[3] Efter Ballet

Alt siden Foraarsballerne havde der hist og her i Krogene været hvisket noget i Retning af Karsten Lund og Klara Hedemann. De unge Nysudsprungne troede det fuldt og fast; men de Ældre rystede erfarent paa Hovedet: betyder ingen Ting.

Et lille smilende Sideblik, lidt Viftekommers – kanske en Buket i Kotillon; det var det Hele.

Ganske vist – hun havde stundom en egen straalende Maade at se til Siden paa; hun kunde lægge sin Vifte saa kildrende fortroligt paa Armen og fæste sin Buket i Knaphullet med en saadan – halvt bly, halvt øm Hengivelse, som om hun gav sig selv med det Samme.

Men hun var et forvænt lille Vidunder, der ikke var fri for at være meget koket. Og han var en udstuderet Kurmager, der havde den stygge Vane at kikse med Øjnene til alle de kvindelige Skjønheder, han mødte paa sin Vej – lige fra Ammerne i Kongens Have, til Ministerens Datter ved Vinduet i Bredgade og Nonnerne paa Toldbodvejen.

Tilmed var han ingen Ting – uden sin Plejemoders Plejesøn. Og det var der endda særlig |4 Indviede, som mente, var adskilligt mindre end sletingen Ting.

Men altid saa’ man ham slentre op og ned ad Østergade ved en Vens Arm, hilsende og smilende til hvert andet Menneske. Fra Theatrenes første Parketrækker kunde man bestandig se hans hvide Elfenbenskikkert drage langsomt hen over Balkonens Damer, dvæle et Øjeblik hist og her og gaa videre. Han spiste sin Frokost hos Gianelli, Middag hos Seekamp, var Abonnent saavel i Tivoli og Concert du Boulevard som i Dansesalonernes Gardinloger – og maître de plaisirhos Constance Rasmussen ved Nørrevold.

Han var en af disse Lykkens forkjælede Skjødebørn, disse mystiske, pludselig opdukkende Æventyrprinser, der synes at leve en ende- og ørkesløs Glæde; men som dog mellemstunder kan vække dunkle Anelser om Æventyrets skjulte Gaader ved at standse den vildeste Fryd med et tungsindigt Smil, der synes forraade, at selv Lykke kan kjøbes for dyrt. –

Karsten Lunds saakaldte »Plejemoder« var den bekjendte Fru Brasen – bekjendt saavel for sine store Rigdomme som for sin store Godgjørenhed. Hun var en lille vissengraa Kone, af hvis underlig undselige Lader og sorte, simple – næsten fattige Dragt man ikke skulde gjætte sig til hendes to Tønder Guld.

Hun var meget forlegen; og over for Gejstlig|5heder kunde hun formelig rødme. Thi hun var en Smule præstesyg, den gamle Enke, og det var med en stille Fryd, hun saa’ de kjøbenhavnske Velærværdigheder flokke sig omkring hende og lovprise hendes ædle og kristelige Gjerninger.

I et ydmygt lille Sted i Villakvarteret samlede hun til Stadighed en fast Kreds til smaa selskabelige Sammenkomster, ved hvilke et ungt Menneske, der benævnedes hendes »Plejesøn«, altid optraadte som en Slags opvartende Kavaler. Og naar dette unge Menneske for hvert Aar – eller oftere – skiftede Person, da saa’ Velærværdighederne deri et bestandig fornyet og smukt Vidnesbyrd om hendes ejegode Hjærte og usvigelige Kristenkjærlighed, hvilket de heller ikke sparede paa at fortælle, mens den lille Frue undseligt bøjede sit graanende Hoved.

»O – det er kun saa lidt jeg kan« – plejede hun gjerne at sige – med Hovedet lidt paa Siden og Haanden forlegent om Hagen. Og bestandig endte hun det med en genert lille syngende Mellemting af et Røm og et Hm!

Det var for et godt Aar siden – ved et Aftenselskab med afgjort gejstligt Præg – at Karsten Lund første Gang blev presenteret som hendes Plejesøn. Han var senere tilbøjelig til at skylde det den Omstændighed, at der i Selskabet fandtes en ny Provst, for hvem hun gjerne vilde vise sig. Men den Aften straalede han af Taknemlighed og Henrykkelse over den saa ganske uventede Lykke, og begyndte strax paa Hjemvejen med at give |6 Champagne til nogle unge Kapellaner i en Østerskjælder.

Hvor det vil glæde Mor! – var hans første Tanke. Men da han fik fat paa Pennen, var der Noget, som holdt den tilbage. Og jo længere han tænkte, desto dybere dalede Begejstringen og gav Plads for en ædrueligere Betragtning, som ingenlunde kom ham tilpas.

Han havde været hendes Eneste. Hans Fader var død for mange Aar siden som fattig Adjunkt, og fra den Stund havde det været hendes Trøst og Stolthed ved sine Hænder at arbejde ham frem. Endnu i sine sidste Breve havde hun været fuld af Glæde og Taknemlighed, fordi hun kunde sidde ved sin Symaskine og møjsommeligt lægge Krone ved Krone til de Halvtreds, hun sendte sin store Søn hver Maanedsdag. – – Kunde han nu ogsaa nænne det? – I alle Fald var der ingen Grund til det strax; maaske var det blot et løst Ord af den gode Frue .... Og saa skrev han lange Breve hjem, hvori han var saa glad og lykkelig – uden at nævne Fru Brasen.

Men som den rige Frues Plejesøn kom han snart ind i den selskabelige Hvirvel, og jo mere Nyt han lærte af sine nye Venner, desto mere var der ogsaa, som ikke kunde skrives hjem, saa at der tilsidst næppe var andet Sandt i alle hans lange Breve end netop Datoen.

Imidlertid susede han om fra Selskaber til Koncerter, fra Koncerter til Baller, og gjorde – i |7 Begyndelsen til sin egen store Forbavselse – stormende Lykke, selv hos de mest fejrede Skjønheder. – Man kjendte ikke meget til ham, og om sin Fortid var han meget tilknappet; men han var smuk, beleven og en udmærket Danser, og det var Alt, hvad man brød sig om at vide.

Men oppe paa fjerde Sal i det samme Hus ved Halmtorvet, hvor Karsten Lund havde et Par smukke Førstesalsværelser, – dér boede en gammel Enke, som havde et lille simpelt Tagkammer at udleje til honnette Mandspersoner. Og hun vidste en hel Del at fortælle om en skikkelig, rolig Lejer, der havde siddet saa flittig over sine Bøger og altid betalt bestemt paa Maanedens første Dag – endda det var en sølle Stodderstudent, der var saa fattig, at han sjeldent havde anden Middagsmad end en røget Sild eller en Napoleonskage.

Endnu den Dag i Dag kunde hun timevis fortælle om »det pæne lille Menneske« og hans rørende Økonomi, som hun i sin Hjærtensgodhed ofte havde bødet paa ved en Kop varm Kaffe med en besmurt Hvedebasse. Siden han blev en fin Herre og flyttede ned paa første Sal, rystede hun paa Hovedet af ham: han jankede med Tjenestepigerne og var nok skjødesløs med Lejen. Men den Gang holdt hun af ham, som sit eget Barn; og navnlig var hendes Properhed bleven tiltalt af den hensynsfulde Omstændelighed, hvormed han i hele Minutter havde kunnet tørre og skrabe sine Fødder, inden han bankede paa hendes Dør – hvad der var saa |8 meget desto høfligere, eftersom han aldrig stak mer end det halve Hoved ind – for at spørge om det, der den Gang var ham mer end baade Mad og Drikke: disse langstrakte Konvolutter med den kjendte knudrede Haandskrift og det gammeldags S.T. oppe i det nordvestlige Hjørne. –

Nu, naar Karsten Lund sad og vippede i sin Gyngestol paa første Sal, og saa’ paa Røgen fra sin Cigaret, kunde han smile – stundom lidt vemodigt rigtignok – ved at tænke paa denne sin »Uskyldighedstilstand« oppe paa Kvisten, – da han i sin provinsielle Naivetet stak Folk paa Haanden og klædte sig i sin bedste Stads for at gaa i Theatret paa Galleriets bageste Rækker.

Han kunde stundom finde en forunderlig Hvile ved at sætte sig tilbage til den Tid, da han kun havde en eneste Ven i den debuterende Urtekræmmer i Kjælderen, og ved at erindre sig det lille rosinduftende Soveværelse ved Siden af Butikken, hvor han om Lørdagaftenen tilfredsstillede sine Ungdomskrav ved et Glas Toddy af Ugens Romslatter, og ved – gjennem Urtekræmmerens natlige Selvoplevelser i de obskure Smaagader – med rødmende Nyfigenhed at gjætte sig til Lastens Mysterier.

Karsten Lund var nu en fuldt udviklet Gentleman, presentabel hvor det skulde være. End ikke hans sorte Haar mindedes i mindste Maade sine purrede Ungdommeligheder, men faldt verdenserfarent: glat og fedtet fra den snorlige Skilning i Midten. Hans bløde, fine Klæder sluttede elegant |9 til hans smidige Figur, og hans Skjortebryst var saa skinnende stift, at han kun med Skuldertræk kunde se paa Moderens hjemmesyede Kraver med de smaa broderte Korsblomster langs Brystlinningen – dem hun med saa megen Flid og Omhu havde syet til ham for de Tilfælde, han skulde være særlig fin. –

Om Efteraaret brød Ballerne ud paa Ny – videre og videre ligesom en smitsom Syge. Karsten Lund og Klara Hedemann kom atter ofte sammen, og det syntes, som om selv de ældre Erfarne fik Noget at hviske om i Krogene.

Disse listige smaa Kneb for at komme til at danse sammen blev mere og mere gjennemskuelige, mindre og mindre uskyldige. Og det fyrige Smil, hvormed hun efter en saadan heldig Manøvre kunde lægge sig i hans Arm, syntes næsten at tyde paa en halv Forstaaelse.

Da nu December Maaned – efter hvad kyndige Folk vil paastaa – skal være den belejligste Maaned at forlove sig i, maa man antage, det var af den Grund, Karsten Lund bestemte Grosserer Cramers Bal til den første egentlige Tilnærmelse; – saa kunde nemlig det Hele være afgjort til Julen, og det er saa yndigt at være nyforlovet i Julen og til alle Juleselskaberne.

Vist er det: den Aften gik mange af de mange Mange, der havde levet mellem Haab og Frygt, hjem fra Grosserer Cramers Bal med Kraven op |10 over Ørene og det højtidelige Løfte at ville vie deres Liv til det hellige Cølibat.

Men hun var ogsaa ualmindelig bedaarende – ligefra de lysegule, fjerlette Lokker til den faste lille Fod; ligefra de vælige Kast med Hovedet til nogle listelige Smaabevægelser omkring de to smaabitte pudsige Smilehuller, hvorover saa mangt et frimodigt Blik havde snublet. Og der var noget saa kuriøst Muntert i den Maade, hvorpaa hun af og til vædede sin Overlæbe med den yderste lille røde Spids af Tungen, at det maatte kunne faa Hjertet til at hoppe i en hundredaarig Ærkebisp. – –

– »Nej, lidt gelinde – min unge Ven! Jeg spørger – saa’ du hende? – hende derhenne i den røde – hende med Skuldrene. Ah! noget saa Delikat! – hva? –« sagde den langbenede Fuldmægtig i Kirkeministeriet, ved hvis Arm Karsten Lund – som sædvanlig – dinglede op og ned ad det bonede Dansegulv.

»Hvorledes? – hvad sa’ du? – hvem?«

»Hvad jeg sa’! – men du har jo Feber, Kjære!« – udbrød Fuldmægtigen og standsede brat.

»Jeg! – Er du gal –« sagde Karsten og søgte at lege ligegyldig med sin Chapeau-bas.

Men det var dog tydeligt, at han ikke havde sin sædvanlige Opmærksomhed paa de blanke Øjekast og forføreriske Smil, der sendtes ham bag de blinkende Vifter, hvorimod han hvert Øjeblik saa’ uroligt paa sit Uhr, og holdt skarpt Udkig med Døren, hver Gang den gik.

|11 Hun kom sent. Men da Døren lukkede sig bag hendes gule Atlaskslæb, og hun et Øjeblik blev staaende med Haanden paa Laasen, var der en egen indsmigrende Ynde i det lille skjelmske Smil, hvormed hun bed i en Snip af sit Kniplingslommetørklæde; og der var noget sært Fristende ved den lille blanke Skulder, der tittede op over det nedringede Kjoleliv. Og hendes dunkelblaa Øjne skinnede saa vidunderlig klare, som om de havde indsuget al Dagens Sol og snildeligt forstaaet at gjemme dens Straaler til dette belejlige Øjeblik!

»Hende – eller Døden!« – tænkte Karsten Lund. Og uvilkaarligt gav han et Ryk i Vennens Arm, da hun med et lille elastisk Sæt sprang fra Døren, og i et Par smaa Skridt løb over Gulvet for at omfavne en Veninde – saa lidenskabelig heftigt, som om hun ikke havde set hende i tusinde Evigheder. –

Under de første Danse hændte der intet Mærkeligt, uden maaske det, at de gamle Damer i Døren knistrede af Forargelse over den inderlige Maade, hvorpaa et vist Par dansede. – Det var næsten uanstændigt – især saa nedringet – men de unge Piger nu til Dags havde kastet al Blufærdighed over Bord – tænke sig, at de nu ogsaa begyndte med Indskjæringer i Ryggen! – at de ikke gik i Jorden af Skam!

Først efter Bordet fik Karsten Lund Mod til i en »Blomstertur« at trykke hende lempeligt i |12 Haanden, og da han saa’ op, smilte hun med lidt Rødme.

Musiken spillede »Champagne-Gallop«. Parrene hvirvlede ud imellem hinanden saa hurtigt, at Damerne ikke fik Tid til at samle Slæbene, der fejede hen over Gulvet. Der var hvide Slæb med røde Sløjfer, og røde Slæb med hvide Sløjfer; der var lange spidse blaa, og grønne med uskyldige smaa Garneringer. Men forgjæves spejdede de gamle Damer i Døren efter et gult Atlaskes, der ellers altid plejede at være med; og med en fin lille Spøg beklagede Frk. Klaras Kavaler – en elskværdig Provisor – at Frøkenen pludselig var bleven saa aandsfraværende.

Men under de sidste Danse saa’ man den unge Hr. Lund og den unge Frk. Hedemann sidde gjemt i en skjult Krog, tæt sammen i fortrolig Hvisken – han bøjet over mod hende, med Armen paa hendes Stoleryg; hun stille rødmende, med sænket Hoved, bladende sin Vifte.

Deres enlige Afsked ude i Entréen blev – ganske tilfældigt – iagttaget af et Par ældre Damer bag en Dør. Med Smil tillod hun ham at hjælpe den lille Silkefod i de lodne Gummisko; med sendrægtig Omhyggelighed lagde han den hvide, lækkert bløde sortie de bal om hendes blanke, runde Skuldre. Og inden hun gik, rakte hun ham Haanden, som han holdt længe, mens han sagde nogle sagte Ord, der fik en stærk Rødme op i hendes Kind |13 og Brystet til at svulme, saa det blev kjendeligt uden paa det bløde, lodne Slag.

Vognen rullede afsted paa den frosne Gade, en Tjener sprang af Bukken, lukkede Vogndøren op, fandt Portnøglen – og det raslende Atlaskslæb ilede opad Trapperne, efterfulgt af Tjeneren med en brændende Svovlstik. Men da Frøkenen stod i sit Kammer, kunde hun intet Andet huske end disse sidste Ord, han havde sagt; og da hun puttede sig i sin Seng, syntes hun, det var Sekundet efterat hans Haand havde brændt i hendes, saa tydeligt fornam hun endnu den varme Blodstrøm, der havde overrislet hende.

Sove kunde hun ikke, vilde ikke heller. Blot svøbe sig i Tæppet og dysses hen i denne salige Taage mellem halv Drøm og halv Døs, der sænker sig over Sjælen som en Omfavnelse. Sagte og sødt gled hun hen i dens vuggende Arme, mens højt, højt oppe i det uendelig Fjerne en stille, ætherisk Dansemusik dalede ned over hende i et evighedslangt crescendo. Tone for Tone dryssede ned som Kys paa hendes Øjelaag – saa blide og bløde som en rislende Regn – og gjød sig hen over hendes Legeme som et tungt Lagen. Stærkere og stærkere blev Jubelen i Luften, indtil den pludselig døde hen i et underlig skarpt Fuglekvidder, og da – –

Og da hun slog Øjnene op, var hun hed om Panden, helt ned over Halsen. Og til hendes Forbavselse skinnede Solen vakkert paa den lille blaa Plet af Himlen, som hun kunde se fra Sengen. |14 Hvide, fængslende Skyer drev stille hen under den for en mild Luftning, og et Par smaa Fugle svirrede frem og tilbage med en lystig Morgensang. – Saa havde hun dog sovet.

En lille Solstrime faldt skraat ned paa hendes røde, stukne Sengetæppe, og saa nær forbi hendes Ansigt, at de smaa svævende Støvgran og Dun-Fnug, som boltrede sig i den, syntes hende mægtig store. – Med begge sine hvide Arme bag om Nakken og ind under det løst udslagne Haar laa hun længe ubevægelig rolig og saa’ paa, hvor fornøjeligt disse travle Smaalegemer tumlede sig ud og ind imellem hverandre. Og der var saa ganske stille omkring hende, at det kom hende for, hun kunde høre det, naar de bumsede sammen.

Hendes Øjne blev saa store og klare; en let Rødme lagde sig over hendes Kinder, og Læberne bevægede sig stundom ganske svagt. Men pludselig kastede hun sig om paa Siden, trykkede Kinden dybt ind i Hovedpuden, og kyssede den. –

Noget saa Besynderligt som Frøkenen i de tre Dage mellem Grosserer Cramers Bal og den »nedringede Middag« hos Justitsraad Fischer – havde Stuepigen Marie aldrig set.

For Spillelæreren var hun syg. Spasere gad hun ikke – ja selv for sin fortroligste Veninde Agnes, med hvem hun ellers hver Dag plejede at »gjøre Routen«, nægtede hun sig hjemme. – Maden kvalmede hende. Den yndige Skuespiller ved det |15 Kongelige var med Et reduceret til et »væmmelig fordrukkent Ansigt«. – Strausz var simpel, Schumann kjedelig. Og »Djævelens Kusiner« var pludselig bleven en daarlig Bog.

Kun enkelte Steder kunde hun med Flid opsøge; nemlig saadanne, hvor Arthurer og Clementiner for første Gang tilstaar hinanden deres Kjærlighed. Der fordybede hun sig ret, og gjentog stille for sig selv, hvad han sa’; men især hvordan hun svarede.

Hun kunde ikke selv begribe, at hun kunde være saa dum. Men hun var nærved at blive ganske syg. Tiden syntes hende at snegle afsted, samtidigt med at hele Timer forsvandt for hende, – og de tre Dage fik aldrig nogen Ende.

Men da saa endelig det Klokkeslet kom, hun havde ventet paa med Feber, maatte Vognen holde en halv Time for Porten, inden Frøkenen var færdig. Og da hun tilsidst ganske fortumlet blev puttet i Vognen, maatte den stakkels Stuepige endda to Gange op paa tredie Sal – først efter Viften, og saa efter Lommetørklædet. Og saa glemte hun dog begge Dele i Vognen, da hun stod af hos Justitsraadens.

Det hændte hende ellers altid ved en Balsal, at Laasen var den gjenstridigste Laas af Verden, som paa ingen Maade vilde op, før hun havde vrikket og leet, og leet og vrikket – med en Ubehjælpsomhed saa yndig, at det var mer end nok til at gjøre det af med de handskepaatræk|16kende og haarglattende Herrer, som befandt sig i Entréen. Og naar saa endelig Døren kom op, var det saa hastigt og med et saadant Brag, at hun maatte le ganske højt.

Men Justitsraadens Laas var den sagtmodigste og medgjørligste Laas af Verden, og Døren gik ligesaa let og lydløst som Klara Hedemann selv, der blot skottede hen over Salen, inden hun gjemte sig bag en Dameklynge. Men dersom ikke Lejetjeneren havde varskoet i Tide, var hun gaaet lige midt ind i Selskabet med de lodne Gummisko paa Fødderne.

Hun var i en snever, lyserød Kjole, let højhalset. Det dybe Skaar for Brystet havde hun gjort mindre ved en dobbelt Række Kniplingsblonder. Det gule, glinsende Haar var strøget glat op til en græsk Frisure, og havde ikkun en enlig Rose.

Middagen var festligt arrangeret med Blomster og fint Service, og gik saaledes som den Slags Middage evig og altid gaar, og som Folk desuagtet aldrig blive kjed af. Det var det samme Gamle om igjen for hundrede Gang – ligetil Sauce ned ad Ryggen, Løjer med Knaldbonbons og Favnemaal af Skaaltaler under Champagnen.

Bagefter blev der – saaledes som det ogsaa gjerne sker – tilstaaet Herrerne en halv Time til en »lille Tomme« i Rygeværelset, naar de højtideligt vilde love at komme ud til Dansen, saa snart der blev klappet op. Nu er en halv Time ikke |17 lang Tid til at fordøje sex Retter Mad, syv Slags Vin; men de vel trainerede Herrer brugte til Gjengjæld Lungerne saa forsvarligt, at den lille halvmørke Rygekoupé snart saa’ ud som tyve smaa ildsprudende Bjærge, og fyldtes af denne behagelige Damp af fin Havanna og stærk Mokka.

Stemningen var yderst animeret og mæt. Konversationen mere omfattende end egentlig dybtgaaende. Den langbenede Fuldmægtig troede at besvare Adjunktens Bemærkninger om det højere Skolevæsen ved en indgaaende Betragtning af Cirkus Renz’ Dametrikots.

Men Karsten Lund var uforklarlig underlig den Aften. Han, som ellers altid var mellem de Livligste, rejste sig pludselig fra al denne forspiste Passiar, og stillede sig hen ved Vinduet, hvor han længe blev staaende saa stiv som en Støtte. Mellem Rudernes glidende Fnug af tung Tøsne stirrede han ud over den brede, taagede Gade, hvor kun en rød Skildvagt gik og frøs mellem to Lygter, som fra hver Side lyste paa det røde Skilderhus.

Klara Hedemann havde strax ved Bordet lagt Mærke til den paafaldende Forandring i hans Væsen. Han havde næsten ingen Ting spist; og trods det, at han havde drukket en Del, blev han dog lige ordknap og underlig. Men akkurat saadan var hun ogsaa selv, og saa mente hun, at hun forstod det.

Thi hun kunde jo lige saa lidt som saa mange Andre ane, at Karsten Lund sad i bristefærdig Gjæld.

Den forfrosne Skildvagt anede heller næppe, |18 hvormange besynderlige Skikkelser han antog for den bedrøvede Balkavaler, mens han der gik sin ensomme Vandring mellem de to Lygtepæle og bankede sine valne Hænder paa Geværkolben. – Snart var han som en uhyre Pengesæk; snart som en nedrig Pengepiner med milelange Regninger; snart som en lille vissengraa Kone, rugende over Bjærge af Guld; – men mest dog som en enlig, graanende Moder ved en stor Symaskine i en lille hyggelig Stue med mange smaa sorte Familiesilhouetter paa de mørkegraa Vægge.

Karsten Lund vidste næppe selv, hvormange Forvandlinger den stakkels Skildvagt havde maattet gjennemgaa, da han følte En lægge sin Arm tyngende i hans; men han blev ved at se ud. Han kunde mærke paa Maaden, at det var hans langbenede Ven Fuldmægtigen, og at denne netop havde naaet denne stille nydende Fordøjelsesstemning, som det var hans Force hverken at overskride eller undergaa.

»Naa, min unge Ven! – hvad stikker dig i Aften? – Du ser jo ud som en Selvmorder i Regnvejr.«

»Aa – lad mig være –« sagde Karsten Lund kort, og stødte til ham med Albuen.

»Naa – naa. – Jeg véd jo det Hele – gamle Ven! – Rykkerne har været uelskværdige – ikke sandt? – Og du har været oppe hos din højst elskværdige Plejemoder i Dag – to Gange endogsaa; jeg véd det. – Naa, aabnede hun for |19 Sækken. – – Bum! – Du behøver slet ikke at sige mig det; jeg kjender hende Pinedød vel nok, den søde Sjæl. Man kan lettere faa Rundetaarn til at spille paa Fortepiano end pine en Tikrone ud af den gamle Sparegris. – Naa, bare ikke for ømskindet for den Slags; du lærer sgu nok at blive mere haardhudet – min Dreng!«

»Aa ja – det gjør jeg vel.«

Fuldmægtigen saa’ pludselig op paa ham, og gjorde et beklagende Skuldertræk. Dette kom saa tungt. – Og nu begyndte han at forstaa det. Allerede i længere Tid havde han anet, at der var noget Galt fat mellem Vennen og dennes Moder, navnlig ved at lægge Mærke til det Besynderlige, at hendes Breve endnu bestandig var adresserede til den gamle Kvist.

Saa drog han Vejret saa ubeskrivelig langt og mæt, tyngede sig med hele sin Vægt i hans Arm, og sagde saa deltagende som han kunde:

»Er det det Sludder med din Mor – hva’?«

Karsten Lund sagde ingen Ting, men begyndte at tegne Figurer i Duggen paa Ruderne.

»Saa véd du det altsaa allerede?«

Karsten Lund vidste ingen Ting, turde heller ikke spørge; men blev blot saa underlig stakaandet, og standsede sin Finger midt i en Krusedulle.

»Jeg talte i Eftermiddags med en af dine Kreditorer – Gud velsigne ham i hans Grav! – du véd, det er ogsaa min. Han sagde, de vilde skrive hjem i Morgen, dersom du ikke skaffede Mønt.«

|20 »Ja saa –«, sagde Karsten ganske kort og tykmælet, og rettede paa en af de gamle Figurer.

Fuldmægtigen saa’ op paa ham igjen.

Stakkels Fyr! – tænkte han, klappede ham paa Skulderen, og gik. Han vilde ikke fordærve sin behagelige Stemning. Men da han havde tændt sin Cigar, kom han tilbage og hviskede ham – ligesom lidt tungsindigt – i Øret:

»Du skulde rejse væk, Karsten. Det er den eneste Maade, man kan komme ud af al det Skidteri paa; – ellers bliver man Pinedød hængende. Du kan ta’ mig til Exempel – eller se paa vor gamle Ven Reeban – saadan ender vi. Var jeg blot kommen bort – den Gang; – nu er jeg for slap – du!«

I det Samme bankede det paa Døren, og inde fra Dansesalen lød de første Toner af Violiner, der blev stemt. Justitsraaden – en yderst fin og behagelig Vært – rejste sig, og bad Dhrr. undskylde, men – Tiden var omme, og Damerne ventede. De Unge kastede øjeblikkelig Cigaren og ilede ind for at engagere; de Ældre talte endnu et Par dybe Drag, og de Ældste luskede ind i Justitsraadens Kontor for at arrangere Spillepartier.

Men Karsten Lund og Klara Hedemann dansede saa godt som slet ikke. Derimod havde de fundet en afsides Vinduesfordybning, hvor kun en Gang imellem et raslende Slæb strøg hen over deres Fødder, og hvor de lange tætte Gardiner dæmpede Lyset og Lyden af den brusende Musik og de Dansendes leende Tale.

|21 Med svagt bøjet Hoved lænede hun sig let tilbage mod Vindueskarmen, og saa’ langt ind i sin Buket, mens Fingrene legede mellem dens Blomster og Blade. Henover Kinderne laa en sart og blød Rødme, og Læberne krummede sig sagte i denne sælsomme Trækning mellem halv Smil og halv Graad. Thi saa ofte hun saa’ op, mødte hun hans store brune Øjne, der hvilede tungt paa hende.

Men han sagde ingen Ting.

Hun fandt ham dog ogsaa altfor urimelig undselig. – Herregud! det var jo dog ikke saa svært. Blot et Ord var jo dog nok – ja mer end nok. – – Se, nu laa f. Ex. hendes Haand der langs Stolesædet, tæt ved hans – den var nu tilfældigvis kommet til at ligge dér; – at han nu dog ikke forstod det. Han behøvede blot – ganske sagte – uden at Nogen saa’ det – at lægge sin over. – Aa! – det var jo ikke Andet dog!

Men han gjorde ingen Ting, og hans Øjne spurgte om ingen Ting; – de saa’ bare paa hende, tungt og drømmende.

Kun naar deres Blikke mødtes, slog han sine Øjne ned, og blev urolig. .... Men, Kjære, hvorfor saa ikke dog sige det! – Han maatte dog kunne se det paa hende – paa de tusinde Maader. – Og var det nu ikke bare for at sige noget Godt, at hun kom med det ulyksalige Spørgsmaal: om det var sandt, at hans rigtige Moder boede ovre i Jylland.

Hun fortrød det med det Samme, hun sagde det; |22 og da hun saa’ op paa ham, bøjede han sig hastigt forover med Hovedet i Haanden.

Da følte hun, hvordan Blodet strømmede hende varmt til Hjærtet; det var, som om hun skulde græde, og hendes Aandedræt blev tungt og skjælvende. – Det var dog saa underligt at se en Mand saa alvorlig – var Kjærlighed da saadan? – Men det maatte den være; thi hun følte sig netop saa nær hos ham, og som om hans Hjærte bankede tæt op imod hendes.

Saa bøjede hun sig sagte over ham, og lagde varligt sin Haand paa hans Knæ.

»Karsten!« – hviskede hun.

Men da rejste han sig med et Ryk, strøg Haaret fra Panden, bød hende høfligt Godnat, og gik.

Strax inde i Sideværelset traf han sin Ven Fuldmægtigen, der stod ved en Buffet og drak Sodavand af en mistænkelig sherryagtig Farve. Næsten ganske hvid i Ansigtet gik han hen og lagde sin Haand paa hans Skulder.

»Tak for dit Raad, gamle Ven; – det var bedre, end jeg havde troet. Naar man vil blive sig selv igjen, skal man brænde alle Broerne bag sig – var det ikke saadan, du sa’? – Jeg har brændt alle mine, – jeg rejser i Morgen – Farvel!«

Men inden Fuldmægtigen fik Glasset fra Munden, var Stuen atter tom. Og saa drak han det ud i smaa, langsomt nydende Drag, indskydende mellem hvert et velbehageligt Ah! og et lille Udbrud som: »Skulde han ha’ drukket for meget? – Stakkels |23 Fyr! – dog fornuftig Fyr! – skulde sgu selv ha’ gjort det Samme – – – Men Død og Plage! – Fru Ringberg!«

Thi denne Dame vilde vistnok i dette Øjeblik være alene i Kabinettet.

Dansen var bleven saa livlig nu paa det Sidste, at Karsten Lunds pludselige Afsked ikke blev bemærket, ligesom der heller næppe var Mange, der tog sig videre af den skyndsomme Maade, hvorpaa Klara Hedemann – med sin Buket presset fast for Munden – snoede sig ud mellem de Dansende.

Hun vilde hjem strax. Men da hun naaede et lille halvmørkt Kabinet to Værelser fra Salen, sank hun ned paa en Stol for at græde. Dog havde hun næppe kastet Armen og Panden paa Stoleryggen, før hun hørte en Silkekjole rasle henne fra Krogen. Saa sprang hun op, som var hun jaget, og løb ud.

I Entréen forskrækkede hun den sovende Lejetjener ved egenhændigt at rive sit Tøj ned fra Knagen, og da han sprang til for at hjælpe, slængte hun med saadan Voldsomhed Skindslaget om sine Skuldre, at det slog ham over Ansigtet. Og inden han endnu ret havde faaet Øjnene helt op, var hun alt nede ad Trapperne.

»Deres Støvler – Frøken!« – raabte han efter hende.

Men hun hørte det ikke. Og da han stod nede i Gadedøren med de glemte Gummisko i |24 Haanden, saa’ han hende med hastige Skridt og Kjolen svøbt om Benene forsvinde i den klamme Snetaage; og hovedrystende hørte han den svuppende Lyd af hendes tynde Silkesko i det dybe Snesjap. –

Justitsraaden vendte sig, saa’ paa sit Uhr og gabede. Tappenstregen havde de nu maattet gjentage fire Gange, hurtigere og hurtigere. Men saa blev det da endelig forbi, og Par bag Par gik Selskabet i en lang og leende Række ind i Dagligstuen, hvor der serveredes med The.

Dødtrætte af det sidste forcerede Tempo lod Damerne sig viftende falde tilbage i de bløde Lænestole omkring det runde Bord i Midten eller i smaa Grupper henne under Vinduerne, hvor der var dannet ligesom smaa Lysthuse af høje exotiske Bladplanter. De unge Herrer var urimelig morsomme, og snoede sig nervøst foran disse fortryllende Væsener, der i betagende Udmattelse laa henslængt i det mørkerøde Fløjelsplyds og aandede dybt. Kindernes stærke Blussen veg for en skjær Bleghed, der gjorde dem ligesom endnu blødere; det trætte Smil om Munden, de let sænkede Øjelaag og matte Viftebevægelser gav de fine Skikkelser et halvt slumrende Præg, der var dobbelt indtagende. De før saa stivede Kjoler hang nu løst ned over Skuldrene, og med fornuftigt Hensyn hertil stillede Fuldmægtigen sig bag sin Dames Stol og konverserede hende ivrigt.

Men den unge Adjunkt havde atter faaet en |25 Ulykkelig naglet fast til Væggen med det højere Skolevæsen, og gav hele sin Personlighed tilkjende gjennem sin lange, udtryksfulde Pegefinger, der saa’ saa ubeskrivelig vred og hadefuld ud, naar den kilede og krummede sig gjennem Luften, som om den var et særskilt lille Væsen, der havde lige saa megen Lov til at være fornærmet som alle andre Mennesker.

Henne i den aabne Fløjdør stod den unge Lieutenant Petersen foran to meget elegante unge Damer, og snoede ivrigt det sirlige Overskjæg, han endnu ikke havde. Han talte om Kjøbenhavns Befæstning; og idet han skrævede lidt paa Benene og vuggede sig til Siden, søgte han at give sin lille spinkle Person et mere imponerende Udseende. Men der var næppe meget Martialsk over hans næsten barnlig røde Kinder, og hans Skulder og øvrige Habitus var saa saare lidet betryggende at se til, at man øjeblikkeligt følte sig dybt overbevist om stærke Befæstningers paatrængende Nødvendighed.

Og ind imellem hele Selskabet, fra Gruppe til Gruppe, vimsede den lillebitte krølhaarede Theolog Mathiesen og lo sig selv saa glad og lykkelig.

Saa begyndte Vognene at rulle for Døren. Den trange Entré var overfyldt af ubehjælpsomme Damer, der ikke kunde finde deres Tøj, og galante Kavalerer, der vendte op og ned paa, hvad de fandt. Justitsraaden stod i Døren til Dagligstuen med et uendelig veltilfreds Smil, og bød God|26nat med en Hjærtelighed, der næppe var ganske passende.

Dansesalen var nu tom. »Musiken« gik just ud ad Døren med deres Kasser og Nodestabler. – Støvet laa tykt paa Konsoller og Stole, og hang saa tæt i Luften, at man saa’ Alting ligesom gjennem et graat Slør. Og dybt inde i dette viste Stuepigen Amalie sig, staaende paa en lille Trappestige, i Færd med at slukke Lysene i Kronerne.

Hun var en nem lille Skjønhed, saa vever og van som et Flueben, og med den ypperlige Figur, som kjøbenhavnske Stuepiger gjerne har, og gjerne véd at gjøre indbydende. Den stramme Kjole var ogsaa uden Ærmer, og saa kort, at den presenterede det Underste af et Par pæne Ben i tynde, mørkerøde Strømper, og nydelige Sko med disse høje »underskaarne« Hæle, der er saa efterstræbte i Dansesalonerne.

Nedenfor stod Hr. Reeban – en lille gammel Fyr, hvis sært gemytlige Ansigt sad i mange smaa bløde Poser under Øjnene. Den Smule Haar, der endnu trivedes bag Ørene, var hvidt og glat som Silke, og børstet ud til at dække saa meget som muligt af det blanke Hoved.

Med to af sine smaa buttede Fingre havde han en egen Leg, som morede ham meget, og som han ledsagede med de første Linier af den bekjendte Børnesang:

»To Fugle gik ud at spasere – –«

|27 Derimod lod den ikke til at falde saa meget i det lille Fluebens Smag; thi ideligt hørte man hende stampe med Foden og et indigneret:

»Vil De være ordentlig, Hr. Reeban! – jeg si’er det ved Gud til Fruen!«

Men han glippede blot kjælent op til hende med sine smaa, ormstukne Perlemorsøjne, og vedblev at lade sine to Fugle gaa ud at spasere. –

Karsten Lund var gaaet ind i Rygeværelset; der var han alene. Med forstilt Velbehag smed han sig i en dyb Lænestol, tændte en stærk Cigar og dampede voldsomt. Tætte blaagraa Skyer hvirvlede op omkring ham og strakte sig i lange bølgende Baand henimod Lampen paa Bordet.

Dette sad han og saa’ paa, og slog Benene overkors, mens der var saa mange andre Ting, han ikke vilde tænke paa. Og saa tænkte han paa, hvad det dog var for en dejlig Cigar, han der havde; paa hvor Verden dog i Grunden var lys og lystig, og Livet evige Løjer. Man skulde bare ikke være for ømskindet – det var Sagen. Bare ikke sentimental, men tage Livet som det faldt, saa blev man saa glad, saa glad, saa glad. Og han trommede fornøjeligt med Foden, nynnede gemytligt, og – om det havde kunnet lade sig gjøre – havde han gjerne sunget af fuld Hals, ja skreget – skreget!

Men det kom, og kom igjen; det stod der og blev ved at staa der – dette Billede af en lille hyggelig Stue med mørkegraa Vægge. Saa frygte|28lig livagtigt traadte det frem af Mørket, som om han selv sad midt imellem de smaa sorte Familiesilhouetter med Oldefar og Oldemor i Toppen, lige foran det store Billede af hans Fader, der saa’ ned paa ham, strengt og alvorligt. Han fornam den lune, krydrede Luft, han kjendte saa vel, og hørte Nabokonens rolige Vugge, som om den ikke havde standset i alle disse Aar – i denne stille bløde Takt, der saa ofte havde dysset ham i Søvn, naar han som Dreng sad under Lampen og læste sine Lektier. Endnu sad i hans Ører den afskedigede Stabssergeants taktfaste Paradekadence ovenover – frem og tilbage; og han kjendte hver Dør, der blev lukket i det gamle Hus, paa den Knirken, som var den egen. – Og han saa’ sin Moder – saaledes som han kunde huske hende mellem sine tidligste Minder – bøjet over Symaskinen, i Skjæret af Lampen og mellem Bjærge af Tøj; – nu lidt mere graa og tættere ind mod Naalen; men med de samme milde Øjne og vemodskjærlige Smil, som naar hun strøg ham Godnat over Haaret, og kyssede ham paa Panden: »Du – min Eneste!« – –

Nej, det var ikke til at udholde – Dumheder! Og idet han viskede noget Vaadt fra Øjet, skjød han heftig Stolen bort og begyndte at gaa stærkt frem og tilbage i Stuen; – men sparkende Benene fra sig som en Danselærer, stak han Fingerspidserne flot i Stiklommerne og fløjtede Melodien til: »Jetz geht’s nach Lindenau!«

Der var ikke saa Faa, der for Alvor troede, at |29 den langbenede Fuldmægtig i Kirkeministeriet ikke var ganske vel bevaret. Og efter den Maade, hvorpaa han i dette Øjeblik kom farende ind ad Døren og i et eneste Spring var om Halsen paa Karsten Lund, kunde man næsten ogsaa fristes til at antage, at han virkelig – med Ordsproget – havde det i Benene, som han egentlig burde haft i Hovedet.

»Gavtyv!« – udbrød han og truede med Fingren. – »Tænkte jeg ikke nok, der var noget Andet i Vejen. Du er jo forlovet, Skurk! – Lykkelige Uhyre! – i Morgen vil dine allerunderdanigste Kreditorer bukke og skrabe for Frk. Hedemanns tredive Tusinde!«

»Pokker plager dig – hvad kommer Frk. Hedemanns Penge mig ved?« – sagde Karsten Lund ærgerlig og gjorde sig Umage for at komme løs.

Men den Anden holdt fast: »Næ næ – stil dig endelig ikke saa hellig an, Kjære; den er tilfældigvis optaget, unge Ven! – – modtager min Velsignelse!«

Men idet han med præstelig Salvelse vilde lægge sin velsignende Haand paa Vennens Hoved, førte denne den eftertrykkeligt bort, og sagde rolig: »Hør lad os være alvorlige et Øjeblik – blot et Øjeblik. Jeg synes, du for lidt siden selv raadede mig til at komme ud af det kjøbenhavnske Uføre, inden det blev forsilde. Det kan vist heller ikke undre dig, at jeg – efter mit Kjendskab til |30 dig – ikke har særlig Lyst til at blive din Eftermand eller en Hr. Reeban Nummer to. Sikkert er det i alle Fald, at jeg nu Pinedød ikke vil– –«

»Hyp, Hyp! – du er paa Pegasus!« – afbrød Fuldmægtigen og knipsede med Fingrene.

»Nej, lad være med det –« sagde Karsten Lund alvorligt, og gik et Par Slag hen paa Gulvet inden han fortsatte: »Synes du ikke, det snart er paa Tiden, jeg tænker paa at blive til Noget?«

»Jo vist saa. Og det vil uden Tvivl blive fortryllende – med en saa indtagende Dame som den tilkommende Fru Lund. Jeg forsikrer dig paa Ære, at jeg deler din Lykke – unge Ven! – af mit ganskeste Hjærte. Jeg glæder mig virkelig allerede i Tanken om at blive Husven; og saa disse smaa Vennemiddage – ikke sandt? – fortryllende! Jeg beder dig blot at vare dine Ammer for gamle Reeban.«

»Aa, du er ækel!« – sagde han og vendte sig fra ham.

»Men nu dine smaa Veninder? –« fortsatte Fuldmægtigen drilsk og saa’ fra sin Cigaraske hen paa ham med halvandet Øje – »De vil fortvivle. De vil gjøre Oprør, dersom du slaar Haanden af dem – men det behøves kanske heller ikke aldeles.«

Karsten Lund vendte sig saa hastigt paa Tæppet, at det slog Folder under hans Fødder, – og saa’ paa Fuldmægtigen med et forbitret Blik. At føle sig krænket paa et Ægteskabs Vegne, som ikke en |31 Gang existerede i Fostertilstand, gik naturligvis ikke an; og dog forekom det ham, at han maatte protestere mod dette, som mod Noget, der personligt vedrørte ham. Men da han saa’ paa Vennen, der stod foran ham med dette forhærdede Smil, disse ligesom »haardhudede« Øjne og den høje iskolde Pande – da var det, som om han saa’ et Billede af sig selv, saaledes som han en Gang vilde blive – om faa eller mange Aar – dersom han ikke slap bort forinden. Og han glemte at svare, fordi han nu følte, at Vennens Ord dog vilde blive sandere, end han strax vilde indrømme, dersom han nu ikke havde Mod til at frigjøre sig. Der paakom ham en forfærdelig Følelse af Væmmelse, samtidigt med at Jorden brændte under ham – for at komme bort fra alle disse utaalelige Venner og Veninder, og søge Redning i et nyt, et arbejdsomt Liv, hvori han kunde finde sig selv.

»Jeg maa bort; – koste hvad det vil, saa maa jeg rive mig løs. Blev jeg hjemme nu, saa – ja saa blev jeg ødelagt hurtigere, end du aner det.«

Under disse Ord, som blev udtalt i en træt, halv fortvivlet Tone, lod han sig falde ned i den dybe Lænestol, og i den lille Pavse, som opstod efter dem, stirrede han sig store Øjne til i Lampen, mens han med Haanden støttede sin fremstrakte Hage. Fuldmægtigen saa’ paa ham med en pludselig Forbavselse, og først efter en Stund traadte han hen til Lænestolen.

|32 »Er det virkelig dit Alvor?« – spurgte han og ruskede ham i Skuldren.

Karsten saa’ op med duggede Øjne, og nikkede.

»Jamen, Kjære! – det er jo Vanvid, rent ud Vanvid! – Du med dine Forbindelser; og frem for Alt, saa husk dog paa – – –«

»Saa ti dog stille, for Pokker! –« raabte han heftig og sprang op – »Den Ting er nu afgjort. Du kan tro, dette har kostet mig mere end du aner – ja; men det kan nu ikke blive anderledes – og lad det saa være nok med det. – Man kan ikke bage Kager uden at slaa Æg i Stykker, véd du nok.«

I et raskt Sving søgte han at gaa op ad Gulvet med rankt Hoved; men efter et Par Skridt vendte han om, og lagde begge sine Arme paa Vennens Skuldre.

»Gamle Ven!–« sagde han og rystede ham paa det Hjærteligste – »lad os nu ikke skjændes den sidste Aften. Det er nu afgjort, i Morgen rejser jeg. Men i Aften endnu gemytligt – ikke sandt? Uigjenkaldelig allersidste Forestilling! – som der staar paa Plakaterne; saa er Ballet forbi, og i Morgen – ja, det snakker vi nu ikke mere om – vel?«

»Jamen hør nu lidt, Karsten. Vær dog for Pokker ikke saa dum. Alvorlig talt, saa kan det jo nu være saa meget godt med dette: at blive til Noget; men du maa sgu dog huske paa, at f. Ex. din Mor – – –«

|33 »Sludder og Vrøvl!« – raabte han og stampede i Gulvet – »lad mig dog være fri. – Nu bare gemytlig, gamle Bror! – ikke sandt? – – gemytlig, gemytlig, gemytlig – for Pokker!«

Dermed drejede han Fuldmægtigen omkring mod Væggen, tændte sig en frisk Cigar, og havde nær røget den op i et eneste Drag.

»O – du mein süsse tra la la –« lød det i det Samme inde fra Sideværelset.

Det var den gamle Hr. Reeban med et ganske ungt og net Menneske kjærligt om Halsen og Selskabets øvrige unge Herrer bag efter sig. Som Fluer om et Sukkergryn styrtede de sig over Cigarkassen, hvis rige Indhold svandt i et ganske besynderligt Forhold til de rygende Herrers Antal.

Karsten Lund stod endnu henne i Krogen hos Fuldmægtigen, der bestandig søgte at tale ham »til Fornuft«; men pludselig sprang han fra ham og hen til de andre Herrer, der stod i en Klynge midt paa Gulvet og stak Cigarerne sammen om en eneste Svovlstik, som den lille leende Theolog holdt saa længe, indtil han brændte sig paa Fingrene, hvoraf han tog Anledning til at le sig halvt fordærvet.

»Mine Herrer!« – udbrød Karsten – »Klokken er ikke Et endnu. Hvad mener De om at ende Aftenen med en rigtig gemytlig – –?«

»Hys, hys! – Justitsraaden!«

Ind ad Døren kom den lille behagelige Mand. Gnidende sine hvide Kontorhænder, haabede han, |34 at Dhrr. ikke havde kjedet sig alt for meget; Dhrr. protesterede paa det Elskværdigste, og forsikrede, det var det Umuligste at tilbringe en mere behagelig Aften. – I saa Fald havde det glædet ham usigeligt at se Dhrr. hos sig, og med sit aller velvilligste Smil – efter et flygtigt Blik paa den tomme Cigarkasse – spurgte han, om Dhrr. var forsynede. Et Par Hænder skyndte sig op af Baglommerne og begyndte at lege med Uhrkjæden, hvorefter Selskabet brød op med Godnat og mange Tak for i Aften.

Men da de stod nede paa den taagede Gade, lod de til at være meget enige om, at det umuligt kunde gaa an at skilles saadan »midt paa Dagen« – som gamle Reeban udtrykte sig. For sit eget Vedkommende kaldte han det rent ud Vanvid; han kunde ikke »se at sove«. Og i mindre end to Minutter havde han fire-fem gode Ideer fix og færdige til Nattens Forherligelse.

»Det er Fredag – saa er der aabent i Salonen til Kl. To; hvad siger I om at begynde med en lille Gardinloge, Børnlille?« – sagde han og klappede kjælent det unge pæne Menneske.

»Fredag!« – udbrød Karsten Lund forbavset og standsede. Thi om Fredagen plejede Constance – til en Afvexling – at besøge ham, og nu sad hun sandsynligvis derhjemme og ventede. Under Dagens forskjellige skjæbnesvangre Begivenheder var dette – imod al Sædvane – ganske gaaet ham af Minde.

|35 Men de lystige Herrer var naturligvis mer end beredvillige nok til at lægge Vejen om ad Halmtorvet for at faa Karsten Lunds kjælne lille Veninde ind i Selskabet, og i en lang, støjende »Gaaserække« fulgte de langs Østergades glatte Fliser, idelig paamindet af et Par Betjente, der fulgte dem i Afstand.

Især var Karsten Lund over al Maade ustyrlig. Han vilde partout ned i hver eneste Kjælder-Restavration, de kom forbi, og svor paa at ville »bimple« lige til Morgenstunden rundt i alle de værste Buler i Kjøbenhavn, og tilsidst bæres døddrukken hjem af to Gammelstrandskjællinger.

Der var kun To, hvem Betjentene kunde se paa med nogenlunde Rolighed. Den ene var den lange Herre, der storkede afsted for sig selv helt forude – med Hovedet dukket ned i den opslaaede Frakkekrave. Han var i Færd med at opgjøre det Regnestykke: hvornaar han skulde gaa i Seng for at komme op til Kl. 11; thi paa denne »ukristelige Tid« – havde han været uforsigtig nok til at aftale med den unge Fru Ringberg – skulde de – ganske tilfældigt – mødes paa Langelinie.

Den anden var Adjunkten, der endnu ikke var udtømt med Hensyn til det klassiske Skolevæsen, men klinede sig op til en ny Ulykkelig ovre paa det modsatte Fortov, og stødte al sin Galde ud i den højre Pegefinger.

Nattekommers paa Trapperne hørte ellers ikke til Sjældenhederne i det Hus ved Halmtorvet, hvor |36 Karsten Lund boede; men den Nat fornøjede det unge Middagsselskab sig saa balstyrigt med at trille hinanden ned ad Trinene, at Kjældermanden fandt sig beføjet til at stikke Hovedet ud og spørge: »om det var dannede Mennesker!«

Men den lille Constance var desværre ikke at finde noget Sted. Forgjæves søgte de alle Vegne baade i Stue og Sovekabinet, og den lille Mathiesen var endogsaa ugenert nok til at kigge ind under Dynen, mens Fuldmægtigen gjorde sig morsom ved at lede efter hende i Frimærkeæsker og Cigarfoderaler. Men de havde just faaet Lampen tændt og beklaget Uheldet, da gamle Reeban paa Skrivebordet fandt en lille Kjærlighedsbillet, som Constance maatte have ladet tilbage, da Tiden sandsynligvis var faldet hende vel lang.

»Lad mig faa det!« – sagde Karsten Lund – lidt rød i Hovedet, thi han vidste omtrent, hvad det indeholdt – og snappede op efter Brevet. Men den Gamle vilde ikke udlevere det, og fik deri Medhold af alle de Andre, der havde placeret sig rundt i Værelset og paastod, at den Gamle skulde læse det højt. Karsten Lund protesterede, men tilsidst maatte han give efter.

»Spidser nu Øren – Børnlille!« – udbrød da Hr. Reeban, og saa’ sig omkring til de Andre med et Grin, der bebudede den forestaaende Nydelse.

Saa sirligt, som om han plukkede Blade af en Rose, pillede han med sine to smaa buttede Fingre Konvolutten op ved Sammenklæbningen og stirrede |37 lidt i Brevet – med en Fornyelse af det forrige Grin, der tydeligt nok viste, hvor Indholdet gottede ham. Derpaa kastede han Øjnene mod Himlen, og anbragte sig i en Stilling, der skulde forestille den medicæiske Venus.

»O Dyd! – o vidunderlige Dyd!« – udbrød han først, og tog dernæst fat paa Oplæsningen med en smeltende kjælen Kvinderøst, der strax fik de andre Herrer i ustandselig Latter. Men efter hver Sætning stoppede han lidt for at more Selskabet med smaa Fortolkninger og pikante Hentydninger, der imidlertid ikke her kunne gjentages. Og jo længere han læste, desto mere Tvetydigt fandt han, desto slibrigere æltede han Brevets Ord sammen til en modbydelig Liderlighed, opmuntret dertil af de omkringsiddende Herrer, der var nær ved at falde under Stolen af Henrykkelse. Den Gamle var ubetalelig i Aften.

Karsten Lund stod henne i en Krog, i Færd med at trække Proppen af en Kognaksflaske, og lo selv med, som om han var betalt for det, skjønt han allerede var for omtaaget af Drikkevarer til ret at kunne goutere den Gamles Vittigheder. Saameget kunde han imidlertid forstaa, at den lille Constance vistnok trængte til et nyt Overstykke; thi saa plejede hun gjerne at være »paa Pegasus« – som den Lange havde sagt –, og han ventede stadig, det skulde komme frem af alle disse Omsvøbstirader – som en Rosin i Pølseenden.

Men pludselig opdagede han, at der var ganske |38 stille i Stuen, og da han saa’ op, listede Herrerne sig ud ad Døren, En for En, og stak Hovederne grinende sammen udenfor. Hr. Reeban, som var den Sidste, nikkede polisk til ham, inden han lukkede Døren efter sig, og sagde: »Vi gaar blot hen og kjøber Cigarer i »Dag og Nat« – vi venter paa dig dernede!«

Karsten Lund stod med Proptrækkeren i Haanden, og kunde slet ikke begribe, hvad alt dette skulde sige. Men da han fik Øje paa Brevet, som endnu laa paa Bordet, fôr der en Tanke som et Spyd gjennem hans Hoved, og i mindre end to Spring stod han derhenne. – Han blev ganske hvid, Brevet rystede i hans Haand, og det begyndte at løbe rundt for hans Øjne.

»Fra Mor!« – sagde han, tørrede sig over Panden, og sank tungt ned i Lænestolen.

Nede paa Trapperne tumlede Vennerne med om muligt endnu flere Spektakler, end de var kommen op. Han hørte dem fnise og grine helt ned paa den nederste Trappeafsats, hvor Kjældermanden atter kom ud og begyndte et Skjænderi. – Men derpaa blev Alting atter ganske stille omkring ham. Kun Lampen kogte med smaabitte Knald en Gang imellem, og brændte med en lang rygende Tunge, der rakte højt op i Luften og sodede den ene Side af Glasset med en tyk Kage, samt bredte en kvælende Os ud over hele Stuen.

Endnu tøvede han lidt. Men saa læste han:

|39 »Min egen kjære Dreng! Jeg har i den sidste Tid ikke været rigtig rask, og har dog haft meget at bestille, saa du maa nøjes med lidt Hastværksarbejde denne Gang. Det kan jo ikke nytte at nægte, at jeg begynder at mærke Alderen, og det er da heller ikke saa underligt. Men jeg takker min Gud for dig, fordi du jo nok vil være hos mig, naar min Alderdom trænger til en Støttestav; men dog allermest er jeg glad, fordi mit Liv gjennem dig er blevet rigt og stort, da Vorherre saa tidligt tog din Fader fra min Side.

»Ja, havde jeg ikke haft dig, du kjære Søn, at pusle om og arbejde for, da var Dagene sikkerlig faldet mig tunge og trange, ligefra den Stund, de bar hans smukke Kiste bort. Og, Gud ske Lov, at jeg kan høste min Løn ved at tænke og se paa dig, du kjære Søn!

»Det gjør mig naturligvis inderlig ondt, at du heller ikke nu til Julen kan komme hjem og holde den hellig med mig som i gamle Dage; du kan slet ikke begribe, hvor jeg længes efter at se dig igjen. Men naar det er dine Studeringer, der hindrer dig – som du skriver – saa kan jeg jo dog ikke Andet end glædes over, at du bestandig passer din Gjerning med den samme Samvittighedsfuldhed.

»For at dog ikke den glade Juletid skal gaa dig helt forbi, sender jeg i Morgen med Dampskibet en lille Kasse med lidt Godt. Du |40 vil der iblandt nogle Smaakager, som Jomfru Mikkelsen har bagt, finde et Stykke Ost af den Slags, du holdt saa meget af; gid den bestandig maa smage dig; thi den er ikke fin. Ogsaa vedlægger jeg en lille Julekage og to Par varme Sokker, som skal være min Julegave til dig. Inden i det ene vil du finde et Stykke Papir med en af disse smaa Guldskillinger i. Jeg kan aldrig faa i mit Hoved, at disse smaa Tingester kan være saa mange Penge. Men tag du den nu, den er til beskedne Fornøjelser i Juletiden.

Men glem nu heller ikke at besøge Guds Hus ret flittigt, min kjære Søn; det er dog derfra, vi skal hente al Kraften og Modet. – Forresten havde jeg meget Mere, hvorom jeg gjerne vilde skrive, og mange Hilsner fra gode Venner og Bekjendte, men nu vil mine Øjne ikke mere gjøre Tjeneste, derfor maa jeg slutte. Blot vil jeg sige dig, at Marie Olsen spørger saa flittigt til dig, og at hendes Broder – Materialisten paa Hjørnet – er bleven forlovet – tænk dig, med Amalie Sommersted; saa blev det dog endelig til Noget. Jomfru Mikkelsen saa’ herind i Gaar; hun er den Samme som altid, kan du nok begribe, og bad mig om at hilse. – Lev nu rigtig vel, min Karsten. Herrens Haand være over os begge to!

Din trofaste.

Moder

|41 Han havde næppe læst det til Ende, før han sank tilbage i Stolen, dækkede Ansigtet med sine Hænder og græd saa rigt og fuldt, som aldrig siden han var Barn:

»Mor! – aa Mor!« – – –

Dagen efter forlovede han sig med Klara Hedemann. –

---