[43] Tête à tête

[45] Det var den unge Fru Ringberg, der sad inde i det lille halvmørke Kabinet, hvis eneste Lysning var det dæmpede Skjær, der fra det tilstødende Værelse kunde trænge ind mellem en dobbelt Portieres tunge Folder.

Hun sad alene – mageligt tilbagelænet i Hjørnet af en lille blød Sofa.

Det højre Ben havde hun lagt op paa det venstre, hvis hvide franske Silkesko og blegrøde Strømpe stak frem mellem et Brus af Piber og Skjørter. Den hvide Brudekjole af blankt Silke var ligesom ikke helt udvoxet, og det manglende Liv erstattedes kun højst ufuldstændigt af et let Kniplingsnet, der sluttede i en stram Pibe omkring Halsen, og gjennem hvis stjernede Masker man mer end anede den yppige Barm og de faste, fyldige Skuldre.

Langsomt og tankefuldt sad hun og glattede Kjolen stramt omkring sit højre Ben, mens Foden slog Takt til Musiken fra Balsalen, der herinde – allerede stærkt afdæmpet ved først at passere to-tre store Værelser – ofte ganske overdøvedes af de Dansendes Latter og den opførende Herres tjenst|46ivrige Haandsignal. Men ofte afbrød hun sine svævende Betragtninger ved at lægge Hovedet tilbage med en inderlig lang og lydelig Gaben.

Thi hun tænkte paa, at hun nu havde været gift i 6 Maaneder, og kunde ikke begribe, at hun havde holdt det ud.

Ingen skulde ellers beskylde hende for at være indtraadt i den hellige Ægtestand med overdrevne Forestillinger; derfor var hun egentlig heller ikke bleven skuffet. Hun havde kjendt Verden paa en Prik forinden, og beklagede kun disse naive Stakler, der endnu var taabelige nok til at tro paa Lykke her i Verden, og som ikke var saa fornuftige at indrette sig selv til resigneret at tage imod Livet, saaledes som det nu en Gang var, uden for megen Lamenteren.

Ogsaa hun havde danset, lét, været smuk, koketteret og moret sig; ogsaa hun havde ladet sig gjøre Kur til, knust Hjærter i Mangfoldighed, og selv været forelsket – dødelig forelsket. Men det hørte sig jo nu en Gang saadan til. Og dog havde hun ingen dumme Tanker om at føre Dansesalens røde Rosenskjær videre ud i Livet, lige saa lidt som hun havde Gnist af forfængeligt Haab om det ægteskabelige Eden, som Enfoldige endnu tror paa.

Men hun havde sin Døbeattest. Og da hun deri saa’, at hun var fyldt de 25 Aar, vidste hun, at Livet nu egentligt var forbi, og at det blot gjaldt om at finde en hæderlig Begravelse.

Det blev Grosserer Ringberg. Der var just |47 intet Tillokkende ved denne Mands Ydre, navnlig skulde hans Mave næppe friste nogen ung Pige; og dog var der egentlig Ingen, der forundrede sig, uden Grossereren selv.

Man havde jo nemlig lagt Mærke til, hvorledes den smukke Frk. Holm i den sidste Tid mer og mer distanceredes af yngre og ofte mere straalende Skjønheder; selv om hun endnu kunde fængsle en lille beundrende Klike, og navnlig endnu forstod det Kunststykke med sine blændende Øjne at gjøre Kavalleriofficererne dummere, end de i Virkeligheden var, saa var dog Glansen ligesom gaaet af hende. Desuden var jo Grossereren et godt Parti med Landsted ved Strandvejen, og Alle var enige om, at Frk. Holm havde endt sit Liv paa en højst respektabel] tabel Maade.

Grossereren havde egentlig ikke tænkt sig denne Udgang af sine smaa Galanterier. Først var han bleven betænkelig, da hun begyndte at gjøre Nar ad ham, derefter fordi hun holdt op igjen. Saa var hendes Smil blevet mindre og mindre koldt, og han blev ganske underlig, naar hun tog ham saa fast i Armen – indtil han pludselig stod som forlovet, uden rigtig selv at vide af det, hvoraf han formodede, at han ikke havde overrumplet hende.

Men der var dog et Par af hendes bedste Veninder, som – om end ikke forundredes (thi Frk. Anna havde paa det Sidste været aldeles uberegnelig), saa dog ikke ret kunde forstaa det, og der|48for i Fortrolighed spurgte hende, om det da ikke havde været Alvor med – hm! – Om det da ikke var – hm – hun den Gang havde dette – hm – med. Eller om – hm – da virkelig var – hm hm.

»Kjære – I ta’er Livet saa skrækkelig højtideligt –« havde hun sagt, og lét overlegent.

Stuepigen – der forøvrigt altid havde sin Visdom fra Nøglehullet – mente rigtignok, at Frk. Anna ofte sad inde paa sit Værelse og græd; men hun maa have været fejl underrettet. Thi paa Bryllupsdagen var den silkeklædte Brud saa smuk og straalende som nogensinde og syntes kun at have den eneste virkelige Sorg, at hendes Brudekjole var et Kvarter for kort i Slæbet. Men til Gjengjæld modtog hun af den lyksalige Brudgom et vægtigt Guldarmbaand i Slangeform med smaa bitte Diamanter ned ad Ryggen og store Rubinøjne.

Intet Under derfor, at hun var uhyre oprømt den Aften, drak det ene Glas Champagne efter det andet, og dansede som en Afsindig til langt ud paa Natten, skjønt den lyksaligt beklemte Brudgom oftere trak i hende og mente, det kunde være passende Tid at trække sig tilbage. – Men Veninderne stod i Krogen og hviskede sammen.

Den unge Frue fandt sig næsten bedre tilrette i den ægteskabelige Skyggetilværelse, end hun havde troet; den blev hende til en blød Lænestol, hvorfra hun rolig og ligegyldig kunde skue ud over den |49 Verden, hun nu betragtede sig som staaende udenfor. Efterhaanden fandt hun ogsaa det Tillokkende ved andre Sider af Livet, og begyndte navnlig at sætte Pris paa de Dele, der gaar under Navnet: Mad og Drikke, og som hun før havde set ned paa med unge Pigers sædvanlige Foragt.

Nu prikkede hun ikke til Maden med en Synaal, eller satte surt Ansigt op ved at nippe til Middagsselskabernes fine Vine; og hun fandt slet ikke, at de sex Retter Mad og syv Slags Vin var noget saa Uoverkommeligt. Ogsaa begyndte hun at finde Behag i den pikante Snurren i Hovedet efter Champagnen, og tænkte virkelig for Alvor paa en lille Cigaret efter hver Middag, for at befordre Fordøjelsen.

Det var mærkeligt som hun »trivedes«; og de, som ikke havde Raad til at krydre Livet saaledes, forargedes over hendes Udskejelser og raffinerede Nydelser af enhver Art, som hun mer og mer fik Greb paa at forskaffe sig. Naar hun indrettede sig et rosenrødt Badekammer med store Spejle, saa kaldte Nogle det for Skaberi, men de Fleste for »Sanselighed«, som nok skal være noget grumme miserabelt Noget.

Men da den unge Frue havde faaet Sikkerhed for, at hun ingen Børn vilde faa, befandt hun sig egentlig ret vel – om end der kunde komme disse »dumme Øjeblikke« – som hun kaldte det – da hun ikke kunde begribe, hvorledes hun holdt det ud. –

|50 Da Portieren atter bevægede sig, lod hun Benet glide ned, og hævede langsomt Hovedet lidt mod den Indtrædende.

Denne var en høj, meget slank ung Mand, der ikke saasnart havde faaet Øje paa Fruen, før han standsede – lidt foroverbøjet – med skrævende Ben, og satte de hule Hænder op foran Øjnene, ligesom de kunde være en Theaterkikkert.

Den unge Frue gjorde et fornærmet Hovedkast. Men den unge Mand tog sit Lommetørklæde forsigtigt mellem to Fingre, pudsede under Hænderne – som om det kunde være Glassene i en Kikkert – og kiggede igjen.

»De kjeder Dem – Frue!« – sagde han endelig, og traadte et Par Skridt nærmere med Hænderne i Siden.

»Aldeles ikke –« svarede hun tørt, og vendte Hovedet.

»Jo saa skam gjør De saa; – jeg saa’ Dem jo gabe lige nu. De kjeder dem.«

»Nu spiller det op til Tappenstreg, Hr. Fuldmægtig – det er vist Deres Yndlingsdans.«

»Næ – nu tror jeg nok, jeg har erlagt min Tribut for Middagsmaden ... Tillader De?«

Med et Forsøg paa at gabe lod han sig falde ned i Sofaen, saa tæt ved Siden af den unge Frue, at hun maatte tage Kjolen til sig, – hvorpaa hun vendte ham hele Ryggen, og saa’ op og ned ad Væggen, som om han slet ikke var tilstede.

»Jeg har ogsaa danset som en Afsindig –« |51 fortsatte han, og betragtede hende fra Siden med et drilagtigt Smil – »Jeg siger, jeg har danset som en Afsindig .... Med hvem? Spørger De mig med hvem? – Aha – De er nysgjerrig.«

»Jeg! – Det er mig den ligegyldigste Ting af Verden, blot De vil gaa –« sagde hun og saa’ ud, som om hun ærgrede sig over ikke at have mere Ryg at vende ham.

»Nytter ikke, lille Frue – De er nysgjerrig. – Naa, prøv saa at gjætte det ... Nej, hende var det ikke ... ak nej, heller ikke ... Aa, hvor vil De hen, De er paa Vildspor, Frue!«

»Men Herre Gud, jeg siger jo ikke et Ord; lad mig dog være i Fred.«

»Rigtigt! Lynge, hed hun – saa det vidste De dog – Helga Lynge. Aa, et fortryllende lille Væsen. En rentud bedaarende lille landlig Solstraale – med et Par Øjne som et Festfyrværkeri, og en Nakke – o! et sandt Mirakel af en Nakke, forsikrer jeg Dem. – Ja ja, le De kun –«

»Ler jeg!«

»Jeg siger bare: le De kun. Blot De havde set, hvor hun rødmede huldsaligt, da jeg sa’ hende Farvel; – Ak! – jeg maatte spørge mig selv: hvad om denne Glød over Kinden var din Lykkes rødmende Morgenskjær – Vilhelm? – Thi der var Noget over denne Kvinde, som jeg ingensinde før har mødt; noget af dette Lune og Friske, som lyser op i Sjælen – aa, hvor jeg kunde ha’ godt af det. – Blot som hun hopper livsaligt i Ens Arm, naar hun danser – saa varm |52 og saa yndig, med de blødeste Kinder og de gladeste Øjne – som om hun vilde hoppe lige ind i Hjærtet paa En!«

Nu tav han. Men saa tungt, saa brat og fuldstændigt, at den unge Frue vendte – først Hovedet, og derpaa – ganske langsomt – hele Kroppen om imod ham. Tilsidst lagde hun Haanden paa Sofaryggen og satte Hovedet lidt paa Siden, mens hun saa’ paa ham.

»Se – se,« – sagde hun saa, og ubeskriveligt langt – »naar Alt kommer til Alt, saa er maaske den Himmelske allerede hoppet derind?«

Nu svarede han ikke, men bøjede sig forover med Armene paa Knæene, og gav sig til at lege med sine Handsker.

»Hun er maaske allerede hoppet derind? –« gjentog hun, noget hastigere, og betragtede ham stift.

»Véd ikke.«

Hun lo lidt tvungent: »Jo vist saa. Og det Vidunderlige er sket – Hr. Fuldmægtigen føler endelig og omsider Trangen til Tøfler og snurrende Themaskine, og lader sig blid og føjelig binde – af et Par landlige Solstraalehænder – ikke sandt?«

»Maaske.«

Atter saa tungt. Hun betragtede ham nøje, men da han forblev urokkelig i samme Stilling, bøjede hun sig hastigt ned over ham, og greb ham med et fast Tag i Armen: »Rigtig? – for Alvor?«

Da saa’ han smilende op paa hende: »Ligner det mig?«

|53 »Nej –« – og hun slap hans Arm.

»Næ – nænæ; lad nu være – for den Gang vi ...«

»Erbe snerbe derbe marbe lerbe –« afbrød hun ham hurtigt, og holdt Viften for hans Mund.

»Ah!«

De sad et Par Minutter tavse og hørte paa Tappenstregen fra Salen. Den unge Frue lagde sig atter magelig tilbage i Sofahjørnet og strakte Benene fra sig overkors. Men hendes Øjne hvilte paa Fuldmægtigen, der sad i den samme foroverbøjede Stilling og knyttede Handskefingrene sammen i Knuder.

Hun saa’, at hans før saa smukke og kloge Træk nu var slappe og kolde, Smilet stramt, Kinderne hule, Issen næsten ganske skaldet. Og hun rystede paa Hovedet. Don Juan! Don Juan!

»Vil De blive saadan ved? –« spurgte hun dæmpet.

»Hvorledes?«

»Aa, De véd godt, hvad jeg mener. – Men det skulde De ikke, Groth –« sagde hun alvorlig, og vendte Ansigtet bort ... »De skulde gifte Dem –« føjede hun til lidt senere.

»Ja saa. – Og hvorfor, om man tør spørge?«

»Aa – det er saadan rar rolig Beskjæftigelse.«

»Virkelig.«

»De skulde tage Exempel af Deres gode Ven, Hr. Lund – for det kan vel ikke have undgaaet Deres bekjendte skarpe Blik, at han gaar paa |54 Frierben – virkelige Frierben. – De ler; men det er ganske vist. Jeg har endogsaa hørt Tale om, at det skal deklareres paa Onsdag.«

»Naturligvis! – naturligvis! –« sagde Fuldmægtigen og lo. Men derpaa flyttede han sig nærmere, og begyndte med en sagte, æggende Stemme: »Kan De huske, Fru Ringberg – der var en Gang, man ogsaa talte om, at vi to skulde forloves. Bare Vrøvl, naturligvis – for ikke en Maaned efter var der stort og glimrende Deklarationsgilde for Dem og Hr. Grossereren. Folk kan ogsaa finde paa saa meget dumt Tøj – ikke sandt?«

»Aa, den tossede Historie –« sagde den unge Frue, og saa’ ud over Stuen.

»Mærkeligt dog –« fortsatte Fuldmægtigen og flyttede endnu nærmere. – »Mærkeligt dog, at endogsaa jeg troede paa den. – Dumhed, naturligvis. – Men kan Fruen dog ikke erindre, hvad De sa’ den Aften, De véd; – De tog min Haand – saadan ...«

»Hr. Groth!«

»Nej – Vilhelm, sa’ De ... Men det forstaar sig, det var den Gang –« endte han, og flyttede sig helt hen i det andet Sofahjørne.

»Aa! –« sagde den unge Frue paa en Maade, der skulde lade ligegyldig, foldede Viften ud og lagde Hovedet tilbage. – – Om hun huskede den Aften? – Om hun huskede, hvor det ringede og kildrede for hendes Ører med Fryd og Kjærlighedslykke ? – men det hørte sig jo nu en Gang saadan til.

|55 Hun bed sig i Underlæben og pressede Spidsen af Viften saa dybt ind i Benet, at det gjorde ondt. Der var noget Irriterende ved ham i Aften, lige til det sorte Nakkehaar med det samme bløde Fald som den Gang. – Var han dog egentlig ikke smuk og god – som den Gang – saaledes som han der sad med Haanden under Kinden og stirrede mod Gulvet? – – Om hun tog Livet op igjen?

»Groth –« sagde hun med et Smil, og stirrede mildt paa ham, da han saa’ op med store forbavsede Øjne ... »Hvad var det saa jeg sa’ – den Aften?«

– »Nej, Død og Pine – Petersen – nu maa vi sgu hjem. Nu har De saamænd ogsaa været paa Komedie med Deres Noloer, saa De kan være fornøjet – Godnat; altsaa i Morgen hos Rydberg.«

Fru Ringberg rettede sig op. Det var Grossereren, der talte i det andet Værelse, og strax efter viste hans Mave sig i Portieren.

»Nu, lille Anna – Ah, Fuldmægtigen!«

»Du kommer altid saa tosset –« sagde den unge Frue ærgerlig, og rejste sig. Men Grossereren glædede sig over, at hans smukke Hustru var i saa skjæmtefuldt Humør; thi det var han ogsaa selv, og han lovede sig et Kys paa hendes fyldige Skuldre, saasnart de var i Vognen. Men foreløbigt nøjedes han med at tage hende om Livet, og se hende i det smukke Ansigt.

»Uh – du lugter af Tobak! –« sagde den unge Frue og viftede ham væk.

|56 »Haha! – de Fruentimmer, ja de Fruentimmer! – « lo Grossereren henrykt, og tog hende under Armen.

Men i Døren saa’ hun bag over sin Mands Skulder og sagde: »Hvad siger du om at spasere paa Langelinie imorgen Formiddag Kl. 11? –«

»Kjære! – Forretninger! –« sagde Grossereren og trak hende med sig. Fuldmægtigen saa’ efter dem.

Endelig! – tænkte han, og smilte. –

---