|
P3 Smeden i Enslev. En beretning, Illustreret Tidende, 1913
|
| P3 | Smeden i Enslev. En beretning, Illustreret Tidende, 1913 |
|597 Landsbyen Enslevhi> ligger i det sydlige Jylland i en fattig Egn med mørke Hedemoser og vantrevne Skove. Her blev for en Del Aar siden en gammel Smed stedet til Jorden under store Æresbevisninger. Selve Kolding Borgmester mødte i Uniform tilligemed flere Byraadsmedlemmer i høje Silkehatte. De kom kørende dertil i to flotte Landauere med Livrekuske. Ogsaa Vaabenbrødrene mødte op med deres Fane. Vejen gennem Byen var strøet med Grankviste, og hele Befolkningen var paa Benene lige til den ludgamle Ole Skomager, der kom stavrende med sine to Stokke. De fleste stod som Tilskuere langs med Vejen, da Kisten under Klokkeringning blev baaren fra Hjemmet hen til Kirken og derfra igen ud til Graven i det østlige Hjørne af Kirkegaarden, der var de fattiges Gravplads.
Saa mange der var samlede, var der dog ingen, som virkelig havde kendt den Mand, der her begravedes. I snart fyrretyve Aar havde han levet der paa Egnen som en Fremmed. Selv fortalte han aldrig noget om sit Liv. Man vidste kun om ham, at han var født i Thy og havde været med i Treaarskrigen.
Folk havde ikke kunnet lide at møde hans Blik. Han havde Orm i Øjet sagde man, og mange tænkte, at han vel havde sine Grunde til at være saa tavs om sig selv og sin Fortid.
Det var da heller ikke for hans egen Skyld men alene for at vise hans Børn en Ære, at saa mange af Egnens store Folk fulgte ham til Jorden. Der var fire Sønner og to Døtre, og med Undtagelse af den yngste af Sønnerne, der havde arvet Smedjen, havde de alle rakt sig godt op over Forældrenes Kaar. Den ældste af Sønnerne kunde endda møde til Faderens Begravelse med et funklende nyt Ridderkors paa Brystet. Han var Ur- og Instrumentmager i Kolding, Medlem af Byens Raad og Næstformand i Haandværkerforeningen. Af Døtrene var den ene gift med en Præst, den anden med en hovedrig Faareopdrætter i Avstralien.
Det var dog hverken Instrumentmagerens Ridderkors eller Borgmesterens trekantede Hat, der fik Tilskuerne langsmed Vejen til at spærre Øjnene op. Alle søgte de i Sørgeskaren efter Sønnen Tyge, Politikeren og Redaktøren – Tyge Enslev som han lod sig kalde efter Hjemstedet. Dette Navn var ved ham blevet kendt over det hele Land. Endnu i de allersidste Dage var det igen gaaet fra Mund til Mund paa Grund af en dristig Tale, han havde holdt i København. Det var i Provisoriernes urolige Tid. Mange havde tvivlet om, at han overhovedet vilde komme med til Begravelsen. De havde forestillet sig, at han allerede sad bag tilgitrede Vinduer med en Krukke Vand og et Testamente til eneste Selskab, en Martyr for Folkets Sag.
Men dér gik han nu mellem sine Søskende bagved Kisten, lille og tætbygget, med en blød Kunstnerhat paa Hovedet, mørkskægget og bleg. Sin lamme Fod støttede han under Gangen med en Stok.
Inde i Kirken talte først Stedets Præst, den gamle Provst Faaborg, og siden Svigersønnen, der bagefter ogsaa forrettede Jordpaakastelsen. Det blev for begges Vedkommende kun til en højtidelig Procession af de almindelige Talemaader. Men pludselig kom der Bevægelse i Forsamlingen. Med blottet Hoved traadte Tyge Enslev op paa Grusdyngen bagved Graven for at tale.
Der eksisterede endnu dengang et kongelig konfirmeret Reglement for danske Kirkegaarde, der forbød uordinerede Personer at tage Ordet ved en Grav. Tyge Enslev var juridisk Kandidat og maatte altsaa vide, at han begik en Lovovertrædelse. Baade Provsten og Borgmesteren, der stod ved Siden af hinanden – den ene bleg, den anden kobberrød af Forbitrelse – saa sig om efter Sognefogden. Men næsten endnu mere harmedes Tyges Søskende over dette nye Udslag af hans Selvraadighed. Tilmed optraadte han paa deres Vegne ganske uden Bemyndigelse, og Forholdet imellem dem var i Forvejen ikke det bedste.
I den første Overraskelse stod de skamfulde og saa mod Jorden; men efterhaanden følte de Forpligtelsen til at give deres Forargelse et for alle synligt Udtryk. Kun det dekorerede Byraadsmedlem, som dog selv havde forberedt sig paa som Familjens Ældste at bringe Følget en Tak ved Kirkegaardsporten, bevarede hele Tiden den ulasteligste Begravelsesalvor; men indvendig kogte han af Raseri.
Tyge Enslev – »Danmarks første Taler«, som en Avis nylig havde kaldt ham – stod uanfægtet oppe paa Jordvolden støttet til sin Stok. Foraarssolen lyste paa hans høje, sortgraa Manke, og Blæsten kastede hvert Øjeblik hele Forhaaret ned over den stejle Pande med de to dybe Furer over Næseroden. Han var ikke mere end nogle og tredive Aar men bar allerede Alderens Mærker. Han havde levet Journalistens og Politikerens fortættede Liv, og i hans Sind var der kastet en Brand, der holdt hans Nerver i evig Spænding.
Han gjorde ved denne Lejlighed ingen Brug af sin Virtuositet som Taler. Han syntes mærkværdig opreven, Stemmen var stærkt bevæget, men hans Ord var jævne og stilfærdige. Først mindedes han den tidligere afdøde Moder og bragte derpaa Faderen en varm Tak for hans store Trofasthed mod Hjemmet, »for den Selvets Overvindelse, der er den største og frugtbareste af alle Sejre«.
Baade Tonen og Ordene lød sært i manges Øre. Folk saae paa hinanden og tænkte, at han maaske vidste mere end andre om Hemmelighederne i Søren Smeds Liv og nu vilde grave dem dybere ned i Mørket med sin Lovprisning. Og virkelig havde han med sin lysere Forstand og sin allerede rige Livserfaring gættet sig til et og andet af dette skjulte Livsløb, som paa Faderens eget udtrykkelige Forlangende fik sin Afslutning her paa de fattiges Gravplads.
Straks efter Begravelsen kørte Borgmesteren og det øvrige Købstadfølge bort. Særlig havde Borgmesteren travlt med at komme afsted for ikke at kompromitteres ved en for nær Berøring med en politisk Oprører. Ogsaa Byens egne Folk sagde Farvel ved Kirkegaardsporten, efter at de havde forstaaet, at der ikke vankede nogen Indbydelse til Middagsmad i Sørgehuset.
Men det tog Tid, før alle havde givet Haanden, saa Familjen kunde komme hjem. Navnlig flokkedes der stadig Folk omkring Tyge for at høre Nyt om den spændte politiske Situation.
De øvrige Søskende stod tilsidst ganske forladte og var syge af Utaalmodighed for at komme afsted. Instrumentmageren og den anden ældre Broder, der var Skolelærer og Kirkesanger, stod for sig selv et Stykke borte og vendte Ryggen til den politiserende Gruppe. Instrumentmageren, der bar høj Hat med Flor og Diplomatfrakke, lænede sig til sin stramt rullede Silkeparaply og beskuede med anstrengt Henrykkelse det foraarsgrønne Landskab, mens Blodet løb ham til og fra de dirrende Kinder.
Skolelæreren var en kødtung, okseagtig Skikkelse med Brystet dækket af et stort Skæg. Hans Øjne, der var fulde af Uro, fulgte aandsfraværende Broderens Blik paa dettes Svæven over Egnen. Hele Tiden havde han Ørene vendt mod det, der foregik bagved ham. Han vilde gerne selv have været Politiker og havde et Par Gange uden Held søgt Valg til Folketinget.
Søsteren Katrine, Præstefruen – en mørkladen, jætteagtig Skønhed med store Fjer i Hatten og Turnyre – kom hen til dem i fuldt Oprør, fulgt i Hælene af sin ornatklædte Mand, der skridtede afsted med forfjamsket og ulykkelig Mine som en pryglet Hund.
»Nu synes jeg virkelig, vi skal gaa!« sagde hun. »Den Sladder faar jo ingen Ende. Og hvad gi’er I mig for Tyge derinde ved Graven? Har I kendt Mage?«
Instrumentmageren trak paa Skulderen.
»Tyge holder af at høre sig selv tale,« sagde han med højsindet Overbærenhed. »Det er jo en almindelig menneskelig Svaghed.«
»Jeg finder, det er noget af det frækkeste! At lave offentlig Skandale ved sin egen Fars Begravelse! Provsten var fnysende. Jeg er sikker paa, at han gør Indberetning, og saa bliver det ingen billig Fornøjelse for den gode Tyge. Men saa skal han naturligvis igen gøres til Martyr. Det er den gamle Historie.«
Fru Katrines Mand vovede sig frem med en spagfærdig Indvending.
»Du har naturligvis ganske Ret. Det var højst urigtigt af din Broder, og det kan faa ubehagelige Følger for ham, dersom der bliver rørt ved Sagen. Men paa den anden Side, lille Katrine, hvad din Broder sagde, var jo baade smukt og følt –.«
»Snak! Det er jo slet ikke det, vi taler om. Du vil vel ikke nægte, at det tilkom Kresten som den ældste at takke paa Familiens Vegne. Men Tyge skal altid stille sig frem og gøre sig vigtig. Det er hele Forklaringen.«
»Hys! Katrine dog! Tal ikke saa højt!«
»Lad mig være! Jeg er lige glad! ... Og nu gaar vi. Saa kan I andre gøre, hvad I vil.«
Hun tog sin Mand under Armen og styrede bort med et majestætisk Brus af sin sorte Silkekjole.
»Katrine har i Grunden Ret. Der er jo ikke noget for os at vente paa,« sagde Instrumentmageren. »Skal vi gaa?«
Skolelærerens tunge, urofyldte Øjne havde stjaalet sig over til Gruppen omkring Tyge. Han tog dem nu hastig til sig og sagde med et Suk:
»Ja, Kresten! Lad os gaa herfra!«
En bitterkold Vinternat i Aaret 1825 fødtes der i Søndbjerg i Thyland et Drengebarn, der længe forinden havde givet sig til Kende som et utaalmodigt Væsen med Djævlen i Kroppen. Han kom til Verden som Førstegrøden af et Par unge Husmandsfolks frugtbare Kærlighed. Begge Forældrene hørte til de sorte Jyder, og navnlig var Faderen mørk i Huden som en Tater. Der blev aldrig snakket om det, men man vidste godt, at der engang havde forvildet sig nogle Draaber Natmandsblod ind i hans Slægt.
Under Opvæksten maatte Drengen bestandig |598 høre om, hvor sprælsk han havde været i sin Moders Liv, og at han straks efter Fødslen havde givet sig Luft i et stort Vræl, der grangivelig lød som et Hurra.
»Den Knægt bliver der sgu nok noget stort af,« havde Jordemoderen sagt, og ogsaa denne Spaadom blev saa ofte gentaget i hans Nærværelse, at den kom til at sysselsætte ham mere end det var godt for ham. Han fik tidlig høje Tanker om sig selv, blev stor i Munden og uvorn. Hverken hans Forældre eller Skolelæreren kunde magte ham. Først Præsten fik ham dukket. Han lod ham »gaa om« til Konfirmationen, og den Skam gik Drengen dybt i Sindet og sved længe.
Paa Grund af sine vældige Kræfter blev han sat til Ambolten. Han stod først fem Aar i Byens Smedje og arbejdede siden som Svend i et Jernstøberi i Aalborg. Her kom man snart paa det rene med, at der groede andet end netop Muskelkraft hos den store, tunge Thybo, – Søren Kresten Madsen hed han. Der sad baade et godt Hoved og et Par snilde Hænder paa ham. Selv skrev han hjem til Forældrene, at alle Folk i Aalborg kaldte ham for Mestersmeden og i hvert Brev skrød han sig forskellige store Bedrifter til.
Men saa blev han igen forsvarlig knægtet. Han sad en Dag paa en Beværtning og drak en Puns sammen med en Gørtlersvend der fra Byen, og bedst som det var, kom de op at mundhugges. Selv var han ganske rolig og drillede bare lidt; men den anden blev mere og mere hvid i sit Ansigt, og da Søren engang kaldte ham en bitte Gimpernik, røg han op og tog Vidner paa hans Mund.
Søren blev stævnet og maatte i Retten bøde ti Rigsdaler.
Først var han mousig og vilde ikke betale. Han havde nemlig hørt, at en Pranger, der paa Hjallerup Marked havde givet en Mand en blodig Snude, kun maatte bøde fem Rigsdaler. Men Politimesteren forklarede ham, at de to Tilfælde, retslig set, var meget forskellige, idet Hjallerupmændene begge havde været stærkt ophidsede i Gerningsøjeblikket og desuden godt fulde.
Søren brød en Stund sin Hjerne med denne Retfærdighedens højere Regnekunst men opgav tilsidst Forstaaelsen og talte Pengene op. Men den Tanke, at han for den halve Pris kunde have smadre Ansigtet paa sin Avindsmand, forfulgte ham siden og lod ham ikke Ro. Den satte sig tilsidst i Fingrene paa ham som en brændende Kløe, og en Søndag Eftermiddag, da han mødte Hallunken paa Gaden, fo’r han løs paa ham og slog fire Tænder ud af Munden paa ham. Til hans fornyede Overraskelse blev der imidlertid ved Straffens Udmaaling ikke taget mindste Hensyn til, at han dennegang virkelig havde været fraadende gal i Hovedet og ogsaa havde drukket godt. Han fik en alvorlig Dom og maatte spasere i Fængsel.
Kort efter brød Krigen ud og gjorde ham til Soldat – Infanterist.
Ogsaa i Felten gik der snart Ry af hans Opfindsomhed og mærkværdige Fingersnille. Naar en Kanon under Marchen kørte i Grøften og led Skade, blev der straks raabt paa »Smeden fra Thy«. Sammen med et Par Ingeniørsoldater fulgte han tilsidst sin Afdeling som en Slags Ambulance for Materiellet. Heller ikke i Kugleregnen tabte han Hovedet, men rystede Skrækken af sig med en alenlang Ed. Han var med i Blodbadet ved Stolk og saa Schleppegrell segne. Ved Mysunde fik han selv Armen opreven af en Granatstump. Men hans Hædersdag blev den 4. Oktober i det belejrede Frederiksstad.
Det var om Aftenen paa Beskydningens sidste Dag, da Skanserne stormedes ved Skæret af den brændende By. I seks Døgn havde en Hagl af glødende Kugler og Brandgranater hvislet i Luften. Det ene af Byens Kirketaarne stod i Flammer som et Lys, der brænder ned i den ene Side. Ulden Røg og mørkerøde Gnister væltede ud af de mange sammenstyrtede Bygninger. Soldaterne havde i alle disse Dage ikke været af Klæderne. Tilsmurte af Jord og Sod og Krudtslam sad de paa Hug bag de sønderskudte Brystværn med Kinden til Geværkolben og saa i Brandskæret alle sammen ud som Negere.
Søren sad mellem sine Bataillonskammerater i den mest udsatte af de tre Skanser, der forsvarede Byen. Her var Brystværnets ydre Skraaning styrtet ned. Ogsaa Stormpælerækken var paa de fleste Steder sønderskudt, og de nedfaldende Jordmasser havde fyldt Graven udenfor, hvorved der var dannet bekvemme Overgange for Stormkolonnerne. Lige siden Morgentaagen lettede, var Skansen uafbrudt bleven tildænget med Jern fra Fjendens sværeste Skyts. Der var i Virkeligheden ikke længer andet Værn tilbage end Bøsserne og to smaa Feltkanoner.
Stormen var begyndt ved Solnedgang, da et Kompagni holstenske Jægere i spredt Orden forsøgte en Overrumpling. De blev standset paa Halvvejen af tre Hundrede pibende Kugler. En efter en sank de stumt overende som Aks, der falder for Leens Hug. Andre kastede sig ned paa Jorden og søgte Dækning. Men en Timestid senere, da det sidste Dagskær var svundet og Himlen fuld af Stjerner, lød stærke Trommehvirvler og Hornsignaler ude fra de fjendtlige Forskansninger. Gennem Granaternes Brag og Kanonernes Dundren hørtes ogsaa ganske tydeligt et Musikkorps, der spillede »Schleswig-Holstein meerumschlungen«. Og med eet mylrede Skikkelser op af Jorden derovre, og Bajonetter glimtede. Kolonne efter Kolonne brød frem af Mørket og styrtede sig under Skrig og Hujen frem mod Skansen.
Brandskæret lyste et Øjeblik paa lange Rækker af dødblege Ansigter med vildt forvrængede Træk. Men straks efter var alt skjult af Krudtrøgen. Man skød iblinde. Sigtede i Retning af Hærskrigene og de Saaredes Hyl. Da man kunde høre, at nogle af de Stormende var naaet ind til Foden af Skansevæggen, hvor de var skudsikre, kastedes Sten, Træklodser, Øldunke, Flasker og andet Kasteskyts ned i Hovedet paa dem. Men pludselig stod fire-fem Skikkelser oppe paa Voldens Krone og fyrede ind i Skansen. Nogle andre var i Færd med at kravle op bagved dem.
Synet af disse fremmede Mænd tændte et ubændigt Raseri hos Søren. Han styrtede sig imod dem med løftet Kolbe. I fuldkommen Bersærkergang knuste han Hovedet paa den forreste og huggede to af de andre Geværet ud af Haanden. Flere af hans Kammerater var sprunget op og havde fulgt ham. Det blev i Løbet af nogle Øjeblikke til et blindt Haandmænge, hvorunder Blod og Hjernemasse sprøjtede til alle Sider. Størsteparten af de indbrydende Fjender tumlede tilbage i Voldgraven som Lig; Resten afvæbnedes og dreves ned i Skansen som Fanger. Søren havde faaet fat i Struben paa en Fanebærer, der havde plantet det slesvigholstenske Flag paa Voldkronen og forsvaret det med sin Sabel. Han havde afbødet hans Hug med sit Gevær og kastet sig over ham. Da han nu kom slæbende med den halvkvalte Mand i Favnen som en Bjørn, der bærer sit Bytte bort; og man fik Øje paa den erobrede Fane, som han førte med sig under den ene Arm, hilstes han med jublende Hurraraab.
De efterfølgende Stormkolonner havde imidlertid kastet sig plat ned paa Marken foran Skansen. Den uophørlige Plaskregn af Geværkugler og Kardætsker tilligemed Synet af deres faldne Kammeraters Lig havde taget Modet fra dem. Officererne bandte og brugte Klingen. Trommerne rørtes, og Musikken, der fulgte med i Bagtroppen, spillede opildnende Melodier. Men Mandskabet blev liggende og lod sig ikke længer drive frem.
Det gik ikke Fjenden stort anderledes foran nogen af de andre Værker, der skulde tages. Efter fem Timers Kamp blev der blæst Retræte, og General Willisen opgav Byens Erobring.
Som Kongens Tak for Sejren blev der nogen Tid efter uddelt en Række Dekorationer, deriblandt ogsaa et Par Dannebrogskors til Menige. I Sørens jyske Bataljon vidste man tidligt, at Chefen havde indstillet ham til denne sjeldne Udmærkelse, og nogle Dage før Uddelingen rygtedes det ogsaa, at han var bleven en af de udvalgte. Søren tog mod sine Kammeraters Lykønskninger med et forsorent »Tak for Mad«. Men Nat efter Nat laa han og svedte i Sengen og kunde ikke sove for Sindsbevægelse og Spænding. Den drabelige Thybo, hvem Modgang kun gjorde endnu mere overmodig, blev et grædende Barn i Lykkens Hænder. Det var mest sine Forældre han tænkte paa, allermest paa sin Moder, som han havde voldt saa megen Skuffelse og Sorg. Nu skulde han igen se hendes gode Øjne smile, naar han kom hjem med Sølvkorset paa sin Frakke.
Saa en Dag stod Brigaden opstillet i Linjeformering og ventede paa Obersten, der i Kongens Navn skulde fæste Hæderstegnet paa Heltenes Bryst. Men til alles Overraskelse blev det slet ikke Søren, der kaldtes frem for Fronten for at modtage Dekorationen. Det blev hans Sidemand i Kompaniet, en juridisk Kandidat, der ogsaa havde vist sig tapper under Belejringen og desuden var i Familie med en af Hærens Generaler.
Kort efter var Krigen forbi og Mandskabet hjemforlovedes. Søren gik omkring paa Landevejene og søgte Arbejde. Hjem til Forældrene vilde han ikke nu. Tilbage til Aalborg, hvor han havde siddet i Arrest, vilde han heller ikke. Han agtede sig ud i det Fremmede og gjorde sig selv det Løfte ikke at komme igen, før han havde øvet en Stordaad. Han følte saadanne vældige Kræfter i sig nu. Han vilde se at komme over Havet til en af de store Fabriksbyer i England; men til den Rejse behøvedes Penge, som han først maatte samle.
Han blev i disse Dage et ensomt Menneske. Mens de fleste andre hjemsendte Krigsmænd vedblev at bære Felthuen som et Emblem, der aabnede Dørene for dem allevegne, fortav han bestandig hvor han kom fra, og talte aldrig om sine Krigseventyr. Derfor varede det længe, inden han fandt Arbejde, og han led tilsidst Nød.
Som en pjaltet Landstryger kom han en Regnvejrsaften vandrende til Enslev. Bysmeden her, en ældre Mand, havde faaet en Svaghed i Ryggen og trængte til Hjælp. Søren arbejdede der et Par Dage paa Prøve og blev saa fæstet for en god Løn.
Men ogsaa her var Ulykken ude efter ham. Han gik hen og forelskede sig i Husets unge Datter, og det paa den Maade, at Pigen blev med Barn. Det kom til uhyggelige Graadscener, og den syge Fader, der var forpint af Smerter, fik et Raserianfald. I Stedet for en Frifærd ud i den store Verden blev det til et Møde for Præsten og Hastværksbryllup og bagefter til Overtagelse af Smedjen mod Prioritetslaan, Sagførersalærer, Aftægtsydelser og de mange andre Haandjern og Tommeskruer, hvormed en ung Mand kan komme til at bøde livsvarigt for et Øjebliks Letsindighed.
Paa Bryllupsdagen drak Søren sig lynende fuld, kaldte sig foragtelig for en Rallikeskomager og væltede sig ind paa Gæsterne.
|599 Ane-Mette, hans Kone, var pæn af Skikkelse og dertil et godhjertet lille Menneske og en dygtig Husholderske. Man skulde tro, at hun nok kunde gøre en omløbende Svend lysten efter et Hjems Mag og Hygge. Stue og Smedje laa Side om Side; der var kun en tynd Væg imellem. Men mange Gange lod Søren den store Forhammer tordne bare for at overdøve Skraalet af den lille Menneskeunge, der havde lagt sig i Vejen for ham.
Ane-Mette begreb ikke Aarsagen til disse Udbrud af Vildskab, som hvert Øjeblik fyldte Huset med Uvejr. I sin Enfoldighed tænkte hun, at de kunde stamme fra en Sygdom i Hovedet, som kom med visse Vinde ligesom Flyvegigt. Søren kunde til andre Tider sidde saa kønt med den lille Kresten paa sit Knæ og være helt forgabet i hans smaa Hænder og Fødder.
Aaret efter laa der en Dag et Par fuldvægtige Tvillinger i Vuggen, og det Syn gjorde Søren stum af Skræk. I denne ubegærede Gavmildhed saa han et Tegn fraoven. En Befaling. Den var som Guds egenhændige Besegling af hans Vanskæbne. Han anede nu, at han var Livsfange. Her i Enslev skulde hans Dage gaa hen i Trældom, indtil man bar ham ud paa Kirkegaarden.
Hans Væsen forandredes fra den Dag. Han lukkede sig inde i sig selv og blev stille. Barndomshjemmet i Thy nævnede han aldrig mere. Han taalte ikke at tænke paa, at hans Forældre og Søskende maaske endnu sad og ventede, at han en Dag skulde vende tilbage som en Eventyrprins.
Naar Ane-Mette efter Fyraften kom ned i Smedjen for at kalde ham ind til Nadveren, fandt hun ham undertiden siddende i Tanker med Haanden under Kinden henne paa Kulkassen.
»Hvad er der dog i Vejen med dig, bette Søren,« kunde hun da spørge, og lagde Armen kærligt om hans Hals.
Han plejede at sige, at han havde Tandværk. Og netop saadan saa han ogsaa ud.
(Fortsættes.)
|612 Paa den Maade gik nogle Aar. Et af Børnene døde, men der kom stadig nye til, og i Smedjen sang Ambolten fra Morgen til Aften for at skaffe Føden til de mange slugne Munde.
En Eftermiddag standsede en fremmed Handelsmand udfor Smedjen, sprang af Vognen og raabte ind, om han kunde faa en Sko under sin Hest. Det var en vever lille Mand med Snakketøj. Mens Søren og hans Dreng lagde et Jern under det ene Bagben, stod han lænet op til Vognfaddingen med Hænderne i Lommerne og lod Munden løbe som en Skralde.
Mellem andet snakkede han om, at det nu var blevet gode Tider for Smedene. Han fortalte om en Mand i Aarhus, der var begyndt som almindelig Klejnsmed men ovre i Amerika havde lært at gøre Landbrugsmaskiner og nu var godt paa Veje til at blive en af Byens største Skatteydere.
Søren kendte godt Historien, vidste ogsaa Fabrikantens Navn. Alligevel mumlede han til Svar, at det saagu’ nok var Løgn altsammen. Men da svor den Fremmede med Kors og Pine, at hvert evige Ord var sandt. Han kendte selv Manden.
Søren, der havde taget den store Rasp for at file Hoven til, vendte sig i det samme om og gik ham truende ind paa Livet. Med det lange Stykke Jern i sin løftede Haand brølte han ham ind i Ansigtet:
»Og A sejer dæ, at om Du int holder din Kæft, skal A sla’ Skallen ind paa dæ, dit Skvalderhode!«
Stiv i Kinderne af Overraskelse og Skræk hummede Handelsmanden sig op i sin Vogn, fik i Hast nogle Skillinger kastet fra sig og fløj afsted som var det selve den Onde han havde set vende det hvide ud af Øjnene. Men da han var kommen et Stykke henad Vejen og følte sig i Sikkerhed, fik han sit Mæle igen. Han drejede sig om paa Agebrættet og raabte tilbage:
»Hva’ bilder Du Dig ind! ... Din Fattiglars!«
Efter Fyraften, da Søren kom ind i Stuen og Ane-Mette satte den spruttende hede Flæskepande paa Bordet, drak han flere Snapse men rørte næsten ikke Maden. Bagefter blev han siddende med Hovedet nede paa Armene, som om han sov eller var beruset.
»Er det igen galt med Tænderne?« spurgte Ane-Mette forsigtigt.
Han nikkede.
Lidt efter rejste han sig og drev ud.
Det var Maaneskin. Han gik ned mod Kroen; men da han udefra saa’, at der sad mange Folk derinde, gik han forbi. Udenfor Byen hørte han en Vogn komme. For ikke at møde nogen slog han ind paa en Markvej og gik paa maa og faa udover Heden.
Maaneskyggen fulgte ham – snart ved hans ene, snart ved hans anden Side eftersom Vejen drejede. Han følte det, som om et hemmelighedsfuldt Væsen havde slaaet Følge med ham. En Mørkets Udsending, der hviskede ham Fristerord ind i Øret. Han fik Kulde i Kroppen men gjorde sig alligevel ikke fri af det uhyggelige Følgeskab.
Det var en gammel Bekendt, der igen havde opsøgt ham. En Dusbroder og daglig Omgangsfælle fra den Tid, da Løgnene fødtes af sig selv paa hans Tunge og Storhedsdrømmene red ham som en Mare. Røsten lød ogsaa saa fortrolig.
»Naa, hudden gor’et saa, Søren Madsen? Det æ nok it bløven villere mæ dæ siden sidst. Men det har A jo savt dæ tidt nok, Søren. Do tjener ingen go’ Mand, har A savt. Slid og Slæv æ bløven din Løn, stakkels Mand! Og saa Lovning paa et Himmerig etterpaa, dæ kanske æ en go’ Løwn og oller har eksistiret. Det æ en slem Profit! Og do, som ku’ sit mæ begge dine Næver fulde af Jordens naadigste Gaver! Herrejøsses! Saa sølle sku’ det end’ mæ dæ, a Folk raaver »Fattilars« etter dæ! ... Ane-Mette æ sgu da osse snart for gammel for en Mand som dæ. A sejer: gør dæ fri, Søren! Det æ Tid eno! Ane-Mette ka’ jo ta’ ud og tjen’. Det har hun gjort før. Og Rollingerne ka’ do la’ Vorherre ta’ sig a. Han æ val nærest te’et. Det æ dog ham, der har lavet dem. Og nærensti do føst æ væk herfraa og faar annet i Huedet, saa tinker do sgu et mer paa dem. Stol do paa mæ; A kinner Verden og Minniskene. Og A æ din Ven, din sande Hjertensven! A sejer: vis dæ no som en Svend, Søren! En rejti Svend! Do vil it kom’ te aa fortryd’et. – Ska vi gi’ hveranner Haandslav paa det?«
Da Søren henimod Midnat naaede tilbage til Smedehuset, var Pagten sluttet, hans Hjerte koldt. Han vilde rømme fra Hjemmet og lade Fattigkassen tage sig af Ane-Mette og Børnene. Han var nu igen Mestersmeden fra Thy og havde ikke mer med Rallikeskomagerens Unger at skaffe.
Andendagen efter var alle Forberedelserne gjort. Han havde skaffet sig Rejsepenge ved at sælge deres Ko under det Paaskud, at han skulde købe Stangjern og nyt Værktøj, og henimod Aften sagde han til Ane-Mette, at han den næste Morgen vilde tage ind til Købstaden for at handle.
Uden Anelse om Svig tog Ane-Mette straks hans Søndagstøj ud af Skabet for at hæge det. Da Søren inde fra Smedjen saae hende staa der i Døren og børste saa ivrig, kunde han ikke faa Øjnene fra hende. Hun var igen bleven ung og køn for ham trods de indsunkne Kinder og det fattige Haar, og han følte sig slet ikke glad. Han besluttede at lade hende faa Størsteparten af de Penge, han havde skaffet sig til Rejsen. Han vilde ikke selv beholde mere end 30 ... nej bare 25 Rigsdaler. Ja, 20 Rigsdaler vilde han ogsaa godt kunne nøjes med. Resten vilde han lægge i hendes Kommodeskuffe eller et andet Sted, hvor hun straks maatte finde dem.
Inden Ane-Mette den Aften gik i Seng, stillede hun Vækkeuret en Time frem for at hun kunde have Mellemmaderne smurt og Morgenkaffen færdig i god Tid.
Om Natten vaagnede hun ved at høre Søren sukke.
»Sover du et?« spurgte hun.
»Jow.«
»Saa drømmer du da.«
»Ja.«
Hun følte i Halvsøvne til Bleen under den Lille, der laa imellem dem ved hendes Bryst. Saa sank hun tilbage igen til sine Skrukkemors-Drømme. Søren blev liggende med Armen under Hovedet og stirrede ud i den maanelyse Stue. Paa Væggen over hans Hoved takkede Uret, og rundt om ham lød det trygge Kor af Børnenes sunde Aandedrag. Han skelnede Krestens regelmæssige Vejrtrækning med den lille Fløjtelyd gennem Næsen, Jørgens næsten voksne Snorken, Katrines smaa Smæld med Læberne og Tyges hurtige Udaanding.
Tilsidst begyndte han at tinge med Fanden. Han vilde have et Par Dages Frist. Saa vilde han snakke lige ud til Ane-Mette om, hvad han havde for, og lade det komme an paa, hvad hun sagde til hans Planer. Men da hørte han igen den hemmelighedsfulde Ven tale til ham. Han maatte huske paa, sagde Stemmen, at det ikke alene var for sin egen Skyld, han rejste bort, men ogsaa for at hente Lykken hjem til sin Familie. Fruentimmersnak kunde ingen lide paa. Var han engang vendt tilbage som en rig Amerikaner med Penge i alle Lommerne, vilde baade Ane-Mette og Børnene forstaa, hvor godt og rigtigt han havde handlet imod dem. Han skulde bare være ved godt Mod.
Klokken fire skramlede Vækkeuret. Ane-Mette listede sig ud af Sengen, og da hun var gaaet ud i Køkkenet, stod ogsaa Søren op. Han blev siddende nogen Tid paa Sengekanten med Hovedet i Hænderne. Det ringede derinde som med Dommedagsklokker. Han følte sig tilmode som en, der staar i Begreb med at begaa et Mord.
»Do kan vel daarlig komme hjem før Avten,« sagde Ane-Mette, da de i Daglysningen sad ude i Køkkenet ved Kaffen.
Søren slog en Dram i sin Kop.
»Næ, det kan A it,« svarede han efter nogen Nølen og hældte lidt af Flasken ovenpaa.
Opad Væggen stod hans gamle Vandrekæp. Paa et Søm ovenover hang en Ræveskindsransel. Det var hans hele Udrustning. Ane-Mette sukkede lidt for sin Ko, som hun savnede. Men Jern og Værktøj var jo vigtigere, det forstod hun godt. Søren svarede ikke noget, og nu vaagnede den Lille inde i Stuen. Ane-Mette maatte derind og stille den tilfreds.
Da hun kom tilbage, var Søren gaaet. Paa Bordet mellem de tømte Kaffekopper stod tre Sølvtutter med otte Specier i hver.
»Jøsses! Nu har han glemt sine Penge!« tænkte hun.
Søren var allerede kommen et godt Stykke udenfor Byen. Det var en frisk Sommermorgen med Regnbueskær over de dugvaade Marker. Han havde den rindende Sol i Ryggen, og hans Skygge strakte sig kæmpemæssig foran ham paa den ligeløbende Vej. Det var den samme Landevej, ad hvilken han for ti Aar siden var kommen dragende til Enslev, og han havde knap set den siden.
Han skridtede godt ud. Nu da Farvellet var sagt og den store Verden atter laa foran ham i forjættelsesfuld Morgenglans, sank med ét alle disse Trældomsaar i Jorden bag ham som en Drøm. Følelsen af Frihed stormede igennem ham som en vældig Rus. Ogsaa Snapsene i den tomme Mave begyndte at virke. I taktfast, gungrende Soldatermarch skred han afsted og glemte endog at se sig tilbage oppe fra Møllerens Bakke. Han svingede med sin Knippel, og da han ingen Mennesker saa omkring paa Markerne, begyndte han at synge af fuld Hals. Det var en lystig Visestump, som han huskede fra Felten:
»Fatter tier,Mutter skri’er:du har kysset mine Pi’er!Singsalia! Singsalium!Bum!«
Tre Timer senere sad han paa en Grøftekant lidt udenfor Købstaden og havde taget sit Madklæde frem. Han var forresten slet ikke sulten, og ved Synet af Ane-Mettes nydeligt smurte Mellemmader tabte han nu rent Appetiten.
Henne paa Vejen inde fra Byen kom et langt, magert Kvindemenneske med en Kludesæk paa Ryggen og en Stav i Haanden. Han kendte hende godt. Det var en gammel Halvtosse, der gik omkring i Herredet og tiggede. Da hun fik Øje paa hans Mellemmader standsede hun foran ham, skuttede sig i sine Pjalter og bad om en Bid i Guds Navn.
Søren havde endnu aldrig nægtet en Fattig et Stykke Mad; men Ane-Mettes sidste Rundtenommer var ham for dyrebar en Gave. Han nænnede ikke at skille sig ved en Brokke og lod Konen gaa med en Toskilling.
Han fulgte hende længe med Øjnene og tænkte paa, at hun maaske inden Aften vilde naa til Enslev og banke paa hos Ane-Mette og komme ind i Køkkenet og faa en Kaffetaar. Han saa’ den hele Scene saa forunderligt levende for sig: Ane-Mette med bette Hanne paa Armen, allerede |613 lidt urolig over, at han ikke var kommen tilbage. Tyge, der trykkede sig op ad hendes Kjole og er angst for den fremmede Kælling med det grimme Hundeansigt. Og udenfor paa Dørstenen Kresten med Jørgen i Haanden; de kiggede ud ad Vejen efter ham ...
Han fortrød, at han ikke havde ladet ogsaa de sidste ti Rigsdaler af sine Rejsepenge blive tilbage derhjemme. Han havde før fægtet sig frem som vandrende Gesell og kunde vel gøre det endnu engang. Saasnart han kom til Byen vilde han skrive til Ane-Mette og forklare hende sine Hensigter. Og han vilde bede hende om at være ved godt Mod og bare vente paa ham. Alt, hvad han fortjente udover Føden vilde han sende hende. Hverken hun eller Børnene skulde komme til at lide Nød. Saadan vilde han skrive, skønt han ikke selv troede paa, at der kunde blive meget tilovers foreløbig; men de Ord vilde trøste hende.
Han rejste sig og gik videre. Inde i Byen søgte han ned i Madam Jørgensens Kælderbeværtning ved Havnen for at drikke et Glas Øl og høre efter Skibslejlighed.
»Et stuer Glas og et bette ... A æ tøst!« sagde han unødig højt straks han var kommen indenfor Døren, og slængte sig med stort Spektakkel ned ved et Bord under Vinduerne.
Der var ikke andre Gæster i Lokalet end en svær Mand med en Nakke som en fedet Orne. Han bar Uniformskasket og hvilede et Par pudeformede Hænder tungt paa en Spanskrørsstok, der stod mellem hans Ben. Det var Byens forhenværende Politibetjent, der nu var bleven Arrestforvarer. Madam Jørgensen sad bag Skænken og hæklede. Hun var en lille Kone, tyk som et overskaaret Brændevinsfad; det tog Tid for hende at komme op af Stolen og bringe Søren det forlangte Glas Øl og den underforstaaede Snaps.
Da hun igen var kommen til Ro bag sine Flasker, fortsatte Arrestforvareren den Beretning, han var bleven afbrudt i ved Sørens Komme. Det var om et Par Drenge, et Par smaa Tyveknægte, som han om Morgenen havde givet Ris paa Raadstuen. Med sløv Tilfredshed gav den tykke Mand en udførlig Skildring af den blodige Forretning.
»Femogtyve regulerte paa den bare Podiks, som vi siger. De kan være stødt paa, at der blev Hakkebøf af de Frikadeller!«
Madam Jørgensen ømmede sig i sin strikkede Skuldervarmer. Hun forsøgte et Forsvar for Drengene. De Børn dernede i Baggaden fik nu heller slets ingen Opdragelse. Naar Manden laa og rakkede paa Søen og Konen maatte gaa ud og vaske for Folk, hvad skulde der saa blive af de stakkels Unger.
»Akkurat mine Ord!« sagde Arrestforvareren. »Den Slags Knægte spaserer lige lukt ind i Tugthuset. Det sagde ogsaa Borgmesteren.«
Søren var bleven meget stille derhenne ved Vinduesbordet. Hans Øjne stirrede. Læberne var urolige. Han følte det, som om det var hans egne Drenge der blev snakket om, og det trak sammen inden i ham til et mægtigt Uvejr. Dersom den grisefede Mand var bleven ved at tale blot et Par Minutter endnu, havde han slaaet Hovedet itu paa ham med sin Knippel.
Men nu gik Døren op, og en Flok Havnearbejdere kom trampende ind paa deres store Træsko. De slog sig ned omkring det mindste Bord i Midten af Stuen og fik hver en Pægl Brændevin udleveret i et Ølglas.
Søren betalte sin Fortæring og gik op paa Gaden uden at have spurgt efter Skibslejlighed. Med fredløst Sind drev han om i Byen. Han syntes, at alle Folk saae paa ham med underlige Blikke, som om de vidste, hvad han havde for. Det gjorde ham rasende. Hvad havde det Rak at blande sig i hans Sager! Vilde de ham noget, kunde de komme an! En lille Pige, der standsede foran ham for at spørge, hvad Klokken var, ragede han tilside med en Ed.
Oppe ved Markedspladsen gik han igen ind i en Beværtning og satte sig til at drikke. Ved den fjerde »Puns« blev han højrøstet og gav sig til at traktere de andre Gæster. Han forlangte en Flaske Portvin og kastede en Daler henad Bordet.
Da man spurgte ham om hans Navn, slog han sig for Brystet og kaldte sig »Mestersmeden«. Folk blinkede til hinanden og morede sig over ham. Da to Soldater kom derind, sprang han op og gjorde militær Honnør. Han bød dem paa en Puns og smøgede sit Ærme op for at brovte med Saaret af Granatsplinten fra Mysunde. Saa begyndte han at snakke om sin Kone og sine Børn og fortalte, at han var kommen til Byen for at købe Stangjern og Værktøj for 200 Rigsdaler.
Først et Par Timer efter kom han igen ud paa Gaden. Han var da sejlende fuld.
Kort fortalt: Dagen efter stod Søren igen i sin mørke Smedje og rystede Huset med Slagene af den vældige Forhammer. Og her stod han siden Dag ud og Dag ind, indtil han blev en gammel Mand. Han ældedes tidlig. Skallen blev blank og Skægget falmede, før han naaede de halvthundrede. Han var menneskesky og bidsk som en Bindehund. Holdt sig skjult for alle bag en ringeagtende Tavshed. Kun naar han havde taget lovlig mange Snapse til Maden, kom han til Mælet igen og slog da om sig med Pralerier, saa Folk lo ad ham bag hans Ryg. Mange var af den Mening, at han ikke var rigtig klog. Hans egne Børn skammede sig ofte over ham.
Ogsaa Ane-Mette begyndte at lakke tilaars; men til Trods for, at hun bestandig levede som med et Tordenmulm hængende over Huset, var hun ikke bleven kuet. Hun var den samme ivrige lille Kone med milde Øjne og et følsomt Sind.
Men hun var nu ogsaa den, der kendte Søren bedst og vidste, hvor meget godt og kærligt der gemte sig bag hans storagtige Væsen. Dog havde heller ikke hun nogensinde faaet at vide, hvad der havde ført ham til Købstaden hin bedrøvelige Dag, da han fik alle Gadens Drenge efter sig derinde og kom i Kasjotten.
De fleste af Børnene voksede sig store og kønne efter deres Far. De var ogsaa flinke til at læse og bragte gode Vidnesbyrd hjem fra Skolen. Kun Søren havde de aldrig let ved at stille tilfreds. Den ældste af Sønnerne blev efter sin Konfirmation sat i Urmagerlære og allerede i det tredje Læreaar belønnedes han med Haandværkerforeningens Præmie ved en Lærlingeprøve. Søren modtog ham ved Hjemkomsten med de Ord:
»Naa, æ do dær! Det æ da godt, at do it’ ligefrem gør mig Skam.«
Ogsaa Sønnen Jørgen, Seminaristen, der ellers var den mindst begavede af Børnene, viste god Fremgang. Og med Tyge steg Eventyrets Stjerne op over det lille Smedehjem i Enslev.
Ved hans Fødsel havde der været stor Jammer. Han kom til Verden med en krum Fod, hvad der var en Slægtsarv i Ane-Mettes Familie. Efter en Undersøgelse erklærede Lægen, at Drengen vilde blive halt. I flere Dage rasede Søren som en Vild, slog med Dørene og svor paa, at han vilde grave det Misfoster ned i Møddingen. Da Drengen voksede til, hoppede han omkring mellem sine Søskende og andre Legekammerater som en vingeskudt Fugl. Der var en ejendommelig sørgmodig Lystighed over ham. Som hans Gang saadan var ogsaa hans Sind uden Ligevægt – et evigt Aprilsvejr.
Ogsaa af en anden Grund tog han sig fremmedartet ud mellem den øvrige Landsbyungdom. Han var altid bleg. Sol og Vind bed ikke paa ham, endda han havde et sundt Legeme og aldrig fejlede noget. Allerede før han kom i Skole, viste han et ualmindelig let Nemme, og da han var 14 Aar, blev han paa sin Lærers Forbøn sendt til Kolding Latinskole for at gøres til Student.
Søren Smed havde netop paa den Tid en Række gode Aar. Trods hans stødende Væsen begyndte ogsaa Folk fra Naboegnene at søge til ham med deres Markredskaber. Især havde han vundet Ry for sine Høleer, om hvilke der blev sagt, at de kunde bide fra sig ligesom deres Far. Da Tyge var bleven Student vilde han ogsaa være Kandidat, og Faderen hjalp ham en Række Aar med de fleste af sine Sparepenge. De forslog dog knap til at holde ham Sulten fra Døren i den store, fremmede By. Tyge maatte selv se sig om efter Fortjeneste, og det sinkede ham slemt i hans Studier. Men tilsidst tog han juridisk Embedseksamen med bedste Karakter.
Den Sommeraften, da Brevet med Eksamensresultatet var kommet fra København, sad Ane-Mette ude paa Bænken ved Husgavlen med en lang Bindehose mellem sine utrættelige Hænder. De gik paa hende som et Par Vinger. Fra Bænken var der Udsyn over den aabne Mark til en indtørret Sø, bag hvilken Solen gik ned i rødlig Taage. Derude, hvor i fordums Dage en blank Vandflade havde genspejlet de omgivende Hedebanker og Solnedgangens Purpur, drev nu Flokke af broget Ungnød omkring paa det sandede Klæg. Viberne skreg ude over Mosen, og højt fra Luften svarede Kragerne dem, idet de drog tilskovs.
Efter Fyraften kom Søren ud og satte sig hos hende; han følte Trang til at snakke lidt om den store Begivenhed. Det havde været en lykkelig og forunderlig rig Tid for dem de sidste Aar. Kort forinden var Datteren Katrine bleven gift med sin Kapellan; Urmagersønnen i Kolding havde faaet sin egen Forretning, og Skolelæreren sit første Kald.
Al denne Fremgang for Børnene havde tilsidst forsonet Søren med hans egen Vanskæbne. Den var tillige bleven ham et haandgribeligt Vidnesbyrd om, at der raadede en højere Retfærdighed i Livet, et faderligt Forsyn. Som han udtrykte det for Ane-Mette, mens han sad der med Armene paa Knæene og saa ud mod Solrøden:
»Vorherre er alligevel en rimeligere Mand end A sommetider har set ham an for.«
Ane-Mette smilte saa lønligt over sin lange Bindehose.
»Ja saamænd. Han er vist it saa møj tosset,« sagde hun.
Med Skamfuldhed tænkte Søren nu paa, hvordan han havde været lige ved at give Hjem og Børn og sin egen Sjæls Salighed til Pris for at tiltuske sig Lykken af »den bette Mands« Haand.
Overfor Verden bevarede han endnu sin haanske Tavshed, og naar Folk lykønskede ham i Anledning af hans Børn, løftede han sine svære Bryn og saae hovmodig paa dem, som om han tænkte: »Det manglede bare! Mine Børn!« – Men i sit Inderste var den vilde Thybo bleven et ydmygt Menneske, der nu erkendte Sandheden af det Bibelord, hvormed Præsten havde formanet ham paa hans Konfirmationsdag, og som han saa ofte havde grublet over: at alting tjente dem tilgode, der frygtede Gud og forlod sig paa hans Bud.
Han var tidlig bleven gammel. Hans før saa aarvaagne Øjne var sløvede. Han blev indtil det sidste sparet for den Erfaring, at ogsaa »den bette Mand« er en nidkær Skyldherre, der hævner Fædrenes Frafald paa Børnene indtil tredje og fjerde Led.
(Fortsættes)
|629 Der gik igen et Tiaar, og det gamle Ægtepar levede nu helt i Glansen af deres Børns voksende Anseelse.
Søren Smed havde fra først af været meget utilfreds med Tyges Valg af Levevej. Han havde drømt om at se sin Søn i Embedsuniform med trekantet Hat og forgyldt Kaarde. Tyge selv havde oprindelig tænkt, at det var som Digter han skulde gøre Vaabentjeneste i Tidens store Befrielseskamp. De første Gange, han præsenterede sit Navn for Offentligheden, stod det under nogle satiriske Vers. Han havde levet den fattige Bondestudents ensomme og glædeløse Liv i Hovedstaden. Hans Vanførhed havde yderligere isoleret ham. I denne Forladthed havde alle Indtryk af Mennesker og Samfundsforhold overvældet hans lidenskabelige Sind. Først her i den store, sorgløs henlevende Vrimmel blev han sig helt bevidst som Folkets Søn, Almuebarnet med det mørke Skrig af Aarhundreders uhævnede Misrøgt genlydende i sin Sjæl. Den Tanke at blive den store Hævner, greb ham tilsidst som en Besættelse.
En Nat ved et Lørdagssold i Studenterforeningen sprang han op paa sin Stol og holdt en politisk Tale, der var et Piskeslag i Ansigtet paa den glade Punsje-Gemytlighed, og skabte Panik. En politisk interesseret Student var i de Dage et Særsyn. En Athenesøn, der i selve det akademiske Elysium optraadte som revolutionær Agitator i folkelig Stil, var noget ganske uhørt og føltes som en Vanhelligelse. Man brølte og skreg for at overdøve ham. Tilsidst rev man ham ned af Stolen uden at høre ham tilende. Det blev en Skandale, der rygtedes over det hele Land.
Det havde indtil denne Dag kunnet se ud som om Tyge skulde komme til at dele sin Faders Skæbne og slide sine store Evner op i en kummerlig Kamp for Brødet. Han havde giftet sig allerede som Student. I en Periode af Nedtrykthed og Selvopgivelse havde han en Dag ladet sig vie til sin tolv Aar ældre Pensionatsfrøken, der havde plejet ham under en Sygdom, og hvem han desuden skyldte Penge. Nu fløj hans Navn og Bedrift Landet over som et af de Kampsignaler, der indvarslede en ny Tid for den akademiske Ungdom i Danmark.
Hans ældste Broder Kresten sad paa den Tid i en af Koldings Sidegader med sin lille Urmagerforretning: en stræbsom Næringsdrivende og lykkelig Familiefader, i hvis Blod der dog var dryppet nogle galdebitre Draaber som en Arv fra Faderens Trængselsdage. Han havde længe baaret paa et hemmeligt Nag til Tyge, fordi dennes Universitetsophold tog Glansen af hans gamle Præmie ved Lærlingeprøven, der engang havde gjort ham til Familiens store Haab. Da han nu et Par Gange havde set Broderens Navn i Avisen, grebes han af en syg Uro, og efter et Par søvnløse Nætter fødtes den Beslutning hos ham ikke at lade Tyge være ene om at vække offentlig Opmærksomhed. Han følte sig selv kaldet til Reformator.
I den lille By var Sindene i de Dage lidenskabeligt optaget af Planerne til en Udvidelse af Kirkegaarden, og en Aften læste man i Avisen en indsendt Artikel undertegnet »Kresten Sørensen, Urmager«. Artiklen vakte Opsigt, fordi den ret uforbeholdent kritiserede Borgmesterens og andre fremragende Byraadsmedlemmers Standpunkt. Den hidtil navnløse Indflytter i Snadregaden blev for nogle Dage Byens mest omtalte Person. Folk, som han slet ikke kendte, opsøgte ham i hans Butik for at takke ham for hans modige Indlæg. Og nu forfulgte han sin Sejr. Ved et senere afholdt Borgermøde om Sagen tog han Ordet og vandt paany Folkestemningen for sig til Trods for, at han kun var en maadelig Taler, og herefter fandt Byens Magthavere det tilraadeligst at gøre den farlige Mand Tilnærmelser.
Endnu før Tyge havde tilkæmpet sig en Plads i Folketinget sad Kresten i Kolding Byraad, var Medlem af det ansete Ligbroderlav og Næstformand i Haandværkerforeningen. Samtidig var hans Forretning vokset, saa han havde kunnet købe sig en Ejendom paa Hovedgaden, hvor han havde indrettet Butik med et Kontor i Stuen og en smuk Beboelse ovenpaa.
Et Par Mil fra Byen, i en Landsby ude ved Havet, boede Broderen Jørgen – Skolelæreren. Han var tidlig bleven Enkemand og levede ensomt med sine to Børn, to blaaøjede Sønner, der var Tvillinger.
Den fedladne Mand med det vildtvoksende Skæg gjorde et sløvt Indtryk, naar man ikke saa hans Øjne, der var urolige, fulde af Bekymring, tunge af Selvprøvelse og megen Grublen. Han var i al Enfoldighed en aandeligt vaagen Mand, der tilhørte det samme politiske Parti som Tyge og engang selv havde drømt romantiske Holger Danske-Drømme om Kæmpedaad og Ry.
Temmelig regelmæssigt en Dag hver anden Maaned tog han ind til Kolding for at gøre Kresten og hans Familie et Besøg, og han havde da altid sine Drenge med sig, for at de ikke skulde være uden Opsigt. Der gjaldt for disse Besøg et engang for alle fastsat Program. De kom til Byen om Formiddagen ved Ellevetiden, og efter Middagsmaaltidet fulgtes Brødrene ned paa Kontoret for at kunne tale mere utvungent. Skolelæreren satte sig i Sofaen med sin Pibe, og ogsaa her tog han sine Tvillinger med sig af Hensyn til Svigerinden, der siden hun flyttede ind i det store Hus levede i en opfarende Frygt for sine nye Møbler og fine Gulvtæpper.
Drengene maatte sidde ganske stille hver i sin Krog af Stuen og »være opmærksomme paa de Voksnes Tale« – som Faderen formanede. De var med al deres Lydighed et Par friske og kønne Knægte, der nu og da i Smug skævede over til hinanden med et lille Smil. Deres lyseblaa Øjne var et Særsyn i Slægten, der gennemgaaende var mørkøjet. Derimod havde Familiesvagheden i Anklerne hjemsøgt den ene af Drengene i Form af en styg Klumpfod.
Som saa mange andre offenlige Personer holdt Ur- og Instrumentmageren mest af at tale om sig selv. Mens han gik op og ned ad Gulvet, underholdt han Broderen med at anføre Stykker af sine Byraadstaler og fortælle om sine Fortjenester af Byens Velfærd. Men før eller senere fik Jørgen Skolelærer altid Samtalen lempet hen paa Tyge og dennes Optræden i Pressen eller paa Talerstolen.
Det maatte ske med nogen Forsigtighed. Kresten var ikke altid lige tilbøjelig til at lade sig føre ind paa det Emne. Han lagde aldrig Skjul paa – heller ikke overfor Fremmede – at han betragtede sin Broder som en Eventyrer. Men naar han – som han sagde – »for sin Samvittigheds Skyld« havde aflagt denne Tilstaaelse, tav han helst om ham, og denne Tavshed havde hos hans egne politiske Meningsfæller indbragt ham megen Anerkendelse for højmodigt Brodersind.
Kun dersom Tyge tilfældigvis netop havde givet sig en Blottelse i en Avisartikel eller lidt et Nederlag paa en Valgtribune, gjorde hans indeklemte Glæde herover ham veltalende. Med en overbærende Hovedrysten kunde han da blive ved at gentage, at »dette virkelig var en meget flov Historie for den gode Tyge ... en rigtig forsmædelig og flov Historie«. Og han endte gerne med de Ord:
»Tyge minder mig paa sørgelig Maade om den Historie med Fiskeren, der vilde være baade Konge og Kejser og tilsidst Gud for alt Folket. Han vil ogsaa ende i Muddergrøften. Vi maa kun haabe, at vore gamle, hæderlige Forældre maa blive forskaanet for at opleve Enden paa Komedien.«
Jørgen Skolelærers Ord faldt mere milde. De kom tøvende ud af det store Skæg, blev et for et bragt højtideligt til Verden paa en Røgsky. Han og Tyge var mere jævnaldrende; de havde som Børn sovet i samme Seng og været gode Kammerater. Saa var de jo ogsaa politiske Meningsfæller. I Virkeligheden beundrede han sin Broder, men han gjorde det med daarlig Samvittighed og under mangehaande Anfægtelser.
Hans Bekymringer galdt Tyges private Liv, hvorom der gik saa mange foruroligende Rygter. Navnlig ængstedes han ved Tanken om, at Broderen skulde have lukket sit Hjerte for Kristus. Tyge selv udtalte sig aldrig offentlig om den Slags Ting. Men var der ikke noget i hans hele fremstormende og selvraadige Færd, der ham? Og maatte man da ikke for hans egen Skyld haabe paa og bede til, at Herrens stærke Haand vilde standse ham paa hans Sejrsbane og nedslaa ham i Støvet, saa han kunde lære Ydmyghed.
Vort Liv er kun et flygtigt Nu,men evig Helvedmørkets Gru.Tvæt, Jesus, mine Synder udog led mig ind til Lysets Gud!Halleluja! I Davids Stadjeg vandre skal saa juleglad!
Mens Dragesæden lønligt ynglede rundtom i Familien, bredte Alderdommens graa Skimmel sig tæt over de to Gamle hjemme i Enslev. Ane-Mette var den, som først sank sammen. En stormfuld Efteraarsdag bar hendes Mand og Børn hende ud paa Kirkegaarden. Den spekulative Graver, der saa hendes velvoksne Sønner og Døtre staa omkring Kisten, regnede under Jordpaakastelsen ud, at hun, som dog kun havde været saa lille en Kone, efterlod sig sytten Alen Afkom med en Vægt af tilsammen et Tusinde Pund. Tyge Enslev var nu den mindste af Familien.
Kort Tid efter Begravelsen overgav Søren Hus og Smedje til sin yngste Søn og flyttede ind i en lille Aftægtsstue. Hans store graa Vildmandshoved var en Skræk for Landsbyens Børn, naar de fik Øje paa det inde bag Ruden. Her sad han med et Par store Messingbriller paa Næsen og læste i de Aviser, som Tyge sendte ham.
Ogsaa i Biblen læste han flittigt. Sit gamle Mellemværende med Fanden, som han aldrig havde omtalt for nogen, voldte ham af og til Skrupler. Det var Børnenes vedvarende og saa usædvanlige Forfremmelse i Velstand og Anseelse, der til Tider kunde gøre ham ængstelig for, at hint Forhold alligevel ikke var bleven endelig ordnet. Da hans yngste Datter blev forlovet med den hovedrige Avstralier, gjorde Meddelelsen herom ham straks dybt modfalden. Det var den samme Frygt, der havde faaet ham til at vælge Gravplads til Ane-Mette og sig selv i de fattiges Hjørne af Kirkegaarden. Skønt alle Børnene gjorde Indsigelse, havde han ikke været til at rokke fra sin Bestemmelse.
Under sin sidste Sygdom talte han ofte i Vildelse om, at han ikke var »den bette Mand« noget skyldig. Den Aften, da han døde, sad Provsten hos ham i Ornat. Han var kommen der paa Sørens egen Begæring for at berette ham. De hjemmeværende Børn stod omkring hans Seng, og der blev sunget en Salme. Men endnu efter |630 at han havde modtaget Sakramentet vedblev han med en for dem alle uforklarlig og tilsidst uhyggelig Haardnakkethed at forsikre, at han havde levet ærligt af sine Hænders Gerning og døde som en fattig Mand.
Paa hans Begravelsesdag var Børnene for sidste Gang samlede i det gamle Hjem, og her kom det ved Middagsmaaltidet efter Jordfæstelsen til et pinligt Optrin i den samme Stue, hvorfra de nylig havde baaret Faderen bort. Som Protest mod Tyges egenmægtige Optræden paa Kirkegaarden udelukkede de andre Søskende ham fra Samtalen, idet de gennemførte en fuldstændig Tavshed overfor ham. Navnlig Byraadsmanden lod sig under hele Maaltidet ikke fravriste en Stavelse, skønt Tyge havde Plads ved Siden af ham; og Katrine – Præstefruen – der sad paa den anden Side af ham og var den egenlige Anstifter af Komplottet, vendte sig bort og fnøs hver Gang han sagde et Ord til hende. De yngre Søskende fulgte efterhaanden Eksemplet. Jørgen Skolelærer holdt sig dog ogsaa ved denne Lejlighed godmodigt udenfor Striden og gjorde et kluntet Forsøg paa at mægle.
Tilsidst rejste Tyge sig med Heftighed fra Bordet, og lidt efter lod han spænde for og kørte bort uden Farvel.
Vreden gik ham dog af Blodet endnu mens han var paa Vejen til Stationen. Den Tid var forbi, da han for Alvor kunde blive opbragt paa sine Søskende. Dertil misundte han dem for meget deres Uvidenhed om, hvad en Sejr som hans kostede.
Han havde tilkøbt sig sin Ungdoms Handlefrihed med et ulykkeligt, barnløst Ægteskab, og han havde ikke siden vovet at lade sig skille for ikke at sætte noget af den Popularitet paa Spil, som var en handlende Politikers daglige Brød. Et ømt Kærlighedsforhold til en ung Kvinde af det bedste københavnske Selskab havde han af samme Grund maattet skjule; og da den unge Pige tilsidst tog Livet af sig af Skam, havde han i sin Fortvivlelse nær gjort hende Følgeskab i Døden. Og dette var ikke det første og blev ikke det sidste Menneskeoffer han med tungt Hjerte havde bragt for sin Vaabenlykke. Politik var en blodig Haandtering. Det galdt en daglig Forsvarskamp baade mod Fjender og Venner – og de sidste var ofte de farligste. Den Misundelse, der havde fulgt ham paa Foden fra den første Gang han vandt Bifald paa en Talerstol; det hyænelumske Had, der laa paa Lur hos flere af hans nærmeste Partifæller for at styrte sig over ham ved det mindste Fejlgreb; hans egen Spøgelsefrygt for de uhaandgribelige Magter, der vilde kunne fælde ham før Sejren var vunden og det nye Rige grundlagt: Folkets Mistro og Folkets Fordomme eller nye Tiders Modstrømme – det gjorde ham altsammen til en nattevaagen Mand, der sov i Rustning.
Fra sin Agestol saae han ud over den fattige Egn, hvor han som ung havde gaaet ensom omkring i uskyldige Digterdrømme. Det havde været en lykkelig Tid I sine trætte og haabløse Øjeblikke, naar han digtede sit Liv om, ønskede han altid, at han endnu sad fattig og ukendt paa et Kvistkammer og kunde løfte sig op over Livets Grumhed ved at skrive lystige Satirer og Elskovsviser. – Men der gik ingen Vej tilbage for ham længer!
Det var en saadan modløs Stemning, der havde overvældet ham derude ved Faderens Grav. Nu kom den igen over ham ved denne uhyggelige Afsked med det gamle Hjem. Saa grimt skulde det altsaa opløses, dette gode Hjem, som Forældrene havde holdt sammen paa med livslang Selvforsagelse, og hvor de nu saa ufordragelige Søskende var vokset op ved hinandens Side under Moderens milde Øjne som Planter i en Solbænk!
Søren Smed og Ane-Mette har nu i mange Aar ligget Side om Side i Enslev Kirkegaardsjord, og hvad de efterlod heroppe af godt og ondt vokser allerede videre hos en ny, en tredje Slægt, der kun kender deres Liv som et udsmykket Familiesagn. I Aviserne mindes de to Gamle regelmæssigt hver Gang Tyge Enslevs Levnedsløb paany fortælles. Ogsaa deres Billeder ses undertiden i Bladene. Herfra gik de over i selve Verdenspressen den Julidag i Aarhundredets Begyndelse, da Tyge blev Minister i Folkets første Ministerium.
Hin historiske Dag kunde Jørgen Skolelærer ikke holde sig hjemme for Uro og Spænding. Man ventede Ministerudnævnelserne i Løbet af Formiddagen, og straks om Morgenen tog han ind til Kolding for at være Nyhedskilden nærmere. Fra enkelte Huse var der allerede stukket Flag ud, da han fra Stationen skridtede op gennem Hovedgaden mellem to blaaøjede Studenter med hvide Huer paa det lokkede Haar – hans Sønner.
Han traf sin Broder og Svigerinde alene i Familiens Dagligstue og fik en meget kølig Modtagelse hos dem begge. Den forhenværende Byraadsmand, for nylig udnævnt til Kancelliraad af den afgaaede Regering i Anledning af et Jubilæum, desuden hædret af Befolkningen med en Sølvvinkande paa Grund af Fortidens Fortjenester, levede i Virkeligheden nu som en fredløs Mand der i Byen. Han var med Alderen bleven mager og gul i Huden og havde faaet Munden fuld af falske Tænder. Desuden havde han lagt sig forgyldte Stangbriller til, som gav det blankt barberede Ansigt et prælatagtigt Udseende, hvad ogsaa udtrykkeligt var tilsigtet. Siden det var hændet ham, at han af flere af sine egne politiske Meningsfæller havde hørt sin Broder Tyges forhadte Navn nævne med Anerkendelse, havde han sluttet sig mere og mere til et lille Samfund af Fromme, hos hvem al Døgnets Larm og navnlig al Tale om Politik var bandlyst.
Han modtog da ogsaa Broderen med en Bemærkning, der paa Forhaand afviste enhver Diskussion om Dagens store Begivenhed.
»I faar altsaa nu jeres Vilje,« sagde han i verdensfjern Tone. »Du kender mine Anskuelser, saa det er ikke værd vi taler mere om det. Naar Tiden kommer, vil vi faa at se, hvem af os der havde Ret.«
Middagsmaaltidet forløb saa højtideligt som en Altergang. Nede paa Gaden var der til Gengæld et usædvanligt Liv. Løbesedlerne med Ministerlisten var kort forinden bleven spredt omkring i Byen. Tyges Udnævnelse, der iøvrigt havde været sikkert ventet, var nu officiel. Man kunde høre Folk raabe hans Navn til hinanden over Gaden.
Kancelliraaden, der præsiderede for Bordenden med Guldbriller og Kalot, lod ganske uberørt af det hele Røre. Han underholdt sine Brodersønner med nogle langtrukne Erindringer fra sin Ungdoms Læreaar i Tyskland, som de ikke ved denne Lejlighed hørte for første Gang. Hans egen Søn, der var Bestyrer af Forretningen og i et og alt var hans foryngede Spejlbillede, efterlignede i Begyndelsen med Held sin Faders ophøjede Ligegyldighed, men kunde i Længden ikke dy sig for at blotte Gifttanden. Han maatte engang rejse sig fra Bordet, fordi Butiksklokken ringede, og da han vendte tilbage bemærkede han med Øjne, der lyste af ond Tilfredsstillelse, at ogsaa en Slægtning af den fordrukne Sidse Rullekone i Baggaden efter Sigende skulde være bleven Minister.
Husets unge Datter, Rosalia, begreb ikke Aarsagen til den sære Stemning, der herskede ved Bordet. Hun var en køn lille Brunette, hvis Aabenmundethed og hele frimodige Væsen var baade Forældrenes og hendes Broders daglige Bekymring. Hun havde aldrig set sin københavnske Farbroder, og det var hende derfor – som hun sagde – saa inderlig knusende revnende ligegyldigt, at han nu var bleven Minister. De bar jo ikke engang det samme Navn. Hun havde det i saa Henseende ganske som sine to Studenter-Fættere, der heller ikke interesserede sig for Politik, og hos hvem kun Ærbødigheden for Faderen og Respekten for den værdige Onkel holdt det ungdommelige Humør i Tømme. I deres unge Sjæle havde den tunge Slægtsarv fra Søren Smeds Trængselsdage endnu ikke fundet nogen Rugeplads. Alle tre var de lykkeligt uvidende om de Sindets Giftstoffer, der formørkede Tilværelsen for de andre. Deres Tid var endnu ikke kommen.
Straks efter Bordet gik de to Gamle deres vante Gang ned paa Kontoret, mens Studenterne og Kusinen tog ud paa en Spaseretur. Jørgen Skolelærer satte sig paa sin hævdvundne Plads i Sofaen med sin store Træpibe, og uden at nogen af dem vidste det, talte de længe om en af Byens ældre Borgere, der var kommen ulykkelig afdage ved et Fald fra en Trappe.
Kancelliraaden sad foran Skriverbordet og lod, som om han var optaget af at gennemse nogle Regninger og sammentælle Tal. Skolelæreren sad tungt hensunken i sig selv og bakkede paa Piben uden at mærke, at den var gaaet ud. Der var for ham det underlige ved det store, der var sket, at han i sine Tanker havde oplevet det altsammen for længe, længe siden. Fra sin Ungdom havde han drømt begejstret og lykkeligt om denne Sejrens Dag, havde forestillet sig baade den flagsmykkede By og Røret i Gaderne og de mange glade Ansigter. Kun een Ting var anderledes: han selv, hans egen Glæde, der var forvandlet til Uro og Bekymring ved Tanken om Tyge.
Trods megen Grublen og anstrengt Nattevaagen ved Bedepult og Bibel fattede han ikke, at den Alseende, for hvem Hjertets dybeste Afgrunde var som den klareste Dag, havde udvalgt et Menneske som Tyge til Fører for et kristent Folk i dets Kamp for Frihed og Retfærdighed. En Frafalden, en Vellystning. Paa sine Knæ havde han ofte bedt Gud om at oplyse ham.
Pludselig hørtes der Musik henne i Gaden. En demokratisk Vælgerforening trak i Procession gennem Byen paa Vej til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres med en Fest.
Jørgen Skolelærer vilde rejse sig for at gaa til Vinduet; men da han saa, at Broderen ikke rørte sig, blev ogsaa han siddende. Toget kom nærmere. Messinglarmen klang mod Ruderne. Det var en Fædrelandssang der blev spillet, og mange af Følget sang begejstret med.
»De Folk er nok allerede bleven fulde,« bemærkede Kancelliraaden bøjet over sine Papirer.
Da Toget naaede udfor Huset, raabte en af Deltagerne demonstrativt: »Leve Tyge Enslev!« Og øjeblikkeligt svarede Folkemængden med et rungende Hurra.
Jørgen Skolelærer skottede frygtsomt bevæget over til sin Broder. Men ved Synet af dennes dødhvide, fortrukne Ansigt tog han Blikket til sig og slog det skamfuldt ned.
»Ser jeg selv saadan ud?« tænkte han og blev brændende rød.
Han havde endnu denne sidste Nat ligget paa sine Knæ og anraabt Gud om dog at afvende |631 Forargelsen. Som Job var han gaaet i Rette med Forsynet, havde krævet det til Regnskab for Tyges Sejrsløb. For den danske Menigheds Skyld og for Tyges egen Frelses Skyld havde han anklaget sin Broder for Guds Domstol, havde opregnet hans Forsyndelser og hans Hjertes Trods.
Folketoget var trukket forbi. Musikken døde hen. Da hørtes Stemmer udenfor paa Gangen, og der blev banket paa Døren. Det var de to Studenter, der efter Aftale med Faderen kom ind for at erindre ham om, at det var Tid at gaa til Stationen.
Jørgen Skolelærers Hjerte strømmede over ved Synet af Sønnernes friske, uberørte Ungdom. Hans store, tunge Okseøjne løb pludselig fulde af Skammens Taarer. Og han bad i Stilhed:
»Herre! Bevar deres Hjerter rene!«
Igen er en Række Aar gaaet hen, og baade Kancelliraaden og Jørgen Skolelærer er vandret ind til den store Hvile. Af alle Søren Smeds og Ane-Mettes Børn lever nu foruden Datteren i Australien kun Tyge. Men ogsaa ham har Graven mærket. Hans Ansigts Bleghed er bleven blyfarvet. Det tætte Haar og Skæg lyser om det runde Hoved som det hvideste Vat. Kun Brynene er endnu mørke.
Men Tyge Enslev tilhører Historien. Om ham maa der fortælles i en anden Sammenhæng.