<!--chapter 1-->

[3] ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Der var gaaet tre Aar siden den Septemberdag, da den unge Godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Vognen. To Mand maatte lede ham op til Sovekammeret, og paa Vejen derop vendte Øjnene sig i Hovedet paa ham, saa man tænkte, at han var død med det samme. Men da han vaagnede af sin Afmagt, saae han sig omkring med sit gode Smil og sagde:

»Saa slap jeg alligevel hjem til Favsingholm!«

Som det skamskudte Vildt bryder ud af Flokken, naar det mærker Døden komme, og vakler ind i Tykningen for at forbløde i Ensomhed, saadan havde han søgt herop til sin forladte, østjyske Fædrenegaard med den Beslutning at dø uden Vidner.

Det gamle Herresæde laa ved en tilgroet Vig af Fjorden og spejlede sit høje, kullede Tag i dens døde Vande. Siden Torben Dihmers Fader, Etatsraaden, forulykkede paa en Rejse, havde kun Avlsgaarden været beboet. Sønnen havde dengang været en tolvaars Dreng uden Moder; og da han heller ingen Søskende havde, var Hjemmet blevet opløst. Man |4 sendte ham til Herlufsholm for at opdrages der, og i disse mange Aar havde Vind og Væde spillet Herre paa Slottet sammen med et talrigt Tjenerskab af Rotter og Mus.

Nu var han vendt hjem for at visne og dø. Men endnu efter tre Aars Forløb havde Knokkelmanden ikke faaet Bugt med ham. Han tilhørte en gammel livsfrodig Proprietærslægt og havde i Opvæksten selv været stærk som en Tyrekalv. Hans Farfader var den bekendte Kammerraad Klavs Dihmer, der i Midten af forrige Aarhundrede kaldtes Kronjydernes Konge: en Egebul paa fjorten Lispund, som kørte ind til Randers i en almindelig, stiv Bondevogn med et Forspand af to dejlige sortbrune Hingste, de berømte Oppenheimere, der godt kunde have fortjent et Mindesmærke i Bronce paa Byens Torv. Ved dem blev den udartede jyske Hest reddet fra Undergang, og der skabtes i en trang Tid en ny Indtægtskilde for Landet. Om hans egen Pengekiste fortaltes det, at den vejede Manden selv op, og det var da ogsaa ham, der igen havde samlet Favsingholms Jorder til et Gods. Forbogstaverne i hans Navn sad med god Grund lueforgyldt indmuret i Gavlen af den høje Ladebygning.

Ogsaa Torbens Fader havde været en af det jyske Landbrugs Foregangsmænd. Men trods disse glorværdige Forbilleder brød han selv afgjort med Slægts|5traditionen, tog en statsvidenskabelig Eksamen, som der gik Ry af, og rejste siden til Udlandet for at fortsætte sine socialøkonomiske Studier og lære Verden at kende.

Han vilde være Politiker, Statsmand. I de politisk interesserede Studenterkrese, hvor han undertiden optraadte paa Diskussionsmøderne, var han tidligt bleven kaaret til en af Fremtidens Førere. Naar hans store, brunblonde Skikkelse med det mærkelige Vædderansigt og den omhyggelige Haarskilning viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen — og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. Han var en overlegen Taler. Mellem de mange ungdommelige Brushoveder og revolutionære Fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske Ro, indtog ved sin urokkelige Saglighed og et underfundigt Lune.

Ogsaa den københavnske Dameverden havde interesseret sig for den unge jyske Junker med det egenartede Ydre og de mange Penge. Fra alle Sider var han bleven efterstræbt og forkælet — da Ulykken ramte ham som en forgiftet Pil fra et Baghold.

Paa Favsingholm havde han i alle disse Aar kun opholdt sig et Par Gange for Jagtens Skyld sammen med nogle muntre unge Venner, der en Ugestid huserede der som en Hvirvelvind. Nu sad han derinde i sin Bedstefaders brede Armstol og frøs paa |6 Hænder og Fødder som en gammel Mand og kunde dog ikke dø. Men saa svag han ogsaa var — Ungdommens Uro sad ham stadig i Blodet. Han var jo endnu ikke 30 Aar. Trods Aandenød og Hjertebanken og slappe Knæ maatte han idelig op af Stolen og spasere lidt op og ned ad Gulvet med sin Støttekæp for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Han var den hele Dag rastløs paa Færde som et indespærret Dyr, der endnu efter aarelang Vandring frem og tilbage langsmed Burets Tremmer ikke vil opgive Haabet om at finde en Vej ud til Friheden.

I det sidste Aarstid havde han dog forandret sig meget. Han ønskede nu ikke selv andet end at blive udløst af sin Elendighed. Svækkelsen havde naaet Øjnene, saa han daarligt kunde læse. Time efter Time sad han ørkesløs hen uden noget Værge mod Dødstankernes sorte Flok.

Henne i Landsbyens Præstegaard boede en Mand, Pastor Vestrup, som han kendte fra Barneaarene. De havde engang for 18 Aar siden siddet sammen paa Skolebænken i Randers. Ogsaa senere havde de truffet hinanden i København som Studenter. Ved hans Hjemkomst havde Præsten gjort ham et Besøg; men han havde ved den Lejlighed — ganske uopfordret — givet sig til at udspørge ham om hans Forhold til Religionen, var derfor bleven af|7vist, da han næste Gang kom til Favsingholm, og havde ikke vist sig der siden.

Nu sendte Torben Dihmer selv Bud efter ham for at høre noget om, hvad Kirken for Tiden mente at vide om et tilkommende Liv. Men trods timelange Samtaler aabenbarede der sig ingen frelsende Himmelstige over det to Meter dybe Jordhul, som hans Tanker Dag og Nat kresede om.

Bitrest for ham var det dog næsten at tænke paa, at der heller ikke paa denne Side af Graven skulde blive andet tilbage af ham end et tvivlsomt Minde. Han, der havde været saa sorgløs for sin Fremtid, saa overtroisk sikker paa sin Bestemmelse, han sad nu her og maatte dø med to tomme Hænder. »Ikke engang den stakkels Doktordisputats naaede jeg at faa færdig« — tænkte han tit. Det havde staaet skrevet i Stjernerne den Time, da hans lille Moder fødte ham til Verden, at hans Liv skulde fare hen og slettes ud som en Bølge uden at efterlade noget Spor.

Endnu spaserede han daglig en Rundtur i Parken sammen med sin gamle Plejerske, Søster Barbara, til hvis Skulder han støttede sig. Paa solvarme Dage kunde han endog vove sig helt ud til Leddet ved Stakkehaven for at høre Lærkerne eller se paa Høvederne, naar de blev drevet hjem i Stalden. Arbejdsfolkene hilste ham med Frygt i Blikket; og som han |8 stod der i en lang graa Ulster, gulbleg og med stive Øjne, der pressede sig frem mellem Laagenes kødrøde Rande, var Indtrykket ogsaa uhyggeligt.

Han pintes selv frygteligt af det Abespil, Sygdommen havde drevet med hans Udseende, og som han troede endnu grellere end det i Virkeligheden var. Derfor havde Porten paa Favsingholm været lukket for alle Fremmede. Han vilde Ingen se.

Nu var der heller ikke mange af Egnens Folk der brød sig synderligt om at komme der. Ensomheden og Dødsangsten havde givet den før saa fredsommelige Mand et mørkt og stridbart Sind. Indtil den gamle Barbara kom til Gaarden havde han skiftet Sygeplejerske hver Maanedsdag, fordi hans Væsen, saa stilfærdigt det var, dog skræmmede dem. Han kunde have de urimeligste Indfald. En Dag fandt han paa, at han ikke vilde spise, en anden, at han ikke vilde vaske sig. »Til Kirkegaardsrotterne kan jeg vel være køn nok,« mumlede han saa. Haar og Skæg lod han vokse, saa det strittede omkring ham som Tjørneris; og paa samme Maade fandt han en trist Tilfredsstillelse ved at lade alt i Huset og Parken forfalde.

»Lad det vente, til jeg er død,« var hans monotone Svar, hver Gang hans Inspektør foreslog et nødvendigt Arbejde til Ejendommens Vedligeholdelse. »Det maa vel engang faa Ende med mig.«

<!--chapter 2-->

|9 ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Saa hændte det ud paa Efteraaret, at der uventet kom Fremmede til Gaarden. Det var en mørk Dag med en tung Skyhimmel paa Vandring ud mod Øst. Den Syge havde haft en daarlig Nat; endnu ved Middagstid var han ikke staaet op.

Gamle Barbara stod inde i Opholdsstuen og lagde et Par Tørv til Ilden, da hun til sin Forskrækkelse hørte en Vogn rumle ind i Slotsgaarden. Hun aabnede et Vindu paa Klem. En nedslaaet Kalesjevogn med to Herrer holdt nedenfor Trappen.

Den ene af Herrerne kendte hun; det var Doktoren fra Randers. Men hvem var den skægløse Fremmede, der sad ved Siden af? Og hvad vilde det Menneske her?

»Er Mikkelsen da bleven ren tumpet!« udbrød hun pludselig og trak Vinduet til med et Smæld. Hun havde set begge Herrerne staa ud af Vognen og følges op ad Trappen. Hun havde ogsaa set Kusken lange en Haandkuffert ned.

Hun skyndte sig ud for at standse dem i Forstuen. Helt ophidset sagde hun her den Fremmede lige i Ansigtet, at han kunde ikke komme ind.

Doktoren traadte imellem.

»Hør nu her, Søster Barbara! Denne Herre er Professor i Medicin ved Københavns Universitet ... er altsaa Læge ... og desuden en Ungdomsven af Godsejeren. |10 Professoren er rejst hertil fra København for at hilse paa ham. Vil De øjeblikkelig gaa ind og melde, at Professoren er her.«

Men den Gamle stod som en Mur.

»A haar min Instruks,« sagde hun paa et fremmedartet Jysk. »Det veed De jo aa saa møj godt, Mikkelsen.«

»Men her skal jeg dog vel i alle Tilfælde ikke blive staaende,« sagde nu Professoren — en lille blond Mand med et rødkindet Barneansigt.

Noget i hans Tone gjorde Barbara betænkelig. Han havde talt som den, der er vant til at blive adlydt. Med en mistroisk Skulen førte hun de to Mænd gennem Gangen ind i sin Herres Værelse, der tilligemed Spisestuen og Sovekamrene var de eneste af Husets mange Rum, der var i beboelig Stand.

Den unge Professor blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og saae sig tavs omkring i det store, mørke Sygeværelse med det røgsværtede Loft, det falmede Tapet og de andre triste Vidnesbyrd om Opløsning og Forfald. Saa vendte han sig mod Barbara, der var bleven staaende ved Døren, og sagde med uvilkaarligt dæmpet Stemme:

»Vær saa god at gaa ind og sig til Godsejeren, at Asmus Hagen er her. Vil De sige ham, at jeg har glædet mig til endelig at se ham igen.«

Med ny Forskrækkelse i sine smaa, mørke Øjne |11 saae den Gamle hen paa Randersdoktoren og tilbage igen paa den fremmede Mand.

»Herren veed saa ikke, hvordan det er fat med Godsejeren?«

»Vist saa! Doktor Mikkelsen har elskværdigt givet mig al fornøden Underretning,« sagde han. Og da Barbara endnu tøvede, tog han sin Tegnebog frem og skrev et Par Linjer bag paa et Visitkort. »Vil De bringe Godsejeren dette. De forstaar, at her er Tale om en Ordre.«

»Men Godsejeren ligger tilsengs.«

»Saa bring ham det paa Sengen. Og nu maa det være nok med Indvendinger.«

Endnu nølede den Gamle. Hun var bragt ganske ud af Fatning ved dette Besøg. Alene det at høre en fremmed Røst i disse Rum fyldte hende med onde Anelser.

»Hvad Pokker er det for et Spøgelse, min kære Ven her har anskaffet sig?« spurgte Professoren, da hun endelig var gaaet. »Skal det forestille en Sygeplejerske?«

Doktor Mikkelsen trak paa Skuldren.

»Det er en forhenværende Vaagekone herinde fra Herredet. Jeg har gentagne Gange foreslaaet at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet Plejerske hertil; men Godsejeren vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige Menneske har ligefrem faaet en sær |12 Magt over hans syge Sind. — Naa, men nu vil jeg altsaa trække mig tilbage. Godsejeren sætter ikke Pris paa at se mig, naar han ikke udtrykkeligt har sendt Bud.«

»Ja ja. Der bliver forhaabentlig senere Lejlighed til en Konference her. Jeg siger Dem nu Tak for Ledsagelsen.«

»Ingen Aarsag. Jeg har som sagt et Par Patienter her i Nærheden, som jeg dog skulde se til.«

Da Asmus Hagen var bleven alene, lod han igen sit hurtige Blik løbe rundt i Stuen og faldt i Tanker. Det var bleven ham fuldkommen klart, at Vennens Sindstilstand foreløbigt var en større Fare for ham end den egenlige Sygdom. Han var derfor glad ved, at han ikke havde opsat Rejsen en eneste Dag længer. Det var aabenbart paa høje Tid han kom med Hjælpen.

Barbara vendte nu tilbage med den Besked fra sin Herre, at han var i Færd med at staa op og vilde komme om et Øjeblik. Asmus Hagen forlangte imidlertid at blive ført ind til ham med det samme; men da gjorde den Gamle sig igen stiv som en Huggeblok og spærrede ham Vejen, og da han trængte paa, fik hun det Indfald at fortælle, at Godsejeren var gaaet ud paa Natskrinet. Hun havde lige været Vidne til den voldsomme Sindsbevægelse, hendes Herre var kommen i blot ved at læse den Fremme|13des Navn paa Kortet. Skulde han nu ovenikøbet overraskes under Paaklædningen?

Asmus Hagen maatte slaa sig tiltaals og gik paa Undersøgelse omkring i Stuen, mens han ventede. Paa en Hylde over Skrivebordet fandt han en gammel støvet Foliant i Svinelædersbind, som han forresten havde lagt Mærke til straks ved sit Komme. Det viste sig at være en snurrig tysk Bearbejdelse af nogle Oldtidsværker om Lægekunsten. Baade Hippokrates’ og Aretæus’ Navne spøgede i rødt Tryk paa de mørnede Blade. Men hvad der især fik ham til at gøre store Øjne var, at der rundt om i Bogen laa løse Papirer med Optegnelser og Citater skrevne med Vennens Haand.

Han gav sig til at undersøge ogsaa de andre Bøger paa Hylden. Der var et stort astronomisk Værk i flere Bind og et Skrift om Jordmagnetisme. Desuden fandt han en fransk Oversættelse af en arabisk Sundhedslære fra Middelalderen forfattet af en Mand, der kaldte sig »Den troldkyndige i Cordova«. Ogsaa denne var fuld af Noter.

Hvad i Alverden! Hvordan var al denne gamle Galskab kommen her?

Uvilkaarlig vendte han sig mod Barbara, der laa paa Knæ foran Kakkelovnen og livede Ilden med en Fjervinge. Men i det samme blev en Dør bag ham |14 aabnet. Torben Dihmer traadte besværligt over Tærskelen.

Asmus Hagen blev et Øjeblik staaende uden at sige noget. Saa vel forberedt han havde været, studsede han dog nu ved Synet.

»Hvordan kommer du her?« spurgte Torben og blev staaende i Døren, idet han støttede sig til Karmen med den ene Haand. Han stod der i en falmet Slaabrok af brunt Klæde og havde store, graa Filtsko paa Fødderne.

»Torben! Gamle Ven!« udbrød Asmus og gik hen imod ham med udbredte Arme.

»Kom mig ikke for nær!« sagde Torben og holdt en Haand ud fra sig. »Jeg stinker allerede!«

»Aa Snak! Jeg er netop ganske overrasket over, hvor rask du ser ud. Du har sandelig holdt dig tapper!«

Han lagde sine Hænder op paa Vennens Skuldre; men ved denne fortrolige Berøring kom Torben til at skælve. Det saae et Øjeblik ud, som om han skulde overvældes af sin Bevægelse; men han mandede sig op og slap Dørkarmen for at gaa ind i Stuen. Han kom dog ikke langt, før det svimlede for ham. Han havde undset sig ved at vise sig for Vennen med sin Gammelmandskæp, og nu kunde han pludselig ikke komme af Pletten. Asmus Hagen maatte tage ham under Armen og føre ham hen til hans Læne|15stol ved Kakkelovnen, hvor Barbara i Forvejen havde lagt et Par Puder tilrette.

I den følgende Time sad de to Venner og talte sammen, mens Barbara idelig gjorde sig et Ærende ind i Stuen og i stigende Uro kresede omkring sin Herre med en svag Klynken som en skinsyg Hund.

Asmus Hagen vovede sig foreløbig ikke til at stille Spørgsmaal; han fortalte løst og fast om sine egne Oplevelser, mens han i det skjulte gjorde sine Iagttagelser. Han bragte Hilsen fra fælles Venner, og da Torben Dihmer mistænksom spurgte ham, hvad der havde ført ham til Jylland paa denne Tid af Aaret, gav han en Historie tilbedste om, at han var bleven kaldt til en Patient i Aarhus og nu havde benyttet Lejligheden til endelig at gøre ham et Besøg.

»Du kunde forresten have svaret paa dine Venners Breve, saa havde du nu vidst mere om os, end jeg saadan i Hast kan fortælle. Mon du veed, at det er over to Aar siden jeg hørte fra dig?«

Torben Dihmer nikkede.

»Jamen det er absolut højst utilstedeligt — som vor gamle Rektor sa’. Har du virkelig gaaet her og glemt alle dine Venner?«

»Det har jeg naturligvis ikke. Men jeg har jo kun haft min Sygdom at skrive om. Hvorfor skulde jeg plage jer med den?«

|16 »Naa, til mig kunde du da egenlig nok have skrevet om den.«

»Jeg vilde netop, at I allesammen skulde tænke paa mig som paa en, der er død — for det er jeg jo i Virkeligheden. Det troede jeg forresten, I havde forstaaet.«

»Naa, hør nu! Du tager virkelig lovlig tungt paa din Tilstand, kære Ven! At du er syg, er jo sikkert nok, men —.«

»Anstreng dig ikke! Den trøsterige Tale ved Baaren kan du gerne spare dig. Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. — Og nu har vi talt nok om mig.«

Asmus Hagen saae ud af Vinduet og overvejede et Øjeblik. Saa gav han sig igen til at snakke i Øst og Vest om København og fælles Bekendte. Blandt andre nævnede han — ligesom tilfældigt — sin Kusine, den smukke Jytte Abildgaard; men da han saae, hvordan Vennen ved den blotte Lyd af Navnet lukkede Øjnene som for et altfor pludseligt og voldsomt Lys, bøjede han straks af og gjorde ham et Par Spørgsmaal om hans Søvn og Appetit.

Lidt efter sagde han:

»Jeg skrev paa det Kort, jeg sendte ind til dig, at jeg kom med godt Nyt. Er du ikke det mindste nysgerrig?«

»Ikke stort. Naar man hænger i Galgen, gaar Nysgerrigheden af En — veed du nok.«

|17 »Jeg siger dig, Torben, du er altfor mistrøstig! Paa den Maade kan du aldrig blive rask. Nu skal jeg minde dig om et andet gammelt Ord: Haabet maa man aldrig slippe!«

»Det vil jeg dog netop helst. Og det er jo bare jammerlig Fejghed af mig, at jeg ikke for længe siden har gjort Ende paa Misèren med et Skud Krudt. Men jeg gør det ogsaa en Dag. Dette her er ikke til at udholde!«

De sidste Ord blev stikkende i Struben. Han bøjede sig frem og lagde Hovedet i sin Haand for at skjule, at han maatte kæmpe med Graaden.

Der blev nogle Øjeblikkes Stilhed, saa rejste Asmus Hagen sig. Han gik lidt frem og tilbage over Gulvet, satte sig saa hen paa Sidestykket af Vennens Lænestol og lagde Armen om hans Skulder.

»Gamle Ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig! ... Du skal være ved godt Mod. Du har glemt, at vi lever i en stor Tid, da Videnskaben — og jo ikke mindst min egen — gør et nyt Mirakel hver Dag. Der er Grund til at tro, at din Sygdom ikke er saa farlig, som vi allesammen har ment ..... Ja, du ser paa mig! Men du kan jo nok forstaa, at jeg ikke her siger noget uovervejet. Dit Tilfælde falder rigtignok ganske udenfor mit eget Omraade; men jeg har paalidelige Erfaringer at støtte mig til.«

|18 Torben havde forsøgt at afbryde ham. Nu klappede han Vennens Haand, som laa paa hans Skulder, og sagde:

»Jeg kender dit gode Hjerte, Asmus! Du vil saa gerne hjælpe. Men lad det nu være nok! Du veed dog, at jeg har gjort, hvad der staar i menneskelig Magt for at blive rask. Jeg har søgt Evropas berømteste Specialister, baade Professor Hermann i Wien og Schinders i Nauheim —.«

»Ja, og gamle Kvaksalvere og Troldkarle har du selv studeret,« sagde Asmus med et Nap i hans Øre og lo. »Du ser, jeg har allerede ransaget din Lektyre. Men nu skal du være fornuftig, Junker Torben! Saa skal jeg fortælle dig, hvordan det er gaaet til, at jeg har faaet Mistanke til vor gamle Diagnose.«

Han gik igen ud paa Gulvet. Med Tommelfingrene i Ærmegabet og de andre otte Fingre spillende paa sit høje Fuglebryst gav han sig til at berette.

»Ser du, da jeg i Foraaret var i Paris og besøgte Hospitalerne, talte jeg ogsaa med den berømte Overlæge Dr. de Bèze, og han gjorde mig bekendt med nogle Undersøgelser, han netop var i Færd med. Han var kommen til den Overbevisning, at visse sygelige Tilstande, som man hidtil har tilskrevet inkurable Forandringer i Hjertets Væv, i flere Tilfælde har som tilgrundliggende eller i hvert Fald som medvirkende Aarsag et skjult Myxødem. Du kender den |19 Sygdom — en Destruktion af Skjoldbruskkirtlen; den maa jo ganske vist i Øjeblikket siges at være uhelbredelig, men dens Virkninger har den moderne Lægevidenskab saa at sige fuldstændig formaaet at ophæve, ganske simpelt ved at tilføre Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form. Under en Stuegang fik jeg Lejlighed til selv at undersøge hans Patienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit. Jeg har nu staaet i Brevveksling med Dr. de Bèze, og for et Par Uger siden skrev han til mig, at Resultatet af Behandlingen fuldt ud havde svaret til Forventningen. Af hans Patienter var 87 pCt. udskrevne som helbredede. En af dem, en forhenværende Slørugle, var endogsaa kommen saadan til Hægterne, at hun havde genoptaget sin Profession paa selve Hospitalet og for Velanstændighedens Skyld maatte fjernes i Utide. Og nu maa jeg gøre dig en Tilstaaelse, kære Ven! Samtidig har jeg korresponderet med Schinders i Nauheim, og ogsaa din nuværende Læge, den vistnok højst fortræffelige Doktor Mikkelsen, har jeg staaet i Forbindelse med bag din Ryg. Og for at drive Frækheden til det yderste er jeg altsaa nu kommen i højstegen Person for med din Tilladelse at foretage en sidste Undersøgelse.«

Torben, der flere Gange under Vennens Tale havde slaaet afvisende ud med Haanden, sad nu stille og saae ned for sig.

|20 »Det er jo umuligt«, sagde han tonløst.

»Der er ingenting umuligt.«

»Men jeg føler det dog bedst selv. Se paa mig! Jeg er jo allerede et halvt opløst Kadaver.«

»Snak! Der er meget mere Liv i dig, end du bilder dig ind. Men du har handlet ilde med dig selv. Du har for tidligt gravet dig ned i Mørket. Hvem skulde have tænkt det om dig? ... Men vent! Du kan endnu blive den lykkeligste af os alle!«

<!--chapter 3-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Et Par Timer senere sad Asmus Hagen ved Vinduet og røg en Cigaret efter et forsinket Frokostmaaltid. Han var godt tilfreds med Resultatet af sin Undersøgelse, og da han havde taget en Prøve af det nye Lægemiddel med fra København, var Kuren forsaavidt allerede begyndt.

Torben sad i Sofahjørnet med Haanden under Kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro.

»Husk altsaa: to Piller tre Gange daglig. Forøvrigt frisk Luft, Sol og en fornuftig Diæt. Du skal se, inden der er gaaet tre Fjerdingaar ligner du dig selv fra gamle Dage. Om et Aar er du Rigsdagsmand, og saa er det jo kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar du skal optræde med den bekendte Trekantede under Armen og Guldgaloner ned ad Bøvserne og |21 henrykke Hoffets Damer med din velskabte Person. Lys, Luft — und Liebe. Med denne moderne Treenigheds Velsignelse skal mine Piller nok gøre Underværker. Se der!«

En af Husets Piger var kommen ind. I raadvild Forlegenhed blev hun staaende henne ved Døren med en Skaal fuld af friske Blomster.

»Hvad er det?« spurgte Torben næsten brysk — ængstet af en Anelse.

»Ja — tænk dig! — dem havde jeg skam nær glemt. Jeg telefonerede igaar med Tante Bertha — ja med Jytte forresten ogsaa — og fortalte dem, at jeg rejste herover. Den nærmere Anledning fortav jeg dog naturligvis. De bad mig saa om at hilse, og i Aftes paa Banegaarden stod der et Bud med de Blomster til dig i en Æske. Har de ikke holdt sig godt? Aa, Jomfru, bring dem dog hen til Godsejeren!«

Torben afviste Pigen og undskyldte sig med, at han ikke taalte Duften.

»Sæt dem hen paa Bordet!« befalede han.

»Du skal forresten høre noget mærkeligt«, sagde Asmus, da Pigen var gaaet. »Mens alle vi Andre ærlig talt — nu kan jeg jo godt sige det — ikke havde noget stort Haab om at se dig rask igen, gamle Ven, saa har min kække Kusine hele Tiden haardnakket holdt paa, at du nok vilde komme dig. Det var |22 som en fiks Ide, hun havde faaet. Nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. Men saadan er hun. Hvad hun vil, det vil hun. Og hun vil altid det umulige.«

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Torben rejste sig. Han taalte ikke flere stærke Indtryk. Hans Tanker svimlede. Ligesom løsslupne Duer, der sidder og trykker sig omkring det aabnede Slag — lysblændede, raadvilde og forskræmte — vilde de tilbage til Ensomheden og det tilvante Mørke.

I det samme kom Barbara ind igen. Hun gik hurtigt hen til Torben og meldte, at Pastor Vestrup var kommen.

»En Præst?« sagde Asmus Hagen og gjorde store Øjne.

Torben blev lidt ærgerlig.

»Sagde I ikke, at her var Fremmede? Forresten ... Du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup.«

»Vestrup?«

»Ja, husker du ham ikke fra Studentersamfundet og Aprilforeningen? En Bondestudent her fra Egnen.«

»Vent lidt! Er det Skidtmads?«

»Ja ja. Han har forresten forandret sig meget. Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. — Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!«

Asmus Hagens smukke og kloge Øjne blev atter store af Overraskelse, da Præsten kom ind. Det var en Mand af Middelhøjde, lavbenet men med en stor, bugnende Overkrop, tung af Fedme. Han bar Briller |23 men ellers var der ikke noget præsteligt ved ham. Han var mørk i Huden som en Bonde og var ogsaa paaklædt som en Bonde, bar en bredskødet Frakke af Dyffel og et blomstret Bomuldstørklæde knyttet om Halsen i Stedet for Flip. Omkring Munden og ned over Hagen bredte sig en sort Skæggebund.

Pastor Vestrup havde godt vidst, at der var kommen Fremmede til Favsingholm. Han havde fra sit Vænge set Hyrevognen fra Randers, da den kørte gennem Landsbyen. Derfor var han netop kommen her. Men da han nu saae Asmus Hagen, var han nær ved at fortryde at have givet efter for sin Nysgærrighed. Til sin Ærgrelse og Skam følte han overfor denne elegante og verdensvante Herre pludselig noget af den ellers forlængst overvundne Forsagthed, der i gamle Dage saa tidt havde faaet ham til at slaa Øjnene ned for Folk, som han i sit Hjerte foragtede. Blandt andet blev han urolig ved Synet af den andens brocherede Silkevest og fik travlt med at knappe sin Frakke over Brystet, fordi hans egen var mærket af mange Aars Brug.

Hvad der overraskede Asmus Hagen var ikke desmindre netop den Selvsikkerhed, som Aarene havde givet den forrige Bondestudent, hvem han taaget erindrede som en forkommen Stakkel med et upaalideligt Blik. Han hilste paa ham med nogen Forbeholdenhed og sagde:

|24 »Jeg har vist allerede set Deres Hjem. Er det ikke Præstegaarden, der ligger straks paa højre Haand, naar man kommer fra Randers? Et langt, gulkalket Stuehus med mange Stærekasser paa Gavlen og en Vindmotor paa Ryggen af Ladebygningen?«

»Jo, det er mit Hjem,« svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret, idet han ved sig selv gjorde en højst uærbødig Bemærkning om »den lille københavnske Laps«.

Der sad nu de tre gamle Studenterkammerater i den hældende Dag og holdt med Besvær en Samtale vedlige ved at opfriske Minderne fra Ungdomstiden. Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans Vedkommende ikke til stort mere end nogle smaa Grynt til Bekræftelse eller Benægtelse. Ikke med en Mine røbede han, at han havde genkendt Asmus Hagen eller vidste, hvem han var, endsige at han viste ham nogen særlig Agtelse paa Grund af hans glimrende Løbebane. Tilsyneladende udeltagende, men med et aarvaagent Blik bag Brillerne, sad han og strøg sig med Haanden over sin ubarberede Hage. Det lød som om han gned sig med Sandpapir.

I Virkeligheden vidste han rigtig god Besked. Han havde ofte læst den unge Professors Navn i Aviserne og set ham løftet i Højsædet som den moderne Medicins Førstemand herhjemme. Men den Slags Døgnberømmelse misundte han Ingen. Hvad betød sligt |25 i Evigheden?] A B C D, Evigheden? A4 (udfalden type) Dersom han havde villet det, kunde han ogsaa godt selv have siddet derovre i København med et landskendt Navn og haft baade Universitetsprofessorer og endnu mere højnæsede Personer rendende paa sine Trapper. Det var saamænd ikke mere end et Par Dage siden han igen havde faaet en Opfordring til at overtage Folketingskresen her for at bevare den for Demokratiet.

Torben trak sig mere og mere ud af Samtalen. Han var glad ved at sidde et Øjeblik uforstyrret med sine egne Tanker. Længe kunde han dog ikke tie med den store Nyhed. Men da han vilde begynde paa en Forklaring, gik den hurtigt i Urede for ham.

»Fortæl selv, Asmus!« sagde han og strøg sig over Panden.

Mads Vestrups mørkegraa Øjne flyttede sig mistroisk fra den ene til den anden under Professorens Fortælling. Han var i Begyndelsen mest tilbøjelig til at tro, at den var et Forsøg paa at have ham tilbedste. Men ogsaa da han havde forstaaet, at det var Alvor, forholdt han sig tavs. Noget i den Tone, hvori denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, fik ham til at slaa Blikket ned.

Vendt mod Torben sagde han tilsidst ganske kort og uden at ytre nogen særlig Forbavselse, at dersom det virkelig skulde vise sig at være Vorherres Hen|26sigt at give ham hans Sundhed tilbage, saa vilde mange der paa Egnen glæde sig derover og ikke glemme at takke den himmelske Fader derfor.

»Hans Miskundhed er det jo dog, der udretter det altsammen,« sluttede han.

Asmus Hagen forstod godt, at der blev tilkastet ham en Handske; men han fandt det ikke Umagen værd at tage den op. Som den fede Præst sad der med Hænderne foldede over Brystet og med Fødderne i de klodsede Ankelsko væltet om paa Siden, saadan at Saalerne stødte mod hinanden, gjorde han udelukkende et komisk Indtryk paa ham, — det var jo den genopstandne Anders Tikøb!

»Det glæder mig, hvad De der siger, Pastor Vestrup. Fornylig læste jeg nemlig, at en af Deres Kaldsbrødre havde kaldt Lægerne for Djævelens Haandlangere. Der er altsaa ogsaa i det Spørgsmaal en Divergens indenfor Kirken.«

Mads Vestrup løftede sit tunge Hoved.

»Hvad tænker De selv derom, Professor Hagen? De er jo en af Ungdommens Lærere. Mener De, at Lægen i sin Gerning kan undvære Herrens Velsignelse?«

»Spørgsmaalet er lovlig ligetil, Pastor Vestrup. Men vil De gerne vide det, saa plejer jeg at sige til mine Studenter, at der ikke er Videnskaben noget Tilfælde bekendt, hvor Virkningen af et Lægemiddel |27 ikke har kunnet forklares som en fuldt ud naturlig Proces, ganske uafhængig af nogen Troesbekendelse. En Spiseskefuld amerikansk Olje f. Eks. virker ogsaa efter min personlige Erfaring ganske suverænt. Paa en Kristen, en Muhamedaner eller en Hedning garanterer jeg den samme Virkning.«

Mads Vestrup saae over paa ham med paatagen Forbavselse. Han formelig maabede. Hvordan? Kunde det virkelig være oplyste Menneskers alvorlige Mening — spurgte han — at et kemisk Præparat ejede nogen livsopholdende Magt i sig selv? Det var jo da at sætte sig paa samme aandelige Standpunkt som Negere og Hottentotter, der tilbad »Aanderne« i en Kampesten og besværgede dem ved Trolddom. Saa forstod han da bedre den katolske Overtro paa hellige Kilder og undergørende Madonnabilleder, skønt man naturligvis maatte fordømme ogsaa denne Form for Genstandsdyrkelse. Men forresten vilde han spørge: hvad hjalp det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygnede hen og Hjertet forhærdedes? Herpaa skyldte den højlærde Videnskab endnu Menneskeheden Svar.

»Det Svar har De dog faaet allerede i Deres Skoletid, Hr. Pastor! Corpore sano, mens sana. I et sundt Legeme en sund Sjæl — det var Lægekunstens Motto lige fra dens ældste Dage.«

Paa sin uforanderligt sindige, næsten søvnige Maade svarede Mads Vestrup, at det Citat kendte |28 han naturligvis godt. Det var et af disseherre hedenske Visdomsord, som ved nærmere Betragtning kun var en kønt klingende Frase. Fordi et Menneske var pukkelrygget eller spedalsk, var derfor ogsaa hans Sjæl forkrøblet, hans Hjerte urent? Saae man ikke tværtimod ofte, at et smukt og blomstrende Legeme sørgeligt godt forligedes med et tomt og forfængeligt, ja med et raaddent Indre? I det hele vilde han gerne vide, hvordan en Læge, naar han ikke følte sig som Guds ydmyge Redskab, fik Mod til at bruge sin Kunst paa andre Mennesker. Han handlede jo saa rent i Blinde. De syge Folk f. Eks. dernede paa det Pariser-Hospital — hvor kunde Lægerne saa sikkert vide, at der var gjort en Velgerning mod dem ved den Helbredelse? Derom kunde alene Gud dømme, og til hans Raadslagning havde Videnskaben endnu ikke fundet Vej. Dersom de Herrer Læger kunde følge deres Patienters Livsløb lige til Enden, ja udover Døden til Dommen, vilde der maaske i flere Tilfælde være Grund til at fortryde det »Mirakel«, der var bleven gjort med dem.

Asmus Hagen begyndte at blive utaalmodig.

»Jeg foreslaar, Pastor Vestrup, at vi gaar over til et andet Emne. Dette her er jo mildest talt noget udtærsket.«

Men den Tid var forbi, da Mads Vestrup lod sig |29 kyse af en overlegen Mine. Asmus Hagens Bemærkning havde tværtimod den Virkning, at han nu kom i Ornat og faldt ind i Præketonen. Med orglende Stemme talte han om den oprørske Selvraadighed, der havde grebet Tidens Børn og tidlig eller sent vilde gøre dem vanvittige tilhobe. Om ikke før, saa naar Herrens Time kom for et stakkels Menneske, vilde al selvskabt Herlighed opløse sig som et Blændværk, al selvskabt Styrke bøjes som et Siv. Naar Mørket lagde sig paa vore Øjelaag, og det udtærede Legeme krummede sig i Angst og Pine — hvad hjalp saa alle Videnskabens Pulvere og Draaber? For Dødens Gru og Samvittighedens Vaande fandtes dog ingen Medicin.

»Da har vi dog f. Eks. Morfin,« sagde Asmus Hagen.

Det kom som henkastet, men Ordet fløj gennem Luften med sikkert Sigte og ramte Mads Vestrup lige i Hjertet med en Kraft, saa det næsten kunde høres. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Hans tykke Ansigt aabnede sig paany med et ganske molboagtigt Udtryk af Forbavselse — og dennegang uden al Forstillelse.

]˟»Ja — Gift!« sagde han og skottede til Torben med et ængstet Blik.

»Det kan man gerne sige. Men denne Gift har den moderne Lægevidenskab forvandlet til en Velsignelse for Menneskeheden. Paa nogle faa Øjeblikke |30 bringer den en lidende Stakkel Fred baade til Legeme og Sjæl, saa han kan sove ind i Døden saa sødeligt som et Barn ved sin Moders Bryst. Den lille Glassprøjte er bleven et profant Naademiddel, der bevisligt for manges Vedkommende har gjort Kirkens Trøst overflødig.«

Mads Vestrup havde hørt paa dette med sammenbidt Mund. Ved de sidste Ord vendte han igen Øjnene mod Gulvet. Blodet sang i hans Øre; han maatte ty til Bønnen for ikke at give efter for en vild Lyst til at springe op og slaa den frække Spotter midt i hans glatte Porcellænsansigt.

Asmus Hagen betænkte sig et Øjeblik. Men han havde faaet Blod paa Tanden og ønskede at give sin Modstander Naadestødet.

»Deres Standpunkt forstaar jeg i det hele ikke, da jo ogsaa Kristus efter Biblen optraadte som Læge og altsaa selv har givet Eksemplet. Han genopvakte endda døde Folk, hvad vi Andre dog ikke befatter os med, og hvad jeg forresten ogsaa finder ret inkonsekvent af ham med hans Opfattelse af Tilværelsen. Naar man betragter denne Verden som en Jammerdal, kan man just ikke kalde det en Barmhjertighedsgerning mod et lykkeligt hjempermitteret Menneske at gøre ham levende igen. Der er f. Eks. Historien om Jaïri Datter. Et ungt, uskyldigt Blod, sikker paa Himmeriges Glæder, er taget bort fra |31 Verdens onde Fristelser og Farer. Og saa — bare for at gøre Propaganda for sin religiøse Ide — —«

Længere kom han ikke. Mads Vestrup tumlede op med et Grynt som en Vildorne og tog om Ryggen af en Stol. Det havde været hans Hensigt at slynge den i Hovedet paa ham, men Synet af Barbara, som i det samme tilfældigt kom ind, bragte ham til Besindelse. Han stod et Øjeblik graa i Ansigtet og stirrede ned paa Asmus Hagen med Skum i Mundvigene. Gik saa bort uden Farvel.

Barbara fulgte ham ud.

Asmus Hagen saae lidt forbløffet efter ham og derpaa hen paa Torben.

»Du er vred paa mig, gamle Ven!« sagde han og gik hen og lagde sin Haand paa hans Skulder.

»Du havde ikke Lov til at krænke ham. Han var dog min Gæst.«

»Javist! Det var dumt! Og jeg gør dig min Undskyldning. Men han kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige Person gaaende her. Det er ikke sundt for dig. Har du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? Et Par Kloakbrønde — fulde til Randen af den frommeste Ondskab. Tag dig i Agt for ham! Jeg kender den Slags Folk!«] A, Folk?« A4, ikke i B C D

»Ja, mon du ogsaa gør det?«

»Aa du, jeg har truffet Mage til de Øjne baade |32 herhjemme og i Udlandet. Vi har endnu Middelalderen stikkende rundt om i Krogene. Endogsaa ved Universiteterne, du! Det er nærved at blive uhyggeligt! Det gaar med Obskurantismen som med Væggetøj og Kakelakker. Man faar den aldrig drevet helt ud af Smuthullerne. Og havde de Karle Magt som de har Agt, saa osede Kætterbaalene igen i alle Lande.«

»Jeg kan huske, Asmus, det var en staaende Talemaade hos dig selv i gamle Dage, at du gad set alle Præster og Degne hængt.«

Asmus, der var gaaet ud over Gulvet, drejede sig om paa Hælen med Hænderne i Siden og lo.

»Det gør jeg endnu! Jeg haaber bare, at det skal blive overflødigt. De vil revne af sig selv ligesom Troldene i Eventyret. Af Misundelse og afmægtig Arrigskab. Din gode Ven, Hr. Mads, var jo sprækkefærdig allerede. — Hvad er han i Grunden for en Person? Han stammer her fra Egnen?«

»Hans Moder var en fattig Væverenke herinde fra Nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var lidt bange for hende som Barn, fordi hun gik med store Hornbriller. Maaske ogsaa fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad. Hun levede forresten sine sidste Aar hos ham her i Præstegaarden.«

»Saa har han altsaa ikke sin Galskab fra Fremmede,« sagde Asmus; han var standset ved en Hylde med gamle Stenalder-Redskaber, som han gav sig til |33 at undersøge. »Det maa vel være et godt Kald, han har her? Du forstaar, jeg dømmer efter Omfanget af Mandens Mavesæk. Hvor kan du egentlig holde ud at se paa alt det gudfrygtige Flæsk?«

»Embedet er ikke synderlig stort,« svarede Torben, som om han ikke havde hørt det sidste. »Men han skal være en god Økonom. Der er dem, som endogsaa kalder ham gerrig. Det veed jeg nu ikke noget om; men jeg tror nok, at han gaar i stadig Bekymring for Udkommet. I det hele er han vist langtfra noget lykkeligt Menneske. Med al sin Gudsfrygt har han et tungt Sind.«

»Atra bilis — ja. Jeg saae det straks. Har han mange Børn?«

»Det tror jeg ikke. Men han har nok andre huslige Genvordigheder. Hans Kone skal være bleven halvvejs Krøbling efter den sidste Barnefødsel. Og du kender maaske Talemaaden om Kødets Brand i en treaars Tyr og en velnæret Præst.«

Asmus kom smilende tilbage over Gulvet.

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.»Nu kender jeg dig igen, Junker Torben! Af hvem har du forresten lært al den folkelige Visdom? — Men nu skal du gaa ind og hvile dig. Jeg kan se paa dig, at du er træt.«

<!--Torben og Jytte.-->

|34 ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Mads Vestrup var imidlertid kommen ud af Gaarden og stred sig hjemad mod den haarde Vind.] A B C D, Yind. A4 En storskygget Kasket med Knap oveni Pulden sad ham ned paa Ørene, og han støttede sig tungt til en Kæp af den Slags med Strop, som Markedsprangerne bærer paa Haandleddet.

Til den ene Side laa de milebrede Enge og den skjulte Fjord, til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle, nøgne Lerskrænter. Landevejen fulgte paa det første Stykke Engbreden men bøjede derpaa brat af og steg tilvejrs gennem et Skaar i Bakkerne. Her naaede han Skoven, hvis høstligrøde Løvmasser lukkede sig om ham som et brølende Baal.

Trods sit voldsomme Sjælsoprør havde han ikke glemt at smøge op forneden for at skaane sine Søndagsbukser, som han havde taget paa i Anledning af Besøget paa Herregaarden. Men hans Tanker var i Himlen. Deroppe knælede han for sin Gud og spurgte bævende, hvorlænge han endnu vilde taale den aabenlyse Forhaanelse. Vilde han dog ikke snart komme i sin Almagts og Herligheds Vælde og nedslaa denne triumferende Satansyngel, der indbildte Menneskene at kunne forvandle Livet til en Sum af straffefri Nydelser og Døden til en vellystfuld Hendaanen?

Han svarede sig selv: men lad dem kun trodse! |35 Regnskabsdagen og det store Skriftemaal undflyede de ikke. Engang skulde de vaagne op i Rædsel og erfare, at Gud levede og var deres Dommer!

Han vidste jo nok, at der var visse Halvmands-Kristne, der forkastede Tanken om et Pinested som uforenelig med Troen paa Guds Kærlighed og tænkte sig den uomvendte Synders Skæbne blot som en evig Udslettelse. Men det var at paalyve den Alvise et dumt og skændigt Selvforræderi. Det vilde netop ikke være Kærlighed men et rigtig menneskefordærvende, et rent ud djævelsk Paahit, dersom disse frække Gudløse, der her i Kødets Verden boltrede sig i alle Laster og svælgede i alle Vellyster, ikke skulde bære saa meget som Erindringen om deres Synder med sig over i det Hinsidige, dersom deres raadne Sjæl ved Lægens Trolddomskunster kunde aande ud i et saligt Suk og være borte med det samme — vejret hen som en skiden Lugt. Men saadan legede Vorherre heller ikke! Nej, naar Helvede i deres Dødsstund aabnede sit Mørkegab for at opsluge dem, saa var der sikkert nok beredt dem en frygtelig men retfærdig Straf.

Han var kommen ud af Skoven og kunde begynde at vejre Hjemmet. Den lille Bondeby laa et Stykke inde paa det aabne Land og sendte ham en kraftig Tørveos imøde. Vinden trykkede Skorstensrøgen ned over Tagene og førte den med sig ud over Markerne, saa |36 det saae ud, som om Jorden dampede. Den yderste, gulkalkede Gaard med Vindfangeren paa Ladelængen var Præstegaarden, saadan som Asmus Hagens Detektivøjne ganske rigtig havde set. Den lignede ellers aldeles de andre Gaarde i Byen; kun stod der ingen Hæs omkring den. Det meste af Embedsjorden var i Tidens Løb solgt fra; der var kun levnet en god Husmandslod, som kunde føde trefire Køer og nogle Faar.

Da Præsten naaede hjem, søgte han ikke straks ind i Stuen men gik først sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden for at paase, at intet var bleven forsømt her under hans Fraværelse. Dog var han idag ganske aandsfraværende paa sin Vandring gennem de halvmørke Rum med de fortrolige Lugte af Hø og Klid og Dyrevarme. Helt mekanisk plukkede han op, hvad han fandt paa Gulvene, her en tabt Roe, hist en Tot Hø, og da han inde i Kostalden traf Tjenestedrengen, der hjalp Pigen med Malkningen, glemte han at holde sin daglige Dunderstale til ham om det syndige i at sløse med Guds Gaver.

Han blev staaende i den aabne Stalddør og saae ud over Markerne, mens Aftenklokken ringede. Køernes hyggelige Gumlen og Drynen bagved ham, Mælkestraalernes Kogen i Strippen og Kattens Pusleleg i Halmen — al denne Naturens frodige Smaa|37snakken, som han ellers havde et aabent Øre for, overdøvedes denne Aften af Stormvejret i hans Sind.

Han stod og tænkte paa sine egne sørgelige Vildfarelsens Aar derovre i København, paa den mørke Fortvivlelse, der vilde have slaaet ham med Vanvid, dersom ikke Gud i sidste Øjeblik havde forbarmet sig over ham og ført ham hjem til hans gamle Moder, hende, som han halvvejs havde forglemt derovre og helt havde fornægtet i Sind som i Skind for at komme til at ligne de andre skidte Knægte i Babelsbyen. ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Derinde bag den hvide Kirkegaardsmur laa nu den fromme Kvinde med de arbejdstrætte Hænder foldede om sin gamle Salmebog og ventede paa en salig Opstandelse. Han kunde ude i Aftenrøden akkurat skelne de to høje Popler, der havde skygget over det fattige Barndomshjem ved Grusgraven; derfor stod han saa ofte her, naar Aftenklokken ringede, og samlede Sindet til Lovprisning og Tak for den stærke Englevagt, som Gud i denne lille værkbrudne Kvindes Skikkelse havde sat for ham ved hans Indgang her i Syndens og Dødens Verden.

Derude under Vesthimlens flammetungede Skyer kunde han ogsaa skimte den pilehegnede Landevej, hvor han i seks Aar daglig gik de tre Fjerdingvej ind til Latinskolen i Randers. Det hændte ham da undertiden, at han kom til at slaa Følge med Torben |38 Dihmer, der i Sommerhælvten boede hjemme paa Favsingholm og red til Skolen paa en Nordbag. Selv maatte han gaa Turen i Træsko eller paa bare Ben for at skaane Støvlerne; de hang ved Tornystret og maatte ikke tages paa, før han naaede Byen. Han huskede ham især i en mjødbrun Fløjlsdragt med Bælte og lange Ridegamasjer. I den Dragt havde den unge Junker en Tidlang bedaaret hans enfoldige Bondehjerte. Men saa en Dag havde hans Moder snakket til ham derom og sagt: »Hvordan tror du vel, saadan en opstadset Knægt tager sig ud i Vorherres Øjne?« Og det Ord havde løst Fortryllelsen.

Klokken i Taarnet tav. Med en dyb Halslyd, der mindede om Køernes Drynen, vendte han sig om og gik ind.

Da han sad ved Aftensbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk, og efter at Bordbønnen var bleven læst af det ældste Barn, en lille Pige paa syv Aar, spurgte hans Kone ham, om det var sandt, at der var kommen en københavnsk Professor til Herregaarden med en ny Medicin, som kunde gøre Godsejeren rask. Stine Hvedebrødskone havde fortalt det i Køkkenet.

»Naa, har den gamle Sladrekælling allerede faaet den Historie at rende med. Ja, lad os nu først se! Maaske er det ovenikøbet Løgn og Mundsvejr det hele. — Satan skal ikke for tidligt triumfere!«

|39 De sidste Ord brast ud af ham som en Torden, og alle saae forbavset op. Den Mindste, en lille Dreng paa tre Aar, foldede forskrækket Hænderne; men ogsaa de andre Børn var bleven blege af Angst. De vidste, at naar deres Fader skændte, var det Guds egen frygtelige Vrede, der forkyndtes gennem hans Mund.

Moderen spurgte heller ikke mere, og Maaltidet skred frem under tyngende Tavshed.

Der var ikke andet paa Bordet end et Fad bart Smørrebrød og Kander med kogt Mælk. Mads Vestrup, der saae ud som en Fraadser, krævede streng Nøjsomhed baade af sig selv og sin Husstand. Han blev aldrig træt af at prise Selvforsagelse som ethvert Menneskes Pligt mod Gud og Næsten. Det kunde undertiden hænde ham, at han bukkede under for sin Naturs stærke Krav, især naar han blev sat for en af sine Livretter, Risengrød eller Blodpølse eller fyldte Hvidkaalshoveder; men til daglig gennemførte han sin Afholdenhed med stor Strenghed.

Inden de nu rejste sig fra Bordet, holdt han en lille Tale om det, som var sket ude paa Herregaarden. Hver Dag i Aaret, sagde han, og hver Time paa Dagen gjorde den kære Gud de dejligste Mirakler for os; han lod sin klare Sol skinne over Verden, kaldte nærende Korn og yndige Blomster frem af Mulde, skabte smaa levende Menneskebørn i sine |40 Engles Billede og lagde dem i vore Arme. Og alt saadant fandt Verdens Børn bare »naturligt« og ikke Snak værd, ja der var jo dem, som ikke engang syntes, at det var noget at sige Tak for. Men ikke saasnart havde en Doktor en Smule Held med Kniven eller med et Pulver, saa vidste vi straks ikke, hvordan vi var vendt, om det var Vorherre eller os selv, der styrede Verden. Men det vilde han sige, at i dette Hus taaltes ingen Formastelighed, og enhver maatte nu forstaa, hvad Tale der her turde føres om den Sag, som rimeligvis i den kommende Tid vilde optage Sindene paa Egnen.

Efter disse Ord bad han selv frabords; hvorpaa han tog den Mindste ved Haanden og gik ind i Dagligstuen.

Her plejede han at sidde lidt i Mørkningen med Børnene og fortælle dem et eller andet, oftest noget af den hellige Historie. Han, som var en daarlig Prædikant, havde en egen Gave til at tale med Børn. Navnlig forstod han at faa de Smaa til at lytte; og saadanne Øjeblikke, da de samledes om hans Stol, eller naar de om Dagen fik Lov til at følge ham ud i Marken eller i Stalden, var altid festlige Oplevelser for dem til Trods for, at Mads Vestrup var en nidkær Opdrager, der i sin Bibeltroskab ikke glemte at omsætte Faderkærligheden i Tugt og Formaning.

Men denne Aften forlod han dem straks efter Bor|41det og gik tavs over i sit eget Værelse paa den anden Side af Gangen.

Den Mindste, en lille treaars Krøltop, blev staaende med Fingeren i Munden og fulgte ham tildørs med Øjnene. Purken var færdig at græde men vovede ikke at følge efter. For ham som for de andre Børn var Døren til Faderens Stue Indgangen til et helligt Sted — bevogtet ligesom Himmerigsporten af en Kerub med et Flammesværd.

Da Præstekonen lidt efter kom ind til sin Mand med den tændte Lampe, sad han henne i sin korte Voksdugssofa og røg en Pibe Tobak, hvad der var den eneste Luksus, han tillod sig. Fru Stine var en lille, hofteskæv Kone nær Fyrretyveaarsalderen, nogle Aar ældre end sin Mand. Hun var Datter af en forhenværende Skolelærer der fra Egnen, og de blev forlovede i hans allerførste Studenterdage. Dengang var hun en rødmosset Landsbypige, som Karlene sloges om; men da de endelig kunde gifte sig, var hun allerede begyndt at falme, og nu var hun afblomstret indtil Stilken.

Hun satte Lampen hen paa Skrivebordet og blev staaende lidt og skruede paa den, mens hun ventede paa, at han skulde tale til hende. Hun havde noget paa Hjerte, stod og tyggede paa et Navn, som hun ikke havde Mod til at nævne. Det var den frem|42mede Professor paa Favsingholm, som hun vilde have Lov til at søge Raad hos for sin syge Hofte.

Men Mads Vestrup sad som indemuret i sine egne Tanker, ytrede sig kun ufrivilligt med sin drynende Halslyd.

»Var der noget, du vilde?« spurgte han endelig.

Stemmen lød saa fjern, Tonen var saa ligegyldig, at hun opgav at tale og haltede ud med Haanden paa Hoften. Men forinden havde hun set sit Snit til at tage et forkrøllet Brev op af Kjolelommen under sit Forklæde og lægge det fra sig paa Bordet uden at hendes Mand mærkede det.

Ved Døren standsede hun igen og spurgte:

»Saa kommer du ikke ind til Børnene i Aften?«

»Nej, jeg har en vigtig Sag at overveje, Stine. Det er den her Skrivelse, som jeg forleden fik fra Venstres Hovedbestyrelse. Jeg maa jo sende et Svar.«

Der slog en ny Frygt ud af den lille Kones forgræmmede Træk.

»Du vil jo ikke stille dig, Mads. Det vil du da ikke? Det har du jo saa bestemt sagt.«

»Men om nu Gud befalede mig det? ... Jeg har næsten den Tro, at Maalet er fuldt og Tiden kommen, da Herren vil samle de forsprængte Rester af sin Menighed og byde os at plante Golgata-Mærket midt i Døgnets Helvede. — Men gaa nu ind til Børnene, saa skal vi siden tale om det. Jeg har ogsaa noget at fortælle dig.«

|43 Folk, der bedømte Mads Vestrup efter hans Ydre, tog gerne helt fejl af ham og ansaae ham blandt andet for en Mand med en taabelig Selvfølelse. I Virkeligheden havde han meget beskedne Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham. Aldrig var det faldet ham ind, at han kunde være udset til at blive den genrejsende Kraft i det danske Folk og den danske Kirke. ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Han vidste altfor godt, at hans boglige Viden var mangelfuld, og at han heller ikke besad den ydre Personlighed eller den Art Veltalenhed, der virkede paa Masserne. Han havde derfor hidtil uden lang Betænkning afslaaet de forskellige Opfordringer til at træde ind i det offentlige Liv, som han i Aarenes Løb havde modtaget — rigtignok for det meste af Folk, der uden at bekymre sig om hans religiøse Anskuelser, kun kendte ham som den paalidelige Demokrat, der paa Valgdagen var Stiller for Almuens Talsmand.

Saa sad der ogsaa i hans Sind en skjult Frygt, der havde holdt de dumpe Kampdrifter i hans Blod i Tømme. Ungdomsminderne fra den store By skræmmede ham. For sin Barnetro frygtede han vel ikke mere; men der var andre Farer i Sodoma, og han havde jo set, at kun faa af de Mænd, som kom ind i det politiske Livs Hvirvel, slap ud derfra uden at have taget Skade paa Karakteren. Selv støtte jyske Bønder i Vadmel vendte efter blot et Par Aars |44 Rigsdagsliv hjem med al Hovedstadens Fordærvelse hængende i Klæderne.

Endelig var der ogsaa den økonomiske Side af Sagen. Trods Diæterne var det slet ikke saa sikkert, at han vilde kunne holde sig skadesløs. Og Familjen kunde han ikke føre med sig. Hans Kone maatte overtage ikke alene Børnenes Opdragelse men ogsaa Tilsynet med Bedriften, og hvordan skulde det vel gaa? Hvad vilde der ikke kunne bortødsles ved Sløseri og Tankeløshed under hans Fraværelse? Han havde sagt til sig selv, at en Mand med en svag Kone og fire Børn at tage Vare paa havde den Pligt at blive ved Stavnen, og altsaa kunde han heller ikke være udset af Forsynet til at blive en Fører for Folket.

Men nu havde Oplevelsen paa Herregaarden sluppet den bundne Vildskab løs hos ham. Han hørte Hærskrig i Luften, hver Gang han saae Asmus Hagens Porcellænsansigt for sig. Kampens Dage var sikkerlig kommen nu. Derom følte han sig mere og mere overbevist. Og var det virkelig Herrens Vilje, at ogsaa han, som der stod skrevet, skulde beskikke sit Hus og binde op om sine Lænder, — nu, saa var han ogsaa beredt!

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Han havde rejst sig fra Sofaen for at hænge den udgaaede Pibe hen paa Brædtet. Paa Tilbagevejen standsede han ved Synet af det Brev, som hans |45 Kone havde efterladt paa Skrivebordet, og han stod nogle Øjeblikke og saae forbavset paa det med den pudsige Maaben, der var ham egen.

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.»Hvad er det for et Brev?« sagde han højt.

Det viste sig, at Konvolutten, som var aabnet, bar hans Kones Navn, og baade Udskriften og selve Brevet var skrevet med fordrejet Haand.

»Hvad er det her for Kæltringstreger?«

Pludselig løb Blodet ham fra Kinderne, og hans Hænder begyndte at ryste. Brevet, der var undertegnet »En Troende af Menigheden«, indeholdt en Opfordring til hans Kone om at have et vaagent Øje med Jørgen Stauns Gaard paa Bakken. »Din Mand har sin Gang der tidlig og silde, og Oleane er en Møgmær, som jo Alle veed.«

Mads Vestrup undersøgte nøje Haandskriften, Frimærkets Poststempel og tilsidst selve Konvolutten, idet han holdt den op for Lampeskæret. Og nu svulmede Halsen paa ham, og Ansigtet blaanede, som om han skulde kvæles.

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.»Nej, dette er dog —!« sagde han og slog Haanden i Bordet.

I tre Skridt stormede han over Gulvet, rev Døren op og raabte ud gennem den mørke Forstue, hvor en smal Lysstribe røbede, at Dagligstuedøren var ladet paaklem:

»Stine! Er du derinde? ... Vil du komme et Øjeblik.«

|46 Det varede temmelig længe, inden hun kom, og det var med en utryg Stirren, hun klemte sig ind ad Døren og blev staaende op ad Væggen med Haanden paa Hoften. Men hendes Mands Kalden havde heller ikke lydt som nogen angerfuld Anraabelse. Der havde tværtimod været Dommedagsbebudelse deri.

»Hvad er det her for noget?« spurgte han og rystede Brevet foran hendes Ansigt.

»Ja, hvad er det?« sagde hun og rettede sine mørke Øjne paa ham med en dristig Anklage.

»Hold op med det Komedievæsen! Det er jo dig selv, der har skrevet det Brev. Nægt det it’. Jeg har jo Beviser!«

Stine Vestrup holdt Armen parat til at afbøde et Slag. Det var engang imellem hændet, at hendes Mand i Hidsighed havde forløbet sig overfor hende.

»Jeg har ikke skrevet det,« sagde hun og stirrede ham forhærdet ind i Øjnene.

»Du lyver! Du lyver! Jeg siger dig, jeg har Beviser! Du har jo været saa dum at tage en af mine egne Konvolutter. Og det Tøjeri ligner dig da ogsaa godt nok, du skamløse Kvind! Det er jo it’ første Gang, du har kastet Skarn paa hæderlige Kvinders Rygte og bagvadsket din egen Mand. Men at sætte dig hen og skrive den Slags Sager, det er dog noget nyt. — Pøj, siger jeg! Pøj! — Gjorde jeg dig din Ret, |47 saa slog jeg det skidne Præk op paa Smedens Port, saa Enhver kunde se, hvad Slags Menneske du er, og tage sig i Vare for dig.«

Denne sidste Trusel fik endelig Stine Vestrups stive Nakke til at bøje sig. Klagende sank hun ned paa Kanten af en Stol med Forklædet trykket for Øjnene.

»Aa Mads; jeg veed it’ selv, hvad jeg gør i den her Tid. Jeg er saa syg — saa syg — saa syg.«

Mads Vestrup gik stakaandet op og ned ad Gulvet, og Sveden drev ham ned ad Kinderne. Men bedst som det var, gav han sig til at slide Brevet i mange smaa Stykker. Gik saa hen til Kakkelovnen og kastede det paa Ilden.

»Ja, ja — Stine!« sagde han allerede formildet. »Lad saa den Historie være glemt da, ligesom jeg har glemt og tilgivet de andre. Men nu skulde det helst være sidste Gang, du kom med den Slags.«

Han havde sine Grunde til ikke at gaa altfor strengt i Rette med hende. Skønt der snart ikke var et Kvindemenneske paa Egnen lige ned til Fattighusets gamle Kællinger, som hun ikke havde haft ham mistænkt for at staa i Forhold til, blev hans Vrede mod hende altid kun en Straaild. Han kunde ikke skjule for sig selv, at Synet af en blomstrende Kvinde virkelig ofte førte hans Tanker paa Afveje. Med Blu maatte han daglig bekende det for sin Gud. Ja, der havde været Tider, navnlig i hans første Præsteaar, da han |48 i sin dybe Skam derover alvorligt tænkte paa at gøre Fortræd paa sig selv for at blive Forargelsen kvit. Heller ikke kunde han sige sig fri for at have set paa Jørgen Stauns Oleane med urene Øjne; men han vidste ogsaa, at han fra det Øjeblik, han var bleven klar over Faren, havde lagt Bukke paa Vejen imellem dem. I mere end en Maaned havde han ikke sat sin Fod i det gamle Hjem, som dog i saa mange Aar havde været ham en kær Tilflugt. Derfor forstod han ikke, hvordan Stine var kommen til sin Mistanke. Men han havde mærket det før, at hun kunde blive næsten som synsk paa de Tider, da hendes Skinsyge helt besatte hende.

Den ulykkelige Kone tørrede sine Øjne. Der var noget, hun vilde sige; men det blev hver Gang kun til en Snøften. Først da hun havde rejst sig og allerede stod ved Døren, fik hun det endelig frem.

»Tror du ikke, Mads, at jeg kunde faa Lov til at snakke med den Professor, der er kommen til Favsingholm?«

Mads Vestrup standsede sin Gang over Gulvet og sagde forundret men uden Uvilje:

»Vil du sige mig, hvad det skulde gøre godt for, Stine?«] A, Stine?» A4, ikke i B C D

»Dersom han nu kendte et Raad ogsaa for min Sygdom?«

»Synes du ikke, vi har prøvet nok af den Slags? |49 Du kan jo ikke allerede have glemt, hvordan det gik ifjor, da du — meget mod min Vilje — tog ind til Randers og søgte ham denher omrejsende Bandagist og Markskriger. Den skammelige Bedrager! Fyrretyve Kroner tog han for det Bælte. Og hvad hjalp det saa? Du blev bare daarligere af at bruge det. Fyrretyve Kroner kastet paa Møddingen! Det synes jeg dog ikke, vi skulde gøre om igen!«

»Men denher er jo da rigtig Professor. Og rigtig Doktor. Han skal jo endda være en af de første.«

Mads Vestrup rystede tungt paa Hovedet.

»Stine! Jeg har sagt dig det tidt: Der er kun een sand Læge for os Mennesker. Det er Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, vor Herre. Han lærte os at bære vort Kors med Taalmodighed i Haabet om den evige Fred og Glæde hisset. Der er ikke Frelse i noget andet.«

Da Stine var gaaet, satte Mads Vestrup sig hen i Sofaen for at vende tilbage til de stærke Tanker, som han paa en saa uværdig Maade var bleven revet ud af. Men den kampmodige Stemning var jaget paa Flugt og vilde ikke lade sig indfange. Hverdagens Bekymringer havde paany trukket sin magiske Kridtstreg omkring ham, og han stønnede pludselig højt som en Trækokse under Aaget.

<!--chapter 5-->

|50 ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Ude paa Herregaarden var alle Lysene slukket, da det røde Maaneansigt løftede sig over Skoven med den ene Kind formørket. Asmus Hagen, der havde tilbragt hele den foregaaende Nat paa Rejse, var gaaet i Seng med Hønsene, og Torben havde været saa udmattet af Dagens mange Sindsbevægelser, at han endnu tidligere var bragt til Hvile. For at skaffe ham Søvn havde den medicinske Troldmand tilberedt ham et Pulver, som var nøje afpasset efter hans hele Tilstand. Han var da ogsaa hurtigt faldet til Ro, og for første Gang i lange Tider sov han uden Afbrydelser lige til Daggryet.

Gamle Barbara, der laa i et Kammer ved Siden af, og som plejede at blive kaldt op et Par Gange i Løbet af Natten for at rette paa hans Leje eller give ham noget at drikke eller blot for at underholde ham lidt i de lange, søvnløse Timer, — Barbara var hvert Øjeblik oppe af sin Seng og lyttede ængstelig ved Dørklemmen. Men hun hørte ham stadig sove med rolige Aandedrag og blot snakke lidt i Søvne nu og da.

Først den sprukne Morgenklokke ovre i Avlsgaarden vækkede ham. Med en vidunderlig Følelse af Udhvilethed, som han ikke længe havde kendt, slog han Øjnene op og huskede nu, hvad der var sket. I det samme gik det op for ham, at det var Dag|51skæret og ikke Maanen, der lyste paa Rullegardinerne, at Natten allerede var omme, — og han blev liggende i stille Forundring. Det var, som om han langsomt vaagnede af en anden, endnu dybere Søvn. De døde Klokkeklemt derovre, det søvndrukne Spurvepip ude i Haven, de regelmæssige Hvin af Pumpestangen ovre ved Materialskurene — alle disse kendte Lyd, som nu i tre Aar hver Morgen efter en endeløs Nat havde bebudet ham en ny Dag med ny Angst og ny Pine — de naaede ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.

Barbara, der havde hørt, at han var vaagnet, kom nu ind og begyndte sin foreskrevne Melding om Vejret og Vindretningen. Men Torben havde ikke Taalmodighed til at høre paa hende idag; han vilde straks op. Det kneb for den Gamle at faa ham til at blive i Sengen, indtil der var bleven ordenlig varmt i Stuerne.

Ved Otte-Tiden sad han ved Tebordet sammen med Asmus. Vennen var lidt morgensur. Han savnede sin Avis med de friske Nyheder fra København, og for dette Savn havde han ingen Medicin. I en lidt irriteret Tone gav han sig til at tale om de gamle Lægeskrifter, han havde fundet her.

»Om jeg kan begribe, hvad der har været din Hensigt med det Studium. Det har forhaabenlig dog kun været for Kuriositetens Skyld.«

|52 Torben vilde helst ikke ind paa Sagen; men da Asmus blev ved at gaa ham paa Klingen, lod han sig tilsidst fralokke en Bekendelse. Han forklarede, hvorledes han allerede paa et tidligt Tidspunkt af sin Sygdom havde haft en Fornemmelse af, at hans Befindende med det bestandige Op og Ned var under Indflydelse af visse Fænomener i Naturen og ude i Himmelrummet. Ikke alene virkede alle atmosfæriske Forandringer straks ind paa hans Nervesystem, fremkaldte Svimmelhed og anden Forstyrrelse, saa han kunde forudføle en Storm eller et Tordenvejr længe i Forvejen; men ogsaa alle regelbundne Naturbegivenheder, de skiftende Tegn i Sol og Maane, Planeternes Vandringer og Jordens egen Stilling i Verdensrummet havde forekommet ham at indvirke paa hans Tilstand. Han havde da søgt at gøre sig bekendt med, hvad der fandtes i Literaturen af lignende Iagttagelser, og dette havde ført ham ogsaa til Studiet af Oldtidens og Middelalderens Lægekunst.

Asmus, der havde hørt paa ham med sine rundeste Øjne, fik tilsidst et mørkt og bekymret Udtryk; men da han mærkede, at han blev iagttaget, skyndte han sig at smile.

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.»Gud bevare din Forstand, min Dreng! Det var aabenbart paa høje Tid, jeg kom og ruskede dig vaagen. Du plejer Omgang med Præster, studerer |53 Mystikere og forfalder til Trolddom! ... Men du var nu altid et lille Stykke af en gehejm Drømmer, Junker Torben!«

]˟»Du tror med andre Ord ikke paa den Mulighed, at —«

»Gudbevares! Alt er muligt! Dersom du vilde fortælle mig, at Maanen er den synlige Bagdel af en Gud, der har vendt os Ryggen, saa turde jeg ikke benægte det. Men jeg for min Del holder mig til de fattige Kendsgerninger.«

»Men det er jo netop Kendsgerninger, jeg har villet undersøge. Og de Iagttagelser, jeg mener at have gjort paa mig selv, bekræftes af Andre. I vor egen Landalmue f. Eks. er — ganske ureflekteret naturligvis — Fornemmelsen af en kosmisk Indvirken paa Blodet og dets Kraft slet ikke noget ualmindeligt. Det har jeg ogsaa faaet mundtlig konstateret af den gamle Kone, der passer mig; og hun har en lang Erfaring at tale af.«

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.»Mener du den lille Kælling, der lister omkring her? Ja, hun ser jo rigtig ud, som om hun var kommen flyvende hertil paa et Kosteskaft.«

]˟»Naa ja, men der findes altsaa ogsaa literære Vidnesbyrd af videnskabeligt uddannede Mænd fra alle Tidsaldre. Jeg kunde nævne en Autoritet som Tyge Brahe, dersom jeg ikke var bange for at blive mistænkt for ogsaa at tro paa Astromanti. Men — for |54 at holde mig til Landsmænd — du kender maaske Peder Palladius og hans Visitatsbog? Han er flere Steder inde paa det samme. Hos ham er det dog væsenlig endnu blevet ved den enfoldige Fornemmelse. Niels Hemmingsen derimod — vel et af de fineste og skarpsindigste Hoveder, Norden har frembragt — taler af personlig Erfaring ganske aabent om en sympatisk-organisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet.«

»Ja, du maa undskylde, men den Videnskab lugter mig for meget af Kirkegaarden. Og nu maa du tillade mig at sige dig et Alvorsord. Jeg vil bestemt fraraade dig at fortsætte med den Slags Studier. Det er aldrig sundt for en Patient at beskæftige sig for indgaaende med sin egen Tilstand. Særlig har den Art eksperimenterende Trang til at føle sig i Kontakt med Elementarkræfterne — et for os Læger velkendt Symptom — nedbrudt Konstitutioner, der var stærkere end din. Det er maaske undskyldeligt, at vi Mennesker gerne vil have vore Lidelser betragtet fra et højere Synspunkt end Laboratoriekælderen; men Videnskaben maa have sig frabedt at blive engageret i den Anledning og henviser uden Misundelse til Æstetiken og Teologien. Det skal jeg nu ikke komme nærmere ind paa. Sig mig blot — uden Fortrydelse — vor gode Hr. Skidtmads skulde vel aldrig have haft en Finger med i Spillet her?«

|55 »Hvor falder det dig ind!« sagde Torben stødt, og Samtalen blev nu en Tid hængende ved Mads Vestrup, fordi han paany følte sig forpligtet til at værge Præsten mod Vennens Spot.

Der kom dog ingen virkelig Varme i hans Forsvar for ham; dertil var der altfor meget hos Manden, der bød ham selv imod. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Navnlig var der en gammel, grim Erindring fra Drengeaarene, som hans Tanker aldrig kunde komme udenom. Dengang de sad paa Skolebænk sammen derinde i Randers, havde der en kort Tid bestaaet et Slags Venskab imellem dem. Han havde haft ondt af den klodsede og ufrimodige Bondedreng, der straks var bleven Klassens Ugle. Mads var ikke saa lidt ældre end sine Kammerater og dertil en lemmestærk Prygl, som meget godt kunde have holdt sig sine Plageaander fra Livet uden Beskytter; men han var en umodig Dreng, der helst krøb i Krog og først slog fra sig, naar han kom i Raseri. En Dag paa Legepladsen hændte det saa, at de selv kom op at brydes. Det begyndte i Spøg men blev efterhaanden Alvor. Kammeraterne slog Kres omkring dem, og deres Tilraab hidsede dem yderligere op. Det blev en Holmgang efter alle Brydekunstens Vedtægter. Mads var ham overlegen baade i Masse og Styrke, alligevel blev han ikke kastet, før den anden lumskelig begyndte at spænde Ben. Men i Faldet lykkedes |56 det ham at vende sig, saa Mads kom til at ligge underst, og et mægtigt Glædeshyl fra Tilskuerkresen hilste Goliats Nederlag. Men saa skete der noget. Da Mads blev klar over Stillingen, hvæsede han af Raseri og spyttede ham pludselig op i Ansigtet.

Hvad han i Øjeblikket følte udover Væmmelse ved det Slim, han tørrede af sig med sit Lommetørklæde, huskede han nu ikke længer. Han mindedes kun, at han bagefter stod henne ved Muren omgivet af sine Kammerater, og at Inspektor ude paa Legepladsen havde faaet fat i Kraven paa Mads, der raabte i vild Desperation, mens Spanskrørsstokken buldrede paa hans tykke Vadmelsryg, at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne. Han huskede ogsaa, at han straks, da han kom hjem, bad sin Fader om at tage ham ud af Skolen men ikke kunde faa sig selv til at sige Grunden. Dette at have set et Menneske, en Kammerat ovenikøbet, forvandle sig for hans Øjne til et modbydeligt, edderspyende Kryb, gjorde ham skamfuld.

Ikke længe efter var det, at han paa Grund af Faderens Død blev sendt til Herlufsholm; men seks Aar senere traf de hinanden igen som nybagte Studenter i København, og med nogen Overvindelse fornyede han Bekendtskabet. Mads Vestrups fuld|57komne Hjælpeløshed i den store, fremmede By skabte igen et Slags Forhold imellem dem, — men til nogen virkelig Omgang var det dog af flere Grunde ikke blevet. Mads kom og laante de moderne Bøger hos ham, spiste ogsaa undertiden ved hans Bord, fordi det var kommet ham for Øre, at han engang i Studentersamfundet, da han et Øjeblik troede sig alene i Restavrationslokalet, i sin umættelige Hunger havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken. Men pludselig en Dag forsvandt Mads Vestrup fra København, og da de igen efter en Række Aars Forløb mødtes her paa Favsingholm, optraadte han udelukkende i sin Egenskab af Præst og nævnte aldrig med et Ord Fortidens akademiske Broderskab. — —

]˟Op ad Formiddagen, da Solen kom frem, foreslog Asmus, at de skulde køre en lille Tur. Torben lod sig tilsidst overtale, og til hans Overraskelse gjorde baade Bevægelsen og den friske Luft ham godt. Genmødet med Omverdenen virkede dog næsten for stærkt paa ham. Synet af de fremmede Marker gjorde ham sky, og da han paa Vejen ind gennem den efteraarsrøde Skov hørte en Fasankok skogre, blev han saa bevæget, at han uvilkaarligt greb Vennen i Armen.

Asmus begyndte igen at tale om sin Kusine, Jytte Abildgaard.

|58 ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml. »Hun er jo et mærkværdigt Menneske. Gaar hun f. Eks. ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet. Jeg begriber det ikke. For der er vedblivende ingen Mangel paa Lysthavende. Men der maa velsagtens være en bestemt hun gaar og venter paa.«

]˟Torben vilde ikke høre mere. Han sagde, at han begyndte at føle det koldt, og gav Kusken Ordre til at vende. Og ved sig selv gjorde han den Bemærkning, at den kloge Asmus dog i enkelte Punkter var mærkeligt naiv. Han huskede, at han mellem Linjerne i flere af hans Breve havde læst den samme Formodning om Grunden til, at hans Kusine ikke giftede sig. — Han vidste det bedre selv! ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Dersom den unge Dame overhovedet gik og ventede paa Nogen, var det i hvert Fald ikke paa ham.

]˟Da de kom hjem, blev de modtaget af Doktor Mikkelsen fra Randers, hvem Asmus af egen Magtfuldkommenhed havde sendt Bud efter. De to Herrer havde derpaa en længere Forhandling nede i Haven, og nu fik Asmus pludselig Uro paa sig og maatte nødvendigt være tilbage i København næste Morgen. Torben forsøgte ingen Overtalelse. Det pinte ham at mærke, hvor Aarene havde gjort dem fremmede for hinanden; og trods den store Taknemlighed, han følte, længtes han efter igen at blive alene. Ud paa Eftermiddagen rejste Asmus saa fra Favsingholm.

|59 Afskeden var dog meget hjertelig. Da Torben stod med Vennens Haand i sin, kunde han daarligt slippe den; og han blev staaende ved Vinduet for at kunne følge Vognen lige til den drejede ud af Alleen.

Resten af Eftermiddagen sad han stille i sin Lænestol ved Kakkelovnen. Med en Fornemmelse af at have været borte paa en lang, eventyrlig Rejse tog han paany sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Han sad der med Haanden under Hovedet og hørte Vinden stryge saa husvant langsmed Muren. Han fulgte Lyden af de klaprende Træsko ovre i Avlsgaarden og hørte — langt borte — Brølet af det hjemvendende Kvæg. Og han følte, at der i alt dette var noget, der havde vokset sig fast til hans Hjerte, og som han vilde komme til at savne.

Og han tænkte paa sin Moder, der havde siddet her ligesom han og ventet paa Dødens sidste Krampetag. Han havde ikke bevaret mindste Erindring om hende; men ofte i disse Aar havde han kunnet høre hendes hule Hoste, den som Tjenestefolkene havde talt saa meget om, da han var lille. Derhenne i det lukkede Skab laa ogsaa en lille Pakke af hendes Breve fra Forlovelsestiden. Det skyldtes rimeligvis Faderens pludselige Død, at de endnu eksisterede; det havde næppe været Meningen, at de skulde læses af Andre. Men han kunde alligevel ikke fortryde at have trængt sig ind i sine Forældres Fortrolighed.

|60 Disse Breve havde givet ham hans Moder tilbage og dermed ogsaa i meget givet ham en klarere Forstaaelse af sig selv. Hun, som havde været blot et Navn for ham og et traditionelt Idealbillede, var her traadt ham næsten haandgribeligt imøde, var vokset ud af de fine Skrifttegn som et levende, temperamentsfuldt Menneske, fra hvem han uden stor Vanskelighed kunde aflede enkelte af sine egne Karaktertræk.

Han rejste sig op og slæbte sig lidt omkring ved sin Stok, mens Stuen mere og mere fyldtes af et rødligt Aftenlys. Han standsede tilsidst ved Skrivebordet og blev staaende et Øjeblik med Haanden paa Pladen, mens han skottede op til den Række Værker paa Boghylden ovenover, der havde vakt Vennens Forargelse. »Naa ja,« tænkte han. »Det Verdensproblem kan jeg endelig gerne lade ligge. Det var dog kun et Tidsfordriv for mig i min Ensomhed.« Men der var andet her, som det ikke vilde blive saa let for ham at skilles fra. I de mange aabne Rum under Hylden og inde i Skabene paa Siderne var der fuldt op af Dokumentpakker og andre Papirer, der tilhørte Gaardens Arkiv. Han havde en Dag ladet dette hente op fra det brandfri Lukke i Kælderen for at have en Sysselsættelse, og saalænge hans Øjne endnu taalte Arbejdet havde han daglig været beskæftiget med at bringe Orden i det. Der |61 var Regnskaber, Skøder, Forhørsudskrifter, Kontrakter og Familjebreve fra de sidste to Aarhundreder, og selv den tilsyneladende ligegyldigste Lap havde haft noget at fortælle ham om de Mennesker, der havde levet her paa Gaarden endnu længe før den kom i hans Familjes Eje. Disse gamle Papirer havde fyldt de øde Stuer omkring ham med Genfærd og Genlyd af mange ejendommelige Fortidsskikkelser og paa en Maade givet ham Erstatning for det Liv, han var lukket ude fra. Nu vilde han sagtens hurtigt glemme alle disse døde Venner for de levende. Den hele mangfoldige Skyggeverden skulde igen forsvinde i Graven!

Han gik tilbage over Gulvet og standsede igen i nogen Afstand fra det runde Midterbord, hvor Jytte Abildgaards Blomster endnu stod. Han betragtede dem med Skyhed. Hvad vilde hun ham egenlig? — tænkte han. Hvad mente hun med alle sine Blomstergaver? Var det et Medlidenhedstegn, eller troede hun virkelig selv, at hun havde ventet paa ham? — Men det var jo umuligt!

Han havde langsomt nærmet sig, og nu bøjede han sig ned over Blomsterne, idet han tænkte paa, at hendes Øjne havde hvilet paa dem. Tilsidst tog han Skaalen mellem sine Hænder og løftede den helt op til sit Ansigt og lod sig gøre svimmel af Duften.

Da hørte han Døren gaa. Barbara kom ind og |62 spurgte, om hun ikke skulde tænde. Han svarede ikke men vinkede hende til sig. Med Haanden paa hendes Skulder gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet uden Stok for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere. Tilsidst slap han] A, hen A4, ikke i B C D den Gamle og gik nogle Skridt uden Støtte.

»Jeg skal sige Jer, Barbara,« sagde han paa sin tørre Maade. »Imorgen begynder jeg at danse Galopade.«

En Timestid efter laa han i sin Seng, og skønt han ingen Sovepulver tog, gled han ogsaa denne Aften hurtigt ind i Bevidstløsheden. Men omkring Midnat slog han Øjnene op med et dybt Suk, vækket af sine Drømme. Og da det gik op for ham, at det var Jytte Abildgaard, han havde drømt om, blev han med eet lysvaagen.

<!--chapter 6-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Den første Gang, han havde set Jytte Abildgaard, var paa Storeholt, Asmus Hagens fynske Barndomshjem, hvor de mødtes i Sommerferien. Hun var dengang en lille Pige paa en halv Snes Aar med bred Mund og Stumpnæse; selv var han femten, Asmus omtrent i samme Alder. Hun kom fra Samsø, hvor hendes Fader paa den Tid var Birkedommer; hendes Sprog var halvt bondsk, og hun |63 havde sat de to korrekt afrettede Herlufsholms-Akademikere i Forlegenhed ved den ugenerte Maade, hvorpaa hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i Høhjelmene paa Engen som en Dreng. Han huskede især en solhed Dag, da Asmus og han sad i en Baad ude paa en Sø, der hed Grønnevandet, og drev efter Gedder. Pludselig stod hun inde paa Bredden og raabte til dem, at hun vilde med. De lod hende raabe. Hun var dem til Besvær med sit Overhæng. Da saae de, at hun dukkede sig ned i Sivene og begyndte at smøge Klæderne af sig, og et Øjeblik efter kom hun svømmende hen imod dem. Det lange, brune Haar flød efter hende paa Vandskorpen, og da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfrue-Unge og lo højt. Han havde siden undertiden tænkt paa, at hendes Naturlighed dog næppe havde været helt saa paradisisk som han dengang troede. I hvert Fald havde hun paa Hjemvejen taget dem begge i Ed paa, at de ikke vilde sladre af Skole. Han kunde endnu se hende staa der i Enggræsset med en lyseblaa Langkjole og paa sin ivrige Maade rykke dem i Ærmet for at de skulde sværge rigtig højtideligt.

Den Sommer han blev Student mødtes de paany, og ogsaa dennegang var det paa Storeholt. Hun var nu halvvoksen, og han forelskede sig en Smule i hendes brune Øjne og den friske Mund med de |64 mange smaa hvide Tænder, der var som en overskaaren Hyben at se paa. Hendes Fader var i Mellemtiden bleven Rigsdagsmand, Familjen var flyttet til København, og det havde forandret hendes Væsen. Hun havde den Sommer en jævnaldrende Veninde med sig, en fregnet og skævskuldret lille Plapremund, en kvindelig Polichinel, og de to var uadskillelige. Med et Udtryk, som om de tilsammen bar Verdens dyreste Hemmelighed, fulgtes de Arm i Arm hele Dagen endog til Steder, hvor der i Virkeligheden kun var Plads til een.

Derefter gik der næsten seks Aar, før de igen saaes. Jytte havde i Mellemtiden taget Studentereksamen med Udmærkelse og studerede nu Engelsk og Fransk uden noget andet Formaal end at smykke sig med en Magistergrad. Selv var han endelig bleven Kandidat og havde i alle disse Aar ikke tænkt synderlig meget paa hende til Trods for, at han ofte havde faaet hendes Skønhed og Klogskab fremstillet i bengalsk Belysning af Asmus og Andre. Men hans Hjerte var dengang pantsat andre Steder.

Saa en Dag mødtes de i et københavnsk Middagsselskab. Allerede hendes Udseende overraskede ham. Han havde tænkt sig hende høj og slank, og saa var hun snarere under end over Middelhøjde og allerede ret fyldig. Han kunde endnu huske hendes Dragt af ildgul Silke med en perlestukken Kniplings-|65Bertha, der ærbart indrammede de jomfruelige Skuldre. Det lokkede Haar bar hun dengang kortklippet med en Skilning paa den ene Side.

De fik hinanden tilbords, og hun satte ham paany i Forbavselse ved den naturlige Ligefremhed, hvormed hun straks fortalte ham, at hun havde vidst, han skulde komme, og havde glædet sig til at træffe ham. Hun var netop vendt tilbage fra en Italiensrejse med sin Moder, og selv agtede han sig en af Dagene til Paris; alligevel talte de næsten udelukkende om Storeholt.

Han nævnede forsøgsvis ogsaa Grønnevandet, men da det gik op for hende, hvad han tænkte paa, saae hun bort og blev lidt rød. Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge kunde i det højeste endnu spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af hendes gyldenbrune Øjne, i Smilets Sødme og saa i denne frimodige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Folk, der ikke kendte hende.

Allerede ved dette første Møde fik deres Underholdning en saa fortrolig Karakter, at hun spurgte ham tilraads om sine Studier. Han paa sin Side talte om hendes Fader, der et Par Aar forinden var død som Minister; og da han for Spøg forhørte sig om |66 hendes egen politiske Trosbekendelse, erklærede hun aabenhjertigt, at hun aldeles ikke interesserede sig for Politik og ikke kunde begribe, at Nogen vilde være Minister. Hun havde ofte set, sagde hun, hvor forpint hendes Fader var kommen hjem fra Rigsdagsmøder og Statsraadsforhandlinger, og hun var overbevist om, at det var de mange Ærgrelser, han havde haft, der saa tidligt lagde ham i Graven.

Ogsaa efter Bordet blev de siddende sammen, hvad der vakte nogen Uro rundt omkring, hvor gamle og unge Herrer stod og trippede for at komme til med deres Kur. Hendes Moder maatte tilsidst hen og minde hende om, at der var andre gamle Venner tilstede, som gerne vilde hilse paa hende.

De Dage, der fulgte, stod siden for hans Erindring som henlevet i en gylden Sky. Han havde jo været forelsket før, ja det havde i Almindelighed været ret farligt for ham at komme paa Tomandshaand med en smuk Dame, da der gerne blev en eller anden Slags Forlovelse ud deraf. Nu følte han sig for første Gang grebet af den mystiske Magt, der fletter to Menneskers Livstraad sammen og fuldbyrder deres Skæbne. Dag for Dag udsatte han sin Pariserrejse for at kunne træffe sammen med Jytte Abildgaard, og tilsidst kom det da ogsaa til en Erklæring.

Det var ude paa Langelinje, en frisk Solskinsdag med store, hvide Skyer i Drift ud over Sundet — |67 han skulde ikke glemme den Dag! Sammen med Jyttes Moder og hendes garderhøje Faster sad de paa en af Bænkene længst ude. Fasteren havde som sædvanlig erobret Konversationen og fortalte med hæs Droskekuskestemme om sine astmatiske Anfald, om sin Gigt og de tyve andre Sygdomme, hun indbildte sig at lide af. Imens sad han i sine egne, forelskede Tanker og ridsede i Gruset med sin Stok, og Jytte, der havde Plads ved Siden af ham, begyndte tilsidst skalkagtigt at tegne hans Figurer efter med Spidsen af sin Parasol. Da han opdagede det, mødtes deres Øjne med en Dristighed, der bagefter forskrækkede hende og drev Blodet højt op i hendes Ansigt. Senere, paa Vejen ind til Byen, tog han Lejligheden iagt og friede; og saa sikker var han paa sin Sejr, at han nær ikke havde villet tro hende, da hun — højst ulykkelig — bad om Betænkningstid. I et lille, anstrengt, halvt humoristisk Brev bad hun ham Dagen efter om endelig ikke for hendes Skyld at opsætte sin Pariserrejse længer.

Han havde godt vidst, at der var andre Mænd, som hun holdt af at tale med og paa sin frimodige Maade viste Tillid. Der var navnlig Professor Ole Knudsen, den bekendte Historiker, hvem hun nylig havde lært personlig at kende i Rom, og hvis aandfulde Personlighed og triste Livshistorie tydeligt havde gjort et stærkt Indtryk paa hende. Men Manden var |68 over 60 Aar gammel og næsten blind, saa det var ikke faldet ham ind for Alvor at betragte ham som Rival. Nu tvivlede han dog ikke om, at det var for dette gamle Menneskes Skyld, hun gav ham Kurven og derved beredte ham hans Livs første alvorlige Nederlag.

Nogle Maaneder senere hørte han saa i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende tre Aar, mens han flyttede om i Evropa for sine Studiers Skyld, naaede der ham Gang paa Gang nye Rygter om forestaaende Forbindelser, som dog aldrig blev til noget. Han maatte da ofte tænke paa den vemodige Ytring, hvormed hun havde sluttet sit ellers saa spøgefulde Brev til ham, »at det vist overhovedet ikke var Vorherres Mening med hende, at hun nogensinde skulde blive gift«.

Saa var det en Vinterdag kort efter hans Hjemkomst, at de uforvarende mødtes i Ridehuset. Hun var nu bleven 22 Aar og stod i sin fejreste Blomstring. Det mørkebrune Haar havde hun i Mellemtiden ladet vokse; det laa — lidt egenraadigt umoderne — i en svær Fletning omkring Hovedet, hvad der i første Øjeblik gjorde hende lidt fremmed for ham. Noget nyt var det ogsaa at se hende tilhest, og han kunde ikke lade være med at tænke paa, om denne nye Sportsinteresse maaske var en Virk|69ning af hendes Bekendtskab med den svenske Væddeløbsbaron, som man engang havde villet gifte hende med. Nogen god Rytterske var hun under alle Omstændigheder ikke bleven; hun havde stadig saa meget for med Hesten. Men Ridedragten og den sorte Fløjls Jockeyhue klædte hendes energiske Skikkelse henrivende.

De fandt snart igen den gamle, kammeratlige Tone. Som om der aldrig havde været noget Brud i deres Forhold sluttede hun sig paany til ham med denne søsterlige Tillidsfuldhed, der var saa farlig netop for ham, der aldrig havde kendt hverken Søster eller Moder og derfor altid havde haft en næsten sygelig Trang til kvindelig Forstaaelse og Ømhed.

Hun fortalte ham, hvad han forresten allerede vidste, at hun havde opgivet Videnskaben for at slaa sig paa Musik. Paa hans Spørgsmaal om Aarsagen svarede hun, at hendes Lyst i Grunden altid havde staaet til Musikken, og for at faa en Afgørelse havde hun saa en Morgen talt paa sine Bluseknapper. Senere hørte han af Andre, at hun virkelig fra den samme Dag havde overflyttet hele sin mærkværdige Viljekraft fra Bogen til Klaveret og allerede var en anerkendt Dygtighed. En af hendes Lærere paa Konservatoriet skulde have sagt om hende, at dersom hun blot havde Ærgerrighed som hun havde |70 musikalsk Forstand og Arbejdsevne, vilde hun kunne blive en Virtuos af Rang.

I de følgende Par Uger mødtes de daglig paa det samme Sted, indtil hans Læge forbød ham alle stærke Bevægelser, ogsaa at ride. Siden saaes de mest i hendes Hjem hos Moderen — »Gehejmeraadinden«, som Fru Abildgaard oftest blev kaldt af Fremmede, fordi hendes Mand var død i sin høje Embedsstilling og fordi hun selv tilhørte den ansete og formuende Hagenske Slægt. De to Damer levede den Vinter temmelig stille. Fru Abildgaard havde Aaret forinden mistet den sidste af sine to Sønner, en begavet ung Mand, der af en urimelig Aarsag begik Selvmord. Desuden havde de mange Forlovelsesrygter, der overalt flagrede op af Jyttes Fodspor, efterhaanden isoleret dem noget. Det var ikke langt fra, at der var ved at lægge sig et Tvetydighedens Skær over dem. Jytte talte engang selv derom med nogen Bitterhed. Hun var til Tider aabenbart ikke saa lidt forpint.

»Synes De ikke, Jytte har forandret sig meget?« spurgte Moderen ham engang, da de sad alene sammen i Dagligstuen.

Han maatte give hende Ret. Frimodigheden var borte. Der kunde i Øjeblikke, da hun faldt hen i sig selv, liste noget tungt og forsagt ind i hendes Træk; og kom hun inde fra Ensomheden i sin egen |71 Stue, laa der ofte et Slør af Træthed over de skønne, kloge Øjne med det hemmelighedsfulde Skyggespil.

Han havde selv i de forløbne Aar oplevet et og andet, der havde givet ham Afsmag for Verden og faaet ham til at føle sig ensom. Han gjorde derfor ingen alvorlig Modstand, da han mærkede, hvordan Kærligheden igen begyndte at spinde sine gyldne Traade imellem dem. Men til nogen fornyet Erklæring kom det alligevel aldrig. Der mærkedes bestandig paa Bunden af Jyttes frejdige Væsen en Skyhed, som i sidste Øjeblik holdt ham Ordet tilbage paa Tungen. Han maatte ofte tænke paa de halvtamme Raakid, man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, som flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort.

Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunde være nogen Hemmelighed i hendes Liv, som hun ikke havde Mod til at tilstaa for ham. Han mindedes de forskrækkede og bønfaldende Øjne, hvormed hun havde set paa ham hin Dag paa Langelinje, da han friede til hende. De Øjne havde forfulgt ham ogsaa her paa Favsingholm.

Bedst huskede han hende dog fra den Aften, da de stod i Lygteskæret udenfor hendes Port i Dronningens Tværgade og tog den sidste Afsked. Det var Dagen før han rejste til Nauheim for at gennemgaa sin Kur — og hente sin Dødsdom. Han havde |72 fulgt hende hjem fra en Koncert, hvor de havde været lige aandsfraværende begge to, og de spøgte og lo nu af] A, at A4, ikke i B C D lutter Forlegenhed. Havde hun maaske kunnet se det paa ham, at han igen stod og tyggede paa Frierordet? Med paafaldende Hastværk stak hun sin Haand ud af den røde Aftenkaabe. »Naa, saa skal De] A, de A4, ikke i B C D altsaa igen paa Farten! Ja ja, Lykke paa Rejsen da!« — Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.

Siden havde han hvert Aar paa sin Fødselsdag faaet en Sending Roser fra hende og Moderen med en Hilsen fra Storeholt, hvor de paa den Tid gerne opholdt sig. Han havde takket med et Par Høflighedsfraser, og anden Forbindelse havde der ikke været imellem dem. Hvor kunde da Asmus komme paa den Tanke, at det netop var ham, hun gik og ventede paa? Det var jo aldeles urimeligt, og han vilde ikke tro paa det.

»Hun vil, hvad hun vil; og hun vil altid det umulige,« havde Asmus sagt om hende. Var det maaske Forklaringen?

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Først om et halvt Aar vilde han faa Besked. Endnu seks lange Maaneders Uvished! ... Han følte igen Sygdommens Lænker snære om Haand og Fod og sled et Øjeblik i dem som en Fange, der er vaagnet op af en Drøm om Frihed. Og han tænkte i sin Utaalmodighed: Hvad har jeg vundet? Ikke |73 saa saare har Døden maattet slippe sit Tag i mig, før Livets urolige Mare kaster sig over mig med endnu værre Pine.

Lyden af en Mus, der gav sig til at arbejde henne under Vinduespanelet, gjorde ham roligere. Saa er Klokken Et! — tænkte han. Det lille Mørkevæsen, der aabenbart førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat paa den Tid at skærpe Tænder. Han havde vænnet sig saadan til Lyden, at han kunde ligge og længes efter den i sine søvnløse Timer, og denne haarde, standhaftige Gnaven virkede i Nattestilheden med en ejendommelig manende Alvor. Udenfor havde Vinden rejst sig. Underligt luskende kom den henne fra det søndre Gavlhjørne og fingrede ved Døre og Vinduer som en Tyv.

I det samme aabnedes Døren til Barbaras Kammer sagte. Den Gamle havde hørt ham sukke. Hun stod derhenne i Skørt og Natkappe og skyggede for Lyset med Haanden, saa kun hendes eget lille bløde Gammelkoneansigt blev belyst. Paa Væggen bagved hende strakte et uhyre Skyggerids af hendes Hoved sig helt op under Loftet, hvor Aftegningen af Kappebræmmen vimrede paa Gibsdækket som et selvstændigt, levende Væsen. En vækket Natsværmer foer forvildet om et Sted deroppe og baskede med Vingerne.

»Kom kun ind. Jeg er vaagen,« sagde han. »Ræk |74 mig mine Piller og giv mig lidt at drikke. Jeg er tørstig.«

»Har Herren ikke sovet?«

»Jo — lidt. Se efter, hvordan Vejret er.«

Barbara trak et af Gardinerne op, tørrede Duggen af en Rude og saae ud i den blaa Nat.

»Vinden er i Sønder,« sagde hun.

»Ja, jeg syntes det nok. Jeg kunde ogsaa høre Nat-Ekspressen før. Vi skal have mere Regn.«

Barbara tussede hen til et Bord ved Væggen, hvor hun gav sig til at blande ham en Drik af frisk Hyldebærsaft. Lyset stod foran hende paa Bordet, saa næsten hele Stuen nu fyldtes af hendes Skygge. Torben havde rejst sig paa Albuen, og mens han betragtede hende, faldt han i Tanker. Det var saa besynderligt at tænke paa, at ogsaa hun snart skulde være bare et Minde for ham. I tusinde Nætter var hun dukket op af Mørket derhenne og havde puslet omkring ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Hun havde ogsaa undertiden siddet her ved hans Seng og forkortet ham Tiden med sine enfoldige Fortællinger om de Mennesker, hun havde lært at kende i sin lange Vaagekonetid; og det forekom ham ofte, at hun trods sine Dages tilsyneladende Ensformighed havde oplevet mere end de fleste og trods sin Indskrænkethed var bleven klogere paa Livet end nogen Anden, han havde kendt. Det var |75 vel, fordi hun hørte til disse sjældne Mennesker, der altid havde deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbragte dem. Hun stammede fra Kristiansfeld, hvor hun for 70 Aar siden fødtes i Brødremenigheden. I Krigens Tid havde hun haft Ansættelse ved et af Feltlasaretterne og havde fulgt Hæren op gennem Jylland. Paa den Maade var hun kommen til Randersegnen, hvor hun var bleven gift, misbrugt og tilsidst ladet i Stikken af en fordrukken Mand.

Hvad skulde der nu blive af hende? Hun forstod sig hverken paa Termometermaalinger eller moderne Aseptik, havde overhovedet ingen anden Uddannelse som Sygeplejerske end et langt Livs Erfaring og Selvopofrelse. Derfor vilde Folk ikke bruge hende.

Men han var for træt til at tænke paa det nu. Da han havde drukket lidt, bad han hende slukke og gaa til Ro.

<!--chapter 7-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Mads Vestrup kom den næste Dag gaaende ude fra sin Roemark, da han midt paa Landsbyens Gade mødte sin Nabopræst og Foresatte, Provst Broberg, der kom kørende sammen med sin Kone i en magelig Kalesjevogn. Den lille graamankede Mand sad indhyllet i en Plæd og dampede saa mægtigt af en Cigar, at hele Skyer stod ham ud af Munden.

|76 Da det gik op for Provsteparret, at den store Skikkelse i smudsig Lærredsjakke og Træsko, der kom gaaende saa tungt gennem Vejens Pløre, var Pastor Vestrup, krummedes deres Læber af et ægteskabeligt Tvillingsmil fuldt af Ringeagt blandet med Uhygge. Og da Mads Vestrup i Frastand genkendte Køretøjet, gryntede han ildevarslende. Han havde ikke fjerneste Respekt for sin højt ansete Kaldsbroder, der var en yndet Prædikant og Folketaler, og han ønskede kun at kunne slippe uantastet forbi.

Men Provsten lod standse, og de kom i Snak.

Til yderligere Ulykke begyndte Provsten straks at tale om Godsejeren og de Rygter, der gik om hans mærkværdige Helbredelse. For ikke i Hidsighed at komme til at sige noget, som han bagefter vilde fortryde, tav Mads Vestrup bomstille. Provst Broberg hørte til de saakaldte liberale Teologer, der var ham endnu mere til Forargelse end de rene Fornægtere. I hans Øjne var denne løvemankede Prælat intet andet end en æresyg Judas, der havde forraadt sin Frelser for Popularitetens Blodpenge og pyntet Kristendommens strenge Lære op med Flitter og Stads i Tidens letfærdige Aand.

Samtalen blev da ogsaa kun ganske kort. Efter en afsluttende Bemærkning, som gav Provsten Lejlighed til at meddele, at han var paa Vej til Randers for efter særlig Indbydelse at holde et religiøst |77 Foredrag ved en Tombola-Festlighed i Raadhussalen, blev der givet Tegn til Kusken, og Vognen kørte videre.

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Af sine Kaldsfæller paa Egnen betragtedes Mads Vestrup som et indskrænket og noget forstyrret Hoved, der ikke var til Pryd for Standen. ]˟Nogen selskabelig Omgang med ham havde ingen af dem; de kendte ham kun fra Landemoderne, hvor han kunde sidde og gabe ganske ugenert under de interessanteste Meningsudvekslinger. En Gang havde han midt under selve Stiftsprovstens Foredrag rejst sig op og forladt Salen med Hænderne i Bukselommerne som en halvfuld Bonde, der tramper ud af en Krostue i et naturligt Ærinde. Naar han en sjelden Gang selv tog Ordet under en Diskussion, satte han Forsamlingen i Forlegenhed ved et Urede af mørk og gaadefuld Tale, som hans Dialekt og grødede Mæle gjorde endnu mere uforstaaelig for de fleste.

»Det Menneske vil engang ende i en Daarekiste,« forkyndte Provsten, saasnart Vognen var kommen udenfor Hørevidde. »Han burde næsten ikke have Lov til at sidde i Embede.«

»Og nu vil man dog gøre ham til Rigsdagsmand,« sagde Provstinden.

»Aa Snak! Det maa være en Krønike. Jeg veed jo nok, at Hovedbestyrelsen, da jeg afslog at |78 stille mig, sendte en halv Snes Opfordringer ud og saa at sige greb Navnene i Flæng; men dette vilde dog være for galt. Der maa i det hele sættes en Stopper for, at disse Jøder sidder derovre i København og tager Bestemmelser for os uden engang at raadføre sig med Mænd, der kender Forholdene. At stille Pastor Vestrup op her, vilde jo være Galmandsværk. Han vilde ikke engang faa Stemmerne fra sit eget Sogn.«

»Ja,« sagde Provstinden, »saa synes jeg virkelig lige saa godt, vi kunde beholde Værtshusholderen. Saa meget mere som de to jo ligner hinanden som et Par Brødre.«

Ud af Provsten foer en mægtig Røgsky fulgt af en munter Latter.

»Du har Ret, Ville! Jeg har ikke tænkt paa det, men Ligheden er virkelig slaaende. Tænk, om Folk tog Fejl af dem paa Valgtribunen og raabte Hurra for Præsten i den Tro, at det var Værtshusholderen — eller omvendt. Hvilken Situation!«

»Ja, jeg stemte skam paa Sørensen!« sagde Provstinden.

»Jeg med! Jeg med!« galede Provsten; og den fornøjeligste lille Tvillinglatter tumlede med Vinden ud over Markerne, mens det harmonisk samstemte Ægtepar rullede videre gennem det vaade og tunge Efteraarslandskab.

|79 Nu havde Mads Vestrup netop samme Morgen sendt Partibestyrelsen i København sit Svar, der var et absolut Afslag. Endnu hele den foregaaende Dag havde han af en Slags Skamfølelse holdt det hen med Afgørelsen; men da han om Aftenen var kommen i Seng, havde hans Kone pludselig givet sig til at græde, og da han spurgte om Grunden, havde hun slaaet Armene om hans Hals og bønfaldet ham om ikke at forlade hende og Børnene, fordi hun kunde føle paa sig, at der i saa Fald vilde times dem alle en stor Ulykke. Han var hurtigt faldet tilføje, og det var ved samme Lejlighed kommen til fuld Forsoning mellem Ægtefolkene. Som saa mange Gange tidligere havde Mads Vestrup hyttet Skindet bag sine husfaderlige Pligter, og forøvrigt retfærdiggjorde han sig med den Betragtning, at det ret egentlig var en forfængelig, ja en formastelig Indbildning at tro, at Himlenes Herre skulde trænge til Menneskers Hjælp i sin Kamp mod den Onde. Guds Rige havde modstaaet vildere Stormløb end det, der i Øjeblikket skabte dets Trængselsdage, og dets Sejr var jo selve Verdensløbets Endemaal.

Med Hovedet hvilende tungt paa sin Kones Skulder var han sovet ind. Men allerede under Morgenbønnen følte han, at Afgørelsen alligevel havde kostet ham en Del af hans Selvagtelse dennegang. Han bad uden Frimodighed, vovede ligesom kun at |80 nærme sig sin Gud ad Omveje. Ogsaa af den Grund havde han været saa tavs under Mødet med Provsten. »Hvad har jeg at lade den Mand høre?« — havde han tænkt. »Vi er jo lige lunkne begge to!«

Da han nu kom tilbage til Præstegaarden, gik han sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden men vidste det knap selv og trak sløvt paa Benene. Pludselig mærkede han en lille Haand lægge sig tillidsfuldt i hans. Det var den Mindste, der var kommen løbende ved at høre hans Skridt. Purken saae op paa ham med sine lydige Øjne, der smilede af Glæde og Taknemlighed. Underlig bevæget tog Mads Vestrup ham op paa sin Arm og kyssede ham. Det var næsten, som om Barnet havde forstaaet, hvad her var foregaaet, og vilde vidne for ham hos den store Dommer.

»Der er kommen et Brev til dig fra Herregaarden,« meldte hans Kone ham, da han traadte ind i Stuen. »Her var et ridende Bud.«

»Fra Favsingholm? Det kan jeg da næsten ikke tro. Hvor er det?«

Brevet var fra Torben Dihmer selv. I høflige Vendinger beklagede han, hvad der forleden Dag var sket, og bad ham om ved Lejlighed at forny sit Besøg og drikke en Kop Eftermiddagste hos ham, da han havde en vigtig Sag at tale med ham om.

Hvad kan det dog være? — tænkte Mads Vestrup.

|81 Han kunde paa Brevets Tone forstaa, at det ikke var til Præsten der dennegang sendtes Bud. Han havde da ogsaa helst besvaret Indbydelsen med Tavshed. Men Nysgerrigheden lod ham ikke have Fred. ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Allerede den næste Dags Eftermiddag gav han sig paa Vej.

Han mødte dog med en højst uselskabelig Mine og erklærede straks, at der for hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter, da han ikke ønskede at nyde noget. Torben bød ham Plads og spurgte, om han ikke i det mindste maatte lade noget Sodavand bringe ind. Men ogsaa dette Tilbud afslog Mads Vestrup kort og bestemt, skønt Sveden dampede af ham.

Herefter lod Torben alle Omsvøb fare og gik lige til Sagen. Han sagde, at han nu igen paa saa mange Maader og ved saa mange Minder var bleven knyttet til sit Fødested og derfor gerne vilde have, at der vedblivende skulde være et Hjem her, ogsaa naar han var borte. Han havde tænkt paa, at Sognet savnede et tidssvarende Alderdomsasyl, og det var nu hans Ønske at oprette et saadant i den tomme Godsforvalterbolig.

»Den praktiske Ledelse af Hjemmet skulde lægges i Hænderne paa min Inspektør i Forening maaske med en Godsskriver, — et saadant Væsen bliver jeg rimeligvis alligevel nødsaget til at anskaffe mig. Og saa skal der naturligvis være en Økonom. Men jeg |82 mener, at Offentligheden har en Ret til at kunne kontrollere en saadan Stiftelse, og det maa jo ogsaa være betroede Folk fra Sognet, som tager Bestemmelse om, hvem der skal optages i Hjemmet. Det er navnlig i den Henseende, jeg haaber at kunne gøre Regning paa Deres Bistand, Pastor Vestrup. Jeg forbeholder mig kun een Plads — en Hædersplads rigtignok — til Barbara, min trofaste Plejerske. Men der sidder jo rundt om saa mange Stakler uden ordenlig Pasning. Jeg tænker paa saadanne Folk som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre, som jeg kan huske fra Barn.«

Mads Vestrup havde i Begyndelsen hørt paa ham med sit mest forbavsede Udtryk men sad nu tilsyneladende ligegyldig og strøg sig om Hagen med denne ulidelige Lyd af Sandpapir.

»De agter med andre Ord at forlade Favsingholm for bestandig?« spurgte han.

»Det har jeg ikke sagt. Men Lægerne mener altsaa, at jeg skal rejse til et sydligere Klima hurtigst muligt. Allerede om nogle Maaneder antog Professor Hagen, jeg kunde tage herfra.«

»Og hvorhen gaar saa Rejsen — om man tør være saa fri at spørge?«

»Det bliver sagtens til Italien. Jeg tror, det er Meningen, at jeg skal gennemgaa en af disse Solkure, som er bleven saa moderne. Hjemvejen lægger |83 jeg vel saa over Paris, skønt det lyder for mig som et Eventyr, at jeg virkelig maaske skal gense den vidunderlige By.«

»Hm — Paris! Ja, det kan jeg tænke!«

Mads Vestrups mørkegraa Øjne blev saa store bag Brillerne. Han sad med bøjet Nakke og skævede op til ham som en nikket Tyr.

»Paris er jo en livlig By med mange Slags Adspredelser,« sagde han. »Og nok ikke altid af de bedste. Man taler jo mest om den By som et stort Kvindemarked. — Naa, men siden De saadan har hele Rejseplanen færdig i Hovedet, saa maa De altsaa være ganske sikker paa, at Professor Hagen ikke har lovet Dem mere end han kan staa ved?«

Hans Tone begyndte at falde Torben for Brystet; men han vilde for enhver Pris undgaa et nyt Sammenstød.

»Synes De ikke, Pastor Vestrup, at jeg allerede har faaet en bedre Kulør? Da jeg imorges saa mig i Spejlet var jeg helt tilfreds med mig selv.«

»Oprigtig talt, jeg ser ingen Forandring.«

»Ja, ja; jeg har alligevel ikke længer Lov til at tvivle om Kurens Virkning. Og nu har jeg altsaa følt Trang til at give min Taknemlighed et synligt Udtryk.«

Præsten, der havde lagt sig tilbage i Stolen med |84 Armene korslagte over Brystet, saae ved disse Ord hen paa ham med forstilt Mine.

»Taknemlighed?« sagde han. »Det forstaar jeg ikke? Mod hvem?«

»Hør, Pastor Vestrup, lad os ikke igen komme ind paa de Spørgsmaal; det fører dog ikke til noget.«

»Aa nej, det gør det vel ikke. Men saa har jeg ogsaa kun at sige Dem, at jeg hverken vil eller kan have med den Sag at bestille. Det foretrækker jeg at lade Dem vide med det samme.«

Der fulgte en længere Pavse.

»Mon De rigtig har forstaaet mig, Pastor Vestrup? Her er jo Tale] A B C D, tale A4 om et ganske neutralt Anliggende. Jeg tilbyder at skaffe Sognet et haardt tiltrængt Alderdomsasyl,] A B C D, Alderdomsasyl. A4 et Gæstehjem eller hvad man nu vil foretrække at kalde det —«

»Ja mig er det lige et, hvad det bliver kaldt. Det er jo noget, De selv er Herre over. Men hvad der ikke opbygges i Gud den Almægtiges Navn og til hans Ære, det bliver der efter min Tro ingen Velsignelse ved, og det vil jeg ikke befatte mig med. Nu har jeg sagt det.«

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.I den fornyede Stilhed, der fulgte dette Udbrud, gik der Torben et gammelt Minde gennem Sjælen. Det var hin Kampscene i Skolegaarden i Randers, da Mads Vestrup tilsidst i afmægtigt Raseri spyttede |85 ham op i Ansigtet. Han følte i dette Øjeblik noget af den samme Afgrundsrædsel som dengang, og han maatte tænke paa Asmus og hans Advarsel — den kloge Asmus, der syntes saa hareøjet og vindig men var en Seer!

]˟»Naa ja — saa maa jeg altsaa henvende mig til en anden,« sagde han. »Til Skolelærer Hansen f. Eks. Eller mener De, at ogsaa han maaske vil have Betænkeligheder?«

»Det skal jeg ikke videre udtale mig om. Jeg vil blot sige, at dersom han skulde spørge mig tilraads, vil jeg naturligvis paa det bestemteste fraraade ham at gøre sig til Antikristens Ærendsvend her i Menigheden.«

Nu blev det Torben for meget. Nu vilde han af med den Mand. Han taalte pludselig ikke længer Synet af ham, og den stramme Bondelugt af Stald og Tobak og gammel Sved, der altid havde været ham til stor Plage, følte han nu ganske uudholdelig.

»Jeg har altsaa ulejliget Dem til ingen Nytte, og det er jo saa ikke værd at forlænge Samtalen. Jeg antager, at den maa være lige saa pinlig for Dem som for mig. Jeg ønsker dog endnu at sige Dem dette, Pastor Vestrup: jeg forstaar jo meget godt Grunden til Deres Holdning. De kan ikke tilgive mig, at jeg ikke har ladet mig begejstre for Deres Livsanskuelse, og nu skal hele Sognet straffes i den |86 Anledning. Det vilde være komisk, dersom ikke den hele Tankegang var saa uværdig.«

Han sagde det sidste med beraad Hu for at blive ham kvit med det samme. Men Mads Vestrup blev siddende. Saa saarbar han var paa sin himmelske Herres Vegne — for personlige Fornærmelser havde han til Gengæld en sand Æselshud. Han var desuden glad ved at have faaet denne Lejlighed til at skaffe sig Oprejsning i Vorherres Øjne og ønskede ikke at give den fra sig allerede. Han svarede Torben med at kalde det en underlig Tale, at han skulde kunne have nogen privat Tilfredsstillelse af at gøre andre Mennesker til Kristne. For ham maatte Folk vælge mellem Himmerige og Helvede ganske efter deres egen Lyst og Smag. Naar han havde søgt ham, var det efter Guds Bydende og som Kirkens Tjener og ikke i eget Ærinde. Og forresten var han jo heller ikke kommen ganske uopfordret.

Han havde talt roligt og ikke uden Værdighed; men Torben bad ham nu rent ud om at gaa. Saa rejste Mads Vestrup sig endelig, hilste tavs med et kejtet Buk og gik bort uden at give ham Haanden.

»Barbara!« sagde Torben, da den Gamle lidt efter kom ind. »Hent min Ulster! Jeg vil gaa en Tur i Parken.«

»Men det blæser, Herre!«

»Saa meget desto bedre! Her trænger til at luftes ud!«

<!--chapter 8-->

|87 ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Mads Vestrup gik langsomt ad Hjemmet til. Han gik med Blikket fæstet til Jorden. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Et nyt, mørkt Uvejr var brudt ind over hans Sind. ]˟Dog havde han heller ikke dennegang glemt at smøge sine Søndagsbukser op forneden.

Han naaede op gennem Skoven og havde det aabne Land liggende for sig under en flyvende Skyhimmel. Her standsede han et Øjeblik med Kasketten i Haanden for at lade Blæsten køle sit blussende Hoved. Blikket fulgte en Flok Krager, der styrede forbi, og da de var forsvunden blev det hængende i Luften — mørkt, vildt og fortvivlet.

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Ja, Satan var en gavmild Herre at tjene! Nu laa Livet atter for dette gudløse Menneske som en sorgløs Leg. I Stedet for Død og retfærdig Straf i Helvedpølen vinkede der ham ny Lyst og nye Glæder af Syndens Overflod. Havde Gud da underkastet sig? Havde Satan sejret? ...

]˟Han saa sig omkring. Og da han ingen Mennesker kunde opdage i Nærheden, forlod han Vejen og skraaede ind over en Stubmark, idet han tog Retning efter en Udflyttergaard, der laa ensomt oppe paa en Bakke.

Hans Hjerte slog tungt og uroligt. Da han engang troede at se et lyst Kvindehoved dukke op over Hækken omkring Blegepladsen, standsede han |88 brat og vilde vende om. En Flok Duer steg i det samme op fra Stuehusets Tag, vendte sig i Luften med et Blink som af en viftende Dug og slog sig ned paa en Mark noget borte. Synet virkede paa ham som en truende Advarsel; men han var i sine Drifters Vold og gik videre.

I Porten mødte han Gaardsdrengen.

»Er Jørgen Staun hjemme?« spurgte han.

Nej, han var lige kørt til Randers, fortalte Drengen.

»Naa er han det. Det var kedeligt nok,« sagde Mads Vestrup; men det lød ikke helt oprigtigt.

Stuehuset var en lav Bindingsværksbygning, der lige saa lidt som Gaardens andre Længer gav den rette Forestilling om Ejerens Formuesomstændigheder. Paa gammeldags Vis laa Møddingen midt i Gaardsrummet, omhyggeligt tilklappet og plejet som en Slags Have, hvor Hanen og Hønsene livede op som Tulipaner.

I det østre Fremmers, der førte ind til Bryggerset og Aftægtsstuen, standsede Mads Vestrup, da han fornam en Duft af Haarolje, og snuste begærligt Luften til sig. Enten maatte Oleane eller Pigen nylig være gaaet der igennem. Bag Bryggersdøren tilvenstre hørte han nu ogsaa Nynnen og Lyden af en Vandøse.

Han genkendte Stemmen og vendte sig sky til den |89 modsatte Dør. Men i det samme aabnedes Bryggersdøren paaklem. Et halvpaaklædt Kvindemenneske med stort, gult Haar stak Hovedet frem.

»Aa, er det dig,« sagde hun og trak sig lidt tilbage. »Bedstemo’er har spurgt saa meget efter dig. Hvorfor har du it’ været her saa længe? Gaa nu ind, saa kommer A straks.«

Mads Vestrup bankede paa Døren og kom ind i en mørk, tilsyneladende mennesketom Stue, der hilste ham Velkommen ved et tikkende Bornholmerur.

»Det er mig — Mads Vestrup!« sagde han og stillede sin Kæp hen i Krogen med Kasketten ovenpaa.

Forhænget for en Alkove blev ført til Side og et indbundet Hoved kom tilsyne. Det var Aftægtskonen paa Gaarden, Jørgen Stauns Moder. Den gamle Kone havde været sengebundet i de sidste ti Aar. Det var et Maveonde, hun led af, hvad man ogsaa nok kunde mærke paa Luften i Stuen.

»Er det Præsten?« sagde hun og lagde sin lange, gule Benhaand skyggende over Øjnene. I krænket Tone lod hun ham derpaa vide, hvor længe det var siden, at han havde været der og holdt Andagt med hende.

Uden at svare noget til hendes Bebrejdelser tog |90 Mads Vestrup en Stol og satte sig hen ved hendes Seng.

Han havde tidligere ofte tyet til denne stille Aftægtsstue, naar hans Sind var tungt og uroligt. Det var et af de faa Steder, hvor han endnu fandt Forstaaelse for sin enfoldige Tro. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.De fleste Hjem i Sognet var i hans Øjne smittede af moderne Vantro. Flere af Menigheden havde ligefrem løst Sognebaand til Provst Broberg eller en af de andre Judaspræster i hans Nabolav. Den gammeldags Fromhed, han havde taget i Arv fra sin Moder, havde gjort Mads Vestrup til en dybt ensom Mand.

]˟Den syge Aftægtskone havde altid Biblen eller Salmebogen hos sig i Sengen; men forøvrigt var hun med Liv og Sjæl tilstede overalt paa Gaarden, idet hun havde vænnet sig til at erstatte Synet med Hørelsen. Hun havde i Almindelighed bedre end nogen Anden Rede paa, hvor Redskaberne var at finde og hvem der sidst havde brugt dem. Hun kendte alle Køerne i Stalden paa Brølet alene og vidste paa Dagen, hvornaar hver af dem skulde kælve. En Gang om Aaret, i Højsommertiden, blev hun i sine Dyner baaret udenfor til Havegærdet for at se ud over Agrene og skønne over Høstudsigterne; og siden laa hun bag sit Forhæng og holdt Tal paa Læssene, naar der kørtes ind.

»Jørgen er nok taget til Staden,« sagde Mads |91 Vestrup, da de havde talt lidt om Vejret. »Det var da ellers en sær Tid.«

»Han maatte derind til Doktoren med Pigen. Hun skulde have snittet en bolden Finger. Saa vilde han i det samme snakke til ham om sit Bryst. Han er saa plaget i denher Tid.«

Saa var Oleane altsaa alene hjemme. Det var et underligt Træf — tænkte Mads Vestrup i ny Uro og mindedes Dueflokkens Advarsel. Og han angrede, at han ikke havde agtet paa den. Han var jo kun kommet her for at se hende, — ikke for paany at fristes.

»Ja, lad os saa bede sammen, Mette,« sagde han.

Han foldede Hænderne og begyndte med at læse Fadervor. Da han kom til Ordene »Led os ikke i Fristelse« gjorde han et længere Ophold og fortsatte derpaa stærkt bevæget.

Andagten var knap tilende, før Oleane kom ind og hilste ham med et kraftigt Haandtryk.

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.»Vi var saamænd nær ved at tro, du havde taget Vejen med dig sidst,« sagde hun spydigt ]˟ og lagde sig ned foran Kakkelovnen for at stikke et Par Tørv til Ilden. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Hun havde et stort, frodigt Legeme men var ellers ikke køn, idet hun engang havde faaet Næsebenet knust ved i Kaadhed at springe ned fra et Høstænge. ]˟Som hun sad der paa Hug i Skæret fra Ilden og hvilede Armene paa de stærke |92 Laar, der svulmede under Kjolen, lignede hun en ung Jættekvinde. Bagefter rystede hun med et mægtigt Spektakkel sine Skørter og sit rene Bomuldsforklæde, hvorpaa hun satte sig hen paa Bænken under Vinduet med et Strikketøj og sendte ham et frittende Øjekast over Pindene.

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Mads Vestrup og Oleane var Bysbørn fra Barndommen og sagde derfor du til hinanden. I Opvæksten havde der ogsaa været lidt Kæresteri imellem dem paa Landsbyungdoms frie Vis. Nu havde Livet igen ført dem sammen, idet Oleane for tre Aar siden var bleven gift med Jørgen Staun, og dette Genmøde havde vist sig farligt for dem begge. ]˟Mads Vestrup havde dog kun kendt sin egen Svaghed, indtil de nu i Høsten havde været sammen ved et Bryllup. Her kom de til at sidde nogen Tid alene ude i Lysthuset, og bedst som det var, brast Oleane ud i Hulken og sagde, at hun følte sig saa ulykkelig. Han havde i Forvejen af sig selv forstaaet, at hun ikke var tilfreds i sit Ægteskab med Jørgen Staun, især fordi han ingen Børn skaffede hende; alligevel gjorde det et underligt Indtryk paa ham at se hende, der ellers var saa djærv i sin Mund og førte sig med næsten karleagtig Raskhed, sidde der saa hjælpeløs i sin Sorg som et lille Barn. Han lagde sin Haand paa hendes Skulder for at sige hende nogle trøstende Ord; men denne Berøring maatte hun have mis|93forstaaet, hun slog Armene om hans Hals og sagde, at hun endnu holdt saa meget af ham. Han vristede sig løs, og de havde] A, havde de A4, ikke i B C D siden ikke set hinanden uden om Søndagen i Kirken.

Nu sad hun derhenne paa Bænken under Vinduet og havde lagt det ene Ben skødesløst over det andet, saa en mørkerød Strømpe kunde ses næsten op til Knæet. Mads Vestrup vendte derfor Ansigtet den anden Vej; men han kunde hele Tiden mærke, hvordan hendes blanke Øjne anglede efter hans, og han maatte idelig have sit Lommetørklæde frem for at tørre Sveden af sig, denne kolde Sved, der saa villigt sprang ham ud af Kroppen under alle Sindsbevægelser. Han havde hidtil ikke troet paa Byens Sladder, der længe havde haft saa travlt med Oleane og ligefrem villet gøre hende til et mandgalt Fruentimmer. Men hendes Væsen idag gjorde ham mistænksom.

Uret paa Væggen slog, og han rejste sig for at gaa. Det var nu ogsaa bleven mørkt baade ude og inde. Kun det flakkende Skær af Kakkelovnsilden lyste lidt omkring i Stuen. Oleane lagde Strikketøjet fra sig for at følge ham ud.

»Det behøves ikke,« sagde han. »Bliv du kun herinde.«

Men hun fulgte alligevel.

Ude i Forstuen fandt han til sin Forbavselse |94 Gaardsdøren laaset og stænget. Nøglen var endda taget ud.

»Ja, her render saa mange Bisser i den her Tid,« forklarede hun. »Saa satte A Stangen for. Du kan jo ogsaa lige saa godt gaa igennem til vort.«

»Jeg plejer at gaa ud af den samme Vej, jeg er kommen ind,« sagde han bydende. »Luk op her!«

»Hys! Hys!« hviskede hun fortroligt. »A maa snakke med dig, Mads Vestrup! Hvorfor har du it’ været her saa længe?«

»Luk op!« gentog han og ruskede af al Magt i Laasen. Han forstod nu, at han var bleven indringet. Satan havde været ude efter hans Sjæl og ført ham i et Baghold.

»Vil du it’ snakke med mig, gør A en Ulykke paa mig. Nu veed du det, Mads Vestrup!«

»Du glemmer, at det er din Præst, du taler til,« svarede han, idet nu ogsaa hans Stemme sank ned til en Hvisken.

»Aa, lad kuns Præsten være udenfor dether! Du er vist it’ helt saa hellig en Mand, som du har Ord for. Du var da it’ mer end en tolv Aars Knejt, da du sad nede i Sivene og kiggede, naar Møllerens Piger gik i Vandet. A har jo selv overrasket dig engang. Og du har vel ogsaa nok vidst af, at Jørgen var kørt væk med Pigen. Ellers var du vel it’ kommen netop i Dav.«

|95 »Nu kommer du med Nøglen, si’er jeg; ellers gaar jeg lige med det samme ind til Mette og fortæller hende, hvad Slags Menneske du er.«

»Ja ja. Tvinge dig til at snakke med mig kan A jo it. Nu skal A hente Nøglen.«

Hun gik ind i Bryggerset og derfra videre gennem Køkkenet ind i Stuen. Han hørte hende ogsaa aabne Døren til det lille Kammer bagved, der brugtes til Skabsstue; men derpaa blev alt stille. I flere Minutter stod han der i Mørket og ventede uden at der hørtes en Lyd derinde fra.

Det var ved at blive uhyggeligt. Han mindedes hendes dystre Tone og den Trusel, hun havde udslynget. »Hvad kan et Kvindemenneske af hendes Slags ikke finde paa!« sagde han til sig selv og begyndte igen at svede koldt.

I sin Angst tænkte han først paa at gaa tilbage til Aftægtsstuen og der afvente Jørgen Stauns Hjemkomst; men da han kom til at huske paa, at man kunde komme i Fortræd og blive straffet, dersom man i et Tilfælde som dette ikke gjorde Anskrig, tvang han Modet op i sig, gik gennem Bryggerset og standsede i Døren til Køkkenet.

»Oleane ... hvor bliver du af?« kaldte han og blev bange for sin egen Stemme, da han ikke fik noget Svar. Et Par grønne Katteøjne gnistrede i Mørket |96 henne under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; andet var der ikke at se.

Nu stod han inde i Stuen. Ogsaa her lyste kun Gløderne i Kakkelovnen, der spredte en Ildvifte ud over Gulvet. En Kedel inde i Kogerummet klaprede uroligt med sit Laag.

»Oleane!« kaldte han igen; men Tavsheden slog ham isnende imøde som fra en aaben Grav. Selve Angsten drev ham fremad nu. Han rev Døren til Kammeret op, og her skimtede han ogsaa hendes Skikkelse. Hun sad paa en af Klædekisterne og hvilede Hovedet i sin Haand.

»Hvorfor sidder du der? .... Hvad er der dog i Vejen med dig, Oleane?«

Hun rejste sig tavs op og vilde gaa ham forbi; men i sin store Glæde over, at hun levede, spærrede Mads Vestrup hende Vejen. Og i samme Øjeblik følte han hendes Arme omkring sin Hals.

»Aa! A vidste det jo, Mads, at du endnu holdt lidt af mig. Nu vil vi være glade med hinanden og glemme alle vore Sorger.«

<!--chapter 1-->

[99] ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Der ligger en lille By ved Middelhavet en Milsvej fra Genua. Den ligner i sit Anlæg de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som vor soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas Varmebænk under de olivengraa Appeniner. Lagvis ligger den op ad Bjergmuren med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa svære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind — og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet — springer op med en Bevægelse, der minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, saa helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa — og det stormer slet ikke saa sjeldent under Azurkysten — brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar tilvejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en undersøisk Eksplosion.

Byens største Hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages Soltempel med Hundrede Altan-Altre |100 lige mod Syd. Foran det ligger et stort, halvt offentligt Palme-Anlæg, som strækker sig helt ned til Søen, hvor det ender i en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.

Her sad en vindstille Dag i Slutningen af Marts et Selskab af Hotellets Gæster og inspicerede Havet. De var gaaet derned efter den anden Frokost for at raadslaa om en fælles Eftermiddags-Adspredelse; men efter mere end en Times Kaglen paa forskellige Tungemaal var man endnu ikke kommen til noget Resultat. Udenfor Forstrandens yderste Klippeblokke, hvor Brændingen kogte, laa Havet blankt som Metal og vuggede Spejlbilledet af Middagssolen og dens Lysbro. Nogle havde derfor foreslaaet en Rotur, saa man engang kunde betragte Kysten ude fra Søen. Andre havde anbefalet at tage til Genua for at se et Par Negerboksere, som optraadte der i et amerikansk Menageri; og der var ogsaa blandt Dagens Forlystelser bleven nævnt en averteret Begravelsesmesse i Domkirken derinde og en Flyveopvisning. I det hele var der saa meget at vælge imellem, at tilsidst Ingen rigtig vidste, hvad han havde Lyst til; og den livlige Raadsforsamling opløstes da ogsaa med det Resultat, at de Fleste gik tilbage til Hotellet for at hvile sig til den store Promenadetime, Klokken tre, naar Musikken spillede.

|101 De standhaftigste — deriblandt flere Damer — gjorde dog Alvor af at leje en Baad og lade sig ro ud paa Havet. Tilbage paa Bænkene sad tilsidst kun to danske Herrer: en lille sortskægget Mand af jødisk Udseende og en stor Fuldblods-Nordbo med frodige Kinder og Øjne som en Foraarshimmel.

»Hvem er i Grunden den unge Mand, der hænger saadan efter Frøken Abildgaard?« spurgte den første, der var kommen dertil den samme Morgen og allerede havde gjort den Anden en halv Snes Spørgsmaal om deres Medpensionærer.

»Mener De Tyskeren?«

»Nej, den unge Københavner med de lilla Silkestrømper. Han fulgte ogsaa med hende nu paa Roturen.«

»Aa, det er unge Mohn! En Søn af Mohn & Drejer. En Dødens Kandidat, hvad De vist kan se paa ham. Han er her med en Sygeplejerske fra Rødekors ... paa Vejen til Ægypten. Stakkels Fyr! Han skal ikke have mere end en halv Lunge tilbage.«

»Det er blevet mig sagt, at Godsejer Torben Dihmer ventes hertil en af Dagene.«

»Ja. Han kommer fra Wiesbaden. Han har gennemgaaet en Kur der. Vi venter ham hver Dag.«

»Mon der er noget om, hvad jeg har hørt, at han og Frøken Abildgaard skulde være forlovede?«

|102 »Det har man snakket om Gud veed hvorlænge, saa man maa vel begynde at tro paa det. Dihmer er forresten min Ven, og jeg kan godt unde ham at faa en smuk og interessant Kone nu, da han endelig er bleven rask. For han skal virkelig være bleven fuldstændig helbredet, siges der.«

»Ja, jeg veed det fra Professor Hagen selv. Han er min Læge.«

»Mærkværdigt! En virkelig Opstandelse fra det Døde — kan man jo næsten sige. Det kunde egenlig være ganske interessant at have prøvet det.«

»Ligger De selv hernede for Deres Helbred, Hr. Generalkonsul?«

»Jeg? ... Synes De, jeg ser ud til det?« spurgte Kæmpen smilende men dog straks lidt ængstet. Han var en solbrun Mand i sin bedste Alder, havde et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder, der hver Gang han smilte — og han smilte næsten bestandig — præsenterede sig bag Skægget som gennem et Hareskaar. »Næ, Gud være lovet, jeg fejler ikke noget. Siden jeg begyndte at bruge det wellerske System, har jeg følt mig som et Føl paa en Sommereng. Jeg havde tidligere brugt den pettermannske Metode, men det er Humbug og Reklame. Weller derimod er Problemets lykkelige Løsning. — Hvordan er det, Direktør Zaun? De er |103 selv kommen herned for Helbredets Skyld, ikke sandt? Er det Brystet?«

»Nej, jeg lider af Søvnløshed — desværre. Professor Hagen har tilraadet mig en Luftkur.«

»Ja, Søvnløshed er en skrækkelig Plage. Jeg kender den Tilstand af personlig Erfaring. Sidste Gang var nu i Vinter, da jeg havde faaet en ubehagelig Efterretning sent om Aftenen. Jeg laa halvtredje Time uden at kunne falde i Søvn. Tænk Dem! To Gange maatte jeg op af Sengen og tage kold Styrt, inden jeg faldt til Ro. Jeg glemmer aldrig den Nat! ... De skal forsøge med Weller,] A B C D, Weller. A4 Direktør Zaun. Op Klokken syv, Systemet punktlig gennemgaaet i tolv Minutter for vidtaabne Vinduer, bagefter Styrt, Havregrød, Frugtkompotter og senere paa Dagen Aandedrætsøvelser og elektrisk Massage eller Lysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et Par Maaneders Forløb fryde Dem ved Livet som et Føl paa en Sommereng. Se paa mig! Jeg har i de sidste fire Aar ikke haft saa meget som Snue engang!«

»Ja, jeg veed det jo; den wellerske Sundhedslære har vundet megen Udbredelse —«

»Kære, det drejer sig om en Verdensbevægelse! Men Pettermanns Metode er Humbug. Afsløret Humbug! Min Kone har i det sidste Nummer af vort Foreningsblad skrevet en Artikel, der er aldeles knu|104sende for Pettermann. — Først med Weller er Problemet virkelig løst. Kraft, Sundhed, Sindsligevægt og Livsglæde for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler — Historien om Kolumbusægget endnu engang.«

»Agter De at opholde Dem her i længere Tid, Generalkonsul Kolding?« vedblev den utrættelige Spørger.

»Veed det skam ikke. Vi plejer ellers at være i San Remo i Sæsonen, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa kraftig her. Prøv engang! Det er, som om man inddrikker Styrke og Livsmod med hvert Aandedrag.«

Han lukkede selv Øjnene og aandede tre Gange dybt ud. Det var som en Andagt. Da han igen slog Blikket op, havde hans Ansigt et helt forklaret Udtryk.

»Og Naturen er jo lige pragtfuld allevegne her,« fortsatte han derpaa. »Man maa erkende, at Vorherre har været paa Højden af sin Skaberkraft, da han modellerede denne vidunderlige Kyst. Som Arthur Høj forleden saa brillant skrev i en Kronik: I disse herligt svungne Linjer paa Evropas Fodstykke synes man at læse hans Kunstner-Signatur: Deus-fecit!«

Med udstrakt Pegefinger skrev han Ordene i Luften; men midt i den afsluttende Krusedulle |105 standsede han pludselig og lod Haanden synke. Han havde nede paa Promenaden faaet Øje paa en Mand, der stod ved Rækværket noget borte. En høj, skægget Mand i en lys Støvkappe.

»Hvordan er det?« frittede Direktøren paany. »Mistede ikke Gehejmeraadinde Abildgaard for nogle Aar siden en Søn paa en lidt underlig Maade?«

»Underlig Maade?« sagde Generalkonsulen uden at tage Øjnene fra Manden dernede, som nu havde faaet en Lommekikkert frem og herigennem fulgte Baaden med det lille Hotelselskab, der vuggede derude paa Dønningen. »Han tog Gift. — Historien blev dysset ned, men den er sikker nok. Den unge Mand havde haft et Forhold til en Figurantinde ved Morskabsteatret, og da hun en skøn Dag stak af til Provinsen med en Anden, gik han af Melankoli hen og tog Livet af sig. Familjen er jo i det hele lidt ekscentrisk. De veed maaske, at der var en anden Søn, som ogsaa gik ud af Sagaen paa en noget hovedkulds Maade.«

»En anden Søn?«

»Ja, det er snart længe siden. En rask og Pokkers køn Knægt forresten. Han vilde være Søofficer og var kommen med paa et Øvelsestogt som Lærling, men i en eller anden vestindisk Havn rømmede han fra Skibet sammen med et Par Kammerater for at gaa paa Eventyr.«

|106 »Ja, nu erindrer jeg det. Der stod saa meget om det i Bladene.«

»Det tror jeg! Det var jo en slem Blame for Familjen. Man har aldrig hørt fra ham siden, saa han er jo nok gaaet tilbunds et eller andet Sted i Verden. — Aa hør, Direktør Zaun! Gør mig den Tjeneste at se paa den Herre, der staar derhenne og læner sig til sin Stok. Ham med Kikkerten.«

Direktøren fik en Næseklemme frem og anbragte den med et Tryk af den samlede Haand foran en Guldlorgnet, der i Forvejen red paa hans orientalske Ansigtsfremspring.

»Den Herre? Ham saae jeg før, da vi gik herned efter Lunchen. Han sad derinde i Haven under en af de store Viftepalmer. Det er vist en Russer. Han kunde godt se ud til at rekreere sig hernede efter et længere ufrivilligt Ophold i Siberien.«

»En Russer? Jamen ... Nej ... Jo, min Sæl og Salighed! Det er Dihmer! Det er ham selv!«

»Godsejer Dihmer?«

»Næ, jeg veed dog ikke ... det Skæg! Og alligevel! ... Jeg tror, jeg vil kalde.«

»Men gaar det an? Jeg siger Dem, jeg er temmelig sikker paa, at det er en forvist Russer. Og han ser ikke ud, som om han var til at spøge med.«

»Jeg prøver alligevel ... Dihmer! Torben Dihmer!«

|107 Skikkelsen derhenne foer sammen og Kikkerten forsvandt hurtigt ned i Kappelommen. Derpaa vendte Manden sig langsomt om efter Lyden.

»Jo, vist er det ham! Den Vædderprofil er da ikke til at tage fejl af! ... Dihmer! Gamle Ven!«

Generalkonsulen var sprunget op og svang sin hvide Kalabreser. Et Øjeblik efter stod han nede paa Promenaden med begge Hænderne plantet paa Torbens Skuldre.

»Velkommen tilbage fra de Dødes Rige!« brølte han ham i sin Glæde ind i Ansigtet og traadte derpaa et Skridt tilbage for rigtig at betragte ham. »Ved Gud, jeg havde nær ikke kendt dig med det Skæg! Du ligner grangivelig en af disse Russere, der ligger hernede og rekreerer sig efter et længere Ophold i Siberien. Til Lykke, du medicinske Vidunder! Du veed vel, at der er skrevet om dig i alle Bladene?«

Torben stod foroverbøjet og stregede i Gruset med sin Stok. Han var ulykkelig over dette Møde, følte sig især skamfuld over at være bleven overrasket i en uværdig Situation. Og nu kom ogsaa Direktør Zaun listende ned ad Trappen med Nysgerrigheden kiggende ud af alle Træk og lod sig forestille. Hans Ansigt syntes Torben bekendt, men han huskede ikke hvorfra og brød sig ikke om at spørge.

De tre Landsmænd fulgtes et Stykke henad Stien, |108 og da Torben ikke saae nogen Udvej til at blive det generende Følgeskab kvit, foreslog han, at de skulde tage Plads paa en af de mange ledige Bænke. Han kunde derfra bedre i Smug holde Øje med Baaden og sikre sig mod at blive overrasket af en Landgang.

Ogsaa Generalkonsulens Tanker var fløjet ud til en vis Person derude i Baaden, og han begyndte straks at føle sig for med en Række venskabelige Spørgsmaal. Han vilde absolut vide, hvornaar Torben var kommen, hvilken Rute han havde taget, hvad for et Hotel han boede paa og om han havde truffet Landsmænd »eller maaske Landsmandinder«. Torben sad med en pinefuld Fornemmelse af at blive befamlet og besnust rent korporligt. Han svarede kort, at han var kommen dertil den foregaaende Aften over Milano, men han undgik at nævne Navnet paa den fredelige Hotel-Pension, han havde gemt sig i.

»Og du? Hvordan lever du? Du er bleven gift, ikke sandt?« spurgte han for at værge sig mod yderligere Toldeftersyn.

»Kære, det veed du da! Med Olivia Lund. Vi har allerede fire Poder. Fire Løveunger, der tilsammen vejer 62 Kilo. Efter seks Aars Ægteskab. Du maa indrømme, at vi har gjort vor Borgerpligt.«

|109 Torben bevidnede ham sin Agtelse med en Hovedbøjning.

»Ja, min Kone fortjener virkelig Respekt. Jeg glæder mig til at forestille dig for hende. Et passioneret Friluftsmenneske ligesom jeg selv. Uforfalsket Natur. Ingen Korset-Deformitet, ingen løse Nyrer. Den 3die Februar Klokken 1215 arriverede vor sidste Unge med et stort Frydeskrig] A B C D, Frydeskrid A4 fra det Hinsidige, og den 25de samme Maaned havde min Kone Kufferterne pakket og var klar til Afgang med hele Flokken. Jeg tror, jeg kan sige, at det er noget af en Rekord.«

»Du ligger hernede med Familjen?«

»Ja, jeg rejser ligesom Kalifens Elefant med en Ammestue paa Ryggen. Egenlig skulde vi have været i San Remo som vi plejer, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa frisk her, mere ozonrig. Og Naturen er jo lige herlig allevegne. Ja for dig, kære Ven, maa det da være som at vaagne op midt i Paradiset.«

Hertil svarede Torben ikke noget. Han vendte sig om mod Direktør Zaun, der sad tavs med bortvendt Ansigt og aabenbart følte sig lidt krænket over ikke at være bleven genkendt. Da Torben nu tiltalte ham, smilte han dog straks, ja af lutter Iver snappede han ham Ordet ud af Munden og sagde:

»De kommer oppe fra Rhinegnene. Der har jo |110 været en ualmindelig kold og vaad Eftervinter i Aar. Man taler om en alvorlig Beskadigelse af de unge Vinplanter. Det vilde jo betyde et stort økonomisk Tab. Hvad mener De om Storstrejken i Ruhr-Distriktet? Tror De, den bliver til noget? De sidste Efterretninger lyder jo ret foruroligende.«

Da han hørte, at Torben intetsomhelst vidste derom, trak han en mægtig Bunke Aviser op af sin Overfrakkelomme. Det var store engelske, tyske og franske Verdensblade, deriblandt et Kæmpenummer af »Frankfurter Zeitung«, mellem hvis halvhundrede Blade hans Hoved helt forsvandt, mens han søgte en Artikel. Og da han] A B C D, kan A4 endelig havde fundet den, gav han sig til at læse op af den.

Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmen tilrette med hele Haanden, endelig hans Avisforslugenhed, denne abeagtige Optagethed af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden, vakte paany en flakkende Erindring hos Torben; men han kunde stadig ikke bekvemme sig til at spørge. Nu saae han ogsaa, at Baaden derude havde vendt og nærmede sig Land, og for ikke at risikere at faa sit første Møde med Jytte Abildgaard i disse fremmede Menneskers Paasyn rejste han sig, saasnart Direk|111tøren var bleven færdig med sin Oplæsning, og sagde Farvel.

»Nej vent dog!« sagde Generalkonsulen. »Om en halv Time begynder Musikken. Saa bliver her livligt.«

»Netop derfor vil jeg gaa nu. Jeg er jo endnu lidt Rekonvalescent.« —

Paa Vejen hjem til sit Hotel følte han sig virkelig utilpas og begyndte at frygte for, at han i sin Utaalmodighed havde vovet sig for tidligt ud i Livets Røre. Lægerne havde jo nok erklæret ham for helbredet, og naar han ikke forsømte at tage sine Piller, følte han sig ogsaa temmelig rask, spiste med Jægerappetit, sov det halve Døgn hen ligesom i gamle Dage og kunde heller ikke længer i sit Ydre se noget dybere Mærke efter Sygdommen undtagen en lille krampagtig Sitren af det højre Øjelaag. Men den sidste Uges Rejseuro og nu Synet af Jytte havde dog aabenbart været for meget for hans Kræfter.

Mødet med Generalkonsulen havde yderligere forstemt ham. Det var gaaet ham ved Synet af den forhenværende Ven som det overhovedet syntes at skulle gaa ham ved denne saa heftigt attraaede Genforening med Livet: han kendte ikke Virkeligheden igen. Den præsenterede sig for ham som i et Hulspejl, der forvrængede og forgrovede alle Linjer i det Erindringsbillede, han havde bevaret af den.

|112 »Men det er naturligvis en Rest af min Nervøsitet«, — trøstede han sig bestandig. Han havde levet for længe indemuret med sig selv til saadan paa en Studs at kunne taale at have sine kære Medmennesker saa nær ind paa Livet. Det Indtryk, de havde gjort paa ham straks den første Dag paa Rejsen hjemmefra, skulde han aldrig glemme. Da Toget kørte ind paa Stationen i Aarhus og han saae Trængslen paa Perronen, saae den lange Række dyriske Ansigter, der gled forbi hans Kupevindu, var han bleven greben af Angst.

Opholdet i den store Wiesbaden-Pension mellem de mange fremmede Mennesker havde været ham en daglig Lidelse. Heller ikke Naturen havde forskaffet ham nogen Glæde deroppe mellem Taunusbjergene. Han savnede de vide Udsigter fra Favsingholm. Træerne udenfor hans Vinduer stod som livløse i den uforanderligt stille, graa Flodtaage. Aldrig et Glimt af Himmel, aldrig heller en Tone af det stærke Orgel, som daglig havde spillet for ham derhjemme i Jylland. Blot Piskesmæld og Biltuden og Klokkeringning fra elektriske Sporvogne, der med irriterende Punktlighed hvert andet Minut skurede sig gennem Alleen.

Intet af alt det, der var hændet ham siden han rejste hjemmefra, havde derfor villet blive til rigtig Virkelighed for ham. Alt var gledet ham forbi som |113 Syner i en forvirret Feberdrøm. Hin stjerneklare Februarmorgen for seks Uger siden, da Vognen derhjemme holdt nedenfor Trappen og Barbara løb omkring i Stuerne med et Lys for at finde hans Haandtaske, som han i Forvirringen havde forlagt, forekom ham ofte at være den sidste virkelige Erindring, han havde om sig selv.

Een stor og frydefuld Overraskelse havde han rigtignok haft til Trøst for sine Skuffelser. Han havde glemt, hvor Verden i al sin Vederstyggelighed dog mylrede af skønne, unge Kvinder. Der var Dage, da han havde haft en Følelse af, at alle Jordens smukke Damer havde sat hinanden Stævne i Wiesbaden. De havde paa Promenaderne erstattet ham det Solskin og den Naturglæde, han maatte undvære. Ved Festerne og Koncerterne i Kurhusets barbarisk forgyldte Sale havde han igen nydt Synet af den yndefulde Bevægelse, hvormed Damer af den store Verden breder de brogede Slæb ud over Gulvet og slaar deres Vifter op — saa medfødt naturligt som Paafuglen spreder sin Hale. Han kunde sidde ganske stille blot for at lytte til et Par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der vederkvægede som Fuglekvidder ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Og nu havde han set Jytte Abildgaard. Som lys|114levende Virkelighed var hun gaaet ham forbi derhenne under Hotelparkens Palmer. I en hvid Kjole med et blommefarvet Silkesjal over Skuldrene. Ganske som i gamle Dage omsværmet af Kavalerer, der summede omkring hende som Bier om en Honningblomst. Uforandret. Lige rank og ungdommeligt fyldig. Lige uudgrundelig i sin uanfægtede Jomfruelighed ...

Han var naaet hjem til sit Hotel og stod et Øjeblik ude under Solsejlet, der skyggede for hans Altan. Han havde ved sin Ankomst om Aftenen forsømt at skaffe sig et Værelse med Udsigt til Havet, hvad han dog netop havde længtes saa meget efter. Nu saae han til Gengæld ned i en Havekrog med det frodigste Vildnis af alle Aarstiders Flora. Side om Side hang Gyldenlak, Pelargonier og Nastursier i rige Klynger udover Havemuren. Magnolier og Roser stod i Flor, og Fersken- og Mandelgrene lyste af Blomster. Under tre Appelsintræer, der var fulde af modne Frugter, blaanede Græsset af Violer.

Ja — tænkte han — nu stod han her, hvor hans Tanker de sidste Uger havde færdedes, naar de ikke var paa Favsingholm. Og hvad nu? ...

Fra en Kirke i Nærheden begyndte det at ringe. Han talte Timeslagene og saae forbavset paa sit Ur. Var Klokken virkelig ikke mere end tre? Allevegne var Dagene lige uhyggeligt lange!

|115 Før om to Timer gik det ikke an at gøre et nyt Forsøg paa at træffe Jytte og hendes Moder. Og hvad saa? Hvad vilde der ske inden Sol gik ned? Hvad skulde han læse i Jyttes Øjne? ... Maaske var han allerede imorgen igen langt herfra.

<!--chapter 2-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Henne paa Promenaden, hvor Musikken var begyndt at spille, gled en livlig Strøm af Vinterens mange Flygtninge, der havde reddet sig herned fra Taagerne og Kulden nordfor Alperne. Lykkelige Rekonvalescenter stolprede afsted ved en Slægtnings eller en Tjeners Arm, og i Rullestole sad pelsklædte Oldinge med mørkerædde Øjne, der var rejst herned for at tiltigge sig endnu et Aars Frist af Solens og Luftens Naade. Forelskede Nygifte sværmede omkring i deres lovlige Ærinde midt imellem professionelle Dagtyve, der var bleven mætte af Storstadens Vinterfornøjelser og nu en lille Tid hengav sig til sommerlige Glæder. Og som overalt, hvor der i Italien høres Musik, var ogsaa Byens egen Befolkning strømmet til og blandede sig kammeratlig mellem de Fremmede.

Megen Opsigt vakte nogle indianerrøde Skikkelser, Mænd og Kvinder i en Slags Aposteldragter med bart, vejrbleget Haar og nøgne Fødder i Sandaler. De tilhørte et Samfund af moderne Stenalder-Men|116nesker, der boede i Jordhytter oppe i Bjergene, levede af Rødder og tilbragte deres Dage med fromme Naturbetragtninger. Alligevel savnedes de sjelden her i den store Promenadetime, hvor de med øjensynlig Tilfredshed spejlede sig i deres forhenværende Samtidiges Forbavselse.

Det lille Selskab af Parkhotellets Gæster, der havde været ude og ro, var nu kommen tilbage til Baadhavnen. Oppe bag Brystværnet samlede der sig gerne nogle Tilskuere, naar en Baad landede. Der skulde selv i stille Vejr en Smule Styrmandskunst til for at bjerge et saa let Fartøj frelst over den svære Undersø. I det farlige Øjeblik havde der ogsaa lydt Angstskrig derudefra; men nu laa Baaden velbeholden ved nogle store, flade Sten, som tjente til Landgang.

Jytte Abildgaard var en af de sidste, der sprang i Land. Hun stod paa Rælingen i sin hvide Kjole med det blommefarvede Sjal svøbt omkring sig, og der blev rakt saa mange hjælpsomme Hænder frem imod hende, at hun paa et hængende Haar var faldet i Vandet. Hun havde som sædvanlig først forbavset og derpaa indtaget alle de Fremmede med sit Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed. Hun havde ogsaa været den eneste af Damerne, der ikke var bleven bange, da Baaden pludselig løftedes af Braadsøen og førtes ind over Skæret.

»Det kan da umuligt være sandt, at det er af |117 Hensyn til Deres Datters Helbred, De opholder Dem hernede,« sagde en amerikansk Oberstfrue til hendes Moder, idet nu hele Selskabet begav sig op ad Trappen til Promenaden. »Hun ser jo ud som Sundheden selv.«

Fru Abildgaard vidste knap, hvad hun skulde svare. I et Øjeblik som dette fandt hun selv sine Ængstelser urimelige. Men forresten havde hendes Hensigt med Rejsen ogsaa lige saa meget været den at kunne mødes med Torben Dihmer paa et Sted, der var nogenlunde beskyttet mod Bredgade-Københavnernes langsynede Nysgerrighed.

Jytte gik et Stykke foran det øvrige Selskab sammen med den unge Hr. Mohn, som var saare lykkelig over endelig at have erobret hende fra Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat von Auen, der hele Tiden havde anmasset sig Pladsen ved hendes Side. Det unge Menneske saae uhyggelig ud i en resedafarvet Dragt efter sidste Mode med Undertøj af violet Silke. Der var ikke stort andet tilbage af ham end Skelettet. De lange Ben slingrede, og Øjnene hang ham ud af Hovedet af Træthed.

»Nu maa De altsaa høre min Ide, Frøken Abildgaard. Den skulde jo helst have været en Overraskelse for Dem, men jeg er nødt til at aabenbare den, inden jeg rejser. I Aften Klokken elleve sejler jeg altsaa her forbi paa »Victoria«. Og nu er det, |118 jeg vil se at faa Lov af Kaptajnen til at sende nogle Raketter tilvejrs, og saa vil jeg bede Dem, om De vil gøre mig den Glæde at staa oppe i Deres Vindu og se paa dem.«

»Klokken elleve. Men paa den Tid ligger jeg forhaabenlig og sover paa mit grønne Øre, Hr. Mohn! Og det skulde De vist ogsaa helst gøre.«

»Naar jeg nu beder Dem om det som en allersidste Gunstbevisning. Det skal nok blive et Fyrværkeri, der er Dem værdigt. Jeg veed, man kan købe den Slags Ting hos Styrmændene, naar Kaptajnen giver Lov til det. Og det gør han altid, naar det er stille og klart Vejr.«

»Hr. Mohn! Hvad tror De egentlig Deres Hr. Fader vilde sige til, at De smed saa mange dejlige Penge op i Luften til ingen Verdens Nytte?«

»Til ingen Nytte? Dersom jeg kan gøre Dem en Glæde med det?«

»Jamen det kan De ikke.«

»Ikke? ... Det var kedeligt. Hvad skal jeg saa gøre? ... Vil De heller ikke give mig Lov til at skrive til Dem, naar jeg nu kommer til Ægypten? Jeg vil saa gerne fortælle Dem om alt, hvad jeg oplever.«

»Sig mig, Hr. Mohn, hvor gammel er De i Grunden?«

»Det Spørgsmaal gør man ikke et Menneske i min |119 Alder — det veed De godt. Giver De mig saa Lov til at skrive?«

»Værsgod! Men jeg svarer ikke. Det siger jeg Dem paa Forhaand. — Er der saa ikke lidt mere, De ønsker?«

»Jo. De to Kamelier, De gaar med der i Bæltet, — vil De forære mig dem til Minde om den altfor korte Tid, jeg har haft den Lykke at være sammen med Dem? Vil De?«

Jytte nænnede ikke at sige Nej. Hun havde ondt af den stakkels Fyr, der næppe havde tre Maaneder at leve i. Men netop som hun vilde tage om Blomsterne, huskede hun, hvordan hun engang var kommen i Fortræd, fordi hun havde efterkommet en ganske lignende Anmodning, hvad Vedkommende saa ulykkeligt havde misforstaaet.

»Nej, de Blomster kan jeg ikke give Dem,« sagde hun. »Det gør mig ondt; men De veed jo da heller ikke, om jeg ikke selv har faaet dem foræret.«

»Saa er det maaske af Hr. von Auen?«

»Nej, det er det ikke. Men saadan noget kan en Kavaler forresten slet ikke spørge en Dame om. Husk dog paa det, Hr. Mohn!«

De var naaet hen til den halvrunde Udvidelse af Spaserevejen, hvor Musikken stod opstillet paa en Forhøjning. I Trængslen her fik hun Øje paa Generalkonsul Kolding, hvis to store Fortænder lyste paa |120 lang Afstand. For at undgaa ham drejede hun ud til Siden, — hun havde en Slags Vandskræk for dette store Kraftmandfolk med det utrættelige Kænguru-Smil. Men Generalkonsulen havde allerede opdaget dem og styrede lige løs paa hende.

»Bon giorno! Bon giorno, Signorina! De har vel set den Genopstandne?«

»Hvem?«

»Godsejer Dihmer naturligvis! Vidste De ikke, at han var kommen? Det er ikke en halv Time siden han gik herfra. Jeg havde forresten nær ikke kendt ham igen. Han har lagt sig Fuldskæg til og ligner grangivelig en forvist Russer direkte undsluppet fra Siberien.«

Jytte havde et Øjeblik været fuldstændig borte, men Generalkonsulens familiære Tone fik hende hurtigt til at samle sig. Uden at sige et Ord vendte hun sig fra ham og gik tilbage den samme Vej hun var kommen for at naa tilbage til Moderen. Da den unge Hr. Mohn vilde ledsage hende, frabad hun sig venligt men meget bestemt ethvert Følgeskab.

Fru Abildgaard og den amerikanske Oberstfrue var bleven staaende ovenover Trappen til Baadhavnen for at se paa nogle halvnøgne Unger, der sprang omkring paa de solhede Sten. Da Jytte naaede dem, stak hun stiltiende sin Haand ind under Moderens Arm; og nu fulgtes de alle tre |121 nogen Tid uden at hun kunde faa sig til at fortælle Nyheden. Men Moderen, som tilsidst mærkede, at der var sket noget, vendte sig under Samtalen spørgende om imod hende, og da hviskede hun, at Torben Dihmer var kommen.

Fru] A B C D, Frn A4 Abildgaard stansede.

»Det er ikke sandt! Har du] A, Du A4, ikke i B C D talt med ham?«

»Generalkonsulen har truffet ham. Han er gaaet herfra for lidt siden.«

»Saa maa vi helst gaa hjem. Det vilde være kedeligt, om han søgte os uden at træffe Nogen.«

De undskyldte sig hos Oberstinden og gik bort gennem et af de snevre, halvt underjordiske Smug, der fra Promenaden førte op til Byen. Jytte holdt stadig sin Moder under Armen. De gik raskt til, og ingen af dem talte noget videre; men skønt Fru Abildgaard gik paa højre Side af sin Datter, kunde hun mærke, hvor febervildt hendes Hjerte slog.

Jytte var mindre end sin Moder og ikke saa mønsterværdig slank men lignede hende iøvrigt Træk for Træk. Det var den samme energiske Holdning og fodsikre Gang. Det var den samme kødfulde Næse, de samme honningbrune Øjne under stærke Bryn. Som de to Damer gik der Arm i Arm, mens Hatten og Sløret skjulte Fru Berthas sølvhvide Haar, kunde man godt antage dem for Søskende.

|122 De boede ikke paa selve det store Hotel men var kun Kostgængere der. De havde deres private Kvarter i en Villa med egen, murindhegnet Have, der laa nogle Minutters Vej derfra, lidt højere oppe paa Bjergskraaningen. De havde der et Opholdsværelse i Stueetagen bag en tæt bevokset Loggia og desuden to smaa Sovekamre ovenover.

Af en Kone, som gik og rev Havegangene, fik de at vide, at der under deres Fraværelse havde været en fremmed Herre og spurgt efter dem. Det var kort efter, at de var gaaet ned til Lunchen paa Hotellet.

»Det har været Dihmer!« sagde Fru Abildgaard. »Hvor det dog er kedeligt!«

Inde i Loggiaen, der var møbleret som et Værelse, fandt de ganske rigtigt hans Kort med en vedføjet Hotel-Adresse.

»Jeg tror, jeg sender ham et Par Ord med det samme,« sagde Fru Bertha og satte sig ned ved et Bord, hvor der stod Skrivesager. »Jeg vil bede ham om at komme her og spise sammen med os. Hvad synes du?«

Jytte lod, som om hun ikke hørte Spørgsmaalet, og gik videre ind i Stuen. Hun løste sin Hat og lagde den fra sig paa en Etagere. Og pludselig trykkede hun Haanden for Øjnene, ganske overvældet |123 af Tanken om det, som nu var rykket saa ufatteligt, saa uafvendeligt nær.

Det hele forekom hende paa eengang ganske fantastisk. Her havde hun gaaet og ventet ham med noget af den samme Følelse, hvormed man læser en Roman, naar man ikke kan begribe, hvordan Slutningen vil blive; — og nu var det pludseligt blevet til fuld Virkelighed altsammen. Torben Dihmer havde staaet derude i Haven og spurgt efter hende. Hun vilde endnu kunne finde hans Fodspor i Gruset, dersom ikke Annunciatas Rive tilfældigt havde slettet dem ud. Det lød som en Fabel. Den Mand, der i alle disse Aar havde været hendes Tankers eneste Fortrolige, hendes hemmelige Medvider og Ven, ham skulde hun nu møde her som en Fremmed, sige »De« til og »Hr. Dihmer« ...

Fra Etageren tog hun Moderens Album og ledte hans Billede frem. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Med kritisk Opmærksomhed betragtede hun det underligt udslukte Ansigt, idet hun uvilkaarligt fæstede sig ved de Træk deri, som hun aldrig havde været indtaget i: de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær ved hinanden, den altfor brede Næse og — aa! — disse milelange Kinder! Hvordan var det dog gaaet til, at hun havde kunnet forelske sig i denne groteske |124 Maske? Og nu havde han ovenikøbet lagt sig Skæg til! ...

]˟Hun hørte Moderen rejse sig derude og lagde hurtigt Albummet tilbage paa sin Plads.

»Nu er Brevet afsted!« sagde Fru Bertha, da hun kom ind. »Jeg lod Annunciata løbe med det. Vi kan altsaa vente ham naar det skal være. Jeg tror derfor, jeg gaar op og klæder mig om med det samme. Saa er der i det mindste een af os hernede, dersom han skulde komme inden Spisetid.«

Jytte nikkede blot. Hun havde sat sig hen ved Klaveret og bladede i de Noder, der tilfældigt stod fremme, idet hun af og til løb en Passage igennem med den ene Haand.

Hun sad der endnu, da Moderen en halv Time efter kom tilbage. Det saae ud, som om hun ikke havde flyttet sig i Mellemtiden, dog havde hun et Øjeblik været nede i Haven og udsøgt sig tre smukke, mørkerøde Roser, som laa godt skjult bag en Nodestabel paa Klaveret.

Fru Bertha var pynteligt klædt i en dybviolet Silkekjole med et langt Slæb, der gav hendes høje Skikkelse megen Værdighed. I det hvide Haar sad en stor, ciseleret Sølvkam. Hun satte sig ud i sin Solkrog paa Loggiaen, hvor der stod en kurveflettet Sofa med Puder. Hun havde herfra et prægtigt Udkig nedover Byen, der heroppe fra Højden tog sig |125 ud som en eneste stor Park, yderst ude indhegnet af en blaahvid Mur — Havet.

Hun sad der en Tid i Tanker med en uoplukket Avis i Skødet, forundret og lidt urolig over, at Jytte i et Øjeblik som dette kunde sidde der saa optaget af nogle dumme Noder.

»Aa hør!« sagde hun tilsidst. »Sæt dig lidt herud, min Pige!«

Jytte kendte Tonen; det varede derfor noget, inden hun viste sig i Døren.

»Kaldte du?«

»Ja, kom lidt herud. Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.«

»Det maa virkelig vente, Mor. Det er paa høje Tid, jeg kommer op og klæder mig om.«

»Aa, fem Minutter kan du nok afse. Sæt dig nu her ved Siden af mig og lad os tale lidt fornuftigt sammen.«

Jytte tog uvilligt Plads og anbragte en Pude bag sin Ryg.

»Hvad er det saa?«

»Nu skal du ikke straks se saa bøs ud. Jeg vil blot spørge dig, om du nu ogsaa rigtig har forstaaet, hvorfor Torben Dihmer er rejst netop hertil — han kunde jo have valgt saa mange andre Steder til sin Efterkur.«

»Du mener, det er for vor Skyld?«

|126 »Hvad mener du selv?«

»Jo, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt mig. Du og han har jo altid saa godt kunnet tale sammen. I har saa mange fælles Interesser, — Politik, Socialøkonomi og hvad det altsammen hedder. Gud veed, om han ikke var lidt forelsket i dig. Det vilde der jo slet ikke være noget urimeligt i.«

Hendes Ord lød vel ikke som Alvor men heller ikke helt som Spøg, og Fru Bertha blev nu rigtig vred.

»Nu skal du ikke vrøvle, Jytte. Og siden du ikke vil forstaa halvkvæd Vise, saa skal jeg nu betro dig noget, som jeg ikke før har villet sige dig, fordi jeg oprigtig talt ikke troede at gøre nogen Gavn med det. Det Brev fra Torben Dihmer, som vi fik forleden, er ikke det eneste, jeg har faaet fra ham her. Jeg havde tidligere et andet, som jeg ikke har talt til dig om. Han bad mig deri, om jeg vilde sige ham det rent ud, dersom jeg troede, at du helst var fri for hans Selskab.«

Jytte sad tilbagelænet i Puden med Hænderne foldede over Knæet og saa stift frem for sig.

»Hvad har du saa svaret ham?« spurgte hun efter nogen Tavshed.] A, Tavshed.« A4, ikke i B C D

»Hverken Ja eller Nej. Hvad kunde jeg svare? Jeg veed jo igen saa lidt om, hvordan du i Virke|127ligheden har det i den Henseende. — Sig mig, min Pige, veed du det rigtig selv?«

Fru Bertha lagde sin Haand hen paa Datterens; det var et varsomt Frieri til hendes Fortrolighed, men Jytte var som hudløs for enhver Berøring og trak Hænderne til sig.

»Nu synes jeg, vi har snakket nok om Torben Dihmer, Mor. Du veed vist ikke, at du i de sidste fjorten Dage næsten ikke har talt om andet.«

»Ja, nu vil jeg have ordenlig Besked. Dihmer har døjet ondt nok og skal ikke holdes hen med Udflugter. Og lad mig nu tale rent ud af Posen engang. Ser du, min Pige, du har jo altid holdt dit Hjerte under Laas og Slaa for Andre, ogsaa for mig; men jeg mener dog at vide lidt Besked om, hvor du har haft dine Tanker henne i de sidste Aar. Jeg har heller ikke glemt Udtrykket i dit Ansigt den Aften nu i Efteraaret, da Fætter Asmus kom tilbage fra Favsingholm med den store Nyhed om Torben Dihmer. Saadan skinner et Menneske kun, naar man faar sit eventyrligste Haab opfyldt ved et Under. Men nu i den sidste Tid ... ja, jeg kan jo tage fejl, og forhaabenlig gør jeg det, men jeg har faaet en Fornemmelse af, at der er en anden Mand, der er kommen til at optage dine Tanker lovlig meget, dersom du da har i Sinde at give Torben Dihmer dit Ja.«

|128 Jytte vendte forbavset sit Ansigt om imod hende.

»Hvem skulde det være?«

»Forstaar du virkelig ikke, hvem jeg tænker paa?«

»Er det nogen af dem, vi omgaaes hernede?«

»Ja.«

»Er det maaske Generalkonsulen?«

»Nej, det er det naturligvis ikke.«

»Er det den unge Mohn da?«

»Aa Snak! Du veed jo meget godt, hvem jeg mener. Det er v. Auen.«

»Ja, det er det vel saa. Men hvor falder du i Grunden paa det?«

»Aa, det er da ikke saa underligt. I har jo spaseret meget sammen. Folk begynder ogsaa at snakke om det, har jeg mærket.«

»Naa ja, jeg finder ham underholdende. Han har rejst meget, kender mange fremmede Lande, som det morer mig at høre om. Og forresten er han slet ikke saa arrogant som Folk siger. Det er bare den sædvanlige Plebejer-Misundelse.«

»Jeg kender ham egenlig kun af din egen Omtale, Jytte. Da vi havde været sammen med ham første Gang, kaldte du ham en friseret Orangutang og vilde endogsaa have ham indespærret.«

Jytte blev rød og gav sig til at glatte Kjolen over Knæet for at skjule sin Flauhed.

»Du kan nu engang ikke lide Tyskere, Mor! |129 Du ligner ogsaa i det Stykke Far. Jeg indrømmer, at Hr. v. Auen har sit Væsen imod sig. Nogen Adonis er han heller ikke. Skønt ... han har i Grunden et karakterfuldt Ansigt. Og han kan være meget elskværdig. Hans Øjne er da ogsaa smukke. Jeg holder af at være sammen med ham — det tilstaar jeg gerne. Jeg synes han er den eneste af alle dem, vi har truffet hernede, som man har nogen Fornøjelse af at tale med.«

»Du mener jo ikke et Ord af alt det, du sidder der og siger, Jytte.«

»Hvorfor spørger du mig saa? Og hvorfor skal jeg absolut i Forhør?«

»Hvor du dog er irritabel, Jytte! Du skulde forsøge at tage dig lidt sammen.«

»Du kunde jo have ladet mig være!«

Hun vilde rejse sig, men Moderen holdt hende tilbage med Magt.

»Hvad er der dog i Vejen med dig, Barn? Jeg kender dig slet ikke saadan.«

»Lad mig nu gaa, Mo’r! Jeg skal op. Lad mig gaa!« bad hun.

»Jytte, hvad er det med dig? Betro dig til din Mor. Er der sket Noget?«

»Nej — ikke Spor! Hvad skulde der være sket?«

Men Fru Bertha lagde nu begge sine Hænder om hendes Hoved og vendte hendes Ansigt om imod |130 sig for at se hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte. Under de sitrende Øjelaag piplede en Taare frem, Munden bredte sig, og hun sank tungt ind til Moderens Bryst.

»Aa — Mor!«

Fru Bertha vidste snart ikke, hvad hun skulde tænke om detteher. Det var hende noget ganske Nyt at se Jytte give sig saadan hen. Hun kunde ikke huske, hvornaar hun sidst havde set hende græde.

»Kære Barn, hvad er der dog med dig?«

»Ingenting! Ingenting! ... Jeg vilde bare ønske, jeg var død!«

De sidste Ord beroligede Fru Bertha. Hun var end ikke langt fra at smile. Denne dystre Paakaldelse af Døden vakte Minder hos hende fra hendes egen unge Kærligheds Vaar, da Livet syntes altfor svimlende rigt og Lykken for stor til at Hjertet kunde bære den uden at briste.

Hun strøg Jytte henover Haaret og sagde:

»Vil du sige mig, min Pige ... vil du betro mig under mit højtideligste Tavshedsløfte ... elsker du Torben Dihmer? Gør du?«

»Ja,« kom det glædeløst — som et Suk langt, langt indefra.

»Og du kan give ham dit hele Hjerte? Der er ingen anden Mand, som har nogen Part i det?«

|131 »Nej, nej!«

»Jamen saa er jo alting som det skal være! Hvad er der saa at græde for?« sagde hun, mens de klareste Taarer trillede hende selv ned ad Kinderne. Med stormende Glæde omfavnede og kyssede hun sin Datter, der modstræbende og tilsidst med aabenlys Uvilje tog mod hendes Kærtegn.

»Lad mig nu gaa op, Mor! Der kunde komme Nogen.«

»Ja, gaa — mit Barn! Gaa! Torben Dihmer skulde jo ikke saa gerne se dig første Gang med røde Øjne.«

Men hun kunde daarligt slippe hende; og endnu længe efter, at Jytte var gaaet op, blev hun siddende der i sin Solkrog med Avisen uoplukket i Skødet og mærkede ikke, at Aftenskyggen havde naaet den og at Skyerne derude over Havet begyndte at blive røde. Den Vished, hun nu endelig havde faaet, lagde Sol over hendes Tanker. For første Gang i mange Aar saae hun Fremtiden imøde med et nyt Haab.

Hun fortrød nu blot, at hun overhovedet havde talt til Jytte om denne ækle v. Auen; men Jytte var ikke selv uden Skyld i, at hun havde faaet en Mistanke. Flere Gange i den sidste Tid, naar de sad derinde og holdt Mørkning med lidt Ild i Kaminen og hun maatte tro hendes Tanker hos en |132 Anden, havde Jytte kunnet give sig til at snakke om Tyskeren paa en Maade, der røbede, at hun havde siddet der og haft travlt med at finde paa Undskyldninger for alt det hos ham, som frastødte hende. Men det var Gudskelov altsaa kun blind Allarm dennegang. Og det vilde da ogsaa have været til at græde Blod over, dersom Jytte efter sin trofaste, tilsyneladende saa haabløse Venten paa en dødssyg Mand netop nu var gaaet hen og havde tabt sit Hjerte til en Anden. Naar hun nu blev gift og fik et virkeligt Maal for sit Liv, vilde ogsaa nok hendes gamle Sundhed vende tilbage. Kærlighedens Lykke var jo dog den bedste Medicin. Det kendte hun fra sig selv. — —

Hun hørte Skridt udenfor paa Gruset. »Der er han!« tænkte hun og rejste sig bevæget. Men hun blev skuffet. Det var blot en gammel Herre, en af deres Husfæller, der kom trippende hjem fra sin Eftermiddagstur.

<!--chapter 3-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Jytte sad allerede fuldt paaklædt foran Spejlet oppe i sit Kammer. Hun var en af de Brunetter, hvem alting klæder, og som derfor gerne bliver lidt ligegyldige for deres Udseende. Uden mange Overvejelser havde hun af sit Klædeskab taget en broncefarvet Silkekjole med Underærmer af hvide |133 Kniplinger. I Brystet havde hun fæstet en Naal med en Safir; men ellers bar hun ingen Smykker.

Ogsaa hun havde hørt Skridtene paa Gruset nedenfor. Med Hjertet i Struben havde hun rakt sig frem mod Vinduet og forsigtigt trukket Gardinet tilside. Nu sad hun igen med Hænderne i Skødet og stirrede ind paa sit eget Billede i Spejlet — stirrede med dette mørke, grublende Udtryk, som ingen Andre end hun selv kendte.

Hun kunde ikke komme sig af sin Forbavselse og Skam over den Scene, hun havde givet tilbedste dernede hos Moderen. Det var den gamle Angst, der kom over hende. Det var igen Rædselen for, at hendes Kærlighed bare var Fantasteri og Selvbedrag — som saa sørgeligt meget andet i denne de skønne Indbildningers Verden! Da hun for lidt siden sagde det »Ja«, som Moderen fralokkede hende, havde det været med en Fornemmelse omtrent som den, hvormed man i Drømme kaster sig ud fra et svimlende højt Taarn.

Om Torben Dihmer endda kunde se helt ind i hende, saa han rigtig vidste, hvem hun var, og ikke troede hende en Smule anderledes, end hun virkelig var! Men det var jo det ulykkelige, at Folk altid gjorde sig forkerte Forestillinger om hende. Ingen anede f. Eks., at hun, den »kloge« og i alle Henseender saa »overlegne« Jytte Abildgaard, at hun |134 kunde sidde her saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov. Ingen uden hendes Moder maaske, og hun tav.

Tys! Hun hørte igen Fodtrin dernede paa Gruset. ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Og dennegang hældede hun sig ikke frem for at se, hvem det var. Hun vidste det straks. Hun følte det paa sig endnu, før hun havde genkendt Skridtene.

Der blev saa højtideligt stille inden i hende. Hun rørte sig ikke, bare lyttede til disse Skridt som var det selve hendes Skæbne, der her indhentede hende. Nu hørte hun ogsaa hans Stemme. Moderen var kommen ud for at tage imod ham. De maatte staa lige nedenfor hendes Vindu.

Endelig rejste hun sig og stillede sig hen ved Siden af Vinduet for at kigge bag Gardinet. Ja, der stod han! En høj, skægget Herre med en lysegraa Sommerulster hængende løst over Selskabsdragten. En fremmed Mand. Godsejer Torben Dihmer altsaa. Voilà] A B C D, Voi-là<!-- kursiv --> A4 tout! — Aa ja, hvor havde han forandret sig! Hvor var han bleven gammel! Det havde virkelig ikke været uden Grund, at han i sit Brev havde spøgt med at ville sende dem sit Fotografi »for at de ikke skulde blive altfor forskrækkede, naar de saae ham.«

Moderen holdt hans Haand med begge sine, og det Syn var hende imod. Men nu slap hun ende|135lig, og de gik ind. ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Et Øjeblik efter hørte hun deres sammenblandede Stemmer fra Stuen nedenunder. Og da maatte hun smile. Det lød med eet saa hjemligt. Saadan havde deres Stemmer saa ofte lydt for hende i Dronningens Tværgade, naar hun sad og surmulede inde i sit eget Værelse, fordi de var bleven saa ivrige i deres Snak om Politik og alt det, som Moderen saa godt forstod at tale med ham om. Saadan var hun jo! Rigtig modbydelig ond havde hun kunnet blive. For fuldt Alvor skinsyg paa sin egen Mor. Havde man hørt det før? Men saadan var hun. Og saadan skulde Torben Dihmer lære hende at kende!

Med Fingerspidserne presset fast mod Tindingerne gik hun et Par Gange frem og tilbage over Gulvet, idet hun forsigtigt holdt sig paa den smalle Løber for at hendes Skridt ikke skulde høres nedenunder. Hun ønskede inderligt, at hun kunde løbe sin Vej fra det hele. Aa Gud — og det var denne Time, hun i alle disse Aar havde drømt saa lykkeligt om! Det var baade til at le og græde over!

Hun stod igen ved Spejlet. Paa Toiletbordet laa de tre mørkerøde Roser, hun havde plukket i Haven. Der havde foresvævet hende noget om at overrække Torben Dihmer dem ved Ankomsten, men hun forstod ikke nu, at hun var kommen paa den Tanke. Med en Spøg paa Læben kunde hun maaske have |136 gjort det; — det højtidelige laa nu engang ikke for hende. Hun havde det i saa Henseende omtrent som den forheksede Prinsesse i Eventyret, der ikke kunde aabne Munden uden at der sprang en Skruptudse ud af den.

Hun stod et Øjeblik med Blomsterne i Haanden og saae paa dem med sit triste, trætte Udtryk.

Ja — tænkte hun. Det var maaske hendes egenlige Ulykke, at hun aldrig fandt Ord for, hvad der dybest bevægede hende. Derfor var hun bleven saa ensom i Livet trods alle sine mange Bekendtskaber. Dersom hun virkelig havde en Sjæl — noget hun forresten undertiden tvivlede om — var den i hvert Fald født stum.

... Fru Bertha og Torben Dihmer var imidlertid igen gaaet ud i Haven. Fru Bertha vilde absolut vise sin Gæst Udsigten derfra, inden Solen sank bag de genuesiske Højder.

Torben beundrede høfligt; men hans Tanker var bleven inde i Villaen, og jo længere det varede, inden Jytte lod sig se, desto sikrere blev han paa, at han skulde have holdt sig langt borte.

For at have et Usaarlighedsbælte i Beredskab havde han paa Vejen derhen tænkt meget paa to smukke Damer, som han havde lært at kende i Wiesbaden: en ung, svensk Enkebaronesse, en hjorteagtig Skikkelse paa høje, slanke Ben, og en tysk |137 Kunstnerinde Frøken Steinbach, der nu var i München. Især den sidste havde vist ham megen Venlighed. Den Dag, da han mødte paa Banegaarden for at sige Farvel til hende, havde hun egenhændig skrevet sin nye Adresse ind i hans Notebog og udtalt Haabet om at faa ham med paa en Selskabsrejse Jorden rundt. Hun var en sydlandsk Skønhed med gylden Hudfarve og Øjne som et Par Tvillingkirsebær. Hvorfor i Alverden stod han da her? Jorden bugnede af skønne Kvinder, og hvor han kom hen, raktes hvide Arme ud imod ham. Hvorfor da netop denne lille hemmelighedsfulde danske Pige, som ovenikøbet engang før havde ydmyget ham? ...

»Goddag!« lød det muntert bag ved ham.

Jytte stod henne paa det nederste Trin af Loggia-Trappen i Skæret af den synkende Sol. Hun holdt Haanden skyggende op for Øjnene. Den broncebrune Silkekjole faldt om hende som flydende Guld, hele Skikkelsen lyste i den dybe Aftenbrand som en Aabenbaring.] A, Aabenbaring, A4, ikke i B C D

Hun gik ham langsomt et Par Skridt imøde.

»Goddag!« gentog hun og rakte ham en mat Haand. »Mor har nok skyndt sig at vise Dem vore Herligheder? Hvad synes De? Bor vi ikke smukt?«

Torben bøjede sig i Tavshed. Han tænkte ved sig selv, at han allerede vidste tilstrækkeligt, og han |138 følte det i Øjeblikket næsten som en Lettelse, at Spørgsmaalet nu var afgjort.

De gik alle tre tilbage til Stuen, hvor der begyndte en ret anstrengt Visit-Konversation. Torben gjorde Jytte et Spørgsmaal om hendes Musik, hvad omtrent var det uheldigste Emne han kunde komme ind paa. Jytte tilbragte stadig flere Timer daglig ved sit Klaver, men det var en Passion, som hun ønskede at have ganske for sig selv. Hun havde lige saa lidt noget praktisk Formaal med sit Spil som i sin Tid med sine sproglige Studier, og jo intimere hendes Forhold til Musikken var bleven, desto mindre holdt hun af at tale om det. Trods sin virkelig store Dygtighed spillede hun ogsaa nødigt for Andre.

Hendes Svar til Torben blev da ogsaa blot en Spøg.

»Jo Tak!« sagde hun. »Mit Klaver og jeg er uadskillelige. De kan spørge Mor! Hun kalder os Klister og Malle.«

Hun mærkede nu selv, at hendes Tone skurrede, og tav stille.

Igen en Skruptudse! — tænkte hun fortvivlet.

Fru Bertha gav sig til at udspørge Torben om Wiesbaden og hans Kur, og han fortalte derom, hvad han kunde finde paa at sige uden at slippe sine egne Tanker.

Jytte havde sat sig hen i en Gyngestol i Nærheden |139 af Døren til Loggiaen. Hun sad med bortvendt Ansigt og havde stadig en forunderlig svævende Fornemmelse af sig selv. Tankerne galloperede ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.gennem hendes Hoved omtrent som naar hun paa et Bal havde nippet lidt for hyppigt til Champagnen eller en Aften havde hørt rigtig megen god Musik. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Derfor opfattede hun heller ikke synderligt af, hvad Torben fortalte. Hun hørte kun selve Stemmen, denne mørke, klokkedybe Mandsrøst, der altid havde været saa farlig for Kvinden i hende. Hun kunde endnu huske, hvordan den allerede paa Storeholt havde gjort hende undselig, dengang hun som en trettenaars Tøs traf ham første Gang efter at han var bleven helt voksen.

Hun fandt forresten, at den havde forandret sig ikke saa lidt. Der var kommen noget brudt i Klangen. Man kunde høre paa ham, syntes hun, at han var et Menneske, der havde gaaet meget igennem. Det var det samme Indtryk, hun havde faaet af hans Ansigt, da hun saae det paa nærmere Hold, og det havde hurtigt forsonet hende med Forandringen. Hun fandt ham endogsaa smukkere end før. Trækkene havde faaet Liv og Glød samtidigt med, at de var bleven strengere. Og det krusede Skæg klædte ham virkelig. Hun syntes, at han i sin Vrede lignede en græsk Gud.

]˟Imidlertid sad Torben inde i Halvmørket og iagt|140tog hende med stigende Hede i Blodet. Han følte Luften i Stuen tung, sit Aandedræt besværet. Det var for ham, som om han i en Drøm var bleven ført fire Aar tilbage i Tiden og atter befandt sig i Dronningens Tværgade, hvor han spøgelseagtigt genoplevede svundne Dages halvglemte Pine. Han sad der med en Slags Kvælningsangst, mens han mærkede, hvordan den gamle sejglivede Forelskelse igen begyndte at indspinde ham i sin Nessusskjorte.

Fru Bertha, der stadig paany maatte sætte Samtalen igang, nævnede nu Generalkonsul Kolding og spurgte, om det forholdt sig rigtigt, at denne Mand var en af hans nære Venner.

»Jeg kendte ham i sin Tid — for længe siden. Han var forresten Husarløjtnant dengang. Nu er han nok gaaet ind i sin Faders store Forretning.«

»Kender De ogsaa hans Frue?«

»Nej, men han synes at være meget stolt af hende.«

»Ja det tror jeg!« udbrød Jytte, vakt op af sine Tanker. »Hun er jo Profetinde. En af de sidste Dages Hellige. Vidste De ikke det? Hende skal De tage Dem i Agt for. Hun er farlig, vil jeg sige Dem. Hun har allerede gjort Hovedet forstyrret paa en halv Snes Mennesker hernede, og hun har dog kun været her et Par Uger.«

Torben lod, som om han var bleven interesseret, |141 og udbad sig nærmere Oplysninger. Og Fru Bertha fortalte da, at Generalkonsulinden var Forkynder af en ny Helbredelsesmetode med Vandkur og en egenartet Gymnastik, som i visse Krese blev dyrket med næsten religiøs Iver.

»Det er en Læge i Kiel — en Doktor Weller — som har lavet den, og der er gjort en mægtig Reklame for den i alle Lande. Folk kommer rejsende til ham fra hele Verden. Hemmeligheden ved hans Mirakelkure skal forresten være den, at han hypnotiserer sine Patienter uden deres Vidende, og de vender saa hjem som begejstrede Apostle for hans System. Men han er jo ikke ene paa Markedet. Det er nærved at blive en hel Mani med de Sundhedsprofeter, og der er stadig Tosser nok, der formelig danner Menigheder om dem efter de bedste Mønstre. Men nu kan De jo selv lære den interessante Frue at kende. Jeg hørte Hotel-Gongong’en før. Vi maa gaa tilbords.«

<!--chapter 4-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Under de fire mægtige Lysekroner i Hotellets Spejlsal sad i den følgende Time et Par Hundrede festklædte Mennesker af alle Nationaliteter og spiste ved smaa blomstersmykkede Borde. Etablissementets tusindøjede Chef ledede selv Serveringen. Til dæmpet Musik af et skjult Orkester frembares |142 en Række Kunstværker af Mad, der mere var til Glæde for Øjet end for Ganen: en ravgul Suppe med smaa rubinrøde og smaragdgrønne Boller, Postejer i Form af en fuldrigget middelalderlig Galej, fantastiske Taarnbygninger af Fiskerygge opmuret i Majonæs med Sirater af kogte Krebs og Citronskiver — ialt en halv Snes Retter, af hvilke i hvert Fald Damerne for det meste lod sig nøje med den Forsmag, som Synet gav.

Fru Bertha og Jytte sad med deres Gæst i et af Salens Hjørner. Da Chefen paa sin Runde kom der forbi og saae, at der mod Sædvane stod Champagne paa deres Bord, bukkede han anerkendende. Den værdige Herre, der selv var flere Gange Millionær, forudsatte høfligt, at alle hans Gæster ligeledes var det, men ønskede til Gengæld ogsaa, at de viste det i Gerning.

Imidlertid var der trods Champagnen stadig ikke blomstret nogen Feststemning op mellem de tre genforenede Venner. Torben var lige tung at underholde, og det pinte ham selv at mærke det. Fru Bertha var tilsidst ved at tabe Taalmodigheden. Hun kendte ham ikke igen. Hvad var det for en Bussemandsmine? Der lod virkelig til at være noget om, hvad Asmus Hagen havde sagt til en fælles Bekendt, at han var bleven en Særling og en Grillefænger.

|143 Paa Jytte havde Torbens tavse, lidt ubehjælpsomme Væsen en ganske modsat Virkning. Det gjorde hende selv stille. Her mellem de mange fremmede Mennesker følte hun endnu stærkere end hjemme, hvordan Kærligheden voksede i hende med hvert Minut, og det gjorde hende baade glad og tryg. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Rigtignok kunde hun stadig ikke faa sig til at møde hans Blik, der hele Tiden — det mærkede hun godt — var paa Jagt efter hendes. ]˟Men den Afgørelse, som for blot to Timer siden havde staaet for hende som et Dødsspring, der maatte gøres med tilbundne Øjne, den syntes hende alligevel nu saa selvfølgelig, at det var helt underligt for hende at tænke paa, at Torben dog endnu ingenting vidste.

Hun kom til at tænke paa sin Fader, paa Noget han havde sagt til hende den Dag, da hun fyldte 15 Aar. Han havde taget hende ind til sig i sin Stue, klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting; og han havde saa fortalt hende en gammel Fabel om Menneskenes Tilblivelse. Det var Historien om, hvordan Mand og Kvinde i det Hinsidige skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ned til Verden hver for sig, saa at de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der kaldtes Kærlig|144hed. »Men forresten skal du ikke bryde dit Hoved for meget med den Ting,« havde han sagt. »Hold blot dine Øjne aabne, saa du kender ham, din paradisiske Tvillingbroder, naar han engang kommer. Andet Raad kan jeg ikke give dig.« Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende dengang. Det var saa forunderligt lokkende at tænke paa, at der et Sted i Verden gik en »Halvpart« omkring og søgte efter hende. Alle ensomme Mænd saae hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? ... Men endnu før hun fyldte de Tyve havde hun opgivet Haabet om at finde den længselsfuldt Savnede. Hun følte sig saa ulig alle andre Mennesker; ja Tanken om en saadan mandlig Dobbeltgænger indgød hende til Tider Skræk og Uhygge. Da hun første Gang forelskede sig i Torben Dihmer løj hun derfor baade for sig selv og ham. Men forresten havde hun vel ikke dengang været helt sikker paa, at han ogsaa var den rette. Først nu vidste hun det. Hun følte det i disse Øjeblikke næsten smertelig voldsomt, at han var den eneste Mand, hun nogensinde virkelig havde elsket.

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Efter Bordet samledes Gæsterne ude i den store hall, der optog hele Bygningens Midterparti og var høj og hvælvet som en Kirke. Her præsenteredes Toiletterne. De eleganteste og mest nedringede af Damerne anbragte sig gavmildt i de brede Kurvestole |145 midt paa Gulvet, og Herrerne gik rundt med Monoclen i Øjet og bedømte de udstillede Varer som Kendere. Der var mange Slags Folk, og hver Nation havde sit Ansigt, men det voldsomme elektriske Lys paasatte dem alle den samme Dødningemaske. Der var Børsmænd fra Berlin og Wien, ferierende Fabriksdirektører og store Handelschefer, tunge og udslukte som frakoblede Maskiner; der var et Par af disse landløbende unge Levemænd, der om Dagen gjorde Vejene usikre med deres tordnende Biler og om Aftenen udbredte Nervøsitet paa Hotellerne med deres Fruer eller Kærester i dristig Halvnøgenhed illumineret af Diamanter. Der var den allestedsnærværende russiske General, to døtrerige Godsejerfamiljer fra Pommern og en berømt Heltetenor Signor Busini, en stor kælen Kødmasse med Ringe i Ørene og malede Kinder. Men der var ogsaa ganske almindelige Manufakturister og jævne tyske Pølsefabrikanter med deres Koner, der sad stille henne i Krogene og andægtig udsvedte Bordets Glæder. Der var en armenisk Præst, en hinduisk Plantageejer fra Ceylon og to af Himlens Sønner, der vakte megen Opsigt med deres pragtfulde Silkekaaber.

Ved den ene af Salens Vægge var der af en Forhøjning og nogle store Bladplanter dannet en aaben Scene, hvor der hver Aften efter amerikansk Mønster optraadte en Række Artister til Gæsternes |146 Underholdning ved Kaffen og Tobakken. Programmet bød denne Dag paa en Negerkomiker, neapolitanske Dansere, et Tyrolerkor og et Tintamaresque-Teater. Til Indledning gjorde Hotellets Orkester Honnør med et fejende Musikstykke.

Torben havde ledsaget sine Damer hen til en af de lange Sofaer ved Væggen, hvor de plejede at sidde under Aftenunderholdningen. Mellem saa mange af den store Verdens Luksuskvinder tog den danske Ministerenke og hendes Datter sig beskedne ud; men hvor de viste sig, vakte deres smukke Skikkelser dog altid Opmærksomhed og efterlod et Kølvand af interesseret Hvisken og Spørgen. Blandt Jyttes specielle Venner fremkaldte nu Torbens Opdukken stor Nysgerrighed. Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat v. Auen nærmede sig øjeblikkeligt og lod sig forestille for at faa at vide, hvem han var. Han optraadte med hofmæssig Elskværdighed; men Torben, der genkendte Manden som en af Jyttes Kavallerer fra om Formiddagen, hilste ham med isnende Tilbageholdenhed.

I det samme blev der Bevægelse omkring i Salen. Alle saae hen mod den store, forgyldte Trappe, der i Salens ene Ende førte op til Hotellets Bel-Etage. En lille, gammel Dame med emaljeret Ansigt og ungdommelige Lokker bevægede sig langsomt ned ad Trinnene ved en Sygeplejerskes Arm. En Kam|147merjomfru bar det umaadelige Slæb af æblegrønt Fløjl, og bagefter fulgte en Tjener med en Dværghund i en Kurv. Dette pyntede og opsminkede Lig, der tilhørte et af de regerende Fyrstehuse, spiste af Etikettehensyn paa sine egne Værelser men mødte bagefter regelmæssig til Varieteunderholdningen. Med noget Besvær blev det bragt til Sæde i en Lænestol midt for Scenen, hvor det gav en kort Kur, inden Forestillingen begyndte.

Torben var imidlertid bleven bortført af sin Ven Generalkonsulen, som absolut vilde forestille ham for sin Kone, der sad i en af Sofaerne ved den modsatte Væg. Det viste sig at være en ganske køn, noget korthalset Dame i en Slags græsk Gevandt og med Næseklemme. Bag Gevandtets hvide Folder rundede sig en Barm af udpræget moderlig Form; men Ansigtet besad den vage, kønsløse Fylde, der som en Søskende-Lighed præger saa mange velhavende unge Fruer, der føder deres Børn under Kloroformmaske.

»Jeg ønsker Dem velkommen her til Sollandet,« sagde hun paa en Maade, som om det var hende, der var Værtinde der. »Ja, De ser nok ud til at kunne trænge til at faa den kære Sol til Ven. Men det gør vi jo Alle. Hvorlænge tænker De at blive her?«

|148 »Jeg rejser saa snart som muligt,« svarede Torben mørkt.

»Længes du allerede hjem?« udbrød Vennen. »Er det dine Køer og Faar og Stude, du ikke kan undvære længer? Du skal jo have faaet stor Interesse for Landvæsenet, har man hørt.«

»Aa ja; jeg kan virkelig undertiden faa Hjemve efter de Umælende.«

»Ja — hjem til Naturen! Det er netop ogsaa vort Løsen!« begyndte Generalkonsulen, men en lille Bevægelse af Fruens Haand standsede ham brat.

»Vil De sige mig, Godsejer Dihmer,« tog hun derpaa selv Ordet. »Kender De det wellerske System? ... For Dem som Sociolog og Politiker maa det have særlig Interesse at lære denne store Bevægelse at kende. Jeg skal tillade mig at sende Dem en Brochure — »Folkenes Velfærd« hedder den — den er udgivet af vor Forening, og De vil bag i Bogen finde Uddrag af Breve og andre skriftlige Vidnesbyrd om den Velsignelse, som den wellerske Sundhedslære allerede har bragt til mangfoldige Hjem i alle Lande.«

»Det drejer sig om en Verdensbevægelse, forstaar du. Helt ovre i Tokio har vi en Missionsstation,« faldt hendes Mand ind men blev igen bragt til Tavshed af Fruens Lillefinger.

»Selve Bogen maa jeg ogsaa bede Dem om at |149 læse med Velvilje. Vi har kaldt den en første Ledetraad til systematisk Udvikling af legemlig og sjælelig Harmoni, og Dr. Weller har avtoriseret den. Den er udarbejdet i populær Form men paa uangribeligt videnskabeligt Grundlag, i nøjeste Overensstemmelse med Fysiologiens Love. De fleste Nutidsmennesker har jo af lutter Ukyndighed vanrøgtet baade Sjæl og Legeme saa sørgeligt, at en Sundhedslære maa begynde helt forfra, saa at sige med en A. B. C. Det nye Menneske maa opbygges i os lige fra Naturgrunden; derfor begynder vi med Tyggeøvelser ligesom hos det diende Barn og gaar herfra gradvis frem gennem Arm- og Benbevægelser svarende til Barnets forskellige Alderstrin, indtil det svækkede Legeme er] A, et A4, ikke i B C D bleven modent til den egenlige Gymnastik.«

»Ja, Gymnastikken er Styrkens og Manddommens Amme!« fik Generalkonsulen endelig Lov til at efterplapre. »Det Ord lancerede min Kone fornylig i en brillant Artikel i vort Foreningsblad — den maa du absolut læse! Det er ogsaa slaaende sandt, hvad Professor Rosenheim sagde i et Interview forleden — —«

Der blev i det samme ringet paa en Klokke. Den første Artist stod — dybt bukkende — paa Scenen. Det var en hæslig lille Mulat i Kjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En Abe i dress.

|150 Torben greb straks Lejligheden til at trække sig bort. Men paa Vejen hen til sine Damer blev han standset af Direktør Zaun, der hele Tiden havde kreset omkring ham paa Afstand.

»Undskyld, Godsejer Dihmer, vil De tillade mig at opholde Dem i to Minutter?«

Tidspunktet kunde ikke have været uheldigere valgt. Torben havde netop opdaget, at v. Auen under hans Fraværelse havde taget Plads ved Siden af Jytte, og han saae nu ogsaa, at Jytte laante hans Kikkert for at betragte Mandslingen paa Tribunen.

»Hvormed kan jeg tjene Dem?« spurgte han brysk.

I stadigt Haab om at blive genkendt tog Direktøren sin Guldlorgnet af og præsenterede ham sit nøgne Ansigt.

»Det er ikke saa ganske lige til at forklare. Jeg vilde derfor gerne have Lov til at aflægge Dem et Besøg en Dag, naar det passer Dem. Forresten har jeg en frisk Hilsen at bringe Dem fra en fælles Bekendt, Professor Asmus Hagen. Det var Professoren, der meddelte mig, at jeg vilde kunne træffe Dem her.«

»Er De taget herned for at træffe mig?« spurgte Torben aandsfraværende.

»Naa — næ — det er maaske for meget sagt. Professor Hagen er min Læge og har ordineret mig Rekreation. Men jeg nægter ikke, at naar jeg har |151 valgt at lægge min Rejse om ad denne Kant, saa var det noget af Hensyn til, at De ventedes hertil. I salig April-Foreningens Dage havde jeg oftere den Fornøjelse at være sammen baade med Dem og Professoren.«

Et Sted i Baggrunden af Torbens Bevidsthed dukkede der et Erindringsbillede frem, som lyste klart et Nu men var borte med det samme. Han havde set for sig en lavloftet, røgfyldt Sal med en hujende og mjavende Forsamling omkring en Talerstol, paa hvilken denne lille sortskæggede Mand stod og gestikulerede lidenskabeligt.

»Det er da ikke om Politik, De vil tale med mig?« spurgte han.

»Jo ... unægtelig.«

»Men De veed dog vist, at jeg i lang Tid har holdt mig borte fra al Deltagelse i den politiske Debat.«

»Netop derfor.«

»Det forstaar jeg ikke.«

»Som sagt — det vilde blive for omstændeligt at udvikle her. Dersom De vil opgive mig en Tid, da jeg kan træffe Dem, skal jeg tillade mig at søge Dem en af de nærmeste Dage.«

Der var et Par Gange bleven tysset paa dem af Folk i Nærheden. Nu vendte en tyk, skaldet Herre med Svinetryne sig forbitret om imod dem og kræ|152vede Tavshed. De havde ikke lagt Mærke til, at der efterhaanden var bleven ganske stille i Salen. Den sortegraa Artist, hvis Specialitet det var at efterligne Dyrelyde, agerede i Øjeblikket en Mand paa Fluefangst. Med forbløffende Livagtighed eftergjorde han en sorgløst omkringflyvende Spyflues Summen, og da han havde fanget den, hørte man først dens vrede Kogen i hans lukkede Haand, derpaa dens hvislende Kamp for Befrielse, idet han trak det indbildte lille Kræ frem ved den ene Vinge. Da han tilsidst trykkede det ihjel under Spidsen af sin besløjfede Laksko og man hørte det lille fugtige Svi-vit, hvormed den masedes, blev han hyldet af hele Salen saa hjerteligt som nogen Løvedræber paa en romersk Arena.

Torben havde trukket sig bort fra Direktør Zaun uden at sige Farvel og uden at give ham sin Adresse. Og i Stedet for at gaa tilbage til sine Damer, søgte han ind i Læseværelserne, hvor der i Øjeblikket var ganske tomt.

Her kastede han sig i en af de store Læderstole og gav sig ganske hen i sin Fortvivlelse.

Han havde den samme Fornemmelse som han saa ofte havde haft i Wiesbaden, at han plagedes af et Mareridt og ikke kunde vaagne. Han følte det, som om alt dette med hans Helbredelse var en ulykkelig Indbildning. Var han ikke meget sna|153rere død for længe siden og ført ned i Underverdenen, nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke i Sygestuen paa Favsingholm? ... Hvad skulde han gøre? Han følte sig aldeles hjælpeløs. Og Jytte sad derinde og havde det aabenbart rigtig rart i dette Skyggerige, der syntes ham saa uudholdeligt dumt og uværdigt! ... Men han var syg. Uhelbredeligt syg. Det nyttede ikke at ville lyve sig fra det. Hans forvendte Syn havde Asmus Hagens Piller ikke kunnet rette paa. Hans inderste, egenlige Jeg gik endnu stadig Afmagtens og Livsskyhedens triste Krykkegang derhjemme i de mørke Stuer paa Favsingholm. Og nu havde han tilmed faaet en ulykkelig Forelskelses hele Latterlighed at slæbe om med. Denne forkomne Ungdomskærlighed havde deroppe i Ensomheden ædt sig ind i hans Organisme som Giften fra et gammelt Saar — havde forhærdet sig til en fiks Ide, der gjorde hans Eksistens uhyggelig endogsaa for ham selv. I Stedet for at rejse til München, hvor en stor og smuk og glad Kvinde ventede ham, sad han her og sukkede som en forelsket Konfirmand; — ja havde han ikke staaet dernede ved Vandet idag og udspioneret Jytte gennem en Kikkert ligesom den skinsyge Ferdinand i Operetten? Saa vidt var det allerede kommet med ham! Det var Resultatet af den kloge Asmus Ha|154gens Trolddomskunster. Sin Ligskjorte havde han faaet ombyttet med en Narrekappe. Hvad var der vundet? ... Og Asmus maatte jo have forudset det, siden han i sit sidste Brev udtrykkeligt havde anbefalet ham at være forberedt paa alle en ny Pubertetsperiodes Latterligheder og Galskaber! —

Inde i Salen var Negeren imidlertid bleven afløst af nogle sortsmudsede Dansere, der sparkede omkring sig til et kannibalsk Spektakel af Kastagnetter og Tamburiner: Mændene figurerende med aabenstaaende Skjorter og Svømmebukser, Damerne med et kort Silkeskørt over fede Ben i kødfarvet Triko. Det kaldtes paa Programmet for neapolitansk Folkedans.

Jytte havde igen laant Hr. v. Auens Kikkert, dog kun for at søge efter Torben. Hun havde holdt Øje med ham baade da han blev forestillet for sin Vens Kone og siden, da han opholdtes af Direktør Zaun. Men pludselig var han forsvunden for hende, og hun begyndte at blive urolig.

»Hvor har Vorherre den unge Hr. Mohn i Aften?« spurgte Oberverwaltungsgerichtsraten, da hun gav ham Kikkerten tilbage. »Skulde det være blevet til Alvor med hans Rejse?«

»Det er det vel nok.«

»Jeg har virkelig ondt af den unge Mand. Han |155 skulde have haft Lov til at dø i Fred i sit Hjem. Han kommer aldrig levende tilbage.«

»Nej, det gør han vel ikke,« sagde Jytte uden at vide, hvad hun svarede paa. En Angst havde betaget hende. Hun sad og overvejede, om hun skulde sige det til Moderen, at Torben Dihmer var gaaet. Maaske var han bleven syg ...

I det samme saae hun ham komme inde fra Læseværelserne, og hendes Øjne blev dybe og smilte af hemmelighedsfuld Lykke. Hun vidste det ikke selv, men Hr. v. Auen saae det og straks gik Elskværdigheden af ham. I samme Øjeblik, Torben naaede hen til dem, rejste han sig op og vendte ham sin pomadiserede og skilte Nakke med hofmæssig Uforskammethed.

Paa Grund af Torbens Nærværelse følte Jytte sig pludselig generet af de kortskørtede Damer og deres raa Hvin, og hun hviskede til Moderen, om de ikke skulde gaa.

»Detteher er ækelt,« sagde hun. »Jeg tror heller ikke, at Torben Dihmer morer sig.«

Baade Moderen og Torben var lette at overtale. Naar Fru Bertha i det hele taget deltog i disse Aftenunderholdninger, var det kun for at skaffe Jytte en Adspredelse, at hun ikke skulde sidde derhjemme og falde sammen eller ødelægge sig ved Klaveret.

|156 Udenfor var det klart Maaneskin. Det saae ud, som om det havde sneet.] snet. A A4, ikke i B C Dsnet. Stien foran dem, Appelsintræernes og Skærmpinjernes tætte, mørke Løvmasser og Hustagene nede i Byen var vinterligt hvide. Det var kun Fru Bertha, der lagde Mærke til det, og hun sagde ogsaa nogle Ord derom; men iøvrigt fulgtes de op til Villaen i Tavshed.

Ved Gitterporten ind til Haven sagde Torben Farvel.

»Vil De allerede gaa? ... Naa ja, De har Lov til at være rejsetræt,« sagde Fru Bertha. »Sig mig, vil De ikke glæde os med at drikke Deres Morgente sammen med os imorgen Klk. 9? Vi faar den serveret her hos os selv, og det er virkelig ganske hyggeligt. Altsaa: Paa Gensyn!«

Uden at vente paa hans Svar gik hun ind for at lade de unge tage Afsked alene. Hensigten var lovlig tydelig og forstemte Jytte. Hun skyndte sig at give Torben Haanden for at følge ind med Moderen; men da han holdt hende tilbage, blev hun alligevel staaende.

»Tilgiv ... Men jeg maa bede Dem sige Deres Moder, at hun ikke skal vente mig imorgen.«

»De kommer ikke?«

»Nej ... jeg rejser.«

»Rejser? Men De er jo lige kommen?«

»Ja; og jeg skulde aabenbart helst være bleven |157 helt herfra. Det var en Misforstaaelse af mig. Det indser jeg godt nu. Jeg passer ikke længer til Selskabet her.«

»Men hvad er det for noget?«

Det kom som et Udbrud, uforvarende, angstfuldt næsten. Torben lyttede. Havde han hørt rigtigt?

Han saae prøvende paa hende.

»Vilde det ikke være Dem imod, at jeg kom og gik her ligesom i gamle Dage hjemme i Dronningens Tværgade? ... Tør jeg endnu betragte mig som en Ven og en lille Smule af en Kammerat?«

»Ja — naturligvis!« sagde hun men søgte dog nu at trække sin Haand til sig.

Han saae hende rødme i Maaneskinnet, og han følte hendes Hjertes Uro gennem Pulsslaget i hendes Haand, som han ikke vilde slippe. Men for sin egen Skyld vovede han dog ikke at trænge stærkere ind paa hende. Han mærkede, at han var i Færd med at miste Selvbesindelsen. Blodet var steget ham voldsomt til Hovedet, og hans Tanker var løbske.

Han nøjedes med at bøje sig ned over hendes Haand og kysse den med Ærbødighed. Og efter at hun var gaaet ind, blev han uden at vide det staaende med blottet Hoved og fulgte Lyden af hendes Skridt paa hele Vejen op gennem Haven. |158 Først da han havde hørt Døren deroppe blive lukket, vendte han sig om og gik langsomt bort.

Inde i Stuen havde Fru Bertha tændt Lampen og sad allerede med en Avis. Hun saae ikke op, da Jytte kom ind, men lod som om hun var optaget af Læsningen.

Jytte var hende taknemmelig for denne Forstillelse. Hun havde gerne sat sig hen hos hende og smaasnakket en lille Tid om ligegyldige Ting, inden hun gik i Seng. Uvilkaarligt frygtede hun Ensomheden oppe i sit Kammer. Men hun følte sig heller ikke helt tryg overfor Moderen, var bange for, at hun alligevel skulde give sig til at tale om Torben Dihmer og maaske spørge hende ud. Og hun havde jo i Virkeligheden ingenting at fortælle. Det hele var ogsaa kommet ganske anderledes end hun havde ventet. Hvad havde hun i Grunden svaret? ... Men nu vidste han det altsaa.

»Jeg tror, jeg gaar op med det samme,« sagde hun og lukkede sit Klaver.

»Ja, gør du det! Det er heller ikke for tidligt.«

Jytte gik mod Sædvane hen og kyssede Moderens Kind til Godnat. Fru Bertha holdt stadig Øjnene i sin Avis. Først efter at Jytte var gaaet, saae hun op. Og da smilte hun lidt og saae tankefuldt frem for sig.

Oppe i sit maanelyse Kammer blev Jytte staaende |159 ved Vinduet nogen Tid uden at lukke det. Hun troede endnu at kunne høre Torbens Skridt nede paa den fliselagte Sti mellem de høje, genlydende Havemure. Og hun tænkte: Dernede gik et Menneske, der nu raadede over hendes Liv; en fremmed Mand, til hvem hun havde betroet sin hele Lykke. Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan, og hun havde selv villet det saadan. Tidligere havde hun ikke kunnet lade være med at holde af Torben Dihmer, skønt hun egenlig ikke vilde det. Nu følte hun, at hun ønskede at tilhøre ham, at hun længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med Sjæl og Legeme.

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Men gennem hendes Erindring jog det vilde Skrækkens Tog af alle hendes gifte Veninder, som bestandig i den sidste Tid havde vist sig for hende baade om Dagen og i hendes Nætters urolige Drømme. Hun havde været sammen med de fleste af dem paa deres Bryllupsdag, huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør — og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimor og — aa Gud ja! — stakkels Kitty, den fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet |160 med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu levede et tøjlesløst Liv i det sletteste Selskab. Skulde det nu times hende selv engang at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke? — Men da vilde hun hellere dø.

Hun lukkede Vinduesskodderne i med en skudrende Bevægelse og tændte Lys. Hun var kommen til at fryse og vilde skynde sig i Seng. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Men de mørke Tanker blev ved at flagre om hendes Lykke som Natsværmere omkring et Lys og lod sig ikke forjage. ]˟Da hun sad foran Spejlet i sin Natdragt og plukkede Naalene ud af sit Haar, sank Hænderne tungt ned i hendes Skød og blev liggende der.

Hvorfor skulde netop hun blive den ene af Tusinde, hvem Kærlighedsdrømmen ikke skuffede? ]˟Tilmed kendte hun i Grunden slet ikke sin tilkommende Mand. For det var jo saadan, at hun alligevel igen havde taget fejl af sine Følelser eller været troløs imod dem. Det var jo en hel anden Mand, hun var kommen til at holde af. Den Torben Dihmer, hun i alle disse Aar havde længtes efter, ham havde hun allerede halvvejs glemt. Det var denne underligt stille og barske Fremmede, hun nu elskede og havde knyttet sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. |161 Saadan var hun! Og hun vilde aldrig blive anderledes! ...

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Hun havde saa ofte maattet høre, at hun lignede sin Moder, og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa Torben Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og saa et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Hun havde nogle Gange selv forsøgt at trænge ind til Bunden af sit Væsens Urskovs-Dyb men var altid hurtigt flygtet — grebet af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger, og vilde Rovdyrøjne havde glødet hende imøde inde fra Mørket. Men alt dette skulde Torben Dihmer vide. Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv kendte det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende ...

]˟Hun hørte Moderen komme op ad Trappen. Hurtigt krøb hun i Seng og slukkede Lyset. Da Døren til Sideværelset lidt efter sagte gik op, lod hun, som om hun sov.

<!--chapter 5-->

|162 ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Torben var nu kommen ned i Byen. Han gik stadig langsomt, med den solide Gang, der var ham egen. Men hans Holdning var forandret, hans Hoved havde løftet sig, og han holdt Hatten i Haanden for at svale sin brændende og bankende Pande.

Mørk og øde laa Gadens Snevring foran ham. Hist og her brændte en døsig Petroleumslygte, men Butikkerne var tilskoddede, og Maanelyset naaede ikke derned. Et Par Steder sad endnu en sovende Tigger, der mekanisk rakte Haanden frem, da han kom forbi; men ellers mødte han næsten allevegne kun Genlyden af sine egne Skridt.

Han mindedes den Stemning, hvori han for faa Timer siden havde gaaet her, og han følte, at det store Under virkelig nu var fuldbyrdet med ham. Det var, som om en sejg og børstet Ham var bristet omkring ham. Alt var forandret. Livet laa atter for ham i al sin Herlighedsglans — skænket ham som en Gave af en ung Kvindes Haand. Saa var der altsaa alligevel Trolddom til i Verden! Om det saa var Stanken af Gadens Æselsgødning, som han om Eftermiddagen havde fundet saa generende, saa hilste han den nu næsten med Henrykkelse. Der var jo ogsaa i denne ramme Uddunstning et Pust |163 af den skønne, mangfoldige Virkelighed, som han nu igen tilhørte.

Paa et Hjørne var en enkelt Frugtbod aaben, et dybt Portrum, i hvis Bund en hel Familje sad hyggeligt sammen omkring en Lampe. Synet fik ham til at standse, og straks rejste en halvvoksen Pige sig i den Tro, at han vilde handle. Han gav sig da til at se paa nogle blomstrende Fersken- og Mandelgrene, der stod i en Krukke midt imellem Appelsindyngerne, skrev Fru Abildgaards Adresse op og bad om at faa dem bragt derhen tidligt den næste Morgen. Og da han nu saae, at Pigen var smuk og havde brune Øjne ligesom Jytte, spurgte han ikke om Prisen men lagde overgiven to Guldstykker i hendes Haand.

»Behold dem!« sagde han til det forskrækkede Pigebarn og lukkede hendes Fingre over dem. »Og forvar dine Øjne godt!«

Han gik videre men havde slet ingen Lyst til at gaa hjem til sit Hotel, hvor kun den vante Ensomhed ventede ham. Det faldt ham nu ind, at der maatte være smukt ude paa Strandpromenaden, og han bestemte sig til at gaa derud.

Det viste sig, at Maaneskinnet havde lokket mange Andre ud, og en af de første, han fik Øje paa, var Direktør Zaun.

Den lille Mand gik med Armene paa Ryggen |164 aldeles fordybet i sine egne Tanker ... En Artikel i det sidst ankomne Nummer af Times havde gjort ham alvorligt bekymret for Portugals Skæbne. Han var kommen til at se Landets politiske og økonomiske Forhold i et meget mørkt Lys og følte sig ængstet ved Tanken om dets Fremtid. Han havde nu benyttet sin Aftentur til at udkaste en Plan til en Omordning af Landets indre Styrelse og stod just i Begreb med at grundfæste Finanserne ved Hjælp af et evropæisk Statslaan paa 50 Millioner Milreïs, da en Maaneskygge faldt hen over hans Ansigt og fik ham til at løfte Hovedet.

Det var Torben, der var standset foran ham.

»Himlen har øjensynlig en Bestemmelse med os, Hr. Direktør! Det er tredje Gang, vi mødes idag. Skal vi ikke bøje os for Kendsgerningen og gøre hinanden Følgeskab et lille Stykke? Vor Samtale før paa Hotellet blev saa taabeligt afbrudt.«

Hr. Zaun saae overrasket op paa ham, satte sin Guldlorgnet paa, tog den af igen med en stor Armbevægelse og bukkede.

»Med største Fornøjelse!«

»Det var om Politik, De vilde tale med mig.«

»Unægtelig!«

Han satte Lorgnetten tilbage paa Næsen, og denne vanemæssige Bevægelse levendegjorde paany for Torben hele Sceneriet fra den afdøde »Aprilforening«s |165 Diskussionsaftner, hvor Hr. Zaun havde været Talerstolens store Rædsel. At han siden var bleven en af den københavnske Liberalismes Ledere, at han i hvert Fald paa Grund af sin Partitroskab og store Offervillighed spillede en vis politisk Rolle i Kulissen, huskede Torben ogsaa godt, og det var netop derfor, han havde standset ham.

Direktørens Tanker havde i et Hop vendt sig fra det betrængte Portugal og stod allerede midt i det danske Folketing fuldrustet med ny reformatorisk Iver. Han meddelte, at Stemningen i Tinget var trykket, og at Ministeriet efter al Sandsynlighed vilde lide et alvorligt Nederlag ved Afstemningen om Husmandsloven.

»Men det er forresten kun, hvad jeg straks ved Lovens Fremlæggelse sagde til Landbrugsministeren. De maa højere op med Statsbidraget, sagde jeg, ellers faar De ikke Socialdemokraternes Stemmer, og de kan i dette Tilfælde ikke undværes. Men Hans Excellence pillede sig gudhengivent i Næsen og mente, at det gik saamænd nok. Det sædvanlige Svar! Og nu har vi Resultatet. Partiet vil igen faa et tabt Slag at indføre i sine efterhaanden temmelig bedrøvelige Krigsannaler. Og om et halvt Aar har vi Valgene! Dersom vi ikke nu tager os alvorligt sammen, betragter jeg det slet ikke som udelukket, at vi om nogle Aar igen har Reaktionen siddende |166 paa Taburetterne med Absolutismen som Konsejlspræsident, Chauvinismen som Krigsminister og Obskurantismen som Kultusminister. Saadan staar Sagerne!«

»Jeg har set, at der forberedes et stort Landsmøde for Partiet,« sagde Torben. »Saa vidt jeg har forstaaet, er det Meningen at forsøge at komme overens om et nyt Program.«

»Ogsaa det — ja. Vigtigere er det dog efter min Mening at fremkalde — i fornødent Fald at fremtvinge — et radikalt Personskifte. Magtens Sødme har været adskillige af vore Førere for ambrosisk. De er bleven tunge i Sædet og har lagt sig Ufejlbarlighedsmave til. Det er paa Tide, at der skaffes Plads for friske Kræfter, der kan føre Udviklingen videre. Og nu fortæller jeg Dem næppe noget Nyt, Godsejer Dihmer, naar jeg siger Dem, at i hvert Fald mange af de Yngre har set hen til Dem med særlig Forventning og derfor ogsaa har glædet sig oprigtig over, at De nu har genvundet Deres Helbred.«

Han blev afbrudt af et Udraab fra nogle Spaserende, der havde stillet sig hen ved Brystværnet for at iagttage et Raket-Fyrværkeri, som blev sendt tilvejrs fra et forbisejlende Skib. Skibet gik saa langt ude, at man ikke kunde se andet af det end Lysningen fra Koøjnene. Ildstraalerne syntes at stige op fra selve Havfladen som Sprøjtet fra en |167 Spøgelsehval, der boltrede sig derude i Maaneskinnet.

»Senest til November skal vi jo have Valg,« fortsatte Direktøren og vandrede videre, efter at de begge havde staaet stille et Øjeblik. »Men jeg anser det ikke for usandsynligt, at Ministeriet vil forsøge en Opløsning paa Husmandsloven. I saa Fald faar vi Valget allerede i Juli; det vil med andre Ord sige, at vi kun vilde have fire Maaneder til at træffe vore Forberedelser. Jeg tilstaar, jeg vilde i den nuværende Situation betragte det som et politisk Selvmordsforsøg, og jeg vil gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at forhindre en saadan Overrumpling af Vælgerne.«

Han kastede sig ud i en Beregning af Partiets Valgudsigter, og det viste sig, at han havde den hele hovedsvimlende Statistik fra det forrige Valg magasineret i sin Hjerne. Torben blev hurtigt uopmærksom. Mens Hr. Zaun tumlede med den danske Vælgerhærs Tusinder og opstillede dem i Slagorden fra Vesterhav til Østersøen, legede hans Tanker forelsket med et Par smaa Tal af den lille Tabel. Dersom alt gik efter hans Forventning, tænkte han, maatte han kunne holde Bryllup om tre, højst fire, allerhøjst om fem Maaneder, og til den Tid skulde Favsingholm sættes i en saadan Stand, at han uden Undseelse kunde hjemføre sin Brud til Fædrene|168gaarden og byde hende at bo der en Del af Sommeren. Der var derfor ingen Tid at spilde. Han vilde straks skrive til sin Arkitekt. Ogsaa Godsinspektøren skulde alarmeres ...

Hans Tanker blev kaldt tilbage af Hr. Zaun, der havde kalkuleret sig op i Kampstemning og nu begyndte at skrige.

»Vi maa ved dette Valg møde med vore allerbedste Navne. Baade Reaktionen og Socialdemokratiet skal overraskes ved at se, at Partiet endnu har en Reserve af Elitetropper. Jeg skal betro Dem — De bringer jo ikke Sagen videre — at Deres Ven Professor Hagen har lovet os at lade sig opstille i en af de københavnske Højrekrese. Han er jo meget optaget af sin Videnskab og sin store Praksis — vel ogsaa af sine udbredte selskabelige Forbindelser — det er utroligt, hvad den Mand kan overkomme! Han stiller sig heller ikke i Haab om at blive valgt, blot for at markere sit Standpunkt.«

Paa Torbens Spørgsmaal om, hvilke nye Mænd man iøvrigt vilde finde paa Partiets Kandidatliste, nævnede Hr. Zaun en Del Navne, som han slet ikke kendte, og et Par andre som fik ham til at studse; men da han tænkte, at der kunde foreligge en Forveksling, gik han ikke nærmere ind paa Sagen. Han var ogsaa allerede bleven træt af Sam|169talen. Idet han nu standsede for at sige Farvel, spurgte han blot:

»Tænker De ikke selv paa at søge Plads i Tinget?«

Hr. Zaun slog Øjnene ned og stod en lille Tid tavs. Men pludselig kastede han sig bagover og vrinskede af Lystighed, som om han var bleven kildet:

»Skal jeg opfatte Deres Spørgsmaal som en Opfordring? Jeg tror i saa Fald ikke De vil faa Medhold i Partiet. De veed maaske ikke, at jeg engang blev opstillet i en Landkres og fik nøjagtig 32 Stemmer, hvoraf de 3 ovenikøbet var ugyldige. Folk med denne Slags Næse,« — han rev paany Lorgnetten fra Øjnene og stak sit blege Dæmon-Ansigt frem — »er for Tiden ikke i Kridthuset hos os. De yndes ikke af vore Præster omkring i Landet, og disse strenge Herrer er i Færd med at blive en Magt i Partiet.«

Hans Tone gjorde Torben forlegen, og han beredte sig til at gaa.

»Vort Møde var jo ganske tilfældigt,« sagde han. »Og denne Samtale har jo været hel privat. Jeg veed ikke engang, om jeg har Lov til at opfatte Deres Henvendelse som et officielt Tilbud fra Partibestyrelsen.«

»Absolut! Jeg har udtrykkeligt faaet Mandat til |170 at forhandle med Dem. Jeg kan ogsaa godt med det samme betro Dem, at vi har forbeholdt Dem en af vore solideste Krese. Hvad forresten er en Selvfølge! Gud bevares — det manglede jo bare, at vi skulde lade vor tilkommende Konsejlspræsident debutere som Dumpekandidat!«

Han var traadt et Skridt tilbage og bøjede sig med et stort Smil ned til Jorden med Hatten i Haanden.

Torben smilede med af Høflighed men fandt det nu paa høje Tid at bryde af. Med sine sidste Ord havde Hr. Zaun rørt ved indslumrede Følelser, som han i Øjeblikket ikke ønskede at vække. Det kunde blive for meget paa eengang!

»Jeg foreslaar, at vi fortsætter en anden Dag. Vi træffes vel nok i Ny og Næ paa Hotellet, men forresten bor jeg derhenne i »Pension Beausite«. Og nu maa De tilgive mig, at jeg har ført Dem saa langt bort —.«

»Det har været mig en Fornøjelse. Og desuden har jeg Ordre til at bevæge mig saa meget som muligt i Luften. Ogsaa om Aftenen.«

»De ligger hernede for Deres Helbred, Hr. Zaun?«

»Ja, jeg lider desværre i høj Grad af Søvnløshed.«

»Ja, det kan være slemt! Jeg beklager Dem virkelig. Læser De ikke for mange Aviser, Hr. Zaun?«

|171 »Ok nej, man overkommer desværre saa lidt! Bladene vokser i Omfang Aar for Aar, — der sker jo saa uhyre meget omkring i Verden — og det har dog altsammen Interesse. Men det bliver stadig mere vanskeligt at faa blot et løst Overblik.«

»Ja — Danaïdernes Kar,« sagde Torben halvt for sig selv, idet han saae ned i Hr. Zauns nervøse Ansigt med de opalblege, vildt melankolske Øjne, — han tænkte igen paa Underverdenen og dens Skygger. Han kendte fra sin egen Fortid lidt til denne uhyggelige Allestedsnærværenheds-Mani, der var en af de moderne Sygdomme.

»De har maaske set, at Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan. Mere end 300 Mennesker skal være omkomne. Det er skrækkeligt! I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa har krævet Menneskeliv — henved et halvt Hundrede tror jeg. Og hvad mener De egenlig om Portugal? Jeg vil sige Dem: jeg frygter for, at vi en Dag læser om et Lands Fallit. Det er dog ikke Smaating!«

Torben skottede ned til Hr. Zauns højre Haand, og da han saae, at den ingen Giftering bar, fik han oprigtig Medlidenhed med sin forhenværende Med-Fordømte, denne stakkels Mand, der maatte kaste et rigt Hjertes naive Følelse fredløs ud for Vinden, |172 fordi han ikke selv havde Nogen at holde af og være god imod.

Han rakte ham forsonligt Haanden.

»Jeg ønsker Dem en fredelig Nat, Hr. Zaun! Og altsaa — paa Gensyn!«

<!--chapter 1-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. [175] Da Fru Bertha om Morgenen kom ind til Jytte, maatte hun ruske i hende for at faa hende vaagen. Jytte havde om Aftenen taget et Sovemiddel, og da Tankerne alligevel ikke lod hende i Ro, havde hun ved Totiden taget endnu et Pulver. Hun bad nu saa mindeligt om Lov til at sove videre.

Men Fru Bertha gik til Vinduet og slog Skodderne tilbage.

»Klokken er snart otte. Husk paa, at vi faar Fremmede fra Morgenstunden.«

Jytte havde ikke glemt det, — det var netop af den Grund, hun helst vilde blive liggende. Endnu i Halvdøs begyndte Tankerne straks at væve videre paa Nattens vilde Skræmmebilleder og fik hende til at grue for den Dag, der nu kom.

Men da Moderen var gaaet, rejste hun sig med et Sæt overende og strøg Haaret bort fra Panden. Nu skulde det være forbi! Nu vilde hun ikke tænke mere!

Jytte hadede denne Grublesyge; hun skammede sig over sin Sørgmodighed og havde altid skjult den for Andre som man skjuler en legemlig Lyde. Hun |176 vilde tro, at det var hendes egenlige Natur at være glad. I Almindelighed varede det heller aldrig længe, før hendes Lune og Forstand eller i hvert Fald et eller andet Pulver hjalp hende til at ryste det tunge Sind af sig, og da hun nu slog Øjnene op og saae, at Kammeret var fyldt af den klareste Sol, smilte hun ogsaa. »Dette er den første Morgen i mit nye Liv,« — tænkte hun — »og Himlen selv bringer mig sin Lykønskning paa Sengen. Hvad kan jeg forlange mere?«

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Et Øjeblik efter stod hun afklædt i et Badefad og tog sin kolde Afvaskning for aabent Vindu. Hun havde ingen andre Genboer end Solen og saa en Spurv, der sad udenfor i Toppen af et Pebertræ og kiggede ind til hende med Hovedet paa Siden. Hun vendte Ryggen til Spejlet — hun havde siden hun blev voksen haft en Sky for at se sig selv nøgen — og særlig denne Morgen var hun nervøst utaalmodig for at komme i Klæderne igen.

Det kolde Bad fordrev den sidste Spøgelsefrygt. Med røde Kinder og livligt Sind kom hun en halv Time efter ned i Stuen i en ganske ny, lyseblaa Formiddagskjole, som hun udtrykkeligt havde opsparet til denne Lejlighed. Tebordet var dækket ude paa Loggiaen, og ved et andet Bord derude stod Moderen og satte nogle store hvide og lyserøde Blomstergrene i en Vase.

|177 »Men kære, hvor har du al den Overflod fra?« spurgte hun og løftede en af Grenene. »Hvor er de dejlige!«

»Der fulgte ikke noget Kort med. Men jeg tænker næsten, at det er Dihmer, der har været galant.«

»Aa ja, det er nok ham. Det ligner ham da.«

»Har du set, at der ligger Brev til dig? Det er vist fra Rosalia Birch.«

»Aa, saa er der nok til mig paa den bare! Jeg har ikke svaret paa hendes sidste!«

Rosalia Birch var den lille fregnede og skævskuldrede Barndomsveninde, som engang havde været med hende paa Storeholt. Hun havde nu en Pogeskole i Slagelse og skrev altid over sine Breve: »Trædemøllen«. Men sit gode Humør havde hun bevaret midt i Hverdagssliddet, og i hendes Klageraab til Veninderne blandede sig den pudsigste Lystighed.

Mens Jytte sad i Kurvestolen og læste sit Brev med et Smil, blev hun skarpt iagttaget af Moderen, der nu var ganske klar over, at der maatte være sket noget afgørende den foregaaende Aften. Men hvilket? Torben Dihmers Blomster havde ikke helt beroliget hende. Jyttes Udseende heller ikke. Hun kunde ikke glemme det Mørke, der havde hvilet over hendes Ansigtstræk, da hun for lidt siden vækkede hende ...

|178 ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml. Der var saa meget hos Jytte, der mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de iøvrigt alle tre havde været. Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne og paagaaende Væsen, hans friske Lunefuldhed. Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe. Hun havde engang imellem tænkt paa, om Jytte ikke selv havde følt det og maaske til Tider været ængstet af denne Lighed med sin ulykkelige Broder. Det havde været hende paafaldende, at hun aldrig nævnede ham, ikke nogensinde havde spurgt om Grunden til hans Selvmord, og da hun engang selv vilde fortælle hende lidt derom, havde hun straks holdt begge Hænderne op for Ørene og raabt, at hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide. Aldrig kunde hun glemme Rædselen i hendes Ansigt i det Øjeblik. ]˟Og nu var hun igen bleven mindet derom ved det haabløse Udtryk, hvormed Jytte før vaagnede. Det var det samme Udtryk, som hun saa tidt havde set i Ebbes Ansigt i hans sidste Levetid, naar han glemte, at han ikke var alene. Derfor følte hun sig ikke tryg, og det saa meget mindre som hun i Grunden ikke kunde finde det urimeligt, om Jytte var bleven lidt skuffet af sin Ven.

»Synes du, at Torben Dihmer har forandret sig |179 meget?« spurgte hun, da Jytte havde læst sit Brev.

»Hvad synes du?«

»Jo — noget. Ikke saa ganske lidt maaske. Men vel egenlig kun til sin Fordel. Saadan en Rekonvalescents klæder jo gerne Mænd i hans Alder. De faar igen noget rent, noget naivt og uskyldigt over sig. Og det kan de fleste af dem jo nok trænge til.«

Jytte svarede ikke noget hertil; hun følte sig generet af Moderens Ligefremhed — men i sit Hjerte gav hun hende Ret. Det var netop det Indtryk, Torben havde gjort paa hende den foregaaende Aften dernede i Hotelsalen, da han kom gaaende alene inde fra Læseværelserne — saa forskellig fra alle de andre Herrer, med et Skær over sit Ansigt som kom han inde fra en hel anden Verden, — næsten en forklaret Skikkelse. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig i Nat, og det var vel nok derfor, hun ikke havde kunnet sove ...

Hun rejste sig hurtig op, og Blodet jog hende til Kinderne. Hun havde hørt Klangen af hans Skridt nede paa den brolagte Sti mellem Havemurene.

Da hun saae ham komme op gennem Gangen i et lysegraat Jakkesæt og med en Straahat i Haanden, forvirredes hun et Øjeblik. Det var jo aldeles den gamle Torben Dihmer, ham som hun netop for bestandig havde forvist til Mindernes Skyggeverden. |180 Men da han kom nærmere og hun saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Rige, som hun nu elskede.

I en Timestid sad de ved Tebordet og førte en springende Passiar om alt muligt undtagen netop det, der optog alle deres Tanker. Torben viste sig stadig noget tung i Konversationens flyvende Kunst. Han havde paa Grund af sin aarelange Tavshed endnu nogen Vanskelighed ved at udtrykke sig med Liv, var desuden fremmed for de fleste af de Begivenheder og Personer, der kom paa Tale, og maatte bestandig spørge.

Fru Berthas Øjne spaserede hyppigt frem og tilbage mellem ham og Jytte, og hun følte sig mere og mere beroliget. Manden var jo som forvandlet, og Jytte syntes at være lykkelig.

»De ser saa frisk ud idag,« sagde hun. »Igaar var De endnu lidt træt efter Rejsen. Min Nevø har virkelig Grund til at være stolt af Dem. For De maa indrømme, at De nu omtrent helt og holdent er hans Værk.«

Det vilde Torben dog ikke ganske indrømme. Han fortalte lidt om hint Sammenstød paa Favsingholm mellem Asmus Hagen og Mads Vestrup i Anledning af den førstes Paastand om, at Lægemidlerne gjorde deres Gerning efter Recept ganske uafhængig af nogen højere Magts Sanktion.

|181 »Og jeg holder med Præsten. Der skal virkelig ofte en »Velsignelse« til, som ikke kan købes paa et Apotek,« sagde han.

Jytte, der følte Tampen brænde, faldt Moderen i Tale, da hun vilde svare.

»Du glemmer at byde mere Te, Mo’er. Hr. Dihmer har ingenting i sin Kop. — Hvordan synes De saa om Generalkonsulinden? Det har De endnu ikke fortalt os. Havde jeg ikke Ret? Hun er farlig.«

»Jo, det maa jeg sige, hende skal man vistnok være bange for.«

»Kan De begribe, hvordan Manden har faaet hende? Og at han saadan lader sig kujonere af hende? Det er næsten uhyggeligt.«

Fru Bertha sagde:

»Deres forhenværende Ven har rimeligvis Anlæg for Hypokondri — som jo er en meget udbredt Sygdom i vor Tid. Det er vel i det hele Forklaringen paa Fænomenet Weller.«

»Ja — Historien om Pastor Mavelsen og hans Kone i stadig ny Udgave,« sagde Jytte.

»Hvad er det for en Historie?« spurgte Torben.

»De kender den ikke? — Kan jeg fortælle den, Mo’er?«

»Jeg veed ikke, hvad det er for en Historie, du tænker paa.«

»Jo, det var en Kapellan, der kom ud til en |182 Præstegaard paa Landet, hvor der var en giftefærdig Datter. Det var jo Meningen, at de skulde have hinanden, men Kapellanen var et Uhyre af Grimhed, og det blev ikke til noget, før han en Dag paa en romantisk Sommervandring gennem bølgende Kornagre kom til at fortælle hende, at han led af Mavekatar. Det gjorde hun nemlig ogsaa, og nu faldt de hinanden om Halsen og levede i et lykkeligt Ægteskab indtil deres Dages Ende.«

»Aa du med dine Historier!« sagde Moderen. »Men De] A, de A4, ikke i B C D traf jo ogsaa en anden Bekendt nede paa Hotellet iaftes. Jeg saae, De stod og talte med Direktør Zaun.«

»Ja, jeg kender en Smule til ham fra Studenterdagene.«

»Han er vist et Menneske med en Del politisk Indflydelse. Jeg husker, at min Mand undertiden havde private Konferencer med ham.«

»Saa vidt jeg har forstaaet, er Hr. Zaun en Slags Generalagent for Partiledelsen.«

»Og nu har han gjort Dem et Tilbud?«

Torben havde ingen Lyst til at komme ind paa den Sag, og da de nu var færdige med at spise, trak han en Brevtaske frem og tog af den en Konvolut, der hele Tiden havde brændt ham i Lommen.

»Jeg har taget et Par Fotografier med, som jeg |183 tænkte, det maaske kunde more Dem at se. Dette f. Eks. —.«

Han rakte et Kabinetsbillede over til Damerne, der begge sad paa den anden Side af Bordet.

»Nej se!« udbrød Fru Bertha. »Hvad er det for en prægtig gammel Gaard? Det er da ikke —?«

»Jo, det er Favsingholm,« sagde Torben.

Jytte, der straks havde bøjet sig interesseret frem for at kigge over Moderens Skulder, trak sig lidt tilbage, da det gik op for hende, at det var hendes tilkommende Hjem hun her blev præsenteret for.

»Men det begriber jeg ikke!« sagde Fru Bertha. »Asmus sagde, at De boede saa uhyggeligt.«

»Det forstod jeg paa Dem igaar; ... derfor har jeg netop taget disse Ting med. Jeg syntes, De skulde dog vide, hvordan Favsingholm virkelig ser ud.«

»Men De har sandelig ogsaa altid selv sagt, Dihmer, at den var en gammel Røverrede.«

»Gaarden har en meget mærkværdig Historie — ja. Der har paa den samme Grund staaet baade en Sørøverborg og et Sortebroderkloster. Man kan endnu af og til fiske Stykker af gamle Rustninger og Sværd op af Borggraven. Bygningen har været lidt forsømt, og det er sagtens det, Asmus har tænkt paa; men det hele skal nu fuldstændig restaureres. |184 Hvad synes De om Beliggenheden? Det er Fjorden, De kan se lidt af bag Træerne. Den har man Udsigt til fra de fleste af Værelserne. Egnen er ganske køn, tror jeg, f. Eks. om Foraaret, naar Engene er rigtig friske og de første Kreaturer viser sig derude i alt det Grønne. — Her er et Parti af Parken. Den er heller ikke i den Stand, den skulde være; da jeg var syg, havde jeg jo ingen rigtig Interesse for den Slags Ting. Jeg faar i det hele en Del om Ørene, naar jeg kommer hjem.«

Jytte lod stadig, som om hun saae til, men Billederne viste sig for hende i en Taage. Den Tanke, at hun engang skulde kalde disse fuldkommen fremmede Steder for sit Hjem, syntes hende fantastisk og urimelig.

Torbens pludselige Veltalenhed, den Varme, der var kommen i hans Stemme, havde overhovedet igen faaet hende til at føle det hele Forhold som saa aldeles haabløst. Blot den Maade, hvorpaa han udtalte Ordet Favsingholm eller sagde »min Gaard«, gjorde hende Stedet næsten forhadt.

Torben rakte et nyt Billede over Bordet.

»Ja, hvad dette her er, kan de<!-- JGN: rettes til: De (?) --> næppe gætte. Det er »Riddersalen«. Den ser fæl ud, ikke sandt? Min Bedstefader brugte den til Kornmagasin, og den har i det hele ikke været benyttet til Beboelse i den Tid min Familje har ejet Gaarden. Det var en af min |185 Faders Yndlingsplaner at faa den sat i Stand, men han døde for tidligt. Nu haaber jeg engang at faa den bragt tilbage til den gamle Skikkelse. Den Marmorkamin der paa Sidevæggen skal være et interessant Arbejde, der har nydt den Ære at blive afbildet i en Kunsthistorie. Veed De forresten, hvem der i gamle Dage ofte har siddet der ved Ilden og ført Faddersladder?«

»Nej.«

»Dronning Anna Sofie.«

»Hvordan det?«

»Jo, De husker maaske, at hun efter Kongens Død blev forvist til Klausholm. Det er min Nabogaard, og jeg har i Favsingholms Arkiv fundet et Par snurrige Billetter fra hende.«

»Men det er jo virkelig interessant,« sagde Fru Bertha. »Hvorfor har De aldrig før fortalt os om de Ting?«

»Af en gyldig Aarsag — jeg kendte dem ikke selv. Jeg var kun tolv Aar, da jeg kom hjemmefra, og i lang Tid viste jeg mig kun hvert andet Aar derhjemme som min egen Gæst. Engang tænkte jeg jo ogsaa paa at sælge Gaarden — eller rettere at give den tilbage til Samfundet mod en Affindelsessum for at faa den udstykket i Husmandslodder. Kan De huske min Plan? Nu vilde det unægtelig ikke længer falde mig saa let at skulle realisere den.«

|186 »Hotelkarlen er kommen,« afbrød Jytte. »Vi bliver nødt til at rejse os, Mor! Han vil vist gerne tage af Bordet.«

»Ja ja. Velbekomme da!«

Mens Fru Bertha blev paa Loggiaen for at give Hotelkarlen en Besked, gik Jytte ned i Haven, og Torben fulgte hende. Af Frygt for, at Samtalen skulde tage en alvorlig Vending, gav Jytte sig til at tale om de Bekendtskaber hun havde gjort blandt Gæsterne paa Hotellet.

»De morede Dem vist egenlig ikke dernede iaftes. Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem.«

Torben undskyldte sig med, at han endnu ikke var helt akklimatiseret, men han gik forresten ikke nærmere ind paa Sagen. Hans Tanker fulgte deres egne foraarsgrønne Stier, og pludselig sagde han:

»De rider vel endnu, Frøken Jytte?«

»Nej, det har jeg virkelig for længe siden glemt.«

»Glemt? Hvad skal jeg da sige? Og der er ikke meget, jeg saadan længes efter som igen at sidde paa en Hesteryg. Da jeg sidst sad i en Saddel var det i Deres Selskab — men det kan De velsagtens ikke huske. Vi gjorde den lange Tur ud over Valby Bakke og omkring Utterslev i en dejlig frisk Nordvest, og paa Tilbagevejen — det husker De dog vist — maatte jeg staa af Hesten og hvile mig paa Grøfte|187kanten, fordi jeg havde faaet ondt. Det var en flov Historie for mig! De var saa elskværdig at ride hen til en Gaard for at hente noget Vand, og paa Vejen tabte De Deres Lommetørklæde — jeg ser det endnu ganske tydeligt flyve henover Markerne.«

»Jo, den Dag husker jeg godt.«

»Gør De? Men saa vil De ogsaa forstaa, at jeg føler en brændende Trang til at skaffe mig Oprejsning i Deres Øjne. Dersom jeg kan opdrive et Par præsentable Gangere, tør De saa endnu engang betro Dem til min Ledsagelse? Her maa vel findes en Ridestald.«

»Ja, med Muldyr og Æsler — andet fører vi ikke her.«

»Jeg vil dog gøre et Forsøg.«

»For min Skyld skal De nu ikke ulejlige Dem. Jeg] A, Jed A4, ikke i B C D veed desuden bestemt fra Hr. v. Auen, at der ikke er tilredne Heste at faa.«

Torben saae fra Siden hen paa hende og blev tavs; og Jytte fortrød sine Ord endnu før hun havde sagt dem. — De var kommen hen i den nederste Del af Haven og vendte just om ved den samme Rosenbusk, hvor hun den foregaaende Dag havde taget de tre Blomster, som hun havde villet give ham ved Ankomsten. Drevet af en Indskydelse standsede hun nu og rev en Knop af.

|188 »De har ingenting i Deres Knaphul,« sagde hun. »Det bruger vi her. Værsgo’!«

Men Torben beholdt baade Blomsten og hendes Haand og trykkede den sidste til sin Mund.

»Jytte —« begyndte han.

Da var det, som om der slog Flammer op omkring hende. Hun følte sit hele Legeme forgaa i Ild.

»Nej — ikke nu! Ikke her!« hviskede hun halvt vredt, halvt bønfaldende; gjorde derpaa med Magt sin Haand fri og skyndte sig bort.

»Hvorhen saa hastigt?« spurgte Moderen; hun stod endnu ved Tebordet og hjalp Hotelkarlen med at lægge Servicet i en Kurv.

»Jeg vil op og hente min Parasol. Solen brænder allerede, saa man er ved at skoldes.«

Da hun noget efter kom ned fra sit Værelse, stod Moderen og Torben i Samtale nedenfor Loggia-Trappen.

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.»Dihmer indbyder os til en Biltur,« sagde Moderen. »Hvad siger du?«

»Storartet — siger jeg!«

Og virkelig kunde hun ikke tænke sig noget, der i Øjeblikket passede hende bedre end saadan at fare som en Storm henad Landevejen, bort fra sig selv og sine Tankers Ugleskrig, køre Nattens Spøgelse-Syner ned i Støvet og fylde sig med Trodsens blinde |189 Mod til at lade staa til — op i den syvende Himmel eller ned i Afgrunden.

»Hvornaar skal det være?« spurgte hun.

»Helst straks, dersom det passer Damerne. Jeg vil saa gaa ned paa Hotellet og bestille Vognen.«

En halv Time efter var de afsted.

<!--chapter 2-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Olivenklædte Bjergskrænter, Villaer, Orangelunde, smaa Fiskerbyer med store Hoteller, Æselskøretøjer og tunge Fragtvogne, Fodgængere, Landevejstiggere og Automobiler jog dem hovedkulds forbi. Det tog sig i Farten ud, som om det altsammen væltedes ud imod dem fra et uhyre Overflødighedshorn. I det ene Øjeblik saae de ud over Havet, der laa stort og roligt med sin sølvhvide Brændings-Bræmme; i det andet taarnede Omgivelserne sig op omkring dem, pressede dem ind mellem høje, fugtige Mure, hvor vilde Skovdufte slog ud imod dem fra de store Parker bagved.

Jytte sad med halvlukkede Øjne bag sit brune Slør. Naar Moderen eller Torben talte til hende, smilte hun blot, idet hun lod, som om hun ikke kunde høre dem paa Grund af Køreværkets Brummen.

Torben lod sig ikke længer forurolige af hendes Hensynken i sig selv. I hans Knaphul sad hendes |190 Rosenknop, og i hans Øre klang som en sød Forjættelse de Ord, hvormed hun var flygtet fra ham derhjemme i Haven: »Ikke nu! ... Ikke her!« Han sad der allerede med en Besidders Tryghed og gjorde sine Rigdomme op. Og han smilede hen for sig, idet hans øre Tanker tumlede den lykkelige Tid imøde, da hans lange Ensomhed endelig var forbi, ... om to, maaske tre, allerhøjst om fire Maaneder.

I lav Flugt var Jyttes Tanker gleden hjem til København. Hun forestillede sig, hvad der vilde blive sagt rundtom i Bekendtskabskresen, naar den modtog Meddelelsen om hendes Forlovelse. Nogen stor Overraskelse blev den vel ikke for mange, men snakkes skulde der nu engang. Alle de gamle Historier om hende vilde vel ogsaa blive varmet op igen ved denne Lejlighed. Hun kunde tydeligt høre Stemmerne. Tykke Emmy Carlsen vilde sidde paa sin faste Plads ved Vinduet hos Konditoren og raabe Torbens og hendes Navne ud til sine Bekendte i Lokalet. Og Lydia vilde ture rundt i sin Luksusbil og gøre sig interessant ved humoristisk at udmale i Enkeltheder, hvordan det hele var gaaet til.

Ogsaa paa Rosalia Birch i Slagelse tænkte hun og paa Meta Haagensen — de to eneste Mennesker, hun misundte. Meta sad nu som Doktorkone et Sted paa den jyske Hede og havde fire Børn, fire dejlige Unger, der alle havde faaet hendes gode, tro|191skyldige Øjne og søde Smil. ⇕˟A  B  C  D  Sml.Hun, hvem de allesammen havde beklaget, var maaske bleven den eneste rigtig lykkelige, fordi hun var den eneste af dem alle, der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne ...

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Et Flodhestebrøl fra Bilhornet fik hende til at fare sammen. De havde allerede passeret flere større Byer, som dog ikke indbød til Ophold, og de kørte videre paa Lykke og Fromme for at søge et idyllisk Sted, hvor de kunde spise Frokost. Nu gjorde de Holdt ovenover en lille By, der laa i Bunden af en frodig Skovkløft, som aabnede sig ud mod Havet. En Jernbanebro paa vældige Murpiller forbandt Kløftens Sider højt oppe over Husenes Tage, men Landevejen gik i en stor Bue uden om den. Som et Galleri løb den langsmed den stejle Bjergmur og naaede slet ikke ned til Byen, hvortil der overhovedet kun var Adgang ad stejle Stentrapper. Netop derfor saae den saa fredelig ud, og de bestemte sig til at holde Rast der.

Torben hjalp Damerne af Vognen. Da Jytte steg ud, trykkede han hemmeligt hendes Haand, — og der gik et lille Kuldegys gennem hendes Hjerte.

»Aa, Torben,« tænkte hun. »Hvad skal der blive af os to?«

Først spaserede de lidt omkring i Byen, var inde i Kirken og ude ved Stranden, og spiste derpaa |192 Frokost i »Den italienske Løve«, et tarveligt Trattoria ved Torvet. Bordet var blevet dækket udenfor i Kirketaarnets Skygge midt imellem kurrende Duer og legende Børn, og de fik her anrettet et landligt italiensk Maaltid, saadan som Fru Bertha og Jytte udtrykkeligt havde ønsket det: en Makaroniret med Tomater, Æg i Spinat, stegt Høne, Gedeost og til Dessert en stor, afsavet Gren med Appelsiner anbragt midt paa Bordet. Det sidste var et Paafund af Torben, som i det hele var den omhyggeligste Vært og af lutter Omsorg for sine Gæster næsten glemte selv at spise.

Maden var forfærdelig, og den skjorteærmede Krovært, der i egen Løvemajestæt besørgede Opvartningen, udbredte Bølger af en rivende Hvidløgsos, der var nær ved at tage Vejret fra dem. For at Torben ikke skulde blive ked af det roste Jytte dog hele Arrangementet overmaade og blev alvorligt vred paa Moderen, naar denne ikke kunde tilbageholde sin husmoderlige Kritik. Men tilsidst gik ogsaa hos hende Naturen over sine Bredder. Da to smaa Kyllingeskeletter blev sat for dem med megen Værdighed og Værten havde fjernet sig i sin Røgelsesky, kunde hun ikke bevare Alvoren længer. Og straks sad de alle tre tilbagekastet paa Stolene og lo, saa Taarerne stod dem i Øjnene.

Jytte var henrykt over engang igen at kunne le |193 rigtig ud. Hun syntes nu, at det var bare det, hun havde trængt til. Og hun drak paany af den stærke, blodsorte Vin, skønt hun godt kunde mærke, at den allerede var stegen hende til Hovedet.

Et Jernbanetog buldrede i det samme ud af Bjergsiden ovenover dem, dundrede over Broen og forsvandt i en ny Tunnel paa den modsatte Side. Denne Torden vækkede et Pakæsel, der stod bundet i Skyggen af en Platan henne ved Kirkemuren. I sin Ærgrelse over at blive forstyrret i sin Middagslur gav den sig til at skryde gudsjammerligt. Da den først var begyndt, kunde den aabenbart ikke holde op igen, og til denne Taffelmusik fortsattes nu Maaltidet under vedvarende Overgivenhed.

Bagefter gik de igen ned til Stranden og tog Plads paa en Bænk under den solbagte Klippevæg. Fru Bertha, der heller ikke havde taget sig i Agt for den lumske Landvin, begyndte her en noget omstændelig Fortælling om et Rejseeventyr, som hun og hendes Mand engang havde haft i Schweiz.

Torben var en hensynsfuld Tilhører, hvorimod Jytte hurtigt blev utaalmodig. Moderen var i det hele bleven hende til Besvær. Hun længtes efter at blive ene med Torben, at føle hans Hænder omkring sit Hoved, hans Mund mod sin. Men Moderens Historie fik ingen Ende, og da rejste hun sig tilsidst |194 og gik ned til Vandet, hvor hun satte sig paa et Klippestykke yderst ude.

Havet udenfor laa saa stille og missede mod Solen som et søvntungt Barn, der gerne vil vaagne. Men under hendes Fødder kogte Brændingen, og denne hjemlige, salte Lyd kaldte paa Erindringen. Det var, som om hele hendes Liv gled op for hende i disse Øjeblikke, mens hun sad der med bankende Pulse og ventede paa sit første Elskovskys.

Barndomsminderne fra Samsø lokkedes lysende frem af Bølgebruset. ... Hun saae sig selv som en lille Menneskestump paa 7-8 Aar tumle sig paa Stranden i røde Underbukser sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad Faderen og Moderen med hinanden i Haanden; men nu rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. »Hvem henter mig den?« raabte han — og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun ogsaa travlt med at smøge af sig for at kunne soppe Sejrherren imøde, naar han kom svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund ...

Det syntes hende altsammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller iforgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene for længe siden døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap nok længer. Da han forsvandt paa sin Eventyrflugt, |195 var hun endnu kun et Barn. Men den Dag, da Telegrammet kom om Rømningen, vilde hun aldrig glemme. Faderens Ophidselse, hans hvide, sammenbidte Ansigt, og Moderens forstenede Ro. Og siden — den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn.

Saadan var Sorgen kommen til hendes Forældre, som dog var saa lykkelige med hinanden, og havde gjort Moderens Haar hvidt før Tiden. I hvilken Skikkelse skulde den engang komme til Torben og hende? For det var jo det forfærdelige, at overfor Ulykken var Alle lige værgeløse. Hvad nyttede alle vore Anstrengelser, alle vore gode Forsætter, alle vore Forskansninger? Ulykken gik gennem lukkede Døre og tog med sig, hvad vi netop troede allerbedst forvaret ...

Hun hørte Skridt bag sig. Det var Torben, der kom for at hente hende. Hun rejste sig hastig, og da hun mødte den store, trygge Glæde i hans Ansigt, jog der paany en Isning gennem hendes Hjerte.

De fulgtes tilbage til Bænken, hvor Moderen sad. Torben foreslog at spasere lidt op i Skoven; men Fru Bertha fandt det paa Tide at vende hjem. Jytte ytrede ingen Mening, og det blev da til, at de tog afsted.

Paa Vejen op ad de mange stejle Stentrapper, der førte op til Landevejen, hvor deres Vogn holdt, gik |196 Fru Bertha forrest, saa kom Torben og tilsidst Jytte, der undertiden tog imod en Haandsrækning af ham, naar Trinnene var særlig høje. Afstanden mellem Fru Bertha og de Andre blev stadig større. Trappen gik i Zigzag mellem hvide Havemure, der ved Omdrejningerne skjulte dem for hinanden, og det var Jytte, der med Hensigt holdt sig tilbage, idet hun gjorde sig mere og mere ubehjælpsom. Og saa skete det da i et lykkeligt Øjeblik, da Moderen igen var bleven usynlig bag en Murkant, at Torben lagde sine Hænder omkring hendes Hoved nøjagtig saaledes, som hun havde drømt derom, og kyssede hendes Mund og kaldte hende sin Elskede.

Under Hjemkørslen sad Jytte igen med halvlukkede Øjne bag sit tætte Slør og lod de Andre] A, andre A4, ikke i B C D snakke. Eftermiddagen var allerede vidt fremme, og det blev næsten Aften, inden de naaede tilbage. Jytte følte sig træt, og da ingen af dem havde Lyst til at tage hjem og klæde sig om til Middagen paa Hotellet, blev de enige om at spise paa en Restavration.

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Da Jytte stod foran Spejlet inde i Dameværelset og ordnede sit Haar, tænkte hun paa, at hun her første Gang saae sig selv som Forlovet, og det slog hende, at hun ikke saae glad ud. ]˟Hun var nu ogsaa kommen til at fryse slemt paa Hjemturen og havde i Grunden haft mest Lyst til at tage lige hjem.

|197 Da hun kom tilbords kunde hun heller ikke spise noget. Hun nødte lidt Suppe og lidt Fisk i sig for at de Andre ingenting skulde mærke, men hun rørte dennegang ikke Vinen, før Torben ved Slutningen af Maaltidet hilste paa hende i et Øjeblik, da Moderen var optaget af at betragte et Naboselskab. Da rettede hun sig smilende op med et afmægtigt Forsøg paa at generobre sin Glæde. Uden at hun selv vidste det, saae hun over paa ham med et tungt Blik, der fik ham til at studse.

For at nyde godt af det begyndende Maaneskin gik de bagefter hjem ad Strandpromenaden. Jytte holdt Moderen under Armen, og Torben fulgte hende paa den anden Side. Han fortalte om sin Spaseretur med Direktør Zaun den foregaaende Aften og kom derved ogsaa til at nævne de Raketter, der var bleven sendt tilvejrs fra et forbisejlende Skib.

»Aa Herregud!« fløj det Jytte helt klagende ud af Munden. »Det har været Mohn!«

»Hvem?« spurgte Torben.

»Hvor kommer du paa den sære Ide?« sagde Moderen.

»Aa, jeg veed saamænd ikke. Det faldt mig blot ind. Han rejste jo igaar, og jeg husker, at han engang har talt om saadan noget.«

»Men hvem er Mohn?« spurgte Torben nu igen.

»Det er et brystsygt ungt Menneske, der har været |198 her nogen Tid,« skyndte Fru Bertha sig at forklare. »Han rejste til Ægypten og kommer næppe nogensinde levende derfra. Han var forfærdelig medtaget.«

Jytte tav stille. De var kommen op ad Trappen til Hotellets Strand-Terrasse og gik herfra videre gennem Parken, der løftede sig højtideligt op mod Stjernehimlen med sine Palmer og Cypresser. Kort efter var de hjemme.

Torben vilde ligesom den foregaaende Aften tage Afsked ved Gitterlaagen men fulgte dog med til Foden af Loggiatrappen, idet han bestemt ventede, at Jytte vilde finde et Paaskud for at kunne følge ham tilbage gennem Haven. Det skete imidlertid ikke. Hun saae igen paa ham med et besynderlig hjælpeløst Udtryk, gav ham et fortroligt, et næsten knugende Haandtryk men slap ikke Moderens Arm.

»Vi ses vel igen imorgen?« sagde Fru Bertha. »De veed, De er altid velkommen.«

Moder og Datter gik sammen ind i Stuen, og mens Fru Bertha tændte Lampen, stod Jytte ved det aabne Vindu og hørte paa Musikken, der lød derop nede fra Hotellet. Dernede sad nu Hr. v. Auen og de andre Sorgløse, tænkte hun, og hun var ikke langt fra at ønske sig derned for at blive sit Mismod kvit. — Men ogsaa til den unge Mohn fløj hendes hvileløse Tanker. Det rørte hende alligevel nu, at han havde gjort Alvor af at sende hende denne |199 sidste Hilsen paa sin ensomme Vej mod Døden. Hun kunde ikke lade være med at bebrejde sig, at hun ikke en eneste Gang havde haft ham i sine Tanker siden de skiltes, og det pinte hende at tænke paa den Koldblodighed, hvormed Moderen for lidt siden saa at sige kastede Jord paa ham til sin egen og Torbens Beroligelse. Saadan var vi Mennesker! Saadan var de bedste! ...

»Jeg tror, du skal lukke Vinduet,« sagde Moderen. »Her bliver for koldt.«

»Ja.«

»Hvad er der i Vejen med dig, Jytte? Er du ikke rask?«

»Jeg? Jeg fejler ikke det mindste. Jeg er bare lidt træt. Jeg tror, jeg vil gaa op og lægge mig.«

»Ja, det har vist været for meget for dig idag. Jeg har kunnet se det paa dig. Har du ikke ogsaa taget lovlig meget Aspirin i den sidste Tid? Jeg synes, jeg savner saa mange Pulvere.«

»Saa maa jeg vel undvære iaften da! Godnat!«

Fru Bertha satte sig hen med sin Avis, men hun kunde heller ikke denne Aften faa Tankerne med i Læsningen. Jyttes Væsen og Udseende paa hele Hjemturen huede hende ikke. Hun forstod sig mindre og mindre paa hende, og det nyttede jo ikke at spørge. Hvor megen Umage hun end havde gjort sig for at bevare sine Børns Fortrolighed, og trods |200 det halvt kammeratlige Forhold, der ogsaa altid havde bestaaet imellem dem, til deres Hjerter havde hun dog aldrig fundet Vej. Hvad Jytte inderst inde følte og tænkte, fik hun intet at vide om. Det betroede hun kun sit Klaver.

<!--chapter 3-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Torben gik denne Aften lige hjem til sit Hotel. Han var ikke længer saa tilfreds med Dagens Udbytte. Paa sit Bord fandt han nogen Post, der var sendt efter ham fra Wiesbaden, deriblandt en Avis i Korsbaand, der gjorde ham lidt nysgerrig, fordi han i Udskriften genkendte Asmus Hagens ilfærdige Lægepen. Alligevel blev han siddende med Avisen i Haanden uden at bryde Omslaget.

Hans Tanker var bleven tilbage hos Jytte. De forfulgte hende mistænksomt paa de gamle Snigveje. Der var altsaa ogsaa en Hr. Mohn! Det var allerede Nummer to! Var der flere? Og havde hun maaske ladet sig kysse af dem Alle i Skjul af et Par høje Havemure? ...

Der blev banket paa hans Dør.

Tjeneren bragte et Kort.

»Er den Herre derude? Bed ham om at ulejlige sig herop?« sagde han og var taknemlig for at blive revet ud af sine lumre Tanker, som han nu skammede sig over.

|201 Tjeneren aabnede atter Døren, og Direktør Zaun tumlede ind med en Undskyldning, fordi han forstyrrede saa sent paa Dagen.

»Jeg havde ventet at træffe Dem ved Middagen paa Hotellet. Da mit Haab skuffedes, og jeg dog skulde gaa min ordinerede Aftentur, forsøgte jeg at finde Dem her ... Jeg bringer en Nyhed, som forhaabenlig vil interessere Dem.«

»Tag Plads! Tag Plads!« sagde Torben. »Jeg er lutter Øre!«

»Tingets Opløsning er besluttet!« forkyndte Hr. Zaun allerede i halvt siddende Stilling. »Jeg kan ikke saa godt nævne min Kilde, men den er fuldt tilforladelig. Valget kommer i Begyndelsen af Juli. De erindrer maaske, at jeg igaar angav nøjagtigt det Tidspunkt som det sandsynligste i Tilfælde af Opløsning.«

Torben nikkede. Han tænkte paa, at Valget altsaa vilde falde akkurat paa den Tid, da han haabede at kunde holde Bryllup.

»Jeg rejser nu hjem imorgen eller iovermorgen. Partibestyrelsen skal samles næste Torsdag. Det er jo yderste Tid at tage fat paa Forberedelserne. Og nu vilde det unægtelig være mig meget kært — ja, jeg vilde føle det som noget af en personlig Triumf for mig, om jeg kunde medbringe Deres Tilsagn om at overtage en Kres.«

|202 »De rejser hjem?« spurgte Torben for at vinde Tid.

»Ja, imorgen Aften, senest Mandag Morgen.«

»Men Deres] A, deres A4, ikke i B C D Kur, Hr. Zaun? De skulde jo gennemgaa en Kur her.«

»Ja, den maa jeg altsaa desværre afbryde. Det er der ikke noget at gøre ved,« sagde han, og hans ellers saa mistrøstige Øjne lyste ved den nære Udsigt til en Valgkamps Travlhed og Spænding. »Gudbevares! Jeg betragter mig ikke som uundværlig; men jeg har nu i flere Aar haft Partiets Valgadministration under mig og derved erhvervet mig et Personalkendskab, som ikke saa ganske let lader sig erstatte. Og dennegang gælder det jo en afgørende Styrkeprøve. Lider den borgerlige Liberalisme Nederlag, har vi enten Absolutismen over os eller den sociale Revolution.«

»Jeg maa gøre Dem et Spørgsmaal,« afbrød Torben ham. »Dersom jeg har forstaaet Forholdene rigtigt er det Hensigten at indgaa i Valgforbund med Arbejderpartiet. Er det ikke saadan? Jeg holder af at have Tingene paa det rene og maa derfor udbede mig Oplysninger.«

Direktøren krympede sig lidt ved Svaret.

»Nogen officielt anerkendt Alliance vil der næppe blive Tale om. Det vilde sikkert heller ikke være nogen klog Taktik i Øjeblikket. Men — unægtelig |203 — vi vil bestræbe os for underhaanden at faa et Samarbejde bragt i Stand i adskillige Valgkrese.«

»Nuvel. Men tror De saa egenlig, at det vilde være heldigt for Partiet at have en Mand som mig paa sin Kandidatliste — en Godsejer?«

»Men ingen almindelig Godsejer — om jeg maa bede! En Godsejer, der hylder de Ideer om Retten til Jord, som De i sin Tid tog Ordet for i Aprilforeningen. En Godsejer, der er erklæret Georgist.«

»Aa, det er saa længe siden!«

»Det gør ikke noget. Vi lader deres Udtalelser fra dengang optrykke i Partiets Blade Landet over, og jeg lover Dem at interessere mig personlig for, at ogsaa Arbejderbladene optager dem. Men forresten nærer jeg aldeles ingen Ængstelse for, at man skal tvivle om Oprigtigheden af Deres Tilslutning til os, allermindst efter at De nylig paa en saa smuk Maade i Gerning har givet Bevis for Deres humane Syn. Jeg tænker naturligvis paa den Stiftelse, De har oprettet paa Deres Gods. Var det ikke et Alderdomshjem? Jeg vil sige Dem, at den Foranstaltning har gjort Dem meget populær i Arbejderkrese.«

Torben afbrød ham igen med nogen Utaalmodighed. Det var ham ubehageligt at blive mindet om den Sag. Meget mod hans Vilje havde alle Landets Aviser illumineret hans Navn i Anledning af denne Smule Velgørenhed, som ogsaa paa anden Maade |204 var bleven ham til Ærgrelse og Skam. I næsten hvert Brev, han havde modtaget fra sin Inspektør eller fra Godsskriveren, var der bleven forebragt ham Klager fra Asylets Beboere, der var misfornøjede med Alt og levede i evig Ufred. Et Par af dem var endogsaa paa opsigtsvækkende Maade flyttet tilbage til Sognets smudsige Fattighus, og — hvad der gjorde ham mest ondt — skræmmet af Spektakkelmagerne havde gamle Barbara en Dag i al Stilhed forladt Favsingholm med sine faa Pakkenelliker, og Ingen vidste, hvor hun var tyet hen. Det syntes saaledes at skulle gaa bogstaveligt i Opfyldelse, hvad Mads Vestrup, den Ulykkesprofet, havde spaaet ved deres sidste Møde, at der »ingen Velsignelse vilde blive ved det Hjem.«

Hr. Zaun tog et stort Papir op af sin Brystlomme. Det var Partibestyrelsens Udkast til et nyt Program, der skulde vedtages paa det forestaaende Landsmøde. Han bad om Tilladelse til at oplæse det i sin Helhed, i hvilken Anledning han rejste sig med Lorgnetten i Haanden og stillede sig op i Talerstilling bagved Stolen.

Torben hørte opmærksomt efter. Det var løfterige Ord om Husmandsbevillinger, om forøget Alderdomsunderstøttelse, om Tyendets Frigørelse, om Valgretsudvidelse, om Præmier for Havedyrkning o. s. v. — den hele lange Række af Partiets »Mærkesager«, som |205 engang havde lyst ogsaa for ham som Milepæle paa Vejen ud mod et lykkeligt Retfærdighedsrige. Nu følte han ret, hvor uhjælpelig fremmed han var bleven for meget af sin egen Fortid med dens naive Tro paa alle Slags menneskelige Paafund. Al denne glade Bebudelse lød uhyggelig i hans Øre. Men han havde i Øjeblikket heller ikke Tanke for meget andet i Verden end at vide Grunden til Jyttes Skyhed. Hans genvundne Manddomskraft sad foreløbig fangen som Herkules og holdt Garn for Lydiens Dronning; og før han følte fast Grund under sin egen Lykke, kunde han ikke bryde sig stort om andres.

Samtalen endte da ogsaa uden noget Resultat. Jo ivrigere Hr. Zaun blev for at aflokke ham et bindende Løfte, desto bestemtere blev han vist tilbage.

»Jeg er bleven vant til at have en lang Betænkningstid,« sagde Torben. »Jeg vil i hvert Fald have Lov til at sove paa det.«

Den Anden iagttog ham et Øjeblik mistænksomt over sine Briller.

»Men længere end til imorgen Aften kan jeg altsaa ikke godt vente paa Deres Svar.«

»Til den Tid skal De saa ogsaa have det,« sagde Torben og lod nu forstaa, at han ønskede en Afslutning.

|206 Da han havde fulgt Direktøren tildørs, blev han nogen Tid staaende ved Siden af sin Stol og faldt i Tanker med Haanden paa dens Ryg. Han tænkte paa, hvad Asmus Hagen og hans andre politiske Ungdomsvenner vilde sige, i Fald han afslog at lade sig engagere som offenlig Personlighed — i hvert Fald foreløbig. Og Fru Bertha? Hun vilde ikke tilgive ham det. Til Gengæld vidste han, at han vilde finde Forstaaelse hos Jytte, og det var ham unægtelig det vigtigste. Han havde ikke glemt, hvordan hun engang havde talt respektløst om selve Ministerværdigheden og ment, at hendes egen Fader havde betalt den med sit Liv. — Aa, hun havde været den eneste kloge!

Hans Øje faldt i det samme paa Asmus Hagens Korsbaandssending, der stadig laa uoplukket paa Bordet, og han satte sig endelig ned og brød Omslaget.

Det viste sig at være et Nummer af et liberalt Hovedstadsblad, som Vennen undertiden selv skrev i. Her fandt han paa Forsiden en Meddelelse afkrydset med et blaat Blyant og forsynet med to mægtige Udraabstegn i Marginen. Endnu halvt fraværende løb han Linjerne igennem, indtil han stødte paa Mads Vestrups Navn. Saa begyndte han forfra og læste nu, at Præsten til Favsing og Lime, der for sin Provst havde tilstaaet sig skyldig i Overtræ|207delse af det sjette Bud, var bleven afsat fra sit Embede og straks havde forladt Sognet sammen med sin Familje.

Torben kastede sig tilbage i Stolen og lagde Armene over Brystet.

»Det var som Pokker!« tænkte han højt.

løvrigt huskede han nu godt, at der allerede forinden han rejste hjemmefra var gaaet sære Rygter om Mads Vestrups Sindstilstand. Hans Godsskriver havde ogsaa senere engang i en Efterskrift til en af sine Ugeberetninger omtalt et Optrin i Favsing Kirke, hvor det mærkværdige Menneske midt under sin Præken var kommen til at hulke saa voldsomt, at det havde været uhyggeligt for alle Tilstedeværende. Her kom altsaa Forklaringen!

Han tog igen Avisen, og da han nu læste Meddelelsen anden Gang, virkede den forstemmende paa ham.

»Stor Præsteskandale i Jylland — En Helvedprædikant paa gale Veje — Interviews med Beboerne — Hvad der skete bag Høstakken,« stod der i brølende Overskrifter. Hele Dagspressens Støverkobbel var sluppet løs paa den arme Mand, der aabenbart i Fortumlelse var flygtet fra Hus og Hjem og nu stod paa bar Bakke med en syg Kone og en Flok smaa Børn.

Han rejste sig op og slængede Avisen fra sig. Han |208 havde saavist ingen Grund til at ynke den selvretfærdige Landsbyapostel; men dette Triumfskrig var ham dog afgjort imod. Og at Asmus gad stemme i med!

Aa jo, han kunde alligevel godt have Lyst til at faa et Ord med i Laget! ... Kun frygtede han for, at Ingen vilde kendes ved ham igen. Han gjorde det jo knap nok selv. Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og søgt efter sit gamle Jeg, der var død for længe, længe siden. Af den Grund havde han haft saa vanskeligt ved paany at orientere sig i Verden, og foreløbig følte han sig jo ogsaa temmelig ufri og forlegen i sin forvandlede Menneskelighed — omtrent som en Konfirmand i sine nye Klæder.

Derfor var det maaske ogsaa bedst, at han endnu en Tid forblev i Stilheden og søgte at blive klar over, hvad det var for en underlig Slags Mellemvæsen, han var bleven til. Vorherre maatte saa efter Evne tage Vare paa Danmark saalænge!

<!--chapter 4-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Klokken var tre om Natten, og Fru Bertha laa i dyb Søvn, da hun vaagnede ved at høre Jyttes Stemme. Endnu før hun fik sig helt besindet, rejste hun sig overende. Hun havde straks paa Tonen forstaaet, at der var Nød paafærde. Jytte stod |209 tænderklaprende ved Siden af Sengen i sin Natdragt og bad om hun ikke maatte komme lidt ned hos hende. Hun kunde slet ikke sove, sagde hun. Døren til hendes Kammer stod aaben, og derinde brændte Lyset paa Natbordet med en lang Tande.

»Hvad er der, Barn? Er du syg?«

Jytte krøb ned til Moderen og lagde sig tæt ind til hende som et Barn, der er blevet bange i Mørke. Hendes Hænder og Fødder var som Is, og der gik Jag paa Jag igennem hende som Febergys.

»Fortæl mig nu, hvad der er i Vejen,« sagde Fru Bertha, da hun havde dækket godt til omkring hende. »Har du drømt noget stygt?«

»Jeg siger dig jo, jeg har slet ikke sovet.«

»Hvad er der da? Du gør mig forskrækket.«

»Jeg kan ikke sige det, Mor! Det er altfor forfærdeligt!« brast det ud af hende og hun gemte sit Ansigt ved Moderens Bryst.

»Prøv nu paa at samle dig lidt. Er det noget med Torben Dihmer?«

»Ja.«

»Har han friet til dig?«

»Ja.«

»Og hvad har du saa svaret ham?«

»Aa, jeg veed ikke. Men du maa sige det til ham, Mor, at jeg ikke kan holde saa meget af |210 ham som jeg gerne vilde. Vil du? Jeg kan det ikke selv!«

Hun havde løftet Hovedet og slaaet Armene om Moderens Hals som en Druknende.

»Hvorfor har du ikke sagt det før? Da jeg forleden udtrykkeligt spurgte dig, svarede du anderledes.«

»Jeg vidste det ikke dengang. Men nu veed jeg det. Med fuldkommen Sikkerhed veed jeg, at jeg ikke holder af ham og aldrig har gjort det. — Du maa faa ham til at rejse, Mor. Naar du siger det til ham, saa tror han det.«

»Saa er det altsaa alligevel den Anden, du holder af?«

Jytte tav hertil. Hun ønskede, at Moderen skulde tro, det forholdt sig saadan. Og forresten vidste hun i Øjeblikket heller ikke, om hun ikke virkelig holdt af Hr. v. Auen.

»Aa, Jytte, hvad skal der blive af dig?«

»Tror du ikke, jeg tidt selv har spurgt om det samme? Men saadan er jeg nu engang, og jeg bliver aldrig anderledes. — Og saa vil du altsaa sige ham det, Mor? Straks imorgen Formiddag maa du gaa til ham og sige ham hele Sandheden.«

Moderen lovede det, for at faa hende rolig. Hun forstod, at Jytte foreløbig for enhver Pris maatte |211 bringes ud af sin hjælpeløse Tilstand, dersom hun ikke skulde miste sin Forstand.

»Men nu skulde du prøve paa, om du ikke kunde falde lidt til Ro. Vi kan begge to trænge til det.«

»Maa jeg blive her?« spurgte Jytte. »For saa tror jeg næsten, at jeg kan sove nu.«

Hun skubbede sig tilrette i Moderens Arm og aandede befriet ud i et langt Suk. En Tid laa hun derpaa og smaasnakkede. Hun talte om sine gifte Veninder, om deres ulykkelige Ægteskaber og meget andet af det, der havde beskæftiget hende saa stærkt i den sidste Tid. Engang sagde hun efter en Pavse:

»Veed du, hvad jeg engang imellem har tænkt paa, Mor?«

»Nej.«

»Du vil vist finde det underligt; men naar jeg saae dig og Torben Dihmer sammen, har jeg undertiden kunnet tænke paa, om det ikke i Virkeligheden var dig, han holdt af uden selv at vide af det. Jeg har rigtig kunnet blive skinsyg paa dig, Mor, fordi du og Dihmer altid saa godt kunde tale sammen. I Grunden var der aldeles ikke noget urimeligt i det. Du ser jo slet ikke gammel ud med dit hvide Haar. Og Dihmer vilde ikke i nogen Henseende tabe ved Byttet — tværtimod. Dersom han virkelig kendte mig, vilde han forstaa det.«

»Hør, Jytte, alt det du der siger rimer ikke rigtigt. |212 Du paastod for lidt siden, at du aldrig havde elsket Torben Dihmer, og nu fortæller du mig, at du har været skinsyg paa mig for hans Skyld. Det forstaar jeg ikke.«

Jytte laa en Tid stille uden at svare.

»Forstaar! Forstaar!« sagde hun saa. »Hvem forstaar nogensinde alt det ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.underlige, der kan findes i et Menneske? Det bliver kun til Ulykke, naar man begynder at tænke over sig selv.«

»Saa skulde du ikke gøre det.«

»Ja — kunde jeg blot lade være! Jeg veed ikke selv, hvordan det er kommet; men jeg tror nu, det har gjort noget, at jeg saa tidlig blev betragtet som Voksen. Det er altid til Skade for unge Piger, der ser lidt godt ud, at de Ældre tager sig saa meget af dem og ser saa meget i dem, som de slet ikke er. Enten bliver de skabagtige og indbildske eller ogsaa begynder de at reflektere over sig selv, og jeg veed ikke, hvad der er værst for dem. Derfor bliver de grimmeste ogsaa gerne de lykkeligste. Aa, Mor, du skulde have sørget for, at jeg var bleven En med store, brune Fregner ligesom Rosalia, saa havde jeg vist ikke gjort dig saa megen Sorg.«

»Nu skulde du ikke tale mere men prøve paa at sove,« sagde Moderen, der kunde mærke, at Jytte var ved at blive varm.

»Ja ja.«

|213 Hun blev dog endnu ved at snakke om alt, hvad der faldt hende ind. Men lidt efter lidt begyndte Stemmen at sløres, Sætningerne blev usammenhængende, og hendes Hoved hvilede stadig tungere paa Moderens Skulder. Tilsidst sank hun med et lille Ryk ind i Søvnen.

Lyset inde paa Natbordet i Jyttes Kammer slukkedes lidt efter. Det havde længe staaet og blaffet i Stagen, og Skyggerne var faret uroligt op og ned ad Væggene. Nu laa Stuen i et stille, grønligt Maaneskær, der sigtedes ind gennem Tremmeskodderne.

Men for Fru Bertha blev der ingen Søvn denne Nat.

Hun var i Tankerne tyet til sin afdøde Mand, som hun endnu bestandig vendte sig til om Raad eller Trøst. »Aa, Hjalmar!« sagde hun. »Hvad Skyld har vi her — du og jeg?« Hun turde ikke tænke derpaa. For hvad hjalp det nu, at alt var sket af Kærlighed. Her laa hun med deres sidste Barn i sine Arme og mærkede, at ogsaa det var i Færd med at glide uhjælpeligt fra hende — at føres bort af den samme vilde, mørke Strøm, der tilsidst havde hvirvlet Ebbe ned i Døden.

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.En Kirkeklokke begyndte at ringe nede i Byen. Hun vidste saa, at Klokken var fem, og hun tænkte paa, at det var Morgenbønnens Time for hver rettroende Katolik. Dernede rejste nu andre Søvnløse |214 sig af deres Senge og søgte med deres Angst ind i Kirkerne — besværgede Nattens onde Aander ved Trolddom foran en lille Oljeflamme og et Mariabillede. I det samme hørte hun en dyb Stemme tale til hende.

»De som saa med Taarer skulle høste med Glæde,« sagde den.

Og lidt efter:

»Der staar skrevet: Dine Synder skal hjemsøges paa dine Børn!«

Hun genkendte Røsten, saae ogsaa Skikkelsen for sig: en høj, knokkelstærk Kvinde helt klædt i Sort — et Minde fra hendes Barndom og første Ungdom paa Storeholt. Det var en gammel Grandtante, som spiste Naadsensbrød] B C D, Naadensbrød A A4 der paa Gaarden og havde været Børnenes Skræk. Naar de hændelsesvis stødte paa hende under deres Leg i Parken, flygtede de; ja blot de saae hende staa bag sit Vindu, forputtede de sig som for en Aand fra Graven. Hun tilhørte en pietistisk Sekt og holdt sig helt for sig selv, viste sig kun ved Middagsmaaltidet, hvor hun sad stiv og dyster som en tavs Indsigelse mod al den glade Livlighed, der rørte sig omkring hende. Kun under Pavserne i Samtalen oplod hun sin Stemme, idet hun sendte et eller andet mørkt Bibelord ud over Bordet som en truende Profeti. Den gamle Dame havde været Spøgelset der i Huset allerede i levende |215 Live, og endnu længe efter, at hun var død, gik hun og hendes bibelske Sentenser uhyggeligt igen i Familjens Erindring. I mange af Livets tunge og kvalfulde Øjeblikke havde de lydt ogsaa for hende som et ondt Galder. Grandtantens høje, knokkelstærke Skikkelse havde vist sig for hende dengang hun med Dødens Gru i Hjertet fødte sit første Barn, og den havde staaet ved Ebbes Baare som en Mørkets Udsending og spottet hendes Smerte med sine hævntørstige Ord.

For at forjage Synet slog hun Øjnene op, og hun saae da, at Dagen var ved at bryde frem. Maaneskæret var forsvundet; paa Væggen spillede et rødt Morgenlys.

Kort efter listede hun varsomt sin Arm bort under Jyttes Hoved for at staa op. Jytte smilede lidt i Søvne og sov videre.

Inde i det andet Kammer, hvor hun vilde klæde sig paa, aabnede hun sagte Vinduesskodden. Solen var netop kommen op over den mørke Bjergpynt i Vest og farvede Himlen inde over Landet med sit lyseste Blaa. Selve Pynten svømmede i en Guldflod; men udenfor var Havet endnu skjult af Nattetaagen.

»Igen en dejlig Dag for dem, som faar Sind til at glæde sig over den,« tænkte hun og mindedes de mange herlige Sommermorgener hun havde oplevet |216 sammen med sin Mand, især paa Samsø, hvor de saa ofte gik ned til Stranden i det tidlige Gry og saae Fiskerbaadene stryge hjemad fra Anholt-Bankerne med solfyldte Sejl. Hvorfor skulde vi Mennesker dog tilbagebetale Livets gode Gaver med saa blodige Renter? Men det var godt, at i det mindste Hjalmar blev forskaanet for at opleve Enden paa deres Sommerlykke og fik Lov til at dø i Troen paa, at hvad der var saaet i den reneste Glæde ikke kunde forgaa i Sorg og Skam. — —

Hun maatte denne Morgen drikke sin Te alene. Men Jytte havde hørt Koppernes Klirren, og da Hotelkarlen var gaaet, skramlede hun med en Stol for at vise, at hun var vaagen.

Hun sad oprejst i Sengen, da Moderen lidt efter kom derop, og modtog hende med et Udbrud.

»Aa — en rigtig stor Kop Te, Mor! Og megen Mad! Jeg er frygtelig sulten!«

Ikke med et Ord nævnede hun Nattens Begivenhed eller ytrede nogen Forbavselse over at befinde sig i Moderens Seng.

Fru Bertha tog det for et godt Tegn og bestemte sig til foreløbig ogsaa at tie. Da hun senere kom op med Bakken, bad Jytte hende om at blive siddende hos hende, mens hun drak Teen; men heller ikke nu talte de om andet end de ligegyldigste Ting. Jytte spurgte om Vejret, snakkede om et Par |217 Sko, der skulde til Skomageren, og om, at Brødet havde en aparte Smag.

Først da hun igen havde trukket Tæppet op om Ørene for at sove videre og Moderen allerede var halvt ude af Døren med Bakken, sagde hun, mens et spejdende Øje viste sig over Tæppets Kant:

»Og glem saa ikke, hvad du har lovet mig, Mor! Jeg stoler paa dig!«

Fru Bertha standsede med et Ryk og saae tilbage paa hende over Skuldren. Hun vilde sige noget; men da hun mærkede, at Vreden steg hende til Hovedet, tyggede hun Ordene i sig og gik stille ned.

Jytte havde virkelig ikke længe følt sig saa fri og lykkelig som denne Morgen. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.De sidste Dages Oplevelser, den Sjælenød, hun havde været ude i, stod nu for hende som en vild Feberfantasi. Hun følte sig tilmode som en Søvngænger, der er vaagnet op netop i det Øjeblik, da han skulde til at spasere ud over Husenes Tage for at slaa sig ihjel paa Stenbroen.

]˟Nu længtes hun kun efter sit Klaver.

Nede i Stuen sad Fru Bertha med Hænderne fortabt i Skødet. Hvad skulde hun gøre? ... Nej, hun kunde ikke slippe Haabet. Det var jo dog hændet hende nogle Gange før i hendes Liv, at hun havde stirret ind i et Mørke, der syntes bundløst og saa havde det dog tilsidst lysnet. Naar nu Jytte,<!-- JGN: Er det komma ikke malplaceret? Jytte, > Jytte --> |218 fik sovet rigtig ud, vilde hun nok komme til sig selv, — hun kunde ikke tro andet. Hvad der var hændet denne skrækkelige Nat, kunde kun være den sidste, svære Krise, der maatte gennemstrides, forinden hun naaede til fuld Klarhed over sig selv. Jytte var jo dog med al sin Uberegnelighed en fornuftig, ja i Grunden en besynderlig nøgtern Pige. Og hun havde jo endnu ikke mistet sin Forstand.

<!--chapter 5-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Et Par Timer senere stod Fru Bertha ude paa Loggiaen med Hat og Sjal paa for at gaa til Byen, mens Jytte sov. Hun agtede sig ned paa Apoteket for at købe en Æske af et nyt nervestyrkende Præparat, som hun havde hørt saa meget anbefalet. Hun var overbevist om, at det var Jern og Æggehvidestof, Jytte trængte til. Det havde deres Læge i København ogsaa stadig sagt.

I det samme kom Torben op gennem Haven.

»Skal De gaa?« spurgte han.

»Ja — men sæt Dem alligevel ind og hvil Dem et Øjeblik. Saa kan vi bagefter følges ad. Jytte maa desværre holde sig i Sengen idag. Hun var lidt anstrengt igaar efter Turen, og jeg har nu ordineret hende en Dags fuldtændig] A B C D, fuldstændige A4 Hvile.«

Skuffelsen bragte i første Øjeblik Torben ud af Fatning; men saa tænkte han paa, at Jyttes under|219lige Adfærd den foregaaende Aften jo her fik en ganske naturlig Forklaring. Hun havde været træt, havde følt sig utilpas — andet var det ikke. Og han undte sig selv rigtig godt den Hovedpine, han havde forskaffet sig paa Nattens Snigjagter efter Hemmelighederne i hendes Liv. Nu vilde han være fornuftig og vise sig sin Lykke voksen.

»Hvad har De oplevet siden sidst?« spurgte Fru Bertha, da de var kommen ind i Stuen.

»Siden sidst? Lad mig se ... Jo, en Nyhed kan jeg virkelig bringe. Da jeg kom hjem iaftes, fik jeg Besøg af Direktør Zaun, og han mente at vide fra paalidelig Kilde, at Folketinget skal opløses paa Husmandsloven og nye Valg udskrives i Juli.«

»Ja, det har man jo talt om. Lad mig nu høre: hvad er det saa for en Kres, De skal stilles op i?«

»Det bliver forhaabenlig Himmelens syvende.«

Fru Bertha vendte sig om imod ham og blev først nu helt nærværende.

»Nu gør De mig virkelig nysgerrig. Er Hemmeligheden saa forseglet, at den ikke engang tør betroes en gammel Veninde?«

»De tager fejl — der er slet ikke nogen Hemmelighed. Jeg har bestemt mig til foreløbig ikke at bejle til noget Mandat her paa Jorden.«

»Sig for engangs Skyld lige ud, hvad De mener, Dihmer.«

|220 »Altsaa: jeg tænker paa at gifte mig. Jeg troede forresten, at De vidste det. Og jeg har oprigtig talt opfattet Deres Tavshed derom som et stiltiende Samtykke.«

»Det har De heller ikke taget saa meget fejl i, Torben Dihmer. Men har De talt med Jytte? Og hvad siger hun?«

»Jo, jeg har nogen Grund til at tro, at ogsaa Deres Datter er kommen under Vejr med mine Hensigter og ikke tager mig dem altfor ilde op.«

Fru Bertha nikkede med bortvendt Ansigt.

»Det gør hun vist ikke! Det er jeg ganske overbevist om!« sagde hun — og det var lige saa meget en Forsikring til hende selv som til ham.

»Men saa kan De nok forstaa,« sagde Torben, »at jeg i Øjeblikket ikke er begærlig efter at tumle ud i en Valgkamp med Udsigt til at maatte tilbringe Hvedebrødsdagene paa Krostuemøder.«

»Det veed jeg dog ikke, kære Ven; en saadan Kampagne har dog ogsaa sin Tilfredsstillelse, og De behøver jo ikke at gifte Dem netop under Valget. Dennegang er der vist ovenikøbet ualmindelig gode Chancer for nye Mænd, som har Føreremner i sig, — det skulde De ikke glemme. For det er dog ikke Deres Hensigt at tilbringe Resten af Deres Liv som Privatmand. De tænker jo ikke paa at leve i al Fremtid blot for Deres personlige Lykke?«

|221 »Det vilde jeg dog i Grunden helst. Det er gaaet op for mig, at jeg har en Del tilgode hos Livet paa den Konto. Maaske er det ogsaa, naar det kommer til Stykket, den bedste Maade at gavne Andre] A, andre A4, ikke i B C D paa.«

»Hør, Torben Dihmer, hvad er det med Dem? Det kan jo ikke være Deres Mening alt det, De siger her. De sidder ogsaa og smiler saa lumsk i det Skæg.«

»Da taler jeg sandelig i fuld Alvor, Fru Abildgaard.«

»Men — du gode Gud! — hvad er der da sket?«

»Ikke andet end hvad der vist engang imellem maa hænde et levende Menneske. Man sidder en Aftenstund i sin Lænestol og gør ganske stille den Opdagelse, at man i flere Henseender er en ganske Anden end man har bildt sig ind. De daglige bittesmaa Lagforskydninger, som vi sjelden lægger Mærke til, fremkalder en skøn Dag en fuldkommen Sammenstyrtning af tilvante Forestillinger og Fornemmelser — ofte jo ved en komisk ringe Foranledning. Det er som med de Bjergskred, man læser om, hvor en hel Fjældvæg pludselig ramler ned, fordi en Mand nede i Dalen har sendt et Skud efter en Krage.«

»Og den Kragejæger har Hr. Zaun i dette Tilfælde været?«

|222 »Aa ja — ogsaa han! Det lille Nervemenneske har virkelig været noget af en Oplevelse for mig. Men jeg tænkte dog ikke saa meget paa ham personlig som paa det nye Partiprogram, han har læst op for mig. Det skulde jeg jo gerne kunde underskrive, og det vil ikke falde mig ganske let.«

»Hvorfor? Det indeholder da vist ikke stort andet end det gamle.«

»Naa, der er dog givet Anvisning paa endnu et Par Ribben af Næstens Side. Men det er forresten slet ikke Spisesedlens Længde, der generer mig. Denne stadig lille friske Vildmandsappetit kunde endogsaa have været meget fornøjelig, dersom der ikke saa totalt havde manglet Kryderi til Maden.«

»Og hvad er det?«

»Jeg savner lidt Musik. En eneste besværgende Trommehvirvel bare. Blot saa meget som en Draabe Blod ofret til den store Waw-Waw i Skovene. Uden en Smule Trolddom gør man nu engang ikke Kannibaler lykkelige.«

»Jeg maa igen bede Dem om at sige lige ud, hvad De mener.«

»Ja det er virkelig ikke saa let. Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne og det smurte Mundlær. Men — ikke sandt? — De veed vist, at jeg hjemme paa min Gaard har gjort et Forsøg med at oprette |223 et Asyl, hvor gamle og udslidte Mennesker kunde henleve deres sidste Dage under betryggende Forhold. Det Forsøg har jeg imidlertid haft al Grund til at fortryde. Skønt jeg virkelig har gjort, hvad god Vilje kan udrette, for at Livet kunde blive til noget af en Fest for disse fattige Stakler, saa er der kun bleven Ufred og Spektakel ud af det. Og jeg ser nu godt Grunden. Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Dans men har glemt at sørge for Musikanter. Og — oprigtigt talt — jeg har noget af den samme Fornemmelse overfor hele det Lykkeland, som velmenende Politikere og Sociologer og dristige Teknikere Verden over har haft saa travlt med at bygge op. Jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en vild Kehraus til stumt Orkester. Og kender De noget mere uhyggeligt? Det er, som om man saae de Døde danse paa deres egne Grave, og jeg ser da ogsaa i Aanden, hvordan alle disse galoperende Skygger vil flygte hovedkulds ned i Jorden ved det første Hanegal.«

Fru Bertha havde siddet tilbagelænet i sin Stol og hørt paa ham med Haanden under Kinden. Nu rettede hun sig langsomt op.

»Jeg maa nok give min Nevø Ret i, at De er bleven ikke saa lidt af en Grillefænger,« sagde hun.

Torben blev et Øjeblik tavs.

»Saa det har Asmus sagt!«

|224 »Ja,« sagde Fru Bertha og fortsatte lidt efter:

»Igaar, da De sad der paa den samme Stol, talte De ogsaa ganske anderledes, Dihmer. Hvordan skal jeg forklare mig det?«

Torben hørte nu paa Tonen, at han havde saaret hende med sine uoverlagte Ord. Derfor svarede han:

»De skal slet ikke tænke paa nogen Forklaring, Frue! Asmus har maaske Ret. Jeg er virkelig lidt uberegnelig i denne Tid, og De maa endelig ikke tage mig alvorlig.«

Og for at undskylde sig fortalte han, hvad han havde læst om de skotske Bjergværks-Ponnyer, der efter Aaringers underjordiske Tilværelse blev bragt op i Dagslyset med et sort Bind for Øjnene. Paa et vist Trin af Tilvænningsprocessen, naar Bindet kunde tages af dem, blev de besat af en Slags Lyskuller, og man maatte da omgaaes dem med nogen Forsigtighed.

»Paa det Standpunkt befinder jeg mig vist i Øjeblikket,« sluttede han.

»Ja saa tør vi altsaa — Gudskelov — haabe paa, at De igen kommer til Fornuft. For det vil jeg sige Dem: De vilde berede Deres Venner baade Skuffelse og Sorg ved en Faneflugt. De veed, hvad for store Forventninger vi Alle har sat til Dem fra den |225 første Gang De viste Dem paa en Talerstol, og netop nu vilde De komme som den Kaldede.«

»Jeg tror, at Deres Datter paa det Punkt føler helt anderledes.«

»Jytte?«

»Ja. — Men jeg vil foreslaa, Fru Abildgaard, at vi fortsætter denne altfor alvorlige Samtale en anden Gang. De skulde jo gaa, og jeg har allerede opholdt Dem for længe. Nu følger jeg Dem ned til Byen.«

Han rejste sig op; men Fru Bertha blev siddende og saae i Tanker ned for sig.

»Dihmer!« sagde hun saa med Taarer i Øjnene og rakte ham forsonligt Haanden. »Gør Jytte lykkelig — og jeg skal tilgive Dem, at De svigter os, saa meget det end bedrøver mig. Vi havde netop nu saa haardt Brug for en Mand som Dem. Jeg synes, at det begynder at se saa falmet ud i vore Rækker. Men De har Ret — det skal vi ikke tale om nu. De maa heller ikke tro andet, end at jeg er glad for Dem, Dihmer. Jeg veed jo, at De vil være god og overbærende mod Jytte. Og selv faar jeg nu igen en Søn for de to, jeg mistede.«

Torben bøjede sig over hendes Haand og kyssede den bevæget. — —

Jytte laa imidlertid oppe i Moderens Seng og stirrede hen for sig med store, rolige Øjne. Hun var |226 straks vaagnet ved Lyden af Torbens Stemme, havde ogsaa en Tid siddet oprejst i Sengen og lyttet; men Ordene var løbet sammen for hende, og hun havde hurtigt opgivet at faa noget at vide om, hvad der foregik dernede i Stuen. Hun laa nu med en Haand over Panden og var til Gengæld anspændt opmærksom for, hvad der foregik inde i hende selv; og det forfærdede hende at mærke, at der ikke længer var mindste Rest af Kærlighed tilbage i hendes Hjerte. Torben Dihmer var bleven hende saa ligegyldig, som om hun aldrig havde kendt ham.

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneskevæsen af samme Slags som hun? Og hvordan var det i saa Fald gaaet det tilsidst?

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Da hun nu hørte ham gaa, tænkte hun blot: »Nu veed han det altsaa!« — Hun rørte sig ikke, vendte bare Hovedet om efter Lyden og fulgte hans Skridt med en halvt skamfuld, halvt højtidelig Følelse af at følge sin døde Kærlighed til Jorden. Først i det Øjeblik, da de forsvandt — for bestandig forsvandt — løb hendes Hjerte fuldt; og hun sendte ham i Tankerne et taknemligt Farvel.

Pludselig gik det op for hende, at Moderen maatte have fulgt ham til Byen. Hun havde ikke hørt hende komme tilbage fra Havelaagen. Og da rejste hun sig op, strøg Haaret fra Panden og saae sig |227 raadvildt om. Hvad skulde det sige? Havde hun da ingenting sagt?

<!--chapter 6-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Udenfor Apoteket skiltes Fru Bertha og Torben. Inde i Butikken var der fuldt af Kunder, mest fattige Folk, der andægtig stod og ventede med Flasker og Recepter mellem Hænderne — uvilkaarligt bragt til Tavshed af den mysteriøse Stemning, der slog ud imod dem fra Troldkøkkenet bagved Skranken.

Fru Bertha satte sig hen paa Bænken for at hvile sig, og her overvældedes hun pludselig af sin Træthed, saa hun blev siddende med lukkede Øjne af Frygt for at besvime. ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.Alle hendes Tanker var igen hos Jytte. Hun mindedes, hvordan hun i tidligere Dage kunde blive bekymret ved at tænke paa, at hendes Datter, naar hun engang giftede sig, skulde blive ført langt bort fra hende, og hun følte, at hun nu med Glæde vilde sende hende til den anden Side af Jordkloden endog uden Haab om nogensinde at se hende mere, naar hun blot vidste, at Jytte vilde faa Fred i sit Sind og blive lykkelig.

Da hun havde gjort sit Indkøb, gik hun straks hjem.

Paa Tilbagevejen blev hun opholdt af Generalkonsulinde Kolding og hendes Mand, der næsten |228 var de Mennesker hun allernødigst vilde have mødt nu, — saa inderlig usympatiske som de begge var hende. Konsulen gik med en af sine smaa Sønner ved Haanden, en lille pluskæbet Samson paa fire Aar med langt Haar nedover sin røde Trøje. Den stolte Fader forestillede Drengen for hende med de Ord:

»Enogtyve Kilo. Gehejmeraadinden skulde prøve at løfte paa ham. — Ikke sandt? Jeg tror, vi kan være ham bekendt. Og Kuløren paa Kinderne er vaskeægte — det garanterer jeg for.«

»Deres Datter er da ikke syg?« spurgte nu Fruen. »Vi saae Dem slet ikke paa Hotellet igaar.«

»Lidt Træthed bare. Jeg holder hende i Sengen idag. Imorgen er hun nok over det.«

»Ja, jeg har godt kunnet se det paa Frøken Jytte i den sidste Tid, at hun ikke befandt sig helt vel. — Aa, Holger, gaa lidt i Forvejen; jeg kommer om et Øjeblik,« sagde hun til sin Mand, der straks adlød og trak sig tilbage med et diskret Smil. »De maa ikke tage mig det ilde op, Gehejmeraadinde Abildgaard,« fortsatte hun derpaa, idet hun lagde sin Haand paa Fru Berthas Arm og deltagende saae hende op i Øjnene. »De maa give mig Lov til at sige Dem, at vi i vort System har Leveregler og Øvelser for alle Arter af Svaghedstilstande, der overhovedet endnu kan afhjælpes. Og jeg tør paa|229staa, at Ingen, der i Alvor har taget Systemet til Rettesnor for sit Liv, er gaaet uhjulpet bort.«

Fru Bertha trak sig lidt tilbage for at gøre sig fri af den fortrolige Berøring.

»De skal have Tak for Deres Interesse, Fru Kolding; men —.«

»Maa jeg blot have Lov til at fortælle Dem et Træk af mit eget Liv. Som ung Pige var jeg saa ødelagt af Nervøsitet, at jeg ofte var mere død end levende. Min Viljekraft var ganske nedbrudt og jeg følte mig grænseløs ulykkelig. Ved et Tilfælde hørte jeg saa om Dr. Weller og kom under hans Behandling. Og her ser De Resultatet for Dem. Jeg veed næsten ikke længer, hvad Sygdom er, og naar jeg sidder hos min Mand og mine Børn, kan jeg sige, at jeg føler mig som det lykkeligste Menneske paa Jorden.«

»Det vilde De saamænd gøre ogsaa uden alle »Systemer«, kære Fru Kolding. Den Følelse er jo Gudskelov et Fælleseje for alle unge Mødre i hele den vide Verden.«

»Men hvordan modnedes jeg til den? Det var jo netop Miraklet. Og nu vil jeg fortælle Dem den hele og fulde Sandhed. Uden Dr. Weller vilde jeg for længe siden have ligget paa Havets Bund. Og hvormange tror De ikke, det har taget en saadan Ende med, som blot lidt Vejledning, en Smule for|230trolig Anvisning af en sjælekyndig Læge kunde have reddet fra Undergang?«

»Det har De vistnok Ret i, — men jeg har saa ondt af Deres Mand, der staar og venter og vist bliver utaalmodig. Derfor Farvel, Fru Kolding! Og nu maa De endelig ikke gøre Dem Bekymringer med Hensyn til min Datter. Imorgen ser De hende sikkert igen til Lunch.«

Fru Bertha forlod hende med en Følelse af Uhygge. Hun var ikke længer i Tvivl om, hvad det var for en Slags Paavirkning den lille Dame havde været underkastet hos den kielske Mirakeldoktor; og aller uhyggeligst var det næsten at tænke paa, at hun sandsynligvis ikke selv anede, at hendes Selvtilfredshed var Produktet af en hypnotisk Besættelse. Og saa var denne kunstige Livsglæde tilmed bleven overført paa hendes Mand og Andre, som hun var kommen i Berøring med, ligesom en Smitte. Det kunde faa Tanken til at svimle.

Hun skyndte sig hjem; men ved Havelaagen standsede hun pludselig og tog sig til Hjertet. Oppe fra Villaen lød livligt Klaverspil, og hun hørte straks, at det var Jytte. Hendes Ben blev med eet saa tunge, at hun maatte støtte sig til Laagen. Og hun blev staaende der med lukkede Øjne, mens Klavertrillerne lød ned til hende og skurrede i hendes Øre som Lærkekvidderet over en Gravplads. Hun |231 vidste nu, at Alt var forbi. Jytte var atter Tusinde Mile borte — var flygtet for sig selv ind i Musikkens Elverland, hvorfra hun ikke lod sig kalde tilbage.

Jytte rejste sig fra Klaveret, da Moderen kom ind. Hun blev staaende med Knæet paa Stolesædet og saae spændt paa hende.

»Har du været nede i Byen?«

»Ja, jeg havde et Par Ærinder at besørge,« svarede Fru Bertha med Ryggen til hende og lagde sit Overtøj. »Torben Dihmer har forresten været her.«

»Jeg kunde høre det.«

Fru Bertha gik lidt omkring og ordnede i Stuen uden at sige noget. Jyttes Øjne fulgte hende overalt. Hun havde igen sat sig ned og klemte Hænderne om Stoleryggen.

»Har du saa sagt ham det?« kom det endelig spagt.

»Hør, Jytte,« sagde Moderen henne fra Sofaen, hvor hun tilsidst var sunket ned. »Synes du ikke, vi nu skulde snakke lidt roligt og fornuftigt sammen om det, som du talte til mig om i Nat?«

»Saa har du ingenting sagt!«

»Nej. For jeg kan og vil ikke tro, at det kan være sandt. Det er bare Noget, du har prøvet at bilde dig selv ind. Du kan umuligt for Alvor holde af denne v. Auen?«

|232 »Har jeg sagt det?«

»Ja det er ogsaa lige meget. Men du har sagt, at du ikke holder af Torben Dihmer, og det tror jeg ikke paa. ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml. Jeg har dog Øjne i Hovedet! Det er jo bare Taabelighed.«

»Men det er sandt. Nu maa du tro det, Mor!«

Fru Bertha blev stille en lille Tid.

»Og dersom du nu alligevel tog fejl?« sagde hun derpaa. »Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er blevet for silde?«

Efter et nyt Ophold svarede Jytte:

»Saa vilde det alligevel være bedst som det nu er. Baade for ham og for mig. — Og saa trækker vi da heller ingen Andre med ned i Ulykken.«

»Jytte,« sagde Moderen — hun havde igen rejst sig og stod ved Siden af hende med Haanden paa hendes Skulder. ]˟»Hvorfor gør du dig alle de meningsløse Bekymringer? Du grubler dig ind i sygelige Stemninger, der stjæler dig Livet og Lykken ud af Hænderne. Kan du dog ikke selv mærke det? ... Lad nu dit Hjerte raade, Barn!«

Hun tog blidt om Jyttes Hoved og bøjede det tilbage i et sidste Haab om at kunne raabe den døde Kærlighed tillive. Men Jytte saae hende roligt op i Øjnene og svarede:

»Er det da ikke dig selv, der har lært mig at bruge min Forstand? Og nu synes jeg, du skulde |233 holde op med at tale om Torben Dihmer, Mor! Det faar mig blot til at synes mindre og mindre om ham.«

Hun rejste sig i det samme og gik lidt efter ud i Haven.

Fru Bertha blev staaende ved Stolen og fulgte hende med Øjnene. Harmen voksede i hendes Sind. Jyttes rolige Tone oprørte hende. ⇕˟A  B  C  D  Sml.Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Livs-Ligegyldighed, den samme skamløse Selvopgivelse!

]˟Hendes Blik søgte rundt i Stuen efter den Pakke, hun havde bragt hjem fra Apoteket. Hun fandt den henne paa Etageren og aabnede den langsomt, ligesom sky. En lille Reklamebog med Læge-Anbefalinger faldt ud af den. Hun gav sig til at blade i den uden at læse. Hendes Tanker var hos Generalkonsulinden. Og hos Vidunderdoktoren i Kiel ...

Hun hørte Jytte komme tilbage fra Haven og lagde Pakken tilside med et lille Kuldegys.

»Det var Gongongen til Lunch, Mor! Vi maa gaa ned nu!«

»Jeg havde egenlig tænkt, Jytte, at du helst var fri for at være sammen med Fremmede idag. Vi |234 kan jo faa Maden bragt herop, dersom du synes det.«

»Hvorfor dog det?«

»Ja ja. Naar du selv har Lyst, saa —.«

I Tavshed fulgtes Moder og Datter ned til Hotellet, og i Tavshed indtog de deres Maaltid saadan som de i forrige Tider saa ofte havde gjort det under lignende Forhold. I sin dybe Raadløshed blev Fru Bertha ikke Tanken om Dr. Weller og hans Troldkunster kvit. Generalkonsulens sad ved et Bord ikke langt fra dem, og hun mærkede godt, at den lille Frue et Par Gange forsøgte at fange hendes Opmærksomhed, sandsynligvis for at lykønske hende til, at Jytte allerede var kommen op. Men hun havde ikke Mod til at se til den Side.

»Fru Kolding vil vist gerne hilse paa dig,« sagde Jytte tilsidst.

»Aa — det kan være lige meget,« svarede hun.

Efter Bordet gik de sammen med det øvrige Selskab ud paa den store Terrasse, der strakte sig langsmed Hotellets Forside og var tækket med et Solsejl. Her drak man Kaffen iflæng og indledede Dagens Narrebejlen.

Fru Bertha stod et Øjeblik og talte med den amerikanske Oberstfrue. Da hun saae sig om, havde Jytte og Hr. v. Auen allerede fundet hinanden; og |235 lidt efter saae hun dem gaa sammen ned i Parken i livlig Underholdning.

Det Syn bestemte hende. Nu skulde der en Ende paa denne letfærdige Leg med Livet og Døden — om saa det yderste Middel maatte voves! Vilde Jytte ikke frivilligt gaa ind til sin Lykke, skulde hun tvinges derind uden selv at vide af det.

Hun opsøgte straks Generalkonsulinden, og i den følgende halve Time gik de to Damer frem og tilbage paa Havegangen nedenfor Terrassen, mens Jytte og Hr.] A, H. A4, ikke i B C D v. Auen spaserede ovre paa den anden Side af den store Græsplæne.

Fru Bertha forhørte sig forsigtigt om Dr. Wellers Personlighed, spurgte ligesom tilfældigt om hans Alder, om hans Væsen overfor sine Patienter og om hans Diskretion. Men pludselig, da hun mærkede, at hendes Hænder rystede, blev hun angst for at forraade sig, sagde derfor hurtigt Farvel og gik hjem alene.

Paa Vejen op til Villaen maatte hun flere Gange standse af Træthed og Svimmelhed. Hjertet dirrede inde i Brystet. Da hun naaede Loggiaen sank hun ned i Sofaen og blev siddende der med lukkede Øjne.

Og nu, da Ophidselsen var ovre, vidste hun godt, at det hele var omsonst, fordi hun aldrig vilde kunne overvinde sin Sky for at løfte paa det Mør|236kets Forhæng, bag hvilket Livets skjulte Kræfter virkede, aldrig vilde faa Mod til at tage Jyttes Skæbne i sin egen Haand og styre den efter sin Vilje. Her stod hun ved Grænsen og erkendte sin Afmagt. Saa sikker hun ogsaa var paa at kende Vejen til sit Barns Fred og Lykke — hun vovede alligevel ikke at tage Ansvaret paa sig.

»Ske din Vilje!« lød det i hendes Øre med Grandtantens barske Stemme. — Ja ja! Hun gav tabt! Livets misundelige Gud vilde faa sin Hævngerrighed tilfredsstillet. Hun var træt nu og kunde ikke mere.

Gitterlaagen dernede peb paa sine Hængsler. Jytte kom gaaende tankefuldt op gennem Haven. Paa Trappen standsede hun med et lille forskrækket Udbrud, da hun opdagede Moderen.

»Sidder du her? ... Jeg saae dig jo nylig nede paa Hotellet.«

»Jeg kom for lidt siden.«

»Er du ikke rask?«

»Jo — hvorfor det?«

»Jeg troede, du var gaaet ned til Stranden. Det plejer du jo. Jeg vil gaa op og hvile mig lidt.«

I Døren vendte hun sig om og føjede til:

»Dersom Torben Dihmer skulde komme her igen, saa bliver jeg oppe paa mit Værelse, Mor!«

<!--chapter 7-->

⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml.⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml. Da Torben om Formiddagen havde sagt Farvel til Fru Bertha udenfor Apoteket, gik han ind i en Blomsterbutik, hvor han med stor Omhu valgte nogle smukke Orchideer, som skulde sendes Jytte nøjagtigt ved Femtiden, der var det Klokkeslet, da hun havde givet ham sin Mund den foregaaende Dag derude mellem Bjergene. ]˟Derefter var han gaaet hjem til sit Hotel opfyldt af Tanken om, hvordan han dog skulde faa Tiden til at gaa, indtil han igen fik hende at se.

<!--Flyttet tekst: Mads Vestrups afskedigelse-->

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Men efter den anden Frokost kom der Post fra Favsingholm, og med den tilbragte han Eftermiddagen ude paa sin Altan.

Der var dennegang ikke alene de sædvanlige Fjortendags-Indberetninger fra Inspektør og Godskasserer. Der fulgte fra Inspektørens Haand et særskilt, »fortroligt« Brev med en længere Meddelelse om Mads Vestrups Afskedigelse. Den var fuldstændiggjort med en hel Del Avisudklip og gav ham et meget levende Indtryk af Gangen i det uhyggelige Drama, der havde opfyldt Sindene derhjemme de sidste Uger.

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.En Dag var Provst Broberg kommen kørende ind gennem Landsbyen i sin Kalesjevogn og havde mod Sædvane ikke sin Kone med sig, hvad der straks havde gjort hans Tilsynekomst tvetydig. Da man |238 nu saae, at Vognen drejede ind i Præstegaarden, anede man, at Mads Vestrups Time var slaaet. Snakken om Præstens Forhold til Konen paa Bakkegaarden havde i den senere Tid faaet Træsko paa, og Folk var belavet paa en Katastrofe.

Mads Vestrup sad just ved Middagsbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk. Ved Synet af Vognen rejste han sig bleg fra sin Plads, sagde, at han ikke befandt sig vel, og gik ud gennem Køkkenet. Fru Stine maatte tage mod Provsten, der straks erklærede, at det var hans Ønske at tale med hendes Mand i Enrum. Men Mads Vestrup var som opslugt af Jorden. Der blev raabt paa ham flere Gange; man søgte baade i Stalden og Laden uden at finde ham. Først efter at Provsten havde ventet næsten en halv Time, kom han frem ovre fra Vedskuret, hvor han havde holdt sig skjult. Han saae da ganske forstyrret ud af Øjnene. Ansigtet var graat, og Lemmerne skælvede.

Af Frygt og Beregning tilstod han straks Alt. Han greb heller ikke til Undskyldninger men bekendte skaanselsløst, at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, endda det var gaaet op for ham, at det forvorpne Kvindemenneske havde haft flere Kærester. Sit Ansvar overfor Gud blandede han Ingen i; men han haabede ved denne redelige Tilstaaelse at kunne formilde sine |239 jordiske Dommere og afværge den Embedsfortabelse, den Berøvelse af Levebrødet, imod hvilken Tabet af Ære og Anseelse ikke betød saa meget for ham. I sin Rædsel for at miste det sikre Udkomme rejste han endog en Dag til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen, — ja i den yderste Nød fik han sin Kone overtalt til at gaa Tiggergang fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til Ministeren.

Fru Stine havde tilgivet sin Mand og modigt stillet sig ved hans Side, dengang hun saae, hvordan alle Andre og især hans fine Embedsbrødre med Provst Broberg i Spidsen vendte sig mod ham og lukkede Dørene for ham som for en Spedalsk. I et Bladinterview havde Provsten ligeud ytret sin Tilfredshed med, at Folkets Kirke blev befriet for en Lærer, der foruden at have en saa alvorlig moralsk Brøst desuden i intellektuel Henseende var under Lavmaalet. Fru Stine havde ogsaa trofast fulgt sin Mand sammen med Børnene den Nat, da han efter Afsættelsen hemmeligt forlod Præstegaarden og lod Hjem og Ejendom tilbage i Guds Varetægt. En Røgter paa en af Gaardene havde set dem drage afsted til Stationen en god Time før Solopgang. Mads Vestrup gik forrest med en Kuffert paa en Trillebør, hvor ogsaa det yngste Barn var anbragt. Bagefter kom Stine haltende og de andre Børn, hver |240 med sin store Pakke under Armen. Saa hovedkulds var de kommen afsted, at de havde glemt at slukke Lyset, der stod og brændte paa Bordet, da Pigen senere kom op.

Men forinden havde Mads Vestrup taget Afsked med sin Menighed paa en Maade der hos Mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Berøvet Retten til at tale fra Prækestolen eller vise sig for Altret var han ved Søndagsgudstjenesten traadt frem i Kordøren i sit Ornat og havde her med høj Røst bekendt sin Brøde. Men derpaa havde han i en ophidset Tale vendt sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Nu da alle Udveje var forsøgt, befriede han sin Sjæl. Han var ikke i Tvivl om, sagde han, at hans Synd, saa grim den end var, dog i Vorherres Øjne kun var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed store Skarer af Tidens Gejstlighed forraadte Guds hellige Kirke og forfalskede Evangeliet for at indynde sig hos Folket. Han talte om »visse fjantede og æresyge Provster«, der bolede med Verden og kildrede de Ugudeliges Øre med letfærdig Snak. Den før saa frygtsomme Mand talte, saa den ene efter den anden af Tilhørerne nede i Kirken lettede sig i Sædet og saae sig om efter Sognefogden. Han talte, saa hans Øjne blev røde og der boblede Skum i Mundvigene. Tilsidst løftede han truende sin |241 knyttede Haand og raabte med en Kraft, saa det rungede oppe under Hvælvingerne:

»Men Hævnen hører Gud til! Ve dem, den rammer — her eller hisset!«

⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.Hans Familje havde nu fundet et foreløbigt Asyl paa Viborgegnen hos en af Fru Stines Slægtninge, mens han selv havde taget Staven i Haand for at fortsætte Kampen mod de vantro Præster som en Slags Vandreprædikant. Til Trods for, at der foruden den uundgaaelige Afskedigelse hang en Trusel om Tiltale for Krænkelse af Kirkefreden over hans Hoved, havde han paany præket Oprør ved et Par Møder, som han maatte holde i Krostuer, da ogsaa Forsamlingshusene var bleven lukket for ham. Han havde her efter endt Tale ladet sin Kasket gaa rundt, og dette Indfald havde et Par af Egnens Aviser gjort lidt Løjer med i en Notits. Men forøvrigt beskæftigede Pressen sig ikke mere med ham. Efter at hans Sag havde givet Bladene kærkomment Stof til nogle Dages Rabalder, gik den i Papirkurven, og det store Publikum havde allerede glemt den for friskere Sensation.

]˟— — Torben skød Papirerne fra sig.

Han havde gennemset dem et Par Gange med skiftende Følelser, snart optaget, snart frastødt, men havde hver Gang tilsidst lagt dem bort med afgjort Ubehag. Der steg fra den hele Affære en altfor |242 kraftig Mindelse af den stramme Lugt, som Mads Vestrup førte med sig ind i alle Situationer.

Forøvrigt overraskede det ham ikke, at han bed fra sig nu. Det vilde sikkert heller ikke blive let at binde Munden paa ham. Aviserne skulde nok blive nødt til igen at beskæftige sig med denne Ulv i Faareklæder efter at man havde klippet Ulden af ham. Hans Glubskhed vilde blot vokse med Modstanden. Og den Tanke foruroligede ham. En Anelse om en genkommende, blodhungrende Korsdrager-Tid gled gennem hans Sind og gjorde ham modløs. Han havde al Respekt for den rabies theologorum, der lurede hos de fleste Danske og havde voldet saa mange Landsulykker. Og det kunde jo ikke nægtes, at Jordbunden var bleven godt forberedt for den af megen Ufornuft og Forvendthed i Tiden.

Det blev ham mere og mere en Overbevisning, at et Tidsskifte igen var ved at løbe ud. Midnatstimen var allerede naaet og Spøgeriet i fuld Gang allevegne. Godt at han havde sit Favsingholm! Her kunde Jytte og han sidde velforvaret under den desperate Dødningedans, indtil det igen gryede — for dem selv eller deres Børn.

Der blev banket paa hans Dør. Tjeneren kom ind og meldte, at en Dame ønskede at tale med ham. Det var Fru Bertha.

|243 Hendes Udseende forskrækkede ham.

»Jytte er da ikke bleven syg?«

»Nej nej, — i hvert Fald ikke paa den Maade, De mener. Men lad os sætte os. Jeg er bleven lidt træt.«

»Dihmer!« sagde hun og saae over paa ham med Fortvivlelse i Blikket. »De maa være forberedt paa at faa Noget at høre, der vil gøre Dem meget ondt ... og som vist ogsaa vil overraske Dem. Jeg kommer paa Jyttes Vegne ... Ja, saa er i Grunden Alting sagt. Hun veed nu, at hun ikke kan blive Deres. Det har hun ikke Mod til selv at sige Dem; derfor bad hun mig om at gaa til Dem. Jeg kender jo ikke, hvad der i disse Dage er foregaaet mellem Dem og hende; men jeg tænker mig, at hun har givet Dem et letsindigt Løfte, som hun altsaa nu er bleven nødt til at tage tilbage, fordi det er gaaet op for hende, at hun holder af en Anden. — De maa ikke dømme hende altfor haardt, skønt jeg veed, at hun fortjener det. Hun veed det ogsaa selv — tror jeg da. Men ellers vil jeg tilstaa for Dem, Dihmer, skønt Jytte er mit eget Barn — ja, det er tungt at maatte sige det — men jeg tror, jeg skal lykønske Dem til, at hun ikke bliver Deres. Jytte har aldrig været i Stand til virkelig at knytte sig til Nogen. Det er ligesom med hendes Gerning, som hun heller aldrig for Alvor er gaaet op i, — ikke engang Mu|244sikken. Da hun var ung, syntes jeg tidt, at hun var saa mærkeligt voksen og udviklet for sin Alder, — nu synes jeg snarere, at det er omvendt, og jeg veed ikke, hvad der skal blive af hende. — — Men det var ikke om hende, vi skulde tale. Det var om Dem, Dihmer! Hvad vil De nu?«

»Jeg?« sagde Torben, vakt op af sine Tanker. Han sad ret op og ned med Hænderne knuget om Stolens Armstykker. Hans Hoved havde løftet sig, men Ansigtet var hvidt og Blikket udslukt.

»Jeg finder mig vel nok tilrette. Min Indbildning har jo ikke faaet Tid til at gro synderligt fast hos mig. Jeg vender simpelt hen tilbage til den Tilstand, jeg befandt mig i blot for to Dage siden.«

»Ja ja. Og naar De nu kommer hjem til Deres mange Venner, der venter Dem saa længselsfuldt, saa vil De snart glemme denne Skuffelse — det tror jeg sikkert. Foreløbig vender De altsaa tilbage til Deres kære Favsingholm?«

Torben rystede afgjort paa Hovedet.

»Ikke? Men jeg forstod paa Dem igaar —.«

»Igaar er ikke idag, Fru Abildgaard. Ensomheden længes jeg ikke tilbage til; den kender jeg nu godt nok. Men Verden er jo stor, og jeg synes virkelig at trænge til at faa Øjnene rigtig op efter min lange Søvn.«

»Ja ja. De vil rejse — det er godt! Nye Ople|245velser — friske Indtryk ... ja ja, det er vist netop, hvad De behøver. Jeg kan huske, De talte den første Aften om en Rejse Jorden rundt, som De kunde komme til at foretage i godt Selskab. Den Rejse skulde De gøre Alvor af, Dihmer. Naar De saa kommer tilbage, vil De have faaet et andet Syn paa mange Ting — det er jeg overbevist om. Og naar Direktør Zaun næste Gang banker paa Deres Dør, vil han ikke gaa forgæves. Tror De ikke ogsaa selv det?«

Hertil svarede Torben ikke noget, og Fru Bertha forstod, at han ønskede at blive alene. Lidt efter stod hun ogsaa op, klappede tavs hans Kind og gik bort.

Efter at Torben havde fulgt hende ud, stod han en Tid tvivlraadig ude paa sin Altan og saae flere Gange paa sit Ur uden selv at vide det. Derpaa gik han i stor Ophidselse tilbage til Døren for at ringe paa Tjeneren. Med Fingren paa Knappen betænkte han sig endnu engang men trykkede saa energisk til.

»Vil De pakke mine Kufferter. Jeg rejser iaften. Men først maa De sørge for, at der bliver telefoneret til Rejsebureauet efter en Billet til München. Sovevogn. Har De forstaaet?«

<!--shaft-->

<!--chapter 8-->

|246 ⇕A  A4  ◄B  C  D  Sml. Jytte stod paa den Tid ved Vinduet i Dagligstuen og ventede i Uro paa Moderens Tilbagekomst. Hun vidste, hvor hun var gaaet hen; Moderen havde selv sagt hende det.

Det var begyndt at mørkne. Skyggen steg for hvert Minut højere op ad Træstammerne, og Himlen i Vest flammede.

Hun gik engang imellem omkring i Stuen og gav sig noget at bestille men vendte i sin Utaalmodighed bestandig tilbage til sin Udkigspost ved Vinduet. Paa Etageren laa Torbens Orchideer; de var kommen netop som Moderen var gaaet. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre ved dem, kunde ikke faa sig selv til at sætte dem i Vand og lod dem derfor ligge.

Hun frøs og følte sig ilde. Ensomheden og det voksende Mørke gjorde hende desuden angst. Ved hver Lyd foer hun nervøst sammen. Ogsaa det usædvanligt voldsomme Himmelskær foruroligede hende. Det stod der bag Træerne som et ondt Varsel.

Da hun endelig saae Moderen komme op gennem Haven, brød hun ud i et uvilkaarligt: »Aa — Mor!« Hun saae, at hendes Gang var tung og vaklende: hun gik og støttede sig til sin Parasol, og Haabløsheden stirrede tomt ud af de stivnede Træk.

|247 Som i et Syn saae hun hende for sig saadan som hun forleden, da Torben kom, havde staaet derude paa Havegangen og taget imod ham i sin dejligt farvede Silkekjole med den store Sølvkam i Haaret, mens hun selv stod skjult bag Gardinet oppe i sit Kammer og straks havde følt et modbydeligt Naalestik i Hjertet. Nu kunde hendes Skinsyge triumfere. Paa en eneste Dag var Moderen bleven gammel.

Hun trak sig sky bort fra Vinduet efterhaanden som Moderen nærmede sig. Tilsidst satte hun sig hen i Sofakrogen, hvor der nu var helt mørkt.

Fru Bertha blev et Øjeblik staaende i Døren.

»Er du herinde, Jytte?«

»Ja.«

»Har du klædt dig om? Det er vist paa Tide,« sagde Moderen noget efter, idet hun lagde sit Overtøj.

»Jeg bliver hjemme idag. Jeg har lidt Hovedpine.«

»Ja, jeg gaar saa heller ikke ned. Vi kan jo faa en Kop Te bragt herop.«

Fru Bertha satte sig hen til Vinduet. Hun støttede Hagen i sin Haand, og Ansigtets Profil tegnede sig som et Skyggerids mod Skæret af den flammende Verdensbrand derude.

»Ja, nu er det altsaa sket, Jytte,« sagde hun, da de havde længe siddet tavse begge to. »Dihmer gør sandsynligvis Alvor af den store Rejse Jorden rundt, |248 som han talte lidt om forleden. Saa er han dig forhaabentlig langt nok borte!«

Jytte svarede ikke. Moderens Bitterhed gjorde ondt. Kunde hun have handlet anderledes? — spurgte hun sig selv. Hvor meget eller hvor lidt hun holdt af Torben Dihmer, saa vidste hun dog nu, ⇕˟A  A4  ◄B  C  D  Sml.at heller ikke han var den »Tvillingbroder«, hun havde ventet paa fra sin Barndom, — Befrieren, der skulde komme som den gudesendte Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn. ]˟Og dog! Skulde hun maaske alligevel have sagt Ja for Moderens Skyld?

Nej, nu vilde hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede kun at kunne sove, sove — synke endnu dybere ned i sin tusindaarige Søvn uden nogensinde at vækkes og uden at have andre Drømme end de luftige, som Musikken skabte. Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver. Det vilde nok ogsaa dennegang hjælpe hende over de slemme Dage, der maatte komme.