pont h de doedes rige

Kollation af Henrik Pontoppidan De Dødes Rige

Kollationen er foretaget ud fra flg. tekster:

Torben og Jytte. (En Fortælling-Kres), 1912

Storeholt. (En Fortælling-Kres), 1913

Toldere og Syndere. (En Fortælling-Kres), 1914

Enslevs Død. (En Fortælling-Kres), 1915

Favsingholm. (En Fortælling-Kres), 1916

Torben og Jytte. (En Fortælling-Kres), 4. oplag, 1916

De Dødes Rige, Anden Udgave, bd. 1-2, 1917

De Dødes Rige, Tredje Udgave, bd. 1-2, 1918

De Dødes Rige, Fjerde Udgave, bd. 1-2, 1922

Umiddelbart vises alle udgaver af værket i hver sin spalte. Visningen af en spalte kan vælges fra ved at klikke på fluebenet ud for den relevante sigel, A-D. Til- og fravalg gemmes og vil automatisk blive effektueret ved senere besøg på kollationssiden.

Torben og Jytte findes endvidere i et fjerde oplag, A4. Denne del af kollationen omfatter dermed fem spalter.

Tekstforskelle er markeret med specifikke farver, der angiver varianternes ophav, fx blå, grøn, gul osv. for A, A4, B osv., således at et ord er farvet efter den tidligste udgave der har den pågældende form. Tekstidentitet markeres med sort. Tegnet ^ markerer udfaldet tekst.

Lodrette dobbeltpile, ⇕, henviser til det sted i den relevante udgave hvorfra teksten er hentet.

Nogle steder er tekst flyttet fra et sted i den tidlige udgave (i nogle tilfælde flere tidlige udgaver) til et andet sted i de senere udgaver. Herunder er tekststedet ofte yderligere forandret. Teksten, der i revisionen flyttes til et andet sted i handlingsforløbet, er gengivet på en rød baggrund. Grønne bokse markerer stedet hvortil teksten er flyttet i de senere udgaver. Ved at klikke på knappen "Transposition" vil den tidligste version af den flyttede tekst bringes frem i kursiv, og det bliver muligt at se, hvordan teksten har forandret sig. De to tekststeder er indbyrdes forbundne med vandrette pile, ⇒ og ⇐.

Kollationen er udført med collateX (collatex.net) arrangeret for flerspaltevisning af
DSL

ved Karsten Kynde 2025

⇕ Torben og Jytte I

⇕ De Dødes Rige

[1] I ^

[2] I ^

I, [5] FØRSTE BOG TORBEN OG JYTTE
I .

I, [5] FØRSTE BOG TORBEN OG JYTTE
I ^

[3]

⇕ Torben og Jytte I, 1.1

⇕ De Dødes Rige 1.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 1.1

D er var nu gaaet tre Aar siden den Septemberdag, da den unge Godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Vognen. To Mand maatte lede ham op til Sovekammeret, og paa Vejen derop vendte Øjnene sig i Hovedet paa ham, saa man tænkte, at han var død med det samme. Men da han vaagnede af sin Afmagt, saae han sig omkring med sit gode Smil og sagde:

D er var ^ gaaet tre Aar siden den Septemberdag, da den unge Godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Vognen. To Mand maatte lede ham op til Sovekammeret, og paa Vejen derop vendte Øjnene sig i Hovedet paa ham, saa man tænkte, at han var død med det samme. Men da han vaagnede af sin Afmagt, saae han sig omkring med sit gode Smil og sagde:

D er var ^ gaaet tre Aar siden den Septemberdag, da den unge Godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Vognen. To Mand maatte lede ham op til Sovekammeret, og paa Vejen derind vendte Øjnene sig i Hovedet paa ham, saa man tænkte, at han var død med det samme. Men da han vaagnede af sin Afmagt, saae han sig omkring med sit gode Smil og sagde:

D er var ^ gaaet tre Aar siden den Septemberdag, da den unge Godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Vognen. To Mænd maatte lede ham op til Sovekammeret, og paa Vejen derind vendte Øjnene sig i Hovedet paa ham, saa man tænkte, at han var død med det samme. Men da han vaagnede af sin Afmagt, saae han sig omkring med sit gode Smil og sagde:

» Saa slap jeg alligevel hjem til Favsingholm!«

Som det skamskudte Vildt bryder ud af Flokken, naar det mærker Døden komme, og vakler ind i Tykningen for at forbløde i Ensomhed, saadan havde han søgt herop til sin forladte , østjyske Fædrenegaard med den Beslutning at dø uden Vidner.
Det gamle Herresæde laa ved en tilgroet Vig af Fjorden og spejlede ^ sit høje, kullede Tag i dens døde Vande. Siden Torben Dihmers Fader, Etatsraaden, forulykkede paa en Rejse , havde kun Avlsgaarden været beboet. Sønnen havde dengang været en tolvaars Dreng uden Moder; og da han heller ingen Søskende havde, var Hjemmet blevet opløst. Man 4 sendte ham til Herlufsholm for at opdrages der, og i disse mange Aar havde Vind og Væde spillet Herre paa Slottet sammen med et talrigt Tjenerskab af Rotter og Mus.

Det gamle , østjyske ^ Herresæde laa bag en tilgroet Vig af Fjorden og spejlede sine røde Mure og sit ^ kullede Tegltag i en Sump, der var Resterne af en Borggrav. Siden hans Far kom ulykkeligt af Dage , havde kun Avlsgaarden været beboet. Han var dengang ^ en tolvaars Dreng uden Mor, og da han heller ingen Søskende havde, opløstes Hjemmet . Han blev sendt til Herlufsholm for at opdrages I, 6 der, og i disse mange Aar havde Vind og Væde spillet Herre paa Slottet sammen med et talrigt Tjenerskab af Rotter og Mus.

Det gamle ^ østjyske ^ Herresæde laa bag en tilgroet Vig af Fjorden og spejlede sine røde Mure og sit ^ kullede Tegltag i en Sump, der var Resterne af en Borggrav. Siden hans Far kom ulykkeligt af Dage , havde kun Avlsgaarden været beboet. Han var dengang ^ en tolvaars Dreng uden Mor, og da han heller ingen Søskende havde, opløstes Hjemmet . Han blev sendt til Herlufsholm for at opdrages der, og i disse mange Aar havde Vind og Væde spillet Herre paa Slottet sammen med et talrigt Tjenerskab af Rotter og Mus.

Nu var han vendt hjem for at visne og dø. Men endnu efter tre Aars Forløb havde Knokkelmanden ikke faaet Bugt med ham. Han tilhørte en gammel ^ livsfrodig Proprietærslægt og havde i Opvæksten selv været stærk som en Tyrekalv. Hans Farfader var den bekendte Kammerraad Klavs Dihmer , der i Midten af forrige Aarhundrede kaldtes Kronjydernes Konge: en Egebul paa fjorten Lispund , som kørte ind til Randers i en almindelig , stiv Bondevogn med et Forspand af to dejlige sortbrune Hingste, de berømte Oppenheimere, der godt kunde have fortjent et Mindesmærke i Bronce paa Byens Torv. Ved dem blev ^ den udartede jyske Hest reddet fra Undergang, og der skabtes i en trang Tid en ny Indtægtskilde for Landet. Om hans egen Pengekiste fortaltes det, at den vejede Manden selv op, og det var da ogsaa ham, der igen havde samlet Favsingholms Jorder til et Gods. Forbogstaverne i hans Navn sad med god Grund lueforgyldt indmuret i Gavlen af den høje Ladebygning .

Torben Dihmer tilhørte en gammel , livsfrodig Proprietærslægt og havde i Opvæksten selv været stærk som en Tyrekalv. Hans Farfar var Klavs Dihmer, den bekendte Kammerraad ^ , der i Midten af forrige Aarhundrede kaldtes Kronjydernes Konge: en Egebul paa fjorten Lispund . Han kørte ind til Randers i en almindelig ^ stiv Bondevogn men havde som Forspand ^ to dejlige sortbrune Hingste, de berømte Oppenheimere, der godt kunde have fortjent et Mindesmærke i Bronce paa Byens Torv. Ved dem blev i hine Dage den udartede jyske Hest reddet fra Undergang, og der aabnedes i en trang Tid en ny Guldaare for Egnen .

Torben Dihmer tilhørte en gammel , livsfrodig Proprietærslægt og havde i Opvæksten selv været stærk som en Tyrekalv. Hans Farfar var Klavs Dihmer, den bekendte Kammerraad ^ , der i Midten af forrige Aarhundrede kaldtes Kronjydernes Konge: en Egebul paa fjorten Lispund . Han kørte ind til Randers i en almindelig ^ stiv Bondevogn men havde som Forspand ^ to dejlige sortbrune Hingste, de berømte Oppenheimere, der godt kunde have fortjent et Mindesmærke i Bronce paa Byens Torv. Ved dem blev i hine Dage den udartede jyske Hest reddet fra Undergang, I, 6 og der aabnedes i en trang Tid en ny Guldaare for Egnen .

Ogsaa Torbens Fader havde været en af det jyske Landbrugs Foregangsmænd. Men trods disse glorværdige Forbilleder brød han selv afgjort med Slægtstraditionen, 5 tog en statsvidenskabelig Eksamen, som der gik Ry af, og rejste siden til Udlandet for at fortsætte sine socialøkonomiske Studier og lære Verden at kende .
^ Han vilde være Politiker, ^ Statsmand. I de politisk interesserede Studenterkrese , hvor han undertiden optraadte paa Diskussionsmøderne, var han tidligt bleven kaaret til en af Fremtidens Førere. Naar hans store, brunblonde Skikkelse med det mærkelige Vædderansigt og den omhyggelige Haarskilning ^ viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen – og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. Han var en overlegen Taler. Mellem de mange ungdommelige Brushoveder og revolutionære Fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske Ro, indtog ved sin urokkelige Saglighed og et underfundigt Lune.

Ogsaa Torbens Fader havde været en af det jyske Landbrugs Foregangsmænd. Men trods disse glorværdige Forbilleder brød han selv afgjort med Slægtstraditionen, 5 tog en statsvidenskabelig Eksamen, som der gik Ry af, og rejste siden til Udlandet for at fortsætte sine socialøkonomiske Studier og lære Verden at kende .
^ Han vilde være Politiker, ^ Statsmand. I de politisk interesserede Studenterkrese , hvor han undertiden optraadte paa Diskussionsmøderne, var han tidligt bleven kaaret til en af Fremtidens Førere. Naar hans store, brunblonde Skikkelse med det mærkelige Vædderansigt og den omhyggelige Haarskilning ^ viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen — og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. Han var en overlegen Taler. Mellem de mange ungdommelige Brushoveder og revolutionære Fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske Ro, indtog ved sin urokkelige Saglighed og et underfundigt Lune.

Ogsaa Torbens Far, Etatsraaden, havde været en af det jyske Landbrugs Foregangsmænd. Alligevel brød han selv afgjort med Slægtstraditionen, tog en statsvidenskabelig Eksamen, som der gik Ry af, og rejste siden til Udlandet for at fortsætte sine ^ Studier og lære Verden at kende – da Ulykken ramte ham som en forgiftet Pil fra et Baghold.
Han vilde være Politiker, – Statsmand. I de politisk interesserede Studenterkrese ^ var han tidligt bleven kaaret til en af Fremtidens Førere. Naar hans store, brunblonde Skikkelse med ^ den omhyggelige Haarskilning og det lange Vædderansigt ved Diskussionsmøderne viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen , og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. Han var en overlegen I, 7 Taler. Mellem de mange ungdommelige Brushoveder og revolutionære Fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske Ro, indtog ved en urokkelig Saglighed og et godmodigt Lune.

Ogsaa Torbens Far, Etatsraaden, havde været en af det jydske Landbrugs Foregangsmænd. Alligevel brød han selv afgjort med Slægtstraditionen, tog en statsvidenskabelig Eksamen, som der gik Ry af, og rejste siden til Udlandet for at fortsætte sine ^ Studier og lære Verden at kende — da Ulykken ramte ham som en forgiftet Pil fra et Baghold.
Han vilde være Politiker, — Statsmand. I de politisk interesserede Studenterkrese ^ var han tidligt bleven kaaret til en af Fremtidens Førere. Naar hans store, brunblonde Skikkelse med ^ den omhyggelige Haarskilning og det lange Vædderansigt ved Diskussionsmøderne viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen , og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. Han var en overlegen Taler. Mellem de mange ungdommelige Brushoveder og revolutionære Fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske Ro, indtog ved en urokkelig Saglighed og et godmodigt Lune.

Ogsaa Torbens Far, Etatsraaden, havde været en af det jyske Landbrugs Foregangsmænd. Alligevel brød han selv afgjort med Slægtstraditionen, tog en statsvidenskabelig Eksamen, som der gik Ry af, og rejste siden til Udlandet for at fortsætte sine ^ Studier og lære Verden at kende – da Ulykken ramte ham som en forgiftet Pil fra et Baghold.
Han vilde være Politiker, – Statsmand. I de politisk interesserede Studenterkrese ^ var han tidligt bleven kaaret til en af Fremtidens Førere. Naar hans store, brunblonde Skikkelse med ^ den omhyggelige Haarskilning og det lange Vædderansigt ved Diskussionsmøderne viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen , og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. Han var en overlegen Taler. Mellem de mange ungdommelige Brushoveder og revolutionære Fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske Ro, indtog ved en urokkelig Saglighed og et godmodigt Lune.

Ogsaa den københavnske Dameverden havde interesseret sig for den unge jyske Junker med det egenartede Ydre og de mange Penge. Fra alle Sider var han bleven efterstræbt og forkælet – da Ulykken ramte ham som en forgiftet Pil fra et Baghold.
Paa Favsingholm havde han i alle disse Aar kun opholdt sig et Par Gange for Jagtens Skyld sammen med nogle muntre unge Venner, der en Ugestid huserede der som en Hvirvelvind. Nu sad han derinde i sin Bedstefaders brede Armstol og frøs paa 6 Hænder og Fødder som en gammel Mand og kunde dog ikke dø. ^ Men saa svag han ogsaa var – Ungdommens Uro sad ham stadig i Blodet. Han var jo endnu ikke 30 Aar. Trods Aandenød og Hjertebanken og slappe Knæ maatte han idelig op af Stolen og spasere lidt op og ned ad Gulvet med sin Støttekæp for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Han var den hele Dag rastløs paa Færde som et indespærret Dyr, der endnu efter aarelang Vandring frem og tilbage langsmed Burets Tremmer ikke vil opgive Haabet om at finde en Vej ud til Friheden .
I det sidste Aarstid havde han dog forandret sig meget. Han ønskede nu ikke selv andet end at blive udløst af sin Elendighed. Svækkelsen havde naaet Øjnene, saa han daarligt kunde læse. Time efter Time sad han ørkesløs hen uden noget Værge mod Dødstankernes sorte Flok .

Ogsaa den københavnske Dameverden havde interesseret sig for den unge jyske Junker med det egenartede Ydre og de mange Penge. Fra alle Sider var han bleven efterstræbt og forkælet — da Ulykken ramte ham som en forgiftet Pil fra et Baghold.
Paa Favsingholm havde han i alle disse Aar kun opholdt sig et Par Gange for Jagtens Skyld sammen med nogle muntre unge Venner, der en Ugestid huserede der som en Hvirvelvind. Nu sad han derinde i sin Bedstefaders brede Armstol og frøs paa 6 Hænder og Fødder som en gammel Mand og kunde dog ikke dø. ^ Men saa svag han ogsaa var — Ungdommens Uro sad ham stadig i Blodet. Han var jo endnu ikke 30 Aar. Trods Aandenød og Hjertebanken og slappe Knæ maatte han idelig op af Stolen og spasere lidt op og ned ad Gulvet med sin Støttekæp for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Han var den hele Dag rastløs paa Færde som et indespærret Dyr, der endnu efter aarelang Vandring frem og tilbage langsmed Burets Tremmer ikke vil opgive Haabet om at finde en Vej ud til Friheden .
I det sidste Aarstid havde han dog forandret sig meget. Han ønskede nu ikke selv andet end at blive udløst af sin Elendighed. Svækkelsen havde naaet Øjnene, saa han daarligt kunde læse. Time efter Time sad han ørkesløs hen uden noget Værge mod Dødstankernes sorte Flok .

Paa Favsingholm havde han i al den Tid ^ ^ kun opholdt sig et Par Gange for Jagtens Skyld sammen med nogle muntre unge Venner, der en Uge eller to huserede der som en Hvirvelvind. Nu sad han paa tredje Aar afmægtig i sin Bedstefars store Armstol og frøs paa Hænder og Fødder som en gammel Mand og kunde dog ikke dø.
Men saa svag han ^ var – Livets Uro brændte ham endnu i Sindet. Trods sine tunge Flodheste-Ben maatte han idelig op af Stolen og spasere lidt paa Gulvet med sin Stok for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Trods Aandenød og Hjertebanken var han den hele Dag ^ paa Færde som et indespærret Dyr, der ^ efter aarelang Vandring frem og tilbage langsmed Burets Tremmer ikke kan opgive Haabet om at finde en Vej ud til Friheden ^ .

Paa Favsingholm havde han i al den Tid ^ ^ kun opholdt sig et Par Gange for Jagtens Skyld sammen med nogle muntre unge Venner, der en Uge eller to huserede der som en Hvirvelvind. Nu sad han paa tredje Aar afmægtig i sin Bedstefars store Armstol og frøs paa Hænder og Fødder som en gammel Mand og kunde dog ikke dø.
Men saa svag han ^ var — Livets Uro brændte ham endnu i Sindet. Trods sine tunge Flodheste-Ben maatte han idelig op af Stolen og spasere lidt paa Gulvet med sin Stok for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Trods Aandenød og Hjertebanken var han den hele Dag ^ paa Færde som et indespærret Dyr, der ^ efter aarelang Vandring frem og tilbage langsmed Burets Tremmer ikke kan opgive Haabet om at finde en Vej ud til Friheden ^ .

Henne i Landsbyens Præstegaard boede en Mand, Pastor Vestrup, som han kendte fra Barneaarene. De havde engang for 18 Aar siden ^ siddet sammen paa Skolebænken i Randers . Ogsaa senere havde de truffet hinanden i København som Studenter. Ved hans Hjemkomst havde Præsten gjort ham et Besøg; men han havde ^ ved den Lejlighed – ganske uopfordret – givet sig til at udspørge ham om hans Forhold til Religionen, var derfor bleven afvist, 7 da han næste Gang kom til Favsingholm, og havde ikke vist sig der siden.
Nu sendte Torben Dihmer selv Bud efter ham for at høre noget om, hvad Kirken for Tiden mente at vide om et tilkommende Liv. Men trods timelange Samtaler aabenbarede ^ der ^ sig ingen frelsende Himmelstige ^ over det to Meter dybe Jordhul, som hans ^ Tanker Dag og Nat kresede om.

Henne i Landsbyens Præstegaard boede en Mand, Pastor Vestrup, som han kendte fra Barneaarene. De havde engang for 18 Aar siden ^ siddet sammen paa Skolebænken i Randers . Ogsaa senere havde de truffet hinanden i København som Studenter. Ved hans Hjemkomst havde Præsten gjort ham et Besøg; men han havde ^ ved den Lejlighed — ganske uopfordret — givet sig til at udspørge ham om hans Forhold til Religionen, var derfor bleven afvist, 7 da han næste Gang kom til Favsingholm, og havde ikke vist sig der siden.
Nu sendte Torben Dihmer selv Bud efter ham for at høre noget om, hvad Kirken for Tiden mente at vide om et tilkommende Liv. Men trods timelange Samtaler aabenbarede ^ der ^ sig ingen frelsende Himmelstige ^ over det to Meter dybe Jordhul, som hans ^ Tanker Dag og Nat kresede om.

Henne i Landsbyens Præstegaard boede en Mand, Pastor Vestrup, som han kendte fra Barneaarene. De havde ^ for tyve Aar siden en kort Tid siddet sammen paa Skolebænken i Randers og senere igen truffet hinanden i København som Studenter. Torben Dihmer satte just ikke stor Pris paa ham. Der var saa meget ved Manden, der bød ^ ^ ^ ^ ham imod. Men for at høre, hvad Kirken for Tiden mente at vide om et tilkommende Liv, havde han engang sendt ham Bud , og de to Barndomsvenner havde siden haft flere lange Samtaler om religiøse Materier, I, 8 uden at der dog havde aabenbaret sig nogen frelsende Himmelstige for ham over det mørke Jordhul, som hans syge Tanker Dag og Nat kresede om.

Henne i Landsbyens Præstegaard boede en Mand, Pastor Vestrup, som han kendte fra Barneaarene. De havde ^ for tyve Aar siden en kort Tid siddet sammen paa Skolebænken i Randers og senere igen truffet hinanden i København som Studenter. I, 7 Torben Dihmer satte just ikke stor Pris paa ham. Der var saa meget ved Manden, der bød ^ ^ ^ ^ ham imod. Men for at høre, hvad Kirken for Tiden mente at vide om et tilkommende Liv, havde han engang sendt ham Bud , og de to Barndomsvenner havde siden haft flere lange Samtaler om religiøse Materier, uden at der dog havde aabenbaret sig nogen frelsende Himmelstige for ham over det mørke Jordhul, som hans syge Tanker Dag og Nat kresede om.

Bitrest for ham var det dog næsten at tænke paa , at der heller ikke paa denne Side af Graven skulde blive andet tilbage af ham end et tvivlsomt Minde. Han , der havde været saa sorgløs for sin Fremtid, saa overtroisk sikker paa sin Bestemmelse, han sad nu her og maatte dø med to tomme Hænder . » Ikke engang den stakkels Doktordisputats naaede jeg at faa færdig« – tænkte han tit . Det havde staaet skrevet i Stjernerne den Time, da hans lille Moder fødte ham til Verden, at hans Liv skulde fare hen og slettes ud som en Bølge uden at efterlade noget Spor.

Bitrest for ham var det dog næsten at tænke paa , at der heller ikke paa denne Side af Graven skulde blive andet tilbage af ham end et tvivlsomt Minde. Han , der havde været saa sorgløs for sin Fremtid, saa overtroisk sikker paa sin Bestemmelse, han sad nu her og maatte dø med to tomme Hænder . » Ikke engang den stakkels Doktordisputats naaede jeg at faa færdig« — tænkte han tit . Det havde staaet skrevet i Stjernerne den Time, da hans lille Moder fødte ham til Verden, at hans Liv skulde fare hen og slettes ud som en Bølge uden at efterlade noget Spor.

Bittert for ham var det ogsaa , at der heller ikke paa denne Side af Graven skulde blive andet tilbage af ham end et tvivlsomt Minde. Han ^ havde været saa sorgløs for sin Fremtid, saa overtroisk sikker paa sin Bestemmelse, og nu sad han her og maatte dø med to tomme Hænder ^ ^ ^ . Det havde staaet skrevet i Stjernerne den Time, da hans Mor fødte ham til Verden, at hans Liv skulde fare hen og slettes ud som en Bølge uden at efterlade mindste Spor.

Bittert for ham var det især , at der heller ikke paa denne Side af Graven skulde blive andet tilbage af ham end et tvivlsomt Minde. Han ^ havde været saa sorgløs for sin Fremtid, saa overtroisk sikker paa sin Bestemmelse, og nu sad han her og maatte dø med to tomme Hænder ^ ^ ^ . Det havde staaet skrevet i Stjernerne den Time, da hans Mor fødte ham til Verden, at hans Liv skulde fare hen og slettes ud som en Bølge uden at efterlade mindste Spor.

Endnu spaserede han daglig en Rundtur i Parken sammen med sin gamle Plejerske, ^ Søster Barbara, til hvis Skulder han støttede sig ^ . Paa solvarme Dage kunde han endog vove sig helt ud til Leddet ved Stakkehaven for at høre Lærkerne eller se paa Høvederne, naar de blev drevet hjem i Stalden. ^ Arbejdsfolkene hilste ham med Frygt i Blikket ; og som han 8 stod der i en lang graa Ulster, gulbleg og med stive Øjne, der pressede sig frem mellem Laagenes kødrøde Rande, var Indtrykket ogsaa uhyggeligt.
Han pintes selv frygteligt af det Abespil, Sygdommen havde drevet med hans Udseende , og som han troede endnu grellere ^ end det i Virkeligheden var . Derfor havde Porten paa Favsingholm været lukket for alle Fremmede. Han vilde Ingen se.

Endnu spaserede han daglig en lille Tur i Parken sammen med sin ^ Plejerske, den gamle Søster Barbara, til hvis Skulder han støttede sig , naar de var paa Vejen op eller ned ad den høje Hovedtrappe . Paa solvarme Dage kunde han undertiden vove sig helt ud til Leddet ved Stakkepladsen for at ^ se paa Høvederne, naar de blev drevet hjem i Stalden.
Arbejdsfolkene hilste ham med Frygt i Blikket . Han pintes selv skrækkeligt af det Abespil, Sygdommen havde drevet med hans Udseende ; og da han troede Forvrængningen grellere , end den i Virkeligheden var , holdtes Portene paa Favsingholm lukkede for alle Fremmede. Han vilde ingen se.

Endnu spaserede han daglig en lille Tur i Parken sammen med sin ^ Plejerske, den gamle Søster Barbara, til hvis Skulder han støttede sig , naar de var paa Vejen op eller ned ad den høje Hovedtrappe . Paa solvarme Dage kunde han undertiden vove sig helt ud til Leddet ved Stakkepladsen for at ^ se paa Høvederne, naar de blev drevet hjem i Stalden.
Arbejdsfolkene hilste ham med Frygt i Blikket . Selv pintes han skrækkeligt af det Abespil, Sygdommen havde drevet med hans Udseende ; og da han troede Forvrængningen grellere , end den i Virkeligheden var , holdtes Portene paa Favsingholm lukkede for alle Fremmede. Han vilde ingen se.

Nu var der heller ikke mange af Egnens Folk der brød sig synderligt om at komme der. Ensomheden og Dødsangsten havde givet den før saa fredsommelige Mand et mørkt og stridbart Sind. Indtil den gamle Barbara kom til Gaarden havde han skiftet Sygeplejerske hver Maanedsdag, fordi hans Væsen, saa stilfærdigt det var, dog skræmmede dem . Han kunde have de urimeligste Indfald. En Dag fandt han paa, at han ikke vilde spise, en anden , at han ikke vilde vaske sig. » Til Kirkegaardsrotterne kan jeg vel være køn nok,« mumlede han saa. ^ Haar og Skæg lod han vokse , saa det strittede omkring ham som Tjørneris ; og paa ^ samme Maade fandt han en trist Tilfredsstillelse ved at lade alt i Huset og Parken forfalde.
» Lad det vente, til jeg er død ,« var hans monotone Svar, hver Gang hans Inspektør ^ foreslog et nødvendigt Arbejde til Ejendommens Vedligeholdelse. » Det maa vel engang faa Ende med mig.«

Den før saa omgængelige Mand havde i det hele forandret sig meget . Han kunde have de urimeligste Indfald. Snart fandt han paa, at han ikke vilde spise, snart , at han ikke vilde vaske sig. » Til Kirkegaardsrotterne I, 9 kan jeg vel være køn nok,« mumlede han . Han lod Haar og Skæg ^ vokse ud, indtil det strittede omkring ham som Tjørneris og nu var begyndt at visne og falde af .
Paa samme Maade fandt han en trodsig Tilfredsstillelse ved at give alt paa Gaarden til Pris for Opløsning og Forfald. » Lad det vente, til jeg er væk ,« var hans enslydende Svar, naar Inspektør eller Forvalter foreslog et eller andet paatrængende Arbejde til Ejendommens Vedligeholdelse. » Det maa vel engang faa Ende med mig.«

Den før saa omgængelige Mand havde i det hele forandret sig meget . Han kunde have de urimeligste Indfald. Snart fandt han paa, at han ikke vilde spise, snart , at han ikke vilde vaske sig. » Til Kirkegaardsrotterne kan jeg vel være køn nok,« mumlede han . Han lod Haar og Skæg ^ vokse ud, indtil det strittede omkring ham som Tjørneris og nu var begyndt at visne og falde af .
Paa samme Maade fandt han en trodsig Tilfredsstillelse ved at give alt paa Gaarden til Pris for Opløsning og Forfald. » Lad I, 8 det vente, til jeg er væk ,« var hans enslydende Svar, naar Inspektør eller Forvalter foreslog et eller andet paatrængende Arbejde til Ejendommens Vedligeholdelse. » Det maa vel engang faa Ende med mig.«

Den før saa omgængelige Mand havde i det hele forandret sig meget . Han kunde have de urimeligste Indfald. Snart fandt han paa, at han ikke vilde spise, snart , at han ikke vilde vaske sig. » Til Kirkegaardsrotterne kan jeg vel være køn nok,« mumlede han og lod Haar og Skæg ^ vokse ud, indtil det strittede omkring ham som Tjørneris ^ .
Paa samme Maade fandt han en trodsig Tilfredsstillelse ved at give alt paa Gaarden til Pris for Opløsning og Forfald. » Lad det vente, til jeg er væk ,« var hans enslydende Svar, naar Inspektør I, 8 eller Forvalter foreslog et eller andet paatrængende Arbejde til Ejendommens Vedligeholdelse. » Det maa vel engang faa Ende med mig.«

II .

⇕ Torben og Jytte I, 1.2

⇕ De Dødes Rige 1.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 1.2

9 S aa hændte det ^ ud paa Efteraaret, at der uventet kom Fremmede til Gaarden. Det var en mørk Dag med en tung Skyhimmel paa Vandring ud mod Øst. Den Syge havde haft en daarlig Nat ; endnu ved Middagstid var han ikke staaet op.

S aa hændte det ^ ud paa Efteraaret, at der uventet kom Fremmede til Gaarden. Det var en mørk Dag med en tung Skyhimmel paa Vandring ud mod Øst. Den Syge havde haft en daarlig Nat ; endnu ved Middagstid var han ikke staaet op.

Saa ^ hændte det en Dag ud paa Efteraaret, at der uventet kom Fremmede til Gaarden. Vejret var uroligt, og den Syge havde haft en daarlig Nat . Endnu ved Middagstid var han ikke staaet op.

Gamle Barbara stod inde i Opholdsstuen og lagde et Par Tørv til Ilden, da hun til sin Forskrækkelse hørte en Vogn rumle ind i Slotsgaarden. Hun aabnede et Vindu paa Klem . En nedslaaet Kalesjevogn med to Herrer holdt nedenfor Trappen .

Gamle Barbara stod inde i sin Herres Opholdsstue og lagde et Par Tørv til Ilden, da hun ^ hørte en Vogn køre ind i Slotsgaarden. Forskrækket løb hun til Vinduet . En nedslaaet Kalesje med to Herrer standsede nedenfor Herskabstrappen .

Den ene af Herrerne kendte hun; det var Doktoren fra Randers. Men hvem var den skægløse Fremmede, der sad ved Siden af? Og hvad vilde det Menneske her?

Den ene af dem kendte hun; det var Doktoren fra Randers. Men hvem var den skægløse Fremmede, der sad ved Siden af? Og hvad vilde det Menneske her?

» Er Mikkelsen da bleven ren tumpet !« udbrød hun pludselig og trak Vinduet til med et Smæld. Hun havde set begge Herrerne staa ud af Vognen og følges op ad Trappen. Hun havde ogsaa set Kusken lange en Haandkuffert ned.
Hun ^ skyndte ^ sig ud for at standse dem i Forstuen . Helt ophidset sagde hun her den Fremmede lige ^ i Ansigtet, at han ^ kunde ikke komme ind.

» Er Mikkelsen ^ bleven ren tumpet ,« udbrød hun højt, da hun saae, at begge Herrerne steg af Vognen og fulgtes op ad Trappen.
I, 10 Helt ophidset skyndte hun sig ud ^ i Forstuen og sagde ^ her den Fremmede lige ^ i Ansigtet, at han ikke kunde ^ komme ind.

» Er Mikkelsen ^ bleven ren tumpet ,« udbrød hun højt, da hun saae, at begge Herrerne steg af Vognen og fulgtes op ad Trappen.
Helt ophidset skyndte hun sig ud ^ i Forstuen og sagde ^ her den Fremmede lige ind i Ansigtet, at han ikke kunde ^ komme ind.

Doktoren traadte ^ imellem.
» Hør nu her, Søster Barbara! Denne Herre er Professor i Medicin ved Københavns Universitet ... er altsaa Læge ... og desuden en Ungdomsven af Godsejeren. 10 Professoren er rejst hertil fra København for at hilse paa ham. Vil De øjeblikkelig gaa ind og melde, at Professoren er her.«
Men den Gamle stod som en Mur.
» A haar min Instruks,« sagde hun paa et fremmedartet Jysk. » Det veed De jo aa saa møj godt, Mikkelsen.«
» Men her skal jeg dog vel i alle Tilfælde ikke blive staaende,« sagde nu Professoren – en lille blond Mand med et rødkindet Barneansigt.
Noget i hans Tone gjorde Barbara betænkelig . Han havde talt som den, der er vant til at blive adlydt. Med en mistroisk Skulen førte hun de to Mænd gennem Gangen ind i sin Herres Værelse, der tilligemed Spisestuen og Sovekamrene var de eneste af Husets mange Rum, der var i beboelig Stand.

Doktoren traadte ^ imellem.
» Hør nu her, Søster Barbara! Denne Herre er Professor i Medicin ved Københavns Universitet ... er altsaa Læge ... og desuden en Ungdomsven af Godsejeren. 10 Professoren er rejst hertil fra København for at hilse paa ham. Vil De øjeblikkelig gaa ind og melde, at Professoren er her.«
Men den Gamle stod som en Mur.
» A haar min Instruks,« sagde hun paa et fremmedartet Jysk. » Det veed De jo aa saa møj godt, Mikkelsen.«
» Men her skal jeg dog vel i alle Tilfælde ikke blive staaende,« sagde nu Professoren — en lille blond Mand med et rødkindet Barneansigt.
Noget i hans Tone gjorde Barbara betænkelig . Han havde talt som den, der er vant til at blive adlydt. Med en mistroisk Skulen førte hun de to Mænd gennem Gangen ind i sin Herres Værelse, der tilligemed Spisestuen og Sovekamrene var de eneste af Husets mange Rum, der var i beboelig Stand.

Doktoren traadte værdigt imellem. Men den Gamle stod som en Mur.
» A haar min Instruks,« sagde hun paa et fremmedartet Jysk. » Det veed De jo aa saa møj godt, Mikkelsen.«
» Hør nu , Barbara! Denne Herre er Professor i Medicin ved Københavns Universitet ... er altsaa Læge ... og desuden en Ungdomsven af Godsejeren. Vil De ^ gaa ind og melde, at Professor Hagen er her . De forstaar, at her er Tale om en Ordre.«
Hans Tone gjorde hende tvivlraadig . Hendes Øjne flyttede sig mistænksomt fra den ene til den anden af de to Mænd, som hun derpaa i Tavshed førte gennem Gangen ind i sin Herres Værelse, der foruden Spisestuen og et Par Sovekamre var det eneste af Husets mange Rum, der var i beboelig Stand.

Doktoren traadte værdigt imellem. Men den Gamle stod som en Mur.
» A haar min Instruks,« sagde hun paa et fremmedartet Jysk. » Det veed De jo aa saa møj godt, Mikkelsen.«
» Hør nu , Barbara! Denne Herre er Professor i Medicin ved Københavns Universitet ... er altsaa Læge ... og desuden en Ungdomsven af Godsejeren. Vil De ^ gaa ind og melde, at Professor Hagen er her ! De forstaar, at her er Tale om en Ordre.«
Hans Tone gjorde hende tvivlraadig . Hendes Øjne flyttede sig mistænksomt fra den ene til den anden af de to Mænd, som hun derpaa i Tavshed førte gennem Gangen ind i Herrens Værelse, der foruden Spisestuen og et Par Sovekamre var det eneste af Husets mange Rum, der var i beboelig Stand.

Den unge Professor blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og saae sig tavs omkring i det store, mørke Sygeværelse med det røgsværtede Loft, det falmede Tapet og de andre triste Vidnesbyrd om Opløsning og Forfald. Saa vendte han sig mod Barbara, der var bleven staaende ved Døren, og sagde med uvilkaarligt dæmpet Stemme:
» Vær saa god at gaa ind og sig til Godsejeren, at Asmus Hagen er her. Vil De sige ham, at jeg har glædet mig til endelig at se ham igen.«
Med ny Forskrækkelse i sine smaa, mørke Øjne 11 saae den Gamle hen paa Randersdoktoren og tilbage igen paa den fremmede Mand.
» Herren veed saa ikke, hvordan det er fat med Godsejeren?«
» Vist saa! Doktor Mikkelsen har elskværdigt givet mig al fornøden Underretning,« sagde han. Og da Barbara endnu tøvede, tog han sin Tegnebog frem og skrev et Par Linjer bag paa et Visitkort. » Vil De bringe Godsejeren dette. De forstaar, at her er Tale om en Ordre «.
» Men Godsejeren ligger tilsengs.«
» Saa bring ham det paa Sengen. Og nu maa det være nok med Indvendinger.«
Endnu nølede den Gamle. Hun var bragt ganske ud af Fatning ved dette Besøg. Alene det at høre en fremmed Røst i disse Rum fyldte hende med onde Anelser.
» Hvad Pokker er det for et Spøgelse, min kære Ven her har anskaffet sig?« spurgte Professoren, da hun endelig var gaaet. » Skal det forestille en Sygeplejerske?«

Den unge Professor blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og saae sig tavs omkring i det store, mørke Sygeværelse med det røgsværtede Loft, det falmede Tapet og de andre triste Vidnesbyrd om Opløsning og Forfald. Saa vendte han sig mod Barbara, der var bleven staaende ved Døren, og sagde med uvilkaarligt dæmpet Stemme:
» Vær saa god at gaa ind og sig til Godsejeren, at Asmus Hagen er her. Vil De sige ham, at jeg har glædet mig til endelig at se ham igen.«
Med ny Forskrækkelse i sine smaa, mørke Øjne 11 saae den Gamle hen paa Randersdoktoren og tilbage igen paa den fremmede Mand.
» Herren veed saa ikke, hvordan det er fat med Godsejeren?«
» Vist saa! Doktor Mikkelsen har elskværdigt givet mig al fornøden Underretning,« sagde han. Og da Barbara endnu tøvede, tog han sin Tegnebog frem og skrev et Par Linjer bag paa et Visitkort. » Vil De bringe Godsejeren dette. De forstaar, at her er Tale om en Ordre .«
» Men Godsejeren ligger tilsengs.«
» Saa bring ham det paa Sengen. Og nu maa det være nok med Indvendinger.«
Endnu nølede den Gamle. Hun var bragt ganske ud af Fatning ved dette Besøg. Alene det at høre en fremmed Røst i disse Rum fyldte hende med onde Anelser.
» Hvad Pokker er det for et Spøgelse, min kære Ven her har anskaffet sig?« spurgte Professoren, da hun endelig var gaaet. » Skal det forestille en Sygeplejerske?«

» Hvad i Alverden ^ ^ er det for et Spøgelse, min kære Ven der har anskaffet sig?« spurgte Professoren, da hun ^ var gaaet. » Skal det forestille en Sygeplejerske?«

I, 9 » Hvad i Alverden ^ ^ er det for et Spøgelse, min kære Ven der har anskaffet sig?« spurgte Professoren, da hun ^ var gaaet. » Skal det forestille en Sygeplejerske?«

Doktor Mikkelsen trak paa Skuldren.

Doktoren trak paa Skuldren.

» Det er en forhenværende Vaagekone herinde fra Herredet . Jeg har gentagne Gange foreslaaet at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet Plejerske hertil; men Godsejeren vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige Menneske har ligefrem faaet en sær 12 Magt over hans syge Sind. – Naa, men nu vil jeg altsaa trække mig tilbage. ^ Godsejeren sætter ikke Pris paa at se mig, naar han ikke udtrykkeligt har sendt Bud.«

» Det er en forhenværende Vaagekone herinde fra Herredet . Jeg har gentagne Gange foreslaaet at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet Plejerske hertil; men Godsejeren vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige Menneske har ligefrem faaet en sær 12 Magt over hans syge Sind. — Naa, men nu vil jeg altsaa trække mig tilbage. ^ Godsejeren sætter ikke Pris paa at se mig, naar han ikke udtrykkeligt har sendt Bud.«

» Det er en forhenværende Vaagekone her fra Egnen . Jeg har gentagne Gange tilbudt Godsejeren at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet Plejerske hertil; men han vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige Menneske har ligefrem faaet en sær Magt over hans syge Sind. – Naa, men nu vil jeg altsaa trække mig tilbage. Jeg har, som sagt, et Par Patienter her i Nærheden. Og I, 11 Godsejeren sætter ikke Pris paa at se mig, naar han ikke udtrykkeligt har sendt Bud.«

» Det er en forhenværende Vaagekone her fra Egnen . Jeg har gentagne Gange tilbudt Godsejeren at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet Plejerske hertil; men han vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige Menneske har ligefrem faaet en sær Magt over hans syge Sind. — Naa, men nu vil jeg altsaa trække mig tilbage. Jeg har, som sagt, et Par Patienter her i Nærheden. Og Godsejeren sætter ikke Pris paa at se mig, naar han ikke udtrykkelig har sendt Bud.«

» Det er en forhenværende Vaagekone her fra Egnen . Jeg har gentagne Gange tilbudt Godsejeren at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet Plejerske hertil; men han vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige Menneske har ligefrem faaet en sær Magt over hans syge Sind. – Naa, men nu vil jeg altsaa trække mig tilbage. Jeg har, som sagt, et Par Patienter her i Nærheden. Og Godsejeren sætter ikke Pris paa at se mig, naar han ikke udtrykkelig har sendt Bud.«

» Ja ja. Der bliver forhaabentlig senere Lejlighed til en Konference her. Jeg ^ ^ siger ^ Dem nu Tak for Ledsagelsen.«

Professoren – en lille blond Mand med et rødkindet Barneansigt – trykkede hans Haand.
» Jeg skal sende Dem Bud, naar jeg finder Lejligheden egnet til en Konference. Foreløbig siger jeg Dem ^ Tak for Ledsagelsen.«

Professoren — en lille blond Mand med et rødkindet Barneansigt — trykkede hans Haand.
» Jeg skal sende Dem Bud, naar jeg finder Lejligheden egnet til en Konference. Foreløbig siger jeg Dem ^ Tak for Ledsagelsen.«

» Ingen Aarsag. Jeg har som sagt et Par Patienter her i Nærheden, som jeg dog skulde se til.«
Da Asmus Hagen var bleven alene, lod han igen sit hurtige Blik løbe rundt i Stuen og faldt i Tanker. Det var bleven ham fuldkommen klart, at Vennens Sindstilstand foreløbigt var en større Fare for ham end den egenlige Sygdom . Han var derfor glad ved, at han ikke havde opsat Rejsen en eneste Dag længer . Det var aabenbart paa høje Tid han kom med Hjælpen ^ .

Da han var bleven alene, lod han Blikket løbe rundt i det store, mørke Værelse med det røgsværtede Loft, det revnede Tapet og de andre sørgelige Vidnesbyrd om tilstræbt Forfald og Ødelæggelse. Og han rystede paa Hovedet. Efter de nye Oplysninger, han paa Vejen havde faaet af Doktor Mikkelsen, stod det ham ganske klart, at Vennens Sindstilstand foreløbig var en større Fare for ham end hans egenlige Sygdom , og han var glad ved, at han ikke havde opsat Rejsen en eneste Dag længere . Det var aabenbart paa høje Tid , at Hjælpen kom .

Barbara vendte nu tilbage med den Besked fra sin Herre, at han var i Færd med at staa op og vilde komme om et Øjeblik. Asmus Hagen forlangte imidlertid at blive ført ind til ham med det samme; men da gjorde den Gamle sig igen stiv som en Huggeblok og spærrede ham Vejen, og da han trængte paa, fik hun det Indfald at fortælle, at Godsejeren var gaaet ud paa Natskrinet. Hun havde lige været Vidne til den voldsomme Sindsbevægelse, hendes Herre var kommen i blot ved at læse den Fremmedes 13 Navn paa Kortet. Skulde han nu ovenikøbet overraskes under Paaklædningen?
Asmus Hagen maatte slaa sig tiltaals og gik paa Undersøgelse omkring i Stuen, mens han ventede. Paa en Hylde over Skrivebordet fandt han ^ en gammel støvet Foliant i Svinelædersbind, som han forresten havde lagt Mærke til straks ved sit Komme. Det viste sig at være en snurrig tysk Bearbejdelse af nogle Oldtidsværker om Lægekunsten. Baade Hippokrates’ og Aretæus’ Navne spøgede i rødt Tryk paa de mørnede Blade . Men hvad der især fik ham til at gøre store Øjne var, at der rundt om i Bogen laa løse Papirer med Optegnelser og Citater skrevne med Vennens Haand.

Barbara vendte ^ tilbage med den Besked fra sin Herre, at han var i Færd med at staa op og vilde komme om et Øjeblik.
» Jeg kan vel gaa ind til ham ?«
»Nej, nej! Forsøg dog it’ det! Han blev slemt nok altereret endda.«
Den Gamle var saa rystet, at hun knap kunde faa Ordene sagt. Alene det at høre en fremmed Røst i denne Stue, der havde været viet til Tavsheden og Døden, fyldte hende med onde Anelser.
Mens han ventede, gik Professor Hagen paa Undersøgelse omkring i Stuen og fandt mellem Bøgerne paa I, 12 det store Midterbord en gammel ^ Foliant i Svinelærsbind. Det var en ^ tysk Bearbejdelse af en Række Oldtidsværker om Lægekunsten. » Hvad Pokker er det?« tænkte han højt, da han mellem Bogens Blade stødte paa løse Papirer med Optegnelser fra Vennens Haand.

Barbara vendte ^ tilbage med den Besked fra sin Herre, at han var i Færd med at staa op og vilde komme om et Øjeblik.
» Jeg kan vel gaa ind til ham ?«
»Nej, nej! Forsøg dog it’ det! Han blev slemt nok altereret endda.«
Den Gamle var saa rystet, at hun knap kunde faa Ordene sagt. Alene det at høre en fremmed Røst i denne Stue, der havde været viet til Tavsheden og Døden, fyldte hende med onde Anelser.
Mens han ventede, gik Professor Hagen paa Undersøgelse omkring i Stuen og fandt mellem Bøgerne paa det store Midterbord I, 10 en gammel ^ Foliant i Svinelærsbind. Det var en ^ tysk Bearbejdelse af en Række Oldtidsværker om Lægekunsten. » Hvad Pokker er det?« tænkte han højt, da han mellem Bogens Blade stødte paa løse Papirer med Optegnelser fra Vennens Haand.

Han gav sig til at undersøge ogsaa de andre Bøger paa Hylden . Der var et stort astronomisk Værk i flere Bind og et Skrift om Jordmagnetisme. Desuden fandt han en fransk Oversættelse af en arabisk Sundhedslære fra Middelalderen ^ forfattet af en Mand, der kaldte sig » Den troldkyndige i Cordova«. Ogsaa denne var fuld af Noter.

Han undersøgte derefter ogsaa de andre Bøger ^ . Der var et stort astronomisk Værk ^ og et Skrift om Jordmagnetisme. Desuden ^ en fransk Oversættelse af en arabisk Sundhedslære fra Middelalderen , forfattet af en Mand, der kaldte sig » Den troldkyndige i Cordova«. Ogsaa denne var fuld af Noter.

Han undersøgte derefter ogsaa de andre Bøger ^ . Der var et stort astronomisk Værk ^ og et Skrift om Jordmagnetisme. Desuden ^ en fransk Oversættelse af en arabisk Sundhedslære fra Middelalderen , forfattet af en Mand, der kaldte sig » Den Troldkyndige i Cordova«. Ogsaa denne var fuld af Noter.

Hvad i Alverden! Hvordan var al denne gamle Galskab kommen her?
Uvilkaarlig vendte han sig ^ mod Barbara, der laa paa Knæ foran Kakkelovnen og livede Ilden med en Fjervinge . Men i det samme blev en Dør bag ham 14 aabnet. Torben Dihmer traadte besværligt ^ over Tærskelen.
Asmus Hagen blev et Øjeblik staaende uden at sige noget. Saa vel forberedt han havde været ^ ^ , studsede han dog nu ved Synet.

^ Uvilkaarlig vendte han sig om mod Barbara, der krøb sammen foran Kakkelovnen , som om hun havde søgt Tilflugt der. Den Gamle sad med en Fjervinge og livede Ilden under Tørvene.
I det samme gik en Dør langsomt op, og Torben Dihmer viste sig i Aabningen. Han løftede besværligt Foden over Tærsklen , blev derpaa staaende, ligesom tøvende, idet han med den ene Haand støttede sig til Dørkarmen.
Saa vel forberedt Professoren var , studsede han dog ^ ved Synet.

» Hvordan kommer du her?« spurgte Torben og blev staaende i Døren, idet han støttede sig til Karmen med den ene Haand. Han stod der med sænket Hoved i en falmet Slaabrok af brunt Klæde og havde store, graa Filtsko paa Fødderne.
»Torben! Gamle Ven!« udbrød Asmus og gik hen imod ham med udbredte Arme.
» Kom mig ikke for nær!« sagde Torben og holdt en Haand ud fra sig. » ^ Jeg stinker allerede!«

» Hvordan kommer du her?« spurgte Torben og blev staaende i Døren, idet han støttede sig til Karmen med den ene Haand. Han stod der ^ i en falmet Slaabrok af brunt Klæde og havde store, graa Filtsko paa Fødderne.
»Torben! Gamle Ven!« udbrød Asmus og gik hen imod ham med udbredte Arme.
» Kom mig ikke for nær!« sagde Torben og holdt en Haand ud fra sig. » ^ Jeg stinker allerede!«

Som Vennen stod der i Døren, næsten ukendelig, ^ i en falmet Slobrok af brunligt Klæde , gusten og ligesom jordslaaet, med de opsvulmede Øjne omtrent tillukkede og det visne Skæg i Tjavser, saae han ud som en Dødning, der havde rejst sig af sin Grav.
Torben Dihmer læste hans Tanker, og da Professoren nærmede sig, strakte han afværgende Haanden ud fra sig.
I, 13 » Du skal ikke komme mig for nær! ... Jeg stinker allerede!«

Som Vennen stod der i Døren, næsten ukendelig, ^ i en falmet Slobrok af brunligt Klæde , gusten og ligesom jordslaaet, med de opsvulmede Øjne omtrent tillukkede og det visne Skæg i Tjavser, saae han ud som en Dødning, der havde rejst sig af sin Grav.
Torben Dihmer læste hans Tanker, og da Professoren nærmede sig, strakte han afværgende Haanden ud fra sig.
» Du skal ikke komme mig for nær! ... Jeg stinker allerede!«

» Aa Snak! Jeg er netop ganske overrasket over, hvor rask du ser ud . Du har sandelig holdt dig tapper!«

» Aa Snak! Du ser jo netop brillant ud ! Du har sandelig holdt dig tappert.«

Han lagde sine Hænder op paa Vennens Skuldre ; men ved denne fortrolige Berøring kom Torben til at skælve. Det saae et Øjeblik ud, som om han skulde overvældes af sin Bevægelse ; men han mandede sig op og ^ slap Dørkarmen for at gaa ind i Stuen. Han kom dog ikke langt, før det svimlede for ham. Han havde undset sig ved at vise sig for Vennen med sin Gammelmandskæp , og nu kunde han pludselig ikke komme af Pletten. Asmus Hagen maatte tage ham under Armen og føre ham hen til hans Lænestol 15 ved Kakkelovnen, hvor Barbara i Forvejen havde lagt et Par Puder tilrette .

Han lagde sine Hænder ^ paa hans Skuldre , og ved denne kammeratlige Berøring overvældedes Torben ^ af sin Bevægelse . Han mandede sig dog hurtigt op, slap Dørkarmen og gik ind i Stuen.
Men han var ikke kommen langt, før Kræfterne svigtede ham. Han havde undset sig ved at vise sig for Vennen med sin Gammelmandskæp og begyndte at vakle. Professoren maatte gribe ham i Armen og lede ham hen til hans Lænestol ved Bordet .

Han lagde sine Hænder ^ paa hans Skuldre , og ved denne kammeratlige Berøring overvældedes Torben ^ af sin Bevægelse . Han mandede sig dog hurtigt op, slap Dørkarmen og gik ind i Stuen.
Men han var ikke kommen langt, før Kræfterne svigtede ham. Han havde undset sig for at vise sig for Vennen med sin Gammelmandskæp og begyndte at vakle. Professoren maatte gribe ham i Armen og lede ham hen til hans Lænestol ved Bordet .

Han lagde sine Hænder ^ paa hans Skuldre , og ^ denne kammeratlige Berøring overvældede Torben . For at skjule ^ sin Bevægelse ^ mandede han sig ^ op, slap Dørkarmen og gik ind i Stuen.
Men han var ikke kommen langt, før Kræfterne svigtede ham. Han havde undset sig ved at vise sig for Vennen med sin Gammelmandskæp og begyndte at vakle. Professoren maatte gribe ham i Armen og lede ham hen til hans Lænestol ved Bordet .

I den følgende Time sad de to Venner og talte sammen, mens Barbara idelig gjorde sig et Ærende ind i Stuen og i stigende Uro kresede omkring sin Herre med en svag Klynken som en skinsyg Hund.

I den følgende Time sad de to Ungdomsvenner og talte sammen, mens Barbara idelig gjorde sig et Ærende ind i Stuen og i stigende Uro kresede omkring sin Herre med en svag Klynken som en skinsyg Hund.

I, 11 I den følgende Time sad de to Ungdomsvenner og talte sammen, mens Barbara idelig gjorde sig et Ærende ind i Stuen og i stigende Uro kresede omkring sin Herre med en svag Klynken som en skinsyg Hund.

Asmus Hagen vovede sig foreløbig ikke til at stille Spørgsmaal; han fortalte ^ løst og fast om sine egne Oplevelser , mens han i det skjulte gjorde sine Iagttagelser. Han bragte Hilsen fra fælles Venner, og da Torben Dihmer mistænksom spurgte ham, hvad der havde ført ham til Jylland paa denne Tid af Aaret, gav han en Historie tilbedste om, at han var bleven kaldt til en Patient i Aarhus og nu havde benyttet Lejligheden til endelig at gøre ham et Besøg .

Den lille, elegant klædte Professor sad med Tommelfingrene i Ærmegabet og trommede med de andre Fingre paa sit høje Fuglebryst. For at adsprede Vennen fortalte han løst og fast om sine egne Oplevelser og bragte Hilsner fra fælles Bekendte, alt mens han i det skjulte gjorde sine Iagttagelser. Da Torben mistænksom spurgte ham, hvad der førte ham til Jylland paa denne Tid af Aaret, gav han en Historie til Bedste om, at han var bleven kaldt til en Patient i Aarhus ^ .

» Du kunde forresten have svaret paa dine Venners Breve, saa havde du nu vidst mere om os ^ , end jeg saadan i Hast kan fortælle. Mon du veed, at det er over ^ to Aar ^ siden jeg ^ hørte fra dig?«

» Du kunde forresten have svaret paa dine Venners Breve, saa havde du nu vidst mere om os allesammen , end jeg saadan i Hast kan fortælle. Mon du veed, at det I, 14 snart er to Aar , siden jeg for mit Vedkommende hørte fra dig?«

» Du kunde forresten have svaret paa dine Venners Breve, saa havde du nu vidst mere om os allesammen , end jeg saadan i Hast kan fortælle. Mon du veed, at det snart er to Aar , siden jeg for mit Vedkommende hørte fra dig?«

Torben Dihmer nikkede.

Torben ^ nikkede.

» Jamen det er absolut højst utilstedeligt – som vor gamle Rektor sa’. Har du virkelig gaaet her og glemt alle dine Venner ?«

» Jamen det er absolut højst utilstedeligt — som vor gamle Rektor sa’. Har du virkelig gaaet her og glemt alle dine Venner ?«

» Jamen det er absolut højst utilstedeligt – som vor gamle Rektor sa’. Du har med andre Ord gaaet her og glemt baade dine Venner og Veninder.«

» Jamen det er absolut højst utilstedeligt — som vor gamle Rektor sa’. Du har med andre Ord gaaet her og glemt baade dine Venner og Veninder.«

» Jamen det er absolut højst utilstedelig – som vor gamle Rektor sa’. Du har med andre Ord gaaet her og glemt baade dine Venner og Veninder.«

» Det har jeg naturligvis ikke. Men jeg har jo kun haft min Sygdom at skrive om . Hvorfor skulde jeg plage jer med den?«
16 »Naa, til mig kunde du da egenlig nok have skrevet om den.«
» Jeg vilde netop , at I allesammen skulde tænke paa mig som paa en , der er død – for det er jeg jo i Virkeligheden. Det troede jeg forresten , I havde forstaaet.«

» Det har jeg naturligvis ikke. Men jeg har jo kun haft min Sygdom at skrive om . Hvorfor skulde jeg plage jer med den?«
16 »Naa, til mig kunde du da egenlig nok have skrevet om den.«
» Jeg vilde netop , at I allesammen skulde tænke paa mig som paa en , der er død — for det er jeg jo i Virkeligheden. Det troede jeg forresten , I havde forstaaet.«

» Det har jeg naturligvis ikke. Men hvad skulde jeg skrive om ? Jeg oplever jo ikke andet end at være syg, og det er i Længden ikke noget interessant eller opbyggeligt Emne for de raske. Jeg har villet , at I allesammen skulde tænke paa mig som paa en Afdød – for det er jeg jo i Virkeligheden. Det troede jeg ogsaa , I havde forstaaet.«

» Det har jeg naturligvis ikke. Men hvad skulde jeg skrive om ? Jeg oplever jo ikke andet end at være syg, og det er i Længden ikke noget interessant eller opbyggeligt Emne for de raske. Jeg har villet , at I allesammen skulde tænke paa mig som paa en Afdød — for det er jeg jo i Virkeligheden. Det troede jeg ogsaa , I havde forstaaet.«

»Naa , hør nu ^ ! Du tager virkelig lovlig tungt paa din Tilstand , kære Ven! At du er syg, er jo sikkert nok , men –.«

»Naa , hør nu ^ ! Du tager virkelig lovlig tungt paa din Tilstand , kære Ven! At du er syg, er jo sikkert nok , men —.«

»Nej , hør nu , kære Ven ! Du tager virkelig altfor tungt paa din Tilstand . Vistnok er du ikke rask , men –.«

»Nej , hør nu , kære Ven ! Du tager virkelig altfor tungt paa din Tilstand . Vistnok er du ikke rask , men —.«

»Nej , hør nu , kære Ven ! Du tager virkelig altfor tungt paa din Tilstand . Vistnok er du ikke rask , men –.«

» Anstreng dig ikke ! Den trøsterige Tale ved Baaren kan du gerne spare dig. Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. – Og nu har vi talt nok om mig.«

» Anstreng dig ikke ! Den trøsterige Tale ved Baaren kan du gerne spare dig. Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. — Og nu har vi talt nok om mig.«

» Anstreng dig ikke !« afbrød Torben ham. » Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. – Og nu har vi talt nok om mig.«

» Anstreng dig ikke !« afbrød Torben ham. » Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. — Og nu har vi talt nok om mig.«

» Anstreng dig ikke !« afbrød Torben ham. » Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. – Og nu har vi talt nok om mig.«

Asmus Hagen saae ud af Vinduet og overvejede et Øjeblik. Saa gav han sig igen til at snakke i Øst og Vest om København og fælles Bekendte. Blandt andre nævnede han – ligesom tilfældigt – sin Kusine, den smukke Jytte Abildgaard; men da han saae, hvordan Vennen ved den blotte Lyd af Navnet lukkede Øjnene ^ som for et altfor pludseligt og voldsomt Lys, bøjede han straks af og gjorde ham et Par Spørgsmaal om hans Søvn og Appetit.

Asmus Hagen saae ud af Vinduet og overvejede et Øjeblik. Saa gav han sig igen til at snakke i Øst og Vest om København og fælles Bekendte. Blandt andre nævnede han — ligesom tilfældigt — sin Kusine, den smukke Jytte Abildgaard; men da han saae, hvordan Vennen ved den blotte Lyd af Navnet lukkede Øjnene ^ som for et altfor pludseligt og voldsomt Lys, bøjede han straks af og gjorde ham et Par Spørgsmaal om hans Søvn og Appetit.

Professoren tav et Øjeblik. Hvorpaa han igen gav sig til at snakke ^ om København og fælles Bekendte. Ligesom tilfældigt nævnede han ogsaa ^ ^ ^ sin Kusine, ^ Jytte Abildgaard; men da han saae, hvordan ^ den blotte Lyd af Navnet fik Vennen til at vende Øjnene bort som for et altfor pludseligt og voldsomt Lys, bøjede han hurtigt af og spurgte til hans Søvn og Appetit.

Lidt efter sagde han:

I, 12 Lidt efter sagde han:

» Jeg skrev paa det Kort , jeg sendte ind til dig ^ ^ , at jeg kom med godt Nyt. Er du ikke det mindste nysgerrig?«

» Jeg sendte dig forleden et Kort for at forberede dig paa min Ankomst. Har du faaet det?«
»Ja «
I, 15 » Jeg skrev, som du maaske husker , at jeg kom med godt Nyt. Er du ikke det mindste nysgerrig?«

» Jeg sendte dig forleden et Kort for at forberede dig paa min Ankomst. Har du faaet det?«
»Ja .«
» Jeg skrev, som du maaske husker , at jeg kom med godt Nyt. Er du ikke det mindste nysgerrig?«

» Ikke stort . Naar man hænger i Galgen, gaar Nysgerrigheden af En – veed du nok.«

» Ikke stort . Naar man hænger i Galgen, gaar Nysgerrigheden af En — veed du nok.«

»Aa, i min Stilling er der ikke meget, der interesserer . Da Per hang i Galgen, gik Nysgerrigheden af ham – husker du nok.«

»Aa, i min Stilling er der ikke meget, der interesserer . Da Per hang i Galgen, gik Nysgerrigheden af ham — husker du nok.«

»Aa, i min Stilling er der ikke meget, der interesserer . Da Per hang i Galgen, gik Nysgerrigheden af ham – husker du nok.«

17 » Jeg siger dig, Torben, du er altfor mistrøstig! Paa den Maade kan du aldrig blive rask. Nu skal jeg minde dig om et andet gammelt Ord: Haabet maa man aldrig slippe!«

» Jeg siger dig, Torben, du er altfor mistrøstig! Jeg vil minde dig om et andet gammelt Ord: Haabet skal man aldrig slippe!«

» Det vil jeg dog netop helst. Og det er jo bare ^ jammerlig Fejghed af mig, at jeg ikke for længe siden har gjort Ende paa Misèren med et Skud Krudt. Men jeg gør det ogsaa en Dag . Dette her er ikke til at udholde!«

» Det vil jeg dog netop helst. Det er jo bare en jammerlig Fejghed af mig, at jeg ikke for længe siden har gjort Ende paa Elendigheden med et Skud Krudt. Men jeg gør det ogsaa en Dag .«

De sidste Ord blev stikkende i Struben. Han bøjede sig frem og lagde Hovedet i sin Haand for at skjule, at han maatte kæmpe med Graaden.

De sidste Ord blev stikkende i Struben. Han bøjede sig frem og lagde Hovedet i sine Hænder for at nedkæmpe Graaden.

Der blev nogle Øjeblikkes Stilhed, saa rejste Asmus Hagen sig . Han gik lidt frem og tilbage over Gulvet, satte sig saa hen paa Sidestykket af Vennens Lænestol og lagde Armen om hans Skulder .

Men nu vilde Professoren ikke længer tie med sit glade Budskab . Han ^ satte sig ^ hen paa Sidestykket af Vennens Lænestol og lagde Armen om ham .

» Gamle Ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig ! ... Du skal være ved godt Mod. Du har glemt, at vi lever i en stor Tid, da Videnskaben – og jo ikke mindst min egen – gør et nyt Mirakel hver Dag. Der er Grund til at tro, at din Sygdom ikke er saa farlig , som vi allesammen har ment ..... ^ Ja, du ser paa mig! Men du kan jo nok forstaa, at jeg ikke her siger noget uovervejet. Dit Tilfælde falder rigtignok ganske udenfor mit eget Omraade; men jeg har paalidelige Erfaringer at støtte mig til .«

» Gamle Ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig ! ... Du skal være ved godt Mod. Du har glemt, at vi lever i en stor Tid, da Videnskaben — og jo ikke mindst min egen — gør et nyt Mirakel hver Dag. Der er Grund til at tro, at din Sygdom ikke er saa farlig , som vi allesammen har ment ..... ^ Ja, du ser paa mig! Men du kan jo nok forstaa, at jeg ikke her siger noget uovervejet. Dit Tilfælde falder rigtignok ganske udenfor mit eget Omraade; men jeg har paalidelige Erfaringer at støtte mig til .«

» Gamle Ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig ! ... Du skal være ved godt Mod. Du har glemt, at vi lever i en stor Tid, hvor Videnskaben – ^ ikke mindst min egen – gør et nyt Mirakel hver Dag. Din Sygdom er ikke længer farlig . Om et halvt Aar vil du føle dig fuldkommen sund og stærk .... Ja, du ser paa mig! Men du kan vel forstaa, at jeg ikke ^ siger noget uoverlagt .«

» Gamle Ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig ! ... Du skal være ved godt Mod. Du har glemt, at vi lever i en stor Tid, hvor Videnskaben — ^ ikke mindst min egen — gør et nyt Mirakel hver Dag. Din Sygdom er ikke længer farlig . Om et halvt Aar vil du føle dig fuldkommen sund og stærk ... Ja, du ser paa mig! Men du kan vel forstaa, at jeg ikke ^ siger noget uoverlagt .«

» Gamle Ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig !... Du skal være ved godt Mod. Du har glemt, at vi lever i en stor Tid, hvor Videnskaben – ^ ikke mindst min egen – gør et nyt Mirakel hver Dag. Din Sygdom er ikke længer farlig . Om et halvt Aar vil du føle dig fuldkommen sund og stærk ... Ja, du ser paa mig! Men du kan vel forstaa, at jeg ikke ^ siger noget uoverlagt .«

18 Torben havde forsøgt at afbryde ham. Nu klappede han Vennens Haand, som laa paa hans Skulder , og sagde:
» Jeg kender dit gode Hjerte , Asmus! Du vil saa gerne hjælpe . Men lad det nu være nok! Du veed dog, at jeg har gjort, hvad der staar i menneskelig Magt ^ for at blive rask. Jeg har ^ søgt Evropas berømteste Specialister, baade Professor Hermann i Wien og Schinders i Nauheim –.«

Torben , der havde løftet Hovedet, sænkede det igen og klappede samtidig Vennens Haand, der laa paa hans Skulder .
I, 16 » Jeg kender dig , Asmus! Du vil saa gerne trøste . Men lad det nu være nok! Du veed , jeg har gjort, hvad der staar i menneskelig Magt , for at blive rask. Jeg har efter dit eget Raad søgt ^ baade Professor Hermann i Wien og Schinders i Nauheim –.«

Torben , der havde løftet Hovedet, sænkede det igen og klappede samtidig Vennens Haand, der laa paa hans Skulder .
» Jeg kender dig , Asmus! Du vil saa gerne trøste . Men lad det nu være nok! Du veed , jeg har gjort, hvad der staar i menneskelig Magt ^ for at blive rask. Jeg har efter dit eget Raad søgt ^ baade Professor Hermann i Wien og Schinders i Nauheim —.«

»Ja, og gamle Kvaksalvere og Troldkarle har du ^ selv studeret,« sagde Asmus ^ med et Nap i hans Øre og lo . » Du ser, jeg har allerede ransaget din Lektyre. Men nu skal du være fornuftig , Junker Torben ! Saa skal jeg fortælle dig, hvordan det er gaaet til, at jeg har faaet Mistanke til vor gamle Diagnose .«

»Ja, og gamle Kvaksalvere og Troldkarle har du af dig selv studeret,« sagde Asmus Hagen med et Nap i hans Øre ^ . » Du ser, jeg har allerede ransaget din Lektyre. Men nu skal du være fornuftig ^ ! Saa skal jeg fortælle dig, hvad der er sket .«

»Ja, og gamle Kvaksalvere og Troldkarle har du af dig selv studeret,« sagde Asmus Hagen med et Nap i hans Øre ^ . » Du I, 13 ser, jeg har allerede ransaget din Lektyre. Men nu skal du være fornuftig ^ ! Saa skal jeg fortælle dig, hvad der er sket .«

Han gik igen ud paa Gulvet. Med Tommelfingrene i Ærmegabet og de andre otte Fingre spillende paa sit høje Fuglebryst gav han sig til at berette.

Han rejste sig, gik ud over Gulvet og gav sig til at berette.

» Ser du, da jeg i Foraaret var i Paris og besøgte Hospitalerne, talte jeg ogsaa med den berømte Overlæge Dr. de Bèze, og han gjorde mig bekendt med nogle Undersøgelser , han netop var i Færd med. Han var kommen til den Overbevisning, at visse sygelige Tilstande, som man hidtil har tilskrevet inkurable Forandringer i Hjertets Væv, i flere Tilfælde har som tilgrundliggende eller i hvert Fald som medvirkende Aarsag et skjult Myxødem . Du kender den 19 Sygdom – en Destruktion af Skjoldbruskkirtlen ; den maa jo ganske vist i Øjeblikket siges at være uhelbredelig , men dens Virkninger har den moderne Lægevidenskab saa at sige fuldstændig formaaet at ophæve, ganske simpelt ved at tilføre Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form. ^ Under en Stuegang fik jeg ^ Lejlighed til selv at undersøge ^ hans Patienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit. ^ Jeg har nu staaet i Brevveksling med Dr. de Bèze, og for et Par Uger siden skrev han til mig, at Resultatet af Behandlingen fuldt ud havde svaret til Forventningen. Af hans Patienter var 87 pCt. udskrevne som helbredede. En af dem, en forhenværende Slørugle, var endogsaa kommen saadan til Hægterne, at hun havde genoptaget sin Profession paa selve Hospitalet og for Velanstændighedens Skyld maatte fjernes i Utide. Og nu maa jeg gøre dig en Tilstaaelse, kære Ven! Samtidig har jeg korresponderet med ^ Schinders i Nauheim , og ogsaa med din nuværende Læge , den vistnok højst fortræffelige Doktor Mikkelsen , har jeg staaet i Forbindelse ^ bag din Ryg. Og for at drive Frækheden til det yderste er jeg altsaa nu kommen i højstegen Person for med din Tilladelse at foretage en sidste Undersøgelse .«

» Ser du, da jeg i Foraaret var i Paris og besøgte Hospitalerne, talte jeg ogsaa med den berømte Overlæge Dr. de Bèze, og han gjorde mig bekendt med nogle Undersøgelser , han netop var i Færd med. Han var kommen til den Overbevisning, at visse sygelige Tilstande, som man hidtil har tilskrevet inkurable Forandringer i Hjertets Væv, i flere Tilfælde har som tilgrundliggende eller i hvert Fald som medvirkende Aarsag et skjult Myxødem . Du kender den 19 Sygdom — en Destruktion af Skjoldbruskkirtlen ; den maa jo ganske vist i Øjeblikket siges at være uhelbredelig , men dens Virkninger har den moderne Lægevidenskab saa at sige fuldstændig formaaet at ophæve, ganske simpelt ved at tilføre Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form. ^ Under en Stuegang fik jeg ^ Lejlighed til selv at undersøge ^ hans Patienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit. ^ Jeg har nu staaet i Brevveksling med Dr. de Bèze, og for et Par Uger siden skrev han til mig, at Resultatet af Behandlingen fuldt ud havde svaret til Forventningen. Af hans Patienter var 87 pCt. udskrevne som helbredede. En af dem, en forhenværende Slørugle, var endogsaa kommen saadan til Hægterne, at hun havde genoptaget sin Profession paa selve Hospitalet og for Velanstændighedens Skyld maatte fjernes i Utide. Og nu maa jeg gøre dig en Tilstaaelse, kære Ven! Samtidig har jeg korresponderet med ^ Schinders i Nauheim , og ogsaa ^ din nuværende Læge , den vistnok højst fortræffelige Doktor Mikkelsen , har jeg staaet i Forbindelse med bag din Ryg. Og for at drive Frækheden til det yderste er jeg altsaa nu kommen i højstegen Person for med din Tilladelse at foretage en sidste Undersøgelse .«

Han havde i Eftersommeren været i Paris , sagde han, og havde der talt med den bekendte Overlæge Dr. de Bèze, der efter aarelange Undersøgelser nu havde godtgjort, at flere sygelige Tilstande, som man tidligere tilskrev Forandringer i Hjertets Væv, i Virkeligheden skyldtes en Ødelæggelse af Skjoldbruskkirtlen , hvad der var langt mindre farligt for Patienten. Ganske vist var Sygdommen uhelbredelig ; men dens Virkninger havde den moderne Lægevidenskab saa at sige fuldstændig ophævet, idet man ganske simpelt tilførte Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form.
» Under Stuegangen fik jeg selv Lejlighed til ^ at undersøge flere af hans Patienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit. Og jeg maa nu gøre dig en Tilstaaelse, kære Ven! Jeg har ^ siden ^ korresponderet med vor fælles Ven Schinders i Nauheim og med din Huslæge her , den vistnok I, 17 højst fortræffelige Doktor Mikkelsen . Og nu, da jeg har set dig, betænker jeg mig ikke paa at sige, at jeg har det bedste Haab om at kunne gøre dig rask ^ ^ .«

Han havde i Eftersommeren været i Paris , sagde han, og havde der talt med den bekendte Overlæge Dr. de Bèze, der efter aarelange Undersøgelser nu havde godtgjort, at flere sygelige Tilstande, som man tidligere tilskrev Forandringer i Hjertets Væv, i Virkeligheden skyldes en Ødelæggelse af Skjoldbruskkirtlen , hvad der var langt mindre farligt for Patienten. Ganske vist var Sygdommen uhelbredelig ; men dens Virkninger havde den moderne Lægevidenskab saa at sige fuldstændig ophævet, idet man ganske simpelt tilførte Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form.
» Under Stuegangen fik jeg selv Lejlighed til ^ at undersøge flere af hans Patienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit. Og jeg maa nu gøre dig en Tilstaaelse, kære Ven! Jeg har ^ siden ^ korresponderet med vor fælles Ven Schinders i Nauheim og med din Huslæge her , den vistnok højst fortræffelige Doktor Mikkelsen . Og nu, da jeg har set dig, betænker jeg mig ikke paa at sige, at jeg har det bedste Haab om at kunne gøre dig rask ^ ^ .«

Han havde i Eftersommeren været i Paris , sagde han, og havde der talt med den bekendte Overlæge Dr. de Bèze, der efter aarelange Undersøgelser nu havde godtgjort, at flere sygelige Tilstande, som man tidligere tilskrev Forandringer i Hjertets Væv, i Virkeligheden skyldtes en Ødelæggelse af Skjoldbruskkirtlen , hvad der var langt mindre farligt for Patienten. Ganske vist var Sygdommen uhelbredelig ; men dens Virkninger havde den moderne Lægevidenskab saa at sige fuldstændig ophævet, idet man ganske simpelt tilførte Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form.
» Under Stuegangen fik jeg selv Lejlighed til ^ at undersøge flere af hans Patienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit. Og jeg maa nu gøre dig en Tilstaaelse, kære Ven! Jeg har ^ siden ^ korresponderet med vor fælles Ven Schinders i Nauheim og med din Huslæge her , den vistnok højst fortræffelige Doktor Mikkelsen . Og nu, da jeg har set dig, betænker jeg mig ikke paa at sige, at jeg har det bedste Haab om at kunne gøre dig rask ^ ^ .«

Torben, der flere Gange under Vennens Tale havde slaaet ^ afvisende ud med Haanden, sad nu stille og saae ned for sig.
20 » Det er jo umuligt «, sagde han tonløst.
» Der er ingenting umuligt.«
» Men jeg føler det dog bedst selv. Se paa mig! Jeg er jo allerede et halvt opløst Kadaver.«

Torben, der et Par Gange under Vennens Tale havde slaaet heftigt afvisende ud med Haanden, var tilsidst bleven stille .
» Men det er jo umuligt !« sagde han tonløst. » Jeg føler det dog bedst selv. ^ Jeg er jo allerede et halvt opløst Kadaver.«

»Snak! Der er meget mere Liv i dig, end du bilder dig ind. Men du har handlet ilde med dig selv. Du har for tidligt gravet dig ned i Mørket . Hvem skulde have tænkt det om dig? ... Men vent! Du kan endnu ^ blive den lykkeligste af os alle !«

»Snak! Der er meget mere Liv i dig, end du bilder dig ind. Men du har handlet ilde mod dig selv. Du har for tidligt gravet dig ned i Mørket , Junker Torben! Hvem skulde have tænkt det om dig? ... Men vent! Du kan endnu engang blive den lykkeligste af os allesammen !«

III .

III

⇕ Torben og Jytte I, 1.3

⇕ De Dødes Rige 1.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 1.3

E t Par Timer senere ^ sad ^ Asmus Hagen ved Vinduet og røg en Cigaret efter et forsinket Frokostmaaltid. Han var godt tilfreds med Resultatet af sin Undersøgelse, og da han havde taget en Prøve af det nye Lægemiddel med fra København, var Kuren forsaavidt allerede begyndt.

Et Par Timer senere , efter et forsinket Frokostmaaltid, sad de to Venner igen inde i Opholdsstuen. Asmus Hagen havde foretaget en indgaaende Undersøgelse, og da han havde taget en Prøve af det nye Lægemiddel med fra København, var Kuren forsaavidt allerede begyndt.

Et Par Timer senere , efter et forsinket Frokostmaaltid, sad de to Venner igen inde i Opholdsstuen. Asmus Hagen havde foretaget en indgaaende Undersøgelse, og da han havde taget I, 14 en Prøve af det nye Lægemiddel med fra København, var Kuren forsaavidt allerede begyndt.

Torben sad i Sofahjørnet med Haanden under Kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro.
» Husk altsaa: to Piller tre Gange daglig. Forøvrigt frisk Luft, Sol og en fornuftig Diæt. Du skal se , inden der er gaaet tre Fjerdingaar ligner du dig selv fra gamle Dage. Om et Aar er du Rigsdagsmand, og saa er det jo kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar du skal optræde med den bekendte Trekantede under Armen og Guldgaloner ned ad Bøvserne og 21 henrykke Hoffets Damer med din velskabte Person . Lys, Luft – und Liebe. Med denne moderne Treenigheds Velsignelse skal mine Piller nok gøre Underværker. Se der!«
En af Husets Piger var kommen ind. I raadvild Forlegenhed blev hun staaende henne ved Døren med en Skaal fuld af friske Blomster.
» Hvad er det?« spurgte Torben næsten brysk – ængstet af en Anelse.
» Ja – tænk dig! – dem havde jeg skam nær glemt. Jeg telefonerede igaar med Tante Bertha – ja med Jytte forresten ogsaa – og fortalte dem, at jeg rejste herover. Den nærmere Anledning fortav jeg dog naturligvis. De bad mig saa om at hilse, og i Aftes paa Banegaarden stod der et Bud med de Blomster til dig i en Æske. Har de ikke holdt sig godt? Aa, Jomfru , bring dem dog hen til Godsejeren!«
Torben afviste Pigen og undskyldte sig med, at han ikke taalte Duften.
» Sæt dem hen paa Bordet!« befalede han .

Torben sad i Sofahjørnet med Haanden under Kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro.
» Husk altsaa: to Piller tre Gange daglig. Forøvrigt frisk Luft, Sol og en fornuftig Diæt. Du skal se , inden der er gaaet tre Fjerdingaar ligner du dig selv fra gamle Dage. Om et Aar er du Rigsdagsmand, og saa er det jo kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar du skal optræde med den bekendte Trekantede under Armen og Guldgaloner ned ad Bøvserne og 21 henrykke Hoffets Damer med din velskabte Person . Lys, Luft — und Liebe. Med denne moderne Treenigheds Velsignelse skal mine Piller nok gøre Underværker. Se der!«
En af Husets Piger var kommen ind. I raadvild Forlegenhed blev hun staaende henne ved Døren med en Skaal fuld af friske Blomster.
» Hvad er det?« spurgte Torben næsten brysk — ængstet af en Anelse.
» Ja — tænk dig! — dem havde jeg skam nær glemt. Jeg telefonerede igaar med Tante Bertha — ja med Jytte forresten ogsaa — og fortalte dem, at jeg rejste herover. Den nærmere Anledning fortav jeg dog naturligvis. De bad mig saa om at hilse, og i Aftes paa Banegaarden stod der et Bud med de Blomster til dig i en Æske. Har de ikke holdt sig godt? Aa, Jomfru , bring dem dog hen til Godsejeren!«
Torben afviste Pigen og undskyldte sig med, at han ikke taalte Duften.
» Sæt dem hen paa Bordet!« befalede han .

^ » Husk altsaa: to Piller tre Gange daglig. Forøvrigt frisk Luft, Sol og en fornuftig Diæt. Jeg siger dig : inden der er gaaet et halvt Aar, ligner du dig selv fra gamle Dage. Om et Aar er du Rigsdagsmand, og saa er det jo kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar du skal fremtræde som Minister og henrykke Damerne med den bekendte Trekantede under Armen og Guldgaloner ned ad Bøvserne . I, 19 Lys, Luft – und Liebe. Med den moderne Treenigheds Velsignelse skal mine Piller nok gøre Undergerninger.«
Torben sad med Haanden under Kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro.
Og nu begyndte Asmus Hagen igen ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ at tale om sin Kusine , den smukke Jytte Abildgaard .

^ » Husk altsaa: to Piller tre Gange daglig. Forøvrigt frisk Luft, Sol og en fornuftig Diæt. Jeg siger dig , inden der er gaaet et halvt Aar, ligner du dig selv fra gamle Dage. Om et Aar er du Rigsdagsmand, og saa er det jo kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar du skal fremtræde som Minister og henrykke Damerne med den bekendte Trekantede under Armen og Guldgaloner ned ad Bøvserne . Lys, Luft — und Liebe. Med den moderne Treenigheds Velsignelse skal mine Piller nok gøre Undergerninger.«
Torben sad med Haanden under Kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han skulde tro.
Og nu begyndte Asmus Hagen igen ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ at tale om sin Kusine , den smukke Jytte Abildgaard .

^ » Husk altsaa: to Piller tre Gange daglig. Forøvrigt frisk Luft, Sol og en fornuftig Diæt. Jeg siger dig , inden der er gaaet et halvt Aar, ligner du dig selv fra gamle Dage. Om et Aar er du Rigsdagsmand, og saa er det jo kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar du skal fremtræde som Minister og henrykke Damerne med den bekendte Trekantede under Armen og Guldgaloner ned ad Bøvserne . Lys, Luft – und Liebe. Med den moderne Treenigheds Velsignelse skal mine Piller nok gøre Undergerninger.«
Torben sad med Haanden under Kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han skulde tro.
Og nu begyndte Asmus Hagen igen ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ at tale om sin Kusine , den smukke Jytte Abildgaard .

» Du ^ skal forresten høre noget mærkeligt «, sagde Asmus, da Pigen var gaaet. » Mens alle vi Andre ^ ærlig talt – nu kan jeg jo godt sige det – ikke havde noget stort Haab om at se dig rask igen, gamle Ven, saa har min kække Kusine hele Tiden haardnakket holdt paa, at du nok vilde komme dig. Det var 22 som en fiks Ide, hun havde faaet . Nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. Men saadan er hun. Hvad hun vil, det vil hun. Og hun vil altid det umulige.«

» Du ^ skal forresten høre noget mærkeligt «, sagde Asmus, da Pigen var gaaet. » Mens alle vi Andre ^ ærlig talt — nu kan jeg jo godt sige det — ikke havde noget stort Haab om at se dig rask igen, gamle Ven, saa har min kække Kusine hele Tiden haardnakket holdt paa, at du nok vilde komme dig. Det var 22 som en fiks Ide, hun havde faaet . Nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. Men saadan er hun. Hvad hun vil, det vil hun. Og hun vil altid det umulige.«

» Du veed jo, hvordan hun er, og nu skal du høre noget mærkeligt . Mens ^ vi andre – ærlig talt , kære Ven – just ikke havde noget stort Haab om at se dig rask igen, ^ saa har hun hele Tiden med en forunderlig Haardnakkethed holdt paa, at du nok vilde komme dig. Det var som en fiks Ide, hun havde faaet , og nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. ^

» Du veed jo, hvordan hun er, og nu skal du høre noget mærkeligt . Mens ^ vi andre — ærlig talt , kære Ven — just ikke havde noget stort Haab om at se dig rask igen, ^ saa har hun hele Tiden med en forunderlig Haardnakkethed holdt paa, at du nok vilde komme dig. Det var som en fiks Ide, hun havde faaet , og nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. ^

⇕ Torben og Jytte I, 1.5

⇕ De Dødes Rige 1.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 1.3

⇐

58 » Hun er jo et mærkværdigt Menneske. Gaar hun f. Eks. ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet . Jeg begriber det ^ ikke . For der er vedblivende ingen Mangel paa Lysthavende ^ . Men der maa velsagtens være en bestemt ^ hun gaar og venter paa.«

» Hun er jo et mærkværdigt Menneske. Gaar hun f. Eks. ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet . Jeg begriber det ^ ikke . For der er vedblivende ingen Mangel paa Lysthavende ^ . Men der maa velsagtens være en bestemt ^ hun gaar og venter paa.«

– ^ Hun er i det hele et besynderligt Menneske. Gaar hun f. Eks. ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet ? Og det er sandelig ikke af Mangel paa Lysthavende . Jeg begriber hende ikke . Men der maa velsagtens være en bestemt , hun gaar og venter paa.«

— ^ Hun er i det hele et besynderligt Menneske. Gaar hun ^ ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet . Og det er sandelig ikke af Mangel paa Lysthavende . Jeg begriber hende ikke . Men der maa velsagtens være en bestemt , hun gaar og venter paa.«

– ^ Hun er i det hele et besynderligt Menneske. Gaar hun ^ ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet . Og det er sandelig ikke af Mangel paa Lysthavende . Jeg begriber hende ikke . Men der maa vel sagtens være en bestemt , hun gaar og venter paa.«

⇕ Torben og Jytte I, 1.3

⇕ De Dødes Rige 1.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 1.3

Torben rejste sig ^ ^ ^ . Han taalte ^ ikke flere stærke Indtryk. Hans Tanker svimlede. Ligesom løsslupne Duer, der sidder og trykker sig omkring det aabnede Slag – lysblændede, raadvilde og forskræmte – vilde de tilbage til Ensomheden og det tilvante Mørke .

Torben rejste sig ^ ^ ^ . Han taalte ^ ikke flere stærke Indtryk. Hans Tanker svimlede. Ligesom løsslupne Duer, der sidder og trykker sig omkring det aabnede Slag — lysblændede, raadvilde og forskræmte — vilde de tilbage til Ensomheden og det tilvante Mørke .

Torben rejste sig for ikke at høre mere. Han gik hen til Kakkelovnen og rørte op i Ilden . Han taalte nu ikke flere Sindsbevægelser ^ ^ ^ ^ .

Torben rejste sig for ikke at høre mere. Han stavrede hen til Kakkelovnen og rørte op i Ilden . Han taalte nu ikke flere Sindsbevægelser ^ ^ ^ ^ .

I det samme kom Barbara ind igen. Hun gik hurtigt hen til Torben og meldte, at Pastor Vestrup var kommen.

I det samme kom Barbara ind ^ og meldte, at Pastor Vestrup var kommen.

» En Præst?« sagde Asmus Hagen og gjorde store Øjne.

^ Asmus Hagen ^ gjorde store Øjne.

Torben blev lidt ærgerlig .

» En Præst?« sagde han .

» Sagde I ikke , at her var Fremmede ? Forresten ... ^ ^ ^ Du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup.«

» Sig ham , at her er Fremmede ,« sagde Torben lidt forlegen. » Nej – det er sandt! – Du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup.«

» Sig ham , at her er Fremmede ,« sagde Torben lidt forlegen. » Nej — det er sandt! — Du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup.«

» Sig ham , at her er Fremmede ,« sagde Torben lidt forlegen. » Nej – det er sandt! – Du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup.«

»Vestrup?«
»Ja, husker du ham ikke fra Studentersamfundet og Aprilforeningen? En ^ Bondestudent her fra Egnen.«

I, 19 »Vestrup?«
»Ja, husker du ham ikke fra ^ Aprilforeningen? En fattig Bondestudent her fra Egnen.«

I, 15 »Vestrup?«
»Ja, husker du ham ikke fra ^ Aprilforeningen? En fattig Bondestudent her fra Egnen.«

»Vestrup?«
I, 15 ^ »Ja, husker du ham ikke fra ^ Aprilforeningen? En fattig Bondestudent her fra Egnen.«

» Vent lidt! Er det Skidtmads?«

» Ja ja. Han har forresten forandret sig meget . Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. – Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!«

» Ja ja. Han har forresten forandret sig meget . Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. — Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!«

»Ja, ja. Han har forresten forandret sig ikke saa lidt til sin Fordel . Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. – Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!«

»Ja, ja. Han har forresten forandret sig ikke saa lidt til sin Fordel . Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. — Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!«

»Ja, ja. Han har forresten forandret sig ikke saa lidt til sin Fordel . Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. – Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!«

Asmus Hagens smukke og kloge Øjne blev atter store af Overraskelse, da Præsten kom ind. Det var en Mand af Middelhøjde, lavbenet men med ^ bugnende Overkrop og tung af Fedme. Han bar Briller men 23 ^ ellers var der ikke noget præsteligt ved ham . Han var mørk i Huden som en Bonde og var ogsaa ^ paaklædt som en Bonde, bar en bredskødet Frakke af Dyffel og et blomstret Bomuldstørklæde knyttet om Halsen i Stedet for Flip. Omkring Munden og ned over Hagen bredte sig en sort Skæggebund.

Asmus Hagens smukke og kloge Øjne blev atter store af Overraskelse, da Præsten kom ind. Det var en Mand af Middelhøjde, lavbenet men med en stor, bugnende Overkrop , tung af Fedme. Han bar Briller ^ 23 men ellers var der ikke noget præsteligt ved ham . Han var mørk i Huden som en Bonde og var ogsaa ^ paaklædt som en Bonde, bar en bredskødet Frakke af Dyffel og et blomstret Bomuldstørklæde knyttet om Halsen i Stedet for Flip. Omkring Munden og ned over Hagen bredte sig en sort Skæggebund.

Asmus Hagens Øjenbryn løftede sig paany i Overraskelse, da Præsten traadte ind. Det var en Mand lidt over Middelhøjde, bred over Ryggen ^ ^ og tung af Fedme. Han bar Briller men havde ^ ellers ^ ikke noget præsteligt ved sig . Han var mørk i Huden som en Bonde , var ogsaa nærmest paaklædt som en Bonde, bar en rundskødet Frakke af Dyffel og havde et Bomuldstørklæde bundet om Halsen i Stedet for Flip. Omkring Munden og ned over Hagen bredte sig en sort Skæggebund.

Pastor Vestrup havde godt vidst, at der var kommen Fremmede til Favsingholm. Han havde fra sit Vænge set Hyrevognen fra Randers, da den kørte gennem Landsbyen. Derfor var han netop kommen her. Men da han nu saae Asmus Hagen, var han nær ved at fortryde at have givet efter for sin Nysgærrighed. Til sin Ærgrelse og Skam følte han overfor denne elegante og verdensvante Herre pludselig noget af den ellers forlængst overvundne Forsagthed ^ , der i gamle Dage saa tidt havde faaet ham til at slaa Øjnene ned for Folk, som han i sit Hjerte foragtede. Blandt andet blev han urolig ved Synet af den andens brocherede Silkevest og fik travlt med at knappe sin Frakke over Brystet, fordi hans egen var mærket af mange Aars Brug.
Hvad der overraskede Asmus Hagen var ikke desmindre netop den Selvsikkerhed, som Aarene havde givet den forrige Bondestudent , hvem han taaget erindrede som en forkommen Stakkel med et upaalideligt Blik. Han hilste paa ham med nogen Forbeholdenhed og sagde:
24 » Jeg har vist allerede set Deres Hjem. Er det ikke Præstegaarden, der ligger straks paa højre Haand ^ , naar man kommer fra Randers? Et langt, gulkalket Stuehus med mange Stærekasser paa Gavlen og en Vindmotor paa Ryggen af Ladebygningen ?«

Hvad der dog endnu mere end Præstens Tykkelse og Klædedragt fik Professoren til at studse, var den kalkunske Selvsikkerhed , der prægede Manden , hvem han huskede fra Studenterdagene som en forkommen Stakkel med et upaalideligt Blik.
Torben forestillede, og de to Herrer hilste paa hinanden med gensidig Forbeholdenhed .
» Jeg har altsaa for nogle Timer siden passeret Deres Præstegaard,« sagde Asmus Hagen. » Ligger den ikke straks paa højre Haand i Byen , naar man kommer fra Randers? Et ^ gulkalket Stuehus med ^ Stærekasser paa Gavlen og en Vindmotor , saavidt jeg husker ?«

Hvad der dog endnu mere end Præstens Tykkelse og Klædedragt fik Professoren til at studse, var den solide Selvsikkerhed , der prægede Manden , hvem han huskede fra Studenterdagene som en forkommen Stakkel med et upaalideligt Blik.
Torben forestillede, og de to Herrer hilste paa hinanden med gensidig Forbeholdenhed .
» Jeg har altsaa for nogle Timer siden passeret Deres Præstegaard,« sagde Asmus Hagen. » Ligger den ikke straks paa højre Haand i Byen , naar man kommer fra Randers? Et ^ gulkalket Stuehus med ^ Stærekasser paa Gavlen og en Vindmotor , saavidt jeg husker ?«

»Jo, det er mit Hjem,« svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret , idet han ved sig selv gjorde en højst uærbødig Bemærkning om » den lille københavnske Laps«.
Der sad nu de tre gamle Studenterkammerater i den hældende Dag og holdt med Besvær en ^ Samtale vedlige ved at opfriske Minderne fra Ungdomstiden . Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans Vedkommende ikke til stort mere end nogle smaa Grynt til Bekræftelse eller Benægtelse. Ikke med en Mine røbede han, at han havde genkendt Asmus Hagen eller vidste, hvem han var, endsige at han viste ham nogen særlig Agtelse paa Grund af hans glimrende Løbebane . Tilsyneladende udeltagende , men med et aarvaagent Blik bag Brillerne, sad han og strøg sig med Haanden ^ over sin ubarberede Hage . Det lød som om han gned sig med Sandpapir.

I, 20 »Jo, det er mit Hjem,« svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret ned.
Mens Dagen hældede, holdt de tre forhenværende Studenterkammerater ^ med Besvær en Slags Samtale vedlige ^ . Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans Vedkommende ikke til stort mere end nogle smaa Grynt til Bekræftelse eller Benægtelse. Navnlig var han paa sin Post overfor Asmus Hagen, hvis broderede Silkevest og hele københavnske Façon fra første Øjeblik havde virket paa ham som en rød Parasol paa en Tyr . Tilsyneladende ganske fraværende , men med et aarvaagent Blik bag Brillerne, sad han tilbagelænet i Stolen og hørte paa hans Historier, mens han respektløs gned sig over sin ubarberede Hage med en skrækkelig Lyd som af Sandpapir.

»Jo, det er mit Hjem,« svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret ned.
Mens Dagen hældede, holdt de tre forhenværende Studenterkammerater ^ med Besvær en Slags Samtale vedlige ^ . Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans Vedkommende ikke til stort mere end nogle smaa Grynt til Bekræftelse eller Benægtelse. Navnlig var han paa sin Post overfor Asmus Hagen, hvis broderede Silkevest og hele københavnske Façon fra første Øjeblik havde virket paa ham som en rød Parasol paa en Tyr . Tilsyneladende ganske fraværende , men med et aarvaagent I, 16 Blik bag Brillerne, sad han tilbagelænet i Stolen og hørte paa hans Historier, mens han respektløs gned sig over sin ubarberede Hage med en skrækkelig Lyd som af Sandpapir.

»Jo, det er mit Hjem,« svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret ned.
Mens Dagen hældede, holdt de tre forhenværende Studenterkammerater ^ med Besvær en Slags Samtale vedlige ^ . Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans Vedkommende ikke til stort mere end nogle smaa Grynt til Bekræftelse eller Benægtelse. Navnlig var han paa sin Post overfor Asmus Hagen, hvis broderede Silkevest og hele københavnske Façon fra første Øjeblik havde virket paa ham som en rød Parasol paa en Tyr . Tilsyneladende ganske fraværende , men med et aarvaagent Blik bag Brillerne, sad han tilbagelænet i Stolen og hørte paa I, 16 hans Historier, mens han respektløs gned sig over sin ubarberede Hage med en skrækkelig Lyd som af Sandpapir.

I Virkeligheden vidste han dog rigtig god Besked. Han havde ofte læst den unge Professors Navn i Aviserne og set ham løftet i Højsædet som den moderne Medicins Førstemand herhjemme. Men den Slags Døgnberømmelse ^ ^ ^ ^ misundte han Ingen . Hvad ^ 25 betød sligt i Evigheden? Dersom han havde villet det , kunde han ogsaa godt selv have siddet derovre i København med et landskendt Navn og haft baade Universitetsprofessorer og endnu mere højnæsede Personer rendende paa sine Trapper. Det var saamænd ikke mere end et Par Dage siden han igen havde faaet en Opfordring til at overtage Folketingskresen her for at bevare den for Demokratiet.
Torben trak sig mere og mere ud af Samtalen. Han var glad ved at sidde et Øjeblik uforstyrret med sine egne Tanker. Længe kunde han dog ikke tie med den store Nyhed. Men da han vilde begynde paa en Forklaring, gik det hurtigt i Urede for ham.
» Fortæl selv, Asmus!« sagde han og strøg sig over Panden.
Mads Vestrups mørkegraa Øjne flyttede sig mistroisk fra den ene til den anden under Professorens Fortælling. Han var i Begyndelsen mest tilbøjelig til at tro, at den var et Forsøg paa at have ham tilbedste. Men ogsaa da han havde forstaaet, at det var Alvor, forholdt han sig tavs. Noget ^ i den Tone, hvori denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, ^ ^ fik ham til at slaa Blikket ned.
Vendt mod Torben sagde han tilsidst ganske kort og uden at ytre nogen særlig Forbavselse, at dersom det virkelig skulde vise sig at være Vorherres Hensigt 26 at give ham hans Sundhed tilbage, saa vilde mange der paa Egnen glæde sig derover og ikke glemme at takke den himmelske Fader derfor.
» ^ ^ ^ ^ Hans Miskundhed er det jo dog, der udretter det altsammen ,« sluttede han .

I Virkeligheden vidste han ^ rigtig god Besked. Han havde ofte læst den unge Professors Navn i Aviserne og set ham løftet i Højsædet som den moderne Medicins Førstemand herhjemme. Men den Slags Døgnberømmelse ^ ^ ^ ^ misundte han Ingen . Hvad betød sligt 25 ^ i Evigheden? Dersom han havde villet det , kunde han ogsaa godt selv have siddet derovre i København med et landskendt Navn og haft baade Universitetsprofessorer og endnu mere højnæsede Personer rendende paa sine Trapper. Det var saamænd ikke mere end et Par Dage siden han igen havde faaet en Opfordring til at overtage Folketingskresen her for at bevare den for Demokratiet.
Torben trak sig mere og mere ud af Samtalen. Han var glad ved at sidde et Øjeblik uforstyrret med sine egne Tanker. Længe kunde han dog ikke tie med den store Nyhed. Men da han vilde begynde paa en Forklaring, gik den hurtigt i Urede for ham.
» Fortæl selv, Asmus!« sagde han og strøg sig over Panden.
Mads Vestrups mørkegraa Øjne flyttede sig mistroisk fra den ene til den anden under Professorens Fortælling. Han var i Begyndelsen mest tilbøjelig til at tro, at den var et Forsøg paa at have ham tilbedste. Men ogsaa da han havde forstaaet, at det var Alvor, forholdt han sig tavs. Noget ^ i den Tone, hvori denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, ^ ^ fik ham til at slaa Blikket ned.
Vendt mod Torben sagde han tilsidst ganske kort og uden at ytre nogen særlig Forbavselse, at dersom det virkelig skulde vise sig at være Vorherres Hensigt 26 at give ham hans Sundhed tilbage, saa vilde mange der paa Egnen glæde sig derover og ikke glemme at takke den himmelske Fader derfor.
» ^ ^ ^ ^ Hans Miskundhed er det jo dog, der udretter det altsammen ,« sluttede han .

Naar han en sjælden Gang tiltalte Asmus Hagen, var det slet og ret med Navn. Overhovedet gjorde han sig Umage for at vise Ligegyldighed for hans tidlig vundne Berømmelse, som han i Virkeligheden heller ikke paa nogen Maade misundte ham . Hvad ^ betød sligt i Evigheden? Hvordan saae en saadan lille , lapset Professor ud i Guds Øjne?
Da Torben tilsidst fortalte ham om Anledningen til Vennens Besøg og om den mirakuløse Helbredelse, der var stillet ham i Udsigt, tænkte han først, at det skulde være en Slags Vittighed, maaske et Forsøg paa at have ham til Bedste. Hans Blik flyttede sig med Mistro fra den ene til den anden, og da det gik op for ham, at det virkelig ^ ^ var Alvor, vogtede han sig vel for at ytre I, 21 allermindste Forbavselse. Der havde været noget i den Maade, hvorpaa denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, som krænkede ham og nu fik ham til at ^ vise sig i fuld Ornat.
Han svarede, at for Gud var naturligvis ^ intet umuligt. Derfor havde vi Mennesker altid Lov til at haabe. Hans Miskundhed var det jo , der udrettede det altsammen ^ .

Naar han en sjælden Gang tiltalte Asmus Hagen, var det slet og ret med Navn. Overhovedet gjorde han sig Umage for at vise Ligegyldighed for hans tidlig vundne Berømmelse, som han i Virkeligheden heller ikke paa nogen Maade misundte ham . Hvad ^ betød sligt i Evigheden? Hvordan saae en saadan lille , lapset Professor ud i Guds Øjne?
Da Torben tilsidst fortalte ham om Anledningen til Vennens Besøg og om den mirakuløse Helbredelse, der var stillet ham i Udsigt, tænkte han først, at det skulde være en Slags Vittighed, maaske et Forsøg paa at have ham til Bedste. Hans Blik flyttede sig med Mistro fra den ene til den anden, og da det gik op for ham, at det virkelig ^ ^ var Alvor, vogtede han sig vel for at ytre allermindste Forbavselse. Der havde været noget i den Maade, hvorpaa denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, som krænkede ham og nu fik ham til at ^ vise sig i fuldt Ornat.
Han svarede, at for Gud var naturligvis slet intet umuligt. Derfor havde vi Mennesker altid Lov til at haabe. Hans Miskundhed var det jo , der udrettede det altsammen ^ .

Naar han en sjelden Gang tiltalte Asmus Hagen, var det slet og ret med Navn. Overhovedet viste han sig ganske uimponeret af Professorens tidlig vundne Berømmelse, som han i Virkeligheden heller ikke paa nogen Maade misundte ham . Hvad ^ betød sligt i Evigheden? Hvordan saae en saadan lille , lapset Professor ud i Guds Øjne?
Da Torben tilsidst fortalte ham om Anledningen til Vennens Besøg og om den mirakuløse Helbredelse, der var stillet ham i Udsigt, tænkte han først, at det skulde være en Slags Vittighed, maaske et Forsøg paa at have ham til Bedste. Hans Blik flyttede sig med Mistro fra den ene til den anden, og da det gik op for ham, at det virkelig ^ ^ var Alvor, vogtede han sig vel for at ytre allermindste Forbavselse. Der havde været noget i den Maade, hvorpaa denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, som tværtimod æggede ham op ^ til at ^ vise sig i fuld Ornat.
Han svarede, at for Gud var naturligvis slet intet umuligt. Derfor havde vi Mennesker altid Lov til at haabe. Hans Miskundhed var det jo , der udrettede det altsammen ^ .

Asmus Hagen forstod godt , at der blev tilkastet ham en Handske ; men han fandt det ikke Umagen værd at tage den op. Som den fede Præst ^ sad der med Hænderne foldede over Brystet og med Fødderne i de klodsede Ankelsko væltet om paa Siden, saadan at Saalerne stødte mod hinanden, gjorde han udelukkende et komisk Indtryk paa ham, – det var jo den genopstandne Anders Tikøb! ^ ^

Asmus Hagen forstod ^ , at der blev tilkastet ham en Hanske ; men han fandt det ikke Umagen værd at tage den op. Den tungbugede Præst , som sad der med de rødblaa Hænder foldede over Brystet og ^ Fødderne i de klodsede Ankelsko væltet om paa Siden, gjorde udelukkende et komisk Indtryk paa den pertentlige lille Professor.
Men Præsten fortsatte. Han sagde, at det ^ ^ jo kun var dumme og selvopblæste Mennesker, der kunde tro, at et kemisk Præparat ejede nogen livsopholdende Magt i sig selv. Det var at sætte sig paa samme aandelige Standpunkt som Negere og Hottentotter, der tilbad »Aanderne« i en Kampesten eller et Stykke Træ.
Asmus Hagen trommede med Fingrene paa Vesten og svarede:

Asmus Hagen forstod ^ , at der blev tilkastet ham en Hanske ; men han fandt det ikke Umagen værd at tage den op. Den tungbugede Præst , som sad der med de rødblaa Hænder foldede over Brystet og ^ Fødderne i de klodsede Ankelsko væltet om paa Siden, gjorde udelukkende et komisk Indtryk paa den pertentlige lille Professor.
Men Præsten fortsatte. Han sagde, at det ^ ^ jo kun var dumme og selvopblæste Mennesker, der kunde tro, at et kemisk Præparat ejede nogen livsopholdende Magt i sig selv. Det var at sætte sig paa samme aandelige Standpunkt som Negre og Hottentotter, der tilbad »Aanderne« i en Kampesten eller et Stykke Træ.
Asmus Hagen trommede med Fingrene paa Vesten og svarede:

Asmus Hagen forstod ^ , at der blev tilkastet ham en Handske ; men han fandt det ikke Umagen værd at tage den op. Den tungbugede Præst , som sad der med de rødblaa Hænder foldede over Brystet og ^ Fødderne i de klodsede Ankelsko væltet om paa Siden, gjorde udelukkende et komisk Indtryk paa den pertentlige lille Professor.
Men Præsten fortsatte. Han sagde, at det ^ ^ jo kun var dumme og selvopblæste Mennesker, der kunde tro, at et kemisk Præparat ejede nogen livsopholdende Magt i sig selv. Det var at sætte sig paa samme aandelige Standpunkt som Negre og Hottentotter, der tilbad »Aanderne« i en Kampesten eller et Stykke Træ.
Asmus Hagen trommede med Fingrene paa Vesten og svarede:

» Det glæder mig, hvad De der siger , Pastor Vestrup. Fornylig læste jeg nemlig, at en af Deres Kaldsbrødre havde kaldt Lægerne for Djævelens Haandlangere. Der er altsaa i det Spørgsmaal en Divergens indenfor Kirken.«
Mads Vestrup løftede sit tunge Hoved.
» Hvad tænker De selv derom, Professor Hagen? De er jo en af Ungdommens Lærere. Mener De, at Lægen i sin Gerning kan undvære Herrens Velsignelse?«
» Spørgsmaalet er lovlig ligetil, Pastor Vestrup. Men vil De gerne vide det, saa plejer jeg at sige til mine Studenter, at der ikke er Videnskaben noget Tilfælde bekendt, hvor Virkningen af et Lægemiddel 27 ikke har kunnet forklares som en fuldt ud naturlig Proces, ganske uafhængig af nogen Troesbekendelse . En Spiseskefuld amerikansk Olje f. Eks. virker ogsaa efter min personlige Erfaring ganske suverænt . Paa en Kristen, en Muhamedaner eller en Hedning garanterer jeg den samme Virkning.«
Mads Vestrup saae over paa ham med paatagen Forbavselse. Han formelig maabede. Hvordan? Kunde det virkelig være oplyste Menneskers alvorlige Mening – spurgte han – at et kemisk Præparat ejede nogen livsopholdende Magt i sig selv ? Det var jo da at sætte sig paa samme aandelige Standpunkt som Negere og Hottentotter, der tilbad »Aanderne« i en Kampesten og besværgede dem ved Trolddom. Saa forstod han da bedre den katolske Overtro paa hellige Kilder og undergørende Madonnabilleder, skønt man naturligvis maatte fordømme ogsaa denne Form for Genstandsdyrkelse. Men forresten vilde han ^ ^ ^ ^ spørge : hvad hjalp det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygnede hen og Hjertet forhærdedes ? Herpaa skyldte den højlærde Videnskab endnu Menneskeheden Svar.
» Det Svar har De dog faaet allerede i Deres Skoletid, Hr. Pastor! Corpore sana , mens sano . I et sundt Legeme en sund Sjæl – det var Lægekunstens Motto lige fra dens ældste Dage.«
Paa sin uforanderligt sindige, næsten søvnige Maade svarede Mads Vestrup, at det Citat kendte 28 han naturligvis godt. Det var et af disseherre hedenske Visdomsord, som ved nærmere Betragtning kun var en kønt klingende Frase. Fordi et Menneske var pukkelrygget eller spedalsk, var derfor ogsaa hans Sjæl forkrøblet, hans Hjerte urent? Saae man ikke tværtimod ofte, at et smukt og blomstrende Legeme sørgeligt godt forligedes med et tomt og forfængeligt, ja med et raaddent Indre? I det hele vilde han gerne vide, hvordan en Læge ^ , naar han ikke følte sig som Guds ydmyge Redskab , fik Mod til at bruge sin Kunst paa andre Mennesker. Han handlede jo saa rent i Blinde . De syge Folk f. Eks. dernede paa det Pariser-Hospital – hvor kunde Lægerne saa sikkert vide, at der var gjort en Velgerning mod dem ved den Helbredelse? Derom kunde alene Gud dømme, og til hans Raadslagning havde Videnskaben endnu ikke fundet Vej . Dersom de Herrer Læger kunde følge deres Patienters Livsløb lige til Enden, ja udover Døden til Dommen, vilde der maaske i flere Tilfælde være Grund til at fortryde det »Mirakel«, der var bleven gjort med dem.
Asmus Hagen begyndte at blive utaalmodig.
» Jeg foreslaar, Pastor Vestrup, at vi gaar over ^ ^ til et andet Emne. Dette her er jo mildest talt noget udtærsket.«
Men den Tid var forbi, da Mads Vestrup lod sig 29 kyse af en overlegen Mine. Asmus Hagens Bemærkning havde tværtimod den Virkning, at han nu kom i Ornat og faldt ind i Præketonen. Med orglende Stemme talte han om den oprørske Selvraadighed, der havde grebet Tidens Børn og tidlig eller sent vilde gøre dem vanvittige tilhobe. Om ikke før, saa ^ naar Herrens Time kom for et stakkels Menneske, vilde al selvskabt Herlighed opløse sig som et Blændværk, al selvskabt Styrke bøjes som et Siv . Naar Mørket lagde sig paa vore Øjelaag , og det udtærede Legeme krummede sig i Angst og Pine – hvad hjalp saa alle Videnskabens Pulvere og Draaber? For Dødens Gru og Samvittighedens Vaande fandtes dog ingen Medicin .
» Da har vi dog f. Eks. Morfin,« sagde Asmus Hagen.

» Det glæder mig, hvad De der siger , Pastor Vestrup. Fornylig læste jeg nemlig, at en af Deres Kaldsbrødre havde kaldt Lægerne for Djævelens Haandlangere. Der er altsaa ogsaa i det Spørgsmaal en Divergens indenfor Kirken.«
Mads Vestrup løftede sit tunge Hoved.
» Hvad tænker De selv derom, Professor Hagen? De er jo en af Ungdommens Lærere. Mener De, at Lægen i sin Gerning kan undvære Herrens Velsignelse?«
» Spørgsmaalet er lovlig ligetil, Pastor Vestrup. Men vil De gerne vide det, saa plejer jeg at sige til mine Studenter, at der ikke er Videnskaben noget Tilfælde bekendt, hvor Virkningen af et Lægemiddel 27 ikke har kunnet forklares som en fuldt ud naturlig Proces, ganske uafhængig af nogen Troesbekendelse . En Spiseskefuld amerikansk Olje f. Eks. virker ogsaa efter min personlige Erfaring ganske suverænt . Paa en Kristen, en Muhamedaner eller en Hedning garanterer jeg den samme Virkning.«
Mads Vestrup saae over paa ham med paatagen Forbavselse. Han formelig maabede. Hvordan? Kunde det virkelig være oplyste Menneskers alvorlige Mening — spurgte han — at et kemisk Præparat ejede nogen livsopholdende Magt i sig selv ? Det var jo da at sætte sig paa samme aandelige Standpunkt som Negere og Hottentotter, der tilbad »Aanderne« i en Kampesten og besværgede dem ved Trolddom. Saa forstod han da bedre den katolske Overtro paa hellige Kilder og undergørende Madonnabilleder, skønt man naturligvis maatte fordømme ogsaa denne Form for Genstandsdyrkelse. Men forresten vilde han ^ ^ ^ ^ spørge : hvad hjalp det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygnede hen og Hjertet forhærdedes ? Herpaa skyldte den højlærde Videnskab endnu Menneskeheden Svar.
» Det Svar har De dog faaet allerede i Deres Skoletid, Hr. Pastor! Corpore sano , mens sana . I et sundt Legeme en sund Sjæl — det var Lægekunstens Motto lige fra dens ældste Dage.«
Paa sin uforanderligt sindige, næsten søvnige Maade svarede Mads Vestrup, at det Citat kendte 28 han naturligvis godt. Det var et af disseherre hedenske Visdomsord, som ved nærmere Betragtning kun var en kønt klingende Frase. Fordi et Menneske var pukkelrygget eller spedalsk, var derfor ogsaa hans Sjæl forkrøblet, hans Hjerte urent? Saae man ikke tværtimod ofte, at et smukt og blomstrende Legeme sørgeligt godt forligedes med et tomt og forfængeligt, ja med et raaddent Indre? I det hele vilde han gerne vide, hvordan en Læge ^ , naar han ikke følte sig som Guds ydmyge Redskab , fik Mod til at bruge sin Kunst paa andre Mennesker. Han handlede jo saa rent i Blinde . De syge Folk f. Eks. dernede paa det Pariser-Hospital — hvor kunde Lægerne saa sikkert vide, at der var gjort en Velgerning mod dem ved den Helbredelse? Derom kunde alene Gud dømme, og til hans Raadslagning havde Videnskaben endnu ikke fundet Vej . Dersom de Herrer Læger kunde følge deres Patienters Livsløb lige til Enden, ja udover Døden til Dommen, vilde der maaske i flere Tilfælde være Grund til at fortryde det »Mirakel«, der var bleven gjort med dem.
Asmus Hagen begyndte at blive utaalmodig.
» Jeg foreslaar, Pastor Vestrup, at vi gaar over ^ ^ til et andet Emne. Dette her er jo mildest talt noget udtærsket.«
Men den Tid var forbi, da Mads Vestrup lod sig 29 kyse af en overlegen Mine. Asmus Hagens Bemærkning havde tværtimod den Virkning, at han nu kom i Ornat og faldt ind i Præketonen. Med orglende Stemme talte han om den oprørske Selvraadighed, der havde grebet Tidens Børn og tidlig eller sent vilde gøre dem vanvittige tilhobe. Om ikke før, saa ^ naar Herrens Time kom for et stakkels Menneske, vilde al selvskabt Herlighed opløse sig som et Blændværk, al selvskabt Styrke bøjes som et Siv . Naar Mørket lagde sig paa vore Øjelaag , og det udtærede Legeme krummede sig i Angst og Pine — hvad hjalp saa alle Videnskabens Pulvere og Draaber? For Dødens Gru og Samvittighedens Vaande fandtes dog ingen Medicin .
» Da har vi dog f. Eks. Morfin,« sagde Asmus Hagen.

» Jeg vil foreslaa Dem at gøre et Forsøg , Pastor Vestrup. F. Eks. med en Spiseskefuld amerikansk Olje. Med Fare for at blive beskyldt for negeragtig Overtro forsikrer jeg Dem, at Virkningen vil være ganske uafhængig af nogen Troesbekendelse ^ . Paa en Kristen, en Muhamedaner eller en Hedning garanterer jeg det samme Resultat.«
Da Mads Vestrup gav et hvast Svar, lod Asmus Hagen I, 22 sig irritere, og de to Kamphaner røg sammen i en Dispyt om Videnskabens Anmasselser og Lægens Ansvar.
Torben sank herunder tilbage til sine egne Tanker, glad ved at kunne være uforstyrret en lille Tid. Men Tankerne var bleven svimle som løsslupne Duer, der sidder og trykker sig paa Taget omkring det aabnede Slag – lysblændede, raadvilde og forskræmte.
Halvt som i ^ Drøm hørte han de andres Stemmer.
» Jeg vil spørge Dem,« sagde Mads Vestrup til Professoren, » hvad hjælper det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygner hen og Hjertet forhærdes ? Hvordan faar ^ ^ ^ ^ ^ en Læge i det hele Mod til at bruge sin Kunst , naar han ikke føler sig som Guds ydmyge Redskab ? Han handler jo saa rent i Blinde ^ ^ ^ . Dersom de Herrer Læger kunde følge deres Patienters Livsløb lige til Enden, ja udover Døden til Dommen, vilde de vistnok i flere Tilfælde have Grund til at fortryde det »Mirakel«, de har gjort paa dem.«
» Jeg finder det ørkesløst at fortsætte Diskussionen,« sagde Asmus Hagen. » Maa jeg blot minde Dem om, at efter Biblen optraadte Kristus selv som Læge. Han genopvakte endda døde Folk, hvad vi andre dog ikke befatter os med. Med hans Opfattelse af Tilværelsen finder jeg det forresten ogsaa meget inkonsekvent af ham. Der er f. Eks. Historien om Jairi Datter. Naar man anser denne Verden for en Jammerdal, synes det mig en besynderlig Barmhjertighedsgerning at lade et lykkeligt hjempermitteret Menneske leve op igen til Elendigheden.«
Mads Vestrup hørte paa dette med dirrende Mund. I, 23 Blodet sang i hans Øre. Han maatte slaa Øjnene ned for at betvinge sit Sind.
Hans Svar kom lavmælt, i brudte Sætninger. Næsten som til sig selv talte han om Tidens oprørske Selvraadighed.
» Men naar Dødens Time kommer for et stakkels Menneske, vil al selvskabt Herlighed opløse sig i Dunst . Naar Mørket lægger sig paa vore Øjenlaag , og det udtærede Legeme krummer sig i Angst og Pine – hvad hjælper saa alle Videnskabens Pulvere og Draaber? For Dødens Gru og Samvittighedens Vaande findes ingen Medicin .«
» Vi har dog nu f. Eks. Morfin,« sagde Asmus Hagen.

I, 17 » Jeg vil foreslaa Dem at gøre et Forsøg , Pastor Vestrup. F. Eks. med en Spiseskefuld amerikansk Olje. Med Fare for at blive beskyldt for negeragtig Overtro forsikrer jeg Dem, at Virkningen vil være ganske uafhængig af nogen Troesbekendelse ^ . Paa en Kristen, en Muhamedaner eller en Hedning garanterer jeg det selvsamme Resultat.«
Da Mads Vestrup gav et hvast Svar, lod Asmus Hagen sig irritere, og de to Kamphaner røg sammen i en Dispyt om Videnskabens Anmasselser og Lægens Ansvar.
Torben sank herunder tilbage i sine egne Tanker, glad ved at kunne være uforstyrret en lille Tid. Men Tankerne var bleven svimle som løsslupne Duer, der sidder og trykker sig paa Taget omkring det aabnede Slag — lysblændede, raadvilde og forskræmte.
Halvt som i en Drøm hørte han de andres Stemmer.
» Jeg vil spørge Dem,« sagde Mads Vestrup til Professoren, » hvad hjælper det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygner hen og Hjertet forhærdes ? Hvordan faar ^ ^ ^ ^ ^ en Læge i det hele Mod til at bruge sin Kunst , naar han ikke føler sig som Guds ydmyge Redskab ? Han handler jo saa rent i Blinde ^ ^ ^ . Dersom de Herrer Læger kunde følge deres Patienters Livsløb lige til Enden, ja udover Døden til Dommen, vilde de vistnok i flere Tilfælde have Grund til at fortryde det »Mirakel«, de har gjort paa dem.«
» Jeg finder det ørkesløst at fortsætte Diskussionen,« sagde Asmus Hagen. » Maa jeg blot minde Dem om, at efter Biblen optraadte Kristus selv som Læge. Han genopvakte endda døde Folk, hvad vi andre dog ikke befatter os med. Med hans Opfattelse af Tilværelsen finder jeg det forresten ogsaa meget inkonsekvent af ham. Der er f. Eks. Historien om Jairi Datter. Naar man anser denne Verden for en Jammerdal, synes det mig en besynderlig Barmhjertighedsgerning at lade et lykkeligt hjempermitteret Menneske leve op igen til Elendigheden.«
Mads Vestrup hørte paa dette med dirrende Mund. Blodet sang i hans Øre. Han maatte slaa Øjnene ned for at betvinge sit Sind.
I, 18 Hans Svar kom lavmælt, i brudte Sætninger. Næsten som til sig selv talte han om Tidens oprørske Selvraadighed.
» Men naar Dødens Time kommer for et stakkels Menneske, vil al selvskabt Herlighed opløse sig i Dunst . Naar Mørket lægger sig paa vore Øjenlaag ^ og det udtærede Legeme krummer sig i Angst og Pine — hvad hjælper saa alle Videnskabens Pulvere og Draaber? For Dødens Gru og Samvittighedens Vaande findes ingen Medicin .«
» Vi har dog nu f. Eks. Morfin,« sagde Asmus Hagen.

» Jeg vil foreslaa Dem at gøre et Forsøg , Pastor Vestrup. F. Eks. med en Spiseskefuld amerikansk Olje. Med Fare for at I, 17 blive beskyldt for negeragtig Overtro forsikrer jeg Dem, at Virkningen vil være ganske uafhængig af nogen Troesbekendelse ^ . Paa en Kristen, en Muhamedaner eller en Hedning garanterer jeg det selvsamme Resultat.«
Da Mads Vestrup gav et hvast Svar, lod Asmus Hagen sig irritere, og de to Kamphaner røg sammen i en Dispyt om Videnskabens Anmasselser og Lægens Ansvar.
Torben sank herunder tilbage i sine egne Tanker, glad ved at kunne være uforstyrret en lille Tid. Men Tankerne var bleven svimle som løsslupne Duer, der sidder og trykker sig paa Taget omkring det aabnede Slag – lysblændede, raadvilde og forskræmte.
Halvt som i en Drøm hørte han de andres Stemmer.
» Jeg vil spørge Dem,« sagde Mads Vestrup til Professoren, » hvad hjælper det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygner hen og Hjertet forhærdes ? Hvordan faar ^ ^ ^ ^ ^ en Læge i det hele Mod til at bruge sin Kunst , naar han ikke føler sig som Guds ydmyge Redskab ? Han handler jo saa rent i Blinde ^ ^ ^ . Dersom de Herrer Læger kunde følge deres Patienters Livsløb lige til Enden, ja udover Døden til Dommen, vilde de vistnok i flere Tilfælde have Grund til at fortryde det »Mirakel«, de har gjort paa dem.«
» Jeg finder det ørkesløst at fortsætte Diskussionen,« sagde Asmus Hagen. » Maa jeg blot minde Dem om, at efter Biblen optraadte Kristus selv som Læge. Han genopvakte endda døde Folk, hvad vi andre dog ikke befatter os med. Med hans Opfattelse af Tilværelsen finder jeg det forresten ogsaa meget inkonsekvent af ham. Der er f. Eks. Historien om Jairi Datter. Naar man anser denne Verden for en Jammerdal, synes det mig en besynderlig Barmhjertighedsgerning at lade et lykkeligt hjempermitteret Menneske leve op igen til Elendigheden.«
Mads Vestrup hørte paa dette med dirrende Mund. Blodet sang i hans Øre. Han maatte slaa Øjnene ned for at betvinge sit Sind.
Hans Svar kom lavmælt, i brudte Sætninger. Næsten som til sig selv talte han om Tidens oprørske Selvraadighed.
I, 18 » Men naar Dødens Time kommer for et stakkels Menneske, vil al selvskabt Herlighed opløse sig i Dunst . Naar Mørket lægger sig paa vore Øjenlaag ^ og det udtærede Legeme krummer sig i Angst og Pine – hvad hjælper saa alle Videnskabens Pulvere og Draaber? For Dødens Gru og Samvittighedens Vaande findes ingen Medicin .«
» Vi har dog nu f. Eks. Morfin,« sagde Asmus Hagen.

Det kom som henkastet, men Ordet fløj gennem Luften med sikkert Sigte og ramte Mads Vestrup lige i Hjertet med en Kraft, saa det næsten kunde høres. ⇕ ⇒ Hans tykke Ansigt aabnede sig paany med et ganske molboagtigt Udtryk af Forbavselse – og dennegang uden al Forstillelse.
» Ja – Gift!« sagde han og skottede til Torben med et ængstet Blik.
» Det kan man gerne sige . Men denne Gift har den moderne Lægevidenskab forvandlet ^ til en Velsignelse for Menneskeheden. Paa nogle faa Øjeblikke 30 bringer den en lidende Stakkel Fred baade til Legeme og Sjæl , saa han kan sove ind i Døden saa sødeligt som et Barn ved sin Moders Bryst. Den lille Glassprøjte er bleven et profant Naademiddel, der bevisligt for manges Vedkommende har gjort Kirkens Trøst overflødig.«
Mads Vestrup havde hørt paa dette med sammenbidt Mund. Ved de sidste Ord vendte han igen Øjnene mod Gulvet. Blodet sang i hans Øre; han maatte ty til Bønnen for ikke at give efter for en vild Lyst til at springe op og slaa den frække Spotter midt i hans glatte Porcellænsansigt.
Asmus Hagen betænkte sig et Øjeblik. Men han havde faaet Blod paa Tanden og ønskede at give sin Modstander Naadestødet.
» Deres Standpunkt forstaar jeg i det hele ikke, da jo ogsaa Kristus efter Biblen optraadte som Læge og altsaa selv har givet Eksemplet. Han genopvakte endda døde Folk, hvad vi Andre dog ikke befatter os med, og hvad jeg forresten ogsaa finder ret inkonsekvent af ham med hans Opfattelse af Tilværelsen. Naar man betragter denne Verden som en Jammerdal, kan man just ikke kalde det en Barmhjertighedsgerning mod et lykkeligt hjempermitteret Menneske at gøre ham levende igen. Der er f. Eks. Historien om Jaïri Datter. Et ungt, uskyldigt Blod, sikker paa Himmeriges Glæder, er taget bort fra 31 Verdens onde Fristelser og Farer. Og saa – bare for at gøre Propaganda for sin religiøse Ide – –«

Det kom som henkastet, men Ordet fløj gennem Luften med sikkert Sigte og ramte Mads Vestrup lige i Hjertet med en Kraft, saa det næsten kunde høres. ⇕ ⇒ Hans tykke Ansigt aabnede sig paany med et ganske molboagtigt Udtryk af Forbavselse — og dennegang uden al Forstillelse.
» Ja — Gift!« sagde han og skottede til Torben med et ængstet Blik.
» Det kan man gerne sige . Men denne Gift har den moderne Lægevidenskab forvandlet ^ til en Velsignelse for Menneskeheden. Paa nogle faa Øjeblikke 30 bringer den en lidende Stakkel Fred baade til Legeme og Sjæl , saa han kan sove ind i Døden saa sødeligt som et Barn ved sin Moders Bryst. Den lille Glassprøjte er bleven et profant Naademiddel, der bevisligt for manges Vedkommende har gjort Kirkens Trøst overflødig.«
Mads Vestrup havde hørt paa dette med sammenbidt Mund. Ved de sidste Ord vendte han igen Øjnene mod Gulvet. Blodet sang i hans Øre; han maatte ty til Bønnen for ikke at give efter for en vild Lyst til at springe op og slaa den frække Spotter midt i hans glatte Porcellænsansigt.
Asmus Hagen betænkte sig et Øjeblik. Men han havde faaet Blod paa Tanden og ønskede at give sin Modstander Naadestødet.
» Deres Standpunkt forstaar jeg i det hele ikke, da jo ogsaa Kristus efter Biblen optraadte som Læge og altsaa selv har givet Eksemplet. Han genopvakte endda døde Folk, hvad vi Andre dog ikke befatter os med, og hvad jeg forresten ogsaa finder ret inkonsekvent af ham med hans Opfattelse af Tilværelsen. Naar man betragter denne Verden som en Jammerdal, kan man just ikke kalde det en Barmhjertighedsgerning mod et lykkeligt hjempermitteret Menneske at gøre ham levende igen. Der er f. Eks. Historien om Jaïri Datter. Et ungt, uskyldigt Blod, sikker paa Himmeriges Glæder, er taget bort fra 31 Verdens onde Fristelser og Farer. Og saa — bare for at gøre Propaganda for sin religiøse Ide — —«

Det kom som henkastet, men Pilen foer Mads Vestrup ind i Hjertet og ramte med en Kraft, saa det næsten kunde høres. Han løftede sit tunge Hoved og stirrede paa sin Modstander med et maabende Udtryk.
^ » Ja – Gift!« sagde han .
» Ganske vist . Men i Videnskabens Haand har Giften forvandlet sig til en Velsignelse for Menneskeheden. I Løbet af nogle faa Øjeblikke bringer den en lidende Stakkel Fred ^ , saa han kan sove ind i Døden saa sødeligt som et Barn ved sin Mors Bryst. Den lille Sølvsprøjte gaar sin Sejrsgang gennem Verden og jager sikkert megen usund Frygt og Mørkerædsel ud af Sindene. De har uden Tvivl ogsaa selv erfaret, at Kirkens Naademidler hos adskillige Mennesker har faaet en Konkurrent, som ^ ^ ^ –«

Det kom som henkastet, men Pilen foer Mads Vestrup ind i Hjertet og ramte med en Kraft, saa det næsten kunde høres. Han løftede sit tunge Hoved og stirrede paa sin Modstander med et maabende Udtryk.
^ » Ja — Gift!« sagde han .
» Ganske vist . Men i Videnskabens Haand har Giften forvandlet sig til en Velsignelse for Menneskeheden. I Løbet af nogle faa Øjeblikke bringer den en lidende Stakkel Fred ^ , saa han kan sove ind i Døden saa sødeligt som et Barn ved sin Mors Bryst. Den lille Sølvsprøjte gaar sin Sejrsgang gennem Verden og jager sikkert megen usund Frygt og Mørkerædsel ud af Sindene. De har uden Tvivl ogsaa selv erfaret, at Kirkens Naademidler hos adskillige Mennesker har faaet en Konkurrent, som ^ ^ ^ —«

Længere kom han ikke. Mads Vestrup tumlede ^ op med et Grynt som en Vildorne og tog om Ryggen af en Stol. Det havde været hans Hensigt at slynge den i Hovedet paa ham, men Synet af Barbara , som i det samme tilfældigt kom ind , bragte ham til Besindelse. Han stod et Øjeblik graa i Ansigtet og stirrede ned paa Asmus Hagen med Skum i Mundvigene . Saa gik han bort uden ^ Farvel .
Barbara fulgte ham ud .

Længere kom han ikke. Mads Vestrup tumlede ^ op med et Grynt som en Vildorne og tog om Ryggen af en Stol. Det havde været hans Hensigt at slynge den i Hovedet paa ham, men Synet af Barbara , som i det samme tilfældigt kom ind , bragte ham til Besindelse. Han stod et Øjeblik graa i Ansigtet og stirrede ned paa Asmus Hagen med Skum i Mundvigene . Gik saa ^ bort uden ^ Farvel .
Barbara fulgte ham ud .

Han fik ikke talt ud. Graa i Ansigtet tumlede Mads Vestrup op med et Grynt som en Vildorne og tog om Ryggen af en Stol. Det var hans Hensigt at slynge den i I, 24 Hovedet paa Spotteren; men et Raab fra den opskræmte Torben bragte ham til Besindelse. I det samme kom ogsaa Barbara ^ ind ^ . Saa skød han Stolen fra sig og styrtede ud af Stuen uden Farvel ^ .

Han fik ikke talt ud. Graa i Ansigtet tumlede Mads Vestrup op med et Grynt som en Vildorne og tog om Ryggen af en Stol. Det var hans Hensigt at slynge den i Hovedet paa Spotteren; men et Raab fra den opskræmte Torben bragte ham til Besindelse. I det samme kom ogsaa Barbara ^ ind ^ . Saa skød han Stolen fra sig og styrtede ud af Stuen uden Farvel ^ .

Asmus Hagen saae lidt forbløffet efter ham og ^ derpaa hen paa Torben.

Asmus Hagen stirrede forbløffet efter ham og saae derpaa hen til Torben.

» Du er vred paa mig, gamle Ven!« sagde han og gik hen og lagde sin Haand paa hans Skulder .

» Du er vred paa mig, gamle Ven!« sagde han , da Barbara igen var gaaet for at følge Præsten ud .

» Du havde ikke Lov til at krænke ham. Han var dog min Gæst .«

» ^ Han var ^ min Gæst ,« svarede Torben.

»Javist! Det var dumt! Og jeg gør dig min Undskyldning. Men han kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige Person gaaende her. Det er ikke sundt for dig. ^ Har du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? Et Par Kloakbrønde – fulde til Randen af den frommeste Ondskab. Tag dig i Agt for ham! Jeg kender den Slags Folk ! « ^

»Javist! Det var dumt! Og jeg gør dig min Undskyldning. Men han kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige Person gaaende her. Det er ikke sundt for dig. ^ Har du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? Et Par Kloakbrønde — fulde til Randen af den frommeste Ondskab. Tag dig i Agt for ham! Jeg kender den Slags Folk ^ ^ !«

»Javist! Det var en dum Historie! Mest for din Skyld forresten. Jeg gør dig min Undskyldning. Men Bæstet kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige Person gaaende her. Det er ikke sundt for dig. Hvad er han egenlig for et Menneske? Han stammer altsaa her fra Egnen?«
»Ja, hans Mor var en fattig Væverenke herinde i Nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var som Barn lidt bange for hende, fordi hun gik med store Hornbriller. Maaske ogsaa, fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad.«
» Saa har han altsaa ikke sin Galskab fra Fremmede. Har du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? ^ ^ ^ Tag dig i Agt for ^ den Slags Folk ! Jeg kender dem !«

»Javist! Det var en dum Historie! Mest for din Skyld forresten. Jeg gør dig min Undskyldning. Men Bæstet kunde have I, 19 ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige Person gaaende her. Det er ikke sundt for dig. Hvad er han egenlig for et Menneske? Han stammer altsaa her fra Egnen?«
»Ja, hans Mor var en fattig Væverenke herinde i Nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var som Barn lidt bange for hende, fordi hun gik med store Hornbriller. Maaske ogsaa, fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad.«
» Saa har han altsaa ikke sin Galskab fra Fremmede. Har du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? ^ ^ ^ Tag dig i Agt for ^ den Slags Folk ! Jeg kender dem !«

»Javist! Det var en dum Historie! Mest for din Skyld forresten. Jeg gør dig min Undskyldning. Men Bæstet kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige Person gaaende her. Det er ikke I, 19 sundt for dig. Hvad er han egenlig for et Menneske? Han stammer altsaa her fra Egnen?«
»Ja, hans Mor var en fattig Væverenke herinde i Nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var som Barn lidt bange for hende, fordi hun gik med store Hornbriller. Maaske ogsaa, fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad.«
» Saa har han altsaa ikke sin Galskab fra Fremmede. Har du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? ^ ^ ^ Tag dig i Agt for ^ den Slags Folk ! Jeg kender dem !«

»Ja, mon du ogsaa gør det?«

» Aa du, jeg har truffet Mage til de Øjne baade 32 herhjemme og i Udlandet. Vi ^ ^ har endnu Middelalderen stikkende rundt om i Krogene. Endogsaa ved Universiteterne, du! Det er nærved at blive uhyggeligt! Det gaar med Obskurantismen som med Væggetøj og Kakelakker. Man faar den aldrig drevet helt ud af Smuthullerne . Og havde de Karle Magt som de har Agt, saa osede Kætterbaalene igen i alle Lande.«

»Aa, du – vi har endnu Middelalderen stikkende omkring i Krogene. ^ Det gaar med Obskurantismen som med Væggetøj og Kakelakker. Man faar den aldrig drevet helt ud af dens Smuthuller . Havde en saadan Karl Magt som ^ Agt, saa osede Kætterbaalene igen i alle Lande.«

»Aa, du — vi har endnu Middelalderen stikkende omkring i Krogene. ^ Det gaar med Obskurantismen som med Væggetøj og Kakelakker. Man faar den aldrig drevet helt ud af dens Smuthuller . Havde en saadan Karl Magt som ^ Agt, saa osede Kætterbaalene igen i alle Lande.«

» Jeg kan huske, Asmus, det var en staaende Talemaade hos dig selv i gamle Dage, at du gad set alle Præster og Degne hængt .«
Asmus, der var gaaet ud over Gulvet, drejede sig om paa Hælen med Hænderne i Siden og lo.
» Det gør jeg endnu! Jeg haaber bare, at det skal blive overflødigt. De vil revne af sig selv ligesom Troldene i Eventyret. Af Misundelse og afmægtig Arrigskab. Din gode Ven, Hr. Mads, var jo sprækkefærdig allerede. – Hvad er han i Grunden for en Person? Han stammer her fra Egnen?«
» Hans Moder var en fattig Væverenke herinde fra Nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var lidt bange for hende som Barn, fordi hun gik med store Hornbriller. Maaske ogsaa fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad. Hun levede forresten sine sidste Aar hos ham her i Præstegaarden.«
» Saa har han altsaa ikke sin Galskab fra Fremmede,« sagde Asmus; han var standset ved en Hylde med gamle Stenalder-Redskaber, som han gav sig til 33 at undersøge. » Det maa vel være et godt Kald, han har her? Du forstaar, jeg dømmer efter Omfanget af Mandens Mavesæk. Hvor kan du egenlig holde ud at se paa alt det gudfrygtige Flæsk uden at faa Kvalme ?«
» Embedet er ikke synderlig stort ,« svarede Torben, som om han ikke havde hørt det sidste. » Men han skal være en god Økonom. Der er dem , som endogsaa kalder ham gerrig. Det veed jeg nu ikke noget om; men jeg tror nok, at han gaar i stadig Bekymring for Udkommet. I det hele er han vist langtfra noget lykkeligt Menneske. Med al sin Gudsfrygt har han et tungt Sind.«
» Atra bilis – ja. Jeg saae det straks. Har han mange Børn?«
» Det tror jeg ikke. Men han har nok andre huslige Genvordigheder. Hans Kone skal være bleven halvvejs Krøbling efter den sidste Barnefødsel. Og du kender maaske Talemaaden om Kødets Brand i en treaars Tyr og en velnæret Præst.«
Asmus kom smilende tilbage over Gulvet.

» Jeg kan huske, Asmus, det var en staaende Talemaade hos dig selv i gamle Dage, at du gad set alle Præster og Degne hængt .«
Asmus, der var gaaet ud over Gulvet, drejede sig om paa Hælen med Hænderne i Siden og lo.
» Det gør jeg endnu! Jeg haaber bare, at det skal blive overflødigt. De vil revne af sig selv ligesom Troldene i Eventyret. Af Misundelse og afmægtig Arrigskab. Din gode Ven, Hr. Mads, var jo sprækkefærdig allerede. — Hvad er han i Grunden for en Person? Han stammer her fra Egnen?«
» Hans Moder var en fattig Væverenke herinde fra Nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var lidt bange for hende som Barn, fordi hun gik med store Hornbriller. Maaske ogsaa fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad. Hun levede forresten sine sidste Aar hos ham her i Præstegaarden.«
» Saa har han altsaa ikke sin Galskab fra Fremmede,« sagde Asmus; han var standset ved en Hylde med gamle Stenalder-Redskaber, som han gav sig til 33 at undersøge. » Det maa vel være et godt Kald, han har her? Du forstaar, jeg dømmer efter Omfanget af Mandens Mavesæk. Hvor kan du egentlig holde ud at se paa alt det gudfrygtige Flæsk ^ ?«
» Embedet er ikke synderlig stort ,« svarede Torben, som om han ikke havde hørt det sidste. » Men han skal være en god Økonom. Der er dem , som endogsaa kalder ham gerrig. Det veed jeg nu ikke noget om; men jeg tror nok, at han gaar i stadig Bekymring for Udkommet. I det hele er han vist langtfra noget lykkeligt Menneske. Med al sin Gudsfrygt har han et tungt Sind.«
» Atra bilis — ja. Jeg saae det straks. Har han mange Børn?«
» Det tror jeg ikke. Men han har nok andre huslige Genvordigheder. Hans Kone skal være bleven halvvejs Krøbling efter den sidste Barnefødsel. Og du kender maaske Talemaaden om Kødets Brand i en treaars Tyr og en velnæret Præst.«
Asmus kom smilende tilbage over Gulvet.

I, 26 » Jeg kan huske, Asmus, det var en staaende Talemaade hos dig ^ i gamle Dage, at du gad se alle Præster ^ hængt . I har da ikke ^ ^ ^ ^ ^ stort at lade hinanden høre , synes jeg .«
Asmus Hagen, der var gaaet ud over Gulvet, vendte sig om paa Hælen og iagttog Vennen med et bekymret Udtryk.
» Hvordan har det sig egenlig med dig, Torben? ^ ^

» Jeg kan huske, Asmus, det var en staaende Talemaade hos dig ^ i gamle Dage, at du gad se alle Præster ^ hængt . I har da ikke ^ ^ ^ ^ ^ stort at lade hinanden høre , synes jeg .«
Asmus Hagen, der var gaaet ud over Gulvet, vendte sig om paa Hælen og iagttog Vennen med et bekymret Udtryk.
» Hvordan har det sig egenlig med dig, Torben? ^ ^

» Jeg kan huske, Asmus, det var en staaende Talemaade hos dig ^ i gamle Dage, at du gad set alle Præster ^ hængt . I har da ikke ^ ^ ^ ^ ^ stort at lade hinanden høre , synes jeg .«
Asmus Hagen, der var gaaet ud over Gulvet, vendte sig om paa Hælen og iagttog Vennen med et bekymret Udtryk.
» Hvordan har det sig egenlig med dig, Torben? ^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 1.5

⇕ De Dødes Rige 1.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 1.3

⇐

» Gud bevare din Forstand, min Dreng! Det var aabenbart paa høje Tid, jeg kom og ruskede dig vaagen. Du plejer Omgang med Præster , studerer 53 Mystikere og forfalder til Trolddom! ... Men du var nu altid et lille Stykke af en gehejm Drømmer, Junker Torben!«

... Du plejer Omgang med Gejstligheden , studerer Mystikere og forfalder til Trolddom! Gud bevare din Forstand, min Dreng! Det var aabenbart paa høje Tid, jeg kom og ruskede dig op.

⇕ Torben og Jytte I, 1.5

⇕ De Dødes Rige 1.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 1.3

⇐

» Mener du den lille Kælling, der lister omkring her? Ja, hun ser jo rigtig ud, som om hun kunde være kommen flyvende hertil paa et Kosteskaft .«

» Mener du den lille Kælling, der lister omkring her? Ja, hun ser jo rigtig ud, som om hun var kommen flyvende hertil paa et Kosteskaft .«

Og hvad er det for en lille Kælling, der lister omkring her? Hun ser da grangivelig ud, som om hun var kommen flyvende hertil paa et Kosteskaft .

⇕ Torben og Jytte I, 1.3

⇕ De Dødes Rige 1.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 1.3

» Nu kender jeg dig igen, Junker Torben! Af hvem har du forresten lært al den folkelige Visdom? – Men nu skal du gaa ind og hvile dig. Jeg kan se paa dig , at du er træt.«

» Nu kender jeg dig igen, Junker Torben! Af hvem har du forresten lært al den folkelige Visdom? — Men nu skal du gaa ind og hvile dig. Jeg kan se paa dig , at du er træt.«

Men du har nu altid ganske geheimt været et Stykke af en Drømmer, Junker Torben! – Men nu skal du gaa ind og hvile dig. Jeg kan se ^ , at du er træt.«

Men du har nu altid ganske geheimt været et Stykke af en Drømmer, Junker Torben! — Men nu skal du gaa ind og hvile dig. Jeg kan se ^ , at du er træt.«

Men du har nu altid ganske geheimt været et Stykke af en Drømmer, Junker Torben! – Men nu skal du gaa ind og hvile dig. Jeg kan se ^ , at du er træt.«

^ ^

IV .

IV ^

⇕ Torben og Jytte I, 1.4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

34 M ads Vestrup var imidlertid kommen ud af Gaarden og stred sig hjemad mod den haarde Vind. En storskygget Kasket med ^ Knap oveni Pulden sad ham ned paa Ørene, og han støttede sig tungt til en Kæp af den Slags med Strop, som Markedsprangerne bærer paa Haandleddet .

M ads Vestrup var imidlertid kommen ud af Gaarden og stred sig hjemad mod den haarde Vind. En storskygget Kasket med ^ Knap oveni Pulden sad ham ned paa Ørene, og han støttede sig tungt til en Kæp af den Slags med Strop, som Markedsprangerne bærer paa Haandleddet .

Mads Vestrup ^ stred sig hjemad mod den haarde Vind. En storskygget Kasket med en Knap oven i Puklen sad ham ned paa Ørene, og han støttede sig tungt til en Kæp af den Slags med Strop, som Markedsprangerne bærer paa Haandledet .

Mads Vestrup ^ stred sig hjemad mod den haarde Vind. En storskygget Kasket med en Knap oven i Pulden sad ham ned I, 20 paa Ørene, og han støttede sig tungt til en Kæp af den Slags med Strop, som Markedsprangerne bærer paa Haandledet .

Mads Vestrup ^ stred sig hjemad mod den haarde Vind. En storskygget Kasket med en Knap oven i Pulden sad ham ned paa Ørene, og han støttede sig tungt til en Kæp af den Slags med Strop, som Markedsprangerne bærer paa Haandledet .

Til den ene Side laa de milebrede Enge og den skjulte Fjord , til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle , nøgne Lerskrænter. Landevejen fulgte paa det første Stykke Engbreden men bøjede derpaa brat af og steg tilvejrs gennem et Skaar i Bakkerne. ^ Her naaede han Skoven, hvis høstlig-røde ^ Løvmasser lukkede sig om ham som et brølende Baal .

Til den ene Side laa de milebrede Enge og den skjulte Fjord , til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle , nøgne Lerskrænter. Landevejen fulgte paa det første Stykke Engbreden men bøjede derpaa brat af og steg tilvejrs gennem et Skaar i Bakkerne. ^ Her naaede han Skoven, hvis høstligrøde ^ Løvmasser lukkede sig om ham som et brølende Baal .

Til den ene Side laa de milevide Enge ^ , til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle ^ Lerskrænter. Paa det første Stykke fulgte Landevejen Engen men bøjede saa brat af og steg til Vejrs gennem et Skaar i Bakkerne.
I, 26 Her kom han op i den høstlig-røde Skov. De brølende Løvmasser lukkede sig om ham som et Flammebaal .

Til den ene Side laa de milevide Enge ^ , til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle ^ Lerskrænter. Paa det første Stykke fulgte Landevejen Engen men bøjede saa brat af og steg tilvejrs gennem et Skaar i Bakkerne.
Her kom han op i den høstlig-røde Skov. De brølende Løvmasser lukkede sig om ham som et Flammebaal .

I, 20 Til den ene Side laa de milevide Enge ^ , til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle ^ Lerskrænter. Paa det første Stykke fulgte Landevejen Engen men bøjede saa brat af og steg tilvejrs gennem et Skaar i Bakkerne.
Her kom han op i den høstlig-røde Skov. De brølende Løvmasser lukkede sig om ham som et Flammebaal .

Trods ^ ^ sit voldsomme Sjælsoprør havde han ikke glemt at smøge op forneden for at skaane sine Søndagsbukser , som han havde taget paa i Anledning af Besøget paa Herregaarden . Men hans Tanker var i Himlen. Deroppe knælede han for sin Gud og spurgte bævende , hvorlænge han ^ endnu vilde taale den aabenlyse Forhaanelse. Vilde han dog ikke snart komme i sin Almagts og Herligheds Vælde og nedslaa denne triumferende Satansyngel , der indbildte Menneskene at kunne forvandle Livet ^ til en Sum af straffefri Nydelser og Døden til en vellystfuld Hendaanen?

Vejen var fedtet efter nogle Dages Regn, og trods sit voldsomme Sindsoprør havde han ikke glemt at smøge op forneden for at skaane sine Søndagsbukser ^ . Men hans Tanker var i Himlen. Med et Nødraab fra Hjertets Dyb knælede han for sin Gud og spurgte ^ , hvor længe han dog endnu vilde taale den aabenlyse Forhaanelse. Vilde han ^ ikke snart komme i sin Almagts og Herligheds Vælde og nedslaa Satans triumferende Yngel , der bildte Menneskene ind, at Livet kunde forvandles til lutter fræk Nydelse, Døden til en vellystfuld Hendaanen?

Vejen var fedtet efter nogle Dages Regn, men trods sit voldsomme Sindsoprør havde han ikke glemt at smøge op forneden for at skaane sine Søndagsbukser ^ . Men hans Tanker var i Himlen. Med et Nødraab fra Hjertets Dyb knælede han for sin Gud og spurgte ^ , hvor længe han dog endnu vilde taale den aabenlyse Forhaanelse. Vilde han ^ ikke snart komme i sin Almagts og Herligheds Vælde og nedslaa Satans triumferende Yngel , der bildte Menneskene ind, at Livet kunde forvandles til lutter fræk Nydelse, Døden til en vellystfuld Hendaanen?

Han svarede sig selv: men lad dem kun trodse! 35 Regnskabsdagen og det store Skriftemaal undflyede de ikke. Engang skulde de vaagne op i Rædsel og erfare, at Gud levede og var deres Dommer!

Han svarede sig selv: Men lad dem kun trodse! Regnskabsdagen og det store Skriftemaal undflyer de ikke. Engang skal de vaagne op i Rædsel og erfare, at Gud lever og er deres Dommer!

Han vidste jo nok, at der var visse Halvmands-Kristne , der forkastede Tanken om et Pinested som uforenelig med Troen paa Guds Kærlighed og tænkte sig den uomvendte Synders Skæbne blot som en evig Udslettelse. Men det var at paalyve den Alvise et dumt og skændigt Selvforræderi. Det vilde netop ikke være Kærlighed men et rigtig menneskefordærvende, et rent ud djævelsk Paahit, dersom disse frække Gudløse, der her i Kødets Verden boltrede sig i alle Laster og svælgede i alle Vellyster, ikke skulde bære saa meget som Erindringen om deres Synder med sig over i det Hinsidige, dersom deres raadne Sjæl ved Lægens Trolddomskunster kunde aande ud i et saligt Suk og være borte med det samme – vejret hen som en skiden Lugt. Men saadan legede Vorherre heller ikke! Nej, naar Helvede i deres Dødsstund aabnede sit Mørkegab for at opsluge dem, saa var der sikkert nok beredt dem en frygtelig men retfærdig Straf.
Han var kommen ud af Skoven og kunde ^ begynde at vejre Hjemmet. Den lille Bondeby laa ^ et Stykke inde paa det aabne Land og sendte ham en kraftig Tørveos imøde. Vinden trykkede Skorstensrøgen ned over Tagene og førte den med sig ud over Markerne , saa 36 det saae ud, som om Jorden dampede. Den yderste , gulkalkede Gaard med Vindfangeren paa Ladelængen var Præstegaarden, saadan som Asmus Hagens Detektivøjne ganske rigtigt havde set. Den lignede ellers aldeles de andre Gaarde i Byen; kun stod der ingen Hæs omkring den. Det meste af Embedsjorden var i Tidens Løb solgt fra; der var kun levnet en god Husmandslod, som kunde føde tre-fire Køer og nogle Faar .

Han vidste jo nok, at der var visse Halvmands-Kristne , der forkastede Tanken om et Pinested som uforenelig med Troen paa Guds Kærlighed og tænkte sig den uomvendte Synders Skæbne blot som en evig Udslettelse. Men det var at paalyve den Alvise et dumt og skændigt Selvforræderi. Det vilde netop ikke være Kærlighed men et rigtig menneskefordærvende, et rent ud djævelsk Paahit, dersom disse frække Gudløse, der her i Kødets Verden boltrede sig i alle Laster og svælgede i alle Vellyster, ikke skulde bære saa meget som Erindringen om deres Synder med sig over i det Hinsidige, dersom deres raadne Sjæl ved Lægens Trolddomskunster kunde aande ud i et saligt Suk og være borte med det samme — vejret hen som en skiden Lugt. Men saadan legede Vorherre heller ikke! Nej, naar Helvede i deres Dødsstund aabnede sit Mørkegab for at opsluge dem, saa var der sikkert nok beredt dem en frygtelig men retfærdig Straf.
Han var kommen ud af Skoven og kunde ^ begynde at vejre Hjemmet. Den lille Bondeby laa ^ et Stykke inde paa det aabne Land og sendte ham en kraftig Tørveos imøde. Vinden trykkede Skorstensrøgen ned over Tagene og førte den med sig ud over Markerne , saa 36 det saae ud, som om Jorden dampede. Den yderste , gulkalkede Gaard med Vindfangeren paa Ladelængen var Præstegaarden, saadan som Asmus Hagens Detektivøjne ganske rigtig havde set. Den lignede ellers aldeles de andre Gaarde i Byen; kun stod der ingen Hæs omkring den. Det meste af Embedsjorden var i Tidens Løb solgt fra; der var kun levnet en god Husmandslod, som kunde føde trefire Køer og nogle Faar .

Da han var kommen ud af Skoven , ^ ^ ^ kunde han begynde at vejre Hjemmet. Den lille Bondeby laa med sine rygende Skorstene et Stykke inde paa det aabne Land ved Foden af en lav Bakke. Vinden trykkede Røgen ned over ^ Markerne og sendte ham et fortroligt Pust af Tørveos imøde. Den yderste ^ Gaard med Vindfangeren paa Ladelængen var Præstegaarden, saadan som Asmus Hagens Hareøjne ganske rigtigt havde opdaget ^ ^ .

Da Præsten naaede hjem, søgte han ikke straks ind i Stuen men gik først sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden for at paase , at intet var bleven forsømt her under hans Fraværelse. Dog var han idag ganske aandsfraværende paa sin Vandring gennem de halvmørke Rum med de fortrolige Lugte af Hø og Klid og Dyrevarme. Helt mekanisk plukkede han op ^ , hvad han fandt paa Gulvene, her en tabt Roe, hist en Tot Hø , og da han inde i Kostalden traf Tjenestedrengen, der hjalp Pigen med Malkningen, glemte han at holde sin daglige Dunderstale ^ til ham om det syndige i at sløse med Guds Gaver ^ .

Efter at Mads Vestrup var kommen hjem, gik han først sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden for at forvisse sig om , at intet var blevet forsømt ^ under hans Fraværelse. Men mod Sædvane var han denne Dag ret aandsfraværende paa sin Vandring gennem de I, 28 halvmørke Rum med de tilforladelige Lugte af Hø og Klid og Dyrevarme. Rent mekanisk plukkede han op fra Gulvene , hvad han fandt paa sin Vej, hist en tabt Roe, her en Tot Hø ; og da han inde i Kostalden traf Tjenestedrengen, der hjalp Pigen med Malkningen, holdt han ikke som ellers en Dundertale til dem om ikke at sløse med Guds Gaver , men gik videre uden Ord .

Efter at Mads Vestrup var kommen hjem, gik han først sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden for at forvisse sig om , at intet var bleven forsømt ^ under hans Fraværelse. Men mod Sædvane var han denne Dag ret aandsfraværende paa sin Vandring gennem de halvmørke Rum med de tilforladelige Lugte af Hø og Klid og Dyrevarme. Rent mekanisk plukkede han op fra Gulvene , hvad han fandt paa sin Vej, hist en tabt Roe, her en Tot Hø ; og da han inde i Kostalden traf Tjenestedrengen, I, 21 der hjalp Pigen med Malkningen, holdt han ikke som ellers en Dundertale til dem om ikke at sløse med Guds Gaver , men gik videre uden Ord .

Efter at Mads Vestrup var kommen hjem, gik han først sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden for at forvisse sig om , at intet var bleven forsømt ^ under hans Fraværelse. Men mod Sædvane var han denne Dag ret aandsfraværende paa sin Vandring gennem de halvmørke Rum med de tilforladelige Lugte af Hø og Klid og Dyrevarme. Rent mekanisk plukkede han op fra Gulvene , hvad han fandt paa sin Vej, hist en tabt Roe, her en Tot Hø ; og da han inde i Kostalden traf Tjenestedrengen, der hjalp Pigen med Malkningen, holdt han ikke som ellers en I, 21 Dundertale til dem om ikke at sløse med Guds Gaver , men gik videre uden Ord .

Han blev staaende i den aabne Stalddør og saae ud over Markerne , mens Aftenklokken ringede. Køernes hyggelige Gumlen og Drynen bagved ham, Mælkestraalernes Kogen i Strippen og Kattens Pusleleg i Halmen – al denne Naturens frodige Smaasnakken, 37 som han ellers havde et saa aabent Øre for, overdøvedes denne Aften af Stormvejret i hans Sind.
Han stod og tænkte paa sine egne sørgelige Vildfarelsens Aar derovre i København, paa den mørke Fortvivlelse, der vilde have slaaet ham med Vanvid, dersom ikke Gud i sidste Øjeblik havde forbarmet sig over ham og ført ham hjem til hans gamle Moder, hende, som han halvvejs havde forglemt derovre og helt havde fornægtet i Sind som i Skind for at komme til at ligne de andre skidte Knægte i Babelsbyen.

Han blev staaende i den aabne Stalddør og saae ud over Markerne , mens Aftenklokken ringede. Køernes hyggelige Gumlen og Drynen bagved ham, Mælkestraalernes Kogen i Strippen og Kattens Pusleleg i Halmen — al denne Naturens frodige Smaasnakken, 37 som han ellers havde et ^ aabent Øre for, overdøvedes denne Aften af Stormvejret i hans Sind.
Han stod og tænkte paa sine egne sørgelige Vildfarelsens Aar derovre i København, paa den mørke Fortvivlelse, der vilde have slaaet ham med Vanvid, dersom ikke Gud i sidste Øjeblik havde forbarmet sig over ham og ført ham hjem til hans gamle Moder, hende, som han halvvejs havde forglemt derovre og helt havde fornægtet i Sind som i Skind for at komme til at ligne de andre skidte Knægte i Babelsbyen.

Han blev staaende i den aabne Stalddør ^ , mens Aftenklokken ringede. Han ^ ^ ^ tænkte paa sine egne sørgelige Vildfarelsens Aar derovre i København, hvor han var bleven Djævelens Bytte og vilde være endt som en Stakkel i mørkt Vanvid, dersom ikke Gud ^ havde forbarmet sig over ham og ført ham hjem til hans gamle Mor. Gud glæde hendes Sjæl i Himlen! ...

⇕ Enslevs Død IV, 3.2

⇕

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇐

Han havde siddet flere Timer paa Trendebænken ved Vinduet og stirret ud over de tomme Vintermarker med en vidunderlig Fornemmelse af at ligge tæt ind til Guds Hjerte .

^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

Derude foran Aftenrøden kunde han tydelig skælne Omridsene af to Træer, der havde skygget over det lykkelige Barndomshjem, to høje Popler, i hvis Susen han som Barn havde hørt Vorherres Stemme, naar han sad paa Trendebænken ved Vinduet og stirrede ud , mens Moderen sad ved Væven og sang sine Salmer .

⇕ Torben og Jytte I, 1.4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

Derinde bag den ^ hvide Kirkegaardsmur ^ laa nu den fromme Kvinde med de arbejdstrætte Hænder foldede om sin gamle Salmebog og ventede paa en salig Opstandelse. Han kunde ude i Aftenrøden akkurat skelne de to høje Popler, der havde skygget over det fattige Barndomshjem ved Grusgraven; derfor stod han saa ofte her, naar Aftenklokken ringede, og samlede Sindet til Lovprisning og Tak for den stærke Englevagt, som Gud i denne lille værkbrudne Kvindes Skikkelse havde sat for ham ved hans Indgang her i Syndens og Dødens Verden.

Inde bag den lange, hvide Kirkegaardsmur derovre laa nu den fromme Kvinde med de arbejdstrætte Hænder foldede om sin gamle Salmebog og ventede paa en salig Opstandelse. ^

Derude under Vesthimlens flammetungede Skyer kunde han ogsaa skimte den pilehegnede Landevej, hvor han i seks Aar daglig gik de tre Fjerdingvej ind til Latinskolen i Randers. Det hændte ham da undertiden, at han kom til at slaa Følge med Torben 38 Dihmer, der i Sommerhælvten boede hjemme paa Favsingholm og red til Skolen paa en Nordbag . Selv maatte han gaa Turen i Træsko eller paa bare Ben for at skaane Støvlerne; de hang ved Tornystret og maatte ikke ^ tages paa, før han naaede Byen. Han huskede ham især ^ i en mjødbrun Fløjlsdragt med Bælte og lange Ridegamasjer . I den Dragt havde den unge Junker en Tidlang bedaaret hans enfoldige Bondehjerte. Men saa en Dag havde hans Moder snakket til ham derom og sagt : » Hvordan tror du vel , saadan en opstadset Knægt tager sig ud i Vorherres Øjne?« Og det Ord havde løst Fortryllelsen .

Derude under Vesthimlens lysende Skyer kunde han ogsaa følge den pilehegnede Landevej, hvor han i seks Aar hver Søgnedags Morgen gik de tre Fjerdingvej ind til Latinskolen i Randers. I Sommerhælvten, naar Torben Dihmer boede hjemme paa Favsingholm , mødtes de undertiden og slog Følge. Torben red til Skolen paa I, 28 en Nordbag , mens han selv maatte gaa Turen i Træsko eller paa bare Ben for at skaane Skoene, der hang ved Tornystret og ^ ikke maatte tages paa, før han naaede Byen. Han huskede ^ især Torben i en mjødbrun Fløjlsdragt med ^ lange Ridegamasjer , der en Tid havde ^ bedaaret hans ^ Bondehjerte. Indtil hans Mor en Dag sagde til ham ^ : » Hvordan tror du egenlig , saadan en opstadset Knægt tager sig ud i Vorherres Øjne?« Da slog han skamfuld Blikket ned .

Derude under Vesthimlens lysende Skyer kunde han ogsaa følge den pilehegnede Landevej, hvor han i seks Aar hver Søgnedags Morgen gik de tre Fjerdingvej ind til Latinskolen i Randers. I Sommerhælvten, naar Torben Dihmer boede hjemme paa Favsingholm , mødtes de undertiden og slog Følge. Torben red til Skolen paa en Nordbag , mens han selv maatte gaa Turen i Træsko eller paa bare Ben for at skaane Skoene, der hang ved Tornystret og ^ ikke maatte tages paa, før han naaede Byen. Han huskede ^ især Torben i en mjødbrun Fløjlsdragt med ^ lange Ridegamasjer , der en Tid havde ^ bedaaret hans ^ Bondehjerte. Indtil hans Mor en Dag sagde til ham . ^ » Hvordan tror du egenlig , saadan en opstadset Knægt tager sig ud i Vorherres Øjne?« Da slog han skamfuld Blikket ned .

Derude under Vesthimlens lysende Skyer kunde han ogsaa følge den pilehegnede Landevej, hvor han i seks Aar hver Søgnedags Morgen gik de tre Fjerdingvej ind til Latinskolen i Randers. I Sommerhælvten, naar Torben Dihmer boede hjemme paa Favsingholm , mødtes de undertiden og slog Følge. Torben red til Skolen paa en Nordbag , mens han selv maatte gaa Turen i Træsko eller paa bare Ben for at skaane Skoene, der hang ved Tornystret og ^ ikke maatte tages paa, før han naaede Byen. Han huskede ^ især Torben i en mjødbrun Fløjlsdragt med ^ lange Ridegamasjer , der en Tid havde ^ bedaaret hans ^ Bondehjerte. Indtil hans Mor en Dag sagde til ham ^ : » Hvordan tror du egenlig , saadan en opstadset Knægt tager sig ud i Vorherres Øjne?« Da slog han skamfuld Blikket ned .

Klokken i Taarnet tav. Med en dyb Halslyd, der mindede om Køernes Drynen, vendte han sig om og gik ind.

Klokken i Taarnet tav. Med en dyb Halslyd, der mindede om Køernes Drynen, vendte han tilbage gennem Loen og gik ind.

Da han sad ved Aftensbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk , ^ og efter at Bordbønnen var bleven læst af det ældste Barn, en lille Pige paa syv Aar, spurgte hans Kone ham, om det var sandt, at der var kommen en københavnsk Professor til Herregaarden med en ny Medicin, som kunde gøre Godsejeren rask. Stine Hvedebrødskone havde fortalt det i Køkkenet ^ ^ ^ .

Da han ^ med sin Familje sad ved Aftensmaaltidet, hvori ogsaa Husets Tjenestefolk tog Del , fortalte han om den fremmede Læges Besøg paa Herregaarden og hans Vidunderpiller, der skulde kunne gøre Godsejeren rask. » Dersom det da ikke er fræk Pral og Mundsvejr det hele «, føjede han til .

Da han ^ med sin Familje sad ved Aftensmaaltidet, hvori ogsaa Husets Tjenestefolk tog Del , fortalte han om den fremmede Læges Besøg paa Herregaarden og hans Vidunderpiller, der I, 22 skulde kunne gøre Godsejeren rask. » Dersom det da ikke er fræk Pral og Mundsvejr det hele ,« føjede han til .

»Naa, ^ har den gamle Sladrekælling allerede faaet den Historie at rende med. Ja, ^ ^ ^ lad os nu først se! Maaske er det ovenikøbet Løgn og Mundsvejr det hele. – Satan skal ikke for tidligt triumfere!«

»Naa, ^ har den gamle Sladrekælling allerede faaet den Historie at rende med. Ja, ^ ^ ^ lad os nu først se! Maaske er det ovenikøbet Løgn og Mundsvejr det hele. — Satan skal ikke for tidligt triumfere!«

Senere sagde han:
» Hver Dag i Aaret og hver Time paa Dagen gør den kære Gud de dejligste Mirakler for os. Han lar sin klare Sol skinne over Verden, kalder nærende Korn og yndige Blomster frem af Jorden og skaber smaa levende Menneskevæsner i sine Engles Skikkelse og lægger dem i vore Arme. Men saadan noget finder Verdens Børn bare »naturligt« og hverken Snak eller Tak værd. Saa saare derimod en snavs Doktor har lidt Held med sin Kniv eller med et Pulver, saa veed Folk ikke, hvordan vi er vendt i det, om det er os selv eller Vorherre, der styrer I, 29 Verden. – Men lad os nu ^ se! ^ ^ Satan skal ikke for tidlig triumfere!«

Senere sagde han:
» Hver Dag i Aaret og hver Time paa Dagen gør den kære Gud de dejligste Mirakler for os. Han lar sin klare Sol skinne over Verden, kalder nærende Korn og yndige Blomster frem af Jorden og skaber smaa levende Menneskevæsner i sine Engles Skikkelse og lægger dem i vore Arme. Men saadan noget finder Verdens Børn bare »naturligt« og hverken Snak eller Tak værd. Saa saare derimod en snavs Doktor har lidt Held med sin Kniv eller med et Pulver, saa veed Folk ikke, hvordan vi er vendt i det, om det er os selv eller Vorherre, der styrer Verden. — Men lad os nu ^ se! ^ ^ Satan skal ikke for tidlig triumfere!«

I, 22 Senere sagde han:
» Hver Dag i Aaret og hver Time paa Dagen gør den kære Gud de dejligste Mirakler for os. Han lar sin klare Sol skinne over Verden, kalder nærende Korn og yndige Blomster frem af Jorden og skaber smaa levende Menneskevæsner i sine Engles Skikkelse og lægger dem i vore Arme. Men saadan noget finder Verdens Børn bare »naturligt« og hverken Snak eller Tak værd. Saa saare derimod en snavs Doktor har lidt Held med sin Kniv eller med et Pulver, saa veed Folk ikke, hvordan vi er vendt i det, om det er os selv eller Vorherre, der styrer Verden. – Men lad os nu ^ se! ^ ^ Satan skal ikke for tidlig triumfere!«

39 De sidste Ord brast ud af ham som en Torden, og alle saae forbavset op. Den Mindste, en lille Dreng paa tre Aar, foldede forskrækket Hænderne ; men ogsaa de andre Børn var bleven blege af Angst . De vidste, at naar deres Fader skændte, var det Guds egen frygtelige Vrede, der forkyndtes gennem hans Mund.

De sidste Ord rungede ud over Bordet, saa det yngste Barn, en tre Aars Krøltop, i Forskrækkelse foldede ^ Hænderne . Ogsaa de andre Børn blev betuttede . De vidste, at naar deres Far skændte, var det Guds egen frygtelige Vrede, der forkyndtes gennem hans Mund.

De sidste Ord rungede ud over Bordet, saa det yngste Barn, en tre Aars Krøltop, i Forskrækkelse foldede ^ Hænderne . Ogsaa de andre Børn blev betuttede . De vidste, at naar deres Fader skændte, var det Guds egen frygtelige Vrede, der forkyndtes gennem hans Mund.

Moderen spurgte heller ikke mere, og Maaltidet skred frem under tyngende Tavshed.
Der var ikke andet paa Bordet end et Fad bart Smørrebrød og Kander med kogt Mælk. ^ Mads Vestrup ^ , der saae ud som en Fraadser, krævede streng Nøjsomhed ^ af ^ sin Husstand og blev aldrig træt af at prise Selvforsagelse som ethvert Menneskes Pligt mod Gud og Næsten . Det kunde ^ undertiden hænde ham , at han selv bukkede under for sin Naturs stærke Krav, især naar han ^ blev sat for en af sine Livretter , Risengrød eller Blodpølse eller fyldte Hvidkaalshoveder , men til daglig gennemførte han sin Afholdenhed med stor Strenghed.
Inden de nu rejste sig fra Bordet, holdt han en lille Tale om det, som var sket ude paa Herregaarden. Hver Dag i Aaret, sagde han, og hver Time paa Dagen gjorde den kære Gud de dejligste Mirakler for os; han lod sin klare Sol skinne over Verden, kaldte nærende Korn og yndige Blomster frem af Mulde, skabte smaa levende Menneskebørn i sine 40 Engles Billede og lagde dem i vore Arme. Og alt saadant fandt Verdens Børn bare »naturligt« og ikke Snak værd, ja der var jo dem, som ikke engang syntes, at det var noget at sige Tak for. Men ikke saasnart havde en Doktor en Smule Held med Kniven eller med et Pulver, saa vidste vi straks ikke, hvordan vi var vendt, om det var Vorherre eller os selv, der styrede Verden. Men det vilde han sige, at i dette Hus taaltes ingen Formastelighed, og enhver maatte nu forstaa, hvad Tale der her turde føres om den Sag, som rimeligvis i den kommende Tid vilde optage Sindene paa Egnen.
Efter disse Ord bad han selv frabords; hvorpaa han tog den Mindste ved Haanden og gik ind i Dagligstuen.
Her ^ ^ plejede han at sidde lidt i Mørkningen med Børnene og fortælle dem et eller andet, oftest noget af den hellige Historie. Han, som var en daarlig Prædikant, havde en egen Gave til at tale med Børn. Navnlig forstod han at faa de Smaa til at lytte; og saadanne Øjeblikke, da de samledes om hans Stol, eller naar de om Dagen fik Lov til at følge ham ud i Marken eller i Stalden, var altid festlige Oplevelser for Børnene til Trods for, at Mads Vestrup var en nidkær Opdrager, der i sin Bibeltroskab ikke glemte at omsætte Faderkærligheden i Tugt og Formaning.

Moderen spurgte heller ikke mere, og Maaltidet skred frem under tyngende Tavshed.
Der var ikke andet paa Bordet end et Fad bart Smørrebrød og Kander med kogt Mælk. ^ Mads Vestrup ^ , der saae ud som en Fraadser, krævede streng Nøjsomhed baade af sig selv og sin Husstand . Han blev aldrig træt af at prise Selvforsagelse som ethvert Menneskes Pligt mod Gud og Næsten . Det kunde ^ undertiden hænde ham , at han ^ bukkede under for sin Naturs stærke Krav, især naar han ^ blev sat for en af sine Livretter , Risengrød eller Blodpølse eller fyldte Hvidkaalshoveder ; men til daglig gennemførte han sin Afholdenhed med stor Strenghed.
Inden de nu rejste sig fra Bordet, holdt han en lille Tale om det, som var sket ude paa Herregaarden. Hver Dag i Aaret, sagde han, og hver Time paa Dagen gjorde den kære Gud de dejligste Mirakler for os; han lod sin klare Sol skinne over Verden, kaldte nærende Korn og yndige Blomster frem af Mulde, skabte smaa levende Menneskebørn i sine 40 Engles Billede og lagde dem i vore Arme. Og alt saadant fandt Verdens Børn bare »naturligt« og ikke Snak værd, ja der var jo dem, som ikke engang syntes, at det var noget at sige Tak for. Men ikke saasnart havde en Doktor en Smule Held med Kniven eller med et Pulver, saa vidste vi straks ikke, hvordan vi var vendt, om det var Vorherre eller os selv, der styrede Verden. Men det vilde han sige, at i dette Hus taaltes ingen Formastelighed, og enhver maatte nu forstaa, hvad Tale der her turde føres om den Sag, som rimeligvis i den kommende Tid vilde optage Sindene paa Egnen.
Efter disse Ord bad han selv frabords; hvorpaa han tog den Mindste ved Haanden og gik ind i Dagligstuen.
Her ^ ^ plejede han at sidde lidt i Mørkningen med Børnene og fortælle dem et eller andet, oftest noget af den hellige Historie. Han, som var en daarlig Prædikant, havde en egen Gave til at tale med Børn. Navnlig forstod han at faa de Smaa til at lytte; og saadanne Øjeblikke, da de samledes om hans Stol, eller naar de om Dagen fik Lov til at følge ham ud i Marken eller i Stalden, var altid festlige Oplevelser for dem til Trods for, at Mads Vestrup var en nidkær Opdrager, der i sin Bibeltroskab ikke glemte at omsætte Faderkærligheden i Tugt og Formaning.

^ Maaltidet fortsattes i Tavshed. ^ Der var ikke andet paa Bordet end et Fad bart Smørrebrød og Kander med kogt Mælk. Ikke helt for ingenting havde Mads Vestrup Ord for at være en bekymret Vogter af sin Pengepung. Han , der saae ud som en Fraadser, paabød baade ^ sig selv og sin Husstand Spægelse som en religiøs ^ Pligt ^ . Det kunde ganske vist undertiden hænde ham , ^ ^ naar han ved Middagsbordet blev sat for en af sine Livretter som Risengrød eller Blodpølse eller Bankeflæsk ^ ^ med brunet Hvidkaal, at han bukkede under for sin Naturs stærke Krav og overfyldte sig. Men bagefter straffede han sig altid ^ med en endnu strengere Selvforsagelse.
Ved Maaltidets Slutning læste et af Børnene Bordbønnen. Derefter plejede han at samle Børneflokken hyggeligt om sig inde i Dagligstuen, hvor han da gerne fortalte dem et eller andet, oftest ^ af den hellige Historie. ^ ^ ^

^ Maaltidet fortsattes i Tavshed. ^ Der var ikke andet paa Bordet end et Fad bart Smørrebrød og Kander med kogt Mælk. Ikke helt for ingenting havde Mads Vestrup Ord for at være en bekymret Vogter af sin Pengepung. Han , der saa ud som en Fraadser, paabød baade ^ sig selv og sin Husstand Spægelse som en religiøs ^ Pligt ^ . Det kunde ganske vist undertiden hænde ham , ^ ^ naar han ved Middagsbordet blev sat for en af sine Livretter som Risengrød eller Blodpølse eller Bankeflæsk ^ ^ med brunet Hvidkaal, at han bukkede under for sin Naturs stærke Krav og overfyldte sig. Men bagefter straffede han sig altid selv med en endnu strengere Selvforsagelse.
Ved Maaltidets Slutning læste et af Børnene Bordbønnen. Derefter plejede han at samle Børneflokken hyggeligt om sig inde i Dagligstuen, hvor han da gerne fortalte dem et eller andet, oftest ^ af den hellige Historie. ^ ^ ^

^ Maaltidet fortsattes i Tavshed. ^ Der var ikke andet paa Bordet end et Fad bart Smørrebrød og Kander med kogt Mælk. Ikke helt for ingenting havde Mads Vestrup Ord for at være en bekymret Vogter af sin Pengepung. Han , der saae ud som en Fraadser, paabød baade ^ sig selv og sin Husstand Spægelse som en religiøs ^ Pligt ^ . Det kunde ganske vist undertiden hænde ham , ^ ^ naar han ved Middagsbordet blev sat for en af sine Livretter som Risengrød eller Blodpølse eller Bankeflæsk ^ ^ med brunet Hvidkaal, at han bukkede under for sin Naturs stærke Krav og overfyldte sig. Men bagefter straffede han sig altid selv med en endnu strengere Selvforsagelse.
Ved Maaltidets Slutning læste et af Børnene Bordbønnen. Derefter plejede han at samle Børneflokken hyggeligt om sig inde i Dagligstuen, hvor han da gerne fortalte dem et eller andet, oftest ^ af den hellige Historie. ^ ^ ^

Men denne Aften forlod han dem straks efter Bordet 41 og gik tavs over i sit eget Værelse paa den anden Side af Gangen ^ .
Den Mindste, en lille treaars Krøltop, blev staaende med Fingren i Munden og fulgte ham tildørs med Øjnene. Han var færdig at græde men vovede ikke at følge efter. For ham som for de andre Børn var Døren til Faderens Stue ^ ^ Indgangen til et helligt Sted – bevogtet ligesom Himmerigsporten af en Kerub med et Flammesværd.

Men denne Aften forlod han dem straks efter Bordet 41 og gik tavs over i sit eget Værelse paa den anden Side af Gangen ^ .
Den Mindste, en lille treaars Krøltop, blev staaende med Fingeren i Munden og fulgte ham tildørs med Øjnene. Purken var færdig at græde men vovede ikke at følge efter. For ham som for de andre Børn var Døren til Faderens Stue ^ ^ Indgangen til et helligt Sted — bevogtet ligesom Himmerigsporten af en Kerub med et Flammesværd.

Men denne Aften gik han til sin Kones og Børnenes Overraskelse straks over i sit eget Værelse paa den anden Side af Forstuen . Krøltoppen, der var løbet efter ham for at holde hans Haand, standsede med Fingren i Munden og ^ ^ ^ vovede ikke at følge . Døren til Faderens Stue var I, 30 for alle Børnene Indgangen til et helligt Sted – bevogtet ligesom Himmerigsporten af en Kerub med et Flammesværd.

Men denne Aften gik han til sin Kones og Børnenes Overraskelse straks over i sit eget Værelse paa den anden Side af I, 23 Forstuen . Krøltoppen, der var løbet efter ham for at holde hans Haand, standsede med Fingren i Munden og ^ ^ ^ vovede ikke at følge . Døren til Faderens Stue var for alle Børnene Indgangen til et helligt Sted — bevogtet ligesom Himmerigsporten af en Kerub med et Flammesværd.

Men denne Aften gik han til sin Kones og Børnenes Overraskelse straks over i sit eget Værelse paa den anden Side af Forstuen . Krøltoppen, der var løbet efter ham for at holde hans Haand, standsede med Fingren i Munden og ^ ^ ^ vovede ikke at følge . I, 23 Døren til Faderens Stue var for alle Børnene Indgangen til et helligt Sted – bevogtet ligesom Himmerigsporten af en Kerub med et Flammesværd.

Da Præstekonen lidt efter kom ind til sin Mand med den tændte Lampe, sad han henne i sin korte Voksdugssofa og røg en Pibe Tobak, hvad der var den eneste Luksus, han tillod sig. ^ Fru Stine var en lille , hofteskæv Kone nær Fyrretyveaarsalderen, nogle Aar ældre end sin Mand. ^ Hun var Datter af en forhenværende Skolelærer der fra Egnen , og de blev forlovede i hans allerførste Studenterdage . Dengang var hun en rødmosset Landsbypige, som Karlene sloges om ; men da de endelig kunde gifte sig, var hun allerede begyndt at falme, og nu var hun afblomstret indtil Stilken.

Da Præstekonen lidt efter kom ind til sin Mand med den tændte Lampe, sad han midt i den korte Voksdugssofa og røg en Pibe Tobak, som var den eneste Luksus, han tillod sig.
Fru Stine var en lille ^ hofteskæv Kone i Fyrretyveaarsalderen, nogle Aar ældre end sin Mand. Hendes sidste Barnefødsel havde gjort hende til Krøbling. Hun var en Lærerdatter der fra Egnen og blev forlovet med Mads Vestrup, da han endnu var ung Student . Dengang var hun en rødmusset Landsbypige, af hvis Skønhed der gik Ry ; men allerede før de kunde gifte sig, var hun ^ begyndt at falme, og nu var hun afblomstret indtil Stilken.

Hun satte Lampen hen paa Skrivebordet og blev staaende lidt og skruede paa den, mens hun ventede paa, at han skulde tale til hende. Hun havde noget paa Hjerte, stod og tyggede paa et Navn, som hun ikke havde Mod til at nævne. Det var den fremmede 42 Professor paa Favsingholm, som hun vilde have Lov til at søge Raad hos for sin syge Hofte.
Men Mads Vestrup sad som indemuret i sine egne Tanker, ^ ytrede sig kun ufrivilligt med sin drynende Halslyd.

Hun satte Lampen hen paa Skrivebordet og stod der nogen Tid og skruede paa den, som ventede hun paa, at han skulde tale til hende. Men Mads Vestrup sad ^ indemuret i sine ^ Tanker, – ytrede sig kun ufrivilligt med sin drynende Halslyd.

Hun satte Lampen hen paa Skrivebordet og stod der nogen Tid og skruede paa den, som ventede hun paa, at han skulde tale til hende. Men Mads Vestrup sad ^ indemuret i sine ^ Tanker, — ytrede sig kun ufrivilligt med sin drynende Halslyd.

» Var der noget, du vilde?« spurgte han endelig.
Stemmen lød saa fjern, Tonen var saa ligegyldig, at hun opgav at tale og haltede ud med Haanden paa Hoften. Men forinden havde hun set sit Snit til at tage et forkrøllet Brev op af Kjolelommen under sit Forklæde og lægge det fra sig paa Bordet uden at hendes Mand mærkede det.
Ved Døren standsede hun igen og spurgte:
» Saa kommer du ikke ind til Børnene i Aften?«
»Nej, jeg har en vigtig Sag at overveje, Stine. Det er den her Skrivelse, som jeg forleden fik fra Venstres Hovedbestyrelse. Jeg maa jo sende et Svar.«
Der slog en ny Frygt ud af den lille Kones forgræmmede Træk.
» Du vil jo ikke stille dig, Mads. Det vil du da ikke? Det har du jo saa bestemt sagt.«
» Men om nu Gud befalede mig det? ... Jeg har næsten den Tro, at Maalet er fuldt og Tiden kommen, da Herren vil samle de forsprængte Rester af sin Menighed og byde os at plante Golgata-Mærket midt i Døgnets Helvede. – Men gaa nu ind til Børnene, saa skal vi siden tale om det. Jeg har ogsaa noget at fortælle dig.«
43 Folk, der ^ bedømte Mads Vestrup efter hans Ydre, tog gerne helt fejl af ham og ansaae ham blandt andet for en Mand med en taabelig Selvfølelse. I Virkeligheden havde han meget beskedne Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham. Aldrig var det faldet ham ind, at han kunde være udset til at blive den genrejsende Kraft i det danske Folk og den danske Kirke.

» Var der noget, du vilde?« spurgte han endelig.
Stemmen lød saa fjern, Tonen var saa ligegyldig, at hun opgav at tale og haltede ud med Haanden paa Hoften. Men forinden havde hun set sit Snit til at tage et forkrøllet Brev op af Kjolelommen under sit Forklæde og lægge det fra sig paa Bordet uden at hendes Mand mærkede det.
Ved Døren standsede hun igen og spurgte:
» Saa kommer du ikke ind til Børnene i Aften?«
»Nej, jeg har en vigtig Sag at overveje, Stine. Det er den her Skrivelse, som jeg forleden fik fra Venstres Hovedbestyrelse. Jeg maa jo sende et Svar.«
Der slog en ny Frygt ud af den lille Kones forgræmmede Træk.
» Du vil jo ikke stille dig, Mads. Det vil du da ikke? Det har du jo saa bestemt sagt.«
» Men om nu Gud befalede mig det? ... Jeg har næsten den Tro, at Maalet er fuldt og Tiden kommen, da Herren vil samle de forsprængte Rester af sin Menighed og byde os at plante Golgata-Mærket midt i Døgnets Helvede. — Men gaa nu ind til Børnene, saa skal vi siden tale om det. Jeg har ogsaa noget at fortælle dig.«
43 Folk, der ^ bedømte Mads Vestrup efter hans Ydre, tog gerne helt fejl af ham og ansaae ham blandt andet for en Mand med en taabelig Selvfølelse. I Virkeligheden havde han meget beskedne Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham. Aldrig var det faldet ham ind, at han kunde være udset til at blive den genrejsende Kraft i det danske Folk og den danske Kirke.

Saa listede hun et forkrøllet Brev op af Kjolelommen under sit Forklæde , lagde det fra sig paa Bordet og haltede ud igen med Haanden paa den syge Hofte.
^ Folk, der ikke kendte Mads Vestrup og alene bedømte ham efter hans Ydre, saae kun Bonden i ham. ^

⇕ Torben og Jytte I, 1.7

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇐

Af sine Kaldsfæller paa Egnen betragtedes Mads Vestrup som et indskrænket og noget forstyrret Hoved , der ikke var til Pryd for Standen.

Af sine Kaldsfæller paa Egnen betragtedes han som en indskrænket og noget forstyrret Person , der ikke var til Pryd for Standen.

⇕ Torben og Jytte I, 1.8

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇐

De fleste Hjem i Sognet var i hans Øjne smittede af moderne Vantro. Flere ^ af Menigheden havde ligefrem løst Sognebaand til Provst Broberg eller en af de andre Judaspræster i hans Nabolav. Den gammeldags Fromhed , han havde taget i Arv fra sin Moder, havde gjort Mads Vestrup til en dybt ensom Mand .

Men ogsaa i sin egen Menighed var han til I, 31 Besvær paa Grund af sin gammeldags Tro, som næsten ingen delte med ham. Mange Familjer havde ^ løst Sognebaand til Nabopræsterne , der alle i hans Øjne var smittede af Tidens Vantro. Han var en meget ensom Mand ,

Men ogsaa i sin egen Menighed var han til Besvær paa Grund af sin gammeldags Tro, som næsten ingen delte med ham. Mange Familjer havde ^ løst Sognebaand til Nabopræsterne , der alle i hans Øjne var smittede af Tidens Vantro. Han var en meget ensom Mand ,

⇕ Torben og Jytte I, 1.4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

Han vidste altfor godt, at hans boglige Viden var mangelfuld, og at han heller ikke besad den ydre Personlighed eller den Art Veltalenhed , der virkede paa Masserne. Han havde derfor hidtil uden lang Betænkning afslaaet de forskellige Opfordringer til at træde ind i det offentlige Liv, som han i Aarenes Løb havde modtaget – rigtignok for det meste af Folk, der uden at bekymre sig om hans ^ ^ religiøse Anskuelser ^ kun kendte ham som ^ den paalidelige Demokrat , der paa Valgdagen var Stiller for Almuens Talsmand.
Saa sad der ogsaa i hans Sind en skjult Frygt, der havde holdt de dumpe Kampdrifter i hans Blod i Tømme. Ungdomsminderne fra den store By skræmmede ham. For sin Barnetro frygtede han vel ikke mere; men der var andre Farer i Sodoma, og han havde jo set, at kun faa af de Mænd, som kom ind i det politiske Livs Hvirvel, slap ud derfra uden at have taget Skade paa Karakteren. Selv støtte jyske Bønder i Vadmel vendte efter blot et Par Aars 44 Rigsdagsliv hjem med al Hovedstadens Fordærvelse hængende i Klæderne.
Endelig var der ogsaa den økonomiske Side af Sagen. Trods Diæterne var det slet ikke saa sikkert, at han vilde kunne holde sig skadesløs. Og Familjen kunde han ikke føre med sig. Hans Kone maatte overtage ikke alene Børnenes Opdragelse men ogsaa Tilsynet med Bedriften, og hvordan skulde det vel gaa? Hvad vilde der ikke kunne bortødsles ved Sløseri og Tankeløshed under hans Fraværelse? Han havde sagt til sig selv, at en Mand med en svag Kone og fire Børn at tage Vare paa havde den Pligt at blive ved Stavnen, og altsaa kunde han heller ikke være udset af Forsynet til at blive en Fører for Folket.
Men nu havde Oplevelsen paa Herregaarden ^ sluppet den bundne Vildskab løs hos ham ^ . Han hørte Hærskrig i Luften, hver Gang han saae Asmus Hagens Porcellænsansigt for sig. Kampens Dage var sikkerlig kommen nu. Derom følte han sig mere og mere overbevist. Og var det virkelig Herrens Vilje, at ogsaa han, som der stod skrevet, skulde beskikke sit Hus og binde op om sine Lænder, – nu, saa var han ogsaa beredt!

Han vidste altfor godt, at hans boglige Viden var mangelfuld, og at han heller ikke besad den ydre Personlighed eller den Art Veltalenhed , der virkede paa Masserne. Han havde derfor hidtil uden lang Betænkning afslaaet de forskellige Opfordringer til at træde ind i det offentlige Liv, som han i Aarenes Løb havde modtaget — rigtignok for det meste af Folk, der uden at bekymre sig om hans ^ ^ religiøse Anskuelser , kun kendte ham som ^ den paalidelige Demokrat , der paa Valgdagen var Stiller for Almuens Talsmand.
Saa sad der ogsaa i hans Sind en skjult Frygt, der havde holdt de dumpe Kampdrifter i hans Blod i Tømme. Ungdomsminderne fra den store By skræmmede ham. For sin Barnetro frygtede han vel ikke mere; men der var andre Farer i Sodoma, og han havde jo set, at kun faa af de Mænd, som kom ind i det politiske Livs Hvirvel, slap ud derfra uden at have taget Skade paa Karakteren. Selv støtte jyske Bønder i Vadmel vendte efter blot et Par Aars 44 Rigsdagsliv hjem med al Hovedstadens Fordærvelse hængende i Klæderne.
Endelig var der ogsaa den økonomiske Side af Sagen. Trods Diæterne var det slet ikke saa sikkert, at han vilde kunne holde sig skadesløs. Og Familjen kunde han ikke føre med sig. Hans Kone maatte overtage ikke alene Børnenes Opdragelse men ogsaa Tilsynet med Bedriften, og hvordan skulde det vel gaa? Hvad vilde der ikke kunne bortødsles ved Sløseri og Tankeløshed under hans Fraværelse? Han havde sagt til sig selv, at en Mand med en svag Kone og fire Børn at tage Vare paa havde den Pligt at blive ved Stavnen, og altsaa kunde han heller ikke være udset af Forsynet til at blive en Fører for Folket.
Men nu havde Oplevelsen paa Herregaarden ^ sluppet den bundne Vildskab løs hos ham ^ . Han hørte Hærskrig i Luften, hver Gang han saae Asmus Hagens Porcellænsansigt for sig. Kampens Dage var sikkerlig kommen nu. Derom følte han sig mere og mere overbevist. Og var det virkelig Herrens Vilje, at ogsaa han, som der stod skrevet, skulde beskikke sit Hus og binde op om sine Lænder, — nu, saa var han ogsaa beredt!

hvem Dagenes Byrde tidlig havde ældet.
Naar han gik omkring i den daglige Tummerumme, var der noget sløvt og søvnigt over ham. De vilde Kampdrifter i hans Blod blev holdt i Tømme af hans sygelige Bekymringer for Udkommet og af dette tunge Legeme , der voldte ham mangehaande Besværligheder. Mens de fleste ^ ^ af ^ hans Kaldsfæller var geskæftigt paafærde allevegne som religiøse , politiske eller sociale Agitatorer , gik han mere og mere op i sit Landbrug og i Omsorgen for sin Familje. Trods den Selvfølelse , der kunde bruse frem hos ham overfor Folk, der vilde se ham over Hovedet, havde han i Virkeligheden meget beskedne Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham. Han vidste godt, at han ikke var nogen veltalende Mand og ikke besad den Art ydre Personlighed, som gjorde Indtryk paa Masserne. Og forøvrigt retfærdiggjorde han sin Mangel paa Daadskraft med ^ den Betragtning, at en Mand med en svag Kone og fire Børn at forsørge ikke kunde være udset af Gud til ene at tage Kampen op mod Helvede.
Den Vildskab, som Oplevelsen paa Herregaarden et Øjeblik havde sluppet ^ løs hos ham , var da ogsaa allerede ved at slaa over i en tung og mørk Nedstemthed . Han ^ saae i Tankerne Torben Dihmer kaste Kæppen og blomstre I, 32 op i Sundhed og Kraft som ved et virkeligt Mirakel. ^ ^

hvem Dagenes Byrde tidlig havde ældet.
Naar han gik omkring i den daglige Tummerumme, var der noget sløvt og søvnigt over ham. De vilde Kampdrifter i hans Blod blev holdt i Tømme af hans sygelige Bekymringer for Udkommet og af dette tunge Legeme , der voldte ham mangehaande Besværligheder. Mens de fleste ^ ^ af ^ hans Kaldsfæller var geskæftigt I, 24 paafærde allevegne som religiøse , politiske eller sociale Agitatorer , gik han mere og mere op i sit Landbrug og i Omsorgen for sin Familje. Trods den Selvfølelse , der kunde bruse frem hos ham overfor Folk, der vilde se ham over Hovedet, havde han i Virkeligheden meget beskedne Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham. Han vidste godt, at han ikke var nogen veltalende Mand og ikke besad den Art ydre Personlighed, som gjorde Indtryk paa Masserne. Og forøvrigt retfærdiggjorde han sin Mangel paa Daadskraft med ^ den Betragtning, at en Mand med en svag Kone og fire Børn at forsørge ikke kunde være udset af Gud til ene at tage Kampen op mod Helvede.
Den Vildskab, som Oplevelsen paa Herregaarden et Øjeblik havde sluppet ^ løs hos ham , var da ogsaa allerede ved at slaa over i en tung og mørk Nedstemthed . Han ^ saae i Tankerne Torben Dihmer kaste Kæppen og blomstre op i Sundhed og Kraft som ved et virkeligt Mirakel. ^ ^

hvem Dagenes Byrde tidlig havde ældet.
Naar han gik omkring i den daglige Tummerumme, var der noget sløvt og søvnigt over ham. De vilde Kampdrifter i hans Blod blev holdt i Tømme af hans sygelige Bekymringer for Udkommet og af dette tunge Legeme , der voldte ham mangehaande Besværligheder. Mens de fleste ^ ^ af ^ hans Kaldsfæller var geskæftigt paafærde allevegne som religiøse , politiske eller sociale Agitatorer , gik han mere og mere op i sit Landbrug og i Omsorgen I, 24 for sin Familje. Trods den Selvfølelse , der kunde bruse frem hos ham overfor Folk, der vilde se ham over Hovedet, havde han i Virkeligheden meget beskedne Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham. Han vidste godt, at han ikke var nogen veltalende Mand og ikke besad den Art ydre Personlighed, som gjorde Indtryk paa Masserne. Og forøvrigt retfærdiggjorde han sin Mangel paa Daadskraft med ^ den Betragtning, at en Mand med en svag Kone og fire Børn at forsørge ikke kunde være udset af Gud til ene at tage Kampen op mod Helvede.
Den Vildskab, som Oplevelsen paa Herregaarden et Øjeblik havde sluppet ^ løs hos ham , var da ogsaa allerede ved at slaa over i en tung og mørk Nedstemthed . Han ^ saae i Tankerne Torben Dihmer kaste Kæppen og blomstre op i Sundhed og Kraft som ved et virkeligt Mirakel. ^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 1.8

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇐

Ja, Satan var en gavmild Herre at tjene! Nu laa Livet atter for dette gudløse Menneske som en sorgløs Leg. ^ I Stedet for Død og retfærdig Straf i Helvedpølen vinkede der ham ny Lyst og nye Glæder af Syndens Overflod. Havde Gud da ^ underkastet sig? Havde Satan sejret? ...

Han saae dette gudløse Menneske vende tilbage til Livet ^ for at fortsætte det som en sorgløs Leg.
Ja, tænkte han, Mørkets Fyrste var en gavmild Herre at tjene! I Stedet for Død og retfærdig Straf i Helvede vinkede der ^ ny Lyst og nye Glæder af Syndens Overflod. Havde Gud da virkelig underkastet sig? Havde Satan sejret? ...

⇕ Torben og Jytte I, 1.4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

Han ^ havde rejst sig fra Sofaen for at hænge den udgaaede Pibe hen paa Brædtet. Paa Tilbagevejen standsede han ved Synet af det Brev, som hans 45 Kone havde efterladt paa Skrivebordet, og han stod nogle Øjeblikke og saae forbavset paa det med den pudsige Maaben, der var ham egen ^ ^ .

Han søgte paany Trøst i den Tanke, at Regnskabets Time og den store Dom undgik ingen. Ogsaa de Onde havde deres Løn »borte«. Han vidste jo nok, at der var visse Halvmands-Kristne, der forkastede Tanken om et Pinested som uforenelig med Troen paa Guds Kærlighed og tænkte sig den uomvendte Synders Skæbne som en evig Udslettelse. Men det var at paalyve den Alvise et dumt og skændigt Selvforræderi. Det vilde netop ikke være Kærlighed men et rent ud djævelsk Paahit, dersom saadanne frække Spottere, der her i Kødets Verden boltrede sig i alle Laster og svælgede i Vellyst, ved Hjælp af en Læges Trolddomskunster kunde aande ud i et saligt Suk, vejres hen i Intethed som en skiden Lugt. Men saadan var det heller ikke. Nej, i deres Dødsstund vilde Helvede aabne sit Mørkegab for de ulykkelige , og der var sikkert nok beredt dem en frygtelig men retfærdig Straf .

Han søgte paany Trøst i den Tanke, at Regnskabets Time og den store Dom undgik ingen. Ogsaa de Onde havde deres Løn »borte«. Han vidste jo nok, at der var visse Halvmands-Kristne, der forkastede Tanken om et Pinested som uforenelig med Troen paa Guds Kærlighed og tænkte sig den uomvendte Synders Skæbne som en evig Udslettelse. Men det var at paalyve den Alvise et dumt og skændigt Selvforræderi. Det vilde netop ikke være Kærlighed men et rent ud djævelsk Paahit, dersom saadanne frække Spottere, der her i Kødets Verden boltrede sig i alle Laster og svælgede i Vellyst, ved Hjælp af en Læges Trolddomskunster kunde aande ud i et saligt Suk, vejres hen i Intethed som en skiden Lugt. Men saadan var det heller ikke. Nej, i deres Dødsstund vilde Helvede aabne sit Mørkegab for de Ulykkelige , og der var sikkert nok beredt dem en frygtelig men retfærdig Straf .

^ ^

Han rejste sig op for at hænge den udgaaede Pibe hen paa Brædtet. Paa Tilbagevejen standsede han ved Skrivebordet, da han opdagede det Brev, som hans Kone havde efterladt der.

I, 25 Han rejste sig op for at hænge den udgaaede Pibe hen paa Brædtet. Paa Tilbagevejen standsede han ved Skrivebordet, da han opdagede det Brev, som hans Kone havde efterladt der.

Han rejste sig op for at hænge den udgaaede Pibe hen paa Brædtet. Paa Tilbagevejen standsede han ved Skrivebordet, da I, 25 han opdagede det Brev, som hans Kone havde efterladt der.

⇕ Torben og Jytte I, 1.3

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇐

Hans tykke Ansigt aabnede sig paany ^ med et ganske molboagtigt Udtryk af Forbavselse – og dennegang uden al Forstillelse .

Hans tykke Ansigt aabnede sig paany ^ med et ganske molboagtigt Udtryk af Forbavselse — og dennegang uden al Forstillelse .

Han stod nogen Tid med det i Haanden I, 31 og betragtede det med den molboagtige Maaben, der var ham egen, naar han overraskedes ^ ^ .

Han stod nogen Tid med det i Haanden og betragtede det med den molboagtige Maaben, der var ham egen, naar han overraskedes ^ ^ .

⇕ Torben og Jytte I, 1.4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

» Hvad er det for et Brev?« sagde han højt.

Det viste sig, at Konvolutten , som var aabnet, bar hans Kones Navn , og baade Udskriften og selve Brevet var skrevet med fordrejet Haand.

^ Konvolutten , som var aabnet, bar hans Kones Navn ; og baade Udskriften og selve Brevet var skrevet med fordrejet Haand.

Konvoluten ^ , som var aabnet, bar hans Kones Navn ; og baade Udskriften og selve Brevet var skrevet med fordrejet Haand.

» Hvad er det her for Kæltringstreger?«

» Hvad er det her for Kæltringestreger!«

Pludselig løb Blodet ham fra Kinderne, og hans Hænder begyndte at ryste. Brevet , der var undertegnet » En Troende af Menigheden «, indeholdt en Opfordring til hans Kone om at have et vaagent Øje med Jørgen Stauns Gaard paa Bakken. » Din Mand har sin Gang der tidlig og silde , og Oleane er en Møgmær, som jo Alle veed.«

^ Brevet ^ var undertegnet » En Troende af Menigheden « og indeholdt en Opfordring til hans Kone om at have et vaagent Øje med Jørgen Stauns Gaard paa Bakken. » Din Mand har sin Gang der ^ , og Oleane er en Møgmær, som jo alle veed.«

Mads Vestrup undersøgte nøje Haandskriften, Frimærkets Poststempel ^ ^ og tilsidst selve Konvolutten, idet han holdt den op for Lampeskæret. ^ Og nu svulmede Halsen paa ham , og Ansigtet blaanede, som om han skulde kvæles .

Han undersøgte ^ Frimærkets Poststempel , Konvolutten og tilsidst Vandmærket i Papiret, som han holdt ^ op for Lampeskæret.
Og nu svulmede Halsen paa ham ^ . ^

Han undersøgte ^ Frimærkets Poststempel , Konvoluten og tilsidst Vandmærket i Papiret, som han holdt ^ op for Lampeskæret.
Og nu svulmede Halsen paa ham ^ . ^

⇕ Torben og Jytte I, 1.8

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇐

Et nyt, mørkt Uvejr var brudt ind over hans Sind.

Et nyt, mørkt Uvejr brød ind over hans Sind.

⇕ Torben og Jytte I, 1.4

⇕ De Dødes Rige 1.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 1.4

»Nej, dette er dog –!« sagde han og slog Haanden i Bordet ^ .

»Nej, dette er dog —!« sagde han og slog Haanden i Bordet ^ .

Han ^ ^ slog Haanden i Bordet , saa det rungede .

I tre Skridt stormede han over Gulvet, rev Døren op og raabte ud gennem den mørke Forstue, hvor en smal Lysstribe røbede, at Dagligstuedøren var ^ ladet paaklem:

»Nej, det her er dog for galt!«
Han rev Døren op og raabte ud gennem den mørke Forstue, hvor en smal Lysstribe røbede, at Dagligstuedøren var bleven ladet paaklem:

»Stine! Er du derinde? ... Vil du komme et Øjeblik .«

»Stine! Er du derinde? ... Aa, hør et Øjeblik !«

46 Det varede temmelig længe, inden hun kom , og det var med en utryg Stirren, hun klemte sig ind ad Døren og blev staaende op ad Væggen med Haanden paa Hoften . Men hendes Mands Kalden havde heller ikke lydt som nogen angerfuld Anraabelse. Der havde tværtimod været Dommedagsbebudelse deri.

Det varede temmelig længe, inden hun kom ; og det var med en utryg Skæven til Skrivebordet, at hun klemte sig ind ^ og blev staaende henne ved Døren . Men hendes Mands Kalden havde heller ikke lydt som en bodfærdig Anraabelse. Der havde tværtimod været Dommedagsbebudelse deri.

» Hvad er det her for noget?« spurgte han og rystede Brevet foran hendes Ansigt.

I, 34 » Hvad er det her for noget?« spurgte han og rystede Brevet foran hendes Ansigt.

» Hvad er det her for noget?« spurgte han og rystede Brevet foran hendes Ansigt.

»Ja, hvad er det?« sagde hun og rettede sine mørke Øjne paa ham med en dristig Anklage.

» Hold ^ op med det Komedievæsen! Det er jo dig selv, der har skrevet det Brev. Nægt det it ’. Jeg har jo Beviser!«

» Hold nu op med det Komedievæsen! Det er jo dig selv, der har skrevet det Brev. Nægt det it ’!«

Stine Vestrup holdt Armen parat til at afbøde et Slag. Det var engang imellem hændet, at hendes Mand i Hidsighed havde forløbet sig overfor hende.

Stine Vestrup holdt Armen parat til at afbøde et Slag. Det var et Par Gange hændet, at hendes Mand i Hidsighed havde forløbet sig overfor hende.

I, 26 Stine Vestrup holdt Armen parat til at afbøde et Slag. Det var et Par Gange hændet, at hendes Mand i Hidsighed havde forløbet sig overfor hende.

Stine Vestrup holdt Armen parat til at afbøde et Slag. Det var et Par Gange hændet, at hendes Mand i Hidsighed havde forløbet sig overfor hende.

» Jeg har ikke skrevet det,« sagde hun og stirrede ham forhærdet ind i Øjnene.

I, 26 » Jeg har ikke skrevet det,« sagde hun og stirrede ham forhærdet ind i Øjnene.

» Du lyver! Du lyver! Jeg siger dig, jeg har Beviser! Du har jo været saa dum at tage en af ^ mine egne Konvolutter . Og det Tøjeri ligner dig da ogsaa godt nok , du skamløse Kvind ! Det er jo it’ første Gang, du har kastet Skarn paa hæderlige Kvinders Rygte og bagvadsket din egen Mand. Men at sætte dig hen og skrive den Slags Sager, det er dog noget nyt. – Pøj, siger jeg! Pøj! – Gjorde jeg dig din Ret, 47 saa slog jeg det skidne Præk op paa Smedens Port, saa Enhver kunde se, hvad Slags Menneske du er , og tage sig i Vare for dig .«

» Du lyver! Du lyver! Jeg siger dig, jeg har Beviser! Du har jo været saa dum at tage en af ^ mine egne Konvolutter . Og det Tøjeri ligner dig da ogsaa godt nok , du skamløse Kvind ! Det er jo it’ første Gang, du har kastet Skarn paa hæderlige Kvinders Rygte og bagvadsket din egen Mand. Men at sætte dig hen og skrive den Slags Sager, det er dog noget nyt. — Pøj, siger jeg! Pøj! — Gjorde jeg dig din Ret, 47 saa slog jeg det skidne Præk op paa Smedens Port, saa Enhver kunde se, hvad Slags Menneske du er , og tage sig i Vare for dig .«

» Du lyver! Du ^ har jo været saa dum at ta’ af Papiret til mine Tjenesteskrivelser . Og det Tøjeri ligner dig da ogsaa godt nok ^ ! Det er jo it’ første Gang, du har bagvasket din egen Mand. Men at sætte sig hen og skrive den Slags Sager, det er dog noget nyt. ^ ^ ^ Gjorde jeg dig din Ret, slog jeg det skidne Præk op paa Smedens Port, saa enhver kunde se, hvad Slags Menneske du er ^ .«

Denne sidste Trusel fik endelig Stine Vestrups stive Nakke til at bøje sig. Klagende sank hun ned paa Kanten af en Stol med Forklædet trykket for Øjnene.

Denne ^ Trusel fik ^ Stine Vestrups stive Nakke til at bøje sig. Klagende sank hun ned paa Kanten af en Stol med Forklædet trykket for Øjnene.

» Aa Mads; jeg veed it’ selv, hvad jeg gør i den her Tid. Jeg er saa syg – saa syg – saa syg.«

» Aa Mads; jeg veed it’ selv, hvad jeg gør i den her Tid. Jeg er saa syg — saa syg — saa syg.«

»Aa, Mads; jeg veed it’ selv, hvad jeg gør i den her Tid. Jeg er saa syg – saa syg – saa syg.«

»Aa, Mads; jeg veed it’ selv, hvad jeg gør i den her Tid. Jeg er saa syg — saa syg — saa syg.«

»Aa, Mads; jeg veed it’ selv, hvad jeg gør i den her Tid. Jeg er saa syg – saa syg – saa syg.«

Mads Vestrup gik stakaandet op og ned ad Gulvet , og Sveden drev ham ned ad Kinderne . Men bedst som det var, gav han sig til at slide Brevet i mange smaa Stykker . Gik saa hen til Kakkelovnen og kastede det paa Ilden .

Ganske stakaandet gik Mads Vestrup frem og tilbage paa Gulvet ^ . Han sled Brevet i mange ^ Stykker ^ og kastede det tilsidst i Kakkelovnen .

»Ja, ja ^ – Stine!« sagde han allerede formildet. » Lad saa den Historie være glemt da, ligesom jeg har glemt og tilgivet de andre . Men nu skulde det helst være sidste Gang, du kom med den Slags.«

»Ja, ja — ^ Stine!« sagde han allerede formildet. » Lad saa den Historie være glemt da, ligesom jeg har glemt og tilgivet de andre . Men nu skulde det helst være sidste Gang, du kom med den Slags.«

» Ja ja , – Stine!« sagde han øjeblikkelig formildet. » Lad saa den Historie være glemt da, som jeg har glemt I, 35 og tilgivet de andre . Men nu skulde det helst være sidste Gang, du kom med den Slags.«

» Ja ja , — Stine!« sagde han øjeblikkelig formildet. » Lad saa den Historie være glemt da, som jeg har glemt og tilgivet de andre ! Men nu skulde det helst være sidste Gang, du kom med den Slags.«

» Ja ja , – Stine!« sagde han øjeblikkelig formildet. » Lad saa den Historie være glemt da, som jeg har glemt og tilgivet de andre ! Men nu skulde det helst være sidste Gang, du kom med den Slags.«

Han havde sine Grunde til ikke at gaa altfor strengt i Rette med hende. Skønt der snart ikke var et Kvindemenneske paa Egnen lige ned til Fattighusets gamle Kællinger , som hun ikke havde haft ham mistænkt for at staa i Forhold til, blev hans Vrede mod hende altid kun en Straaild. Han kunde ikke skjule for ^ sig selv, at Synet af en blomstrende Kvinde virkelig ofte førte hans Tanker paa Afveje. Med Blu maatte han daglig bekende det for sin Gud. Ja, der havde været Tider, navnlig i hans første Præsteaar, da han 48 i sin dybe Skam derover alvorligt tænkte paa at gøre Fortræd paa sig selv for at blive Forargelsen kvit. Heller ikke kunde han sige sig fri for at have set paa Jørgen Stauns Oleane med urene Øjne; men han vidste ogsaa, at han fra det Øjeblik, han var bleven klar over Faren, havde lagt Bukke paa Vejen imellem dem. I mere end en Maaned havde han ikke sat sin Fod i det gamle Hjem, som dog i saa mange Aar havde været ham en kær Tilflugt. Derfor forstod han ikke, hvordan Stine var kommen til sin Mistanke . Men han havde mærket det før , at hun kunde blive næsten som synsk paa de Tider, da hendes Skinsyge helt besatte hende.

^ Skønt der snart ikke fandtes det Kvindemenneske paa Egnen ^ , som hun ikke havde ^ ham mistænkt for at staa i Forhold til, blev hans Vrede mod hende altid kun en Straaild. Han følte den inderligste Medlidenhed med hende og havde desuden andre Grunde til ikke at gaa for strengt i Rette med hende.
Hvordan Stine var kommen til sin Mistanke mod Oleane, forstod han ikke. Han havde netop saa vidt muligt holdt sig borte fra Jørgen Stauns Gaard, siden hans Barndomskæreste var bleven Kone der . Men han havde mærket det før . Stine kunde blive næsten som synsk paa de Tider, da hendes Skinsyge helt besatte hende.

Den ulykkelige Kone tørrede sine Øjne. Der var noget, hun vilde sige; men det blev hver Gang kun til en ^ Snøften . Først da hun havde rejst sig og allerede stod ved Døren, fik hun det endelig frem. ^

Den ulykkelige Kone ^ blev ved at tørre sine rødkantede Øjne under megen Snøften . Der var noget, hun vilde sige men ikke havde Mod til at faa frem. Endelig brast det ud af hende:

Den ulykkelige Kone ^ blev ved at tørre sine rødkantede Øjne I, 27 under megen Snøften . Der var noget, hun vilde sige men ikke havde Mod til at faa frem. Endelig brast det ud af hende:

Den ulykkelige Kone ^ blev ved at tørre sine rødkantede Øjne under megen Snøften . Der var noget, hun vilde sige men ikke havde Mod til at faa frem. Endelig brast det ud af hende:

» Tror du ikke, Mads, at jeg kunde faa Lov til at snakke med den Professor, der er kommen til Favsingholm ?«

» Tror du ikke, Mads, at jeg kunde faa Lov til at snakke med den Professor, der er kommen til Favsingholm ? Dersom han nu kendte et Raad ogsaa for min Sygdom. Saa kunde du maaske igen blive noget glad for mig.«

» Tror du ikke, Mads, at jeg kunde faa Lov til at snakke med I, 27 den Professor, der er kommen til Favsingholm ? Dersom han nu kendte et Raad ogsaa for min Sygdom. Saa kunde du maaske igen blive noget glad for mig.«

Mads Vestrup standsede sin Gang over Gulvet og sagde forundret men uden Uvilje :
» Vil du sige mig, hvad det skulde gøre godt for, Stine?«
» Dersom han nu kendte et Raad ogsaa for min Sygdom?«
» Synes du ikke, vi har prøvet nok af den Slags ? 49 Du kan jo ikke allerede have glemt , hvordan det gik ifjor, da du – meget mod min Vilje – tog ind til Randers og søgte ham denher omrejsende Bandagist og Markskriger ^ . Den skammelige Bedrager! Fyrretyve Kroner tog han for det Bælte. Og hvad hjalp det saa? Du blev bare daarligere af at bruge det. Fyrretyve Kroner kastet paa Møddingen ! Det synes jeg dog ikke, vi skulde gøre om igen !«

Mads Vestrup standsede sin Gang over Gulvet og sagde forundret men uden Uvilje :
» Vil du sige mig, hvad det skulde gøre godt for, Stine?«
» Dersom han nu kendte et Raad ogsaa for min Sygdom?«
» Synes du ikke, vi har prøvet nok af den Slags ? 49 Du kan jo ikke allerede have glemt , hvordan det gik ifjor, da du — meget mod min Vilje — tog ind til Randers og søgte ham denher omrejsende Bandagist og Markskriger ^ . Den skammelige Bedrager! Fyrretyve Kroner tog han for det Bælte. Og hvad hjalp det saa? Du blev bare daarligere af at bruge det. Fyrretyve Kroner kastet paa Møddingen ! Det synes jeg dog ikke, vi skulde gøre om igen !«

Mads Vestrup standsede foran hende og svarede :
» Synes du ikke, at du har prøvet nok af den Slags, Stine ? Du kan jo ikke allerede ha’ glemt ham, den her ^ ^ ^ ^ omrejsende Bandagist og Markskriger forgangen Aar . Den skammelige Bedrager! Fyrretyve Kroner tog han for I, 36 det Bælte. Og hvad hjalp det saa? Du blev bare daarligere af at bruge det. Fyrretyve Kroner smidt paa Møddingen . Det synes jeg dog ikke, vi skulde gøre om igen .«

Mads Vestrup standsede foran hende og svarede :
» Synes du ikke, at du har prøvet nok af den Slags, Stine ? Du kan jo ikke allerede ha’ glemt ham, den her ^ ^ ^ ^ omrejsende Bandagist og Markskriger forgangen Aar . Den skammelige Bedrager! Fyrretyve Kroner tog han for det Bælte. Og hvad hjalp det saa? Du blev bare daarligere af at bruge det. Fyrretyve Kroner smidt paa Møddingen . Det synes jeg dog ikke, vi skulde gøre om igen .«

» Men denher er jo da rigtig Professor. Og rigtig Doktor. Han skal jo endda være en af de første.«

» Men han her er ^ da rigtig Professor. Og rigtig Doktor. Han skal jo endda være en af de første.«

Mads Vestrup rystede tungt paa Hovedet.
»Stine! Jeg har sagt dig det ^ tidt: Der er kun een sand Læge for os ^ Mennesker. Det er Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, vor Herre. Han lærte os at bære vort Kors med Taalmodighed i Haabet om den evige Fred og Glæde hisset. Der er ikke Frelse i noget andet.«

^ »Stine! Jeg har sagt dig det saa tidt: Der er kun een sand Læge for os stakkels Mennesker. Det er Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, vor Herre. Han lærte os at bære vort Kors med Taalmodighed i Haabet om den evige Fred og Glæde hisset. Der er ikke Frelse i noget andet.«

Da Stine var gaaet, satte Mads Vestrup sig hen i Sofaen for at vende tilbage til de stærke Tanker, som han paa en saa uværdig Maade var bleven revet ud af. Men den kampmodige Stemning var jaget paa Flugt og vilde ikke lade sig indfange. Hverdagens Bekymringer havde paany trukket sin magiske Kridtstreg omkring ham, og han stønnede pludselig højt som en Trækokse under Aaget.

V .

⇕ Torben og Jytte I, 1.5

⇕ De Dødes Rige 1.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 1.5

50 U de paa Herregaarden var alle Lysene slukket , da det røde Maaneansigt løftede sig over Skoven med den ene Kind formørket. ^ Asmus Hagen, der havde tilbragt hele den foregaaende Nat paa Rejse, var gaaet i Seng med Hønsene , og Torben havde været saa udmattet af Dagens mange Sindsbevægelser, at han endnu tidligere var bragt til Hvile . For at skaffe ham Søvn havde den medicinske Troldmand ^ ^ tilberedt ham et Pulver , som var nøje afpasset efter hans hele Tilstand . Han var da ogsaa hurtigt faldet til Ro , og ^ for første Gang i lange Tider sov han uden Afbrydelser lige til Daggryet .

U de paa Herregaarden var alle Lysene slukket , da det røde Maaneansigt løftede sig over Skoven med den ene Kind formørket. ^ Asmus Hagen, der havde tilbragt hele den foregaaende Nat paa Rejse, var gaaet i Seng med Hønsene , og Torben havde været saa udmattet af Dagens mange Sindsbevægelser, at han endnu tidligere var bragt til Hvile . For at skaffe ham Søvn havde den medicinske Troldmand ^ ^ tilberedt ham et Pulver , som var nøje afpasset efter hans hele Tilstand . Han var da ogsaa hurtigt faldet til Ro , og ^ for første Gang i lange Tider sov han uden Afbrydelser lige til Daggryet .

Paa ^ Herregaarden var ^ Lysene allerede slukkede et Par Timer efter Solnedgang , da det røde Maaneansigt løftede sig over Skoven med den ene Kind formørket. Ogsaa Asmus Hagen, der havde tilbragt hele den foregaaende Nat paa Rejse, var gaaet i Seng med Hønsene . For at skaffe Torben Hvile efter Dagens mange Sindsbevægelser havde han tilberedt ham et Sovepulver , som var nøje afpasset efter hans ^ Tilstand ^ , og Resultatet blev, at Torben for første Gang i lange Tider faldt i Søvn næsten øjeblikkelig .

Paa ^ Herregaarden var ^ Lysene allerede slukkede et Par Timer efter Solnedgang , da det røde Maaneansigt løftede sig over Skoven med den ene Kind formørket. Ogsaa Asmus Hagen, der havde tilbragt hele den foregaaende Nat paa Rejse, var gaaet i Seng med Hønsene . For at skaffe Torben Hvile efter mange Dages Sindsbevægelser havde han tilberedt ham et Sovepulver , som var nøje afpasset efter hans ^ Tilstand ^ , og Resultatet blev, at Torben for første Gang i lange Tider faldt i Søvn næsten øjeblikkelig .

Gamle Barbara, der laa i et Kammer ved Siden af, og som plejede at blive kaldt op et Par Gange i Løbet af Natten for at rette paa hans Leje eller give ham noget ^ at drikke eller blot for at underholde ham lidt i de lange, søvnløse Timer, – Barbara var hvert Øjeblik oppe af sin Seng og lyttede ængstelig ved Dørklemmen . Men hun hørte ham stadig sove med rolige Aandedrag og blot snakke lidt i Søvne nu og da.

Gamle Barbara, der laa i et Kammer ved Siden af, og som plejede at blive kaldt op et Par Gange i Løbet af Natten for at rette paa hans Leje eller give ham noget ^ at drikke eller blot for at underholde ham lidt i de lange, søvnløse Timer, — Barbara var hvert Øjeblik oppe af sin Seng og lyttede ængstelig ved Dørklemmen . Men hun hørte ham stadig sove med rolige Aandedrag og blot snakke lidt i Søvne nu og da.

^ Barbara, der laa i et Kammer ved Siden af, og som plejede at blive kaldt op flere Gange om Natten for at rette paa hans Leje eller give ham noget varmt at drikke , blev helt ængstelig. Hvert ^ ^ Øjeblik stod hun op af sin Seng for at lytte ved Døren . Men hun hørte ham stadig sove roligt, blot snakke lidt i Søvne nu og da.

^ Barbara, der laa i et Kammer ved Siden af, og som plejede at blive kaldt op flere Gange om Natten for at rette paa hans I, 28 Leje eller give ham noget varmt at drikke , blev helt ængstelig. Hvert ^ ^ Øjeblik stod hun op af sin Seng for at lytte ved Døren . Men hun hørte ham stadig sove roligt, blot snakke lidt i Søvne nu og da.

Først den sprukne Morgenklokke ovre i Avlsgaarden vækkede ham. Med en vidunderlig Følelse af Udhvilethed , som han ikke længe havde kendt, slog han Øjnene op og huskede nu, hvad der var sket. I det samme gik det op for ham, at det var Dagskæret 51 og ikke Maanen, der lyste paa Rullegardinerne , at Natten allerede var omme, – og han blev liggende i stille Forundring. Det var , som om han langsomt vaagnede af en anden, ^ endnu dybere Søvn. De døde Klokkeklemt derovre, det søvndrukne Spurvepip ude i Haven, de regelmæssige Hvin af Pumpestangen ovre ved Materialskurene – alle disse kendte Lyd, som nu i tre Aar hver Morgen efter en endeløs Nat havde bebudet ham en ny Dag med ny Angst og ny Pine – de naaede ^ ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.

Først den sprukne Morgenklokke ovre i Avlsgaarden vækkede ham. Med en vidunderlig Følelse af Udhvilethed , som han ikke længe havde kendt, slog han Øjnene op og huskede nu, hvad der var sket. I det samme gik det op for ham, at det var Dagskæret 51 og ikke Maanen, der lyste paa Rullegardinerne , at Natten allerede var omme, — og han blev liggende i stille Forundring. Det var , som om han langsomt vaagnede af en anden, ^ endnu dybere Søvn. De døde Klokkeklemt derovre, det søvndrukne Spurvepip ude i Haven, de regelmæssige Hvin af Pumpestangen ovre ved Materialskurene — alle disse kendte Lyd, som nu i tre Aar hver Morgen efter en endeløs Nat havde bebudet ham en ny Dag med ny Angst og ny Pine — de naaede ^ ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.

I, 37 Først Morgenklokken ovre i Avlsgaarden vækkede ham. Med en vidunderlig Følelse af Udhvilethed ^ slog han Øjnene op . Da det gik ^ op for ham, at det var Dagskæret og ikke Maanen, der lyste paa Rullegardinet , at Natten allerede var omme, blev han ^ liggende i stille Forundring. Og det var nu for ham , som om han ^ vaagnede af en anden, en endnu dybere Søvn. Disse sprukne Klokkeklemt derovre, der ^ ^ i tre Aar hver Morgen efter en endeløs Nat havde forkyndt ham en ny Dags Komme med ny Angst og ny Pine – de naaede nu ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.

Først Morgenklokken ovre i Avlsgaarden vækkede ham. Med en vidunderlig Følelse af Udhvilethed ^ slog han Øjnene op . Da det gik ^ op for ham, at det var Dagskæret og ikke Maanen, der lyste paa Rullegardinet , at Natten allerede var omme, blev han ^ liggende i stille Forundring. Og det var nu for ham , som om han ^ vaagnede af en anden, en endnu dybere Søvn. Disse sprukne Klokkeklemt derovre, der ^ ^ i tre Aar hver Morgen efter en endeløs Nat havde forkyndt ham en ny Dags Komme med ny Angst og ny Pine — de naaede nu ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.

I, 28 Først Morgenklokken ovre i Avlsgaarden vækkede ham. Med en vidunderlig Følelse af Udhvilethed ^ slog han Øjnene op . Da det gik ^ op for ham, at det var Dagskæret og ikke Maanen, der lyste paa Rullegardinet , at Natten allerede var omme, blev han ^ liggende i stille Forundring. Og det var nu for ham , som om han ^ vaagnede af en anden, en endnu dybere Søvn. Disse sprukne Klokkeklemt derovre, der ^ ^ i tre Aar hver Morgen efter en endeløs Nat havde forkyndt ham en ny Dags Komme med ny Angst og ny Pine – de naaede nu ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.

Barbara, der havde hørt, at han var vaagnet, kom nu ind og begyndte sin foreskrevne Melding om Vejret og Vindretningen. Men Torben havde ikke Taalmodighed til at høre paa hende idag; han vilde straks op. Det kneb for den Gamle at faa ham til at blive i Sengen, indtil der var bleven ordenlig varmt i Stuerne.
Ved Otte-Tiden sad han ved Tebordet sammen med Asmus. Vennen var lidt morgensur. Han savnede sin Avis med de friske Nyheder fra København, og for dette Savn havde han ingen Medicin. I en lidt irriteret Tone gav han sig til at tale om de gamle Lægeskrifter, han havde fundet her.
» Om jeg kan begribe, hvad der har været din Hensigt med det Studium. Det har forhaabenlig dog kun været for Kuriositetens Skyld.«
52 Torben vilde helst ikke ind paa Sagen; men da Asmus blev ved at gaa ham paa Klingen, lod han sig tilsidst fralokke en Bekendelse. Han forklarede , hvorledes han allerede paa et tidligt Tidspunkt af sin Sygdom havde haft en Fornemmelse af, at hans Befindende med det bestandige Op og Ned var under Indflydelse af visse Fænomener i Naturen og ude i Himmelrummet. Ikke alene virkede alle atmosfæriske Forandringer straks ind paa hans Nervesystem, fremkaldte Svimmelhed og anden Forstyrrelse, saa han kunde forudføle en Storm eller et Tordenvejr længe i Forvejen; men ogsaa alle regelbundne Naturbegivenheder , ^ de skiftende Tegn i Sol og Maane, Planeternes Vandringer og Jordens egen Stilling i Verdensrummet havde forekommet ham at indvirke paa hans Tilstand. Han havde da søgt at gøre sig bekendt med, hvad der fandtes i Literaturen af lignende Iagttagelser , og dette havde ført ham ogsaa til Studiet af Oldtidens og Middelalderens Lægekunst .

^ Ved Frokostbordet begyndte Asmus igen at drille ham med de gamle Lægeskrifter, han havde fundet her. Torben vilde først ikke ind paa Sagen; men da Vennen blev ved at gaa ham paa Klingen, forklarede han , hvorledes han mente at have gjort den Erfaring, at visse ^ regelbundne Naturbegivenheder , som de skiftende Tegn i Sol og Maane, Planeternes Vandringer og Jordens egen Stilling i Verdensrummet , indvirkede paa hans Befindende, og han havde derfor søgt at gøre sig bekendt med, hvad der fandtes i Literaturen om lignende Iagttagelser til Bevis for en sympatisk-organisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet .

^ Ved Frokostbordet begyndte Asmus igen at drille ham med de gamle Lægeskrifter, han havde fundet her. Torben vilde først ikke ind paa Sagen; men da Vennen blev ved at gaa ham paa Klingen, forklarede han , hvorledes han mente at have gjort den Erfaring, at visse ^ regelbundne Naturbegivenheder ^ som de skiftende Tegn i Sol og Maane, Planeternes Vandringer og Jordens egen Stilling i Verdensrummet , indvirkede paa hans Befindende, og han havde derfor søgt at gøre sig bekendt med, hvad der fandtes i Literaturen om lignende Iagttagelser til Bevis for en sympatisk-organisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet .

Asmus , der havde hørt paa ham med sine rundeste Øjne, fik tilsidst et mørkt og bekymret Udtryk; men da han mærkede, at han blev iagttaget, skyndte han sig at smile.
⇕ ⇒ » Gud bevare din Forstand, min Dreng! Det var aabenbart paa høje Tid, jeg kom og ruskede dig vaagen. Du plejer Omgang med Præster, studerer 53 Mystikere og forfalder til Trolddom! ... Men du var nu altid et lille Stykke af en gehejm Drømmer, Junker Torben!«
» Du tror med andre Ord ikke paa den Mulighed, at –«
»Gudbevares! Alt er muligt! Dersom du vilde fortælle mig, at Maanen er den synlige Bagdel af en Gud, der har vendt os Ryggen, saa turde jeg ikke benægte det. Men jeg for min Del holder mig til de fattige Kendsgerninger.«
» Men det er jo netop Kendsgerninger, jeg har villet undersøge. Og de Iagttagelser, jeg mener at have gjort paa mig selv, bekræftes af Andre. I vor egen Landalmue f. Eks. er – ganske ureflekteret naturligvis – Fornemmelsen af en kosmisk Indvirken paa Blodet og dets Kraft slet ikke noget ualmindeligt. Det har jeg ogsaa faaet mundtlig konstateret af den gamle Kone, der passer mig ; og hun har en lang Erfaring at tale af.«
⇕ ⇒ » Mener du den lille Kælling, der lister omkring her? Ja, hun ser jo rigtig ud, som ^ om hun kunde være kommen flyvende hertil paa et Kosteskaft.«
» Naa ja, men der findes altsaa ogsaa literære Vidnesbyrd af videnskabeligt uddannede Mænd fra alle Tidsaldre. Jeg kunde nævne en Autoritet som Tyge Brahe, dersom jeg ikke var bange for at blive mistænkt for ogsaa at tro paa Astromanti. Men – for 54 at holde mig til Landsmænd – du kender maaske Peder Palladius og hans Visitatsbog? Han er flere Steder inde paa det samme. Hos ham er det dog væsenlig endnu blevet ved den enfoldige Fornemmelse. Niels Hemmingsen derimod – vel et af de fineste og skarpsindigste Hoveder, Norden har frembragt – taler af personlig Erfaring ganske aabent om en sympatisk-organisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet.«
»Ja, du maa undskylde, men den Videnskab lugter mig for meget af Kirkegaarden. Og nu maa du tillade mig at sige dig et Alvorsord. Jeg vil bestemt fraraade dig at fortsætte med den Slags Studier. Det er aldrig sundt for en Patient at beskæftige sig for indgaaende med sin egen Tilstand. Særlig har den Art eksperimenterende Trang til at føle sig i Kontakt med Elementarkræfterne – et for os Læger velkendt Symptom – nedbrudt Konstitutioner, der var stærkere end din. Det er maaske undskyldeligt, at vi Mennesker gerne vil have vore Lidelser betragtet fra et højere Synspunkt end Laboratoriekælderen; men Videnskaben maa have sig frabedt at blive engageret i den Anledning og henviser uden Misundelse til Æstetiken og Teologien. Det skal jeg nu ikke komme nærmere ind paa. Sig mig blot – uden Fortrydelse – vor gode Hr. Skidtmads skulde vel aldrig have haft en Finger med i Spillet her?«
55 » Hvor falder det dig ind!« sagde Torben stødt, og Samtalen blev nu en Tid hængende ved Mads Vestrup, fordi han paany følte sig forpligtet til at værge Præsten mod Vennens Spot.
Der kom dog ingen virkelig Varme i hans Forsvar for ham; dertil var der altfor meget hos Manden, der bød ham selv imod. ⇕ ⇒ Navnlig var der en gammel, grim Erindring fra Drengeaarene, som hans Tanker aldrig kunde komme udenom. Dengang de sad paa Skolebænk sammen derinde i Randers, havde der en kort Tid bestaaet et Slags Venskab imellem dem. Han havde haft ondt af den klodsede og ufrimodige Bondedreng, der straks var bleven Klassens Ugle. Mads var ikke saa lidt ældre end sine Kammerater og dertil en lemmestærk Prygl, som meget godt kunde have holdt sig sine Plageaander fra Livet uden Beskytter; men han var en umodig Dreng, der helst krøb i Krog og først slog fra sig, naar han kom i Raseri. En Dag paa Legepladsen hændte det saa, at de selv kom op at brydes. Det begyndte i Spøg men blev efterhaanden Alvor. Kammeraterne slog Kres omkring dem, og deres Tilraab hidsede dem yderligere op. Det blev en Holmgang efter alle Brydekunstens Vedtægter. Mads var ham overlegen baade i Masse og Styrke, alligevel blev han ikke kastet, før den anden lumskelig begyndte at spænde Ben. Men i Faldet lykkedes 56 det ham at vende sig, saa Mads kom til at ligge underst, og et mægtigt Glædeshyl fra Tilskuerkresen hilste Goliats Nederlag. Men saa skete der noget. Da Mads blev klar over Stillingen, hvæsede han af Raseri og spyttede ham pludselig op i Ansigtet.
Hvad han i Øjeblikket følte udover Væmmelse ved det Slim, han tørrede af sig med sit Lommetørklæde, huskede han nu ikke længer. Han mindedes kun, at han bagefter stod henne ved Muren omgivet af sine Kammerater, og at Inspektor ude paa Legepladsen havde faaet fat i Kraven paa Mads, der raabte i vild Desperation, mens Spanskrørsstokken buldrede paa hans tykke Vadmelsryg, at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne. Han huskede ogsaa, at han straks, da han kom hjem, bad sin Fader om at tage ham ud af Skolen men ikke kunde faa sig selv til at sige Grunden. Dette at have set et Menneske, en Kammerat ovenikøbet, forvandle sig for hans Øjne til et modbydeligt, edderspyende Kryb, gjorde ham skamfuld.
Ikke længe efter var det, at han paa Grund af Faderens Død blev sendt til Herlufsholm; men seks Aar senere traf de hinanden igen som nybagte Studenter i København, og med nogen Overvindelse fornyede han Bekendtskabet. Mads Vestrups fuldkomne 57 Hjælpeløshed i den store, fremmede By skabte igen et Slags Forhold imellem dem, – men til nogen virkelig Omgang var det dog af flere Grunde ikke blevet. Mads kom og laante de moderne Bøger hos ham, spiste ogsaa undertiden ved hans Bord, fordi det var kommet ham for Øre, at han engang i Studentersamfundet, da han et Øjeblik troede sig alene i Restavrationslokalet, i sin umættelige Hunger havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken. Men pludselig en Dag forsvandt Mads Vestrup fra København, og da de igen efter en Række Aars Forløb mødtes her paa Favsingholm, optraadte han udelukkende i sin Egenskab af Præst og nævnte aldrig med et Ord Fortidens akademiske Broderskab. – –
Op ad Formiddagen, da Solen kom frem, foreslog Asmus, at de skulde køre en lille Tur. Torben lod sig tilsidst overtale, og til hans Overraskelse gjorde baade Bevægelsen og den friske Luft ham godt. Genmødet med Omverdenen virkede dog næsten for stærkt paa ham. Synet af de fremmede Marker gjorde ham sky, og da han paa Vejen ind gennem den efteraarsrøde Skov hørte en Fasankok skogre, blev han saa bevæget, at han uvilkaarligt greb Vennen i Armen.
Asmus begyndte igen at tale om sin Kusine, Jytte Abildgaard.
⇕ ⇒ 58 » Hun er jo et mærkværdigt Menneske. Gaar hun f. Eks. ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet. Jeg begriber det ikke. For der er vedblivende ingen Mangel paa Lysthavende. Men der maa velsagtens være en bestemt hun gaar og venter paa.«
Torben vilde ikke høre mere. Han sagde, at han begyndte at føle det koldt, og gav Kusken Ordre til at vende. Og ved sig selv gjorde han den Bemærkning, at den kloge Asmus dog i enkelte Punkter var mærkeligt naiv. Han huskede, at han mellem Linjerne i flere af hans Breve havde læst den samme Formodning om Grunden til, at hans Kusine ikke giftede sig. – Han vidste det bedre selv! ⇕ ⇒ Dersom den unge Dame overhovedet gik og ventede paa Nogen, var det temmelig sikkert ikke paa ham.
Da de kom hjem, blev de modtaget af Doktor Mikkelsen fra Randers, hvem Asmus af egen Magtfuldkommenhed havde sendt Bud efter. De to Herrer havde derpaa en længere Forhandling nede i Haven, og nu fik Asmus pludselig Uro paa sig og maatte nødvendigt være tilbage i København næste Morgen. Torben forsøgte ingen Overtalelse. Det pinte ham at mærke, hvor Aarene havde gjort dem fremmede for hinanden; og trods den store Taknemlighed, han følte, længtes han efter igen at blive alene. Ud paa Eftermiddagen rejste Asmus saa fra Favsingholm.
59 Afskeden var dog meget hjertelig. Da Torben stod med Vennens Haand i sin, kunde han daarligt slippe den; og han blev staaende ved Vinduet for at kunne følge Vognen lige til den drejede ud af Alleen.
Resten af Eftermiddagen sad han stille i sin Lænestol ved Kakkelovnen . Med en Fornemmelse af at have været borte paa en lang , eventyrlig Rejse tog han paany sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Han sad der med Haanden under Hovedet og hørte ^ Vinden stryge saa husvant langsmed Muren . Han fulgte Lyden af de klaprende Træsko ovre i Avlsgaarden og hørte – langt borte ^ – Brølet af det hjemvendende Kvæg. Og han følte, at der i alt dette var noget, der havde vokset sig fast til hans Hjerte, og som han vilde komme til at savne.
Og han tænkte paa sin Moder , der havde siddet her ligesom han og ventet paa Dødens sidste Krampetag ^ . Han havde ikke bevaret mindste Erindring om hende; men ^ ofte i disse Aar havde han kunnet høre hendes hule Hoste, den som Tjenestefolkene havde talt saa meget om, da han var lille. Derhenne i det lukkede Skab laa ogsaa en lille Pakke af hendes Breve fra Forlovelsestiden. Det skyldtes rimeligvis Faderens pludselige Død, at de endnu eksisterede; det havde næppe været Meningen, at de skulde læses af Andre. Men han kunde alligevel ikke fortryde at have trængt sig ind i sine Forældres Fortrolighed. ^ 60 Disse Breve havde givet ham hans Moder tilbage og dermed ogsaa i meget givet ham en klarere Forstaaelse af sig selv. Hun, som havde været blot et Navn for ham og et traditionelt Idealbillede, var her traadt ham næsten haandgribeligt imøde, var vokset ud af de fine Skrifttegn som et levende, temperamentsfuldt Menneske, fra hvem han uden stor Vanskelighed kunde aflede enkelte af sine egne Karaktertræk.
Han rejste sig op og slæbte sig lidt omkring ved sin Stok, mens Stuen mere og mere fyldtes af et rødligt Aftenlys. Han standsede tilsidst ved Skrivebordet og blev staaende et Øjeblik med Haanden paa Pladen, mens han skottede op til den Række Værker paa Boghylden ovenover, der havde vakt Vennens Forargelse. » Naa ja,« tænkte han. » Det Verdensproblem kan jeg endelig gerne lade ligge. Det var dog kun et Tidsfordriv for mig i min Ensomhed.« Men der var andet her, som det ikke vilde blive saa let for ham at skilles fra. I de mange aabne Rum under Hylden og inde i Skabene paa Siderne var der fuldt op af Dokumentpakker og andre Papirer, der tilhørte Gaardens Arkiv. Han havde en Dag ladet dette hente op fra det brandfri Lukke i Kælderen for at have en Sysselsættelse, og saalænge hans Øjne endnu taalte Arbejdet havde han daglig været beskæftiget med at bringe Orden i det. Der 61 var Regnskaber, Skøder, Forhørsudskrifter, Kontrakter og Familjebreve fra de sidste to Aarhundreder, og selv den tilsyneladende ligegyldigste Lap havde haft noget at fortælle ham om de Mennesker, der ^ havde levet her paa Gaarden endnu længe før den kom i hans Familjes Eje. Disse gamle Papirer havde fyldt de øde Stuer omkring ham med Genfærd og Genlyd af mange ejendommelige Fortidsskikkelser og paa en Maade givet ham Erstatning for det Liv, han var lukket ude fra ^ . Nu vilde han sagtens hurtigt glemme alle disse døde Venner ^ for de levende . Den hele mangfoldige Skyggeverden skulde igen forsvinde i Graven!
Han gik tilbage over Gulvet og standsede igen i nogen Afstand fra det runde Midterbord, hvor Jytte Abildgaards Blomster endnu stod. Han betragtede dem med Skyhed. Hvad vilde hun ham egenlig? – tænkte han. Hvad mente hun med alle sine Blomstergaver? Var det et Medlidenhedstegn, eller troede hun virkelig selv, at hun havde ventet paa ham? – Men det var jo umuligt!
Han havde langsomt nærmet sig, og nu bøjede han sig ned over Blomsterne, idet han tænkte paa, at hendes Øjne havde hvilet paa dem. Tilsidst tog han Skaalen mellem sine Hænder og løftede den helt op til sit Ansigt og lod sig gøre svimmel af Duften.
Da hørte han Døren gaa. Barbara kom ind og 62 spurgte, om hun ikke skulde tænde. Han svarede ikke men vinkede ^ hende ^ til sig. Med Haanden paa hendes Skulder gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet uden Stok for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere. Tilsidst slap han den Gamle og gik nogle Skridt uden Støtte.
» Jeg skal sige Jer, Barbara,« sagde han paa sin tørre Maade. » Imorgen begynder jeg at danse Galopade.«
En Timestid efter laa han i sin Seng, og skønt han ingen Sovepulver tog, gled han ogsaa denne Aften hurtigt ind i Bevidstløsheden. Men omkring Midnat slog han Øjnene op med et dybt Suk, vækket af sine Drømme. Og da det gik op for ham, at det var ^ Jytte Abildgaard, han havde drømt om , blev han med eet lysvaagen.

Asmus , der havde hørt paa ham med sine rundeste Øjne, fik tilsidst et mørkt og bekymret Udtryk; men da han mærkede, at han blev iagttaget, skyndte han sig at smile.
⇕ ⇒ » Gud bevare din Forstand, min Dreng! Det var aabenbart paa høje Tid, jeg kom og ruskede dig vaagen. Du plejer Omgang med Præster, studerer 53 Mystikere og forfalder til Trolddom! ... Men du var nu altid et lille Stykke af en gehejm Drømmer, Junker Torben!«
» Du tror med andre Ord ikke paa den Mulighed, at —«
»Gudbevares! Alt er muligt! Dersom du vilde fortælle mig, at Maanen er den synlige Bagdel af en Gud, der har vendt os Ryggen, saa turde jeg ikke benægte det. Men jeg for min Del holder mig til de fattige Kendsgerninger.«
» Men det er jo netop Kendsgerninger, jeg har villet undersøge. Og de Iagttagelser, jeg mener at have gjort paa mig selv, bekræftes af Andre. I vor egen Landalmue f. Eks. er — ganske ureflekteret naturligvis — Fornemmelsen af en kosmisk Indvirken paa Blodet og dets Kraft slet ikke noget ualmindeligt. Det har jeg ogsaa faaet mundtlig konstateret af den gamle Kone, der passer mig ; og hun har en lang Erfaring at tale af.«
⇕ ⇒ » Mener du den lille Kælling, der lister omkring her? Ja, hun ser jo rigtig ud, som ^ om hun var kommen flyvende hertil paa et Kosteskaft.«
» Naa ja, men der findes altsaa ogsaa literære Vidnesbyrd af videnskabeligt uddannede Mænd fra alle Tidsaldre. Jeg kunde nævne en Autoritet som Tyge Brahe, dersom jeg ikke var bange for at blive mistænkt for ogsaa at tro paa Astromanti. Men — for 54 at holde mig til Landsmænd — du kender maaske Peder Palladius og hans Visitatsbog? Han er flere Steder inde paa det samme. Hos ham er det dog væsenlig endnu blevet ved den enfoldige Fornemmelse. Niels Hemmingsen derimod — vel et af de fineste og skarpsindigste Hoveder, Norden har frembragt — taler af personlig Erfaring ganske aabent om en sympatisk-organisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet.«
»Ja, du maa undskylde, men den Videnskab lugter mig for meget af Kirkegaarden. Og nu maa du tillade mig at sige dig et Alvorsord. Jeg vil bestemt fraraade dig at fortsætte med den Slags Studier. Det er aldrig sundt for en Patient at beskæftige sig for indgaaende med sin egen Tilstand. Særlig har den Art eksperimenterende Trang til at føle sig i Kontakt med Elementarkræfterne — et for os Læger velkendt Symptom — nedbrudt Konstitutioner, der var stærkere end din. Det er maaske undskyldeligt, at vi Mennesker gerne vil have vore Lidelser betragtet fra et højere Synspunkt end Laboratoriekælderen; men Videnskaben maa have sig frabedt at blive engageret i den Anledning og henviser uden Misundelse til Æstetiken og Teologien. Det skal jeg nu ikke komme nærmere ind paa. Sig mig blot — uden Fortrydelse — vor gode Hr. Skidtmads skulde vel aldrig have haft en Finger med i Spillet her?«
55 » Hvor falder det dig ind!« sagde Torben stødt, og Samtalen blev nu en Tid hængende ved Mads Vestrup, fordi han paany følte sig forpligtet til at værge Præsten mod Vennens Spot.
Der kom dog ingen virkelig Varme i hans Forsvar for ham; dertil var der altfor meget hos Manden, der bød ham selv imod. ⇕ ⇒ Navnlig var der en gammel, grim Erindring fra Drengeaarene, som hans Tanker aldrig kunde komme udenom. Dengang de sad paa Skolebænk sammen derinde i Randers, havde der en kort Tid bestaaet et Slags Venskab imellem dem. Han havde haft ondt af den klodsede og ufrimodige Bondedreng, der straks var bleven Klassens Ugle. Mads var ikke saa lidt ældre end sine Kammerater og dertil en lemmestærk Prygl, som meget godt kunde have holdt sig sine Plageaander fra Livet uden Beskytter; men han var en umodig Dreng, der helst krøb i Krog og først slog fra sig, naar han kom i Raseri. En Dag paa Legepladsen hændte det saa, at de selv kom op at brydes. Det begyndte i Spøg men blev efterhaanden Alvor. Kammeraterne slog Kres omkring dem, og deres Tilraab hidsede dem yderligere op. Det blev en Holmgang efter alle Brydekunstens Vedtægter. Mads var ham overlegen baade i Masse og Styrke, alligevel blev han ikke kastet, før den anden lumskelig begyndte at spænde Ben. Men i Faldet lykkedes 56 det ham at vende sig, saa Mads kom til at ligge underst, og et mægtigt Glædeshyl fra Tilskuerkresen hilste Goliats Nederlag. Men saa skete der noget. Da Mads blev klar over Stillingen, hvæsede han af Raseri og spyttede ham pludselig op i Ansigtet.
Hvad han i Øjeblikket følte udover Væmmelse ved det Slim, han tørrede af sig med sit Lommetørklæde, huskede han nu ikke længer. Han mindedes kun, at han bagefter stod henne ved Muren omgivet af sine Kammerater, og at Inspektor ude paa Legepladsen havde faaet fat i Kraven paa Mads, der raabte i vild Desperation, mens Spanskrørsstokken buldrede paa hans tykke Vadmelsryg, at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne. Han huskede ogsaa, at han straks, da han kom hjem, bad sin Fader om at tage ham ud af Skolen men ikke kunde faa sig selv til at sige Grunden. Dette at have set et Menneske, en Kammerat ovenikøbet, forvandle sig for hans Øjne til et modbydeligt, edderspyende Kryb, gjorde ham skamfuld.
Ikke længe efter var det, at han paa Grund af Faderens Død blev sendt til Herlufsholm; men seks Aar senere traf de hinanden igen som nybagte Studenter i København, og med nogen Overvindelse fornyede han Bekendtskabet. Mads Vestrups fuldkomne 57 Hjælpeløshed i den store, fremmede By skabte igen et Slags Forhold imellem dem, — men til nogen virkelig Omgang var det dog af flere Grunde ikke blevet. Mads kom og laante de moderne Bøger hos ham, spiste ogsaa undertiden ved hans Bord, fordi det var kommet ham for Øre, at han engang i Studentersamfundet, da han et Øjeblik troede sig alene i Restavrationslokalet, i sin umættelige Hunger havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken. Men pludselig en Dag forsvandt Mads Vestrup fra København, og da de igen efter en Række Aars Forløb mødtes her paa Favsingholm, optraadte han udelukkende i sin Egenskab af Præst og nævnte aldrig med et Ord Fortidens akademiske Broderskab. — —
Op ad Formiddagen, da Solen kom frem, foreslog Asmus, at de skulde køre en lille Tur. Torben lod sig tilsidst overtale, og til hans Overraskelse gjorde baade Bevægelsen og den friske Luft ham godt. Genmødet med Omverdenen virkede dog næsten for stærkt paa ham. Synet af de fremmede Marker gjorde ham sky, og da han paa Vejen ind gennem den efteraarsrøde Skov hørte en Fasankok skogre, blev han saa bevæget, at han uvilkaarligt greb Vennen i Armen.
Asmus begyndte igen at tale om sin Kusine, Jytte Abildgaard.
58 ⇕ ⇒ » Hun er jo et mærkværdigt Menneske. Gaar hun f. Eks. ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet. Jeg begriber det ikke. For der er vedblivende ingen Mangel paa Lysthavende. Men der maa velsagtens være en bestemt hun gaar og venter paa.«
Torben vilde ikke høre mere. Han sagde, at han begyndte at føle det koldt, og gav Kusken Ordre til at vende. Og ved sig selv gjorde han den Bemærkning, at den kloge Asmus dog i enkelte Punkter var mærkeligt naiv. Han huskede, at han mellem Linjerne i flere af hans Breve havde læst den samme Formodning om Grunden til, at hans Kusine ikke giftede sig. — Han vidste det bedre selv! ⇕ ⇒ Dersom den unge Dame overhovedet gik og ventede paa Nogen, var det i hvert Fald ikke paa ham.
Da de kom hjem, blev de modtaget af Doktor Mikkelsen fra Randers, hvem Asmus af egen Magtfuldkommenhed havde sendt Bud efter. De to Herrer havde derpaa en længere Forhandling nede i Haven, og nu fik Asmus pludselig Uro paa sig og maatte nødvendigt være tilbage i København næste Morgen. Torben forsøgte ingen Overtalelse. Det pinte ham at mærke, hvor Aarene havde gjort dem fremmede for hinanden; og trods den store Taknemlighed, han følte, længtes han efter igen at blive alene. Ud paa Eftermiddagen rejste Asmus saa fra Favsingholm.
59 Afskeden var dog meget hjertelig. Da Torben stod med Vennens Haand i sin, kunde han daarligt slippe den; og han blev staaende ved Vinduet for at kunne følge Vognen lige til den drejede ud af Alleen.
Resten af Eftermiddagen sad han stille i sin Lænestol ved Kakkelovnen . Med en Fornemmelse af at have været borte paa en lang , eventyrlig Rejse tog han paany sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Han sad der med Haanden under Hovedet og hørte ^ Vinden stryge saa husvant langsmed Muren . Han fulgte Lyden af de klaprende Træsko ovre i Avlsgaarden og hørte — langt borte — ^ Brølet af det hjemvendende Kvæg. Og han følte, at der i alt dette var noget, der havde vokset sig fast til hans Hjerte, og som han vilde komme til at savne.
Og han tænkte paa sin Moder , der havde siddet her ligesom han og ventet paa Dødens sidste Krampetag ^ . Han havde ikke bevaret mindste Erindring om hende; men ^ ofte i disse Aar havde han kunnet høre hendes hule Hoste, den som Tjenestefolkene havde talt saa meget om, da han var lille. Derhenne i det lukkede Skab laa ogsaa en lille Pakke af hendes Breve fra Forlovelsestiden. Det skyldtes rimeligvis Faderens pludselige Død, at de endnu eksisterede; det havde næppe været Meningen, at de skulde læses af Andre. Men han kunde alligevel ikke fortryde at have trængt sig ind i sine Forældres Fortrolighed.
60 Disse Breve havde givet ham hans Moder tilbage og dermed ogsaa i meget givet ham en klarere Forstaaelse af sig selv. Hun, som havde været blot et Navn for ham og et traditionelt Idealbillede, var her traadt ham næsten haandgribeligt imøde, var vokset ud af de fine Skrifttegn som et levende, temperamentsfuldt Menneske, fra hvem han uden stor Vanskelighed kunde aflede enkelte af sine egne Karaktertræk.
Han rejste sig op og slæbte sig lidt omkring ved sin Stok, mens Stuen mere og mere fyldtes af et rødligt Aftenlys. Han standsede tilsidst ved Skrivebordet og blev staaende et Øjeblik med Haanden paa Pladen, mens han skottede op til den Række Værker paa Boghylden ovenover, der havde vakt Vennens Forargelse. » Naa ja,« tænkte han. » Det Verdensproblem kan jeg endelig gerne lade ligge. Det var dog kun et Tidsfordriv for mig i min Ensomhed.« Men der var andet her, som det ikke vilde blive saa let for ham at skilles fra. I de mange aabne Rum under Hylden og inde i Skabene paa Siderne var der fuldt op af Dokumentpakker og andre Papirer, der tilhørte Gaardens Arkiv. Han havde en Dag ladet dette hente op fra det brandfri Lukke i Kælderen for at have en Sysselsættelse, og saalænge hans Øjne endnu taalte Arbejdet havde han daglig været beskæftiget med at bringe Orden i det. Der 61 var Regnskaber, Skøder, Forhørsudskrifter, Kontrakter og Familjebreve fra de sidste to Aarhundreder, og selv den tilsyneladende ligegyldigste Lap havde haft noget at fortælle ham om de Mennesker, der ^ havde levet her paa Gaarden endnu længe før den kom i hans Familjes Eje. Disse gamle Papirer havde fyldt de øde Stuer omkring ham med Genfærd og Genlyd af mange ejendommelige Fortidsskikkelser og paa en Maade givet ham Erstatning for det Liv, han var lukket ude fra ^ . Nu vilde han sagtens hurtigt glemme alle disse døde Venner ^ for de levende . Den hele mangfoldige Skyggeverden skulde igen forsvinde i Graven!
Han gik tilbage over Gulvet og standsede igen i nogen Afstand fra det runde Midterbord, hvor Jytte Abildgaards Blomster endnu stod. Han betragtede dem med Skyhed. Hvad vilde hun ham egenlig? — tænkte han. Hvad mente hun med alle sine Blomstergaver? Var det et Medlidenhedstegn, eller troede hun virkelig selv, at hun havde ventet paa ham? — Men det var jo umuligt!
Han havde langsomt nærmet sig, og nu bøjede han sig ned over Blomsterne, idet han tænkte paa, at hendes Øjne havde hvilet paa dem. Tilsidst tog han Skaalen mellem sine Hænder og løftede den helt op til sit Ansigt og lod sig gøre svimmel af Duften.
Da hørte han Døren gaa. Barbara kom ind og 62 spurgte, om hun ikke skulde tænde. Han svarede ikke men vinkede ^ hende ^ til sig. Med Haanden paa hendes Skulder gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet uden Stok for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere. Tilsidst slap han den Gamle og gik nogle Skridt uden Støtte.
» Jeg skal sige Jer, Barbara,« sagde han paa sin tørre Maade. » Imorgen begynder jeg at danse Galopade.«
En Timestid efter laa han i sin Seng, og skønt han ingen Sovepulver tog, gled han ogsaa denne Aften hurtigt ind i Bevidstløsheden. Men omkring Midnat slog han Øjnene op med et dybt Suk, vækket af sine Drømme. Og da det gik op for ham, at det var ^ Jytte Abildgaard, han havde drømt om , blev han med eet lysvaagen.

Hans Tilstaaelse rejste en Diskussion , der fra Asmus’ Side førtes med stor Heftighed ^ ^ ^ ^ ^ ^ ; og det blev ved denne Lejlighed Torben rigtig klart, hvor den lange Adskillelse havde gjort dem fremmede for hinanden.
Han forsøgte derfor heller ikke mange Overtalelser, da I, 38 Asmus om Eftermiddagen bestemte sig til at tage tilbage til København.
Afskeden var dog meget hjertelig. Da Torben stod med Vennens Haand i sin, kunde han daarligt slippe den.
» Hils derovre!« sagde han uden at nævne Navne. Men Asmus tænkte ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ sit og nikkede.
Resten af Eftermiddagen sad Torben i sin Armstol ^ ^ ^ . Med en Fornemmelse af at have været borte paa en lang ^ eventyrlig Rejse tog han igen sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Allerede med noget af den tilkommende Afskeds Sørgmodighed hørte han Vinden stryge saa fortroligt langsmed Muren og – langt borte fra – Brølet af det hjemvendende Kvæg.
Han tænkte paa sin Mor , der havde siddet her ligesom han og ventet ^ Døden . Han havde ikke bevaret mindste Erindring om hende; men han havde ofte i disse Aar følt hendes levende Nærværelse i de tomme Stuer og ladet sig trøste af den. Han havde i Stilheden hørt hendes hule Hoste, ^ som Tjenestefolkene talte saa meget om, da han var lille. Han havde set hende sidde derhenne ved Vinduet med Haanden under Kinden i den tavse og blide Skæbnehengivelse, hvorom hans Far i opbevarede Breve til Slægtninge havde skrevet med saa stor Beundring.
Og han tænkte paa ^ de mange andre Mennesker, der i Aarhundredernes Løb havde levet og elsket og lidt her paa Favsingholm, alle disse underlige Skæbner, som han havde lært at kende af gamle Regnskaber, Skøder, I, 39 Forhørsudskrifter, Kontrakter og halvt fortærede Breve fra Gaardens Arkiv . Nu vilde han sagtens hurtigt glemme de døde for de levende . Den hele mangfoldige Fortidsverden skulde igen forsvinde i Mørket ...
^ ^ ^ ^ Barbara kom ind og spurgte, om hun ikke skulde tænde. I Stedet for at svare vinkede han hende ^ til sig. Med Haanden paa hendes Skulder gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet ^ for at prøve, om han ^ kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere.
Et Par Timer efter laa han i sin Seng, og ved Hjælp af det nye Sovepulver ^ gled han ogsaa denne Aften hurtigt ind i Bevidstløsheden. Men ved Midnat vækkedes han af sine Drømme. Og da det gik op for ham, at det var om Jytte Abildgaard, han havde drømt ^ , blev han ^ lysvaagen.

Hans Tilstaaelse rejste en Diskussion , der fra Asmus’ Side førtes med stor Heftighed ^ ^ ^ ^ ^ ^ ; og det blev ved denne Lejlighed Torben rigtig klart, hvor den lange Adskillelse havde gjort dem fremmede for hinanden.
Han forsøgte derfor heller ikke mange Overtalelser, da Asmus om Eftermiddagen bestemte sig til at tage tilbage til København.
Afskeden var dog meget hjertelig. Da Torben stod med Vennens Haand i sin, kunde han daarligt slippe den.
» Hils derovre!« sagde han uden at nævne Navne. Men Asmus tænkte ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ sit og nikkede.
I, 29 Resten af Eftermiddagen sad Torben i sin Armstol ^ ^ ^ . Med en Fornemmelse af at have været borte paa en lang ^ eventyrlig Rejse tog han igen sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Allerede med noget af den tilkommende Afskeds Sørgmodighed hørte han Vinden stryge saa fortrolig langsmed Muren og — langt borte fra — Brølet af det hjemvendende Kvæg.
Han tænkte paa sin Mor , der havde siddet her ligesom han og ventet paa Døden . Han havde ikke bevaret mindste Erindring om hende; men han havde ofte i disse Aar følt hendes levende Nærværelse i de tomme Stuer og ladet sig trøste af den. Han havde i Stilheden hørt hendes hule Hoste, ^ som Tjenestefolkene talte saa meget om, da han var lille. Han havde set hende sidde derhenne ved Vinduet med Haanden under Kinden i den tavse og blide Skæbnehengivelse, hvorom hans Far i opbevarede Breve til Slægtninge havde skrevet med saa stor Beundring.
Og han tænkte paa ^ de mange andre Mennesker, der i Aarhundredernes Løb havde levet og elsket og lidt her paa Favsingholm, alle disse underlige Skæbner, som han havde lært at kende af gamle Regnskaber, Skøder, Forhørsudskrifter, Kontrakter og halvt fortærede Breve fra Gaardens Arkiv . Nu vilde han sagtens hurtigt glemme de døde for de levende . Den hele mangfoldige Fortidsverden skulde igen forsvinde i Mørket ...
^ ^ ^ ^ Barbara kom ind og spurgte, om hun ikke skulde tænde. I Stedet for at svare vinkede han hende hen til sig. Med Haanden paa hendes Skulder gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet ^ for at prøve, om han ^ kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere.
Et Par Timer efter laa han i sin Seng, og ved Hjælp af det nye Sovepulver ^ gled han ogsaa denne Aften hurtigt ind i Bevidstløsheden. Men ved Midnat vækkedes han af sine Drømme. Og da det gik op for ham, at det var om Jytte Abildgaard, han havde drømt ^ , blev han ^ lysvaagen.

Hans Tilstaaelse rejste en Diskussion , der fra Asmus’ Side førtes med stor Heftighed ^ ^ ^ ^ ^ ^ ; og det blev ved denne Lejlighed Torben rigtig klart, hvor den lange Adskillelse havde gjort dem fremmede for hinanden.
Han forsøgte derfor heller ikke mange Overtalelser, da Asmus om Eftermiddagen bestemte sig til at tage tilbage til København.
Afskeden var dog meget hjertelig. Da Torben stod med Vennens Haand i sin, kunde han daarligt slippe den.
» Hils derovre!« sagde han uden at nævne Navne. Men Asmus tænkte ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ sit og nikkede.
Resten af Eftermiddagen sad Torben i sin Armstol ^ ^ ^ . Med en Fornemmelse af at have været borte paa en lang ^ eventyrlig Rejse tog han igen sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Allerede med noget af den tilkommende Afskeds Sørgmodighed hørte I, 29 han Vinden stryge saa fortrolig langsmed Muren og – langt borte fra – Brølet af det hjemvendende Kvæg.
Han tænkte paa sin Mor , der havde siddet her ligesom han og ventet paa Døden . Han havde ikke bevaret mindste Erindring om hende; men han havde ofte i disse Aar følt hendes levende Nærværelse i de tomme Stuer og ladet sig trøste af den. Han havde i Stilheden hørt hendes hule Hoste, ^ som Tjenestefolkene talte saa meget om, da han var lille. Han havde set hende sidde derhenne ved Vinduet med Haanden under Kinden i den tavse og blide Skæbnehengivelse, hvorom hans Far i opbevarede Breve til Slægtninge havde skrevet med saa stor Beundring.
Og han tænkte paa ^ de mange andre Mennesker, der i Aarhundredernes Løb havde levet og elsket og lidt her paa Favsingholm, alle disse underlige Skæbner, som han havde lært at kende af gamle Regnskaber, Skøder, Forhørsudskrifter, Kontrakter og halvt fortærede Breve fra Gaardens Arkiv . Nu vilde han sagtens hurtigt glemme de Døde for de Levende . Den hele mangfoldige Fortidsverden skulde igen forsvinde i Mørket ...
^ ^ ^ ^ Barbara kom ind og spurgte, om hun ikke skulde tænde. I Stedet for at svare vinkede han hende hen til sig. Med Haanden paa hendes Skulder gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet ^ for at prøve, om han ^ kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere.
Et Par Timer efter laa han i sin Seng, og ved Hjælp af det nye Sovepulver ^ gled han ogsaa denne Aften hurtigt ind i Bevidstløsheden. Men ved Midnat vækkedes han af sine Drømme. Og da det gik op for ham, at det var om Jytte Abildgaard, han havde drømt ^ , blev han ^ lysvaagen.

⇕ Torben og Jytte I, 1.6

⇕ De Dødes Rige 1.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 1.5

D en første Gang, han havde set Jytte Abildgaard , var paa Storeholt,Asmus Hagens fynske Barndomshjem, hvor de mødtes i Sommerferien . Hun var dengang en lille Pige paa en halv Snes Aar med bred Mund og Stumpnæse ; selv var han femten , Asmus omtrent i samme Alder . Hun kom ^ fra Samsø, hvor hendes Fader paa den Tid var Birkedommer; hendes Sprog var halvt bondsk, og hun 63 havde sat de to korrekt afrettede Herlufsholms-Akademikere i Forlegenhed ved den ugenerte Maade, hvorpaa hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i Høhjelmene paa Engen som en Dreng. Han huskede især en solhed Dag, da Asmus og han sad i en Baad ude paa en Sø, der hed Grønnevandet , og drev efter Gedder . Pludselig stod hun inde paa Bredden og raabte til dem, at hun vilde med. De lod hende raabe. Hun var dem til Besvær med sit Overhæng. Da saae de, at hun dukkede sig ned i Sivene og begyndte at smøge Klæderne af sig, og et Øjeblik efter kom hun ^ svømmende hen imod dem . Det lange , brune Haar flød efter hende paa Vandskorpen, og da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfrue-Unge og lo højt. Han havde siden undertiden tænkt paa, at hendes Naturlighed dog næppe havde været helt saa paradisisk som han dengang troede. I hvert Fald havde hun paa Hjemvejen taget dem begge i Ed paa, at de ikke vilde sladre af Skole. Han kunde endnu se hende staa der i Enggræsset med en lyseblaa Langkjole og paa sin ivrige Maade rykke dem i Ærmet for at de skulde sværge rigtig højtideligt.

Den første Gang, han havde set sin Vens smukke Kusine , var paa Storeholt,Asmus Hagens fynske Barndomshjem, hvor han havde været Gæst i en Sommerferie . Hun var dengang en lille Pige paa en halv Snes Aar ^ ; han selv og Asmus var femten ^ . Hun kom dertil fra Samsø, hvor hendes Far paa den Tid var Birkedommer; hendes Sprog var halvt bondsk, og hun havde sat de to korrekte Herlufsholms-Akademikere i Forlegenhed ved den ligefremme Maade, hvorpaa hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i Høhjelmene ^ som en Dreng. Han huskede endnu en solhed Dag, da Asmus og han drev efter Gedder ude paa Søen , »Grønnevandet«, som den kaldtes . Pludselig stod hun inde paa Bredden og raabte til dem, I, 40 at hun vilde med. De lod hende raabe. Hun var dem til Besvær med sit Overhæng. Da saae de, at hun ^ begyndte at smøge Klæderne af sig, og en, to, tre plaskede hun i Vandet og kom svømmende ud imod dem med det lange ^ brune Haar flydende efter sig. Da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfru-Unge og lo højt. ^

Den første Gang, han havde set sin Vens smukke Kusine , var paa Storeholt,Asmus Hagens fynske Barndomshjem, hvor han havde været Gæst i en Sommerferie . Hun var dengang en I, 30 lille Pige paa en halv Snes Aar ^ ; han selv og Asmus var femten ^ . Hun kom dertil fra Samsø, hvor hendes Far paa den Tid var Birkedommer; hendes Sprog var halvt bondsk, og hun havde sat de to korrekte Herlufsholms-Akademikere i Forlegenhed ved den ligefremme Maade, hvorpaa hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i Høhjelmene ^ som en Dreng. Han huskede endnu en solhed Dag, da Asmus og han drev efter Gedder ude paa Søen , »Grønnevandet«, som den kaldtes . Pludselig stod hun inde paa Bredden og raabte til dem, at hun vilde med. De lod hende raabe. Hun var dem til Besvær med sit Overhæng. Da saae de, at hun ^ begyndte at smøge Klæderne af sig, og en, to, tre plaskede hun i Vandet og kom svømmende ud imod dem med det lange ^ brune Haar flydende efter sig. Da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfru-Unge og lo højt. ^

Den første Gang, han havde set sin Vens smukke Kusine , var paa Storeholt,Asmus Hagens fynske Barndomshjem, hvor han havde været Gæst i en Sommerferie . Hun var dengang en lille Pige paa en halv Snes Aar ^ ; han selv og Asmus var femten ^ . Hun kom dertil fra Samsø, hvor hendes Far paa den Tid var Birkedommer; hendes Sprog var halvt bondsk, og hun havde sat de to korrekte Herlufsholms-Akademikere i Forlegenhed ved I, 30 den ligefremme Maade, hvorpaa hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i Høhjelmene ^ som en Dreng. Han huskede endnu en solhed Dag, da Asmus og han drev efter Gedder ude paa Søen , »Grønnevandet«, som den kaldtes . Pludselig stod hun inde paa Bredden og raabte til dem, at hun vilde med. De lod hende raabe. Hun var dem til Besvær med sit Overhæng. Da saae de, at hun ^ begyndte at smøge Klæderne af sig, og en, to, tre plaskede hun i Vandet og kom svømmende ud imod dem med det lange ^ brune Haar flydende efter sig. Da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfru-Unge og lo højt. ^

Den Sommer ^ han blev Student ^ mødtes de paany, og ogsaa dennegang var det paa Storeholt . Hun var ^ ^ nu ^ ^ halvvoksen, og han forelskede sig en Smule i hendes brune Øjne og den friske Mund med de 64 mange smaa hvide Tænder , der var ^ ^ som en overskaaren Hyben at se paa. Hendes Fader var i Mellemtiden bleven Rigsdagsmand, Familjen var flyttet til København, og det havde forandret hendes Væsen. Hun havde den Sommer en jævnaldrende Veninde med sig, en fregnet og skævskuldret lille Plapremund, en kvindelig Polichinel, og de to var uadskillelige. Med et Udtryk, som om de tilsammen bar Verdens dyreste Hemmelighed, fulgtes de Arm i Arm hele Dagen endog til Steder, hvor der i Virkeligheden kun var Plads til een .

Den Sommer , han blev Student , mødtes de paany, og ogsaa denne Gang paa Storeholt . Hendes Far var i Mellemtiden bleven Rigsdagsmand, Familien var flyttet til København, og det havde forandret hendes Væsen. Hun var nu ogsaa bleven halvvoksen, og han holdt af at se paa hendes brune Øjne og den røde Mund , der med sine smaa hvide Tænder var ^ frisk som en overskaaren Hyben ^ .

Den Sommer , han blev Student , mødtes de paany, ^ ogsaa denne Gang paa Storeholt . Hendes Far var i Mellemtiden bleven Rigsdagsmand, Familjen var flyttet til København, og det havde forandret hendes Væsen. Hun var nu ogsaa blevet halvvoksen, og han holdt af at se paa hendes brune Øjne og den røde Mund , der med sine smaa hvide Tænder var saa frisk som en overskaaren Hyben ^ .

Derefter gik der næsten seks Aar, før de igen saaes . Jytte havde i Mellemtiden taget Studentereksamen med Udmærkelse og studerede nu Engelsk og Fransk uden noget andet Formaal end at erhverve sig ^ en Magistergrad. Selv var han endelig bleven Kandidat og havde i alle disse Aar ikke tænkt synderlig meget paa hende til Trods for, at han ofte havde faaet hendes Skønhed og Klogskab fremstillet i bengalsk Belysning af Asmus og Andre . Men hans Hjerte var dengang pantsat ^ andre Steder.

Derefter gik der næsten seks Aar, før de igen saaes . Jytte havde i Mellemtiden taget Studentereksamen med Udmærkelse og studerede nu Engelsk og Fransk uden noget andet Formaal end at smykke sig med en Magistergrad. Selv var han endelig bleven Kandidat og havde i alle disse Aar ikke tænkt synderlig meget paa hende til Trods for, at han ofte havde faaet hendes Skønhed og Klogskab fremstillet i bengalsk Belysning af Asmus og Andre . Men hans Hjerte var dengang pantsat ^ andre Steder.

Derefter gik der næsten seks Aar, før de atter saaes , og i al den Tid tænkte han kun sjelden ^ ^ ^ ^ paa hende , skønt Asmus ofte talte om hende med Berømmelse. Hun var bleven Student med Udmærkelse og studerede nu Engelsk og Fransk for at blive Magister . Men hans Hjerte var dengang pantsat forskellige andre Steder.

Saa en Dag mødtes de i et københavnsk Middagsselskab. Allerede hendes Udseende overraskede ham ^ . Han havde tænkt sig hende høj og slank, og saa var hun snarere under end over Middelhøjde og allerede ret fyldig. Han kunde endnu huske hendes Dragt af ildgul Silke med en perlestukken Kniplings-Bertha, 65 der ærbart indrammede de jomfruelige Skuldre. Det lokkede Haar bar hun dengang kortklippet med en Skilning paa den ene Side .

Saa en Dag mødtes de i et københavnsk Middagsselskab. Allerede hendes Udseende satte ham i Forundring . Han havde tænkt sig hende høj og slank, og saa var hun snarest under ^ Middelhøjde og allerede ret fyldig. Han huskede endnu , at hun var klædt i ildgul Silke , og at hun i den Dragt og med sin varme Hudfarve havde gjort et ganske sydlandsk Indtryk paa ham .

De fik hinanden tilbords, og ^ hun satte ham paany i Forbavselse ved den naturlige Ligefremhed, hvormed hun straks fortalte ham , at hun havde vidst, han skulde komme ^ ^ , og havde glædet sig til at træffe ham . Hun var netop vendt tilbage fra en Italiensrejse ^ med sin Moder, og selv agtede han sig en af Dagene til Paris; alligevel talte de næsten udelukkende om Storeholt.
Han nævnede forsøgsvis ogsaa Grønnevandet, men da det gik op for hende, hvad han tænkte paa, saae hun bort og blev lidt rød. Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en ^ mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge ^ kunde i det højeste endnu spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af hendes gyldenbrune Øjne , i Smilets Friskhed og saa i denne frimodige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Folk , der ikke kendte hende.

De fik hinanden tilbords, og ^ hun satte ham paany i Forbavselse ved den naturlige Ligefremhed, hvormed hun straks fortalte ham , at hun havde vidst, han skulde komme ^ ^ , og havde glædet sig til at træffe ham . Hun var netop vendt tilbage fra en Italiensrejse ^ med sin Moder, og selv agtede han sig en af Dagene til Paris; alligevel talte de næsten udelukkende om Storeholt.
Han nævnede forsøgsvis ogsaa Grønnevandet, men da det gik op for hende, hvad han tænkte paa, saae hun bort og blev lidt rød. Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en ^ mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge ^ kunde i det højeste endnu spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af hendes gyldenbrune Øjne , i Smilets Sødme og saa i denne frimodige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Folk , der ikke kendte hende.

De fik hinanden tilbords, og her overraskede hun ^ ham paany ^ ved ^ straks at fortælle , at hun havde vidst, han I, 41 vilde komme der , og havde glædet sig til at træffe ham igen. Saa talte de om Storeholt, og hun fortalte underholdende om en Italiensrejse , hun nylig havde foretaget sammen med sin Mor. Hendes Far var et Aarstid i Forvejen død som Justitsminister.
Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en i Optræden og Tale mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge fra »Grønnevandet« kunde i det højeste ^ spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af de gyldenbrune Øjne og ^ ^ i denne fortrolige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Mænd , der ikke kendte hende.

De fik hinanden tilbords, og her overraskede hun ^ ham paany ^ ved ^ straks at fortælle , at hun havde vidst, han vilde komme I, 31 der , og havde glædet sig til at træffe ham igen. Saa talte de om Storeholt, og hun fortalte underholdende om en Italiensrejse , hun nylig havde foretaget sammen med sin Mor. Hendes Far var et Aarstid i Forvejen død som Justitsminister.
Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en i Optræden og Tale mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge fra »Grønnevandet« kunde i det højeste ^ spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af de gyldenbrune Øjne og ^ ^ i denne fortrolige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Mænd , der ikke kendte hende.

De fik hinanden tilbords, og her overraskede hun ^ ham paany ^ ved ^ straks at fortælle , at hun havde vidst, han vilde komme der , og havde glædet sig til at træffe ham igen. Saa talte de om Storeholt, og hun fortalte underholdende om en Italiensrejse , hun nylig havde foretaget sammen med sin Mor. Hendes Far var et Aarstid i Forvejen død som Justitsminister.
I, 31 Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en i Optræden og Tale mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge fra »Grønnevandet« kunde i det højeste ^ spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af de gyldenbrune Øjne og ^ ^ i denne fortrolige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Mænd , der ikke kendte hende.

Allerede ved dette første Møde fik deres Underholdning en saa fortrolig Karakter, at hun spurgte ^ ham tilraads om sine Studier. Han ^ talte til hende om hendes Fader, der et Par Aar forinden var død som Minister; og da han for Spøg forhørte sig om 66 hendes egen politiske Trosbekendelse, erklærede hun aabenhjertigt, at hun aldeles ikke interesserede sig for Politik og ikke kunde begribe, at Nogen vilde være Minister. Hun havde ofte set , sagde hun, hvor forpint hendes Fader var kommen hjem fra Rigsdagsmøder og Statsraadsforhandlinger , og hun var overbevist om, at det var de mange Ærgrelser, han havde haft, der saa tidligt lagde ham i Graven.

Allerede ved dette første Møde fik deres Underholdning en saa fortrolig Karakter, at hun spurgte ^ ham tilraads om sine Studier. Han paa sin Side talte ^ om hendes Fader, der et Par Aar forinden var død som Minister; og da han for Spøg forhørte sig om 66 hendes egen politiske Trosbekendelse, erklærede hun aabenhjertigt, at hun aldeles ikke interesserede sig for Politik og ikke kunde begribe, at Nogen vilde være Minister. Hun havde ofte set , sagde hun, hvor forpint hendes Fader var kommen hjem fra Rigsdagsmøder og Statsraadsforhandlinger , og hun var overbevist om, at det var de mange Ærgrelser, han havde haft, der saa tidligt lagde ham i Graven.

Allerede ved dette første Møde ^ spurgte hun ham tilraads om forskellige Ting, talte ogsaa en Del om sin Far og bekendte aabenhjertig, at hun ^ ^ ^ ikke interesserede sig for Politik og ikke kunde begribe, hvor nogen vilde være Minister. Hun havde ofte set sin Far komme forpint ^ hjem fra Rigsdagsmøder og Statsraadsforhandlinger og følte sig overbevist om, at det var de mange Ærgrelser, han havde haft, der saa tidlig lagde ham i Graven.

Ogsaa efter Bordet blev de ^ ^ siddende sammen , hvad der vakte nogen Uro rundt omkring, hvor gamle og unge Herrer stod og trippede for at komme til med deres Kur. Hendes Moder maatte tilsidst hen og minde hende om , at der var andre gamle Venner tilstede, som gerne vilde hilse paa hende.

Ogsaa efter Bordet blev de ^ nogen Tid siddende sammen i fortrolig Samtale, indtil Jyttes Mor kom derhen og bad hende huske paa , at der var andre ^ Venner tilstede, som gerne vilde hilse paa hende.

Ogsaa efter Bordet blev de i nogen Tid siddende sammen i fortrolig Samtale, indtil Jyttes Mor kom derhen og bad hende huske paa , at der var andre ^ Venner tilstede, som gerne vilde hilse paa hende.

De Dage, der ^ fulgte, stod siden for hans Erindring som henlevet i en gylden Sky. Han havde jo været forelsket før, ja det havde i Almindelighed været ret farligt for ham at komme paa Tomandshaand med en smuk Dame, da der gerne blev en eller anden Slags Forlovelse ud deraf. Nu følte han sig for første Gang grebet af den mystiske Magt, der fletter to Menneskers Livstraad sammen og fuldbyrder deres Skæbne. Dag for Dag udsatte han sin Pariserrejse for at kunne træffe sammen med Jytte Abildgaard, og tilsidst kom det da ogsaa til en Erklæring.

De Dage, der nu fulgte, stod siden for hans Erindring som henlevet i en gylden Taage. Han, som tidligere blev lidt forelsket i enhver smuk Dame, han saae, følte ^ sig for første Gang som Offer for den mystiske Magt, der filtrer I, 42 to Menneskers Livstraade i hinanden og fuldbyrder deres Skæbne. Skønt han netop stod i Begreb med at drage ud paa sin store Studierejse og hans Venner allerede havde gjort Afskedsgilder for ham, opsatte han Rejsen fra Uge til Uge for at kunne træffe sammen med Jytte Abildgaard, og en Dag kom det ^ ogsaa til en Erklæring.

De Dage, der nu fulgte, stod siden for hans Erindring som henlevet i en gylden Taage. Han, som tidligere blev lidt forelsket i enhver smuk Dame, han saae, følte ^ sig for første Gang som Offer for den mystiske Magt, der filtrer to Menneskers Livstraade i hinanden og fuldbyrder deres Skæbne. Skønt han netop stod i Begreb med at drage ud paa sin store Studierejse og hans Venner allerede havde gjort Afskedsgilder for ham, opsatte han Rejsen fra Uge til Uge for at kunne træffe sammen med Jytte Abildgaard, og en Dag kom det ^ ogsaa til en Erklæring.

Det var ude paa Langelinje , en frisk Solskinsdag med store, hvide Skyer i Drift ud over Sundet – 67 han skulde ikke glemme den Dag! Sammen med Jyttes Moder og hendes garderhøje Faster sad de paa en af Bænkene længst ude. Fasteren havde som sædvanlig erobret Konversationen og fortalte med hæs Droskekuskestemme om sine astmatiske Anfald, om sin Gigt og de tyve andre Sygdomme, hun indbildte sig at lide af. Imens sad han i sine egne, forelskede Tanker og ridsede i Gruset med sin Stok, og Jytte, der havde Plads ved Siden af ham, begyndte tilsidst skalkagtigt at tegne hans Figurer efter med Spidsen af sin Parasol. Da han opdagede det, mødtes deres Øjne med en Dristighed, der bagefter aabenbart forskrækkede hende og drev Blodet højt op i hendes Ansigt. Senere, paa Vejen ind til Byen, tog han Lejligheden iagt og friede straks da de blev alene ; og saa sikker var han paa sin Sejr, at han nær ikke havde villet tro hende , da hun – højst ulykkelig – bad om Betænkningstid . I et lille, anstrengt, halvt humoristisk ^ ^ Brev ^ bad hun ham Dagen efter om endelig ikke for hendes Skyld at opsætte sin Pariserrejse længer .
Han havde godt vidst, at der var andre Mænd, som hun holdt af at tale med og paa sin frimodige Maade viste Tillid. Der var navnlig Professor Ole Knudsen, den bekendte Historiker, hvem hun nylig havde lært personlig at kende i Rom, og hvis aandfulde Personlighed og triste Livshistorie tydeligt havde 68 gjort et stærkt Indtryk paa hende. Men Manden var over 60 Aar gammel og næsten blind, saa det var ikke faldet ham ind for Alvor at betragte ham som Rival. Nu tvivlede han dog ikke om , at det var for dette gamle Menneskes Skyld, hun gav ham Kurven og derved beredte ham hans Livs første alvorlige Nederlag.
Nogle Maaneder ^ senere hørte han saa i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende tre Aar, mens han flyttede om i Evropa for sine Studiers Skyld, naaede der ham Gang paa Gang nye Rygter om ^ forestaaende Forbindelser, som dog aldrig blev til noget. Han maatte da ofte tænke paa den vemodige Ytring, hvormed hun havde sluttet sit ellers saa spøgefulde Brev til ham , » at det vist overhovedet ikke var Vorherres Mening med hende, at hun nogensinde skulde blive gift«.
Saa var det en Vinterdag kort ^ ^ efter hans Hjemkomst , at de uforvarende mødtes i Ridehuset ^ . Hun var nu bleven 22 Aar og stod i sin fejreste Blomstring. Det mørkebrune Haar havde hun i Mellemtiden ladet vokse; det laa – lidt egenraadigt umoderne – i en svær Fletning omkring Hovedet, hvad der i første Øjeblik gjorde hende lidt fremmed for ham. Noget nyt var det ogsaa at se hende tilhest, og han kunde ikke lade være med at tænke paa, 69 om denne nye Sportsinteresse maaske var en Virkning af hendes Bekendtskab med den svenske Væddeløbsbaron, som man engang havde villet gifte hende med. Nogen ^ god Rytterske var hun under alle Omstændigheder ikke bleven; hun havde stadig saa meget for med Hesten . Men Ridedragten og den sorte Fløjls Jockeyhue klædte hendes energiske Skikkelse henrivende.
De fandt snart igen den gamle, kammeratlige Tone. Som om der aldrig havde været noget Brud i deres Forhold sluttede hun sig paany ^ ^ ^ til ham med denne søsterlige Tillidsfuldhed, der var særlig farlig ^ for ham, der ikke havde kendt hverken Søster eller Moder og derfor altid havde ^ en næsten sygelig Trang til kvindelig Forstaaelse og Ømhed.
Hun fortalte ham, hvad han forresten allerede vidste, at hun havde opgivet Videnskaben for at slaa sig paa Musik. Paa hans Spørgsmaal om Aarsagen svarede hun, at hendes Lyst i Grunden altid havde staaet til Musikken, og for at faa en Afgørelse havde hun saa en Morgen talt paa sine Bluseknapper. Senere hørte han af Andre, at hun virkelig fra den samme Dag havde overflyttet hele sin mærkværdige Viljekraft fra Bogen ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ til Klaveret og allerede var en anerkendt Dygtighed. En af hendes Lærere paa Konservatoriet skulde have sagt om hende, at dersom hun blot havde Ærgerrighed som hun havde 70 musikalsk Forstand og Arbejdsevne, vilde hun kunne blive en Virtuos af Rang.
I de følgende Par Uger mødtes de daglig paa det samme Sted, indtil hans Læge forbød ham alle stærke Bevægelser, ogsaa at ride. Siden saaes de mest i hendes Hjem hos Moderen – » Gehejmeraadinden «, som Fru Abildgaard oftest blev kaldt af Fremmede, fordi hendes Mand var død i sin høje Embedsstilling og fordi hun selv tilhørte den ansete og formuende Hagenske Slægt. De to Damer levede den Vinter temmelig stille. Fru Abildgaard havde Aaret forinden mistet den sidste af sine to Sønner, en begavet ung Mand, der af en urimelig Aarsag begik Selvmord. Desuden havde de mange Forlovelsesrygter, der overalt flagrede op af Jyttes Fodspor, efterhaanden isoleret dem noget . Det var ikke langt fra, at der var ved at lægge sig et Tvetydighedens Skær over dem. Jytte talte engang selv derom med nogen Bitterhed. Hun var til Tider aabenbart ikke saa lidt forpint .

Det var ude paa Langelinje , en frisk Solskinsdag med store, hvide Skyer i Drift ud over Sundet — 67 han skulde ikke glemme den Dag! Sammen med Jyttes Moder og hendes garderhøje Faster sad de paa en af Bænkene længst ude. Fasteren havde som sædvanlig erobret Konversationen og fortalte med hæs Droskekuskestemme om sine astmatiske Anfald, om sin Gigt og de tyve andre Sygdomme, hun indbildte sig at lide af. Imens sad han i sine egne, forelskede Tanker og ridsede i Gruset med sin Stok, og Jytte, der havde Plads ved Siden af ham, begyndte tilsidst skalkagtigt at tegne hans Figurer efter med Spidsen af sin Parasol. Da han opdagede det, mødtes deres Øjne med en Dristighed, der bagefter ^ forskrækkede hende og drev Blodet højt op i hendes Ansigt. Senere, paa Vejen ind til Byen, tog han Lejligheden iagt og friede ^ ; og saa sikker var han paa sin Sejr, at han nær ikke havde villet tro hende , da hun — højst ulykkelig — bad om Betænkningstid . I et lille, anstrengt, halvt humoristisk ^ ^ Brev ^ bad hun ham Dagen efter om endelig ikke for hendes Skyld at opsætte sin Pariserrejse længer .
Han havde godt vidst, at der var andre Mænd, som hun holdt af at tale med og paa sin frimodige Maade viste Tillid. Der var navnlig Professor Ole Knudsen, den bekendte Historiker, hvem hun nylig havde lært personlig at kende i Rom, og hvis aandfulde Personlighed og triste Livshistorie tydeligt havde gjort et stærkt Indtryk paa hende. Men Manden var 68 over 60 Aar gammel og næsten blind, saa det var ikke faldet ham ind for Alvor at betragte ham som Rival. Nu tvivlede han dog ikke om , at det var for dette gamle Menneskes Skyld, hun gav ham Kurven og derved beredte ham hans Livs første alvorlige Nederlag.
Nogle Maaneder ^ senere hørte han saa i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende tre Aar, mens han flyttede om i Evropa for sine Studiers Skyld, naaede der ham Gang paa Gang nye Rygter om ^ forestaaende Forbindelser, som dog aldrig blev til noget. Han maatte da ofte tænke paa den vemodige Ytring, hvormed hun havde sluttet sit ellers saa spøgefulde Brev til ham , » at det vist overhovedet ikke var Vorherres Mening med hende, at hun nogensinde skulde blive gift«.
Saa var det en Vinterdag kort ^ ^ efter hans Hjemkomst , at de uforvarende mødtes i Ridehuset ^ . Hun var nu bleven 22 Aar og stod i sin fejreste Blomstring. Det mørkebrune Haar havde hun i Mellemtiden ladet vokse; det laa — lidt egenraadigt umoderne — i en svær Fletning omkring Hovedet, hvad der i første Øjeblik gjorde hende lidt fremmed for ham. Noget nyt var det ogsaa at se hende tilhest, og han kunde ikke lade være med at tænke paa, om denne nye Sportsinteresse maaske var en Virkning 69 af hendes Bekendtskab med den svenske Væddeløbsbaron, som man engang havde villet gifte hende med. Nogen ^ god Rytterske var hun under alle Omstændigheder ikke bleven; hun havde stadig saa meget for med Hesten . Men Ridedragten og den sorte Fløjls Jockeyhue klædte hendes energiske Skikkelse henrivende.
De fandt snart igen den gamle, kammeratlige Tone. Som om der aldrig havde været noget Brud i deres Forhold sluttede hun sig paany ^ ^ ^ til ham med denne søsterlige Tillidsfuldhed, der var saa farlig netop for ham, der aldrig havde kendt hverken Søster eller Moder og derfor altid havde haft en næsten sygelig Trang til kvindelig Forstaaelse og Ømhed.
Hun fortalte ham, hvad han forresten allerede vidste, at hun havde opgivet Videnskaben for at slaa sig paa Musik. Paa hans Spørgsmaal om Aarsagen svarede hun, at hendes Lyst i Grunden altid havde staaet til Musikken, og for at faa en Afgørelse havde hun saa en Morgen talt paa sine Bluseknapper. Senere hørte han af Andre, at hun virkelig fra den samme Dag havde overflyttet hele sin mærkværdige Viljekraft fra Bogen ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ til Klaveret og allerede var en anerkendt Dygtighed. En af hendes Lærere paa Konservatoriet skulde have sagt om hende, at dersom hun blot havde Ærgerrighed som hun havde 70 musikalsk Forstand og Arbejdsevne, vilde hun kunne blive en Virtuos af Rang.
I de følgende Par Uger mødtes de daglig paa det samme Sted, indtil hans Læge forbød ham alle stærke Bevægelser, ogsaa at ride. Siden saaes de mest i hendes Hjem hos Moderen — »Gehejmeraadinden «, som Fru Abildgaard oftest blev kaldt af Fremmede, fordi hendes Mand var død i sin høje Embedsstilling og fordi hun selv tilhørte den ansete og formuende Hagenske Slægt. De to Damer levede den Vinter temmelig stille. Fru Abildgaard havde Aaret forinden mistet den sidste af sine to Sønner, en begavet ung Mand, der af en urimelig Aarsag begik Selvmord. Desuden havde de mange Forlovelsesrygter, der overalt flagrede op af Jyttes Fodspor, efterhaanden isoleret dem noget . Det var ikke langt fra, at der var ved at lægge sig et Tvetydighedens Skær over dem. Jytte talte engang selv derom med nogen Bitterhed. Hun var til Tider aabenbart ikke saa lidt forpint .

Det var ude paa Langelinje . En Solskinsdag i April med store, hvide Skyer i Drift ud over Sundet. Han havde været saa straalende ^ ^ ^ ^ ^ sikker paa hendes Ja, at han først ikke vilde tro det , da hun med en uigennemtrængelig Mine ^ ^ bad om Betænkningstid .
Han havde godt vidst, at der var en anden Mand, som hun holdt af at tale med og paa sin frimodige Maade viste Tillid. Det var Professor Ole Knudsen, den bekendte Historiker, hvem hun nylig havde lært personlig at kende i Rom. Men Manden var 60 Aar gammel og næsten blind, saa det var ikke faldet ham ind for Alvor at betragte ham som Rival. Dagen efter fik han imidlertid et Brev fra hende, hvori hun med et anstrengt Forsøg paa Humor bad ham om endelig ikke for hendes Skyld at opsætte sin Rejse længer , da det vistnok ikke var Vorherres Mening med hende, at hun overhovedet skulde blive gift.
Den Dag gik det pludselig op for ham, at han ikke var den Lykkeprins, han hidtil havde haft nogen Grund , til at tro. Han var saa fortvivlet og samtidig saa rasende forbitret, saa dødelig saaret i sin forkælede Selvfølelse ^ , at han ikke var langt fra at gøre en Ulykke paa sig.
Dagen efter rejste han.
I, 43 Et halvt Aar senere hørte han ^ i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende to Aar, mens han gennemrejste Evropa for sine Studiers Skyld, naaede der ham ^ Rygter om andre forestaaende Forbindelser, som heller ikke blev til noget. Han maatte da igen mindes de anstrengt spøgefulde Ord, hun havde skrevet til ham om sin formodede Bestemmelse her i Livet, og tænke paa, hvad de kunde skjule.
Kort Tid efter sin Hjemkomst traf han hende en Dag uforvarende ^ i Ridehuset ved Slottet . Hun var nu bleven 23 Aar og stod i sin fejreste Blomstring. Siden mødtes de her næsten daglig – og efter at de først ved en stiltiende Forstaaelse var kommen overens om at ^ ^ lade Fortiden hvile, fandt hun hurtigt igen den gamle, tillidsfulde Tone overfor ham. De red tilsidst ud sammen og gjorde ret lange Ture i Byens Omegn.
^ ^ Nogen særlig god Rytterske havde den svenske Væddeløbsbaron ikke formaaet at gøre af hende . Men Ridedragten og den sorte ^ Jockeyhue klædte hende fortræffeligt.
Det var paa en af disse Udflugter, at han første Gang overraskedes af et Varselbud fra sin Sygdom. Han fik ondt og maatte staa af Hesten for at hvile sig paa en Grøftekant. Det var ude ad Utterslev til . Jytte blev frygtelig opskræmt. Hun red ind i en Gaard ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ for at hente Vand, og bagefter stod hun selv af Hesten og tog sig af ham paa den søsterligste Maade.
Saadan begyndte Kærligheden igen at spinde sine I, 44 gyldne Traade imellem dem. Han saae hende fra den Dag mest i hendes Hjem hos Moderen – »Gehejmeraadinden«, som hun gerne blev kaldt, fordi hendes Mand var død i sin høje Embedsstilling, og fordi hun selv tilhørte den ansete og formuende Hagenske Slægt fra Storeholt.
Til nogen fornyet Erklæring kom det dog aldrig. Der viste sig ^ paa Bunden af Jyttes frimodige Væsen bestandig en hurtig vakt Skyhed, som i det afgørende Øjeblik holdt ham Ordet tilbage. Der var i denne underligt bange Tillidsfuldhed noget, der ofte fik ham til at tænke paa saadanne halvtamme Raakid, som man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, – der flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort.
Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunde være nogen Hemmelighed i hendes Liv, som hun ikke havde Mod til at tilstaa for ham. Han mindedes de angstfulde Øjne, hvormed hun havde set paa ham hin Dag paa Langelinje, da han friede til hende. De Øjne havde forfulgt ham ogsaa her paa Favsingholm.
Hun og hendes Mor levede den Vinter meget stille. Fru Abildgaard havde kort forinden mistet den sidste af sine to Sønner, en begavet ung Mand, der af en urimelig Aarsag begik Selvmord. De mange Forlovelsesrygter, der i de sidste Aar var flagret op af Jyttes Fodspor, havde vistnok ogsaa isoleret dem noget ^ .

Det var ude paa Langelinje . En Solskinsdag i April med store, hvide Skyer i Drift ud over Sundet. Han havde været saa straalende ^ ^ ^ ^ ^ sikker paa hendes Ja, at han først ikke vilde tro det , da hun med en uigennemtrængelig Mine ^ ^ bad om Betænkningstid .
Han havde godt vidst, at der var en anden Mand, som hun I, 32 holdt af at tale med og paa sin frimodige Maade viste Tillid. Det var Professor Ole Knudsen, den bekendte Historiker, hvem hun nylig havde lært personlig at kende i Rom. Men Manden var 60 Aar gammel og næsten blind, saa det var ikke faldet ham ind for Alvor at betragte ham som Rival. Dagen efter fik han imidlertid et Brev fra hende, hvori hun med et anstrengt Forsøg paa Humor bad ham om endelig ikke for hendes Skyld at opsætte sin Rejse længer , da det vistnok ikke var Vorherres Mening med hende, at hun overhovedet skulde blive gift.
Den Dag gik det pludselig op for ham, at han ikke var den Lykkeprins, han hidtil havde haft nogen Grund til at tro. Han var saa fortvivlet og samtidig saa rasende forbitret, saa dødelig saaret i sin forkælede Selvfølelse ^ , at han ikke var langt fra at gøre en Ulykke paa sig.
Dagen efter rejste han.
Et halvt Aar senere hørte han ^ i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende to Aar, mens han gennemrejste Europa for sine Studiers Skyld, naaede der ham ^ Rygter om andre forestaaende Forbindelser, som heller ikke blev til noget. Han maatte da igen mindes de anstrengt spøgefulde Ord, hun havde skrevet til ham om sin formodede Bestemmelse her i Livet, og tænke paa, hvad de kunde skjule.
Kort Tid efter sin Hjemkomst traf han hende en Dag uforvarende ^ i Ridehuset ved Slottet . Hun var nu bleven 23 Aar og stod i sin fejreste Blomstring. Siden mødtes de her næsten daglig — og efter at de først ved en stiltiende Forstaaelse var kommen overens om at ^ ^ lade Fortiden hvile, fandt hun hurtigt igen den gamle, tillidsfulde Tone overfor ham. De red tilsidst ud sammen og gjorde ret lange Ture i Byens Omegn.
^ ^ Nogen særlig god Rytterske havde den svenske Væddeløbsbaron ikke formaaet at gøre af hende . Men Ridedragten og den sorte ^ Jockeyhue klædte hende fortræffeligt.
Det var paa en af disse Udflugter, at han første Gang overraskedes af et Varselbud fra sin Sygdom. Han fik ondt og maatte staa af Hesten for at hvile sig paa en Grøftekant. Det var ude I, 33 ad Utterslev til . Jytte blev frygtelig opskræmt. Hun red ind i en Gaard ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ for at hente Vand, og bagefter stod hun selv af Hesten og tog sig af ham paa den søsterligste Maade.
Saadan begyndte Kærligheden igen at spinde sine gyldne Traade imellem dem. Han saae hende fra den Dag mest i hendes Hjem hos Moderen — »Gehejmeraadinden«, som hun gerne blev kaldt, fordi hendes Mand var død i sin høje Embedsstilling, og fordi hun selv tilhørte den ansete og formuende Hagenske Slægt fra Storeholt.
Til nogen fornyet Erklæring kom det dog aldrig. Der viste sig ^ paa Bunden af Jyttes frimodige Væsen bestandig en hurtig vakt Skyhed, som i det afgørende Øjeblik holdt ham Ordet tilbage. Der var i denne underligt bange Tillidsfuldhed noget, der ofte fik ham til at tænke paa saadanne halvtamme Raakid, som man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, — der flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort.
Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunde være nogen Hemmelighed i hendes Liv, som hun ikke havde Mod til at tilstaa for ham. Han mindedes de angstfulde Øjne, hvormed hun havde set paa ham hin Dag paa Langelinje, da han friede til hende. De Øjne havde forfulgt ham ogsaa her paa Favsingholm.
Hun og hendes Mor levede den Vinter meget stille. Fru Abildgaard havde kort forinden mistet den sidste af sine to Sønner, en begavet ung Mand, der af en urimelig Aarsag begik Selvmord. De mange Forlovelsesrygter, der i de sidste Aar var flagret op af Jyttes Fodspor, havde vistnok ogsaa isoleret dem noget ^ .

Det var ude paa Langelinje . En Solskinsdag i April med store, hvide Skyer i Drift ud over Sundet. Han havde været saa straalende ^ ^ ^ ^ ^ sikker paa hendes Ja, at han først ikke vilde tro det , da hun med en uigennemtrængelig Mine ^ ^ bad om Betænkningstid .
Han havde godt vidst, at der var en anden Mand, som hun holdt af at tale med og paa sin frimodige Maade viste Tillid. Det var Professor Ole Knudsen, den bekendte Historiker, hvem hun nylig havde lært personlig at kende i Rom. Men Manden var 60 Aar gammel og næsten blind, saa det var ikke faldet ham I, 32 ind for Alvor at betragte ham som Rival. Dagen efter fik han imidlertid et Brev fra hende, hvori hun med et anstrengt Forsøg paa Humor bad ham om endelig ikke for hendes Skyld at opsætte sin Rejse længer , da det vistnok ikke var Vorherres Mening med hende, at hun overhovedet skulde blive gift.
Den Dag gik det pludselig op for ham, at han ikke var den Lykkeprins, han hidtil havde haft nogen Grund til at tro. Han var saa fortvivlet og samtidig saa rasende forbitret, saa dødelig saaret i sin forkælede Selvfølelse ^ , at han ikke var langt fra at gøre en Ulykke paa sig.
Dagen efter rejste han.
Et halvt Aar senere hørte han ^ i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende to Aar, mens han gennemrejste Europa for sine Studiers Skyld, naaede der ham ^ Rygter om andre forestaaende Forbindelser, som heller ikke blev til noget. Han maatte da igen mindes de anstrengt spøgefulde Ord, hun havde skrevet til ham om sin formodede Bestemmelse her i Livet, og tænkte paa, hvad de kunde skjule.
Kort Tid efter sin Hjemkomst traf han hende en Dag uforvarende ^ i Ridehuset ved Slottet . Hun var nu bleven 23 Aar og stod i sin fejreste Blomstring. Siden mødtes de her næsten daglig – og efter at de først ved en stiltiende Forstaaelse var kommen overens om at ^ ^ lade Fortiden hvile, fandt hun hurtigt igen den gamle, tillidsfulde Tone overfor ham. De red tilsidst ud sammen og gjorde ret lange Ture i Byens Omegn.
^ ^ Nogen særlig god Rytterske havde den svenske Væddeløbsbaron ikke formaaet at gøre af hende . Men Ridedragten og den sorte ^ Jockeyhue klædte hende fortræffeligt.
Det var paa en af disse Udflugter, at han første Gang overraskedes af et Varselbud om sin Sygdom. Han fik ondt og maatte staa af Hesten for at hvile sig paa en Grøftekant. Det var ude ad Utterslev til . Jytte blev frygtelig opskræmt. Hun red ind i en Gaard ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ for at hente Vand, og bagefter stod hun selv af Hesten og tog sig af ham paa den søsterligste Maade.
Saadan begyndte Kærligheden igen at spinde sine gyldne I, 33 Traade imellem dem. Han saae hende fra den Dag mest i hendes Hjem hos Moderen – »Gehejmeraadinden«, som hun gerne blev kaldt, fordi hendes Mand var død i sin høje Embedsstilling, og fordi hun selv tilhørte den ansete og formuende Hagenske Slægt fra Storeholt.
Til nogen fornyet Erklæring kom det dog aldrig. Der gemte sig bestandig paa Bunden af Jyttes frimodige Væsen ^ en hurtig vakt Skyhed, som i det afgørende Øjeblik holdt ham Ordet tilbage. Der var i denne underligt bange Tillidsfuldhed noget, der ofte fik ham til at tænke paa saadanne halvtamme Raakid, som man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, – der flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort.
Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunde være nogen Hemmelighed i hendes Liv, som hun ikke havde Mod til at tilstaa for ham. Han mindedes de angstfulde Øjne, hvormed hun havde set paa ham hin Dag paa Langelinje, da han friede til hende. De Øjne havde forfulgt ham ogsaa her paa Favsingholm.
Hun og hendes Mor levede den Vinter meget stille. Fru Abildgaard havde kort forinden mistet den sidste af sine to Sønner, en begavet ung Mand, der af en urimelig Aarsag begik Selvmord. De mange Forlovelsesrygter, der i de sidste Aar var flagret op af Jyttes Fodspor, havde vistnok ogsaa isoleret dem noget ^ .

» Synes De ikke, Jytte har forandret sig meget?« spurgte Moderen ham engang, da de sad alene sammen i Dagligstuen.
Han maatte give hende Ret. Frimodigheden var borte. Der kunde i Øjeblikke, da hun faldt hen i sig selv, liste sig noget tungt og forsagt ind i hendes Træk; og kom hun inde fra Ensomheden i sin egen 71 Stue, laa der ofte et Slør af Træthed ^ over de skønne, kloge Øjne med det hemmelighedsfulde Skyggespil.
Han havde selv i de forløbne Aar oplevet et og andet, der havde givet ham Afsmag for Verden og faaet ham til at føle sig ensom. Han gjorde derfor ingen alvorlig Modstand, da han mærkede, hvordan Kærligheden igen begyndte at spinde sine gyldne Traade imellem dem. Men til nogen fornyet Erklæring kom det alligevel aldrig. Der mærkedes altid paa Bunden af Jyttes Væsen en Skyhed, som i sidste Øjeblik holdt ham Ordet tilbage paa Tungen. Han maatte ofte tænke paa de halvtamme Raakid, man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, som flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort.
Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunde være nogen Hemmelighed i hendes Liv, som hun ikke havde Mod til at tilstaa for ham. Han mindedes de forskrækkede og bønfaldende Øjne, hvormed hun havde set paa ham hin Dag paa Langelinje, da han friede til hende. De Øjne havde forfulgt ham ogsaa her paa Favsingholm.
Bedst huskede han hende dog fra den Aften, da de stod i Lygteskæret udenfor hendes Port i Dronningens Tværgade og tog den sidste Afsked. Det var Dagen før han rejste til Nauheim for at gennemgaa sin Kur – og hente sin Dødsdom ^ ^ . Han havde 72 fulgt hende hjem fra en Koncert, hvor de havde været lige aandsfraværende begge to, og de spøgte og lo nu af lutter Forlegenhed. Havde hun maaske kunnet se det paa ham, at han igen stod og tyggede paa Frierordet ? Med paafaldende Hastværk stak hun sin Haand ud af den røde Aftenkaabe. »Naa, saa skal De altsaa igen paa Farten! Ja ja, Lykke paa Rejsen da ^ ^ !« – Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.

» Synes De ikke, Jytte har forandret sig meget?« spurgte Moderen ham engang, da de sad alene sammen i Dagligstuen.
Han maatte give hende Ret. Frimodigheden var borte. Der kunde i Øjeblikke, da hun faldt hen i sig selv, liste ^ noget tungt og forsagt ind i hendes Træk; og kom hun inde fra Ensomheden i sin egen 71 Stue, laa der ofte et Slør af Træthed ^ over de skønne, kloge Øjne med det hemmelighedsfulde Skyggespil.
Han havde selv i de forløbne Aar oplevet et og andet, der havde givet ham Afsmag for Verden og faaet ham til at føle sig ensom. Han gjorde derfor ingen alvorlig Modstand, da han mærkede, hvordan Kærligheden igen begyndte at spinde sine gyldne Traade imellem dem. Men til nogen fornyet Erklæring kom det alligevel aldrig. Der mærkedes bestandig paa Bunden af Jyttes frejdige Væsen en Skyhed, som i sidste Øjeblik holdt ham Ordet tilbage paa Tungen. Han maatte ofte tænke paa de halvtamme Raakid, man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, som flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort.
Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunde være nogen Hemmelighed i hendes Liv, som hun ikke havde Mod til at tilstaa for ham. Han mindedes de forskrækkede og bønfaldende Øjne, hvormed hun havde set paa ham hin Dag paa Langelinje, da han friede til hende. De Øjne havde forfulgt ham ogsaa her paa Favsingholm.
Bedst huskede han hende dog fra den Aften, da de stod i Lygteskæret udenfor hendes Port i Dronningens Tværgade og tog den sidste Afsked. Det var Dagen før han rejste til Nauheim for at gennemgaa sin Kur — og hente sin Dødsdom ^ ^ . Han havde 72 fulgt hende hjem fra en Koncert, hvor de havde været lige aandsfraværende begge to, og de spøgte og lo nu af lutter Forlegenhed. Havde hun maaske kunnet se det paa ham, at han igen stod og tyggede paa Frierordet ? Med paafaldende Hastværk stak hun sin Haand ud af den røde Aftenkaabe. »Naa, saa skal De altsaa igen paa Farten! Ja ja, Lykke paa Rejsen da ^ ^ !« — Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.

» Synes De ikke, min Datter har forandret sig meget?« spurgte Moderen ham engang, da de var bleven alene ^ i Dagligstuen. Han havde i sit Hjerte maattet give hende I, 46 Ret. Trods Jyttes ligegyldige og til Tider ret løsslupne Tone var hun aabenbart ^ ofte stærkt forpint. Broderens Død havde vel nok rystet hende stærkt. Men bar hun ikke ogsaa paa en hemmelig Sorg? Hvorfra kom det Slør af Træthed , der saa tidt kunde lægge sig over de skønne, kloge Øjne ? Hvorfra den tunge Sødme i det tankefulde Smil?
Hun havde i de sidste Aar opgivet sine Sprogstudier og slaaet sig paa Musikken. Selv talte hun blot om, at hun » klimprede lidt«. Men fra anden Side vidste han, at en af Professorerne ved Konservatoriet skulde have berømmet hende i høje Toner og kun beklaget, at hendes Ærgerrighed ikke svarede til hendes musikalske Evner og hendes Energi. » Hun vilde kunne blive en Virtuos af evropæisk Rang,« havde han sagt.
Aftenen før han rejste til Nauheim for at gennemgaa en Kur – og hente sin Dødsdom – stod de sammen i Lygteskæret udenfor hendes Port i Dronningens Tværgade og tog Afsked . Han havde fulgt hende hjem fra en Koncert, og de var begge lige aandsfraværende. Anede hun, at Frierordet atter brændte ham paa Læben? Var det af den Grund, hun havde et saadant Hastværk med at faa Haanden ud af Aftenkaaben og sige Godnat?
» Og Lykke paa Rejsen !« sagde hun i ^ spøgende Tone. » Og husk paa, at De har lovet Mor at skrive !«
Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.

» Synes De ikke, min Datter har forandret sig meget?« spurgte Moderen ham engang, da de var bleven alene ^ i Dagligstuen. Han havde i sit Hjerte maattet give hende Ret. Trods Jyttes ligegyldige og til Tider ret løsslupne Tone var hun aabenbart ^ ofte stærkt forpint. Broderens Død havde vel nok rystet hende stærkt. Men bar hun ikke ogsaa paa en hemmelig Sorg? Hvorfra kom det Slør af Træthed , der saa tidt kunde lægge sig over de skønne, kloge Øjne ? Hvorfra den tunge Sødme i det tankefulde Smil?
Hun havde i de sidste Aar opgivet sine Sprogstudier og slaaet I, 34 sig paa Musikken. Selv talte hun blot om, at hun » klimprede lidt«. Men fra anden Side vidste han, at en af Professorerne ved Konservatoriet skulde have berømmet hende i høje Toner og kun beklaget, at hendes Ærgerrighed ikke svarede til hendes musikalske Evner og hendes Energi. » Hun vilde kunne blive en Virtuos af evropæisk Rang,« havde han sagt.
Aftenen før han rejste til Nauheim for at gennemgaa en Kur — og hente sin Dødsdom — stod de sammen i Lygteskæret udenfor hendes Port i Dronningens Tværgade og tog Afsked . Han havde fulgt hende hjem fra en Koncert, og de var begge lige aandsfraværende. Anede hun, at Frierordet atter brændte ham paa Læben? Var det af den Grund, hun havde et saadant Hastværk med at faa Haanden ud af Aftenkaaben og sige Godnat?
» Og Lykke paa Rejsen !« sagde hun i en spøgende Tone. » Og husk paa, at De har lovet Mor at skrive !«
Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.

» Synes De ikke, min Datter har forandret sig meget?« spurgte Moderen ham engang, da de var bleven alene ^ i Dagligstuen. Han havde i sit Hjerte maattet give hende Ret. Trods Jyttes ligegyldige og til Tider ret løsslupne Tone var hun aabenbart ^ ofte stærkt forpint. Broderens Død havde vel nok rystet hende stærkt. Men bar hun ikke ogsaa paa en hemmelig Sorg? Hvorfra kom det Slør af Træthed , der saa tidt kunde lægge sig over de skønne, kloge Øjne ? Hvorfra den tunge Sødme i det tankefulde Smil?
Hun havde i de sidste Aar opgivet sine Sprogstudier og slaaet sig paa Musikken. Selv talte hun blot om, at hun » klimprede lidt«. Men fra anden Side vidste han, at en af Professorerne ved Konservatoriet skulde have berømmet hende i høje Toner og kun beklaget, at hendes Ærgerrighed ikke svarede til hendes musikalske I, 34 Evner og hendes Energi. » Hun vilde kunne blive en Virtuos af evropæisk Rang,« havde han sagt.
Aftenen før han rejste til Nauheim for at gennemgaa en Kur – og hente sin Dødsdom – stod de sammen i Lygteskæret udenfor hendes Port i Dronningens Tværgade og tog Afsked . Han havde fulgt hende hjem fra en Koncert, og de var begge lige aandsfraværende. Anede hun, at Frierordet atter brændte ham paa Læben? Var det af den Grund, hun havde et saadant Hastværk med at faa Haanden ud af Aftenkaaben og sige Godnat?
» Og Lykke paa Rejsen !« sagde hun i en spøgende Tone. » Og husk paa, at De har lovet Mor at skrive !«
Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.

Siden havde han hvert Aar paa sin Fødselsdag faaet en Sending Roser fra hende og Moderen med en Hilsen fra Storeholt, hvor de paa den Tid altid opholdt sig. Han havde ^ takket ^ med et Par Høflighedsfraser, og anden Forbindelse havde der ^ ikke været imellem dem. Hvor kunde da Asmus komme paa den Tanke, at det netop var ham , hun gik og ventede paa? Det var jo aldeles urimeligt, og han vilde ikke tro paa det.
» Hun vil, hvad hun vil; og hun vil altid det umulige,« havde Asmus sagt om hende. Var det maaske Forklaringen?

Siden havde han hvert Aar paa sin Fødselsdag faaet en Sending Roser fra hende og Moderen med en Hilsen fra Storeholt, hvor de paa den Tid gerne opholdt sig. Han havde ^ takket ^ med et Par Høflighedsfraser, og anden Forbindelse havde der ^ ikke været imellem dem. Hvor kunde da Asmus komme paa den Tanke, at det netop var ham , hun gik og ventede paa? Det var jo aldeles urimeligt, og han vilde ikke tro paa det.
» Hun vil, hvad hun vil; og hun vil altid det umulige,« havde Asmus sagt om hende. Var det maaske Forklaringen?

Siden havde han hvert Aar paa sin Fødselsdag faaet en Sending Roser fra hende og Moderen med en Hilsen fra Storeholt, hvor de paa den Tid gerne opholdt sig. I, 46 Den første Gang havde han takket med et Brev, senere med et Par Høflighedsfraser, og anden Forbindelse havde der i disse Aar ikke været imellem dem. ^

Siden havde han hvert Aar paa sin Fødselsdag faaet en Sending Roser fra hende og Moderen med en Hilsen fra Storeholt, hvor de paa den Tid gerne opholdt sig. Den første Gang havde han takket med et Brev, senere med et Par Høflighedsfraser, og anden Forbindelse havde der i disse Aar ikke været imellem dem. ^

⇕ Torben og Jytte I, 1.5

⇕ De Dødes Rige 1.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 1.5

⇐

Dersom den unge Dame overhovedet gik og ventede paa Nogen , var det temmelig sikkert ikke ^ paa ham .

Dersom den unge Dame overhovedet gik og ventede paa Nogen , var det i hvert Fald ^ ikke ^ paa ham .

Dersom det forholdt sig rigtigt, som Asmus formodede, at hun gik og ventede paa nogen , saa kunde det ^ sikkert ikke være paa ham ...

⇕ Torben og Jytte I, 1.6

⇕ De Dødes Rige 1.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 1.5

Først om et halvt Aar vilde han faa Besked. Endnu seks lange Maaneders Uvished! ... Han følte igen Sygdommens Lænker snære om Haand og Fod og sled et Øjeblik i dem som en Fange, der er vaagnet op af en Drøm om Frihed. Og han tænkte i sin Utaalmodighed: Hvad har jeg vundet? Ikke 73 saa saare har Døden maattet slippe sit Tag i mig, før Livets urolige Mare kaster sig over mig med endnu værre Pine.

Lyden af en Mus, der gav sig til at arbejde henne under Vinduespanelet, gjorde ham roligere . Saa er Klokken ^ Et ! – tænkte han . Det lille Mørkevæsen, der aabenbart førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat paa den Tid at skærpe Tænder. ^ ^ ^ ^ ^ Han havde vænnet sig saadan til Lyden, at han kunde ligge og længes efter den i sine søvnløse Timer, og denne haarde, standhaftige Gnaven virkede i Nattestilheden med en ejendommelig manende Alvor . Udenfor havde Vinden rejst sig. Underligt luskende kom den henne fra det søndre Gavlhjørne og fingrede ved Døre og Vinduer som en Tyv.
I det samme aabnedes ^ ^ ^ Døren til Barbaras Kammer ^ sagte. Den Gamle havde hørt ham sukke. Hun stod derhenne i Skørt og Natkappe og skyggede for Lyset med Haanden , saa kun hendes eget lille bløde Gammelkoneansigt blev belyst. Paa Væggen bagved hende strakte et uhyre Skyggerids af hendes Hoved sig helt op under Loftet, hvor Aftegningen af Kappebræmmen vimrede paa Gibsdækket som et selvstændigt, levende Væsen. En vækket Natsværmer foer forvildet om et Sted deroppe og baskede med Vingerne .

Lyden af en Mus, der gav sig til at arbejde henne under Vinduespanelet, gjorde ham roligere . Saa er Klokken ^ Et ! — tænkte han . Det lille Mørkevæsen, der aabenbart førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat paa den Tid at skærpe Tænder. ^ ^ ^ ^ ^ Han havde vænnet sig saadan til Lyden, at han kunde ligge og længes efter den i sine søvnløse Timer, og denne haarde, standhaftige Gnaven virkede i Nattestilheden med en ejendommelig manende Alvor . Udenfor havde Vinden rejst sig. Underligt luskende kom den henne fra det søndre Gavlhjørne og fingrede ved Døre og Vinduer som en Tyv.
I det samme aabnedes ^ ^ ^ Døren til Barbaras Kammer ^ sagte. Den Gamle havde hørt ham sukke. Hun stod derhenne i Skørt og Natkappe og skyggede for Lyset med Haanden , saa kun hendes eget lille bløde Gammelkoneansigt blev belyst. Paa Væggen bagved hende strakte et uhyre Skyggerids af hendes Hoved sig helt op under Loftet, hvor Aftegningen af Kappebræmmen vimrede paa Gibsdækket som et selvstændigt, levende Væsen. En vækket Natsværmer foer forvildet om et Sted deroppe og baskede med Vingerne .

Lyden af en Mus, der gav sig til at arbejde henne bag Vinduespanelet, gjorde ham et Øjeblik opmærksom . Saa var Klokken altsaa Et ^ ^ ^ . Det lille Mørkevæsen, der ^ førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat paa den Tid at skærpe Tænder. Udenfor havde Vinden rejst sig. Underligt luskende kom den omme fra det søndre Gavlhjørne og fingrede ved Vinduer og Døre som en Tyv.
Snart vendte dog hans Tanker tilbage til Jytte. Han satte sig op i Sengen og trykkede fortumlet Ansigtet ned i sine Hænder . Om et halvt Aar vilde han maaske vide Besked. Seks lange Maaneder skulde han endnu gaa her i Uvished! ... Han følte igen Sygdommens Lænker snære om Haand og Fod og sled i dem som en Fange, der er vaagnet op af en Drøm om Frihed.
» Hvad har jeg i Grunden vundet? Ikke saa saare har Dødens Gespenst sluppet sit Tag i min Strube, før Livets Mare kaster sig over mig med endnu værre Pine!«
Døren til Barbaras Kammer aabnedes sagte. Den Gamle havde hørt ham sukke. Hun kom ind med et Lys i Haanden og blev staaende ved Døren i sin hvide Natdragt. Med den anden Haand skærmede hun for Lyseflammen , I, 47 saa kun hendes eget lille Ansigt blev belyst. Hele Stuen fyldtes af Haandens Skygge .

Lyden af en Mus, der gav sig til at arbejde henne bag Vinduespanelet, gjorde ham et Øjeblik opmærksom . Saa var Klokken altsaa Et ^ ^ ^ . Det lille Mørkevæsen, der ^ førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat paa den Tid at skærpe Tænder. Udenfor havde Vinden rejst sig. Underligt luskende kom den omme fra det søndre Gavlhjørne og fingrede ved Vinduer og Døre som en Tyv.
Snart vendte dog hans Tanker tilbage til Jytte. Han satte sig op i Sengen og trykkede fortumlet Ansigtet ned i sine Hænder . Om et halvt Aar vilde han maaske vide Besked. Seks lange Maaneder skulde han endnu gaa her i Uvished! ... Han følte igen Sygdommens Lænker skære om Haand og Fod og sled i I, 35 dem som en Fange, der er vaagnet op af en Drøm om Frihed.
» Hvad har jeg i Grunden vundet? Ikke saa saare har Dødens Gespenst sluppet sit Tag i min Strube, før Livets Mare kaster sig over mig med endnu værre Pine!«
Døren til Barbaras Kammer aabnedes sagte. Den Gamle havde hørt ham sukke. Hun kom ind med et Lys i Haanden og blev staaende ved Døren i sin hvide Natdragt. Med den anden Haand skærmede hun for Lyseflammen , saa kun hendes eget lille Ansigt blev belyst. Hele Stuen fyldtes af Haandens Skygge .

Lyden af en Mus, der gav sig til at arbejde henne bag Vinduespanelet, gjorde ham et Øjeblik opmærksom . Saa var Klokken altsaa Et ^ ^ ^ . Det lille Mørkevæsen, der ^ førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat paa den Tid at skærpe Tænder. Udenfor havde Vinden rejst sig. Underligt luskende kom den omme fra det søndre Gavlhjørne og fingrede ved Vinduer og Døre som en Tyv. Et Varsel om Regn.
Hurtigt vendte ^ hans Tanker tilbage til Jytte. Han satte sig op i Sengen og trykkede fortumlet Ansigtet ned i sine Hænder . Om et halvt Aar vilde han maaske vide Besked. Seks lange Maaneder skulde han endnu gaa her i Uvished! ... Han følte igen Sygdommens Lænker snære om Haand og Fod og sled i dem som en Fange, der er vaagnet op af en Drøm om Frihed.
» Hvad har jeg i Grunden vundet? Ikke saa saare har Dødens Gespenst sluppet sit Tag i min Strube, før Livets Mare kaster sig over mig med endnu værre Pine!«
I, 35 Døren til Barbaras Kammer aabnedes sagte. Den Gamle havde hørt ham sukke. Hun kom ind med et Lys i Haanden og blev staaende ved Døren i sin hvide Natdragt. Med den anden Haand skærmede hun for Lyseflammen , saa kun hendes eget lille Ansigt blev belyst. Hele Stuen fyldtes af Haandens Skygge .

» Kom kun ind. Jeg er vaagen,« sagde han. » Ræk 74 mig mine Piller og giv mig lidt at drikke. Jeg er tørstig.«

» Giv mig lidt at drikke,« sagde han.

» Har Herren ikke sovet?«

» Jo – lidt . Se efter, hvordan Vejret er .«

» Jo — lidt . Se efter, hvordan Vejret er .«

» Jo vist! Men jeg er saa forstyrret i Hovedet ^ . Se efter, hvad Vinden er !«

Barbara trak et af Gardinerne op , tørrede Duggen af en Rude og saae ud i den blaa Nat.

Barbara satte Lyset fra sig paa et Bord under Vinduet , tørrede Duggen af en Rude og saae ud i den blaa Nat.

» Vinden er ^ i Sønder,« sagde hun.

» Vinden er gaaet i Sønder,« sagde hun.

»Ja, jeg syntes det nok. Jeg kunde ogsaa høre Nat-Ekspressen før. Vi skal have mere Regn .«

» Jeg tænkte det nok. Hørte De ikke Fugletrækket i Aftes? Vi skal have mere vaadt Vejr .«

Barbara tussede hen til et Bord ved Væggen , hvor hun gav sig til at blande ham en Drik af frisk Hyldebærsaft. Lyset stod foran hende paa Bordet ^ ^ ^ , saa næsten hele Stuen nu fyldtes af hendes Skygge. Torben havde rejst sig paa Albuen , og mens han betragtede hende, faldt han i Tanker . Det var saa besynderligt at tænke paa, at ogsaa hun snart skulde være bare et Minde for ham. I tusinde Nætter var hun dukket op af Mørket derhenne og havde puslet omkring ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Hun havde ogsaa undertiden siddet her ved hans Seng og forkortet ham Tiden med sine enfoldige Fortællinger om de Mennesker, hun havde lært at kende i sin lange Vaagekonetid ; og det forekom ham ofte , at hun trods sine Dages tilsyneladende Ensformighed havde oplevet mere end de fleste og trods sin Indskrænkethed var bleven klogere paa Livet end nogen Anden, han havde kendt. Men det 75 var vel, fordi hun hørte til disse sjeldne Mennesker, der altid havde deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbragte dem. ^ Hun stammede fra Kristiansfeld, hvor hun for 70 Aar siden fødtes i Brødremenigheden. I Krigens Tid havde hun haft Ansættelse ^ ved et af Feltlasaretterne og havde fulgt Hæren op gennem Jylland. Paa den Maade var hun kommen til Randersegnen, hvor hun var bleven gift, misbrugt og tilsidst ladet i Stikken af en fordrukken Mand.
Hvad skulde der nu blive af hende? Hun forstod sig hverken paa Termometermaalinger eller moderne Aseptik, havde overhovedet ingen anden Uddannelse som Sygeplejerske end et langt Livs Erfaring og Selvopofrelse. Derfor vilde Folk ikke bruge hende.
Men han var for træt til at tænke paa det nu . Da han havde drukket lidt, ^ bad han hende slukke og gaa til Ro.

Barbara tussede hen til et Bord ved Væggen , hvor hun gav sig til at blande ham en Drik af frisk Hyldebærsaft. Lyset stod foran hende paa Bordet ^ ^ ^ , saa næsten hele Stuen nu fyldtes af hendes Skygge. Torben havde rejst sig paa Albuen , og mens han betragtede hende, faldt han i Tanker . Det var saa besynderligt at tænke paa, at ogsaa hun snart skulde være bare et Minde for ham. I tusinde Nætter var hun dukket op af Mørket derhenne og havde puslet omkring ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Hun havde ogsaa undertiden siddet her ved hans Seng og forkortet ham Tiden med sine enfoldige Fortællinger om de Mennesker, hun havde lært at kende i sin lange Vaagekonetid ; og det forekom ham ofte , at hun trods sine Dages tilsyneladende Ensformighed havde oplevet mere end de fleste og trods sin Indskrænkethed var bleven klogere paa Livet end nogen Anden, han havde kendt. Det var 75 ^ vel, fordi hun hørte til disse sjældne Mennesker, der altid havde deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbragte dem. ^ Hun stammede fra Kristiansfeld, hvor hun for 70 Aar siden fødtes i Brødremenigheden. I Krigens Tid havde hun haft Ansættelse ^ ved et af Feltlasaretterne og havde fulgt Hæren op gennem Jylland. Paa den Maade var hun kommen til Randersegnen, hvor hun var bleven gift, misbrugt og tilsidst ladet i Stikken af en fordrukken Mand.
Hvad skulde der nu blive af hende? Hun forstod sig hverken paa Termometermaalinger eller moderne Aseptik, havde overhovedet ingen anden Uddannelse som Sygeplejerske end et langt Livs Erfaring og Selvopofrelse. Derfor vilde Folk ikke bruge hende.
Men han var for træt til at tænke paa det nu . Da han havde drukket lidt, ^ bad han hende slukke og gaa til Ro.

Den Gamle bekræftede det. Fluerne havde holdt sig inden Døre siden Middag , sagde hun .
Mens hun stod ved Bordet og skænkede en Drik af friske Hyldebær gennem en lille Si , laa Torben ^ paa Albuen ^ og iagttog hende . Det var saa besynderligt at tænke paa, at ogsaa hun snart skulde være bare et Minde for ham. I tusinde Nætter var hun dukket frem af Mørket derhenne og havde puslet omkring ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Undertiden havde hun maattet sidde her ved hans Seng og underholde ham i de ^ lange , søvnløse Timer ; og det syntes ham da tidt , at hun i sin ensformige Tilværelse havde oplevet mere end noget andet Menneske, han havde kendt; ogsaa, at hun med sin Enfoldighed ^ var klogere paa Livet end de fleste. Velsagtens fordi hun var et af disse nu næsten uddøde Mennesker, som ^ havde deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbragte dem.
I, 48 Hun stammede fra Kristiansfeld, hvor hun for 80 Aar siden fødtes i Brødremenigheden. I Krigens Tid havde hun haft Ansættelse som Vaagekone ved et af Feltlasaretterne og havde fulgt Hæren op gennem Jylland. Paa den Maade var hun havnet her i Randersegnen. Men hvad skulde der nu blive af hende? ...
Han var for træt til at tænke mere . Da han havde drukket lidt, tog han igen et Pulver og bad hende gaa til Ro.

Den Gamle bekræftede det. Fluerne havde holdt sig inden Døre siden Middag , sagde hun .
Mens hun stod ved Bordet og skænkede en Drik af friske Hyldebær gennem en ^ Si , laa Torben ^ paa Albuen ^ og iagttog hende . Det var saa besynderligt at tænke paa, at ogsaa hun snart skulde være bare et Minde for ham. I tusinde Nætter var hun dukket frem af Mørket derhenne og havde puslet omkring ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Undertiden havde hun maattet sidde her ved hans Seng og underholde ham i de ^ lange , søvnløse Timer ; og det syntes ham da tidt , at hun i sin ensformige Tilværelse havde oplevet mere end noget andet Menneske, han havde kendt; ogsaa, at hun med sin Enfoldighed ^ var klogere paa Livet end de fleste. Velsagtens fordi hun var et af disse nu næsten uddøde Mennesker, som ^ havde deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbragte dem.
Hun stammede fra Kristiansfeld, hvor hun for 80 Aar siden fødtes i Brødremenigheden. I Krigens Tid havde hun haft Ansættelse I, 36 som Vaagekone ved et af Feltlasaretterne og havde fulgt Hæren op gennem Jylland. Paa den Maade var hun havnet her i Randersegnen. Men hvad skulde der nu blive af hende? ...
Han var for træt til at tænke mere . Da han havde drukket lidt, tog han igen et Pulver og bad hende gaa til Ro.

Den Gamle bekræftede det. Fluerne havde holdt sig inden Døre siden Middag , sagde hun .
Mens hun stod ved Bordet og skænkede en Drik af friske Hyldebær gennem en ^ Si , laa Torben ^ paa Albuen ^ og iagttog hende . Det var saa besynderligt at tænke paa, at ogsaa hun snart skulde være bare et Minde for ham. I tusinde Nætter var hun dukket frem af Mørket derhenne og havde puslet omkring ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Undertiden havde hun maattet sidde her ved hans Seng og underholde ham i de ^ lange , søvnløse Timer ; og det syntes ham da tidt , at hun i sin ensformige Tilværelse havde oplevet mere end noget andet Menneske, han havde kendt; ogsaa, at hun med sin Enfoldighed ^ var klogere paa Livet end de fleste. Velsagtens fordi hun var et af disse nu næsten uddøde Mennesker, som ^ havde deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbragte dem.
Hun stammede fra Kristiansfeld, hvor hun for 80 Aar siden fødtes i Brødremenigheden. I Krigens Tid havde hun haft Ansættelse som Vaagekone ved et af Feltlasaretterne og havde fulgt Hæren op gennem Jylland. Paa den Maade var hun havnet her i Randersegnen. Men hvad skulde der nu blive af hende? ...
Han var for træt til at tænke mere . Da han havde drukket lidt, tog han igen et Pulver og bad hende gaa til Ro.

^ ^

VI .

I, 36 VI

⇕ Torben og Jytte I, 1.7

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 1.6

M ads Vestrup kom den næste Dag gaaende ude fra sin Roemark ^ , da han midt paa Landsbyens Gade mødte sin Nabopræst og Foresatte, ^ Provst Broberg, der kom kørende sammen med sin Kone i en magelig Kalesjevogn. Den ^ lille graamankede Mand sad indhyllet i en Plæd og dampede saa mægtigt af en Cigar, at hele Skyer stod ham ud af Munden.
Da det gik op for Provsteparret, at den store 76 Skikkelse i smudsig Lærredsjakke og Træsko, der kom gaaende saa tungt gennem Vejens Pløre, var Pastor Vestrup, krummedes deres Læber af et ægteskabeligt Tvillingsmil fuldt af overbærende Ringeagt blandet med Uhygge. ^ Mads Vestrup gjorde paa sin Side ogsaa stramme Miner og gryntede ildevarslende , da han i Frastand genkendte Køretøjet . Han havde ikke fjerneste Respekt for sin højt ansete Kaldsbroder, der var en yndet Prædikant og Folketaler, og han ønskede kun at kunne slippe uantastet forbi.

M ads Vestrup kom den næste Dag gaaende ude fra sin Roemark ^ , da han midt paa Landsbyens Gade mødte sin Nabopræst og Foresatte, ^ Provst Broberg, der kom kørende sammen med sin Kone i en magelig Kalesjevogn. Den ^ lille graamankede Mand sad indhyllet i en Plæd og dampede saa mægtigt af en Cigar, at hele Skyer stod ham ud af Munden.
76 Da det gik op for Provsteparret, at den store Skikkelse i smudsig Lærredsjakke og Træsko, der kom gaaende saa tungt gennem Vejens Pløre, var Pastor Vestrup, krummedes deres Læber af et ægteskabeligt Tvillingsmil fuldt af ^ Ringeagt blandet med Uhygge. Og da Mads Vestrup i Frastand genkendte Køretøjet, gryntede ^ ^ ^ han ildevarslende . Han havde ikke fjerneste Respekt for sin højt ansete Kaldsbroder, der var en yndet Prædikant og Folketaler, og han ønskede kun at kunne slippe uantastet forbi.

Mads Vestrup kom et Par Dage efter ude fra sin Roemark i en smudsig Lærredsjakke og Træsko , da han midt paa Landsbyens Gade mødte sin Nabopræst og Foresatte, den bekendte Provst Broberg, der kom kørende sammen med sin Kone i en nedslaaet Kalesjevogn. Den yndede Prædikant og Folketaler var en lille , graamanket Mand, og Provstinden lignede ham som en Tvillingsøster. Han sad tilbagelænet i Vognhjørnet og dampede mægtigt af en Cigar. Hun sad tilbagelænet i det andet Hjørne og stak en lille rød Næse i Sky.
Mads Vestrup ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ gryntede ærgerlig , da han i Frastand genkendte Køretøjet . Han havde ingen Agtelse for sin navnkundige Kaldsbroder, som hørte til de saakaldte liberale Teologer, der næsten var ham i endnu højere Grad til Forargelse end de rene Fornægtere. Han ønskede kun at kunne slippe uantastet forbi.

Men Provsten lod standse ^ , og de kom i Snak .

I, 49 Det ægteskabelige Tvillingsmil i Provstens og Provstindens Ansigter forsvandt, saasnart de opdagede Mads Vestrup , og gjorde Plads for stramme Miner.
Alligevel lod Provsten holde .

Det ægteskabelige Tvillingsmil i Provstens og Provstindens Ansigter forsvandt, saasnart de opdagede Mads Vestrup , og gjorde Plads for stramme Miner.
Alligevel lod Provsten holde .

Til yderligere Ulykke begyndte Provsten straks at tale om Godsejeren ^ og de Rygter, der gik om hans mærkværdige Helbredelse. ^ For ikke i Hidsighed at komme til at sige noget , som han bagefter vilde fortryde, tav Mads Vestrup bomstille. Provst Broberg hørte til de saakaldte liberale Teologer, der var ham endnu mere til Forargelse end de rene Fornægtere. I hans Øjne var denne løvemankede Prælat intet andet end en æresyg Judas, der havde forraadt sin Frelser for Popularitetens Blodpenge og pyntet Kristendommens strenge Lære op med Flitter og Stads i Tidens letfærdige Aand.

Til yderligere Ulykke begyndte han straks at tale om Godsejeren paa Favsingholm og de Rygter, der gik om hans mærkværdige Helbredelse. Vidste man noget nærmere? Var det sandt, at han havde været paa Herregaarden? Havde han set Dihmer?
For ikke i Hidsighed at komme til at sige noget uovervejet tav Mads Vestrup bomstille. Han stod med nedadvendte Øjne , fordi han ikke taalte Synet af denne løvemankede Abekat, denne æresyge Judas, der havde forraadt sin Frelser for Popularitetens Blodpenge og pyntet Kristi strenge Lære op med Flitter og Stads i Tidens letfærdige Aand.

Til yderligere Ulykke begyndte han straks at tale om Godsejeren paa Favsingholm og de Rygter, der gik om hans mærkværdige Helbredelse. Vidste man noget nærmere? Var det sandt, at han havde været paa Herregaarden? Havde han set Dihmer?
For ikke i Hidsighed at komme til at sige noget uovervejet tav Mads Vestrup bomstille. Han stod med nedadvendte Øjne , fordi han ikke taalte Synet af denne løvemankede Abekat, denne æresyge Judas, der havde forraadt sin Frelser for Popularitetens I, 37 Blodpenge og pyntet Kristi strenge Lære op med Flitter og Stads i Tidens letfærdige Aand.

Samtalen blev da ogsaa kun ganske kort. Efter en afsluttende Bemærkning , som gav Provsten Lejlighed til at meddele, at han var paa Vej til Randers for efter særlig Indbydelse at holde et religiøst 77 Foredrag ved en Tombola-Festlighed i Raadhussalen, blev der givet Tegn til Kusken , og Vognen kørte videre.

Da Provsten stadig intet Svar fik , ^ gav han Kusken et Tegn ^ , og Vognen kørte videre.

⇕ ⇒ Af sine Kaldsfæller paa Egnen betragtedes Mads Vestrup som et indskrænket og noget forstyrret Hoved ^ , der ikke var til Pryd for Standen. Nogen selskabelig Omgang med ham havde ingen af dem; de kendte ham kun fra Landemoderne, hvor han kunde sidde og gabe ganske ugenert under de interessanteste Meningsudvekslinger. En Gang havde han midt under selve Stiftsprovstens Foredrag rejst sig op og forladt Salen med Hænderne i Bukselommerne som en halvfuld Bonde, der tramper ud af en Krostue i et naturligt Ærinde. Naar han en sjelden Gang selv tog Ordet under en Diskussion, satte han Forsamlingen i Forlegenhed ved ^ et Urede af mørk og gaadefuld Tale, som ^ ^ hans Dialekt og grødede Mæle gjorde endnu mere uforstaaelig for de fleste.
» Det Menneske vil engang ende i en Daarekiste,« forkyndte nu ogsaa Provsten, saasnart Vognen var kommen udenfor Hørevidde. » Han burde næsten ikke have Lov til at sidde i Embede.«
» Og nu vil man dog gøre ham ^ ^ til Rigsdagsmand,« sagde Provstinden.
» Aa Snak! Det maa være en Krønike. Jeg veed jo nok, at Hovedbestyrelsen, da jeg afslog at 78 stille mig, sendte en halv Snes Opfordringer ud og saa at sige greb Navnene i Flæng; men dette vilde dog være for galt. Der maa i det hele sættes en Stopper for, at disse Jøder sidder derovre i København og tager Bestemmelser for os uden engang at raadføre sig med Mænd ^ ^ , ^ der kender Forholdene . At stille Pastor Vestrup op her ^ ^ , vilde jo være Galmandsværk. Han vilde ikke engang faa Stemmerne fra sit eget Sogn.«
»Ja,« sagde Provstinden, » saa synes jeg virkelig lige saa godt, vi kunde beholde Værtshusholderen. Saa meget mere som de to jo ligner hinanden som et Par Brødre.«
Ud af Provsten foer en mægtig Røgsky fulgt af en munter Latter.
» Du har Ret, Ville! Jeg har ikke tænkt paa det, men Ligheden er virkelig slaaende. Tænk, om Folk tog fejl af dem paa Valgtribunen og raabte Hurra for Præsten i den Tro, at det var Værtshusholderen – eller omvendt. Hvilken Situation!«
»Ja, jeg stemte skam paa Sørensen!« sagde Provstinden.
» Jeg med! Jeg med!« galede Provsten; og den fornøjeligste lille Tvillinglatter tumlede med Vinden ud over Markerne, mens det harmonisk samstemte Ægtepar rullede videre gennem det vaade og tunge Efteraarslandskab.
79 Nu havde Mads Vestrup netop samme Morgen sendt Partibestyrelsen i København sit Svar, der var et absolut Afslag. Endnu hele den foregaaende Dag havde han af en Slags Skamfølelse holdt det hen med Afgørelsen; men da han om Aftenen var kommen i Seng, havde hans Kone pludselig givet sig til at græde, og da han spurgte om Grunden, havde hun slaaet Armene om hans Hals og bønfaldet ham om ikke at forlade hende og Børnene, fordi hun kunde føle paa sig , at der i saa Fald vilde times dem alle en stor Ulykke. Han var hurtigt faldet tilføje, og det var ved samme Lejlighed kommen til fuld Forsoning mellem Ægtefolkene. Som saa mange Gange tidligere havde Mads Vestrup hyttet Skindet bag sine husfaderlige Pligter, og forøvrigt retfærdiggjorde han sig med den Betragtning, at det ret egentlig var en forfængelig, ja en formastelig Indbildning at tro, at Himlenes Herre skulde trænge til Menneskers Hjælp i sin Kamp mod den Onde. Guds Rige havde modstaaet vildere Stormløb end det, der i Øjeblikket skabte dets Trængselsdage, og dets Sejr var jo selve Verdensløbets Endemaal.
Med Hovedet hvilende tungt paa sin Kones Skulder var han sovet ind. Men allerede under Morgenbønnen følte han, at Afgørelsen alligevel havde kostet ham en Del af hans Selvagtelse dennegang. Han bad uden Frimodighed, vovede ligesom kun at 80 nærme sig sin Gud ad Omveje. Ogsaa af den Grund havde han været saa tavs under Mødet med Provsten. » Hvad har jeg at lade den Mand høre?« – havde han tænkt. » Vi er jo lige lunkne begge to!«
Da han nu kom tilbage til Præstegaarden, gik han sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden men vidste det knap selv og trak sløvt paa Benene. Pludselig mærkede han en lille Haand lægge sig tillidsfuldt i hans. Det var den Mindste, der var kommen løbende ved at høre hans Skridt. Purken saae op paa ham med sine lydige Øjne, der smilede af Glæde og Taknemlighed. Underlig bevæget tog Mads Vestrup ham op paa sin Arm og kyssede ham. Det var næsten, som om Barnet havde forstaaet, hvad her var foregaaet, og vilde vidne for ham hos den store Dommer.
» Der er kommen et Brev til dig fra Herregaarden,« meldte hans Kone ham, da han traadte ind i Stuen. » Her var et ridende Bud.«
» Fra Favsingholm? Det kan jeg da næsten ikke tro. Hvor er det?«
Brevet var fra Torben Dihmer selv. I høflige Vendinger beklagede han, hvad der forleden Dag var sket, og bad ham om ved Lejlighed at forny sit Besøg og drikke en Kop Eftermiddagste hos ham, da han havde en vigtig Sag at tale med ham om.
Hvad kan det dog være? – tænkte Mads Vestrup. ^ 81 Han kunde paa Brevets Tone forstaa, at det ikke var til Præsten der dennegang sendtes Bud. Han havde da ogsaa helst besvaret Indbydelsen med Tavshed. Men Nysgerrigheden lod ham ikke have Fred.

⇕ ⇒ Af sine Kaldsfæller paa Egnen betragtedes Mads Vestrup som et indskrænket og noget forstyrret Hoved ^ , der ikke var til Pryd for Standen. Nogen selskabelig Omgang med ham havde ingen af dem; de kendte ham kun fra Landemoderne, hvor han kunde sidde og gabe ganske ugenert under de interessanteste Meningsudvekslinger. En Gang havde han midt under selve Stiftsprovstens Foredrag rejst sig op og forladt Salen med Hænderne i Bukselommerne som en halvfuld Bonde, der tramper ud af en Krostue i et naturligt Ærinde. Naar han en sjelden Gang selv tog Ordet under en Diskussion, satte han Forsamlingen i Forlegenhed ved ^ et Urede af mørk og gaadefuld Tale, som ^ ^ hans Dialekt og grødede Mæle gjorde endnu mere uforstaaelig for de fleste.
» Det Menneske vil engang ende i en Daarekiste,« forkyndte ^ Provsten, saasnart Vognen var kommen udenfor Hørevidde. » Han burde næsten ikke have Lov til at sidde i Embede.«
» Og nu vil man dog gøre ham ^ ^ til Rigsdagsmand,« sagde Provstinden.
» Aa Snak! Det maa være en Krønike. Jeg veed jo nok, at Hovedbestyrelsen, da jeg afslog at 78 stille mig, sendte en halv Snes Opfordringer ud og saa at sige greb Navnene i Flæng; men dette vilde dog være for galt. Der maa i det hele sættes en Stopper for, at disse Jøder sidder derovre i København og tager Bestemmelser for os uden engang at raadføre sig med Mænd ^ ^ , ^ der kender Forholdene . At stille Pastor Vestrup op her ^ ^ , vilde jo være Galmandsværk. Han vilde ikke engang faa Stemmerne fra sit eget Sogn.«
»Ja,« sagde Provstinden, » saa synes jeg virkelig lige saa godt, vi kunde beholde Værtshusholderen. Saa meget mere som de to jo ligner hinanden som et Par Brødre.«
Ud af Provsten foer en mægtig Røgsky fulgt af en munter Latter.
» Du har Ret, Ville! Jeg har ikke tænkt paa det, men Ligheden er virkelig slaaende. Tænk, om Folk tog Fejl af dem paa Valgtribunen og raabte Hurra for Præsten i den Tro, at det var Værtshusholderen — eller omvendt. Hvilken Situation!«
»Ja, jeg stemte skam paa Sørensen!« sagde Provstinden.
» Jeg med! Jeg med!« galede Provsten; og den fornøjeligste lille Tvillinglatter tumlede med Vinden ud over Markerne, mens det harmonisk samstemte Ægtepar rullede videre gennem det vaade og tunge Efteraarslandskab.
79 Nu havde Mads Vestrup netop samme Morgen sendt Partibestyrelsen i København sit Svar, der var et absolut Afslag. Endnu hele den foregaaende Dag havde han af en Slags Skamfølelse holdt det hen med Afgørelsen; men da han om Aftenen var kommen i Seng, havde hans Kone pludselig givet sig til at græde, og da han spurgte om Grunden, havde hun slaaet Armene om hans Hals og bønfaldet ham om ikke at forlade hende og Børnene, fordi hun kunde føle paa sig , at der i saa Fald vilde times dem alle en stor Ulykke. Han var hurtigt faldet tilføje, og det var ved samme Lejlighed kommen til fuld Forsoning mellem Ægtefolkene. Som saa mange Gange tidligere havde Mads Vestrup hyttet Skindet bag sine husfaderlige Pligter, og forøvrigt retfærdiggjorde han sig med den Betragtning, at det ret egentlig var en forfængelig, ja en formastelig Indbildning at tro, at Himlenes Herre skulde trænge til Menneskers Hjælp i sin Kamp mod den Onde. Guds Rige havde modstaaet vildere Stormløb end det, der i Øjeblikket skabte dets Trængselsdage, og dets Sejr var jo selve Verdensløbets Endemaal.
Med Hovedet hvilende tungt paa sin Kones Skulder var han sovet ind. Men allerede under Morgenbønnen følte han, at Afgørelsen alligevel havde kostet ham en Del af hans Selvagtelse dennegang. Han bad uden Frimodighed, vovede ligesom kun at 80 nærme sig sin Gud ad Omveje. Ogsaa af den Grund havde han været saa tavs under Mødet med Provsten. » Hvad har jeg at lade den Mand høre?« — havde han tænkt. » Vi er jo lige lunkne begge to!«
Da han nu kom tilbage til Præstegaarden, gik han sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden men vidste det knap selv og trak sløvt paa Benene. Pludselig mærkede han en lille Haand lægge sig tillidsfuldt i hans. Det var den Mindste, der var kommen løbende ved at høre hans Skridt. Purken saae op paa ham med sine lydige Øjne, der smilede af Glæde og Taknemlighed. Underlig bevæget tog Mads Vestrup ham op paa sin Arm og kyssede ham. Det var næsten, som om Barnet havde forstaaet, hvad her var foregaaet, og vilde vidne for ham hos den store Dommer.
» Der er kommen et Brev til dig fra Herregaarden,« meldte hans Kone ham, da han traadte ind i Stuen. » Her var et ridende Bud.«
» Fra Favsingholm? Det kan jeg da næsten ikke tro. Hvor er det?«
Brevet var fra Torben Dihmer selv. I høflige Vendinger beklagede han, hvad der forleden Dag var sket, og bad ham om ved Lejlighed at forny sit Besøg og drikke en Kop Eftermiddagste hos ham, da han havde en vigtig Sag at tale med ham om.
Hvad kan det dog være? — tænkte Mads Vestrup.
81 Han kunde paa Brevets Tone forstaa, at det ikke var til Præsten der dennegang sendtes Bud. Han havde da ogsaa helst besvaret Indbydelsen med Tavshed. Men Nysgerrigheden lod ham ikke have Fred.

» Det Menneske er snart moden til Daarekisten,« sagde han. » Han burde i Grunden ikke have Lov til at sidde i Embede ... Og som han dog ser ud i Klæderne!«
»Ja, veed du,« sagde Provstinden. » Straks jeg saae ham, troede jeg , det var vores egen Kromand, der kom.«
En henrykt Latter foer ud af Provsten sammen med en Røgsky.
» Du har Ret, Ville! Jeg har ikke tænkt paa det, men Ligheden er virkelig slaaende. Virkelig slaaende. Men hvad skal vi gøre ved ham?«
» I har saa mange Reskripter og Forordninger. Staar I, 50 der ikke et Sted, at en Præst skal barbere sig i det mindste to Gange om Ugen?«
»Aa, du er slem, Ville! Du er slem! .. Men jeg skal love dig at henstille Sagen til hans Betænkning ved min næste Visitats.«
Mads Vestrup var imidlertid ^ ^ kommen hjem til Præstegaarden, hvor Stine modtog ham med den Besked, at der under hans Fraværelse havde været et ridende Bud fra Favsingholm. Dihmer vilde gerne tale med ham.
» Hvad kan det være?« – tænkte han og gik ind til sig selv. » Jeg bliver vel nødt til at gaa derud en Dag, skønt det vist ikke kan være Præsten, han har haft Bud efter.«
Den følgende Dag var en Søndag. Mads Vestrup holdt som sædvanlig Gudstjeneste i en næsten mennesketom Kirke. Ogsaa Stine var bleven hjemme under det Paaskud, at hun ikke var rask.
Da han første Gang vendte sig for Alteret , saae han, at Oleane Staun var der ^ . Hun sad alene i en af de lukkede Stole tæt under Prækestolen. Hendes rundryggede Mand sad ovre i det tilsvarende Stade paa Mandssiden og hostede med et sammenlagt Lommetørklæde trykket for Munden.
Efter Gudstjenesten, da Kirkegængerne, som Skikken var , forsamlede sig udenfor Vaabenhuset for at tage ham ^ ^ i Haanden, inden de gik, stod Oleane lidt afvejen med Ryggen til og bandt et Støvlebaand. Først da de andre trak sig bort og hendes Mand ogsaa var gaaet for at hente deres Vogn, ^ ^ kom hun hen og gav Haanden.
I, 51 ^ ^

» Det Menneske er snart moden til Daarekisten,« sagde han. » Han burde i Grunden ikke have Lov til at sidde i Embede ... Og som han dog ser ud i Klæderne!«
»Ja, veed du,« sagde Provstinden. » Straks jeg saae ham, troede jeg , det var vores egen Kromand, der kom.«
En henrykt Latter foer ud af Provsten sammen med en Røgsky.
» Du har Ret, Ville! Jeg har ikke tænkt paa det, men Ligheden er virkelig slaaende. Virkelig slaaende. Men hvad skal vi gøre ved ham?«
» I har saa mange Reskripter og Forordninger. Staar der ikke et Sted, at en Præst skal barbere sig i det mindste to Gange om Ugen?«
»Aa, du er slem, Ville! Du er slem! ... Men jeg skal love dig at henstille Sagen til hans Betænkning ved min næste Visitats.«
Mads Vestrup var imidlertid ^ ^ kommen hjem til Præstegaarden, hvor Stine modtog ham med den Besked, at der under hans Fraværelse havde været et ridende Bud fra Favsingholm. Dihmer vilde gerne tale med ham.
» Hvad kan det være?« — tænkte han og gik ind til sig selv. » Jeg bliver vel nødt til at gaa derud en Dag, skønt det vist ikke kan være Præsten, han har haft Bud efter.«
Den følgende Dag var en Søndag. Mads Vestrup holdt som sædvanlig Gudstjeneste i en næsten mennesketom Kirke. Ogsaa Stine var bleven hjemme under det Paaskud, at hun ikke var rask.
Da han første Gang vendte sig for Alteret , saae han, at Oleane Staun var der ^ . Hun sad alene i en af de lukkede Stole tæt under Prækestolen. Hendes rundryggede Mand sad ovre i det tilsvarende Stade paa Mandssiden og hostede med et sammenlagt Lommertørklæde trykket for Munden.
Efter Gudstjenesten, da Kirkegængerne, som Skikken var , forsamlede sig udenfor Vaabenhuset for at tage ham ^ ^ i Haanden, I, 38 inden de gik, stod Oleane lidt afvejen med Ryggen til og bandt et Støvlebaand. Først da de andre trak sig bort og hendes Mand ogsaa var gaaet for at hente deres Vogn, ^ ^ kom hun hen og gav Haanden.
^ ^

» Det Menneske er snart moden til Daarekisten,« sagde han. » Han burde i Grunden ikke have Lov til at sidde i Embede ... Og som han dog ser ud i Klæderne!«
I, 37 »Ja, veed du,« sagde Provstinden. » Straks jeg saae ham, troede jeg , det var vores egen Kromand, der kom.«
En henrykt Latter foer ud af Provsten sammen med en Røgsky.
» Du har Ret, Ville! Jeg har ikke tænkt paa det, men Ligheden er virkelig slaaende. Virkelig slaaende. Men hvad skal vi gøre ved ham?«
» I har saa mange Reskripter og Forordninger. Staar der ikke et Sted, at en Præst skal barbere sig i det mindste to Gange om Ugen?«
»Aa, du er slem, Ville! Du er slem! ... Men jeg skal love dig at henstille Sagen til hans Betænkning ved min næste Visitats.«
Mads Vestrup var imidlertid ^ ^ kommen hjem til Præstegaarden, hvor Stine modtog ham med den Besked, at der under hans Fraværelse havde været et ridende Bud fra Favsingholm. Dihmer vilde gerne tale med ham.
» Hvad kan det være?« – tænkte han og gik ind til sig selv. » Jeg bliver vel nødt til at gaa derud en Dag, skønt det vist ikke kan være Præsten, han har haft Bud efter.«
Den følgende Dag var en Søndag. Mads Vestrup holdt som sædvanlig Gudstjeneste i en næsten mennesketom Kirke. Ogsaa Stine var bleven hjemme under det Paaskud, at hun ikke var rask.
Da han første Gang vendte sig fra Alteret , saae han, at Oleane Staun var der ^ . Hun sad alene i en af de lukkede Stole tæt under Prækestolen. Hendes rundryggede Mand sad ovre i det tilsvarende Stade paa Mandssiden og hostede med et sammenlagt Lommetørklæde trykket for Munden.
Efter Gudstjenesten, da Kirkegængerne, som Skikken var , forsamlede sig udenfor Vaabenhuset for at tage ham ^ ^ i Haanden, inden de gik, stod Oleane lidt afvejen med Ryggen til og bandt et Støvlebaand. Først da de andre trak sig bort og hendes Mand ogsaa var gaaet for at hente deres Vogn, ^ ^ kom hun hen og gav Haanden.
^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 1.8

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇐

Hun ^ havde et stort , frodigt Legeme men var ellers ^ ikke køn, idet hun engang havde ^ faaet Næsebenet knust ved i Kaadhed at springe ned fra et Høstænge. ^ ^

Hun var høj og havde en frodig Skikkelse , ^ men var ellers slet ikke smuk. Som ung Pige havde hun faaet Næsebenet knust ved i Kaadhed at springe ned fra et Høstænge. I de gulgraa Øjne brændte en urolig Flamme.

Hun var høj og havde en frodig Skikkelse , ^ men var ellers slet ikke smuk. Som ung Pige havde hun faaet Næsebenet knust ved i Kaadhed at springe ned fra et Høstænge. I de gulgraa Øjne I, 38 brændte en urolig Flamme.

⇕ Torben og Jytte I, 1.8

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇐

^ Mads Vestrup og Oleane var Bysbørn fra Barndommen og sagde derfor du til hinanden. I Opvæksten havde der ogsaa været lidt Kæresteri imellem dem paa Landsbyungdoms frie Vis . Nu havde Livet igen ført dem sammen , idet Oleane for tre Aar siden var bleven gift med Jørgen Staun , og dette Genmøde havde vist sig farligt for dem begge. ^

Hun og Mads Vestrup ^ var Byesbørn og sagde derfor du til hinanden. Der havde i Opvæksten ^ været lidt Kæresteri imellem dem paa Landsbyungdommens frie Vis , og nu havde Livet igen ført dem sammen . For et Par Aar siden var Oleane kommen til Sognet som Jørgen Stauns Kone , og dette Genmøde havde vist sig farligt for dem begge.

⇕ Torben og Jytte I, 1.8

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇐

» Vi var saamænd nær ved at tro, du havde taget Vejen med dig sidst,« sagde hun spydigt ^

Hun spurgte lidt spydigt, om han havde taget Vejen med sig, da han sidst var hos dem, eller om han havde glemt, hvor Bakkegaarden laa.
» Bedstemoer klager hver Dag over det, at ^ du it mer kommer og holder Andagt med hende. Hun kan være rigtig saa vred paa dig . Hvorfor kommer du it? Nu er det over en Maaned siden.«
Mads Vestrup saae forbi hende ud i Luften for ikke at indfanges af hendes Øjne.
» Vil du sige til den Gamle, at jeg kommer imorgen. Har hun virkelig ventet mig?«
»Ja, hver evige Dag. Det er nu igen ret ringe med hende.«
» Ja ja. Altsaa imorgen.«
Degnen kom ud af Kirken og laaste. Han havde staaet indenfor og lyttet. Alligevel lod han overrasket, sagde »Undskyld« og gik uden om dem i en stor Bue.
Mads Vestrup kaldte ham tilbage, sagde Farvel til I, 52 Oleane og fulgtes med ham ind gennem Byen for ikke at faa lavet nogen Sladder af dette Møde.

Hun spurgte lidt spydigt, om han havde taget Vejen med sig, da han sidst var hos dem, eller om han havde glemt, hvor Bakkegaarden laa.
» Bedstemoer klager hver Dag over det, at ^ du it mer kommer og holder Andagt med hende. Hun kan være rigtig saa vred paa dig . Hvorfor kommer du it? Nu er det over en Maaned siden.«
Mads Vestrup saae forbi hende ud i Luften for ikke at indfanges af hendes Øjne.
» Vil du sige til den Gamle, at jeg kommer imorgen. Har hun virkelig ventet mig?«
»Ja, hver evige Dag. Det er nu igen ret ringe med hende.«
» Ja ja. Altsaa imorgen.«
Degnen kom ud af Kirken og laaste. Han havde staaet indenfor og lyttet. Alligevel lod han overrasket, sagde »Undskyld« og gik uden om dem i en stor Bue.
Mads Vestrup kaldte ham tilbage, sagde Farvel til Oleane og fulgtes med ham ind gennem Byen for ikke at faa lavet nogen Sladder af dette Møde.

⇕ Torben og Jytte I, 1.7

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 1.6

Allerede den næste Dags Eftermiddag gav han ^ sig paa Vej ^ .

Den følgende Dag straks efter Middag klædte han sig om og begav sig paa Vej til Favsingholm .

Han mødte dog med en højst uselskabelig Mine og erklærede straks, at der for hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter, da han ikke ønskede at nyde noget. Torben bød ham Plads og spurgte ^ , om han ikke i det mindste maatte lade noget Sodavand bringe ind. Men ogsaa dette Tilbud afslog Mads Vestrup kort og bestemt, skønt Sveden dampede af ham.
Herefter lod Torben alle Omsvøb fare og gik lige ^ ^ til Sagen . Han ^ ^ sagde , at han nu igen paa saa mange Maader og ved saa mange Minder var bleven knyttet til sit Fødested og derfor gerne vilde have, at der vedblivende skulde være et Hjem her, ogsaa naar han var borte. Han havde tænkt paa, at Sognet savnede et tidssvarende Alderdomsasyl, og det var nu hans Ønske at oprette et saadant ^ i den tomme Godsforvalterbolig .
» Den praktiske Ledelse af Hjemmet skulde lægges i Hænderne paa min Inspektør i Forening maaske med en Godsskriver, – et saadant Væsen bliver jeg rimeligvis alligevel nødsaget til at anskaffe mig. Og saa skal der naturligvis være en Økonom. Men ^ 82 jeg mener , at Offenligheden har en Ret til at kunne kontrollere en saadan Stiftelse, og det maa jo ogsaa ^ være betroede Folk fra Sognet , som tager Bestemmelse om, hvem der skal optages i Hjemmet. Det er navnlig i den Henseende, jeg haaber at kunne gøre Regning paa Deres Bistand, Pastor Vestrup. Jeg ^ forbeholder ^ mig ^ kun een Plads – en Hædersplads rigtignok ^ – til Barbara ^ , min trofaste Plejerske . Men der sidder jo rundt om saa mange Stakler uden ordenlig Pasning. Jeg tænker paa saadanne Folk som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre, som jeg kan huske fra Barn .«

Han mødte dog med en højst uselskabelig Mine og erklærede straks, at der for hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter, da han ikke ønskede at nyde noget. Torben bød ham Plads og spurgte ^ , om han ikke i det mindste maatte lade noget Sodavand bringe ind. Men ogsaa dette Tilbud afslog Mads Vestrup kort og bestemt, skønt Sveden dampede af ham.
Herefter lod Torben alle Omsvøb fare og gik lige ^ ^ til Sagen . Han ^ ^ sagde , at han nu igen paa saa mange Maader og ved saa mange Minder var bleven knyttet til sit Fødested og derfor gerne vilde have, at der vedblivende skulde være et Hjem her, ogsaa naar han var borte. Han havde tænkt paa, at Sognet savnede et tidssvarende Alderdomsasyl, og det var nu hans Ønske at oprette et saadant ^ i den tomme Godsforvalterbolig .
» Den praktiske Ledelse af Hjemmet skulde lægges i Hænderne paa min Inspektør i Forening maaske med en Godsskriver, — et saadant Væsen bliver jeg rimeligvis alligevel nødsaget til at anskaffe mig. Og saa skal der naturligvis være en Økonom. Men jeg 82 ^ mener , at Offentligheden har en Ret til at kunne kontrollere en saadan Stiftelse, og det maa jo ogsaa ^ være betroede Folk fra Sognet , som tager Bestemmelse om, hvem der skal optages i Hjemmet. Det er navnlig i den Henseende, jeg haaber at kunne gøre Regning paa Deres Bistand, Pastor Vestrup. Jeg ^ forbeholder ^ mig ^ kun een Plads — en Hædersplads rigtignok ^ — til Barbara ^ , min trofaste Plejerske . Men der sidder jo rundt om saa mange Stakler uden ordenlig Pasning. Jeg tænker paa saadanne Folk som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre, som jeg kan huske fra Barn .«

Han viste sig paa Herregaarden med en meget uselskabelig Mine . Selv efter at Torben havde gjort ham en uforbeholden Undskyldning for det kedelige Optrin under hans sidste Besøg , forblev han lige utilgængelig. Da Torben saaledes sendte Barbara ud med en Ordre til Husjomfruen om at servere Te, erklærede han med brysk Bestemthed, at der for hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter . Han ønskede ikke at nyde noget.
Saa opgav Torben at stille ham tilfreds og gik uden Formaliteter over til at forklare ham den Sag, for hvis Skyld han havde sendt ham Bud.
Han havde tænkt paa, sagde han, at Egnen savnede et tidssvarende Alderdomsasyl, og det var nu hans Mening at oprette et saadant og give det Plads her paa Favsingholm i den tidligere Godsforvalterbolig , som stod tom. Den praktiske Ledelse af Hjemmet skulde forestaaes af hans Inspektør i Forening med ^ ^ en Økonom. Men han mente ^ ^ , at Offenligheden havde en Ret til at ^ kontrollere en saadan Stiftelse, ligesom det ^ jo ogsaa maatte være betroede Folk fra Egnen , som tog Bestemmelse om, hvem der skulde optages i den.
» Det er navnlig i den Henseende, jeg haaber at kunne gøre Regning paa Deres Bistand, Pastor Vestrup. Der sidder jo rundt om saa mange gamle Stakler, som er ret hjælpeløse, og De kender dem sikkert bedre end de I, 53 fleste. Jeg tænker paa saadanne Folk som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre, som jeg begge kan huske fra Barn. Selv forbeholder jeg mig foreløbig kun een Plads – men rigtignok en Æresplads – til Barbara nemlig , min trofaste Plejerske ^ .«

Han viste sig paa Herregaarden med en meget uselskabelig Mine . Selv efter at Torben havde gjort ham en uforbeholden I, 39 Undskyldning for det kedelige Optrin under hans sidste Besøg , forblev han lige utilgængelig. Da Torben saaledes sendte Barbara ud med en Ordre til Husjomfruen om at servere Te, erklærede han med brysk Bestemthed, at der for hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter . Han ønskede ikke at nyde noget.
Saa opgav Torben at stille ham tilfreds og gik uden Formaliteter over til at forklare ham den Sag, for hvis Skyld han havde sendt ham Bud.
Han havde tænkt paa, sagde han, at Egnen savnede et tidssvarende Alderdomsasyl, og det var nu hans Mening at oprette et saadant og give det Plads her paa Favsingholm i den tidligere Godsforvalterbolig , som stod tom. Den praktiske Ledelse af Hjemmet skulde forestaaes af hans Inspektør i Forening med ^ ^ en Økonom. Men han mente ^ ^ , at Offenligheden havde en Ret til at ^ kontrollere en saadan Stiftelse, ligesom det ^ jo ogsaa maatte være betroede Folk fra Egnen , som tog Bestemmelse om, hvem der skulde optages i den.
» Det et navnlig i den Henseende, jeg haaber at kunne gøre Regning paa Deres Bistand, Pastor Vestrup. Der sidder jo rundt om saa mange gamle Stakler, som er ret hjælpeløse, og De kender dem sikkert bedre end de fleste. Jeg tænker paa saadanne Folk som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre, som jeg begge kan huske fra Barn. Selv forbeholder jeg mig foreløbig kun een Plads — men rigtignok en Æresplads — til Barbara nemlig , min trofaste Plejerske ^ .«

Han viste sig paa Herregaarden med en meget uselskabelig Mine . Selv efter at Torben havde gjort ham en uforbeholden Undskyldning for det kedelige Optrin under hans sidste Besøg , forblev han lige utilgængelig. Da Torben derefter sendte Barbara ud med en Ordre til Husjomfruen om at servere Te, erklærede han med brysk Bestemthed, at der for hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter . Han ønskede ikke at nyde noget.
Saa opgav Torben at stille ham tilfreds og gik uden Formaliteter over til at forklare ham den Sag, for hvis Skyld han havde sendt ham Bud.
I, 39 Han havde tænkt paa, sagde han, at Egnen savnede et tidssvarende Alderdomsasyl, og det var nu hans Mening at oprette et saadant og give det Plads her paa Favsingholm i den tidligere Godsforvalterbolig , som stod tom. Den praktiske Ledelse af Hjemmet skulde forestaaes af hans Inspektør i Forening med ^ ^ en Økonom. Men han mente ^ ^ , at Offenligheden havde en Ret til at ^ kontrollere en saadan Stiftelse, ligesom det ^ jo ogsaa maatte være betroede Folk fra Egnen , som tog Bestemmelse om, hvem der skulde optages i den.
» Det er navnlig i den Henseende, jeg haaber at kunne gøre Regning paa Deres Bistand, Pastor Vestrup. Der sidder jo rundt om saa mange gamle Stakler, som er ret hjælpeløse, og De kender dem sikkert bedre end de fleste. Jeg tænker paa saadanne Folk som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre, som jeg begge kan huske fra Barn. Selv forbeholder jeg mig foreløbig kun een Plads – men rigtignok en Æresplads – til Barbara nemlig , min trofaste Plejerske ^ .«

Mads Vestrup havde i Begyndelsen hørt paa ham med sit mest forbavsede Udtryk men sad nu tilsyneladende ligegyldig og strøg sig om Hagen med denne ulidelige Lyd af Sandpapir.

Mads Vestrup havde i Begyndelsen hørt paa ham med sin mest forbavsede Maaben. Han tog sig dog hurtig i sin Overraskelse og sad nu med tillukket Mine og strøg sig om Hagen med denne ulidelige Lyd af Sandpapir.

» De agter med andre Ord at forlade Favsingholm for bestandig?« spurgte han ^ .

» De agter med andre Ord at forlade Favsingholm for bestandig?« sagde han , da Torben sluttede .

» Det har jeg ikke sagt. Men Lægerne mener altsaa, at jeg skal rejse til et sydligere Klima hurtigst muligt . Allerede om nogle Maaneder antog Professor Hagen, jeg kunde tage herfra.«
» Og hvorhen gaar saa Rejsen – om man tør være saa fri at spørge?«
» Det bliver sagtens til Italien. Jeg tror, det er Meningen, at jeg skal gennemgaa en af disse Solkure, som er bleven saa moderne . Hjemvejen lægger 83 jeg vel saa over Paris, skønt det lyder ^ for mig som et Eventyr, at jeg virkelig maaske skal gense den vidunderlige By ^ .«

» Det har jeg ikke sagt. Men Lægerne mener altsaa, at jeg skal rejse til et sydligere Klima hurtigst muligt . Allerede om nogle Maaneder antog Professor Hagen, jeg kunde tage herfra.«
» Og hvorhen gaar saa Rejsen — om man tør være saa fri at spørge?«
» Det bliver sagtens til Italien. Jeg tror, det er Meningen, at jeg skal gennemgaa en af disse Solkure, som er bleven saa moderne . Hjemvejen lægger 83 jeg vel saa over Paris, skønt det lyder ^ for mig som et Eventyr, at jeg virkelig maaske skal gense den vidunderlige By ^ .«

»Nej, det har jeg ikke sagt. Men Lægerne vil have mig til et sydligere Klima ... til Italien rimeligvis . Allerede om nogle Maaneder mener Professor Hagen, jeg kan rejse ^ ^ . Det lyder jo for mig som et Eventyr, at jeg virkelig ^ skal gense det vidunderlige Land ... skal sidde og sole mig ved Middelhavet og maaske gøre Hjemrejsen over Paris. Det havde jeg unægtelig ikke drømt om .«

»Nej, det har jeg ikke sagt. Men Lægerne vil have mig til et sydligere Klima ... til Italien rimeligvis . Allerede om nogle Maaneder mener Professor Hagen, jeg kan rejse ^ ^ . Det lyder jo for mig som et Eventyr, at jeg virkelig ^ skal gense det vidunderlige Land ... skal sidde og sole mig ved Middelhavet og maaske I, 40 gøre Hjemrejsen over Paris. Det havde jeg unægtelig ikke drømt om .«

» Hm – Paris! Ja, det kan jeg tænke!«
Mads Vestrups mørkegraa Øjne blev saa store bag Brillerne. Han sad med bøjet Nakke og skævede op til ham som en nikket Tyr.

» Hm — Paris! Ja, det kan jeg tænke!«
Mads Vestrups mørkegraa Øjne blev saa store bag Brillerne. Han sad med bøjet Nakke og skævede op til ham som en nikket Tyr.

» De maa altsaa være ganske sikker paa, at Professor Hagen ikke har lovet Dem mere, end han kan staa ved,« sagde Mads Vestrup ^ ^ og skævede ud til Siden med det hvide ud af Øjnene som en nikket Tyr.

» Paris er jo en livlig By med mange Slags Adspredelser,« sagde han. » Og nok ikke altid af de bedste. Man taler jo mest om den By som et stort Kvindemarked. – Naa, men siden De saadan har hele Rejseplanen færdig i Hovedet, saa maa De altsaa være ganske sikker paa, at Professor Hagen ikke har lovet Dem mere end han kan staa ved?«
Hans Tone begyndte at falde Torben for Brystet; men han vilde for enhver Pris undgaa et nyt Sammenstød. ^

» Paris er jo en livlig By med mange Slags Adspredelser,« sagde han. » Og nok ikke altid af de bedste. Man taler jo mest om den By som et stort Kvindemarked. — Naa, men siden De saadan har hele Rejseplanen færdig i Hovedet, saa maa De altsaa være ganske sikker paa, at Professor Hagen ikke har lovet Dem mere end han kan staa ved?«
Hans Tone begyndte at falde Torben for Brystet; men han vilde for enhver Pris undgaa et nyt Sammenstød. ^

Hans Tone faldt Torben for Brystet; men for ikke igen ^ ^ at risikere en Forstyrrelse af deres Forhold svarede han med en godmodig Spøg:

Hans Tone faldt Torben for Brystet; men for ikke igen ^ ^ at I, 40 risikere en Forstyrrelse af deres Forhold svarede han med en godmodig Spøg:

» Synes De ikke, Pastor Vestrup, at jeg allerede har faaet en bedre Kulør? Da jeg imorges saae mig i Spejlet , var jeg helt tilfreds med mig selv.«

» Synes De ikke, Pastor Vestrup, at jeg allerede har faaet en bedre Kulør? Da jeg imorges saa mig i Spejlet ^ var jeg helt tilfreds med mig selv.«

» Synes De ikke, Pastor Vestrup, at jeg allerede har faaet en bedre Kulør? Da jeg imorges saae mig i Spejlet , blev jeg helt forelsket i mig selv.«

» Oprigtig talt, jeg ser ingen Forandring.«

»Ja, ^ ja ; jeg har alligevel ikke længer Lov til at tvivle om Kurens Virkning . Og nu har jeg altsaa følt Trang til at give min Taknemlighed et synligt Udtryk .«

I, 54 » Ja ja ; jeg kan nu alligevel mærke et lille Fremskridt hver Dag. Jeg har derfor foreløbig ingen Grund til at tvivle om , at Virkningen af Kuren skal svare til Forventningerne . Og jeg har nu altsaa følt Trang til at vise min Taknemlighed ^ .«

» Ja ja , jeg kan nu alligevel mærke et lille Fremskridt hver Dag. Jeg har derfor foreløbig ingen Grund til at tvivle om , at Virkningen af Kuren skal svare til Forventningerne . Og jeg har nu altsaa følt Trang til at vise min Taknemlighed ^ .«

Præsten, der havde lagt sig tilbage i Stolen med 84 Armene korslagte over Brystet, saae ved disse Ord hen paa ham med forstilt Mine .

Mads Vestrup saae op med et stort Blik .

»Taknemlighed?« sagde han. » Det forstaar jeg ikke ? Mod hvem?«

»Taknemlighed?« sagde han. » Det forstaar jeg ikke . Mod hvem?«

»Hør, Pastor Vestrup, lad os ^ ikke igen komme ind paa de Spørgsmaal ; det ^ fører dog ikke til noget.«

»Hør, Pastor Vestrup, lad os nu ikke igen komme ind paa det intrikate Spørgsmaal . Det har jo vist sig, at det ikke fører ^ til noget.«

»Hør, Pastor Vestrup, lad os nu ikke igen komme ind paa det intrikate Spørgsmaal ! Det har jo vist sig, at det ikke fører ^ til noget.«

» Aa nej, det gør det vel ikke. Men saa har jeg ogsaa kun at sige Dem, at jeg hverken vil eller kan have med den Sag at bestille. Det foretrækker jeg at lade Dem vide med det samme .«

» Aa nej, det gør det vel ikke. Men saa foretrækker jeg ogsaa at lade Dem vide med det samme, at jeg hverken vil eller kan have med den Sag at bestille .«

Der fulgte en længere Pavse.

Der blev en ^ Pavse.

» Mon De rigtig har forstaaet mig ^ , Pastor Vestrup ? Her er jo Tale om et ganske neutralt Anliggende. Jeg tilbyder at skaffe Sognet et haardt tiltrængt Alderdomsasyl , et Gæstehjem ^ eller hvad man nu vil foretrække at kalde det –«

» ^ De maa ikke have forstaaet mig rigtig , Pastor Vestrup ! Her er jo Tale om et ganske neutralt Anliggende. Jeg tilbyder at skaffe Sognet et haardt tiltrængt Aldersdomsasyl , et Gæstehjem , eller hvad man nu vil foretrække at kalde det –.«

» ^ De maa ikke have forstaaet mig rigtig , Pastor Vestrup ! Her er jo Tale om et ganske neutralt Anliggende. Jeg tilbyder at skaffe Sognet et haardt tiltrængt Alderdomsasyl , et Gæstehjem , eller hvad man nu vil foretrække at kalde det —.«

» Ja mig er det lige et, hvad det bliver kaldt. Det er jo noget, De selv er Herre over. Men hvad der ikke opbygges i Gud den Almægtiges Navn og til hans Ære, det bliver der efter min Tro ingen Velsignelse ved, og det vil jeg ikke befatte mig med. Nu har jeg sagt det.«

⇕ ⇒ I den fornyede Stilhed, der fulgte dette Udbrud, gik der Torben et gammelt Minde gennem Sjælen. Det var hin Kampscene i Skolegaarden i Randers, da Mads Vestrup tilsidst i afmægtigt Raseri spyttede 85 ham op i Ansigtet. Han følte i dette Øjeblik noget af den samme Afgrundsrædsel som dengang, og han maatte tænke paa Asmus og hans Advarsel – den kloge Asmus, der syntes saa hareøjet og vindig men var en Seer!
» Naa ja – saa maa jeg altsaa henvende mig til en anden ,« sagde han. » Til Skolelærer Hansen f. Eks . Eller mener De, at ogsaa han maaske vil have Betænkeligheder ?«

⇕ ⇒ I den fornyede Stilhed, der fulgte dette Udbrud, gik der Torben et gammelt Minde gennem Sjælen. Det var hin Kampscene i Skolegaarden i Randers, da Mads Vestrup tilsidst i afmægtigt Raseri spyttede 85 ham op i Ansigtet. Han følte i dette Øjeblik noget af den samme Afgrundsrædsel som dengang, og han maatte tænke paa Asmus og hans Advarsel — den kloge Asmus, der syntes saa hareøjet og vindig men var en Seer!
» Naa ja — saa maa jeg altsaa henvende mig til en anden ,« sagde han. » Til Skolelærer Hansen f. Eks . Eller mener De, at ogsaa han maaske vil have Betænkeligheder ?«

» Det gør mig ondt – saa maa jeg altsaa henvende mig til en anden . F. Eks. til Skolelæreren ... er det ikke Hansen , han hedder? Han er jo en Forfægter af liberale I, 55 Anskuelser . Eller mener De, at ogsaa han maaske vil have Betænkeligheder ? «

I, 41 » Det gør mig ondt — saa maa jeg altsaa henvende mig til en anden . F. Eks. til Skolelæreren ... er det ikke Hansen , han hedder? Han er jo en Forfægter af liberale Anskuelser . Eller mener De, at ogsaa han maaske vil have Betænkeligheder ?«

» Det gør mig ondt – saa maa jeg altsaa henvende mig til en anden . F. Eks. til Skolelæreren ... er det ikke Hansen , han hedder? Han er jo en Forfægter af liberale Anskuelser . Eller mener De, at ogsaa han maaske vil have Betænkeligheder ?«

» Det skal jeg ikke videre udtale mig om ^ . Jeg vil blot sige, at dersom han skulde spørge mig tilraads, vil jeg naturligvis paa det bestemteste fraraade ham at gøre sig til Antikristens ^ Ærendsvend her i Menigheden.«

» Det skal jeg ikke videre udtale mig om . For mig maa Folk vælge mellem Himmerige og Helvede ganske efter deres egen Lyst og Smag . Jeg vil blot sige, at dersom han skulde spørge mig tilraads, vil jeg naturligvis paa det bestemteste fraraade ham at gøre sig til Antikristens aabenbare Ærendsvend her i Menigheden.«

» Det kan jeg ikke videre udtale mig om . For mig maa Folk vælge mellem Himmerige og Helvede ganske efter deres egen Lyst og Smag . Jeg vil blot sige, at dersom han skulde spørge I, 41 mig tilraads, vil jeg naturligvis paa det bestemteste fraraade ham at gøre sig til Antikristens aabenbare Ærendsvend her i Menigheden.«

Nu blev det Torben for meget. Nu vilde han af med den Mand. Han taalte pludselig ikke længer Synet af ham, og den stramme Bondelugt af Stald og Tobak og gammel Sved, der altid havde været ham til stor Plage, følte han nu ganske uudholdelig .

Nu ^ vilde Torben af med Manden .

» Jeg har altsaa ulejliget Dem til ingen Nytte , og det er jo saa ikke værd at forlænge Samtalen. Jeg antager, at den maa være lige saa pinlig for Dem som for mig. Jeg ønsker dog endnu at sige Dem dette, Pastor Vestrup: jeg forstaar jo meget godt Grunden til Deres Holdning. De kan ikke tilgive mig, at jeg ikke har ladet mig begejstre for Deres Livsanskuelse, og nu skal hele Sognet straffes i den 86 Anledning. Det vilde være komisk, dersom ikke den hele Tankegang var saa uværdig .« ^

» Jeg har altsaa ulejliget Dem til ingen Nytte ,« sagde han. » Det gør mig naturligvis ondt; men det er jo saa ikke værd at tale mere om Sagen. Det vilde kun være Tidsspilde.«
» Det mener jeg med .« –

Han sagde det sidste med beraad Hu for at blive ham kvit med det samme. Men Mads Vestrup blev siddende. Saa saarbar han var paa sin himmelske Herres Vegne – for personlige Fornærmelser havde han til Gengæld en sand Æselshud. Han var desuden glad ved at have faaet denne Lejlighed til at skaffe sig Oprejsning i Vorherres Øjne og ønskede ikke at give den fra sig allerede. Han svarede Torben med at kalde det en underlig Tale, at han skulde kunne have nogen privat Tilfredsstillelse af at gøre andre Mennesker til Kristne. For ham maatte Folk vælge mellem Himmerige og Helvede ganske efter deres egen Lyst og Smag. Naar han havde søgt ham, var det efter Guds Bydende og som Kirkens Tjener og ikke i eget Ærinde. Og forresten var han jo heller ikke kommen ganske uopfordret.
Han havde talt roligt og ikke uden Værdighed; men Torben bad ham nu rent ud om at gaa. Saa rejste Mads Vestrup sig endelig, hilste tavs med et kejtet Buk og gik bort uden at give ham Haanden .
»Barbara!« sagde Torben, da den Gamle lidt efter kom ind. » Hent min Ulster! Jeg vil gaa en Tur i Parken.«
» Men det blæser, Herre!«
» Saa meget desto bedre! Her trænger til at luftes ud!«

^ ^ ^

Han sagde det sidste med beraad Hu for at blive ham kvit med det samme. Men Mads Vestrup blev siddende. Saa saarbar han var paa sin himmelske Herres Vegne — for personlige Fornærmelser havde han til Gengæld en sand Æselshud. Han var desuden glad ved at have faaet denne Lejlighed til at skaffe sig Oprejsning i Vorherres Øjne og ønskede ikke at give den fra sig allerede. Han svarede Torben med at kalde det en underlig Tale, at han skulde kunne have nogen privat Tilfredsstillelse af at gøre andre Mennesker til Kristne. For ham maatte Folk vælge mellem Himmerige og Helvede ganske efter deres egen Lyst og Smag. Naar han havde søgt ham, var det efter Guds Bydende og som Kirkens Tjener og ikke i eget Ærinde. Og forresten var han jo heller ikke kommen ganske uopfordret.
Han havde talt roligt og ikke uden Værdighed; men Torben bad ham nu rent ud om at gaa. Saa rejste Mads Vestrup sig endelig, hilste tavs med et kejtet Buk og gik bort uden at give ham Haanden .
»Barbara!« sagde Torben, da den Gamle lidt efter kom ind. » Hent min Ulster! Jeg vil gaa en Tur i Parken.«
» Men det blæser, Herre!«
» Saa meget desto bedre! Her trænger til at luftes ud!«

87 ^ ^ ^

Efter at Præsten var gaaet bort uden at have givet ^ Haanden , sad Torben længe foroverbøjet , ligesom tynget af sine Tanker.

Efter at Præsten var gaaet bort ^ ^ ^ , sad Torben længe foroverbøjet med Haanden under Hovedet , ligesom nedtynget af sine Tanker.

⇕ Torben og Jytte I, 1.5

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇐

Navnlig var der en gammel , grim Erindring fra Drengeaarene, som hans Tanker aldrig kunde komme udenom. Dengang de sad paa Skolebænk sammen derinde i Randers, havde der en kort Tid bestaaet et Slags Venskab imellem dem . Han havde haft ondt af den klodsede og ufrimodige Bondedreng, der straks var bleven Klassens Ugle ^ . Mads ^ var ikke saa lidt ældre end sine Kammerater og dertil en lemmestærk Prygl, som meget godt kunde have holdt sig sine Plageaander fra Livet uden Beskytter ; men han var en umodig Dreng, der helst krøb i Krog og først slog fra sig, naar han kom i Raseri. En Dag paa Legepladsen hændte det saa , at de selv kom op at brydes. Det begyndte i Spøg ^ men blev efterhaanden Alvor. Kammeraterne slog Kres omkring dem , og deres Tilraab hidsede dem yderligere op . Det blev en Holmgang efter alle Brydekunstens Vedtægter. Mads ^ var ham overlegen baade i Masse og Styrke, ^ alligevel blev han ikke kastet, før den anden lumskelig begyndte at spænde Ben. Men i Faldet lykkedes 56 det ham at vende sig, saa Mads kom til at ligge underst, og et mægtigt Glædeshyl fra Tilskuerkresen hilste Goliats Nederlag. Men saa skete der noget. Da Mads blev klar over Stillingen, hvæsede han af Raseri og spyttede ham pludselig op i Ansigtet.

Et gammelt , stygt Minde fra Skoletiden i Randers var gaaet ham gennem Sjælen under den sidste Del af deres Samtale.
Der havde dengang en Tid bestaaet en Slags Forbund mellem ham og Mads Vestrup . Han havde haft ondt af den klodsede og sky Bondedreng, der havde været Klassens Ugle fra den første Dag, han viste sig paa Skolen . Mads Vestrup var ikke saa lidt ældre end Kammeraterne og dertil en lemmestærk Prygl, som meget godt kunde have holdt sig sine Plageaander fra Livet ^ ; men han var en umodig Dreng, der ^ først slog fra sig, naar han kom i Raseri. En Vinterdag paa Legepladsen hændte det ^ , at de ^ kom op at brydes. Det begyndte i Spøg , men da Kammeraterne I, 56 slog Kres omkring dem ^ og ^ hidsede dem ^ op med Tilraab, blev det efterhaanden Alvor. Skønt Mads Vestrup var ham overlegen baade i Kødmasse og Styrke, blev han alligevel tilsidst kastet, og nu skete der noget uhyggeligt. Da Mads hørte det Glædeshyl, hvormed Tilskuerskaren hilste Goliats Fald, blev han pludselig hvid som Sneen, de laa paa, og spyttede ham ^ op i Ansigtet.

Et gammelt , stygt Minde fra Skoletiden i Randers var gaaet ham gennem Sjælen under den sidste Del af deres Samtale.
Der havde dengang en Tid bestaaet en Slags Forbund mellem ham og Mads Vestrup . Han havde haft ondt af den klodsede og sky Bondedreng, der havde været Klassens Ugle fra den første Dag, han viste sig paa Skolen . Mads Vestrup var ikke saa lidt ældre end Kammeraterne og dertil en lemmestærk Prygl, som meget godt kunde have holdt sig sine Plageaander fra Livet ^ ; men han var en umodig Dreng, der ^ først slog fra sig, naar han kom i Raseri. En Vinterdag paa Legepladsen hændte det ^ , at de ^ kom op at brydes. Det begyndte i Spøg , men da Kammeraterne slog Kres omkring dem ^ og ^ hidsede dem ^ op med Tilraab, blev det efterhaanden Alvor. Skønt Mads Vestrup var ham overlegen baade i Kødmasse og Styrke, blev han alligevel tilsidst kastet, og nu skete der noget uhyggeligt. Da Mads hørte det Glædeshyl, hvormed Tilskuerskaren hilste Goliats Fald, blev han pludselig hvid som Sneen, de laa paa, og spyttede ham ^ op i Ansigtet.

Hvad han i Øjeblikket følte udover Væmmelse ved det Slim, han tørrede af sig med sit Lommetørklæde, huskede han nu ikke længer. Han mindedes kun, at han bagefter stod henne ved Muren omgivet af sine Kammerater, og at Inspektor ude paa Legepladsen havde faaet fat i Kraven paa Mads, der raabte i vild Desperation, mens Spanskrørsstokken buldrede paa hans tykke Vadmelsryg ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ , at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne . Han huskede ogsaa, at han straks, da han kom hjem, bad sin Fader om at tage ham ud af Skolen men ikke kunde faa sig selv til at sige Grunden . Dette at have set et Menneske, en Kammerat ovenikøbet, forvandle sig for hans Øjne til et modbydeligt, edderspyende Kryb, gjorde ham skamfuld.
Ikke længe ^ efter var det, at han paa Grund af Faderens Død blev sendt til Herlufsholm; men seks Aar senere traf de hinanden igen som nybagte Studenter i København, og med nogen Overvindelse fornyede han Bekendtskabet . Mads Vestrups ^ ^ fuldkomne 57 Hjælpeløshed i den store , fremmede By skabte igen et Slags Forhold imellem dem, – men til nogen virkelig Omgang var det dog af flere Grunde ikke blevet. Mads kom og laante de moderne Bøger hos ham, spiste ogsaa undertiden ved hans Bord , fordi det var kommet ham for Øre, at han engang i Studentersamfundet , da han et Øjeblik troede sig alene i Restavrationslokalet, i sin umættelige Hunger havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken . Men ^ ^ pludselig en Dag forsvandt Mads Vestrup fra København , og da de igen efter en Række Aars Forløb mødtes her paa Favsingholm ^ , optraadte han udelukkende i sin Egenskab af Præst og nævnte aldrig med et Ord Fortidens akademiske Broderskab. – –

Hvad han i Øjeblikket følte udover Væmmelse ved det Slim, han tørrede af sig med sit Lommetørklæde, huskede han nu ikke længer. Han mindedes kun, at han bagefter stod henne ved Muren omgivet af sine Kammerater, og at Inspektor ude paa Legepladsen havde faaet fat i Kraven paa Mads, der raabte i vild Desperation, mens Spanskrørsstokken buldrede paa hans tykke Vadmelsryg ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ , at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne . Han huskede ogsaa, at han straks, da han kom hjem, bad sin Fader om at tage ham ud af Skolen men ikke kunde faa sig selv til at sige Grunden . Dette at have set et Menneske, en Kammerat ovenikøbet, forvandle sig for hans Øjne til et modbydeligt, edderspyende Kryb, gjorde ham skamfuld.
Ikke længe ^ efter var det, at han paa Grund af Faderens Død blev sendt til Herlufsholm; men seks Aar senere traf de hinanden igen som nybagte Studenter i København, og med nogen Overvindelse fornyede han Bekendtskabet . Mads Vestrups ^ ^ fuldkomne 57 Hjælpeløshed i den store , fremmede By skabte igen et Slags Forhold imellem dem, — men til nogen virkelig Omgang var det dog af flere Grunde ikke blevet. Mads kom og laante de moderne Bøger hos ham, spiste ogsaa undertiden ved hans Bord , fordi det var kommet ham for Øre, at han engang i Studentersamfundet , da han et Øjeblik troede sig alene i Restavrationslokalet, i sin umættelige Hunger havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken . Men ^ ^ pludselig en Dag forsvandt Mads Vestrup fra København , og da de igen efter en Række Aars Forløb mødtes her paa Favsingholm ^ , optraadte han udelukkende i sin Egenskab af Præst og nævnte aldrig med et Ord Fortidens akademiske Broderskab. — —

Hvad han havde følt udover Væmmelse og Skamfuldhed, da han bagefter stod henne ved Muren og tørrede sig med sit Lommetørklæde, mens Skolens Inspektør, der havde været Vidne til Optrinet, ^ paa Stedet tildelte Synderen en Afstraffelse, forstod han først mange Aar efter. For hver Gang Lærerens Spanskrørsstok buldrede paa den tykke Vadmelsryg, raabte Mads Vestrup i vild Desperation , at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne , og dette ^ Nødraab til Himlen havde han aldrig siden glemt. Det lød paany i hans Øre, dengang de efter ^ seks Aars Adskillelse mødtes i København som nybagte Studenter ^ . Mads Vestrups ynkværdige Fattigdom, hans fuldkomne Hjælpeløshed i den store ^ fremmede By ^ ^ ^ og det Vanry, han var kommen i blandt nogle Grinebidere , fordi han en Aften i Aprilforeningen , da han et Øjeblik troede sig alene i Restaurationslokalet, havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken , – alt dette havde igen skabt en Art Forhold imellem dem, indtil Mads Vestrup pludselig en Dag forsvandt ^ fra København for ikke mere I, 57 at dukke op indenfor hans Synskres , før han for tre Aar siden selv vendte tilbage til Favsingholm og fandt ham her som Præst .
^ ^

Hvad han havde følt udover Væmmelse og Skamfuldhed, da han bagefter stod henne ved Muren og tørrede sig med sit Lommetørklæde, I, 42 mens Skolens Inspektør, der havde været Vidne til Optrinet, ^ paa Stedet tildelte Synderen en Afstraffelse, forstod han først mange Aar efter. For hver Gang Lærerens Spanskrørsstok buldrede paa den tykke Vadmelsryg, raabte Mads Vestrup i vild Desperation , at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne , og dette ^ Nødraab til Himlen havde han aldrig siden glemt. Det lød paany i hans Øre, dengang de efter ^ seks Aars Adskillelse mødtes i København som nybagte Studenter ^ . Mads Vestrups ynkværdige Fattigdom, hans fuldkomne Hjælpeløshed i den store ^ fremmede By ^ ^ ^ og det Vanry, han var kommen i blandt nogle Grinebidere , fordi han en Aften i Aprilforeningen , da han et Øjeblik troede sig alene i Restaurationslokalet, havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken , — alt dette havde igen skabt en Art Forhold imellem dem, indtil Mads Vestrup pludselig en Dag forsvandt ^ fra København for ikke mere at dukke op indenfor hans Synskres , før han for tre Aar siden selv vendte tilbage til Favsingholm og fandt ham her som Præst .
^ ^

Hvad han havde følt udover Væmmelse og Skamfuldhed, da han siden stod henne ved Muren og tørrede sig med sit Lommetørklæde, forstod han først mange Aar efter. ^ Skolens Inspektør, der havde været Vidne til Optrinet, tildelte paa Stedet ^ Synderen en Afstraffelse, og for hver Gang Lærerens Spanskrørsstok buldrede paa den tykke Vadmelsryg, raabte Mads Vestrup i vild Desperation , at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne ^ . Dette Nødraab til Himlen havde han aldrig siden glemt. Det lød I, 42 paany i hans Øre, dengang de efter ^ seks Aars Adskillelse mødtes i København som nybagte Studenter ^ . Mads Vestrups ynkelige Fattigdom, hans fuldkomne Hjælpeløshed i den store ^ fremmede By ^ ^ ^ og det Vanry, han var kommen i blandt nogle Grinebidere , fordi han en Aften i Aprilforeningen , da han et Øjeblik troede sig alene i Restaurationslokalet, havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken , – alt dette havde igen skabt en Art Forhold imellem dem, indtil Mads Vestrup pludselig en Dag forsvandt ^ fra København for ikke mere at dukke op indenfor hans Synskres , før han for tre Aar siden selv vendte tilbage til Favsingholm og fandt ham her som Præst .
^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 1.7

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 1.6

⇐

I den fornyede Stilhed, der fulgte dette Udbrud, gik der Torben et gammelt Minde gennem Sjælen. Det var hin Kampscene i Skolegaarden i Randers , da Mads Vestrup tilsidst i afmægtigt Raseri spyttede 85 ham op i Ansigtet . Han følte i dette Øjeblik noget af den samme Afgrundsrædsel som dengang, og han maatte tænke paa Asmus og hans Advarsel – den kloge Asmus, der syntes saa hareøjet og vindig men var en Seer! ^

I den fornyede Stilhed, der fulgte dette Udbrud, gik der Torben et gammelt Minde gennem Sjælen. Det var hin Kampscene i Skolegaarden i Randers , da Mads Vestrup tilsidst i afmægtigt Raseri spyttede 85 ham op i Ansigtet . Han følte i dette Øjeblik noget af den samme Afgrundsrædsel som dengang, og han maatte tænke paa Asmus og hans Advarsel — den kloge Asmus, der syntes saa hareøjet og vindig men var en Seer! ^

Nu havde han atter følt noget af den samme Afgrundsrædsel som hin Dag i Skolegaarden i Randers . Han havde set det samme vilde Had lyse imod ham fra Dybet af hans Almuesjæl og hørt dette uhyggelige Nødskrig efter Retfærdighedens Hævn og Oprejsning, – enten hernede eller i det mindste hisset.
VII .

⇕ Torben og Jytte I, 1.8

⇕ De Dødes Rige 1.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 1.7

87 M ads Vestrup gik langsomt ad Hjemmet til. Han gik med Blikket fæstet til Jorden. ⇕ ⇒ Et nyt, mørkt Uvejr var brudt ind over hans Sind. Dog havde han heller ikke dennegang glemt at smøge sine Søndagsbukser op forneden.
Han naaede op gennem Skoven og havde det aabne Land liggende ^ for sig under en flyvende Skyhimmel . Her standsede han et Øjeblik med Kasketten i Haanden for at lade Blæsten køle sit blussende Hoved . Blikket fulgte en Flok Krager, der styrede forbi, og da de var forsvunden blev det hængende i Luften – mørkt, vildt og fortvivlet.
⇕ ⇒ Ja, Satan var en gavmild Herre at tjene! Nu laa Livet atter for dette gudløse Menneske som en sorgløs Leg. I Stedet for Død og retfærdig Straf i Helvedpølen vinkede der ham ny Lyst og nye Glæder af Syndens Overflod. Havde Gud da underkastet sig? Havde Satan sejret? ...
Han saae sig omkring. Og da han ingen Mennesker kunde opdage i Nærheden, forlod han Vejen og skraaede ^ ind over en Stubmark , idet han tog Retning efter en Udflyttergaard, der laa ensomt oppe paa en Bakke. ^

M ads Vestrup gik langsomt ad Hjemmet til. Han gik med Blikket fæstet til Jorden. ⇕ ⇒ Et nyt, mørkt Uvejr var brudt ind over hans Sind. Dog havde han heller ikke dennegang glemt at smøge sine Søndagsbukser op forneden.
Han naaede op gennem Skoven og havde det aabne Land liggende ^ for sig under en flyvende Skyhimmel . Her standsede han et Øjeblik med Kasketten i Haanden for at lade Blæsten køle sit blussende Hoved . Blikket fulgte en Flok Krager, der styrede forbi, og da de var forsvunden blev det hængende i Luften — mørkt, vildt og fortvivlet.
⇕ ⇒ Ja, Satan var en gavmild Herre at tjene! Nu laa Livet atter for dette gudløse Menneske som en sorgløs Leg. I Stedet for Død og retfærdig Straf i Helvedpølen vinkede der ham ny Lyst og nye Glæder af Syndens Overflod. Havde Gud da underkastet sig? Havde Satan sejret? ...
Han saa sig omkring. Og da han ingen Mennesker kunde opdage i Nærheden, forlod han Vejen og skraaede ^ ind over en Stubmark , idet han tog Retning efter en Udflyttergaard, der laa ensomt oppe paa en Bakke. ^

Da Mads Vestrup paa Hjemvejen naaede op gennem Skoven og atter havde Landet liggende aabent for sig under en flyvende Skyhimmel , standsede han et Øjeblik med Kasketten i Haanden for at svale sit brændende Hoved .
^ Han saae sig omkring. Og da han ingen Mennesker opdagede i Nærheden, ^ skraaede han ind over en Mark , idet han tog Retning efter en Udflyttergaard, der laa ensomt oppe paa en Bakke. Det var Jørgen Stauns Gaard.

Hans Hjerte slog tungt og uroligt. Da han engang troede at se et lyst Kvindehoved dukke op over Hækken omkring Blegepladsen, standsede han 88 brat og vilde vende om. En Flok ^ Duer steg i det samme op fra Stuehusets Tag, vendte sig i Luften med et Blink som af en viftende Dug og slog sig ned paa en Mark noget borte. Synet virkede paa ham som en truende Advarsel ; men han var i sine Drifters Vold og gik videre .

Hans Hjerte slog tungt og uroligt. Idet han nærmede sig Gaarden, steg en Flok Duer ^ op fra Stuehusets Tag, vendte sig i Luften med et Blink som ^ en viftende Dug og slog sig ned paa en Mark et Stykke borte. Synet virkede paa ham som en ^ Advarsel og fik ham til at standse et Øjeblik .

Hans Hjerte slog tungt og uroligt. Idet han nærmede sig Gaarden, I, 43 steg en Flok Duer ^ op fra Stuehusets Tag, vendte sig i Luften med et Blink som ^ en viftende Dug og slog sig ned paa en Mark et Stykke borte. Synet virkede paa ham som en ^ Advarsel og fik ham til at standse et Øjeblik .

I Porten mødte han Gaardsdrengen.

» Er Jørgen Staun hjemme?« spurgte han.

I, 58 » Er Jørgen Staun hjemme?« spurgte han.

» Er Jørgen Staun hjemme?« spurgte han.

Nej, han var lige kørt til Randers, fortalte Drengen.

Nej, han var just kørt til Randers, fortalte Drengen.

I, 43 Nej, han var just kørt til Randers, fortalte Drengen.

» Naa er han det . Det var kedeligt nok ,« sagde Mads Vestrup; men det lød ikke helt oprigtigt .

»Naa, er han det ,« sagde han blot, men tænkte ved sig selv, at det var sært nok ^ .

Stuehuset var en lav Bindingsværksbygning , der lige saa lidt som Gaardens andre Længer gav den rette Forestilling om Ejerens Formuesomstændigheder. Paa gammeldags Vis laa Møddingen midt i Gaardsrummet, omhyggeligt tilklappet og plejet som en Slags Have, hvor Hanen og Hønsene livede op som Tulipaner.
I det østre Fremmers , der førte ind til Bryggerset og Aftægtsstuen , standsede Mads Vestrup, da han fornam en Duft af Haarolje , og snuste begærligt Luften til sig. Enten maatte Oleane eller Pigen nylig ^ være gaaet der igennem. Bag Bryggersdøren tilvenstre hørte han nu ogsaa Nynnen og Lyden af en Vandøse.

Stuehuset var en lav Bindingsværksbygning med to Indgange. Han gik hen mod den , der førte ind til Bryggerset og Aftægtsstuen . Da han stod i Fremmerset og mødte en Duft af Haarolie , tænkte han, at Oleane eller Pigen nylig maatte være gaaet der igennem. Indenfor den lukkede Bryggersdør tilvenstre hørte han ^ Lyden af en Vandøse.

Stuehuset var en lav Bindingsværksbygning med to Indgange. Han gik hen mod den , der førte ind til Bryggerset og Aftægtsstuen . Da han stod i Fremmerset og mødte en Duft af Haarolje , tænkte han, at Oleane eller Pigen nylig maatte være gaaet der igennem. Indenfor den lukkede Bryggersdør tilvenstre hørte han ^ Lyden af en Vandøse.

Han genkendte Stemmen og vendte sig sky til den 89 modsatte Dør . Men i det samme aabnedes Bryggersdøren paaklem . Et halvpaaklædt Kvindemenneske med stort, gult Haar stak Hovedet frem.
»Aa, er det dig,« sagde hun og trak sig lidt tilbage. » Bedstemo’er har spurgt saa meget efter dig. Hvorfor har du it’ været her saa længe? Gaa nu ind, saa ^ ^ kommer A straks .«

Idet han vendte sig ^ til den modsatte Dør , der gik ind til den gamle Kones Stue, aabnedes den anden paa Klem , og Oleane stak Hovedet frem. Hun var i Færd med at klæde sig om. Haaret hang hende ned over Skuldrene.
»Ja, gaa du kun ind . A kommer ^ straks ,« sagde hun.

Idet han vendte sig ^ til den modsatte Dør , der gik ind til den gamle Kones Stue, aabnedes den anden paaklem , og Oleane stak Hovedet frem. Hun var i Færd med at klæde sig om. Haaret hang hende ned over Skuldrene.
»Ja, gaa du kun ind ! A kommer ^ straks ,« sagde hun.

Mads Vestrup bankede paa Døren og kom ind i en mørk , tilsyneladende mennesketom Stue, der hilste ham Velkommen ved et tikkende Bornholmerur.

Mads Vestrup bankede paa ^ og kom ind i en lysfattig , tilsyneladende tom Stue, der hilste ham velkommen ved et hakkende Bornholmerur.

» Det er mig – Mads Vestrup!« sagde han og stillede sin Kæp hen i Krogen med Kasketten ovenpaa.
Forhænget for en Alkove blev ført til Side ^ og et indbundet Hoved kom tilsyne. Det var Aftægtskonen paa Gaarden, Jørgen Stauns Moder . Den gamle Kone havde været sengebundet i de sidste ti Aar. Det var et Maveonde, hun led af, hvad man ogsaa nok kunde mærke paa Luften i Stuen.

» Det er mig — Mads Vestrup!« sagde han og stillede sin Kæp hen i Krogen med Kasketten ovenpaa.
Forhænget for en Alkove blev ført til Side ^ og et indbundet Hoved kom tilsyne. Det var Aftægtskonen paa Gaarden, Jørgen Stauns Moder . Den gamle Kone havde været sengebundet i de sidste ti Aar. Det var et Maveonde, hun led af, hvad man ogsaa nok kunde mærke paa Luften i Stuen.

^ ^ ^ Forhænget til en Alkove blev ført til Side , og et indbundet Hoved kom tilsyne. Det var Aftægtskonen paa Gaarden, Jørgen Stauns Mor . Den gamle Kone havde været sengebunden i de sidste ti Aar. Det var et Maveonde, hun led af, hvad man ogsaa nok kunde mærke paa Luften i Stuen.

» Er det Præsten?« sagde hun og lagde sin lange, gule Benhaand skyggende over Øjnene. I krænket Tone lod hun ham derpaa vide, hvor længe det var siden, at han havde været der og holdt Andagt med hende.
Uden at svare noget til hendes Bebrejdelser tog 90 Mads Vestrup ^ en Stol og satte sig hen ved hendes Seng .
Han havde tidligere ofte tyet til denne stille Aftægtsstue, naar hans Sind var tungt og uroligt. Det var et af de faa Steder, hvor han endnu fandt Forstaaelse af sin enfoldige Tro. ⇕ ⇒ De fleste Hjem i Sognet var i hans Øjne smittede af moderne Vantro. Flere af Menigheden havde ligefrem løst Sognebaand til Provst Broberg eller en af de andre Judaspræster i hans Nabolav. Den gammeldags Fromhed, han havde taget i Arv fra sin Moder, havde gjort Mads Vestrup til en dybt ensom Mand.
Den syge Aftægtskone havde altid Biblen eller Salmebogen hos sig i Sengen; men forøvrigt var hun med Liv og Sjæl tilstede overalt paa Gaarden, idet hun havde vænnet sig til at erstatte Synet med Hørelsen. Hun havde i Almindelighed bedre end nogen Anden Rede paa, hvor Redskaberne var at finde og hvem der sidst havde brugt dem. Hun kendte alle Køerne i Stalden paa Brølet alene og vidste paa Dagen, hvornaar hver af dem skulde kælve. En Gang om Aaret, i Højsommertiden, blev hun i sine Dyner baaret udenfor til Havegærdet for at se ud over Agrene og skønne over Høstudsigterne; og siden laa hun bag sit Forhæng og holdt Tal paa Læssene, naar der kørtes ind .

» Er det Præsten?« sagde hun og lagde sin lange, gule Benhaand skyggende over Øjnene. I krænket Tone lod hun ham derpaa vide, hvor længe det var siden, at han havde været der og holdt Andagt med hende.
Uden at svare noget til hendes Bebrejdelser tog 90 Mads Vestrup ^ en Stol og satte sig hen ved hendes Seng .
Han havde tidligere ofte tyet til denne stille Aftægtsstue, naar hans Sind var tungt og uroligt. Det var et af de faa Steder, hvor han endnu fandt Forstaaelse for sin enfoldige Tro. ⇕ ⇒ De fleste Hjem i Sognet var i hans Øjne smittede af moderne Vantro. Flere af Menigheden havde ligefrem løst Sognebaand til Provst Broberg eller en af de andre Judaspræster i hans Nabolav. Den gammeldags Fromhed, han havde taget i Arv fra sin Moder, havde gjort Mads Vestrup til en dybt ensom Mand.
Den syge Aftægtskone havde altid Biblen eller Salmebogen hos sig i Sengen; men forøvrigt var hun med Liv og Sjæl tilstede overalt paa Gaarden, idet hun havde vænnet sig til at erstatte Synet med Hørelsen. Hun havde i Almindelighed bedre end nogen Anden Rede paa, hvor Redskaberne var at finde og hvem der sidst havde brugt dem. Hun kendte alle Køerne i Stalden paa Brølet alene og vidste paa Dagen, hvornaar hver af dem skulde kælve. En Gang om Aaret, i Højsommertiden, blev hun i sine Dyner baaret udenfor til Havegærdet for at se ud over Agrene og skønne over Høstudsigterne; og siden laa hun bag sit Forhæng og holdt Tal paa Læssene, naar der kørtes ind .

» Er det Præsten?« spurgte hun og lagde en lang, gul Benhaand skyggende over Øjnene.
»Ja,« sagde han og stillede sin Kæp hen i Krogen med I, 59 Kasketten ovenpaa. Saa satte han sig paa en Stol ^ ved hendes Seng ^ ^ .

» Et det Præsten?« spurgte hun og lagde en lang, gul Benhaand skyggende over Øjnene.
»Ja,« sagde han og stillede sin Kæp hen i Krogen med Kasketten ovenpaa. Saa satte han sig paa en Stol ^ ved hendes Seng ^ ^ .

» Er det Præsten?« spurgte hun og lagde en lang, gul Benhaand skyggende over Øjnene.
»Ja,« sagde han og stillede sin Kæp hen i Krogen med Kasketten ovenpaa. Saa satte han sig paa en Stol ^ ved hendes Seng ^ ^ .

» Jørgen er nok taget til Staden ,« sagde Mads 91 Vestrup, da de havde talt lidt om Vejret. » Det var da ellers en sær Tid.«
» Han maatte derind til Doktoren med Pigen . Hun skulde have snittet en bolden Finger . Saa vilde han i det samme snakke til ham om sit Bryst. Han er saa plaget i denher Tid .«

» Jørgen er nok taget til Staden .«
Ja, han maatte da ind til Doktoren med Pigen , som skulde have ^ en bolden Finger snittet. Og saa vilde han med det samme snakke til ham om sit Bryst. Han var saa plaget i denne Tid .

Saa var Oleane altsaa alene hjemme . Det var et underligt Træf – tænkte Mads Vestrup i ny Uro og mindedes Dueflokkens Advarsel. Og han angrede, at han ikke havde agtet paa den. Han var jo kun kommet her for at se hende, – ikke for paany at fristes.

Saa var Oleane altsaa alene hjemme . Det var et underligt Træf — tænkte Mads Vestrup i ny Uro og mindedes Dueflokkens Advarsel. Og han angrede, at han ikke havde agtet paa den. Han var jo kun kommet her for at se hende, — ikke for paany at fristes.

Saa var Oleane altsaa alene hjemme ^ – tænkte Mads Vestrup i ny Uro og mindedes Dueflokkens Advarsel. ^ ^ ^

I, 44 Saa var Oleane altsaa alene hjemme ^ — tænkte Mads Vestrup i ny Uro og mindedes Dueflokkens Advarsel. ^ ^ ^

Saa var Oleane altsaa alene hjemme ^ – tænkte Mads Vestrup i ny Uro og mindedes Dueflokkens Advarsel. ^ ^ ^

»Ja, lad os saa bede sammen, Mette ,« sagde han.
Han foldede Hænderne og begyndte med at læse Fadervor. Da han kom til Ordene » Led os ikke i Fristelse« gjorde han et længere Ophold og fortsatte derpaa stærkt bevæget.
Andagten var knap tilende , før Oleane kom ind og hilste ^ ham med et kraftigt Haandtryk.
⇕ ⇒ » Vi var saamænd nær ved at tro, du havde taget Vejen med dig sidst,« sagde hun spydigt og lagde sig ned foran Kakkelovnen for at stikke et Par Tørv til Ilden. ⇕ ⇒ Hun havde et stort, frodigt Legeme men var ellers ikke køn, idet hun engang havde faaet Næsebenet knust ved i Kaadhed at springe ned fra et Høstænge. Mads Vestrup vendte sine Øjne fra hende, mens hun sad der paa Hug og 92 hvilede Armene paa de stærke Laar, der svulmede under Kjolen . Som en ung Jættekvinde sad hun der i Skæret fra Ilden og pustede paa de sammenragede Gløder . Bagefter rystede hun ^ med et mægtigt Spektakkel sine Skørter og sit rene Bomuldsforklæde , hvorpaa hun satte sig hen paa Bænken under Vinduet med et Strikketøj og sendte ham et frittende Øjekast over Pindene.
⇕ ⇒ Mads Vestrup og Oleane var Bysbørn fra Barndommen og sagde derfor du til hinanden. I Opvæksten havde der ogsaa været lidt Kæresteri imellem dem paa Landsbyungdoms frie Vis. Nu havde Livet igen ført dem sammen, idet Oleane for tre Aar siden var bleven gift med Jørgen Staun, og dette Genmøde havde vist sig farligt for dem begge. Mads Vestrup havde dog kun kendt sin egen Svaghed, indtil de nu i Høsten havde været sammen ved et Bryllup. Her kom de til at sidde nogen Tid alene ude i Lysthuset, og bedst som det var, brast Oleane ud i Hulken og sagde, at hun følte sig saa ulykkelig. Han havde i Forvejen af sig selv forstaaet, at hun ikke var tilfreds i sit Ægteskab med Jørgen Staun, især fordi han ingen Børn skaffede hende; alligevel gjorde det et underligt Indtryk paa ham at se hende, der ellers var saa djærv i sin Mund og førte sig med næsten karleagtig Raskhed, sidde der saa hjælpeløs i sin Sorg som et lille Barn. Han 93 lagde sin Haand paa hendes Skulder for at sige hende nogle trøstende Ord; men denne Berøring maatte hun have misforstaaet, hun slog Armene om hans Hals og sagde, at hun endnu holdt saa meget af ham. Han vristede sig løs, og de havde siden ikke set hinanden uden om Søndagen i Kirken.
Nu sad hun derhenne paa Bænken under Vinduet og havde lagt det ene Ben skødesløst over det andet, saa en mørkerød Strømpe kunde ses næsten op til Knæet. ^ Mads Vestrup vendte stadig Ansigtet den anden Vej; men han kunde hele Tiden mærke , hvordan hendes blanke Øjne anglede efter hans, og han maatte ^ idelig have sit Lommetørklæde frem for at tørre Sveden af sig, denne kolde Sved, der saa villigt sprang ham ud af Kroppen under alle Sindsbevægelser. Han havde hidtil ikke troet paa Byens Sladder, der længe havde haft saa travlt med Oleane og ligefrem villet gøre hende til et mandgalt Fruentimmer. Men hendes Væsen idag gjorde ham mistænksom.
Uret paa Væggen slog, og han rejste sig for at gaa . Det var nu ogsaa bleven mørkt baade ude og inde. Kun det flakkende Skær af Kakkelovnsilden lyste lidt omkring i Stuen. ^ Oleane lagde Strikketøjet fra sig for at følge ham ud.

»Ja, lad os saa bede sammen, Mette ,« sagde han.
Han foldede Hænderne og begyndte med at læse Fadervor. Da han kom til Ordene » Led os ikke i Fristelse« gjorde han et længere Ophold og fortsatte derpaa stærkt bevæget.
Andagten var knap tilende , før Oleane kom ind og hilste ^ ham med et kraftigt Haandtryk.
⇕ ⇒ » Vi var saamænd nær ved at tro, du havde taget Vejen med dig sidst,« sagde hun spydigt og lagde sig ned foran Kakkelovnen for at stikke et Par Tørv til Ilden. ⇕ ⇒ Hun havde et stort, frodigt Legeme men var ellers ikke køn, idet hun engang havde faaet Næsebenet knust ved i Kaadhed at springe ned fra et Høstænge. Som hun sad der paa Hug i Skæret fra Ilden og hvilede Armene paa de stærke 92 Laar, der svulmede under Kjolen , lignede hun ^ en ung Jættekvinde ^ ^ ^ . Bagefter rystede hun ^ med et mægtigt Spektakkel sine Skørter og sit rene Bomuldsforklæde , hvorpaa hun satte sig hen paa Bænken under Vinduet med et Strikketøj og sendte ham et frittende Øjekast over Pindene.
⇕ ⇒ Mads Vestrup og Oleane var Bysbørn fra Barndommen og sagde derfor du til hinanden. I Opvæksten havde der ogsaa været lidt Kæresteri imellem dem paa Landsbyungdoms frie Vis. Nu havde Livet igen ført dem sammen, idet Oleane for tre Aar siden var bleven gift med Jørgen Staun, og dette Genmøde havde vist sig farligt for dem begge. Mads Vestrup havde dog kun kendt sin egen Svaghed, indtil de nu i Høsten havde været sammen ved et Bryllup. Her kom de til at sidde nogen Tid alene ude i Lysthuset, og bedst som det var, brast Oleane ud i Hulken og sagde, at hun følte sig saa ulykkelig. Han havde i Forvejen af sig selv forstaaet, at hun ikke var tilfreds i sit Ægteskab med Jørgen Staun, især fordi han ingen Børn skaffede hende; alligevel gjorde det et underligt Indtryk paa ham at se hende, der ellers var saa djærv i sin Mund og førte sig med næsten karleagtig Raskhed, sidde der saa hjælpeløs i sin Sorg som et lille Barn. Han lagde sin Haand paa hendes Skulder for at sige hende nogle trøstende Ord; men denne Berøring maatte hun have misforstaaet, 93 hun slog Armene om hans Hals og sagde, at hun endnu holdt saa meget af ham. Han vristede sig løs, og de havde siden ikke set hinanden uden om Søndagen i Kirken.
Nu sad hun derhenne paa Bænken under Vinduet og havde lagt det ene Ben skødesløst over det andet, saa en mørkerød Strømpe kunde ses næsten op til Knæet. ^ Mads Vestrup vendte derfor Ansigtet den anden Vej; men han kunde hele Tiden mærke , hvordan hendes blanke Øjne anglede efter hans, og han maatte ^ idelig have sit Lommetørklæde frem for at tørre Sveden af sig, denne kolde Sved, der saa villigt sprang ham ud af Kroppen under alle Sindsbevægelser. Han havde hidtil ikke troet paa Byens Sladder, der længe havde haft saa travlt med Oleane og ligefrem villet gøre hende til et mandgalt Fruentimmer. Men hendes Væsen idag gjorde ham mistænksom.
Uret paa Væggen slog, og han rejste sig for at gaa . Det var nu ogsaa bleven mørkt baade ude og inde. Kun det flakkende Skær af Kakkelovnsilden lyste lidt omkring i Stuen. ^ Oleane lagde Strikketøjet fra sig for at følge ham ud.

»Ja, lad os saa bede sammen, Mette !«
Et Kvarterstid efter, da han havde sluttet Andagten med at synge en Salme for den Gamle , kom Oleane ^ ind og hilste paa ham med et kraftigt Haandtryk. Hun var ikke alene stor af Skikkelse som en Mand; der var ogsaa en karleagtig Raskhed over alle hendes Bevægelser.
Hun satte sig paa Hug foran Kakkelovnen for at stikke et Par Tørv til Ilden. ^ ^ ^ Som en ^ Jættekvinde sad hun der i Skæret fra ^ de sammenragede Gløder og hvilede Armene paa de stærke Laar, der svulmede under Kjolen. Bagefter rystede hun sine Skørter med et mægtigt Spektakel , tog et Strikketøj og satte sig hen paa Bænken under Vinduet , idet hun skødesløst kastede ^ ^ det ene Ben ^ over det andet, saa en mørkerød Strømpe saaes næsten op til Knæet.
Mads Vestrup vendte ^ Ansigtet den anden Vej; men han kunde hele Tiden mærke de frittende Øjekast, hun sendte ham over sine Strikkepinde. Derfor maatte han idelig have sit Lommetørklæde frem og tørre Sveden af Panden, I, 60 denne kolde Sved, der ^ sprang ham ud af Kroppen ved den mindste Sindsbevægelse.
Da han rejste sig for at gaa , var det blevet mørkt baade ude og inde. Kun Skæret af Kakkelovnsilden lyste ud i Stuen.
Oleane lagde Strikketøjet ^ for at følge ham ud.

»Ja, lad os saa bede sammen, Mette !«
Et Kvarterstid efter, da han havde sluttet Andagten med at synge en Salme for den Gamle , kom Oleane ^ ind og hilste paa ham med et kraftigt Haandtryk. Hun var ikke alene stor af Skikkelse som en Mand; der var ogsaa en karleagtig Raskhed over alle hendes Bevægelser.
Hun satte sig paa Hug foran Kakkelovnen for at stikke et Par Tørv til Ilden. ^ ^ ^ Som en ^ Jættekvinde sad hun der i Skæret fra ^ de sammenragede Gløder og hvilede Armene paa de stærke Laar, der svulmede under Kjolen. Bagefter rystede hun sine Skørter med et mægtigt Spektakel , tog et Strikketøj og satte sig hen paa Bænken under Vinduet , idet hun skødesløst kastede ^ ^ det ene Ben ^ over det andet, saa en mørkerød Strømpe saaes næsten op til Knæet.
Mads Vestrup vendte ^ Ansigtet den anden Vej; men han kunde hele Tiden mærke de frittende Øjekast, hun sendte ham over sine Strikkepinde. Derfor maatte han idelig have sit Lommetørklæde frem og tørre Sveden af Panden, denne kolde Sved, der ^ sprang ham ud af Kroppen ved den mindste Sindsbevægelse.
Da han rejste sig for at gaa , var det bleven mørkt baade ude og inde. Kun Skæret af Kakkelovnsilden lyste ud i Stuen.
Oleane lagde Strikketøjet ^ for at følge ham ud.

»Ja, lad os ^ bede sammen, Mette !«
Et Kvarterstid efter, da han havde sluttet Andagten med at synge en Salme for den Gamle , kom Oleane ^ ind og hilste paa ham med et kraftigt Haandtryk. Hun var ikke alene stor af Skikkelse I, 44 som en Mand; der var ogsaa en karleagtig Raskhed over alle hendes Bevægelser.
Hun satte sig paa Hug foran Kakkelovnen for at stikke et Par Tørv til Ilden. ^ ^ ^ Som en ^ Jættekvinde sad hun der i Skæret fra ^ de sammenragede Gløder og hvilede Armene paa de stærke Laar, der svulmede under Kjolen. Bagefter rystede hun sine Skørter med et mægtigt Spektakel , tog et Strikketøj og satte sig hen paa Bænken under Vinduet , idet hun skødesløst kastede ^ ^ det ene Ben ^ over det andet, saa en mørkerød Strømpe saaes næsten op til Knæet.
Mads Vestrup vendte ^ Ansigtet den anden Vej; men han kunde hele Tiden mærke de frittende Øjekast, hun sendte ham over sine Strikkepinde. Derfor maatte han idelig have sit Lommetørklæde frem og tørre Sveden af Panden, denne kolde Sved, der ^ sprang ham ud af Kroppen ved den mindste Sindsbevægelse.
Da han rejste sig for at gaa , var det bleven mørkt baade ude og inde. Kun Skæret af Kakkelovnsilden lyste ud i Stuen.
Oleane lagde Strikketøjet ^ for at følge ham ud.

» Det behøves ikke,« sagde han. » Bliv du kun herinde .«

» Det behøves ikke,« sagde han. » Bliv du kun inde .«

» Det behøves ikke,« sagde han. » Bliv du kun inde !«

94 Men hun fulgte ham alligevel.

Men hun fulgte ^ alligevel.

Ude i Forstuen fandt han til sin Forbavselse Gaardsdøren laaset og stænget . Nøglen var endda taget ud.

Ude i Forstuen fandt han til sin Forbavselse 94 Gaardsdøren laaset og stænget . Nøglen var endda taget ud.

Ude i Forstuen fandt han ^ Gaardsdøren laaset ^ . Nøglen var endogsaa taget ud.

»Ja, her render saa mange Bisser i den her Tid,« forklarede hun . » Saa satte A Stangen for. Du kan jo ogsaa lige saa godt gaa igennem til vort.«

» Her render saa mange Bisser i den her Tid,« forklarede Oleane . » ^ Du kan jo ogsaa ligesaa godt gaa igennem til vort.«

^ » Jeg plejer at gaa ud ^ den samme Vej, jeg er kommen ind ,« sagde han bydende. » Luk op her!«

^ » Jeg plejer at gaa ud af den samme Vej, jeg er kommen ind ,« sagde han bydende. » Luk op her!«

Mads Vestrup begyndte at ane Uraad.
» Jeg er vant til at gaa ud ^ den samme Vej, jeg er kommen ^ ,« sagde han bydende. » Luk op her!«

»Hys! Hys!« hviskede hun fortroligt. » A maa snakke med dig, Mads Vestrup ! Hvorfor har du it’ været her saa længe?«

»Hys! Hys!« hviskede hun fortroligt. » A maa snakke med dig, Mads Vestrup ! Kom ind til mig!«

»Hys! Hys!« hviskede hun fortroligt. » A maa snakke med dig, Mads Vestrup . Kom ind til mig!«

» Luk op ^ !« gentog han og ruskede af al Magt i Laasen. Han forstod nu, at han var bleven indringet. Satan havde været ude efter hans Sjæl og ført ham i et Baghold .

» Luk op her !« gentog han og ruskede ^ i Laasen. Han forstod nu, at han var bleven ført i et Baghold og indringet .

I, 45 » Luk op her !« gentog han og ruskede ^ i Laasen. Han forstod nu, at han var bleven ført i et Baghold og indringet .

» Luk op her !« gentog han og ruskede ^ i Laasen. Han forstod nu, at han var bleven ført i et Baghold og indringet .

» Vil du it’ snakke med mig, gør A en Ulykke paa mig. Nu veed du det, Mads Vestrup!«

» Du glemmer, at det er din Præst, du taler til ,« svarede han, idet nu ogsaa hans Stemme sank ned til en Hvisken.

» Det er din Præst, du taler til , Oleane ... Det skulde du tænke paa!«

»Aa, lad kuns Præsten være udenfor dether! Du er vist it’ helt saa hellig en Mand, som du har Ord for. Du var da it’ mer end en tolv Aars Knejt, da du sad nede i Sivene og kiggede, naar Møllerens Piger gik i Vandet. A har jo selv overrasket dig engang. Og du har vel ogsaa nok vidst af, at Jørgen 95 var kørt væk med Pigen. Ellers var du vel it’ kommen netop i Dav.«

»Aa, lad kuns Præsten være udenfor dether! Du er vist it’ helt saa hellig en Mand, som du har Ord for. Du var da it’ mer end en tolv Aars Knejt, da du sad nede i Sivene og kiggede, naar Møllerens Piger gik i Vandet. A har jo selv overrasket dig engang. Og du har vel ogsaa nok vidst af, at Jørgen var kørt væk med Pigen. Ellers var du vel it’ kommen netop i Dav.«

»Aa, lad kun Præsten være udenfor dether! Du er vist it’ helt saa hellig en Mand, som du har Ord for. Du var da it’ mer end en tolv Aars Knejt, da du sad nede I, 61 i Sivene og kiggede, naar Møllerens Piger gik i Vandet. Husker du det?« ^

»Aa, lad kun Præsten være udenfor dether! Du er vist it’ helt saa hellig en Mand, som du har Ord for. Du var da it’ mer end en tolv Aars Knejt, da du sad nede i Sivene og kiggede, naar Møllerens Piger gik i Vandet. Husker du det?« ^

»Aa, lad kun Præsten være udenfor dether! Du er vist it’ I, 45 helt saa hellig en Mand, som du har Ord for. Du var da it’ mer end en tolv Aars Knejt, da du sad nede i Sivene og kiggede, naar Møllerens Piger gik i Vandet. Husker du det?« ^

» Nu kommer du med Nøglen, si’er jeg; ellers gaar jeg lige med det samme ind til Mette og fortæller hende, hvad Slags Menneske du er.«
» Ja ^ ja . Tvinge dig til at snakke med mig kan A jo it . Nu skal A hente Nøglen .«

95 » Nu kommer du med Nøglen, si’er jeg; ellers gaar jeg lige med det samme ind til Mette og fortæller hende, hvad Slags Menneske du er.«
» Ja ^ ja . Tvinge dig til at snakke med mig kan A jo it . Nu skal A hente Nøglen .«

» Nu kommer du med Nøglen, siger jeg !«
»Ja, ja . Tvinge dig til at snakke med mig kan A jo it ’. Nu skal A hente den .«

» Nu kommer du med Nøglen, siger jeg !«
»Jaja ^ . Tvinge dig til at snakke med mig kan A jo it ’. Nu skal A hente den .«

Hun gik ind i Bryggerset og derfra videre gennem ^ Køkkenet ind i Stuen. Han hørte hende ogsaa aabne Døren til det lille Kammer bagved , der brugtes til Skabsstue; men derpaa blev alt stille. I flere Minutter stod han der i Mørket og ventede uden at der hørtes en Lyd derinde fra.
Det var ved at blive uhyggeligt. Han mindedes hendes dystre Tone og den Trusel, hun havde udslynget. » Hvad kan et Kvindemenneske af hendes Slags ikke finde paa!« sagde han til sig selv og begyndte igen at svede koldt.
I sin Angst tænkte han først paa at gaa tilbage til Aftægtsstuen og der afvente Jørgen Stauns Hjemkomst; men ^ han kom saa til at huske paa, at man kunde komme i Fortræd og blive straffet, dersom man i et Tilfælde som dette ikke gjorde Anskrig . Han tvang da Modet op i sig, gik ^ gennem Bryggerset og standsede i Døren til Køkkenet.

Hun gik ind i Bryggerset og derfra videre gennem ^ Køkkenet ind i Stuen. Han hørte hende ogsaa aabne Døren til det lille Kammer bagved , der brugtes til Skabsstue; men derpaa blev alt stille. I flere Minutter stod han der i Mørket og ventede uden at der hørtes en Lyd derinde fra.
Det var ved at blive uhyggeligt. Han mindedes hendes dystre Tone og den Trusel, hun havde udslynget. » Hvad kan et Kvindemenneske af hendes Slags ikke finde paa!« sagde han til sig selv og begyndte igen at svede koldt.
I sin Angst tænkte han først paa at gaa tilbage til Aftægtsstuen og der afvente Jørgen Stauns Hjemkomst; men da han kom ^ til at huske paa, at man kunde komme i Fortræd og blive straffet, dersom man i et Tilfælde som dette ikke gjorde Anskrig , tvang han Modet op i sig, gik ^ gennem Bryggerset og standsede i Døren til Køkkenet.

Hun gik gennem Bryggerset ind i Køkkenet , og han hørte hende ogsaa aabne Døren til Stuen, som laa bagved . Men derpaa blev alt stille. I flere Minutter stod han der i Mørket og ventede .
Det blev ham tilsidst lidt underligt. Skønt alle Dørene stod aabne, kom der ikke en Lyd derinde fra. ^ I sin Ængstelse ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ gik han efter hende gennem Bryggerset og blev staaende i Døren til Køkkenet.

Hun gik gennem Bryggerset ind til Køkkenet , og han hørte hende ogsaa aabne Døren til Stuen, som laa bagved . Men derpaa blev alt stille. I flere Minutter stod han der i Mørket og ventede .
Det blev ham tilsidst lidt underligt. Skønt alle Dørene stod aabne, kom der ikke en Lyd derinde fra. ^ I sin Ængstelse ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ gik han efter hende gennem Bryggerset og blev staaende i Døren til Køkkenet.

» Oleane ... hvor bliver du af?« kaldte han og blev bange for sin egen Stemme , da han ikke fik 96 noget Svar ^ . Et Par grønne Katteøjne gnistrede i Mørket henne under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; andet var der ikke at se.

» Oleane ... hvor bliver du af?« kaldte han og blev bange for sin egen Stemme , da han ikke fik noget Svar ^ . Et Par grønne Katteøjne gnistrede i Mørket 96 henne under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; andet var der ikke at se.

» Oleane ... hvor bliver du af?« kaldte han og svedte koldt , da han ingen ^ Svar fik . Et Par grønne Katteøjne gnistrede i Mørket henne under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; andet var der ikke at se.

» Oleane ... hvor bliver du af?« kaldte han og svedte koldt , da han intet ^ Svar fik . Et Par grønne Katteøjne gnistrede i Mørket henne under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; andet var der ikke at se.

Nu stod han inde i Stuen. Ogsaa her lyste kun Gløderne i Kakkelovnen , der spredte en Ildvifte ud over Gulvet. En Kedel inde i Kogerummet klaprede uroligt med sit Laag.
»Oleane!« kaldte han igen; men Tavsheden slog ham isnende imøde som fra en aaben Grav. Selve Angsten drev ham fremad nu. Han rev Døren til Kammeret op , og her skimtede han ogsaa hendes Skikkelse ^ . Hun sad paa en af Klædekisterne og hvilede Hovedet i sin Haand .

Han gik videre og stod nu i Døren ind til Stuen. Ogsaa her lyste ^ Gløderne i Kakkelovnen og spredte en Ildvifte ud over Gulvet. En Kedel inde i Kogerummet klaprede ^ med sit Laag. Men Oleane var ikke at se.
Han kaldte igen og blev næsten bange for Lyden af sin egen Stemme. Men netop Angsten drev ham fremad nu. Bagved var et lille Kammer, der brugtes som Skabsstue. Døren stod aaben , og her skimtede han ^ hendes Skikkelse i Mørket . Hun sad paa en af Klædekisterne og havde lagt Hovedet ned i sine Hænder .

» Hvorfor sidder du der? .... Hvad er der dog i Vejen med dig, Oleane?«
Hun rejste sig tavs op og vilde gaa ham forbi ; men i sin store Glæde over ^ , at hun levede, spærrede Mads Vestrup hende Vejen. I ^ samme Øjeblik følte han hendes Arme ^ omkring sin Hals.

» Hvorfor sidder du der? .... Hvad er der dog i Vejen med dig, Oleane?«
Hun rejste sig tavs op og vilde gaa ham forbi ; men i sin store Glæde over ^ , at hun levede, spærrede Mads Vestrup hende Vejen. Og i samme Øjeblik følte han hendes Arme ^ omkring sin Hals.

» Hvorfor sidder du der? ...«
I, 62 Hun rørte sig ikke, svarede ikke heller ; men nu saae han, at hun græd. Hele hendes store Legeme rystede.
Han havde længe forstaaet, at hun ikke var lykkelig i sit Ægteskab med Jørgen Staun, som ingen Børn havde skaffet hende, og det gjorde et gribende Indtryk paa ham at se hende sidde der saa hjælpeløs i sin Sorg.
» Hvad er der i Vejen med dig, Oleane?«
» Du veed det jo godt, Mads Vestrup! Det skulde ha’ været vos to!«
» Saadan maa du ikke snakke. Hold dig til Gud , Oleane!«
Han lagde sin Haand paa hendes Skulder for at sige hende nogle trøstende Ord; men hun misforstod Berøringen, og ^ i samme Øjeblik følte han hendes Arme kvælende omkring sin Hals.

» Hvorfor sidder du der? ...«
I, 46 Hun rørte sig ikke, svarede ikke heller ; men nu saae han, at hun græd. Hele hendes store Legeme rystede.
Han havde længe forstaaet, at hun ikke var lykkelig i sit Ægteskab med Jørgen Staun, som ingen Børn havde skaffet hende, og det gjorde et gribende Indtryk paa ham at se hende sidde der saa hjælpeløs i sin Sorg.
» Hvad er der i Vejen med dig, Oleane?«
» Du veed det jo godt, Mads Vestrup! Det skulde ha’ været vos to!«
» Saadan maa du ikke snakke. Hold dig til Gud , Oleane!«
Han lagde sin Haand paa hendes Skulder for at sige hende nogle trøstende Ord; men hun misforstod Berøringen, og ^ i samme Øjeblik følte han hendes Arme kvælende omkring sin Hals.

» Hvorfor sidder du der? ...«
Hun rørte sig ikke, svarede ikke heller ; men nu saae han, at hun græd. Hele hendes store Legeme rystede.
Han havde længe forstaaet, at hun ikke var lykkelig i sit Ægteskab med Jørgen Staun, som ingen Børn havde skaffet hende, og det gjorde et gribende Indtryk paa ham at se hende sidde der saa hjælpeløs i sin Sorg.
» Hvad er der i Vejen med dig, Oleane?«
» Du veed det jo godt, Mads Vestrup! Det skulde ha’ været vos to!«
I, 46 » Saadan maa du ikke snakke. Hold dig til Gud , Oleane!«
Han lagde sin Haand paa hendes Skulder for at sige hende nogle trøstende Ord; men hun misforstod Berøringen, og ^ i samme Øjeblik følte han hendes Arme kvælende omkring sin Hals.

»Aa! A vidste det jo, Mads, at du endnu holdt lidt af mig . Nu vil vi være glade med hinanden og glemme alle vore Sorger.«
[97] II

»Aa! A vidste det jo, Mads, at du endda holdt lidt af mig !«

[99]

VIII .

VIII

⇕ Torben og Jytte I, 2.1

⇕ De Dødes Rige 1.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 1.8

^ ^ ^ ^ ^

Paa Herregaarden gik det stadig fremad med den Syges Helbredelse. Efter nogle Ugers Forløb følte Torben sig næsten rask. Med Forundring saae Egnens Folk ham igen gøre lange Køreture i aaben Vogn og venligt gengælde deres Hilsner. Han var i straalende Humør. Ogsaa hans Udseende havde lidt efter lidt forandret sig. De opsvulmede Øjenomgivelser og de uformelige Hænder og Fødder svandt ind, nøjagtigt som Asmus Hagen havde forudsagt det.
I, 63 En Morgen i Begyndelsen af Februar rejste han fra Favsingholm. Han tog direkte til Wiesbaden for at gennemgaa en Badekur, inden han rejste videre til Italien, hvor han skulde træffe sammen med Jytte og hendes Mor, fra hvem han havde haft Brev og Lykønskning.
Kort forinden hans Afrejse var der en Søndag under Gudstjenesten i Favsing Kirke forefaldet en Scene, der havde vakt stor Bevægelse paa Egnen. Midt under sin Præken var Mads Vestrup brudt ud i en Hulken, der havde lydt som en Hunds Tuden. Han sank ned paa Knæ med Hænderne for Ansigtet og kunde ikke fortsætte.
Allerede i nogen Tid havde der løbet uhyggelige Rygter rundt i Sognet om hans Forhold til den mandgale Oleane paa Bakkegaarden. Nu fik Snakken Bisselær i Saalerne og skræmte for Alvor Befolkningen op.

Paa Herregaarden gik det stadig fremad med den Syges Helbredelse. Efter nogle Ugers Forløb følte Torben sig næsten rask. Med Forundring saae Egnens Folk ham igen gøre lange Køreture i aaben Vogn og venligt gengælde deres Hilsner. Han var i straalende Humør. Ogsaa hans Udseende havde lidt efter lidt forandret sig. De opsvulmede Øjenomgivelser og de uformelige Hænder og Fødder svandt ind, nøjagtigt som Asmus Hagen havde forudsagt det.
En Morgen i Begyndelsen af Februar rejste han fra Favsingholm. Han tog direkte til Wiesbaden for at gennemgaa en Badekur, inden han rejste videre til Italien, hvor han skulde træffe sammen med Jytte og hendes Mor, fra hvem han havde haft Brev og Lykønskning.
Kort forinden hans Afrejse var der en Søndag under Gudstjenesten i Favsing Kirke forefaldet en Scene, der havde vakt stor Bevægelse paa Egnen. Midt under sin Præken var Mads Vestrup brudt ud i en Hulken, der havde lydt som en Hunds I, 47 Tuden. Han sank ned paa Knæ med Hænderne for Ansigtet og kunde ikke fortsætte.
Allerede i nogen Tid havde der sneget sig uhyggelige Rygter rundt i Sognet om hans Forhold til den mandgale Oleane paa Bakkegaarden. Nu fik Snakken Bisselær i Saalerne og skræmte for Alvor Befolkningen op.

Paa Herregaarden gik det stadig fremad med den Syges Helbredelse. Efter nogle Ugers Forløb følte Torben sig næsten rask. Med Forundring saae Egnens Folk ham igen gøre lange Køreture i aaben Vogn og venligt gengælde deres Hilsner. Han var i straalende Humør. Ogsaa hans Udseende havde lidt efter lidt forandret sig. De opsvulmede Øjenomgivelser og de uformelige Hænder og Fødder svandt ind, nøjagtigt som Asmus Hagen havde forudsagt det.
En Morgen i Begyndelsen af Februar rejste han fra Favsingholm. Han tog direkte til Wiesbaden for at gennemgaa en Badekur, inden han rejste videre til Italien, hvor han skulde træffe sammen med Jytte og hendes Mor, fra hvem han havde haft Brev og Lykønskning.
Kort forinden hans Afrejse var der en Søndag under Gudstjenesten i Favsing Kirke forefaldet en Scene, der havde vakt stor Bevægelse paa Egnen. Midt under sin Præken var Mads Vestrup brudt ud i en Hulken, der havde lydt som en Hunds Tuden. Han sank ned paa Knæ med Hænderne for Ansigtet og kunde ikke fortsætte.
Allerede i nogen Tid havde der sneget sig uhyggelige Rygter rundt i Sognet om hans Forhold til den mandgale Oleane paa Bakkegaarden. Nu fik Snakken Bisselær i Saalerne og skræmte for Alvor Befolkningen op.

⇕ Torben og Jytte I, 3.7

⇕ De Dødes Rige 1.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 1.8

⇐

En Dag var ^ Provst Broberg kommen kørende ind gennem Landsbyen i sin Kalesjevogn og havde mod Sædvane ikke sin Kone med sig , hvad der straks havde gjort hans Tilsynekomst tvetydig . Da man 238 nu saae, at Vognen drejede ind i Præstegaarden, anede man , at Mads Vestrups Time var slaaet. Snakken om Præstens Forhold til Konen paa Bakkegaarden havde i den senere Tid faaet Træsko paa, og Folk var belavet paa en Katastrofe.

Et Par Dage efter, at Torben var rejst, kom Provst Broberg ^ kørende ^ gennem Landsbyen i sin Kalesjevogn og havde mod Sædvane ikke sin Kone med ^ , hvad der straks gjorde hans Tilsynekomst fordægtig . Da Folk saae, at Vognen drejede ind i Præstegaarden, var de klare over , at Mads Vestrups Time var slaaet. ^

Et Par Dage efter, at Torben var rejst, kom Provst Broberg ^ kørende ^ gennem Landsbyen i sin Kalesjevogn og havde mod Sædvane ikke sin Kone med ^ , hvad der straks gjorde hans Tilsynekomst fordægtig . Da Folk saae, at Vognen drejede ind i I, 47 Præstegaarden, var de klare over , at Mads Vestrups Time var slaaet. ^

Mads Vestrup sad just ved Middagsbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk ^ . Ved Synet af Vognen ^ rejste han sig bleg fra sin Plads , sagde, at han ikke befandt sig vel , og gik ud gennem Køkkenet. Fru Stine maatte tage mod Provsten, der ^ straks erklærede, at det var hans Ønske at tale med hendes Mand i Enrum. ^ Men Mads Vestrup var ^ som opslugt af Jorden. Der blev ^ raabt paa ham flere Gange , og man søgte ^ i Stalden og ^ Laden uden at finde ham . Først efter at Provsten ^ havde ventet næsten ^ en halv Time ^ kom han frem ovre fra Vedskuret , hvor han havde holdt sig skjult ^ . Han saae da ganske forstyrret ud af Øjnene. Ansigtet var graat, og Lemmerne skælvede .

Mads Vestrup sad just ved Middagsbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk ^ . Ved Synet af Vognen ^ rejste han sig bleg fra sin Plads , sagde, at han ikke befandt sig vel , og gik ud gennem Køkkenet. Fru Stine maatte tage mod Provsten, der ^ straks erklærede, at det var hans Ønske at tale med hendes Mand i Enrum. ^ Men Mads Vestrup var ^ som opslugt af Jorden. Der blev ^ raabt paa ham flere Gange ; man søgte baade i Stalden og ^ Laden uden at finde ham . Først efter at Provsten ^ havde ventet næsten ^ en halv Time , kom han frem ovre fra Vedskuret , hvor han havde holdt sig skjult ^ . Han saae da ganske forstyrret ud af Øjnene. Ansigtet var graat, og Lemmerne skælvede .

Mads Vestrup sad ^ ved Middagsbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk , da Provsten kørte ind . Ved Synet af Vognen kom han til at ryste, rejste ^ sig graableg fra sin Plads og sagde, at han ikke befandt sig vel . Hvorpaa han gik ud gennem Køkkenet.
Stine maatte tage mod Provsten, der imidlertid straks erklærede, at det var hans Ønske at tale med hendes Mand i Enrum.
I, 64 Men Mads Vestrup var pludselig som opslugt af Jorden. Forgæves blev der raabt paa ham i Øst og Vest ; man søgte ham i Stalden og i Laden ; men han var ikke til at finde ^ . Først efter at Provsten med stigende Utaalmodighed havde ventet ^ over en halv Time , kom han frem ovre fra Loen , hvor han havde holdt sig skjult i Høet oppe paa Stænget . Han saae da ganske forvildet ud .

Mads Vestrup sad ^ ved Middagsbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk , da Provsten kørte ind . Ved Synet af Vognen kom han til at ryste, rejste ^ sig graableg fra sin Plads og sagde, at han ikke befandt sig vel . Hvorpaa han gik ud gennem Køkkenet.
Stine maatte tage mod Provsten, der imidlertid straks erklærede, at det var hans Ønske at tale med hendes Mand i Enrum.
Men Mads Vestrup var pludselig som opslugt af Jorden. Forgæves blev der raabt paa ham i Øst og Vest ; man søgte ham i Stalden og i Laden ; men han var ikke til at finde ^ . Først efter at Provsten med stigende Utaalmodighed havde ventet i over en halv Time , kom han frem ovre fra Loen , hvor han havde holdt sig skjult i Høet oppe paa Stænget . Han saae da ganske forvildet ud .

Af Frygt og Beregning tilstod han straks Alt . Han greb heller ikke til Undskyldninger men bekendte skaanselsløst , at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, endda det var gaaet op for ham , at det forvorpne Kvindemenneske havde haft flere Kærester ^ . Sit Ansvar overfor Gud blandede ^ ^ han Ingen i; men han haabede ved denne redelige ^ ^ Tilstaaelse at kunne formilde sine 239 jordiske Dommere og afværge den Embedsfortabelse, den Berøvelse af Levebrødet, imod hvilken Tabet af Ære og Anseelse ikke betød saa meget for ham. ^ I sin Rædsel for at ^ miste det sikre Udkomme rejste han endog en Dag hemmeligt til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen, – ja i ^ den yderste Nød fik han sin Kone overtalt til at gaa Tiggergang fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til Ministeren.
Fru Stine havde tilgivet sin Mand og modigt stillet sig ved hans Side, dengang hun saae, hvordan alle Andre og især hans fine Embedsbrødre med Provst Broberg i Spidsen vendte sig mod ham og lukkede Dørene for ham som for en Spedalsk . ^ I et Bladinterview havde Provsten ligeud ytret sin Tilfredshed med, at Folkets Kirke blev befriet for en Lærer, der foruden at have en saa alvorlig moralsk Brøst desuden i intellektuel Henseende var under Lavmaalet. Fru Stine havde ogsaa trofast fulgt sin Mand sammen med Børnene den Nat, da han efter Afsættelsen hemmeligt forlod Præstegaarden og lod Hjem og Ejendom tilbage i Guds Varetægt. En Røgter paa ^ ^ en af Gaardene havde set dem drage afsted til Stationen en god Time før Solopgang . Mads Vestrup gik forrest med en Kuffert paa en Trillebør, hvor ogsaa det yngste Barn var anbragt . Bagefter kom Stine haltende ^ ^ ^ ^ ^ ^ og de andre Børn ^ ^ ^ , hver 240 med sin store Pakke under Armen. Saa hovedkulds var de kommen afsted, at de havde glemt at slukke Lyset, der stod og brændte paa Bordet, da Pigen senere kom op .

Af Frygt og Beregning tilstod han straks Alt . Han greb heller ikke til Undskyldninger men bekendte skaanselsløst , at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, endda det var gaaet op for ham , at det forvorpne Kvindemenneske havde haft flere Kærester ^ . Sit Ansvar overfor Gud blandede ^ ^ han Ingen i; men han haabede ved denne redelige ^ ^ Tilstaaelse at kunne formilde sine 239 jordiske Dommere og afværge den Embedsfortabelse, den Berøvelse af Levebrødet, imod hvilken Tabet af Ære og Anseelse ikke betød saa meget for ham. ^ I sin Rædsel for at ^ miste det sikre Udkomme rejste han endog en Dag ^ til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen, — ja i ^ den yderste Nød fik han sin Kone overtalt til at gaa Tiggergang fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til Ministeren.
Fru Stine havde tilgivet sin Mand og modigt stillet sig ved hans Side, dengang hun saae, hvordan alle Andre og især hans fine Embedsbrødre med Provst Broberg i Spidsen vendte sig mod ham og lukkede Dørene for ham som for en Spedalsk . ^ I et Bladinterview havde Provsten ligeud ytret sin Tilfredshed med, at Folkets Kirke blev befriet for en Lærer, der foruden at have en saa alvorlig moralsk Brøst desuden i intellektuel Henseende var under Lavmaalet. Fru Stine havde ogsaa trofast fulgt sin Mand sammen med Børnene den Nat, da han efter Afsættelsen hemmeligt forlod Præstegaarden og lod Hjem og Ejendom tilbage i Guds Varetægt. En Røgter paa ^ ^ en af Gaardene havde set dem drage afsted til Stationen en god Time før Solopgang . Mads Vestrup gik forrest med en Kuffert paa en Trillebør, hvor ogsaa det yngste Barn var anbragt . Bagefter kom Stine haltende ^ ^ ^ ^ ^ ^ og de andre Børn ^ ^ ^ , hver 240 med sin store Pakke under Armen. Saa hovedkulds var de kommen afsted, at de havde glemt at slukke Lyset, der stod og brændte paa Bordet, da Pigen senere kom op .

Overfor Provsten tilstod han straks alt . Han greb heller ikke til Bortforklaringer men fortalte redeligt , at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, før hans Medskyldiges Forvorpenhed var gaaet op for ham . ^ ^ Det var hans Beregning , at han ved en ^ aabenhjertig Tilstaaelse skulde kunne formilde sine Dommere , maaske afværge Embedsfortabelsen eller dog i det mindste sikre sig Pensionen.
I sin forstyrrede Angst for at skulle miste Udkommet og staa paa Landevejen med sin syge Kone og sine Børn rejste han den næste Dag ^ til Aarhus og gjorde i dybeste Ydmyghed Knæfald for Bispen . Men den gamle Mand turde ikke give ham noget Haab .
I et Bladinterview udtalte Provst Broberg ganske aabenlyst sin Tilfredshed med, at Kirken blev befriet for en Lærer, der foruden at have ^ saa alvorlige moralske Brøst ogsaa i intellektuel Henseende var under Lavmaalet.
Allerede før Opdagelsen skete, havde Mads Vestrup en Dag af sig selv skriftet for sin Kone. Stine var bleven ganske ustyrlig af Raseri og havde truet med at ville I, 65 anklage ham for Menigheden, ja hun var i Virkeligheden den, som fra først af ved sin Adfærd havde givet Mistanken til Manden Næring. Men nu, da hun saae, hvordan alle vendte sig imod ham, og hvordan navnlig hans Embedsbrødre alle som en sparkede ham fra sig som en skabet Hund, slog hendes Følelser om . Hun stillede sig dristig ved hans Side og erklærede, at naar hun kunde tilgive ham, kunde andre vel ogsaa. I et sidste opblussende Haab om Redning fik Mads Vestrup hende endogsaa overtalt til at gaa fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til Ministeren.
Men det var altsammen forgæves . Ikke Kongen selv havde kunnet frelse ham fra Vanæren. Straks efter Tilstaaelsen var han bleven suspenderet, og den lille jyske Landsby gav i et Par Dage samtlige Landets Blade et kærkomment Stof til Sensation. » Stor Præsteskandale i Jylland – En Bodsprædikant paa gale Veje – Hvad der skete bag Høstakken ,« stod der i brølende Overskrifter i alle de smaa Sladderaviser. Ogsaa københavnske Blade sendte Reportere, der udfrittede Befolkningen og navnlig gjorde energiske Stormløb mod selve Præstegaarden for at faa Mads Vestrup eller i det mindste hans Kone og ^ Børn i Tale og skaffe sig et Billede af dem. Hele Pressens glammende Støverkobbel blev sluppen løs paa den stakkels Mand som et Uvejr fra Helvede. Han havde lukket sig inde, havde gemt sig for alle, endog for sine Børn. Kun Stine var hos ham. Han sad i disse Rædselsdage med Hovedet paa hendes Skulder, og det var for ham, som om I, 66 han var forstødt og forbandet ikke alene af Mennesker men ogsaa af sin Gud.
I et Par Uger ventede man i Favsing paa Kundgørelsen af hans endelige Afskedigelse, og det forlød , at han vilde komme til at tømme den bitre Kalk til Bunden, idet ogsaa Retten til at bære Kjole og Krave vilde blive ham fradømt .

Overfor Provsten tilstod han straks alt . Han greb heller ikke til Bortforklaringer men fortalte redeligt , at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, før hans Medskyldiges Forvorpenhed var gaaet op for ham . ^ ^ Det var hans Haab , at han ved en saadan aabenhjertig Tilstaaelse skulde kunne formilde sine Dommere , maaske afværge Embedsfortabelsen eller dog i det mindste sikre sig Pensionen.
I sin forstyrrede Angst for at ^ miste Udkommet og staa paa Landevejen med sin syge Kone og sine Børn rejste han den næste Dag ^ til Aarhus og gjorde i dybeste Ydmyghed Knæfald I, 48 for Bispen . Men den gamle Mand turde ikke give ham noget Haab .
I et Bladinterview udtalte Provst Broberg ganske aabenlyst sin Tilfredshed med, at Kirken blev befriet for en Lærer, der foruden at have ^ saa alvorlige moralske Brøst ogsaa i intellektuel Henseende var under Lavmaalet.
Allerede før Opdagelsen skete, havde Mads Vestrup en Dag af sig selv skriftet for sin Kone. Stine var bleven ganske ustyrlig af Raseri og havde truet med at ville anklage ham for Menigheden, ja hun var i Virkeligheden den, som fra først af ved sin Adfærd havde givet Mistanken til Manden Næring. Men nu, da hun saae, hvordan alle vendte sig imod ham, og hvordan navnlig hans Embedsbrødre alle som en sparkede ham fra sig som en skabet Hund, slog hendes Følelser om . Hun stillede sig dristig ved hans Side og erklærede, at naar hun kunde tilgive ham, kunde andre vel ogsaa. I et sidste opblussende Haab om Redning fik Mads Vestrup hende endogsaa overtalt til at gaa fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til Ministeren.
Men det var altsammen forgæves . Ikke Kongen selv havde kunnet frelse ham fra Vanæren. Straks efter Tilstaaelsen var han bleven suspenderet, og den lille jyske Landsby gav i et Par Dage samtlige Landets Blade et kærkomment Stof til Sensation. » Stor Præsteskandale i Jylland — En Bodsprædikant paa gale Veje — Hvad der skete bag Høstakken ,« stod der i brølende Overskrifter i alle de smaa Sladderaviser. Ogsaa københavnske Blade sendte Reportere, der udfrittede Befolkningen og navnlig gjorde energiske Stormløb mod selve Præstegaarden for at faa Mads Vestrup eller i det mindste hans Kone og ^ Børn i Tale og skaffe sig et Billede af dem. Hele Pressens glammende Støverkobbel blev sluppen løs paa den stakkels Mand som et Uvejr fra Helvede. Han havde lukket sig inde, havde gemt sig for alle, endog for sine Børn. Kun Stine var hos ham. Han sad i disse Rædselsdage med Hovedet paa hendes Skulder, og det var for ham, som om han var forstødt og forbandet ikke alene af Mennesker men ogsaa af sin Gud.
I et Par Uger ventede man i Favsing paa Kundgørelsen af I, 49 hans endelige Afskedigelse, og det forlød , at han vilde komme til at tømme den bitre Kalk til Bunden, idet ogsaa Retten til at bære Kjole og Krave vilde blive ham fradømt .

Overfor Provsten tilstod han straks alt . Han greb heller ikke til Bortforklaringer men fortalte redeligt , at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, før hans Medskyldiges Forvorpenhed var gaaet op for ham . I sin forstyrrede Angst for at miste Udkommet og staa paa Landevejen med sin syge Kone og sine Børn rejste han den næste Dag til Aarhus og gjorde i dybeste Ydmyghed Knæfald for Bispen . Det var hans Haab , at han ved en saadan aabenhjertig Tilstaaelse skulde kunne formilde sine Dommere og maaske afværge Embedsfortabelsen ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ . Men den gamle Mand turde ikke give ham noget Haab .
I et Bladinterview udtalte Provst Broberg ganske aabenlyst sin Tilfredshed med, at Kirken blev befriet for en Lærer, der foruden at have ^ saa alvorlige moralske Brøst ogsaa i intellektuel Henseende var under Lavmaalet.
Allerede før Opdagelsen skete, havde Mads Vestrup en Dag af sig selv skriftet for sin Kone. Stine var bleven ganske ustyrlig af Raseri og havde truet med at ville anklage ham for Menigheden, ja hun var i Virkeligheden den, som fra først af ved sin Adfærd havde givet Mistanken til Manden Næring. Men nu, da I, 48 hun saae, hvordan alle vendte sig imod ham, og hvordan navnlig hans Embedsbrødre alle som en sparkede ham fra sig som en skabet Hund, slog hendes Følelser om . Hun stillede sig dristig ved hans Side og erklærede, at naar hun kunde tilgive ham, kunde andre vel ogsaa. I et sidste opblussende Haab om Redning fik Mads Vestrup hende endogsaa overtalt til at gaa fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til Ministeren.
Men det var altsammen forgæves . Ikke Kongen selv havde kunnet frelse ham fra Vanæren. Straks efter Tilstaaelsen var han bleven suspenderet, og den lille jyske Landsby gav i et Par Dage samtlige Landets Blade et kærkomment Stof til Sensation. » Stor Præsteskandale i Jylland – En Bodsprædikant paa gale Veje – Hvad der skete bag Høstakken «, stod der i brølende Overskrifter i alle de smaa Sladderaviser. Ogsaa københavnske Blade sendte Reportere, der udfrittede Befolkningen og navnlig gjorde energiske Stormløb mod selve Præstegaarden for at faa Mads Vestrup eller i det mindste hans Kone og ^ Børn i Tale og skaffe sig et Billede af dem. Hele Pressens glammende Støverkobbel blev sluppen løs paa den stakkels Mand som et Uvejr fra Helvede. Han havde lukket sig inde, havde gemt sig for alle, endog for sine Børn. Kun Stine var hos ham. Han sad i disse Rædselsdage med Hovedet paa hendes Skulder, og det var for ham, som om han var forstødt og forbandet ikke alene af Mennesker men ogsaa af sin Gud.
I et Par Uger ventede man i Favsing paa Kundgørelsen af hans endelige Afskedigelse, og det forlød , at han vilde komme til at tømme den bitre Kalk til Bunden, idet ogsaa Retten til at bære Kjole og Krave vilde blive ham fradømt .

^ ^ Mads Vestrup havde forinden taget Afsked med sin Menighed ^ paa en Maade , der ^ hos Mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Berøvet Retten til at tale fra Prækestolen eller vise sig for Altret var han ved Søndagsgudstjenesten traadt frem i Kordøren i sit Ornat og havde her ^ ^ ^ ^ med høj Røst bekendt sin Brøde ^ . Men derpaa havde han i en ophidset Tale vendt sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Nu da alle Udveje var forsøgt, befriede han sin Sjæl. Han var ikke i Tvivl om, sagde han , at hans Synd, saa grim den end var, dog i Vorherres Øjne kun var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed store Skarer af Tidens Gejstlighed forraadte Guds hellige Kirke og forfalskede Evangeliet for at indynde sig hos Folket. Han talte om » visse fjantede og æresyge Provster«, der bolede med Verden og kildrede de Ugudeliges Øre med letfærdig Snak . Den før saa frygtsomme Mand talte, saa den ene efter den anden af Tilhørerne nede i Kirken lettede sig i Sædet og saae sig om efter Sognefogden. Han talte, saa hans Øjne blev røde og der boblede Skum i Mundvigene. Tilsidst løftede han truende sin 241 knyttede Haand og raabte med en Kraft, saa det rungede oppe under Hvælvingerne:
^ ^ ^ ^ ^ ^ » Men Hævnen hører Gud til! Ve dem, den rammer – her eller hisset ^ !«

Men forinden ^ ^ havde Mads Vestrup taget Afsked med sin Menighed ^ paa en Maade ^ der ^ hos Mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Berøvet Retten til at tale fra Prækestolen eller vise sig for Altret var han ved Søndagsgudstjenesten traadt frem i Kordøren i sit Ornat og havde her ^ ^ ^ ^ med høj Røst bekendt sin Brøde ^ . Men derpaa havde han i en ophidset Tale vendt sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Nu da alle Udveje var forsøgt, befriede han sin Sjæl. Han var ikke i Tvivl om, sagde han , at hans Synd, saa grim den end var, dog i Vorherres Øjne kun var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed store Skarer af Tidens Gejstlighed forraadte Guds hellige Kirke og forfalskede Evangeliet for at indynde sig hos Folket. Han talte om » visse fjantede og æresyge Provster«, der bolede med Verden og kildrede de Ugudeliges Øre med letfærdig Snak . Den før saa frygtsomme Mand talte, saa den ene efter den anden af Tilhørerne nede i Kirken lettede sig i Sædet og saae sig om efter Sognefogden. Han talte, saa hans Øjne blev røde og der boblede Skum i Mundvigene. Tilsidst løftede han truende sin 241 knyttede Haand og raabte med en Kraft, saa det rungede oppe under Hvælvingerne:
^ ^ ^ ^ ^ ^ » Men Hævnen hører Gud til! Ve dem, den rammer — her eller hisset ^ !«

Men forinden dette skete, tog Mads Vestrup selv ^ ^ Afsked med sin Menighed , og det paa en Maade , der skulde spørges vidt og hos mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Efter at han i al denne Tid ikke havde vist sig for nogen, sammenkaldte han en Dag ved Budsending og Klokkeringning til et Møde i Kirken, som han lod aabne trods Degnens Protester; og da Folk var samlede, traadte han frem i Kordøren i sit Ornat .
Aftensolen faldt ind paa hans Skikkelse, og man saae, at han var sært forandret. Han var slet ikke den sønderknuste Mand, man havde ventet at se. Hans Ansigt var forgrædt. Men Øjnene lyste .
Hans dybe Sjælenød var endt med en ny aandelig Opvækkelse. Han, som havde været saa frygtsom i sit Gudsforhold, som altid helst havde nærmet sig Himlens Trone ad Omveje, var gaaet ud af sin ensomme Kamp med en Tryghed i Sjælen, en Fortrøstning til den evige Barmhjertighed, som han ikke havde kendt, siden han som Barn sad paa Knæ ved Vinduet i sin Mors lave Stue og lyttede til Vindens Brusen i Poplerne udenfor med en vidunderlig Følelse af at ligge tæt ind til Guds Hjerte.
I, 67 Han talte med høj Røst , bekendte med skaanselsløs Aabenhed sin Brøde for Menigheden, der ved denne ene Lejlighed havde indfundet sig fuldtallig, saa mange maatte staa op ude i Midtergangen . Men derpaa vendte han sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Han sagde , hvad han nu vidste , at hans Synd, saa grim den ogsaa var, dog i Vorherres Øjne ^ var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed snart sagt alle Guds Tjenere forraadte hans Kirke og forfalskede Evangeliet . Han erklærede, at Vorherre hellere saae Drukkenbolte, Skørlevnere, ja Røvere og Mordere staa paa Landets Prækestole end disse fjantede og æresyge Præster, der bolede med Verden og kildrede de ugudeliges Øren med løsagtig Snak om de højeste Ting.
Der var bleven Uro i Kirken. Man saae sig uvilkaarlig om efter Politi. Mange rejste sig og vilde gaa. Men Mads Vestrup lod sig ikke skræmme. Den før saa modløse og bekymringsfulde Mand, der havde haft saa forsagte Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham, var vaagnet op som en ulveglubsk Herrens Stridsmand, havde beredt sig til, som der stod skrevet , at binde op om sine Lænder og give Hjem og Børn i Guds Varetægt for at samle de forsprængte Rester af hans Menighed til Kamp mod Helvede.
Mens han talte, hørte han Kerubernes Hærskrig i Luften, og han opløftede sine Hænder , da han sluttede med » for sidste Gang at bekende vor gamle Tro i dette I, 68 Hus, som maaske nu for en Tid skal blive Satans Bytte !«

Men forinden dette skete, tog Mads Vestrup selv ^ ^ Afsked med sin Menighed , og det paa en Maade , der skulde spørges vidt og hos mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Efter at han i al denne Tid ikke havde vist sig for nogen, sammenkaldte han en Dag ved Budsending og Klokkeringning til et Møde i Kirken, som han lod aabne trods Degnens Protester; og da Folk var samlede, traadte han frem i Kordøren i sit Ornat .
Aftensolen faldt ind paa hans Skikkelse, og man saae, at han var sært forandret. Han var slet ikke den sønderknuste Mand, man havde ventet at se. Hans Ansigt var forgrædt. Men Øjnene lyste .
Hans dybe Sjælenød var endt med en ny aandelig Opvækkelse. Han, som havde været saa frygtsom i sit Gudsforhold, som altid helst havde nærmet sig Himlens Trone ad Omveje, var gaaet ud af sin ensomme Kamp med en Tryghed i Sjælen, en Fortrøstning til den evige Barmhjertighed, som han ikke havde kendt, siden han som Barn sad paa Knæ ved Vinduet i sin Mors lave Stue og lyttede til Vindens Brusen i Poplerne udenfor med en vidunderlig Følelse af at ligge tæt ind til Guds Hjerte.
Han talte med høj Røst , bekendte med skaanselsløs Aabenhed sin Brøde for Menigheden, der ved denne ene Lejlighed havde indfundet sig fuldtallig, saa mange maatte staa op ude i Midtergangen . Men derpaa vendte han sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Han sagde , hvad han nu vidste , at hans Synd, saa grim den ogsaa var, dog i Vorherres Øjne ^ var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed snart sagt alle Guds Tjenere forraadte hans Kirke og forfalskede Evangeliet . Han erklærede, at Vorherre hellere saae Drukkenbolte, Skørlevnere, ja Røvere og Mordere staa paa Landets Prækestole end disse fjantede og æresyge Præster, der bolede med Verden og kildrede de ugudeliges Øren med løsagtig Snak om de højeste Ting.
Der var bleven Uro i Kirken. Man saae sig uvilkaarlig om efter I, 50 Politi. Mange rejste sig og vilde gaa. Men Mads Vestrup lod sig ikke skræmme. Den før saa modløse og bekymringsfulde Mand, der havde haft saa forsagte Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham, var vaagnet op som en ulveglubsk Herrens Stridsmand, havde beredt sig til, som der stod skrevet , at binde op om sine Lænder og give Hjem og Børn i Guds Varetægt for at samle de forsprængte Rester af hans Menighed til Kamp mod Helvede.
Mens han talte, hørte han Kerubernes Hærskrig i Luften, og han opløftede sine Hænder , da han sluttede med » for sidste Gang at bekende vor gamle Tro i dette Hus, som maaske nu for en Tid skal blive Satans Bytte !«

Men forinden dette skete, tog Mads Vestrup selv ^ ^ Afsked med sin Menighed , og det paa en Maade , der skulde spørges vidt og hos mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Efter at han i al denne Tid ikke havde vist sig for nogen, sammenkaldte han en Dag ved Budsending og Klokkeringning til et Møde i Kirken, som han lod aabne trods Degnens Protester; og da Folk var samlede, traadte han frem i Kordøren i sit Ornat .
Aftensolen faldt ind paa hans Skikkelse, og man saae, at han I, 49 var sært forandret. Han var slet ikke den sønderknuste Mand, man havde ventet at se. Hans Ansigt var forgrædt. Men Øjnene var lutter Lys .
Hans dybe Sjælenød var endt med en ny aandelig Opvækkelse. Han, som havde været saa frygtsom i sit Gudsforhold, som altid helst havde nærmet sig Himlens Trone ad Omveje, var gaaet ud af sin ensomme Kamp med en Tryghed i Sjælen, en Fortrøstning til den evige Barmhjertighed, som han ikke havde kendt, siden han som Barn sad paa Knæ ved Vinduet i sin Mors lave Stue og lyttede til Vindens Brusen i Poplerne udenfor med en vidunderlig Følelse af at ligge tæt ind til Guds Hjerte.
Han talte med høj Røst , bekendte med skaanselsløs Aabenhed sin Brøde for Menigheden, der ved denne ene Lejlighed havde indfundet sig fuldtallig, saa mange maatte staa op ude i Midtergangen . Men derpaa vendte han sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Han sagde , hvad han nu vidste , at hans Synd, saa grim den ogsaa var, dog i Vorherres Øjne ^ var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed snart sagt alle Guds Tjenere forraadte hans Kirke og forfalskede Evangeliet . Han erklærede, at Vorherre hellere saae Drukkenbolte, Skørlevnere, ja Røvere og Mordere staa paa Landets Prækestole end disse fjantede og æresyge Præster, der bolede med Verden og kildrede de Ugudeliges Øren med løsagtig Snak om de højeste Ting.
Der var bleven Uro i Kirken. Man saae sig uvilkaarlig om efter Politi. Mange rejste sig og vilde gaa. Men Mads Vestrup lod sig ikke skræmme. Den før saa modløse og bekymringsfulde Mand, der havde haft saa forsagte Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham, var vaagnet op som en ulveglubsk Herrens Stridsmand, der beredte ^ sig til, som han sagde , at binde op om sine Lænder og give Hjem og Børn i Guds Varetægt for at samle de forsprængte Rester af hans Menighed til Kamp mod Helvede.
Mens han talte, hørte han Kerubernes Hærskrig i Luften, og han opløftede sine Hænder og sluttede med » for sidste Gang I, 50 at bekende vor gamle Tro i dette Hus, som maaske nu for en Tid skal blive Satans Bytte !«

^ ^ ^ ^

I stor Ophidselse strømmede Folk ud af Kirken. Man tog hinanden til Vidne paa, hvad han havde sagt, og mange saae betænkelige ud, fordi de følte deres Kirke vanhelliget af en sindsforstyrret Mand. De alvorligste gik tavse hjem.
IX .

⇕ Torben og Jytte I, 2.1

⇕ De Dødes Rige 1.9

⇕ De Dødes Rige .9

⇕ De Dødes Rige 1.9

[99] D er ligger en lille By ved Middelhavet en Milsvej fra Genua. Den ligner i sit Anlæg de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som vor soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas Varmebænk under de olivengraa Appeniner . Lagvis ligger den op ad Bjergmuren ^ med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa svære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind – og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet – springer op med en Bevægelse, der minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, saa helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa – og det stormer slet ikke saa sjeldent under Azurkysten – brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar tilvejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en undersøisk Eksplosion.

D er ligger en lille By ved Middelhavet en Milsvej fra Genua. Den ligner i sit Anlæg de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som vor soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas Varmebænk under de olivengraa Appeniner . Lagvis ligger den op ad Bjergmuren ^ med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa svære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind — og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet — springer op med en Bevægelse, der minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, saa helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa — og det stormer slet ikke saa sjeldent under Azurkysten — brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar tilvejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en undersøisk Eksplosion.

Der ^ ligger en lille By ved Middelhavet en Milsvej fra Genua. Den ligner ^ de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som en soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas Varmebænk under de olivengraa Apenniner . Lagvis ligger den opad Bjergsiden ^ med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa svære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind – og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet – springer op med en Bevægelse, der minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, ^ helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa – og det stormer slet ikke saa sjældent under Azurkysten – brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar tilvejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en underjordisk Eksplosion.

Der ^ ligger en lille By ved Middelhavet en Milsvej fra Genua. Den ligner ^ de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som en soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas Varmebænk under de olivengraa Apenniner . Lagvis ligger den opad Bjergsiden , med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa svære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind — og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet — springer op med en Bevægelse, som minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, ^ helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa — og det stormer slet ikke saa sjeldent under Azurkysten — brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar tilvejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en underjordisk Eksplosion.

Der ^ ligger en lille By ved Middelhavet en Milsvej fra Genua. Den ligner ^ de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som en soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas Varmebænk under de olivengraa Apenniner . Lagvis ligger den opad Bjergsiden , med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa svære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind – og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet – springer op med en Bevægelse, som minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, ^ helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa – og det stormer slet ikke saa sjeldent under Azurkysten – brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar tilvejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en underjordisk Eksplosion.

Byens største Hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages Soltempel med Hundrede Altaner 100 lige mod Syd. Foran det ligger et stort, halvt offentligt Palme-Anlæg, som strækker sig helt ned til Søen, hvor det ender i en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.

Byens største Hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages Soltempel med Hundrede Altan-Altre 100 lige mod Syd. Foran det ligger et stort, halvt offentligt Palme-Anlæg, som strækker sig helt ned til Søen, hvor det ender i en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.

I, 69 Byens største Hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages Soltempel med hundrede Altaner eller Altre lige mod Syd. Foran ^ ligger et stort, halvt offenligt Palme-Anlæg, som nede ved Stranden ender i en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.

I, 51 Byens største Hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages Soltempel med hundrede Altaner eller Altre lige mod Syd. Foran ^ ligger et stort, halvt offenligt Palme-Anlæg, som nede ved Stranden ender i en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.

Byens største Hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages Soltempel med hundrede Altaner eller Altre lige mod Syd. Foran ^ ligger et stort, halvt offenligt Palme-Anlæg, som nede ved Stranden ender ^ en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.

Her sad en vindstille Dag i Slutningen af Marts et Selskab af Hotellets Gæster og inspicerede Havet. De var gaaet derned efter den anden Frokost for at raadslaa om en fælles Eftermiddags-Adspredelse; men efter mere end en Times Kaglen paa forskellige Tungemaal var man endnu ikke kommen til noget Resultat. Udenfor Forstrandens yderste Klippeblokke, hvor Brændingen kogte, laa Havet blankt som Metal og vuggede Spejlbilledet af Middagssolen og dens Lysbro. Der var derfor af Nogle bleven foreslaaet en Rotur , saa man engang kunde betragte Kysten ude fra Søen . Andre havde derimod anbefalet at tage til Genua for at se et Par Negerboksere, som optraadte der i et amerikansk Menageri ; og der var ogsaa blandt Dagens Forlystelser ^ bleven nævnt en averteret Begravelsesmesse i Domkirken derinde og en Flyveopvisning. I det hele var der saa meget at vælge imellem, at tilsidst Ingen rigtig vidste, hvad han havde Lyst til; og den livlige Raadsforsamling opløstes da ogsaa med det Resultat, at de Fleste gik tilbage til Hotellet for at hvile sig til den store Promenadetime, Klokken tre, naar Musikken spillede.

Her sad en vindstille Dag i Slutningen af Marts et Selskab af Hotellets Gæster og inspicerede Havet. De var gaaet derned efter den anden Frokost for at raadslaa om en fælles Eftermiddags-Adspredelse; men efter mere end en Times Kaglen paa forskellige Tungemaal var man endnu ikke kommen til noget Resultat. Udenfor Forstrandens yderste Klippeblokke, hvor Brændingen kogte, laa Havet blankt som Metal og vuggede Spejlbilledet af Middagssolen og dens Lysbro. Nogle havde derfor ^ foreslaaet en Rotur , saa man engang kunde betragte Kysten ude fra Søen . Andre havde ^ anbefalet at tage til Genua for at se et Par Negerboksere, som optraadte der i et amerikansk Menageri ; og der var ogsaa blandt Dagens Forlystelser ^ bleven nævnt en averteret Begravelsesmesse i Domkirken derinde og en Flyveopvisning. I det hele var der saa meget at vælge imellem, at tilsidst Ingen rigtig vidste, hvad han havde Lyst til; og den livlige Raadsforsamling opløstes da ogsaa med det Resultat, at de Fleste gik tilbage til Hotellet for at hvile sig til den store Promenadetime, Klokken tre, naar Musikken spillede.

Her sad en vindstille Dag i Slutningen af Marts et Selskab af Hotellets Gæster og inspicerede Havet. De var gaaet derned efter den anden Frokost for at raadslaa om en fælles Eftermiddags-Adspredelse; men efter mere end en Times Kaglen paa forskellige Tungemaal var man endnu ikke kommen til noget Resultat. Udenfor Forstrandens yderste Klippeblokke, hvor Brændingen kogte, laa Havet blankt som Metal og vuggede Spejlbilledet af Middagssolen og dens Lysbro. Nogle havde derfor ^ foreslaaet en Rotur ^ . Andre havde ^ anbefalet at tage til Genua for at se et Par Negerboksere, som optraadte ^ i et amerikansk Menageri . Blandt Dagens Forlystelser var der ogsaa bleven nævnt en ^ Begravelsesmesse i Domkirken derinde og en Flyveopvisning. I det hele var der saa meget at vælge imellem, at ingen rigtig vidste, hvad han havde Lyst til; og den livlige Raadsforsamling opløstes da tilsidst med det Resultat, at de fleste gik tilbage til Hotellet for at hvile sig til den store Promenadetime, Klokken tre, naar Musikken spillede.

Her sad en vindstille Dag i Slutningen af Marts et Selskab af Hotellets Gæster og inspicerede Havet. De var gaaet derned efter den anden Frokost for at raadslaa om en fælles Eftermiddags-Adspredelse; men efter mere end en Times Kaglen paa forskellige Tungemaal var man endnu ikke kommen til noget Resultat. I, 51 Udenfor Forstrandens yderste Klippeblokke, hvor Brændingen kogte, laa Havet blankt som Metal og vuggede Spejlbilledet af Middagssolen og dens Lysbro. Nogle havde derfor ^ foreslaaet en Rotur ^ . Andre havde ^ anbefalet at tage til Genua for at se et Par Negerboksere, som optraadte ^ i et amerikansk Menageri . Blandt Dagens Forlystelser var der ogsaa bleven nævnt en ^ Begravelsesmesse i Domkirken derinde og en Flyveopvisning. I det hele var der saa meget at vælge imellem, at ingen rigtig vidste, hvad han havde Lyst til; og den livlige Raadsforsamling opløstes da tilsidst med det Resultat, at de fleste gik tilbage til Hotellet for at hvile sig til den store Promenadetime, Klokken tre, naar Musikken spillede.

101 De standhaftigste – deriblandt flere Damer – gjorde dog ^ Alvor af at leje en Baad og lade sig ro ud paa Havet. Tilbage paa Bænkene sad tilsidst kun to danske Herrer: en lille sortskægget Mand af jødisk Udseende og en stor Fuldblods-Nordbo med frodige Kinder og Øjne som en Foraarshimmel.

101 De standhaftigste — deriblandt flere Damer — gjorde dog ^ Alvor af at leje en Baad og lade sig ro ud paa Havet. Tilbage paa Bænkene sad tilsidst kun to danske Herrer: en lille sortskægget Mand af jødisk Udseende og en stor Fuldblods-Nordbo med frodige Kinder og Øjne som en Foraarshimmel.

De standhaftigste – deriblandt flere Damer – havde dog gjort Alvor af at leje en Baad og lade sig ro ud paa Havet. Tilbage paa Bænkene sad nu kun to danske Herrer: en lille sortskægget Mand af jødisk Udseende I, 70 og en stor Fuldblods-Nordbo med frodige Kinder og Øjne som en Foraarshimmel.

De standhaftigste — deriblandt flere Damer — havde dog gjort Alvor af at leje en Baad og lade sig ro ud paa Havet. Tilbage paa Bænkene sad nu kun to danske Herrer: en lille sortskægget Mand af jødisk Udseende og en stor Fuldblods-Nordbo med frodige Kinder og Øjne som en Foraarshimmel.

De standhaftigste – deriblandt flere Damer – havde dog gjort Alvor af at leje en Baad og lade sig ro ud paa Havet. Tilbage paa Bænkene sad nu kun to danske Herrer: en lille sortskægget Mand af jødisk Udseende og en stor Fuldblods-Nordbo med frodige Kinder og Øjne som en Foraarshimmel.

» Hvem er i Grunden den unge Mand, der hænger saadan efter Frøken Abildgaard?« spurgte den første, der var kommen dertil den samme Morgen og allerede havde gjort den Anden en halv Snes Spørgsmaal om deres Medpensionærer.

» Hvem er i Grunden den unge Mand, der hænger saadan efter Frøken Abildgaard?« spurgte den første, der var kommen dertil ^ samme Morgen og i Forvejen havde gjort den anden forskellige Spørgsmaal om sine Medpensionærer.

» Mener De Tyskeren?«

»Nej, den unge Københavner med de lilla Silkestrømper. Han fulgte ogsaa med hende nu paa Roturen.«

»Aa, det er unge Mohn! En Søn af Mohn & Drejer. En Dødens Kandidat, hvad De vist kan se paa ham. Han er her med en Sygeplejerske fra Rødekors ^ ... paa Vejen til Ægypten. Stakkels Fyr! Han skal ikke have mere end en halv Lunge tilbage.«

»Aa, det er unge Mohn! En Søn af Mohn & Drejer. En Dødens Kandidat, som De vist kan se paa ham. Han er her med en Sygeplejerske fra røde Kors ... paa Vejen til Ægypten. Stakkels Fyr! Han skal ikke have mere end en halv Lunge tilbage.«

»Aa, det er unge Mohn! En Søn af Mohn & Drejer. En Dødens Kandidat, som De vist kan se paa ham. Han er her med en I, 52 Sygeplejerske fra Røde Kors ... paa Vejen til Ægypten. Stakkels Fyr! Han skal ikke have mere end en halv Lunge tilbage.«

»Aa, det er unge Mohn! En Søn af Mohn & Drejer. En Dødens Kandidat, som De vist kan se paa ham. Han er her med en Sygeplejerske fra Røde Kors ... paa Vejen til Ægypten. Stakkels Fyr! Han skal ikke have mere end en halv Lunge tilbage.«

» Det er blevet mig sagt, at Godsejer Torben Dihmer ^ ventes hertil en af Dagene .«

» Det er bleven mig sagt, at Godsejer Torben Dihmer kan ventes hertil ^ .«

»Ja. Han kommer fra Wiesbaden . Han har gennemgaaet en Kur der . Vi venter ham hver Dag.«

»Ja. Han kommer fra Wiesbaden ^ . Vi venter ham hver Dag.«

» Mon der er noget om, hvad jeg har hørt, at han og Frøken Abildgaard skulde være forlovede?«

» Mon der er noget om, ^ at han og Frøken Abildgaard skulde være forlovede?«

102 » Det har man snakket om ^ Gud veed hvorlænge, saa man maa vel ^ begynde at tro paa det. Dihmer er forresten min Ven, og jeg kan godt unde ham at faa en smuk og interessant Kone nu, da han endelig er bleven rask. For han skal virkelig være bleven fuldstændig helbredet, siges der.«

» Det har man snakket om ^ Gud veed hvorlænge, saa man har vel Lov til at begynde at tro paa det. Dihmer er forresten min Ven, og jeg kan godt unde ham at faa en smuk og interessant Kone nu, da han endelig er bleven rask. For han skal virkelig være bleven fuldstændig helbredet, siges der.«

» Det har man snakket om , Gud veed hvorlænge, saa man har vel Lov til at begynde at tro paa det. Dihmer er forresten min Ven, og jeg kan godt unde ham at faa en smuk og interessant Kone nu, da han endelig er bleven rask. For han skal virkelig være bleven fuldstændig helbredet, siges der.«

» Det har man snakket om , Gud veed hvorlænge, saa man har vel Lov til at begynde at tro paa det. Dihmer er forresten I, 52 min Ven, og jeg kan godt unde ham at faa en smuk og interessant Kone nu, da han endelig er bleven rask. For han skal virkelig være bleven fuldstændig helbredet, siges der.«

»Ja, jeg veed det fra Professor Hagen selv. Han er min Læge.«

»Mærkværdigt! En virkelig Opstandelse fra de Døde – kan man jo næsten sige. Det kunde egenlig være ganske interessant at have prøvet det.«

»Mærkværdigt! En virkelig Opstandelse fra det Døde — kan man jo næsten sige. Det kunde egenlig være ganske interessant at have prøvet det.«

I, 71 »Mærkværdigt! En virkelig Opstandelse fra de Døde – kan man jo næsten sige. Det kunde egenlig være ganske interessant at have prøvet det.«

»Mærkværdigt! En virkelig Opstandelse fra de Døde — kan man jo næsten sige. Det kunde egenlig være ganske interessant at have prøvet det.«

»Mærkværdigt! En virkelig Opstandelse fra de Døde – kan man jo næsten sige. Det kunde egenlig være ganske interessant at have prøvet det.«

» Ligger De selv hernede for Deres Helbred, Hr. Generalkonsul?«

»Jeg? ... Synes De, jeg ser ud til det?« spurgte Kæmpen smilende men dog straks lidt ængstet. Han var en solbrun Mand i sin bedste Alder, havde et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder , der hver Gang han smilte – og han smilte næsten bestandig – præsenterede ^ sig bag Skægget som gennem et Hareskaar. »Næ, Gud være lovet, jeg fejler ikke noget. Siden jeg begyndte at bruge det wellerske System, har jeg følt mig som et Føl paa en Sommereng. Jeg havde tidligere brugt den pettermannske Metode, men det er Humbug og Reklame. Weller derimod er Problemets lykkelige Løsning. – Hvordan er det, Direktør Zaun? De er 103 selv kommen herned for Helbredets Skyld, ikke sandt? Er det Brystet?«

»Jeg? ... Synes De, jeg ser ud til det?« spurgte Kæmpen smilende men dog straks lidt ængstet. Han var en solbrun Mand i sin bedste Alder, havde et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder , der hver Gang han smilte — og han smilte næsten bestandig — præsenterede ^ sig bag Skægget som gennem et Hareskaar. »Næ, Gud være lovet, jeg fejler ikke noget. Siden jeg begyndte at bruge det wellerske System, har jeg følt mig som et Føl paa en Sommereng. Jeg havde tidligere brugt den pettermannske Metode, men det er Humbug og Reklame. Weller derimod er Problemets lykkelige Løsning. — Hvordan er det, Direktør Zaun? De er 103 selv kommen herned for Helbredets Skyld, ikke sandt? Er det Brystet?«

»Jeg? ... Synes De, jeg ser ud til det?« spurgte Kæmpen smilende men dog straks lidt ængstet. Han var en solbrun Mand i sin bedste Alder, havde et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder . Hver Gang han smilte – og han smilte næsten bestandig – præsenterede de sig bag Skægget som bag et Hareskaar. »Næ, Gud være lovet, jeg fejler ikke noget. Siden jeg begyndte at bruge det Wellerske System, har jeg følt mig som et Føl paa en Sommereng. Jeg havde tidligere brugt den Pettermannske Metode, men det er Humbug og Reklame. Weller derimod er Problemets lykkelige Løsning. – Hvordan er det, Direktør Zaun? De er selv kommen herned for Helbredets Skyld, ikke sandt? Er det Brystet?«

»Jeg? ... Synes De, jeg ser ud til det?« spurgte Kæmpen smilende men dog straks lidt ængstet. Han var en solbrun Mand i sin bedste Alder, havde et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder . Hver Gang han smilte — og han smilte næsten bestandig — præsenterede de sig bag Skægget som bag et Hareskaar. »Næ, Gud være lovet, jeg fejler ikke noget. Siden jeg begyndte at bruge det Wellerske System, har jeg følt mig som et Føl paa en Sommereng. Jeg havde tidligere brugt den Pettermannske Metode, men det er Humbug og Reklame. Weller derimod er Problemets lykkelige Løsning. — Hvordan er det, Direktør Zaun? De er selv kommen herned for Helbredets Skyld, ikke sandt? Er det Brystet?«

»Jeg? ... Synes De, jeg ser ud til det?« spurgte Kæmpen smilende men dog straks lidt ængstet. Han var en solbrun Mand i sin bedste Alder, havde et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder . Hver Gang han smilte – og han smilte næsten bestandig – præsenterede de sig bag Skægget som bag et Hareskaar. »Næ, Gud være lovet, jeg fejler ikke noget. Siden jeg begyndte at bruge det Wellerske System, har jeg følt mig som et Føl paa en Sommereng. Jeg havde tidligere brugt den Pettermannske Metode, men det er Humbug og Reklame. Weller derimod er Problemets lykkelige Løsning. – Hvordan er det, Direktør Zaun? De er selv kommen herned for Helbredets Skyld, ikke sandt? Er det Brystet?«

»Nej, jeg lider af Søvnløshed – desværre. Professor Hagen har tilraadet mig en Luftkur.«

»Nej, jeg lider af Søvnløshed — desværre. Professor Hagen har tilraadet mig en Luftkur.«

»Nej, jeg lider af Søvnløshed – desværre. Professor Hagen har tilraadet mig en Luftkur.«

»Nej, jeg lider af Søvnløshed — desværre. Professor Hagen har tilraadet mig en Luftkur.«

»Nej, jeg lider af Søvnløshed – desværre. Professor Hagen har tilraadet mig en Luftkur.«

»Ja, Søvnløshed er en skrækkelig Plage. Jeg kender den Tilstand af personlig Erfaring. Sidste Gang var nu i Vinter , da jeg havde faaet en ubehagelig Efterretning sent om Aftenen. Jeg laa halvtredje ^ Time uden at kunne falde i Søvn. Tænk Dem! To Gange maatte jeg op af Sengen og tage kold Styrt, inden jeg faldt til Ro. Jeg glemmer aldrig den Nat! ... De skal forsøge med Weller, Direktør Zaun. Op Klokken syv, Systemet punktlig gennemgaaet i tolv Minutter for vidtaabne ^ Vinduer, bagefter Styrt, Havregrød, Frugtkompotter og senere paa Dagen Aandedrætsøvelser og elektrisk Massage eller Lysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et Par Maaneders Forløb fryde Dem ved Livet som et Føl paa en Sommereng. Se paa mig! Jeg har i de sidste fire Aar ikke haft saa meget som Snue engang!«

»Ja, Søvnløshed maa være en skrækkelig Plage. Jeg havde en Gang ^ nu i Vinter faaet en ubehagelig Efterretning sent om Aftenen. Jeg forsikrer Dem, jeg laa ^ halvanden Time uden at kunne falde i Søvn. Tænk Dem! To Gange maatte jeg op af Sengen og tage kold Styrt, inden jeg faldt til Ro. Jeg glemmer aldrig den Nat! ... De skal forsøge med Weller, Direktør Zaun. Op Klokken syv, Systemet punktlig gennemgaaet i tolv Minutter for I, 72 aabne Vinduer, bagefter Styrt, Havregrød, Frugtkompotter og senere paa Dagen Aandedrætsøvelser og elektrisk Massage eller Lysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et Par Maaneders Forløb fryde Dem ved Livet som et Føl paa en Sommereng. Se paa mig! Jeg har i de sidste fire Aar ikke haft saa meget som Snue engang!«

»Ja, Søvnløshed maa være en skrækkelig Plage. Jeg havde en Gang ^ nu i Vinter faaet en ubehagelig Efterretning sent om Aftenen. Jeg forsikrer Dem, jeg laa i halvanden Time uden at I, 53 kunne falde i Søvn. Tænk Dem! To Gange maatte jeg op af Sengen og tage kold Styrt, inden jeg faldt til Ro. Jeg glemmer aldrig den Nat! ... De skal forsøge med Weller, Direktør Zaun. Op Klokken syv, Systemet punktlig gennemgaaet i tolv Minutter for aabne Vinduer, bagefter Styrt, Havregrød, Frugtkompotter og senere paa Dagen Aandedrætsøvelser og elektrisk Massage eller Lysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et Par Maaneders Forløb fryde Dem ved Livet som et Føl paa en Sommereng. Se paa mig! Jeg har i de sidste fire Aar ikke haft saa meget som Snue engang!«

»Ja, Søvnløshed maa være en skrækkelig Plage. Jeg havde en Gang ^ nu i Vinter faaet en ubehagelig Efterretning sent om Aftenen. Jeg forsikrer Dem, jeg laa i halvanden Time uden at kunne falde i Søvn. Tænk Dem! To Gange maatte jeg op af Sengen og tage kold Styrt, inden jeg faldt til Ro. Jeg glemmer aldrig den Nat! ... De skal forsøge med Weller, Direktør Zaun. Op Klokken syv, Systemet punktlig gennemgaaet i tolv Minutter for aabne Vinduer, bagefter Styrt, Havregrød, Frugtkompotter og senere paa Dagen Aandedrætsøvelser og elektrisk Massage eller Lysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et Par Maaneders Forløb fryde Dem ved Livet som et Føl paa en Sommereng. I, 53 Se paa mig! Jeg har i de sidste fire Aar ikke haft saa meget som Snue engang!«

»Ja, jeg veed det jo; den wellerske Sundhedslære har vundet megen Udbredelse –«

»Ja, jeg veed det jo; den wellerske Sundhedslære har vundet megen Udbredelse —«

»Ja, jeg veed det jo; den Wellerske Sundhedslære har vundet megen Udbredelse –«

»Ja, jeg veed det jo; den Wellerske Sundhedslære har vundet megen Udbredelse —«

»Ja, jeg veed det jo; den Wellerske Sundhedslære har vundet megen Udbredelse –«

»Kære, det drejer sig om en Verdensbevægelse! Men Pettermanns Metode er Humbug. Afsløret Humbug! Min Kone har i det sidste Nummer af vort Foreningsblad skrevet en Artikel, der er aldeles ^ 104 knusende for Pettermann. – Først med Weller er Problemet virkelig løst. Kraft, Sundhed, Sindsligevægt og Livsglæde for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler – Historien om Kolumbusægget endnu engang.«

»Kære, det drejer sig om en Verdensbevægelse! Men Pettermanns Metode er Humbug. Afsløret Humbug! Min Kone har i det sidste Nummer af vort Foreningsblad skrevet en Artikel, der er aldeles knusende 104 ^ for Pettermann. — Først med Weller er Problemet virkelig løst. Kraft, Sundhed, Sindsligevægt og Livsglæde for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler — Historien om Kolumbusægget endnu engang.«

»Kære, det drejer sig om en Verdensbevægelse! Men Pettermanns Metode er Humbug. Afsløret Humbug! Min Kone har i det sidste Nummer af vort Foreningsblad skrevet en Artikel, der er aldeles ^ knusende for Pettermann. – Først med Weller er Problemet virkelig løst. Kraft, Sundhed, Sindsligevægt og Livsglæde for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler – Historien om Kolumbusægget endnu engang.«

»Kære, det drejer sig om en Verdensbevægelse! Men Pettermanns Metode er Humbug. Afsløret Humbug! Min Kone har i det sidste Nummer af vort Foreningsblad skrevet en Artikel, der er aldeles ^ knusende for Pettermann. — Først med Weller er Problemet virkelig løst. Kraft, Sundhed, Sindsligevægt og Livsglæde for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler — Historien om Kolumbusægget endnu engang.«

»Kære, det drejer sig om en Verdensbevægelse! Men Pettermanns Metode er Humbug. Afsløret Humbug! Min Kone har i det sidste Nummer af vort Foreningsblad skrevet en Artikel, der er aldeles ^ knusende for Pettermann. – Først med Weller er Problemet virkelig løst. Kraft, Sundhed, Sindsligevægt og Livsglæde for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler – Historien om Kolombusægget endnu engang.«

» Agter De at opholde Dem her i længere Tid, Generalkonsul Kolding?« vedblev den utrættelige Spørger.

» Veed det skam ikke. Vi plejer ellers at være i San Remo i Sæsonen, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa kraftig her. Prøv engang! Det er, som om man inddrikker Styrke og Livsmod med hvert Aandedrag.«

» Veed det skam ikke. Vi plejer ellers at være i San Remo i Sæsonen, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa kraftig her. ^ Det er, som om man inddrikker Styrke og Livsmod med hvert Aandedrag.«

Han lukkede selv Øjnene og aandede tre Gange dybt ud. Det var som en Andagt ; og da han igen slog Blikket op, havde hans Ansigt ogsaa et helt forklaret Udtryk.

Han lukkede selv Øjnene og aandede tre Gange dybt ud. Det var som en Andagt . Da han igen slog Blikket op, havde hans Ansigt ^ et helt forklaret Udtryk.

Han lukkede ^ Øjnene og aandede tre Gange dybt ud. Det var som en Andagt . Da han igen slog Blikket op, havde hans Ansigt ^ et næsten forklaret Udtryk.

Han lukkede ^ Øjnene og aandede tre Gange dybt ud. Det var som en Andagt . Da han igen slog Blikket op, havde hans Ansigt ^ et helt forklaret Udtryk.

» Og Naturen er jo lige pragtfuld allevegne her,« fortsatte han derpaa . » Man maa erkende, at Vorherre har været paa Højden af sin Skaberkraft, da han modellerede denne vidunderlige Kyst. Som Arthur Høj forleden saa brillant skrev i en Kronik: I disse herligt svungne Linjer paa Evropas Fodstykke synes man at læse hans Kunstner-Signatur: Deus fecit ! «

»Herligt! ... Og Naturen er jo lige pragtfuld allevegne hernede . ^ Man maa erkende, at Vorherre har været paa Højden af sin Skaberkraft, da han modellerede denne vidunderlige Kyst. Som Arthur Høj forleden saa brillant I, 73 skrev i en Kronik: I disse herligt svungne Linjer paa Evropas Fodstykke synes man at læse hans Kunstner-Signatur: Deus fecit ! «

»Herligt! ... Og Naturen er jo lige pragtfuld allevegne hernede . ^ Man maa erkende, at Vorherre har været paa Højden af sin Skaberkraft, da han modellerede denne vidunderlige Kyst. Som Arthur Høj forleden saa brillant skrev i en Kronik: I disse herligt svungne Linjer paa Evropas Fodstykke synes man at læse hans Kunstner-Signatur: Deus fecit ! «

»Herligt! ... Og Naturen er jo lige pragtfuld allevegne hernede . ^ Man maa erkende, at Vorherre har været paa Højden af sin Skaberkraft, da han modellerede denne vidunderlige Kyst. Som Arthur Høj forleden saa brillant skrev i en Kronik: I disse herligt svungne Linjer paa Evropas Fodstykke synes man at læse hans Kunstner-Signatur: Deus fecit !«

Med udstrakt Pegefinger skrev han ^ Ordene i Luften ; men midt i den afsluttende Krusedulle 105 standsede han pludselig og lod Haanden synke. Han havde nede paa Promenaden faaet Øje paa en Mand, der stod ved Rækværket noget borte. En høj, skægget Mand i en lys Støvkappe.

Med udstrakt Pegefinger begyndte han at skrive Ordene i Luften , da han pludselig ^ lod Haanden synke. Han havde nede paa Promenaden faaet Øje paa en Mand, der stod ved Rækværket noget borte. En høj, skægget Mand i en lys Støvkappe.

Med udstrakt Pegefinger begyndte han at skrive Ordene i I, 54 Luften , da han pludselig ^ lod Haanden synke. Han havde nede paa Promenaden faaet Øje paa en Mand, der stod ved Rækværket noget borte. En høj, skægget Mand i en lys Støvkappe.

» Hvordan er det?« frittede Direktøren paany. » Mistede ikke Gehejmeraadinde Abildgaard for nogle Aar siden en Søn paa en lidt underlig Maade?«

» Hvordan er det?« frittede Direktøren paany. » Mistede ikke Geheimeraadinde Abildgaard for nogle Aar siden en Søn paa en lidt underlig Maade?«

» Underlig Maade?« sagde Generalkonsulen ^ uden at tage Øjnene fra Manden dernede, som nu havde faaet en Lommekikkert frem og herigennem fulgte Baaden med det lille Hotelselskab, der vuggede derude paa Dønningen. » Han tog Gift. – Historien blev dysset ned, men den er sikker nok. Den unge Mand havde haft et Forhold til en Figurantinde ved Morskabsteatret, og da hun en skøn Dag stak af til Provinsen med en Anden , gik han af Melankoli hen og tog Livet af sig. Familjen er jo i det hele lidt ekscentrisk. De veed maaske, at der var en anden Søn, som ogsaa gik ud af Sagaen paa en noget hovedkulds Maade.«

» Underlig Maade?« sagde Generalkonsulen ^ uden at tage Øjnene fra Manden dernede, som nu havde faaet en Lommekikkert frem og herigennem fulgte Baaden med det lille Hotelselskab, der vuggede derude paa Dønningen. » Han tog Gift. — Historien blev dysset ned, men den er sikker nok. Den unge Mand havde haft et Forhold til en Figurantinde ved Morskabsteatret, og da hun en skøn Dag stak af til Provinsen med en Anden , gik han af Melankoli hen og tog Livet af sig. Familjen er jo i det hele lidt ekscentrisk. De veed maaske, at der var en anden Søn, som ogsaa gik ud af Sagaen paa en noget hovedkulds Maade.«

» Underlig Maade?« sagde Generalkonsulen tankespredt uden at tage Øjnene fra Manden dernede, som nu havde faaet en Lommekikkert frem og herigennem fulgte Baaden med det lille Hotelselskab, der vuggede derude paa Dønningen. » Han tog Gift. – Historien blev dysset ned, men den er sikker nok. Den unge Mand havde haft et Forhold til en Figurantinde ved Morskabsteatret, og da hun en skøn Dag stak af til Provinsen med en anden , gik han af Melankoli hen og tog Livet af sig. Familjen er ^ i det hele lidt ekscentrisk. De veed maaske, at der var en anden Søn, som ogsaa gik ud af Sagaen paa en noget hovedkulds Maade.«

» Underlig Maade?« sagde Generalkonsulen tankespredt uden at tage Øjnene fra Manden dernede, som nu havde faaet en Lommekikkert frem og herigennem fulgte Baaden med det lille Hotelselskab, der vuggede derude paa Dønningen. » Han tog Gift. — Historien blev dysset ned, men den er sikker nok. Den unge Mand havde haft et Forhold til en Figurantinde ved Morskabsteatret, og da hun en skøn Dag stak af til Provinsen med en anden , gik han af Melankoli hen og tog Livet af sig. Familjen er ^ i det hele lidt ekscentrisk. De veed maaske, at der var en anden Søn, som ogsaa gik ud af Sagaen paa en noget hovedkulds Maade.«

» Underlig Maade?« sagde Generalkonsulen tankespredt uden at tage Øjnene fra Manden dernede, som nu havde faaet en I, 54 Lommekikkert frem og herigennem fulgte Baaden med det lille Hotelselskab, der vuggede derude paa Dønningen. » Han tog Gift. – Historien blev dysset ned, men den er sikker nok. Den unge Mand havde haft et Forhold til en Figurantinde ved Morskabsteatret, og da hun en skøn Dag stak af til Provinsen med en anden , gik han af Melankoli hen og tog Livet af sig. Familjen er ^ i det hele lidt ekscentrisk. De veed maaske, at der var en anden Søn, som ogsaa gik ud af Sagaen paa en noget hovedkulds Maade.«

» En anden Søn?«

»Ja, det er snart længe siden. En rask og Pokkers køn Knægt forresten. Han vilde være Søofficer og var kommen med paa et Øvelsestogt som Lærling, men i en eller anden vestindisk Havn rømmede han fra Skibet sammen med et Par Kammerater for at gaa paa Eventyr.«

106 »Ja, nu erindrer jeg det. Der stod saa meget om det i Bladene.«

I, 74 »Ja, nu erindrer jeg det. Der stod saa meget om det i Bladene.«

»Ja, nu erindrer jeg det. Der stod saa meget om det i Bladene.«

» Det tror jeg! Det var jo en slem Blame for Familjen. Man har aldrig hørt fra ham siden , saa han er jo nok gaaet tilbunds et eller andet Sted i Verden. – Aa hør, Direktør Zaun! Gør mig den Tjeneste at se paa den Herre, der staar derhenne og læner sig til sin Stok . Ham med Kikkerten.«

» Det tror jeg! Det var jo en slem Blame for Familjen. Man har aldrig hørt fra ham siden , saa han er jo nok gaaet tilbunds et eller andet Sted i Verden. — Aa hør, Direktør Zaun! Gør mig den Tjeneste at se paa den Herre, der staar derhenne og læner sig til sin Stok . Ham med Kikkerten.«

» Det tror jeg! Det var jo en slem Blame for Familjen. Man har aldrig hørt fra ham siden . Han er ^ gaaet tilbunds et eller andet Sted i Verden. – Aa hør, Direktør Zaun! Gør mig den Tjeneste at se paa den Herre, der staar derhenne og læner sig til sin Stok ! Ham med Kikkerten.«

» Det tror jeg! Det var jo en slem Blame for Familjen. Man har aldrig hørt fra ham siden . Han er ^ gaaet tilbunds et eller andet Sted i Verden. — Aa hør, Direktør Zaun! Gør mig den Tjeneste at se paa den Herre, der staar derhenne og læner sig til sin Stok ! Ham med Kikkerten.«

Direktøren fik en Næseklemme frem og anbragte den med et Tryk af den samlede Haand foran en Guldlorgnet, der i Forvejen red paa hans orientalske Ansigtsfremspring .

Direktøren fik sin Næseklemmer frem og anbragte den med et Tryk af den samlede Haand foran en Guldlorgnet, der i Forvejen red paa hans orientalske Ansigtspukkel .

Direktøren fik sin Næseklemmer frem og anbragte den med et Træk af den samlede Haand foran en Guldlorgnet, der i Forvejen red paa hans orientalske Ansigtspukkel .

Direktøren fik sin Næseklemmer frem og anbragte den med et Tryk af den samlede Haand foran en Guldlorgnet, der i Forvejen red paa hans orientalske Ansigtspukkel .

» Den Herre? Ham saae jeg før, da vi gik herned efter Lunchen. Han sad derinde i Haven under en af de store Viftepalmer. Det er vist en Russer. Han kunde godt se ud til at rekreere sig hernede efter et længere ufrivilligt Ophold i Siberien .«

» Den Herre? Ham saae jeg før, da vi gik herned efter Lunchen. Han sad derinde i Haven under en af de store Viftepalmer. Det er vist en Russer. Han kunde godt se ud til at I, 55 rekreere sig hernede efter et længere ufrivilligt Ophold i Sibirien .«

» En Russer? Jamen ... Nej ... Jo, min Sæl og Salighed! Det er Dihmer! Det er ham selv!«

» Godsejer Dihmer?«

»Næ, jeg veed dog ikke ... det Skæg! Og alligevel! ... Jeg tror, jeg vil kalde.«

» Men gaar det an? Jeg siger Dem, jeg er temmelig sikker paa, at det er en forvist Russer . Og han ser ikke ud, som om han var til at spøge med .«

» Men gaar det an? Jeg siger Dem, jeg er temmelig sikker paa, at det er en forvist Russer ^ .«

I, 55 » Men gaar det an? Jeg siger Dem, jeg er temmelig sikker paa, at det er en forvist Russer ^ .«

» Jeg prøver alligevel ^ ... Dihmer! Torben Dihmer!«

» Jeg vil alligevel prøve ... Dihmer! Torben Dihmer!«

107 Skikkelsen derhenne foer sammen ^ og Kikkerten forsvandt hurtigt ned i Kappelommen . Derpaa vendte Manden sig langsomt om efter Lyden.

Skikkelsen derhenne foer sammen , og Kikkerten forsvandt ^ ned i Kappelommen , mens Manden vendte sig om efter Lyden.

»Jo, vist er det ham! Den Vædderprofil er da ikke til at tage fejl af! ... Dihmer! Gamle Ven!«

»Jo, vist er det ham! Den Vædderprofil er da ikke til at tage Fejl af! ... Dihmer! Gamle Ven!«

»Jo, vist er det ham! Den Vædderprofil er da ikke til at tage fejl af! ... Dihmer! Gamle Ven!«

Generalkonsulen var sprunget op og svang sin hvide Kalabreser . Et Øjeblik efter stod han nede paa Promenaden med begge Hænderne plantet paa Torbens Skuldre.

I, 75 Generalkonsulen ^ svang sin hvide Kalabreser og stod et Øjeblik efter ^ nede paa Promenaden med begge Hænderne plantet paa Torbens Skuldre.

Generalkonsulen ^ svang sin hvide Kalabreser og stod et Øjeblik efter ^ nede paa Promenaden med begge Hænderne plantet paa Torbens Skuldre.

» Velkommen tilbage fra de Dødes Rige !« brølte han ham i sin Glæde ind i Ansigtet og traadte derpaa et Skridt tilbage for rigtig at betragte ham. » Ved Gud, jeg havde nær ikke kendt dig med det Skæg! Du ligner grangivelig en af disse Russere, der ligger hernede og rekreerer sig efter et længere Ophold i Siberien . Til Lykke, du medicinske Vidunder! Du veed vel, at der er skrevet om dig i alle Bladene?«

» Velkommen tilbage fra de Dødes Rige ! Ved Gud, jeg havde nær ikke kendt dig med det Skæg! Du ligner grangivelig en af disse Russere, der ligger hernede og rekreerer sig efter et længere Ophold i Sibirien . Til Lykke, du medicinske Vidunder! Du veed vel, at der er skrevet om dig i alle Bladene?«

Torben stod foroverbøjet og stregede i Gruset med sin Stok. Han var ulykkelig over dette Møde, følte sig især skamfuld over at være bleven overrasket i en uværdig Situation. Og nu kom ogsaa Direktør Zaun listende ned ad Trappen med Nysgerrigheden kiggende ud af alle Træk og lod sig forestille. ^ Hans Ansigt syntes iøvrigt Torben bekendt, men han huskede ikke hvorfra og brød sig ikke om at spørge.

Torben stod foroverbøjet og stregede i Gruset med sin Stok. Han var ulykkelig over dette Møde, følte sig især skamfuld over at være bleven overrasket i en uværdig Situation. Og nu kom ogsaa Direktør Zaun listende ned ad Trappen med Nysgerrigheden kiggende ud af alle Træk og lod sig forestille. ^ Hans Ansigt syntes ^ Torben bekendt, men han huskede ikke hvorfra og brød sig ikke om at spørge.

Torben var ulykkelig over dette Møde. Da Generalkonsulen traadte et Skridt tilbage for rigtig at betragte ham, stod han forlegen og stregede i Gruset med sin Stok. Lidt efter kom ^ Direktør Zaun listende ned ad Trappen med Nysgerrigheden kiggende ud af alle Træk og lod sig forestille.
Hans Ansigt syntes ^ Torben bekendt, men han huskede ikke hvorfra og brød sig ikke om at spørge.

De tre Landsmænd fulgtes ^ et Stykke henad Stien, 108 og da Torben ikke saae nogen Udvej til at blive det generende Følgeskab kvit, foreslog han, at de skulde tage Plads paa en af de mange ledige Bænke. Han kunde derfra bedre i Smug holde Øje med Baaden og sikre sig mod at blive overrasket af en Landgang.

De tre Landsmænd fulgtes derpaa et Stykke henad Vejen, og da Torben ikke saae nogen Udvej til at blive det generende Følgeskab kvit, foreslog han, at de skulde tage Plads paa en af de ^ ledige Bænke. Han kunde derfra ^ holde Øje med Baaden og sikre sig mod at blive overrasket ved en Landgang.

Ogsaa Generalkonsulens Tanker var fløjet ud til en vis Person derude i Baaden, og han begyndte straks at føle sig for med en Række venskabelige Spørgsmaal. Han vilde absolut vide, hvornaar Torben var kommen, hvilken Rute han havde taget, hvad for et Hotel han boede paa ^ og om han ^ havde truffet Landsmænd » eller maaske Landsmandinder«. Torben sad med en pinefuld Fornemmelse af at blive befamlet og besnust rent korporligt. Han svarede kort , at han var kommen dertil den foregaaende Aften over Milano, men han undgik at nævne Navnet paa den fredelige Hotel-Pension, han havde gemt sig i.

Generalkonsulen overvældede ham med ^ Spørgsmaal. Han vilde ^ vide, hvornaar Torben var kommen, hvilken Rute han havde taget, hvad for et Hotel han boede paa , og om han allerede havde truffet Landsmænd » eller maaske Landsmandinder«. Torben sad med en pinefuld Fornemmelse af at blive befamlet og besnust rent korporligt. I, 76 Han svarede blot , at han var kommen dertil den foregaaende Aften over Milano, og han undgik at nævne Navnet paa den fredelige Hotel-Pension, han havde gemt sig i.

Generalkonsulen overvældede ham med ^ Spørgsmaal. Han vilde ^ vide, hvornaar Torben var kommen, hvilken Rute han havde I, 56 taget, hvad for et Hotel han boede paa , og om han allerede havde truffet Landsmænd » eller maaske Landsmandinder«. Torben sad med en pinefuld Fornemmelse af at blive befamlet og besnust rent korporligt. Han svarede blot , at han var kommen dertil den foregaaende Aften over Milano, og han undgik at nævne Navnet paa den fredelige Hotel-Pension, han havde gemt sig i.

Generalkonsulen overvældede ham med ^ Spørgsmaal. Han vilde ^ vide, hvornaar Torben var kommen, hvilken Rute han havde taget, hvad for et Hotel han boede paa , og om han allerede havde truffet Landsmænd » eller maaske Landsmandinder«. Torben sad med en pinefuld Fornemmelse af at blive befamlet og besnust rent korporligt. Han svarede blot , at han var kommen dertil den foregaaende Aften over Milano, og han undgik at nævne Navnet paa den fredelige Hotel-Pension, han havde gemt sig i.

» Og du? ^ Hvordan lever du ^ ? Du er bleven gift, ikke sandt?« spurgte han for at værge sig mod yderligere Toldeftersyn.

^ Og for nu at værge sig mod yderligere Toldeftersyn spurgte han:
» Hvordan lever du selv ? Du er jo gift, ikke sandt?« ^

^ Og I, 56 for nu at værge sig mod yderligere Toldeftersyn spurgte han:
» Hvordan lever du selv ? Du er jo gift, ikke sandt?« ^

»Kære, det veed du da! Med Olivia Lund. Vi har allerede fire Poder. Fire Løveunger, der tilsammen vejer 62 Kilo. Efter seks Aars Ægteskab. Du maa indrømme, at vi har gjort vor Borgerpligt.«

»Kære, det veed du da! Med Nathalie Lund. Vi har allerede fire Poder. Fire Løveunger, der tilsammen vejer 62 Kilo. Efter seks Aars Ægteskab. Du maa indrømme, at vi har gjort vor Borgerpligt.«

109 Torben bevidnede ham sin Agtelse med en Hovedbøjning.

Torben bevidnede ham sin Agtelse med en Hovedbøjning.

»Ja, min Kone fortjener virkelig Respekt. Jeg glæder mig til at forestille dig for hende. Et passioneret Friluftsmenneske ^ ligesom jeg selv. Uforfalsket Natur. Ingen Korset-Deformitet, ingen løse Nyrer. Den 3die Februar Klokken 12 15 arriverede vor sidste Unge med et stort Frydeskrig fra det Hinsidige, og den 25de samme Maaned havde min Kone Kufferterne pakket og var klar til Afgang med hele Flokken. Jeg tror, jeg kan sige, at det er noget af en Rekord.«

»Ja, min Kone fortjener virkelig Respekt. Jeg glæder mig til at forestille dig for hende. Et passioneret Friluftsmenneske , ligesom jeg selv. Uforfalsket Natur. Ingen Korset-Deformitet, ingen løse Nyrer. Den 3die Februar Klokken 12 15 arriverede vor sidste Unge med et stort Frydeskrig fra det Hinsidige, og den 25de samme Maaned havde min Kone Kufferterne pakket og var klar til Afgang med hele Flokken. Jeg tror, jeg kan sige, at det er noget af en Rekord.«

» Du ligger hernede med Familjen?«

» Ja , jeg rejser ligesom Kalifens Elefant med en Ammestue paa Ryggen. Egenlig skulde vi have været i San Remo ^ som vi plejer, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa frisk her, mere ozonrig. Og Naturen er jo lige herlig allevegne ^ ^ . Ja ^ for dig, kære Ven, maa det da være som at vaagne op midt i Paradiset.«

»Ja, jeg rejser ligesom Kalifens Elefant med en Ammestue paa Ryggen. Egenlig skulde vi have været i San Remo ^ som vi plejer, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa frisk her, mere ozonrig. Og Naturen er jo lige herlig allevegne ^ ^ . Ja ^ for dig, kære Ven, maa det da være som at vaagne op midt i Paradiset.«

»Ja, jeg rejser ligesom Kalifens Elefant med en Ammestue paa Ryggen. Egenlig skulde vi have været i San Remo , som vi plejer, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa frisk her, mere ozonrig. ^ Naturen er jo lige herlig allevegne , og det rejsende Publikum er I, 77 omtrent det samme . Ja , for dig, kære Ven, maa det da være som at vaagne op midt i Paradiset.«

»Ja, jeg rejser ligesom Kalifens Elefant med en Ammestue paa Ryggen. Egenlig skulde vi have været i San Remo , som vi plejer, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa frisk her, mere ozonrig. ^ Naturen er jo lige herlig allevegne , og det rejsende Publikum er omtrent det samme . Ja , for dig, kære Ven, maa det da være som at vaagne op midt i Paradiset.«

Hertil svarede Torben ikke noget. Han vendte sig om mod Direktør Zaun, der sad tavs med bortvendt Ansigt og aabenbart følte sig lidt krænket over ikke at være bleven genkendt. Da Torben nu tiltalte ham, smilte han dog straks, ja af lutter Iver snappede han ham Ordet ud af Munden og sagde:
» De kommer oppe fra Rhinegnene. Der har ^ jo 110 været en ualmindelig kold og vaad Eftervinter i Aar. Man taler om en alvorlig Beskadigelse af de unge Vinplanter. Det vilde jo betyde et stort økonomisk Tab. Hvad mener De om Storstrejken i Ruhr-Distriktet ? Tror De, den bliver til noget? De sidste Efterretninger lyder jo ret foruroligende.«

Hertil svarede Torben ikke noget.
» De kommer fra Rhinegnene,« begyndte nu Direktør Zaun, der havde siddet med bortvendt Ansigt og følt sig lidt krænket over ikke at være bleven genkendt. » Der har ^ jo været en ualmindelig kold og vaad Eftervinter i Aar. Man taler om en alvorlig Beskadigelse af de unge Vinplanter. Det vilde jo betyde et stort økonomisk Tab. Hvad mener De om Storstrejken i Ruhr-Distriktet ? Tror De, den bliver til noget? De sidste Efterretninger lyder jo ret foruroligende.«

Hertil svarede Torben ikke noget.
» De kommer fra Rhinegnene,« begyndte nu Direktør Zaun, der havde siddet med bortvendt Ansigt og følt sig lidt krænket over ikke at være bleven genkendt. » Der har de jo haft ^ en ualmindelig kold og vaad Eftervinter i Aar. Man taler om en alvorlig Beskadigelse af de unge Vinplanter. Det vilde jo betyde et stort økonomisk Tab. Hvad mener De om Storstrejken i RuhrDistriktet ? I, 57 Tror De, den bliver til noget? De sidste Efterretninger lyder jo ret foruroligende.«

Hertil svarede Torben ikke noget.
» De kommer fra Rhinegnene,« begyndte nu Direktør Zaun, der havde siddet med bortvendt Ansigt og følt sig lidt krænket over ikke at være bleven genkendt. » Der har de jo haft ^ en ualmindelig kold og vaad Eftervinter i Aar. Man taler om en alvorlig Beskadigelse af de unge Vinplanter. Det vilde jo betyde et stort økonomisk Tab. Hvad mener De om Storstrejken i Ruhr-Distriktet ? Tror De, den bliver til noget? De sidste Efterretninger lyder jo ret foruroligende.«

Da han hørte, at Torben intetsomhelst vidste derom , trak han en mægtig Bunke Aviser op af sin Overfrakkelomme. Det var store engelske, tyske og franske Verdensblade, deriblandt et Kæmpenummer af » Frankfurter Zeitung«, mellem hvis halvhundrede Blade hans Hoved helt forsvandt, mens han søgte en Artikel. Og da han endelig havde fundet den, gav han sig til at læse op af den.

Da han hørte, at Torben intet vidste ^ , trak han en mægtig Bunke Aviser op af sin Overfrakkelomme. Det var store engelske, tyske og franske Verdensblade, deriblandt et Kæmpenummer af » Frankfurter Zeitung«, mellem hvis halvhundrede Blade hans Hoved ^ forsvandt, mens han søgte en Artikel. Da han endelig fandt den, gav han sig til at læse op af den.

Da han hørte, at Torben intet vidste ^ , trak han en mægtig Bunke Aviser op af sin Overfrakkelomme. Det var store engelske, tyske og franske Verdensblade, deriblandt et Kæmpenummer af » Frankfurter Zeitung«, mellem hvis halvhundrede Blade I, 57 hans Hoved ^ forsvandt, mens han søgte en Artikel. Da han endelig fandt den, gav han sig til at læse op af den.

Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmen tilrette med hele Haanden, endelig hans Avisforslugenhed , denne abeagtige Optagethed af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden, vakte paany en flakkende Erindring hos Torben; men han kunde stadig ikke bekvemme sig til at spørge. ^ Nu saae han ogsaa, at Baaden derude havde vendt og nærmede sig Land , og for ikke at risikere at faa sit første Møde med Jytte Abildgaard ^ i disse fremmede Menneskers Paasyn rejste han sig ^ saasnart Direktøren 111 var bleven færdig med sin Oplæsning ^ og sagde Farvel.

Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmen tilrette med hele Haanden, endelig hans Avisforslugenhed , denne abeagtige Optagethed af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden, vakte paany en flakkende Erindring hos Torben; men han kunde stadig ikke bekvemme sig til at spørge. ^ Nu saae han ogsaa, at Baaden derude havde vendt og nærmede sig Land , og for ikke at risikere at faa sit første Møde med Jytte Abildgaard ^ i disse fremmede Menneskers Paasyn rejste han sig , saasnart Direktøren 111 var bleven færdig med sin Oplæsning , og sagde Farvel.

Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmerne tilrette med hele Haanden, endelig Avisforslugenheden , denne abeagtige Optagethed af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden, vakte paany en flakkende Erindring hos Torben; men han kunde stadig ikke bekvemme sig til at spørge.
Nu saae han ogsaa, at Baaden derude havde vendt og nærmede sig Land . For ikke at risikere at møde Jytte I, 78 Abildgaard første Gang i disse fremmede Menneskers Paasyn rejste han sig ^ ^ og sagde Farvel.

Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmerne tilrette med hele Haanden, endelig Avisforslugenheden , denne abeagtige Optagethed af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden, vakte paany en flakkende Erindring hos Torben; men han kunde stadig ikke bekvemme sig til at spørge.
Nu saae han ogsaa, at Baaden derude havde vendt og nærmede sig Land . For ikke at risikere at møde Jytte Abildgaard første Gang i disse fremmede Menneskers Paasyn rejste han sig ^ ^ og sagde Farvel.

Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmerne tilrette med ^ Haanden, endelig hans Avisforslugenhed , denne abeagtige Optagethed af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden, vakte paany en flakkende Erindring hos Torben; men han kunde stadig ikke bekvemme sig til at spørge.
Nu saae han ogsaa, at Baaden derude havde vendt og nærmede sig Land . For ikke at risikere at møde Jytte Abildgaard første Gang i disse fremmede Menneskers Paasyn rejste han sig ^ ^ og sagde Farvel.

» Nej vent dog!« sagde Generalkonsulen. » Om en halv Time begynder Musikken. Saa bliver her livligt.«

» Netop derfor vil jeg gaa nu. Jeg er jo endnu lidt Rekonvalescent.« –

» Netop derfor vil jeg gaa nu. Jeg er jo endnu lidt Rekonvalescent.« —

» Netop derfor vil jeg gaa nu. Jeg er ^ endnu lidt Rekonvalescent.« –

» Netop derfor vil jeg gaa nu. Jeg er ^ endnu lidt Rekonvalescent.« —

» Netop derfor vil jeg gaa nu. Jeg er ^ endnu lidt Rekonvalescent.« –

Paa Vejen hjem til sit Hotel følte han sig virkelig utilpas og begyndte at frygte for, at han i sin Utaalmodighed havde vovet sig for tidligt ud i Livets Røre. Lægerne havde jo nok erklæret ham for helbredet, og naar han ikke forsømte at tage sine Piller, følte han sig ogsaa temmelig rask, spiste med Jægerappetit , sov det halve Døgn hen ligesom i gamle Dage og kunde heller ikke længer i sit Ydre se noget dybere Mærke efter Sygdommen undtagen en lille krampagtig Sitren af det højre Øjelaag. Men den sidste Uges Rejseuro og nu Synet af Jytte havde dog aabenbart været for meget for hans Kræfter.

Paa Vejen hjem til sit Hotel følte han sig virkelig utilpas og begyndte at frygte for, at han i sin Utaalmodighed havde vovet sig for tidligt ud i Livets Røre. Lægerne havde jo nok erklæret ham for helbredet, og naar han ikke forsømte at tage sine Piller, følte han sig ogsaa temmelig rask, spiste med Appetit , sov igen ligesom i gamle Dage og kunde heller ikke længer i sit Ydre spore noget dybere Mærke efter Sygdommen undtagen en lille krampagtig Sitren af det højre Øjelaag. Men den sidste Uges Rejseuro og nu Synet af Jytte havde dog ^ været for meget for hans Kræfter.

Mødet med Generalkonsulen havde yderligere forstemt ham. Det var gaaet ham ved Synet af den forhenværende Ven ^ som det overhovedet syntes at skulle gaa ham ved denne saa heftigt attraaede Genforening med Livet: han kendte ikke Virkeligheden igen. Den præsenterede sig for ham som i et Hulspejl, der forvrængede og forgrovede alle Linjer i det Erindringsbillede, han havde bevaret af den.

Mødet med Generalkonsulen havde yderligere forstemt ham. Det var gaaet ham ved Synet af den forhenværende Ven , som det overhovedet syntes at skulle gaa ham ved denne saa heftigt attraaede Genforening med Livet: han kendte ikke Virkeligheden igen. Den præsenterede sig for ham som i et Hulspejl, der forvrængede og forgrovede alle Linjer i det Erindringsbillede, han havde bevaret af den.

Mødet med Generalkonsulen havde yderligere forstemt ham. Det var gaaet ham ved Synet af den forhenværende Ven , som det overhovedet syntes at skulle gaa ham ved denne saa heftigt I, 58 attraaede Genforening med Livet: han kendte ikke Virkeligheden igen. Den præsenterede sig for ham som i et Hulspejl, der forvrængede og forgrovede alle Linjer i det Erindringsbillede, han havde bevaret af den.

112 » Men det er naturligvis en Rest af min Nervøsitet ,« – trøstede han sig bestandig. Han havde levet for længe indemuret med sig selv til saadan paa en Studs at kunne taale at have sine kære Medmennesker saa nær ind paa Livet. Det Indtryk, de havde gjort paa ham straks den første Dag paa Rejsen hjemmefra, skulde han aldrig glemme. Da Toget kørte ind paa Stationen i Aarhus og han saae Trængslen paa Perronen, saae den lange Række dyriske Ansigter, der gled forbi hans Kupevindu, var han bleven greben af Angst .
Opholdet i den store Wiesbaden-Pension mellem de mange fremmede Mennesker havde været ham en daglig Lidelse. Heller ikke Naturen havde forskaffet ham nogen Glæde deroppe mellem Taunusbjergene. Han savnede de vide Udsigter fra Favsingholm. Træerne udenfor hans Vinduer stod som livløse i den uforanderligt stille, graa Flodtaage. Aldrig et Glimt af Himmel, aldrig heller en Tone af det stærke Orgel, som daglig havde spillet for ham derhjemme i Jylland. Blot Piskesmæld og Biltuden og Klokkeringning fra elektriske Sporvogne, der med irriterende Punktlighed hvert andet Minut skurede sig gennem Alleen.
Intet af alt det, der var hændet ham siden han rejste hjemmefra , havde derfor villet blive til rigtig Virkelighed for ham . Alt var gledet ham forbi som 113 Syner i en forvirret Feberdrøm. Hin stjerneklare Februarmorgen for seks Uger siden, da Vognen derhjemme holdt nedenfor Trappen og Barbara løb omkring i Stuerne med et Lys for at finde hans Haandtaske, som han i Forvirringen havde forlagt, forekom ham ofte at være den sidste virkelige Erindring, han havde om sig selv.

112 » Men det er naturligvis en Rest af min Nervøsitet «, — ^ trøstede han sig bestandig. Han havde levet for længe indemuret med sig selv til saadan paa en Studs at kunne taale at have sine kære Medmennesker saa nær ind paa Livet. Det Indtryk, de havde gjort paa ham straks den første Dag paa Rejsen hjemmefra, skulde han aldrig glemme. Da Toget kørte ind paa Stationen i Aarhus og han saae Trængslen paa Perronen, saae den lange Række dyriske Ansigter, der gled forbi hans Kupevindu, var han bleven greben af Angst .
Opholdet i den store Wiesbaden-Pension mellem de mange fremmede Mennesker havde været ham en daglig Lidelse. Heller ikke Naturen havde forskaffet ham nogen Glæde deroppe mellem Taunusbjergene. Han savnede de vide Udsigter fra Favsingholm. Træerne udenfor hans Vinduer stod som livløse i den uforanderligt stille, graa Flodtaage. Aldrig et Glimt af Himmel, aldrig heller en Tone af det stærke Orgel, som daglig havde spillet for ham derhjemme i Jylland. Blot Piskesmæld og Biltuden og Klokkeringning fra elektriske Sporvogne, der med irriterende Punktlighed hvert andet Minut skurede sig gennem Alleen.
Intet af alt det, der var hændet ham siden han rejste hjemmefra , havde derfor villet blive til rigtig Virkelighed for ham . Alt var gledet ham forbi som 113 Syner i en forvirret Feberdrøm. Hin stjerneklare Februarmorgen for seks Uger siden, da Vognen derhjemme holdt nedenfor Trappen og Barbara løb omkring i Stuerne med et Lys for at finde hans Haandtaske, som han i Forvirringen havde forlagt, forekom ham ofte at være den sidste virkelige Erindring, han havde om sig selv.

» Men det er naturligvis en Rest af min Nervøsitet ,« – trøstede han sig bestandig. Han havde levet for længe indemuret til saadan paa en Gang at kunne taale at have sine ^ Medmennesker saa tæt ind paa Livet. Det Indtryk, I, 79 de havde gjort paa ham straks den første Dag paa Rejsen hjemmefra, kunde han ikke glemme. Da Toget kørte ind paa Stationen i Aarhus og han saae Trængslen paa Perronen, saae den ^ Række hæslige Ansigter, der gled forbi hans Kupevindu, havde han følt en Angst omtrent som den , hvormed han første Gang som Barn saae ind i et Rovdyrbur.
Heller ikke noget af, hvad der siden var hændet ham ^ , havde rigtig villet blive til ^ Virkelighed ^ . Alt var gledet ham forbi som Syner i en forvirret Feberdrøm. Hin stjerneklare Februarmorgen for seks Uger siden, da Vognen derhjemme holdt nedenfor Trappen og Barbara løb omkring i Stuerne med et Lys for at finde hans Haandtaske, ^ forekom ham ofte at være den sidste virkelige Erindring, han havde om sig selv.

» Men det er naturligvis en Rest af min Nervøsitet ,« — trøstede han sig bestandig. Han havde levet for længe indemuret til saadan paa en Gang at kunne taale at have sine ^ Medmennesker saa tæt ind paa Livet. Det Indtryk, de havde gjort paa ham straks den første Dag paa Rejsen hjemmefra, kunde han ikke glemme. Da Toget kørte ind paa Stationen i Aarhus og han saae Trængslen paa Perronen, saae den ^ Række hæslige Ansigter, der gled forbi hans Kupevindu, havde han følt en Angst omtrent som den , hvormed han første Gang som Barn saae ind i et Rovdyrbur.
Heller ikke noget af, hvad der siden var hændet ham ^ , havde rigtig villet blive til ^ Virkelighed ^ . Alt var gledet ham forbi som Syner i en forvirret Feberdrøm. Hin stjerneklare Februarmorgen for seks Uger siden, da Vognen derhjemme holdt nedenfor Trappen og Barbara løb omkring i Stuerne med et Lys for at finde hans Haandtaske, ^ forekom ham ofte at være den sidste virkelige Erindring, han havde om sig selv.

» Men det er naturligvis en Rest af min Nervøsitet ,« – trøstede han sig bestandig. Han havde levet for længe indemuret I, 58 til saadan paa en Gang at kunne taale at have sine ^ Medmennesker saa tæt ind paa Livet. Det Indtryk, de havde gjort paa ham straks den første Dag paa Rejsen hjemmefra, kunde han ikke glemme. Da Toget kørte ind paa Stationen i Aarhus og han saae Trængslen paa Perronen, saae den ^ Række hæslige Ansigter, der gled forbi hans Kupevindu, havde han følt en Angst omtrent som den , hvormed han første Gang som Barn saae ind i et Rovdyrbur.
Heller ikke noget af, hvad der siden var hændet ham ^ , havde rigtig villet blive til ^ Virkelighed ^ . Alt var gledet ham forbi som Syner i en forvirret Feberdrøm. Hin stjerneklare Februarmorgen for seks Uger siden, da Vognen derhjemme holdt nedenfor Trappen og Barbara løb omkring i Stuerne med et Lys for at finde hans Haandtaske, ^ forekom ham ofte at være den sidste virkelige Erindring, han havde om sig selv.

Een stor og frydefuld Overraskelse havde han rigtignok haft til Trøst for sine Skuffelser. Han havde glemt, hvor Verden trods al sin Vederstyggelighed dog mylrede af skønne, unge Kvinder. Der var Dage, da han havde haft en Følelse af, at alle Jordens smukke Damer havde sat hinanden Stævne i Wiesbaden. De havde paa Promenaderne erstattet ham det Solskin og den Naturglæde, han maatte undvære ^ . Ved Festerne og Koncerterne i Kurhusets barbarisk forgyldte Sale havde han igen nydt Synet af den yndefulde Bevægelse , hvormed Damer af den store Verden bredte de brogede Slæb ud over Gulvet og slog deres Vifter op – saa medfødt naturligt ^ som Paafuglen spreder sin Hale. Han kunde sidde ganske stille ^ blot for at lytte til et Par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der vederkvægede som Fuglekvidder ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Een stor og frydefuld Overraskelse havde han rigtignok haft til Trøst for sine Skuffelser. Han havde glemt, hvor Verden i al sin Vederstyggelighed dog mylrede af skønne, unge Kvinder. Der var Dage, da han havde haft en Følelse af, at alle Jordens smukke Damer havde sat hinanden Stævne i Wiesbaden. De havde paa Promenaderne erstattet ham det Solskin og den Naturglæde, han maatte undvære ^ . Ved Festerne og Koncerterne i Kurhusets barbarisk forgyldte Sale havde han igen nydt Synet af den yndefulde Bevægelse , hvormed Damer af den store Verden breder de brogede Slæb ud over Gulvet og slaar deres Vifter op — saa medfødt naturligt ^ som Paafuglen spreder sin Hale. Han kunde sidde ganske stille ^ blot for at lytte til et Par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der vederkvægede som Fuglekvidder ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Kun eet havde ikke skuffet – Gensynet af de unge Kvinder. Der var Dage, da han havde haft en Følelse af, at alle Jordens smukke Damer havde sat hinanden Stævne i Wiesbaden. De havde paa Promenaderne erstattet ham det Solskin og den Naturglæde, han maatte undvære i den uforanderligt stille, graa Flodtaage, der skjulte alle Omgivelser . Ved Aftenfesterne i Kurhusets barbarisk forgyldte Sale havde han igen nydt de yndefulde Bevægelser , hvormed Damer af den store Verden kan brede de brogede Slæb ud over Gulvet og slaa deres Vifter op – saa medfødt naturligt , som Paafuglen spreder sin Hale. Han kunde sidde ganske stille paa en Bænk blot for at lytte til et Par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der vederkvægede som Fuglekvidder I, 80 ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Kun eet havde ikke skuffet — Gensynet af de unge Kvinder. Der var Dage, da han havde haft en Følelse af, at alle Jordens smukke Damer havde sat hinanden Stævne i Wiesbaden. De havde paa Promenaderne erstattet ham det Solskin og den Naturglæde, han maatte undvære i den uforanderligt stille, graa Flodtaage, der skjulte alle Omgivelser . Ved Aftenfesterne i Kurhusets barbarisk forgyldte Sale havde han igen nydt de yndefulde Bevægelser , hvormed Damerne af den store Verden kan brede de brogede Slæb ud over Gulvet og slaa deres Vifter op — saa medfødt naturligt , som Paafuglen spreder sin Hale. Han kunde sidde ganske stille paa en Bænk blot for at lytte til et Par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der vederkvægede som Fuglekvidder ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Kun eet havde ikke skuffet – Gensynet af de unge Kvinder. Der var Dage, da han havde haft en Følelse af, at alle Jordens smukke Damer havde sat hinanden Stævne i Wiesbaden. De havde paa Promenaderne erstattet ham det Solskin og den Naturglæde, han maatte undvære i den uforanderligt stille, graa Flodtaage, der skjulte alle Omgivelser . Ved Aftenfesterne i Kurhusets barbarisk forgyldte Sale havde han igen nydt de yndefulde Bevægelser , hvormed Damerne af den store Verden kan brede de brogede Slæb ud over Gulvet og slaa deres Vifter op – saa medfødt naturligt , som Paafuglen spreder sin Hale. Han kunde sidde ganske stille paa en Bænk blot for at lytte til et Par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der vederkvægede som Fuglekvidder ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Og nu havde han set Jytte Abildgaard. Som lyslevende 114 Virkelighed var hun gaaet ham forbi derhenne under Hotelparkens Palmer. I en hvid Kjole med et blommefarvet Silkesjal over Skuldrene. Ganske som i gamle Dage omsværmet af Kavalerer, der summede omkring hende som Bier om en Honningblomst. Uforandret. Lige rank og ungdommeligt fyldig. Lige uudgrundelig i sin uanfægtede Jomfruelighed ...

Og nu havde han set Jytte Abildgaard. Lyslevende var hun gaaet ham forbi derhenne under Hotelparkens Palmer. I en hvid Kjole med et blommefarvet Silkesjal over Skuldrene. Omsværmet af Kavalerer, der summede omkring hende som Bier om en Honningblomst. Uforandret. Lige rank og ungdommeligt fyldig. Lige uudgrundelig i sin uanfægtede Jomfruelighed ...

Og nu havde han set Jytte Abildgaard. Lyslevende var hun I, 59 gaaet ham forbi derhenne under Hotelparkens Palmer. I en hvid Kjole med et blommefarvet Silkesjal over Skuldrene. Omsværmet af Kavalerer, der summede omkring hende som Bier om en Honningblomst. Uforandret. Lige rank og ungdommeligt fyldig. Lige uudgrundelig i sin uanfægtede Jomfruelighed ...

Han var naaet hjem til sit Hotel og stod et Øjeblik ude under Solsejlet, der skyggede for hans Altan. Han havde ved sin Ankomst om Aftenen forsømt at skaffe sig et Værelse med Udsigt til Havet , hvad han dog netop havde længtes saa meget efter. Nu saae han til Gengæld ned i en Havekrog med det frodigste Vildnis af alle Aarstiders Flora. Side om Side hang Gyldenlak, Pelargonier og Nastursier i rige Klynger udover Havemuren . Magnolier og Roser stod i Flor, og Fersken- og Mandelgrene lyste af Blomster. Under tre Appelsintræer, der var fulde af modne Frugter, blaanede Græsset af ^ Violer.

Han var naaet hjem til sit Hotel og stod et Øjeblik ude under Solsejlet, der skyggede for hans Altan. Han havde ved sin Ankomst om Aftenen forsømt at skaffe sig et Værelse med Udsigt til Havet . Til Gengæld saae han ^ ned i en Have med det frodigste Vildnis af alle Aarstiders Flora. Side om Side hang Gyldenlak, Pelargonier og Nastursier i rige Klynger udover Muren . Magnolier og Roser stod i Flor, og Fersken- og Mandelgrene lyste af Blomster. Under en Samling Appelsintræer, der var fulde af modne Frugter, blaanede Græsset af Foraarets Violer.

Han var naaet hjem til sit Hotel og stod et Øjeblik ude under I, 59 Solsejlet, der skyggede for hans Altan. Han havde ved sin Ankomst om Aftenen forsømt at skaffe sig et Værelse med Udsigt til Havet . Til Gengæld saae han ^ ned i en Have med det frodigste Vildnis af alle Aarstiders Flora. Side om Side hang Gyldenlak, Pelargonier og Nasturtier i rige Klynger udover Muren . Magnolier og Roser stod i Flor, og Fersken- og Mandelgrene lyste af Blomster. Under en Samling Appelsintræer, der var fulde af modne Frugter, blaanede Græsset af Foraarets Violer.

Ja – tænkte han – nu stod han her, hvor hans Tanker de sidste Uger havde færdedes, naar de ikke var paa Favsingholm. Og hvad nu? ...

Ja — tænkte han — nu stod han her, hvor hans Tanker de sidste Uger havde færdedes, naar de ikke var paa Favsingholm. Og hvad nu? ...

Ja – tænkte han – nu stod han her, hvor hans Tanker de sidste Uger havde færdedes, naar de ikke var paa Favsingholm. Og hvad nu? ...

Ja — tænkte han — nu stod han her, hvor hans Tanker de sidste Uger havde færdedes, naar de ikke var paa Favsingholm. Og hvad nu? ...

Ja – tænkte han – nu stod han her, hvor hans Tanker de sidste Uger havde færdedes, naar de ikke var paa Favsingholm. Og hvad nu? ...

Fra en Kirke i Nærheden begyndte det at ringe. Han talte Timeslagene og saae forbavset paa sit Ur. Var Klokken virkelig ikke mere end tre? ^ Allevegne var Dagene lige uhyggeligt lange!

En Kirke i Nærheden begyndte ^ at ringe. Han ^ saae forbavset paa sit Ur. Ikke mere end tre? ... Allevegne var Dagene lige uhyggeligt lange!

En Kirkeklokke i Nærheden begyndte ^ at ringe. Han ^ saae forbavset paa sit Ur. Ikke mere end tre? ... Allevegne var Dagene lige uhyggeligt lange!

115 Først om to Timer gik det ^ ^ an at gøre et nyt Forsøg paa at træffe Jytte og hendes Moder . Og hvad saa? Hvad vilde der ske , inden Sol gik ned? Hvad skulde han læse i Jyttes Øjne? ... Maaske var han allerede imorgen igen langt herfra.

115 Før om to Timer gik det ikke ^ an at gøre et nyt Forsøg paa at træffe Jytte og hendes Moder . Og hvad saa? Hvad vilde der ske ^ inden Sol gik ned? Hvad skulde han læse i Jyttes Øjne? ... Maaske var han allerede imorgen igen langt herfra.

Før om to Timer gik det ikke ret vel an at gøre et nyt Forsøg paa at træffe Jytte og hendes Mor . Og hvad saa? Hvad vilde der ske , inden Sol gik ned? ^ ... Maaske var han allerede imorgen igen langt herfra.

Før om to Timer gik det ikke ret vel an at gøre et nyt Forsøg paa at træffe Jytte og hendes Mor . Og hvad saa? Hvad vilde der ske , inden Sol gik ned? ^ ... Maaske var han allerede i Morgen igen langt herfra.

I, 82

⇕ Torben og Jytte I, 2.2

⇕ De Dødes Rige 1.9

⇕ De Dødes Rige .9

⇕ De Dødes Rige 1.9

H enne paa Promenaden, hvor Musikken var begyndt at spille, gled en livlig Strøm af Vinterens mange Flygtninge, der havde reddet sig herned fra Taagerne og Kulden nordfor Alperne. Lykkelige Rekonvalescenter stolprede afsted ved en Slægtnings eller en Tjeners Arm , og i Rullestole sad pelsklædte Oldinge med mørkerædde Øjne, der var rejst herned for at tiltigge sig endnu et Aars Frist af Solens og Luftens Naade. Forelskede Nygifte sværmede omkring i deres lovlige Ærinde midt imellem professionelle Dagtyve, der var bleven mætte af Storstadens Vinterfornøjelser og nu en lille Tid hengav sig til sommerlige Glæder. Og som overalt, hvor der i Italien høres Musik, var ogsaa Byens egen Befolkning strømmet til og blandede sig kammeratlig mellem de Fremmede.

Henne paa Promenaden, hvor Musikken var begyndt at spille, gled en ^ Strøm af Vinterens mange Flygtninge, der havde reddet sig herned fra Taagerne og Kulden nordfor Alperne. Lykkelige Rekonvalescenter stolprede afsted ved en Slægtnings eller en Tjeners Arm . I Rullestole sad pelsklædte Oldinge med mørkerædde Øjne, der var rejst herned for at tiltigge sig endnu et Aars Frist af Solens og Luftens Naade. Forelskede Nygifte sværmede omkring i deres lovlige Ærinde midt imellem professionelle Dagtyve, der var bleven mætte af Storstadens Vinterfornøjelser og nu en lille Tid hengav sig til sommerlige Glæder. ^

Henne paa Promenaden, hvor Musikken var begyndt at spille, gled en ^ Strøm af Vinterens mange Flygtninge, der havde reddet sig herned fra Taagerne og Kulden nordfor Alperne. Lykkelige Rekonvalescenter stolprede afsted ved en Slægtnings eller en Tjeners Arm . I Rullestole sad pelsklædte Oldinge med mørkerædde Øjne, der var rejst herned for at tiltigge sig endnu et Aars Frist af Solens og Luftens Naade. Forelskede Nygifte sværmede omkring i deres lovlige Ærende midt imellem professionelle Dagtyve, der var bleven mætte af Storstadens Vinterfornøjelser og nu en lille Tid hengav sig til sommerlige Glæder. ^

Megen Opsigt vakte nogle indianerrøde Skikkelser, Mænd og Kvinder i en Slags Aposteldragter med bart, vejrbleget Haar og nøgne Fødder i Sandaler. De tilhørte et Samfund af moderne Stenalder-Mennesker , 116 der boede i Jordhytter oppe i Bjergene , levede af Rødder og tilbragte deres Dage med fromme Naturbetragtninger. Alligevel savnedes de sjelden her i den store Promenadetime, hvor de med øjensynlig Tilfredshed spejlede sig i deres forhenværende Samtidiges Forbavselse.

Megen Opsigt vakte nogle indianerrøde Skikkelser, Mænd og Kvinder i en Slags Aposteldragter med bart, vejrbleget Haar og nøgne Fødder i Sandaler. De tilhørte et Samfund af moderne Stenalder-Mennesker , der boede i Jordhytter oppe i Bjergene og efter Sigende levede af Rødder , mens de tilbragte deres Dage med fromme Naturbetragtninger. Ikke desto mindre savnedes de sjelden her i den store Promenadetime, hvor de med øjensynlig Tilfredshed spejlede sig i deres forhenværende Samtidiges Forbavselse.

Megen Opsigt vakte nogle indianerrøde Skikkelser, Mænd og Kvinder i en Slags Aposteldragter med bart, vejrbleget Haar og I, 60 nøgne Fødder i Sandaler. De tilhørte et Samfund af moderne Stenalder-Mennesker , der boede i Jordhytter oppe i Bjergene og efter Sigende levede af Rødder , mens de tilbragte deres Dage med fromme Naturbetragtninger. Ikke desto mindre savnedes de sjelden her i den store Promenadetime, hvor de med øjensynlig Tilfredshed spejlede sig i deres forhenværende Samtidiges Forbavselse.

Megen Opsigt vakte nogle indianerrøde Skikkelser, Mænd og Kvinder i en Slags Aposteldragter med bart, vejrbleget Haar og nøgne Fødder i Sandaler. De tilhørte et Samfund af moderne Stenaldermennesker , der boede i Jordhytter oppe i Bjergene og efter Sigende levede af Rødder , mens de tilbragte deres Dage med fromme Naturbetragtninger. Ikke desto mindre savnedes de sjelden her i den store Promenadetime, hvor de med øjensynlig I, 60 Tilfredshed spejlede sig i deres forhenværende Samtidiges Forbavselse.

Det lille Selskab af Parkhotellets Gæster, der havde været ude og ro, var nu kommen tilbage til Baadhavnen. Oppe bag Brystværnet samlede der sig gerne nogle Tilskuere, naar en Baad landede. Der skulde selv i stille Vejr en Smule Styrmandskunst til for at bjerge et saa let Fartøj frelst over den svære Undersø. I det farlige Øjeblik havde der ogsaa lydt Angstskrig derudefra; men nu laa Baaden velbeholden ved nogle store, flade Sten, som tjente til Landgang .

Det lille Selskab af Parkhotellets Gæster, der havde været ude at ro, var nu kommen tilbage til Baadehavnen .

Jytte Abildgaard var en af de sidste, der sprang i Land. Hun stod paa Rælingen i sin hvide Kjole med det blommefarvede Sjal svøbt omkring sig, og der blev strakt saa mange hjælpsomme Hænder frem imod hende, at hun paa et hængende Haar var faldet i Vandet. Hun havde som sædvanlig først forbavset og derpaa indtaget alle de Fremmede med sit Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed. Hun havde ogsaa været den eneste af Damerne, der ikke var bleven bange, da Baaden pludselig løftedes af Braadsøen og førtes ind over Skæret.

Jytte Abildgaard var en af de sidste, der sprang i Land. Hun stod paa Rælingen i sin hvide Kjole med det blommefarvede Sjal svøbt omkring sig, og der blev rakt saa mange hjælpsomme Hænder frem imod hende, at hun paa et hængende Haar var faldet i Vandet. Hun havde som sædvanlig først forbavset og derpaa indtaget alle de Fremmede med sit Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed. Hun havde ogsaa været den eneste af Damerne, der ikke var bleven bange, da Baaden pludselig løftedes af Braadsøen og førtes ind over Skæret.

Jytte Abildgaard var en af de sidste, der sprang i Land. Hun stod paa Rælingen i sin hvide Kjole med det blommefarvede Sjal svøbt omkring sig, mens saa mange hjælpsomme Hænder blev rakt ^ frem imod hende, at hun I, 82 paa et hængende Haar var faldet i Vandet. Hun havde som sædvanlig først forbavset og derpaa indtaget alle de Fremmede med sit Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed. ^

Jytte Abildgaard var en af de sidste, der sprang i Land. Hun stod paa Rælingen i sin hvide Kjole med det blommefarvede Sjal svøbt omkring sig, mens saa mange hjælpsomme Hænder blev rakt ^ frem imod hende, at hun paa et hængende Haar var faldet i Vandet. Hun havde som sædvanlig først forbavset og derpaa indtaget alle de Fremmede med sit Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed. ^

» Det kan da umuligt være sandt, at det er af 117 Hensyn til Deres Datters Helbred, De opholder Dem hernede,« sagde en amerikansk Oberstfrue til hendes Moder , idet nu hele Selskabet begav sig op ad Trappen til Promenaden. » Hun ser jo ud som Sundheden selv.«

» Dét kan da umuligt være sandt, at det er af Hensyn til Deres Datters Helbred, De opholder Dem hernede,« sagde en amerikansk Oberstfrue til hendes Mor , idet nu hele Selskabet begav sig opad Trappen til Promenaden. » Hun ser jo ud som Sundheden selv.«

» Det kan da umuligt være sandt, at det er af Hensyn til Deres Datters Helbred, De opholder Dem hernede,« sagde en amerikansk Oberstfrue til hendes Mor , idet nu hele Selskabet begav sig opad Trappen til Promenaden. » Hun ser jo ud som Sundheden selv.«

» Det kan ^ umuligt være sandt, at det er af Hensyn til Deres Datters Helbred, De opholder Dem hernede,« sagde en amerikansk Oberstfrue til hendes Mor , idet nu hele Selskabet begav sig opad Trappen til Promenaden. » Hun ser jo ud som Sundheden selv.«

Fru Abildgaard vidste knap, hvad hun skulde svare. I et Øjeblik som dette fandt hun selv sine Ængstelser urimelige. Men forresten havde hendes Hensigt med Rejsen ogsaa lige saa meget været den at kunne mødes med Torben Dihmer ^ paa et Sted, der var nogenlunde beskyttet mod Bredgade-Københavnernes langsynede Nysgerrighed.

Fru Abildgaard vidste knap, hvad hun skulde svare. I et Øjeblik som dette fandt hun selv sine Ængstelser urimelige. Forresten havde hendes Hensigt med Rejsen ogsaa lige saa meget været den at bringe et Møde med Torben Dihmer i Stand paa et Sted, der var nogenlunde beskyttet mod Bredgade-Københavns Nysgerrighed.

Fru Abildgaard vidste knap, hvad hun skulde svare. I et Øjeblik som dette fandt hun selv sine Ængstelser urimelige. Forresten havde hendes Hensigt med Rejsen ogsaa fortrinsvis været den at bringe et Møde med Torben Dihmer i Stand paa et Sted, der var nogenlunde beskyttet mod Bredgade-Københavns Nysgerrighed.

Jytte gik et Stykke foran det øvrige Selskab sammen med den unge Hr. Mohn, som var saare lykkelig over endelig at have erobret hende fra Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat von Auen, der hele Tiden havde anmasset sig Pladsen ved hendes Side. Det unge Menneske ^ saae uhyggelig ud i en resedafarvet Dragt efter sidste Mode med Undertøj af violet Silke. Der var ikke stort andet tilbage af ham end Skelettet . De lange Ben slingrede, og Øjnene hang ham ud af Hovedet af Træthed .

Jytte gik et Stykke foran det øvrige Selskab sammen med den unge Hr. Mohn, som var saare lykkelig over ^ at have erobret hende fra Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat von Auen, der ellers altid anmassede sig Pladsen ved hendes Side. Det unge Menneske , der ikke var tyve Aar, saae uhyggelig ud i sin resedafarvede Dragt efter sidste Mode med Undertøj af violet Silke. Der var ikke stort andet tilbage af ham end Skelettet ^ .

» Nu maa De altsaa høre min Ide, Frøken Abildgaard. Den skulde jo helst have været en Overraskelse for Dem, men jeg er nødt til at aabenbare den, inden jeg rejser. I Aften Klokken elleve sejler jeg altsaa her forbi paa »Victoria«. Og nu er det, 118 jeg vil se at faa Lov af Kaptajnen til at sende nogle Raketter tilvejrs, og saa vil jeg bede Dem, om De vil gøre mig den Glæde at staa oppe i Deres Vindu og se paa dem.«

» Nu maa De altsaa høre min Ide, Frøken Abildgaard. Den skulde jo helst have været en Overraskelse for Dem, men jeg er nødt til at aabenbare den, inden jeg rejser. I Aften Klokken elleve sejler jeg altsaa her forbi paa »Victoria«. Og saa er det, jeg vil se at faa Lov af Kaptajnen I, 83 til at sende nogle Raketter tilvejrs, og nu vil jeg bede Dem, om De vil gøre mig den Glæde at staa oppe i Deres Vindu og se paa dem.«

» Nu maa De altsaa høre min Ide, Frøken Abildgaard. Den skulde jo helst have været en Overraskelse for Dem, men jeg I, 61 er nødt til at aabenbare den, inden jeg rejser. I Aften Klokken elleve sejler jeg altsaa her forbi paa »Victoria«. Og saa er det, jeg vil se at faa Lov af Kaptajnen til at sende nogle Raketter tilvejrs, og nu vil jeg bede Dem, om De vil gøre mig den Glæde at staa oppe i Deres Vindu og se paa dem.«

» Nu maa De altsaa høre min Ide, Frøken Abildgaard. Den skulde jo helst have været en Overraskelse for Dem, men jeg er nødt til at aabenbare den, inden jeg rejser. I Aften Klokken elleve sejler jeg altsaa her forbi paa »Victoria«. Og saa er det, jeg vil se at faa Lov af Kaptajnen til at sende nogle Raketter tilvejrs, og nu vil jeg bede Dem, om De vil gøre mig den Glæde at staa oppe i Deres Vindu og se paa dem.«

» Klokken elleve . Men paa den Tid ligger jeg forhaabenlig og sover paa mit grønne Øre, Hr. Mohn! Og det skulde De vist ogsaa helst gøre.«

» Klokken elleve ! Men paa den Tid ligger jeg forhaabenlig og sover paa mit grønne Øre, Hr. Mohn! Og det skulde De vist ogsaa helst gøre.«

I, 61 » Klokken elleve ! Men paa den Tid ligger jeg forhaabentlig og sover paa mit grønne Øre, Hr. Mohn! Og det skulde De vist ogsaa helst gøre.«

» Naar jeg nu beder Dem om det som en allersidste Gunstbevisning. Det skal nok blive et Fyrværkeri, der er Dem værdigt. Jeg veed, man kan købe den Slags Ting hos Styrmændene, naar Kaptajnen giver Lov til det. Og det gør han altid, naar det er stille og klart Vejr.«

» Naar jeg nu ber Dem om det som en allersidste Gunstbevisning. Det skal nok blive et Fyrværkeri, som er Dem værdigt. Jeg veed, man kan købe den Slags Ting hos Styrmændene, naar Kaptajnen giver Lov til det. Og det gør han altid, naar det er stille og klart Vejr.«

»Hr. Mohn! Hvad tror De egenligt Deres Hr. Fader vilde sige til, at De smed saa mange dejlige Penge op i Luften til ingen Verdens Nytte?«

»Hr. Mohn! Hvad tror De egentlig Deres Hr. Fader vilde sige til, at De smed saa mange dejlige Penge op i Luften til ingen Verdens Nytte?«

»Hr. Mohn! Hvad tror De egenlig, Deres Hr. Fader vilde sige til, at De smed saa mange dejlige Penge op i Luften til ingen Verdens Nytte?«

» Til ingen Nytte? Dersom jeg kan gøre Dem en Glæde med det?«

» Jamen det kan De ikke.«

»Jamen, det kan De ikke.«

»Ikke? ... Det var kedeligt. Hvad skal jeg saa gøre? ... Vil De heller ikke give mig Lov til at skrive til Dem, naar jeg nu kommer til Ægypten?Jeg vil saa gerne fortælle Dem om alt, hvad jeg oplever.«

» Sig mig, Hr. Mohn, hvor gammel er De i Grunden?«

» Det Spørgsmaal gør man ikke et Menneske i ^ 119 min Alder – det veed De godt. Giver De mig saa Lov til at skrive?«

» Det Spørgsmaal gør man ikke et Menneske i min 119 ^ Alder — det veed De godt. Giver De mig saa Lov til at skrive?«

» Det Spørgsmaal gør man ikke et Menneske i min ^ Alder – det veed De godt. Giver De mig saa Lov til at skrive?«

» Det Spørgsmaal gør man ikke et Menneske i min ^ Alder — det veed De godt. Giver De mig saa Lov til at skrive?«

» Det Spørgsmaal gør man ikke et Menneske i min ^ Alder – det veed De godt. Giver De mig saa Lov til at skrive?«

»Værsgod! Men jeg svarer ikke. Det siger jeg Dem paa Forhaand . – Er der saa ikke lidt mere, De ønsker?«
»Jo. ^ De to Kamelier, De gaar med der i Bæltet, – vil De forære mig dem til ^ Minde om den altfor korte Tid, jeg har haft den Lykke at være sammen med Dem? Vil De?«

»Værsgod! Men jeg svarer ikke. Det siger jeg Dem paa Forhaand . — Er der saa ikke lidt mere, De ønsker?«
»Jo. ^ De to Kamelier, De gaar med der i Bæltet, — vil De forære mig dem til ^ Minde om den altfor korte Tid, jeg har haft den Lykke at være sammen med Dem? Vil De?«

»Værsgod! Men jeg ^ siger ^ Dem paa Forhaand , at De ikke maa vente Svar. Jeg veed ^ ^ ikke noget værre end at skrive Breve.«
I, 84 » De to Kamelier, De gaar med der i Bæltet, Frøken Abildgaard, vil De forære mig dem til et Minde om ^ Dem? Vil De?«

»Værsgod! Men jeg ^ siger ^ Dem paa Forhaand , at De ikke maa vente Svar. Jeg veed ^ ^ ikke noget værre end at skrive Breve.«
» De to Kamelier, De gaar med der i Bæltet, Frøken Abildgaard, vil De forære mig dem til et Minde om ^ Dem? Vil De?«

Jytte nænnede ikke at sige Nej. Hun havde ondt af den stakkels Fyr, der næppe havde tre Maaneder ^ at leve i. Men netop som hun vilde tage om Blomsterne, huskede hun, hvordan hun engang var kommen i Fortræd, fordi hun havde efterkommet en ganske lignende Anmodning, hvad Vedkommende saa ulykkeligt havde misforstaaet.
»Nej, de Blomster kan jeg ikke give Dem,« sagde hun. » Det gør mig ondt; men De veed jo da heller ikke, om jeg ikke selv har faaet dem foræret.«
» Saa er det maaske af Hr. von Auen?«
»Nej, det er det ikke. Men saadan noget kan en Kavaler forresten slet ikke spørge en Dame om. Husk dog paa det, Hr. Mohn!«

Jytte nænnede ikke at sige Nej. Hun havde ondt af den stakkels Fyr, der næppe havde tre Maaneder tilbage at leve i. ^

De var naaet hen til den halvrunde Udvidelse af Spaserevejen, hvor Musikken stod opstillet paa en Forhøjning. I Trængslen her fik hun Øje paa Generalkonsul Kolding, hvis to store Fortænder ^ 120 lyste paa lang Afstand. For at ^ undgaa ham drejede hun ud til Siden, – hun havde en Slags Vandskræk for dette store Kraftmandfolk med det utrættelige Kænguru-Smil . Men ^ Generalkonsulen havde allerede opdaget dem og styrede lige løs paa hende.

De var naaet hen til den halvrunde Udvidelse af Spaserevejen, hvor Musikken stod opstillet paa en Forhøjning. I Trængslen her fik hun Øje paa Generalkonsul Kolding, hvis to store Fortænder lyste paa 120 ^ lang Afstand. For at ^ undgaa ham drejede hun ud til Siden, — hun havde en Slags Vandskræk for dette store Kraftmandfolk med det utrættelige Kænguru-Smil . Men ^ Generalkonsulen havde allerede opdaget dem og styrede lige løs paa hende.

De var naaet hen til den halvrunde Udvidelse af Spaserevejen, hvor Musiken stod opstillet paa en Forhøjning. I Trængslen ^ fik hun Øje paa Generalkonsul Kolding, hvis to store Fortænder lyste paa ^ lang Afstand. I Haab om at kunne undgaa ham drejede hun ^ til Siden, – hun havde en Slags Vandskræk for dette store Kraftmandfolk med det utrættelige Kænguru-Smil – men Generalkonsulen ^ styrede lige løs paa hende.

De var naaet hen til den halvrunde Udvidelse af Spaserevejen, hvor Musikken stod opstillet paa en Forhøjning. I Trængslen ^ fik hun Øje paa Generalkonsul Kolding, hvis to store Fortænder lyste paa ^ lang Afstand. I Haab om at kunne undgaa ham I, 62 drejede hun ^ til Siden, — hun havde en Slags Vandskræk for dette store Kraftmandfolk med det utrættelige Kænguru-Smil — men Generalkonsulen ^ styrede lige løs paa hende.

De var naaet hen til den halvrunde Udvidelse af Spaserevejen, hvor Musikken stod opstillet paa en Forhøjning. I Trængslen ^ fik hun Øje paa Generalkonsul Kolding, hvis to store Fortænder lyste paa ^ lang Afstand. I Haab om at kunne undgaa ham drejede hun ^ til Siden, – hun havde en Slags Vandskræk for dette store Kraftmandfolk med det utrættelige Kænguru-Smil – men Generalkonsulen ^ styrede lige løs paa hende.

» Bon giorno! Bon giorno, Signorina!De har vel set den Genopstandne?«

»Hvem?«

I, 62 »Hvem?«

» Godsejer Dihmer naturligvis! Vidste De ikke, at han var kommen? Det er ikke en halv Time ^ siden han gik herfra. Jeg havde forresten nær ikke kendt ham igen. Han har lagt sig Fuldskæg til og ligner grangivelig en forvist Russer direkte undsluppet fra Siberien .«

» Godsejer Dihmer naturligvis! Vidste De ikke, at han var kommen? Det er ikke en halv Time , siden han gik herfra. Jeg havde forresten nær ikke kendt ham igen. Han har lagt sig Fuldskæg til og ligner grangivelig en forvist Russer direkte undsluppet fra Sibirien .«

Jytte havde et Øjeblik været fuldstændig borte ^ , men Generalkonsulens familiære Tone fik hende hurtigt til at samle sig. Uden at sige et Ord vendte hun sig fra ham og gik tilbage den samme Vej ^ hun var kommen ^ for at naa tilbage til Moderen. Da den unge Hr. Mohn vilde ledsage hende, frabad hun sig venligt men meget bestemt ethvert Følgeskab.

Jytte havde et Øjeblik været ^ borte i sin Overraskelse , men Generalkonsulens familiære Tone fik hende hurtig til at samle sig. Uden at sige noget vendte hun sig fra ham og gik tilbage den samme Vej , hun var kommen , for at naa hen til Moderen. Da den unge Hr. Mohn vilde ledsage hende, frabad hun sig ^ meget bestemt hans Følgeskab.

Fru Abildgaard og den amerikanske Oberstfrue var bleven staaende ovenover Trappen til Baadhavnen for at se paa nogle halvnøgne Unger, der sprang omkring paa de solhede Sten. Da Jytte naaede dem, stak hun stiltiende sin Haand ind under Moderens Arm; og nu fulgtes de alle tre 121 nogen Tid uden at hun kunde faa sig til at fortælle Nyheden. Men Moderen, som tilsidst mærkede, at der var sket noget, vendte sig under Samtalen spørgende om imod hende, og da hviskede hun, at Torben Dihmer var kommen.
Fru Abildgaard stansede.
» Det er ikke sandt! Har du talt med ham?«
» Generalkonsulen har truffet ham. Han er gaaet herfra for lidt siden.«

I, 85 Fru Abildgaard og den amerikanske Oberstfrue var bleven staaende ovenover Trappen til Baadehavnen for at se paa nogle halvnøgne Unger, der sprang omkring paa de solhede Sten. Da Jytte naaede dem, stak hun stiltiende sin Haand ind under Moderens Arm; og nu fulgtes de alle tre nogen Tid , før hun kunde faa sig til at fortælle Nyheden. ^

Fru Abildgaard og den amerikanske Oberstfrue var bleven staaende ovenover Trappen til Baadehavnen for at se paa nogle halvnøgne Unger, der sprang omkring paa de solhede Sten. Da Jytte naaede dem, stak hun stiltiende sin Haand ind under Moderens Arm; og nu fulgtes de alle tre nogen Tid , før hun kunde faa sig til at fortælle Nyheden. ^

» Saa maa vi helst gaa hjem . Det vilde være kedeligt, om han søgte os uden at træffe Nogen .«

» Saa maa vi helst gaa hjem ,« sagde Moderen. » Det vilde være kedeligt, om han søgte os uden at træffe nogen .«

De undskyldte sig hos Oberstinden og gik bort gennem et af de snevre, halvt underjordiske Smug, der fra Promenaden førte op til Byen. Jytte holdt stadig sin Moder under Armen. De gik raskt til, og ingen af dem talte noget videre ; men skønt Fru Abildgaard gik paa højre Side af sin Datter, kunde hun mærke, hvor febervildt hendes Hjerte slog .

De undskyldte sig hos Oberstinden og gik bort gennem et af de snevre, halvt underjordiske Smug, der fra Promenaden førte op til Byen. Jytte holdt stadig sin Mor under Armen. De gik raskt til, og ingen af dem talte noget videre ^ .

Jytte var mindre end sin Moder og ikke saa mønsterværdig slank ^ men lignede hende iøvrigt Træk for Træk . Det var den samme energiske Holdning og fodsikre Gang. Det var den samme kødfulde Næse, de samme honningbrune Øjne under stærke Bryn . Som de to Damer gik der Arm i Arm, mens Hatten og Sløret skjulte Fru Berthas sølvhvide Haar, kunde man godt antage dem for ^ Søskende.

Jytte var mindre end sin Mor ^ men lignede hende iøvrigt Træk for Træk ^ . Som de to Damer gik der Arm i Arm, mens Hatten og Sløret skjulte Fru Berthas sølvhvide Haar, kunde man godt antage dem for et Par Søskende.

Jytte var mindre end sin Mor , men lignede hende iøvrigt Træk for Træk ^ . Som de to Damer gik der Arm i Arm, mens Hatten og Sløret skjulte Fru Berthas sølvhvide Haar, kunde man godt antage dem for et Par Søskende.

122 De boede ikke paa selve det store Hotel men var kun Kostgængere der. De havde deres private Kvarter i en Villa med egen, murindhegnet Have , der laa nogle Minutters Vej derfra, lidt højere oppe paa Bjergskraaningen. De havde der ^ et Opholdsværelse i Stueetagen bag en tæt bevokset Loggia og desuden to smaa Sovekamre ovenover .

De boede ikke paa selve det store Hotel men var kun Kostgængere der. De havde deres private Lejlighed i en Villa ^ , der laa nogle Minutters Vej derfra, lidt højere oppe paa Bjergskraaningen. Her havde de et Opholdsværelse i Stueetagen med Indgang fra en Loggia ; desuden to smaa Sovekamre ovenpaa .

De boede ikke paa selve det store Hotel men var kun Kostgængere der. De havde deres private Lejlighed i en Villa ^ , der laa nogle Minutters Vej derfra, lidt højere oppe paa Bjergskraaningen. I, 63 Her havde de et Opholdsværelse i Stueetagen med Indgang fra en Loggia ; desuden to smaa Sovekamre ovenpaa .

Af en Kone, som gik og rev Havegangene, fik de at vide, at der under deres Fraværelse havde været en fremmed Herre og spurgt efter dem. Det var kort efter, at de var gaaet ned til Lunchen paa Hotellet.
» Det har været Dihmer!« sagde Fru Abildgaard. » Hvor det dog er kedeligt!«

Af en Kone, som gik og rev Havegangene, fik de at vide, at der ^ havde været en fremmed Herre og spurgt efter dem.
I, 86 » Det har været Dihmer!« sagde Fru Abildgaard. » Hvor det dog er kedeligt!«

Af en Kone, som gik og rev Havegangene, fik de at vide, at der ^ havde været en fremmed Herre og spurgt efter dem.
» Det har været Dihmer!« sagde Fru Abildgaard. » Hvor det dog er kedeligt!«

Af en Kone, som gik og rev Havegangene, fik de at vide, at der ^ havde været en fremmed Herre og spurgt efter dem.
I, 63 » Det har været Dihmer!« sagde Fru Abildgaard. » Hvor det dog er kedeligt!«

Inde i Loggiaen, der var møbleret ^ som et Værelse, fandt de ganske rigtigt hans Kort med en vedføjet Hotel-Adresse.

Inde i Loggiaen, der var møbleret næsten som et Værelse, fandt de ^ hans Kort med en vedføjet Hotel-Adresse.

» Jeg tror, jeg sender ham et Par Ord med det samme ,« sagde Fru Bertha og satte sig ned ved et Bord, hvor der stod Skrivesager. » Jeg vil bede ham om at komme her og spise sammen med os. Hvad synes du?«

» Jeg tror, jeg sender ham et Par Ord med det samme . Jeg vil bede ham om at komme her og spise sammen med os. Hvad synes du?«

Jytte lod, som om hun ikke hørte Spørgsmaalet, og gik videre ind i Stuen. Her løste hun sin Hat og lagde den fra sig paa en Etagere. Og pludselig trykkede hun Haanden for Øjnene, ganske overvældet 123 af Tanken om det, som nu var rykket saa ufatteligt, saa uafvendeligt nær.

Jytte lod, som om hun ikke hørte Spørgsmaalet, og gik videre ind i Stuen. Hun løste ^ sin Hat og lagde den fra sig paa en Etagere. Og pludselig trykkede hun Haanden for Øjnene, ganske overvældet 123 af Tanken om det, som nu var rykket saa ufatteligt, saa uafvendeligt nær.

Jytte nikkede blot og gik videre ind i Stuen. Hun løste ^ sin Hat og lagde den fra sig paa en Etagere. Og pludselig trykkede hun Haanden for Øjnene, ganske overvældet af Tanken om det, som nu var rykket saa ufatteligt, saa uafvendeligt nær.

Det hele forekom hende paa eengang ganske fantastisk. Her havde hun gaaet og ventet ham med noget af den samme Følelse, hvormed man læser en Roman, naar man ikke kan begribe, hvordan Slutningen vil blive; – og nu var det pludseligt blevet til fuld Virkelighed altsammen. Torben Dihmer havde staaet derude i Haven og spurgt efter hende. Hun vilde endnu kunne finde hans Fodspor i Gruset, dersom ikke Annunciatas Rive tilfældigt havde slettet dem ud. Det lød som en Fabel. Den Mand, der i alle disse Aar havde været hendes Tankers eneste Fortrolige, hendes hemmelige Medvider og Ven, ham skulde hun nu møde her som en Fremmed, sige »De« til og »Hr. Dihmer« ...
Fra Etageren tog hun Moderens Album og ledte hans Billede frem. ⇕ ⇒ Med anspændt Opmærksomhed betragtede hun det underligt udslukte Ansigt, idet hun uvilkaarligt fæstede sig ved de Træk deri, som hun aldrig havde været indtaget i: de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær ved hinanden, den altfor brede Næse og – aa! – disse milelange Kinder! Hvordan var det dog gaaet til, at hun havde kunnet forelske sig i denne groteske 124 Maske? Og nu havde han ovenikøbet lagt sig Skæg til! ...
Hun hørte Moderen rejse sig derude og lagde hurtigt Albummet tilbage paa sin Plads.
» Nu er Brevet afsted ,« sagde Fru Bertha , da hun kom ind. » Jeg lod Annunciata løbe med det. Vi kan altsaa vente ham naar det skal være. Jeg tror derfor , jeg gaar op og klæder mig om med det samme. Saa er der i det mindste een af os hernede, dersom han skulde komme inden Spisetid.«

Det hele forekom hende paa eengang ganske fantastisk. Her havde hun gaaet og ventet ham med noget af den samme Følelse, hvormed man læser en Roman, naar man ikke kan begribe, hvordan Slutningen vil blive; — og nu var det pludseligt blevet til fuld Virkelighed altsammen. Torben Dihmer havde staaet derude i Haven og spurgt efter hende. Hun vilde endnu kunne finde hans Fodspor i Gruset, dersom ikke Annunciatas Rive tilfældigt havde slettet dem ud. Det lød som en Fabel. Den Mand, der i alle disse Aar havde været hendes Tankers eneste Fortrolige, hendes hemmelige Medvider og Ven, ham skulde hun nu møde her som en Fremmed, sige »De« til og »Hr. Dihmer« ...
Fra Etageren tog hun Moderens Album og ledte hans Billede frem. ⇕ ⇒ Med kritisk Opmærksomhed betragtede hun det underligt udslukte Ansigt, idet hun uvilkaarligt fæstede sig ved de Træk deri, som hun aldrig havde været indtaget i: de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær ved hinanden, den altfor brede Næse og — aa! — disse milelange Kinder! Hvordan var det dog gaaet til, at hun havde kunnet forelske sig i denne groteske 124 Maske? Og nu havde han ovenikøbet lagt sig Skæg til! ...
Hun hørte Moderen rejse sig derude og lagde hurtigt Albummet tilbage paa sin Plads.
» Nu er Brevet afsted !« sagde Fru Bertha , da hun kom ind. » Jeg lod Annunciata løbe med det. Vi kan altsaa vente ham naar det skal være. Jeg tror derfor , jeg gaar op og klæder mig om med det samme. Saa er der i det mindste een af os hernede, dersom han skulde komme inden Spisetid.«

^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ » Nu er Brevet afsted !« sagde Moderen , da hun kom ind. » Jeg ^ tror ^ , jeg vil gaa op og klæde mig om med det samme. Saa er der i det mindste een af os hernede, dersom han skulde komme inden Spisetid.«

Jytte nikkede blot. Hun havde sat sig hen ved Klaveret og bladede i de Noder , der tilfældigt stod fremme, idet hun af og til løb en Passage igennem med den ene Haand .

Jytte ^ havde sat sig hen ved Klaveret og bladede i nogle Noder ^ .

Hun sad der endnu, da Moderen en halv Time efter kom tilbage . Det saae ud, som om hun ikke havde flyttet sig i Mellemtiden, dog havde hun et Øjeblik været nede i Haven og udsøgt sig tre smukke, mørkerøde Roser, som laa godt skjult bag en Nodestabel paa Klaveret.
Fru Bertha var pynteligt klædt i en dybviolet Silkekjole med et langt Slæb, der gav hendes høje Skikkelse megen Værdighed. I det hvide Haar sad en stor, ciseleret Sølvkam. Hun satte sig ud i sin Solkrog paa Loggiaen, hvor der stod en kurveflettet Sofa med Puder. Hun havde herfra et prægtigt Udkig nedover Byen, der heroppe fra Højden tog sig 125 ud som en eneste stor Park, yderst ude indhegnet af en blaahvid Mur – Havet.

Hun sad der endnu, da Moderen en halv Time efter kom tilbage , pyntelig klædt i en dybviolet Silkekjole med ^ langt Slæb, der gav hendes ^ Skikkelse megen Værdighed. I det hvide Haar sad en stor, ciseleret Sølvkam. Hun satte sig ud i sin Solkrog paa Loggiaen, hvor der stod en kurveflettet Sofa med Puder. Man havde herfra et prægtigt Udkig nedover Byen, der heroppe fra Højden tog sig ud som en eneste stor Park, yderst ude indhegnet af en blaahvid Mur – Havet.

Hun sad der en Tid i Tanker med en uoplukket Avis i Skødet, forundret og lidt urolig over, at Jytte i et Øjeblik som dette kunde sidde der saa optaget af nogle dumme Noder.

Hun sad der en Tid i Tanker med en uoplukket Avis i Skødet, forundret og lidt urolig over, at Jytte i et Øjeblik I, 87 som dette kunde sidde der saa optaget af nogle dumme Noder.

Hun sad nogen Tid i Tanker med en uoplukket Avis i Skødet, forundret og lidt urolig over, at Jytte i et Øjeblik som dette kunde sidde der saa optaget af nogle dumme Noder.

» Aa hør!« sagde hun tilsidst. » Sæt dig lidt herud, min Pige!«

Jytte kendte Tonen; det varede derfor noget, inden hun viste sig i Døren.

Jytte traadte frem i Døren.

» Kaldte du?«

»Ja, kom lidt herud . Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.«

»Ja, kom lidt herud ! Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.«

I, 64 »Ja, kom lidt herud ! Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.«

»Ja, kom lidt herud ! Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.«

» Det maa virkelig vente, Mor . Det er paa høje Tid, jeg kommer op og klæder mig om ^ .«

» Kan det ikke vente, Mor ? Jeg maa vist op og klæde mig om nu .«

»Aa, fem Minutter kan du nok afse. Sæt dig nu her ved Siden af mig og lad os tale lidt fornuftigt sammen .«

»Aa, fem Minutter kan du nok afse. Sæt dig ^ her ved Siden af mig og lad os tale lidt fornuftigt sammen !«

Jytte tog ^ uvilligt Plads og anbragte en Pude bag sin Ryg.

Jytte tog lidt uvilligt Plads og anbragte en Pude bag sin Ryg.

I, 64 Jytte tog lidt uvilligt Plads og anbragte en Pude bag sin Ryg.

» Hvad er det saa?«

» Nu skal du ikke straks se saa bøs ud. Jeg vil blot spørge dig, om du nu ogsaa rigtig har forstaaet, hvorfor Torben Dihmer er rejst netop hertil – han kunde jo have valgt saa mange andre Steder til sin Efterkur.«

» Nu skal du ikke straks se saa bøs ud. Jeg vil blot spørge dig, om du nu ogsaa rigtig har forstaaet, hvorfor Torben Dihmer er rejst netop hertil — han kunde jo have valgt saa mange andre Steder til sin Efterkur.«

» Nu skal du ikke straks se saa bøs ud. Jeg vil blot spørge dig, om du ^ har forstaaet, hvorfor Torben Dihmer er rejst netop hertil – han kunde jo have valgt saa mange andre Steder til sin Efterkur.«

» Nu skal du ikke straks se saa bøs ud. Jeg vil blot spørge dig, om du ^ har forstaaet, hvorfor Torben Dihmer er rejst netop hertil — han kunde jo have valgt saa mange andre Steder til sin Efterkur.«

» Du mener, det er for vor Skyld?«

126 » Hvad mener du selv?«

» Hvad mener du selv?«

»Jo, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt mig. Du og han har jo altid saa godt kunnet tale sammen. I har saa mange fælles Interesser, – Politik, Socialøkonomi og hvad det altsammen hedder . Gud veed, om han ikke var lidt forelsket i dig. Det vilde der jo slet ikke være noget urimeligt i.«
Hendes Ord lød vel ikke som Alvor men heller ikke helt som Spøg, og Fru Bertha blev nu rigtig vred.
» Nu skal du ikke vrøvle, Jytte. Og siden du ikke vil forstaa halvkvæd Vise, saa skal jeg nu betro dig noget, som jeg ikke før har villet sige dig, fordi jeg oprigtig talt ikke troede at gøre nogen Gavn med det. Det Brev fra Torben Dihmer, som vi fik forleden, er ikke det eneste, jeg har faaet fra ham her. Jeg havde tidligere et andet, som jeg ikke har talt til dig om. Han bad mig deri, om jeg vilde sige ham det rent ud, dersom jeg troede, at du helst var fri for hans Selskab.«
Jytte sad tilbagelænet i Puden med Hænderne foldede over Knæet og saae stift frem for sig.
» Hvad har du saa svaret ham?« spurgte hun efter nogen Tavshed.
» Hverken Ja eller Nej. Hvad kunde jeg svare? Jeg veed jo igen saa lidt om , hvordan du i Virkeligheden 127 har det i den Henseende. – Sig mig, min Pige, veed du det rigtig selv?«

»Jo, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt mig. Du og han har jo altid saa godt kunnet tale sammen. I har saa mange fælles Interesser, — Politik, Socialøkonomi og hvad det altsammen hedder . Gud veed, om han ikke var lidt forelsket i dig. Det vilde der jo slet ikke være noget urimeligt i.«
Hendes Ord lød vel ikke som Alvor men heller ikke helt som Spøg, og Fru Bertha blev nu rigtig vred.
» Nu skal du ikke vrøvle, Jytte. Og siden du ikke vil forstaa halvkvæd Vise, saa skal jeg nu betro dig noget, som jeg ikke før har villet sige dig, fordi jeg oprigtig talt ikke troede at gøre nogen Gavn med det. Det Brev fra Torben Dihmer, som vi fik forleden, er ikke det eneste, jeg har faaet fra ham her. Jeg havde tidligere et andet, som jeg ikke har talt til dig om. Han bad mig deri, om jeg vilde sige ham det rent ud, dersom jeg troede, at du helst var fri for hans Selskab.«
Jytte sad tilbagelænet i Puden med Hænderne foldede over Knæet og saa stift frem for sig.
» Hvad har du saa svaret ham?« spurgte hun efter nogen Tavshed.
» Hverken Ja eller Nej. Hvad kunde jeg svare? Jeg veed jo igen saa lidt om , hvordan du i Virkeligheden 127 har det i den Henseende. — Sig mig, min Pige, veed du det rigtig selv?«

»Jo, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt mig. Du og han har jo altid saa godt kunnet tale sammen. I har saa mange fælles Interesser, – Politik, Socialøkonomi og hvad det altsammen hedder .«
» Nu skal du ikke vrøvle, Jytte. Naar jeg spørger dig, er det, fordi jeg ^ ^ igen ikke kan blive klog paa , hvordan du i Virkeligheden har det i en vis Henseende. – Sig mig, min Pige, veed du det rigtig selv?«

»Jo, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt mig. Du og han har jo altid saa godt kunnet tale sammen. I har saa mange fælles Interesser, — Politik, Socialøkonomi og hvad det altsammen hedder .«
» Nu skal du ikke vrøvle, Jytte. Naar jeg spørger dig, er det, fordi jeg ^ ^ igen ikke kan blive klog paa , hvordan du i Virkeligheden har det i en vis Henseende. — Sig mig, min Pige, veed du det rigtig selv?«

»Jo, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt mig. Du og han har jo altid saa godt kunnet tale sammen. I har saa mange fælles Interesser, – Politik, Socialøkonomi og hvad det altsammen hedder .«
» Nu skal du ikke vrøvle, Jytte. Naar jeg spørger dig, er det, fordi jeg ^ ^ igen ikke kan blive klog paa , hvordan du i Virkeligheden har det i en vis Henseende. – Sig mig, min Pige, veed du det rigtig selv?«

Fru Bertha lagde sin Haand hen paa Datterens; det var et varsomt Frieri til hendes Fortrolighed , men Jytte var som hudløs for enhver Berøring og trak Hænderne til sig.

I, 88 Fru Bertha lagde sin Piaand hen paa Datterens; det var et varsomt Frieri til hendes Fortrolighed , men Jytte var som hudløs for enhver Berøring og trak Hænderne til sig.

Fru Bertha lagde sin Haand hen paa Datterens; det var et varsomt Frieri til hendes Fortrolighed , men Jytte var som hudløs for enhver Berøring og trak Hænderne til sig.

Fru Bertha lagde sin Haand hen paa Datterens; det var et varsomt Frieri til hendes Fortrolighed . Men Jytte var som hudløs for enhver Berøring og trak Haanden til sig.

» Nu synes jeg, vi har snakket nok om Torben Dihmer, Mor . Du veed vist ikke, at du i de sidste fjorten Dage næsten ikke har talt om andet.«

» Nu synes jeg, vi har snakket nok om ^ Dihmer, Mor ! Du veed vist ikke, at du i de sidste fjorten Dage næsten ikke har talt om andet.«

»Ja, nu vil jeg have ordenlig Besked. Dihmer har døjet ondt nok og skal ikke holdes hen med Udflugter. Og lad mig nu tale rent ud af Posen engang . Ser du, min Pige, du har jo altid holdt dit Hjerte under Laas og Slaa for Andre, ogsaa for mig ; men jeg mener dog at vide lidt Besked om, hvor du har haft dine Tanker henne i de sidste Aar. Jeg har heller ikke glemt Udtrykket i dit Ansigt den Aften nu i Efteraaret, da Fætter Asmus kom tilbage fra Favsingholm med den store Nyhed om Torben Dihmer. Saadan skinner et Menneske kun, naar man faar sit eventyrligste Haab opfyldt ved et Under. Men nu i den sidste Tid ... ja, jeg kan jo tage fejl, og forhaabenlig gør jeg det, men jeg har faaet en Fornemmelse af, at der er en anden Mand, der er kommen til at optage dine Tanker lovlig meget, dersom du da har i Sinde at give Torben Dihmer dit Ja.«

»Ja, nu vil jeg have ordenlig Besked. ^ Og lad mig ^ tale rent ud af Posen engang ! Ser du, min Pige, du har jo altid holdt dit Hjerte under Laas og Slaa ^ ; men jeg mener dog at vide lidt Besked om, hvor du har haft dine Tanker henne i disse sidste Aar. Jeg har heller ikke glemt Udtrykket i dit Ansigt den Aften nu i Efteraaret, da Fætter Asmus kom tilbage fra Favsingholm med den store Nyhed om Torben Dihmer. Saadan skinner et Menneske kun, naar det faar sit eventyrligste Haab opfyldt ved et Under. Men nu i den sidste Tid ... ja, jeg kan jo tage fejl, og forhaabenlig gør jeg det, men jeg har faaet en Fornemmelse af, at der er en anden Mand, der er kommen til at optage dine Tanker lovlig meget, dersom du da har i Sinde at give Torben Dihmer dit Ja.«

»Ja, nu vil jeg have ordenlig Besked. ^ Og lad mig ^ tale rent ud af Posen engang ! Ser du, min Pige, du har jo altid holdt dit Hjerte under Laas og Slaa ^ ; men jeg mener dog at vide lidt Besked om, hvor du har haft dine Tanker henne i disse sidste Aar. Jeg har heller ikke glemt Udtrykket i dit Ansigt den Aften nu i Efteraaret, da Fætter Asmus kom tilbage fra Favsingholm med den store Nyhed om Torben Dihmer. Saadan skinner et Menneske kun, naar det faar sit eventyrligste Haab opfyldt ved I, 65 et Under. Men nu i den sidste Tid ... ja, jeg kan jo tage fejl, og forhaabenlig gør jeg det, men jeg har faaet en Fornemmelse af, at der er en anden Mand, der er kommen til at optage dine Tanker lovlig meget, dersom du da har i Sinde at give Torben Dihmer dit Ja.«

128 Jytte vendte forbavset sit Ansigt om imod hende.

Jytte vendte forbavset sit Ansigt om imod hende.

» Hvem skulde det være?«

I, 65 » Hvem skulde det være?«

» Forstaar du virkelig ikke, hvem jeg tænker paa?«

» Er det nogen af dem, vi omgaaes hernede?«

» Er det nogen ^ hernede?«

»Ja.«

» Er det maaske Generalkonsulen ?«
»Nej, det er det naturligvis ikke.«
» Er det den unge Mohn da ?«

» Er det maaske Generalkonsulen ^ ?«

» Aa Snak! Du veed jo meget godt, hvem jeg mener. Det er v. Auen.«

»Ja, det er det vel saa. Men hvor falder du i Grunden paa det?«

I, 89 »Ja, det er det vel saa. Men hvor falder du i Grunden paa det?«

»Ja, det er det vel saa. Men hvor falder du i Grunden paa det?«

»Aa, det er da ikke saa underligt. I har jo spaseret meget sammen. Folk begynder ogsaa at snakke om det, har jeg mærket.«

» Naa ja, jeg finder ham underholdende. Han har rejst meget, kender mange fremmede Lande, som det morer mig at høre om. Og forresten er han slet ikke saa arrogant som Folk siger. Det er bare den sædvanlige Plebejer-Misundelse.«
» Jeg kender ham egenlig kun af din egen Omtale, Jytte. Da vi havde været sammen med ham første Gang, kaldte du ham en friseret Orangutang og vilde endogsaa have ham indespærret.«
Jytte blev rød og gav sig til at glatte Kjolen over Knæet for at skjule sin Flauhed.
» Du kan nu engang ikke lide Tyskere, Mor! 129 Du ligner ogsaa i det Stykke Far . Jeg indrømmer, at Hr. v. Auen har sit Væsen imod sig. Nogen Adonis er han heller ikke. Skønt ... han har i Grunden et karakterfuldt Ansigt. Og han kan være meget elskværdig. Hans Øjne er da ogsaa smukke . Jeg holder af at være sammen med ham – det tilstaar jeg gerne. Jeg synes ^ han er den eneste af alle dem, vi har truffet hernede, som man har nogen Fornøjelse af at tale med.«

» Naa ja, jeg finder ham underholdende. Han har rejst meget, kender mange fremmede Lande, som det morer mig at høre om. Og forresten er han slet ikke saa arrogant som Folk siger. Det er bare den sædvanlige Plebejer-Misundelse.«
» Jeg kender ham egenlig kun af din egen Omtale, Jytte. Da vi havde været sammen med ham første Gang, kaldte du ham en friseret Orangutang og vilde endogsaa have ham indespærret.«
Jytte blev rød og gav sig til at glatte Kjolen over Knæet for at skjule sin Flauhed.
» Du kan nu engang ikke lide Tyskere, Mor! 129 Du ligner ogsaa i det Stykke Far . Jeg indrømmer, at Hr. v. Auen har sit Væsen imod sig. Nogen Adonis er han heller ikke. Skønt ... han har i Grunden et karakterfuldt Ansigt. Og han kan være meget elskværdig. Hans Øjne er da ogsaa smukke . Jeg holder af at være sammen med ham — det tilstaar jeg gerne. Jeg synes ^ han er den eneste af alle dem, vi har truffet hernede, som man har nogen Fornøjelse af at tale med.«

» Naa ja, jeg finder ham underholdende. Men du kan nu engang ikke lide Tyskere, Mor! Du ligner ogsaa i det Stykke Far ^ . Jeg holder af at være sammen med ham – det tilstaar jeg gerne. Jeg synes , han er den eneste af alle dem, vi har truffet hernede, som man har noget Udbytte af at tale med.«

» Naa ja, jeg finder ham underholdende. Men du kan nu engang ikke lide Tyskere, Mor! Du ligner ogsaa i det Stykke Far ^ . Jeg holder af at være sammen med ham — det tilstaar jeg gerne. Jeg synes , han er den eneste af alle dem, vi har truffet hernede, som man har noget Udbytte af at tale med.«

» Du mener jo ikke et Ord af alt det, du sidder der og siger, Jytte.«

» Hvorfor spørger du mig saa? Og hvorfor skal jeg absolut i Forhør?«

» Hvor du dog er irritabel, Jytte ! Du skulde forsøge at tage dig lidt sammen.«

» Hvor du dog er irritabel, Jytte !«

» Du kunde jo have ladet mig være!«

Hun vilde rejse sig, men Moderen holdt hende tilbage med Magt .

Hun vilde rejse sig, men Moderen holdt hende tilbage ^ .

» Hvad er der dog i Vejen med dig, Barn? Jeg kender dig slet ikke saadan.«

» Lad mig nu gaa, Mo’r ! Jeg skal op. Lad mig gaa!« bad hun.

» Lad mig nu gaa, Mor ! Jeg skal op. Lad mig gaa!« ^

»Jytte, hvad er det med dig? Betro dig til din Mor . Er der sket Noget?«
» Nej – ikke Spor! Hvad skulde der være sket?«
Men Fru Bertha lagde nu begge sine Hænder om hendes Hoved og vendte hendes Ansigt om imod 130 sig for at se hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte. Under de sitrende Øjelaag piplede en Taare frem, Munden bredte sig, og hun sank tungt ind til Moderens Bryst.

»Jytte, hvad er det med dig? Betro dig til din Mor . Er der sket Noget?«
» Nej — ikke Spor! Hvad skulde der være sket?«
Men Fru Bertha lagde nu begge sine Hænder om hendes Hoved og vendte hendes Ansigt om imod 130 sig for at se hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte. Under de sitrende Øjelaag piplede en Taare frem, Munden bredte sig, og hun sank tungt ind til Moderens Bryst.

»Jytte, hvad er det med dig? Betro dig til din Mor !«
Hun ^ ^ lagde ^ sine Hænder om hendes Hoved og saae hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte. Under de sitrende Øjenlaag piblede en Taare frem, ^ og hun sank ^ ind til Moderens Bryst.

»Jytte, hvad er det med dig? Betro dig til din Mor !«
Hun ^ ^ lagde ^ sine Hænder om hendes Hoved og saae hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte. Under I, 66 de sitrende Øjenlaag piblede en Taare frem, ^ og hun sank ^ ind til Moderens Bryst.

»Jytte, hvad er det med dig? Betro dig til din Mor !«
Hun ^ ^ lagde ^ sine Hænder om hendes Hoved og saae hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte. Under de sitrende Øjenlaag piblede Taarerne frem, ^ og hun sank ^ ind til Moderens Bryst.

» Aa – Mor!«

» Aa — Mor!«

» Aa – Mor!«

» Aa — Mor!«

» Aa – Mor!«

Fru Bertha vidste snart ikke, hvad hun skulde tænke om detteher. Det var hende noget ganske Nyt at se Jytte give sig saadan hen . Hun kunde ikke huske, hvornaar hun sidst havde set hende græde.

Fru Bertha vidste snart ikke, hvad hun skulde tænke om detteher. Det var hende noget ganske nyt at se Jytte I, 90 give sig saadan over . Hun kunde ikke huske, hvornaar hun sidst havde set hende græde.

Fru Bertha vidste snart ikke, hvad hun skulde tænke om detteher. Det var hende noget ganske nyt at se Jytte give sig saadan over . Hun kunde ikke huske, hvornaar hun sidst havde set hende græde.

» Kære Barn, hvad er der dog med dig?«

I, 66 » Kære Barn, hvad er der dog med dig?«

»Ingenting! Ingenting! ... Jeg vilde bare ønske , jeg ^ var ^ død ^ !«

»Ingenting! Ingenting! Men jeg vilde ønske ...«
» Hvad vilde du ønske, Jytte?«
» Aa – var jeg bare død dengang som lille !«

»Ingenting! Ingenting! Men jeg vilde ønske ...«
» Hvad vilde du ønske, Jytte?«
» Aa — var jeg bare død dengang som lille !«

»Ingenting! Ingenting! Men jeg vilde ønske ...«
» Hvad vilde du ønske, Jytte?«
» Aa – var jeg bare død ^ !«

De sidste Ord beroligede Fru Bertha. Hun var end ikke langt fra at smile. Denne dystre Paakaldelse af Døden vakte Minder hos hende fra hendes egen unge Kærligheds Vaar, da Livet syntes altfor svimlende rigt og Lykken for stor til ^ at Hjertet kunde bære den uden at briste.

Det Svar beroligede Fru Bertha. Hun kom endda til at smile. Denne dystre Paakaldelse ^ vakte Minder hos hende fra hendes egen unge Kærligheds Vaar, da Livet syntes altfor svimlende rigt og Lykken for stor til , at Hjertet kunde bære den uden at briste.

Hun strøg Jytte henover Haaret og sagde:

» Vil du sige mig, min Pige ... vil du betro mig under mit højtideligste Tavshedsløfte ... elsker du Torben Dihmer ? Gør du ^ ?«

» Vil du sige mig, min Pige ... vil du betro mig under mit højtideligste Tavshedsløfte ... elsker du Torben Dihmer ?«
Der kom intet Svar.
» Gør du , Jytte ?«

»Ja,« kom det glædeløst – som et Suk langt, langt indefra.

»Ja,« kom det glædeløst — som et Suk langt, langt indefra.

»Ja,« kom det ^ ^ som et Suk langt, langt indefra.

» Og du kan give ham dit hele Hjerte? Der er ingen anden Mand, som har nogen Part i det?«
131 »Nej, nej!«
» Jamen saa er jo alting ^ som det skal være! Hvad er der saa at græde for?« sagde hun , mens de klareste Taarer trillede hende selv ned ad Kinderne. Med stormende Glæde omfavnede og kyssede hun sin Datter, der modstræbende og tilsidst med aabenlys Uvilje tog mod hendes Kærtegn.

» Jamen saa er jo alting , som det skal være! Hvad er der saa at græde for?« sagde Moderen , mens de klareste Taarer trillede hende selv ned ad Kinderne. Stormende omfavnede og kyssede hun sin Datter, der modstræbende og tilsidst med ^ Uvilje tog mod hendes Kærtegn.

» Lad mig nu gaa op, Mor! Der kunde komme Nogen.«

»Ja, gaa – mit Barn! Gaa! Torben Dihmer skulde jo ikke saa gerne ^ se dig første Gang med røde Øjne.«

»Ja, gaa — mit Barn! Gaa! Torben Dihmer skulde jo ikke saa gerne ^ se dig første Gang med røde Øjne.«

»Ja, gaa – mit Barn! Gaa! Torben Dihmer skulde jo ikke saa gerne første Gang se dig ^ med røde Øjne.«

»Ja, gaa — mit Barn! Gaa! Torben Dihmer skulde jo ikke saa gerne første Gang se dig ^ med røde Øjne.«

»Ja, gaa – mit Barn! Gaa! Torben Dihmer skulde jo ikke saa gerne ^ se dig første Gang med røde Øjne.«

Men hun kunde daarligt slippe hende; og endnu længe efter, at Jytte var gaaet op, blev hun siddende der i sin Solkrog med Avisen uoplukket i Skødet og mærkede ikke, at Aftenskyggen havde naaet den og at Skyerne derude over Havet begyndte at blive røde. Den Vished, hun nu endelig havde faaet, lagde Sol over hendes Tanker. For første Gang i mange Aar saae hun Fremtiden imøde med et nyt Haab.
Hun fortrød nu blot , at hun overhovedet havde talt til Jytte om denne ækle v. Auen; men Jytte var ikke selv helt uden Skyld i, at hun havde faaet en Mistanke. Flere Gange i den sidste Tid, naar de sad derinde og holdt Mørkning med lidt Ild i Kaminen og hun maatte tro hendes Tanker hos en 132 Anden , havde Jytte ^ kunnet give sig til at snakke om Tyskeren paa en Maade, der røbede, at hun havde siddet der og haft travlt med at ^ finde paa Undskyldninger for alt det hos ham, som frastødte hende . Men det var ^ Gudskelov altsaa kun blind Allarm dennegang. Og det vilde da ogsaa have været til at græde Blod over, dersom Jytte efter sin trofaste, tilsyneladende saa haabløse Venten paa en dødssyg Mand netop nu var gaaet hen og havde tabt sit Hjerte til en Anden . Naar hun nu blev gift og fik et virkeligt Maal for sit Liv, vilde ogsaa nok hendes gamle Sundhed vende tilbage. Kærlighedens Lykke var jo dog den bedste Medicin. Det kendte hun fra sig selv. – –

Men hun kunde daarligt slippe hende; og endnu længe efter, at Jytte var gaaet op, blev hun siddende der i sin Solkrog med Avisen uoplukket i Skødet og mærkede ikke, at Aftenskyggen havde naaet den og at Skyerne derude over Havet begyndte at blive røde. Den Vished, hun nu endelig havde faaet, lagde Sol over hendes Tanker. For første Gang i mange Aar saae hun Fremtiden imøde med et nyt Haab.
Hun fortrød nu blot , at hun overhovedet havde talt til Jytte om denne ækle v. Auen; men Jytte var ikke selv ^ uden Skyld i, at hun havde faaet en Mistanke. Flere Gange i den sidste Tid, naar de sad derinde og holdt Mørkning med lidt Ild i Kaminen og hun maatte tro hendes Tanker hos en 132 Anden , havde Jytte ^ kunnet give sig til at snakke om Tyskeren paa en Maade, der røbede, at hun havde siddet der og haft travlt med at ^ finde paa Undskyldninger for alt det hos ham, som frastødte hende . Men det var ^ Gudskelov altsaa kun blind Allarm dennegang. Og det vilde da ogsaa have været til at græde Blod over, dersom Jytte efter sin trofaste, tilsyneladende saa haabløse Venten paa en dødssyg Mand netop nu var gaaet hen og havde tabt sit Hjerte til en Anden . Naar hun nu blev gift og fik et virkeligt Maal for sit Liv, vilde ogsaa nok hendes gamle Sundhed vende tilbage. Kærlighedens Lykke var jo dog den bedste Medicin. Det kendte hun fra sig selv. — —

Fru Bertha fortrød nu ^ , at hun overhovedet havde talt til Jytte om denne ^ v. Auen; men Jytte var ikke selv helt uden Skyld i, at hun havde faaet en Mistanke. I, 91 Flere Gange i den sidste Tid, naar de havde siddet her og holdt Mørkning med lidt Ild i Kaminen og hun troede hendes Tanker hos en anden , havde Jytte pludselig kunnet give sig til at snakke om Tyskeren paa en Maade, som om hun absolut vilde finde paa Undskyldninger for alt det hos ham, som frastødte Folk . Men det var altsaa Gudskelov ^ kun blind Alarm . Naar hun nu blev gift og fik et virkeligt Maal for sit Liv, vilde ogsaa nok hendes gamle Sundhed vende tilbage. Kærlighedens Lykke var jo dog den bedste Medicin. Det kendte hun fra sig selv. – –

Fru Bertha fortrød nu ^ , at hun overhovedet havde talt til Jytte om denne ^ v. Auen; men Jytte var ikke selv helt uden Skyld i, at hun havde faaet ^ Mistanke. Flere Gange i den sidste Tid, naar de havde siddet her og holdt Mørkning med lidt Ild i Kaminen og hun troede hendes Tanker hos en anden , havde Jytte pludselig givet sig til at snakke om Tyskeren paa en Maade, som om I, 67 hun absolut vilde finde paa Undskyldninger for alt det hos ham, som frastødte Folk . Men det var altsaa Gudskelov ^ kun blind Alarm . Naar hun nu blev gift og fik et virkeligt Maal for sit Liv, vilde ogsaa nok hendes gamle Sundhed vende tilbage. Kærlighedens Lykke var jo dog den bedste Medicin. Det kendte hun fra sig selv. — —

Fru Bertha fortrød nu ^ , at hun overhovedet havde talt til Jytte om denne ^ v. Auen; men Jytte var ikke selv helt uden Skyld i, at hun havde faaet ^ Mistanke. Flere Gange i den sidste Tid, naar de havde siddet her og holdt Mørkning med lidt Ild i Kaminen og hun troede hendes Tanker hos en anden , havde Jytte pludselig givet sig til at snakke om Tyskeren paa en Maade, som om hun absolut vilde finde paa Undskyldninger for alt det hos ham, som frastødte Folk . Men det var altsaa Gudskelov ^ kun blind Alarm . Naar hun nu blev gift og fik et virkeligt Maal for sit Liv, vilde ogsaa nok hendes gamle Sundhed vende tilbage. Kærlighedens Lykke var jo dog den bedste Medicin. Det kendte hun fra sig selv. – –

Hun hørte Skridt udenfor paa Gruset. » Der er han!« tænkte hun og rejste sig bevæget. Men hun blev skuffet. Det var blot en gammel Herre, en af deres Husfæller, der kom trippende hjem fra sin Eftermiddagstur.

^ ^

X .

I, 67 X

⇕ Torben og Jytte I, 2.3

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 1.10

J ytte sad allerede fuldt paaklædt foran Spejlet oppe i sit Kammer. Hun var en af de Brunetter, hvem alting klæder, og som derfor gerne bliver lidt ligegyldige for deres Udseende. Uden mange Overvejelser havde hun af sit Klædeskab taget en broncefarvet Silkekjole med Underærmer af hvide 133 Kniplinger. I Brystet havde hun fæstet en Naal med en Safir ; men ellers bar hun ingen Smykker.

Jytte sad ^ fuldt paaklædt foran Spejlet oppe i sit Kammer. Hun var en af de Brunetter, hvem alting klæder, og som derfor let bliver ^ ligegyldige for deres Udseende. Uden mange Overvejelser havde hun af sit Klædeskab taget en broncefarvet Silkekjole med Underærmer af hvide Kniplinger. I Brystet havde hun fæstet en Naal med en Safir . Iøvrigt bar hun hverken Ringe eller andre Smykker.

Ogsaa hun havde hørt Skridtene paa Gruset nedenfor. Med Hjertet i Struben havde hun rakt sig frem mod Vinduet og forsigtigt trukket Gardinet tilside. Nu sad hun igen med Hænderne i Skødet og stirrede ind paa sit eget Billede i Spejlet – stirrede med dette mørke , grublende Udtryk, som ingen Andre end hun selv kendte.

Ogsaa hun havde hørt Skridtene paa Gruset nedenfor. Med Hjertet i Struben havde hun rakt sig frem mod Vinduet og forsigtigt trukket Gardinet tilside. Nu sad hun igen med Hænderne i Skødet og stirrede ind paa sit eget Billede i Spejlet — stirrede med dette mørke , grublende Udtryk, som ingen Andre end hun selv kendte.

Hun sad tilbagelænet med Hænderne i Skødet og saae ind mod sit eget Billede i Spejlet . Sad der tankefuldt hensunken ^ med et mørkt , grublende Udtryk, som kun hun selv kendte.

Hun kunde ikke komme sig af sin Forbavselse og Skam over den Scene, hun havde givet tilbedste dernede hos Moderen. Hun begreb ikke, hvad der var gaaet af hende. Det var den gamle Angst, der igen kom over hende. Det var Rædselen ^ ^ for, at hendes Kærlighed bare var Fantasteri og Selvbedrag – som saa sørgeligt meget andet i denne de skønne Indbildningers Verden! Da hun for lidt siden sagde det »Ja«, som Moderen fralokkede hende, havde det været med en Fornemmelse omtrent som den, hvormed man i Drømme kaster sig ud fra et svimlende højt Taarn.

Hun kunde ikke komme sig af sin Forbavselse og Skam over den Scene, hun havde givet tilbedste dernede hos Moderen. ^ Det var den gamle Angst, der ^ kom over hende. Det var igen Rædselen ^ ^ for, at hendes Kærlighed bare var Fantasteri og Selvbedrag — som saa sørgeligt meget andet i denne de skønne Indbildningers Verden! Da hun for lidt siden sagde det »Ja«, som Moderen fralokkede hende, havde det været med en Fornemmelse omtrent som den, hvormed man i Drømme kaster sig ud fra et svimlende højt Taarn.

Hun kunde ikke komme sig af sin Fortrydelse og Skam over den Scene, hun havde opført nede hos Moderen. ^ Det var den gamle Angst, som igen havde besat I, 92 hende, – Frygten for, at den Kærlighed , hun følte for Dihmer, var Fantasteri og Selvbedrag ^ som saa sørgeligt meget andet i denne de skønne Indbildningers Verden! Det »Ja«, som Moderen fralokkede hende, havde hun sagt med en Fornemmelse omtrent som den, hvormed man i Drømme kaster sig ud fra et svimlende højt Taarn.

Hun kunde ikke komme sig af sin Fortrydelse og Skam over den Scene, hun havde opført nede hos Moderen. ^ Det var den gamle Angst, som igen havde besat hende, — Frygten for, at den Kærlighed , hun følte for Dihmer, var Fantasteri og Selvbedrag ^ som saa sørgeligt meget andet i denne de skønne Indbildningers Verden! Det »Ja«, som Moderen fralokkede hende, havde hun sagt med en Fornemmelse omtrent som den, hvormed man i Drømme kaster sig ud fra et svimlende højt Taarn.

Hun kunde ikke komme sig af sin Fortrydelse og Skam over den Scene, hun havde opført nede hos Moderen. ^ Det var den gamle Angst, som igen havde besat hende, – Frygten for, at den Kærlighed , hun følte for Dihmer, var Fantasteri og Selvbedrag ^ som saa sørgeligt meget andet i denne de skønne Indbildningers Verden! Det »Ja«, som Moderen fralokkede hende, havde hun sagt med en Fornemmelse omtrent som den, hvormed man i Drømme kaster sig ud fra et svimlende højt Taarn.

Om Torben Dihmer endda kunde se helt ind i hende, saa han rigtig vidste, hvem hun var, og ikke troede hende en Smule anderledes, end hun virkelig var! Men det var jo det ulykkelige, at Folk altid gjorde sig ^ forkerte Forestillinger om hende . Ingen anede f. Eks., at hun, den »kloge« og i alle 134 Henseender saa »overlegne« Jytte Abildgaard , at hun kunde sidde her saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov . Ingen uden hendes Moder maaske, og hun tav .

Om Torben Dihmer endda kunde se helt ind i hende, saa han rigtig vidste, hvem hun var, og ikke troede hende en Smule anderledes, end hun virkelig var! Men det var jo det ulykkelige, at Folk altid gjorde sig ^ forkerte Forestillinger om hende . Ingen anede f. Eks., at hun, den »kloge« og i alle Henseender saa »overlegne« Jytte Abildgaard , at hun 134 kunde sidde her saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov . Ingen uden hendes Moder maaske, og hun tav .

Om Torben Dihmer blot kunde se helt igennem hende og ikke troede hende en Smule anderledes, end hun virkelig var! Men det var ^ det ulykkelige, at Folk altid gjorde sig saa forkerte Forestillinger om hende , altid talte om den »kloge« Jytte Abildgaard, den ^ »overlegne« Jytte Abildgaard . Og saa var hun dog ^ saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov , saa snart det galdt en Afgørelse .

Tys! Hun hørte igen Fodtrin dernede paa Gruset.

⇕ Torben og Jytte I, 2.4

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇐

Hun havde saa ofte maattet høre , at hun lignede sin Moder , og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa Torben Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og saa et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Hun havde nogle Gange selv forsøgt at trænge ind til Bunden af sit Væsens Urskovs-Dyb men var altid hurtigt flygtet – grebet af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger , og vilde ^ Rovdyrøjne havde glødet hende imøde inde ^ fra Mørket. Men alt dette skulde Torben Dihmer vide . Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv kendte det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende ...

Hun havde saa ofte maattet høre , at hun lignede sin Moder , og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa Torben Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og saa et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Hun havde nogle Gange selv forsøgt at trænge ind til Bunden af sit Væsens Urskovs-Dyb men var altid hurtigt flygtet — grebet af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger , og vilde ^ Rovdyrøjne havde glødet hende imøde inde ^ fra Mørket. Men alt dette skulde Torben Dihmer vide . Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv kendte det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende ...

Bestandig havde man fortalt hende , at hun lignede sin Mor , og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa ^ Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og ^ et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb , blev hun greben ^ ^ af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger . Og vilde , røde Rovdyrøjne stirrede ud fra Mørket. Og alt dette skulde Torben Dihmer kende . Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv forstod det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende ...

Bestandig havde man fortalt hende , at hun lignede sin Mor , og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa ^ Dihmer engang sagt. I, 68 Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og ^ et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb , blev hun greben ^ ^ af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger . Og vilde , røde Rovdyrøjne stirrede ud fra Mørket. Og alt dette skulde Torben Dihmer kende . Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv forstod det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende ...

Bestandig havde man fortalt hende , at hun lignede sin Mor , og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa ^ Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og ^ et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb , blev hun greben ^ ^ af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger . Og vilde , røde Rovdyrøjne stirrede I, 68 ud fra Mørket. Og alt dette skulde Torben Dihmer kende . Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv forstod det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende ...

I, 93

⇕ Torben og Jytte I, 2.3

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 1.10

Og dennegang hældede hun sig ikke ^ frem for at se, hvem det var. Hun vidste det straks. Hun følte det paa sig endnu ^ før hun havde genkendt Skridtene .

Og dennegang hældede hun sig ikke ^ frem for at se, hvem det var. Hun vidste det straks. Hun følte det paa sig endnu , før hun havde genkendt Skridtene .

Hys! Der lød Fodtrin dernede paa Gruset. Hun behøvede ikke at hælde sig frem for at se, hvem det var. Hun vidste det straks. Endnu før hun havde genkendt Skridtene , følte hun, at det var ham .

Der blev saa højtideligt stille inden i hende. Hun rørte sig ikke , bare lyttede til disse Skridt som var det selve hendes Skæbne, der her indhentede hende . ^ Nu hørte hun ogsaa hans Stemme. Moderen var kommen ud for at tage imod ham. De maatte staa lige nedenfor hendes Vindu.

Der blev saa højtideligt stille indeni hende. Hun rørte sig ikke ^ . – Nu hørte hun ^ hans Stemme. Moderen var kommen ud for at tage imod ham. De maatte staa lige nedenfor hendes Vindu.

Der blev saa højtideligt stille indeni hende. Hun rørte sig ikke ^ . — Nu hørte hun ^ hans Stemme. Moderen var kommen ud for at tage imod ham. De maatte staa lige nedenfor hendes Vindu.

Der blev saa højtideligt stille indeni hende. Hun rørte sig ikke ^ . – Nu hørte hun ^ hans Stemme. Moderen var kommen ud for at tage imod ham. De maatte staa lige nedenfor hendes Vindu.

Endelig rejste hun sig ^ og listede hen ved Siden af Vinduet for at kigge bag Gardinet. Ja, der stod han! En høj, skægget Herre med en lysegraa Sommerulster hængende løst over Selskabsdragten. En fremmed Mand. ^ Godsejer Torben Dihmer altsaa. Voilà tout! – Aa ja, hvor havde han forandret sig! Hvor var han bleven gammel! Det havde virkelig ikke været uden Grund, at han i sit Brev havde spøgt med at ville sende dem sit Fotografi » for at de ikke skulde blive altfor forskrækkede, naar de saae ham.«

Endelig rejste hun sig ^ og stillede sig hen ved Siden af Vinduet for at kigge bag Gardinet. Ja, der stod han! En høj, skægget Herre med en lysegraa Sommerulster hængende løst over Selskabsdragten. En fremmed Mand. ^ Godsejer Torben Dihmer altsaa. Voilà tout! — Aa ja, hvor havde han forandret sig! Hvor var han bleven gammel! Det havde virkelig ikke været uden Grund, at han i sit Brev havde spøgt med at ville sende dem sit Fotografi » for at de ikke skulde blive altfor forskrækkede, naar de saae ham.«

Hun rejste ^ sig forsigtigt og kiggede ud ^ bag Gardinet. Ja, der stod han! En høj, skægget Herre med en lysegraa Sommerkappe hængende løst over Selskabsdragten. En fremmed Mand. Aa ja, hvor havde han forandret sig! Godsejer ^ Dihmer altsaa. Voilà tout! ^ ^

Endelig rejste hun sig ^ og kiggede ud ^ bag Gardinet. Ja, der stod han! En høj, skægget Herre med en lysegraa Sommerkappe hængende løst over Selskabsdragten. En fremmed Mand. Aa ja, hvor havde han forandret sig! Godsejer ^ Dihmer altsaa. Voilà tout! ^ ^

Moderen holdt hans Haand med begge sine, og det Syn var hende imod. Men nu slap hun endelig, 135 og de gik ind.

⇕ Torben og Jytte I, 2.2

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇐

Med anspændt Opmærksomhed betragtede hun det underligt udslukte Ansigt, idet hun uvilkaarligt fæstede ^ sig ved de Træk deri , som hun aldrig havde været indtaget i : de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær ved hinanden, den altfor brede Næse og – aa! – disse milelange Kinder! Hvordan var det dog gaaet til, at hun havde kunnet forelske sig i denne groteske 124 Maske? Og nu havde han ovenikøbet lagt sig ^ Skæg til! ...

Med kritisk Opmærksomhed betragtede hun det underligt udslukte Ansigt, idet hun uvilkaarligt fæstede ^ sig ved de Træk deri , som hun aldrig havde været indtaget i : de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær ved hinanden, den altfor brede Næse og — aa! — disse milelange Kinder! Hvordan var det dog gaaet til, at hun havde kunnet forelske sig i denne groteske 124 Maske? Og nu havde han ovenikøbet lagt sig ^ Skæg til! ...

Uvilkaarlig ^ ^ fæstede hun sig ved de Træk i hans Ansigt , som hun aldrig havde været begejstret for : de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær ^ hinanden, den lidt firskaarne Næse og – aa! – disse milelange Kinder! Hvordan var det ^ gaaet til, at hun havde forelsket sig i den groteske Maske? Og saa havde han ovenikøbet lagt sig alt det Skæg til! ^

Uvilkaarlig ^ ^ fæstede hun sig ved de Træk i hans Ansigt , som hun aldrig havde været begejstret for : de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær ^ hinanden, den lidt firskaarne Næse og — aa! — disse milelange Kinder! Hvordan var det ^ gaaet til, at hun havde forelsket sig i den groteske Maske? Og saa havde han ovenikøbet lagt sig alt det Skæg til! ^

⇕ Torben og Jytte I, 2.3

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 1.10

Et Øjeblik efter hørte hun deres sammenblandede Stemmer fra Stuen nedenunder. Og da maatte hun smile. Det lød med eet saa hjemligt. Saadan havde deres Stemmer saa ofte lydt for hende i Dronningens Tværgade, naar hun sad og surmulede inde i sit eget Værelse, fordi de var bleven saa ivrige i deres Snak om Politik og alt det, som Moderen saa godt forstod at tale med ham om. Saadan var hun jo! Rigtig modbydelig ond havde hun kunnet blive. For fuldt Alvor skinsyg paa sin egen Mor. Havde man hørt det før? Men saadan var hun. Og saadan skulde Torben Dihmer lære hende at kende!
Med Fingerspidserne presset fast mod Tindingerne gik hun et Par Gange frem og tilbage over Gulvet, idet hun forsigtigt holdt sig paa den smalle Løber for at hendes Skridt ikke skulde høres nedenunder. Hun ønskede inderligt, at hun kunde løbe sin Vej fra det hele. Aa Gud – og det var denne Time, hun i alle disse Aar havde drømt ^ saa lykkeligt om! Det var baade til at le og græde over!
Hun stod igen ved Spejlet. Paa Toiletbordet laa de tre mørkerøde Roser, ^ hun havde plukket i Haven ^ . Der havde foresvævet hende noget om at overrække Torben Dihmer dem ved Ankomsten , men hun forstod ikke nu, at hun var kommen paa den Tanke. Med en Spøg paa Læben kunde hun maaske have 136 gjort det ; – det ^ højtidelige laa nu engang ikke for hende . Hun havde det i saa Henseende omtrent som den forheksede Prinsesse i Eventyret, der ikke kunde aabne Munden uden at der sprang en Skruptudse ud af den.

Et Øjeblik efter hørte hun deres sammenblandede Stemmer fra Stuen nedenunder. Og da maatte hun smile. Det lød med eet saa hjemligt. Saadan havde deres Stemmer saa ofte lydt for hende i Dronningens Tværgade, naar hun sad og surmulede inde i sit eget Værelse, fordi de var bleven saa ivrige i deres Snak om Politik og alt det, som Moderen saa godt forstod at tale med ham om. Saadan var hun jo! Rigtig modbydelig ond havde hun kunnet blive. For fuldt Alvor skinsyg paa sin egen Mor. Havde man hørt det før? Men saadan var hun. Og saadan skulde Torben Dihmer lære hende at kende!
Med Fingerspidserne presset fast mod Tindingerne gik hun et Par Gange frem og tilbage over Gulvet, idet hun forsigtigt holdt sig paa den smalle Løber for at hendes Skridt ikke skulde høres nedenunder. Hun ønskede inderligt, at hun kunde løbe sin Vej fra det hele. Aa Gud — og det var denne Time, hun i alle disse Aar havde drømt ^ saa lykkeligt om! Det var baade til at le og græde over!
Hun stod igen ved Spejlet. Paa Toiletbordet laa de tre mørkerøde Roser, ^ hun havde plukket i Haven ^ . Der havde foresvævet hende noget om at overrække Torben Dihmer dem ved Ankomsten , men hun forstod ikke nu, at hun var kommen paa den Tanke. Med en Spøg paa Læben kunde hun maaske have 136 gjort det ; — det ^ højtidelige laa nu engang ikke for hende . Hun havde det i saa Henseende omtrent som den forheksede Prinsesse i Eventyret, der ikke kunde aabne Munden uden at der sprang en Skruptudse ud af den.

Hun havde kun det Ønske, at hun kunde løbe sin Vej fra det hele!
Nu gik de ind, og hun hørte hans og Moderens sammenblandede Stemmer fra Stuen nedenunder. ^ Det lød med et saa hjemligt. Saaledes havde deres Stemmer ^ lydt for hende i Dronningens Tværgade, naar hun sad og surmulede inde paa sit eget Værelse, fordi de var bleven saa ivrige i deres Snak om Politik og alt det, som ^ hun selv ikke havde mindste Interesse for. Saadan var hun nu I, 94 engang! Rigtig modbydelig ond havde hun kunnet blive. For Alvor skinsyg paa sin egen Mor. Havde man hørt saa galt før? Men saadan var hun! Og saadan skulde Torben Dihmer lære hende at kende!
Hun stod igen ved Spejlet. Paa Toiletbordet laa ^ tre mørkerøde Roser, som hun havde plukket i Haven , mens Moderen var heroppe og klæde sig om . Der havde foresvævet hende noget om at overrække ham den ene ved Ankomsten og selv bære de to ved Brystet. Hun begreb det ikke længer! Med et Par muntre Ord kunde hun maaske have gjort det , – det romantisk højtidelige laa nu engang ikke for hende !

Hun havde kun det Ønske, at hun kunde løbe sin Vej fra det hele!
Nu gik de ind, og hun hørte hans og Moderens sammenblandede Stemmer fra Stuen nedenunder. ^ Det lød med et saa hjemligt. Saaledes havde deres Stemmer ^ lydt for hende i Dronningens Tværgade, naar hun sad og surmulede inde paa sit eget Værelse, fordi de var bleven saa ivrige i deres Snak om Politik og alt det, som ^ hun selv ikke havde mindste Interesse for. Saadan var hun I, 69 nu engang! Rigtig modbydelig ond havde hun kunnet blive. For Alvor skinsyg paa sin egen Mor. Havde man hørt saa galt før? Men saadan var hun! Og saadan skulde Torben Dihmer lære hende at kende!
Hun stod igen ved Spejlet. Paa Toiletbordet laa ^ tre mørkerøde Roser, som hun havde plukket i Haven , mens Moderen var heroppe og klæde sig om . Der havde foresvævet hende noget om at overrække ham den ene ved Ankomsten og selv bære de to ved Brystet. Hun begreb det ikke længer! Med et Par muntre Ord kunde hun maaske have gjort det , — det romantisk højtidelige laa nu engang ikke for hende !

Hun havde kun det Ønske, at hun kunde løbe sin Vej fra det hele!
Nu gik de ind, og hun hørte hans og Moderens sammenblandede Stemmer fra Stuen nedenunder. ^ Det lød med et saa hjemligt. Saaledes havde deres Stemmer ^ lydt for hende i Dronningens Tværgade, naar hun sad og surmulede inde paa sit eget Værelse, fordi de var bleven saa ivrige i deres Snak om Politik og alt det, som ^ hun selv ikke havde mindste Interesse for. Saadan var hun nu engang! Rigtig modbydelig ond havde hun kunnet blive. For Alvor skinsyg paa sin egen Mor. Havde man hørt saa galt før? Men saadan var hun! Og saadan skulde Torben Dihmer lære hende at kende!
Hun stod igen ved Spejlet. Paa Toiletbordet laa ^ tre mørkerøde Roser, som hun havde plukket i Haven , mens Moderen var heroppe og klæde sig om . Der havde foresvævet hende noget I, 69 om at overrække ham den ene ved Ankomsten og selv bære de to ved Brystet. Hun begreb det ikke længer! Med et Par muntre Ord kunde hun maaske have gjort det , – det romantisk højtidelige laa nu engang ikke for hende !

Hun stod et Øjeblik med Blomsterne i Haanden og saae paa dem med sit triste, trætte Udtryk.

Hun stod et Øjeblik med Blomsterne i Haanden og fik igen sit triste, grublende Udtryk.

Ja – tænkte hun. Det var maaske hendes egenlige ^ Ulykke, at hun aldrig fandt Ord for, hvad der dybest ^ bevægede hende. Derfor var hun bleven saa ensom i Livet trods alle sine mange Bekendtskaber. Dersom hun virkelig havde en Sjæl – noget hun forresten undertiden tvivlede om – var den i hvert Fald født stum.

Ja — tænkte hun. Det var maaske hendes egenlige ^ Ulykke, at hun aldrig fandt Ord for, hvad der dybest ^ bevægede hende. Derfor var hun bleven saa ensom i Livet trods alle sine mange Bekendtskaber. Dersom hun virkelig havde en Sjæl — noget hun forresten undertiden tvivlede om — var den i hvert Fald født stum.

Ja – tænkte hun. Det var maaske hendes egenlige og afgørende Ulykke, at hun aldrig fandt Ord for, hvad der dybest inde bevægede hende. Derfor var hun bleven saa ensom i Livet trods alle sine mange Bekendtskaber. Hun var i saa Henseende skabt som den forheksede Prinsesse i Eventyret. Hver Gang hun aabnede Munden, sprang der en Skruptudse ud af den.
– – ^ – ^

Ja — tænkte hun. Det var maaske hendes egenlige og afgørende Ulykke, at hun aldrig fandt Ord for, hvad der dybest inde bevægede hende. Derfor var hun bleven saa ensom i Livet trods alle sine mange Bekendtskaber. Hun var i saa Henseende skabt som den forheksede Prinsesse i Eventyret. Hver Gang hun aabnede Munden, sprang der en Skruptudse ud af den.
– – ^ – ^

... Fru Bertha og Torben Dihmer var imidlertid igen gaaet ud i Haven. Fru Bertha vilde absolut vise sin Gæst Udsigten derfra , inden Solen sank ^ bag de genuesiske Højder.
Torben beundrede høfligt; men hans Tanker var bleven inde i Villaen ^ , og jo længere det varede, inden Jytte lod sig se, desto sikrere blev han paa, at han skulde have holdt sig langt borte .

^ Fru Bertha og Torben Dihmer var ^ igen gaaet ud i Haven. Fru Bertha vilde ^ vise ham den smukke Udsigt , inden Solen sank ned bag de genuesiske Højder. Men Torbens Tanker var ^ inde i Villaen . Hver Lyd derindefra fik ham til at spidse Øre , og jo længere det varede, inden Jytte lod sig se, desto mere nervøs og fraværende blev han ^ .

For at have et Usaarlighedsbælte i Beredskab havde han paa Vejen derhen tænkt meget paa to smukke Damer, som han havde lært at kende i Wiesbaden: en ung, svensk Enkebaronesse ^ ^ , en hjorteagtig Skikkelse paa høje , slanke Ben, og en tysk 137 Kunstnerinde Frøken Steinbach, der nu var i München. Især den sidste havde vist ham megen Venlighed . Den Dag, da han mødte paa Banegaarden for at sige Farvel til hende, havde hun egenhændig skrevet sin nye Adresse ind i hans Notebog og udtalt Haabet om at faa ham med paa en Selskabsrejse Jorden rundt ^ . Hun var en sydlandsk Skønhed med gylden Hudfarve og Øjne som et Par Tvillingkirsebær . Hvorfor i Alverden stod han da her? Jorden bugnede ^ af skønne Kvinder, og hvor han kom hen, raktes hvide Arme ud imod ham . Hvorfor da netop denne lille hemmelighedsfulde danske Pige, som ovenikøbet engang før havde ydmyget ham? ...

I, 95 For at have et Usaarlighedsbælte i Beredskab havde han paa Vejen derhen tænkt meget paa to ^ Damer, som han havde lært at kende i Wiesbaden: en ung, svensk Enkebaronesse v. Platen , en hjorteagtig Skikkelse paa høje ^ Ben, og en tysk Kunstnerinde Frøken Steinbach, der nu var i München. Især den sidste havde vist ham megen Venlighed ^ og endogsaa indbudt ham til at deltage i en privat Selskabsrejse Jorden rundt , som nogle af hendes Venner havde planlagt . Hun var en mørkladen Skønhed med ^ Øjne som et Par Tvillingkirsebær , livlig og godmodig.
Han sagde nu til sig selv: » Hvad vil du egenlig her? Jorden vrimler af skønne Kvinder, og mere end een har rakt sine Arme ud imod dig . Hvorfor da netop denne lille hemmelighedsfulde danske Pige, som allerede et Par Gange har ydmyget dig?«

For at have et Usaarlighedsbælte i Beredskab havde han paa Vejen derhen tænkt meget paa to ^ Damer, som han havde lært at kende i Wiesbaden: en ung, svensk Enkebaronesse v. Piaten , en hjorteagtig Skikkelse paa høje ^ Ben, og en tysk Kunstnerinde Frøken Steinbach, der nu var i München. Især den sidste havde vist ham megen Venlighed ^ og endogsaa indbudt ham til at deltage i en privat Selskabsrejse Jorden rundt , som nogle af hendes Venner havde planlagt . Hun var en mørkladen Skønhed med ^ Øjne som et Par Tvillingkirsebær , livlig og godmodig.
Han sagde nu til sig selv: » Hvad vil du egenlig her? Jorden I, 70 vrimler af skønne Kvinder, og mere end een har rakt sine Arme ud imod dig . Hvorfor da netop denne lille hemmelighedsfulde danske Pige, som allerede et Par Gange har ydmyget dig?«

For at have et Usaarlighedsbælte i Beredskab havde han paa Vejen derhen tænkt meget paa to ^ Damer, som han havde lært at kende i Wiesbaden: en ung, svensk Enkebaronesse v. Platen , en hjorteagtig Skikkelse paa høje ^ Ben, og en tysk Kunstnerinde Frøken Steinbach, der nu var i München. Især den sidste havde vist ham megen Venlighed ^ og endogsaa indbudt ham til at deltage i en privat Selskabsrejse Jorden rundt , som nogle af hendes Venner havde planlagt . Hun var en mørkladen Skønhed med ^ Øjne som et Par Tvillingkirsebær , livlig og godmodig.
Han sagde nu til sig selv: » Hvad vil du egenlig her? Jorden vrimler af skønne Kvinder, og mere end een har rakt sine Arme ud imod dig . Hvorfor da netop denne lille hemmelighedsfulde danske Pige, som allerede et Par Gange har ydmyget dig?«

»Goddag!« lød det muntert bag ved ham.
Han vendte sig hastigt om.
Jytte stod henne paa det nederste Trin af Loggia-Trappen i Skæret af den synkende Sol . Hun holdt Haanden skyggende op for Øjnene. Den broncebrune Silkekjole faldt om hende som flydende Guld, hele Skikkelsen lyste i den dybe Aftenbrand som en Aabenbaring.
Hun gik ham langsomt et Par Skridt imøde .
»Goddag!« gentog hun og rakte ham en mat Haand . » Mor har nok skyndt sig ^ at vise Dem vore Herligheder ? Hvad synes De? Bor vi ikke smukt?«
Torben bøjede sig i Tavshed. Han tænkte ved sig selv, at han allerede vidste tilstrækkeligt, og han 138 følte det i Øjeblikket næsten som en Lettelse, at Spørgsmaalet nu var afgjort.
De gik alle tre tilbage til Stuen, hvor ^ ^ ^ der begyndte en ret anstrengt Visit-Konversation. Torben gjorde Jytte et Spørgsmaal om hendes Musik, hvad der omtrent var det uheldigste Emne han kunde komme ind paa. Jytte tilbragte stadig flere Timer daglig ved sit Klaver, men det var en Passion, som hun ønskede at have ganske for sig selv. Hun havde lige saa lidt noget praktisk Formaal med sit Spil som i sin Tid med sine sproglige Studier, og jo intimere hendes Forhold til Musikken var bleven, desto mindre holdt hun af at tale om det. Trods sin virkelig store Dygtighed spillede hun ogsaa kun nødigt for Andre.
Hendes Svar til Torben blev da ogsaa blot en Spøg.
» Jo Tak!« sagde hun. » Mit Klaver og jeg er uadskillelige. De kan spørge Mor ! Hun kalder os Klister og Malle.«
Hun mærkede ^ nu selv, at hendes Tone skurrede , og tav stille ^ ^ ^ ^ .
Fru Bertha gav sig til at udspørge Torben om Wiesbaden og hans Kur, og han fortalte derom, hvad han kunde finde paa at sige uden at slippe sine egne Tanker.
Jytte havde sat sig hen i en Gyngestol i Nærheden 139 af Døren til Loggiaen. Hun sad med bortvendt Ansigt og havde stadig en forunderlig svævende Fornemmelse af sig selv. Tankerne galloperede

»Goddag!« lød det muntert bag ved ham.
^ Jytte stod henne paa det nederste Trin af Loggia-Trappen i Skæret af den synkende Sol . Hun holdt Haanden skyggende op for Øjnene. Den broncebrune Silkekjole faldt om hende som flydende Guld, hele Skikkelsen lyste i den dybe Aftenbrand som en Aabenbaring.
Hun gik ham langsomt et Par Skridt imøde .
»Goddag!« gentog hun og rakte ham en mat Haand . » Mor har nok skyndt sig ^ at vise Dem vore Herligheder ? Hvad synes De? Bor vi ikke smukt?«
Torben bøjede sig i Tavshed. Han tænkte ved sig selv, at han allerede vidste tilstrækkeligt, og han 138 følte det i Øjeblikket næsten som en Lettelse, at Spørgsmaalet nu var afgjort.
De gik alle tre tilbage til Stuen, hvor ^ ^ ^ der begyndte en ret anstrengt Visit-Konversation. Torben gjorde Jytte et Spørgsmaal om hendes Musik, hvad ^ omtrent var det uheldigste Emne han kunde komme ind paa. Jytte tilbragte stadig flere Timer daglig ved sit Klaver, men det var en Passion, som hun ønskede at have ganske for sig selv. Hun havde lige saa lidt noget praktisk Formaal med sit Spil som i sin Tid med sine sproglige Studier, og jo intimere hendes Forhold til Musikken var bleven, desto mindre holdt hun af at tale om det. Trods sin virkelig store Dygtighed spillede hun ogsaa ^ nødigt for Andre.
Hendes Svar til Torben blev da ogsaa blot en Spøg.
» Jo Tak!« sagde hun. » Mit Klaver og jeg er uadskillelige. De kan spørge Mor ! Hun kalder os Klister og Malle.«
Hun mærkede ^ nu selv, at hendes Tone skurrede , og tav stille .
Igen en Skruptudse! — tænkte hun fortvivlet .
Fru Bertha gav sig til at udspørge Torben om Wiesbaden og hans Kur, og han fortalte derom, hvad han kunde finde paa at sige uden at slippe sine egne Tanker.
Jytte havde sat sig hen i en Gyngestol i Nærheden 139 af Døren til Loggiaen. Hun sad med bortvendt Ansigt og havde stadig en forunderlig svævende Fornemmelse af sig selv. Tankerne galloperede

I det samme hørte han hende komme ud paa Loggiaen. Et Øjeblik stod hun smilende ^ ^ paa det nederste Trappetrin i Skæret af den synkende Sol og holdt en Haand skyggende op for Øjnene. Den broncebrune Silkekjole ^ lyste i den dybe Aftenbrand som flydende Guld.
Med en munter Hilsen gik hun ham imøde , sagde Goddag og Velkommen og » Hvor det er rart at se Dem igen«, og slap hurtigt hans Haand .
Torben havde bøjet sig for hende i Tavshed. Han var endnu ikke rigtig i Stand til at samle sig.
» Mor har nok skyndt sig med at vise Dem vore Herligheder ,« sagde hun. » Bor vi ikke rart?«
» Jo – prægtigt! Det er en virkelig overordenlig Udsigt.«
I, 96 » Og det var mig , der opdagede Stedet ... Er ^ ^ det ikke sandt, ^ ^ Mor ?«
Ved at se Moderens forundrede og misbilligende Mine mærkede hun nu selv, at hendes Tone skurrede ^ .
Igen en Skruptudse! – tænkte hun og blev stille.
De gik tilbage til Stuen, hvor Samtalen ret hurtigt stivnede i en almindelig Konversation. ^ Fru Bertha udspurgte Torben om Wiesbaden og hans Kur, og han fortalte derom, hvad han kunde finde paa at sige uden at slippe sine egne Tanker.

I det samme hørte han hende komme ud paa Loggiaen. Et Øjeblik stod hun smilende ^ ^ paa det nederste Trappetrin i Skæret af den synkende Sol og holdt en Haand skyggende op for Øjnene. Den broncebrune Silkekjole ^ lyste i den dybe Aftenbrand som flydende Guld.
Med en munter Hilsen gik hun ham imøde , sagde Goddag og Velkommen og » Hvor det er rart at se Dem igen«, og slap hurtigt hans Haand .
Torben havde bøjet sig for hende i Tavshed. Han var endnu ikke rigtig i Stand til at samle sig.
» Mor har nok skyndt sig med at vise Dem vore Herligheder ,« sagde hun. » Bor vi ikke rart?«
» Jo — prægtigt! Det er en virkelig overordenlig Udsigt.«
» Og det var mig , der opdagede Stedet ... Er ^ ^ det ikke sandt, ^ ^ Mor ?«
Ved at se Moderens forundrede og misbilligende Mine mærkede hun nu selv, at hendes Tone skurrede ^ .
Igen en Skruptudse! — tænkte hun og blev stille.
De gik tilbage til Stuen, hvor Samtalen ret hurtigt stivnede i en almindelig Konversation. ^ Fru Bertha udspurgte Torben om Wiesbaden og hans Kur, og han fortalte derom, hvad han kunde finde paa at sige uden at slippe sine egne Tanker.

I det samme hørte han hende komme ud paa Loggiaen. Et Øjeblik stod hun smilende ^ ^ paa det nederste Trappetrin i Skæret af den synkende Sol og holdt en Haand skyggende op for Øjnene. I, 70 Den broncebrune Silkekjole ^ lyste i den dybe Aftenbrand som flydende Guld.
Med en munter Hilsen gik hun ham imøde , sagde Goddag og Velkommen og » Hvor det er rart at se Dem igen«, og slap hurtigt hans Haand .
Torben havde bøjet sig for hende i Tavshed. Han var endnu ikke rigtig i Stand til at samle sig.
» Mor har nok skyndt sig med at vise Dem vore Herligheder ,« sagde hun. » Bor vi ikke rart?«
» Jo – prægtigt! Det er en virkelig overordenlig Udsigt.«
» Og det var mig , der opdagede Stedet ... Er ^ ^ det ikke sandt, ^ ^ Mor ?«
Ved at se Moderens forundrede og misbilligende Mine mærkede hun nu selv, at hendes Tone skurrede ^ .
Igen en Skruptudse! – tænkte hun og blev stille.
De gik tilbage til Stuen, hvor Samtalen ret hurtigt stivnede i en almindelig Konversation. ^ Fru Bertha udspurgte Torben om Wiesbaden og hans Kur, og han fortalte derom, hvad han kunde finde paa at sige uden at slippe sine egne Tanker.

⇕ Torben og Jytte I, 2.4

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇐

Rigtignok kunde hun stadig ikke faa sig til at møde hans Blik, der hele Tiden – det mærkede hun godt – var paa Jagt efter hendes.

Rigtignok kunde hun stadig ikke faa sig til at møde hans Blik, der hele Tiden — det mærkede hun godt — var paa Jagt efter hendes.

Jytte sad for sig selv henne i en Gyngestol og vendte for det meste Ansigtet den anden Vej for ikke ^ at møde hans Blik, der hele Tiden – det mærkede hun godt – var paa Jagt efter hendes.

Jytte sad for sig selv henne i en Gyngestol og vendte for det meste Ansigtet den anden Vej for ikke ^ at møde hans Blik, der hele Tiden — det mærkede hun godt — var paa Jagt efter hendes.

Jytte sad for sig selv henne i en Gyngestol og vendte for det meste Ansigtet den anden Vej for ikke ^ at møde hans Blik, der hele Tiden – det mærkede hun godt – var paa Jagt efter hendes.

⇕ Torben og Jytte I, 2.3

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 1.10

^ gennem hendes Hoved ^ omtrent som naar hun paa et Bal havde nippet lidt for hyppigt til Champagnen eller en Aften havde hørt rigtig megen god Musik ^ ^ . ⇕ ⇒ Derfor opfattede hun heller ikke synderligt af, hvad Torben fortalte. Hun hørte kun selve Stemmen, denne mørke, klokkedybe Mandsrøst, der altid havde ^ været saa farlig for Kvinden i hende. Hun kunde endnu huske, hvordan den allerede paa Storeholt havde gjort hende undselig, dengang hun som en trettenaars Tøs traf ham første Gang efter at han var bleven helt voksen.
Hun fandt forresten, at den havde forandret sig ikke saa lidt. Der var kommen noget brudt i Klangen. Man kunde høre paa ham, syntes hun, at han var et Menneske, der havde gaaet meget igennem. Det var det samme Indtryk, hun havde faaet af hans Ansigt, da hun saae det paa nærmere Hold, og det havde hurtigt forsonet hende med Forandringen. Hun fandt ham endogsaa smukkere end før. Trækkene havde faaet Liv og Glød samtidigt med, at de var bleven strengere. Og det krusede Skæg klædte ham virkelig. Hun syntes, at han i sin Vrede lignede en græsk Gud.
Imidlertid sad Torben inde i Halvmørket og iagttog 140 hende med stigende Hede i Blodet. Han følte Luften i Stuen tung, sit Aandedræt besværet. Det var for ham , som om han i en Drøm var bleven ført fire Aar tilbage i Tiden og atter befandt sig i Dronningens Tværgade, hvor han spøgelseagtigt genoplevede ^ svundne Dages halvglemte Pine. Han sad der med en Slags Kvælningsangst, mens han mærkede ^ , hvordan den gamle sejglivede Forelskelse igen begyndte at indspinde ham i sin Nessusskjorte.

Hun havde en besynderlig svævende Fornemmelse af sig selv. Tankerne galoperede gennem hendes Hoved , omtrent som naar hun paa et Bal havde nippet lidt rigeligt til Champagnen . Hjærtet slog vildt.
Det mørknede i Stuen . De talte om Generalkonsul Kolding og hans Kone, om Promenadekoncerterne og lidt om hjemlige Forhold.
Torben følte Luften i Stuen tung. Han havde ikke været forberedt paa ^ at træffe baade Jytte og hendes Mor saa uforandrede. Det var , som om han i en Drøm blev ført tre-fire Aar tilbage i Tiden . Spøgelseagtigt genoplevede han de svundne Dage i Dronningens Tværgade og mærkede med stigende Hede i Blodet , hvordan den gamle , ulykkelige Forelskelse igen begyndte at indspinde ham i sin Nessusskjorte.

Hun havde en besynderlig svævende Fornemmelse af sig selv. Tankerne galoperede gennem hendes Hoved , omtrent som naar hun paa et Bal havde nippet lidt rigeligt til Champagnen . Hjærtet slog vildt.
Det mørknede i Stuen . De talte om Generalkonsul Kolding og hans Kone, om Promenadekoncerterne og lidt om hjemlige Forhold.
Torben følte Luften i Stuen tung. Han havde ikke været forberedt I, 71 paa ^ at træffe baade Jytte og hendes Mor saa uforandrede. Det var , som om han i en Drøm blev ført tre-fire Aar tilbage i Tiden . Spøgelseagtigt genoplevede han de svundne Dage i Dronningens Tværgade og mærkede med stigende Hede i Blodet , hvordan den gamle , ulykkelige Forelskelse igen begyndte at indspinde ham i sin Nessusskjorte.

Hun havde en besynderlig svævende Fornemmelse af sig selv. Tankerne galoperede gennem hendes Hoved , omtrent som naar hun paa et Bal havde nippet lidt rigeligt til Champagnen . Hjertet slog vildt.
Det mørknede i Stuen . De talte om Generalkonsul Kolding og hans Kone, om Promenadekoncerterne og lidt om hjemlige Forhold.
Torben følte Luften i Stuen tung. Han havde ikke været forberedt paa ^ at træffe baade Jytte og hendes Mor saa uforandrede. Det var , som om han i en Drøm blev ført tre-fire Aar tilbage i Tiden . Spøgelseagtigt genoplevede han de svundne Dage i Dronningens Tværgade og mærkede med stigende Hede i Blodet , hvordan den gamle , ulykkelige Forelskelse igen begyndte at indspinde ham i sin Nessusskjorte.

Fru Bertha, der stadig paany maatte sætte Samtalen igang, nævnede nu Generalkonsul Kolding og spurgte, om det forholdt sig rigtigt, at denne Mand var en af hans nære Venner.
» Jeg kendte ham i sin Tid ^ ^ – for længe siden. Han var forresten Husarløjtnant dengang. Nu er han nok gaaet ind i sin Faders store Forretning.«
» Kender De ogsaa hans Frue?«
»Nej, men han synes at være meget stolt af hende.«
» Ja det tror jeg!« udbrød ^ Jytte , vakt op af sine Tanker. » Hun er jo Profetinde. En af de sidste Dages Hellige. Vidste De ikke det? Hende skal De tage Dem i Agt for. Hun er farlig, vil jeg sige Dem. Hun har allerede gjort Hovedet forstyrret paa en halv Snes Mennesker hernede, og hun har dog kun været her et Par Uger.«
Torben lod, som om han var bleven interesseret, 141 og udbad sig nærmere Oplysninger. Og Fru Bertha fortalte da, at Generalkonsulinden var Forkynder af en ny Helbredelsesmetode med Vandkur og en egenartet Gymnastik, som i visse Krese blev dyrket med næsten religiøs Iver.
» Det er en Læge i Kiel – en Doktor Weller – som har lavet den, og der er gjort en mægtig Reklame for den i alle Lande. Folk kommer rejsende til ham fra hele Verden. Hemmeligheden ved hans Mirakelkure skal forresten være den, at han hypnotiserer sine Patienter uden deres Vidende, og de vender saa hjem som begejstrede Apostle for hans System. Men han er jo ikke ene paa Markedet. Det er nærved at blive en hel Mani med de Sundhedsprofeter, og der er stadig Tosser nok, der formelig danner Menigheder om dem efter de bedste Mønstre. Men nu kan De jo selv lære den interessante Frue at kende. Jeg hørte Hotel-Gongong’en før. Vi maa gaa tilbords.«

Fru Bertha, der stadig paany maatte sætte Samtalen igang, nævnede nu Generalkonsul Kolding og spurgte, om det forholdt sig rigtigt, at denne Mand var en af hans nære Venner.
» Jeg kendte ham i sin Tid ^ ^ — ^ for længe siden. Han var forresten Husarløjtnant dengang. Nu er han nok gaaet ind i sin Faders store Forretning.«
» Kender De ogsaa hans Frue?«
»Nej, men han synes at være meget stolt af hende.«
» Ja det tror jeg!« udbrød ^ Jytte , vakt op af sine Tanker. » Hun er jo Profetinde. En af de sidste Dages Hellige. Vidste De ikke det? Hende skal De tage Dem i Agt for. Hun er farlig, vil jeg sige Dem. Hun har allerede gjort Hovedet forstyrret paa en halv Snes Mennesker hernede, og hun har dog kun været her et Par Uger.«
Torben lod, som om han var bleven interesseret, 141 og udbad sig nærmere Oplysninger. Og Fru Bertha fortalte da, at Generalkonsulinden var Forkynder af en ny Helbredelsesmetode med Vandkur og en egenartet Gymnastik, som i visse Krese blev dyrket med næsten religiøs Iver.
» Det er en Læge i Kiel — en Doktor Weller — som har lavet den, og der er gjort en mægtig Reklame for den i alle Lande. Folk kommer rejsende til ham fra hele Verden. Hemmeligheden ved hans Mirakelkure skal forresten være den, at han hypnotiserer sine Patienter uden deres Vidende, og de vender saa hjem som begejstrede Apostle for hans System. Men han er jo ikke ene paa Markedet. Det er nærved at blive en hel Mani med de Sundhedsprofeter, og der er stadig Tosser nok, der formelig danner Menigheder om dem efter de bedste Mønstre. Men nu kan De jo selv lære den interessante Frue at kende. Jeg hørte Hotel-Gongong’en før. Vi maa gaa tilbords.«

Nu lød Gongong’en nede paa Hotellet.
I, 97 – » Ja , saa maa vi gaa,« sagde Fru Bertha, der havde haft Besværet med at holde Samtalen i Gang. » Du bringer mig nok mit Slag, Jytte .«
^ ^ ^ ^

Nu lød Gongongen nede paa Hotellet.
— ^ »Ja, saa maa vi gaa,« sagde Fru Bertha, der havde haft Besværet med at holde Samtalen i Gang. » Du bringer mig nok mit Slag, Jytte .«
^ ^ ^ ^

Nu lød Gongongen nede paa Hotellet.
I, 71 – »Ja, saa maa vi gaa,« sagde Fru Bertha, der havde haft Besværet med at holde Samtalen i Gang. » Du bringer mig nok mit Slag, Jytte .«
^ ^ ^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 2.4

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 1.10

U nder de fire mægtige Lysekroner i Hotellets Spejlsal sad i den følgende Time et Par Hundrede festklædte Mennesker af alle Nationaliteter og spiste ved smaa blomstersmykkede Borde ^ . Etablissementets tusindøjede Chef ledede selv Serveringen. Til dæmpet Musik af et skjult Orkester frembares 142 en Række Kunstværker af Mad, der mere var til Glæde for Øjet end for Ganen: en ravgul Suppe med smaa rubinrøde og smaragdgrønne Boller, Postejer i Form af en fuldrigget middelalderlig Galej, fantastiske Taarnbygninger af Fiskerygge opmuret i Majonæs med Sirater af kogte Krebs og Citronskiver – ialt en halv Snes Retter, af hvilke i hvert Fald Damerne for det meste lod sig nøje med den Forsmag, som Synet gav.

U nder de fire mægtige Lysekroner i Hotellets Spejlsal sad i den følgende Time et Par Hundrede festklædte Mennesker af alle Nationaliteter og spiste ved smaa blomstersmykkede Borde ^ . Etablissementets tusindøjede Chef ledede selv Serveringen. Til dæmpet Musik af et skjult Orkester frembares 142 en Række Kunstværker af Mad, der mere var til Glæde for Øjet end for Ganen: en ravgul Suppe med smaa rubinrøde og smaragdgrønne Boller, Postejer i Form af en fuldrigget middelalderlig Galej, fantastiske Taarnbygninger af Fiskerygge opmuret i Majonæs med Sirater af kogte Krebs og Citronskiver — ialt en halv Snes Retter, af hvilke i hvert Fald Damerne for det meste lod sig nøje med den Forsmag, som Synet gav.

I den følgende Time sad de ^ i Hotellets Spejlsal sammen med et Par hundrede andre festklædte Mennesker af alle Nationaliteter i et Lyshav fra fire mægtige Loftskroner. Der blev spist ved smaa blomstersmykkede Borde , saaledes at hver Familje havde sit Bord og sin Tjener . Etablissementets tusindøjede Chef ledede selv Serveringen. Til dæmpet Musik af et skjult Orkester frembares en Række Kunstværker af Mad, der kælede baade for Øjet og Ganen: en ravgul Suppe med smaa rubinrøde og smaragdgrønne Boller, en Postej i Form af en fuldrigget middelalderlig Galej, et Taarn af Fiskerygge opmuret i Mayonnaise, med Sirater af kogte Krebs og Citronskiver , ialt en halv Snes Retter, hvoraf Damerne for det meste lod sig nøje med den Forsmag, som Synet gav.

Fru Bertha og Jytte sad med deres Gæst i et af Salens Hjørner. Da Chefen paa sin Runde kom der forbi og saae, at der mod Sædvane stod Champagne paa deres Bord, bukkede han anerkendende. Den værdige Herre, der selv var flere Gange Millionær, forudsatte høfligt, at alle hans Gæster ligeledes var det, men ønskede til Gengæld ogsaa, at de viste det i Gerning.

Imidlertid var der trods Champagnen stadig ikke blomstret nogen Feststemning op mellem de tre genforenede Venner. Torben var lige tung at underholde, og det pinte ham selv at mærke det. Fru Bertha var tilsidst ^ ved at tabe Taalmodigheden. ^ ^ Hun kendte ham ^ ikke igen. Hvad var det for en Bussemandsmine? Der lod virkelig til at være noget om, hvad Asmus Hagen havde sagt til en fælles Bekendt, at han var bleven en Særling og en Grillefænger.

Til Trods for Champagnen og Feststemningen i Salen var Torben stadig lige tung at underholde, og det pinte ham selv at mærke det. Fru Bertha var tilsidst nær ved at tabe Taalmodigheden. Asmus Hagen havde ganske vist forberedt hende paa, at Vennen var bleven lidt sær. Men I, 98 hvad var det for en Bussemandsmine? Hun kendte ham slet ikke igen. ^

Til Trods for Champagnen og Feststemningen i Salen var Torben stadig lige tung at underholde, og det pinte ham selv at mærke det. Fru Bertha var tilsidst nær ved at tabe Taalmodigheden. Asmus Hagen havde ganske vist forberedt hende paa, at Vennen var bleven lidt sær. Men hvad var det for en Bussemandsmine? Hun kendte ham slet ikke igen. ^

143 Paa Jytte havde Torbens tavse , lidt ubehjælpsomme Væsen ^ en ganske modsat ^ Virkning. Det gjorde hende selv stille. Her mellem de mange fremmede Mennesker følte hun endnu stærkere end hjemme , hvordan Kærligheden voksede i hende med hvert Minut ^ ^ ^ og ^ gjorde hende baade glad og tryg. ⇕ ⇒ Rigtignok kunde hun stadig ikke faa sig til at møde hans Blik, der hele Tiden – det mærkede hun godt – var paa Jagt efter hendes. Men den Afgørelse, som for blot to Timer siden havde staaet for hende som et Dødsspring, der maatte gøres med tilbundne Øjne, den syntes hende alligevel nu saa selvfølgelig, at det var helt underligt for hende at tænke paa, at Torben dog endnu ingenting vidste.
Hun kom til at tænke paa sin Fader, paa Noget han havde sagt til hende den Dag, da hun fyldte 15 Aar. Han havde taget hende ind til sig i sin Stue, klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting; og han havde saa fortalt hende en gammel Fabel om Menneskenes Tilblivelse. Det var Historien om, hvordan Mand og Kvinde i det Hinsidige skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ned til Verden hver for sig, saa at de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der kaldtes Kærlighed. 144 » Men forresten skal du ikke bryde dit Hoved for meget med den Ting,« havde han sagt. » Hold blot dine Øjne aabne, saa du kender ham , din paradisiske Tvillingbroder, naar han engang kommer. Andet Raad kan jeg ikke give dig.« Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende dengang. Det var saa forunderligt lokkende at tænke paa, at der et Sted i Verden gik en »Halvpart« omkring og søgte efter hende. Alle ensomme Mænd saae hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? ... Men endnu før hun fyldte de Tyve havde hun opgivet Haabet om at finde den længselsfuldt Savnede. Hun følte sig saa ulig alle andre Mennesker; ja Tanken om en saadan mandlig Dobbeltgænger indgød hende til Tider Skræk og Uhygge. Da hun første Gang forelskede sig i Torben Dihmer løj hun derfor baade for sig selv og ham. Men forresten havde hun vel ikke ^ været helt sikker paa, at han ogsaa var den rette. Først nu vidste hun det. Hun følte det i disse Øjeblikke næsten smerteligt voldsomt, at han var den eneste Mand, hun nogensinde virkelig havde elsket.

143 Paa Jytte havde Torbens tavse , lidt ubehjælpsomme Væsen ^ en ganske modsat ^ Virkning. Det gjorde hende selv stille. Her mellem de mange fremmede Mennesker følte hun endnu stærkere end hjemme , hvordan Kærligheden voksede i hende med hvert Minut ^ ^ , og det gjorde hende baade glad og tryg. ⇕ ⇒ Rigtignok kunde hun stadig ikke faa sig til at møde hans Blik, der hele Tiden — det mærkede hun godt — var paa Jagt efter hendes. Men den Afgørelse, som for blot to Timer siden havde staaet for hende som et Dødsspring, der maatte gøres med tilbundne Øjne, den syntes hende alligevel nu saa selvfølgelig, at det var helt underligt for hende at tænke paa, at Torben dog endnu ingenting vidste.
Hun kom til at tænke paa sin Fader, paa Noget han havde sagt til hende den Dag, da hun fyldte 15 Aar. Han havde taget hende ind til sig i sin Stue, klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting; og han havde saa fortalt hende en gammel Fabel om Menneskenes Tilblivelse. Det var Historien om, hvordan Mand og Kvinde i det Hinsidige skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ned til Verden hver for sig, saa at de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der kaldtes Kærlighed. 144 » Men forresten skal du ikke bryde dit Hoved for meget med den Ting,« havde han sagt. » Hold blot dine Øjne aabne, saa du kender ham , din paradisiske Tvillingbroder, naar han engang kommer. Andet Raad kan jeg ikke give dig.« Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende dengang. Det var saa forunderligt lokkende at tænke paa, at der et Sted i Verden gik en »Halvpart« omkring og søgte efter hende. Alle ensomme Mænd saae hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? ... Men endnu før hun fyldte de Tyve havde hun opgivet Haabet om at finde den længselsfuldt Savnede. Hun følte sig saa ulig alle andre Mennesker; ja Tanken om en saadan mandlig Dobbeltgænger indgød hende til Tider Skræk og Uhygge. Da hun første Gang forelskede sig i Torben Dihmer løj hun derfor baade for sig selv og ham. Men forresten havde hun vel ikke dengang været helt sikker paa, at han ogsaa var den rette. Først nu vidste hun det. Hun følte det i disse Øjeblikke næsten smertelig voldsomt, at han var den eneste Mand, hun nogensinde virkelig havde elsket.

Paa Jytte havde Torben Dihmers tavse ^ Væsen derimod en ganske modsat ^ Virkning. Det gjorde hende selv stille. Skønt han ogsaa for hende var bleven en anden end før , følte hun ham ikke længer som en Fremmed , og denne selskabelige Ubehjælpsomhed hos den tidligere saa verdensvante Mand fik al hendes gamle Ømhed for ^ ^ ^ ham til at vaagne. ^ ^ ^ ^

Paa Jytte havde Torben Dihmers tavse ^ Væsen derimod en ganske I, 72 anden Virkning. Det gjorde hende selv stille. Skønt han ogsaa for hende var bleven en anden end før , følte hun ham ikke længer som en Fremmed , og denne selskabelige Ubehjælpsomhed hos den tidligere saa verdensvante Mand fik al hendes gamle Ømhed for ^ ^ ^ ham til at vaagne. ^ ^ ^ ^

Paa Jytte havde Torben Dihmers tavse ^ Væsen derimod en ganske anden Virkning. Det gjorde hende selv stille. Skønt han ogsaa for hende var bleven en anden end før , følte hun ham ikke derfor som en Fremmed , og denne selskabelige Ubehjælpsomhed hos den tidligere saa verdensvante Mand fik al hendes gamle Ømhed for ^ ^ ^ ham til at vaagne. ^ ^ ^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 2.3

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇐

Derfor opfattede hun heller ^ ikke synderligt af, hvad Torben fortalte. Hun hørte kun selve Stemmen, ^ denne mørke, klokkedybe Mandsrøst, der altid havde været saa farlig for Kvinden i hende. Hun kunde endnu huske, hvordan den allerede ^ ^ ^ paa Storeholt ^ havde gjort hende undselig, dengang hun som en trettenaars Tøs traf ham første Gang efter at han var bleven helt voksen.
Hun fandt forresten, at den havde forandret sig ikke saa lidt. Der var kommen noget brudt i Klangen. Man kunde høre paa ham , syntes hun, at han var et Menneske, der havde gaaet meget igennem. Det var det samme Indtryk, hun havde faaet af hans Ansigt, da hun saae det paa nærmere Hold, og det havde hurtigt forsonet hende med Forandringen. Hun fandt ham endogsaa smukkere end før. Trækkene havde faaet Liv og Glød samtidigt med, at de var bleven strengere. Og det krusede Skæg klædte ham virkelig. Hun syntes, at han i sin Vrede lignede en græsk Gud.

Hun fandt desuden, at han var bleven smukkere. Alt dette krusede Skæg klædte ham virkelig. Hun syntes, at han lignede en græsk Gud.
Mens hendes Mor og han igen begyndte at tale om Wiesbaden, sad hun og saae ud i Salen uden at følge Samtalen. Alligevel var hun ikke uopmærksom. Men det var kun selve Stemmen, hun lyttede efter, denne ^ klokkedybe Mandsrøst, der ^ allerede i hendes halvvoksne Alder – deres anden Sommer paa Storeholt – havde gjort et stærkt Indtryk paa hende og vakt hendes Undseelse. Hun huskede det nok! ... Forresten havde ogsaa den ^ forandret sig ikke saa lidt. Der var kommen noget sprødt i Klangen. Man kunde høre paa den , syntes hun, hvordan han i disse Aar havde lidt i Tavshed.

Hun fandt desuden, at han var bleven smukkere. Alt dette krusede Skæg klædte ham virkelig. Hun syntes, at han lignede en græsk Gud.
Mens hendes Mor og han igen begyndte at tale om Wiesbaden, sad hun og saae ud i Salen uden at følge Samtalen. Alligevel var hun ikke uopmærksom. Men det var kun selve Stemmen, hun lyttede efter, denne ^ klokkedybe Mandsrøst, der ^ allerede i hendes halvvoksne Alder — deres anden Sommer paa Storeholt — havde gjort et stærkt Indtryk paa hende og vakt hendes Undseelse. Hun huskede det nok! ... Forresten havde ogsaa den ^ forandret sig ikke saa lidt. Der var kommen noget sprødt i Klangen. Man kunde høre paa den , syntes hun, hvordan han i disse Aar havde lidt i Tavshed.

Hun fandt desuden, at han var bleven smukkere. Alt dette krusede Skæg klædte ham virkelig. Hun syntes, at han lignede en græsk Gud.
I, 72 Mens hendes Mor og han igen begyndte at tale om Wiesbaden, sad hun og saae ud i Salen uden at følge Samtalen. Alligevel var hun ikke uopmærksom. Men det var kun selve Stemmen, hun lyttede efter, denne ^ klokkedybe Mandsrøst, der ^ allerede i hendes halvvoksne Alder – deres anden Sommer paa Storeholt – havde gjort et stærkt Indtryk paa hende og vakt hendes Undseelse. Hun huskede det nok! ... Forresten havde ogsaa den ^ forandret sig ikke saa lidt. Der var kommen noget sprødt i Klangen. Man kunde høre paa den , syntes hun, hvordan han i disse Aar havde lidt i Tavshed.

⇕ Torben og Jytte I, 2.4

⇕ De Dødes Rige 1.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 1.10

Efter Bordet samledes Gæsterne ude i den store hall , der optog hele Bygningens Midterparti og var høj og hvælvet som en Kirke . Her præsenteredes Toiletterne. De eleganteste og mest nedringede af Damerne anbragte sig gavmildt i de brede Kurvestole 145 midt paa Gulvet, og Herrerne gik rundt med Monoclen i Øjet og bedømte de udstillede Varer som Kendere. ^ Der var ^ mange Slags Folk , og hver Nation havde sit Ansigt, men det voldsomme elektriske Lys paasatte dem alle den samme Dødningemaske. Der var ^ Børsmænd fra Berlin og Wien , ferierende Fabriksdirektører og store Handelschefer , tunge og ^ ^ udslukte ^ som frakoblede Maskiner ; der var et Par af disse landløbende unge Levemænd, der om Dagen gjorde Vejene usikre med deres tordnende Biler og om Aftenen udbredte Nervøsitet paa Hotellerne med deres Fruer eller Kærester i dristig Halvnøgenhed illumineret af Diamanter. Der var den allestedsnærværende russiske General, to døtrerige Godsejerfamiljer fra Pommern og en berømt Heltetenor Signor Busini, en stor kælen Kødmasse med Ringe i Ørene og malede Kinder . Men der var ogsaa ganske almindelige Manufakturister og jævne tyske Pølsefabrikanter med deres Koner, der sad stille henne i Krogene og andægtig udsvedte Bordets Glæder. Der var ^ en armenisk Præst, en hinduisk Plantageejer fra Ceylon og to af Himlens Sønner, der vakte megen Opsigt med deres pragtfulde Silkekaaber.

Efter Bordet samledes Gæsterne ude i den store hall , der optog hele Bygningens Midterparti og dækkedes af en mægtig Glaskuppel . Her præsenteredes Toiletterne. De eleganteste og mest nedringede af Damerne anbragte sig gavmildt i de brede Kurvestole midt paa Gulvet, hvor Herrerne gik rundt med Monoclen i Øjet og bedømte de udstillede Byster som Kendere.
I, 99 Der var Folk fra mange Lande , og hver Nation havde sine Manerer; men det voldsomme elektriske Lys paasatte dem alle den samme Dødningemaske. Der var tunge Børsmænd fra Berlin og Wien og nervetrætte amerikanske Fabriksdirektører ^ , der døsede i de dybe Stole, udslukte og livløse som frakoblede Maskiner . Og der var et Par af disse landløbende unge Levemænd, der om Dagen gjorde Vejene usikre med deres tordnende Biler og om Aftenen udbredte Nervøsitet paa Hotellerne med deres Fruer eller Elskerinder i dristig Halvnøgenhed , illumineret af Diamanter . Men der var ogsaa Velhavere af den gamle Skole og jævne ^ Pølsefabrikanter med deres Koner, der sad ^ henne ved Væggene og stille udsvedte Bordets Glæder. Der var desuden en armenisk Præst, en hinduisk Plantageejer fra Ceylon og to af Himlens Sønner, der vakte ^ Opsigt med deres pragtfulde Silkekaaber.

Efter Bordet samledes Gæsterne ude i den store hall , der optog hele Bygningens Midterparti og dækkedes af en mægtig Glaskuppel . Her præsenteredes Toiletterne. De eleganteste og mest nedringede af Damerne anbragte sig gavmildt i de brede Kurvestole midt paa Gulvet, hvor Herrerne gik rundt med Monoclen i Øjet og bedømte de udstillede Byster som Kendere.
Der var Folk fra mange Lande , og hver Nation havde sine Manerer; men det voldsomme elektriske Lys paasatte dem alle den samme Dødningemaske. Der var tunge Børsmænd fra Berlin og Wien og nervetrætte amerikanske Fabriksdirektører ^ , der døsede i deres dybe Stole, udslukte og livløse som frakoblede Maskiner . Og der var et Par af disse landløbende unge Levemænd, der om Dagen gjorde Vejene usikre med deres tordnende Biler og om Aftenen udbredte Nervøsitet paa Hotellerne med deres Fruer eller Elskerinder i dristig Halvnøgenhed , illumineret af Diamanter . Men der var ogsaa Velhavere af den gamle Skole og jævne ^ Pølsefabrikanter med deres Koner, der sad ^ henne ved Væggene og stille udsvedte Bordets Glæder. Der var desuden en armenisk Præst, en hinduisk Plantageejer fra Ceylon og to af I, 73 Himlens Sønner, der vakte ^ Opsigt med deres pragtfulde Silkekaaber.

Efter Bordet samledes Gæsterne ude i den store hall , der optog hele Bygningens Midterparti og dækkedes af en mægtig Glaskuppel . Her præsenteredes Toiletterne. De eleganteste og mest nedringede af Damerne anbragte sig gavmildt i de brede Kurvestole midt paa Gulvet, hvor Herrerne gik rundt med Monoclen i Øjet og bedømte de udstillede Byster som Kendere.
Der var Folk fra mange Lande , og hver Nation havde sine Manerer; men det voldsomme elektriske Lys paasatte dem alle den samme Dødningemaske. Der var tunge Børsmænd fra Berlin og Wien og nervetrætte amerikanske Fabriksdirektører ^ , der døsede i deres dybe Stole, udslukte og livløse som frakoblede Maskiner . Og der var et Par af disse landløbende unge Levemænd, der om Dagen gjorde Vejene usikre med deres tordnende Biler og om Aftenen udbredte Nervøsitet paa Hotellerne med deres Fruer eller Elskerinder i dristig Halvnøgenhed , illumineret af Diamanter . Men der var ogsaa Velhavere af den gamle Skole og jævne ^ Pølsefabrikanter med deres Koner, der sad ^ henne ved Væggene og stille udsvedte Bordets Glæder. Der var desuden en armenisk Præst, en hinduisk Plantageejer fra Ceylon og to af Himlens Sønner, der vakte ^ Opsigt med deres pragtfulde Silkekaaber.

Ved den ene af Salens Vægge var der af en Forhøjning og nogle store Bladplanter dannet en aaben Scene , hvor der hver Aften efter amerikansk Mønster optraadte en Række Artister til Gæsternes 146 Underholdning ved Kaffen og Tobakken. Programmet bød denne Dag paa en Negerkomiker, neapolitanske Dansere, et Tyrolerkor og et Tintamaresque-Teater. Til Indledning gjorde Hotellets Orkester Honnør med et fejende Musikstykke.

Ved den ene af Salens Længdevægge stod en Forhøjning ^ , hvor der hver Aften ^ optraadte en Række Artister til Gæsternes Underholdning ved Kaffen og Tobakken. Programmet bød denne Dag paa en Negerkomiker, neapolitanske Dansere, et Tyrolerkor og et Tintamaresque-Teater. Til Indledning gjorde Hotellets Orkester Honnør med et fejende Musikstykke.

Ved den ene af Salens Længdevægge stod en Forhøjning ^ , hvor der hver Aften ^ optraadte en Række Artister til Gæsternes Underholdning ved Kaffen og Tobakken. Programmet bød denne Dag paa en Negerkomiker, neapolitanske Dansere, et Tyrolerkor og I, 73 et Tintamaresque-Teater. Til Indledning gjorde Hotellets Orkester Honnør med et fejende Musikstykke.

Torben havde ledsaget sine Damer hen til en af de lange Sofaer ved Væggen , hvor de plejede at sidde under Aftenunderholdningen. Mellem saa mange af den store Verdens Luksuskvinder tog den danske Ministerenke og hendes Datter sig beskedne ud ; men hvor de viste sig, vakte deres smukke Skikkelser dog altid Opmærksomhed og efterlod et Kølvand af interesseret Hvisken og Spørgen. Blandt Jyttes specielle Venner fremkaldte nu Torbens Opdukken stor Nysgerrighed . Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat v. Auen nærmede sig øjeblikkeligt og lod sig forestille for at faa at vide, hvem han var. Han optraadte med hofmæssig Elskværdighed; men Torben, der genkendte Manden som en af Jyttes Kavallerer fra om Formiddagen, hilste ham med isnende Tilbageholdenhed.
I det samme blev der Bevægelse omkring i Salen. Alle saae hen mod den store, forgyldte Trappe, der i Salens ene Ende førte op til Hotellets Bel-Etage. En lille, gammel Dame med emaljeret Ansigt og ungdommelige Lokker bevægede sig langsomt ned ad Trinnene ved en Sygeplejerskes Arm. En Kammerjomfru 147 bar det umaadelige Slæb af æblegrønt Fløjl, og bagefter fulgte en Tjener med en Dværghund i en Kurv. Dette pyntede og opsminkede Lig, der tilhørte et af de regerende Fyrstehuse, spiste af Etikettehensyn paa sine egne Værelser men mødte bagefter regelmæssig til Varieteunderholdningen. Med noget Besvær blev det bragt til Sæde i en Lænestol midt for Scenen, hvor det gav en kort Kur, inden Forestillingen begyndte.
Torben var imidlertid bleven bortført af sin Ven ^ Generalkonsulen , som absolut vilde forestille ham for sin Kone , der sad i en af Sofaerne ved den modsatte Væg . Det viste sig at være en ganske køn, noget korthalset Dame i en Slags græsk Gevandt og med Næseklemme. Bag Gevandtets hvide Folder rundede sig en Barm af udpræget moderlig Form; men Ansigtet besad trods en selvsikker Mine den vage, kønsløse Fylde, der som en Søskende-Lighed præger saa mange velhavende unge Fruer, der føder deres Børn under Kloroformmaske .

Torben havde ledsaget sine Damer hen til en af de lange Sofaer ved Væggen , hvor de plejede at sidde under Aftenunderholdningen. Mellem saa mange af den store Verdens Luksuskvinder tog den danske Ministerenke og hendes Datter sig beskedne ud ; men hvor de viste sig, vakte deres smukke Skikkelser dog altid Opmærksomhed og efterlod et Kølvand af interesseret Hvisken og Spørgen. Blandt Jyttes specielle Venner fremkaldte nu Torbens Opdukken stor Nysgerrighed . Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat v. Auen nærmede sig øjeblikkeligt og lod sig forestille for at faa at vide, hvem han var. Han optraadte med hofmæssig Elskværdighed; men Torben, der genkendte Manden som en af Jyttes Kavallerer fra om Formiddagen, hilste ham med isnende Tilbageholdenhed.
I det samme blev der Bevægelse omkring i Salen. Alle saae hen mod den store, forgyldte Trappe, der i Salens ene Ende førte op til Hotellets Bel-Etage. En lille, gammel Dame med emaljeret Ansigt og ungdommelige Lokker bevægede sig langsomt ned ad Trinnene ved en Sygeplejerskes Arm. En Kammerjomfru 147 bar det umaadelige Slæb af æblegrønt Fløjl, og bagefter fulgte en Tjener med en Dværghund i en Kurv. Dette pyntede og opsminkede Lig, der tilhørte et af de regerende Fyrstehuse, spiste af Etikettehensyn paa sine egne Værelser men mødte bagefter regelmæssig til Varieteunderholdningen. Med noget Besvær blev det bragt til Sæde i en Lænestol midt for Scenen, hvor det gav en kort Kur, inden Forestillingen begyndte.
Torben var imidlertid bleven bortført af sin Ven ^ Generalkonsulen , som absolut vilde forestille ham for sin Kone , der sad i en af Sofaerne ved den modsatte Væg . Det viste sig at være en ganske køn, noget korthalset Dame i en Slags græsk Gevandt og med Næseklemme. Bag Gevandtets hvide Folder rundede sig en Barm af udpræget moderlig Form; men Ansigtet besad ^ den vage, kønsløse Fylde, der som en Søskende-Lighed præger saa mange velhavende unge Fruer, der føder deres Børn under Kloroformmaske .

Torben havde ledsaget sine Damer hen til en af Sofaerne ved Væggen .
Mellem saa mange af den store Verdens Luksuskvinder tog den danske Ministerenke og hendes Datter sig beskedne ud . Men hvor de viste sig, vakte deres smukke Skikkelser dog altid Opmærksomhed og efterlod et Kølvand I, 100 af interesseret Hvisken og Spørgen. Nu fremkaldte ^ Torbens Opdukken forøget Nysgerrighed , og for at faa oplyst, hvem han var, kom Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat v. Auen hen til dem og lod sig forestille.
Imidlertid blev Torben bortført af sin Ven , Generalkonsulen , der absolut vilde præsentere ham for sin Kone . Hun sad i en af Sofaerne ved den modsatte Væg og viste sig at være en lille korthalset Dame i en Slags græsk Gevandt og med Næseklemmer ^ ^ .

Torben havde ledsaget sine Damer hen til en af Sofaerne ved Væggen .
Mellem saa mange af den store Verdens Luksuskvinder tog den danske Ministerenke og hendes Datter sig beskedne ud . Men hvor de viste sig, vakte deres smukke Skikkelser dog altid Opmærksomhed og efterlod et Kølvand af interesseret Hvisken og Spørgen. Nu fremkaldte ^ Torbens Opdukken forøget Nysgerrighed , og for at faa oplyst, hvem han var, kom Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat v. Auen hen til dem og lod sig forestille.
Imidlertid blev Torben bortført af sin Ven , Generalkonsulen , der absolut vilde præsentere ham for sin Kone . Hun sad i en af Sofaerne ved den modsatte Væg og viste sig at være en lille korthalset Dame i en Slags græsk Gevandt og med Næseklemmer ^ ^ .

» Jeg ønsker Dem velkommen her til Sollandet,« sagde hun paa en Maade, som om det var hende, der var Værtinde der. »Ja, De ser nok ud til at kunne trænge til at faa den kære Sol til Ven. Men det gør vi jo Alle. Hvorlænge tænker De at blive her?«
148 » Jeg rejser saa snart som muligt,« svarede Torben mørkt.
» Længes du allerede hjem?« udbrød Vennen. » Er det dine Køer og Faar og Stude, du ikke kan undvære længer? Du skal jo have faaet stor Interesse for Landvæsenet, har man hørt.«
» Aa ja; jeg kan virkelig undertiden faa Hjemve efter de Umælende .«
» Ja – hjem til Naturen! Det er netop ogsaa vort Løsen!« begyndte Generalkonsulen, men en lille Bevægelse af Fruens Haand standsede ham brat.
» Vil De sige mig, Godsejer Dihmer,« tog hun derpaa selv Ordet. » Kender De det wellerske System ? ... For Dem som Sociolog og Politiker maa det have særlig Interesse at lære denne store Bevægelse at kende. Jeg skal tillade mig at sende Dem en Brochure – » Folkenes Velfærd« hedder den – den er udgivet af vor Forening, og De vil bag i Bogen finde Uddrag af Breve og andre skriftlige Vidnesbyrd om den Velsignelse, som den wellerske Sundhedslære allerede har bragt til mangfoldige Hjem i alle Lande.«
» Det drejer sig om en Verdensbevægelse, forstaar du. Helt ovre i Tokio har vi en Missionsstation,« faldt hendes Mand ind men blev igen bragt til Tavshed af Fruens Lillefinger.
» Selve Bogen maa jeg ogsaa bede Dem om at 149 læse med Velvilje. Vi har kaldt den en første Ledetraad til systematisk Udvikling af legemlig og sjælelig Harmoni, og Dr. Weller har avtoriseret den. Den er udarbejdet i populær Form men paa uangribeligt videnskabeligt Grundlag, i nøjeste Overensstemmelse med Fysiologiens Love. De fleste Nutidsmennesker har jo af lutter Ukyndighed vanrøgtet baade Sjæl og Legeme saa sørgeligt, at en Sundhedslære maa begynde helt forfra, saa at sige med en A. B. C. Det nye Menneske maa opbygges i os lige fra Naturgrunden; derfor begynder vi med Tyggeøvelser ligesom hos det diende Barn og gaar herfra gradvis frem gennem Arm- og Benbevægelser svarende til Barnets forskellige Alderstrin, indtil det svækkede Legeme er bleven modent til den egenlige Gymnastik.«
»Ja, Gymnastikken er Styrkens og Manddommens Amme!« ^ fik Generalkonsulen endelig Lov til at efterplapre. » Det Ord lancerede min Kone fornylig i en brillant Artikel i vort Foreningsblad – den maa du absolut læse! Det er ogsaa slaaende sandt, hvad Professor Rosenheim sagde i et Interview forleden – –«
Der blev i det samme ringet paa en Klokke. Den første Artist stod – dybt bukkende – paa Scenen . Det var en hæslig lille Mulat ^ i Kjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En Abe i dress .

» Jeg ønsker Dem velkommen her til Sollandet,« sagde hun paa en Maade, som om det var hende, der var Værtinde der. »Ja, De ser nok ud til at kunne trænge til at faa den kære Sol til Ven. Men det gør vi jo Alle. Hvorlænge tænker De at blive her?«
148 » Jeg rejser saa snart som muligt,« svarede Torben mørkt.
» Længes du allerede hjem?« udbrød Vennen. » Er det dine Køer og Faar og Stude, du ikke kan undvære længer? Du skal jo have faaet stor Interesse for Landvæsenet, har man hørt.«
» Aa ja; jeg kan virkelig undertiden faa Hjemve efter de Umælende .«
» Ja — hjem til Naturen! Det er netop ogsaa vort Løsen!« begyndte Generalkonsulen, men en lille Bevægelse af Fruens Haand standsede ham brat.
» Vil De sige mig, Godsejer Dihmer,« tog hun derpaa selv Ordet. » Kender De det wellerske System ? ... For Dem som Sociolog og Politiker maa det have særlig Interesse at lære denne store Bevægelse at kende. Jeg skal tillade mig at sende Dem en Brochure — » Folkenes Velfærd« hedder den — den er udgivet af vor Forening, og De vil bag i Bogen finde Uddrag af Breve og andre skriftlige Vidnesbyrd om den Velsignelse, som den wellerske Sundhedslære allerede har bragt til mangfoldige Hjem i alle Lande.«
» Det drejer sig om en Verdensbevægelse, forstaar du. Helt ovre i Tokio har vi en Missionsstation,« faldt hendes Mand ind men blev igen bragt til Tavshed af Fruens Lillefinger.
» Selve Bogen maa jeg ogsaa bede Dem om at 149 læse med Velvilje. Vi har kaldt den en første Ledetraad til systematisk Udvikling af legemlig og sjælelig Harmoni, og Dr. Weller har avtoriseret den. Den er udarbejdet i populær Form men paa uangribeligt videnskabeligt Grundlag, i nøjeste Overensstemmelse med Fysiologiens Love. De fleste Nutidsmennesker har jo af lutter Ukyndighed vanrøgtet baade Sjæl og Legeme saa sørgeligt, at en Sundhedslære maa begynde helt forfra, saa at sige med en A. B. C. Det nye Menneske maa opbygges i os lige fra Naturgrunden; derfor begynder vi med Tyggeøvelser ligesom hos det diende Barn og gaar herfra gradvis frem gennem Arm- og Benbevægelser svarende til Barnets forskellige Alderstrin, indtil det svækkede Legeme er bleven modent til den egenlige Gymnastik.«
»Ja, Gymnastikken er Styrkens og Manddommens Amme!« ^ fik Generalkonsulen endelig Lov til at efterplapre. » Det Ord lancerede min Kone fornylig i en brillant Artikel i vort Foreningsblad — den maa du absolut læse! Det er ogsaa slaaende sandt, hvad Professor Rosenheim sagde i et Interview forleden — —«
Der blev i det samme ringet paa en Klokke. Den første Artist stod — dybt bukkende — paa Scenen . Det var en hæslig lille Mulat ^ i Kjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En Abe i dress .

» Jeg ønsker Dem velkommen ^ til Sollandet,« sagde hun paa en Maade, som om hun var Værtinde der. »Ja, Godsejeren ser ^ ud til at kunne trænge til at faa den kære Sol til Ven. Men det gør vi jo alle .«
I det samme blev der Bevægelse omkring i Salen. Alle saae hen mod den store, forgyldte Trappe, der i ^ ^ ^ ^ det ene Hjørne førte op til Hotellets Bel-Etage. En lille, gammel Dame med emaljeret Ansigt og ungdommeligt brune Lokker bevægede sig langsomt ned ad Trinene ved en Sygeplejerskes Arm. En Kammerjomfru bar hendes æblegrønne Fløjlsslæb, og bagefter fulgte en Tjener med en ganske lillebitte Hund, der sad ^ ^ ^ med løftet Hoved i en udpolstret Kurv og saae sig dannet omkring.
Dette pyntede Lig, der tilhørte et af de regerende Fyrstehuse, spiste af Etikettehensyn paa sine egne Værelser men mødte regelmæssig til Variete-Underholdningen. Med Besvær kom den høje Dame til Sæde i en Lænestol midt for Scenen, fik Kurven med Hunden anbragt paa sit Skød og gav derpaa en kort Kur, inden Forestillingen begyndte.
I, 101 ^ ^ ^ Der blev nu ringet paa en Klokke. Den første Artist stod – dybt bukkende – paa Forhøjningen . Det var en hæslig lille Dverg-Mulat i Kjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En Abe i dress .

» Jeg ønsker Dem velkommen ^ til Sollandet,« sagde hun paa en Maade, som om hun var Værtinde der. »Ja, Godsejeren ser ^ ud til at kunne trænge til at faa den kære Sol til Ven. Men det gør vi jo alle .«
I det samme blev der Bevægelse omkring i Salen. Alle saae hen mod den store, forgyldte Trappe, der i ^ ^ ^ ^ det ene Hjørne førte op til Hotellets Bel-Etage. En lille, gammel Dame med emaljeret Ansigt og ungdommeligt brune Lokker bevægede sig langsomt ned ad Trinene ved en Sygeplejerskes Arm. En Kammerjomfru bar hendes æblegrønne Fløjlsslæb, og bagefter fulgte en Tjener med en ganske lillebitte Hund, der sad ^ ^ ^ med løftet Hoved i en udpolstret Kurv og saae sig dannet omkring.
Dette pyntede Lig, der tilhørte et af de regerende Fyrstehuse, spiste af Etikettehensyn paa sine egne Værelser men mødte regelmæssig til Variete-Underholdningen. Med Besvær kom den I, 74 høje Dame til Sæde i en Lænestol midt for Scenen, fik Kurven med Hunden anbragt paa sit Skød og gav derpaa en kort Kur, inden Forestillingen begyndte.
^ ^ ^ Der blev nu ringet paa en Klokke. Den første Artist stod — dybt bukkende — paa Forhøjningen . Det var en hæslig lille Dverg-Mulat i Kjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En Abe i dress .

» Jeg ønsker Dem velkommen ^ til Sollandet,« sagde hun paa en Maade, som om hun var Værtinde der. »Ja, Godsejeren ser ^ ud til at kunne trænge til at faa den kære Sol til Ven. Men det gør vi jo alle .«
I det samme blev der Bevægelse omkring i Salen. Alle saae hen mod den store, forgyldte Trappe, der i ^ ^ ^ ^ det ene Hjørne førte op til Hotellets Bel-Etage. En lille, gammel Dame med emaljeret Ansigt og ungdommeligt brune Lokker bevægede sig langsomt ned ad Trinene ved en Sygeplejerskes Arm. En Kammerjomfru bar hendes æblegrønne Fløjlsslæb, og bagefter fulgte en Tjener med en ganske lillebitte Hund, der sad ^ ^ ^ med løftet Hoved i en udpolstret Kurv og saae sig dannet omkring.
Dette pyntede Lig, der tilhørte et af de regerende Fyrstehuse, spiste af Etikettehensyn paa sine egne Værelser men mødte regelmæssig til Variete-Underholdningen. Med Besvær kom den høje Dame til Sæde i en Lænestol midt for Scenen, fik Kurven med Hunden anbragt paa sit Skød og gav derpaa en kort Kur, inden Forestillingen begyndte.
^ ^ ^ Der blev nu ringet paa en Klokke. Den første Artist stod – dybt bukkende – paa Forhøjningen . Det var en hæslig lille I, 74 Dverg-Mulat i Kjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En Abe i dress .

150 Torben greb straks Lejligheden til at trække sig bort ^ . Men paa Vejen hen til sine Damer blev han standset af Direktør Zaun, der hele Tiden ubemærket havde kreset omkring ham paa Afstand.
»Undskyld, Godsejer Dihmer, vil De tillade mig at opholde Dem i to Minutter?«
Tidspunktet kunde ikke have været uheldigere valgt. Torben havde netop opdaget, at v. Auen under hans Fraværelse havde taget Plads ^ ved Siden af Jytte , og han saae nu ogsaa, at Jytte laante hans Kikkert for at betragte Mandslingen paa Tribunen.
» Hvormed kan jeg tjene Dem?« spurgte han brysk.
I stadigt Haab om at blive genkendt tog Direktøren sin Guldlorgnet af og præsenterede ham sit nøgne Ansigt.
» Det er ikke saa ganske lige til at forklare. Jeg vilde derfor gerne have Lov til at aflægge Dem et Besøg en Dag, naar det passer Dem. Forresten har jeg ^ ^ en frisk Hilsen at bringe Dem fra en fælles Bekendt , Professor Asmus Hagen ^ . Det var Professoren, der meddelte mig, at jeg vilde kunne træffe Dem her .«
» Er De taget herned for at træffe mig?« spurgte Torben aandsfraværende.
» Naa – næ – det er maaske for meget sagt. Professor Hagen er min Læge og har ordineret mig Rekreation. Men jeg nægter ikke, at naar jeg har 151 valgt at lægge min Rejse om ad denne Kant, saa var det især af Hensyn til, at De ventedes hertil . I salig April-Foreningens Dage havde jeg oftere den Fornøjelse at være sammen baade med Dem og Professoren.«

150 Torben greb straks Lejligheden til at trække sig bort ^ . Men paa Vejen hen til sine Damer blev han standset af Direktør Zaun, der hele Tiden ^ havde kreset omkring ham paa Afstand.
»Undskyld, Godsejer Dihmer, vil De tillade mig at opholde Dem i to Minutter?«
Tidspunktet kunde ikke have været uheldigere valgt. Torben havde netop opdaget, at v. Auen under hans Fraværelse havde taget Plads ^ ved Siden af Jytte , og han saae nu ogsaa, at Jytte laante hans Kikkert for at betragte Mandslingen paa Tribunen.
» Hvormed kan jeg tjene Dem?« spurgte han brysk.
I stadigt Haab om at blive genkendt tog Direktøren sin Guldlorgnet af og præsenterede ham sit nøgne Ansigt.
» Det er ikke saa ganske lige til at forklare. Jeg vilde derfor gerne have Lov til at aflægge Dem et Besøg en Dag, naar det passer Dem. Forresten har jeg ^ ^ en frisk Hilsen at bringe Dem fra en fælles Bekendt , Professor Asmus Hagen ^ . Det var Professoren, der meddelte mig, at jeg vilde kunne træffe Dem her .«
» Er De taget herned for at træffe mig?« spurgte Torben aandsfraværende.
» Naa — næ — det er maaske for meget sagt. Professor Hagen er min Læge og har ordineret mig Rekreation. Men jeg nægter ikke, at naar jeg har 151 valgt at lægge min Rejse om ad denne Kant, saa var det noget af Hensyn til, at De ventedes hertil . I salig April-Foreningens Dage havde jeg oftere den Fornøjelse at være sammen baade med Dem og Professoren.«

Torben havde grebet Lejligheden til at trække sig bort fra Generalkonsulinden, der var begyndt paa et Foredrag om Menneskeslægtens Genoprejsning ved det Wellerske System . Men paa Vejen tilbage til sine Damer blev han standset af Direktør Zaun, der ønskede en Samtale med ham om de politiske Forhold derhjemme.
Øjeblikket var uheldigt ^ ^ valgt. Torben havde netop opdaget, at v. Auen under hans Fraværelse havde taget Plads paa en Stol ved Siden af Jytte og konverserede hende ivrig. Det generede ham saa meget mere, som han mente at kunne genkende den latterligt udseende Mand som en af Jyttes Kavalerer fra om Formiddagen.
» Jeg har desuden en frisk Hilsen at bringe Dem fra en fælles Bekendt ,« sagde Direktør Zaun. » Det er Professor Asmus Hagen . Han er min Læge . Det var Professoren, der meddelte mig, at jeg sandsynligvis vilde træffe Dem her ^ ^ ^ ^ ^ ^ . I Aprilforeningens Dage havde jeg oftere den Fornøjelse at være sammen baade med Dem og Professoren.«

Torben havde grebet Lejligheden til at trække sig bort fra Generalkonsulinden, der var begyndt paa et Foredrag om Menneskeslægtens Genoprejsning ved det Wellerske System . Men paa Vejen tilbage til sine Damer blev han standset af Direktør Zaun, der ønskede en Samtale med ham om de politiske Forhold derhjemme.
Øjeblikket var uheldigt ^ ^ valgt. Torben havde netop opdaget, at v. Auen under hans Fraværelse havde taget Plads paa en Stol ved Siden af Jytte og konverserede hende ivrig. Det generede ham saa meget mere, som han mente at kunne genkende den latterligt udseende Mand som en af Jyttes Kavallerer fra om Formiddagen.
» Jeg har desuden en frisk Hilsen at bringe Dem fra en fælles Bekendt ,« sagde Direktør Zaun. » Det er Professor Asmus Hagen . Han er min Læge . Det var Professoren, der meddelte mig, at jeg sandsynligvis vilde træffe Dem her ^ ^ ^ ^ ^ ^ . I Aprilforeningens Dage havde jeg oftere den Fornøjelse at være sammen med baade Dem og Professoren.«

Et Sted i Baggrunden af Torbens Bevidsthed dukkede der et Erindringsbillede frem, som lyste klart et Nu men var borte med det samme. Han havde set for sig en lavloftet, røgfyldt Sal med en hujende og mjavende Forsamling omkring en Talerstol, paa hvilken ^ denne lille sortskæggede Mand stod og gestikulerede lidenskabeligt.

I stadigt Haab om Genkendelse havde Direktøren taget sin Guldlorgnet af og præsenteret Torben sit nøgne Ansigt. Og virkelig dukkede der et Øjeblik et flygtigt Erindringsbillede frem i Baggrunden af Torbens Bevidsthed. Han saae for sig Aprilforeningens lavloftede, røgfyldte Sal med en hujende og mjavende Forsamling foran Talerstolen, I, 102 hvor denne lille sortskæggede Mand stod og gestikulerede lidenskabeligt.

I stadigt Haab om Genkendelse havde Direktøren taget sin Guldlorgnet af og præsenteret Torben sit nøgne Ansigt. Og virkelig dukkede der et Øjeblik et flygtigt Erindringsbillede frem i Baggrunden af Torbens Bevidsthed. Han saae for sig Aprilforeningens lavloftede, røgfyldte Sal med en hujende og mjavende Forsamling foran Talerstolen, hvor denne lille sortskæggede Mand stod og gestikulerede lidenskabeligt.

» Det er da ikke om Politik, De vil tale med mig?« spurgte han.
» Jo ... unægtelig.«
» Men De veed dog vist, at jeg i lang Tid har holdt mig borte fra al Deltagelse i den politiske Debat.«
» Netop derfor.«
» Det forstaar jeg ikke.«
» Som sagt – det vilde blive for omstændeligt at udvikle her. Dersom De vil opgive mig en Tid, da jeg kan træffe Dem, skal jeg tillade mig at søge Dem en af de nærmeste Dage.«
Der var et Par Gange ^ bleven tysset paa dem af Folk i Nærheden. Nu vendte en tyk, skaldet Herre med Svinetryne sig forbitret om imod dem og krævede 152 Tavshed. De ^ havde ikke lagt Mærke til, at der efterhaanden var bleven ganske stille i Salen. Den sortegraa Artist, hvis Specialitet det var at efterligne Dyrelyde, agerede i Øjeblikket en Mand paa Fluefangst. Med forbløffende Livagtighed eftergjorde han en sorgløst omkringflyvende Spyflues Summen, og da han havde fanget den , hørte man først dens vrede Kogen i hans lukkede Haand , derpaa dens hvislende Kamp for Befrielse, idet han trak det indbildte lille Kræ frem ved den ene Vinge. Da han tilsidst trykkede det ihjel under Spidsen af sin besløjfede Laksko og man hørte det lille fugtige Svi-vit , hvormed den masedes, blev han hyldet af hele Salen saa hjerteligt som nogen Løvedræber paa en romersk Arena.
Torben havde trukket sig bort fra Direktør Zaun uden at sige Farvel og uden at give ham sin Adresse. Og i Stedet for at gaa tilbage til sine Damer, søgte han ind i Læseværelserne, hvor der i Øjeblikket var ganske tomt.
Her kastede han sig i en af de store Læderstole og gav sig ganske hen i sin Fortvivlelse .

» Det er da ikke om Politik, De vil tale med mig?« spurgte han.
» Jo ... unægtelig.«
» Men De veed dog vist, at jeg i lang Tid har holdt mig borte fra al Deltagelse i den politiske Debat.«
» Netop derfor.«
» Det forstaar jeg ikke.«
» Som sagt — det vilde blive for omstændeligt at udvikle her. Dersom De vil opgive mig en Tid, da jeg kan træffe Dem, skal jeg tillade mig at søge Dem en af de nærmeste Dage.«
Der var et Par Gange ^ bleven tysset paa dem af Folk i Nærheden. Nu vendte en tyk, skaldet Herre med Svinetryne sig forbitret om imod dem og krævede 152 Tavshed. De ^ havde ikke lagt Mærke til, at der efterhaanden var bleven ganske stille i Salen. Den sortegraa Artist, hvis Specialitet det var at efterligne Dyrelyde, agerede i Øjeblikket en Mand paa Fluefangst. Med forbløffende Livagtighed eftergjorde han en sorgløst omkringflyvende Spyflues Summen, og da han havde fanget den , hørte man først dens vrede Kogen i hans lukkede Haand , derpaa dens hvislende Kamp for Befrielse, idet han trak det indbildte lille Kræ frem ved den ene Vinge. Da han tilsidst trykkede det ihjel under Spidsen af sin besløjfede Laksko og man hørte det lille fugtige Svi-vit , hvormed den masedes, blev han hyldet af hele Salen saa hjerteligt som nogen Løvedræber paa en romersk Arena.
Torben havde trukket sig bort fra Direktør Zaun uden at sige Farvel og uden at give ham sin Adresse. Og i Stedet for at gaa tilbage til sine Damer, søgte han ind i Læseværelserne, hvor der i Øjeblikket var ganske tomt.
Her kastede han sig i en af de store Læderstole og gav sig ganske hen i sin Fortvivlelse .

Direktør Zaun blev ved at tale, skønt der ^ ^ et Par Gange var bleven tysset paa ham af Folk i Nærheden. Nu vendte en tyk, skaldet Herre med Svinetryne sig forbitret om ^ og krævede Tavshed.
Ingen af dem havde ^ lagt Mærke til, at der ^ var bleven ganske stille i Salen. Den sortgraa Artist, hvis Specialitet det var at efterligne Dyrelyde, agerede i Øjeblikket en Mand paa Fluefangst. Livagtig eftergjorde han en sorgløst omkringflyvende Spyflues Summen, og da han havde indfanget det indbildte Dyr , hørte man dets vrede Kogen i hans lukkede Haand og derpaa dets hvislende Kamp for Befrielse, idet han trak det ^ frem ved den ene Vinge. Tilsidst traadte han Fantomet ihjel under Spidsen af sin besløjfede Laksko , og da man hørte det lille fugtige Svivit , hvormed Dyret opgav Aanden, jublede Salen , og Herren med Svinetrynen klappede som en rasende.
I Stedet for at søge tilbage til sit Selskab var Torben gaaet ind i Læseværelserne, hvor der i Øjeblikket var ganske tomt. Han kastede ^ sig i en af de store Læderstole og gav sig ^ hen i sin mismodige Stemning .

Direktør Zaun blev ved at tale, skønt der ^ ^ et Par Gange var bleven tysset paa ham af Folk i Nærheden. Nu vendte en tyk, skaldet Herre med Svinetryne sig forbitret om ^ og krævede Tavshed.
I, 75 Ingen af dem havde ^ lagt Mærke til, at der ^ var bleven ganske stille i Salen. Den sortgraa Artist, hvis Specialitet det var at efterligne Dyrelyde, agerede i Øjeblikket en Mand paa Fluefangst. Livagtig eftergjorde han en sorgløst omkringflyvende Spyflues Summen, og da han havde indfanget det indbildte Dyr , hørte man dets vrede Kogen i hans lukkede Haand og derpaa dets hvislende Kamp for Befrielse, idet han trak det ^ frem ved den ene Vinge. Tilsidst traadte han Fantomet ihjel under Spidsen af sin besløjfede Laksko , og da man hørte det lille fugtige Svivit , hvormed Dyret opgav Aanden, jublede Salen , og Herren med Svinetrynen klappede som en rasende.
I Stedet for at søge tilbage til sit Selskab var Torben gaaet ind i Læseværelserne, hvor der i Øjeblikket var ganske tomt. Han kastede ^ sig i en af de store Læderstole og gav sig ^ hen i sin mismodige Stemning .

Direktør Zaun blev ved at tale, skønt der ^ ^ et Par Gange var bleven tysset paa ham af Folk i Nærheden. Nu vendte en tyk, skaldet Herre med Svinetryne sig forbitret om ^ og krævede Tavshed.
Ingen af dem havde ^ lagt Mærke til, at der ^ var bleven ganske stille i Salen. Den sortgraa Artist, hvis Specialitet det var at efterligne Dyrelyde, agerede i Øjeblikket en Mand paa Fluefangst. Livagtig eftergjorde han en sorgløst omkringflyvende Spyflues Summen, og da han havde indfanget det indbildte Dyr , I, 75 hørte man dets vrede Kogen i hans lukkede Haand og derpaa dets hvislende Kamp for Befrielse, idet han trak det ^ frem ved den ene Vinge. Tilsidst traadte han Fantomet ihjel under Spidsen af sin besløjfede Laksko , og da man hørte det lille fugtige Svivit , hvormed Dyret opgav Aanden, jublede Salen , og Herren med Svinetrynen klappede som en rasende.
I Stedet for at søge tilbage til sit Selskab var Torben gaaet ind i Læseværelserne, hvor der i Øjeblikket var ganske tomt. Han kastede ^ sig i en af de store Læderstole og gav sig ^ hen i sin mismodige Stemning .

Han havde den samme Fornemmelse som han saa ofte havde haft i Wiesbaden, at han plagedes af et Mareridt og ikke kunde vaagne. Han følte det , som om alt dette med hans Helbredelse var en ulykkelig Indbildning . Var han ikke meget snarere 153 død for længe siden og ført ned i Underverdenen , nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke i Sygestuen paa Favsingholm? ... Hvad skulde han gøre? Han følte sig aldeles hjælpeløs. Og Jytte sad derinde og havde det aabenbart rigtig rart i dette Skyggerige, der syntes ham saa uudholdeligt dumt og uværdigt! ... Men han var syg. Uhelbredeligt syg. Det nyttede ikke at ville lyve sig fra det. Hans forvendte Syn havde Asmus Hagens Piller ikke kunnet rette paa. Hans inderste, egenlige Jeg gik endnu stadig Afmagtens og Livsskyhedens triste Krykkegang derhjemme i de mørke Stuer paa Favsingholm. Og nu havde han tilmed faaet en ulykkelig Forelskelses hele Latterlighed at slæbe om med. Denne forkomne Ungdomskærlighed havde deroppe i Ensomheden ædt sig ind i hans Organisme som Giften fra et gammelt Saar – havde forhærdet sig til en fiks Ide, der gjorde hans Eksistens uhyggelig endogsaa for ham selv. I Stedet for at rejse til München, hvor en stor og smuk og glad Kvinde ventede ham , sad han her og sukkede som en forelsket Konfirmand; – ja havde han ikke staaet dernede ved Vandet idag og udspioneret Jytte gennem en Kikkert ligesom den skinsyge Ferdinand i Operetten? Saa vidt var det allerede kommet med ham! Det var Resultatet af den kloge Asmus Hagens 154 Trolddomskunster . Sin Ligskjorte havde han faaet ombyttet med en Narrekappe. Hvad var der vundet? ... Og Asmus maatte jo have forudset det, siden han ^ udtrykkeligt havde anbefalet ham at være forberedt paa alle en ny Pubertetsperiodes Latterligheder og Galskaber! –

Han havde den samme Fornemmelse som han saa ofte havde haft i Wiesbaden, at han plagedes af et Mareridt og ikke kunde vaagne. Han følte det , som om alt dette med hans Helbredelse var en ulykkelig Indbildning . Var han ikke meget snarere 153 død for længe siden og ført ned i Underverdenen , nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke i Sygestuen paa Favsingholm? ... Hvad skulde han gøre? Han følte sig aldeles hjælpeløs. Og Jytte sad derinde og havde det aabenbart rigtig rart i dette Skyggerige, der syntes ham saa uudholdeligt dumt og uværdigt! ... Men han var syg. Uhelbredeligt syg. Det nyttede ikke at ville lyve sig fra det. Hans forvendte Syn havde Asmus Hagens Piller ikke kunnet rette paa. Hans inderste, egenlige Jeg gik endnu stadig Afmagtens og Livsskyhedens triste Krykkegang derhjemme i de mørke Stuer paa Favsingholm. Og nu havde han tilmed faaet en ulykkelig Forelskelses hele Latterlighed at slæbe om med. Denne forkomne Ungdomskærlighed havde deroppe i Ensomheden ædt sig ind i hans Organisme som Giften fra et gammelt Saar — havde forhærdet sig til en fiks Ide, der gjorde hans Eksistens uhyggelig endogsaa for ham selv. I Stedet for at rejse til München, hvor en stor og smuk og glad Kvinde ventede ham , sad han her og sukkede som en forelsket Konfirmand; — ja havde han ikke staaet dernede ved Vandet idag og udspioneret Jytte gennem en Kikkert ligesom den skinsyge Ferdinand i Operetten? Saa vidt var det allerede kommet med ham! Det var Resultatet af den kloge Asmus Hagens 154 Trolddomskunster . Sin Ligskjorte havde han faaet ombyttet med en Narrekappe. Hvad var der vundet? ... Og Asmus maatte jo have forudset det, siden han i sit sidste Brev udtrykkeligt havde anbefalet ham at være forberedt paa alle en ny Pubertetsperiodes Latterligheder og Galskaber! —

Han sad der med den samme Fornemmelse , han saa ofte havde haft i Wiesbaden, at han plagedes af et Mareridt og ikke kunde vaagne. Han følte alting saa uvirkeligt , som om alt dette med hans Helbredelse var en ^ Indbildning og han selv død for længe siden og ført ned i Underverdenen – nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke I, 103 i Sygestuen paa Favsingholm. Og nu havde han tilmed faaet en ulykkelig Forelskelses hele Latterlighed at slæbe om med. Denne forkomne Ungdomskærlighed slog atter ud i hans Organisme som Giften fra et gammelt Saar. Mens Jytte sad derinde sammen med sin tyske Ven og aabenbart befandt sig rigtig som hjemme i Skyggeriget ^ ^ , sad han her og sukkede som ^ ^ ^ den forsmaaede Ferdinand i en Operette. Det var Resultatet af den kloge Asmus ’ Trolddomskunster ! Sin Ligskjorte havde han faaet ombyttet med en Narrekappe. Hvad var der vundet? ... ^ ^ ^ ^

Han sad der med den samme Fornemmelse , han saa ofte havde haft i Wiesbaden, at han plagedes af et Mareridt og ikke kunde vaagne. Han følte alting saa uvirkeligt , som om alt dette med hans Helbredelse var en ^ Indbildning og han selv død for længe siden og ført ned i Underverdenen — nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke i Sygestuen paa Favsingholm. Og nu havde han tilmed faaet en ulykkelig Forelskelses hele Latterlighed at slæbe om med. Denne forkomne Ungdomskærlighed slog atter ud i hans Organisme som Giften fra et gammelt Saar. Mens Jytte sad derinde sammen med sin tyske Ven og aabenbart befandt sig rigtig som hjemme i Skyggeriget ^ ^ , sad han her og sukkede som ^ ^ ^ den forsmaaede Ferdinand i en Operette. Det var Resultatet af den kloge Asmus ’ Trolddomskunster ! Sin Ligskjorte havde han faaet ombyttet med en Narrekappe. Hvad var der vundet? ... ^ ^ ^ ^

Han sad der med den samme Fornemmelse , han saa ofte havde haft i Wiesbaden, at han plagedes af et Mareridt og ikke kunde vaagne. Han følte alting saa uvirkeligt , som om alt dette med hans Helbredelse var en ^ Indbildning og han selv død for længe siden og ført ned i Underverdenen – nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke i Sygestuen paa Favsingholm. Og nu havde han tilmed faaet en ulykkelig Forelskelses hele Latterlighed at slæbe om med. Denne forkomne Ungdomskærlighed slog atter ud i hans Organisme som Giften fra et gammelt Saar. Mens Jytte sad derinde sammen med sin tyske Ven og aabenbart befandt sig rigtig som hjemme i Skyggeriget ^ ^ , sad han her og sukkede som ^ ^ ^ den forsmaaede Ferdinand i en Operette. Det var Resultatet af den kloge Asmus ’ Trolddomskunster ! Sin Ligskjorte havde han faaet ombyttet med en Narrekappe. Hvad var der vundet? ... ^ ^ ^ ^

Inde i Salen var Negeren imidlertid bleven afløst af nogle sortsmudsede Dansere, der ^ sparkede omkring sig til et kannibalsk Spektakel ^ af Kastagnetter og Tamburiner : Mændene figurerende med aabenstaaende Skjorter og Svømmebukser , Damerne med et kort Silkeskørt over fede Ben i kødfarvet Triko . Det kaldtes paa Programmet for neapolitansk Folkedans.

Inde i Salen var Negeren ^ bleven afløst af nogle sortsmudsede Dansere, der skreg og sparkede omkring sig til ^ Akkompagnement af Kastagnetter og Tamburiner . Mændene figurerede i Svømmebukser og aabenstaaende Skjorter ^ , Damerne med et kort Silkeskørt over fede Ben i kødfarvet Trikot . Det kaldtes paa Programmet for neapolitansk Folkedans.

Inde i Salen var Negeren ^ bleven afløst af nogle sortsmudsede Dansere, der skreg og sparkede omkring sig til et Akkompagnement af Kastagnetter og Tamburiner . Mændene figurerede i Svømmebukser og aabentstaaende Skjorter ^ , Damerne med et kort Silkeskørt over fede Ben i kødfarvet Trikot . Det kaldtes paa Programmet for neapolitansk Folkedans.

Jytte havde igen laant Hr. v. Auens Kikkert, dog kun for at søge efter Torben . Hun havde holdt Øje med ham ^ baade da han blev forestillet for sin Vens Kone ^ og siden, da han opholdtes af Direktør Zaun. Men pludselig var han forsvunden for hende, ^ og hun begyndte at blive urolig.
» Hvor har Vorherre den unge Hr. Mohn i Aften?« spurgte Oberverwaltungsgerichtsraten, da hun gav ham Kikkerten tilbage. » Skulde det være blevet til Alvor med hans Rejse?«
» Det er det vel nok.«
» Jeg har virkelig ondt af den unge Mand. Han 155 skulde have haft Lov til at dø i Fred i sit Hjem. Han kommer aldrig levende tilbage.«
»Nej, det gør han vel ikke,« sagde Jytte uden at vide, hvad hun svarede paa. En Angst havde betaget hende . Hun sad ^ og overvejede, om hun ^ skulde sige det til Moderen, at Torben Dihmer var gaaet. Maaske var han bleven syg...

Jytte begyndte at blive ængstelig paa Grund af Torbens Forsvinden . Hun havde holdt Øje med ham , baade da han blev forestillet for Generalkonsulinden , og siden, da han stod og talte med Direktør Zaun. Hun havde overhovedet slet ikke hørt paa Hr. v. Auens mange Elskværdigheder og ikke engang gjort sig videre Umage for at skjule sin Aandsfraværenhed.
Hans Bortgang foruroligede hende især, fordi hun havde paa Følelsen, at den var en Demonstration. Selskabet mishagede ham vistnok. Navnlig dette Variete-Gøgl var ham sikkert imod . Hun sad netop og overvejede, om hun ikke skulde sige ^ til Moderen, at han I, 104 var gaaet. Det kunde jo ogsaa være, at han var bleven syg...

I, 76 Jytte begyndte at blive ængstelig paa Grund af Torbens Forsvinden . Hun havde holdt Øje med ham , baade da han blev forestillet for Generalkonsulen , og siden, da han stod og talte med Direktør Zaun. Hun havde overhovedet slet ikke hørt paa Hr. v. Auens mange Elskværdigheder og ikke engang gjort sig videre Umage for at skjule sin Aandsfraværenhed.
Hans Bortgang foruroligede hende især, fordi hun havde paa Følelsen, at den var en Demonstration. Selskabet mishagede ham vistnok. Navnlig dette Variete-Gøgl var ham sikkert imod . Hun sad netop og overvejede, om hun ikke skulde sige ^ til Moderen, at han var gaaet. Det kunde jo ogsaa være, at han var bleven syg...

Jytte begyndte at blive ængstelig paa Grund af Torbens Forsvinden . Hun havde holdt Øje med ham , baade da han blev forestillet for Generalkonsulinden , og siden, da han stod og talte med Direktør Zaun. Hun havde overhovedet slet ikke hørt paa Hr. I, 76 v. Auens mange Elskværdigheder og ikke engang gjort sig videre Umage for at skjule sin Aandsfraværenhed.
Hans Bortgang foruroligede hende især, fordi hun havde paa Følelsen, at den var en Demonstration. Selskabet mishagede ham vistnok. Navnlig dette Variete-Gøgl var ham sikkert imod . Hun sad netop og overvejede, om hun ikke skulde sige ^ til Moderen, at han var gaaet. Det kunde jo ogsaa være, at han var bleven syg...

I det samme saae hun ham komme inde fra ^ Læseværelserne, og hendes Øjne blev dybe , og hun smilte af hemmelighedsfuld Lykke. Hun vidste det ikke selv , men Hr. v. Auen saae det og straks gik Elskværdigheden af ham. I samme Øjeblik, Torben naaede hen til dem , rejste han sig op ^ og vendte ham sin pomadiserede og skilte Nakke med hofmæssig Uforskammethed.

I det samme saae hun ham komme inde fra ^ Læseværelserne, og hendes Øjne blev dybe ^ og ^ smilte af hemmelighedsfuld Lykke. Hun vidste det ikke selv , men Hr. v. Auen saae det og straks gik Elskværdigheden af ham. I samme Øjeblik, Torben naaede hen til dem , rejste han sig op ^ og vendte ham sin pomadiserede og skilte Nakke med hofmæssig Uforskammethed.

I det samme saae hun ham komme frem i Døren ind til Læseværelserne, og skønt hans Mine var lige alvorlig, gennemstrømmedes hun af en Glæde, saa Øjnenes Glans forraadte hendes hemmelige ^ ^ ^ ^ Lykke. Hun vidste det ikke selv ; men Hr. v. Auen blev nu endelig klar over Situationen, og straks gik Elskværdigheden af ham.
Da han saae Torben nærme sig , rejste han sig op , bukkede for Damerne og vendte derpaa Rivalen sin pomadiserede og skilte Nakke med hofmæssig Uforskammethed.

I det samme saae hun ham komme frem i Døren fra Læseværelserne, og skønt hans Mine var lige alvorlig, gennemstrømmedes hun af en Glæde, saa Øjnenes Glans forraadte hendes hemmelige ^ ^ ^ ^ Lykke. Hun vidste det ikke selv ; men Hr. v. Auen blev nu endelig klar over Situationen, og straks gik Elskværdigheden af ham.
Da han saae Torben nærme sig , rejste han sig op , bukkede for Damerne og vendte derpaa Rivalen sin pomadiserede og skilte Nakke med hofmæssig Uforskammethed.

Paa Grund af Torbens Nærværelse følte Jytte sig pludselig generet af de kortskørtede Damer ^ og deres raa Hvin , og hun hviskede til Moderen, om de ikke skulde gaa.

De kortskørtede Damer paa Tribunen og deres raa Hvin generede pludselig Jytte, fordi Torben var tilstede. Hun hviskede til Moderen, om de ikke skulde gaa.

» Detteher er ækelt,« sagde hun. » Jeg tror heller ikke, at Torben Dihmer morer sig.«
Baade Moderen og Torben var lette at overtale. Naar Fru Bertha i det hele taget deltog i disse Aftenunderholdninger, var det kun for at skaffe Jytte en Adspredelse, at hun ikke skulde sidde derhjemme og falde sammen eller ødelægge sig ved Klaveret .

» Dette her er ækelt,« sagde hun. » Jeg tror heller ikke, det morer Dihmer .«
Fru Bertha nikkede .

156 Udenfor var det klart ^ Maaneskin. Det saae ud, som om det havde ^ snet. Stien foran dem, Appelsintræernes og Skærmpinjernes tætte , mørke Løvmasser og Hustagene nede i Byen var vinterligt hvide. Det var kun Fru Bertha, der lagde Mærke til det , og hun sagde ogsaa nogle Ord derom; men iøvrigt fulgtes de op til Villaen i Tavshed.
Ved ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ Gitterporten ^ ind til Haven sagde Torben Farvel .

156 Udenfor var det klart ^ Maaneskin. Det saae ud, som om det havde sneet. snet. Stien foran dem, Appelsintræernes og Skærmpinjernes tætte , mørke Løvmasser og Hustagene nede i Byen var vinterligt hvide. Det var kun Fru Bertha, der lagde Mærke til det , og hun sagde ogsaa nogle Ord derom; men iøvrigt fulgtes de op til Villaen i Tavshed.
Ved ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ Gitterporten ^ ind til Haven sagde Torben Farvel .

Lidt efter rejste de sig alle tre og gik.
Udenfor var det klart , hvidt Maaneskin. Det saae ud, som laa der et tyndt Snelag over Jorden. Trods Palmer og ^ ^ tætte Løvtræer var Udsigten ned over Byen ganske vinterlig i dette Lys.
Det var kun Fru Bertha, der lagde Mærke til det og talte om det. Hun gik foran paa den smalle Vej, der i Slyngninger førte op til Villaen under brede Skærmpinjer. De to andre ^ fulgte bagefter i Tavshed.
Torben havde besluttet sig til at rejse. Han mente nu at vide saa meget, som han behøvede, og han følte det næsten som en Lettelse at have faaet Klarhed. Og I, 105 da der ingen Grund var til for Formens Skyld at forlænge Pinen for nogen af Parterne, vilde han tage bort allerede den næste Dag og undgaa al Forklaring.
Udenfor Gitterporten , der førte ind til Villaens Have, sagde han Godnat .

Lidt efter rejste de sig alle tre og gik.
Udenfor var det klart , hvidt Maaneskin. Det saae ud, som laa der et tyndt Snelag over Jorden. Trods Palmer og ^ ^ tætte Løvtræer var Udsigten ned over Byen ganske vinterlig i dette Lys.
Det var kun Fru Bertha, der lagde Mærke til det og talte om det. Hun gik foran paa den smalle Vej, der i Slyngninger førte op til Villaen under brede Skærmpinjer. De ^ andre to fulgte bagefter i Tavshed.
Torben havde besluttet sig til at rejse. Han mente nu at vide I, 77 saa meget, som han behøvede, og han følte det næsten som en Lettelse at have faaet Klarhed. Og da der ingen Grund var til for Formens Skyld at forlænge Pinen for nogen af Parterne, vilde han tage bort allerede den næste Dag og undgaa al Forklaring.
Udenfor Gitterporten , der førte ind til Villaens Have, sagde han Godnat .

Lidt efter rejste de sig alle tre og gik.
Udenfor var det klart , hvidt Maaneskin. Det saae ud, som laa der et tyndt Snelag over Jorden. Trods Palmer og ^ ^ tætte Løvtræer var Udsigten ned over Byen ganske vinterlig i dette Lys.
Det var kun Fru Bertha, der lagde Mærke til det og talte om det. Hun gik foran paa den smalle Vej, der i Slyngninger førte op til Villaen under brede Skærmpinjer. De ^ andre to fulgte bagefter i Tavshed.
Torben havde besluttet sig til at rejse. Han mente nu at vide saa meget, som han behøvede, og han følte det næsten som en Lettelse at have faaet Klarhed. Og da der ingen Grund var til for Formens Skyld at forlænge Pinen for nogen af Parterne, vilde han tage bort allerede den næste Dag og undgaa al Forklaring.
I, 77 Udenfor Gitterporten , der førte ind til Villaens Have, sagde han Godnat .

» Vil De allerede gaa? ... Naa ja, De har Lov til at være rejsetræt,« sagde Fru Bertha. » Sig mig, vil De ikke glæde os med at drikke Deres Morgente ^ sammen med os imorgen Klk. 9 ? Vi faar den serveret ^ her hos os selv, og det er ^ virkelig ganske hyggeligt. Altsaa: ^ Paa Gensyn ^ !«

» Vil De ^ gaa? ... Naa ja, De har Lov til at være rejsetræt,« sagde Fru Bertha. » Sig mig, De har vist faaet nok af Hotellivet, ikke sandt? Vil De ikke glæde os med at drikke Deres Morgente her sammen med os ^ ? Vi faar den serveret ganske privat her hos os selv, og saa er her virkelig ganske hyggeligt. – – Nej, nu skal De ikke sige Nej. Paa Gensyn altsaa Klokken ni !«

» Vil De ^ gaa? ... Naa ja, De har Lov til at være rejsetræt,« sagde Fru Bertha. » Sig mig, De har vist faaet nok af Hotellivet, ikke sandt? Vil De ikke glæde os med at drikke Deres Morgente her sammen med os ^ ? Vi faar den serveret ganske privat her hos os selv, og saa er her virkelig ganske hyggeligt. — — Nej, nu skal De ikke sige Nej. Paa Gensyn altsaa Klokken ni !«

Uden at vente paa hans Svar gik hun ind for at lade de unge tage Afsked alene. Hensigten var lovlig tydelig og forstemte Jytte. Hun skyndte sig at give Torben Haanden for at følge ind med Moderen; men da han ^ ^ ^ holdt ^ hende tilbage, blev hun alligevel staaende .

Uden at vente paa hans Svar gik hun ind . Men da nu ogsaa Jytte sagde Godnat og stak Haanden ud af Aftenkaaben – ganske som hin sidste Aften udenfor Porten i Dronningens Tværgade – holdt han hende et Øjeblik tilbage .

Uden at vente paa hans Svar gik hun ind . Men da nu ogsaa Jytte sagde Godnat og stak Haanden ud af Aftenkaaben — ganske som hin sidste Aften udenfor Porten i Dronningens Tværgade — holdt han hende et Øjeblik tilbage .

» Tilgiv ... Men jeg maa bede Dem sige ^ Deres Moder , at hun ikke skal vente mig imorgen .«

» Jeg vil bede Dem om at sige til Deres Mor , at hun ikke skal vente mig ^ .«

» Jeg vil bede Dem om at sige til Deres Moder , at hun ikke skal vente mig ^ .«

» De kommer ikke?«

» Nej ... jeg rejser.«

»Rejser? Men De er jo lige kommen ?«
»Ja; og jeg skulde aabenbart helst være bleven 157 helt herfra. Det var en Misforstaaelse af mig . Det indser jeg godt nu. Jeg passer ikke længer til Selskabet her .«

»Rejser? Og De er ^ lige kommen !«
»Ja, det har været en Misforstaaelse af mig at vælge Stedet her til Rekreation. Det indser jeg godt nu. Det er for tidligt. Jeg er endnu ikke bleven tilstrækkelig akklimatiseret .«

» Men hvad er ^ det for noget?«

» Men hvad er alt det for noget?«

Det kom som et Udbrud, uforvarende, angstfuldt næsten. ^ Torben lyttede. Havde han hørt rigtigt?

Det kom som et Udbrud, uforvarende, angstfuldt næsten.
I, 106 Torben lyttede. Havde han hørt rigtigt?

Det kom som et Udbrud, uforvarende, angstfuldt næsten.
Torben lyttede. Havde han hørt rigtigt?

Han ^ saae prøvende paa hende.

Han beholdt hendes Haand og saae prøvende paa hende.

» Vilde det ikke være Dem imod, at jeg kom og gik her ligesom i gamle Dage hjemme i Dronningens Tværgade? ... Tør jeg endnu betragte mig som en Ven og en lille Smule af en Kammerat ?«

» Er jeg virkelig slet ikke til Besvær? Jeg mener ... De har dog vist allerede saa mange Venner her. Maa jeg have Lov til at komme og gaa ligesom i gamle Dage ^ ?«

» Ja – naturligvis!« sagde hun men søgte dog nu at trække sin Haand til sig.
Han saae ^ hende rødme ^ i Maaneskinnet , og han følte hendes Hjertes Uro gennem Pulsslaget i hendes Haand, som han ikke vilde slippe . For sin egen Skyld vovede han dog ikke i Øjeblikket at trænge stærkere ind paa hende. Han mærkede, at han var i Færd med at miste Selvbesindelsen. Blodet var steget ham voldsomt til Hovedet, og hans Tanker var løbske.
Han ^ nøjedes ^ med at bøje sig ned over hendes Haand og kysse den med Ærbødighed. Og idet hun nu ^ gik ind , blev han ^ staaende med blottet Hoved , indtil hun var ude af Syne, og fulgte derefter Lyden af hendes Skridt paa hele Vejen op gennem Haven. Først da han havde hørt Døren 158 deroppe blive lukket, vendte han sig om og gik langsomt bort.

» Ja — naturligvis!« sagde hun men søgte dog nu at trække sin Haand til sig.
Han saae ^ hende rødme ^ i Maaneskinnet , og han følte hendes Hjertes Uro gennem Pulsslaget i hendes Haand, som han ikke vilde slippe . Men for sin egen Skyld vovede han dog ikke ^ at trænge stærkere ind paa hende. Han mærkede, at han var i Færd med at miste Selvbesindelsen. Blodet var steget ham voldsomt til Hovedet, og hans Tanker var løbske.
Han ^ nøjedes ^ med at bøje sig ned over hendes Haand og kysse den med Ærbødighed. Og efter at hun var gaaet ^ ^ ind , blev han uden at vide det staaende med blottet Hoved ^ og fulgte ^ Lyden af hendes Skridt paa hele Vejen op gennem Haven. 158 Først da han havde hørt Døren deroppe blive lukket, vendte han sig om og gik langsomt bort.

» Ja – naturligvis!« sagde hun men søgte dog nu at trække Haanden til sig. » Saa kommer De altsaa imorgen.«
Han havde set hende rødme dybt i Maaneskinnet ^ . Men for sin egen Skyld vovede han alligevel ikke ^ at spørge om mere. Hans Tanker var bleven løbske. Af Frygt for at miste Selvbesindelsen nøjedes han med at bøje sig ned over hendes Haand og kysse den ærbødigt.
»Tak,« sagde han.
Med blottet Hoved holdt han derpaa Gitterlaagen aaben for hende, mens hun gik ind . Og uden selv at vide af det blev han ^ staaende med Hatten i Haanden, saalænge ^ ^ ^ Lyden af hendes Skridt endnu kunde høres paa den gruslagte Havegang ... ^ ^

» Ja — naturligvis!« sagde hun men søgte dog nu at trække Haanden til sig. » Saa kommer De altsaa imorgen.«
Han havde set hende rødme dybt i Maaneskinnet ^ . Men for sin egen Skyld vovede han alligevel ikke ^ at spørge om mere. I, 78 Hans Tanker var bleven løbske. Af Frygt for at miste Selvbesindelsen nøjedes han med at bøje sig ned over hendes Haand og kysse den ærbødigt.
»Tak,« sagde han.
Med blottet Hoved holdt han derpaa Gitterlaagen aaben for hende, mens hun gik ind . Og uden selv at vide af det blev han ^ staaende med Hatten i Haanden, saalænge ^ ^ ^ Lyden af hendes Skridt endnu kunde høres paa den gruslagte Havegang ... ^ ^

» Ja – naturligvis!« sagde hun men søgte dog nu at trække Haanden til sig. ^
Han havde set hende blegne ^ i Maaneskinnet ^ . Men for sin egen Skyld vovede han nu ikke ^ at spørge om mere. Hans Tanker var bleven løbske. Af Frygt for at miste Selvbesindelsen nøjedes han med at bøje sig ned over hendes Haand og kysse den ærbødigt.
»Tak,« sagde han.
Med blottet Hoved holdt han derpaa Gitterlaagen aaben for I, 78 hende, mens hun gik ind . Og uden selv at vide af det blev han ^ staaende med Hatten i Haanden, saalænge ^ ^ ^ Lyden af hendes Skridt endnu kunde høres paa den gruslagte Havegang ... ^ ^

Inde i Stuen havde Fru Bertha tændt Lampen og sad allerede med en Avis. Hun saae ikke op, da Jytte kom ind, men lod ^ som om hun var optaget af Læsningen.

Inde i Stuen havde Fru Bertha tændt Lampen og sad allerede med en Avis. Hun saae ikke op, da Jytte kom ind, men lod , som om hun var optaget af Læsningen.

Jytte var hende taknemlig for denne Forstillelse. Hun havde gerne sat sig hen hos hende og smaasnakket en lille Tid om ligegyldige Ting, inden hun gik i Seng. Uvilkaarligt frygtede hun Ensomheden oppe i sit Kammer. Men hun følte sig heller ikke helt tryg overfor Moderen, var ^ bange for, at hun alligevel skulde give sig til at tale om Torben Dihmer og maaske spørge hende ud. Og hun havde jo i Virkeligheden ingenting at fortælle. Det hele var ogsaa kommet ganske anderledes end hun havde ventet. Hvad havde hun i Grunden svaret? ... Men nu vidste han det altsaa .

Jytte var hende taknemmelig for denne Forstillelse. Hun havde gerne sat sig hen hos hende og smaasnakket en lille Tid om ligegyldige Ting, inden hun gik i Seng. Uvilkaarligt frygtede hun Ensomheden oppe i sit Kammer. Men hun følte sig heller ikke helt tryg overfor Moderen, var ^ bange for, at hun alligevel skulde give sig til at tale om Torben Dihmer og maaske spørge hende ud. Og hun havde jo i Virkeligheden ingenting at fortælle. Det hele var ogsaa kommet ganske anderledes end hun havde ventet. Hvad havde hun i Grunden svaret? ... Men nu vidste han det altsaa .

Jytte var hende taknemlig for denne Forstillelse. Hun havde godt mærket, at Moderen var lidt skuffet af Dihmer; derfor var hun bange for, at hun ^ skulde give sig til at tale om ham .

» Jeg tror, jeg gaar op med det samme,« sagde hun og lukkede sit Klaver.

» Jeg tror, jeg gaar i Seng med det samme,« sagde hun og lukkede sit Klaver.

»Ja, gør du det! Det er heller ikke for tidligt.«
Jytte gik mod Sædvane hen og kyssede Moderens Kind til Godnat. Fru Bertha holdt stadig Øjnene i sin Avis. Først efter at Jytte var gaaet, saae hun op. Og da smilte hun lidt og saae tankefuldt frem for sig.

I, 107 »Ja, gør du det! Det er i Virkeligheden slet ikke for tidligt.« ^

»Ja, gør du det! Det er i Virkeligheden slet ikke for tidligt.« ^

Oppe i sit maanelyse Kammer blev Jytte staaende 159 ved Vinduet nogen Tid uden at lukke det. Hun troede endnu at kunne høre Torbens Skridt nede paa den fliselagte Sti mellem de høje, genlydende Havemure. Og hun tænkte: Dernede gik et Menneske, der nu raadede over hendes Liv ; en fremmed Mand , ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ til hvem hun havde betroet sin hele Lykke. Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan, og hun havde selv villet ^ ^ det saadan ^ ^ ^ . Tidligere havde hun ikke kunnet lade være med at holde af Torben Dihmer, endskønt hun egenlig ikke havde villet det ; men nu følte hun, at hun ønskede at tilhøre ham, at hun længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med ^ Sjæl og Legeme – ja, ogsaa med sit elskovssyge Legeme .
⇕ ⇒ Gennem hendes Erindring jog paany det vilde Skrækkens Tog af alle hendes gifte Veninder, som bestandig i den sidste Tid havde vist sig for hende baade om Dagen og i hendes Nætters urolige Drømme. Hun havde været sammen med de fleste af dem paa deres Bryllupsdag, huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør – og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimor og – aa Gud ja! – stakkels Kitty, den 160 fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu levede et tøjlesløst Liv i det sletteste Selskab. Skulde det nu times hende selv engang at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke? – Men da vilde hun hellere dø.
Hun lukkede Vinduesskodderne i med en skudrende Bevægelse og tændte Lys. Hun var kommen til at fryse og vilde skynde sig i Seng. ⇕ ⇒ Men de mørke Tanker blev ved at flagre om hendes Lykke som Natsværmere omkring et Lys og lod sig ikke forjage. Da hun sad foran Spejlet i sin Natdragt og plukkede Naalene ud af sit Haar, sank Hænderne tungt ned i hendes Skød og blev liggende der .
Hvorfor skulde netop hun blive den ene af Tusinde, hvem Kærlighedsdrømmen ikke skuffede? Tilmed kendte hun i Grunden slet ikke sin tilkommende Mand. For det var jo saadan, at hun alligevel igen havde taget fejl af sine Følelser eller været troløs imod dem. Det var jo en hel anden Mand, hun var kommen til at holde af. Den Torben Dihmer, hun i alle disse Aar havde længtes efter, ham havde hun allerede halvvejs glemt. Det var denne underligt stille og barske Fremmede, hun nu elskede og havde knyttet sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. 161 Saadan var hun! Og hun vilde aldrig blive anderledes! ...
⇕ ⇒ Hun havde saa ofte maattet høre, at hun lignede sin Moder , og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa Torben Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og saa et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Hun havde nogle Gange selv forsøgt at trænge ind til Bunden af sit Væsens Urskovs-Dyb men var altid hurtigt flygtet – grebet af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger, og vilde Rovdyrøjne havde glødet hende imøde inde fra Mørket. Men alt dette skulde Torben Dihmer vide. Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv kendte det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende ...
Hun hørte Moderen komme op ad Trappen. Hurtigt krøb hun i Seng og slukkede Lyset. Da Døren til Sideværelset lidt efter sagte gik op, lod hun, som om hun sov.

Oppe i sit maanelyse Kammer blev Jytte staaende 159 ved Vinduet nogen Tid uden at lukke det. Hun troede endnu at kunne høre Torbens Skridt nede paa den fliselagte Sti mellem de høje, genlydende Havemure. Og hun tænkte: Dernede gik et Menneske, der nu raadede over hendes Liv ; en fremmed Mand , ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ til hvem hun havde betroet sin hele Lykke. Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan, og hun havde selv villet ^ ^ det saadan ^ ^ ^ . Tidligere havde hun ikke kunnet lade være med at holde af Torben Dihmer, skønt hun egenlig ikke vilde det . Nu følte hun, at hun ønskede at tilhøre ham, at hun længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med ^ Sjæl og Legeme ^ ^ ^ ^ .
⇕ ⇒ Men gennem hendes Erindring jog ^ det vilde Skrækkens Tog af alle hendes gifte Veninder, som bestandig i den sidste Tid havde vist sig for hende baade om Dagen og i hendes Nætters urolige Drømme. Hun havde været sammen med de fleste af dem paa deres Bryllupsdag, huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør — og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimor og — aa Gud ja! — stakkels Kitty, den fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet 160 med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu levede et tøjlesløst Liv i det sletteste Selskab. Skulde det nu times hende selv engang at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke? — Men da vilde hun hellere dø.
Hun lukkede Vinduesskodderne i med en skudrende Bevægelse og tændte Lys. Hun var kommen til at fryse og vilde skynde sig i Seng. ⇕ ⇒ Men de mørke Tanker blev ved at flagre om hendes Lykke som Natsværmere omkring et Lys og lod sig ikke forjage. Da hun sad foran Spejlet i sin Natdragt og plukkede Naalene ud af sit Haar, sank Hænderne tungt ned i hendes Skød og blev liggende der .
Hvorfor skulde netop hun blive den ene af Tusinde, hvem Kærlighedsdrømmen ikke skuffede? Tilmed kendte hun i Grunden slet ikke sin tilkommende Mand. For det var jo saadan, at hun alligevel igen havde taget fejl af sine Følelser eller været troløs imod dem. Det var jo en hel anden Mand, hun var kommen til at holde af. Den Torben Dihmer, hun i alle disse Aar havde længtes efter, ham havde hun allerede halvvejs glemt. Det var denne underligt stille og barske Fremmede, hun nu elskede og havde knyttet sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. 161 Saadan var hun! Og hun vilde aldrig blive anderledes! ...
⇕ ⇒ Hun havde saa ofte maattet høre, at hun lignede sin Moder , og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa Torben Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og saa et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Hun havde nogle Gange selv forsøgt at trænge ind til Bunden af sit Væsens Urskovs-Dyb men var altid hurtigt flygtet — grebet af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger, og vilde Rovdyrøjne havde glødet hende imøde inde fra Mørket. Men alt dette skulde Torben Dihmer vide. Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv kendte det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende ...
Hun hørte Moderen komme op ad Trappen. Hurtigt krøb hun i Seng og slukkede Lyset. Da Døren til Sideværelset lidt efter sagte gik op, lod hun, som om hun sov.

162

Oppe i sit maanelyse Kammer blev Jytte nogen Tid staaende ved det aabne Vindu. Hun hørte endnu den hule Gungren af Torbens Skridt nede paa den fliselagte Sti mellem de høje, genlydende Havemure. Og hun tænkte: Dernede gik det Menneske, der nu raadede for hendes Liv . En fremmed Mand – ja, for det var jo i Virkeligheden en hel anden, hun var kommen til at holde af, end den Torben Dihmer, som hun i alle disse Aar havde tænkt paa med saa megen Længsel. Ham havde hun allerede næsten glemt. Det var denne underligt tavse Fremmede, hun nu elskede og vilde knytte sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. Saadan var hun! ... Hun kom til at tænke paa noget, som hendes Far havde sagt til hende den Dag, da hun fyldte 16 Aar. Han havde klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man ^ kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting. Han havde saa fortalt hende den gamle græske Fabel om, hvordan Mand og Kvinde oprindelig skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ud i Verden hver for sig, saa de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der kaldtes Kærlighed. » Men forresten skal du ikke bryde dit Hoved for meget med den Ting,« havde han sagt. » Hold blot dine Øjne aabne, saa du kender ham, din paradisiske Tvillingbroder, naar han engang kommer .« Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende. Det var saa lokkende at tænke paa, at der et Sted i Verden gik en »Halvpart« I, 108 omkring og søgte efter hende for at faa hendes Fortrolighed. Alle ensomme Mænd saae hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? ... Siden, da hun blev ældre, var Tanken om en saadan fordringsfuld Dobbeltgænger bleven hendes Skræk. Derfor havde hun løjet for Dihmer og bedraget sig selv den Dag for fem Aar siden paa Langelinje, da han friede til hende. Og dog! Hun var jo dengang virkelig ikke helt sikker paa, at han ogsaa var den rette.
Først nu vidste hun det. I disse Øjeblikke følte hun det med næsten smertelig Voldsomhed, at hun endelig havde mødt ham, – den længselsfuldt Savnede . Tidligere kunde hun ikke ^ lade være med at holde af ^ Dihmer, skønt hun egenlig ikke vilde det . Nu ^ ønskede hun at tilhøre ham; længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med sin Sjæl og ^ ^ med sit ^ Legeme . Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan. Det Skridt, der for blot faa Timer siden havde staaet ^ ^ ^ ^ for hende ^ ^ ^ som ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ et Dødsspring, der maatte gøres med tilbundne Øjne, ventede hun nu med Utaalmodighed. Ikke før om elleve Timer skulde hun se ham igen . Og hvad saa? ... Det hele var jo kommet ganske anderledes, end hun havde tænkt sig. Hvad havde hun i Grunden sagt? Ingenting, syntes hun. Men hun havde dog faaet ham til at blive , og det var det vigtigste.
XI .

Oppe i sit maanelyse Kammer blev Jytte i nogen Tid staaende ved det aabne Vindu. Hun hørte endnu den hule Gungren af Torbens Skridt nede fra den fliselagte Sti mellem de høje, genlydende Havemure. Og hun tænkte: Dernede gik det Menneske, der nu raadede for hendes Liv . En fremmed Mand — ja, for det var jo i Virkeligheden en hel anden, hun var kommen til at holde af, end den Torben Dihmer, som hun i alle disse Aar havde tænkt paa med saa megen Længsel. Ham havde hun allerede næsten glemt. Det var denne underligt tavse Fremmede, hun nu elskede og vilde knytte sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. Saadan var hun! ... Hun kom til at tænke paa noget, som hendes Far havde sagt til hende den Dag, da hun fyldte 16 Aar. Han havde klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man nu kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting. Han havde saa fortalt hende den gamle græske Fabel om, hvordan Mand og Kvinde oprindelig skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ud i Verden hver for sig, saa de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der I, 79 kaldtes Kærlighed. » Men forresten skal du ikke bryde dit Hoved for meget med den Ting,« havde han sagt. » Hold blot dine Øjne aabne, saa du kender ham, din paradisiske Tvillingbroder, naar han engang kommer !« Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende. Det var saa lokkende at tænke paa, at der et Sted i Verden gik en »Halvpart« omkring og søgte efter hende for at faa hendes Fortrolighed. Alle ensomme Mænd saae hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? ... Siden, da hun blev ældre, var Tanken om en saadan fordringsfuld Dobbeltgænger bleven hendes Skræk. Derfor havde hun løjet for Dihmer og bedraget sig selv den Dag for fem Aar siden paa Langelinje, da han friede til hende. Og dog! Hun var jo dengang ^ ikke helt sikker paa, at han ogsaa var den rette.
Først nu vidste hun det. I disse Øjeblikke følte hun det med næsten smertelig Voldsomhed, at hun endelig havde mødt ham, — den længselsfuldt savnede . Tidligere kunde hun ikke ^ lade være med at holde af ^ Dihmer, skønt hun egenlig ikke vilde det . Nu ^ ønskede hun at tilhøre ham; længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med sin Sjæl og ^ ^ med sit ^ Legeme . Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan. Det Skridt, der for blot faa Timer siden havde staaet ^ ^ ^ ^ for hende ^ ^ ^ som ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ et Dødsspring, der maatte gøres med tilbundne Øjne, ventede hun nu med Utaalmodighed. Ikke før om elleve Timer skulde hun se ham igen . Og hvad saa? ... Det hele var jo kommet ganske anderledes, end hun havde tænkt sig. Hvad havde hun i Grunden sagt? Ingenting, syntes hun. Men hun havde dog faaet ham til at blive , og det var det vigtigste.
XI

Oppe i sit maanelyse Kammer blev Jytte i nogen Tid staaende ved det aabne Vindu. Hun hørte endnu den hule Gungren af Torbens Skridt nede fra den fliselagte Sti mellem de høje, genlydende Havemure. Og hun tænkte: Dernede gik det Menneske, der nu raadede for hendes Liv . En fremmed Mand – ja, for det var jo i Virkeligheden en hel anden, hun var kommen til at holde af, end den Torben Dihmer, som hun i alle disse Aar havde tænkt paa med saa megen Længsel. Ham havde hun allerede næsten glemt. Det var denne underligt tavse Fremmede, hun nu elskede og vilde knytte sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. Saadan var hun! ... Hun kom til at tænke paa noget, som hendes Far havde sagt til hende den Dag, da hun fyldte 16 Aar. Han havde klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man ^ kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting. Han havde saa fortalt hende den gamle græske Fabel om, hvordan Mand og Kvinde oprindelig skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ud i Verden hver for sig, saa de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der kaldtes Kærlighed. » Men forresten skal du ikke bryde dit Hoved for meget med den Ting,« havde han sagt. » Hold blot dine Øjne aabne, saa du kender ham, din paradisiske Tvillingbroder, naar han engang kommer !« Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende. Det var saa lokkende at tænke paa, at der et Sted i I, 79 Verden gik en »Halvpart« omkring og søgte efter hende for at faa hendes Fortrolighed. Alle ensomme Mænd saae hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? ... Siden, da hun blev ældre, var Tanken om en saadan fordringsfuld Dobbeltgænger bleven hendes Skræk. Derfor havde hun løjet for Dihmer og bedraget sig selv den Dag for fem Aar siden paa Langelinje, da han friede til hende. Og dog! Hun var jo dengang ^ ikke helt sikker paa, at han ogsaa var den rette.
Først nu vidste hun det. I disse Øjeblikke følte hun det med næsten smertelig Voldsomhed, at hun endelig havde mødt ham, – den længselsfuldt savnede . Tidligere kunde hun ikke ^ lade være med at holde af ^ Dihmer, skønt hun egentlig ikke vilde det . Nu ^ ønskede hun at tilhøre ham; længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med sin Sjæl og ^ ^ med sit ^ Legeme . Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan. Det Skridt, der for blot faa Timer siden havde staaet ^ ^ ^ ^ for hende ^ ^ ^ som ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ et Dødsspring, der maatte gøres med tilbundne Øjne, ventede hun nu med Utaalmodighed. Ikke før om elleve Timer skulde hun se ham igen . Og hvad saa? ... Det hele var jo kommet ganske anderledes, end hun havde tænkt sig. Hvad havde hun i Grunden sagt? Ingenting, syntes hun. Men hun havde dog faaet ham til at blive , og det var det vigtigste.
XI

⇕ Torben og Jytte I, 2.5

⇕ De Dødes Rige 1.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 1.11

162 T orben var nu kommen ned i Byen. Han gik stadig langsomt , med den solide Gang, der var ham egen. Men hans Holdning var forandret, hans Hoved havde løftet sig, og han holdt Hatten i Haanden for at svale sin brændende og bankende Pande ^ .

T orben var nu kommen ned i Byen. Han gik stadig langsomt , med den solide Gang, der var ham egen. Men hans Holdning var forandret, hans Hoved havde løftet sig, og han holdt Hatten i Haanden for at svale sin brændende og bankende Pande ^ .

Torben ^ var nu kommen ned i Byen. Han holdt stadig Hatten i Haanden , fordi hans ^ Pande bankede og brændte .

Mørk og øde laa Gadens ^ Snevring foran ham . Hist og her brændte en døsig Petroleumslygte, men Butikkerne var tilskoddede, og Maanelyset naaede ikke derned . Et Par Steder sad endnu en sovende Tigger , der mekanisk rakte Haanden frem, da han kom forbi ; men ellers mødte han næsten allevegne kun Genlyden af sine egne Skridt.

I, 109 Mørk og øde laa Gadens krumme Snevring foran ham med en enkelt, søvnig Petroleumslygte. Maanelyset naaede ikke derned, og alle Husene var tilskoddede . Endnu sad der hist og her paa Trappestenene halvsovende Tiggere , der mekanisk rakte Haanden frem, naar de hørte nogen komme ; men paa hele Strækningen ned til Torvet, hvor Kafeerne laa, mødte han ^ kun Genlyden af sine egne Skridt.

Mørk og øde laa Gadens krumme Snevring foran ham med en enkelt, søvnig Petroleumslygte. Maanelyset naaede ikke derned, og alle Husene var tilskoddede . Endnu sad der hist og her paa Trappestenene halvsovende Tiggere , der mekanisk rakte I, 80 Haanden frem, naar de hørte nogen komme ; men paa hele Strækningen ned til Torvet, hvor Kafeerne laa, mødte han ^ kun Genlyden af sine egne Skridt.

Mørk og øde laa Gadens krumme Snevring foran ham med en enkelt, søvnig Petroleumslygte. Maanelyset naaede ikke derned, og alle Husene var tilskoddede . Endnu sad der hist og her paa Trappestenene halvsovende Tiggere , der mekanisk rakte Haanden frem, naar de hørte nogen komme ; men paa hele Strækningen ned til Torvet, hvor Kafeerne laa, mødte han ^ kun Genlyden af sine egne Skridt.

Han ^ mindedes den Stemning, hvori han for faa Timer siden havde gaaet her, og han følte , at det store Under virkelig nu var fuldbyrdet med ham. Det var, som om en sejg og børstet Ham var bristet omkring ham. Alt var forandret . Livet laa atter for ham i al sin Herlighedsglans – skænket ham som en Gave af en ung Kvindes Haand. Saa var der altsaa alligevel Trolddom til i Verden! Om det saa var Stanken af Gadens Æselsgødning, som han om Eftermiddagen havde fundet saa generende, saa hilste han den nu næsten med Henrykkelse. Der var jo ogsaa i denne ramme Uddunstning et Pust 163 af den skønne, mangfoldige Virkelighed, som han nu igen tilhørte.

Han ^ mindedes den Stemning, hvori han for faa Timer siden havde gaaet her, og han følte , at det store Under virkelig nu var fuldbyrdet med ham. Det var, som om en sejg og børstet Ham var bristet omkring ham. Alt var forandret . Livet laa atter for ham i al sin Herlighedsglans — skænket ham som en Gave af en ung Kvindes Haand. Saa var der altsaa alligevel Trolddom til i Verden! Om det saa var Stanken af Gadens Æselsgødning, som han om Eftermiddagen havde fundet saa generende, saa hilste han den nu næsten med Henrykkelse. Der var jo ogsaa i denne ramme Uddunstning et Pust 163 af den skønne, mangfoldige Virkelighed, som han nu igen tilhørte.

Det var som at vandre i en uddød By. Men han gik der med sydende Hoved, saa bevæget af, hvad der var sket, og samtidig saa fuld af kaade Tanker, saa besat af Trang til Spilopper, som han ikke havde været det, siden han var Student. Idet han mindedes den Stemning, hvori han for tre-fire Timer siden havde gaaet her, ^ følte han det, som om han ved et Under var vaagnet op i en anden Tilværelse . Livet laa atter foran ham i tindrende Morgenglans. Alt var forvandlet. Om det saa var Stanken af Gadens Æselsgødning, der ^ ^ om Eftermiddagen havde forekommet ham saa ulidelig, hilste han den nu ^ med Munterhed, fordi ogsaa disse hæslig ramme Uddunstninger tilhørte den brogede og mangfoldige Verden, der var givet ham tilbage af en yndig Kvindes Haand.

Det var som at vandre i en uddød By. Men han gik der med I, 80 sydende Hoved, saa bevæget af, hvad der var sket, og samtidig saa fuld af kaade Tanker, saa besat af Trang til Spilopper, som han ikke havde været det, siden han var Student. Idet han mindedes den Stemning, hvori han for tre-fire Timer siden havde gaaet her, ^ følte han det, som om han ved et Under var vaagnet op i en anden Tilværelse . Livet laa atter foran ham i tindrende Morgenglans. Alt var forvandlet. Om det saa var Stanken af Gadens Æselsgødning, der ^ ^ om Eftermiddagen havde forekommet ham saa ulidelig, hilste han den nu ^ med Munterhed, fordi ogsaa disse hæslig ramme Uddunstninger tilhørte den brogede og mangfoldige Verden, der var givet ham tilbage af en yndig Kvindes Haand.

Paa ^ ^ et Hjørne ^ var en enkelt Frugtbod aaben , et dybt Portrum, i hvis Bund en hel Familje sad hyggeligt sammen omkring en ^ Lampe. Synet fik ham til at standse, og straks rejste en halvvoksen Pige sig i den Tro, at han vilde handle. Han gav sig da til at se paa nogle blomstrende Fersken- og Mandelgrene, der stod i en Krukke midt imellem Appelsindyngerne, skrev Fru Abildgaards Adresse op og bad om at faa dem bragt derhen tidligt den næste Morgen. Og da han nu saae, at Pigen var smuk og havde brune Øjne ligesom Jytte, spurgte han ikke om Prisen men lagde overgiven to Guldstykker i hendes Haand ^ .

Nede ved Torvet, paa et Hjørne , var en ^ Frugtbod aaben : et dybt Portrum, i hvis Bund en ^ Familje sad hyggeligt sammen omkring en lille Lampe. Synet fik ham til at standse, og straks rejste en halvvoksen Pige sig i den Tro, at han vilde handle. For ikke at skuffe hende købte han de største og smukkeste af nogle blomstrende I, 110 Fersken- og Mandelgrene, der stod i en Krukke mellem Appelsindyngerne, skrev Fru Abildgaards Adresse op og bad om at faa dem bragt derhen ^ den næste Morgen. Og da han ^ saae, at Pigen var nydelig og havde brune Øjne ligesom Jytte, lagde han i Overgivenhed to Guldstykker i hendes Haand og lukkede hendes Fingre over dem .

Nede ved Torvet, paa et Hjørne , var en ^ Frugtbod aaben : et dybt Portrum, i hvis Bund en ^ Familje sad hyggeligt sammen omkring en lille Lampe. Synet fik ham til at standse, og straks rejste en halvvoksen Pige sig i den Tro, at han vilde handle. For ikke at skuffe hende købte han de største og smukkeste af nogle blomstrende Fersken- og Mandelgrene, der stod i en Krukke mellem Appelsindyngerne, skrev Fru Abildgaards Adresse op og bad om at faa dem bragt derhen ^ ^ næste Morgen. Og da han ^ saae, at Pigen var nydelig og havde brune Øjne ligesom Jytte, lagde han i Overgivenhed to Guldstykker i hendes Haand og lukkede hendes Fingre over dem .

Nede paa Torvet, paa et Hjørne , var en ^ Frugtbod aaben : et dybt Portrum, i hvis Bund en ^ Familje sad hyggeligt sammen omkring en lille Lampe. Synet fik ham til at standse, og straks rejste en halvvoksen Pige sig i den Tro, at han vilde handle. For ikke at skuffe hende købte han de største og smukkeste af nogle blomstrende Fersken- og Mandelgrene, der stod i en Krukke mellem Appelsindyngerne, skrev Fru Abildgaards Adresse op og bad om at faa dem bragt derhen ^ ^ næste Morgen. Og da han ^ saae, at Pigen var nydelig og havde brune Øjne ligesom Jytte, lagde han i Overgivenhed to Guldstykker i hendes Haand og lukkede hendes Fingre over dem .

» Behold dem!« sagde han til det forskrækkede Pigebarn og lukkede hendes Fingre over dem . » Og forvar dine Øjne godt!«

» Behold dem!« sagde han til det forskrækkede Pigebarn ^ . » Og forvar dine Øjne godt!«

Han gik videre ^ men havde slet ingen Lyst til at gaa hjem til sit Hotel, hvor kun den vante Ensomhed ventede ham. ^ Det faldt ham nu ind, at der ^ maatte være smukt ude paa Strandpromenaden, og han bestemte sig til at gaa derud .

Han gik videre , men havde slet ingen Lyst til at gaa hjem til sit Hotel, hvor kun den sædvanlige Ensomhed ventede ham.
Det faldt ham da ind, at der i et saadant Vejr maatte være pragtfuldt nede paa Strandpromenaden, hvor han rimeligvis ogsaa vilde træffe Mennesker .

Det viste sig, at Maaneskinnet havde lokket mange Andre ud ^ , og en af de første, han fik Øje paa, var ^ ^ Direktør Zaun .
Den lille Mand gik med Armene paa Ryggen 164 aldeles fordybet i sine egne Tanker ... En Artikel i det sidst ankomne Nummer af Times havde gjort ham alvorligt bekymret for Portugals Skæbne . Han var kommen til at se Landets politiske og økonomiske Forhold i et meget mørkt Lys og følte sig ængstet ved Tanken om dets Fremtid. Han havde nu benyttet sin Aftentur til at udkaste en Plan til en Omordning af Landets indre Styrelse og stod just i Begreb med at grundfæste Finanserne ved Hjælp af et evropæisk Statslaan paa 50 Millioner Milreïs , da en Maaneskygge faldt hen over hans Ansigt og fik ham til at løfte Hovedet.
Det var Torben , der var standset foran ham .

Det slog til. Maaneskinnet havde lokket mange ^ ud fra Hotellerne , og baade Damer og Herrer var overstadigt livlige efter Middagen.
Midt imellem alle disse glade og højrøstede Folk, der spaserede langsomt som i en Selskabssal, saae han Direktør Zaun komme gaaende i Stormskridt med Hænderne paa Ryggen , fordybet i sine ^ Tanker ^ . Tilfældigt saae han op , da de passerede hinanden, og Torben standsede .

Det slog til. Maaneskinnet havde lokket mange ^ ud fra Hotellerne , og baade Damer og Herrer var overstadigt livlige efter Middagen.
I, 81 Midt imellem alle disse glade og højrøstede Folk, der spaserede langsomt som i en Selskabssal, saae han Direktør Zaun komme gaaende i Stormskridt med Hænderne paa Ryggen , fordybet i sine ^ Tanker ^ . Tilfældigt saae han op , da de passerede hinanden, og Torben standsede .

Det slog til. Maaneskinnet havde lokket mange ^ ud fra Hotellerne , og baade Damer og Herrer var overstadigt livlige efter Middagen.
Midt imellem alle disse glade og højrøstede Folk, der spaserede langsomt som i en Selskabssal, saae han Direktør Zaun komme gaaende i Stormskridt med Hænderne paa Ryggen , fordybet I, 81 i sine ^ Tanker ^ . Tilfældigt saae han op , da de passerede hinanden, og Torben standsede .

» Himlen har øjensynlig en Bestemmelse med os, Hr. Direktør ^ ! Det er tredje Gang ^ , vi mødes idag . Skal vi ikke bøje os for Kendsgerningen og gøre hinanden Følgeskab et lille Stykke? Vor Samtale før paa Hotellet blev saa taabeligt afbrudt.«

» Himlen har øjensynlig en Bestemmelse med os, ^ Direktør Zaun ! Det er tredje Gang idag , vi mødes ^ . Skal vi ikke bøje os for Kendsgerningen og gøre hinanden Følgeskab ?«

Hr. Zaun saae overrasket op paa ham ^ , satte sin Guldlorgnet paa , tog den af igen med en stor Armbevægelse og bukkede ^ ^ ^ .

Hr. Zaun saae ^ op paa ham i stor Forbavselse , satte sin Guldlorgnet paa og betragtede ham igen – som for I, 111 at forvisse sig om, at han ikke tog fejl. Saa bukkede han med en vidtløftig Armbevægelse .

Hr. Zaun saae ^ op paa ham i stor Forbavselse , satte sin Guldlorgnet paa og betragtede ham igen — som for at forvisse sig om, at han ikke tog fejl. Saa bukkede han med en vidtløftig Armbevægelse .

Hr. Zaun saae ^ op paa ham i stor Forbavselse , satte sin Guldlorgnet paa og betragtede ham igen – som for at forvisse sig om, at han ikke tog fejl. Saa bukkede han med en vidtløftig Armbevægelse .

» Med største Fornøjelse!«

» Med stor Fornøjelse!«

» Det var om Politik, De vilde tale med mig.«
»Unægtelig!«
Han satte Lorgnetten tilbage paa Næsen, og denne vanemæssige Bevægelse levendegjorde paany for Torben hele Sceneriet fra den afdøde » Aprilforening«s 165 Diskussionsaftner, hvor Hr. Zaun havde været Talerstolens store Rædsel . At ^ han siden var bleven en af den københavnske Liberalismes Ledere, at han i hvert Fald paa Grund af sin Partitroskab og store Offervillighed spillede en vis politisk Rolle i Kulissen , huskede Torben ogsaa godt, og det var netop derfor, han havde standset ham.
Direktørens Tanker havde i et Hop vendt sig fra det betrængte Portugal og stod allerede midt i det danske Folketing fuldrustet med ny reformatorisk Iver. Han meddelte, at Stemningen i Tinget var trykket, og at Ministeriet efter al Sandsynlighed vilde lide et alvorligt Nederlag ved Afstemningen om Husmandsloven.
» Men det er forresten kun, hvad jeg straks ved Lovens Fremlæggelse sagde til Landbrugsministeren. De maa højere op med Statsbidraget, sagde jeg, ellers faar De ikke Socialdemokraternes Stemmer, og de kan i dette Tilfælde ikke undværes. Men Hans Excellence pillede sig gudhengivent i Næsen og mente, at det gik saamænd nok. Det sædvanlige Svar! Og nu har vi Resultatet. Partiet vil igen faa et tabt Slag at indføre i sine efterhaanden temmelig bedrøvelige Krigsannaler. Og om et halvt Aar har vi Valgene! Dersom vi ikke nu tager os alvorligt sammen, betragter jeg det slet ikke som udelukket, at vi om nogle Aar igen har Reaktionen siddende 166 paa Taburetterne med Absolutismen som Konsejlspræsident, Chauvinismen som Krigsminister og Obskurantismen som Kultusminister. Saadan staar Sagerne!«

Hans Miner og denne Armbevægelse levendegjorde paany for Torben hele Sceneriet fra den afdøde »Aprilforening«, hvor Hr. Zaun havde været Talerstolens store Rædsel – »Skærveknuseren«, som han blev kaldt paa Grund af sin ildelydende Stemme. Siden var han ^ bleven en af den københavnske Liberalismes Ledere, var i hvert Fald bleven en Mand, der til Løn for stor Offervillighed og Partitroskab spillede en vis politisk Rolle i Kulissen .
Han gav sig ogsaa straks igen til at tale om de politiske Forhold derhjemme og om Sandsynligheden af et nærforestaaende Valg.

Hans Miner og denne Armbevægelse levendegjorde paany for Torben hele Sceneriet fra den afdøde »Aprilforening«, hvor Hr. Zaun havde været Talerstolens store Rædsel — »Skærveknuseren«, som han blev kaldt paa Grund af sin ildelydende Stemme. Siden var han ^ bleven en af den københavnske Liberalismes Ledere, var i hvert Fald bleven en Mand, der til Løn for stor Offervillighed og Partitroskab spillede en vis politisk Rolle i Kulissen .
Han gav sig ogsaa straks igen til at tale om de politiske Forhold derhjemme og om Sandsynligheden af et nærforestaaende Valg.

» Jeg har set, at der forberedes et stort Landsmøde for Partiet ,« sagde Torben. » Saa vidt jeg har forstaaet, er det Meningen at forsøge at komme overens om et nyt Program .«

» Jeg har set, at der forberedes et stort Landsmøde ^ ,« sagde Torben. » Saa vidt jeg har forstaaet, er det Meningen at forsøge at komme overens om et nyt Partiprogram .«

» Ogsaa det – ja. Vigtigere er det dog efter min Mening at fremkalde – i fornødent Fald at fremtvinge – et radikalt Personskifte. ^ Magtens Sødme har ^ været adskillige af vore Førere for ambrosisk ^ . De er bleven tunge i Sædet og har lagt sig Ufejlbarlighedsmave til . Det er paa Tide , at der skaffes Plads for friske Kræfter ^ , der kan ^ føre Udviklingen videre ^ . Og nu fortæller jeg Dem næppe ^ noget Nyt , Godsejer Dihmer, naar jeg siger Dem, at i hvert Fald mange af de Yngre har set hen til Dem med særlig Forventning og derfor ogsaa har glædet sig oprigtig over, at De nu har genvundet Deres Helbred.«

» Ogsaa det — ja. Vigtigere er det dog efter min Mening at fremkalde — i fornødent Fald at fremtvinge — et radikalt Personskifte. ^ Magtens Sødme har ^ været adskillige af vore Førere for ambrosisk ^ . De er bleven tunge i Sædet og har lagt sig Ufejlbarlighedsmave til . Det er paa Tide , at der skaffes Plads for friske Kræfter ^ , der kan ^ føre Udviklingen videre ^ . Og nu fortæller jeg Dem næppe ^ noget Nyt , Godsejer Dihmer, naar jeg siger Dem, at i hvert Fald mange af de Yngre har set hen til Dem med særlig Forventning og derfor ogsaa har glædet sig oprigtig over, at De nu har genvundet Deres Helbred.«

» Ogsaa det , ja. Vigtigere er det dog efter min Mening at fremkalde – i fornødent Fald at fremtvinge – et radikalt Personskifte. Jeg skal ikke nævne Navne; men Magtens Sødme har aabenbart været lidt for ambrosisk for mere end eet af Regeringens Medlemmer . De er bleven tunge i Sædet ^ . Det er paa Tide at skaffe friske Kræfter ind i Tinget ... Folk , der kan og vil føre Udviklingen videre . Vel at mærke i den rigtige Retning . Og nu fortæller jeg Dem jo ikke noget nyt , Godsejer Dihmer, naar jeg siger Dem, at vi i Partiet altid har I, 113 set hen til Dem med særlig Forventning og derfor ogsaa har glædet os oprigtig over, at De endelig helt har genvundet Deres Helbred.«

» Ogsaa det , ja. Vigtigere er det dog efter min Mening at fremkalde — i fornødent Fald at fremtvinge — et radikalt Personskifte. Jeg skal ikke nævne Navne; men Magtens Sødme har aabenbart været lidt for ambrosisk for mere end eet af Regeringens Medlemmer . De er bleven tunge i Sædet ^ . Det er paa Tide at skaffe friske Kræfter ind i Tinget ... Folk , der kan og vil føre Udviklingen videre . Vel at mærke i den rigtige Retning . Og nu fortæller jeg Dem ^ ikke noget nyt , Godsejer Dihmer, naar jeg siger Dem, at vi i Partiet altid har set hen til Dem med særlig I, 82 Forventning og derfor ogsaa har glædet os oprigtig over, at De endelig helt har genvundet Deres Helbred.«

» Ogsaa det , ja. Vigtigere er det dog efter min Mening at fremkalde – i fornødent Fald at fremtvinge – et radikalt Personskifte. Jeg skal ikke nævne Navne; men Magtens Sødme har aabenbart været lidt for ambrosisk for mere end eet af Regeringens Medlemmer . De er bleven tunge i Sædet ^ . Det er paa Tide at skaffe friske Kræfter ind i Tinget ... Folk , der kan og vil føre Udviklingen videre . Vel at mærke i den rigtige Retning . Og nu fortæller jeg Dem ^ ikke noget nyt , Godsejer Dihmer, naar jeg siger Dem, at vi i Partiet altid har set hen til Dem med særlig Forventning og derfor ogsaa har glædet os oprigtig over, at De endelig helt har genvundet Deres Helbred.«

Han blev afbrudt af et Udraab fra nogle Spaserende, der havde stillet sig hen ved Brystværnet for at iagttage et Raket-Fyrværkeri, som blev sendt tilvejrs fra et forbisejlende Skib. Skibet gik saa langt ude, at man ikke kunde se andet af det end Lysningen fra Koøjnene. Ildstraalerne syntes at stige op fra selve Havfladen som Sprøjtet fra en 167 Spøgelsehval, der boltrede sig derude i Maaneskinnet.
» Senest til November skal vi jo have Valg,« fortsatte Direktøren og vandrede videre, efter at de begge havde staaet stille et Øjeblik. » Men jeg anser det ikke for usandsynligt, at Ministeriet vil forsøge en Opløsning paa Husmandsloven. I saa Fald faar vi Valget allerede i Juli; det vil med andre Ord sige, at vi kun vilde have fire Maaneder til at træffe vore Forberedelser. Jeg tilstaar, jeg vilde i den nuværende Situation betragte det som et politisk Selvmordsforsøg, og jeg vil gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at forhindre en saadan Overrumpling af Vælgerne.«
Han kastede ^ sig ud i en Beregning af Partiets ^ Valgudsigter, og det viste sig, at han havde den hele hovedsvimlende Statistik fra det forrige Valg magasineret i sin Hjerne. ^ Torben blev hurtigt uopmærksom. Mens Hr. Zaun tumlede med den danske Vælgerhærs Tusinder og opstillede dem i Slagorden fra Vesterhav til Østersøen , legede hans ^ Tanker forelsket med et Par ^ smaa Tal af den lille Tabel. Dersom alt ^ gik efter hans Forventning , tænkte han , maatte han kunne holde Bryllup om tre, højst fire , allerhøjst om fem Maaneder , og til den Tid skulde Favsingholm sættes i en saadan Stand, at han uden Undseelse kunde hjemføre sin Brud til Fædrenegaarden 168 og byde hende at bo der en Del af Sommeren . Der var derfor ingen Tid at spilde. Han vilde straks skrive til sin Arkitekt. Ogsaa Godsinspektøren skulde alarmeres ...

Da Torben svarede, at han godt kunde tænke sig nu at gaa ind i den aktive Politik, kastede Direktøren sig ud i en vidtløftig Beregning af de forskellige Partiers Valgudsigter, og det viste sig, at han havde ^ hele Statistiken fra sidste Valg opmagasineret i sin Hjerne. Navne og Tal sprang fra ham med en virkelig Skærveknusers Færdighed.
Torben blev hurtigt uopmærksom. Mens Hr. Zaun tumlede med den danske Vælgerhærs Tusinder og opstillede dem i Slagorden ^ , legede hans egne forelskede Tanker ^ med et Par ganske smaa Tal og den lille Tabel. Han regnede ud, at dersom alting gik efter ^ Forventning ^ , maatte han kunne holde Bryllup om tre, højst fire ^ Maaneder . Til den Tid skulde Favsingholm sættes i en saadan Stand, at han kunde være bekendt at hjemføre sin Brud til Fædrenegaarden og byde hende at bo der ^ Sommeren over. Han maatte derfor straks skrive til sin Arkitekt. Ogsaa Godsinspektøren skulde alarmeres ...

Da Torben svarede, at han godt kunde tænke sig nu at gaa ind i den aktive Politik, kastede Direktøren sig ud i en vidtløftig Beregning af de forskellige Partiers Valgudsigter, og det viste sig, at han havde ^ hele Statistiken fra sidste Valg opmagasineret i sin Hjerne. Navne og Tal sprang fra ham med en virkelig Skærveknusers Færdighed.
Torben blev hurtigt uopmærksom. Mens Hr. Zaun tumlede med den danske Vælgerhærs Tusinder og opstillede dem i Slagorden ^ , legede hans egne forelskede Tanker ^ med et Par ganske smaa Tal og den lille Tabel. Han regnede ud, at dersom alt gik efter ^ Forventning ^ , maatte han kunne holde Bryllup om tre, højst fire ^ Maaneder . Til den Tid skulde Favsingholm sættes i en saadan Stand, at han kunde være bekendt at hjemføre sin Brud til Fædrenegaarden og byde hende at bo der ^ Sommeren over. Han maatte derfor straks skrive til sin Arkitekt. Ogsaa Godsinspektøren skulde alarmeres ...

Da Torben svarede, at han godt kunde tænke sig nu at gaa ind i den aktive Politik, kastede Direktøren sig ud i en vidtløftig I, 82 Beregning af de forskellige Partiers Valgudsigter, og det viste sig, at han havde ^ hele Statistiken fra sidste Valg opmagasineret i sin Hjerne. Navne og Tal sprang fra ham med en virkelig Skærveknusers Færdighed.
Torben blev hurtigt uopmærksom. Mens Hr. Zaun tumlede med den danske Vælgerhærs Tusinder og opstillede dem i Slagorden ^ , legede hans egne forelskede Tanker ^ med et Par ganske smaa Tal og den lille Tabel. Han regnede ud, at dersom alt gik efter ^ Forventning ^ , maatte han kunne holde Bryllup om tre, højst fire ^ Maaneder . Til den Tid skulde Favsingholm sættes i en saadan Stand, at han kunde være bekendt at hjemføre sin Brud til Fædrenegaarden og byde hende at bo der ^ Sommeren over. Han maatte derfor straks skrive til sin Arkitekt. Ogsaa Godsinspektøren skulde alarmeres ...

Hans Tanker blev kaldt tilbage af Hr. Zaun, der havde kalkuleret sig op i Kampstemning og nu begyndte at skrige.
» Vi maa ved dette Valg møde med vore allerbedste Navne. Baade Reaktionen og Socialdemokratiet skal overraskes ved at se, at Partiet endnu har en Reserve af Elitetropper. Jeg skal betro Dem – De bringer jo ikke Sagen videre – at Deres Ven Professor Hagen har lovet os at lade sig opstille i en af de københavnske Højrekrese. Han er jo meget optaget af sin Videnskab og sin store Praksis – vel ogsaa af sine udbredte selskabelige Forbindelser – det er utroligt, hvad den Mand kan overkomme! Han stiller sig heller ikke i Haab om at blive valgt, blot for at markere sit Standpunkt.«
Paa Torbens Spørgsmaal om, hvilke nye Mænd man iøvrigt vilde finde paa Partiets Kandidatliste, nævnede Hr. Zaun en Del Navne, som han slet ikke kendte, og et Par andre som fik ham til at studse; men da han tænkte, at der kunde foreligge en Forveksling, gik han ikke nærmere ind paa Sagen. Han var ogsaa allerede bleven træt af Samtalen. 169 Idet han nu standsede for at sige Farvel, spurgte han blot:
» Tænker De ikke ^ selv paa at søge Plads i Tinget?« ^

Hans Tanker blev kaldt tilbage af Hr. Zaun, der havde kalkuleret sig op i Kampstemning og nu begyndte at skrige.
» Vi maa ved dette Valg møde med vore allerbedste Navne. Baade Reaktionen og Socialdemokratiet skal overraskes ved at se, at Partiet endnu har en Reserve af Elitetropper. Jeg skal betro Dem — De bringer jo ikke Sagen videre — at Deres Ven Professor Hagen har lovet os at lade sig opstille i en af de københavnske Højrekrese. Han er jo meget optaget af sin Videnskab og sin store Praksis — vel ogsaa af sine udbredte selskabelige Forbindelser — det er utroligt, hvad den Mand kan overkomme! Han stiller sig heller ikke i Haab om at blive valgt, blot for at markere sit Standpunkt.«
Paa Torbens Spørgsmaal om, hvilke nye Mænd man iøvrigt vilde finde paa Partiets Kandidatliste, nævnede Hr. Zaun en Del Navne, som han slet ikke kendte, og et Par andre som fik ham til at studse; men da han tænkte, at der kunde foreligge en Forveksling, gik han ikke nærmere ind paa Sagen. Han var ogsaa allerede bleven træt af Samtalen. 169 Idet han nu standsede for at sige Farvel, spurgte han blot:
» Tænker De ikke ^ selv paa at søge Plads i Tinget?« ^

Hans Tanker blev kaldt tilbage af Hr. Zaun, der havde kalkuleret sig op i Kampstemning . Folket maatte vækkes, sagde han, ellers risikerede man efter nogle Aars Forløb igen at se Reaktionen brede sig paa Taburetterne med Absolutismen som Konsejlspræsident, Chauvinismen som Krigsminister og Obskurantismen som Kultusminister. Løsnet maatte nu være: De bedste Mænd frem!
I, 114 ^ ^ ^ ^ ^ ^ » Tænker De ikke paa selv ^ at søge Plads i Tinget?« spurgte Torben.

Hans Tanker blev kaldt tilbage af Hr. Zaun, der havde kalkuleret sig op i Kampstemning . Folket maatte vækkes, sagde han, ellers risikerede man efter nogle Aars Forløb igen at se Reaktionen brede sig paa Taburetterne med Absolutismen som Konsejlspræsident, Chauvinismen som Krigsminister og Obskurantismen som Kultusminister. Løsnet maatte nu være: De bedste Mænd frem!
^ ^ ^ ^ ^ ^ » Tænker De ikke ^ selv paa at søge Plads i Tinget?« spurgte Torben.

Hr. Zaun slog Øjnene ned og stod en lille Tid tavs. Men pludselig kastede han sig bagover og vrinskede af Lystighed , som om han var bleven kildet:

Hr. Zaun slog Øjnene ned og gik en lille Tid tavs. Men pludselig kastede han sig bagover og vrinskede af Lystighed .

» Skal jeg opfatte Deres Spørgsmaal som en Opfordring? Jeg tror i saa Fald ikke De vil faa Medhold i Partiet . De veed maaske ikke, at jeg engang blev opstillet i en Landkres og fik nøjagtig 32 Stemmer, hvoraf de 3 ovenikøbet var ugyldige . Folk med denne Slags Næse ,« – han rev paany Lorgnetten fra Øjnene og stak sit blege Dæmon-Ansigt frem – » er for Tiden ikke i Kridthuset hos os. De yndes ikke af vore Præster omkring i Landet, og disse strenge Herrer er i Færd med at blive en Magt i Partiet ^ .«

» Skal jeg opfatte Deres Spørgsmaal som en Opfordring? Jeg tror i saa Fald ikke De vil faa Medhold i Partiet . De veed maaske ikke, at jeg engang blev opstillet i en Landkres og fik nøjagtig 32 Stemmer, hvoraf de 3 ovenikøbet var ugyldige . Folk med denne Slags Næse ,« — han rev paany Lorgnetten fra Øjnene og stak sit blege Dæmon-Ansigt frem — » er for Tiden ikke i Kridthuset hos os. De yndes ikke af vore Præster omkring i Landet, og disse strenge Herrer er i Færd med at blive en Magt i Partiet ^ .«

» Skal jeg opfatte Deres Spørgsmaal som en Opfordring? Jeg tror absolut ikke, den vil finde Anklang i Partiet ^ . Folk med denne Slags Næse « – han rev ^ Lorgnetten af og stak sit Ansigt frem – » er for Tiden ikke i Kridthuset hos os. De yndes ikke af vore Præster omkring i Landet, og disse strenge Herrer er i Færd med at blive en Magt i Partiet , hvad De maaske veed .«

» Skal jeg opfatte Deres Spørgsmaal som en Opfordring? Jeg tror absolut ikke, den vil finde Anklang i Partiet ^ . Folk med denne Slags Næse « — han rev ^ Lorgnetten af og stak sit Ansigt frem — » er for Tiden ikke i Kridthuset hos os. De yndes ikke af vore Præster omkring i Landet, og disse strenge Herrer er i Færd med at blive en Magt i Partiet , hvad De maaske veed .«

Hans Tone gjorde Torben forlegen , og han beredte sig til at gaa.
» Vort Møde var jo ganske tilfældigt ^ ,« sagde han ^ . » Og denne Samtale har jo været hel privat. Jeg veed ikke engang ^ ^ , om jeg har Lov til at opfatte Deres Henvendelse som et officielt Tilbud fra Partibestyrelsen.« ^

Hans Tone gjorde Torben forlegen .
» Jeg vil ikke føre Dem for langt af Deres Vej ,« sagde han og standsede . » Vi træffes jo nok en fjerde Gang her. Blot vil jeg gerne vide, inden vi skilles , om jeg skal opfatte , hvad De sagde mig før, som et officielt Tilbud fra Partistyrelsen eller –«

Hans Tone gjorde Torben forlegen .
I, 83 » Jeg vil ikke føre Dem for langt af Deres Vej ,« sagde han og standsede . » Vi træffes jo nok en fjerde Gang her. Blot vilde jeg gerne vide, inden vi skilles , om jeg skal opfatte , hvad De sagde mig før, som et officielt Tilbud fra Partistyrelsen eller —«

Hans Tone gjorde Torben forlegen .
» Jeg vil ikke føre Dem for langt af Deres Vej ,« sagde han og standsede . » Vi træffes jo nok en fjerde Gang her. Blot vilde jeg gerne vide, inden vi skilles , om jeg skal opfatte , hvad De sagde mig før, som et officielt Tilbud fra Partistyrelsen eller –«

»Absolut! Jeg har udtrykkeligt faaet Mandat til 170 at forhandle med Dem . Jeg kan ogsaa godt ^ med det samme betro Dem, at vi har forbeholdt Dem en af vore solideste Krese. Hvad forresten er en Selvfølge! Gud bevares – det manglede jo ^ bare, at vi skulde lade vor tilkommende Konsejlspræsident debutere som Dumpekandidat!«

»Absolut! Jeg har udtrykkeligt faaet Mandat til 170 at forhandle med Dem . Jeg kan ogsaa godt ^ med det samme betro Dem, at vi har forbeholdt Dem en af vore solideste Krese. Hvad forresten er en Selvfølge! Gud bevares — det manglede jo ^ bare, at vi skulde lade vor tilkommende Konsejlspræsident debutere som Dumpekandidat!«

»Absolut! Jeg har udtrykkeligt Mandat til at forhøre mig hos Dem ; og jeg kan ^ godt betro Dem med det samme , Godsejer Dihmer, at det er vor Hensigt at tilbyde Dem en af vore allersikreste Krese. ^ Gud bevares – det manglede jo ogsaa bare, at vi skulde lade en tilkommende Konsejlspræsident debutere som Dumpekandidat!«

»Absolut! Jeg har udtrykkeligt Mandat til at forhøre mig hos Dem ; og jeg kan ^ godt betro Dem med det samme , Godsejer Dihmer, at det er vor Hensigt at tilbyde Dem en af vore allersikreste Krese. ^ Gud bevares — det manglede jo ogsaa bare, at vi skulde lade en tilkommende Konsejlspræsident debutere som Dumpekandidat!«

I, 83 »Absolut! Jeg har udtrykkeligt Mandat til at forhøre mig hos Dem ; og jeg kan ^ godt betro Dem med det samme , Godsejer Dihmer, at det er vor Hensigt at tilbyde Dem en af vore allersikreste Krese. ^ Gud bevares – det manglede jo ogsaa bare, at vi skulde lade en tilkommende Konsejlspræsident debutere som Dumpekandidat!«

Han var traadt et Skridt tilbage og bøjede sig med et stort Smil ned til ^ ^ Jorden med Hatten i Haanden.

Han sagde det sidste med et bredt Smil , traadte et Skridt tilbage og bøjede sig overgiven helt ned mod Jorden med Hatten i Haanden.

Han sagde det sidste med et bredt Smil , traadte et Skridt tilbage og bøjede sig overgivent helt ned mod Jorden med Hatten i Haanden.

Torben smilede med af Høflighed ^ men fandt det nu paa høje Tid at bryde af. Med sine sidste Ord havde Hr. Zaun rørt ved indslumrede Følelser ^ , som han i Øjeblikket ikke ønskede at vække. Det kunde blive for meget paa eengang !

Torben smilede med af Høflighed , men fandt det I, 114 nu paa Tide at bryde af. Den lille sære Mand havde med sine sidste Ord ^ rørt ved indslumrede Følelser hos ham , som han i Øjeblikket ikke ønskede at vække. Det kunde blive for meget paa en Gang !

Torben smilede ^ af Høflighed , men fandt det nu paa Tide at bryde af. Den lille sære Mand havde med sine sidste Ord ^ rørt ved indslumrede Følelser hos ham , som han i Øjeblikket ikke ønskede at vække. Det kunde blive for meget paa en Gang !

Torben smilede med af Høflighed , men fandt det nu paa Tide at bryde af. Den lille sære Mand havde med sine sidste Ord ^ rørt ved indslumrede Følelser hos ham , som han i Øjeblikket ikke ønskede at vække. Det kunde blive for meget paa en Gang !

» Jeg foreslaar, at vi fortsætter en anden Dag. Vi træffes vel nok i Ny og Næ paa Hotellet, men forresten bor jeg derhenne i » Pension Beausite«. Og nu maa De tilgive mig, at jeg har ført Dem saa langt bort ^ –.«

» Som sagt: Jeg har en daarlig Samvittighed, fordi De er kommen saa langt bort fra Deres Hotel –.«

» Som sagt: Jeg har en daarlig Samvittighed, fordi De er kommen saa langt bort fra Deres Hotel —.«

» Som sagt: Jeg har en daarlig Samvittighed, fordi De er kommen saa langt bort fra Deres Hotel –.«

» Det ^ har ^ været mig en Fornøjelse. Og desuden har jeg Ordre til at bevæge mig saa meget som muligt i Luften. Ogsaa om Aftenen .«

» Det betyder slet ingenting. Det har virkelig været mig en Fornøjelse. Desuden har jeg Ordre til at bevæge mig saa meget som muligt i Luften. Derfor gaar jeg regelmæssigt en Tur inden Sengetid .«

» De ligger hernede for Deres Helbred, Hr. Zaun?«

»Ja, jeg lider desværre i høj Grad af Søvnløshed.«

»Ja, det kan være slemt ! Jeg beklager Dem virkelig. Læser ^ ^ ^ ^ De ikke for mange Aviser, Hr. Zaun?«

»Ja, det kan være slemt . Jeg har kendt lidt til det samme. Men – ja, tilgiv mig – men læser De ikke for mange Aviser, Hr. Zaun?«

»Ja, det kan være slemt . Jeg har kendt lidt til det samme. Men — ja, tilgiv mig — men læser De ikke for mange Aviser, Hr. Zaun?«

»Ja, det kan være slemt . Jeg har kendt lidt til det samme. Men – ja, tilgiv mig – men læser De ikke for mange Aviser, Hr. Zaun?«

171 » Ok nej, man overkommer desværre saa ^ lidt! Bladene vokser i Omfang Aar for Aar , – der sker jo saa uhyre meget omkring i Verden – og det har dog altsammen Interesse . Men det bliver stadig mere vanskeligt at faa blot et løst Overblik ^ .«

171 » Ok nej, man overkommer desværre saa ^ lidt! Bladene vokser i Omfang Aar for Aar , — der sker jo saa uhyre meget omkring i Verden — og det har dog altsammen Interesse . Men det bliver stadig mere vanskeligt at faa blot et løst Overblik ^ .«

» Ok nej, man overkommer desværre saa skrækkelig lidt! Bladene vokser i Omfang Aar for Aar ^ – der sker jo saa uhyre meget nu om Stunder – og det har dog altsammen Interesse , ikke sandt? Men det bliver mere og mere vanskeligt at skaffe sig et virkeligt Overblik over Verdensbegivenhederne .«

» Ok nej, man overkommer desværre saa skrækkelig lidt! Bladene vokser i Omfang Aar for Aar ^ — der sker jo saa uhyre meget nu om Stunder — og det har dog altsammen Interesse , ikke sandt? Men det bliver mere og mere vanskeligt at skaffe sig et virkeligt Overblik over Verdensbegivenhederne .«

» Ja – Danaïdernes Kar ,« sagde Torben halvt for sig selv , idet han saae ned i Hr. Zauns nervøse Ansigt med de opalblege, vildt melankolske ^ ^ Øjne , – han tænkte igen paa Underverdenen og dens Skygger . Han kendte fra sin egen Fortid lidt til denne uhyggelige Allestedsnærværenheds-Mani, der var en af de moderne Sygdomme.
» De har maaske set, at Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan. Mere end 300 Mennesker skal være omkomne. Det er skrækkeligt! I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa har krævet Menneskeliv – henved et halvt Hundrede tror jeg . Og hvad mener De egenlig om Portugal ^ ? Jeg vil sige Dem : jeg frygter ^ for, at vi en Dag læser om et Lands Fallit . Det er dog ikke Smaating ^ ^ !«

» Ja — Danaïdernes Kar ,« sagde Torben halvt for sig selv , idet han saae ned i Hr. Zauns nervøse Ansigt med de opalblege, vildt melankolske ^ ^ Øjne , — han tænkte igen paa Underverdenen og dens Skygger . Han kendte fra sin egen Fortid lidt til denne uhyggelige Allestedsnærværenheds-Mani, der var en af de moderne Sygdomme.
» De har maaske set, at Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan. Mere end 300 Mennesker skal være omkomne. Det er skrækkeligt! I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa har krævet Menneskeliv — henved et halvt Hundrede tror jeg . Og hvad mener De egenlig om Portugal ^ ? Jeg vil sige Dem : jeg frygter ^ for, at vi en Dag læser om et Lands Fallit . Det er dog ikke Smaating ^ ^ !«

» Ja – Danaidernes Kar !« sagde Torben halvt for sig selv . Han saae ned i Hr. Zauns skævt fortrukne Ansigt med de ^ melankolske , opalblege Øjne og ^ ^ tænkte igen paa Underverdenen og dens Skygger .
» Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan. Næsten hundrede Mennesker skal være omkommet. I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa skal have kostet Menneskeliv ^ ^ . Og hvad mener De egenlig I, 115 om Portugal , Godsejer Dihmer ? Jeg vil sige Dem , jeg frygter meget for, at man der staar foran en Katastrofe. Jeg veed ikke, om De har læst det sidste Nummer af Times ? Baade Landets politiske og økonomiske Forhold skildres der i en Artikel, som maa vække de alvorligste Bekymringer . Da vi mødtes, gik jeg netop og tænkte paa, at der sikkert kun er een Redning nu, en fuldkommen Omordning af Landets indre Styrelse i Forbindelse med et evropæisk Statslaan paa mindst 50 Millioner Milreis. Men jeg spørger mig selv: Hvem af deres Statsmænd dernede vil tage Initiativet? Sa da Bandeira gør det aldrig !«

» Ja — Danaidernes Kar !« sagde Torben halvt for sig selv . Han saae ned i Hr. Zauns skævt fortrukne Ansigt med de ^ melankolske , I, 84 opalblege Øjne og ^ ^ tænkte igen paa Underverdenen og dens Skygger .
» Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan. Næsten hundrede Mennesker skal være omkommet. I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa skal have kostet Menneskeliv ^ ^ . Og hvad mener De egenlig om Portugal , Godsejer Dihmer ? Jeg vil sige Dem , jeg frygter meget for, at man der staar foran en Katastrofe. Jeg veed ikke, om De har læst det sidste Nummer af Times ? Baade Landets politiske og økonomiske Forhold skildres der i en Artikel, som maa vække de alvorligste Bekymringer . Da vi mødtes, gik jeg netop og tænkte paa, at der sikkert kun er een Redning nu, en fuldkommen Omordning af Landets indre Styrelse i Forbindelse med et evropæisk Statslaan paa mindst 50 Millioner Milreis. Men jeg spørger mig selv: Hvem af deres Statsmænd dernede vil tage Initiativet? Sá da Bandeira gør det aldrig !«

» Ja – Danaidernes Kar !« sagde Torben halvt for sig selv . Han saae ned i Hr. Zauns skævt fortrukne Ansigt med de ^ melankolske , opalblege Øjne og ^ ^ tænkte igen paa Underverdenen og dens Skygger .
» Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan. Næsten hundrede Mennesker skal være omkommet. I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa skal have kostet Menneskeliv ^ ^ . I, 84 Og hvad mener De egentlig om Portugal , Godsejer Dihmer ? Jeg vil sige Dem , jeg frygter meget for, at man der staar foran en Katastrofe. Jeg veed ikke, om De har læst det sidste Nummer af Times ? Baade Landets politiske og økonomiske Forhold skildres der i en Artikel, som maa vække de alvorligste Bekymringer . Da vi mødtes, gik jeg netop og tænkte paa, at der sikkert kun er een Redning nu, en fuldkommen Omordning af Landets indre Styrelse i Forbindelse med et evropæisk Statslaan paa mindst 50 Millioner Milreis. Men jeg spørger mig selv: Hvem af deres Statsmænd dernede vil tage Initiativet? Sa da Bandeira gør det aldrig !«

Torben ^ skottede ^ ned til Hr. Zauns højre Haand, og da han saae, at den ingen Giftering bar, fik han oprigtig Medlidenhed med sin forhenværende Med-Fordømte, denne ^ stakkels Mand, der maatte kaste et rigt Hjertes naive Følelse fredløs ud for Vinden, 172 fordi han ikke selv havde Nogen at holde af og være god imod .
Han rakte ham venligt Haanden.
» Jeg ønsker Dem en fredelig Nat , Hr. Zaun! Og altsaa – paa Gensyn ^ !«

Torben ^ skottede ^ ned til Hr. Zauns højre Haand, og da han saae, at den ingen Giftering bar, fik han oprigtig Medlidenhed med sin forhenværende Med-Fordømte, denne ^ stakkels Mand, der maatte kaste et rigt Hjertes naive Følelse fredløs ud for Vinden, 172 fordi han ikke selv havde Nogen at holde af og være god imod .
Han rakte ham forsonligt Haanden.
» Jeg ønsker Dem en fredelig Nat , Hr. Zaun! Og altsaa — paa Gensyn ^ !«

Torben betragtede den lille Mand med oprigtig Medfølelse. Han kendte fra sin egen Fortid lidt til denne uhyggelige Allestedsnærværelses-Mani, som blev indpodet Folk ved Aviserne. Uvilkaarlig skottede han ned til Hr. Zauns højre Haand, og da han saae, at den ingen Giftering bar, tænkte han: Den stakkels Mand, som maa give sine Følelser til Pris for Vejr og Vind, fordi han ikke har nogen at holde af og være god imod ! Han var lige ved at anbefale sin forhenværende Medfordømte at tage sig en Kone som Kur for Søvnløshed og Nattevandren. Men han nøjedes med at trykke hans Haand og ønske ham ^ ^ en fredelig Nat uden for mange portugisiske Bekymringer.
» Og ^ paa Gensyn , Hr. Zaun !«

Torben betragtede den lille Mand med oprigtig Medfølelse. Han kendte fra sin egen Fortid lidt til denne uhyggelige Allestedsnærværelses-Mani, som blev indpodet Folk ved Aviserne. Uvilkaarlig skottede han ned til Hr. Zauns højre Haand, og da han saae, at den ingen Giftering bar, tænkte han: Stakkels ^ Mand, som maa give sine Følelser til Pris for Vejr og Vind, fordi han ikke har nogen at holde af og være god imod ! Han var lige ved at anbefale sin forhenværende Medfordømte at tage sig en Kone som Kur for Søvnløshed og Nattevandren. Men han nøjedes med at trykke hans Haand og ønske ham ^ ^ en fredelig Nat uden for mange portugisiske Bekymringer.
» Og ^ paa Gensyn , Hr. Zaun !«

[173] III

^

[173] III

[175] ^

I, 116 XII .

XII

⇕ Torben og Jytte I, 3.1

⇕ De Dødes Rige 1.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 1.12

[175] D a Fru Bertha om Morgenen kom ind til Jytte, maatte hun ruske i hende for at faa hende vaagen. Jytte havde om Aftenen taget et Sovemiddel, og da Tankerne alligevel ikke lod hende i Ro, havde hun ved Totiden taget endnu et Pulver. Hun bad nu saa mindeligt om Lov til at sove videre.

D a Fru Bertha om Morgenen kom ind til Jytte, maatte hun ruske i hende for at faa hende vaagen. Jytte havde om Aftenen taget et Sovemiddel, og da Tankerne alligevel ikke lod hende i Ro, havde hun ved Totiden taget endnu et Pulver. Hun bad nu saa mindeligt om Lov til at sove videre.

Da ^ Fru Bertha om Morgenen kom ind til Jytte, maatte hun ruske i hende for at faa hende vaagen. Jytte havde om Aftenen taget et Sovemiddel, og da Tankerne alligevel ikke lod hende i Ro, havde hun ved Totiden taget endnu et Pulver. ^

Men Fru Bertha gik til Vinduet og slog Skodderne tilbage.

Fru Bertha gik til Vinduet og slog Skodderne tilbage.

I, 85 Fru Bertha gik til Vinduet og slog Skodderne tilbage.

Fru Bertha gik til Vinduet og slog Skodderne tilbage.

» Klokken er snart otte. Husk paa, at vi faar Fremmede fra Morgenstunden .«

» Klokken er snart otte. Husk paa, ^ vi faar Fremmede fra Morgenstunden !«

» Klokken er snart otte. Husk paa, ^ vi faar fremmede fra Morgenstunden !«

Jytte havde ikke glemt det , – det var netop af den Grund, hun helst vilde blive liggende. Endnu i Halvdøs begyndte Tankerne straks at væve videre paa Nattens vilde Skræmmebilleder og ^ fik hende til at grue for den Dag, der nu kom .

Jytte havde ikke glemt det , — det var netop af den Grund, hun helst vilde blive liggende. Endnu i Halvdøs begyndte Tankerne straks at væve videre paa Nattens vilde Skræmmebilleder og ^ fik hende til at grue for den Dag, der nu kom .

Saa længe Søvnens Mørke endnu hvilede over Jyttes Træk , ^ ^ var de præget af hendes glædeløse Drømme. Men da Moderen var gaaet og hun rigtig fik Øjnene op og saae, at Kammeret var fyldt af Sol, smilte hun .

Saa længe Søvnens Mørke endnu hvilede over Jyttes Træk , ^ ^ var de præget af hendes glædeløse Drømme. Men da Moderen I, 85 var gaaet og hun rigtig fik Øjnene op og saae, at Kammeret var fyldt af Sol, smilte hun .

Men da Moderen var gaaet, rejste hun ^ ^ sig med et Sæt overende og strøg Haaret bort fra Panden ^ ^ ^ ^ . Nu skulde det være forbi! Nu vilde hun ikke tænke mere!
Jytte hadede denne Grublesyge; hun skammede sig over sin Sørgmodighed og havde altid skjult den for Andre ^ ^ som man skjuler en legemlig Lyde. Hun 176 vilde tro, at det var hendes egenlige Natur at være glad. I Almindelighed varede det heller aldrig længe, før hendes Lune og Forstand eller i hvert Fald et eller andet Pulver hjalp hende til at ryste det tunge Sind af sig, og ^ ^ da hun nu slog Øjnene op og saae, at Kammeret var fyldt af den klareste Sol, smilte hun ogsaa . » Dette er den første Morgen i mit nye Liv,« – tænkte hun – » og Himlen selv bringer mig sin Lykønskning paa Sengen. Hvad kan jeg forlange mere?«

Men da Moderen var gaaet, rejste hun ^ ^ sig med et Sæt overende og strøg Haaret bort fra Panden ^ ^ ^ ^ . Nu skulde det være forbi! Nu vilde hun ikke tænke mere!
Jytte hadede denne Grublesyge; hun skammede sig over sin Sørgmodighed og havde altid skjult den for Andre ^ ^ som man skjuler en legemlig Lyde. Hun 176 vilde tro, at det var hendes egenlige Natur at være glad. I Almindelighed varede det heller aldrig længe, før hendes Lune og Forstand eller i hvert Fald et eller andet Pulver hjalp hende til at ryste det tunge Sind af sig, og ^ ^ da hun nu slog Øjnene op og saae, at Kammeret var fyldt af den klareste Sol, smilte hun ogsaa . » Dette er den første Morgen i mit nye Liv,« — tænkte hun — » og Himlen selv bringer mig sin Lykønskning paa Sengen. Hvad kan jeg forlange mere?«

» Dette er den første Morgen i mit nye Liv,« – tænkte hun. » Og Himlen selv bringer mig sin Lykønskning paa Sengen. Kan jeg forlange mere?«
Hun følte sig temmelig sikker paa, at denne Dag – den 25de Marts – vilde blive hendes Forlovelsesdag . Og hun blev en lille Tid liggende med Hænderne under Kinden og tænkte paa Torben – saae ham for sig, saadan som han om Aftenen dernede paa Hotellet var kommen frem i Døren til Læseværelset, trods Herredragtens Ensartethed saa forskellig fra alle de andre Mænd, med et Skær over sit Ansigt, som kom han inde fra en anden Verden. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig denne Nat, da hun ikke kunde sove . En forklaret Skikkelse ^ ^ – ^

» Dette er den første Morgen i mit nye Liv,« — tænkte hun. » Og Himlen selv bringer mig sin Lykønskning paa Sengen. Kan jeg forlange mere?«
Hun følte sig temmelig sikker paa, at denne Dag — den 25de Marts — vilde blive hendes Forlovelsesdag . Og hun blev en lille Tid liggende med Hænderne under Kinden og tænkte paa Torben — saae ham for sig, saadan som han om Aftenen dernede paa Hotellet var kommen frem i Døren til Læseværelset, trods Herredragtens Ensartethed saa forskellig fra alle de andre Mænd, med et Skær over sit Ansigt, som kom han inde fra en anden Verden. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig denne Nat, da hun ikke kunde sove . En forklaret Skikkelse — ^ ^ ^

» Dette er den første Morgen i mit nye Liv,« – tænkte hun. » Og Himlen selv bringer mig sin Lykønskning paa Sengen. Kan jeg forlange mere?«
Hun følte sig temmelig sikker paa, at denne Dag – den 25de Marts – vilde blive hendes Forlovelsesdag . Og hun blev en lille Tid liggende med Hænderne under Kinden og tænkte paa Torben – saae ham for sig, saadan som han om Aftenen dernede paa Hotellet var kommen frem i Døren til Læseværelset, trods Herredragtens Ensartethed saa forskellig fra alle ^ andre Mænd, med et Skær over sit Ansigt, som kom han inde fra en anden Verden. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig denne Nat, da hun ikke kunde sove . En forklaret Skikkelse ^ ^ – ^

⇕ Torben og Jytte I, 3.8

⇕ De Dødes Rige 1.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 1.12

⇐

at heller ikke han var den »Tvillingbroder«, hun havde ventet paa fra sin Barndom, – Befrieren , der skulde komme som den gudesendte Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn. ^

at heller ikke han var den »Tvillingbroder«, hun havde ventet paa fra sin Barndom, — Befrieren , der skulde komme som den gudesendte Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn. ^

»Tvillingbroderen«, den saa længe ventede Befrier ^ ^ , der skulde komme som den gudesendte I, 117 Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn.

»Tvillingbroderen«, den saa længe ventede Befrier ^ ^ , der skulde komme som den gudsendte Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn.

⇕ Torben og Jytte I, 3.1

⇕ De Dødes Rige 1.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 1.12

^ ^ ^

» Er du oppe?« raabte Moderen nede fra Haven.
» Ja – nu er jeg!«

» Er du oppe?« raabte Moderen nede fra Haven.
» Ja — nu er jeg!«

» Er du oppe?« raabte Moderen nede fra Haven.
» Ja – nu er jeg!«

Et Øjeblik efter stod hun afklædt i et Badefad og tog sin kolde Afvaskning for aabent Vindu. Hun havde ingen andre Genboer end Solen og saa ^ en Spurv, der sad udenfor i Toppen af et Pebertræ og kiggede ind til hende med Hovedet paa Siden. Hun vendte Ryggen til Spejlet – hun havde siden hun blev voksen ^ haft en Sky for at se sig selv nøgen – og særlig ^ denne Morgen var hun nervøst utaalmodig for at komme i Klæderne igen ^ .

Et Øjeblik efter stod hun afklædt i et Badefad og tog sin kolde Afvaskning for aabent Vindu. Hun havde ingen andre Genboer end Solen og saa ^ en Spurv, der sad udenfor i Toppen af et Pebertræ og kiggede ind til hende med Hovedet paa Siden. Hun vendte Ryggen til Spejlet — hun havde siden hun blev voksen ^ haft en Sky for at se sig selv nøgen — og særlig ^ denne Morgen var hun nervøst utaalmodig for at komme i Klæderne igen ^ .

Et Øjeblik efter stod hun afklædt i et Badefad og tog sin kolde Afvaskning for aabent Vindu. Der var ikke andre Genboer end Solen og saa tilfældigvis en Spurv, der sad ^ i Toppen af et Pebertræ udenfor. Hun vendte med Flid Ryggen til Spejlet . Hun havde, lige ^ siden hun blev voksen , haft en Sky for at se sig selv nøgen , og særlig var hun denne Morgen ^ nervøst utaalmodig for ^ igen at faa nogen Klæder om sig .

Det kolde Bad fordrev den sidste Spøgelsefrygt. Med røde Kinder og livligt Sind kom hun en halv Time efter ned i Stuen i en ganske ny, lyseblaa Formiddagskjole, som hun udtrykkeligt havde opsparet til denne Lejlighed. Tebordet var dækket ude paa Loggiaen, og ved et andet Bord derude stod Moderen og satte nogle store hvide og lyserøde Blomstergrene i en Vase.

En halv Time senere viste hun sig nede i Stuen i en ganske ny, lyseblaa Formiddagskjole, som hun udtrykkeligt havde opsparet til denne Lejlighed. Tebordet var dækket ude paa Loggiaen, og ved et andet Bord derude stod Moderen og satte nogle store hvide og lyserøde Blomster i en Vase.

En halv Time senere viste hun sig nede i Stuen i en ganske ny, lyseblaa Formiddagskjole, som hun udtrykkelig havde opsparet til denne Lejlighed. Tebordet var dækket ude paa Loggiaen, og ved et andet Bord derude stod Moderen og satte nogle store hvide og lyserøde Blomster i en Vase.

177 » Men kære ^ , hvor har du al den Overflod fra?« spurgte hun og løftede en af Grenene . » Hvor er de dejlige!«

»Kære , hvor har du al den Overflødighed fra?« spurgte hun ^ . » Hvor er de dejlige!«

I, 86 »Kære , hvor har du al den Overflødighed fra?« spurgte hun ^ . » Hvor er de dejlige!«

»Kære , hvor har du al den Overflødighed fra?« spurgte hun ^ . » Hvor er de dejlige!«

» Der fulgte ikke noget Kort med. Men jeg tænker næsten, at det er Dihmer, der har været galant.«

» Der fulgte ikke noget Kort med. Men jeg tænker næsten, ^ det er Dihmer, der har været galant.«

» Aa ja , det er nok ham. Det ligner ham da .«

»Ja , det er nok ham. Det ligner ham da !«

»Ja , det er nok ham. Det ligner ham da .«

» Har du set, at der ligger Brev til dig? Det er vist fra Rosalia Birch.«

» Har du set, at der ligger Brev til dig? Det er vist fra Angelica Birch.«

I, 86 » Har du set, at der ligger Brev til dig? Det er vist fra Angelica Birch.«

»Aa , saa er der nok til mig paa den bare! Jeg har ikke svaret paa hendes sidste !«
Rosalia Birch var den lille fregnede og skævskuldrede Barndomsveninde, som engang havde været med hende paa Storeholt. Hun havde nu en Pogeskole i Slagelse og skrev altid over ^ sine Breve: »Trædemøllen«. Men sit gode Humør havde hun bevaret midt i Hverdagssliddet , ^ og ^ i hendes Klageraab til Veninderne blandede sig den pudsigste Lystighed .

»Aa ! Saa er der nok til mig paa den bare! Jeg har ikke svaret paa hendes sidste .«
Hun satte sig ud paa Loggiatrappen, lige i Solen, for at læse sit Brev. Men hun havde ikke gennemløbet I, 118 mange Linjer, før hun opgav det. Hun kunde ikke holde Styr paa sine Tanker. Det var hende ogsaa altsammen saa ligegyldigt , hvad Veninden fortalte om Per og Povl i København .

»Aa ! Saa er der nok til mig paa den bare! Jeg har ikke svaret paa hendes sidste .«
Hun satte sig ud paa Loggiatrappen, lige i Solen, for at læse sit Brev. Men hun havde ikke gennemløbet mange Linjer, før hun opgav det. Hun kunde ikke holde Styr paa sine Tanker. Det var hende ogsaa altsammen saa ligegyldigt , hvad Veninden fortalte om Per og Povl i København .

Mens Jytte sad i Kurvesofaen og læste sit Brev med et Smil, blev hun skarpt iagttaget af Moderen, der nu var ganske klar over, at der maatte være sket noget afgørende den foregaaende Aften. Men hvilket? Torben Dihmers Blomster havde ikke helt beroliget hende. Jyttes Udseende heller ikke. Hun kunde ikke glemme det Mørke, der havde hvilet over hendes Ansigtstræk, da hun for lidt siden vækkede hende ...
⇕ ⇒ 178 Der var saa meget hos Jytte, der mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de iøvrigt alle tre havde været. Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne og paagaaende Væsen, hans friske Lunefuldhed . Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe. Hun havde engang imellem tænkt paa , om Jytte ikke selv havde følt det ^ ^ og maaske til Tider været ængstet af denne Lighed med sin ulykkelige Broder. Det havde været hende paafaldende, at hun aldrig nævnede ham, ikke nogensinde havde spurgt om Grunden til hans Selvmord, og da hun engang selv vilde fortælle hende lidt derom , havde hun straks holdt begge Hænderne op for Ørene og raabt, at hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide . Aldrig kunde hun glemme Rædselen i hendes Ansigt i det Øjeblik. Og ^ nu var hun igen bleven mindet derom ved det haabløse Udtryk ^ , hvormed Jytte før vaagnede. Det var det samme Udtryk, som hun saa tidt havde set i Ebbes Ansigt i hans sidste Levetid, naar han glemte, at han ikke ^ var alene. Derfor følte hun sig ikke tryg, og det saa meget mindre som hun i Grunden ikke kunde finde det urimeligt, om Jytte var bleven lidt skuffet af sin Ven .

Mens Jytte sad i Kurvestolen og læste sit Brev med et Smil, blev hun skarpt iagttaget af Moderen, der nu var ganske klar over, at der maatte være sket noget afgørende den foregaaende Aften. Men hvilket? Torben Dihmers Blomster havde ikke helt beroliget hende. Jyttes Udseende heller ikke. Hun kunde ikke glemme det Mørke, der havde hvilet over hendes Ansigtstræk, da hun for lidt siden vækkede hende ...
178 ⇕ ⇒ Der var saa meget hos Jytte, der mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de iøvrigt alle tre havde været. Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne og paagaaende Væsen, hans friske Lunefuldhed . Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe. Hun havde engang imellem tænkt paa , om Jytte ikke selv havde følt det ^ ^ og maaske til Tider været ængstet af denne Lighed med sin ulykkelige Broder. Det havde været hende paafaldende, at hun aldrig nævnede ham, ikke nogensinde havde spurgt om Grunden til hans Selvmord, og da hun engang selv vilde fortælle hende lidt derom , havde hun straks holdt begge Hænderne op for Ørene og raabt, at hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide . Aldrig kunde hun glemme Rædselen i hendes Ansigt i det Øjeblik. Og ^ nu var hun igen bleven mindet derom ved det haabløse Udtryk ^ , hvormed Jytte før vaagnede. Det var det samme Udtryk, som hun saa tidt havde set i Ebbes Ansigt i hans sidste Levetid, naar han glemte, at han ikke ^ var alene. Derfor følte hun sig ikke tryg, og det saa meget mindre som hun i Grunden ikke kunde finde det urimeligt, om Jytte var bleven lidt skuffet af sin Ven .

Da Solen allerede bagte lovlig varmt, søgte hun ned i Havegangenes Morgenkølighed. Her gik hun ^ med sit bankende Hjerte og ventede paa igen at høre Klangen af Torbens Skridt paa den brolagte Sti mellem Murene ^ . Men da hun virkelig hørte ham komme, skyndte hun sig ind og overlod til Moderen at tage imod ham.
Fra Dagligstuevinduet saae hun ham komme rask op gennem Havegangen, og Synet forvirrede i første Øjeblik. Det var jo aldeles den gamle Torben Dihmer, der kom gaaende der i lysegraat Jakkesæt og Straahat. Men da han kom nærmere og hun rigtig saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Rige, som hun nu elskede.
Fru Bertha modtog ham paa Loggia-Trappen.
» Hvor ser De frisk ud idag,« sagde hun glad overrasket. » Igaar var De vist dygtig træt. Min Nevø har saa alligevel Lov til at være stolt af sit Værk.«
» Det har han !«
» Taler De om Asmus?« sagde Jytte, som nu kom frem i Dagligstuedøren og nikkede. »Ja, De kan tro , han er rigtig vigtig af Dem . Hos os i det mindste har han ikke talt om andet i det sidste halve Aar.«
»Aa, du med dine Overdrivelser!« sagde Fru Bertha. » Men sæt Dem nu ned, Dihmer! Saa skal De engang igen smage en hjemmelavet Kop Te.«
I, 119 En lille Timestid førte de en springende Passiar om alt muligt undtagen det ene, der optog alle deres Tanker. De vidste til Tider knap rigtig selv, hvad det var , de talte om ... Fru Berthas Øjne var hyppig paa Vandring mellem Jytte og Torben. Hun følte sig mere og mere overbevist om, at der maatte være sket noget afgørende den foregaaende Aften. Manden var jo som forvandlet. Ogsaa Jytte syntes straalende lykkelig .

Da Solen allerede bagte lovlig varmt, søgte hun ned i Havegangenes Morgenkølighed. Her gik hun ^ med sit bankende Hjerte og ventede paa igen at høre Klangen af Torbens Skridt paa den brolagte Sti mellem Murene ^ . Men da hun virkelig hørte ham komme, skyndte hun sig ind og overlod til Moderen at tage imod ham.
Fra Dagligstuevinduet saae hun ham komme rask op gennem Havegangen, og Synet forvirrede i første Øjeblik. Det var jo aldeles den gamle Torben Dihmer, der kom gaaende der i lysegraat Jakkesæt og Straahat. Men da han kom nærmere og hun rigtig saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Rige, som hun nu elskede.
Fru Bertha modtog ham paa Loggia-Trappen.
» Hvor ser De frisk ud idag,« sagde hun glad overrasket. » Igaar var De vist dygtig træt. Min Nevø har saa alligevel Lov til at være stolt af sit Værk.«
» Det har han .«
» Taler De om Asmus?« sagde Jytte, som nu kom frem i Dagligstuedøren og nikkede. »Ja, De kan tro , han er rigtig vigtig af Dem . Hos os i det mindste har han ikke talt om andet i det sidste halve Aar.«
»Aa, du med dine Overdrivelser!« sagde Fru Bertha. » Men I, 87 sæt Dem nu ned, Dihmer! Saa skal De engang igen smage en hjemmelavet Kop Te.«
En lille Timestid førte de en springende Passiar om alt muligt undtagen det ene, der optog alle deres Tanker. De vidste til Tider knap rigtig selv, hvad det var , de talte om ... Fru Berthas Øjne var hyppig paa Vandring mellem Jytte og Torben. Hun følte sig mere og mere overbevist om, at der maatte være sket noget afgørende den foregaaende Aften. Manden var jo som forvandlet. Ogsaa Jytte syntes straalende lykkelig .

Da Solen allerede bagte lovlig varmt, søgte hun ned i Havegangenes Morgenkølighed. Her gik hun ^ med sit bankende Hjerte og ventede paa igen at høre Klangen af Torbens Skridt paa den brolagte Sti mellem Murene ^ . Men da hun virkelig hørte ham komme, skyndte hun sig ind og overlod til Moderen at tage imod ham.
Fra Dagligstuevinduet saae hun ham komme rask op gennem Havegangen, og Synet forvirrede i første Øjeblik. Det var jo aldeles den gamle Torben Dihmer, der kom gaaende der i lysegraat Jakkesæt og Straahat. Men da han kom nærmere og hun rigtig saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Rige, som hun nu elskede.
Fru Bertha modtog ham paa Loggia-Trappen.
» Hvor ser De frisk ud idag,« sagde hun glad overrasket. » Igaar var De vist dygtig træt. Min Nevø har saa alligevel Lov til at være stolt af sit Værk.«
» Det har han .«
» Taler De om Asmus?« sagde Jytte, som nu kom frem i Dagligstuedøren og nikkede. »Ja, De kan tro , han er rigtig vigtig af Dem . Hos os i det mindste har han ikke talt om andet i det sidste halve Aar.«
»Aa, du med dine Overdrivelser!« sagde Fru Bertha. » Men sæt Dem nu ned, Dihmer! Saa skal De engang igen smage en hjemmelavet Kop Te.«
En lille Timestid førte de en springende Passiar om alt muligt undtagen det ene, der optog alle deres Tanker. De vidste til Tider knap rigtig selv, hvad det var , de talte om ... Fru Berthas I, 87 Øjne var hyppig paa Vandring mellem Jytte og Torben. Hun følte sig mere og mere overbevist om, at der maatte være sket noget afgørende den foregaaende Aften. Manden var jo som forvandlet. Ogsaa Jytte syntes straalende lykkelig .

» Synes du, at Torben Dihmer har forandret sig 179 meget?« spurgte hun, da Jytte havde læst sit Brev.
» Hvad synes du ?«
» Jo – noget. Ikke saa ganske lidt maaske. Men vel egenlig kun til sin Fordel . Saadan en Rekonvalescents klæder jo gerne Mænd i hans Alder. De faar igen noget rent, noget naivt og uskyldigt over sig. Og det kan de fleste af dem jo nok trænge til.«
Jytte svarede ikke noget hertil; hun følte sig generet af Moderens Ligefremhed – men i sit Hjerte gav hun hende Ret. Det var netop det Indtryk, Torben havde gjort paa hende den foregaaende Aften dernede i Hotelsalen, da han kom gaaende alene inde fra Læseværelserne – saa forskellig fra alle de andre Herrer , med et Skær over sit Ansigt som kom han inde fra en hel anden Verden, – næsten en forklaret Skikkelse. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig i Nat, og ^ det var vel nok derfor, hun ikke havde kunnet sove ...
Hun rejste sig hurtig op, og Blodet jog hende til Kinderne. Hun havde hørt Klangen af hans Skridt nede paa den brolagte Sti mellem Havemurene.
Da hun saae ham komme op gennem Gangen i et lysegraat Jakkesæt og med en Straahat i Haanden, forvirredes hun et Øjeblik. Det var jo aldeles den gamle Torben Dihmer, ham som hun netop for bestandig havde forvist til Mindernes Skyggeverden. 180 Men da han kom nærmere og hun saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Rige, som hun nu elskede.
I en Timestid sad de ved Tebordet og førte en springende Passiar om alt muligt undtagen netop det, der optog alle deres Tanker. Torben viste sig stadig noget tung i Konversationens flyvende Kunst. Han havde paa Grund af sin aarelange Tavshed endnu nogen Vanskelighed ved at udtrykke sig med Liv, var desuden fremmed for de fleste af de Begivenheder og Personer, der kom paa Tale, og maatte bestandig spørge.
Fru Berthas Øjne spaserede hyppigt frem og tilbage mellem ham og Jytte, og hun følte sig mere og mere beroliget ^ ^ ^ . Manden var jo som forvandlet ^ ^ ^ ^ ^ ^ , og Jytte syntes at være lykkelig.
» De ser saa frisk ud idag,« sagde hun. » Igaar var De endnu lidt træt efter Rejsen. Min Nevø har virkelig Grund til at være stolt af Dem . For De maa jo dog indrømme, at De nu omtrent helt og holdent er ^ hans Værk.«
Det vilde Torben dog ikke ganske indrømme. Han fortalte lidt om hint Sammenstød paa Favsingholm mellem Asmus Hagen og Mads Vestrup i Anledning af den førstes Paastand om, at Lægemidlerne gjorde deres Gerning efter Recept ganske uafhængig af nogen højere Magts Sanktion.
181 » Og jeg holder med Præsten. Der skal virkelig ofte en »Velsignelse« til, som ikke kan købes paa et Apotek,« sagde han.
Jytte, der følte Tampen brænde, faldt Moderen i Tale, da hun vilde svare.
» Du glemmer at byde mere Te, Mo’er. Hr. Dihmer har ingenting i sin Kop. ^ ^ – Hvordan synes De saa om Generalkonsulinden? Det har De endnu ikke fortalt os. Havde jeg ikke Ret? Hun er farlig.«
»Jo, det maa jeg sige, hende skal man vistnok være bange for.«
» Kan De begribe, hvordan Manden har faaet hende? Og at han saadan lader sig kujonere af hende? Det er næsten uhyggeligt.«
Fru Bertha sagde:
» Deres forhenværende Ven har rimeligvis Anlæg for Hypokondri – som jo er en meget udbredt Sygdom i vor Tid. Det er vel i det hele Forklaringen paa Fænomenet Weller.«
» Ja – Historien om Pastor Mavelsen og hans Kone i stadig ny Udgave,« sagde Jytte.
» Hvad er det for en Historie?« spurgte Torben ^ ^ .

» Synes du, at Torben Dihmer har forandret sig 179 meget?« spurgte hun, da Jytte havde læst sit Brev.
» Hvad synes du ?«
» Jo — noget. Ikke saa ganske lidt maaske. Men vel egenlig kun til sin Fordel . Saadan en Rekonvalescents klæder jo gerne Mænd i hans Alder. De faar igen noget rent, noget naivt og uskyldigt over sig. Og det kan de fleste af dem jo nok trænge til.«
Jytte svarede ikke noget hertil; hun følte sig generet af Moderens Ligefremhed — men i sit Hjerte gav hun hende Ret. Det var netop det Indtryk, Torben havde gjort paa hende den foregaaende Aften dernede i Hotelsalen, da han kom gaaende alene inde fra Læseværelserne — saa forskellig fra alle de andre Herrer , med et Skær over sit Ansigt som kom han inde fra en hel anden Verden, — næsten en forklaret Skikkelse. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig i Nat, og ^ det var vel nok derfor, hun ikke havde kunnet sove ...
Hun rejste sig hurtig op, og Blodet jog hende til Kinderne. Hun havde hørt Klangen af hans Skridt nede paa den brolagte Sti mellem Havemurene.
Da hun saae ham komme op gennem Gangen i et lysegraat Jakkesæt og med en Straahat i Haanden, forvirredes hun et Øjeblik. Det var jo aldeles den gamle Torben Dihmer, ham som hun netop for bestandig havde forvist til Mindernes Skyggeverden. 180 Men da han kom nærmere og hun saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Rige, som hun nu elskede.
I en Timestid sad de ved Tebordet og førte en springende Passiar om alt muligt undtagen netop det, der optog alle deres Tanker. Torben viste sig stadig noget tung i Konversationens flyvende Kunst. Han havde paa Grund af sin aarelange Tavshed endnu nogen Vanskelighed ved at udtrykke sig med Liv, var desuden fremmed for de fleste af de Begivenheder og Personer, der kom paa Tale, og maatte bestandig spørge.
Fru Berthas Øjne spaserede hyppigt frem og tilbage mellem ham og Jytte, og hun følte sig mere og mere beroliget ^ ^ ^ . Manden var jo som forvandlet ^ ^ ^ ^ ^ ^ , og Jytte syntes at være lykkelig.
» De ser saa frisk ud idag,« sagde hun. » Igaar var De endnu lidt træt efter Rejsen. Min Nevø har virkelig Grund til at være stolt af Dem . For De maa ^ ^ indrømme, at De nu omtrent helt og holdent er ^ hans Værk.«
Det vilde Torben dog ikke ganske indrømme. Han fortalte lidt om hint Sammenstød paa Favsingholm mellem Asmus Hagen og Mads Vestrup i Anledning af den førstes Paastand om, at Lægemidlerne gjorde deres Gerning efter Recept ganske uafhængig af nogen højere Magts Sanktion.
181 » Og jeg holder med Præsten. Der skal virkelig ofte en »Velsignelse« til, som ikke kan købes paa et Apotek,« sagde han.
Jytte, der følte Tampen brænde, faldt Moderen i Tale, da hun vilde svare.
» Du glemmer at byde mere Te, Mo’er. Hr. Dihmer har ingenting i sin Kop. — ^ ^ Hvordan synes De saa om Generalkonsulinden? Det har De endnu ikke fortalt os. Havde jeg ikke Ret? Hun er farlig.«
»Jo, det maa jeg sige, hende skal man vistnok være bange for.«
» Kan De begribe, hvordan Manden har faaet hende? Og at han saadan lader sig kujonere af hende? Det er næsten uhyggeligt.«
Fru Bertha sagde:
» Deres forhenværende Ven har rimeligvis Anlæg for Hypokondri — som jo er en meget udbredt Sygdom i vor Tid. Det er vel i det hele Forklaringen paa Fænomenet Weller.«
» Ja — Historien om Pastor Mavelsen og hans Kone i stadig ny Udgave,« sagde Jytte.
» Hvad er det for en Historie?« spurgte Torben ^ ^ .

Torben viste sig dog stadig noget tung i Konversationens flyvende Kunst. Paa Grund af sin aarelange Tavshed havde han endnu vanskeligt ved at udtrykke sig ^ ^ ^ ^ . Desuden var ^ ^ han fremmed for de fleste af de Døgn-Begivenheder og Personer, der kom paa Tale, og maatte bestandig spørge.
Bagefter, mens en Hotelkarl tog af Bordet, spaserede de lidt i Haven; og her blev Jytte en lille Tid alene med Torben, mens Fru Bertha gik ind for at give Karlen en Besked.
» De morede Dem vist egenlig ikke nede paa Hotellet iaftes,« sagde Jytte, da Moderen var gaaet. » Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem.«
»Ja ^ ^ , jeg skylder vistnok baade Dem og Deres Mor en Undskyldning ^ ^ for daarlig Opførsel. Det har jeg glemt.«
» Nej – det var ^ ikke saadan ment. Jeg synes selv, at det er en dum Underholdning, man har fundet paa. Men det er ens paa alle Hotellerne hernede. Det skal være amerikansk Skik.«
I, 120 » Det er troligt nok. Men vil De sige mig, Frøken Jytte, – De rider vel endnu?«
»Nej, det har jeg hørt op med for længe siden.«
» Det var kedeligt.«
» Hvorfor det?«
» Aa jo . Der er nemlig ikke meget, jeg længes saadan efter, som igen at komme op paa en Hesteryg. Da jeg sidst sad i en Sadel, var det i Deres Selskab – men det husker De velsagtens ikke.«
» Jo vist! Skulde jeg ikke huske det!«
»Ja, det var en grumme flov Historie for mig. De kan nok forstaa, at jeg brænder af Begærlighed efter at skaffe mig Oprejsning i Deres Øjne. Dersom jeg kan opdrive et Par præsentable Gangere, tør De da endnu engang betro Dem til min Ledsagelse? Her maa vel findes en Ridestald.«
»Ja, med Muldyr og Æsler – andet fører vi ikke her.«
» Jeg vil dog gøre et Forsøg.«
» Det kan De spare Dem. Jeg veed det ganske bestemt. Det kom nemlig paa Tale her forleden, da v. Auen vilde arrangere en større Udflugt.«
Navnet slap hende ud af Munden. Hun ærgrede sig i samme Øjeblik , hun havde sagt det . For hun anede jo nu, at det var denne paatrængende Gerichtsrat, der særlig havde misstemt ham den foregaaende Aften.
Torben blev ogsaa tavs.
De var kommen hen i den nederste Del af Haven, som var en hvælvet Løvgang af blomstrende Slyngroser i forskellige Farver. Det var netop her, hun Dagen i Forvejen I, 121 havde plukket de tre mørkerøde Blomster, der skulde have figureret ved hans Modtagelse. I Trang til at bøde paa sin Tankeløshed fik hun nu den Indskydelse at gøre Alvor af Ideen. Hun standsede og plukkede den smukkeste lyserøde Knop, hun i Hast kunde finde.
» De har ingenting i Deres Knaphul,« sagde hun. » Det bruger vi her. – Værsgo’!«
Hun anbragte selv Blomsten i hans Jakkeopslag. Men da hun efter fuldbragt Gerning vilde tage Hænderne til sig, tog Torben omkring dem og beholdt dem.
» Jytte – Frøken Jytte,« begyndte han.
Da var det, som om der slog Flammer op omkring hende. Hun følte sit Legeme forgaa i Ild.
» Ikke nu! Ikke her!« sagde hun – halvt vredt, fordi hun var bleven overrumplet – og søgte med Magt at gøre sine Hænder fri.
Men Torben førte dem til sine Læber.
Et Øjeblik efter maatte han dog slippe dem. Fru Bertha dukkede op for Enden af Gangen. Af Frygt for, at hun skulde mærke noget, satte Jytte sig til at søge efter Violer i Græsset ved Foden af Espalieret .

Torben viste sig dog stadig noget tung i Konversationens flyvende Kunst. Paa Grund af sin aarelange Tavshed havde han endnu vanskeligt ved at udtrykke sig ^ ^ ^ ^ . Desuden var ^ ^ han fremmed for de fleste af de Døgn-Begivenheder og Personer, der kom paa Tale, og maatte bestandig spørge.
Bagefter, mens en Hotelkarl tog af Bordet, spaserede de lidt i Haven; og her blev Jytte en lille Tid alene med Torben, mens Fru Bertha gik ind for at give Karlen en Besked.
» De morede Dem vist egenlig ikke nede paa Hotellet iaftes,« sagde Jytte, da Moderen var gaaet. » Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem.«
»Ja ^ ^ , jeg skylder vistnok baade Dem og Deres Mor en Undskyldning ^ ^ for daarlig Opførsel. Det har jeg glemt.«
» Nej — det var ^ ikke saadan ment. Jeg synes selv, at det er en dum Underholdning, man har fundet paa. Men det er ens paa alle Hotellerne hernede. Det skal være amerikansk Skik.«
» Det er troligt nok. Men vil De sige mig, Frøken Jytte, — De rider vel endnu?«
»Nej, det har jeg hørt op med for længe siden.«
» Det var kedeligt.«
» Hvorfor det?«
» Aa jo . Der er nemlig ikke meget, jeg længes saadan efter, som igen at komme op paa en Hesteryg. Da jeg sidst sad i en Sadel, var det i Deres Selskab — men det husker De velsagtens ikke.«
» Jo vist! Skulde jeg ikke huske det!«
»Ja, det var en grumme flov Historie for mig. De kan nok I, 88 forstaa, at jeg brænder af Begærlighed efter at skaffe mig Oprejsning i Deres Øjne. Dersom jeg kan opdrive et Par præsentable Gangere, tør De saa endnu engang betro Dem til min Ledsagelse? Her maa vel findes en Ridestald.«
»Ja, med Muldyr og Æsler — andet fører vi ikke her.«
» Jeg vil dog gøre et Forsøg.«
» Det kan De spare Dem. Jeg veed det ganske bestemt. Det kom nemlig paa Tale her forleden, da v. Auen vilde arrangere en større Udflugt.«
Navnet slap hende ud af Munden. Hun ærgrede sig i samme Øjeblik , hun havde sagt det . For hun anede jo nu, at det var denne paatrængende Gerichtsrat, der særlig havde misstemt ham den foregaaende Aften.
Torben blev ogsaa tavs.
De var kommen hen i den nederste Del af Haven, som var en hvælvet Løvgang af blomstrende Slyngroser i forskellige Farver. Det var netop her, hun Dagen i Forvejen havde plukket de tre mørkerøde Blomster, der skulde have figureret ved hans Modtagelse. I Trang til at bøde paa sin Tankeløshed fik hun nu den Indskydelse at gøre Alvor af Ideen. Hun standsede og plukkede den smukkeste lyserøde Knop, hun i Hast kunde finde.
» De har ingenting i Deres Knaphul,« sagde hun. » Det bruger vi her. — Værsgo’!«
Hun anbragte selv Blomsten i hans Jakkeopslag. Men da hun efter fuldbragt Gerning vilde tage Hænderne til sig, tog Torben omkring dem og beholdt dem.
» Jytte — Frøken Jytte,« begyndte han.
Da var det, som om der slog Flammer op omkring hende. Hun følte sit Legeme forgaa i Ild.
» Ikke nu! Ikke her!« sagde hun — halvt vredt, fordi hun var bleven overrumplet — og søgte med Magt at gøre sine Hænder fri.
Men Torben førte dem til sine Læber.
Et Øjeblik efter maatte han dog slippe dem. Fru Bertha dukkede op for Enden af Gangen. Af Frygt for, at hun skulde I, 89 mærke noget, satte Jytte sig til at søge efter Violer i Græsset ved Foden af Espalieret .

Torben viste sig dog stadig noget tung i Konversationens flyvende Kunst. Paa Grund af sin aarelange Tavshed havde han endnu vanskeligt ved at udtrykke sig ^ ^ ^ ^ . Desuden var ^ ^ han fremmed for de fleste af de Døgn-Begivenheder og Personer, der kom paa Tale, og maatte bestandig spørge.
Bagefter, mens en Hotelkarl tog af Bordet, spaserede de lidt i Haven; og her blev Jytte en lille Tid alene med Torben, mens Fru Bertha gik ind for at give Karlen en Besked.
» De morede Dem vist egenlig ikke nede paa Hotellet iaftes,« sagde Jytte, da Moderen var gaaet. » Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem.«
»Ja ^ ^ , jeg skylder vistnok baade Dem og Deres Mor en Undskyldning ^ ^ for daarlig Opførsel. Det har jeg glemt.«
» Nej – det var ^ ikke saadan ment. Jeg synes selv, at det er en dum Underholdning, man har fundet paa. Men det er ens paa alle Hotellerne hernede. Det skal være amerikansk Skik.«
» Det er troligt nok. Men vil De sige mig, Frøken Jytte, – De rider vel endnu?«
»Nej, det har jeg hørt op med for længe siden.«
» Det var kedeligt.«
» Hvorfor det?«
» Aa jo . Der er nemlig ikke meget, jeg længes saadan efter, som igen at komme op paa en Hesteryg. Da jeg sidst sad i en Sadel, var det i Deres Selskab – men det husker De velsagtens ikke.«
» Jo vist! Skulde jeg ikke huske det!«
»Ja, det var en grumme flov Historie for mig. De kan nok forstaa, at jeg brænder af Begærlighed efter at skaffe mig Oprejsning i Deres Øjne. Dersom jeg kan opdrive et Par præsentable Gangere, tør De saa endnu engang betro Dem til min Ledsagelse? Her maa vel findes en Ridestald.«
»Ja, med Muldyr og Æsler – andet fører vi ikke her.«
I, 88 ^ » Jeg vil dog gøre et Forsøg.«
» Det kan De spare Dem. Jeg veed det ganske bestemt. Det kom nemlig paa Tale her forleden, da v. Auen vilde arrangere en større Udflugt.«
Navnet slap hende ud af Munden. Hun ærgrede sig i samme Øjeblik , hun havde sagt det . For hun anede jo nu, at det var denne paatrængende Gerichtsrat, der særlig havde misstemt ham den foregaaende Aften.
Torben blev ogsaa tavs.
De var kommen hen i den nederste Del af Haven, som var en hvælvet Løvgang af blomstrende Slyngroser i forskellige Farver. Det var netop her, hun Dagen i Forvejen havde plukket de tre mørkerøde Blomster, der skulde have figureret ved hans Modtagelse. I Trang til at bøde paa sin Tankeløshed fik hun nu den Indskydelse at gøre Alvor af Ideen. Hun standsede og plukkede den smukkeste lyserøde Knop, hun i Hast kunde finde.
» De har ingenting i Deres Knaphul,« sagde hun. » Det bruger vi her. – Værsgo’!«
Hun anbragte selv Blomsten i hans Jakkeopslag. Men da hun efter fuldbragt Gerning vilde tage Hænderne til sig, tog Torben omkring dem og beholdt dem.
» Jytte – Frøken Jytte,« begyndte han.
Da var det, som om der slog Flammer op omkring hende. Hun følte sit Legeme forgaa i Ild.
» Ikke nu! Ikke her!« sagde hun – halvt vredt, fordi hun var bleven overrumplet – og søgte med Magt at gøre sine Hænder fri.
Men Torben førte dem til sine Læber.
Et Øjeblik efter maatte han dog slippe dem. Fru Bertha dukkede op for Enden af Gangen. Af Frygt for, at hun skulde have set ^ noget, satte Jytte sig til at søge efter Violer i Græsset ved Foden af Espalieret .

» De kender den ikke? – Kan jeg fortælle den, Mo’er?«
» Jeg veed ikke, hvad det er for en Historie, du tænker paa.«
»Jo, det var en Kapellan, der kom ud til en 182 Præstegaard paa Landet , hvor der var en giftefærdig Datter. Det var jo Meningen, at de skulde have hinanden, men Kapellanen var et Uhyre af Grimhed, og det blev ikke til noget, før han en Dag paa en romantisk Sommervandring gennem bølgende Kornagre kom til at fortælle hende, at han led af Mavekatar. Det gjorde hun nemlig ogsaa, og nu faldt de hinanden om Halsen og levede i et lykkeligt Ægteskab indtil deres Dages Ende.«
» Aa du med dine Historier!« sagde Moderen. » Men De traf jo ogsaa en anden Bekendt nede paa Hotellet iaftes. Jeg saae, De stod og talte med Direktør Zaun.«
»Ja, jeg kender en Smule til ham fra Studenterdagene.«
» Han er vist et Menneske med en Del politisk Indflydelse. Jeg husker, at min Mand undertiden havde private Konferencer med ham.«
» Saa vidt jeg har forstaaet, er Hr. Zaun en Slags Generalagent for Partiledelsen.«
» Og nu har han gjort Dem et Tilbud?«
^ Torben havde ingen Lyst til at komme ind paa den Sag, og da de nu var færdige med at spise, trak han en Brevtaske frem og tog af den en Konvolut, der hele Tiden havde brændt ham i Lommen ^ .

» De kender den ikke? — Kan jeg fortælle den, Mo’er?«
» Jeg veed ikke, hvad det er for en Historie, du tænker paa.«
»Jo, det var en Kapellan, der kom ud til en 182 Præstegaard paa Landet , hvor der var en giftefærdig Datter. Det var jo Meningen, at de skulde have hinanden, men Kapellanen var et Uhyre af Grimhed, og det blev ikke til noget, før han en Dag paa en romantisk Sommervandring gennem bølgende Kornagre kom til at fortælle hende, at han led af Mavekatar. Det gjorde hun nemlig ogsaa, og nu faldt de hinanden om Halsen og levede i et lykkeligt Ægteskab indtil deres Dages Ende.«
» Aa du med dine Historier!« sagde Moderen. » Men De traf jo ogsaa en anden Bekendt nede paa Hotellet iaftes. Jeg saae, De stod og talte med Direktør Zaun.«
»Ja, jeg kender en Smule til ham fra Studenterdagene.«
» Han er vist et Menneske med en Del politisk Indflydelse. Jeg husker, at min Mand undertiden havde private Konferencer med ham.«
» Saa vidt jeg har forstaaet, er Hr. Zaun en Slags Generalagent for Partiledelsen.«
» Og nu har han gjort Dem et Tilbud?«
^ Torben havde ingen Lyst til at komme ind paa den Sag, og da de nu var færdige med at spise, trak han en Brevtaske frem og tog af den en Konvolut, der hele Tiden havde brændt ham i Lommen ^ .

» Tænk dig!« raabte hun hende imøde. » Her vrimler endnu!«
De gik alle tre tilbage til Loggiaen ^ , hvor Fru Berthas Øjne igen begyndte at gaa paa Vandring mellem de unge, hvis Væsen hun ikke ret kunde forklare sig. Torben var oprømt og havde næsten ikke Øjnene fra Jytte, der syntes febrilsk urolig.
Da de havde siddet lidt og talt, tog Torben en stor I, 122 Konvolut op af sin Brystlomme og trak et Par Fotografier frem .

» Tænk dig!« raabte hun hende imøde. » Her vrimler endnu!«
De gik alle tre tilbage til Loggiaen ^ , hvor Fru Berthas Øjne igen begyndte at gaa paa Vandring mellem de unge, hvis Væsen hun ikke ret kunde forklare sig. Torben var oprømt og havde næsten ikke Øjnene fra Jytte, der syntes febrilsk urolig.
Da de havde siddet lidt og talt, tog Torben en stor Konvolut op af sin Brystlomme og trak et Par Fotografier frem .

» Tænk dig!« raabte hun hende imøde. » Her vrimler endnu!«
De gik alle tre tilbage til Loggiaen ^ , hvor Fru Berthas Øjne igen begyndte at gaa paa Vandring mellem de unge, hvis Væsen I, 89 hun ikke ret kunde forklare sig. Torben var oprømt og havde næsten ikke Øjnene fra Jytte, der syntes febrilsk urolig.
Da de havde siddet lidt og talt, tog Torben en stor Konvolut op af sin Brystlomme og trak et Par Fotografier frem .

» Jeg har taget et Par Fotografier med, som jeg 183 tænkte, det maaske kunde more Dem at se . Dette f . Eks. –.« ^

» Jeg har taget et Par Fotografier med, som jeg 183 tænkte, det maaske kunde more Dem at se . Dette f . Eks. —.« ^

» Jeg har taget disse her med,« sagde han. » Jeg tænkte, det maaske kunde more Dem at se dem. F . Eks. dette –«

» Jeg har taget disse her med,« sagde han. » Jeg tænkte, det maaske kunde more Dem at se dem. F . Eks. dette —«

» Jeg har taget disse her med,« sagde han. » Jeg tænkte, det maaske kunde more Dem at se dem. F . Eks. dette –«

Han rakte et Kabinetsbillede over til Damerne, der begge sad paa den anden Side af Bordet.

Han rakte et Kabinetsbillede over til Fru Bertha, der sad paa den anden Side af Bordet.

» Nej se!« udbrød Fru Bertha . » Hvad er det for en prægtig gammel Gaard ? Det er da ikke –?«
»Jo, det er Favsingholm,« sagde Torben.
Jytte, der straks havde bøjet sig interesseret frem for at kigge ^ over Moderens Skulder, trak sig ^ lidt tilbage, da det gik op for hende, at det var hendes tilkommende Hjem ^ hun her blev præsenteret for.

» Nej se!« udbrød Fru Bertha . » Hvad er det for en prægtig gammel Gaard ? Det er da ikke —?«
»Jo, det er Favsingholm,« sagde Torben.
Jytte, der straks havde bøjet sig interesseret frem for at kigge ^ over Moderens Skulder, trak sig ^ lidt tilbage, da det gik op for hende, at det var hendes tilkommende Hjem ^ hun her blev præsenteret for.

» Nej se!« udbrød hun . » Hvad er det for en prægtig gammel Gaard ?«
» Det er Favsingholm.«
» Er det sandt? Men det begriber jeg ikke. Asmus sagde –.«
»Ja, det forstod jeg paa Dem igaar. Derfor har jeg netop taget disse Ting med. Jeg syntes, De skulde dog vide, hvordan Favsingholm virkelig ser ud.«
Jytte, der straks havde strakt sig ^ frem for at kigge paa Billedet over sin Mors Skulder, trak sig uvilkaarlig lidt tilbage, da det gik op for hende, at det var hendes tilkommende Hjem , hun her præsenteredes for.

» Nej se!« udbrød hun . » Hvad er det for en prægtig gammel Gaard ?«
» Det er Favsingholm.«
» Er det sandt? Men det begriber jeg ikke. Asmus sagde —.«
»Ja, det forstod jeg paa Dem igaar. Derfor har jeg netop taget disse Ting med. Jeg syntes, De skulde dog vide, hvordan Favsingholm virkelig ser ud.«
Jytte, der straks havde strakt sig ^ frem for at kigge paa Billedet over sin Mors Skulder, trak sig uvilkaarlig lidt tilbage, da det gik op for hende, at det var hendes tilkommende Hjem , hun her præsenteredes for.

» Men det begriber jeg ikke!« sagde Fru Bertha. » Asmus sagde, at De boede saa uhyggeligt.«
» Det forstod jeg paa Dem igaar; ... derfor har jeg netop taget disse Ting med. Jeg syntes, De skulde dog vide, hvordan Favsingholm virkelig ser ud.«
» Men De har sandelig ogsaa altid selv sagt, Dihmer, at den var en gammel Røverrede .«

» Men ^ De har virkelig ogsaa altid selv sagt, Dihmer, at Favsingholm var en gammel Røverrede ,« sagde Fru Bertha.

» Gaarden har en meget mærkværdig Historie – ja. Der har paa den samme Grund staaet baade en Sørøverborg og et Sortebroderkloster. Man kan endnu af og til fiske Stykker af gamle Rustninger og Sværd op af Borggraven. Bygningen har været lidt forsømt, og det er sagtens det, Asmus har tænkt paa; men det hele skal nu fuldstændig restaureres. 184 Hvad synes De om Beliggenheden? Det er ^ ^ Fjorden , De kan se lidt af bag Træerne. Den har man Udsigt til fra de fleste af Værelserne. Egnen er ganske køn, tror jeg, f. Eks. om Foraaret, naar Engene er rigtig friske og de første Kreaturer viser sig derude i alt det Grønne. – Her er et Parti af Parken. Den er heller ikke i den Stand, den skulde være; da jeg var syg, havde jeg jo ingen rigtig Interesse for den Slags Ting. Jeg faar i det hele en Del om Ørene, naar jeg kommer hjem .«

» Gaarden har en meget mærkværdig Historie — ja. Der har paa den samme Grund staaet baade en Sørøverborg og et Sortebroderkloster. Man kan endnu af og til fiske Stykker af gamle Rustninger og Sværd op af Borggraven. Bygningen har været lidt forsømt, og det er sagtens det, Asmus har tænkt paa; men det hele skal nu fuldstændig restaureres. 184 Hvad synes De om Beliggenheden? Det er ^ ^ Fjorden , De kan se lidt af bag Træerne. Den har man Udsigt til fra de fleste af Værelserne. Egnen er ganske køn, tror jeg, f. Eks. om Foraaret, naar Engene er rigtig friske og de første Kreaturer viser sig derude i alt det Grønne. — Her er et Parti af Parken. Den er heller ikke i den Stand, den skulde være; da jeg var syg, havde jeg jo ingen rigtig Interesse for den Slags Ting. Jeg faar i det hele en Del om Ørene, naar jeg kommer hjem .«

» Gaarden har en ret mærkværdig Historie – ja. Der har paa den samme Grund staaet baade en Sørøverborg og et Sortebroderkloster. Man kan endnu af og til fiske Stykker af gamle Rustninger og Sværd op af Borggraven. Bygningen er desværre bleven en Del forsømt, og det er sagtens det, Asmus har lagt Mærke til, siden han har fundet den saa uhyggelig. Men nu skal det hele gøres grundigt i Stand baade udvendig og indvendig.«
I, 123 Han rakte to andre Billeder over Bordet, et til Fru Bertha og et til Jytte.
» Det er et Parti af Parken,« fortalte han om det sidste. » Den er heller ikke i den Stand, den skulde være. Men den skal jeg ogsaa tage fat paa, naar jeg kommer hjem. Det er Engene og Fjorden , man ser lidt af bagved Træerne. Hele Fjordindløbet har man Udsigt til fra de fleste af Værelserne paa første Sal. Engene er herlige, kan De tro, – især om Foraaret .«

» Gaarden har en ret mærkværdig Historie — ja. Der har paa den samme Grund staaet baade en Sørøverborg og et Sortebroderkloster. Man kan endnu af og til fiske Stykker af gamle Rustninger og Sværd op af Borggraven. Bygningen er desværre bleven en Del forsømt, og det er sagtens det, Asmus har lagt Mærke til, siden han har fundet den saa uhyggelig. Men nu skal det hele gøres grundigt i Stand baade udvendig og indvendig.«
Han rakte to andre Billeder over Bordet, et til Fru Bertha og et til Jytte.
I, 90 » Det er et Parti af Parken,« fortalte han om det sidste. » Den er heller ikke i den Stand, den skulde være. Men den skal jeg ogsaa tage fat paa, naar jeg kommer hjem. Det er Engene og Fjorden , man ser lidt af bagved Træerne. Hele Fjordindløbet har man Udsigt til fra de fleste af Værelserne paa første Sal. Engene er herlige, kan De tro, — især om Foraaret .«

» Gaarden har en ret mærkværdig Historie – ja. Der har paa den samme Grund staaet baade en Sørøverborg og et Sortebroderkloster. Man kan endnu af og til fiske Stykker af gamle Rustninger og Sværd op af Borggraven. Bygningen er desværre bleven en Del forsømt, og det er sagtens det, Asmus har lagt Mærke til, siden han har fundet den saa uhyggelig. Men nu skal det hele gøres grundigt i Stand baade udvendig og indvendig.«
Han rakte to andre Billeder over Bordet, et til Fru Bertha og et til Jytte.
» Det er et Parti af Parken,« fortalte han om det sidste. » Den er heller ikke i den Stand, den skulde være. Men den skal jeg ogsaa tage fat paa, naar jeg kommer hjem. Det er Engene og Fjorden , man ser lidt af bagved Træerne. Hele Fjordindløbet har man Udsigt til fra de fleste af Værelserne paa første Sal. Engene er herlige, kan De tro, – især om Foraaret .«

Jytte lod stadig, som om hun saae til, men Billederne viste sig for hende i ^ ^ en ^ Taage. Den Tanke, at hun engang skulde kalde disse fuldkommen fremmede Steder for sit Hjem, syntes hende ^ ^ fantastisk og urimelig.
Torbens pludselige Veltalenhed, den Varme , der var kommen i hans Stemme, havde overhovedet igen faaet hende til at føle det hele Forhold som saa aldeles haabløst. Blot den Maade, hvorpaa han udtalte Ordet Favsingholm eller sagde » min Gaard«, gjorde hende Stedet næsten forhadt.
Torben rakte ^ et nyt Billede over Bordet .

Jytte saae ^ Billedet som gennem en bølgende Taage. Den Tanke, at hun engang skulde kalde dette vildfremmede Sted for sit Hjem, syntes hende i Øjeblikket fuldkommen fantastisk .
» Men hvad er dette her for noget?« spurgte Fru Bertha , der sad og drejede paa sit Billede ^ .

I, 90 Jytte saae paa Billedet som gennem en bølgende Taage. Den Tanke, at hun engang skulde kalde dette vildfremmede Sted for sit Hjem, syntes hende ^ fuldkommen fantastisk .
» Men hvad er dette her for noget?« spurgte Fru Bertha , der ^ drejede et nyt Billede mellem Hænderne .

»Ja, hvad dette her er, kan De næppe gætte. Det er »Riddersalen«. Den ser fæl ud , ikke sandt? Min Bedstefader brugte den til Kornmagasin , og den har i det hele ikke været benyttet til Beboelse i den Tid ^ min Familje har ejet Gaarden. Det var en af min 185 Faders Yndlingsplaner at faa den sat i Stand, men han døde for tidligt. Nu haaber jeg engang at faa den bragt tilbage til den gamle Skikkelse. Den Marmorkamin der paa Sidevæggen skal være et interessant Arbejde , der har ^ nydt den Ære at blive afbildet i en Kunsthistorie. Veed De forresten, hvem der i gamle Dage ofte har siddet der ved Ilden og ført Faddersladder?«

»Ja, hvad dette her er, kan de næppe gætte. Det er »Riddersalen«. Den ser fæl ud , ikke sandt? Min Bedstefader brugte den til Kornmagasin , og den har i det hele ikke været benyttet til Beboelse i den Tid ^ min Familje har ejet Gaarden. Det var en af min 185 Faders Yndlingsplaner at faa den sat i Stand, men han døde for tidligt. Nu haaber jeg engang at faa den bragt tilbage til den gamle Skikkelse. Den Marmorkamin der paa Sidevæggen skal være et interessant Arbejde , der har ^ nydt den Ære at blive afbildet i en Kunsthistorie. Veed De forresten, hvem der i gamle Dage ofte har siddet der ved Ilden og ført Faddersladder?«

»Ja, det kan De næppe gætte. Det er »Riddersalen«. Den ser jo slem ud . Min Bedstefar brugte den til Kornmagasin . Den har i det hele ikke været benyttet til Beboelse i den Tid , min Familje har ejet Gaarden. Det var en af min Fars Yndlingsplaner at sætte den i Stand, men han døde for tidligt. Nu haaber jeg med Aarene at faa den bragt tilbage til dens gamle Skikkelse. Den Marmorkamin der paa Sidevæggen skal være et interessant Arbejde . Det har endogsaa nydt den Ære at blive afbildet i en Kunsthistorie. Veed De forresten, hvem der i gamle Dage ofte har siddet der ved Ilden og ført Faddersladder?«

»Ja, det kan De næppe gætte. Det er »Riddersalen«. Den ser jo slem ud . Min Bedstefader brugte den til Kornmagasin . Den har i det hele ikke været benyttet til Beboelse i den Tid , min Familje har ejet Gaarden. Det var en af min Fars Yndlingsplaner at sætte den i Stand, men han døde for tidligt. Nu haaber jeg med Aarene at faa den bragt tilbage til dens gamle Skikkelse. Den Marmorkamin der paa Sidevæggen skal være et interessant Arbejde . Det har endogsaa nydt den Ære at blive afbildet i en Kunsthistorie. Veed De forresten, hvem der i gamle Dage ofte har siddet der ved Ilden og ført Faddersladder?«

»Nej.«

» Dronning Anna Sofie.«

» Hvordan det?«

I, 124 » Hvordan det?«

» Hvordan det?«

»Jo, De husker maaske, at hun efter Kongens Død blev forvist til Klausholm. Det er min Nabogaard , og jeg har i Favsingholms Arkiv fundet et Par snurrige Billetter fra hende .«

»Jo, De husker maaske, at hun efter Kongens Død blev forvist til Klausholm. Det er min Nabogaard . Jeg har i Favsingholms Arkiv fundet et Par snurrige Billetter fra den eventyrlige Dame .«

» Men det er jo virkelig interessant,« sagde Fru Bertha. » Hvorfor har De aldrig før fortalt os om de Ting?«

» Af en gyldig Aarsag – jeg kendte dem ikke selv. Jeg var kun tolv Aar ^ , da jeg kom ^ hjemmefra , og i lang Tid viste jeg mig kun hvert andet Aar derhjemme som min egen Gæst ^ . Engang tænkte jeg jo ogsaa paa at sælge Gaarden – eller rettere at give den tilbage til Samfundet mod en Affindelsessum for at faa den udstykket i Husmandslodder . Kan De huske min Plan? Nu vilde det unægtelig ikke længer falde mig saa let at skulle realisere den.«
186 » Hotelkarlen er kommen,« afbrød Jytte ^ ^ . » Vi bliver nødt til at rejse os, Mor! Han vil vist gerne tage af Bordet.«
» Ja ja. Velbekomme da!«
Mens Fru Bertha blev paa Loggiaen for at give Hotelkarlen en Besked, gik Jytte ned i Haven, og Torben fulgte hende . Af Frygt for, at Samtalen skulde tage en alvorlig Vending, gav Jytte sig til at tale om de Bekendtskaber hun havde gjort blandt Gæsterne paa Hotellet.
» De morede Dem vist egenlig ikke dernede iaftes. Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem.«
Torben undskyldte sig med , at han endnu ikke var helt akklimatiseret, men han gik forresten ^ ikke nærmere ind paa Sagen. Hans Tanker fulgte deres egne foraarsgrønne Stier, og pludselig sagde han ^ :

» Af en gyldig Aarsag — jeg kendte dem ikke selv. Jeg var kun tolv Aar ^ , da jeg kom ^ hjemmefra , og i lang Tid viste jeg mig kun hvert andet Aar derhjemme som min egen Gæst ^ . Engang tænkte jeg jo ogsaa paa at sælge Gaarden — eller rettere at give den tilbage til Samfundet mod en Affindelsessum for at faa den udstykket i Husmandslodder . Kan De huske min Plan? Nu vilde det unægtelig ikke længer falde mig saa let at skulle realisere den.«
186 » Hotelkarlen er kommen,« afbrød Jytte ^ ^ . » Vi bliver nødt til at rejse os, Mor! Han vil vist gerne tage af Bordet.«
» Ja ja. Velbekomme da!«
Mens Fru Bertha blev paa Loggiaen for at give Hotelkarlen en Besked, gik Jytte ned i Haven, og Torben fulgte hende . Af Frygt for, at Samtalen skulde tage en alvorlig Vending, gav Jytte sig til at tale om de Bekendtskaber hun havde gjort blandt Gæsterne paa Hotellet.
» De morede Dem vist egenlig ikke dernede iaftes. Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem.«
Torben undskyldte sig med , at han endnu ikke var helt akklimatiseret, men han gik forresten ^ ikke nærmere ind paa Sagen. Hans Tanker fulgte deres egne foraarsgrønne Stier, og pludselig sagde han ^ :

» Af en gyldig Grund – jeg kendte dem ikke selv. De veed, jeg var kun tolv Aar gammel , da min Far døde. Saa kom jeg hjemmefra . Siden var jeg der højst en Gang hvert andet Aar paa korte Besøg, nærmest som ^ Gæst hos mig selv . Engang tænkte jeg jo ogsaa paa at sælge Gaarden ^ ^ . ^ Nu er jeg unægtelig glad for, at det ikke blev til noget.«
» Saa har Asmus’ Kur altsaa ogsaa haft den lykkelige Virkning, at den igen har skaffet Dem et Hjem,« sagde Fru Bertha.
Det vilde Torben dog ikke ganske indrømme hende. Han fortalte lidt om hint Sammenstød paa Favsingholm mellem Asmus Hagen og Mads Vestrup i Anledning af den førstes Forsikring om, at Medikamenterne gjorde deres Gerning efter Recept ganske uafhængig af nogen højere Magts Sanktion.
» Jeg holder nu alligevel med Præsten!« sagde han smilende, idet han atter søgte at fange Jyttes Blik . » Der skal virkelig ofte en »Velsignelse« til, som ikke kan købes paa et Apotek.«
Jytte, der følte Tampen brænde, faldt Moderen i Talen, da hun vilde svare . Af Frygt for, at Torben skulde komme I, 125 til , at røbe noget, dersom hun ikke standsede ham, sagde hun :

» Af en gyldig Grund — jeg kendte dem ikke selv. De veed, jeg var kun tolv Aar gammel , da min Far døde. Saa kom jeg hjemmefra . Siden var jeg der højst en Gang hvert andet Aar paa korte Besøg, nærmest som ^ Gæst hos mig selv . Engang tænkte jeg jo ogsaa paa at sælge Gaarden ^ ^ . ^ Nu er jeg unægtelig glad for, at det ikke blev til noget.«
I, 91 » Saa har Asmus’ Kur altsaa ogsaa haft den lykkelige Virkning, at den igen har skaffet Dem et Hjem,« sagde Fru Bertha.
Det vilde Torben dog ikke ganske indrømme hende. Han fortalte lidt om hint Sammenstød paa Favsingholm mellem Asmus Hagen og Mads Vestrup i Anledning af den førstes Forsikring om, at Medikamenterne gjorde deres Gerning efter Recept ganske uafhængig af nogen højere Magts Sanktion.
» Jeg holder nu alligevel med Præsten!« sagde han smilende, idet han atter søgte at fange Jyttes Blik . » Der skal virkelig ofte en »Velsignelse« til, som ikke kan købes paa et Apotek.«
Jytte, der følte Tampen brænde, faldt Moderen i Talen, da hun vilde svare . Af Frygt for, at Torben skulde komme til ^ at røbe noget, dersom hun ikke standsede ham, sagde hun :

» Af en gyldig Grund – jeg kendte dem ikke selv. De veed, jeg var kun tolv Aar gammel , da min Far døde. Saa kom jeg hjemmefra . Siden var jeg der højst en Gang hvert andet Aar paa korte Besøg, nærmest som ^ Gæst hos mig selv . Engang tænkte jeg jo ogsaa paa at sælge Gaarden ^ ^ . ^ Nu er jeg unægtelig glad for, at det ikke blev til noget.«
» Saa har Asmus’ Kur altsaa ogsaa haft den lykkelige Virkning, at den igen har skaffet Dem et Hjem,« sagde Fru Bertha.
Det vilde Torben dog ikke ganske indrømme hende. Han fortalte lidt om hint Sammenstød paa Favsingholm mellem Asmus Hagen og Mads Vestrup i Anledning af den førstes Forsikring I, 91 om, at Medikamenterne gjorde deres Gerning efter Recept ganske uafhængig af nogen højere Magts Sanktion.
» Jeg holder nu alligevel med Præsten!« sagde han smilende, idet han atter søgte at fange Jyttes Blik . » Der skal virkelig ofte en »Velsignelse« til, som ikke kan købes paa et Apotek.«
Jytte, der følte Tampen brænde, faldt Moderen i Talen, da hun vilde svare . Af Frygt for, at Torben skulde komme til ^ at røbe noget, ^ ^ ^ sagde hun :

» De rider vel endnu, Frøken Jytte?«
»Nej, det har jeg virkelig for længe siden glemt.«
»Glemt? Hvad skal jeg da sige? Og der ^ er ikke meget, jeg saadan længes efter som igen at sidde paa en Hesteryg. Da jeg sidst sad i en Saddel var det i Deres Selskab – men det kan De velsagtens ikke huske. Vi gjorde den lange Tur ud over Valby Bakke og omkring Utterslev i en dejlig frisk Nordvest, og paa Tilbagevejen – det husker De dog vist – maatte jeg staa af Hesten og hvile mig paa Grøftekanten, 187 fordi jeg havde faaet ondt. Det var en flov Historie for mig! De var saa elskværdig at ride hen til en Gaard for at hente noget Vand, og paa Vejen tabte De Deres Lommetørklæde – jeg ser det endnu ganske tydeligt flyve henover Markerne.«
»Jo, den Dag husker jeg godt.«
» Gør De? Men saa vil De ogsaa forstaa, at jeg føler en brændende Trang til at skaffe mig Oprejsning i Deres Øjne. Dersom jeg kan opdrive et Par præsentable Gangere, tør De saa endnu engang betro Dem til min Ledsagelse? Her maa vel findes en Ridestald.«
»Ja, med Muldyr og Æsler – andet fører vi ikke her.«
» Jeg vil dog gøre et Forsøg.«
» For min Skyld skal De nu ikke ulejlige Dem. Jeg veed desuden bestemt fra Hr. v. Auen, at der ikke er tilredne Heste at faa.«
Torben saae fra Siden hen paa hende og blev tavs; og Jytte fortrød sine Ord endnu før hun havde sagt dem. – De var kommen hen i den nederste Del af Haven og vendte just om ved den samme Rosenbusk, hvor hun den foregaaende Dag havde taget de tre Blomster, som hun havde villet give ham ved Ankomsten. Drevet af en Indskydelse standsede hun nu og rev en Knop af.
188 » De har ingenting i Deres Knaphul,« sagde hun. » Det bruger vi her. Værsgo’!«
Men Torben beholdt baade Blomsten og hendes Haand og trykkede den sidste til sin Mund.
» Jytte –« begyndte han.
Da var det, som om der slog Flammer op omkring hende. Hun følte sit hele Legeme forgaa i Ild.
» Nej – ikke nu! Ikke her!« hviskede hun halvt vredt, halvt bønfaldende; gjorde derpaa med Magt sin Haand fri og skyndte sig bort.
» Hvorhen saa hastigt?« spurgte Moderen; hun stod endnu ved Tebordet og hjalp Hotelkarlen med at lægge Servicet i en Kurv.
» Jeg vil op og hente min Parasol. Solen brænder allerede, saa man er ved at skoldes.«
Da hun noget efter kom ned fra sit Værelse, stod Moderen og Torben i Samtale nedenfor Loggia-Trappen.

» De rider vel endnu, Frøken Jytte?«
»Nej, det har jeg virkelig for længe siden glemt.«
»Glemt? Hvad skal jeg da sige? Og der ^ er ikke meget, jeg saadan længes efter som igen at sidde paa en Hesteryg. Da jeg sidst sad i en Saddel var det i Deres Selskab — men det kan De velsagtens ikke huske. Vi gjorde den lange Tur ud over Valby Bakke og omkring Utterslev i en dejlig frisk Nordvest, og paa Tilbagevejen — det husker De dog vist — maatte jeg staa af Hesten og hvile mig paa Grøftekanten, 187 fordi jeg havde faaet ondt. Det var en flov Historie for mig! De var saa elskværdig at ride hen til en Gaard for at hente noget Vand, og paa Vejen tabte De Deres Lommetørklæde — jeg ser det endnu ganske tydeligt flyve henover Markerne.«
»Jo, den Dag husker jeg godt.«
» Gør De? Men saa vil De ogsaa forstaa, at jeg føler en brændende Trang til at skaffe mig Oprejsning i Deres Øjne. Dersom jeg kan opdrive et Par præsentable Gangere, tør De saa endnu engang betro Dem til min Ledsagelse? Her maa vel findes en Ridestald.«
»Ja, med Muldyr og Æsler — andet fører vi ikke her.«
» Jeg vil dog gøre et Forsøg.«
» For min Skyld skal De nu ikke ulejlige Dem. Jeg veed desuden bestemt fra Hr. v. Auen, at der ikke er tilredne Heste at faa.«
Torben saae fra Siden hen paa hende og blev tavs; og Jytte fortrød sine Ord endnu før hun havde sagt dem. — De var kommen hen i den nederste Del af Haven og vendte just om ved den samme Rosenbusk, hvor hun den foregaaende Dag havde taget de tre Blomster, som hun havde villet give ham ved Ankomsten. Drevet af en Indskydelse standsede hun nu og rev en Knop af.
188 » De har ingenting i Deres Knaphul,« sagde hun. » Det bruger vi her. Værsgo’!«
Men Torben beholdt baade Blomsten og hendes Haand og trykkede den sidste til sin Mund.
» Jytte —« begyndte han.
Da var det, som om der slog Flammer op omkring hende. Hun følte sit hele Legeme forgaa i Ild.
» Nej — ikke nu! Ikke her!« hviskede hun halvt vredt, halvt bønfaldende; gjorde derpaa med Magt sin Haand fri og skyndte sig bort.
» Hvorhen saa hastigt?« spurgte Moderen; hun stod endnu ved Tebordet og hjalp Hotelkarlen med at lægge Servicet i en Kurv.
» Jeg vil op og hente min Parasol. Solen brænder allerede, saa man er ved at skoldes.«
Da hun noget efter kom ned fra sit Værelse, stod Moderen og Torben i Samtale nedenfor Loggia-Trappen.

» Jeg kommer til at tænke paa ... jeg bliver vist nødt til at gaa op og se, om Myggenettene er trukket ^ ^ ^ ^ ^ for Sovekammervinduerne. Igaar glemte hun det, veed du.«
^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

» jeg kommer til at tænke paa ... jeg bliver vist nødt til at gaa op og se, om Myggenettene er trukket ^ ^ ^ ^ ^ for Sovekammervinduerne. Igaar glemte hun det, veed du.«
^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

» Jeg kommer til at tænke paa ... jeg bliver vist nødt til at gaa op og se, om Myggenettene er trukket ^ ^ ^ ^ ^ for Sovekammervinduerne. Igaar glemte hun det, veed du.«
^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 2.4

⇕ De Dødes Rige 1.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 1.12

⇐

Men de mørke Tanker blev ved at flagre om hendes Lykke som Natsværmere omkring et Lys og lod sig ikke forjage .

Oppe i sit Kammer kastede hun sig over en Stoleryg for at forjage de mørke Tanker , der igen var begyndt at flagre om hendes Lykke som Natsværmere om et Lys ^ .

⇕ Torben og Jytte I, 3.1

⇕ De Dødes Rige 1.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 1.12

^ ^ ^

Torbens pludselige Veltalenhed dernede, Varmen i hans Stemme, da han talte om Favsingholm, havde paany faaet hende til at føle det hele Forhold saa sørgelig haabløst.
At hun var uretfærdig imod ham, vidste hun godt, og hun skammede sig ogsaa. Men hun var nu engang ikke anderledes. Blot den Maade, hvorpaa han havde udtalt Ordet Favsingholm eller sagt » min Gaard«, gjorde hende Stedet næsten forhadt.

Torbens pludselig Veltalenhed dernede, Varmen i hans Stemme, da han talte om Favsingholm, havde paany faaet hende til at føle det hele Forhold saa sørgelig haabløst.
At hun var uretfærdig imod ham, vidste hun godt, og hun skammede sig ogsaa. Men hun var nu engang ikke anderledes. Blot den Maade, hvorpaa han havde udtalt Ordet Favsingholm eller sagt » min Gaard«, gjorde hende Stedet næsten forhadt.

⇕ Torben og Jytte I, 3.2

⇕ De Dødes Rige 1.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 1.12

⇐

Da Jytte stod foran Spejlet inde i Dameværelset og ordnede sit Haar , tænkte hun paa, at hun her første Gang saae sig selv ^ som Forlovet, og det slog hende , at hun ikke saae glad ud . ^

Da hun hørte de andre rejse sig dernede, stod hun op og gik hen til Spejlet for at ordne sit Haar . Idet hun tænkte ^ paa, at hun her ^ saae sig selv for første Gang som forlovet , blev hun helt fortvivlet . Hvilket Ansigt!

Da hun hørte de andre rejse sig dernede, stod hun op og gik hen til Spejlet for at ordne sit Haar . Idet hun tænkte ^ paa, at hun her saa ^ sig selv for første Gang som forlovet , blev hun helt fortvivlet . Hvilket Ansigt!

⇕ Torben og Jytte I, 3.1

⇕ De Dødes Rige 1.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 1.12

^ ^ ^ ^ ^ » ^ Dihmer ^ indbyder os til en Biltur,« sagde Moderen. » Hvad siger du?«

Og det var denne Dag, hun havde set hen til som Lykkens Aabenbaring! ... Dette var Forlovelsens store Time, Eventyrdrømmen, der havde spøget i hendes Hoved ^ siden hun var en lille Pige i halvlang Kjole. Det var baade til at le og græde over!
»Jytte! ... Er du deroppe?«
Det var Moderen, der kaldte ude fra Haven.
»Ja.«
I, 126 Nedenfor hendes Vindu stod Moderen og Torben i Samtale.
» Var der noget?« spurgte hun, idet hun bøjede sig ud.
» Det er Dihmer , der indbyder os til en Køretur. Hvad siger du?«

Og det var denne Dag, hun havde set hen til som Lykkens Aabenbaring! ... Dette var Forlovelsens store Time, Eventyrdrømmen, der havde spøget i hendes Hoved , siden hun var en lille Pige i halvlang Kjole. Det var baade til at le og græde over!
»Jytte! ... Er du deroppe?«
Det var Moderen, der kaldte ude fra Haven.
I, 92 »Ja.«
Nedenfor hendes Vindu stod Moderen og Torben i Samtale.
» Var der noget?« spurgte hun, idet hun bøjede sig ud.
» Det er Dihmer , der indbyder os til en Køretur. Hvad siger du?«

Og det var denne Dag, hun havde set hen til som Lykkens Aabenbaring! ... Dette var Forlovelsens store Time, Eventyrdrømmen, der havde spøget i hendes Hoved , siden hun var en lille Pige i halvlang Kjole. Det var baade til at le og græde over!
»Jytte! ... Er du deroppe?«
Det var Moderen, der kaldte ude fra Haven.
»Ja.«
Nedenfor hendes Vindu stod Moderen og Torben i Samtale.
» Var der noget?« spurgte hun, idet hun bøjede sig ud.
» Det er Dihmer , der indbyder os til en Køretur. Hvad siger du?«

» Storartet – siger jeg ^ ^ ^ !«

» Storartet — siger jeg ^ ^ ^ !«

» Storartet – siger jeg . Hvornaar skal det være?«
» Helst straks, dersom det passer Damerne,« sagde Torben. » Jeg vil saa gaa ned paa Hotellet og bestille Automobilet til at være her – skal vi sige om tyve Minutter?«
» Det er brillant! Jeg skal være klar !«

» Storartet — siger jeg . Hvornaar skal det være?«
» Helst straks, dersom det passer Damerne,« sagde Torben. » Jeg vil saa gaa ned paa Hotellet og bestille Automobilet til at være her — skal vi sige om tyve Minutter?«
» Det er brillant! Jeg skal være klar !«

I, 92 » Storartet – siger jeg . Hvornaar skal det være?«
» Helst straks, dersom det passer Damerne,« sagde Torben. » Jeg vil saa gaa ned paa Hotellet og bestille Automobilet til at være her – skal vi sige om tyve Minutter?«
» Det er brillant! Jeg skal være klar !«

^ Og virkelig kunde hun ^ ikke tænke sig noget, der i Øjeblikket passede hende bedre ^ end saadan at fare som en Storm henad Landevejen, bort fra sig selv og sine Tankers Ugleskrig, ^ køre Nattens Spøgelse-Syner ned i Støvet og fylde sig med Trodsens blinde 189 Mod til at lade staa til – op i den syvende Himmel eller ned i Afgrunden.

Jytte gik fra Vinduet. Og virkelig kunde hun i Øjeblikket ikke tænke sig noget, der vilde passe bedre til hendes Stemning, end ^ at fare som en Stormvind henad Landevejen, bort fra sig selv og sine Tankers Ugleskrig, – køre alle Spøgelse-Syner ned i Støvet og fylde sit Sind med Trodsens blinde Mod til at lade staa til – op i den syvende Himmel eller ned i Afgrunden.

Jytte gik fra Vinduet. Og virkelig kunde hun i Øjeblikket ikke tænke sig noget, der vilde passe bedre til hendes Stemning, end ^ at fare som en Stormvind henad Landevejen, bort fra sig selv og sine Tankers Ugleskrig, — køre alle Spøgelse-Syner ned i Støvet og fylde sit Sind med Trodsens blinde Mod til at lade staa til — op i den syvende Himmel eller ned i Afgrunden.

» Hvornaar skal det være?« spurgte hun.
» Helst straks, dersom det passer Damerne. Jeg vil saa gaa ned paa Hotellet og bestille Vognen.«
En halv Time efter var de allerede afsted.

» Hvornaar skal det være?« spurgte hun.
» Helst straks, dersom det passer Damerne. Jeg vil saa gaa ned paa Hotellet og bestille Vognen.«
En halv Time efter var de ^ afsted.

^ En halv Time efter tog de ^ afsted.

XIII .

XIII

⇕ Torben og Jytte I, 3.2

⇕ De Dødes Rige 1.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 1.13

O livenklædte Bjergskrænter, Villaer, Orangelunde, smaa Fiskerbyer med store Hoteller, ^ Æselskøretøjer og tunge Fragtvogne, Fodgængere, Landevejstiggere og Automobiler jog dem hovedkulds forbi. Det tog sig i Farten ud, som om det altsammen væltedes ud imod dem fra et uhyre Overflødighedshorn. I det ene Øjeblik saae de ud over Havet, der laa stort og roligt med sin sølvhvide Brændings-Bræmme ; i det andet taarnede Omgivelserne sig op omkring dem, pressede dem ind mellem høje, fugtige Mure, hvor vilde Skovdufte slog ud imod dem fra de store Parker bagved.

Olivenklædte Bjergskrænter, Villaer, Orangelunde, smaa Fiskerbyer med store Hoteller, en solbeskinnet Landevej med Æselskøretøjer og tunge Fragtvogne, ^ og atter Bjergskrænter, Villaer og Hoteller foer dem ^ forbi. Det tog sig i den rasende Fart ud, som om det altsammen væltedes ud imod dem fra et uhyre Overflødighedshorn. I, 127 I det ene Øjeblik saae de et Glimt af Havet, der laa stort og roligt under Middagssolen ; i det næste jog de med et Flodhestebrøl fra Hornet ind mellem høje, fugtige Mure, hvor vilde Skovdufte slog ud imod dem fra de store Parker bagved.

Olivenklædte Bjergskrænter, Villaer, Orangelunde, smaa Fiskerbyer med store Hoteller, en solbeskinnet Landevej med Æselskøretøjer og tunge Fragtvogne, ^ og atter Bjergskrænter, Villaer og Hoteller foer dem ^ forbi. Det tog sig i den rasende Fart ud, som om det altsammen væltedes ud imod dem fra et uhyre Overflødighedshorn. I det ene Øjeblik saae de et Glimt af Havet, der laa stort og roligt under Middagssolen ; i det næste jog de med et Flodhestebrøl fra Hornet ind mellem høje, fugtige Mure, hvor vilde Skovdufte slog ud imod dem fra de store Parker bagved.

Jytte sad med halvlukkede Øjne bag sit brune Slør. Naar Moderen eller Torben talte til hende, smilte hun blot, idet hun lod, som om hun ikke kunde høre dem paa Grund af Køreværkets Brummen.

Torben lod sig ikke længer forurolige af hendes Hensynken i sig selv ^ . I hans Knaphul sad hendes 190 Rosenknop , og i hans Øre klang ^ som en sød Forjættelse de Ord, hvormed hun var flygtet fra ham derhjemme i Haven: » Ikke nu! ... Ikke her!« Han sad der allerede ^ med en Besidders Tryghed og gjorde sine Rigdomme op. Og han smilede hen for sig , idet hans øre Tanker tumlede den lykkelige Tid imøde, da hans lange Ensomhed endelig var forbi, ... om to , maaske tre , allerhøjst om fire Maaneder.

Torben havde Plads overfor hende, men hendes Hensynken i sig selv vakte ingen Uro hos ham . I hans Knaphul sad hendes frivilligt givne Pant , og i hans Øre klang endnu som en sød Forjættelse de Ord, hvormed hun havde villet flygte derhjemme i Haven: » Ikke nu! ... Ikke her!« Han smilte allerede til hende med Besiddelsens Tryghed ^ , mens hans øre Tanker tumlede den lykkelige Tid imøde, da hans lange Ensomhed ^ var endt ... om tre , maaske fire , allerhøjst om fem Maaneder.

Torben havde Plads overfor hende, men hendes Hensynken I, 93 i sig selv vakte ingen Uro hos ham . I hans Knaphul sad hendes frivilligt givne Pant , og i hans Øre klang endnu som en sød Forjættelse de Ord, hvormed hun havde villet flygte derhjemme i Haven: » Ikke nu! ... Ikke her!« Han smilte allerede til hende med Besiddelsens Tryghed ^ , mens hans øre Tanker tumlede den lykkelige Tid imøde, da hans lange Ensomhed ^ var endt ... om tre , maaske fire , allerhøjst om fem Maaneder.

Torben havde Plads overfor hende, men hendes Hensynken i sig selv vakte ingen Uro hos ham . I hans Knaphul sad hendes frivilligt givne Pant , og i hans Øre klang endnu som en sød Forjættelse de Ord, hvormed hun var flygtet fra ham derhjemme i Haven: » Ikke nu! ... Ikke her!« Han smilte allerede til hende med Besiddelsens Tryghed ^ , mens hans øre Tanker tumlede den I, 93 lykkelige Tid imøde, da hans lange Ensomhed ^ var endt ... om tre , maaske fire , allerhøjst om fem Maaneder.

I lav Flugt var Jyttes Tanker gleden hjem til København. Hun forestillede sig, hvad der vilde blive sagt rundtom i Bekendtskabskresen, naar den modtog Meddelelsen om hendes Forlovelse. Nogen stor Overraskelse blev den vel ikke for mange, men snakkes skulde der nu engang. Alle de gamle Historier om hende vilde vel ogsaa blive varmet op igen ved denne Lejlighed. Hun kunde tydeligt høre Stemmerne. Tykke Emmy Carlsen vilde sidde paa sin faste Plads ved Vinduet hos Konditoren og raabe Torbens og hendes Navne ud til sine Bekendte i Lokalet. Og Lydia vilde ture rundt i sin Luksusbil og gøre sig interessant ved humoristisk at udmale i Enkeltheder, hvordan det hele var gaaet til.
Ogsaa paa Rosalia Birch i Slagelse tænkte hun og paa Meta Haagensen – de to eneste Mennesker, hun misundte. Meta sad nu som Doktorkone et Sted paa den jyske Hede og havde fire Børn, fire dejlige Unger, der alle havde faaet hendes gode, troskyldige 191 Øjne og søde Smil. ⇕ ⇒ Hun, hvem de allesammen havde beklaget, var maaske bleven den eneste rigtig lykkelige, fordi hun var den eneste af dem alle, der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne ? ...

I lav Flugt var Jyttes Tanker gleden hjem til København. Hun forestillede sig, hvad der vilde blive sagt rundtom i Bekendtskabskresen, naar den modtog Meddelelsen om hendes Forlovelse. Nogen stor Overraskelse blev den vel ikke for mange, men snakkes skulde der nu engang. Alle de gamle Historier om hende vilde vel ogsaa blive varmet op igen ved denne Lejlighed. Hun kunde tydeligt høre Stemmerne. Tykke Emmy Carlsen vilde sidde paa sin faste Plads ved Vinduet hos Konditoren og raabe Torbens og hendes Navne ud til sine Bekendte i Lokalet. Og Lydia vilde ture rundt i sin Luksusbil og gøre sig interessant ved humoristisk at udmale i Enkeltheder, hvordan det hele var gaaet til.
Ogsaa paa Rosalia Birch i Slagelse tænkte hun og paa Meta Haagensen — de to eneste Mennesker, hun misundte. Meta sad nu som Doktorkone et Sted paa den jyske Hede og havde fire Børn, fire dejlige Unger, der alle havde faaet hendes gode, troskyldige 191 Øjne og søde Smil. ⇕ ⇒ Hun, hvem de allesammen havde beklaget, var maaske bleven den eneste rigtig lykkelige, fordi hun var den eneste af dem alle, der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne ^ ...

^ ^ ^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 2.4

⇕ De Dødes Rige 1.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 1.13

⇐

Gennem hendes Erindring jog paany det vilde Skrækkens Tog af alle ^ hendes gifte Veninder , som bestandig i den sidste Tid havde vist sig for hende baade om Dagen og i hendes Nætters urolige Drømme ^ . Hun havde ^ været sammen med de fleste af dem paa deres Bryllupsdag , huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør – og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimor ^ og – aa Gud ja! – stakkels Kitty, den 160 fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu levede et tøjlesløst Liv ^ ^ i det sletteste Selskab ^ . Skulde ^ ^ det nu times hende selv engang at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke ? – Men da vilde hun hellere dø.

Men gennem hendes Erindring jog ^ det vilde Skrækkens Tog af alle ^ hendes gifte Veninder , som bestandig i den sidste Tid havde vist sig for hende baade om Dagen og i hendes Nætters urolige Drømme ^ . Hun havde ^ været sammen med de fleste af dem paa deres Bryllupsdag , huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør — og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimor ^ og — aa Gud ja! — stakkels Kitty, den fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet 160 med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu levede et tøjlesløst Liv ^ ^ i det sletteste Selskab ^ . Skulde ^ ^ det nu times hende selv engang at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke ? — Men da vilde hun hellere dø.

I lav Flugt var Jyttes Tanker gleden den modsatte Vej – tilbage til Fortiden, til hendes ^ Veninder og deres Skæbner. De havde i den sidste Tid uafladeligt beskæftiget hende , og om Natten havde de jaget gennem hendes Drømme som et Tog af Skræmmebilleder . Hun havde selv været tilstede ved deres Bryllup , huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør – og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange I, 128 og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimor ’ og – aa Gud ja! – stakkels Kitty, den fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu var sunken ned i det sletteste Selskab og kastede sig fra Favn til Favn som en Tøjte . Torben Dihmer var jo hundrede Gange mere værd end nogen af de Mænd, hendes Veninder havde faaet; men til Gengæld var hun selv hundrede Gange urimeligere og fordringsfuldere end nogen af dem. Og Dihmer havde vel endelig ogsaa sine Fejl. Hvem kunde vide, hvad f. Eks. denne nedarvede Kærlighed til Gaard og Jord og Kvæg og Svin med Tiden kunde udvikle sig til hos ham? Hvorfor skulde netop hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem Ægteskabet skuffede? Hvad Grund var der til at tro, at det ikke ogsaa engang skulde times hende at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke . – Men da vilde hun hellere dø.

I lav Flugt var Jyttes Tanker gledet den modsatte Vej — tilbage til Fortiden, til hendes ^ Veninder og deres Skæbner. De havde i den sidste Tid uafladeligt beskæftiget hende , og om Natten havde de jaget gennem hendes Drømme som et Tog af Skræmmebilleder . Hun havde selv været tilstede ved deres Bryllup , huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør — og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimore ^ og — aa Gud ja! — stakkels Kitty, den fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu var sunket ned i det sletteste Selskab og kastede sig fra Favn til Favn som en Tøjte . Torben Dihmer var jo hundrede Gange mere værd end nogen af de Mænd, hendes Veninder havde faaet; men til Gengæld var hun selv hundrede Gange urimeligere og fordringsfuldere end nogen af dem. Og Dihmer havde vel endelig ogsaa sine Fejl. Hvem kunde vide, hvad f. Eks. den nedarvede Kærlighed til Gaard og Jord og Kvæg og Svin med Tiden kunde udvikle sig til hos ham? Hvorfor skulde netop hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem Ægteskabet skuffede? Hvad Grund var der til at tro, at det ikke ogsaa engang skulde times hende at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke ? — Men da vilde hun hellere dø.

I lav Flugt var Jyttes Tanker gledet den modsatte Vej – tilbage til Fortiden, til hendes ^ Veninder og deres Skæbner. De havde i den sidste Tid uafladeligt beskæftiget hende , og om Natten havde de jaget gennem hendes Drømme som et Tog af Skræmmebilleder . Hun havde selv været tilstede ved deres Bryllup , huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør – og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimore ^ og – aa Gud ja! – stakkels Kitty, den fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu var sunket ned i det sletteste Selskab og kastede sig fra Favn til Favn som en Tøjte . Torben Dihmer var jo hundrede Gange mere værd end nogen af de Mænd, hendes Veninder havde faaet; men til Gengæld var hun selv hundrede Gange urimeligere og fordringsfuldere end nogen af dem. Og Dihmer havde vel endelig ogsaa sine Fejl. Hvem kunde vide, hvad f. Eks. den nedarvede Kærlighed til Gaard og Jord og Kvæg og Svin med Tiden kunde udvikle sig til hos ham? Hvorfor skulde netop hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem Ægteskabet skuffede? Hvad Grund var der til at tro, at det ikke ogsaa engang skulde times hende at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke ? – Men da vilde hun hellere dø.

Hun lukkede Vinduesskodderne i med en skudrende Bevægelse og tændte Lys. Hun var kommen til at fryse og vilde skynde sig i Seng.

⇕ Torben og Jytte I, 3.2

⇕ De Dødes Rige 1.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 1.13

Et ^ Flodhestebrøl fra Bilhornet fik hende til at fare sammen. De havde allerede passeret flere større Byer, som dog ikke indbød til Ophold, og de kørte videre paa Lykke og Fromme for at søge et idyllisk Sted, hvor de kunde spise Frokost. Nu gjorde de Holdt ovenover en lille By, der laa i Bunden af en frodig Skovkløft , som aabnede sig ud mod Havet. En Jernbanebro paa vældige Murpiller forbandt Kløftens Sider højt oppe over Husenes Tage, men Landevejen gik i en stor Bue uden om den. Som et Galleri løb den langsmed den stejle Bjergmur og naaede slet ikke ned til Byen, hvortil der overhovedet kun var Adgang ad stejle Stentrapper. Netop derfor saae den saa fredelig ud, og de bestemte sig til at holde Rast der .

Et nyt Flodhestebrøl ^ fik hende til at fare sammen. De ^ kørte gennem en Pinjelund, og lidt efter gjorde Vognen Holdt ovenover en lille By, hvor de skulde spise Frokost. Byen laa i Bunden af en bred Kløft , som aabnede sig ud mod Havet. ^ Landevejen gik i en ^ Bue udenom den, løb som et Galleri langs den stejle Bjergvæg højt over Husenes Tage. Der var overhovedet ingen anden Nedgang til Byen end en Stentrappe i mange Afdelinger, der gik ud og ind mellem høje Havemure .

Et nyt Flodhestebrøl ^ fik hende til at fare sammen. De ^ kørte gennem en Pinjelund, og lidt efter gjorde Vognen Holdt ovenover en lille By, hvor de skulde spise Frokost. Byen laa i Bunden af en bred Kløft , som aabnede sig ud mod Havet. ^ Landevejen I, 94 gik i en ^ Bue udenom den, løb som et Galleri langs den stejle Bjergvæg højt over Husenes Tage. Der var overhovedet ingen anden Nedgang til Byen end en Stentrappe i mange Afdelinger, der gik ud og ind mellem høje Havemure .

Torben hjalp Damerne af Vognen. Da Jytte steg ud, trykkede han hemmeligt hendes Haand, – og der gik et lille Kuldegys gennem hendes Hjerte.

Torben hjalp Damerne af Vognen. Da Jytte steg ud, trykkede han hemmeligt hendes Haand, — og der gik et lille Kuldegys gennem hendes Hjerte.

Torben hjalp Damerne af Vognen. Da Jytte steg ud, I, 129 trykkede han hemmeligt hendes Haand, – og der gik et Angstens Kuldegys gennem hendes Hjerte.

Torben hjalp Damerne af Vognen. Da Jytte steg ud, trykkede han hemmeligt hendes Haand, — og der gik et Angstens Kuldegys gennem hendes Hjerte.

Torben hjalp Damerne af Vognen. Da Jytte steg ud, trykkede I, 94 han hemmeligt hendes Haand, – og der gik et Angstens Kuldegys gennem hendes Hjerte.

»Aa, Torben ,« tænkte hun. » Hvad skal der blive af os to?«

»Aa, Torben !« tænkte hun. » Hvad skal der blive af os to?«

Først spaserede de lidt omkring i Byen, var inde i Kirken og ude ved Stranden, og spiste derpaa 192 Frokost i » Den italienske Løve«, et tarveligt Trattoria ved Torvet. Bordet var blevet dækket udenfor i Kirketaarnets Skygge midt imellem kurrende Duer og legende Børn, og de fik her anrettet et landligt italiensk Maaltid, saadan som Fru Bertha og Jytte udtrykkeligt havde ønsket det : en Makaroniret med Tomater, Æg i Spinat, stegt Høne, Gedeost og til Dessert en stor, afsavet Gren med Appelsiner anbragt midt paa Bordet. Det sidste var et Paafund af Torben, som i det hele var den omhyggeligste Vært og af lutter Omsorg for sine Gæster næsten glemte selv at spise.
Maden var forfærdelig, og den skjorteærmede Krovært, der i egen Løvemajestæt besørgede Opvartningen, udbredte Bølger af en rivende Hvidløgsos, der var nær ved at tage Vejret fra dem. For at Torben ikke skulde blive ked af det roste Jytte dog hele Arrangementet overmaade og blev alvorligt vred paa Moderen, naar denne ikke kunde tilbageholde sin husmoderlige Kritik. Men tilsidst gik ogsaa hos hende Naturen over sine Bredder. Da to smaa Kyllingeskeletter blev sat for dem med megen Værdighed og Værten havde fjernet sig i sin Røgelsesky, kunde hun ikke bevare Alvoren længer. Og straks sad de alle tre tilbagekastet paa Stolene og lo, saa Taarerne stod dem i Øjnene.
Jytte var henrykt over engang igen at kunne le 193 rigtig ud. Hun syntes nu, at det var bare det, hun havde trængt til. Og hun drak paany af den stærke, blodsorte Vin, skønt hun godt kunde mærke, at den allerede var stegen hende til Hovedet.
Et Jernbanetog buldrede i det samme ud af Bjergsiden ovenover dem, dundrede over Broen og forsvandt i en ny Tunnel paa den modsatte Side. Denne Torden vækkede et Pakæsel, der stod bundet i Skyggen af en Platan henne ved Kirkemuren. I sin Ærgrelse over at blive forstyrret i sin Middagslur gav den sig til at skryde gudsjammerligt. Da den først var begyndt, kunde den aabenbart ikke holde op igen, og til denne Taffelmusik fortsattes nu Maaltidet under vedvarende Overgivenhed .

Først spaserede de lidt omkring i Byen, ^ spiste derpaa i » Den italienske Løve«, et almindeligt italiensk Trattoria ved Torvet. Bordet blev dækket udenfor i Skyggen, og Maaltidet var ganske landligt ^ : en Makaroniret med Tomater, Æg i Spinat, stegt Høne, Gedeost og som Dessert en ^ afsavet Gren med Appelsiner .

Bagefter gik de igen ned til Stranden og tog Plads paa en Bænk under den solbagte Klippevæg. Fru Bertha, der heller ikke havde taget sig i Agt for den lumske Landvin, begyndte her en noget omstændelig Fortælling om et Rejseeventyr, som hun og hendes Mand engang havde haft i Schweiz.
Torben var en hensynsfuld Tilhører , hvorimod Jytte hurtigt blev utaalmodig. Moderen var i det hele bleven hende til Besvær . Hun længtes ^ efter at blive ene med Torben , at føle hans Hænder omkring sit Hoved, hans Mund mod sin. Men Moderens Historie fik ingen Ende, og da rejste hun sig tilsidst 194 og gik ned til Vandet, hvor hun satte sig paa et Klippestykke yderst ude.

Bagefter gik de ^ ned til Stranden og tog Plads paa en Bænk under Klippevæggen.
Fru Bertha, der ^ ikke havde taget sig i Agt for den lumske Landvin, begyndte her en temmelig vidtløftig Fortælling om et Rejseeventyr, som hun og hendes Mand engang havde haft i Schweiz. ^ Torben var en hensynsfuld Tilhører , Jytte derimod følte sig irriteret . Hun længtes nu efter at blive alene med Torben .
Tilsidst rejste hun sig og gik ned til Vandet, hvor hun satte sig paa en Klippeblok yderst ude.

Bagefter gik de ^ ned til Stranden og tog Plads paa en Bænk under Klippevæggen.
Fru Bertha, der ^ ikke havde taget sig i Agt for den lumske Landvin, begyndte her en temmelig vidtløftig Fortælling om et Rejseeventyr, som hun og hendes Mand engang havde haft i Schweiz. ^ Torben var en hensynsfuld Tilhører . Jytte derimod følte sig irriteret . Hun længtes nu efter at blive alene med Torben .
Tilsidst rejste hun sig og gik ned til Vandet, hvor hun satte sig paa en Klippeblok yderst ude.

Bagefter gik de ^ ned til Stranden og tog Plads paa en Bænk under Klippevæggen.
Fru Bertha, der ^ ikke havde taget sig i Agt for den lumske Landvin, begyndte her en temmelig vidtløftig Fortælling om et Rejseeventyr, som hun og hendes Mand engang havde haft i Schweiz. ^ Torben var en hensynsfuld Tilhører . Jytte derimod følte sig irriteret . Hun længtes nu efter at blive alene med sin Bejler .
Tilsidst rejste hun sig og gik ned til Vandet, hvor hun satte sig paa en Klippeblok yderst ude.

Havet udenfor laa saa stille og missede mod Solen som et søvntungt Barn, der gerne vil vaagne. Men under hendes Fødder kogte Brændingen, og denne hjemlige, salte Lyd kaldte paa Erindringen. Det var, som om hele hendes Liv gled op for hende i disse Øjeblikke , mens hun sad der med bankende Pulse og ventede paa sit første Elskovskys.

Havet udenfor laa tungt og stille og missede mod Solen som et søvndrukkent Barn, der gerne vil vaagne. Men under hendes Fødder skvulpede Brændingen, og denne ^ Lyd kaldte paa hjemlige Erindringer. Barndomsminderne fra Samsø Strand steg frem af Bølgebruset , mens hun sad der med sit sørgmodige Hjerte og ventede paa det første Elskovskys.

Barndomsminderne fra Samsø lokkedes lysende frem af Bølgebruset. ... Hun saae sig selv som en lille Menneskestump paa 7-8 Aar tumle sig paa Stranden i røde Underbukser sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad Faderen og Moderen med hinanden i Haanden ; men nu rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. » Hvem henter mig den?« raabte han – og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun ogsaa travlt med at smøge af sig for at kunne soppe Sejrherren imøde, naar han kom svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund ...
Det syntes hende altsammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller iforgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene for længe siden døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap nok længer. Da han forsvandt paa sin Eventyrflugt, 195 var hun endnu kun et Barn. Men den Dag, da Telegrammet kom om Rømningen, vilde hun aldrig glemme. Faderens Ophidselse, hans hvide, sammenbidte Ansigt, og Moderens forstenede Ro . Og siden – den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn .

Barndomsminderne fra Samsø lokkedes lysende frem af Bølgebruset. ... Hun saae sig selv som en lille Menneskestump paa 7-8 Aar tumle sig paa Stranden i røde Underbukser sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad Faderen og Moderen med hinanden i Haanden ; men nu rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. » Hvem henter mig den?« raabte han — og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun ogsaa travlt med at smøge af sig for at kunne soppe Sejrherren imøde, naar han kom svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund ...
Det syntes hende altsammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller iforgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene for længe siden døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap nok længer. Da han forsvandt paa sin Eventyrflugt, 195 var hun endnu kun et Barn. Men den Dag, da Telegrammet kom om Rømningen, vilde hun aldrig glemme. Faderens Ophidselse, hans hvide, sammenbidte Ansigt, og Moderens forstenede Ro . Og siden — den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn .

^ Hun saae sig selv som en lille Menneskestump paa syv-otte Aar tumle sig paa Stranden i røde Underbukser I, 130 sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad hendes Far og Mor med hinanden i Haanden . Saa rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. » Hvem henter mig den?« raabte han – og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun ogsaa travlt med at smøge af sig og soppe Sejrherren imøde, naar han kom svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund . Det syntes hende altsammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller iforgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene nu forlængst døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap nok længer. Hun var kun et Barn, da han forsvandt paa sin Eventyrflugt. Hun huskede akkurat Faderens hvide, sammenbidte Ansigt den Dag, da Telegrammet om Rømningen kom . Og siden – den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn !

^ Hun saae sig selv som en lille Menneskestump paa syv-otte Aar tumle sig paa Stranden i røde Underbukser sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad hendes Far og Mor med hinanden i Haanden . Saa rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. » Hvem henter mig den?« raabte han — og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun ogsaa travlt med at smøge af sig og soppe Sejrherren imøde, naar han kom I, 95 svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund . Det syntes hende altsammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller iforgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene nu forlængst døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap nok længer. Hun var kun et Barn, da han forsvandt paa sin Eventyrflugt. Hun huskede akkurat Faderens hvide, sammenbidte Ansigt den Dag, da Telegrammet om Rømningen kom . Og siden — den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn !

^ Hun saae sig selv som en lille Menneskestump paa syv-otte Aar rumle sig paa Stranden i røde Underbukser sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad hendes Far og Mor med hinanden i Haanden . Saa rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. » Hvem henter mig den?« raabte han – og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun ogsaa travlt med at smøge af sig og soppe Sejrherren imøde, naar han kom svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund . Det syntes hende altsammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller iforgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene nu forlængst døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap I, 95 nok længer. Hun var kun et Barn, da han forsvandt paa sin Eventyrflugt. Hun huskede akkurat Faderens hvide, sammenbidte Ansigt den Dag, da Telegrammet om Rømningen kom . Og siden – den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn !

Saadan var Sorgen kommen til hendes Forældre , som dog havde været ^ saa lykkelige med hinanden, og havde gjort Moderens Haar hvidt før Tiden. I hvilken Skikkelse skulde den engang komme til Torben og hende? For det var jo det forfærdelige, at overfor Ulykken var Alle lige værgeløse. Hvad nyttede alle vore Anstrengelser, alle vore gode Forsætter, alle vore Forskansninger? Ulykken gik gennem lukkede Døre og tog med sig, hvad vi netop troede allerbedst forvaret ...

Saadan var Sorgen kommen til hendes Forældre , som dog var ^ saa lykkelige med hinanden, og havde gjort Moderens Haar hvidt før Tiden. I hvilken Skikkelse skulde den engang komme til Torben og hende? For det var jo det forfærdelige, at overfor Ulykken var Alle lige værgeløse. Hvad nyttede alle vore Anstrengelser, alle vore gode Forsætter, alle vore Forskansninger? Ulykken gik gennem lukkede Døre og tog med sig, hvad vi netop troede allerbedst forvaret ...

Saadan var Sorgen kommen til hendes Forældre og havde gjort Moderens Haar hvidt før Tiden. I hvilken Skikkelse skulde den engang komme til Torben og hende? Hvormeget saa to Mennesker holdt af hinanden, – overfor Ulykken var de lige værgeløse. Den gik gennem lukkede Døre og tog med sig, hvad man troede allerbedst forvaret ...

Saadan var Sorgen kommen til hendes Forældre og havde gjort Moderens Haar hvide før Tiden. I hvilken Skikkelse skulde den engang komme til Torben og hende? Hvormeget saa to Mennesker holdt af hinanden, — overfor Ulykken var de lige værgeløse. Den gik gennem lukkede Døre og tog med sig, hvad man troede allerbedst forvaret ...

Saadan var Sorgen kommen til hendes Forældre og havde gjort Moderens Haar hvide før Tiden. I hvilken Skikkelse skulde den engang komme til Torben og hende? Hvormeget saa to Mennesker holdt af hinanden, – overfor Ulykken var de lige værgeløse. Den gik gennem lukkede Døre og tog med sig, hvad man troede allerbedst forvaret ...

Hun hørte Skridt bag sig. Det var Torben, der kom for at hente hende. Hun rejste sig hastig, og da hun mødte den store, trygge Glæde i hans Ansigt, jog der paany en Isning gennem hendes Hjerte.
De fulgtes tilbage til Bænken , hvor Moderen sad. Torben foreslog at spasere lidt op i Skoven; men Fru Bertha fandt det ^ paa Tide at vende hjem. Jytte ytrede ^ ingen Mening, og det blev da til, at de tog afsted.

Da hun saae, at de andre rejste sig , gik hun tilbage til Bænken . Moderen fandt det nu paa Tide at komme hjem. Selv ytrede hun ingen Mening, og det blev da til, at de tog afsted.

Paa Vejen op ad de mange stejle Stentrapper, der førte op til Landevejen, hvor deres Vogn holdt, gik 196 Fru Bertha forrest , saa kom Torben og tilsidst Jytte, der undertiden tog imod en Haandsrækning af ham, naar Trinnene var særlig høje. Afstanden mellem Fru Bertha og de Andre blev stadig større. Trappen gik i Zigzag mellem hvide Havemure, der ved Omdrejningerne skjulte dem for hinanden , og det var Jytte, der med Hensigt holdt sig tilbage, idet hun gjorde sig mere og mere ubehjælpsom . Og saa skete det da i et lykkeligt Øjeblik, da Moderen igen var bleven usynlig bag en Murkant, at Torben lagde sine Hænder omkring hendes Hoved nøjagtigt saaledes, som hun havde drømt derom, og kyssede hendes Mund og kaldte hende sin Elskede.
Under Hjemkørslen sad Jytte igen med halvlukkede Øjne bag sit tætte Slør ^ og lod de Andre snakke. Eftermiddagen var allerede vidt fremme, og det blev næsten Aften, inden ^ de naaede tilbage. Jytte følte sig træt, og da ingen af dem havde Lyst til at tage hjem og klæde sig om til Middagen paa Hotellet, blev de enige om at spise paa en Restavration.
⇕ ⇒ Da Jytte stod foran Spejlet inde i Dameværelset og ordnede sit Haar, tænkte hun paa, at hun her første Gang saae sig selv som Forlovet, og det slog hende, at hun ikke saae glad ud. Hun var nu ogsaa kommen til at fryse slemt paa Hjemturen og havde i Grunden haft mest Lyst til at tage lige hjem.
197 Da hun kom tilbords kunde hun heller ikke spise noget. Hun nødte lidt Suppe og lidt Fisk i sig for at de Andre ingenting skulde mærke, men hun rørte dennegang ikke Vinen, før Torben ved Slutningen af Maaltidet hilste paa hende i et Øjeblik, da Moderen var optaget af at betragte et Naboselskab. Da rettede hun sig smilende op med et afmægtigt Forsøg paa at generobre sin Glæde. Uden at hun selv vidste det, saae hun over paa ham med et tungt Blik, der fik ham til at studse.
For at nyde godt af det begyndende Maaneskin gik de bagefter hjem ad Strandpromenaden. Jytte holdt Moderen under Armen , og Torben fulgte hende paa den anden Side. Han fortalte om sin Spaseretur med Direktør Zaun den foregaaende Aften og kom derved ogsaa til at nævne de Raketter, der var bleven sendt tilvejrs fra et forbisejlende Skib .

Paa Vejen op ad de mange stejle Stentrapper, der førte op til Landevejen, hvor deres Vogn holdt, gik 196 Fru Bertha forrest , saa kom Torben og tilsidst Jytte, der undertiden tog imod en Haandsrækning af ham, naar Trinnene var særlig høje. Afstanden mellem Fru Bertha og de Andre blev stadig større. Trappen gik i Zigzag mellem hvide Havemure, der ved Omdrejningerne skjulte dem for hinanden , og det var Jytte, der med Hensigt holdt sig tilbage, idet hun gjorde sig mere og mere ubehjælpsom . Og saa skete det da i et lykkeligt Øjeblik, da Moderen igen var bleven usynlig bag en Murkant, at Torben lagde sine Hænder omkring hendes Hoved nøjagtig saaledes, som hun havde drømt derom, og kyssede hendes Mund og kaldte hende sin Elskede.
Under Hjemkørslen sad Jytte igen med halvlukkede Øjne bag sit tætte Slør ^ og lod de Andre snakke. Eftermiddagen var allerede vidt fremme, og det blev næsten Aften, inden ^ de naaede tilbage. Jytte følte sig træt, og da ingen af dem havde Lyst til at tage hjem og klæde sig om til Middagen paa Hotellet, blev de enige om at spise paa en Restavration.
⇕ ⇒ Da Jytte stod foran Spejlet inde i Dameværelset og ordnede sit Haar, tænkte hun paa, at hun her første Gang saae sig selv som Forlovet, og det slog hende, at hun ikke saae glad ud. Hun var nu ogsaa kommen til at fryse slemt paa Hjemturen og havde i Grunden haft mest Lyst til at tage lige hjem.
197 Da hun kom tilbords kunde hun heller ikke spise noget. Hun nødte lidt Suppe og lidt Fisk i sig for at de Andre ingenting skulde mærke, men hun rørte dennegang ikke Vinen, før Torben ved Slutningen af Maaltidet hilste paa hende i et Øjeblik, da Moderen var optaget af at betragte et Naboselskab. Da rettede hun sig smilende op med et afmægtigt Forsøg paa at generobre sin Glæde. Uden at hun selv vidste det, saae hun over paa ham med et tungt Blik, der fik ham til at studse.
For at nyde godt af det begyndende Maaneskin gik de bagefter hjem ad Strandpromenaden. Jytte holdt Moderen under Armen , og Torben fulgte hende paa den anden Side. Han fortalte om sin Spaseretur med Direktør Zaun den foregaaende Aften og kom derved ogsaa til at nævne de Raketter, der var bleven sendt tilvejrs fra et forbisejlende Skib .

Paa Vejen op ad den snevre og besværlige Stentrappe I, 131 til Landevejen, hvor deres Vogn holdt, gik Fru Bertha forrest . Bagefter kom Torben og tilsidst Jytte, der undertiden tog mod en Haandsrækning af ham, naar Trinene var særlig høje. Til begge Sider var de lukket inde af solide Havemure, der paa Grund af Trappens mange Omdrejninger ofte helt skjulte dem for hinanden under Opstigningen. Imidlertid øgede de unge med Hensigt lidt efter lidt Afstanden mellem dem og Fru Bertha . Og saa skete det da i et ^ Øjeblik, da hun igen var bleven usynlig bag en Murkant, at Torben lagde Armen om Jyttes Liv og tog hende ind til sig. Hun lænede sit Hoved til hans Skulder som et oversøvnigt Barn og lod sig kysse paa Pande og Kind.
» Min Elskede!« sagde han.
Da løftede hun sine Øjne straalende op mod hans og rakte ham frivilligt Munden.
– – –
Under Hjemkørslen sad Jytte ligesom paa Udturen ved Siden af Moderen, gemt under ^ ^ sit tætte Slør , og lod de andre om Underholdningen. Da de naaede ^ hjem og var kommen af Vognen, tog hun Moderen under Armen .
Torben fulgte dem op gennem Haven; men ved Foden af Loggiatrappen sagde han Farvel .

Paa Vejen op ad den snevre og besværlige Stentrappe til Landevejen, hvor deres Vogn holdt, gik Fru Bertha forrest . Bagefter kom Torben og tilsidst Jytte, der undertiden tog imod en Haandsrækning af ham, naar Trinene var særlig høje. Til begge Sider var de lukket inde af solide Havemure, der paa Grund af Trappens mange Omdrejninger ofte helt skjulte dem for hinanden under Opstigningen. Imidlertid øgede de unge med Hensigt lidt efter lidt Afstanden mellem dem og Fru Bertha . Og saa skete det da i et ^ Øjeblik, da hun igen var bleven usynlig bag en Murkant, at Torben lagde Armen om Jyttes Liv og tog hende ind til sig. Hun lænede sit Hoved til hans Skulder som et oversøvnigt Barn og lod sig kysse paa Pande og Kind.
» Min Elskede!« sagde han.
Da løftede hun sine Øjne straalende op mod hans og rakte ham frivilligt Munden.
– – –
Under Hjemkørslen sad Jytte ligesom paa Udturen ved Siden af Moderen, gemt under ^ ^ sit tætte Slør , og lod de andre om Underholdningen. I, 96 Da de naaede ^ hjem og var kommen af Vognen, tog hun Moderen under Armen .
Torben fulgte dem op gennem Haven; men ved Foden af Loggiatrappen sagde han Farvel .

Paa Vejen op ad den snevre og besværlige Stentrappe til Landevejen, hvor deres Vogn holdt, gik Fru Bertha forrest . Bagefter kom Torben og tilsidst Jytte, der undertiden tog imod en Haandsrækning af ham, naar Trinene var særlig høje. Til begge Sider var de lukket inde af solide Havemure, der paa Grund af Trappens mange Omdrejninger ofte helt skjulte dem for hinanden under Opstigningen. Imidlertid øgede de unge med Hensigt lidt efter lidt Afstanden mellem dem og Fru Bertha . Og saa skete det da i et ^ Øjeblik, da hun igen var bleven usynlig bag en Murkant, at Torben lagde Armen om Jyttes Liv og tog hende ind til sig. Hun lænede sit Hoved til hans Skulder som et oversøvnigt Barn og lod sig kysse paa Pande og Kind.
» Min Elskede!« sagde han.
Da løftede hun sine Øjne straalende op mod hans og rakte ham frivilligt Munden.
– – –
Under Hjemkørslen sad Jytte ligesom paa Udturen ved Siden af Moderen, gemt under ^ ^ sit tætte Slør , og lod de andre om Underholdningen. Da de naaede ^ hjem og var kommen af Vognen, tog hun Moderen under Armen .
Torben fulgte dem op gennem Haven; men ved Foden af Loggiatrappen sagde han Farvel .

» Aa Herregud!« fløj det Jytte helt klagende ud af Munden. » Det har været Mohn!«
»Hvem?« spurgte Torben.
» Hvor kommer du paa den sære Ide?« sagde Moderen.
»Aa, jeg veed saamænd ikke. Det faldt mig blot ind. Han rejste jo igaar, og jeg husker, at han engang har talt om saadan noget.«
» Men hvem er Mohn?« spurgte Torben nu igen.
» Det er et brystsygt ungt Menneske, der har været 198 her nogen Tid,« skyndte Fru Bertha sig at forklare. » Han rejste til Ægypten og kommer næppe nogensinde levende derfra. Han var forfærdelig medtaget.«
Jytte tav stille. De var kommen op ad Trappen til Hotellets Strand-Terrasse og gik herfra videre gennem Parken, der løftede sig højtideligt op mod Stjernehimlen med sine Palmer og Cypresser. Kort efter var de hjemme.
Torben vilde ligesom den foregaaende Aften tage Afsked ved Gitterlaagen men fulgte dog med til Foden af Loggiatrappen, idet han bestemt ^ ^ ventede, at Jytte vilde finde et ^ Paaskud for at kunne følge ham tilbage gennem Haven . Det skete imidlertid ikke. Hun saae igen paa ham med et besynderlig hjælpeløst Udtryk, gav ham et ^ fortroligt , et næsten knugende Haandtryk men slap ikke Moderens Arm.

» De vil gaa?« sagde Fru Bertha. » Ja ja – men kom igen, naarsomhelst De har Lyst! De veed, De er altid velkommen.«
Torben ventede, at Jytte under et eller andet Paaskud vilde følge ham tilbage til Laagen, saa de kunde tage Afsked uden Vidner . Det skete imidlertid ikke. Hun gav I, 132 ham et dvælende Haandtryk, saae ham ogsaa fortroligt ind i Øjnene, men slap ikke Moderens Arm.

» De vil gaa?« sagde Fru Bertha. » Ja ja — men kom igen, naarsomhelst De har Lyst! De veed, De er altid velkommen.«
Torben ventede, at Jytte under et eller andet Paaskud vilde følge ham tilbage til Laagen, saa de kunde tage Afsked uden Vidner . Det skete imidlertid ikke. Hun gav ham et dvælende Haandtryk, saae ham ogsaa fortroligt ind i Øjnene, men slap ikke Moderens Arm.

I, 96 » De vil gaa?« sagde Fru Bertha. » Ja ja – men kom igen, naarsomhelst De har Lyst! De veed, De er altid velkommen.«
Torben ventede, at Jytte under et eller andet Paaskud vilde følge ham tilbage til Laagen, saa de kunde tage Afsked uden Vidner . Det skete imidlertid ikke. Hun gav ham et dvælende Haandtryk, saae ham ogsaa fortroligt ind i Øjnene, men slap ikke Moderens Arm.

» Vi ses vel igen imorgen?« sagde Fru Bertha. » De veed, De er altid velkommen.«
Moder og Datter gik sammen ind i Stuen, og mens Fru Bertha tændte Lampen, stod Jytte ved det aabne Vindu og hørte paa Musikken, der lød derop nede fra Hotellet. Dernede sad nu Hr. v. Auen og de andre Sorgløse, tænkte hun, og hun var ikke langt fra at ønske sig derned for at blive sit Mismod kvit. – Men ogsaa til den unge Mohn fløj hendes hvileløse Tanker. Det rørte hende alligevel nu, at han havde gjort Alvor af at sende hende denne 199 sidste Hilsen paa sin ensomme Vej mod Døden. Hun kunde ikke lade være med at bebrejde sig, at hun ikke en eneste Gang havde haft ham i sine Tanker siden de skiltes, og det pinte hende at tænke paa den Koldblodighed, hvormed Moderen for lidt siden saa at sige kastede Jord paa ham til sin egen og Torbens Beroligelse. Saadan var vi Mennesker! Saadan var de bedste! ...
» Jeg tror, du skal lukke Vinduet,« sagde Moderen. » Her bliver for koldt.«
»Ja.«
» Hvad er der i Vejen med dig, Jytte? Er du ikke rask?«
»Jeg? Jeg fejler ikke det mindste. Jeg er bare lidt træt. Jeg tror, jeg vil gaa op og lægge mig.«
»Ja, det har vist været for meget for dig idag. Jeg har kunnet se det paa dig. Har du ikke ogsaa taget lovlig meget Aspirin i den sidste Tid? Jeg synes, jeg savner saa mange Pulvere.«
» Saa maa jeg vel undvære iaften da! Godnat!«
Fru Bertha satte sig hen med sin Avis, men hun kunde heller ikke denne Aften faa Tankerne med i Læsningen. Jyttes Væsen og Udseende paa hele Hjemturen huede hende ikke. Hun forstod sig mindre og mindre paa hende, og det nyttede jo ikke at spørge. Hvor megen Umage hun end havde gjort sig for at bevare sine Børns Fortrolighed, og trods 200 det halvt kammeratlige Forhold, der ogsaa altid havde bestaaet imellem dem, til deres Hjerter havde hun dog aldrig fundet Vej. Hvad Jytte inderst inde følte og tænkte, fik hun intet at vide om. Det betroede hun kun sit Klaver.

^ ^

» Vi ses vel igen imorgen?« sagde Fru Bertha. » De veed, De er altid velkommen.«
Moder og Datter gik sammen ind i Stuen, og mens Fru Bertha tændte Lampen, stod Jytte ved det aabne Vindu og hørte paa Musikken, der lød derop nede fra Hotellet. Dernede sad nu Hr. v. Auen og de andre Sorgløse, tænkte hun, og hun var ikke langt fra at ønske sig derned for at blive sit Mismod kvit. — Men ogsaa til den unge Mohn fløj hendes hvileløse Tanker. Det rørte hende alligevel nu, at han havde gjort Alvor af at sende hende denne 199 sidste Hilsen paa sin ensomme Vej mod Døden. Hun kunde ikke lade være med at bebrejde sig, at hun ikke en eneste Gang havde haft ham i sine Tanker siden de skiltes, og det pinte hende at tænke paa den Koldblodighed, hvormed Moderen for lidt siden saa at sige kastede Jord paa ham til sin egen og Torbens Beroligelse. Saadan var vi Mennesker! Saadan var de bedste! ...
» Jeg tror, du skal lukke Vinduet,« sagde Moderen. » Her bliver for koldt.«
»Ja.«
» Hvad er der i Vejen med dig, Jytte? Er du ikke rask?«
»Jeg? Jeg fejler ikke det mindste. Jeg er bare lidt træt. Jeg tror, jeg vil gaa op og lægge mig.«
»Ja, det har vist været for meget for dig idag. Jeg har kunnet se det paa dig. Har du ikke ogsaa taget lovlig meget Aspirin i den sidste Tid? Jeg synes, jeg savner saa mange Pulvere.«
» Saa maa jeg vel undvære iaften da! Godnat!«
Fru Bertha satte sig hen med sin Avis, men hun kunde heller ikke denne Aften faa Tankerne med i Læsningen. Jyttes Væsen og Udseende paa hele Hjemturen huede hende ikke. Hun forstod sig mindre og mindre paa hende, og det nyttede jo ikke at spørge. Hvor megen Umage hun end havde gjort sig for at bevare sine Børns Fortrolighed, og trods 200 det halvt kammeratlige Forhold, der ogsaa altid havde bestaaet imellem dem, til deres Hjerter havde hun dog aldrig fundet Vej. Hvad Jytte inderst inde følte og tænkte, fik hun intet at vide om. Det betroede hun kun sit Klaver.

^ ^

Han gik af den Grund lidt misstemt bort.
Det trykkede ham især at tænke paa, at Jytte om faa Timer igen skulde sidde dernede paa Hotellet og lade sig underholde af denne Hr. v. Auen. Naar hun nu fik talt med sin Mor, vilde han ogsaa foreslaa en anden Ordning. At Jytte ikke selv gjorde det allermindste for at blive bemærket eller beundret, vidste han godt. Det var jo det enestaaende ved hende, at hendes Væsen , saa kvindeligt det var, dog ikke havde Skygge af Koketteri. Det var netop hendes Naturlighed, der altid havde gjort hende saa omsværmet af Mænd. Alligevel var det ham i høj Grad imod at skulle tænke paa hende som Genstand for denne Tyskers Kurmageri.

Han gik ^ lidt misstemt bort.
Det trykkede ham især at tænke paa, at Jytte om faa Timer igen skulde sidde dernede paa Hotellet og lade sig underholde af denne Hr. v. Auen. Naar hun nu fik talt med sin Mor, vilde han ogsaa foreslaa en anden Ordning. At Jytte ikke selv gjorde det allermindste for at blive bemærket eller beundret, vidste han godt. Det var jo det enestaaende ved hende, at hendes Væsen , saa kvindeligt det var, dog ikke havde Skygge af Koketteri. Det var netop hendes Naturlighed, der altid havde gjort hende saa omsværmet af Mænd. Alligevel var det ham i høj Grad imod at maatte tænke paa hende som Genstand for denne Tyskers Kurmageri.

⇕ Torben og Jytte I, 3.3

⇕ De Dødes Rige 1.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 1.13

T orben gik denne Aften lige hjem til sit Hotel . Han var ikke længer saa tilfreds med Dagens Udbytte. Paa sit Bord fandt han nogen Post, der var sendt efter ham fra Wiesbaden, deriblandt en Avis i Korsbaand, der gjorde ham lidt nysgerrig, fordi han i Udskriften genkendte Asmus Hagens ilfærdige Lægepen. Alligevel blev han siddende med Avisen i Haanden uden at bryde Omslaget.
Hans Tanker var bleven tilbage hos Jytte. De forfulgte hende mistænksomt paa de gamle Snigveje. Der var altsaa ogsaa en Hr. Mohn! Det var allerede Nummer to! Var der flere? Og havde hun maaske ladet sig kysse af dem Alle i Skjul af et Par høje Havemure? ...
Der blev banket paa hans Dør.
Tjeneren bragte et Kort.
» Er den Herre derude? Bed ham om at ulejlige sig herop ! « sagde han og var taknemlig for at blive revet ud af sine lumre Tanker, som han nu skammede sig over.
201 Tjeneren aabnede atter Døren , og Direktør Zaun tumlede ind med en Undskyldning, fordi han forstyrrede saa sent paa Dagen.
» Jeg havde ventet at træffe Dem ved Middagen paa Hotellet. Da mit Haab skuffedes, og jeg dog skulde gaa min ordinerede Aftentur, forsøgte jeg at finde Dem her ... Jeg bringer en Nyhed, som forhaabenlig vil interessere Dem ^ ^ .«

T orben gik denne Aften lige hjem til sit Hotel . Han var ikke længer saa tilfreds med Dagens Udbytte. Paa sit Bord fandt han nogen Post, der var sendt efter ham fra Wiesbaden, deriblandt en Avis i Korsbaand, der gjorde ham lidt nysgerrig, fordi han i Udskriften genkendte Asmus Hagens ilfærdige Lægepen. Alligevel blev han siddende med Avisen i Haanden uden at bryde Omslaget.
Hans Tanker var bleven tilbage hos Jytte. De forfulgte hende mistænksomt paa de gamle Snigveje. Der var altsaa ogsaa en Hr. Mohn! Det var allerede Nummer to! Var der flere? Og havde hun maaske ladet sig kysse af dem Alle i Skjul af et Par høje Havemure? ...
Der blev banket paa hans Dør.
Tjeneren bragte et Kort.
» Er den Herre derude? Bed ham om at ulejlige sig herop ?« sagde han og var taknemlig for at blive revet ud af sine lumre Tanker, som han nu skammede sig over.
201 Tjeneren aabnede atter Døren , og Direktør Zaun tumlede ind med en Undskyldning, fordi han forstyrrede saa sent paa Dagen.
» Jeg havde ventet at træffe Dem ved Middagen paa Hotellet. Da mit Haab skuffedes, og jeg dog skulde gaa min ordinerede Aftentur, forsøgte jeg at finde Dem her ... Jeg bringer en Nyhed, som forhaabenlig vil interessere Dem ^ ^ .«

Idet han kom forbi Indkørslen til Hotellet, fik han Øje paa Direktør Zaun, der sad paa en af Bænkene udenfor . Han vilde helst have undgaaet ham ; men Hr. Zaun, der fra sin Altan havde set ham komme kørende sammen med Damerne ^ ^ og netop sad her for at passe ham op , styrtede straks løs paa ham.
» Jeg bringer en Nyhed, som forhaabenlig vil interessere Dem,« sagde han. » Vil De unde mig en kort Samtale ... Vi kan vel bedst gaa ind i Parken. Der er for Øjeblikket ingen Mennesker. Vi kan være ganske uforstyrret .«

Idet han kom forbi Indkørslen til Hotellet, fik han Øje paa Direktør Zaun, der sad paa en af Bænkene udenfor . Han vilde helst have undgaaet ham ; men Hr. Zaun, der fra sin Altan havde set ham komme kørende sammen med Damerne ^ ^ og netop sad her for at passe ham op , styrtede straks løs paa ham.
» Jeg bringer en Nyhed, som forhaabentlig vil interessere Dem,« sagde han. » Vil De unde mig en kort Samtale ... Vi kan vel bedst gaa ind i Parken. Der er for Øjeblikket ingen Mennesker. Vi kan være ganske uforstyrret .«

» Tag Plads! Tag Plads!« sagde Torben . » Jeg er lutter Øre!«
» Tingets Opløsning er ^ besluttet !« forkyndte Hr. Zaun allerede i halvt siddende Stilling . » Jeg kan ikke saa godt nævne min Kilde, men den er fuldt tilforladelig. Valget kommer i Begyndelsen af Juli . De erindrer maaske, at jeg igaar angav nøjagtigt det Tidspunkt som det sandsynligste i Tilfælde af Opløsning.«

Saa lidt Torben end var i Stemning til at tale med ham, blev han dog nysgerrig.
» Jeg er til Deres Tjeneste. Hvad har De at sige mig?«
I, 134 » Tingets Opløsning er iforgaars bleven besluttet i et Ministermøde,« forkyndte Hr. Zaun ^ . » Sagen er endnu ikke officiel, og jeg har ikke Lov til at nævne min Kilde, men den er fuldt tilforladelig. Valget kommer engang i Avgust . De erindrer maaske, at jeg igaar angav ^ det Tidspunkt som det sandsynligste i Tilfælde af Opløsning.«

Saa lidt Torben end var i Stemning til at tale med ham, blev han dog nysgerrig.
» Jeg er til Deres Tjeneste. Hvad har De at sige mig?«
» Tingets Opløsning er iforgaars bleven besluttet i et Ministermøde,« I, 97 forkyndte Hr. Zaun ^ . » Sagen er endnu ikke officiel, og jeg har ikke Lov til at nævne min Kilde, men den er fuldt tilforladelig. Valget kommer engang i Avgust . De erindrer maaske, at jeg igaar angav ^ det Tidspunkt som det sandsynligste i Tilfælde af Opløsning.«

Saa lidt Torben end var i Stemning til at tale med ham, blev han dog nysgerrig.
» Jeg er til Deres Tjeneste. Hvad har De at sige mig?«
» Tingets Opløsning er iforgaars bleven besluttet i et Ministermøde,« forkyndte Hr. Zaun ^ . » Sagen er endnu ikke officiel, og jeg har ikke Lov til at nævne min Kilde, men det er fuldt tilforladelig. Valget kommer engang i Avgust . De erindrer maaske, I, 97 at jeg igaar angav ^ det Tidspunkt som det sandsynligste i Tilfælde af Opløsning.«

Torben nikkede. Han tænkte paa, at Valget altsaa ^ vilde falde akkurat paa den Tid, da han haabede at kunne holde Bryllup.

Torben nikkede. Han tænkte paa, at Valget altsaa ^ vilde falde akkurat paa den Tid, da han haabede at kunde holde Bryllup.

Torben nikkede. Han tænkte paa, at Valget altsaa akkurat vilde falde ^ paa den Tid, da han haabede at kunne holde Bryllup.

» Jeg rejser nu hjem imorgen eller iovermorgen. Partibestyrelsen skal samles næste Torsdag . Det er jo yderste Tid at tage fat paa Forberedelserne . Og nu vilde det unægtelig være mig meget kært – ja, jeg vilde føle det som noget af en personlig Triumf for mig , om jeg kunde medbringe Deres Tilsagn om at overtage en Kres.«

» Jeg rejser nu hjem imorgen eller iovermorgen. Partibestyrelsen skal samles næste Torsdag . Det er jo yderste Tid at tage fat paa Forberedelserne . Og nu vilde det unægtelig være mig meget kært — ja, jeg vilde føle det som noget af en personlig Triumf for mig , om jeg kunde medbringe Deres Tilsagn om at overtage en Kres.«

» Jeg rejser nu hjem imorgen eller iovermorgen. Partistyrelsen skal samles næste Torsdag for at tage Bestemmelse om de indledende Forberedelser . Og nu vilde det unægtelig være mig meget kært – ja, jeg vilde føle det som noget af en personlig Triumf ^ , om jeg kunde medbringe Deres Tilsagn om at overtage en Kres.«

» Jeg rejser nu hjem imorgen eller iovermorgen. Partistyrelsen skal samles næste Torsdag for at tage Bestemmelse om de indledende Forberedelser . Og nu vilde det unægtelig være mig meget kært — ja, jeg vilde føle det som noget af en personlig Triumf ^ , om jeg kunde medbringe Deres Tilsagn om at overtage en Kres.«

202 » De rejser hjem?« spurgte Torben for at vinde Tid.

» De rejser hjem?« ^

»Ja, imorgen Aften, senest Mandag Morgen.«

» Men Deres Kur, Hr. Zaun? De skulde jo gennemgaa en Kur her .«

» Men De skulde jo gennemgaa en Kur for Deres Søvnløshed .«

»Ja, den maa jeg altsaa desværre afbryde. Det er der ikke noget at gøre ved,« sagde han, og hans ellers saa mistrøstige Øjne lyste ved den nære Udsigt til en Valgkamps Travlhed og Spænding. »Gudbevares! Jeg betragter mig ^ ^ ^ ikke som uundværlig; men jeg har nu i flere Aar haft Partiets Valgadministration under mig og derved erhvervet mig et Personalkendskab, som ikke saa ganske let lader sig erstatte . Og dennegang gælder det jo en afgørende Styrkeprøve. Lider den borgerlige Liberalisme Nederlag, har vi enten Absolutismen over os eller den sociale Revolution .«

»Ja, den maa jeg altsaa ^ afbryde. ^ Jeg betragter mig – Gudbevares! – ikke som uundværlig; men jeg har nu i flere Aar haft Partiets Valgadministration under mig og derved erhvervet mig et Personalkendskab, som ikke saa ganske let lader sig erstatte ^ .«

»Ja, den maa jeg altsaa ^ afbryde. ^ Jeg betragter mig — Gudbevares! — ikke som uundværlig; men jeg har nu i flere Aar haft Partiets Valgadministration under mig og derved erhvervet mig et Personalkendskab, som ikke saa ganske let lader sig erstatte ^ .«

» Jeg maa ^ gøre Dem et Spørgsmaal ,« afbrød Torben ham. » Dersom jeg har forstaaet Forholdene rigtigt er det Hensigten at indgaa i ^ Valgforbund med Arbejderpartiet . Er det ikke saadan? Jeg holder af at have Tingene paa det rene og maa derfor udbede mig Oplysninger.«
Direktøren krympede sig lidt ved Svaret.
» Nogen officielt anerkendt Alliance vil der næppe blive Tale om. Det vilde sikkert heller ikke være nogen klog Taktik i Øjeblikket. Men – unægtelig 203 – vi vil bestræbe os for underhaanden at faa et Samarbejde bragt i Stand i adskillige Valgkrese.«
»Nuvel. Men tror De saa egenlig, at det vilde være heldigt for Partiet at have en Mand som mig paa sin Kandidatliste ^ – en Godsejer?«

» Jeg maa ^ gøre Dem et Spørgsmaal ,« afbrød Torben ham. » Dersom jeg har forstaaet Forholdene rigtigt er det Hensigten at indgaa i ^ Valgforbund med Arbejderpartiet . Er det ikke saadan? Jeg holder af at have Tingene paa det rene og maa derfor udbede mig Oplysninger.«
Direktøren krympede sig lidt ved Svaret.
» Nogen officielt anerkendt Alliance vil der næppe blive Tale om. Det vilde sikkert heller ikke være nogen klog Taktik i Øjeblikket. Men — unægtelig 203 — vi vil bestræbe os for underhaanden at faa et Samarbejde bragt i Stand i adskillige Valgkrese.«
»Nuvel. Men tror De saa egenlig, at det vilde være heldigt for Partiet at have en Mand som mig paa sin Kandidatliste ^ — en Godsejer?«

» Jeg maa først gøre Dem et Spørgsmaal , Direktør Zaun. Da der jo er indgaaet et Valgforbund med Arbejderpartiet , tror De saa i Grunden, det ^ ^ ^ vil ^ være heldigt for Partiet at have en Mand som mig paa sin Kandidatliste ,– ^ en Godsejer?«

» Jeg maa først gøre Dem et Spørgsmaal , Direktør Zaun. Da der jo er indgaaet ^ Valgforbund med Arbejderpartiet , tror De saa i Grunden, det ^ ^ ^ vil ^ være heldigt for Partiet at have en Mand som mig paa sin Kandidatliste , — en Godsejer?«

» Men ingen almindelig Godsejer – om jeg maa bede! En Godsejer, der hylder de Ideer om Retten til Jord, som De i sin Tid tog Ordet for i Aprilforeningen . ^ En Godsejer, der er erklæret Georgist.«
»Aa, det er saa længe siden!«
» Det gør ikke noget. Vi lader Deres Udtalelser fra dengang optrykke i Partiets Blade Landet over, og jeg lover Dem at interessere mig personlig for, at ogsaa Arbejderbladene optager dem. Men forresten nærer jeg aldeles ingen Ængstelse for, at man skal tvivle om Oprigtigheden af Deres Tilslutning til os, allermindst efter at De nylig paa en saa smuk Maade i Gerning har givet ^ Bevis for Deres humane Syn . Jeg tænker naturligvis paa den Stiftelse, De har oprettet paa Deres Gods. Var det ikke et Alderdomshjem? Jeg vil sige Dem, at den Foranstaltning har gjort Dem meget populær ^ i Arbejderkrese.«

» Men ingen almindelig Godsejer — om jeg maa bede! En Godsejer, der hylder de Ideer om Retten til Jord, som De i sin Tid tog Ordet for i Aprilforeningen . ^ En Godsejer, der er erklæret Georgist.«
»Aa, det er saa længe siden!«
» Det gør ikke noget. Vi lader deres Udtalelser fra dengang optrykke i Partiets Blade Landet over, og jeg lover Dem at interessere mig personlig for, at ogsaa Arbejderbladene optager dem. Men forresten nærer jeg aldeles ingen Ængstelse for, at man skal tvivle om Oprigtigheden af Deres Tilslutning til os, allermindst efter at De nylig paa en saa smuk Maade i Gerning har givet ^ Bevis for Deres humane Syn . Jeg tænker naturligvis paa den Stiftelse, De har oprettet paa Deres Gods. Var det ikke et Alderdomshjem? Jeg vil sige Dem, at den Foranstaltning har gjort Dem meget populær ^ i Arbejderkrese.«

I, 134 » ^ En Godsejer, der hylder de Ideer om Retten til Jord, som De i sin Tid tog til Orde for i Aprilforeningen – absolut ja! En Godsejer, der tilmed for ^ ^ nylig ^ i Gerning har givet det smukkeste Bevis for sit humane Sindelag . Jeg tænker naturligvis paa den Stiftelse, De har oprettet paa Deres Gods. Var det ikke et Alderdomshjem? Jeg vil sige Dem, at den Foranstaltning vil gøre Dem meget populær netop i Arbejderkrese.«

» ^ En Godsejer, der hylder de Ideer om Retten til Jord, som De i sin Tid tog til Orde for i Aprilforeningen — absolut ja! En Godsejer, der tilmed for ^ ^ nylig ^ i Gerning har givet det smukkeste Bevis for sit humane Sindelag . Jeg tænker naturligvis paa den Stiftelse, De har oprettet paa Deres Gods. Var det ikke et Alderdomshjem? Jeg vil sige Dem, at den Foranstaltning vil gøre Dem meget populær netop i Arbejderkrese.«

» ^ En Godsejer, der hylder de Ideer om Retten til Jord, som De i sin Tid tog til Orde for i Aprilforeningen – absolut ja! En Godsejer, der tilmed for ^ ^ nylig ^ i Gerning har givet det smukkeste Bevis for sit humane Sindelag . Jeg tænker naturligvis paa den Stiftelse, De har oprettet paa Deres Gods. Var det ikke et Alderdomshjem? Jeg vil sige Dem, at den Foranstaltning vil gøre Dem meget populær netop i Arbejderkrese.«

Torben afbrød ham igen med nogen Utaalmodighed . Det var ham ubehageligt at blive mindet om den Sag. Meget mod hans Vilje havde alle Landets Aviser illumineret hans Navn i Anledning af denne Smule Velgørenhed , som ogsaa paa anden Maade 204 var bleven ham til Ærgrelse og Skam. I næsten hvert ^ Brev, han havde modtaget fra sin Inspektør eller fra Godsskriveren, var der bleven forebragt ham Klager fra Asylets Beboere, der var misfornøjede med Alt og levede i evig Ufred. Et Par af dem var endogsaa paa opsigtsvækkende Maade flyttet tilbage til Sognets smudsige Fattighus, og – hvad der gjorde ham mest ondt – skræmmet af Spektakkelmagerne havde gamle Barbara ^ en Dag i al Stilhed ^ forladt Favsingholm med sine faa Pakkenelliker, og Ingen vidste, hvor hun var tyet hen . Det syntes saaledes ^ at skulle gaa bogstaveligt i Opfyldelse, hvad Mads Vestrup, den Ulykkesprofet , havde spaaet ved deres sidste Møde, at der » ingen Velsignelse vilde blive ved det Hjem .«

Torben afbrød ham igen med nogen Utaalmodighed . Det var ham ubehageligt at blive mindet om den Sag. Meget mod hans Vilje havde alle Landets Aviser illumineret hans Navn i Anledning af denne Smule Velgørenhed , som ogsaa paa anden Maade 204 var bleven ham til Ærgrelse og Skam. I næsten hvert ^ Brev, han havde modtaget fra sin Inspektør eller fra Godsskriveren, var der bleven forebragt ham Klager fra Asylets Beboere, der var misfornøjede med Alt og levede i evig Ufred. Et Par af dem var endogsaa paa opsigtsvækkende Maade flyttet tilbage til Sognets smudsige Fattighus, og — hvad der gjorde ham mest ondt — skræmmet af Spektakkelmagerne havde gamle Barbara ^ en Dag i al Stilhed ^ forladt Favsingholm med sine faa Pakkenelliker, og Ingen vidste, hvor hun var tyet hen . Det syntes saaledes ^ at skulle gaa bogstaveligt i Opfyldelse, hvad Mads Vestrup, den Ulykkesprofet , havde spaaet ved deres sidste Møde, at der » ingen Velsignelse vilde blive ved det Hjem .«

Torben svarede ikke . Det var ham ubehageligt at blive mindet om den Sag. Meget mod hans Vilje havde alle Landets Aviser illumineret hans Navn i Anledning af dette Asyl , som ogsaa paa anden Maade var bleven ham til Ærgrelse og Skam. I næsten hvert eneste Brev, han modtog fra sin Inspektør , blev der forebragt ham Klager fra Asylets Beboere, der var misfornøjede med alt og levede i evig Ufred. Allermest havde det gjort ham ondt, at Spektakelmagerne tilsidst havde fordrevet ^ ^ gamle Barbara , som en Dag i al Stilhed havde forladt Favsingholm ^ . Det syntes saaledes virkelig at skulle gaa ^ i Opfyldelse, hvad ^ den Ulykkesprofet Mads Vestrup havde spaaet ham, at han ingen Glæde vilde faa af det Hjem .

Torben svarede ikke . Det var ham ubehageligt at blive mindet om den Sag. Meget mod hans Vilje havde alle Landets Aviser illumineret hans Navn i Anledning af dette Asyl , som ogsaa paa anden Maade var bleven ham til Ærgrelse og Skam. I næsten I, 98 hvert eneste Brev, han modtog fra sin Inspektør , blev der forebragt ham Klager fra Asylets Beboere, der var misfornøjede med alt og levede i evig Ufred. Allermest havde det gjort ham ondt, at Spektakelmagerne tilsidst havde fordrevet ^ ^ gamle Barbara , som en Dag i al Stilhed havde forladt Favsingholm ^ . Det syntes saaledes virkelig at skulle gaa ^ i Opfyldelse, hvad ^ den Ulykkesprofet Mads Vestrup havde spaaet ham, at han ingen Glæde vilde faa af det Hjem .

Torben svarede ikke . Det var ham ubehageligt at blive mindet om den Sag. Meget mod hans Vilje havde alle Landets Aviser illumineret hans Navn i Anledning af dette Asyl , som ogsaa paa anden Maade var bleven ham til Ærgrelse og Skam. I næsten hvert eneste Brev, han modtog fra sin Inspektør , blev der forebragt ham Klager fra Asylets Beboere, der var misfornøjede med alt og levede i evig Ufred. Allermest havde det gjort ham ondt, I, 98 at Spektakelmagerne tilsidst havde fordrevet ^ ^ gamle Barbara , som en Dag i al Stilhed havde forladt Favsingholm ^ . Det syntes saaledes virkelig at skulle gaa ^ i Opfyldelse, hvad ^ den Ulykkesprofet Mads Vestrup havde spaaet ham, at han ingen Glæde vilde faa af det Hjem .

Hr. Zaun tog et stort Papir op af sin Brystlomme. Det var Partibestyrelsens Udkast til et nyt Program, der skulde vedtages paa det forestaaende Landsmøde ^ . Han bad om Tilladelse til at oplæse det i sin Helhed , i hvilken Anledning han rejste sig med Lorgnetten i Haanden og stillede sig op i Talerstilling bagved Stolen ^ ^ ^ ^ ^ .

Hr. Zaun havde trukket et Papir op af sin Brystlomme. Det var Partistyrelsens Udkast til et nyt Program, der skulde vedtages paa det forestaaende Landsmøde , og som Partiets Valgkandidater altsaa maatte tiltræde . Han bad om Tilladelse til at oplæse det i dets Helhed .
De havde taget Plads paa en Bænk under en af Parkens store Palmer. Der var ingen Mennesker at se; men i Stilheden hørtes Musiken nede fra Promenaden. Den kom I, 135 til dem baaren af en Brise ude fra Havet, som ogsaa var begyndt at tone .

Hr. Zaun havde trukket et Papir op af sin Brystlomme. Det var Partistyrelsens Udkast til et nyt Program, der skulde vedtages paa det forestaaende Landsmøde , og som Partiets Valgkandidater altsaa maatte tiltræde . Han bad om Tilladelse til at oplæse det i dets Helhed .
De havde taget Plads paa en Bænk under en af Parkens store Palmer. Der var ingen Mennesker at se; men i Stilheden hørtes Musikken nede fra Promenaden. Den kom til dem baaren af en Brise ude fra Havet, som ogsaa var begyndt at tone .

Hr. Zaun havde trukket et Papir op af sin Brystlomme. Det var Partistyrelsens Udkast til et nyt Program, der skulde vedtages paa det forestaaende Landsmøde , og som Partiets Valgkandidater altsaa maatte tiltræde . Han bad om Tilladelse til at oplæse det i dets Helhed .
De havde taget Plads paa en Bænk under en af Parkens store Palmer. Der var ingen Mennesker at se; men i Stilheden hørtes Musikken nede fra Promenaden. Den kom til dem baaren af en Brise ude fra Havet, som ligeledes var begyndt at tone .

^ Torben hørte opmærksomt efter. Det var løfterige Ord om Husmandsbevillinger, om forøget Alderdomsunderstøttelse , om Tyendets Frigørelse, om Valgretsudvidelse , om Præmier for Havedyrkning o. s. v. – den hele lange Række af Partiets »Mærkesager«, som 205 engang havde lyst ogsaa for ham som Milepæle paa Vejen ud mod et lykkeligt Retfærdighedsrige. Nu følte han ret, hvor uhjælpelig fremmed han var bleven for meget af sin egen Fortid med dens naive Tro paa alle Slags menneskelige Paafund. Al denne glade Bebudelse lød uhyggelig i hans Øre. Men han havde i Øjeblikket heller ikke Tanke for meget andet i Verden end at vide Grunden til Jyttes Skyhed. Hans ^ ^ genvundne Manddomskraft sad foreløbig fangen som Herkules og holdt Garn for Lydiens Dronning ; og før han følte fast Grund under sin egen Lykke, kunde han ikke bryde sig stort om andres .

^ Torben hørte opmærksomt efter. Det var løfterige Ord om Husmandsbevillinger, om forøget Alderdomsunderstøttelse , om Tyendets Frigørelse, om Valgretsudvidelse , om Præmier for Havedyrkning o. s. v. — den hele lange Række af Partiets »Mærkesager«, som 205 engang havde lyst ogsaa for ham som Milepæle paa Vejen ud mod et lykkeligt Retfærdighedsrige. Nu følte han ret, hvor uhjælpelig fremmed han var bleven for meget af sin egen Fortid med dens naive Tro paa alle Slags menneskelige Paafund. Al denne glade Bebudelse lød uhyggelig i hans Øre. Men han havde i Øjeblikket heller ikke Tanke for meget andet i Verden end at vide Grunden til Jyttes Skyhed. Hans ^ ^ genvundne Manddomskraft sad foreløbig fangen som Herkules og holdt Garn for Lydiens Dronning ; og før han følte fast Grund under sin egen Lykke, kunde han ikke bryde sig stort om andres .

Kun med Anstrengelse samlede Torben sig til at følge Oplæsningen nogenlunde opmærksomt . Hans Tanker søgte stadig at undslippe for at være hos Jytte. Der lød løfterige Ord om Husmandsbevillinger, om forøget Alderdomsværn , om Tyendets Frigørelse, om Valgretsudvidelse og Præmier for Havedyrkning ^ – den hele lange Række af Partiets »Mærkesager«, som ogsaa engang havde staaet for ham som Milepæle paa Vejen ud mod et lykkeligt Retfærdighedsrige. Nu forekom alle disse højtideligt udtalte Løfter ham saa fattige og naive . Og han forstod i disse Øjeblikke bedre end før, hvorfor han havde haft saa svært ved paany at orientere sig i Verden. Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og lyst efter sit gamle Jeg, som i Virkeligheden var død for længe siden. Og det var vist mere end tvivlsomt, om det nogensinde lod sig opvække mere . I hvert Fald sad hans genvundne Manddomskraft ^ foreløbig fangen som Herkules og holdt Garn for Lydiens Dronning ^ .

Kun med Anstrengelse samlede Torben sig til at følge Oplæsningen nogenlunde opmærksomt . Hans Tanker søgte stadig at undslippe for at være hos Jytte. Der lød løfterige Ord om Husmandsbevillinger, om forøget Alderdomsværn , om Tyendets Frigørelse, om Valgretsudvidelse og Præmier for Havedyrkning ^ — den hele lange Række af Partiets »Mærkesager«, som ogsaa engang havde staaet for ham som Milepæle paa Vejen ud mod et lykkeligt Retfærdighedsrige. Nu forekom alle disse højtideligt udtalte Løfter ham saa fattige og naive . Og han forstod i disse Øjeblikke bedre end før, hvorfor han havde haft saa svært ved paany at orientere sig i Verden. Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og lyst efter sit gamle Jeg, som i Virkeligheden var død for længe siden. Og det var vist mere end tvivlsomt, om det nogensinde lod sig opvække ^ . I hvert Fald sad hans genvundne Manddomskraft ^ foreløbig fangen som Herkules og holdt Garn for Lydiens Dronning ^ .

Kun med Anstrengelse samlede Torben sig til at følge Oplæsningen nogenlunde opmærksomt . Hans Tanker søgte stadig at undslippe for at være hos Jytte. Der lød løfterige Ord om Husmandsbevillinger, om forøget Alderdomsværn , om Tyendets Frigørelse, om Valgretsudvidelse og Præmier for Havedyrkning ^ – den hele lange Række af Partiets »Mærkesager«, som ogsaa engang havde staaet for ham som Milepæle paa Vejen ud mod et lykkeligt Retfærdighedsrige. Nu forekom alle disse højtideligt udtalte Løfter ham saa fattige og naive . Og han forstod i disse Øjeblikke bedre end før, hvorfor han havde haft saa svært ved paany at orientere sig i Verden. Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og lyst efter sit gamle Jeg, som i Virkeligheden var død for længe siden. Og det var vist mere end tvivlsomt, om det nogensinde lod sig opvække ^ . I hvert Fald sad hans genvundne Manddomskraft ^ foreløbig fangen som Herkules og holdt Garn for Lydiens Dronning ^ .

Samtalen endte da ogsaa uden noget Resultat. Jo ivrigere Hr. Zaun blev for ^ at aflokke ham et bindende Løfte, desto bestemtere blev han vist tilbage .

Samtalen endte da ogsaa uden noget Resultat. Jo ivrigere ^ Zaun blev for paa Stedet at aflokke ham et bindende Løfte, desto bestemtere afviste han ham .

» Jeg er bleven vant til at have en lang Betænkningstid,« sagde Torben . » Jeg vil i hvert Fald have Lov til at sove paa det.«
Den Anden iagttog ham et Øjeblik mistænksomt over sine Briller.
» Men længere end til imorgen Aften kan jeg altsaa ikke godt vente paa Deres Svar.«
» Til den Tid skal ^ De saa ogsaa have det,« sagde Torben og lod nu forstaa, at han ønskede en Afslutning.
206 Da han havde fulgt Direktøren tildørs, blev han nogen Tid staaende ved Siden af sin Stol og faldt i Tanker med Haanden paa dens Ryg. Han tænkte paa, hvad Asmus Hagen og hans andre politiske Ungdomsvenner vilde sige, i Fald han afslog at lade sig engagere som offenlig Personlighed – i hvert Fald foreløbig. Og Fru Bertha? Hun vilde ikke tilgive ham det. Til Gengæld vidste han, at han vilde finde Forstaaelse hos Jytte, og det var ham unægtelig det vigtigste. Han havde ikke glemt, hvordan hun engang havde talt respektløst om selve Ministerværdigheden og ment, at hendes egen Fader havde betalt den med sit Liv. – Aa, hun havde været den eneste kloge!
Hans Øje faldt i det samme paa Asmus Hagens Korsbaandssending, der stadig laa uoplukket paa Bordet, og han satte sig endelig ned og brød Omslaget.
Det viste sig at være et Nummer af et liberalt Hovedstadsblad, som Vennen undertiden selv skrev i. Her fandt han paa Forsiden en Meddelelse afkrydset med et blaat Blyant og forsynet med to mægtige Udraabstegn i Marginen. Endnu halvt fraværende løb han Linjerne igennem, indtil han stødte paa Mads Vestrups Navn. Saa begyndte han forfra og læste nu, at Præsten til Favsing og Lime, der for sin Provst havde tilstaaet sig skyldig i Overtrædelse 207 af det sjette Bud, var bleven afsat fra sit Embede og straks havde forladt Sognet sammen med sin Familje.
Torben kastede sig tilbage i Stolen og lagde Armene over Brystet.
» Det var som Pokker!« tænkte han højt.
Iøvrigt huskede han nu godt, at der allerede forinden han rejste hjemmefra var gaaet sære Rygter om Mads Vestrups Sindstilstand. Hans Godsskriver havde ogsaa senere engang i en Efterskrift til en af sine Ugeberetninger omtalt et Optrin i Favsing Kirke, hvor det mærkværdige Menneske midt under sin Præken var kommen til at hulke saa voldsomt, at det havde været uhyggeligt for alle Tilstedeværende. Her kom altsaa Forklaringen!
Han tog igen Avisen, og da han nu læste Meddelelsen anden Gang, virkede den forstemmende paa ham.
» Stor Præsteskandale i Jylland – En Helvedprædikant paa gale Veje – Interviews med Beboerne – Hvad der skete bag Høstakken,« stod der i brølende Overskrifter. Hele Dagspressens Støverkobbel var sluppet løs paa den arme Mand, der aabenbart i Fortumlelse var flygtet fra Hus og Hjem og nu stod paa bar Bakke med en syg Kone og en Flok smaa Børn.
Han rejste sig op og slængede Avisen fra sig. Han 208 havde saavist ingen Grund til at ynke den selvretfærdige Landsbyapostel; men dette Triumfskrig var ham dog afgjort imod. Og at Asmus gad stemme i med!
Aa jo, han kunde alligevel godt have Lyst til at faa et Ord med i Laget! ... Kun frygtede han for, at Ingen vilde kendes ved ham igen. Han gjorde det jo knap nok selv. Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og søgt efter sit gamle Jeg, der var død for længe, længe siden. Af den Grund havde han haft saa vanskeligt ved paany at orientere sig i Verden, og foreløbig følte han sig jo ogsaa temmelig ufri og forlegen i sin forvandlede Menneskelighed – omtrent som en Konfirmand i sine nye Klæder.
Derfor var det vel ogsaa bedst, at han endnu en Tid forblev i Stilheden og søgte at blive klar over, hvad det var for en underlig Slags Mellemvæsen, han var bleven til. Vorherre maatte saa efter Evne tage Vare paa Danmark saalænge!

» Jeg er bleven vant til at have en lang Betænkningstid,« sagde Torben . » Jeg vil i hvert Fald have Lov til at sove paa det.«
Den Anden iagttog ham et Øjeblik mistænksomt over sine Briller.
» Men længere end til imorgen Aften kan jeg altsaa ikke godt vente paa Deres Svar.«
» Til den Tid skal ^ De saa ogsaa have det,« sagde Torben og lod nu forstaa, at han ønskede en Afslutning.
206 Da han havde fulgt Direktøren tildørs, blev han nogen Tid staaende ved Siden af sin Stol og faldt i Tanker med Haanden paa dens Ryg. Han tænkte paa, hvad Asmus Hagen og hans andre politiske Ungdomsvenner vilde sige, i Fald han afslog at lade sig engagere som offenlig Personlighed — i hvert Fald foreløbig. Og Fru Bertha? Hun vilde ikke tilgive ham det. Til Gengæld vidste han, at han vilde finde Forstaaelse hos Jytte, og det var ham unægtelig det vigtigste. Han havde ikke glemt, hvordan hun engang havde talt respektløst om selve Ministerværdigheden og ment, at hendes egen Fader havde betalt den med sit Liv. — Aa, hun havde været den eneste kloge!
Hans Øje faldt i det samme paa Asmus Hagens Korsbaandssending, der stadig laa uoplukket paa Bordet, og han satte sig endelig ned og brød Omslaget.
Det viste sig at være et Nummer af et liberalt Hovedstadsblad, som Vennen undertiden selv skrev i. Her fandt han paa Forsiden en Meddelelse afkrydset med et blaat Blyant og forsynet med to mægtige Udraabstegn i Marginen. Endnu halvt fraværende løb han Linjerne igennem, indtil han stødte paa Mads Vestrups Navn. Saa begyndte han forfra og læste nu, at Præsten til Favsing og Lime, der for sin Provst havde tilstaaet sig skyldig i Overtrædelse 207 af det sjette Bud, var bleven afsat fra sit Embede og straks havde forladt Sognet sammen med sin Familje.
Torben kastede sig tilbage i Stolen og lagde Armene over Brystet.
» Det var som Pokker!« tænkte han højt.
løvrigt huskede han nu godt, at der allerede forinden han rejste hjemmefra var gaaet sære Rygter om Mads Vestrups Sindstilstand. Hans Godsskriver havde ogsaa senere engang i en Efterskrift til en af sine Ugeberetninger omtalt et Optrin i Favsing Kirke, hvor det mærkværdige Menneske midt under sin Præken var kommen til at hulke saa voldsomt, at det havde været uhyggeligt for alle Tilstedeværende. Her kom altsaa Forklaringen!
Han tog igen Avisen, og da han nu læste Meddelelsen anden Gang, virkede den forstemmende paa ham.
» Stor Præsteskandale i Jylland — En Helvedprædikant paa gale Veje — Interviews med Beboerne — Hvad der skete bag Høstakken,« stod der i brølende Overskrifter. Hele Dagspressens Støverkobbel var sluppet løs paa den arme Mand, der aabenbart i Fortumlelse var flygtet fra Hus og Hjem og nu stod paa bar Bakke med en syg Kone og en Flok smaa Børn.
Han rejste sig op og slængede Avisen fra sig. Han 208 havde saavist ingen Grund til at ynke den selvretfærdige Landsbyapostel; men dette Triumfskrig var ham dog afgjort imod. Og at Asmus gad stemme i med!
Aa jo, han kunde alligevel godt have Lyst til at faa et Ord med i Laget! ... Kun frygtede han for, at Ingen vilde kendes ved ham igen. Han gjorde det jo knap nok selv. Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og søgt efter sit gamle Jeg, der var død for længe, længe siden. Af den Grund havde han haft saa vanskeligt ved paany at orientere sig i Verden, og foreløbig følte han sig jo ogsaa temmelig ufri og forlegen i sin forvandlede Menneskelighed — omtrent som en Konfirmand i sine nye Klæder.
Derfor var det maaske ogsaa bedst, at han endnu en Tid forblev i Stilheden og søgte at blive klar over, hvad det var for en underlig Slags Mellemvæsen, han var bleven til. Vorherre maatte saa efter Evne tage Vare paa Danmark saalænge!

» Jeg er bleven vant til at have ^ lang Betænkningstid,« sagde han, idet han rejste sig for at gaa . » Desuden frygter jeg for, at ingen vilde kendes ved mig, dersom jeg fulgte Deres Opfordring og igen traadte frem paa Arenaen. De ^ ^ ^ ^ selv ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ maaske allermindst, Hr. Zaun!«
– – –
I, 136

I, 99 » Jeg er bleven vant til at have ^ lang Betænkningstid,« sagde han, idet han rejste sig for at gaa . » Desuden frygter jeg for, at ingen vilde kendes ved mig, dersom jeg fulgte Deres Opfordring og igen traadte frem paa Arenaen. De ^ ^ ^ ^ selv ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ maaske allermindst, Hr. Zaun!«
– – –

» Jeg er bleven vant til at have ^ lang Betænkningstid,« sagde han, idet han rejste sig for at gaa . » Desuden frygter jeg for, at ingen vilde kendes ved mig, dersom jeg fulgte Deres Opfordring I, 99 og igen traadte frem paa Arenaen. De ^ ^ ^ ^ selv ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ maaske allermindst, Hr. Zaun!«
– – –

⇕ Torben og Jytte I, 3.7

⇕ De Dødes Rige 1.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 1.13

⇐

Men efter den anden Frokost kom ^ der Post ^ fra Favsingholm , og med den tilbragte han Eftermiddagen ude paa sin Altan.
Der var dennegang ikke alene de sædvanlige Fjortendags-Indberetninger fra ^ Inspektør ^ og Godskasserer . Der fulgte desuden fra Inspektørens Haand et særskilt, »fortroligt« Brev med en længere Meddelelse om Mads Vestrups Afskedigelse . Den var fuldstændiggjort med en hel Del Avisudklip og gav ham et meget levende Indtryk af Gangen i det ^ uhyggelige Drama, der havde opfyldt Sindene derhjemme de sidste Uger.

Men efter den anden Frokost kom ^ der Post ^ fra Favsingholm , og med den tilbragte han Eftermiddagen ude paa sin Altan.
Der var dennegang ikke alene de sædvanlige Fjortendags-Indberetninger fra ^ Inspektør ^ og Godskasserer . Der fulgte ^ fra Inspektørens Haand et særskilt, »fortroligt« Brev med en længere Meddelelse om Mads Vestrups Afskedigelse . Den var fuldstændiggjort med en hel Del Avisudklip og gav ham et meget levende Indtryk af Gangen i det ^ uhyggelige Drama, der havde opfyldt Sindene derhjemme de sidste Uger.

Da han kom hjem, laa der Post til ham fra Favsingholm . Det var den sædvanlige ugenlige Indberetning fra hans Inspektør , Regnskabsekstrakter og forskellige Forespørgsler, dertil smaa Meddelelser af mere privat Karakter . Blandt de sidste var der atter denne Gang Oplysninger ^ ^ om Mads Vestrups Afskedigelse ^ og ^ det hele uhyggelige Drama, der havde opfyldt Sindene derhjemme paa Egnen siden hans Afrejse.

⇕ Torben og Jytte I, 3.7

⇕ De Dødes Rige 1.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 1.13

⇐

Hans Familje havde nu fundet et foreløbigt Asyl ^ paa Viborgegnen hos en af Fru Stines Slægtninge , mens han selv havde taget Staven i Haand for at fortsætte Kampen mod de vantro Præster som en Slags Vandreprædikant. Til Trods for, at der foruden den uundgaaelige Afskedigelse hang en Trusel om Tiltale for Krænkelse af Kirkefreden over hans Hoved , havde han paany præket Oprør ved et Par Møder, som han maatte ^ holde ^ i Krostuer, da ogsaa Forsamlingshusene var bleven lukket for ham. Han havde her efter endt Tale ladet sin Kasket gaa rundt , og dette Indfald havde et Par af Egnens Aviser gjort lidt Løjer med i en Notits . Men forøvrigt beskæftigede Pressen sig ikke mere med ham. Efter ^ ^ ^ ^ at ^ hans Sag havde givet Bladene kærkomment Stof til nogle Dages Rabalder, gik den i Papirkurven , ^ og det store Publikum havde allerede glemt den for friskere Sensation .

Inspektøren skrev, at Familjen havde ^ fundet et foreløbigt Asyl et Sted paa Viborgegnen ^ , mens Præsten selv havde taget Staven i Haand ^ som en Slags Vandreprædikant. Da ikke alene Kirkerne men ogsaa Forsamlingshusene var lukket for ham , ^ maatte han holde sine Møder i Krohaver og Rejsestalde eller paa aaben Mark. Bagefter lod han sin Kasket gaa rundt ^ . Men forøvrigt beskæftigede Bladene sig ikke mere med ham.
Torben fandt just ingen Grund til at ynke den før saa selvretfærdige Præst. Alligevel kunde han ikke tænke paa ham eller hans Familje uden ^ Medfølelse. Den hele Affære havde iøvrigt ikke overrasket ham. Med sit Kendskab til Mads Vestrups Karakter var han ogsaa klar over, at det ikke vilde blive let at binde Munden paa ham nu, da hans Glubskhed var vakt. Og den Tanke foruroligede ham. Han havde al Respekt for den danske rabies theologorum , der havde voldt saa mange Landsulykker. Og det kunde jo ikke nægtes , at Jordbunden var bleven godt forberedt af megen Ufornuft og Forvendthed i Tiden .

Inspektøren skrev, at Familjen havde ^ fundet et foreløbigt Asyl et Sted paa Viborgegnen ^ , mens Præsten selv havde taget Staven i Haand ^ som en Slags Vandreprædikant. Da ikke alene Kirkerne men ogsaa Forsamlingshusene var lukket for ham , ^ maatte han holde sine Møder i Krohaver og Rejsestalde eller paa aaben Mark. Bagefter lod han sin Kasket gaa rundt ^ . Men forøvrigt beskæftigede Bladene sig ikke mere med ham.
Torben fandt just ingen Grund til at ynke den før saa selvretfærdige Præst. Alligevel kunde han ikke tænke paa ham eller hans Familje uden dyb Medfølelse. Den hele Affære havde ^ ikke overrasket ham. Med sit Kendskab til Mads Vestrups Karakter var han ogsaa klar over, at det ikke vilde blive let at binde Munden paa ham nu, da hans Glubskhed var vakt. Og den Tanke foruroligede ham. Han havde al Respekt for den danske rabies theologorum , der havde voldt saa mange Landsulykker. Og det kunde jo ikke nægtes , at Jordbunden var bleven godt forberedt af megen Ufornuft og Forvendthed i Tiden .

^ ^ ^

I, 137 XIV .

XIV ^

⇕ Torben og Jytte I, 3.4

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 1.14

K lokken var tre om Natten, og Fru Bertha laa i dyb Søvn, da hun vaagnede ved at høre Jyttes Stemme. Endnu før hun fik sig helt besindet, rejste hun sig overende. Hun havde straks paa Tonen forstaaet , at der var Nød paafærde . Jytte stod 209 tænderklaprende ved Siden af Sengen i sin Natdragt og bad om hun ikke maatte komme lidt ned hos hende. Hun kunde slet ikke sove, sagde hun. ^ Døren til hendes Kammer stod aaben, og derinde brændte Lyset paa Natbordet med en lang Tande.
» Hvad er der, Barn? Er du syg?«

Klokken var tre om Natten, og Fru Bertha laa i dyb Søvn, da hun vaagnede ved at høre Jyttes Stemme. Endnu før hun fik sig helt besindet, forstod hun ^ paa Tonen ^ , at der var sket noget alvorligt . Jytte stod ved Siden af Sengen i sin Natdragt og bad om Lov til at komme lidt ned hos hende. Hun kunde slet ikke sove, sagde hun.
Døren til hendes Kammer stod aaben, og Lyset brændte derinde.

Klokken var tre om Natten, og Fru Bertha laa i dyb Søvn, da hun vaagnede ved at høre Jyttes Stemme. Endnu før hun fik sig helt besindet, forstod hun ^ paa Tonen ^ , at der var sket noget alvorligt . I, 100 Jytte stod ved Siden af Sengen i sin Natdragt og bad om Lov til at komme lidt ned hos hende. Hun kunde slet ikke sove, sagde hun.
Døren til hendes Kammer stod aaben, og Lyset brændte derinde.

Klokken var tre om Natten, og Fru Bertha laa i dyb Søvn, da hun vaagnede ved at høre Jyttes Stemme. Endnu før hun fik sig helt besindet, forstod hun ^ paa Tonen ^ , at der var sket noget alvorligt . Jytte stod ved Siden af Sengen i sin Natdragt og bad om Lov til at komme lidt ned hos hende. Hun kunde slet ikke sove, sagde hun.
I, 100 Døren til hendes Kammer stod aaben, og Lyset brændte derinde.

Jytte krøb ned til Moderen og lagde sig tæt ind til hende som et Barn, der er blevet bange i Mørke. Hendes Hænder og Fødder var som Is, og der gik Jag paa Jag igennem hende som Febergys.
» Fortæl mig nu, hvad der er i Vejen,« sagde Fru Bertha, da ^ hun havde ^ dækket godt til omkring hende . » Har du drømt noget stygt?«
» Jeg siger dig jo , jeg har slet ikke sovet.«
» Hvad er der da? Du gør mig forskrækket.«

Jytte krøb ned i Sengen og lagde sig tænderklaprende ind til Moderen som et Barn, der er blevet bange i Mørke. Fru Bertha havde i første Øjeblik troet, at hun var syg. De havde om Aftenen som sædvanlig spist nede paa Hotellet, men da Jytte følte sig utilpas, var de gaaet hjem straks efter Kaffen. Nu forstod hun paa Jyttes Væsen, at der var andet paafærde. Da hun havde faaet dækket godt til omkring hende ^ , spurgte hun, hvad der var i Vejen.

Jytte krøb ned i Sengen og lagde sig tænderklaprende ind til Moderen som et Barn, der er bleven bange i Mørke. Fru Bertha havde i første Øjeblik troet, at hun var syg. De havde om Aftenen som sædvanlig spist nede paa Hotellet, men da Jytte følte sig utilpas, var de gaaet hjem straks efter Kaffen. Nu forstod hun paa Jyttes Væsen, at der var andet paafærde. Da hun havde faaet dækket godt til omkring hende ^ , spurgte hun, hvad der var i Vejen.

» Jeg kan ^ ikke sige det, Mor! ^ Det er altfor forfærdeligt!« brast det ud af hende og hun gemte sit Ansigt ved Moderens Bryst.

» Jeg kan næsten ikke sige det, Mor! ... Det er altfor forfærdeligt!« ^

» Prøv nu paa at samle dig lidt . Er det noget med Torben Dihmer?«

» Prøv nu paa at samle dig lidt ! Er det noget med ^ Dihmer?«

»Ja.«

» Har han friet til dig?«

»Ja.«

» Og hvad har du saa svaret ham?«

» Men hvad har du da svaret ham?«

»Aa, jeg veed ikke. Men du maa sige det til ham, Mor, at jeg ikke kan holde saa meget af 210 ham ^ som jeg gerne vilde. Vil du ^ ? Jeg kan det ikke selv !«
Hun havde løftet Hovedet og slaaet Armene om Moderens Hals som en Druknende.
» Hvorfor har du ikke sagt det før ^ ? Da jeg forleden udtrykkeligt spurgte dig, svarede du ^ anderledes.«

»Aa, jeg veed ikke. Men du maa sige det til ham, Mor, at jeg ikke kan holde saa meget af ham , som jeg gerne vilde. Vil du gøre det ? Jeg kan ^ ikke selv .«
I, 138 » Hvad er dog dette for noget, Jytte ? Da jeg forleden ^ spurgte dig, svarede du jo helt anderledes.«

»Aa, jeg veed ikke. Men du maa sige det til ham, Mor, at jeg ikke kan holde saa meget af ham , som jeg gerne vilde. Vil du gøre det ? Jeg kan ^ ikke selv .«
» Hvad er dog dette for noget, Jytte ? Da jeg forleden ^ spurgte dig, svarede du jo helt anderledes.«

» Jeg vidste det ikke dengang. Men nu veed jeg det. Med fuldkommen Sikkerhed veed jeg, at jeg ikke holder ^ af ham og aldrig har gjort det. – Du maa faa ham til at rejse, Mor. Naar du siger det til ham, saa tror han det.«

» Jeg vidste det ikke dengang. Men nu veed jeg det. Med fuldkommen Sikkerhed veed jeg, at jeg ikke holder ^ af ham og aldrig har gjort det. — Du maa faa ham til at rejse, Mor. Naar du siger det til ham, saa tror han det.«

» Jeg vidste det ikke dengang. Men nu veed jeg det. Med fuldkommen Sikkerhed veed jeg, at jeg ikke holder nok af ham og aldrig vil komme til det. – Du maa faa ham til at rejse, Mor. Naar du siger det til ham, saa tror han det.«

» Jeg vidste det ikke dengang. Men nu veed jeg det. Med fuldkommen Sikkerhed veed jeg, at jeg ikke holder nok af ham og aldrig vil komme til det. — Du maa faa ham til at rejse, Mor. Naar du siger det til ham, saa tror han det.«

^ » Saa er det altsaa alligevel ^ ^ den Anden , du holder af?«

Hun havde løftet Hovedet og slaaet Armene om Moderens Hals som en druknende.
» Saa er det altsaa alligevel ham – den anden , du holder af?«

Hun havde løftet Hovedet og slaaet Armene om Moderens Hals som en druknende.
» Saa er det altsaa alligevel ham — den anden , du holder af?«

Hun havde løftet Hovedet og slaaet Armene om Moderens Hals som en druknende.
» Saa er det altsaa alligevel ham – den anden , du holder af?«

Jytte tav hertil. Hun ønskede, at Moderen skulde tro , det forholdt sig saadan . Og forresten vidste hun i Øjeblikket heller ikke ^ , om hun ikke virkelig holdt af Hr. v. Auen.
»Aa, Jytte, hvad ^ skal der ^ blive af dig ^ ?«

Jytte tav hertil. Hun ønskede, at Moderen skulde tro ^ det ^ . Og forresten var hun saa fortumlet af Nattens Tanker, at hun i Øjeblikket ^ ikke selv vidste , om Bekendtskabet med Hr. v. Auen ikke virkelig havde nogen Skyld.
» Hvad skal der dog blive af dig , Jytte ?«

» Tror du ikke, jeg tidt selv har spurgt ^ om det samme ? Men saadan er jeg nu engang, og jeg bliver aldrig anderledes . – Og saa vil du altsaa sige ham det, Mor? Straks imorgen Formiddag maa du gaa til ham og sige ham hele Sandheden .«

» Tror du ikke, jeg tidt selv har spurgt ^ om det samme ? Men saadan er jeg nu engang, og jeg bliver aldrig anderledes . — Og saa vil du altsaa sige ham det, Mor? Straks imorgen Formiddag maa du gaa til ham og sige ham hele Sandheden .«

» Tror du ikke, jeg tidt ^ har spurgt mig selv om det ^ ? Men saadan er jeg nu engang, og jeg bliver aldrig anderledes ^ ^ ^ .«

Moderen lovede det, for at faa hende rolig. Hun forstod, at Jytte foreløbig for enhver Pris maatte 211 bringes ud af sin hjælpeløse Tilstand, dersom hun ikke skulde miste sin Forstand.
» Men nu skulde du prøve paa, om du ikke kunde falde lidt til Ro. Vi kan begge to trænge til det.«
» Maa jeg blive her?« spurgte Jytte. » For saa tror jeg næsten, at jeg kan sove nu.«
Hun skubbede sig tilrette i Moderens Arm og aandede befriet ud i et langt Suk. En Tid laa hun derpaa og smaasnakkede. Hun talte om sine gifte Veninder, om deres ulykkelige Ægteskaber og meget andet af det, der havde beskæftiget hende saa stærkt i den sidste Tid. Engang sagde hun efter en Pavse:
» Veed du, hvad jeg engang imellem har tænkt paa, Mor?«
»Nej.«
» Du vil vist finde det underligt; men naar jeg saae dig og Torben Dihmer sammen, har jeg undertiden kunnet tænke paa, om det ikke i Virkeligheden var dig, han holdt af uden selv at vide af det. Jeg har rigtig kunnet blive skinsyg paa dig, Mor, fordi du og Dihmer altid saa godt kunde tale sammen. I Grunden var der aldeles ikke noget urimeligt i det. Du ser jo slet ikke gammel ud med dit hvide Haar. Og Dihmer vilde ikke i nogen Henseende tabe ved Byttet – tværtimod. Dersom han virkelig kendte mig, vilde han forstaa det.«
»Hør, Jytte, alt det du der siger rimer ikke rigtigt. 212 Du paastod for lidt siden, at du aldrig havde elsket Torben Dihmer, og nu fortæller du mig, at du har været skinsyg paa mig for hans Skyld. Det forstaar jeg ikke.«
Jytte laa en Tid stille uden at svare.
»Forstaar! Forstaar!« sagde hun saa. » Hvem forstaar nogensinde alt det

Moderen lovede det, for at faa hende rolig. Hun forstod, at Jytte foreløbig for enhver Pris maatte 211 bringes ud af sin hjælpeløse Tilstand, dersom hun ikke skulde miste sin Forstand.
» Men nu skulde du prøve paa, om du ikke kunde falde lidt til Ro. Vi kan begge to trænge til det.«
» Maa jeg blive her?« spurgte Jytte. » For saa tror jeg næsten, at jeg kan sove nu.«
Hun skubbede sig tilrette i Moderens Arm og aandede befriet ud i et langt Suk. En Tid laa hun derpaa og smaasnakkede. Hun talte om sine gifte Veninder, om deres ulykkelige Ægteskaber og meget andet af det, der havde beskæftiget hende saa stærkt i den sidste Tid. Engang sagde hun efter en Pavse:
» Veed du, hvad jeg engang imellem har tænkt paa, Mor?«
»Nej.«
» Du vil vist finde det underligt; men naar jeg saae dig og Torben Dihmer sammen, har jeg undertiden kunnet tænke paa, om det ikke i Virkeligheden var dig, han holdt af uden selv at vide af det. Jeg har rigtig kunnet blive skinsyg paa dig, Mor, fordi du og Dihmer altid saa godt kunde tale sammen. I Grunden var der aldeles ikke noget urimeligt i det. Du ser jo slet ikke gammel ud med dit hvide Haar. Og Dihmer vilde ikke i nogen Henseende tabe ved Byttet — tværtimod. Dersom han virkelig kendte mig, vilde han forstaa det.«
»Hør, Jytte, alt det du der siger rimer ikke rigtigt. 212 Du paastod for lidt siden, at du aldrig havde elsket Torben Dihmer, og nu fortæller du mig, at du har været skinsyg paa mig for hans Skyld. Det forstaar jeg ikke.«
Jytte laa en Tid stille uden at svare.
»Forstaar! Forstaar!« sagde hun saa. » Hvem forstaar nogensinde alt det

I, 101 ^

⇕ Torben og Jytte I, 3.6

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇐

Jeg har dog Øjne i Hovedet! Det er jo bare Taabelighed.«
» Men det er sandt ^ ^ . Nu maa du tro det, Mor!«
Fru Bertha blev stille en lille Tid ^ .
» Og dersom du nu alligevel tog fejl?« sagde hun derpaa. » Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er blevet for silde?«
Efter et nyt Ophold svarede Jytte:
» Saa vilde det alligevel være bedst som det nu er. Baade for ham og for mig. – Og saa trækker vi da heller ingen Andre med ned i Ulykken.«

Jeg har dog Øjne i Hovedet! Det er jo bare Taabelighed.«
» Men det er sandt ^ ^ . Nu maa du tro det, Mor!«
Fru Bertha blev stille en lille Tid ^ .
» Og dersom du nu alligevel tog fejl?« sagde hun derpaa. » Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er blevet for silde?«
Efter et nyt Ophold svarede Jytte:
» Saa vilde det alligevel være bedst som det nu er. Baade for ham og for mig. — Og saa trækker vi da heller ingen Andre med ned i Ulykken.«

» Og dersom du nu alligevel tog fejl af dine Følelser for Dihmer? Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er blevet for silde . Hvad saa?«
Jytte laa en ^ Tid uden at svare .
» Saa vilde det alligevel være bedst, som det nu er,« sagde hun. » Baade for ham og for mig. – Og vi trækker saa heller ingen andre med ned i Ulykken.«

» Og dersom du nu alligevel tog fejl af dine Følelser for Dihmer? Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er bleven for silde . Hvad saa?«
Jytte laa en ^ Tid uden at svare .
» Saa vilde det alligevel være bedst, som det nu er,« sagde hun. » Baade for ham og for mig. — Og vi trækker saa heller ingen andre med ned i Ulykken.«

» Og dersom du nu alligevel tog fejl af dine Følelser for Dihmer? Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er bleven for silde . Hvad saa?«
Jytte laa en ^ Tid uden at svare .
» Saa vilde det alligevel være bedst, som det nu er,« sagde hun. » Baade for ham og for mig. – Og vi trækker saa heller ingen andre med ned i Ulykken.«

»Jytte,« sagde Moderen – hun havde igen rejst sig og stod ved Siden af hende med Haanden paa hendes Skulder ^ . ^

»Jytte,« sagde Moderen — hun havde igen rejst sig og stod ved Siden af hende med Haanden paa hendes Skulder ^ . ^

»Aa, Jytte – som du dog snakker! Der er jo ikke sund Mening i, hvad du siger. Jeg tror slet ikke paa , at du ikke I, 139 holder af Dihmer . Jeg har da Øjne i Hovedet!

»Aa, Jytte — som du dog snakker! Der er jo ikke sund Mening i, hvad du siger. Jeg tror slet ikke paa , at du ikke holder af Dihmer . Jeg har da Øjne i Hovedet!

»Aa, Jytte – som du dog snakker! Der er jo ikke sund Mening i, hvad du siger. Jeg tror slet ikke paa , at du ikke holder af Dihmer . Jeg har da Øjne i Hovedet!

⇕ Torben og Jytte I, 3.4

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 1.14

underlige , der kan findes i et Menneske? Det bliver kun til Ulykke, naar man begynder at tænke over sig selv.«

Det er blot noget, du vil bilde dig selv ind. Eller ogsaa forstaar du ikke dine egne Følelser.«
»Forstaar! Forstaar, lille Mor! Hvem kan forstaa alt det , der foregaar inden i et Menneske? Det bliver kun til Ulykke, naar man begynder at tænke over sig selv.«

» Saa skulde du ikke gøre det.«

» Ja – kunde jeg blot lade være! Jeg veed ikke selv, hvordan det er kommet; men jeg tror nu, det har gjort noget, at jeg saa tidlig blev betragtet som Voksen. Det er altid til Skade for unge Piger , der ser lidt godt ud, at de Ældre tager sig saa meget af dem og ser saa meget i dem , som de slet ikke er. Enten bliver de skabagtige og indbildske eller ogsaa begynder de at reflektere over sig selv , og jeg veed ikke, hvad der er værst for dem. Derfor bliver de grimmeste ogsaa gerne de lykkeligste . Aa, Mor, du skulde have sørget for, at jeg var bleven En med store, brune Fregner ligesom Rosalia , saa havde jeg vist ikke gjort dig saa megen Sorg.«

» Ja — kunde jeg blot lade være! Jeg veed ikke selv, hvordan det er kommet; men jeg tror nu, det har gjort noget, at jeg saa tidlig blev betragtet som Voksen. Det er altid til Skade for unge Piger , der ser lidt godt ud, at de Ældre tager sig saa meget af dem og ser saa meget i dem , som de slet ikke er. Enten bliver de skabagtige og indbildske eller ogsaa begynder de at reflektere over sig selv , og jeg veed ikke, hvad der er værst for dem. Derfor bliver de grimmeste ogsaa gerne de lykkeligste . Aa, Mor, du skulde have sørget for, at jeg var bleven En med store, brune Fregner ligesom Rosalia , saa havde jeg vist ikke gjort dig saa megen Sorg.«

» Ja – kunde jeg blot lade være! Jeg kommer saa ofte til at tænke paa noget , jeg drømte engang som Barn. Jeg husker endnu saa tydeligt, at jeg famlede omkring i en stor , mørk Sal og prøvede alle mulige Døre; men de var allesammen laaste , og jeg kunde ingen Steder komme ud. Saadan synes jeg tidt, at Livet er .«
Fru Bertha tav stille . Hun var bleven klar over, at det foreløbig galdt om at bringe hende ud af hendes hjælpeløse Tilstand , dersom hun ikke skulde miste sin Forstand.

» Ja — kunde jeg blot lade være! Jeg kommer saa ofte til at tænke paa noget , jeg drømte engang som Barn. Jeg husker endnu saa tydeligt, at jeg famlede omkring i en stor , mørk Sal og prøvede alle mulige Døre; men de var allesammen laaste , og jeg kunde ingen Steder komme ud. Saadan synes jeg tidt, at Livet er .«
Fru Bertha tav stille . Hun var bleven klar over, at det foreløbig galdt om at bringe hende ud af hendes hjælpeløse Tilstand , dersom hun ikke skulde miste sin Forstand.

» Nu skulde du ikke tale mere men prøve paa at sove ,« sagde Moderen , der kunde mærke , at Jytte var ved at blive varm.
» Ja ja .«

» Nu skulde du ^ prøve paa , om du ikke kunde falde lidt til Ro ,« sagde hun , da hun mærkede , at Jytte var begyndt at blive varm. ^ » Du kan jo blive her .«

213 Hun blev dog endnu ved at snakke om alt, hvad der faldt hende ind . Men lidt efter lidt begyndte Stemmen at sløres , Sætningerne blev usammenhængende, og hendes Hoved hvilede stadig tungere paa Moderens Skulder. Tilsidst sank hun med et lille Ryk ind i Søvnen. ^ ^

»Ja, maa jeg! Saa tror jeg næsten, jeg kan sove.«
Hun skubbede sig tilrette ved Moderens Side. En lille Tid laa hun derpaa og talte om sine gifte Veninder, om deres ulykkelige Ægteskaber og adskilligt andet af det, der havde beskæftiget hende de sidste Dage . Men lidt efter lidt sløredes Stemmen ^ , Sætningerne blev usammenhængende, og tilsidst sov hun ind med Hovedet paa Moderens Skulder.

Lyset inde paa Natbordet i Jyttes Kammer slukkedes lidt efter. Det havde længe staaet og blaffet i Stagen, og Skyggerne var faret uroligt op og ned ad Væggene. Nu laa Stuen i et stille, grønligt Maaneskær, der sigtedes ind gennem Tremmeskodderne.
Men for Fru Bertha blev der ingen Søvn denne Nat.
Hun var i Tankerne tyet ^ til sin afdøde Mand, som hun endnu bestandig vendte sig til om Raad eller Trøst . »Aa, Hjalmar !« sagde hun. » Hvad Skyld har vi her – du og jeg?« Hun turde ikke tænke derpaa. For hvad hjalp det nu, at alt var sket af Kærlighed. Her laa hun med deres sidste Barn i sine Arme og mærkede, at ogsaa det var i Færd med at glide uhjælpeligt ^ fra hende – at føres bort af den samme vilde, mørke Strøm, der tilsidst havde hvirvlet Ebbe ned i Døden.

Lyset inde paa Natbordet i Jyttes Kammer slukkedes lidt efter. Det havde længe staaet og blaffet i Stagen, og Skyggerne var faret uroligt op og ned ad Væggene. Nu laa Stuen i et stille, grønligt Maaneskær, der sigtedes ind gennem Tremmeskodderne.
Men for Fru Bertha blev der ingen Søvn denne Nat.
Hun var i Tankerne tyet ^ til sin afdøde Mand, som hun endnu bestandig vendte sig til om Raad eller Trøst . »Aa, Hjalmar !« sagde hun. » Hvad Skyld har vi her — du og jeg?« Hun turde ikke tænke derpaa. For hvad hjalp det nu, at alt var sket af Kærlighed. Her laa hun med deres sidste Barn i sine Arme og mærkede, at ogsaa det var i Færd med at glide uhjælpeligt ^ fra hende — at føres bort af den samme vilde, mørke Strøm, der tilsidst havde hvirvlet Ebbe ned i Døden.

I, 140 Men for Fru Bertha blev der ingen Søvn den Nat. I Tankerne tyede hun til sin afdøde Mand, som hun endnu bestandig vendte sig til i Nødens Time . »Aa, Hjalmar ! Hvad Skyld har vi her – du og jeg?« Her laa hun med det sidste af deres Børn i sine Arme og mærkede, hvordan ogsaa det var i Færd med ^ uhjælpeligt at glide fra hende – at føres bort af den samme vilde, mørke Strøm, der hvirvlede de andre ned i Døden.

I, 102 Men for Fru Bertha blev der ingen Søvn den Nat. I Tankerne tyede hun til sin afdøde Mand, som hun endnu bestandig vendte sig til i Nødens Time . »Aa, Hjalmar ! Hvad Skyld har vi her — du og jeg?« Her laa hun med det sidste af deres Børn i sine Arme og mærkede, hvordan ogsaa det var i Færd med ^ uhjælpeligt at glide fra hende — at føres bort af den samme vilde, mørke Strøm, der hvirvlede de andre ned i Døden.

Men for Fru Bertha blev der ingen Søvn den Nat. I Tankerne I, 102 tyede hun til sin afdøde Mand, som hun endnu bestandig vendte sig til i Nødens Time . »Aa, Hjalmar ! Hvad Skyld har vi her – du og jeg?« Her laa hun med det sidste af deres Børn i sine Arme og mærkede, hvordan ogsaa det var i Færd med ^ uhjælpeligt at glide fra hende – at føres bort af den samme vilde, mørke Strøm, der hvirvlede de andre ned i Døden.

⇕ Torben og Jytte I, 3.1

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇐

178 Der var saa meget hos Jytte, der ^ mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de iøvrigt alle tre havde været. Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne og paagaaende Væsen, hans friske Lunefuldhed. Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe. Hun havde engang imellem tænkt paa, om Jytte ikke selv havde følt det og maaske til Tider været ængstet af denne Lighed med sin ulykkelige Broder. Det havde været hende paafaldende, at hun aldrig nævnede ham , ikke nogensinde havde spurgt om Grunden til hans Selvmord , og da hun engang selv vilde fortælle hende lidt derom, havde hun straks holdt begge Hænderne op for Ørene og raabt , at hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide. Aldrig kunde hun glemme Rædselen i hendes Ansigt i det Øjeblik .

Der var saa meget hos Jytte, der ^ mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de iøvrigt alle tre havde været. Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne og paagaaende Væsen, hans friske Lunefuldhed. Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe. Hun havde engang imellem tænkt paa, om Jytte ikke selv havde følt det og maaske til Tider været ængstet af denne Lighed med sin ulykkelige Broder. Det havde været hende paafaldende, at hun aldrig nævnede ham , ikke nogensinde havde spurgt om Grunden til hans Selvmord , og da hun engang selv vilde fortælle hende lidt derom, havde hun straks holdt begge Hænderne op for Ørene og raabt , at hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide. Aldrig kunde hun glemme Rædselen i hendes Ansigt i det Øjeblik .

Der havde altid været saa meget hos Jytte, der paa ængstende Maade mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de iøvrigt alle tre havde været. Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne , paagaaende Væsen, hans stormende Lunefuldhed. Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe. Hun maatte ofte tænke paa, om Jytte ikke selv havde følt det og maaske til Tider været ængstet af denne Lighed med sin ulykkelige Broder. Det havde været hende paafaldende, at hun sjelden nævnede ham og ikke nogensinde havde spurgt om Grunden til hans Selvmord . Da hun engang selv vilde fortælle hende lidt derom, havde hun ^ holdt ^ Hænderne op for Ørene og sagt , at hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide. Aldrig skulde hun glemme Rædselen i hendes Ansigt i det Øjeblik ! ...

⇕ Torben og Jytte I, 3.4

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 1.14

En Kirkeklokke ^ begyndte at ringe nede i Byen . Hun vidste saa , at Klokken ^ var fem, og hun tænkte paa, at det var Morgenbønnens ^ Time for hver rettroende Katolik. Dernede rejste nu andre Søvnløse 214 sig af deres Senge og søgte med deres Angst ind i Kirkerne – besværgede Nattens onde Aander ved Trolddom foran en lille Oljeflamme og et Mariabillede. ^ ^ ^ I det samme hørte hun en dyb Stemme tale til hende ^ .

En Kirkeklokke ^ begyndte at ringe nede i Byen . Hun vidste saa , at Klokken ^ var fem, og hun tænkte paa, at det var Morgenbønnens ^ Time for hver rettroende Katolik. Dernede rejste nu andre Søvnløse 214 sig af deres Senge og søgte med deres Angst ind i Kirkerne — besværgede Nattens onde Aander ved Trolddom foran en lille Oljeflamme og et Mariabillede. ^ ^ ^ I det samme hørte hun en dyb Stemme tale til hende ^ .

En Kirkeklokke nede i Byen begyndte at ringe ^ . Hun vidste ^ , at Klokken saa var fem, – Morgenandagtens Time for hver rettroende Katolik. Dernede rejste nu andre Søvnløse sig af deres Senge og søgte med deres Angst I, 141 ind i Bønnen, – bortmanede Nattens onde Aander ^ foran en lille Oljeflamme og et Mariabillede. En saadan Tilflugt havde hun aldrig kendt, og derfor heller ikke hendes Børn. Hun havde saa sikkert stolet paa, at hendes Kærlighed skulde kunne beskytte dem, hendes Opofrelser værne dem for Farer – tusind Gange bedre end nogen trolddomsagtig Besværgelse.
I det samme hørte hun en dyb Stemme tale til hende fra Mørket .

En Kirkeklokke nede i Byen begyndte at ringe ^ . Hun vidste ^ , at Klokken saa var fem, — Morgenandagtens Time for hver rettroende Katolik. Dernede rejste nu andre Søvnløse sig af deres Senge og søgte med deres Angst ind i Bønnen, — bortmanede Nattens onde Aander ^ foran en lille Oljeflamme og et Mariabillede. En saadan Tilflugt havde hun aldrig kendt, og derfor heller ikke hendes Børn. Hun havde saa sikkert stolet paa, at hendes Kærlighed skulde kunne beskytte dem, hendes Opofrelser værne dem for Farer — tusind Gange bedre end nogen trolddomsagtig Besværgelse.
I det samme hørte hun en dyb Stemme tale til hende fra Mørket .

En Kirkeklokke nede i Byen begyndte at ringe ^ . Hun vidste ^ , at Klokken saa var fem, – Morgenandagtens Time for hver rettroende Katolik. Dernede rejste nu andre Søvnløse sig af deres Senge og søgte med deres Angst ind i Bønnen, – bortmanede Nattens onde Aander ^ foran en lille Oljeflamme og et Mariabillede. En saadan Tilflugt havde hun aldrig kendt, og derfor heller ikke hendes Børn. Hun havde saa sikkert stolet paa, at hendes Kærlighed skulde kunne beskytte dem, hendes Opofrelser værne dem for Farer – tusind Gange bedre end nogen trolddomsagtig Besværgelse.
I det samme hørte hun en dyb Stemme tale til hende fra Mørket :

» De som saa med Taarer skulle høste med Glæde ,« sagde den.

» Du skal saa med Taarer , vil du høste med Glæde .«

Og lidt efter:

» Der staar skrevet: Dine Synder skal hjemsøges paa dine Børn !«

» Der staar skrevet: Dine Synder skal hjemsøges paa dine Børn .«

I, 103 » Der staar skrevet: Dine Synder skal hjemsøges paa dine Børn .«

» Der staar skrevet: Dine Synder skal hjemsøges paa dine Børn .«

Hun genkendte Røsten, saae ogsaa Skikkelsen for sig ^ : en høj, knokkelstærk Kvinde ^ helt klædt i Sort – et Minde fra hendes Barndom og første Ungdom paa Storeholt . Det var en gammel Grandtante, som spiste Naadensbrød der paa Gaarden og havde været Børnenes Skræk. Naar de hændelsesvis stødte paa hende under deres Leg i Parken, flygtede de; ja blot ^ ^ de saae hende staa bag sit Vindu, forputtede de sig som for en Aand fra Graven. Hun tilhørte en pietistisk Sekt og holdt sig helt for sig selv, viste sig kun ved Middagsmaaltidet, hvor hun sad stiv og dyster som en tavs Indsigelse mod al den glade Livlighed, der rørte sig omkring hende. Kun under Pavserne i Samtalen oplod hun ^ sin ^ Stemme , idet hun sendte et eller andet mørkt Bibelord ud over Bordet som en truende Profeti. Den gamle Dame havde været Spøgelset der i Huset allerede i levende 215 Live, og endnu længe efter, at hun ^ ^ var død, gik hun og hendes bibelske Sentenser uhyggeligt igen i Familjens Erindring. I mange af Livets tunge og kvalfulde Øjeblikke havde de ^ lydt ogsaa for hende som et ondt Galder . Grandtantens høje, knokkelstærke Skikkelse havde vist sig for hende dengang hun med Dødens Gru i Hjertet fødte sit første Barn, og den havde staaet ved Ebbes Baare som en Mørkets Udsending og spottet hendes Smerte med sine hævntørstige Ord .

Hun genkendte Røsten, saae ogsaa Skikkelsen for sig ^ : en høj, knokkelstærk Kvinde ^ helt klædt i Sort — et Minde fra hendes Barndom og første Ungdom paa Storeholt . Det var en gammel Grandtante, som spiste Naadsensbrød der paa Gaarden og havde været Børnenes Skræk. Naar de hændelsesvis stødte paa hende under deres Leg i Parken, flygtede de; ja blot ^ ^ de saae hende staa bag sit Vindu, forputtede de sig som for en Aand fra Graven. Hun tilhørte en pietistisk Sekt og holdt sig helt for sig selv, viste sig kun ved Middagsmaaltidet, hvor hun sad stiv og dyster som en tavs Indsigelse mod al den glade Livlighed, der rørte sig omkring hende. Kun under Pavserne i Samtalen oplod hun ^ sin ^ Stemme , idet hun sendte et eller andet mørkt Bibelord ud over Bordet som en truende Profeti. Den gamle Dame havde været Spøgelset der i Huset allerede i levende 215 Live, og endnu længe efter, at hun ^ ^ var død, gik hun og hendes bibelske Sentenser uhyggeligt igen i Familjens Erindring. I mange af Livets tunge og kvalfulde Øjeblikke havde de ^ lydt ogsaa for hende som et ondt Galder . Grandtantens høje, knokkelstærke Skikkelse havde vist sig for hende dengang hun med Dødens Gru i Hjertet fødte sit første Barn, og den havde staaet ved Ebbes Baare som en Mørkets Udsending og spottet hendes Smerte med sine hævntørstige Ord .

Hun ^ saae ^ Skikkelsen for sig bag sine lukkede Øjenlaag : En høj, knokkelstærk Kvinde ^ helt klædt i sort, – et Minde fra hendes Barndom ^ paa Storeholt , en gammel Grandtante, som spiste Naadsensbrød der paa Gaarden og havde været alles Skræk. Naar hun selv og hendes Broder hændelsesvis stødte paa hende under deres Leg i Parken, eller ^ bare de saae hende staa ved sit Vindu, forputtede de sig som for en Aand fra Graven. Hun tilhørte en pietistisk Sekt og sad ved Maaltiderne med en Bønnebog ved Siden af sig , som hun af og til læste i. Under Pavserne i Samtalen oplod hun tidt sin grove Stemme og sendte et eller andet mørkt Bibelord ud over Bordet som en Indsigelse mod den sorgløse Verdslighed omkring hende. Længe efter , at den gamle Dame selv var død, gik hendes mange bibelske Sentenser uhyggeligt igen i Familjens Erindring. I ^ Livets tunge I, 142 Øjeblikke havde de regelmæssigt lydt ogsaa for hende som et ^ Galder , der varslede ondt .

Hun ^ saae ^ Skikkelsen for sig bag sine lukkede Øjenlaag : En høj, knokkelstærk Kvinde , helt klædt i sort, — et Minde fra hendes Barndom ^ paa Storeholt , en gammel Grandtante, som spiste Naadsensbrød der paa Gaarden og havde været alles Skræk. Naar hun selv og hendes Broder hændelsesvis stødte paa hende under deres Leg i Parken, eller de bare ^ saae hende staa ved sit Vindu, forputtede de sig som for en Aand fra Graven. Hun tilhørte en pietistisk Sekt og sad ved Maaltiderne med en Bønnebog ved Siden af sig , som hun af og til læste i. Under Pavserne i Samtalen oplod hun tidt sin grove Stemme og sendte et eller andet mørkt Bibelord ud over Bordet som en Indsigelse mod den sorgløse Verdslighed omkring hende. Længe efter ^ at den gamle Dame selv var død, gik hendes mange bibelske Sentenser uhyggeligt igen i Familjens Erindring. I ^ Livets tunge Øjeblikke havde de regelmæssigt lydt ogsaa for hende som et ^ Galder , der varslede ondt .

I, 103 Hun ^ saae ^ Skikkelsen for sig bag sine lukkede Øjenlaag : En høj, knokkelstærk Kvinde , helt klædt i sort, – et Minde fra hendes Barndom ^ paa Storeholt , en gammel Grandtante, som spiste Naadsensbrød der paa Gaarden og havde været alles Skræk. Naar hun selv og hendes Broder hændelsesvis stødte paa hende under deres Leg i Parken, eller de bare ^ saae hende staa ved sit Vindu, forputtede de sig som for en Aand fra Graven. Hun tilhørte en pietistisk Sekt og sad ved Maaltiderne med en Bønnebog ved Siden af sig , som hun af og til læste i. Under Pavserne i Samtalen oplod hun tidt sin grove Stemme og sendte et eller andet mørkt Bibelord ud over Bordet som en Indsigelse mod den sorgløse Verdslighed omkring hende. Længe efter ^ at den gamle Dame selv var død, gik hendes mange bibelske Sentenser uhyggeligt igen i Familjens Erindring. I ^ Livets tunge Øjeblikke havde de regelmæssigt lydt ogsaa for hende som et ^ Galder , der varslede ondt .

For nu at forjage Synet ^ slog hun Øjnene op , og hun saae da, at Dagen var ved at bryde frem . Maaneskæret var forsvundet; paa Væggen spillede et rødt Morgenlys.
Kort efter listede hun varsomt sin Arm bort under Jyttes Hoved for at staa op. Jytte smilede lidt i Søvne og sov videre.
Inde i det andet Kammer, hvor hun vilde klæde sig paa , aabnede hun sagte Vinduesskodden. Solen var netop kommen op over den mørke Bjergpynt i Vest og farvede Himlen inde over Landet med sit lyseste Blaa. Selve Pynten svømmede i en Guldflod; men udenfor var Havet endnu skjult af Nattetaagen .

For ^ at forjage Synet ^ slog hun Øjnene op , og hun saae da, at Dagen var ved at bryde frem . Maaneskæret var forsvundet; paa Væggen spillede et rødt Morgenlys.
Kort efter listede hun varsomt sin Arm bort under Jyttes Hoved for at staa op. Jytte smilede lidt i Søvne og sov videre.
Inde i det andet Kammer, hvor hun vilde klæde sig paa , aabnede hun sagte Vinduesskodden. Solen var netop kommen op over den mørke Bjergpynt i Vest og farvede Himlen inde over Landet med sit lyseste Blaa. Selve Pynten svømmede i en Guldflod; men udenfor var Havet endnu skjult af Nattetaagen .

For ^ at blive Synet kvit slog hun Øjnene op . Dagen var begyndt at gry . Varsomt tog hun sin Arm bort under ^ Jytte , der sukkede lidt i Søvne men sov videre. Kort efter stod hun op.
Da hun var paaklædt og kom ud paa Loggiaen, steg Solen ^ netop ^ op over Kystlinjen i Vest og farvede Himlen inde over Landet med sit lyseste Blaa. De yderste Bjergpynter svømmede skyggeagtigt paa Vandet som Slakker paa en Ildflod. Længere ude var Havet endnu skjult af Nattetaager .

For ^ at blive Synet kvit slog hun Øjnene op . Dagen var begyndt at gry . Varsomt tog hun sin Arm bort under ^ Jytte , der sukkede lidt i Søvne men sov videre. Kort efter stod hun op.
Da hun var paaklædt og kom ud i Loggiaen, steg Solen ^ netop ^ op over Kystlinjen i Øst og farvede Himlen inde over Landet med sit lyseste Blaa. De yderste Bjergpynter svømmede skyggeagtigt paa Vandet som Slakker paa en Ildflod. Længere ude var Havet endnu skjult af Nattetaager .

» Igen en dejlig Dag for dem, som faar Sind til at glæde sig over den,« tænkte hun og mindedes de mange herlige Sommermorgener ^ hun havde oplevet 216 sammen med sin Mand, især paa Samsø, hvor de saa ofte ^ gik ned til Stranden i det tidlige Gry og saae Fiskerbaadene stryge hjemad fra Anholt-Bankerne med solfyldte Sejl. Hvorfor skulde vi Mennesker dog tilbagebetale Livets gode Gaver med saa blodige Renter? Men det var godt, at i det mindste Hjalmar blev forskaanet for at opleve Enden paa deres Sommerlykke og fik Lov til at dø i Troen paa, at hvad der var saaet i den reneste Glæde ^ ikke kunde forgaa i Sorg og Skam. – –
Hun maatte denne Morgen drikke sin Te alene. Men ^ Jytte havde hørt Koppernes Klirren , og da Hotelkarlen var gaaet, skramlede hun med en Stol for at vise, at hun var vaagen.
Hun sad oprejst i Sengen, da Moderen lidt efter kom derop, og modtog hende med et Udbrud.
» Aa – en rigtig stor Kop Te, Mor! Og megen Mad! Jeg er frygtelig sulten!«
Ikke med et Ord nævnede hun Nattens Begivenhed eller ytrede nogen Forbavselse over at befinde sig i Moderens Seng.
Fru Bertha tog det for et godt Tegn og bestemte sig til foreløbig ogsaa at tie. Da hun senere kom op med Bakken, bad Jytte hende om at blive siddende hos hende, mens hun drak Teen; men heller ikke nu talte de om andet end de ligegyldigste Ting. Jytte spurgte om Vejret, snakkede om et Par 217 Sko, der skulde til Skomageren, og om, at Brødet havde en aparte Smag.
Først da hun igen havde trukket Tæppet op om Ørene for at sove videre og Moderen allerede var halvt ude af Døren med Bakken, sagde hun, mens et spejdende Øje viste sig over Tæppets Kant:
» Og glem saa ikke, hvad du har lovet mig, Mor! Jeg stoler paa dig!«
Fru Bertha standsede med et Ryk og saae tilbage paa hende over Skuldren. Hun vilde sige noget; men da hun mærkede, at Vreden steg hende til Hovedet, tyggede hun Ordene i sig og gik stille ned .
Jytte havde virkelig ikke længe følt sig saa fri og lykkelig som denne Morgen. ⇕ ⇒ De sidste Dages Oplevelser, den Sjælenød, hun havde været ude i, stod nu for hende som en vild Feberfantasi. Hun følte sig tilmode som en Søvngænger, der er vaagnet op netop i det Øjeblik, da han skulde til at spasere ud over Husenes Tage for at slaa sig ihjel paa Stenbroen.
Nu længtes hun kun efter sit Klaver.
Nede i Stuen sad Fru Bertha med Hænderne fortabt i Skødet. Hvad skulde hun gøre? ... Nej, hun kunde ikke slippe Haabet. Det var jo dog hændet hende nogle Gange før i hendes Liv, at hun havde stirret ind i et Mørke, der syntes bundløst og saa havde det dog tilsidst lysnet . Naar nu Jytte ^ 218 fik sovet rigtig ud, ^ vilde hun nok komme til sig selv , – hun kunde ikke tro andet. Hvad der var hændet ^ denne skrækkelige Nat, kunde kun være den sidste , svære Krise, der maatte gennemstrides, forinden hun naaede til fuld Klarhed over sig selv ^ . Jytte var jo dog med al sin Uberegnelighed en fornuftig, ja i Grunden en besynderlig nøgtern Pige. Og hun havde jo ^ endnu ikke mistet sin Forstand .

» Igen en dejlig Dag for dem, som faar Sind til at glæde sig over den,« tænkte hun og mindedes de mange herlige Sommermorgener ^ hun havde oplevet 216 sammen med sin Mand, især paa Samsø, hvor de saa ofte ^ gik ned til Stranden i det tidlige Gry og saae Fiskerbaadene stryge hjemad fra Anholt-Bankerne med solfyldte Sejl. Hvorfor skulde vi Mennesker dog tilbagebetale Livets gode Gaver med saa blodige Renter? Men det var godt, at i det mindste Hjalmar blev forskaanet for at opleve Enden paa deres Sommerlykke og fik Lov til at dø i Troen paa, at hvad der var saaet i den reneste Glæde ^ ikke kunde forgaa i Sorg og Skam. — — ^
Hun maatte denne Morgen drikke sin Te alene. Men ^ Jytte havde hørt Koppernes Klirren , og da Hotelkarlen var gaaet, skramlede hun med en Stol for at vise, at hun var vaagen.
Hun sad oprejst i Sengen, da Moderen lidt efter kom derop, og modtog hende med et Udbrud.
» Aa — en rigtig stor Kop Te, Mor! Og megen Mad! Jeg er frygtelig sulten!«
Ikke med et Ord nævnede hun Nattens Begivenhed eller ytrede nogen Forbavselse over at befinde sig i Moderens Seng.
Fru Bertha tog det for et godt Tegn og bestemte sig til foreløbig ogsaa at tie. Da hun senere kom op med Bakken, bad Jytte hende om at blive siddende hos hende, mens hun drak Teen; men heller ikke nu talte de om andet end de ligegyldigste Ting. Jytte spurgte om Vejret, snakkede om et Par 217 Sko, der skulde til Skomageren, og om, at Brødet havde en aparte Smag.
Først da hun igen havde trukket Tæppet op om Ørene for at sove videre og Moderen allerede var halvt ude af Døren med Bakken, sagde hun, mens et spejdende Øje viste sig over Tæppets Kant:
» Og glem saa ikke, hvad du har lovet mig, Mor! Jeg stoler paa dig!«
Fru Bertha standsede med et Ryk og saae tilbage paa hende over Skuldren. Hun vilde sige noget; men da hun mærkede, at Vreden steg hende til Hovedet, tyggede hun Ordene i sig og gik stille ned .
Jytte havde virkelig ikke længe følt sig saa fri og lykkelig som denne Morgen. ⇕ ⇒ De sidste Dages Oplevelser, den Sjælenød, hun havde været ude i, stod nu for hende som en vild Feberfantasi. Hun følte sig tilmode som en Søvngænger, der er vaagnet op netop i det Øjeblik, da han skulde til at spasere ud over Husenes Tage for at slaa sig ihjel paa Stenbroen.
Nu længtes hun kun efter sit Klaver.
Nede i Stuen sad Fru Bertha med Hænderne fortabt i Skødet. Hvad skulde hun gøre? ... Nej, hun kunde ikke slippe Haabet. Det var jo dog hændet hende nogle Gange før i hendes Liv, at hun havde stirret ind i et Mørke, der syntes bundløst og saa havde det dog tilsidst lysnet . Naar nu Jytte , 218 fik sovet rigtig ud, ^ vilde hun nok komme til sig selv , — hun kunde ikke tro andet. Hvad der var hændet ^ denne skrækkelige Nat, kunde kun være den sidste , svære Krise, der maatte gennemstrides, forinden hun naaede til fuld Klarhed over sig selv ^ . Jytte var jo dog med al sin Uberegnelighed en fornuftig, ja i Grunden en besynderlig nøgtern Pige. Og hun havde jo ^ endnu ikke mistet sin Forstand .

» Igen en dejlig Dag for dem, som faar Sind til at glæde sig over den,« tænkte hun og mindedes de mange herlige Sommermorgener , hun havde oplevet sammen med sin Mand, især paa Samsø, hvor de saa ofte i det tidlige Gry gik ned til Stranden ^ og saae Fiskerbaadene stryge hjemad fra Anholt med Sol i deres Sejl. Hvorfor skulde vi Mennesker dog tilbagebetale Livets gode Gaver med saa blodige Renter? Men det var godt, at i det mindste Hjalmar blev forskaanet for at opleve Enden paa deres Sommerlykke og fik Lov til at dø i Troen paa, at hvad der var saaet i den reneste Glæde , ikke kunde forgaa i Sorg og Skam. –
Hun maatte denne Morgen drikke sin Te alene. Hen paa Formiddagen, da Jytte endnu sov , ^ ^ ^ tog hun Hat og Sjal paa for at gaa ned til Byen.
Hendes Sind var blevet mere fortrøstningsfuldt . Naar ^ Jytte nu fik sovet rigtig ud, tænkte hun, vilde hun nok I, 143 komme til sig selv igen. Det var umuligt ^ ^ andet. Hvad der var hændet ^ denne skrækkelige Nat, kunde kun være den sidste , svære Krise, som hun maatte igennem for at faa Tro til ^ sig selv og sin Lykke . Jytte var ^ med al sin Uberegnelighed en fornuftig, ja i Grunden en besynderlig nøgtern Pige. Og hun havde jo dog endnu ikke mistet sin Forstand !

» Igen en dejlig Dag for dem, som faar Sind til at glæde sig over den,« tænkte hun og mindedes de mange herlige Sommermorgener , hun havde oplevet sammen med sin Mand, især paa Samsø, hvor de saa ofte i det tidlige Gry gik ned til Stranden ^ og saae Fiskerbaadene stryge hjemad fra Anholt med Sol i deres Sejl. Hvorfor skulde vi Mennesker dog tilbagebetale Livets gode Gaver med saa blodige Renter? Men det var godt, at i det mindste Hjalmar blev forskaanet for at opleve Enden paa deres Sommerlykke og fik Lov til at dø i Troen paa, at hvad der var saaet i den reneste Glæde , ikke kunde forgaa i Sorg og Skam.
I, 104 ^ ^ Hun maatte denne Morgen drikke sin Te alene. Hen paa Formiddagen, da Jytte endnu sov , ^ ^ ^ tog hun Hat og Sjal paa for at gaa ned til Byen.
Hendes Sind var blevet mere fortrøstningsfuldt . Naar ^ Jytte nu fik sovet rigtig ud, tænkte hun, vilde hun nok komme til sig selv igen. Det var umuligt ^ ^ andet. Hvad der var hændet i denne skrækkelige Nat, kunde kun være den sidste , svære Krise, som hun maatte igennem for at faa Tro til ^ sig selv og sin Lykke . Jytte var ^ med al sin Uberegnelighed en fornuftig, ja i Grunden en besynderlig nøgtern Pige. Og hun havde jo dog endnu ikke mistet sin Forstand !

» Igen en dejlig Dag for dem, som faar Sind til at glæde sig over den,« tænkte hun og mindedes de mange herlige Sommermorgener , hun havde oplevet sammen med sin Mand, især paa Samsø, hvor de saa ofte i det tidlige Gry gik ned til Stranden ^ og saae Fiskerbaadene stryge hjemad fra Anholt med Sol i deres Sejl. Hvorfor skulde vi Mennesker dog tilbagebetale Livets gode Gaver med saa blodige Renter? Men det var godt, at i det mindste Hjalmar blev forskaanet for at opleve Enden paa deres Sommerlykke og fik Lov til at dø i Troen paa, at hvad der var saaet i den reneste Glæde , ikke kunde forgaa i Sorg og Skam. –
Hun maatte denne Morgen drikke sin Te alene. Hen paa Formiddagen, I, 104 da Jytte endnu sov , ^ ^ ^ tog hun Hat og Sjal paa for at gaa ned til Byen.
Hendes Sind var blevet mere fortrøstningsfuldt . Naar ^ Jytte nu fik sovet rigtig ud, tænkte hun, vilde hun nok komme til sig selv igen. Det var umuligt ^ ^ andet. Hvad der var hændet i denne skrækkelige Nat, kunde kun være den sidste ^ svære Krise, som hun maatte igennem for at faa Tro til ^ sig selv og sin Lykke . Jytte var ^ med al sin Uberegnelighed en fornuftig, ja i Grunden en besynderlig nøgtern Pige. Og hun havde jo dog endnu ikke mistet sin Forstand !

⇕ Torben og Jytte I, 3.5

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 1.14

E t Par Timer senere stod Fru Bertha ude paa Loggiaen med Hat og Sjal paa for at gaa til Byen, mens Jytte sov. Hun agtede sig ned paa Apoteket for at købe en Æske af et nyt nervestyrkende Præparat, som hun havde hørt saa meget anbefalet . Hun var overbevist om, at det var Jern og Æggehvidestof , Jytte trængte til. Det havde deres Læge i København ogsaa stadig sagt.

Nu vilde hun gaa ^ ned paa Apoteket og købe nogle nervestyrkende Piller . Det var Jern og Lecitin , Jytte trængte til. Det havde deres Læge i København ogsaa altid sagt.

I det samme kom Torben ^ op gennem Haven.

Da hun stod paa Trappen, saae hun Torben komme op gennem Haven.

» Skal De gaa?« spurgte han ^ .

» De skal maaske gaa?« spurgte han , da han havde hilst .

» Ja – men sæt Dem alligevel ind og hvil Dem et Øjeblik . Saa kan vi bagefter følges ad. Jytte maa desværre holde sig i Sengen idag. Hun var lidt anstrengt igaar efter Turen, og jeg har nu ordineret hende en Dags fuldstændig Hvile.«

» Ja — men sæt Dem alligevel ind og hvil Dem et Øjeblik . Saa kan vi bagefter følges ad. Jytte maa desværre holde sig i Sengen idag. Hun var lidt anstrengt igaar efter Turen, og jeg har nu ordineret hende en Dags fuldtændig Hvile.«

» Ja – men sæt Dem alligevel ind ^ et Øjeblik . Saa kan vi bagefter følges ad. Jytte maa desværre holde sig i Sengen idag. Hun var lidt anstrengt igaar efter Turen, og jeg vil nu ordinere hende en Dags fuldstændig Hvile.«

» Ja — men sæt Dem alligevel ind ^ et Øjeblik ! Saa kan vi bagefter følges ad. Jytte maa desværre holde ^ Sengen idag. Hun var lidt anstrengt igaar efter Turen, og jeg vil nu ordinere hende en Dags fuldstændig Hvile.«

» Ja – men sæt Dem alligevel ind ^ et Øjeblik ! Saa kan vi bagefter følges ad. Jytte maa desværre holde ^ Sengen idag. Hun var lidt anstrengt igaar efter Turen, og jeg vil nu ordinere hende en Dags fuldstændig Hvile.«

Skuffelsen bragte i første Øjeblik Torben ud af Fatning; men saa tænkte han paa , at Jyttes underlige 219 Adfærd den foregaaende Aften jo her fik en ganske naturlig Forklaring. Hun havde været træt, havde følt sig utilpas – andet var det ^ ikke . Og han undte sig selv rigtig godt den Hovedpine, han havde forskaffet sig paa Nattens Snigjagter efter Hemmelighederne i hendes Liv. Nu vilde han være fornuftig og vise sig sin Lykke voksen .

Skuffelsen bragte i første Øjeblik Torben ud af Fatning; men saa tænkte han paa , at Jyttes underlige 219 Adfærd den foregaaende Aften jo her fik en ganske naturlig Forklaring. Hun havde været træt, havde følt sig utilpas — andet var det ^ ikke . Og han undte sig selv rigtig godt den Hovedpine, han havde forskaffet sig paa Nattens Snigjagter efter Hemmelighederne i hendes Liv. Nu vilde han være fornuftig og vise sig sin Lykke voksen .

Torbens dybe Skuffelse mildnedes noget, da det gik op for ham , at Jyttes underlige Afsked den foregaaende Dag her fik sin ganske naturlige Forklaring. Hun havde været træt, havde følt sig utilpas – andet var det altsaa ikke ^ .

Torbens dybe Skuffelse mildnedes noget, da det gik op for ham , at Jyttes underlige Afsked den foregaaende Dag her fik sin naturlige ^ Forklaring. Hun havde været træt, havde følt sig utilpas — andet var det altsaa ikke ^ .

» Hvad har De oplevet siden sidst?« spurgte Fru Bertha, da de var kommen ind i Stuen.

» Hvad har De oplevet siden sidst?« spurgte Fru Bertha, da de sad inde i Stuen.

» Siden sidst? Lad mig se ... Jo, en Nyhed kan jeg virkelig bringe. Da jeg kom hjem iaftes , fik jeg Besøg af Direktør Zaun , og han mente at vide fra paalidelig Kilde, at Folketinget skal opløses paa Husmandsloven og nye Valg udskrives ^ i Juli .«

» Siden sidst? ^ ... Jo, en Nyhed kan jeg virkelig bringe. Da jeg gik herfra igaar , mødte jeg ^ Direktør Zaun . Han I, 144 mente at vide fra paalidelig Kilde, at Folketinget skal opløses ^ og nye Valg udskrives engang i Avgust .«

» Siden sidst? ^ ... Jo, en Nyhed kan jeg virkelig bringe. Da jeg gik herfra igaar , mødte jeg ^ Direktør Zaun . Han mente at vide fra paalidelig Kilde, at Folketinget skal opløses ^ og nye Valg udskrives engang i Avgust .«

»Ja, det har man jo talt om. Lad mig nu høre: hvad er det saa for en Kres, De skal stilles op i ?«
» Det bliver forhaabenlig Himmelens syvende.«
Fru Bertha vendte sig om imod ham og blev først nu helt nærværende.
» Nu gør De mig virkelig nysgerrig. Er Hemmeligheden saa forseglet, ^ at den ikke engang tør betroes en gammel Veninde?«
» De tager fejl – der er slet ikke nogen Hemmelighed . Jeg har bestemt mig til foreløbig ikke at bejle til noget Mandat her paa Jorden.«
» Sig for engangs Skyld lige ud, hvad De mener ^ ^ ^ , Dihmer.«
220 »Altsaa: jeg tænker paa at gifte mig. Jeg troede forresten, at De vidste det. Og jeg har ^ oprigtig talt ^ opfattet Deres Tavshed derom som et stiltiende Samtykke.«

»Ja, det har man jo talt om. Lad mig nu høre: hvad er det saa for en Kres, De skal stilles op i ?«
» Det bliver forhaabenlig Himmelens syvende.«
Fru Bertha vendte sig om imod ham og blev først nu helt nærværende.
» Nu gør De mig virkelig nysgerrig. Er Hemmeligheden saa forseglet, ^ at den ikke engang tør betroes en gammel Veninde?«
» De tager fejl — der er slet ikke nogen Hemmelighed . Jeg har bestemt mig til foreløbig ikke at bejle til noget Mandat her paa Jorden.«
» Sig for engangs Skyld lige ud, hvad De mener ^ ^ ^ , Dihmer.«
220 »Altsaa: jeg tænker paa at gifte mig. Jeg troede forresten, at De vidste det. Og jeg har ^ oprigtig talt ^ opfattet Deres Tavshed derom som et stiltiende Samtykke.«

»Ja, det Valg har jo spøget længe. Jeg talte forresten selv med ham igaar. Han har i Kommission at tilbyde Dem en Kres, ikke sandt?«
»Jo, ^ men jeg har bestemt mig til at afslaa Tilbudet ^ ^ . Jeg har foreløbig tabt al Lyst til at lade mig engagere som offenlig Personlighed.«
Fru Bertha, der havde siddet med bortvendt Ansigt , blev først nu helt nærværende.
»Hvorfor?« spurgte hun.
» Jeg tænker paa at gifte mig. Jeg troede forresten, ^ De vidste det. Og jeg har , oprigtig talt , opfattet Deres Venlighed imod mig som et stiltiende Samtykke.«

»Ja, det Valg har jo spøget længe. Jeg talte forresten selv med ham igaar. Han har i Kommission at tilbyde Dem en Kres, ikke sandt?«
»Jo, ^ men jeg har bestemt mig til at afslaa Tilbudet ^ ^ . Jeg har foreløbig tabt al Lyst til at lade mig engagere som offenlig Personlighed.«
I, 105 Fru Bertha, der havde siddet med bortvendt Ansigt , blev først nu helt nærværende.
»Hvorfor?« spurgte hun.
» Jeg tænker paa at gifte mig. Jeg troede forresten, ^ De vidste det. Og jeg har , oprigtig talt , opfattet Deres Venlighed imod mig som et stiltiende Samtykke.«

»Ja, det Valg har jo spøget længe. Jeg talte forresten selv med ham igaar. Han har i Kommission at tilbyde Dem en Kres, ikke sandt?«
» Jo men jeg har bestemt mig til at afslaa Tilbudet ^ ^ . Jeg har foreløbig tabt al Lyst til at lade mig engagere som offentlig Personlighed.«
I, 105 Fru Bertha, der havde siddet med bortvendt Ansigt , blev først nu helt nærværende.
»Hvorfor?« spurgte hun.
» Jeg tænker paa at gifte mig. Jeg troede forresten, ^ De vidste det. Og jeg har , oprigtig talt , opfattet Deres Venlighed imod mig som et stiltiende Samtykke.«

» Det har De heller ikke taget saa meget fejl i, Torben Dihmer . Men har De talt med Jytte ? Og hvad siger hun?«
»Jo, ^ ^ jeg har nogen Grund til at tro, at ogsaa Deres Datter er kommen under Vejr med mine ^ Hensigter og ikke tager mig dem altfor ilde op.«

» Det har De heller ikke taget ^ fejl i, ^ Dihmer ! Men har De talt med Jytte ?«
» Ja – og jeg har ^ Grund til at tro, at heller ikke Deres Datter har taget mig mine dristige Hensigter ^ altfor ilde op.«

» Det har De heller ikke taget ^ fejl i, ^ Dihmer ! Men har De talt med Jytte ?«
» Ja — og jeg har ^ Grund til at tro, at heller ikke Deres Datter har taget mig mine dristige Hensigter ^ altfor ilde op.«

Fru Bertha ^ nikkede med bortvendt Ansigt .

Fru Bertha vendte sig atter bort og nikkede ^ .

» Det gør hun vist ikke! Det er jeg ganske overbevist om!« sagde hun – og det var lige saa meget en Forsikring til hende selv som til ham.

» Det gør hun vist ikke! Det er jeg ganske overbevist om!« sagde hun — og det var lige saa meget en Forsikring til hende selv som til ham.

» Det gør hun sikkert ikke! Det er jeg ganske overbevist om!« sagde hun – mere som en Forsikring til sig selv end til ham.

» Det gør hun sikkert ikke! Det er jeg ganske overbevist om!« sagde hun — mere som en Forsikring til sig selv end til ham.

» Det gør hun sikkert ikke! Det er jeg ganske overbevist om!« sagde hun – mere som en Forsikring til sig selv end til ham.

» Men saa kan De nok forstaa,« sagde Torben, » at jeg i Øjeblikket ikke er begærlig efter at tumle ud i en Valgkamp med Udsigt til at maatte tilbringe Hvedebrødsdagene paa Krostuemøder.«

» Under disse Forhold kan De vist tænke Dem, at jeg ^ ikke er begærlig efter at tumle ud i en Valgkamp med Udsigt til at komme til at tilbringe Hvedebrødsdagene paa Krostuemøder.«

» Det veed jeg dog ikke , kære Ven ; en saadan Kampagne har dog ogsaa sin Tilfredsstillelse, og De behøver jo ikke at gifte Dem netop under Valget. Dennegang er der vist ovenikøbet ^ ualmindelig gode Chancer for nye Mænd, som har Føreremner i sig , – det skulde De ikke glemme. For det er dog ikke ^ Deres Hensigt at tilbringe Resten af Deres Liv som Privatmand . ^ De tænker jo ikke paa at leve i al Fremtid blot for Deres personlige Lykke ?«

» Det veed jeg dog ikke , kære Ven ; en saadan Kampagne har dog ogsaa sin Tilfredsstillelse, og De behøver jo ikke at gifte Dem netop under Valget. Dennegang er der vist ovenikøbet ^ ualmindelig gode Chancer for nye Mænd, som har Føreremner i sig , — det skulde De ikke glemme. For det er dog ikke ^ Deres Hensigt at tilbringe Resten af Deres Liv som Privatmand . ^ De tænker jo ikke paa at leve i al Fremtid blot for Deres personlige Lykke ?«

» Det forstaar jeg ikke rigtigt , kære Ven . De behøver jo ikke at gifte Dem netop under Valget. Der er vist I, 145 denne Gang ualmindelig gode Chancer for unge Mænd, som har Føreremner i sig . Er det ikke værdt at tage under Overvejelse? Naar ^ ^ det ^ dog ikke er Deres Hensigt at leve Deres Liv som Privatmand – og De tænker vel ikke paa for Fremtiden helt og holdent at ofre Dem for Deres huslige Lykke –.«

» Det forstaar jeg ikke rigtigt , kære Ven . De behøver jo ikke at gifte Dem netop under Valget. Der er vist denne Gang ualmindelige Chancer for unge Mænd, som har Førerevner i sig . Er det ikke værdt at tage under Overvejelse? Naar ^ ^ det ^ dog ikke er Deres Hensigt at leve Deres Liv som Privatmand — og De tænker vel ikke paa for Fremtiden helt og holdent at ofre Dem for Deres huslige Lykke —.«

» Det forstaar jeg ikke rigtigt , kære Ven . De behøver jo ikke at gifte Dem netop under Valget. Der er vist denne Gang ualmindelige Chancer for unge Mænd, som har Førerevner i sig . Er det ikke værdt at tage under Overvejelse? Naar ^ ^ det ^ dog ikke er Deres Hensigt at leve Deres Liv som Privatmand – og De tænker vel ikke paa for Fremtiden helt og holdent at ofre Dem for Deres huslige Lykke –.«

221 » Det vilde jeg dog i Grunden helst. Det er gaaet op for mig, at jeg har en Del tilgode hos Livet paa den Konto. Maaske er det ogsaa, naar det kommer til Stykket, ^ den bedste Maade at gavne Andre paa.«

» Det vilde jeg ^ i Grunden helst. Det er gaaet op for mig, at jeg har en Del tilgode hos Livet paa den Konto. Naar det kommer til Stykket, er det maaske ogsaa den bedste Maade at gavne Samfundet paa.«

»Hør, Torben Dihmer, hvad er det med Dem? Det kan jo ikke være Deres Mening alt det, De siger her . De sidder ogsaa og smiler saa lumsk i det Skæg.«
» Da taler jeg sandelig i fuld Alvor , Fru Abildgaard .«

»Hør, ^ Dihmer, hvad er det med Dem? Det kan jo ikke være Deres Mening , hvad De sidder her og siger.«
» Da taler jeg virkelig i fuldeste Alvor ^ .«

» Men – du gode Gud! – hvad er der da sket?«

» Men — du gode Gud! — hvad er der da sket?«

» Hvad ^ ^ ^ ^ er der da sket?«

» Ikke ^ ^ andet ^ end hvad der vist engang imellem maa hænde et levende Menneske ^ ^ ^ . Man sidder en Aftenstund i sin Lænestol og gør ganske stille den Opdagelse, at man i flere Henseender er en ganske Anden end man har ^ bildt sig ind. De daglige bittesmaa Lagforskydninger, som vi sjelden lægger Mærke til, fremkalder en skøn Dag en fuldkommen Sammenstyrtning af tilvante Forestillinger og Fornemmelser – ofte jo ved en komisk ringe Foranledning. Det er som med de Bjergskred, man læser om, hvor en hel Fjældvæg pludselig ramler ned , fordi en Mand nede i Dalen har sendt et Skud efter en Krage.«

» Ikke ^ ^ andet ^ end hvad der vist engang imellem maa hænde et levende Menneske ^ ^ ^ . Man sidder en Aftenstund i sin Lænestol og gør ganske stille den Opdagelse, at man i flere Henseender er en ganske Anden end man har ^ bildt sig ind. De daglige bittesmaa Lagforskydninger, som vi sjelden lægger Mærke til, fremkalder en skøn Dag en fuldkommen Sammenstyrtning af tilvante Forestillinger og Fornemmelser — ofte jo ved en komisk ringe Foranledning. Det er som med de Bjergskred, man læser om, hvor en hel Fjældvæg pludselig ramler ned , fordi en Mand nede i Dalen har sendt et Skud efter en Krage.«

» Aa – ikke andet , end hvad der vel stundom hænder et ^ Menneske ved et Eftersyn af sin indre Forfatning . Man ^ gør ^ den Opdagelse, at man i flere Henseender er en ganske anden, end man har gaaet og bildt sig ind. Alle de smaabitte daglige ^ Lagforskydninger, som vi ikke har lagt Mærke til, fremkalder en hovedkulds Sammenstyrtning i vore tilvante Forestillinger ^ – ofte jo ved en komisk ringe Foranledning. Det er som med de Bjergskred, man læser om, hvor en hel Fjeldvæg pludselig ramler sammen , fordi en Mand nede i Dalen har sendt et Skud efter en Krage.«

» Aa — ikke andet , end hvad der vel stundom hænder et ^ Menneske ved ^ Eftersyn af sin indre Forfatning . Man ^ gør ^ den Opdagelse, at man i flere Henseender er en ganske anden, end I, 106 man har gaaet og bildt sig ind. Alle de smaabitte daglige ^ Lagforskydninger, som vi ikke har lagt Mærke til, fremkalder en hovedkulds Sammenstyrtning i vore tilvante Forestillinger ^ — ofte jo ved en komisk ringe Foranledning. Det er som med de Bjergskred, man læser om, hvor en hel Fjeldvæg pludselig ramler sammen , fordi en Mand nede i Dalen har sendt et Skud efter en Krage.«

» Aa – ikke andet , end hvad der vel stundom hænder et ^ Menneske ved ^ Eftersyn af sin indre Forfatning . Man ^ gør ^ den Opdagelse, at man i flere Henseender er en ganske anden, end man har gaaet og bildt sig ind. Alle de smaabitte daglige ^ Lagforskydninger, som vi ikke har lagt Mærke til, fremkalder en hovedkulds I, 106 Sammenstyrtning i vore tilvante Forestillinger ^ – ofte jo ved en komisk ringe Foranledning. Det er som med de Bjergskred, man læser om, hvor en hel Fjeldvæg pludselig ramler sammen , fordi en Mand nede i Dalen har sendt et Skud efter en Krage.«

» Og den Kragejæger har ^ Hr. Zaun i dette Tilfælde været?«

» Og den Kragejæger har altsaa Hr. Zaun i dette Tilfælde været?«

» Og denne Kragejæger har altsaa Hr. Zaun i dette Tilfælde været?«

222 » Aa ja – ogsaa han! Det lille Nervemenneske har virkelig været noget af en Oplevelse for mig. Men jeg tænkte dog ikke saa meget paa ham personlig som paa ^ det nye Partiprogram, han har læst op for mig. Det skulde jeg jo gerne ^ kunne underskrive, og det vil ikke falde mig ganske let.«

222 » Aa ja — ogsaa han! Det lille Nervemenneske har virkelig været noget af en Oplevelse for mig. Men jeg tænkte dog ikke saa meget paa ham personlig som paa ^ det nye Partiprogram, han har læst op for mig. Det skulde jeg jo gerne kunde ^ underskrive, og det vil ikke falde mig ganske let.«

» Det kan De godt sige. Den ^ ^ lille utrættelige Nervemaskine har ogsaa været lidt af en Oplevelse for mig. I, 146 Han gjorde mig forresten bekendt med det nye Partiprogram, som jeg jo gerne skulde kunne underskrive, dersom jeg stillede mig. Og det vilde ikke falde mig ganske let.«

» Det kan De godt sige. Den ^ ^ lille utrættelige Nervemaskine har ogsaa været lidt af en Oplevelse for mig. Han gjorde mig forresten bekendt med det nye Partiprogram, som jeg jo gerne skulde kunne underskrive, dersom jeg stillede mig. Og det vilde ikke falde mig ganske let.«

»Hvorfor ? Det indeholder da vist ikke stort andet end det gamle.«
»Naa, der er dog givet Anvisning paa endnu et Par Ribben af Næstens Side. Men det er forresten slet ikke Spisesedlens Længde , der generer mig. Denne stadig lille friske Vildmandsappetit kunde endogsaa have været meget fornøjelig, dersom der ikke saa totalt havde manglet Kryderi til Maden.«
» Og hvad er det?«
» Jeg savner lidt Musik. En eneste besværgende Trommehvirvel bare. Blot saa meget som en Draabe Blod ofret til den store Waw-Waw i Skovene. Uden en Smule Trolddom gør man nu engang ikke Kannibaler lykkelige.«
» Jeg maa igen bede Dem om at sige lige ud, hvad De mener.«
» Ja det er virkelig ikke saa let . Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne og det smurte Mundlær. Men – ikke sandt? – De veed vist, at jeg hjemme paa min Gaard har gjort et Forsøg med at oprette 223 et Asyl , hvor gamle og udslidte Mennesker kunde henleve deres sidste Dage under betryggende Forhold. Det Forsøg har jeg imidlertid haft al Grund til at fortryde. Skønt jeg virkelig har gjort, hvad god Vilje kan udrette, for at Livet kunde blive til noget af en Fest for disse fattige Stakler, saa er der kun ^ bleven ^ Ufred og Spektakkel ud af det. Og jeg ser nu godt Grunden. Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Dans men har glemt at sørge for Musikanter ^ ^ . Og – oprigtigt talt – jeg har noget af den samme Fornemmelse overfor hele det Lykkeland , som velmenende Politikere og Sociologer og dristige ^ Teknikere Verden over har haft saa travlt med at bygge op. Jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en ^ Kehraus til stumt Orkester. Og kender De noget ^ mere uhyggeligt ^ ? Det er, som om man saae de Døde danse paa deres egne Grave, og jeg ser da ogsaa i Aanden, hvordan alle disse galoperende Skygger vil flygte hovedkulds ^ ^ ned i Jorden ^ ved det første Hanegal.«

»Hvorfor ? Det indeholder da vist ikke stort andet end det gamle.«
»Naa, der er dog givet Anvisning paa endnu et Par Ribben af Næstens Side. Men det er forresten slet ikke Spisesedlens Længde , der generer mig. Denne stadig lille friske Vildmandsappetit kunde endogsaa have været meget fornøjelig, dersom der ikke saa totalt havde manglet Kryderi til Maden.«
» Og hvad er det?«
» Jeg savner lidt Musik. En eneste besværgende Trommehvirvel bare. Blot saa meget som en Draabe Blod ofret til den store Waw-Waw i Skovene. Uden en Smule Trolddom gør man nu engang ikke Kannibaler lykkelige.«
» Jeg maa igen bede Dem om at sige lige ud, hvad De mener.«
» Ja det er virkelig ikke saa let . Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne og det smurte Mundlær. Men — ikke sandt? — De veed vist, at jeg hjemme paa min Gaard har gjort et Forsøg med at oprette 223 et Asyl , hvor gamle og udslidte Mennesker kunde henleve deres sidste Dage under betryggende Forhold. Det Forsøg har jeg imidlertid haft al Grund til at fortryde. Skønt jeg virkelig har gjort, hvad god Vilje kan udrette, for at Livet kunde blive til noget af en Fest for disse fattige Stakler, saa er der kun ^ bleven ^ Ufred og Spektakel ud af det. Og jeg ser nu godt Grunden. Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Dans men har glemt at sørge for Musikanter ^ ^ . Og — oprigtigt talt — jeg har noget af den samme Fornemmelse overfor hele det Lykkeland , som velmenende Politikere og Sociologer og dristige ^ Teknikere Verden over har haft saa travlt med at bygge op. Jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en vild Kehraus til stumt Orkester. Og kender De noget ^ mere uhyggeligt ^ ? Det er, som om man saae de Døde danse paa deres egne Grave, og jeg ser da ogsaa i Aanden, hvordan alle disse galoperende Skygger vil flygte hovedkulds ^ ^ ned i Jorden ^ ved det første Hanegal.«

»Hvorfor ?«
»Ja , det kan jeg ikke saadan forklare . Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne , hvor man maa kunne klare for sig med smurt Mundlær. ^ ^ ^ ^ De veed vist, at jeg hjemme paa min Gaard har oprettet et Asyl for gamle og syge Mennesker – » et Mønsterhjem« er det blevet kaldt, fordi der virkelig ikke er bleven sparet paa noget, hvad Indretning og ydre Udstyr angaar. Der er imidlertid ikke kommet andet end Ufred og Spektakel ud af den hele Historie, og jeg forstaar nu godt Grunden. Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Fest men ^ glemt at sørge for Musik. Derfor er det hele mislykkedes.«
» Hvad mener De med Musik?«
» Aa – en eneste besværgende Trommehvirvel bare, mens der ofres til den store Waw-Waw i Skovene. Uden en Smule Trolddom gør man ikke Vildmænd lykkelige . Og – oprigtig talt – jeg venter mig af samme Grund en lignende stor Skuffelse af det Mønsterland , som velmenende Politikere og Sociologer sammen med vore Teknikere har saa travlt med at bygge op overalt i hele Verden. Det er jo muligt, at jeg ser for mørkt paa Forholdene; men jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en vild Kehraus til stumt Orkester. Og kender I, 147 De et mere uhyggeligt Syn ? Det er, som om man ser de Døde danse paa deres egne Grave – dømte til at forsvinde ned i Jorden med en Kolbøtte ved det første Hanegal.«

»Hvorfor ?«
»Ja , det kan jeg ikke saadan forklare . Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne , hvor man maa kunne klare for sig med smurt Mundlær. ^ ^ ^ ^ De veed vist, at jeg hjemme paa min Gaard har oprettet et Asyl for gamle og syge Mennesker — » et Mønsterhjem« er det bleven kaldt, fordi der virkelig ikke er bleven sparet paa noget, hvad Indretning og ydre Udstyr angaar. Der er imidlertid ikke kommet andet end Ufred og Spektakel ud af den hele Historie, og jeg forstaar nu godt Grunden. Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Fest men ^ glemt at sørge for Musik. Derfor er det hele mislykkedes.«
» Hvad mener De med Musik?«
» Aa — en eneste besværgende Trommehvirvel bare, mens der ofres til den store Waw-Waw i Skovene. Uden en Smule Trolddom gør man ikke Vildmænd lykkelige . Og — oprigtig talt — jeg venter mig af samme Grund en lignende stor Skuffelse af det Mønsterland , som velmenende Politikere og Sociologer sammen med Teknikerne ^ har saa travlt med at bygge op overalt i hele Verden. Det er jo muligt, at jeg ser for mørkt paa Forholdene; men jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en vild Kehraus til stumt Orkester. Og kender De et mere I, 107 uhyggeligt Syn ? Det er, som om man ser de Døde danse paa deres egne Grave — dømte til at forsvinde ned i Jorden med en Kolbøtte ved det første Hanegal.«

»Hvorfor ?«
»Ja , det kan jeg ikke saadan forklare . Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne , hvor man maa kunne klare for sig med smurt Mundlær. ^ ^ ^ ^ De veed vist, at jeg hjemme paa min Gaard har oprettet et Asyl for gamle og syge Mennesker – » et Mønsterhjem« er det bleven kaldt, fordi der virkelig ikke er bleven sparet paa noget, hvad Indretning og ydre Udstyr angaar. Der er imidlertid ikke kommet andet end Ufred og Spektakel ud af den hele Historie, og jeg forstaar nu godt Grunden. Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Fest men ^ glemt at sørge for Musik. Derfor er det hele mislykkedes.«
» Hvad mener De med Musik?«
» Aa – en eneste besværgende Trommehvirvel bare, mens der ofres til den store Waw-Waw i Skovene. Uden en Smule Trolddom gør man ikke Vildmænd lykkelige . Og – oprigtig talt – jeg venter mig af samme Grund en lignende stor Skuffelse af det Mønsterland , som velmenende Politikere og Sociologer sammen med ^ Teknikere har saa travlt med at bygge op overalt i hele Verden. Det er jo muligt, at jeg ser for mørkt paa Forholdene; men jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en vild Kehraus til stumt Orkester. Og kender De et mere uhyggeligt Syn ? Det er, som om man ser de Døde danse paa deres egne Grave – dømte til at forsvinde ned i Jorden med en Kolbøtte ved det første Hanegal.«

Fru Bertha havde siddet tilbagelænet i sin Stol og hørt paa ham med Haanden under Kinden. Nu rettede hun sig langsomt op.
» Jeg maa nok give min Nevø Ret i, at De er bleven ikke saa lidt af en Grillefænger,« sagde hun.
Torben blev et Øjeblik tavs .

Fru Bertha havde et Par Gange set op paa ham med et bekymret Blik. Da Torben mærkede hendes Tavshed, blev han bange for at have krænket hende med sine Ord og skyndte sig at slutte .

I, 107 Fru Bertha havde et Par Gange set op paa ham med et bekymret Blik. Da Torben mærkede hendes Tavshed, blev han bange for at have krænket hende med sine Ord og skyndte sig at slutte .

» Saa det har Asmus sagt!«
224 »Ja,« sagde Fru Bertha og fortsatte lidt efter:
»Igaar, da De sad der paa den samme Stol, talte De ogsaa ganske anderledes, Dihmer. Hvordan skal jeg forklare ^ ^ mig det?«
Torben hørte nu paa Tonen, at han havde saaret hende med sine uoverlagte Ord. Derfor svarede han:
» De skal slet ikke tænke paa nogen Forklaring, Frue! Asmus har maaske Ret. Jeg er virkelig lidt uberegnelig i denne Tid, og De maa endelig ikke tage mig alvorlig.«
Og for at undskylde sig fortalte han, hvad han havde læst om de skotske Bjergværks-Ponnyer, der efter Aaringers underjordiske Tilværelse blev bragt op i Dagslyset med et sort Bind for Øjnene. Paa et vist Trin af Tilvænningsprocessen, naar Bindet kunde tages af dem, blev de besat af en Slags Lyskuller, og man maatte da omgaaes dem med nogen Forsigtighed.
» Paa det Standpunkt befinder jeg mig vist i Øjeblikket,« sluttede han.
» Ja saa tør vi altsaa – Gudskelov – haabe paa, at De igen kommer til Fornuft. For det vil jeg sige Dem : De vilde berede Deres Venner baade Skuffelse og Sorg ved en Faneflugt. De veed, hvad for store Forventninger vi Alle har sat til Dem fra den 225 første Gang De viste Dem paa en Talerstol, og netop nu vilde De komme som den Kaldede.«
» Jeg tror, at Deres Datter paa det Punkt føler helt anderledes.«
»Jytte?«
»Ja. – Men jeg vil foreslaa, Fru Abildgaard, at vi fortsætter denne altfor alvorlige Samtale en anden Gang . De skulde jo gaa, og jeg har allerede opholdt Dem altfor længe. Nu ^ følger jeg Dem ned til Byen.«

» Saa det har Asmus sagt!«
224 »Ja,« sagde Fru Bertha og fortsatte lidt efter:
»Igaar, da De sad der paa den samme Stol, talte De ogsaa ganske anderledes, Dihmer. Hvordan skal jeg forklare ^ ^ mig det?«
Torben hørte nu paa Tonen, at han havde saaret hende med sine uoverlagte Ord. Derfor svarede han:
» De skal slet ikke tænke paa nogen Forklaring, Frue! Asmus har maaske Ret. Jeg er virkelig lidt uberegnelig i denne Tid, og De maa endelig ikke tage mig alvorlig.«
Og for at undskylde sig fortalte han, hvad han havde læst om de skotske Bjergværks-Ponnyer, der efter Aaringers underjordiske Tilværelse blev bragt op i Dagslyset med et sort Bind for Øjnene. Paa et vist Trin af Tilvænningsprocessen, naar Bindet kunde tages af dem, blev de besat af en Slags Lyskuller, og man maatte da omgaaes dem med nogen Forsigtighed.
» Paa det Standpunkt befinder jeg mig vist i Øjeblikket,« sluttede han.
» Ja saa tør vi altsaa — Gudskelov — haabe paa, at De igen kommer til Fornuft. For det vil jeg sige Dem : De vilde berede Deres Venner baade Skuffelse og Sorg ved en Faneflugt. De veed, hvad for store Forventninger vi Alle har sat til Dem fra den 225 første Gang De viste Dem paa en Talerstol, og netop nu vilde De komme som den Kaldede.«
» Jeg tror, at Deres Datter paa det Punkt føler helt anderledes.«
»Jytte?«
»Ja. — Men jeg vil foreslaa, Fru Abildgaard, at vi fortsætter denne altfor alvorlige Samtale en anden Gang . De skulde jo gaa, og jeg har allerede opholdt Dem for længe. Nu ^ følger jeg Dem ned til Byen.«

» Men De maa endelig ikke bryde Dem om, hvad jeg siger. Jeg er lidt kaadmundet i denne Tid – jeg haaber, De tilgiver mig . Og nu skal jeg ikke plage ^ ^ ^ ^ Dem mere ^ ^ . De skulde jo gaa, og jeg har allerede opholdt Dem for længe. Nu tillader De, at jeg følger ^ Dem ned til Byen.«

» Men De maa endelig ikke bryde Dem om, hvad jeg siger. Jeg er lidt kaadmundet i denne Tid — jeg haaber, De tilgiver mig . Og nu skal jeg ikke plage ^ ^ ^ ^ Dem mere ^ ^ . De skulde jo gaa, og jeg har allerede opholdt Dem for længe. Nu tillader De, at jeg følger ^ Dem ned til Byen.«

Han rejste sig op ; men Fru Bertha blev siddende og saae i Tanker ned for sig.

Han rejste sig ^ ; men Fru Bertha blev siddende og saae i Tanker ned for sig.

Han rejste sig ^ ; men Fru Bertha blev siddende og saa i Tanker ned for sig.

Han rejste sig ^ ; men Fru Bertha blev siddende og saae i Tanker ned for sig.

»Dihmer!« sagde hun saa med Taarer i Øjnene og rakte ham forsonligt Haanden ^ . » Gør Jytte lykkelig – og jeg skal tilgive Dem, at De svigter os, saa meget det end bedrøver mig. Vi havde netop nu saa haardt Brug for en Mand som Dem. Jeg synes, at det begynder at se saa ^ falmet ud i vore Rækker. Men De har Ret – det skal vi ikke tale om nu. De maa ^ heller ikke tro andet, end at jeg er glad for Dem, Dihmer. Jeg veed jo, at De vil være god og overbærende mod Jytte. Og selv ^ ^ faar jeg nu igen en Søn for de to, jeg mistede.«

»Dihmer!« sagde hun saa med Taarer i Øjnene og rakte ham forsonligt Haanden ^ . » Gør Jytte lykkelig — og jeg skal tilgive Dem, at De svigter os, saa meget det end bedrøver mig. Vi havde netop nu saa haardt Brug for en Mand som Dem. Jeg synes, at det begynder at se saa ^ falmet ud i vore Rækker. Men De har Ret — det skal vi ikke tale om nu. De maa ^ heller ikke tro andet, end at jeg er glad for Dem, Dihmer. Jeg veed jo, at De vil være god og overbærende mod Jytte. Og selv ^ ^ faar jeg nu igen en Søn for de to, jeg mistede.«

»Dihmer!« sagde hun saa ^ og rakte ham ^ Haanden med Taarer i Øjnene . » Gør Jytte lykkelig – og jeg skal tilgive Dem, at De vil svigte os, hvor ondt det end gør mig. Vi havde netop nu saa haardt Brug for en Mand som Dem. Jeg synes, ^ det begynder at se saa fattigt og falmet ud i vore Rækker. Men ^ ^ det skal vi ikke tale om nu. De maa da heller ikke tro andet, end at jeg er glad for Dem, Dihmer. Jeg veed jo, at De vil være god og overbærende mod Jytte. Og hun trænger til Overbærenhed. – Selv faar jeg nu igen en Søn for de to, jeg mistede.«

»Dihmer!« sagde hun saa ^ og rakte ham ^ Haanden med Taarer i Øjnene . » Gør Jytte lykkelig — og jeg skal tilgive Dem, at De vil svigte os, hvor ondt det end gør mig. Vi havde netop nu saa haardt Brug for en Mand som Dem. Jeg synes, ^ det begynder at se saa fattigt og falmet ud i vore Rækker. Men ^ ^ det skal vi ikke tale om nu. De maa da heller ikke tro andet, end at jeg er glad for Dem, Dihmer. Jeg veed jo, at De vil være god og overbærende mod Jytte. Og hun trænger til Overbærenhed. — Selv faar jeg nu igen en Søn for de to, jeg mistede.«

Torben bøjede sig ^ over hendes Haand og kyssede den bevæget . – –
Jytte laa imidlertid oppe i Moderens Seng og stirrede hen for sig med store, rolige Øjne . Hun var 226 straks vaagnet ved Lyden af Torbens Stemme, havde ogsaa en Tid siddet oprejst i Sengen og lyttet; men Ordene var løbet sammen for hende, og hun havde hurtigt opgivet at faa noget at vide om, hvad der foregik dernede i Stuen. Hun laa nu med en Haand over Panden og var til ^ ^ Gengæld anspændt opmærksom for , hvad der foregik inde i hende selv; og det næsten forfærdede hende at mærke, at der ikke længer var mindste Rest af Kærlighed tilbage i hendes Hjerte. Torben Dihmer var bleven hende saa ligegyldig, som om hun aldrig havde kendt ham.
⇕ ⇒ Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneskevæsen af samme Slags som hun? – spurgte hun sig selv. Og hvordan var det i saa Fald gaaet det tilsidst?

Torben bøjede sig ^ over hendes Haand og kyssede den bevæget . — —
Jytte laa imidlertid oppe i Moderens Seng og stirrede hen for sig med store, rolige Øjne . Hun var 226 straks vaagnet ved Lyden af Torbens Stemme, havde ogsaa en Tid siddet oprejst i Sengen og lyttet; men Ordene var løbet sammen for hende, og hun havde hurtigt opgivet at faa noget at vide om, hvad der foregik dernede i Stuen. Hun laa nu med en Haand over Panden og var til ^ ^ Gengæld anspændt opmærksom for , hvad der foregik inde i hende selv; og det ^ forfærdede hende at mærke, at der ikke længer var mindste Rest af Kærlighed tilbage i hendes Hjerte. Torben Dihmer var bleven hende saa ligegyldig, som om hun aldrig havde kendt ham.
⇕ ⇒ Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneskevæsen af samme Slags som hun? ^ Og hvordan var det i saa Fald gaaet det tilsidst?

Torben bøjede sig bevæget over hendes Haand og kyssede den ^ . –
I, 148 Jytte laa under alt dette oppe i Sengen med Haanden over Øjnene . Hun var vaagnet ved Lyden af Torbens Stemme, havde ogsaa i nogen Tid siddet oprejst ^ og lyttet; men Ordene var løbet sammen for hende, og hun havde maattet opgive at faa noget at vide om, hvorledes Moderen indfriede det Løfte, hun om Natten havde givet hende.
Til Gengæld søgte hun at komme paa det rene med , hvad der foregik inde i hende selv; og hun var forundret, næsten forfærdet over sin Ro. Hun følte ingen Samvittighedsnag. Tværtimod, – det var med en uendelig Befrielse, hun tænkte paa, at alt nu vilde blive sagt. ^ ^

Torben bøjede sig bevæget over hendes Haand og kyssede den ^ . ^ —
Jytte laa under alt dette oppe i Sengen med Haanden over Øjnene . Hun var vaagnet ved Lyden af Torbens Stemme, havde ogsaa i nogen Tid siddet oprejst ^ og lyttet; men Ordene var løbet sammen for hende, og hun havde maattet opgive at faa noget at vide om, hvorledes Moderen indfriede det Løfte, hun om Natten havde givet hende.
Til Gengæld søgte hun at komme paa det rene med , hvad der foregik inde i hende selv; og hun var forundret, næsten forfærdet over sin Ro. Hun følte ingen Samvittighedsnag. Tværtimod, — det var med en uendelig Befrielse, hun tænkte paa, at alt nu vilde blive sagt. ^ ^

Torben bøjede sig bevæget over hendes Haand og kyssede den ^ . –
Jytte laa under alt dette oppe i Sengen med Haanden over Øjnene . Hun var vaagnet ved Lyden af Torbens Stemme, havde ogsaa i nogen Tid siddet oprejst ^ og lyttet; men Ordene var løbet sammen for hende, og hun havde maattet opgive at faa noget at vide om, hvorledes Moderen indfriede det Løfte, hun om Natten havde afnødt hende.
Til Gengæld søgte hun at komme paa det rene med , hvad der foregik inde i hende selv; og hun var forundret, næsten forfærdet over sin Ro. Hun følte ingen Samvittighedsnag. Tværtimod, – det var med en uendelig Befrielse, hun tænkte paa, at alt nu vilde blive sagt. ^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 3.4

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇐

De sidste Dages Oplevelser , den Sjælenød, hun ^ havde været ude i, stod nu for hende som en vild Feberfantasi . Hun følte sig tilmode som en Søvngænger , der ^ er vaagnet op netop i det Øjeblik, da han skulde til at spasere ud over Husenes Tage for at slaa sig ihjel paa Stenbroen .

De sidste Dages mange oprivende Hændelser , den Sjælenød, hun denne Nat havde været ude i, stod nu for hende som vilde Feberfantasier . Hun følte sig tilmode som en Søvngængerske , der ved et lykkeligt Tilfælde er vaagnet op netop i det Øjeblik, da hun skulde til at vandre ud over Husenes Tage for at styrte ned paa Jorden og tage en anden med sig i det dræbende Fald .

De sidste Dages mange oprivende Hændelser , I, 108 den Sjælenød, hun denne Nat havde været ude i, stod nu for hende som vilde Feberfantasier . Hun følte sig tilmode som en Søvngængerske , der ved et lykkeligt Tilfælde er vaagnet op netop i det Øjeblik, da hun skulde til at vandre ud over Husenes Tage for at styrte ned paa Jorden og tage en anden med sig i det dræbende Fald .

De sidste Dages mange oprivende Hændelser , den Sjælenød, hun denne Nat havde været ude i, stod nu for hende som vilde Feberfantasier . Hun følte sig tilmode som en Søvngængerske , der ved et lykkeligt Tilfælde er vaagnet op I, 108 netop i det Øjeblik, da hun skulde til at vandre ud over Husenes Tage for at styrte ned paa Jorden og tage en anden med sig i det dræbende Fald .

⇕ Torben og Jytte I, 3.5

⇕ De Dødes Rige 1.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 1.14

Da hun nu hørte ham gaa , tænkte hun blot : » Nu veed han det altsaa!« – Hun rørte sig ikke, vendte bare Hovedet om efter Lyden og ^ ^ fulgte hans Skridt med en halvt skamfuld , halvt højtidelig Følelse af at følge sin døde Kærlighed til Jorden. Først i det ^ Øjeblik , da de forsvandt – for bestandig forsvandt – løb hendes Hjerte fuldt; og hun sendte ham i Tankerne et taknemligt Farvel.
Pludselig gik det op for hende, at Moderen maatte have fulgt ^ ^ ham til Byen. Hun havde ikke hørt hende komme tilbage fra Havelaagen . Og da rejste 227 hun sig op , strøg Haaret fra Panden og saae sig raadvildt om. Hvad skulde det sige? Havde ^ ^ hun da ^ ^ ^ ^ ^ ^ ingenting sagt?

Da hun nu hørte ham gaa , tænkte hun blot : » Nu veed han det altsaa!« — Hun rørte sig ikke, vendte bare Hovedet om efter Lyden og ^ ^ fulgte hans Skridt med en halvt skamfuld , halvt højtidelig Følelse af at følge sin døde Kærlighed til Jorden. Først i det ^ Øjeblik , da de forsvandt — for bestandig forsvandt — løb hendes Hjerte fuldt; og hun sendte ham i Tankerne et taknemligt Farvel.
Pludselig gik det op for hende, at Moderen maatte have fulgt ^ ^ ham til Byen. Hun havde ikke hørt hende komme tilbage fra Havelaagen . Og da rejste hun sig op , strøg Haaret fra Panden og saae sig 227 raadvildt om. Hvad skulde det sige? Havde ^ ^ hun da ^ ^ ^ ^ ^ ^ ingenting sagt?

Da hun hørte, at de rejste sig dernede , tænkte hun ^ : » Nu veed han det altsaa!« – Lidt efter gik han. – Hun hørte nok, at Moderen fulgte ham ned gennem Haven , forundredes ogsaa lidt over det , men var i dette Øjeblik altfor optaget af at følge Lyden af hans Skridt.
Da de forsvandt – for bestandig forsvandt – løb hendes Hjerte over, og hun sendte ham i Tankerne sit ømmeste Farvel. Men ikke et Øjeblik ønskede hun at kunne kalde ham ^ tilbage ^ . Nu skulde han atter leve i hendes Erindring som et smukt Minde ^ , ^ og saadan I, 149 var det netop bedst. Lykkeligvis var hun jo snart en gammel Jomfru, der ikke længer vilde blive ført i Fristelse til at begaa Mord for at kunne tilfredsstille sit Hjertes blodtørstige Trang til Kærlighed. Saa fik hun maaske endelig Fred i sit Sind.
Ja – Gud ske Lov! – nu var Drømmen forbi. Hun havde faaet sin Samling tilbage. Dihmer vilde sagtens ikke saa let tilgive hende. Han vidste jo ingenting om den Fare, han havde svævet i. Men han glemte hende nok snart, som hun ogsaa selv vilde gøre sig Umage for at glemme ham og deres stakkels Kærlighedseventyr.

Da hun hørte, at de rejste sig dernede , tænkte hun ^ : » Nu veed han det altsaa!« — Lidt efter gik han. — Hun hørte nok, at Moderen fulgte ham ned gennem Haven , forundredes ogsaa lidt over det , men var i dette Øjeblik altfor optaget af at følge Lyden af hans Skridt.
Da de forsvandt — for bestandig forsvandt — løb hendes Hjerte over, og hun sendte ham i Tankerne sit ømmeste Farvel. Men ikke et Øjeblik ønskede hun at ^ kalde ham ^ tilbage ^ . Nu skulde han atter leve i hendes Erindring som et smukt Minde ^ , ^ og saadan var det netop bedst. Lykkeligvis var hun jo snart en gammel Jomfru, der ikke længer vilde blive ført i Fristelse til at begaa Mord for at kunne tilfredsstille sit Hjertes blodtørstige Trang til Kærlighed. Saa fik hun maaske endelig Fred i sit Sind.
Ja — Gud ske Lov! — nu var Drømmen forbi. Hun havde faaet sin Samling tilbage. Dihmer vilde sagtens ikke saa let tilgive hende. Han vidste jo ingenting om den Fare, han havde svævet i. Men han glemte hende nok snart, som hun ogsaa selv vilde gøre sig Umage for at glemme ham og deres stakkels Kærlighedseventyr.

Da hun hørte, at de rejste sig dernede , tænkte hun ^ : » Nu veed han det altsaa!« – Lidt efter gik han. – Hun hørte nok, at Moderen fulgte ham ned gennem Haven , forundredes ogsaa lidt over det , men var i dette Øjeblik altfor optaget af at følge Lyden af hans Skridt.
Da de forsvandt – for bestandig forsvandt – løb hendes Hjerte over, og hun sendte ham i Tankerne sit ømmeste Farvel. Men ikke et Øjeblik ønskede hun at ^ kalde ham ^ tilbage ^ . Nu skulde han atter leve i hendes Erindring som et smukt Minde ^ , ^ og saadan var det netop bedst. Lykkeligvis var hun jo snart en gammel Jomfru, der ikke længer vilde blive ført i Fristelse , ikke begaa Mord for at kunne tilfredsstille sit Hjertes blodtørstige Trang til Kærlighed. Saa fik hun maaske endelig Fred i sit Sind.
Ja – Gud ske Lov! – nu var Uvejret forbi. Hun havde faaet sin Samling tilbage. Dihmer vilde sagtens ikke saa let tilgive hende. Han vidste jo ingenting om den Fare, han havde svævet i. Men han glemte hende nok snart, som hun ogsaa selv vilde gøre sig Umage for at glemme ham og deres stakkels Kærlighedseventyr.

XV .

⇕ Torben og Jytte I, 3.6

⇕ De Dødes Rige 1.15

⇕ De Dødes Rige .15

⇕ De Dødes Rige 1.15

U denfor Apoteket skiltes Fru Bertha og Torben. Inde i Butikken var der fuldt af Kunder, mest fattige Folk, der andægtig stod og ventede med Flasker og Recepter mellem Hænderne – uvilkaarligt bragt til Tavshed af den mysteriøse Stemning, der slog ud imod dem fra Troldkøkkenet bagved Skranken.
Fru Bertha satte sig hen paa Bænken for at hvile sig, og her overvældedes hun pludselig af sin Træthed, saa hun blev siddende med lukkede Øjne af Frygt for at besvime.

U denfor Apoteket skiltes Fru Bertha og Torben. Inde i Butikken var der fuldt af Kunder, mest fattige Folk, der andægtig stod og ventede med Flasker og Recepter mellem Hænderne — uvilkaarligt bragt til Tavshed af den mysteriøse Stemning, der slog ud imod dem fra Troldkøkkenet bagved Skranken.
Fru Bertha satte sig hen paa Bænken for at hvile sig, og her overvældedes hun pludselig af sin Træthed, saa hun blev siddende med lukkede Øjne af Frygt for at besvime.

Udenfor Apoteket skiltes Fru Bertha og Torben. ^ ^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 3.7

⇕ De Dødes Rige 1.15

⇕ De Dødes Rige .15

⇕ De Dødes Rige 1.15

⇐

237 D a Torben om Formiddagen havde sagt Farvel til Fru Bertha udenfor Apoteket, gik han ind i en Blomsterbutik , hvor han med stor Omhu valgte nogle smukke Orchideer, som skulde sendes Jytte nøjagtigt ved Femtiden, der var det Klokkeslet , da hun havde givet ham sin Mund den foregaaende Dag derude mellem Bjergene .

D a Torben om Formiddagen havde sagt Farvel til Fru Bertha udenfor Apoteket, gik han ind i en Blomsterbutik , hvor han med stor Omhu valgte nogle smukke Orchideer, som skulde sendes Jytte nøjagtigt ved Femtiden, der var det Klokkeslet , da hun havde givet ham sin Mund den foregaaende Dag derude mellem Bjergene .

Mens den sidste paa Vejen ^ til sit Hotel gik ^ ind i en Blomsterbutik for at vælge nogle smukke Orchideer, der skulde sendes Jytte , sad Fru Bertha modfalden inde paa Apotekerbænken, hvor hun maatte vente nogen Tid , da Butiken var fuld af Kunder .

⇕ Torben og Jytte I, 3.6

⇕ De Dødes Rige 1.15

⇕ De Dødes Rige .15

⇕ De Dødes Rige 1.15

Alle hendes Tanker var igen hos Jytte. Hun mindedes , hvordan hun i tidligere Dage kunde blive bekymret ved at tænke paa, at hendes Datter, naar hun engang giftede sig, skulde blive ført langt bort fra hende , og hun følte, at hun nu med Glæde vilde sende hende til den anden Side af Jordkloden endog uden Haab om nogensinde at se hende mere, naar hun blot vidste, at Jytte vilde faa Fred i sit Sind og blive lykkelig.

Hendes Tanker var ^ hos Jytte. Hun tænkte paa , hvordan det i tidligere Dage ofte bekymrede hende, at hendes Datter, naar hun engang giftede sig, maaske kunde blive ført langt bort fra hende . Nu vilde hun ^ med Glæde ^ sende hende til den anden Side af Jordkloden , endogsaa uden Haab om nogensinde at se hende mere, naar hun blot vidste, at Jytte havde faaet Ro i sit Sind og var bleven lykkelig.

Hendes Tanker var ^ hos Jytte. Hun tænkte paa , hvordan det i tidligere Dage ofte bekymrede hende, at hendes Datter, naar hun engang giftede sig, maaske kunde blive ført langt bort fra hende . Nu vilde hun ^ med I, 109 Glæde ^ sende hende til den anden Side af Jordkloden , endogsaa uden Haab om nogensinde at se hende mere, naar hun blot vidste, at Jytte havde faaet Ro i sit Sind og var bleven lykkelig.

Da hun havde gjort sit Indkøb, gik hun straks hjem.

I, 109 Da hun havde gjort sit Indkøb, gik hun straks hjem.

Paa Tilbagevejen ^ blev hun opholdt af Generalkonsulinde 228 Kolding og hendes Mand, der næsten var de Mennesker ^ hun allernødigst vilde have mødt nu , – saa inderlig usympatiske som de begge var hende. Konsulen gik med en af sine smaa Sønner ved Haanden, en lille pluskæbet Samson paa fire Aar med langt Haar nedover sin røde Trøje. ^ Den stolte Fader forestillede Drengen for hende med de Ord:

Paa Tilbagevejen ^ blev hun opholdt af Generalkonsulinde Kolding og hendes Mand, der næsten 228 var de Mennesker ^ hun allernødigst vilde have mødt nu , — saa inderlig usympatiske som de begge var hende. Konsulen gik med en af sine smaa Sønner ved Haanden, en lille pluskæbet Samson paa fire Aar med langt Haar nedover sin røde Trøje. ^ Den stolte Fader forestillede Drengen for hende med de Ord:

I, 150 Paa Vejen blev hun opholdt af Generalkonsulinde Kolding og hendes Mand, der næsten var de Mennesker , hun allernødigst vilde have mødt nu ^ – saa inderlig usympatiske som de begge var hende. Konsulen gik med en af sine smaa Sønner ved Haanden, en lille pluskæbet Samson paa fire Aar med langt Haar nedover sin røde Trøje.
Den stolte Fader forestillede Drengen for hende med de Ord:

Paa Vejen blev hun opholdt af Generalkonsulinde Kolding og hendes Mand, der næsten var de Mennesker , hun allernødigst vilde have mødt nu ^ — saa inderlig usympatiske som de begge var hende. Konsulen gik med en af sine smaa Sønner ved Haanden, en lille pluskæbet Samson paa fire Aar med langt Haar nedover sin røde Trøje.
Den stolte Fader forestillede Drengen for hende med de Ord:

Paa Vejen blev hun opholdt af Generalkonsulinde Kolding og hendes Mand, der næsten var de Mennesker , hun allernødigst vilde have mødt nu ^ – saa inderlig usympatiske som de begge var hende. Konsulen gik med en af sine smaa Sønner ved Haanden, en lille pluskæbet Samson paa fire Aar med langt Haar nedover sin røde Trøje.
Den stolte Fader forestillede Drengen for hende med de Ord:

» Enogtyve Kilo. Gehejmeraadinden skulde prøve at løfte paa ham. – Ikke sandt? Jeg tror, vi kan være ham bekendt. Og Kuløren paa Kinderne er vaskeægte – det garanterer jeg for.«

» Enogtyve Kilo. Gehejmeraadinden skulde prøve at løfte paa ham. — Ikke sandt? Jeg tror, vi kan være ham bekendt. Og Kuløren paa Kinderne er vaskeægte — det garanterer jeg for.«

» Enogtyve Kilo. Gehejmeraadinden skulde prøve at løfte paa ham. – Ikke sandt? Jeg tror, vi kan være ham bekendt. Og Kuløren paa Kinderne garanterer jeg for. Den er vaskeægte !«

» Enogtyve Kilo. Gehejmeraadinden skulde prøve at løfte paa ham. — Ikke sandt? Jeg tror, vi kan være ham bekendt. Og Kuløren paa Kinderne garanterer jeg for. Den er vaskeægte !«

» Enogtyve Kilo. Gehejmeraadinden skulde prøve at løfte paa ham. – Ikke sandt? Jeg tror, vi kan være ham bekendt. Og Kuløren paa Kinderne garanterer jeg for. Den er vaskægte !«

» Deres Datter er da ikke syg?« spurgte nu Fruen. » Vi saae Dem slet ikke paa Hotellet igaar .«

» Deres Datter er da ikke syg?« spurgte ^ Fruen. » De gik saa tidligt hjem iaftes .«

» Lidt Træthed bare. Jeg holder hende i Sengen idag. Imorgen er hun nok over det .«

» Lidt Træthed bare. ^ Imorgen er det nok ovre .«

»Ja, jeg har godt kunnet se det paa Frøken Jytte i den sidste Tid , at hun ikke befandt sig helt vel. – Aa, Holger, gaa lidt i Forvejen; jeg kommer om et Øjeblik,« sagde hun til sin Mand, der straks adlød og trak sig tilbage med et diskret Smil. » De maa ikke tage mig det ilde op , Gehejmeraadinde Abildgaard,« fortsatte hun derpaa, idet hun lagde sin Haand paa Fru Berthas Arm og deltagende saae hende op i Øjnene. » De maa give mig Lov til at sige Dem, at vi i vort System har Leveregler og Øvelser for alle Arter af Svaghedstilstande, der overhovedet endnu kan afhjælpes. Og jeg tør paastaa, 229 at Ingen, der i ^ ^ Alvor har taget Systemet til Rettesnor for sit Liv, er gaaet uhjulpet bort .«

»Ja, jeg har godt kunnet se det paa Frøken Jytte i den sidste Tid , at hun ikke befandt sig helt vel. — Aa, Holger, gaa lidt i Forvejen; jeg kommer om et Øjeblik,« sagde hun til sin Mand, der straks adlød og trak sig tilbage med et diskret Smil. » De maa ikke tage mig det ilde op , Gehejmeraadinde Abildgaard,« fortsatte hun derpaa, idet hun lagde sin Haand paa Fru Berthas Arm og deltagende saae hende op i Øjnene. » De maa give mig Lov til at sige Dem, at vi i vort System har Leveregler og Øvelser for alle Arter af Svaghedstilstande, der overhovedet endnu kan afhjælpes. Og jeg tør paastaa, 229 at Ingen, der i ^ ^ Alvor har taget Systemet til Rettesnor for sit Liv, er gaaet uhjulpet bort .«

»Ja, jeg kunde jo se det paa Frk. Jytte , at hun ikke befandt sig ^ vel. ^ ^ De maa tillade mig at sige Dem , Gehejmeraadinde Abildgaard,« fortsatte hun efter at have givet sin Mand et Vink om at trække sig tilbage, » De handler ikke rigtig hverken mod Dem selv eller mod Deres Datter ved at holde Dem udenfor vor Bevægelse. Jeg tør paastaa, at enhver, der med Alvor tager det Wellerske System til Rettesnor for sit Liv, vil blive hjulpen, naar der overhovedet endnu kan hjælpes .«

»Ja, jeg kunde jo se det paa Frøken Jytte , at hun ikke befandt sig ^ vel. ^ ^ De maa tillade mig at sige Dem , Gehejmeraadinde Abildgaard,« fortsatte hun efter at have givet sin Mand et Vink om at trække sig tilbage, » De handler ikke rigtigt hverken mod Dem selv eller mod Deres Datter ved at holde Dem udenfor vor Bevægelse. Jeg tør paastaa, at enhver, der med Alvor tager det Wellerske System til Rettesnor for sit Liv, vil blive hjulpen, naar der overhovedet endnu kan hjælpes .«

Fru Bertha trak sig lidt tilbage for at gøre sig fri af den fortrolige Berøring .

Fru Bertha trak sig lidt bort fra hende for at frigøre sig for hendes Haand, som Generalkonsulinden med en Skriftefaders fortrolige Deltagelse havde lagt paa hendes Arm .

» De skal have Tak for Deres Interesse, Fru Kolding; men –.«
» Maa jeg blot have Lov til at fortælle Dem et Træk af mit eget Liv. Som ung Pige var jeg saa ødelagt af Nervøsitet, at jeg ofte var mere død end levende – som man siger . Min Viljekraft var ganske nedbrudt ^ og jeg følte mig grænseløs ulykkelig. Ved et ^ Tilfælde hørte jeg saa om Dr. Weller og kom under hans Behandling . Og her ser De Resultatet for Dem . Jeg ^ veed næsten ikke længer , hvad Sygdom er , og naar jeg sidder hos min Mand og mine Børn, kan jeg sige, at jeg føler mig som det lykkeligste Menneske paa Jorden.«
» Det vilde De saamænd gøre ogsaa uden alle »Systemer«, kære Fru Kolding. Den Følelse er jo Gudskelov et Fælleseje for alle unge Mødre i hele den vide Verden.«
» Men hvordan modnedes jeg til den? Det var jo netop Miraklet. Og nu vil jeg fortælle Dem den hele og fulde Sandhed. Uden Dr. Weller vilde jeg for længe siden have ligget paa Havets Bund. Og hvormange tror De ikke , det har taget en saadan Ende med, som blot lidt Vejledning, en Smule fortrolig 230 Anvisning af en sjælekyndig Læge kunde have reddet fra Undergang?«
» Det har De vistnok Ret i , – men jeg har saa ondt af Deres Mand, der staar og venter og vist bliver utaalmodig . Derfor Farvel , Fru Kolding! Og nu maa De endelig ikke gøre Dem Bekymringer med Hensyn til min Datter. Imorgen ser De hende sikkert igen til Lunch .«
Fru Bertha forlod hende med en Følelse af Uhygge ^ . Hun var ikke længer i Tvivl om , hvad det var for en Slags Paavirkning den lille Dame havde været underkastet hos den kielske Mirakeldoktor; og aller uhyggeligst var det næsten at tænke paa, at hun sandsynligvis ikke selv anede, at hendes Selvtilfredshed var Produktet af en hypnotisk Besættelse. Og saa var denne kunstige Livsglæde tilmed bleven overført paa hendes Mand og Andre, som hun var kommen i Berøring med, ligesom en Smitte . Det kunde faa Tanken til at svimle .

» De skal have Tak for Deres Interesse, Fru Kolding; men —.«
» Maa jeg blot have Lov til at fortælle Dem et Træk af mit eget Liv. Som ung Pige var jeg saa ødelagt af Nervøsitet, at jeg ofte var mere død end levende ^ . Min Viljekraft var ganske nedbrudt ^ og jeg følte mig grænseløs ulykkelig. Ved et ^ Tilfælde hørte jeg saa om Dr. Weller og kom under hans Behandling . Og her ser De Resultatet for Dem . Jeg ^ veed næsten ikke længer , hvad Sygdom er , og naar jeg sidder hos min Mand og mine Børn, kan jeg sige, at jeg føler mig som det lykkeligste Menneske paa Jorden.«
» Det vilde De saamænd gøre ogsaa uden alle »Systemer«, kære Fru Kolding. Den Følelse er jo Gudskelov et Fælleseje for alle unge Mødre i hele den vide Verden.«
» Men hvordan modnedes jeg til den? Det var jo netop Miraklet. Og nu vil jeg fortælle Dem den hele og fulde Sandhed. Uden Dr. Weller vilde jeg for længe siden have ligget paa Havets Bund. Og hvormange tror De ikke , det har taget en saadan Ende med, som blot lidt Vejledning, en Smule fortrolig 230 Anvisning af en sjælekyndig Læge kunde have reddet fra Undergang?«
» Det har De vistnok Ret i , — men jeg har saa ondt af Deres Mand, der staar og venter og vist bliver utaalmodig . Derfor Farvel , Fru Kolding! Og nu maa De endelig ikke gøre Dem Bekymringer med Hensyn til min Datter. Imorgen ser De hende sikkert igen til Lunch .«
Fru Bertha forlod hende med en Følelse af Uhygge ^ . Hun var ikke længer i Tvivl om , hvad det var for en Slags Paavirkning den lille Dame havde været underkastet hos den kielske Mirakeldoktor; og aller uhyggeligst var det næsten at tænke paa, at hun sandsynligvis ikke selv anede, at hendes Selvtilfredshed var Produktet af en hypnotisk Besættelse. Og saa var denne kunstige Livsglæde tilmed bleven overført paa hendes Mand og Andre, som hun var kommen i Berøring med, ligesom en Smitte . Det kunde faa Tanken til at svimle .

I, 151 » De skal have Tak for Deres Interesse, Fru Kolding; men -.«
» Jeg vil sige Dem, Fru Abildgaard, jeg var som ung Pige saa ødelagt af Nervøsitet, at jeg ofte var mere død end levende ^ . Min Viljekraft var fuldstændig nedbrudt , og jeg følte mig grænseløs ulykkelig. Ved et rent Tilfælde hørte jeg saa om det Wellerske System . Og her ser De Resultatet ^ . Jeg har fire sunde og raske Børn og veed ^ ikke ^ , hvad Sygdom er .«
»Ja , det maa være dejligt for Dem, Fru Kolding , – men jeg har saa ondt af Deres Mand, der staar og venter ^ . Derfor Farvel ! Vi ses jo nok.«
Hun forlod den lille, korthalsede Dame med en Følelse af dybt Ubehag . Hun var ikke ^ i Tvivl om Karakteren af denne Wellerske Bevægelse, der greb uhyggeligt om sig i alle Samfundskrese. Den maatte være en Slags ^ hypnotisk Besættelse. Den forplantede sig som ved Smitte og endte med at gøre Folk gale .

» De skal have Tak for Deres Interesse, Fru Kolding; men —.«
» Jeg vil sige Dem, Fru Abildgaard, jeg var som ung Pige saa ødelagt af Nervøsitet, at jeg ofte var mere død end levende ^ . Min Viljekraft var fuldstændig nedbrudt , og jeg følte mig grænseløst ulykkelig. Ved et rent Tilfælde hørte jeg saa om det Wellerske System . Og her ser De Resultatet ^ . Jeg har fire sunde og raske Børn og veed ^ ikke ^ , hvad Sygdom er .«
»Ja , det maa være dejligt for Dem, Fru Kolding , — men jeg I, 110 har saa ondt af Deres Mand, der staar og venter ^ . Derfor Farvel ! Vi ses jo nok.«
Hun forlod den lille, korthalsede Dame med en Følelse af dybt Ubehag . Hun var ikke ^ i Tvivl om Karakteren af denne Wellerske Bevægelse, der greb uhyggeligt om sig i alle Samfundskrese. Den maatte være en Slags ^ hypnotisk Besættelse. Den forplantede sig som ved Smitte og endte med at gøre Folk gale .

» De skal have Tak for Deres Interesse, Fru Kolding; men –.«
» Jeg vil sige Dem, Fru Abildgaard, jeg var som ung Pige saa ødelagt af Nervøsitet, at jeg ofte var mere død end levende ^ . Min Viljekraft var fuldstændig nedbrudt , og jeg følte mig grænseløst ulykkelig. Ved et rent Tilfælde hørte jeg saa om det Wellerske System . Og her ser De Resultatet ^ . Jeg har fire sunde og raske Børn og veed ^ ikke ^ , hvad Sygdom er .«
»Ja , det maa være dejligt for Dem, Fru Kolding , – men jeg har saa ondt af Deres Mand, der staar og venter ^ . Derfor Farvel ! Vi ses jo nok.«
Hun forlod den lille, korthalsede Dame med en Følelse af I, 110 dybt Ubehag . Hun var ikke ^ i Tvivl om Karakteren af denne Wellerske Bevægelse, der greb uhyggeligt om sig i alle Samfundskrese. Den maatte være en Slags ^ hypnotisk Besættelse. Den forplantede sig som ved Smitte og endte med at gøre Folk gale .

Hun skyndte ^ sig hjem ; men ved Havelaagen standsede hun pludselig og tog sig til Hjertet. Oppe fra Villaen lød livligt Klaverspil , og hun hørte straks, at det var Jytte. Hendes Ben blev med eet saa tunge, at hun maatte støtte sig til Laagen. Og hun blev staaende der med lukkede Øjne, mens Klavertrillerne lød ned til hende og skurrede i hendes Øre som Lærkekvidderet over en Gravplads. Hun 231 vidste nu, at Alt var forbi . Jytte var atter Tusinde Mile borte – var flygtet for sig selv ind i Musikkens Elverland , hvorfra hun ikke lod sig kalde tilbage .

Hun skyndte ^ sig hjem ; men ved Havelaagen standsede hun pludselig og tog sig til Hjertet. Oppe fra Villaen lød livligt Klaverspil , og hun hørte straks, at det var Jytte. Hendes Ben blev med eet saa tunge, at hun maatte støtte sig til Laagen. Og hun blev staaende der med lukkede Øjne, mens Klavertrillerne lød ned til hende og skurrede i hendes Øre som Lærkekvidderet over en Gravplads. Hun 231 vidste nu, at Alt var forbi . Jytte var atter Tusinde Mile borte — var flygtet for sig selv ind i Musikkens Elverland , hvorfra hun ikke lod sig kalde tilbage .

I forøget Uro skyndte hun sig hjem . Da hun var kommen indenfor Gitterlaagen, standsede hun pludselig og tog sig til Hjertet. Oppe fra Villaen lød ^ Klaverspil . Det var Jytte.
Hvad betød det? ... Hun blev staaende forvirret. Havde Kærligheden sejret? Eller var alt forbi ? Var Jytte atter ^ ^ ^ flygtet for sig selv ind i Musikens Elverland ? Disse Triller og Løb skar i Øret som Lærkekvidder over en aaben Grav .

I forøget Uro skyndte hun sig hjem . Da hun var kommen indenfor Gitterlaagen, standsede hun pludselig og tog sig til Hjertet. Oppe fra Villaen lød ^ Klaverspil . Det var Jytte.
Hvad betød det? ... Hun blev staaende forvirret. Havde Kærligheden sejret? Eller var alt forbi ? Var Jytte atter ^ ^ ^ flygtet for sig selv ind i Musikkens Elverland ? Disse Triller og Løb skar i Øret som Lærkekvidder over en aaben Grav .

Jytte rejste sig fra Klaveret, da Moderen kom ind . Hun blev staaende med Knæet paa Stolesædet og saae spændt paa hende .

Jytte rejste sig fra Klaveret, da Moderen kom ind , og saae spændt paa hende .

Jytte rejste sig fra Klaveret, da Moderen kom ind , og iagttog hende spændt ^ .

» Har du været nede i Byen?«

I, 154 » Har du været nede i Byen?«

» Har du været nede i Byen?«

»Ja, jeg havde et Par Ærinder at besørge ,« svarede Fru Bertha med Ryggen til hende og lagde sit Overtøj. » Torben Dihmer har forresten været her.«

»Ja, jeg havde et Par Ærinder at besørge . Dihmer har forresten været her.«

»Ja, jeg havde et Par Ærender at besørge . Dihmer har forresten været her.«

» Jeg kunde høre det.«
Fru Bertha gik lidt omkring og ordnede i Stuen uden at sige noget. ^ ^ ^ ^ Jyttes Øjne fulgte hende overalt. Hun havde igen sat sig ned og klemte Hænderne om Stoleryggen .

» Jeg hørte det godt. – I har saa maaske fulgtes ad?«
»Ja.«
Jyttes Øjne fulgte Moderen, der havde lagt sit Overtøj og nu satte sig hen i Sofaen .

» Jeg hørte det godt. — I har ^ maaske fulgtes ad?«
»Ja.«
Jyttes Øjne fulgte Moderen, der havde lagt sit Overtøj og nu satte sig hen i Sofaen .

» Jeg hørte det godt. – I har ^ maaske fulgtes ad?«
»Ja.«
Jyttes Øjne fulgte Moderen, der havde lagt sit Overtøj og nu satte sig hen i Sofaen .

» Har du saa sagt ham det?« kom det endelig spagt.
»Hør, Jytte,« sagde Moderen henne fra Sofaen, hvor hun tilsidst var sunket ned. » Synes du ikke, vi nu skulde snakke lidt roligt og fornuftigt sammen om det, som du talte til mig om i Nat ?«

» Har du saa sagt ham det?« spurgte hun spagfærdigt.
» Nu synes jeg, Jytte, at vi skal snakke ^ roligt og fornuftigt sammen om det, som du talte til mig om i Nat . Sæt dig lidt herhen!«

» Saa har du ingenting sagt!«

»Nej ^ . For jeg kan og vil ikke tro, at det kan være sandt. Det er bare Noget , du har prøvet at bilde dig selv ind. Du kan umuligt for Alvor holde af denne v. Auen ?«
232 » Har jeg sagt det?«

»Nej , Jytte . For jeg kan og vil ikke tro, at det kan være sandt. Det er noget , du af en eller anden Grund forsøger at bilde dig selv ind. Du kan ikke for Alvor bryde dig om denne v. Auen .«
» Har jeg sagt det?«

» Ja det er ogsaa lige meget. Men du har sagt, at du ikke holder ^ af Torben Dihmer , og det tror jeg ikke paa. ⇕ ⇒ Jeg har dog Øjne i Hovedet! Det er jo bare Taabelighed.«
» Men det er sandt. Nu maa du tro det, Mor!«
Fru Bertha blev stille en lille Tid.
» Og dersom du nu alligevel tog fejl?« sagde hun derpaa. » Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er blevet for silde?«
Efter et nyt Ophold svarede Jytte:
» Saa vilde det alligevel være bedst som det nu er. Baade for ham ^ og for mig. – Og saa trækker vi da heller ingen Andre med ned i Ulykken.«
»Jytte,« sagde Moderen – hun havde igen rejst sig og stod ved Siden af hende med Haanden paa hendes Skulder. » Hvorfor gør du dig alle de meningsløse Bekymringer? Du grubler dig ind i ^ sygelige Stemninger, der stjæler dig Livet og Lykken ud af Hænderne ^ . Kan du dog ikke selv mærke det ? ... Lad nu dit Hjerte raade, Barn!«

» Ja det er ogsaa lige meget. Men du har sagt, at du ikke holder ^ af Torben Dihmer , og det tror jeg ikke paa. ⇕ ⇒ Jeg har dog Øjne i Hovedet! Det er jo bare Taabelighed.«
» Men det er sandt. Nu maa du tro det, Mor!«
Fru Bertha blev stille en lille Tid.
» Og dersom du nu alligevel tog fejl?« sagde hun derpaa. » Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er blevet for silde?«
Efter et nyt Ophold svarede Jytte:
» Saa vilde det alligevel være bedst som det nu er. Baade for ham ^ og for mig. — Og saa trækker vi da heller ingen Andre med ned i Ulykken.«
»Jytte,« sagde Moderen — hun havde igen rejst sig og stod ved Siden af hende med Haanden paa hendes Skulder. » Hvorfor gør du dig alle de meningsløse Bekymringer? Du grubler dig ind i ^ sygelige Stemninger, der stjæler dig Livet og Lykken ud af Hænderne ^ . Kan du dog ikke selv mærke det ? ... Lad nu dit Hjerte raade, Barn!«

»Ja, det er ogsaa lige meget. Men du har sagt, at du ikke holder nok af ^ Dihmer til at kunne gifte dig med ham, og det tror jeg ikke paa.«
Hun rejste sig fra Sofaen og gik hen til Jytte, der sad sidelæns paa Klaverstolen og holdt Hænderne paa dens Ryg.
» Hvorfor gør du dig alle de meningsløse Bekymringer?« sagde hun og strøg hende over Haaret. » ^ ^ ^ Du grubler dig ind i alle mulige sygelige Stemninger, der stjæler ^ Livet og Lykken ud af Hænderne paa dig . Kan du dog ikke ^ mærke det ! ... Lad nu dit Hjerte raade, Barn!«

»Ja, det er ogsaa lige meget. Men du har sagt, at du ikke holder nok af ^ Dihmer til at kunne gifte dig med ham, og det tror jeg ikke paa.«
Hun rejste sig fra Sofaen og gik hen til Jytte, der sad sidelæns paa Klaverstolen og holdt Hænderne paa dens Ryg.
I, 111 » Hvorfor gør du dig alle de meningsløse Bekymringer?« sagde hun og strøg hende over Haaret. » ^ ^ ^ Du grubler dig ind i alle mulige sygelige Stemninger, der stjæler ^ Livet og Lykken ud af Hænderne paa dig . Kan du dog ikke ^ mærke det ! ... Lad nu dit Hjerte raade, Barn!«

»Ja, det er ogsaa lige meget. Men du har sagt, at du ikke holder nok af ^ Dihmer til at kunne gifte dig med ham, og det tror jeg ikke paa.«
Hun rejste sig fra Sofaen og gik hen til Jytte, der sad sidelæns paa Klaverstolen og holdt Hænderne paa dens Ryg.
» Hvorfor gør du dig alle de meningsløse Bekymringer?« sagde hun og strøg hende over Haaret. » ^ ^ ^ Du grubler dig ind i I, 111 alle mulige sygelige Stemninger, der stjæler ^ Livet og Lykken ud af Hænderne paa dig . Kan du dog ikke ^ mærke det ! ... Lad nu dit Hjerte raade, Barn!«

Hun tog blidt om Jyttes Hoved og bøjede det tilbage i et sidste ^ Haab om at kunne raabe den døde Kærlighed tillive. Men Jytte saae hende roligt op i Øjnene og svarede :

Hun tog ^ om Jyttes Hoved og bøjede det tilbage i et I, 153 fortvivlet Haab om at kunne raabe hendes myrdede Kærlighed tillive. Men Jytte saae hende fortrydeligt op i Øjnene og sagde :

Hun tog ^ om Jyttes Hoved og bøjede det tilbage i et fortvivlet Haab om at kunne raabe hendes myrdede Kærlighed tillive. Men Jytte saa hende fortrydeligt op i Øjnene og sagde :

Hun tog ^ om Jyttes Hoved og bøjede det tilbage i et fortvivlet Haab om at kunne raabe hendes myrdede Kærlighed tillive. Men Jytte saae hende fortrydeligt op i Øjnene og sagde :

» Er det da ikke dig selv, der har lært mig at bruge min Forstand ? Og nu synes jeg, du skulde 233 holde op med at tale om Torben Dihmer, Mor! Det faar mig blot til at synes mindre og mindre om ham.«

» Du har ellers altid lært mig , at jeg skulde bruge min Forstand . Og nu synes jeg, vi skal holde op med at tale om ^ Dihmer, Mor! Det faar mig blot til at synes mindre og mindre om ham.«

Hun rejste sig i det samme og gik lidt efter ud i Haven ^ ^ .

Hun rejste sig i det samme og gik ud af Stuen – op til sig selv .

Hun rejste sig i det samme og gik ud af Stuen — op til sig selv .

Hun rejste sig i det samme og gik ud af Stuen – op til sig selv .

Fru Bertha blev staaende ved Stolen og fulgte hende med Øjnene . Harmen voksede i ^ ^ ^ ^ ^ ^ hendes Sind. Jyttes rolige Tone oprørte hende. ⇕ ⇒ Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Livs-Ligegyldighed, den samme skamløse Selvopgivelse!
Hendes Blik søgte rundt i Stuen ^ ^ efter den Pakke, hun havde bragt hjem fra Apoteket. Hun fandt den henne paa Etageren , og hun aabnede den langsomt, ligesom sky. En lille Reklamebog med Læge-Anbefalinger faldt ud af den. Hun gav sig til at blade i den men uden at læse. Hendes Tanker var hos Generalkonsulinden. Og hos Vidunderdoktoren i Kiel ...
Hun hørte Jytte komme tilbage fra Haven og lagde Pakken tilside med et lille Kuldegys.
» Det var Gongongen til Lunch , Mor! Vi maa gaa ned nu!«
» Jeg havde egenlig tænkt, Jytte, at du helst var fri for at være sammen med Fremmede idag. Vi 234 kan jo faa Maden bragt herop, dersom du synes det.«
» Hvorfor dog det?«
» Ja ja. Naar du selv har Lyst, saa –.«
I Tavshed fulgtes Moder og Datter ned til Hotellet, og i Tavshed indtog de deres Maaltid saadan som de i forrige Tider saa ofte havde gjort det under lignende Forhold. I sin dybe Raadløshed blev Fru Bertha ikke Tanken om Dr. Weller og hans Troldkunster kvit. Generalkonsulens sad ved et Bord ikke langt fra dem, ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ og hun mærkede godt, at den lille Frue et Par Gange forsøgte at fange hendes Opmærksomhed, sandsynligvis for at lykønske hende til, at Jytte allerede ^ var kommen op. Men hun havde ikke Mod til at se til den Side .

Fru Bertha blev staaende ved Stolen og fulgte hende med Øjnene . Harmen voksede i ^ ^ ^ ^ ^ ^ hendes Sind. Jyttes rolige Tone oprørte hende. ⇕ ⇒ Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Livs-Ligegyldighed, den samme skamløse Selvopgivelse!
Hendes Blik søgte rundt i Stuen ^ ^ efter den Pakke, hun havde bragt hjem fra Apoteket. Hun fandt den henne paa Etageren ^ og ^ aabnede den langsomt, ligesom sky. En lille Reklamebog med Læge-Anbefalinger faldt ud af den. Hun gav sig til at blade i den ^ uden at læse. Hendes Tanker var hos Generalkonsulinden. Og hos Vidunderdoktoren i Kiel ...
Hun hørte Jytte komme tilbage fra Haven og lagde Pakken tilside med et lille Kuldegys.
» Det var Gongongen til Lunch , Mor! Vi maa gaa ned nu!«
» Jeg havde egenlig tænkt, Jytte, at du helst var fri for at være sammen med Fremmede idag. Vi 234 kan jo faa Maden bragt herop, dersom du synes det.«
» Hvorfor dog det?«
» Ja ja. Naar du selv har Lyst, saa —.«
I Tavshed fulgtes Moder og Datter ned til Hotellet, og i Tavshed indtog de deres Maaltid saadan som de i forrige Tider saa ofte havde gjort det under lignende Forhold. I sin dybe Raadløshed blev Fru Bertha ikke Tanken om Dr. Weller og hans Troldkunster kvit. Generalkonsulens sad ved et Bord ikke langt fra dem, ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ og hun mærkede godt, at den lille Frue et Par Gange forsøgte at fange hendes Opmærksomhed, sandsynligvis for at lykønske hende til, at Jytte allerede ^ var kommen op. Men hun havde ikke Mod til at se til den Side .

Fru Bertha blev staaende ved Stolen ^ . Harmen brusede op i hende. Nej – tænkte hun – skulde denne letfærdige Leg med Livet og Døden da aldrig have Ende ! Var det ikke hendes Pligt nu at gribe til det yderste Middel og tvinge Jytte, – føre hende til hendes Lykke med tilbundne Øjne som en sky Hoppe, uden at hun nogensinde fik at vide, at hun ikke havde valgt frivilligt?
Tanken var slaaet ned i hende paa Hjemvejen efter Mødet med Generalkonsulens. Hun havde hørt Tale om en tysk Læge i Genua, der i det skjulte var meget søgt af den elegante Verden hernede paa Grund af sine Helbredelser ved Hypnose.
Det blev dog ikke til mere end et Vredens Lynglimt hos hende . Hun vidste kun altfor godt, at hun aldrig vilde vove sig til at tage sit Barns Skæbne ud af Hænderne paa Livets skjulte Magter ^ ^ for at styre den efter sin egen Vilje. Her stod hun ved Grænsen af sit Mod og erkendte sin Afmagt. Saa sikker hun var paa at vide Vejen til Jyttes Fred og Lykke – hun turde alligevel ikke tage Ansvaret paa sig.
I, 154 » Ske din Vilje!« lød det i hendes Øre med Grandtantens mørke Røst, og hun nikkede hen for sig til Bekræftelse. – Ja! Hun gav tabt! Overgav sit Barn i de ukendte Magters Varetægt. Hun var træt nu, orkede ikke mere ! –
Oppe i sit Kammer havde Jytte taget sin Skrivemappe frem. Hun sad med Haanden under Kinden og skrev til Torben. Med sin store, faste Skrift, der for mange havde været et Vidnesbyrd om tilsvarende Karakteregenskaber, bad hun ham om Tilgivelse, fordi hun vistnok var kommen til at give ham forkerte Forestillinger om, hvad hun følte for ham .

Fru Bertha blev staaende ved Stolen ^ . Harmen brusede op i hende. Nej — tænkte hun — skulde denne letfærdige Leg med Livet og Døden da aldrig have Ende ? Var det ikke hendes Pligt nu at gribe til det yderste Middel og tvinge Jytte, — føre hende til hendes Lykke med tilbundne Øjne som en sky Hoppe, uden at hun nogensinde fik at vide, at hun ikke havde valgt frivilligt?
Tanken var slaaet ned i hende paa Hjemvejen efter Mødet med Generalkonsulens. Hun havde hørt Tale om en tysk Læge i Genua, der i det skjulte var meget søgt af den elegante Verden hernede paa Grund af sine Helbredelser ved Hypnose.
Det blev dog ikke til mere end et Vredens Lynglimt hos hende . Hun vidste kun altfor godt, at hun aldrig vilde vove sig til at tage sit Barns Skæbne ud af Hænderne paa Livets skjulte Magter ^ ^ for at styre den efter sin egen Vilje. Her stod hun ved Grænsen af sit Mod og erkendte sin Afmagt. Saa sikker hun var paa at vide Vejen til Jyttes Fred og Lykke — hun turde alligevel ikke tage Ansvaret paa sig.
» Ske din Vilje!« lød det i hendes Øre med Grandtantens mørke Røst, og hun nikkede hen for sig til Bekræftelse. — Ja! Hun gav tabt! Overgav sit Barn i de ukendte Magters Varetægt. Hun var træt nu, orkede ikke mere . —
Oppe i sit Kammer havde Jytte taget sin Skrivemappe frem. I, 112 Hun sad med Haanden under Kinden og skrev til Torben. Med sin store, faste Skrift, der for mange havde været et Vidnesbyrd om tilsvarende Karakteregenskaber, bad hun ham om Tilgivelse, fordi hun vistnok var kommen til at give ham forkerte Forestillinger om, hvad hun følte for ham .

Fru Bertha blev staaende ved Stolen ^ . Harmen brusede op i hende. Nej – tænkte hun – skulde denne letfærdige Leg med Livet og Døden da aldrig have Ende ? Var det ikke hendes Pligt nu at gribe til det yderste Middel og tvinge Jytte, – føre hende til hendes Lykke med tilbundne Øjne som en sky Hoppe, uden at hun nogensinde fik at vide, at hun ikke havde valgt frivilligt?
Tanken var slaaet ned i hende paa Hjemvejen efter Mødet med Generalkonsulens. Hun havde hørt Tale om en tysk Læge i Genua, der i det skjulte var meget søgt af den elegante Verden hernede paa Grund af sine Helbredelser ved Hypnose.
Det blev dog kun et Tankens Lynglimt , der slukkedes brat . Hun vidste kun altfor godt, at hun aldrig vilde vove sig til at tage sit Barns Skæbne ud af Hænderne paa Livets skjulte Magter ^ ^ for at styre den efter sin egen Vilje. Her stod hun ved Grænsen af sit Mod og erkendte sin Afmagt. Saa sikker hun var paa at vide Vejen til Jyttes Fred og Lykke – hun turde alligevel ikke tage Ansvaret paa sig.
» Ske din Vilje!« lød det i hendes Øre med Grandtantens mørke Røst, og hun nikkede hen for sig til Bekræftelse. – Ja! Hun gav tabt! Overgav sit Barn i de ukendte Magters Varetægt. Hun var træt nu, orkede ikke mere . –
Oppe i sit Kammer havde Jytte taget sin Skrivemappe frem. Hun sad med Haanden under Kinden og skrev til Torben. Med sin store, faste Skrift, der for mange havde været et Vidnesbyrd om tilsvarende Karakteregenskaber, bad hun ham om Tilgivelse, I, 112 fordi hun vistnok var kommen til at give ham forkerte Forestillinger om, hvad hun følte for ham .

» Fru Kolding vil vist gerne hilse paa dig,« sagde Jytte tilsidst.
» Aa – det kan være lige meget,« svarede hun.
Efter Bordet gik de sammen med det øvrige Selskab ud paa den store Terrasse, der strakte sig langsmed hele Hotellets Forside og var tækket med et Solsejl. Her drak man Kaffen iflæng og indledede Dagens Narrebejlen.
Fru Bertha stod et Øjeblik og talte med den amerikanske Oberstfrue. Da hun saae sig om, havde Jytte og Hr. v. Auen allerede fundet hinanden; og 235 lidt efter saae hun dem gaa sammen ned i Parken i livlig Underholdning.
Det Syn bestemte hende. Nu skulde der en Ende paa denne letfærdige Leg med Livet og Døden – om saa det yderste Middel maatte voves! Vilde Jytte ikke frivilligt gaa ind til sin Lykke, skulde hun tvinges derind uden selv at vide af det.
Hun opsøgte straks Generalkonsulinden, og i den følgende halve Time gik de to Damer frem og tilbage paa Havegangen nedenfor Terrassen, mens Jytte og Hr. v. Auen spaserede ovre paa den anden Side af den store Græsplæne.
Fru Bertha forhørte sig forsigtigt om Dr. Wellers Personlighed, spurgte ligesom tilfældigt om hans Alder, om hans Væsen overfor sine Patienter og om hans Diskretion. Men pludselig , da hun mærkede, at hendes Hænder rystede, blev hun angst for at forraade sig, sagde derfor hurtigt Farvel og gik hjem alene.
Paa Vejen op til Villaen maatte hun flere Gange standse af Træthed og Svimmelhed. Hjertet dirrede inde i Brystet. Da hun naaede Loggiaen sank hun ned i Sofaen og blev siddende der med lukkede Øjne.
Og nu, da Ophidselsen var ovre, vidste hun godt, at det hele var omsonst, fordi hun aldrig vilde kunne overvinde sin Sky for at løfte paa det Mørkets 236 Forhæng, bag hvilket Livets skjulte Kræfter virkede, aldrig vilde faa Mod til at tage Jyttes Skæbne i sin egen Haand og styre den efter sin Vilje. Her stod hun ved Grænsen og erkendte sin Afmagt. Saa sikker hun ogsaa var paa at kende Vejen til sit Barns Fred og Lykke – hun vovede ^ ikke at tage Ansvaret paa sig.
» Ske din Vilje!« lød det i hendes Øre med Grandtantens barske Stemme. – Ja ja! Hun gav tabt! Livets misundelige Gud vilde faa sin Hævngerrighed tilfredsstillet. Hun var træt nu og kunde ikke mere.
Gitterlaagen dernede peb paa sine Hængsler. Jytte kom gaaende tankefuldt op gennem Haven. Paa Trappen standsede hun med et lille forskrækket Udbrud, da hun opdagede Moderen.
» Sidder du her? ... Jeg saae dig jo nylig nede paa Hotellet.«
» Jeg kom for lidt siden.«
» Er du ikke rask?«
» Jo – hvorfor det?«
» Jeg troede, du var gaaet ned til Stranden. Det plejer du jo. Jeg vil gaa op og hvile mig lidt.«
I Døren vendte hun sig om og føjede til:
» Dersom Torben Dihmer skulde komme her igen, saa bliver jeg oppe paa mit Værelse, Mor!«

» Fru Kolding vil vist gerne hilse paa dig,« sagde Jytte tilsidst.
» Aa — det kan være lige meget,« svarede hun.
Efter Bordet gik de sammen med det øvrige Selskab ud paa den store Terrasse, der strakte sig langsmed ^ Hotellets Forside og var tækket med et Solsejl. Her drak man Kaffen iflæng og indledede Dagens Narrebejlen.
Fru Bertha stod et Øjeblik og talte med den amerikanske Oberstfrue. Da hun saae sig om, havde Jytte og Hr. v. Auen allerede fundet hinanden; og 235 lidt efter saae hun dem gaa sammen ned i Parken i livlig Underholdning.
Det Syn bestemte hende. Nu skulde der en Ende paa denne letfærdige Leg med Livet og Døden — om saa det yderste Middel maatte voves! Vilde Jytte ikke frivilligt gaa ind til sin Lykke, skulde hun tvinges derind uden selv at vide af det.
Hun opsøgte straks Generalkonsulinden, og i den følgende halve Time gik de to Damer frem og tilbage paa Havegangen nedenfor Terrassen, mens Jytte og Hr. v. Auen spaserede ovre paa den anden Side af den store Græsplæne.
Fru Bertha forhørte sig forsigtigt om Dr. Wellers Personlighed, spurgte ligesom tilfældigt om hans Alder, om hans Væsen overfor sine Patienter og om hans Diskretion. Men pludselig , da hun mærkede, at hendes Hænder rystede, blev hun angst for at forraade sig, sagde derfor hurtigt Farvel og gik hjem alene.
Paa Vejen op til Villaen maatte hun flere Gange standse af Træthed og Svimmelhed. Hjertet dirrede inde i Brystet. Da hun naaede Loggiaen sank hun ned i Sofaen og blev siddende der med lukkede Øjne.
Og nu, da Ophidselsen var ovre, vidste hun godt, at det hele var omsonst, fordi hun aldrig vilde kunne overvinde sin Sky for at løfte paa det Mørkets 236 Forhæng, bag hvilket Livets skjulte Kræfter virkede, aldrig vilde faa Mod til at tage Jyttes Skæbne i sin egen Haand og styre den efter sin Vilje. Her stod hun ved Grænsen og erkendte sin Afmagt. Saa sikker hun ogsaa var paa at kende Vejen til sit Barns Fred og Lykke — hun vovede alligevel ikke at tage Ansvaret paa sig.
» Ske din Vilje!« lød det i hendes Øre med Grandtantens barske Stemme. — Ja ja! Hun gav tabt! Livets misundelige Gud vilde faa sin Hævngerrighed tilfredsstillet. Hun var træt nu og kunde ikke mere.
Gitterlaagen dernede peb paa sine Hængsler. Jytte kom gaaende tankefuldt op gennem Haven. Paa Trappen standsede hun med et lille forskrækket Udbrud, da hun opdagede Moderen.
» Sidder du her? ... Jeg saae dig jo nylig nede paa Hotellet.«
» Jeg kom for lidt siden.«
» Er du ikke rask?«
» Jo — hvorfor det?«
» Jeg troede, du var gaaet ned til Stranden. Det plejer du jo. Jeg vil gaa op og hvile mig lidt.«
I Døren vendte hun sig om og føjede til:
» Dersom Torben Dihmer skulde komme her igen, saa bliver jeg oppe paa mit Værelse, Mor!«

» Min Opførsel mod Dem igaar paa Turen kan jeg ikke selv forklare mig anderledes end som en utilgivelig Kaadhed, maaske fremkaldt af, at De ved Frokostbordet skænkede lovlig meget for os af den stærke Vin. Jeg er fuldt og fast bestemt paa aldrig at gifte mig. I det Punkt er jeg den samme, som dengang jeg sidst skrev til Dem i en lignende Anledning. Jeg er forøvrigt overbevist om, at De meget snart vil se tilbage paa denne lille Affære uden Sindsbevægelse. For mit eget Vedkommende beklager jeg, at jeg rimeligvis nu har forskærtset Deres Venskab, som jeg satte saa megen Pris paa. Skylden er udelukkende min egen.«
Hun skrev Brevet uden Standsning, utaalmodig efter at faa det bragt til ham ved et Bud, saa hun ikke risikerede, at han kom igen. Da hun saae hans Navn paa Konvolutten , studsede hun selv over, hvor tydeligt det stod prentet. Ikke et Sekund havde Haanden rystet.
I, 155 ^ Men bagefter , da Brevet var afsendt, sad hun længe og stirrede ud for sig med halvdøde Øjne. ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

» Min Opførsel mod Dem igaar paa Turen kan jeg ikke selv forklare mig anderledes end som en utilgivelig Kaadhed, maaske fremkaldt af, at De ved Frokostbordet skænkede lovlig meget for os af den stærke Vin. Jeg er fuldt og fast bestemt paa aldrig at gifte mig. I det Punkt er jeg den samme, som dengang jeg sidst skrev til Dem i en lignende Anledning. Jeg er forøvrigt overbevist om, at De meget snart vil se tilbage paa denne lille Affære uden Sindsbevægelse. For mit eget Vedkommende beklager jeg, at jeg rimeligvis nu har forskertset Deres Venskab, som jeg satte saa megen Pris paa. Skylden er udelukkende min egen.«
Hun skrev Brevet uden Standsning, utaalmodig efter at faa det bragt til ham ved et Bud, saa hun ikke risikerede, at han kom igen. Da hun saae hans Navn paa Konvoluten , studsede hun selv over, hvor tydeligt det stod prentet. Ikke et Sekund havde Haanden rystet.
^ Men bagefter , da Brevet var afsendt, sad hun længe og stirrede ud for sig med halvdøde Øjne. ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

⇕ Torben og Jytte I, 3.5

⇕ De Dødes Rige 1.15

⇕ De Dødes Rige .15

⇕ De Dødes Rige 1.15

⇐

Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneskevæsen af samme Slags som hun? – spurgte hun sig selv. Og hvordan var det i saa Fald gaaet det tilsidst? ^ ^

Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneskevæsen af samme Slags som hun? ^ ^ Og hvordan var det i saa Fald gaaet det tilsidst? ^ ^

Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneske som hun? – spurgte hun sig selv. Og hvordan var det vel saa ^ gaaet dette Menneske tilsidst? ...
XVI .

Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneske som hun? — spurgte hun sig selv. Og hvordan var det vel saa ^ gaaet dette Menneske tilsidst? ...
XVI ^

Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneske som hun? – spurgte hun sig selv. Og hvordan var det vel saa ^ gaaet dette Menneske tilsidst? ...
XVI ^

⇕ Torben og Jytte I, 3.7

⇕ De Dødes Rige 1.16

⇕ De Dødes Rige .16

⇕ De Dødes Rige 1.16

⇕ ⇒ 237 D a Torben om Formiddagen havde sagt Farvel til Fru Bertha udenfor Apoteket, gik han ind i en Blomsterbutik, hvor han med stor Omhu valgte nogle smukke Orchideer, som skulde sendes Jytte nøjagtigt ved Femtiden, der var det Klokkeslet, da hun havde givet ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ham sin Mund den foregaaende Dag derude mellem Bjergene. Derefter var han gaaet hjem til sit Hotel opfyldt af Tanken om, hvordan han dog skulde faa Tiden til at gaa, indtil han igen fik hende at se.
⇕ ⇒ Men efter den anden Frokost kom der Post fra Favsingholm ^ , og med den tilbragte han Eftermiddagen ude paa sin Altan.
Der var dennegang ikke alene de sædvanlige Fjortendags-Indberetninger fra Inspektør og Godskasserer. Der fulgte desuden fra Inspektørens Haand et særskilt, »fortroligt« Brev med en længere Meddelelse om Mads Vestrups Afskedigelse. Den var fuldstændiggjort med en hel Del Avisudklip og gav ham et meget levende Indtryk af Gangen i det uhyggelige Drama , der havde opfyldt Sindene derhjemme de sidste Uger.
⇕ ⇒ En Dag var Provst Broberg kommen kørende ind gennem Landsbyen i sin Kalesjevogn og havde mod Sædvane ikke sin Kone med sig, hvad der straks havde gjort hans Tilsynekomst tvetydig. Da man 238 nu saae, at Vognen drejede ind i Præstegaarden, anede man, at Mads Vestrups Time var slaaet. Snakken om Præstens Forhold til Konen paa Bakkegaarden havde i den senere Tid faaet Træsko paa, og Folk var belavet paa en Katastrofe.
Mads Vestrup sad just ved Middagsbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk. Ved Synet af Vognen rejste han sig bleg fra sin Plads, sagde, at han ikke befandt sig vel, og gik ud gennem Køkkenet. Fru Stine maatte tage mod Provsten, der straks erklærede, at det var hans Ønske at tale med hendes Mand i Enrum. Men Mads Vestrup var som opslugt af Jorden. Der blev raabt paa ham flere Gange , og man søgte ^ i Stalden og Laden uden at finde ham. Først efter at Provsten havde ventet næsten en halv Time ^ kom han frem ovre ^ fra Vedskuret, hvor han havde holdt sig skjult . Han saae da ganske forstyrret ud af Øjnene. Ansigtet var graat, og Lemmerne skælvede.
Af Frygt og Beregning tilstod han straks Alt. Han greb heller ikke til Undskyldninger men bekendte skaanselsløst, at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, endda det var gaaet op for ham, at det forvorpne Kvindemenneske havde haft flere Kærester. Sit Ansvar overfor Gud blandede han Ingen i; men han haabede ved denne redelige Tilstaaelse at kunne formilde sine 239 jordiske Dommere og afværge den Embedsfortabelse, den Berøvelse af Levebrødet, imod hvilken Tabet af Ære og Anseelse ikke betød saa meget for ham. I sin Rædsel for at miste det sikre Udkomme rejste han endog en Dag hemmeligt til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen, – ja i den yderste Nød fik han sin Kone overtalt til at gaa Tiggergang fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til Ministeren.
Fru Stine havde tilgivet sin Mand og modigt stillet sig ved hans Side, dengang hun saae, hvordan alle Andre og især hans fine Embedsbrødre med Provst Broberg i Spidsen vendte sig mod ham og lukkede Dørene for ham som for en Spedalsk. I et Bladinterview havde Provsten ligeud ytret sin Tilfredshed med, at Folkets Kirke blev befriet for en Lærer, der foruden at have en saa alvorlig moralsk Brøst desuden i intellektuel Henseende var under Lavmaalet. Fru Stine havde ogsaa trofast fulgt sin Mand sammen med Børnene den Nat, da han efter Afsættelsen hemmeligt forlod Præstegaarden og lod Hjem og Ejendom tilbage i Guds Varetægt. En Røgter paa en af Gaardene havde set dem drage afsted til Stationen en god Time før Solopgang. Mads Vestrup gik forrest med en Kuffert paa en Trillebør, hvor ogsaa det yngste Barn var anbragt. Bagefter kom Stine haltende og de andre Børn, hver 240 med sin store Pakke under Armen. Saa hovedkulds var de kommen afsted, at de havde glemt at slukke Lyset, der stod og brændte paa Bordet, da Pigen senere kom op.
Mads Vestrup havde forinden taget Afsked med sin Menighed paa en Maade , der hos Mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Berøvet Retten til at tale fra Prækestolen eller vise sig for Altret var han ved Søndagsgudstjenesten traadt frem i Kordøren i sit Ornat og havde her med høj Røst bekendt sin Brøde. Men derpaa havde han i en ophidset Tale vendt sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Nu da alle Udveje var forsøgt, befriede han sin Sjæl. Han var ikke i Tvivl om, sagde han, at hans Synd, saa grim den end var, dog i Vorherres Øjne kun var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed store Skarer af Tidens Gejstlighed forraadte Guds hellige Kirke og forfalskede Evangeliet for at indynde sig hos Folket. Han talte om » visse fjantede og æresyge Provster«, der bolede med Verden og kildrede de Ugudeliges Øre med letfærdig Snak. Den før saa frygtsomme Mand talte, saa den ene efter den anden af Tilhørerne nede i Kirken lettede sig i Sædet og saae sig om efter Sognefogden. Han talte, saa hans Øjne blev røde og der boblede Skum i Mundvigene. Tilsidst løftede han truende sin 241 knyttede Haand og raabte med en Kraft, saa det rungede oppe under Hvælvingerne:
» Men Hævnen hører Gud til! Ve dem, den rammer – her eller hisset!«
⇕ ⇒ Hans Familje havde nu fundet et foreløbigt Asyl paa Viborgegnen hos en af Fru Stines Slægtninge, mens han selv havde taget Staven i Haand for at fortsætte Kampen mod de vantro Præster som en Slags Vandreprædikant. Til Trods for, at der foruden den uundgaaelige Afskedigelse hang en Trusel om Tiltale for Krænkelse af Kirkefreden over hans Hoved, havde han paany præket Oprør ved et Par Møder, som han maatte holde i Krostuer, da ogsaa Forsamlingshusene var bleven lukket for ham. Han havde her efter endt Tale ladet sin Kasket gaa rundt, og dette Indfald havde et Par af Egnens Aviser gjort lidt Løjer med i en Notits. Men forøvrigt beskæftigede Pressen sig ikke mere med ham. Efter at hans Sag havde givet Bladene kærkomment Stof til nogle Dages Rabalder, gik den i Papirkurven, og det store Publikum havde allerede glemt den for friskere Sensation.
– – Torben skød Papirerne fra sig.
Han havde gennemset dem et Par Gange med skiftende Følelser, snart optaget, snart frastødt, men havde hver Gang tilsidst lagt dem bort med afgjort Ubehag. Der steg fra den hele Affære en altfor 242 kraftig Mindelse af den stramme Lugt, som Mads Vestrup førte med sig ind i alle Situationer.
Forøvrigt overraskede det ham ikke, at han bed fra sig nu. Det vilde sikkert heller ikke blive let at binde Munden paa ham. Aviserne skulde nok blive nødt til igen at beskæftige sig med denne Ulv i Faareklæder efter at man havde klippet Ulden af ham. Hans Glubskhed vilde blot vokse med Modstanden. Og den Tanke foruroligede ham. En Anelse om en genkommende, blodhungrende Korsdrager-Tid gled gennem hans Sind og gjorde ham modløs. Han havde al Respekt for den rabies theologorum , der lurede hos de fleste Danske og havde voldet saa mange Landsulykker. Og det kunde jo ikke nægtes, at Jordbunden var bleven godt forberedt for den af megen Ufornuft og Forvendthed i Tiden.
Det blev ham mere og mere en Overbevisning, at et Tidsskifte igen var ved at løbe ud. Midnatstimen var allerede naaet og Spøgeriet i fuld Gang allevegne. Godt at han havde sit Favsingholm! Her kunde Jytte og han sidde velforvaret under den desperate Dødningedans, indtil det igen gryede – for dem selv eller deres Børn.
Der blev banket paa hans Dør. Tjeneren kom ind og meldte, at en Dame ønskede at tale med ham. Det var Fru Bertha.
243 Hendes Udseende forskrækkede ham.
» Jytte er da ikke bleven syg?«
» Nej nej, – i hvert Fald ikke paa den Maade, De mener. Men lad os sætte os. Jeg er bleven lidt træt.«
»Dihmer !« sagde hun saa og saae over paa ham med Fortvivlelse i Blikket. » De maa være forberedt paa at faa Noget at høre, der vil gøre Dem meget ondt ... og som vist ogsaa vil overraske Dem. Jeg kommer paa Jyttes Vegne ... Ja, saa er i Grunden Alting sagt. Hun veed nu, at hun ikke kan blive Deres. Det har hun ikke Mod ^ ^ ^ til selv at sige Dem ; derfor bad hun mig om at gaa til Dem. Jeg kender jo ikke, hvad der i disse Dage er foregaaet mellem Dem og hende; men jeg tænker mig, at hun har givet Dem et letsindigt Løfte, som hun altsaa nu er bleven nødt til at tage tilbage , fordi det er gaaet op for hende, at hun holder af en Anden. – De maa ikke dømme hende altfor haardt, skønt jeg veed, at hun fortjener det. Hun veed det ogsaa selv – tror jeg da. Men ellers vil jeg tilstaa for Dem, Dihmer, skønt Jytte er mit eget Barn – ja, det er tungt ^ at maatte sige det – men jeg tror, jeg skal lykønske Dem til, at hun ikke bliver Deres. Jytte har aldrig været i Stand til virkelig at knytte sig til Nogen. Det er ligesom med hendes Gerning, som hun heller aldrig for Alvor er gaaet op i, – ikke engang Musikken. 244 Da hun var ung , syntes jeg tidt, at hun var saa mærkeligt voksen og udviklet for sin Alder, – nu synes jeg snarere, at det er omvendt ^ , og jeg veed ikke, hvad der skal blive af hende. – – Men det var ikke om hende, vi skulde tale. Det var om Dem, Dihmer! Hvad vil De nu ?«

⇕ ⇒ D a Torben om Formiddagen havde sagt Farvel til Fru Bertha udenfor Apoteket, gik han ind i en Blomsterbutik, hvor han med stor Omhu valgte nogle smukke Orchideer, som skulde sendes Jytte nøjagtigt ved Femtiden, der var det Klokkeslet, da hun havde givet ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ham sin Mund den foregaaende Dag derude mellem Bjergene. Derefter var han gaaet hjem til sit Hotel opfyldt af Tanken om, hvordan han dog skulde faa Tiden til at gaa, indtil han igen fik hende at se.
⇕ ⇒ Men efter den anden Frokost kom der Post fra Favsingholm ^ , og med den tilbragte han Eftermiddagen ude paa sin Altan.
Der var dennegang ikke alene de sædvanlige Fjortendags-Indberetninger fra Inspektør og Godskasserer. Der fulgte ^ fra Inspektørens Haand et særskilt, »fortroligt« Brev med en længere Meddelelse om Mads Vestrups Afskedigelse. Den var fuldstændiggjort med en hel Del Avisudklip og gav ham et meget levende Indtryk af Gangen i det uhyggelige Drama , der havde opfyldt Sindene derhjemme de sidste Uger.
⇕ ⇒ En Dag var Provst Broberg kommen kørende ind gennem Landsbyen i sin Kalesjevogn og havde mod Sædvane ikke sin Kone med sig, hvad der straks havde gjort hans Tilsynekomst tvetydig. Da man 238 nu saae, at Vognen drejede ind i Præstegaarden, anede man, at Mads Vestrups Time var slaaet. Snakken om Præstens Forhold til Konen paa Bakkegaarden havde i den senere Tid faaet Træsko paa, og Folk var belavet paa en Katastrofe.
Mads Vestrup sad just ved Middagsbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk. Ved Synet af Vognen rejste han sig bleg fra sin Plads, sagde, at han ikke befandt sig vel, og gik ud gennem Køkkenet. Fru Stine maatte tage mod Provsten, der straks erklærede, at det var hans Ønske at tale med hendes Mand i Enrum. Men Mads Vestrup var som opslugt af Jorden. Der blev raabt paa ham flere Gange ; man søgte baade i Stalden og Laden uden at finde ham. Først efter at Provsten havde ventet næsten en halv Time , kom han frem ovre ^ fra Vedskuret, hvor han havde holdt sig skjult . Han saae da ganske forstyrret ud af Øjnene. Ansigtet var graat, og Lemmerne skælvede.
Af Frygt og Beregning tilstod han straks Alt. Han greb heller ikke til Undskyldninger men bekendte skaanselsløst, at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, endda det var gaaet op for ham, at det forvorpne Kvindemenneske havde haft flere Kærester. Sit Ansvar overfor Gud blandede han Ingen i; men han haabede ved denne redelige Tilstaaelse at kunne formilde sine 239 jordiske Dommere og afværge den Embedsfortabelse, den Berøvelse af Levebrødet, imod hvilken Tabet af Ære og Anseelse ikke betød saa meget for ham. I sin Rædsel for at miste det sikre Udkomme rejste han endog en Dag ^ til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen, — ja i den yderste Nød fik han sin Kone overtalt til at gaa Tiggergang fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til Ministeren.
Fru Stine havde tilgivet sin Mand og modigt stillet sig ved hans Side, dengang hun saae, hvordan alle Andre og især hans fine Embedsbrødre med Provst Broberg i Spidsen vendte sig mod ham og lukkede Dørene for ham som for en Spedalsk. I et Bladinterview havde Provsten ligeud ytret sin Tilfredshed med, at Folkets Kirke blev befriet for en Lærer, der foruden at have en saa alvorlig moralsk Brøst desuden i intellektuel Henseende var under Lavmaalet. Fru Stine havde ogsaa trofast fulgt sin Mand sammen med Børnene den Nat, da han efter Afsættelsen hemmeligt forlod Præstegaarden og lod Hjem og Ejendom tilbage i Guds Varetægt. En Røgter paa en af Gaardene havde set dem drage afsted til Stationen en god Time før Solopgang. Mads Vestrup gik forrest med en Kuffert paa en Trillebør, hvor ogsaa det yngste Barn var anbragt. Bagefter kom Stine haltende og de andre Børn, hver 240 med sin store Pakke under Armen. Saa hovedkulds var de kommen afsted, at de havde glemt at slukke Lyset, der stod og brændte paa Bordet, da Pigen senere kom op.
Men forinden havde Mads Vestrup taget Afsked med sin Menighed paa en Maade ^ der hos Mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Berøvet Retten til at tale fra Prækestolen eller vise sig for Altret var han ved Søndagsgudstjenesten traadt frem i Kordøren i sit Ornat og havde her med høj Røst bekendt sin Brøde. Men derpaa havde han i en ophidset Tale vendt sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Nu da alle Udveje var forsøgt, befriede han sin Sjæl. Han var ikke i Tvivl om, sagde han, at hans Synd, saa grim den end var, dog i Vorherres Øjne kun var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed store Skarer af Tidens Gejstlighed forraadte Guds hellige Kirke og forfalskede Evangeliet for at indynde sig hos Folket. Han talte om » visse fjantede og æresyge Provster«, der bolede med Verden og kildrede de Ugudeliges Øre med letfærdig Snak. Den før saa frygtsomme Mand talte, saa den ene efter den anden af Tilhørerne nede i Kirken lettede sig i Sædet og saae sig om efter Sognefogden. Han talte, saa hans Øjne blev røde og der boblede Skum i Mundvigene. Tilsidst løftede han truende sin 241 knyttede Haand og raabte med en Kraft, saa det rungede oppe under Hvælvingerne:
» Men Hævnen hører Gud til! Ve dem, den rammer — her eller hisset!«
⇕ ⇒ Hans Familje havde nu fundet et foreløbigt Asyl paa Viborgegnen hos en af Fru Stines Slægtninge, mens han selv havde taget Staven i Haand for at fortsætte Kampen mod de vantro Præster som en Slags Vandreprædikant. Til Trods for, at der foruden den uundgaaelige Afskedigelse hang en Trusel om Tiltale for Krænkelse af Kirkefreden over hans Hoved, havde han paany præket Oprør ved et Par Møder, som han maatte holde i Krostuer, da ogsaa Forsamlingshusene var bleven lukket for ham. Han havde her efter endt Tale ladet sin Kasket gaa rundt, og dette Indfald havde et Par af Egnens Aviser gjort lidt Løjer med i en Notits. Men forøvrigt beskæftigede Pressen sig ikke mere med ham. Efter at hans Sag havde givet Bladene kærkomment Stof til nogle Dages Rabalder, gik den i Papirkurven, og det store Publikum havde allerede glemt den for friskere Sensation.
— — Torben skød Papirerne fra sig.
Han havde gennemset dem et Par Gange med skiftende Følelser, snart optaget, snart frastødt, men havde hver Gang tilsidst lagt dem bort med afgjort Ubehag. Der steg fra den hele Affære en altfor 242 kraftig Mindelse af den stramme Lugt, som Mads Vestrup førte med sig ind i alle Situationer.
Forøvrigt overraskede det ham ikke, at han bed fra sig nu. Det vilde sikkert heller ikke blive let at binde Munden paa ham. Aviserne skulde nok blive nødt til igen at beskæftige sig med denne Ulv i Faareklæder efter at man havde klippet Ulden af ham. Hans Glubskhed vilde blot vokse med Modstanden. Og den Tanke foruroligede ham. En Anelse om en genkommende, blodhungrende Korsdrager-Tid gled gennem hans Sind og gjorde ham modløs. Han havde al Respekt for den rabies theologorum , der lurede hos de fleste Danske og havde voldet saa mange Landsulykker. Og det kunde jo ikke nægtes, at Jordbunden var bleven godt forberedt for den af megen Ufornuft og Forvendthed i Tiden.
Det blev ham mere og mere en Overbevisning, at et Tidsskifte igen var ved at løbe ud. Midnatstimen var allerede naaet og Spøgeriet i fuld Gang allevegne. Godt at han havde sit Favsingholm! Her kunde Jytte og han sidde velforvaret under den desperate Dødningedans, indtil det igen gryede — for dem selv eller deres Børn.
Der blev banket paa hans Dør. Tjeneren kom ind og meldte, at en Dame ønskede at tale med ham. Det var Fru Bertha.
243 Hendes Udseende forskrækkede ham.
» Jytte er da ikke bleven syg?«
» Nej nej, — i hvert Fald ikke paa den Maade, De mener. Men lad os sætte os. Jeg er bleven lidt træt.«
»Dihmer !« sagde hun ^ og saae over paa ham med Fortvivlelse i Blikket. » De maa være forberedt paa at faa Noget at høre, der vil gøre Dem meget ondt ... og som vist ogsaa vil overraske Dem. Jeg kommer paa Jyttes Vegne ... Ja, saa er i Grunden Alting sagt. Hun veed nu, at hun ikke kan blive Deres. Det har hun ikke Mod ^ ^ ^ til selv at sige Dem ; derfor bad hun mig om at gaa til Dem. Jeg kender jo ikke, hvad der i disse Dage er foregaaet mellem Dem og hende; men jeg tænker mig, at hun har givet Dem et letsindigt Løfte, som hun altsaa nu er bleven nødt til at tage tilbage , fordi det er gaaet op for hende, at hun holder af en Anden. — De maa ikke dømme hende altfor haardt, skønt jeg veed, at hun fortjener det. Hun veed det ogsaa selv — tror jeg da. Men ellers vil jeg tilstaa for Dem, Dihmer, skønt Jytte er mit eget Barn — ja, det er tungt ^ at maatte sige det — men jeg tror, jeg skal lykønske Dem til, at hun ikke bliver Deres. Jytte har aldrig været i Stand til virkelig at knytte sig til Nogen. Det er ligesom med hendes Gerning, som hun heller aldrig for Alvor er gaaet op i, — ikke engang Musikken. 244 Da hun var ung , syntes jeg tidt, at hun var saa mærkeligt voksen og udviklet for sin Alder, — nu synes jeg snarere, at det er omvendt ^ , og jeg veed ikke, hvad der skal blive af hende. — — Men det var ikke om hende, vi skulde tale. Det var om Dem, Dihmer! Hvad vil De nu ?«

Hen paa Eftermiddagen tog ^ Fru Bertha igen Hat og Sjal paa for at gaa til Byen. Jytte havde sagt hende, at hun havde skrevet til Dihmer, og hun vilde ^ ikke lade ham rejse , uden at hun havde faaet sagt ham Farvel.
Hun satte sig ind i en af Droskerne paa Holdepladsen foran Hotel-Indkørselen , og ^ ^ ^ en halv Snes Minutter efter holdt hun udenfor hans Pensionat , der laa i den anden Ende af Byen.
Hun traf ham hjemme. For kun ^ ^ ^ ^ en halv Time siden var han kommen tilbage fra en Udflugt og havde da fundet Jyttes Brev . Han gik endnu aldeles fortumlet og ophidset frem og ^ ^ ^ ^ tilbage paa Gulvet ^ ^ ^ ^ ^ ^ og ^ ^ vilde først ikke modtage hende.
^ ^ »Dihmer ,« sagde hun , da hun var kommen til Sæde i hans Stue . » Jeg veed, Jytte har skrevet til ^ Dem , at hun ikke kan blive Deres. Jeg kender ^ ikke, hvad der i disse Dage er foregaaet mellem Dem og hende; men jeg tænker mig, at hun har givet Dem et letsindigt Løfte, som hun altsaa nu er bleven nødt til at tage tilbage . Jeg vil antage, det maa være gaaet op for hende, at hun holder af en anden. Jeg forstaar, at De maa I, 156 ^ dømme hende haardt, og hun fortjener heller ikke andet. Det er ^ ^ ^ ^ tungt nok for en Moder at maatte sige det , men jeg tror, De skal være glad for, Dihmer, at Jytte ikke bliver Deres. ^ ^ Da hun var Barn , syntes jeg tidt, ^ hun var saa mærkeligt voksen og udviklet af sin Alder, ^ nu synes jeg snarere, ^ det er omvendt . Men jeg kan ikke blive klog paa hende , og jeg veed ikke, hvad der skal blive af hende. – Men sig mig nu, Dihmer, hvad ^ vil De selv ?«

Hen paa Eftermiddagen tog ^ Fru Bertha igen Hat og Sjal paa for at gaa til Byen. Jytte havde sagt hende, at hun havde skrevet til Dihmer, og hun vilde ^ ikke lade ham rejse , uden at hun havde faaet sagt ham Farvel.
Hun satte sig ind i en af Droskerne paa Holdepladsen foran Hotel-Indkørslen , og ^ ^ ^ en halv Snes Minutter efter holdt hun udenfor hans Pensionat , der laa i den anden Ende af Byen.
Hun traf ham hjemme. For kun ^ ^ ^ ^ en halv Time siden var han I, 113 kommen tilbage fra en Udflugt og havde da fundet Jyttes Brev . Han gik endnu aldeles fortumlet og ophidset frem og ^ ^ ^ ^ tilbage paa Gulvet ^ ^ ^ ^ ^ ^ og ^ ^ vilde først ikke modtage hende.
^ ^ »Dihmer ,« sagde hun , da hun var kommen til Sæde i hans Stue , » jeg veed, Jytte har skrevet til ^ Dem , at hun ikke kan blive Deres. Jeg kender ^ ikke, hvad der i disse Dage er foregaaet mellem Dem og hende; men jeg tænker mig, at hun har givet Dem et letsindigt Løfte, som hun altsaa nu er bleven nødt til at tage tilbage . Jeg vil antage, det maa være gaaet op for hende, at hun holder af en anden. Jeg forstaar, at De maa ^ dømme hende haardt, og hun fortjener heller ikke andet. Det er ^ ^ ^ ^ tungt nok for en Moder at maatte sige det , men jeg tror, De skal være glad for, Dihmer, at Jytte ikke bliver Deres. ^ ^ Da hun var Barn , syntes jeg tidt, ^ hun var saa mærkelig voksen og udviklet af sin Alder, ^ nu synes jeg snarere, ^ det er omvendt . Men jeg kan ikke blive klog paa hende , og jeg veed ikke, hvad der skal blive af hende. — Men sig mig nu, Dihmer, hvad ^ vil De selv ?«

Hen paa Eftermiddagen tog ^ Fru Bertha igen Hat og Sjal paa for at gaa til Byen. Jytte havde sagt hende, at hun havde skrevet til Dihmer, og nu vilde hun ikke lade ham rejse ^ uden at have faaet sagt ham Farvel.
Hun satte sig ind i en af Droskerne paa Holdepladsen foran Hotel-Indkørslen , og ^ ^ ^ en halv Snes Minutter efter holdt hun udenfor hans Pensionat , der laa i den anden Ende af Byen.
Hun traf ham hjemme. For kun ^ ^ ^ ^ en halv Time siden var han kommen tilbage fra en Udflugt og havde da fundet Jyttes Brev . Han gik endnu aldeles fortumlet og ophidset frem og ^ ^ ^ ^ tilbage paa Gulvet ^ ^ ^ ^ ^ ^ og ^ ^ vilde først ikke modtage hende.
I, 113 ^ ^ »Dihmer ,« sagde hun , da hun var kommen til Sæde i hans Stue , » jeg veed, Jytte har skrevet til ^ Dem , at hun ikke kan blive Deres. Jeg kender ^ ikke, hvad der i disse Dage er foregaaet mellem Dem og hende; men jeg tænker mig, at hun har givet Dem et letsindigt Løfte, som hun altsaa nu er bleven nødt til at tage tilbage . Jeg vil antage, det maa være gaaet op for hende, at hun holder af en anden. Jeg forstaar, at De maa ^ dømme hende haardt, og hun fortjener heller ikke andet. Det er ^ ^ ^ ^ tungt nok for en Moder at maatte sige det , men jeg tror, De skal være glad for, Dihmer, at Jytte ikke bliver Deres. ^ ^ Da hun var Barn , syntes jeg tidt, ^ hun var saa mærkelig voksen og udviklet af sin Alder, ^ nu synes jeg snarere, ^ det er omvendt . Men jeg kan ikke blive klog paa hende , og jeg veed ikke, hvad der skal blive af hende. – Men sig mig nu, Dihmer, hvad ^ vil De selv ?«

»Jeg?« sagde Torben, vakt op af sine Tanker. Han sad ret op og ned med Hænderne knuget ^ om Stolens Armstykker . Hans Hoved havde løftet sig, men Ansigtet var hvidt og Blikket udslukt.
» Jeg ^ ^ finder mig vel nok tilrette. Min Indbildning har jo ikke faaet Tid til at gro synderligt fast hos mig . Jeg vender simpelt hen tilbage til den Tilstand, jeg befandt mig i blot for to Dage siden .«
» Ja ja ^ ^ . Og naar De nu kommer hjem til Deres mange Venner, der venter Dem saa længselsfuldt, saa vil De snart glemme denne Skuffelse – det tror jeg sikkert. Foreløbig vender De altsaa tilbage til Deres kære Favsingholm ?«

»Jeg?« sagde Torben, vakt op af sine Tanker. Han sad ret op og ned med Hænderne knuget ^ om Stolens Armstykker . Hans Hoved havde løftet sig, men Ansigtet var hvidt og Blikket udslukt.
» Jeg ^ ^ finder mig vel nok tilrette. Min Indbildning har jo ikke faaet Tid til at gro synderligt fast hos mig . Jeg vender simpelt hen tilbage til den Tilstand, jeg befandt mig i blot for to Dage siden .«
» Ja ja ^ ^ . Og naar De nu kommer hjem til Deres mange Venner, der venter Dem saa længselsfuldt, saa vil De snart glemme denne Skuffelse — det tror jeg sikkert. Foreløbig vender De altsaa tilbage til Deres kære Favsingholm ?«

»Jeg?« sagde Torben, vakt op af sine Tanker. Han sad ret op og ned med Hænderne knuget saa fast om Stolens Armstykker , at Knoerne var hvide. » Aa – jeg finder mig vel ^ tilrette. Min Indbildning har jo ikke faaet Tid til at sætte sig synderlig fast hos mig ^ .«
» Nej – De har Ret . Og naar De nu kommer hjem til Deres mange Venner, der har ventet Dem med saa megen Længsel, vil De snart glemme denne Skuffelse – det tror jeg sikkert. Foreløbig vender De altsaa tilbage til Deres kære Favsingholm ? «

»Jeg?« sagde Torben, vakt op af sine Tanker. Han sad ret op og ned med Hænderne knuget saa fast om Stolens Armstykker , at Knoerne var hvide. » Aa — jeg finder mig vel ^ tilrette. Min Indbildning har jo ikke faaet Tid til at sætte sig synderlig fast hos mig ^ .«
» Nej — De har Ret . Og naar De nu kommer hjem til Deres mange Venner, der har ventet Dem med saa megen Længsel, vil De snart glemme denne Skuffelse — det tror jeg sikkert. Foreløbig vender De altsaa tilbage til Deres kære Favsingholm .«

Torben rystede afgjort paa Hovedet.

»Ikke? Men jeg forstod paa Dem igaar –.«

»Ikke? Men jeg forstod paa Dem igaar —.«

»Ikke? Men jeg forstod paa Dem igaar –.«

»Ikke? Men jeg forstod paa Dem igaar —.«

»Ikke? Men jeg forstod paa Dem igaar –.«

» Igaar er ikke idag , Fru Abildgaard. Ensomheden længes jeg ikke tilbage til; den kender jeg nu godt nok ^ . Men Verden er jo stor, og jeg synes virkelig at trænge til at faa Øjnene rigtig op efter min lange Søvn .«

» Idag er ikke igaar , Fru Abildgaard. Ensomhed har jeg haft nok af . Men Verden er jo stor, og jeg synes virkelig at trænge til at blive rigtig vaagen .«

» Idag er ikke igaar , Fru Abildgaard. Ensomhed har jeg haft nok af . Men Verden er ^ stor, og jeg synes virkelig at trænge til at blive rigtig vaagen .«

» Ja ja , De vil rejse – det er godt! Nye Oplevelser 245 – friske Indtryk ... ja ja, det er vist netop, hvad De behøver. Jeg kan huske, De talte den første Aften ^ om en Rejse Jorden rundt, som De kunde komme til at foretage i godt Selskab. Den Rejse skulde De gøre Alvor af, Dihmer. Naar De saa kommer tilbage, vil De have faaet et andet Syn paa mange Ting – det er jeg overbevist om. Og naar Direktør Zaun ^ næste Gang banker paa Deres Dør , vil han ikke gaa forgæves . Tror De ikke ogsaa selv det?«

» Ja ja . De vil rejse — det er godt! Nye Oplevelser 245 — friske Indtryk ... ja ja, det er vist netop, hvad De behøver. Jeg kan huske, De talte den første Aften ^ om en Rejse Jorden rundt, som De kunde komme til at foretage i godt Selskab. Den Rejse skulde De gøre Alvor af, Dihmer. Naar De saa kommer tilbage, vil De have faaet et andet Syn paa mange Ting — det er jeg overbevist om. Og naar Direktør Zaun ^ næste Gang banker paa Deres Dør , vil han ikke gaa forgæves . Tror De ikke ogsaa selv det?«

» Ja ja . De vil rejse ... det vil sikkert være godt for Dem. Nye Oplevelser , ^ friske Indtryk ... ja ja, det er vist netop, hvad De behøver. ^ De talte den første Aften lidt om en Rejse Jorden rundt, som De kunde komme til at foretage i godt Selskab. Den Rejse skulde De gøre I, 157 Alvor af, Dihmer. Naar De saa kommer tilbage, vil De have faaet et andet Syn paa Tiden og den store Udvikling omkring i Verden, – det er jeg overbevist om. ^ Direktør Zaun vil ikke næste Gang forgæves banke paa Deres Dør ^ . Tror De ikke ogsaa selv det?«

» Ja ja ! De vil rejse ... det vil sikkert være godt for Dem. Nye Oplevelser , ^ friske Indtryk ... ja ja, det er vist netop, hvad De behøver. ^ De talte den første Aften lidt om en Rejse Jorden rundt, som De kunde komme til at foretage i godt Selskab. Den Rejse skulde De gøre Alvor af, Dihmer. Naar De saa kommer I, 114 tilbage, vil De have faaet et andet Syn paa Tiden og den store Udvikling omkring i Verden, — det er jeg overbevist om. ^ Direktør Zaun vil ikke næste Gang forgæves banke paa Deres Dør ^ . Tror De ikke ogsaa selv det?«

» Ja ja ! De vil rejse ... det vil sikkert være godt for Dem. Nye Oplevelser , ^ friske Indtryk ... ja ja, det er vist netop, hvad De behøver. ^ De talte den første Aften lidt om en Rejse Jorden rundt, som De kunde komme til at foretage i godt Selskab. Den Rejse skulde De gøre Alvor af, Dihmer. Naar De saa kommer tilbage, vil De have faaet et andet Syn paa Tiden og den store Udvikling omkring i Verden, – det er jeg overbevist om. ^ Direktør I, 114 Zaun vil ikke næste Gang forgæves banke paa Deres Dør ^ . Tror De ikke ogsaa selv det?«

Hertil svarede Torben ikke noget , og Fru Bertha forstod, at han ønskede at blive alene. Lidt efter stod hun ogsaa op, klappede tavs hans Kind og gik bort.
Efter at Torben havde fulgt hende ud, stod han en Tid tvivlraadig ude paa sin Altan og saae flere Gange paa sit Ur uden selv at vide det. Derpaa gik han i stor Ophidselse tilbage til Døren for at ringe paa Tjeneren . Med Fingren paa Knappen betænkte han sig endnu engang men trykkede saa energisk til.
» Vil De pakke mine Kufferter. Jeg rejser iaften. Men først maa De sørge for, at der bliver telefoneret til Rejsebureauet efter en Billet til München. Sovevogn. ^ Har De ^ forstaaet ^ ?«

Torben svarede ikke , og da Fru Bertha nu mærkede, at hun var til Besvær, rejste hun sig. Ved Afskeden kunde hun ikke lade være med at klappe hans Kind . Det skar hende i Hjertet at se, hvor haardt Slaget havde ramt ham.
Torben fulgte hende ud. Saasnart hun var gaaet, ringede han paa Tjeneren .
» Jeg rejser iaften. Vil De sørge for, at der bliver ringet til Bureauet efter en Billet til München. Sovevogn. – Har De ikke forstaaet mig ?«

246

»Fuldkommen, min Herre!« svarede Tjeneren, der var falden i Forbavselse over hans forandrede Udseende.
– – –

⇕ Torben og Jytte I, 3.8

⇕ De Dødes Rige 1.16

⇕ De Dødes Rige .16

⇕ De Dødes Rige 1.16

246 J ytte stod paa den Tid ved Vinduet i Dagligstuen og ventede i Uro paa Moderens Tilbagekomst. Hun vidste, hvor hun var gaaet hen ; Moderen havde selv sagt hende det.

J ytte stod paa den Tid ved Vinduet i Dagligstuen og ventede i Uro paa Moderens Tilbagekomst. Hun vidste, hvor hun var gaaet hen ; Moderen havde selv sagt hende det.

Jytte ^ stod paa denne Tid ved Vinduet oppe i sit Kammer og ventede i Uro paa Moderens Tilbagekomst. Hun vidste, hvor hun var gaaet hen . Moderen havde selv sagt hende det.

Det var begyndt at mørkne. Skyggen steg for hvert Minut højere op ad Træstammerne, og Himlen i Vest flammede.

Det var begyndt at mørkne. Aftenskyggen laa allerede over Haven, hvor kun Toppen af et stort Kastanietræ endnu lyste i Solskæret. Himlen ude over Havet flammede.

Hun gik engang imellem omkring i Stuen og gav sig noget at bestille ^ men vendte i sin Utaalmodighed bestandig tilbage til sin Udkigspost ved Vinduet . Paa Etageren laa Torbens Orchideer ; de var kommen netop som Moderen var gaaet . Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre ved dem, kunde ikke faa sig selv til at sætte dem i Vand og lod dem derfor ligge.

Hun gik engang imellem omkring i Værelset og gav sig noget at bestille , men vendte stadig tilbage til sin I, 158 Udkigspost ^ . Paa hendes Kommode laa Torbens Orchideer ^ . Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre ved dem, kunde ikke faa sig ^ til at sætte dem i Vand og lod dem derfor ligge.

Hun gik engang imellem omkring i Værelset og gav sig noget at bestille , men vendte stadig tilbage til sin Udkigspost ^ . Paa hendes Kommode laa Torbens Orchideer ^ . Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre ved dem, kunde ikke faa sig ^ til at sætte dem i Vand og lod dem derfor ligge.

Hun frøs og følte sig ilde . Ensomheden og det voksende Mørke gjorde hende desuden angst. Ved hver Lyd foer hun nervøst sammen . Ogsaa det usædvanligt voldsomme Himmelskær ^ foruroligede hende . Det stod der bag Træerne som et ondt Varsel.

Hun frøs og følte sig utilpas . Ensomheden og det voksende Mørke ængstede hende ^ . Ogsaa det usædvanligt voldsomme Himmelskær over Havet foruroligede hende ^ som et ondt Varsel.

Da hun endelig saae Moderen komme op gennem Haven , brød hun ud i et uvilkaarligt: » Aa – Mor!« Hun saae, at hendes Gang var tung og vaklende : hun gik og støttede sig til sin Parasol, og Haabløsheden stirrede tomt ud af de stivnede Træk.
247 Som i et Syn saae hun hende for sig saadan som hun forleden, da Torben kom, havde staaet derude paa Havegangen og taget imod ham i sin dejligt farvede Silkekjole med den store Sølvkam i Haaret, mens hun selv stod skjult bag Gardinet oppe i sit Kammer og straks havde følt et modbydeligt Naalestik i Hjertet. Nu kunde hendes Skinsyge triumfere. Paa en eneste Dag var Moderen bleven gammel.
Hun ^ trak ^ sig sky bort fra Vinduet efterhaanden som Moderen nærmede sig. Tilsidst satte hun sig hen i Sofakrogen, hvor der nu var helt mørkt.
Fru Bertha blev et Øjeblik staaende i Døren.
» Er du herinde, Jytte?«
»Ja.«
» Har du klædt dig om? Det er vist paa Tide,« sagde Moderen noget efter, idet hun lagde sit Overtøj.
» Jeg bliver hjemme idag. Jeg har lidt Hovedpine.«
»Ja, jeg gaar saa heller ikke ned. Vi kan jo faa en Kop Te bragt herop.«
Fru Bertha satte sig hen til Vinduet. Hun støttede Hagen i sin Haand, og Ansigtets Profil tegnede sig som et Skyggerids mod Skæret af den flammende Verdensbrand derude.
»Ja, nu er det altsaa sket, Jytte,« sagde hun, da de havde længe siddet tavse begge to. » Dihmer gør 248 sandsynligvis Alvor af den store Rejse Jorden rundt, som han talte lidt om forleden. Saa er han dig forhaabenlig langt nok borte!«
Jytte svarede ikke. Moderens Bitterhed gjorde ondt. Kunde hun have handlet anderledes? – spurgte hun sig selv. Hvor meget eller hvor lidt hun nu holdt af Torben Dihmer, saa vidste hun jo dog ^ , ⇕ ⇒ at heller ikke han var den »Tvillingbroder«, hun havde ventet paa fra sin Barndom, – Befrieren, der skulde komme som den gudesendte Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn. Og dog! Skulde hun maaske alligevel have sagt Ja for Moderens Skyld ^ ?

Da hun endelig saae Moderen komme op gennem Haven , brød hun ud i et uvilkaarligt: » Aa — Mor!« Hun saae, at hendes Gang var tung og vaklende : hun gik og støttede sig til sin Parasol, og Haabløsheden stirrede tomt ud af de stivnede Træk.
247 Som i et Syn saae hun hende for sig saadan som hun forleden, da Torben kom, havde staaet derude paa Havegangen og taget imod ham i sin dejligt farvede Silkekjole med den store Sølvkam i Haaret, mens hun selv stod skjult bag Gardinet oppe i sit Kammer og straks havde følt et modbydeligt Naalestik i Hjertet. Nu kunde hendes Skinsyge triumfere. Paa en eneste Dag var Moderen bleven gammel.
Hun ^ trak ^ sig sky bort fra Vinduet efterhaanden som Moderen nærmede sig. Tilsidst satte hun sig hen i Sofakrogen, hvor der nu var helt mørkt.
Fru Bertha blev et Øjeblik staaende i Døren.
» Er du herinde, Jytte?«
»Ja.«
» Har du klædt dig om? Det er vist paa Tide,« sagde Moderen noget efter, idet hun lagde sit Overtøj.
» Jeg bliver hjemme idag. Jeg har lidt Hovedpine.«
»Ja, jeg gaar saa heller ikke ned. Vi kan jo faa en Kop Te bragt herop.«
Fru Bertha satte sig hen til Vinduet. Hun støttede Hagen i sin Haand, og Ansigtets Profil tegnede sig som et Skyggerids mod Skæret af den flammende Verdensbrand derude.
»Ja, nu er det altsaa sket, Jytte,« sagde hun, da de havde længe siddet tavse begge to. » Dihmer gør sandsynligvis Alvor af den store Rejse Jorden rundt, 248 som han talte lidt om forleden. Saa er han dig forhaabentlig langt nok borte!«
Jytte svarede ikke. Moderens Bitterhed gjorde ondt. Kunde hun have handlet anderledes? — spurgte hun sig selv. Hvor meget eller hvor lidt hun ^ holdt af Torben Dihmer, saa vidste hun ^ dog nu , ⇕ ⇒ at heller ikke han var den »Tvillingbroder«, hun havde ventet paa fra sin Barndom, — Befrieren, der skulde komme som den gudesendte Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn. Og dog! Skulde hun maaske alligevel have sagt Ja for Moderens Skyld ^ ?

Endelig saae hun Moderen komme op gennem Haven . Ved Synet af ^ ^ hendes langsomme og ligesom vaklende Gang udbrød hun uvilkaarligt:
» Stakkels Mor!«
Saa trak hun sig sky bort fra Vinduet , satte sig tungt ned i en Stol og trykkede Panden mod dens Ryg.
^ ^ ^ ^ Kunde hun have handlet anderledes? Ikke for sin egen Skyld ... heller ikke for Torben Dihmers, men ^ ^ ^ ^ ^ for sin Mors Skyld ... hun, som holdt tusinde Gange mere af hende, end hun fortjente ?

Endelig saae hun Moderen komme op gennem Haven . Ved Synet af ^ ^ hendes langsomme og ligesom vaklende Gang udbrød hun uvilkaarligt:
» Stakkels Mor!«
I, 115 Saa trak hun sig sky bort fra Vinduet , satte sig tungt ned i en Stol og trykkede Panden mod dens Ryg.
^ ^ ^ ^ Kunde hun have handlet anderledes? Ikke for sin egen Skyld ... heller ikke for Torben Dihmers, men ^ ^ ^ ^ ^ for sin Mors Skyld ... hun, som holdt tusinde Gange mere af hende, end hun fortjente ?

Endelig saae hun Moderen komme op gennem Haven . Ved Synet af ^ ^ hendes langsomme og ligesom vaklende Gang udbrød hun uvilkaarligt:
» Stakkels Mor!«
Saa trak hun sig sky bort fra Vinduet , satte sig tungt ned i en Stol og trykkede Panden mod dens Ryg.
^ ^ ^ ^ Kunde hun have handlet anderledes? Ikke for sin egen Skyld I, 115 ... heller ikke for Torben Dihmers, men ^ ^ ^ ^ ^ for sin Mors Skyld ... hun, som holdt tusinde Gange mere af hende, end hun fortjente ?

Nej , nu vilde hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede kun at kunne sove, sove – synke endnu dybere ned i sin tusindaarige Søvn uden nogensinde at vækkes og uden at have andre Drømme end de luftige, som Musikken skabte. ^ Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver . Det vilde nok ogsaa dennegang hjælpe hende over de slemme Dage, der maatte komme. ^ ^

Nej , nu vilde hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede kun at kunne sove, sove — synke endnu dybere ned i sin tusindaarige Søvn uden nogensinde at vækkes og uden at have andre Drømme end de luftige, som Musikken skabte. ^ Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver . Det vilde nok ogsaa dennegang hjælpe hende over de slemme Dage, der maatte komme. ^ ^

Nej – nu vilde hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede nu blot at sove, sove – synke tilbage til sin tusindaarige Tornerosesøvn uden nogensinde at vækkes mere eller have andre Drømme end de luftige, som Musiken skabte.
Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver !
I, [159] ANDEN BOG SØREN SMED OG HANS ÆT
I .

Nej — nu vilde hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede nu blot at sove, sove — synke tilbage til sin tusindaarige Tornerosesøvn uden nogensinde at vækkes mere eller have andre Drømme end de luftige, som Musikken skabte.
Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver !
I, [116] ANDEN BOG SØREN SMED OG HANS ÆT
I

Nej – nu vilde hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede nu blot at sove, sove – synke tilbage til sin tusindaarige Tornerosesøvn uden nogensinde at vækkes mere eller have andre Drømme end de luftige, som Musikken skabte.
Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver !
I, [116] ANDEN BOG SØREN SMED OG HANS ÆT
I

⇕ Storeholt II, 1.1

⇕ De Dødes Rige 2.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 2.1

[3] L andsbyen Enslev ligger i det sydlige Jylland i en fattig Egn med mørke Hedemoser og vantrevne Skove . Her blev for en Del Aar siden en gammel Smed stedet til Jorden under store Æresbevisninger. Selve Kolding Borgmester mødte i Uniform tilligemed flere Byraadsmedlemmer i høje Silkehatte. De kom kørende dertil i to flotte Landauere med Livrekuske. Ogsaa Vaabenbrødrene mødte op med deres Fane. Vejen gennem Byen var strøet med Grankviste, og hele Befolkningen var paa Benene lige til den ludgamle Ole Skomager, der kom stavrende ved sine to Stokke. De fleste stod som Tilskuere langsmed Vejen, da Kisten under Klokkeringning blev baaren fra Hjemmet hen til Kirken og derfra igen ud til Graven i det østre Hjørne af Kirkegaarden, der var de fattiges Gravplads.

L andsbyen Enslev ligger i det sydlige Jylland i en fattig Egn med mørke Hedemoser ^ . Her blev for mange Aar siden en gammel Smed stedet til Jorden under store Æresbevisninger. ^ Kolding Borgmester mødte i Uniform tilligemed flere Byraadsmedlemmer i høje Silkehatte. De kom kørende dertil i to ^ Landauere med Livrekuske. Hele Befolkningen var paa Benene og stod som Tilskuere langsmed Vejen, da Kisten under Klokkeringning blev baaren fra Hjemmet hen til Kirken og derfra igen ud til Graven i det østre Hjørne af Kirkegaarden, der var de fattiges Gravplads.

Saa mange ^ der var samlede, ^ var der dog ingen, som virkelig havde kendt den Mand, der her begravedes. I snart fyrretyve Aar havde han levet der paa Egnen som en Fremmed. Selv fortalte han aldrig noget om sit Liv. Man vidste kun om ham, at han var født i Thy og havde været med i Treaarskrigen.

Saa mange Mennesker der var samlede, saa var der dog ingen, som virkelig havde kendt den Mand, der ^ begravedes. I snart fyrretyve Aar havde han levet der paa Egnen som en Fremmed. Selv fortalte han aldrig noget om sit Liv. Man vidste kun om ham, at han var født i Thy og havde været med i Treaarskrigen.

4 Folk havde ikke kunnet lide at møde hans Blik. Han havde Orm i Øjet ^ sagde man , og mange tænkte, at han vel ^ havde sine Grunde til at være saa tavs om sig selv og sin Fortid.

Folk kunde ikke ^ lide at møde hans Blik. Han havde I, 160 Orm i Øjet , sagde man ; og mange tænkte, at han vel sagtens havde sine Grunde til at være saa tavs om sig selv og sin Fortid.

Folk kunde ikke ^ lide at møde hans Blik. Han havde Orm i Øjet , sagde man ; og mange tænkte, at han vel sagtens havde sine Grunde til at være saa tavs om sig selv og sin Fortid.

Det var da heller ikke for hans egen Skyld men alene for at vise hans Børn en Ære, at saa mange af Egnens store Folk fulgte ham til Jorden. Der var fire Sønner og to Døtre , og med Undtagelse af den yngste af Sønnerne, der havde arvet Smedjen, havde de allesammen rakt sig op over Forældrenes Kaar. Den ældste af Sønnerne kunde endda møde til Faderens Begravelse med et funklende nyt Ridderkors paa Brystet. Han var Ur- og Instrumentmager i Kolding, Medlem af Byens Raad og Næstformand i Haandværkerforeningen. Af Døtrene var den ene gift med en Præst, den anden ^ med en hovedrig Faareopdrætter i Avstralien.

Det var ^ heller ikke for hans egen Skyld men alene for at vise hans Børn ^ Ære, at saa mange af Egnens store Folk fulgte ham til Jorden. Der var fire Sønner og to Døtre . Med Undtagelse af den yngste af Sønnerne, der havde arvet Smedjen, var de allesammen vokset langt op over Forældrenes Kaar. Den ældste af Sønnerne kunde endda møde til Faderens Begravelse med et funklende nyt Ridderkors paa Brystet. Han var Ur- og Instrumentmager i Kolding, Medlem af Byens Raad og Næstformand i Haandværkerforeningen. Af Døtrene var den ene gift med en Præst, den anden forlovet med en hovedrig Faareopdrætter i Avstralien.

Det var ^ heller ikke for hans egen Skyld men alene for at vise hans Børn ^ Ære, at saa mange af Egnens store Folk fulgte ham til Jorden. Der var fire Sønner og to Døtre . Med Undtagelse af den yngste af Sønnerne, der havde arvet Smedjen, var de allesammen vokset langt op over Forældrenes Kaar. Den ældste af Sønnerne kunde endda møde til Faderens Begravelse med et funklende nyt Ridderkors paa Brystet. Han var Ur- og Instrumentmager i Kolding, Medlem af Byens Raad og Næstformand I, 117 i Haandværkerforeningen. Af Døtrene var den ene gift med en Præst, den anden forlovet med en hovedrig Faareopdrætter i Avstralien.

Det var ^ heller ikke for hans egen Skyld men alene for at vise hans Børn ^ Ære, at saa mange af Egnens store Folk fulgte ham til Jorden. Der var fire Sønner og to Døtre . Med Undtagelse af den yngste af Sønnerne, der havde arvet Smedjen, var de allesammen vokset langt op over Forældrenes Kaar. Den ældste af Sønnerne kunde endda møde til Faderens Begravelse med et funklende nyt Ridderkors paa Brystet. Han var Ur- og Instrumentmager i Kolding, Medlem af Byens Raad og Næstformand i Haandværkerforeningen. Af Døtrene var den ene gift med I, 117 en Præst, den anden forlovet med en hovedrig Faareopdrætter i Avstralien.

Dog, det var hverken Instrumentmagerens Ridderkors eller Borgmesterens trekantede Hat , der fik Tilskuerne langsmed Vejen til at spærre Øjnene op. Alle søgte de i Sørgeskaren efter Sønnen Tyge, Politikeren og Redaktøren – Tyge Enslev ^ som han lod sig kalde efter Hjemstedet. Navnet var ved ham blevet kendt over det hele Land. Endnu i de allersidste Dage var det igen gaaet fra Mund til Mund paa Grund af en dristig Tale, han havde holdt i København. Det var i Provisoriernes urolige Tid. 5 Mange havde tvivlet om, at han overhovedet vilde komme med til Begravelsen. De havde forestillet sig, at han igen sad bag tilgitrede Vinduer med en Krukke Vand og et Testamente til eneste Selskab, en Martyr for Folkets Sag.

Det var dog hverken Instrumentmagerens Ridderkors eller Svigersønnens Ornat , der fik Tilskuerne langsmed Vejen til at spærre Øjnene op. Alle søgte de i Sørgeskaren efter Sønnen Tyge, Politikeren og Redaktøren – Tyge Enslev , som han lod sig kalde efter Hjemstedet. Byens Navn var ved ham blevet kendt over det hele Land. Endnu i de allersidste Dage var det igen fløjet fra Mund til Mund paa Grund af en dristig Tale, han havde holdt i København. Mange havde tvivlet om, at han overhovedet vilde kunne møde til Begravelsen. De forestillede sig, at han igen sad bag tilgitrede Vinduer med en Krukke Vand og det nye Testamente til ^ Selskab, en Martyr for Folkets Sag.

Det var dog hverken Instrumentmagerens Ridderkors eller Svigersønnens Ornat , der fik Tilskuerne langsmed Vejen til at spærre Øjnene op. Alle søgte de i Sørgeskaren efter Sønnen Tyge, Politikeren og Redaktøren — Tyge Enslev , som han lod sig kalde efter Hjemstedet. Byens Navn var ved ham bleven kendt over det hele Land. Endnu i de allersidste Dage var det igen fløjet fra Mund til Mund paa Grund af en dristig Tale, han havde holdt i København. Mange havde tvivlet om, at han overhovedet vilde kunne møde til Begravelsen. De forestillede sig, at han igen sad bag tilgitrede Vinduer med en Krukke Vand og det nye Testamente til ^ Selskab, en Martyr for Folkets Sag.

Det var dog hverken Instrumentmagerens Ridderkors eller Svigersønnens Ornat , der fik Tilskuerne langsmed Vejen til at spærre Øjnene op. Alle søgte de i Sørgeskaren efter Sønnen Tyge, Politikeren og Redaktøren – Tyge Enslev , som han lod sig kalde efter Hjemstedet. Byens Navn var ved ham bleven kendt over det hele Land. Endnu i de allersidste Dage var det igen fløjet fra Mund til Mund paa Grund af en dristig Tale, han havde holdt i København. Mange havde tvivlet om, at han overhovedet vilde kunne møde til Begravelsen. De forestillede sig, at han igen sad bag tilgitrede Vinduer med en Krukke Vand og det nye Testamente til ^ Selskab, en Martyr for Folkets Sag.

Men der gik han nu mellem sine Søskende bagved Kisten, lille og tætbygget, med en blød Kunstnerhat paa Hovedet, mørkskægget og bleg. Sin lamme Fod støttede han under Gangen med en Stok ^ .

Men der gik han sammen med sine Søskende bagved I, 161 Kisten, lille og tætbygget, med en blød Kunstnerhat paa Hovedet, mørkskægget og bleg. Sin lamme Fod støttede han under Gangen med en Stok . Af Glæde over Gensynet var Ungdommen ikke langt fra at raabe Hurra .

Men der gik han sammen med sine Søskende bagved Kisten, lille og tætbygget, med en blød Kunstnerhat paa Hovedet, mørkskægget og bleg. Sin lamme Fod støttede han under Gangen med en Stok . Af Glæde over Gensynet var Ungdommen ikke langt fra at raabe Hurra .

Inde i Kirken talte først Stedets Præst, den gamle Provst Faaborg, og siden Svigersønnen, der bagefter ogsaa forrettede Jordpaakastelsen. Det blev for begges Vedkommende kun til en højtidelig Procession af de almindeligste Talemaader. Men pludselig kom der Bevægelse i Forsamlingen. Med blottet Hoved traadte Tyge Enslev ^ op paa Grusdyngen bagved Graven for at tale.

Inde i Kirken talte først Stedets Præst, den gamle Provst Faaborg, og siden Svigersønnen, der bagefter ogsaa forrettede Jordpaakastelsen. Det blev for begges Vedkommende kun til en højtidelig Procession af de almindeligste Talemaader. Men pludselig kom der Bevægelse i Forsamlingen. ^ Tyge Enslev traadte op paa Grusdyngen bagved Graven for at tale.

Der eksisterede endnu dengang et kongelig konfirmeret Reglement for danske Kirkegaarde, der forbød uordinerede Personer at tage Ordet ved en Grav. Tyge Enslev var juridisk Kandidat og maatte altsaa vide, at han begik en Lovovertrædelse.Baade Provsten og Borgmesteren , der stod ved Siden af hinanden – den ene bleg, den anden kobberrød af Forbitrelse – saae sig ^ om efter Sognefogden.

Der eksisterede endnu dengang et ^ Reglement for danske Kirkegaarde, der forbød uordinerede Personer at tage Ordet ved en Grav. Tyge Enslev var juridisk Kandidat og maatte altsaa vide, at han begik en Lovovertrædelse.Baade Provsten og Borgmesteren ^ saae sig fortørnede om efter Sognefogden.

Men næsten endnu mere harmedes Tyges Søskende over dette nye Udslag af hans Selvraadighed. Tilmed 6 optraadte han paa deres Vegne ganske uden Bemyndigelse , og Forholdet imellem dem var i Forvejen ikke det bedste.

Men ^ endnu mere harmedes Tyges Søskende , fordi han optraadte ^ paa deres Vegne ^ uden Bemyndigelse . Forholdet imellem dem var i Forvejen ikke det bedste.

^ Foraarssolen lyste paa hans høje , sortgraa Manke, og Blæsten kastede hvert Øjeblik hele Forhaaret ned over den stejle Pande med de to dybe Furer over Næseroden. » Danmarks første Taler«, som en Avis nylig havde kaldt ham, var ikke mere end nogle og tredive Aar men bar allerede Alderens Mærker. Han havde levet Journalistens og Politikerens fortættede Liv, og i hans Sind var der kastet en ^ Brand, der holdt hans Nerver i evig Spænding.

Han havde blottet Hovedet. Foraarssolen lyste paa hans svære , sortgraa Manke, og Blæsten kastede ^ Forhaaret ned over Panden, der var kløvet af to dybe Furer over Næseroden. » Danmarks første Taler«, som en Avis nylig havde kaldt ham, var ikke mere end nogle og tredive Aar men bar allerede Alderens Mærker. Der var i denne Mands Sind ^ kastet en sydende Brand, som holdt hans Nerver i altid bristefærdig Spænding.

Han havde blottet Hovedet. Foraarssolen lyste paa hans svære , sortgraa Manke, og Blæsten kastede ^ Forhaaret ned over Panden, der var kløvet af to dybe Furer over Næseroden. » Danmarks I, 118 første Taler«, som en Avis nylig havde kaldt ham, var ikke mere end nogle og tredive Aar men bar allerede Alderens Mærker. Der var i denne Mands Sind ^ kastet en sydende Brand, som holdt hans Nerver i altid bristefærdig Spænding.

Han havde blottet Hovedet. Foraarssolen lyste paa hans svære , sortgraa Manke, og Blæsten kastede ^ Forhaaret ned over Panden, der var kløvet af to dybe Furer over Næseroden. » Danmarks første Taler«, som en Avis nylig havde kaldt ham, var I, 118 ikke mere end nogle og tredive Aar men bar allerede Alderens Mærker. Der var i denne Mands Sind ^ kastet en sydende Brand, som holdt hans Nerver i altid bristefærdig Spænding.

Han gjorde ved denne Lejlighed ingen Brug af sin Virtuositet som Taler. Han syntes mærkværdig opreven , Stemmen var stærkt bevæget, men hans Ord var jævne og stilfærdige. Først mindedes han den tidligere afdøde Moder og bragte derpaa Faderen en varm Tak for hans store Trofasthed mod Hjemmet, » for den Selvets Overvindelse, der er den største og frugtbareste af alle Sejre«.

Han gjorde ved denne Lejlighed ikke nogen Brug af I, 162 sin Virtuositet som Taler. Han var mærkværdig neddæmpet , Stemmen ^ bevæget, Ordene jævne og stilfærdige. Først mindedes han den tidligere afdøde Mor og bragte derpaa Faderen en ^ Tak for hans store Trofasthed mod Hjemmet, » for den Selvets Overvindelse, der er den største og frugtbareste af alle Sejre«.

Han gjorde ved denne Lejlighed ikke nogen Brug af sin Virtuositet som Taler. Han var mærkværdig neddæmpet , Stemmen ^ bevæget, Ordene jævne og stilfærdige. Først mindedes han den tidligere afdøde Mor og bragte derpaa Faderen en ^ Tak for hans store Trofasthed mod Hjemmet, » for den Selvets Overvindelse, der er den største og frugtbareste af alle Sejre«.

Baade Tonen og Ordene lød sært i manges Øre. Folk saae paa hinanden og tænkte, at han maaske vidste mere end andre om Hemmelighederne i Søren Smeds Liv og nu vilde grave dem dybere ned i Mørket med sin Lovprisning. Og virkelig havde han med sin lysere Forstand og sin rigere Livserfaring gættet sig til et og andet af dette skjulte Livsløb, 7 som paa Faderens eget udtrykkelige Forlangende fik sin Afslutning her paa de fattiges Gravplads.

Baade Tonen og Ordene lød sært i manges Øre. Folk saae paa hinanden og tænkte, at han maaske vidste mere end andre om Hemmelighederne i Søren Smeds ^ skjulte Livsløb, som paa den Gamles eget udtrykkelige Forlangende fik sin Afslutning her paa de fattiges Gravplads.

Straks efter Begravelsen kørte Borgmesteren og det øvrige Købstadfølge bort. Særlig havde Borgmesteren travlt med at komme afsted for ikke at kompromitteres ved en for nær Berøring med en politisk Oprører. Ogsaa Byens egne Folk sagde Farvel ved Kirkegaardsporten efterat de havde forstaaet, at der ikke vankede nogen Indbydelse til Middagsmad i Sørgehuset .

Men det tog Tid ^ før alle fik givet Haanden, saa Familjen kunde komme hjem. Navnlig flokkedes der stadig Folk omkring Tyge for at høre Nyt om den spændte politiske Situation .

Men det tog Tid , før alle fik givet Familjen Haanden, og navnlig flokkedes ^ Folk omkring Tyge for at høre nyt om den spændte politiske Situation .

Men det tog Tid , før alle fik givet Familjen Haanden, og navnlig flokkedes ^ Folk omkring Tyge for at høre nyt om den spændte politiske Situtation .

Men det tog Tid , før alle fik givet Familjen Haanden, og navnlig flokkedes ^ Folk omkring Tyge for at høre nyt om den spændte politiske Situation .

De øvrige Søskende stod tilsidst ganske forladte og var syge af Utaalmodighed for at komme afsted. Den dekorerede Instrumentmager og en anden ældre Broder, der var Skolelærer og Kirkesanger, stod for sig selv et Stykke borte og vendte Ryggen til den politiserende Gruppe. Instrumentmageren, der bar høj Hat med Flor og Diplomatfrakke, støttede sig anstandsfuldt til sin stramt oprullede Silkeparaply . Med kunstlet Henrykkelse beskuede han det foraarsgrønne Landskab, mens Blodet løb ham til og fra de dirrende Kinder.

De øvrige Søskende stod tilsidst ganske forladte , blege af Utaalmodighed efter at komme afsted. Den dekorerede Instrumentmager og en anden ældre Broder, der var Skolelærer og Kirkesanger, stod for sig selv et Stykke borte og vendte Ryggen til den politiserende Gruppe. Instrumentmageren, der ^ støttede sig anstandsfuldt til sin stramt oprullede Silkeparaply , beskuede med kunstlet Henrykkelse ^ det foraarsgrønne Landskab, mens Blodet løb ham til og fra de dirrende Kinder.

Skolelæreren var en kødtung, okseagtig Skikkelse med Brystet dækket af et stort Skæg. Hans Øjne 8 var fulde af Uro , og han havde hele Tiden Ørene vendt mod det, der foregik bagved ham .

Skolelæreren var en kødtung, okseagtig Skikkelse med I, 163 Brystet dækket af et stort Skæg. Han havde hele Tiden Ørene vendt mod det, der foregik bagved ham, og hans Øjne var fulde af Uro ^ .

Skolelæreren var en kødtung, okseagtig Skikkelse med Brystet dækket af et stort Skæg. Han havde hele Tiden Ørene vendt mod det, der foregik bagved ham, og hans Øjne var fulde af Uro ^ .

Søsteren Katrine, Præstefruen – en mørkladen, jætteagtig Skønhed med store Fjer i Hatten og Turnyre – kom hen til dem i fuldt Oprør, fulgt i Hælene af sin ornatklædte Mand, der skridtede ^ ^ afsted med forfjamsket og ulykkelig Mine som en pryglet Hund.

Søsteren Katrine, Præstefruen – en mørkladen, jætteagtig Skønhed med store Fjer i Hatten og Turnyre – kom hen til dem i fuldt Oprør, fulgt i Hælene af sin ornatklædte Mand, der trippede , afsted med forfjamsket og ulykkelig Mine som en pryglet Hund.

Søsteren Katrine, Præstefruen — en mørkladen, jætteagtig I, 119 Skønhed med store Fjer i Hatten og Turnyre — kom hen til dem i fuldt Oprør, fulgt i Hælene af sin ornatklædte Mand, der trippede ^ afsted med forfjamsket og ulykkelig Mine som en pryglet Hund.

Søsteren Katrine, Præstefruen – en mørkladen, jætteagtig Skønhed med store Fjer i Hatten og Turnyre – kom hen til dem i fuldt Oprør, fulgt i Hælene af sin ornatklædte Mand, der I, 119 trippede ^ afsted med forfjamsket og ulykkelig Mine som en pryglet Hund.

» Nu synes jeg virkelig , vi skal gaa,« sagde hun. » Den Sladder faar jo ingen Ende. Og hvad gi’er I mig for Tyge derinde ved Graven ? Har I kendt Mage?«
Instrumentmageren trak paa Skuldren.
» Tyge holder af at høre sig selv tale,« sagde han med ^ højsindet Overbærenhed. » Det er jo en almindelig menneskelig Svaghed.«

» Nu synes jeg ^ , vi skal gaa,« sagde hun. » Den Sladder faar jo ingen Ende. Og hvad si’er I til Tyge ^ ? Har I kendt Mage?«
» Tyge holder af at høre sig selv tale,« sagde Instrumentmageren med et Udtryk af højsindet Overbærenhed. ^

» Jeg finder, det er noget af det frækkeste! At lave offenlig Skandale ved sin egen Fars Begravelse! Provsten var fnysende. Jeg er sikker paa, at han gør Indberetning, og saa bliver det ingen billig Fornøjelse for den gode Tyge. Men saa skal han naturligvis igen gøres til Martyr. Det er den gamle Historie.«

Fru Katrines Mand vovede sig frem med en spagfærdig Indvending.

» Du har naturligvis ganske Ret. Det var højst urigtigt af din Broder, og det kan faa ubehagelige 9 Følger for ham, dersom der bliver rørt ved Sagen. Men paa den anden Side, lille Katrine, hvad din Broder sagde, var jo baade smukt og følt –.«

» Du har naturligvis ganske Ret. Det var højst urigtigt af din Broder, og det kan faa ubehagelige Følger for ham, dersom der bliver rørt ved Sagen. Men paa den anden Side, lille Katrine, hvad din Broder sagde, var jo baade smukt og følt –.«

» Du har naturligvis ganske Ret. Det var højst urigtigt af din Broder, og det kan faa ubehagelig Følger for ham, dersom der bliver rørt ved Sagen. Men paa den anden Side, lille Katrine, hvad din Broder sagde, var jo baade smukt og følt —.«

»Snak! Det er jo slet ikke det, vi taler om. Du vil vel ikke nægte, at det tilkom Kresten som den ældste at takke paa Familjens Vegne. Men Tyge skal altid stille sig frem og gøre sig vigtig. Det er hele Forklaringen.«

»Snak! Det er jo slet ikke det, vi taler om. Du vil vel ikke nægte, at det tilkom Kresten som den ældste at I, 164 takke paa Familjens Vegne. Men Tyge skal altid stille sig frem og gøre sig vigtig. Det er hele Forklaringen.«

»Hys ! Katrine dog ! Tal ikke saa højt!«

»Hys , Katrine ^ ! Tal ikke saa højt!«

» Lad mig være! Jeg er lige glad! ... Og nu gaar vi.Saa kan I andre gøre, hvad I vil.«

Hun tog sin Mand under Armen og styrede bort med et majestætisk Brus af sin sorte Silkekjole.

Hun tog sin Mand under Armen og styrede bort med et majestætisk Brus af den sorte Silkekjole.

» Katrine har i Grunden Ret. Der er jo ikke noget for os at vente paa,« sagde Instrumentmageren. » Skal vi gaa?«

» Katrine har i Grunden Ret. Der er jo ikke noget ^ at vente paa,« sagde Instrumentmageren. » Skal vi gaa?«

Skolelærerens tunge, urofyldte Øjne havde ^ stjaalet sig over til Gruppen omkring Tyge. Han tog dem ^ hastig til sig og sagde med et Suk, som om han værgede sig mod en Fristelse:

Skolelærerens tunge, urofyldte Øjne havde igen stjaalet sig over til Gruppen omkring Tyge. Han tog dem nu hastig til sig og sagde med et Suk, som om han værgede sig mod en Fristelse:

»Ja, Kresten! Lad os gaa herfra!«

»Ja, Kresten! Lad os komme herfra!«

^ ^

II .

I, 120 II
^

⇕ Storeholt II, 1.2

⇕ De Dødes Rige 2.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 2.2

E n Vinternat i Aaret 1825 fødtes der et Drengebarn i Søndbjerg i Thyland. Barnet kom til Verden som Førstegrøden af et Par unge Husmandsfolks frugtbare Kærlighed, og allerede længe før dets 10 Tilsynekomst i den fattige Stue havde det givet sig tilkende som et utaalmodigt Væsen med Uro i Kroppen.

Søren Smed var født en Vinternat i Aaret 1820 i Søndbjerg i Thyland. Drengen kom til Verden som Førstegrøden af et Par unge Husmandsfolks frugtbare Kærlighed, og allerede længe før sin Tilsynekomst i den fattige Stue havde han givet sig tilkende som et utaalmodigt Væsen med en Djævel i Kroppen.

Begge Forældrene hørte til de sorte Jyder , og navnlig var Faderen mørk i Huden som en Tater. Der blev aldrig snakket om det, men man vidste godt, at der engang havde forvildet sig nogle Draaber Natmandsblod ind i hans Slægt.

Begge Forældrene hørte til de sorte Jyder . Navnlig var Faderen mørk i Huden som en Tater. Der blev aldrig snakket om det, men man vidste godt, at der engang havde forvildet sig nogle Draaber Natmandsblod ind i hans Slægt.

Under Opvæksten maatte Drengen bestandig høre om, hvor sprælsk han havde været i sin Moders Liv, og at han straks efter Fødslen havde givet sig Luft i et stort Vræl, der grangivelig lød som et Hurra.

Under Opvæksten maatte Drengen bestandig høre om, I, 165 hvor sprælsk han havde været i sin Mors Liv, og at han straks efter Fødslen havde givet sig Luft i et stort Vræl, der grangivelig lød som et Hurra.

Under Opvæksten maatte Drengen bestandig høre om, hvor sprælsk han havde været i sin Mors Liv, og at han straks efter Fødslen havde givet sig Luft i et stort Vræl, der grangivelig lød som et Hurra.

» Den Knægt bliver der sgu nok noget stort af,« havde Jordemoderen sagt, og ogsaa denne Spaadom blev saa ofte gentaget i hans Nærværelse, at den kom til at sysselsætte ham mere end det var godt for ham. Han fik tidlig eventyrlige Tanker om sig selv og blev uvorn. Hverken hans Forældre eller Skolelæreren kunde tilsidst magte ham. Først Præsten fik ham dukket. Han lod ham » gaa om« til Konfirmationen, og den Skam gik Drengen dybt i Sindet og sved længe.

» Den Knægt bliver der sgu nok noget stort af,« havde Jordemoderen sagt, og ^ denne Spaadom kom til at sysselsætte ham mere, end det var godt for ham. ^

Paa Grund af sine vældige Kræfter blev han sat til Ambolten . Han stod først fem Aar i Byens Smedje og arbejdede siden som Svend i et Jernstøberi i Aalborg. Her kom man snart paa det rene med, at der groede andet end netop Muskelkraft hos den store, tunge Thybo , – Søren Kresten Madsen hed han. 11 Der sad baade et godt Hoved og et Par snilde Hænder paa ham. Selv skrev han hjem til Forældrene, at alle Folk i Aalborg kaldte ham for Mestersmeden. I hvert Brev skrød han sig forskellige store Bedrifter til .

Efter sin Konfirmation blev han sat til Ambolten paa Grund af sine ^ Kræfter ^ . Han stod først fem Aar i Byens Smedje og arbejdede siden som Svend i et Jernstøberi i Aalborg. Her kom man snart paa det rene med, at der groede andet end bare Muskelkraft hos den store, tunge Thybo . Der sad baade et godt Hoved og et Par snilde Hænder paa ham. Selv skrev han hjem til Forældrene, at alle Folk i Aalborg kaldte ham for Mestersmeden. I hvert Brev skrød han med mange indbildte Bedrifter ^ .

Men saa blev han igen forsvarlig knægtet. Han sad en Dag paa en Beværtning og drak en Puns sammen med en Gørtlersvend der fra Byen, og bedst som det var kom de op at mundhugges . Selv var han ganske rolig og drillede bare lidt; men den anden blev mere og mere hvid i sit Ansigt , og da Søren engang kaldte ham en bitte Gimpernik, røg han op og tog Vidner paa hans Mund.

Men saa mødte han første Gang sin Skæbne i Skikkelse af en Gørtlersvend, som han en Dag traf sammen med i en Beværtning ved en Puns . De kom ^ op at mundhugges ^ , og da Søren i sin Storhedsfølelse kaldte den anden en ^ Gimpernik, røg denne op og tog Vidner paa hans Mund.

Søren blev stævnet og maatte i Retten bøde ti Rigsdaler.

Først var han mousig og vilde ikke betale. Han havde nemlig hørt, at en Pranger, der paa Hjallerup Marked havde givet en Mand en blodig Snude, kun maatte bøde fem Rigsdaler. Men Politimesteren forklarede ham, at de to Tilfælde retslig set var meget forskellige, idet Hjallerupmændene begge havde været stærkt ophidsede i Gerningsøjeblikket og desuden godt fulde.

Først var han mousig og vilde ikke betale. Han havde ^ hørt, at en Pranger, der paa Hjallerup Marked havde givet en Mand en blodig Snude, kun maatte bøde fem Rigsdaler. Men Politimesteren forklarede ham, at de to Tilfælde retslig set var meget forskellige, idet Hjallerupmændene begge havde været stærkt ophidsede i Gerningsøjeblikket og desuden godt fulde.

Først var han mousig og vilde ikke betale. Han havde ^ hørt, at en Pranger, der paa Hjallerup Marked havde givet en Mand I, 121 en blodig Snude, kun maatte bøde fem Rigsdaler. Men Politimesteren forklarede ham, at de to Tilfælde retslig set var meget forskellige, idet Hjallerupmændene begge havde været stærkt ophidsede i Gerningsøjeblikket og desuden godt fulde.

Først var han mousig og vilde ikke betale. Han havde ^ hørt, at en Pranger, der paa Hjallerup Marked havde givet en Mand en blodig Snude, kun maatte bøde fem Rigsdaler. Men Politimesteren forklarede ham, at de to Tilfælde retlig set var meget I, 121 forskellige, idet Hjallerupmændene begge havde været stærkt ophidsede i Gerningsøjeblikket og desuden godt fulde.

^ Søren brød en Stund ^ sin Hjerne med denne Retfærdighedens højere Matematik men opgav tilsidst Forstaaelsen og talte Pengene op. Men den Tanke, at han for den halve Pris havde kunnet smadre Ansigtet 12 paa sin Avindsmand, forfulgte ham siden og lod ham ikke Ro. Den satte sig tilsidst i Fingrene paa ham som en ulidelig Kløe, og en Søndag Eftermiddag, da han mødte Gimpernikken paa Gaden, foer han løs paa ham og slog ham fire Tænder ud af Munden. ^ Til hans fornyede Overraskelse blev der imidlertid ved Straffens Udmaaling ikke taget mindste Hensyn til, at han dennegang virkelig havde været fraadende gal i Hovedet og ogsaa havde drukket godt. Han fik en alvorlig Dom og maatte spasere i Fængsel.

I, 166 Efter at Søren ^ en Stund havde brudt sin Hjerne med denne Retfærdighedens højere Matematik , opgav han Forstaaelsen og talte Pengene op. Men den Tanke, at han for den halve Pris kunde have smadret Ansigtet paa sin Avindsmand, forfulgte ham siden og lod ham ikke Ro. En Søndag Eftermiddag, da han mødte ham paa Gaden, foer han løs paa ham og slog ham fire Tænder ud af Munden.
Til hans fornyede Overraskelse blev der imidlertid ved Straffens Udmaaling ikke taget mindste Hensyn til, at han denne Gang virkelig havde været fraadende gal i Hovedet og ogsaa havde drukket godt. Han fik en alvorlig Dom og maatte spasere i Fængsel.

Efter at Søren ^ en Stund havde brudt sin Hjerne med denne Retfærdighedens højere Matematik , opgav han Forstaaelsen og talte Pengene op. Men den Tanke, at han for den halve Pris kunde have smadret Ansigtet paa sin Avindsmand, forfulgte ham siden og lod ham ikke Ro. En Søndag Eftermiddag, da han mødte ham paa Gaden, foer han løs paa ham og slog ham fire Tænder ud af Munden.
Til hans fornyede Overraskelse blev der imidlertid ved Straffens Udmaaling ikke taget mindste Hensyn til, at han denne Gang virkelig havde været fraadende gal i Hovedet og ogsaa havde drukket godt. Han fik en alvorlig Dom og maatte spasere i Fængsel.

Kort efter brød Krigen ud og gjorde ham til Soldat – Infanterist.

Nogen Tid efter brød Krigen ud og gjorde ham til Soldat – Infanterist.

Nogen Tid efter brød Krigen ud og gjorde ham til Soldat — Infanterist.

Nogen Tid efter brød Krigen ud og gjorde ham til Soldat – Infanterist.

Ogsaa i Felten gik der snart Ry af hans Opfindsomhed og mærkværdige Fingersnille. Naar en Kanon under Marsjen kørte i Grøften og led Skade, blev der straks raabt paa » Smeden fra Thy«. Sammen med et Par Ingeniørsoldater fulgte han tilsidst sin Afdeling som en Slags Ambulance for Materiellet. Han var med i Blodbadet ved Stolk og saae Schleppegrell segne. Ved Mysunde fik han selv Armen opreven af en Granatstump. Men hans Hædersdag blev den 4de Oktober i det belejrede Frederiksstad.

Ogsaa i Felten gik der snart Ry af hans Opfindsomhed og ^ Fingersnille. Naar en Kanon under Marsjen kørte i Grøften og led Skade, blev der straks raabt paa » Smeden fra Thy«. Sammen med et Par Ingeniørsoldater fulgte han tilsidst sin Afdeling som en Slags Ambulance for Materiellet. Han var med i Blodbadet ved Stolk og saae Schleppegrell segne. Ved Mysunde fik han selv Armen opreven af en Granatstump. Men hans Hædersdag blev den 4de Oktober i det belejrede Frederiksstad.

Det var om Aftenen paa Beskydningens sidste Dag, da Skanserne stormedes ved Skæret af den brændende By. I seks Døgn havde en Hagl af glødende Kugler og Brandgranater hvislet i Luften. Det ene 13 af Byens Kirketaarne stod i Flammer som et Lys, der brænder ned i den ene Side. Ulden Røg og mørkerøde Gnister væltede ud af de mange sammenstyrtede Bygninger.

Det var om Aftenen paa Beskydningens sidste Dag, da Skanserne stormedes ved Skæret af den brændende By. I seks Døgn havde en Hagl af glødende Kugler og Brandgranater hvislet i Luften. Det ene af Byens Kirketaarne stod i Flammer som et Lys, der brænder ned i den ene I, 167 Side. Ulden Røg og mørkerøde Gnister væltede ud over Byen fra de mange sammenskudte Bygninger.

Det var om Aftenen paa Beskydningens sidste Dag, da Skanserne stormedes ved Skæret af den brændende By. I seks Døgn havde en Hagl af glødende Kugler og Brandgranater hvislet i Luften. Det ene af Byens Kirketaarne stod i Flammer som et Lys, der brænder ned i den ene Side. Ulden Røg og mørkerøde Gnister væltede ud over Byen fra de mange sammenskudte Bygninger.

Soldaterne havde i alle disse Dage ikke været af Klæderne. Tilsmurte af Jord og Sod og Krudtslam sad de paa Hug bag de sønderskudte Brystværn med Kinden til Geværkolben og saae i Brandskæret ud som Negere.

I alle disse Dage havde Soldaterne ikke været af Klæderne. Tilsmurte af Jord og Sod og Krudtslam laa de ^ bag de sønderskudte Brystværn med Kinden til Geværkolben og saae i Brandskæret ud som Negere.

I alle disse Dage havde Soldaterne ikke været af Klæderne. Tilsmurte af Jord og Sod og Krudtslam laa de ^ bag de sønderskudte I, 122 Brystværn med Kinden til Geværkolben og saae i Brandskæret ud som Negere.

Søren sad mellem sine Batallionskammerater i den mest udsatte af de tre Skanser, der forsvarede Byen. Her var Brystværnets ydre Skraaning styrtet ned. Ogsaa Stormpælerækken var paa de fleste Steder sønderskudt, og de nedfaldne Jordmasser havde fyldt Graven udenfor, hvorved der var dannet bekvemme Overgange for Stormkolonnerne. Lige siden ^ Morgentaagen lettede ^ var Skansen bleven tildænget med Jern fra Fjendens sværeste Skyts. Der var i Virkeligheden ikke længer stort andet Værn tilbage end Bøsserne og to smaa Feltkanoner.

Søren sad mellem sine Bataillonskammerater i den mest udsatte af de tre Skanser, der forsvarede Byen. Her var Brystværnets ydre Skraaning styrtet ned. Ogsaa Stormpælerækken var paa de fleste Steder sønderskudt, og de nedfaldne Jordmasser havde fyldt Graven udenfor, saa der var dannet bekvemme Overgange for Stormkolonnerne. Lige siden Klokken seks, da Morgentaagen lettede , var Skansen bleven tildænget med Jern fra Fjendens sværeste Skyts. Der var i Virkeligheden ikke længer ^ andet Værn tilbage end Bøsserne og to smaa Feltkanoner.

Søren sad mellem sine Bataillonskammerater i den mest udsatte I, 122 af de tre Skanser, der forsvarede Byen. Her var Brystværnets ydre Skraaning styrtet ned. Ogsaa Stormpælerækken var paa de fleste Steder sønderskudt, og de nedfaldne Jordmasser havde fyldt Graven udenfor, saa der var dannet bekvemme Overgange for Stormkolonnerne. Lige siden Klokken seks, da Morgentaagen lettede , var Skansen bleven tildænget med Jern fra Fjendens sværeste Skyts. Der var i Virkeligheden ikke længer ^ andet Værn tilbage end Bøsserne og to smaa Feltkanoner.

Stormen var begyndt ved Solnedgang, da et Kompani holstenske Jægere i spredt Orden forsøgte en Overrumpling. De blev standset paa Halvvejen af tre hundrede pibende Geværkugler . En efter en ^ ^ sank de raske Mænd stumt overende som Aks, der falder for Leens Hug. Andre, der ^ fulgte efter, kastede sig ned paa Jorden og søgte Dækning.

Stormen begyndte ved Solnedgang, da et Kompani holstenske Jægere i spredt Orden forsøgte en Overrumpling. De blev standset ^ af tre hundrede pibende Geværkugler og løb tilbage – eller sank ^ stumt overende som Aks, der falder for Leens Hug. Andre, der hurtigt fulgte efter, kastede sig ned paa Jorden og søgte Dækning.

Stormen begyndte ved Solnedgang, da et Kompani holstenske Jægere i spredt Orden forsøgte en Overrumpling. De blev standset ^ af tre hundrede pibende Geværkugler og løb tilbage — eller sank ^ stumt overende som Aks, der falder for Leens Hug. Andre, der hurtigt fulgte efter, kastede sig ned paa Jorden og søgte Dækning.

Stormen begyndte ved Solnedgang, da et Kompagni holstenske Jægere i spredt Orden forsøgte en Overrumpling. De blev standset ^ af tre hundrede pibende Geværkugler og løb tilbage – eller sank stille ^ overende som Aks, der falder for Leens Hug. Andre, der hurtigt fulgte efter, kastede sig ned paa Jorden og søgte Dækning.

14 En Timestid senere, da det sidste Dagskær var svundet og Himlen glimrede af Stjerner, lød stærke Trommehvirvler og Hornsignaler ude fra de fjendtlige Forskansninger. Gennem Morterernes Brøl og Kanonernes Dundren hørtes ogsaa ganske tydeligt et Musikkorps, der spillede » Schleswig-Holstein meerumschlungen«. Og med eet mylrede Skikkelser op af Jorden derovre, og Bajonetter glimtede. Kolonne efter Kolonne brød frem af Mørket og styrtede sig under Skrig og Hujen frem mod Skansen.

Saa gik en Timestid i Ro. Men da det sidste Dagskær svandt og Himlen var fuld af Stjerner, lød stærke Trommehvirvler og Hornsignaler ude fra de fjendtlige Forskansninger. Gennem Morterernes Brøl og Kanonernes Dundren hørtes ogsaa ^ et Musikkorps, der spillede » Schleswig-Holstein meerumschlungen«. Og med eet mylrede Skikkelser op af Jorden derovre, og Bajonetter glimtede. I, 168 Kolonne efter Kolonne brød frem af Mørket og styrtede sig under Skrig og Hujen frem mod Skansen.

Saa gik en Timestid i Ro. Men da det sidste Dagskær svandt og Himlen var fuld af Stjerner, lød stærke Trommehvirvler og Hornsignaler ude fra de fjendtlige Forskansninger. Gennem Morterernes Brøl og Kanonernes Dundren hørtes ogsaa ^ et Musikkorps, der spillede » Schleswig-Holstein meerumschlungen«. Og med eet mylrede Skikkelser op af Jorden derovre, og Bajonetter glimtede. Kolonne efter Kolonne brød frem af Mørket og styrtede sig under Skrig og Hujen frem mod Skansen.

Brandskæret lyste et Øjeblik paa lange Rækker af dødblege Ansigter med vildt forvrængede Træk. Men straks efter var alt skjult af Krudtrøgen. Man skød iblinde . Sigtede i Retning af Hærskrigene og de Saaredes Hyl. Da man kunde høre, at nogle af de Stormende var naaet ind til Foden af Skansevæggen, hvor de var skudsikre, kastedes Sten, Træklodser, Øldunke, Flasker og andet Kasteskyts ned i Hovedet paa dem. Men pludselig stod fire-fem Skikkelser oppe paa Voldens Krone og fyrede ned i Skansen. Nogle andre var i Færd med at kravle op bagved dem.

Brandskæret lyste et Øjeblik paa lange Rækker af dødblege Ansigter med vildt forvrængede Træk. Men straks efter var alt skjult af Krudtrøgen. Man skød iblinde , sigtede i Retning af Hærskrigene og de Saaredes Hyl. Og pludselig stod fire-fem Skikkelser oppe paa Voldens Krone og fyrede ned i Skansen. Andre var i Færd med at kravle op bagved dem.

Brandskæret lyste et Øjeblik paa lange Rækker af dødblege Ansigter med vildt forvrængede Træk. Men straks ^ var alting skjult af Krudtrøgen. Man skød iblinde , sigtede i Retning af Hærskrigene og de Saaredes Hyl. Og pludselig stod fire-fem Skikkelser oppe paa Voldens Krone og fyrede ned i Skansen. Andre var i Færd med at kravle op bagved dem.

Synet af disse fremmede Mænd tændte ^ et ubændigt Raseri hos Søren. Han styrtede sig imod dem med løftet Kolbe, knuste Hovedet paa den forreste og huggede to af de andre Geværet ud af Haanden. Flere af hans Kammerater var sprunget op og havde 15 fulgt ham. Det blev i Løbet af nogle Øjeblikke til et blindt Haandmænge, hvorunder Blod og Hjernemasse sprøjtede til alle Sider. ^ Størsteparten af de indbrydende Fjender tumlede tilbage i Voldgraven som Lig. Resten afvæbnedes og dreves ned i Skansen som Fanger. Søren havde faaet fat i Struben paa en Fanebærer, der havde plantet det slesvig-holstenske Flag paa Voldkronen og forsvaret det med sin Sabel. Han havde afbødet hans Hug med sit Gevær og kastet sig over ham. Han kom nu slæbende med den halvkvalte Mand i Favnen som en Bjørn, der bærer sit Bytte bort; og da man fik Øje paa den erobrede Fane, som han førte med sig under den ene Arm, hilstes han med jublende Hurraraab.

Synet af disse fremmede Mænd tændte pludselig et ubændigt Raseri hos Søren. Han styrtede sig imod dem med løftet Kolbe, knuste Hovedet paa den forreste og huggede to af de andre Geværet ud af Haanden. Flere af hans Kammerater sprang op og fulgte ham. Det blev i Løbet af nogle Øjeblikke til et blindt Haandmænge, hvorunder Blod og Hjernemasse sprøjtede til alle Sider.
Størsteparten af de indbrydende Fjender tumlede tilbage i Voldgraven som Lig. Resten afvæbnedes og dreves ned i Skansen som Fanger. Søren havde faaet fat i Struben paa en Fanebærer, der havde plantet det slesvig-holstenske Flag paa Voldkronen og forsvaret det med sin Sabel. Søren havde afbødet hans Hug med sit Gevær og kastet sig over ham. Nu kom han slæbende med den halvkvalte Mand i Favnen som en Bjørn, der bærer sit Bytte bort; og da man fik Øje paa den erobrede Fane, som han førte med sig under den ene Arm, hilstes han med ^ Hurraraab.

Synet af disse fremmede Mænd tændte pludselig et ubændigt Raseri hos Søren. Han styrtede sig imod dem med løftet Kolbe, knuste Hovedet paa den forreste og huggede to af de andre Geværet ud af Haanden. Flere af hans Kammerater sprang op og fulgte ham. Det blev i Løbet af nogle Øjeblikke til et blindt I, 123 Haandmænge, hvorunder Blod og Hjernemasse sprøjtede til alle Sider.
Størsteparten af de indbrydende Fjender tumlede tilbage i Voldgraven som Lig. Resten afvæbnedes og dreves ned i Skansen som Fanger. Søren havde faaet fat i Struben paa en Fanebærer, der havde plantet det slesvig-holstenske Flag paa Voldkronen og forsvaret det med sin Sabel. Søren havde afbødet hans Hug med sit Gevær og kastet sig over ham. Nu kom han slæbende med den halvkvalte Mand i Favnen som en Bjørn, der bærer sit Bytte bort; og da man fik Øje paa den erobrede Fane, som han førte med sig under den ene Arm, hilstes han med ^ Hurraraab.

Synet af disse fremmede Mænd tændte pludselig et ubændigt Raseri hos Søren. Han styrtede sig imod dem med løftet Kolbe, knuste Hovedet paa den forreste og huggede to af de andre Geværet ud af Haanden. Flere af hans Kammerater sprang op og fulgte ham. Det blev i Løbet af nogle Øjeblikke til et blindt Haandmænge, hvorunder Blod og Hjernemasse sprøjtede til alle Sider.
Størsteparten af de indbrydende Fjender tumlede tilbage i I, 123 Voldgraven som Lig. Resten afvæbnedes og dreves ned i Skansen som Fanger. Søren havde faaet fat i Struben paa en Fanebærer, der havde plantet det slesvig-holstenske Flag paa Voldkronen og forsvaret det med sin Sabel. Søren havde afbødet hans Hug med sit Gevær og kastet sig over ham. Nu kom han slæbende med den halvkvalte Mand i Favnen som en Bjørn, der bærer sit Bytte bort; og da man fik Øje paa den erobrede Fane, som han førte med sig under den ene Arm, hilstes han med ^ Hurraraab.

De efterfølgende Stormkolonner havde imidlertid kastet sig plat ned paa Marken foran Skansen . Den uophørlige Plaskregn af Geværkugler og Kardæsker tilligemed Synet af deres faldne Kammeraters Lig havde taget Modet fra dem. Officererne bandte og brugte Klingen. Trommerne rørtes, og Musikken , der fulgte med i Bagtroppen, spillede opildnende Melodier. Men Mandskabet blev liggende og lod sig ikke længer drive frem.

Imidlertid havde de efterfølgende Stormkolonner ^ kastet sig plat ned paa Marken foran Skansen , Den uophørlige I, 169 Plaskregn af Geværkugler og Kardæsker tilligemed Synet af de faldne Kammeraters Lig havde taget Modet fra dem. Officererne bandte og brugte Klingen. Trommerne rørtes, og Musiken , der fulgte med i Bagtroppen, spillede opildnende Melodier. Men Mandskabet blev liggende og lod sig ikke længer drive frem.

Imidlertid havde de efterfølgende Stormkolonner ^ kastet sig plat ned paa Marken foran Skansen . Den uophørlige Plaskregn af Geværkugler og Kardæsker tilligemed Synet af de faldne Kammeraters Lig havde taget Modet fra dem. Officererne bandte og brugte Klingen. Trommerne rørtes, og Musikken , der fulgte med i Bagtroppen, spillede opildnende Melodier. Men Mandskabet blev liggende og lod sig ikke længer drive frem.

Det gik ikke Fjenden stort anderledes foran nogen af de andre Værker, der skulde tages . Efter fem Timers Kamp blev der blæst Retræte , og General Willisen opgav Byens Erobring ^ .

^ Fjenden havde ikke bedre Held foran ^ de andre Værker, der skulde være taget . Efter fem Timers Kamp blev der blæst Retræte . Byens Erobring maatte for den Gang opgives .

16 Som Kongens Tak for Sejren blev der nogen Tid efter uddelt en Række Dekorationer, deriblandt ogsaa et Par Dannebrogskors til Menige. I Sørens jyske Bataljon vidste man tidligt, at Chefen havde indstillet ham til denne sjeldne Udmærkelse, og nogle Dage før Uddelingen rygtedes det ogsaa , at han var bleven en af de udvalgte.

Som Kongens Tak for Sejren uddeltes der nogen Tid efter ^ en Række Dekorationer, deriblandt ogsaa et Par Dannebrogskors til Menige. Søren blev af Bataillonchefen indstillet ^ til denne sjeldne Udmærkelse, og nogle Dage før Uddelingen forlød det ^ , at han var bleven en af de udvalgte.

Søren tog mod sine Kammeraters Lykønskninger med et forsorent » Tak for Mad«. Men Nat efter Nat laa han og svedte i Sengen og kunde ikke sove for Sindsbevægelse og Spænding. Det var mest sine Forældre ^ han tænkte paa, allermest paa sin Moder , som han havde voldt saa megen Skuffelse og Sorg. Nu skulde han igen se hendes gode Øjne smile, naar han kom hjem med Sølvkorset paa sin Frakke.

Søren tog mod sine Kammeraters Lykønskninger med et forsorent » Gaa ad Helvede til!« Men den Nat laa han og svedte i Halmen og kunde ikke sove for Sindsbevægelse og Spænding. Det var mest sine Forældre , han tænkte paa, allermest paa sin Mor , som han havde voldt saa megen Skuffelse og Sorg. Nu skulde han igen se hendes gode Øjne smile, naar han kom hjem med Sølvkorset paa sin Frakke.

Saa en Dag stod Brigaden opstillet i Linjeformering og ventede paa Obersten , der i Kongens Navn skulde fæste Hæderstegnet paa Heltenes Bryst. Men til alles Overraskelse ^ ^ ^ blev det slet ikke Søren, der kaldtes frem for Fronten for at modtage Dekorationen. Det blev hans Sidemand i Kompaniet , en juridisk Kandidat, der ogsaa havde vist sig tapper under Belejringen og desuden var i Familje med en af Hærens Generaler.

Saa en Dag stod Brigaden opstillet i Linjeformering og ventede paa Generalen , der i Kongens Navn skulde fæste Hæderstegnet paa Heltenes Bryst. Men til stor Overraskelse i den jydske Bataillon blev det ^ ikke Søren, der kaldtes frem for Fronten for at modtage Dekorationen. I, 170 Det blev hans Sidemand i Kompaniet , en juridisk Kandidat, der ogsaa havde vist sig tapper under Belejringen og desuden var i Familje med en af Hærens Generaler.

Saa en Dag stod Brigaden opstillet i Linjeformering og ventede paa Generalen , der i Kongens Navn skulde fæste Hæderstegnet I, 124 paa Heltenes Bryst. Men til stor Overraskelse i den jyske Bataillon blev det ^ ikke Søren, der kaldtes frem for Fronten for at modtage Dekorationen. Det blev hans Sidemand i Kompaniet , en juridisk Kandidat, der ogsaa havde vist sig tapper under Belejringen og desuden var i Familje med en af Hærens Generaler.

Saa en Dag stod Brigaden opstillet i Linjeformering og ventede paa Generalen , der i Kongens Navn skulde fæste Hæderstegnet paa Heltenes Bryst. Men til stor Overraskelse i den jyske Bataillon blev det ^ ikke Søren, der kaldtes frem for Fronten for at modtage Dekorationen. Det blev hans Sidemand i Kompagniet , I, 124 en juridisk Kandidat, der ogsaa havde vist sig tapper under Belejringen og desuden var i Familje med en af Hærens Generaler.

Kort efter var Krigen forbi ^ og Mandskabet hjemforlovedes.

Kort efter var Krigen forbi , og Mandskabet hjemforlovedes.

Søren gik omkring paa Landevejene og søgte Arbejde. 17 Hjem til Forældrene vilde han ikke nu. Tilbage til Aalborg, hvor han havde siddet i Arrest, vilde han heller ikke. Han agtede sig ud i det fremmede og gjorde sig selv det Løfte ikke at komme igen, før han havde øvet en Stordaad . Han følte saadanne vældige Kræfter i sig nu. Han vilde se at komme over Havet til en af de store Fabriksbyer i England; men til den Rejse behøvedes Penge, som han først maatte samle .

Søren gik omkring paa Landevejene og søgte Arbejde. Hjem til Forældrene vilde han ikke nu. Tilbage til Aalborg, hvor han havde siddet i Arrest, vilde han heller ikke. Han agtede sig ud i det fremmede for ikke at vise sig igen, før han havde øvet en Stordaad , der spurgtes viden om. Han vilde se at komme over Havet til en af de store Fabriksbyer i England. Men til den Rejse behøvedes Penge, som han først maatte fortjene .

Søren gik omkring paa Landevejene og søgte Arbejde. Hjem til Forældrene vilde han ikke nu. Tilbage til Aalborg, hvor han havde siddet i Arrest, vilde han heller ikke. Han agtede sig ud i det Fremmede for ikke at vise sig igen, før han havde øvet en Stordaad , der spurgtes viden om. Han vilde se at komme over Havet til en af de store Fabriksbyer i England. Men til den Rejse behøvedes Penge, som han først maatte fortjene .

Han blev i disse Dage et ensomt Menneske. Mens de fleste andre hjemsendte Krigsmænd vedblev at bære Felthuen som et Emblem, der aabnede Dørene for dem i de bedste Huse, fortav han bestandig hvor han kom fra , og talte aldrig om sine Krigseventyr. Derfor varede det længe, inden han fandt Arbejde, og tilsidst led han Nød.

Han blev i disse Dage et ensomt Menneske. Mens de fleste andre hjemvendte Krigsmænd vedblev at bære Felthuen som et Emblem, der aabnede Dørene for dem i de bedste Huse, fortav han , hvorfra han kom ^ , og talte aldrig om sine Krigseventyr. Derfor varede det længe, inden han fandt Arbejde, og tilsidst led han Nød.

Som en pjaltet Landstryger kom han en Regnvejrsaften vandrende til Enslev. Bysmeden her, en ældre Mand, havde faaet en Svaghed i Ryggen og trængte til Hjælp. Søren arbejdede der et Par Dage paa Prøve og blev saa fæstet for en god Løn.

Men ogsaa her var Ulykken ude efter ham. Han gik hen og forelskede sig i Husets unge Datter, og det paa den Maade, at Pigen blev med Barn. Det kom til uhyggelige Graadscener, og den syge Fader, der var forpint af Smerter, fik et Raserianfald. I Stedet for en Frifærd ud i den store Verden blev 18 det til et Møde for Præsten og Hastværksbryllup ^ og bagefter til Overtagelse af Smedjen mod Prioritetslaan, Sagførersalærer, Aftægtsydelser og de mange andre Haandjern og Tommeskruer, hvormed en ung Mand kan komme til at bøde livsvarigt for et Øjebliks Letsindighed.

Men ogsaa her var Ulykken ude efter ham. Han gik hen og forelskede sig i Husets unge Datter, og det paa den Maade, at Pigen blev med Barn. Det kom til ^ Graadscener, og den syge Fader, der var forpint af Smerter, fik et Raserianfald. I Stedet for en Frifærd ud i den store I, 171 Verden blev det til et Møde for Præsten og Hastværksbryllup , og bagefter til Overtagelse af Smedjen mod Prioritetslaan, Sagførersalærer, Aftægtsydelser og de mange andre Haandjern og Tommeskruer, hvormed en ung Mand kan komme til at bøde livsvarigt for et Øjebliks Letsindighed.

Men ogsaa her var Ulykken ude efter ham. Han gik hen og forelskede sig i Husets unge Datter, og det paa den Maade, at Pigen blev med Barn. Det kom til ^ Graadscener, og den syge Fader, der var forpint af Smerter, fik et Raserianfald. I Stedet for en Frifærd ud i den store Verden blev det til et Møde for Præsten og Hastværksbryllup , og bagefter til Overtagelse af Smedjen mod Prioritetslaan, Sagførersalærer, Aftægtsydelser og de mange andre Haandjern og Tommeskruer, hvormed en ung Mand kan komme til at bøde livsvarigt for et Øjebliks Letsindighed.

Paa Bryllupsdagen drak Søren sig lynende fuld, kaldte sig foragtelig for en Rallikeskomager og væltede sig ind paa Gæsterne.

Ane-Mette, hans Kone, var pæn af Skikkelse og dertil et godhjertet lille Menneske og en dygtig Husholderske. Man skulde tro, at hun nok kunde gøre en omløbende Svend lysten efter et Hjems Mag og Hygge. Stue og Smedje laa Side om Side; der var kun en tynd Væg imellem. Men mangen Gang lod Søren den svære Forhammer tordne bare for at overdøve Skraalet af den lille Menneskeunge, der havde lagt sig i Vejen for ham .

Ane-Mette, hans Kone, var pæn af Skikkelse og dertil et godhjertet lille Menneske , om hvem man skulde tro, at hun nok kunde gøre en omløbende Svend lysten efter et Hjems ^ Hygge. Stue og Smedje laa Side om Side; der var kun en tynd Væg imellem. Men mangen Gang lod Søren den svære Forhammer tordne bare for at overdøve Skraalet af den lille Menneskeunge, der havde lagt sig i Vejen for hans store Lykke .

Ane-Mette, hans Kone, var pæn af Skikkelse og dertil et godhjertet I, 125 lille Menneske , om hvem man skulde tro, at hun nok kunde gøre en omløbende Svend lysten efter et Hjems ^ Hygge. Stue og Smedje laa Side om Side; der var kun en tynd Væg imellem. Men mangen Gang lod Søren den svære Forhammer tordne bare for at overdøve Skraalet af den lille Menneskeunge, der havde lagt sig i Vejen for hans store Lykke .

Ane-Mette, hans Kone, var pæn af Skikkelse og dertil et godhjertet lille Menneske , om hvem man skulde tro, at hun nok kunde gøre en omløbende Svend lysten efter et Hjems ^ Hygge. Stue og Smedje laa Side om Side; der var kun en tynd Væg I, 125 imellem. Men mangen Gang lod Søren den svære Forhammer tordne bare for at overdøve Skraalet af den lille Menneskeunge, der havde lagt sig i Vejen for hans store Lykke .

Ane-Mette begreb ikke Aarsagen til disse Udbrud af Vildskab, som hvert Øjeblik fyldte Huset med Uvejr. I sin Enfoldighed tænkte hun, at de kunde stamme fra en Sygdom i Hovedet, som kom med visse Vinde ligesom Flyvegigt. ^ Søren kunde til andre Tider sidde saa kønt med den lille Kresten paa sit Knæ og være helt forgabet i hans smaa Hænder og Fødder.

Ane-Mette begreb ikke Aarsagen til disse Udbrud af Vildskab, som hvert Øjeblik fyldte Huset med Uvejr. I sin Enfoldighed tænkte hun, at de stammede fra en Sygdom i Hovedet, som maatte komme med visse Vinde ligesom Flyvegigt. For Søren kunde til andre Tider sidde saa kønt med ^ lille Kresten paa sit Knæ og være helt forgabet i hans smaa Hænder og Fødder.

Aaret efter laa der en Dag et Par fuldvægtige Tvillinger i Vuggen, og det Syn gjorde Søren stum 19 af Skræk . I denne ubegærede himmelske Gavmildhed saae han et Tegn ^ , en Guds-Dom. Den var som ^ Vorherres egenhændige Besegling af hans Vanskæbne. Han forstod nu, at han var Livsfange. Her i Enslev skulde hans Dage gaa hen i Trældom, indtil man bar ham ud paa Kirkegaarden.
Hans Væsen forandredes fra den Dag. Han lukkede sig inde i sig selv og blev stille. Barndomshjemmet i Thy nævnede han aldrig mere. Han taalte ikke at tænke paa, at hans Forældre og Søskende maaske endnu sad og ventede, at han en Dag ^ skulde vende tilbage som en Eventyrprins.

Aaret efter laa der en Dag et Par fuldvægtige Tvillinger i Vuggen, og det Syn gjorde Søren bleg . I denne ubegærede himmelske Gavmildhed saae han et Tegn fraoven , en Gudsdom, – Vorherres egenhændige Besegling af hans Vanskæbne. Han forstod nu, at han var Livsfange.
I, 172 Hans Væsen forandredes fra den Dag. Han lukkede sig inde i sig selv . Blev stille. Barndomshjemmet i Thy nævnedes aldrig mere. Han taalte ikke at tænke paa, at hans Forældre og Søskende maaske endnu sad og ventede, at han en Dag , som han havde lovet, skulde vende tilbage som en Eventyrprins.

Aaret efter laa der en Dag et Par fuldvægtige Tvillinger i Vuggen, og det Syn gjorde Søren bleg . I denne ubegærede himmelske Gavmildhed saae han et Tegn fraoven , en Gudsdom, — Vorherres egenhændige Besegling af hans Vanskæbne. Han forstod nu, at han var Livsfange.
Hans Væsen forandredes fra den Dag. Han lukkede sig inde i sig selv . Blev stille. Barndomshjemmet i Thy nævnedes aldrig mere. Han taalte ikke at tænke paa, at hans Forældre og Søskende maaske endnu sad og ventede, at han en Dag , som han havde lovet, skulde vende tilbage som en Eventyrprins.

Aaret efter laa der en Dag et Par fuldvægtige Tvillinger i Vuggen, og det Syn gjorde Søren bleg . I denne ubegærede himmelske Gavmildhed saae han et Tegn fraoven , en Gudsdom, – Vorherres egenhændige Besegling af hans Vanskæbne. Han forstod nu, at han var Livsfange.
Hans Væsen forandredes fra den Dag. Han lukkede sig inde i sig selv . Blev stille. Barndomshjemmet i Thy nævnedes aldrig mere. Han taalte ikke at tænke paa, at hans Forældre og Søskende maaske endnu sad og ventede, at han en Dag , som han havde lovet, skulde vende tilbage som en Eventyrprins.

Naar Ane-Mette efter Fyraften kom ned i Smedjen for at kalde ham ind til Nadveren, fandt hun ham undertiden siddende i Tanker med Haanden under Kinden henne paa Kulkassen .

Naar Ane-Mette efter Fyraften kom ned i Smedjen for at kalde ham ind til Nadveren, saae hun ham undertiden sidde med Haanden under Kinden og stirre ind i Ilden .

» Hvad er der dog i Vejen med dig, bette Søren ,« kunde hun da ^ spørge , og lagde Armen kærligt om hans Hals .

» Hvad er der dog i Vejen med dig, bette Søren ? « kunde hun da forsigtigt spørge ^ .

» Hvad er der dog i Vejen med dig, bette Søren ,« kunde hun da forsigtigt spørge ^ .

Han plejede at sige, at han havde Tandværk. Og netop saadan saae han ogsaa ud.

III .

III

⇕ Storeholt II, 1.3

⇕ De Dødes Rige 2.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 2.3

P aa den Maade gik nogle Aar. Et af Børnene døde, men der kom stadig nye til, og i Smedjen sang Ambolten fra Morgen til Aften for at skaffe Føden til de mange slugne Munde.

Der gik nogle Aar. Et af Børnene døde, men der kom stadig nye til, og i Smedjen sang Ambolten fra Morgen til Aften for at skaffe Føden til de mange slugne Munde.

20 En Eftermiddag standsede en fremmed Handelsmand udenfor Smedjen, sprang af Vognen og raabte ind, om han kunde faa en Sko under sin Hest. Det var en vever lille Mand med Snakketøj. Mens Søren og hans Dreng lagde et Jern under det ene Bagben, stod han lænet op til Vognfaddingen med Hænderne i Lommerne og lod Munden løbe som en Skralde.
Mellem andet snakkede han om, at det nu var bleven gode Tider for Smedene. Han fortalte om en Mand i Aarhus, der var begyndt som almindelig Klejnsmed men ovre i Amerika havde lært at gøre Landbrugsmaskiner og nu var ^ godt paa Veje til at blive en af Byens største Skatteydere.

En Eftermiddag standsede en fremmed Handelsmand udenfor Smedjen, sprang af Vognen og raabte ind, om han kunde faa en Sko under sin Hest. Det var en vever lille Mand med Snakketøj. Mens Søren og hans Dreng lagde et Jern under det ene Bagben, stod han lænet op til Vognfadingen med Hænderne i Lommerne og lod Munden løbe .
Tilsidst fortalte han om en Mand i Aarhus, der var begyndt som almindelig Landsbysmed men ^ i Amerika I, 173 havde lært at gøre Landbrugsmaskiner . Nu var han godt paa Veje til at blive en af Byens største Skatteydere.

En Eftermiddag standsede en fremmed Handelsmand udenfor I, 126 Smedjen, sprang af Vognen og raabte ind, om han kunde faa en Sko under sin Hest. Det var en vever lille Mand med Snakketøj. Mens Søren og hans Dreng lagde et Jern under det ene Bagben, stod han lænet op til Vognfadingen med Hænderne i Lommerne og lod Munden løbe .
Tilsidst fortalte han om en Mand i Aarhus, der var begyndt som almindelig Landsbysmed men ^ i Amerika havde lært at gøre Landbrugsmaskiner . Nu var han godt paa Veje til at blive en af Byens største Skatteydere.

En Eftermiddag standsede en fremmed Handelsmand udenfor Smedjen, sprang af Vognen og raabte ind, om han kunde faa en Sko under sin Hest. Det var en vever lille Mand med Snakketøj. I, 126 Mens Søren og hans Dreng lagde et Jern under det ene Bagben, stod han lænet op til Vognfadingen med Hænderne i Lommerne og lod Munden løbe .
Tilsidst fortalte han om en Mand i Aarhus, der var begyndt som almindelig Landsbysmed men ^ i Amerika havde lært at gøre Landbrugsmaskiner . Nu var han godt paa Veje til at blive en af Byens største Skatteydere.

Søren kendte godt Historien, vidste endogsaa Fabrikantens Navn. Alligevel mumlede han til Svar , at det saagu’ nok var Løgn altsammen ^ ^ . Men da svor den Fremmede ved Kors og Pine, at hvert evige Ord var sandt. Han kendte selv Manden.
^ ^ Søren , der havde taget den store Rasp for at file Hoven til, vendte sig i det samme om og gik ham truende ind paa Livet. Med det lange Jern i sin løftede Haand brølte han ham ind i Ansigtet:

Søren kendte godt Historien, vidste endogsaa Fabrikantens Navn. Alligevel mumlede han ^ , at det saagu’ nok var Løgn .
»Løgn? ... Da kan du spørre enhver Mand, der er kendt i Aarhus. Saa skal du høre, hvad de si’er om Jens Johansen . A er sikker epaa , han ejer over en Million.«
Søren vendte sig i det samme om og gik ham truende ind paa Livet. Med den lange Rasp i sin løftede Haand brølte han ham ind i Ansigtet:

Søren kendte godt Historien, vidste endogsaa Fabrikantens Navn. Alligevel mumlede han ^ , at det saagu’ nok var Løgn .
» Løgn ?... Da kan du spørre enhver Mand, der er kendt i Aarhus. Saa skal du høre, hvad de si’er om Jens Johansen . A er sikker paa , han ejer over en Million.«
Søren vendte sig i det samme om og gik ham truende ind paa Livet. Med den lange Rasp i sin løftede Haand brølte han ham ind i Ansigtet:

Søren kendte godt Historien, vidste endogsaa Fabrikantens Navn. Alligevel mumlede han ^ , at det saagu’ nok var Løgn .
»Løgn? ... Da kan du spørre enhver Mand, der er kendt i Aarhus. Saa skal du høre, hvad de si’er om Jens Johansen . A er sikker paa , han ejer over en Million.«
Søren vendte sig i det samme om og gik ham truende ind paa Livet. Med den lange Rasp i sin løftede Haand brølte han ham ind i Ansigtet:

» Og A sejer dæ, at om du int holder din Kæft, skal A sla’ Skallen ind paa dæ, dit Skvalderhode!«

Stiv i Kinderne af Overraskelse og Skræk hummede Handelsmanden sig op i sin Vogn, fik i Hast nogle Skillinger kastet fra sig og fløj afsted ^ som var 21 det selve den Onde ^ han havde set vende det hvide ud af Øjnene. Men da han var kommen et Stykke henad Vejen og følte sig i Sikkerhed, fik han sit Mæle igen. Han drejede ^ sig om paa Agebrættet og raabte tilbage :

Stiv i Kinderne af ^ Skræk hummede Handelsmanden sig op i sin Vogn, greb Linerne og fløj afsted , som var det selve den Onde , han havde set vende det hvide ud af Øjnene. Men da han var kommen et Stykke henad Vejen og følte sig i Sikkerhed, ^ drejede han sig om paa Agebrædtet og raabte ^ :

»Hva’ bilder du dig ind! ... Din Fattiglars!«

Efter Fyraften, da Søren kom ind i Stuen , satte Ane-Mette ^ den spruttende hede Flæskepande paa Bordet . Han drak ^ flere Snapse men rørte næsten ikke Maden. Bagefter blev han siddende med Hovedet nede paa Armene , som om han sov eller var beruset.

Efter Fyraften, da Søren kom ind i Stuen og Ane-Mette satte den spruttende hede Flæskepande paa Bordet , drak han flere Snapse men rørte næsten ikke Maden. Bagefter blev han siddende med Hovedet nede paa Armen , som om han sov eller var beruset.

» Er det igen galt med Tænderne?« spurgte Ane-Mette forsigtigt.

Han nikkede.

Lidt efter rejste han sig og drev ud.

I, 174 Lidt efter rejste han sig og slentrede ud.

Lidt efter drejede han sig og slentrede ud.

Lidt efter rejste han sig og slentrede ud.

Det var Maaneskin. Han gik ned mod Kroen; men da han udefra saae, at der sad mange Folk derinde, gik han forbi . Udenfor Byen hørte han en Vogn komme. For ikke at møde nogen slog han ind paa en Markvej og gik paa maa og faa ^ udover Heden.

Det var Maaneskin. Han gik ned mod Kroen; men da han udefra saae, at der sad mange Folk derinde, gik han forbi ^ og drev paa maa og faa ad en Markvej udover Heden.

Det var Maaneskin. Han gik ned mod Kroen; men da han udefra saae, at der sad mange Folk derinde, gik han forbi ^ og drev paa maa og faa ad en Markvej ud over Heden.

Maaneskyggen fulgte ham – snart ved hans ene, snart ved hans anden Side ^ eftersom Vejen drejede. Han følte det, som om et hemmelighedsfuldt Væsen havde slaaet Følge med ham . En Mørkets Udsending, der hviskede ham onde Fristerord ind i Øret. 22 Han fik Kulde i Kroppen men gjorde sig alligevel ikke fri af det uhyggelige Følgeskab.
Det var ^ en gammel Bekendt , der igen havde opsøgt ham. En Dusbroder og daglig Omgangsfælle fra den Tid, da Løgnene fødtes af sig selv paa hans Tunge og Storhedsdrømmene red ham som en Mare . Røsten lød ogsaa saa fortrolig .

Maaneskyggen fulgte ham – snart ved hans ene, snart ved hans anden Side , eftersom Vejen drejede. Han følte det, som om et hemmelighedsfuldt Væsen havde slaaet Følge med ham , en Mørkets Udsending, der i fortrolig Tone hviskede ham onde Fristerord ind i Øret, – en gammel Bekendt ^ fra den Tid, da Løgnene fødtes af sig selv paa hans Tunge og Storhedsdrømmene red ham som en Mare ^ .

I, 127 Maaneskyggen fulgte ham — snart ved hans ene, snart ved hans anden Side , eftersom Vejen drejede. Han følte det, som om et hemmelighedsfuldt Væsen havde slaaet Følge med ham , en Mørkets Udsending, der i fortrolig Tone hviskede ham onde Fristerord ind i Øret, — en gammel Bekendt ^ fra den Tid, da Løgnene fødtes af sig selv paa hans Tunge og Storhedsdrømmene red ham som en Mare ^ .

Maaneskyggen fulgte ham – snart ved hans ene, snart ved I, 127 hans anden Side , eftersom Vejen drejede. Han følte det, som om et hemmelighedsfuldt Væsen havde slaaet Følge med ham , en Mørkets Udsending, der i fortrolig Tone hviskede ham onde Fristerord ind i Øret, – en gammel Bekendt ^ fra den Tid, da Løgnene fødtes af sig selv paa hans Tunge og Storhedsdrømmene red ham som en Mare ^ .

»Naa, hudden gor ’ et saa, Søren Madsen? Det æ nok it bløwen villere mæ dæ siden sidst. Men det har A jo savt dæ tidt nok, Søren. Do tjener ingen go’ Mand, har A savt. Slid og Slæv æ bløven din Løn, stakkels Mand! Og saa Lovning paa et Himmerig etterpaa, dæ kanske æ en go Løwn og aller haar eksistiret. Det æ en slem Profit! Og do, som ku’ sit mæ begge dine Næver fulde af Jordens naadigste Gaver! Herrejøsses! Saa sølle sku’ det end’ mæ dæ, a Folk raaver »Fattilavs« etter dæ! ... Ane-Mette æ sgu da osse snart for gammel for en Mand som dæ. A sejer: gør dæ fri, Søren! Det æ Tid eno! Ane-Mette ka jo ta ud og tjen’. Det haar hon gjort før. Og Rollingerne ka do la Vorherre ta sig a. Han æ val nærest te’et. Det æ dog ham, der har lavet dem ^ . Og nærensti do føst æ væk herfraa og faar annet i Huedet, saa tinker do sgu it mer paa dem. Stol do paa mæ ; A kinner Verden og Minniskene . Og A æ din Ven, din sande Hjertensven! A sejer: vis dæ no som en Svend, 23 Søren! En rejti Svend! Do vil it kom te aa fortryd ’et. – Ska vi gi hveranner Haandslav paa det?«

»Naa, hudden gor ’ et saa, Søren Madsen? Det æ nok it bløwen villere mæ dæ siden sidst. Men det har A jo savt dæ tidt nok, Søren. Do tjener ingen go’ Mand, har A savt. Slid og Slæv æ bløven din Løn, stakkels Mand! Og saa Lovning paa et Himmerig etterpaa, dæ kanske æ en go Løwn og oller haar eksistiret. Det æ en slem Profit! Og do, som ku’ sit mæ begge dine Næver fulde af Jordens naadigste Gaver! Herrejøsses! Saa sølle sku’ det end’ mæ dæ, a Folk raaver »Fattilavs« etter dæ! ... Ane-Mette æ sgu da osse snart for gammel for en Mand som dæ. A sejer: gør dæ fri, Søren! Det æ Tid eno! Ane-Mette ka jo ta ud og tjen’. Det haar hon gjort før. Og Rollingerne ka do la Vorherre ta sig a. Han æ val nærest te’et. Det æ dog ham, do haar dem fræ . Og nærensti do føst æ væk herfræ og faar annet i Huedet, saa tinker do sgu int mer paa dem. Stol do paa mæ ; A kinner Verden og I, 175 Minniskene . Og A æ din Ven, din sande Hjertensven! A sejer: vis dæ no som en Svend, Søren! En rejti Svend! Do vil it kom te aa fortryd ’et. – Ska vi gi hveranner Haandslav paa det?«

»Naa, hudden gor ’ et saa, Søren Madsen? Det æ nok it bløwen villere mæ dæ siden sidst. Men det har A jo savt dæ tidt nok, Søren. Do tjener ingen go’ Mand, har A savt. Slid og Slæv æ bløwen din Løn, stakkels Mand! Og saa Lovning paa et Himmerig etterpaa, dæ kanske æ en go Løwn og oller haar eksistiret. Det æ en slem Profit! Og do, som ku’ sit mæ begge dine Næver fulde af Jordens naadigste Gaver! Herrejøsses! Saa sølle sku’ det end’ mæ dæ, a Folk raaver »Fattilavs« etter dæ! ... Ane-Mette æ sgu da osse snart for gammel for en Mand som dæ. A sejer: gør dæ fri, Søren! Det æ Tid eno! Ane-Mette ka jo ta ud og tjen’. Det haar hon gjort før. Og Rollingerne ka do la Vorherre ta sig a. Han æ val nærest te’et. Det æ dog ham, do haar dem fræ . Og nærensti do føst er væk herfræ og faar annet i Huedet, taa tinker do sgu it mer paa dem. Stol do paa mæ ! A kinner Verden og Minneskene ^ . Og A æ din Ven, din sande Hjertensven! A sejer: vis dæ no som en Svend, Søren! En rejti Svend! Do vil it kom te aa fortryd ’et. — Ska vi gi hveranner Haandslav paa det?«

»Naa, hudden gor ’ et saa, Søren Madsen? Det æ nok it bløwen villere mæ dæ siden sidst. Men det har A jo savt dæ tidt nok, Søren. Do tjener ingen go’ Mand, har A savt. Slid og Slæv æ bløwen din Løn, stakkels Mand! Og saa Lovning paa et Himmerig etterpaa, dæ kanske æ en go Løwn og oller haar eksistiret. Det æ en slem Profit! Og do, som ku’ sit mæ begge dine Næver fulde af Jordens naadigste Gaver! Herrejøsses! Saa sølle sku’ det end’ mæ dæ, a Folk raaver »Fattilavs« etter dæ! ... Ane-Mette æ sgu da osse snart for gammel for en Mand som dæ. A sejer: gør dæ fri, Søren! Det æ Tid eno! Ane-Mette ka jo ta ud og tjen’. Det haar hon gjort før. Og Rollingerne ka do la Vorherre ta sig a. Han æ val nærest te’et. Det æ dog ham, do haar dem fræ . Og nærensti do føst er væk herfræ og faar annet i Huedet, saa tinker do sgu it mer paa dem. Stol do paa mæ ! A kinner Verden og Minneskene ^ . Og A æ din Ven, din sande Hjertensven! A sejer: vis dæ no som en Svend, Søren! En rejti Svend! Do vil it kom te aa fortryd ’et. – Ska vi gi hveranner Haandslav paa det?«

Da Søren henimod Midnat naaede tilbage til Smedehuset, var Pagten sluttet , hans Hjerte lukket . Han vilde rømme fra Hjemmet og lade Fattigkassen tage sig af Ane-Mette og Børnene. Han var nu igen ^ Mestersmeden fra Thy og havde ikke mer med Rallikeskomagerens Unger at skaffe.

Da Søren henimod Midnat naaede tilbage til Smedehuset, var Pagten sluttet ^ . Han vilde rømme fra Hjemmet og lade Fattigkassen tage sig af Ane-Mette og Børnene. Han var ^ igen bleven Mestersmeden fra Thy og havde ikke mer med Rallikeskomagerens Unger at skaffe.

Da Søren henimod Midnat naaede tilbage til Smedehuset, var Pagten sluttet ^ . Han vilde rømme fra Hjemmet og lade Fattigkassen tage sig af Ane-Mette og Børnene. Han var ^ igen bleven Mestersvenden fra Thy og havde ikke mer med Rallikeskomagerens Unger at skaffe.

Andendagen efter var alle Forberedelserne gjort. Han havde skaffet sig Rejsepenge ved at sælge deres Ko under det Paaskud, at han skulde købe Stangjern og nyt Værktøj, og henimod Aften sagde han til Ane-Mette, at han den næste Morgen tidlig vilde tage ind til Købstaden for at handle.
Ane-Mette tog straks hans Søndagstøj ud af Skabet for at hæge det. Da Søren inde fra Smedjen saae hende staa der i Døren og børste saa ivrig, uden Tanke om Svig, kunde han ikke faa Øjnene fra hende. Hun var igen ^ bleven ung og skøn for ham trods de indsunkne Kinder og det fattige Haar, og han besluttede at lade hende faa ^ Størsteparten af de Penge, han havde skaffet sig til Rejsen. Han vilde ikke selv beholde mere end 30 ... nej bare 25 Rigsdaler. Ja, 20 Rigsdaler vilde han ogsaa godt kunde nøjes med. Resten vilde han lægge ^ i hendes Kommodeskuffe eller et andet Sted, hvor hun straks maatte finde dem.

Andendagen efter var alle Forberedelser gjort. Han havde skaffet ^ Rejsepenge ved at sælge deres Ko . Han skulde købe Stangjern og nyt Værktøj, forklarede han. Henimod Aften sagde han til Ane-Mette, at han den næste Morgen tidlig vilde tage ind til Købstaden for at handle.
Da Søren inde fra Smedjen saae hende staa ^ i Døren og børste hans Søndagstøj uden Tanke om Svig, kunde han ikke faa Øjnene fra hende. Han syntes, hun igen var bleven ung og skøn ^ trods det fattige Haar, og han besluttede at ville efterlade Størsteparten af de Penge, han havde skaffet sig til Rejsen. Han vilde ikke selv beholde mere end 30 ... nej bare 25 Rigsdaler. Ja, 20 Rigsdaler vilde han ogsaa godt kunne nøjes med. Resten vilde han lægge ned i hendes Kommodeskuffe eller et andet Sted, hvor hun straks maatte finde dem.

Andendagen efter var alle Forberedelser gjort. Han havde skaffet ^ Rejsepenge ved at sælge deres Ko . Han skulde købe Stangjern og nyt Værktøj, forklarede han. Henimod Aften sagde han til Ane-Mette, at han den næste Morgen tidlig vilde tage ind til Købstaden for at handle.
Da Søren inde fra Smedjen saae hende staa ^ i Døren og børste hans Søndagstøj uden Tanke om Svig, kunde han ikke faa Øjnene I, 128 fra hende. Han syntes, hun igen var bleven ung og skøn ^ trods det fattige Haar, og han besluttede at ^ efterlade Størsteparten af de Penge, han havde skaffet sig til Rejsen. Han vilde ikke selv beholde mere end 30 ... nej bare 25 Rigsdaler. Ja, 20 Rigsdaler vilde han ogsaa godt kunne nøjes med. Resten vilde han lægge ned i hendes Kommodeskuffe eller et andet Sted, hvor hun straks maatte finde dem.

Andendagen efter var alle Forberedelser gjort. Han havde skaffet ^ Rejsepenge ved at sælge deres Ko . Han skulde købe Stangjern og nyt Værktøj, forklarede han. Henimod Aften sagde han til Ane-Mette, at han den næste Morgen tidlig vilde tage ind til Købstaden for at handle.
Da Søren inde fra Smedjen saae hende staa ^ i Døren og børste hans Søndagstøj uden Tanke om Svig, kunde han ikke faa Øjnene fra hende. Han syntes, hun igen var bleven ung og skøn ^ trods I, 128 det fattige Haar, og han besluttede at ^ efterlade Størsteparten af de Penge, han havde skaffet sig til Rejsen. Han vilde ikke selv beholde mere end 30 ... nej bare 25 Rigsdaler. Ja, 20 Rigsdaler vilde han ogsaa godt kunne nøjes med. Resten vilde han lægge ned i hendes Kommodeskuffe eller et andet Sted, hvor hun straks maatte finde dem.

24 Inden Ane-Mette den Aften gik i Seng, stillede hun Vækkeuret en Time frem for at hun kunde have Mellemmaderne smurt og Morgenkaffen færdig i god Tid.

Inden Ane-Mette den Aften gik i Seng, stillede hun Vækkeuret en Time frem , saa hun kunde have Mellemmaderne smurt og Morgenkaffen færdig i god Tid.

Om Natten vaagnede hun ved at høre Søren sukke.

» Sover du it?« spurgte hun.

I, 176 » Sover du it?« spurgte hun.

» Sover du it?« spurgte hun.

»Jow.«

» Saa drømmer du da.«

»Ja.«

Hun følte i Halvsøvne til Bleen under den Lille, der laa imellem dem ved hendes Bryst. Saa sank hun tilbage igen til sine Skrukkemors-Drømme . Søren blev liggende med Armen under Hovedet og stirrede ud i den maanelyse Stue. Paa Væggen over hans Hoved tikkede Uret, og rundt om ham lød det trygge Kor af Børnenes sunde Aandedrag. Han skelnede Krestens regelmæssige Vejrtrækning med den lille Fløjtelyd gennem Næsen, Jørgens næsten voksne Snorken, Katrines smaa Smæld med Læberne og Tyges hurtige Udaanding.

Hun følte i Halvsøvne til Bleen under den Lille, der laa imellem dem , og sank saa tilbage ^ til sine Skrukkemorsdrømme . Søren blev liggende med Armen under Hovedet og stirrede ud i den maanelyse Stue. Paa Væggen over ham tikkede Uret, og rundt om ham lød det trygge Kor af Børnenes ^ Aandedrag. Han skelnede Krestens regelmæssige Vejrtrækning med den lille Fløjtelyd gennem Næsen, Jørgens næsten voksne Snorken, Katrines smaa Smæld med Læberne og Tyges hurtige Udaanding.

Tilsidst begyndte han at tinge med Fanden. Han vilde have et Par Dages Frist. Saa vilde han snakke lige ud til Ane-Mette om, hvad han havde for, og lade det komme an paa, hvad hun sagde til hans Planer. Men da hørte han igen den hemmelighedsfulde Ven tale ^ til ham. Han maatte huske paa, sagde han , at det ikke alene var for sin egen Skyld, 25 han rejste bort, men ogsaa for at hente Lykken hjem til sin Familje. Fruentimmersnak skulde man aldrig høre paa . Naar han engang vendte tilbage som en rig Amerikaner med Penge i alle Lommerne, vilde baade Ane-Mette og Børnene forstaa, hvor godt og rigtigt han havde handlet imod dem. Han skulde bare være ved godt Mod.

Tilsidst begyndte han at tinge med Fanden. Han vilde have et Par Dages Frist. Saa vilde han snakke lige ud til Ane-Mette om, hvad han havde for, og lade det komme an paa, hvad hun sagde til hans Planer. Men da hørte han igen den hemmelighedsfulde Ven tale trøstende til ham. Han maatte huske paa, sagde Vennen , at det ikke alene var for sin egen Skyld, han rejste bort, men ogsaa for at hente Lykken hjem til sin Familje. Fruentimmersnak skulde man aldrig høre efter . Naar han engang vendte tilbage som en rig Amerikaner med Penge i alle Lommerne, vilde baadte Ane-Mette og Børnene forstaa, hvor godt og rigtigt han havde handlet imod dem. Han skulde bare være ved godt Mod.

Tilsidst begyndte han at tinge med Fanden. Han vilde have et Par Dages Frist. Saa vilde han snakke lige ud til Ane-Mette om, hvad han havde for, og lade det komme an paa, hvad hun sagde til hans Planer. Men da hørte han igen den hemmelighedsfulde Ven tale trøstende til ham. Han maatte huske paa, sagde Vennen , at det ikke alene var for sin egen Skyld, han rejste bort, men ogsaa for at hente Lykken hjem til sin Familje. Fruentimmersnak skulde man aldrig høre efter . Naar han engang vendte tilbage som ^ rig Amerikaner med Penge i alle Lommerne, vilde baade Ane-Mette og Børnene forstaa, hvor godt og rigtigt han havde handlet imod dem. Han skulde bare være ved godt Mod.

Klokken fire skramlede Vækkeuret. Ane-Mette listede sig ud af Sengen, og da hun var gaaet ud i Køkkenet, stod ogsaa Søren op. Han blev siddende nogen Tid paa Sengekanten med Hovedet i Hænderne. Det ringede derinde som med Dommedagsklokker. Han følte sig tilmode som en, der staar i Begreb med at begaa et Mord.

Klokken fire skramlede Vækkeuret. Ane-Mette røg ud af Sengen, og da hun var gaaet ud i Køkkenet, stod ogsaa Søren op. Han blev siddende nogen Tid paa Sengekanten I, 177 med Hovedet i Hænderne. Det ringede derinde som med Dommedagsklokker. Han følte sig tilmode som en, der staar i Begreb med at begaa et Mord.

Klokken fire skramlede Vækkeuret. Ane-Mette røg ud af Sengen, og da hun var gaaet ud i Køkkenet, stod ogsaa Søren op. I, 129 Han blev siddende nogen Tid paa Sengekanten med Hovedet i Hænderne. Det ringede derinde som med Dommedagsklokker. Han følte sig tilmode som en, der staar i Begreb med at begaa et Mord.

» Do kan vel daarlig komme hjem før Avten,« sagde Ane-Mette, da de i Daglysningen sad ude i Køkkenet ved Kaffen.
Søren slog en Dram i sin Kop.

» Do kan vel daarlig være hjemme før Avten,« sagde Ane-Mette, da de i Daglysningen sad ude i Køkkenet ved Kaffen.
Søren slog en Dram i sin Kop.

» Do kan vel daarlig være hjemme før Avten,« sagde Ane-Mette, da de i Daglysningen sad ude i Køkkenet ved Kaffen. ^ Søren slog en Dram i sin Kop.

» Do kan vel daarlig være hjemme før Avten,« sagde Ane-Mette, da de i Daglysningen sad ude i Køkkenet ved Kaffen.
Søren slog en Dram i sin Kop.

»Næ, det kan A it ,« svarede han efter nogen Nølen og hældte lidt af Flasken ovenpaa .

»Næ, det kan A int ,« svarede han efter nogen Nølen og hældte lidt af Flasken oveni .

Opad Væggen stod hans gamle Vandrekæp. Paa et Søm ovenover hang en Ræveskindsransel. Det var hans hele Udrustning. Ane-Mette sukkede lidt for sin Ko, som hun savnede. Men Jern og Værktøj var jo vigtigere , det forstod hun godt. Søren svarede ikke noget, og nu vaagnede den Lille ^ inde i Stuen. Ane-Mette maatte derind og stille Barnet tilfreds.

Opad Væggen stod hans gamle Vandrekæp. Paa et Søm ovenover hang en Ræveskindsransel. Det var hans hele Udrustning. Ane-Mette sukkede lidt for sin Ko, som hun savnede. Men Jern og Værktøj var jo vigtigere . Det forstod hun godt. Søren svarede ikke noget, og nu vaagnede den Lille ^ inde i Stuen. Ane-Mette maatte derind og stille Barnet tilfreds.

Opad Væggen stod hans gamle Vandrekæp. Paa et Søm ovenover hang en Ræveskindsransel. Det var hans hele Udrustning. Ane-Mette sukkede lidt for sin Ko, som hun savnede. Men Jern og Værktøj var jo vigtigere . Det forstod hun godt. Søren svarede ikke noget, og nu vaagnede den Lille , inde i Stuen. Ane-Mette maatte derind og stille Barnet tilfreds.

26 Da hun kom tilbage, var Søren gaaet. Paa Bordet mellem de tømte Kaffekopper stod tre Sølvtutter med otte Specier i hver.

Da hun kom tilbage, var Søren gaaet. Paa Bordet mellem de tømte Kaffekopper stod tre Sølvtutter med otte Specier i hver.

»Jøsses! Nu har han glemt sine Peng’!« tænkte hun.

Søren var allerede kommen et godt Stykke udenfor Byen. Det var en frisk Sommermorgen med Regnbueskær over de dugvaade Marker. Han havde den rindende Sol i Ryggen, og hans Skygge strakte sig kæmpemæssig foran ham paa den ligeløbende Vej. Det var den samme Landevej, ad hvilken han ^ for ti Aar siden var kommen dragende til Enslev , og han havde knap set den siden.

Søren var allerede kommen et godt Stykke udenfor Byen. Det var en frisk Sommermorgen med Regnbueskær over de dugvaade Marker. Han havde den rindende Sol i Ryggen, og hans Skygge strakte sig kæmpemæssig foran ham paa den ligeløbende Vej. Det var den samme Landevej, ad hvilken han hin Regnvejrsaften for ti Aar siden var kommen ^ , og han havde knap set den siden.

Han skridtede godt ud. Nu da Farvellet var sagt og den store Verden atter laa foran ham i forjættelsesfuld Morgenglans, sank med eet alle disse Trældomsaar ^ i Jorden bag ham som en ^ Drøm. Følelsen af Frihed stormede igennem ham som en vældig Rus. Ogsaa Snapsene i den tomme Mave begyndte at virke. I taktfast, gungrende Soldatermarsj skred han afsted og glemte endog at se sig tilbage oppe fra Møllerens Bakke .

Han skridtede godt ud. Nu da Farvel’et var sagt og den store Verden atter laa foran ham i forjættelsesfuld I, 178 Morgenglans, var det, som om alle disse Trældomsaar sank i Jorden bag ham som en ond Drøm. Følelsen af Frihed stormede igennem ham som en vældig Rus. Ogsaa Snapsene i den tomme Mave begyndte at virke. I taktfast, gungrende Soldatermarsj skred han afsted uden at se sig tilbage ^ .

Han skridtede godt ud. Nu da Farvel’et var sagt og den store Verden atter laa foran ham i forjættelsesfuld Morgenglans, var det, som om alle disse Trældomsaar sank i Jorden bag ham som en ond Drøm. Følelsen af Frihed stormede igennem ham som en vældig Rus. Ogsaa Snapsene i den tomme Mave begyndte at virke. I taktfast, gungrende Soldatermarsj skred han afsted uden at se sig tilbage ^ .

Han svingede med sin Knippel, og da han ingen Mennesker saae omkring paa Markerne, begyndte han at synge af fuld Hals . Det var en lystig Visestump, som han huskede fra Felten:

Han svingede med sin Knippel, og da der endnu ingen Mennesker var paa Markerne, begyndte han at synge ^ . Det var en lystig Visestump, som han huskede fra Felten:

27 » Fatter tier,

» Fatter tier,

I, 130 » Fatter tier,

Mutter skri’er:

du har kysset mine Pier !

du har kysset mine Pi’er !

Singsalia! Singsalium!

Bum!«

Tre Timer senere sad han paa ^ en Grøftekant lidt udenfor Købstaden og havde taget sit Madklæde frem. Han var forresten slet ikke sulten, og ved Synet af Ane-Mettes nydeligt smurte Mellemmader tabte han nu rent Appetiten.

Tre Timer senere sad han paa Grøftekanten en Milsvej fra Købstaden og havde taget sit Madklæde frem. Han var forresten slet ikke sulten, og ved Synet af Ane-Mettes omhyggeligt smurte Mellemmader tabte han nu rent Appetiten.

Henne paa Vejen inde fra Byen kom et langt , magert Kvindemenneske med en Kludesæk paa Ryggen og en Stav i Haanden. Han kendte hende godt. Det var en gammel Halvtosse, der gik omkring i Herredet og tiggede. Da hun fik Øje paa hans Mellemmader ^ standsede hun foran ham, skuttede sig i sine Pjalter og bad om en Bid i Guds Navn.

Henne paa Vejen ^ kom et langt , magert Kvindemenneske med en Kludesæk paa Ryggen og en Stav i Haanden. Han kendte hende godt. Det var en gammel Halvtosse, der gik omkring i Herredet og tiggede. Da hun fik Øje paa hans Mellemmader , standsede hun foran ham, skuttede sig i sine Pjalter og bad om en Bid i Guds Navn.

Henne paa Vejen ^ kom et Langt , magert Kvindemenneske med en Kludesæk paa Ryggen og en Stav i Haanden. Han kendte hende godt. Det var en gammel Halvtosse, der gik omkring i Herredet og tiggede. Da hun fik Øje paa hans Mellemmader , standsede hun foran ham, skuttede sig i sine Pjalter og bad om en Bid i Guds Navn.

Søren havde endnu aldrig nægtet en Fattig et Stykke Mad; men Ane-Mettes sidste Rundtenommer var ham for dyrebar en Gave. Han nænnede ikke at skille sig ved en Brokke og lod Konen gaa med en Toskilling.

Søren havde endnu aldrig nægtet en Fattig et Stykke Mad; men Ane-Mettes sidste Rundtenom’er var ham for dyrebar en Gave. Han ^ lod Konen gaa med en Toskilling.

Længe fulgte han hende med Øjnene, mens han tænkte paa, at hun maaske inden Aften vilde naa til Enslev og banke paa hos Ane-Mette og komme ind i Køkkenet og faa en Kaffetaar. Han saae det hele Møde saa forunderligt levende for sig : Ane-Mette 28 med bette Hanne paa Armen , allerede ^ lidt urolig over, at han ikke er kommen tilbage. Tyge , der trykker sig op ad hendes Kjole og er angst for den fremmede Kælling med det grimme Hundeansigt. Og udenfor paa Dørstenen : Kresten med Jørgen i Haanden; de kigger ud ad Vejen efter ham ...

I, 179 Længe fulgte han hende med Øjnene, mens han tænkte paa, at hun maaske inden Aften vilde naa til Enslev og banke paa hos Ane-Mette og komme ind i Køkkenet og faa sin Kaffetaar. Han saae helt livagtig for sig , hvordan Ane-Mette kom ud med bette Hanne paa Armen og allerede var lidt urolig over, at han ikke var kommen tilbage. Tyge trykkede sig op ad hendes Kjole og var angst for den fremmede Kælling med det grimme Hundeansigt. Og udenfor paa Dørstenen stod Kresten med Jørgen i Haanden; de kiggede ud ad Vejen efter ham ...

Længe fulgte han hende med Øjnene, mens han tænkte paa, at hun maaske inden Aften vilde naa til Enslev og banke paa hos Ane-Mette og komme ind i Køkkenet og faa sin Kaffetaar. Han saae helt livagtig for sig , hvordan Ane-Mette kom ud med bette Hanne paa Armen og allerede var lidt urolig over, at han ikke var kommen tilbage. Tyge trykkede sig op ad hendes Kjole og var angst for den fremmede Kælling med det grimme Hundeansigt. Og udenfor paa Dørstenen stod Kresten med Jørgen i Haanden; de kiggede ud ad Vejen efter ham ...

Han angrede ^ , at han ikke havde ladet ogsaa ^ de sidste ti Rigsdaler af sine Rejsepenge blive tilbage derhjemme. Han havde før fægtet sig frem som vandrende Gesell og kunde vel gøre det endnu engang. Saasnart han kom til Byen ^ vilde han skrive til Ane-Mette og forklare hende sine Hensigter. Og han vilde bede hende om at være ved godt Mod og bare vente paa ham. Alt ^ hvad han fortjente udover Føden ^ vilde han sende hende. Hverken hun eller Børnene skulde komme til at lide Nød . Saadan vilde han skrive, endda han ikke selv troede paa, at der kunde blive meget tilovers foreløbig; men de Ord vilde trøste hende.
Saa rejste han sig og gik videre .

Han angrede nu , at han ikke ^ ogsaa lod de sidste ti Rigsdaler af sine Rejsepenge blive tilbage derhjemme. Han havde før fægtet sig frem som vandrende Gesell og kunde vel gøre det endnu engang. Saasnart han kom til Byen , vilde han skrive til Ane-Mette og forklare hende sine Hensigter. Og han vilde bede hende om at være ved godt Mod og bare vente paa ham. Alt , hvad han fortjente udover Føden , vilde han sende hende. Hverken hun eller Børnene skulde komme til at lide Nød ^ .

Inde i Byen søgte han ned i Madam Jørgensens Kælderbeværtning ved Havnen for at drikke et Glas Øl og høre efter Skibslejlighed.

Inde i Byen søgte han ned i Madam Jørgensens Kælderbeværtning I, 131 ved Havnen for at drikke et Glas Øl og høre efter Skibslejlighed.

» Et stuer Glas og et bette ... A æ tøst!« sagde han unødig højt ^ straks han var kommen indenfor Døren ^ og slængte sig med stort Spektakkel ned ved et Bord under Vinduerne.

» Et stuer Glas og et bette ... A æ tøst!« sagde han unødig højt , straks han var kommen indenfor Døren , og slængte sig med stort Spektakel ned ved et Bord under Vinduerne.

29 Der var ikke andre Gæster i Lokalet end en svær Mand med en Nakke som en fedet Orne. Han bar Uniformskasket og hvilede et Par ^ pudeformede Hænder tungt paa en Spanskrørsstok, der stod mellem hans Ben. Det var Byens forhenværende Politibetjent, der nu var bleven Arrestforvarer. Madam Jørgensen sad bag Skænken og hæklede. Hun var en ^ lille Kone, tyk som et overskaaret Brændevinsfad ; det tog Tid for hende at komme op af Stolen og bringe Søren det forlangte Glas Øl og den underforstaaede Snaps.

Der var ikke andre Gæster i Lokalet end en svær Mand med en Nakke som en fedet Orne. Han bar Uniformskasket og hvilede et Par tunge, pudeformede Hænder I, 180 paa en Spanskrørsstok, der stod mellem hans Ben. Det var Byens forhenværende Politibetjent, der nu var bleven Arrestforvarer. Madam Jørgensen sad bag Skænken og hæklede. Hun var en ældre Kone, lille og tyk som et overskaaret Brændevinsfad . Det tog Tid for hende at komme op af Stolen og bringe Søren det forlangte Glas Øl og den underforstaaede Snaps.

Der var ikke andre Gæster i Lokalet end en svær Mand med en Nakke som en fedet Orne. Han bar Uniformskasket og hvilede et Par tunge, pudeformede Hænder paa en Spanskrørsstok, der stod mellem hans Ben. Det var Byens forhenværende Politibetjent, der nu var bleven Arrestforvarer. Madam Jørgensen sad bag Skænken og hæklede. Hun var en ældre Kone, lille og tyk som et overskaaret Brændevinsfad . Det tog Tid for hende at komme op af Stolen og bringe Søren det forlangte Glas Øl og den underforstaaede Snaps.

Da hun igen var kommen til Ro bag sine Flasker, fortsatte Arrestforvareren den Beretning , han var bleven afbrudt i ved Sørens Komme. Det var om et Par Drenge, et Par smaa Tyveknægte, som han om Morgenen havde givet Ris paa Raadstuen. Med sløv Tilfredshed gav den tykke Mand en udførlig Skildring af den blodige Forretning .

Da hun igen var kommen til Sæde bag sine Flasker, fortsatte Arrestforvareren en Beretning ^ om et Par Drenge, et Par smaa Tyveknægte, som han om Morgenen havde givet Ris paa Raadstuen. Med Selvtilfredshed gav den tykke Mand en udførlig Skildring af Forretningen .

» Femogtyve regulærte paa den bare Podiks , som vi siger . De kan være stødt paa, at der blev Hakkebøf af de Frikadeller!«

» Femogtyve regulærte paa den bare Podiks ^ . De kan være stødt paa, at der blev Hakkebøf af de Frikadeller!«

Madam Jørgensen ømmede sig i sin strikkede Skuldervarmer. Hun forsøgte et Forsvar for Drengene. De Børn dernede i Baggaden fik nu heller slets ingen Opdragelse. Naar Manden laa og rakkede paa Søen og Konen maatte gaa ud og vaske for Folk, hvad skulde der saa blive af de stakkels Unger.

» Akkurat mine Ord!« sagde Arrestforvareren. » Den 30 Slags Knægte spaserer lige lukt ind i Tugthuset. Det sagde ^ ogsaa ^ Borgmesteren.«

» Akkurat mine Ord!« sagde Arrestforvareren. » Den Slags Knægte spaserer lige lukt ind i Tugthuset. Det sagde jeg ogsaa til Borgmesteren.«

Søren var bleven stille derhenne ved Vinduesbordet . Hans Øjne stirrede. Men Læberne var urolige . Han følte det, som om det var hans egne Drenge ^ de snakkede om, og det trak sammen inden i ham til et mægtigt Uvejr. Dersom den grisefede Mand var bleven ved at tale blot et Par Minutter endnu, havde han slaaet Hovedet itu paa ham med sin Knippel.

Søren var bleven stille derhenne ved Vinduesbordet ^ . Han følte det, som om det var hans egne Drenge , de snakkede om, og det trak sammen inden i ham til et mægtigt Uvejr. Han stirrede rasende paa den grisefede Mand og havde Lyst til at slaa Skallen itu paa ham med sin Knippel.

Søren var bleven stille derhenne ved Vinduesbordet ^ . Han følte det, som om det var hans egne Drenge , de snakkede om, og det trak sammen indeni ham til et mægtigt Uvejr. Han stirrede rasende paa den grisefede Mand og havde Lyst til at slaa Skallen itu paa ham med sin Knippel.

Men nu gik Døren op, og en Flok Havnearbejdere kom trampende ind paa deres store Træsko . De slog sig ned omkring det runde Bord i Midten af Stuen og fik hver en Pægl Brændevin udleveret i et Ølglas .

I, 181 Men nu gik Døren op, og en Flok Havnearbejdere kom trampende ind paa deres store Træsko ^ .

Men nu gik Døren op, og en Flok Havnearbejdere kom trampende ind paa deres store Træsko ^ .

Søren betalte sin Fortæring og gik op paa Gaden. Med fredløst Sind drev han om i Byen. Han syntes, at alle Folk saae paa ham med anklagende Blikke, som om de vidste, hvad han havde for. Det gjorde ham ond . Hvad havde det Rak at blande sig i hans Sager! Vilde de ham noget, kunde de komme an! En lille Pige, der standsede foran ham for at spørge, hvad Klokken var, ragede han tilside med en Ed.

Søren betalte sin Fortæring og gik op paa Gaden. Med fredløst Sind drev han om i Byen. Han syntes, at alle Folk saae paa ham med anklagende Blikke, som om de vidste, hvad han havde for. Det gjorde ham ondsindet . Hvad havde det Rak at blande sig i hans Sager! Vilde de ham noget, kunde de komme an! En lille Pige, der standsede foran ham for at spørge, hvad Klokken var, ragede han tilside med en Ed.

I, 132 Søren betalte sin Fortæring og gik op paa Gaden. Med fredløst Sind drev han om i Byen. Han syntes, at alle Folk saae paa ham med anklagende Blikke, som om de vidste, hvad han havde for. Det gjorde ham ondsindet . Hvad havde det Rak at blande sig i hans Sager! Vilde de ham noget, kunde de komme an! En lille Pige, der standsede foran ham for at spørge, hvad Klokken var, ragede han tilside med en Ed.

Oppe ved Markedspladsen gik han igen ind i en Beværtning og satte sig til at drikke. Ved den fjerde » Puns « blev han højrøstet og gav sig til at traktere de andre Gæster. Han forlangte en Flaske Portvin 31 og kastede en Daler henad Bordet. Da man spurgte ham om hans Navn, slog han sig for Brystet og kaldte sig »Mestersmeden«. Folk blinkede til hinanden og morede sig over ham.

Oppe ved Markedspladsen gik han igen ind i en Beværtning og satte sig til at drikke. Ved den fjerde »Puns « blev han højrøstet og gav sig til at traktere de andre Gæster. Han forlangte en Flaske Portvin og kastede en Daler henad Bordet. ^ Folk blinkede til hinanden og morede sig over ham.

Da to Soldater kom derind , sprang han op og gjorde militær Honnør. Han bød ^ dem paa en Puns og smøgede sit Ærme op for at brovte med Saaret af Granatsplinten fra Mysunde. Saa begyndte han at snakke om sin Kone og sine Børn og fortalte, at han var kommen til Byen for at købe Stangjern og Værktøj for 200 Rigsdaler.

Da to Soldater kom ind , sprang han op og gjorde militær Honnør. Han bød ogsaa dem paa en Puns og smøgede sit Ærme op for at vise dem Arret efter Granatsplinten fra Mysunde. Saa begyndte han at snakke om sin Kone og sine Børn og fortalte, at han var kommen til Byen for at købe Stangjern og Værktøj for 300 Rigsdaler.

Først et Par Timer efter kom han igen ^ ud paa Gaden . Han var da sejlende fuld.

Et Par Timer efter , da han igen kom ud paa Gaden , var han sejlende fuld.

IV .

⇕ Storeholt II, 1.4

⇕ De Dødes Rige 2.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 2.4

K ort fortalt: Dagen efter stod Søren igen i sin mørke Smedje og rystede Huset med Slagene af den vældige Forhammer. Og her stod han siden Dag ud og Dag ind, indtil han blev en gammel Mand.

Kort fortalt: Dagen efter stod Søren igen i sin mørke Smedje og rystede Huset med Slagene af den vældige I, 182 Forhammer. Og her stod han siden Dag ud og Dag ind, indtil han blev en gammel Mand.

Kort fortalt: Dagen efter stod Søren igen i sin mørke Smedje og rystede Huset med Slagene af den vældige Forhammer. Og her stod han siden Dag ud og Dag ind, indtil han blev en gammel Mand.

Han ældedes tidlig. Skallen blev blank ^ og Skægget falmede, før han naaede de halvhundrede. Han blev menneskefjendsk som en Bindehund men gemte sin Græmmelse bag en mørk, storagtig Tavshed. Kun naar han havde taget lovlig mange Snapse til Maden, fik han Mæle og slog da om sig med haanske ^ Ord, saa Folk lo af ham bag hans Ryg. Mange var af den 32 Mening, at han ikke var rigtig klog. Hans egne Børn skammede sig ofte over ham.

Han ældedes tidlig. Skallen blev blank , og Skægget falmede, før han naaede de halvhundrede. Menneskefjendsk som en Bindehund var han bleven, og naar han havde taget for mange Snapse til Maden, slog han om sig med haanske og storagtige Ord, saa Folk lo af ham bag hans Ryg.

Ogsaa Ane-Mette begyndte ^ at lakke tilaars; men til Trods for, at hun bestandig levede som med et Tordenvejr hængende over Huset, var hun ikke bleven kuet. Hun var den samme rørige lille Kone med ^ milde Øjne og et taalsomt Sind . Men hun var nu ogsaa den, der kendte Søren bedst og vidste, hvor meget godt og kærligt der gemte sig bag hans bidske Væsen. Dog havde heller ikke hun ^ nogensinde faaet at vide, hvad der havde ført ham til Købstaden hin bedrøvelige Dag, da han fik alle Gadens Drenge efter sig derinde og kom i Kasjotten.

Ogsaa Ane-Mette begyndte nu at lakke tilaars; men skønt hun bestandig havde levet som med et Tordenvejr hængende over Huset, var hun ikke bleven kuet. Den lille rørige ^ Kone med de milde Øjne og det taalsomme Sind ^ var nu ogsaa den, der kendte Søren bedst og vidste, hvor meget godt og kærligt der gemte sig bag hans mørke Væsen. Men heller ikke hun havde nogensinde faaet at vide, hvad der førte ham til Købstaden hin bedrøvelige Dag, da han fik alle Gadens Drenge efter sig ^ og kom i Kasjotten.

Ogsaa Ane-Mette begyndte nu at lakke tilaars; men skønt hun bestandig havde levet som med et Tordenvejr hængende over Huset, var hun ikke bleven kuet. Den lille rørige ^ Kone med de milde Øjne og det taalsomme Sind ^ var nu ogsaa den, der kendte I, 133 Søren bedst og vidste, hvor meget godt og kærligt der gemte sig bag hans mørke Væsen. Men heller ikke hun havde nogensinde faaet at vide, hvad der førte ham til Købstaden hin bedrøvelige Dag, da han fik alle Gadens Drenge efter sig ^ og kom i Kasjotten.

Ogsaa Ane-Mette begyndte nu at lakke tilaars; men skønt hun bestandig havde levet som med et Tordenvejr hængende over Huset, var hun ikke bleven kuet. Den lille rørige ^ Kone I, 133 med de milde Øjne og det taalsomme Sind ^ var nu ogsaa den, der kendte Søren bedst og vidste, hvor meget godt og kærligt der gemte sig bag hans mørke Væsen. Men heller ikke hun havde nogensinde faaet at vide, hvad der førte ham til Købstaden hin bedrøvelige Dag, da han fik alle Gadens Drenge efter sig ^ og kom i Kasjotten.

De fleste af Børnene voksede sig store og kønne efter deres Far. De var ogsaa flinke til at lære og bragte gode Vidnesbyrd hjem fra Skolen. Søren kunde de dog aldrig rigtig stille tilfreds. Den ældste af Sønnerne blev efter sin Konfirmation sat i Urmagerlære ^ og allerede i sit tredje Læreaar belønnedes han med Haandværkerforeningens Præmie ved en Lærlingeprøve. Søren modtog ham ved Hjemkomsten med de Ord:

De fleste af Børnene voksede sig store og kønne efter deres Far. De var ogsaa flinke til at lære og bragte gode Vidnesbyrd hjem fra Skolen. ^ Den ældste af Sønnerne blev efter sin Konfirmation sat i Urmagerlære , og allerede i sit tredje Læreaar belønnedes han med Haandværkerforeningens Præmie ved en Lærlingeprøve. Søren modtog ham ved Hjemkomsten med de Ord:

» Naa æ do dær! Det æ da godt, at do it’ ligefrem gør mig Skam.«

» Naa æ do dær! Det æ da godt, te do it’ ligefrem gør mig Skam.«

Ogsaa Sønnen Jørgen, Seminaristen, der ellers var den mindst begavede af Børnene, viste god Fremgang. 33 Og med Tyge steg Eventyrets Stjerne op over det lille Smedehjem i Enslev.

Ogsaa Sønnen Jørgen, Seminaristen, der ellers var den mindst begavede af Børnene, viste god Fremgang. Og I, 183 med Tyge steg Eventyrets Stjerne op over det lille Smedehjem i Enslev.

Ogsaa Sønnen Jørgen, Seminaristen, der ellers var den mindst begavede af Børnene, viste god Fremgang. Og med Tyge steg Eventyrets Stjerne op over det lille Smedehjem i Enslev.

Ved hans Fødsel havde der været stor Jammer. Han kom til Verden med en slap Fod, hvad der var en Slægtsarv i Ane-Mettes Familje. Efter en Undersøgelse erklærede Lægen, at Drengen vilde blive halt. I flere Dage rasede Søren som en Vild, slog med Dørene og svor paa, at han vilde grave det Misfoster ned i Møddingen. Da Drengen voksede til, hoppede han omkring mellem sine Søskende og andre Legekammerater som en vingeskudt Fugl. Der var en ejendommelig sørgmodig Lystighed over ham. Som hans Gang ^ saadan var ogsaa hans Sind uden Ligevægt – et evigt Aprilsvejr.

Ved hans Fødsel havde der været stor Jammer. Han kom til Verden med en slap Fod, hvad der var en Slægtsarv i Ane-Mettes Familje. Efter en Undersøgelse erklærede Lægen, at Drengen vilde blive halt. I flere Dage rasede Søren som en Vild, slog med Dørene og svor paa, at han vilde grave det Misfoster ned i Møddingen. Da Drengen voksede til, hoppede han omkring mellem sine Søskende og andre Legekammerater som en vingeskudt Fugl. Der var en ejendommelig sørgmodig Lystighed over ham. Som hans Gang , saadan var ogsaa hans Sind uden Ligevægt – et evigt Aprilsvejr.

Ved hans Fødsel havde der været stor Jammer. Han kom til Verden med en slap Fod, hvad der var en Slægtsarv i Ane-Mettes Familje. Efter en Undersøgelse erklærede Lægen, at Drengen vilde blive halt. I flere Dage rasede Søren som en Vild, slog med Dørene og svor paa, at han vilde grave det Misfoster ned i Møddingen. Da Drengen voksede til, hoppede han omkring mellem sine Søskende og andre Legekammerater som en vingeskudt Fugl. Der var en ejendommelig sørgmodig Lystighed over ham. Som hans Gang , saadan var ogsaa hans Sind uden Ligevægt — et evigt Aprilsvejr.

Ved hans Fødsel havde der været stor Jammer. Han kom til Verden med en slap Fod, hvad der var en Slægtsarv i Ane-Mettes Familje. Efter en Undersøgelse erklærede Lægen, at Drengen vilde blive halt. I flere Dage rasede Søren som en Vild, slog med Dørene og svor paa, at han vilde grave det Misfoster ned i Møddingen. Da Drengen voksede til, hoppede han omkring mellem sine Søskende og andre Legekammerater som en vingeskudt Fugl. Der var en ejendommelig sørgmodig Lystighed over ham. Som hans Gang , saadan var ogsaa hans Sind uden Ligevægt – et evigt Aprilsvejr.

Ogsaa af en anden Grund tog han sig fremmedartet ud mellem den øvrige Landsbyungdom. Han var altid bleg. Sol og Vind bed ikke paa ham ^ , endda han havde et sundt Legeme og aldrig fejlede noget. Men allerede før han kom i Skole viste han et ualmindeligt Nemme, der ^ bødede paa den legemlige Skavank , og da han var fjorten Aar gammel blev han paa sin Lærers Forbøn sendt til Kolding Latinskole for at gøres til Student .
Søren Smed havde netop paa den Tid en Række gode Aar. Trods hans glubske Væsen begyndte ogsaa Folk fra Nabosognene at søge til ham med deres Markredskaber. Især havde han vundet Ry for sine 34 Høleer, om hvilke der blev sagt, at de kunde bide fra sig ligesom deres Far. Da Tyge var bleven Student ^ vilde han ogsaa være Kandidat, og Faderen hjalp ham efter ^ Evne en Række Aar. Sørens Sparepenge forslog dog knap til at holde ham Sulten fra Døren i den store, fremmede By. Tyge maatte ^ selv se sig om efter Fortjeneste, og det sinkede ham slemt i Studierne. Men tilsidst tog han juridisk Embedseksamen med bedste Karakter. ^

Ogsaa af en anden Grund tog han sig fremmedartet ud mellem den øvrige Landsbyungdom. Han var altid bleg. Sol og Vind bed ikke paa ham . Men allerede før han kom i Skole , viste han en Lærelyst og et ^ Nemme, der rigeligt bødede paa den legemlige Skavank . Fjorten Aar gammel blev han ^ sendt til Kolding Latinskole for at gøres til Student .
Da han var bleven Student , vilde han ogsaa være Kandidat, og Faderen hjalp ham efter fattig Evne .
Søren Smed havde netop paa den Tid en Række gode Aar. Trods hans glubske Væsen søgte selv Folk fra Nabosognene til ham med deres Markredskaber. Især havde han vundet Ry for sine Høleer, om hvilke der blev sagt, at de kunde bide fra sig ligesom deres Far.

Ogsaa af en anden Grund tog han sig fremmedartet ud mellem den øvrige Landsbyungdom. Han var altid bleg. Sol og Vind bed ikke paa ham . Men allerede før han kom i Skole , viste han en Lærelyst og et ^ Nemme, der rigeligt bødede paa den legemlige Skavank . Fjorten Aar gammel blev han ^ sendt til Kolding Latinskole for at gøres til Student .
Da han var bleven Student , vilde han ogsaa være Kandidat, og Faderen hjalp ham efter fattig Evne .
Søren Smed havde netop paa den Tid en Række gode Aar. Trods hans glubske Væsen søgte selv Folk fra Nabosognene til ham med deres Markredskaber. Især havde han vundet Ry for I, 134 sine Høleer, om hvilke der blev sagt, at de kunde bide fra sig ligesom deres Far.

Ogsaa af en anden Grund tog han sig fremmedartet ud mellem den øvrige Landsbyungdom. Han var altid bleg. Sol og Vind bed ikke paa ham . Men allerede før han kom i Skole , viste han en Lærelyst og et ^ Nemme, der rigeligt bødede paa den legemlige Skavank . Fjorten Aar gammel blev han ^ sendt til Kolding Latinskole for at gøres til Student .
Da han var bleven Student , vilde han ogsaa være Kandidat, og Faderen hjalp ham efter fattig Evne .
I, 134 Søren Smed havde netop paa den Tid en Række gode Aar. Trods hans glubske Væsen søgte selv Folk fra Nabosognene til ham med deres Markredskaber. Især havde han vundet Ry for sine Høleer, om hvilke der blev sagt, at de kunde bide fra sig ligesom deres Far.

Den Sommeraften, da Brevet med Eksamensresultatet var kommen fra København, sad Ane-Mette ude paa Bænken ved Husgavlen med en lang Bindehose mellem sine utrættelige Hænder. De gik paa hende som et Par Vinger.

Den Sommeraften, da Brevet med Eksamensresultatet var kommen fra København, sad Ane-Mette ude paa I, 184 Bænken ved Husgavlen med en lang Bindehose mellem sine utrættelige Hænder. Armene gik paa hende som et Par Vinger.

Den Sommeraften, da Brevet med Eksamensresultatet var kommen fra København, sad Ane-Mette ude paa Bænken ved Husgavlen med en lang Bindehose mellem sine utrættelige Hænder. Armene gik paa hende som et Par Vinger.

Fra Bænken var der Udsyn over den aabne Mark til en indtørret Sø, bag hvilken Solen gik ned i rødlig Taage. Derude, hvor i fordums Dage en blank Vandflade havde genspejlet de omgivende Hedebanker og Solnedgangens Pragt, drev nu Flokke af broget Ungnød omkring paa det sandede Klæg. Viberne skreg ude over Mosen, og højt fra Luften svarede Kragerne dem, idet de drog tilskovs.
Efter Fyraften kom Søren ^ ud og satte sig hos hende ; han følte Trang til at snakke lidt om den store Begivenhed.

^ Søren kom ud og satte sig hos hende . Han følte Trang til at snakke lidt om den store Begivenhed.

Det havde været en lykkelig og forunderlig rig Tid for dem de sidste Aar. Kort forinden var Datteren 35 Katrine bleven gift med sin Kapellan ; Urmagersønnen i Kolding havde faaet sin egen Forretning , og Skolelæreren sit første Kald.

Det havde været en lykkelig og forunderlig rig Tid for dem de sidste Aar. Kort forinden var Datteren Katrine bleven gift med Kapellanen ; Urmagersønnen i Kolding havde faaet sin egen Forretning ^ og Skolelæreren sit første Kald.

Al denne Fremgang for Børnene havde tilsidst forsonet Søren med hans egen Vanskæbne. Den var tillige bleven ham et haandgribeligt Vidnesbyrd om, at der raadede en højere Retfærdighed i Livet, et faderligt Forsyn. Som han udtrykte det for Ane-Mette, mens han sad der med Armene paa Knæene og saae ud mod Solrøden:
^ ^ » Vorherre er alligevel en rimeligere Mand ^ end A sommetider har set ham an for .«

Al denne Fremgang for Børnene havde efterhaanden forsonet Søren med hans egen Vanskæbne. Det var med Skamfuldhed, han nu tænkte paa den Tid, da han havde villet tiltuske sig Lykken af » den bette Mands« Haand.
Overfor Verden bevarede han endnu sin haanske Tavshed, og naar Folk lykønskede ham i Anledning af hans Børn, løftede han sine svære Bryn med et hovmodigt Udtryk, som om han tænkte: » Det manglede bare! Mine Børn!« – Men i sit Inderste var han bleven et ydmygt Menneske, der nu erkendte Sandheden af det Bibelord, hvormed Præsten havde formanet ham paa hans Konfirmationsdag, og som han saa ofte siden havde grublet over: at alting tjente dem tilgode, der frygtede Gud og forlod sig paa hans Bud.
» Vorherre er alligevel en rimeligere Mand , end A sommetider har set ham an for ,« sagde han bevæget.

Al denne Fremgang for Børnene havde efterhaanden forsonet Søren med hans egen Vanskæbne. Det var med Skamfuldhed, han nu tænkte paa den Tid, da han havde villet tiltuske sig Lykken af » den bette Mands« Haand.
Overfor Verden bevarede han endnu sin haanske Tavshed, og naar Folk lykønskede ham i Anledning af hans Børn, løftede han sine svære Bryn med et hovmodigt Udtryk, som om han tænkte: » Det manglede bare! Mine Børn!« — Men i sit Inderste var han bleven et ydmygt Menneske, der nu erkendte Sandheden af det Bibelord, hvormed Præsten havde formanet ham paa hans Konfirmationsdag, og som han saa ofte siden havde grublet over: at alting tjente dem tilgode, der frygtede Gud og forlod sig paa hans Bud.
» Vorherre er alligevel en rimeligere Mand , end A sommetider har set ham an for ,« sagde han bevæget.

Ane-Mette smilte saa lønligt over sin lange Bindehose.

» Ja saamænd. Han er vist it ^ saa møj ’ tosset ,« sagde hun.
Med Skamfuldhed tænkte Søren nu paa, hvordan han havde været lige ved at give Hjem og Børn til Pris og sin Sjæls Salighed i Lidkøb for at tiltuske sig Lykken af » den bette Mands« Haand.
Overfor Verden bevarede han vel endnu sin haanske Tavshed, og naar Folk lykønskede ham i Anledning af hans Børn, løftede han sine svære Bryn og saae hovmodig paa dem, som om han tænkte: » Det manglede bare! Mine Børn!« – Men i sit Inderste var han bleven et ydmygt Menneske, der nu erkendte Sandheden af det Bibelord, hvormed Præsten havde 36 formanet ham paa hans Konfirmationsdag, og som han saa ofte havde grublet over: at alting tjente dem tilgode, der frygtede Gud og forlod sig paa hans Bud.
⇕ ⇒ Han var tidlig bleven gammel. Hans før saa aarvaagne Øjne sløvedes. Han blev indtil det sidste sparet for den Erfaring, at ogsaa » den bette Mand« er en nidkær Skyldherre, der hævner Fædrenes Frafald paa Børnene indtil tredje og fjerde Led.

^ ^

» Ja saamænd. Han er vist it ^ saa møj ’ tosset .«
I, 186 V .

» Ja saamænd. Han er vist it ’ saa møj ^ tosset .«
V

» Ja saamænd. Han er vist it ’ saa møj ^ tosset .«
I, 135 V

⇕ Storeholt II, 1.5

⇕ De Dødes Rige 2.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 2.5

D er gik igen et Tiaar, og det gamle Ægtepar levede nu helt i Glansen af deres Børns voksende Anseelse.

Der gik igen et Tiaar, og det gamle Ægtepar levede nu helt i Glansen af Børnenes voksende Anseelse.

Søren Smed havde fra først af været meget utilfreds med Tyges Valg af Levevej. Han havde drømt om at se sin Søn i Embedsuniform med trekantet Hat og forgyldt Kaarde . Tyge selv havde oprindelig tænkt, at det var som Digter ^ han skulde gøre Vaabentjeneste i Tidens store Befrielseskamp. De første Gange, han præsenterede sit Navn for Offenligheden, stod det under nogle satiriske Vers.

Søren Smed havde fra først af været meget utilfreds med Tyges Valg af Levevej. Han havde drømt om at se sin Søn i Embedsuniform med trekantet Hat og forgyldt Krave . Tyge selv havde oprindelig tænkt, at det var som Digter , han skulde gøre Vaabentjeneste i Tidens store Befrielseskamp. De første Gange, han præsenterede sit Navn for Offenligheden, stod det under nogle satiriske Vers.

Søren Smed havde fra først af været meget utilfreds med Tyges Valg af Levevej. Han havde drømt om at se sin Søn i Embedsuniform med trekantet Hat og forgyldt Krave . Tyge selv I, 135 havde oprindelig tænkt, at det var som Digter , han skulde gøre Vaabentjeneste i Tidens store Befrielseskamp. De første Gange, han præsenterede sit Navn for Offenligheden, stod det under nogle satiriske Vers.

Han havde levet den fattige Bondestudents ensomme og glædeløse Liv i Hovedstaden. Hans Vanførhed havde yderligere isoleret ham. I denne Forladthed havde alle Indtryk af Mennesker og Samfundsforhold overvældet hans lidenskabelige Sind. 37 Her i den store, sorgløst henlevende Vrimmel blev han sig helt bevidst som Folkets Søn, Almuebarnet med det kvalte Skrig af Aarhundreders uhævnede Mishandling lydende i sin Sjæl. Den Tanke at blive de Undertryktes store Hævner greb ham tilsidst som en Besættelse.
En Nat ved et Lørdagssold i Studenterforeningen sprang han op paa sin Stol og holdt en politisk Tale, der var et Piskeslag i Ansigtet paa den glade Punsje-Gemytlighed og skabte Panik. En politisk interesseret Student var i de Dage et Særsyn. En Athenesøn, der i selve det akademiske Elysium optraadte som revolutionær Agitator i folkelig Stil, var noget ganske uhørt og føltes som en Vanhelligelse. Man brølte og skreg for at overdøve ham. Tilsidst rev man ham ned af Stolen uden at høre ham tilende. Det blev en Skandale , der rygtedes over det ganske Land.

Han havde levet den fattige Bondestudents ensomme og glædeløse Liv i Hovedstaden. Hans Vanførhed havde yderligere isoleret ham. I denne Forladthed havde alle Indtryk af Mennesker og Samfundsforhold overvældet hans lidenskabelige Sind. Her i den store, sorgløst henlevende Vrimmel blev han sig helt bevidst som Folkets Søn, Almuebarnet med det kvalte Skrig af Aarhundreders uhævnede Undertrykkelse lydende i Sjælen.
En Nat ved et Lørdagssold i Studenterforeningen sprang han op paa sin Stol og holdt en politisk Tale, der virkede som et Pistolskud i ^ den glade Punsje-Gemytlighed og skabte Panik. En politisk interesseret Student var i de Dage et Særsyn. En Athenesøn, der i selve det akademiske Elysium optraadte som revolutionær Agitator i folkelig Stil, var noget ganske uhørt og føltes som en Vanhelligelse. Man brølte og skreg for at overdøve ham. Tilsidst rev man ham ned fra Stolen uden at I, 186 høre ham tilende. Det blev en Affære , der rygtedes over det hele Land.

Han havde levet den fattige Bondestudents ensomme og glædeløse Liv i Hovedstaden. Hans Vanførhed havde yderligere isoleret ham. I denne Forladthed havde alle Indtryk af Mennesker og Samfundsforhold overvældet hans lidenskabelige Sind. Her i den store, sorgløst henlevende Vrimmel blev han sig helt bevidst som Folkets Søn, Almuebarnet med det kvalte Skrig af Aarhundreders uhævnede Undertrykkelse lydende i Sjælen.
En Nat ved et Lørdagssold i Studenterforeningen sprang han op paa sin Stol og holdt en politisk Tale, der virkede som et Pistolskud i ^ den glade Punsje-Gemytlighed og skabte Panik. En politisk interesseret Student var i de Dage et Særsyn. En Athenesøn, der i selve det akademiske Elysium optraadte som revolutionær Agitator i folkelig Stil, var noget ganske uhørt og føltes som en Vanhelligelse. Man brølte og skreg for at overdøve ham. Tilsidst rev man ham ned fra Stolen uden at høre ham tilende. Det blev en Affære , der rygtedes over det hele Land.

Det havde indtil denne Dag kunnet se ud, som om Tyge skulde komme til at dele sin Faders Skæbne og slide sine store Evner op i en kummerlig Kamp for Brødet. Han havde giftet sig allerede som Student. I en Periode af Nedtrykthed og Selvopgivelse havde han en Dag ladet sig vie til sin tolv Aar ældre Pensionatsfrøken, der havde plejet ham under en Sygdom, og hvem han desuden skyldte Penge. Nu fløj ^ hans Navn og Bedrift Landet over som et 38 af de Kampsignaler, der indvarslede en ny Tid for den akademiske Ungdom i Danmark .

Det havde indtil denne Dag kunnet se ud, som om Tyge skulde komme til at dele sin Fars Skæbne og slide sine store Evner op i en kummerlig Kamp for Brødet. Han havde giftet sig allerede som Student. I en Periode af Nedtrykthed og Selvopgivelse havde han en Dag ladet sig vie til sin tolv Aar ældre Pensionatsfrøken, der havde plejet ham under en Sygdom, og hvem han desuden skyldte Penge. Nu fløj paa en Gang hans Navn ud over Landet ^ som et af de Kampsignaler, der indvarslede en ny Dag for Danmarks Ungdom ^ .

Det havde indtil denne Dag kunnet se ud, som om Tyge skulde komme til at dele sin Fars Skæbne og slide sine store Evner op i en kummerlig Kamp for Brødet. Han havde giftet sig allérede som Student. I en Periode af Nedtrykthed og Selvopgivelse havde han en Dag ladet sig vie til sin tolv Aar ældre Pensionatsfrøken, der havde plejet ham under en Sygdom, og hvem han desuden skyldte Penge. Nu fløj paa en Gang hans Navn ud over Landet ^ som et af de Kampsignaler, der indvarslede en ny Dag for Danmarks Ungdom ^ .

Hans ældste Broder Kresten ^ sad paa den Tid i en af Koldings Sidegader med sin lille Urmagerforretning : en stræbsom Næringsdrivende og lykkelig Familjefader , i hvis Blod der dog var dryppet nogle galdebitre Draaber som en Arv fra Faderens Trængselstid . Han havde længe baaret Nag til Tyge, fordi dennes Universitetsophold tog Glansen af hans gamle Lærlingepræmie, der engang havde gjort ham til Familjens store Haab.

Paa den Tid sad hans ældste Broder Kresten i en af Koldings Sidegader med sin lille Urmagerforretning som en stræbsom Næringsdrivende og lykkelig Familjefader , i hvis Blod der dog var dryppet nogle galdebitre Draaber som en Arv fra Faderens Trængselsdage . Han havde længe baaret Nag til Tyge, fordi dennes Universitetsophold tog Glansen af hans gamle Lærlingepræmie, der engang havde gjort ham til Familjens store Haab.

Paa den Tid sad hans ældste Broder Kresten i en af Koldings Sidegader med sin lille Urmagerforretning som en stræbsom Næringsdrivende og lykkelig Familiefader , i hvis Blod der dog var dryppet nogle galdebitre Draaber som en Arv fra Faderens Trængselsdage . Han havde længe baaret Nag til Tyge, fordi dennes Universitetsophold tog Glansen af hans gamle Lærlingepræmie, der engang havde gjort ham til Familjens store Haab.

I, 136 Paa den Tid sad hans ældste Broder Kresten i en af Koldings Sidegader med sin lille Urmagerforretning som en stræbsom Næringsdrivende og lykkelig Familjefader , i hvis Blod der dog var dryppet nogle galdebitre Draaber som en Arv fra Faderens Trængselsdage . Han havde længe baaret Nag til Tyge, fordi dennes Universitetsophold tog Glansen af hans gamle Lærlingepræmie, der engang havde gjort ham til Familjens store Haab.

Da han nu et Par Gange havde set Broderens Navn i Avisen, kom der en syg Uro over ham som over den tamme And i Gadekæret, naar den højt over sit Hoved hører Trækket af sine frit omstrejfende Slægtninge. Efter et Par søvnløse Nætter bestemte han sig til ogsaa at ville prøve sine Vingers Styrke .

Da han nogle Gange havde set Broderens Navn i Avisen, kom der en syg Uro over ham , og han tilbragte flere søvnløse Nætter ^ .

Da han nogle Gange havde set Broderens Navn i Avisen, I, 136 kom der en syg Uro over ham , og han tilbragte flere søvnløse Nætter ^ .

Da han nogle Gange havde set Broderens Navn i Avisen, kom der en syg Uro over ham , og han tilbragte flere søvnløse Nætter ^ .

I den lille By var Sindene i de Dage lidenskabeligt optaget af Planerne til en Udvidelse af Kirkegaarden, og en Aften læste man i Avisen en indsendt Artikel om Sagen, undertegnet » Kresten Sørensen, Urmager«. Artiklen vakte Opsigt ^ fordi den ret uforbeholdent kritiserede Borgmesterens og andre fremragende Byraadsmedlemmers Standpunkt. Den hidtil navnløse Indflytter i Snadregaden blev for nogle Dage Byens mest omtalte Person. ^ Folk, som han 39 slet ikke kendte, opsøgte ham i hans Butik for at takke ham for hans modige Indlæg .
Og nu ^ fortsatte han tillidsfuldt sit reformatoriske Værk . Ved et senere afholdt Borgermøde om Sagen tog han Ordet og vandt paany Folkestemningen for sig, hvorefter Byens Magthavere fandt det raadeligst at gøre den farlige Mand Tilnærmelser.

I den lille By var Sindene i de Dage ^ optaget af Planerne til en Udvidelse af Kirkegaarden, og en Aften læste man i Avisen en indsendt Artikel om Sagen, undertegnet » Kresten Sørensen, Urmager«. Artiklen vakte Opsigt , fordi den ret uforbeholdent kritiserede Borgmesterens og andre fremragende Byraadsmedlemmers Standpunkt. I, 187 Den hidtil navnløse Indflytter i Snadregaden var i nogle Dage Byens mest omtalte Person. ^ Folk, som han slet ikke kendte, opsøgte ham i hans Butik for at takke ham for hans modige Indlæg . Herefter tvivlede han ikke længer om sit Kald men fortsatte ^ tillidsfuldt sin reformatoriske Gerning . Ved et ^ Borgermøde om Sagen tog han Ordet og vandt paany Folkestemningen for sig, hvorefter Byens Magthavere fandt det raadeligst at gøre den farlige Mand Tilnærmelser.

I den lille By var Sindene i de Dage ^ optaget af Planerne til en Udvidelse af Kirkegaarden, og en Aften læste man i Avisen en indsendt Artikel om Sagen, undertegnet » Kresten Sørensen, Urmager«. Artiklen vakte Opsigt , fordi den ret uforbeholdent kritiserede Borgmesterens og andre fremragende Byraadsmedlemmers Standpunkt. Den hidtil navnløse Indflytter i Snadregaden var i nogle Dage Byens mest omtalte Person. ^ Folk, som han slet ikke kendte, opsøgte ham i hans Butik for at takke ham for hans modige Indlæg . Herefter tvivlede han ikke længer om sit Kald men fortsatte ^ tillidsfuldt sin reformatoriske Gerning . Ved et ^ Borgermøde om Sagen tog han Ordet og vandt paany Folkestemningen for sig, hvorefter Byens Magthavere fandt det raadeligst at gøre den farlige Mand Tilnærmelser.

I den lille By var Sindene i de Dage ^ optaget af Planerne til en Udvidelse af Kirkegaarden, og en Aften læste man i Avisen en indsendt Artikel om Sagen, undertegnet » Kresten Sørensen, Urmager«. Artiklen vakte Opsigt , fordi den ret uforbeholdent kritiserede Borgmesterens og andre fremragende Byraadsmedlemmers Standpunkt. Den hidtil navnløse Indflytter i Snadregaden var i nogle Dage Byens mest omtalte Person. Da Folk, som han slet ikke kendte, opsøgte ham i hans Butik for at takke ham for hans modige Indlæg , ^ tvivlede han ikke længer om sit Kald men fortsatte ^ tillidsfuldt sin reformatoriske Gerning . Ved et ^ Borgermøde om Sagen tog han Ordet og vandt paany Folkestemningen for sig, hvorefter Byens Magthavere fandt det raadeligst at gøre den farlige Mand Tilnærmelser.

Endnu længe før Tyge havde tilkæmpet sig en Plads i Folketinget ^ sad Kresten i Kolding Byraad, var Medlem af det ansete Ligbroderlav og Næstformand i Haandværkerforeningen. Samtidig havde hans Forretning blomstret, saa han kunde købe sig en Ejendom paa Hovedgaden, hvor han indrettede ^ Butik med et Kontor i Stuen og en smuk Beboelse ovenpaa.

Længe før Tyge havde tilkæmpet sig en Plads i Folketinget , sad Kresten i Kolding Byraad, var Medlem af det ansete Ligbroderlav og Næstformand i Haandværkerforeningen. Samtidig havde hans Forretning blomstret, saa han kunde købe sig en Ejendom paa Hovedgaden, hvor han indrettede ^ Butik med et Kontor i Stuen og en smuk Beboelse ovenpaa.

Længe før Tyge havde tilkæmpet sig en Plads i Folketinget , sad Kresten i Kolding Byraad, var Medlem af det ansete Ligbroderlav og Næstformand i Haandværkerforeningen. Samtidig havde hans Forretning blomstret, saa han kunde købe sig en Ejendom paa Hovedgaden, hvor han indrettede sig med Butik og Kontor i Stuen og en smuk Beboelse ovenpaa.

Et Par Mil fra Byen, i en ^ Landsby ude ved Havet, boede Broderen Jørgen – Skolelæreren. Han var tidlig bleven Enkemand og levede ensomt med sine to Børn, to blaaøjede Sønner, der var Tvillinger.

Et Par Mil fra Byen, i en lille Landsby ude ved Havet, boede Broderen Jørgen — Skolelæreren. Han var tidlig bleven Enkemand og levede ensomt med sine to Børn, to blaaøjede Sønner, der var Tvillinger.

Et Par Mil fra Byen, i en lille Landsby ude ved Havet, boede Broderen Jørgen – Skolelæreren. Han var tidlig bleven Enkemand og levede ensomt med sine to Børn, to blaaøjede Sønner, der var Tvillinger.

Den bringebrede Mand med det vildtvoksende Skæg gjorde et sløvt Indtryk, naar man ikke saae hans Øjne, der var urolige, fulde af Bekymring, tunge af Selvprøvelse og megen Grublen. Han var i al Enfoldighed en aandeligt vaagen Mand, der tilhørte det samme politiske Parti som Tyge og ^ engang selv havde drømt dybe Holger Danske-Drømme om Kæmpedaad og Ry.

Den bringebrede Mand med det vildtvoksende Skæg gjorde et sløvt Indtryk, naar man ikke saae hans Øjne, der var ^ fulde af Bekymring, tunge af Selvprøvelse og megen Grublen. Han var i al Enfoldighed en aandeligt vaagen Mand, der tilhørte det samme politiske Parti som Tyge og selv engang ^ havde drømt dybe Holger Danske-Drømme om Kæmpedaad og Ry.

Den bringebrede Mand med det vildtvoksende Skæg gjorde et sløvt Indtryk, naar man ikke saae hans Øjne, der var ^ fulde af Bekymring, tunge af Selvprøvelse og megen Grublen. Han var I, 137 i al Enfoldighed en aandeligt vaagen Mand, der tilhørte det samme politiske Parti som Tyge og selv engang ^ havde drømt dybe Holger Danske-Drømme om Kæmpedaad og Ry.

40 Temmelig regelmæssigt en Dag hver anden Maaned tog han ind til Kolding for at gøre Kresten og hans Familje et Besøg, og han havde da altid sine ^ Drenge med sig, for at de ikke skulde være uden Opsigt.

Temmelig regelmæssigt en Dag hver anden Maaned tog han ind til Kolding for at gøre Kresten og hans Familje I, 188 et Besøg, og han havde da altid sine to Drenge med sig, for at de ikke skulde være uden Opsigt.

Temmelig regelmæssigt en Dag hver anden Maaned tog han ind til Kolding for at gøre Kresten og hans Familje et Besøg, og han havde da altid sine to Drenge med sig, for at de ikke skulde være uden Opsigt.

Der galdt for disse Besøg et engang for alle fastsat Program. De kom ^ til Byen om Formiddagen ved Ellevetiden, og efter Middagsmaaltidet fulgtes Brødrene ned paa Kontoret for at kunne tale mere utvungent. Skolelæreren satte sig i Sofaen med sin Pibe, og ogsaa her tog han sine Tvillinger med sig af Hensyn til Svigerinden, der siden hun flyttede ind i det store Hus levede i en opfarende Angst for sine nye Møbler og fine Gulvtæpper.

^ De kom gerne til Byen om Formiddagen ved Ellevetiden, og efter Middagsmaaltidet fulgtes Brødrene ned paa Kontoret for at kunne tale mere utvungent. Ogsaa her tog Skolelæreren sine Tvillinger med sig af Hensyn til Svigerinden, der efter Indflytningen i det store Hus levede i en nervøs Angst for sine nye Møbler og fine Gulvtæpper.

^ De kom gerne til Byen om Formiddagen ved Ellevetiden, og I, 137 efter Middagsmaaltidet fulgtes Brødrene ned paa Kontoret for at kunne tale mere utvungent. Ogsaa her tog Skolelæreren sine Tvillinger med sig af Hensyn til Svigerinden, der efter Indflytningen i det store Hus levede i en nervøs Angst for sine nye Møbler og fine Gulvtæpper.

Drengene maatte sidde ganske stille hver i sin Krog af Stuen og » være opmærksomme paa de Voksnes Tale« – som Faderen strengelig formanede dem. De var med deres barnlige Lydighed et Par friske og kønne Knægte, der nu og da i Smug skævede over til hinanden med et Smil. Deres lyseblaa Øjne var et Særsyn i Slægten , der gennemgaaende var mørkøjet . Derimod havde Familjesvagheden i Anklerne ^ hjemsøgt den ene af Drengene i Form af en styg Klumpfod.

Drengene var et Par friske og kønne Knægte, der sad stille hver i sin Krog og nu og da i Smug smilede over til hinanden . De lyseblaa Øjne var et Særsyn i Slægten . Det var deres Mors Øjne . ^ Familjesvagheden i Anklerne havde derimod hjemsøgt den ene af Drengene i Form af en styg Klumpfod.

Som saa mange andre offenlige Personer holdt Ur- og Instrumentmageren mest af at tale om sig selv . Mens han gik op og ned ad Gulvet underholdt 41 han Broderen med at anføre Stykker af sine Byraadstaler og fortælle om sine Fortjenester af Byens Velfærd . Men før eller senere fik Jørgen Skolelærer altid Samtalen lempet hen paa Tyge og dennes Optræden i Pressen eller paa Talerstolen.

Som de fleste andre offenlige Personer holdt Ur- og Instrumentmageren mest af at tale om sig selv ^ og sine Fortjenester af det almene Vel . Men før eller senere fik Jørgen Skolelærer gerne Samtalen lempet hen paa Tyge og dennes Optræden i Pressen eller paa Talerstolen.

Det maatte ske med nogen Forsigtighed. Kresten var ikke altid lige tilbøjelig til at indlade sig paa det Emne. Han lagde aldrig Skjul paa – heller ikke overfor Fremmede – at han betragtede sin Broder som en Eventyrer . Men naar han – som han sagde – » for sin Samvittigheds Skyld« havde aflagt denne Tilstaaelse, tav han helst ^ om ham , og denne Tavshed havde hos hans egne politiske Meningsfæller indbragt ham megen Anerkendelse for højmodigt Brodersind.
Kun dersom Tyge tilfældigvis i de samme Dage havde givet sig en Blottelse i en Avisartikel eller lidt et Nederlag paa en Valgtribune, kunde den dulgte Glæde herover gøre ham veltalende. Med overbærende Hovedrysten kunde han da blive ved at gentage, at » dette virkelig var en meget flov Historie for den gode Tyge ... en rigtig forsmædelig og flov Historie«. Og han endte gerne med de Ord:
» Tyge minder mig paa sørgelig Maade om den Historie med Fiskeren, der vilde være baade Konge og Kejser og tilsidst Gud for alt Folket. Han vil ogsaa ende i Muddergrøften. Vi maa kun haabe, at 42 vore gamle, hæderlige Forældre maa blive forskaanet for at opleve Enden paa Komedien.«

Det maatte ske med nogen Forsigtighed. Kresten var ikke altid ^ tilbøjelig til at indlade sig paa det Emne. Han lagde aldrig Skjul paa – heller ikke overfor Fremmede – at han betragtede sin Broder som en Eventyrer og » for sin Samvittigheds Skyld« ^ helst tav om ham . Kun dersom Tyge tilfældigvis i de samme Dage havde givet sig en Blottelse i en Avisartikel eller lidt et Nederlag paa en Valgtribune, kunde han med en beklagende Hovedrysten ^ blive ved at gentage, at » dette virkelig var en I, 189 meget flov Historie for den gode Tyge ... en rigtig kedelig og flov Historie«.

Det maatte ske med nogen Forsigtighed. Kresten var ikke altid ^ tilbøjelig til at indlade sig paa det Emne. Han lagde aldrig Skjul paa — heller ikke overfor Fremmede — at han betragtede sin Broder som en Eventyrer og » for sin Samvittigheds Skyld« ^ helst tav om ham . Kun dersom Tyge tilfældigvis i de samme Dage havde givet sig en Blottelse i en Avisartikel eller lidt et Nederlag paa en Valgtribune, kunde han med en beklagende Hovedrysten ^ blive ved at gentage, at » dette virkelig var en meget flov Historie for den gode Tyge ... en rigtig kedelig og flov Historie«.

Det maatte ske med nogen Forsigtighed. Kresten var ikke altid ^ tilbøjelig til at indlade sig paa det Emne. Han lagde aldrig Skjul paa – heller ikke overfor Fremmede – at han betragtede sin Broder som en Eventyrer og » for sin Samvittigheds Skyld« ^ helst tav om ham . Kun dersom Tyge tilfældigvis i de samme Dage havde givet sig en Blottelse i en Avisartikel eller lidt et Nederlag paa en Valgtribune, kunde han med en beklagende Hovedrysten ^ blive ved at gentage, at » dette virkelig var en meget flov Historie for den gode Tyge ... en rigtig kedelig og flov Historie«.

Jørgen Skolelærers Ord faldt mere milde. De kom tøvende ud af det store Skæg, blev et for et bragt til Verden i Svøbet af en Røgsky . Han og Tyge var mere jævnaldrende; de havde som Børn sovet i samme Seng og ^ været gode Kammerater. Saa var de jo ogsaa politiske Meningsfæller. I Virkeligheden beundrede han sin Broder, men han gjorde det med daarlig Samvittighed og under mangehaande Anfægtelser.

Jørgen Skolelærers Ord faldt mere milde. De kom tøvende ud af det store Skæg, blev et for et bragt til Verden i Svøbet af en Tobakssky . Han og Tyge var mere jævnaldrende; de havde som Børn sovet i samme Seng og altid været gode Kammerater. Saa var de jo ogsaa politiske Meningsfæller. I Virkeligheden beundrede han sin Broder, men ^ gjorde det med daarlig Samvittighed og under mangehaande Anfægtelser.

Jørgen Skolelærers Ord faldt mere milde. De kom tøvende ud af det store Skæg, blev et for et bragt til Verden i Svøbet af en Tobakssky . Han og Tyge var mere jævnaldrende; de havde I, 138 som Børn sovet i samme Seng og altid været gode Kammerater. Saa var de jo ogsaa politiske Meningsfæller. I Virkeligheden beundrede han sin Broder, men ^ gjorde det med daarlig Samvittighed og under mangehaande Anfægtelser.

Hans Bekymringer galdt Tyges private Liv, hvorom der gik saa mange foruroligende Rygter. Navnlig ængstedes han ved Tanken om, at Broderen skulde have lukket sit Hjerte for Kristus. Tyge selv udtalte sig aldrig offenlig om den Slags Ting. Men han var dog den, der bar Ansvaret for, at Partiet havde søgt Forbund med rige Børsjøder og Fritænkere for at støtte sin Presse. Og var der ikke meget i hans hele selvraadige Færd, der vidnede imod ham? Og maatte man da ikke for hans egen Skyld haabe paa og bede til, at Herrens stærke Haand vilde standse ham paa hans Sejrsbane og nedslaa ham i Støvet, saa han kunde lære Ydmyghed ?

Hans Bekymringer galdt Tyges private Liv, hvorom der gik saa mange foruroligende Rygter. Navnlig ængstedes han ved Tanken om, at Broderen skulde have lukket sit Hjerte for Kristus. Tyge selv udtalte sig aldrig offenlig om den Slags Ting. Men han var dog medansvarlig for, at Partiet havde søgt Forbund med rige Børsjøder og Fritænkere for at støtte sin Presse. Var der ikke ogsaa noget i hans hele selvraadige Færd, der vidnede imod ham? Men da maatte man ^ for hans egen Skyld haabe paa og bede til, at Herrens stærke Haand vilde standse ham ^ og nedslaa ham i Støvet, saa han kunde lære Ydmyghed .

Hans Bekymringer galdt Tyges private Liv, hvorom der gik saa mange foruroligende Rygter. Navnlig ængstedes han ved Tanken om, at Broderen skulde have lukket sit Hjerte for Kristus. Tyge selv udtalte sig aldrig offenlig om den Slags Ting. Men han var dog medansvarlig for, at Partiet havde søgt Forbund med I, 138 rige Børsjøder og Fritænkere for at støtte sin Presse. Var der ikke ogsaa noget i hans hele selvraadige Færd, der vidnede imod ham? Men da maatte man ^ for hans egen Skyld haabe paa og bede til, at Herrens stærke Haand vilde standse ham ^ og nedslaa ham i Støvet, saa han kunde lære Ydmyghed .

Hans Bekymringer galdt Tyges private Liv, hvorom der gik saa mange foruroligende Rygter. Navnlig ængstedes han ved Tanken om, at Broderen skulde have lukket sit Hjerte for Kristus. Tyge selv udtalte sig aldrig offenlig om den Slags Ting. Men han var dog medansvarlig for, at Partiet havde søgt Forbund med rige Børsjøder og Fritænkere for at støtte sin Presse. Var der ikke ogsaa noget i hans hele selvraadige Færd, der vidnede imod ham? Men da maatte man ^ for hans egen Skyld haabe paa og bede til, at Herrens stærke Haand vilde standse ham ^ og nedslaa ham i Støvet, saa han kunde lære Ydmyghed .

Vort Liv er kun et flygtigt Nu,

men evig Helvedmørkets Gru.

VI .

⇕ Storeholt II, 1.6

⇕ De Dødes Rige 2.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 2.6

43 M ens Dragesæden ynglede frodigt rundtom i Familjen, bredte Alderdommens graa Skimmel sig tæt over de to Gamle hjemme i Enslev. Ane-Mette var den, som først sank sammen. En stormfuld Efteraarsdag bar hendes Mand og Børn hende ud paa Kirkegaarden. Den spekulative Graver, der saae hendes velvoksne Sønner og Døtre staa omkring Kisten, regnede under Jordpaakastelsen ud, at hun, som dog kun havde været en lille Kone , efterlod sig sytten Alen Afkom med en Vægt af tilsammen ^ et Tusinde Pund. Tyge Enslev var nu den mindste af Familjen.

Medens Dragesæden ynglede frodigt rundtom i Familjen, bredte Alderdommens ^ Skimmel sig ^ over de I, 190 to Gamle hjemme i Enslev. Ane-Mette var den, som først sank sammen. En stormfuld Efteraarsdag bar hendes Mand og Børn hende ud paa Kirkegaarden. Den spekulative Graver, der saae hendes velvoksne Sønner og Døtre staa omkring Kisten, regnede under Jordpaakastelsen ud, at den lille Kone ^ efterlod sig sytten Alen Afkom med en Vægt af tilsammen over et tusinde Pund. Tyge Enslev var nu den mindste af Familjen.

Medens Dragesæden ynglede frodigt rundtom i Familjen, bredte Alderdommens ^ Skimmel sig ^ over de to Gamle hjemme i Enslev. Ane-Mette var den, som først sank sammen. En stormfuld Efteraarsdag bar hendes Mand og Børn hende ud paa Kirkegaarden. Den spekulative Graver, der saae hendes velvoksne Sønner og Døtre staa omkring Kisten, regnede under Jordpaakastelsen ud, at den lille Kone ^ efterlod sig sytten Alen Afkom med en Vægt af tilsammen over et tusinde Pund. Tyge Enslev var nu den mindste af Familjen.

Kort Tid efter Begravelsen overgav Søren Hus og Smedje til sin yngste Søn og flyttede ind i en lille Aftægtsstue. Hans store graa Vildmandshoved var ^ en Skræk for Landsbyens Børn, naar de fik Øje paa det inde bag Ruden . Her sad han med et Par store Messingbriller paa Næsen og læste i de Aviser, som Tyge sendte ham.

Kort Tid efter Begravelsen overgav Søren Hus og Smedje til sin yngste Søn og flyttede ind i en lille Aftægtsstue. Med sit store graa Vildmandshoved var han en Skræk for Landsbyens Børn, naar de fik Øje paa ham inde bag Ruden , hvor han sad ^ med et Par ^ Messingbriller paa Næsen og læste i de Aviser, som Tyge sendte ham.

Ogsaa i Biblen læste han flittigt . Sit gamle Mellemværende med Fanden, som han aldrig havde

Ufreden i Familjen mærkede han ikke noget til . ^

⇕ Storeholt II, 1.4

⇕ De Dødes Rige 2.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 2.6

⇐

Han var tidlig bleven gammel. Hans før saa aarvaagne Øjne sløvedes ^ . Han blev indtil det sidste sparet for den Erfaring, at ogsaa » den bette Mand« er en nidkær Skyldherre, der hævner Fædrenes Frafald paa Børnene indtil tredje og fjerde Led.

^ Hans Sind var sløvet . Han blev indtil det sidste sparet for den Erfaring, at ogsaa » den bette Mand« er en nidkær Skyldherre, der hævner Fædrenes Frafald paa Børnene indtil tredje og fjerde Led.

^ Hans Sind I, 139 var sløvet . Han blev indtil det sidste sparet for den Erfaring, at ogsaa » den bette Mand« er en nidkær Skyldherre, der hævner Fædrenes Frafald paa Børnene indtil tredje og fjerde Led.

⇕ Storeholt II, 1.6

⇕ De Dødes Rige 2.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 2.6

omtalt for nogen, voldte ham igen af og til Skrupler. Men det var Børnenes vedvarende og saa usædvanlige Forfremmelse i Velstand og Anseelse, der til Tider kunde gøre ham ængstelig for, at hint Forhold alligevel ikke var bleven endelig ordnet. Da hans yngste Datter blev forlovet med den hovedrige Avstralier, 44 gjorde Meddelelsen herom ham en Tid hel modfalden.

Det gamle Mellemværende med Fanden voldte ham dog endnu af og til Skrupler. Men det var Børnenes vedvarende og ^ usædvanlige Forfremmelse i Velstand og Anseelse, der til Tider kunde gøre ham ængstelig for, at hint Forhold alligevel ikke var bleven endelig ordnet. Da hans yngste Datter blev forlovet med den hovedrige Avstralier, gjorde Meddelelsen herom ham længe tavs og modfalden.

Det var den samme Frygt, der havde faaet ham til ^ ^ at vælge Gravplads til Ane-Mette og sig selv i de Fattiges Hjørne af Kirkegaarden. Skønt alle Børnene gjorde Indsigelse, havde han ikke været til at rokke fra sin Bestemmelse.
Under sin sidste Sygdom talte han ofte i Vildelse om, at han ikke var » den bette Mand« noget skyldig. Den Aften, da han døde , sad Provsten hos ham i Ornat. Han var kommen der paa Sørens egen Begæring for at berette ham . De hjemmeværende Børn stod omkring hans Seng, og der blev sunget en Salme. Men endnu efter at han havde modtaget Sakramentet vedblev han med en for dem alle uforklarlig og tilsidst uhyggelig Haardnakkethed at forsikre, at han havde levet ærligt af sine Hænders Gærning og døde som en fattig Mand.

Det var den samme Frygt, der havde faaet ham til trods alle Børnenes Indsigelse at vælge Gravplads til I, 191 Ane-Mette og sig selv i de fattiges Hjørne af Kirkegaarden. ^ Under sin sidste Sygdom talte han ofte i Vildelse om, at han ikke var » den bette Mand« noget skyldig. Den Aften, da han døde og Provsten kom for at berette ham , og mens de hjemmeværende Børn stod omkring hans Seng, ^ vedblev han med en for dem alle uforklarlig og tilsidst uhyggelig Haardnakkethed at forsikre, at han havde levet ærligt af sine Hænders Gerning og døde som en fattig Mand.

Det var den samme Frygt, der havde faaet ham til trods alle I, 139 Børnenes Indsigelse at vælge Gravplads til Ane-Mette og sig selv i de fattiges Hjørne af Kirkegaarden. ^ Under sin sidste Sygdom talte han ofte i Vildelse om, at han ikke var » den bette Mand« noget skyldig. Den Aften, da han døde og Provsten kom for at berette ham , og mens de hjemmeværende Børn stod omkring hans Seng, ^ vedblev han med en for dem alle uforklarlig og tilsidst uhyggelig Haardnakkethed at forsikre, at han havde levet ærligt af sine Hænders Gerning og døde som en fattig Mand.

Det var den samme Frygt, der havde faaet ham til trods alle Børnenes Indsigelse at vælge Gravplads til Ane-Mette og sig selv i de Fattiges Hjørne af Kirkegaarden. ^ Under sin sidste Sygdom talte han ofte i Vildelse om, at han ikke var » den bette Mand« noget skyldig. Den Aften, da han døde og Provsten kom for at berette ham , og mens de hjemmeværende Børn stod omkring hans Seng, ^ vedblev han med en for dem alle uforklarlig og tilsidst uhyggelig Haardnakkethed at forsikre, at han havde levet ærligt af sine Hænders Gerning og døde som en fattig Mand.

Paa hans Begravelsesdag var alle Børnene for sidste Gang ^ samlede i det gamle Hjem, og her kom det ved Middagsmaaltidet efter Jordfæstelsen til et pinligt Optrin i den samme Stue, hvorfra de nylig havde baaret Faderen bort.

Paa hans Begravelsesdag , hvor alle Børnene for sidste Gang var samlede i det gamle Hjem, ^ kom det ved Middagsmaaltidet efter Jordfæstelsen til et pinligt Optrin i den samme Stue, hvorfra de nylig havde baaret Faderen bort.

Som Protest mod Tyges egenmægtige Optræden paa Kirkegaarden udelukkede de andre Søskende ham fra Samtalen, idet de gennemførte en fuldstændig Tavshed overfor ham. Navnlig Byraadsmanden 45 lod sig under hele Maaltidet ikke fravriste en Stavelse, skønt Tyge havde Plads ved Siden af ham; og Katrine – Præstefruen – der sad paa den anden Side af ham og var den egenlige Anstifter af Komplottet, vendte sig bort og fnøs ^ hver Gang han sagde et Ord til hende.
De yngre Søskende fulgte efterhaanden Eksemplet. Alle havde de ganske privat et eller andet udestaaende med ham, en gammel Krænkelse, en overlegen Bemærkning eller et Drilleri, der var bleven bevaret i en trofast Hukommelse. Jørgen Skolelærer holdt sig dog ogsaa ved denne Lejlighed godmodigt udenfor Striden og gjorde et kluntet Forsøg paa at mægle.
Tilsidst rejste Tyge sig ^ med Heftighed fra Bordet, og lidt efter lod han spænde for og kørte bort uden Farvel.

Som Protest mod Tyges egenmægtige Optræden paa Kirkegaarden gennemførte de andre Søskende en fuldstændig Tavshed overfor ham. Katrine – Præstefruen – der sad ved Siden af ham og var den egenlige Anstifter af Komplottet, vendte sig bort og fnøs , hver Gang han sagde et Ord til hende. Den godmodige Jørgen Skolelærer var den eneste, der holdt sig ^ udenfor Striden . Han gjorde et ubehjælpsomt Forsøg paa at mægle. Men Tyge rejste ^ sig tilsidst med Heftighed fra Bordet, og lidt efter lod han spænde for og kørte bort uden Farvel.

Som Protest mod Tyges egenmægtige Optræden paa Kirkegaarden gennemførte de andre Søskende en fuldstændig Tavshed overfor ham. Katrine — Præstefruen — der sad ved Siden af ham og var den egenlige Anstifter af Komplottet, vendte sig bort og fnøs , hver Gang han sagde et Ord til hende. Den godmodige Jørgen Skolelærer var den eneste, der holdt sig ^ udenfor Striden . Han gjorde et ubehjælpsomt Forsøg paa at mægle. Men Tyge rejste ^ sig tilsidst med Heftighed fra Bordet, og lidt efter lod han spænde for og kørte bort uden Farvel.

Vreden gik ham dog af Blodet endnu mens han var paa Vejen til Stationen . Den Tid var forbi, da han for Alvor kunde blive opbragt paa sine Søskende . Dertil misundte han dem for meget deres Uvidenhed om, hvad en Sejr som hans kostede.
Han havde tilkøbt sig sin Ungdoms Handlefrihed med et ulykkeligt, barnløst Ægteskab , og han havde ikke siden vovet at lade sig skille for ikke at sætte noget af den Popularitet paa Spil, som var en handlende Politikers daglige Brød . Et ømt Kærlighedsforhold til en ung Kvinde af det bedste københavnske 46 Selskab havde han af samme Grund maattet skjule ; og da den unge Pige tilsidst tog Livet af sig af Skam , havde han i Øjeblikkets Fortvivlelse nær gjort hende Følgeskab i Døden .

Paa Vejen til Stationen , mens han i dyb Forstemthed saae ud over den mørke Moseegn, hvor han som ung havde sværmet omkring i uskyldige Digterdrømme, misundte han sine Søskende , fordi de vidste saa lidt Besked om, hvad en Sejr som hans kostede. Han havde tilkøbt I, 192 sig sin Ungdoms Handlefrihed med et glædeløst Ægteskab og turde af Frygt for Folkestemningen ikke ^ lade sig skille ^ . Et ^ Kærlighedsforhold til en ung Kvinde havde han af samme Grund maattet skjule , ja han havde været nødt til offenlig at fornægte det, da hun midt under en Valgkampagne dræbte sig af Skam ^ .

Paa Vejen til Stationen , mens han i dyb Forstemthed saae ud over den mørke Moseegn, hvor han som ung havde sværmet omkring i uskyldige Digterdrømme, misundte han sine Søskende , fordi de vidste saa lidt Besked om, hvad en Sejr som hans kostede. Han havde tilkøbt sig sin Ungdoms Handlefrihed med et glædeløst Ægteskab og turde af Frygt for Folkestemningen ikke ^ lade sig skille ^ . Et ^ Kærlighedsforhold til en ung Kvinde havde han af samme Grund maattet skjule , ja han havde været nødt til offenlig at fornægte det, da hun midt under en Valgkampagne dræbte sig af Skam ^ .

Paa Vejen til Stationen , mens han i dyb Forstemthed saae ud over den mørke Moseegn, hvor han som ung havde sværmet omkring i uskyldige Digterdrømme, misundte han sine Søskende , fordi de vidste saa lidt Besked om, hvad en Sejr som hans kostede. I, 140 Han havde tilkøbt sig sin Ungdoms Handlefrihed med et glædeløst Ægteskab og turde af Frygt for Folkestemningen ikke ^ lade sig skille ^ . Et ^ Kærlighedsforhold til en ung Kvinde havde han af samme Grund maattet skjule , ja han havde været nødt til offenlig at fornægte det, da hun midt under en Valgkampagne dræbte sig af Skam ^ .

Og dette var ikke det første og blev ikke ^ det sidste Menneskeoffer ^ han med tungt Hjerte havde bragt for sin Vaabenlykke. Politik var en blodig Haandtering. Det galdt en daglig Forsvarskamp baade mod Fjender og Venner – og de sidste var ofte de farligste. Den Misundelse, der havde fulgt ham paa Foden ^ fra den første Gang ^ han vandt Bifald paa en Talerstol ; det hyænelumske Had, der hos flere af hans nærmeste Partifæller laa paa Lur for at styrte sig over ham ved den mindste Snublen ; hans egen Spøgelsefrygt for de uhaandgribelige Magter, der vilde kunne fælde ham ^ før Sejren var vunden og det nye Rige grundfæstet ; Folkets Mistro og Folkets Fordomme eller nye Tiders Modstrømme – det gjorde ham altsammen til en nattevaagen Mand, der sov i Rustning.
Fra sin Agestol saae han ud over den mørke Mose-Egn, hvor han som ung havde gaaet omkring i uskyldige Digterdrømme. I sine trætte Øjeblikke, naar han digtede sit Liv om, ønskede han undertiden ^ , at han endnu sad ukendt paa et Loftskammer og løftede sig op over Livets uafhjælpelige Jammer ved at skrive Elskovsvers og lystige Satirer. – Men 47 der gik ingen Vej tilbage for ham længer! Han havde faaet Fanden paa sin Nakke og maatte bære ham, indtil han styrtede.
Det var en saadan modløs Stemning, der idag havde overvældet ham derude ved Faderens Grav. Og nu faldt den igen over ham paa Grund af denne uhyggelige Afsked med det gamle Hjem. Det var et Indtryk af Livet i dets ubarmhjertigste Grumhed. At dette gode Hjem, som Forældrene havde holdt sammen paa med livslang Selvforsagelse, skulde opløses paa en saa hæslig Maade! ... For sidste Gang havde han staaet i de smaa Stuer, hvor de nu saa ufordragelige Søskende engang voksede op ved hinandens Side under ^ Moderens milde Øjne som Planter i en Solbænk. Han skulde ikke mere se den store Stolpeseng, hvori de alle var født, ikke Familjevuggen, hvis Gænger havde lydt gennem Huset i de mange Aar som Hjemmets rolige Hjerteslag, ikke Slagbænken, hvor de efterhaanden allesammen havde sovet parvis under samme stribede Hvergarnsdyne med Armen om hinandens Hals som forenede for Evigheden.

Og dette var ikke det første og vilde ikke blive det sidste Menneskeoffer , han med sorgtungt Hjerte maatte bringe sin Vaabenlykke. Politik var en blodig Haandtering. Hver Dag var en Kamp paa Liv og Død mod Ven og Fjende, mod Misundelsen, der fulgte en Politiker paa Foden i hans eget Parti fra den første Gang , han vandt Bifald paa en Talerstol , mod Hadet, der laa paa Lur for at styrte sig over ham ved den mindste Snublen , mod Spøgelsefrygten i hans eget Sind, Angsten for de uhaandgribelige Magter, der vilde kunne fælde ham , før Sejren var vunden og det nye Rige grundfæstet .
I sine trætte Øjeblikke, naar han digtede sit Liv om, kunde han undertiden ønske , at han endnu sad ukendt paa et Tagkammer og løftede sig op over Livets uafhjælpelige Jammer ved at skrive Elskovsvers og lystige Satirer. – Men der gik ingen Vej tilbage for ham længer!
– – –
Paa saa uhyggelig en Maade opløstes det gamle Smedehjem i Enslev, som Forældrene havde holdt sammen paa med livslang Selvopofrelse. For sidste Gang havde de ufordragelige Søskende været samlede i de smaa Stuer, hvor de engang voksede op ved hinandens I, 193 Side under Straalerne fra Moderens milde Øjne som Planter i en Solbænk. Kort efter blev det meste af Bohavet solgt ved Auktion, baade den store Stolpeseng, hvori de alle var født, ^ Familjevuggen, hvis Gænger havde lydt gennem Huset i de mange Aar som Hjemmets ^ Hjerteslag, og Slagbænken, hvor de efterhaanden allesammen havde sovet to og to med Armen om hinandens Hals som forenede for Evigheden.

Og dette var ikke det første og vilde ikke blive det sidste Menneskeoffer , han med sorgtungt Hjerte maatte bringe sin Vaabenlykke. Politik var en blodig Haandtering. Hver Dag var en Kamp paa Liv og Død mod Ven og Fjende, mod Misundelsen, der fulgte en Politiker paa Foden i hans eget Parti fra den første I, 140 Gang , han vandt Bifald paa en Talerstol , mod Hadet, der laa paa Lur for at styrte sig over ham ved den mindste Snublen , mod Spøgelsefrygten i hans eget Sind, Angsten for de uhaandgribelige Magter, der vilde kunne fælde ham , før Sejren var vunden og det nye Rige grundfæstet .
I sine trætte Øjeblikke, naar han digtede sit Liv om, kunde han undertiden ønske , at han endnu sad ukendt paa et Tagkammer og løftede sig op over Livets uafhjælpelige Jammer ved at skrive Elskovsvers og lystige Satirer. — Men der gik ingen Vej tilbage for ham længer!
– – –
Paa saa uhyggelig en Maade opløstes det gamle Smedehjem i Enslev, som Forældrene havde holdt sammen paa med livslang Selvopofrelse. For sidste Gang havde de ufordragelige Søskende været samlede i de smaa Stuer, hvor de engang voksede op ved hinandens Side under Straalerne fra Moderens milde Øjne som Planter i en Solbænk. Kort efter blev det meste af Bohavet solgt ved Auktion, baade den store Stolpeseng, hvori de alle var født, ^ Familjevuggen, hvis Gænger havde lydt gennem Huset i de mange Aar som Hjemmets ^ Hjerteslag, og Slagbænken, hvor de efterhaanden allesammen havde sovet to og to med Armen om hinandens Hals som forenede for Evigheden.

Og dette var ikke det første og vilde ikke blive det sidste Menneskeoffer , han med sorgtungt Hjerte maatte bringe sin Vaabenlykke. Politik var en blodig Haandtering. Hver Dag var en Kamp paa Liv og Død mod Ven og Fjende, mod Misundelsen, der fulgte en Politiker paa Foden i hans eget Parti fra den første Gang , han vandt Bifald paa en Talerstol , mod Hadet, der laa paa Lur for at styrte sig over ham ved den mindste Snublen , mod Spøgelsefrygten i hans eget Sind, Angsten for de uhaandgribelige Magter, der vilde kunne fælde ham , før Sejren var vunden og det nye Rige grundfæstet .
I sine trætte Øjeblikke, naar han digtede sit Liv om, kunde han undertiden ønske , at han endnu sad ukendt paa et Tagkammer og løftede sig op over Livets uafhjælpelige Jammer ved at skrive Elskovsvers og lystige Satirer. – Men der gik ingen Vej tilbage for ham længer!
– – –
Paa saa uhyggelig en Maade opløstes det gamle Smedehjem i Enslev, som Forældrene havde holdt sammen paa med livslang Selvopofrelse. For sidste Gang havde de ufordragelige Søskende været samlede i de smaa Stuer, hvor de engang voksede op ved hinandens Side under Straalerne fra Moderens milde Øjne som Planter i en Solbænk. Kort efter blev det meste af Bohavet solgt ved Auktion, baade den store Stolpeseng, hvori de alle var født, ^ Familjevuggen, hvis Gænger havde lydt gennem Huset i de mange Aar som Hjemmets ^ Hjerteslag, og Slagbænken, hvor de efterhaanden allesammen havde sovet to og to med Armen om hinandens Hals som forenede for Evigheden.

VII .

VII

VII I, 141

⇕ Storeholt II, 1.7

⇕ De Dødes Rige 2.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 2.7

S øren Smed og Ane-Mette har nu i mange Aar ligget Side om Side i Enslev Kirkegaardsjord, og hvad de efterlod heroppe af godt og ondt ^ vokser 48 allerede videre hos en ny, en tredje Slægt, der kun kender deres Liv som et udsmykket Familjesagn.

Søren Smed og Ane-Mette har nu i mange Aar ligget Side om Side i Enslev Kirkegaardsjord, og hvad de efterlod heroppe af godt og ondt , vokser allerede videre hos en ny, en tredje Slægt, der kun kender deres Liv som et udsmykket Familjesagn.

^ ^ ^ I Aviserne mindes de to Gamle regelmæssigt ^ hver Gang Tyge Enslevs Levnedsløb paany fortælles. Ogsaa deres Billeder ses undertiden i Bladene. Herfra gik de over i selve Verdenspressen hin historiske Julidag i Aarhundredets Begyndelse, da Tyge blev Minister i Folkets første Ministerium.

Af deres Sønner lever nu kun Tyge. Baade Byraadsmanden i Kolding og Jørgen Skolelærer er vandret ind til den store Hvile. Men ogsaa Tyge er mærket. Det blege Ansigt er blevet blyfarvet; det tætte Haar og Skæg lyser om det runde Hoved som det fineste hvide Vat. Kun Brynene er endnu mørke.
I Aviserne mindes de to Gamle regelmæssigt , hver Gang Tyge Enslevs Levnedsløb paany fortælles. Ogsaa deres Billeder ses undertiden i Bladene. Herfra gik de over i ^ Verdenspressen hin historiske Julidag i Aarhundredets Begyndelse, da Tyge blev Minister i Folkets første Ministerium.

Af deres Sønner lever nu kun Tyge. Baade Byraadsmanden i Kolding og Jørgen Skolelærer er vandret ind til den store Hvile. Men ogsaa Tyge er mærket. Det blege Ansigt er bleven blyfarvet; det tætte Haar og Skæg lyser om det runde Hoved som det fineste hvide Vat. Kun Brynene er endnu mørke.
I Aviserne mindes de to Gamle regelmæssigt , hver Gang Tyge Enslevs Levnedsløb paany fortælles. Ogsaa deres Billeder ses I, 141 undertiden i Bladene. Herfra gik de over i ^ Verdenspressen hin historiske Julidag i Aarhundredets Begyndelse, da Tyge blev Minister i Folkets første Ministerium.

Af deres Sønner lever nu kun Tyge. Baade Byraadsmanden i Kolding og Jørgen Skolelærer er vandret ind til den store Hvile. Men ogsaa Tyge er mærket. Det blege Ansigt er bleven blyfarvet; det tætte Haar og Skæg lyser om det runde Hoved som det fineste hvide Vat. Kun Brynene er endnu mørke.
I Aviserne mindes de to Gamle regelmæssigt , hver Gang Tyge Enslevs Levnedsløb paany fortælles. Ogsaa deres Billeder ses undertiden i Bladene. Herfra gik de over i ^ Verdenspressen hin historiske Julidag i Aarhundredets Begyndelse, da Tyge blev Minister i Folkets første Ministerium.

Den Dag kunde Jørgen Skolelærer ikke holde sig hjemme for Uro og Spænding. Man ventede Ministerudnævnelserne i Løbet af Formiddagen, og straks om Morgenen tog han ind til Kolding for at være Nyhedskilderne nærmere. Fra enkelte Huse var der allerede stukket Flag ud, da han fra Stationen skridtede op gennem Hovedgaden mellem to blaaøjede Studenter med hvide Huer paa det lokkede Haar – hans Sønner.

I, 194 Den Dag kunde Jørgen Skolelærer ikke holde sig hjemme for Uro og Spænding. Man ventede Ministerudnævnelserne i Løbet af Formiddagen, og straks om Morgenen tog han ind til Kolding for at være Nyhedskilderne nærmere. Fra enkelte Huse var der allerede stukket Flag ud, da han fra Stationen kom gaaende gennem Hovedgaden mellem to blaaøjede Studenter med hvide Huer ^ – hans Sønner.

Den Dag kunde Jørgen Skolelærer ikke holde sig hjemme for Uro og Spænding. Man ventede Ministerudnævnelserne i Løbet af Formiddagen, og straks om Morgenen tog han ind til Kolding for at være Nyhedskilderne nærmere. Fra enkelte Huse var der allerede stukket Flag ud, da han fra Stationen kom gaaende gennem Hovedgaden mellem to blaaøjede Studenter med hvide Huer — ^ hans Sønner.

Den Dag kunde Jørgen Skolelærer ikke holde sig hjemme for Uro og Spænding. Man ventede Ministerudnævnelserne i Løbet af Formiddagen, og straks om Morgenen tog han ind til Kolding for at være Nyhedskilderne nærmere. Fra enkelte Huse var der allerede stukket Flag ud, da han fra Stationen kom gaaende gennem Hovedgaden mellem to blaaøjede Studenter med hvide Huer ^ – hans Sønner.

Han traf sin Broder og Svigerinde alene i Familjens Dagligstue og fik en meget kølig Modtagelse hos dem begge.

Han traf sin Broder og Svigerinde ^ i Familjens Dagligstue og fik en meget kølig Modtagelse hos dem begge.

Den forhenværende Byraadsmand, for nylig ^ udnævnt til Kancelliraad af den afgaaede Regering i Anledning af et Jubilæum , desuden hædret af Befolkningen med en Sølvvinkande paa Grund af Fortidens Fortjenester, levede i Virkeligheden nu som en fredløs Mand der i Byen. Han var med Alderen bleven mager og gul i Huden og havde faaet Munden fuld af falske Tænder. Desuden havde han lagt 49 sig forgyldte Stangbriller til ^ . De gav det blankt barberede Ansigt et prælatagtigt Udseende, hvad ogsaa udtrykkeligt var tilsigtet. Siden det var hændet ham, at han af sine egne politiske Meningsfæller havde hørt sin Broders forhadte Navn nævne med ^ Anerkendelse, havde han mere og mere sluttet sig til et lille Samfund af Fromme , hos hvem al Døgnets Larm og navnlig al Tale om Politik var bandlyst.

Den forhenværende Urmager, der for nylig var bleven udnævnt til Kancelliraad af den afgaaede Regering ^ , desuden hædret af Befolkningen med en Sølvvinkande i Anledning af et Jubilæum, havde lagt sig forgyldte Stangbriller til og Kalot . Begge Dele gav det blankt barberede Ansigt et prælatagtigt Udseende, hvad ogsaa udtrykkeligt var tilsigtet. Siden det var hændet ham, at han af sine egne politiske Meningsfæller havde hørt Tyge nævne med delvis Anerkendelse, havde han forsaget Verden og ^ sluttet sig til et ^ Samfund af Hellige , hos hvem al Døgnets Larm og navnlig al Tale om Politik var bandlyst.

Han modtog da ogsaa Broderen med en Bemærkning, der paa Forhaand afviste enhver Diskussion om Dagens store Begivenhed.

I, 142 Han modtog da ogsaa Broderen med en Bemærkning, der paa Forhaand afviste enhver Diskussion om Dagens store Begivenhed.

» I faar altsaa nu jeres Vilje ,« sagde han i verdensfjern Tone . » Du kender mine Anskuelser, saa det er ikke værd, vi taler mere om det . Naar Tiden kommer, vil vi faa at se, hvem af os der havde Ret .«

» Du kender mine Anskuelser ,« sagde han i verdensfjern Tone , » ^ saa det er ikke værd, vi taler mere om det ^ .«

Middagsmaaltidet forløb saa højtideligt som en Altergang. Nede paa Gaden var der til Gengæld et usædvanligt Liv. Løbesedlerne med Ministerlisten var kort forinden bleven spredt omkring i Byen . Tyges Udnævnelse, der iøvrigt havde været sikkert ventet, var nu officiel. Man kunde høre Folk raabe hans Navn til hinanden over Gaden.

^ Nede paa Gaden var der ^ et usædvanligt Liv. Løbesedler med Ministerlisten blev ved Middagstid spredt I, 195 omkring i Byen . Man kunde høre Folk raabe Tyges Navn til hinanden over Gaden.

^ Nede paa Gaden var der ^ et usædvanligt Liv. Løbesedler med Ministerlisten blev ved Middagstid spredt omkring i Byen . Man kunde høre Folk raabe Tyges Navn til hinanden over Gaden.

Kancelliraaden , der præsiderede for Bordenden med Guldbriller og Kalot, lod ganske uberørt af det hele Røre. Han underholdt ^ sine Brodersønner med nogle langtrukne Erindringer fra sin Ungdoms Læreaar i Tyskland , som de ikke ved denne Lejlighed 50 hørte for første Gang. Hans egen Søn, der ^ var Bestyrer af Forretningen og i et og alt var hans foryngede Spejlbillede , efterlignede i Begyndelsen sin Faders ophøjede Ligegyldighed ^ men kunde i Længden ^ ikke dy sig for at blotte Gifttanden. Han maatte engang rejse sig fra Bordet , fordi Butiksklokken ringede, og da han vendte tilbage bemærkede han med Øjne, der lyste af Tilfredshed , at ogsaa en Slægtning af den fordrukne Sidse Rullekone efter Sigende skulde være bleven Minister.

Kancelliraaden ^ lod ganske uberørt af det hele . Ved Middagsbordet underholdt han sine Brodersønner med nogle ^ Erindringer fra sin Ungdoms Læreaar ^ , som de ikke ved denne Lejlighed hørte for første Gang. Hans egen Søn, der nu var Bestyrer af Forretningen ^ , efterlignede i Begyndelsen hans ophøjede Ligegyldighed som et Spejlbillede, men ^ i Længden kunde han ikke dy sig for at blotte Gifttanden. Med Øjne, der lyste af Tilfredshed , fortalte han ^ , at ogsaa en Slægtning af den fordrukne Sidse Rullekone efter Sigende skulde være bleven Minister.

Kancelliraaden ^ lod ganske uberørt af det hele . Ved Middagsbordet underholdt han sine Brodersønner med nogle ^ Erindringer fra sin Ungdoms Læreaar ^ , som de ikke ved denne Lejlighed hørte for første Gang. Hans egen Søn, der nu var Bestyrer af Forretningen ^ , efterlignede i Begyndelsen hans ophøjede Ligegyldighed som et Spejlbillede, men ^ i Længden kunde han ikke dy sig for at blotte Gifttanden. Med Øjne, der lyste af Tilfredshed , fortalte I, 142 han ^ , at ogsaa en Slægtning af den fordrukne Sidse Rullekone efter Sigende skulde være bleven Minister.

Husets unge Datter Rosalie begreb ikke Aarsagen til den sære Stemning, der herskede ved Bordet. Hun var en køn lille Brunette , hvis Aabenmundethed og hele frimodige Væsen var baade Forældrenes og hendes Broders daglige Bekymring. Hun havde aldrig set sin københavnske Farbroder, og det var hende derfor – som hun sagde – saa inderlig knusende revnende ligegyldigt, at han nu var bleven Minister. De bar jo ikke engang det samme Navn.

Husets unge Datter Rosalie begreb ikke Aarsagen til den sære Stemning, der herskede ved Bordet. Hun var en køn ^ Brunette med et frimodigt Væsen , der var Forældrene og navnlig hendes Broder til daglig Bekymring. Hun havde aldrig set sin københavnske Farbroder, og det var hende derfor – som hun sagde – saa inderlig knusende revnende ligegyldigt, at han nu var bleven Minister. De bar jo ikke engang det samme Navn.

Husets unge Datter Rosalie begreb ikke Aarsagen til den sære Stemning, der herskede ved Bordet. Hun var en køn ^ Brunette med et frimodigt Væsen , der var Forældrene og navnlig hendes Broder til daglig Bekymring. Hun havde aldrig set sin københavnske Farbroder, og det var hende derfor — som hun sagde — saa inderlig knusende revnende ligegyldigt, at han nu var bleven Minister. De bar jo ikke engang det samme Navn.

Hun havde det i saa Henseende ganske som sine to Studenter-Fættere, der heller ikke interesserede sig for Politik, og hos hvem kun Ærbødigheden for Faderen og Respekten for den værdige Onkel holdt det ungdommelige Humør i Tømme. I deres unge Sjæle havde den tunge Slægtsarv fra Søren Smeds Trængselsdage endnu ikke fundet nogen Rugeplads. Alle tre var de ^ lykkeligt uvidende om de Sindets 51 Giftstoffer, der formørkede Tilværelsen for de andre. Deres Tid var endnu ikke kommen .

Hun havde det i saa Henseende ganske som sine to Studenter-Fættere, ^ i hvis Sjæle Dragesæden fra Søren Smeds Trængselsdage heller ikke havde fundet nogen Rugeplads. Alle tre var de endnu lykkeligt uvidende om de Sindets Giftstoffer, der havde formørket Tilværelsen for deres Fædre .

Straks efter Bordet gik de to Gamle deres vante Gang ned paa Kontoret, mens Studenterne og Kusinen tog ud paa en Spaseretur.

Efter Bordet gik de to gamle Brødre deres vante Gang I, 196 ned paa Kontoret, mens Studenterne og Kusinen tog ud paa en Spaseretur.

Efter Bordet gik de to gamle Brødre deres vante Gang ned paa Kontoret, mens Studenterne og Kusinen tog ud paa en Spaseretur.

Jørgen Skolelærer satte sig paa sin hævdvundne Plads i Sofaen med sin store Træpibe , og uden at nogen af dem rigtig vidste det, talte de længe om en af Byens ældre Borgere, der var kommen ulykkelig afdage ved et Fald fra en Trappe.
Kancelliraaden sad foran Skrivebordet og lod, som om han var optaget af at gennemse nogle Regninger og sammentælle Tal.
Skolelæreren sad tungt hensunken i sig selv og bakkede paa Piben uden at mærke, at den var gaaet ud. Der var for ham det underlige ved det store, der var sket, at han i sine Tanker havde oplevet det altsammen for længe, længe siden. Fra sin Ungdom havde han drømt begejstret og lykkeligt om denne Sejrens Dag, havde forestillet sig baade den flagsmykkede By og Røret i Gaderne og de mange glade Ansigter. Kun een Ting var anderledes: han selv, hans egen Glæde, der var forvandlet til Uro og Bekymring ved Tanken om Tyge.

Jørgen Skolelærer satte sig paa sin hævdvundne Plads i Sofaen med sin store Træpibe . Han sad der tungt hensunken i sig selv og bakkede paa Piben uden at mærke, at den var gaaet ud. Der var for ham det underlige ved det store, der var sket, at han i sine Tanker havde oplevet det altsammen for længe, længe siden. Fra sin Ungdom havde han drømt begejstret og lykkeligt om denne Sejrens Dag, havde forestillet sig baade den flagsmykkede By og Røret i Gaderne og de mange glade Ansigter. Kun een Ting var anderledes: han selv, hans egen Glæde, der var forvandlet til Uro og Bekymring ved Tanken om Tyge.

Jørgen Skolelærer satte sig paa sin hævdvundne Plads i Sofaen med sin store Træpibe . Han sad der tungt hensunken i sig selv og bakkede paa Piben uden at mærke, at den var gaaet ud. Der var for ham det underlige ved det store, der var sket, at han i sine Tanker havde oplevet det altsammen for længe, længe I, 143 siden. Fra sin Ungdom havde han drømt begejstret og lykkeligt om denne Sejrens Dag, havde forestillet sig baade den flagsmykkede By og Røret i Gaderne og de mange glade Ansigter. Kun een Ting var anderledes: han selv, hans egen Glæde, der var forvandlet til Uro og Bekymring ved Tanken om Tyge.

Trods megen Grublen og anstrengt Nattevaagen ved ^ Bedepult og Bibel fattede han ikke, at den Alseende, for hvem Hjertets dybeste Afgrunde var som 52 den klareste Dag, havde udvalgt et Menneske som Tyge til Fører for et kristent Folk i dets Kamp for Frihed og Retfærdighed . En ^ ^ Frafalden, en Vellystning . Paa sine Knæ havde han bedt Gud om at oplyse ham .

Trods megen Grublen og anstrengt Nattevaagen ved sin Bedepult og Bibel fattede han ikke, at den Alseende, for hvem Hjertets dybeste Afgrunde var som den klareste Dag, havde udvalgt et Menneske som Tyge til Fører for et kristent Folk i dets Kamp for Frihed og Retfærdighed , – en Frafalden, en Vellystning . For den danske Menigheds Skyld og for Tyges egen Frelses Skyld havde han endnu denne Nat anraabt Gud om dog at afvende Forargelsen .

Trods megen Grublen og anstrengt Nattevaagen ved sin Bedepult og Bibel fattede han ikke, at den Alseende, for hvem Hjertets dybeste Afgrunde var som den klareste Dag, havde udvalgt et Menneske som Tyge til Fører for et kristent Folk i dets Kamp for Frihed og Retfærdighed , — en Frafalden, en Vellystning . For den danske Menigheds Skyld og for Tyges egen Frelses Skyld havde han endnu denne Nat anraabt Gud om dog at afvende Forargelsen .

Pludselig hørtes der Musik henne i Gaden. En demokratisk Vælgerforening trak i Procession gennem Byen paa Vej til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres med en Fest.

Pludselig hørtes der Musik henne i Gaden. En demokratisk I, 143 Vælgerforening trak i Procession gennem Byen paa Vej til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres med en Fest.

Pludselig hørtes der Musik henne i Gaden. En demokratisk Vælgerforening trak i Procession gennem Byen paa Vej til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres med en Fest.

Jørgen Skolelærer vilde rejse sig for at gaa til Vinduet; men da han saae, at Broderen ikke rørte sig, blev ogsaa han siddende. Toget kom nærmere. Messinglarmen klang mod Ruderne. Det var en Fædrelandssang ^ der blev spillet, og mange af Følget sang begejstret med.

Jørgen Skolelærer vilde rejse sig for at gaa til Vinduet; men da han saae, at Broderen ikke rørte sig, blev ogsaa I, 197 han siddende. Toget kom nærmere. Messinglarmen klang mod Ruderne. Det var en Fædrelandssang , der blev spillet, og mange af Følget sang begejstret med.

Jørgen Skolelærer vilde rejse sig for at gaa til Vinduet; men da han saae, at Broderen ikke rørte sig, blev ogsaa han siddende. Toget kom nærmere. Messinglarmen klang mod Ruderne. Det var en Fædrelandssang , der blev spillet, og mange af Følget sang begejstret med.

» De Folk er nok allerede bleven fulde,« bemærkede Kancelliraaden ^ bøjet over sine Papirer.

» De Folk er nok allerede bleven fulde,« bemærkede Kancelliraaden , der sad ved sit Skrivebord, bøjet over nogle Papirer.

Da Toget naaede udfor Huset, raabte en af Deltagerne demonstrativt :
» Leve Tyge Enslev!«

Da Toget naaede udfor Huset, raabte en af Deltagerne ^ : ^ » Leve Tyge Enslev!«

Da Toget naaede udfor Huset, raabte en af Deltagerne ^ :
» Leve Tyge Enslev!«

Og øjeblikkeligt svarede Folkemængden ^ med et rungende Hurra .

Og hele Folkemængden svarede med et rungende Hurraraab .

Jørgen Skolelærer skottede frygtsomt over til sin Broder. Men ved Synet af dennes hvide, fortrukne Ansigt tog han ^ Blikket til sig og slog det skamfuldt ned .

Jørgen Skolelærer skottede frygtsomt over til sin Broder. Men ved Synet af dennes hvide, fortrukne Ansigt tog han skamfuldt Blikket til sig ^ .

» Ser jeg selv saadan ud?« tænkte han.

Han havde endnu denne sidste Nat ligget paa sine Knæ og anraabt Gud om dog at afvende Forargelsen. 53 Som Job var han gaaet i Rette med Forsynet, havde krævet det til Regnskab for Tyges Sejrsløb. For den danske Menigheds Skyld og for Tyges egen Frelses Skyld havde han anklaget sin Broder for Guds Domstol og opregnet hans Forsyndelser.
Han mindedes det nu med Blusel.
Folketoget var trukket forbi. Musikken døde hen. Da hørtes Stemmer udenfor paa Gangen, og der blev banket paa Døren. Det var de to Studenter, der efter Aftale med Faderen kom ind for at erindre ham om, at det var Tid at gaa til Stationen.

Folketoget trak forbi. Musiken døde hen. Da hørtes Stemmer udenfor paa Gangen, og der blev banket paa Døren. Det var de to Studenter, der efter Aftale med Faderen kom ind for at hente ham ^ til Stationen.

Folketoget trak forbi. Musikken døde hen. Da hørtes Stemmer udenfor paa Gangen, og der blev banket paa Døren. Det var de to Studenter, der efter Aftale med Faderen kom ind for at hente ham ^ til Stationen.

Jørgen Skolelærers store, tunge Okseøjne strømmede over ved Synet af Sønnernes friske, uberørte Ungdom. Og med bævende Læber bad han i Stilhed:

I, 144 Jørgen Skolelærers store, tunge Okseøjne strømmede over ved Synet af Sønnernes friske, uberørte Ungdom. Og med bævende Læber bad han i Stilhed:

»Herre! Bevar deres Hjerter rene!«

Igen er en Række Aar gaaet hen, og baade Kancelliraaden og Jørgen Skolelærer er vandret ind til den store Hvile. Af alle Søren Smeds og Ane-Mettes Børn lever nu foruden Datteren i Avstralien kun Tyge. Men ogsaa ham har Døden mærket. Hans Ansigts Bleghed er bleven blyfarvet. Det tætte Haar og Skæg lyser om det runde Hoved som det hvideste Vat. Kun Brynene er endnu mørke.
Men Tyge Enslev tilhører Historien. Om hans Alderdom og Død skal der fortælles i en anden Sammenhæng.
[55] II

^

VIII .

VIII

⇕ Storeholt II, 2.1

⇕ De Dødes Rige 2.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 2.8

[57] S ommeren var nu ogsaa kommen til Danmark . Den havde været længe om at finde herop dennegang . Under Drypregn og graa Taage var Skoven sprungen ud . Foraarets Fødsel gik for sig som i Dølgsmaal, ingen havde haft Glæde af det lysegrønne Under. Siden hen, mens Frugttræerne blomstrede, jog stride Hagelbyger over Landet , og Solglimtene kom og svandt under den blaasorte Himmel med en Pludselighed som Lyn.

Sommeren var atter kommen til Landet . Den havde været længe om at finde herop denne Gang. Foraarets Fødsel gik for sig som i Dølgsmaal . Under Drypregn og I, 198 graa Taage var Skoven sprungen ud . Ingen havde haft Glæde af det lysegrønne Under. Mens Frugttræerne blomstrede, jog stride Haglbyger over Landet . Solglimtene kom og svandt under den blaasorte Himmel med en Pludseliglied som Lyn.

Sommeren var atter kommen til Landet . Den havde været længe om at finde herop denne Gang. Foraarets Fødsel gik for sig som i Dølgsmaal . Under Drypregn og graa Taage var Skoven sprungen ud . Ingen havde haft Glæde af det lysegrønne Under. Mens Frugttræerne blomstrede, jog stride Haglbyger over Landet . Solglimtene kom og svandt under den blaasorte Himmel med en Pludselighed som Lyn.

Endelig den femte Juni, akkurat paa Grundlovsdagen, brød en frisk Nordvest Sommeren Vej og fejede Skyerne ud over Østersøen.

Endelig den femte Juni, akkurat paa Grundlovsdagen, brød en I, 144 frisk Nordvest Sommeren Vej og fejede Skyerne ud over Østersøen.

Endelig den femte Juni, akkurat paa Grundlovsdagen, brød en frisk Nordvest Sommeren Vej og fejede Skyerne ud over Østersøen.

Man stod lige foran den store Valgkamp, og der var ikke mange af Folkepartiets Grundlovstalere, end ikke af dets Kættere, der modstod Fristelsen til at udlægge Tilfældet som et lykkeligt Varsel, et guddommeligt Tillidsvotum.

Man stod lige foran den store Valgkamp, og der var ikke mange af Folkepartiets Grundlovstalere, ^ der modstod Fristelsen til at udlægge Tilfældet som et lykkeligt Varsel, et guddommeligt Tillidsvotum.

» Himlen har idag velsignet vore Vaaben!« forkyndte Tyge Enslev ^ fra Talerstolen i Lyngebo Skov, hvor fem Tusinde Hoveder trængte sig omkring den gamle Fører. Rank og smilende stod han ^ under det sommergrønne Løv med sit hvide Haar – den sidste 58 levende af de store Mærkesmænd, der havde ^ ført Folkets og Frihedens Sag til Sejr. Trods sin Gigt og sine Stensmerter havde han efter et Par Aars frivillige Tilbagetrukkenhed paany kastet sig ud i Striden med al sin gamle Voldsomhed .

» Himlen har idag velsignet vore Vaaben!« forkyndte Tyge Enslev smilende fra Talerstolen i Lyngebo Skov, hvor fem tusinde Hoveder trængte sig omkring den gamle Fører. Rank og sikker stod han med sit hvide Haar under det sommergrønne Løv ^ – den sidste levende af de store Mærkesmænd, der havde ^ ført Folkets og Frihedens Sag til Sejr. Trods sin Gigt og sine Stensmerter havde han efter et Par Aars nødtvungne Tilbagetrukkenhed paany vist sig for sit Folk .

» Himlen har idag velsignet vore Vaaben!« forkyndte Tyge Enslev smilende fra Talerstolen i Lyngebo Skov, hvor fem tusinde Hoveder trængte sig omkring den gamle Fører. Rank og sikker stod han med sit hvide Haar under det sommergrønne Løv — ^ den sidste levende af de store Mærkesmænd, der havde ’ ført Folkets og Frihedens Sag til Sejr. Trods sin Gigt og sine Stensmerter havde han efter et Par Aars nødtvungne Tilbagetrukkenhed paany vist sig for sit Folk .

Den forsinkede Sommervarme forvandlede Landet som ^ ^ en Tryllestav . Det blev paa et Par Dage til et eventyrligt Blomsterrige . Syren og Guldregn, Tjørn og vilde Roser gjorde det fattigste Bondehus til et Paradishjem . Inde i Byerne var alle Butiksvinduerne pyntet op med Blomster . Folk kom fra Torvet med Favnen fuld af Syrener. Vognmandskusken pyntede sine Krikker med en Guldregnsklase ved Øret, og Slagtersvenden bar en Kæmpebuket hjem paa sit blodige Trug.

Den forsinkede Sommervarme forvandlede Landet , som om det var blevet berørt af en Tryllestav ^ . Syren og Guldregn, Tjørn og vilde Roser gjorde det fattigste Bondehus til et eventyrligt Blomsterrige . Inde i Byerne var ^ Butiksvinduerne pyntet op med Grønt . Folk kom fra Torvet med Favnen fuld af Syrener. Vognmandskusken pyntede sine Krikker med en Guldregnsklase ved Øret, og Slagtersvenden bar en Kæmpebuket hjem paa sit ^ Trug.

Den forsinkede Sommervarme forvandlede Landet , som om det var bleven berørt af en Tryllestav ^ . Syren og Guldregn, Tjørn og vilde Roser gjorde det fattigste Bondehus til et eventyrligt Blomsterrige . Inde i Byerne var ^ Butiksvinduerne pyntet op med Grønt . Folk kom fra Torvet med Favnen fuld af Syrener. Vognmandskusken pyntede sine Krikker med en Guldregnsklase ved Øret, og Slagtersvenden bar en Kæmpebuket hjem paa sit ^ Trug.

Den forsinkede Sommervarme forvandlede Landet , som om det var bleven berørt af en Tryllestav ^ . Syren og Guldregn, Tjørn og vilde Roser gjorde det fattigste Bondehus til et eventyrligt Blomsterrige . Inde i Byerne var ^ Butiksvinduerne pyntet op med Grønt . Folk kom fra Torvet med Favnen fuld af Syrener. Vognmandskusken I, 145 pyntede sine Krikker med en Guldregnsklase ved Øret, og Slagtersvenden bar en Kæmpebuket hjem paa sit ^ Trug.

Jo, nu var Sommeren kommen til Landet . Paa alle Landeveje blinkede Cyklehjul. I Gaardene laa Sengklæder paa Lad, og de første nøgne Menneskelegemer viste sig paa Stranden.

I, 199 Jo, nu var Sommeren kommen ^ . Paa alle Landeveje blinkede Cyklehjul. I Gaardene laa Sengklæder paa Lad, og de første nøgne Menneskelegemer viste sig paa Stranden.

Jo, nu var Sommeren kommen ^ . Paa alle Landeveje blinkede Cyklehjul. I Gaardene laa Sengklæder paa Lad, og de første nøgne Menneskelegemer viste sig paa Stranden.

Paa en af de tre-etages Storebæltsfærger , der Dag og Nat var fulde af Passagerer, sad en Dag i Middagstiden Fru Bertha og Jytte oppe paa det øverste Dæk paa Vej til Fyn, hvor de skulde tilbringe nogen Tid paa Storeholt.
De var kommen hjem fra Italien i Slutningen af April og havde paa Tilbagerejsen gjort et Ophold i Lugano. Sammen med et ungt, tysk Professorpar 59 havde ^ ^ Jytte gjort Udflugter omkring i Bjergene, hvad der havde oplivet hende meget. Men fra den samme Dag hun satte Foden paa hjemlig Grund, havde Jorden brændt under hende. Rygtet om, at Torben Dihmer havde besøgt dem i Italien, var naaet til København før dem, og alle Familjens Bekendte syntes at føle sig personlig krænket, fordi hun ikke havde forlovet sig med ham.
Det var den samme Hvisken og Tisken, de samme nærgaaende Øjne og uforskammede Smil, som havde mødt hende nogle Gange før i hendes Liv – bare meget værre. Selv de af hendes Veninder, der var bleven skilt et Par Gange, stirrede paa hende med himmelfaldne Miner. Aldrig havde hun følt sig saa ene og uforstaaet.
Men nu var hun flygtet og aandede befriet. I en lysegraa Rejsedragt med Gamasjestøvler og slørombunden Hat stod hun bøjet over Rælingens Fletværk og saae interesseret paa den halvtamme Maagesværm, der fulgte Skibet og blev fodret af Passagererne. Moderen sad paa Bænken ved Siden af og var falden i Tanker.

Paa en af de tre Etages Storebæltsfærger ^ sad en Dag ^ Fru Bertha og Jytte oppe paa det øverste Dæk . De var kommen hjem fra Italien i Slutningen af April og var nu paa Vej til Fyn, hvor de skulde tilbringe nogen Tid paa Storeholt.
I en lysegraa Rejsedragt med Gamasjestøvler og slørombunden Hat stod Jytte ^ bøjet over Rælingens Fletværk og saae interesseret paa den halvtamme Maagesværm, der fulgte Skibet og blev fodret af Passagererne. Moderen sad paa en Bænk noget derfra og var falden i Tanker.

Paa en af de tre Etages Storebæltsfærger ^ sad en Dag ^ Fru Bertha og Jytte oppe paa det øverste Dæk . De var kommen hjem fra Italien i Slutningen af April og var ^ paa Vej til Fyn, hvor de skulde tilbringe nogen Tid paa Storeholt.
I en lysegraa Rejsedragt med Gamasjestøvler og slørombunden Hat stod Jytte ^ bøjet over Rælingens Fletværk og saae interesseret paa den halvtamme Maagesværm, der fulgte Skibet og blev fodret af Passagererne. Moderen sad paa en Bænk noget derfra og var falden i Tanker.

Henne paa Dækket gik en af deres Bekendte, der længe havde luret paa ^ Lejlighed til at gøre sig bemærket af dem. Det var en yngre , blond Herre, ganske køn men ^ meget lapset klædt . Haaret var langt i Nakken, og fortil var det arrangeret efter 60 sidste Mode i to Bukler foran Ørene. Under Næsen sad et lille lyreformigt Overskæg. Han saae ud til hvadsomhelst, kunde være Greve eller en finere Frisørsvend eller Kunstner. Han var det sidste.

Henne paa Dækket gik en af deres Bekendte, der længe havde luret paa en Lejlighed til at nærme sig ^ dem. Det var en smækker , blond Herre, meget smuk men ogsaa meget lapset ^ . Haaret var langt i Nakken, og fortil var det arrangeret efter sidste Mode i to Bukler foran Ørene. Under Næsen sad et lille lyreformigt Overskæg. Han saae ud til hvadsomhelst, kunde være Greve eller en finere Frisørsvend eller Kunstner. Han var det sidste.

Henne paa Dækket gik en af deres Bekendte, der længe havde luret paa en Lejlighed til at nærme sig ^ dem. Det var en smækker , blond Herre, meget smuk men ogsaa meget lapset ^ . Haaret var I, 145 langt i Nakken, og fortil var det arrangeret efter sidste Mode i to Bukler foran Ørene. Under Næsen sad et lille lyreformigt Overskæg. Han saae ud til hvadsomhelst, kunde være Greve eller en finere Frisørsvend eller Kunstner. Han var det sidste.

Henne paa Dækket gik en af deres Bekendte, der længe havde luret paa en Lejlighed til at nærme sig ^ dem. Det var en smækker , blond Herre, meget smuk men ogsaa meget lapset ^ . Haaret var langt i Nakken, og fortil var det arrangeret efter sidste Mode i ^ Bukler foran Ørene. Under Næsen kroede sig et lille lyreformet Overskæg. Han saae ud til hvadsomhelst, kunde være Greve eller en finere Frisørsvend eller Kunstner. Han var det sidste.

Det var Portrætmaleren Karsten From, en af Københavns kendte Strøgfigurer, ogsaa som Kunstner en Mand med et stort Publikum. Hans indsmigrende Pasteller afbildede Folk ganske saadan ^ som de saae ud i deres egne Øjne. Paa alle Foraarsudstillingerne i Charlottenborg havde han en meget beundret Væg fuld af besynderlige Amfibier: opsnørte Modedamer med ædle og aandfulde Træk, brutale Godsejerskikkelser ^ med klare, uskyldsblaa Barneøjne, Børsspekulanter prægede af Retskaffenhed og Sjælsadel, unge Skuespillerfavoriter flot henslængte i Verdenssmertens dybeste Mørke.

Det var Portrætmaleren Karsten From, en af Københavns kendte Strøgfigurer, ogsaa som Kunstner en Mand med et stort Publikum. Hans indsmigrende Pasteller afbildede Folk ganske saadan , som de saae ud i deres egne Øjne. Paa alle Charlottenborgs Foraarsudstillinger havde han en meget beundret Væg fuld af besynderlige Amfibier: Opsnørte Modedamer med ædle og aandfulde I, 200 Træk, brutale Godsejerskikkelser forevigede med klare, uskyldsblaa Barneøjne, Børsspekulanter prægede af Retskaffenhed og Sjælsadel, unge Skuespillerfavoriter flot henslængte i Verdenssmertens dybeste Mørke.

Det var Portrætmaleren Karsten From, en af Københavns kendte Strøgfigurer, ogsaa som Kunstner en Mand med et stort Publikum. Hans indsmigrende Pasteller afbildede Folk ganske saadan , som de saae ud i deres egne Øjne. Paa alle Charlottenborgs Foraarsudstillinger havde han en meget beundret Væg fuld af besynderlige Amfibier: Opsnørte Modedamer med ædle og aandfulde Træk, brutale Godsejerskikkelser forevigede med klare, uskyldsblaa Barneøjne, Børsspekulanter prægede af Retskaffenhed og Sjælsadel, unge Skuespillerfavoriter flot henslængte i Verdenssmertens dybeste Mørke.

Ved et Tilfælde havde han faaet at vide, hvor Fru Bertha og Jytte skulde hen. Han havde staaet ubemærket i Nærheden af dem paa Københavns Banegaard, da de købte Billetterne. Naar han nu var saa forlegen for at komme til at hilse paa dem, var det mest, fordi han paa Professionens Vegne selv skulde tilbringe en Maanedstid paa en fynsk Herregaard, der ikke laa langt fra det hagenske Familjegods , og han frygtede for at komme til at savne Selskab .

Ved et Tilfælde havde han faaet at vide, hvor Fru Bertha og Jytte skulde hen. Han havde staaet ^ i Nærheden af dem paa Københavns Banegaard, da de købte Billetterne. Naar han ^ var saa forlegen for at komme til at hilse paa dem, var det mest, fordi han paa Professionens Vegne selv skulde tilbringe nogen Tid paa en fynsk Herregaard, der ikke laa langt fra det Hagenske Familjegods ^ .

Ved et Tilfælde havde han faaet at vide, hvor Fru Bertha og Jytte skulde hen. Han havde staaet ^ i Nærheden af dem paa Københavns Banegaard, da de købte Billetterne. Naar han ^ var saa forlegen for at komme til at hilse paa dem, var det mest, fordi han paa Professionens Vegne selv skulde tilbringe nogen Tid I, 146 paa en fynsk Herregaard, der ikke laa langt fra det Hagenske Familjegods ^ .

Men nu havde de passeret Sprogø, og stadig sad 61 Gehejmeraadinden i sine egne Tanker, og Frøken Jytte vendte Ryggen til og saae paa Maagerne. Han fandt forøvrigt, at den første var bleven svært gammel. Havde ikke Datteren været saa temmelig uforandret, vilde han næppe have vidst, hvem hun var.

Men nu havde de passeret Sprogø, og stadig sad Gehejmeraadinden i sine egne Tanker, og Frøken Jytte vendte Ryggen til og saae paa Maagerne. ^

Han tænkte et Par Gange paa at gaa hen og forestille sig; men han havde sine Grunde til ikke at vise sig altfor paagaaende. Da gik Tilfældet ham for anden Gang tilhaande . En Konduktør dukkede op for at efterse Billetterne, og da han paa sin Rundgang kom til Fru Bertha, viste det sig, at hun havde lagt sin Haandtaske fra sig nede i Damekahytten.

Han ^ havde sine Grunde til ikke at vise sig altfor paagaaende. Men nu kom Tilfældet ham til Hjælp . En Konduktør gik rundt for at efterse Billetterne, og da han ^ kom til Fru Bertha, viste det sig, at hun havde lagt sin Haandtaske fra sig nede i Damekahytten.

» Aa Jytte,« sagde hun. » Vil du ikke gaa ned –.«
I samme Øjeblik stod Karsten From ^ foran hende med Hatten trykket for Brystet. Med naragtig Ærbødighed udbad han sig » den store Naade« at maatte være hende til Tjeneste.

^ I samme Øjeblik stod Karsten From ærbødigt foran hende og udbad ^ sig » den store Naade« at maatte være hende til Tjeneste.

» Aa er det Dem! Goddag!« sagde hun tørt. » Jo Tak, naar De endelig vil. Det er en brun Safianstaske. Blot De vil sige det til Jomfruen.«

»Aa, er det Dem! Goddag!« sagde hun tørt. » Jo Tak, naar De endelig vil. Det er en brun Safianstaske. Blot De vil sige det til Jomfruen.«

Jytte blev ilde tilmode ved pludselig at se en af sine forhenværende Friere skyde op af Dæksplankerne. Hun havde ikke haft Anelse om hans Tilstedeværelse. Da Maleren et Øjeblik efter kom tilbage og » ærbødigt knælende« – som han sagde – overrakte Moderen Tasken, vendte hun sig igen 62 mod Søen af Ærgrelse over at føle, at hun blev rød .

Jytte havde ikke haft Anelse om hans Tilstedeværelse. Hun var bleven højrød i Hovedet ved Lyden af hans Stemme og mærkede til sin Ærgrelse, at hun var forvirret. Da Manden lidt efter kom tilbage og » ærbødigt I, 201 knælende« – som han sagde – overrakte Moderen Tasken, havde hun igen vendt sig mod Søen for ikke at være nødt til at hilse paa ham .

Jytte havde ikke haft Anelse om hans Tilstedeværelse. Hun var bleven højrød i Hovedet ved Lyden af hans Stemme og mærkede til sin Ærgrelse, at hun var forvirret. Da Manden lidt efter kom tilbage og » ærbødigt knælende« — som han sagde — overrakte I, 146 Moderen Tasken, havde hun igen vendt sig mod Søen for ikke at være nødt til at hilse paa ham .

Jytte havde ikke haft Anelse om hans Tilstedeværelse. Hun var bleven højrød i Hovedet ved Lyden af hans Stemme og mærkede til sin Ærgrelse, at hun var forvirret. Da Manden lidt efter kom tilbage og » ærbødigt knælende« – som han sagde – overrakte Moderen Tasken, havde hun igen vendt sig mod Søen for ikke at være nødt til at hilse paa ham .

» Er De paa Vej til Skagen?« spurgte Fru Bertha ham.

» Nej – desværre – jeg skal interneres paa Bækkelund. Gemejmeraadinden kender vistnok Stedet, – Grev Rønnovs Ejendom. Det er blevet mig beskikket at afmale Greven i lakrød Kammerherreuniform. Jeg elsker den Farve; men andet har jeg vist heller ikke at glæde mig til. Det skal være en meget ensomt levende Familje.«

» Nej – desværre – jeg skal interneres paa Bækkelund. Gehejmeraadinden kender vistnok Stedet, – Grev Rønnovs Ejendom. Det er blevet mig beskikket at afmale Greven i laksrød Kammerherreuniform. Jeg elsker den Farve; men andet har jeg vist heller ikke at glæde mig til. Det skal være en meget ensomt levende Familje.«

» Nej — desværre — jeg skal interneres paa Bækkelund. Gehejmeraadinden kender vistnok Stedet, — Grev Rønnovs Ejendom. Det er blevet mig beskikket at afmale Greven i laksrød Kammerherreuniform. Jeg elsker den Farve; men andet har jeg vist heller ikke at glæde mig til. Det skal være en meget ensomt levende Familje.«

Fru Bertha svarede ikke noget herpaa. Hun sagde ham endnu engang Tak for hans Ulejlighed , og det paa en saadan Maade, at den belevne Kunstner var nødt til at trække sig tilbage . Jytte havde knap nok hilst ham .

Fru Bertha svarede ikke noget herpaa. Og hun sagde ham nu Tak for hans Ulejlighed ^ paa en saadan Maade, at han var nødsaget til at trække sig tilbage ^ .

Karsten From var ikke alene en kendt Maler men ogsaa en af Hovedstadens dristigste Kvindejægere, hvad dog ikke saa mange vidste. I Modsætning til de fleste andre Mænd af Faget, der aldrig kunde tie med deres Erobringer, ja for hvem det at kunne prale med dem i Grunden var Hovedsagen, var han tavs om sine Sejre og kradsede overalt Sporene til efter sig. Han saaes meget i Koncertsalene, ved Velgørenhedsbasarer og andre Steder, hvor der var Lejlighed til at gøre nye Damebekendtskaber. Hans Væsens Naragtighed , der virkede saa betryggende , 63 var et Skalkeskjul, en Paafugleham, hvori denne blonde Jupiter indsneg sig til de Skønne.

Karsten From var ikke alene en kendt Maler men ogsaa en af Hovedstadens dristigste Kvindejægere, hvad dog ikke saa mange vidste. I Modsætning til de fleste andre Mænd af Faget, der aldrig kunde tie med deres Erobringer, ja for hvem det at kunne prale med dem i Grunden var Hovedsagen, var han tavs om sine Sejre og kradsede omhyggeligt Sporene til efter sig. Han saaes meget i Koncertsalene, ved Velgørenhedsbasarer og andre Steder, hvor der var Lejlighed til at gøre nye Damebekendtskaber. Hans Væsens Naragtighed ^ virkede ^ betryggende ikke alene paa Damerne selv men ogsaa paa Mændene, fordi kun faa anede, at den var et Skalkeskjul, en Paafugleham, hvori denne blonde Jupiter indsneg sig til de Skønne.

Karsten From var ikke alene en kendt Maler men ogsaa en af Hovedstadens dristigste Kvindejægere, hvad dog ikke saa mange vidste. I Modsætning til de fleste andre Mænd af Faget, der aldrig kunde tie med deres Erobringer, ja for hvem det at kunne prale med dem i Grunden var Hovedsagen, var han tavs I, 147 om sine Sejre og kradsede omhyggeligt Sporene til efter sig. Han saaes meget i Koncertsalene, ved Velgørenhedsbasarer og andre Steder, hvor der var Lejlighed til at gøre nye Damebekendtskaber. Hans Væsens Naragtighed ^ virkede ^ betryggende ikke alene paa Damerne selv men ogsaa paa Mændene, fordi kun faa anede, at den var et Skalkeskjul, en Paafugleham, hvori denne blonde Jupiter indsneg sig til de Skønne.

Da Færgen lagde til ved Nyborg og Folk strømmede til Landgangen, kom han igen hen til Damerne. Under det Paaskud, at der ingen Dragere var at faa, bemægtigede han sig deres Haandbagage , og trods Fru Berthas Indsigelser ^ fulgte han dem over Landgangen som en Tjener .

Da Færgen lagde til ved Nyborg og Folk strømmede til Landgangen, kom han igen hen til Jytte og hendes Mor. I, 202 Under det Paaskud, at der ingen Dragere var at faa, bemægtigede han sig deres Haandbagage ^ trods Fru Berthas Indsigelser og fulgte ^ dem over Landgangen ^ .

Da Færgen lagde til ved Nyborg og Folk strømmede til Landgangen, kom han igen hen til Jytte og hendes Mor. Under det Paaskud, at der ingen Dragere var at faa, bemægtigede han sig deres Haandbagage ^ trods Fru Berthas Indsigelser og fulgte ^ dem over Landgangen ^ .

Bagefter vilde han ogsaa hjælpe dem til at finde en god Plads i Toget, idet han haabede , at de vilde tilbyde ham Følgeskab, da han skulde samme Vej. Men udenfor en tom Kvindekupe standsede Fru Bertha og bad myndigt om sine Rejsesager. Begge Damerne steg op i Vognen uden at sige ham ordenlig Farvel engang. Meget slukøret søgte den galante Maler en Kupe i den anden Ende af Toget.

Der holdt flere Tog, og han gjorde udtrykkeligt opmærksom paa , at de ^ skulde samme Vej. Men udenfor en tom Kvindekupe standsede Fru Bertha og bad meget bestemt om sine Rejsesager. Hvorpaa han ærgerlig søgte sig Plads i den anden Ende af Toget.

» Det er da en sær forskruet Person,« sagde Fru Bertha, da han var gaaet. » Og saa paatrængende. Man skulde næsten tro, han havde glemt, hvad der er passeret mellem jer.«

»Naa, det betød vist heller ikke saa meget.«

I, 147 »Naa, det betød vist heller ikke saa meget.«

»Naa, det betød vist heller ikke saa meget.«

» Du kom dog temmelig opbragt hjem den Aften. Jeg kan huske, du kaldte det et Bølleoverfald paa aaben Gade.«

Jytte saae ud af Vinduet.
» Jeg tror nok , det kom mig temmelig overraskende. Jeg har forresten siden hørt, at det skal være hans 64 Princip at fri til enhver ung Dame han kommer sammen med . Han skal have sagt, at han ikke vil forspilde nogen Chance for at gøre et godt Parti. Han er i Grunden lige til Tugthuset . Men han har en smuk Sangstemme og spiller fortræffelig Guitar.«

^ » Jeg tror ^ , det er en Vane hos ham at fri til alle unge Damer, han kommer sammen med ^ . Men han har en smuk Sangstemme og spiller fortræffelig Guitar.«

»Aa, han maa være smaatosset. Han ser da ogsaa saadan ud.«

En fremmed Dame kom ind i Kupeen og standsede Samtalen. Lidt efter kørte Toget.

IX .

⇕ Storeholt II, 2.2

⇕ De Dødes Rige 2.9

⇕ De Dødes Rige .9

⇕ De Dødes Rige 2.9

S toreholt laa mellem to Smaaskove ved den ene Ende af en langstrakt Sø – »Grønnevandet«. Egnen var flad; det var ikke Omgivelsernes Skønhed men Jordens Frugtbarhed, der havde bestemt Gaardens Beliggenhed. Her var man midt inde paa den rige fynske Muldslette, hvor Bønderbørnene, som der blev sagt, fødtes med en Sølvske i Haanden.

Storeholt laa mellem to Smaaskove ved den ene Ende af en langstrakt Sø , »Grønnevandet«. Egnen var flad; det var ikke Omgivelsernes Skønhed men Jordens Frugtbarhed, I, 203 der havde bestemt Gaardens Beliggenhed. Her var man midt inde paa den rige fynske Muldslette, hvor Bønderbørnene, som der blev sagt, fødtes med en Sølvske i Haanden.

Storeholt laa mellem to Smaaskove ved den ene Ende af en langstrakt Sø , »Grønnevandet«. Egnen var flad; det var ikke Omgivelsernes Skønhed men Jordens Frugtbarhed, der havde bestemt Gaardens Beliggenhed. Her var man midt inde paa den rige fynske Muldslette, hvor Bønderbørnene, som der blev sagt, fødtes med en Sølvske i Haanden.

Storeholt laa mellem to Smaaskove ved den ene Ende af en langstrakt Sø , »Grønnevandet«. Egnen var flad; det var ikke Omgivelsernes Skønhed men Jordens Frugtbarhed, der havde bestemt Gaardens Beliggenhed. Her var man midt inde paa den I, 148 rige fynske Muldslette, hvor Bønderbørnene, som der blev sagt, fødtes med en Sølvske i Haanden.

I henved et Hundredaar var Storeholt gaaet i Arv fra Far til Søn i den hagenske Slægt. Den nuværende Ejer, Jægermester Hagen, var Fru Berthas Brodersøn , en Mand i sine bedste Aar. Han var Broder til Professor Asmus Hagen og gift med en Datter af den bekendte københavnske Grosserer Søholm – Kaffehandleren.

I hundrede Aar var Storeholt gaaet i Arv fra Far til Søn i den Hagenske Slægt. Den nuværende Ejer, Jægermester Hagen, var Fru Berthas Nevø , ^ Broder til Professor Asmus Hagen og gift med en Datter af den bekendte københavnske Grosserer Søholm – Kaffehandleren.

Da Vognen med Fru Bertha og Jytte kørte op for Trappen, stod Husets unge Frue der og tog imod 65 dem. Hun var en høj, meget slank Dame, yderst elegant klædt.

Da Vognen med Fru Bertha og Jytte kørte op for Trappen, stod Husets unge Frue der og tog imod dem. Hun var en høj, ^ slank Dame, yderst elegant klædt.

Jægermesteren lod sig derimod ikke se.

» Jeg tror ikke, vi skal vente paa John,« sagde den unge Frue, da hendes Gæster et Kvarterstid efter kom ned fra deres Værelser. » Vi maa hellere gaa tilbords.«

I Stedet for Jægermesteren traf Fru Bertha og Jytte en ældre Frøken Søholm, en Søster til Kaffegrossereren. Den lille vissengule, stærkt oppyntede Dame, hvis Maal røbede hende som indfødt Københavner fra Borgergadekvarteret, meddelte straks ved Bordet, at hun havde en Mavesygdom og led af Oppustning. I en Fløjlspose medførte hun et Apotek af Pulvere og Piller i smaa Sølvæsker, som hun med Ømhed stillede til Skue foran sin Kuvert.

I Stedet for Jægermesteren traf Fru Bertha og Jytte en ældre Frøken Søholm, en Søster til Kaffegrossereren. Den lille vissengule, stærkt oppyntede Dame, hvis Maal røbede hende som indfødt Københavner fra Borgergadekvarteret, meddelte straks ved Bordet, at hun havde en Mavesygdom og led af Oppustning. I I, 148 en Fløjlspose medførte hun et Apotek af Pulvere og Piller i smaa Sølvæsker, som hun med Ømhed stillede ^ foran sin Kuvert.

» Har De prøvet en Kur i Karlsbad?« spurgte Fru Bertha for at vise hende Deltagelse.

»Karlsbad? Jo, det har jeg vist. Jeg har da været baade i Mariebad og Svalebach og Rønneby – min Broder har betalt for mig. Men lige meget har det hjulpet. Jeg stoler ikke en Døjt paa Lægerne. Det gør min Broder heller ikke. Det er bare Pengeafpresning, siger han. Nu har jeg haft min Svaghed i 27 Aar, og med alt det, der er kostet paa den, er der ingenting , der har hjulpet mig. Og det allermest ærgerlige er, at akkurat som man er død, saa finder 66 naturligvis Lægerne den Medicin, der kunde have kureret En. Saadan gaar det jo for det meste.«
» Vil du virkelig ikke prøve en lille Skefuld Suppe, Tante?«
» Ikke en Draabe, Barn! Det vilde slaa mig ihjel paa Stedet.«
» Men det er Hønsekødsuppe.«
» Jeg siger Tak for mig! Det er da ogsaa noget, I godt veed allesammen, at Suppe er netop det allerværste til at blæse op.«
» Men skal vi da slet ikke se John idag?« spurgte Fru Bertha for at komme bort fra Emnet.
»Ja, det er rigtig kedeligt,« sagde den unge Frue. » Han fik pludselig noget at gøre. Jeg veed saamænd ikke, hvad det var. Men det var ^ sagtens Forretninger. Det er jo Terminen.«

»Karlsbad? Jo, det har jeg vist. Jeg har saamænd været baade i Mariebad og Svalebach og Rønneby – min Bror har betalt for mig. Men lige meget har det hjulpet. Jeg I, 204 stoler ikke en Døjt paa Lægerne. Det gør min Bror heller ikke. Det er bare Pengeafpresning, siger han. Nu har jeg haft min Svaghed i 27 Aar, og med alt det, der er kostet paa den, har det ingenting ^ hjulpet .«
» Vil du virkelig ikke prøve en lille Skefuld Suppe, Tante?«
» Ikke en Draabe, Barn! Det vilde slaa mig ihjel paa Stedet.«
» Men det er Hønsekødsuppe.«
» Jeg siger Tak for mig! Det er da ogsaa noget, I godt veed allesammen, at Suppe er netop det allerværste til at blæse op.«
» Men skal vi da slet ikke se John idag?« spurgte Fru Bertha for at komme bort fra Emnet.
»Ja, det er rigtig kedeligt,« sagde den unge Frue. » Han fik pludselig noget at gøre. Jeg veed saamænd ikke, hvad det var. Men det er vel sagtens Forretninger. Det er jo Terminen.«

»Karlsbad? Jo, det har jeg vist. Jeg har saamænd været baade i Mariebad og Svalebach og Rønneby — min Bror har betalt for mig. Men lige meget har det hjulpet. Jeg stoler ikke en Døjt paa Lægerne. Det gør min Bror heller ikke. Det er bare Pengeafpresning, siger han. Nu har jeg haft min Svaghed i 27 Aar, og med alt det, der er kostet paa den, har det ingenting ^ hjulpet .«
» Vil du virkelig ikke prøve en lille Skefuld Suppe, Tante?«
» Ikke en Draabe, Barn! Det vilde slaa mig ihjel paa Stedet.«
» Men det er Hønsekødsuppe.«
» Jeg siger Tak for mig! Det er da ogsaa noget, I godt veed allesammen, at Suppe er netop det allerværste til at blæse op.«
» Men skal vi da slet ikke se John idag?« spurgte Fru Bertha for at komme bort fra Emnet.
»Ja, det er rigtig kedeligt,« sagde den unge Frue. » Han fik pludselig noget at gøre. Jeg veed saamænd ikke, hvad det var. Men det er vel sagtens Forretninger. Det er jo Terminen.«

»Karlsbad? Jo, det har jeg vist. Jeg har saamænd været baade i Mariebad og Svalebach og Rønneby – min Bror har betalt for mig. Men lige meget har det hjulpet. Jeg stoler ikke en Døjt paa Lægerne. Det gør min Bror heller ikke. Det er bare Pengeafpresning, siger han. Nu har jeg haft min Svaghed i 27 Aar, og med alt det, der er kostet paa den, har det ingenting ^ hjulpet .«
» Vil du virkelig ikke prøve en lille Skefuld Suppe, Tante?«
» Ikke en Draabe, Barn! Det vilde slaa mig ihjel paa Stedet.«
» Men det er Hønsekødsuppe.«
» Jeg siger Tak for mig! Det er da ogsaa noget, I godt veed allesammen, at Suppe er netop det allerværste til at blæse op.«
I, 149 » Men skal vi da slet ikke se John idag?« spurgte Fru Bertha for at komme bort fra Emnet.
»Ja, det er rigtig kedeligt,« sagde den unge Frue. » Han fik pludselig noget at gøre. Jeg veed saamænd ikke, hvad det var. Men det er vel sagtens Forretninger. Det er jo Terminen.«

Terminen? ... Fru Bertha ^ tænkte sit derved og tav stille . Hun havde endnu ikke faaet December-Renterne af de Penge, hun havde staaende i Familjegaarden. Kunde det tænkes, at Brodersønnen havde følt sig trykket deraf og nu absolut vilde skaffe Summen tilveje ^ inden de saaes? ^ Det vilde ikke ligne ham; men ellers forstod hun ikke hans lidt stødende Fraværelse.

Terminen? ... Fru Bertha tav stille men tænkte sit derved ^ . Hun havde endnu ikke faaet December-Renterne af de Penge, hun havde staaende i Familjegaarden. Kunde det tænkes, at Brodersønnen havde følt sig trykket deraf og ^ absolut vilde skaffe Summen tilveje , inden de saaes? – Det vilde ikke ligne ham; men ellers forstod hun ikke hans lidt stødende Fraværelse.

Terminen? ... Fru Bertha tav stille men tænkte sit derved ^ . Hun havde endnu ikke faaet December-Renterne af de Penge, hun havde staaende i Familjegaarden. Kunde det tænkes, at Brodersønnen havde følt sig trykket deraf og ^ absolut vilde skaffe Summen tilveje , inden de saaes? — Det vilde ikke ligne ham; men ellers forstod hun ikke hans ^ stødende Fraværelse.

Jytte ^ havde straks af Jægermesterindens Tone forstaaet, at Vinden blæste fra en ganske anden Kant . Den Uro i Atmosfæren, som hun havde sporet fra 67 det første hun satte Foden indenfor Døren, skrev sig aabenbart fra en ægteskabelig Scene, som i sidste Øjeblik havde fordrevet Husets Herre. For den Slags Elektricitet i Hjemmenes Luft havde hun en særlig fint udviklet Fornemmelse.
Desuden vidste hun godt , at Kærligheden mellem Fætteren og hans Kone ^ for den sidstes Vedkommende aldrig havde været kogende . Siden de for et Par Aar tilbage mistede en lille Søn, deres eneste Barn, var den hurtigt sunket ned mod Frysepunktet ^ ^ ^ ^ ^ .

Jytte derimod havde straks af Jægermesterindens Tone forstaaet, ^ fra hvilken Kant Vinden blæste. Hun vidste ^ , at Kærligheden mellem Fætteren og hans Kone , der for den sidstes Vedkommende aldrig havde været kogende , I, 205 nu var paa Frysepunktet, siden de for et Par Aar tilbage mistede en lille Søn, deres eneste Barn .

Jytte derimod havde straks af Jægermesterindens Tone forstaaet, ^ fra hvilken Kant Vinden blæste. Hun vidste ^ , at Kærligheden mellem Fætteren og hans Kone , der for den sidstes Vedkommende aldrig havde været kogende , nu var paa Frysepunktet, siden de for et Par Aar tilbage mistede en lille Søn, deres eneste Barn .

Jytte derimod havde straks af Jægermesterindens Tone forstaaet, ^ fra hvilken Kant Vinden blæste. Hun vidste ^ , at Kærligheden mellem Fætteren og hans Kone , der for den sidstes Vedkommende aldrig havde været kogende , nu var paa Frysepunktet, efter at de for et Par Aar siden mistede en lille Søn, deres eneste Barn .

Efter Maaltidet gik Damerne ud i Haven, hvor Kaffebordet stod dækket under to store Kastanjer i fuld Blomstring. Frøken Søholm lod sig overtale til at drikke » et Fingerbøl« men følte sig ^ straks utilpas og maatte gaa ind.

Efter Maaltidet gik Damerne ud i Haven, hvor Kaffebordet stod dækket under to store Kastanjer i fuld Blomstring. Frøken Søholm ^ følte sig dog straks utilpas og maatte gaa ind.

Jytte , der holdt af alle Dyr, havde allerede gjort sig gode Venner med en sort Pudelhvalp. Den ^ laa stille og fornuftig i hendes Skød. Hun prikkede den paa Næsen , legede med den, kælede for den og morede sig over dens lige urokkelige Velvære. Alt imens mærkede hun dens Varme trænge gennem hendes Klæder, følte Lungernes regelmæssige Bevægelser og det lille urolige Hjerteslag.
Pludselig rejste den sig op paa alle fire og var paa eengang bare Lytten. Den hørte Hundeglam ovre fra Avlsgaarden. Saa begyndte den at pibe, kravlede tilsidst ved egen Hjælp ned paa Jorden og sprang bort.
68 Fru Bertha og Fru Vilhelmine – Jægermesterinden – sad og talte om en Teateraffære, der havde alarmeret Sindene i København. Det interesserede ^ ikke Jytte . Hun lagde sig tilbage i sin dybe Sejldugsstol, lidt træt efter Rejsen og lidt tung i Hovedet af den stærke Blomsterduft, der allevegnefra strømmede ind over hende. Hun lukkede Øjnene og sank hen i Halvslummer, ind til den blidelige Selvudslettelse, hvor Verdensløbet synes at standse og alt er Hinsidighed og Glemsel – ^ hendes eneste tilbageblevne Fornemmelse af Lykke. De to Damers Stemmer lød mere og mere fjernt. Men samtidig saae hun som i en Drøm Jægermesterinden, saadan som hun nylig havde præsideret derinde ved Bordet, formel, selskabelig korrekt indtil den Maade, hvorpaa hun behandlede Gaffel og Kniv med bløde Haandled og ubevægelige Albuer efter den engelske Spisemetode, der nu var bleven Tegnet paa sand aristokratisk Dannelse . Hun saae hendes mærkeligt lille Hoved med den glimrende Frisyre over en høj, stiv Herreflip ; den lange Prinsesse Marie-Profil, der var hendes Stolthed, det slebne Smil, de kolde Øjne. Det var som en Hallucination. Hun saae det isabellafarvede Raasilkeliv indtil hver Traad i Vævningen, den svære Guldlænke om hendes venstre Haandled, hendes lange Fingre med de elegante Negle .

Jytte havde allerede gjort sig gode Venner med en sort Pudelhvalp, der laa stille og fornuftig i hendes Skød. Hun prikkede den paa Næsen ^ og morede sig over dens ^ urokkelige Velvære.
Hendes Mor og Fru Vilhelmine – Jægermesterinden – ^ talte om en Teateraffære, der havde alarmeret Sindene i København. Det interesserede hende ikke ^ . Hun lagde sig tilbage i sin dybe Sejldugsstol, lidt træt efter Rejsen og lidt tung i Hovedet af den stærke Blomsterduft, der allevegne fra strømmede ind over hende. Hun lukkede Øjnene og sank hen i den Følelse af blidelig Selvudslettelse, af Hinsidighed og Glemsel , der var ^ hendes eneste ^ Fornemmelse af Lykke. De to Damers Stemmer lød mere og mere fjernt. Men samtidig saae hun som i en Drøm Jægermesterinden, saadan som hun nylig havde præsideret derinde ved Bordet, formel, selskabelig korrekt indtil den Maade, hvorpaa hun behandlede Gaffel og Kniv med de blødeste Haandled , de ubevægeligste Albuer ^ . Hun saae hendes mærkeligt lille Hoved med den glimrende Frisyre over en høj, stiv Herreflip , den lange Prinsesse Marie-Profil, der var hendes Stolthed, det slebne Smil, de kolde Øjne. Det var som en Hallucination. Hun saae det isabellafarvede Raasilkeliv I, 206 indtil hver Traad i Vævningen, den svære Guldlænke om hendes venstre Haandled, hendes lange Fingre med de elegante Negle ...

Jytte havde allerede gjort sig gode Venner med en sort Pudelhvalp, I, 149 der laa stille og fornuftig i hendes Skød. Hun prikkede den paa Næsen ^ og morede sig over dens ^ urokkelige Velvære.
Hendes Mor og Fru Vilhelmine — Jægermesterinden — ^ talte om en Teateraffære, der havde alarmeret Sindene i København. Det interesserede hende ikke ^ . Hun lagde sig tilbage i sin dybe Sejldugsstol, lidt træt efter Rejsen og lidt tung i Hovedet af den stærke Blomsterduft, der allevegne fra strømmede ind over hende. Hun lukkede Øjnene og sank hen i den Følelse af blidelig Selvudslettelse, af Hinsidighed og Glemsel , der var ^ hendes eneste ^ Fornemmelse af Lykke. De to Damers Stemmer lød mere og mere fjernt. Men samtidig saae hun som i en Drøm Jægermesterinden, saadan som hun nylig havde præsideret derinde ved Bordet, formel, selskabelig korrekt indtil den Maade, hvorpaa hun behandlede Gaffel og Kniv med de blødeste Haandled , de ubevægeligste Albuer ^ . Hun saae hendes mærkeligt lille Hoved med den glimrende Frisyre over en høj, stiv Herreflip , den lange Prinsesse Marie-Profil, der var hendes Stolthed, det slebne Smil, de kolde Øjne. Det var som en Hallucination. Hun saae det isabellafarvede Raasilkeliv indtil hver Traad i Vævningen, den svære Guldlænke om hendes venstre Haandled, hendes lange Fingre med de elegante Negle ...

Jytte havde allerede gjort sig gode Venner med en sort Pudelhvalp, der laa stille og fornuftig i hendes Skød. Hun prikkede den paa Næsen ^ og morede sig over dens ^ urokkelige Velvære.
Hendes Mor og Fru Vilhelmine – Jægermesterinden – ^ talte om en Teateraffære, der havde alarmeret Sindene i København. Det interesserede hende ikke ^ . Hun lagde sig tilbage i sin dybe Sejldugsstol, lidt træt efter Rejsen og lidt tung i Hovedet af den stærke Blomsterduft, der allevegne fra strømmede ind over hende. Hun lukkede Øjnene og sank hen i den Følelse af blidelig Selvudslettelse, af Hinsidighed og Glemsel , der var bleven hendes eneste ^ Fornemmelse af Lykke. De to Damers Stemmer lød mere og mere fjernt. Samtidig saae hun som i en Drøm Jægermesterinden, saadan som hun nylig havde præsideret derinde ved Bordet, formel, selskabelig korrekt indtil den Maade, hvorpaa hun behandlede Gaffel og Kniv med de blødeste Haandled , de ubevægeligste Albuer ^ . Hun saae hendes mærkeligt lille Hoved med I, 150 den glimrende Frisyre over en høj, stiv Herreflip , den lange Prinsesse Marie-Profil, der var hendes Stolthed, det slebne Smil, de kolde Øjne. Det var som en Hallucination. Hun saae det isabellafarvede Raasilkeliv indtil hver Traad i Vævningen, den svære Guldlænke om hendes venstre Haandled, hendes lange Fingre med de elegante Negle ...

Som en Skygge gled pludselig hendes egne Træk 69 ind i Billedet. Hun tænkte paa, at saadan vilde hun rimeligvis selv om nogle Aar have siddet paa Favsingholm, dersom hun havde giftet sig med Torben Dihmer. En Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning , – og maaske ogsaa med et Barn paa Kirkegaarden. Saa forskellige hun og hendes Fætters statelige Kone end var, saa var der saa meget i Fru Vilhelmines skjulte Væsen, der tidt uhyggeligt mindede hende om hendes eget.

Som en Skygge gled pludselig hendes egne Træk ind i Billedet. Hun tænkte paa, at saadan vilde hun rimeligvis selv i Løbet af nogle Aar have siddet paa Favsingholm, dersom hun havde giftet sig med Torben Dihmer. En Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning , – og maaske ogsaa med et Barn paa Kirkegaarden. ^

Som en Skygge gled pludselig hendes egne Træk ind i Billedet. Hun tænkte paa, at saadan vilde hun rimeligvis selv i Løbet af nogle Aar have siddet paa Favsingholm, dersom hun havde giftet sig med Torben Dihmer. En Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning — ^ og maaske ogsaa med et Barn paa Kirkegaarden. ^

Som en Skygge gled pludselig hendes egne Træk ind i Billedet. Hun tænkte paa, at saadan vilde hun rimeligvis selv i Løbet af nogle Aar have siddet paa Favsingholm, dersom hun havde giftet sig med Torben Dihmer. En Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning ^ – og maaske ogsaa med et Barn paa Kirkegaarden. ^

Nu hørte hun sin Moder sige: »Vilhelmine! Hvad er det for en Herre, der kommer gaaende dernede fra Parken?«

Nu hørte hun sin Mor sige: »Vilhelmine! Hvad er det for en Herre, der kommer gaaende dernede fra Parken?«

Hun satte sig forskrækket op. Hendes Tanke forvildede sig et Øjeblik til Karsten From. Men den Mand, der kom op gennem Havens Midtergang, var en høj og ganske kraftig Skikkelse, sortklædt, med bredskygget Straahat, flagrende Frakkeskøder og altfor korte Benklæder.

Hun satte sig hurtigt op. Den Tanke foer ængstende igennem hende, at det kunde være Karsten From. Men den Mand, der kom op gennem Havens Midtergang, var en høj og ^ kraftig Skikkelse, sortklædt, med bredskygget Straahat, flagrende Frakkeskøder og altfor korte Benklæder.

Fru Vilhelmine fik sin Stanglorgnet frem.

» Jeg veed virkelig ikke ... Jo, vent lidt . Det er vist Præsten.«

» Jeg veed virkelig ikke ... Jo, vent lidt ! Det er Præsten.«

» Jeres ny Præst?«

I, 150 » Jeres ny Præst?«

» Jeres ny Præst?«

»Naa, saa ny er han da egenlig ikke. Han har vist været her et Par Aar.«

»Naa, saa ny er han da egenlig ikke. Han har ^ været her et Par Aar.«

Da den Fremmede var kommen hen i Nærheden af Damerne, blev han staaende paa Gangen , løftede 70 lidt paa Hatten og gjorde en Undskyldning, fordi han var gaaet gennem Haven.

Da den Fremmede kom hen i Nærheden af Damerne, blev han staaende ^ , løftede lidt paa Hatten og gjorde en Undskyldning, fordi han var gaaet gennem Haven.

Derpaa spurgte han, om Jægermesteren var at faa i Tale.

» Min Mand er ikke hjemme i Øjeblikket. Men maaske er det noget, jeg kan sige ham .«

I, 208 » Min Mand er ikke hjemme i Øjeblikket. Men maaske er det noget, jeg kan sige ham ?«

» Min Mand er ikke hjemme i Øjeblikket. Men maaske er det noget, jeg kan sige ham ?«

Den Fremmede kom nærmere.

» Jo Tak – dersom De vil have den Ulejlighed.«

» Ja Tak – dersom De vil have den Ulejlighed.«

» Ja Tak — dersom De vil have den Ulejlighed.«

» Ja Tak – dersom De vil have den Ulejlighed.«

» Er det ikke Pastor Gaardbo?«

»Jo «.

»Jo .«

» Vil De ikke tage Plads?«

Fru Vilhelmine forestillede. Præsten løftede igen lidt paa Hatten og satte sig.

Fru Vilhelmine forestillede. Præsten løftede igen en Smule paa Hatten og satte sig.

I, 151 Fru Vilhelmine forestillede. Præsten løftede igen en Smule paa Hatten og satte sig.

Han var en yngre Mand med et smukt, skægløst Ansigt, der fik Karakter af et Par lyseblaa Øjne. Jytte lagde Mærke til, at hans Hænder var mærkeligt grove for en Præst, hans Paaklædning skødesløs. Frakken var blank under Albuen, Straahatten af billigste Sort , det sorte Slips tyndt som et Bændel.

Han var en yngre Mand med et smukt, skægløst Ansigt, der fik Karakter af et Par klare, blaa Øjne. Jytte lagde Mærke til, at hans Hænder var underligt grove for en Præst, at Frakken var blank under Albuen, Straahatten en almindelig Halmhat , det sorte Slips tyndt som et Bændel.

» De veed maaske, at Deres Mand igen iaar har været saa venlig at overlade Ungdomsforeningen Festpladsen i Strige Skov til et folkeligt Møde – det er paa Onsdag otte Dage. Det har ^ hele Tiden været Meningen, at det i Aar delvis skulde være et politisk Møde paa Grund af Valget, og vi har allerede for nogen Tid siden truffet Aftale med Jægermesteren om Rejsning af Talerstolen og Indretning af Vognpladser. 71 Men – til vor Overraskelse kan jeg vistnok sige – har vi idag faaet Meddelelse om, at Tyge Enslev ønsker at komme tilstede og tale ved Mødet.«

» De veed maaske, at Deres Mand igen iaar har været saa venlig at overlade Ungdomsforeningen Festpladsen i Strige Skov til et folkeligt Møde – det er paa Onsdag otte Dage. Det har jo hele Tiden været Meningen, at det iaar paa Grund af Valget delvis skulde være et politisk Møde , og jeg har for nogen Tid siden truffet Aftale med Jægermesteren om Rejsning af Talerstol og Indretning af Vognpladser. Men – til vor Overraskelse ^ – har vi nu lige faaet Meddelelse om, at ^ Enslev ønsker at komme tilstede og tale ved Mødet.«

» De veed maaske, at Deres Mand igen iaar har været saa venlig at overlade Ungdomsforeningen Festpladsen i Strige Skov til et folkeligt Møde — det er paa Onsdag otte Dage. Det har jo hele Tiden været Meningen, at det iaar paa Grund af Valget delvis skulde være et politisk Møde , og jeg har for nogen Tid siden truffet Aftale med Jægermesteren om Rejsning af Talerstol og Indretning af Vognpladser. Men — til vor Overraskelse — ^ har vi nu lige faaet Meddelelse om, at ^ Enslev ønsker at komme tilstede og tale ved Mødet.«

» Kommer Enslev!« udbrød baade Fru Bertha og Jægermesterinden . Ogsaa Jytte blev paa eengang opmærksom .

» Kommer Enslev!« udbrød ^ Fru Bertha og Jægermesterinden ^ paa en Gang .

»Ja. Og af den Grund maa vi jo belave os paa en betydelig større Tilstrømning ^ end vi er vant til. Baade her fra Egnen og andetsteds fra vil der rimeligvis komme mange interesserede Folk eller i hvert Fald ^ nysgerrige af den Slags, som vi ikke plejer at se ved de Møder. Ogsaa den københavnske Presse vil sandsynligvis sende Repræsentanter , og de Herrer kan man vist ikke saa godt udelukke ved en saadan Lejlighed . Der maa med andre Ord ogsaa skaffes Referentpladser. Jægermesteren har engang for alle stillet sig til vor Raadighed, hvor det gælder saadanne større Arrangementer paa Festpladsen. Jeg har derfor straks villet underrette ham.«

»Ja. Og af den Grund maa vi ^ belave os paa en betydelig større Tilstrømning , end vi er vant til. Baade her I, 208 fra Egnen og andetsteds fra vil der rimeligvis komme mange interesserede Folk eller i hvert Fald en Del nysgerrige af den Slags, som vi ikke plejer at se ved vore Møder. Ogsaa den københavnske Presse vil sandsynligvis sende Repræsentanter ^ . Der maa med andre Ord ^ skaffes Referentpladser. Jægermesteren har en Gang for alle stillet sig til vor Raadighed, hvor det gælder den Slags større Arrangementer paa Festpladsen. Jeg har derfor straks villet underrette ham.«

»Ja. Og af den Grund maa vi ^ belave os paa en betydelig større Tilstrømning , end vi er vant til. Baade her fra Egnen og andetsteds fra vil der rimeligvis komme mange interesserede Folk eller i hvert Fald en Del nysgerrige af den Slags, som vi ikke I, 151 plejer at se ved vore Møder. Ogsaa den københavnske Presse vil sandsynligvis sende Repræsentanter ^ . Der maa med andre Ord ^ skaffes Referentpladser. Jægermesteren har en Gang for alle stillet sig til vor Raadighed, hvor det gælder den Slags større Arrangementer paa Festpladsen. Jeg har derfor straks villet underrette ham.«

»Ja. Og af den Grund maa vi ^ belave os paa en betydelig større Tilstrømning , end vi er vant til. Baade her fra Egnen og andetsteds fra vil der rimeligvis komme mange interesserede Folk eller i hvert Fald en Del nysgerrige af den Slags, som vi ikke plejer at se ved vore Møder. Ogsaa den københavnske Presse vil sandsynligvis sende Repræsentanter ^ . Der maa med andre Ord ^ skaffes Referentpladser. Jægermesteren har en Gang for alle stillet sig til vor Raadighed, hvor det gælder den Slags større Arrangementer paa Festpladsen. Jeg har derfor straks villet underrette ham.«

» Jeg skal sige det til min Mand. Han ordner det saa nok, som De vil have det. – Maa jeg ikke skænke Dem en Kop Kaffe, Pastor Gaardbo?«

» Jeg skal sige det til min Mand. Han ordner det saa nok, som De vil have det. — Maa jeg ikke skænke Dem en Kop Kaffe, Pastor Gaardbo?«

» Jeg skal sige det til min Mand. Han ordner det saa nok, som De vil have det. – Maa jeg ikke skænke Dem en Kop Kaffe, Pastor Gaardbo?«

» Nej Tak,« svarede Præsten uden Formaliteter.

» En Cigaret maaske?«

Hun rakte ham sit eget Etui , som hun tog fra Bordet.

Hun rakte ham sit eget Guld-Etui , som laa paa Bordet.

72 » Nej Tak,« gentog Præsten , og ^ ^ da han nu havde udrettet sit Ærinde , rejste han sig med det samme, bukkede og gik hurtigt bort.

» Nej Tak,« gentog Præsten . » Jeg ryger ikke.« – Og da han nu havde udrettet sit Ærinde , rejste han sig med det samme, bukkede og gik hurtigt bort.

» Nej Tak,« gentog Præsten . » Jeg ryger ikke.« — Og da han nu havde udrettet sit Ærinde , rejste han sig med det samme, bukkede og gik hurtigt bort.

» Nej Tak,« gentog Præsten . » Jeg ryger ikke.« – Og da han I, 152 nu havde udrettet sit Ærende , rejste han sig med det samme, bukkede og gik hurtigt bort.

Jytte var igen bleven tankefuld. Hendes agtpaagivende Øjne havde med Forlegenhed set , at Fru Vilhelmine under hele Samtalen havde betragtet den smukke unge Præst med et aabenlyst Behag . Stykke for Stykke havde hun taget hans Person op til en nærgaaende Vurdering. ^ ^ Jytte havde tilsidst ikke vidst, hvor hun selv skulde gøre af sine ^ Øjne.

Jytte var ^ bleven tankefuld. Hendes agtpaagivende Blik havde lagt Mærke til det aabenlyse Behag , hvormed Fru Vilhelmine under hele Samtalen havde betragtet den smukke unge Præst ^ . Stykke for Stykke havde hun taget hans Person op til en nærgaaende Vurdering. I sin Forlegenhed havde Jytte ^ tilsidst ikke vidst, hvor hun ^ skulde gøre af sine egne Øjne.

Jytte var ^ bleven tankefuld. Hendes agtpaagivende Blik havde lagt Mærke til det aabenlyse Behag , hvormed Fru Vilhelmine under hele Samtalen havde betragtet den smukke unge Præst ^ . Stykke for Stykke havde hun taget hans Person op til en nærgaaende Vurdering. Af Forlegenhed havde Jytte ^ tilsidst ikke vidst, hvor hun ^ skulde gøre af sine ^ Øjne.

»Tænk, at Enslev kommer hertil!« sagde Fru Bertha. » Jeg kan næsten ikke forstaa det; men det maa jo være rigtigt, naar han siger det. Hvad var det forresten ^ han hed, jeres ny Præst?«

»Tænk, at Enslev kommer hertil!« sagde Fru Bertha. » Jeg kan næsten ikke forstaa det; men det maa jo være rigtigt, naar han siger det. Hvad var det forresten , han hed, jeres ny Præst?«

»Gaardbo.«

I, 209 »Gaardbo.«

»Gaardbo.«

» Ja – det er rigtigt. Jeg husker nu , jeg har set Navnet et Par Gange i Referater af politiske Møder. Er han ikke temmelig yderliggaaende?«

» Ja – det er rigtigt. Jeg husker ^ , jeg har set Navnet et Par Gange i Referater af politiske Møder. Er han ikke temmelig yderliggaaende?«

» Ja — det er rigtigt. Jeg husker ^ , jeg har set Navnet et Par Gange i Referater af politiske Møder. Er han ikke temmelig yderliggaaende?«

» Ja – det er rigtigt. Jeg husker ^ , jeg har set Navnet et Par Gange i Referater af politiske Møder. Er han ikke temmelig yderliggaaende?«

» Han er vist nærmest Socialist. Det er ogsaa mest de Fattige her paa Egnen, der hører ham. Han skal forresten præke saa kønt. Men vi omgaaes ikke. Han har et Par Gange været inde paa Kontoret hos John, men rigtig Visit har han aldrig gjort. Han er lidt sær, ^ som man ogsaa nok kan se paa ham. Han har ^ ikke gjort Visit hos en eneste Familje og tager ikke ud i Selskaber. Han er heller ikke gift.«

» Han er vist nærmest Socialist. Det er ogsaa mest de Fattige her paa Egnen, der hører ham. Han skal forresten præke ganske kønt. Men vi omgaaes ikke. Han har et Par Gange været inde paa Kontoret hos John, men rigtig Visit har han aldrig gjort. Han er lidt sær, – som man ogsaa nok kan se paa ham. Han har overhovedet ikke gjort Visit hos en eneste Familje og tager ikke ud i Selskaber. Han er heller ikke gift.«

» Han er vist nærmest Socialist. Det er ogsaa mest de Fattige her paa Egnen, der hører ham. Han skal forresten præke ganske kønt. Men vi omgaaes ikke. Han har et Par Gange været inde paa Kontoret hos John, men rigtig Visit har han aldrig gjort. Han er lidt sær, — som man ogsaa nok kan se paa ham. Han har overhovedet ikke gjort Visit hos en eneste Familje og tager ikke ud i Selskaber. Han er heller ikke gift.«

» Er han allerede Enkemand?«

73 »Nej, han er saamænd Ungkarl endnu. Han var nok forlovet med en Kusine, men hun døde to Maaneder før Bryllupet, og man siger, at han nu aldrig vil gifte sig. Han er vist i det hele ikke saa lidt overspændt. Nu har han en Husholderske; men hvem hun er, og hvordan deres Forhold er, veed jeg ikke . Forresten skal Pastor Gaardbo være en Nevø af Enslev . Det har jeg da hørt .«

»Nej, han er saamænd Ungkarl endnu. Han var nok forlovet med en Kusine, som døde to Maaneder før Brylluppet . Forresten skal Pastor Gaardbo være en Nevø af Enslev ^ .«

I, 152 »Nej, han er saamænd Ungkarl endnu. Han var nok forlovet med en Kusine, som døde to Maaneder før Brylluppet . Forresten skal Pastor Gaardbo være en Nevø af Enslev ^ .«

»Nej, han er saamænd Ungkarl endnu. Han var nok forlovet med en Kusine, som døde to Maaneder før Brylluppet . Forresten skal Pastor Gaardbo være en Nevø af Enslev ^ .«

» Af Enslev?« sagde Fru Bertha. » Det kan ^ ikke være rigtigt. Saa vilde Enslev have talt om ham. Det har han aldrig gjort . Pastor Gaardbo nævnede jo heller ikke noget om det .«

» Af Enslev?« sagde Fru Bertha. » Det kan vist ikke være rigtigt. Det har Enslev aldrig talt om . Pastor Gaardbo nævnede jo heller ikke noget ^ .«

» Jeg veed kun, hvad der er bleven sagt. Hans Fader skal have været Degn paa Landet et Sted ved Kolding ^ tror jeg. Du kunde vistnok høre paa hans Udtale, at han var fra Jylland. Selv ligner han da ogsaa nok saa meget en Skolelærer som en Præst. Men forresten er han ganske smuk, naar man ser ham nærved. Han skulde bare klæde sig lidt ordenlig.«

» Jeg veed kun, hvad der er bleven sagt. Hans Far skal have været Degn paa Landet et Sted ved Kolding , tror jeg. Du kunde vist ogsaa nok høre paa hans Udtale, at han er fra Jylland. Og han ligner jo ogsaa nok saa meget en Skolelærer som en Præst. ^ Han skulde ^ klæde sig lidt ordenlig.«

Jyttes Tanker gik stadig paa Lur omkring Fru Vilhelmine – hendes »Svigerinde,« som hun kaldte hende. Hun anede, at hun her var kommen den skjulte Aarsag til sin Fætters ægteskabelige Ulykke paa Sporet.
Der var en Tid, da hun havde ventet sig en Del af den nye Familjeforbindelse. ^ ^ ^ Fru Vilhelmines slanke , mørkblonde Skikkelse med den fornemme 74 Holdning havde hun kendt fra Gaden i mange Aar, og den syntes hende at love saa meget. At hun var en Datter af »Kaffe-Søholm « vidste hun ikke dengang. Nu havde hun længe forstaaet, at Vilhelmine temmelig koldsindigt havde giftet sig med hendes Fætter for at komme ind i en gammel anset Familje og blive Jægermesterinde . Til nogen Fortrolighed imellem dem var det aldrig kommet. Ingen af Familjen kendte hende i Grunden. Svigerinden holdt sig for sig selv, tilbragte sine bedste Timer i sit Paaklædningsværelse og forslog iøvrigt Tiden med at ride, ryge Cigaretter og læse Aviser .

Jyttes Tanker gik stadig paa Lur omkring Fru Vilhelmine . Der var en Tid, da hun havde ventet sig en I, 210 Del af denne »Svigerinde« – som hun kaldte hende. Fru Vilhelmines slanke ^ Skikkelse med den fornemme Holdning havde hun kendt fra Gaden i mange Aar, og den syntes hende at love saa meget. At hun var en Datter af »Kaffe-Søholm «, vidste hun ikke dengang. Nu havde hun længst forstaaet, at Vilhelmine temmelig koldsindigt havde giftet sig med hendes Fætter for at komme ind i en ^ anset Familje og blive Jægermesterinde ^ .

Jyttes Tanker gik stadig paa Lur omkring Fru Vilhelmine . Der var en Tid, da hun havde ventet sig en Del af denne »Svigerinde« — ^ som hun kaldte hende. Fru Vilhelmines slanke ^ Skikkelse med den fornemme Holdning havde hun kendt fra Gaden i mange Aar, og den syntes hende at love saa meget. At hun var en Datter af »Kaffe-Søholm «, vidste hun ikke dengang. Nu havde hun længst forstaaet, at Vilhelmine temmelig koldsindigt havde giftet sig med hendes Fætter for at komme ind i en ^ anset Familje og blive Jægermesterinde ^ .

Jyttes Tanker gik stadig paa Lur omkring Fru Vilhelmine . Der var en Tid, da hun havde ventet sig en Del af denne »Svigerinde« I, 153 – som hun kaldte hende. Fru Vilhelmines slanke ^ Skikkelse med den fornemme Holdning havde hun kendt fra Gaden i mange Aar, og den syntes hende at love saa meget. At hun var en Datter af »Kaffe-Søholm «, vidste hun ikke dengang. Nu havde hun længst forstaaet, at Vilhelmine temmelig koldsindigt havde giftet sig med hendes Fætter for at komme ind i en ^ anset Familje og blive Jægermesterinde ^ .

» Stakkels John!« – tænkte Jytte . » Med alle sine Latterligheder er han dog for god til den klamme Snog!«

» Stakkels John!« – tænkte hun . » Med alle sine Latterligheder er han dog for god til den klamme Snog!«

» Stakkels John!« — tænkte hun . » Med alle sine Latterligheder er han dog for god til den klamme Snog!«

» Stakkels John!« – tænkte hun . » Med alle sine Latterligheder er han dog for god til den klamme Snog!«

Nogle hæslig falske Fløjtetoner fik hende til at fare sammen. De kom ud gennem et aabenstaaende Vindu ovre i Hovedfløjen ^ ^ .

Nogle hæslige Fløjtetoner , der lød ud til dem gennem et aabenstaaende Vindu, fik hende til at fare sammen .

Nogle hæslige Fløjtetoner , der lød ud til dem gennem et aabentstaaende Vindu, fik hende til at fare sammen .

» Hvad er dog det? Hvem spiller Fløjte her?«
Fru Vilhelmine kom til at le. En overraskende naturlig Latter.

» Hvad er dog det? Hvem spiller Fløjte her?« ^

» Det er Tante. Hun har læst i et af sine Sundhedsblade, at Fløjtespil skal være godt for Fordøjelsen, og nu øver hun sig en halv Time mellem hvert Maaltid. Det er rædsomt at høre paa; men saalænge hun tror, det kan hjælpe hende, er det ikke saa godt at forbyde hende det.«
75 » Hvad fejler i Grunden din Tante?« spurgte Fru Bertha.
» Ikke det mindste. Hun har et Jernhelbred, siger Far. Han mener, hun vil overleve os allesammen og blive hundrede Aar .«

» Det er Tante. Hun har læst i et af sine Sundhedsblade, at Fløjtespil skal være godt for Fordøjelsen, og nu øver hun sig en halv Time efter hvert Maaltid. Det er rædsomt at høre paa; men naar hun tror, det kan hjælpe hende, maa man jo finde sig i det .«

I dette Øjeblik hørtes Jægermesterens ejendommelige Drengestemme larme inde i Stuerne. Man hørte ham give en af Pigerne Besked angaaende et Telegram, han ventede.

I dette Øjeblik hørtes Jægermesterens besynderlige Drengestemme ^ inde i Stuerne. Han gav en af Pigerne Besked angaaende et Telegram, han ventede.

» Bring mig det straks, naar det kommer ,« gentog han flere Gange.
Lidt efter kom han ned ad Verandatrappen: en lille korthalset Mand i et lysegraat Jakkesæt . Det var en korpulent Udgave af hans berømte Broder Professoren . De samme runde, røde Barnekinder, det samme glatte, lysegule Haar . Det var ogsaa de samme smaa rastløse Øjne ^ men rigtignok uden Broderens Kraft og Kløgt i Blikket . De havde her i Jægermesterens pluskæbede Ansigt nærmest et enfoldigt Udtryk .

» Bring mig det straks, naar det kommer !«
I det samme traadte han ud paa Verandatrappen: en lille korthalset Mand i et lysegraat Jakkesæt , en korpulent Udgave af hans berømte Broder Professoren , de samme runde, røde Barnekinder, det samme glatte, lysegule Haar , ogsaa de samme staalblaa Øjne ^ men rigtignok uden Broderens ^ Kløgt i Blikket ^ .

» Bring mig det straks, naar det kommer !«
I det samme traadte han ud paa Verandatrappen: en lille korthalset Mand i et lysegraat Jakkesæt , en korpulent Udgave af I, 153 hans berømte Broder Professoren , de samme runde, røde Barnekinder, det samme glatte, lysegule Haar , ogsaa de samme staalblaa Øjne , men rigtignok uden Broderens ^ Kløgt i Blikket ^ .

» Bring mig det straks, naar det kommer !«
I det samme traadte han ud paa Verandatrappen: en lille korthalset Mand i et lysegraat Jakkesæt , en korpulent Udgave af hans berømte Broder Professoren , de samme runde, røde Barnekinder, det samme glatte, lysegule Haar , ogsaa de samme staalblaa Øjne , men rigtignok uden Broderens ^ Kløgt i Blikket ^ .

Da han havde hilst paa de Fremmede og gjort Undskyldning, fordi han ikke havde været tilstede ved Ankomsten, vendte han sig om mod sin Kone. Og i det samme forandredes baade hans Mine og Tone .

Da han havde hilst ^ og gjort Undskyldning, fordi han I, 211 ikke havde været tilstede ved Ankomsten, vendte han sig om mod Fru Vilhelmine .

Da han havde hilst ^ og gjort Undskyldning, fordi han ikke havde været tilstede ved Ankomsten, vendte han sig om mod Fru Vilhelmine .

» Du sørger vel for, at jeg faar Mad.«

» Du sørger vel for, at jeg faar noget at spise,« sagde han bydende.

» Der er givet Pigerne Ordre,« svarede hun ud i Luften uden at se paa ham.

76 Lidt efter rejste hun sig alligevel og gik ind.

Lidt efter rejste hun sig alligevel og gik ind.

» Har du haft Forretninger, John?« spurgte Fru Bertha, som nu ogsaa havde vejret Krudtlugten.
Jægermesteren, der i det skjulte havde fulgt sin Kone med Øjnene, var endnu lidt adspredt .

» Har du haft Forretninger, John?« spurgte Fru Bertha, som nu ogsaa kunde mærke Tordenluften .

»Ja, jeg maatte nødvendig hen og ordne en Sag. Jeg er jo bleven valgt til Formand for Amtets Ungtyre-Skue. Det er en meget ansvarsfuld og betroet Post, men den skaffer En en Masse Bryderier paa Halsen. Og jeg var virkelig tilstrækkelig ophængt i Forvejen. Veed du, Tante, at jeg i denne Tid arbejder firefem Timer daglig i mit Laboratorium ? Det er Udryddelsen af Kartoffelskimmelen, der beskæftiger mig nu, og jeg tror virkelig, at det skal lykkes mig at finde Midlet. Det lyder som et Eventyr; men det er sandt, jeg har det allerbedste Haab. Og er Opgaven løst – af mig eller en anden – vil det jo betyde intet mindre end en Revolution i alle Landes Økonomi . Aner du, Tante, hvormange Millioner Kroners Tab det drejer sig om pr. Aar alene for Danmarks Vedkommende?«

»Ja, jeg ^ er jo bleven valgt til Formand for Amtets Ungtyre-Skue. Det er en meget ærefuld og betroet Post, men den skaffer mig unægtelig en Masse Bryderier paa Halsen. Og jeg var virkelig tilstrækkelig ophængt i Forvejen. Jeg har i denne Tid arbejdet flere Timer daglig i mit Laboratorium . Det er stadig Udryddelsen af Kartoffelskimmelen, der beskæftiger mig ^ . Aner du, Tante, hvormange Millioner Kroners Tab det drejer sig om pr. Aar alene for Danmarks Vedkommende?«

I, 154 »Ja, jeg ^ er jo bleven valgt til Formand for Amtets Ungtyre-Skue. Det er en meget ærefuld og betroet Post, men den skaffer mig unægtelig en Masse Bryderier paa Halsen. Og jeg var virkelig tilstrækkelig ophængt i Forvejen. Jeg har i denne Tid arbejdet flere Timer daglig i mit Laboratorium . Det er stadig Udryddelsen af Kartoffelskimmelen, der beskæftiger mig ^ . Aner du, Tante, hvormange Millioner Kroners Tab det drejer sig om pr. Aar alene for Danmarks Vedkommende?«

» Fortæl mig det en anden Gang, John . Veed du, at her for lidt siden var en Herre, som spurgte efter dig?«

» Fortæl mig det en anden Gang, John ! Veed du, at her for lidt siden var en Herre, som spurgte efter dig?«

»Ja, Pastor Gaardbo. Jeg har talt med ham. Vi mødtes i Alleen. Han har jo fortalt jer Nyheden . At Enslev kommer hertil. Det bliver en stor Dag for Egnen.«

»Ja, Pastor Gaardbo. Jeg har talt med ham. Vi mødtes i Alleen. Han har jo fortalt jer Nyheden , at Enslev kommer hertil. Det bliver en stor Dag for Egnen.«

77 » Jeg forstaar det ikke,« sagde Fru Bertha. » Jeg troede, den kære Mand nu var falden til Ro. Da jeg sidst var sammen med ham, vilde han absolut ikke snakke om andet end sine Høns og sine Blomkaalshoveder og sin Kattekilling. Saa er han jo ogsaa ^ syg.«

» Jeg forstaar det ikke,« sagde Fru Bertha. » Jeg troede, den kære Mand nu var falden til Ro. Han er jo ogsaa virkelig syg.«

» Det mærker man skam ikke. Læste du hans Grundlovstale? Den var da glimrende . Blot den Vending om » Reaktionens fedtpuklede Kameler, der er bleven vildfarende i deres Ørken« – du kan tro, den har bidt, hvor den skulde ! ... Det er selvfølgelig Valget, der har kaldt ham frem. Som der forleden saa smukt og rigtigt stod i » Femte Juni«: han har siddet ude paa sit Landsted ved Furesøen som en anden Holger Danske og ladet Skægget gro ned i Bordet, indtil han saae , at Friheden igen var i Fare. Jeg sagde det ogsaa til Pastor Gaardbo, at jeg synes vi skulde modtage ham festligt med en Æreport og et Musikkorps – ^ eller noget af den Slags. Dersom man opfordrer mig, skal jeg gerne holde Velkomsttalen. Jeg tænker ogsaa, at jeg vil tilbyde at beværte de fremmede Journalister ^ .«

» Det mærker man skam ikke. Læste du hans Grundlovstale? Den var da glimrende ^ ! Men det er selvfølgelig Valget, der har kaldt ham frem. Som der forleden I, 212 saa smukt og rigtigt stod i » Femte Juni«: han har siddet ude paa sit Landsted ved Furesøen som en anden Holger Danske og ladet Skægget gro ned i Bordet, indtil han mærkede , at Friheden ^ var i Fare. Jeg sagde det ogsaa til Pastor Gaardbo, at jeg synes , vi skulde modtage ham festligt med en Æreport og et Musikkorps – eller noget af ^ den Slags. Dersom man opfordrer mig, skal jeg gerne holde Velkomsttalen .«

» Det mærker man skam ikke. Læste du hans Grundlovstale? Den var da glimrende ? ^ Men det er selvfølgelig Valget, der har kaldt ham frem. Som der forleden saa smukt og rigtigt stod i » Femte Juni«: han har siddet ude paa sit Landsted ved Furesøen som en anden Holger Danske og ladet Skægget gro ned i Bordet, indtil han mærkede , at Friheden ^ var i Fare. Jeg sagde det ogsaa til Pastor Gaardbo, at jeg synes , vi skulde modtage ham festligt med en Æreport og et Musikkorps — eller noget af I, 154 den Slags. Dersom man opfordrer mig, skal jeg gerne holde Velkomsttalen .«

» Det mærker man skam ikke. Læste du hans Grundlovstale? Den var da glimrende ? ^ Men det er selvfølgelig Valget, der har kaldt ham frem. Som der forleden saa smukt og rigtigt stod i » Femte Juni«: han har siddet ude paa sit Landsted ved Furesøen som en anden Holger Danske og ladet Skægget gro ned i Bordet, indtil han mærkede , at Friheden ^ var i Fare. Jeg sagde det ogsaa til Pastor Gaardbo, at jeg synes , vi skulde modtage ham festligt med en Æreport og et Musikkorps – eller noget af ^ den Slags. Dersom man opfordrer mig, skal jeg gerne holde Velkomsttalen .«

» Hvad sagde Præsten til dit Forslag? Det forekom mig, at han var lidt forbeholden.«

» Hvad sagde Præsten til det Forslag? Det forekom mig, at han var lidt forbeholden.«

»Ja, det er en sær Mand. Gud veed, om han er rigtig paalidelig. Vi er politiske Meningsfæller, men vi omgaaes ikke. Indbyder man ham til en Middag, 78 finder han altid paa Undskyldninger. Det er ikke som med gamle Provst Vollerup. Kan du huske? Han kom ganske af sig selv, naar han vidste, her var Middagsfremmede. Og han og jeg var dog dødelige Modstandere baade paa det politiske og sociale Omraade ^ for ikke at tale om det kirkelige.«

»Ja, det er en sær Mand. Gud veed, om han er rigtig paalidelig. Vi er politiske Meningsfæller, men vi omgaaes ikke. Indbyder man ham til en Middag, finder han altid paa Undskyldninger. Det er ikke som med gamle Provst Vollerup. Kan du huske? Han kom ganske af sig selv, naar han vidste, her var Middagsfremmede. Og han og jeg var dog dødelige Modstandere baade paa det politiske og sociale Omraade , for ikke at tale om det kirkelige.«

» Sig mig, John, det kan da ikke være rigtigt, hvad din Kone fortæller, at Pastor Gaardbo er af Enslevs Familje?«

I, 155 » Sig mig, John, det kan da ikke være rigtigt, hvad din Kone fortæller, at Pastor Gaardbo er af Enslevs Familje?«

»Jo, det er rigtigt nok. Men det er ogsaa en af Mandens Besynderligheder, at han aldrig taler om det. Han har endogsaa engang paa det bestemteste erklæret overfor mig, at det ikke er Enslev, der har skaffet ham Embedet her. Men jeg maa nok spørge, hvordan han ellers har faaet det i den Alder.«

» Men hvordan er da Familjeskabet ?«

» Men hvordan er da Familieskabet ?«

» Men hvordan er da Familjeskabet ?«

»Jo, Pastor Gaardbos Far hed Sørensen og var Skolelærer i en By, der hedder Gaardbo. Og du veed jo nok, at Enslev egenlig ogsaa hedder Sørensen. Han tog Navn efter sin Fødeby, da han kom til København som Student , og jeg har læst et Sted, at han dengang vakte megen Uvilje i Hjemmet med det Navneskifte .«

»Jo, Pastor Gaardbos Far hed Sørensen og var Skolelærer I, 213 i en By, der hedder Gaardbo. Og du veed jo nok, at Enslev egenlig ogsaa hedder Sørensen. Han tog Navn efter sin Fødeby, da han kom til København som Student ^ .«

» Vil det altsaa sige, John, at Pastor Gaardbo er Enslevs Brodersøn?«

»Akkurat. Men Pæren er rigtignok i dette Tilfælde falden temmelig langt fra Hesten. Jeg tilstaar ærligt, 79 jeg sætter ikke Pris paa Manden. Men ude blandt Smaafolk har han faaet stor Indflydelse. Det skulde slet ikke undre mig, om der fra den Side blev gjort et Forsøg paa at stille ham op som Folketingskandidat, dersom gamle Møller Jensen virkelig skulde være saa syg, at han maa trække sig tilbage. Jeg veed, at der allerede er en Agitation igang. Men du vil vist indrømme mig, Tante Bertha, at der er andre frisindede Mænd her paa Egnen, der har baade ældre og mere berettigede Krav paa at komme i Betragtning.«

»Akkurat. Men Pæren er rigtignok i dette Tilfælde falden temmelig langt fra Hesten. Jeg tilstaar ærligt, jeg sætter ikke Pris paa Manden. Men ude blandt Smaafolk har han faaet stor Indflydelse. Det skulde slet ikke undre mig, om der fra den Side blev gjort et Forsøg paa at stille ham op som Folketingskandidat, dersom gamle Møller Jensen virkelig er saa syg, at han maa trække sig tilbage. Jeg veed, at der allerede er en Agitation igang. Men du vil vist indrømme mig, Tante Bertha, at der er andre frisindede Mænd her paa Egnen, der har ^ ældre og mere berettigede Krav paa at komme i Betragtning.«

» Du tænker vel ikke paa dig selv, John?«

I, 155 » Du tænker vel ikke paa dig selv, John?«

» Du tænker vel ikke paa dig selv, John?«

» Naa ja – hvorfor ikke?« ^ ^

» Jo – unægtelig.«

» Jo — unægtelig.«

» Jo – unægtelig.«

» Jeg troede, den Sag var afgjort. Er det ikke bleven bestemt, at Balduin Hansen skal være Møller Jensens Efterfølger?«

» Jeg troede, den Sag var afgjort. Er det ikke ^ bestemt, at Balduin Hansen skal være Møller Jensens Efterfølger?«

Jægermesteren vendte hende Ryggen med en Grimace.

» Altid denne Skolelærer! ... Ja, misforstaa mig ikke !« sagde han og vendte sig paany. » Jeg anerkender fuldt ud det store Arbejde, Balduin Hansen har gjort for Folkeoplysningen her . Alene det, at han stiftede Foredragsforeningen, har Krav paa alles Anerkendelse . Jeg sætter personlig Pris paa Manden og har nogle Gange set ham ved mit Bord. Jeg mener dog, at han ved flere Lejligheder har vovet sig noget for langt ud og blandt andet vist sig lovlig 80 stejl overfor sine Foresatte. Hans Affære med Provst Vollerup kunde jeg med min bedste Vilje ikke billige. Jeg hader selv al Tvang , og ethvert Overgreb af Myndighederne bringer mig i Raseri ; men jeg forlanger en dannet Tone ogsaa af en Skolelærer. Og vil du sige mig, Tante Bertha, finder du i Grunden ikke, at vi i Forvejen har Lærere nok i Tinget? Bønder og Husmænd er der heller ingen Mangel paa. Men hvor er Intelligensen? Hvor er det frie Overblik? Hvad er det f. Eks. for Landbrugsministre, vi har haft ? Har du tænkt paa det, Tante ? Naar Enslev kommer, siger jeg ham det lige op i Øjnene, at vi kan ikke være de Folk bekendt . – –«

» Altid denne Skolelærer! ... Ja, misforstaa mig ikke ! Jeg anerkender fuldt ud det store Arbejde, Balduin Hansen har gjort for Folkeoplysningen her ^ . Jeg sætter personlig Pris paa Manden og har nogle Gange set ham ved mit Bord. Jeg mener dog, at han ved flere Lejligheder I, 214 har vovet sig noget for langt ud og blandt andet vist sig lovlig stejl overfor sine Foresatte. Hans Affære med Provst Vollerup kunde jeg med min bedste Vilje ikke billige. Jeg hader selv al Tvang . Ethvert Overgreb af Myndighederne bringer mig i Raseri . Men jeg forlanger en dannet Tone ogsaa af en Skolelærer. Og vil du sige mig, Tante Bertha, finder du i Grunden ikke, at vi i Forvejen har Lærere nok i Tinget? Bønder og Husmænd er der heller ingen Mangel paa. Men hvor er Intelligensen? ^ Hvad er det f. Eks. for Landbrugsministre, vi har haft ^ ? Naar Enslev kommer, siger jeg ham det lige op i Øjnene, at vi kan ikke være de Folk bekendt .«

» Altid denne Skolelærer! ... Ja, misforstaa mig ikke ! Jeg anerkender fuldt ud det store Arbejde, Balduin Hansen har gjort for Folkeoplysningen her ^ . Jeg sætter personlig Pris paa Manden og har nogle Gange set ham ved mit Bord. Jeg mener dog, at han ved flere Lejligheder har vovet sig noget for langt ud og blandt andet vist sig lovlig stejl overfor sine Foresatte. Hans Affære med Provst Vollerup kunde jeg med min bedste Vilje ikke billige. Jeg hader selv al Tvang . Ethvert Overgreb af Myndighederne bringer mig i Raseri . Men jeg forlanger en dannet Tone ogsaa af en Skolelærer. Og vil du sige mig, Tante Bertha, finder du i Grunden ikke, at vi i Forvejen har Lærere nok i Tinget? Bønder og Husmænd er der heller ingen Mangel paa. Men hvor er Intelligensen? ^ Hvad er det f. Eks. for Landbrugsministre, vi har haft ^ ? Naar Enslev kommer, siger jeg ham det lige op i Øjnene, at vi kan ikke være de Folk bekendt .«

» Altid denne Skolelærer! ... Ja, misforstaa mig ikke ! Jeg anerkender fuldt ud det store Arbejde, Balduin Hansen har gjort for Folkeoplysningen her ^ . Jeg sætter personlig Pris paa Manden og har nogle Gange set ham ved mit Bord. Jeg mener dog, at han ved flere Lejligheder har vovet sig noget for langt ud og blandt andet vist sig lovlig stejl overfor sine Foresatte. Hans Affære med Provst Vollerup kunde jeg med min bedste Vilje I, 156 ikke billige. Jeg hader selv al Tvang . Ethvert Overgreb af Myndighederne bringer mig i Raseri . Men jeg forlanger en dannet Tone ogsaa af en Skolelærer. Og vil du sige mig, Tante Bertha, finder du i Grunden ikke, at vi i Forvejen har Lærere nok i Tinget? Bønder og Husmænd er der heller ingen Mangel paa. Men hvor er Intelligensen? ^ Hvad er det f. Eks. for Landbrugsministre, vi har haft ^ ? Naar Enslev kommer, siger jeg ham det lige op i Øjnene, at vi kan ikke være de Folk bekendt .«

»Hys!«

Fru Bertha afbrød ham og lagde Haanden paa hans Arm. Stupigen var paa Vej hen til dem fra Verandatrappen. Hun meldte nu , at der var rettet an.

Fru Bertha afbrød ham og lagde Haanden paa hans Arm. Stuepigen var paa Vej hen til dem fra Verandatrappen. Hun kom for at melde , at der var rettet an.

» Saa maa du undskylde, kære Tante! Jeg er ved at forkomme af Sult! – – Stadig ingen Telegram?« spurgte han Pigen i Forbigaaende.

» Saa maa du undskylde, kære Tante! Jeg er ved at forkomme af Sult! — — Stadig ingen Telegram?« spurgte han Pigen i Forbigaaende.

» Saa maa du undskylde, kære Tante! Jeg er ved at omkomme af Sult! – – Stadig ingen Telegram?« spurgte han Pigen i Forbigaaende.

»Nej!«

X .

⇕ Storeholt II, 2.3

⇕ De Dødes Rige 2.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 2.10

J ytte havde allerede forinden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saasnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder, og 81 det ikke alene fra hendes Moders og Torben Dihmers timelange Samtaler i Dronningens Tværgade. De strakte sig gennem hele hendes Liv, ^ helt tilbage til Barndomshjemmet paa Samsø, hvor hun saa tidt havde følt sig tilovers og glemt, naar Distriktslægen og Præsten eller andre kom i Besøg og Diskussionen blev saa kampvarm, at endogsaa hendes Moder kunde give sig til at banke i Bordet af Iver.

Jytte havde for længe siden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saasnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder, og det ikke alene fra Moderens og ^ Dihmers lange Samtaler i Dronningens Tværgade. I, 215 De omfattede hele hendes Liv, gik helt tilbage til Barndomshjemmet paa Samsø, hvor hun saa tidt havde følt sig tilovers og glemt, naar Distriktslægen og Præsten eller andre kom i Besøg og Diskussionen blev saa kampvarm, at endogsaa hendes Moder kunde give sig til at banke i Bordet af Iver.

Jytte havde for længe siden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saasnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder, og det ikke alene fra Moderens og ^ Dihmers lange Samtaler i Dronningens Tværgade. De omfattede hele hendes Liv, gik helt tilbage til Barndomshjemmet paa Samsø, hvor hun saa I, 156 tidt havde følt sig tilovers og glemt, naar Distriktslægen og Præsten eller andre kom i Besøg og Diskussionen blev saa kampvarm, at endogsaa hendes Moder kunde give sig til at banke i Bordet af Iver.

Jytte havde for længe siden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saasnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder, og det ikke alene fra Moderens og ^ Dihmers lange Samtaler i Dronningens Tværgade. De omfattede hele hendes Liv, gik helt tilbage til Barndomshjemmet paa Samsø, hvor hun saa tidt havde følt sig tilovers og glemt, naar Distriktslægen og Præsten eller andre kom i Besøg og Diskussionen blev saa kampvarm, at endogsaa hendes Moder kunde give sig til at banke i Bordet af Iver.

Hun var gaaet op paa sit Værelse for at pakke ud. ^ Øverst i Kufferten laa hendes Skrivemappe mellem nogle Noder, og da hun aabnede den, faldt der et Blad Papir ud , der vakte hendes Forskrækkelse .
Det viste sig at være den kasserede Begyndelse til et Brev, som hun straks efter Hjemkomsten til København havde skrevet til Torben Dihmer for ^ at forklare sig for ham. Hun havde følt, at han mellem alle Mennesker dog var den eneste, der maaske vilde kunne forstaa hende.

Hun var gaaet op paa sit Værelse for at pakke ud.
Øverst i Kufferten laa hendes Skrivemappe mellem nogle Noder, og da hun aabnede den, faldt der et Blad Papir ud ^ . ^ Det viste sig at være den kasserede Begyndelse til et Brev, som hun ^ efter sin Hjemkomst til København havde skrevet til Torben Dihmer for at forsøge paa at forklare sig for ham. Hun havde følt, at han alligevel af alle Mennesker ^ var den eneste, der maaske vilde kunne forstaa hende.

Rødmen steg hende helt op i Panden, mens hun læste:
» Ikke et Menneske i Verden kan hjælpe mig, ikke engang Mor. Men til Dem vil jeg forsøge at skrive ^ , og De skal nu vide alt, hvad jeg selv veed. ^ Det var jo saadan, at jeg syntes om Dem og holdt af at tale med Dem ^ allerede før jeg var rigtig voksen. Ikke saa meget som senere maaske, men alligevel ikke saa lidt.«

» Jeg vil prøve paa at skrive til Dem , og De skal nu vide alt, hvad jeg selv veed. – Det var jo saadan, at jeg syntes om Dem og holdt af at tale med Dem , allerede før jeg blev rigtig voksen. Ikke saa meget som senere maaske, men alligevel – –.«

» Jeg vil prøve paa at skrive til Dem , og De skal nu vide alt, hvad jeg selv veed. — Det var jo saadan, at jeg syntes om Dem og holdt af at tale med Dem , allerede før jeg blev rigtig voksen. Ikke saa meget som senere maaske, men alligevel — —.«

I, 157 » Jeg vil prøve paa at skrive til Dem , og De skal nu vide alt, hvad jeg selv veed. – Det var jo saadan, at jeg syntes om Dem og holdt af at tale med Dem , allerede før jeg blev rigtig voksen. Ikke saa meget som senere maaske, men alligevel – –.«

82 Mere stod der ikke. Hun havde ikke kunnet komme videre ad den Vej. Men bag paa Bladet fandtes øverst oppe et Par Linjer, der tilhørte Brevets Slutning og aabenbart var kommen til at staa der af en Fejltagelse, idet hun ikke straks havde set, at Papiret i Forvejen var beskrevet. Der stod:

Mere stod der ikke. Hun havde ikke kunnet komme videre ad den Vej. Men bag paa Bladet fandtes øverst oppe et Par Linjer, der tilhørte Brevets Slutning og aabenbart var kommen til at staa der af en Fejltagelse, idet hun ikke straks havde set, at Papiret i Forvejen var beskrevet. Der stod:

» Det er uhyggeligt at sidde saadan og skrive et helt Brev om sig selv, især da , naar det netop er dette Selv, som piner En Dag og Nat.«

» Det er uhyggeligt at sidde saadan og skrive et helt Brev om sig selv, især ^ , naar det netop er dette Selv, som piner En Dag og Nat.«

Hendes Aabenhjertighed forfærdede hende nu. Men til alt Held var Brevet aldrig blevet afsendt. For det første havde det været saa umaadelig svært for hende at skrive det. Hun havde i de Dage været saa forpint, at hun maatte bruge de stærkeste Midler for at faa Søvn. Og saa var det gaaet hende med dette Forsøg paa en Selvforklaring som ^ saa mange Gange før: jo alvorligere hun prøvede at udforske sit eget Indre, desto mørkere og uvejsommere blev det. Brevet havde undertiden ligget flere Dage i hendes Skuffe uden at hun var i Stand til at fortsætte det. Mange Gange tænkte hun paa helt at opgive det og bare skrive et Par Ord til ham paa sit Kort, f. Eks.: » Kære Ven! Som alle andre Mennesker ser De en ganske anden i mig end den, jeg er. Dersom De virkelig kendte mig, vilde De ikke bryde Dem om mig. Lev vel!«
Saa var det , hun en Dag paa Gaden mødte en 83 Veninde, der lige var kommen hjem fra en Udenlandsrejse med sin Mand. Veninden betroede hende , at de ^ havde truffet Dihmer i intimt Selskab med en høj og meget smuk Dame, der talte tysk. Af hendes Beskrivelse forstod hun, at det var den Münchner-Kunstnerinde , han et Par Gange havde omtalt som et af sine Bekendtskaber fra Wiesbaden . Da hun kom hjem, lod hun straks sit Brev gaa i Kakkelovnen, foranstaltede ^ ^ en højtidelig Baalfærd for sin tolv Sider lange Bekendelse , som hun nu maatte le af.
Og saa skulde hun alligevel møde den engang igen i denne forglemte Brevlap! ... Og at det skulde ske netop idag, da hun havde været saa pinligt forfulgt af Erindringen om ham . Her paa Storeholt saaes de jo første Gang, og det var vel ogsaa nok her, de havde haft de bedste og fredeligste Timer med hinanden. Allerede paa Vejen fra Stationen, da hun i Vognen saae det første Glimt af den store, hvide Gaard , der spejlede sig i »Grønnevandets« Flade, overvældedes hun af Minderne. » Ille terrarum mihi præter omnes angulus ridet. « Disse Ord, som hun huskede fra sin Studenterlæsning, var kommen hende i Tankerne i det Øjeblik. Maaske havde Indtrykket været saa stærkt paa Grund af det forudgaaende Sammentræf med Karsten From og det Ubehag og den underlige Angst, det havde efterladt 84 hos hende. Den Tryghed, hun altid havde følt i Torben Dihmers Selskab, den fuldkomne Sikkerhed for, at han ikke vilde skuffe hendes Tillidsfuldhed, ikke misforstaa hendes Overgivenhed selv i dens kaadeste Øjeblikke, hans Haandtryks Ridderlighed, hans Øjnes Varme og Stemmens Mørke – hun havde genfølt det altsammen ved Synet af disse store grønne Marker og den blaa Sø, hvor Kærlighedslivet første Gang undseligt vaagnede hos hende en Sommeraften ved hans Side. – Var det maaske netop dette, der blev Ulykken?

I, 216 Hendes Aabenhjertighed forfærdede hende nu. Men til alt Held var Brevet aldrig blevet afsendt. For det første havde det været saa umaadelig svært for hende at skrive det. Det var ^ gaaet hende med dette Forsøg paa en Selvforklaring som med saa mange tidligere, jo alvorligere hun prøvede at udforske sit eget Indre, desto mørkere og uvejsommere blev det. Saa hændte der desuden det , at hun i de Dage mødte en Veninde, der lige var kommen hjem fra en Udenlandsrejse med sin Mand. Veninden fortalte , at de i Wien havde truffet Dihmer i ^ Selskab med en høj og meget smuk Dame, der talte tysk. Af hendes Beskrivelse forstod hun, at det var den Münchner-Kunstnerinde , han ^ havde omtalt som et Bekendtskab fra Wiesbaden , og da ^ hun kom hjem, ^ foranstaltede hun med en Følelse af Lettelse en højtidelig Baalfærd for sin tolv Sider lange Bekendelse .
Og nu skulde hun alligevel møde den engang igen i denne forglemte Brevlap! ... Og at det skulde ske netop idag, da hun havde været saa pinagtig forfulgt af Erindringen om ham ! Her paa Storeholt saaes de jo første Gang, og det var maaske ogsaa nok her, de havde haft de bedste ^ Timer med hinanden. Allerede paa Vejen fra Stationen, da hun fra Vognen saae det første Glimt af den ^ hvide Gaard og dens Spejlbillede i »Grønnevandet«, overvældedes hun af Minderne.

Hendes Aabenhjertighed forfærdede hende nu. Men til alt Held var Brevet aldrig blevet afsendt. For det første havde det været saa umaadelig svært for hende at skrive det. Det var ^ gaaet hende med dette Forsøg paa en Selvforklaring som med saa mange tidligere, jo alvorligere hun prøvede at udforske sit eget Indre, desto mørkere og uvejsommere blev det. Saa hændte der desuden det , at hun i de Dage mødte en Veninde, der lige var kommen hjem fra en Udenlandsrejse med sin Mand. Veninden fortalte , at de i Wien havde truffet Dihmer i ^ Selskab med en høj og meget smuk Dame, der talte tysk. Af hendes Beskrivelse forstod hun, at det var den Münchener-Kunstnerinde , han ^ havde omtalt som et Bekendtskab fra Wiesbaden , og da ^ hun I, 157 kom hjem, ^ foranstaltede hun med en Følelse af Lettelse en højtidelig Baalfærd for sin tolv Sider lange Bekendelse .
Og nu skulde hun alligevel møde den engang igen i denne forglemte Brevlap! ... Og at det skulde ske netop idag, da hun havde været saa pinagtig forfulgt af Erindringen om ham ! Her paa Storeholt saaes de jo første Gang, og det var maaske ogsaa nok her, de havde haft de bedste ^ Timer med hinanden. Allerede paa Vejen fra Stationen, da hun fra Vognen saae det første Glimt af den ^ hvide Gaard og dens Spejlbillede i »Grønnevandet«, overvældedes hun af Minderne.

Hendes Aabenhjertighed forfærdede hende nu. Men til alt Held var Brevet aldrig blevet afsendt. For det første havde det været saa umaadelig svært for hende at skrive det. Det var ^ gaaet hende med dette Forsøg paa en Selvforklaring som med saa mange tidligere, jo alvorligere hun prøvede at udforske sit eget Indre, desto mørkere og uvejsommere blev det. Saa hændte der desuden det , at hun i de Dage mødte en Veninde, der lige var kommen hjem fra en Udenlandsrejse med sin Mand. Veninden fortalte , at de i Wien havde truffet Dihmer i ^ Selskab med en høj og meget smuk Dame, der talte tysk. Af hendes Beskrivelse forstod hun, at det var den Münchener-Kunstnerinde , han ^ havde omtalt som et Bekendskab fra Wiesbaden . Med en Følelse af Lettelse ^ ^ ^ foranstaltede hun derefter en højtidelig Baalfærd for sin tolv Sider lange Bekendelse .
Og nu skulde hun alligevel møde den engang igen i denne forglemte Brevlap! ... Og at det skulde ske netop idag, da hun havde været saa pinagtig forfulgt af Erindringen om ham ! Her paa Storeholt saaes de jo første Gang, og det var maaske ogsaa nok her, de havde haft deres bedste ^ Timer med hinanden. Allerede paa Vejen fra Stationen, da hun fra Vognen saae det første Glimt af den ^ hvide Gaard og dens Spejlbillede i »Grønnevandet«, overvældedes hun af Minderne.

Lige meget. Hvad enten hun i dette blinde Spil om sin egen og en andens Lykke havde grebet fejl eller ikke – og det Spørgsmaal vilde hun aldrig i Evighed faa udgrundet – saa var nu Terningekastet gjort og kunde ikke gøres om. Hun havde nu kun at haabe paa , ^ ^ at Dihmer ret snart vilde gifte sig og under Pavkers og Trompeters Lyd hjemføre en livsglad Frue til sit kære Favsingholm.

Men alligevel! Hvad enten hun i dette blinde Spil om sin egen og en andens Lykke havde grebet fejl eller ikke – og det Spørgsmaal vilde hun aldrig i Evighed faa udgrundet – saa var nu Terningekastet gjort og I, 217 kunde ikke gøres om. Hun maatte nu kun ^ haabe paa – ogsaa for sin egen Skyld – at Dihmer ret snart vilde gifte sig og ^ hjemføre en livsglad Frue til sit kære Favsingholm.

Men alligevel! Hvad enten hun i dette blinde Spil om sin egen og en andens Lykke havde grebet fejl eller ikke — og det Spørgsmaal vilde hun aldrig i Evighed faa udgrundet — saa var nu Terningekastet gjort og kunde ikke gøres om. Hun maatte nu kun ^ haabe paa — ogsaa for sin egen Skyld — at Dihmer ret snart vilde gifte sig og ^ hjemføre en livsglad Frue til sit kære Favsingholm.

Men alligevel! Hvad enten hun i dette blinde Spil om sin egen og en andens Lykke havde grebet fejl eller ikke – og det I, 158 Spørgsmaal vilde hun aldrig i Evighed faa udgrundet – saa var nu Terningekastet gjort og kunde ikke gøres om. Hun maatte nu kun ^ haabe paa – ogsaa for sin egen Skyld – at Dihmer ret snart vilde gifte sig og ^ hjemføre en livsglad Frue til sit kære Favsingholm.

Hun havde revet Brevlappen i mange Stumper, som hun nu puttede i Kakkelovnen. For en Sikkerheds Skyld tændte hun ogsaa Ild i dem.

I det samme blev der banket paa hendes Dør. En af Pigerne bragte den Besked, at der var kommen en Dame, som gerne vilde hilse paa hende.

» En Dame?«

Jytte begreb det ikke. Hun kendte jo ingen her.

85 » Det er vistnok Doktorfruen,« forklarede Pigen.

» Det er vistnok Doktorfruen,« forklarede Pigen.

» Det maa være en Misforstaaelse,« – tænkte Jytte; men hun lovede at komme ned.

» Det maa være en Misforstaaelse,« — tænkte Jytte; men hun lovede at komme ned.

» Det maa være en Misforstaaelse,« – tænkte Jytte; men hun lovede at komme ned.

Ved et af de fire høje Vinduer i Havestuen sad Fru Vilhelmine paa den ene Side af et Marmorbord, hvor der stod en Blomsterskaal . Paa den anden Side sad en ^ landlig paaklædt Dame med en rød Bøllehat paa Hovedet. En køn lille Pige paa 6-7 Aar stod trykket op mod hendes Kjole og saae sig med sky Forundring omkring i den store, fornemme Stue med de forgyldte Møbler og de vævede Billed-Tapeter.

Ved et af de fire høje Vinduer i Havesalen sad Fru Vilhelmine paa den ene Side af et Marmorbord, hvor der stod en Blomsterskaal . Paa den anden Side sad en anselig, landlig paaklædt Dame med en rød Bøllehat paa Hovedet. En køn lille Pige paa 6–7 Aar stod trykket op mod hendes Kjole og saae sig med sky Forundring omkring i den store, fornemme Stue med de forgyldte Møbler og de vævede Billed-Tapeter.

Ved et af de fire høje Vinduer i Havesalen sad Fru Vilhelmine ved den ene Side af et Marmorbord, hvorpaa der stod en Blomsterskaal , og lige overfor hende en anselig, landlig paaklædt Dame med en rød Bøllehat paa Hovedet. En køn lille Pige paa 6-7 Aar stod trykket op mod hendes Kjole og saae sig med sky Forundring omkring i den store, fornemme Stue med de forgyldte Møbler og de vævede Billed-Tapeter.

Da Jytte kom ind, rejste Jægermesterinden sig. Med en lidt skødesløs Undskyldning til den fremmede Dame for sine » huslige Pligter« ^ forlod hun Stuen under en lydelig Raslen af sit Silkeundertøj.

Saasnart Jytte kom ind, rejste Jægermesterinden sig. Med en Undskyldning til den fremmede Dame , fordi » huslige Pligter« kaldte hende bort, forlod hun Stuen under en lydelig Raslen af sit Silkeundertøj.

Saasnart Jytte kom ind, rejste Jægermesterinden sig. Med en I, 158 Undskyldning til den fremmede Dame , fordi » huslige Pligter« kaldte hende bort, forlod hun Stuen under en lydelig Raslen af sit Silkeundertøj.

Ogsaa den fremmede Dame havde rejst sig , og hun gik nu Jytte imøde med et bredt Smil i sit friske, solrøde Ansigt. Hun var omtrent paa Jyttes Alder, var ikke køn men havde et Par gode , trohjertige Øjne.

Den fremmede Dame rejste sig nu ogsaa og ^ gik ^ Jytte imøde med et bredt Smil i sit friske, solrøde Ansigt. Hun I, 218 var omtrent paa Jyttes Alder, var ikke køn men havde et Par varme , trohjertige Øjne.

Den fremmede Dame rejste sig nu ogsaa og ^ gik ^ Jytte imøde med et bredt Smil i sit friske, solrøde Ansigt. Hun var omtrent paa Jyttes Alder, var ikke køn men havde et Par varme , trohjertige Øjne.

» Kender du mig ikke?« sagde hun.

I det samme foer der et Lysglimt over Jyttes raadvilde Træk.

»Meta! ... Er det dig!«

Hun tog først begge hendes Hænder; men da hun 86 rigtig havde genkendt Veninden, slog hun Armene omkring hende med et heftigt Glædesudbrud.

Hun tog først begge hendes Hænder; men da hun rigtig havde genkendt Veninden, slog hun Armene omkring hende med et heftigt Glædesudbrud.

Hun tog først begge hendes Hænder; men da hun rigtig havde I, 159 genkendt Veninden, slog hun Armene omkring hende med et heftigt Glædesudbrud.

» Det er dig! Det er virkelig dig! ... Men jeg forstaar ikke et Muk. Hvordan kommer du paa disse Kanter?«

» Jeg bor her!«

» Bor du her?«

»Ja, vidste du ikke det? Vi flyttede hertil i Efteraaret. Min Mand har faaet Distriktslægeembedet i Jerve. Det er en Milsvej herfra. Det gode Vejr fristede mig idag til at følge med min Mand i Praksis . Han har en Patient her paa Gaarden , og da jeg saa hørte, at du var kommen, maatte jeg dog hilse paa dig.«

»Ja, veed du ikke det? Vi flyttede hertil i Efteraaret. Min Mand har faaet Distriktslægeembedet i Jerve. Det er en Milsvej herfra. Jeg har fulgt min Mand i Praksis i det gode Vejr . Han har en Patient her paa Gaarden . Da jeg saa hørte, at du var kommen, maatte jeg dog hilse paa dig.«

» Men kære! Og jeg, som stadig har tænkt mig dig siddende derovre paa Jyllands Heder ^ ... i det lille morsomme Hus, du engang sendte mig et Billede af. Stumpen her er altsaa din ældste.«

» Men kære! Og jeg, som ^ har tænkt ^ dig siddende derovre paa Jyllands Heder for Tid og Evighed ... i det lille morsomme Hus, du engang sendte mig et Billede af. Stumpen her er altsaa din ældste.«

» Men kære! Og jeg, som ^ har tænkt ^ dig siddende derovre paa Jyllands Heder for Tid og Evighed ... i det lille morsomme Hus, du engang sendte mig et Billede af. Stumpen her er altsaa den ældste.«

Jytte satte sig paa Hug foran den lille Pige, der ikke havde sluppet sin Moders Kjole.

Jytte satte sig paa Hug foran den lille Pige, der ikke havde sluppet sin Mors Kjole.

» Og du har fire af den Slags!«

»Ja.«

Hun tog det betuttede Barn ind til sig og kyssede det paa begge Kinderne.

» Saa hedder du Olga, ikke sandt? ... Nej, vent lidt, det er Hedvig! ... Du skal ikke være bange for mig. Jeg er bare saa glad for, at jeg endelig engang 87 faar dig at se! ... Men kom, Meta! Lad os sætte os! Jeg har jo hundrede Ting at spørge om.«

I, 219 » Saa hedder du Olga, ikke sandt? ... Nej, vent lidt, det er Hedvig! ... Du skal ikke være bange for mig. Jeg er bare saa glad for, at jeg endelig engang faar dig at se! ... Men kom, Meta! Lad os sætte os! Jeg har jo hundrede Ting at spørge om.«

» Saa hedder du Olga, ikke sandt? ... Nej, vent lidt, det er Hedvig! ... Du skal ikke være bange for mig. Jeg er bare saa glad for, at jeg endelig engang faar dig at se! ... Men kom, Meta! Lad os sætte os! Jeg har jo hundrede Ting at spørge om.«

Jytte bøjede sig frem over Marmorbordet og stirrede paa Veninden med stadig lige frisk Forbavselse. Var denne frimodigt smilende Matrone virkelig Meta Haagensen, den gamle Skolekammerat fra » Institutet «, Klassens Fuks, Meta Mæ-hæ, hvem de allesammen havde beklaget for hendes grimme Munds Skyld? Hvordan var det dog gaaet til? Ja, Munden var unægtelig den samme grovt skaarne Spalte , og de gule Prikker i Huden under Øjnene og paa Næseryggen havde snarest formeret sig . Og dog saae hun jo næsten smuk ud .

Jytte bøjede sig frem over Marmorbordet og betragtede Veninden med stadig lige frisk Forbavselse. Var denne frimodigt smilende Matrone virkelig Meta Haagensen, den gamle Skolekammerat fra »Institutet «, Klassens Fuks, Meta Mæ-hæ, hvem de allesammen havde beklaget for hendes grimme Munds Skyld? Hvordan var det dog gaaet til? Ja, Munden var unægtelig den samme grovt skaarne Spalte ^ . Og dog saae hun jo næsten smuk ud !

I, 159 Jytte bøjede sig frem over Marmorbordet og betragtede Veninden med stadig lige frisk Forbavselse. Var denne frimodigt smilende Matrone virkelig Meta Haagensen, den gamle Skolekammerat fra »Institutet «, Klassens Fuks, Meta Mæ-hæ, hvem de allesammen havde beklaget for hendes grimme Munds Skyld? Hvordan var det dog gaaet til? Ja, Munden var unægtelig den samme grovt skaarne Spalte ^ . Og dog saae hun jo næsten smuk ud !

» Bliv ikke vred, Meta ... men jeg har aldrig kunnet huske dit Konenavn. Hvad er det, du hedder nu?«

»Gaardbo.«

»Gaardbo? Vent lidt! Saadan hed jo ogsaa Præsten, som var her.«

I, 160 »Gaardbo? Vent lidt! Saadan hed jo ogsaa Præsten, som var her.«

»Ja, han er min Svoger. Det var især for at komme til at bo i Nærheden af ham, at min Mand søgte Embedet her. De to Brødre har ^ daarligt kunnet undvære hinanden. De er Tvillinger, og nu havde de saa længe været skilte.«

»Ja, han er min Svoger. Det var især for at komme til at bo i Nærheden af ham, at min Mand søgte Embedet her. De to Brødre har altid daarligt kunnet undvære hinanden. De er Tvillinger, og nu havde de saa længe været skilte.«

» Nej tænk! Er det sandt! Saa ligner din Mand vel Præsten?«

»Nej, det gør han i Grunden ikke. Men nu kan du selv se ad. Min Mand har – som sagt – en 88 Patient her og maa straks komme. Han lovede at hente mig.«

»Nej, det gør han i Grunden ikke. Men nu kan du selv se ad. Han lovede at hente mig.«

En Tid sad de to Veninder nu og talte om fælles Bekendte; men Jyttes Opmærksomhed gled efterhaanden bort fra Samtalen . Hun var bleven tankefuldt optaget af den lille Pige, der stadig gemte sig bag Moderens Stol.

De sad en Tid ^ og talte om fælles Bekendte; men Jyttes Opmærksomhed gled efterhaanden bort ^ . Hun var I, 220 bleven tankefuldt optaget af den lille Pige, der stadig gemte sig bag Moderens Stol.

De sad en Tid ^ og talte om fælles Bekendte; men Jyttes Opmærksomhed gled efterhaanden bort ^ . Hun var bleven tankefuldt optaget af den lille Pige, der stadig gemte sig bag Moderens Stol.

Hun huskede den Dag, da Budskabet om dette Barns Fødsel naaede hende ovre fra Jylland, og det Indtryk, Begivenheden havde gjort paa hende. Af alle hendes jævnaldrende Veninder og Skolekammerater var Meta den første, der blev Moder , og hun havde ved den Lejlighed ^ første Gang fuldt forstaaet, at ingen Lykke paa Jorden kunde lignes ved den at faa et Barn med den Mand, man holdt af.

Hun huskede den Dag, da Budskabet om dette Barns Fødsel naaede hende ovre fra Jylland, og det Indtryk, Begivenheden havde gjort paa hende. Af alle hendes jævnaldrende Veninder og Skolekammerater var Meta den første, der blev Mor , og hun havde ved den Lejlighed for første Gang ^ forstaaet, at ingen Lykke paa Jorden kunde lignes ved den at faa et Barn med den Mand, man holdt af. ^

⇕ Torben og Jytte I, 3.2

⇕ De Dødes Rige 2.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 2.10

⇐

Hun, hvem de allesammen havde beklaget, var maaske bleven den eneste rigtig lykkelige, fordi hun var den eneste af dem alle ^ , der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne ? ...

Og nu havde Meta fire og var maaske ^ den eneste ^ af ^ alle Veninderne, der var bleven lykkelig, fordi hun var den eneste , der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne .

⇕ Storeholt II, 2.3

⇕ De Dødes Rige 2.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 2.10

» Veed du, Meta, jeg havde nær ikke kendt dig igen. Du tror maaske, jeg siger det for at være ubehagelig.Men det er langt fra.«

» Du mener dog vist, at jeg er bleven skrækkelig tyk. Jeg er virkelig tidt forfærdet over mig selv. Men det generer mig forresten ikke. Jeg gik forleden to Mil uden at blive det mindste træt. Dig kan man derimod ikke se Spor af Forandring paa. Du har rigtignok holdt dig godt. Da du før kom ind ad Døren, var det aldeles som dengang ^ jeg sidst saae dig ^ i Dronningens Tværgade.«

» Du mener dog vist, at jeg er bleven skrækkelig tyk. Jeg er virkelig tidt forfærdet over mig selv. Men det generer mig forresten ikke. Jeg gik forleden to Mil uden at blive det mindste træt. Dig kan man derimod ikke se Spor af Forandring paa. Du har rigtignok holdt dig godt. Da du før kom indad Døren, var det aldeles , som ^ jeg ^ saae dig sidst i Dronningens Tværgade.«

I, 160 » Du mener dog vist, at jeg er bleven skrækkelig tyk. Jeg er virkelig tidt forfærdet over mig selv. Men det generer mig forresten ikke. Jeg gik forleden to Mil uden at blive det mindste træt. Dig kan man derimod ikke se Spor af Forandring paa. Du har rigtignok holdt dig godt. Da du før kom ind ad Døren, var det aldeles , som da jeg sidst saae dig ^ i Dronningens Tværgade.«

» Du mener dog vist, at jeg er bleven skrækkelig tyk. Jeg er virkelig tidt forfærdet over mig selv. Men det generer mig forresten ikke. Jeg gik forleden to Mil uden at blive det mindste træt. Dig kan man derimod ikke se Spor af Forandring paa. Du har rigtignok holdt dig godt. Da du før kom ind ad Døren, var det aldeles , som da jeg sidst saae dig ^ i Dronningens Tværgade.«

89 Jytte svarede først ikke noget. Hun lænede sig tilbage i Stolen og saae ud af Vinduet.

Jytte lænede sig tilbage i Stolen og saae ud af Vinduet.

»Ja, jeg er den evig uforanderlige ,« sagde hun saa i en Tone, der skulde være spøgende. » Hos mig er ^ ikke Skygge af Omskiftelse – som skrevet staar.«

»Ja, jeg er den evig uforanderlige !« sagde hun ^ i en Tone, som hun søgte at gøre let og spøgende. » Hos mig er ^ ikke Skygge af Omskiftelse – som skrevet staar.«

»Ja, jeg er den evig uforanderlige !« sagde hun ^ i en Tone, som hun søgte at gøre let og spøgende. » Hos mig er der ikke Skygge af Omskiftelse — som skrevet staar.«

»Ja, jeg er den evig uforanderlige !« sagde hun ^ i en Tone, som hun søgte at gøre let og spøgende. » Hos mig er der ikke Skygge af Omskiftelse – som skrevet staar.«

» Men nu har du dog forlovet dig,« sagde Veninden med et fortroligt Nik. » Eller er det endnu en Hemmelighed?«

» Men nu har du dog forlovet dig,« sagde Veninden med et fortroligt Nik. ^

I, 161 » Men nu har du dog forlovet dig,« sagde Veninden med et fortroligt Nik. ^

Jytte saae ^ paa hende med store Øjne ^ .

I, 221 Jytte saae over paa hende med store Øjne . Hun blev lidt bleg .

Jytte saae over paa hende med store Øjne . Hun blev lidt bleg .

» Hvor falder du paa det?«

» Er det ikke sandt? ... Saa maa du virkelig undskylde . Det blev mig sagt for aldeles bestemt. Der blev endogsaa nævnet et Navn. – Jeg er forfærdelig ked af, at jeg sagde det, Jytte. Du maa ikke være vred paa mig .«

» Er det ikke sandt? ... Saa maa du virkelig undskylde . Det blev mig sagt for aldeles bestemt. ^ – Jeg er forfærdelig ked af, at jeg sagde det, Jytte. Du maa ikke være vred ^ .«

» Er det ikke sandt? ... Saa maa du virkelig undskylde ! Det blev mig sagt for aldeles bestemt. — ^ Jeg er forfærdelig ked af, at jeg sagde det, Jytte. Du maa ikke være vred ^ .«

» Er det ikke sandt? ... Saa maa du virkelig undskylde ! Det blev mig sagt for aldeles bestemt. ^ – Jeg er forfærdelig ked af, at jeg sagde det, Jytte. Du maa ikke være vred ^ .«

Jytte var bleven bleg. Og Venindens Undskyldninger gjorde kun ^ ^ ^ ^ hendes Pine værre. ^ Hun vendte Ansigtet bort , trak paa Skuldren og slog igen ind i den spøgefulde Tone .

Jytte svarede først ikke noget. Venindens Undskyldninger gjorde kun Ulykken værre . Hun havde haabet at skulle finde et Fristed her for de himmelfaldne Miner, der havde forfulgt hende i København. Men Rygtet om hendes og Torben Dihmers Møde var altsaa ogsaa naaet hertil. Ja ja! – – Hun vendte Ansigtet bort og trak paa Skuldren ^ .

Jytte svarede først ikke noget. Venindens Undskyldninger gjorde kun Ulykken værre . Hun havde haabet at skulle finde et Fristed her for de himmeldfaldne Miner, der havde forfulgt hende i København. Men Rygtet om hendes og Torben Dihmers Møde var altsaa ogsaa naaet hertil. Ja ja! — — Hun vendte Ansigtet bort og trak paa Skuldren ^ .

Jytte svarede først ikke noget. Venindens Undskyldninger gjorde kun Stikket dybere . Hun havde haabet at skulle finde et Fristed her for de himmelfaldne Miner, der havde forfulgt hende i København. Men Rygtet om hendes og Torben Dihmers Møde var altsaa ogsaa naaet hertil. Ja ja! – – Hun vendte Ansigtet bort og trak paa Skuldren ^ .

» Det er ikke noget nyt for mig. Folk har jo altid haft travlt med at slæbe mig til Brudekareten. Efterhaanden tager jeg det temmelig roligt. Men naturligvis gør det mig ondt, at jeg stadig skal skuffe Forventningerne . Jeg maa jo aabenbart være mine Venner et Bryllup skyldig.«

» Det ^ gør ^ mig ondt, at jeg stadig skal skuffe mine Venners Forventninger . Jeg maa jo aabenbart være dem et Bryllup skyldig.«

Døren til Herreværelset gik i det samme op. Jægermesteren kom ind tilligemed Lægen, der havde 90 været kaldt til en af Køkkenpigerne. Jægermesteren optraadte i sin Laboratoriedragt : hvid Kittel og sort Fløjls Baret . Han var midt i et Foredrag om sine Planteundersøgelser ^ .

Døren til Herreværelset gik i det samme op. Jægermesteren kom ind tilligemed Lægen, der havde været kaldt til en af Køkkenpigerne. Jægermesteren optraadte i sin Laboratoriedragt , en hvid Kittel og sort Fløjls Baret , og var midt i et Foredrag om sine Planteundersøgelser . Det var hans Orm at ville kappes med sin berømte Broder ogsaa som Videnskabsmand; og da han var den ældste, følte han sig fuldt saa vel som denne kaldet til at hævde Slægtens store Traditioner og blive en Forgrundsfigur i Landet .

Doktor Gaardbo var en tætbygget Mand af Middelhøjde, mørkskægget og med en gullig Ansigtsfarve. Jytte følte sig frygtelig skuffet af ham. Han lignede ikke sin Broder Præsten undtagen paa Øjnene. Saa havde han desuden Klumpfod, hvad hun forresten godt havde vidst. Ogsaa ^ hans Væsen ^ frastødte hende. Han hilste skødesløst og viste baade hende og ^ Fætteren et ganske utilsløret Fjendskab.
» Jeg maa videre,« sagde han straks til sin Kone uden at svare paa Jægermesterens Indbydelse til at tage Plads og drikke et Glas Vin.
Jytte fandt ham højst utiltalende og beklagede sin Veninde .

Doktor Gaardbo var en tætbygget Mand af Middelhøjde, mørkskægget og med en gullig Ansigtsfarve. Jytte I, 222 følte sig frygtelig skuffet af ham. Han lignede ikke sin Broder Præsten undtagen paa Øjnene. Saa havde han desuden Klumpfod, hvad hun forresten godt havde vidst. Ogsaa i hans Væsen var der noget, der frastødte hende. Han hilste skødesløst paa hende og viste Fætteren en ganske utilsløret Ringeagt .

Doktor Gaardbo var en tætbygget Mand af Middelhøjde, mørkskægget I, 161 og med en gullig Ansigtsfarve. Jytte følte sig frygtelig skuffet af ham. Han lignede ikke sin Broder Præsten undtagen paa Øjnene. Saa havde han desuden Klumpfod, hvad hun forresten godt havde vidst. Ogsaa i hans Væsen var der noget, der frastødte hende. Han hilste skødesløst paa hende og viste Fætteren en ganske utilsløret Ringeagt .

Paa Vejen ud til Vognen puttede Fru Meta sin Arm ind under hendes. Jytte forstod godt, at hun vilde søge at bøde paa sin uheldige Forsnakkelse, maaske ogsaa paa sin Mands Uelskværdighed; men det fjernede hende altsammen blot endnu mere fra dem begge. Da Veninden bad hende om rigtig snart at komme og besøge hende, svarede hun ja; men ved sig selv tænkte hun, at det vist ikke blev til noget.

Paa Vejen ud til Vognen puttede ^ Meta sin Arm ind under hendes. Jytte forstod godt, at hun vilde søge at bøde paa sin uheldige Forsnakkelse, maaske ogsaa paa sin Mands Uelskværdighed; men det fjernede hende altsammen blot endnu mere fra dem begge. Da Veninden bad hende om rigtig snart at komme og besøge hende, svarede hun ja; men ved sig selv tænkte hun, at det vist ikke blev til noget.

Paa Vejen ud til Vognen puttede ^ Meta sin Arm ind under hendes. Jytte forstod godt, at hun vilde søge at bøde paa sin uheldige Forsnakkelse, maaske ogsaa paa sin Mands Uelskværdighed; men det fjernede hende altsammen blot endnu mere fra dem I, 162 begge. Da Veninden bad hende om rigtig snart at komme og besøge hende, svarede hun ja; men ved sig selv tænkte hun, at det vist ikke blev til noget.

For at kunne fortsætte sit Foredrag fulgte ogsaa Jægermesteren de Fremmede ud. Nedenfor den store 91 Stentrappe stod en lille tilstøvet Bil og kogte. Det var ikke meget andet end en bred Lænestol paa tre Hjul.

^ Nedenfor den store Stentrappe stod en lille tilstøvet Vogn og kogte. Det var ikke meget andet end en stor Træsko paa tre Hjul.

Jytte blev staaende oppe paa Trappen med sin Fætter under Armen, indtil Doktorparret var kommet tilsæde og Vognen futtede afsted.

»Idiot!« vrængede Jægermesteren efter Doktoren, der havde været en meget uopmærksom Tilhører. » Fjottekarl! Elefant! Braksnude! Bondedreng!«
Fætter John gav undertiden sine krænkede Følelser Luft paa en ukonfirmeret Maade, der forligedes godt med hans mærkelige Drengestemme.
» Kender du ellers noget til Doktor Gaardbo?« spurgte Jytte ham , idet de fulgtes ind. » Er han en dygtig Læge?«

^ » Kender du ellers noget til Doktor Gaardbo?« spurgte hun , idet de fulgtes ind. » Er han en dygtig Læge?«

»Dygtig? Han er sgu slet ikke Læge. Han er en af disse Kvaksalvere , der vil kurere Folk uden Medicin. Apotekeren er rasende paa ham. Han vil klage over ham, siger han. Han er heller slet ikke anset blandt sine Kolleger. Det veed jeg fra Asmus. De kalder ham for Seminaristen.«

» Han er sgu slet ikke Læge. Han er en Kvaksalver , der vil kurere Folk uden Medicin. Apotekeren er rasende paa ham. Han vil klage over ham, siger han. Han er heller slet ikke anset blandt sine Kolleger. Det veed jeg fra Asmus. De kalder ham for Seminaristen.«

» Han er jo en Broder til Præsten.«

» Han er jo en Bror til Præsten.«

»Ja, og de er lige bondevigtige begge to. De er fornemme, – forstaar du. De holder sig for gode til at tage Del i Egnens Selskabelighed. Og saa vil de allerede regere og dominere her . Men det bliver 92 der forhaabenlig sat en Stopper for . – Hvad er det, Louise? Er det Telegrammet?«
Han raabte de sidste Ord til Husjomfruen, som kom gaaende henne i Gangen med et Stykke Papir i Haanden.
» Det er Slagteren, der er her med den Regning.«
»Naa! Han kan komme igen en anden Dag. Nu har jeg andet at tænke paa. Følg med ind i Laboratoriet, Jytte. Saa skal du se mine Kulturer.«
» En anden Gang, John! Jeg er ved at pakke ud.«
Jytte gik op paa sit Værelse. Hun blev nogen Tid staaende henne ved Vinduet og strøg sig med Haanden over Haaret. » Altsaa ogsaa her!« tænkte hun. Hendes Bryst bevægede sig endnu heftigt. Hun følte sig paany som i et Sus af isnende Gennemtræk. Venindens store forskrækkede Øjne stirrede uafbrudt paa hende.
Og hun kom til at tænke paa Karsten From, som hun nu hver Dag kunde risikere at møde her i Nærheden. Hvad der forfærdede Meta, havde aabenbart givet ham Mod til at forsøge en ny uforskammet Tilnærmelse. Og var det underligt? » Et tvetydigt Fruentimmer.« Saadan lød jo nu igen hendes Skudsmaal!
Hun havde haabet at finde et Fristed her paa Storeholt; men nu ønskede hun sig allerede bort herfra.

^

»Ja, og de er lige bondevigtige begge to. De er fornemme, I, 223 – forstaar du. De holder sig for gode til at tage Del i Egnens Selskabelighed. De vil ^ allerede regere og dominere ^ . Men det bliver der forhaabenlig sat en Stopper for !«
XI .

»Ja, og de er lige bondevigtige begge to. De er fornemme, — ^ forstaar du. De holder sig for gode til at tage Del i Egnens Selskabelighed. De vil ^ allerede regere og dominere ^ . Men det bliver der forhaabenlig sat en Stopper for !«
XI

»Ja, og de er lige bondevigtige begge to. De er fornemme, – forstaar du. De holder sig for gode til at tage Del i Egnens Selskabelighed. De vil ^ allerede regere og dominere ^ . Men det bliver der forhaabentlig sat en Stopper for !«
XI

⇕ Storeholt II, 2.4

⇕ De Dødes Rige 2.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 2.11

93 U nder Doktorfamiljens Besøg havde Fru Bertha været en Rundgang omkring til alle de gamle Steder i Avlsgaarden og Parken, hvor hun havde leget som Barn. Hun var født paa Storeholt, og det forstemte hende at se, hvor daarligt Gaarden blev vedligeholdt , saa den næsten stod og forfaldt. Paa en af Ladebygningerne havde Taget været under Reparation, men af en eller anden Grund var Arbejdet standset. Ovenpaa den ene Halvdel af den store Længe strittede de nøgne Spær.

Under Doktorfamiljens Besøg havde Fru Bertha været en Rundgang omkring til alle de gamle Steder i Avlsgaarden og Parken, hvor hun havde leget som Barn. Hun var født paa Storeholt, og det forstemte hende at se, hvor daarligt Gaarden blev vedligeholdt . Den stod næsten ^ og forfaldt. Paa en af Ladebygningerne havde Taget været under Reparation, men af en eller anden Grund var Arbejdet standset. Ovenpaa den ene Halvdel af den store Længe strittede de nøgne Spær.

Under Doktorfamiljens Besøg havde Fru Bertha været en Rundgang omkring til alle de gamle Steder i Avlsgaarden og I, 162 Parken, hvor hun havde leget som Barn. Hun var født paa Storeholt, og det forstemte hende at se, hvor daarligt Gaarden blev vedligeholdt . Den stod næsten ^ og forfaldt. Paa en af Ladebygningerne havde Taget været under Reparation, men af en eller anden Grund var Arbejdet standset. Ovenpaa den ene Halvdel af den store Længe strittede de nøgne Spær.

Folkene gik ^ underligt og drev. Et Par af dem saae haanligt paa hende og hilste ikke .

Folkene gik ogsaa saa underligt og drev. Et Par af dem saae haanligt paa hende uden at hilse .

Køerne blev netop dreven hjem i Stalden, og hun undrede sig over, at der ikke var flere. Da hun spurgte Underforvalteren om Grunden, forklarede han , at Jægermesteren var i Færd med » at rydde op i Bestanden« for at anskaffe sig en Besætning af Jersey-Køer.
» Men hvor er da de?« spurgte hun.
» De er ikke kommen endnu,« sagde Forvalteren lidt forlegen .

Køerne blev ^ dreven hjem i Stalden, og hun undrede sig over, at der ikke var flere. Da hun spurgte Underforvalteren om Grunden, forklarede han ^ lidt forlegen , at Jægermesteren var i Færd med » at rydde op i Bestanden«.

Køerne blev drevet ^ hjem til Stalden, og hun undrede sig over, at der ikke var flere. Da hun spurgte Underforvalteren om Grunden, forklarede han ^ lidt forlegen , at Jægermesteren var i Færd med » at rydde op i Bestanden«.

Køerne blev drevet ^ hjem til Stalden, og hun undrede sig I, 163 over, at der ikke var flere. Da hun spurgte Underforvalteren om Grunden, forklarede han ^ lidt forlegen , at Jægermesteren var i Færd med » at rydde op i Bestanden«.

Fru Bertha kom igen til at tænke paa sine udeblevne Rentepenge , og hun bestemte sig til at tale lige ud med sin Brodersøn om Sagen.

Fru Bertha kom igen til at tænke paa sine udeblevne Rentepenge og bestemte sig til ved første Lejlighed at tale ^ med sin Brodersøn om Sagen.

Paa Tilbagevejen gennem Parken mødte hun Frøken Søholm, som gik Aftentur der i fuld Pynt med 94 Silkechenille og en mægtig » Esprit « i Hatten. De fulgtes et Stykke, og da Frøkenen nogen Tid havde snakket om sit Helbred, gik hun over til det andet af de to Emner, hun overhovedet var i Stand til at tale om: sin Broder, den rige Kaffehandler, der i hendes Øjne var Vorherres sidste Undergerning.

Paa Tilbagevejen gennem Parken mødte hun Frøken Søholm, som gik Aftentur ^ i fuld Pynt med Silkechenille I, 224 og en mægtig »Esprit « i Hatten. De fulgtes et Stykke, og da Frøkenen nogen Tid havde snakket om sit Helbred, gik hun over til det andet af de to Emner, hun overhovedet var i Stand til at tale om: sin Broder, den rige Kaffehandler, der i hendes Øjne var Vorherres sidste Undergerning.

Paa Tilbagevejen gennem Parken mødte hun Frøken Søholm, som gik Aftentur ^ i fuld Pynt med Silkechenille og en mægtig »Esprit « i Hatten. De fulgtes et Stykke, og da Frøkenen nogen Tid havde snakket om sit Helbred, gik hun over til det andet af de to Emner, hun overhovedet var i Stand til at tale om: sin Broder, den rige Kaffehandler, der i hendes Øjne var Vorherres sidste Undergerning.

Grosserer Søholms Forretning var kendt over det ganske Land. Hans Navn gloede Folk imøde overalt fra Gadeplakater og Husgavle, og om Aftenen rullede det i Flammeskrift henover Hustagene tilligemed Forsikringen om, at Søholms Kaffe var Verdens billigste og bedste. Han havde oprindelig været almindelig Pakhuskarl, hvad han paa ingen Maade lagde Skjul paa. Den selvbevidste Mand fortalte det ved enhver Lejlighed, at han havde arbejdet sig op » fra Skidtet af .« Nu var han en af Københavns Millionærer, og hans Døtre hørte til Byens flotteste. Da deres Moder havde været simpel Grønthandlerske ^ var de fra Tolvaarsalderen bleven opdraget i udenlandske Pensionater. Grossereren var en stor, bringebred Mand med Lemmer som en Bryder. » Egetømmer helt igennem« – forsikrede han selv.

Grosserer Søholms Forretning var kendt over det ganske Land. Hans Navn gloede Folk imøde overalt fra Gadeplakater og Husgavle, og om Aftenen rullede det i Flammeskrift henover Hustagene tilligemed Forsikringen om, at Søholms Kaffe var Verdens billigste og bedste. Han havde oprindelig været almindelig Pakhuskarl, hvad han paa ingen Maade lagde Skjul paa. Den selvbevidste Mand fortalte det ved enhver Lejlighed, at han havde arbejdet sig op » fra Skidtet af «. Nu var han en af Københavns Millionærer, og hans Døtre hørte til Byens flotteste. Da deres Mor havde været simpel Grønthandlerske , var de fra Tolvaarsalderen bleven opdraget i udenlandske Pensionater. Grossereren var en stor, bringebred Mand med Lemmer som en Bryder. » Egetømmer helt igennem« – forsikrede han selv.

Grosserer Søholms Forretning var kendt over det ganske Land. Hans Navn gloede Folk imøde overalt fra Gadeplakater og Husgavle, og om Aftenen rullede det i Flammeskrift henover Hustagene tilligemed Forsikringen om, at Søholms Kaffe var Verdens billigste og bedste. Han havde oprindelig været almindelig Pakhuskarl, hvad han paa ingen Maade lagde Skjul paa. Den selvbevidste Mand fortalte det ved enhver Lejlighed, at han havde arbejdet sig op » fra Skidtet af «. Nu var han en af Københavns Millionærer, og hans Døtre hørte til Byens flotteste. Da deres Mor havde været simpel Grønthandlerske , var de fra Tolvaarsalderen bleven opdraget i udenlandske Pensionater. Grossereren var en stor, bringebred Mand med Lemmer som en Bryder. » Egetømmer helt igennem« — forsikrede han selv.

Grosserer Søholms Forretning var kendt over det ganske Land. Hans Navn gloede Folk imøde overalt fra Gadeplakater og Husgavle, og om Aftenen rullede det i Flammeskrift henover Hustagene tilligemed Forsikringen om, at Søholms Kaffe var Verdens billigste og bedste. Han havde oprindelig været almindelig Pakhuskarl, hvad han paa ingen Maade lagde Skjul paa. Den selvbevidste Mand fortalte det ved enhver Lejlighed, at han havde arbejdet sig op » fra Skidtet af «. Nu var han en af Københavns Millionærer, og hans Døtre hørte til Byens flotteste. Da deres Mor havde været simpel Grønthandlerske , var de fra Tolvaarsalderen bleven opdraget i udenlandske Pensionater. Grossereren var en stor, bringebred Mand med Lemmer som en Bryder. » Egetømmer helt igennem« – forsikrede han selv.

Fru Bertha havde to Gange været sammen med sin Brodersøns Svigerfader, den ene Gang her paa Storeholt . Under hendes Ophold her for to Aar siden rullede han en Dag uventet op for Trappen i sin Kæmpebil , og det Besøg havde hun ikke glemt. 95 Hr. Søholm havde ved sin Datters Giftermaal anbragt en Kapital paa 30 Tusinde i Gaarden, og af den Grund optraadte han nu med en Anmasselse, som om det var ham, der var den egenlige Ejer af Storeholt og John hans Forvalter. Han gik rundt og vurderede Besætning og Markredskaber, takserede Malerierne paa Væggene og Parkens Værdi som Brændsel. Enhversomhelst Ting omsatte hans Tanker straks i Penge . Hun blev saa harmfuld over at høre denne brovtende Fremmede tale om Storeholt som om en almindelig Handelsvare, at hun ikke kunde faa sig til at sige ham Farvel, da han efter nogle Timers Ophold rullede tilbage til København . Hun havde derfor heller ikke beklaget det, da hun senere engang fik at vide , at det ^ var kommet til et Brud mellem John og hans Svigerfar, saa de ikke længer taalte at se hinanden.

Fru Bertha havde to Gange været sammen med ham her paa Storeholt ^ , og de Besøg glemte hun ikke . Hr. Søholm , hvis Tanker øjeblikkelig omsatte enhver Ting i Penge , havde oprørt hende ved at gaa rundt og vurdere baade Besætning og Markredskaber, ja Malerierne paa Væggene og Parkens Værdi som Brændsel, i det hele ved at tale om Storeholt som om en almindelig Handelsvare . Hun kunde derfor heller ikke beklage , at det nu var kommet I, 225 til et Brud mellem John og hans Svigerfar, saa de ikke ^ taalte at se hinanden.

Fru Bertha havde to Gange været sammen med ham her paa I, 163 Storeholt ^ , og de Besøg glemte hun ikke . Hr. Søholm , hvis Tanker øjeblikkelig omsatte enhver Ting i Penge , havde oprørt hende ved at gaa rundt og vurdere baade Besætning og Markredskaber, ja Malerierne paa Væggene og Parkens Værdi som Brændsel, i det hele ved at tale om Storeholt som om en almindelig Handelsvare . Hun kunde derfor heller ikke beklage , at det nu var kommet til et Brud mellem John og hans Svigerfar, saa de ikke ^ taalte at se hinanden.

Fru Bertha havde to Gange været sammen med ham her paa Storeholt ^ , og de Besøg glemte hun ikke . Hr. Søholm , hvis Tanker øjeblikkelig omsatte enhver Ting i Penge , havde oprørt hende ved at gaa rundt og vurdere baade Besætning og Markredskaber, ja Malerierne paa Væggene og Parkens Værdi som Brændsel, i det hele ved at tale om Storeholt som om en almindelig Handelsvare . Hun kunde derfor heller ikke beklage , at det nu var kommet til et Brud mellem John og hans Svigerfar, saa de ikke ^ taalte at se hinanden.

Ved nu at tale med Frøken Søholm kunde hun mærke, at den rige Mand var begyndt at blive ængstelig for sine 30 Tusinde ^ . Hun fik endogsaa det bestemte Indtryk, at Søsteren i Øjeblikket opholdt sig her paa Gaarden som hans Spion. Dette gjorde hende ^ urolig , og hun besluttede, at hun straks vilde tale med John og forlange en Forklaring.

Ved nu at tale med Frøken Søholm kunde hun mærke, at den rige Mand var begyndt at blive ængstelig for de tredive Tusinde , han ved sin Datters Giftermaal havde anbragt i Gaarden . Hun fik endogsaa det bestemte Indtryk, at Søsteren i Øjeblikket opholdt sig her ^ som hans Spion. Dette gjorde hende yderligere urolig , og hun bestemte sig til straks at tale med John og forlange en Forklaring.

Ved nu at tale med Frøken Søholm kunde hun mærke, at den I, 164 rige Mand var begyndt at blive ængstelig for de tredive Tusinde , han ved sin Datters Giftermaal havde anbragt i Gaarden . Hun fik endogsaa det bestemte Indtryk, at Søsteren i Øjeblikket opholdt sig her ^ som hans Spion. Dette gjorde hende yderligere urolig , og hun bestemte sig til straks at tale med John og forlange en Forklaring.

Hun kom op ad Verandatrappen umiddelbart efter, at Doktorfamiljen var kørt bort. Da hun ikke fandt sin Brodersøn i nogen af de andre Stuer, søgte hun 96 ham i hans eget Værelse , skønt Døren dertil var bleven lukket . Her sad han slapt sammensunken i en Lænestol. Den sorte Fløjls Baret havde kan kastet fra sig paa et Bord.

Hun kom op ad Verandatrappen umiddelbart efter, at Doktorfamiljen var kørt bort. Da hun ikke fandt Brodersønnen i nogen af de andre Stuer, søgte hun ham i hans eget Værelse ^ . Her sad han slapt sammensunken i en Lænestol. Den sorte Fløjls Baret havde han kastet fra sig paa et Bord.

» Forstyrrer jeg?«

» Naa –. Jeg sad ganske vist og tænkte. Men kom kun ind, Tante! Du er altid velkommen!«

» Naa — Jeg sad ganske vist og tænkte. Men kom kun ind, Tante! Du er altid velkommen!«

» Naa – Jeg sad ganske vist og tænkte. Men kom kun ind, Tante! Du er altid velkommen!«

Han rejste sig op og bød hende Plads i Sofaen.

»Hør, John! Skal vi ikke med det samme snakke lidt om vore Pengeaffærer? Saa er det overstaaet.«

Jægermesteren smilte ret naturligt, skønt han blev noget farveløs i Ansigtet.

» Er du bange for dine Penge, Tante Bertha?«

»Nej, men jeg sætter Pris paa at have Rede paa mine Ting. Hvorfor har jeg ikke faaet mine Renter?«

»Herregud, vi er jo endnu midt i Terminen.«

»Jamen, jeg har heller ikke set noget til mine Decemberrenter, og dem plejer du dog at sende mig i Løbet af Foraaret.«

»Jamen, jeg har heller ikke set noget til mine Decemberrenter, II, 226 og dem plejer du dog at sende mig i Løbet af Foraaret.«

»Jamen, jeg har heller ikke set noget til mine Decemberrenter, og dem plejer du dog at sende mig i Løbet af Foraaret.«

» Jeg skal se efter i mine Bøger. Der er altsaa sket en utilgivelig Forsømmelse, som jeg meget beklager.«

Men Fru Bertha var bleven opskræmt og lod sig ikke berolige af den Forklaring. Hun bad ham om at sige hende det lige ud, dersom han i Øjeblikket daarlig kunde undvære de Penge.

Men Fru Bertha vilde ikke lade sig nøje med den Forklaring. Hun bad ham om at sige hende det lige ud, dersom han i Øjeblikket daarligt kunde undvære de Penge.

I, 164 Men Fru Bertha vilde ikke lade sig nøje med den Forklaring. Hun bad ham om at sige hende det lige ud, dersom han i Øjeblikket daarligt kunde undvære de Penge.

Men Fru Bertha vilde ikke lade sig nøje med den Forklaring. Hun bad ham om at sige hende det lige ud, dersom han i Øjeblikket daarligt kunde undvære de Penge.

» Du veed, jeg kommer ikke paa Sundholm, fordi 97 jeg skal undvære dem et Aar. Men jeg forlanger ordenlig Besked.«
Jægermesteren tav et Øjeblik og saae mod Gulvet. Hans Læber var hvide.

» Du veed, jeg kommer ikke paa Sundholm, fordi jeg skal undvære dem et Aar. Men jeg forlanger ordenlig Besked.« ^

» Naar du direkte spørger mig, saa vil jeg ikke nægte, at jeg for Tiden er temmelig stærkt engageret. Men det hele vil ordnes af sig selv. Jeg skal gerne ved Lejlighed vise dig min Terminsopgørelse, saa vil du se, at jeg blot behøver Henstand. Jeg beder kun om, at du vil fritage mig for at komme nærmere ind paa de Ting netop i disse Dage. Jeg forsikrer dig, der er i Forvejen tilstrækkeligt, som trykker og piner mit Sind ... Ogsaa Sorger, som jeg ikke kan tale om til nogen.«

» Naar du direkte spørger mig, saa vil jeg ikke nægte, at jeg for Tiden er temmelig stærkt engageret. Men det hele vil ordnes af sig selv. Jeg skal gerne ved Lejlighed vise dig min Terminsopgørelse, saa vil du se, at jeg blot behøver Henstand. Jeg beder I, 165 kun om, at du vil fritage mig for at komme nærmere ind paa de Ting netop i disse Dage. Jeg forsikrer dig, der er i Forvejen tilstrækkeligt, som trykker og piner mit Sind ... Ogsaa Sorger, som jeg ikke kan tale om til nogen.«

Han havde rejst sig og gik uroligt omkring i Stuen. Hans sidste Ord var gaaet Fru Bertha til Hjertet, og hun opgav at gøre ham Bebrejdelser for hans Uefterrettelighed.
Lidt efter satte han sig fortrolig hen til hende i Sofaen.

Han havde rejst sig og gik uroligt omkring i Stuen. Derpaa satte han sig fortrolig hen til hende i Sofaen.

» Tante Bertha! Vi talte før om Møller Jensens Sygdom og Muligheden for et Repræsentantskifte her i Kresen. Du syntes at være lidt forbavset over, at jeg i saa Tilfælde ventede en Opfordring til at stille mig. Det gør jeg nu maaske ikke; men – oprigtig talt , Tante Bertha! – jeg synes, at du – og særlig du – maa kunne forstaa, at det piner mig ved enhver 98 Lejlighed at blive forbigaaet af Folk som Balduin Hansen , Karl Holm ^ og nu maaske af Pastor Gaardbo, en ganske fremmed Mand ^ ^ ^ ^ . I næsten et Aarhundrede var vor Familje den førende her paa Egnen. Bedstefar sad i Stænderforsamlingen. Far var den første fynske Godsejer, der offenlig vedkendte sig moderne liberale Anskuelser. Mine egne Fortjenester som teoretisk og praktisk Landmand tillader du mig forhaabenlig at tie om. Men nu er det glemt altsammen. Naar der skal vælges til Amtsraadet, eksisterer jeg ikke for mit eget Parti . Jeg bringes ikke i Forslag engang. Fars Plads i Landhusholdnings-Selskabets Bestyrelse gav de til Forpagter Holm, og i Stedet spiser man mig nu af med den skidt Formandsstilling i Ungtyreskuet, som der saagu’ ikke er stor Stads ved. – Naa, jeg er vant til at bære Modgang; men jeg kan med Sandhed sige, at jeg har maattet betale min politiske Overbevisning dyrt. Siden jeg første Gang var Stiller for Møller Jensen ^ har saa at sige alle mine Standsfæller vendt sig fra mig. Baron Brahe hilser mig ikke mere, naar vi mødes. Du veed, at det paa et hængende Haar var kommen til Duel imellem os i den Anledning. Og alligevel bliver jeg af mit eget Parti ^ systematisk udelukket fra alle Tillidsposter. Det er en fuldkommen Sammensværgelse – anderledes kan jeg ikke se paa det.«

» Tante Bertha! Vi talte før om Møller Jensens Sygdom og Muligheden for et Repræsentantskifte her i Kresen. Du syntes at være lidt forbavset over, at jeg i saa Tilfælde ventede en Opfordring til at stille mig. Oprigtig talt , – jeg synes, ^ du ^ maa kunne forstaa, at det piner mig ved enhver Lejlighed at se Folk som Balduin Hansen og Karl Holm blive foretrukket og nu maaske ^ Pastor Gaardbo, en ganske fremmed Mand . Jeg siger det ganske I, 227 ligefrem : jeg ønsker Anerkendelse, og jeg trænger til et større Virkefelt for mine Evner . I næsten et Aarhundrede var vor Familje den førende her paa Egnen. Bedstefar sad i Stænderforsamlingen. Far var den første fynske Godsejer, der offenlig vedkendte sig moderne liberale Anskuelser. Mine egne Fortjenester som teoretisk og praktisk Landmand tillader du mig maaske at tie om. Men naar der skal vælges til Amtsraadet, eksisterer jeg ikke ^ . Jeg bringes ikke i Forslag engang. Fars Plads i Landhusholdnings-Selskabets Bestyrelse gav de til Forpagter Holm, og i Stedet spiser man mig ^ af med den skidt Formandsstilling i Ungtyreskuet, som der saagu’ ikke er stor Stads ved. – Naa, jeg er vant til at bære Modgang; men jeg kan med Sandhed sige, at jeg har maattet betale min politiske Overbevisning dyrt. Siden jeg første Gang var Stiller for Møller Jensen , har saa at sige alle mine Standsfæller vendt sig fra mig. Baron Brahe hilser mig ikke mere, naar vi mødes. ^ Og ^ af mit eget Parti bliver jeg systematisk udelukket fra alle Tillidsposter. Det er en fuldkommen Sammensværgelse – anderledes kan jeg ikke se paa det.«

» Tante Bertha! Vi talte før om Møller Jensens Sygdom og Muligheden for et Repræsentantskifte her i Kresen. Du syntes at være lidt forbavset over, at jeg i saa Tilfælde ventede en Opfordring til at stille mig. Oprigtig talt , — jeg synes, ^ du ^ maa kunne forstaa, at det piner mig ved enhver Lejlighed at se Folk som Balduin Hansen og Karl Holm blive foretrukket og nu maaske ^ Pastor Gaardbo, en ganske fremmed Mand . Jeg siger det ganske ligefrem ; jeg ønsker Anerkendelse, og jeg trænger til et større Virkefelt for mine Evner . I næsten et Aarhundrede var vor Familje den førende her paa Egnen. Bedstefar sad i Stænderforsamlingen. Far var den første fynske Godsejer, der offenlig vedkendte sig moderne liberale Anskuelser. Mine egne Fortjenester som teoretisk og praktisk Landmand tillader du mig maaske at tie om. Men naar der skal vælges til Amtsraadet, eksisterer jeg ikke ^ . Jeg bringes ikke i Forslag engang. Fars Plads i Landhusholdnings-Selskabets Bestyrelse gav de til Forpagter Holm, og i Stedet spiser man mig ^ af med den skidt Formandsstilling i Ungtyreskuet, som der saagu’ ikke er stor Stads ved. — Naa, jeg er vant til at bære Modgang; men jeg kan med Sandhed sige, at jeg har maattet betale min politiske Overbevisning dyrt. Siden jeg første Gang var Stiller for Møller Jensen , I, 165 har saa at sige alle mine Standsfæller vendt sig fra mig. Baron Brahe hilser mig ikke mere, naar vi mødes. ^ Og ^ af mit eget Parti bliver jeg systematisk udelukket fra alle Tillidsposter. Det er en fuldkommen Sammensværgelse — anderledes kan jeg ikke se paa det.«

» Tante Bertha! Vi talte før om Møller Jensens Sygdom og Muligheden for et Repræsentantskifte her i Kresen. Du syntes at være lidt forbavset over, at jeg i saa Tilfælde ventede en Opfordring til at stille mig. Oprigtig talt , – jeg synes, ^ du ^ maa kunne forstaa, at det piner mig ved enhver Lejlighed at se Folk som Balduin Hansen og Karl Holm blive foretrukket og nu maaske ^ Pastor Gaardbo, en ganske fremmed Mand . Jeg siger det ganske ligefrem ; jeg ønsker Anerkendelse, og jeg trænger til et større Virkefelt for mine Evner . I næsten et Aarhundrede var vor Familje den førende her paa Egnen. Bedstefar sad i Stænderforsamlingen. Far var den første fynske Godsejer, der offenlig vedkendte sig moderne liberale Anskuelser. Mine egne Fortjenester som teoretisk og praktisk Landmand tillader du mig maaske at tie om. Men naar der skal vælges til Amtsraadet, eksisterer jeg ikke ^ . Jeg bringes ikke i Forslag engang. Fars Plads i Landhusholdnings-Selskabets Bestyrelse gav de til Forpagter Holm, og i Stedet spiser man mig ^ af med den skidt Formandsstilling i Ungtyreskuet, som der saagu’ ikke er stor Stads ved. – Naa, jeg er vant til at bære Modgang; men jeg kan med Sandhed sige, at jeg har maattet betale min politiske Overbevisning dyrt. Siden jeg første Gang var Stiller for Møller Jensen , har saa at sige alle mine Standsfæller vendt sig fra mig. Baron Brahe hilser mig ikke mere, naar vi mødes. ^ Og ^ af mit eget Parti bliver jeg systematisk udelukket fra alle Tillidsposter. Det er en fuldkommen Sammensværgelse – anderledes kan jeg ikke se paa det.«

99 Han havde igen rejst sig op og stod foran Tanten i stærk Bevægelse.

Han havde igen rejst sig op og stod foran Tanten i stærk Bevægelse.

» Men Gudskelov!« sagde han med fugtige Øjne. » Jeg har under alle mit Livs Skuffelser bevaret min Fars lyse Sind. Dersom jeg ikke saa sikkert troede paa, at Miskendelsen og Forfølgelsen engang vilde høre op, havde jeg for længe siden skudt mig en Kugle gennem Hovedet. Og saa har jeg jo heldigvis ogsaa haft mit Laboratorium at ty til. Det har naturligvis været mig til stor Opmuntring.«
» Derfor synes jeg ogsaa, John, at du skulde blive ved det og slaa de andre Tanker af Hovedet,« sagde Fru Bertha.
» Det kan jeg ikke, Tante! Jeg siger det ganske ligefrem: jeg er en ærgerrig Mand. Jeg gør Fordring paa et større Virkefelt for mine Evner og min Energi, og jeg forlanger Anerkendelse. Naar jeg ser paa de Folk, der nu spiller de store Roller i vort lille danske Samfund, kan du vist forstaa, at det ofte syder i mig. Jeg er endog saa ubeskeden at formene, at det trods alt engang skal vise sig, at jeg er født under en lykkelig Stjerne. Men forresten ... der er ogsaa en anden, en mere privat Grund for mig til at ønske at komme til at leve under nye Forhold ... Men det ^ kan jeg ^ ikke tale om.«

»Desuden, Tante Bertha ... der er ogsaa en anden, en mere privat Grund for mig til at ønske at komme til at leve under helt nye Forhold ... Men den kan jeg , som sagt, ikke tale om.«

»Desuden, Tante Bertha ... der er ogsaa en anden, en mere I, 166 privat Grund for mig til at ønske at komme til at leve under helt nye Forhold ... Men den kan jeg , som sagt, ikke tale om.«

Han gik hen til Vinduet og blev staaende der med Ryggen til Stuen. Men et Øjeblik efter vendte han 100 tilbage og satte sig igen i Sofaen hos Fru Bertha, idet han i ^ Forknythed stille tog hendes Haand.

Han gik hen til Vinduet og blev staaende der med Ryggen til Stuen. Men et Øjeblik efter vendte han tilbage I, 228 og satte sig igen i Sofaen hos Fru Bertha, idet han i sin Forknythed ^ tog hendes Haand.

Han gik hen til Vinduet og blev staaende der med Ryggen til Stuen. Men et Øjeblik efter vendte han tilbage og satte sig igen i Sofaen hos Fru Bertha, idet han i sin Forknythed ^ tog hendes Haand.

»Jo, Tante, du alene skal vide, hvordan det staar til her i Huset. Saa pinligt det ogsaa er for mig at tale om det, – jeg trænger til et Menneskes Fortrolighed. Jeg har haft en stor Sorg , Tante Bertha . Derfor er jeg i disse Dage, som jeg er ; jeg kan ikke samle mig til nogen Ting. Der har været Timer, da jeg var ved at miste min Forstand.«

»Jo, Tante, du alene skal vide, hvordan det staar til her i Huset. Saa pinligt det ogsaa er for mig at tale om det, – jeg trænger til et Menneskes Fortrolighed. Jeg har haft en stor Sorg ^ . Derfor er jeg i disse Dage, som jeg er . Jeg kan ikke samle mig til nogen Ting. Der har været Timer, da jeg var ved at miste min Forstand.«

»Jo, Tante, du alene skal vide, hvordan det staar til her i Huset. Saa pinligt det ogsaa er for mig at tale om det, — jeg trænger til et Menneskes Fortrolighed. Jeg har haft en stor Sorg ^ . Derfor er jeg i disse Dage, som jeg er . Jeg kan ikke samle mig til nogen Ting. Der har været Timer, hvor jeg var ved at miste min Forstand.«

»Jo, Tante, du alene skal vide, hvordan det staar til her i Huset. Saa pinligt det ogsaa er for mig at tale om det, – jeg trænger til et Menneskes Fortrolighed. Jeg har haft en stor Sorg ^ . Derfor er jeg i disse Dage, som jeg er . Jeg kan ikke samle mig til nogen Ting. Der har været Timer, hvor jeg var ved at miste min Forstand.«

» Men Gud, hvad er det?«

» Har du aldrig mærket, Tante, at ikke alting mellem Vilhelmine og mig er ^ som det skal være?«

» Har du ikke mærket, Tante, at ikke alting mellem Vilhelmine og mig er , som det skal være?«

» Naa ja, I har lidt vanskeligt ved at komme overens.«

» Det er ikke blot det. Jeg kan naturligvis ikke gaa i Detailler. Jeg kan kun sige, at Vilhelmine viser mig en Ligegyldighed, som ingen Mand kan finde sig i. Forandrer hun sig ikke, maa vi skilles.«

» Er det saa alvorligt?«

» Det er meget alvorligt. Jeg tror ganske vist ikke, at Vilhelmine har begaaet noget absolut utilladeligt; men der er altsaa en anden Mand, som hun interesserer sig for, og det er min bestemte Hensigt at forlange Skilsmisse, dersom Forholdet ikke forandres.«

» Sig mig, John, veed din Svigerfar noget om detteher?«

» Min Svigerfar? Det er ganske lige meget med 101 ham. Kan du tænke dig, ^ den Pakhuskarl er fornærmet paa sin Datters Vegne, fordi jeg ikke har kunnet indføre hende hos Egnens Lensadel paa Grund af mit politiske Standpunkt. Det er det samme ^ Vilhelmine stadig har bebrejdet mig, at jeg ingen passende Omgang har skaffet hende, og jeg maa jo indrømme, at hun paa det Punkt har nogen Ret til at beklage sig. Men – ikke sandt, Tante? – dersom jeg nu kunde blive valgt , og vi kunde bosætte os i København, saa vilde med eet alt forandres. Vi kunde der vælge vor Omgang, som vi selv synes, og igen begynde at føre Hus. Og jeg gad set den, der har Vilhelmines Evne til at repræsentere. Du maa indrømme mig, Tante Bertha, at naar hun er glad og føler sig tilfreds, er Vilhelmine en charmerende Værtinde, der uvilkaarlig indtager alle. I København vilde hun glemme alle sine Nykker, og der kunde endnu blive to lykkelige Mennesker af os. Og nu forstaar du vist , Tante Bertha, hvad det vilde betyde for mig, dersom – –.«

» Min Svigerfar? Det er ganske lige meget med ham. Kan du tænke dig, – den Pakhuskarl er fornærmet paa sin Datters Vegne, fordi jeg ikke har kunnet indføre hende hos Egnens Lensadel paa Grund af mit politiske Standpunkt. Det er det samme , Vilhelmine stadig har I, 229 bebrejdet mig, at jeg ingen passende Omgang har skaffet hende, og jeg maa jo indrømme, at hun paa det Punkt har nogen Ret til at beklage sig. Men – ikke sandt, Tante? – dersom jeg nu kunde blive valgt ^ og vi kunde bosætte os i København, saa vilde med eet alt forandres. Vi kunde der vælge vor Omgang, som vi selv synes, og igen begynde at føre Hus. Og jeg gad set den, der har Vilhelmines Evne til at repræsentere. Du maa indrømme mig, Tante Bertha, at naar hun er glad og føler sig tilfreds, er Vilhelmine en charmerende Værtinde, der uvilkaarlig indtager alle. I København vilde hun glemme alle sine Nykker, og der kunde endnu blive to lykkelige Mennesker af os. Og nu forstaar du ^ , Tante Bertha, hvad det vilde betyde for mig, dersom – –.«

» Min Svigerfar? Det er ganske lige meget med ham. Kan du I, 166 tænke dig, — den Pakhuskarl er fornærmet paa sin Datters Vegne, fordi jeg ikke har kunnet indføre hende hos Egnens Lensadel paa Grund af mit politiske Standpunkt. Det er det samme , Vilhelmine stadig har bebrejdet mig, at jeg ingen passende Omgang har skaffet hende, og jeg maa jo indrømme, at hun paa det Punkt har nogen Ret til at beklage sig. Men — ikke sandt, Tante? — dersom jeg nu kunde blive valgt ^ og vi kunde bosætte os i København, saa vilde med eet alt forandres. Vi kunde der vælge vor Omgang, som vi selv synes, og igen begynde at føre Hus. Og jeg gad set den, der har Vilhelmines Evne til at repræsentere. Du maa indrømme mig, Tante Bertha, at naar hun er glad og føler sig tilfreds, er Vilhelmine en charmerende Værtinde, der uvilkaarlig indtager alle. I København vilde hun glemme alle sine Nykker, og der kunde endnu blive to lykkelige Mennesker af os. Og nu forstaar du ^ , Tante Bertha, hvad det vilde betyde for mig, dersom — —.«

» Min Svigerfar? Det er ganske lige meget med ham. Kan du tænke dig, – den Pakhuskarl er fornærmet paa sin Datters Vegne, fordi jeg ikke har kunnet indføre hende hos Egnens Lensadel paa Grund af mit politiske Standpunkt. Det er det samme , Vilhelmine stadig har bebrejdet mig, at jeg ingen passende Omgang har skaffet hende, og jeg maa jo indrømme, at hun paa det Punkt har nogen Ret til at beklage sig. Men – ikke sandt, Tante? – dersom jeg nu kunde blive valgt ^ og vi kunde bosætte os i København, saa vilde med eet alt forandres. Vi kunde der I, 167 vælge vor Omgang, som vi selv synes, og igen begynde at føre Hus. Og jeg gad se den, der har Vilhelmines Evne til at repræsentere. Du maa indrømme mig, Tante Bertha, at naar hun er glad og føler sig tilfreds, er Vilhelmine en charmerende Værtinde, der uvilkaarlig indtager alle. I København vilde hun glemme alle sine Nykker, og der kunde endnu blive to lykkelige Mennesker af os. Og nu forstaar du ^ , Tante Bertha, hvad det vilde betyde for mig, dersom – –.«

Der blev i dette Øjeblik banket paa Døren. En af Pigerne kom ind med et Telegram.

Jægermesteren foer op og bad Tanten undskylde, at han maatte afbryde Samtalen. ^ Han snappede Telegrammet ud af Pigens Haand men brød det ikke, før Fru Bertha var ude af Døren. Selv da tøvede han . Farven paa hans tykke Kinder skiftede 102 uophørlig. Han stod nogle Sekunder med lukkede Øjne for at samle Mod til at møde Afgørelsen . Og den Tanke foer ham gennem Hovedet som et blodrødt Syn: » Dette Øjeblik betyder Liv eller Død for dig, John Mathias Hagen!«

Jægermesteren foer op og bad Tanten undskylde, at han maatte afbryde Samtalen. Det var Forretninger! Han snappede Telegrammet ud af Pigens Haand men brød det ikke, før Fru Bertha var ude af Døren. Selv da tøvede han lidt, inden han fik Mod til at aabne det . ^

Saa rev han rask Papiret op.

Nogle Minutter efter viste han sig ude paa Verandaen, hvor alle fire Damer nu igen var samlede. Med Telegrammet i Haanden forkyndte han, at hans Broder Asmus vilde komme dertil i Løbet af Natten.

» Han skal hentes i Odense. Han kommer med Midnats-Ekspressen og rejser allerede igen imorgen Eftermiddag,« meddelte han og vendte straks tilbage til sin Stue uden nærmere Forklaring til de forbavsede Damer.

» Han skal hentes i Odense. Han kommer med Midnats-Ekspressen og rejser allerede igen imorgen Eftermiddag,« meddelte han , hvorpaa han vendte ^ tilbage til sin I, 230 Stue uden nærmere Forklaring til de forbavsede Damer.

» Han skal hentes i Odense. Han kommer med Midnats-Ekspressen og rejser allerede igen imorgen Eftermiddag,« meddelte han , hvorpaa han vendte ^ tilbage til sin Stue uden nærmere Forklaring til de forbavsede Damer.

Inde hos sig selv gik han nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet, tændte derpaa en Cigar – hans Haand rystede endnu efter den overstaaede Sindsbevægelse – og lod sig synke ned i en Lænestol. Han var nu ^ lidt ærgerlig paa sig selv, lidt skamfuld over den ganske overflødige Nervøsitet, han ^ ^ ^ havde gaaet om i de sidste Dage . Herregud, han vidste det jo dog ... han havde jo hele Tiden sagt det til sig selv, at Sagen saamænd nok ordnede sig.

Inde hos sig selv gik han nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet, tændte ^ en Cigar – hans Haand rystede endnu efter den overstaaede Sindsbevægelse – og lod sig synke ned i en Lænestol. Han var nu blot lidt ærgerlig paa sig selv, lidt skamfuld over sin ganske overflødige Nervøsitet, som maaske ovenikøbet – det manglede bare! – havde gjort hans Optræden i disse Dage lidt latterlig . Herregud, han vidste det jo dog ... han havde jo hele Tiden sagt det til sig selv, at Sagen saamænd nok ordnede sig.

Inde hos sig selv gik han nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet, tændte ^ en Cigar — hans Haand rystede endnu efter den overstaaede Sindsbevægelse — og lod sig synke ned i en Lænestol. Han var nu blot lidt ærgerlig paa sig selv, lidt skamfuld I, 167 over sin ganske overflødige Nervøsitet, som maaske ovenikøbet — det manglede bare! — havde gjort hans Optræden i disse Dage lidt latterlig . Herregud, han vidste det jo dog ... han havde jo hele Tiden sagt det til sig selv, at Sagen saamænd nok ordnede sig.

Men Banken havde unægtelig været ualmindelig uforskammet. Hvad han ikke i sine mest nedslaaede Øjeblikke havde troet muligt, var virkelig sket. Storeholt, 103 det hagenske Familjegods, var bleven truet med Udpantning! ^ Dersom hans Svigerfader ikke nu havde tilsagt Assistance, vilde han allerede have ligget ^ derhenne paa Sofaen med et Lod Bly i Hjernen. Han havde været fast besluttet paa ikke at ville overleve den ^ Skam ^ . Naar han ikke paa anden Maade havde kunnet indridse sit Navn i Slægtens berømmelige Historie , skulde det i hvert Fald ske med Blod og Rædsel .
Det eneste, der nu trykkede ham, var Frygten for, at han i sin unormale Sindsstemning skulde have gjort sig latterlig. Blandt andet fortrød han sin ubetimelige Aabenhjertighed overfor sin Tante. Han havde jo aabenbart i disse Dage taget lovlig tungt paa den Historie med Vilhelmine og Kaj Frandsen. Paa en Maade kunde det jo kun smigre ham, at en køn Fyr som Frandsen gjorde Kur til hans Kone. Og Vilhelmine havde virkelig nogen Grund til at føle sig skuffet over deres Omgang. Han havde jo ogsaa selv glædet sig til at indføre hende i de gode Krese og se hende beundret og omsværmet. Hvor ofte havde han ikke i Tankerne hørt Folk sige om hende: » Det er da endelig igen en smuk og elegant Ministerfrue.« – Nu vilde han tale ganske roligt og fredsommeligt til hende om deres Forhold.

Men Banken havde unægtelig været ualmindelig uforskammet. Hvad han ikke i sine mest nedslaaede Øjeblikke havde troet muligt, var virkelig sket. Storeholt, det Hagenske Familjegods, var bleven truet med Udpantning!
Dersom Asmus havde nægtet ham sin Assistance, vilde han i dette Øjeblik have ligget henstrakt derhenne paa Sofaen med et Lod Bly i Hjernen. Han havde været fast besluttet paa ikke at ^ overleve den dobbelte Skam , at være ruineret og at blive stillet i Gabestokken som Hanrej . Naar han ikke paa anden Maade havde kunnet indridse sit Navn i Slægtens Annaler , skulde det i hvert Fald ske med Blod og Rædsel !

Men Banken havde unægtelig været ualmindelig uforskammet. Hvad han ikke i sine mest nedslaaede Øjeblikke havde I, 168 troet muligt, var virkelig sket. Storeholt, det Hagenske Familjegods, var bleven truet med Udpantning!
Dersom Asmus havde nægtet ham sin Assistance, vilde han i dette Øjeblik have ligget henstrakt derhenne paa Sofaen med et Lod Bly i Hjernen. Han havde været fast besluttet paa ikke at ^ overleve den dobbelte Skam , at være ruineret og at blive stillet i Gabestokken som Hanrej . Naar han ikke paa anden Maade havde kunnet indridse sit Navn i Slægtens Annaler , skulde det i hvert Fald ske med Blod og Rædsel !

Han saae paa sit Ur og tog derpaa Telefonen, der stod ved Siden af ham i Vindueskarmen.

Han saae paa sit Ur og tog ^ Telefonen, der stod ved Siden af ham i Vindueskarmen.

104 » Odense . – – Er det Bankdirektør Freistadt? Er Direktøren ikke tilstede? Det er Jægermester Hagen. – Goddag, Freistadt,« sagde han, og hans Tone var meget højtidelig. » Vil De sige mig, hvad er det for en uforskammet Skrivelse, De har tilladt Dem at sende mig ind ad Døren for et Par Dage siden? ... Hvadbehager? Ikke Dem personlig; nej ^ manglede saamænd bare! ... Ja, det kan virkelig gerne være; men nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt. Jeg arbejder i denne Tid sekssyv Timer daglig i mit Laboratorium, saa det kan vel undskyldes, at man glemmer en Indbetaling. Men nu skal Pengene blive sendt Dem ... En Check med min Svigerfaders Navn anser De vel for god? ... Naa dog! ... Hvornaar? ... Imorgen ja! ... Hvad siger De? ... Bankraadsmøde paa Torsdag. Nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt, jeg frabeder mig flere ubehagelige Skrivelser i Anledning af den Forglemmelse. Det maa De for mig gerne lade gaa videre til Etatsraaden. – Vi mødes vel forresten d. 29de paa Grand ... Linnemanns Fødselsdag ja ... Ja, der kommer kun Herrer ... Høj? Ja, det bliver den vel nok ... Javel ... Naturligvis ... Er der ellers noget Nyt af Interesse derinde ^ ? ... Ni Matadorer! Hvem? I Hjerter ... Og det i Juni Maaned! Hør, det maa da i Avisen! Dersom De taler med Redaktør Albertsen , saa maa De gerne med det samme fortælle ham, at jeg haaber 105 i en nær Fremtid at kunne meddele de første Resultater af mine Undersøgelser af Kartoffelskimmelen. Foreløbig vil jeg kun røbe saa meget, at jeg anslaar ... Hvad siger De ? ... Aa, undskyld! Har de Fremmede! ... Ja ja, Farvel da, Freistadt!«

»Odense . – – Er det Bankdirektør Freistadt? Er Direktøren ikke tilstede? Det er Jægermester Hagen. – I, 231 Goddag, Freistadt,« sagde han, og hans Tone var meget højtidelig. » Vil De sige mig, hvad er det for en uforskammet Skrivelse, De har tilladt Dem at sende mig ind ad Døren for et Par Dage siden? ... Hvadbehager? Ikke Dem personlig; nej det manglede saamænd bare! ... Ja, det kan virkelig gerne være; men nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt. Jeg arbejder i denne Tid seks-syv Timer daglig i mit Laboratorium, saa det kan vel undskyldes, at man glemmer en Indbetaling. Men nu skal Pengene blive sendt Dem ^ ... Imorgen ja! ... Hvad siger De? ... Bankraadsmøde paa Torsdag. Nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt, jeg frabeder mig flere ubehagelige Skrivelser i Anledning af den Forglemmelse. Det maa De for mig gerne lade gaa videre til Etatsraaden. – ^ Er der ellers noget Nyt af Interesse derinde ? ... Hvad siger De ? ... Ni Matadorer! Hvem? I Hjerter ... Og det i Juni Maaned! Hør, det maa da i Avisen! Dersom De taler med Redaktør Danielsen , saa maa De gerne med det samme fortælle ham, at jeg haaber i en nær Fremtid at kunne meddele de første Resultater af mine Undersøgelser af Kartoffelskimmelen. Foreløbig vil jeg kun røbe saa meget, at jeg anslaar ... Hvad siger De ? ... Aa, undskyld! Har De Fremmede! ... Ja ja, Farvel da, Freistadt!«

»Odense . — — Er det Bankdirektør Freistadt? Er Direktøren ikke tilstede? Det er Jægermester Hagen. — Goddag, Freistadt,« sagde han, og hans Tone var meget højtidelig. » Vil De sige mig, hvad er det for en uforskammet Skrivelse, De har tilladt Dem at sende mig ind ad Døren for et Par Dage siden? ... Hvadbehager? Ikke Dem personlig; nej det manglede saamænd bare! ... Ja, det kan virkelig gerne være; men nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt. Jeg arbejder i denne Tid seks-syv Timer daglig i mit Laboratorium, saa det kan vel undskyldes, at man glemmer en Indbetaling. Men nu skal Pengene blive sendt Dem ^ ... Imorgen ja! ... Hvad siger De? ... Bankraadsmøde paa Torsdag. Nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt, jeg frabeder mig flere ubehagelige Skrivelser i Anledning af den Forglemmelse. Det maa De for mig gerne lade gaa videre til Etatsraaden. — ^ Er der ellers noget Nyt af Interesse derinde ? ... Hvad siger De ? ... Ni Matadorer! Hvem? I Hjerter ... Og det i Juni Maaned! Hør, det maa da i Avisen! Dersom De taler med Redaktør Danielsen , saa maa De gerne med det samme fortælle ham, at I, 168 jeg haaber i en nær Fremtid at kunne meddele de første Resultater af mine Undersøgelser af Kartoffelskimmelen. Foreløbig vil jeg kun røbe saa meget, at jeg anslaar ... Hvad siger De ? . .. Aa, undskyld! Har De Fremmede! ... Ja ja, Farvel da, Freistadt!«

»Odense . – – Er det Bankdirektør Freistadt? Er Direktøren ikke tilstede? Det er Jægermester Hagen. – Goddag, Freistadt,« sagde han, og hans Tone var meget højtidelig. » Vil De sige mig, hvad er det for en uforskammet Skrivelse, De har tilladt Dem at sende mig ind ad Døren for et Par Dage siden? ... Hvadbehager? Ikke Dem personlig; nej det manglede saamænd bare! ... Ja, det kan virkelig gerne være; men nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt. Jeg arbejder i denne Tid seks-syv Timer daglig i mit Laboratorium, saa det kan vel undskyldes, at man glemmer en Indbetaling. Men nu skal Pengene blive sendt Dem ^ ... Imorgen ja! ... Hvad siger De? ... Bankraadsmøde paa Torsdag. Nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt, jeg frabeder mig flere ubehagelige Skrivelser i Anledning af den Forglemmelse. Det maa De for mig gerne lade gaa videre til Etatsraaden. – ^ Er der ellers noget Nyt af Interesse derinde ? ... Hvad siger De ? ... Ni Matadorer! Hvem? I Hjerter ... Og det i Juni Maaned! Hør, det maa da i Avisen! Dersom De taler med Redaktør Danielsen , saa maa De gerne med det samme fortælle ham, at jeg haaber i en nær Fremtid at kunne meddele de første Resultater af mine Undersøgelser af Kartoffelskimmelen. Foreløbig vil jeg kun røbe saa meget, at jeg anslaar ... Hvad siger De ? ... Aa, undskyld! Har De Fremmede! ... Ja ja, Farvel da, Freistadt!«

^ ^ ^

XII .

XII ^

I, 169 XII ^

⇕ Storeholt II, 2.5

⇕ De Dødes Rige 2.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 2.12

O mkring Landsbyens hvide Kirke laa Kirkegaarden som en broget Blomsterhave og udenom den ^ Byens otte store Bøndergaarde, moderne oppyntede med Glasverandaer og ^ Villakarnapper og herregaardsmæssige Parkanlæg . Desuden en halv Snes Smaahuse med pænt holdte Haver .
Udenfor Byen laa – ^ som en Affaldsdynge – en Række sørgelige Rønner, der trykkede sig sammen paa begge Sider af den brede Landevej. Der fandtes omkring i Sognet flere saadanne Tilflugtssteder for den uhelbredelige Armod.

Omkring Landsbyens hvide Kirke laa Kirkegaardens stille Have, og udenom den laa Byens otte store Bøndergaarde, I, 232 moderne oppyntede med Glasverandaer og smagløse Villakarnapper ^ . Desuden en halv Snes Smaahuse med pæne Blomsteranlæg . ^ Udenfor Byen laa – henkastet som en Affaldsdynge – en Samling Rønner, der trykkede sig sammen paa begge Sider af den brede Landevej. ^

Omkring Landsbyens hvide Kirke laa Kirkegaardens stille Have, og udenom den laa Byens otte store Bøndergaarde, moderne oppyntede med Glasverandaer og smagløse Villakarnapper ^ . Desuden en halv Snes Smaahuse med pæne Blomsteranlæg . ^ Udenfor Byen laa — henkastet som en Affaldsdynge — en Samling Rønner, der trykkede sig sammen paa begge Sider af den brede Landevej. ^

Omkring Landsbyens hvide Kirke laa Kirkegaardens stille Have, og udenom den laa Byens otte store Bøndergaarde, moderne oppyntede med Glasverandaer og smagløse Villakarnapper ^ . Desuden en halv Snes Smaahuse med pæne Blomsteranlæg . ^ Udenfor Byen laa – henkastet som en Affaldsdynge – en Samling Rønner, der trykkede sig sammen paa begge Sider af den brede Landevej. ^

Her boede Herregaardenes Daglejere og Arbejderne fra et stort Teglværk . Om Sommeren desuden tilflyttede Tørveskærere med deres Familjer og polske Roearbejdere.

Her boede Herregaardens Daglejere og Arbejderne fra et stort Teglværk , om Sommeren desuden tilflyttede Tørveskærere med deres Familjer og polske Roearbejdere.

Paa Vejen hjem fra sit Besøg paa Storeholt var Pastor Gaardbo gaaet ind i en af disse Fattigmandsreder: et lille Hus ikke meget større end et Tørvelæs. En Skov af høje Brændenælder skjulte det næsten, og det eneste Vindu, som vendte ud mod 106 Vejen, var ganske tildækket af en Hyldebusk, der rakte højt op paa det næsten opædte Straatag . Her boede en enlig gammel Mand, som af Befolkningen kaldtes »Hønse-Lars .«

Paa Vejen hjem fra sit Besøg paa Storeholt var Pastor Gaardbo gaaet ind i en af disse Fattigmandsreder: et lille Hus , som næsten skjultes bag en Skov af høje Brændenælder . Det eneste Vindu, som vendte ud mod Vejen, var ^ tildækket af en Hyldebusk, der voksede højt op paa Taget . Her boede en enlig gammel Mand, som af Befolkningen kaldtes »Hønse-Lars «.

Navnet var ikke givet ham af Kærlighed ; det var et Tyvsmærke. Men skønt han ellers var en ondsindet Person, bar han det med den Taalmodighed, som lang Vane giver. Kun faa huskede længer, hvad han egenlig hed.

Navnet var ikke givet ham som Anerkendelse ; det var et Tyvsmærke. Men skønt han ellers var en ondsindet Person, bar han det med den Taalmodighed, som lang Vane giver. Kun faa huskede længer, hvad han egenlig hed.

Den unge Præst havde mange Gange uden Held forsøgt at faa denne Mand i Tale. Skønt den Gamle var bleven værkbruden og ikke mere færdedes udenfor Hjemmet, havde han for det meste fundet hans Dør laaset, og ingen havde svaret , naar han bankede. Undertiden havde Gamlingen siddet udenfor paa Dørstenen og bundet Sivmaatter eller flettet Vidjekurve; men han havde aldrig været til at slaa et Ord af. Hverken sit Goddag eller sit Farvel havde Præsten faaet Svar paa . Saasnart han begyndte at tale til ham, vendte Manden sig bort og strittede Tobaksspyt ud gennem sine Tandstumper. Engang havde han lettet sig i Sædet og givet Svar med Bagen .

Den unge Præst havde mange Gange uden Held forsøgt at faa ham i Tale. Skønt den Gamle var bleven værkbruden og ikke mere færdedes udenfor Hjemmet, fandt man for det meste ^ hans Dør laaset, og ingen svarede , naar man bankede. Undertiden havde Gamlingen siddet udenfor paa Dørstenen og bundet Sivmaatter eller flettet Vidjekurve; men han havde aldrig været til at slaa et I, 233 Ord af. Hverken sit Goddag eller sit Farvel havde Præsten faaet Svar paa ^ .

Den unge Præst havde mange Gange uden Held forsøgt at faa ham i Tale. Skønt den Gamle var bleven værkbruden og ikke mere færdedes udenfor Hjemmet, fandt man for det meste ^ hans Dør laaset, og ingen svarede , naar man bankede. Undertiden havde Gamlingen siddet udenfor paa Dørstenen og bundet Sivmaatter eller flettet Vidjekurve; men han havde aldrig været til at slaa et Ord af. Hverken sit Goddag eller sit Farvel havde Præsten faaet Svar paa ^ .

Men nu havde Pastor Gaardbo faaet at vide, at Hønse-Lars var bleven syg og laa paa sit Yderste. Han fandt ogsaa ^ Døren aaben – han maatte bøje Hovedet for at komme ind ad den – og straks overvældedes 107 han af en Forraadnelsesstank, der fik ham til at tænke, at den Gamle vistnok laa død derinde . Han kom med Aftensolens Glød i Øjnene, og paa Grund af det overgroede Vindu var Stuen saa mørk, at han i Begyndelsen ingenting kunde se.

Men nu havde Pastor Gaardbo faaet at vide, at Hønse-Lars var bleven syg og laa paa sit Yderste. Han fandt ogsaa ^ Døren aaben – han maatte bøje Hovedet for at komme ind ad den – og stod i hans Stue . Han kom med Aftensolens Glød i Øjnene, og paa Grund af det overgroede Vindu var Stuen saa mørk, at han i Begyndelsen ingenting kunde se.

Men nu havde Pastor Gaardbo faaet at vide, at Hønse-Lars var I, 169 bleven syg og laa paa sit Yderste. Han havde ogsaa fundet Døren aaben — han maatte bøje Hovedet for at komme ind ad den — og stod i hans Stue . Han kom med Aftensolens Glød i Øjnene, og paa Grund af det overgroede Vindu var Stuen saa mørk, at han i Begyndelsen ingenting kunde se.

Men nu havde Pastor Gaardbo faaet at vide, at Hønse-Lars var bleven syg og laa paa sit Yderste. Han havde ogsaa fundet Døren aaben – han maatte bøje Hovedet for at komme ind ad den – og stod i hans Stue . Han kom med Aftensolens Glød i Øjnene, og paa Grund af det overgroede Vindu var Stuen saa mørk, at han i Begyndelsen ingenting kunde se.

Endelig opdagede han Eneboeren paa Ryggen i en Halmseng. Armene laa tunge og ubevægelige paa et Urede af Pjalter. Kinderne over Skægget var røde af Feber. Øjnene stirrede med store Pupiller.

I, 170 Endelig opdagede han Eneboeren paa Ryggen i en Halmseng. Armene laa tunge og ubevægelige paa et Urede af Pjalter. Kinderne over Skægget var røde af Feber. Øjnene stirrede med store Pupiller.

Hønse-Lars havde al sin Tid hørt til Egnens mest berygtede Nattegængere. Baade han selv og hans afdøde Kone havde været straffet flere Gange. Det var en Forkærlighed for Fjerkræ, der havde forskaffet ham hans Øgenavn. Hans Tyvagtighed var bleven til et Mundheld , der efterhaanden var trængt langt udenfor de Egne, hvor han selv var kendt. Naar Folk savnede noget og troede sig bestjaalet, hed det gerne : » Her har nok Hønse-Lars været paa Spil .«

Hønse-Lars havde al sin Tid hørt til Egnens mest berygtede Nattegængere. Baade han selv og hans afdøde Kone havde været straffet mange Gange. Det var en Forkærlighed for Fjerkræ, der havde forskaffet ham hans Øgenavn. Hans Tyvagtighed var bleven til et Mundheld ^ langt udenfor de Egne, hvor han selv var kendt. Naar Folk savnede noget og troede sig bestjaalet, hed det ^ : » Her har nok Hønse-Lars været paa Spil .«

Den unge Præst stillede sig hen ved Sengen og talte den gamle Synder venligt til. Han sagde, at han var kommen for at tilbyde ham sin Hjælp, dersom han manglede noget eller maaske trængte til at tale med et Menneske, som han kunde betro sig til uden Frygt.

Der kom intet Svar. Den Gamle havde skubbet sig lidt op i Sengen. Hans Underkæbe gik op og 108 ned som i Krampe, og Øjnene søgte rundt i Stuens Mørke, hvor al Slags gammelt Skrammel laa ophobet. Det var, som om han i sin Hjælpeløshed saae sig om efter noget, der kunde værge ham.

Der kom intet Svar. Den Gamle havde skubbet sig lidt op i Sengen. Hans Underkæbe gik op og ned som i Krampe, og Øjnene søgte rundt i Stuens Mørke, hvor al I, 234 Slags gammelt Skrammel laa ophobet. Det var, som om han i sin Hjælpeløshed saae sig om efter noget, der kunde værge ham.

Der kom intet Svar. Den Gamle havde skubbet sig lidt op i Sengen. Hans Underkæbe gik op og ned som i Krampe, og Øjnene søgte rundt i Stuens Mørke, hvor al Slags gammelt Skrammel laa ophobet. Det var, som om han i sin Hjælpeløshed saae sig om efter noget, der kunde værge ham.

Præsten blev roligt staaende.

» I har det ikke godt her, Lars Oven! Dersom I vil give mig Lov til det, skal jeg sørge for, at I herefter bliver bedre plejet. Jeg vil for Fremtiden selv komme her hver Dag og gaa jer tilhaande. Der kan vel altid være et og andet, som jeg kan hjælpe med. Dersom I er bange om Natten, eller dersom I ikke kan sove, saa skal jeg ogsaa gerne sidde her og læse lidt for jer. Saa gaar Tiden saa godt. Der er en Bog, der hedder Biblen, den er der mange smukke Historier i. Den skal jeg tage med.«

» I har det ikke godt her, Lars Oven! Dersom I vil give mig Lov til det, skal jeg sørge for, at I herefter bliver bedre plejet. Jeg vil for Fremtiden selv komme her hver Dag og gaa jer tilhaande. Der kan vel altid være et og andet, som jeg kan hjælpe med. Dersom I er bange om Natten, eller dersom I ikke kan sove, saa skal jeg ogsaa gerne sidde her og læse lidt for jer. ^ Der er en Bog, der hedder Biblen, den er der mange smukke Historier i. Den skal jeg tage med.«

Han havde ^ ladet Døren staa aaben ud til det Fri for ikke at kvæles af Stanken, og nu hørte han hastige Træskotrin udenfor. Et stort, rødhovedet Kvindemenneske med opkiltret Skørt dukkede frem i Døraabningen. Det var en Nabokone, der fik Betaling af Sognet ^ for at passe den Gamle under hans Sygdom. Hun havde ligget nede ved Bækken og skyllet Tøj , da hun til sin Forskrækkelse saae Præsten gaa herind. Nu ^ stod hun der i Døren og smilte med en daarlig Samvittigheds sleske Smil, mens hun tørrede Fingrene i sit Sækkelærreds Forklæde.

Han havde paa Grund af Stanken i Stuen ladet Døren staa aaben ^ til det Fri . Og nu hørte han hastige Træskotrin udenfor. Et stort, rødhovedet Kvindemenneske med opkiltet Skørt dukkede frem i Døraabningen. Det var en Nabokone, som Sognet betalte for at passe den Gamle under hans Sygdom. Hun havde ligget nede ved Bækken med noget Tøj og set Præsten gaa herind. Hun stod ^ der i Døren og smilte med en daarlig Samvittigheds sleske Smil, mens hun tørrede Fingrene i sit Sækkelærreds Forklæde.

Han havde paa Grund af Stanken i Stuen ladet Døren staa I, 170 aaben ^ til det Fri . Og nu hørte han hastige Træskotrin udenfor. Et stort, rødhovedet Kvindemenneske med opkiltet Skørt dukkede frem i Døraabningen. Det var en Nabokone, som Sognet betalte for at passe den Gamle under hans Sygdom. Hun havde ligget nede ved Bækken med noget Tøj og set Præsten gaa herind. Hun stod ^ der i Døren og smilte med en daarlig Samvittigheds sleske Smil, mens hun tørrede Fingrene i sit Sækkelærreds Forklæde.

Han havde paa Grund af Stanken i Stuen ladet Døren staa aaben ^ til det Fri . Og nu hørte han hastige Træskotrin udenfor. Et stort, rødhovedet Kvindemenneske med opkiltet Skørt dukkede frem i Døraabningen. Det var en Nabokone, som Sognet betalte for at passe den Gamle under hans Sygdom. Hun havde ligget nede ved Bækken med noget Tøj og set Præsten gaa herind. I, 171 Hun stod ^ der i Døren og smilte med en daarlig Samvittigheds sleske Smil, mens hun tørrede Fingrene i sit Sækkelærreds Forklæde.

109 Pastor Gaardbo gik hen til hende og gjorde hende Bebrejdelser for hendes Forsømmelighed . Da begyndte Konen at skralde op for at retfærdiggøre sig. Lars var virkelig saa umanerlig stridig. Han vilde ikke have Vand i sit Ansigt og gjorde sig uren i Sengen som en Patteunge.

Da Pastor Gaardbo ^ gjorde hende Bebrejdelser for hendes Forsømmelighed , skraldede hun op for at retfærdiggøre sig. Lars var virkelig saa umanerlig stridig. Han vilde ikke have Vand i sit Ansigt og gjorde sig uren i Sengen som en Patteunge.

Præsten bad hende tie og skammede hende ud for hendes Mangel paa Menneskekærlighed.

I, 235 Præsten bad hende tie og skammede hende ud for hendes Mangel paa Menneskekærlighed.

Præsten bad hende tie og skammede hende ud for hendes Mangel paa Menneskekærlighed.

» Imorgen kommer jeg igen,« sagde han. » Saa vil jeg se en rengjort Stue, saa man kan fornemme, at det er et Menneske skabt i Guds Billede, der har sin Bolig her. De kan i Aften komme hen i Præstegaarden , saa skal De faa et Sæt Lagner og et Par Skjorter udleveret hos Frøken Martinsen. Naar jeg saa kommer her imorgen, skal vi hjælpes ad med at løfte Lars op, saa der kan blive skiftet under ham og lagt frisk Halm i Sengen.«

» Imorgen kommer jeg igen,« sagde han. » Saa vil jeg se en rengjort Stue, saa man kan fornemme, at det er et Menneske skabt i Guds Billede, der har sin Bolig her. De maa endnu i Aften komme hen i Præstegaarden og faa et Sæt Lagner og et Par Skjorter udleveret hos Frøken Martinsen. Naar jeg saa kommer her imorgen, skal vi hjælpes ad med at løfte Lars op, saa der kan blive skiftet under ham og lagt frisk Halm i Sengen.«

Han vendte tilbage til den Syge og nikkede Farvel.

Han vendte tilbage til den Syge og sagde Farvel.

Hønse-Lars var stadig lige stum. Mistroisk flyttede han Øjnene frem og tilbage mellem Præsten og Konen for at komme under Vejr med, hvad det var for Kæltringstreger, man havde for med ham.

Hønse-Lars var stadig lige stum. Mistroisk flyttede han Øjnene frem og tilbage mellem Præsten og Konen for at komme under Vejr med, hvad det var for onde Raad, de havde lagt op imod ham.

Rygtet om Præstens Besøg havde imidlertid gaaet sin Rundgang gennem alle Rønnerne. Folk var kommen frem i Dørene ; og herfra blev de nu ^ Vidne til, hvordan den gejstlige Mand, da han kom ud fra den gamle Hønsetyv, pludselig kastede Frakken, tog 110 en Tollekniv op af Lommen og gav sig ilav med at snitte Grene af den store Hyldebusk, der groede ^ vildt op over Hyttens eneste Vindu.
Aftensolen lyste paa Muren ; men ikke et Glimt af den naaede ind til den Syge gennem de tætte Løvmasser. Der skulde gode Kræfter til for at bryde gennem Fletværket ; men Pastor Gaardbo var fra sin Faders Hjem ^ vant til at tage fat i al Slags Arbejde.

Rygtet om Præstens Besøg var gaaet sin Rundgang gennem alle Rønnerne. Folk stod i Dørene , hvor de nu blev Vidne til, at den gejstlige Mand, da han kom ud fra den gamle Hønsetyv, ^ kastede Frakken, tog en Tollekniv op af Lommen og gav sig til at snitte Grene af den store Hyldebusk, der groede saa vildt op over Vinduet. Aftensolen lyste paa Muren , men ikke et Glimt ^ naaede ind til den Syge . Han maatte lægge Kræfter i for at bryde gennem det sejge Fletværk ; men ^ fra sin Fars Hjem var han vant til at tage fat i al Slags Arbejde.

Inde i Sengen laa den Gamle aldeles ubevægelig af Forundring. Kun de feberstore Pupiller flyttede sig. Mens Gren efter Gren faldt derudenfor og Lyset i Stuen voksede, søgte hans Øjne uroligt hen til Konen, der – opbygget af Præstens Eksempel – straks havde givet sig ilav med at rydde op. Da tilsidst selve Solen brød ind i Rummet, hviskede han med sin hæse Stemme:

Inde i Sengen laa den Gamle aldeles stiv af Forundring. Kun de feberstore Pupiller flyttede sig. Mens Gren efter Gren faldt derudenfor og Lyset i Stuen voksede, søgte hans Øjne uroligt hen til Konen, der – opbygget af Præstens I, 236 Eksempel – straks havde givet sig ilag med at rydde op. Da tilsidst selve Solen brød ind i Rummet, hviskede han med sin hæse Stemme:

Inde i Sengen laa den Gamle aldeles stiv af Forundring. Kun I, 171 de feberstore Pupiller flyttede sig. Mens Gren efter Gren faldt derudenfor og Lyset i Stuen voksede, søgte hans Øjne uroligt hen til Konen, der — opbygget af Præstens Eksempel — straks havde givet sig ilag med at rydde op. Da tilsidst selve Solen brød ind i Rummet, hviskede han med sin hæse Stemme:

Inde i Sengen laa den Gamle aldeles stiv af Forundring. Kun de feberstore Pupiller flyttede sig. Mens Gren efter Gren faldt derudenfor og Lyset i Stuen voksede, søgte hans Øjne uroligt hen til Konen, der – opbygget af Præstens Eksempel – straks havde givet sig ilag med at rydde op. Da tilsidst selve Solen brød ind i Rummet, hviskede han med sin hæse Stemme:

» Det er en sær Mand – han.«

» Det er en sær Mand — han.«

I, 172 » Det er en sær Mand – han.«

»Ja, det er en Guds Mand!« forsikrede Konen højt . Hun havde faaet fat i en Spand Vand og en Kost og skruppede løs paa Gulvets aargamle Smuds. Og i sin opløftede Stemning grebes hun af en uimodstaaelig Trang til at vise Præsten derude, at hun ikke havde glemt sin Konfirmationslærdom. Mens Vandet pjaskede omkring hende, jodlede hun op paa sit Fynsk:

»Ja, det er en Guds Mand!« forsikrede Konen højt og gav sig pludselig til at jodle op paa sit Fynsk:

» Krist stod op af Dødi

i Julemorgenrødi.«

111 Stor og blodrød sank Solen ^ ned bag Strige Skov, og Kirkeklokken begyndte at ringe, da Pastor Gaardbo forlod Hønse-Lars’ Hus og gik hjem til Ensomheden i sin tomme Præstegaard.
Gadens pjaltede Børn kom af sig selv løbende og gav ham Haanden. Konerne i Dørene nikkede venligt, idet han gik forbi. Overalt blev den smukke unge Præst hilst med Tillidsfuldhed og Fortrøstning af Fattigkvarterets Befolkning.

Solen sank ned bag Strige Skov, og Kirkeklokken begyndte at ringe, da Pastor Gaardbo forlod Hønse-Lars’ Hus og gik hjem til Ensomheden i sin tomme Præstegaard. ^ Gadens pjaltede Børn kom af sig selv løbende og gav ham Haanden. Konerne i Dørene nikkede venligt, idet han gik forbi. Overalt blev den smukke unge Præst hilst med Tillidsfuldhed ^ af Fattigkvarterets Befolkning.

Gennem flere Slægtled havde man paa denne Egn i Almindelighed ikke haft andet Forhold til Kirken end det ^ som Loven og den gode Tone krævede . Den gamle Præstegaard havde i Løbet af det sidste halve Aarhundrede huset Forkyndere , som tilsammen udgjorde en Prøvesamling af de forskellige kirkelige Retninger, der indbyrdes praktiserer Kristenkærligheden omtrent som Hund og Kat. Men skønt alle disse Præster om Søndagen havde dundret godt i Prækepulten, var det ikke lykkedes dem at interessere mere end nogle enkelte for den endeløse teologiske Familjetvist.
Først ved Pastor Gaardbos stilfærdige Samaritangerning blev Menighedshuset igen ^ et Midtpunkt for Egnens Liv. Hans yderliggaaende politiske Standpunkt vakte ganske vist adskillig Forargelse hos de fleste af Egnens smaa og store Hartkornsejere, og der hviskedes ogsaa om, at hans Forkyndelse ikke 112 var strengt kanonisk . Men til Gengæld var Kirken bleven Fattigmands Ven, og selv Modstanderne maatte anerkende hans Privatlivs evangeliske Renhed.

Gennem flere Slægtled havde man paa denne Egn i Almindelighed ikke haft andet Forhold til Kirken end det , som Loven og den gode Tone paabød . Den gamle Præstegaard havde i Løbet af det sidste halve Aarhundrede huset Forkyndere ^ af de forskellige kirkelige »Retninger«, der indbyrdes praktiserede Kristenkærligheden omtrent som Hund og Kat. ^ Først ved Pastor Gaardbos ^ Samaritangerning var Menighedshuset igen bleven et Midtpunkt for Egnens Liv. Hans ^ politiske Standpunkt vakte ganske vist adskillig Fortrydelse hos de fleste af Egnens større Hartkornsejere, og der hviskedes ogsaa om, at hans Forkyndelse ikke var strengt kanonisk ; men til Gengæld I, 237 var Kirken bleven Fattigmands Ven, og selv Modstanderne maatte anerkende hans Privatlivs evangeliske Renhed.

Gennem flere Slægtled havde man paa denne Egn i Almindelighed ikke haft andet Forhold til Kirken end det , som Loven og den gode Tone paabød . Den gamle Præstegaard havde i Løbet af det sidste halve Aarhundrede huset Forkyndere ^ af de forskellige kirkelige »Retninger«, der indbyrdes praktiserede Kristenkærligheden omtrent som Hund og Kat. ^ Først ved Pastor Gaardbos ^ Samaritangerning var Menighedshuset igen bleven et Midtpunkt for Egnens Liv. Hans ^ politiske Standpunkt vakte ganske vist adskillig Fortrydelse hos de fleste af Egnens større Hartkornsejere, og der hviskedes ogsaa om, at hans Forkyndelse ikke var strengt kanonisk ; men til Gengæld var Kirken bleven Fattigmands Ven, og selv Modstanderne maatte anerkende hans Privatlivs evangeliske Renhed.

Klokken blev over ni, før han naaede hjem. Frøken Martinsen, hans Husholderske, var fornærmet og meddelte ham ^ , at Aftensbordet havde staaet dækket i over en Time. Han gjorde sagtmodig en Undskyldning. Frøkenen, der var en midaldrende, robust Bondepige med rødsprængte Kinder, led af nervøse Anfald – efter sin egen Mening paa Grund af Blodmangel – og maatte skaanes for Sindsbevægelser.

Klokken var næsten ni, før han naaede hjem. Frøken Martinsen, hans Husholderske, ^ meddelte ham i krænket Tone , at Aftensbordet havde staaet dækket i over en Time. Han gjorde sagtmodig en Undskyldning. Frøkenen, der var en midaldrende, robust Bondepige med rødsprængte Kinder, led ^ efter sin egen Mening af Blodmangel og fik ved mindste Anledning nervøse Anfald, hvorfor hun maatte skaanes for Sindsbevægelser.

Klokken var næsten ni, før han naaede hjem. Frøken Martinsen, hans Husholderske, ^ meddelte ham i krænket Tone , at Aftensbordet havde staaet dækket i over en Time. Han gjorde sagtmodig en Undskyldning. Frøkenen, der var en midaldrende, robust Bondepige med rødsprængte Kinder, led ^ efter sin egen I, 172 Mening af Blodmangel og fik ved mindste Anledning nervøse Anfald, hvorfor hun maatte skaanes for Sindsbevægelser.

Præsten spiste altid alene. Hele Opdækningen bestod af et Par tørre Skiver saltet Kød, to røgede Sild og en Osteskorpe. Han vidste ikke af, at Frøken Martinsen ude i Køkkenet for sit Helbreds Skyld havde skeletteret en kold Lammebov og tømt et Fad stuvede Grønærter. Hun var kommen der i Huset paa Anbefaling af Pastor Gaardbos afdøde Kæreste og følte det ^ som sin Rettighed at tyrannisere ham i hendes Sted.

^ Hun var kommen der i Huset paa Anbefaling af Pastor Gaardbos afdøde Kæreste og følte det af den Grund som sin Rettighed at tyrannisere ham i hendes Sted.

» Frøken Martinsen,« sagde han, da hun bragte ham Teen, » her kommer vistnok allerede i Aften en Kone, som gerne skulde have et Sæt rene Lagner og et Par Skjorter udleveret. Det er til den gamle Lars Oven – Hønse-Lars. Han ligger for Døden.«

» Frøken Martinsen,« sagde han, da hun bragte ham Teen, » her kommer ^ i Aften en Kone, som gerne skulde have et Sæt rene Lagner og et Par Skjorter udleveret. Det er til den gamle Lars Oven – Hønse-Lars. Han ligger for Døden.«

I, 173 » Frøken Martinsen,« sagde han, da hun bragte ham Teen, » her kommer ^ i Aften en Kone, som gerne skulde have et Sæt rene Lagner og et Par Skjorter udleveret. Det er til den gamle Lars Oven – Hønse-Lars. Han ligger for Døden.«

Frøkenen erklærede kort, at det ikke lod sig gøre. 113 Alt det Linned, der tilhørte Menighedsplejen, var sendt ud til Rensning og Reparation. Det vidste Præsten vel nok .

Frøkenen erklærede kort, at det ikke lod sig gøre. Alt det Linned, der tilhørte Menighedsplejen, var sendt ud til Rensning og Reparation. Det vidste Præsten jo godt .

» Saa maa vi naturligvis tage af vort eget,« sagde han lidt utaalmodig.

» Det er i Vask .«
»Altsammen?«
»Ja .«

» Det er i Vask ^ .«

Han betænkte sig lidt og sagde saa: » Det var slemt nok. Vi maa altsaa give Konen et Sæt af de ubrugte Lagner, der ligger i Dragkisten – De veed nok – i de to nederste Skuffer.«

Han betænkte sig lidt og sagde saa: » Det var slemt nok. Vi maa altsaa give Konen et Sæt af de ubrugte Lagner, der ligger i Dragkisten — De veed nok — i de to nederste Skuffer.«

Han betænkte sig lidt og sagde saa: » Det var slemt nok. Vi maa altsaa give Konen et Sæt af de ubrugte Lagner, der ligger i Dragkisten – De veed nok – i de to nederste Skuffer.«

Vreden steg Husholdersken til de tykke Kinder, der svulmede op af det rødeste Blod.

I, 238 Vreden steg Husholdersken til de tykke Kinder, der svulmede op af det rødeste Blod.

Vreden steg Husholdersken til de tykke Kinder, der svulmede op af det rødeste Blod.

» Det er vel ikke for Alvor Præstens Mening ?«

» Det er vel ikke ^ Præstens Alvor ?«

» Vist saa.«

» Skal en som Hønse-Lars ligge i Frøken Rosalies Brudelagner ?«

» Skal en som Hønse-Lars ligge i Frøken Rosalies Brudelagner ? «

» Skal en som Hønse-Lars ligge i Frøken Rosalies Brudelagner ?«

» Kan de i Grunden faa nogen smukkere Anvendelse nu ? Den stakkels Lars har levet længe nok i Smudset.«

» Kan de i Grunden faa nogen smukkere Anvendelse ^ ? Den stakkels Lars har levet længe nok i Smudset.«

Frøken Martinsen, der havde staaet henne ved Døren med Haanden paa Laasen, nærmede sig igen Bordet i den tydelige Hensigt at faa et af sine nervøse Anfald. Men i det samme hørtes en Bil køre ind i Gaarden med en Række Stød i Tudehornet. 114 Den Lyd gjorde hende tavs. Det var Doktor Gaardbos Signal ^ .

Frøken Martinsen, der havde staaet henne ved Døren med Haanden paa Laasen, nærmede sig igen Bordet i den tydelige Hensigt at faa et af sine nervøse Anfald. Men i det samme hørtes en Vogn køre ind i Gaarden med en Række Stød i Tudehornet. Det var Doktor Gaardbos Signal , og den Lyd gjorde hende tavs. Hun hummede sig hurtigt ud af Døren. Det Menneske var i hendes Øjne Haltefanden selv .

» Jeg sad for lidt siden og tænkte paa dig,« sagde Præsten, da Broderen humpede ind og de var bleven alene . » Var du ikke kommen, havde du imorgen faaet mit Besøg.«

» Jeg sad for lidt siden og tænkte paa dig,« sagde Præsten, da Broderen humpede ind ^ . » Var du ikke kommen, havde du imorgen haft mit Besøg.«

» Noget paafærde?«

I, 173 » Noget paafærde?«

» Noget paafærde?«

» Ja ... men først du! Hvem er bleven syg her?«

»Ingen. Det er en Barselaffære.«

» Saa er det vel Hans Andersens Kone?«

» Det er vel saa Hans Andersens Kone?«

»Ja . Jeg var knap kommen hjem og havde faaet lidt i Skrutten, saa blev jeg ringet op . Du veed ^ , det er denne Narkose ^ de nu allesammen tigger om. Selv den kraftigste Bondekone vil ikke længer føde sit Barn paa naturlig Vis. Og saa maa de efter min Mening næsten hellere slet ingen Børn faa. Men nu har jeg alligevel lovet at blive i Nærheden, indtil Affæren er overstaaet.«

»Ja ^ . Du veed ^ , det er denne Narkose , de nu allesammen tigger om. Selv den kraftigste Bondekone vil ikke længer føde sit Barn paa naturlig Vis. Og saa maa de efter min Mening ^ hellere slet ingen Børn faa. Men nu har jeg alligevel lovet at blive i Nærheden, indtil Affæren er overstaaet.«

»Ja ^ . Du veed det , det er denne Narkose , de nu allesammen tigger om. Selv den kraftigste Bondekone vil ikke længer føde sit Barn paa naturlig Vis. Og saa maa de efter min Mening ^ hellere slet ingen Børn faa. Men nu har jeg alligevel lovet at blive i Nærheden, indtil Affæren er overstaaet.«

»Ja ^ . Du veed ^ , det er denne Narkose , de nu allesammen I, 174 tigger om. Selv den kraftigste Bondekone vil ikke længer føde sit Barn paa naturlig Vis. Og saa maa de efter min Mening ^ hellere slet ingen Børn faa. Men nu har jeg alligevel lovet at blive i Nærheden, indtil Affæren er overstaaet.«

Doktoren sagde dette mens han med Hænderne paa Ryggen bøjede sig over det dækkede Bord for at mønstre Retterne.

I, 239 Doktoren ^ bøjede sig over det dækkede Bord og mønstrede Retterne.

Doktoren ^ bøjede sig over det dækkede Bord og mønstrede Retterne.

»Naa, det maa jeg sige !« fortsatte han saa. » Du mæsker dig sandelig! Tre skeløjede Sild – og Ost! Martinsen forkæler dig ordenlig. Hvorlænge har du i Sinde at fremture i det Vellevned? ... Alvorlig talt, Bror, dette her gaar ikke i Længden. Det Asen sulter dig jo . Du maa tage dig sammen og stroppe 115 hende op. Ellers kommer jeg til at gøre det paa dine Vegne , og saa veed du, at det ikke løber af uden en større hysterisk Opstandelse.«
» Derfor ønsker jeg ogsaa, at du ikke blander dig i de Ting,« sagde Præsten.
» Det agter jeg nu alligevel at gøre . Du ser allerede lovlig apostolisk ud.«

»Naa, det maa jeg sige ! Du mæsker dig sandelig! Tre skeløjede Sild – og Ost! Martinsen forkæler dig ordenlig. Hvorlænge har du i Sinde at fremture i det Vellevned? ... Alvorlig talt, Bror, dette her gaar ikke i Længden. Det Asen sulter dig jo ! Du maa tage dig sammen og stroppe hende op. Ellers kommer jeg til at gøre det paa dine Vegne ^ . Du ser efterhaanden lovlig apostolisk ud.«

»Naa, det maa jeg sige ! Du mæsker dig sandelig! Tre skeløjede Sild — og Ost! Martinsen forkæler dig ordenlig. Hvorlænge har du i Sinde at fremture i det Vellevned? ... Alvorlig talt, Bror, dette her gaar ikke i Længden. Det Asen sulter dig jo ! Du maa tage dig sammen og stroppe hende op. Ellers kommer jeg til at gøre det paa dine Vegne ^ . Du ser efterhaanden lovlig apostolisk ud.«

»Vrøvl!«

» Man siger ikke Vrøvl til sin Læge, lille Far! Jeg ordinerer dig herved to blødkogte Æg til din Aftensmad. Og et Krus godt, hjemmebrygget Øl i Stedet for det Tevandspjat.«

»Sludder!« – Præsten drak ud af sin Kop og rejste sig ^ – » Lad os gaa ind!«

»Sludder!« – Præsten drak ud af sin Kop og rejste sig . – » Lad os gaa ind!«

»Sludder!« — Præsten drak ud af sin Kop og rejste sig . — » Lad os gaa ind!«

»Sludder!« – Præsten drak ud af sin Kop og rejste sig . – » Lad os gaa ind!«

Men Doktoren stillede sig i Vejen for ham og slog Hænderne i hans Skuldre. Præsten indtog leende en tilsvarende Stilling , og saadan blev de nogen Tid staaende overfor hinanden med sammenflettede Arme som et Par Drenge, der ^ brydes.

Men Doktoren stillede sig i Vejen for ham og slog Hænderne i hans Skuldre. Præsten gjorde det samme , og saadan blev de nogen Tid staaende overfor hinanden med sammenflettede Arme som et Par Drenge, der vil brydes.

Men Doktoren stilede sig i Vejen for ham og slog Hænderne i hans Skuldre. Præsten gjorde det samme , og saadan blev de nogen Tid staaende overfor hinanden med sammenflettede Arme som et Par Drenge, der vil brydes.

» Siger du Sludder?«

»Ja.«

» Du vil altsaa ha’ Muffel!«

» Hvad bilder du dig ind?«

»Flab!«

» Selv Flab!«

» Kom an!«

De rystede hinanden saa haandfast ^ som de kunde 116 for Latter. Doktoren, der trods sin Klumpfod var stærk som en ung Stud, trængte Broderen ind mod Væggen. Men pludselig slap de hinanden med et forskrækket »Hys!« – De hørte Drønet af Frøken Martinsens Skridt ude fra Køkkengangen.

De rystede hinanden saa haandfast , som de kunde det I, 240 for Latter. Doktoren, der trods sin Klumpfod var stærk som en ung Stud, trængte Broderen ind mod Væggen. Men pludselig slap de hinanden med et forskrækket »Hys!« – De hørte Drønet af Frøken Martinsens Skridt ude fra Køkkengangen.

De rystede hinanden saa haandfast , som de kunde det for Latter. I, 174 Doktoren, der trods sin Klumpfod var stærk som en ung Stud, trængte Broderen ind mod Væggen. Men pludselig slap de hinanden med et forskrækket »Hys!« — De hørte Drønet af Frøken Martinsens Skridt ude fra Køkkengangen.

De rystede hinanden saa haandfast , som de kunde det for Latter. Doktoren, der trods sin Klumpfod var stærk som en ung Stud, trængte Broderen ind mod Væggen. Men pludselig slap de hinanden med et forskrækket »Hys!« – De hørte Drønet af Frøken Martinsens Skridt ude fra Køkkengangen.

» Ind til mig!« sagde Præsten.

De gik ind i den ^ store, trefags Havestue, der var indrettet til Studereværelse .
Som alle Præstegaardens Stuer gjorde den et halvtomt og fattigt Indtryk. En lille Petroleumslampe var stillet hen paa en højbenet Fyrretræs Pult og lyste blegt ned paa Skraalaagets grønne Klæde. Den øvrige Del af Stuen laa i Halvmørke. Paa Væggen ovenover Pulten hang et stort Kristusbillede indrammet af friskt Bøgeløv. Det var Faderens gamle Bedepult, som Sønnen holdt i Ære. Under dette tornekronede Kristushoved havde Jørgen Skolelærer to Gange daglig holdt Andagt med sine Børn. Her stod han i sine sidste Aar saa mangen angstfuld Nat med det skæggede Hoved begravet i Hænderne og tryglede om Fred.

Den store, trefags Havestue, der var indrettet til Studereværelse , gjorde som alle Præstegaardens Rum et halvtomt og fattigt Indtryk. En lille Petroleumslampe var stillet hen paa en højbenet Fyrretræs Pult og lyste blegt ned paa Skraalaagets grønne Klæde. Den øvrige Del af Stuen laa i Halvmørke. Paa Væggen ovenover Pulten hang et stort Kristusbillede indrammet af friskt Bøgeløv. Det var Faderens gamle Bedepult, som Sønnen holdt i Ære. Under dette tornekronede Kristushoved havde Jørgen Skolelærer to Gange daglig holdt Andagt med sine Børn. Her stod han i sine sidste Aar saa mangen angstfuld Nat med det skæggede Hoved begravet i Hænderne og kunde ikke finde Fred.

I, 175 Den store, trefags Havestue, der var indrettet til Studereværelse , gjorde som alle Præstegaardens Rum et halvtomt og fattigt Indtryk. En lille Petroleumslampe var stillet hen paa en højbenet Fyrretræs Pult og lyste blegt ned paa Skraalaagets grønne Klæde. Den øvrige Del af Stuen laa i Halvmørke. Paa Væggen ovenover Pulten hang et stort Kristusbillede indrammet af friskt Bøgeløv. Det var Faderens gamle Bedepult, som Sønnen holdt i Ære. Under dette tornekronede Kristushovede havde Jørgen Skolelærer to Gange daglig holdt Andagt med sine Børn. Her stod han i sine sidste Aar saa mangen angstfuld Nat med det skæggede Hoved begravet i Hænderne og kunde ikke finde Fred.

Døren ud til Haven stod aaben. Aftenen var lun og stille. En Nattergal sad et Sted derude og gav sig lidenskabeligt hen i sin Musik. ^ De to Brødre stod et Øjeblik ^ i Døren og hørte paa dens sørgmodige Triller. Saa satte Doktoren sig overskrævs paa en Rørstol og klemte Hænderne om Rygstødet.

Døren ud til Haven stod aaben. Aftenen var lun og stille. En Nattergal sad et Sted derude og gav sig lidenskabeligt hen i sin Musik.
De to Brødre stod et Øjeblik tavse i Døren og hørte paa dens ^ Triller. Saa satte Doktoren sig overskrævs paa en Stol og klemte Hænderne om Rygstødet.

117 » Fortæl mig saa, Johannes – hvad siger du til Farbror Tyge?«

» Fortæl mig saa, Johannes – hvad siger du til Farbror Tyge?«

» Fortæl mig saa, Johannes — hvad siger du til Farbror Tyge?«

» Fortæl mig saa, Johannes – hvad siger du til Farbror Tyge?«

» Du veed det altsaa allerede.«

» Jeg kom til Storeholt lige efter, at du var gaaet. Jeg har en Patient der for Tiden. Jægermesteren fortalte mig Nyheden. Forresten hørte jeg den ogsaa bagefter af Mejeribestyreren. Saa vidt jeg forstod, havde han den fra selve Hans Almægtighed Balduin Hansen.«

» Jeg kom til Storeholt lige efter, at du var gaaet. Jeg I, 241 har en Patient der for Tiden. Jægermesteren fortalte mig Nyheden. Bagefter fik jeg den bekræftet af Mejeribestyreren. Saa vidt jeg forstod, havde han den fra selve Hans Almægtighed Balduin Hansen.«

» Jeg kom til Storeholt lige efter, at du var gaaet. Jeg har en Patient der for Tiden. Jægermesteren fortalte mig Nyheden. Bagefter fik jeg den bekræftet af Mejeribestyreren. Saa vidt jeg forstod, havde han den fra selve Hans Almægtighed Balduin Hansen.«

» Det er troligt nok. Den ^ ^ telegrafiske Forespørgsel kom jo til ham som Bestyrelsens Formand. Selv fik jeg Meddelelsen i tre Linjer, som han i Middags sendte mig med et af Skolebørnene.«
» Saa faar jeg da engang mit farbroderlige Genbillede at se,« sagde Doktoren. » For I bliver vel nødt til at svare Ja og føle jer beærede?«
» I hvert Fald det første . Men sig mig, Povl – hvad mener du egenlig om Farbrors Tilstand? For ikke mange Maaneder siden forlød det med stor Bestemthed, at han var dødelig syg. Og nu rejser han rundt fra Møde til Møde og holder Kamptaler og skaber Ophidselse i Landet ganske som for 30 Aar siden.«

» Ja – den telegrafiske Forespørgsel kom til ham som Bestyrelsens Formand . Men sig mig, Povl – hvad mener du som Læge om Farbrors Tilstand? For ikke mange Maaneder siden forlød det med stor Bestemthed, at han var dødelig syg. Og nu rejser han ^ fra Møde til Møde og holder Kamptaler og skaber Ophidselse i Landet ^ som for 30 Aar siden.«

» Ja — den telegrafiske Forespørgsel kom til ham som Bestyrelsens Formand . Men sig mig, Povl — hvad mener du som Læge om Farbrors Tilstand? For ikke mange Maaneder siden forlød det med stor Bestemthed, at han var dødelig syg. Og nu rejser han ^ fra Møde til Møde og holder Kamptaler og skaber Ophidselse i Landet ^ som for 30 Aar siden.«

» Fabeldyrets sidste Krampetrækninger. Jeg har jo nok hørt, at » Femte Juni« skal have udnævnt ham til Holger Danske den Anden. Men det er saa nemt at lade sig tiljuble af sin egen Avis. Alt det 118 Vrøvl om hans evige Ungdom er bare Politik. Han er en dødsmærket Mand. Jeg veed det med Sikkerhed. Han har sin Spøgelsetime nu, og den kan jo ikke blive opbyggelig.«
» Jeg tror, at Farbror Tyge ikke taaler at være uvirksom,« ^ sagde Præsten; han stod henne ved Pulten og støttede Hovedet i sin Haand. » Selve Magten kan jo ^ umuligt friste ham mere. Og hans Forfængelighed maa vel endelig ogsaa være bleven ^ mættet nu. Men jeg tror og haaber, at Farbror begynder at tynges af sit Ansvar. Det er Samvittighedens Stemme, der skal overdøves af ny Krigslarm. Baade hos ham selv og de andre.«
Doktoren rystede paa Hovedet.
» En parlamentarisk Politikers Samvittighed? Det er Fablen om den store Søslange om igen. Vil du have min psykologiske Forklaring paa Farbror Tyges sidste Kraftudfoldelse ? Jeg tror, den er rigtig, og den er næsten det uhyggeligste af det hele. Farbror veed, at han gaar med Døden i Kroppen , og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende Ligbegængelse. Som en af Fortidens Høvdingeskikkelser vil han begraves i fuld Rustning . Omgivet ^ af sine Trofaste og støttet til sit navnkundige Sværd Dyrendal – med det Tableau i bengalsk Belysning skal Tyge Enslevs Heltesaga slutte. Komedien skal spilles tilende, om 119 det saa skal koste Folkets Undergang! – Du veed, jeg har altid betragtet det som en Ulykke, at Farbror ikke blev sin første Bestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Krav kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans naive Drøm at modellere hele Nationen om i hans eget Billede ... eller rettere i det stormægtige Fantasibillede, han har gjort sig af sig selv. Og delvis er det jo virkelig ^ lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden Forløbet af ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning.«

» Fabeldyrets sidste Krampetrækninger. Jeg har jo nok hørt, at » Femte Juni« skal have udnævnt ham til Holger Danske den Anden. Men det er saa nemt at lade sig tiljuble af sin egen Avis. Alt det Vrøvl om hans evige Ungdom er bare Politik. Han er en dødsmærket Mand. Jeg veed det med Sikkerhed. Han har sin Spøgelsetime nu, og den kan jo ikke være opbyggelig.«
» Men hvad i Alverden er Hensigten?« sagde Præsten; han stod henne ved Pulten og støttede Hovedet i sin Haand. » Selve Magten kan jo dog umuligt friste ham mere. Og hans Forfængelighed maa vel endelig ogsaa være bleven tilstrækkelig mættet .«
» Vil du have min psykologiske Forklaring paa Farbror Tyges sidste Kraftudfoldelse , saa er det den , at han veed, ^ han gaar med Døden i Kroppen . Og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende Ligbegængelse. Som en af Fortidens Høvdingeskikkelser vil han begraves i fuld Rustning , I, 242 omgivet af sine Trofaste og støttet til sit navnkundige Sværd Dyrendal . Med det Tableau i bengalsk Belysning skal Tyge Enslevs Heltesaga slutte. – Du veed, jeg har altid betragtet det som en Ulykke, at Farbror ikke blev sin første Bestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Vilkaar kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans stolte Drøm at modellere hele Nationen om i sit Billede ... og delvis er det jo virkelig tilsidst lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden ^ ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning.«

I, 175 » Fabeldyrets sidste Krampetrækninger. Jeg har jo nok hørt, at » Femte Juni« skal have udnævnt ham til Holger Danske den Anden. Men det er saa nemt at lade sig tiljuble af sin egen Avis. Alt det Vrøvl om hans evige Ungdom er bare Politik. Han er en dødsmærket Mand. Jeg veed det med Sikkerhed. Han har sin Spøgelsetime nu, og den kan jo ikke være opbyggelig.«
» Men hvad i Alverden er Hensigten?« sagde Præsten; han stod henne ved Pulten og støttede Hovedet i sin Haand. » Selve Magten kan jo dog umuligt friste ham mere. Og hans Forfængelighed maa vel endelig ogsaa være bleven tilstrækkelig mættet .«
» Vil du have min psykologiske Forklaring paa Farbror Tyges sidste Kraftudfoldelse , saa er det den , at han veed, ^ han gaar med Døden i Kroppen . Og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende Ligbegængelse. Som en af Fortidens Høvdingeskikkelser vil han begraves i fuld Rustning , omgivet af sine Trofaste og støttet til sit navnkundige Sværd Dyrendal . Med det Tableau i bengalsk Belysning skal Tyge Enslevs Heltesaga slutte. — ^ Du veed, jeg har altid betragtet det som en Ulykke, at Farbror ikke blev sin første Bestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Vilkaar kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans stolte Drøm at modellere hele Nationen om i sit Billede ... og delvis er det jo virkelig tilsidst lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden ^ ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning.«

» Fabeldyrets sidste Krampetrækninger. Jeg har jo nok hørt, at » Femte Juni« skal have udnævnt ham til Holger Danske den Anden. Men det er saa nemt at lade sig tiljuble af sin egen Avis. Alt det Vrøvl om hans evige Ungdom er bare Politik. Han er en dødsmærket Mand. Jeg veed det med Sikkerhed. Han har sin Spøgelsetime nu, og den kan jo ikke være opbyggelig.«
I, 176 » Men hvad i Alverden er Hensigten?« sagde Præsten; han stod henne ved Pulten og støttede Hovedet i sin Haand. » Selve Magten kan jo dog umuligt friste ham mere. Og hans Forfængelighed maa vel endelig ogsaa være bleven tilstrækkelig mættet .«
» Vil du have min psykologiske Forklaring paa Farbror Tyges sidste Kraftudfoldelse , saa er det den , at han veed, ^ han gaar med Døden i Kroppen . Og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende Ligbegængelse. Som en af Fortidens Høvdingeskikkelser vil han begraves i fuld Rustning , omgivet af sine Trofaste og støttet til sit navnkundige Sværd Dyrendal . Med det Tableau i bengalsk Belysning skal Tyge Enslevs Heltesaga slutte. – Du veed, jeg har altid betragtet det som en Ulykke, at Farbror ikke blev sin første Bestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Vilkaar kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans stolte Drøm at modellere hele Nationen om i sit Billede ... og delvis er det jo virkelig tilsidst lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden ^ ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning.«

Præsten svarede ikke noget hertil. Han stod i sine egne Tanker og havde ikke hørt meget af, hvad Broderen sagde. De to havde saa ofte udtalt sig for hinanden om Farbroderen , at den ene tilsidst kun hørte sine egne Tanker i den andens Ord . Det var Blodets Røst. Deres Faders Genfærd ^ talte igennem dem uden at de selv vidste det .

Præsten svarede ikke noget hertil. Han stod i sine egne Tanker og havde ikke hørt meget af, hvad Broderen sagde. De to havde saa ofte udtalt sig for hinanden om den store Farbror , at den ene tilsidst kun hørte sine egne Tanker i den andens Ord ; og ingen af dem vidste, at det var deres Fars Genfærd , der talte igennem dem begge .

Efter et Ophold sagde Præsten:

» Jeg har jo spurgt mig selv om Grunden til, at Farbror Tyge ønsker at tale netop her. Og jeg tror, jeg aner den. Balduin Hansen har nylig været i 120 København. Jeg tænker mig nu, at Telegrammet idag er Resultatet af den Rejse.«

» Jeg har naturligvis spurgt mig selv om Grunden til, at Farbror Tyge ønsker at tale netop her. Og jeg tror, jeg aner den. Balduin Hansen har nylig været i København. Jeg tænker mig nu, at Telegrammet idag er Resultatet af den Rejse.«

I, 176 » Jeg har naturligvis spurgt mig selv om Grunden til, at Farbror Tyge ønsker at tale netop her. Og jeg tror, jeg aner den. Balduin Hansen har nylig været i København. Jeg tænker mig nu, at Telegrammet idag er Resultatet af den Rejse.«

» Hvad mener du?«

» Du veed, at ^ Møller Jensen ligger ^ syg paa Rigshospitalet, og det menes jo almindeligt, at han ikke kan komme sig. Skulde det Rygte bekræfte sig, saa er Hensigten med Farbrors Besøg sikkert nok den, at Balduin Hansen ved den Lejlighed skal proklameres som Kresens nye Folketingskandidat.«

I, 243 » Møller Jensen ligger jo syg paa Rigshospitalet, og det antages almindeligt, at han ikke kan komme sig. Skulde det Rygte bekræfte sig, saa er Hensigten med Farbrors Besøg sikkert nok den, at Balduin Hansen nu skal proklameres som Kresens nye Folketingskandidat.«

» Møller Jensen ligger jo syg paa Rigshospitalet, og det antages almindeligt, at han ikke kan komme sig. Skulde det Rygte bekræfte sig, saa er Hensigten med Farbrors Besøg sikkert nok den, at Balduin Hansen nu skal proklameres som Kresens nye Folketingskandidat.«

I, 177 » Møller Jensen ligger jo syg paa Rigshospitalet, og det antages almindeligt, at han ikke kan komme sig. Skulde det Rygte bekræfte sig, saa er Hensigten med Farbrors Besøg sikkert nok den, at Balduin Hansen nu skal proklameres som Kresens nye Folketingskandidat.«

Efter nogle Øjeblikkes Stilhed slog Doktoren ^ Haanden i Stoleryggen.

^ Doktoren slog Haanden i Stoleryggen.

»Johannes! Nu maa du skyde Hjertet op i Livet og trække dig ud af det Kompaniskab ! Mølleren var slem nok i al sin Søllethed – men Balduin maa du ikke være med til at hjælpe ind i Rigsdagen . Det kan du ikke forsvare.«
» Kunde du blot sige mig, hvordan jeg skal forhindre hans Valg ?«

» Saa maa du skyde Hjertet op i Livet , Johannes, og gøre Alvor af at trække dig ud af det Kompaniskab ! Mølleren var slem nok i al sin Søllethed – men Balduin maa du ikke være med til at hjælpe ind i Rigsdagen .«
»Ja, kan ^ du blot sige mig, hvordan det skal forhindres ?«

» Saa maa du skyde Hjertet op i Livet , Johannes, og gøre Alvor af at trække dig ud af det Kompaniskab ! Mølleren var slem nok i al sin Søllethed — men Balduin maa du ikke være med til at hjælpe ind i Rigsdagen .«
»Ja, kan ^ du blot sige mig, hvordan det skal forhindres ?«

» Saa maa du skyde Hjertet op i Livet , Johannes, og gøre Alvor af at trække dig ud af det Kompagniskab ! Mølleren var slem nok i al sin Søllethed – men Balduin maa du ikke være med til at hjælpe ind i Rigsdagen .«
»Ja, kan ^ du blot sige mig, hvordan det skal forhindres ?«

» Dersom du ikke kan faa et andet honnet Menneske til at ofre sig, maa du selv stille dig op imod ham. Der er ikke andet for . Jeg talte forleden med Jørgen Tækkemand fra Aalehusene. Det er jo ikke nogen Hemmelighed for dig selv, at han og nogle andre for Tiden gaar rundt og agiterer for dig i Kresen. Han paastod, at de allerede havde sikret dig over fire Hundrede Stemmer.«

» Dersom du ikke kan faa et andet fornuftigt Menneske til at ofre sig, maa du selv stille dig op imod ham. Der er ikke andet for ! Jeg talte forleden med Jørgen Tækkemand fra Aalehusene. Det er jo ikke nogen Hemmelighed for dig selv, at han og nogle andre for Tiden gaar rundt og agiterer for dig i Kresen. Han paastod, at de allerede havde sikret dig over tre hundrede Stemmer.«

121 Præsten gik uroligt nogle Skridt ud over Gulvet men vendte straks igen tilbage til Pulten.

Præsten gik uroligt nogle Skridt ud over Gulvet og vendte derpaa tilbage til Pulten.

» Det er efter min Mening farligt at forsøge en Opposition netop i dette Øjeblik. Balduin Hansen har stadig mange Tilhængere i Kresen og mange personlige Venner, og nu bliver han altsaa i Partiets Navn kuldlyst af selve Tyge Enslev. Skulde nu ovenikøbet Resultatet blive , at hverken han eller jeg men derimod Kammerherre Rosen blev valgt , saa vilde vi blive gjort ansvarlige for Tabet af Kresen .«
» Gjorde det saa meget?«
»Ja, jeg vilde regne det for en ret stor Ulykke. Et Nederlag nu vilde maaske sinke Genrejsningsarbejdet her i Kresen for lange Tider .«

» Og dersom Resultatet saa bliver , at hverken Balduin Hansen eller jeg men derimod Kammerherre Rosen vælges , saa vil jeg blive gjort ansvarlig for Tabet af Kresen ^ .«

» Og dersom Resultatet saa bliver , at hverken Balduin Hansen eller jeg men derimod Kammerhere Rosen vælges , saa vil jeg blive gjort ansvarlig for Tabet af Kresen ^ .«

» Og dersom Resultatet saa bliver , at hverken Balduin Hansen eller jeg men derimod Kammerherre Rosen vælges , saa vil jeg blive gjort ansvarlig for Tabet af Kresen ^ .«

» Du gør dig Bekymringer om mange Ting, Broder Johannes,« sagde Doktoren. » Dersom Betænksomhed er en Kardinaldyd, ender du som Sjællands Biskop . Jeg mener som saa: i det Tilfælde, at Møller Jensen dør og Balduins Kandidatur opretholdes, kan du kun gøre et af to: enten melde dig ud af Makkerskabet eller udfolde Oprørsfanen indenfor Partiet. Det første vil vel nok være det ærligste og i Øjeblikket ogsaa virkningsfuldest.«
Herpaa gav Præsten ikke noget Svar. I Stedet for gav han sig til at nævne alt, hvad der talte til Gunst for hans Medbejler til Kresen, roste Balduin Hansens Uegennyttighed og hans smukke Familjeliv.
122 » Hvad har du egenlig imod ham ?« spurgte han .

» Du gør dig Bekymringer om mange Ting, Broder Johannes,« sagde Doktoren. » Dersom Betænksomhed er en Kardinaldyd, ender du som Sjællands Biskop .«
I, 244 » Hvad har du egenlig imod Balduin Hansen ?« spurgte Præsten i Stedet for at svare .

» Du gør dig Bekymringer om mange Ting, Broder Johannes,« sagde Doktoren. » Dersom Betænksomhed er en Kardinaldyd, ender du som Sjællands Biskop .«
» Hvad har du egenlig imod Balduin Hansen ?« spurgte Præsten i Stedet for at svare .

» Det samme som du !« sagde Doktoren . » Han er et Pjat. Læste du Referatet af den Tale, han forleden holdt i Jerve? Lyksalighedens Rige var ^ paa Trapperne – lød det profetisk . Der manglede nu kun et Par Smaating, som Lovgivningsmagten nok skulde faa Bugt med inden Fastelavn. Jeg tvivler ikke om, at Manden er i god Tro; men det gør ham i mine Øjne ikke mindre ondartet. Disse tossegode Fantaster er netop de allerfarligste.«

» Det samme som du , antager jeg . ^ Han er et Pjat. Læste du Referatet af den Tale, han forleden holdt i Jerve? Lyksalighedens Rige var nu paa Trapperne ^ . Der manglede bare et Par Smaating, som Lovgivningsmagten nok skulde faa Bugt med inden Fastelavn. Jeg tvivler ikke om, at Manden er i god Tro; men det gør ham i mine Øjne ikke mindre ondartet. Disse tossegode Fantaster er netop de allerfarligste.«

» Det samme som du , antager jeg . ^ Han er et Pjat. Læste du Referatet af den Tale, han forleden holdt i Jerve? Lyksalighedens Rige var nu paa Trapperne ^ . Der manglede bare et Par I, 177 Smaating, som Lovgivningsmagten nok skulde faa Bugt med inden Fastelavn. Jeg tvivler ikke om, at Manden er i god Tro; men det gør ham i mine Øjne ikke mindre ondartet. Disse tossegode Fantaster er netop de allerfarligste.«

Præsten strøg sig med Haanden nedover sit skægløse Ansigt og sagde:

I, 178 Præsten strøg sig med Haanden nedover sit skægløse Ansigt og sagde:

» I visse Punkter er han dog din Meningsfælle, Povl.«

Det kom som henkastet; men Tonen var nedstemt, og han fortsatte ikke.

Men Doktoren forstod ham straks og rejste sig med fortrydelig Mine. Han vidste, at Balduin Hansen i sin Tid havde haft et Sammenstød med Broderens Forgænger i Embedet, Provst Vollerup, der havde anklaget ham for fritænkerisk Agitation i Skolen.

^ Doktoren forstod , hvad han hentydede til. Balduin Hansen havde i sin Tid ^ haft et Sammenstød med Broderens Forgænger i Embedet, Provst Vollerup, der havde anklaget ham for fritænkerisk Agitation i Skolen.

Han ^ gik ^ hen i den aabne Havedør og blev staaende der med Ryggen til Stuen uden at sige noget. Lidt efter kom Broderen hen til ham og lagde bagfra Hænderne paa hans Skuldre.
»Povl! Du maa kunne forstaa, hvor det piner 123 mig, at du, der af alle Mennesker staar mig nærmest, – at netop du –.«
Doktoren vendte sig om og afbrød ham i Vrede.
» Du bryder vor Aftale, Johannes ! Det er nu anden Gang !«

Doktoren rejste sig . Med formørket Mine gik han hen i den aabne Havedør , og her blev han staaende ^ med Ryggen til Stuen uden at sige noget. Efter en Tids Stilhed kom Præsten hen til ham og lagde sin ene Haand paa hans Skulder.
» Tilgiv mig, Povl!«
» Det er nu anden Gang, du bryder vor Aftale, Johannes ^ !«

Han rejste sig op . Med formørket Mine gik han hen i den aabne Havedør , og her blev han staaende ^ med Ryggen til Stuen uden at sige noget. Tilsidst kom Præsten hen til ham og lagde sin ene Haand paa hans Skulder.
» Tilgiv mig, Povl!«
» Det er nu anden Gang, du bryder vor Aftale, Johannes ^ !«

» Hvor kan jeg tie med, hvad jeg hver eneste Dag tænker paa? Du maa ikke blive vred; men – –«

» Jeg skal tie .«

Der blev i det samme banket paa Døren af en vægtig Haand . Frøken Martinsen stak Overkroppen ind for at bringe den Besked, at der var kommen Bud til Doktoren fra Madam Hansen, Jordemoderen. Hans Andersens Kone havde lige nu ^ faaet en rask Dreng og alting var ^ som det skulde være.

Der blev i det samme banket paa Døren ^ . Frøken Martinsen I, 245 stak Overkroppen ind for at bringe den Besked, at ^ Hans Andersens Kone ^ lige nu havde faaet en rask Dreng , og at alting var , som det skulde være.

Der blev i det samme banket paa Døren ^ . Frøken Martinsen stak Overkroppen ind for at bringe den Besked, at ^ Hans Andersens Kone ^ lige nu havde faaet en rask Dreng , og at alting var , som det skulde være.

» Det er godt! Vil De sige, at jeg kommer over og ser paa Knægten .«

» Det er godt! Vil De sige, at jeg skal komme over og se paa Knægten ,« sagde Doktoren.

Da Døren igen var lukket, vendte Doktoren sig mod sin Broder og rakte ham forsonlig Haanden .

Da Døren igen var lukket, vendte han sig mod sin Broder med en forsonlig udstrakt Haand .

» Lad det ^ være sidste Gang, Johannes, at vi ^ strides om Ting, som vi dog aldrig bliver enige om . Det er spildte Kræfter! Skal vi to for Alvor udrette noget her, maa vi forliges . Kan du huske, da vi var Drenge? Da talte vi altid om, at vi blot skulde ^ holde sammen, saa vilde vi erobre et Kongerige. Det Løfte maa vi indfri – med den nødvendige Reduktion. Forglem det ikke, naar nu Jørgen Tækkemand og de andre gode Mænd en Dag møder hos dig med deres Vælgerliste. Og gid saa de Ord maa 124 ringe for dine Øren baade Dag og Nat lige til Valgene: » Balduin skal ødelægges!« ... Godnat, Johannes!«

» Lad det saa være allersidste Gang, Johannes, at vi to strides om Ting, som vi dog aldrig bliver enige om . Der er i Forvejen Ufred nok i vor Slægt . Kan du huske, da vi var Drenge? Da talte vi altid om, at vi ^ skulde blot holde sammen, saa vilde vi erobre et Kongerige. Det Løfte maa vi indfri – med den nødvendige Reduktion. ^ Og gid saa de Ord maa ringe for dine Øren ^ Dag og Nat lige til Valgene: » Balduin skal ødelægges!« ... Godnat, Johannes!«

» Lad det saa være allersidste Gang, Johannes, at vi to strides om Ting, som vi dog aldrig bliver enige om ! Der er i Forvejen Ufred nok i vor Slægt . Kan du huske, da vi var Drenge? Da talte vi altid om, at vi ^ skulde blot holde sammen, saa vilde vi erobre et Kongerige. Det Løfte maa vi indfri — med den nødvendige Reduktion. ^ Og gid saa de Ord maa ringe for dine Øren ^ Dag og Nat lige til Valgene: » Balduin skal ødelægges!« ... Godnat, Johannes!«

» Lad det saa være allersidste Gang, Johannes, at vi to strides om Ting, som vi dog aldrig bliver enige om ! Der er i Forvejen Ufred nok i vor Slægt . Kan du huske, da vi var Drenge? Da talte vi altid om, at vi ^ skulde blot holde sammen, saa vilde vi erobre et Kongerige. Det Løfte maa vi indfri – med den nødvendige Reduktion. ^ Og gid saa de Ord maa ringe for dine Øren ^ Dag og Nat lige til Valgene: » Balduin skal ødelægges!« ... Godnat, Johannes!«

Præsten fulgte sin Broder ud. Han gik tavs ved Siden af ham og holdt kærligt Armen om hans Skulder.

Præsten fulgte sin Broder ud. ^

I, 178 Præsten fulgte sin Broder ud. ^

Præsten fulgte sin Broder ud. ^

» Hils Meta og Børnene!« sagde han fra Trappen, da Doktoren sad i Vognen . » Jeg ser snart over til jer.«

» Hils Meta og Børnene!« sagde han fra Trappen, idet Vognen sattes igang.

Da han kom tilbage til sin Stue, gik han hen til Pulten , og her blev han længe staaende ^ i Bøn. Som sin Far, den gamle Jørgen Skolelærer, stod han under det tornekronede Kristushoved med Ansigtet i sine Hænder og bad for sin Broder. Ude i den sommernatslyse Have slog Nattergalen sine sørgmodige Triller.

Da han kom tilbage til sin Stue, gik han hen til Pulten og blev længe staaende her i Bøn. Som sin Far, den gamle Jørgen Skolelærer, stod han under det tornekronede Kristushoved med Ansigtet i sine Hænder og bad for sin Broders Frelse.
Ude i den sommernatslyse Have slog Nattergalen sine sørgmodige Triller.

I, 179 Da han kom tilbage til sin Stue, gik han hen til Pulten og blev længe staaende her i Bøn. Som sin Far, den gamle Jørgen Skolelærer, stod han under det tornekronede Kristushoved med Ansigtet i sine Hænder og bad for sin Broders Frelse.
Ude i den sommernatslyse Have slog Nattergalen sine sørgmodige Triller.

Paa samme Tid sad Doktor Gaardbo i en elektrisk oplyst Bondestue med en lille nøgen, rødblaa Menneskeunge mellem Hænderne. I en moderne Jernseng med blanke Messingkugler og Gesvejsning laa den udmattede Moder. Det blege Ansigt var vendt imod ham. Trods sin dybe Afkræftelse vilde hun ikke slippe sit Barn afsyne.
» Var det saa alligevel ikke godt, at De fik Lov til selv at være tilstede ved Ankomsten,« sagde Doktoren. » Det er et drøjt Stykke Arbejde. Men det lønner sig!«
[125] III

^ ^

I, [246] TREDJE BOG STOREHOLT
I .

I, [179] TREDJE BOG STOREHOLT
I

I, [180] TREDJE BOG STOREHOLT
I

⇕ Storeholt II, 3.1

⇕ De Dødes Rige 3.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 3.1

[127] O m Natten mellem Klokken Et og Tre havde Jægermester Hagen og hans Broder Professoren en meget alvorlig Samtale for lukkede Døre inde i Jægermesterens Stue, mens alle andre i Huset sov. Det var nær kommet til et Brud . Jægermesteren ^ følte sig krænket, fordi Broderen forlangte at se hans Bøger. Han rejste sig op, slog i Bordet og erklærede med Taarer i Øjnene , at naar ikke engang hans egen Familje havde Tillid til ham, vilde han hellere give Afkald paa enhver Hjælp og gøre en Ende paa den Forfølgelse han fra alle Sider var Genstand for ved at skyde sig en Kugle gennem Hovedet.

O m Natten mellem Klokken Et og Tre havde Jægermester Hagen og hans Broder Professoren en meget alvorlig Samtale for lukkede Døre inde i Jægermesterens Stue, mens alle andre i Huset sov. Det var herunder kommet til en uhyggelig Scene . Jægermesteren , der havde et opfarende Sind, følte sig krænket, fordi Broderen forlangte at se hans Bøger. Han rejste sig op, slog i Bordet og erklærede ^ , at naar ikke engang hans egen Familje havde Tillid til ham, vilde han hellere ^ gøre en Ende paa det hele og skyde sig en Kugle gennem Hovedet.

O M Natten mellem Klokken Et og Tre havde Jægermester Hagen og hans Broder Professoren en meget alvorlig Samtale for lukkede Døre inde i Jægermesterens Stue, mens alle andre i Huset sov. Det var herunder kommet til en uhyggelig Scene . Jægermesteren , der havde et opfarende Sind, følte sig krænket, fordi Broderen forlangte at se hans Bøger. Han rejste sig op, slog i Bordet og erklærede ^ , at naar ikke engang hans egen Familje havde Tillid til ham, vilde han hellere ^ gøre en Ende paa det hele og skyde sig en Kugle gennem Hovedet.

Det kom dog tilsidst til Forlig ; men Fuglene var oppe, og det blev næsten højlys Dag, før Brødrene skiltes.

Det kom dog tilsidst til en Forstaaelse ; men Fuglene var oppe, og det var næsten højlys Dag, før Brødrene skiltes.

Nu skinnede Solen fredeligt ind over Valpladsen , hvor blot en blaalig Tobakstaage endnu drev om i Luften som ^ en Mindelse om Nattens Skærmydsel . Døren var aaben til de øvrige Opholdsværelser , og ogsaa her stod Morgensolen ^ ind i brede Strimer.

Nu skinnede Solen fredeligt ind i Stuen , hvor ^ en blaalig Tobakstaage endnu drev om i Luften som Krudtrøgen over en Valplads . Døren var aaben til Opholdsværelserne , og ^ her stod Morgensolen ogsaa ind i brede Strimer.

Et Par Piger gik og gjorde rent derinde, aabnede 128 Vinduer, rystede Tæpper ud og fyldte Solstrømmene med Støv.
Naar alle Dørene ^ stod aabne, gjorde den lange Flugt af Værelser med de kostbare Møbler, gamle Porcelæner og store Malerier et festligt og overordenlig velhavende Indtryk . Kun ganske enkelte Mennesker foruden Jægermesteren vidste noget om, at alle Herlighederne var pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler . De fleste af Møblerne og alle Kunstskattene stammede fra Oldefaderen, den gamle Konferensraad, der havde bragt dem hjem fra sine mange Rejser omkring i Evropa. Han havde været Direktør for Øresundstolden paa en Tid, da den som en eventyrlig Kværn malede Guld op fra Havets Bund baade til Statskassen og ^ adskillige private Lommer. Han havde her paa Storeholt indrettet sig en Sommerbolig, og der gik endnu Sagn paa Egnen om hans fyrstelige Rejser i firspændige Vogne til og fra København eller Hamburg. For at komme hurtigt afsted skiftede han Heste hver ^ Time og lod sig om Aftenen føre af Forridere med Fakler.

I, 247 Naar alle Dørene saaledes stod aabne, gjorde den lange Flugt af Værelser med deres kostbare Møbler, gamle Porcelæner og store Malerier et festligt og overordenlig velhavende Indtryk ^ . De fleste af Møblerne og alle Kunstskattene stammede fra Oldefaderen, den gamle Konferensraad, der havde bragt dem hjem fra sine mange Rejser omkring i Evropa. Han havde været Direktør for Øresundstolden paa en Tid, da denne som en eventyrlig Kværn malede Guld op fra Havets Bund baade til Statskassen og til adskillige private Lommer. Han havde her paa Storeholt indrettet sig en Sommerbolig, og endnu gik der Sagn paa Egnen om hans fyrstelige Rejser i firspændige Vogne til og fra København eller Hamburg. For at komme hurtigt afsted skiftede han Heste hver anden Time og lod sig om Aftenen føre af Forridere med Fakler.

Naar alle Dørene saaledes stod aabne, gjorde den lange Flugt af Værelser med deres kostbare Møbler, gamle Porcelæner og store Malerier et festligt og overordenlig velhavende Indtryk ^ . De fleste af Møblerne og alle Kunstskattene stammede fra Oldefaderen, den gamle Konferensraad, der havde bragt dem hjem fra sine mange Rejser omkring i Evropa. Han havde været Direktør for Øresundstolden paa en Tid, da denne som en eventyrlig Kværn malede Guld op fra Havets Bund baade til Statskassen og til adskillige private Lommer. Han havde her paa Storeholt indrettet sig en Sommerbolig, og endnu gik der Sagn paa Egnen om hans fyrstelige Rejser i firspændige Vogne til og I, 180 fra København eller Hamburg. For at komme hurtigt afsted skiftede han Heste hver anden Time og lod sig om Aftenen føre af Forridere med Fakler.

Naar alle Dørene saaledes stod aabne, gjorde den lange Flugt af Værelser med deres kostbare Møbler, gamle Porcelæner og store Malerier et festligt og overordentlig velhavende Indtryk ^ . De fleste af Møblerne og alle Kunstværkerne stammede fra Oldefaderen, den gamle Konferensraad, der havde bragt dem hjem fra sine mange Rejser omkring i Evropa. Han havde været Direktør for Øresundstolden paa en Tid, da denne som en eventyrlig Kværn malede Guld op fra Havets Bund baade til Statskassen og til adskillige private Lommer. Han havde her paa Storeholt indrettet sig en Sommerbolig, og endnu gik der Sagn paa Egnen om hans fyrstelige Rejser i firspændige Vogne til og fra København eller Hamburg. For at komme hurtigt afsted skiftede I, 181 han Heste hver anden Time og lod sig om Aftenen føre af Forridere med Fakler.

Under hans Sønnesøn – Professorens og Jægermesterens Fader – fik Kreditforeningen sit første Pant i Storeholt . Vejen til Fandens Pengekiste var saaledes allerede betraadt, da Jægermesteren overtog Gaarden ; og nu var Regnskabsdagen forkyndt. Avktionshammeren laa rede .

Under hans Sønnesøn – Professorens og Jægermesterens Far – fik Kreditforeningen sit første Pant i Storeholt , og efter at Jægermesteren havde overtaget Gaarden , var det eventyrlige Guld med stigende Fart rullet tilbage til Fandens Pengemølle .

Under hans Sønnesøn — Professorens og Jægermesterens Far — fik Kreditforeningen sit første Pant i Storeholt , og efter at Jægermesteren havde overtaget Gaarden , var det eventyrlige Guld med stigende Fart rullet tilbage til Fandens Pengemølle .

129 Endnu engang var dog Terminen lykkeligt omsejlet. Jægermesteren sov med aaben Mund indtil højt op paa Formiddagen uden at lade sig vække hverken af Solen eller af de fede ^ fynske Fluer ^ endsige af Arbejdsklokken ovre i Avlsgaarden. Til Morgenmaaltidet mødte heller ikke Professoren. Husets fire Damer drak Teen alene.

Endnu engang var dog Terminen lykkeligt omsejlet. Jægermesteren sov trygt som et Barn indtil højt op paa Formiddagen uden at lade sig vække hverken af Solen eller ^ de fede ^ fynske Fluer , endsige af Arbejdsklokken ovre i Avlsgaarden. Til Morgenmaaltidet mødte heller ikke Professoren. Husets ^ Damer drak Teen alene.

Endnu engang var dog Terminen lykkeligt omsejlet. Jægermesteren sov trygt som et Barn indtil højt op paa Formiddagen uden at lade sig vække hverken af Solen eller ^ de fede , fynske Fluer , endsige af Arbejdsklokken ovre i Avlsgaarden. Til Morgenmaaltidet mødte heller ikke Professoren. Husets ^ Damer drak Teen alene.

Bagefter fulgtes Fru Bertha og Jytte ind til Landsbyen for at se til en gammel Kone, der for over 40 Aar siden havde tjent paa Storeholt. Det var altid Fru Berthas første Besøg, naar hun opholdt sig i sit gamle Hjem.

Bagefter fulgtes Fru Bertha og Jytte ind til Landsbyen I, 248 for at se til en gammel Kone, der for over fyrretyve Aar siden havde tjent paa Storeholt. Det var gerne Fru Berthas første Besøg, naar hun opholdt sig i det gamle Hjem.

Bagefter fulgtes Fru Bertha og Jytte ind til Landsbyen for at se til en gammel Kone, der for over fyrretyve Aar siden havde tjent paa Storeholt. Det var gerne Fru Berthas første Besøg, naar hun opholdt sig i det gamle Hjem.

Moder og Datter gik paa Skyggesiden af den poppelhegnede Vej hver med sine Tanker og uden at tale. Jytte var uoplagt efter en hvileløs, drømmefyldt Søvn. Sommerens pludselige og overdaadige Fremvælden havde gjort hendes Blod uroligt.
Hun mindedes nu, at hun ogsaa havde drømt om sin gamle Ven Professor Ole Knudsen, som var død for et Par Aar siden. Hun havde mødt ham i Bredgade. Den halvblinde Mand kom paa sin forsigtige Maade gaaende langsmed Husrækken, ærefrygtsfuldt hilst af næsten hvert andet Menneske, og blottede selv ærbødigt sit fine graa Tænkerhoved endogsaa for den yngste Student. Bagefter havde hun siddet i hans Arbejdsværelse og igen følt dets hjerteskærende Uhygge. Sammen med sin Moder havde hun 130 søgt at bringe en Smule Orden i Bogstabler og Billedmapper, og hun havde ogsaa som i gamle Dage bistaaet den hjælpeløse Mand med Korrekturlæsning. Da de gik, havde han med gammeldags Ridderlighed kysset dem begge paa Haanden.
Hun havde undertiden spurgt sig selv, om ikke denne elskelige gamle Herre havde været hendes eneste virkelige Kærlighed. I hvert Fald syntes det hende nu, at han alene havde kunnet faa hende til at glemme sig selv. Eller var ogsaa det en Indbildning?
De havde nu naaet Landsbyen. Den gamle Kone boede i et lille Hus, der laa midt i Byen bag et Stengærde. Da de nærmede sig Stedet , saae de en høj , frakkeklædt Mand komme ud derfra. Det var Pastor Gaardbo. Jytte kendte ham straks, Fru Bertha derimod først, da Præsten kom forbi og hilste.

Da de nærmede sig det lille Hus, hvor Konen boede , saae de en høj ^ Mand komme ud derfra. Det var Pastor Gaardbo. Jytte kendte ham straks, Fru Bertha derimod først, da Præsten kom forbi og hilste.

» Gamle Bodil er da ikke syg?« spurgte hun og standsede et Øjeblik.

» Nej – alt staar vel til. Hun sidder kun lovlig meget alene i denne Tid, da alle har saa travlt i Marken. Hun vil sikkert blive glad for Deres Besøg.«

» Nej – alt staar vel til. Hun ^ vil sikkert blive glad for Deres Besøg.«

» Nej — alt staar vel til. Hun ^ vil sikkert blive glad for Deres Besøg.«

» Nej – alt staar vel til. Hun ^ vil sikkert blive glad for Deres Besøg.«

Præsten hilste igen ^ , og Damerne gik ind i Huset.

Præsten løftede igen lidt paa Hatten , og Damerne gik ind i Huset.

I en Armstol ved Kakkelovnen sad det gamle Menneske, der allerede havde været tilaars dengang Fru Bertha var Barn. Nu var hun næsten 90. Trods Sommersolen var der Ild i Ovnen . I hendes Skød 131 laa en lille hæklet Muffe, som hun varmede Hænderne i .

I en Armstol ved Kakkelovnen sad det gamle Menneske, der allerede havde været godt oppe i Aarene, dengang Fru Bertha var Barn. Nu var hun næsten halvfems . I hendes Skød laa en lille hæklet Muffe, hvori hun varmede Hænderne ^ .

Hendes blege Øjne vandrede en Tid uforstaaende og lidt forskræmte frem og tilbage mellem Moder og Datter. Læberne mimrede.

Hendes blege Øjne vandrede en Tid uforstaaende og lidt forskræmte frem og tilbage mellem Mor og Datter. Læberne mimrede.

Hendes kloge Øjne vandrede en Tid uforstaaende og lidt forskræmte frem og tilbage mellem Mor og Datter. Læberne mimrede.

Hendes blege Øjne vandrede en Tid uforstaaende og lidt forskræmte frem og tilbage mellem Mor og Datter. Læberne mimrede.

» De kender vel nok min Datter,« raabte Fru Bertha hende ind i Øret. » Hun har saa tidt besøgt Dem. Det husker De jo nok.«

» De kender vel nok min Datter,« raabte Fru Bertha hende ind i Øret. » Hun har ^ tidt besøgt Dem. Det husker De ^ nok.«

» Naa – det er saa Frøken Bertha ?«

» Naa – det er saa Frøken Bertha .«

I, 181 » Naa — det er saa Frøken Bertha .«

» Naa – det er saa Frøken Bertha .«

»Nej, det er mig, der er Bertha. Og det ^ er min Datter. Jytte hedder hun. Saa veed De nok Besked, ikke sandt?«

»Nej, det er mig, der er Bertha. Og det der er min Datter. Jytte hedder hun. Saa veed De nok Besked, ikke sandt?«

»Nej, det er mig, der er Bertha. Og det ^ er min Datter. Jytte hedder hun. Saa veed De nok Besked, ikke sandt?«

I, 182 »Nej, det er mig, der er Bertha. Og det ^ er min Datter. Jytte hedder hun. Saa veed De nok Besked, ikke sandt?«

» Ja ... Men Konferensraaden har Vorherre gemt nu. Han fik rigtignok en skøn Begravelse.«

I, 249 » Ja ... Men Konferensraaden har Vorherre gemt nu. Han fik ^ en skøn Begravelse.«

» Ja ... Men Konferensraaden har Vorherre gemt nu. Han fik ^ en skøn Begravelse.«

»Ja, men det er over 60 Aar siden, lille Bodil. Det var meget før min Tid. – Men lad mig nu høre, hvordan har De det? De havde nok Besøg af Præsten . Vi mødte ham .«

»Ja, men det er tresindstyve Aar siden, lille Bodil. Det var ^ før min Tid. – Men lad mig nu høre, hvordan har De det? De havde nok Besøg af Præsten ^ .«

»Ja, men det er tresindstyve Aar siden, lille Bodil. Det var ^ før min Tid. — Men lad mig nu høre, hvordan har De det? De havde nok Besøg af Præsten ^ .«

»Ja, men det er tresindstyve Aar siden, lille Bodil. Det var ^ før min Tid. – Men lad mig nu høre, hvordan har De det? De havde nok Besøg af Præsten ^ .«

Den Gamle nikkede og saae hen paa et Glas med friske Markblomster, der stod paa Bordet.

Den Gamle nikkede og saae hen til et Glas med friske Markblomster, der stod paa Bordet.

» Han kom med dem der,« sagde hun glad og fortalte saa godt som hun med sin lamme Tunge kunde ^ , at Pastor Gaardbo hver Dag sad lidt hos hende og altid havde Blomster med ^ for at ogsaa hun skulde mærke, at det var Sommer.

» Han kom med dem der,« sagde hun ^ og fortalte saa forstaaeligt, som hun med sin lamme Tunge kunde gøre det , at Pastor Gaardbo hver Dag sad lidt hos hende og altid havde Blomster med , for at ogsaa hun skulde mærke, at det var Sommer.

»Ja, han er vist en god Mand,« raabte Fru Bertha. » Det ser han ogsaa ud til.«

»Ja, han er vist en god Mand,« raabte Fru Bertha. » Det ser han ^ ud til.«

132 » Pastor Melby – han var ogsaa en god Mand. Han er død nu. Han kumfermerte mig paa mine Forældres Bryllupsdag. Det var den 7de April.«

» Pastor Melby – han var ogsaa en god Mand. Han er død nu. Han konfirmerte mig paa mine Forældres Bryllupsdag. Det var den 7de April.«

» Pastor Melby — han var ogsaa en god Mand. Han er død nu. Han konfirmerte mig paa mine Forældres Bryllupsdag. Det var den 7de April.«

» Pastor Melby – han var ogsaa en god Mand. Han er død nu. Han konfirmerte mig paa mine Forældres Bryllupsdag. Det var den 7de April.«

Jytte havde sat sig hen paa en Stol ved Vinduet for at underholde sig med en Kat, der laa og solede sig i Karmen. Men da hun hørte Pastor Gaardbo nævne, blev hun opmærksom. Og hvad den Gamle her berettede, forbavsede hende næsten endnu mere, end hvad Svigerinden den foregaaende Dag havde fortalt om ham. Denne sjeldne Opofrelse passede ikke til de Forestillinger, hun havde ^ om en Præst.
Hun saae hen til Blomsterglasset paa Bordet og tænkte paa, om Pastor Gaardbo virkelig havde besluttet at være sin Forlovede tro ogsaa i Døden. En saadan Heroisme lignede absolut ikke nogen af de Præster , hun nu og da havde truffet i det københavnske Selskabsliv. Det havde været førladne Middagsherrer med et ubehagelig faderligt Væsen eller ^ ogsaa rene Taaber med udslukte Hjerner.
Hun sad lidt i sine egne Tanker men ^ ^ ^ ^ hørte saa Moderen sige Farvel. Kort efter var de paa Hjemvejen.

Jytte havde kastet et forundret Blik hen paa Blomsterglasset. Hun var meget overrasket over, hvad hun hørte her . En saadan Opofrelse overfor et gammelt Menneske svarede ikke til de Forestillinger, hun havde gjort sig om Præster efter sit Kendskab til de Eksemplarer af Racen , hun ^ havde truffet i det københavnske Selskabsliv.
Hun kom til at mindes sin gamle Ven, Professor Ole Knudsen, der havde været saa bittert stemt mod Præsterne. Han var død for flere Aar siden, men for nylig havde hun drømt, at hun mødte ham i Bredgade. Han kom paa sin forsigtige Maade gaaende langsmed Husrækken og maatte hvert Øjeblik blotte det fine graa Tænkerhoved, I, 250 fordi næsten hvert andet Menneske ærbødigt hilste ham. Hun havde i den senere Tid igen saa ofte tænkt paa ham og hyppig ogsaa drømt om ham, og hun havde spurgt sig selv, om ikke denne elskelige gamle Herre havde været hendes eneste Kærlighed, den eneste, for hvem hun maaske havde kunnet opofre sig. – Eller var ogsaa det en Indbildning?
Nu hørte hun Moderen sige Farvel. Kort efter var de paa Hjemvejen.

Jytte havde kastet et forundret Blik hen paa Blomsterglasset. Hun var meget overrasket over, hvad hun hørte her . En saadan Opofrelse overfor et gammelt Menneske svarede ikke til de Forestillinger, hun havde gjort sig om Præster efter sit Kendskab til de Eksemplarer af Racen , hun ^ havde truffet i det københavnske Selskabsliv.
Hun kom til at mindes sin gamle Ven, Professor Ole Knudsen, der havde været saa bittert stemt mod Præsterne. Han var død for flere Aar siden, men for nylig havde hun drømt, at hun mødte ham i Bredgade. Han kom paa sin forsigtige Maade gaaende langsmed Husrækken og maatte hvert Øjeblik blotte det fine graa Tænkerhoved, fordi næsten hvert andet Menneske ærbødigt hilste ham. Hun havde i den senere Tid igen saa ofte tænkt paa ham og hyppig ogsaa drømt om ham, og hun havde spurgt sig selv, om ikke denne elskelige gamle Herre havde været hendes eneste Kærlighed, den eneste, for hvem hun I, 182 maaske havde kunnet opofre sig. — Eller var ogsaa det en Indbildning?
Nu hørte hun Moderen sige Farvel. Kort efter var de paa Hjemvejen.

Jytte havde kastet et forundret Blik hen paa Blomsterglasset. Hun var meget overrasket over, hvad hun hørte her . En saadan Opofrelse overfor et gammelt Menneske svarede ikke til de Forestillinger, hun havde gjort sig om Præster efter sit Kendskab til de Eksemplarer af Racen , hun ^ havde truffet i det københavnske Selskabsliv.
Hun kom til at mindes sin gamle Ven, Professor Ole Knudsen, der havde været saa bittert stemt mod Præsterne. Han var død for flere Aar siden, men for nylig havde hun drømt, at hun mødte ham i Bredgade. Han kom paa sin forsigtige Maade gaaende langsmed Husrækken og maatte hvert Øjeblik blotte det fine graa Tænkerhoved, fordi næsten hvert andet Menneske ærbødigt hilste ham. Hun havde i den senere Tid igen saa ofte tænkt paa ham og hyppig ogsaa drømt om ham, og hun havde spurgt sig selv, om ikke denne elskelige gamle Herre havde været hendes eneste Kærlighed, den eneste, for hvem hun maaske havde kunnet opofre sig. – Eller var ogsaa det en Indbildning?
I, 183 Nu hørte hun Moderen sige Farvel. Kort efter var de paa Hjemvejen.

Ved Tilbagekomsten til Storeholt fandt de Professoren i Haven. Han sad alene paa et af Verandaens Trappetrin og fodrede en Flok Spurve. Jytte gik straks op paa sit Værelse. Fru Bertha derimod sagde til sin Brodersøn :

Ved Tilbagekomsten til Storeholt fandt de Professoren i Haven. Han stod nedenfor Verandatrappen og fodrede en Flok Spurve. Jytte gik straks op paa sit Værelse. Fru Bertha derimod sagde til ham :

133 » Har du Tid, saa vil jeg gerne tale lidt med dig. Men lad os komme lidt længere bort fra de mange aabne Vinduer og Døre .«

» Har du Tid, saa vil jeg gerne tale ^ med dig. Men lad os komme lidt ^ bort fra de mange aabne Vinduer og Døre !«

De fulgtes ned gennem Haven, indtil de naaede en Bænk, der stod i Skygge.

» Sig mig ganske aabent, Asmus, – hvad er det, der foregaar her? Det kan jo ikke være for din Fornøjelse, du gør denne Hastværksrejse.«

» Sig mig ganske aabent, Asmus, — hvad er det, der foregaar her? Det kan jo ikke være for din Fornøjelse, du gør denne Hastværksrejse.«

» Sig mig ganske aabent, Asmus, – hvad er det, der foregaar her? Det kan jo ikke være for din Fornøjelse, du gør denne Hastværksrejse.«

» Nej – det veed Himlen! Men jeg vil helst ikke snakke om det. Lad mig blot sige dig, Tante, at dersom John skulde forsøge at laane Penge af dig, maa du absolut sige nej .«

» Nej – det veed Himlen! Men jeg vil helst ikke snakke om det. Lad mig blot sige dig, Tante, at dersom John skulde forsøge at laane Penge af dig, maa du absolut sige Nej .«

» Nej — det veed Himlen! Men jeg vil helst ikke snakke om det. Lad mig blot sige dig, Tante, at dersom John skulde forsøge at laane Penge af dig, maa du absolut sige Nej .«

» Nej – det veed Himlen! Men jeg vil helst ikke snakke om det. Lad mig blot sige dig, Tante, at dersom John skulde forsøge at laane Penge af dig, maa du absolut sige Nej .«

» Staar det saa galt til?«

» Jeg tror, vi gør bedst i at forberede os paa det værste. Hvad du og andre af Familjen har staaende her i Gaarden, er jo heldigvis sikret. Men alle senere Prioriteter ^ for ikke at tale om den løse Gæld ^ er efter min Formening redningsløst tabt – klattet bort.«

» Jeg tror, vi gør bedst i at forberede os paa det værste. Hvad du og andre af Familjen har staaende her i Gaarden, er jo heldigvis sikret. Men alle senere Prioriteter , I, 251 for ikke at tale om den løse Gæld , er efter min Formening redningsløst tabt – klattet bort.«

» Jeg tror, vi gør bedst i at forberede os paa det værste. Hvad du og andre af Familjen har staaende her i Gaarden, er jo heldigvis sikret. Men alle senere Prioriteter , for ikke at tale om den løse Gæld , er efter min Formening redningsløst tabt — klattet bort.«

» Men hvor kan da John gaa her og være saa forhaabningsfuld? Og nu vil han ovenikøbet forsøge sig som Politiker. Jeg tror, han i den Henseende venter sig en Del af, at Enslev kommer hertil.«

» John er et Fæ . Jeg mener, som sagt, vi skal være forberedt paa, at Storeholt i den allernærmeste Tid gaar til Tvangsauktion . Det er et grimt Ord. Men vi kan jo lige saa godt se Sandheden i Øjnene.«

» John er desværre kun af Skikkelse et voksent Mandfolk. Det er med ham selv som med hans Stemme. Han er aldrig kommen ud over Overgangsalderen . Jeg mener, ^ vi maa være forberedte paa en skøn Dag at se Storeholt komme under Hammeren . Det er et grimt Ord. Men vi kan jo lige saa godt se Sandheden i Øjnene.«

134 » Men hans Svigerfader ? Den Mand kan dog ikke se roligt paa, at hans egen Datter og Svigersøn jages fra Hus og Hjem .«

» Men hans Svigerfar ? Den Mand kan dog ikke se ^ paa, at hans egen Datter og Svigersøn jages fra Hus og Hjem !«

» Det vil han dog ganske sikkert gøre. John og Vilhelmine har jo Ægtepagt, og hun risikerer ingenting. Jeg har tilfældigvis lært Hr. Søholm lidt nøjere at kende. Hans Kone var for nogen Tid siden min Patient. Han var oprindelig vistnok en ganske godmodig Tamp, som der er gaaet Amerika i. Det er hans Ærgerrighed at vise sig smart . Han udtrompeter ved alle Lejligheder sin Begejstring for den amerikaniserede Jesuitermoral: » Intet er mig helligt, naar det gælder Forretning«. Det er uden Tvivl hans Hensigt at bringe Storeholt under Hammeren, saa han kan lade sig Ejendommen tilslaa som ufyldestgjort Fordringshaver. Det er jo det gængse Røverkneb. At han nu paa min ^ alvorlige Henstilling har hjulpet John over Terminen dennegang ^ , er sikkert nok bare sket for at vinde Tid til at arrangere sig med de øvrige Udplyndrere, som John har indladt sig med. Overfor andre skal han ikke gøre Spor af Hemmelighed af , at han haabede med Tiden at kunne indrette sig » et Sommerpalæ« her. Han skal endogsaa have talt til sin Kone om de Forandringer, han agter at gøre.«

» Det vil han dog ganske sikkert gøre. ^ At han ^ paa min Sagførers alvorlige Henstilling har hjulpet John over Terminen denne Gang , er rimeligvis bare sket for at vinde Tid til at arrangere sig med de øvrige Udplyndrere, som John har indladt sig med. Han skal efter Sigende ikke gøre mindste Hemmelighed af sine Planer. Han haaber meget snart at kunne indrette sig » et Sommerpalæ« her. Han skal endogsaa have talt til Folk om de Forandringer, han agter at gøre.«

I, 183 » Det vil han dog ganske sikkert gøre. ^ At han ^ paa min Sagførers alvorlige Henstilling har hjulpet John over Terminen denne Gang , er rimeligvis bare sket for at vinde Tid til at arrangere sig med de øvrige Udplyndrere, som John har indladt sig med. Han skal efter Sigende ikke gøre mindste Hemmelighed af sine Planer. Han haaber meget snart at kunne indrette sig » et Sommerpalæ« her. Han skal endogsaa have talt til Folk om de Forandringer, han agter at gøre.«

» Det vil han dog ganske sikkert gøre. ^ At han ^ paa min Sagførers alvorlige Henstilling har hjulpet John over Terminen I, 184 denne Gang , er rimeligvis bare sket for at vinde Tid til at arrangere sig med de øvrige Udplyndrere, som John har indladt sig med. Han skal efter Sigende ikke gøre mindste Hemmelighed af sine Planer. Han haaber meget snart at kunne indrette sig » et Sommerpalæ« her. Han skal endogsaa have talt til Folk om de Forandringer, han agter at gøre.«

»Aa, det er afskyeligt! Jeg vil sige dig, Asmus, 135 havde jeg vidst det mindste om detteher –. Men jeg havde jo ingen Anelse.«

»Aa, det er afskyeligt! Jeg vil sige dig, Asmus, havde jeg vidst det mindste om detteher –.«

»Aa, det er afskyeligt! Jeg vil sige dig, Asmus, havde jeg vidst det mindste om detteher —.«

»Aa, det er afskyeligt! Jeg vil sige dig, Asmus, havde jeg vidst det mindste om detteher –.«

»Ja, det bliver ikke morsomt at tænke paa, at den Tølper gaar her og gør sig bred som Godsherre og kalder Storeholt for sit »Sæde«.«
»Aa, det er oprørende! Jeg vil heller ikke blive her. Vi rejser igen saa snart som muligt. Jeg føler det saa uhyggeligt. Jytte ogsaa, – det har hun sagt mig. ⇕ ⇒ I Nat drømte jeg – – nej, det er sandt, du har ikke kendt Tante Ernestine.«
»Ernestine? Navnet har jeg hørt.«
» Aa ja, din Far har vel nok talt om hende. Hun var vor Grandtante og havde sit Ophold her paa Storeholt, da vi var Børn.«
» Var det hende, der var lidt smaatosset og altid udtrykte sig i Bibelsprog?«
»Smaatosset? Det veed jeg ikke. Hun hørte til Herrnhutterne, som man dengang sagde. Hun gik altid sortklædt, i en Slags Nonnedragt, og vi Børn havde en sand Rædsel for det gamle Menneske. Hun gik omkring her som en Aand fra Graven, syntes vi. Saa havde hun en skrækkelig Mandfolkerøst og talte ganske rigtig altid som en Præst. De Voksne lo jo af hende, naar hun kom med sine frygtelige Dommedagsprofetier; men vi Børn blev bange. Og det var altsaa det, jeg vilde fortælle dig, Asmus ... siden jeg i Aftes havde en Samtale med 136 din Broder, har jeg set Tante Ernestine for mig overalt her i Huset; og i Nat drømte jeg mærkværdig levende om hende. Hun stod ved min Seng i sin sorte Ordensdragt og sagde flere Gange højt: » Hævnen hører mig til, siger Herren!« – Nu kan du le af mig og kalde det Overtro, men sandt er det, at under alle store Ulykker i vor Familje har den gamle Grandtante vist sig baade for din Far og for mig. Din Far har selv engang fortalt mig det. Derfor vil jeg bort herfra. Jeg tror ikke paa Spøgelser – det er ikke saadan at forstaa – men jeg veed, at jeg bliver ikke det Syn kvit saa længe jeg er her.«
» Saa vil jeg absolut anbefale dig at rejse, Tante,« sagde Professoren – han havde et Par Gange under hendes Fortælling set op paa hende med et bekymret Lægeblik. » Her er jo ogsaa af andre Grunde ret uhyggeligt for Tiden. Det har jeg nok mærket.«
»Ja, Ulykkerne kommer i Flok ligesom Ravnene, – det var ogsaa et af Grandtantes Mundheld. Hvad skal der tilsidst blive af John? Jeg vil ikke undskylde ham. Han har sine store, store Fejl. Men jeg tror alligevel, at der kunde være bleven noget mere af ham, dersom han havde faaet en anden Kone.«

»Ja, det er ikke morsomt at tænke paa, at den Tølper skal gaa her og gøre sig bred som Godsherre og kalde Storeholt for sit »Sæde«.«
»Aa, det er oprørende! Hvad skal der saa blive af I, 252 John? Jeg vil ikke undskylde ham. Han har sine store, store Fejl. Men jeg tror alligevel, at der kunde være blevet noget mere af ham, dersom han havde faaet en anden Kone.«

»Ja, det er ikke morsomt at tænke paa, at den Tølper skal gaa her og gøre sig bred som Godsherre og kalde Storeholt for sit »Sæde«.«
»Aa, det er oprørende! Hvad skal der saa blive af John? Jeg vil ikke undskylde ham. Han har sine store, store Fejl. Men jeg tror alligevel, at der kunde være blevet noget mere af ham, dersom han havde faaet en anden Kone.«

» Det samme gælder vel egenlig Vilhelmine ^ ,« sagde Asmus. » John har ikke været nogen Mand for hende. 137 Hun skulde have været gift med en stor Hestepranger og have faaet et Barn hvert andet Aar ^ og maaske ogsaa lidt af Ridepisken engang imellem. Det har jeg forresten sagt til John.«

» Det samme gælder vel egenlig Vilhelmine , dersom hun havde faaet en anden Mand ,« sagde Asmus. » Hun skulde have været gift med en stor Hestepranger og have faaet et Barn hvert andet Aar ^ og maaske ogsaa lidt af Ridepisken engang imellem. Det har jeg forresten sagt til John.«

» Det samme gælder vel egenlig Vilhelmine , dersom hun havde faaet en anden Mand ,« sagde Asmus. » Hun skulde have været gift med en stor Hestepranger og ^ faaet et Barn hvert andet Aar – og maaske ogsaa lidt af Ridepisken engang imellem. Det har jeg forresten sagt til John.«

»Naa, den Kur var vel lovlig kraftig,« begyndte Fru Bertha;

⇕ Storeholt II, 3.2

⇕ De Dødes Rige 3.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 3.1

⇐

» Har ^ ^ ^ ^ du nylig hørt fra Torben Dihmer?« spurgte Fru Bertha efter nogen Tavshed.

» Sig mig – for at tale om noget andet, Asmus – har du nylig hørt fra ^ Dihmer?« ^

» Sig mig — for at tale om noget andet, Asmus — har du nylig hørt fra ^ Dihmer?« ^

» Sig mig – for at tale om noget andet, Asmus – har du nylig hørt fra ^ Dihmer?« ^

» Jeg faar af og til et Par Ord fra ham paa et Prospektkort . Snart fra Asien, snart fra Amerika . Men kun en Hilsen . Han fører stadig en besynderlig 141 fredløs Tilværelse ^ . Den store Selskabsrejse Jorden rundt opgav han hurtigt, som du nok veed . Jeg tror ikke, Rejsefællerne passede ham. Nu flakker han om paa egen Haand, men det synes ikke ^ at gøre ham mere tilfreds . Jeg forstaar mig ikke paa ham .«

» Jeg faar af og til et Prospektkort fra ham med et Par Ord . Det er det hele. Forrige Gang var det fra Indien. Nu er han paa Vej til Amerika ^ . Han fører stadig en besynderlig fredløs Tilværelse . Jeg forstaar mig ikke paa ham . Den store Selskabsrejse , du ^ veed nok, afbrød han hurtigt; men jeg kender ikke Grunden. Nu flakker han om paa egen Haand, tilsyneladende uden derfor at være bleven mere tilfreds ^ .«

⇕ Storeholt II, 3.1

⇕ De Dødes Rige 3.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 3.1

men i det samme lød Gongongen, der kaldte dem ind til Frokost .

I det samme lød Gongongen, der kaldte dem ind til Frokosten .

^ ^

II .

II ^

⇕ Storeholt II, 3.2

⇕ De Dødes Rige 3.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 3.2

H usets Gæster og Fru Vilhelmine sad allerede ved Bordet og var begyndt paa den varme Ret, da Jægermesteren viste sig . Han undskyldte sig med Travlhed; men hans Øjne var endnu ganske røde og dumme af Søvn. Han havde sit alvorligste Ansigt paa. Navnlig overfor Broderen var han højtideligt tilknappet. Asmus skulde mærke, at han havde tilføjet ham en Krænkelse, der sent vilde glemmes. Høflig, men strengt formel.

Husets Gæster og Fru Vilhelmine sad allerede ved Bordet og var begyndt paa den varme Ret, da Jægermesteren viste sig ^ med Øjne , der endnu var røde ^ af Søvn. Han havde sit alvorligste Ansigt paa. Navnlig overfor I, 253 Broderen var han højtideligt tilknappet. Asmus skulde mærke, at han havde tilføjet ham en Krænkelse, der sent vilde glemmes. Høflig, men strengt formel.

Husets Gæster og Fru Vilhelmine sad allerede ved Bordet og var begyndt paa den varme Ret, da Jægermesteren viste sig ^ med I, 184 Øjne , der endnu var røde ^ af Søvn. Han havde sit alvorligste Ansigt paa. Navnlig overfor Broderen var han højtideligt tilknappet. Asmus skulde mærke, at han havde tilføjet ham en Krænkelse, der sent vilde glemmes. Høflig, men strengt formel.

Husets Gæster og Fru Vilhelmine sad allerede ved Bordet og var begyndt paa den varme Ret, da Jægermesteren viste sig ^ med Øjne , der endnu var røde ^ af Søvn. Han havde sit alvorligste I, 185 Ansigt paa. Navnlig overfor Broderen var han højtideligt tilknappet. Asmus skulde mærke, at han havde tilføjet ham en Krænkelse, der sent vilde glemmes. Høflig, men strengt formel.

Efter at have drukket et Glas Portvin til det kolde Bord blev han dog livligere, og ved Kaffen begyndte han at vrøvle.

Asmus havde paa sin ene Side den gamle Frøken Søholm , som han ikke gad tale med ; paa hans anden Side sad Jytte, der viste sig ganske utilgængelig .

Asmus havde paa sin ene Side den gamle Frøken Søholm ^ ; paa den anden ^ sad Jytte, som næsten ikke var til at faa et Ord ud af .

Jytte havde haft noget mod sin Fætter lige siden hun første Gang ^ saae ham nævnt i en Avis som 138 » den bekendte Kvindelæge«. Hun udholdt navnlig ikke Synet af hans Hænder med de skamløst nedklippede Negle. Nu havde hun desuden set ham og Moderen sidde sammen nede i Haven og mistænkte dem straks ^ for at have snakket om hende ^ .

Jytte havde haft noget mod sin Fætter , siden hun første Gang i en Avis saae ham nævnt ^ som » den bekendte Kvindelæge«. Hun udholdt navnlig ikke Synet af hans Hænder med de skamløst nedklippede Negle. Nu havde hun desuden set ham og Moderen sidde sammen nede i Haven og havde straks mistænkt dem for at snakke om hende og Dihmer .

Jytte havde haft noget mod sin Fætter , siden hun første Gang i en Avis saae ham nævne ^ som » den bekendte Kvindelæge«. Hun udholdt navnlig ikke Synet af hans Hænder med de skamløst nedklippede Negle. Nu havde hun desuden set ham og Moderen stikke Hovederne sammen nede i Haven og ^ straks mistænkt dem for at snakke om hende og Dihmer .

Frøken Søholm rørte under hele Maaltidet ikke Maden. Hun blandede et Pulver ud i et Glas Vand og snakkede over Bordet til sin Broderdatter om de forskellige Badesteder, hun havde besøgt , og om de Læger herhjemme og i Udlandet, som hun havde raadspurgt , altsammen i det Haab at gøre sig interessant for Professoren med sin Sygdom. Tilsidst vendte hun sig til ham selv og bad ham om at sige hende ganske aabenhjertigt , hvad han mente om den ny Petroleumskur.

Frøken Søholm rørte under hele Maaltidet ikke Maden. Hun blandede et Pulver ud i et Glas Vand og snakkede over Bordet til Fru Vilhelmine om de forskellige Badesteder, hun havde besøgt ^ , altsammen i det Haab at gøre sig interessant for Professoren med sin Sygdom. Tilsidst vendte hun sig til ham selv og spurgte , hvad han mente om den ny Petroleumskur.

» Har ikke den Ære at kende den,« sagde han.

Men nu blev Jægermesteren ondskabsfuld. For at sætte sin Broder i Forlegenhed paastod han, at han havde læst om den Kur i videnskabelige Tidsskrifter . Saavidt han mindedes havde nogle af Evropas betydeligste Lægeavtoriteter ^ udtalt sig om den med ^ største Anerkendelse.

Men nu blev Jægermesteren ondskabsfuld. For at sætte Broderen i Forlegenhed paastod han, at han havde læst om den Kur i videnskabelige Tidsskrifter , og at nogle af Evropas betydeligste Lægeavtoriteter havde udtalt sig om den med den største Anerkendelse.

Professorens staalblaa Øjne sendte ham en skærpet Pil over Bordet.

I, 254 Professorens ^ Øjne sendte ham en skærpet Pil over Bordet.

Professorens ^ Øjne sendte ham en skærpet Pil over Bordet.

» Hvad er det for en Kur?« spurgte Fru Bertha, der begyndte at blive interesseret.

»Jo, det var nu i Foraaret,« forklarede Frøken 139 Søholm , » jeg rejste hjem fra min Kur i Svalebach og kom saa til at køre i Kupe med et ungt Ægtepar. Det var Nordmænd, tror jeg nok, men alligevel rigtig nette og behagelige Mennesker begge to. Vi kom saa til at tale om min Svaghed, og saa spør Hr. Akselsen mig – for de hed Akselsen, husker jeg nu – saa spør han mig, om jeg har prøvet en Petroleumskur. Han havde selv lige været saa forfærdelig syg, sagde han, og opgivet af Lægerne. Men saa havde en Ven af ham givet ham det Raad, at han i seks Uger skulde drikke en halv Pot Petroleum om Dagen – et Likørglas ad Gangen – og nu var han bleven fuldstændig rask og havde været paa Bryllupsrejse med sin Kone.«

»Jo, det var nu i Foraaret,« forklarede Frøken Søholm . » Jeg rejste hjem fra min Kur i Svalebach og kom ^ til at køre i Kupe med et ungt Ægtepar. Det var Nordmænd, tror jeg nok, men alligevel rigtig nette og behagelige Mennesker begge to. Vi kom saa til at tale om min Svaghed, og saa spør Hr. Akselsen mig – for de hed Akselsen, husker jeg nu – saa spør han mig, om jeg har prøvet en Petroleumskur. Han havde selv lige været saa forfærdelig syg, sagde han, og opgivet af Lægerne. Men saa havde en Ven af ham givet ham det Raad, at han i seks Uger skulde drikke en Pægl ^ Petroleum om Dagen – et Likørglas ad Gangen – og nu var han bleven fuldstændig rask og havde været paa Bryllupsrejse med sin Kone.«

»Jo, det var nu i Foraaret,« forklarede Frøken Søholm . » Jeg rejste hjem fra min Kur i Svalebach og kom ^ til at køre i Kupe med et ungt Ægtepar. Det var Nordmænd, tror jeg nok, men alligevel rigtig nette og behagelige Mennesker begge to. Vi kom saa til at tale om min Svaghed, og saa spør Hr. Akselsen mig — for de hed Akselsen, husker jeg nu — saa spør han mig, I, 185 om jeg har prøvet en Petroleumskur. Han havde selv lige været saa forfærdelig syg, sagde han, og opgivet af Lægerne. Men saa havde en Ven ^ givet ham det Raad, at han i seks Uger skulde drikke en Pægl ^ Petroleum om Dagen — et Likørglas ad Gangen — og nu var han bleven fuldstændig rask og havde været paa Bryllupsrejse med sin Kone.«

»Jo, det var nu i Foraaret,« forklarede Frøken Søholm . » Jeg rejste hjem fra min Kur i Svalebach og kom ^ til at køre i Kupe med et ungt Ægtepar. Det var Nordmænd, tror jeg nok, men alligevel rigtig nette og behagelige Mennesker begge to. Vi kom saa til at tale om min Svaghed, og saa spør Hr. Akselsen mig – for de hed Akselsen, husker jeg nu – saa spør han mig, om jeg har prøvet en Petroleumskur. Han havde selv lige været I, 186 saa forfærdelig syg, sagde han, og opgivet af Lægerne. Men saa havde en Ven ^ givet ham det Raad, at han i seks Uger skulde drikke en ^ Pot Petroleum om Dagen – et Likørglas ad Gangen – og nu var han bleven fuldstændig rask og havde været paa Bryllupsrejse med sin Kone.«

Fru Vilhelmine, der mærkede Forlegenheden brede sig omkring Bordet, skyndte sig at sige:

» Du kan tro, lille Tante, at den Herre har bildt dig noget ind.«

» Bildt mig noget ind? Jeg har da Øjne i Ho’edet! Og jeg siger dig, han var bleven fuldkommen rask, var helt rødmusset og saa sund og frisk, som om han aldrig havde fejlet noget. Næ, kom ikke med den, Vilhelmine! Men en halv Pot om Dagen – det er rigtignok meget. Tror Professoren ikke, at man kunde nøjes med noget mindre?«

» Bildt mig noget ind? Jeg har da Øjne i Ho’edet! Og jeg siger dig, han var bleven fuldkommen rask, var helt rødmusset og saa sund og frisk, som om han aldrig havde fejlet noget. Næ, kom ikke med den, Vilhelmine! Men en Pægl ^ om Dagen – det er rigtignok meget. Tror Professoren ikke, at man kan nøjes med ^ mindre?«

» Bildt mig noget ind? Jeg har da Øjne i Ho’edet! Og jeg siger dig, han var ^ fuldkommen rask, var helt rødmusset og saa sund og frisk, som om han aldrig havde fejlet noget. Næ, kom ikke med den, Vilhelmine! Men en Pægl ^ om Dagen — det er rigtignok meget. Tror Professoren ikke, at man kan nøjes med ^ mindre?«

» Bildt mig noget ind? Jeg har da Øjne i Ho’edet! Og jeg siger dig, han var ^ fuldkommen rask, var helt rødmusset og saa sund og frisk, som om han aldrig havde fejlet noget. Næ, kom ikke med den, Vilhelmine! Men en ^ Pot om Dagen – det er rigtignok meget. Tror Professoren ikke, at man kan nøjes med ^ mindre?«

» Jeg veed det ikke; men jeg vil anbefale Dem at raadspørge en Dyrlæge.«

I, 255 » Jeg veed det ikke; men jeg vil anbefale Dem at raadspørge en Dyrlæge.«

» Jeg veed det ikke; men jeg vil anbefale Dem at raadspørge en Dyrlæge.«

140 Hans Tone krænkede hende. Hun blev rødblaa i Ansigtet og vilde svare; men Fru Vilhelmine forekom det ved at sige »Velbekomme«.
Under almindelig Forstemthed gik Selskabet ud i Haven. Frøken Søholm var dog bleven saa angrebet, at hun straks maatte trække sig tilbage med Lommetørklædet for Munden paa Grund af sin nervøse Hikke. Lidt efter gik ogsaa Jytte ind med sin Pudelhvalp i Hælene, og Fru Vilhelmine fulgte ikke længe efter hendes Eksempel.
Omkring Bordet under de store Kastanjer sad tilsidst kun Fru Bertha, Professoren og Jægermesteren.
» Hvornaar vil du have forspændt?« spurgte Jægermesteren sin Broder, idet han højtideligt vejede sit Guldkronometer i Haanden.
» I god Tid. Du maa indestaa mig for, at jeg ikke kommer for sent til Toget.«
» Om en Time altsaa,« sagde Jægermesteren, og under Foregivende af at skulle give Besked til Stalden rejste nu ogsaa han sig og gik ind.
Broderen fulgte ham med Øjnene. Blikket var mørkt af Sorg og Skam.
⇕ ⇒ » Har du nylig hørt fra Torben Dihmer?« spurgte Fru Bertha efter nogen Tavshed.
» Jeg faar af og til et Par Ord fra ham paa et Prospektkort. Snart fra Asien, snart fra Amerika. Men kun en Hilsen. Han fører stadig en besynderlig 141 fredløs Tilværelse. Den store Selskabsrejse Jorden rundt opgav han hurtigt, som du nok veed. Jeg tror ikke, Rejsefællerne passede ham. Nu flakker han om paa egen Haand, men det synes ikke at gøre ham mere tilfreds. Jeg forstaar mig ikke paa ham.«
» Jeg vil sige dig, Asmus – siden du nu nævner det – Dihmer skuffede mig i Grunden ikke saa lidt. Du havde selv forberedt os paa, at han havde forandret sig, og jeg maa tilstaa, jeg holdt mere af ham i hans oprindelige Skikkelse. Jeg tror ogsaa, at Jytte følte sig skuffet, og det gjorde vel nok sit til, at det gik som det gik.«
» Noget ekscentrisk er han unægtelig bleven. Men det er vel kun en Overgang. Han skrev til mig sidst, at han nu vilde afvente Udfaldet af Valgene og derefter tage sin Bestemmelse. Forhaabenlig kommer han til den Tid hjem som den gamle Torben Dihmer, vi allesammen kender og holder af.«
Fru Bertha tav et Øjeblik paa sin tankefulde Maade. Saa rystede hun paa Hovedet og sagde:
»Nej, Asmus! De gode Dage kommer aldrig tilbage for nogen.«
» Du er bleven saa mistrøstig, Tante Bertha.«
» Ja ja; men det skal vi nu ikke tale om. Har jeg forresten fortalt dig, at en af vore Bekendte har set Torben Dihmer sammen med en meget elegant Dame i München?«
142 »Hvornaar?«
» Det maa have været kort Tid efter, at han forlod os i Italien. Maaske har den Dame hørt til det Rejseselskab, han saa hurtigt blev træt af.«
» Det veed jeg ingenting om.«
»Naa, det kan jo ogsaa være lige meget. Det blev sikkert ikke fortalt os for at glæde os, men jeg tror alligevel, det har beroliget Jytte at vide, at Dihmer saa hurtigt trøstede sig. Hun taler nu ganske ligefrem om ham. Jeg tror i Grunden ikke hun tænker meget paa ham mere. – Hvad synes du forøvrigt om Jyttes Udseende?«
» Hun var maaske lidt matøjet idag; men det behøver jo ikke at betyde noget. Det er naturligvis kun godt, at I er taget paa Landet nu, da Varmen er kommen. Det har I vist begge to trængt til.«
»Ja, det var ganske nødvendigt at komme bort. København virkede helt ødelæggende paa Jyttes Humør. Jeg kunde tilsidst ikke drive hende udenfor en Dør. Al den Venlighed, der vistes hende af vore Venner og Bekendte, pinte hende i den yderste Grad. Du maa dog ogsaa have mærket det, Asmus.«
» Naa ja – hun har undertiden kunnet blive lidt bitter. Men ellers sporer jeg ingen Forandring paa hende. For et Øjeblik siden løb hun jo om paa Græsplænen her og legede med en Hundehvalp som om hun endnu var atten Aar.«
143 Fru Bertha sad igen nogle Øjeblikke tavs i sin tankefulde Stilling med Hænderne i Skødet.
» I andre kender hende ikke som jeg. For Jytte er ikke som hun lader. Til dig vil jeg sige det, Asmus, for at du kan forstaa min Angst. ⇕ ⇒ Jeg synes, at der i Jyttes Væsen er kommen saa meget, der paa uhyggelig Maade minder mig om hendes Broder Ebbe. Der er den samme underlige Ligegyldighed for alting. Jytte vil jo nok more sig; men naar hun kommer hjem fra Teatret eller fra Sportspladserne, finder hun det altsammen saa dumt. Og hun, som engang altid sad og læste, hun aabner nu aldrig en Bog, kigger i det højeste i en Revolverroman af den værste Slags. Kan man forstaa, at det er det samme Menneske, som hentede store videnskabelige Værker hjem fra Bibliotekerne og endnu før hun var rigtig voksen ønskede sig Søren Kierkegaards samlede Skrifter til sin Fødselsdag? ... Saa har hun ogsaa ligesom Ebbe denne sygelige Trang til at grave sig ned i Betragtninger over sine egne og andre Menneskers Mangler .... Sine Veninder undgaar hun. Hun er bleven ligefrem menneskesky og kan være saa mistænksom ogsaa overfor mig, at jeg mangen Gang virkelig maa tro, hun er ved at miste sin Forstand. Jeg siger dig, Asmus, – Jytte er syg, hvad saa I kloge Læger mener.«
» Jeg synes, du skulde foreslaa hende at lade Professor 144 Baumgarten foretage en virkelig Undersøgelse engang.«
» Det faar jeg hende aldrig til. Men det er heller ikke det ... Det er ikke det , Asmus!«
» Hvad mener du?«
» Kan du huske, vi har engang talt sammen om denne »Sjælehelse«, som man hører saa meget om nu. Du kaldte den hele Bevægelse for Humbug og Kvaksalveri.«
» Har jeg gjort det, saa har jeg ikke løjet.«
» Men du maa dog indrømme, at det er mærkelige Helbredelser der fortælles om. Vi traf selv for nylig i Italien en Generalkonsulinde Kolding, der var bleven kureret ved en saadan sjælelig Behandling ... Jeg skal ikke nævne Navnet paa Lægen, for saa tror du mig sagtens slet ikke. Hun havde som ung altid været saa syg, at hun ikke troede hun kunde leve. Og nu saae hun ud som Sundheden selv, var rund og robust.«
» Jeg veed det. Jeg kender tilfældigvis lidt til den Dame. Hun var i sin Ungdom skrækkelig hysterisk. At hun nogensinde har været virkelig syg er en ren og skær Indbildning.«
» Det kan jo være. Men den Indbildning blev hun altsaa lykkelig befriet for. Og Resultatet er, at hun nu er gift og har fire sunde og prægtige Børn.«
»Ja, lille Tante, jeg veed det godt altsammen. Jeg 145 har længe forstaaet, at Tiden gaar svanger med en ny Middelalder. Folk vil igen kureres ved Haandspaalæggelse og Kirkeoblater. Men vil du følge mit enfoldige Raad, saa maa du alligevel hellere forsøge med den Petroleumskur, hun talte om derinde, den rare gamle Dame. Den vil i hvert Fald kun ødelægge de mindre ædle Dele. – Og nu maa du undskylde mig! Jeg maa ind og pakke mine Sager sammen!«

Den gamle Dame blev rødblaa i Ansigtet af Arrigskab og vilde svare; men Fru Vilhelmine forekom det ved at rejse sig og sige »Velbekomme«.
Under almindelig Forstemthed gik Selskabet ud i Haven. –

Den gamle Dame blev rødblaa i Ansigtet af Arrigskab og vilde svare; men Fru Vilhelmine forekom det ved at rejse sig og sige »Velbekomme«.
Under almindelig Forstemthed gik Selskabet ud i Haven. —

Den gamle Dame blev rødblaa i Ansigtet af Arrigskab og vilde svare; men Fru Vilhelmine forekom det ved at rejse sig og sige »Velbekomme«.
Under almindelig Forstemthed gik Selskabet ud i Haven. –

⇕ Storeholt II, 3.3

⇕ De Dødes Rige 3.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 3.2

H en paa Eftermiddagen, efter at Professoren var rejst, kom en Rytter ridende ind i Gaarden. En yngre Herre med et lille studset Overskæg, høj Silkehat , stram Figurfrakke og lange, drapfarvede Benklæder. Baade Mand og Hest nøjagtig kopieret efter den sidste engelske Modejournal.
Han blev holdende nedenfor Trappen med Haanden i Siden, indtil der langt om længe viste sig en Staldkarl. Da han af Stuepigen fik at vide, at Damerne opholdt sig i Haven, gik han derud uden at lade sig melde.

Ud paa Eftermiddagen, efter at Professoren var rejst, kom en Rytter ridende ind i Gaarden. Det var en yngre Herre med et lille studset Overskæg, stiv Hat , stram Figurfrakke og ^ drapfarvede Benklæder. ^ Han blev holdende nedenfor Herskabstrappen med Haanden i Siden, indtil der langt om længe viste sig en Staldkarl. Da han ^ fik at vide, at Damerne opholdt sig i Haven, gik han derud uden at lade sig melde.

De fire Damer sad henne under Kastanjerne ved en Kop Te. Da Jytte saae den elegant kostymerede Herre komme ned ad Verandatrappen , sprang hendes Blik rent uvilkaarlig hen paa Fru Vilhelmine. Og 146 skønt Svigerinden ikke røbede nogen større Sindsbevægelse, tænkte hun straks : » Her kommer Amant’en!«

De fire Damer sad henne under Kastanjerne ved en Kop Te.
Idet Jytte saae den elegant kostymerede Herre komme gaaende med Ridepisk i Haanden , sprang hendes Blik rent uvilkaarlig hen paa Fru Vilhelmine. Og skønt Svigerindens Ansigt ikke røbede allermindste Sindsbevægelse, sagde hun til sig selv : » Her har vi Amant’en!«

»Hr. Skovtaksator Frandsen –,« forestillede Fru Vilhelmine.

»Hr. Skovtaksator Frandsen —,« forestillede Fru Vilhelmine.

»Hr. Skovtaksator Frandsen –,« forestillede Fru Vilhelmine.

Jægermesteren, der efter sin Broders Afrejse havde ^ trukket sig tilbage med den Undskyldning, at han havde travlt ^ i sit Laboratorium , laa ^ udstrakt paa Sofaen i sin Stue med et Slumretæppe over sig og sov trygt . Et Vindu stod aabent ^ til Haven, og Damernes Passiar havde hele Tiden lydt ind til ham fra det fjerne. En Flok Raager , der gjorde Spektakkel oppe i en Trætop, havde heller ikke forstyrret ham , og det store Rabalder af en Fejespaan, som en af Pigerne tabte udenfor paa Gangen, havde blot faaet ham til at kradse sig i Nakken og skære en Grimace i Søvne .

Hr. Frandsen bukkede korrekt med samlede Hæle. Han havde et ganske kønt men flovt Ansigt og et forlegen-sirligt Væsen.
Jægermesteren, der efter sin Broders Afrejse havde I, 256 trukket sig tilbage » for at arbejde i sit Laboratorium «, laa i dette Øjeblik udstrakt paa Sofaen i sin Stue med et Slumretæppe over sig og sov dybt . Et Vindu stod aabent ud til Haven, hvor en Flok Raager havde holdt Generalforsamling , uden at han derfor havde ladet sig forstyrre i sine Studier .

I, 186 Hr. Frandsen bukkede korrekt med samlede Hæle. Han havde et ganske kønt men flovt Ansigt og et forlegen-sirligt Væsen.
Jægermesteren, der efter sin Broders Afrejse havde trukket sig tilbage » for at arbejde i sit Laboratorium «, laa i dette Øjeblik udstrakt paa Sofaen i sin Stue med et Slumretæppe over sig og sov dybt . Et Vindu stod aabent ud til Haven, hvor en Flok Raager havde holdt Generalforsamling , uden at han derfor havde ladet sig forstyrre i sine Studier .

Hr. Frandsen bukkede korrekt med samlede Hæle. Han havde et ganske kønt men flovt Ansigt og et forlegen-sirligt Væsen.
Jægermesteren, der efter sin Broders Afrejse havde trukket I, 187 sig tilbage » for at arbejde i sit Laboratorium «, laa i dette Øjeblik udstrakt paa Sofaen i sin Stue med et Slumretæppe over sig og sov dybt . Et Vindu stod aabent ud til Haven, hvor en Flok Raager havde holdt Generalforsamling , uden at han derfor havde ladet sig forstyrre i sine Studier .

Lyden af den fremmede Herres Stemme vækkede ham derimod øjeblikkeligt . Han smed Tæppet af sig, satte sig overende og stirrede ud i Luften med de søvnrøde Øjne vidt opspilede.

Lyden af den fremmede Herres Stemme vækkede ham derimod øjeblikkeligt . Han smed Tæppet af sig, satte sig over Ende og stirrede ud i Luften med de søvnrøde Øjne vidt opspilede.

Lyden af den fremmede Herres Stemme vækkede ham derimod øjeblikkelig . Han smed Tæppet af sig, satte sig over Ende og stirrede ud i Luften med de søvnrøde Øjne vidt opspilede.

»Frandsen!« hviskede han hen for sig.

Da han lidt efter stod foran Pillespejlet for at ordne sin Paaklædning, forfærdedes han over sit Udseende. » Detteher ender galt!« tænkte han. » Jeg gør en Ulykke paa den elendige Karl! Jeg skyder ham ned! Gode Gud – de Øjne! Jeg ligner jo en gal Tyr!«
147 Han satte sig ned paa en Stol for roligt at overveje, hvad han skulde gøre. Det galdt først og fremmest om ikke at blive latterlig. Skulde han udfordre Frandsen? De to havde i sin Tid studeret sammen paa Landbohøjskolen, og Frandsen, som var Søn af en københavnsk Skotøjsfabrikant , ^ havde dengang følt sig meget beæret af Venskabet. Nu var den Skomagerdreng bleven overlegen. Red omkring paa Egnen og agerede engelsk Lord.
Hvad der næsten opbragte ham allermest var, at han selv havde anbefalet Vennen til Grev Rabenfeldt, da Greven engang havde talt om, at han vilde have sine Skove takserede. Nu høstede han Lønnen for sin Venskabstjeneste! ... Hvad skulde han gøre? Dersom han kastede Frandsen paa Porten, vilde Følgen jo bare blive, at Folkesnakken æreskændede hans Hustru, og at han selv blev stillet i Gabestokken. Men netop i Øjeblikket maatte en Familjeskandale for enhver Pris undgaaes. Den mindste Skygge paa hans Husliv kunde forspilde ham alle Fremtidsmuligheder. Indtil Valget var ovre, maatte han af Hensyn til den offenlige Mening bide Skammen i sig og lade, som om han ingenting saae. Siden kunde han altid skaffe sig Oprejsning.
Han stillede sig igen hen foran Spejlet og formanede sig selv til Rolighed. Han bandt sit Slips, der var gaaet op, og eftergik med en Lommekam Skilningen 148 i sit glatte Haar, der ligeledes var kommen i Uorden under Søvnen. Han lovede sig selv at være fuldkommen behersket. Selv Vilhelmine skulde ikke kunne mærke noget paa ham. Overfor Frandsen vilde han vise sig ganske uforandret. Under et Skin af Velvilje skulde han plukke den forlorne Fornemhed af ham og gøre ham uhjælpeligt til Latter for de andre . ^

Da han lidt efter stod foran Pillespejlet for at ordne sin Paaklædning, formanede han sig selv til Rolighed. Han bandt sit Slips, der var gaaet op, eftergik med en Lommekam Skilningen i sit tynde Haar, der ligeledes var kommen i Uorden under Søvnen, og lovede sig selv at ville være fuldkommen behersket. Selv Vilhelmine skulde ikke kunne mærke noget paa ham.
Hvad der næsten opbragte ham allermest, var, at han selv havde anbefalet Frandsen til Grev Rabenfeldt, da denne en Gang i Vinter havde talt om at ville have sine Skove takserede. Nu høstede han Lønnen for sin Venskabstjeneste! Men det var den gamle Historie. Utaknemlighed var overhovedet den Tak , Verden hidtil havde ydet ham . –

Med en nytændt Cigar i Munden kom han lidt efter langsomt ned ad Verandatrappen i sin hvide Laboratoriekittel.

Med en nytændt Cigar i Munden kom han lidt efter ^ ned ad Verandatrappen i sin hvide Laboratoriekittel.

» Se se – Frandsen! Du her !« sagde han, da han naaede Selskabet. » Og i Ridekostyme ! ... Har Rabenfeldt igen laant dig en Hest?« ^ ^

»Se, se – Frandsen! Du her ! ... Og i Ridekostyme ! ^ Har Rabenfeldt igen laant dig en Hest?«
I, 257 Hr. Frandsen blev ildrød op til Hatteskyggen og svarede forfjamsket:

»Se, se — Frandsen! Du her ! ... Og i Ridekostyme ! ^ Har Rabenfeldt igen laant dig en Hest?«
Hr. Frandsen blev ildrød op til Hatteskyggen og svarede forfjamsket:

»Se, se – Frandsen! Du her ! ... Og i Ridekostume ! ^ Har Rabenfeldt igen laant dig en Hest?«
Hr. Frandsen blev ildrød op til Hatteskyggen og svarede forfjamsket:

»Laant? Du veed jo meget godt, at jeg udtrykkeligt har betinget mig en Ridehest . Greven kendte forresten i Forvejen min Passion. Det sagde han mig netop igaar.«
»Ja, det var mig, der fortalte ham, at du vilde sætte Pris paa at komme til at ride engang imellem. Skal du være hjemme med Hesten til nogen bestemt Tid?«

»Laant? Du veed jo meget godt, at jeg udtrykkelig har betinget mig en Ridehest , saa længe jeg opholder mig ^ paa Rabenseje.«
» Skal du være hjemme med Hesten til nogen bestemt Tid?«

Vennen vilde først ikke svare paa Fornærmelsen men ^ ^ ^ fik saa et lykkeligt Indfald og sagde:

Vennen strøg Overskægget med to Fingerspidser , mens han bed sig i Læben af Raseri. Men pludselig fik han et lyst Indfald .

Vennen strøg Overskægget med to Fingerspidser for at skjule sit Raseri. Men pludslig fik han et lyst Indfald .

» Jeg tænker, at Barnepigen kommer og henter mig .«
Fru Vilhelmine , der havde siddet og ærgret sig over sin Mands Tone, lo hjertelig anerkendende af 149 Hr. Frandsens flotte Ripost. Ogsaa Frøken Søholm ^ skogrede op af Tilfredshed.

» Jeg tænker, at Barnepigen kommer og henter mig ,« sagde han.
Baade Fru Vilhelmine og Frøken Søholm lo hjerteligt af hans flotte Ripost. ^ Frøken Søholm formelig skogrede op af Tilfredshed.

I, 187 » Jeg tænker, at Barnepigen kommer og henter mig ,« sagde han.
Baade Fru Vilhelmine og Frøken Søholm lo hjerteligt af hans flotte Ripost. ^ Frøken Søholm formelig skogrede op af Tilfredshed.

» Jeg tænker, at Barnepigen kommer og henter mig ,« sagde han.
Baade Fru Vilhelmine og Frøken Søholm lo hjerteligt af hans flotte Ripost. ^ Frøken Søholm formelig skogrede ^ af Tilfredshed.

Blodet foer Jægermesteren til Hovedet ; men af Angst for at komme til at røbe sig, lo han med de andre og raabte endogsaa:

Blodet var faret Jægermesteren til Hovedet . Men af Angst for at røbe sig og blive latterlig bestemte han sig til at le med de andre .

I, 188 Blodet var faret Jægermesteren til Hovedet . Men af Angst for at røbe sig og blive latterlig bestemte han sig til at le med de andre .

»Bravo, Frandsen!« ^

»Bravo, Frandsen!« sagde han anerkendende.

Hr. Frandsen, der selv var forbavset over sit Vid, takkede smigret for Bifaldet med en ^ Bøjning.

Hr. Frandsen, der selv var forbavset over sit Vid, takkede smigret for Bifaldet med en dyb Bøjning.

» Vi sad netop og talte om at benytte det gode Vejr til en Udflugt, John,« sagde nu Fru Bertha. » Din Kone foreslog en Køretur til Follebro for at se den Udgravning, som der har staaet saa meget om i Bladene .«
» Jeg tror, det vil interessere vore Gæster,« mente Fru Vilhelmine. » Vi har jo forresten selv talt om den Tur længe . Hr. Frandsen har lovet at være Vejviser. Han veed, hvor Udgravningen ligger .«

» Vi sad netop og talte om at benytte det gode Vejr til en Udflugt, John,« sagde ^ Fru Bertha. » Vilhelmine foreslog en Køretur til Follebro for at se den Udgravning, som der har staaet ^ om i Bladene ^ . Hr. Frandsen veed, hvor det er, og tilbyder sig som Vejviser .«

» Du husker nok ikke paa,« sagde Jægermesteren ^ , » at Landaueren er i Odense med min Bror. Og Charabancen er desværre hos Smeden.«

» Du husker nok ikke paa,« sagde Jægermesteren til sin Kone , » at Landaueren er i Odense med min Bror. Og Charabancen er desværre hos Smeden.«

» Er den der endnu? ... Saa maa vi ^ tage Jagtvognen.«

I, 258 » Er den der endnu? ... Saa kan vi jo tage Jagtvognen.«

» Er den der endnu? ... Saa kan vi jo tage Jagtvognen.«

» Der er jo kun Plads til fire.«

» Der er ^ kun Plads til fire.«

» Det er ogsaa nok, naar du selv er Kusk. Jeg foretrækker dog at ride.«

» Det kan du ikke , Vilhelmine .«

» Det kan du ikke ^ .«

»Hvorfor?«

150 » Du veed jo nok , at Kora er bleven halt.«

» Du veed jo ^ , at Kora er bleven halt.«

»Herregud, saa tager jeg den røde Kørehest, den har jeg redet før. Gør nu ikke saa mange Ophævelser!«

» Hvad siger du, Tante ^ ? Tror du ^ den Udgravning har den fjerneste Interesse?«

» Hvad mener du, Tante Bertha ? Tror du virkelig, den Udgravning har den fjerneste Interesse?«

» Det veed jeg ikke. Men Køreturen kan jo i hvert Fald være meget underholdende . Der er saa smukt derovre ved Follebro.«

» Det veed jeg ikke. Men Forslaget om en Køretur tiltaler mig i hvert Fald ^ . Der er saa smukt ^ ved Follebro.«

Jægermesteren ^ vendte sig tavs om og gik tilbage ^ for at give Ordre til Stalden.

Jægermesteren havde vendt Øjnene mod Jorden. Han stod saadan en lille Tid, vendte sig derpaa om og gik tilbage til sin Stue for at sende Ordre til Stalden.

Lidt efter brød Damerne op for at gøre sig i Stand.

Kort efter brød Damerne op for at gøre sig i Stand.

Da Fru Vilhelmine kom ind i sit Soveværelse, stod hendes Mand derinde. Han havde ventet paa hende, og hans Udseende forskrækkede hende. Med Hænderne bag paa Ryggen kom han hen imod hende . Hans uhyggelige Blik trængte hende ^ op mod Væggen , og hun raabte i sin Angst:

Da Fru Vilhelmine kom ind i sit Soveværelse, stod hendes Mand derinde. Hans Udseende forskrækkede hende. Med Hænderne ^ paa Ryggen kom han hen imod hende og trængte hende med sit Blik op mod Væggen . Tilsidst raabte hun i Angst:

Da Fru Vilhelmine kom ind i sit Soveværelse, stod hendes I, 188 Mand derinde. Hans Udseende forskrækkede hende. Med Hænderne ^ paa Ryggen kom han hen imod hende og trængte hende med sit Blik op mod Væggen . Tilsidst raabte hun i Angst:

» Hvad vil du mig? Herinde har du ikke noget at gøre!«

I, 189 » Hvad vil du mig? Herinde har du ikke noget at gøre!«

» Du vil ride sammen med Frandsen?« sagde han. »Godt! ... Men dersom I understaar jer til at gaa paa Eventyr, saa bliver du endnu i Aften jaget ud af Gaarden med denneher !«

» Du vil ride sammen med Frandsen?« sagde han. »Godt! ... Men dersom du fjerner dig mere end ti Skridt fra Vognen, bliver du endnu i Aften jaget ud af Gaarden med denne her !«

» Du vil ride sammen med Frandsen?« sagde han. »Godt! . .. Men dersom du fjerner dig mere end ti Skridt fra Vognen, bliver du endnu i Aften jaget ud af Gaarden med denne her !«

» Du vil ride sammen med Frandsen?« sagde han. »Godt! ... Men dersom du fjerner dig mere end ti Skridt fra Vognen, bliver du endnu i Aften jaget ud af Gaarden med denne her !«

Han løftede en sammenrullet Hundesvøbe, som han havde holdt skjult bag Ryggen.

I, 259 Han løftede en sammenrullet Hundesvøbe, som han havde holdt skjult bag Ryggen.

Han løftede en sammenrullet Hundesvøbe, som han havde holdt skjult bag Ryggen.

» Er du gal? Er du rent forrykt? Vil du øjeblikkelig 151 gaa din Vej! Ellers ringer jeg paa Pigerne , saa hele Huset hører det !«

» Er du gal? Er du ^ forrykt? Vil du øjeblikkelig gaa din Vej! Eller jeg ringer ^ paa Pigerne ^ !«

» Det vilde blot have til Følge, at du kom paa Porten lige med det samme. Men du holder dig nok i Skindet. Du forstaar vist , at det er Alvor dennegang.«

» Det vilde ^ have til Følge, at du kom paa Porten lige med det samme. Jeg haaber, du nu forstaar ^ , at det er Alvor denne Gang!«

Han gik ind til sig selv.
»Sjover ^ ^ !« slyngede hun efter ham ; og saasnart han var gaaet, foer hun hen og laasede Døren imellem dem. Saa gav hun sig til at le – en høj, tøseagtig Latter , der fik Jægermesteren til at fare sammen. Hvad var det? ... I en pludselig Angst for, at hun ^ virkelig morede sig over ham og fandt ham komisk , stod han nogle Øjeblikke raadvild, hvorpaa han ^ besvarede hendes Latter med en overgiven Fløjten. Mens Taarerne stod ham i Øjnene af Ophidselse og vanvittig Forelskelse , gik han omkring i Kammeret og fløjtede ^ Melodien til: » Her har vi den igen, den gamle Vagtparade!« ^

Han gik ind til sig selv. Fru Vilhelmine foer hen og laasede Døren. – »Pjalt !« slyngede hun efter ham og slog en høj, tøset Latter op.
Jægermesteren foer sammen.
En pludselig Ængstelse betog ham og gjorde ham raadvild. Morede hun sig virkelig ^ over ham? Fandt hun ham komisk ? ... Pludselig besvarede han Latteren med en ^ Fløjten. Midt i sin Ophidselse og vanvittige Forelskelse ^ gik han omkring i Kammeret og fløjtede i vilden Sky Melodien til: » Her har vi den igen, den gamle Vagtparade!« –

Han gik ind til sig selv. Fru Vilhelmine foer hen og laasede Døren. — »Pjalt !« slyngede hun efter ham og slog en høj, tøset Latter op.
Jægermesteren foer sammen.
En pludselig Ængstelse betog ham og gjorde ham raadvild. Morede hun sig virkelig ^ over ham? Fandt hun ham komisk ? ... Pludselig besvarede han Latteren med en ^ Fløjten. Midt i sin Ophidselse og vanvittige Forelskelse ^ gik han omkring i Kammeret og fløjtede i vilden Sky Melodien til: » Her har vi den igen, den gamle Vagtparade!« —

Et Kvarterstid efter var Familjen og dens Gæster paa Vej til Follebro.

Et Kvarterstid efter var Ægteparret og Gæsterne paa Vej til Follebro.

^ ^

III .

III

⇕ Storeholt II, 3.3

⇕ De Dødes Rige 3.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 3.3

Jytte sad hos sin Fætter paa Kuskesædet . Fru Bertha og Frøken Søholm paa det bageste Sæde med Ryggen til dem. Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen fulgte tilhest paa hver ^ sin Side af Vognen.

Jytte sad hos sin Fætter paa Kuskesædet , Fru Bertha og Frøken Søholm paa det bageste Sæde med Ryggen til dem. Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen fulgte til Hest hver paa sin Side af Vognen.

Jytte sad hos sin Fætter paa Kuskesædet . Fru Bertha og Frøken Søholm paa det bageste Sæde med Ryggen til dem. Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen fulgte til Hest hver paa sin Side af Vognen.

Hr. Frandsen red en hjelmet og glasøjet Hoppe med Svanehals og en lille vims Halestump. Han 152 havde flere Gange holdt den tilbage i det Haab, at ogsaa Fru Vilhelmine vilde trække sig bort fra Vognen, saa de endelig kunde blive alene. Men han var stadig bleven skuffet. Jægermesterens Advarsel havde trods alt ^ gjort sin Virkning paa den hovmodige Millionærdatter . Bastardkvindens vellystfulde Respekt for den korporlige Overlegenhed sad hende i Kroppen. Der manglede i Virkeligheden kun, for at hun skulde komme til at holde af sin Mand, at han engang gjorde Alvor af sin evige Trussel om » at tærske hende gul og grøn som en Skærtorsdagssuppe.«

Hr. Frandsen red en ^ glasøjet Hoppe med Svanehals og en lille vims Halestump. Han havde flere Gange holdt I, 260 den tilbage i det Haab, at ogsaa Fru Vilhelmine skulde trække sig bort fra Vognen, saa de ^ kunde blive alene. Men han blev stadig ^ skuffet. Fru Vilhelmine holdt sig i Skindet. Hendes Mands Trusel havde alligevel gjort sin Virkning ^ . ^

Hr. Frandsen red en ^ glasøjet Hoppe med Svanehals og en lille vims Halestump. Han havde flere Gange holdt den tilbage i det Haab, at ogsaa Fru Vilhelmine skulde trække sig bort fra Vognen, saa de ^ kunde blive alene. Men han blev stadig ^ skuffet. I, 189 Fru Vilhelmine holdt sig i Skindet. Hendes Mands Trusel havde alligevel gjort sin Virkning ^ . ^

Hr. Frandsen red en ^ glasøjet Hoppe med Svanehals og en lille vims Halestump. Han havde flere Gange holdt den tilbage i det Haab, at ogsaa Fru Vilhelmine skulde trække sig bort fra Vognen, saa de ^ kunde blive alene. Men han blev stadig ^ skuffet. Fru Vilhelmine holdt sig i Skindet. Hendes Mands Trusel havde alligevel gjort sin Virkning ^ . ^

Hendes Lydighed rørte ham nu . Al hans Harme og Hævntørst vendte sig ^ mod Vennen. For at haane ham gjorde han Løjer med, at Hr. Frandsens Hest, under sin Rytters forfængelige Lyst til at lade den kapriolere, hyppig afgav kraftige Vidnesbyrd om Fordøjelsesbesværligheder. Han lod ham vide, at det var en fæl gammel Vindsluger, Rabenfeldt der havde overladt ham, og gav i det hele sit Vid en Frihed, der gjorde Damerne urolige og Hr. Frandsen rasende.
I sin Ondskabsfuldhed kørte han samtidig Vognen længere og længere ud til Siden, saa Vennen trængtes ud mod Vejkanten. Fra Chausseen var de kommen ind paa en Sognevej , hvor der ikke var megen Plads . For ikke at komme ned i Grøften maatte Hr. Frandsen 153 tilsidst søge om bag Vognen. Her red han slukøret ganske alene Resten af Vejen i det ophvirvlede Støv.

Hendes Lydighed rørte Jægermesteren, der let lod sig bevæge . Al hans Harme ^ vendte sig nu mod den forræderske Ven. Fra Chausseen var de drejet ind paa en smal Sognevej, og her kørte han i sin Hævngerrighed Vognen længere og længere ud til den Side , hvor Hr. Frandsen red, og trængte ham paa den Maade ud mod Vejkanten . For ikke at komme ned i Grøften maatte Vennen tilsidst søge om bag Vognen. Her red han slukøret ganske alene ^ i det ophvirvlede Støv.

I, 190 Hendes Lydighed rørte Jægermesteren, der let lod sig bevæge . Al hans Harme ^ vendte sig nu mod den forræderske Ven. Fra Chausseen var de drejet ind paa en smal Sognevej, og her kørte han i sin Hævngerrighed Vognen længere og længere ud til den Side , hvor Hr. Frandsen red, og trængte ham paa den Maade ud mod Vejkanten . For ikke at komme ned i Grøften maatte Vennen tilsidst søge om bag Vognen. Her red han slukøret ganske alene ^ i det ophvirvlede Støv.

Denne fortsatte Triumf havde bragt Jægermesteren i godt Humør. Han underholdt sig med Jytte og lod Hestene strække ud. Fru Bertha, hos hvem der efterhaanden var dukket en Mistanke op, blev igen beroliget.
Efter en lille Times Kørsel naaede de Stedet med de udgravede Borgrester . Det laa paa Højden af en nøgen Aas udenfor en Skov. Der førte kun en Sti derop, og Damerne maatte staa af Vognen. Men der var ikke meget at se. En Murlevning paa en halv Snes Alen var bleven afdækket, – andet var der ikke.

Denne ^ Triumf satte Jægermesteren i godt Humør. Han knaldede med Pisken og lod Hestene strække ud.
Efter knap en Times Kørsel naaede de Stedet med de udgravede Rester af et gammelt Kloster . De laa paa Højden af en nøgen Aas udenfor en Skov. Der førte kun en Sti derop, saa Damerne maatte staa af Vognen. Iøvrigt var der næsten ingenting at se. En Murlevning paa en halv Snes Alen var bleven afdækket, – andet var der ikke.

Til Gengæld var Udsigten deroppe fra mægtig . Det halve Fyens Land rummedes indenfor den næsten ubrudte Synskres. En endeløs Frodighed, en uhyre Have, gennemskaaret paa kryds og tværs ^ af de hegnede Veje, hvorimellem Markerne laa som grønne Plæner og Skovene som Bosketter .
Fru Bertha havde trukket sig lidt bort fra de andre for at være ene med sine Minder. Hun stod i Hat og Sjal med Hænderne paa Ryggen og stirrede ud over sin Barndomsegn , sine Drømmes Land. Og hendes Øjne strømmede over, mens Tankerne gik til den Ven, med hvem hun i Ungdommens Dage 154 havde delt sin frejdige Tro paa Livets Miskundhed. – »Aa , Hjalmar! Nu er jeg dog bleven, hvad du troede ^ jeg aldrig kunde blive : en gammel Kone, der græder over sig selv!«

Til Gengæld var Udsigten deroppe vidunderlig . Det halve Fyens Land laa udstrakt indenfor Synskresen som en uhyre Have, ^ paa kryds og tværs gennemskaaret af ^ hegnede Veje, hvorimellem Markerne laa som grønne Plæner og Skovene som Busketter . Fru Bertha, der især var taget med paa Turen for denne Udsigts Skyld, trak I, 261 sig lidt bort fra de andre for at være ene med sine Minder. Her havde hun engang i de unge Dage staaet med sin Ven og stirret ud over sin Barndomsegn til sine Drømmes Land, saa fuld af frejdig Tro paa Livets Miskundhed. – »Ak , Hjalmar! Nu er jeg dog bleven, hvad du troede , jeg aldrig kunde blive , en gammel Kone, der græder over sig selv!«

Til Gengæld var Udsigten deroppe vidunderlig . Det halve Fyens Land laa udstrakt indenfor Synskresen som en uhyre Have, ^ paa kryds og tværs gennemskaaret af ^ hegnede Veje, hvorimellem Markerne laa som grønne Plæner og Skovene som Busketter . Fru Bertha, der især var taget med paa Turen for denne Udsigts Skyld, trak sig lidt bort fra de andre for at være ene med sine Minder. Her havde hun engang i de unge Dage staaet med sin Ven og stirret ud over sin Barndomsegn til sine Drømmes Land, saa fuld af frejdig Tro paa Livets Miskundhed. — »Ak , Hjalmar! Nu er jeg dog bleven, hvad du troede , jeg aldrig kunde blive , en gammel Kone, der græder over sig selv!«

Til Gengæld var Udsigten deroppe vidunderlig . Det halve Fyns Land laa udstrakt indenfor Synskresen som en uhyre Have, ^ paa Kryds og tværs gennemskaaret af ^ hegnede Veje, hvorimellem Markerne laa som grønne Plæner og Skovene som Busketter . Fru Bertha, der især var taget med paa Turen for denne Udsigts Skyld, trak sig lidt bort fra de andre for at være ene med sine Minder. Her havde hun engang i de unge Dage staaet med sin Ven og stirret ud over sin Barndomsegn til sine Drømmes Land, saa fuld af frejdig Tro paa Livets Miskundhed. – »Ak , Hjalmar! Nu er jeg dog bleven, hvad du troede , jeg aldrig kunde blive , en gammel Kone, der græder over sig selv!«

Jægermesteren, der var bleven siddende paa Vognen, begyndte at knalde med Pisken, og straks efter steg de alle ned ^ ^ ^ ^ .

Jægermesteren, der var bleven siddende paa Vognen, begyndte at give sin Utaalmodighed Luft med Pisken. Lidt efter steg de alle ned – de to ridende foran .

Jægermesteren, der var bleven siddende paa Vognen, begyndte at give sin Utaalmodighed Luft med Pisken. Lidt efter steg de alle ned — de to ridende foran .

Jægermesteren, der var bleven siddende paa Vognen, begyndte at give sin Utaalmodighed Luft med Pisken. Lidt efter steg de alle ned – de to Ridende foran .

Det tog lidt Tid, inden de tre Damer igen kom tilsæde paa Vognen, og imens greb Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen Lejligheden til at ride ^ i Forvejen , først i Skridtgang, siden, da de andre begyndte at køre, i Trav. Jægermesteren , der øjeblikkelig var bleven urolig, gav sine Heste Tøjlen ^ . Men da det ridende Par mærkede det, satte ogsaa de Farten op for at kunne bevare Afstanden ^ .

Det tog ^ Tid, inden de tre Damer igen kom tilsæde paa Vognen, og denne Lejlighed benyttede Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen ^ til at ride lidt i Forvejen – først i Skridtgang, siden, da Vognen begyndte at køre, i Trav. Jægermesteren gav Hestene Tøjlen for at indhente dem . Men da ^ satte ogsaa de Farten op , saa Afstanden blev bevaret .

Det tog ^ Tid, inden de tre Damer igen kom tilsæde paa Vognen, og denne Lejlighed benyttede Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen ^ til at ride lidt i Forvejen — først i Skridtgang, siden, da Vognen begyndte at køre, i Trav. Jægermesteren gav Hestene I, 190 Tøjlen for at indhente dem . Men da ^ satte ogsaa de Farten op , saa Afstanden blev bevaret .

Vejen førte ind ^ gennem Skoven. Den gik i idelige Bugtninger , saa Fru Vilhelmine og hendes Kavaler hvert Øjeblik blev usynlige for de andre.
Jægermesteren firede stadig paa Tømmen for at indhente dem; men ved hver ny Drejning af Vejen viste det sig, at de snarest havde forøget Afstanden, og hans Ansigt blev mere og mere blodløst. Den ene af Kørehestene , der var vant til at gaa for Vogn sammen med den Fuks , som Fru Vilhelmine red, gik vældig frem med løftet Hoved. I sin Uro gav den sig tilsidst til at kalde ^ . Den anden Hest svarede forude, og dens Raab gav Genlyd i Skoven.

Man havde bestemt sig til at gøre Hjemturen gennem Skoven. Paa Grund af dennes Tæthed og Vejens idelige Bugtninger var det ridende Par hvert Øjeblik ude af Syne. Jægermesteren gav stadig mere Tømme, og Hestene strakte ud. Navnlig den af dem , der var vant til at gaa for Vogn sammen med Fuksen , som Fru Vilhelmine red, gik vældig frem med løftet Hoved. I sin Uro gav den sig tilsidst til at kalde paa sin Mage med et Nødraab . Den anden ^ svarede forude, og Raabene gav Genlyd i Skoven.

I, 191 Man havde bestemt sig til at gøre Hjemturen gennem Skoven. Paa Grund af dennes Tæthed og Vejens idelige Bugtninger var det ridende Par hvert Øjeblik ude af Syne. Jægermesteren gav stadig mere Tømme, og Hestene strakte ud. Navnlig den af dem , der var vant til at gaa for Vogn sammen med Fuksen , som Fru Vilhelmine red, gik vældig frem med løftet Hoved. I sin Uro gav den sig tilsidst til at kalde paa sin Mage med et Nødraab . Den anden ^ svarede forude, og Raabene gav Genlyd i Skoven.

155 Jytte begyndte at føle sig ^ uhyggelig tilmode. Det skyldtes ikke saa meget selve Hændelsen. Hun havde set saa meget af den Art i sit Liv og var jo desuden forberedt. Men hun ængstedes af den vilde Kørsel, af Fætterens blege Ansigt , af Hestens urolige Kalden paa sin Mage og dennes Svar, der lød gennem Skoven som et Nødraab .

Ved hver ny Drejning af Vejen, hvor Vilhelmine og hendes Kavaler igen et Øjeblik kom til Syne, viste det sig, at Afstanden snarest var bleven forøget. Jytte følte I, 262 sig ret uhyggelig ved Situationen. Hun saae Fætterens sammenbidte Ansigt blive blegere og blegere samtidig med, at Kørslen blev vildere .

Ved hver ny Drejning af Vejen, hvor Vilhelmine og hendes Kavaler igen et Øjeblik kom til Syne, viste det sig, at Afstanden snarest var bleven forøget. Jytte følte sig ret uhyggelig ved Situationen. Hun saae Fætterens sammenbidte Ansigt blive blegere og blegere samtidig med, at Kørslen blev vildere .

Nu blev det ogsaa Fru Bertha for broget . Hun vendte sig om og sagde:

Nu blev ^ ogsaa Fru Bertha opmærksom . Hun vendte sig om og sagde:

» Som du dog kører, John ! Du ødelægger jo Dyrene !«

» Som du dog kører, John ^ !«

Han blev straks bange for at have røbet sig og tog ind paa Linerne . Men da Hesten under den højre Tømme igen rejste Hovedet med en gennemtrængende Vrinsken, kunde han alligevel ikke beherske sig.
Han løftede sig lidt fra Sædet og gav den et Par Gange af al sin Magt ^ Piskesnærten hen ad Ryggen, saa Dyret rystede og stejlede.

Han tog straks ind paa Linerne, angst for at have givet sig en Blottelse . Men da Hesten under den højre Tømme igen rejste Hovedet med en genlydende Vrinsken, løftede han sig rasende fra Sædet og heglede den et Par Gange af al sin Magt med Piskesnærten hen ad Ryggen, saa Dyret rystede og stejlede.

» Kan du snart holde op med den Galen!« ^

» Kan du snart holde op med den Galen!« skreg han.

» Men John dog! Hvad gaar der af dig!«

Det var atter Fru Bertha , der nu endelig blev klar over , hvad der gik for sig , og at Hr. Frandsen var den Forfører, som Brodersønnen havde talt til hende om.

Det var atter Fru Bertha . Hun begyndte at komme under Vejr med , hvad der gik for sig . Det var altsaa Hr. Frandsen , hendes Brodersøn havde hentydet til i sin Samtale den foregaaende Dag!

Frøken Søholm havde aabenbart ogsaa god Rede paa Forholdet, men hun sagde ikke noget. Ganske stille 156 sad den gamle Dame og skrukkede, mens de spionerende Øjne stod stive i Hovedet. En Tudse i moareret Silkechenille og med » Esprit «.

Frøken Søholm sagde ikke noget. Respekten for en vred Mands Rasen sad hende i Kroppen fra Broderens Hjem. Saa bange hun var, turde hun ikke kny. De spionerende Øjne stod stive i Hovedet paa den gamle Dame , der sad og krøb sammen og lignede en stor Tudse i moireret Silkechenille og med »Esprit «.

Pludselig saaes Rytterparret igen forude. Det holdt stille midt paa Vejen og ventede.

Nu saaes Rytterparret igen forude. Det holdt stille midt paa Vejen og ventede.

» Hvor bliver I dog af!« raabte Fru Vilhelmine, da Vognen nærmede sig.

» Hvor bliver I dog af!« raabte ^ Vilhelmine, da Vognen nærmede sig.

I, 191 » Hvor bliver I dog af!« raabte ^ Vilhelmine, da Vognen nærmede sig.

» Hvor bliver I dog af!« raabte ^ Vilhelmine, da Vognen nærmede sig.

^ ^ ^ Jægermesteren blev straks igen blød om Hjertet ^ og sagde næsten sagtmodig:
» I havde saadan et Hastværk, Vilhelmine!«
Resten af Hjemturen gik for sig i al Fredelighed. Ved Indkørslen til den brede Poppelalle, der førte op til Storeholt, sagde Hr. Frandsen Farvel og ^ dansede ^ afsted i en engelsk Galop. Det var Fru Bertha meget tilfreds med. Hun var ikke sikker paa, at hun havde kunnet dy sig for at sige denne forlorne Junker lige op i hans Ansigt, hvad for en falsk Ven han var.
Da Vognen kørte op for Trappen, stod baade Husjomfruen og en af Stuepigerne der for at tage imod Herskabet. Ved at se deres ^ Miner forstod de alle straks ^ , at der var sket noget alvorligt under deres Fraværelse .

Lyden af hendes Stemme og navnlig den Utaalmodighed, I, 263 hun lagde i den, gjorde straks Jægermesteren ^ blød om Hjertet . Han havde netop siddet og svoret dyrt paa, at han, naar de kom hjem, vilde tage Hundepisken og tærske hende gul og grøn som en Skærtorsdagssuppe. Nu fik han fugtige Øjne af Taknemlighed over, at hun ikke tvang ham til at gøre Alvor af det.
» Hvad har I ^ saadan et Jav for?« sagde han bare, næsten klynkende.
Ved Indkørslen til den brede Poppelalle, der førte op til Storeholt, sagde Hr. Frandsen Farvel , mens han lod Hesten kapriolere , og dansede derpaa afsted i en engelsk Galop. Lidt efter kørte Vognen ^ op for Trappen, hvor baade Husjomfruen og en af Stuepigerne kom ud for at tage imod .
Af deres forskræmte Miner forstod de ^ straks allesammen , at der maatte være sket noget alvorligt ^ .

Lyden af hendes Stemme og navnlig den Utaalmodighed, hun lagde i den, gjorde straks Jægermesteren ^ blød om Hjertet . Han havde netop siddet og svoret dyrt paa, at han, naar de kom hjem, vilde tage Hundepisken og tærske hende gul og grøn som en Skærtorsdagssuppe. Nu fik han fugtige Øjne af Taknemlighed over, at hun ikke tvang ham til at gøre Alvor af det.
» Hvad har I ^ saadan et Jav for?« sagde han bare, næsten klynkende.
Ved Indkørslen til den brede Poppelalle, der førte op til Storeholt, sagde Hr. Frandsen Farvel , mens han lod Hesten kapriolere , og dansede derpaa afsted i en engelsk Galop. Lidt efter kørte Vognen ^ op for Trappen, hvor baade Husjomfruen og en af Stuepigerne kom ud for at tage imod .
Af deres forskræmte Miner forstod de ^ straks allesammen , at der maatte være sket noget alvorligt ^ .

Lyden af hendes Stemme og navnlig den Utaalmodighed, hun I, 192 lagde i den, gjorde straks Jægermesteren ^ blød om Hjertet . Han havde netop siddet og svoret dyrt paa, at han, naar de kom hjem, vilde tage Hundepisken og tærske hende gul og grøn som en Skærtorsdagssuppe. Nu fik han fugtige Øjne af Taknemlighed over, at hun ikke tvang ham til at gøre Alvor af det.
» Hvad har I ^ saadan et Jav for?« sagde han bare, næsten klynkende.
Ved Indkørslen til den brede Poppelalle, der førte op til Storeholt, sagde Hr. Frandsen Farvel , mens han lod Hesten kapriolere . Saa dansede han afsted i en engelsk Galop. Lidt efter kørte Vognen ^ op for Trappen, hvor baade Husjomfruen og en af Stuepigerne kom ud for at tage imod .
Af deres forskræmte Miner forstod de ^ straks allesammen , at der maatte være sket noget alvorligt ^ .

» Hvad er der paafærde ?« spurgte Jægermesteren.

» Hvad er der paa Færde ?« spurgte Jægermesteren.

Husjomfruen meddelte , at ^ den syge Køkkenpige ^ pludselig var bleven meget daarlig og vistnok ikke kunde leve. Doktoren havde været der kort efter, 157 at de var kørt; han havde foretaget en Undersøgelse, og det havde vist sig, at Betændelsen i Brystet havde grebet om sig. Feberen var ogsaa stegen. Pigen var bleven meget urolig og havde bedt om at faa Præsten hentet for at blive berettet. Pastor Gaardbo var netop kommen og sad inde hos hende.
Damerne steg stille ned af Vognen og gik ind. Fru Vilhelmine, der var staaet af ved Stalden, kom først nu tilstede og hørte, hvad der var sket.

Husjomfruen fortalte , at det var den syge Køkkenpige , der pludselig var bleven meget daarlig og vistnok ikke kunde leve. Doktoren havde været der og sagt, at det var en slem Lungebetændelse. Pigen havde saa bedt om at faa Præsten hentet for at blive berettet. Pastor Gaardbo var netop kommen og sad inde hos hende.
Damerne steg stille ned af Vognen. Jytte, der endnu ikke havde forvundet Uhyggen fra den vilde Jagt gennem Skoven, blev stærkt rystet af Meddelelsen. Hun gjorde sig ikke Rede for Grunden, men ved Tanken om Døden følte hun Pastor Gaardbos Tilstedeværelse som en Betryggelse.
I, 264 Fru Vilhelmine, der var staaet af ved Stalden, kom først nu derhen og hørte, hvad der var sket.

Husjomfruen fortalte , at det var den syge Køkkenpige , der pludselig var bleven meget daarlig og vistnok ikke kunde leve. Doktoren havde været der og sagt, at det var en slem Lungebetændelse. Pigen havde saa bedt om at faa Præsten hentet for at blive berettet. Pastor Gaardbo var netop kommen og sad inde hos hende.
Damerne steg stille ned af Vognen. Jytte, der endnu ikke havde forvundet Uhyggen fra den vilde Jagt gennem Skoven, blev stærkt rystet af Meddelelsen. Hun gjorde sig ikke Rede for Grunden, men ved Tanken om Døden følte hun Pastor Gaardbos Tilstedeværelse som en Betryggelse.
Fru Vilhelmine, der var staaet af ved Stalden, kom først nu derhen og hørte, hvad der var sket.

» Er Præsten derinde ?« spurgte hun.

» Er Præsten inde hos Oline ?« spurgte hun.

»Ja,« sagde Husjomfruen ^ . » Og jeg synes, Oline er bleven lidt roligere nu. Jeg kommer lige derinde fra.«

^ Husjomfruen gentog sin Fortælling . ^

» Hvad er det for en Oline , der er syg ?« spurgte Jytte. » Er det hende den rare , der ogsaa var her for to Aar siden ? ... Tænk , det vidste jeg ikke !«

» Hvad er det for en Oline ^ ?« spurgte Jytte. » Det er da ikke hende den pæne , der ogsaa var her sidste Sommer ? ... Tænk ^ !«

Fru Bertha var straks gaaet op til sig selv. Efter den Opdagelse, hun havde gjort paa Køreturen, taalte hun i Øjeblikket ikke at være sammen med Fru Vilhelmine. De ^ andre Damer gik ind i Dagligstuen – ogsaa Jytte, skønt hendes Moder med et Tegn havde ladet hende forstaa, at hun gerne vilde tale med hende.
Den Tanke at have Døden i Huset havde gjort dem alle blege. Og uvilkaarlig dæmpede de ^ deres Stemmer under Indtrykket af den højtidelige Handling, der gik for sig helt henne i den anden Ende 158 af Bygningen. Selv Jytte , som dog aldrig havde været til Alters og knap rigtig vidste, hvad der foregik ved en saadan Lejlighed, blev ^ greben af den mysteriøse Stemning og følte Præstens Tilstedeværelse som en Betryggelse.
Hun havde stillet sig hen ved Vinduet og saae ud i Haven, hvor Skyggerne begyndte at blive lange. Og det gik her op for hende, at Pastor Gaardbo et Par Gange havde været i hendes Tanker siden de om Morgenen mødtes udenfor gamle Bodils Hus. Ogsaa hans afdøde Forlovede havde hun tænkt paa. Hvad det maatte være for en ejendommelig Mand, der trods sin egen store Sorg begyndte Dagen med at plukke Blomster til en gammel Kones Stue . Og nu stod han derinde ved den syge Piges Seng som en trolddomsagtig Besværger af Dødens Gru .

Fru Bertha var straks gaaet op til sig selv. Efter den Opdagelse, hun havde gjort paa Køreturen, taalte hun i Øjeblikket ikke at være sammen med Fru Vilhelmine. Hun var ikke sikker paa at kunne dy sig for at sige hende lige op i Ansigtet, hvor skammeligt hun bar sig ad.
Efter at de andre Damer havde faaet Tøjet af, gik de ind i Havesalen. Jytte satte sig for sig selv ved et af Vinduerne. Uvilkaarlig dæmpede de alle tre deres Stemmer under Indtrykket af den højtidelige Handling, der fandt Sted henne i den anden Ende af Huset. Skønt Jytte aldrig selv havde været til Alters og knap rigtig vidste, hvad der foregik ved en saadan Lejlighed, blev hun greben af en ophøjet Stemning ^ ved Tanken om denne Præst, der havde begyndt sin Dag med at plukke Blomster til den gamle Bodils ^ Stue og nu stod ^ derinde ved den syge Piges Seng og bragte hende Trøst med en from Besværgelse. Og hun tænkte, at det vel maatte være for at glemme Sorgen over sin Kærestes Død, at han saaledes helt ofrede sig for andre .

I, 192 Fru Bertha var straks gaaet op til sig selv. Efter den Opdagelse, hun havde gjort paa Køreturen, taalte hun i Øjeblikket ikke at være sammen med Fru Vilhelmine. Hun var ikke sikker paa at kunne dy sig for at sige hende lige op i Ansigtet, hvor skammeligt hun bar sig ad.
Efter at de andre Damer havde faaet Tøjet af, gik de ind i Havesalen. Jytte satte sig for sig selv ved et af Vinduerne. Uvilkaarlig dæmpede de alle tre deres Stemmer under Indtrykket af den højtidelige Handling, der fandt Sted henne i den anden Ende af Huset. Skønt Jytte aldrig selv havde været til Alters og knap rigtig vidste, hvad der foregik ved en saadan Lejlighed, blev hun greben af en ophøjet Stemning ^ ved Tanken om denne Præst, der havde begyndt sin Dag med at plukke Blomster til den gamle Bodils ^ Stue og nu stod ^ derinde ved den syge Piges Seng og bragte hende Trøst med en from Besværgelse. Og hun tænkte, at det vel maatte være for at glemme Sorgen over sin Kærestes Død, at han saaledes helt ofrede sig for andre .

Fru Bertha var straks gaaet op til sig selv. Efter den Opdagelse, hun havde gjort paa Køreturen, taalte hun i Øjeblikket ikke at være sammen med Fru Vilhelmine. Hun var ikke sikker I, 193 paa, at hun kunde dy sig for at sige hende lige op i Ansigtet, hvor skammeligt hun bar sig ad.
Efter at de andre Damer havde faaet Tøjet af, gik de ind i Havesalen. Jytte satte sig for sig selv ved et af Vinduerne. Uvilkaarlig dæmpede de alle tre deres Stemmer under Indflydelse af den højtidelige Handling, der fandt Sted henne i den anden Ende af Huset. Skønt Jytte aldrig selv havde været til Alters og knap rigtig vidste, hvad der foregik ved en saadan Lejlighed, blev hun greben af en ophøjet Stemning ^ ved Tanken om denne Præst, der havde begyndt sin Dag med at plukke Blomster til den gamle Bodils ^ Stue og nu stod ^ derinde ved den syge Piges Seng og bragte hende Trøst med en from Besværgelse. Og hun tænkte, at det vel maatte være for at glemme Sorgen over sin Kærestes Død, at han saaledes helt ofrede sig for andre .

Nu hørte hun hans Stemme. Han kom tilbage gennem den lange Række af Værelser sammen med Husjomfruen , og lidt efter stod han i Døren ^ .

Nu hørte hun hans Stemme. Han kom tilbage gennem den lange Række ^ Værelser sammen med Husjomfruen . Lidt efter stod han i Døren i sit Ornat .

I første Øjeblik ^ ^ generede det hende lidt at se ham i Ornat. Hun havde altid fundet den danske Præstedragt saa latterlig. Desuden holdt han i Haanden ^ en hæslig lille Jordemodertaske , der rimeligvis indeholdt de sakramentale Rekvisitter. Men samtidig gjorde den lange Troldmandskjole og den store Pibekrave hans Skikkelse endnu mere fremmedartet i disse Omgivelser. Den alvorlige unge Præst stod i den 159 herskabelige Dagligstue som en rustet Udsending fra en fjern og eventyrlig Verden.
Fru Vilhelmine rejste sig og gik ham imøde med en af sine sædvanlige selskabelige Talemaader. I nogen Tid stod de ude paa Gulvet og talte sammen om den Syges Tilstand. Og ikke alene Pastor Gaardbos Person, ogsaa hans rolige Stemme med det smukke jyske Tonefald virkede besynderligt i disse Stuer, hvor man var vant til at høre Jægermesterens Drengerøst gjalde op.

I, 265 Fru Vilhelmine rejste sig og gik ham imøde med en af sine sædvanlige selskabelige Talemaader. I nogen Tid stod de ude paa Gulvet og snakkede om den Syge, og Præstens stilfærdige, jysk farvede Tale virkede besynderligt i disse Stuer, hvor man var vant til at høre Jægermesterens Drengestemme gjalde op. Et endnu mere fremmedartet Indtryk gjorde dog selve hans alvorlige Skikkelse i den lange, sorte Kjole og den store Pibekrave. Det generede kun ^ Jytte, at han i Haanden holdt en hæslig lille Jordemortaske , der rimeligvis indeholdt de sakramentale Rekvisitter.

Fru Vilhelmine rejste sig og gik ham imøde med en af sine sædvanlige selskabelige Talemaader. I nogen Tid stod de ude paa Gulvet og snakkede om den Syge, og Præstens stilfærdige, jysk farvede Tale virkede besynderligt i disse Stuer, hvor man var vant til at høre Jægermesterens Drengestemme gjalde op. Et endnu mere fremmedartet Indtryk gjorde dog selve hans alvorlige Skikkelse i den lange, sorte Kjole og den store Pibekrave. Det generede kun ^ Jytte, at han i Haanden holdt en hæslig lille Jordemortaske , der rimeligvis indeholdt de sakramentale Rekvisitter.

Fru Vilhelmine rejste sig og gik ham imøde med en af sine sædvanlige selskabelige Talemaader. I nogen Tid stod de ude paa Gulvet og snakkede om den Syge, og Præstens stilfærdige, jysk farvede Tale virkede besynderligt i disse Stuer, hvor man var vant til at høre Jægermesterens Drengestemme gjalde op. Et endnu mere fremmedartet Indtryk gjorde dog selve hans alvorlige Skikkelse i den lange, sorte Kjole og den store Pibekrave. Kun generede det Jytte, at han i Haanden holdt en hæslig lille Jordemortaske , der rimeligvis indeholdt de sakramentale Rekvisitter.

» Oline bad mig om at komme igen imorgen,« sagde han. » Det er der vel ikke noget i Vejen for?«
» Ikke det mindste.«
» Hun vil i det hele gerne have, at jeg kommer og taler lidt med hende, mens hun ligger. Foreløbig taaler hun jo ikke at anstrenges, og vi faar nu se, om det vil gaa frem eller tilbage .«

» Oline bad mig ^ komme igen imorgen,« hørte hun ham sige. » Det vil jo naturligvis afhænge af, om hun taaler Besøg .«

» De skal altid være velkommen, Pastor Gaardbo. Vil De ikke tage Plads ? Min Mand kommer vistnok straks.«
Præsten syntes at betænke sig. Hans Blik havde et Par Gange vendt sig mod det Hjørne af Stuen, hvor Jytte opholdt sig. Men pludselig bukkede han og sagde Farvel.
Kort efter stod Jytte oppe hos sin Moder, der var i Færd med at skrive et Brev.
⇕ ⇒ » Var der noget, du vilde ^ ^ ^ ^ ^ ^ ?«
160 »Ja,« sagde Fru Bertha og lagde Pennen væk. » Du talte i Aftes om, at du havde følt dig skuffet af Storeholt og helst vilde bort herfra saa snart det lod sig gøre. Jeg vil sige dig, det er gaaet mig aldeles paa samme Maade. Jeg føler alting saa uhyggelig forandret siden sidst, og det piner mig usigeligt. Jeg kan heller ikke holde ud at se paa John og Vilhelmine, og denne Frøken Søholm er vist ikke saa dum som hun lader. Hende skal man aabenbart tage sig iagt for. Dersom du vil som jeg, saa rejser vi herfra hurtigst muligt.«
Jytte havde taget en Bog fra Bordet og stod og bladede i den .

Fru Vilhelmine bad ham tage Plads ; men han undskyldte sig og sagde nu Farvel.
» Hvad er han dog for en fjollet Person!« sagde Fru Vilhelmine, da han var gaaet. Hun havde set, at hans Blik et Par Gange under Samtalen havde søgt hen til det Vindu, hvor Jytte sad. – » Han skal endogsaa have fundet paa, at han aldrig vil gifte sig, fordi hans Forlovede døde.«
» Hvem siger det ?« spurgte Frøken Søholm ^ .

Fru Vilhelmine bad ham tage Plads ; men han undskyldte sig og sagde nu Farvel.
» Hvad er han dog for en fjollet Person!« sagde Fru Vilhelmine, da han var gaaet. Hun havde set, at hans Blik et Par I, 193 Gange under Samtalen havde søgt hen til det Vindu, hvor Jytte sad. — » Han skal endogsaa have fundet paa, at han aldrig vil gifte sig, fordi hans Forlovede døde.«
» Hvem siger det ?« spurgte Frøken Søholm ^ .

Fru Vilhelmine bad ham tage Plads ; men han undskyldte sig og sagde nu Farvel.
» Hvad er han dog for en fjollet Person!« sagde Fru Vilhelmine, da han var gaaet. Hun havde set, at hans Blik et Par Gange under Samtalen søgte hen til det Vindu, hvor Jytte sad. – » Han skal endogsaa have fundet paa, at han aldrig vil gifte sig, fordi hans Forlovede døde.«
I, 194 » Hvem siger det ?« spurgte Jytte ^ .

» Hvor mener du saa, vi skulde rejse hen?«
» Vi kan jo f. Eks. tage til Fanø. Saa kan du bruge Badene der. Det vil du sikkert have godt af.«
» Men gaar det an for Johns Skyld? Det vil dog vist gøre ham ondt.«
»Aa, John har saa meget for i denne Tid. Jeg tror slet ikke han vil tænke over det.«
» Men maa vi dog ikke i det mindste vente, indtil Enslev har været her?«
» Det finder jeg ikke engang nødvendigt. Det mente du jo ogsaa selv igaar.«
Jytte huskede det godt. Hun undrede sig kun over, at det ikke var længere siden.
161 » Du kan for mig gøre ganske som du vil, lille Mor! Mig er det ligemeget,« sagde hun, lagde med et træt Udtryk Bogen bort og gik ind til sig selv.

^ ^ ^ ^

» ^ Det hedder sig. Og det ligner ham vist ogsaa godt nok . Han er jo ganske forskruet . Han vil være sin Malene tro indtil Døden. Hvor er Folk latterlige!«
I, 266 IV .

» ^ Det hedder sig. Og det ligner ham vist ogsaa godt nok . Han er jo ganske forskruet . Han vil være sin Malene tro indtil Døden. Hvor er Folk latterlige!«
IV

» ^ Det hedder sig. Og det ligner ham vist ogsaa godt nok ^ . Han vil være sin Malene tro indtil Døden. Hvor er Folk latterlige!«
IV

⇕ Storeholt II, 3.4

⇕ De Dødes Rige 3.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 3.4

D en næste Formiddag, da Jytte traf sin Fætter i Haven, spurgte hun ham , om han kunde overlade hende en Vogn engang i Løbet af Eftermiddagen. Hun vilde gerne gøre sin Veninde, Doktorfruen i Jerve, et Genbesøg.

Den næste Formiddag, da Jytte traf sin Fætter i Haven, bad hun ham ^ om at overlade hende en Vogn engang i Løbet af Eftermiddagen. Hun vilde gerne gøre sin Veninde, Doktorfruen i Jerve, et Genbesøg.

» Det er kedeligt, jeg har netop givet Kusken en anden Ordre. Kan det ikke vente til imorgen?«

»Jo, kære – imorgen eller en anden Gang . Det er ganske ligegyldigt,« sagde Jytte og var straks mest tilbøjelig til helt at opgive Turen.

»Jo, kære – imorgen eller en anden Gang ,« sagde hun og var straks mest tilbøjelig til helt at opgive Turen.

»Jo, kære — imorgen eller en anden Gang ,« sagde hun og var straks mest tilbøjelig til helt at opgive Turen.

»Jo, kære – imorgen eller en anden Gang ,« sagde hun og var straks mest tilbøjelig til helt at opgive Turen.

Den følgende Dag ved Firetiden kom hun alligevel afsted.

Den følgende Dag tog hun alligevel afsted.

Da hun holdt foran Lægeboligen, saae hun straks , at hun kom ubelejligt paa Grund af Storvask. Rundt om ^ Huset hang ^ Tøj i Solen . Ogsaa i Haven var der trukket Snore ; den friske Os af Lud sporedes helt ud paa Vejen. ^ Hun fandt alle ^ Døre aabne, gik fra Stue til Stue uden at træffe et Menneske.
Veninden stod ude i Haven midt i de blafrende Lagenrækker med Hovedet skjult i en stor Helgolænder . Et lille Barn sad ved Siden af hende i Græsset og ribbede eftertænksomt en Fandens Mælkebøtte. 162 Nogle andre Børn hørtes at lege et andet Sted i Haven .

Da Vognen holdt foran Lægeboligen, saae hun ^ , at hun var saa uheldig at falde lige ned i en Storvask. Rundt om hele Huset hang der Tøj til Tørring . Ogsaa i Haven var der trukket Snore . Den friske Os af Lud stod langt ud paa Vejen.
Hun fandt alle Husets Døre aabne, gik fra Stue til Stue uden at træffe et Menneske. Først ved Havestuedøren opdagede hun Veninden , der stod paa Græsplænen mellem blafrende Lagenrækker ^ . I Græsset ved Siden af hende sad et lille Barn og ribbede eftertænksomt en Fandens Mælkebøtte. Fra et andet Sted i Haven hørtes Lyden af legende Børn .

Da Vognen holdt foran Lægeboligen, saae hun ^ , at hun var saa uheldig at falde lige ned i en Storvask. Rundt om hele Huset hang der Tøj til Tørring . Ogsaa i Haven var der trukket Snore . Den ramme Os af Lud stod langt ud paa Vejen.
Hun fandt alle Husets Døre aabne, gik fra Stue til Stue uden at træffe et Menneske. Først ved Havestuedøren opdagede hun Veninden , der stod paa Græsplænen mellem blafrende Lagenrækker ^ . I Græsset ved Siden af hende sad et lille Barn og ribbede eftertænksomt en Fandens Mælkebøtte. Fra et andet Sted i Haven hørtes Lyden af legende Børn .

Jytte stod længe i Havedøren og iagttog Veninden uden at blive bemærket. Fru Meta vendte Ryggen til ^ , og da Jytte saae, at hun igen var frugtsommelig, kom hendes Hjerte til at banke.

^ Fru Meta vendte Ryggen til hende , og da Jytte saae, at hun igen var frugtsommelig, kom hendes Hjerte til at banke.

^ Fru Meta vendte Ryggen til ^ , og da Jytte saae, at hun igen var frugtsommelig, kom hendes Hjerte til at banke.

»Goddag, Meta!« sagde hun endelig ; men hun maatte ^ gentage det et Par Gange ^ før det hørtes paa Grund af Tøjets Blafren .

»Goddag, Meta!« sagde hun ^ ; men paa Grund af Tøjets Blafren maatte hun gentage det et Par Gange , før Veninden hørte hende .

Nu blev der stor Modtagelse. Den Lille blev taget op paa Armen for at præsenteres. Ogsaa de andre Børn skulde Jytte straks se .

I, 267 Nu blev der stor Modtagelse. Den Lille blev taget op paa Armen for at præsenteres. Ogsaa de andre Børn skulde ^ straks stille til Mønstring .

Nu blev der stor Modtagelse. Den Lille blev taget op paa Armen I, 194 for at præsenteres. Ogsaa de andre Børn skulde ^ straks stille til Mønstring .

Nu blev der stor Modtagelse. Den Lille blev taget op paa Armen for at præsenteres. Ogsaa de andre Børn skulde ^ straks stille til Mønstring .

» Hedvig – Jørgen – og Olga!« raabte Moderen, og under de ophængte Lagner og Sengetæpper kom lidt efter tre halvnøgne og solbrune Unger kravlende ^ frem paa alle fire , brølende og brægende . Da de opdagede den fremmede Dame, tav de forskrækket. Derpaa rejste de sig op og gik ^ artig hen og gav Haanden.

» Hedvig – Jørgen – og Olga!« raabte Moderen, og tre halvnøgne og solbrune Unger kom styrtende frem paa alle fire under de ophængte Lagner og Sengetæpper . Da de opdagede den fremmede Dame, ^ rejste de sig forskrækket og gik derpaa artig hen og gav Haanden.

» Hedvig — Jørgen — og Olga!« raabte Moderen, og tre halvnøgne og solbrune Unger kom styrtende frem paa alle fire under de ophængte Lagner og Sengetæpper . Da de opdagede den fremmede Dame, ^ rejste de sig forskrækket og gik derpaa artigt hen og gav Haanden.

» Hedvig – Jørgen – og Olga!« raabte Moderen, og tre halvnøgne I, 195 og solbrune Unger kom styrtende frem paa alle fire under de ophængte Lagner og Sengetæpper . Da de opdagede den fremmede Dame, ^ rejste de sig forskrækket og gik derpaa artigt hen og gav Haanden.

» Det er jo et helt Regiment !« sagde Jytte.

» Det er jo et helt Regiment ,« sagde Jytte.

»Ja, synes du ikke ^ jeg har Lov til at være vigtig .«
» Jo – og det er du nok ogsaa.«

»Ja, synes du ikke , jeg har Lov til at være vigtig ?«
»Jo,– ^ og det er du nok ogsaa.«

»Ja, synes du ikke , jeg har Lov til at være vigtig ?«
» Jo — og det er du nok ogsaa.«

»Ja, synes du ikke , jeg har Lov til at være vigtig ?«
» Jo – og det er du nok ogsaa.«

» Men hvor ser I dog ^ ud, Børn!« sagde Meta. » De ligger jo hele Dagen og boltrer sig i Jorden ligesom Spurve ... Kom, nu gaar vi ind, Jytte! Jeg skal blot give Pigerne ^ Besked.«

» Men hvor ^ I dog ser ud, Børn!« sagde Meta. » De ligger jo hele Dagen og boltrer sig i Jorden ligesom Spurve ... Kom, nu gaar vi ind, Jytte! Jeg skal blot give Pigerne en Besked.«

» Jeg er ked af, at jeg kommer til Ulejlighed –«
163 » Det skal du virkelig ikke tage dig nær . Vi er ^ næsten færdige. Men vi begyndte ogsaa Klokken fem i Morges. Det skal netop være dejligt at hvile Benene lidt.«

» Jeg er ked af, at jeg kommer til Ulejlighed .«
» Sikke noget Snak . Vi er forresten næsten færdige. Men vi begyndte ogsaa Klokken fem i Morges. Det skal netop være dejligt at hvile Skankerne lidt.«

Mens Meta var borte, saae Jytte ^ sig om i Havestuen, der tillige var Familjens Dagligværelse . Døren til Doktorens Stue ved Siden af stod aaben. Udstyret i begge Værelserne var holdt i gammeldags Bondestil. Høje, mørkfarvede Paneler med en fast Bænk langs den ene Side. Hvidtede Vægge. Rødbejsede Møbler. Ingen Gardiner eller Portierer . Bare en gul Kappe over Vinduerne. Umagelige Stole med Straasæder.

Mens Veninden var borte, sad Jytte alene og saae sig undersøgende omkring . Døren til Doktorens Stue ved Siden af stod aaben. Udstyret i begge Værelserne var holdt i gammeldags Bondestil. Høje, mørktfarvede Paneler med en fast Bænk langs den ene Side. Hvidtede Vægge. Rødbejsede Møbler. Ingen Gardiner eller Portierer til Værn mod Lyset, bare en gul Kappe over Vinduerne. Umagelige Stole med Straasæder.

» Dette her har du ikke selv fundet paa ,« sagde hun, da Veninden kom tilbage – ^ og hun saae, at Meta havde benyttet Lejligheden til at skifte Kjole . ^ » Det er ^ altsaa din Mands Smag .«
»Ja, det er det. Hvad synes du om det?«
»Jo, her er hyggeligt,« sagde hun men vidste ikke selv, om hun ogsaa mente det. Hun følte ^ ^ ^ ^ ^ ^ sig paa fremmed Jordbund her og var usikker.
I ^ nogen Tid sad de nu uforstyrret og talte om ^ fælles Veninder, deres Giftermaal og Skilsmisser og de andre mer og mindre selvforskyldte Ulykker , der havde ramt de fleste af dem . Meta havde trukket en stor Sykurv med Stoppesager hen foran sig. Hun var ikke vant til at sidde ledig og kom derfor i Forlegenhed 164 med sine Hænder. ^ Jytte anede, at Veninden desuden med denne husmoderlige Syssel halvt ubevidst forskansede sig mod Indtrykkene fra den Verden, som hun ikke længer tilhørte .

» Du har det hyggeligt her ^ ,« sagde hun, da Meta kom tilbage , men vidste ikke rigtig, om hun ogsaa mente det. I, 268 Der var noget i Stuernes Stemning, der paa en Gang tiltrak og afskrækkede hende, og hun satte uvilkaarlig denne Følelse i Forbindelse med sit Indtryk af Pastor Gaardbo . – » Det er vel altsaa din Mands Smag ?« spurgte hun.
» Ja – og min. Du finder den vist altfor spartansk.«
» Naa ja – maaske.«
»Ja, ser du, vi mener nu , at man ikke skal gøre sig Livet besværligere, end det er i Forvejen. Og man kan virkelig saa dejligt undvære de fleste af de tusinde Ting, som Folk plejer at fylde deres Stuer op med.«
Jytte svarede ikke noget hertil, og nu sad de nogen Tid ^ og talte om deres forskellige fælles Veninder, deres Giftermaal og Skilsmisser og ^ andre ^ Ulykker ^ . Meta havde trukket en stor Sykurv med Stoppesager hen foran sig. Hun var ikke vant til at sidde ledig og kom derfor i Forlegenhed med sine Hænder. Men Jytte anede, at Veninden desuden med denne husmoderlige Syssel halvt ubevidst forskansede sig mod Indtrykkene fra den Verden, som hun havde forladt .

» Du har det hyggeligt her ^ ,« sagde hun, da Meta kom tilbage , men vidste ikke rigtig, om hun ogsaa mente det. Der var noget i Stuernes Stemning, der paa en Gang tiltrak og afskrækkede hende, og hun satte uvilkaarlig denne Følelse i Forbindelse med sit Indtryk af Pastor Gaardbo . — » Det er vel altsaa din Mands Smag ?« spurgte hun.
» Ja — og min. Du finder den vist altfor spartansk.«
» Naa ja — maaske.«
»Ja, ser du, vi mener nu , at man ikke skal gøre sig Livet besværligere, end det er i Forvejen. Og man kan virkelig saa dejligt undvære de fleste af de tusinde Ting, som Folk plejer at fylde deres Stuer op med.«
I, 195 Jytte svarede ikke noget hertil, og nu sad de nogen Tid ^ og talte om deres forskellige fælles Veninder, disses Giftermaal og Skilsmisser og ^ andre ^ Ulykker ^ . Meta havde trukket en stor Sykurv med Stoppesager hen foran sig. Hun var ikke vant til at sidde ledig og kom derfor i Forlegenhed med sine Hænder. Men Jytte anede, at Veninden desuden med denne husmoderlige Syssel halvt ubevidst forskansede sig mod Indtrykkene fra den Verden, som hun havde forladt .

» Du har det hyggeligt her ^ ,« sagde hun, da Meta kom tilbage , men vidste ikke rigtig, om hun ogsaa mente det. Der var noget i Stuernes Stemning, der paa en Gang tiltrak og afskrækkede hende, og hun satte uvilkaarlig denne Følelse i Forbindelse med sit Indtryk af Pastor Gaardbo . – » Det er vel altsaa din Mands Smag ?« spurgte hun.
» Ja – og min. Du finder den vist altfor spartansk.«
» Naa ja – maaske.«
»Ja, ser du, vi mener ^ , at man ikke skal gøre sig Livet besværligere, end det er i Forvejen. Og man kan virkelig saa dejligt undvære de fleste af de tusinde Ting, som Folk plejer at fylde deres Stuer op med.«
Jytte svarede ikke noget hertil, og nu sad de nogen Tid ^ og talte om deres forskellige fælles Veninder, disses Giftermaal og Skilsmisser og ^ andre ^ Ulykker ^ . Meta havde trukket en stor Sykurv I, 196 med Stoppesager hen foran sig. Hun var ikke vant til at sidde ledig og kom derfor i Forlegenhed med sine Hænder. Men Jytte anede, at Veninden desuden med denne husmoderlige Syssel halvt ubevidst forskansede sig mod Indtrykkene fra den Verden, som hun havde forladt .

» Længes du aldrig tilbage til København?« spurgte hun.

» Nej aldrig! Jeg synes ^ man lever meget lykkeligere paa Landet. Det sagde du forresten ogsaa selv engang, kan jeg huske. Det lød saa pudsigt. Jeg troede heller ikke det var dit Alvor. Men saa fortalte du om din Barndomstid paa Samsø, og saa forstod jeg, at du virkelig mente det.«

» Nej aldrig! Jeg synes , man lever meget lykkeligere paa Landet. Det sagde du ^ ogsaa selv engang, kan jeg huske. Det lød saa pudsigt. ^ Men saa fortalte du om din Barndom paa Samsø, og saa forstod jeg, at du virkelig mente det.«

Jytte nikkede.

» Derfor troede jeg ogsaa straks paa det, da jeg hørte, at du var bleven forlovet med en Godsejer . Det var altsaa ikke rigtigt. Men du skal se, naar du engang gifter dig, bliver det nok med en Landmand .«

I, 269 » Du skal se, naar du gifter dig, bliver det ogsaa nok med en stor Herremand . Det har jeg altid tænkt .«

» Du skal se, naar du gifter dig, bliver det ogsaa nok med en stor Herremand . Det har jeg altid tænkt .«

Jytte kom til at smile.

» Hvorfor vil du med Vold og Magt have mig gift , Meta ?«

» Sig mig, Meta, hvorfor vil du med Vold og Magt have mig gift ^ ?«

» Fordi det er det eneste, som der er rigtig Lykke ved. Nu veed jeg det!«

»Ja, jeg misunder dig dine Børn. Kunde man bare faa dem sendt med Posten uden alle disse ^ forudgaaende Formaliteter .«

»Ja, jeg misunder dig dine Børn. Kunde man bare faa dem sendt med Pakkeposten uden alle disse mange forudgaaende Formaliteter .«

»Ja, jeg misunder dig dine Børn. Kunde man bare faa dem sendt med Pakkeposten uden alle disse mange forudgaaende Formaliteter !«

Nu var det Metas Tur til at smile. Hun skottede 165 til Jytte over sin Stoppenaal ^ med et halvt skalkagtigt, halvt blufærdigt Blik ^ .

Nu var det Metas Tur til at smile. Hun skottede over sin Stoppenaal hen til Jytte med et halvt skalkagtigt, halvt blufærdigt Blik og blev rød .

» Det mener du jo ikke et Ord af,« sagde hun.

Men i det samme forandredes hendes Ansigt og blev alvorligt: »Aa, du tænker maaske paa Fødslerne ... Ja, de er skrækkelige ... rædsomme ... endnu langt værre ^ end man har forestillet sig det,« sagde hun , – og Jyttes agtpaagivende Øjne saae, hvordan Blodet gik Veninden fra Kinderne af Angst for det, der nu igen forestod hende.

Men i det samme skiftede hendes Ansigt Udtryk. »Aa, du tænker naturligvis paa Fødslerne . Ja, de er ^ rædsomme . Endnu langt værre , end man har forestillet sig det,« sagde hun ^ – og Jyttes agtpaagivende Øjne saae, hvordan Blodet gik Veninden fra Kinderne af Angst for det, der nu igen forestod hende.

Men i det samme skiftede hendes Ansigt Udtryk. »Aa, du tænker naturligvis paa Fødslerne . Ja, de er ^ rædsomme . Endnu langt værre , end man har forestillet sig det,« sagde hun — ^ og Jyttes agtpaagivende Øjne saae, hvordan Blodet gik Veninden fra Kinderne af Angst for det, der nu igen forestod hende.

»Nej, det var forresten ikke dem ^ jeg tænkte paa ; og en saadan Barselaffære er vel heller ikke, hvad den var i gamle Dage,« sagde hun for at trøste hende. » Det meste foregaar jo ^ nu under Bedøvelse. Kornelia Borgen fortalte mig engang , at ^ hun fik sit ^ Barn uden at ane det mindste. Kan du huske den store Opstandelse ^ der blev blandt Præsterne for et Par Aar siden, fordi min Fætter Professor Hagen skrev om den moderne Videnskab, at den høfligt havde lyst den ene efter den anden af de gammeltestamentlige Forbandelser ned ad Trapperne .«
Meta sagde stille og indadvendt uden at se op fra sit Arbejde :

»Nej, det var egenlig ikke dem , jeg tænkte paa . En Barselaffære er ^ jo heller ikke det samme nu som i gamle Dage, da man ikke kendte Bedøvelse. Kornelia Borgen fortalte mig ^ , at da hun fik sit sidste Barn , anede hun ikke det mindste. Kan du huske den store Opstandelse , der blev blandt Missionsfolkene for et Par Aar siden, fordi min Fætter Professor Hagen havde skrevet om den moderne Videnskab, at den høfligt lyste den ene efter den I, 270 anden af de gammeltestamentlige Forbandelser ned ad Trapperne ?«
Uden at se op fra sit Arbejde svarede Meta efter en Pavse :

»Nej, det var egenlig ikke dem , jeg tænkte paa . En Barselaffære er ^ jo heller ikke det samme nu som i gamle Dage, da man ikke kendte Bedøvelse. Kornelia Borgen fortalte mig ^ , at da I, 196 hun fik sit sidste Barn , anede hun ikke det mindste. Kan du huske den store Opstandelse , der blev blandt Missionsfolkene for et Par Aar siden, fordi min Fætter Professor Hagen havde skrevet om den moderne Videnskab, at den høfligt lyste den ene efter den anden af de gammeltestamentlige Forbandelser ned ad Trapperne ?«
Uden at se op fra sit Arbejde svarede Meta efter en Pavse :

»Nej, det var egenlig ikke dem , jeg tænkte paa . En Barselaffære er ^ jo heller ikke det samme nu som i gamle Dage, da man ikke kendte Bedøvelse. Kornelia Borgen fortalte mig ^ , at da hun fik sit sidste Barn , anede hun ikke det mindste. Kan du huske den store Opstandelse , der blev blandt Missionsfolkene for et Par Aar siden, fordi min Fætter Professor Hagen havde skrevet I, 197 om den moderne Videnskab, at den høfligt lyste den ene efter den anden af de gammeltestamentlige Forbandelser ned ad Trapperne ?«
Uden at se op fra sit Arbejde svarede Meta efter en Pavse :

» Jeg er ikke bleven bedøvet mere end een Gang. Og den ene Gang er jeg nærved at fortryde nu.«

» Jeg er ikke bleven bedøvet mere end een Gang. Og den ^ Gang er jeg nærved at fortryde nu.«

» Hvad mener du ?«

» Hvad skal det sige ?«

» Jeg er jo naturligvis ^ bleven hjulpen af min Mand, 166 og han kan ikke lide den Barselbedøvelse. Han synes, at Børnene skal komme til Verden paa naturlig Maade . Ellers bliver det bare som en Operation for en Svulst. Man faar ikke selv ^ at vide ^ , hvad der foregaar med En i det største Øjeblik i en Kvindes Liv . Ligesom et Barn bliver man sat udenfor Døren , naar de vigtigste Ting skal drøftes – siger min Mand. Og det maa jeg give ham Ret i.«
» Hvad har du da gjort?«
»Ingenting. Jeg har bidt Tænderne sammen saalænge jeg kunde. Men dengang jeg fik Olga, maatte jeg hjælpes. Barnet laa saa rent forkert.«

» Jeg er ^ naturligvis altid bleven hjulpen af min Mand, og han kan ikke lide den Barselbedøvelse. Han synes, at Børnene skal komme til Verden paa naturlig Maade , ellers bliver det bare som en Operation for en Svulst. Man faar ikke selv noget at vide om , hvad der foregaar med En i det største Øjeblik i en Kvindes Liv .«
» Hvad har du da gjort?«
»Ingenting. Jeg har bidt Tænderne sammen , ^ saalænge jeg kunde. Men dengang jeg fik Olga, maatte jeg hjælpes. Barnet laa ^ rent forkert.«

» Jeg er ^ naturligvis altid bleven hjulpet af min Mand, og han kan ikke lide den Barselbedøvelse. Han synes, at Børnene skal komme til Verden paa naturlig Maade , ellers bliver det bare som en Operation for en Svulst. Man faar ikke selv noget at vide om , hvad der foregaar med En i det største Øjeblik i en Kvindes Liv .«
» Hvad har du da gjort?«
»Ingenting. Jeg har bidt Tænderne sammen , ^ saalænge jeg kunde. Men dengang jeg fik Olga, maatte jeg hjælpes. Barnet laa ^ rent forkert.«

» Og det er du nu ked af?«

» Det vil jeg ikke sige , for det frelste sagtens baade mit og Barnets Liv. Og jeg holder naturligvis ^ lige saa meget af Olga som af de andre. Men jeg føler det alligevel tidt som et Savn, at jeg var saa langt borte, da hun kom til Verden. Jeg tror, det betyder meget for en Mor, at hun har mærket sit Barn blive født og ^ hørt dets allerførste lille Kvæk. Min Mand plejer at sige, at ellers følger de fineste Hjerterødder ikke med.«

»Nej, det siger jeg ikke ^ , for det frelste maaske baade mit og Barnets Liv. Jeg holder naturligvis ogsaa lige saa meget af Olga som af de andre. Men jeg føler det alligevel tidt som et Savn, at jeg var saa langt borte, da hun kom til Verden. Jeg tror, det betyder meget for en Mor, at hun mærker sit Barn blive født og har hørt dets allerførste lille Kvæk. Min Mand plejer at sige, at ellers følger de dybeste Hjærterødder ikke med.«

^ Jytte havde sat sig sidelæns paa den umagelige Stol og holdt Haanden under Hovedet. Hun følte det sortne for sine Øjne under et sønderslidende Indtryk af Livets Grumhed.
Hun begreb ikke, at Veninden trods alt, hvad hun 167 havde gennemgaaet og endnu skulde lide, kunde sidde der saa fattet og endogsaa føle sig lykkelig midt i Rædslerne . Var der da slet intet i hende ^ der gjorde Oprør ^ ^ ^ ^ ^ ? Tænkte hun heller ikke paa, at disse Børn, som hun bragte til Verden under saa raffinerede Pinsler, maaske engang vilde ønske, at de aldrig var bleven født ? Hvor mange Mennesker gjorde ikke det? Hver Dag var der Hundreder, som dræbte sig selv af Lede ved Livet og dets meningsløse Mishandlinger. ^

Det flammede Jytte for Øjnene ved disse Ord. Hun fattede ikke, at Meta trods alt, hvad hun havde gennemgaaet og endnu skulde lide, kunde sidde der saa fattet I, 271 og ^ føle sig tilfreds . Var der da ^ intet i hende , der gjorde Oprør og rejste Hadet til de vilde Magter, der styrede Verden med en saa raffineret Grusomhed ? Tænkte hun heller ikke paa, at disse Børn, som hun bragte til Verden under saa hæslige Pinsler, maaske engang vilde ønske, at de aldrig var bleven født , ja maaske tilsidst vilde dræbe sig selv af Lede ved Livet og dets meningsløse Mishandlinger?

Det flammede Jytte for Øjnene ved disse Ord. Hun fattede ikke, at Meta trods alt, hvad hun havde gennemgaaet og endnu skulde lide, kunde sidde der saa fattet og ^ føle sig tilfreds . Var der da ^ intet i hende , der gjorde Oprør og rejste Hadet til de vilde Magter, der styrede Verden med en saa raffineret Grusomhed ? Tænkte hun heller ikke paa, at disse Børn, som hun bragte til Verden under saa hæslige Pinsler, maaske engang vilde ønske, at de aldrig var bleven født , ja maaske tilsidst vilde I, 197 dræbe sig selv af Lede ved Livet og dets meningsløse Mishandlinger?

Det flammede Jytte for Øjnene ved disse Ord. Hun fattede ikke, at Meta trods alt, hvad hun havde gennemgaaet og endnu skulde lide, kunde sidde der saa fattet og ^ føle sig tilfreds . Var der da ^ intet i hende , der gjorde Oprør og rejste Hadet til de ^ Magter, der havde ordnet Verden med en saa raffineret Grusomhed ? Tænkte hun heller ikke paa, at disse Børn, som hun bragte til Verden under saa hæslige Pinsler, maaske engang vilde ønske, at de aldrig var bleven født , ja maaske tilsidst vilde dræbe sig selv af Lede ved Livet og dets meningsløse Mishandlinger?

» Din Mand er vel sagtens meget religiøs ?«
»Nej, ikke det mindste ^ . Børnene er ikke engang døbte .«

» Din Mand er velsagtens meget religiøs ligesom sin Bror?«
»Ja, det kommer an paa, hvordan du mener . Kristne er vi da ikke .«

» Din Mand er velsagtens meget religiøs ligesom sin Bror?«
I, 198 »Ja, det kommer an paa, hvordan du mener . Kristne er vi da ikke .«

» Er det sandt?«
» Dersom du vil lade være med at snakke om det, saa kan jeg godt fortælle dig, at min Mand skriver paa et stort Værk. Han har allerede arbejdet paa det i flere Aar, og han sidder ofte oppe den halve Nat for at skrive paa det .«

» Hvad er I da?«
»Jo, ser du, min Mand har sine egne Ideer om alting. Dersom du vil lade være med at snakke om det, ^ kan jeg godt fortælle dig, at han skriver paa et stort Værk. Han har allerede arbejdet paa det i flere Aar .«

» Hvad handler det om?« spurgte Jytte paa den interesserede og dog aldrig helt nærværende Maade, der var hende egen.
»Ja, det kan jeg ikke saadan sige. Det er ikke Filosofi, men alligevel noget i den Retning. Det handler i Grunden om alt muligt . Men mest om Børneopdragelsen og Ægteskabet og Livet med Naturen . Men det kan ikke nytte, jeg begynder paa at forklare 168 dig det ; det maa du hellere faa ham selv til. Og han gør det altid gerne.«

» Hvad handler det om?«
» Om alt muligt i Grunden . Men mest om Børneopdragelse og Samlivet med Naturen ... ikke Sport eller Maaneskinssværmeri og den Slags ... ja, det kan ikke nytte, jeg begynder ^ at forklare dig det . Det maa du hellere faa ham selv til. Og han gør det hellere end gerne.«

» Jeg er lidt forbavset over, hvad du her fortæller mig , fordi jeg kan huske, du sagde ^ forleden, at din Mand og din Svoger Præsten er saa meget for hinanden . Jeg tænkte derfor – –.« ^

» Jeg er lidt forbavset over, hvad du her fortæller mig . Du sagde nemlig forleden, at din Mand og din Svoger Præsten var saa meget for hinanden , saa jeg mente, at de ogsaa paa det religiøse Omraade –«

» Min Svoger hører ikke til dem, der tager det højtideligt med Dogmer og den Slags . Han ser alene paa Sindelaget. Selv er han det elskeligste Menneske under Solen ... Men det er sandt, du kender ham jo! Han ^ fortalte os igaar , at han havde truffet dig og din Mor . Endogsaa et Par Gange tror jeg .«

» Min Svoger hører ikke til dem, der hænger sig i Dogmerne . Han ser alene paa Sindelaget. – Men det er sandt, I, 272 du kender ham jo! Han var her netop igaar og fortalte ^ , at han havde truffet dig og din Mor ^ .«

» Min Svoger hører ikke til dem, der hænger sig i Dogmerne . Han ser alene paa Sindelaget. — Men det er sandt, du kender ham jo! Han var her netop igaar og fortalte ^ , at han havde truffet dig og din Mor ^ .«

» Min Svoger hører ikke til dem, der hænger sig i Dogmerne . Han ser alene paa Sindelaget. – Men det er sandt, du kender ham jo! Han var her netop igaar og fortalte ^ , at han havde truffet dig og din Mor ^ .«

Jytte svarede blot Ja.
Veninden talte nu en Tid om Præstens Kærlighedsgerninger blandt de Fattige og spurgte saa:

Jytte svarede blot Ja. ^

» Veed du af, at min Svoger har haft en stor Sorg?«

» Jeg har hørt lidt om det. Han mistede sin Kæreste, ikke sandt?«

»Ja, og paa den uhyggeligste Maade ... og lige før Bryllupet . Hun fik Krampe i Vandet og druknede. Det var sidste Sommer. Han havde dengang lige besøgt os ovre i Vestre-Byrup, og jeg tror aldrig jeg har set et saa lykkeligt Menneske .«

»Ja, og paa den uhyggeligste Maade ... ^ lige før Brylluppet . Hun fik Krampe i Vandet og druknede. Det er nu to Aar siden .«

» Hvem var hun, den unge Pige?«

» Hun var fra Kolding. Det var forresten hans og min Mands Kusine. Et udmærket lille Menneske . 169 Frisk og sød . De havde været forlovet lige fra han var ung Student . Mærkeligt nok taler han aldrig om hende. Men man kan se det paa hans Øjne, at han altid tænker paa hende . Man føler det ogsaa, at han har hende med sig i al sin Gerning. – Her kan du forresten se hende.«
Meta hentede et Fotografi fra en Ramme, der stod paa Skrivebordet.
» Var hun ikke nydelig?«
Jytte saae skødesløst paa Billedet og nikkede bekræftende, skønt Ansigtet virkede ubehageligt paa hende.
» Lever din Svoger nu ganske alene i Præstegaarden?« spurgte hun.

» Hun var fra Kolding. Det var forresten hans og min Mands Kusine. Et udmærket lille Menneske , frisk og sød ^ . Mærkeligt nok taler han aldrig om hende. Men jeg kan se det paa hans Øjne, at han altid tænker paa hende .«
» Lever din Svoger nu ganske alene i sin Præstegaard?«

»Ja, det Skind! ... Han har naturligvis en Husholderske . Et forfærdeligt Menneske forresten ^ ^ , som bogstavelig talt sulter ham. Selv vejer hun sikkert sine to Hundrede Pund. Uh, jeg har tidt den største Lyst til at give det Asen en ordenlig Endefuld med et Banketræ. Men hun hører paa en Maade med til Familjen. Derfor er hun ikke let at slippe af med, saalænge min Svoger ikke gifter sig.«
» Det gør han vel ogsaa nok.«
» Det haaber vi jo paa . Saadan en Ungkarl har det virkelig ikke godt . Og – ikke sandt? – det vilde dog være Synd og Skam om en saa god og kærlig 170 Mand ikke fik Hjem og Børn og blev lykkelig. Han holder netop saa meget af Børn.«
Der var noget i denne halvt forelskede Snak, der igen opæggede Jytte og vakte hendes Spot. Men hun nænnede ikke at lade Veninden mærke det, og nu rejste desuden Meta sig; hun havde hørt en Bil køre ind i Gaarden .

»Ja, det Skind! ... Han har naturligvis en Husholderske , et forfærdeligt Menneske forresten ... Men vi haaber jo inderligt, at han maa finde en anden , som han kan komme til at holde af . Saadan en Ungkarl har det virkelig ikke godt .«
I det samme hørtes en Mandsrøst ude i Forstuen, og da Jytte mente at genkende Præstens Stemme, fik hun lidt Uro paa sig .

I, 198 »Ja, det Skind! ... Han har naturligvis en Husholderske , et forfærdeligt Menneske forresten ... Men vi haaber jo inderligt, at han maa finde en anden , som han kan komme til at holde af . Saadan en Ungkarl har det virkelig ikke godt .«
I det samme hørtes en Mandsrøst ude i Forstuen, og da Jytte mente at genkende Præstens Stemme, fik hun lidt Uro paa sig .

»Ja, det Skind! ... Han har naturligvis en Husholderske , et forfærdeligt Menneske forresten ... Men vi haaber jo inderligt, I, 199 at han maa finde en anden , som han kan komme til at holde af . Saadan en Ungkarl har det virkelig ikke godt .«
I det samme hørtes en Mandsrøst ude i Forstuen, og da Jytte mente at genkende Præstens Stemme, fik hun lidt Uro paa sig .

» Det er min Mand . Jeg vil blot sige ham, at du er her.«

» Det er min Mand ,« sagde Meta. » Jeg vil blot sige ham, at du er her.«

Jytte ønskede sig bort . Hun havde heller ingen Lyst til at træffe Doktor Gaardbo, fortrød i det hele, at hun var kommen her , og besluttede at tage afsted saasnart hun havde hilst paa ham .

Jytte bestemte sig til at tage bort, saasnart hun havde hilst paa Doktoren . Hun satte ingen Pris paa igen at I, 273 træffe den uhøflige Mand og fortrød i det hele, at hun var kommen her ^ .

Jytte bestemte sig til at tage bort, saasnart hun havde hilst paa Doktoren . Hun satte ingen Pris paa igen at træffe den uhøflige Mand og fortrød i det hele, at hun var kommen her ^ .

Til hendes Overraskelse viste Doktoren sig imidlertid ganske elskværdig. Han gjorde sig endogsaa tydeligt Umage for at være underholdende, idet han med naiv Ligefremhed fortalte om sig selv og sine Meninger. Han sad med den mindste lille Pige paa Skødet, og mens han talte, lagde Jytte Mærke til, at Barnet klædte den grimme Mand og næsten gjorde ham smuk.

Doktor Gaardbo modtog hende imidlertid med overraskende Elskværdighed. Han viste sig tilmed at være ganske underholdende, talte meget og lidt støjende men var fuld af Humør. Da Meta søgte at overtale hende til at blive der til Aften, stemte han i med og tilbød at køre hende hjem, dersom hendes egen Vogn ikke kunde vente. Men al deres Venlighed gjorde blot Jytte endnu mere opsat paa at komme bort, fordi hun følte, at hun slet ikke passede her.
Kort efter fulgte hele Familjen hende tilvogns.

Omslaget i Doktor Gaardbos Følelser overfor hans Kones københavnske Veninde skyldtes en Bemærkning, som hans Broder Præsten den foregaaende Dag havde ladet falde om hendes » hemmelighedsfulde Falkeansigt«. Den havde i al sin Uskyldighed røbet en vis Optagethed af den smukke Ministerdatter. Nu 171 ønskede han derfor selv at danne sig et Skøn om den unge Dame med det tvivlsomme Rygte, og han fandt hende til sin Forbavselse ikke saa lidt menneskeligere end han efter Pynten ^ havde forestillet sig . Da Meta søgte at overtale Jytte til at blive der til Aften, stemte han endog i med og tilbød at køre hende hjem i sin Bil, dersom hendes Vogn ikke kunde blive.
Men Jytte havde faaet Uro paa sig. Hun bad om, at der maatte blive sendt Bud til hendes Kusk.
Kort efter fulgte hele Familjen hende tilvogns. Doktoren svøbte egenhændig Køretæppet om hendes Fødder og bad hende at vogte sig for Aftenkøligheden.

^

^ Doktor Gaardbos Interesse for Konens Veninde var bleven vakt af en Bemærkning, som hans Broder ^ havde ladet falde om hende ved sit Besøg den foregaaende Dag. Ordene havde ^ røbet en vis Optagethed af den smukke Ministerdatter. Af den Grund var han bleven nysgerrig efter selv at danne sig en Mening om hende , og som foreløbigt Resultat af Prøvelsen fastslog han nu, at Damen virkelig var en hel Del mere menneskelig, end han efter Pynten og Minen straks havde forestillet sig . –

⇕ Storeholt II, 3.5

⇕ De Dødes Rige 3.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 3.4

P aa Hjemvejen, da de kom igennem Stationsbyen, standsede Vognen pludselig. Jytte , der havde siddet i sine egne Tanker, forstod ikke Meningen. Hun saae, at de holdt udenfor Gæstgivergaarden.
Men da opdagede hun sin Fætter . Han stod oppe paa den høje Trappe ^ ^ og havde raabt Kusken an. En tykhovedet Vært i Skjorteærmer fulgte ham til det næstnederste Trin med Hænderne sløvt i Bukselommerne.
» Naa Farvel, Hr. Andersen! Det er altsaa nu en klar Aftale, at De indtil videre reserverer mig Salen og 172 ikke udlejer den til nogen anden. Hvad jeg ^ vil bruge den til, kan jo foreløbigt være Dem ligegyldigt, ikke sandt?«
» Gubbevares!«
» Skulde der altsaa melde sig andre Liebhavere, maa De straks meddele mig det. Jeg har altid i Dem set en ualmindelig stabil Mand og min politiske Meningsfælle.«
»Takker.«
Mens Jægermesteren steg tilvogns, blev Værten staaende med Hænderne i Lommerne og gloede paa Jytte uden at hilse.
» Men hvor kommer du dog fra, John?« spurgte hun, saasnart Kusken havde faaet Tegn til at køre. Fætteren var ildrød i Øjnene og bragte en sødlig Spirituslugt med sig.
» Jeg har haft en Forretning at ordne med Gæstgiveren. Der er ikke mere end seks Uger til Valget, det gælder om at træffe sine Dispositioner i Tide.«
» Den Slags Folk vilde jeg i dit Sted forhandle med i Telefon.«
» Du tager ganske fejl. Gæstgiver Andersen er en af Kresens mest indflydelsesrige Mænd. Du skal lægge Mærke til, hvad en Statsmand engang har udtalt, at den politiske Stemnings Styrke vokser med Antallet af Kroerne. » Den Slags Folk« – som du siger – skal man altsaa ikke lægge sig ud med.«
173 » Men tænker du da paa at stille dig, John?«
» Det kunde jo gerne være. Men lad os lade det Spørgsmaal ligge! Der er noget andet, jeg længe har villet snakke med dig om, Jytte ... noget meget alvorligt og sørgeligt , som jeg trænger til at tale med et Menneske om. Og vi er jo Venner, ikke sandt? Fra Barndommen har vi kendt hinanden, og du har tilgivet mig, at jeg engang bildte mig ind, at det var os to, der skulde være Mand og Kone paa Storeholt.«
» Ja ja ... Hvad var det, du vilde fortælle mig?«
Paa et Tegn fra Jytte havde de sat sig over paa det andet Sæde af Hensyn til Kusken. Her sad de under det opslaaede Ruf og kunde ikke høres af ham.
» Sig mig, Jytte, du som er saa klog og straks ser alting – har du ikke mærket, at der er noget i Vejen mellem Vilhelmine og mig ?«

Da Jytte kom hjem, fandt hun ingen i Stuerne; men ude under Solsejlet paa Verandaen stødte hun paa sin Fætter , der sad mutters ene , melankolsk hensunken med en Flaske Whisky og Sodavand foran sig. Hun vilde gaa ham forbi; men han bad hende om at sætte sig hos ham et Øjeblik, da han havde noget vigtigt at tale med hende om.
I, 274 » Hvad er det, du vil sige mig?« spurgte hun utaalmodig.
Han saae ynkeligt paa hende.
» Det er noget meget alvorligt ... noget meget ^ sørgeligt . Sig mig, ^ har du ikke mærket, at der er noget i Vejen mellem Vilhelmine og mig ?«

Da Jytte kom hjem, fandt hun ingen i Stuerne; men ude under Solsejlet paa Verandaen stødte hun paa sin Fætter , der sad muttersene , melankolsk hensunken med en Flaske Whisky og Sodavand foran sig. Hun vilde gaa ham forbi; men han bad hende om at sætte sig hos ham et Øjeblik, da han havde noget vigtigt at tale med hende om.
» Hvad er det, du vil sige mig?« spurgte hun utaalmodig.
Han saae ynkeligt paa hende.
» Det er noget meget alvorligt ... noget meget ^ sørgeligt . Sig I, 199 mig, ^ har du ikke mærket, at der er noget i Vejen mellem Vilhelmine og mig ?«.

Da Jytte kom hjem, fandt hun ingen i Stuerne; men ude under Solsejlet paa Verandaen stødte hun paa sin Fætter , der sad muttersene , melankolsk hensunken med en Flaske Whisky og Sodavand foran sig. Hun vilde gaa ham forbi; men han bad hende om at sætte sig hos ham et Øjeblik, da han havde noget vigtigt at tale med hende om.
» Hvad er det, du vil sige mig?« spurgte hun utaalmodig.
Han saae ynkeligt paa hende.
» Det er noget meget alvorligt ... noget meget ^ sørgeligt . Sig I, 200 mig, ^ har du ikke mærket, at der er noget i Vejen mellem Vilhelmine og mig ?«

»Jo, det har jeg.«

» Jeg tænkte det nok. Derfor skal du ogsaa ^ vide hele Sandheden ^ . Vilhelmine og jeg maa skilles. Der er ikke andet at gøre . Den nuværende Tilstand er utaalelig. Skal jeg blive ved at leve med det Menneske, fryser jeg ihjel. Jeg veed godt, at jeg har mange Fejl; men som Ægtemand har jeg ingenting at bebrejde mig. Jeg har baaret over med Vilhelmine og fundet mig i hendes Luner, fordi jeg er et Menneske, der trænger til Kærlighed og Ømhed. Men 174 nu maa det være forbi. Jeg vil hellere være gift med en skiden Malketøs , end med den Istap.«

» Jeg tænkte det nok. Derfor skal ^ ogsaa du alene vide hele Sandheden . Jeg trænger til at tale med et Menneske i fuld Fortrolighed . Vilhelmine og jeg maa skilles. Der er ikke andet at gøre .«
» Det har du nu sagt saa mange Gange, og det er dog ikke blevet til noget.«
» Jamen denne Gang er det Alvor. Den nuværende Tilstand er utaalelig. Skal jeg blive ved at leve med det Menneske, fryser jeg ihjel. Jeg vil hellere være gift med en skiden Malketøs ^ end med den Istap.«

» Det var vel nok gaaet bedre for jer, dersom I ^ havde faaet Lov til at beholde lille Kaj,« sagde Jytte i sine egne Tanker ^ . » Eller dersom I havde haft flere Børn ,« føjede hun til lidt efter.

» Det var vel nok gaaet bedre for jer, dersom I ikke havde mistet lille Kaj,« sagde Jytte , hvis Tanker stadig mod hendes Vilje gled tilbage til Veninden . » Eller dersom I havde haft flere Børn .«

» Aa Gud, jeg maatte saamænd høre nok for Kaj, dengang hun gik med ham! Bagefter var hun jo stolt over at have faaet ham ; men hun har alligevel ikke villet høre Tale om at faa flere Børn. Hun kan blive aldeles rasende ^ bare jeg nævner det.«

» Aa Gud, jeg maatte saamænd høre nok for Kaj, dengang hun gik med ham! Bagefter var hun jo stolt over Drengen ; men Vilhelmine har alligevel ikke villet høre Tale om at faa flere Børn. Hun har kunnet blive aldeles rasende , bare jeg nævnede det.«

» Aa Gud, jeg maatte saamænd høre nok for Kaj, dengang hun gik med ham! Bagefter var hun jo stolt af Drengen ; men Vilhelmine har alligevel ikke villet høre Tale om at faa flere Børn. Hun har kunnet blive aldeles rasende , bare jeg nævnede det.«

» Kan du i Grunden fortænke hende i det?«

» Hvad siger du? Det kan du jo ikke mene, Jytte! Verden skal vel ikke affolkes? Det er dog Kvindens første Pligt at vedligeholde Formerelsen. – Nej, lad os nu være Mennesker, kære Kusine!«

» ^ Det kan du jo ikke mene, Jytte! ^ Det er dog Kvindens I, 275 første Pligt at vedligeholde Formerelsen. Verden skal vel ikke affolkes?«

» ^ Det kan du jo ikke mene, Jytte! ^ Det er dog Kvindens første Pligt at vedligeholde Formerelsen. Verden skal vel ikke affolkes?«

Jytte svarede ikke noget hertil . Hun sad med bortvendt Ansigt , tæt indhyllet i et Sjal, som Fætteren havde hjulpet hende med at faa om sig .

Jytte vilde ikke svare herpaa . Hun sad med bortvendt Ansigt og lod sig mere og mere rive hen af sin mørke og bitre Ensomhedsfølelse .

» Men vi Mænd er for hensynsfulde. Derfra stammer hele Ulykken. Jeg maa ofte tænke paa ^ en af mine Venner ^ – en Kvindekender – han sagde engang rent ud til mig, at Vilhelmine skulde have været gift med en stor Hestepranger paa 12 Lispund , der engang imellem gav hende nogle gode Høvl af Ridepisken. Og det galdt forresten de fleste Kvinder – sagde han.«

» Men vi Mandfolk er altfor fintfølende,« fortsatte Fætteren. » Derfra stammer hele Ulykken. Jeg maa ofte tænke paa , hvad en af mine Venner engang sagde – en Kvindekender . Han sagde ^ rent ud til mig, at Vilhelmine skulde have været gift med en stor Hestepranger paa tolv Lispund og engang imellem have haft nogle gode Høvl af Ridepisken. Og det galdt forøvrigt de fleste Kvinder – sagde han.«

» Men vi Mandfolk er altfor fintfølende,« fortsatte Fætteren. » Derfra stammer hele Ulykken. Jeg maa ofte tænke paa , hvad en af mine Venner engang sagde — en Kvindekender . Han sagde ^ rent ud til mig, at Vilhelmine skulde have været gift med en stor Hestepranger paa tolv Lispund og engang imellem have haft nogle gode Høvl af Ridepisken. Og det galdt forøvrigt de fleste Kvinder — sagde han.«

175 » Hvem var den Vismand?«

» Hvem var den Vismand?«

» Det er jo lige meget med Navnet . Og det blev naturligvis sagt i Spøg. Men der er sgu ikke saa lidt om det. Det er nu min Erfaring.«

» Det kan jo være lige meget med Navnet , ikke sandt? Men der er nu ikke saa lidt om det. Det er i hvert Fald min Erfaring.«

I, 200 » Det kan jo være lige meget med Navnet , ikke sandt? Men der er nu ikke saa lidt om det. Det er i hvert Fald min Erfaring.«

I, 201 » Det kan jo være lige meget med Navnet , ikke sandt? Men der er nu ikke saa lidt om det. Det er i hvert Fald min Erfaring.«

Ogsaa min! – tænkte Jytte. Man kunde jo lige saa godt tilstaa den brutale Sandhed, i det mindste for sig selv. Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødselens Radbrækning ^ eller – i Mangel deraf – Ridepisken. Saadan var Kvindens egenlige , inderste Krav til Manden . Det var denne aldrig slukkede Trang til Nedværdigelse, der ^ blev hendes Skæbne. Meta vilde naturligvis aldrig i Livet indrømme det; men hun kendte ikke sig selv.
Jægermesteren opstemte nu sin sædvanlige Klagesang over det Vanheld, der havde forfulgt ham i alle Forhold. Men Jytte hørte ikke længer paa ham, og kort efter var de hjemme.
Da Vognen drejede fra Vejen ind i Alleen, fik de begge paa eengang Øje paa Hr. Frandsen, der noget borte polkerede afsted paa sin højbenede og stumphalede Ganger. Og idet de kørte op for Trappen, saae de Vilhelmine, der kom gaaende fra Stalden i sin Ridekjole.
Jytte skyndte sig at komme ud af Vognen og 176 gik straks op til sig selv. Udtrykket i Fætterens Ansigt havde gjort hende utryg.
Ægteparret mødtes paa Trappen efter at Vognen var kørt bort.
» Har du været ude at ride med Frandsen?«
»Ja, naturligvis.«
» Trods mit bestemte Forbud?«
»Forbud? ... Hvad kan du forbyde?« sagde hun haanligt over sin Skulder og gik forbi ham ind i Forstuen.
Jægermesteren fulgte. Fra Knagerækken derinde tog han den Hundesvøbe, han for et Par Dage siden havde truet hende med.
» Vi ses!« sagde han med sænket Stemme og gik op i deres Soveværelser.
Fru Vilhelmine var bleven bleg. Hun stod nogen Tid tvivlraadig og bøjede sin smækre Ridepisk. Vendte sig saa mod Døren for at gaa tilbage til Stalden men betænkte sig og blev igen staaende nogen Tid i Overvejelser. Tilsidst gik hun raskt ind i sin Mands Værelse og tog Telefonen.
» Ekspres – København! ... Optaget? ... Saa Statstelefonen! ... Grosserer Søholm. – Ogsaa! Hvorlænge? ... Aa!«
Hun lagde ærgerlig Hørerøret tilbage i Gaffelen og overvejede paany. Halvt i Tanker tog hun en Cigaret fra en Æske, der stod fremme paa Bordet, og tændte 177 den. Da den var udrøgen, gik hun roligt ud af Stuen, derpaa videre gennem Gangen og – ganske langsomt – op ad Trappen.
Hun vidste, at hendes Mand stod paa Lur oppe bag Sovekammerdøren.
Da Familjen noget efter mødtes ved det sene Middagsmaaltid, var Ægtefællerne bleven forsonede, og Jægermesteren var nu lige saa aabenhjertig i sin Glæde som før i sin Græmmelse. Han skinnede af Forelskelse og forlangte Champagne paa Bordet. Under hele Maaltidet havde han ikke Øjnene fra sin Kone. Han kaldte hende Dronningen af Saba, og da hun tilsidst bad ham om ikke at skabe sig, lo han af hendes Vrede og svor paa hendes Dejlighed.
I sit glade Overmod gav han sig endogsaa til at snakke om Hr. Frandsen. Han talte overbærende om sin gode Vens naragtige Væsen, kaldte ham » Baron v. Frandsen« og fortabte sig i Betragtninger over, hvor ubegribeligt det var, at Folk ikke vogtede sig mere for at blive latterlige.
Jytte blev saa led ved denne ægteskabelige Abekomedie, at hun havde Lyst til at rejse sig fra Bordet. Allermest generede det hende at se sin Moders Optagethed af den og stille Glæde over den. Hun sad med Haanden under Kinden og smilte som i lykkelige Erindringer.

Ogsaa min! – tænkte Jytte. Hvorfor ikke lige saa godt tilstaa det? Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødslens Radbrækning – eller ^ i Mangel deraf ^ Ridepisken. Saadan var Kvindens egenlige ^ Krav til Manden ! Det var dette aldrig stillede Begær efter Nedværdigelse, der var hendes Naturs inderste Trang og blev hendes Skæbne.

Ogsaa min! — tænkte Jytte. Hvorfor ikke lige saa godt tilstaa det? Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødslens Radbrækning — eller ^ i Mangel deraf ^ Ridepisken. Saadan var Kvindens egenlige ^ Krav til Manden ! Det var dette aldrig stillede Begær efter Nedværdigelse, der var hendes Naturs inderste Trang og blev hendes Skæbne.

⇕ Storeholt II, 3.5

⇕ De Dødes Rige 3.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 3.4

⇐

– – Veed du forresten, Jytte, at jeg idag har skrevet til Enslev? Jeg har bedt ham om at gøre mig den Ære at betragte Storeholt som sin Ejendom saalænge han opholder sig her ^ . Jeg tænker ogsaa paa at gøre en større Middag for ham. Maaske ^ med paafølgende Aftenfest med Illumination af Haven. Man kan jo ikke gøre for megen Ære af den Mand, 191 og jeg tror, han sætter Pris paa det. Middagen har jeg forøvrigt tænkt mig ganske borgerlig. Det er ^ ogsaa nødvendigt af Hensyn til Deltagerne. Det bliver jo de demokratiske Foreningers Bestyrelse, Sogneraadsformændene og den Slags Folk. Jeg har tænkt mig: Kold Suppe, Pigvar, Kalveryg, unge Kyllinger og ^ ^ ^ Karamelbudding. Den Menu kan da ingen tage Forargelse af , vel ^ ?«

» Veed du forresten, Jytte, at jeg idag har skrevet til Enslev? Jeg har bedt ham om at gøre mig den Ære at betragte Storeholt som sit Hjem, saalænge han opholder I, 276 sig her paa Egnen . Jeg maa naturligvis ogsaa ^ gøre en ^ Middag for ham. Maaske i Forening med en stor Aftenfest med Illumination af Haven. Man kan jo ikke gøre for megen Stads af den Mand, og jeg tror, han vil sætte Pris paa det. Middagen har jeg forøvrigt tænkt mig ganske borgerlig. Det er ^ ogsaa nødvendigt af Hensyn til Deltagerne. Det bliver jo de demokratiske Foreningers Bestyrelse, Sogneraadsformændene og den Slags Folk. Jeg har tænkt mig: Kold Suppe, Pigvar, Kalveryg, unge Kyllinger og – for Bøndernes Skyld – Karamelbudding. Hvad synes du om Sammensætningen? Eller synes du , jeg hellere skulde stryge Suppen og give Fisken kold i Mayonnaise ?«

» Veed du forresten, Jytte, at jeg idag har skrevet til Enslev? Jeg har bedt ham om at gøre mig den Ære at betragte Storeholt som sit Hjem, saalænge han opholder sig her paa Egnen . Jeg maa naturligvis ogsaa ^ gøre en ^ Middag for ham. Maaske i Forening med en stor Aftenfest med Illumination af Haven. Man kan jo ikke gøre for megen Stads af den Mand, og jeg tror, han vil sætte Pris paa det. Middagen har jeg forøvrigt tænkt mig ganske borgerlig. Det er jo ogsaa nødvendigt af Hensyn til Deltagerne. Det bliver jo de demokratiske Foreningers Bestyrelse, Sogneraadsformændene og den Slags Folk. Jeg har tænkt mig: Kold Suppe, Pigvar, Kalveryg, unge Kyllinger og — for Bøndernes Skyld — Karamelbudding. Hvad synes du om Sammensætningen? Eller synes du , jeg hellere skulde stryge Suppen og give Fisken kold i Mayonaise ?«

» Veed du forresten, Jytte, at jeg idag har skrevet til Enslev? Jeg har bedt ham om at gøre mig den Ære at betragte Storeholt som sit Hjem, saalænge han opholder sig her paa Egnen . Jeg maa naturligvis ogsaa ^ gøre en ^ Middag for ham. Maaske i Forening med en stor Aftenfest med Illumination af Haven. Man kan jo ikke gøre for megen Stads af den Mand, og jeg tror, han vil sætte Pris paa det. Middagen har jeg forøvrigt tænkt mig ganske borgerlig. Det er jo ogsaa nødvendigt af Hensyn til Deltagerne. Det bliver jo de demokratiske Foreningers Bestyrelse, Sogneraadsformændene og den Slags Folk. Jeg har tænkt mig: Kold Suppe, Pigvar, Kalveryg, unge Kyllinger og – for Bøndernes Skyld – Karamelbudding. Hvad synes du om Sammensætningen? Eller synes du , jeg hellere skulde stryge Suppen og give Fisken kold i Mayonaise ?«

Jytte havde aldeles ikke hørt paa ham. Og nu rejste hun sig for at ^ gaa ind ^ .

» Jeg forstaar mig saa lidt paa den Slags Ting, John,« sagde Jytte og rejste ^ sig . » Dersom du ikke har flere alvorlige Ting at betro mig, vil jeg helst gaa ind nu.«
V .

» Jeg forstaar mig saa lidt paa den Slags Ting, John,« sagde Jytte og rejste ^ sig . » Dersom du ikke har flere alvorlige Ting at betro mig, vil jeg helst gaa ind nu.«
V ^

⇕ Storeholt II, 3.5

⇕ De Dødes Rige 3.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 3.5

178 D en følgende Eftermiddag sad Jytte alene ude under Kastanjerne , mens den øvrige Familje hvilte sig ovenpaa den solide Frokost . Det var en graa, stille Dag med tung Luft og Tordenvarme. Jytte sad bøjet over Bordet med Haanden under Kinden og læste i en Avis, der laa udbredt foran hende ^ . Af og til tog hun et Kirsebær fra en Skaal , der stod ved Siden af , førte det langsomt til Munden, spyttede Stenen ud i sin Haand og kastede den bort over Skulderen, altsammen uden at tage Øjnene fra Bladet. I Kastanjekronerne oven over hende summede Bierne omkring Blomsterresterne . Det tonede deroppe som i en uhyre Kube.

Den følgende Eftermiddag sad Jytte alene ude under Kastanjerne ^ . Det var en graa, stille Dag med tung Varme. Hun sad og læste i en Avis, der laa udbredt foran hende paa Bordet . Af og til tog hun et Kirsebær fra en Skaal ^ , førte det langsomt til Munden, spyttede Stenen ud i sin Haand og kastede den bort over Skulderen, altsammen uden at tage Øjnene fra Bladet. I Kastanjekronerne ovenover hende summede Bierne ^ . Det tonede deroppe som i en uhyre Kube.

Den følgende Eftermiddag sad Jytte alene ude under Kastanjerne ^ . Det var en graa, stille Dag med tung Varme. Hun sad og læste i en Avis, der laa udbredt foran hende paa Bordet . Af og til tog hun et Kirsebær fra en Skaal ^ , førte det langsomt til Munden, spyttede Stenen ud i sin Haand og kastede den bort over Skulderen, altsammen uden at tage Øjnene fra Bladet. I I, 201 Kastanjekronerne ovenover hende summede Bierne ^ . Det tonede deroppe som i en uhyre Kube.

Den følgende Eftermiddag sad Jytte alene ude under Kastanjerne ^ . Det var en graa, stille Dag med tung Varme. Hun sad og læste i en Avis, der laa udbredt foran hende paa Bordet . Af og til tog hun et Kirsebær fra en Skaal ^ , førte det langsomt til Munden, spyttede Stenen ud i sin Haand og kastede den bort over Skulderen, altsammen uden at tage Øjnene fra Bladet. I I, 202 Kastanjekronerne ovenover hende summede Bierne ^ . Det tonede deroppe som i en uhyre Kube.

Det hørte til Sjeldenhederne, at Jytte saadan faldt hen i en Avis. Hun plejede kun at læse de smaa Notitser med Bynyt og Anmeldelserne fra Koncertsalene. Resten interesserede hende i Almindelighed ikke. Men der stod i disse Dage i » Femte Juni« en Række livlige Rejseskildringer fra den italienske Riviera, netop fra de samme Steder, hvor hun nylig selv havde færdedes med Torben Dihmer.
Det undrede hende hver Dag lidt, at hun saa roligt kunde læse om denne Eventyrkyst, hvor hun havde tilbragt et Par af sit Livs pinefuldeste Dage. Men det blev hende samtidigt ganske klart, at hun aldrig havde elsket Torben Dihmer, ikke siden de 179 begge var saa unge, at de knap forstod deres egne Følelser. Det hele havde været en halvt burlesk Fejltagelse. Han var et kært Ungdomsminde for hende, en vemodig Erindring fra hendes lykkelige Tid, – ikke mere. At hun dengang paa den høje Bjærgtrappe mellem Citronhaverne gav ham sin Mund, var en ulyksalig Forvildelse. Dersom ikke den Ulykke var sket, kunde maaske alt være blevet ved det gamle imellem dem. Hun havde da nu kunnet glæde sig til hans Hjemkomst, til Mørkningstimerne i sin Moders Stue, til Hyggen og Trygheden ved hans Nærværelse. Paa Grund af dette ene Øjebliks Selvforglemmelse havde hun mistet en kær Ven og god Kammerat for bestandig. Nogen Kærlighedslykke var hun derimod ikke gaaet tabt af.
Den sorte Pudelhvalp, der nu fulgte hende overalt, trillede sig foran hende i Gruset og sprang op af hendes Kjole for at paakalde hendes Opmærksomhed. Den vilde lege ; men hun var for optaget af sin Læsning og tog sig ikke af det . Tilsidst sprang den ud paa Græsplænen, hvor de plejede at more sig med hinanden. Her blev den staaende med sine smaa gnistrende Øjne opmærksomt rettet paa hende. Ved hver Bevægelse, hun gjorde, sitrede det igennem den. Nu kommer hun! – tænkte den . Men saa var det bare et nyt Kirsebær, hun skulde have fat i , eller igen en Sten, der blev kastet over Skuldren .

I, 277 Den sorte Pudelhvalp, der nu fulgte hende overalt, trillede sig foran hende i Gruset og sprang op ad hendes Kjole for at paakalde hendes Opmærksomhed. Den vilde lege ^ . Tilsidst sprang den ud paa Græsplænen, hvor de plejede at more sig med hinanden. Her blev den staaende med sine smaa gnistrende Øjne opmærksomt rettet paa hende. Ved hver Bevægelse, hun gjorde, sitrede dens lodne Krop af Forventning . Men enten var det bare et nyt Kirsebær, der skulde føres til Munden , eller igen en Sten, der blev kastet over Skulderen .

Den sorte Pudelhvalp, der nu fulgte hende overalt, trillede sig foran hende i Gruset og sprang op ad hendes Kjole for at paakalde hendes Opmærksomhed. Den vilde lege ^ . Tilsidst sprang den ud paa Græsplænen, hvor de plejede at more sig med hinanden. Her blev den staaende med sine smaa gnistrende Øjne opmærksomt rettet paa hende. Ved hver Bevægelse, hun gjorde, sitrede dens lodne Krop af Forventning . Men enten var det bare et nyt Kirsebær, der skulde føres til Munden , eller igen en Sten, der blev kastet over Skulderen .

180 Ogsaa en anden opmærksom Tilskuer havde hun ^ uden at ane ^ det. Oppe i Havestuedøren stod Pastor Gaardbo. Han havde besøgt den syge Tjenestepige , og han var nu kommen gennem alle de tomme Stuer, da han standsede ved Synet af hende . Han havde allerede staaet der en lille Tid – lidt tvivlraadig.

Ogsaa en anden ^ Tilskuer havde hun ^ uden selv at vide af det. Oppe i Havestuedøren stod Pastor Gaardbo. Han havde besøgt den syge Tjenestepige og var gaaet gennem alle Stuerne uden at træffe nogen . Han havde allerede staaet der en lille Tid – lidt tvivlraadig.

Ogsaa en anden ^ Tilskuer havde hun faaet uden ^ at vide af det. Oppe i Havestuedøren stod Pastor Gaardbo. Han havde besøgt den syge Tjenestepige og var gaaet gennem alle Stuerne uden at træffe nogen . Han havde allerede staaet der en lille Tid – lidt tvivlraadig.

I samme Øjeblik han traadte ud paa Verandaen, hørte Jytte ham. ^ Hun løftede Hovedet fra Haanden , og da hun genkendte ham, rankede hun sig uvilkaarlig. Med Forbavselse og nogen Uro saae hun ham komme ned imod hende.

Først idet han traadte ud paa Verandaen, hørte Jytte ham.
Hun løftede Hovedet ^ , og da hun genkendte ham, rankede hun sig uvilkaarlig. Med Forundring og nogen Uro saae hun ham komme ned imod hende.

»Undskyld !« sagde han og hilste paa sin lidt formløse Maade med den brede Straahat. » Jeg forstyrrer Dem vist. Men jeg er gaaet gennem hele Huset uden at træffe et Menneske. Ogsaa Husjomfruen har jeg forgæves søgt . Jeg tænker, det maa være Middagsheden, der har fristet til at opsøge Ensomheden .«

»Undskyld ! ... Jeg forstyrrer Dem vist. Men jeg er gaaet gennem hele Huset uden at træffe et Menneske. Ogsaa Husjomfruen har jeg forgæves søgt ^ .«

» Er det Jægermesteren, De søger ?« spurgte Jytte.

» Er det Jægermesteren, De ønsker at tale med ?« ^

»Nej, det er egenlig mere hans Frue idag. Men maaske jeg maa have Lov til at aflevere min Besked her hos Dem, Frøken Abildgaard. Jeg er ikke saa meget for at komme to Gange i samme Ærinde .«

»Nej, det er egenlig mere hans Frue idag. Men maaske jeg maa have Lov til at aflevere min Besked til Dem, Frøken Abildgaard. Jeg slipper saa for at gaa to Gange i samme Ærinde .«

»Nej, det er egenlig mere hans Frue idag. Men maaske jeg maa have Lov til at aflevere min Besked til Dem, Frøken Abildgaard. Jeg slipper saa for at gaa to Gange i samme Ærende .«

Jytte var i Forlegenhed med, hvad hun skulde svare . Præsten var bleven staaende paa den anden Side af Bordet og holdt Haanden paa Ryggen af en Stol, som om han ventede paa en Opfordring til at sætte sig.
181 » Jeg veed jo ikke, hvad det drejer sig om ... Men vil De ikke tage Plads?«

Jytte var i Forlegenhed med, hvad hun skulde svare . I, 278 Præsten ventede øjensynlig paa en Opfordring til at sætte sig. Han stod paa den anden Side af Bordet med Haanden paa Ryggen af en Stol.
» Jeg aner jo ikke, hvad det drejer sig om ... Men vil De ikke tage Plads?«

Jytte var i Forlegenhed med, hvad hun skulde svare , Præsten ventede øjensynlig paa en Opfordring til at sætte sig. Han stod paa den anden Side af Bordet med Haanden paa Ryggen af en Stol.
» Jeg aner jo ikke, hvad det drejer sig om ... Men vil De ikke tage Plads?«

»Tak. – Jeg kommer inde fra den syge Oline. Det lader jo Gud ske Lov til, at hun skal komme over det. Men hun er dog stadig en Del urolig og er navnlig lidt bange for at være alene. De andre Piger her paa Gaarden har jo ^ i Forvejen deres at passe , og jeg vilde derfor gøre Jægermesterinden opmærksom paa vor nye Menighedspleje. Søster Olga, vor Sygeplejerske, er netop ledig for Tiden, saa der behøves blot et Bud.«

»Tak. – Jeg kommer inde fra ^ Oline. Det lader jo Gud ske Lov til, at hun skal komme over det. Hun er dog stadig en Del urolig og ^ navnlig lidt bange for at være alene. De andre Piger har i Forvejen deres at passe , ^ jeg vilde derfor gøre Jægermesterinden opmærksom paa vor ^ Menighedspleje. Søster Olga, vor Sygeplejerske, er netop ledig for Tiden, saa der behøves blot et Bud.«

»Tak. — Jeg kommer inde fra ^ Oline. Det lader jo Gud ske Lov til, at hun skal komme over det. Hun er dog stadig en Del urolig og ^ navnlig lidt bange for at være alene. De andre Piger I, 202 har i Forvejen deres at passe ; ^ jeg vilde derfor gøre Jægermesterinden opmærksom paa vor ^ Menighedspleje. Søster Olga, vor Sygeplejerske, er netop ledig for Tiden, saa der behøves blot et Bud.«

»Tak. – Jeg kommer inde fra ^ Oline. Det lader jo Gud ske Lov til, at hun skal komme over det. Hun er dog stadig en Del urolig og ^ navnlig lidt bange for at være alene. De andre Piger I, 203 har i Forvejen deres at passe ; ^ jeg vilde derfor gøre Jægermesterinden opmærksom paa vor ^ Menighedspleje. Søster Olga, vor Sygeplejerske, er netop ledig for Tiden, saa der behøves blot et Bud.«

Jytte lovede at bringe Beskeden. Samtalen stoppede dermed op, og hun ventede, at Præsten skulde rejse sig. Da det ikke skete og Pavsen blev længere ^ , bød hun ham af Kirsebærskaalen. Han tog ogsaa med Tak et Par Bær ^ ^ ^ . Og nu fortalte han om den lille Bjerggruppe Kaiserstuhl midt i den graagrønne Rhindal , hvorfra de fleste af disse Foraarskirsebær kom. Han havde i sine Kandidatdage været der netop i Bærhøstens Tid sammen med sin Broder.

Jytte lovede at bringe Beskeden. Samtalen stoppede ^ op, og hun ventede, at Præsten skulde rejse sig. Men dette skete ikke, og da Pavsen blev længere og Tavsheden trykkende , bød hun ham af Kirsebærskaalen. Han tog ogsaa med Tak et Par Bær , og de kom nu til at tale om disse Foraarskirsebær, som blev sendt derop fra Tyskland . Pastor Gaardbo kunde fortælle om den lille Bjerggruppe Kaiserstuhl midt i Rhindalen , hvorfra de fleste af dem kom. Han havde i sine Kandidatdage været der netop i Bærhøstens Tid sammen med sin Broder.

Jytte lovede at bringe Beskeden. Samtalen stoppede ^ op, og hun ventede, at Præsten skulde rejse sig. Men dette skete ikke, og da Pavsen blev længere og Tavsheden trykkende , bød hun ham af Kirsebærskaalen. Han tog ogsaa med Tak et Par Bær , og de kom nu til at tale om disse Foraarskirsebær, som blev sendt herop fra Tyskland . Pastor Gaardbo kunde fortælle om den lille Bjerggruppe Kaiserstuhl midt i Rhindalen , hvorfra de fleste af dem kom. Han havde i sine Kandidatdage været der netop i Bærhøstens Tid sammen med sin Broder.

De talte derpaa lidt om Rejser ; og da ogsaa dette Emne hurtigt blev opbrugt og Jytte imidlertid havde faaet Hvalpen op i sit Skød , kom de ind paa at tale om Hunde og de forskellige Hunderacer.
Præsten vilde nu rejse sig, da Jytte ganske mod sin Vilje kom til at holde ham tilbage ved at nævne sit Besøg i Jerve den foregaaende Dag.

De talte derpaa lidt om at rejse ; og da ogsaa dette Emne var opbrugt og Præsten stadig blev siddende , nævnede Jytte sit Besøg i Jerve den foregaaende Dag.

182 » Deres Svigerinde er min gamle Veninde ... Det glædede mig at træffe hende igen og se hendes Børn.«

» Deres Svigerinde er min gamle Veninde . Det glædede mig at træffe hende igen og se hendes Børn.«

» Meta har fortalt mig, at de endogsaa har været Klassekammerater ,« sagde Præsten. » Rigtignok paa den Maade, at De altid var Klassens Duks og hun Deres Modpol. De blev jo ogsaa Student, ikke sandt?«

» Meta har fortalt mig, at De endogsaa har været Klassekammerater . Rigtignok paa den Maade, at De altid var I, 279 Klassens Duks og hun Deres Modpol. De blev jo ogsaa Student, ikke sandt?«

» Meta har fortalt mig, at De endogsaa har været Klassekammerater . Rigtignok paa den Maade, at De altid var Klassens Duks og hun Deres Modpol. De blev jo ogsaa Student, ikke sandt?«

»Jo .«
» Og studerede i nogle Aar?«
»Ja .«

»Jo ^ .«

» Jeg mener temmelig sikkert at kunne erindre Dem fra en Universitetsfest. De sad oppe paa Pulpituret sammen med en meget blond Herre, vistnok en Udlænding. Da De kom ind, hørte jeg Folk rundt om ^ sige, at det var Minister Abildgaards Datter.«

» Jeg mener temmelig sikkert at kunne erindre Dem fra en Universitetsfest. De sad oppe paa Pulpituret sammen med en ^ Herre, vistnok en Udlænding. Dengang De kom ind, hørte jeg Folk rundt om mig sige, at det var Justitsministerens Datter.«

Jytte huskede godt Dagen. Det var med Baron Cederstrøm , hun havde været der. Hun havde tilfældigt mødt ham paa Vejen til Universitetet og havde da taget ham med ^ for at han skulde høre Studenterkoret synge. Det var rimeligvis netop dette Følgeskab, der havde foranlediget den dumme Snak om deres Forlovelse.

Jytte huskede godt Dagen. Det var med Baron Cederstjerne , hun havde været der. Hun havde tilfældigt mødt ham paa Vejen ^ og havde da taget ham med , for at han engang kunde høre Studenterkoret synge. Det var rimeligvis netop dette Følgeskab, der havde foranlediget den dumme Snak om deres Forlovelse.

Jytte huskede godt Dagen. Det var med Baron Cederstjerne , hun havde været der. Hun havde tilfældigt mødt ham , og hun havde saa ^ ^ taget ham med , for at han engang kunde høre Studenterkoret synge. Det var rimeligvis netop dette Følgeskab, der havde foranlediget den dumme Snak om deres Forlovelse.

Erindringen var hende i det hele ubehagelig, og hun vilde ikke nærmere ind paa den. Og nu talte de en Tid om Universitetsforhold, om Professorerne, om de altfor mange Studenter og om Skolernes Undervisning ^ . Pastor Gaardbo fortalte spøgefuldt, at han 183 som nybagt Kandidat en kort ^ Tid havde været Lærer ^ i et københavnsk Pigeinstitut, og at hans Erindringer fra den Tid ikke hørte til de lyseste.
» Jeg kan endnu ^ vaagne midt om Natten af Skræk, fordi jeg har drømt, at jeg igen staar foran Døren og skal ind i Klasseværelset . Jeg tror, at bare det, at jeg vilde være Præst, gjorde mig lidt komisk i de unge Damers Øjne. De kom bestandig med de taabeligste Spørgsmaal til mig i den Anledning . Jeg skammede mig tidt for mine Medlærere paa Grund af den Uro, der var i Klassen .«

Erindringen var hende i det hele ubehagelig, og for at komme bort fra den gav hun sig til at tale om de vanskelige Studieforhold ved Universitetet og beklagede de ^ Studenter , der endda var nødt til at ernære sig ved Undervisning samtidig med, at de læste til Eksamen . Pastor Gaardbo fortalte spøgende om, hvordan han selv en Tid havde været Lærer i de øverste Klasser i et københavnsk Pigeinstitut, og at han endnu kunde vaagne ^ om Natten af Skræk, fordi han havde drømt, at han stod foran Døren til Klasseværelset og igen skulde derind og undervise.
» Jeg tror, at bare det, at jeg vilde være Præst, gjorde mig lidt komisk i de unge Damers Øjne. De kom bestandig med de taabeligste Spørgsmaal til mig i den Anledning ^ .«

Erindringen var hende i det hele ubehagelig, og for at komme bort fra den gav hun sig til at tale om de vanskelige Studieforhold ved Universitetet og beklagede de ^ Studenter , der endda var nødt til at ernære sig ved Undervisning samtidig med, at de læste til Eksamen . Pastor Gaardbo fortalte spøgende om, hvordan han I, 203 selv en Tid havde været Lærer i de øverste Klasser i et københavnsk Pigeinstitut, og at han endnu kunde vaagne ^ om Natten af Skræk, fordi han havde drømt, at han stod foran Døren til Klasseværelset og igen skulde derind og undervise.
» Jeg tror, at bare det, at jeg vilde være Præst, gjorde mig lidt komisk i de unge Damers Øjne. De kom bestandig med de taabeligste Spørgsmaal til mig i den Anledning ^ .«

Erindringen var hende i det hele ubehagelig, og for at komme bort fra den gav hun sig til at tale om de vanskelige Studieforhold ved Universitetet og beklagede de ^ Studenter , der endda var nødt til at ernære sig ved Undervisning samtidig med, at de læste til Eksamen . Pastor Gaardbo fortalte spøgende om, hvordan han selv en Tid havde været Lærer i de øverste Klasser i et københavnsk I, 204 Pigeinstitut, og at han endnu kunde vaagne ^ om Natten af Skræk, fordi han havde drømt, at han stod foran Døren til Klasseværelset og igen skulde derind og undervise.
» Jeg tror, at bare det, at jeg vilde være Præst, gjorde mig lidt komisk i de unge Damers Øjne. De kom bestandig med de taabeligste Spørgsmaal til mig i den Anledning ^ .«

Jytte tænkte ved sig selv, at de unge Pigebørn naturligvis allesammen havde været forelskede i ham, og den naive Mand havde ikke forstaaet det.

Jytte tænkte ved sig selv, at Pigebørnene naturligvis I, 280 allesammen havde været forelsket i ham, og den naive Mand havde ikke forstaaet det.

Jytte tænkte ved sig selv, at Pigebørnene naturligvis allesammen havde været forelsket i ham, og den naive Mand havde ikke forstaaet det.

» Hvad var det for en Skole , De underviste i ?«

» Hvad var det for en Skole ^ ?«

» Det var Magda Evensens Institut paa Østerbro .«
» Naa ja, det har nu heller aldrig haft det bedste Lov paa sig.«
» Ikke det? Nej, det kan jo være . Jeg maa ofte tænke paa, hvad der vel er bleven af mine gamle Elever. Der var virkelig saa meget godt i mange af dem. Det var bare, som om hverken Sorg eller Glæde rigtig kunde faa nogen Magt over dem. Men det gælder jo forresten om de fleste Mennesker.«
Nu talte de lidt om Hovedstadslivet og dets mange Adspredelser, og Præsten syntes, at Folk ikke engang tog deres Fornøjelser ^ rigtig alvorlig. De jog fra 184 den ene til den anden, som om det bare galdt om at faa dem overstaaet. Ogsaa den uforholdsmæssige Musikinteresse hos de velhavende Klasser omtalte han som et Sygdomstegn hos Slægten.
» Spiller De, Frøken Abildgaard?«
» Aa ja ^ ^ – til Husbehov. De holder med andre Ord ikke af Musik?«
Han svarede, at han tværtimod følte det som et Savn ikke at have lært at spille. Efter hans Mening burde ethvert voksent Menneske – i hvert Fald enhver Husmoder – kunne spille til en Sang og til en Dans. Et Hjem uden Musik var der noget døvstumt ved. Men disse saakaldte Musikelskere, der sad halve Dage ved Klaveret og hver anden Aften gik til Koncert eller Opera – og af den Slags fandtes der jo i vore Dage mange – de misbrugte en Kunst, der var skabt til Oplivelse, og anvendte den som Bedøvelsesmiddel. Det var et Misbrug, der temmelig nøje svarede til Drankerens overfor Vinen, og Formaalet var jo ogsaa væsenlig det samme: Glemsel, Selvudslettelse, Flugt fra Hverdagslivet og dets mange Vanskeligheder.
Jytte hørte paa dette med Overbærenhed uden at sige noget. Det pinte hende ved denne Lejlighed mere end sædvanligt, at hun manglede Evnen til at udtrykke, hvad der dybest inde bevægede hende. Hun havde kun sin stakkels københavnske Selskabsjargon, 185 der under saadanne Forhold lød saa ulidelig i hendes egne Øren. Derfor foretrak hun at tie. Hun vilde ikke have, at Pastor Gaardbo skulde gaa bort med det Indtryk af hende, at hun var en Pjanke.
De talte nu en Tid om forskellige Komponister. Præsten priste Beethovens Storhed i ret almindelige Vendinger. Wagner kunde han derimod ikke lide. Han kaldte ham en Spektakkelmager og foretrak Griegs Musik. Da Jytte mærkede hans Ukyndighed, søgte hun skaansomt bort fra Emnet.
Samtalen gik saa tilbage til Magda Evensens Institut. Et Par af Jyttes Veninder havde gaaet der, og de regnede nu i Fællesskab ud, at disse rimeligvis havde været blandt hans overgivne Elever. Hun nævnede dem ved Navn, men han huskede dem ikke.
» Hvilke Fag underviste De i?«
» Kun i Religion.«
» Naa ja, det er vist næsten ogsaa det aller vanskeligste. Det husker jeg fra min egen Skoletid . Der har nok ogsaa i Rigsdagen været Tale om helt at opgive Religionstimerne for paa den Maade at skaffe Plads til de mange nye Fag , der stadig kommer til .«

» Det var Magda Evensens Institut paa Østerbro ^ . Jeg maa ofte tænke paa, hvad der vel er bleven af mine gamle Elever. Der var virkelig saa meget godt hos mange af dem. Det var bare, som om hverken Sorg eller Glæde rigtig kunde faa nogen Magt over dem. Ikke engang ^ deres Fornøjelser tog de rigtig alvorligt. – Men det gælder jo forøvrigt om de fleste Mennesker.«
» Hvad for Fag var De Lærer i?«
» Kun i Religion.«
» Naa – ja, det er vist næsten ogsaa det allervanskeligste . Der er jo nu Tale om helt at stryge Religionstimerne i hvert Fald i de øverste Klasser for at skaffe Plads til de mange nye Fag ^ .«

» Det var Magda Evensens Institut paa Østerbro ^ . Jeg maa ofte tænke paa, hvad der vel er bleven af mine gamle Elever. Der var virkelig saa meget godt hos mange af dem. Det var bare, som om hverken Sorg eller Glæde rigtig kunde faa nogen Magt over dem. Ikke engang ^ deres Fornøjelser tog de rigtig alvorligt. — Men det gælder jo forøvrigt om de fleste Mennesker.«
» Hvad for Fag var De Lærer i?«
» Kun i Religion.«
» Naa — ja, det er vist næsten ogsaa det allervanskeligste . Der er jo nu Tale om helt at stryge Religionstimerne i hvert Fald i de øverste Klasser for at skaffe Plads til de mange nye Fag ^ .«

»Ja, det har der jo.«

»Ja, det er der jo.«

» Der blev netop talt om det igaar hos Doktor Gaardbo. Doktoren vilde ^ i saa Fald have Religionsundervisningen erstattet med – jeg tror, han kaldte 186 det » praktisk Levelære « – og det kan der maaske ogsaa nok være Brug for.«

» Vi kom til at tale om det igaar hos Doktor Gaardbo. Doktoren vilde have noget indført i Stedet for – jeg tror, han kaldte det for praktisk Levelære . Det kan der ^ ogsaa være god Brug for.«

» Vi kom til at tale om det igaar hos Doktor Gaardbo. Doktoren vilde have noget indført i Stedet for — jeg tror, han kaldte det for praktisk Levelære . Det kan der ^ ogsaa være god Brug for.«

» Vi kom til at tale om det igaar hos Doktor Gaardbo. Doktoren vilde have noget indført i Stedet for – jeg tror, han kaldte det for praktisk Levelære . Det kan der ^ ogsaa være god Brug for.«

Hun sagde dette ^ uden et Øjeblik at tænke paa , at der kunde være noget saarende for Præsten deri. Derfor saae hun uforstaaende over paa ham, da hun paa hans Tavshed mærkede , at han var bleven forstemt.

Hun sagde det ganske uden Bagtanke, ja uden at ane , at der kunde være noget saarende for Præsten deri. Men hun mærkede paa hans Tavshed ^ , at han var bleven forstemt.

Hun sagde dette ganske uden Bagtanke, ja uden at ane , at der kunde være noget saarende for Præsten deri. Men hun mærkede paa hans Tavshed ^ , at han var bleven forstemt.

^ Hvad kan jeg have sagt ? – tænkte hun.

» Hvad kan jeg have sagt ?« – tænkte hun.

» Hvad kan jeg have sagt ?« — tænkte hun.

» Hvad kan jeg have sagt ?« – tænkte hun.

For at bøde paa sit Uheld begyndte hun at tale om gamle Bodil og fortalte om, hvor rørende det havde været at se den Gamles Glæde og Taknemlighed over hans Besøg.
Han svarede, at det sandelig var ham, der havde al Grund til at være den kære Kone taknemlig, ikke omvendt. Saadan et gammelt Menneske, der sad alene tilbage med sine næsten hundredaarige Minder, var der noget helligt ved. De Folk var paa ingen Maade saa overflødige her i Verden, som de gerne selv troede. Den Fred, han hver Morgen tog med sig fra Bodils Stue, var ham en Indvielse til Dagens Gerning, som han meget nødig vilde undvære.
Jytte havde været fraværende et Øjeblik. Hun var kommen til at se paa Præstens Haand og havde derved opdaget, at han stadig bar sin Forlovelsesring. Hun havde ikke lagt Mærke til det før.
»Ja, gamle Bodil er nok ikke den eneste af deres 187 Sognebørn, som De paa den Maade tager Dem af,« ^ sagde hun efter en lille Pavse.
» Eller som tager sig af mig,« svarede han uforbederlig med sit smukke Smil. » Jeg holder for, at det er sandt og rigtigt, hvad en af vore kendte Skribenter engang har skrevet, at ethvert Menneske altid for sin egen Skyld burde begynde Dagen med en saakaldt Kærlighedsgerning.«
Og han anførte efter Hukommelsen et længere Stykke af Søren Kierkegaards » Kærlighedens Gerninger«, en Bog og en Forfatter, som han varmt anbefalede hende at stifte Bekendtskab med.
Jytte fandt, at han nu blev lovlig meget Præst. Hun sad med bortvendt Ansigt og ventede paa, at han skulde rejse sig.
Han tog ogsaa sin Hat, som han havde lagt fra sig paa Bordet, men blev alligevel ved at tale. Meget indtrængende talte han om, hvordan Lejligheden til at gøre sig selv den Glæde at være en Vennehjælp for andre altid var ved Haanden. I den Henseende kunde man aldrig komme i Forlegenhed.
» Der er nu f. Eks. den stakkels ^ ^ Oline derinde. Hun fortalte mig netop, at Deres Moder flere Gange har siddet lidt inde hos hende, og det var hun saa inderlig taknemlig for. Jeg tror, hun vilde blive meget glad, dersom ogsaa De, Frøken Abildgaard, vilde se lidt ind til hende engang imellem i hendes Ensomhed. 188 Hun har et Par Gange talt om Dem med saa megen Godhed .«

I det samme hørte de nogen komme. Det var Fru Bertha, der nærmede sig inde fra Lindealleen. Præsten rejste sig og hilste.
I, 281 »Goddag, Hr. Pastor!« sagde hun og rakte ham venligt Haanden. » De har ogsaa trodset Varmen.«
Han forklarede Grunden til sin Nærværelse, og efter at have gentaget Oplysningerne om den nyoprettede Menighedspleje sagde han:
» Oline har fortalt mig, at Gehejmeraadinden et Par Gange har været saa venlig at se ind til hende . Det har hun været saa inderlig taknemlig for .«

I det samme hørte de nogen komme. Det var Fru Bertha, der nærmede sig inde fra Lindealleen. Præsten rejste sig og hilste.
»Goddag, Hr. Pastor!« sagde hun og rakte ham venligt Haanden. » De har ogsaa trodset Varmen.«
I, 204 Han forklarede Grunden til sin Nærværelse, og efter at have gentaget Oplysningerne om den nyoprettede Menighedspleje sagde han:
» Oline har fortalt mig, at Gehejmeraadinden et Par Gange har været saa venlig at se ind til hende . Det har hun været saa inderlig taknemlig for .«

I det samme hørte de nogen komme. Det var Fru Bertha, der nærmede sig inde fra Lindealleen. Præsten rejste sig og hilste.
»Goddag, Hr. Pastor!« sagde hun og rakte ham venligt Haanden. » De har ogsaa trodset Varmen.«
Han forklarede Grunden til sin Nærværelse, og efter at have gentaget Oplysningerne om den nyoprettede Menighedspleje sagde han:
I, 205 » Oline har fortalt mig, at Gehejmeraadinden et Par Gange har været saa venlig at se ind til hende . Det har hun været saa inderlig taknemlig for .«

Jytte forstod Bebrejdelsen i hans Ord og følte sig stødt, skønt hun for sig selv maatte indrømme, at den var fortjent. Hun vidste ikke, hvordan det var gaaet til . Hun havde flere Gange foresat sig at se ind til Oline men havde stadig igen glemt det.

Jytte følte Ordene rettet til hende som en maskeret Bebrejdelse og blev lidt rød . Hun havde flere Gange foresat sig at se ind til Oline men stadig glemt det.

Jægermesteren var imidlertid kommen ud paa Verandaen uden at nogen af dem havde hørt det. Rødkindet af Søvnen, glatkæmmet og nybarberet kom han ned til dem og hilste paa Præsten i sit allerbedste Lune.
» De bliver vel og drikker en Kop Eftermiddagste?«
» Nej Tak, jeg var netop ved at gaa,« sagde Præsten uden at sætte sig igen. » Jeg havde et Ærinde til Deres Hustru, men Frøken Abildgaard har været saa venlig at tage sig af det til videre Besørgelse.«
» Hvad er det? De har vel ikke Hemmeligheder med mine Damer, min gode Hr. Pastor?«
Pastor Gaardbo gentog nu sine Oplysninger om den nyoprettede Menighedspleje, og Jægermesteren hørte i Begyndelsen paa ham med junkerlig Velvilje. Men paa eengang fik han Nykker og svarede afvisende. Han maatte paa det bestemteste frabede sig enhver Indblanding i Tyendets Forhold her paa Gaarden. Hans Tjenestefolk fik en Behandling, som han i enhver Henseende kunde forsvare. I Sygdomstilfælde 189 blev de regelmæssigt tilset af Lægen og kunde tylle lige saa megen Medicin i sig som de vilde. Altsammen ganske gratis. Mere kunde der vist ikke forlanges.
Præsten svarede ham roligt; men Jægermesterens Tone overfor ham blev nu saadan, at han hurtigt maatte afbryde og tage Afsked.
» Jeg kan ikke døje den Seminarist!« sagde Jægermesteren, da han var gaaet. » Og han er en Luskepeter med al sin Hellighed. Det skal nok vise sig! Jeg er ked af, at han har faaet sin Gang her i Huset. Hvor den Slags Folk engang har skaffet sig Indpas, er de ikke til at fordrive hverken med Krudt eller Gift. Og saa blander de sig i de intimeste Ting. Har du kendt Mage til hans Uforskammethed?«
Jytte var saa opbragt paa sin Fætter, at hun ikke kunde faa sig til at svare ham. Det havde været hende en virkelig Pine at se, hvor tarvelig, ja rent ud latterlig han tog sig ud ved Siden af den fremmede Præst.
» Jeg er ogsaa overbevist om, at han har haft noget Lumskeri for med denne Anbefaling af sin Menighedspleje. Han har villet bage mig en Rævekage. Lagde du Mærke til, hvor flov han saae ud, da han gik? Han formelig skelede. Du skal se, han har villet sætte en Saks ud for mig nu til 190 Valgene. Og jeg har dog slet ikke anmeldt min Kandidatur endnu! Men visse Folk er ude om sig i Tide. – – Det har naturligvis været Meningen at prakke mig denne Sygeplejerske paa Halsen for at man bagefter kunde fremstille Tyendeforholdene her paa Gaarden som saa skandaløse, at det var nødvendigt at gribe ind. Alle Egnens Aviser skulde op imod Valget fyldes med Rædselsskildringer fra Storeholt. Det er jo Socialisternes sædvanlige Trafik. Utænkeligt er det i hvert Fald ikke, at det hele har været et modbydeligt Forsøg paa at snigløbe mig. Foran et Valg bliver visse Folk omskabte til Hyæner. Du skal se, det bliver artige Ting vi kommer til at opleve i de næste Uger. Sine bedste Venners Rygte myrder man med koldt Blod, naar det gælder om at fiske en Stemme. Dannelse, Humanitet, Takt og Finfølelse – det er i vore Dage blevet til gammelt Skrammel, der skal paa Pulterkammeret. For at komme frem i Verden maa et Nutidsmenneske være født til Skallesmækker. ⇕ ⇒ – – Veed du forresten, Jytte, at jeg idag har skrevet til Enslev? Jeg har bedt ham om at gøre mig den Ære at betragte Storeholt som sin Ejendom saalænge han opholder sig her. Jeg tænker ogsaa paa at gøre en større Middag for ham. Maaske med paafølgende Aftenfest med Illumination af Haven. Man kan jo ikke gøre for megen Ære af den Mand, 191 og jeg tror, han sætter Pris paa det. Middagen har jeg forøvrigt tænkt mig ganske borgerlig. Det er ogsaa nødvendigt af Hensyn til Deltagerne. Det bliver jo de demokratiske Foreningers Bestyrelse, Sogneraadsformændene og den Slags Folk. Jeg har tænkt mig: Kold Suppe, Pigvar, Kalveryg, unge Kyllinger og Karamelbudding. Den Menu kan da ingen tage Forargelse af, vel?«
Jytte havde aldeles ikke hørt paa ham. Og nu rejste hun sig for at gaa ind.
» Gaar du? ... Kære, er du ikke rask?«
»Jeg? Hvorfor mener du?«
» Saa bliv dog lidt! Nu sad vi netop saa rart. Du skulde jo ogsaa se mine Kulturer.«
» Det maa vente, John! Jeg har et Brev at svare paa. Du maa undskylde!«
Jægermesteren saae forbavset efter hende, og uvilkaarlig vendte han derpaa sine opspilede Øjne mod den Kant af Haven, hvor Pastor Gaardbo nylig var forsvunden.
» Det var som Pokker! Skulde det være muligt? Brænder det nu der !«
[193] IV

⇕ Storeholt II, 3.3

⇕ De Dødes Rige 3.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 3.5

⇐

» Var der noget, ^ ^ du vilde?«
160 »Ja,« sagde Fru Bertha og lagde Pennen væk. » Du talte i Aftes om ^ ^ ^ , at du havde følt dig skuffet af Storeholt og helst vilde bort herfra saa snart det lod sig gøre . Jeg vil sige dig, det er gaaet mig aldeles paa samme Maade. Jeg føler alting saa uhyggelig forandret siden sidst , og det piner mig usigeligt . Jeg kan heller ikke holde ud at se paa John og Vilhelmine , og denne Frøken Søholm er vist ikke saa dum som hun lader . Hende skal man aabenbart tage sig iagt for . Dersom du vil som jeg, saa rejser vi herfra hurtigst muligt.«

Fru Bertha bad ham tage Plads igen; men han sagde nu Farvel. –
» Har du set noget til Vilhelmine?« spurgte Fru Bertha, da han var gaaet.
» Ikke siden Frokost.«
» Heller ikke til John?«
»Nej. Han ligger vel endnu og sover Middagssøvn,« svarede Jytte, der igen havde givet sig til at kigge i Avisen.
» Der er noget, vi maa tale om ; og lad os gøre det nu, da vi er alene! Du , sagde den første Aften, vi var her , at du havde følt dig skuffet af Storeholt denne Gang og egenlig helst vilde rejse herfra ^ . Jeg vil sige dig, det er gaaet mig aldeles paa samme Maade. Jeg føler alting saa uhyggelig forandret ^ , og det piner mig ^ . Jeg kan heller ikke holde ud at se paa John og Vilhelmine . Og denne Frøken Søholm er vist ikke saa enfoldig, som hun lader ^ . Dersom du vil som jeg, saa tager vi herfra hurtigst muligt.«

Fru Bertha bad ham tage Plads igen; men han sagde nu Farvel. —
» Har du set noget til Vilhelmine?« spurgte Fru Bertha, da han var gaaet.
» Ikke siden Frokost.«
» Heller ikke til John?«
»Nej. Han ligger vel endnu og sover Middagssøvn,« svarede Jytte, der igen havde givet sig til at kigge i Avisen.
» Der er noget, vi maa tale om ; og lad os gøre det nu, da vi er alene! Du ^ sagde den første Aften, vi var her , at du havde følt dig skuffet af Storeholt denne Gang og egenlig helst vilde rejse herfra ^ . Jeg vil sige dig, det er gaaet mig aldeles paa samme Maade. Jeg føler alting saa uhyggelig forandret ^ , og det piner mig ^ . Jeg kan heller ikke holde ud at se paa John og Vilhelmine . Og denne Frøken Søholm er vist ikke saa enfoldig, som hun lader ^ . Dersom du vil som jeg, saa tager vi herfra hurtigst muligt.«

Fru Bertha bad ham tage Plads igen; men han sagde nu Farvel. –
» Har du set noget til Vilhelmine?« spurgte Fru Bertha, da han var gaaet.
» Ikke siden Frokost.«
» Heller ikke til John?«
»Nej. Han ligger vel endnu og sover Middagssøvn,« svarede Jytte, der igen havde givet sig til at kigge i Avisen.
» Der er noget, vi maa tale om ; og lad os gøre det nu, da vi er alene! Du ^ sagde den første Aften, vi var her , at du havde følt dig skuffet af Storeholt denne Gang og egenlig helst vilde rejse herfra ^ . Jeg vil sige dig, det er gaaet mig aldeles paa samme Maade. Jeg føler alting saa uhyggelig forandret ^ , og det piner mig ^ . Jeg kan heller ikke holde ud at se paa John og Vilhelmine . Og denne Frøken Søholm er vist ikke saa enfoldig, som hun lader ^ . Dersom du vil som jeg, saa tager vi herfra hurtigst muligt.«

Jytte havde taget en Bog fra Bordet og stod og bladede i den .

I, 282 Jytte havde i Overraskelse løftet Øjnene op fra Avisen. Nu sænkede hun dem igen .

Jytte havde i Overraskelse løftet Øjnene op fra Avisen. Nu sænkede hun dem igen .

» Hvor mener du saa, vi skulde rejse hen?«

» Hvor skulde vi saa rejse hen?«

» Vi kan jo f. Eks. tage til Fanø. Saa kan du bruge Badene der. Det vil du sikkert have godt af.«

» Men gaar det an for Johns Skyld? Det vil dog vist gøre ham ondt.«

» Men gaar det an for Johns Skyld? Det vil ^ vist gøre ham ondt.«

»Aa, John har saa meget for i denne Tid. Jeg tror slet ikke han vil tænke over det .«

»Aa, John har saa meget for i denne Tid. Ham er det saamænd ganske ligemeget, enten vi er her eller ikke ^ .«

» Men maa vi dog ikke i det mindste vente, indtil Enslev har været her?«

» Jamen bliver vi i hvert Fald ikke nødt til at vente, indtil Enslev har været her?«

» Det finder jeg ikke engang nødvendigt. Det mente du jo ogsaa selv igaar .«

» Det finder jeg ikke engang nødvendigt. Det mente du jo heller ikke selv forleden .«

Jytte huskede det godt. Hun undrede sig kun over, at det ikke var længere siden.

I, 205 Jytte huskede det godt. Hun undrede sig kun over, at det ikke var længere siden.

I, 206 Jytte huskede det godt. Hun undrede sig kun over, at det ikke var længere siden.

161 » Du kan for mig gøre ganske ^ som du vil, lille Mor ! Mig er det ligemeget,« sagde hun, lagde med et træt Udtryk Bogen bort og gik ind til sig selv.

» Du kan for mig gøre ganske , som du vil, lille Mor !«

⇕ Storeholt II, 3.1

⇕ De Dødes Rige 3.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 3.5

⇐

I Nat drømte jeg – – nej, det er sandt, du har ikke kendt Tante Ernestine .«
»Ernestine? Navnet har jeg hørt.«
» Aa ja, din Far har vel nok talt om hende. Hun var vor Grandtante og havde sit Ophold her paa Storeholt , da vi var Børn .«

» Jeg har jo fortalt dig om min gamle Grandtante Ernestine , som havde sit Ophold her ^ , da jeg var Barn .«

» Var det hende, der var lidt smaatosset og altid udtrykte sig i Bibelsprog?«

» Var det hende, der var lidt smaatosset og altid talte i Bibelsprog?«

»Smaatosset? Det veed jeg ikke. Hun hørte til Herrnhutterne, som man dengang sagde. Hun gik altid sortklædt, i en Slags Nonnedragt , og vi Børn havde en sand Rædsel for det gamle Menneske. Hun gik omkring her som en Aand fra Graven, syntes vi. Saa havde hun en skrækkelig Mandfolkerøst og talte ganske rigtig altid som en Præst. De Voksne lo jo af hende, naar hun kom med sine frygtelige Dommedagsprofetier; men vi Børn blev bange. Og det var altsaa det, jeg vilde fortælle dig, Asmus ... siden jeg i Aftes havde en Samtale med 136 din Broder, har jeg set Tante Ernestine for mig overalt her i Huset; og i Nat drømte jeg mærkværdig levende om hende. Hun stod ved min Seng i sin sorte Ordensdragt og sagde flere Gange højt: » Hævnen hører mig til, siger Herren ^ ^ ^ !« – Nu kan du le af mig og kalde det Overtro, men sandt er det, at under alle store Ulykker i vor Familje har den gamle Grandtante vist sig baade for din Far og for mig. Din Far har selv engang fortalt mig det. Derfor vil jeg bort herfra . Jeg tror ikke paa Spøgelser – det er ikke saadan at forstaa – men jeg veed, at jeg bliver ikke det Syn kvit ^ saa længe jeg er her .«
» Saa vil jeg absolut anbefale dig at rejse , Tante,« ^

»Smaatosset? Det veed jeg ikke. Hun hørte til Herrnhutterne, som man dengang sagde. Hun gik altid sortklædt, i en Slags Ordensdragt , og vi Børn havde en sand Rædsel for det gamle Menneske. Jeg har i disse Dage set hende for mig overalt , og i Nat drømte jeg mærkværdig levende om hende. Hun stod ved min Seng og talte.«
» Men – Mor !«
»Ja, jeg siger det ikke for at gøre dig bange . Jeg tror ikke paa Spøgelser – det er ikke saadan at forstaa . Men I, 283 jeg veed, at jeg bliver ikke det Syn kvit , saa længe jeg er her . Derfor vil jeg bort.«
»Ja, lad os saa endelig rejse ! For min Skyld kan det ske naarsomhelst.«
VI .

»Smaatosset? Det veed jeg ikke. Hun hørte til Herrnhutterne, som man dengang sagde. Hun gik altid sortklædt, i en Slags Ordensdragt , og vi Børn havde en sand Rædsel for det gamle Menneske. Jeg har i disse Dage set hende for mig overalt , og i Nat drømte jeg mærkværdig levende om hende. Hun stod ved min Seng og talte.«
» Men — Mor !«
»Ja, jeg siger det ikke for at gøre dig bange . Jeg tror ikke paa Spøgelser — det er ikke saadan at forstaa . Men jeg veed, at jeg bliver ikke det Syn kvit , saa længe jeg er her . Derfor vil jeg bort.«
»Ja, lad os saa endelig rejse ! For min Skyld kan det ske naarsomhelst.«
VI

»Smaatosset? Det veed jeg ikke. Hun hørte til Herrnhutterne, som man dengang sagde. Hun gik altid sortklædt, i en Slags Ordensdragt , og vi Børn havde en sand Rædsel for det gamle Menneske. Jeg har i disse Dage set hende for mig overalt , og i Nat drømte jeg mærkværdig levende om hende. Hun stod ved min Seng og talte.«
» Mor – Mor !«
»Ja, jeg siger det ikke for at gøre dig bange . Jeg tror ikke paa Spøgelser – det er ikke saadan at forstaa . Men jeg veed, at jeg bliver ikke det Syn kvit , saa længe jeg er her . Derfor vil jeg bort.«
»Ja, lad os saa endelig rejse ! For min Skyld kan det ske naarsomhelst.«
VI

⇕ Storeholt II, 4.1

⇕ De Dødes Rige 3.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 3.6

[195] D et store politiske Sommermøde i Strige Skov – Enslev-Mødet ^ som det nu kaldtes – var trods Pastor Gaardbos tavse Modstand blevet forberedt som en Hyldingsfest for den gamle Fører. For mange af de unge var det noget af et Eventyr at skulle se ^ denne Mand, hvis Livs Bedrift allerede tilhørte Sagnenes Verden, og om hvis Karakter der i Tidens Løb havde dannet sig saa mange modstridende Myter.
» Fyens Venstre«, der var Enslevs egen Avis og Egnens mest udbredte Blad, slog daglig Generalmarsch. Redaktør Danielsen var en moderne Pressemand, som forstod den Kunst at gøre Vind. Han fyldte hvert Nummer med Billeder og lange Citater af den store Folkefører og med gamle eller selvlavede Anekdoter om ham. Ogsaa det gamle Dobbeltportræt af Søren Smed og Ane-Mette maatte endnu engang gøre Tjeneste som Sensationsstof.

Det politiske Sommermøde i Strige Skov – Enslev-Mødet , som det nu kaldtes – blev trods Pastor Gaardbos tavse Modstand ^ forberedt som en Hyldingsfest for den gamle Fører. Det var for Ungdommen noget af et Eventyr at skulle se og høre denne Mand, hvis Bedrifter allerede tilhørte Sagnenes Verden, og om hvis Karakter der i Tidens Løb havde dannet sig saa mange , hinanden modsigende Myter.

Det politiske Sommermøde i Strige Skov — Enslev-Mødet , som det nu kaldtes — blev trods Pastor Gaardbos tavse Modstand ^ forberedt som en Hyldingsfest for den gamle Fører. Det var for Ungdommen noget af et Eventyr at skulle se og høre denne Mand, hvis Bedrifter allerede tilhørte Sagnenes Verden, og om hvis Karakter der i Tidens Løb havde dannet sig saa mange , hinanden modsigende Myter.

⇕ Storeholt II, 4.3

⇕ De Dødes Rige 3.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 3.6

⇐

Utaalmodigheden for at komme til at høre Enslev var især stor , fordi der i de sidste Dage var gaaet Rygter gennem Bladene om en opstaaet Strid mellem ham og den nuværende Regeringschef, Tyrstrup. Et Par Højreaviser havde endog paastaaet, at det var hans Hensigt at benytte Valgene til at fælde denne Mand, som han i sin Tid selv havde bragt til Magten .

Spændingen var saa meget større , som der i den sidste Tid var gaaet Rygter gennem Bladene om en opstaaet Strid mellem ham og den nuværende Regeringschef, Tyrstrup. Et Par Højreaviser havde endog paastaaet, at det var Enslevs skjulte Hensigt at benytte Valgene til at fælde denne Mand, som han i sin Tid selv havde valgt til sin Afløser . ^

⇕ Storeholt II, 4.1

⇕ De Dødes Rige 3.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 3.6

^ ^ ^ ^ ^ ^

Enslev beklædte endnu Æresstillingen som Partiets Formand, og det var karakteristisk for den offenlige Mening om ham, at alligevel ingen fandt Rygterne helt usandsynlige. Men hvad var Grunden til hans Misfornøjelse med Tyrstrup? Havde han fortrudt sin Frasigelse af Magten? Eller var det bare Fortiden, der spøgede et Øjeblik, forinden den endelig blev gravlagt? – Saadan I, 284 spurgtes der overalt i Landet, hvor de Taler, Enslev allerede havde holdt, og visse Artikler i » Femte Juni« og i hans Provinsblade havde gødet Jordbunden for de vildeste Formodninger.

Enslev beklædte endnu Æresstillingen som Partiets Formand, og det var karakteristisk for den offenlige Mening om ham, at alligevel ingen fandt Rygterne helt I, 206 usandsynlige. Men hvad var Grunden til hans Misfornøjelse med Tyrstrup? Havde han fortrudt sin Frasigelse af Magten? Eller var det bare Fortiden, der spøgede et Øjeblik, forinden den endelig blev gravlagt? — Saadan spurgtes der overalt i Landet, hvor de Taler, Enslev allerede havde holdt, og visse Artikler i » Femte Juni« og i hans Provinsblade havde gødet Jordbunden for de vildeste Formodninger.

Enslev beklædte endnu Æresstillingen I, 207 som Partiets Formand, og det var karakteristisk for den offenlige Mening om ham, at alligevel ingen fandt Rygterne helt usandsynlige. Men hvad var Grunden til hans Misfornøjelse med Tyrstrup? Havde han fortrudt sin Frasigelse af Magten? Eller var det bare Fortiden, der spøgede et Øjeblik, forinden den endelig blev gravlagt? – Saadan spurgtes der overalt i Landet, hvor de Taler, Enslev allerede havde holdt, og visse Artikler i » Femte Juni« og i hans Provinsblade havde gødet Jordbunden for de vildeste Formodninger.

Den store Dag begyndte med Regn. En stille, stædig Sydostregn , der syntes bestemt paa at ville ødelægge hele Festen ^ . Men som saa mange Gange før viste Vestenvinden sig som Enslevs Forbundsfælle. 196 Opad Formiddagen sprængte den frem gennem Skyerne i sin blaa Kappe med Guldtrompeten for Munden som Solens Herold. Da Flagene ved Middagstid blev hejst, dampede Jorden af Solvarme.
Ved Firetiden kørte Landaueren frem foran Hovedtrappen paa Storeholt smykket med Bøgeløv.
Jytte havde i sidste Øjeblik bestemt sig til at blive hjemme. Hun følte sig utilpas, og trods sit nære Venskabsforhold til Enslev – » Onkel Tyge«, som hun fra Barn havde kaldt ham – vilde hun ikke udsætte sig for Folketrængsel for at komme til at høre ham. Som politisk Taler brød hun sig desuden ikke om ham. Saa haabede hun ogsaa at faa ham at se her paa Storeholt . Hendes Fætter havde ganske vist ikke faaet noget Svar paa sin Indbydelse; men hun havde forstaaet, at Egnens politiske Kendere netop udlagde denne Tavshed som Tegn paa , at Indbydelsen vilde blive modtaget. John selv troede det aabenbart. Han var i glimrende Humør, havde ^ indbudt mange Middagsfremmede til den næste Dag og i det hele gjort store Forberedelser .

Den store Dag begyndte med Regn. En stille, stædig Drysregn fra Sønden , der syntes bestemt til at drukne hele Festen i Væde . Men som ^ mange Gange tidligere viste den lunefulde Vestenvind sig at være Enslevs Forbundsfælle. Opad Formiddagen sprængte den frem gennem Skyerne i sin blaa Kappe med Guldtrompeten for Munden som Solens Herold. Ved Middagstid blafrede Flagene over et lysflimrende Land.
Paa Storeholt havde man i den sidste Tid haft travlt med Forberedelserne til at modtage Hædersgæsten. Jægermesteren havde ganske vist ikke faaet noget Svar paa sin Indbydelse; men han havde i den Henseende beroliget sig med , at Enslev efter Sigende havde for Skik at lade alle Indbydelser ubesvarede og alligevel at komme, dersom det passede ham. Han havde derfor indbudt mange Middagsfremmede til den næste Dag , ligesom han havde overtalt, ja næsten truet Fru Bertha og Jytte til at opsætte deres Afrejse, fordi han vidste, at det vilde være Enslev en stor Glæde at træffe dem. Jytte havde iøvrigt for sit Vedkommende ikke gjort mange Indvendinger.
Ved Firetiden kørte Landaueren frem for Hovedtrappen, smykket med Bøgeløv .

Den store Dag begyndte med Regn. En stille, stædig Drysregn fra Sønden , der syntes bestemt til at drukne hele Festen i Væde . Men som ^ mange Gange tidligere viste den lunefulde Vestenvind sig at være Enslevs Forbundsfælle. Opad Formiddagen sprængte den frem gennem Skyerne i sin blaa Kappe med Guldtrompet for Munden som Solens Herold. Ved Middagstid blafrede Flagene over et lysflimrende Land.
Paa Storeholt havde man i den sidste Tid haft travlt med Forberedelserne til at modtage Hædersgæsten. Jægermesteren havde ganske vist ikke faaet noget Svar paa sin Indbydelse; men han havde i den Henseende beroliget sig med , at Enslev efter Sigende havde for Skik at lade alle Indbydelser ubesvarede og alligevel at komme, dersom det passede ham. Han havde derfor indbudt mange Middagsfremmede til den næste Dag , ligesom han havde overtalt, ja næsten truet Fru Bertha og Jytte til at opsætte deres Afrejse, fordi han vidste, at det vilde være Enslev en stor Glæde at træffe dem. Jytte havde iøvrigt for sit Vedkommende ikke gjort mange Indvendinger.
Ved Firetiden kørte Landaueren frem for Hovedtrappen, smykket med Bøgeløv .

» Hvad er det, jeg hører?« sagde Fru Vilhelmine ; ^ hun kom ind i Havestuen i stort Væddeløbs-Toilette og trak et Par lange Handsker paa. » Du vil ikke med?«

» Hvad er det, jeg hører?« sagde Fru Vilhelmine , – hun kom ind i Havestuen i stort Væddeløbstoilette og I, 285 trak et Par lange Handsker paa. » Forholder det sig rigtigt, at du ikke vil ^ med?«

» Hvad er det, jeg hører?« sagde Fru Vilhelmine , — hun kom ind i Havestuen i stort Væddeløbstoilette og trak et Par ^ Handsker paa. » Forholder det sig rigtigt, at du ikke vil ^ med?«

» Hvad er det, jeg hører?« sagde Fru Vilhelmine , – hun kom ind i Havestuen i stort Væddeløbstoilette og trak et Par ^ Handsker paa. » Forholder det sig rigtigt, at du ikke vil ^ med?«

»Nej , jeg bliver hjemme,« sagde Jytte.
197 » Saa veed du maaske ikke, at Pastor Gaardbo skal tale?«
» Jo Tak, jeg veed det.«
» Og alligevel tager du ikke med?«
» Maaske netop derfor,« spøgte Jytte for ikke at komme til at forløbe sig overfor Svigerinden. » Jeg er naturligvis bange for, at jeg skal falde ham om Halsen af Henrykkelse i hele Folkets Paasyn .«

»Ja , jeg bliver hjemme,« sagde Jytte. » Jeg har en Skræk for Folketrængsel .«

Fru Vilhelmine fik stramme Læber. Hun havde stillet sig op foran et Spejl for at rette paa sin Hat. Lidt efter sagde hun med et haanligt Smil:
» Sig mig, Jytte, ^ er det virkelig sandt ^ ^ , at du har tilbudt igen at vaage over Oline? Du maa endelig sige til i Tide, saa jeg kan ordne det med Pigerne. I Nat er det ellers Katinka.«
» Hvornaar bliver det din egen Tur?« spurgte Jytte roligt men med hede Kinder.
Svigerinden vendte sig om. Hænderne havde hun endnu oppe paa Hatteskyggen.
» Du maa virkelig undskylde ... Jeg er ikke forelsket i Pastor Gaardbo.«
Jytte lo.
» Vistnok mere end jeg!« sagde hun og gik ud i Haven.
Et Kvarterstid senere stod hun ude paa Hovedtrappen og viftede Farvel til sin Mor, der fulgte med de andre til Festen. Da hun derpaa gik 198 tilbage gennem de mange tomme Stuer, følte hun sig utilpas ved den Ensomhed, som hun netop havde glædet sig til .

Fru Vilhelmine ^ havde stillet sig op foran et af de store Spejle for at rette paa sin Hat.
» Saa veed du maaske ikke, at Pastor Gaardbo er en af Talerne?«
»Jo, jeg veed det endogsaa fra ham selv.«
» Og alligevel tager du ikke med?«
» Er det da for at høre ham , at du tager med?«
Svigerinden vendte sig om. Hænderne havde hun endnu oppe paa Hatteskyggen.
» Du maa virkelig undskylde ... Jeg er ikke forelsket i Pastor Gaardbo.«
Jytte lo.
» Vistnok mere end jeg!« sagde hun og gik ud i Haven.
Først da Vognen var kørt, kom hun ind igen. Hun havde glædet sig til at blive ene; men idet hun gik gennem de store, tomme Stuer, følte hun sig knuget af Stilheden .

Fru Vilhelmine ^ havde stillet sig op foran et af de store Spejle for at rette paa sin Hat.
» Saa veed du maaske ikke, at Pastor Gaardbo er en af Talerne?«
I, 207 »Jo, jeg veed det endogsaa fra ham selv.«
» Og alligevel tager du ikke med?«
» Er det da for at høre ham , at du tager med?«
Svigerinden vendte sig om. Hænderne havde hun endnu oppe paa Hatteskyggen.
» Du maa virkelig undskylde ... Jeg er ikke forelsket i Pastor Gaardbo.«
Jytte lo.
» Vistnok mere end jeg!« sagde hun og gik ud i Haven.
Først da Vognen var kørt, kom hun ind igen. Hun havde glædet sig til at blive ene; men idet hun gik gennem de store, tomme Stuer, følte hun sig knuget af Stilheden .

Fru Vilhelmine ^ havde stillet sig op foran et af de store Spejle for at rette paa sin Hat.
I, 208 » Saa veed du maaske ikke, at Pastor Gaardbo er en af Talerne?«
»Jo, jeg veed det endogsaa fra ham selv.«
» Og alligevel tager du ikke med?«
» Er det maaske for hans Skyld , at du tager med?«
Svigerinden vendte sig om. Hænderne havde hun endnu oppe paa Hatteskyggen.
» Du maa virkelig undskylde ... Jeg er ikke forelsket i Pastor Gaardbo.«
Jytte lo.
» Vistnok mere end jeg!« sagde hun og gik ud i Haven.
Først da Vognen var kørt, kom hun ind igen. Hun havde glædet sig til at blive ene; men idet hun gik gennem de store, tomme Stuer, følte hun sig knuget af Stilheden .

Hun satte sig ved Flyglet ^ i Dagligstuen. Hun havde de sidste Dage ikke rørt det, fordi det generede hende at tænke paa, at Svigerinden maaske sad et eller andet Sted i Stuerne og hørte paa hende. Hun var kommen til at hade dette Menneske. Hendes Kynisme opbragte hende, og hun var glad ved , at det var iovermorgen, hun skulde herfra. Hun havde ogsaa nu hørt tilstrækkeligt, fordi hun nogle Gange havde spaseret med Pastor Gaardbo i Haven, naar han kom her for at se til den syge Pige . ^ John havde været ligefrem ubehagelig og – saa latterligt det lød! – advaret hende mod Præsten . Det var helt rørende at se, hvor alarmerede begge disse to Alvorsmennesker var bleven af den Tanke, at det trak op til en ny »Historie« med hende.
Hun var begyndt paa en chopinsk Polonæse men havde ikke spillet mange Takter, før hun brød af og rejste sig. Tavsheden omkring hende knugede.
» Var bare Bob her!« – tænkte hun. Det var Hundehvalpen. Men da hun havde forsømt den et Par Dage, var den bleven hende utro og holdt sig nu til Husjomfruen.
Hun ringede paa Pigen og forlangte en Kop Te.
» Dundrende stærk!« raabte hun efter hende.
199 Saa satte hun sig hen med en Bog ; men ogsaa den opgav hun snart og sank hen i sine egne Tanker.

Hun satte sig ved Flyglet inde i Dagligstuen. Hun havde de sidste Dage ikke rørt det, fordi det generede hende at tænke paa, at Svigerinden maaske sad et eller andet Sted i Stuerne og hørte paa hende. Hun var kommen til at afsky dette Menneske. Hun opbragtes af Kynismen i den Tone, hvormed Vilhelmine ved enhver Lejlighed lod hende høre, at hun nogle Gange havde spaseret med Pastor Gaardbo i Haven, naar han kom her for I, 286 at se til den syge Oline . Ogsaa John var begyndt at blive ubehagelig , ja havde ligefrem advaret hende mod Præsten , om hvem han paastod at vide flere ikke rigtig fine Historier.
Hun begyndte paa en chopinsk Polonæse men brød af efter at have spillet et Par Takter og satte ^ sig hen med en Bog . Ogsaa den opgav hun dog hurtigt og sank tilbage i sine egne Tanker.

Hun satte sig ved Flyglet inde i Dagligstuen. Hun havde de sidste Dage ikke rørt det, fordi det generede hende at tænke paa, at Svigerinden maaske sad et eller andet Sted i Stuerne og hørte paa hende. Hun var kommen til at afsky dette Menneske. Hun opbragtes af Kynismen i den Tone, hvormed Vilhelmine ved enhver Lejlighed lod hende høre, at hun nogle Gange havde spaseret med Pastor Gaardbo i Haven, naar han kom her for at se til den syge Oline . Ogsaa John var begyndt at blive ubehagelig , ja havde ligefrem advaret hende mod Præsten , om hvem han paastod at vide flere ikke rigtig fine Historier.
Hun begyndte paa en chopinsk Polonæse men brød af efter at have spillet et Par Takter og satte ^ sig hen med en Bog . Ogsaa den opgav hun dog hurtigt og sank tilbage i sine egne Tanker.

At hendes Møder med Pastor Gaardbo ikke altid havde været tilfældige – det skulde hun saamænd gerne indrømme sin Svigerinde. Hun satte Pris paa at tale med ham ^ ^ . Skønt han hverken var underholdende eller aandfuld , snarest det modsatte, havde ^ Bekendtskabet med ham været noget af en Oplevelse for hende , fordi han var saa forskellig fra de fleste andre Mænd, hun havde truffet. Selv Torben Dihmer havde aldrig interesseret hende paa den Maade.

At hun satte Pris paa at tale med Pastor Gaardbo – ja, det skulde hun saamænd gerne indrømme Vilhelmine . Skønt hun hverken fandt ham morsom eller aandrig , snarest det modsatte, havde hun haft Udbytte af Bekendtskabet med ham ^ , fordi han var saa forskellig fra alle andre Mænd, hun havde truffet. Selv Torben Dihmer havde ikke interesseret hende paa samme Maade.

At hun satte Pris paa at tale med Pastor Gaardbo — ja, det skulde hun saamænd gerne indrømme Vilhelmine . Skønt hun hverken fandt ham morsom eller aandrig , snarest det modsatte, havde hun haft Udbytte af Bekendtskabet med ham ^ , fordi han var saa forskellig fra alle andre Mænd, hun havde truffet. Selv Torben Dihmer havde ikke interesseret hende paa samme Maade.

Men hendes kære Fætter og elskelige Svigerinde kunde alligevel ganske spare sig deres Ængstelse . Hun var ikke forelsket i Pastor Gaardbo og kunde aldrig blive det ... vilde ^ heller ikke ^ ^ være det. Bare den Tanke ^ at blive hvirvlet ind i en ny haabløs Forelskelses Heksedans fyldte hende med en Lede, saa hun kunde gøre en Ulykke paa sig selv. Men det havde ingen Nød. Pastor Gaardbo hørte med sit hele Væsen en Verden til, som aldrig kunde blive hendes. Jo mere hun havde talt med ham, desto stærkere følte hun det. Som det meste af, hvad hun havde oplevet i de senere Aar, havde ogsaa disse Dages Erfaringer kun forøget hendes Ensomhedsfølelse og hendes Tristhed.
Hun forstod ham ikke . Hans urokkelige Tillidsfuldhed 200 forargede hende. Gik den Mand da gennem Verden med lukkede Øjne? Og stirrede han aldrig ind i sin egen Sjæl? ... ^ ^ ^

Men hendes kære Fætter og elskelige Svigerinde kunde alligevel ^ spare sig deres Ængstelser . Hun var ikke forelsket i Pastor Gaardbo , kunde aldrig blive det , vilde da heller ikke for nogen Pris være det. Bare den Tanke igen at blive hvirvlet ind i en ^ haabløs Forelskelses Heksedans fyldte hende med en Lede, saa hun kunde blive ude af sig selv. Men det havde ingen Nød. Det var med Pastor Gaardbo ligesom med Meta. Han hørte med sit hele Væsen en Verden til, som aldrig kunde blive hendes. Jo mere hun havde talt med ham, desto stærkere følte hun det.
Hun forstod ikke den Slags Mennesker . Hans urokkelige Tillidsfuldhed forargede hende. Gik den Mand da I, 287 gennem Verden med lukkede Øjne? Og stirrede han aldrig ind i sin egen Sjæl?
» Gud kender Mennesket indtil Sjælens Bund,« havde han engang sagt. Hun syntes, man maatte være meget glad for sig selv for at kunne finde Trøst i den Tanke. Sjælens Bund – det var jo netop Rædselsdybet, der fik det til at sortne for Øjnene !

Men hendes kære Fætter og elskelige Svigerinde kunde alligevel ^ spare sig deres Ængstelser . Hun var ikke forelsket i Pastor Gaardbo , kunde aldrig blive det , vilde da heller ikke for nogen Pris være det. Bare den Tanke igen at blive hvirvlet ind i en ^ haabløs Forelskelses Heksedans fyldte hende med en Lede, saa I, 208 hun kunde blive ude af sig selv. Men det havde ingen Nød. Det var med Pastor Gaardbo ligesom med Meta. Han hørte med sit hele Væsen en Verden til, som aldrig kunde blive hendes. Jo mere hun havde talt med ham, desto stærkere følte hun det.
Hun forstod ikke den Slags Mennesker . Hans urokkelige Tillidsfuldhed forargede hende. Gik den Mand da gennem Verden med lukkede Øjne? Og stirrede han aldrig ind i sin egen Sjæl?
» Gud kender Mennesket indtil Sjælens Bund,« havde han engang sagt. Hun syntes, man maatte være meget glad for sig selv for at kunne finde Trøst i den Tanke. Sjælens Bund — det var jo netop Rædselsdybet, der fik det til at sortne for Øjnene .

Men hendes kære Fætter og elskelige Svigerinde kunde alligevel ^ spare sig deres Ængstelser . Hun var ikke forelsket i Pastor Gaardbo , kunde aldrig blive det , vilde da heller ikke for I, 209 nogen Pris være det. Bare den Tanke igen at blive hvirvlet ind i en ^ haabløs Forelskelses Heksedans fyldte hende med en Lede, saa hun kunde blive ude af sig selv. Men det havde ingen Nød. Det var med Pastor Gaardbo ligesom med Meta. Han hørte med sit hele Væsen en Verden til, som aldrig kunde blive hendes. Jo mere hun havde talt med ham, desto stærkere følte hun det.
Hun forstod ikke den Slags Mennesker . Hans urokkelige Tillidsfuldhed forargede hende. Gik den Mand da gennem Verden med lukkede Øjne? Og stirrede han aldrig ind i sin egen Sjæl?
» Gud kender Mennesket indtil Sjælens Bund,« havde han engang sagt. Hun syntes, man maatte være meget glad for sig selv for at kunne finde Trøst i den Tanke. Sjælens Bund – det var jo netop Rædselsdybet, der fik det til at sortne for Øjnene .

Havde han endda ikke været Præst! Havde han været Læge som sin Broder eller hvadsomhelst andet . Saasnart han begyndte at missionere, følte hun det som en Lidelse . Det var jo ogsaa næsten umuligt, at han selv ^ kunde tro paa alle de Børnehistorier, han gik rundt og trøstede sine Almuesfolk med . Og gjorde han det virkelig, saa blev han hende blot endnu mere uhjælpelig fremmed og ufattelig .

Havde han endda ikke været Præst! Havde han været Læge som sin Broder eller hvadsomhelst andet . Saasnart han begyndte at missionere, følte hun det som en Lidelse . For det var jo ^ umuligt, at han selv for Alvor kunde tro paa alle disse bibelske Børneeventyr . Og gjorde han det virkelig, saa blev han hende blot endnu mere uhjælpelig fremmed og fjern .

Havde han endda ikke været Præst! Havde han været Læge som sin Broder eller hvadsomhelst andet ! Saasnart han begyndte at missionere, følte hun det som en Lidelse . For det var jo ^ umuligt, at han selv for Alvor kunde tro paa alle disse bibelske Børneeventyr . Og gjorde han det virkelig, saa blev han hende blot endnu mere uhjælpelig fremmed og fjern .

Havde han endda ikke været Præst! Havde han været Læge som sin Broder eller hvadsomhelst andet ! Saasnart han begyndte at missionere, fandt hun ham uudholdelig . For det var jo ^ umuligt, at han selv for Alvor kunde tro paa alle disse bibelske Børneeventyr . Og gjorde han det virkelig, saa blev han hende blot endnu mere uhjælpelig fremmed og fjern .

Desuden ... der stod en ung Piges Skygge imellem dem. Den viste sig for hende i hvide Gravklæder ^ hver Gang hun tænkte paa ham, og det vilde aldrig blive anderledes. Paa det Punkt kendte hun sig selv, – hun, som havde været skinsyg paa sin egen Mor, saa hun til Tider ligefrem hadede hende. Dersom det ^ kunde tænkes, at hun virkelig kom til at holde af Pastor Gaardbo, ^ vilde hun ikke faa Fred, før hun havde revet dette Minde ud af hans Sjæl; og dersom hun blev gift med ham, vilde hun ^ altid have en Følelse af, at der gik et Spøgelse omkring i Huset og udspionerede dem. Hun havde i Tankerne forlængst gennemlevet den hele Lidelseshistorie .
Pigen kom ind med Teen ^ . I det samme hørtes Brølet af en Bil , der kørte op for Indgangen.

Desuden ... der stod en ung Piges Skygge imellem dem. Den viste sig for hende i hvide Gravklæder , hver Gang hun tænkte paa ham, og det vilde aldrig blive anderledes. Paa det Punkt kendte hun sig selv, – hun, som havde været skinsyg paa sin egen Mor, saa hun til Tider næsten hadede hende. Dersom det utrolige kunde tænkes, at hun ^ kom til at holde af Pastor Gaardbo, saa vilde hendes Sjæl ikke faa Fred, før hun havde fordrevet dette Minde ^ af hans Hjerte. Og dersom hun blev gift med ham, vilde hun alligevel altid have en Følelse af, at der listede et Spøgelse omkring i Huset og belurede dem. Hun havde i Tankerne forlængst gennemlevet den hele Lidelseshistorie ! ...
Hun ringede paa Stuepigen og bad om at faa en Kop I, 288 Te bragt ind . I det samme hørtes Brølet af et Automobil , der kørte op for Indgangen.

Desuden ... der stod en ung Piges Skygge imellem dem. Den viste sig for hende i hvide Gravklæder , hver Gang hun tænkte paa ham, og det vilde aldrig blive anderledes. Paa det Punkt kendte hun sig selv, — hun, som havde været skinsyg paa sin egen Mor, saa hun til Tider næsten hadede hende. Dersom det utrolige kunde tænkes, at hun ^ kom til at holde af Pastor Gaardbo, saa vilde hendes Sjæl ikke faa Fred, før hun havde fordrevet dette Minde ^ af hans Hjerte. Og dersom hun blev gift med ham, vilde hun alligevel altid have en Følelse af, at der listede et Spøgelse omkring i Huset og belurede dem. Hun havde i Tankerne forlængst gennemlevet den hele Lidelseshistorie ! ...
Hun ringede paa Stuepigen og bad om at faa en Kop Te bragt ind . I det samme hørtes Brølet af et Automobil , der kørte op for Indgangen.

Desuden ... der stod en ung Piges Skygge imellem dem. Den viste sig for hende i hvide Gravklæder , hver Gang hun tænkte paa ham, og det vilde aldrig blive anderledes. Paa det Punkt kendte hun sig selv, – hun, som havde været skinsyg paa sin egen Mor, saa hun til Tider næsten hadede hende. Dersom det utrolige kunde tænkes, at hun ^ kom til at holde af Pastor Gaardbo, saa vilde hendes Sjæl ikke faa Fred, før hun havde fordrevet dette Minde ^ af hans Hjerte. Og dersom hun blev gift med ham, vilde hun alligevel altid have en Følelse af, at der listede et Spøgelse omkring i Huset og belurede dem. Hun havde i Tankerne forlængst gennemlevet den hele Lidelseshistorie ! ...
Hun ringede paa Stuepigen og bad om at faa en Kop Te bragt ind . I det samme hørtes Brølet af et Automobil , der kørte op for Indgangen.

» Se hvem det er ... Og sig , at der er ingen hjemme !«
201 Trods den sidste Ordre aabnedes Døren lidt efter, og en Dame traadte uanmeldt ind. Det var Meta.

» Sig blot , at der er ingen hjemme ,« sagde hun til Pigen.
Ikke desto mindre aabnedes Døren lidt efter, og en Dame traadte ^ ind. Det var Meta.

»Men, ^ kære! ... Kommer du her? Skal du ikke med til Mødet?«

»Men, ^ kære! ... Hvor kommer du her? Skal du ikke med til Mødet?«

» Men kære! ... Hvor kommer du her? Skal du ikke med til Mødet?«

I, 210 » Men kære! ... Hvor kommer du her? Skal du ikke med til Mødet?«

»Jo, det var egenlig Meningen ; men da min Mand og jeg kom kørende, passerede vi din Familje ved Aalehusene; og da du ikke var ^ med paa Vognen, tænkte jeg nok, at jeg kunde træffe dig ^ hjemme . Det foretrak jeg saa og fik min Mand til at vende. Ærlig ^ ^ talt ^ du , jeg bryder mig ikke saa meget om at træffe din Svigerinde og Jægermesteren , og der er noget, jeg gerne skulde have talt med dig om. Min Mand kommer ^ tilbage og henter mig, naar han har hørt lidt paa Talerne. – Sig mig nu blot, kommer jeg til Ulejlighed?«

»Jo, det var egenlig Meningen , og jeg var ogsaa paa Vej derhen med min Mand; men saa foretrak jeg at se lidt ind til dig. Jeg tænkte jo nok, at jeg skulde finde dig alene hjemme idag, og – ærlig talt ^ du – jeg bryder mig ikke saa meget om at træffe din Svigerinde og Jægermesteren . Der er noget, jeg gerne skulde snakke med dig om. Min Mand kommer saa tilbage og henter mig, naar han har hørt lidt paa Talerne. – Sig mig nu blot, kommer jeg til Ulejlighed?«

I, 209 »Jo, det var egenlig Meningen , og jeg var ogsaa paa Vej derhen med min Mand; men saa foretrak jeg at se lidt ind til dig. Jeg tænkte jo nok, at jeg skulde finde dig alene hjemme idag, og — ærlig talt , du — jeg bryder mig ikke saa meget om at træffe din Svigerinde og Jægermesteren . Der er noget, jeg gerne skulde snakke med dig om. Min Mand kommer saa tilbage og henter mig, naar han har hørt lidt paa Talerne. — Sig mig nu blot, kommer jeg til Ulejlighed?«

»Jo, det var egenlig Meningen , og jeg var ogsaa paa Vej derhen med min Mand; men saa foretrak jeg at se lidt ind til dig. Jeg tænkte jo nok, at jeg skulde finde dig alene hjemme idag, og – ærlig talt , du – jeg bryder mig ikke saa meget om at træffe din Svigerinde og Jægermesteren . Der er noget, jeg gerne skulde snakke med dig om. Min Mand kommer saa tilbage og henter mig, naar han har hørt lidt paa Talerne. – Sig mig nu blot, kommer jeg til Ulejlighed?«

» Ikke det mindste! Tværtimod! Du kommer som du var kaldet. Jeg sad netop og trængte til Selskab. Her er saa uhyggeligt. Jeg er ganske ene hjemme ... det vil sige, her er en Tante til min Svigerinde; men hun ligger i Sengen og har faaet ondt i Maven af en Snaps Petroleum.«

» Ikke det mindste! Tværtimod! ^ Jeg sad netop og trængte til Selskab. ^ Jeg er ganske rigtig alene ... det vil sige, her er en Tante til min Svigerinde; men hun ligger i Sengen og har ^ ondt i Maven af en for stor Dosis Petroleum.«

»Petroleum?«

»Ja, det er en lang Historie. Den kan du faa en anden Gang . Du drikker vel en Kop Te med?«
»Tak.«
De satte sig hyggeligt tilrette i to Lænestole omkring et lille Mosaikbord, som Anretningen var 202 bleven stillet paa. Pigen bragte en ny Kop under en Varmer tilligemed noget Bagværk.
» Som sagt, var det ikke netop blevet idag, saa var jeg kommen en af de nærmeste Dage,« begyndte Meta, da Pigen var gaaet. » Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om, og det kunde ikke saa godt gøres skriftlig. Jeg er ogsaa en stor Klodrian til at skrive Breve ... det husker du nok.«
» Det gør jeg ikke. Men jeg lytter altsaa!« sagde Jytte muntert, skønt Venindens Tone havde gjort hende lidt urolig. » Vil du ikke ha’ Citron ?«

»Ja, det er en latterlig Historie. Den kan du faa siden . Lad mig nu høre! Hvad er det saa , du vil betro mig ?«

»Tak. – Det var altsaa det, Jytte ... ja , nu bliver du maaske forfærdet og synes, ^ jeg er paatrængende ... men ser du , ... du veed vist, at der imorgen otte Dage skal være en lille Festlighed herhenne i Præstegaarden. Vi ^ kalder det for » De Gamles Skt Hansfest «. Det er min Svoger, der arrangerer det ... Alle de Folk her i Sognene, der er over halvfjers , er indbudt. De faar Kaffe og Hvedebrød og bliver underholdt paa forskellig Maade. Vi havde en lignende Fest ved Juletid, og du skulde have set alle de gamle Menneskers Glæde . Det var virkelig rørende ! ... Kunde du nu ikke have Lyst til at se saadan noget ^ og maaske være mig lidt behjælpelig med Kaffeskænkningen? Den har jeg nemlig paataget mig, og det giver noget at bestille, kan du tro! ... Aller gladest vilde vi naturligvis være, dersom 203 du kunde tænke dig at være med til at underholde de Gamle lidt – f. Eks. ved at spille ^ for dem. Der findes rigtignok ikke noget Klaver i Præstegaarden; men min Svoger har et godt Stueorgel . Selv plejer han at holde en lille Tale, min Mand vil læse en Akt af » Jeppe paa Bjerget« – han gør det saa glimrende – og saa har vi ogsaa et Damekor. Det hele skal foregaa i Haven. Vi haaber jo paa godt Vejr.«
Jytte sad foroverbøjet med Albuerne paa Stolens Sidestykker og saae ned paa sin Fod . Hun havde ikke kunnet faa sig til at afbryde Veninden, skønt hun hele Tiden vidste, at hun vilde svare nej. Hun skulde jo ogsaa rejse.
» Det kunde maaske være ganske fornøjeligt,« sagde hun. » Men hvor ^ er du kommen paa den Tanke at anbringe mig ved et Stueorgel ? Er det din egen Ide ? Eller har du talt med andre om det?«
Fru Meta var akkurat en lige saa stor Klodrian til at lyve som til at skrive Breve. Hun vidste det selv og opgav derfor straks alle Forskansninger.

»Ja , nu bliver du maaske forskrækket og synes, at jeg er paatrængende ... men ser du ^ ... du veed vist, at der paa Søndag skal være en lille Festlighed herhenne i Præstegaarden. Har min Svoger ikke talt om det?«
» Jeg tror det nok.«
I, 289 »Ja, vi kalder den for » De Gamles Sankt Hans Fest «. ^ Alle de Folk her i Sognene, der er over femogtreds , er indbudt. De faar Kaffe og Hvedebrød og bliver underholdt paa forskellig Maade. Vi havde en lignende Fest ved Juletid, og du skulde have set ^ de gamle Menneskers Glæde ^ ! ... Kunde du nu ikke have Lyst til at overvære saadan noget engang og maaske være mig lidt behjælpelig med Kaffeskænkningen? Jeg tror, det vil interessere dig. Allergladest vilde vi naturligvis være, dersom du kunde tænke dig at være med til at underholde de Gamle ^ ved at spille lidt for dem. Der findes rigtignok ikke noget Klaver i Præstegaarden; men min Svoger har et godt Stueorgel .«
Jytte saae ned paa sin Fod , der vippede op og ned, som om hun slog Takt til sine Tanker.
» Hvor er du kommen paa den besynderlige Ide, Meta ? Er det din egen ^ ? Eller har du den fra andre ?«

»Ja , nu bliver du maaske forskrækket og synes, at jeg er paatrængende ... men ser du ^ ... du veed vist, at der paa Søndag skal være en lille Festlighed derhenne i Præstegaarden. Har min Svoger ikke talt om det?«
» Jeg tror det nok.«
»Ja, vi kalder den for » De Gamles Sankt Hans Fest «. ^ Alle de Folk her i Sognene, der er over femogtreds , er indbudt. De faar Kaffe og Hvedebrød og bliver underholdt paa forskellig Maade. Vi havde en lignende Fest ved Juletid, og du skulde have set ^ de gamle Menneskers Glæde ^ ! ... Kunde du nu ikke have Lyst til at overvære saadan noget engang og maaske være mig lidt behjælpelig med Kaffeskænkningen? Jeg tror, det vil interessere dig. Allergladest vilde vi naturligvis være, dersom du kunde tænke dig at være med til at underholde de Gamle ^ ved at spille lidt for dem. Der findes rigtignok ikke noget Klaver i Præstegaarden; men min Svoger har et godt Stueorgel .«
Jytte saae ned paa sin Fod , der vippede op og ned, som om hun slog Takt til sine Tanker.
» Hvor er du kommen paa den besynderlige Ide, Meta ? Er det din egen ^ ? Eller har du den fra andre ?«

»Ja , nu bliver du maaske forskrækket og synes, at jeg er paatrængende ... men ser du ^ ... du veed vist, at der paa Søndag skal være en lille Festlighed derhenne i Præstegaarden. Har min Svoger ikke talt om det?«
» Jeg tror det nok.«
»Ja, vi kalder den for » De Gamles Sankt Hans Fest «. ^ Alle de Folk her i Sognene, der er over femogtreds , er indbudt. De faar Kaffe og Hvedebrød og bliver underholdt paa forskellig Maade. Vi havde en lignende Fest ved Juletid, og du skulde have set ^ de gamle Menneskers Glæde ^ ! ... Kunde du nu ikke have Lyst til at overvære saadan noget engang og maaske være mig lidt behjælpelig med Kaffeskænkningen? Jeg tror, det vil interessere dig. Allergladest vilde vi naturligvis være, dersom du kunde tænke dig at være med til at underholde de Gamle ^ ved at spille lidt for dem. Der findes rigtignok ikke noget Klaver i Præstegaarden; men min Svoger har et godt Stueorgel .«
Jytte saae ned paa sin Fod , der vippede op og ned, som om hun slog Takt til sine Tanker.
I, 211 » Hvor er du kommen paa den besynderlige Ide, Meta ? Er det din egen ^ ? Eller har du den fra andre ?«

» Naar du spørger saadan, Jytte, vil jeg hellere sige det lige ud, som det forholder sig. Det er min Svoger, der har spurgt mig, om jeg troede, du kunde lade dig overtale til at tage med og glæde de Gamle med din Musik .«
» Det overrasker mig lidt. Som du øjensynlig veed, 204 har din Svoger et Par Gange omtalt den Fest for mig. Det er da besynderligt, at han ^ ^ ^ ^ ikke selv har spurgt mig.«
»Aa, det kan maaske nok forklares.«
» Hvordan da?«

» Naar du spørger saadan, Jytte, vil jeg hellere sige det lige ud, som det forholder sig. Det er min Svoger, der har spurgt mig, om jeg troede, du kunde lade dig overtale til at tage med og glæde de Gamle med din Musik . Selv plejer han at holde en lille Tale, min Mand vil læse en Akt af » Jeppe paa Bjerget« – han gør det saa glimrende – og saa har vi ogsaa et Damekor. Det hele skal foregaa i Haven. Vi haaber paa godt Vejr.«
» Det lyder jo altsammen meget fornøjeligt. Jeg forstaar kun ikke, hvorfor din Svoger ikke selv har spurgt mig.« ^

» Naar du spørger saadan, Jytte, vil jeg hellere sige det lige I, 210 ud, som det forholder sig. Det er min Svoger, der har spurgt mig, om jeg troede, du kunde lade dig overtale til at tage med og glæde de Gamle med din Musik . Selv plejer han at holde en lille Tale, min Mand vil læse en Akt af » Jeppe paa Bjerget« — han gør det saa glimrende — og saa har vi ogsaa et Damekor. Det hele skal foregaa i Haven. Vi haaber paa godt Vejr.«
» Det lyder jo altsammen meget fornøjeligt. Jeg forstaar kun ikke, hvorfor din Svoger ikke selv har spurgt mig.« ^

» Naar du spørger saadan, Jytte, vil jeg hellere sige det lige ud, som det forholder sig. Det er min Svoger, der har spurgt mig, om jeg troede, du kunde lade dig overtale til at tage med og glæde de Gamle med din Musik . Selv plejer han at holde en lille Tale, min Mand vil læse en Akt af » Jeppe paa Bjerget« – han gør det saa glimrende – og saa har vi ogsaa et Damekor. Det hele skal foregaa i Haven. Vi haaber paa godt Vejr.«
» Det lyder jo altsammen meget fornøjeligt. Jeg forstaar kun ikke, hvorfor din Svoger ikke selv har spurgt mig.« ^

» Jeg tænker, han har været bange for at faa et Nej .«

» Jeg tænker, han har været bange for at faa et Afslag .«

»Bange?«

I, 290 »Bange?«

»Bange?«

Meta flyttede sig lidt nærmere, og hendes Stemme blev igen fortrolig.

Meta rykkede sig ^ nærmere, og hendes Stemme blev ^ fortrolig.

» Maa jeg sige dig noget, Jytte, uden at du bliver vred? Jeg kunde mærke paa min Svoger, at det var ham meget om at gøre at faa dig med til den Fest. Jeg tror, det vil være ham ^ ^ en umaadelig Skuffelse, dersom du bliver borte.«

»Ja, jeg synes, du skal vide det, Jytte, – jeg tror, det vil være min Svoger en umaadelig Skuffelse, dersom du bliver borte.«

»Ja, jeg synes, du skal vide det, Jytte, — jeg tror, det vil være min Svoger en umaadelig Skuffelse, dersom du bliver borte.«

»Ja, jeg synes, du skal vide det, Jytte, – jeg tror, det vil være min Svoger en umaadelig Skuffelse, dersom du bliver borte.«

Det var Ord, der ikke kunde misforstaaes, og det var aabenbart heller ikke Meningen med dem. Jytte følte Blodet stige ^ op ^ over Øjnene ^ ^ . Hun ønskede, at hun bare et halvt Minut kunde gemme sig bag sine Hænder. Samtidig var hun opbragt paa Veninden for hendes Overrumpling og blev ogsaa vred paa Pastor Gaardbo, fordi han havde gjort Meta til sin Fortrolige i den Sag. Men det lignede ham vistnok, saadan at forsøge sig frem ad Omveje.
Hun lagde sig tilbage i Stolen og sagde ^ ^ ^ ^ :

Jytte, som følte Blodet stige hende op i Kinderne, lagde Hænderne over Ansigtet og gav sig til at le.
» Du maa ikke blive vred, Meta, men jeg synes –.«
Hun maatte standse, da Pigen i det samme kom ind med Teen . Den blev anrettet foran dem paa et lille Bord sammen med friskt Bagværk og Citron.
Jytte var vred paa Veninden for hendes Uforbeholdenhed men ogsaa ærgerlig paa Pastor Gaardbo, fordi han havde gjort Meta til sin Fortrolige i et Forhold, der saa let kunde misforstaaes , – hvad det aabenbart ogsaa grundigt var blevet! Da Pigen var gaaet, sagde hun :

Jytte, som følte Blodet stige hende op i Kinderne, lagde Hænderne over Ansigtet og gav sig til at le.
» Du maa ikke blive vred, Meta, men jeg synes —.«
Hun maatte standse, da Pigen i det samme kom ind med Teen . Den blev anrettet foran dem paa et lille Bord sammen med friskt Bagværk og Citron.
Jytte var vred paa Veninden for hendes Uforbeholdenhed men ogsaa ærgerlig paa Pastor Gaardbo, fordi han havde gjort Meta til sin Fortrolige i et Forhold, der saa let kunde misforstaaes , — hvad det aabenbart ogsaa grundigt var blevet! Da Pigen var gaaet, sagde hun :

Jytte, som følte Blodet stige hende op i Kinderne, lagde Hænderne over Ansigtet og gav sig til at le.
» Du maa ikke blive vred, Meta, men jeg synes –.«
Hun maatte standse, da Pigen i det samme kom ind med Teen . Den blev anrettet foran dem paa et lille Bord sammen med friskt Bagværk og Citron.
Jytte var vred paa Veninden for hendes Uforbeholdenhed men ogsaa ærgerlig paa Pastor Gaardbo, fordi han havde gjort Meta til sin Fortrolige i et Forhold, der saa let kunde misforstaas , – hvad det aabenbart ogsaa grundigt var blevet! Da Pigen var gaaet, sagde hun :

» Oprigtig talt, Meta – jeg tror, jeg foretrækker at blive borte . Jeg passer dog ikke i det Selskab. 205 Bare det, at jeg skal tænke mig siddende ved et Stueorgel ... Du maa ikke blive vred, men det er det skrækkeligste Instrument ^ jeg kender.«

» Du og din Svoger maa endelig ikke gøre Regning paa min Assistance . Jeg passer absolut ikke i det Selskab. Bare det, at jeg skal tænke mig anbragt ved et Stueorgel ... Oprigtig talt, Meta, det er det skrækkeligste Instrument , jeg kender.«

» Gør det noget? Naar du kan glæde de andre? Det er dog Hovedsagen, ikke sandt? Og hvorfor mener du, at du ikke passer i Selskabet? Du har da nylig paa den smukkeste Maade vist, at du har det samme Sindelag som vi.«
» Hvad tænker du paa?«
» Du vaagede jo forleden hos den syge Pige her . Det gjorde du ^ vel ikke bare for din Fornøjelse .«

» Gør det noget? Naar du kan glæde de andre? ... Da du forleden Nat vaagede over den syge Pige her , gjorde du det vel ikke ^ for din egen Fornøjelses Skyld. Det var jo netop det smukke ved det .«

Jytte blev igen rød.

»Naa, du veed det ogsaa ! Det lader til, at jeg er kommen for Skade at vække Sensation med mit første Forsøg som Sygeplejerske . Det var ^ ^ ^ virkelig ikke saa alvorlig ment .«

»Naa, det veed du ogsaa ! Jeg er vist kommen for Skade at vække Sensation med den Historie . Det var ellers ikke I, 291 Meningen. Det hele kom ganske naturligt. Jeg saae, at Sygeplejersken var overanstrengt, og Pigerne har i Forvejen nok at gøre. Saa ofrede jeg en Nats Søvn. Det er det hele. Jeg kan virkelig ikke i den Anledning tage mig selv højtidelig som barmhjertig Søster .«

»Naa, det veed du ogsaa ! Jeg er vist kommen for Skade at vække Sensation med den Historie . Det var ellers ikke Meningen. I, 211 Det hele kom ganske naturligt. Jeg saae, at Sygeplejersken var overanstrengt, og Pigerne har i Forvejen nok at gøre. Saa ofrede jeg en Nats Søvn. Det er det hele. Jeg kan virkelig ikke i den Anledning tage mig selv højtidelig som barmhjertig Søster .«

I, 212 »Naa, det veed du ogsaa ! Jeg er vist kommen for Skade at vække Sensation med den Historie . Det var ellers ikke Meningen. Det hele kom ganske naturligt. Jeg saae, at Sygeplejersken var overanstrengt, og Pigerne har i Forvejen nok at gøre. Saa ofrede jeg en Nats Søvn. Det er det hele. Jeg kan virkelig ikke i den Anledning tage mig selv højtidelig som barmhjertig Søster .«

» Hvorfor siger du nu saadan, Jytte?«

» Fordi jeg har en Fornemmelse af , at der er gjort et ganske urimeligt Væsen af den Historie. Det hele kom saamænd ganske naturligt. Jeg saae, at Pigerne var overanstrengte . Min Fætter har nu engang sat sig i Hovedet, at han ikke vil have fremmed Hjælp, og Oline tør jo ikke flyttes. Saa ofrede jeg en Nats Søvn og skal saamænd gerne gøre det igen. Men jeg kan ikke i den Anledning tage mig selv højtidelig som barmhjertig Søster.«
206 Efter nogle Øjeblikkes Stilhed føjede hun til med sænket Stemme:
» Jeg har jo heller ingen himmelsk Fader over Skyerne, som jeg absolut skal gøre mig velbehagelig for i Haab om Gengældelse. Vi to, Meta, maa i saadanne Tilfælde ^ nøjes med Bevidstheden om ^ at have hjulpet en af vore Medvandrere over en Grøft ^ – som min gamle, kloge Ven Professor Ole Knudsen engang har sagt.«
» Er det da ikke ogsaa nok?«
»Nok?« sagde Jytte efter nogen Overvejelse. » I Længden gør vi ikke noget gratis. Det er aabenbart den menneskelige Natur imod. Kan du huske Frøken Mohr – Anna Mohr – hende, der blev Diakonisse . Det vakte saadan Begejstring , fordi hendes Far var saa rig, at hun kunde have gjort sig Livet behageligt paa alle Maader. Hende har jeg netop tænkt en hel Del paa de sidste Dage. Hun har altid været mig absolut imod. Den Slags Folk bliver i Almindelighed saa uhyggeligt selvgode. De tror, at de opofrer sig for andres Skyld, og saa nyder de bare deres egen Fortræffelighed. Saadan er vi Mennesker i vore allerbedste Øjeblikke. Narcis! Narcis ! ... Men lad os ikke komme ind paa det! Sig mig –.« Hun standsede lidt og gentog derpaa Ordene tøvende: » Sig mig, Meta. Spiller din Svoger? Det forekommer mig, at han engang har sagt det modsatte.«
207 »Nej, han spiller ikke. Hvorfor tror du det?«
» Du sagde jo, han havde dette Stueorgel.«
» Det blev anskaffet til hans afdøde Kæreste. Hun spillede lidt.«

» Fordi jeg synes , at der bliver gjort et ganske urimeligt Væsen af Folks Barmhjertighedsgerninger . Min gamle, kloge Ven Professor Ole Knudsen plejede at sige, at det var den menneskelige Natur imod at gøre noget gratis. Derfor tog man sig altid paa en eller anden Maade betalt for sine Velgerninger. Selv om man ikke havde nogen himmelsk Fader over Skyerne, som man skulde gøre sig velbehagelig for i Haabet om passende Vederlag, saa lod man sig alligevel sjælden nøjes med Bevidstheden om simpelthen at have gjort sin Pligt, naar man hjalp en Medvandrer over en Grøft . Saa mange var Ordene!«
»Ja, du maa undskylde – men det er mig for indviklet.«
» Kan du huske ^ Anna Mohn – hende, der blev Diakonisse ? Det vakte jo en saa umaadelig Begejstring , at hun foretrak at pleje Syge og gaa med Bækkener, skønt hendes Far var saa rig, at hun kunde gøre sig Livet behageligt paa alle Maader. Hende har jeg netop tænkt en hel Del paa de sidste Dage. Hun var mig altid inderlig imod. Den Slags Folk bliver straks saa uhyggelig selvgode. De tror, at de opofrer sig for andres Skyld, og saa nyder de bare deres egen Fortræffelighed. Saadan er vi Mennesker i vore allerbedste Øjeblikke. Narcis! Narcis !«

» Fordi jeg synes , at der bliver gjort et ganske urimeligt Væsen af Folks Barmhjertighedsgerninger . Min gamle, kloge Ven Professor Ole Knudsen plejede at sige, at det var den menneskelige Natur imod at gøre noget gratis. Derfor tog man sig altid paa en eller anden Maade betalt for sine Velgerninger. Selv om man ikke havde nogen himmelsk Fader over Skyerne, som man skulde gøre sig velbehagelig for i Haabet om passende Vederlag, saa lod man sig alligevel sjælden nøjes med Bevidstheden om simpelthen at have gjort sin Pligt, naar man hjalp en Medvandrer over en Grøft . Saa mange var Ordene!«
»Ja, du maa undskylde — men det er mig for indviklet.«
» Kan du huske ^ Anna Mohn — hende, der blev Diakonisse ? Det vakte jo en saa umaadelig Begejstring , at hun foretrak at pleje Syge og gaa med Bækkener, skønt hendes Far var saa rig, at hun kunde gøre sig Livet behageligt paa alle Maader. Hende har jeg netop tænkt en hel Del paa de sidste Dage. Hun var mig altid inderlig imod. Den Slags Folk bliver straks saa uhyggelig selvgode. De tror, at de opofrer sig for andres Skyld, og saa nyder de bare deres egen Fortræffelighed. Saadan er vi Mennesker i vore allerbedste Øjeblikke. Narcis! Narcis !«

» Fordi jeg synes , at der bliver gjort et ganske urimeligt Væsen af Folks Barmhjertighedsgerninger . Min gamle, kloge Ven Professor Ole Knudsen plejede at sige, at det var den menneskelige Natur imod at gøre noget gratis. Derfor tog man sig altid paa en eller anden Maade betalt for sine Velgerninger. Selv om man ikke havde nogen himmelsk Fader over Skyerne, som man skulde gøre sig velbehagelig for i Haabet om passende Vederlag, saa lod man sig alligevel sjelden nøje ^ med Bevidstheden om simpelthen at have gjort sin Pligt, naar man hjalp en Medvandrer over en Grøft . Saa mange var Ordene!«
»Ja, du maa undskylde – men det er mig for indviklet.«
» Kan du huske ^ Anna Mohn – hende, der blev Diakonisse ? Det vakte jo en saa umaadelig Begejstring , at hun foretrak at pleje Syge og gaa med Bækkener, skønt hendes Far var saa rig, at hun kunde gøre sig Livet behageligt paa alle Maader. Hende har jeg netop tænkt en hel Del paa de sidste Dage. Hun var mig altid inderlig imod. Den Slags Folk bliver straks saa uhyggelig selvgode. De tror, at de opofrer sig for andres Skyld, og saa nyder de bare deres egen Fortræffelighed. Saadan er vi Mennesker i vore allerbedste Øjeblikke. Narcis! Narcis !«

» Naa ja, nu forstaar jeg! Det forklarer Sagen.«
Hun sank igen hen i sig selv. Ogsaa Meta var bleven stille. Hun kendte nu rigtig sin Veninde igen fra gamle Dage i København, hvor Jytte tidt besøgte hende i Pensionatet og sad og vippede i hendes Gyngestol med den ene Haand i Siden, den anden under Nakken , mens hun trevlede alting op, saa man tilsidst vidste hverken ^ ud eller ind. Indtil hun pludselig blev tavs og var hundrede Mile borte. – Om det saa var Stillingen, saa var den akkurat den samme nu.

I, 292 Meta var bleven stille. Hun genkendte nu rigtig sin Veninde ^ fra gamle Dage i København, naar Jytte sad i Gyngestolen med Haanden under Nakken og trevlede alting op, saa man tilsidst ^ hverken vidste ud eller ind. ^ Om det saa var Stillingen, saa var den akkurat den samme nu.

Meta var bleven stille. Hun genkendte nu rigtig sin Veninde ^ fra gamle Dage i København, naar Jytte sad i Gyngestolen med Haanden under Nakken og trevlede alting op, saa man tilsidst ^ hverken vidste ud eller ind. ^ Om det saa var Stillingen, saa var den akkurat den samme nu.

» Hvor ^ du dog er underlig!« sagde hun; men det var ikke – som i de unge Pigedage – et Udtryk for Beundring.

» Hvor er du ^ underlig!« sagde hun; men det var ikke – som i de unge Pigedage – et Udtryk for Beundring.

» Hvor er du ^ underlig!« sagde hun; men det var ikke — som i de unge Pigedage — et Udtryk for Beundring.

» Hvor er du ^ underlig!« sagde hun; men det var ikke – som i de unge Pigedage – et Udtryk for Beundring.

» Det er jeg vist . Naar du blot vil tro, at jeg ikke er det med min gode Vilje. Jeg tænker saamænd ofte paa, om jeg ikke er kommen til denne kære Moder Jord af en Fejltagelse og i Virkeligheden har været bestemt for en ^ anden Klode helt ude i den modsatte Ende af Verdensrummet . Jeg føler mig til Tider som en døvstum, der ikke begriber ^ et Muk af det hele , og til andre Tider har jeg en ikke mindre 208 ubehagelig Fornemmelse af at være den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere.«

» Jeg veed det nok . Naar du blot vil tro, at jeg ikke er det med min gode Vilje. Jeg tænker undertiden paa, om jeg ikke er kommen til denne Verden af en Fejltagelse og i Virkeligheden var bestemt for en ganske anden Klode ^ i den modsatte Ende af Himmelrummet . Jeg føler mig til Tider som en Døvstum og begriber ikke et Muk af det hele . Men til andre Tider har jeg rigtignok en lige saa ubehagelig Fornemmelse af at være den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere.«

» Jeg veed det nok . Naar du blot vil tro, at jeg ikke er det med min gode Vilje. Jeg tænker undertiden paa, om jeg ikke er kommen til denne Verden af en Fejltagelse og i Virkeligheden var I, 212 bestemt for en ganske anden Klode ^ i den modsatte Ende af Himmelrummet . Jeg føler mig til Tider som en Døvstum og begriber ikke et Muk af det hele . Men til andre Tider har jeg rigtignok en lige saa ubehagelig Fornemmelse af at være den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere.«

» Jeg veed det nok . Naar du blot vil tro, at jeg ikke er det med min gode Vilje. Jeg tænker undertiden paa, om jeg ikke er kommen I, 213 til denne Verden af en Fejltagelse og i Virkeligheden var bestemt for en ganske anden Klode ^ i den modsatte Ende af Himmelrummet . Jeg føler mig til Tider som en Døvstum og begriber ikke et Muk af det hele . Men til andre Tider har jeg rigtignok en lige saa ubehagelig Fornemmelse af at være den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere.«

Hun vilde have sagt mere, men opgav det . Hun kunde jo dog aldrig ^ forklare sig , saa det ikke blev misforstaaet . Hun hørte det ogsaa selv nu, at Tonen var falsk.
Stuepigen kom ind med en Besked . Hun bragte Jytte et Visitkort , og Meta saae, at det gav et lille Ryk i Veninden, da hun læste Navnet.

Hun vilde have sagt mere, men opgav det , fordi hun dog aldrig kunde forklare sig ordenlig . Hun hørte det ogsaa selv nu, at hendes Tone var falsk. Ak ja, hun var nu engang fordømt til at gaa omkring som en Karikatur af sig selv, fordi hun ikke ejede Evnen til at give sit inderste Væsen tilkende for nogen. Men det var vel forøvrigt de allerfleste Menneskers Lod. De vidste bare ikke af det.
Pigen kom atter ind ^ . Hun bragte Jytte et Visitkort .
Meta saae, at det gav et ^ Ryk i Veninden, da hun læste Navnet.

» Er den Herre her ?«

» Er den Herre derude ?«

»Ja, han spurgte efter Frøkenen og Gehejmeraadinden.«

I, 293 »Ja, han spurgte efter Frøkenen og Gehejmeraadinden.«

»Ja, han spurgte efter Frøkenen og Gehejmeraadinden.«

» Men jeg har ikke hørt nogen Vogn.«
» Den Herre kom paa Cycle.«
Jytte tænkte ved sig selv, at dette frække Besøg ^ i Grunden kom hende ^ godt tilpas . Hun trængte til Undsætning – og her meldte sig en Redningsmand . Efter nogle Øjeblikkes Overvejelse, hvorunder hun lige saa ofte havde et Nej som et Ja paa Tungen, bad hun Pigen om at tage Teen bort og vise Herren ind.

^ Jytte tænkte ved sig selv, at dette ^ Besøg , saa frækt det var, i Grunden kom hende ganske godt tilpas som Afleder . Efter et Øjebliks Betænkning bad hun Pigen om at tage Teen bort og vise Herren ind.

» Kommer her Fremmede? Saa vil jeg hellere gaa,« sagde Meta.

»Nej, hvorfor dog? Det er en Bekendt af mig. Karsten From – du veed nok – den bekendte Portrætmaler. Han maler for Tiden Greven paa Bækkelund. Han er ganske underholdende.«

»Nej, paa ingen Maade! Det faar du ikke Lov til! Det er Karsten From – du veed nok – den bekendte Portrætmaler. Han maler for Tiden Greven paa Bækkelund. Han er ganske underholdende.«

»Nej, paa ingen Maade! Det faar du ikke Lov til! Det er Karsten From — du veed nok — den bekendte Portrætmaler. Han maler for Tiden Greven paa Bækkelund. Han er ganske underholdende.«

»Nej, paa ingen Maade! Det faar du ikke Lov til! Det er Karsten From – du veed nok – den bekendte Portrætmaler. Han maler for Tiden Greven paa Bækkelund. Han er ganske underholdende.«

209 Døren ^ gik op , og Hr. From blev et Øjeblik staaende ved Siden af den med sænket Hoved som en angerfuld Synder. Da Jytte saae , at han ikke var i Visitdragt, forstod hun straks Sammenhængen. Han havde været paa Vej til Skovfesten ligesom Meta og truffet Vognen herfra. Trods hans Komediespil mente hun ogsaa at kunne se ^ paa ham, at han følte sig skuffet over at træffe Fremmede hos hende.
Hun fortrød, at hun havde modtaget ham. Men Ulykken var nu engang sket , og for at Meta ikke skulde ane Uraad hilste hun endda paa ham med et Smil .

I samme Øjeblik, Jytte saae Hr. From træde ind ad Døren , fortrød hun sin Overilelse. Det gik op for hende , at han rimeligvis havde gjort den samme Beregning som Meta og ventet at træffe hende alene. Hun mente ^ at kunne se det paa ham, at han var skuffet over at finde Fremmede , og den instinktive Angst, hun havde følt for dette Menneske fra den allerførste Gang, hun var sammen med ham, kom atter over hende som et Kuldepust.
Men Ulykken var nu engang sket . For at Meta ikke skulde ane Uraad , maatte hun endda modtage ham med en vis Forekommenhed .

I samme Øjeblik, Jytte saae Hr. From træde ind ad Døren , fortrød hun sin Overilelse. Det gik op for hende , at han rimeligvis havde gjort den samme Beregning som Meta og ventet at træffe hende alene. Hun mente ^ at kunne se det paa ham, at han var skuffet over at finde Fremmede , og den instinktive Angst, hun havde følt for dette Menneske fra den allerførste Gang, hun var sammen med ham, kom atter over hende som et Kuldepust.
Men Ulykken var nu engang sket . For at Meta ikke skulde I, 213 ane Uraad , maatte hun endda modtage ham med en vis Forekommenhed .

I samme Øjeblik, Jytte saae Hr. From træde ind ad Døren , fortrød hun sin Overilelse. Det gik op for hende , at han rimeligvis havde gjort den samme Beregning som Meta og ventet at træffe hende alene. Hun mente ^ at kunne se det paa ham, at han var skuffet over at finde Fremmede , og den instinktive Angst, hun havde følt for dette Menneske fra den allerførste Gang, hun var sammen med ham, kom atter over hende som et Kuldepust.
Men Ulykken var nu engang sket . For at Meta ikke skulde I, 214 ane Uraad , maatte hun endda modtage ham med en vis Forekommenhed .

»Hr. Kunstmaler From – Fru Gaardbo.«
» Jeg nedlægger for Deres Naades Fødder,« begyndte han med Haanden paa Brystet.
Men Jytte afbrød ham.
» De vilde hilse paa min Mor. Hun er netop kørt bort. Værs’god og tag Plads!«

»Hr. Kunstmaler From – Fru Doktor Gaardbo. De vilde hilse paa min Mor. Hun er netop kørt bort. Værsgod og tag Plads!«

»Hr. Kunstmaler From — Fru Doktor Gaardbo. De vilde hilse paa min Mor. Hun er netop kørt bort. Værsgod og tag Plads!«

»Hr. Kunstmaler From – Fru Doktor Gaardbo. De vilde hilse paa min Mor. Hun er netop kørt bort. Værsgod og tag Plads!«

» Grand merci! «

Hr. From ^ rullede en Stol hen til Bordet og satte sig lige overfor Damerne.

Den blonde Maler, der stadig havde ondt ved at skjule I, 294 sin Ærgrelse, rullede en Stol frem og satte sig ^ overfor Damerne.

Den blonde Maler, der stadig havde ondt ved at skjule sin Ærgrelse, rullede en Stol frem og satte sig ^ overfor Damerne.

» Hvorledes befinder De Dem paa Bækkelund?« spurgte Jytte i Konversationstone.

» Hvordan befinder De Dem paa Bækkelund?« spurgte Jytte i Konversationstone.

» Ganske rædsomt ! Lige til Daarekisten! Jeg er netop kommen for at anraabe Dem og Gehejmeraadinden om Barmhjertighed.«
» Hvad er der i Vejen?«
210 » Jeg har ikke anet, hvad jeg gik ind til. Tyve Gange om Dagen staar jeg i Begreb med at begaa Selvmord.«

» Ikke godt ! Meget daarligt endogsaa! ... Jeg har ikke anet, hvad jeg gik ind til. Tyve Gange om Dagen staar jeg i Begreb med at begaa Selvmord.«

» Men jeg forstaar det ikke. Grev Rønnovs har dog netop Ord for at være meget elskværdige Folk.«

» Det forstaar jeg ikke. Grev Rønnovs har dog ^ Ord for at være meget elskværdige Folk.«

» Elskværdige ... derom har jeg ingenting sagt. Himlen bevare min Mund! Men Greven er 82, og hans Søstre, de to Komtesser, har med Respekt at sige heller ikke været unge i denne Kongefamiljes Tid. Og anden Ungdom er der overhovedet ikke i en Fjerdingvejs Omkres. Saa hører Familjen ovenikøbet til den indre Mission ... til den allerinderste Mission ^ . Nu be’r jeg Dem, Frøken Abildgaard! Kan De tænke Dem mig ved en Morgenandagt? Og det er meget lidt velset, dersom man ikke møder ^ baade til Morgen- og Aftensangen sammen med alle Tjenestefolkene. Disse Missionsfolk er jo i det hele saa uhyre sensible. Allersværest er det næsten med denne Bordbøn, som Greven altid selv læser. Forleden ved Middagsbordet gjorde han den aldeles ubeskrivelig lang, og jeg tillod mig saa i allerstørste Ærbødighed den stilfærdige Bemærkning, at ^ ^ ^ ^ Suppen vistnok blev kold. Saa skulde De have set den Gamle! Han blev aldeles vild.«
» Det var da ogsaa meget upassende sagt.«
» Synes De virkelig? Men finder De dog ikke, at det er en Smule hensynsløst at lade sine Gæster 211 stille paa Kommando til Bøn og Faste? I gamle Dage tilhyllede man sit Aasyn eller gik ind i sit Lønkammer ^ . Nu hører en brændende Bøn i visse Krese med til Menuen ^ . – Ja, undskyld, jeg haaber ikke, jeg er saa uheldig at saare Deres Naades Følelser,« vendte han sig pludselig til Meta, der sad aldeles maalløs .
Hun tog sine forfærdede Øjne til sig uden at svare ham.
» Med andre Ord, Utilfredsheden er ^ gensidig,« sagde Jytte ^ .

» Elskværdige ... ^ Himlen bevare min Mund! Men Greven er 82, og hans Søstre, de to Komtesser, har med Respekt at sige heller ikke været unge i denne Kongefamiljes Tid. Saa tilhører de desuden alle tre ^ den indre Mission ... ^ den allerinderste Mission , maa man vistnok sige . Nu be’r jeg Dem, Frøken Abildgaard! Kan De tænke Dem mig ved en Morgenandagt? Og det er absolut ikke velset, dersom man ikke møder op baade til Morgen- og Aftensangen sammen med alle Tjenestefolkene. Der bliver ogsaa holdt en meget lang Bordbøn, som Greven altid selv læser. Jeg har den allerstørste Ærbødighed for Fadervor; men – ikke sandt? – man kan dog ikke lade være med at tænke paa, om ikke Suppen staar og bliver kold. I gamle Dage tilhyllede man sit Aasyn eller gik ind i sit Lønkammer , naar man vilde telefonere til det højeste Væsen . Nu hører en varm Bøn ^ med til Menuen i de adeligste Krese . – Ja, undskyld, dersom jeg er saa uheldig at saare Deres Naades Følelser,« vendte han sig pludselig til Meta, der sad ^ maalløs af Forbavselse.
» Utilfredsheden er vel altsaa gensidig,« skyndte Jytte I, 295 sig at sige, da hun saae den Forskrækkelse, hvormed Veninden tog sine Øjne til sig uden at svare .

» Elskværdige ... ^ Himlen bevare min Mund! Men Greven er 82, og hans Søstre, de to Komtesser, har med Respekt at sige heller ikke været unge i denne Kongefamiljes Tid. Saa tilhører de desuden alle tre ^ den indre Mission ... ^ den allerinderste Mission , maa man vistnok sige . Nu be’r jeg Dem, Frøken Abildgaard! Kan De tænke Dem mig ved en Morgenandagt? Og det er absolut ikke velset, dersom man ikke møder op baade til Morgen- og Aftensangen sammen med alle Tjenestefolkene. Der bliver ogsaa holdt en meget lang Bordbøn, som Greven altid selv læser. Jeg har den allerstørste Ærbødighed for Fadervor; men — ikke sandt? — man kan dog ikke lade være med at tænke paa, om ikke Suppen staar og bliver kold. I gamle Dage tilhyllede man sit Aasyn eller gik ind i sit Lønkammer , naar man vilde telefonere til det højeste Væsen . Nu hører en varm Bøn ^ med til Menuen i de adeligste Krese . — Ja, undskyld, dersom jeg er saa uheldig at saare Deres Naades Følelser,« vendte han sig pludselig til Meta, der sad ^ maalløs af Forbavselse.
» Utilfredsheden er vel altsaa gensidig,« skyndte Jytte sig at sige, da hun saae den Forskrækkelse, hvormed Veninden tog sine Øjne til sig uden at svare .

» Elskværdige ... ^ Himlen bevare min Mund! Men Greven er 82, og hans Søstre, de to Komtesser, har med Respekt at sige heller ikke været unge i denne Kongefamiljes Tid. Saa hører de desuden alle tre til den indre Mission ... ^ den allerinderste Mission , maa man vistnok sige . Nu be’r jeg Dem, Frøken Abildgaard! Kan De tænke Dem mig ved en Morgenandagt? Og det er absolut ikke velset, dersom man ikke møder op baade til Morgen- og Aftensangen sammen med alle Tjenestefolkene. Der bliver ogsaa holdt en meget lang Bordbøn, som Greven altid selv læser. Jeg har den allerstørste Ærbødighed for Fadervor; men – ikke sandt? – man kan dog ikke lade være med at tænke paa, om ikke Suppen staar og bliver kold. I gamle Dage tilhyllede man sit Aasyn eller gik ind i sit Lønkammer , naar man vilde telefonere til det højeste Væsen . Nu hører en varm Bøn ^ med til Menuen i de adeligste Krese . – Ja, undskyld, dersom jeg er saa uheldig at saare Deres Naades Følelser,« vendte han sig pludselig til Meta, der sad ^ maalløs af Forbavselse.
» Utilfredsheden er vel altsaa gensidig,« skyndte Jytte sig at sige, da hun saae den Forskrækkelse, hvormed Veninden tog sine Øjne til sig uden at svare .

» Det er den desværre, og De kan begribe, at Situationen er yderst penibel for mig. Jeg forstaar mig ikke paa den Slags Folk. Som nu forleden Aften ... Jeg hentede ^ min Guitar og tilbød at kvæde lidt efter Middagsbordet. Jeg sang et Par Bellmænd og tre af mine franske Viser, som De jo kender. Blandt andre den om Toldassistentens Fristelser, som ellers allevegne gør stormende Lykke. Men her fik jeg skam ingen Fornøjelse af mit Traktement. Damerne ^ frabad sig rent ud den Slags Underholdning for Fremtiden. Ogsaa Greven var rystet.«
» Det var da ogsaa et mærkværdigt Repertoire at vælge.«
» Det var det naturligvis. Det ^ ^ ^ indser jeg godt nu. Besynderligt var det bare, at hverken Komtesserne eller Greven sagde et Muk før bagefter , da det hele 212 var forbi og jeg havde sunget, hvad jeg vilde. Men det er velsagtens det, man kalder for medfødt Takt.«

» Det er den desværre, og De kan begribe, at Situationen er yderst penibel for mig. Forleden Aften ^ hentede jeg min Guitar og kvædede lidt efter Middagsbordet. Jeg sang ^ tre af mine franske Viser, som De jo kender. Deriblandt den om Toldassistentens Fristelser, som ellers allevegne gør formidabel Lykke. Men ^ Damerne var rystede, og Greven frabad sig meget bestemt den Slags Underholdning for Fremtiden. Kan De forstaa det?«
» Jeg kunde tænke mig et mere passende Valg af Repertoire.«
»Naturligvis, – ^ det indser jeg godt nu. Besynderligt er det bare, at hverken Komtesserne eller Greven gav sig Luft før bagefter . Men det er velsagtens det, man kalder ^ medfødt Takt.«

» Det er den desværre, og De kan begribe, at Situationen er yderst penibel for mig. Forleden Aften ^ hentede jeg min Guitar I, 214 og kvædede lidt efter Middagsbordet. Jeg sang ^ tre af mine franske Viser, som De jo kender. Deriblandt den om Toldassistentens Fristelser, som ellers allevegne gør formidabel Lykke. Men ^ Damerne var rystede, og Greven frabad sig meget bestemt den Slags Underholdning for Fremtiden. Kan De forstaa det?«
» Jeg kunde tænke mig et mere passende Valg af Repertoire.«
» Naturligvis — det indser jeg godt nu. Besynderligt er det bare, at hverken Komtesserne eller Greven gav sig Luft før bagefter . Men det er velsagtens det, man kalder ^ medfødt Takt.«

» Det er den desværre, og De kan begribe, at Situationen er yderst penibel for mig. Forleden Aften ^ hentede jeg min Guitar I, 215 og kvædede lidt efter Middagsbordet. Jeg sang ^ tre af mine franske Viser, som De jo kender. Deriblandt den om Toldassistentens Fristelser, som ellers allevegne gør formidabel Lykke. Men ^ Damerne var rystede, og Greven frabad sig meget bestemt den Slags Underholdning for Fremtiden. Kan De forstaa det?«
» Jeg kunde tænke mig et mere passende Valg af Repertoire.«
» Naturligvis – det indser jeg godt nu. Besynderligt er det bare, at hverken Komtesserne eller Greven gav sig Luft før bagefter . Men det er velsagtens det, man kalder ^ medfødt Takt.«

Jytte mærkede godt, at Meta sad og stirrede paa hende i en voksende Forfærdelse; men ^ ^ det var netop, hvad hun tilsigtede. Hun dristede sig endog til at give sine smaa Bemærkninger til Karsten From et Skin af Fortrolighed.

Jytte mærkede godt, at Metas forskrækkede Øjne havde flyttet sig over paa hende . Hun vidste ogsaa, at hvad der foregik her ^ vilde Pastor Gaardbo altsammen faa at vide. Men det var netop, hvad hun gjorde Regning paa, ja hun vovede sig af denne Grund til at give sine smaa Bemærkninger til Karsten From et Skin af Fortrolighed.

Jytte mærkede godt, at Metas forskrækkede Øjne havde flyttet sig over paa hende . Hun vidste ogsaa, at hvad der foregik her , vilde Pastor Gaardbo altsammen faa at vide. Men det var netop, hvad hun gjorde Regning paa, ja hun vovede sig af denne Grund til at give sine smaa Bemærkninger til Karsten From et Skin af Fortrolighed.

» Og den lakrøde Kammerherreuniform, som De glædede Dem saa meget til at male ? Har den ikke kunnet trøste Dem?«

» Jeg synes, De forleden talte om en laksrød Kammerherreuniform, som De glædede Dem ^ til at male . Men maaske har ogsaa den skuffet Dem?«

»Jo, i den lillebitte Time, Greven naadigt tilmaaler mig. Men hvad i Himlens Navn skal jeg tage mig for hele den øvrige Tid ? Dagene er jo endda saa urimeligt ^ lange paa denne Aarstid. Det er derfor, jeg anraaber Dem og Deres Fru Moder om Barmhjertighed . Jeg ber Dem ydmygst om at interessere Jægermester Hagen og Jægermesterinden for en betrængt Maler, der er saa ulykkelig at være i Besiddelse af et selskabeligt Temperament. ^ Jeg tror, De ^ vil kunne anbefale mig som en uskadelig Person med en nogenlunde præsentabel Guitar og et forholdsvis godt Brøl i Halsen.«

»Nej, den er mig virkelig en Trøst i den lille Time, Greven daglig tilmaaler mig. Men hvor skal jeg gøre af mig selv hele det øvrige Døgn ? Dagene er jo tilmed saa I, 296 urimelig lange paa denne Aarstid. Derfor vilde jeg meget gerne bede Dem og Gehejmeraadinden vise mig den Barmhjertighed ^ at interessere Jægermester Hagen og Jægermesterinden for en betrængt Maler, der er saa ulykkelig at være i Besiddelse af et selskabeligt Temperament. – Jeg tror, De med god Samvittighed vil kunne anbefale mig som en ^ Person med en ^ præsentabel Guitar og et forholdsvis vel uddannet Brøl i Halsen.«

»Nej, den er mig virkelig en Trøst i den lille Time, Greven daglig tilmaaler mig. Men hvor skal jeg gøre af mig selv hele det øvrige Døgn ? Dagene er jo tilmed saa urimelig lange paa denne Aarstid. Derfor vilde jeg meget gerne bede Dem og Gehejmeraadinden vise mig den Barmhjertighed ^ at interessere Jægermester Hagen og Jægermesterinden for en betrængt Maler, der er saa ulykkelig at være i Besiddelse af et selskabeligt Temperament. — Jeg tror, De med god Samvittighed vil kunne anbefale mig som en ^ Person med en ^ præsentabel Guitar og et forholdsvis vel uddannet Brøl i Halsen.«

»Nej, den er mig virkelig en Trøst i den lille Time, Greven daglig tilmaaler mig. Men hvor skal jeg gøre af mig selv hele det øvrige Døgn ? Dagene er jo tilmed saa urimelig lange paa denne Aarstid. Derfor vilde jeg meget gerne bede Dem og Gehejmeraadinden vise mig den Barmhjertighed ^ at interessere Jægermester Hagen og Jægermesterinden for en betrængt Maler, der er saa ulykkelig at være i Besiddelse af et selskabeligt Temperament. – Jeg tror, De med god Samvittighed vil kunne anbefale mig som en ^ Person med en ^ præsentabel Guitar og et forholdsvis vel uddannet Brøl i Halsen.«

Hans Dristighed imponerede Jytte. Hun fandt det nu paa Tide at blive af med ham. Uden at svare ham vendte hun sig til Meta og gav sig til at tale om andre Ting. Meningen var saa tydelig, at Maleren ikke med sin bedste Vilje kunde tage fejl 213 af den. Lidt efter rejste han sig ogsaa og trak sig bort med et Smil under det lille lyreformede Overskæg og en Forbandelse mellem sine smukke hvide Tænder.

Hans Dristighed imponerede Jytte.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.11

⇕ De Dødes Rige 3.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 3.6

⇐

Jytte, der var begyndt at trække sine Handsker paa, havde et Sekund strejfet Karsten From med sit Blik. Hun tænkte ved sig selv, at hun vilde ^ give ikke saa lidt for at faa at vide, hvad Slags Menneske han i Grunden var ^ . Hun havde nu kendt ham i et Par Aar ^ , og hver Gang hun var sammen med ham, maatte hun paany gøre sig det samme Spørgsmaal . Var han helt normal ? Hun vidste, at der var mange, som ansaae ham for lidt gal paa Grund af hans Væsen; men hun havde for længe siden forstaaet, at hans Naragtighed var paataget. Kun begreb hun ikke, hvad der var hans Hensigt med denne Spillen-Bajads for Folk.

^ Hun tænkte ved sig selv, at hun vilde ^ give ikke saa lidt for at ^ vide, hvad ^ han i Grunden var for et Menneske . Hun havde ^ i Løbet af de sidste Aar truffet ham nogle Gange i Selskabslivet , og hver Gang havde hun gjort sig det samme Spørgsmaal : Hvem var han ^ ? Hun vidste, at der var mange, som ansaae ham for lidt gal paa Grund af hans Væsen; men hun havde ret hurtigt forstaaet, at hans Naragtighed var paataget. Kun begreb hun ikke, hvad der var hans Hensigt med denne Spillen Bajads for Folk.

^ Hun tænkte ved sig selv, at hun vilde ikke give ^ saa lidt for at ^ vide, hvad ^ han i Grunden var for et Menneske . Hun havde ^ i Løbet af de sidste Aar truffet ham nogle Gange i Selskabslivet , og hver Gang havde hun gjort sig det samme Spørgsmaal : Hvem var han ^ ? Hun vidste, at der var mange, som ansaae ham for lidt gal paa Grund af hans Væsen; men hun havde ret hurtigt forstaaet, at hans Naragtighed var I, 215 paataget. Kun begreb hun ikke, hvad der var hans Hensigt med denne Spillen Bajads for Folk.

^ Hun tænkte ved sig selv, at hun vilde ikke give ^ saa lidt for at ^ vide, hvad ^ han i Grunden var for et Menneske . Hun havde ^ i Løbet af de sidste Aar truffet ham nogle Gange i Selskabslivet , og hver Gang havde hun gjort sig det samme Spørgsmaal : Hvem var han ^ ? Hun vidste, at der var mange, som ansaae ham for lidt gal paa Grund af hans Væsen; men hun havde ret hurtigt forstaaet, at hans Naragtighed I, 216 var paataget. Kun begreb hun ikke, hvad der var hans Hensigt med denne Spillen Bajads for Folk.

⇕ Storeholt II, 4.1

⇕ De Dødes Rige 3.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 3.6

Da han var gaaet, sad Veninderne nogen Tid uden at kunne faa Samtalen igang paany . Jytte foreslog tilsidst en Spaseretur i Haven; men Meta fandt nu paa, at hun nødvendigvis maatte gaa. Hun havde noget at aftale med sin Svogers Husholderske i Anledning af Festen. Hun vilde saa vente paa sin Mand derhenne i Præstegaarden.
Jytte forsøgte ingen Overtalelse. Hun vidste godt, at hun nu havde mistet den sidste af sine Veninder, maaske den eneste , der virkelig havde haft noget tilovers for hende . Hun havde flere Gange kunnet mærke det paa Pastor Gaardbo, at han og Meta havde talt om hende, og at Meta havde taget hende varmt i Forsvar overfor Folkesnakken. Det vilde hun nu ikke gøre oftere. Og hvad der var foregaaet her, vilde Pastor Gaardbo altsammen faa at vide. Meta var jo hans Fortrolige. Det havde netop været det afgørende for hende.
Hun fulgte Veninden ud gennem Alleen, og hele Tiden holdt hun hende under Armen, skønt Metas Holdning ikke just indbød dertil. Men hun vidste, at de nu aldrig mere vilde ses.
» Lad mig sige dig det, Meta – skønt det endnu 214 ikke er officielt – Mor og jeg rejser herfra iovermorgen ^ ^ .«

Men nu vilde hun have ham bort . Narren havde gjort sin Nytte og kunde gaa. Hun vendte sig til Meta, spurgte til hendes Børn, talte i det hele om Ting , der holdt ham udenfor Samtalen. Tilsidst lykkedes det hende ogsaa at faa ham drevet paa Døren.
Da han var gaaet, foreslog Jytte en Spaseretur i Haven. Men heller ikke herude kunde Samtalen mellem Veninderne ret komme i Gang igen. Metas Holdning var helt forandret.
Jytte sagde: » Lad mig sige dig det, som det er – skønt det ikke er officielt – Mor og jeg rejser herfra iovermorgen . I, 297 Du vil altsaa forstaa, at det alene af den Grund er ganske umuligt for mig at komme med til den Fest, du talte om .«

Men nu vilde hun have ham bort . Narren havde gjort sin Nytte og kunde gaa. Hun vendte sig til Meta, spurgte til hendes Børn, talte i det hele om Ting , der holdt ham udenfor Samtalen. Tilsidst lykkedes det hende ogsaa at faa ham drevet paa Døren.
Da han var gaaet, foreslog Jytte en Spaseretur i Haven. Men heller ikke herude kunde Samtalen mellem Veninderne ret komme i Gang igen. Metas Holdning var helt forandret.
Jytte sagde: » Lad mig sige dig det, som det er — skønt det ikke er officielt — Mor og jeg rejser herfra iovermorgen . Du vil altsaa forstaa, at det alene af den Grund er ganske umuligt for mig at komme med til den Fest, du talte om .«

Men nu vilde hun have ham bort . Narren havde gjort sin Nytte og kunde gaa. Hun vendte sig til Meta, spurgte til hendes Børn, talte i det hele om Ting , der holdt ham udenfor Samtalen. Tilsidst lykkedes det hende ogsaa at faa ham drevet paa Døren.
Da han var gaaet, foreslog Jytte en Spaseretur i Haven. Men heller ikke herude kunde Samtalen mellem Veninderne ret komme i Gang igen. Metas Holdning var helt forandret.
Jytte sagde: » Lad mig sige dig det, som det er – skønt det ikke er officielt – Mor og jeg rejser herfra iovermorgen . Du vil altsaa forstaa, at det alene af den Grund er ganske umuligt for mig at komme med til den Fest, du talte om .«

Meta saae tvivlende paa hende.

» Rejser I ? ... Det maa da være bleven pludselig bestemt.«
»Ja, det skyldes Forhold her paa Gaarden, som jeg ikke godt kan tale om ^ ^ . Mor vilde endda have rejst ^ tidligere ; men jeg fik hende overtalt til at blive her for Enslevs Skyld. Vi er jo gamle Bekendte fra den Tid han og Far sad i samme Ministerium.«
» Det nævnede du ikke noget om før.«
» Du hører jo, jeg har egenlig slet ikke Lov til at tale om det. Men jeg syntes, du skulde dog vide det.«
» Hvor rejser I saa hen?« spurgte Meta, da hun igen havde gaaet lidt uden at sige noget.

» Rejser I ?«
»Ja, det skyldes Forhold her paa Gaarden, som jeg ikke godt kan tale om.«
» Det maa saa være bleven pludselig bestemt.«
» Nej – tværtimod . Mor vilde ^ have rejst endnu tidligere . Hun er kun bleven her for Enslevs Skyld. De er jo gamle Bekendte fra den Tid , da han og Far sad i samme Ministerium.«
» Hvor rejser I saa hen?«

» Rejser I ?«
»Ja, det skyldes Forhold her paa Gaarden, som jeg ikke godt kan tale om.«
» Det maa saa være bleven pludselig bestemt.«
» Nej — tværtimod . Mor vilde ^ have rejst endnu tidligere . Hun er kun bleven her for Enslevs Skyld. De er jo gamle Bekendte fra den Tid , da han og Far sad i samme Ministerium.«
» Hvor rejser I saa hen?«

» Jeg veed ^ ikke bestemt. Maaske til Skagen. Der skal være saa livligt i Sommertiden .«

» Jeg veed ^ ikke bestemt. Til Fanø maaske. Eller maaske til Skagen. Der er vist ganske livligt paa denne Tid .«

» Jeg veed det ikke bestemt. Til Fanø maaske. Eller maaske til Skagen. Der er vist ganske livligt paa denne Tid .«

»Ja, det er ^ der nok ^ ^ .«

»Ja, det er jo Kunstnernes Samlingssted. Saa skal du maaske træffe Hr. From der ?«
» Ja – det er vel ikke helt utænkeligt .«

»Ja, det er jo Kunstnernes Samlingssted. Saa skal du maaske træffe Hr. From der ?«
» Ja — det er vel ikke helt utænkeligt .«

»Ja, det er jo Kunstnernes Samlingssted. Saa skal du maaske træffe Hr. From der ?«
» Ja – det er vel ikke helt utænkeligt .«

De var nu naaet til Enden af Alleen, og her tog de Afsked med hinanden. Jytte, som ellers ikke kunde udstaa Scener, havde fugtige Øjne, da hun kyssede Venindens Kind til Farvel, og holdt hende saa længe fast, at Meta tilsidst selv trak Haanden til sig.
Saa gik hun langsomt tilbage.
Paa Vejen op ad Trappen hørte hun, at Frøken 215 Søholm var kommen op. Hendes falske Fløjteskalaer lød som en fortvivlet Klage gennem Husets øde Stilhed. Jytte holdt Haanden op for Øret med et »Aa!«
Hun gik op paa sit Værelse og lagde sig paa sin Chaiselongue med Hænderne over Øjnene . Mere ^ ^ og mere følte hun det som sit Livs egenlige Ulykke, at hun ikke kunde give sig tilkende for nogen, at hendes inderste Væsen var stumt. Det var vel født saadan. Eller havde hun engang i sin tidlige Ungdom mistet Mælet af Angst? Nu var hun fordømt til at gaa rundt som en Karikatur af sig selv baade i godt og ondt. Men det var vel i Grunden de fleste Menneskers Lod. De vidste bare ikke af det.
» Kun Gud kender Mennesket indtil Sjælens Bund,« havde Pastor Gaardbo engang sagt. Hun syntes, man maatte være meget glad ved sig selv for at kunne finde nogen Trøst i den Tanke. Sjælens Bund – det var jo netop Rædselsdybet, der fik det til at sortne for Øjnene.
Gennem de aabne Vinduer fandt Frøken Søholms Fløjtetoner Vej ind til hende, og denne ihærdige Sundhedsmusik, der havde forfulgt hende under hele Opholdet paa Storeholt, virkede særlig i Øjeblikket nedslaaende paa hende.
^

Meta fandt nu paa, at hun nødvendigvis maatte gaa. Hun havde noget at aftale med sin Svogers Husholderske i Anledning af Festen, sagde hun. Hun vilde saa vente paa sin Mand henne i Præstegaarden.
Jytte forsøgte ikke at holde paa hende. De kunde dog ikke mere tale sammen. Hun havde atter mistet en Ven, som hun havde været nødt til at skuffe. Ogsaa Meta vilde for Fremtiden tænke paa hende med Bitterhed og Skam . Saadan var hendes Skæbne. Enhver ny Oplevelse skulde kun forøge hendes Ensomhedsfølelse og ^ hendes Tristhed.
I, 298 Hun fulgte Veninden ud gennem Alleen og holdt hende hele Tiden under Armen, skønt Metas Holdning paa ingen Maade indbød dertil. Ved Enden af Alleen sagde hun hende Farvel med et Kys.

Meta fandt nu paa, at hun nødvendigvis maatte gaa. Hun havde noget at aftale med sin Svogers Husholderske i Anledning af Festen, sagde hun. Hun vilde saa vente paa sin Mand henne i Præstegaarden.
Jytte forsøgte ikke at holde paa hende. De kunde dog ikke mere tale sammen. Hun havde atter mistet en Ven, som hun havde været nødt til at skuffe. Ogsaa Meta vilde for Fremtiden tænke paa hende med Bitterhed og Skam . Saadan var I, 216 hendes Skæbne. Enhver ny Oplevelse skulde kun forøge hendes Ensomhedsfølelse og ^ hendes Tristhed.
Hun fulgte Veninden ud gennem Alleen og holdt hende hele Tiden under Armen, skønt Metas Holdning paa ingen Maade indbød dertil. Ved Enden af Alleen sagde hun hende Farvel med et Kys.

Meta fandt nu paa, at hun nødvendigvis maatte gaa. Hun havde noget at aftale med sin Svogers Husholderske i Anledning af Festen, sagde hun. Hun vilde saa vente paa sin Mand henne i Præstegaarden.
Jytte forsøgte ikke at holde paa hende. De kunde dog ikke mere tale sammen. Hun havde atter mistet en Ven, som hun havde været nødt til at skuffe. Ogsaa Meta vilde for Fremtiden tænke paa hende med Bitterhed og Skam . Saadan var hendes I, 217 Skæbne. Enhver ny Oplevelse skulde kun forøge hendes Ensomhedsfølelse og ^ hendes Tristhed.
Hun fulgte Veninden ud gennem Alleen og holdt hende hele Tiden under Armen, skønt Metas Holdning paa ingen Maade indbød dertil. Ved Enden af Alleen sagde hun hende Farvel med et Kys.

⇕ Storeholt II, 4.4

⇕ De Dødes Rige 3.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 3.6

⇐

260 Endnu i deres sidste Samtale havde han ^ i sin utrættelige Missionsiver været inde paa Emnet. Han havde sagt , at han ikke forstod, hvordan et alvorligt Menneske kunde leve uden Gud . For at afvise ham havde hun nævnet hans egen Broder, og han havde da svaret hende med et Ord, der oprørte hende.
» Min Broders ^ huslige Lykke fylder ham foreløbig ^ helt ,« sagde han næsten vemodig. » Den Dag, Sorgen banker paa hans Dør – og den Dag kommer jo for ethvert Menneske – da vil ogsaa han søge Hjælpen der, hvor den alene er at finde. Det er et Haab , jeg aldrig kan slippe .«

Idet hun langsomt gik tilbage, kom hun til at tænke paa noget, som Pastor Gaardbo havde sagt om Meta og hendes Mand. I sin utrættelige Missionsiver havde han engang i en af deres Samtaler erklæret , at han ikke forstod, hvordan et alvorligt Menneske kunde leve uden Gud , og da hun i den Anledning henviste ham til at spørge sin egen Broder, ^ havde han vemodig svaret , at hans Broders og Metas huslige Lykke ^ foreløbig fyldte deres Hjerter helt .
» Men den Dag, Sorgen banker paa deres Dør – og den Dag kommer jo for ethvert Menneske – da vil ogsaa de søge Hjælpen der, hvor den alene er at finde. Det ^ Haab slipper jeg aldrig ^ .«

Idet hun langsomt gik tilbage, kom hun til at tænke paa noget, som Pastor Gaardbo havde sagt om Meta og hendes Mand. I sin utrættelige Missionsiver havde han engang i en af deres Samtaler erklæret , at han ikke forstod, hvordan et alvorligt Menneske kunde leve uden Gud , og da hun i den Anledning henviste ham til at spørge sin egen Broder, ^ havde han vemodig svaret , at hans Broders og Metas huslige Lykke ^ foreløbig fyldte deres Hjerter helt .
» Men den Dag, Sorgen banker paa deres Dør — og den Dag kommer jo for ethvert Menneske — da vil ogsaa de søge Hjælpen der, hvor den alene er at finde. Det ^ Haab slipper jeg aldrig ^ .«

Hun kunde huske, at hun i sin Forargelse havde været lige ved ^ ^ at spørge ham, om hans afdøde Kæreste havde været Kristen, eller om han ogsaa kun havde holdt af hende i den bestemte Forventning, at Sorg og Lidelse eller hans egen daglige Paavirkning engang skulde gøre hende til det. Det Stueorgel, han havde anskaffet til hende, kunde jo godt tyde paa noget i ^ den Retning .

Hun havde tænkt paa, om Meta og hendes Mand vidste, hvad det var for Forhaabninger, han gik om med paa deres Vegne ? Hun kunde ogsaa huske, at hun havde haft paa Læben at spørge ham, om hans afdøde Kæreste var Kristen, eller om han ogsaa for hendes Vedkommende havde haabet paa Sorgens og Lidelsens Overtalelsesgaver. For i saa Fald var det maaske ikke saa sikkert, at den unge Pige var død ved et Ulykkestilfælde. Før eller senere maatte hun jo næsten drives ind i Døden af en saa forbryderisk Selvretfærdighed .

Hun havde tænkt paa, om Meta og hendes Mand vidste, hvad det var for Forhaabninger, han gik om med paa deres Vegne . Hun kunde ogsaa huske, at hun havde haft paa Læben at spørge ham, om hans afdøde Kæreste var Kristen, eller om han ogsaa for hendes Vedkommende havde haabet paa Sorgens og Lidelsens Overtalelsesgaver. For i saa Fald var det maaske ikke saa sikkert, at den unge Pige var død ved et Ulykkestilfælde. Før eller senere maatte hun jo næsten drives ind i Døden af en saa forbryderisk Selvretfærdighed .

Hun forstod ham ikke. Hvor kunde han, som var saa hjælpsom og god og kærlighedsfuld , samtidig være saa umenneskelig uforsonlig? Vidste han da ikke, at ethvert Menneske , i hvert Fald enhver Kvinde, vilde elskes for sin egen og ikke for sine Meningers, ikke for sin Tros Skyld? ... Der havde denne søvnløse 261 Nat sneget sig en Mistanke ind paa hende, og hun havde ikke siden kunnet blive den kvit. Hun havde spurgt sig selv, om det var saa sikkert, at hans Forlovede var død ved et Ulykkestilfælde. Selv om hun ogsaa havde været Kristen , var det da urimeligt at tænke, at hun havde taget Livet af sig i et Anfald af Skinsyge og Had til denne Gud, som altid var i hans Tanker og var ham dyrebarere end alt andet i Verden? Og havde hun ikke været det, saa maatte hun jo næsten før eller senere være bleven drevet ind i Døden af hans forbryderiske Selvretfærdighed ...

Hun forstod ham ikke. Hvor kunde han, som var saa hjælpsom og god og fuld af Kærlighed til Menneskene , I, 299 samtidig være saa umenneskelig uforsonlig? Vidste han da ikke, at ethvert stakkels Menneskekryb , i al Fald enhver Kvinde, vilde elskes for sin egen og ikke for sine Meningers, ikke for sin Tros Skyld? ... Aa, disse uforgribelige Meninger om alt i Himlen og paa Jorden! Var Tilværelsen da ikke i Forvejen frygtelig nok , siden Menneskene absolut skulde plage Livet af hinanden med denne evige Strid om Drømme!

Hun forstod ham ikke. Hvor kunde han, som var saa hjælpsom og god og fuld af Kærlighed til Menneskene , samtidig være saa umenneskelig uforsonlig? Vidste han da ikke, at ethvert stakkels Menneskekryb , i al Fald enhver Kvinde, vilde elskes for sin egen og ikke for sine Meningers, ikke for sin Tros Skyld? ... Aa, disse uforgribelige Meninger om alt i Himlen og paa Jorden! Var Tilværelsen da ikke i Forvejen frygtelig nok , siden Menneskene absolut skulde plage Livet af hinanden med denne evige Strid om Drømme!

⇕ Storeholt II, 4.1

⇕ De Dødes Rige 3.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 3.6

^ ^

Paa Vejen op ad Trappen hørte hun, at Frøken Søholm var staaet op. Den gamle Dames falske Fløjteskalaer lød som en fortvivlet Klage gennem Stilheden. Jytte holdt Haanden op for Øret med et: »Aa!«

Paa Vejen op ad Trappen hørte hun, at Frøken Søholm var I, 217 staaet op. Den gamle Dames falske Fløjteskalaer lød som en fortvivlet Klage gennem Stilheden. Jytte holdt Haanden op for Øret med et: »Aa!«

Paa Vejen op ad Trappen hørte hun, at Frøken Søholm var I, 218 staaet op. Den gamle Dames falske Fløjteskalaer lød som en fortvivlet Klage gennem Stilheden. Jytte holdt Haanden op for Øret med et: »Aa!«

Der var noget af en Besættelses Uhygge i den. En fattig Sjæls ynkelige Dødsfrygt skælvede igennem 216 den. Hun maatte tænke paa den gamle Dame saadan som hun sad dernede ved Bordet og ^ mistænksomt undersøgte hvert Stykke Brød med sine nærsynede Øjne af Angst for den Bacille, der engang skulde gøre det af med hendes stakkels , glædeløse Tilværelse. Og de krampagtigt frempinte Toner svulmede op for hende og blev en Spottelatter over hende selv og den hele Menneskeslægt med dens ^ Fastklamren til et Liv ^ saa fuldt af Gru ^ ^ .

Der var noget af en Besættelses Uhygge i disse ihærdigt frempinte Toner, der havde forfulgt hende under hele Opholdet paa Storeholt. En fattig Sjæls ynkelige Dødsfrygt skælvede igennem dem. Det var som at se det gamle Menneske selv, naar hun sad ^ ved Maaltiderne og med sine nærsynede Øjne mistænksomt undersøgte hvert Stykke Brød ^ af Angst for den Bacille, der engang skulde gøre det af med hendes stakkels ^ glædeløse Tilværelse.
Nogle Raager, der sad i en Trætop og skræppede, syntes at le af den gamle Dames Sundhedsmusik. Det lød i Jyttes Øre som en dæmonisk Spottelatter over ^ den hele Menneskehed med dens krampagtige Fastklamren til et Liv , der var saa fuldt af Sorg og Savn og Smerte. Hun vendte sig i Døren og saae op mod de sorte, kaade Fugle. Hvor hun forstod dem! –
I, 300 VII .
^

⇕ Storeholt II, 4.2

⇕ De Dødes Rige 3.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 3.7

V ed Tretiden var Enslev bleven højtideligt modtaget paa Stationen af den demokratiske Vælgerforenings samlede Bestyrelse, deriblandt Pastor Gaardbo . Den gamle Mand steg træt ud af Kupeen, men ved Synet af Sendemændene rettede han sig kraftigt op.
Gaardejer Peter Jensen , Bestyrelsens Formand, forestillede Deputationen, og Enslev hilste paa hver enkelt ^ som om de var gamle Bekendte. Heller ikke overfor sin Brodersøn lod han sig mærke med, at han her saae ham for første Gang. Da han sad i Vognen , spurgte han endog, om de ikke kunde lægge Vejen til Festpladsen om ad Præstegaarden ^ , som han ønskede at se . Det skete ; og nu magede han det saadan, at han blev alene med Brodersønnen 217 inde i dennes Stue, mens de andre Herrer opholdt sig i Haven . Verandadøren, der stod aaben, forlangte han at faa lukket med det Paaskud, at det trak fra den .

Et Par Timer forinden var Enslev bleven højtideligt modtaget paa Stationen af den demokratiske Vælgerforenings samlede Bestyrelse, deriblandt Pastor Gaardbo , der havde været nødt til at give Møde for ikke at vække Anstød. Gaardejer Peter Hansen , Bestyrelsens Formand, forestillede Deputationen, og Enslev hilste paa hver enkelt , som om de var gamle Bekendte. Heller ikke overfor sin Brodersøn lod han sig mærke med, at han her saae ham for første Gang.
I to Vogne kørte de alle til Peter Hansens Gaard , hvor en Kaffeopdækning ventede. Da Enslev fik at vide, at Præstegaarden laa lige ved Siden af , ytrede han Lyst til at se den ; og nu magede han det saadan, at han blev alene med Brodersønnen inde i dennes Stue, mens de andre Herrer opholdt sig i Haven ^ .

»Naa, saadan ser De altsaa ud!« sagde han med sit lukkede Smil, da han var kommen til Sæde midt i Sofaen . » De er Deres Mor op ad Dage! Min Bror var meget stolt af begge sine Sønner, og det havde han jo virkelig Grund til. Jeg veed , at De ^ har vundet Dem mange Venner her paa Egnen. Og nu tænker De paa at blive Rigsdagsmand . Saadan fortæller man mig i hvert Fald.«

»Naa, saadan ser De altsaa ud!« sagde han med sit lukkede Smil, da han var kommen tiisæde ^ . » De er Deres Mor op ad Dage! Min Bror var meget stolt af begge sine Sønner, og det havde han jo virkelig Grund til. Jeg har ladet mig fortælle , at De allerede har vundet Dem mange Venner her paa Egnen. Og nu tænker man endogsaa paa at gøre Dem til Rigsdagsmand , ikke sandt?«

»Naa, saadan ser De altsaa ud!« sagde han med sit lukkede Smil, da han var kommen til Sæde ^ . » De er Deres Mor op ad Dage! Min Bror var meget stolt af begge sine Sønner, og det havde han I, 218 jo virkelig Grund til. Jeg har ladet mig fortælle , at De allerede har vundet Dem mange Venner her paa Egnen. Og nu tænker man endogsaa paa at gøre Dem til Rigsdagsmand , ikke sandt?«

»Naa, saadan ser De altsaa ud!« sagde han med sit lukkede Smil, da han var kommen til Sæde ^ . » De er Deres Mor op ad Dage! Min Bror var meget stolt af begge sine Sønner, og det I, 219 havde han jo virkelig Grund til. Jeg har ladet mig fortælle , at De allerede har vundet Dem mange Venner her paa Egnen. Og nu tænker man endogsaa paa at gøre Dem til Rigsdagsmand , ikke sandt?«

Den unge Præst blev lidt forvirret. Han var ikke forberedt paa denne elskværdige Overrumpling og greb til Udflugter. ^ ^ Spørgsmaalet laa jo ^ ikke for , sagde han. Ingen tænkte paa at fortrænge Møller Jensen, dersom han igen stillede sig .
» Sæt Dem ned , kære Ven, og lad os tale lidt fornuftigt sammen ^ ,« sagde Enslev . » Jeg har paa Fornemmelsen, at De ikke rigtig har gennemtænkt den Sag. Men lad mig allerførst give Dem et praktisk Raad. Lad ^ ^ Dem ikke friste af et Tilbud, før De har afgjort med Dem selv, at De vil være Politiker og ikke noget andet . Tro endelig ikke, at der ingen Fare er ved at gøre et Forsøg . Valgtribunen fanger . – – Nej, afbryd mig ikke! Disse velmenende Dilettanter, som en eller anden Tilfældighed har 218 gjort til Statsmænd , er desuden som Regel ynkværdige Figurer, som bare er til Ulejlighed. Politik kræver sin Forberedelse, sine Læreaar, ganske som al anden fornuftig Virksomhed. Og Politik er i vore Dage bleven en krigerisk Profession. Den lader sig ikke forlige med nogen borgerlig Levevej, allermindst med en Præsts. Jeg veed jo nok, at det er ved at blive Mode at mistænkeliggøre os professionelle Politikere. Men det er kun Dumhedens Hævn. Vi giver dog ogsaa Folket den Garanti, at vi møder med hele vor Person som Indsats , baade vor øjeblikkelige Anseelse og vort politiske Eftermæle , i Modsætning til de Herrer Lejlighedspolitikere, som ingen Risiko løber. Er de uheldige med en Gæsterolle paa den store Skueplads, har de altid Privatscenen at falde tilbage paa og revanchere sig ved; den ene en Forretning, den anden en Embedsvirksomhed, den tredje en indbringende Direktørstilling. – Men hvad ^ ^ var det, De vilde sige?«

Den unge Præst blev ^ forvirret. Han var ikke forberedt paa en saa elskværdig Tone.
» Spørgsmaalet ligger jo foreløbig ikke for ,« svarede han undvigende. » Ingen tænker paa at fortrænge Møller Jensen, dersom han igen stiller sig .«
I, 301 » Sæt Dem ned ^ og lad os tale lidt fornuftigt sammen ! Men her trækker ... Tjen mig i at lukke den Verandadør ,« sagde Enslev for at sikre sig mod Forstyrrelser. »Se, lad mig allerførst give Dem et praktisk Raad . De maa ikke lade Dem ^ friste ind paa Politiken, før De har afgjort med Dem selv, at De vil gøre Alvor af Sagen . Tro endelig ikke, at der ingen Fare er ved at gøre et Forsøg ! Tribunen fanger ! – – Nej, afbryd mig ikke! Vi har i Forvejen tilstrækkelig mange af disse velmenende Dilettanter, som en eller anden Tilfældighed har gjort til Statsmænd . De bliver som Regel ynkværdige Figurer, der bare er til Ulejlighed. Politik kræver sin Forberedelse, sine Læreaar, ganske som al anden fornuftig Virksomhed. ^ Den forlanger tillige, at man møder med hele sin Person som Indsats og Garanti. I Modsætning til de Herrer Lejlighedspolitikere, som ingen Risiko løber, fordi de altid kan revanchere sig paa Privatscenen, naar de har været uheldige med en Gæsterolle paa den store Skueplads, saa stiller den professionelle Politiker baade sin øjeblikkelige Anseelse og sit Eftermæle ^ i Pant hos Folket. – Men lad mig høre! Hvad var det, De vilde sige?«

Den unge Præst blev ^ forvirret. Han var ikke forberedt paa en saa elskværdig Tone.
» Spørgsmaalet ligger jo foreløbig ikke for ,« svarede han undvigende. » Ingen tænker paa at fortrænge Møller Jensen, dersom han igen stiller sig .«
» Sæt Dem ned ^ og lad os tale lidt fornuftigt sammen ! Men her trækker ... Tjen mig i at lukke den Verandadør ,« sagde Enslev for at sikre sig mod Forstyrrelser. »Se, lad mig allerførst give Dem et praktisk Raad ! De maa ikke lade Dem ^ friste ind paa Politiken, før De har afgjort med Dem selv, at De vil gøre Alvor af Sagen . Tro endelig ikke, at der ingen Fare er ved at gøre et Forsøg ! Tribunen fanger ! — — Nej, afbryd mig ikke! Vi har i Forvejen tilstrækkelig mange af disse velmenende Dilettanter, som en eller anden Tilfældighed har gjort til Statsmænd . De bliver som Regel ynkværdige Figurer, der bare er til Ulejlighed. Politik kræver sin Forberedelse, sine Læreaar, ganske som al anden fornuftig Virksomhed. ^ Den forlanger tillige, at man møder med hele sin Person som Indsats og Garanti. I Modsætning til de Herrer Lejlighedspolitikere, som ingen Risiko løber, fordi de altid kan revanchere sig paa Privatscenen, naar de har været uheldige med en Gæsterolle paa den store Skueplads, saa stiller den professionelle Politiker baade sin øjeblikkelige Anseelse og sit Eftermæle ^ i Pant hos Folket. — Men lad mig høre! Hvad var det, De vilde sige?«

Den unge Præst blev ^ forvirret. Han var ikke forberedt paa en saa aabenhjertig Tone.
» Spørgsmaalet ligger jo foreløbig ikke for ,« svarede han undvigende. » Ingen tænker paa at fortrænge Møller Jensen, dersom han igen stiller sig .«
» Sæt Dem ned ^ og lad os tale lidt fornuftigt sammen ! Men her trækker ... Tjen mig i at lukke den Verandadør ,« sagde Enslev for at sikre sig mod Forstyrrelser. »Se, lad mig allerførst give Dem et praktisk Raad ! De maa ikke lade Dem ^ friste ind paa Politiken, før De har afgjort med Dem selv, at De vil gøre Alvor af Sagen . Tro endelig ikke, at der ingen Fare er ved at gøre et Forsøg ! Tribunen fanger ! – – Nej, afbryd mig ikke! Vi har i Forvejen tilstrækkelig mange af disse velmenende Dilettanter, som en eller anden Tilfældighed har gjort til Statsmænd . De bliver som Regel ynkværdige Figurer, der bare er til Ulejlighed. Politik kræver sin Forberedelse, sine Læreaar, ganske som al anden fornuftig Virksomhed. ^ Den forlanger tillige, at man møder med hele sin Person som Indsats og Garanti. I Modsætning til de Herrer Lejlighedspolitikere, som ingen Risiko løber, fordi de altid kan revanchere sig paa Privatscenen, naar de har været uheldige med en Gæsterolle paa den store Skueplads, saa stiller den professionelle Politiker baade sin øjeblikkelige Anseelse og sit Eftermæle ^ i Pant hos Folket. – Men lad mig høre! Hvad var det, De vilde sige?«

Pastor Gaardbo , der nu havde samlet sig, svarede roligt , at han overhovedet ikke nærede nogetsomhelst Ønske om ^ at spille en Rolle i det offenlige Liv. Dersom han modtog Opfordringen til at stille sig ved Valget, skete det nødtvungent.

Pastor Gaardbo ^ svarede ^ , at han ^ ikke nærede noget personligt Ønske om at komme til at spille en Rolle i det offenlige Liv. Dersom han modtog Opfordringen til at stille sig ved Valget, skete det nødtvungent.

» Jeg gør det ^ kun af pligtskyldigt Hensyn til mine Meningsfæller i Kresen . De føler sig utrygge ved 219 Tanken om, at en Mand med Balduin Hansens Anskuelser skal ^ varetage deres Tarv i Rigsdagen.«

» Jeg gør det i saa Fald kun af ^ Hensyn til mine Meningsfæller i Kresen , der føler sig utrygge ved Tanken om, at en Mand med Balduin Hansens Anskuelser I, 302 skal komme til at varetage deres Tarv i Rigsdagen.«

» Jeg gør det i saa Fald kun af ^ Hensyn til mine Meningsfæller i Kresen , der føler sig utrygge ved Tanken om, at en Mand med Balduin Hansens Anskuelser skal komme til at varetage deres Tarv i Rigsdagen.«

Udtrykket i Enslevs blyfarvede Ansigt forandredes med eet . Hans Tone ogsaa.

Udtrykket i Enslevs blyfarvede Ansigt forandredes med eet , hans Tone ogsaa.

Udtrykket I, 219 i Enslevs blyfarvede Ansigt forandredes med eet , hans Tone ogsaa.

I, 220 Udtrykket i Enslevs blyfarvede Ansigt forandredes med eet , hans Tone ogsaa.

» Deres Meningsfæller? ... Hvordan skal det forstaaes ?«

» Deres Meningsfæller? ... Hvordan skal det forstaas ?«

» Mine religiøse Meningsfæller. Foreløbig har henimod fire Hundrede af Kresens Vælgere erklæret, at de bliver hjemme paa Valgdagen, dersom Balduin Hansen opstilles som eneste demokratiske Kandidat. Møller Jensen derimod vil – som jeg før sagde – ingen tænke paa at fortrænge.«

» Mine religiøse Meningsfæller. Gamle Møller Jensen derimod vil – som jeg før sagde – ingen tænke paa at fortrænge.«

» Mine religiøse Meningsfæller. Gamle Møller Jensen derimod vil — som jeg før sagde — ingen tænke paa at fortrænge.«

» Mine religiøse Meningsfæller. Gamle Møller Jensen derimod vil – som jeg før sagde – ingen tænke paa at fortrænge.«

Enslev tav et Øjeblik. Stokken med Guldhaandtaget – en Gave fra Folket – stod foran ham, og begge hans Hænder hvilede tungt paa den. Under de halvt nedsænkede Øjelaag mønstrede han Brodersønnen med et ondt Sideblik .

Enslev tav et Øjeblik. Den berømte Stok – en Gave fra Folket – stod foran ham, og begge hans blaaskællede Gammelmandshænder krummede sig om Guldhaandtaget som et Par Ørnekløer .

Enslev tav et Øjeblik. Den berømte Stok — en Gave fra Folket — stod foran ham, og begge hans blaaskællede Gammelmandshænder krummede sig om Guldhaandtaget som et Par Ørnekløer .

Enslev tav et Øjeblik. Den berømte Stok – en Gave fra Folket – stod foran ham, og begge hans blaaskællede Gammelmandshænder krummede sig om Guldhaandtaget som et Par Ørnekløer .

» Møller Jensen stiller sig ikke mere. Vi har netop faaet Underretning. Men vi har i Partistyrelsen endnu slet ikke taget Stilling til Spørgsmaalet om hans Eftermand, saa alene af den Grund er denne Vælgerprotest et overilet Skridt, som De for Deres egen Skyld burde have forhindret. – Men lad mig sige lige ud, hvorfor jeg er kommen her. Det er vistnok en almindelig Mening, at jeg er her for at understøtte Balduin Hansens Kandidatur; men saadan forholder det sig ikke. Jeg er væsenlig kommen, fordi 220 jeg som Deres nære Slægtning og – jeg kan sige – som ^ Ven har villet advare Dem mod at begaa en Letsindighed, som kan have de alvorligste Følger for Dem. Et Mytteri Dagen før et Slag betragtes efter Krigsreglerne som Højforræderi, og hvad der forberedes her i Kresen ^ er jo virkelig intet mindre end et aabent Oprør mod Partiledelsen. Jeg vil sige Dem, det har været os – og specielt mig – en pinlig Overraskelse at træffe netop Dem blandt de misfornøjede , da De dog fra Partiets Side har nydt ganske store Begunstigelser.«

» Møller Jensen stiller sig ikke mere. ^ Men der er i Partistyrelsen endnu slet ikke taget Stilling til Spørgsmaalet om hans Eftermand, saa alene af den Grund er denne Vælgerprotest et overilet Skridt, som De for Deres egen Skyld burde have forhindret. Jeg vil som Deres nære Slægtning og – jeg kan sige – som Deres Ven ^ advare Dem mod at begaa en Letsindighed, som kan faa de alvorligste Følger for Dem. Et Mytteri Dagen før et Slag betragtes efter Krigsreglerne som Højforræderi, og hvad der forberedes her i Kresen , er jo i Virkeligheden intet mindre end et aabent Oprør mod Partiledelsen. Det har været os – ^ specielt mig – en pinlig Overraskelse at træffe Dem i Ledtog med Demonstranterne , da De dog fra Partiets Side har nydt ganske store Begunstigelser.«

» Møller Jensen stiller sig ikke mere. ^ Men der er i Partistyrelsen endnu slet ikke taget Stilling til Spørgsmaalet om hans Eftermand, saa alene af den Grund er denne Vælgerprotest et overilet Skridt, som De for Deres egen Skyld burde have forhindret. Jeg vil som Deres nære Slægtning og — jeg kan sige — som Deres Ven ^ advare Dem mod at begaa en Letsindighed, som kan faa de alvorligste Følger for Dem. Et Mytteri Dagen før et Slag betragtes efter Krigsreglerne som Højforræderi, og hvad der forberedes her i Kresen , er jo i Virkeligheden intet mindre end et aabent Oprør mod Partiledelsen. Det har været os — ^ specielt mig — en pinlig Overraskelse at træffe Dem i Ledtog med Demonstranterne , da De dog fra Partiets Side har nydt ganske store Begunstigelser.«

Pastor Gaardbo løftede Hovedet.

»Jeg ?«, sagde han i lidt usikker Forbavselse.

»Jeg ?« sagde han i lidt usikker Forbavselse.

»Ja. Det kan De jo ikke være helt uvidende om. Naar De i Deres unge Alder sidder i en selvstændig Virksomhed , er det en Anerkendelse, som Partiet har vist Dem gennem sin Regering . Eller rettere – for at sige det rent ud – det er, fordi det vidstes, at man imødekom et Ønske hos mig ved at give Dem det første Embede, De søgte .«

»Ja. Det kan De jo ikke være ^ uvidende om. Naar De I, 303 i saa ung en Alder sidder i dette forholdsvis betydelige Kald , er det en Anerkendelse, som er vist Dem for Deres fordomsfrie politiske Standpunkt . Eller rettere – for at sige det rent ud – det er, fordi Kultusministeren vidste, at han imødekom mit Ønske ^ ved at give Dem Embedet .«

»Ja. Det kan De jo ikke være ^ uvidende om. Naar De i saa ung en Alder sidder i dette forholdsvis betydelige Kald , er det en Anerkendelse, som er vist Dem for Deres fordomsfrie politiske Standpunkt . Eller rettere — for at sige det rent ud — det er, fordi Kultusministeren vidste, at han imødekom mit Ønske ^ ved at give Dem Embedet .«

»Ja. Det kan De jo ikke være ^ uvidende om. Naar De i saa ung en Alder sidder i dette forholdsvis betydelige Kald , er det en Anerkendelse, som er vist Dem for Deres fordomsfrie politiske Standpunkt . Eller rettere – for at sige det rent ud – det er, fordi Kultusministeren vidste, at han imødekom mit Ønske ^ ved at give Dem Embedet .«

Præsten blev brændende rød og rejste sig heftig. Med Haanden knuget om Stoleryggen sagde han:

» Det har jeg aldrig bedt om!«

» Det har jeg aldrig anmodet om!«

» Det veed jeg . Men De har dog næppe selv kunnet tro, at De uden særlig ministeriel Velvilje blev foretrukket for saa mange ældre og maaske mere kvalificerede Ansøgere . Saa meget mindre som Sognets 221 Beboere – om jeg husker ret – stillede sig ganske indifferente . – – Men lad det nu være! Siden ^ ^ ^ ^ vi nu engang er kommen til at tale sammen , vil jeg sige alt med det samme . Det bliver maaske baade første og sidste Gang vi mødes under fire Øjne . Jeg kaldte mig før for Deres Ven. Det var ikke – som De maaske kunde tro – bare en Talemaade. Siden De første Gang ^ optraadte som politisk Taler – det var, ikke sandt, ved et kristeligt Studentermøde – har jeg ^ fulgt Dem med Interesse, ja – jeg kan gerne sige det – med et stort Haab for Deres Fremtid. En ledende Politiker ser sig jo altid om blandt Ungdommen efter det Kuld af Arvtagere ^ ^ , der engang skal føre Udviklingen videre, og der var i Deres Ord noget, der vakte Minder hos mig om min egen politiske Jomfrutale. Den blev forresten ogsaa holdt i en Studenterforsamling ^ ^ ^ , hvad De maaske veed. At De saa gik hen og blev Præst, var mig unægtelig en Skuffelse. For ornatklædte Politikere har jeg siden Monrads Dage haft en næsten overtroisk Rædsel ^ . Men jeg har ogsaa tænkt mig, at De en Dag vilde lægge Præstekjolen for helt at kunne vie Dem til Arbejdet for den sociale Forsorg som Politiker. I den Egenskab ^ ^ har De jo tilmed , kan man sige, en ^ ^ medfødt ^ Ret til straks at komme frem i første Linje. Og nu vil De maaske forstaa ^ , at jeg har villet gøre et Forsøg paa at forhindre 222 Dem i at begaa en af den Art Ubesindigheder, der mærker en offenlig Personlighed for Livstid .«

» Det veed jeg ! Men De har dog næppe selv kunnet tro, at De uden særlig ministeriel Velvilje blev foretrukket for saa mange ældre ^ Ansøgere . – – Men lad det nu være! Siden jeg nu er kommen her – og det bliver maaske baade første og sidste Gang, vi taler sammen – vil jeg sige alt med det samme ^ . Jeg kaldte mig før for Deres Ven. Det var ikke ^ bare en Talemaade. Siden De første Gang som ung Student optraadte paa et politisk Møde, har jeg i Frastand fulgt Dem med Interesse, ja – jeg kan godt sige – med Forventning om en betydelig Fremtid for Dem som Politiker. At De saa gik hen og blev Præst, var mig unægtelig en Skuffelse. Politik er en krigerisk Haandtering , der – som jeg før sagde – vanskelig lader sig forlige med en borgerlig Levevej, allermindst med en Præsts. Jeg tilstaar , jeg har ^ siden Monrads Dage haft en næsten overtroisk Rædsel for ornatklædte Politikere . Men jeg har ogsaa tænkt mig, at den Dag kunde komme, da De opgav Præstevirksomheden for helt at ofre Dem for den sociale Forsorg , som jo særlig har Deres Interesse. Og den naturlige Virkeplads for et saadant Arbejde er dog Rigsdagen – i det hele Politiken. Paa det Omraade I, 304 har De jo tilmed en – saa at sige medfødt – Ret til hurtigt at komme frem i første Linje. Og nu vil De maaske forstaa Grunden til , at jeg nødig ser Dem gøre et uovervejet Skridt .«

» Det veed jeg ! Men De har dog næppe selv kunnet tro, at De uden særlig ministeriel Velvilje blev foretrukket for saa mange I, 220 ældre ^ Ansøgere . — — Men lad det nu være! Siden jeg nu er kommen her — og det bliver maaske baade første og sidste Gang, vi taler sammen — vil jeg sige alt med det samme ^ . Jeg kaldte mig før for Deres Ven. Det var ikke ^ bare en Talemaade. Siden De første Gang som ung Student optraadte paa et politisk Møde, har jeg i Frastand fulgt Dem med Interesse, ja — jeg kan godt sige — med Forventning om en betydelig Fremtid for Dem som Politiker. At De saa gik hen og blev Præst, var mig unægtelig en Skuffelse. Politik er en krigerisk Haandtering , der — som jeg før sagde — vanskelig lader sig forlige med en borgerlig Levevej, allermindst med en Præsts. Jeg tilstaar , jeg har ^ siden Monrads Dage haft en næsten overtroisk Rædsel for ornatklædte Politikere . Men jeg har ogsaa tænkt mig, at den Dag kunde komme, da De opgav Præstevirksomheden for helt at ofre Dem for den sociale Forsorg , som jo særlig har Deres Interesse. Og den naturlige Virkeplads for et saadant Arbejde er dog Rigsdagen — i det hele Politiken. Paa det Omraade har De jo tilmed en — saa at sige medfødt — Ret til hurtigt at komme frem i første Linje. Og nu vil De maaske forstaa Grunden til , at jeg nødig ser Dem gøre et uovervejet Skridt .«

» Det veed jeg ! Men De har dog næppe selv kunnet tro, at De uden særlig ministeriel Velvilje blev foretrukket for saa mange ældre ^ Ansøgere . – – Men lad det nu være! Siden jeg nu er I, 221 kommen her – og det bliver maaske baade første og sidste Gang, vi taler sammen – vil jeg sige alt med det samme ^ . Jeg kaldte mig før for Deres Ven. Det var ikke ^ bare en Talemaade. Siden De første Gang som ung Student optraadte paa et politisk Møde, har jeg i Frastand fulgt Dem med Interesse, ja – jeg kan godt sige – med Forventning om en betydelig Fremtid for Dem som Politiker. At De saa gik hen og blev Præst, var mig unægtelig en Skuffelse. Politik er en krigersk Haandtering , der – som jeg før sagde – vanskelig lader sig forlige med en borgerlig Levevej, allermindst med en Præsts. Jeg tilstaar , jeg har ^ siden Monrads Dage haft en næsten overtroisk Rædsel for ornatklædte Politikere . Men jeg har ogsaa tænkt mig, at den Dag kunde komme, da De opgav Præstevirksomheden for helt at ofre Dem for den sociale Forsorg , som jo særlig har Deres Interesse. Og den naturlige Virkeplads for et saadant Arbejde er dog Rigsdagen – i det hele Politiken. Paa det Omraade har De jo tilmed en – saa at sige medfødt – Ret til hurtigt at komme frem i første Linje. Og nu vil De maaske forstaa Grunden til , at jeg nødig ser Dem gøre et uovervejet Skridt .«

Pastor Gaardbo havde ondt af den gamle Mand for hans tilsyneladende Mangel paa Forstaaelse. Samtidig rørtes han over hans Oprigtighed, som han fuldt ud ^ troede paa. Hans Svar blev derfor kun en Gentagelse af, hvad han tidligere havde sagt, at han personlig ikke havde andet Ønske end at blive i sin Præstegaard. Han nænnede ikke at sige den gamle Mand, hvor lidt det navnlig fristede ham at blive ført ind i det offenlige Liv ved ham og maaske proklameres som hans Tronarving. Han tvivlede endogsaa om, at overhovedet nogen forstandig Mand længer vilde vedgaa Arv og Gæld i Farbroderens politiske Dødsbo. Ikke engang Balduin Hansen .

Pastor Gaardbo var ikke klar over Hensigten med al denne underfundige Venlighed. Var det et Forsøg paa at lokke ham ud i en Hængemose? Eller troede Farbroderen virkelig at kunne friste ham til Frafald med et Tilbud om at gøre ham til Arvtager i hans politiske Dødsbo? ... Han havde Medlidenhed med den gamle Mand, der saa aabenbart var uden al Forstaaelse af sin Afmagt, og da han ikke nænnede ^ at sige ham lige ud, hvor slet han var underrettet, blev hans Svar kun en Gentagelse af, hvad han tidligere havde sagt .

Men hvad han fortav, det læste Enslevs aarvaagne Blik i hans forlegne Mine , og i samme Nu var ^ ^ Dødsdommen fældet over ham . Det glimtede i den Gamles Øjne som af et Øksehug. Han vidste nu, hvad han havde villet vide. Forøvrigt lod han sig ikke mærke med noget, og lidt efter rejste han sig roligt op. Der var snarest noget brudt og dæmpet i Stemmeklangen, da han sagde:

Men hvad han fortav, det læste Enslevs aarvaagne Øjne i hans Miner , og pludselig glimtede det under de buskede Bryn. Med et Blik, hastigt som Blinket af en Økse, fældede han Dødsdommen ^ over Brodersønnen . ^

Men hvad han fortav, det læste Enslevs aarvaagne Øjne i hans Miner , og pludselig glimtede det under de buskede Bryn. Med et Blik, der lyste som Blinket af en Økse, fældede han Dødsdommen ^ over Brodersønnen . ^

» Jeg har nu gjort, hvad jeg ansaae for min Skyldighed. – Vil De saa behage at lade Vognen køre frem ^ .«

» ^ Vil De saa behage at lade Vognene køre frem ,« sagde han. » Det er paa Tide at komme afsted .«

VIII .

I, 221 VIII

I, 222 VIII

⇕ Storeholt II, 4.3

⇕ De Dødes Rige 3.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 3.8

223 F estpladsen var en stor , aaben Slette midt inde i Skoven. Her, hvor til daglig Raager og Krager holdt Raadsforsamling , stod nu fire-fem Tusinde Mennesker Hoved ved Hoved foran et granklædt og flagsmykket Hjal, som ogsaa var fuldt af Folk. Det var delt i to Dele ved en Midtergang, der førte ud til den egenlige Talerstol. Paa den ene Side var der indrettet en Baas for Bladreferenter , paa den anden sad Repræsentanter for Egnens politiske Foreninger og andre særlig Indbudte. Blandt disse sidste var Jægermesteren i sin Egenskab af Skovens Ejer og Fru Vilhelmine. Ogsaa ^ Fru Bertha havde man skaffet Plads til her.

Festpladsen var en stor Lysning midt ^ i Skoven. Her, hvor til daglig Raager og Krager holdt Spektakel , stod nu fire-fem tusinde Mennesker Hoved ved Hoved foran en granklædt og flagsmykket Tribune med en udbygget Talerstol. Ogsaa Tribunen var stuvende fuld af Folk. I, 305 Paa den ene Side af Midtergangen sad Bladreferenterne og dukkede sig over deres Papirer , paa den anden Side havde Repræsentanter for Egnens politiske Foreninger Plads tilligemed andre særlig indbudne, deriblandt Jægermesteren i sin Egenskab af Skovens Ejer og Fru Vilhelmine. Ogsaa til Fru Bertha havde man skaffet Plads ^ her.

Festpladsen var en stor Lysning midt ^ i Skoven. Her, hvor til daglig Raager og Krager holdt Spektakel , stod nu fire-fem tusinde Mennesker Hoved ved Hoved foran en graaklædt og flagsmykket Tribune med en udbygget Talerstol. Ogsaa Tribunen var stuvende fuld af Folk. Paa den ene Side af Midtergangen sad Bladreferenterne og dukkede sig over deres Papirer , paa den anden Side havde Repræsentanter for Egnens politiske Foreninger Plads tilligemed andre særlig indbudne, deriblandt Jægermesteren i sin Egenskab af Skovens Ejer og Fru Vilhelmine. Ogsaa til Fru Bertha havde man skaffet Plads ^ her.

Nedenfor Talerstolen var der et Par Rækker faste Bænke ^ bestemte for gamle Folk . Her saaes især mange af Pastor Gaardbos fattige Venner .

Lige nedenfor Talerstolen var der et Par Rækker faste Bænke , bestemte for gamle Folk men væsenlig optagne af nogle unge Københavnere, der var kommen cyklende hertil fra Landliggerstederne ved Kysten. Overalt fra hele Fyens Land var Befolkningen strømmet til som til en Folkeforlystelse. En mægtig Vognpark dannede Ramme omkring Pladsen og strakte sig dybt ind i Skoven. Der var Købstadsfolk og Bønder og hvidklædte Damer med lange Tylssjaler. Der var Kommiser og Soldater, og der var skulende Landevejsbisser, der taknemlig erindrede Enslev som den Minister, der havde holdt sin Haand over den fattige Mands Snaps, forbedret Arrestforholdene og gjort Tvangsarbejdsanstalterne til selskabelige Opholdssteder med forskellig Underholdning .

Mødet begyndte med, at Balduin Hansen ^ som Ungdomsforeningens Formand traadte frem og bød velkommen. Derpaa ^ meddelte han , at Gaardejer og Amtsraadsmedlem Jørgen Mosegaard vilde overtage Hvervet som Ordstyrer.

Mødet begyndte med, at Balduin Hansen traadte frem og som Ungdomsforeningens Formand ^ bød velkommen. Han var en lille midaldrende Mand med den fødte Folketalers Svada. Mens han talte, stod han fremoverbøjet med udadvendte Albuer og stemmede Hænderne mod Talerstolens Kant, og i denne Stilling ligesom stangede han Ordene ned i Hovedet paa Tilhørerne. Men pludselig rev han Hatten af, udbragte skrigende et Leve for Grundloven, dirigerede Hurraerne med den anden Haand, bukkede I, 306 som til Tak og meddelte derpaa forretningsmæssigt , at Gaardejer og Amtsraadsmedlem Jørgen Mosegaard vilde overtage Hvervet som Ordstyrer.

Mødet begyndte med, at Balduin Hansen traadte frem og som Ungdomsforeningens Formand ^ bød velkommen. Han var en lille midaldrende Mand med den fødte Folketalers Svada. Mens han talte, stod han fremoverbøjet med udadvendte Albuer og stemmede Hænderne mod Talerstolens Kant, og i denne Stilling ligesom stangede han Ordene ned i Hovedet paa Tilhørerne. Men pludselig rev han Hatten af, udbragte skrigende et Leve for Grundloven, dirigerede Hurraerne med den anden Haand, bukkede som til Tak og meddelte derpaa forretningsmæssigt , at Gaardejer og Amtsraadsmedlem Jørgen Mosegaard vilde overtage Hvervet som Ordstyrer.

Jørgen Mosegaard var en af Egnens politiske Veteraner. Man saae det straks, at den lille skægløse ^ Mand gik ind til sit Hædershverv med mangeaarig Øvelse. Han traadte frem paa Talerstolen med en Næseklemmer i Haanden, saae sig forretningsmæssigt omkring, rømmede sig myndigt et Par Gange 224 og blottede først Hovedet i samme Øjeblik han begyndte at tale.

En mavefør og skægløs Mand viste sig paa Talerstolen med en Næseklemmer i Haanden. Jørgen Mosegaard var en af Egnens politiske Veteraner og gik ind til sit Hædershverv med mangeaarig Øvelse. Han saae sig hjemmevant omkring og løftede først paa Hatten, da han begyndte at tale.

I, 222 En mavefør og skægløs Mand viste sig paa Talerstolen med en Næseklemmer i Haanden. Jørgen Mosegaard var en af Egnens politiske Veteraner og gik ind til sit Hædershverv med mangeaarig Øvelse. Han saae sig hjemmevant omkring og løftede først paa Hatten, da han begyndte at tale.

I, 223 En mavefør og skægløs Mand viste sig paa Talerstolen med en Næseklemmer i Haanden. Jørgen Mosegaard var en af Egnens politiske Veteraner og gik ind til sit Hædershverv med mangeaarig Øvelse. Han saae sig hjemmevant omkring og løftede først paa Hatten, da han begyndte at tale.

Der var endnu en Del Uro , saa næsten ingen kunde høre, hvad han sagde. Der blev raabt »Hys«; men inden der blev Ro , var han allerede færdig med sin Tale. Man saae ham svinge sin Hat i Luften, og et Par Mennesker raabte Hurra. Det oplystes bagefter, at det havde været et Leve for Fædrelandet.

Der var ^ en Del Uro . Næsten ingen kunde høre, hvad han sagde. Der raabtes »Hys«; men forinden der blev stille , var han allerede færdig med sin Tale. Man saae ham svinge sin Hat i Luften, og et Par Mennesker raabte Hurra. Det var et Leve for Fædrelandet.

Der var ^ en Del Uro . Næsten ingen kunde høre, hvad han sagde. Der hørtes »Hys«; men forinden der blev stille , var han allerede færdig med sin Tale. Man saae ham svinge sin Hat i Luften, og et Par Mennesker raabte Hurra. Det var et Leve for Fædrelandet.

Nu traadte Pastor Gaardbo frem som Mødets indledende Taler. Det vakte Skuffelse hos ^ de mange Fremmede, der alene var kommen for at se og høre Enslev. Det var nysgerrige, der var løben sammen her som til en Folkeforlystelse. Der var Købstadfolk fra hele Fyen, Landliggere fra Svendborg og Taasinge, Flokke af hvidklædte unge Piger, der ikke vidste andet om Enslev, end at det var ham, der udgav » Femte Juni«, hvor alle de vittigste og respektstridigste Journalister fik Lov til at tumle sig. Der var Kommiser og Soldater, og der var skulende Landevejsbisser, der taknemlig huskede Enslev som den Minister, der havde holdt sin Haand over den fattige Mands Snaps og gjort Tvangsanstalter og Arrester til menneskelige Vinter-Opholdssteder.
Disse mange Fremmede gjorde ingen Hemmelighed af deres Utilfredshed med den unge Præst . De kendte ikke hans Navn fra Aviserne og brød sig 225 derfor ikke om at høre ham. Ogsaa flere af Balduin Hansens politiske Venner ^ deltog i Tilraabene .

Nu traadte Pastor Gaardbo frem som Mødets indledende Taler. Det vakte Skuffelse hos alle de mange Fremmede, der alene var kommen for Enslevs Skyld . De kendte ikke Mandens Navn fra Aviserne og brød sig derfor ikke om at høre ham. I deres Utaalmodighed forsøgte de at tvinge ham bort med Tilraab og Afbrydelser, som Balduin Hansens politiske Venner efterhaanden deltog i ^ .

⇕ ⇒ Utaalmodigheden for at komme til at høre Enslev var især stor, fordi der i de sidste Dage var gaaet Rygter gennem Bladene om en opstaaet Strid mellem ham og den nuværende Regeringschef , Tyrstrup. Et Par Højreaviser havde endog paastaaet, at det var hans Hensigt at benytte Valgene til at fælde denne Mand, som han i sin Tid selv havde bragt til Magten.
» Nu er det nok ! ... Kort den av , Hr. Pastor! ... Amen !«

»Tak , nu er det nok , Hr. Pastor! . .. Kort den av ! Kom igen paa Fredag !«

»Tak , nu er det nok , Hr. Pastor! ... Kort den av ! Kom igen paa Fredag !«

Ordstyreren maatte tilsidst vise sig og tysse paa Forsamlingen, hvad han gjorde ved paa faderlig Vis at løfte Lorgnetten.

Ordstyreren maatte ^ vise sig og tysse paa Forsamlingen, hvad han gjorde ved paa faderlig Vis at løfte Lorgnetten.

Oppe bag Tribunens Rækværk sad Enslev , synlig for alle . Han sad med Haanden under Kinden ^ , og det tog sig ud for Folk, som om ogsaa han var ked af denne Præst, der ikke vilde holde op at snakke. ^ Ingen anede, hvor lydhør han var, hvor bevæget han hørte paa Præstens mandige Røst, hvori han genkendte sin egen Ungdomsstemme . Denne Brodersøn havde beskæftiget den gamle, barnløse Mand i langt højere Grad end han havde vovet at lade ham forstaa i den Samtale, de nylig førte. Omkring ham havde i de sidste ti Aar hans blideste Drømme kreset. Men ogsaa hans mørkeste Tanker, 226 hans dybeste Frygt . Nu havde han desuden faaet ^ ^ at vide , at Tyrstrup hemmeligt støttede hans Valg ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ .

Oppe paa Tribunen sad Enslev med en bredskygget Kunstnerhat paa sit hvide Hoved . Han havde vendt sig I, 307 om mod Taleren , og det tog sig ud for Folk, som om ogsaa han var ked af denne Præst, der blev ved at snakke. Den ene Arm laa paa Rækværket, og Fingrene bevægede sig utaalmodigt. Undertiden syntes han at sukke dybt af Kedsomhed, eller han saae ud over Forsamlingen med et ligesom haabløst Blik, der straks opildnede Spektakelmagerne til nye Tilraab.
Det var altsammen Komediespil. Ingen var saa lydhør som han, ingen fulgte Præstens stilfærdige Tale med dybere Uro . Denne Brodersøn havde beskæftiget den gamle, barnløse Mand fra den første Gang, han saae hans Navn paa Tryk. I de sidste ti Aar havde hans Tanker kreset om ham . Med sit forvitrede Hjertes sidste Rest af blide Følelser havde han paa Afstand fulgt hans Færd. Ad Omveje havde han bestandig forhørt sig om ham. Selv efter at Brodersønnen var bleven Præst, havde han ikke opgivet Haabet om en Forstaaelse, og da han nu erfarede , at Tyrstrup underhaanden modarbejdede Balduin Hansens Valg til Fordel for ham, havde han ^ overvundet sig til selv at komme og forsøge en Tilnærmelse .

Oppe paa Tribunen sad Enslev med en bredskygget Kunstnerhat paa sit hvide Hoved . Han havde vendt sig om mod Taleren , og det tog sig ud for Folk, som om ogsaa han var ked af denne Præst, der blev ved at snakke. Den ene Arm laa paa Rækværket, og Fingrene bevægede sig utaalmodigt. Undertiden syntes han at sukke dybt af Kedsomhed, eller han saae ud over Forsamlingen med et ligesom haabløst Blik, der straks opildnede Spektakelmagerne til nye Tilraab.
Det var altsammen Komediespil. Ingen var saa lydhør som han, ingen fulgte Præstens stilfærdige Tale med dybere Uro . Denne Brodersøn havde beskæftiget den gamle, barnløse Mand fra den første Gang, han saae hans Navn paa Tryk. I de sidste ti Aar havde hans Tanker kreset om ham . Med sit forvitrede Hjertes sidste Rest af blide Følelser havde han paa Afstand fulgt hans Færd. Ad Omveje havde han bestandig forhørt sig om ham. Selv I, 223 efter at Brodersønnen var bleven Præst, havde han ikke opgivet Haabet om en Forstaaelse, og da han nu erfarede , at Tyrstrup underhaanden modarbejdede Balduin Hansens Valg til Fordel for ham, havde han ^ overvundet sig selv til ^ at komme og forsøge en Tilnærmelse .

Oppe paa Tribunen sad Enslev med en bredskygget Kunstnerhat paa sit hvide Hoved . Han havde vendt sig om mod Taleren , og det tog sig ud for Folk, som om ogsaa han var ked af denne Præst, der blev ved at snakke. Den ene Arm laa paa Rækværket, og Fingrene bevægede sig utaalmodigt. Undertiden syntes han at sukke dybt af Kedsomhed, eller han saae ud over Forsamlingen med et ligesom haabløst Blik, der straks opildnede Spektakelmagerne til nye Tilraab.
Det var altsammen Komediespil. Ingen var saa lydhør som han, ingen fulgte Præstens stilfærdige Tale med dybere Uro . Denne Brodersøn havde beskæftiget den gamle, barnløse Mand fra den første Gang, han saae hans Navn paa Tryk. I de sidste ti Aar havde hans Tanker kreset om ham . Med sit forvitrede Hjertes sidste Rest af blide Følelser havde han paa Afstand fulgt hans Færd. Ad Omveje havde han bestandig forhørt sig om I, 224 ham. Selv efter at Brodersønnen var bleven Præst, havde han ikke opgivet Haabet om en Forstaaelse, og da han nu erfarede , at Tyrstrup underhaanden modarbejdede Balduin Hansens Valg til Fordel for ham, havde han endelig overvundet sig til at gøre ^ en Tilnærmelse .

Yderst ude i den bageste Række af den store urolige Forsamling stod et andet lyttende Menneske og holdt Haanden bag Øret. Det var en Mand, som hans Omgivelser havde trukket sig lidt bort fra paa Grund af hans Paaklædning og hele besynderlige Udseende. En Mand i Fyrretyveaars-Alderen, en tung Skikkelse med et vejrslaaet Ansigt , Briller og en grov, rødlæbet Mund i en mørk Skæggebund . En mærkværdig Kasket med stor Skygge og en Knap oven i Pulden sad ham dybt ned over det brune, vildtvoksende Haar, som Solbrand og Vind næsten havde affarvet . En fedtglinsende Skødefrakke, der var knappet over Maven, hang om ham som en Sæk. Derunder saaes mørke Vadmelsbukser og et Par elendige Ankelsko, der syntes at være bleven slidt flade paa Alverdens Landeveje.
Nogen almindelig Omløber kunde han alligevel ikke være. Han saae mere ud som en gal Mand , der var paa Flugt, eller en udbrudt Tugthusfange ^ , der letsindigt havde ladet sig friste ud fra sit Skjul i Kornmarker og Skove. Hans Øjne var fulde af Uro, og hans Lemmer rystede.
Under ironiske Bravoraab fra den største Del af Forsamlingen sluttede nu Pastor Gaardbo, der havde talt for en » Barmhjertighedens Politik«.
227 » Tak for det Ord! ... Kom igen paa Fredag! ... Farvel, Hr. Pastor!«
Hans fattige Venner udbragte et frygtsomt Leve for ham. Der hørtes nogle spredte Hurraer, og en Del gamle Hatte saaes i Luften.

Yderst ude i Forsamlingen stod ^ en Mand, som Folk skævede lidt ængstelig til paa Grund af hans Paaklædning og hele besynderlige Udseende. Det var en tung Skikkelse med et vejrbrændt Ansigt og Briller . En ^ Kasket ^ sad ham dybt ned over et vildt voksende Haar, der ligesom hans Frakke var næsten ^ affarvet af Sol og Vind. Klæderne hang om ham som en Sæk. Paa Fødderne havde han et Par elendige Ankelsko, der syntes at være bleven I, 308 slidt flade paa Alverdens Landeveje. Men nogen almindelig Omløber kunde han alligevel ikke være. Han saae mere ud som en gal Mand ^ eller en udbrudt Tugthusfange i stjaalent Tøj , der letsindigt havde ladet sig friste ud fra sine Skjul i Kornmarker og Skove.
Pastor Gaardbo, der nu sluttede under ironiske Bravoraab, havde talt for en » Barmhjertighedens Politik«. Hans fattige Venner udbragte et frygtsomt Leve for ham. Der hørtes nogle spredte Hurraer, og en Del gamle Hatte saaes i Luften.

Yderst ude i Forsamlingen stod ^ en Mand, som Folk skævede lidt ængstelig til paa Grund af hans Paaklædning og hele besynderlige Udseende. Det var en tung Skikkelse med et vejrbrændt Ansigt og Briller . En ^ Kasket ^ sad ham dybt ned over et vildt voksende Haar, der ligesom hans Frakke var næsten ^ affarvet af Sol og Vind. Klæderne hang om ham som en Sæk. Paa Fødderne havde han et Par elendige Ankelsko, der syntes at være bleven slidt flade paa Alverdens Landeveje. Men nogen almindelig Omløber kunde han alligevel ikke være. Han saae mere ud som en gal Mand ^ eller en udbrudt Tugthusfange i stjaalent Tøj , der letsindigt havde ladet sig friste ud fra sine Skjul i Kornmarker og Skove.
Pastor Gaardbo, der nu sluttede under ironiske Bravoraab, havde talt for en » Barmhjertighedens Politik«. Hans fattige Venner udbragte et frygtsomt Leve for ham. Der hørtes nogle spredte Hurraer, og en Del gamle Hatte saaes i Luften.

Men nu blev der stille. Alles Øjne rettedes mod Enslevs hvide Hoved under den bredskyggede Kunstnerhat deroppe bag Tribunens Brystværn.
Enslev blev siddende lidt for at ^ give Forventningen Tid til at ^ vokse . Som gammel Praktiker kendte han Betydningen af en saadan omhyggelig Forberedelse af Stemningen. Den store, sammenløbne Menneskemasse blev i disse Øjeblikke forvandlet til en Organisme, der sitrede under en fælles ^ Bevægelse. Hver Gang Enslev rørte sig, gik der et Ryk gennem Forsamlingen som gennem et Dyr paa Spring.

Men nu blev der stille. Alles Øjne rettedes mod Enslev, der ved et Vink til Ordstyreren havde tilkendegivet, at han ønskede at tale.
Han rejste sig dog ikke straks men blev siddende lidt for at forberede Modtagelsen og give Forventningen Tid til at brede sig og vokse ; og virkelig lykkedes det ham i Løbet af disse Øjeblikke at sammensmelte den store, uensartede Forsamling til en Organisme, der sitrede under en fælles nervøs Bevægelse. Hver Gang han rørte sig, gik der et Ryk igennem den som gennem et Dyr paa Spring.

Nu saae man, at han strakte Haanden ud for at tage sin Stok. Tegnet var givet. Længe før han naaede ud til Talerstolen ^ begyndte Hurraerne. Og med eet svulmede Raabet og blev til Jubel, da han stod der for alles Øjne – smilende, med blottet Hoved, takkende for Modtagelsen med fremstrakte Arme, som ønskede han at kunne trykke hver enkelt af de mange Tusinde i Haanden.
Hans Taknemlighed hidsede Bifaldet endnu mere op. Ogsaa Pastor Gaardbos Tilhængere deltog i Leveraabene. Det var jo Enslev. De unge Piger viftede 228 med deres lange Tylssjaler, og Bisserne tilbrølte ham deres Anerkendelse med rustne Halse. Og ^ han gjorde intet for at standse Stormen. I en Menneskealder havde ^ Folket vænnet sig til at hylde Friheden i hans Person, og han ønskede særlig i Øjeblikket ikke at bringe det ud af denne Vane.

Nu saae man, at han strakte Haanden ud for at tage sin Stok. Tegnet var givet. Længe før han naaede ud til Talerstolen , begyndte Hurraerne. Og med eet svulmede Raabet , og det steg til Jubel, da han stod der for alles Øjne – smilende, med blottet Hoved, takkende for Modtagelsen med fremstrakte Arme, som ønskede han at kunne trykke hver enkelt af de mange Tusinde i Haanden. ^ De unge Damer viftede med deres ^ Tylssjaler, og I, 309 Bisserne tilbrølte ham deres Anerkendelse gennem rustne Halse. Og der var ikke Tale om, at han gjorde Forsøg paa at stille Stormen. I en Menneskealder havde han vænnet Folket ^ til at hylde Friheden i hans Person, og han følte særlig i Øjeblikket ingen Trang til at bringe det ud af den Vane.

Nu saae man, at han strakte Haanden ud for at tage sin Stok. Tegnet var givet. Længe før han naaede ud til Talerstolen , begyndte Hurraerne. Og med eet svulmede Raabet , og det steg til Jubel, da han stod der for alles Øjne — smilende, med blottet Hoved, takkende for Modtagelsen med fremstrakte Arme, I, 224 som ønskede han at kunne trykke hver enkelt af de mange Tusinde i Haanden. ^ De unge Damer viftede med deres ^ Tylssjaler, og Bisserne tilbrølte ham deres Anerkendelse gennem rustne Halse. Og der var ikke Tale om, at han gjorde Forsøg paa at stille Stormen. I en Menneskealder havde han vænnet Folket ^ til at hylde Friheden i hans Person, og han følte særlig i Øjeblikket ingen Trang til at bringe det ud af den Vane.

Nu saae man, at han strakte Haanden ud for at tage sin Stok. Tegnet var givet. Længe før han naaede ud til Talerstolen , begyndte Hurraerne. Og med eet svulmede Raabet , og det steg til Jubel, da han stod der for alles Øjne – smilende, med blottet Hoved, takkende for Modtagelsen med fremstrakte Arme, I, 225 som ønskede han at kunne trykke hver enkelt af de mange Tusinde i Haanden. ^ De unge Damer viftede med deres ^ Tylssjaler, og Bisserne tilbrølte ham deres Anerkendelse gennem rustne Halse. Og der var ikke Tale om, at han gjorde Forsøg paa at stille Stormen. I en Menneskealder havde han vænnet Folket ^ til at hylde Friheden i hans Person, og han følte ^ ingen Trang til at bringe det ud af den Vane.

Pastor Gaardbo ^ ^ var gaaet ned fra Tribunen umiddelbart efter, at han havde sluttet sin Tale. Han sad nu nede paa en Yderplads paa en af Bænkene foran Talerstolen . Han holdt sin Hat i Haanden men tog ikke Del i Leveraabene .

Mange af Pastor Gaardbos Tilhængere deltog i Leveraabene. Det var jo Enslev. Præsten selv var gaaet ned fra Tribunen straks efter, at han havde sluttet sin Tale. Han stod nu nedenfor Talerstolen ved Siden af Bænkene, løftede sin Hat lidt fra Hovedet for ikke at demonstrere men var tavs .

Mange af Pastor Gaardboes Tilhængere deltog i Leveraabene. Det var jo Enslev. Præsten selv var gaaet ned fra Tribunen straks efter, at han havde sluttet sin Tale. Han stod nu nedenfor Talerstolen ved Siden af Bænkene, løftede sin Hat lidt fra Hovedet for ikke at demonstrere men var tavs .

Endelig fik Forsamlingen jublet ud, og Enslev kunde faa Ørenlyd . Han begyndte med at meddele, at gamle Møller Jensen havde set sig nødsaget til at stille sit Folketingsmandat til Raadighed. Kresens frisindede Vælgere stod altsaa overfor den alvorlige Opgave at enes om en ny Repræsentant. Derpaa gav han et lille nænsomt udført Billede af den fratraadte Folketingsmands politiske Personlighed, talte om hans stille Færden i Rigsdagen og fremhævede meget kraftigt hans Partitroskab, der i Virkeligheden ogsaa havde været Mandens eneste Fortjeneste.
Enslev holdt sig endnu rank, naar han stod paa en Talerstol, hans Bevægelser var hurtige, hans Tale fuld af Liv. I hans Stemme derimod mærkedes Alderdommen. Ude i de yderste Krese af Forsamlingen 229 kunde man til Tider trods Stilheden daarligt høre ham.
Han gik nu over til at tale om Frihedens Kaar i Nutiden. Tilsyneladende – sagde han – havde ^ vi herhjemme nedhugget dens før saa overmægtige Fjender paa alle Omraader: i Statsstyrelsen, i Administrationen, i Skolen og i Kirken. De maatte nu søges med Lygte omkring i de dunkleste Afkroge ligesom Rotter .
» Men det skal ikke skjules, at Sejren til Gengæld har skaffet os adskillige Venner paa Halsen, som der er al Grund til at være mistænksomme overfor. Det gaar jo gerne saadan med en Bevægelse, naar den lykkeligt har overstaaet sine Trængselsaar. Saa overvældes den pludselig af Tilslutning og staar nu Fare for at blive kvalt i Omfavnelser og drukne i Glædestaarer. Det mylrer allevegne med kampivrige Venner, der møder ^ med Haanden paa Hjertet og forsikrer, at de i deres Inderste altid har tilhørt Bevægelsen og kun ved et ulykkeligt Sammenstød af Omstændighederne hidtil har været forhindret i at ofre Livet for den hellige Sag .

Endelig fik man jublet ud, og Enslev kunde komme tilorde . Han begyndte med at meddele, at gamle Møller Jensen havde set sig nødsaget til at stille sit Folketingsmandat til Raadighed. Kresens frisindede Vælgere stod altsaa overfor den alvorlige Opgave at enes om en ny Repræsentant. Efter derpaa at have givet en Oversigt over Forfatningskampens Historie sagde han:
» Tilsyneladende har vi jo lykkeligt nedhugget Frihedens Fjender paa alle Omraader: I Statsstyrelsen, i Administrationen, i Skolen og i Kirken. De maa nu søges med Lygte omkring i de dunkleste Kroge ligesom Rotter . Men det skal paa den anden Side ikke skjules, at Sejren ^ har skaffet os adskillige Venner paa Halsen, som der er al Grund til at være mistænksom overfor. Det gaar jo gerne saadan med en Bevægelse, naar den ^ har overstaaet sine Trængselsaar. Saa overvældes den ^ af Tilslutning og staar ^ Fare for at blive kvalt i Omfavnelser og drukne i I, 310 Glædestaarer. Tidligere Modstandere møder frem med Haanden paa Hjertet og forsikrer, at de i deres Inderste altid har tilhørt den hellige Sag og kun ved et ulykkeligt Sammenstød af Omstændighederne hidtil har været forhindret i at ofre Livet for den ^ .

Endelig fik man jublet ud, og Enslev kunde komme tilorde . Han begyndte med at meddele, at gamle Møller Jensen havde set sig nødsaget til at stille sit Folketingsmandat til Raadighed. Kresens frisindede Vælgere stod altsaa overfor den alvorlige Opgave at enes om en ny Repræsentant. Efter derpaa at have givet en Oversigt over Forfatningskampens Historie sagde han:
» Tilsyneladende har vi jo lykkeligt nedhugget Frihedens Fjender paa alle Omraader: I Statsstyrelsen, i Administrationen, i Skolen og i Kirken. De maa nu søges med Lygte omkring i de dunkleste Kroge ligesom Rotter . Men det skal paa den anden Side ikke skjules, at Sejren ^ har skaffet os adskillige Venner paa Halsen, som der er al Grund til at være mistænksom overfor. Det gaar jo gerne saadan med en Bevægelse, naar den ^ har overstaaet sine Trængselsaar. Saa overvældes den ^ af Tilslutning og staar ^ Fare for at blive kvalt i Omfavnelser og drukne i Glædestaarer. Tidligere Modstandere møder frem med Haanden paa Hjertet og forsikrer, at de i deres Inderste altid har tilhørt den hellige Sag og kun ved et ulykkeligt Sammenstød af Omstændighederne hidtil har været forhindret i at ofre Livet for den ^ .

Endelig fik man jublet ud, og Enslev kunde komme tilorde . Han begyndte med at meddele, at gamle Møller Jensen havde set sig nødsaget til at stille sit Folketingsmandat til Raadighed. Kresens frisindede Vælgere stod altsaa overfor den alvorlige Opgave at enes om en ny Repræsentant.
» Tilsyneladende har vi jo lykkeligt nedhugget Frihedens Fjender paa alle Omraader: I Statsstyrelsen, i Administrationen, i Skolen og i Kirken. De maa nu søges med Lygte omkring i de dunkleste Kroge ligesom Rotter . Men det skal paa den anden Side ikke skjules, at Sejren ^ har skaffet os adskillige Venner paa Halsen, som der er al Grund til at være mistænksom overfor. Det gaar jo gerne saadan med en Bevægelse, naar den ^ har overstaaet sine Trængselsaar. Saa overvældes den ^ af Tilslutning og staar ^ Fare for at blive kvalt i Omfavnelser og drukne i Glædestaarer. Tidligere Modstandere møder frem med Haanden paa Hjertet og forsikrer, at de i deres Inderste altid har tilhørt den hellige Sag og kun ved et ulykkeligt Sammenstød af Omstændighederne hidtil har været forhindret i at ofre Livet for den ^ .

^ Jeg har i tidligere Taler ^ advaret mod den skjulte og forklædte Reaktion, der sniger sig omkring imellem os ^ ^ i al Slags skuffende Formumning og nu er vor største Fare. Den kendes iøvrigt paa, at det gerne er den, der udvikler den største Hjertevarme. 230 Jeg vil nu idag gøre opmærksom paa en Kendsgerning ^ , som det ^ er paa Tide at faa draget frem til Overvejelse for det danske Vælgerfolk . Det synes nemlig at være en historisk Lov , at der i den tvivlsomme Hob, der i den ellevte Time slutter sig til en sejrende Bevægelse, altid befinder sig et paafaldende stort Antal Præster, og saadan har det ogsaa været i vort Tilfælde. Vor brave Gejstlighed, der sad forskanset rundt om i Præstegaardene med teologisk opsvulmede Hjerner under Kalotten, de er nu nær ved at være bleven vore mest ^ kampivrige sociale Reformatorer. Læg Mærke til det ^ Mod, hvormed endogsaa Provster og Bisper nu præker mod Rigdommens Overgreb og forkynder Lighedens og Broderskabets Samfundslære , som om det slet ikke var dem, der havde bekæmpet den som forargelig og ukristelig, saa længe der blot var nogen Mulighed for at kvæle den i Fødslen . De er nu bleven Smaamandens sande Venner . Adskillige unge Præster tager med prisværdig Offervillighed personlig ^ Del i Arbejdet for at lindre den sociale Nød , som Kirken har været saa forbavsende længe om at opdage. – Naa, bedre sent end aldrig, naar det gælder Næstens Vel. Men vore kære ornatklædte Partifæller maa dog ikke tage os det fortrydeligt op, at vi med vore historiske og personlige Erfaringer møder dem med lidt Mistro og tilspørger dem med en klassisk Replik: 231 » Hvad Ærinde bringer Eder hid, velærværdige Herrer?« Kommer I for – lidt sent – at aftjene jeres samfundsborgerlige Værnepligt, eller har I jeres skjulte Formaal med dette lidt overraskende Massetilbud om Samarbejde?«

^ Jeg har i et Par Taler denne Sommer advaret mod den skjulte og forklædte Reaktion, der sniger sig omkring imellem os og nu er vor største Fare. Den skuffer de godtroende i al Slags vel udtænkt Formumning – ogsaa i Præstekjolen. Ja, allermest i den! Det synes at være en historisk Lov , som det nu er paa Tide at faa draget frem til Overvejelse for det danske Vælgerfolk ^ , at der i den tvivlsomme Hob, der i den ellevte Time slutter sig til en sejrende Bevægelse, som Regel befinder sig et paafaldende stort Antal Præster, og saadan har det ogsaa været i vort Tilfælde. Vor brave Gejstlighed, der sad forskanset rundt om i Præstegaardene med teologisk opsvulmede Hjerner under Kalotten, de er nu nær ved at blive vore mest yderliggaaende og kampivrige sociale Reformatorer. Læg Mærke til det forsinkede Mod, hvormed endogsaa Provster og Bisper nu træder i Skranken for Lighedens og Broderskabets Samfundslære ! Den samme Klerus, der bekæmpede denne som forargelig og ukristelig, saa længe der ^ var nogen Mulighed for at kvæle den i Fødslen , er nu bleven Smaamandens sande Venner , og adskillige af vor Tids unge Præster har jo virkelig med prisværdig Offervillighed personlig taget Del i Arbejdet for at lindre den sociale Nød . Jeg siger om alt dette: Bedre sent end aldrig, naar det gælder Næstens Vel. Men vore kære ornatklædte I, 311 Partifæller maa dog ikke tage os det fortrydeligt op, at vi med vore historiske og personlige Erfaringer møder dem med en Smule Mistro og tilspørger dem med en klassisk Replik: » Hvilket Ærinde bringer Eder hid, velærværdige Herrer?« Kommer I for – lidt sent – at aftjene jeres samfundsborgerlige Værnepligt, eller har I ^ skjulte Formaal med dette lidt overraskende Tilbud om Samarbejde?«

» Jeg har i et Par Taler denne Sommer advaret mod den skjulte og forklædte Reaktion, der sniger sig omkring imellem os og nu er vor største Fare. Den skuffer de godtroende i al Slags vel udtænkt Formumning — ogsaa i Præstekjolen. Ja, allermest i den! Det synes at være en historisk Lov , som det nu er paa I, 225 Tide at faa draget frem til Overvejelse for det danske Vælgerfolk ^ , at der i den tvivlsomme Hob, der i den ellevte Time slutter sig til en sejrende Bevægelse, som Regel befinder sig et paafaldende stort Antal Præster, og saadan har det ogsaa været i vort Tilfælde. Vor brave Gejstlighed, der sad forskanset rundt om i Præstegaardene med teologisk opsvulmede Hjerner under Kalotten, de er nu nær ved at blive vore mest yderliggaaende og kampivrige sociale Reformatorer. Læg Mærke til det forsinkede Mod, hvormed endogsaa Provster og Bisper nu træder i Skranken for Lighedens og Broderskabets Samfundslære ! Den samme Klerus, der bekæmpede denne som forargelig og ukristelig, saa længe der ^ var nogen Mulighed for at kvæle den i Fødslen , er nu bleven Smaamandens sande Venner , og adskillige af vor Tids unge Præster har jo virkelig med prisværdig Offervillighed personlig taget Del i Arbejdet for at lindre den sociale Nød . Jeg siger om alt dette: Bedre sent end aldrig, naar det gælder Næstens Vel. Men vore kære ornatklædte Partifæller maa dog ikke tage os det fortrydeligt op, at vi med vore historiske og personlige Erfaringer møder dem med en Smule Mistro og tilspørger dem med en klassisk Replik: » Hvilket Ærinde bringer Eder hid, velærværdige Herrer?« Kommer I for — lidt sent — at aftjene jeres samfundsborgerlige Værnepligt, eller har I ^ skjulte Formaal med dette lidt overraskende Tilbud om Samarbejde?«

» Jeg har i et Par Taler denne Sommer advaret mod den skjulte og forklædte Reaktion, der sniger sig omkring imellem os og nu er vor største Fare. Den skuffer de Godtroende i al Slags vel udtænkt Formumning – ogsaa i Præstekjolen. Ja, allermest i den! Det synes at være en historisk Lov , som det nu er paa I, 226 Tide at faa draget frem til Overvejelse for det danske Vælgerfolk ^ , at der i den tvivlsomme Hob, der i den ellevte Time slutter sig til en sejrende Bevægelse, som Regel befinder sig et paafaldende stort Antal Præster, og saadan har det ogsaa været i vort Tilfælde. Vor brave Gejstlighed, der sad forskanset rundt om i Præstegaardene med teologisk opsvulmede Hjerner under Kalotten, de er nu nær ved at blive vore mest yderliggaaende og kampivrige sociale Reformatorer. Læg Mærke til det forsinkede Mod, hvormed endogsaa Provster og Bisper nu træder i Skranken for Lighedens og Broderskabets Samfundslære ! Den samme Klerus, der bekæmpede denne som forargelig og ukristelig, saa længe der ^ var nogen Mulighed for at kvæle den i Fødslen , er nu bleven Smaamandens sande Venner , og adskillige af vor Tids unge Præster har jo virkelig med prisværdig Offervillighed personlig taget Del i Arbejdet for at lindre den sociale Nød . Jeg siger om alt dette: Bedre sent end aldrig, naar det gælder Næstens Vel. Men vore kære ornatklædte Partifæller maa dog ikke tage os det fortrydeligt op, at vi med vore historiske og personlige Erfaringer møder dem med en Smule Mistro og tilspørger dem med en klassisk Replik: » Hvilket Ærende bringer Eder hid, velærværdige Herrer?« Kommer I for – lidt sent – at aftjene jeres samfundsborgerlige Værnepligt, eller har I ^ skjulte Formaal med dette lidt overraskende Tilbud om Samarbejde?«

Der var bleven nogen Uro i Forsamlingen. Egnens Folk havde efterhaanden forstaaet, hvis Hoved det var, der skulde falde , og manges Øjne søgte Pastor Gaardbo. De, der kendte Familjeforholdet mellem ham og Enslev, følte det især uhyggeligt, og der rørte ^ sig en mere og mere hørbar Utilfredshed mellem Præstens Venner . Til Gengæld fik den gamle Talerstolens Mestermand larmende Tilslutning baade fra de fleste fremmede Tilhørere og fra adskillige af Balduin Hansens Vælgere, der opfattede Ordene som Agitation for hans Valg .
Enslev fortsatte:
» Der bør desuden nu gøres opmærksom paa, at af alt formummet Frihedshad er efter Historiens Vidnesbyrd intet farligere end det, der skjuler sig i en Præstekjole. Jeg tilstaar derfor , det er med ^ blandede Følelser, at jeg for mit Vedkommende er Vidne til den nuværende Masseudfoldelse af Gejstligheden i vort offenlige Liv, som fra anden Side i vort Parti er bleven hilst med mere og mindre aabenlys Tilfredshed.«

Der mærkedes paany Uro i Forsamlingen. Egnens Folk havde efterhaanden forstaaet, hvis Hoved det var, der skulde falde ; og mange Øjne søgte Pastor Gaardbo. Blandt Præstens Venner rørte der sig en ^ hørbar Utilfredshed ^ . Til Gengæld fandt den gamle ^ Mestermand ^ Tilslutning hos de fleste ^ af Balduin Hansens Vælgere, der opfattede Ordene som Agitation for dennes Valg .
Enslev holdt sig endnu rank paa en Talerstol. Han stod der som en Hersker. Han havde bevaret sin Ungdoms trodsige Kast med Hovedet, naar han talte, og hans Haandbevægelser var fulde af Liv. I hans Stemme derimod mærkedes Alderdommen. Ude i de yderste Krese af den store Menneskemasse kunde man til Tider daarligt høre ham.
» Jeg tilstaar ^ , det er med lidt blandede Følelser, at jeg for mit Vedkommende er Vidne til den nuværende Masseudfoldelse af Gejstlighed i vort offenlige Liv, som fra anden Side i vort Parti er bleven hilst med mere og mindre aabenlys Tilfredshed.«

Der mærkedes paany Uro i Forsamlingen. Egnens Folk havde efterhaanden forstaaet, hvis Hoved det var, der skulde falde ; og mange Øjne søgte Pastor Gaardbo. Blandt Præstens Venner rørte der sig en ^ hørbar Utilfredshed ^ . Til Gengæld fandt den gamle ^ Mestermand ^ Tilslutning hos de fleste ^ af Balduin Hansens Vælgere, der opfattede Ordene som Agitation for dennes Valg .
Enslev holdt sig endnu rank paa en Talerstol. Han stod der som en Hersker. Han havde bevaret sin Ungdoms trodsige Kast med Hovedet, naar han talte, og hans Haandbevægelser var fulde af Liv. I hans Stemme derimod mærkedes Alderdommen. Ude i de yderste Krese af den store Menneskemasse kunde man til Tider daarligt høre ham.
» Jeg tilstaar ^ , det er med lidt blandede Følelser, at jeg for mit I, 226 Vedkommende er Vidne til den nuværende Masseudfoldelse af Gejstlighed i vort offenlige Liv, som fra anden Side i vort Parti er bleven hilst med mere og mindre aabenlys Tilfredshed.«

Der mærkedes paany Uro i Forsamlingen. Egnens Folk havde efterhaanden forstaaet, hvis Hoved det var, der skulde falde ; og mange Øjne søgte Pastor Gaardbo. Blandt Præstens Venner rørte der sig en ^ hørbar Utilfredshed ^ . Til Gengæld fandt den gamle ^ Mestermand ^ Tilslutning hos de fleste ^ af Balduin Hansens Vælgere, der opfattede Ordene som Agitation for dennes Valg .
Enslev holdt sig endnu rank paa en Talerstol. Han stod der som en Hersker. Han havde bevaret sin Ungdoms trodsige Kast med Hovedet, naar han talte, og hans Haandbevægelser var fulde af Liv. I hans Stemme derimod mærkedes Alderdommen. Ude i de yderste Krese af den store Menneskemasse kunde man til Tider daarligt høre ham.
» Jeg tilstaar ^ , det er med lidt blandede Følelser, at jeg for mit I, 227 Vedkommende er Vidne til den nuværende Masseudfoldelse af Gejstlighed i vort offenlige Liv, som fra anden Side i vort Parti er bleven hilst med mere og mindre aabenlys Tilfredshed.«

»Tyrstrup!« raabte en gavmundet Student, der 232 ragede op midt i Forsamlingen. Det ^ vakte en Del Harme og nogen Hyssen rundt omkring.
Enslev standsede et Øjeblik og sagde derpaa :

»Tyrstrup!« raabte en lang Student, der ragede op midt i Mylret.
I, 312 Den dristige Afbrydelse vakte ^ Harme og ^ Hyssen rundt omkring. Men Enslev greb den og sagde ^ :

»Tyrstrup!« raabte en lang Student, der ragede op midt i Mylret.
Den dristige Afbrydelse vakte ^ Harme og ^ Hyssen rundt omkring. Men Enslev greb den og sagde ^ :

» Lad mig benytte den Anledning, som denne Afbrydelse giver mig, til at dreje Halsen om paa en Avisand, der ogsaa har rappet for mit Øre ^ i disse Dage ^ ^ . Man har i forskellige ^ Blade beskæftiget sig med Forholdet mellem den nuværende Konsejlspræsident og mig. Jeg ønsker ^ her at sige, at jeg ^ ^ ^ ^ ikke har noget andet Formaal end at hjælpe det tyrstrupske Ministerium til et godt Valg . Jeg haaber kun , at Hjælpen ogsaa vil blive modtaget .«

» Lad mig benytte den Anledning, som her blev givet mig, til at dreje Halsen om paa en Avisand, der ogsaa har rappet for mine Ører i denne ^ Tid . Man har i forskellige af vore Modstanderes Blade beskæftiget sig med Forholdet mellem den nuværende Konsejlspræsident og mig. Jeg ønsker da her at erklære, at som Partiet – og Folket – selvfølgelig ikke kan have andet Ønske end at hjælpe dette Ministerium til et godt Valg , saadan har jeg personlig kun det Haab at kunne bidrage mit dertil, saalænge Kursen er den gamle .«

» Lad mig benytte den Anledning, som her blev givet mig, til at dreje Halsen om paa en Avisand, der ogsaa har rappet for mine Ører i denne ^ Tid . Man har i forskellige af vore Modstanderes Blade beskæftiget sig med Forholdet mellem den nuværende Konsejlspræsident og mig. Jeg ønsker da her at erklære, at som Partiet — og Folket — selvfølgelig ikke kan have andet Ønske end at hjælpe dette Ministerium til et godt Valg , saadan har jeg personlig kun det Haab at kunne bidrage mit dertil, saalænge Kursen er den gamle .«

» Lad mig benytte den Anledning, som her blev givet mig, til at dreje Halsen om paa en Avisand, der ^ har rappet for alles Ører i denne sidste Tid . Man har i forskellige af vore Modstanderes Blade beskæftiget sig med Forholdet mellem den nuværende Konsejlspræsident og mig. Jeg ønsker da her at erklære, at som Partiet – og Folket – selvfølgelig ikke kan have andet Ønske end at hjælpe dette Ministerium til et godt Valg , saadan har jeg personlig kun det Haab at kunne bidrage mit dertil, saalænge Kursen er den gamle .«

Meddelelsen blev hilst med et stærkt og langvarigt Bifald af den største Del af Forsamlingen. De sidste Ords skjulte Trussel opfattedes kun af faa. Og dette Udbrud af ^ Tilfredshed kom til at virke som en uvilkaarlig Demonstration til Gunst for Tyrstrup, hvad det i Virkeligheden ogsaa var.
Enslev mærkede det, og det varede en Stund, før han fortsatte ^ .

Meddelelsen blev hilst med et stærkt og langvarigt Bifald af de mange, hos hvem Rygterne om Uenighed i Partiledelsen havde vakt Bekymring. Den skjulte Trusel i de sidste Ord opfattedes kun af faa. Men dette Udbrud af almindelig Tilfredshed kom til at virke som en uvilkaarlig Demonstration til Gunst for Tyrstrup, hvad ^ Enslev ogsaa godt følte. Han stod et Øjeblik tavs, og da han fortsatte , var hans Tone forandret .

» Lad mig sige min Mening uden Forbehold ,« sagde han derpaa, og hans Gammelmandsstemme var nu snerrende hvas. » Jeg frygter Kirken ogsaa naar den bringer Gaver. Ornatklædte Medarbejdere maa nødvendigvis i et hvilket som helst borgerligt Parti blive tvetydige Venner. De gaar ^ deres eget Ærinde og tjener en anden Sag end den, de fører i Munden. 233 De taler maaske smukt om Folkets Frihed men tilføjer ved sig selv: » Under Kirkens Formynderskab «. De forkynder maaske en Barmhjertighedens Politik og ivrer for sociale Reformer, men samtidig staar dog hele deres Haab til den mirakuløse Indgriben hinsides fra, hvis Administration hører ind under deres Myndighed. Der har jo, som Historien videre lærer os, heller ikke været den Sag, som Kirken ikke har forraadt, naar den har ment at tjene sine egne Interesser dermed. Og nu vil enhver, der ^ har et lydhørt Øre, ^ let kunne fornemme det Suk, der gaar gennem hele den danske Gejstlighed for Tiden . Et ^ ^ Længselssuk , der gælder Kirkens tabte Magt og Myndighed i det borgerlige Samfund. I visse kirkelige Krese, der ikke staar os fjernt, stønnes der allerede ganske ubehersket af Brynde. I vore egne Rækker gaar man endnu ret stille om med sine Forhaabninger. Men det er ^ paa Tide at sige det, saa det høres over Landet, at af alt Tyranni var Kirkens altid det utaaleligste, det mest nedværdigende, det blodigste. Der maa særligt erindres om, at ^ ^ ^ selve den religiøse Følelse hos Folket bestandig har haft sin uforsonligste Fjende i Kirken . Tænk blot paa Grundtvig ^ ! Husk paa jeres egne fynske Lægmands-Prædikanter, Kristian Svane ^ og hvad de andre hed, som Præsterne lod kaste i Fængsel, fordi de uden deres Tilladelse samlede Folk til en Bibellæsning! ... Mit 234 Ord til det danske Vælgerfolk skal da idag være: Vogt jer for Ulven i Faarepelsen! Han er Historiens grimmigste Dyr . Dens glubskeste, dens ubarmhjertigste. Og lad os saa raabe et rungende Hurra for et godt Valg . Jeg mener dermed ^ et Valg, der utvetydigt nedslaar alle Forhaabninger til Genvækkelse enten af et nyt Adels- eller et nyt Kirkevælde og paany lægger Omsorgen for Statens Styrelse i det arbejdende Folks Hænder!«

» Lad mig sige min Mening uden Forbehold ! Jeg frygter Præsteskabet, ogsaa naar det bringer Gaver. Ornatklædte Medarbejdere ^ gaar altfor ofte deres eget Ærinde og tjener en anden Sag end den, de fører i Munden. De taler maaske smukt om Folkets Frihed men tilføjer ved sig selv: » Under Kirkens Formynderskab .« De forkynder maaske en Barmhjertighedens Politik og ivrer for sociale Reformer, men samtidig staar dog hele deres Hu til en Genrejsning I, 313 af et middelalderligt Kirkesamfund med Præsten som ukrænkelig Autoritet. Endnu gaar man ganske vist ret stille om med sine Forhaabninger. Men enhver, som har et lydhørt Øre, vil let ^ fornemme det Suk, der gaar gennem ^ den danske Gejstlighed for Tiden , – et bryndefuldt Længselssuk efter den tabte borgerlige Magt og Myndighed. Det er da paa Tide at sige det, saa det høres over Landet, at af alt Tyranni var Præsternes altid det utaaleligste, det mest nedværdigende, det grusomste. Ja – saa utroligt det lyder! – selve den religiøse Følelse har Gang efter Gang været hjemløs her i Landet, fordi et uforsonligt Kleresi lukkede den ude fra Kirkerne . Tænk paa den unge Grundtvig , der maatte præke paa et Tørreloft ! Husk paa jeres egne fynske Lægmands-Apostle, den frimodige Kristian Svane ^ og hvad de andre hed, som herskesyge Præster lod kaste i Fængsel, fordi de uden deres Tilladelse samlede Folk til en Bibellæsning! ... Mit Ord til det danske Vælgerfolk skal da idag være: Vogt jer for Ulven i Faarepelsen! Han er Historiens grimmigste Dyr ! Dens glubskeste, dens ubarmhjertigste. Og lad os saa raabe et tredobbelt Hurra for et godt Valg ! Jeg mener dermed et Valg, der jager Lysets formummede Fjender tilbage til deres Afkroge, et Valg, der utvetydigt nedslaar alle Forhaabninger til Genvækkelse enten af et nyt Adels- eller et nyt Kirkevælde her i Landet og atter lægger Riget, Magten og Æren i det arbejdende Folks Hænder!«

» Lad mig sige min Mening uden Forbehold ! Jeg frygter Præsteskabet, ogsaa naar det bringer Gaver. Ornatklædte Medarbejdere ^ gaar altfor ofte deres eget Ærinde og tjener en anden Sag end den, de fører i Munden. De taler maaske smukt om Folkets Frihed men tilføjer ved sig selv: » Under Kirkens Formynderskab .« De forkynder maaske en Barmhjertighedens Politik og ivrer for sociale Reformer, men samtidig staar dog hele deres Hu til en Genrejsning af et middelalderligt Kirkesamfund med Præsten som ukrænkelig Autoritet. Endnu gaar man ganske vist ret stille om med sine Forhaabninger. Men enhver, som har et lydhørt Øre, vil let ^ fornemme det Suk, der gaar gennem ^ den danske Gejstlighed for Tiden , — et bryndefuldt Længselssuk efter den tabte borgerlige Magt og Myndighed. Det er da paa Tide at sige det, saa det høres over Landet, at af alt Tyranni I, 227 var Præsternes altid det utaaleligste, det mest nedværdigende, det grusomste. Ja — saa utroligt det lyder! — selve den religiøse Følelse har Gang efter Gang været hjemløs her i Landet, fordi et uforsonligt Kleresi lukkede den ude fra Kirkerne . Tænk paa den unge Grundtvig , der maatte præke paa et Tørreloft ! Husk paa jeres egne fynske Lægmands-Apostle, den frimodige Kristian Svane , og hvad de andre hed, som herskesyge Præster lod kaste i Fængsel, fordi de uden deres Tilladelse samlede Folk til en Bibellæsning! ... Mit Ord til det danske Vælgerfolk skal da idag være: Vogt jer for Ulven i Faarepelsen! Han er Historiens grimmigste Dyr ! Dens glubskeste, dens ubarmhjertigste. Og lad os saa raabe et tredobbelt Hurra for et godt Valg ! Jeg mener dermed et Valg, der jager Lysets formummede Fjender tilbage til deres Afkroge, et Valg, der utvetydigt nedslaar alle Forhaabninger om Genvækkelse enten af et nyt Adels- eller et nyt Kirkevælde her i Landet og atter lægger Riget, Magten og Æren i det arbejdende Folks Hænder!«

» Lad mig sige min Mening uden Forbehold ! Jeg frygter Præsteskabet, ogsaa naar det bringer Gaver. Ornatklædte Medarbejdere ^ gaar altfor ofte deres eget Ærende og tjener en anden Sag end den, de fører i Munden. De taler maaske smukt om Folkets Frihed men tilføjer ved sig selv: » Under Kirkens Formynderskab .« De forkynder maaske en Barmhjertighedens Politik og ivrer for sociale Reformer, men samtidig staar dog hele deres Hu til en Genrejsning af et middelalderligt Kirkesamfund med Præsten som ukrænkelig Autoritet. Endnu gaar man ganske vist ret stille om med sine Forhaabninger. Men enhver, som har et lydhørt Øre, vil let ^ fornemme det Suk, der gaar gennem ^ den danske Gejstlighed for Tiden , – et bryndefuldt Længselssuk efter den tabte borgerlige Magt og Myndighed. Det er da I, 228 paa Tide at sige det, saa det høres over Landet, at af alt Tyranni var Præsternes altid det utaaleligste, det mest nedværdigende, det grusomste. Ja – saa utroligt det lyder! – selve den religiøse Følelse har Gang efter Gang været hjemløs her i Landet, fordi et uforsonligt Kleresi lukkede den ude fra Kirkerne . Tænk paa den unge Grundtvig , der maatte præke paa et Tørreloft ! Husk paa jeres egne fynske Lægmands-Apostle, den frimodige Kristian Svane , og hvad de andre hed, som herskesyge Præster lod kaste i Fængsel, fordi de uden deres Tilladelse samlede Folk til en Bibellæsning! ... Mit Ord til det danske Vælgerfolk skal da idag være: Vogt jer for Ulven i Faarepelsen! Han er Historiens grimmigste Dyr ! Dens glubskeste, dens ubarmhjertigste. Og lad os saa raabe et tredobbelt Hurra for et godt Valg ! Jeg mener dermed et Valg, der jager Lysets formummede Fjender tilbage til deres Afkroge, et Valg, der utvetydigt nedslaar alle Forhaabninger om Genvækkelse enten af et nyt Adels- eller et nyt Kirkevælde her i Landet og atter lægger Riget, Magten og Æren i det arbejdende Folks Hænder!«

Han havde holdt den sidste Del af sin Tale med stor ^ Kraft, og Slutningsordene kaldte paany Jubelen frem . Ogsaa de, som ingenting havde forstaaet , ja selv Folk ude i Yderkresen, som ingenting havde hørt, blev revet med af hans lidenskabelige Gestikulation og raabte Hurra.
Men der var ^ ^ blandt Landboerne ikke saa faa, der var forargede og beholdt Hatten paa. Andre var betænkelige ved Ordenes Uforsigtighed, og Egnens Bondeungdom , der var kommen dertil med saa store Forventninger, følte sig gennemgaaende umaadelig skuffet . De havde ventet at høre en Genklang af Kamptidens friske Gny, som de havde hørt deres Fædre tale om med tindrende Øjne, – og der stod en gammel bidsk Mand og gav sig Luft med en Heftighed, hvis Aarsag de ikke forstod. De var optaget af praktiske Interesser, eller de gik op i en eller anden mere privat Hjertesag som Afholdsbevægelse eller Georgeisme eller Fredssag. De vaagneste 235 af dem var netop ^ stærkt kirkelig interesserede , og forsaavidt de overhovedet havde beskæftiget sig med Fortidens Historie, læste de kun ud af den, hvad der stemmede med deres egne Erfaringer.
Der var alligevel Folk nok til at raabe Hurra, og Enslev maatte flere Gange frem til Talerstolen for at tage mod Hylding.
Nu skulde Balduin Hansen tale ; men forinden var der en lille Pavse , og Størsteparten af de nysgerrige , der alene var kommen for Enslevs Skyld , benyttede Lejligheden til at trække sig ud af Sværmen. Cyclestaldene stormedes, og Skarer af glade Landliggere drog med Hallo bort gennem Skoven.

Han havde holdt den sidste Del af sin Tale med stor agitatorisk Kraft, og Slutningsordene kaldte paany Jubelen I, 314 frem , ikke mindst hos dem, der ingenting havde forstaaet . Han maatte flere Gange frem til Talerstolen for at tage mod Hylding.
Alligevel var der en Del, navnlig blandt Pastor Gaardbos Tilhængere, der beholdt Hattene paa. Gennemgaaende havde Talen vakt Forbavselse og desuden lidt Betænkelighed. Bondeungdommen , der var kommen dertil med saa højt spændte Forventninger, var dybt skuffet . Det var Folk, der enten helt gik op i praktiske Interesser eller netop var stærkt kirkeligt interesserede . De sidste følte sig forargede.
Nu skulde Balduin Hansen tale . Men forinden maatte der gøres en Pause , fordi Størsteparten af dem , der alene var kommen for at høre Enslev , nu brød op og vakte Forstyrrelse. Cyklestaldene stormedes, og Skarer af glade Landliggere drog med Hallo bort gennem Skoven.

Han havde holdt den sidste Del af sin Tale med stor agitatorisk Kraft, og Slutningsordene kaldte paany Jubelen frem , ikke mindst hos dem, der ingenting havde forstaaet . Han maatte flere Gang frem til Talerstolen for at tage mod Hylding.
Alligevel var der en Del, navnlig blandt Pastor Gaardbos Tilhængere, der beholdt Hattene paa. Gennemgaaende havde Talen vakt Forbavselse og desuden lidt Betænkelighed. Bondeungdommen , der var kommen dertil med saa højt spændte Forventninger, var dybt skuffet . Det var Folk, der enten helt gik op i praktiske Interesser eller netop var stærkt kirkeligt interesserede . De sidste følte sig forargede.
Nu skulde Balduin Hansen tale . Men forinden maatte der gøres en Pause , fordi Størsteparten af dem , der alene var kommen for at høre Enslev , nu brød op og vakte Forstyrrelse. Cyklestaldene stormedes, og Skarer af glade Landliggere drog med Hallo bort gennem Skoven.

Han havde holdt den sidste Del af sin Tale med stor agitatorisk Kraft, og Slutningsordene kaldte paany Jubelen frem , ikke mindst hos dem, der ingenting havde forstaaet . Han maatte flere Gange frem til Talerstolen for at tage mod Hylding.
Alligevel var der en Del, navnlig blandt Pastor Gaardbos Tilhængere, der beholdt Hattene paa. Gennemgaaende havde Talen vakt Forbavselse og desuden lidt Betænkelighed. Bondeungdommen , der var kommen dertil med saa højt spændte Forventninger, var dybt skuffet . Det var Folk, der enten helt gik op i praktiske Interesser eller netop var stærkt kirkeligt interesserede . De sidste følte sig forargede.
Nu skulde Balduin Hansen tale . Men forinden maatte der gøres en Pavse , fordi Størsteparten af dem , der alene var kommen for at høre Enslev , nu brød op og vakte Forstyrrelse. Cyklestaldene stormedes, og Skarer af glade Landliggere drog med Hallo bort gennem Skoven.

Da Ordstyreren igen viste sig med Lorgnetten i Haanden , var det tyndet stærkt ud i Tilhørerskaren. Den bestod nu hovedsagelig af Folk fra selve Valgkresen ^ , og Balduin Hansens Tilsynekomst paa Talerstolen blev straks Tegnet til en livlig Vælgerkamp. Hans Venners demonstrative Hurraraab hidsede Modstanderne frem , og det viste sig nu, at Pastor Gaardbos Tilhængere var mere mandstærke end det fra først af havde set ud. Enslevs Tale havde desuden skaffet dem en Tilvækst af mange unge . Der blev raabt og hysset. Det varede et Par Minutter, før Balduin Hansen kunde komme tilorde.
Han var en midaldrende, skallet Mand med et tilspidset Hageskæg og Briller. Mens han talte, stod 236 han foroverbøjet med Hænderne stemmet mod Talerstolens Kant og udadvendte Albuer. I denne Stilling ligesom stangede han Ordene ned i Hovedet paa sine Tilhørere med den fødte Folketalers agitatoriske Svada .

Da Ordstyreren igen traadte frem , var det ^ hovedsagelig ^ Folk fra selve Valgkresen , der stod tilbage , og Balduin Hansens Tilsynekomst paa Talerstolen blev derfor nu Tegnet til en livlig Vælgerkamp. Hans Venners ^ Hurraraab kaldte Modstanderne frem ; og det viste sig nu, at Pastor Gaardbos Tilhængerskare var mere mandsstærk, end det fra først af havde set ud. Enslevs Tale havde løst dens Mæle . Der blev raabt og hysset. Det varede et Par Minutter, før Balduin Hansen kunde faa Ørenlyd .

Da Ordstyreren igen traadte frem , var det ^ hovedsagelig ^ Folk fra selve Valgkresen , der stod tilbage , og Balduin Hansens Tilsynekomst paa Talerstolen blev derfor nu Tegnet til en livlig I, 228 Vælgerkamp. Hans Venners ^ Hurraraab kaldte Modstanderne frem ; og det viste sig nu, at Pastor Gaardbos Tilhængerskare var mere mandsstærk, end det fra først af havde set ud. Enslevs Tale havde løst dens Mæle . Der blev raabt og hysset. Det varede et Par Minutter, før Balduin Hansen kunde faa Ørenlyd .

Da Ordstyreren igen traadte frem , var det ^ hovedsagelig ^ Folk fra selve Valgkresen , der stod tilbage , og Balduin Hansens Tilsynekomst I, 229 paa Talerstolen blev derfor nu Tegnet til en livlig Vælgerkamp. Hans Venners ^ Hurraraab kaldte Modstanderne frem ; og det viste sig nu, at Pastor Gaardbos Tilhængerskare var mere mandsstærk, end det fra først af havde set ud. Enslevs Tale havde løst dens Mæle . Der blev raabt og hysset. Det varede et Par Minutter, før Balduin Hansen kunde faa Ørenlyd .

Hans Tale var en regelret Valgtale. Han gennemgik i Løbet af et Kvarterstid hele sit Program . Han talte for forøget Alderdomshjælp, offenlig Børnepleje, tvungen Lægetilsyn ^ ^ og al den megen anden Medicin for Samfundets Brøst, som han i sit Hjertes Godhed og Enfoldighed ^ ventede sig saa meget af og begejstret kæmpede for ^ .

Hans Tale var en regelret Valgtale. Han gennemgik ^ hele sit Program , der var et Udkast til en ny Samfundsorden, bygget paa Jordrente-Beskatningen, hans Liv - og Hjertesag, af hvis Gennemførelse den begejstrede lille I, 315 Mand ventede sig en ny Verdensfødsel med Fred og Glæde for den hele Menneskehed .

Hans Tale var en regelret Valgtale. Han gennemgik ^ hele sit Program , der var et Udkast til en ny Samfundsorden, bygget paa Jordrente-Beskatningen, hans Liv ^ og Hjertesag, af hvis Gennemførelse den begejstrede lille Mand ventede sig en ny Verdensfødsel med Fred og Glæde for den hele Menneskehed .

Hans Tale var en regelret Valgtale. Han gennemgik ^ hele sit Program , der var et Udkast til en ny Samfundsorden, bygget paa Jordrente-Beskatningen, hans Livs - og Hjertesag, af hvis Gennemførelse den begejstrede lille Mand ventede sig en ny Verdensfødsel med Fred og Glæde for den hele Menneskehed .

Da han sluttede, gentog Meningsytringerne sig, og oppe bag Tribunens Brystværn sad Enslev som en opmærksom Tilskuer til Kampen.
Mødet skulde nu efter Bestemmelsen være forbi, og man ventede kun paa, at Ordstyreren vilde staa frem og sige de afsluttende Ord . Da blev man opmærksom paa, at der foregik et eller andet mellem dem, der opholdt sig paa Tribunen. Alle havde de vendt sig om mod Trappen, der førte derop fra Bagsiden , og de Herrer af Pressen ^ strakte Hals. Der maatte være forefaldet noget uventet.

Da han sluttede, ^ skulde Mødet efter Bestemmelsen være forbi, og man ventede kun paa, at Jørgen Mosegaard vilde komme frem og udbringe det sidste Leve . Da blev man opmærksom paa, at der foregik et eller andet oppe paa Tribunen, hvor alle havde ^ vendt sig ^ mod Trappen, der ^ fra Bagsiden førte derop. De Herrer af Pressen havde rejst sig i deres Baas og strakte Hals. Der maatte være forefaldet noget uventet.

Nu saae man ogsaa en Mand staa paa Trappens øverste Trin med blottet Hoved . Det var den ^ bebrillede Flygtning, der under Pastor Gaardbos Tale havde staaet ude i den yderste Kres af Tilhørerskaren . 237 Ordstyreren og et Par andre af Mødets ledende Mænd stod og talte med ham. Bagefter havde de en længere Forhandling med Enslev.

Nu saae man ogsaa en Fremmed staa paa Trappens øverste Trin ^ . Det var den sære, bebrillede Mand, der tidligere havde opholdt sig ude i den yderste Kres af Tilhørerskaren og vakt lidt Forskrækkelse der paa Grund af sit Udseende. Jørgen Mosegaard og et Par andre af Mødets ledende Mænd stod og talte med ham. Bagefter havde de en længere Forhandling med Enslev.

Den førte til, at Ordstyreren traadte frem og med sin lille Knirkestemme meddelte, at han efter Samraad med de i Øjeblikket tilstedeværende Medlemmer af Ungdomsforeningens Bestyrelse vilde give Ordet til en Mand, der havde anmodet om Tilladelse til at aflægge et Vidnesbyrd for Forsamlingen.

Den førte til, at Ordstyreren traadte frem og ^ meddelte, at han efter Samraad med de i Øjeblikket tilstedeværende Medlemmer af Bestyrelsen vilde give Ordet til en Mand, der havde anmodet om Tilladelse til at aflægge et Vidnesbyrd for Forsamlingen.

» Det er forhenværende Præst i Folkekirken, Pastor Mads Vestrup.«

Der var ikke mange , der kendte Navnet; og af disse havde de fleste kun en uklar Erindring om at have læst i Aviserne om en »Vandrepræst«, der var bleven afskediget fra sit Embede og nu gik omkring i Landet og holdt Opbyggelsesmøder paa aaben Mark og i Rejsestalde. Det vakte derfor Forbavselse, da Pastor Gaardbo pludselig rejste sig fra sin Plads paa Bænken foran Talerstolen og med Heftighed udbrød:

Der var ikke mange , der kendte Navnet; og af disse havde de fleste kun en uklar Erindring om at have læst i Aviserne om en »Vandrepræst«, der var bleven afskediget fra sit Embede og nu gik omkring i Landet og holdt Opbyggelsesmøder paa aaben Mark og i Rejsestalde. Det I, 316 vakte derfor Forbavselse, da Pastor Gaardbo ^ fra sin Plads nedenfor Talerstolen med Heftighed udbrød:

Der var ikke mange , der kendte Navnet; og af disse havde de fleste kun en uklar Erindring om at have læst i Aviserne om en »Vandrepræst«, der var bleven afskediget fra sit Embede og nu gik omkring i Landet og holdt Opbyggelsesmøder paa aaben Mark og i Rejsestalde. Det vakte derfor Forbavselse, da Pastor I, 229 Gaardbo ^ fra sin Plads nedenfor Talerstolen med Heftighed udbrød:

Der var kun faa , der kendte Navnet; og af disse havde de fleste kun en uklar Erindring om at have læst i Aviserne om en »Vandrepræst«, der var bleven afskediget fra sit Embede og nu gik omkring i Landet og holdt Opbyggelsesmøder paa aaben Mark og i Rejsestalde. Det vakte derfor Forbavselse, da Pastor Gaardbo ^ fra sin Plads nedenfor Talerstolen med Heftighed udbrød:

» Den Mand maa ikke tale her!«

I, 230 » Den Mand maa ikke tale her!«

Folk saae paa hinanden; og den unge Præst forstod, at det blev nødvendigt for ham at forklare sig. Han oplyste da , at Pastor Vestrup siden sin Afskedigelse, der skyldtes et usædeligt Levned, rejste rundt og ophidsede Befolkningen mod Kirken og dens 238 Præster med raa og forargelig Tale. Han vilde henstille til Forsamlingen, at den nægtede at høre ham.

Folk saae paa hinanden; og da Pastor Gaardbo forstod, at det var nødvendigt ^ at give nærmere Forklaring, oplyste han , at Pastor Vestrup siden sin Afskedigelse, der skyldtes et usædeligt Levned, rejste rundt og ophidsede Befolkningen mod Kirken med raa og forargelig Tale. Han vilde henstille til Forsamlingen, at den nægtede at høre ham.

Folk saae igen paa hinanden og derpaa uvilkaarligt op til Enslev, fra hvem man ventede en Udtalelse. Den kom ogsaa lidt efter . Han tilraabte sin Brodersøn spøgefuldt :

Uvilkaarligt saae alle op paa Enslev, fra hvem man ventede en Udtalelse. Den kom ogsaa straks efter , idet han ironisk tilraabte sin Brodersøn ^ :

» Frihed for Loke saa vel som for Thor!«

» Jeg synes, at den Frihed allerede er bleven benyttet tilstrækkeligt ved dette Møde,« svarede Præsten , og disse modige Ord fandt mumlende Tilslutning flere Steder. » Jeg nedlægger Indsigelse imod, at Pastor Vestrup faar Ordet her!«

» Jeg synes, at den Frihed allerede er bleven benyttet tilstrækkeligt ved dette Møde,« svarede den unge Præst , og disse modige Ord vakte Forskrækkelse men ogsaa mumlende Tilslutning flere Steder. » Jeg nedlægger Indsigelse imod, at Pastor Vestrup faar Ordet her!«

Han havde talt med en Kraft og Myndighed , der gjorde Virkning: Men man saae, at Enslev var bleven forbitret, og der bredte sig en almindelig Raadvildhed i Forsamlingen.
Den forhenværende Præst var imidlertid kommen ind paa Tribunens Midtergang. Alle kunde nu se ham, og Indtrykket af hans forkomne , medynkvækkende Person bestemte Afgørelsen. Ikke mindst Pastor Gaardbos egne Venner, der for en stor Del bestod af Fattigfolk, bevægedes ved Synet, og der rejste sig ^ ingen Modsigelse, da Ordstyreren paany – og dennegang med løftet Haand – forkyndte:

Han havde talt med ^ Kraft og Myndighed . Man saae, at Enslev blev opbragt, og der bredte sig en almindelig Raadvildhed i Forsamlingen.
Imidlertid var Mads Vestrup kommen ind paa Tribunens Midtergang. Alle kunde nu se ham, og Indtrykket af hans forkomne Skikkelse bestemte Afgørelsen. Ikke mindst Pastor Gaardbos egne , fattige Venner paavirkedes af ^ ^ Synet, og der rejste sig derfor ingen Modsigelse, da Jørgen Mosegaard paany – og denne Gang med værdig løftet Lorgnet – forkyndte:

Han havde talt med ^ Kraft og Myndighed . Man saae, at Enslev blev opbragt, og der bredte sig en almindelig Raadvildhed i Forsamlingen.
Imidlertid var Mads Vestrup kommen ind paa Tribunens Midtergang. Alle kunde nu se ham, og Indtrykket af hans forkomne Skikkelse bestemte Afgørelsen. Ikke mindst Pastor Gaardbos egne , fattige Venner paavirkedes ^ ^ ved Synet, og der rejste sig derfor ingen Modsigelse, da Jørgen Mosegaard paany — og denne Gang med værdig løftet Lorgnet — forkyndte:

Han havde talt med ^ Kraft og Myndighed . Man saae, at Enslev blev opbragt, og der bredte sig en almindelig Raadvildhed i Forsamlingen.
Imidlertid var Mads Vestrup kommen ind paa Tribunens Midtergang. Alle kunde nu se ham, og Indtrykket af hans forkomne Skikkelse bestemte Afgørelsen. Ikke mindst Pastor Gaardbos egne , fattige Venner paavirkedes ^ ^ ved Synet, og der rejste sig derfor ingen Modsigelse, da Jørgen Mosegaard paany – og denne Gang med værdig løftet Lorgnet – forkyndte:

» Jeg giver Pastor Vestrup Ordet!«

I, 317 » Jeg giver Pastor Vestrup Ordet!«

» Jeg giver Pastor Vestrup Ordet!«

Synet af den besynderlige Mand, der nu traadte frem paa Talerstolen, optog Folk, saa ikke mange 239 lagde Mærke til, at Pastor Gaardbo gik bort; og der var heller ingen, der fulgte ham.
Forinden Mads Vestrup begyndte at tale, stod han en Tid og saae ud over Forsamlingen. Han syntes stærkt bevæget . Hans højre Haand løftede sig flere Gange nervøst op til Brillerne, og i hans Ansigt med de grove Bondetræk skiftede Udtrykket uophørlig som Skyggespillet fra en urolig Aprilshimmel over en Pløjemark ^ .

Forinden den tidligere Præst i Favsing begyndte at tale, stod han lidt og ligesom spejdede eller vejrede ud over Forsamlingen . Hans højre Haand løftede sig flere Gange nervøst op til Brillerne, og i Ansigtet med de plumpe Træk skiftede Udtrykket uophørligt paa en Maade, der mindede om Skyggespillet ^ over en Pløjemark under en urolig Aprilhimmel .

» Det var lige haardt nok at sige om mig, at jeg ophidser Folket mod Guds Kirke,« begyndte han paa sit ru jysk , som en stærk Forkølelse gjorde endnu mere grødet . » Jeg veed nu ikke bedre, end at jeg netop gaar rundt og leder efter Guds sande Menighed her i Landet; men den er ikke let at finde. Den sidder saa forsagt og gemmer sig som en gammel Morlille, der ikke tør vise sig, fordi Gadeungdommen ler af hende. For mange af jer Godtfolk , der her er samlede , vil detteher maaske lyde som underlig Tale . I veed maaske slet ikke ^ , at ^ ogsaa Satan har sin Kirke her paa Jorden , og den tager ^ de fleste ^ saa skammelig fejl af. Det er forresten just den samme, vi lige hørte om, den magtsyge Kirke, som alle Midler er lige gode, bare de bringer Anseelse og Myndighed i denne stakkels Verden , og det skal jeg nu ^ fortælle jer en lille Historie om . – Se, det var dengang – I veed nok – da Vorherre vandrede 240 omkring her paa Jorden i en Pilgrims Lignelse ^ . Og nu maa I ^ endelig ikke forestille jer Himlens og Jordens vældige Gud som saadan en gammel hyggelig Julenisse med Godter i alle Lommerne ^ som vi plejer at se ham afbildet paa Glansbilleder og ogsaa i de fleste Opbyggelsesbøger. Nej, nej! I hans Fodspor rejste Angsten og Fortvivlelsen sig og de urolige Drømme. Korsfæstelsesdagens Mørke bredte sig over Jorden for de Øjne, som saae ham og kendte ham. Og de fromme Hjerter bævede. Saadan ^ er Herrens Genkomst, og saadan vil den blive, indtil Domsbasunen lyder for os paa den yderste Dag. Amen ! ... Men nede i Helvede sad Djævlen og var bleven rigtig saa forknyt. Det var sløje Tider for Løgnens Fader, og han forstod, at der maatte gøres noget. Da han saa havde grundet i nogle Hundrede Aar, saa tog han sig ogsaa Menneskeskikkelse paa og gav sig til at præke paa Torvene. For med al sin Kløgt kan Djævlen jo aldrig hitte paa noget selv. Det bliver altid bare til » Bøf paa en anden Maade«. Og Maaden ... ja, det var hans gamle Kneb, det var Fornægtelsen! Saa begyndte han da med at fornægte sin egen Eksistens. Satan var bare en Sagnfigur, og Helvede kunde man grine af, det var ikke andet end et snedigt Munkepaafund. Og hvad Vorherre angik ... o, saa var han saadan et elskeligt gammelt Skrog, som bare forlangte, at vi 241 holdt lidt af ham og forresten elskede hverandre og sang Lovsange paa den fra Verdens Skabelse kendte Melodunte:

Gud ske Lov og Pris,
min Nabo har mistet sin Gris!«
Han maatte vende sig om og tage sit røde Bomulds Lommetørklæde op for at pudse sin forkølede Næse. Folk var igen bleven urolige og saae tvivlraadige op til Ordstyreren og til Enslev. ^ Hvad kunde detteher blive til? Men der blev ingen Tid til Overvejelser. Mads Vestrup, den ubehjælpsomme Prædikant fra Favsing og Lime Kirker , der hver Søndag talte sin Menighed i Blund med sit søvnige Mæle , havde ^ faaet Tungebaandet løst. Nøden havde lært ham den Kunst at lukke Folks Øren op, og hans Apostelvandrings Eventyr havde ^ givet den før saa modløse og bekymringsfulde Mand en Uforfærdethed og en Krostuehumor, der forbløffede.
» Det kan ikke undre nogen, der kender Menneskene, at Satan fik Held med sin List ,« fortsatte han. » Der blev Tilløb til den Forkyndelse ^ ^ ^ ^ . Saa poetisk og trøstefuldt havde ^ ikke selve Hans Højærværdighed Biskop Vaffelgaffel talt. O, der blev et Menighedsliv, som man aldrig havde kendt Mage til. Og saa havde Satan endda flere behagelige Overraskelser i Baghaanden. Det galdt jo om at gøre Livet 242 til en rigtig fiks og underholdende Fastelavnsspøg for os alle. Saa forførte han Politikerne til at give Fattigdommen Adelsbrev; Lægerne skaffede Lidelserne ud af Verden, Opfinderne byggede Jernbaner, Flyvemaskiner og andet rart Legetøj til Tidsfordriv for hans kære Børn, at de ikke skulde kede sig. Og nu var Spillet vundet for den gamle Løgner og Troldmand. Menneskeheden glemte igen sin Børnelærdom: at leve Livet i Frygt og Bæven. Da saa Pilgrimmen kom tilbage, var der ingen, der kendte ham. Han stod ved Dørene og spurgte: » Hvor er dit sønderknuste Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters Sukke?« – men Folk forstod ham ikke og raabte: » Hvad staar han og snakker om? Pak dig, Mand! Den Slags Sager har vi ikke her. Vi er glade og frejdige Mennesker, og nu skal vi hen i Bedehuset og se Lysbilleder og drikke Sukkerlade!« – –«
Han maatte igen have sit Lommetørklæde frem; men der var nu bleven ganske stille rundtom. De fleste havde hørt paa dette sidste med en Slags forlegen Andagt. Enslev sad ^ med Haanden under Kinden og syntes paa sin egen Vis interesseret. Da Ordstyreren engang gjorde Mine til at skride ind, forhindrede han det. Synligt for alle havde han 243 paany med en Haandbevægelse beskyttet Talerstolens Frihed .
» Jeg skal ^ nu bare bede om Lov til at fortælle jer om en lille Oplevelse, jeg havde idag paa Vejen herhen ^ . Der stod et Par Mennesker udenfor et fattigt Hus, og jeg kunde mærke paa deres lavmælte Tale, at der var noget paafærde. Nu er jeg lidt nysgerrig af Naturen – det vil jeg gerne staa ved – og jeg fik saa at vide, at derinde i det Hus laa en Mand og droges med Døden – »Hønse-Lars« kaldte de ham. Saa kender I ham vel nok . Jeg gik indenfor, og der laa den gamle fattige Mand med en fin hvid Skjorte paa og i skinnende rene Lagner, i det hele saa velplejet og opstadset som den gamle Komediefigur Jeppe, der blev lagt i Baronens Seng og troede sig i Himmerig. Han havde allerede mistet Mælet, hans Bryst arbejdede tungt, men Sjælen var endnu fuldt nærværende, og jeg kunde se paa hans Øjne , at den gamle Hønsetyv følte sig paa betryggende Maade præpareret ^ til den store Dom og værdig til den evige Salighed . Endnu i Dødens Daanen skinnede han af Selvretfærdighed. Saa kunde jeg jo forstaa, hvem der havde været der og beredt den stakkels Mand til Helvede. Og jeg tænkte ved mig selv: hvorfor kunde dog denne gamle Synder ikke faa Lov til at dø som han havde levet, saa havde 244 han maaske fundet Naade og Barmhjertighed hos den, der er alle Synderes Ven.
Dette ^ ^ her nedslaaende Syn er blevet ved at staa mig for Tanken, fordi det har mindet mig om noget forfærdeligt , der nylig hændte mig selv. I hørte jo før , hvem jeg er. I fik ogsaa at vide, ^ hvorfor jeg blev afsat fra mit Embede. Det var Verdens Dom. Men Gud kender Menneskene. Han veed, at det kan hænde for enhver at komme til at svine sig til. Saadan skabte han os – opfyldte af grimme Tanker og onde Lyster ^ saa længe vi drager Aande . Jeg var en Tid dybt nedbøjet af Skam over det, der var overgaaet mig. Men nu veed jeg , at aldrig var jeg vederstyggeligere for Gud, end da jeg forsøgte at gaa ham under Øjnene med mine Dyder. Og aldrig var jeg ham nærmere, end da jeg syndede. Men det skal jeg ikke komme ind paa her. Jeg vil blot fortælle om den Dag , da jeg stod ene paa Landevejen med min syge Hustru og mine Børn, forjaget fra min Præstegaard, forladt af alle, forladt ogsaa af Gud – syntes jeg. Men det var mit Bedrag. Nogle Dage efter faldt jeg i en svær Sygdom. Jeg laa med Feberfantasier, og der var det besynderlige ved det, at hele min Ulykke paa eengang var gleden ud af min Erindring. Jeg var endnu den skyldfri Præst for Favsing og Lime Menighed , og jeg laa syg i min egen Præstegaard og vidste, ^ jeg skulde ^ dø. Saa en 245 Aften gik Døren op, og en fremmed Mand kom ind. Jeg kendte straks Vorherre . Bagefter ham fulgte Dødsenglen med de sorte Vinger. Det skal forresten have været Lægen og en Kone, der gik tilhaande i den Familje, der havde taget sig af os . » Mads Vestrup! Nu skal du herfra ! Men hvor skal du bringes hen?« sagde Vorherre, og i det samme lagde han sin Haand prøvende paa mit Hjerte. Jeg var jo nok lidt angst , men jeg havde dog en ^ god Samvittighed . Og jeg opregnede saa for Gud , at mit Levned havde været rent, mine Tanker fromme og mit Sind lydigt. Men da løftede Herren sin Haand og sagde bedrøvet : » Mads Vestrup! Hvor er dit bævende Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters Kummer?« Og med en ny Røst, der gik mig gennem Marven som et dræbende Lyn, udtalte han de frygtelige Ord, Dommens uigenkaldelige Ord: » Far du til Helvede ^ !« – –«
Han stod ^ lidt , som om han vilde fortsætte. Men saa overvældede Bevægelsen ^ ham , han satte sin mærkværdige Kasket paa Hovedet, vendte sig om og gik bort.

» Det var ellers lovlig stærkt at sige om mig, at jeg ophidser Folket mod Guds Kirke,« sagde han med sit grove jyske Mæle , som en stærk Forkølelse gjorde endnu mere ru . » Jeg veed ^ ikke bedre, end at jeg netop gaar rundt og leder efter Guds ^ Menighed her i Landet; men den er ikke nem at finde. Den sidder saa forsagt og gemmer sig som en gammel Morlille, der ikke tør vise sig, fordi Gadeungdommen hujer af hende. Det synes maaske en sær Tale for mange af jer ^ , der her er samlede ^ . I veed maaske slet ikke af , at Satan ogsaa ^ har sin Kirke her paa Jorden . Den tager jo de fleste Mennesker saa skammelig fejl af. Det er forresten just den samme, vi lige hørte om, den magtsyge Kirke, som alle Midler er lige gode, bare de giver Anseelse og Myndighed i denne stakkels Verden . Se, det kunde jeg nu ha’ Lyst til at fortælle jer en ^ Historie om . Det var dengang – I veed nok – da Vorherre vandrede omkring her paa Jorden i en Pilgrims Lignelse for at besøge sit Folk . Og nu maa I da endelig ikke forestille jer Himlens og Jordens vældige Gud som saadan en gammel hyggelig Julenisse med Godter i alle Lommerne , som vi plejer at se ham afbildet paa Glansbilleder og I, 318 i de fleste Opbyggelsesbøger. Nej, nej! I hans Fodspor rejste Angsten og Fortvivlelsen sig , og de fromme Hjerter bævede. Saadan ^ er Herrens Genkomst, og saadan vil den blive, indtil Domsbasunen lyder for os paa den yderste Dag. Amen !«
Han maatte et Øjeblik vende sig om og tage sit røde Bomulds Lommetørklæde op for at pudse sin forkølede Næse. Folk var ^ bleven urolige og saae tvivlraadige op til Ordstyreren og til Enslev. Og mange opdagede nu, at Pastor Gaardbo var gaaet. Hvad kunde dette her blive til?
Men Mads Vestrup levnede dem ikke Tid til Overvejelser. Den før saa ubehjælpsomme Prædikant ^ , der hver Søndag talte sin Menighed i Søvn , havde paa sin Apostelvandring faaet Tungebaandet løst. Den løsslupne Lidenskab havde forvandlet ham. Ensomheden paa Landevejene, Nød og Savn og Anger havde hærdet hans Sind og givet den ^ bekymringsfulde Mand en Uforfærdethed i Talen, der lukkede Folks Øren op.
» Men nede i Helvede sad Djævlen og var rigtig bleven saa forknyt ,« fortsatte han. » Det var onde Tider for Løgnens Fader, og han forstod, at der maatte gøres noget ekstra. Da han saa havde grundet i nogle hundrede Aar, tog ogsaa han sig en Dag Menneskeskikkelse paa og gav sig til at præke paa Torvene. For med al sin Kløgt kan Djævlen jo aldrig hitte paa noget selv. Det bliver altid bare til » Bøf paa en anden Maade«, som man siger . Og Maaden ... ja, det var hans gamle Kneb, det var Fornægtelsen! Saa begyndte han da med at fornægte sin egen Eksistens. Satan var bare en Sagnfigur, og Helvede I, 319 kunde man grine af, det var ikke andet end et snedigt Munkepaafund. Og hvad Vorherre angik ... o, saa var han saadan et elskeligt gammelt Skrog, som bare forlangte, at man ikke rent slog Haanden af ham. Han rigtig frydede sig, naar vi Mennesker sang vore Glædessange paa den fra Verdens Skabelse kendte Melodunte:

Gud ske Lov og Pris,
min Nabo har mistet sin Gris!«
Han maatte igen have sit Lommetørklæde frem; men der var nu bleven ganske stille rundtom. En usikker og bekymret Forlegenhed havde forplantet sig til alle. Kun Enslev sad smilende med Armene paa Brystet og syntes paa sin egen Vis interesseret. Da Jørgen Mosegaard engang gjorde Mine til at skride ind, havde han forhindret det. Synligt for alle beskyttede han med en Haandbevægelse paany Talerstolens Frihed .
» Det kan ikke undre nogen, der kender Menneskene, at Satan fik Held med sin List. Der blev Tilløb til den Forkyndelse! Der blev et Menighedsliv, som man aldrig havde kendt Mage til! Og nu var Spillet vundet for den gamle Løgner og Troldmand. Da Pilgrimmen kom tilbage, var der ingen, der kendte ham igen. Han stod ved Dørene og spurgte: » Hvor er dit sønderknuste Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters Sukke?« Men Folk forstod ham ikke og sagde: » Hvad staar han og snakker om? Pak dig, gamle Mand! Den Slags Sager har vi ikke her. Vi er glade og frejdige Mennesker, og nu skal vi hen i Bedehuset og se Lysbilleder og drikke Sukkerlade!«
I, 320 »Se, det var nu bare en Historie. Jeg vil nu gerne have Lov til at fortælle ^ om en lille Oplevelse, jeg havde idag paa Vejen hertil . Der stod et Par Mennesker udenfor et fattigt Hus, og jeg ^ fik ^ at vide, at derinde ^ laa en Mand og droges med Døden – »Hønse-Lars« kaldte de ham. Saa kender I ham vel nok ! Jeg gik indenfor, og der laa et gammelt Menneske med en fin hvid Skjorte paa og i skinnende rene Lagner, i det hele saa velplejet og opstadset som den gamle Komediefigur Jeppe, der blev lagt i Baronens Seng og troede sig i Himmerig. Den stakkels Mand havde mistet Mælet, hans Bryst arbejdede tungt, men Sjælen var ^ fuldt nærværende, og jeg kunde se paa ham , at han følte sig fuldt betryggende ^ præpareret til at indgaa til den store Dom ^ . Endnu i Dødens Daanen skinnede den gamle Synder af Selvretfærdighed. – Se, det her nedslaaende Syn er bleven ved at staa mig for Tanken, fordi det har mindet mig om noget ^ , der nys hændte mig selv. I hørte jo ^ , hvem jeg er. I fik ^ at vide, hvad der er overgaaet mig, og hvorfor jeg kom væk fra mit Embede. Det var Verdens Dom. Men Gud kender Menneskene. Han ^ skabte os som Syndere, opfyldte af grimme Tanker og onde Lyster , saa længe vi drager Aande , og jeg veed nu , at aldrig var jeg vederstyggeligere for Gud, end da jeg forsøgte at gaa ham under Øjne med mine Dyder. Derfor nedslog han mig endnu dybere i Smudset. Saa en Dag ^ faldt jeg i en svær Sygdom. Jeg laa med Feberfantasier, og der var det besynderlige ved det, at hele min Ulykke ^ var gleden ud af min Erindring. Jeg var endnu den uberygtede Præst for Favsing og Lime Menighed I, 321 og vidste, at jeg skulde til at dø. Saa en Aften gik Døren op, og en Fremmed kom ind. Jeg kendte straks Vorherre ^ . » Mads Vestrup! Nu skal du herfra !« sagde han. » Men hvor skal du bringes hen?« – Jeg var jo nok lidt angst ^ men ^ havde dog en ret god Samvittighed , og jeg opregnede ^ for min Dommer , at mit Levned havde været rent, mine Tanker fromme og mit Sind lydigt. Men da saae Herren bedrøvet paa mig og sagde ^ : » Mads Vestrup! Hvor er dit bævende Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine ^ Nætters Kummer?« Og med en ny Røst, der gik mig gennem Marven som et dræbende Lyn, udtalte han de frygtelige Ord, Dommens uigenkaldelige Ord: » Gak bort! Du hører Helvede til !« – –«
Han maatte standse lidt . Sindsbevægelsen havde overvældet ham. Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Og pludselig satte han sin Kasket paa Hovedet, vendte sig om og gik bort.

» Det var ellers lovlig stærkt at sige om mig, at jeg ophidser Folket mod Guds Kirke,« sagde han med sit grove jyske Mæle , I, 230 som en stærk Forkølelse gjorde endnu mere ru . » Jeg veed ^ ikke bedre, end at jeg netop gaar rundt og leder efter Guds ^ Menighed her i Landet; men den er ikke nem at finde. Den sidder saa forsagt og gemmer sig som en gammel Morlille, der ikke tør vise sig, fordi Gadeungdommen hujer af hende. Det synes maaske en sær Tale for mange af jer ^ , der her er samlede ^ . I veed maaske slet ikke af , at Satan ogsaa ^ har sin Kirke her paa Jorden . Den tager jo de fleste Mennesker saa skammelig fejl af. Det er forresten just den samme, vi lige hørte om, den magtsyge Kirke, som alle Midler er lige gode, bare de giver Anseelse og Myndighed i denne stakkels Verden . Se, det kunde jeg nu ha’ Lyst til at fortælle jer en ^ Historie om . Det var dengang — I veed nok — da Vorherre vandrede omkring her paa Jorden i en Pilgrims Lignelse for at besøge sit Folk . Og nu maa I da endelig ikke forestille jer Himlens og Jordens vældige Gud som saadan en gammel hyggelig Julenisse med Godter i alle Lommerne , som vi plejer at se ham afbildet paa Glansbilleder og i de fleste Opbyggelsesbøger. Nej, nej! I hans Fodspor rejste Angsten og Fortvivlelsen sig , og de fromme Hjerter bævede. Saadan ’ er Herrens Genkomst, og saadan vil den blive, indtil Domsbasunen lyder for os paa den yderste Dag. Amen !«
Han maatte et Øjeblik vende sig om og tage sit røde Bomulds-Lommetørklæde op for at pudse sin forkølede Næse. Folk var ^ bleven urolige og saae tvivlraadige op til Ordstyreren og til Enslev. Og mange opdagede nu, at Pastor Gaardbo var gaaet. Hvad kunde dette her blive til?
Men Mads Vestrup levnede dem ikke Tid til Overvejelser. Den før saa ubehjælpsomme Prædikant ^ , der hver Søndag talte sin Menighed i Søvn , havde paa sin Apostelvandring faaet Tungebaandet løst. Den løsslupne Lidenskab havde forvandlet ham. Ensomheden paa Landevejene, Nød og Savn og Anger havde hærdet hans Sind og givet den ^ bekymringsfulde Mand en Uforfærdethed i Talen, der lukkede Folks Øren op.
» Men nede i Helvede sad Djævlen og var rigtig bleven saa forknyt ,« fortsatte han. » Det var onde Tider for Løgnens Fader, og han forstod, at der maatte gøres noget ekstra. Da han saa I, 231 havde grundet i nogle hundrede Aar, tog ogsaa han sig en Dag Menneskeskikkelse paa og gav sig til at præke paa Torvene. For med al sin Kløgt kan Djævlen jo aldrig hitte paa noget selv. Det bliver altid bare til » Bøf paa en anden Maade«, som man siger . Og Maaden ... ja, det var hans gamle Kneb, det var Fornægtelsen! Saa begyndte han da med at fornægte sin egen Eksistens. Satan var bare en Sagnfigur, og Helvede kunde man grine af, det var ikke andet end et snedigt Munkepaafund. Og hvad Vorherre angik ... o, saa var han saadan et elskeligt gammelt Skrog, som bare forlangte, at man ikke rent slog Haanden af ham. Han rigtig frydede sig, naar vi Mennesker sang vore Glædessange paa den fra Verdens Skabelse kendte Melodunte:

Gud ske Lov og Pris,
min Nabo har mistet sin Gris!«
Han maatte igen have sit Lommetørklæde frem; men der var nu bleven ganske stille rundtom. En usikker og bekymret Forlegenhed havde forplantet sig til alle. Kun Enslev sad smilende med Armene paa Brystet og syntes paa sin egen Vis interesseret. Da Jørgen Mosegaard engang gjorde Mine til at skride ind, havde han forhindret det. Synligt for alle beskyttede han med en Haandbevægelse paany Talerstolens Frihed .
» Det kan ikke undre nogen, der kender Menneskene, at Satan fik Held med sin List. Der blev Tilløb til den Forkyndelse! Der blev et Menighedsliv, som man aldrig havde kendt Mage til! Og nu var Spillet vundet for den gamle Løgner og Troldmand. Da Pilgrimmen kom tilbage, var der ingen, der kendte ham igen. Han stod ved Dørene og spurgte: » Hvor er dit sønderknuste Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters Sukke?« Men Folk forstod ham ikke og sagde: » Hvad staar han og snakker om? Pak dig, gamle Mand! Den Slags Sager har vi ikke her. Vi er glade og frejdige Mennesker, og nu skal vi hen i Bedehuset og se Lysbilleder og drikke Sukkerlade!«
»Se, det var nu bare en Historie. Jeg vil nu gerne have Lov til at fortælle ^ om en lille Oplevelse, jeg havde idag paa Vejen I, 232 hertil . Der stod et Par Mennesker udenfor et fattigt Hus, og jeg ^ fik ^ at vide, at derinde ^ laa en Mand og droges med Døden — »Hønse-Lars« kaldte de ham. Saa kender I ham vel nok ! Jeg gik indenfor, og der laa et gammelt Menneske med en fin hvid Skjorte paa og i skinnende rene Lagner, i det hele saa velplejet og opstadset som den gamle Komediefigur Jeppe, der blev lagt i Baronens Seng og troede sig i Himmerig. Den stakkels Mand havde mistet Mælet, hans Bryst arbejdede tungt, men Sjælen var ^ fuldt nærværende, og jeg kunde se paa ham , at han følte sig fuldt betryggende ^ præpareret til at indgaa til den store Dom ^ . Endnu i Dødens Daanen skinnede den gamle Synder af Selvretfærdighed. — Se, det her nedslaaende Syn er bleven ved at staa mig for Tanken, fordi det har mindet mig om noget ^ , der nys hændte mig selv. I hørte jo ^ , hvem jeg er. I fik ^ at vide, hvad der er overgaaet mig, og hvorfor jeg kom væk fra mit Embede. Det var Verdens Dom. Men Gud kender Menneskene. Han ^ skabte os som Syndere, opfyldte af grimme Tanker og onde Lyster , saa længe vi drager Aande , og jeg veed nu , at aldrig var jeg vederstyggeligere for Gud, end da jeg forsøgte at gaa ham under Øjne med mine Dyder. Derfor nedslog han mig endnu dybere i Smudset. Saa en Dag ^ faldt jeg i en svær Sygdom. Jeg laa med Feberfantasier, og der var det besynderlige ved det, at hele min Ulykke ^ var gleden ud af min Erindring. Jeg var endnu den uberygtede Præst for Favsing og Lime Menighed og vidste, at jeg skulde til at dø. Saa en Aften gik Døren op, og en Fremmed kom ind. Jeg kendte straks Vorherre ^ . » Mads Vestrup! Nu skal du herfra !« sagde han. » Men hvor skal du bringes hen?« — Jeg var jo nok lidt angst ^ men ^ havde dog en ret god Samvittighed , og jeg opregnede ^ for min Dommer , at mit Levned havde været rent, mine Tanker fromme og mit Sind lydigt. Men da saae Herren bedrøvet paa mig og sagde ^ : » Mads Vestrup! Hvor er dit bævende Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine ^ Nætters Kummer?« Og med en ny Røst, der gik mig gennem Marven som et dræbende Lyn, udtalte han de frygtelige Ord, Dommens uigenkaldelige Ord: » Gak bort! Du hører Helvede til !« — —«
I, 233 Han maatte standse lidt . Sindsbevægelsen havde overvældet ham. Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Og pludselig satte han sin Kasket paa Hovedet, vendte sig om og gik bort.

» Det var ellers lovlig stærkt at sige om mig, at jeg ophidser Folket mod Guds Kirke,« sagde han med sit grove jyske Mæle , som en stærk Forkølelse gjorde endnu mere ru . » Jeg veed ^ ikke bedre, end at jeg netop gaar rundt og leder efter Guds ^ Menighed I, 231 her i Landet; men den er ikke nem at finde. Den sidder saa forsagt og gemmer sig som en gammel Morlille, der ikke tør vise sig, fordi Gadeungdommen hujer af hende. Det synes maaske en sær Tale for mange af jer ^ , der her er samlede ^ . I veed maaske slet ikke af , at Satan ogsaa ^ har sin Kirke her paa Jorden . Den tager jo de fleste Mennesker saa skammelig fejl af. Det er forresten just den samme, vi lige hørte om, den magtsyge Kirke, som alle Midler er lige gode, bare de giver Anseelse og Myndighed i denne stakkels Verden . Se, det kunde jeg nu ha’ Lyst til at fortælle jer en ^ Historie om . Det var dengang – I veed nok – da Vorherre vandrede omkring her paa Jorden i en Pilgrims Lignelse for at besøge sit Folk . Og nu maa I da endelig ikke forestille jer Himlens og Jordens vældige Gud som saadan en gammel hyggelig Julenisse med Godter i alle Lommerne , som vi plejer at se ham afbildet paa Glansbilleder og i de fleste Opbyggelsesbøger. Nej, nej! I hans Fodspor rejste Angsten og Fortvivlelsen sig , og de fromme Hjerter bævede. Saadan ^ er Herrens Genkomst, og saadan vil den blive, indtil Domsbasunen lyder for os paa den yderste Dag. Amen !«
Han maatte et Øjeblik vende sig om og tage sit røde Bomulds-Lommetørklæde op for at pudse sin forkølede Næse. Folk var ^ bleven urolige og saae tvivlraadige op til Ordstyreren og til Enslev. Og mange opdagede nu, at Pastor Gaardbo var gaaet. Hvad kunde dette her blive til?
Men Mads Vestrup levnede dem ikke Tid til Overvejelser. Den før saa ubehjælpsomme Prædikant ^ , der hver Søndag talte sin Menighed i Søvn , havde paa sin Apostelvandring faaet Tungebaandet løst. Den løsslupne Lidenskab havde forvandlet ham. Ensomheden paa Landevejene, Nød og Savn og Anger havde hærdet hans Sind og givet den ^ bekymringsfulde Mand en Uforfærdethed i Talen, der lukkede Folks Øren op.
» Men nede i Helvede sad Djævlen og var rigtig bleven saa forknyt ,« fortsatte han. » Det var onde Tider for Løgnens Fader, og han forstod, at der maatte gøres noget ekstra. Da han saa havde grundet i nogle hundrede Aar, tog ogsaa han sig en Dag Menneskeskikkelse paa og gav sig til at præke paa Torvene. For I, 232 med al sin Kløgt kan Djævlen jo aldrig hitte paa noget selv. Det bliver bare til » Bøf paa en anden Maade«, som Kogebogen siger . Og Maaden ... ja, det var hans gamle Kneb, det var Fornægtelsen! Saa begyndte han da med at fornægte sin egen Eksistens. Satan var bare en Sagnfigur, og Helvede kunde man grine af, det var ikke andet end et snedigt Munkepaafund. Og hvad Vorherre angik ... o, saa var han saadan et elskeligt gammelt Skrog, som bare forlangte, at man ikke rent slog Haanden af ham. Han rigtig frydede sig, naar vi Mennesker sang vore Glædessange paa den fra Verdens Skabelse kendte Melodunte:

Gud ske Lov og Pris,
min Nabo har mistet sin Gris!«
Han maatte igen have sit Lommetørklæde frem; men der var nu bleven ganske stille rundtom. En usikker og bekymret Forlegenhed havde forplantet sig til alle. Kun Enslev sad smilende med Armene paa Brystet og syntes paa sin egen Vis interesseret. Da Jørgen Mosegaard engang gjorde Mine til at skride ind, havde han forhindret det. Synligt for alle beskyttede han med en Haandbevægelse paany Talerstolens Frihed .
» Det kan ikke undre nogen, der kender Menneskene, at Satan fik Held med sin List. Der blev Tilløb til den Forkyndelse! Der blev et Menighedsliv, som man aldrig havde kendt Mage til! Og nu var Spillet vundet for den gamle Løgner og Troldmand. Da Pilgrimmen kom tilbage, var der ingen, der kendte ham igen. Han stod ved Dørene og spurgte: » Hvor er dit sønderknuste Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters Sukke?« Men Folk forstod ham ikke og sagde: » Hvad staar han og snakker om? Pak dig, gamle Mand! Den Slags Sager har vi ikke her. Vi er glade og frejdige Mennesker, og nu skal vi hen i Bedehuset og se Lysbilleder og drikke Sukkerlade!«
»Se, det var nu bare en Historie. Jeg vil nu gerne have Lov til at fortælle ^ om en lille Oplevelse, jeg havde idag paa Vejen hertil . Der stod et Par Mennesker udenfor et fattigt Hus, og jeg ^ fik ^ at vide, at derinde ^ laa en Mand og droges med Døden – I, 233 »Hønse-Lars« kaldte de ham. Saa kender I ham vel nok ! Jeg gik indenfor, og der laa et gammelt Menneske med en fin hvid Skjorte paa og i skinnende rene Lagner, i det hele saa velplejet og opstadset som den gamle Komediefigur Jeppe, der blev lagt i Baronens Seng og troede sig i Himmerig. Den stakkels Mand havde mistet Mælet, hans Bryst arbejdede tungt, men Sjælen var helt ^ nærværende, og jeg kunde se paa ham , at han følte sig fuldt betryggende ^ præpareret til at indgaa til den store Dom ^ . Endnu i Dødens Daanen skinnede den gamle Synder af Selvretfærdighed. – Se, det her nedslaaende Syn er bleven ved at staa mig for Tanken, fordi det har mindet mig om noget ^ , der nys hændte mig selv. I hørte jo ^ , hvem jeg er. I fik ^ at vide, hvad der er overgaaet mig, og hvorfor jeg kom væk fra mit Embede. Det var Verdens Dom. Men Gud kender Menneskene. Han ^ skabte os som Syndere, opfyldte af grimme Tanker og onde Lyster , saa længe vi drager Aande , og jeg veed nu , at aldrig var jeg vederstyggeligere for Gud, end da jeg forsøgte at gaa ham under Øjne med mine Dyder. Derfor nedslog han mig endnu dybere i Smudset. Saa en Dag ^ faldt jeg i en svær Sygdom. Jeg laa med Feberfantasier, og det var det besynderlige ved det, at hele min Ulykke ^ var gleden ud af min Erindring. Jeg var endnu den uberygtede Præst for Favsing og Lime Menighed og vidste, at jeg skulde til at dø. Saa en Aften gik Døren op, og en Fremmed kom ind. Jeg kendte straks Vorherre ^ . » Mads Vestrup! Nu skal du herfra !« sagde han. » Men hvor skal du bringes hen?« – Jeg var jo nok lidt angst ^ men ^ havde dog en ret god Samvittighed , og jeg opregnede ^ for min Dommer , at mit Levned havde været rent, mine Tanker fromme og mit Sind lydigt. Men da saae Herren bedrøvet paa mig og sagde ^ : » Mads Vestrup! Hvor er dit bævende Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine ^ Nætters Kummer?« Og med en ny Røst, der gik mig gennem Marven som et dræbende Lyn, udtalte han de frygtelige Ord, Dommens uigenkaldelige Ord: » Gak bort! Du hører Helvede til !« – –«
Han maatte standse ^ . Sindsbevægelsen havde overvældet ham. I, 234 Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Og pludselig satte han sin Kasket paa Hovedet, vendte sig om og gik bort.

Der var nogle, der forsøgte at le; en enkelt gav sig til at klappe rasende; andre hyssede og var vrede. Det var altsammen kun forskellige Udtryk for den samme usikre Opskræmthed. Hvad var dog 246 dette for et Menneske? Var det en gal Mand eller en ^ Komediespiller? Det fandt Tilslutning fra alle Sider, da Balduin Hansen oppe paa Tribunen med høj Røst ^ ^ henstillede ^ til Aviskorrespondenterne ikke at referere den sidste Taler, der i enhver Henseende havde forsyndet sig mod Mødets Program .
Ordstyreren kom derpaa frem for at afslutte . Hans uforanderlige Forretningsmæssighed og vindtørre Stemme virkede i dette Øjeblik komisk paa alle. Rent uvilkaarligt befriede mange sig for Stemningens Uhygge ved en respektstridig Munterhed .
Han havde allerede løftet Hatten for at udbringe et ^ Leve, da man saae Enslev rejse sig og forlange Ordet.

Der var nogle, der forsøgte at le; en enkelt gav sig til at klappe rasende; andre hyssede og var vrede. Det var altsammen kun forskellige Udtryk for den samme usikre Opskræmthed. Hvad var dog det for et Menneske? Var det en gal Mand eller en Profet? Eller var det bare en Komediespiller? Selv Enslevs Smil var et Øjeblik bleven lidt usikkert.
Oppe paa Tribunen henstillede Balduin Hansen til Aviskorrespondenterne ikke at omtale det uheldige Optrin, og hans Ord fandt Tilslutning fra alle Sider .
Jørgen Mosegaard traadte derpaa frem for at afslutte . I, 322 Han havde løftet Hatten for at udbringe et sidste Leve, da man saae Enslev rejse sig og forlange Ordet.

Der var nogle, der forsøgte at le; en enkelt gav sig til at klappe rasende; andre hyssede og var vrede. Det var altsammen kun forskellige Udtryk for den samme usikre Opskræmthed. Hvad var dog det for et Menneske? Var det en gal Mand eller en Profet? Eller var det bare en Komediespiller? Selv Enslevs Smil var et Øjeblik blevet lidt usikkert.
Oppe paa Tribunen henstillede Balduin Hansen til Aviskorrespondenterne ikke at omtale det uheldige Optrin, og hans Ord fandt Tilslutning fra alle Sider .
Jørgen Mosegaard traadte derpaa frem for at afslutte . Han havde løftet Hatten for at udbringe et sidste Leve, da man saa Enslev rejse sig og forlange Ordet.

Der var nogle, der forsøgte at le; en enkelt gav sig til at klappe rasende; andre hyssede og var vrede. Det var altsammen kun forskellige Udtryk for den samme usikre Opskræmthed. Hvad var dog det for et Menneske? Var det en gal Mand eller en Profet? Eller var det bare en Komediespiller? Selv Enslevs Smil var et Øjeblik blevet lidt usikkert.
Oppe paa Tribunen henstillede Balduin Hansen til Aviskorrespondenterne ikke at omtale det uheldige Optrin, og hans Ord fandt Tilslutning fra alle Sider ; hvorpaa Jørgen Mosegaard traadte ^ frem for at afslutte ^ .
Han havde allerede løftet Hatten for at udbringe et sidste Leve, da man saae Enslev rejse sig og forlange Ordet.

I det samme var Indtrykket af den gale Præst og hans Tale som blæst ud af alles Sind. Ingen tvivlede om, at det store Øjeblik nu var kommen, da Balduin Hansen højtideligt skulde proklameres som Partiets Kandidat, og man var klar over, at det ikke vilde gaa for sig uden Modsigelse. ^ Der blev dødsstille.

I samme Øjeblik var Indtrykket af den landløbende Præst og hans Tale ^ blæst ud af alles Sind. Alle ventede, at Enslev nu ^ højtideligt vilde udpege Balduin Hansen til Kresens Kandidat, og man var klar over, at det ikke vilde gaa af uden Modsigelse.
Der blev dødsstille.

Og saa kom der noget ganske ^ uventet, som Folk hørte paa med lange Ansigter. Enslev mindede om den gamle Festskik , der fordrede, at Værten fik et Leve , inden Bordet hævedes. Godsejer Hagen , sagde han, havde med det Frisind, der nu i flere Slægtled udmærkede Ejerne af Storeholt, stillet sin Skov og 247 den smukke Festplads til Raadighed for Folket , og det ikke alene ved denne Lejlighed .

Og saa kom der noget ganske andet, noget helt uventet, som Folk hørte paa med lange Ansigter. Enslev , der talte fra sin Plads, mindede om, at det var gammel Festskik at give Værten et Hurra , inden Bordet hævedes. Jægermester Hagen havde atter ved denne Lejlighed med det Frisind, som nu i flere Slægtled havde udmærket Ejerne af Storeholt, stillet sin Skov og den smukke Festplads til Raadighed ^ , og herfor skyldte man ham Tak .

» De store Jordbesiddere plejer jo ellers at være vore svorne Fjender. Med særlig Glæde maa vi da hilse en Herremand, der som Godsejer Hagen viser fordomsfri Forstaaelse og folkelig Samfølelse. Et Leve for denne gode og trofaste Demokrat!« ^

Folk raabte Hurra for Enslevs Skyld; men da Jægermesteren rejste sig fra sin Plads paa Tribunen for at takke, var der næsten ikke en Haand, der rørte sig.
Mødet sluttede under almindelig Forvirring; og da man fik at vide, at Enslev var kørt bort i Jægermesterens Vogn , spredtes Folk raadvilde omkring paa Festpladsen , hvor de endnu længe efter stod i diskuterende Klynger og stak Hovederne sammen som Faar mod ^ Torden.

Efter Mødet saae man Enslev køre bort i Jægermesterens Vogn . Folk spredtes ^ omkring paa Pladsen , hvor de ^ længe ^ stod i diskuterende Klynger og stak Hovederne sammen som Faar mod optrækkende Torden.

^ ^

I, 323 IX .

I, 234 IX

I, 235 IX

⇕ Storeholt II, 4.4

⇕ De Dødes Rige 3.9

⇕ De Dødes Rige .9>

⇕ De Dødes Rige 3.9

D en følgende Formiddag sad Fru Bertha og Jytte alene ^ under Kastanjerne hver med sit Haandarbejde. Fru Bertha strikkede, Jytte syede paa et Stramajbroderi . De var tyet derud saa tidligt paa Dagen paa Grund af den Ufred, der var i Huset. Der havde fra Morgenstunden været et Rykind af Folk fra Egnen, der paa Vejen til og fra Enslevs 248 Modtagelsesværelse forvildede sig i Stuerne eller slog sig ned der for at vente .
Ogsaa Balduin Hansen havde været der. Han og Enslev havde haft en timelang Samtale, og da han kom ud derfra havde han været kridhvid i Ansigtet og haft Graad i Øjnene . For Tiden var Vælgerforeningens Bestyrelse derinde for at træffe Afgørelse om Møller Jensens Efterfølger.

Den følgende Formiddag sad Fru Bertha og Jytte alene ude under Kastanjerne i Haven . De var tyet herud saa tidlig paa Grund af Uroen i Huset. Der var et uafbrudt Rykind af Folk , der vilde tale med Enslev . ^ Ogsaa Balduin Hansen havde været der. Han var kommen ud fra Modtagelsesværelset med marmorblegt Ansigt og et forstyrret Udtryk . I Øjeblikket var Vælgerforeningens Formand og nogle andre Bestyrelsesmedlemmer samlede derinde for at træffe Afgørelse om Møller Jensens Efterfølger.

Fru Bertha var urolig. Strikkepindene arbejdede ujævnt . Der havde den foregaaende Aften været noget grumt i Enslevs Blik , som ikke huede hende . Hvad havde han for? Hun kendte Udtrykket fra gamle Dage, naar han havde haft Modgang. » Enslev blodtørster « plejede hendes Mand at sige , og de havde altid begge to følt sig ængstet af det . Hans Tale ved Skovfesten fandt hun ogsaa besynderlig uoverlagt. Hun forstod ikke, hvad der var hans Hensigt med denne voldsomme Udæskning.

Fru Bertha havde taget et Strikketøj med sig for at berolige sit Sind . Der havde den foregaaende Aften været noget grumt i Enslevs Blik ^ . Hvad havde han for? Hun kendte Udtrykket fra gamle Dage, naar han havde haft Modgang. » Enslev blodtørster ,« plejede hendes Mand at sige ^ . Hans Tale den foregaaende Dag fandt hun ogsaa besynderlig uoverlagt. Hun forstod ikke, hvad der kunde være hans Hensigt med den grove Udæskning.

» Tror du, John bliver Rigsdagsmand?« spurgte Jytte, som om hun havde gættet hendes Tanker .

» Tror du, John bliver Rigsdagsmand?« spurgte Jytte, der ogsaa havde taget et Haandarbejde med .

»Nej, det kan jeg ikke tro. Det vil jeg ikke tro kan være Meningen.«
» Jeg tror ^ det . Lagde du ikke Mærke til, at Onkel Tyge og Vilhelmine iaftes spaserede længe sammen herude i Haven? Hun var aldeles kokliko i Ansigtet, da hun kom tilbage, og styrtede straks ind til Telefonen. Jeg hørte, hun ringede sin Far op. Idag 249 har hun da ogsaa en Mine paa ^ , som om John allerede var Minister. Du skal se, lille Mor, du bliver ikke den sidste Gehejmeraadinde i Familjen . Det skal virkelig more mig, dersom Johns standhaftige Tro paa hans » lykkelige Stjerne« ikke bliver gjort til Skamme.«
Mens hun sagde dette, bredte hun sit Broderi ud paa Bordet og betragtede det med Hovedet paa Siden. Det var ikke noget Hverdagssyn at se hende med et Haandarbejde, og Fru Bertha havde da ogsaa gjort sig sine Tanker derom. Broderiet var iøvrigt ikke hendes eget. Hun havde fundet det inde hos den syge Pige. Det var bestemt til en Fødselsdagsgave, og Oline havde været bedrøvet over ^ , at det paa Grund af hendes Sygdom ikke kunde blive færdigt til rette Tid. Jytte vilde nu overraske hende ved at sy, hvad der manglede.
» Det er saamænd slet ikke saa ilde,« sagde hun. » Havde det blot haft en anden Bund, kunde det være blevet hel pænt.«
» Nu mangler du ikke saa meget.«
» Jeg skal jo ogsaa være færdig med det idag. Senest imorgen Formiddag.«
» Du mener, fordi vi skal rejse. Jeg havde ellers tænkt at spørge dig, om vi alligevel ikke skal blive lidt endnu. Forholdet mellem John og Vilhelmine er jo nu meget bedre.«
250 Jytte svarede uden Betænkning, endogsaa med nogen Opfarenhed, at hun absolut holdt paa, de skulde blive ved deres Bestemmelse og rejse.
» Ja ja – som du vil,« sagde Fru Bertha, og nu tav de igen nogen Tid begge to.
» Det er sandt, Jytte – jeg hører tilfældigt, at Meta var her igaar . Det har du slet ikke fortalt mig.«
»Nej, det har jeg vist heller ikke.«
» Havde hun noget særligt paa Hjerte?«
» Hvorfor mener du?«
»Aa, jeg veed saamænd ikke. Jeg tror, jeg saae hendes Mand ved Mødet. Han har da sikkert nok været der. – – Pastor Gaardbo var en af Talerne, veed du maaske.«
»Ja. Han ^ gjorde nok ingen Lykke.«

»Nej, det kan jeg ikke tro. Det vil jeg ikke tro .«
» Saa tror jeg det for os begge. Vilhelmine har ^ da ogsaa en Mine paa idag , som om John allerede var Minister. Du skal se, lille Mor, du bliver ikke den sidste Gehejmeraadinde i Familjen .«
»Aa, Passiar! Det kan Enslev ikke gøre. Nej, jeg har I, 324 en Anelse om , at det snarere bliver Pastor Gaardbo, der kommer til at gaa af med Sejren.«
» Pastor Gaardbo? Hvor falder du paa det? Det er jo ikke engang afgjort, at han vil stille sig.«
»Jo, det gør han saamænd nok. Efter hvad der foregik igaar , maa han næsten gøre det, synes jeg . Men det bliver ikke med Enslevs gode Vilje.«
» Hvordan kan han saa blive valgt?«
» Jeg tænker, han hjælper sig selv. Han viste sig ved Mødet som en frygtløs Mand.«
» Men han gjorde da slet ikke nogen Lykke.«

»Nej, det kan jeg ikke tro. Det vil jeg ikke tro .«
» Saa tror jeg det for os begge. Vilhelmine har ^ da ogsaa en Mine paa idag , som om John allerede var Minister. Du skal se, lille Mor, du bliver ikke den sidste Gehejmeraadinde i Familjen .«
»Aa, Passiar! Det kan Enslev ikke gøre. Nej, jeg har en Anelse om , at det snarere bliver Pastor Gaardbo, der kommer til at gaa af med Sejren.«
» Pastor Gaardbo? Hvor falder du paa det? Det er jo ikke engang afgjort, at han vil stille sig.«
»Jo, det gør han saamænd nok. Efter hvad der foregik igaar , maa han næsten gøre det, synes jeg . Men det bliver ikke med Enslevs gode Vilje.«
» Hvordan kan han saa blive valgt?«
» Jeg tænker, han hjælper sig selv. Han viste sig ved Mødet som en frygtløs Mand.«
I, 235 » Men han gjorde da slet ikke nogen Lykke.«

»Nej, det kan jeg ikke tro. Det vil jeg ikke tro .«
» Saa tror jeg det for os begge. Vilhelmine har ^ da ogsaa en Mine paa idag , som om John allerede var Minister. Du skal se, lille Mor, du bliver ikke den sidste Gehejmeraadinde i Familjen .«
»Aa, Passiar! Det kan Enslev ikke gøre. Nej, jeg har en Anelse om , at det snarere bliver Pastor Gaardbo, der kommer til at gaa af med Sejren.«
» Pastor Gaardbo? Hvor falder du paa det? Det er jo ikke engang afgjort, at han vil stille sig.«
»Jo, det gør han saamænd nok. Efter hvad der foregik igaar , maa han næsten gøre det, synes jeg . Men det bliver ikke med Enslevs gode Vilje.«
» Hvordan kan han saa blive valgt?«
» Jeg tænker, han hjælper sig selv. Han viste sig ved Mødet som en frygtløs Mand.«
I, 236 » Men han gjorde da slet ikke nogen Lykke.«

» Hvem har sagt det?«

» Vilhelmine fortalte, at Folk tilsidst ikke vilde høre ham ^ .«

» John fortalte, at Folk ^ ikke vilde høre ham tilsidst. Det blev jo næsten til Skandale .«

»Snak! Der var ganske vist nogle Spektakelmagere. Men det kan jo ikke undgaaes ved et saadant Møde, hvor der kommer alle Slags Folk . Pastor Gaardbo talte baade smukt og djærvt, synes jeg. Og det var vist den almindelige Mening.«

»Snak! Der var ganske vist nogle Spektakelmagere. Men det kan ^ ikke undgaaes ved den Slags Møder . Pastor Gaardbo talte baade smukt og djærvt, synes jeg. Og det var vist den almindelige Mening.«

Saa har hun altsaa igen løjet! – tænkte Jytte, og hun skammede sig over, at hun straks havde troet paa Svigerindens ondskabsfulde Opspind. Hun havde 251 endogsaa af den Grund ligget vaagen det meste af Natten. Det var gaaet hende saa taabeligt nær, at han havde lidt et Nederlag.
» Du skal se, det bliver ogsaa nok Pastor Gaardbo og hverken Balduin Hansen eller John, der kommer til at gaa af med Sejren ved Valget her«, sagde Fru Bertha. » Det har jeg en Anelse om.«
» Pastor Gaardbo? Hvor falder du paa det? Det er jo ikke engang sikkert, at han stiller sig.«
»Jo, det gør han nok. Men det bliver ikke med Enslevs gode Vilje, og derfor er det ikke værd, vi snakker til ham om det.«
» Men hvordan kan han saa blive valgt?«
» Han hjælper sig selv – tænker jeg. Og han er en frygtløs Mand.«
Jytte, der havde set halvt forskrækket op, bøjede sig igen ^ over sit Broderi . Hun vilde ikke spørge om mere.
» Der var ogsaa en anden Præst, der talte ved Mødet igaar,« sagde Fru Bertha efter en ny, længere Pavse. » En meget mærkelig Person.«
» Var det ham, der blev talt saa meget om iaftes ved Bordet.«
»Ja. Han var et højst mærkværdigt Menneske . Han gjorde vist i Grunden Indtryk paa Folk.«
» Du synes maaske, han talte bedre end Pastor Gaardbo?«
252 » Aa du, de var saa ganske forskellige, saa de lader sig slet ikke sammenligne. Den Pastor Vestrup er vist lidt forstyrret i Hovedet. Meget af, hvad han sagde, var baade dumt og plat. Men der var alligevel en Del, som jeg godt forstod. Jeg vilde ønske, du havde hørt ham. Men han ^ ^ ^ ^ havde rigtignok et Udseende, som man kunde blive bange for.«
Fru Bertha havde lagt Hænderne med Strikketøjet ned i sit Skød og saae hen for sig i Tanker. Da vaktes hun op af Frøken Søholms Fløjteskalaer, der trængte ud til dem oppe fra hendes Vindu.
» Nu begynder hun virkelig igen. John har dog udtrykkeligt forbudt hende at øve sig, saalænge Enslev er her.«
» Aa – hun er vist sindssyg!« sagde Jytte, der havde samlet sine Sager sammen og nu rejste sig.
» Gaar du?«
»Ja, jeg kommer til at tænke paa, at jeg har lovet John at hjælpe ham med Bordpynten. Vilhelmine er jo saa hemmelighedsfuldt optaget idag. Gud veed, hvad det er, hun har for.«
Paa Vejen ind mødte hun Enslev. Han stod paa Verandatrappen med sin brede Hat i Haanden og var faldet i Tanker. Han saae saa bøs ud, at hun helst var gaaet udenom ham; men han standsede hende ved at række Haanden frem. Og straks forandredes 253 hans Udtryk, og Skælmen kom frem under de mørke Buskebryn ^ .

Jytte, der havde set ^ op, bøjede sig igen ned over sit Broderi og blev lidt rød . Saa meget Pastor Gaardbo til Tider var hende imod – og hun kunde i enkelte Øjeblikke næsten hade ham – var hun alligevel Moderen taknemlig for de Ord. Hun ærgrede sig nu kun over, at hun straks havde troet paa Fætterens ondskabsfulde Opspind om ham, hvad der endogsaa havde kostet hende et Par Timer af hendes Nattesøvn. Det var gaaet hende saa taabeligt nær, at han havde lidt et Nederlag.
For nu ikke at høre mere rullede hun sit Sytøj sammen og gik ind.
I, 325 Paa Vejen ^ mødte hun Enslev. Han stod paa Verandatrappen og saae saa bøs ud, at hun helst havde undgaaet ham, saa gode Venner de ellers var. Men da han opdagede hende, lyste det lidt op i hans Ansigt. Han løftede de mørke Buskebryn og strakte Haanden frem .

Jytte, der havde set ^ op, bøjede sig igen ned over sit Broderi og blev lidt rød . Saa meget Pastor Gaardbo til Tider var hende imod — og hun kunde i enkelte Øjeblikke næsten hade ham — var hun alligevel Moderen taknemlig for de Ord. Hun ærgrede sig nu kun over, at hun straks havde troet paa Fætterens ondskabsfulde Opspind om ham, hvad der endogsaa havde kostet hende et Par Timer af hendes Nattesøvn. Det var gaaet hende saa taabeligt nær, at han havde lidt et Nederlag.
For nu ikke at høre mere rullede hun sit Sytøj sammen og gik ind.
Paa Vejen ^ mødte hun Enslev. Han stod paa Verandatrappen og saae saa bøs ud, at hun helst havde undgaaet ham, saa gode Venner de ellers var. Men da han opdagede hende, lyste det lidt op i hans Ansigt. Han løftede de mørke Buskebryn og strakte Haanden frem .

Jytte, der havde set ^ op, bøjede sig igen ned over sit Broderi og blev lidt rød . Saa meget Pastor Gaardbo til Tider var hende imod – og hun kunde i enkelte Øjeblikke næsten hade ham – var hun alligevel Moderen taknemlig for de Ord. Hun ærgrede sig nu kun over, at hun straks havde troet paa Fætterens ondskabsfulde Opspind om ham, hvad der endogsaa havde kostet hende et Par Timer af hendes Nattesøvn. Det var gaaet hende saa taabeligt nær, at han havde lidt et Nederlag.
For nu ikke at høre mere rullede hun sit Sytøj sammen og gik ind.
Paa Vejen ^ mødte hun Enslev. Han stod paa Verandatrappen og saae saa bøs ud, at hun helst havde undgaaet ham, saa gode Venner de ellers var. Men da han opdagede hende, lyste det lidt op i hans Ansigt. Han løftede de mørke Buskebryn og strakte Haanden frem .

» Du altid flygtende Diana! ... Dig har jeg jo næsten ikke set. Vil du love mig at sørge for, at jeg faar dig ved Siden af mig ved Frokostbordet ? Der kan du ikke rende fra mig. Og jeg vil dog nok ^ ^ høre lidt om , hvad for Skarnsstreger du har bedrevet, siden vi sidst saaes.«
» Jeg faar vist ikke Lov til at nyde saa stor en Ære, Onkel Tyge.«
» Det er en Ordre – forstaar du! ^ Hvor er din Mor?«

» Du altid flygtende Diana! ... Dig har jeg ^ næsten ikke set. Vil du ^ sørge for, at du faar Plads ved Siden af mig ved Frokostbordet ! Saa skal du skrifte for mig.«
» Jeg faar vist ikke Lov til at nyde saa stor en Ære.«
» Det er en Ordre – forstaar du! Jeg vil høre ^ , hvad for Skarnsstreger du har begaaet siden ^ sidst . – Hvor er din Mor?«

» Du altid flygtende Diana! ... Dig har jeg ^ næsten ikke set. Vil du ^ sørge for, at du faar Plads ved Siden af mig ved Frokostbordet ! Saa skal du skrifte for mig.«
» Jeg faar vist ikke Lov til at nyde saa stor en Ære.«
» Det er en Ordre — forstaar du! Jeg vil høre ^ , hvad for Skarnsstreger du har begaaet siden ^ sidst . — Hvor er din Mor?«

» Hun sidder derhenne under Træerne .«

» Hun sidder derhenne ^ .«

»Godt! Paa Gensyn ^ !«

»Godt! Paa Gensyn altsaa !«

Han stavrede med lidt Besvær ned ad Trappen , og Jytte vovede ikke at tilbyde ham sin Arm. Hun vidste, at intet kunde opirre ham mere, end at Folk lod ham mærke ^ , at de tænkte paa hans Alder eller hans svage Fod.

Han kom med lidt Besvær ned ad Trappen . Jytte vovede ikke at tilbyde sin Hjælp. Intet opirrede den gamle Mand mere, end at Folk lod sig mærke med , at de tænkte paa hans Alder eller hans svage Fod.

»Naa, der sidder Fru Justitia og strikker! Det er en sund Beskæftigelse, som jeg tidt kan misunde Kvinderne. Jeg var forresten engang lige ved at lade mig overtale til at lære den Kunst. Der var en gammel Dame, som paastod, at der ikke var den Lyksalighedsfølelse,man ikke kunde strikke sig til. Under alle Sorger og Bekymringer tyede hun selv til 254 Strikkestrømpen ligesom andre til Andagtsbøger eller beroligende Pulvere. Nu kan jeg undertiden fortryde , at jeg ikke gjorde Alvor af at gaa i Lære hos hende.«
» De har jo Deres Hus og Deres Blomkaalshoveder,« sagde Fru Bertha. » Kan de ikke gøre samme Nytte? Da jeg sidst talte med Dem, fortalte De mig, at De først nu ^ havde fundet Deres egenlige Kald. Jeg kan huske , De tilbød mig endogsaa et Væddemaal om, at jeg ^ aldrig mere skulde se Dem ^ paa en Talerstol . Det Væddemaal havde De altsaa tabt .«

»Naa, der sidder Fru Justitia og strikker! Det er en ^ Beskæftigelse, jeg tidt har misundt Kvinderne. Jeg kendte engang ^ en gammel Dame, som paastod, at der ikke var den Lyksalighedsfølelse,man ikke kunde strikke sig til. Strikkestrømpen var hendes Universalmiddel. Den tyede hun ^ til under alle Sorger og Bekymringer ligesom andre til Andagtsbøger eller beroligende Pulvere. Kan De ikke lære mig Kunsten?«
» Jeg troede , at Deres Gaard, Deres Have, Deres Høns og Ænder kunde gøre samme Nytte? Da jeg sidst talte med Dem, fortalte De mig, at De nu helt og holdent I, 326 var bleven Landmand. De havde fundet Deres egenlige Livskald. De interesserede Dem kun for Kvægracer, Hønsefoder , Frugtavl og den Slags Ting, og jeg vilde aldrig mere faa Dem at se paa en Talerstol ^ .«

»Naa, der sidder Fru Justitia og strikker! Det er en ^ Beskæftigelse, I, 236 jeg tidt har misundt Kvinderne. Jeg kendte engang ^ en gammel Dame, som paastod, at der ikke var den Lyksalighedsfølelse,man ikke kunde strikke sig til. Strikkestrømpen var hendes Universalmiddel. Den tyede hun ^ til under alle Sorger og Bekymringer ligesom andre til Andagtsbøger eller beroligende Pulvere. Kan De ikke lære mig Kunsten?«
» Jeg troede , at Deres Gaard, Deres Have, Deres Høns og Ænder kunde gøre samme Nytte? Da jeg sidst talte med Dem, fortalte De mig, at De nu helt og holdent var bleven Landmand. De havde fundet Deres egenlige Livskald. De interesserede Dem kun for Kvægracer, Hønsefoder , Frugtavl og den Slags Ting, og jeg vilde aldrig mere faa Dem at se paa en Talerstol ^ .«

»Naa, der sidder Fru Justitia og strikker! Det er en ^ Beskæftigelse, I, 237 jeg tidt har misundt Kvinderne. Jeg kendte engang ^ en gammel Dame, som paastod, at der ikke var den Lyksalighedsfølelse,man ikke kunde strikke sig til. Strikkestrømpen var hendes Universalmiddel. Den tyede hun ^ til under alle Sorger og Bekymringer ligesom andre til Andagtsbøger eller beroligende Pulvere. Kan De ikke lære mig Kunsten?«
» Jeg troede , at Deres Gaard, Deres Have, Deres Høns og Ænder kunde gøre samme Nytte? Da jeg sidst talte med Dem, fortalte De mig, at De nu helt og holdent var bleven Landmand. De havde fundet Deres egenlige Livskald. De interesserede Dem kun for Kvægracer, Hønsefoder , Frugtavl og den Slags Ting, og jeg vilde aldrig mere faa Dem at se paa en Talerstol ^ .«

Enslev stod med Stokken foran sig og saae en lille Tid grundende ned mod Gruset.
»Ja, jeg har alle Dage været et godtroende Fæ . Jeg bildte mig ind, at Fremtiden var saa temmelig betrygget. Jeg syntes ogsaa nok, at jeg kunde lide at leve mine sidste Aar i Slobrok og Pampusser ... og maaske skulde jeg virkelig være bleven i min Kakkelovnskrog . For jeg gør mig vist forgæves Ulejlighed. Jeg ser tydeligt, hvor ^ ^ det hele bærer hen ... Frihedsglæden er hos Folket en Søndagsfølelse , som tilnød kan holde sig Mandagen over. Allerede om Tirsdagen begynder de fleste at længes tilbage til Tugten og Tvangen og Ydmygelsen. Jeg maa ofte tænke paa, hvad jeg har læst om Livsfanger, der som ældre Folk slipper ud af Fængslet. De gaar Resten af deres Liv og gemmer paa en hemmelig Hjemve efter Cellen og Haandjernene.«

Enslev stod med Stokken foran sig og betragtede hende med et lurende Blik under de sænkede Bryn.
» Synes De, at Tiden er til at gaa paa Aftægt? ... Jeg troede det ganske vist selv . Jeg bildte mig ind, at Fremtiden var saa temmelig betrygget. Jeg syntes jo ogsaa, jeg kunde fortjent at have mine sidste Aar for mig selv. Men det er gaaet, som det hedder med det gamle Mundheld: Naar Katten er borte o. s . v. – Dersom De vil afkøbe mig Fredsholm for en rimelig Pris, kan vi slutte Handelen med det samme.«
» Det er da ikke Deres Mening , Enslev?«

Enslev stod med Stokken foran sig og betragtede hende med et lurende Blik under de sænkede Bryn.
» Synes De, at Tiden er til at gaa paa Aftægt? ... Jeg troede det ganske vist selv . Jeg bildte mig ind, at Fremtiden var saa temmelig betrygget. Jeg syntes jo ogsaa, jeg kunde fortjent at have mine sidste Aar for mig selv. Men det er gaaet, som det hedder med det gamle Mundheld: Naar Katten er borte o. s . v. — Dersom De vil afkøbe mig Fredsholm for en rimelig Pris, kan vi slutte Handelen med det samme.«
» Det er da ikke Deres Mening , Enslev?«

Enslev stod med Stokken foran sig og betragtede hende med et lurende Blik under de sænkede Bryn.
» Synes De, at Tiden er til at gaa paa Aftægt? ... Jeg troede det ganske vist selv . Jeg bildte mig ind, at Fremtiden var saa temmelig betrygget. Jeg synes jo ogsaa, jeg kunde fortjent at have mine sidste Aar for mig selv. Men det er gaaet, som det hedder med det gamle Mundheld: Naar Katten er borte o. s . v. – Dersom De vil afkøbe mig Fredsholm for en rimelig Pris, kan vi slutte Handelen med det samme.«
» Det er da ikke Deres Mening , Enslev?«

⇕ Toldere og Syndere III, 1.4

⇕ De Dødes Rige 3.9

⇕ De Dødes Rige .9>

⇕ De Dødes Rige 3.9

⇐

» Det hele var en Misforstaaelse. Vi Landsbybørn gemmer allesammen i vor inderste Hjertefold en Hyrdedrøm om at ende vore Dage i en fredelig Kaalhave . Vi ser os i Aanden tage en idyllisk Afsked med Livet som Patriark med en grønmalet Vandkande i Haanden ... en sølvermanket Emeritus i Stil med Rektor Bohse . Og saa gaar det os for det meste som Emigranterne, der efter et langt Liv tilbragt i Hjemve vender tilbage til Fædrelandet og føler sig haabløst fremmede der . Et Mandfolk mister under Livets Kamp tilsidst Organet for Idyllen. De vil engang selv gøre den Erfaring, Professor Hagen!«

»Jo. Det hele var en Misforstaaelse. Vi Landsbybørn gemmer allesammen i vor inderste Hjertefold en Hyrdedrøm om at ende vore Dage i en fredelig Kaalhave , med Træsko paa og en Vandkande i Haanden ^ . Og saa gaar det os for det meste som Emigranterne, der efter et langt Liv tilbragt i Hjemve vender tilbage til Fædrelandet og føler sig haabløst fremmede der .«

Han talte videre om Landlivets Søvnagtighed og om den ^ Basilisk, der i de lange Vinteraftener anbragte sig overfor En og gabede som en Flodhest. 40 Og da Asmus Hagen hertil indvendte, at man dog altid kunde fordrive Kedsomheden ved Læsning, rystede den Gamle paa Hovedet og svarede, at for et Menneske, der havde været vant til at omsætte sin Vitalitet i Handling, var en Bog omtrent det slettest mulige Selskab.

Han talte videre om Landlivets Søvnagtighed , om den Kedsomhedens Basilisk, der i de lange Vinteraftener anbragte sig overfor En og gabede som en Flodhest. Da Fru Bertha indvendte, at man dog altid kunde fordrive Tiden ved Læsning, protesterede han og svarede, at for et Menneske, der havde været vant til at omsætte sin Vitalitet i Handling, var Bøgerne det slettest mulige Selskab.

» Sæt en gammel Invalid til at læse Krigshistorie, og han vil hurtigt kaste Bogen fra sig af Ærgrelse over , at han maa sidde der i sin Lænestol og læse om andres Bedrifter. Saa foretrækker han ^ en Æske Tinsoldater eller at sidde og glo paa sit eget Billede i Spejlet.

I, 327 » Sæt en Krigsinvalid til at læse Slagmarkernes Historie! Han vil snart kaste Bogen fra sig af Ærgrelse over at maatte sidde der i sin Sygestol og læse om andres Bedrifter. Saa foretrækker han at underholde sig med en Æske Tinsoldater .«

» Sæt en Krigsinvalid til at læse Slagmarkernes Historie! Han I, 237 vil snart kaste Bogen fra sig af Ærgrelse over at maatte sidde der i sin Sygestol og læse om andres Bedrifter. Saa foretrækker han at underholde sig med en Æske Tinsoldater .«

» Sæt en Krigsinvalid til at læse Slagmarkernes Historie! Han I, 238 vil snart kaste Bogen fra sig af Ærgrelse over at maatte sidde der i sin Sygestol og læse om andres Bedrifter. Saa foretrækker han at underholde sig med en Æske Tinsoldater .«

⇕ Storeholt II, 4.4

⇕ De Dødes Rige 3.9

⇕ De Dødes Rige .9>

⇕ De Dødes Rige 3.9

255 Fru Bertha sagde:
» Resultatet af Forhandlingerne med Vælgerforeningen har nok ikke ^ været efter Ønske , kan jeg høre.«
»Resultatet? Vi er slet ikke kommen til noget Resultat. Her som alle Steder i Landet tuder Uglerne. Vi skal mødes igen om tre Timer , men jeg tvivler om, at der bliver Enighed ^ . Balduin Hansen har iøvrigt med prisværdig Resignation tilbudt at trække sig tilbage til Fordel for en neutral Tredjemand, som begge Parter kan enes om ; men heller ikke det Forslag har Præstepartiet villet gaa ind paa, skønt de meget godt indser, at de ved deres Vægring giver Højre en Chance for at tage Kresen fra os. Det er mit Indtryk, at der af Ivrerne paa den Side direkte arbejdes for en Sprængning.«

Hans bitre Tone fik Fru Bertha til at spørge, om Resultatet af Forhandlingerne med Vælgerforeningens Tillidsmænd ikke havde været efter Ønske .
» Der foreligger endnu slet ikke ^ noget Resultat. ^ Vi skal genoptage Mødet om to Timer ; men jeg tvivler næsten paa, at det vil lykkes mig at skaffe Enighed tilveje. Her som overalt i Landet tuder Uglerne . Balduin Hansen har iøvrigt med prisværdig Resignation tilbudt at trække sig tilbage til Fordel for en neutral Tredjemand, som begge Parter kan enes om . Men de Herrer af Præstepartiet vil aabenbart føre deres Krig igennem. Jeg har det bestemte Indtryk, at der ^ arbejdes paa en Sprængning.«

»Præstepartiet?« sagde Fru Bertha. » Vil De fortælle mig, Enslev, hvorfor har De aldrig omtalt Deres Brodersønner for os? Jeg synes at forstaa paa Dem, at De heller ikke nu vil anerkende Pastor Gaardbo som Slægtning.«

» Har jeg maaske ikke Grund til det? ... Men det kan vi ^ tale om en anden Gang . Jeg kom herhen, kære Fru Justitia, for at invitere Dem til en lille Promenade i Haven. Jeg har netop nogle Minutter til min Raadighed. Hvad siger De om at lade Verden blunde en halv Time, mens vi spaserer rundt 256 og agerer Børn, der ser paa Blomsterne og nyder Solen?«
» Aa jo ... det vil jeg gerne.«

» Har jeg maaske ikke Grund til det? ... Men det skal vi ikke tale om ^ . Jeg kom ^ for at foreslaa Dem ^ en lille Promenade i Haven. Jeg har en halv Snes Minutter til min Raadighed. Kan jeg overtale Dem?«
»Ja, meget let,« sagde hun og trillede straks sit Strikketøj sammen.

» Har jeg maaske ikke Grund til det? .... Men det skal vi ikke tale om ^ . Jeg kom ^ for at foreslaa Dem ^ en lille Promenade i Haven. Jeg har en halv Snes Minutter til min Raadighed. Kan jeg overtale Dem?«
»Ja, meget let,« sagde hun og trillede straks sit Strikketøj sammen.

Der var i Enslevs Holdning overfor Fru Bertha ^ ^ et Galanteri, som ellers var ham ganske fremmed og forresten heller ikke klædte ham. Det skrev sig fra deres Bekendtskabs tidligste Tid, da Fru Bertha og hendes Mand endnu sad ovre i Birkedommerboligen paa Samsø. Enslev , der allerede dengang var en af Venstres Førere, blev kaldt derover til et Folkemøde, og det var i Virkeligheden mere den unge Frues Skønhed end hendes Mands politiske Betydning, der oprindelig fik ham til at interessere sig for Birkedommerens Valg til Rigsdagen og Familjens Overflyttelse til København. Til Held for Venskabet havde Fru Bertha dog aldrig fuldt forstaaet hans Hensigter . Med sit Væsens friske Umiddelbarhed havde hun taget mod hans bjørneagtige Kur uden for Alvor at mistænke den allerede aldrende Mand ^ . Derfor var hun ^ nu en af de faa Damer fra de højere Selskabskrese, som Enslev følte nogen virkelig Agtelse for. Naar han kaldte hende Fru Justitia, var det ikke ^ , som Folk troede, blot fordi hendes Mand havde været Justitsminister i et af hans Ministerier. –
Jytte var imidlertid gaaet ind gennem Stuerne og ^ ^ havde i Kabinettet foran ^ ^ ^ ^ ^ den store Spisesal truffet 257 sin Fætter. Jægermesteren gik rastløs op og ned ad Gulvet med Hænderne i Vestens Ærmegab og talte højt med sig selv. Da han opdagede Jytte, foer han hen og greb hende i Armen.
» Jeg saae, du stod og talte med Enslev. Hvad sagde han ^ ? Talte han noget om Resultatet af Forhandlingerne? Bestyrelsen er jo gaaet. Jeg saae det jo.«
» Jeg aner ikke det mindste. Hvorfor spørger du ikke ham selv?«
»Ja, det vil jeg ogsaa gøre. Denne Spænding er ikke til at udholde. Du kan begribe, hvad denne Dag betyder for mig! Jeg vil sige dig det lige ud: Alting staar paa Spil! Lykkes det mig ikke dennegang at bryde Modstanden, er jeg en ruineret Mand. Saa har jeg ikke andet at gøre end at skyde mig en Kugle gennem Hovedet. Jeg vil ikke længer staa for alles Øjne som en Nar.«
Jytte fandt ham saa ynkværdig, at det skar hende i Hjertet.
» Hvad var det, jeg skulde hjælpe dig med?«
^ ^ » Hjælpe mig med?«
»Ja, var det ikke Borddækningen?«
»Javist! ... Undskyld, jeg kan ikke samle mig! Jeg skal jo nemlig ogsaa holde en stor Tale for Enslev, og den skulde gerne høre til en af mine bedre! Jeg har derfor allerede nu maattet arrangere 258 Bordet. Vilhelmine er jo optaget. Hun sidder oppe i sin Stue sammen med sin Tante og laver denne Liste over Inventaret og Malerierne, og den haster det med. Hendes Far skal have den sendt pr. Telefon inden Klokken to.«
» Hvad er det for en Liste?«
»Ja, det er sandt! Det kan du jo ikke vide. Det er ogsaa ligemeget ... Du maa virkelig undskylde. Jeg staar og vrøvler. Det er Brandassurancen, der har forlangt ^ ^ den Liste. Men nu skal du se mit Arrangement. – Ganske fikst, ikke sandt?«
^ ^ De var gaaet ind i Spisesalen, der i Anledning af Dagen var bleven smykket med fire lange Guirlander. De hang i Buer fra Midten af Loftet til hver sit Hjørne. Ogsaa paa Væggene var der Blomsterdekorationer. Efter Enslevs Ønske skulde der spises Frokost ude i Haven , saa man havde allerede kunnet begynde paa Borddækningen.
Ovenpaa Rødvinsglassene laa Navnekortene. Jytte gik langs den ene Bordside og læste: Amtsraadsmedlem J. Mosegaard. Sogneraadsformand P. Jensen. Dyrlæge Magens. Redaktør Danielsen. Pastor Gaardbo. ^ ^ –
⇕ ⇒ Pastor Gaardbo – gentog hun for sig selv og standsede. Det kunde ikke være rigtigt! ... Han gik jo ikke i Selskab !
Indbydelserne til den improviserede Festlighed var først udgaaet den foregaaende Dag ved et ridende 259 Bud, og det var ikke engang faldet hende ind, at han kunde være indbudt.
» Du undrer dig maaske over den Navneseddel,« sagde Fætteren ovre fra den anden Side af Bordet. » Jeg var jo nødt til at invitere ham. Manden er i Bestyrelsen. Han ^ ^ har mærkværdig nok endnu ikke sendt Afbud, saa vi er ogsaa nødt til at reservere Plads til ham . – Undskyld mig forresten et Øjeblik! Jeg kommer straks. Min Mave er bleven ganske rebelsk!«
Jytte havde følt sit Hjerte standse et Øjeblik. Men nu faldt det hende ind, at Pastor Gaardbo naturligvis vilde komme her for Enslevs Skyld. Det var ^ ^ ^ jo hans Farbror. Det havde hun underligt nok ikke tænkt paa. – – Det havde vel nok været bedst for ^ dem begge to, om de havde undgaaet et nyt Møde; men hun var alligevel nu glad ved, at hun fik Lejlighed til at sige ham ordentlig Farvel.
Hun var ene i Stuen og blev ved at se paa hans Navn. Hun huskede, hvor kønt og varmt og landlig hyggeligt ^ ^ det havde lydt for hende den første Gang hun hørte ^ ^ ^ ^ det derude i Haven. Gaardbo. Det lød af Tøjreslag og Lærkekvidder. Men Pastor Gaardbo. Saa hørte hun straks hans Præstetone, der var hende saa meget imod. Hun kunde næsten ikke taale, at han talte til hende om sit Gudsforhold.
⇕ ⇒ 260 Endnu i deres sidste Samtale havde han i sin utrættelige Missionsiver været inde paa Emnet. Han havde sagt, at han ikke forstod, hvordan et alvorligt Menneske kunde leve uden Gud. For at afvise ham havde hun nævnet hans egen Broder, og han havde da svaret hende med et Ord, der oprørte hende.
» Min Broders huslige Lykke fylder ham foreløbig helt,« sagde han næsten vemodig. » Den Dag, Sorgen banker paa hans Dør – og den Dag kommer jo for ethvert Menneske – da vil ogsaa han søge Hjælpen der, hvor den alene er at finde. Det er et Haab, jeg aldrig kan slippe.«
Hun kunde huske, at hun i sin Forargelse havde været lige ved at spørge ham, om hans afdøde Kæreste havde været Kristen, eller om han ogsaa kun havde holdt af hende i den bestemte Forventning, at Sorg ^ ^ og Lidelse eller hans egen daglige Paavirkning engang skulde gøre hende til det. Det Stueorgel, han havde anskaffet til hende, kunde jo godt tyde paa noget i den Retning.
Hun forstod ham ikke. Hvor kunde han, som var saa hjælpsom og god og kærlighedsfuld, samtidig være saa umenneskelig uforsonlig? Vidste han da ikke, at ethvert Menneske, i hvert Fald enhver Kvinde, vilde elskes for sin egen og ikke for sine Meningers, ikke for sin Tros Skyld? ... Der havde denne søvnløse 261 Nat sneget sig ^ ^ en Mistanke ind paa hende, og hun havde ikke siden kunnet blive den kvit. Hun havde spurgt sig selv, om det var saa sikkert, at hans Forlovede var død ved et Ulykkestilfælde. Selv om hun ogsaa havde været Kristen, var det da urimeligt at tænke, at hun havde taget Livet af sig i et Anfald af Skinsyge og Had til denne Gud, som altid var i hans Tanker og var ham dyrebarere end alt andet i Verden? Og havde hun ikke været det, saa maatte hun jo næsten før eller senere være bleven drevet ind i Døden af hans forbryderiske Selvretfærdighed ...
Hun hørte nogen komme og gik hurtigt videre langsmed Stolerækken.
Det var Fætteren, der kom tilbage med en Cigaret i Munden. » Jeg er kommen til at tænke paa, at vi vist alligevel godt kan stryge Præsten,« sagde han. » Det maa jo betragtes som ^ ^ ganske udelukket, at han kan komme her efter den Afbankning, Enslev gav ham igaar paa Mødet. Det var en offenlig Brændemærkning, som vil mindes længe af enhver, der var saa lykkelig at overvære den.«
» Onkel Tyge?« sagde Jytte.
»Ja. Paa en anden Maade kan man jo nok sige, at det var en lidt uhyggelig Affære. I Betragtning af Familjeskabet, mener jeg. Men Enslev er en sand Cato, der ikke kender den Slags Hensyn, naar det 262 gælder det heles Vel. Dersom der endnu er nogen Retfærdighed til, saa er Pastor Gaardbo færdig nu som offenlig Person. Hans Lumskeri er afsløret, saa enhver kan se det. Dertil kommer saa hele hans Optrædens Ynkelighed –.«
»Tak. Det er besørget.«
» Hvad mener du?«
» Jeg siger, det er allerede besørget. Vilhelmine har paataget sig Ulejligheden ... Men du lyver naturligvis. Det er ikke sandt, hvad du fortæller der om Onkel Tyge. Ja, for engangs Skyld siger jeg det, som jeg mener det. I er lige tarvelige begge to.«
»Jytte! Hvad gaar der dog af dig? Er du bleven ren forrykt? ...«
Men hun havde vendt ham Ryggen og gik bort, op til sig selv. Paa Vejen op ad Trappen mærkede hun, at det svimlede for hende, og da hun kom ind paa sit Værelse og saae sig i Spejlet, forfærdedes hun over sit Udseende.
»Ja,« tænkte hun og trykkede begge Hænderne for Øjnene. » Det er godt, vi kommer herfra. Det er paa høje Tid.«
Fru Bertha og Enslev havde imidlertid tilendebragt deres Rundtur i Haven. De ^ ^ sad paa en Bænk midt i Solen bag den store Plæne, og Enslev havde igen givet sig til at tale om Politik.
» Forholdene her i Kresen er typiske. For blot 263 tre-fire Aar siden vilde Balduin Hansens Valg have været fuldkommen sikkert ... Det gør mig ondt for ham. Han har gjort et stort Arbejde, og Mandatet var jo længe lovet ham; men som Forholdene nu stiller sig, anser jeg hans Kandidatur for haabløs. Og veed De, hvem der modarbejder ham?«
»Nej.«
»Tyrstrup! Jeg veed det nu med Sikkerhed. Balduin Hansen skal engang have haft en Konflikt med sine gejstlige Foresatte, og denne gamle Affære har Præstepartiet nu gravet op for at benytte den imod ham i Valgagitationen. Derfor vil Tyrstrup ikke have ham. Det tegner Manden, som han nu er bleven! Det er den nye Kurs, der skal styres! Han vil etablere et Jovialitetens Tusindaarsrige, hvor alle Modsætninger forliges efter den gamle, prøvede Maksime: Sammenrottelse gør stærk!«
» Og nu vil De altsaa forsøge at faa min Brodersøn valgt i Stedet for?«
» Ham eller en anden! Blot en fuldt ud paalidelig Mand, hvis Valg kan gennemføres. Balduin Hansen har jeg, ærlig talt, heller ikke selv brudt mig synderlig om. Han er saa fuld af vidtløftige Ideer og har saa mange Særinteresser. Og jeg sætter ikke Pris paa Politikere med Særinteresser.«
» Men jeg begriber ikke, Enslev, hvor De kan tænke 264 paa at faa min Brodersøn valgt her. Jeg tror ikke, at der er den allermindste Stemning for ham.«
» Stemningen kan komme under Valgkampagnen. Det er en Erfaring, De selv maa have gjort i sin Tid. Og vi har i Redaktør Danielsen en Mand med megen Slagfærdighed. Balduin Hansen har desuden lovet for Sagens Skyld og af gammelt Venskab for mig at arbejde for Deres Brodersøns Valg. Hans Kandidatur har efter min Mening ogsaa den Fordel, at den vil modvirke Faren, der truer fra Højre i den nuværende Situation. Han har vist adskillige personlige Venner i det Parti. Og man hverver sine Hjælpetropper, hvor man kan faa dem.«
Fru Bertha sad i sin tankefulde Stilling med Hænderne i Skødet og stirrede ud for sig.
» Ja ja. De har velsagtens Deres Planer, som De ikke fortæller mig. Jeg synes nu alligevel, jeg har en Forpligtelse til at sige Dem – at betro Dem, Enslev – at min Brodersøns økonomiske Stilling er stærkt truet.«
» Jeg veed det. Men det Forhold vil blive ordnet.«
»Ordnet? ... Hvordan dog det?«
» Han har jo en rig Svigerfar, som vel nok forstaar at vurdere et Rigsdagsmandat. I hvert Fald gør hans Datter det – den unge Jægermesterinde her.«
»Aa, er det dem! ... Blot min letsindige Brodersøn saa ikke kommer endnu dybere ned i Ulykken! 265 ... Enslev! Jeg kan huske, De kaldte Dem engang for Daarernes Formynder. Vær det ogsaa i dette Tilfælde!«
Herpaa svarede han ikke. Han talte videre om Valgudsigterne og sagde:
» Og hvad nu mine omtvistede Planer angaar, saa maa jeg erindre Dem om, hvad jeg erklærede igaar paa Mødet. Jeg har ingen anden Hensigt end at hjælpe vor fælles Ven Tyrstrup til et godt, demokratisk Valg. At han i sin Uforstand og forunderlige Sorgløshed foretrækker daarlige og upaalidelige Hjælpere, kan ikke være en Rettesnor for mig. Jeg vil ikke se roligt paa, at de møjsomt vundne Resultater af to Generationers Kamp og Arbejde saa letsindigt sættes paa Spil.«
»Resultaterne?« sagde Fru Bertha. » Er det ikke netop dem, der skræmmer?«
Enslev vendte sig imod hende med et hvast Blik under de sænkede Bryn.
» Hvad mener De?«
» Aa – jeg synes tidt selv, at det hele ser saa haabløst ud. Det er jo slet ikke blevet til, hvad vi ventede.«
Enslev sad med begge Hænder paa Stokkens Guldhaandtag. Han havde igen taget Blikket til sig, og over hans Ansigt lagde der sig et dybt Mørke .

Der var i Enslevs Holdning overfor Fru Bertha Rester I, 328 af et Galanteri, der skrev sig fra deres Bekendtskabs tidligste Tid, da hun og hendes Mand endnu sad ovre i Birkedommerboligen paa Samsø. Enslev var kommen derover til et Folkemøde, og det var i Virkeligheden mere den unge Frues Skønhed end hendes Mands politiske Betydning, der ^ fik ham til at interessere sig for Birkedommerens Valg til Rigsdagen og Familjens Overflyttelse til København. Til Held for Venskabet havde Fru Bertha dog aldrig ^ forstaaet det . Med sit Væsens friske Umiddelbarhed havde hun taget mod hans ^ Kur uden for Alvor at mistænke ham, der allerede dengang var en Mand tilaars . Derfor var hun ogsaa nu en af de faa Damer , som han følte nogen virkelig Agtelse for. Naar han kaldte hende Fru Justitia, var det ikke blot , som Folk troede, ^ fordi hendes Mand havde været en af hans Justitsministre. Det var en Hyldest af et Menneske, der med al sin tyranniske Viljestyrke havde meget kvindagtigt i sin Natur, der bar paa en skjult Svaghed for alt, hvad han ikke havde formaaet at undertvinge , mens han ringeagtede sine Redskaber .
De talte lidt om Skovfesten, ogsaa om Mads Vestrups Optræden, der havde gjort et ganske stærkt Indtryk paa Fru Bertha.
»Ja, den Mand kan maaske bruges!« sagde Enslev og gav sig igen til at tale om Valget.
» Forholdene her i Kresen er typiske. For blot tre-fire Aar siden vilde Balduin Hansens Kandidatur have været en Selvfølge. Som Forholdene nu ligger, anser jeg den for absolut haabløs. Og veed De, hvem der modarbejder I, 329 ham ? Tyrstrup! Jeg veed det med Sikkerhed. Han ønsker Præsten valgt. Balduin Hansen skal engang have haft en Konflikt med sine gejstlige Foresatte, og denne gamle Affære har Præstepartiet gravet op for at kunne benytte den imod ham i Valgagitationen. Derfor vil Tyrstrup ikke have ham. Det tegner Manden! Det er den nye Kurs, der skal styres! ... Men jeg har længe forstaaet det. Jeg ser ogsaa , hvor det altsammen bærer hen! Frihedsglæden er hos et Folk som det danske en Søndagsfølelse, som tilnød kan holde sig Mandagen over. Allerede om Tirsdagen begynder de fleste at længes tilbage til Tugten og Tvangen og Ydmygelsen. Jeg maa ofte tænke paa, hvad jeg har hørt om Livsfanger, der som gamle slipper ud af Fængslet. De gaar Resten af deres Liv og gemmer paa en hemmelig Hjemve efter Cellen og Haandjernene.«
» Vil De sige mig oprigtig, Enslev, er det Deres Hensigt at forsøge paa at faa min Brodersøn valgt i Stedet for Balduin Hansen?«
» Ham eller en anden fuldt paalidelig Mand, hvis Valg kan gennemføres. Balduin Hansen har jeg, ærlig talt, ikke selv brudt mig synderlig om. Han er saa fuld af vidtløftige Ideer og har saa mange Særinteresser. Og jeg sætter ikke Pris paa Politikere med Særinteresser.«
» Men jeg begriber ikke, at De kan tænke paa at faa min Brodersøn valgt. Jeg tror ikke, der er den allermindste Stemning for ham.«
» Stemningen kan komme under Valgkampagnen. Det er en Erfaring, De selv maa have gjort i sin Tid. Jeg har i Redaktør Danielsen ved » Fyns Venstre« en meget brugelig I, 330 Mand. Desuden har Balduin Hansen for Sagens Skyld og af gammelt Venskab for mig lovet at arbejde for Jægermesterens Valg. Den opvarmede Talemaade om » Anarkismens Hydra«, som sandsynligvis skal være Tyrstruppernes store Valgtrumf, kan jo heller ikke blive synderlig virkningsfuld som Skræmmebillede, naar den ^ skal anvendes paa en Godsejer og Jægermester.«
» Ja ja,« sagde Fru Bertha. » De har velsagtens Deres Planer med det hele, og dem tier De med. Men veed De af ^ , at min Brodersøns økonomiske Forhold er alt andet end gode?«
» Han har jo en rig Svigerfar .«
» Aa – ham ! Den Hjælp, der kommer fra den Kant, frygter jeg næsten mere end noget andet. – – Enslev!« sagde hun, da han ingenting svarede, » jeg husker, De kaldte Dem engang for Daarernes Formynder. Vær det ogsaa i dette Tilfælde! Min letsindige Brodersøn har i Forvejen tilstrækkelig høje Tanker om sig selv. Rigsdagslivet, er jeg bange for, vil føre ham endnu dybere ned i Ulykken.«
Enslev slog utaalmodigt med Hovedet og vilde ikke ind paa Sagen . Folks private Affærer interesserede ham ikke. Han havde alene truffet sin Afgørelse udfra den Betragtning, at Jægermesteren i den givne Situation var den, der bedst vilde kunne samle Kresens mange neutrale Stemmer, og som desuden ved sit blotte Navn og ^ sin sociale Stilling vilde vække Opmærksomhed ud over Landet.
De havde nu endt en Rundtur omkring den store Græsplæne I, 331 bag i Haven. Enslev følte sig træt, og de tog Plads paa en Bænk.
» De talte før om mine Hensigter. Ja, dem har jo Alverden travlt med for Tiden. Som om jeg kan have andre Formaal end dem , jeg altid har vedkendt mig! Mærkværdig nok spørger man ikke om, hvad Mening Tyrstrup har med bag Partiets Ryg at alliere sig med den upaalideligste af alle Forbundsfæller. Hvordan kan det være? Jeg skal sige Dem det . Han gaar Folkets hemmelige Ærinde . Han forbereder det Skridt, som adskillige endnu trykker sig ved selv at tage – Gaasegangen til Canossa. Han forstaar det vistnok ikke selv. Han fabler om at etablere et Jovialitetens Tusindaarsrige, hvor Menneskene gaar omkring med hinanden om Halsen. Men det er ingen Beroligelse for mig, at han selv tror paa sine daarlige og forræderske Hjælpere. Med sin forunderlige Sorgløshed taler han om, at jeg ser Spøgelser ved højlys Dag. Og det er ogsaa netop det, jeg gør! De Bødler, vi kneblede for en Menneskealder siden, de spøger nu i Sønner og Sønnesønner og lurer paa Hævn! Fordi Tyrstrup ikke ser det – skal jeg da gøre mig blind? Skal jeg se ligegyldigt paa, at de møjsomt vundne Resultater af to Generationers Kamp igen saa letsindigt sættes paa Spil?«
»Resultaterne?« sagde Fru Bertha efter en Pavse. » Er det ikke netop dem, der virker skræmmende?«
» Hvad mener De?«
» Aa – jeg synes tidt selv, at det hele ser saa haabløst ud. Det er jo altsammen blevet ganske anderledes, end vi engang troede.«
I, 332 Enslev havde vendt sig imod hende med et hvast Blik. Han holdt begge sine Ørneklør om Stokkens Haandtag. Saadan sad han længe uden at sige noget, mens et dybt Mørke lagde sig over hans Ansigt ^ .

Der var i Enslevs Holdning overfor Fru Bertha Rester af et Galanteri, der skrev sig fra deres Bekendtskabs tidligste Tid, da hun og hendes Mand endnu sad ovre i Birkedommerboligen paa Samsø. Enslev var kommen derover til et Folkemøde, og det var i Virkeligheden mere den unge Frues Skønhed end hendes Mands politiske Betydning, der ^ fik ham til at interessere sig for Birkedommerens Valg til Rigsdagen og Familjens Overflyttelse til København. Til Held for Venskabet havde Fru Bertha dog aldrig ^ forstaaet det . Med sit Væsens friske Umiddelbarhed havde hun taget mod hans ^ Kur uden for Alvor at mistænke ham, der allerede dengang var en Mand tilaars . Derfor var hun ogsaa nu en af de faa Damer , som han følte nogen virkelig Agtelse I, 238 for. Naar han kaldte hende Fru Justitia, var det ikke blot , som Folk troede, ^ fordi hendes Mand havde været en af hans Justitsministre. Det var en Hyldest fra et Menneske, der med al sin tyranniske Viljestyrke havde meget kvindagtigt i sin Natur, der bar paa en skjult Svaghed for alt, hvad han ikke havde formaaet at undertvinge , mens han ringeagtede sine Redskaber .
De talte lidt om Skovfesten, ogsaa om Mads Vestrups Optræden, der havde gjort et ganske stærkt Indtryk paa Fru Bertha.
»Ja, den Mand kan maaske bruges!« sagde Enslev og gav sig igen til at tale om Valget.
» Forholdene her i Kresen er typiske. For blot tre-fire Aar siden vilde Balduin Hansens Kandidatur have været en Selvfølge. Som Forholdene nu ligger, anser jeg den for absolut haabløs. Og veed De, hvem der modarbejder ham ? Tyrstrup! Jeg veed det med Sikkerhed. Han ønsker Præsten valgt. Balduin Hansen skal engang have haft en Konflikt med sine gejstlige Foresatte, og denne gamle Affære har Præstepartiet gravet op for at kunne benytte den imod ham i Valgagitationen. Derfor vil Tyrstrup ikke have ham. Det tegner Manden! Det er den nye Kurs, der skal styres! ... Men jeg har længe forstaaet det. Jeg ser ogsaa , hvor det altsammen bærer hen! Frihedsglæden er hos et Folk som det danske en Søndagsfølelse, som tilnød kan holde sig Mandagen over. Allerede om Tirsdagen begynder de fleste at længes tilbage til Tugten og Tvangen og Ydmygelsen. Jeg maa ofte tænke paa, hvad jeg har hørt om Livsfanger, der som gamle slipper ud af Fængslet. De gaar Resten af deres Liv og gemmer paa en hemmelig Hjemve efter Cellen og Haandjernene.«
» Vil De sige mig oprigtig, Enslev, er det Deres Hensigt at forsøge paa at faa min Brodersøn valgt i Stedet for Balduin Hansen?«
» Ham eller en anden fuldt paalidelig Mand, hvis Valg kan gennemføres. Balduin Hansen har jeg, ærlig talt, ikke selv brudt mig synderlig om. Han er saa fuld af vidtløftige Ideer og har saa mange Særinteresser. Og jeg sætter ikke Pris paa Politikere med Særinteresser.«
» Men jeg begriber ikke, at De kan tænke paa at faa min I, 239 Brodersøn valgt. Jeg tror ikke, der er den allermindste Stemning for ham.«
» Stemningen kan komme under Valgkampagnen. Det er en Erfaring, De selv maa have gjort i sin Tid. Jeg har i Redaktør Danielsen ved » Fyns Venstre« en meget brugelig Mand. Desuden har Balduin Hansen for Sagens Skyld og af gammelt Venskab for mig lovet at arbejde for Jægermesterens Valg. Den opvarmede Talemaade om » Anarkismens Hydra«, som sandsynligvis skal være Tyrstrupernes store Valgtrumf, kan jo heller ikke blive synderlig virkningsfuld som Skræmmebillede, naar den ^ skal anvendes paa en Godsejer og Jægermester.«
»Ja, ja,« sagde Fru Bertha. » De har velsagtens Deres Planer med det hele, og dem tier De med. Men veed De af ^ , at min Brodersøns økonomiske Forhold er alt andet end gode?«
» Han har jo en rig Svigerfar .«
» Aa — ham ! Den Hjælp, der kommer fra den Kant, frygter jeg næsten mere end noget andet. — — Enslev!« sagde hun, da han ingenting svarede, » jeg husker, De kaldte Dem engang for Daarernes Formynder. Vær det ogsaa i dette Tilfælde! Min letsindige Brodersøn har i Forvejen tilstrækkelig høje Tanker om sig selv. Rigsdagslivet, er jeg bange for, vil føre ham endnu dybere ned i Ulykken.«
Enslev slog utaalmodigt med Hovedet og vilde ikke ind paa Sagen . Folks private Affærer interesserede ham ikke. Han havde alene truffet sin Afgørelse udfra den Betragtning, at Jægermesteren i den givne Situation var den, der bedst vilde kunne samle Kresens mange neutrale Stemmer, og som desuden ved sit blotte Navn og ved sin sociale Stilling vilde vække Opmærksomhed ud over Landet.
De havde nu endt en Rundtur omkring den store Græsplæne bag i Haven. Enslev følte sig træt, og de tog Plads paa en Bænk.
» De talte før om mine Hensigter. Ja, dem har jo Alverden travlt med for Tiden. Som om jeg kan have andre Formaal end dem , jeg altid har vedkendt mig! Mærkværdig nok spørger man ikke om, hvad Mening Tyrstrup har med bag Partiets Ryg at I, 240 alliere sig med den upaalideligste af alle Forbundsfæller. Hvordan kan det være? Jeg skal sige Dem det . Han gaar Folkets hemmelige Ærinde . Han forbereder det Skridt, som adskillige endnu trykker sig ved selv at tage — Gaasegangen til Canossa. Han forstaar det vistnok ikke selv. Han fabler om at etablere et Jovialitetens Tusindaarsrige, hvor Menneskene gaar omkring med hinanden om Halsen. Men det er ingen Beroligelse for mig, at han selv tror paa sine daarlige og forræderske Hjælpere. Med sin forunderlige Sorgløshed taler han om, at jeg ser Spøgelser ved højlys Dag. Og det er ogsaa ^ det, jeg gør! De Bødler, vi kneblede for en Menneskealder siden, de spøger nu i Sønner og Sønnesønner og lurer paa Hævn! Fordi Tyrstrup ikke ser det — skal jeg da gøre mig blind? Skal jeg se ligegyldigt paa, at de møjsomt vundne Resultater af to Generationers Kamp igen saa letsindigt sættes paa Spil?«
»Resultaterne?« sagde Fru Bertha efter en Pavse. » Er det ikke netop dem, der virker skræmmende?«
» Hvad mener De?«
» Aa — jeg synes tidt selv, at det hele ser saa haabløst ud. Det er jo altsammen blevet ganske anderledes, end vi engang troede.«
Enslev havde vendt sig imod hende med et hvast Blik. Han holdt begge sine Ørneklør om Stokkens Haandtag. Saadan sad han længe uden at sige noget, mens et dybt Mørke lagde sig over hans Ansigt ^ .

Der var i Enslevs Holdning overfor Fru Bertha Rester af et Galanteri, der skrev sig fra deres Bekendtskabs tidligste Tid, da hun og hendes Mand endnu sad ovre i Birkedommerboligen paa Samsø. Enslev var kommen derover til et Folkemøde, og det var i Virkeligheden mere den unge Frues Skønhed end hendes Mands politiske Betydning, der ^ fik ham til at interessere sig for Birkedommerens Valg til Rigsdagen og Familjens Overflyttelse til København. Til Held for Venskabet havde Fru Bertha dog aldrig ^ forstaaet det . Med sit Væsens friske Umiddelbarhed havde hun taget mod hans ^ Kur uden for Alvor at mistænke ham, der allerede dengang var en Mand tilaars . Derfor var hun ogsaa nu en af de faa Damer , som han følte nogen virkelig Agtelse I, 239 for. Naar han kaldte hende Fru Justitia, var det ikke blot , som Folk troede, ^ fordi hendes Mand havde været en af hans Justitsministre. Det var en Hyldest fra et Menneske, der med al sin tyranniske Viljestyrke havde noget kvindagtigt i sin Natur, ^ en skjult Svaghed for alt, hvad han ikke havde formaaet at undertvinge ^ .
De talte lidt om Skovfesten, ogsaa om Mads Vestrups Optræden, der havde gjort et ganske stærkt Indtryk paa Fru Bertha.
»Ja, den Mand kan maaske bruges!« sagde Enslev og gav sig igen til at tale om Valget.
» Forholdene her i Kresen er typiske. For blot tre-fire Aar siden vilde Balduin Hansens Kandidatur have været en Selvfølge. Som Forholdene nu ligger, anser jeg den for absolut haabløs. Og veed De, hvem der modarbejder ham ? Tyrstrup! Jeg veed det med Sikkerhed. Han ønsker Præsten valgt. Balduin Hansen skal engang have haft en Konflikt med sine gejstlige Foresatte, og denne gamle Affære har Præstepartiet gravet op for at kunne benytte den imod ham i Valgagitationen. Derfor vil Tyrstrup ikke have ham. Det tegner Manden! Det er den nye Kurs, der skal styres! ... Men jeg har længe forstaaet det. Jeg ser ogsaa , hvor det altsammen bærer hen! Frihedsglæden er hos et Folk som det danske en Søndagsfølelse, som tilnød kan holde sig Mandagen over. Allerede om Tirsdagen begynder de fleste at længes tilbage til Tugten og Tvangen og Ydmygelsen. Jeg maa ofte tænke paa, hvad jeg har hørt om Livsfanger, der som gamle slipper ud af Fængslet. De gaar Resten af deres Liv og gemmer paa en hemmelig Hjemve efter Cellen og Haandjernene.«
» Vil De sige mig oprigtig, Enslev, er det Deres Hensigt at forsøge paa at faa min Brodersøn valgt i Stedet for Balduin Hansen?«
» Ham eller en anden fuldt paalidelig Mand, hvis Valg kan gennemføres. Balduin Hansen har jeg, ærlig talt, ikke selv brudt mig synderlig om. Han er saa fuld af vidtløftige Ideer og har saa mange Særinteresser. Og jeg sætter ikke Pris paa Politikere med Særinteresser.«
» Men jeg begriber ikke, at De kan tænke paa at faa min I, 240 Brodersøn valgt. Jeg tror ikke, der er den allermindste Stemning for ham.«
» Stemningen kan komme under Valgkampagnen. Det er en Erfaring, De selv maa have gjort i sin Tid. Jeg har i Redaktør Danielsen ved » Fyns Venstre« en meget brugelig Mand. Desuden har Balduin Hansen for Sagens Skyld og af gammelt Venskab for mig lovet at arbejde for Jægermesterens Valg. Den opvarmede Talemaade om » Anarkismens Hydra«, som sandsynligvis skal være Tyrstrupernes store Valgtrumf, kan jo heller ikke blive synderlig virkningsfuld som Skræmmebillede, naar den ^ skal anvendes paa en Godsejer og Jægermester.«
»Ja, ja,« sagde Fru Bertha. » De har velsagtens Deres Planer med det hele, og dem tier De med. Men veed De af ^ , at min Brodersøns økonomiske Forhold er alt andet end gode?«
» Han har jo en rig Svigerfader .«
» Aa – ham ! Den Hjælp, der kommer fra den Kant, frygter jeg næsten mere end noget andet. – – Enslev!« sagde hun, da han ingenting svarede, » jeg husker, De kaldte Dem engang for Daarernes Formynder. Vær det ogsaa i dette Tilfælde! Min letsindige Brodersøn har i Forvejen tilstrækkelig høje Tanker om sig selv. Rigsdagslivet, er jeg bange for, vil føre ham endnu dybere ned i Ulykken.«
Enslev slog utaalmodigt med Hovedet og vilde ikke ind paa Sagen . Folks private Affærer interesserede ham ikke. Han havde alene truffet sin Afgørelse udfra den Betragtning, at Jægermesteren i den givne Situation var den, der bedst vilde kunne samle Kresens mange neutrale Stemmer, og som desuden ved sit blotte Navn og ved sin sociale Stilling vilde vække Opmærksomhed ud over Landet.
De havde nu endt en Rundtur omkring den store Græsplæne bag i Haven. Enslev følte sig træt, og de tog Plads paa en Bænk.
» De talte før om mine Hensigter. Ja, dem har jo Alverden travlt med for Tiden. Som om jeg kan have andre Formaal end dem , jeg altid har vedkendt mig! Mærkværdig nok spørger man ikke om, hvad Mening Tyrstrup har med bag Partiets Ryg at alliere sig med den upaalideligste af alle Forbundsfæller. Hvordan I, 241 kan det være? Jeg skal sige Dem det . Han gaar Folkets hemmelige Ærende . Han forbereder det Skridt, som adskillige endnu trykker sig ved selv at tage – Gaasegangen til Canossa. Han forstaar det vistnok ikke selv. Han fabler om at etablere et Jovialitetens Tusindaarsrige, hvor Menneskene gaar omkring med hinanden om Halsen. Men det er ingen Beroligelse for mig, at han selv tror paa sine daarlige og forræderske Hjælpere. Med sin forunderlige Sorgløshed taler han om, at jeg ser Spøgelser ved højlys Dag. Og det er ogsaa ^ det, jeg gør! De Bødler, vi kneblede for en Menneskealder siden, de spøger nu i Sønner og Sønnesønner og lurer paa Hævn! Fordi Tyrstrup ikke ser det – skal jeg da gøre mig blind? Skal jeg se ligegyldigt paa, at de møjsomt vundne Resultater af to Generationers Kamp igen saa letsindigt sættes paa Spil?«
»Resultaterne?« sagde Fru Bertha efter en Pavse. » Er det ikke netop dem, der virker skræmmende?«
» Hvad mener De?«
» Aa – jeg synes tidt selv, at det hele ser saa haabløst ud. Det er jo altsammen blevet ganske anderledes, end vi engang troede.«
Enslev havde vendt sig imod hende med et hvast Blik. Han holdt begge sine Ørnekløer om Stokkens Haandtag. Saadan sad han længe uden at sige noget, mens et dybt Mørke lagde sig over hans Ansigt ^ .

» Menneskene har en kort Hukommelse ,« sagde 266 han. » Fortiden ligger altid for os i en falsk Belysning , og Øjeblikket miskendes . Det kan vistnok være en Lykke for den enkelte, at vi har saa let ved at glemme vore Lidelser og fornægte Savnene, naar de først er tilfredsstillet; men for Menneskelivet i sin Helhed ^ er det en uhyre Ulykke. Det er maaske derfor en Politikers allerførste Opgave at være sit Folks altid vaagne Hukommelse . Og det er netop paa det Punkt, at Tyrstrup ^ forsynder sig. De unge i vor Tid har faaet Friheden i Vuggegave og anser den af den Grund ^ for en selvfølgelig og ufortabelig Ting. De har aldrig maattet undvære den; derfor skønner de ikke paa den. De har ikke erhvervet den, ikke stridt og lidt for den; derfor kender de ikke Angsten for at miste den – ja de forstaar den ikke engang ^ ^ og mener, at man ser Spøgelser ved højlys Dag. Men jeg bryder mig ikke om Barnesnak! ^ Vil Tyrstrup ikke forstaa min Advarsel dennegang, skal vi slaas! – Dersom Deres Ven Torben Dihmer ikke var gaaet hen og bleven skør i Hovedet eller hvor det nu er, saa havde jeg maaske forsøgt en Kampagne sammen med ham. Nu maa jeg se mig om efter andre Hjælpere, dersom det gøres fornødent. Kan jeg nu ved Valget skaffe mig et fuldt paalideligt Følge blot paa en Snes Mand, saa skal jeg tvinge Tyrstrup til at lægge Roret om.«
267 Fru Bertha lagde bønfaldende sin Haand paa hans Arm og sagde:
»Enslev ! Gør det ikke ! De har i Deres Liv vundet saa mange glimrende Sejre, som vil mindes ^ . Hvorfor vil De ^ udsætte Dem for at komme til at slutte med et Nederlag ?«

» Vi Mennesker har en kort Hukommelse . Fortiden ligger altid for os i en falsk Belysning . Derfor miskender vi Øjeblikket ^ . Det kan maaske være en Lykke for den enkelte, at vi har saa let ved at glemme svundne Lidelser og fornægte Savnene, naar de først er stillet. For Samfundet, for Menneskeheden er det en uhyre Ulykke. En Politiker har derfor først og fremmest den Opgave at være sit Folks altid vaagne Hukommelse , og det er paa det Punkt, at Tyrstrup allermest forsynder sig. Vor Tids unge ^ har faaet Friheden i Vuggegave . Af den Grund anses den for en selvfølgelig og ufortabelig Ting. De begriber ikke engang, at der kan være noget at vogte. Og i et saadant Øjeblik lister Tyrstrup den ene præsteklædte Forræder efter den anden ind i repræsentative Stillinger. Udleverer Vaaben til vor argeste Fjende! ... Skulde jeg bebrejde mig noget i mit politiske Liv, saa var det først og fremmest det, at jeg ikke langt tidligere har forstaaet Nødvendigheden af et afgørende Nappetag med Kirken. Jeg trøstede mig med, at det skulde lykkes os at udsulte den umættelige Snylter, der har tæret paa Folkets Kraft og formørket dets Liv i et Aartusinde. Vi har jo allesammen følt os beroligede ved at se, hvordan den lange Bændelorm efterhaanden selv kvitterede nogle afdøde Led. Vi bildte os ind, at nu laa Uhyret i sine sidste Krampetrækninger, og saa betød det bare, at en ny Yngel I, 333 var avlet inde i Mørket. Vi faar ikke Fred, før vi knuser Slangens Hoved. Vil Tyrstrup heller ikke denne Gang forstaa ^ mig , skal vi slaas!«
Fru Bertha lagde bønfaldende sin Haand paa hans Arm .
»Enslev ^ ! De har i Deres Liv vundet saa mange straalende Sejre, der vil mindes med Taknemlighed, saa længe Danmark staar . Hvorfor vil De begynde en ny, endeløs Strid og udsætte Dem for at komme til at opleve Deres første Nederlag ? Husk, De er ikke ung længer!«
Han havde atter vendt sig mod hende.

» Vi Mennesker har en kort Hukommelse . Fortiden ligger altid for os i en falsk Belysning . Derfor miskender vi Øjeblikket ^ . Det kan maaske være en Lykke for den enkelte, at vi har saa let ved at glemme svundne Lidelser og fornægte Savnene, naar de først er stillet. For Samfundet, for Menneskene er det en uhyre Ulykke. En Politiker har derfor først og fremmest den Opgave at være sit Folks altid vaagne Hukommelse , og det er paa det Punkt, at Tyrstrup allermest forsynder sig. Vor Tids unge ^ har faaet Friheden i Vuggegave . Af den Grund anses den for en selvfølgelig og ufortabelig Ting. De begriber ikke engang, at der kan være noget at vogte. Og i et saadant Øjeblik lister I, 241 Tyrstrup den ene præsteklædte Forræder efter den anden ind i repræsentative Stillinger. Udleverer Vaaben til vor argeste Fjende! ... Skulde jeg bebrejde mig noget i mit politiske Liv, saa var det først og fremmest det, at jeg ikke langt tidligere har forstaaet Nødvendigheden af et afgørende Nappetag med Kirken. Jeg trøstede mig med, at det skulde lykkes os at udsulte den umættelige Snylter, der har tæret paa Folkets Kraft og formørket dets Liv i et Aartusinde. Vi har jo allesammen følt os beroligede ved at se, hvordan den lange Bændelorm efterhaanden selv kvitterede nogle afdøde Led. Vi bildte os ind, at nu laa Uhyret i sine sidste Krampetrækninger, og saa betød det bare, at en ny Yngel var avlet inde i Mørket. Vi faar ikke Fred, før vi knuser Slangens Hoved. Vil Tyrstrup heller ikke denne Gang forstaa ^ mig , skal vi slaas!«
Fru Bertha lagde bønfaldende sin Haand paa hans Arm .
»Enslev ^ ! De har i Deres Liv vundet saa mange straalende Sejre, der vil mindes med Taknemlighed, saa længe Danmark staar . Hvorfor vil De begynde en ny, endeløs Strid og udsætte Dem for at komme til at opleve Deres første Nederlag ? Husk, De er ikke ung længer!«
Han havde atter vendt sig mod hende.

» Vi Mennesker har en kort Hukommelse . Fortiden ligger altid for os i en falsk Belysning . Derfor miskender vi Øjeblikket ^ . Det kan maaske være en Lykke for den enkelte, at vi har saa let ved at glemme svundne Lidelser og fornægte Savnene, naar de først er stillet. For Samfundet, for Menneskene er det en uhyre Ulykke. En Politiker har derfor først og fremmest den Opgave at være sit Folks altid vaagne Hukommelse , og det er paa det Punkt, at Tyrstrup allermest forsynder sig. Vor Tids unge ^ har faaet Friheden i Vuggegave . Af den Grund anses den for en selvfølgelig og ufortabelig Ting. De begriber ikke engang, at der kan være noget at vogte. Og i et saadant Øjeblik lister Tyrstrup den ene præsteklædte Forræder efter den anden ind I, 242 i repræsentative Stillinger. Udleverer Vaaben til vor argeste Fjende! ... Skulde jeg bebrejde mig noget i mit politiske Liv, saa var det først og fremmest det, at jeg ikke langt tidligere har forstaaet Nødvendigheden af et afgørende Nappetag med Kirken. Jeg trøstede mig med, at det skulde lykkes os at udsulte den umættelige Snylter, der har tæret paa Folkets Kraft og formørket dets Liv i et Aartusinde. Vi har jo allesammen følt os beroligede ved at se, hvordan den lange Bændelorm efterhaanden selv kvitterede nogle afdøde Led. Vi bildte os ind, at nu laa Uhyret i sine sidste Krampetrækninger, og saa betød det bare, at en ny Yngel var avlet inde i Mørket. Vi faar ikke Fred, før vi knuser Slangens Hoved. Vil Tyrstrup heller ikke denne Gang forstaa ^ mig , skal vi slaas!«
Fru Bertha lagde bønfaldende sin Haand paa hans Arm .
»Enslev ^ ! De har i Deres Liv vundet saa mange straalende Sejre, der vil mindes med Taknemlighed, saa længe Danmark staar . Hvorfor vil De begynde en ny, endeløs Strid og udsætte Dem for at komme til at opleve Deres første Nederlag ? Husk, De er ikke ung længer!«
Han havde atter vendt sig mod hende.

» De trøster godt ! ... Men jeg lader mig ikke skræmme. Faar jeg blot tredive fuldt paalidelige Mænd ... ja bare tyve, saa skal der endnu engang tages et Nappetag om Folkets Fremtid i Danmark! ... Hvem er det, der kommer der?«
» Det er Husjomfruen. Hun har velsagtens en Besked til Dem.«
» Redaktør Danielsen,« meldte Husjomfruen .

» De trøster godt !« sagde han med et forbitret Øjekast.
Og pludselig rejste han sig og gik bort uden Hilsen .

»Godt. Det er ham, jeg har ventet paa. Ja, saa er min Hyrdetime forbi, Fru Justitia. Vi ses vel ved Frokosten?«

^

X .

⇕ Storeholt II, 4.5

⇕ De Dødes Rige 3.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 3.10

M iddagsgæsterne var bedt til Klokken halv syv. Af Hensyn til Bønderne og for i det hele at give Festligheden en folkelig Karakter lød Paaklædningsordren paa Frakke.
Den første Gæst , der kom, var Pastor Gaardbo. Han fandt til sin Skuffelse Fru Vilhelmine og Frøken Søholm ene i Dagligstuen, den sidste i vinrød Silke og Halvhandsker. Jægermesteren var endnu 268 optaget inde i Spisesalen, hvor Bordordenen for tredje Gang skulde forandres, fordi adskillige af de Indbudte i sidste Øjeblik havde sendt Afbud. Han var i den Anledning nervøst oprevet og havde maattet tage Draaber. Han havde ikke kunnet faa oplyst, om der ved Valgudvalgets sidste Møde ^ med Enslev var truffet nogen Bestemmelse; men han kunde ^ ^ ^ af de mange Afbud forstaa, at det var kommet til et Brud.
Pastor Gaardbo kæmpede længe fortvivlet for at holde en Samtale igang. Fru Vilhelmine var meget unaadig. Hun havde straks forstaaet, hvorfor han ^ ^ ^ ^ ^ ^ var kommen i saa god Tid, og hun saae ogsaa nu, hvor forandret han var. Den ellers saa rolige Mand dirrede af Nervøsitet.
Præsten vidste tilsidst ikke bedre end at benytte Lejligheden til at lægge et godt Ord ind for en Plan, som ^ han og nogle af hans Menighedsvenner i den sidste Tid havde beskæftiget sig med. Den galdt Oprettelsen af nogle Vuggestuer omkring i Sognet. Han skildrede de sørgelige Forhold, hvorunder mange Fattigfolks Smaabørn levede, naar begge Forældrene maatte gaa paa Arbejde; hvordan de undertiden laa fastsurret i Sengene hele Dagen uden at faa hverken vaadt eller tørt for ikke at komme nogen Ulykke til.
Fru Vilhelmine, der begyndte at frygte for ^ ^ , at det skulde ende med et Frieri til hendes Portemonæ, lod ganske uforstaaende. Frøken Søholm derimod opfattede 269 hans Fortællinger som selskabelig Underholdning og tilkendegav ham sin Anerkendelse med hyppige Udbrud.
» Hvor interessant! ... De stakkels Unger! ... Tænk, at det er Virkelighed!«
Saa opgav Pastor Gaardbo ogsaa dette Emne og tav stille. Til al Lykke aabnedes Døren lidt efter for en ny Gæst.
Det var Redaktør Danielsen, Enslevs fynske Ærendsvend, en yngre, rundrygget Mand med et stort Smil i et fedt skinnende Fuldmaaneansigt. Enslev plejede at sige om ham, at han saae ud, som om han var kommen til Verden gennem Smørhullet i et Fad Grød.
Han hilste paa Præsten som Katten paa Hunden. Han kom just fra en ny Konference med sin Herre og havde her faaet tildelt den Opgave at gennemføre Jægermesterens Valg ved ethvert Middel.
Døren gik igen op. Gæsterne begyndte at fylde Stuen. Efter et Kvarterstids Forløb var Selskabet samlet, og Enslev viste sig. Man gik straks tilbords. Hædersgæsten førte Husets Frue, Jægermesteren sin Tante, mens Amtsraadsmedlem Jørgen Mosgaard skred afsted med Lorgnetten paa Næsen og Frøken Søholm under Armen.

Middagsgæsterne var bedt til Klokken halv syv. En af de første ^ , der kom, var Danielsen, Redaktøren af Enslevs fynske Blad og selv Fynbo, en yngre, fedladen og rødhaaret Mand, hvis glatte Ansigt skinnede af Smil og Velvære. Enslev havde engang sagt om ham, at han saae ud, som om han var kommen til Verden gennem Smørhullet i et Fad sveden Boghvedegrød.
Lidt efter aabnedes Døren for Pastor Gaardbo. Redaktøren hilste paa Præsten med en Kattevenlighed, som denne ikke besvarede. Og dog anede Pastor Gaardbo ikke noget om , at Danielsen lige kom inde fra en privat I, 334 Konference med Enslev og her havde faaet Ordre til af gennemføre Jægermesterens Valg ved ethvert Middel.
I Løbet af det næste ^ Kvarter fyldtes begge Dagligstuerne. Af Hensyn til de indbudne Bønder og for i det hele at give Festen en folkelig Karakter havde Paaklædningsordren lydt paa Frakke. Fru Vilhelmine var højhalset, Frøken Søholm i mørk Silke og Halvhansker .
Fru Bertha og Jytte viste sig først, efter at alle Gæsterne var kommen . Da Jytte opdagede Pastor Gaardbo, vilde hun næsten ikke tro sine Øjne. Hun vidste ^ godt , at han var indbudt – han hørte jo til Bestyrelsen, – men hun havde været ganske sikker paa , at han ikke vilde komme.

Middagsgæsterne var bedt til Klokken halv syv. En af de første ^ , der kom, var Danielsen, Redaktøren af Enslevs fynske Blad og selv Fynbo, en yngre, fedladen og rødhaaret Mand, hvis glatte Ansigt skinnede af Smil og Velvære. Enslev havde engang sagt om ham, at han saae ud, som om han var kommen til Verden gennem Smørhullet i et Fad sveden Boghvedegrød.
Lidt efter aabnedes Døren for Pastor Gaardbo. Redaktøren hilste paa Præsten med en Kattevenlighed, som denne ikke besvarede. Og dog anede Pastor Gaardbo ikke noget om , at Danielsen lige kom inde fra en privat Konference med Enslev og I, 242 her havde faaet Ordre til at gennemføre Jægermesterens Valg ved ethvert Middel.
I Løbet af de næste tre Kvarter fyldtes begge Dagligstuerne. Af Hensyn til de indbudne Bønder og for i det hele at give Festen en folkelig Karakter havde Paaklædningsordren lydt paa Frakke. Fru Vilhelmine var højhalset, Frøken Søholm i mørk Silke og Halvhandsker .
Fru Bertha og Jytte viste sig først, efter at alle Gæsterne var kommen . Da Jytte opdagede Pastor Gaardbo, vilde hun næsten ikke tro sine Øjne. Hun vidste ^ godt , at han var indbudt — han hørte jo til Bestyrelsen, — men hun havde været ganske sikker paa , at han ikke vilde komme.

Middagsgæsterne var bedt til Klokken halv syv. En af de første ^ , der kom, var Danielsen, Redaktøren af Enslevs fynske Blad og selv Fynbo, en yngre, fedladen og rødhaaret Mand, hvis glatte Ansigt skinnede af Smil og Velvære. Enslev havde engang sagt om ham, at han saae ud, som om han var kommen til Verden gennem Smørhullet i et Fad sveden Boghvedegrød.
Lidt efter aabnedes Døren for Pastor Gaardbo. Redaktøren hilste paa Præsten med en Kattevenlighed, som denne ikke besvarede. Og dog anede Pastor Gaardbo ikke noget om , at Danielsen lige kom inde fra en privat Konference med Enslev og I, 243 her havde faaet Ordre til at gennemføre Jægermesterens Valg ved ethvert Middel.
I Løbet af de næste tre Kvarter fyldtes begge Dagligstuerne. Af Hensyn til de indbudte Bønder og for i det hele at give Festen en folkelig Karakter havde Paaklædningsordren lydt paa Frakke. Fru Vilhelmine var højhalset, Frøken Søholm i mørk Silke og Halvhandsker .
Fru Bertha og Jytte viste sig først, efter at alle Gæsterne var kommen . Da Jytte opdagede Pastor Gaardbo, vilde hun næsten ikke tro sine Øjne. Hun vidste ^ godt , at han var indbudt – han hørte jo til Bestyrelsen, – men hun havde været ganske sikker paa , at han ikke vilde komme.

⇕ Storeholt II, 4.4

⇕ De Dødes Rige 3.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 3.10

⇐

Pastor Gaardbo – gentog hun for sig selv og standsede . Det kunde ikke være rigtigt! ... Han gik jo ikke i Selskab!

Han gik jo ikke i Selskaber . Det maatte vel saa være Hensynet til Enslev, der havde bestemt ham. Enslev var jo hans Onkel. Det havde hun ikke tænkt paa.

Indbydelserne til den improviserede Festlighed var først udgaaet den foregaaende Dag ^ ^ ved et ridende 259 Bud , og det var ikke engang faldet hende ind , at han kunde være indbudt.
» Du undrer dig maaske over den Navneseddel,« sagde Fætteren ovre fra den anden Side af Bordet. » Jeg var jo nødt til ^ ^ at invitere ham. Manden er i Bestyrelsen. Han har mærkværdig nok endnu ikke sendt Afbud, saa vi er ogsaa nødt til at reservere Plads til ham. – Undskyld mig forresten et Øjeblik! Jeg kommer straks ^ ^ . Min Mave er bleven ganske rebelsk!«
Jytte havde følt sit Hjerte standse et Øjeblik. Men nu faldt det hende ind, at Pastor Gaardbo naturligvis vilde komme her for Enslevs Skyld. Det var jo hans Farbror. Det havde hun underligt nok ikke tænkt paa. – – Det havde vel nok været bedst for dem begge to, om de havde undgaaet et nyt Møde; men hun var alligevel nu glad ved, at hun fik Lejlighed til at sige ham ordentlig Farvel.
Hun var ene i Stuen og blev ved at se paa hans Navn. Hun huskede, hvor kønt og varmt og landlig hyggeligt det havde lydt for hende den første Gang hun hørte det derude i Haven. Gaardbo. Det lød af Tøjreslag og Lærkekvidder. Men Pastor Gaardbo. Saa hørte hun straks hans Præstetone, der var hende saa meget imod. Hun kunde næsten ikke taale, at han talte til hende om sit Gudsforhold.

Han stod underligt alene, ligesom forladt, henne ved et af Vinduerne , og det blev hende hurtigt klart , at de fleste af Gæsterne med Vilje undgik ham. Nu saae hun Vilhelmine stryge ham højbarmet forbi uden at værdige ham et Blik. Saa latterligt det var at se den Gaas kro sig, kunde hun alligevel ikke lade være med at harme sig . Hvad var der sket? ... Hun havde Lyst til at gaa hen og tale med ham, bare for at demonstrere.
Men i det samme kom Enslev ind, og et Øjeblik efter gik man tilbords.

Han stod underligt alene, ligesom forladt, henne ved et af Vinduerne , og det blev hende hurtigt klart , at de fleste af Gæsterne med Vilje undgik ham. Nu saa hun Vilhelmine stryge ham højbarmet forbi uden at værdige ham et Blik. Saa latterligt det var at se den Gaas kro sig, kunde hun alligevel ikke lade være ^ at harme sig . Hvad var der sket? ... Hun havde Lyst til at gaa hen og tale med ham, bare for at demonstrere.
Men i det samme kom Enslev ind, og et Øjeblik efter gik man tilbords.

Han stod underlig alene, ligesom forladt, henne ved et af Vinduerne , og det blev hende hurtigt klart , at de fleste af Gæsterne med Vilje undgik ham. Nu saae hun Vilhelmine stryge ham højbarmet forbi uden at værdige ham et Blik. Saa latterligt det var at se den Gaas kro sig, kunde hun alligevel ikke lade være ^ at harme sig . Hvad var der sket? ... Hun havde Lyst til at gaa hen og tale med ham, bare for at demonstrere.
Men i det samme kom Enslev ind, og et Øjeblik efter gik man tilbords.

⇕ Storeholt II, 4.5

⇕ De Dødes Rige 3.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 3.10

Jyttes Kavaler var den gamle Dyrlæge, en døv Mand , der gjorde hende den Tjeneste at passe sig selv og lade hende i Fred. Lige overfor hende paa 270 en af Hæderspladserne sad ^ Balduin Hansen som et marmorblegt Gravbillede af sig selv. Pastor Gaardbo ^ skulde oprindelig ogsaa have haft Plads her; men da Fru Vilhelmine opdagede det, havde hun flyttet hans Navnekort ^ hen til den anden Ende af Bordet ^ saa langt fra Jytte som muligt.

Jyttes Bordherre var en gammel Dyrlæge , der gjorde hende den Tjeneste at fordybe sig i sin Tallerken og lade hende i Fred. Lige overfor hende sad den marmorblege Balduin Hansen som et ^ Gravbillede af sig selv. I, 335 Oprindelig skulde ^ ogsaa Pastor Gaardbo haft Plads her; men da Fru Vilhelmine opdagede det, havde hun flyttet hans Navnekort helt hen til den nederste Ende af Bordet , saa langt fra Jytte som muligt.

Jyttes Bordherre var en gammel Dyrlæge , der gjorde hende den Tjeneste at fordybe sig i sin Tallerken og lade hende i Fred. Lige overfor hende sad den marmorblege Balduin Hansen som et ^ Gravbillede af sig selv. Oprindelig skulde ^ ogsaa Pastor Gaardbo haft Plads her; men da Fru Vilhelmine opdagede det, havde hun flyttet hans Navnekort helt hen til den nederste Ende af Bordet , saa langt fra Jytte som muligt.

^ Enslev var i ondt Lune og skjulte det ikke. Hans mørke Blik gled stadig ned langs Gæsternes Rækker som for at undersøge, hvem der manglede. Han havde ogsaa frabedt sig Taler.
For at erstatte de Folk, der var bleven borte, saa deres Fraværelse ikke skulde blive for iøjnefaldende ^ og Bordet ikke skæmmes af tomme Pladser, havde Værten tilsidst sendt Indbydelser ud i Flæng, og det var et højst broget Selskab , han efterhaanden havde faaet samlet til Ære for den store Mand. Blandt andre var begge Storeholts Underforvaltere ^ ^ og Kontoristen paa Mejeriet i sidste Øjeblik bleven pyntet op med laante Frakker for at forestille politiske Tillidsmænd.
Jægermesteren følte sig som paa et gyngende Skibsdæk , og da han ikke havde sine Draaber hos sig , tog han sin Tilflugt til de hede Vine. Ogsaa de fleste af Gæsterne befriede sig lidt efter lidt for Stemningens Tryk ved Hjælp af den gode Mad og de mange Vinflasker. Paa adskillige Kinder blomstrede allerede de rødeste Roser.
271 Fru Bertha sad med Hænderne haabløst i Skødet. Hun syntes, det var saa sørgeligt at se Enslev i dette Selskab, hvor saa mange af Egnens bedste Mænd manglede, og hun blev grædefærdig ved ^ ^ at tænke paa, at han nu maatte bringe Stakler som hendes Brodersøn til Ære og Værdighed for at opretholde sin Magt. Hvor skulde dette ende ? John som Rigsdagsmand. Det var en uhyggelig Farce. Saa maatte Undergangen være nær! ... Hele Dagen havde hun set den gamle Grandtantes mørke Skikkelse for sig og hørt hendes Gravrøst lyde for sit Øre. » Hævnen hører mig til.«
Jyttes døve Bordherre havde ogsaa faaet Mæle ^ nu ^ . Og pludselig hørte ^ hun ham nævne Pastor Gaardbo. Han forundrede sig over, sagde han, at Præsten var kommen her iaften, da han og Enslev dog nu var Modstandere.
» Enslev har jo ligefrem undsagt ^ ^ ^ ham , og det har han virkelig ogsaa haft Grund til. Det er skammeligt at komme her og skabe Uro i Kresen, saa vi maaske nu gaar hen og taber den til Højre. Det havde jeg rigtignok ikke troet om Pastor Gaardbo.«
Jytte sagde ingenting. Fra det Øjeblik, hun havde set Pastor Gaardbo inde i Dagligstuen ^ ^ , vidste hun, at det ikke var for Farbroderens Skyld han havde overvundet sig til at gaa herhen og sidde tilbords med saa mange af sine Uvenner. Hans Blik ^ ^ ^ havde 272 sagt hende det . Endnu havde de dog ikke talt med hinanden. Af Frygt for Svigerindens Øjne var hun ikke gaaet hen til ham, skønt han hele Tiden ^ havde staaet alene. Det var en Fejghed, som hun nu skammede sig over.
Hun var begyndt at forstaa, hvad det var, der foregik her. Ved Frokosten havde Enslev med tydelig Hensigt givet sig til at snakke om sin Brodersøn. Han havde talt om hans smukke Præstegaard ^ og sagt, at han nu blot trængte til at faa sig en Kone, som svarede til Omgivelserne. » Saa vilde de politiske Nykker nok gaa af ham.« Hun havde bagefter spurgt sin Moder om, hvad Enslev havde sagt om Pastor Gaardbo ved Mødet den foregaaende Dag, og Moderen havde i Begyndelsen nødig villet ind paa Sagen.
Nu havde hun desuden iagttaget Vilhelmine, der mere og mere frækt indspandt Enslev med sin Elskværdighed. Og øjensynlig havde hun Held med sine Forførelseskunster. Enslev tøede mere og mere op, og tilsidst udbragte han hendes Skaal med et Par spøgefulde Ord.
Inde i Havesalen, hvor Kaffen blev anrettet , beholdt han hende ogsaa hos sig. Han satte sig ^ i en af Sofaerne med en Cigar og anviste hende halvt bydende Pladsen ved sin Side. Og her samlede han nu om sig en Halvkres af opmærksomme Tilhørere, som han underholdt 273 med morsomme Anekdoter om sine Medarbejdere eller sine Modstandere fra Kamptiden. Ethvert Spørgsmaal om Øjeblikkets Politik afviste han derimod .

Stemningen var i Begyndelsen meget trykket. Enslev var i ondt Lune og skjulte det ikke. ^ Han havde ogsaa frabedt sig Taler. Det var allerede sivet ud, at Valgkommissionens Forhandlinger med ham var endt uden Resultat, og man forstod, at det betød en fuldbyrdet Partispaltning.
Ogsaa Jytte begreb efterhaanden, hvad det var, der formørkede Luften og isolerede Pastor Gaardbo i denne Kres , der hovedsagelig bestod af Enslevs nærstaaende Venner. Efter den tredje Ret var hendes Bordherre kommen til sit Mæle. Han havde bøjet sig hen imod hende og hviskende udtalt sin Forundring over at se Pastor Gaardbo her » efter det , der nu er sket.«
» For det er jo ligefrem Oprør!« havde han sagt. » Det er denneher Søren Tækkemand fra Aalehusene , der er Mester for det; men Præsten kunde efter min Mening meget godt have forhindret det, dersom han havde villet. Men det vilde han bare inte.«
Jyttes Hjerte slog uroligt. Den Tanke kunde hun nu ikke længer afvise, at det var for hendes Skyld, han havde overvundet sig til at komme her og sidde tilbords med saa mange af sine Uvenner. Havde han af Meta faaet at vide, at hun skulde rejse, og var han kommen for at sige Farvel til hende ? Det havde vel nok været bedst for dem begge, om de ikke havde truffet hinanden I, 336 mere; men det bevægede hende, at han var kommen trods alt, hvad Meta rimeligvis havde fortalt ham om hende.
Godt var det imidlertid, at hun nu kom bort herfra . Skønt hun ikke en eneste Gang havde set hen til ham, paavirkedes hun i det hele af hans Tilstedeværelse ^ paa en Maade, som hun ikke holdt af. Hun tænkte paa, hvad hendes Mor om Formiddagen havde sagt om ham ^ i Anledning af hans Tale ved Skovfesten, at han var en modig Mand, der gik sine egne Veje; og saa meget forstod hun nu, at det var derfor, disse hæderkronede Frihedsveteraner med Enslev i Spidsen uglesaae ham. De mange sure Blikke, der vendte sig mod den Bordende, hvor han sad, æggede hende ^ op , rejste mod hendes Vilje en Oprørsaand i hende og skabte ligesom et hemmeligt Forbund imellem dem.
Stemningen omkring Bordet havde Vinen og den gode Mad lidt efter lidt optøet. Ogsaa Enslev var bleven mere tilgængelig . Fru Vilhelmine, der sad ved Siden af ham, havde øjensynlig Held med at indspinde ham i sin frække Elskværdighed. Jægermesteren derimod var stadig ligesom blaafrossen i Ansigtet af Uro og Spænding. Han vidste endnu ikke med Sikkerhed, hvem Enslev havde bestemt sig for, og denne Uvished havde slaaet sig paa hans Mave, saa han hele Dagen havde maattet tage Draaber. Han følte sig som paa et gyngende Skibsdæk og satte i Øjeblikket alt sit Haab til sin Kones Forførelseskunster.
Efter Bordet blev Kaffen ^ anrettet inde i Havesalen. I, 337 Enslev tog Plads i en af Sofaerne med Fru Vilhelmine ved sin Side og gav Kur. Dørene stod aabne til det Fri, hvor en stormvarslende Aftenhimmel farvede Træernes Toppe feberrøde .

Stemningen var i Begyndelsen meget trykket. Enslev var i ondt Lune og skjulte det ikke. ^ Han havde ogsaa frabedt sig Taler. Det var allerede sivet ud, at Valgkommissionens Forhandlinger med ham var endt uden Resultat, og man forstod, at det betød en fuldbyrdet Partispaltning.
I, 243 Ogsaa Jytte begreb efterhaanden, hvad det var, der formørkede Luften og isolerede Pastor Gaardbo i denne Kres , der hovedsagelig bestod af Enslevs nærstaaende Venner. Efter den tredje Ret var hendes Bordherre kommen til sit Mæle. Han havde bøjet sig hen imod hende og hviskende udtalt sin Forundring over at se Pastor Gaardbo her » efter det , der nu er sket.«
» For det er jo ligefrem Oprør!« havde han sagt. » Det er denneher Søren Tækkemand fra Aalehusene , der er Mester for det; men Præsten kunde efter min Mening meget godt have forhindret det, dersom han havde villet. Men det vilde han bare inte.«
Jyttes Hjerte slog uroligt. Den Tanke kunde hun nu ikke længer afvise, at det var for hendes Skyld, han havde overvundet sig til at komme her og sidde tilbords med saa mange af sine Uvenner. Havde han af Meta faaet at vide, at hun skulde rejse, og var han kommen for at sige Farvel til hende ? Det havde vel nok været bedst for dem begge, om de ikke havde truffet hinanden mere; men det bevægede hende, at han var kommen trods alt, hvad Meta rimeligvis havde fortalt ham om hende.
Godt var det imidlertid, at hun nu kom bort herfra . Skønt hun ikke en eneste Gang havde set hen til ham, paavirkedes hun i det hele af hans Tilstedeværelse ^ paa en Maade, som hun ikke holdt af. Hun tænkte paa, hvad hendes Mor om Formiddagen havde sagt om ham ^ i Anledning af hans Tale ved Skovfesten, at han var en modig Mand, der gik sine egne Veje; og saa meget forstod hun nu, at det var derfor, disse hæderkronede Frihedsveteraner med Enslev i Spidsen uglesaae ham. De mange sure Blikke, der vendte sig mod den Bordende, hvor han sad, æggede hende ^ op , rejste mod hendes Vilje en Oprørsaand i hende og skabte ligesom et hemmeligt Forbund imellem dem.
Stemningen omkring Bordet havde Vinen og den gode Mad lidt efter lidt optøet. Ogsaa Enslev var bleven mere tilgængelig . Fru Vilhelmine, der sad ved Siden af ham, havde øjensynlig Held med at indspinde ham i sin frække Elskværdighed. Jægermesteren derimod var stadig ligesom blaafrossen i Ansigtet af I, 244 Uro og Spænding. Han vidste endnu ikke med Sikkerhed, hvem Enslev havde bestemt sig for, og denne Uvished havde slaaet sig paa hans Mave, saa han hele Dagen havde maattet tage Draaber. Han følte sig som paa et gyngende Skibsdæk og satte i Øjeblikket alt sit Haab til sin Kones Forførelseskunster.
Efter Bordet blev Kaffen ^ anrettet inde i Havesalen. Enslev tog Plads i en af Sofaerne med Fru Vilhelmine ved sin Side og gav Kur. Dørene stod aabne til det Fri, hvor en stormvarslende Aftenhimmel farvede Træernes Toppe feberrøde .

Stemningen var i Begyndelsen meget trykket. Enslev var i ondt Lune og skjulte det ikke. ^ Han havde ogsaa frabedt sig Taler. Det var allerede sivet ud, at Valgkommissionens Forhandlinger med ham var endt uden Resultat, og man forstod, at det betød en fuldbyrdet Partispaltning.
I, 244 Ogsaa Jytte begreb efterhaanden, hvad det var, der formørkede Luften og isolerede Pastor Gaardbo i denne Kres , der hovedsagelig bestod af Enslevs nærstaaende Venner. Efter den tredje Ret var hendes Bordherre kommen til ^ Mæle. Han havde bøjet sig hen imod hende og hviskende udtalt sin Forundring over at se Pastor Gaardbo her » efter det , der nu er sket.«
» For det er jo ligefrem Oprør!« havde han sagt. » Det er denneher Søren Tækkemand fra Aalehusene , der er Mester for det; men Præsten kunde efter min Mening meget godt have forhindret det, dersom han havde villet. Men det vilde han bare inte.«
Jyttes Hjerte slog uroligt. Den Tanke kunde hun nu ikke længer afvise, at det var for hendes Skyld, han havde overvundet sig til at komme her og sidde tilbords med saa mange af sine Uvenner. Havde han maaske faaet at vide, at hun skulde rejse, og var han kommen for at sige Farvel til hende ? Det havde vel nok været bedst for dem begge, om de ikke havde truffet hinanden mere; men det bevægede hende, at han var kommen trods alt, hvad Meta rimeligvis havde fortalt ham om hende.
Godt var det imidlertid, at hun nu kom bort herfra . Skønt hun ikke en eneste Gang havde set hen til ham, paavirkede ^ ^ hans Tilstedeværelse hende uafbrudt paa en Maade, som hun ikke holdt af. Hun tænkte paa, hvad hendes Mor om Formiddagen havde sagt om ham ^ i Anledning af hans Tale ved Skovfesten, at han var en modig Mand, der gik sine egne Veje; og saa meget forstod hun nu, at det var derfor, disse hæderkronede Frihedsveteraner med Enslev i Spidsen uglesaae ham. De mange sure Blikke, der vendte sig mod den Bordende, hvor han sad, æggede hende tilsidst op . Mod ^ hendes Vilje skabtes der ligesom et hemmeligt Forbund imellem dem.
Stemningen omkring Bordet havde Vinen og den gode Mad lidt efter lidt optøet. Ogsaa Enslev var bleven mere tilgængelig . Fru Vilhelmine, der sad ved Siden af ham, havde øjensynlig Held med at indspinde ham i sin frække Elskværdighed. Jægermesteren derimod var stadig ligesom blaafrossen i Ansigtet af Uro og Spænding. Han vidste endnu ikke med Sikkerhed, hvem Enslev havde bestemt sig for, og denne Uvished havde slaaet I, 245 sig paa hans Mave, saa han hele Dagen havde maattet tage Draaber. Han følte sig som paa et gyngende Skibsdæk og satte i Øjeblikket alt sit Haab til sin Kones Forførelseskunster.
Efter Bordet blev Kaffen ^ anrettet inde i Havesalen. Enslev tog Plads i en af Sofaerne med Fru Vilhelmine ved sin Side og gav Kur. Dørene stod aabne til det Fri, hvor en stormvarslende Aftenhimmel farvede Træernes Toppe feberrøde .

Jytte kom derind for at finde Pastor Gaardbo. Trodsen var kommen op i hende nu. Hun ønskede at række ^ ^ ham Haanden her for alles Øjne.
Hun traf ham ude paa Verandaen, hvor han stod i Samtale med hendes Mor, og hun kunde se det paa hans urolige Øjne, at de længe havde søgt hende. Moderen gik kort efter ind; men de blev dog ikke alene. Flere af Middagsgæsterne opholdt sig derude for Aftenkølighedens Skyld. De stod i en Gruppe henne i den modsatte Ende og var meget højrøstede. Inde i Havesalen var de elektriske Kroner og Lamper bleven tændt, og det lighvide Lys skar sig grelt ind i Havens Dæmring.
Da Jytte saae, at Pastor Gaardbo holdt sin Hat i Haanden, spurgte hun ham, om han var ved at gaa; og hun føjede straks til, at hun godt forstod, han ikke befandt sig vel i dette Selskab. Han burde slet ikke være kommen her.
» Det er ikke for Selskabets Skyld, jeg er her,« sagde han stille. » Men jeg har hørt , at De skal rejse . Imorgen allerede. Min Svigerinde har fortalt mig det. Og jeg maatte tale med Dem endnu engang. De tilgiver mig , at jeg siger det ... Men har 274 De noget imod at gaa ned i Haven? Her er saa uroligt og beklumret.«
Jytte stod længe uden at svare. Tilsidst vendte hun sig fra ham med en Hovedbøjning.
» Jeg gaar blot ind efter mit Sjal.«
Da hun var kommen tilbage og ^ de fulgtes ned ad Trappen, mærkede hun godt, at ^ de før saa højrøstede Herrer stak Hovederne sammen og hviskede. Men det var hende ligegyldigt. Hun havde i Øjeblikket kun een Tanke: at det Uafvendelige var ^ over hende , og at hun for sin egen Skyld maatte have en Afslutning .
De gik omkring den store Græsplæne og videre gennem Havens brede Midt-Allé af Popler. Præsten tog igen sin Hat af. Hans Ansigt var blegt, og han tørrede sig flere Gange med sit Lommetørklæde over Panden.
For Enden af Alleen var der en aaben Pavillon med et Bord og nogle Siddepladser. Her gik de ind. Det kom ganske af sig selv. Som efter en stiltiende Aftale satte Jytte sig paa Bænken bag Bordet, Præsten paa en Stol i nogen Afstand. Han sad der foroverbøjet med Hatten mellem sine urolige Hænder.
» Frøken Abildgaard, De maa give mig Lov til at tale ^ aabenhjertigt til Dem . Jeg har saa meget at sige Dem; jeg veed kun ikke, hvordan jeg skal faa 275 det sagt, saa jeg ikke krænker Dem. Min Svigerinde fortalte mig iaftes om sit Besøg hos Dem, og jeg kunde mærke paa hende, at De havde forskrækket hende lidt med Deres Udtalelser om forskellige Ting. Jeg sagde til hende, at man ikke skulde tage den Slags Stemningsudbrud for alvorligt, og det gjorde jeg da heller ikke ^ selv . Jeg kender Dem jo. De bruger gerne Deres Ord som en Slags Fugleskræmseler til at holde Dem Nysgerrigheden fra Livet med. Derfor har Folk i Almindelighed en saa forkert Mening om Dem ... Fornærmer det Dem, at jeg siger det?«

Jytte var straks gaaet hen til Pastor Gaardbo. Hun havde set, at Enslev ikke havde gengældt hans Hilsen, da de mødtes under Opbrudet fra Bordet, og det harmede hende. For alles Øjne gav hun ham Haanden , og siden fulgtes de ned i Haven. Herude gik ^ de rundt omkring den forreste Græsplæne, mens nogle Herrer, der havde søgt ud paa Verandaen med deres Kaffekopper og Cigarer, stak Hovederne sammen og hviskede om dem.
Jytte havde et Skindslag over Skuldrene. Præsten holdt Hænderne og sin Straahat bag paa Ryggen. Han havde beredt sig paa at forlade Selskabet, saasnart han havde sagt hende Farvel. Jytte, der undrede sig over, saa lidt han selv var anfægtet af den Uvilje, han havde mødt, spurgte ham om Grunden, og han tilstod da, at han ikke var kommen her for Selskabets Skyld, men alene, fordi han havde hørt , at hun skulde rejse den næste Dag.
» Jeg maatte dog sige Dem Farvel. Jeg har haft saa megen Glæde af at træffe Dem , Frøken Abildgaard! ... De tilgiver nok , at jeg siger det saa lige ud.«
Hans Tone var mild og rolig, og Jytte saae ikke, hvor bleg han var om Munden, og at han undertiden maatte lukke Øjnene for at samle sig .
To Gange gik de Græsplænen rundt. Saa drejede de ind i Lindealleen, der førte dybere ind i Haven. Det I, 338 kom ganske af sig selv, fordi de begge to ønskede sig bort fra de kontrollerende Øjne deroppe paa Verandaen. Jytte havde nok betænkt sig et Øjeblik. Men hun følte selv Nødvendigheden af, at de fik talt ud med hinanden, forinden de skiltes. Der maatte saa komme, hvad der vilde!
Pastor Gaardbo begyndte nu at tale om, hvad Meta havde berettet ham om sit Besøg her den foregaaende Dag.
» Jeg kunde mærke paa min kære Svigerinde, at hun var bleven lidt forskrækket over flere af Deres Udtalelser; men jeg sagde til hende, at hun ikke skulde tage et Stemningsudbrud for alvorligt. Jeg kender Dem jo. De bruger gerne Deres Ord som en Slags Fugleskræmsler til at holde Dem Folk fra Livet med , og mange Mennesker faar derfor et forkert Indtryk af Dem . Har jeg ikke en lille Smule Ret?«
»Maaske,« sagde Jytte , der nu fortrød, hvad hun havde sagt til Meta, og allermest den Komedie, hun havde spillet for hende sammen med Karsten From.
» Vil De give mig Lov til at tale ganske aabenhjertigt til Dem ? Den Frøken Jytte Abildgaard, som Verden kender, er ikke den virkelige, ikke den sande. Det har jeg forstaaet fra den allerførste Gang, jeg saae Deres Øjne. Det var den Morgen, jeg mødte Dem og Deres Mor udenfor gamle Bodils Hus. Husker De det?«
Jytte nikkede.
» Der var den Morgen noget i Deres Blik, der fik mig til at tænke paa en Falk i Bur. Ja, nu synes De maaske, I, 339 jeg forsøger paa at smigre Dem; men saadan er det ikke ment. Jeg tror, De føler det selv , at De er bleven spærret inde i en selskabelig Verden, hvor De slet ikke hører hjemme, ja som er Deres sande, Deres oprindelige Natur bittert imod. Fornærmer jeg Dem ved at sige det?«

Jytte var straks gaaet hen til Pastor Gaardbo. Hun havde set, at Enslev ikke havde gengældt hans Hilsen, da de mødtes under Opbrudet fra Bordet, og det harmede hende. For alles Øjne gav hun ham Haanden , og siden fulgtes de ned i Haven. Herude gik ^ de rundt omkring den forreste Græsplæne, mens nogle Herrer, der havde søgt ud paa Verandaen med deres Kaffekopper og Cigarer, stak Hovederne sammen og hviskede om dem.
Jytte havde et Skindslag over Skuldrene. Præsten holdt Hænderne og sin Straahat bag paa Ryggen. Han havde beredt sig paa at forlade Selskabet, saasnart han havde sagt hende Farvel. Jytte, der undrede sig over, saa lidt han selv var anfægtet af den Uvilje, han havde mødt, spurgte ham om Grunden, og han tilstod da, at han ikke var kommen her for Selskabets Skyld, men alene, fordi han havde hørt , at hun skulde rejse den næste Dag.
» Jeg maatte dog sige Dem Farvel. Jeg har haft saa megen Glæde af at træffe Dem , Frøken Abildgaard! ... De tilgiver nok , at jeg siger det saa lige ud.«
Hans Tone var mild og rolig, og Jytte saae ikke, hvor bleg han var om Munden, og at han undertiden maatte lukke Øjnene for at samle sig .
To Gange gik de Græsplænen rundt. Saa drejede de ind i Lindealleen, der førte dybere ind i Haven. Det kom ganske af sig selv, fordi de begge to ønskede sig bort fra de kontrollerende Øjne deroppe paa Verandaen. Jytte havde nok betænkt sig et Øjeblik. Men hun følte selv Nødvendigheden af, at de fik talt I, 245 ud med hinanden, forinden de skiltes. Der maatte saa komme, hvad der vilde!
Pastor Gaardbo begyndte nu at tale om, hvad Meta havde berettet ham om sit Besøg her den foregaaende Dag.
» Jeg kunde mærke paa min kære Svigerinde, at hun var bleven lidt forskrækket over flere af Deres Udtalelser; men jeg sagde til hende, at hun ikke skulde tage et Stemningsudbrud for alvorligt. Jeg kender Dem jo. De bruger gerne Deres Ord som en Slags Fugleskræmsler til at holde Dem Folk fra Livet med , og mange Mennesker faar derfor et forkert Indtryk af Dem . Har jeg ikke en lille Smule Ret?«
»Maaske,« sagde Jytte , der nu fortrød, hvad hun havde sagt til Meta, og allermest den Komedie, hun havde spillet for hende sammen med Karsten From.
» Vil De give mig Lov til at tale ganske aabenhjertigt til Dem ? Den Frøken Jytte Abildgaard, som Verden kender, er ikke den virkelige, ikke den sande. Det har jeg forstaaet fra den allerførste Gang, jeg saae Deres Øjne. Det var den Morgen, jeg mødte Dem og Deres Mor udenfor gamle Bodils Hus. Husker De det?«
Jytte nikkede.
» Der var den Morgen noget i Deres Blik, der fik mig til at tænke paa en Falk i Bur. Ja, nu synes De maaske, jeg forsøger paa at smigre Dem; men saadan er det ikke ment. Jeg tror, De føler det selv , at De er bleven spærret inde i en selskabelig Verden, hvor De slet ikke hører hjemme, ja som er Deres sande, Deres oprindelige Natur bittert imod. Fornærmer jeg Dem ved at sige det?«

Jytte var straks gaaet hen til Pastor Gaardbo. Hun havde set, at Enslev ikke havde gengældt hans Hilsen, da de mødtes under Opbrudet fra Bordet, og det harmede hende. For alle Øjne gav hun ham Haanden , og siden fulgtes de ned i Haven. Herude gik ^ de rundt omkring den forreste Græsplæne, mens nogle Herrer, der havde søgt ud paa Verandaen med deres Kaffekopper og Cigarer, stak Hovederne sammen og hviskede om dem.
Jytte havde et Skindslag over Skuldrene. Præsten holdt Hænderne og sin Straahat bag paa Ryggen. Han havde beredt sig paa at forlade Selskabet, saasnart han havde sagt hende Farvel. Jytte, der undrede sig over, saa lidt han selv var anfægtet af den Uvilje, han havde mødt, spurgte ham om Grunden, og han tilstod da, at han ikke var kommen her for Selskabets Skyld, men alene, fordi han havde hørt , at hun skulde rejse den næste Dag.
» Jeg maatte dog sige Dem Farvel. Jeg har haft saa megen Glæde af at træffe Dem , Frøken Abildgaard! ... De tilgiver nok , at jeg siger det saa lige ud.«
Hans Tone var mild og rolig, og Jytte saae ikke, hvor bleg han var om Munden, og at han undertiden maatte lukke Øjnene for at samle sig .
To Gange gik de Græsplænen rundt. Saa drejede de ind i Lindealleen, der førte dybere ind i Haven. Det kom ganske af sig selv, fordi de begge to ønskede sig bort fra de kontrollerende Øjne deroppe paa Verandaen. Jytte havde nok betænkt sig et Øjeblik. Men hun følte selv Nødvendigheden af, at de fik talt ud med hinanden, forinden de skiltes. Der maatte saa komme, hvad der vilde!
Pastor Gaardbo begyndte nu at tale om, hvad Meta havde berettet ham om sit Besøg her den foregaaende Dag.
I, 246 » Jeg kunde mærke paa min kære Svigerinde, at hun var bleven lidt forskrækket over flere af Deres Udtalelser; men jeg sagde til hende, at hun ikke skulde tage et Stemningsudbrud for alvorligt. Jeg kender Dem jo. De bruger gerne Deres Ord som en Slags Fugleskræmsler til at holde Dem Folk fra Livet med , og mange Mennesker faar derfor et forkert Indtryk af Dem . Har jeg ikke en lille Smule Ret?«
»Maaske,« sagde Jytte , der nu fortrød, hvad hun havde sagt til Meta, og allermest den Komedie, hun havde spillet for hende sammen med Karsten From.
» Vil De give mig Lov til at tale ganske aabenhjertigt til Dem ? Den Frøken Jytte Abildgaard, som Verden kender, er ikke den virkelige, ikke den sande. Det har jeg forstaaet fra den allerførste Gang, jeg saae Deres Øjne. Det var den Morgen, jeg mødte Dem og Deres Mor udenfor gamle Bodils Hus. Husker De det?«
Jytte nikkede.
» Der var den Morgen noget i Deres Blik, der fik mig til at tænke paa en Falk i Bur. Ja, nu synes De maaske, jeg forsøger paa at smigre Dem; men saadan er det ikke ment. Jeg tror, De føler det selv , at De er bleven spærret inde i en selskabelig Verden, hvor De slet ikke hører hjemme, ja som er Deres sande, Deres oprindelige Natur bittert imod. Fornærmer jeg Dem ved at sige det?«

Jytte rystede paa Hovedet . Hun sad bøjet frem over ^ ^ ^ Bordet med Haanden under den Kind, der vendte mod ham, saa han ikke kunde se hendes Ansigtsudtryk . Med den anden Haand drejede hun paa en Majolikakrukke , der stod foran hende.
» Jeg har set rigtigt – ikke sandt? Den Frøken Jytte Abildgaard, som Verden kender, er ikke den virkelige, ikke den sande? Det har jeg anet fra den første Gang, jeg saae Deres Øjne. Jeg maa have Lov til at sige Dem det ... Det var den Morgen, jeg mødte Dem og Deres Mor udenfor gamle Bodils Hus, om De husker det. Der var i Deres Blik en stum Sørgmodighed, der fik mig til at tænke paa en Storfugl i Fangenskab. Ja, nu synes De maaske, at jeg forsøger paa at smigre Dem; men saadan var 276 mit første Indtryk af Dem, ^ og jeg ^ ^ er ^ ikke kommen bort fra det siden. Men De veed det selv, Frøken Abildgaard, at De ikke hører hjemme i den Verden, man har spærret Dem inde i. Det har jeg mange Gange mærket paa Dem. Og det var jo ogsaa ganske umuligt, at De med Deres fribaarne Natur kunde finde Dem tilrette i det Selskab, som De her og andetsteds færdes i. Men det skal jeg ikke tale om igen. Nu skal De ^ ^ altsaa ^ rejse herfra , og jeg skal ikke længer have den Glæde at se Dem ^ og tale med Dem ^ ^ . Jeg kommer vel ogsaa i den nærmeste Fremtid til at omtumles som en Kastebold i dette Valgrøre, som jeg halvt mod min egen Vilje er kommen ind i. Men forinden vi skilles, vil De da i fuld Oprigtighed svare mig paa et Spørgsmaal ? Naar jeg næste Gang kommer til København – enten det nu bliver som Rigsdagsmand eller som Privatperson – vil De da give mig Lov til at forny Bekendtskabet? Maa jeg gøre Dem og Deres Mor et Besøg?«

Jytte følte det, som om han rørte ved hendes Hjerte. Hun syntes, at hun for første Gang traf et Menneske, der forstod hende. Alligevel kunde hun ikke faa sig til ligefrem at indrømme, hvad han havde sagt . Hun nøjedes med at sige:
» Jeg forstaar, hvad De mener.«
De var naaet til Enden af Alleen, hvor der foran en halvrund Bænk stod et Bord med en Møllesten til Plade. Jytte blev paa en Gang saa mat og satte sig ned paa Bænken. Præsten tog Plads paa den anden Bænkeende, saa de havde Bordet imellem sig.
Jytte sad med Albuen paa Bordet og holdt Haanden under Kinden . Med den anden Haand fingrede hun ved en Bladplante , der stod midt paa den riflede Sten i en Majolikakumme. Præsten sad i foroverbøjet Stilling og hvilede Armene paa Knæene, mens han vendte og drejede sin Hat mellem de nervøst urolige Hænder.
» Frøken Abildgaard !« sagde han. » Der er noget, jeg vil spørge Dem om. Jeg veed kun ikke, hvordan jeg skal faa det sagt paa en saadan Maade, at Svaret ikke bliver gjort Dem for vanskeligt. – De skal altsaa nu rejse ^ , og jeg skal ikke længer have den Glæde at se Dem her og tale med Dem – »skænde« paa Dem, som De plejer at sige . Jeg vil nu vel ogsaa i den nærmeste I, 340 Fremtid blive omtumlet som en Kastebold i dette Valgrøre, som jeg halvt mod min ^ Vilje er kommen ud i. Men jeg beder Dem om i fuld Oprigtighed at besvare et Spørgsmaal . Naar jeg næste Gang kommer til København – enten det nu bliver som Rigsdagsmand eller som Privatperson – vil De da give mig Lov til at forny Bekendtskabet? Maa jeg gøre Dem og Deres Mor et Besøg?«

Jytte følte det, som om han rørte ved hendes Hjerte. Hun syntes, at hun for første Gang traf et Menneske, der forstod hende. Alligevel kunde hun ikke faa sig til ligefrem at indrømme, hvad han havde sagt . Hun nøjedes med at sige:
» Jeg forstaar, hvad De mener.«
De var naaet til Enden af Alleen, hvor der foran en halvrund Bænk stod et Bord med en Møllesten til Plade. Jytte blev paa een Gang saa mat og satte sig ned paa Bænken. Præsten tog I, 246 Plads paa den anden Bænkeende, saa de havde Bordet imellem sig.
Jytte sad med Albuen paa Bordet og holdt Haanden under Kinden . Med den anden Haand fingrede hun ved en Bladplante , der stod midt paa den riflede Sten i en Majolikakumme. Præsten sad i foroverbøjet Stilling og hvilede Armene paa Knæene, mens han vendte og drejede sin Hat mellem de nervøst urolige Hænder.
» Frøken Abildgaard ,« sagde han. » Der er noget, jeg vil spørge Dem om. Jeg veed kun ikke, hvordan jeg skal faa det sagt paa en saadan Maade, at Svaret ikke bliver gjort Dem for vanskeligt. — De skal altsaa nu rejse ^ , og jeg skal ikke længer have den Glæde at se Dem her og tale med Dem — »skænde« paa Dem, som De plejer at sige . Jeg vil nu vel ogsaa i den nærmeste Fremtid blive omtumlet som en Kastebold i dette Valgrøre, som jeg halvt mod min ^ Vilje er kommen ud i. Men jeg beder Dem om i fuld Oprigtighed at besvare et Spørgsmaal . Naar jeg næste Gang kommer til København — enten det nu bliver som Rigsdagsmand eller som Privatperson — vil De da give mig Lov til at forny Bekendtskabet? Maa jeg gøre Dem og Deres Mor et Besøg?«

Jytte følte det, som om han rørte ved hendes Hjerte. Hun syntes, at hun for første Gang traf et Menneske, der forstod hende. Alligevel kunde hun ikke faa sig til ligefrem at indrømme, hvad han havde sagt . Hun nøjedes med at sige:
» Jeg forstaar, hvad De mener.«
De var naaet til Enden af Alleen, hvor der foran en halvrund Bænk stod et Bord med en Møllesten til Plade. Jytte blev paa een Gang saa mat og satte sig ned paa Bænken. Præsten tog Plads paa den anden Bænkeende, saa de havde Bordet imellem sig.
Jytte sad med Albuen paa Bordet og holdt Haanden under Kinden . Med den anden Haand fingrede hun ved en Bladplante , der stod midt paa den riflede Sten i en Majolikakumme. Præsten I, 247 sad i foroverbøjet Stilling og hvilede Armene paa Knæene, mens han vendte og drejede sin Hat mellem de nervøst urolige Hænder.
» Frøken Abildgaard ,« sagde han. » Der er noget, jeg vil spørge Dem om. Jeg veed kun ikke, hvordan jeg skal faa det sagt paa en saadan Maade, at Svaret ikke bliver gjort Dem for vanskeligt. – De skal altsaa nu rejse ^ , og jeg skal ikke længer have den Glæde at se Dem her og tale med Dem – »skænde« paa Dem, som De plejer at sige . Jeg vil nu vel ogsaa i den nærmeste Fremtid blive omtumlet som en Kastebold i dette Valgrøre, som jeg halvt mod min ^ Vilje er kommen ud i. Men jeg beder Dem om i fuld Oprigtighed at besvare et Spørgsmaal . Naar jeg næste Gang kommer til København – enten det nu bliver som Rigsdagsmand eller som Privatperson – vil De da give mig Lov til at forny Bekendtskabet? Maa jeg gøre Dem og Deres Mor et Besøg?«

Da Jytte ikke svarede , ^ rejste Præsten sig. Stille bøjede han sig frem over Bordet, idet han med Armene støttede sig paa Pladen .

Det Spørgsmaal var Jytte ikke forberedt paa. Hendes Tanker kom i Urede, og hun vidste ikke straks , hvad hun skulde svare.
Da rejste Præsten sig. Stille bøjede han sig frem over Bordet, idet han ^ støttede sig til det med begge Hænder .

» Jeg er kommen til at holde saa umaadelig meget af Dem,« sagde han. » Jeg har været bange for at sige det ^ ... vi har jo kendt hinanden saa kort . Men nu er Ordet sagt. Hvad jeg for ti Dage siden vilde 277 have troet umuligt, er sket. Den Morgen udenfor gamle Bodils Hus vaktes der et nyt, stort Haab i mig ... af Dem ! Nu maa De sige mig, om jeg skulde have tiet.« ^

» Jeg er kommen til at holde saa umaadelig meget af Dem,« sagde han. » Jeg har været bange for at sige det , ... jeg vilde saa nødig krænke Dem . Men nu er Ordet sagt. Og jeg ber Dem blot om at tilgive mig, dersom jeg skulde have tiet.«
Jytte havde løftet Hovedet lidt. Hun havde ogsaa et Sekund set op paa ham med et frygtsomt spejdende Blik. Nu saae hun igen ned og sagde:

» Pastor Gaardbo! Har De glemt, at jeg ikke er Kristen?«

»Nej, det har jeg ikke, kære Frøken! Dertil har De for ofte og for kraftigt mindet mig om det. Men – saa underligt det maaske kan lyde – det mistrøster mig ikke. Hvordan skulde De i Grunden være bleven det? Der er jo aldrig nogen, der har talt til Dem om Gud. Ikke engang ^ da De var Barn. Men jeg veed, at De i Deres Inderste bærer paa en Længsel , som De endnu ikke selv forstaar ^ . Deres Øjne og al Deres Tale har vidnet om et Savn, som De ^ fornægter. Dersom jeg ikke vidste det saa ^ sikkert, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg her har gjort.«

»Nej, det har jeg ikke, kære Frøken! Dertil har De for ofte og for eftertrykkeligt konstateret det. Men ^ det mistrøster mig ikke. Hvordan skulde De i Grunden være bleven det? Der er jo aldrig nogen, der har talt til Dem om Gud. Ikke engang , da De var Barn. Men jeg veed, at De som alle oprigtige Mennesker bærer paa en Længsel I, 341 i Deres Inderste . Deres Øjne og al Deres Tale har vidnet om et Savn, som De endnu ikke selv forstaar og derfor helst fornægter. Dersom jeg ikke vidste det saa usvigelig sikkert, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg her har gjort.«

»Nej, det har jeg ikke, kære Frøken! Dertil har De for ofte og for eftertrykkeligt konstateret det. Men ^ det mistrøster mig ikke. Hvordan skulde De i Grunden være bleven det? Der er jo aldrig nogen, der har talt til Dem om Gud. Ikke engang , da I, 247 De var Barn. Men jeg veed, at De som alle oprigtige Mennesker bærer paa en Længsel i Deres Inderste . Deres Øjne og al Deres Tale har vidnet om et Savn, som De endnu ikke selv forstaar og derfor helst fornægter. Dersom jeg ikke vidste det saa usvigelig sikkert, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg her har gjort.«

»Nej, det har jeg ikke, kære Frøken! Dertil har De for ofte og for eftertrykkeligt konstateret det. Men ^ det mistrøster mig ikke. Hvordan skulde De i Grunden være bleven det? Der er jo aldrig nogen, der har talt til Dem om Gud. Ikke engang , da De var Barn. Men jeg veed, at De som alle oprigtige Mennesker bærer paa en Længsel i Deres Inderste . Deres Øjne og al Deres Tale har vidnet om et Savn, som De endnu ikke selv forstaar og derfor helst fornægter. Dersom jeg ikke vidste det saa usvigelig sikkert, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg her har gjort.«

Jytte havde løftet Hovedet op fra sin Haand. Hun havde ogsaa et kort Nu set ham op i Øjnene, mens han talte . Nu sad hun igen med bøjet Hoved og havde begge Hænderne omkring Majolikakrukken.
»Ja, jeg forstaar Dem nu!

Jytte bøjede Hovedet som under et Slag . ^

I, 248 Jytte bøjede Hovedet som under et Slag . ^

⇕ Enslevs Død IV, 2.2

⇕ De Dødes Rige 3.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 3.10

⇐

Hun havde for nogle Øjeblikke været lukket ind i Lykkens Rige. Nu følte hun sig styrtet hovedkulds ned i en Kloak.

Hun havde i nogle Minutter været lukket ind i Lykkens Rige. Nu blev det mørkt for hendes Øjne,

Hun havde i nogle Minutter være lukket ind i Lykkens Rige. Nu blev det mørkt for hendes Øjne,

⇕ Storeholt II, 4.5

⇕ De Dødes Rige 3.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 3.10

^ Det er et forædlet og forskønnet Fremtids-Billede af mig, De er kommen til at sætte Pris paa . Men De kender mig alligevel ikke rigtig, Pastor Gaardbo. Jeg forsikrer Dem, Deres gode Tro til mig vilde jeg ^ sørgeligt skuffe. 278 Jeg misunder Dem ikke ^ ^ Deres Gud . Jeg kender ham ikke og bryder mig ^ ikke om at lære ham at kende. Hans Barmhjertighed, som De taler saa meget om, har jeg aldrig mærket noget til . Dersom jeg troede paa ham, vilde jeg afsky ham.«
» Frøken Abildgaard! Nu forsynder De Dem!«
» Det gør jeg vist, men det er mig virkelig ligegyldigt ,« sagde hun og rejste sig nu for at gaa . » Og De kan da ikke forlange noget Hensyn , Pastor Gaardbo! De siger, ^ De holder af mig, og samtidig fortæller De mig, at De har det bedste Haab om min ^ Forbedring . Dersom jeg ikke fandt det saa komisk, at jeg maa le af det , burde jeg vist føle mig fornærmet . Hvad vilde De i Grunden sige, dersom jeg gjorde Gengæld og forlangte, at De skulde afsværge Deres Tro, fordi jeg finder den barnagtig og latterlig? De vilde vist blive meget forbavset .«

og hun saae som i et Syn hans afdøde Kærestes Lig synke ned i Bølgerne.
» Jeg forstaar Dem nu!« sagde hun, efter at hun en Tid havde ladet ham vente paa Svar. » Det er et forædlet Fremtidsbillede af mig, De er kommen til at sætte Pris paa , Pastor Gaardbo! Men saa kender De mig alligevel ikke rigtigt. Deres gode Tro til mig vilde jeg altfor sørgeligt skuffe. Jeg er ganske rigtig aldrig bleven præsenteret for Deres Gud ; men jeg bryder mig heller ikke om at blive det. De har talt saa meget til mig om hans Kærlighed; men den tror jeg ikke paa. Mit Indtryk af ham er et ganske modsat.«
» Frøken Abildgaard! Nu forsynder De Dem!«
» Det gør jeg vist ,« svarede hun og rejste sig ^ . » Men saa er Skylden virkelig Deres , Pastor Gaardbo! De siger, at De holder af mig, og samtidig fortæller De mig, at De har det bedste Haab om min fremtidige Forbedring . Det er saa komisk, at jeg kun kan le af det ; men i Grunden burde jeg vistnok føle mig fornærmet ^ .«

og hun saae som i et Syn hans afdøde Kærestes Lig synke ned i Bølgerne.
» Jeg forstaar Dem nu!« sagde hun, efter at hun en Tid havde ladet ham vente paa Svar. » Det er et forædlet Fremtidsbillede af mig, De er kommen til at sætte Pris paa , Pastor Gaardbo! Men saa kender De mig alligevel ikke rigtigt. Deres gode Tro til mig vilde jeg altfor sørgeligt skuffe. Jeg er ganske rigtigt aldrig bleven præsenteret for Deres Gud ; men jeg bryder mig heller ikke om at blive det. De har talt saa meget til mig om hans Kærlighed; men den tror jeg ikke paa. Mit Indtryk af ham er et ganske modsat.«
» Frøken Abildgaard! Nu forsynder De Dem!«
» Det gør jeg vist ,« svarede hun og rejste sig ^ . » Men saa er Skylden virkelig Deres , Pastor Gaardbo! De siger, at De holder af mig, og samtidig fortæller De mig, at De har det bedste Haab om min fremtidige Forbedring . Det er saa komisk, at jeg kun kan le af det ; men i Grunden burde jeg vistnok føle mig fornærmet ^ .«

» Kære Frøken! Jeg vil jo ^ kun Deres Bedste!«

» Kære Frøken! Jeg vil jo i alle Henseender kun Deres Bedste!«

» Det tror jeg gerne , Pastor Gaardbo! Men jeg foretrækker at gaa gennem Verden med aabne Øjne og bruge min ^ Forstand. Det giver ikke netop det lyseste eller gladeste Syn ^ – det er sandt! Men til Gengæld spares man undertiden for at blive det tragikomiske Offer for Livets Bondefangeri . Og jeg forsikrer Dem, det har ogsaa sin Tilfredsstillelse at vide sig assureret mod Skuffelser. Men det har vi nu talt om saa ofte, og jeg tror ikke, det nytter at fortsætte den 279 Diskussion. Jeg vil derfor sige Dem Farvel . Og ^ ^ jeg ber Dem om ikke at følge mig. Jeg vil helst gaa alene. – Lev vel , Pastor Gaardbo !«

» Det tror jeg gerne ; men jeg foretrækker at gaa gennem I, 342 Verden med aabne Øjne og bruge min Smule Forstand. Det giver ikke netop det lyseste eller gladeste Syn paa Tilværelsen – det er sandt! Men til Gengæld spares man undertiden for en Skuffelse . Og jeg forsikrer Dem, det har ogsaa sin Tilfredsstillelse at vide sig assureret mod den Slags Ulykker. Der er jo nok af dem i Forvejen! Men det har vi nu talt om saa ofte, og der er ingen Grund til at fortsætte den Diskussion. Jeg vil derfor sige Dem Farvel , Pastor Gaardbo! – Nej, jeg ber Dem om ikke at følge mig. Jeg vil helst gaa alene. – Lev vel ^ !«

» Det tror jeg gerne ; men jeg foretrækker at gaa gennem Verden med aabne Øjne og bruge min Smule Forstand. Det giver ikke netop det lyseste eller gladeste Syn paa Tilværelsen — det er sandt! Men til Gengæld spares man undertiden for en Skuffelse . Og jeg forsikrer Dem, det har ogsaa sin Tilfredsstillelse at vide sig assureret mod den Slags Ulykker. Der er jo nok af dem i Forvejen! Men det har vi nu talt om saa ofte, og der er ingen Grund til at fortsætte den Diskussion. Jeg vil derfor sige Dem Farvel , Pastor Gaardbo! — Nej, jeg ber Dem om ikke at følge mig. Jeg vil helst gaa alene. — Lev vel ^ !«

» Det tror jeg gerne ; men jeg foretrækker at gaa gennem Verden med aabne Øjne og bruge min Smule Forstand. Det giver ikke netop det lyseste eller gladeste Syn paa Tilværelsen – det er sandt! Men til Gengæld spares man undertiden for en Skuffelse . Og jeg forsikrer Dem, det har ogsaa sin Tilfredsstillelse at vide sig assureret mod den Slags Ulykker. Der er jo nok af dem i Forvejen! Men det har vi nu talt om saa ofte, og der er ingen Grund til at fortsætte den Diskussion. Jeg vil derfor sige Dem Farvel , Pastor Gaardbo! – Nej, jeg ber Dem om ikke at følge mig. Jeg vil helst gaa alene. – Lev vel ^ !«

Hun sagde de sidste Ord ^ med et Nik men uden at række ham Haanden. Og Præsten blev staaende ved Bordet og fulgte hende med store, angstfulde Øjne , som om han indtil det sidste ikke kunde ^ ^ tro, at hun virkelig vilde gaa .

Hun sagde de sidste Ord , idet hun saae paa ham med et dvælende Blik uden at give ham Haanden. ^ Præsten betragtede hende med store, uroligt bønfaldende Øjne . Han kunde ikke faa sig selv til at tro, at det var Alvor, og fortvivlede ved Tanken om, at de skulde skilles paa den Maade .

I, 248 Hun sagde de sidste Ord , idet hun saae paa ham med et dvælende Blik uden at give ham Haanden. ^ Præsten betragtede hende med store, uroligt bønfaldende Øjne . Han kunde ikke faa sig selv til at tro, at det var Alvor, og fortvivlede ved Tanken om, at de skulde skilles paa den Maade .

Hun sagde de sidste Ord , idet hun saae paa ham med et dvælende Blik uden at give ham Haanden. ^ Præsten betragtede hende med store, uroligt bønfaldende Øjne . Han kunde ikke faa sig I, 249 selv til at tro, at det var Alvor, og fortvivlede ved Tanken om, at de skulde skilles paa den Maade .

» Frøken Abildgaard!« kaldte han endnu engang bønfaldende.
Men hun vendte ^ sig ikke om.
Inde i Stuerne havde Fru Bertha gaaet uroligt om og søgt hende. Hun havde ikke set hende gaa ned i Haven med Præsten og forstod ikke, hvor de begge var bleven af. At ^ ^ de var sammen, var hun dog temmelig sikker paa. Der havde været Kærlighed i deres Haandtryk før . Det tog hun ikke fejl af. Men hun vovede alligevel ikke at give sig hen til Forhaabninger. Hun var for ofte bleven skuffet.
Da Jytte kom tilbage, stod hun i det hvide Lys ^ ^ ^ nedenfor Verandatrappen og spejdede.
» Hvor kommer du dog fra, Barn? Og hvor er Pastor Gaardbo?«
» Han gik vist hjem. Vi har spaseret lidt.«
» Men hvor har I været? Du ser saa træt ud.«
» Det er jeg ogsaa. Luften er saa lummer iaften. Mon vi ikke faar Torden ... Hys! Hvad er det?«
280 Hun hørte en Violin blive stemt.
»Ja, Musikken er kommen. Sangerne fra Byen er her ogsaa . De skal vist straks begynde . Og veed du, hvem der ogsaa kommer?«
»Nej.«
» Karsten From . Kan du tænke dig! Vilhelmine fortalte mig det for lidt siden. Han lod sig præsentere for hende igaar ved Skovfesten og tilbød straks at komme her iaften med sin Guitar og underholde Gæsterne.«
»Naa, det kan jo blive ganske fornøjeligt,« sagde Jytte. » Jeg foretrækker i hvert Fald ham for denne rædselsfulde Maler-Sangforening. Det er dog en taabelig Ide af John.«

» Frøken Abildgaard!« bad han og gik efter hende.
Da vendte hun sig ^ om og udbrød med Heftighed:
» Jeg bad Dem om ikke at følge mig!« –
Oppe i Havesalen var de elektriske Kroner og Lamper imidlertid bleven tændt. Gennem de aabne Verandadøre faldt det hvide Maskinlys ud over den forreste Plæne og brød grelt ind i Havens Sommernatsdæmring.
Paa Verandatrappen stod Fru Bertha og spejdede efter Jytte . Det var bleven sagt hende, at hun var gaaet ud sammen med Pastor Gaardbo. Karsten From var kommen, og det havde gjort hende lidt urolig. Den uforfærdede Kunstner havde den foregaaende Dag ved Skovfesten I, 343 forestillet sig for Jægermesteren og Fru Vilhelmine, der begge var bleven meget indtagne af hans Elskværdighed. Ganske af sig selv havde han tilbudt at indfinde sig her i Aften med sin Guitar for at underholde Enslev og de andre Gæster.
Da Jytte opdagede sin Mor, sagtnede hun sin Gang, og da de mødtes nedenfor Trappen, forklarede hun, at hun havde spaseret sig en Tur.
» Men du ser saa træt ud! ... Og hvor er dine Hænder kolde!«
»Ja, jeg er kommen til at fryse lidt. Jeg er ^ ogsaa træt . Jeg tror, jeg vil gaa i Seng med det samme.«
» Det skulde du virkelig gøre . Jeg gaar ogsaa snart op. Her er jo ikke synderlig hyggeligt.«
For at undgaa at komme gennem Stuerne gik Jytte hen til Indgangen i Gavlen, hvorfra hun kunde naa op til sit Værelse uden at blive set.

» Frøken Abildgaard!« bad han og gik efter hende.
Da vendte hun sig ^ om og udbrød med Heftighed:
» Jeg bad Dem om ikke at følge mig!« —
Oppe i Havesalen var de elektriske Kroner og Lamper imidlertid bleven tændt. Gennem de aabne Verandadøre faldt det hvide Maskinlys ud over den forreste Plæne og brød grelt ind i Havens Sommernatsdæmring.
Paa Verandatrappen stod Fru Bertha og spejdede efter Jytte . Det var blevet sagt hende, at hun var gaaet ud sammen med Pastor Gaardbo. Karsten From var kommen, og det havde gjort hende lidt urolig. Den uforfærdede Kunstner havde den foregaaende Dag ved Skovfesten forestillet sig for Jægermesteren og Fru Vilhelmine, der begge var bleven meget indtagne af hans Elskværdighed. Ganske af sig selv havde han tilbudt at indfinde sig her i Aften med sin Guitar for at underholde Enslev og de andre Gæster.
Da Jytte opdagede sin Mor, sagtnede hun sin Gang, og da de mødtes nedenfor Trappen, forklarede hun, at hun havde spaseret sig en Tur.
» Men du ser saa træt ud! ... Og hvor er dine Hænder kolde!«
»Ja, jeg er kommen til at fryse lidt. Jeg er ^ ogsaa træt . Jeg tror, jeg vil gaa i Seng med det samme.«
» Det skulde du virkelig gøre . Jeg gaar ogsaa snart op. Her er jo ikke synderlig hyggeligt.«
For at undgaa at komme gennem Stuerne gik Jytte hen til Indgangen i Gavlen, hvorfra hun kunde naa op til sit Værelse uden at blive set.

» Frøken Abildgaard!« bad han og gik efter hende.
Da vendte hun sig ^ om og udbrød med Heftighed:
» Jeg bad Dem om ikke at følge mig!« –
Oppe i Havesalen var de elektriske Kroner og Lamper imidlertid bleven tændt. Gennem de aabne Verandadøre faldt det hvide Maskinlys ud over den forreste Plæne og brød grelt ind i Havens Sommernatsdæmring.
Paa Verandatrappen stod Fru Bertha og spejdede efter Jytte . Det var blevet sagt hende, at hun var gaaet ud sammen med Pastor Gaardbo. Karsten From var kommen, og det havde gjort hende lidt urolig. Den uforfærdede Kunstner havde den foregaaende Dag ved Skovfesten forestillet sig for Jægermesteren og Fru Vilhelmine, der begge var bleven meget indtagne af hans Elskværdighed. Ganske af sig selv havde han tilbudt at indfinde sig her i Aften med sin Guitar for at underholde Enslev og de andre Gæster.
Da Jytte opdagede sin Mor, sagtnede hun sin Gang, og da de mødtes nedenfor Trappen, forklarede hun, at hun havde spaseret sig en Tur.
» Men du ser saa træt ud! ... Og hvor er dine Hænder kolde!«
»Ja, jeg er kommen til at fryse lidt. Jeg er ^ ogsaa træt . Jeg tror, jeg vil gaa i Seng med det samme.«
» Det skulde du virkelig gøre . Jeg gaar ogsaa snart op. Her er jo ikke synderlig hyggeligt.«
For at undgaa at komme gennem Stuerne gik Jytte hen til Indgangen i Gavlen, hvorfra hun kunde naa op til sit Værelse uden at blive set.

» Du skulde vist hellere gaa op og lægge dig , ^ Jytte ^ ^ . Du er jo ganske kold paa dine Hænder.«
»Ja, jeg tror, jeg er kommen til at fryse lidt ... Skal vi ikke gaa ind?« ^ ^

Fru Bertha blev staaende og fulgte hende med Øjnene. Hun havde forundret sig lidt over at træffe hende alene. Det var hende ikke muligt at blive klog paa , om der virkelig var noget mellem Jytte og Pastor Gaardbo. Baade John og Vilhelmine havde talt til hende derom og ironisk lykønsket hende . Alligevel turde hun ikke give sig hen til Forhaabninger. Hun var for ofte bleven skuffet.
I, 1.344 XI .
^

Fru Bertha blev staaende og fulgte hende med Øjnene. Hun havde forundret sig lidt over at træffe hende alene. Det var hende ikke muligt at blive klog paa , om der virkelig var noget mellem Jytte og Pastor Gaardbo. Baade John og Vilhelmine havde talt I, 249 til hende derom og ironisk lykønsket hende . Alligevel turde hun ikke give sig hen til Forhaabninger. Hun var for ofte bleven skuffet.
XI
^ ^

⇕ Storeholt II, 4.6

⇕ De Dødes Rige 3.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 3.11

E nslev forlod Storeholt den næste Morgen for at rejse til Jylland, hvor han allerede om Eftermiddagen skulde tale ved et nyt Møde . Saadan drog han i de følgende Uger fra Sted til Sted for at holde Mandtal over sine Trofaste. Hans voldsomme Sprog og den Hensynsløshed, hvormed han foer frem mod enhver, som han mistænkte for Frafald, skabte 281 Uro og Usikkerhed allevegne. Mange omkring i Landet ansaae ham for utilregnelig og ønskede for hans historiske Navns Skyld, at han snart maatte dø.
I Hovedkvarteret i København havde man i Begyndelsen ikke taget den gamle Mands Kampagne synderligt alvorlig. Man trøstede sig med, at det var Fortiden, der spøgede et Øjeblik, forinden den endelig blev gravlagt.

Enslev forlod Storeholt den næste Morgen for at rejse til Jylland, hvor han igen skulde tale ved et ^ Møde , og i de følgende Uger var han uafbrudt paa Farten, drog fra Valgkres til Valgkres for at hverve Tropper til

⇕ Enslevs Død IV, 1.1

⇕ De Dødes Rige 3.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 3.11

⇐

den Kamp mod Kirken , som den gamle Mand ^ trods ^ sine Venners Advarsler nu vilde paatvinge Folket og udkæmpe paa Liv og Død .

den Kamp mod Præsteskabet , som han ^ trods mange af sine Venners Advarsler nu vilde paatvinge Folket og udkæmpe paa Liv og Død .

den Kamp mod Præsteskabet , som han nu vilde paatvinge Folket og udkæmpe paa Liv og Død trods mange af sine Venners Advarsler ^ .

⇕ Storeholt II, 4.6

⇕ De Dødes Rige 3.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 3.11

^ Men efterhaanden som man nærmede sig Valgdagen, voksede Nervøsiteten og Modløsheden i den tyrstrupske Presse , og de politiske Vejrhaner begyndte at svinge. En af Højres Aviser skrev haanligt om visse Tegn i Luften, der tydede paa, at den døende Løve alligevel havde skræmmet adskillige af den nyeste Æras Mænd med sine Ørkenbrøl.
Valgdagens Morgen kørte Jægermester Hagen i pragtfuldt Sommervejr fra Storeholt sammen med Fru Vilhelmine, der forinden havde hørt ham holde Generalprøve paa sin Valgtale og fundet den antagelig. Han var stærkt nervøs af den ugelange Spænding og afslappet efter en søvnløs Nat. Han havde denne Morgen for første Gang bedt til Gud og havde desuden styrket sig ved en solid engelsk Frokost med Havregrød, Skinke og Æg. Synet af de mægtige Plakater med hans Navn, som i Løbet af Natten var slaaet op paa Mure og Telefonpæle, bevægede ham, saa han havde Taarer i Øjnene.
282 » Stem paa Hagen!«
Overalt paa den lange Vej til Valgstedet fulgtes han af dette Vidnesbyrd om Folkets Tillid.
Der var jo ganske vist ogsaa slaaet Plakater op med Pastor Gaardbos Navn; men han bemærkede med Tilfredshed, at de ikke var saa lidt mindre end hans. De havde desuden en grim vissengrøn Farve, og det gjorde ham yderligere forhaabningsfuld. Højrekandidatens Plakater tog han sig slet ikke af. Det var en Straamand, som Partiet ikke selv tog alvorlig efter at Balduin Hansens Kandidatur var opgiven. Enslevs Modtræk havde vist sig rigtigt beregnet. De stille i Kresen, der her som andetsteds var Højres Haab, kunde ikke opskræmmes af Talemaaderne om Revolutionens Hydra, naar denne fremtraadte i Skikkelse af en Godsejer og Jægermester. Hvad Udfaldet saa vilde blive – mod Faren for en Overrumpling var man sikret.
Paa Markedspladsen i Jerve var Valgtribunen rejst mellem fire Flagmaster, og der var sort af Mennesker. Det var saa godt som udelukkende Landboere. En rolig og temmelig ligegyldig Mængde, der bakkede paa deres Piber og snakkede om Svinepriserne, mens det kongelige Brev blev oplæst.
Den langsommelige Valgkamp havde trættet ud. Man havde forlængst truffet sit Valg mellem Kandidaterne og var faldet til Ro. Nogen personlig Interesse 283 i Valget havde kun de færreste. Enten Jægermesteren eller Præsten blev valgt, var det dog stadig Folket, der regerede. Med den Overbevisning følte Størsteparten sig paa Forhaand tilfredsstillet.
Der blev ikke talt meget om det; men det ventedes almindeligt, at Jægermesteren vilde bære Sejren hjem. I hvert Fald inde i de mange Beværtninger, der omrandede Markedspladsen, og hvor allerede en Del halvfulde Folk sad og savlede over Ølglassene, holdt de fleste paa ham . » Fyens Venstre «, der havde agiteret for hans Valg, var Egnens mest læste Blad , og Redaktør Danielsen havde gjort sin Skyldighed som offenlig Udraaber af hans Fortjenester. Virkelyst , Handlekraft, Sandhedskærlighed, Sjælsadel, Tapperhed, Retfærdighedsfølelse, Opofrelsestrang, Hjertedannelse , Trofasthed, Begejstring og Uegennyttighed var nogle faa af de Dyder, som Bladet i disse Uger havde smykket ham med. Stærkere Indtryk havde det dog gjort, at Jægermesteren ved nogle af Vælgermøderne selv havde omtalt sine landøkonomiske Forsøgsarbejder og navnlig sin ^ Kamp mod Kartoffelskimmelen, for hvis Udryddelse han – som han bevæget forklarede – » ^ ^ havde ofret en Formue «.
Efter hans Valgtale lød der kraftigt Bifald. Ogsaa var han heldig med sine Svar til Interpellanterne. Netop de ^ Egenskaber, der havde forvoldt hans Ulykker i Livet ^ , kom ham tilgode paa en Valgtribune. 284 Hans Uvederheftighed , hans ^ Efterplapren og især hans store Gavmildhed i Løftet vandt ham mange Hjerter , medens Pastor Gaardbo, der ikke lovede mere, end han troede at kunne holde, og ikke fragik noget Ord , selv om det kunde skade ham, ofte kom tilkort endogsaa overfor sine egne Tilhængere.
Endnu efter Valghandlingens Slutning kunde der dog ikke vides noget paalideligt om Udfaldet. Her ^ ^ ^ som de fleste Steder i Landet var Virkningen af Enslevs Optræden, ikke mindst af hans Tale i Strige Skov, umuligt at beregne . Man havde dennegang indenfor Partiet ^ delt sig paa Spørgsmaal, der ikke tidligere i den Grad havde paavirket et Valg.
Under den langvarige Afstemning opholdt Jægermesteren sig ovre i Gæstgivergaarden, der var den enslevske Fraktions Samlingssted. Han var saa syg af Spænding, at han maatte holde sig oppe ved Hjælp af Kamferdraaber.
Fru Vilhelmine haanede ham; men hun vidste rigtignok heller ikke, i hvor høj Grad Dagen betød Knald eller Fald for ham. Blev han ikke valgt, var han vanæret. For de Penge, hans Svigerfader havde laant ham til at ordne det nødvendigste med inden Valget, havde han maattet stille Sikkerhed i Storeholts Inventar, som i Forvejen var pantsat til en københavnsk Møbelhandler , og han ventede sig ingen Skaansel af ham, dersom han ikke blev valgt. Uden 285 at klø sig i Hovedet vilde Svigerfaderen sende ham i Forbedringshuset. Men fik han først Foden indenfor i Rigsdagen og dermed endelig en Virkeplads for sine Evner, skulde han vide at skaffe sig Oprejsning for alle sit Livs Ydmygelser.
»Præstepartiet« holdt til i Forsamlingshuset i den anden Ende af Byen. Her blev Stemningen i Løbet af Eftermiddagen mere og mere bekymret. De Meddelelser, der listedes ud fra de forskellige Valglokaler, efter at Optællingen af Stemmesedler ^ var begyndt, lød foruroligende; og de første Valgresultater, der indløb fra andre Steder i Landet, virkede ogsaa nedslaaende. De meldte om Sejr for flere af de enslevske Kandidater.
Pastor Gaardbo var tilsidst gaaet bort for at bringe sit Sind i Ligevægt. Han gik paa maa og faa ud ad Landevejen i den luende Aftensol.
Ikke for sin egen Skyld frygtede han Afgørelsen men fordi det vilde føles som et Nederlag for den Herre, han tjente, om et Menneske som Jægermesteren ^ blev foretrukket for ham. Det var Angsten for en saadan Beskæmmelse, der i sin Tid havde faaet ham til at tøve med at modtage Vennernes Opfordring til at stille sig, og nu vilde han af samme Grund ikke opgive Haabet om, at Dagen trods alt endnu kunde bringe Sejr for Herrens Menighed.
Da han kom tilbage til Forsamlingshuset, stod en 286 af Vennerne udenfor paa Trappen og tog imod ham med et modfaldent Ansigt. Det var den skæggede Jørgen Tækkemand, der var Medlem af Valgbestyrelsen. Han trak ham tilside og betroede ham, at Optællingen af Stemmesedlerne netop var sluttet, og at Resultatet var meget sørgeligt. Jægermesteren var valgt med et Overtal af næsten fire Hundrede Stemmer.
» Sig ikke noget til de andre endnu. Jeg maatte jo egenlig ikke fortælle det. Men jeg syntes, De skulde være den første, der fik det at vide.«
Blodet var gaaet den unge Præst fra Kinderne.
» Hvor mange Stemmer fik han?«
» Elleve Hundrede og tolv.«
» Og jeg?«
» Syv Hundrede og nitten.«
» Ja ja, Jørgen Tækkemand! Lad os ikke tabe Modet. Næste Gang skaffer vi den gode Sag Oprejsning. Saa aftvætter vi Skammen. Skal vi give hinanden Haanden paa det?«
Henne paa Markedspladsen begyndte man igen at stimle sammen foran Tribunen, hvorfra Valgresultatet skulde forkyndes. Folk strømmede til allevegne fra. Ogsaa Fuldskaben inde i Beværtningerne begyndte at røre paa sig. Et Kvarterstid efter proklameredes Jægermester Hagen som Kresens Folketingsmand og blev ved sin Tilsynekomst paa Talerstolen hilst af sine Vælgere med den Begejstring, som Sejrsfølelsen 287 nu havde vakt hos dem. Han stod der med en pragtfuld Solnedgang som Baggrund , rund og smilende , idet han med et Træk , han havde afluret Enslev , takkede for Modtagelsen med fremstrakte Arme, som om han ønskede at kunne trykke hver enkelt af de mange Hundrede i Haanden.

I Hovedkvarteret i København havde man i Begyndelsen ikke taget den gamle syge Mands Kampagne synderlig alvorligt. Efter hans Tale i Strige Skov ansaae mange ham for halvt utilregnelig og ønskede for hans historiske Navns Skyld, at han snart maatte dø. Men efterhaanden som man nærmede sig Valgdagen, voksede Nervøsiteten ^ i den Tyrstrupske Presse . Rundt om ^ i Kresene skabte Enslev Usikkerhed og Forvirring, og de politiske Vejrhaner begyndte at svinge.
Ogsaa Jægermesterens Kandidatur , der i Begyndelsen havde vakt Munterhed, begyndte man nu for Alvor at drøfte i Jerve-Kresen . » Fyns Venstre « var Egnens mest læste Avis , og Redaktør Danielsen havde daglig ladet en eller anden »Indsender« optræde som ^ Udraaber af Jægermesterens Fortjenester. Virketrang , Handlekraft, ^ Retfærdighedsfølelse, Djærvhed, Sjælsadel, Offervillighed, Hjertevarme , Trofasthed, Begejstring og Frimodighed var nogle faa af de Dyder, som Bladet i disse Uger havde tillagt ham. Ogsaa hans landøkonomiske Forsøgsarbejder var bleven nævnt med Berømmelse, særlig I, 345 hans Kamp for Udryddelsen af Kartoffelskimmelen, hvorom det blev oplyst , at han uegennyttigt havde ofret sin Formue paa den.
Paa Valgmøderne vandt han efterhaanden Stemningen for sig med sine Taler. Hans kønsløse Stemme kaldte ganske vist undertiden Latteren frem, men han manglede ikke Ord; og netop de menneskelige Egenskaber, der havde forvoldt hans Ulykker i det private Liv , kom ham tilgode som Valgkandidat. Hans Karakterløshed , hans ansvarsløse Efterplapren , hans Gavmildhed med Løfter og letsindige Forsikringer vandt ham mange Venner , medens Pastor Gaardbo, der ikke lovede mere, end han troede at kunne holde, og ikke fragik noget Udsagn , selv naar han vidste, det kunde skade ham, ofte kom tilkort ^ overfor Interpellanterne.
Valgdagens Morgen kørte Jægermesteren i prægtigt Sommervejr fra Storeholt sammen med Fru Vilhelmine. Han var stærkt nervøs efter den ugelange Spænding og afslappet efter en søvnløs Nat. Han havde denne Morgen for første Gang i mange Aar bedt til Gud og forøvrigt styrket sig ved en solid engelsk Frokost med Havregrød, Skinke og Æg.
Synet af de mægtige Plakater med hans Navn, som i Løbet af Natten var slaaet op overalt paa Mure og Telefonpæle, gjorde ham yderligere fortrøstningsfuld .
» Stem paa Hagen!«
Paa hele den lange Vej til Valgstedet mødte hans Øjne de kæmpemæssige Opraab, og hans Sind bevægedes af disse Vidnesbyrd om Folkets Tillid. Ganske vist var I, 346 der ogsaa mange Plakater med Pastor Gaardbos Navn; men han bemærkede med Tilfredshed, at de var mindre end hans og desuden havde en grim, vissengrøn Farve.
Paa Markedspladsen i Jerve var Valgtribunen rejst mellem fire Flagmaster, og her samledes ved Titiden en rolig og temmelig ligegyldig Mængde, der bakkede paa Piberne og snakkede om Svinepriserne, mens det kongelige Brev blev oplæst. Nogen personlig Interesse i Valgets Udfald havde kun de færreste. Enten Jægermesteren eller Præsten blev valgt, var det dog stadig Folket, der regerede.
Almindeligt mentes det, at Jægermesteren vilde sejre; men det var her som de fleste Steder i Landet umuligt at beregne Virkningen af Enslevs Optræden . Man havde ^ indenfor Partiet denne Gang delt sig paa Spørgsmaal, der ikke tidligere i den Grad havde paavirket et Valg. Afstemningens Resultat var til det sidste usikkert , og i de mange Beværtninger, der omrandede Markedspladsen, blev der ved Ølglassene indgaaet Væddemaal som paa en Traverbane. Efter at Optællingen af Stemmesedlerne var begyndt, steg Kursen paa Præsten pludselig hundrede Procent paa Grund af Efterretninger, der var sivet ud fra Valglokalerne. En Gang forlød det endda med stor Bestemthed, at hans Valg var sikkert.
Det slog dog ikke til. Præstens Stemmetal blev tværtimod en alvorlig Skuffelse for hans Venner. Enslevs Valgtaktik havde været rigtigt beregnet. Om Aftenen I, 347 proklameredes Jægermesteren som Kresens Folketingsmand ^ med flere hundrede Stemmers Overtal. Paa en Baggrund af paafuglefarvede Solnedgangsstraaler traadte han frem paa Tribunen og modtog sine Vælgeres Hyldest , idet han med et Kunstgreb , han havde afluret sin politiske Fører og Læremester , takkede ^ med fremstrakte Arme, som om han ønskede at kunne trykke hver enkelt ^ i Haanden.

I Hovedkvarteret i København havde man i Begyndelsen ikke taget den gamle syge Mands Kampagne synderlig alvorligt. Efter hans Tale i Strige Skov ansaae mange ham for halvt utilregnelig og ønskede for hans historiske Navns Skyld, at han snart maatte dø. Men efterhaanden som man nærmede sig Valgdagen, voksede Nervøsiteten ^ i den Tyrstrupske Presse . Rundt om ^ i Kresene skabte Enslev Usikkerhed og Forvirring, og de politiske Vejrhaner begyndte at svinge.
Ogsaa Jægermesterens Kandidatur , der i Begyndelsen havde vakt Munterhed, begyndte man nu for Alvor at drøfte i Jerve-Kresen . » Fyns Venstre « var Egnens mest læste Avis , og Redaktør Danielsen havde daglig ladet en eller anden »Indsender« optræde som ^ Udraaber af Jægermesterens Fortjenester. Virketrang , Handlekraft, ^ Retfærdighedsfølelse, Djærvhed, Sjælsadel, Offervillighed, Hjertevarme , Trofasthed, Begejstring og Frimodighed var nogle faa af de Dyder, som Bladet i disse Uger havde tillagt ham. Ogsaa hans landøkonomiske Forsøgsarbejder var bleven nævnt med Berømmelse, særlig hans Kamp for Udryddelsen af Kartoffelskimmelen, hvorom det oplystes , at han uegennyttigt havde ofret sin Formue paa den.
Paa Valgmøderne vandt han efterhaanden Stemningen for sig med sine Taler. Hans kønsløse Stemme kaldte ganske vist undertiden Latteren frem, men han manglede ikke Ord; og netop de menneskelige Egenskaber, der havde forvoldt hans Ulykker i det I, 250 private Liv , kom ham tilgode som Valgkandidat. Hans Karakterløshed , hans ansvarsløse Efterplapren , hans Gavmildhed med Løfter og letsindige Forsikringer vandt ham mange Venner , medens Pastor Gaardbo, der ikke lovede mere, end han troede at kunne holde, og ikke fragik noget Udsagn , selv naar han vidste, det kunde skade ham, ofte kom tilkort ^ overfor Interpellanterne.
Valgdagens Morgen kørte Jægermesteren i prægtigt Sommervejr fra Storeholt sammen med Fru Vilhelmine. Han var stærkt nervøs efter den ugelange Spænding og afslappet efter en søvnløs Nat. Han havde denne Morgen for første Gang i mange Aar bedt til Gud og forøvrigt styrket sig ved en solid engelsk Frokost med Havregrød, Skinke og Æg.
Synet af de mægtige Plakater med hans Navn, som i Løbet af Natten var slaaet op overalt paa Mure og Telefonpæle, gjorde ham yderligere fortrøstningsfuld .
» Stem paa Hagen!«
Paa hele den lange Vej til Valgstedet mødte hans Øjne de kæmpemæssige Opraab, og hans Sind bevægedes af disse Vidnesbyrd om Folkets Tillid. Ganske vist var der ogsaa mange Plakater med Pastor Gaardbos Navn; men han bemærkede med Tilfredshed, at de var mindre end hans og desuden havde en grim, vissengrøn Farve.
Paa Markedspladsen i Jerve var Valgtribunen rejst mellem fire Flagmaster, og her samledes ved Titiden en rolig og temmelig ligegyldig Mængde, der bakkede paa Piberne og snakkede om Svinepriserne, mens det kongelige Brev blev oplæst. Nogen personlig Interesse i Valgets Udfald havde kun de færreste. Enten Jægermesteren eller Præsten blev valgt, var det dog stadig Folket, der regerede.
Almindeligt mentes det, at Jægermesteren vilde sejre; men det var her som de fleste Steder i Landet umuligt at beregne Virkningen af Enslevs Optræden . Man havde ^ indenfor Partiet denne Gang delt sig paa Spørgsmaal, der ikke tidligere i den Grad havde paavirket et Valg. Afstemningens Resultat var til det sidste usikkert , og i de mange Beværtninger, der omrandede Markedspladsen, blev der ved Ølglassene indgaaet Væddemaal som paa en I, 251 Traverbane. Efter at Optællingen af Stemmesedlerne var begyndt, steg Kursen paa Præsten pludselig hundrede Procent paa Grund af Efterretninger, der var sivet ud fra Valglokalerne. En Gang forlød det endda med stor Bestemthed, at hans Valg var sikkert.
Det slog dog ikke til. Præstens Stemmetal blev tværtimod en alvorlig Skuffelse for hans Venner. Enslevs Valgtaktik havde været rigtigt beregnet. Om Aftenen proklameredes Jægermesteren som Kresens Folketingsmand ^ med flere hundrede Stemmers Overtal. Paa en Baggrund af paafuglefarvede Solnedgangsstraaler traadte han frem paa Tribunen og modtog sine Vælgeres Hyldest , idet han med et Kunstgreb , han havde afluret sin politiske Fører og Læremester , takkede ^ med fremstrakte Arme, som om han ønskede at kunne trykke hver enkelt ^ i Haanden.

I Hovedkvarteret i København havde man i Begyndelsen ikke taget den gamle syge Mands Kampagne synderlig alvorligt. Efter hans Tale i Strige Skov ansaae mange ham for halvt utilregnelig og ønskede for hans historiske Navns Skyld, at han snart maatte dø. Men efterhaanden som man nærmede sig Valgdagen, voksede Nervøsiteten ^ i den Tyrstrupske Presse . Rundt om ^ i Kresene skabte Enslev Usikkerhed og Forvirring, og de politiske Vejrhaner begyndte at svinge.
Ogsaa Jægermesterens Kandidatur , der i Begyndelsen havde vakt Munterhed, begyndte man nu for Alvor at drøfte i Jerve-Kresen . » Fyns Venstre « var Egnens mest læste Avis , og Redaktør Danielsen havde daglig ladet en eller anden »Indsender« optræde som ^ Udraaber af Jægermesterens Fortjenester. Virketrang , Handlekraft, ^ Retfærdighedsfølelse, Djærvhed, Sjælsadel, Offervillighed, Hjertevarme , Trofasthed, Begejstring og Frimodighed var nogle faa af de Dyder, som Bladet i disse Uger havde tillagt ham. Ogsaa hans landøkonomiske Forsøgsarbejder var bleven nævnt med Berømmelse, særlig hans Kamp for Udryddelsen af Kartoffelskimmelen, hvorom det oplystes , at han uegennyttigt havde ofret sin Formue paa den.
Paa Valgmøderne vandt han efterhaanden Stemningen for sig med sine Taler. Hans kønsløse Stemme kaldte ganske vist undertiden Latteren frem, men han manglede ikke Ord; og netop de menneskelige Egenskaber, der havde forvoldt hans Ulykker i det private Liv , kom ham tilgode som Valgkandidat. Hans Karakterløshed , hans ansvarsløse Efterplapren , hans Gavmildhed med Løfter og letsindige Forsikringer vandt ham mange Venner , medens Pastor Gaardbo, der ikke lovede mere, end han troede at kunne I, 251 holde, og ikke fragik noget Udsagn , selv naar han vidste, det kunde skade ham, ofte kom tilkort ^ overfor Interpellanterne.
Valgdagens Morgen kørte Jægermesteren i prægtigt Sommervejr fra Storeholt sammen med Fru Vilhelmine. Han var stærkt nervøs efter den ugelange Spænding og afslappet efter en søvnløs Nat. Han havde denne Morgen for første Gang i mange Aar bedt til Gud og forøvrigt styrket sig ved en solid engelsk Frokost med Havregrød, Skinke og Æg.
Synet af de mægtige Plakater med hans Navn, som i Løbet af Natten var slaaet op overalt paa Mure og Telefonpæle, gjorde ham yderligere forhaabningsfuld .
» Stem paa Hagen!«
Paa hele den lange Vej til Valgstedet mødte hans Øjne de kæmpemæssige Opraab, og hans Sind bevægedes af disse Vidnesbyrd om Folkets Tillid. Ganske vist var der ogsaa mange Plakater med Pastor Gaardbos Navn; men han bemærkede med Tilfredshed, at de var mindre end hans og desuden havde en grim, vissengrøn Farve.
Paa Markedspladsen i Jerve var Valgtribunen rejst mellem fire Flagmaster, og her samledes ved Titiden en rolig og temmelig ligegyldig Mængde, der bakkede paa Piberne og snakkede om Svinepriserne, mens det kongelige Brev blev oplæst. Nogen personlig Interesse i Valgets Udfald havde kun de færreste. Enten Jægermesteren eller Præsten blev valgt, var det dog stadig Folket, der regerede.
Almindeligt mentes det, at Jægermesteren vilde sejre; men det var her som de fleste Steder i Landet umuligt at beregne Virkningen af Enslevs Optræden . Man havde ^ indenfor Partiet denne Gang delt sig paa Spørgsmaal, der ikke tidligere i den Grad havde paavirket et Valg. Afstemningens Resultat var til det sidste usikkert , og i de mange Beværtninger, der omrandede Markedspladsen, blev der ved Ølglassene indgaaet Væddemaal som paa en Traverbane. Efter at Optællingen af Stemmesedlerne var begyndt, steg Kursen paa Præsten pludselig hundrede Procent paa Grund af Efterretninger, der var sivet ud fra Valglokalerne. En I, 252 Gang forlød det endda med stor Bestemthed, at hans Valg var sikkert.
Det slog dog ikke til. Præstens Stemmetal blev tværtimod en alvorlig Skuffelse for hans Venner. Enslevs Valgtaktik havde været rigtigt beregnet. Om Aftenen proklameredes Jægermesteren som Kresens Folketingsmand ^ med flere hundrede Stemmers Overtal. Paa en Baggrund af paafuglefarvede Solnedgangsstraaler traadte han frem paa Tribunen og modtog sine Vælgeres Hyldest , idet han med et Kunstgreb , han havde afluret sin politiske Fører og Læremester , takkede ^ med fremstrakte Arme, som om han ønskede at kunne trykke hver enkelt ^ i Haanden.

Bagefter førtes han i Triumf til Gæstgivergaarden, hvor et Fællesmaaltid skulde afholdes. Med fire Musikanter i Spidsen drog Toget gennem Byen, og Jægermesteren, der gik forrest med sin Kone under Armen, hilste i sin Lykkerus ud til Tilskuerne paa begge Sider uden at mærke, at de fleste smilte af ham .

Bagefter drog et Triumftog med Musik i Spidsen hen til Gæstgivergaarden, hvor et Sejrsmaaltid skulde indtages .

Da Toget passerede Distriktslægeboligen, stod Doktor Gaardbo ved det aabne Vindu og demonstrerede med en mægtig Haanlatter. Naar det ikke kom til Spektakler ^ , var det kun, fordi Størsteparten af Egnens Beboere i Forvejen kendte Doktorens drastiske Mening om Folkestyrets Velsignelser og desuden ikke tog ham alvorlig . Man vidste, at han var et Menneske, der overhovedet ikke troede paa noget, – »Haltefanden«, som man kaldte ham paa Grund af hans Klumpfod. Mange ansaae ham for lidt forrykt , og baade Apotekeren og hans Nabolæger gjorde, hvad de kunde, for at understøtte denne Antagelse .

Da Toget passerede Distriktslægeboligen, stod Doktor Gaardbo ved et aabent Vindu og demonstrerede med en mægtig Haanlatter. Naar det ikke kom til Spektakler i den Anledning , var det kun, fordi ingen tog ham alvorlig og de fleste ansaae ham for lidt forrykt ^ .

Doktoren havde hele Eftermiddagen ventet paa sin Broder. Pastor Gaardbo havde efter Valghandlingens Slutning kigget indenfor i Lægeboligen , men kun 288 opholdt sig der et Øjeblik, og siden havde de ikke set ham. Nu gik Doktoren ud for at søge ham i Forsamlingshuset; men til sin Forbavselse hørte han der, at Præsten allerede var kørt hjem.

Doktoren og Meta sad derefter og ventede paa Præsten, der i Løbet af Dagen kun havde gjort et Par korte Besøg i Lægeboligen . Da han ikke kom, blev der telefoneret til Afholdshotellet, hvor han og hans kirkelige Venner havde haft Samlingssted under Valghandlingen. Med stor Forbavselse hørte de nu, at han var taget hjem.

» Hvad kan der være sket ?« sagde han til sin Kone, da han kom tilbage . » Han maa jo være bleven syg . Jeg vil straks tage hen og se til ham. – Det var nu alligevel kedeligt, du, at det ikke blev til noget med ham og Frøken Abildgaard.«
» Det tror jeg ikke,« sagde Meta – hun sad ved Spisestuebordet og skrællede Æbler.
» Ja ja, du maa dog indrømme mig, at han har forandret sig. Saa gerne han vistnok vil, kan han ikke glemme hende. Men i hvert Fald maa vi se at faa ham ^ gift , saa han igen kan komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen. Han bliver mere og mere overjordisk og eksalteret . Det har sikkert ogsaa skadet ham under Valgkampen.«
» ^ Jytte ^ kunde kun have gjort ham ulykkelig ,« sagde Meta i sine egne Tanker. » Jeg tror, hun bliver sindssyg – dersom hun ikke allerede er det.«
» Hun trænger vel ogsaa til at blive gift. Om lykkeligt ^ eller ulykkeligt – det er ikke Hovedsagen . Bare vi gør vor Skyldighed ! ... Men ^ nu kører jeg altsaa ! Dersom jeg kan overtale Johannes, saa tager jeg ham med mig tilbage.«
Han traf Broderen alene i Arbejdsværelset. Præsten 289 gik frem og tilbage over Gulvet i den halvtomme Stue, og han kunde se paa hans aandsfraværende Mine, at han havde gaaet saadan længe. Den lille, lavfodede Petroleumslampe stod paa Faderens gamle Bedepult og lyste fattigt ned paa Skraalaagets grønne Klæde og op paa det tornekronede Kristushoved. Resten af Stuen laa i Halvmørke.
» Er det dig?« sagde Præsten og blev staaende paa det Sted, hvor han var standset.

» Hvad kan det betyde ?« sagde Doktoren . » Han maa jo være bleven daarlig . Jeg vil køre ud til ham med det samme. Han har sikkert overanstrengt sig. Dersom jeg kan faa ham overtalt, tager jeg ham med tilbage. Gid vi dog havde faaet ham gift , Meta! Han bliver mere og mere overjordisk og eksalteret .«
I, 348 » At det ikke blev til noget med Jytte , skal du alligevel ikke være ked af,« sagde Meta. » Hun kunde kun have gjort Johannes ulykkelig .«
» Lykkelig eller ulykkelig – det er ikke Hovedsagen ! Blot vi gør vor Skyldighed , saa kommer vi altid paa en eller anden Maade i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen. – Naa, men nu kører jeg altsaa !«

» Hvad kan det betyde ?« sagde Doktoren . » Han maa jo være bleven daarlig . Jeg vil køre ud til ham med det samme. Han har sikkert overanstrengt sig. Dersom jeg kan faa ham overtalt, tager jeg ham med tilbage. Gid vi dog havde faaet ham gift , Meta! Han bliver mere og mere overjordisk og eksalteret .«
» At det ikke blev til noget med Jytte , skal du alligevel ikke være ked af,« sagde Meta. » Hun kunde kun have gjort Johannes ulykkelig !«
» Lykkelig eller ulykkelig — det er ikke Hovedsagen ! Blot vi gør vor Skyldighed , saa kommer vi altid paa en eller anden Maade I, 252 i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen. – Naa, men nu kører jeg altsaa !«

» Hvad kan det betyde ?« sagde Doktoren . » Han maa jo være bleven daarlig . Jeg vil køre ud til ham med det samme. Han har sikkert overanstrengt sig. Dersom jeg kan faa ham overtalt, tager jeg ham med tilbage. Gid vi dog havde faaet ham gift , Meta! Han bliver mere og mere overjordisk og eksalteret .«
» At det ikke blev til noget med Jytte , skal du alligevel ikke være ked af,« sagde Meta. » Hun kunde kun have gjort Johannes ulykkelig !«
» Lykkelig eller ulykkelig – det er ikke Hovedsagen ! Blot vi gør vor Skyldighed , saa kommer vi altid paa en eller anden Maade i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen. – Naa, men nu kører jeg altsaa !«
I, 253

⇕ Enslevs Død IV, 1.2

⇕ De Dødes Rige 3.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 3.11

⇐

Han mindedes den Sommerdag i deres Studentertid , da Johannes rejste til England. Sammen med et Par andre teologiske Studenter var han bleven valgt til at repræsentere danske Akademikere ved et stort kristeligt Verdensstævne derovre . Han havde fulgt ham ombord paa Skibet, og han kunde endnu ^ se ham staa med sit brede Smil ved Rælingen og svinge sin hvide Hue, mens den store, grimme Kuldamper forsvandt ud gennem Sejlløbet.

Mens han rullede henad Vejen i sin træskoformede Vogn, mindedes han en Sommerdag for længe siden i København , da hans Broder sammen med et Par andre teologiske Studenter rejste til England for at repræsentere danske Akademikere ved et stort kristeligt Verdensstævne ^ . Han ^ kunde endnu tydeligt se ham staa ^ ved Rælingen og svinge sin ^ Hue, mens den store, grimme Kuldamper forsvandt ud gennem Sejlløbet.

Han havde ofte tænkt paa, at han ved den Lejlighed i Grunden havde set ^ Johannes for sidste Gang. Da han kom tilbage, var han en anden. Han, der ^ havde kunnet virke lidt barnagtig med sin overstadige Livlighed , var bleven indesluttet og alvorlig. Han, som havde været saa ubefæstet i Troen, at han flere Gange tænkte paa at opgive det teologiske Studium og slaa sig paa Sprogvidenskaben, var nu bleven klippefast i sin Beslutning om at blive Præst . I en fortrolig Samtale fortalte han siden , at han havde 23 ladet sig optage i et internationalt Broderskab, en Korshær, der havde sat sig til Opgave at erobre hele Verden for Kristus inden en Menneskealder. Kort Tid efter var det ogsaa, at han fremtraadte som Taler ved et politisk Studentermøde og til almindelig Forbløffelse sluttede med at bekende Troen.

Han havde ofte tænkt paa, at han ved den Lejlighed i Grunden havde set den rigtige Johannes for sidste Gang. Da han kom tilbage, var han en anden. Han, der sommetider havde kunnet virke lidt barnagtig ved sin Overstadighed , var bleven tavs og alvorlig. Han, som havde været saa ubefæstet i Troen, at han flere Gange tænkte paa at opgive det teologiske Studium for at slaa sig paa Sprogvidenskaben, var nu ^ klippefast i sin Beslutning om at blive Præst . Kort Tid efter var det ogsaa, at han ved et politisk Møde , hvor han optraadte som Taler, til almindelig Forbløffelse sluttede med at bekende Troen.

⇕ Storeholt II, 4.6

⇕ De Dødes Rige 3.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 3.11

^ ^

Paa deres broderlige Forhold havde hans Forvandling i lang Tid været uden Indflydelse. Først efter stakkels Rosalies Død, og navnlig efter at Meta og han var I, 349 kommen til Jerve, havde han undertiden kunnet mærke, at han var ved at miste sin Broders Fortrolighed. Som nu igen idag! Hvad lignede det at tage hjem efter en saadan Begivenhed, uden at de havde faaet snakket ordenlig sammen? ... Han kunde næsten ikke lade være med at ønske, at Johannes virkelig var bleven syg.
Han traf Broderen alene. Præsten gik frem og tilbage over Gulvet i sit halvtomme Arbejdsværelse, hvor kun den lille lavfodede Lampe brændte paa Pulten under Kristusbilledet. Han standsede med aandsfraværende Mine, da Doktoren kom ind.
» Er det dig?« sagde han.

Paa deres broderlige Forhold havde hans Forvandling i lang Tid været uden Indflydelse. Først efter stakkels Rosalies Død, og navnlig efter at Meta og han var kommen til Jerve, havde han undertiden kunnet mærke, at han var ved at miste sin Broders Fortrolighed. Som nu igen idag! Hvad lignede det at tage hjem efter en saadan Begivenhed, uden at de havde faaet snakket ordenlig sammen? ... Han kunde næsten ikke lade være med at ønske, at Johannes virkelig var bleven syg.
Han traf Broderen alene. Præsten gik frem og tilbage over Gulvet i sit halvtomme Arbejdsværelse, hvor kun den lille lavfodede Lampe brændte paa Pulten under Kristusbilledet. Han standsede med aandsfraværende Mine, da Doktoren kom ind.
» Er det dig?« sagde han.

Doktoren mærkede straks paa Tonen, at han ikke var velkommen.

» Hvorfor har vi ikke set ^ dig, Johannes? Du kunde da vide, at vi ventede dig. Meta har ogsaa gjort Anstalter for at beværte dig lidt godt efter Dagens Anstrengelser.«

» Hvorfor har vi ikke set noget til dig, Johannes? Du kunde da vide, at vi ventede dig. Meta havde ogsaa gjort Anstalter for at beværte dig lidt godt ovenpaa Dagens Anstrengelser.«

» Hvorfor har vi ikke set noget til dig, Johannes? Du kunde da I, 253 vide, at vi ventede dig. Meta havde ogsaa gjort Anstalter for at beværte dig lidt godt ovenpaa Dagens Anstrengelser.«

» Hvorfor har vi ikke set noget til dig, Johannes? Du kunde da vide, at vi ventede dig. Meta havde ogsaa gjort Anstalter for at beværte dig lidt godt ovenpaa Dagens Anstrengelser.«

» Jeg længtes efter at komme hjem. Vil du bringe din Kone min Undskyldning .«
Doktoren anbragte sig i Sofahjørnet , mens Broderen blev ved at spasere.

» Jeg trængte til at komme hjem. Vil du bringe din Kone min Undskyldning . Det gør mig ondt, at hun har haft Ulejlighed.«
Doktoren satte sig ned , mens Præsten blev ved at spasere.

I, 254 » Jeg trængte til at komme hjem. Vil du bringe din Kone min Undskyldning . Det gør mig ondt, at hun har haft Ulejlighed.«
Doktoren satte sig ned , mens Præsten blev ved at spasere.

» Du er naturligvis skuffet af Resultatet idag ?«

» Du er naturligvis skuffet af Resultatet idag .«

»Ja.«

» Jeg synes nu ikke, du skal være altfor ked af det, Johannes . Det har dog ikke været helt omsonst, at du ofrede dig. Balduin fik du i hvert Fald fordrevet, og han var absolut den mest ondartede ^ . Jægermesteren hører til de forholdsvis uskadelige Forbrydere. Han bærer sin fordærvede Natur udenpaa Frakken , saa enhver kan se den . Man har maaske endogsaa Lov til at haabe, at han vil komme 290 til at virke paa Offenligheden som et gavnligt Skræmmebillede. Jeg ser ^ derfor i Grunden ikke nogen stor Ulykke i, at det er gaaet, som det er.«

» Jeg synes nu ikke, du skal være altfor ked af det, Johannes ! Du slipper nu for at agere med i den politiske Heksesabbat, men det har alligevel ikke været helt omsonst, at du opofrede dig. Balduin fik du i hvert I, 350 Fald fordrevet, og han er absolut den mest ondartede med sin forskruede Idealisme. I manges Øjne er det Tossehoved jo en hel Profet . Jægermesteren hører til de forholdsvis uskadelige Forbrydere. Han bærer sin fordærvede Natur udenpaa Frakken som en Dekoration . Man har vel endogsaa Lov til at haabe, at denne Ridder af alt miserabelt vil kunne virke paa Offenligheden som et gavnligt Skræmmebillede. For saa vidt ser jeg derfor ^ ikke nogen stor Ulykke i, at det er gaaet, som det er.«

» Jeg synes nu ikke, du skal være altfor ked af det, Johannes ! Du slipper nu for at agere med i den politiske Heksesabbat, men det har alligevel ikke været helt omsonst, at du opofrede dig. Balduin fik du i hvert Fald fordrevet, og han er absolut den mest ondartede med sin forskruede Idealisme. I manges Øjne er det Tossehoved jo en hel Profet . Jægermesteren hører til de forholdsvis uskadelige Forbrydere. Han bærer sin fordærvede Natur udenpaa Frakken som en Dekoration . Man har vel endogsaa Lov til at haabe, at denne Ridder af alt miserabelt vil kunne virke paa Offenligheden som et gavnligt Skræmmebillede. For saa vidt ser jeg derfor ^ ikke nogen stor Ulykke i, at det er gaaet, som det er.«

»Nej, det gør du vel ikke,« sagde Præsten og standsede et Øjeblik . » Men du glemmer , Povl , at for mig stiller Sagen sig i enhver Henseende anderledes .«
Doktoren blev tavs . Han havde i Broderens Øjne mødt en aabenlys Fjendtlighed, som han et Par Gange i den senere Tid ^ havde set et Glimt af.

»Nej, det gør du vel ikke,« sagde Præsten og standsede ^ . » Men du glemmer ^ , at for mig stiller Sagen sig i enhver Henseende anderledes . Det er ikke for min egen Skyld, jeg tager mig Nederlaget nær.«
Doktoren tav et Øjeblik . Han havde i Broderens Blik mødt en aabenlys Fjendtlighed, som han ^ i den senere Tid , navnlig efter Jytte Abildgaards Bortrejse, nogle Gange havde set et Glimt af.

» Hvordan stiller Sagen sig da for dig?« spurgte han efter nogen Betænkning .

» Hvordan stiller Sagen sig da for dig?« spurgte han ^ .

» Det kan jeg ikke nærmere forklare ^ uden at komme ind paa et Omraade , som du jo har forbeholdt dig selv . Men saa meget vil jeg dog sige, at den, der ikke nu vil være med til at standse Forargelsen ved Bøn til ham , som alene kan gøre det , han har selv Lod og Del i den. Han har Medansvar for den , hvor megen god Vilje han saa ellers viser til at hjælpe sin Næste . Du taler om Menneskets fordærvede Natur. Du skriver jo endogsaa paa en Bog om den Ting. Men du forstaar den ikke selv, Povl, før du har lært, at der kun gaar een Vej til Menneskehedens Frelse – og det er Korsets Vej.«

» Det kan jeg ikke ^ forklare dig uden at komme ind paa Ting , som du ^ har forbudt mig at tale om . Men saa meget vil jeg dog sige, at den, der ikke nu vil være med til at standse Forargelsen ved Bøn til Ham , som alene kan hjælpe , han har selv Lod og Del i den. Han har Medansvar for Ødelæggelsen , hvor megen god Vilje han saa ellers viser til at tage Del i Arbejdet for Folkets sædelige Genrejsning . Du taler om Menneskets fordærvede Natur. Du skriver jo endogsaa paa en Bog om den Ting. Men du forstaar den ikke selv, Povl, før du har I, 351 lært, at der kun gaar een Vej til Menneskehedens Frelse – og det er Korsets Vej.«

» Det kan jeg ikke ^ forklare dig uden at komme ind paa Ting , som du ^ har forbudt mig at tale om . Men saa meget vil jeg dog sige, at den, der ikke nu vil være med til at standse Forargelsen ved Bøn til Ham , som alene kan hjælpe , han har selv Lod og Del i den. Han har Medansvar for Ødelæggelsen , hvor megen god Vilje han saa ellers viser til at tage Del i Arbejdet for Folkets sædelige Genrejsning . Du taler om Menneskets fordærvede Natur. Du skriver jo endogsaa paa en Bog om den Ting. Men du forstaar den ikke selv, Povl, før du har lært, at der kun gaar een Vej til Menneskehedens Frelse — og det er Korsets Vej.«

» Det kan jeg ikke ^ forklare dig uden at komme ind paa Ting , som du ^ har forbudt mig at tale om . Men saa meget vil jeg dog sige, at den, der ikke nu vil være med til at standse Forargelsen ved Bøn til Ham , som alene kan hjælpe , han har selv Lod og Del i den. Han har Medansvar for Ødelæggelsen , hvor megen god Vilje han saa ellers viser til at tage Del i Arbejdet for Folkets sædelige Genrejsning . Du taler om Menneskets fordærvede Natur. Du skriver jo endogsaa paa en Bog om den Ting. Men du forstaar den ikke selv, Povl, før du har lært, at der kun gaar een Vej til Menneskehedens Frelse – og det er Korsets Vej.«

» Du veed, den er for mig Per Gantes Genvej.«

I, 254 » Du veed, den er for mig Per Gantes Genvej.«

» Du veed, den er for mig Per Gantes Genvej.«

» Aa – Pral! Frækhed er det af dig , og ikke andet . Du og dine Lige er det, der fordærver Folket. 291 I har ingen Samvittighed, og de ærligste af jer tilstaar, at de hader Gud.«

» Aa – Pral! Frækhed er det ^ , og ikke andet ! Du og dine Lige fordærver Folket. Det er Sandheden! I har ingen Samvittighed, og de ærligste af jer tilstaar, at I hader Gud.«

» Aa — Pral! Frækhed er det ^ , og ikke andet ! Du og dine Lige fordærver Folket. Det er Sandheden! I har ingen Samvittighed, og de ærligste af jer tilstaar, at I hader Gud.«

» Aa – Pral! Frækhed er det ^ , og ikke andet ! Du og dine Lige I, 255 fordærver Folket. Det er Sandheden! I har ingen Samvittighed, og de ærligste af jer tilstaar, at de hader Gud.«

Doktoren rejste sig.

»Hør, Johannes, dette her maa høre op! Jeg havde haabet at kunne faa dig med hjem, saa vi kunde have siddet hyggeligt sammen og glemt Dagens Genvordigheder . Men jeg mærker, du er for opreven . Jeg maa ^ hellere gaa ^ . – Godnat, Johannes!«

»Hør, Johannes, dette her maa høre op! Jeg er ikke kommen for at strides med dig ^ . Men jeg undskylder dig. Du er opreven af Dagens Genvordigheder, og jeg maa vist hellere gaa . Jeg kommer igen imorgen. Saa haaber jeg, du er til at tale med . – Godnat, Johannes!«

Han rakte ham Haanden; men Broderen beholdt sin bag Ryggen.

Han rakte ham Haanden; men Præsten beholdt sin bag Ryggen.

» Jeg rækker ikke en Gudsfornægter Haanden ,« sagde han.

» Jeg rækker ikke en Gudsfornægter Haanden !«

Det gav et Ryk i Doktoren. ^

Det gav et Ryk i Doktoren. Han blev hvid i Ansigtet og stirrede paa Broderen med halvaaben Mund.

» Hvad siger du? De Ord tør du ikke gentage .«
» Jeg rækker ikke en Gudsfornægter Haanden ,« sagde Præsten igen , og dennegang med hele sin Stemme .
Doktorens Svar var en knaldende Lussing. Præsten tumlede tilbage, og før han rigtig kom til sig selv igen , var Broderen borte og sad ude i sin Bil . ^ ^ ^ ^

» Det Ord tør du ikke gentage , Johannes!«
» Jeg rækker ikke en Gudsfornægter Haanden !« sagde Præsten igen og denne Gang med hele sin Stemmes Kraft .
Doktorens Svar var en knaldende Lussing. Præsten tumlede tilbage, og før han ^ kom til sig selv ^ , var Broderen gaaet. Et Øjeblik efter kørte han ud af Gaarden .
I, [352] FJERDE BOG TOLDERE OG SYNDERE
I .

Hans ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ Svar var en knaldende Lussing. Præsten tumlede tilbage, og før han ^ kom til sig selv ^ , var Broderen gaaet. Et Øjeblik efter kørte han ud af Gaarden .
I, [256] FJERDE BOG TOLDERE OG SYNDERE
I ^

⇕ Toldere og Syndere III, 1.1

⇕ De Dødes Rige 4.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 4.1

[3] J yllands-ekspressen jog mod København med en halv Times Forsinkelse paa Grund af Taage over Bælterne. Den graa Oktoberdag var gleden over i en farveløs Skumring, og nu var det mørk Aften uden en eneste Stjerne . ^ Lysskæret fra Kupeerne fejede henover vaade Pløjemarker og dryppende Hegn, ramte snart en Bondegaards hvide Længer, der et Nu lyste dagklart i Mørket, snart et Vogterhus eller et Køretøj, der holdt stille foran den nedsænkede Landevejsbom og spejlede sine Lygter i Vejpytterne. Saa fulgte nye , ^ opblødte Marker og grædende Hegn og tilsidst en oplyst Stationsbygning, der passeredes med et langt Fløjt. Og videre dundrede Toget gennem Mørket, frem mod den rødlige Lystaage ude i Horisonten, der var København.
Inde i de overfyldte Kupeer ^ begyndte man at ryste Døsigheden af sig og samle sammen paa sit Rejsetøj. En sværlemmet Mand i en af de 3die Klasses Vogne sad allerede ^ med Paraplyen i Haanden og sin Vadsæk paa Skødet, en af disse gammeldags Familje-Vadsække med broderede Figurer paa Siderne, som nu sjelden ses mere.
4 Det var et Menneske , der ogsaa af andre Grunde havde paadraget sig sine Medrejsendes Opmærksomhed. Han var en Mand i den kraftigste Alder, middelhøj, landsbyagtig klædt og med et stort, daarlig barberet Ansigt, i hvis sorte Skæggebund de krængede Læber blussede som Saarrande. ^ ^ ^ Dersom han ikke ^ havde været saa tarvelig klædt , vilde man have antaget ham for en Skolelærer fra Landet. Bonde var han næppe heller ^ trods sin mørke Hud. Pranger maaske? Han havde paa Hovedet en stor Kasket med Læderskygge og omkring Halsen et broget Tørklæde i Stedet for Flip. Men der var denne Paraply . Desuden bar Manden Briller. Og hans mutte Utilgængelighed gjorde det heller ikke sandsynligt, at han havde hjemme paa Markedspladserne. Var han maaske Skolelærer alligevel? Eller Lægprædikant? Kolportør? ...

J yllands-Ekspressen jog mod København med en halv Times Forsinkelse paa Grund af Taage over Bælterne. Den graa Oktoberdag var gledet over i en farveløs Skumring, og nu var det mørk Aften med en stjerneløs Himmel . Mens Toget dundrede frem mod den rødlige Taageplet i Horisonten, der var København, fejede Lysskæret fra Kupeerne ^ henover vaade Pløjemarker og dryppende Hegn, ramte som et Søgelys en Bondegaards hvide Længer, der et Nu lyste dagklart i Mørket, kastede sig i næste Øjeblik over et Vogterhus og aabenbarede et Køretøj, der holdt stille foran den nedsænkede Vejbom , fløj videre over andre opblødte Marker og vandfyldte Grøfter, over drivende Hegn og ^ en oplyst Stationsbygning, der passeredes med et langt Fløjt.
» Det var Glostrup!« forlød det gennem ^ de overfyldte Kupeer , hvor man nu begyndte ^ at ryste Døsigheden af sig og samle sammen paa Rejsetøjet.
I, 353 En sværlemmet Mand i en af de tredje Klasses Vogne havde allerede længe siddet med Paraplyen i Haanden og sin Vadsæk paa Skødet, en ^ gammeldags Familjevadsæk af den Slags med broderede Figurer paa Siderne, som nu sjælden ses mere. Det var en Mand , der ogsaa af andre Grunde havde pirret sine Medrejsendes Nysgerrighed. Han var landsbyagtig klædt og havde et stort, vejrbrændt Ansigt, i hvis sorte Skæggebund Læberne blussede som Saarrande. Hans Vest var lukket helt op i Halsen, og denne var ombundet med et rødbroget Tørklæde i Stedet for Flip. Paa Hovedet bar han en bredpuldet Kasket med Læderskygge. Dersom ^ ikke Klæderne havde været saa almueagtige , vilde man have antaget ham for en Skolelærer fra Landet. Bonde var han ^ heller næppe trods sin mørke Hud. Pranger maaske? Aa ja! Men der var denne Paraply ! Desuden bar Manden Briller. Og hans absolute Utilgængelighed gjorde det heller ikke sandsynligt, at han hørte hjemme paa Markedspladserne. Var han maaske Skolelærer alligevel? Eller Lægprædikant? Kolportør? ...

J yllands-Ekspressen jog mod København med en halv Times Forsinkelse paa Grund af Taage over Bælterne. Den graa Oktoberdag var gledet over i en farveløs Skumring, og nu var det mørk Aften med en stjerneløs Himmel . Mens Toget dundrede frem mod den rødlige Taageplet i Horisonten, der var København, fejede Lysskæret fra Kupeerne ^ henover vaade Pløjemarker og dryppende Hegn, ramte som et Søgelys en Bondegaards hvide Længer, der et Nu lyste dagklart i Mørket, kastede sig i næste Øjeblik over et Vogterhus og aabenbarede et Køretøj, der holdt stille foran den nedsænkede Vejbom , fløj videre over andre opblødte Marker og vandfyldte Grøfter, over drivende Hegn og ^ en oplyst Stationsbygning, der passeredes med et langt Fløjt.
» Det var Glostrup!« forlød det gennem ^ de overfyldte Kupeer , hvor man nu begyndte ^ at ryste Døsigheden af sig og samle sammen paa Rejsetøjet.
En sværlemmet Mand i en af de tredje Klasses Vogne havde allerede længe siddet med Paraplyen i Haanden og sin Vadsæk paa Skødet, en ^ gammeldags Familjevadsæk af den Slags med broderede Figurer paa Siderne, som nu sjælden ses mere. Det var en Mand , der ogsaa af andre Grunde havde pirret sine Medrejsendes Nysgerrighed. Han var landsbyagtig klædt og havde et stort, vejrbrændt Ansigt, i hvis sorte Skæggebund Læberne blussede som Saarrande. Hans Vest var lukket helt op i Halsen, og denne var ombundet med et rødbroget Tørklæde i Stedet for Flip. Paa Hovedet bar han en bredpullet Kasket med Læderskygge. Dersom ^ ikke Klæderne havde været saa almueagtige , vilde man have antaget ham for en Skolelærer fra Landet. Bonde I, 256 var han ^ heller næppe trods sin mørke Hud. Pranger maaske? Aa ja! Men der var denne Paraply ! Desuden bar Manden Briller. Og hans absolute Utilgængelighed gjorde det heller ikke sandsynligt, at han hørte hjemme paa Markedspladserne. Var han maaske Skolelærer alligevel? Eller Lægprædikant? Kolportør? ...

J yllands-Ekspressen jog mod København med en halv Times Forsinkelse paa Grund af Taage over Bælterne. Den graa Oktoberdag var gledet over i en farveløs Skumring, og nu var det mørk Aften med en stjerneløs Himmel . Mens Toget dundrede frem mod den rødlige Taageplet i Horisonten, der var København, fejede Lysskæret fra Kupeerne ^ henover vaade Pløjemarker og dryppende Hegn, ramte som et Søgelys en Bondegaards hvide Længer, der et Nu lyste dagklart i Mørket, kastede sig i næste Øjeblik over et Vogterhus og aabenbarede et Køretøj, der holdt stille foran den nedsænkede Vejbom , fløj videre over andre opblødte Marker og vandfyldte Grøfter, over drivende Hegn og ^ en oplyst Stationsbygning, der passeredes med et langt Fløjt.
» Det var Glostrup!« forlød det gennem ^ de overfyldte Kupeer , hvor man nu begyndte ^ at ryste Døsigheden af sig og samle sammen paa Rejsetøjet.
En sværlemmet Mand i en af de tredje Klasses Vogne havde allerede længe siddet med Paraplyen i Haanden og sin Vadsæk paa Skødet, en ^ gammeldags Familjevadsæk af den Slags med broderede Figurer paa Siderne, som nu sjælden ses mere. Det var en Mand , der ogsaa af andre Grunde havde pirret sine Medrejsendes Nysgerrighed. Han var landsbyagtig klædt og havde et stort, vejrbrændt Ansigt, i hvis sorte Skæggebund Læberne blussede som Saarrande. Hans Vest var lukket helt op i Halsen, og denne var ombundet med et rødbroget Tørklæde i Stedet for Flip. Paa Hovedet bar han en bredpullet Kasket med Læderskygge. Dersom ^ ikke Klæderne havde været saa almueagtige , vilde man have antaget ham for en Skolelærer fra Landet. Bonde I, 257 var han ^ heller næppe trods sin mørke Hud. Pranger maaske? Aa ja! Men der var denne Paraply ! Desuden bar Manden Briller. Og hans absolute Utilgængelighed gjorde det heller ikke sandsynligt, at han hørte hjemme paa Markedspladserne. Var han maaske Skolelærer alligevel? Eller Lægprædikant? Kolportør? ^

Da Toget gled ind mellem Hovedbanegaardens Perroner, ^ blev han siddende, indtil de andre Rejsende havde forladt Kupeen og Vognen næsten var tømt.
Han havde heller ikke noget at haste efter. Som en Fremmed kom han til den store By, hvor ingen ^ ventede ham . Med Vadsækken i den ene Haand og Paraplyen i den anden fulgte han Strømmen op ad Trappen og ind i Forhallen, hvis hvide Lyshav fik ham til at spærre Øjnene op. Med Skyhed betragtede han det prægtigt udstyrede Rum, idet han ved 5 ^ sig selv tænkte, at det sikkert var større og kostbarere end nogen Kirke hertillands .

Nu gled Toget ^ ind mellem Hovedbanegaardens Perroner, og alle fik travlt med at komme ud. Kun den svære Mand blev ^ siddende, indtil de andre ^ havde forladt Kupeen . Han havde ikke noget at haste efter. Der stod ingen og ventede ham . Han var en Fremmed.
Først da Vognen næsten var tømt, rejste han sig op.
Med Agtpaagivenhed fulgte han efter Strømmen op ad Trappen. Inde i Forhallens Lyshav stod han et Øjeblik stille af Forbavselse over det pragtfulde Rum, indtil I, 354 han fik et Stød i Ryggen af en Drager, der væltede sig frem belæsset med Kufferter .

Nu gled Toget ^ ind mellem Hovedbanegaardens Perroner, og alle fik travlt med at komme ud. Kun den svære Mand blev ^ siddende, indtil de andre ^ havde forladt Kupeen . Han havde ikke noget at haste efter. Der stod ingen og ventede ham . Han var en Fremmed.
Først da Vognen næsten var tømt, rejste han sig op.
Med Agtpaagivenhed fulgte han efter Strømmen op ad Trappen. Inde i Forhallens Lyshav stod han et Øjeblik stille af Forbavselse over det pragtfulde Rum, indtil han fik et Stød i Ryggen af en Drager, der væltede sig frem belæsset med Kufferter .

Tilsidst stod han ganske alene udenfor ved Opkørslen , mens de sidste Drosker rullede bort. Han saae sig omkring for at blive retvendt i de ukendte Omgivelser. Det var tolv Aar siden han sidst havde været i Hovedstaden, og Stationen laa dengang paa et andet Sted.
Et gammelt Bybud, der nærmede sig med Haanden til Kasketten, blev kort afvist . Og nu styrede han i Droskernes Spor ud over Pladsen.
Men paa det første Hjørne ved » Passagen « blev han atter staaende ^ , pludselig gjort modløs af den store, larmende Færdsel . Var dette virkelig København? Han havde jo nok hørt, at Byen i de senere Aar havde forandret sig meget og var bleven en Verdensstad. Men dette Menneskemylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der gled frem med Jernbanefart og sprudede svovlblaa Gnister af Hjulene, denne Sværm af Køremaskiner, der fløj brummende afsted som Kæmpebiller med blodrøde Øjne , dette Spektakel af Tudehorn og Klokkeklemten som paa en Markedsplads – var det virkelig København? Alle Gaderne var oplyste som til Fest. Helt op over Tagene naaede Illuminationen. » Whisky er Gentlemansdrik,« stod der med rubinrød Ildskrift over et seks-etages Hus paa den anden Side af Gaden. » I 6 Elysium Bal til Klokken to,« blev der et andet Sted skrevet henover Himlen af en usynlig Haand . Og pludselig sprang en Gnist frem af Mørket over den indre By og hele den østlige Himmel stod i Flammer. » Søholms Kaffe er den bedste!« forkyndtes der med kæmpestore Bogstaver.

Tilsidst stod han ^ alene udenfor ^ , mens de sidste Drosker rullede bort. ^ Et gammelt Bybud, der nærmede sig med Haanden til Kasketten, blev ^ afvist , og han styrede nu i Droskernes Spor ud mod »Passagen«. ^
Paa Hjørnet standsede han igen og saae sig omkring for at blive retvendt. Det var tolv Aar , siden han havde været i Hovedstaden, og Stationen laa dengang paa et andet Sted. Den øredøvende Færdsel af Mennesker og Vogne gjorde ham modløs . Var dette virkelig København? Han havde jo nok hørt, at Byen i de senere Aar havde forandret sig meget og var bleven en Verdensstad. Men dette travle Mylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der suste afsted som hele Jernbanetog med ^ svovlblaa Gnister under Hjulene, denne Sværm af Køremaskiner, der fløj surrende ud og ind mellem hinanden som rødøjede Kæmpebiller ^ , denne Larm af Tudehorn og Klemten af Klokker som paa en Markedsplads – var det virkelig København? Alle Husene var illuminerede. Over Taget af en Bygning paa den anden Side af Gaden stod der med luende Bogstaver: » Whisky er den bedste Drik«. Og se der! Endnu højere oppe blev der som af en usynlig Haand skrevet henover Himlen med Ildskrift: » Søholms Kaffe er den billigste«.

Tilsidst stod han ^ alene udenfor ^ , mens de sidste Drosker rullede bort. ^ Et gammelt Bybud, der nærmede sig med Haanden til Kasketten, blev ^ afvist , og han styrede nu i Droskernes Spor ud mod Passagen .
Paa Hjørnet standsede han igen og saae sig omkring for at blive retvendt. Det var tolv Aar , siden han havde været i Hovedstaden, og Stationen laa dengang paa et andet Sted. Den øredøvende Færdsel af Mennesker og Vogne gjorde ham modløs . Var dette virkelig København? Han havde jo nok hørt, at Byen i de senere Aar havde forandret sig meget og var bleven en Verdensstad. Men dette travle Mylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der suste afsted som hele Jernbanetog med ^ svovlblaa Gnister under Hjulene, denne Sværm af Køremaskiner, der fløj surrende ud og ind mellem hinanden som rødøjede Kæmpebiller ^ , denne Larm af Tudehorn og Klemten af Klokker som paa en Markedsplads — var det virkelig København? Alle Husene var illuminerede. Over Taget af en Bygning paa den anden Side af Gaden stod der med luende Bogstaver: » Whisky er den bedste Drik«. Og se der! Endnu højere oppe blev der som af en usynlig Haand skrevet henover Himlen med Ildskrift: » Søholms Kaffe er den billigste«.

Tilsidst stod han ^ alene udenfor ^ , mens de sidste Drosker rullede bort. ^ Et gammelt Bybud, der nærmede sig med Haanden til Kasketten, blev ^ afvist , og han styrede nu i Droskernes Spor ud mod Passagen .
Paa Hjørnet standsede han igen og saae sig omkring for at blive retvendt. Det var tolv Aar , siden han havde været i Hovedstaden, og Stationen laa dengang paa et andet Sted. Den øredøvende Færdsel af Mennesker og Vogne gjorde ham modløs . Var dette virkelig København? Han havde jo nok hørt, at Byen i de senere Aar havde forandret sig meget og var bleven en Verdensstad. Men dette travle Mylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der suste afsted som hele Jernbanetog med ^ svovlblaa Gnister under Hjulene, denne Sværm af Køremaskiner, der fløj surrende ud og ind mellem hinanden som rødøjede Kæmpebiller ^ , denne Larm af Tudehorn og Klemten af Klokker som paa en Markedsplads – var det virkelig København? Alle Husene var illuminerede. Over Taget af en Bygning paa den anden Side af Gaden stod der med luende Bogstaver: » Whisky er den bedste Drik«. Og se der! Endnu højere oppe blev der som af en usynlig Haand skrevet henover Himlen med Ildskrift: » Søholms Kaffe er den billigste«.

» Dette er jo Helvede!« mumlede han.

I, 257 » Dette er jo Helvede!« mumlede han.

I, 258 » Dette er jo Helvede!« mumlede han.

I det samme blev han tiltalt af en ung Person, der ^ havde nærmet sig ham bagfra , en lurvet Skikkelse med blegt Ansigt og et hvidt Øje under et flækket Bryn. Fyren holdt ^ ^ Hatten skødesløst løftet over sit pomadiserede Hoved. Den anden Haand havde han i Bukselommen, og mellem hans sorte Tandstumper sad en fortygget Cigaret.

I det samme blev han tiltalt af en ung Person, der bagfra havde nærmet sig ham ^ , en lurvet Skikkelse med ^ et bruskhvidt Øje under et flækket Bryn. Fyren holdt med I, 355 to Fingre Hatten skødesløst løftet over sit pomadiserede Hoved. ^

I det samme blev han tiltalt af en ung Person, der bagfra havde nærmet sig ham ^ , en lurvet Skikkelse med ^ et bruskhvidt Øje under et flækket Bryn. Fyren holdt med to Fingre Hatten skødesløst løftet over sit pomadiserede Hoved. ^

»Undskyld! Herren har maaske Brug for et godt Logis?«

» Har Herren ikke Brug for et godt Logis?«

» Pas Dem selv!« svarede han og gik videre ^ .

» Pas Dem selv!« svarede han og gik videre ind ad Byen til .

Men den anden fulgte efter og var snart igen paa Siden af ham.

Men den anden fulgte efter og var straks igen paa Siden af ham.

»Undskyld , Herre ! Jeg kan anbefale Dem et ^ fint Logis ... hos en Dame ... i alle Maader kumfortabelt og lige her i Nærheden.«

»Undskyld ^ ! Jeg kan anbefale Dem et majet fint Logis ... hos en Dame ... majet proper. Lige her i Nærheden.«

» Dersom De ikke skrubber af, slaar jeg Dem fordærvet!« raabte han nu ude af sig selv af Ophidselse og løftede Paraplyen til Slag.

» Dersom De ikke skrubber af, slaar jeg Dem fordærvet!« raabte han nu ude af sig selv ^ og løftede Paraplyen til Slag.

Folk standsede. Der skulde til at samle sig Opløb, da Fyren med eet var som opslugt af Jorden.

Folk standsede. Der skulde til at samle sig Opløb, da Fyren med eet var som forsvunden i Jorden.

7 Ja, dette er virkelig Helvede! – gentog han for sig selv, idet han med dirrende Lemmer fortsatte ind mod Byen . Og her skulde han altsaa nu leve ! Til denne Ormerede skulde han føre sin Kone og sine Børn og endda være taknemlig, om det kunde lykkes ham at skabe et nyt Hjem for dem alle. Saadan var det Guds Vilje . Fra de frie Marker og den aabne Strand skulde Børnene spærres inde i en eller anden Baggaard uden Sol og Luft, en Giftbrønd, der langsomt vilde stjæle Farven af deres Kinder. Men ogsaa det Offer maatte bringes. Han havde kun at lyde ...
Da han naaede Raadhuspladsen, vidste han, hvor han var. Han gik ned imod Vartov, hvis tunge Mure han ^ genkendte med noget af en hjemlig Glæde.
Han søgte ind i det Net af krogede Smaagader , der gemmer sig bag den aarhundredgamle Stiftelse , og hans opskræmte Sind faldt igen til Ro i disse stille, folketomme Smøger, hvor kun et Par fattige Lygter lyste op i Mørket og ^ ^ tavse Mænd stod i Gadedørene og røg deres Pibe efter Fyraften ^ . Her mødte han Rester af det fordums, provinsielle København, han var fortrolig med.

Ja, dette er virkelig Helvede! – gentog han for sig selv, idet han med rystende Lemmer fortsatte sin Vej . Og her skulde han ^ leve i Vintermørkets lange, lange Maaneder skilt fra sine kære! ... Ja ja! Saadan var det Guds Vilje !
Han naaede Raadhuspladsen og gik ned mod Vartov, hvis røde Mure han paa Frastand genkendte med en lille Fornemmelse af tryg og hjemlig Glæde. ^ Han søgte ind i det afsides Kvarter af gamle Huse , der ligger uforstyrret bag denne ærværdige Stiftelse som et Stykke hengemt Fortid. I disse stille, folketomme Smøger, hvor kun et Par fattige Lygter lyste, og hvor gamle Haandværksfolk stod tavse ^ i Gadedørene og røg deres Piber efter Fyraften , faldt hans Sind til Ro . Her mødte han en Rest af det ^ provinsielle København, han var fortrolig med.

Ja, dette er virkelig Helvede! — gentog han for sig selv, idet han med rystende Lemmer fortsatte sin Vej . Og her skulde han ^ leve i Vintermørkets lange, lange Maaneder skilt fra sine kære! ... Ja ja! Saadan var det Guds Vilje !
Han naaede Raadhuspladsen og gik ned mod Vartov, hvis røde Mure han paa Frastand genkendte med en lille Fornemmelse af tryg og hjemlig Glæde. ^ Han søgte ind i det afsides Kvarter af gamle Huse , der ligger uforstyrret bag denne ærværdige Stiftelse som et Stykke hengemt Fortid. I disse stille, folketomme Smøger, hvor kun et Par fattige Lygter lyste, og hvor gamle Haandværksfolk stod tavse ^ i Gadedørene og røg deres Piber efter Fyraften , faldt hans Sind til Ro . Her mødte han en Rest af det ^ provinsielle København, han var fortrolig med.

Ja, dette er virkelig Helvede! – gentog han for sig selv, idet han med rystende Lemmer fortsatte sin Vej . Og her skulde han ^ leve i Vintermørkets lange, lange Maaneder skilt fra sine kære! ... Ja ja! Saadan var det Guds Vilje !
Han naaede Raadhuspladsen og gik ned mod Vartov, hvis røde Mure han paa Frastand genkendte med en lille Fornemmelse af tryg og hjemlig Glæde. ^ Han søgte ind i det afsides Kvarter af gamle Huse , der ligger uforstyrret bag denne ærværdige Stiftelse som et Stykke hengemt Fortid. I disse stille, folketomme Smøger, hvor kun et Par fattige Lygter lyste, og hvor gamle Haandværkfolk stod tavse ^ i Gadedørene og røg deres Piber efter Fyraften , faldt hans Sind til Ro . Her mødte han en Rest af det ^ provinsielle København, han var fortrolig med.

Han fandt ogsaa snart det Hotel, han søgte. Det hed »Vennely« og kaldte sig et kristeligt Gjæstehjem. Nogle Trappetrin førte fra Gaden op til en halvmørk Forstue med et Par Knagerækker og en sort Navnetavle. 8 En yngre ^ Herre i lang, tilknappet Skødefrakke viste sig i Døren til Kontoret og ønskede ham velkommen med ^ evangelisk Hjertelighed .

I, 356 Han fandt ogsaa snart det Hotel, han søgte. Det hed »Vennely« og kaldtes et kristeligt Gæstehjem. I Forstuen, hvorfra en Dør med Kighul gik ind til Kontoret, viste der sig en yngre , frakkeklædt Herre , der bød ham velkommen med en evangelisk Hilsen .

Han fandt ogsaa snart det Hotel, han søgte. Det hed »Vennely« og kaldtes et kristeligt Gæstehjem. I Forstuen, hvorfra en Dør med Kighul gik ind til Kontoret, viste der sig en yngre , frakkeklædt Herre , der bød ham velkommen med en evangelisk Hilsen .

» Kan jeg faa et billigt Værelse hos Dem?« spurgte den Fremmede uden Indledning paa ramt Jysk.
Der blev ringet paa en Klokke , og Hotellets Karl – en gammel Husnisse med langt Skæg og Briller – førte ham op paa tredje Sal , hvor han viste ham ^ ind i et lille Værelse, der ligesom ^ Trappen og hele Huset stank som en Ostekælder.

» Kan jeg faa et ^ Værelse hos Dem?«
Evangelisten ringede paa en Klokke . Hotellets Faktotum – en gammel Husnisse med langt Skæg og Briller – dukkede frem og bad ham kort om at følge med. Oppe paa tredje Sal blev han vist ind i et ^ Værelse, der ligesom hele Trappen lugtede af Ostekælder.

» Kan jeg faa et ^ Værelse hos Dem?«
Evangelisten ringede paa en Klokke . Hotellets Faktotum — en gammel Husnisse med langt Skæg og Briller — dukkede frem og bad ham kort om at følge med. Oppe paa tredje Sal blev I, 258 han vist ind i et ^ Værelse, der ligesom hele Trappen lugtede af Ostekælder.

» Kan jeg faa et ^ Værelse hos Dem?«
Evangelisten ringede paa en Klokke . Hotellets Faktotum – en gammel Husnisse med langt Skæg og Briller – dukkede frem og bad ham kort om at følge med. Oppe paa tredje Sal blev I, 259 han vist ind i et ^ Værelse, der ligesom hele Trappen lugtede af Ostekælder.

» Hvad er Prisen?« spurgte han.

Svaret kom først efter lang Tøven og under megen Fingren i det store Skæg.

Svaret kom først efter lang Tøven og samvittighedsfuld Fingren i det store Skæg.

» To Kroner,« sagde den Gamle tilsidst, som var det med megen Betænkelighed og kun af Kristenkærlighed, ^ han overlod ham Værelset til den Pris.

» To Kroner,« sagde den Gamle tilsidst, som var det med megen Betænkelighed og kun af Kristenkærlighed, at han overlod ham Værelset til den Pris.

» Har De ingen billigere?«

»Billigere?«

Den Gamle kiggede paa ham over Brillekanten og syntes atter at raadføre sig med sit Inderste.

Den Gamle skævede til ham over Brillekanten og syntes atter at raadføre sig med sit Inderste.

»Jo, vi har et Par Loftsværelser til en Krone,« sagde han. » Men Varmerørene gaar ikke derop. Og der er heller ingen Kakkelovn .«

» Vi har et Par Loftsværelser til en Krone,« sagde han. » Men Varmerørene gaar ikke derop. Og der er heller ingen Kakkelovn .«

» Vi har et Par Loftsværelser til en Krone,« sagde han. » Men Varmerørene gaar ikke derop. Og der er heller ingen Kakkelovn !«

» ^ Lad mig se dem!«

» Det kan være det samme. Lad mig se dem!«

Ad en Hønsetrappe naaede de op til et Kammer med kalkede Vægge og et skraat Tagvindu. Det var lavloftet men ganske rummeligt. Langs den ene Side 9 stod en umalet Træseng. Desuden fandtes der midt paa Gulvet ^ et Bord og to Træstole og ved den anden Væg et rustent Jernstativ med Vaskeindretning.

Han blev ført op til et Kammer med kalkede Vægge og et skraat Tagvindu. ^ Langs den ene Side stod en umalet Træseng. Midt paa Gulvet stod et Bord og to Træstole , I, 357 ved den anden Væg et rustent Jernstativ med Vaskeindretning.

Han blev ført op til et Kammer med kalkede Vægge og et skraat Tagvindu. ^ Langs den ene Side stod en umaadelig Træseng. Midt paa Gulvet stod et Bord og to Træstole , ved den anden Væg et rustent Jernstativ med Vaskeindretning.

Han blev ført op til et Kammer med kalkede Vægge og et skraat Tagvindu. ^ Langs den ene Side stod en umalet Træseng. Midt paa Gulvet stod et Bord og to Træstole , ved den anden Væg et rustent Jernstativ med Vaskeindretning.

» Jeg tager dette her!« sagde den Fremmede , skønt der var saa koldt deroppe, at det dampede af hans Mund , naar han talte . » Og saa ønsker jeg at faa Aftensmad bragt herop. Fire Stykker bart Smørrebrød og en halv Flaske Hvidtøl. Men vil De sige i Køkkenet, at det skal være tykt Brød.«

» Jeg tager dette her!« sagde han straks , skønt der var saa koldt deroppe, at det dampede af hans Mund ^ . » Og saa er De nok saa god at sørge for, at jeg faar lidt Aftensmad bragt herop. Fire Stykker bart Smørrebrød og en halv Flaske Hvidtøl. Men vil De sige i Køkkenet, at det skal være tykt Brød.«

Gubben undersøgte hans Paaklædning nøjere .

Gubben bekiggede hans Paaklædning ^ .

» De kan ellers godt spise nede i Resturationen ,« sagde han derpaa.
» Jeg ønsker , som sagt, Maden bragt herop. Og uden nogen Ekstrabetaling. Det staar i Deres Annoncer.«

» De kan ellers godt spise nede i Restaurationen.«
»Nej, jeg ønsker at faa Maden bragt herop. Og uden nogen Ekstrabetaling. Det staar i Deres Annoncer.«

» Ja ja. Godt Ord igen, ^ Mand! Det maa De naturligvis selv om. – Hvad er Navnet?«

» Ja ja. Godt Ord igen, go’e Mand! Det maa De naturligvis selv om. – Hvad er Navnet?«

» Ja ja. Godt Ord igen, go’e Mand! Det maa De naturligvis selv om. — Hvad er Navnet?«

» Ja ja. Godt Ord igen, go’e Mand! Det maa De naturligvis selv om. – Hvad er Navnet?«

» Pastor Vestrup. – Hvirring Strandhuse.«

» Pastor Vestrup. ^ Hvirring Strandhuse.«

Den Gamle stirrede.

» Er De Præst? ... Men vil De saa dog ikke hellere ha’ Værelset nedenunder? Jeg tror nok, at De kan faa det for halvanden Krone. Jeg skal gaa ned og spørge Bestyreren.«

» Er De Præst? ... Men vil Hr. Pastoren saa dog ikke hellere ha’ Værelset nedenunder? Jeg tror nok, at De kan faa det for halvanden Krone. Jeg skal gaa ned og spørge Bestyreren.«

» Er De Præst? ... Men vil Hr. Pastoren saa dog ikke hellere ha’ Værelset nedenunder? Jeg tror nok, ^ De kan faa det for halvanden Krone. Jeg skal gaa ned og spørge Bestyreren.«

» Jeg ^ bliver her !«

»Nej, jeg bliver her ! Og Prisen er altsaa en Krone uden Ekstrabetalinger af nogen Art.«

I, 259 »Nej, jeg bliver her ! Og Prisen er altsaa en Krone uden Ekstrabetalinger af nogen Art.«

I, 260 »Nej, jeg bliver her ! Og Prisen er altsaa en Krone uden Ekstrabetalinger af nogen Art.«

» Ganske som Pastoren ønsker det,« sagde den helt forvandlede Gamle, hvis Holdning nu var lutter Ydmyghed. » Ganske efter Deres Ønske.«
10 » Og ^ det var altsaa fire Stykker bart og en halv Flaske Hvidtøl ,« sagde Præsten med Tyngde paa alle Ordene. » De har vel rigtig forstaaet det?«

» Ganske som Pastoren ønsker det,« sagde den ^ Gamle, der var bleven lutter Ydmyghed.
» Og saa var det ^ fire Stykker bart og en halv Flaske Hvidtøl .«

» Jeg skal lige med det samme give Pigen Besked.«

» Og saa husker De nok – tykt Brød!«

» Og saa husker De nok — tykt Brød!«

» Og saa husker De nok – tykt Brød!«

Mens Pastor ^ Vestrup ventede paa Aftensmaden , gik han op og ned ad Gulvet for at holde Varmen. Hans Tanker var straks igen vendt hjem til Konen og Børnene . Han begreb ikke, at han allerede var kommen saa langt bort fra dem. For ikke mere end 8 Timer siden havde han holdt alle de kære i Haanden. De havde fulgt ham til Stationen, og fra Toget havde han set et sidste Glimt af dem, da de allerede var paa Hjemvejen.
Pludselig standsede han hel forskrækket ved Synet af sit eget Ansigt i det lille Spejl, der hang paa Væggen over Vaskestellet. Hans Kone havde om Morgenen klippet hans Haar, og først nu opdagede han ^ ^ , ^ at hun af Sparsommelighedshensyn havde gjort det saa grundigt ^ , at han var kommen til at se ^ ud som en Tugthusfange.
Han rystede paa Hovedet og smilte.
Hvor det lignede Stine! Hvor var hun dog utrættelig i sin kærlige Omsorg for dem allesammen! Og hvor havde hun, den svage Krøbling, været heltemodig tapper under al deres Ulykke! Trods alle de advarende Uglehyl, der havde lydt omkring dem, 11 siden de brød op fra Favsing Præstegaard , havde hun taget det Løfte af ham aldrig at opgive Kampen for Sandheden og aldrig at tage mod Naadsensbrød af den Kirke, der havde forskudt ham .
» Tænk nu bare ikke paa os!« havde hun sagt til ham ved Afskeden idag. » De 40 Kroner rækker langt. Og nu har jeg jo ogsaa min Strikkemaskine.«
Tre usigeligt lykkelige Uger havde han tilbragt sammen med Familjen i den lille Fiskerhytte ved Havet, hvor den havde boet tilleje det sidste halve Aar, mens han selv den hele Sommer havde været paa Vandring. Store Dele af Jylland og det meste af Fyn havde han gennemrejst i al Slags Vejr, oftest – ligesom i sin Drengetid – paa bare Fødder for at spare Støvlerne . Mere end hundrede Vækkelsesmøder havde han holdt i Rejsestalde og Krostuer eller paa aaben Mark, fordi ikke alene Kirkerne men ogsaa alle Forsamlings- og Missionshuse var bleven lukket for ham paa Statspræsternes Begæring. Og imens havde hans Kone ganske alene holdt sammen paa Hjemmet trods sin legemlige Svaghed. Aldrig hørte han mindste Klage fra hende. Heller ikke mærkede han længer noget til den Begærlighed efter Vidunder-Pulvere og styrkende Præparater, som hun til ingen Verdens Nytte havde plaget sig saa meget med i Favsing Præstegaard, – ganske som han selv dengang havde gaaet og pylret med sin Samvittighed 12 og tyllet sig med Guds Ord som med en undergørende Medicin.

I, 358 Saasnart Mads Vestrup var bleven alene , gik hans Tanker hjem til Konen og Børnene, som han for ikke mere end otte-ni Timer siden havde haft omkring sig. De havde allesammen fulgt ham til Stationen, og fra Toget havde han set et sidste Glimt af de kære, da de allerede var paa Hjemvejen. Hvornaar skulde han se dem igen?
» Tænk nu bare ikke paa os!« havde Stine sagt til ham ved Afskeden. » De fyrretyve Kroner rækker langt. Og nu har jeg jo ogsaa min Strikkemaskine.«
Tre usigeligt lykkelige Uger havde han tilbragt hjemme hos Familjen i det lille Fiskerhus ved Havet, hvor den havde boet til Leje det sidste halve Aar, mens han selv havde været paa Vandring. Store Dele af Jylland og Fyn havde han i Sommerens Løb gennemvandret paa sin Fod i al Slags Vejr. Men da Efteraarskulden kom og forhindrede Friluftsmøder, var han bleven nødt til at holde op med at præke, fordi hans forhenværende Embedsbrødre havde faaet lukket Forsamlingshusene for ham . Han ^ var da vendt hjem i den Tanke at ernære sig Vinteren over ved at flette Sivmaatter og binde Koste og forøvrigt være til Hjælp for Stine, der havde faaet Arbejde med Strikning for en Handlende i Vejle.
Men nu for en halv Snes Dage siden havde han faaet et besynderligt Brev fra Redaktionen af » Femte Juni«, der opfordrede ham til at komme til København og tilsagde ham Bladets Støtte i hans Kamp mod Løgnens Kirke. Efter Samraad med Stine havde han taget mod Tilbudet, hvori de begge saae et Vink fraoven , ja en Befaling. Det var ham ikke forundt at falde til Hvile. Han I, 359 skulde atter binde op om sine Lænder for at drage til selve Antikristens Tronsæde , hvorfra Fordærvelsen havde bredt sig ud over Landet. At Opfordringen kom fra et Blad som » Femte Juni«, hvis Aand de godt kendte , foruroligede dem ikke. Gud gik sine egne, skjulte Veje, og Kristus selv havde taget mod Gæstfrihed af Toldere og Syndere.
I de sidste Dage havde Stine haft travlt med at udstyre ham til Rejsen, saa han kunde vise sig i Hovedstaden uden at blive skammet ud. Hun havde egenhændig syet ham et Par nye Vadmelsbukser, og inde i Vejle havde hun hos en Marskandiser købt en næsten ubrugt Frakke til meget billig Pris. Og nu til Morgen havde hun klippet ham og vasket hans Krop, saadan som hans salig Mor havde gjort det den første Gang, han skulde ud i Verden . Ja, hvor havde det kære lille Menneske været utrættelig i sin Omsorg for ham ! Hvor havde hun, den svage Stakkel, været heltemodig tapper under al deres Ulykke! Aldrig kom der mindste Klage fra hende.

Saasnart Mads Vestrup var bleven alene , gik hans Tanker hjem til Konen og Børnene, som han for ikke mere end otte-ni Timer siden havde haft omkring sig. De havde allesammen fulgt ham til Stationen, og fra Toget havde han set et sidste Glimt af de kære, da de allerede var paa Hjemvejen. Hvornaar skulde han se dem igen?
» Tænk nu bare ikke paa os!« havde Stine sagt til ham ved Afskeden. » De fyrretyve Kroner rækker langt. Og nu har jeg jo ogsaa min Strikkemaskine.«
Tre usigeligt lykkelige Uger havde han tilbragt hjemme hos Familjen i det lille Fiskerhus ved Havet, hvor den havde boet til Leje det sidste halve Aar, mens han selv havde været paa Vandring. Store Dele af Jylland og Fyn havde han i Sommerens Løb gennemvandret paa sin Fod i al Slags Vejr. Men da Efteraarskulden kom og forhindrede Friluftsmøder, var han bleven nødt til at holde op med at præke, fordi hans forhenværende Embedsbrødre havde faaet lukket Forsamlingshusene for ham . Han ^ var da vendt hjem i den Tanke at ernære sig Vinteren over ved at flette Sivmaatter og binde Koste og forøvrigt være til Hjælp for Stine, der havde faaet Arbejde med Strikning for en Handlende i Vejle.
Men nu for en halv Snes Dage siden havde han faaet et besynderligt Brev fra Redaktionen af » Femte Juni«, der opfordrede ham til at komme til København og tilsagde ham Bladets Støtte i hans Kamp mod Løgnens Kirke. Efter Samraad med Stine havde han taget mod Tilbudet, hvori ^ begge saae et Vink fraoven , ja en Befaling. Det var ham ikke forundt at falde til Hvile. Han skulde atter binde op om sine Lænder for at drage til selve Antikristens Tronsæde , hvorfra Fordærvelsen havde I, 260 bredt sig ud over Landet. At Opfordringen kom fra et Blad som » Femte Juni«, hvis Aand de godt kendte , foruroligede dem ikke. Gud gik sine egne, skjulte Veje, og Kristus selv havde taget mod Gæstfrihed af Toldere og Syndere.
I de sidste Dage havde Stine haft travlt med at udstyre ham til Rejsen, saa han kunde vise sig i Hovedstaden uden at blive skammet ud. Hun havde egenhændig syet ham et Par nye Vadmelsbukser, og inde i Vejle havde hun hos en Marskandiser købt en næsten ubrugt Frakke til meget billig Pris. Og nu til Morgen havde hun klippet ham og vasket hans Krop, saadan som hans salig Mor havde gjort det den første Gang, han skulde ud i Verden . Ja, hvor havde det kære lille Menneske været utrættelig i sin Omsorg for ham ! Hvor havde hun, den svage Stakkel, været heltemodig tapper under al deres Ulykke! Aldrig kom der mindste Klage fra hende.

Saasnart Mads Vestrup var bleven alene , gik hans Tanker hjem til Konen og Børnene, som han for ikke mere end otte-ni Timer siden havde haft omkring sig. De havde allesammen fulgt ham til Stationen, og fra Toget havde han set et sidste Glimt af de kære, da de allerede var paa Hjemvejen. Hvornaar skulde han se dem igen?
» Tænk nu bare ikke paa os!« havde Stine sagt til ham ved Afskeden. » De fyrretyve Kroner rækker langt. Og nu har jeg jo ogsaa min Strikkemaskine.«
Tre usigeligt lykkelige Uger havde han tilbragt hjemme hos Familjen i det lille Fiskerhus ved Havet, hvor den havde boet til Leje det sidste halve Aar, mens han selv havde været paa Vandring. Store Dele af Jylland og Fyn havde han i Sommerens Løb gennemvandret paa sin Fod i al Slags Vejr. Men da Efteraarskulden kom og forhindrede Friluftsmøder, var han bleven nødt til at holde op med at præke, fordi hans forhenværende Embedsbrødre havde faaet lukket Forsamlingshusene for ham . Han ^ var da vendt hjem i den Tanke at ernære sig Vinteren over ved at flette Sivmaatter og binde Koste og forøvrigt være til Hjælp for Stine, der havde faaet Arbejde med Strikning for en Handlende i Vejle.
Men nu for en halv Snes Dage siden havde han faaet et besynderligt Brev fra Redaktionen af » Femte Juni«, der opfordrede ham til at komme til København og tilsagde ham Bladets Støtte i hans Kamp mod Løgnens Kirke. Efter Samraad med Stine havde han taget mod Tilbudet, hvori ^ begge saae et Vink fraoven , ja en Befaling. Det var ham ikke forundt at falde til Hvile. Han skulde atter binde op om sine Lænder for at drage til selve Antikristens Tronsæde , hvorfra Fordærvelsen havde I, 261 bredt sig ud over Landet. At Opfordringen kom fra et Blad som » Femte Juni«, hvis Aand de godt kendte , foruroligede dem ikke. Gud gik sine egne, skjulte Veje, og Kristus selv havde taget mod Gæstfrihed af Toldere og Syndere.
I de sidste Dage havde Stine haft travlt med at udstyre ham til Rejsen, saa han kunde vise sig i Hovedstaden uden at blive skammet ud. Hun havde egenhændig syet ham et Par nye Vadmelsbukser, og inde i Vejle havde hun hos en Marskandiser købt en næsten ubrugt Frakke til meget billig Pris. Og nu til Morgen havde hun klippet ham og vasket hans Krop, saadan som hans salig Mor havde gjort det den første Gang, han skulde ud i Verden . Ja, hvor havde det kære lille Menneske været utrættelig i sin Omsorg for ham ! Hvor havde hun, den svage Stakkel, været heltemodig tapper under al deres Ulykke! Aldrig kom der mindste Klage fra hende.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.10

⇕ De Dødes Rige 4.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 4.1

⇐

Men navnlig havde han gjort mange dristige Løjer med de Folk, der – som han selv engang – bildte sig ind, at Guds Ord lod sig bruge som en Slags aandeligt Afføringsmiddel, der drev Syndigheden ud af Mennesket, eller som ^ et beroligende Pulver » at tage før Sengetid« for at sikre sig en god Søvn med lyse Drømme.

Aldrig tænkte hun heller mere paa disse Draaber og Bandager, som hun til ingen Verdens Nytte havde plaget sig med i Favsing Præstegaard, ganske som han selv dengang havde gaaet og pylret med sin Samvittighed og tyllet sig med den hellige Skrift, som om den var en undergørende Medicin, et aandeligt Afføringsmiddel, der kunde drive Syndigheden ud af et stakkels Menneske!

⇕ Toldere og Syndere III, 1.1

⇕ De Dødes Rige 4.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 4.1

Der blev banket paa Døren , og en Pige kom ind med Maden ^ .

Der blev banket paa Døren . En Pige kom ind med Maden paa en Bakke .

Hun bragte desuden en Besked til ham. En Journalist fra » Femte Juni« havde i de sidste Dage flere Gange ringet op og spurgt efter ham. Bestyreren havde nu efter Løfte telefoneret til Bladet om, at han var kommen, og hun skulde nu spørge ^ , om Præsten vilde tale med Journalisten, dersom han kom.

Hun bragte desuden den Besked , at en Journalist fra I, 360 » Femte Juni« havde ^ ringet til Hotellet og spurgt efter ham. Hun skulde nu spørge fra Bestyreren , om Præsten vilde tale med Journalisten, naar han kom.

Hun bragte desuden den Besked , at en Journalist fra » Femte Juni« havde ^ ringet til Hotellet og spurgt efter ham. Hun skulde nu spørge fra Bestyreren , om Præsten vilde tale med Journalisten, naar han kom.

Pastor Vestrup vendte sig i Forlegenhed bort og svarede Ja.

Mads Vestrup vendte sig ^ bort og svarede Ja.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.2

⇕ De Dødes Rige 4.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 4.1

H an havde akkurat faaet spist sin Mad, da der ^ blev dundret paa Døren med en knyttet Haand.
Hvad er dether? – tænkte han forarget, og før han fik sagt Kom-ind , stod der en Mand i Døren.

Han havde akkurat faaet spist sin Mad, da der igen blev banket; og før han fik sagt Kom-ind , stod der et Menneske i Døren.

Han havde akkurat faaet spist sin Mad, da der igen blev banket; og før han fik sagt Komind , stod der et Menneske i Døren.

Han havde akkurat faaet spist sin Mad, da der igen blev banket; og før han fik sagt Kom-ind , stod der et Menneske i Døren.

En lille, halvgammel Mand med opslaaet Frakkekrave og Næseklemmer . Af Mandens Ansigt saaes foruden Næsen kun ^ et pjusket Overskæg og et Par svulne Kinder med blaarøde Drankerpletter.
Pastor Vestrup rejste sig og stirrede .

Det var en lille, halvgammel Mand med opslaaet Frakkekrave og Hatten ned over Øjnene . Af hans Ansigt saaes ^ kun en blaarød Næse og et pjusket Overskæg ^ .

» Mit Navn er Carlsen – A B D-Carlsen ,« sagde den Fremmede og tog først nu Hatten af. » Og det er altsaa Pastor Vestergaard .«
13 »Nej.«
» Hvad beha’er? Er jeg gaaet forkert?«

» Mit Navn er Carlsen – A B D ,« sagde han og tog først nu Hatten af. » Og det er altsaa Pastor Vestergaard , jeg har den Ære at hilse paa.«

» Mit Navn er Carlsen — A B D ,« sagde han og tog først nu Hatten af. » Og det er altsaa Pastor Vestergaard , jeg har den Ære at hilse paa.«

» Mit Navn er Carlsen – A B D ,« sagde han og tog først nu Hatten af. » Og det er altsaa Pastor Vestergaard , jeg har den Ære at hilse paa.«

» Vestrup hedder jeg.«

I, 261 » Vestrup hedder jeg.«

I, 262 » Vestrup hedder jeg.«

Manden slog sig for Panden.
» Jeg er et Fæ! ... Undskyld , min Herre! Det er desværre en af mine hundrede og sytten menneskelige Svagheder, at jeg forveksler Navne – Vestberg mente jeg naturligvis.«
Uden at vente paa nogen ^ ^ Opfordring til at tage Plads , slog han sig ned paa den nærmeste Stol og knappede Overfrakken op.
Præsten, der nu ogsaa satte sig, betragtede ham med glubsk Mine.
» Kommer De fra Bladet » Femte Juni«?«
»Ja, min Herre!«

»Undskyld , min Herre! Det er desværre en af mine hundredeogsytten menneskelige Svagheder, at jeg forveksler Navne .«
Hr. Carlsen, med hvem der som en usynlig Ledsager var fulgt en kraftig Spiritusduft, tog uden Opfordring ^ Plads ^ paa den nærmeste Stol og slog sin Overfrakke tilside.

»Undskyld , min Herre! Det er desværre en af mine hundredeogsytten menneskelige Svagheder, at jeg forveksler Navne .«
Hr. Carlsen, med hvem der fulgte en kraftig Spiritusduft, tog uden Opfordring ^ Plads ^ paa den nærmeste Stol og slog sin Overfrakke tilside.

» Var det maaske Dem, jeg fik det Brev fra forgangen?«

» Var det fra Dem, jeg fik det Brev for nogen Tid siden?« spurgte Mads Vestrup.

» Ja vel! A B D-Carlsen. Har De glemt det? Det var efter Ordre fra Chefredaktøren, at jeg skrev ^ . Forresten veed De vel nok , at det er selveste Gamlefar, der har ønsket, at vi skal præsentere Dem for det københavnske Publikum . Der er sagtens et eller andet, han vil bruge Dem til. Vi er jo for Tiden ude efter Hjælpetropper.«
» Hvem taler De om?«

» Ja vel! A B D Carlsen. Det var efter Ordre fra Chefredaktøren, at jeg skrev til Dem . Forresten veed De maaske , at det er selveste Gamlefar, der har ønsket, at vi skal præsentere Dem for det københavnske Publikum .«
» Hvem er det, De taler ^ om?«

» Ja vel! A B D Carlsen. Det var efter Ordre fra Chefredaktøren, at jeg skrev til Dem . Forresten veed De maaske , at det er selveste Gamlefar, der har ønsket, at vi skulde præsentere Dem for det københavnske Publikum .«
» Hvem er det, De taler ^ om?«

» Har De ikke truffet Enslev ved et Møde engang i Sommer? Det er blevet sagt mig. I hvert Fald 14 er det ham, der vil have Dem i Vejret. Jeg veed det med Sikkerhed .«
Journalisten havde , mens han talte , søgt i sine mange Lommer efter Notebogen, og han fandt den omsider nede i Foret paa sin højst medtagne Jakke. Men nu var ogsaa Fyldepennen bleven væk for ham, hvorefter han med sløv Resignation gentog den omstændelige Ransagning af sin Person.
» De skrev til mig, at De var Bladets teologiske Medarbejder,« sagde Pastor Vestrup med Mistro ^ ^ ^ ^ . » Hvordan skal det forstaaes ?«

» Har De ikke truffet Enslev ved et Møde ^ i Sommer? I, 361 Det er i hvert Fald ham, der vil have Dem lanceret, min Herre! Jeg veed det med Sikkerhed . Vi er jo ude efter Hjælpetropper.«
Mads Vestrup, hvem Mandens tølperagtige Optræden i det første Øjeblik havde ophidset , var nu ^ bleven roligere. Han betragtede med Medynk det svulne Ansigt, der var fuldt af røde ^ Drankerpletter paa Næse og Kinder mellem Overskægget og de tunge Øjne. Og han sagde til sig selv, at ogsaa dette stakkels vildfarne Menneske var en af dem, til hvem han skulde bringe Jesu Kristi Budskab om Fred og Frelse.
» De skrev til mig, at De var Bladets teologiske Medarbejder . ^ Hvordan skal det forstaaes ?«

» Har De ikke truffet Enslev ved et Møde ^ i Sommer? Det er i hvert Fald ham, der vil have Dem lanceret, min Herre! Jeg veed det med Sikkerhed . Vi er jo ude efter Hjælpetropper.«
Mads Vestrup, hvem Mandens tølperagtige Optræden i det første Øjeblik havde ophidset , var nu ^ bleven roligere. Han betragtede med Medynk det svulne Ansigt, der var fuldt af røde ^ Drankerpletter paa Næse og Kinder mellem Overskægget og de tunge Øjne. Og han sagde til sig selv, at ogsaa dette stakkels vildfarne Menneske var en af dem, til hvem han skulde bringe Jesu Kristi Budskab om Fred og Frelse.
» De skrev til mig, at De var Bladets teologiske Medarbejder . ^ Hvordan skal det forstaaes ?«

» Har De ikke truffet Enslev ved et Møde ^ i Sommer? Det er i hvert Fald ham, der vil have Dem lanceret, min Herre! Jeg veed det med Sikkerhed . Vi er jo ude efter Hjælpetropper.«
Mads Vestrup, hvem Mandens tølperagtige Optræden i det første Øjeblik havde ophidset , var nu ^ bleven roligere. Han betragtede med Medynk det svulne Ansigt, der var fuldt af røde og violette Drankerpletter ^ mellem Overskægget og de tunge Øjne. Og han sagde til sig selv, at ogsaa dette stakkels vildfarne Menneske var en af dem, til hvem han skulde bringe Jesu Kristi Budskab om Fred og Frelse.
» De skrev til mig, at De var Bladets teologiske Medarbejder . ^ Hvordan skal det forstaas ?«

»Jo, det er rigtigt nok. Jeg vikarierer for Dr. Mikkelsen . Han studerer i Tyskland for Tiden. Mit Speciale er ellers ^ Forlystelser – » A B D «. Nu ^ ^ er De med, ikke sandt?«

» Jeg vikarierer for Dr. Svendsen . Han studerer i Tyskland for Tiden. Mit Fag er ellers Varieteerne og andre Forlystelser – ^ A B D . ^ Saa er De med, ikke sandt?«

» Jeg vikarierer for Dr. Svendsen . Han studerer i Tyskland for Tiden. Mit Fag er ellers Varieteerne og andre Forlystelser — ^ A B D . — Saa er De med, ikke sandt?«

» Jeg vikarierer for Dr. Svendsen . Han studerer i Tyskland for Tiden. Mit Fag er ellers Varieteerne og andre Forlystelser – ^ A B D . – Saa er De med, ikke sandt?«

» Men jeg kan jo ikke huske fejl. De underskrev Dem cand. theol . «

» Men jeg kan jo ikke huske fejl. De underskrev Dem cand.theol . «

» Men jeg kan jo ikke huske fejl. De underskrev Dem cand. theol . «

» Det er jeg sgu ogsaa, min ^ Herre! Kandidat med Laudabilis i Kirkehistorie og ellers tre rigtig pæne Haud’er . ^ ^ Havde det ikke været saa uheldigt for mig , at Barnetroen røg i Lyset ved den megen Omgang med den hellige Skrift , saa kunde jeg nu ha’ siddet og haft det rigtig rart i en Præstegaard paa Landet og dyrket mine smaa menneskelige Svagheder, – saalænge den gik. Men det kender De fra Dem selv – ikke sandt?«
Pastor Vestrup havde ikke taget sine vildt mistænksomme 15 Øjne fra ham, og ved Journalistens sidste nærgaaende Ord kom hans Kinder i Brand. Men samtidig var han begyndt at blive lidt usikker overfor Manden.
» Vil De dermed sige, at ^ De aldrig har tænkt paa at blive Præst?«

» Det er jeg sgu ogsaa, min kære Herre! Kandidat med Laud – om jeg maa be’! Havde det ikke været saa uheldigt ^ , at Barnetroen røg i Lyset ved den megen Omgang med Bøgernes Bog , saa kunde A B D nu ha’ siddet og haft det ^ rart i en Præstegaard ^ og dyrket sine hundredeogsytten smaa menneskelige Svagheder med Kalot og Merskummer.«
» Saa har De aldrig ^ tænkt paa at blive Præst?«

» Det er jeg sgu ogsaa, min kære Herre! Kandidat med Laud — om jeg maa be’! Havde det ikke været saa uheldigt ^ , at Barnetroen røg i Lyset ved den megen Omgang med Bøgernes Bog , saa kunde A B D nu ha’ siddet og haft det ^ rart i en Præstegaard ^ og dyrket sine hundredeogsytten smaa menneskelige Svagheder med Kalot og Merskummer.«
I, 262 » Saa har De aldrig ^ tænkt paa at blive Præst?«

» Det er jeg sgu ogsaa, min kære Herre! Kandidat med Laud – om jeg maa be’! Havde det ikke været saa uheldigt ^ , at Barnetroen røg i Lyset ved den megen Omgang med Bøgernes Bog , saa kunde A B D nu ha’ siddet og haft det ^ rart i en Præstegaard ^ og dyrket sine hundredeogsytten smaa menneskelige Svagheder med Kalot og Merskummer.«
I, 263 » Saa har De aldrig ^ tænkt paa at blive Præst?«

» Jeg fortæller det ikke for at fornærme Dem, Højstærede – men veed De, hvad min afdøde Kone sagde, dengang vi gik hen og giftede os paa det, man kalder uvisse Indtægter? Hellere Madam paa en offenlig Retirade end Præstekone, sagde hun. Og hun holdt sit Ord! ... Man havde jo sine Idealer dengang og vilde nødig skamme sig for sig selv ! Vi bildte os i de Tider ind, at vi Mennesker har Raad til at holde Æresfølelse. Gud hjælpe os, min Herre !«
Til sin fornyede Overraskelse saae Præsten, at Mandens tunge Øjne var bleven blanke af Taarer. Hvad var dette for et Menneske? Talte han Sandhed, eller var det altsammen en forhutlet Drukkenbolts Løgn og Pral?
»Naa ^ ^ , men det var altsaa dette her Interview , vi gerne skulde ha’,« afbrød Journalisten sig selv, da han ved et lykkeligt Tilfælde endelig havde fundet sin Skrivestift . » For det første: hvor var det, De var Præst? Og hvor længe er det, siden De erholdt Deres merbemeldte Afsked? Og fik De den med eller uden Pension?«
16 » Er alt det ogsaa nødvendigt?« spurgte Pastor Vestrup med Skyhed.
»Ja, Død og Pine! Vi maa skam ha’ hele Litaniet. Og – mens jeg husker det – De har vel medbragt et Fotografi af Dem selv? Det skrev jeg vist til Dem om.«
» Jeg har aldrig ladet mig fotografere .«

» Nu maa De ikke fornærme mig! Veed De, hvad min afdøde Kone sagde, dengang vi gik hen og giftede os paa det, man kalder uvisse Indtægter? Heller Madam I, 362 paa en offenlig Retirade end Præstekone, sagde hun. – Man havde jo sine Idealer , Højstærede ! Vi bildte os i de Tider ind, at vi Mennesker har Raad til at holde Æresfølelse. Gud hjælpe os, min Herre ! Det er en kostbar Fornøjelse at staldfodre den Slags Luksusdyr. Det var min Kones sidste Ord, inden hun døde. – Naa , men det var jo ikke netop det , vi ^ skulde tale om,« afbrød han sig selv og gav sig til at søge i sine Lommer efter Notebogen . » Vi skulde jo gerne have et Interview .«

» Nu maa De ikke fornærme mig! Veed De, hvad min afdøde Kone sagde, dengang vi gik hen og giftede os paa det, man kalder uvisse Indtægter? Heller Madam paa en offenlig Retirade end Præstekone, sagde hun. — Man havde jo sine Idealer , Højstærede ! Vi bildte os i de Tider ind, at vi Mennesker har Raad til at holde Æresfølelse. Gud hjælpe os, min Herre ! Det er en kostbar Fornøjelse at staldfodre den Slags Luksusdyr. Det var min Kones sidste Ord, inden hun døde. — Naa , men det var jo ikke netop det , vi ^ skulde tale om,« afbrød han sig selv og gav sig til at søge i sine Lommer efter Notebogen . » Vi skulde jo gerne have et Interview .«

» Nu maa De ikke fornærme mig! Veed De, hvad min afdøde Kone sagde, dengang vi gik hen og giftede os paa det, man kalder uvisse Indtægter? Heller Madam paa en offenlig Retirade end Præstekone, sagde hun. – Man havde jo sine Idealer , Højstærede ! Vi bildte os i de Tider ind, at vi Mennesker har Raad til at holde Æresfølelse. Gud hjælpe os, min Herre ! Det er en kostbar Fornøjelse at staldfodre den Slags Luksusdyr. Det var min Kones sidste Ord, inden hun døde. – Naa , men det var jo ikke netop det , vi ^ skulde tale om,« afbrød han sig selv og gav sig til at søge i sine Lommer efter Notebogen . » Vi skulde jo gerne have et Interview .«

» Det var Pokkers! Saa maa vi ha’ en af vores Tegnere herop. Rummet her egner sig jo ogsaa storartet til Ramme. Har De forresten bestemt Dem for noget Lokale? Ikke? Ja se, der er jo f. Eks. det gamle »Dejgtrug«. Det har før været brugt til Opbyggelsesmøder af Frelserhæren. Og saa er der »Elysium«. Der er offenligt Bal de tre Aftener om Ugen; men ellers er det vistnok ledigt. Og der faar man gratis Opvarmning, for der er Hestestald nedenunder. De maa godt sige, at » Femte Juni« støtter Dem – det er Anbefaling nok. Forresten kender jeg Værten. Han kan træffe mig i Telefonen hver Dag mellem 5 og 7.«
Pastor Vestrup, der var bleven mere og mere indadvendt, sagde nu, at han ikke ønskede sit Portræt i Bladet. Desuden bad han om at faa Interviewet

⇕ Toldere og Syndere III, 1.10

⇕ De Dødes Rige 4.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 4.1

⇐

Men Kristus havde jo selv givet Eksemplet, han som færdedes kammeratligt mellem Sviregaster og Skøger ^ . Hvor han forstod ham nu ! Med sine Guddomsøjne havde den udkaarne set tværs igennem al Uterligheden ind i de bange Hjerter. Og han havde vidst , at saalænge et Menneske kunde fortvivle, var han bevaret for den største af alle Synder, Selvretfærdigheden, og ^ der var endnu Haab for hans Oprejsning.

Med Forbavselse havde Mads Vestrup set, at der fra den forhutlede Drukkenbolts Øjne rullede to store Taarer, og han kom atter til at tænke paa Frelseren, der havde færdedes ^ mellem Sviregaster og Skøger , ja havde foretrukket deres Selskab for farisæiske Præsters . Hvor han forstod det ! Ja, han havde vidst det, den gudkaarne , at saalænge et Menneske ikke var forhærdet i Selvretfærdighed men kunde fortvivle, var der ^ endnu Haab om hans Oprejsning.

Med Forbavselse havde Mads Vestrup set, at der fra den forhutlede Drukkenbolts Øjne rullede to store Taarer, og han kom atter til at tænke paa Frelseren, der havde færdedes ^ mellem Sviregaster og Skøger , ja havde foretrukket deres Selskab for farisæiske Præsters . Hvor han forstod det ! Ja, han havde vidst det, den Gudkaarne , at saalænge et Menneske ikke var forhærdet i Selvretfærdighed men kunde fortvivle, var der ^ endnu Haab om hans Oprejsning.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.2

⇕ De Dødes Rige 4.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 4.1

udsat til den næste Dag. Han skulde da i Mellemtiden tænke over, hvormeget af sit Privatliv han vilde udlevere til Offenlighedens Gabestok , og – sagde han – maaske foretrak han selv at udarbejde en 17 Redegørelse for sin Stilling til Kirken og det kristne Menighedsliv.

Hr. Carlsen fandt omsider Notebogen nede i Foret af Jakken, men nu gjorde han den Opdagelse, at ogsaa Fyldepennen var bleven væk for ham , og ^ han maatte paany begynde en omstændelig Ransagning af sin Person.
Imidlertid erklærede Mads Vestrup, at han ønskede Samtalen udsat til den næste Dag. Han vilde da i Mellemtiden tænke over, hvad der af hans Privatliv kunde vedkomme Offenligheden, og maaske foretrak han selv at udarbejde en Redegørelse for sin Stilling til Kirken og det kristne Menighedsliv.

» Ja – Død og Pine! – det vilde jo naturligvis være det allerbedste. Vi sætter den saa i Kroniken samme Dag, De taler første Gang. Saa faar De da en flot Start! ... Men Deres ærede Billede maa vi ha’ i Bladet. Ellers læser Folk sgu ikke Teksten. Husk paa, kære Herre, vi har Ordre til at gøre Dem til en berømt Mand. Og ^ De skal se, det skal ogsaa nok gaa! Vi har jo Øvelsen. Hvormange af vore store Navne tror De ikke, » Femte Juni« har skabt? Lad mig bare nævne den jyske Bagersvend, der kørte sin Kone til København paa en Trillebør ^ ^ . Kan De huske? ^ ^ Det var forresten mig personlig, der lavede ham . Og jeg tror, jeg kan sige, der var tilsidst ikke det Barn i Landet, der ikke havde hørt om » Bollemanden fra Struer«. Vær De ganske rolig! Jeg – A B D – indestaar Dem for, at inden der ^ ^ ^ er gaaet en Maaned skal hele København snakke om » Den jyske Vandrepræst«.«
Præstens Øjne søgte i Forlegenhed mod Gulvet, og Blodet gik ham paany til Kinderne . Der blev nu truffet den Aftale, at Hr. Carlsen skulde komme igen den næste Dag ved samme Tid og medbringe en af Bladets Tegnere. Derpaa rejste Hr. Carlsen sig , satte Hatten paa og begyndte igen med begge Hænder en omstændelig Jagt gennem alle sine Lommer.

» Ja – Død og Pine! – det vilde ^ naturligvis gøre sig I, 364 allerbedst. Vi sætter den saa i Kroniken samme Dag, De taler første Gang. Har De forresten bestemt Dem for noget Lokale? – Naa ja, der er jo f. Eks . det gamle »Deigtrug «. Det har før været brugt til Opbyggelsesmøder af Frelserhæren . Og saa er der »Elysium«. Der er offenligt Bal de tre Aftener om Ugen; men ellers er det vistnok ledigt. De maa godt sige, at » Femte Juni« støtter Dem – det er Anbefaling nok . I »Elysium« kender jeg Værten. De kan sige ham, at han kan træffe mig i Telefonen mellem 5 og 7.«
Hr. Carlsen ^ rejste sig nu , satte Hatten paa og begyndte for tredje Gang med begge Hænder en ^ Jagt gennem alle sine Lommer.

» Ja — Død og Pine! — det vilde ^ naturligvis gøre sig allerbedst. Vi sætter den saa i Kroniken samme Dag, De taler første Gang. Har De forresten bestemt Dem for noget Lokale? — Naa ja, der er jo f. Eks . det gamle »Deigtrug «. Det har før været brugt til Opbyggelsesmøder af Frelserhæren . Og saa er der »Elysium«. Der er offenligt Bal de tre Aftener om Ugen; men ellers er det vistnok ledigt. De maa godt sige, at » Femte Juni« støtter I, 263 Dem — det er Anbefaling nok . I »Elysium« kender jeg Værten. De kan sige ham, at han kan træffe mig i Telefonen mellem 5 og 7.«
Hr. Carlsen ^ rejste sig nu , satte Hatten paa og begyndte for tredje Gang med begge Hænder en ^ Jagt gennem alle sine Lommer.

» Ja – Død og Pine! – det vilde ^ naturligvis gøre sig allerbedst. Vi sætter den saa i Kroniken samme Dag, De taler første Gang. Har De forresten bestemt Dem for noget Lokale? – Naa ja, der er jo f. Eks . det gamle »Dejgtrug «. Det har før været brugt til Opbyggelsesmøder af Frelserhæren . Og saa er der »Elysium«. Der er offenligt Bal de tre Aftener om Ugen; men ellers er det vistnok ledigt. De maa godt sige, at » Femte Juni« støtter I, 264 Dem – det er Anbefaling nok . I »Elysium« kender jeg Værten. De kan sige ham, at han kan træffe mig i Telefonen mellem 5 og 7.«
Hr. Carlsen ^ rejste sig nu , satte Hatten paa og begyndte for tredje Gang med begge Hænder en ^ Jagt gennem alle sine Lommer.

18 » Aa hør ... De skulde ikke tilfældigt ha’ en Cigar hos Dem ?«
» Jeg ryger ikke .«

» Aa hør ... De har vel ikke en lidt god Cigar hos Dem ? Jeg ser, jeg har glemt mit Futteral.«
»Nej, jeg har lagt af at ryge .«

» Det var Satans. Og det kan De holde ud ! ... Naa! Altsaa ^ imorgen Klokken 8.«
Endnu længe efter , at Mads Vestrup var bleven alene, sad han modfalden med Hænderne paa sine Knæ og stirrede mod Gulvet. Det svimlede nu igen for ham ved at tænke paa, hvad han her vovede. Han vidste fuldt ud Besked med, hvad Slags Blad » Femte Juni« var. Han havde ikke engang glemt, at det af alle Landets Blade var det, der i sin Tid mest skaanselløst havde prisgivet hans Familjeliv i Anledning af hans Embedsafsættelse .
Men han havde lovet sig selv at ville gaa sin beskikkede Vej med Brædt for Panden. Han vidste jo ogsaa, at fordi han tog mod den Haandsrækning, der her blev tilbudt ham, gik han dog ikke i Antikristens Sold. Han søgte jo ikke sin egen Fordel, fristedes allermindst af den Navnkundighed, der var stillet ham i Udsigt. Vidste han blot lige saa sikkert, at han heller ikke i en Fold af sit Hjerte gemte et hævngerrigt Haab om at skaffe sig personlig Oprejsning for den Forsmædelse, der var overgaaet ham i Kristi Kirkes hellige Navn. For i saa Fald var han jo alligevel kommen herover for at værne ikke Guds men sin egen Ære. Og var det 19 dog i hvert Fald ikke et grueligt Hovmod, naar han – uværdige Mads Vestrup, en afsat Præst – kunde mene om sig selv, at han var ført hertil i den Højestes Tjeneste, ja paa hans udtrykkelige Befaling? ...
Han gled tilsidst ned paa sine Knæ med Hænderne foldede foran Brystet og bad i sin Aftenbøn om Lys i det Tvivlens Mørke, der igen havde omspændt hans Sjæl.

» Det var sgu kedeligt ! – Naa! Altsaa paa Gensyn imorgen ^ , Højstærede!«
II .

» Det var sgu kedeligt ! — Naa! Altsaa paa Gensyn imorgen ^ , Højstærede!«
II

» Det var sgu kedeligt ! – Naa! Altsaa paa Gensyn imorgen ^ , Højstærede!«
II

⇕ Toldere og Syndere III, 1.3

⇕ De Dødes Rige 4.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 4.2

T aagen laa nu saa tæt over Byen , at Glødelysenes Balloner hang i Luften som osende Lamper. Raadhuspladsen druknede i Halvmørke. Taarnurets oplyste Skive syntes at svæve frit i Rummet som en bleg Maane. Inde paa Strøget, i de snævre Gader, hvor de store Butiker skabte en kunstig Dag, var der Trængsel paa Fortovene. Det var en af de Aftentimer, da Strømmen igen gaar indefter, ind til Teatrene, Koncertsalene og Aftenselskabeligheden. De svære Omnibusheste dampede. Automobilerne gled truttende afsted med pyntede og glade Mennesker. Og ned gennem Luften dalede Raadhusurets højtidelige Salmetone.

Taagen laa ^ tæt over Byen . Raadhuspladsen druknede i et Halvmørke, hvor Glødelysenes Kupler saaes som osende Lamper. Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets højtidelige Salmetone. Dets oplyste Skive syntes at svæve frit i Luften deroppe som en bleg Maane. Inde paa Strøget, i de snævre Gader, hvor de store Butiker skabte en kunstig Dag, var der Trængsel paa Fortovene. Det var en af de Aftentimer, da Strømmen igen gaar I, 364 indefter, ^ til Teatrene, Koncertsalene og Aftenselskabeligheden. De svære Omnibusheste dampede. Automobilerne gled truttende afsted med pyntede og glade Mennesker. ^

Taagen laa ^ tæt over Byen . Raadhuspladsen druknede i et Halvmørke, hvor Glødelysenes Kupler saaes som osende Lamper. Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets højtidelige Salmetone. Dets oplyste Skive syntes at svæve frit i Luften deroppe lig en bleg Maane. Inde paa Strøget, i de snævre Gader, hvor de store Butiker skabte en kunstig Dag, var der Trængsel paa Fortovene. Det var en af de Aftentimer, da Strømmen igen gaar indefter, ^ til Teatrene, Koncertsalene og Aftenselskabeligheden. De svære Omnibusheste dampede. Automobilerne gled truttende afsted med pyntede og glade Mennesker. ^

Paa Kongens Nytorv mødtes man igen af Mørket. Vognlygterne spejlede sig i den vaade Stenbro . De var alle paa Fart ned mod Teatret, under hvis oplyste 20 Loggia der var et Mylr som foran Flyvehullet i en Bikube . Det var Operaaften – og Nationens Kæledægge, Heltetenoren, optraadte i en af sine Glansroller .

Paa Kongens Nytorv mødtes man igen af Mørket. Vognlygterne spejlede sig i den vaade Stenbro ^ paa Farten ned mod Teatret, under hvis oplyste Loggia der var et Mylr som foran Flyvehullet i en Bikube ^ .

Paa Hjørnet af Bredgade gik to Herrer forbi hinanden og hilste. Den ene af dem standsede, og der blev vekslet Haandtryk. Derpaa fulgtes de ud gennem Bredgade. De gik langsomt, i lavmælet Samtale , og hvergang der nærmede sig nogen paa det samme Fortov, dæmpede de yderligere deres Stemmer ^ eller tav helt, indtil vedkommende var kommen forbi.

Paa Hjørnet af Bredgade gik to Herrer forbi hinanden og hilste. Den ene af dem standsede, og der blev vekslet Haandtryk. Derpaa fulgtes de langsomt ud gennem Bredgade i lavmælet Samtale . Hvergang der nærmede sig nogen paa det samme Fortov, dæmpede de ^ deres Stemmer yderligere eller tav helt, mens vedkommende gik dem forbi.

Den ene af Herrerne var en høj, førladen Mand med bart Ansigt, af Alder omkring de halvhundrede . Den anden var mindre og havde graat Fuldskæg . De fleste Folk kendte dem aabenbart. De vendte sig om efter dem , og mange hilste ærbødigt.

Den ene af Herrerne var en høj, førladen Mand med bart Ansigt, ^ omkring de halvhundrede ^ . De fleste Folk kendte ham aabenbart. Man vendte sig om efter ham , og mange hilste ærbødigt.

Den ene af Herrerne var en høj, førladen Mand med bart Ansigt, ^ omkring de halvhundrede ^ . De fleste Folk kendte ham I, 264 aabenbart. Man vendte sig om efter ham , og mange hilste ærbødigt.

Den ene af Herrerne var en høj, førladen Mand med bart Ansigt, ^ omkring de halvhundrede ^ . De fleste Folk kendte ham I, 265 aabenbart. Man vendte sig om efter ham , og mange hilste ærbødigt.

Udenfor den oplyste Rigsdagsbygning, hvor der holdtes Aftenmøde, sagde de ^ hinanden Farvel, og den høje Herre forsvandt ind gennem Porten , hvor Politibetjenten ^ og Budene gjorde stram Honnør for ham . Det var Tyrstrup, Ministerchefen, den særlig i Øjeblikket meget omtalte Mand, hvem Enslev for et Par Aar siden i en Sygdomsperiode havde overgivet Folkestyrets Scepter.

Udenfor den oplyste Rigsdagsbygning, hvor der holdtes Aftenmøde, sagde de to Herrer hinanden Farvel, og den høje ^ forsvandt ind gennem Porten . Politibetjenten ved Indgangen og Budene i Korridorerne rettede sig med stram Honnør ^ . Det var Tyrstrup, Ministerchefen, til hvem Enslev for et Par Aar siden i en Sygdomsperiode havde overgivet Folkestyrets Scepter.

Da han kom ind i Folketingssalen, var Mødet lige begyndt. Paa Talerstolen stod en ældre Bonde og 21 talte om en jysk Lokalbane, men der var endnu kun samlet faa Medlemmer. Det var Finanslovsdebattens attende Møde, og Høsten var forlængst aftærsket. Tilhørerbænkene oppe paa Galleriet var dog alle tæt besatte. Uroen indenfor Regeringspartiet, den journalistiske Guerillakrig, der stadig førtes i Partiets Blade som en Efterdønning fra Sommerens store Valgkampagne, vakte Forventning hos Folk om sensationelle Debater. Enslev havde ved Valget ladet sig genvælge til Rigsdagen, og man strømmede dertil som til en Forlystelse i Haab om at komme til at overvære en dramatisk Scene . Hidtil var man dog bleven skuffet. Enslev havde endnu slet ikke vist sig i Tinget. Det forlød i Aviserne, at han igen var lidende. Et Par Gange var Byen endogsaa bleven alarmeret af falske Rygter om hans Død.

Da han kom ind i Folketingssalen, var Mødet lige begyndt. Paa Talerstolen stod en ældre Bonde og talte for en halv Snes Medlemmer. Det var Finanslovsdebattens attende Møde, og Høsten var forlængst aftærsket. Tilhørerbænkene I, 365 oppe paa Galleriet var derimod alle tæt besatte. Uroen indenfor Regeringspartiet, den journalistiske Guerillakrig, der stadig førtes i Partiets Blade som en Efterdønning fra Sommerens store Valgkampagne, vedligeholdt Forventningen hos Folk om sensationelle Debatter . Hidtil var man dog bleven skuffet. Enslev havde endnu slet ikke vist sig i Tinget. Det forlød i Aviserne, at han igen var lidende. Et Par Gange var Byen endogsaa bleven alarmeret af falske Rygter om hans Død.

Da han kom ind i Folketingssalen, var Mødet lige begyndt. Paa Talerstolen stod en ældre Bonde og talte for en halv Snes Medlemmer. Det var Finanslovsdebattens attende Møde, og Høsten var forlængst aftærsket. Tilhørerbænkene oppe paa Galleriet var derimod alle tæt besatte. Uroen indenfor Regeringspartiet, den journalistiske Guerillakrig, der stadig førtes i Partiets Blade som en Efterdønning fra Sommerens store Valgkampagne, vedligeholdt Forventningen hos Folk om sensationelle Debatter . Hidtil var man dog bleven skuffet. Enslev havde endnu slet ikke vist sig i Tinget. Det forlød i Aviserne, at han igen var lidende. Et Par Gange var Byen endogsaa bleven alarmeret af falske Rygter om hans Død.

De sidste Dage havde Tilstrømningen været særlig stor paa Grund af et forestaaende Taburetskifte. Kultusministeren, en forhenværende Provinssagfører, der var en overgemt Levning fra Enslevs Tid, havde maattet trække sig tilbage, officielt af Helbredshensyn, i Virkeligheden tvungen bort af Ministersjefen og den offenlige Mening paa Grund af en Række skamløse Embedsbesættelser. Det var Spørgsmaalet om hans Efterfølger, der paany fyldte Sindene med al Valgdagenes Spænding. Det skulde nu vise sig, om Tyrstrup vilde indskrænke sig til at rense Administrationen 22 for dens enslevske Efterladenskaber, eller om han trods Valgets tvivlsomme Resultat havde Mod til et aabent Brud med sin gamle Fører.

De sidste Dage havde Tilstrømningen været særlig stor paa Grund af et forestaaende Taburetskifte. Kultusministeren, en forhenværende Provinssagfører, ^ havde maattet trække sig tilbage, officielt af Helbredshensyn, i Virkeligheden tvungen bort af Ministerchefen paa Grund af en Række utilbørlige Embedsbesættelser. Det var Spørgsmaalet om hans Efterfølger, der ^ fyldte Sindene med ^ Spænding. Det skulde nu vise sig, om Tyrstrup vilde indskrænke sig til at rense Administrationen for dens Enslevske Efterladenskaber, eller om han trods Valgets tvivlsomme Resultat havde Mod til et aabent Brud med sin gamle Fører.

Lidt efter lidt fyldtes Salen . Den gamle Bonde stod endnu paa Talerstolen, men Passiaren ^ omkring ham var bleven saa livlig, at Formanden idelig maatte dæmpe den med sin Klokke.

Lidt efter lidt fyldtes Tinget . Mens den gamle Bonde vedblev at tale om en jysk Lokalbane, blev Passiaren rundt omkring i Salen saa livlig, at Formanden idelig maatte dæmpe den med sin Klokke.

Frem og tilbage langsmed Salens ene Væg gik – urolig som et indespærret Dyr – en høj, mager Mand , der sjælden talte med nogen . Han holdt Hænderne bag paa Ryggen og gned vanemæssigt den højre Haands Fingerender mod hinanden. Det var Gjærup.

Langsmed den ene Væg gik ^ en høj, gusten Mand uroligt frem og tilbage som et indespærret Dyr . Han holdt Hænderne bag paa Ryggen og gned vanemæssigt I, 366 den højre Haands Fingerender mod hinanden. Det var Gjærup.

Langsmed den ene Væg gik ^ en høj, gusten Mand uroligt frem og tilbage som et indespærret Dyr . Han holdt Hænderne bag paa I, 265 Ryggen og gned vanemæssigt den højre Haands Fingerender mod hinanden. Det var Gjærup.

Langsmed den ene Væg gik ^ en høj, gusten Mand uroligt frem og tilbage som et indespærret Dyr . Han holdt Hænderne bag paa I, 266 Ryggen og gned vanemæssigt den højre Haands Fingerender mod hinanden. Det var Gjærup.

Denne Mand hørte under sædvanlige Forhold ikke til Salens Forgrundsfigurer, men hans Navn kom regelmæssigt i Omløb, naar Morder-Englen svævede over Partierne og Luften fyldtes med Rygter om Sammensværgelser og Baghold. Han var et af Tingets ældste Medlemmer, havde været Enslevs Ungdomsven men hørte nu til hans uforsonligste Fjender indenfor Partiet.

Denne Mand hørte under sædvanlige Forhold ikke til Tingets Forgrundsfigurer, men hans Navn kom regelmæssigt i Omløb, naar Morder-Englen svævede over Salen og Luften fyldtes med Rygter om Sammensværgelser og Baghold. Han var et af de ældste Medlemmer, havde været Enslevs Ungdomsven men hørte nu til hans uforsonligste Fjender indenfor Partiet.

Paa en Plads ved den inderste af Salens halvcirkelformede Bordrækker sad en anden af Partiets Veteraner, Rektor Bohse, en lille ^ svært bygget Skikkelse med en sølvgraa Manke, der faldt ham ned paa Skuldrene. Den gamle Skolemand mødte hver Dag paa Klokkeslet og rørte sig under hele Mødet ikke fra sin Plads. Han sad der med Haanden 23 under Kinden og rettede sine ildfulde mørke Øjne ufravendt mod Taleren – en utrættelig og samvittighedsfuld Tilhører selv til det ligegyldigste Ordgyderi.
Imidlertid drev Størsteparten af de andre Tingmænd omkring paa Gulvet med Hænderne i Bukselommerne , slog sig ned hos Meningsfæller eller stak Hovederne sammen i samtalende Grupper, alt mens navnlig de nyvalgte Medlemmer havde ondt ved at glemme , at de optraadte for aabent Tæppe . Bestandig maatte de skotte op til Tilhørergalleriet men især til den reserverede Loge, hvor Damerne havde Plads ^ ^ .

Paa en Plads ved den inderste af Salens halvcirkelformede Bordrækker sad en anden af Partiets Veteraner, Rektor Bohse, en lille , svært bygget Skikkelse med en sølvgraa Manke, der faldt ham ned paa Skuldrene. Den gamle Skolemand mødte hver Dag paa Klokkeslet , og mens Størsteparten af de øvrige Tingmænd drev ^ omkring paa Gulvet med Hænderne i Bukselommerne og sjælden glemte , at de optraadte for aabent Tæppe , rørte han sig under hele Mødet ikke fra sin Plads men sad med Haanden under Kinden og rettede sine ildfulde ^ mørke Øjne ufravendt mod Taleren .

Paa en Plads ved den inderste af Salens halvcirkelformede Bordrækker sad en anden af Partiets Veteraner, Rektor Bohse, en lille , svært bygget Skikkelse med en sølvgraa Manke, der faldt ham ned over Skuldrene. Den gamle Skolemand mødte hver Dag paa Klokkeslet , og mens Størsteparten af de øvrige Tingmænd drev ^ omkring paa Gulvet med Hænderne i Bukselommerne og sjælden glemte , at de optraadte for aabent Tæppe , rørte han sig under hele Mødet ikke fra sin Plads men sad med Haanden under Kinden og rettede sine ildfulde , mørke Øjne ufravendt mod Taleren .

Lænet op mod en af Salens Piller stod en slank, blond Mand i en stramt siddende Skødefrakke med forlorne Skuldre. Det var Højskoleforstander Aleksandersen, en af Kirkefolkets nyvalgte Repræsentanter, der udtrykkeligt var sat ind i Tinget for at bekæmpe Enslevs Indflydelse. Den unge , alvorsfulde Mand , der stod med Armene korslagte over Brystet som et Billede paa karakterfast Mandighed , havde ligesom Rektor Bohse sine Øjne opmærksomt rettet mod Taleren og skottede i det højeste hvert tredje Minut hen til Damelogen.

Lænet op mod en af Salens Piller stod en slank, rødblond Mand i en stramt siddende Skødefrakke med stærkt udpolstrede Skuldre. Det var Højskoleforstander Aleksandersen, en af de nyvalgte Repræsentanter, der udtrykkeligt var sat ind i Tinget for at bekæmpe Enslevs Indflydelse. Den unge ^ Mand ^ stod med Armene korslagte over Brystet som et Billede paa karakterfast Mandighed ^ og skottede omtrent hvert tredje Minut hen til Damelogen.

Tyrstrup havde taget Plads ved Ministerbordet, hvor han sad og bladede i nogle Papirer . Han havde engang været en smuk Mand men var i en tidlig 24 Alder bleven for svær. Med sin tunge Krop og sine sindige Bevægelser mindede han mere om en Proprietær end om en Statsmand, og det var da heller ikke nogen parlamentarisk Ærgerrighed, der havde ført ham ind i Politiken. Han tilhørte en af disse frodige sønderjyske Slægter, som har frembragt saa mange af Landets varmeste og mest højsindede Fædrelandsvenner. Han var Jurist og tragtede oprindelig efter en af de røde Lænestole i Højesteret, hvor hans Fader i mange Aar havde siddet som Rettens Formand. Men hans Ungdom faldt i de berygtede Provisorieaar, da et importeret Tvangsregimente efter prøjsisk Mønster samlede et meget broget Selskab af Idealister og Spekulanter og politiske Eventyrere omkring Demokratiets Bannere. Begejstret navnlig for Enslev og under dennes kloge og maalbevidste Paavirkning gik han allerede som Student helt op i den store Kamp for Folkets Frihed, og endnu før sit tredivte Aar blev han, Sønnen af den stokkonservative Højesteretsassessor og Ekscellence, der havde været med til at idømme Enslev og flere andre af Folkets Førere strenge Fængselsstraffe, valgt ind i Rigsdagen af en af Landets radikaleste Krese .

I, 367 Tyrstrup havde taget Plads ved Ministerbordet, hvor han sad og bladede i nogle Papirer .

Tyrstrup havde taget Plads ved Ministerbordet, hvor han sad og bladede i nogle Papirer .

En Rigsdagstjener nærmede sig og overrakte ham et Visitkort. Da han havde læst Navnet, betænkte han sig et Øjeblik , idet han med en uglad Mine 25 strøg sig ned over sine barberede Kinder. Derpaa gav han Tjeneren en Besked.

En Rigsdagstjener nærmede sig og overrakte ham et Visitkort. Da han havde læst Navnet, sad han ^ et Øjeblik ^ med en uglad Mine og strøg sig ned over sine barberede Kinder. Derpaa gav han Tjeneren en Besked.

Nogle Minutter efter rejste han sig og gik op ad Trappen til Ministerværelserne.

Gjærup, der paa sin Hyæne-Vandring frem og tilbage langsmed Væggen opfangede et Glimt af alt, hvad der foregik omkring i Salen, nærmede sig Ministerbordet ^ efter Tyrstrups Bortgang og blev staaende der med Ansigtet vendt mod Taleren som for at høre bedre. Han stod der med Hænderne paa Ryggen og skævede bag Brillerne ned til Visitkortet , der endnu laa paa Ministerchefens Plads . Da det endelig var lykkedes ham at læse Navnet, vendte han tilbage med et misfornøjet Udtryk, og Fingerenderne paa hans højre Haand gned sig mod hinanden i forstærket Tempo ^ .

Gjærup, der paa sin Hyæne-Vandring ^ opfangede et Glimt af alt, hvad der foregik omkring i Salen, nærmede sig Ministerbordet straks efter Tyrstrups Bortgang . Han blev staaende i nogen Afstand og skævede under Brillerne ned til Visitkortet ^ . Da det endelig var lykkedes ham at læse Navnet, vendte han tilbage med et misfornøjet Udtryk, og Fingerenderne paa hans højre Haand gned sig ^ i forstærket Tempo mod hinanden .

Gjærup, der paa sin Hyæne-Vandring ^ opfangede et Glimt af alt, hvad der foregik omkring i Salen, nærmede sig Ministerbordet I, 266 straks efter Tyrstrups Bortgang . Han blev staaende i nogen Afstand og skævede under Brillerne ned til Visitkortet ^ . Da det endelig var lykkedes ham at læse Navnet, vendte han tilbage med et misfornøjet Udtryk, og Fingerenderne paa hans højre Haand gned sig ^ i forstærket Tempo mod hinanden .

Gjærup, der paa sin Hyæne-Vandring ^ opfangede et Glimt af alt, hvad der foregik omkring i Salen, nærmede sig Ministerbordet I, 267 straks efter Tyrstrups Bortgang . Han blev staaende i nogen Afstand og skævede under Brillerne ned til Visitkortet ^ . Da det endelig var lykkedes ham at læse Navnet, vendte han tilbage med et misfornøjet Udtryk, og Fingerenderne paa hans højre Haand gned sig ^ i forstærket Tempo mod hinanden .

Han gik hen i Baggrunden af Salen og nærmede sig her en ældre Tingmand , der sad og skrev. Det var den landskendte Bonde Jørgen Højbo, et af Tingets mest indflydelsesrige Medlemmer. Gjærup bøjede sig ned over ham og hviskede ham et Ord i Øret. Hvorefter de fulgtes til en Konference paa Tomandshaand henne i en af Vinduesfordybningerne.

I Baggrunden af Salen sad en ældre Tingmand ^ og skrev. Det var den landskendte Bonde Jørgen Højbo, et af Tingets mest indflydelsesrige Medlemmer. Gjærup bøjede sig ned over ham og hviskede ham et Ord i Øret. Hvorefter de fulgtes til en Konference ^ henne i en af Vinduesfordybningerne.

Imidlertid havde Tyrstrup ført en lille sortskægget Herre med Guldlorgnet ind i sit Modtagelsesværelse.
26 » Jeg forstyrrer altsaa ikke?« spurgte den Fremmede med Lorgnetten i Haanden , idet han med en skæv Grimace, der skulde gælde for et Smil , blottede den ene Side af et mægtigt Løvegebis.

Imidlertid havde Tyrstrup ført en lille sortskægget Herre med Guldlorgnet ind i sit Modtagelsesværelse. Det var Zaun.
» Jeg forstyrrer altsaa ikke?« spurgte den lille Direktør , idet han med et skævt Smil ^ blottede den ene Side af sit Løvegebis.

Imidlertid havde Tyrstrup ført en lille sortskægget Herre med Guldlorgnet ind i sit Modtagelsesværelse. Det var Zaun.
» Jeg forstyrer altsaa ikke?« spurgte den lille Direktør , idet han med et skævt Smil ^ blottede den ene Side af sit Løvegebis.

» Ikke i Øjeblikket. Tag kun Plads! Men lad mig straks sige Dem, at dersom De er kommen for at tale om Ministerudnævnelsen, kan jeg ikke tillade Dem det . Det er et Emne, jeg ikke er i Stand til at drøfte med Dem.«

» Ikke i Øjeblikket. Tag kun Plads! Men lad mig straks I, 368 sige Dem, at dersom De er kommen for at tale om Ministerudnævnelsen, kan jeg ikke svare Dem ^ . Det er et Emne, jeg ikke ser mig i Stand til at drøfte med Dem.«

» Ikke i Øjeblikket. Tag kun Plads! Men lad mig straks sige Dem, at dersom De er kommen for at tale om Ministerudnævnelsen, kan jeg ikke svare Dem ^ . Det er et Emne, jeg ikke ser mig i Stand til at drøfte med Dem.«

Den Fremmede , der havde sat sig ^ , saae modfalden ned i sin Hat.

Hr. Zaun , der havde sat sig paa Stolekanten , saae modfalden ned i sin Hat.

» Det er unægtelig i den Anledning, jeg er kommen.«

Der blev en Pavse , og Tyrstrup strøg sig om Hagen med sin massive Haand .

Der blev en Pavse ^ .

» Vil De sige mig ganske aabent, Zaun – kommer De i Enslevs Ærinde ? Jeg mener: som hans Sendemand?«

» Vil De sige mig ganske aabent, Zaun — kommer De i Enslevs Ærinde ? Jeg mener: som hans Sendemand?«

» Vil De sige mig ganske aabent, Zaun – kommer De i Enslevs Ærende ? Jeg mener: som hans Sendemand?«

»Nej!«

» Det er altsaa ganske privat, De har søgt mig her?«

»Nej, det kan jeg heller ikke sige. Naar jeg har tilladt mig at opsøge Dem paa denne Tid, er det ... Ja, det vil sige ... Jeg mener ... De maa ikke misforstaa mig ... jeg har aldeles ikke noget Mandat ... aldeles ikke. Men jeg føler mig ikke desmindre overbevist om ... overtydet ^ , at jeg taler paa mange 27 Partifællers Vegne, naar jeg udtrykker en alvorlig Bekymring i Anledning af den Meddelelse, som » Berlingske « for i Aften bringer.«

»Nej, det kan jeg heller ikke sige. Naar jeg har tilladt mig at opsøge Dem paa denne Tid, er det ... Ja, det vil sige ... Jeg mener ... De maa ikke misforstaa mig ... jeg har aldeles ikke noget Mandat ... aldeles ikke. Men jeg føler mig ikke desmindre overbevist om ... overtydet om , at jeg taler paa mange Partifællers Vegne, naar jeg udtrykker en alvorlig Bekymring i Anledning af den Meddelelse, som »Berlingske « for i Aften bringer.«

»Nej, det kan jeg heller ikke sige. Naar jeg har tilladt mig at opsøge Dem paa denne Tid, er det ... Ja, det vil sige ... Jeg mener ... De maa ikke misforstaa mig ... Jeg har aldeles ikke noget Mandat ... aldeles ikke. Men jeg føler mig ikke desmindre overbevist om ... overtydet om , at jeg taler paa mange Partifællers Vegne, naar jeg udtrykker en alvorlig Bekymring i Anledning af den Meddelelse, som »Berlingske « for i Aften bringer.«

» Hvilken Meddelelse tænker De paa?«

» Der staar, at den bekendte jyske Præst, Provst Broberg, efter sikkert Forlydende vil blive udnævnt til Kultusminister, naar Kongen iovermorgen vender tilbage fra Jagterne paa Fyn.«

» Der staar, at den bekendte jyske Præst, Provst Broberg, I, 267 efter sikkert Forlydende vil blive udnævnt til Kultusminister, naar Kongen iovermorgen vender tilbage fra Jagterne paa Fyn.«

» Der staar, at den bekendte jyske Præst, Provst Broberg, I, 268 efter sikkert Forlydende vil blive udnævnt til Kultusminister, naar Kongen iovermorgen vender tilbage fra Jagterne paa Fyn.«

Tyrstrup afbrød ham med en utaalmodig Haandbevægelse.

» Som sagt: det drejer sig her om en Regeringshandling, som jeg ikke kan indlade mig paa at diskutere med Dem. Naturligvis tvivler jeg ikke om Deres gode Hensigt. Dertil har De i for mange Aar vist Partiet en sjelden – og ganske uegennyttig – Interesse . Deres store Offervillighed og Deres Arbejdsiver har for bestandig sikret Dem enhver Partifælles varmeste Sympati og Anerkendelse . Men – Direktør Zaun – jeg maa nu engang for alle paa det bestemteste protestere mod disse gentagne Forsøg paa at paanøde Ministeriet Deres politiske Raad. De maa dog selv kunne indse, at det ikke gaar an ... ja ^ at det er ganske upassende.«

» Som sagt: det drejer sig her om en Regeringshandling, som jeg ikke kan indlade mig paa at diskutere med Dem. Naturligvis tvivler jeg ikke om Deres gode Hensigt. I, 369 Dertil har De i for mange Aar vist Partiet en sjælden og ganske uegennyttig ^ Interesse ^ . Men – Direktør Zaun – jeg maa en Gang for alle paa det bestemteste protestere mod disse gentagne Forsøg paa at paanøde Ministeriet Deres politiske Raad. De maa dog selv kunne indse, at det ikke gaar an ... ja ^ at det er ganske upassende.«

» Som sagt: det drejer sig her om en Regeringshandling, som jeg ikke kan indlade mig paa at diskutere med Dem. Naturligvis tvivler jeg ikke om Deres gode Hensigt. Dertil har De i for mange Aar vist Partiet en sjælden og ganske uegennyttig ^ Interesse ^ . Men — Direktør Zaun — jeg maa en Gang for alle paa det bestemteste protestere mod disse gentagne Forsøg paa at paanøde Ministeriet Deres politiske Raad. De maa dog selv kunne indse, at det ikke gaar an ... ja , at det er ganske upassende.«

» Som sagt: det drejer sig her om en Regeringshandling, som jeg ikke kan indlade mig paa at diskutere med Dem. Naturligvis tvivler jeg ikke om Deres gode Hensigt. Dertil har De i for mange Aar vist Partiet en sjælden og ganske uegennyttig ^ Interesse ^ . Men – Direktør Zaun – jeg maa en Gang for alle paa det bestemteste protestere mod disse gentagne Forsøg paa at paanøde Ministeriet Deres politiske Raad. De maa dog selv kunne indse, at det ikke gaar an ... ja , at det er ganske upassende.«

Direktør Zaun saae igen ned paa sin Hat og sagde:

Direktør Zaun saae atter ned i sin Hat og sagde:

» Som De maaske endnu erindrer, modtog jeg engang et meget venligt Brev fra Dem. De takkede 28 mig for en Henstilling, jeg havde tilladt mig ... det var i Anledning af Lovforslaget om den udvidede Kødkontrol. De var endogsaa saa elskværdig at sige mig, at mine Meddelelser om Indretningen af de argentinske Slagterier paa flere Punkter havde haft afgørende Indflydelse paa Forslagets endelige Affattelse. Jeg har derfor troet ... jeg indrømmer, det er meget dristigt ... men jeg har altsaa ment ... havde altsaa haabet at have en lille Smule Berettigelse til at henvende mig personlig til Dem i denne Sag, der ligger saa mange af Partiet overordenlig stærkt paa Sinde.«

» Som De maaske endnu erindrer, modtog jeg engang et meget venligt Brev fra Dem. De takkede mig for en Henstilling, jeg havde tilladt mig ... det var i Anledning af Lovforslaget om den udvidede Kødkontrol. De var endogsaa saa elskværdig at sige mig, at mine Meddelelser om Indretningen af de argentinske Slagterier paa flere Punkter havde haft afgørende Indflydelse paa Forslagets endelige Affattelse. Jeg har derfor troet ... jeg indrømmer, det er meget dristigt ... men jeg har altsaa ment ... havde altsaa haabet at have en lille Smule Berettigelse til at henvende mig personlig til Dem i denne Sag, der ligger saa mange af Partiet overordenlig stærkt paa Sinde.«

Hertil svarede Tyrstrup ikke noget. Han sad træt tilbagelænet og strøg Haanden nedover Ansigtet, mens han holdt Øjnene lukkede en lille Tid .

Tyrstrup sad træt tilbagelænet og førte igen sin massive Haand nedover Ansigtet, mens han holdt Øjnene lukkede ^ .

» Hvad har De i Grunden imod Provst Broberg?« spurgte han derpaa. » De maa jo kunne huske ham fra den Tid, han sad i Folketinget. Han var altid en trofast Partifælle og desuden en af Tingets livligste Talere.«

» Hvad har De i Grunden imod Provst Broberg?« spurgte han derpaa. » De maa jo kunne huske ham fra den Tid, han sad i Folketinget. Han var altid en trofast Partifælle og ^ en af Tingets livligste Talere.«

»Undskyld! Provstens Person har jeg ikke indladt mig paa at bedømme. Jeg vilde blot gerne ... vilde kun tillade mig at gøre opmærksom paa, at Provst Broberg var en af dem, der ved sidste Valg traadte aabenlyst op mod Enslev. Han bekæmpede hans Kandidat i sin Valgkres til Fordel for Hr. Højskoleforstander Aleksandersen, som jo ogsaa blev valgt.«

»Undskyld! Provstens Person har jeg ikke indladt mig I, 370 paa at bedømme. Jeg vilde blot gerne ... vilde kun tillade mig at gøre opmærksom paa, at Provst Broberg var en af dem, der ved sidste Valg traadte aabenlyst op mod Enslev. I sin Valgkres bekæmpede han Enslevs Kandidat ^ til Fordel for Hr. Højskoleforstander Aleksandersen, som jo ogsaa blev valgt.«

»Undskyld! Provstens Person har jeg ikke indladt mig paa at bedømme. Jeg vilde blot gerne ... vilde kun tillade mig at gøre opmærksom paa, at Provst Broberg var en af dem, der ved sidste Valg traadte aabenlyst op mod Enslev. I sin Valgkres bekæmpede han Enslevs Kandidat ^ til Fordel for Hr. Højskoleforstander Aleksandersen, som jo ogsaa blev valgt.«

29 » Det var Svar paa Enslevs Udæskning til Kirken i hans Valgtale i Strige Skov. At jeg selv fandt den Tale baade ubillig og i høj Grad ubetimelig, har jeg gentagne Gange offenlig udtalt. Jeg er ogsaa ganske overbevist om, at Provst Brobergs Udnævnelse gennemgaaende vil blive hilst med Tilfredshed af Befolkningen. Han er jo ikke alene en paalidelig Demokrat men hører ogsaa som Præst til en af vore mest frisindede. At Enslev vil misbillige Udnævnelsen og maaske opfatte den som en personlig Krænkelse, er jeg forberedt paa. Men vi har efterhaanden maattet opgive at værge os mod den Gamles Mistænksomhed. Hvad vi end gør, ser han jo et Forræderi i det . Og vi kan dog ikke forsvare af personlige Hensyn ingenting at udrette. Det er tvingende nødvendigt, dersom ikke det hele skal styrte sammen over Hovedet paa os, at der nu skaffes alle gode og sunde Kræfter i Folket Alburum og ^ Arbejdsro. Vi har haft Ufred nok. Hvordan vi i økonomisk Henseende sidder i det, behøver De og jeg ikke at diskutere. Jeg kommer forresten netop fra en Samtale med en af vore ledende Bankmænd . Han udtalte sig alt andet end forhaabningsfuldt ^ om Udsigterne for vort nye , store Statslaan, og det kan jo desværre ikke fragaaes, at vor Kredit ^ i Udlandet stadig er synkende.«

» Det var Svar paa Enslevs Udæskning til Kirken i hans Valgtale i Strige Skov. At jeg selv fandt den Tale baade ubillig og i høj Grad ubetimelig, har jeg gentagne Gange offenlig udtalt. Jeg er ogsaa ganske overbevist om, at Provst Brobergs Udnævnelse gennemgaaende vil blive hilst med Tilfredshed af Befolkningen. Han er jo ikke alene en paalidelig Demokrat . Han hører ogsaa som Præst til ^ vore mest frisindede. At Enslev vil misbillige Udnævnelsen og maaske opfatte den som en personlig Krænkelse, er jeg forberedt paa. Men vi har efterhaanden maattet opgive at værge os mod den Gamles Mistænksomhed. Hvad vi end gør, ser han jo et Forræderi deri . Og vi kan dog ikke forsvare af den Grund ingenting at udrette. Det er tvingende nødvendigt, dersom ikke det hele skal styrte sammen over Hovedet paa os, at vi nu samler alle gode og sunde Kræfter i Folket ^ og skaffer dem Arbejdsro. Vi har haft Ufred nok. Hvordan vi i økonomisk Henseende sidder i det, behøver De og jeg ikke at diskutere. En af vore ledende Bankmænd talte for et Øjeblik siden alt andet end forhaabningsfuldt til mig om Udsigterne for vort nye ^ Statslaan, og det kan jo desværre ikke fragaaes, at vor Kredit som overhovedet vor Anseelse i Udlandet ^ er synkende.«

» Det var Svar paa Enslevs Udæskning til Kirken i hans Valgtale I, 268 i Strige Skov. At jeg selv fandt den Tale baade ubillig og i høj Grad ubetimelig, har jeg gentagne Gange offenlig udtalt. Jeg er ogsaa ganske overbevist om, at Provst Brobergs Udnævnelse gennemgaaende vil blive hilst med Tilfredshed af Befolkningen. Han er jo ikke alene en paalidelig Demokrat . Han hører ogsaa som Præst til ^ vore mest frisindede. At Enslev vil misbillige Udnævnelsen og maaske opfatte den som en personlig Krænkelse, er jeg forberedt paa. Men vi har efterhaanden maattet opgive at værge os mod den Gamles Mistænksomhed. Hvad vi end gør, ser han jo et Forræderi deri . Og vi kan dog ikke forsvare af den Grund ingenting at udrette. Det er tvingende nødvendigt, dersom ikke det hele skal styrte sammen over Hovedet paa os, at vi nu samler alle gode og sunde Kræfter i Folket ^ og skaffer dem Arbejdsro. Vi har haft Ufred nok. Hvordan vi i økonomisk Henseende sidder i det, behøver De og jeg ikke at diskutere. En af vore ledende Bankmænd talte for et Øjeblik siden alt andet end forhaabningsfuldt til mig om Udsigterne for vort nye ^ Statslaan, og det kan jo desværre ikke fragaaes, at vor Kredit som overhovedet vor Anseelse i Udlandet ^ er synkende.«

» Det var Svar paa Enslevs Udæskning til Kirken i hans Valgtale I, 269 i Strige Skov. At jeg selv fandt den Tale baade ubillig og i høj Grad ubetimelig, har jeg gentagne Gange offenlig udtalt. Jeg er ogsaa ganske overbevist om, at Provst Brobergs Udnævnelse gennemgaaende vil blive hilst med Tilfredshed af Befolkningen. Han er jo ikke alene en paalidelig Demokrat . Han hører ogsaa som Præst til ^ vore mest frisindede. At Enslev vil misbillige Udnævnelsen og maaske opfatte den som en personlig Krænkelse, er jeg forberedt paa. Men vi har efterhaanden maattet opgive at værge os mod den Gamles Mistænksomhed. Hvad vi end gør, ser han jo et Forræderi deri . Og vi kan dog ikke forsvare af den Grund ingenting at udrette. Det er tvingende nødvendigt, dersom ikke det hele skal styrte sammen over Hovedet paa os, at vi nu samler alle gode og sunde Kræfter i Folket ^ og skaffer dem Arbejdsro. Vi har haft Ufred nok. Hvordan vi i økonomisk Henseende sidder i det, behøver De og jeg ikke at diskutere. En af vore ledende Bankmænd talte for et Øjeblik siden alt andet end forhaabningsfuldt til mig om Udsigterne for vort nye ^ Statslaan, og det kan jo desværre ikke fragaaes, at vor Kredit som overhovedet vor Anseelse i Udlandet ^ er synkende.«

Direktør Zaun saae til Siden og trak Munden op til det ene Øre med sit forlegne Rovdyrssmil .

I, 371 Direktør Zaun saae til Siden og trak Munden op til Øret med sit forlegne Rovdyrsmil .

Direktør Zaun saae til Siden og trak Munden op til Øret med sit forlegne Rovdyrsmil .

30 » Jeg tillod mig engang at sende Dem et Udkast til en Finansplan.«

» Jeg tillod mig engang at sende Dem et Udkast til en Finansplan.«

»Javist! Jeg husker det!«

» Og siden et Forslag til en Toldreform.«

» Og ^ et Forslag til en Toldreform.«

» Ja – ogsaa det! Men det vilde betyde mere, Direktør Zaun, dersom De og jeg i Forening kunde lære det danske Folk at sætte Tæring efter Næring og rette Pynten efter Mønten. I det hele taget : vi har ^ vistnok overdrevet Tilliden til den Slags ydre Foranstaltninger . Vi maa se at blive enige om, at det er indenfra , vor hele Misere skal ophjælpes, og til en saadan Genrejsning af Nationens Kraft behøver vi ogsaa Kirkens Bistand ... behøver vi maaske ganske særlig Kirkens Bistand. Aldeles bortset fra, hvordan vi personlig stiller os til det religiøse Problem , bliver vi jo dog nødt til at indrømme Religionens opdragende Betydning for den overvejende Del af Befolkningen. Og Sagen er jo dog saa alvorlig , ikke sandt , at enhver god dansk Borger – altsaa ogsaa De, Direktør Zaun – maa kunne ofre nogle private Meninger og personlige Sympatier eller Antipatier for det heles Vel.«

» Ja – ogsaa det! Men det vilde betyde mere, Direktør Zaun, dersom De og jeg i Forening kunde lære det danske Folk at sætte Tæring efter Næring og rette Pynten efter Mønten. I det hele taget ^ har vi vistnok overdrevet Tilliden til ^ ydre Foranstaltningers Nytte . Vi maa se at blive enige om, at det er indefra , vor hele Misere skal ophjælpes, og til en saadan Genrejsning af Nationens Kraft behøver vi ogsaa Kirkens Bistand ... behøver vi maaske ganske særlig Kirkens Bistand. Aldeles bortset fra, hvordan vi personlig stiller os til det religiøse Spørgsmaal , bliver vi ^ nødt til at indrømme Religionens ^ Betydning for den overvejende Del af Befolkningen. Og Sagen er jo dog saa alvorlig ^ , at enhver god dansk Borger – altsaa ogsaa De, Direktør Zaun – maa kunne ofre nogle private Meninger og personlige Sympatier eller Antipatier for det Heles Vel.«

» Ja — ogsaa det! Men det vilde betyde mere, Direktør Zaun, dersom De og jeg i Forening kunde lære det danske Folk at sætte Tæring efter Næring og rette Pynten efter Mønten. I det hele taget ^ har vi vistnok overdrevet Tilliden til ^ ydre Foranstaltningers Nytte . Vi maa se at blive enige om, at det er indefra , vor hele Misere skal ophjælpes, og til en saadan Genrejsning af Nationens Kraft behøver vi ogsaa Kirkens Bistand ... behøver vi maaske ganske særlig Kirkens Bistand. Aldeles bortset fra, hvordan vi personlig stiller os til det religiøse Spørgsmaal , bliver vi ^ nødt til at indrømme Religionens ^ Betydning for den overvejende I, 269 Del af Befolkningen. Og Sagen er jo dog saa alvorlig ^ , at enhver god dansk Borger — altsaa ogsaa De, Direktør Zaun — maa kunne ofre nogle private Meninger og personlige Sympatier eller Antipatier for det Heles Vel.«

» Ja – ogsaa det! Men det vilde betyde mere, Direktør Zaun, dersom De og jeg i Forening kunde lære det danske Folk at sætte Tæring efter Næring og rette Pynten efter Mønten. I det hele taget ^ har vi vistnok overdrevet Tilliden til ^ ydre Foranstaltningers Nytte . Vi maa se at blive enige om, at det er indefra , vor hele Misere skal ophjælpes, og til en saadan Genrejsning af Nationens Kraft behøver vi ogsaa Kirkens Bistand ... behøver vi maaske ganske særlig Kirkens Bistand. Aldeles bortset fra, hvordan vi personlig stiller os til det religiøse Spørgsmaal , bliver vi ^ nødt til at indrømme Religionens ^ Betydning for den overvejende I, 270 Del af Befolkningen. Og Sagen er jo dog saa alvorlig ^ , at enhver god dansk Borger – altsaa ogsaa De, Direktør Zaun – maa kunne ofre nogle private Meninger og personlige Sympatier eller Antipatier for det Heles Vel.«

Hr. Zaun vilde sige noget ^ men opgav det som med en heroisk Beslutning. I det næste Øjeblik rejste han sig med et pludseligt Sæt . Det var , som om han slyngedes i Vejret af en Fjeder i Stolesædet.

Hr. Zaun vilde sige noget ^ men opgav det sorn med en heroisk Beslutning. Og samtidig rejste han sig med et ^ Sæt ^ , som om han slyngedes i Vejret af en Fjeder i Stolesædet.

Hr. Zaun vilde sige noget , men opgav det som med en heroisk Beslutning. Og samtidig rejste han sig med et ^ Sæt ^ , som om han slyngedes i Vejret af en Fjeder i Stolesædet.

» Jeg skal ikke gøre noget ^ Forsøg paa at forklare 31 mit Standpunkt. Det vilde kun opholde Dem ,« sagde han og bukkede stift. » Jeg beder Dem altsaa undskylde, at jeg omsonst har gjort Ulejlighed.«

» Jeg skal ikke gøre noget yderligere Forsøg paa at forsvare mit Standpunkt. Det vilde kun opholde Dem . Jeg beder ^ undskylde, at jeg ^ har gjort Ulejlighed.«

» Alt forladt!« svarede Ministeren.

I, 372 » Alt forladt!« svarede Ministeren.

» Alt forladt!« svarede Ministeren.

Hr. Zaun blev endnu staaende et Øjeblik, som om han ventede paa noget. Saa bukkede han igen og foer mod Døren. Men da han stod med Haanden paa Laasen, standsede han. Med et Ansigt, der var blegt af Sindsbevægelse, vendte han sig om og løftede Panden.
» Jeg følger Enslev!« forkyndte han og stormede i det samme bort, som om han havde udkastet en Bombe og flygtede for Virkningen.

Hr. Zaun blev endnu staaende et Øjeblik, som om han ventede paa noget. Saa bukkede han stift og foer mod Døren. ^

Tyrstrup , der var bleven siddende, saae forbavset efter ham. Lidt efter rejste han sig hovedrystende og vendte tilbage til Folketingssalen .
Da Hr. Zaun var naaet ned paa den taagede Gade, hørte han et Taarnur slaa. Det standsede ham et Øjeblik i Farten. Trods sin stærke Ophidselse kom han til at tænke paa, at Posten med de sidste udenlandske Aviser nu maatte være kommen og laa hjemme paa hans Bord. ⇕ ⇒ Men saa uhyre var hans Optagethed af det store politiske Sammenstød, som efter hans Mening nu var uundgaaeligt, at han bestemte sig til at svigte baade Kæmpebranden i New York, Musette-Processen i Paris, Ministerkrisen i Bulgarien, Londoner-Firmaet Blackbourns Fallit, de 32 tre indebrændte Børn i Frankfurt, det mærkelige Gravfund ved Toulouse, Droskestrejken i Wien, den forsvundne engelske Rejsende i Jerusalem og de hundrede andre Begivenheder fra alle fem Verdensdele, som hans Sind var fyldt af. Han skyndte sig op ad Bredgade og drejede ind paa Skt Annæ Plads , hvor Enslev boede.
Tyrstrup var imidlertid vendt tilbage til Folketingssalen. Her stod den gamle Bondemand endnu ^ paa Katederet og talte til Stenograferne og Rektor Bohse om sin Lokalbane, og inde i Vinduesfordybningen holdt Gjærup stadig Jørgen Højbo fangen tilligemed en anden af Tingets kendte Medlemmer, Lærer Tanning, som i Mellemtiden var bleven kaldt til for at deltage i den fortrolige Raadslagning .
Da Tyrstrup kom der forbi paa Vejen til Ministerbordet, forstod han straks, at der var noget igære. Han gik derfor hen og hilste paa dem og indledede en Samtale .

Tyrstrup ^ vendte tilbage til Folketingssalen , hvor ^ den gamle Bondemand endnu stod paa Katederet og talte til Stenograferne og Rektor Bohse . I Vinduesfordybningen holdt Gjærup stadig Jørgen Højbo fast tilligemed et andet af Tingets kendte Medlemmer, Lærer Tanning, som i Mellemtiden var bleven tilkaldt for at deltage i den fortrolige Raadslagning ^ .

Gjærup havde meddelt sine Venner, hvad han vidste om Grunden til, at Tyrstrup havde forladt Salen, og Meddelelsen foruroligede dem noget , fordi det var ^ bekendt, at Direktør Zaun i Øjeblikket var Løbebud for Enslev, og de havde ingen rigtig Tillid til Ministerchefens Standhaftighed. Navnlig var Gjærup syg af Ængstelse for, at Tyrstrup alligevel i sidste 33 Øjeblik skulde gøre Enslev Indrømmelser i Ministerspørgsmaalet ^ .

Gjærup havde meddelt sine Venner, hvad han vidste om Grunden til, at Tyrstrup havde forladt Salen, og hans Meddelelse foruroligede ^ , fordi det var dem bekendt, at Direktør Zaun i Øjeblikket var Løbebud for Enslev, og fordi ingen af dem havde Tillid til Ministerchefens Standhaftighed. Navnlig var Gjærup syg af Ængstelse for, at Tyrstrup alligevel i sidste Øjeblik skulde gøre Enslev Indrømmelser i Ministerspørgsmaalet .
Da Tyrstrup nu gik dem forbi paa Vej til Ministerbordet, standsede de ham og udbad sig en Samtale .

» Vi staar ^ og taler om den Notits, som » Femte Juni« har iaften om Provst Broberg,« sagde Jørgen Højbo. » Der nævnes ganske vist ikke noget Navn. Det vover de sig dog ikke til. Men der er sørget godt nok ^ for, at vi ikke skal tage fejl af Manden. Og det er jo nemt at forstaa, hvad der er Hensigten med at kaste Skarn paa Broberg lige i dette Øjeblik.«

» Vi staar ^ og taler om den Notits, som » Femte Juni« havde idag om Provst Broberg,« sagde Jørgen Højbo. » Der nævnes ganske vist ikke noget Navn. Det vover de sig dog ikke til. Men der er ^ godt nok sørget for, at vi ikke skal tage fejl af Manden. Og det er jo nemt at forstaa, hvad der er Hensigten med at kaste Skarn paa Broberg lige i dette Øjeblik.«

» Vi staar her og taler om den Notits, som » Femte Juni« havde idag om Provst Broberg,« sagde Jørgen Højbo. » Der nævnes ganske vist ikke noget Navn. Det vover de sig dog ikke til. Men der er ^ godt nok sørget for, at vi ikke skal tage fejl af Manden. Og det er jo nemt at forstaa, hvad der er Hensigten med at kaste Skarn paa Broberg lige i dette Øjeblik.«

» Hvad er det for en Notits?«

I, 373 » Hvad er det for en Notits?«

» Hvad er det for en Notits?«

» Har De ikke set den?«

Gjærup trak et omhyggeligt sammenlagt Eksemplar af » Femte Juni« op af sin Brystlomme. Tyrstrup tog det tøvende. Han var helst fri for at læse Bladet. Han kendte disse smaa ondartede Meddelelser, underskrevet med et eller andet af Bladets sædvanlige Medarbejder-Mærker, men tydelig inspireret af Redaktøren og bestilt af Enslev selv, der desværre ikke skyede noget Middel, heller ikke Bagvaskelsen, naar det galdt om at komme en Modstander tillivs.

Gjærup trak et omhyggeligt sammenlagt Eksemplar af » Femte Juni« op af sin Brystlomme. Tyrstrup tog det tøvende. Han var helst fri for at læse Bladet. Han kendte disse smaa ondartede Meddelelser, underskrevne med et eller andet af Bladets sædvanlige Medarbejder-Mærker, men tydelig inspireret af Redaktøren og bestilt af Enslev selv, der desværre ikke skyede noget Middel, heller ikke Bagvaskelsen, naar det galdt om at komme en Modstander tillivs.

I, 270 Gjærup trak et omhyggeligt sammenlagt Eksemplar af » Femte Juni« op af sin Brystlomme. Tyrstrup tog det tøvende. Han var helst fri for at læse Bladet. Han kendte disse smaa ondartede Meddelelser, underskrevne med et eller andet af Bladets sædvanlige Medarbejder-Mærker, men tydelig inspireret af Redaktøren og bestilt af Enslev selv, der desværre ikke skyede noget Middel, heller ikke Bagvaskelsen, naar det galdt om at komme en Modstander tillivs.

I, 271 Gjærup trak et omhyggeligt sammenlagt Eksemplar af » Femte Juni« op af sin Brystlomme. Tyrstrup tog det tøvende. Han var helst fri for at læse Bladet. Han kendte disse smaa ondartede Meddelelser, underskrevne med et eller andet af Bladets sædvanlige Medarbejder-Mærker, men tydelig inspireret af Redaktøren og bestilt af Enslev selv, der desværre ikke skyede noget Middel, heller ikke Bagvaskelsen, naar det galdt om at komme en Modstander tillivs.

» En i disse Dage i Anledning af Ministerskiftet paany omtalt Præst,« begyndte den lille Petit-Artikel, der var undertegnet Klavs Klumpe og helt igennem skrevet i denne yndede Medarbejders kaade Bajadsstil. Den berettede om, hvorlunde denne Guds Mand nylig havde været særdeles virksom for at faa en 34 af Præsterne i sit Provsti, den nu i Jylland og Fyn meget skattede Vækkelsesprædikant Mads Vestrup, fradømt Kjole og Krave . Denne haarde Fremfærd mod en Embedsbroder var saa meget mere bemærkelsesværdig, som der nu hviskedes om , at Provsten ^ selv ofte viste besøgende Kvinder af de yngre Aargange sin faderlige Velvilje paa en Maade, der ofte havde vakt Anstød – –. ^ ^

» En i disse Dage i Anledning af Ministerskiftet paany omtalt Præst,« begyndte den lille Petit-Artikel, der i en lystig Tone berettede om, hvorlunde denne Guds Mand nylig havde været særdeles virksom for at faa en af Præsterne i sit Provsti, den nu i Jylland og Fyn meget skattede Vækkelsesprædikant Mads Vestrup, fradømt Kjole og Krave ^ , skønt Provsten ofte selv ^ viste besøgende Kvinder af de yngre Aargange sin faderlige Velvilje paa en Maade, der kunde misforstaaes .

Da Tyrstrup gav Bladet tilbage, var hans Ansigt meget alvorligt.

»Ja, det er sandelig ikke for tidligt, at der bliver sat en Stopper for saadanne skammelige Skriverier,« sagde Jørgen Højbo, der var en smuk gammel Bondemand med et Par dybtliggende Øjne . Han havde i mange Aar hørt til Enslevs nærmeste Kres, men efter den berygtede Strige-Tale havde han opsagt ham Venskabet og var nu en af de Mænd i Partiet, der stod ham haardest imod .

» Det er sandelig ikke for tidligt, at der bliver sat en Stopper for den Slags skammelige Skriverier,« sagde Jørgen Højbo, der var en ^ gammel Bondemand med et Par luende Øjne ^ .

Lærer Tanning – en yngre, skægløs Fynbo med en rød Svulst, der sad midt i Panden som Rosenstokken af et Enhjørningshorn – sagde nu:
» Gjærup mener, at vi foreløbig rent privat skal indkalde Repræsentanter for de forskellige Partiafskygninger til et Møde for ^ at drøfte den politiske Situation og » Femte Juni«s Forhold til den . Vi kunde saa ved samme Lejlighed tage denne sidste Gemenhed op til nærmere Forhandling .«

Lærer Tanning sagde: » Gjærup mener, at vi foreløbig rent privat skal indkalde Repræsentanter for de forskellige Partiafskygninger til et Møde for i det hele I, 374 at drøfte den politiske Situation og » Femte Juni«s Forhold til den ^ .«

Lærer Tanning sagde: » Gjærup mener, at vi foreløbig rent privat skal indkalde Repræsentanter for de forskellige Partiafskygninger til et Møde for i det hele at drøfte den politiske Situation og » Femte Juni«s Forhold til den ^ .«

35 Jørgen Højbo oplyste, at han havde givet Tanken sin Tilslutning, og Lærer Tanning erklærede det for paatrængende nødvendigt, at Mødet blev bragt i Stand hurtigst muligt. » Femte Juni« var jo endnu i manges Øjne Partiets Hovedorgan, fordi Enslevs Navn stod paa det. Men hvilken Dom skulde man fælde over et Parti, der tillod, at selve dets Æresformand skovlede Penge ind fra en Avis, som ^ forfulgte Partiets bedste Mænd med den gemeneste Haan ?

Jørgen Højbo oplyste, at han havde givet Tanken sin Tilslutning, og Gjærup erklærede det for paatrængende nødvendigt, at Mødet blev bragt i Stand hurtigst muligt. » Femte Juni« var jo endnu i manges Øjne Partiets Hovedorgan, fordi Enslevs Navn stod paa det. Men hvilken Dom skulde Eftertiden fælde over et Parti, der tillod, at selve dets Æresformand skovlede Penge ind fra en Avis, som paa den gemeneste Maade forfulgte Partiets bedste Mænd ^ ?

Tyrstrup indvendte her imod , at det var Samuelsen, der var Bladets Redaktør og ansvarlig for dets Indhold, ikke Enslev.

Tyrstrup indvendte herimod , at det var Samuelsen, der var Bladets Redaktør og ansvarlig for dets Indhold, ikke Enslev.

» Men Enslev er » Femte Juni«s Udgiver,« svarede den anden. » Og trods alle vore Henstillinger er Bladets Tone bleven den samme. Nu maa der gøres en Ende paa Forargelsen. Jeg siger det lige ud: det er uanstændigt, at den Mand endnu sidder som Partiets Formand, og mit private Forslag skal være det, at han ved Aarsmødet i November udenvidere nedstemmes.«

» Men Enslev er » Femte Juni«s Udgiver,« svarede de andre. Og Lærer Tanning fortsatte: » Trods alle vore Henstillinger er Bladets Tone bleven den samme. Nu maa der gøres en Ende paa Forargelsen. Jeg siger det lige ud: det er uanstændigt, at den Mand endnu sidder som Partiets Formand, og mit private Forslag skal være det, at han ved Aarsmødet i November udenvidere nedstemmes.«

» Men Enslev er » Femte Juni«s Udgiver,« svarede de andre. I, 271 Og Lærer Tanning fortsatte: » Trods alle vore Henstillinger er Bladets Tone bleven den samme. Nu maa der gøres en Ende paa Forargelsen. Jeg siger det lige ud: det er uanstændigt, at den Mand endnu sidder som Partiets Formand, og mit private Forslag skal være det, at han ved Aarsmødet i November udenvidere nedstemmes.«

» Men Enslev er » Femte Juni«s Udgiver,« svarede de andre. I, 272 Og Lærer Tanning fortsatte: » Trods alle vore Henstillinger er Bladets Tone bleven den samme. Nu maa der gøres en Ende paa Forargelsen. Jeg siger det lige ud: det er uanstændigt, at den Mand endnu sidder som Partiets Formand, og mit private Forslag skal være det, at han ved Aarsmødet i November udenvidere nedstemmes.«

Hvad der her blev udtalt i Hidsighed, svarede temmelig nøje ^ til, hvad de andre ved sig selv havde tænkt, og Ordene efterfulgtes ^ af en lidt forlegen Tavshed . Hr. Tanning selv blev pludselig lidt betænkelig ved sin Aabenhed , og Gjærup , der under hele Samtalen havde staaet tavs med Hænderne paa Ryggen, saae sig forsigtig omkring for at overbevise sig om, at ingen andre havde hørt noget.

Skønt det Ønske, der her blev udtalt i Hidsighed, ^ temmelig nøje svarede til, hvad de andre tænkte i Stilhed, efterfulgtes Ordene af ^ forlegen Tavshed ^ , og Gjærup ^ saae sig forsigtigt omkring for at overbevise sig om, at ingen andre havde hørt noget.

^ ^

I, 375 III .

III

⇕ Toldere og Syndere III, 1.4

⇕ De Dødes Rige 4.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 4.3

36 S amtidig med, at Rigsdagen aabnedes, havde Enslev igen bosat sig i København. Det smukke Landsted ved Furesøen, hvortil han for to Aar siden trak sig tilbage for at leve Resten af sit Liv som en fredelig Urtegaardsmand , havde han solgt, og af den store Almenhed opfattedes dette Salg som en ny Bekræftelse paa Rygtet om, at det var hans Hensigt ved første givne Lejlighed at styrte Tyrstrup for selv igen at overtage Magten.

Samtidig med, at Rigsdagen aabnedes, havde Enslev igen bosat sig i København. Det smukke Landsted ved Furesøen, hvortil han for to Aar siden trak sig tilbage ^ , havde han solgt, og af den store Almenhed opfattedes dette Salg som en ^ Bekræftelse paa Formodningen om, at det var hans Hensigt ved første givne Lejlighed at styrte Tyrstrup for selv igen at overtage Magten.

Da Hr. Zaun stod foran Huset , hvor Enslev ^ boede , og ude fra Kørebanen saae, at der var mørkt i Modtagelsesværelserne, vovede han sig ^ ikke derop. Det var jo bleven silde. Maaske var den Gamle allerede gaaet til Ro.

^ Hr. Zaun havde fra Rigsdagen skyndt sig ned til Skt. Annæ Plads , hvor Enslev nu boede . Da han stod foran Huset og ude fra Kørebanen saae, at der var mørkt i Modtagelsesværelserne, vovede han sig dog ikke derop. Det var jo bleven silde. Maaske var den Gamle allerede gaaet til Ro.

Han havde just vendt sig skuffet bort, da en Automobil kom susende og holdt udenfor Porten. En høj Dame steg ud, og han genkendte hende straks i Lygteskæret .

Han vendte sig skuffet bort, da et Automobil i det samme kom susende og holdt udenfor Porten. En høj Dame steg ud .

»Undskyld! ... Godaften, Frøken Evaldsen .«
Han havde stillet sig i Vejen for hende med Hatten i Haanden.
»Kære, er det Dem, Zaun! De gjorde mig forskrækket.«

»Undskyld! ... Godaften, Frøken Evaldsen !«
»Kære, er det Dem, Zaun! De havde nær gjort mig forskrækket.«

» Undskyld ... vil De sige mig, om De tror ^ , at Enslev kan modtage mig iaften?«

» Undskyld ... vil De sige mig, ^ tror De , at Enslev kan modtage mig iaften?«

»Nej, det er vist ganske umuligt. Jeg fik netop 37 at vide , at han har maattet gaa tilsengs. Det er de gamle Stensmerter. Professor Hagen er bleven kaldt . Han er vist deroppe nu. Bendix er jo desværre bortrejst. – Hvorfor vil De forresten tale med Enslev ? Er der noget nyt?«

»Nej, det er sikkert ganske umuligt. Jeg fik netop Telefonbud om , at han har maattet gaa tilsengs. Det er de gamle Stensmerter. Professor Hagen er bleven tilkaldt . Han er vist deroppe nu. Bendix er jo desværre bortrejst. – Hvorfor vil De forresten tale med ham ? Er der noget nyt?«

»Nej, det er sikkert ganske umuligt. Jeg fik netop Telefonbud om , at han har maattet gaa tilsengs. Det er de gamle Stensmerter. Professor Hagen er bleven tilkaldt . Han er vist deroppe nu. I, 272 Bendix er jo desværre bortrejst. — Hvorfor vil De forresten tale med ham ? Er der noget nyt?«

»Nej, det er sikkert ganske umuligt. Jeg fik netop Telefonbud om , at han har maattet gaa tilsengs. Det er de gamle Stensmerter. Professor Hagen er bleven tilkaldt . Han er vist deroppe nu. I, 273 Bendix er jo desværre bortrejst. – Hvorfor vil De forresten tale med ham ? Er der noget nyt?«

Zaun saae sig tilbage og ventede med at svare, indtil Automobilen var kørt.

I, 376 Zaun saae sig tilbage og ventede med at svare, indtil Automobilet var kørt.

Zaun saae sig tilbage og ventede med at svare, indtil Automobilet var kørt.

» Jeg kommer lige fra Tyrstrup.«

» Jeg kommer ^ fra Tyrstrup.«

»Naa?« – Frøkenen betragtede hans Ansigt med Spænding og greb ham uvilkaarligt i Armen. ^ » Hvad sagde han?«

»Naa?« – Frøkenen ^ greb ham uvilkaarligt i Armen. – » Hvad sagde han?«

»Naa?« — Frøkenen ^ greb ham uvilkaarligt i Armen. — » Hvad sagde han?«

»Naa?« – Frøkenen ^ greb ham uvilkaarligt i Armen. – » Hvad sagde han?«

» Det bliver Provst Broberg. Han indrømmede det ikke lige ud, men der er ingen Tvivl ... Det er med andre Ord en aaben Krigserklæring.«

Frøken Evaldsen trak langsomt Haanden til sig og knyttede den.

» At de Skurke vover det! ... At de ikke skammer sig!«

» Tror De, der er nogen Udsigt til, at jeg kan faa Enslev i Tale imorgen Formiddag?« spurgte Zaun efter en Pavse . » For nu maa der jo handles ! Og allerførst maa vi vel holde Mandtal over vore Folk.«

» Tror De, der er nogen Udsigt til, at jeg kan faa Enslev i Tale imorgen Formiddag?« spurgte Zaun ^ . » For nu maa der jo handles !«

» Kom Klokken 12. Dersom det er muligt, skal jeg sørge for, at De kommer ind til ham. – Er der ellers noget?«

» Kom Klokken tolv! Dersom det er muligt, skal jeg sørge for, at De kommer ind til ham. – Er der ellers noget?«

» Kom Klokken tolv! Dersom det er muligt, skal jeg sørge for, at De kommer ind til ham. — Er der ellers noget?«

» Kom Klokken tolv! Dersom det er muligt, skal jeg sørge for, at De kommer ind til ham. – Er der ellers noget?«

» Jeg tror ikke. Ja, det vil sige ... De har vel set, at Mazuranic er død.«

38 »Hvem?«

»Hvem?«

» Bulgariens Ministerpræsident. Han er død i Wien efter en Operation. Det var den meget ansete Professor Richter, der opererede ham, og Operationen varede godt og vel tre Timer. Igaar saae det ^ ud , som om han skulde komme sig; men nu er han altsaa død. Det skal blive interessant at se, om Njegosch eller Frederovic bliver hans Efterfølger. Jeg tror, det bliver Njegosch.«

» Bulgariens Ministerpræsident. Han er død i Wien efter en Operation. Det var den meget ansete Professor Richter, der opererede ham, og Operationen varede ^ tre Timer. Igaar saae det jo ud til, at han skulde komme sig; men nu er han altsaa død. Det skal blive interessant at se, om Njegosch eller Frederovic bliver hans Efterfølger. Jeg tror, det bliver Njegosch.«

» Kan det ha’ nogen Betydning for os?« spurgte Frøken Evaldsen. » Hvad har vi med Bulgarien at gøre?«

I, 377 » Kan det faa nogen Betydning for os?« spurgte Frøken Evaldsen. » Hvad har vi med Bulgarien at gøre?«

» Kan det faa nogen Betydning for os?« spurgte Frøken Evaldsen. » Hvad har vi med Bulgarien at gøre?«

» Næ ^ ^ – Betydning ? – Næ, det kan det naturligvis ikke.«

» Naa – næ – Betydning ?«

» Naa — næ — Betydning ?«

» Naa – næ – Betydning ?«

»Ja, maa jeg saa være fri, Zaun! ... Godnat!«

Oppe i det store Soveværelse sad Professor Asmus Hagen i en Lænestol ved Siden af Enslevs Seng. For at skaffe den syge Mand Ro til Natten havde han givet ham en Morfinindsprøjtning og ventede nu paa Virkningen. Enslev sad oprejst i Sengen med et Par Puder i Ryggen. Trods Lægens gentagne Anmodning havde han ikke villet lægge sig ned, idet han vranten erklærede, at den Stilling kunde ^ tidsnok blive hans naturlige Hvilestilling . I sin Utaalmodighed havde han desuden forlangt, at alle Lamperne i Loftet skulde brænde. Det store Rum – Lejlighedens egenlige Spisesal – ^ med den smalle Seng og 39 de faa Møbler gjorde et uhyggeligt, koldt og øde Indtryk, og det stærke Lys skinnede ned over det ^ som til en Fest for usynlige Gæster.

Oppe i det store Soveværelse sad ^ Asmus Hagen i en Lænestol ved Siden af Enslevs Seng. For at skaffe den syge Mand Ro til Natten havde han givet ham en Morfinindsprøjtning og ventede nu paa Virkningen. Enslev sad oprejst i Sengen med et Par Puder i Ryggen. Trods Lægens gentagne Paabud havde han ikke villet lægge sig ned, idet han vranten erklærede, at den Stilling kunde han tidsnok tvinges til at indtage . I sin Mørkefrygt havde han desuden forlangt, at ^ Lamperne i Loftet skulde brænde. Den store Stue – Lejlighedens egenlige Spisesal – gjorde med sine faa Møbler ^ et koldt og øde Indtryk, og det stærke Lys skinnede uhyggeligt ned over det tomme Rum som til en Fest for usynlige Gæster.

Oppe i det store Soveværelse sad ^ Asmus Hagen i en Lænestol ved Siden af Enslevs Seng. For at skaffe den syge Mand Ro til Natten havde han givet ham en Morfinindsprøjtning og ventede nu paa Virkningen. Enslev sad oprejst i Sengen med et Par Puder i Ryggen. Trods Lægens gentagne Paabud havde han I, 273 ikke villet lægge sig ned, idet han vranten erklærede, at den Stilling kunde han tidsnok tvinges til at indtage . I sin Mørkefrygt havde han desuden forlangt, at ^ Lamperne i Loftet skulde brænde. Den store Stue — Lejlighedens egenlige Spisesal — gjorde med sine faa Møbler ^ et koldt og øde Indtryk, og det stærke Lys skinnede uhyggeligt ned over det tomme Rum som til en Fest for usynlige Gæster.

Oppe i det store Soveværelse sad ^ Asmus Hagen i en Lænestol ved Siden af Enslevs Seng. For at skaffe den syge Mand Ro til Natten havde han givet ham en Morfinindsprøjtning og ventede nu paa Virkningen. Enslev sad oprejst i Sengen med et Par Puder i Ryggen. Trods Lægens gentagne Paabud havde han I, 274 ikke villet lægge sig ned, idet han vranten erklærede, at den Stilling kunde han tidsnok tvinges til at indtage . I sin Mørkefrygt havde han desuden forlangt, at ^ Lamperne i Loftet skulde brænde. Den store Stue – Lejlighedens egenlige Spisesal – gjorde med sine faa Møbler ^ et koldt og øde Indtryk, og det stærke Lys skinnede uhyggeligt ned over det tomme Rum som til en Fest for usynlige Gæster.

Smerterne havde allerede fortaget sig, og ogsaa paa anden Maade sporedes Morfinens Virkning. Enslev begyndte at blive livlig og fortællelysten . Han talte spøgende om den gode Handel, han havde gjort med sit Landsted ; og da Asmus Hagen spurgte ham, om han ikke troede, han vilde komme til at savne Freden derude og de smukke Omgivelser, svarede han, at han endnu ikke var bleven svaghjernet nok til at kunne omgaas Naturen .

Smerterne havde allerede fortaget sig, og ogsaa paa anden Maade sporedes Morfinens Virkning. Enslev begyndte at blive meddelsom . Han fortalte spøgende om den gode Handel, han havde gjort med sit Landsted , og gav sig derpaa til at tale til Asmus Hagen om hans Broder, Jægermesteren, hvis Folketingsmandat han lykønskede til ^ .

⇕ ⇒ » Det hele var en Misforstaaelse. Vi Landsbybørn gemmer allesammen i vor inderste Hjertefold en Hyrdedrøm om at ende vore Dage i en fredelig Kaalhave. Vi ser os i Aanden tage en idyllisk Afsked med Livet som Patriark med en grønmalet Vandkande i Haanden ... en sølvermanket Emeritus i Stil med Rektor Bohse. Og saa gaar det os for det meste som Emigranterne, der efter et langt Liv tilbragt i Hjemve vender tilbage til Fædrelandet og føler sig haabløst fremmede der. Et Mandfolk mister under Livets Kamp tilsidst Organet for Idyllen. De vil engang selv gøre den Erfaring, Professor Hagen!«
Han talte videre om Landlivets Søvnagtighed og om den Basilisk, der i de lange Vinteraftener anbragte sig overfor En og gabede som en Flodhest. 40 Og da Asmus Hagen hertil indvendte, at man dog altid kunde fordrive Kedsomheden ved Læsning, rystede den Gamle paa Hovedet og svarede, at for et Menneske, der havde været vant til at omsætte sin Vitalitet i Handling, var en Bog omtrent det slettest mulige Selskab.
» Sæt en gammel Invalid til at læse Krigshistorie, og han vil hurtigt kaste Bogen fra sig af Ærgrelse over, at han maa sidde der i sin Lænestol og læse om andres Bedrifter. Saa foretrækker han en Æske Tinsoldater eller at sidde og glo paa sit eget Billede i Spejlet. Men vil De sige mig, Professor Hagen, hvor længe udholder et tænkende Menneske at være ene med sig selv?«
Saadan blev han ved at tale, og Morfinrusen gjorde ham stadig mere aabenhjertig. Men nu gik Døren til Sideværelset sagte op, og Frøken Evaldsen stak Hovedet ind.
» Kommer jeg til Ulejlighed?«
» Det ser De jo!« svarede Enslev, ærgerlig over Afbrydelsen. » Hvad vil De her?«
Hovedet forsvandt, Døren lukkedes, og Asmus Hagen rejste sig lidt efter for at gaa. Men Enslev bad ham om at blive, og han satte sig igen.
Enslev gav sig derpaa til at tale til ham om hans Broder, Jægermesteren. Han lykønskede ham i Anledning af dennes Folketingsmandat og sagde:
41 » Han er maaske ingen fremragende Taler , men han har dog allerede forstaaet at skaffe sig en vis Position i Tinget. Han har jo ogsaa en særdeles entreprenant Frue. Jeg venter mig en Del af ham.«

» Han er maaske ingen fremragende Taler ^ men ^ har dog allerede forstaaet at skaffe sig en vis Position i Tinget. Han har jo ogsaa en særdeles entreprenant Frue. Jeg venter mig en Del af ham.«

Asmus Hagen tav hertil. Han havde selv en ganske anden Mening om den Anseelse, Broderen nød som offenlig Personlighed, og ^ Enslevs Ord skulde aabenbart heller ikke tages fuldt alvorlig ^ .

I, 378 Asmus Hagen tav hertil. Han havde selv en ganske anden Opfattelse af den Anseelse, Broderen nød som offenlig Personlighed, og han havde heller ikke Indtryk af, at Enslevs Ord var alvorlig mente .

Asmus Hagen tav hertil. Han havde selv en ganske anden Opfattelse af den Anseelse, Broderen nød som offenlig Personlighed, og han havde heller ikke Indtryk af, at Enslevs Ord var alvorlig mente .

» Det er blevet mig sagt, at han i disse Dage har solgt »Storeholt«. Forholder det sig rigtigt? Man har ment, at det er hans Svigerfar, der har overtaget den. Hvad er det, den Mand hedder ? «

» Det er blevet mig sagt, at han i disse Dage har solgt »Storeholt«. Forholder det sig rigtigt? Det skal være hans Svigerfar, der har overtaget den. Hvad er det, den Mand hedder ?«

»Søholm.«

» En Kaffeagent, ikke sandt? Men han skal jo være Millionær, saa jeg forstaar ikke rigtig Forholdet.«

» Han er jo Millionær, saa jeg forstaar ikke rigtig Forholdet.«

Ogsaa hertil tav Asmus Hagen, hvem Tabet af den gamle Slægtsgaard var gaaet bittert til Hjertet. Desuden mente han i Enslevs Tone at kunne spore en lille skjult Tilfredshed ved Tanken om den Ydmygelse, der her igen var overgaaet en af Landets gamle, fornemme Familjer.
Enslev gik iøvrigt ikke nærmere ind paa Sagen. Han benyttede kun Lejligheden til at fortælle Asmus Hagen om et Sammenstød, han for et halvt Aarhundrede siden som ung Student havde haft med hans Far, Etatsraaden, der dengang sad som Assistent 42 i et af Ministerierne og var en af Byens unge Levemænd.
» Jeg ser ham endnu ganske livagtigt for mig, som han den Morgen kom ridende langs Østervold sammen med en ung, smuk Dame ... maaske var det hende, der senere blev Deres Mor. Jeg kendte ham af Udseende fra Studenterforeningen og vidste ogsaa, at han var Stamherren til det rige Storeholt, hvad der naturligvis blev gjort en Del Væsen af deroppe. Forresten havde vi kort i Forvejen karamboleret i Foreningens Læsestue i en eller anden latterlig Anledning – jeg tror, det var en Avis, han vilde snappe for Næsen af mig – og da han nu paa Frastand faar Øje paa mig, ser jeg tilfældigvis, at han skubber til Damen med Albuen og siger noget, der faar hende til at le. Dagen efter søgte jeg ham op og afkrævede ham en Forklaring, og det endte drabeligt nok med, at jeg udfordrede ham paa Rytterpistoler. Mindre kunde dengang ikke gøre det! ... Femogtyve Aar efter, da Deres Far og jeg mødtes ved en politisk Festlighed i København – det var kort Tid efter, at han til sine Standsfællers største Forskrækkelse havde aabenbaret liberale Anskuelser – mindede han mig om den gamle Historie i en elskværdig Skaaltale, og vi stod siden den Tid paa den venskabeligste Fod med hinanden.«
43 Asmus Hagen smilte lidt af Høflighed men svarede iøvrigt ikke noget. Det var ikke første Gang, han hørte den Historie. Enslev havde temmelig regelmæssigt fortalt ham den, naar de saaes, og det skete aabenbart ikke helt uden Hensigt. Forøvrigt kendte han ogsaa Historien fra sin Far, i hvis Fremstilling den tog sig lidt anderledes ud. Faderen havde efter sit eget Sigende nok lagt Mærke til den blege, fattigt klædte og haltende Student, der hin Morgen kom gaaende imod ham langsmed Ridestien; men først idet de passerede hinanden, havde han genkendt ham paa hans fjendtlige Blik, og han vidste sig ganske fri for at have sagt nogen Morsomhed paa hans Bekostning. Derimod forholdt det sig rigtigt nok med Udfordringen, som Faderen havde maattet afslaa, fordi han ikke vilde slaas med en Krøbling. Sagen havde dengang vakt en Del Opsigt i Studenterverdenen og var bleven noget af en historisk Begivenhed derved, at den havde forskaffet Enslev hans første Fængselsstraf.

Ogsaa hertil tav Asmus Hagen, hvem Tabet af den gamle Slægtsgaard var gaaet bittert til Hjertet.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.5

⇕ De Dødes Rige 4.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 4.3

I nde i Spisestuen ved Siden af , hvor der kun brændte en enkelt Lampe i den kolossale Loftskrone, gik Frøken Evaldsen utaalmodig frem og tilbage med Armene viklet ind i et Skuldersjal. Døren ind til den store Modtagelsessal ^ stod aaben, og derinde 44 var der overhovedet intet andet Lys end Skæret fra Gadelygten nedenfor . Der var koldt i begge Stuerne, som med deres spredte Møbler gjorde det samme øde og ubeboede Indtryk som Sovekammeret. Udstyret var kostbart nok, men der fandtes kun akkurat det nødtørftigste. Skønt Enslevs Bladindustri efterhaanden havde gjort ham til en velstaaende Mand , og han paa andre Omraader havde lagt sig enkelte forfinede Vaner til, var hans Smag aldrig kommen ud over det almueagtige. Og Frøken Evaldsen, hans mangeaarige Veninde, som dog selv var af god københavnsk Familje, endogsaa en Generalsdatter , manglede mellem sine mange store Egenskaber netop den, som kunde have skabt lidt Hygge og Fred omkring den gamle Mand. Lejlighedens hele Indretning var bleven besørget af et af Byens store Magasiner, og paa Enslevs Modtagelsesaftner , naar der gik en Strøm af Mennesker gennem Stuerne, havde man ganske Fornemmelsen af at befinde sig paa en Møbeludstilling.

Inde i Spisestuen ^ , hvor der kun brændte en enkelt Lampe i den store Loftskrone, gik Frøken Evaldsen utaalmodig frem og tilbage med Armene viklet ind i et Skuldersjal. Døren ind til den store Modtagelsessal ved Siden af stod aaben, og derinde var der overhovedet intet andet Lys end Skæret fra Gadelygterne udenfor . Der var koldt i ^ Stuerne, der begge gjorde det samme øde og ubeboede Indtryk som Sovekammeret. Udstyret var kostbart nok, da Enslevs Bladindustri efterhaanden havde gjort ham til en velstaaende Mand ; men skønt han paa andre Omraader havde lagt sig enkelte forfinede Vaner til, var hans Smag aldrig kommen ud over det almueagtige. Og Frøken Evaldsen, hans mangeaarige Veninde, som dog selv var af god københavnsk Familje, Datter af en General , manglede mellem sine mange store Egenskaber netop den, som kunde have skabt I, 379 lidt Hygge og Fred omkring den gamle Mand. Lejlighedens hele Indretning var bleven besørget af et af Byens store Magasiner, og paa Enslevs Modtagelsesaftener , naar der gik en Strøm af Mennesker gennem Stuerne, havde man ganske Fornemmelsen af at befinde sig paa en Møbeludstilling.

Inde i Spisestuen ^ , hvor der kun brændte en enkelt Lampe i den store Loftskrone, gik Frøken Evaldsen utaalmodig frem og tilbage med Armene viklet ind i et Skuldersjal. Døren ind til den store Modtagelsessal ved Siden af stod aaben, og derinde var der overhovedet intet andet Lys end Skæret fra Gadelygterne udenfor . Der var koldt i ^ Stuerne, der begge gjorde det samme øde og ubeboede Indtryk som Sovekammeret. Udstyret var kostbart nok, da Enslevs Bladindustri efterhaanden havde I, 274 gjort ham til en velstaaende Mand ; men skønt han paa andre Omraader havde lagt sig enkelte forfinede Vaner til, var hans Smag aldrig kommen ud over det almueagtige. Og Frøken Evaldsen, hans mangeaarige Veninde, som dog selv var af god københavnsk Familje, Datter af en General , manglede mellem sine mange store Egenskaber netop den, som kunde have skabt lidt Hygge og Fred omkring den gamle Mand. Lejlighedens hele Indretning var bleven besørget af et af Byens store Magasiner, og paa Enslevs Modtagelsesaftener , naar der gik en Strøm af Mennesker gennem Stuerne, havde man ganske Fornemmelsen af at befinde sig paa en Møbeludstilling.

Inde i Spisestuen ^ , hvor der kun brændte en enkelt Lampe i den store Loftskrone, gik Frøken Evaldsen utaalmodig frem og tilbage med Armene viklet ind i et Skuldersjal. Døren ind til den store Modtagelsessal ved Siden af stod aaben, og derinde var der overhovedet intet andet Lys end Skæret fra Gadelygterne udenfor . Der var koldt i ^ Stuerne, der begge gjorde det samme øde og ubeboede Indtryk som Sovekammeret. Udstyret var kostbart nok, da Enslevs Bladindustri efterhaanden havde I, 275 gjort ham til en velstaaende Mand ; men skønt han paa andre Omraader havde lagt sig enkelte forfinede Vaner til, var hans Smag aldrig kommen ud over det almueagtige. Og Frøken Evaldsen, hans mangeaarige Veninde, som dog selv var af god københavnsk Familje, Datter af en General , manglede mellem sine mange store Egenskaber netop den, som kunde have skabt lidt Hygge og Fred omkring den gamle Mand. Lejlighedens hele Indretning var bleven besørget af et af Byens store Magasiner, og paa Enslevs Modtagelsesaftener , naar der gik en Strøm af Mennesker gennem Stuerne, havde man ganske Fornemmelsen af at befinde sig paa en Møbeludstilling.

Frøken Fanny Evaldsen var nu en Dame i Halvtreserne . Ansigtet var hærget, og de lange Fortænder forskønnede det ikke. Men hendes høje Skikkelse havde holdt sig jomfruelig slank, hendes Gang var let og fri som en Fugls Flugt, – der var en egen storladen Ynde over alle hendes Bevægelser.

Frøken Fanny Evaldsen var nu en Dame i Halvtreserne . Ansigtet var hærget, og de lange Fortænder forskønnede det ikke. Men hendes høje Skikkelse havde holdt sig jomfruelig slank, hendes Gang var let og fri som en Fugls Flugt, — der var en egen storladen Ynde over alle hendes Bevægelser.

Frøken Fanny Evaldsen var nu en Dame i Halvtredserne . Ansigtet var hærget, og de lange Fortænder forskønnede det ikke. Men hendes høje Skikkelse havde holdt sig jomfruelig slank, hendes Gang var let og fri som en Fugls Flugt, – der var en egen storladen Ynde over alle hendes Bevægelser.

Da hun var 28 Aar ^ saae hun Enslev første Gang 45 paa en Talerstol, og det utrolige hændte, at Ryttergeneralens fejrede Datter, der havde været selve de kongelige Prinsessers Legekammerat, skænkede denne Folkets Mand sin Kærlighed og tappert ofrede ham sit Rygte i det ganske Amalienborg-Kvarter , ja tilsidst helligede ham ^ sit hele ^ Liv. Og det skønt Enslev ^ langtfra altid havde vist sig taknemlig for hendes Opofrelse, endmindre paaskønnet hendes ^ Trofasthed , der tværtimod ofte var faldet ham til Besvær . Efter at hun var gaaet i Frø, havde han tidt ønsket at kunne ryste hende af sig, og han behandlede hende nu nærmest som et gammelt Tyende. Men i Virkeligheden kunde han slet ikke undvære hende, fordi hun efterhaanden var bleven det eneste Menneske, som han fuldt ud stolede paa.

Da hun var 28 Aar , saae hun Enslev første Gang paa en Talerstol, og det utrolige hændte, at Ryttergeneralens fejrede Datter, der havde været selve de kongelige Prinsessers Legekammerat, skænkede denne Folkets Mand sin Kærlighed , ofrede ham sit Rygte ^ , ja ^ helligede ham senere sit hele ^ Liv. Og ^ Enslev havde langtfra altid ^ vist sig taknemlig for hendes Opofrelse, allermindst gengældt hendes store Trofasthed ^ . Efter at hun var gaaet i Frø, behandlede han ^ hende ^ nærmest som et gammelt Tyende. Men i Virkeligheden kunde han slet ikke undvære hende, fordi hun efterhaanden var bleven det eneste Menneske, ^ han fuldt ud stolede paa.

Da hun var 28 Aar , saae hun Enslev første Gang paa en Talerstol, og det utrolige hændte, at Ryttergeneralens fejrede Datter, der havde været selve de kongelige Prinsessers Legekammerat, skænkede denne Folkets Mand sin Kærlighed , ofrede ham sit Rygte ^ , ja ^ helligede ham ^ sit hele senere Liv. Og ^ Enslev havde langtfra altid ^ vist sig taknemlig for hendes Opofrelse, allermindst gengældt hendes store Trofasthed ^ . Efter at hun var gaaet i Frø, behandlede han ^ hende ^ nærmest som et gammelt Tyende. Men i Virkeligheden kunde han slet ikke undvære hende, fordi hun efterhaanden var bleven det eneste Menneske, ^ han fuldt ud stolede paa.

Da Døren til Sovekammeret endelig gik op , og Asmus Hagen kom ind, gled hun ham imøde fra den anden Ende af Stuen i sin ejendommelige Musvaageflugt og greb hans Arm.

Da Døren til Sovekammeret endelig gik op ^ og Asmus Hagen kom ind, gled hun ham imøde fra den anden Ende af Stuen i sin ejendommelige Musvaageflugt og greb hans Arm.

» Hvordan staar det til? Sig mig Sandheden, Professor Hagen ! Jeg taaler at høre den.«

I, 380 » Hvordan staar det til? Sig mig Sandheden, Professor Hagen !«

» Hvordan staar det til? Sig mig Sandheden, Professor Hagen !«

» Kære Frøken, der er ikke allermindste Grund til Ængstelse. Det er jo et ganske almindeligt Tilfælde.«

» Kære Frøken, der er ikke allermindste Grund til Ængstelse. Det er jo et af de sædvanlige Tilfælde.«

» Mener De, ^ han kan være kommen over det imorgen ... eller senest iovermorgen?«

» Mener De, ^ han kan være ^ over det imorgen ... eller senest iovermorgen?«

» Mener De, at han kan være ^ over det imorgen ... eller senest iovermorgen?«

» Er det saa magtpaaliggende?«

46 »Ja, der maa gøres alt for at holde hans Kræfter oppe. Maaske har Enslev aldrig været mere uundværlig for os end netop nu.«

»Ja, der maa gøres alt for at holde hans Kræfter oppe. Maaske har Enslev aldrig været mere uundværlig for Landet end netop nu.«

I, 275 »Ja, der maa gøres alt for at holde hans Kræfter oppe. Maaske har Enslev aldrig været mere uundværlig for Landet end netop nu.«

I, 276 »Ja, der maa gøres alt for at holde hans Kræfter oppe. Maaske har Enslev aldrig været mere uundværlig for Landet end netop nu.«

» Men hvad er der da sket?«
» Det kan jeg ikke sige Dem i Aften. Men det vil snart komme for en Dag.«
» Ja ja . Som sagt: De skal ^ ikke ængste Dem. Men forresten maa jeg erindre Dem om, at jeg kun er her som Stedfortræder. Naar Professor Bendix i næste Uge kommer hjem, vil det vel nok være rigtigst at foretage en grundigere Undersøgelse. Foreløbig gælder det nu hans Nattero. Hvad der kan tænkes at afficere ham, maa han skaanes for. Derfor ingen Politik i Aften , Frøken Evaldsen!«

» ^ Ja ja . ^ De skal som sagt ikke ængste Dem. Men forresten maa jeg erindre Dem om, at jeg kun er her som Stedfortræder. Naar Professor Bendix i næste Uge kommer hjem, vil det ^ nok være rigtigst at foretage en grundigere Undersøgelse. Foreløbig gælder det jo hans Nattero. Hvad der kan tænkes at afficere ham, maa han skaanes for. Derfor ingen Politik i Aften , Frøken Evaldsen!«

» ^ Ja ja , ^ De skal som sagt ikke ængste Dem. Men forresten maa jeg erindre Dem om, at jeg kun er her som Stedfortræder. Naar Professor Bendix i næste Uge kommer hjem, vil det ^ nok være rigtigst at foretage en grundigere Undersøgelse. Foreløbig gælder det jo hans Nattero. Hvad der kan tænkes at afficere ham, maa han skaanes for. Derfor ingen Politik iaften , Frøken Evaldsen!«

Han sagde det sidste smilende, med opløftet Pegefinger, hilste derpaa Godnat og gik.

Da Frøken Evaldsen kom ind i Sovekammeret, havde Enslev lagt sig ned. Han laa med sin Næseklemmer paa og kiggede i en Avis. Hun vilde tage Plads paa Sengekanten, men han bød hende med en Haandbevægelse at sætte sig i Stolen, og da hun spurgte til hans Befindende, svarede han bidsk , at hun jo havde talt med Doktoren.

Da Frøken Evaldsen kom ind i Sovekammeret, havde Enslev lagt sig ned. ^ Hun vilde tage Plads paa Sengekanten, men han bad hende ^ sætte sig i Stolen, og da hun spurgte til hans Befindende, svarede han vranten , at hun jo havde talt med Doktoren.

Det varede dog ikke længe, før han lagde Avisen og begyndte at fritte hende ud. Var der noget nyt i Byen? Havde hun været i Rigsdagen? Der var 47 vel ikke forefaldet noget af Interesse? Forresten var der jo Aftenmøde .
»Ja ^ , jeg havde tænkt at gaa derhen,« sagde hun. » Men der sker vel ingenting. Det er jo bare for at faa Finansloven ^ færdig.«

Det varede dog ikke længe, før han ^ begyndte at spørge hende ud. ^ Havde hun været i Rigsdagen? Der var vel ikke forefaldet noget af Interesse? Var der ikke Aftenmøde ?
I, 381 »Jo , jeg havde tænkt at gaa derhen,« sagde hun. » Men der sker vel ingenting. Det er jo bare ^ Finansloven , der skal gøres færdig.«

Det varede dog ikke længe, før han ^ begyndte at spørge hende ud. ^ Havde hun været i Rigsdagen? Der var vel ikke forefaldet noget af Interesse? Var der ikke Aftenmøde ?
»Jo , jeg havde tænkt at gaa derhen,« sagde hun. » Men der sker vel ingenting. Det er jo bare ^ Finansloven , der skal gøres færdig.«

» Og om Ministerudnævnelsen har du stadig ikke hørt noget nærmere? Det er ogsaa ligemeget. Jeg er ^ ikke i Tvivl om, at det bliver Provsten. Tyrstrup vil engang vise sig som ^ Helt. Han tør ikke andet for Gjærup. Og han har jo desuden et helt Helvede af Præster i sin Slægt. – Men hvad er der? Du sidder saa urolig. Veed du noget alligevel?«

» Og om Ministerudnævnelsen forlyder der stadig ikke ^ noget nærmere? ^ Jeg er forresten ikke i Tvivl om, at det bliver Provsten. Tyrstrup vil engang vise sig som ^ Helt. Han tør ikke andet for Gjærup. Og desuden har han jo et helt Helvede af Præster i sin Slægt. – Men hvad er der? Du sidder saa urolig. Veed du noget alligevel?«

» Og om Ministerudnævnelsen forlyder der stadig ikke ^ noget nærmere? ^ Jeg er forresten ikke i Tvivl om, at det bliver Provsten. Tyrstrup vil engang vise sig som en Helt. Han tør ikke andet for Gjærup. Og desuden har han jo et helt Helvede af Præster i sin Slægt. — Men hvad er der? Du sidder saa urolig. Veed du noget alligevel?«

» Og om Ministerudnævnelsen forlyder der stadig ikke ^ noget nærmere? ^ Jeg er forresten ikke i Tvivl om, at det bliver Provsten. Tyrstrup vil engang vise sig som en Helt. Han tør ikke andet for Gjærup. Og desuden har han jo et helt Helvede af Præster i sin Slægt. – Men hvad er der? Du sidder saa urolig. Veed du noget alligevel?«

» Nu skal du ikke spørge, Ven! Nu skal du sove.«

» Slidder-Sladder ! Har du hørt noget, saa ud med Sproget! Sid ikke der, som om du havde Mavepine . Hvad skal de pjattede Narrestreger til?«

»Slidder-Sladder ! Har du hørt noget, saa ud med Sproget! Sid ikke der, som om du havde Mavepine !«

Hun kunde ikke slippe . Hans Tone blev tilsidst saa ophidset og grov, at hun maatte fortælle ham , hvad Direktør Zaun havde meddelt hende om sit Besøg hos Ministerchefen .

Hun kunde ikke undslippe . Hans Tone blev tilsidst saa ophidset og grov, at hun maatte fortælle ^ , hvad Direktør Zaun havde meddelt hende ^ .

Efterretningen gjorde Enslev tavs. Hans blyfarvede Ansigt med det hvide Fuldskæg stivnede i et livløst Udtryk, der forskrækkede hans Veninde. Skønt han havde været fuldkommen forberedt , følte han det alligevel et Øjeblik, som om Verdensløbet standsede. Det var første Gang i mange Aar, at man 48 saa aabenlyst satte sig op imod hans Vilje . Første Gang i en halv Menneskealder, at han igen følte Nederlagets Ydmygelse .

Hvor forberedt Enslev ^ havde været ^ , følte han det alligevel et Øjeblik, som om Verdensløbet standsede. Det var første Gang i mange Aar, at man saa aabenlyst satte sig op imod hans Vilje ^ .

Han tog et Nøgleknippe fra Natbordet, rakte Frøken Evaldsen det og sagde:

I, 276 Han tog et Nøgleknippe fra Natbordet, rakte Frøken Evaldsen det og sagde:

I, 277 Han tog et Nøgleknippe fra Natbordet, rakte Frøken Evaldsen det og sagde:

» Gaa ind i min Stue . Der ligger et Papir under Skrivebordsklappen. Hent mig det! Du kender jo Nøglen.«

» Gaa ind i min Stue ! Der ligger et Papir under Skrivebordsklappen. Hent mig det! Du kender ^ Nøglen.«

Da hun kom tilbage, sagde han videre:

» For en Sikkerheds Skyld opsatte jeg Dokumentet der, inden jeg i Eftermiddag krøb i Seng. Du maa gerne læse det.«

» For en Sikkerheds Skyld opsatte jeg det Dokument der, inden jeg i Eftermiddags krøb i Seng. Du maa gerne læse det.«

Veninden tog igen Plads ved Sengen og foldede Papiret ud. Der stod kun nogle faa Linjer. Hendes Øjne gennemløb dem hastigt flere Gange, hvorpaa hun næsten skrækslagent stirrede paa Enslev, der med Tilfredshed havde iagttaget hendes Udtryk, mens hun læste.

Veninden ^ foldede Papiret ud. Der stod kun nogle faa I, 382 Linjer. Hendes Øjne gennemløb dem hastigt flere Gange, hvorpaa hun næsten skrækslagent stirrede paa Enslev, der med Tilfredshed havde iagttaget hendes Udtryk, mens hun læste.

Veninden ^ foldede Papiret ud. Der stod kun nogle faa Linjer. Hendes Øjne gennemløb dem hastigt flere Gange, hvorpaa hun næsten skrækslagent stirrede paa Enslev, der med Tilfredshed havde iagttaget hendes Udtryk, mens hun læste.

Veninden ^ foldede Papiret ud. Der stod kun nogle faa Linjer. Hendes Øjne gennemløb dem hastigt flere Gange, hvorpaa hun næsten skrækslagen stirrede paa Enslev, der med Tilfredshed havde iagttaget hendes Udtryk, mens hun læste.

I nogle Øjeblikke betragtede de hinanden i Tavshed.

» Du ser, jeg har været forberedt !« sagde han derpaa. » Men hør nu, hvad der skal udrettes! Dersom jeg ikke ^ er i Stand til at modtage Zaun , naar han kommer imorgen , maa du bede ham om at indfinde sig her igen ^ saasnart Ministerudnævnelsen foreligger officiel . Dersom jeg endnu ikke til den Tid ^ kan tale med ham, skal du datere Skrivelsen og give 49 ham den til videre Besørgelse i en lukket og forseglet Konvolut. Og du maa foreholde ham, at han bringer Tyrstrup den personlig og uden Opsættelse.«

» Du ser, jeg har ^ forberedt alt! Men hør nu, hvad der skal udrettes! Dersom jeg ikke imorgen er i Stand til selv at tale med Zaun ^ , maa du bede ham om at indfinde sig her igen , saasnart Ministerudnævnelsen foreligger officielt . Dersom jeg endnu ^ til den Tid ikke kan se ham, skal du datere Skrivelsen og give ham den til videre Besørgelse i en lukket og forseglet Konvolut. Og det maa foreholdes ham, at han bringer Tyrstrup den personlig og uden Opsættelse.«

Frøken Evaldsen , der sad i en tankefuld Stilling og holdt Haanden under Hovedet, havde med en Række Nik tilkendegivet sin Forstaaelse . Hun læste Skrivelsen endnu engang igennem, dennegang langsomt, Ord for Ord, og faldt saa igen tilbage til sine egne Tanker .

Frøken Evaldsen ^ havde med en Række Nik tilkendegivet sin Forstaaelse ^ .

» At de har vovet det!« udbrød hun , mens Haanden nu sank ned paa hendes Knæ . » Og at tænke sig, at der ikke er een af hele Flokken, som ikke skylder dig alt, hvad han er. Tyrstrup, Ludvigsen, Bohse ^ , Højbo, Tanning. Og nu svigter de dig allesammen. Den ene efter den anden. Paa den lumpneste Maade.«

» At de har vovet det!« udbrød hun med Haanden knyttet . » Og at tænke sig, at der ikke er een af hele Flokken, som ikke skylder dig alt, hvad de er. Tyrstrup, ^ Bohse , Gjærup , Højbo, Tanning. Og nu svigter de dig paa den lumpneste Maade. Den ene efter den anden!«

»Naa, hvad Tanning og Bohse og de andre Æsler angaar, saa har jeg aldrig ventet mig ^ andet af dem. De Folk kendte jeg straks paa Skrydet. Men at jeg saa længe lod mig gaa under Øjne af Tyrstrup, det ærgrer mig unægtelig. Han gik der saa tyk og godmodig og spillede den trofaste med lange Haandtryk og milde Øjne. Endnu da jeg sidste Gang forhandlede med ham efter Valgkampagnen, lod jeg mig besnakke af ham. Han talte netop dengang om Provst Broberg og gjorde sig mange Anstrengelser 50 for at undskylde Provstens Optræden imod mig . Nu har han altsaa endelig bestemt sig for Krig, og han skal faa den !«
» Jeg kommer til at huske paa,« sagde Frøken Evaldsen. » Der stod i » Femte Juni« noget om en jysk Præst, som var almindelig bekendt for at vise en nærgaaende Opførsel overfor sine kvindelige Konfirmander. Jeg tænkte et Øjeblik paa, om det kunde være Broberg, der var ment. For saa kan vi jo gøre Manden uskadelig med det samme.«
» Jeg kender ikke Artiklen; men jeg veed, at det er Broberg, der sigtes til.«
» Og tror du, det kan være sandt?«
» Det er det maaske ikke. Men han har engang paa lumpen og haardhjertet Maade forfulgt en stakkels Kollega, der havde haft det Uheld at falde i Hænderne paa et løsagtigt Fruentimmer. Jeg betragter det derfor som heldigt, at han nu faar Lejlighed til at dokumentere sin egen Uangribelighed in puncto sexti . ^ – Men jeg er bleven ør i Hovedet af den Morfin, og nu skal du gaa . Kald paa lille Jensen. Hun skal komme og slukke. Og vil du gøre mig den Tjeneste at telefonere til Samuelsen imorgen tidlig. Sig ham, at han ^ skal faa nærmere Besked om, hvornaar jeg venter ham.«

»Naa, hvad Tanning og Bohse og de andre Æsler angaar, saa har jeg ikke ventet mig stort andet af dem. Dem kendte jeg straks paa Skrydet. Men at jeg saa længe lod mig gaa under Øjne af Tyrstrup, det ærgrer mig unægtelig. Han gik der saa tyk og godmodig og spillede den trofaste med lumre Haandtryk og lange Forsikringer . Nu har han altsaa endelig bestemt sig for Krig, og han I, 383 skal faa den ! – – Men gaa nu! Jeg er bleven tung i Hovedet af den Morfin . Kald paa Jensen! Hun skal komme og slukke. Og vil du huske imorgen Formiddag at telefonere til Samuelsen ! Han skal faa nærmere Besked om, naar jeg kan modtage ham.«

»Naa, hvad Tanning og Bohse og de andre Æsler angaar, saa har jeg ikke ventet mig stort andet af dem. Dem kendte jeg straks paa Skrydet. Men at jeg saa længe lod mig gaa under Øjne af Tyrstrup, det ærgrer mig unægtelig. Han gik der saa tyk og godmodig og spillede den trofaste med lumre Haandtryk og lange Forsikringer . Nu har han altsaa endelig bestemt sig for Krig, og han skal faa den ! — — ^ Men gaa nu! Jeg er bleven tung i Hovedet af den Morfin . Kald paa Jensen! Hun skal komme og slukke. Og vil du huske imorgen Formiddag at telefonere til Samuelsen ! I, 277 Han skal faa nærmere Besked om, naar jeg kan modtage ham.«

»Naa, hvad Tanning og Bohse og de andre Æsler angaar, saa har jeg ikke ventet mig stort andet af dem. Dem kendte jeg straks paa Skrydet. Men at jeg saa længe lod mig gaa under Øjne af Tyrstrup, det ærgrer mig unægtelig. Han gik der saa tyk og godmodig og spillede den trofaste med lumre Haandtryk og lange Forsikringer . Nu har han altsaa endelig bestemt sig for Krig, og han skal faa den ! – – Men gaa nu! Jeg er bleven tung i Hovedet af den Morfin . Kald paa Jensen! Hun skal komme og slukke. I, 278 Og vil du huske imorgen Formiddag at telefonere til Samuelsen ! Han skal faa nærmere Besked om, naar jeg kan modtage ham.«

Da Enslevs Husholderske, lille Jomfru Jensen, et Kvarterstid efter havde ordnet alt for Natten og fra 51 Soveværelset kom ind i Spisestuen, fandt hun til sin Overraskelse endnu Frøken Evaldsen staaende derinde uden Hat og Overtøj .

Da Enslevs Husholderske, lille Jomfru Jensen, ^ havde ordnet alt for Natten og fra Soveværelset kom tilbage til Spisestuen, fandt hun til sin Overraskelse endnu Frøken Evaldsen ^ derinde ^ .

»Ja, De ser paa mig, Jensen; men jeg har bestemt mig til at blive. Jeg synes ikke rigtig om Enslevs Udseende. Der maa være nogen til at vaage i Nat . De har jo nok at gøre om Dagen , Jensen, og Pigerne kan vi ikke stole paa .«

»Ja, De ser paa mig, Jensen; men jeg har bestemt mig til at blive. Jeg synes ikke rigtigt om Enslevs Udseende. Der maa ^ nogen ^ vaage i Nat , og De har ^ nok at gøre om Dagen . Pigerne ogsaa .«

» Frøkenen behøver saamænd ikke at være bange. Jeg hører det i samme Sekund, Herren ringer.«

» Jeg bliver ^ nu alligevel. Jeg sætter mig derind i den store Lænestol i Salen. Den hviler jeg godt i . Dersom der ingen Brug bliver ^ for mig i Nattens Løb , skal De slet ikke sige, at jeg har været her.«

» Jeg bliver her nu alligevel. Jeg sætter mig ind i den store Lænestol i Salen. Der kan han ikke høre mig . Dersom der ikke bliver Brug for mig i Løbet af Natten , skal De slet ikke sige, at jeg er bleven her.«

» Men der er jo koldt, Frøken . Skal jeg ^ ikke lade Ellen-Katrine fyre op?«

» Men der er jo koldt, Frøken ! Skal jeg saa dog ikke lade Ellen-Katrine fyre op?«

» Behøves ikke. Skaf mig blot et Tæppe og en Pude .«

» Det behøves ikke. Skaf mig blot et Tæppe og en Pude !«

Jomfru Jensen, der var en bred og sat Dværgeskikkelse med en Kæmpes Hoved, vidste af Erfaring, at naar Frøkenen havde sat sig noget for, kunde hun lige saa godt straks falde til Føje ^ . Hun begav sig da adstadigt ud af Stuen med sin vrikkende Gang som en vandrende Klokke , idet hendes lave smaa Ben bevægede ^ sig under Skørtet som en Knebel.

Jomfru Jensen, der var en bred og sat Dværgeskikkelse med en Kæmpes Hoved, vidste af Erfaring, at ^ hun lige saa godt kunde falde til Føje straks . Hun begav sig paa sin adstadige Maade ud af Stuen ^ som en vandrende Klokke . Under de struttende Skørter bevægede Benene sig ^ som en Knebel.

52 » Sig mig engang ,« sagde Frøken Evaldsen, da hun var vendt tilbage med de forlangte Ting. » Veed De, om den unge Jægermesterinde Hagen har været her for nylig?«

I, 384 » Sig mig ^ ,« sagde Frøken Evaldsen, da hun kom tilbage , » veed De, om den unge Jægermesterinde Hagen har været her for nylig?«

» Sig mig ^ ,« sagde Frøken Evaldsen, da hun kom tilbage , » veed De, om den unge Jægermesterinde Hagen har været her for nylig?«

» Jægermesterinde Hagen? Her kommer jo saa mange og vil tale med Herren. Hvordan ser den Dame ud?«

» Hun er mørkeblond. Omtrent paa min Højde. Ganske smuk.«

» Har hun en blaa Fløjlshat med sort Fjer?«

» Det tror jeg næsten.«

» Og hviner hun af Silkeundertøj, naar hun gaar?«
» Det kan vist godt passe.«
»Jo, saa har den Dame været her ^ et Par Gange , siden vi flyttede ind .«

^ »Jo, saa har den Dame været her med Blomster et Par Gange ^ .«

» Jeg ser, der staar en stor Buket Blomster derinde i Salen . Den var der ikke igaar . Det er maaske hende, der har bragt den ?«
Lille Jomfru ^ ^ Jensen ømmede sig ved Svaret. Hun havde et godt Hjerte og følte sig paa sin Herres Vegne brødebetynget af hans Forsyndelser mod den gamle Veninde.
» Svar mig kun oprigtig. Jeg tager mig det ikke nær.«
»Jo . Den Dame havde Blomsterne med , da hun var her sidst . Men Herren tog forresten ikke imod hende.«

» Jeg ser, der staar en frisk Buket ^ derinde i Salen ^ . Det er maaske hende, der har bragt den ? – Sig det kun oprigtigt,« sagde hun, da hun saae, at lille Jensen ømmede sig ved at svare.
»Ja . Den Dame havde den med ^ . Men Herren tog forresten ikke imod hende.«

» Jeg ser, der staar en frisk Buket ^ derinde i Salen ^ . Det er maaske hende, der har bragt den ? — Sig det kun oprigtigt,« sagde hun, da hun saae, at lille Jensen ømmede sig ved at svare.
»Ja . Den Dame havde den med ^ . Men Herren tog forresten ikke imod hende.«

53 » Ja ja. Godnat, Jensen,« sagde Frøkenen og klappede hende paa Kinden, rørt over, at hun saa gerne vilde trøste hende. » ^ ^ ^ Gaa nu i Seng .«

» Naa – Godnat, Jensen! Gaa nu i Seng !«

I, 278 » Naa — Godnat, Jensen! Gaa nu i Seng !«

I, 279 » Naa – Godnat, Jensen! Gaa nu i Seng !«

Inde i Salen med de rigt udskaarne Møbler, der i Skæret fra Gadelygten mindede om en gammel Riddersal, indrettede hun sig for Natten i den ene af de fire Vindues-Nicher, hvor der stod en højrygget Lænestol. Med Tæppet stoppet ned omkring sig og en Pude under Nakken sad hun ubevægelig Time efter Time og stirrede ^ ud i Halvmørket uden at tænke paa at sove. Fra Spisestuen , hvor ogsaa alt var slukket, stod Døren aaben ud til Køkkengangen ^ for at hun straks kunde høre det, dersom Enslev skulde ringe.

Inde i Salen ^ indrettede hun sig for Natten i en af de fire Vindues-Nicher, hvor der stod en højrygget Lænestol. Med et uldent Sengetæppe stoppet ned omkring sig og en Pude under Nakken ^ stirrede hun ud i Halvmørket uden at tænke paa at sove. Fra Spisestuen ^ stod Døren aaben ud til Køkkengangen , for at hun straks kunde høre det, dersom Enslev skulde ringe.

Fra den stille Plads udenfor lød ^ Skridt af enlige Fodgængere og derimellem den lange Skuren af Sporvognene i Bredgade. Af ^ ^ ^ og til hørtes ogsaa den fjerne, dybe Tone af Skibenes Taagesignaler ude i Sejlløbet.

Udefra lød Tudehorn og Skridt af ^ Fodgængere og derimellem den lange Skuren af Sporvognene i Bredgade. Men efterhaanden som Timerne skred, blev der mere og mere stille. Hun hørte tilsidst kun Kirkeurets Slagværk I, 385 ovre fra den anden Side ^ Pladsen og af og til ^ den fjerne, dybe Tone af Skibes Taagesignaler ude i Sejlløbet.

Udefra lød Tudehorn og Skridt af ^ Fodgængere og derimellem den lange Skuren af Sporvognene i Bredgade. Men efterhaanden som Timerne skred, blev der mere og mere stille. Hun hørte tilsidst kun Kirkeurets Slagværk ovre fra den anden Side af Pladsen og af og til ^ den fjerne, dybe Tone af Skibes Taagesignaler ude i Sejlløbet.

Udefra lød Tudehorn og Skridt af ^ Fodgængere og derimellem den lange Skuren af Sporvognene i Bredgade. Men efterhaanden som Timerne skred, blev der mere og mere stille. Hun hørte tilsidst kun Kirkeurets Slagværk ovre fra den anden Side af Pladsen og af og til ^ den fjerne, dybe Tone fra Skibes Taagesignaler ude i Sejlløbet.

Mange Tanker om Dagens Hændelser , mange ^ Erindringer om Mennesker og Oplevelser fra Nutid og Fortid gik ^ gennem hendes Sind, mens Timerne langsomt skred. Og paany blev hun rørt ved at tænke paa lille Jensen, der næppe nogensinde selv havde tilhørt en Mand og dog havde følt Trang til at trøste hende. Hun skulde ikke glemme det lille 54 Skind , der ligefrem havde ^ haft Taarer i Øjnene af Medfølelse.
Og saa havde hun dog slet ikke Trøst behov ! Den Nervestreng i hendes Hjerte, der engang havde krympet sig under Ydmygelserne , den havde hun udbrændt allerede for mange Aar siden for ikke at gaa til Grunde i Smerten. Det var ^ ^ ^ ^ heller slet ikke af Skinsyge, hun havde udfrittet hende. Hun misundte ikke sine unge Medbejlersker de sidste, flakkende Gnister af den udslukte Brand ^ . Men for Vennens egen Skyld følte hun sig stadig drevet til at holde Øje med de Kvinder , der søgte ham. Der var jo dem ^ , som var saa skamløse ^ at benytte sig af hans Svaghed til at fremme deres Planer hos ham og misbruge hans Indflydelse ^ ^ ^ . Og denne unge Jægermesterinde , som hun blot kendte ^ ^ af Udseende fra Rigsdagens Tilhørerloger, huede hende ikke. Hun var sikkert en lige saa farlig og intrigant Person som hun var smuk. Hun sad der med en Stanglorgnet for Øjnene og saae sig omkring i Salen , som om hun mønstrede Publikumet i et Teater. Det var den Slags Damer , der begyndte at blive de toneangivende indenfor Partiet, – og heri var hendes kære Ven desværre ikke helt uden Skyld!

^ Dagens Hændelser og mange brogede Erindringer ^ gik som Drømmebilleder gennem hendes Sind, og pludselig rørtes hun ved at tænke paa lille Jensen, der næppe nogensinde selv havde tilhørt en Mand og dog havde følt Trang til at trøste hende. Det lille Skind ^ havde jo formelig haft Taarer i Øjnene !
Men hun trængte slet ikke til Medfølelse, behøvede ingen Trøst ^ ! Den Nervestreng i hendes Hjerte, der engang krympede sig under Ydmygelsen , ^ havde hun udbrændt for længe, længe siden ! For ikke at gaa til Grunde havde hun kvalt sin Smerte og fundet sig tilrette med sin kære Vens Natur. Som hans Sind og Tanker lige umætteligt beherskedes af Ærens, Magtens og Erobringens Glans , saadan havde heller ikke Kvinderne tabt deres Tillokkelse for den gamle Mand. Men hun misundte ikke sine unge Medbejlersker de sidste, blafrende Gnister af den udslukte Brand . Det var ikke af Skinsyge, hun havde udfrittet lille Jensen . Men for Vennens egen Skyld følte hun sig ^ drevet til at holde Øje med de Damer , der søgte ham. Der var jo dem iblandt dem , som var ^ skamløse nok til at benytte sig af hans Svaghed ^ og misbruge deres Indflydelse paa ham til ^ egen Fordel . Og denne unge Jægermesterinde huede hende ikke. Hun kendte hende kun af Udseende fra Rigsdagens Tilhørerloge, hvor hun sad med en Stanglorgnet ^ og saae sig omkring ^ , som om hun mønstrede Publikumet i et Teater. Den Slags Damer var hende inderlig forhadt.
I, 386

^ Dagens Hændelser og mange brogede Erindringer ^ gik som Drømmebilleder gennem hendes Sind, og pludselig rørtes hun ved at tænke paa lille Jensen, der næppe nogensinde selv havde tilhørt en Mand og dog havde følt Trang til at trøste hende. Det lille Skind ^ havde jo formelig haft Taarer i Øjnene !
Men hun trængte slet ikke til Medfølelse, behøvede ingen Trøst ^ ! Den Nervestreng i hendes Hjerte, der engang krympede sig under Ydmygelsen , ^ havde hun udbrændt for længe, længe siden ! For ikke at gaa til Grunde havde hun kvalt sin Smerte og fundet sig tilrette med sin kære Vens Natur. Som hans Sind og Tanker lige umætteligt beherskedes af Ærens, Magtens og Erobringens Glans , saadan havde heller ikke Kvinderne tabt deres Tillokkelse for den gamle Mand. Men hun misundte ikke sine unge Medbejlersker de sidste, blafrende Gnister af den udslukte Brand . Det var ikke af Skinsyge, hun havde udfrittet lille Jensen . Men for Vennens egen Skyld følte hun sig ^ drevet til at holde Øje med de Damer , der søgte ham. Der var jo dem iblandt dem , som var ^ skamløse nok til at benytte sig af hans Svaghed ^ og misbruge deres Indflydelse paa ham til deres egen Fordel . Og denne unge Jægermesterinde huede hende ikke. Hun kendte hende kun af Udseende fra Rigsdagens Tilhørerloge, hvor hun sad med en Stanglorgnet ^ og saae sig omkring ^ , som om hun mønstrede I, 279 Publikumet i et Teater. Den Slags Damer var hende inderlig forhadt.

^ Dagens Hændelser og mange brogede Erindringer ^ gik som Drømmebilleder gennem hendes Sind, og pludselig rørtes hun ved at tænke paa lille Jensen, der næppe nogensinde selv havde tilhørt en Mand og dog havde følt Trang til at trøste hende. Det lille Skind ^ havde jo formelig haft Taarer i Øjnene !
Men hun trængte slet ikke til Medfølelse, behøvede ingen Trøst ^ ! Den Nervestreng i hendes Hjerte, der engang krympede sig under Ydmygelsen , ^ havde hun udbrændt for længe, længe siden ! For ikke at gaa til Grunde havde hun kvalt sin Smerte og fundet sig tilrette med sin kære Vens Natur. Som hans Sind og hans Tanker endnu fristedes af Ærens, Magtens og Erobringens Sødme , saadan havde heller ikke Kvinderne tabt deres Tillokkelse for den gamle Mand. Men hun misundte ikke sine unge Medbejlersker de sidste, blafrende Gnister af den udslukte Brand . Det var ikke af Skinsyge, hun havde udfrittet lille Jensen . Men for Vennens egen Skyld følte hun sig ^ drevet til at holde Øje med de Damer , der søgte ham. Der var jo dem iblandt dem , som var ^ skamløse nok til at benytte sig af hans Svaghed ^ og misbruge deres Indflydelse paa ham til deres egen Fordel . Og denne unge Jægermesterinde huede hende ikke. Hun kendte hende ^ af Udseende fra Rigsdagens Tilhørerloge, hvor hun sad med en Stanglorgnet ^ og saae sig omkring ^ , som om hun mønstrede I, 280 Publikumet i et Teater. Den Slags Damer var hende inderlig forhadt.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.6

⇕ De Dødes Rige 4.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 4.3

55 D en første Del af Natten gik hen uden Forstyrrelse; men ved Totiden foer Frøken Evaldsen op ^ , fordi hun hørte Enslev ringe. I sin Ængstelse skyndte hun sig ind til ham som hun var, kastede blot det uldne Sengetæppe omkring sig som et Sjal for at skjule de uordnede Klæder .

Klokken var henimod to, da hun foer ^ op af et Halvblund , fordi hun hørte Enslev ringe. Hun kastede ^ det uldne Tæppe omkring sig som et Sjal og skyndte sig ind til ham .

Enslev havde selv drejet op for den lille Natlampe , der brændte over Hovedgærdet under en rød Skærm. Da han saae hende, blev han saa forbavset og desuden saa ubehagelig berørt af Synet, at han satte sig op i Sengen og modtog hende med et højt Raab af Vrede. Skønt han hurtigt forstod Sammenhængen og i Virkeligheden ogsaa var rørt over hendes Opofrelse, kunde han dog ikke lade være med at overøse hende med Grovheder.

Enslev havde selv drejet op for Natlampen , der brændte over Hovedgærdet under en grøn Skærm. Da han saae hende, forstod han straks Sammenhængen og modtog hende med et Udbrud af Vrede. ^

Men vant, som hun var, til hans Hensynsløshed satte hun sig rolig ned paa Sengekanten.

Men hun var vant til hans Grovheder og satte sig roligt ned paa Sengekanten.

» Det nytter ikke, du skænder! Jeg kunde ikke lade dig ligge her alene. Du ser jo ogsaa, at Jensen slet ikke kommer. Om hun ogsaa hører dig ringe, varer det jo altid en Evighed, inden hun kan stable sig ^ paa Benene.«

» Det nytter ikke, du skænder! Jeg kunde ikke lade dig ligge her alene. Du ser jo ogsaa, at Jensen ^ ikke kommer. Hun sover som et Murmeldyr. I hvert Fald varer det ^ altid en Evighed, inden hun faar sig stablet paa Benene.«

» Jeg skal have mig frabedt, at du begynder at regere med Jensen. Jeg vil overhovedet ikke vide noget af din Kommanderen her i Huset . Og hvad er det for et modbydeligt Hospitalstæppe, du har 56 draperet dig med? Du har altsaa ovenikøbet siddet og frosset. Lad mig føle dine Hænder ... Ja, de er jo som Isknolde!«

» Jeg har sagt dig, jeg vil ikke vide af, at du kommanderer med mine Tjenestefolk . Og hvad er det for et modbydeligt Hospitalstæppe, du har draperet dig med? Du har altsaa oven i Købet siddet og frosset. Lad mig føle dine Hænder ... De er jo som Isknolde!«

» Jeg har sagt dig, jeg vil ikke vide af, at du kommanderer med mine Tjenestefolk . Og hvad er det for et modbydeligt Hospitalstæppe, du har drapperet ^ dig med? Du har altsaa oven i Købet siddet og frosset. Lad mig føle dine Hænder ... De er jo som Isknolde!«

» Snak om en Ting! ... Hvad var det saa , du vilde? Du har da ikke igen faaet Smerter?«

»Snak, min Ven! Fortæl mig saa, hvad det var , du vilde? Du har da ikke igen faaet Smerter?«

»Nej ! Hvor kommer du paa det?«

»Nej .«

» Hvorfor ringede du da?«

» Jeg er tørstig. Skænk mig lidt Vand ,« sagde han.

» Jeg er tørstig. Skænk mig lidt Vand !«

Han vilde ikke tilstaa, at han var vaagnet op af en urolig Søvn med uhyggelige Drømme og havde følt sig modløs i sin Ensomhed. Da han ^ med to-tre store Skvulp havde tømt Vandglasset og rakte hende det tilbage, sagde han blot:

Han vilde ikke tilstaa, at han var vaagnet op af en urolig Søvn med uhyggelige Drømme og havde følt sig modløs i sin Ensomhed. Han havde aldrig udholdt længe I, 387 ad Gangen at være ene med sig selv, allermindst om Natten og i Mørke.

Han vilde ikke tilstaa, at han var vaagnet op af en urolig Søvn med uhyggelige Drømme og havde følt sig modløs i sin Ensomhed. Han havde aldrig udholdt længe ad Gangen at være ene med sig selv, allermindst om Natten og i Mørke.

» Jeg vil ikke mere have den Morfin. Det Djævelskab gør mig forstyrret i Hovedet.«

Han lagde sig træt tilbage paa Puden og lukkede Øjnene . Men han beholdt Venindens Haand , og saaledes blev han liggende nogen Tid uden at tale.

Han lagde sig træt tilbage i Puderne og lukkede Øjnene , mens han beholdt Venindens Haand . Saaledes blev han liggende nogen Tid uden at tale.

Det ^ ^ ^ ^ var ^ ^ i saadanne kraftesløse Øjeblikke hans eget Ønske, at han snart maatte dø. Han plejede at sige, at han vidste, der sad et Par Blod-Patroner paa Lur omkring i hans Legeme, og han haabede, at en af dem snart vilde skynde sig med at tage Sigte paa hans Hjerte, saa det hele var forbi i Løbet af tolv Sekunder. Han frygtede ikke Døden; han ræddedes kun for at skulle hentæres langsomt og blive det afmægtige Vidne til Forræderiets og Hykleriets 57 Sejrsgang gennem Landet, at skulle høre sin Tids store Befrielsesværk smædet uden at være i Stand til at røre en Haand til Forsvar. Og han gjorde sig ingen Illusioner. Han vidste, hvor det hele bar hen. Vidste ogsaa, hvordan han selv blev bedømt af den unge Slægt , for hvis Fremtid han dog havde ofret al sin Kraft og sin egen Menneskelykke .

Saa lidt han taalte at tænke paa Livets Afslutning, og saa inderlig Tanken om Opløsning og Tilintetgørelse var ham forhadt, frygtede han dog ikke Døden og kunde i sine kraftesløse Øjeblikke undertiden selv ønske sig Naadestødet. Han ræddedes kun for at skulle hentæres langsomt og blive det afmægtige Vidne til Forræderiets Sejrsgang gennem Landet, at skulle høre det utaknemlige Folk , for hvis Velfærds Skyld han havde ofret ^ sin egen Lykke, smæde hans Værk uden Modsigelse .

Saa lidt han taalte at tænke paa Livets Afslutning, og saa inderlig I, 280 Tanken om Opløsning og Tilintetgørelse var ham forhadt, frygtede han dog ikke Døden og kunde i sine kraftesløse Øjeblikke undertiden selv ønske sig Naadestødet. Han ræddedes kun for at skulle hentæres langsomt og blive det afmægtige Vidne til Forræderiets Sejrsgang gennem Landet, at skulle høre det utaknemlige Folk , for hvis Velfærds Skyld han havde ofret ^ sin egen Lykke, smæde hans Værk uden Modsigelse .

Saa daarligt han taalte at tænke paa Livets Afslutning, og saa pinefuld Tanken om Opløsning og Tilintetgørelse var ham , I, 281 frygtede han dog ikke Døden og kunde i sine kraftesløse Øjeblikke undertiden selv ønske sig Naadestødet. Han ræddedes kun for at skulle hentæres langsomt og blive det afmægtige Vidne til Forræderiets Sejrsgang gennem Landet, at skulle høre det utaknemlige Folk , for hvis Velfærds Skyld han havde ofret ^ sin egen Lykke, smæde hans Værk uden Modsigelse .

» Det er dumt at blive gammel,« sagde han. » Ingen skulde frivilligt opleve sin Alderdom. Det burde være en Straf, som Staten idømte Forbrydere. Livet er en ubarmhjertig Arbejdsherre. Naar vi er bleven graa i dets Tjeneste, sættes vi paa Porten med et Spark. Og saa raffineret er den gode Gud i sin Grusomhed mod os, at han opsparer alt det tungeste og bitreste i Livet til den trætte og svage Alderdom. Bare saadan en lille Ting – jeg laa netop og tænkte paa den, da du kom – mens alt andet i os ældes og forgaar, bliver vores Erindringer med Alderen mere og mere ungdommelige . Vi glemmer, hvad der skete idag eller igaar , men husker alt det gamle , der ikke hører Tiden til og ikke længer forstaas af nogen og gør os latterlige. Saadan lønner Livet sine trofaste!«

» Det er dumt at blive gammel,« sagde han. » Ingen skulde frivilligt opleve sin Alderdom. Det burde være en Straf, som Staten idømte Forbrydere. Livet er en ubarmhjertig Arbejdsherre. Naar vi er bleven graa i dets Tjeneste, sættes vi paa Porten med et Spark. Og saa ondskabsfuldt har den gode Gud indrettet det for os, at vi gerne faar alt det tungeste og bitreste opsparet til vore sidste Dage. Hvor er det f. Eks. raffineret udtænkt, at jo mere vi ældes , desto fjernere bliver vore Erindringer ^ . Vi glemmer, hvad der skete igaar eller iforgaars , men lever i alt det længst forsvundne , der ikke mere forstaaes af nogen og gør os latterlige. Saadan lønner Livet sine trofaste!«

» Det er dumt at blive gammel,« sagde han. » Ingen skulde frivilligt opleve sin Alderdom. Det burde være en Straf, som Staten idømte Forbrydere. Livet er en ubarmhjertig Arbejdsherre. Naar vi er bleven graa i dets Tjeneste, sættes vi paa Porten med et Spark. Og saa ondskabsfuldt har den gode Gud indrettet det for os, at vi gerne faar alt det tungeste og bitreste opsparet til vore sidste Dage. Hvor er det f. Eks. raffineret udtænkt, at jo mere vi ældes , desto fjernere bliver vore Erindringer ^ . Vi glemmer, hvad der skete igaar eller iforgaars , men lever i alt det længst forsvundne , der ikke mere forstaas af nogen og gør os latterlige. Saadan lønner Livet sine trofaste!«

I ^ det samme aabnedes Døren, og lille Jensens Gnom-Skikkelse kom tilsyne , forneden klædt i et grøntærnet Sjal, foroven i sin hvide Natdragt.
58 » Herren ringede!«
De havde begge to saa ganske glemt hende, at Frøken Evaldsen nær var bleven forskrækket og derpaa kom til at le. Men Enslev rejste sig igen i Sengen og modtog hende med et Uvejr af Skældsord, fordi hun havde ladet vente paa sig.
Lille Jensen undskyldte sig ikke. Hun tog tavs mod sin Herres Grovheder uden at fortrække en Mine. Det var denne uforstyrrelige Selvtilfredshed, der gjorde hende til et saa uerstatteligt Klenodie i dette Hus, hvor Enslevs Vredesbyger altid hurtigt forjog det øvrige Tyende, mens de drøjeste Beskyldninger gled af hende som Regn af en Skildpadde. Og naar Enslev havde raset ud, blev de straks igen de bedste Venner .

I, 388 Døren gik i det samme op. Lille Jensens Gnomskikkelse kom tilsyne i en ærbar Natdragt, foroven tilhyllet med et Sjal .

Døren gik i det samme op. Lille Jensens Gnomskikkelse kom tilsyne i en ærbar Natdragt, foroven tilhyllet med et Sjal .

» Gaa Deres Vej! Naar jeg skal kime hele Huset ned, før De kan høre det, har jeg ingen Brug for Dem. Vent lidt! Vil De ringe paa en Vogn til Frøkenen ... Jo !« sagde han, da hans Veninde bønfaldende lagde Haanden paa hans Arm for at forhindre det . » Jeg vil ikke vide af den Nattevaagen. Jeg har det godt nu og vil sove.«
Da Automobilen lidt efter holdt udenfor og Frøken Evaldsen kom ind med Overtøjet paa for at sige Farvel, trak han hende ned til sig og kyssede hende paa Kinden. Men derpaa stødte han hende fra sig og bød hende gaa. Det var hans sædvanlige Maade. Han 59 havde aldrig helt overvundet Bondens Forlegenhed ved at vise sine Følelser. Han var i sit Forhold til Kvinder snart kejtet, snart altfor aaben og ligefrem – aldrig helt naturlig. ^ ^

» Kaldte Herren?«
»Ja. Vil De ringe paa en Vogn til Frøkenen ... Vist saa !« sagde han, da Veninden bønfaldende lagde Haanden paa hans Arm ^ . » Jeg vil ikke vide af den Nattevaagen. Giv mig mit sædvanlige Sovepulver – og saa Godnat!«

Paa Vejen hjem, da Frøken Evaldsen kørte over Højbro Plads, hvor » Femte Juni« havde sit Palæ , saae hun, at der var Lys i flere af Redaktionslokalets Vinduer. Hun lod Vognen holde, idet hun tænkte, at hun maaske endnu kunde træffe Redaktør Samuelsen og personlig bringe ham Enslevs Besked . Hun kunde saa ogsaa høre, om der var noget nyt.

Paa Vejen hjem, da Frøken Evaldsen kørte over Højbro Plads, hvor » Femte Juni« havde sin Bygning , saae hun, at der var Lys i Redaktionslokalerne. Idet hun tænkte, at hun maaske endnu kunde træffe Redaktør Samuelsen og bringe ham Enslevs Besked, lod hun Vognen holde . Hun kunde saa ogsaa høre, om der var noget nyt.

Paa den halvmørke Trappe mødte hun Redaktionssekretæren .
Han hilste hende lidt betuttet men uden Forbavselse. Det var ikke noget ualmindeligt at se Enslevs gamle Kæreste dukke op her paa alle Tider af Døgnet ; og da hun især viste sig, naar der var Uro i Luften, ^ ^ kaldtes hun i det redaktionelle Tyvesprog for »Stormvarslet«.

Paa den halvmørke Trappe mødte hun Redaktionssekretæren , der hilste hende ^ uden Forbavselse. Det var ikke noget ualmindeligt at se Enslevs gamle Kæreste dukke op her paa denne Tid af Døgnet , – »Stormvarslet«, som hun kaldtes ^ i det redaktionelle Tyvesprog , fordi hun navnlig viste sig, naar der var Uro i Luften.

Paa den halvmørke Trappe mødte hun Redaktionssekretæren , der hilste hende ^ uden Forbavselse. Det var ikke noget ualmindeligt at se Enslevs gamle Kæreste dukke op her paa denne Tid af Døgnet , — »Stormvarslet«, som hun kaldtes ^ i det redaktionelle I, 281 Tyvesprog , fordi hun navnlig viste sig, naar der var Uro i Luften.

» Veed De, om Samuelsen er gaaet?« spurgte hun.

I, 282 » Veed De, om Samuelsen er gaaet?« spurgte hun.

» Jeg tror det ikke. For lidt siden var Redaktøren i hvert Fald ovre i Sætteriet. Men Bladet er ^ gaaet i Trykken, Frøken , saa det er i yderste Øjeblik, dersom der er noget, der skal – –.«

» Jeg tror det ikke. For lidt siden var Redaktøren i hvert Fald oppe i Sætteriet. Men Bladet er lige gaaet i Trykken, Frøken ! Dersom der er noget, der skal paa, er det i yderste Øjeblik.«

»Nej, der er ingenting . Men vil De ^ gøre mig den Tjeneste at se efter, om Samuelsen endnu er her .«

»Nej, der er ikke noget . Men vil De ^ gøre mig den Tjeneste at se efter, om Samuelsen endnu er her .«

»Nej, der er ikke noget . Men vil De ikke gøre mig den Tjeneste at se efter, om Samuelsen endnu er her ?«

Redaktøren stod ved sit Skrivebord med Overfrakken 60 paa ^ i Færd med at gennemløbe de sidste Handelstelegrammer . Han var en fedladen og rødmosset Mand i Fyrrerne , skallet indtil Nakkebenet ^ men til Gengæld ^ med et stort, omhyggeligt friseret Fuldskæg. Da Døren gled op, og Redaktionssekretæren meldte Frøken Evaldsen, slog han af Ærgrelse en Krølle paa Næsen; men da Frøkenen selv viste sig, var han lutter Smil , og med sødladen Elskværdighed bød han hende Plads i Sofaen.

Redaktøren stod ved sit Skrivebord med Overfrakken paa og var i Færd med at slukke . Han var en fed, rødmosset I, 389 Mand i Fyrretyveaarsalderen , skallet indtil Nakkebenet , men til Gengæld udstyret med et stort, omhyggelig friseret Fuldskæg. Da ^ Redaktionssekretæren meldte Frøken Evaldsen, slog han af Ærgrelse en Krølle paa Næsen; men da Frøkenen selv viste sig, var han et eneste Smil og bød hende med sødladen Elskværdighed ^ Plads i Sofaen.

Redaktøren stod ved sit Skrivebord med Overfrakken paa og var i Færd med at slukke . Han var en fed, rødmosset Mand i Fyrretyveaarsalderen , skallet indtil Nakkebenet , men til Gengæld udstyret med et stort, omhyggelig friseret Fuldskæg. Da ^ Redaktionssekretæren meldte Frøken Evaldsen, slog han af Ærgrelse en Krølle paa Næsen; men da Frøkenen selv viste sig, var han et eneste Smil og bød hende med sødladen Elskværdighed ^ Plads i Sofaen.

Frøken Evaldsen overbragte den Besked, hun havde til ham, og spurgte derpaa , om der var noget nyt ^ fra Rigsdagen.

Da hun havde overbragt sin Besked, spurgte hun , om der var kommen Nyt fra Rigsdagen.

Da hun havde overbragt sin Besked, spurgte hun , om der var kommet Nyt fra Rigsdagen.

»Nej, ikke noget særligt .«
» Heller ikke fra Aftenmødet?«
» Jeg tror det ikke. Jeg har i hvert Fald ikke hørt noget . Men ^ Enslev er nok igen bleven upasselig .«
»Ja, jeg kommer netop fra ham. Det er forresten bedre nu. Men jeg vil bede Dem om, Redaktør Samuelsen, at De ikke gør noget »sensationelt« ud af dette Tilbagefald. De vil i det hele nok være saa god ikke at omtale Sagen ^ paa en saadan Maade, at den kan vække Ængstelse hos nogen ... og maaske ^ Forhaabninger hos ^ andre. Da Enslev sidste Gang ^ ^ var syg, gik der jo ligefrem Rygter i Byen om , at han var død, og det var » Femte Juni« ikke helt uden Skyld i. Saadan noget skulde ikke gerne gentage sig.«
61 Redaktøren sagde hende ikke imod ^ men lovede heller ikke noget. Han saae blot paa hende med sit elskværdige Smil.
»Ja, det var bare det, jeg vilde sige Dem.«
Hun havde allerede rejst sig, og Samuelsen fulgte hende til Døren.
Men pludselig bad han hende ^ om at blive et lille Øjeblik. Han vilde saa gerne have Lov til at benytte Lejligheden til at gøre hende en ^ fortrolig Meddelelse, sagde han.
» Hvad er det om?« spurgte hun lidt usikker.
» Vil De ikke tage Plads igen?«

»Nej, ikke noget særligt ^ . Men Rygterne om Provst Brobergs Udnævnelse holder sig.«
»Ja, jeg veed det! ... Enslev er ^ igen bleven upasselig ; men jeg vil bede Dem om, Redaktør Samuelsen, at ^ Sagen ikke omtales paa en saadan Maade, at der vækkes Ængstelse hos nogen – eller Forhaabninger hos visse andre. Sidste Gang , han var syg, hed det sig jo ^ i Byen ^ , at han var død, og det var » Femte Juni« ikke ^ uden Skyld i. Der maa altsaa ikke gøres noget »sensationelt« ud af dette Tilbagefald.«
Redaktøren sagde hende ikke imod ^ men lovede heller ikke noget. Smilende slog han Øjnene ned og tav.
Da Frøken Evaldsen nu vilde gaa, bad han hende indstændigt om at blive et lille Øjeblik. Han vilde ^ gerne ^ benytte Lejligheden til at gøre hende en strengt fortrolig Meddelelse, sagde han. ^

»Nej, ikke noget særligt ^ . Men Rygterne om Provst Brobergs Udnævnelse holder sig.«
»Ja, jeg veed det! ... Enslev er ^ igen bleven upasselig ; men jeg vil bede Dem om, Redaktør Samuelsen, at ^ Sagen ikke omtales paa en saadan Maade, at der vækkes Ængstelse hos nogen — eller Forhaabninger hos visse andre. Sidste Gang ^ han var syg, hed det sig jo ^ i Byen ^ , at han var død, og det var » Femte Juni« ikke ^ uden Skyld i. Der maa altsaa ikke gøres noget »sensationelt« ud af dette Tilbagefald.«
Redaktøren sagde hende ikke imod ^ men lovede heller ikke noget. Smilende slog han Øjnene ned og tav.
Da Frøken Evaldsen nu vilde gaa, bad han hende indstændigt om at blive et lille Øjeblik. Han vilde ^ gerne ^ benytte Lejligheden til at gøre hende en strengt fortrolig Meddelelse, sagde han. ^

»Nej, ikke noget særligt ^ . Men Rygterne om Provst Brobergs Udnævnelse holder sig.«
»Ja, jeg veed det! ... Enslev er ^ igen bleven upasselig ; men jeg vil bede Dem om, Redaktør Samuelsen, at ^ Sagen ikke omtales paa en saadan Maade, at der vækkes Ængstelse hos nogen – eller Forhaabninger hos visse andre. Sidste Gang ^ han var syg, hed det sig jo ^ i Byen ^ , at han var død, og det var » Femte Juni« ikke ^ uden Skyld i. Der maa altsaa ikke gøres noget »sensationelt« ud af dette Tilbagefald.«
Redaktøren sagde hende ikke imod , men lovede heller ikke noget. Smilende slog han Øjnene ned og tav.
Da Frøken Evaldsen nu vilde gaa, bad han hende indstændigt om at blive et lille Øjeblik. Han vilde ^ gerne ^ benytte Lejligheden til at gøre hende en strengt fortrolig Meddelelse, sagde han. ^

» Men min Vogn holder dernede.«

» Det kan siges i nogle faa Ord.«
Mens Frøken Evaldsen gik tilbage til Sofaen, aabnede Redaktøren ind til Sideværelset for at overbevise sig om, at ikke nogen af Medarbejderne sad derinde – » for om Natten har Væggene Øren her i Huset,« sagde han – hvorpaa han satte sig overfor hende i Skrivebordsstolen.

» Det kan siges i ^ faa Ord.« ^

Hr. Samuelsen, der af Udseende og Væsen mere lignede en Forretningsmand end en Journalist, var ogsaa naaet til sin Chefspost ad Kontorvejen. Han skrev aldrig selv en Linje i Bladet ^ men instruerede og dominerede og tumlede med en Stab af Medarbejdere, hvis Værdi for Abonnementsprotokolen han nøje takserede og kontrolerede og reviderede. 62 Personlig forestod han desuden Annonceafdelingen, som han viede sin specielle Interesse. Han var bleven Bladets Leder paa et Tidspunkt, da københavnsk Bladvirksomhed fra at være en Slags Husflid blev en Industri i stor Stil, hvor det tekniske Apparat betød mere end Talentet , og som derfor krævede en praktisk uddannet Mand i Spidsen. Og Resultatet havde været glimrende. » Femte Juni«, som Enslev i sin Tid havde sat i Gang med en lille Sum sammenplukkede Penge og i Begyndelsen havde skrevet næsten alene, var nu et Millionforetagende, der beskæftigede flere hundrede Mennesker.

Hr. Samuelsen, der af Udseende og Væsen mere lignede en Forretningsmand end en Journalist, var ogsaa I, 390 naaet til sin Chefspost ad Kontorvejen. Han skrev aldrig selv en Linje i Bladet ^ men instruerede og dominerede ^ en Stab af Medarbejdere, hvis Værdi for Abonnementsprotokollen han nøje takserede og kontrolerede . Personlig forestod han ^ Annonceafdelingen, som han viede sin specielle Interesse. Han var bleven Bladets Leder paa et Tidspunkt, da københavnsk Bladvirksomhed fra at være en Slags Husflid blev en Industri i stor Stil, hvor det tekniske Apparat betød mere end Talentet , og ^ derfor krævede en praktisk uddannet Mand i Spidsen. Og Resultatet havde været glimrende. » Femte Juni«, som Enslev i sin Tid havde sat i Gang med en lille Sum sammenplukkede Penge og i Begyndelsen havde skrevet næsten alene, var nu et Millionforetagende, der beskæftigede flere hundrede Mennesker.

Hr. Samuelsen, der af Udseende og Væsen mere lignede en I, 282 Forretningsmand end en Journalist, var ogsaa naaet til sin Chefspost ad Kontorvejen. Han skrev aldrig selv en Linje i Bladet ^ men instruerede og dominerede ^ en Stab af Medarbejdere, hvis Værdi for Abonnementsprotokollen han nøje takserede og kontrolerede . Personlig forestod han ^ Annonceafdelingen, som han viede sin specielle Interesse. Han var bleven Bladets Leder paa et Tidspunkt, da københavnsk Bladvirksomhed fra at være en Slags Husflid blev en Industri i stor Stil, hvor det tekniske Apparat betød mere end Talentet ^ og ^ derfor krævede en praktisk uddannet Mand i Spidsen. Og Resultatet havde været glimrende. » Femte Juni«, som Enslev i sin Tid havde sat i Gang med en lille Sum sammenplukkede Penge og i Begyndelsen havde skrevet næsten alene, var nu et Millionforetagende, der beskæftigede flere hundrede Mennesker.

Hr. Samuelsen, der af Udseende og Væsen mere lignede en Forretningsmand end en Journalist, var ogsaa naaet til sin Chefspost ad Kontorvejen. Han skrev aldrig selv en Linje i Bladet , men instruerede og dominerede ^ en Stab af Medarbejdere, hvis Værdi I, 283 for Abonnementsprotokollen han nøje takserede og kontrolerede . Personlig forestod han ^ Annonceafdelingen, som han viede sin specielle Interesse. Han var bleven Bladets Leder paa et Tidspunkt, da københavnsk Bladvirksomhed fra at være en Slags Husflid blev en Industri i stor Stil, hvor det tekniske Apparat betød mere end Talentet ^ og ^ derfor krævede en praktisk uddannet Mand i Spidsen. Og Resultatet havde været glimrende. » Femte Juni«, som Enslev i sin Tid havde sat i Gang med en lille Sum sammenplukkede Penge og i Begyndelsen havde skrevet næsten alene, var nu et Millionforetagende, der beskæftigede flere hundrede Mennesker.

Med bekymret Mine betroede han nu Frøken Evaldsen, at der ved Maanedsopgøret havde vist sig en ret betydelig Nedgang i Bladets Indtægter baade paa Abonnements- og Annoncekontoen. Prisen paa Papir var samtidig stegen, og Afdragene paa den nye Viktoriapresse tyngede ogsaa stærkt paa Udgiftssiden. Dersom Nedgangen vedvarede, maatte han betragte Situationen som foruroligende.

Med bekymret Mine betroede han ^ Frøken Evaldsen, at der ved Maanedsopgøret havde vist sig en ret betydelig Nedgang i Bladets Indtægter baade paa Abonnements- og Annoncekontoen. Prisen paa Papir var samtidig stegen, og Afdragene paa den nye Viktoriapresse tyngede ogsaa stærkt paa Udgiftssiden. Dersom Nedgangen vedvarede, maatte han betragte Situationen som foruroligende.

Hertil svarede Frøken Evaldsen, at efter hendes Mening – » som han jo forresten godt kendte « – var Skylden Redaktionens. Naar man fyldte Bladet med Teatervrøvl og al Slags barnagtig Pjank om Damepynt og Fodboldskampe , kunde man ikke vente, at fornuftige Folk vilde læse det.

Frøken Evaldsen sagde ham rent ud sin Mening – » som han jo forresten godt kendte «. Naar man fyldte Bladet med Teatervrøvl og al Slags barnagtigt Pjank om Damepynt og Fodboldkampe , kunde man ikke vente, at fornuftige Folk vilde læse det.

Frøken Evaldsen sagde ham rent ud sin Mening — » som han jo forresten godt kendte «. Naar man fyldte Bladet med Teatervrøvl og al Slags barnagtigt Pjank om Damepynt og Fodboldkampe , kunde man ikke vente, at fornuftige Folk vilde læse det.

Samuelsen rystede smilende paa Hovedet, men 63 hans ^ uforanderlige Elskværdighed ^ havde faaet et Skær af Vemod.

I, 391 Samuelsen smilede med sin uforanderlige Elskværdighed , der dog havde faaet et Skær af Vemod.

Samuelsen smilede med sin uforanderlige Elskværdighed , der dog havde faaet et Skær af Vemod.

Han beklagede, at de næppe blev helt enige om, hvad der maatte være et moderne Blads Formaal. Dersom man vilde redigere en Avis alene til Glæde for de fornuftige Mennesker i Landet, blev man nødt til samtidig at vende tilbage til Haandpressen og Korsbaandsforsendelsen. Tiderne havde forandret sig – desværre! Folk interesserede sig ikke længer for Politik undtagen lige under en Valgkamp. Det var ganske andre Ting, der nutildags optog og begejstrede Sindene.

Han beklagede, at de ikke var helt enige om, hvad der maatte være et moderne Blads Formaal. Dersom man vilde redigere en Avis alene til Glæde for de fornuftige Mennesker i Landet, blev man nødt til samtidig at vende tilbage til Haandpressen og Korsbaandsforsendelsen. Tiderne havde forandret sig – desværre! Folk interesserede sig ikke længer for Politik undtagen lige under en Valgkamp. ^

Han beklagede, at de ikke var helt enige om, hvad der maatte være et moderne Blads Formaal. Dersom man vilde redigere en Avis alene til Glæde for de fornuftige Mennesker i Landet, blev man nødt til samtidig at vende tilbage til Haandpressen og Korsbaandsforsendelsen. Tiderne havde forandret sig — desværre! Folk interesserede sig ikke længer for Politik undtagen lige under en Valgkamp. ^

» Da skal den politiske Interesse sandelig nok blive vakt nu!« brød det ud af Frøken Evaldsen. » Vent De blot!«

» Da skal den politiske Interesse sandelig nok blive vakt nu!« brast det ud af Frøken Evaldsen. » Vent ^ blot!«

Samuelsen betragtede hende et Øjeblik ; hvorpaa han nikkede som Tegn paa Forstaaelse. Men Smilet i hans rødmossede Ansigt blegnede langsomt, mens han betænksomt strøg sig nedover Skægget med sin sort behaarede Haand. Og der blev en længere Pavse.

Samuelsen betragtede hende et Øjeblik med Forstaaelse. Derpaa strøg han sig betænksomt ^ nedover Skægget med sin sort behaarede Haand. Og der blev en længere Pavse.

I, 283 Samuelsen betragtede hende et Øjeblik med Forstaaelse. Derpaa strøg han sig betænksomt ^ nedover Skægget med sin sort behaarede Haand. Og der blev en længere Pavse.

Samuelsen betragtede hende et Øjeblik med Forstaaelse. Derpaa strøg han sig betænksomt ^ nedover Skægget med sin sort behaarede Haand. Og der blev en længere Pavse.

» Det var altsaa dette, jeg gerne vilde opnaa hos Dem, Frøken Evaldsen, at De underhaanden – ved en passende Lejlighed – forberedte Enslev paa, at Regnskabet for indeværende Kvartal rimeligvis vil stille sig betydelig mindre gunstigt for ham , end han nu i en Aarrække har været vant til. Jeg vilde 64 nødig, at den ubehagelige Meddelelse kom ham altfor overraskende. Kunde det desuden lykkes mig at overtale Dem til at støtte et Forslag om i Øjeblikket at dæmpe Tonen i vore politiske Artikler en Smule , saa tror jeg, at det ikke alene vilde være til Gavn for Bladet men ogsaa skabe Tilfredshed i store Dele af vor Læsekres. Jeg kan oplyse – hvad der nemlig nu er ^ godtgjort ved Kvartalsskiftet – at Enslevs Strige-Tale, som vi jo bragte i et stenografisk Referat, har kostet os over 600 faste Abonnenter ude omkring paa Landet. Og man maa jo ikke glemme, at hvad der gaar tabt for os, kommer de andre tilgode. Jeg veed med fuld Sikkerhed, at flere af de moderate Blade har haft en enestaaende Fremgang siden i Sommer. Der er ingen Tvivl om, at Publikums Gehør nu er ved at vende sig mod de blidere Røster. »Folkebladet« f. Eks. har efter Sigende allerede faaet over to tusinde nye Abonnenter paa sit kirkelige Søndagstillæg. Det er dog et Vink, ikke sandt? ... Og » Femte Juni«’s Stilling maa ikke for nogen Pris rokkes i det danske Folks Bevidsthed. Paa det Punkt er vi vistnok ganske enige, Frøken Evaldsen. Sine Traditioner tro skal Bladet staa som det grundmurede Fyrtaarn midt i Brændingen ... Lysbringeren i alle Dagens Diskussioner og Konflikter . Ikke sandt – saaledes ønsker vi det alle?«
65 » Ja ja, Hr. Samuelsen – iovermorgen faar De jo Lejlighed til selv at udvikle Deres Anskuelser for Enslev,« svarede Frøken Evaldsen og rejste sig.
Der var en god Del Ringeagt i hendes Tone . Hun vidste, at Hr. Samuelsen var betydelig mindre veltalende, naar han stod overfor Enslev ^ , og uden Modsigelse lystrede enhver Ordre fra den Kant.
Nogen Uro havde han alligevel vakt hos hende, og da hun atter sad i Vognen, lovede hun sig selv, at hun endnu en Gang vilde advare sin Ven mod dette Menneske, ^ ^ der ^ ^ havde forstaaet at suge sig fast i hans Yndest. At » Femte Juni« under hans Styrelse var bleven et saa indbringende Foretagende, havde naturligvis gjort sit dertil ^ . Enslev havde vænnet sig til at bruge mange Penge. Hans Hjælpsomhed mod politiske Venner , der var kommen i Trang, var grænseløs, og de fire-fem Provinsaviser, han ejede, krævede aarligt store Tilskud. Herigennem havde Samuelsen faaet en vis Magt over ham, som han sikkert paa en eller anden Maade misbrugte til egen Fordel. Hun havde ikke mindste Tillid til den Mand. Alene Synet af hans lodne Hænder virkede uhyggeligt paa hende. Det blev ogsaa sagt, at han skulde være en af Byens værste Sodomiter, hvad jo let kunde komme Enslev til Skade, dersom det blev almindelig bekendt . Og der var i Forvejen Farer nok, der lurede. Hans Fjender voksede baade i Tal 66 og i Magt, og hun syntes , at Fremtiden for hver Dag saae mere mørk og truende ud.

^

» Det var altsaa dette, jeg gerne vilde opnaa hos Dem, Frøken Evaldsen, at De underhaanden – ved en passende Lejlighed – forberedte Enslev paa, at Regnskabet for indeværende Kvartal rimeligvis vil stille sig betydelig mindre gunstigt ^ , end han nu i en Aarrække har været vant til. Jeg vilde nødig, at den ubehagelige Meddelelse skulde komme ham for overraskende. Kunde det desuden lykkes mig at overtale Dem til at støtte et Forslag om i Øjeblikket at dæmpe Tonen i vore politiske Artikler en Kende , saa tror jeg, det vilde være til Gavn for Bladet og skabe Tilfredshed i store Dele af vor Læsekres. Jeg kan oplyse – hvad der ^ nu er bleven godtgjort ved Kvartalsskiftet I, 392 – at Enslevs Strige-Tale, som vi jo bragte i et stenografisk Referat, har kostet os over otte hundrede faste Abonnenter ude omkring paa Landet. Og man maa jo ikke glemme, at hvad der gaar tabt for os, kommer de andre tilgode. Jeg veed med fuld Sikkerhed, at flere af de moderate Blade har haft en enestaaende Fremgang siden i Sommer. Der er ingen Tvivl om, at Publikums Gehør nu er ved at vende sig mod de blidere Røster. »Folkebladet« f. Eks. har efter Sigende allerede faaet over to tusinde nye Abonnenter paa sit kirkelige Søndagstillæg. Det er dog et Vink, ikke sandt? ... Og » Femte Juni«’s Stilling maa ikke for nogen Pris rokkes i det danske Folks Bevidsthed. Paa det Punkt er vi sikkert fuldkommen enige, Frøken Evaldsen. Sine Traditioner tro skal Bladet staa som det grundmurede Fyrtaarn midt i Brændingen ... Lysbringeren i alle Dagens Diskussioner og Konflikter .«
» Nu kan De jo med det første faa Lejlighed til selv at udvikle Deres Anskuelser ,« sagde Frøken Evaldsen, idet hun rejste sig, og der var en god Del Ringeagt i hendes Tone , fordi hun vidste, at Hr. Samuelsen var betydelig mindre veltalende, naar han stod overfor Enslev . Hun følte desuden en levende Uvilje imod Manden og beklagede den Tillid , Enslev viste ham. Alene Synet af hans lodne Hænder vakte hendes Modbydelighed, saameget mere som der blev sagt, at han var en af Byens værste Sodomiter.
Nogen Bekymring havde hans Ord alligevel efterladt i I, 393 hendes Sind . Enslev havde vænnet sig til at bruge mange Penge. Hans Hjælpsomhed mod politiske Venner ^ var grænseløs, og de fire-fem Provinsaviser, han ejede, krævede ofte ret betydelige Tilskud. Selv havde han vistnok ikke synderligt Begreb om, hvordan han egenlig sad i det. Skulde han nu under den forestaaende Kamp ogsaa faa økonomiske Vanskeligheder, vilde hans Fjender glæde sig . Og der var i Forvejen Farer nok, der truede fra Mørket. Hun synles tidt, naar hun tænkte paa Fremtiden , at det var som at stirre ind i en Uvejrsnat.
IV .

» Det var altsaa dette, jeg gerne vilde opnaa hos Dem, Frøken Evaldsen, at De underhaanden — ved en passende Lejlighed — forberedte Enslev paa, at Regnskabet for indeværende Kvartal rimeligvis vil stille sig betydelig mindre gunstigt ^ , end han nu i en Aarrække har været vant til. Jeg vilde nødig, at den ubehagelige Meddelelse skulde komme ham for overraskende. Kunde det desuden lykkes mig at overtale Dem til at støtte et Forslag om i Øjeblikket at dæmpe Tonen i vore politiske Artikler en Kende , saa tror jeg, det vilde være til Gavn for Bladet og skabe Tilfredshed i store Dele af vor Læsekres. Jeg kan oplyse — hvad der ^ nu er bleven godtgjort ved Kvartalsskiftet — ^ at Enslevs Strige-Tale, som vi jo bragte i et stenografisk Referat, har kostet os over otte hundrede faste Abonnenter ude omkring paa Landet. Og man maa jo ikke glemme, at hvad der gaar tabt for os, kommer de andre tilgode. Jeg veed med fuld Sikkerhed, at flere af de moderate Blade har haft en enestaaende Fremgang siden i Sommer. Der er ingen Tvivl om, at Publikums Gehør nu er ved at vende sig mod de blidere Røster. »Folkebladet« f. Eks. har efter Sigende allerede faaet over to tusinde nye Abonnenter paa sit kirkelige Søndagstillæg. Det er dog et Vink, ikke sandt? ... Og » Femte Juni«’s Stilling maa ikke for nogen Pris rokkes i det danske Folks Bevidsthed. Paa det Punkt er vi sikkert fuldkommen enige, Frøken Evaldsen. Sine Traditioner tro skal Bladet staa som det grundmurede Fyrtaarn midt i Brændingen ... Lysbringeren i alle Dagens Diskussioner og Konflikter .«
» Nu kan De jo med det første faa Lejlighed til selv at udvikle Deres Anskuelser ,« sagde Frøken Evaldsen, idet hun rejste sig, og der var en god Del Ringeagt i hendes Tone , fordi hun vidste, at Hr. Samuelsen var betydelig mindre veltalende, naar han stod overfor Enslev . Hun følte desuden en levende Uvilje imod Manden og beklagede den Tillid , Enslev viste ham. Alene Synet af hans lodne Hænder vakte hendes Modbydelighed, saa meget mere som der blev sagt, at han var en af Byens værste Sodomiter.
I, 284 Nogen Bekymring havde hans Ord alligevel efterladt i hendes Sind . Enslev havde vænnet sig til at bruge mange Penge. Hans Hjælpsomhed mod politiske Venner ^ var grænseløs, og de fire-fem Provinsaviser, han ejede, krævede ofte ret betydelige Tilskud. Selv havde han vistnok ikke synderligt Begreb om, hvordan han egenlig sad i det. Skulde han nu under den forestaaende Kamp ogsaa faa økonomiske Vanskeligheder, vilde hans Fjender glæde sig . Og der var i Forvejen Farer nok, der truede fra Mørket. Hun syntes tidt, naar hun tænkte paa Fremtiden , at det var som at stirre ind i en Uvejrsnat.
IV

I, 284 » Det var altsaa dette, jeg gerne vilde opnaa hos Dem, Frøken Evaldsen, at de underhaanden – ved en passende Lejlighed – forberedte Enslev paa, at Regnskabet for indeværende Kvartal rimeligvis vil stille sig betydelig mindre gunstigt ^ , end han nu i en Aarrække har været vant til. Jeg vilde nødig, at den ubehagelige Meddelelse skulde komme ham for overraskende. Kunde det desuden lykkes mig at overtale Dem til at støtte et Forslag om i Øjeblikket at dæmpe Tonen i vore politiske Artikler en Kende , saa tror jeg, det vilde være til Gavn for Bladet og skabe Tilfredshed i store Dele af vor Læsekres. Jeg kan oplyse – hvad der ^ nu er bleven godtgjort ved Kvartalsskiftet – at Enslevs Strige-Tale, som vi jo bragte i et stenografisk Referat, har kostet os over otte hundrede faste Abonnenter ude omkring paa Landet. Og man maa jo ikke glemme, at hvad der gaar tabt for os, kommer de andre tilgode. Jeg veed med fuld Sikkerhed, at flere af de moderate Blade har haft en enestaaende Fremgang siden i Sommer. Der er ingen Tvivl om, at Publikums Gehør nu er ved at vende sig mod de blidere Røster. »Folkebladet« f. Eks. har efter Sigende allerede faaet over to tusinde nye Abonnenter paa sit kirkelige Søndagstillæg. Det er dog et Vink, ikke sandt? ... Og » Femte Juni«s Stilling maa ikke for nogen Pris rokkes i det danske Folks Bevidsthed. Paa det Punkt er vi sikkert fuldkommen enige, Frøken Evaldsen. Sine Traditioner tro skal Bladet staa som det grundmurede Fyrtaarn midt i Brændingen ... Lysbringeren i alle Dagens Diskussioner og Konflikter .«
» Nu kan De jo med det første faa Lejlighed til selv at udvikle Deres Anskuelser ,« sagde Frøken Evaldsen, idet hun rejste sig, og der var en god Del Ringeagt i hendes Tone , fordi hun vidste, at Hr. Samuelsen var betydelig mindre veltalende, naar han stod overfor Enslev . Hun følte desuden en levende Uvilje imod Manden og beklagede den Tillid , Enslev viste ham. Alene Synet af hans lodne Hænder vakte hendes Modbydelighed, saa meget mere som der blev sagt, at han var en af Byens værste Sodomiter.
Nogen Bekymring havde hans Ord alligevel efterladt i hendes Sind . Enslev havde vænnet sig til at bruge mange Penge. Hans Hjælpsomhed mod politiske Venner ^ var grænseløs, og de I, 285 fire-fem Provinsaviser, han ejede, krævede ofte ret betydelige Tilskud. Selv havde han vistnok ikke synderligt Begreb om, hvordan han egenlig sad i det. Skulde han nu under den forestaaende Kamp ogsaa faa økonomiske Vanskeligheder, vilde hans Fjender glæde sig . Og der var i Forvejen Farer nok, der truede fra Mørket. Hun syntes tidt, naar hun tænkte paa Fremtiden , at det var som at stirre ind i en Uvejrsnat.
IV

⇕ Toldere og Syndere III, 1.7

⇕ De Dødes Rige 4.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 4.4

O m Aftenen , netop som ^ ^ Raadhusuret slog ^ otte , indfandt Journalist, cand. theol. A B D Carlsen sig efter Bestemmelsen i » Hotel Vennely« for at træffe nærmere Aftale med Mads Vestrup. Den afsatte Præst var hjemme og modtog ham med en Venlighed, der stod i en paafaldende Modsætning til hans Væsen overfor ham den foregaaende Aften .

Mads Vestrup sad om Aftenen hjemme paa sit kolde Tagkammer i » Hotel Vennely« og ventede paa Kandidat Carlsen – A B D. Det var Aftalen, at Hr. Carlsen skulde komme Klokken syv; men Raadhusuret slog netop otte , og endnu havde han ikke indfundet sig ^ .

Mads Vestrup sad om Aftenen hjemme paa sit kolde Tagkammer i » Hotel Vennely« og ventede paa Kandidat Carlsen — A B D. Det var Aftalen, at Hr. Carlsen skulde komme Klokken syv; men Raadhusuret slog netop otte , og endnu havde han ikke indfundet sig ^ .

Mads Vestrup havde følt sin Ensomhed i den store ^ Bys Menneskevrimmel saa knugende, at han næsten havde længtes efter Journalistens Komme ^ blot for igen at se et Ansigt, han kendte. Desuden havde han om Morgenen læst i Aviserne om sin Dødsfjendes, Provst Brobergs, sandsynlige Udnævnelse til Kultusminister, og denne Efterretning rejste ^ ^ ^ et Stormvejr i hans Sind, der havde nedslaaet hans sidste Betænkeligheder ved Makkerskabet med den fritænkerske Avis. Naar den Mand, der i hans Øjne var selve Satans Ypperstepræst i Landet, blev anbragt i Kirkens Højsæde , var Forargelsens Fylde naaet , og Herrens forraadte Menighed havde da ingen anden Udvej end at søge Ly hos Hedninger.
Til Trods for Præstens overraskende venlige Haandtryk 67 blev Gensynet en stor Skuffelse for A B D Carlsen. Naar han var mødt saa præcis paa Klokkeslaget ^ ^ , var det fordi han havde ventet , at der var gjort Anstalter til Servering af en eller anden Forfriskning . Han havde af samme Grund ikke nydt noget stærkt i de ^ sidste Timer ^ , og hans Ansigt med de store Bylder var ganske blodløst af Spiritushunger.

Mads Vestrup havde følt sin Ensomhed i den store fremmede Bys Menneskevrimmel saa knugende, at han næsten ^ længtes efter Journalistens Komme ^ blot for igen at se et Ansigt, han kendte. Tidlig om Morgenen, før det endnu var lyst, havde han begyndt at nedskrive den Redegørelse for sin Stilling til Nutidskirken og det kristne Menighedsliv, som han havde bestemt sig til at offenliggøre i » Femte Juni«. Arbejdet var bleven fortsat og sluttet om Eftermiddagen. I Mellemtiden havde han været Byen rundt for at finde et billigt Privatlogis, og han I, 394 havde nu lejet sig ind hos en Skomager i Knabrostræde, hvor han fik et Værelse og Middagsmad for fyrretyve Kroner om Maaneden. Desuden havde han skrevet et langt Brev hjem til Stine med Beretning om alt, hvad han havde oplevet , siden de skiltes , og han sad nu og nynnede paa et lille Trøstevers, som engang paa hans ensomme Vandringer langt fra Hus og Hjem havde sunget sig frem hos ham i en tung Stund:

Lad komme Sult og Nød!
Giv Taarer mig for Brød!
Der er kun kort til Graven.
Snart med et Fadervor
jeg over Skyer gaar
i Himmellyset hjem til Barndomshaven!
Endelig hørtes tunge Trin paa Trappen, og lidt efter stod Hr. Carlsen i Døren, ligesom den foregaaende Dag med Hatten trykket ned i Panden og Frakkekraven opslaaet.
Skønt Mads Vestrup kom ham venligt imøde , var Modtagelsen en stor Skuffelse for den gamle Bladrotte, der saa bestemt havde ventet at finde en eller anden Forfriskning serveret. Han havde i de to sidste Timer ikke nydt noget stærkt , og hans Ansigt med de rødblaa Drankerpletter var ^ blodløst af Spiritushunger.

Mads Vestrup havde følt sin Ensomhed i den store fremmede Bys Menneskevrimmel saa knugende, at han næsten ^ længtes efter Journalistens Komme , blot for igen at se et Ansigt, han kendte. Tidlig om Morgenen, før det endnu var lyst, havde han begyndt at nedskrive den Redegørelse for sin Stilling til Nutidskirken og det kristne Menighedsliv, som han havde bestemt sig til at offenliggøre i » Femte Juni«. Arbejdet var bleven fortsat og sluttet om Eftermiddagen. I Mellemtiden havde han været Byen rundt for at finde et billigt Privatlogis, og han havde nu lejet sig ind hos en Skomager i Knabrostræde, hvor han fik et Værelse og Middagsmad for fyrretyve Kroner om Maaneden. Desuden havde han skrevet et langt Brev hjem til Stine med Beretning om alt, hvad han havde oplevet , siden de skiltes , og han sad nu og nynnede paa et lille Trøstevers, som engang paa hans ensomme Vandringer langt fra Hus og Hjem havde sunget sig frem hos ham i en tung Stund:

I, 285 Lad komme Sult og Nød!
Giv Taarer mig for Brød!
Der er kun kort til Graven.
Snart med et Fadervor
jeg over Skyer gaar
i Himmellyset hjem til Barndomshaven!
Endelig hørtes tunge Trin paa Trappen, og lidt efter stod Hr. Carlsen i Døren, ligesom den foregaaende Dag med Hatten trykket ned i Panden og Frakkekraven opslaaet.
Skønt Mads Vestrup kom ham venligt imøde , var Modtagelsen en stor Skuffelse for den gamle Bladrotte, der saa bestemt havde ventet at finde en eller anden Forfriskning serveret. Han havde i de to sidste Timer ikke nydt noget stærkt , og hans Ansigt med de rødblaa Drankerpletter var ^ blodløst af Spiritushunger.

Mads Vestrup havde følt sin Ensomhed i den store fremmede Bys Menneskevrimmel saa knugende, at han næsten ^ længtes efter Journalistens Komme , blot for igen at se et Ansigt, han kendte. Tidlig om Morgenen, før det endnu var lyst, havde han begyndt at nedskrive den Redegørelse for sin Stilling til Nutidskirken og det kristne Menighedsliv, som han havde bestemt sig til at offentliggøre i » Femte Juni«. Arbejdet var bleven fortsat og sluttet om Eftermiddagen. I Mellemtiden havde han været Byen rundt for at finde et billigt Privatlogis, og han havde nu lejet sig ind hos en Skomager i Knabrostræde, hvor han fik et Værelse og Middagsmad for fyrretyve Kroner om Maaneden. Desuden havde han skrevet et langt Brev hjem til Stine med Beretning om alt, hvad han havde oplevet , siden de skiltes , og han sad nu og nynnede paa et lille Trøstevers, som engang paa hans ensomme Vandringer langt fra Hus og Hjem havde sunget sig frem hos ham i en tung Stund:

Lad komme Sult og Nød!
Giv Taarer mig for Brød!
Der er kun kort til Graven.
Snart med et Fadervor
jeg over Skyer gaar
i Himmellyset hjem til Barndomshaven!
I, 286 Endelig hørtes tunge Trin paa Trappen, og lidt efter stod Hr. Carlsen i Døren, ligesom den foregaaende Dag med Hatten trykket ned i Panden og Frakkekraven opslaaet.
Skønt Mads Vestrup kom ham venligt imøde , var Modtagelsen en stor Skuffelse for den gamle Bladrotte, der saa bestemt havde ventet at finde en eller anden Forfriskning serveret. Han havde i de to sidste Timer ikke nydt noget stærkt , og hans Ansigt med de rødblaa Drankerpletter var ^ blodløst af Spiritushunger.

» Jeg kommer alene. Vore Tegnere var allesammen optaget i Aften,« sagde han gnavent, efter at han med Blikket havde ransaget ogsaa Stuens Kroge og forvisset sig om, at der ikke noget Sted var forstukket Flasker. » Men det var altsaa det Skriftemaal. Har De faaet det skrevet?«
Mads Vestrup tog fra Bordskuffen en Snes beskrevne Blade. Det var en Redegørelse for hans Stilling til Nutidskirken og det kristne Menighedsliv. Han havde begyndt Udarbejdelsen tidlig om Morgenen, længe før det var lyst, og havde fortsat den om Eftermiddagen , da ^ ^ ^ han var kommen tilbage fra en Rundtur i Byen.
Journalisten bladede ligegyldig i Manuskriptet og stak det i Lommen med de Ord :

Gnaven kastede han ^ sig paa en Stol og begyndte den sædvanlige Ransagning af sine Lommer for at finde Notebogen.
» Det var altsaa det Skriftemaal , vi skulde ha’, Højstærede! Og ikke altfor kort. Vi skal jo gøre Dem til en I, 395 stor Mand. En Martyr og Aandskæmpe – rent ud sagt. Det lyder Ordren paa.«
Mads Vestrup rakte ham en Snes beskrevne Blade og forklarede, at han havde foretrukket selv at nedskrive sine Betragtninger, skønt det var ham uvant at bruge Pennen.
Hr. Carlsen gennembladede ligegyldig Papirerne og sagde :

Gnaven kastede han ^ sig paa en Stol og begyndte den sædvanlige Ransagning af sine Lommer for at finde Notebogen.
» Det var altsaa det Skriftemaal , vi skulde ha’, Højstærede! Og ikke altfor kort. Vi skal jo gøre Dem til en stor Mand. En Martyr og Aandskæmpe — rent ud sagt. Det lyder Ordren paa.«
Mads Vestrup rakte ham en Snes beskrevne Blade og forklarede, at han havde foretrukket selv at nedskrive sine Betragtninger, skønt det var ham uvant at bruge Pennen.
Hr. Carlsen gennembladede ligegyldig Papirerne og sagde :

Gnaven kastede han ^ sig paa en Stol og begyndte den sædvanlige Ransagning af sine Lommer for at finde Notebogen.
» Det var altsaa det Skriftemaal , vi skulde ha’, Højstærede! Og ikke altfor kort. Vi skal jo gøre Dem til en stor Mand. En Martyr og Aandskæmpe – rent ud sagt. Det lyder Ordren paa.«
Mads Vestrup rakte ham en Snes beskrevne Blade og forklarede, at han havde foretrukket selv at nedskrive sine Betragtninger, skønt det var ham uvant at bruge Pennen.
Hr. Carlsen gennembladede ligegyldig Papirerne og sagde :

» Fem Hundrede Linjer, antager jeg. Jeg har talt med Chefredaktøren. Han haabede at kunne give otte Øre Linjen, sagde han. Det vil sige, at De faar fem. Vi sætter den saa i Kroniken den Dag, De 68 taler første Gang . De har nok bestemt Dem for Elysium-Salen. Værten ringede mig op . Han fortalte mig , at De havde været hos ham. Jeg lovede at skaffe fuldt Hus.«
Da Forretningerne saaledes var bragt i Orden, og efter at A B D Carlsen en Tid havde siddet modfalden og gumlet paa sin tørre Tunge, spurgte han Præsten, hvor han havde ^ ^ ^ ^ i Sinde at slaa sine Sjusser i sig i Aften. Han selv agtede sig ud til en af sine unge Venner blandt Kunstnerne for at lykønske til et Legat, han lige havde ^ faaet . Det var Komponisten Jørgen Berg. Havde han ikke Lyst til at drive med? Jørgen Berg var sgu en briljant Fyr, som han vilde have Fornøjelse af ^ at lære at kende. Og der vankede nok en lille Forfriskning ^ i Dagens Anledning . Han var ingen Gnauser.
» De kender vel hans Kompositioner? Ikke? Har De aldrig hørt hans Navn? Ja, der har vi det igen! Og Jørgen Berg er dog vores største nulevende musikalske Geni! Derfor sidder han ogsaa ^ og sulter med sin Familje paa et Tagkammer. Jeg veed tilfældigvis bestemt, at de har maattet sætte deres Tøj ud i den sidste Tid for at faa Mad. Saa de 500 Kr. er for engangs Skyld kommen paa det rigtige Sted. Konen sidder og syr Hattepynt, og i Sommer har han selv spillet Klaver i » Mellemhaven«. Det er lige haardt nok for en af de benaadede.«
69 Denne Beretning om en nødlidende Familje gjorde et stærkt Indtryk paa Mads Vestrup og bragte hans Tanker i Drift . De ^ ^ ^ var igen ved Hjemmet, hos Stine og Børnene og de 40 Kroner , han havde efterladt derovre. Hvorlænge vilde de kunne holde Sulten fra Døren? ... Han havde om Formiddagen været Byen rundt for at finde et billigt Privatlogi, og nu havde han lejet sig ind hos en Skomager i Knabrostræde for 45 Kroner om Maaneden med Kosten. Alligevel vilde der jo i bedste Fald gaa et Par Uger, før han kunde sende Stine nogen Hjælp, og han vidste, at hun ikke selv med Døden for Øjnene vilde klage.
» Men saa vil jeg heller ikke selv være mistrøstig« – tænkte han og bortjog sine Bekymringer med et lille Trøstevers, som engang havde sunget sig frem hos ham i en tung Stund, og som han siden ofte havde tyet til paa sine ensomme Vandringer langt fra Hus og Hjem:

Lad komme Sult og Nød!
Giv Taarer mig for Brød!
Der er kun kort til Graven.
Snart med et Fadervor
jeg over Skyer gaar
i Himmellyset hjem til Barndomshaven!
» Ta’er De saa med?« spurgte Carlsen, der havde rejst sig. » Det kan da – for Fanden! – ikke være 70 Deres Mening og sidde her og kukelure i dette hundekolde Hul.«
Mads Vestrup følte sig fristet af Opfordringen. Ensomhedens Tynge havde han baaret længe nok for idag, og hvad Hr. Carlsen her fortalte om den unge Kunstnerfamilje havde ikke alene vakt hans Medfølelse men tillige gjort ham lidt nysgerrig efter ^ ^ at lære den Slags Mennesker at kende ^ ^ .

» Fem hundrede Linjer, tænker jeg. Jeg har talt med Chefredaktøren. Han antog, at han kunde give Dem seks Øre Linjen, sagde han. Men det skal De sgu ikke la’ Dem spise af med. Han skal bare presses . De kan paa mit Ansvar udenvidere forlange det dobbelte. Det manglede bare! Skulde tolv Øre være for meget for en Aandskæmpe! En dansk Paulus?«
Men Mads Vestrup erklærede sig tilfreds med Betalingen . Han regnede ud , at det blev ikke mindre end tredive Kroner tjent paa een eneste Dag! Det var langt mere, end han havde tænkt sig. Han vilde saa straks sende Stine de tyve.
» Ja ja, min Herre! Det maa De jo selv om!« sagde A B D Carlsen og stak Papirerne til sig. » Og for nu at tale alvorligt – De har vel ikke i Sinde at sidde her hele Aftenen og kukkelure? De vil vel nok lidt med ud paa Sjussen? Jeg skal have den Ære at præsentere Dem for vor gudsvelsignede Hovedstad, Hr. Pastor!«
Han fortalte, at han selv agtede sig paa Lykønskningsvisit hos en af sine unge Venner blandt Kunstnerne, der havde faaet et Legat udbetalt, og han foreslog ham at I, 396 tage med. Der vilde sikkert i Dagens Anledning blive budt paa et Glas.
» Det er Komponisten Jørgen Berg. De kender vel hans Kompositioner? Ikke? Har De aldrig hørt hans Navn? Ja, der har vi Skandalen igen! Og Jørgen ^ er dog vores største nulevende musikalske Geni! Derfor sidder han ogsaa der med Kone og Barn og sulter . Han har i Sommer hamret Fingrene af sig paa et gammelt Hakkebræt ude i »Mellemhaven« for at skaffe til Føden . De fem hundrede Kroner er for en Gangs Skyld kommen paa det rigtige Sted. Og som sagt – der vanker Skyl!«
Mads Vestrup havde af andre Grunde godt Lyst til at gøre ham Følgeskab. Han tænkte, at det vel netop var ^ hos den Slags Mennesker , han havde Ærende for Gud. Men ogsaa for sin egen Skyld fristedes han af Opfordringen. Han havde været alene den hele lange Dag, og ^ Udsigten til igen at komme til at sidde i en Familjestue og maaske høre et Barns Pludren overvandt hans Bondesinds Forlegenhed .

» Fem hundrede Linjer, tænker jeg. Jeg har talt med Chefredaktøren. Han antog, at han kunde give Dem seks Øre Linjen, sagde han. Men det skal De sgu ikke la’ Dem spise af med. Han skal bare presses . De kan paa mit Ansvar udenvidere forlange det dobbelte. Det manglede bare! Skulde tolv Øre være for meget for en Aandskæmpe! En dansk Paulus?«
Men Mads Vestrup erklærede sig tilfreds med Betalingen . Han regnede ud , at det blev ikke mindre end tredive Kroner tjent paa een eneste Dag! Det var langt mere, end han havde tænkt sig. Han vilde ^ straks sende Stine de tyve.
» Ja ja, min Herre! Det maa De jo selv om!« sagde A B D Carlsen og stak Papirerne til sig. » Og for nu at tale alvorligt — De har vel ikke i Sinde at sidde her hele Aftenen og kukkelure? De vil vel nok lidt med ud paa Sjussen? Jeg skal have I, 286 den Ære at præsentere Dem for vor gudsvelsignede Hovedstad, Hr. Pastor!«
Han fortalte, at han selv agtede sig paa Lykønskningsvisit hos en af sine unge Venner blandt Kunstnerne, der havde faaet et Legat udbetalt, og han foreslog ham at tage med. Der vilde sikkert i Dagens Anledning blive budt paa et Glas.
» Det er Komponisten Jørgen Berg. De kender vel hans Kompositioner? Ikke? Har De aldrig hørt hans Navn? Ja, der har vi Skandalen igen! Og Jørgen ^ er dog vores største nulevende musikalske Geni! Derfor sidder han ogsaa der med Kone og Barn og sulter . Han har i Sommer hamret Fingrene af sig paa et gammelt Hakkebræt ude i »Mellemhaven« for at skaffe til Føden . De fem hundrede Kroner er for en Gangs Skyld kommen paa det rigtige Sted. Og som sagt — der vanker Skyl!«
Mads Vestrup havde af andre Grunde godt Lyst til at gøre ham Følgeskab. Han tænkte, at det vel netop var ^ hos den Slags Mennesker , han havde Ærende for Gud. Men ogsaa for sin egen Skyld fristedes han af Opfordringen. Han havde været alene den hele lange Dag, og ^ Udsigten til igen at komme til at sidde i en Familjestue og maaske høre et Barns Pludren overvandt hans Bondesinds Forlegenhed .

» Fem hundrede Linjer, tænker jeg. Jeg har talt med Chefredaktøren. Han antog, at han kunde give Dem seks Øre Linjen, sagde han. Men det skal De sgu ikke la’ Dem spise af med. Han skal bare presses . De kan paa mit Ansvar udenvidere forlange det dobbelte. Det manglede bare! Skulde tolv Øre være for meget for en Aandskæmpe! En dansk Paulus?«
Men Mads Vestrup erklærede sig tilfreds med Betalingen . Han regnede ud , at det blev ikke mindre end tredive Kroner tjent paa een eneste Dag! Det var langt mere, end han havde tænkt sig. Han vilde ^ straks sende Stine de tyve.
» Ja ja, min Herre! Det maa De jo selv om!« sagde A B D Carlsen og stak Papirerne til sig. » Og for nu at tale alvorligt – De har vel ikke i Sinde at sidde her hele Aftenen og kukkelure? De vil vel nok lidt med ud paa Sjussen? Jeg skal have den Ære at præsentere Dem for vor gudsvelsignede Hovedstad, Hr. Pastor!«
Han fortalte, at han selv agtede sig paa Lykønskningsvisit hos en af sine unge Venner blandt Kunstnerne, der havde faaet I, 287 et Legat udbetalt, og han foreslog ham at tage med. Der vilde sikkert i Dagens Anledning blive budt paa et Glas.
» Det er Komponisten Jørgen Berg. De kender vel hans Kompositioner? Ikke? Har De aldrig hørt hans Navn? Ja, der har vi Skandalen igen! Og Jørgen ^ er dog vores største nulevende musikalske Geni! Derfor sidder han ogsaa der med Kone og Barn og sulter . Han har i Sommer hamret Fingrene af sig paa et gammelt Hakkebræt ude i »Mellemhaven« for at skaffe til Føden . De fem hundrede Kroner er for en Gangs Skyld kommen paa det rigtige Sted. Og som sagt – der vanker Skyl!«
Mads Vestrup havde af andre Grunde godt Lyst til at gøre ham Følgeskab. Han tænkte, at det vel netop var ^ hos den Slags Mennesker , han havde Ærende for Gud. Men ogsaa for sin egen Skyld fristedes han af Opfordringen. Han havde været alene den hele lange Dag, og ved Udsigten til igen at komme til at sidde i en Familjestue og maaske høre et Barns Pludren overvandt han sit Bondesinds Forlegenhed .

» Men gaar det an?« spurgte han. » Jeg er jo ganske fremmed for de Folk ?«

» Men gaar det an?« spurgte han. » Jeg er jo ganske fremmed for de Folk .«

» Hvad gør det? Nu hører De dog med til Sjakket. Og vi ta’r det ikke saa nøje med Ceremoniellet. En Medarbejder ved » Femte Juni« er desuden velkommen allevegne. Det vil De snart ^ mærke !«
Paa Vejen ud til Frederiksberg, hvor Komponisten boede , ^ ^ standsede Carlsen pludselig og saae op til Vinduerne i en gammeldags Kafe , der laa i en høj Stueetage. Han kneb det ene Øje til, stødte Præsten i Siden med Albuen og spurgte, om han ikke trængte til lidt Centralvarme i Kroppen.

» Hvad gør det? Vi Menneskeædere ta’r det ikke højtideligt med Ceremoniellet. Og nu hører Deres Velærværdighed jo med til Sjakket! En Medarbejder ved » Femte Juni« er forresten velkommen allevegne. Det vil De snart faa at mærke .«
Lidt efter fulgtes de to Mænd ud til Frederiksberg, hvor Komponisten boede . Havtaagen laa atter denne Aften tæt over Byen og bundfældede paa Gaderne et I, 397 fedtet Lag af Sod og Snavs. Hr. Carlsen, der skudrede af Kulde ^ standsede ^ pludselig foran en gammeldags Kafe , der laa i en høj Stue paa Vesterbro. Han stødte Præsten i Siden ^ og spurgte, om han ikke trængte til lidt Centralvarme i Kroppen.

» Hvad gør det? Vi Menneskeædere ta’r det ikke højtideligt med Ceremoniellet. Og nu hører Deres Velærværdighed jo med til Sjakket! En Medarbejder ved » Femte Juni« er forresten velkommen allevegne. Det vil De snart faa at mærke .«
Lidt efter fulgtes de to Mænd ud til Frederiksberg, hvor Komponisten boede . Havtaagen laa atter denne Aften tæt over Byen og bundfældede paa Gaderne et fedtet Lag af Sod og Snavs. Hr. Carlsen, der skudrede af Kulde , standsede ^ pludselig foran en gammeldags Kafe , der laa i en høj Stue paa Vesterbro. Han stødte Præsten i Siden ^ og spurgte, om han ikke trængte til lidt Centralvarme i Kroppen.

» Hvad gør det? Vi Menneskeædere ta’r det ikke højtideligt med Ceremoniellet. Og nu hører Deres Velærværdighed jo med til Sjakket! En Medarbejder ved » Femte Juni« er forresten velkommen allevegne. Det vil De snart faa at mærke .«
Lidt efter fulgtes de to Mænd ud til Frederiksberg, hvor Komponisten boede . Havtaagen laa atter denne Aften tæt over Byen og bundfældede paa Gaderne et fedtet Lag af Sod og Snavs. Hr. Carlsen, der skudrede af Kulde , standsede ^ pludselig foran en gammeldags Kafé , der laa i en høj Stue paa Vesterbro. Han stødte Præsten i Siden ^ og spurgte, om han ikke trængte til lidt Centralvarme i Kroppen.

Mads Vestrup havde ventet Spørgsmaalet og ogsaa forberedt sig paa Svaret ^ .

Mads Vestrup havde ventet et saadant Spørgsmaal og ogsaa forberedt sig paa Svaret . Han var ganske klar over sin Opgave overfor denne Mand .

Mads Vestrup havde ventet et saadant Spørgsmaal og ogsaa I, 287 forberedt sig paa Svaret . Han var ganske klar over sin Opgave overfor denne Mand .

Mads Vestrup havde ventet et saadant Spørgsmaal og ogsaa forberedt sig paa Svaret . Han var ganske klar over sin Opgave overfor denne Mand .

» Dersom De tænker paa en Kop Kaffe, saa gaar jeg gerne med ind. Men Spiritus drikker jeg ikke, og jeg ønsker heller ikke ^ at vise mig i Selskab med nogen, der nyder berusende Drikke.«

» Dersom De tænker paa en Kop Kaffe, saa gaar jeg gerne med ind. Men Spiritus drikker jeg ikke, og jeg er ogsaa helst fri for at vise mig i Selskab med nogen, der nyder berusende Drikke.«

» Dersom De tænker paa en Kop Kaffe, saa gaar jeg gerne med ind. Men Spiritus drikker jeg ikke, og jeg er ogsaa helst I, 288 fri for at vise mig i Selskab med nogen, der nyder berusende Drikke.«

A B D Carlsen saae forfærdet op paa ham gennem 71 sin Lorgnet . Hans Mund og de store, tunge Øjne formelig stivnede.

A B D Carlsen saae ^ op paa ham med Forfærdelse . Hans Mund og de ^ tunge Øjne formelig stivnede.

» Er De Afholdsmand?«

»Ja .«

»Ja .»

»Ja .«

» Det var Satans! De ryger ikke, og De drikker ikke Spiritus ... Saa synes jeg sgu, De ogsaa godt kunde ha’ ladet Pigebørnene være i Fred.«

» Det var Satans! De ryger ikke, og De drikker ikke ^ ... Saa synes jeg sgu, De ogsaa godt kunde ha’ ladet Tøsebørnene være i Fred.«

Blodet løb Mads Vestrup til Hovedet af Hidsighed og Skam. Han havde paa et hængende Haar svaret med en Ørefigen. Men han tog sig ^ i sin Vrede , idet han mindedes sit Løfte om at vandre sin beskikkede Vej med Brædt for Panden. Og de gik videre i Tavshed .

Blodet løb Mads Vestrup til Hovedet af Hidsighed og Skam. ^ Men han tog sig ydmygt i sin Vrede og gik videre uden at svare .

Carlsen, der ikke selv havde Penge til et Glas Øl engang, endsige til den koghede Romtoddy, hans Inderste skreg efter, travede ynkeligt afsted med Frakkekraven op om Ørene , aldeles hjælpeløs i sin ufrivillige Nøgternhed . Havtaagen laa atter denne Aften tæt over Byen . Den bundfældede paa Gaderne et fedtet Lag af Sod og Snavs, som Folk og Heste gled ^ i ^ ^ , og den stakkels A B D var hvert Øjeblik ved at falde.

Carlsen, der ikke selv havde Penge til et Glas Øl engang, endsige til den koghede Romtoddy, hans Inderste skreg efter, travede ynkeligt afsted med Frakkekraven op om Ørene og gumlede paa sin tørre Tunge. Han var aldeles hjælpeløs i sin ufrivillige Nøgternhed ^ . Hvert Øjeblik gled han i det fedtede Føre , og flere Gange var han ved at falde.

» Lad os da – for Fanden! – i det mindste ta’ en Æske,« sagde han tilsidst i Raseri. » De har vel Penge paa Dem, Mand!«

I, 398 » Lad os da – for Fanden! – i det mindste ta’ en Æske,« sagde han tilsidst i Raseri. » De har vel Penge paa Dem, Mand!«

» Lad os da — for Fanden! — i det mindste ta’ en Æske,« sagde han tilsidst i Raseri. » De har vel Penge paa Dem, Mand!«

» Lad os da – for Fanden! – i det mindste ta’ en Æske,« sagde han tilsidst i Raseri. » De har vel Penge paa Dem, Mand!«

Men Mads Vestrup var uindtagelig.

» Jeg foretrækker at gaa,« svarede han kort .

» Jeg foretrækker at gaa,« svarede han roligt .

72 »Ha !!«

»Ha !!!«

Carlsen slyngede dette Raab ud i Luften med opspærret Gab og sank ned i Knæene i et Anfald af Desperation.

Den havarerede Teolog med Laudabilis i Kirkehistorie var i det hele dybt skuffet af sin nye Kollega og fortrød nu bitterlig, at han havde taget ham med iaften . Han havde forestillet sig denne for Utugt afskedigede Indremissions-Præst som en Helvedhund i Renæssancestil, en pragtfuld Broder Liderlig, som delte Døgnet mellem Ølknejpen, Jomfruhuset og Bedeskamlen. Og her trak han nu afsted med en fedtet Bondetamp, en Gaardmissionær og Afholdstaler, som han sgu daarlig kunde være bekendt at præsentere i ordenligt Selskab. Og den Mand skulde » Femte Juni« tage under Armene! Det maatte jo være en Misforstaaelse. Den Gamle maatte for engangs Skyld have ladet sig tage ved Næsen ... Eller ^ var det en af Samuelsens Rævekager?

Den havarerede Teolog ^ var i det hele dybt skuffet af sin ^ Kollega og fortrød ^ bitterlig, at han havde taget ham med ^ . Han havde forestillet sig denne for Utugt afskedigede Præst som en Helvedhund i Renæssancestil, en pragtfuld Broder Liderlig, som delte Døgnet mellem Ølknejpen, Jomfruhuset og Bedeskamlen. Og her trak han ^ afsted med en fedtet Bondetamp, en Gaardmissionær og Afholdstaler, som han sgu daarlig kunde være bekendt at vise sig med i ordenligt Selskab. Og den Mand skulde » Femte Juni« tage under Armene! Det var en Skandale!
– – –

Den havarerede Teolog ^ var i det hele dybt skuffet af sin ^ Kollega og fortrød ^ bitterlig, at han havde taget ham med ^ . Han havde forestillet sig denne for Utugt afskedigede Præst som en Helvedhund i Renæssancestil, en pragtfuld Broder Liderlig, som delte Døgnet mellem Ølknejpen, Jomfruhuset og Bedeskamlen. Og her trak han ^ afsted med en fedtet Bondetamp, en Gaardmissionær og Afholdstaler, som han sgu daarlig kunde være bekendt at vise I, 288 sig med i ordenligt Selskab. Og den Mand skulde » Femte Juni« tage under Armene! Det var en Skandale!
– – –

⇕ Toldere og Syndere III, 1.8

⇕ De Dødes Rige 4.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 4.4

D en unge Kunstnerfamilje , der for nylig var bleven sat ud af deres Lejlighed, fordi de i et halvt Aar ingen Leje havde betalt, havde nu indrettet sig i et Maleratelier, der var overladt dem af en Ven, som for Tiden rejste i Italien. Nogle af hans efterladte Billeder og Skitser hang endnu paa de kalkede 73 Vægge, deriblandt to store Kulkartoner af nøgne Mænd og Kvinder i meget dristige Stillinger. Et mørkt og snevert Rum, skilt fra Atelieret ved et Forhæng, tjente til Sovekammer for Komponistens Frue og Barn, en lille Pige paa seks Aar, mens Manden havde sit Natteleje paa en Sofa i Atelieret. Herinde blev ogsaa Maden kogt , idet en Trækasse og et Petroleumsapparat forestillede Køkkenet . Midt paa Gulvet stod et rundt Bord med nogle Kurvestole omkring . Desuden fandtes der et Flygel, en Nodepult og et Tøjstativ. Atelieret laa i Kvistetagen, og Husets elektriske Ledninger var ikke ført derop. Paa Bordet brændte en gammeldags ^ ^ Petroleumslampe med et sværtet Glas . Den gjorde tillige Tjeneste som Kakkelovn.

De unge Kunstnerfolk , der for nylig var bleven sat ud af deres Lejlighed, fordi de i et halvt Aar ingen Leje havde betalt, havde indrettet sig i et Maleratelier, der var overladt dem af en Ven, som for Tiden rejste i Italien. Nogle ^ efterladte Billeder og Skitser hang endnu paa de kalkede Vægge, deriblandt to store Kulkartoner med nøgne Mænd og Kvinder i ^ dristige Stillinger. Et mørkt og snevert Rum, skilt fra Atelieret ved et Forhæng, I, 399 tjente til Sovekammer for Komponistens Frue og Barn, en lille Pige paa seks Aar, mens han selv havde sit Natteleje paa en Sofa i Atelieret. Herinde blev ogsaa Maden kogt . En Trækasse med et Petroleumsapparat forestillede Køkken . Midt paa Gulvet stod et rundt Bord og nogle Kurvestole ^ . Desuden fandtes der et Flygel, en Nodepult og et Tøjstativ. Atelieret laa i Kvistetagen, og Husets elektriske Ledninger var ikke ført derop. Paa Bordet brændte en gammeldags ^ højfodet Petroleumslampe ^ . Den gjorde tillige Tjeneste som Kakkelovn.

De unge Kunstnerfolk , der for nylig var bleven sat ud af deres Lejlighed, fordi de i et halvt Aar ingen Leje havde betalt, havde indrettet sig i et Maleratelier, der var overladt dem af en Ven, som for Tiden rejste i Italien. Nogle ^ efterladte Billeder og Skitser hang endnu paa de kalkede Vægge, deriblandt to store Kulkartoner med nøgne Mænd og Kvinder i ^ dristige Stillinger. Et mørkt og snevert Rum, skilt fra Atelieret ved et Forhæng, tjente til Sovekammer for Komponistens Frue og Barn, en lille Pige paa seks Aar, mens han selv havde sit Natteleje paa en Sofa i Atelieret. Herinde blev ogsaa Maden kogt . En Trækasse med et Petroleumsapparat forestillede Køkken . Midt paa Gulvet stod et rundt Bord og nogle Kurvestole ^ . Desuden fandtes der et Flygel, en Nodepult og et Tøjstativ. Atelieret laa i Kvistetagen, og Husets elektriske Ledninger var ikke ført derop. Paa Bordet brændte en gammeldags , højfodet Petroleumslampe ^ . Den gjorde tillige Tjeneste som Kakkelovn.

De unge Kunstnerfolk , der for nylig var bleven sat ud af deres Lejlighed, fordi de i et halvt Aar ingen Leje havde betalt, havde I, 289 indrettet sig i et Maleratelier, der var overladt dem af en Ven, som for Tiden rejste i Italien. Nogle ^ efterladte Billeder og Skitser hang endnu paa de kalkede Vægge, deriblandt to store Kulkartoner med nøgne Mænd og Kvinder i ^ dristige Stillinger. Et mørkt og snevert Rum, skilt fra Atelieret ved et Forhæng, tjente til Sovekammer for Komponistens Frue og Barn, en lille Pige paa seks Aar, mens han selv havde sit Natteleje paa en Sofa i Atelieret. Herinde blev ogsaa Maden kogt . En Trækasse med et Petroleumsapparat forestillede Køkken . Midt paa Gulvet stod et rundt Bord og nogle Kurvestole ^ . Desuden fandtes der et Flygel, en Nodepult og et Tøjstativ. Atelieret laa i Kvistetagen, og Husets elektriske Ledninger var ikke ført derop. Paa Bordet brændte en gammeldags , højfodet Petroleumslampe ^ . Den gjorde tillige Tjeneste som Kakkelovn.

Der havde hele Eftermiddagen været ^ Rykind af gratulerende Venner . Luften var endnu graa af Tobakstaage , og et Par halvtømte Whiskyflasker og nogle Sodavandssifoner var bleven staaende paa Bordet. I Øjeblikket var kun tykke Frants Møller der. Den store Forfatter, der engang havde gjort sit Navn almindelig bekendt ved en enestaaende Teaterfiasko og siden havde levet paa den derved indvundne Berømmelse , sad dybt nedsunken i en af Kurvestolene og betragtede med smalle Øjne Husets Frue, der sad paa den anden Side af Bordet , – en blond, trediveaarig Dame af stor Skønhed . Kun var 74 hun lovlig tung ^ af sin Alder og ligesom besværet af sine yppige Legemsformer . Hun sad i en skødesløs Stilling med Haanden under Hovedet, næsten som om hun sov . Eftermiddagens mange Gæster og den megen Klinken og Skaalen havde ^ gjort hende særlig utidig . Hun maatte ^ ^ hvert Øjeblik holde Haanden op for Munden for at kunne gabe rigtig ud.

Der havde hele Eftermiddagen været et Rykind af gratulerende Venner , og Luften var ^ graa af Tobakstaage . Et Par halvtømte Whiskyflasker og nogle Sodavandssifoner stod endnu paa Bordet. I Øjeblikket var kun tykke Frants Møller der. Den tohundredpundige Forfatter, der ^ havde gjort sit Navn ^ bekendt ved et Par Teaterfiaskoer, som der endnu gik Ry af , sad dybt nedsunken i en af Kurvestolene og betragtede med smalle Øjne Husets Frue, der havde Plads paa den anden Side af Bordet . Hun var en blond, syvogtyveaarig Dame af stor Skønhed men lidt tung og søvnig af Væsen, ligesom besværet af sine yppige Legemsformer ^ . Eftermiddagens mange Gæster og den megen Klinken og Skaalen havde yderligere gjort hende ^ utidig . Hun sad i en skødesløs Stilling med Haanden under Hovedet og holdt hvert Øjeblik ^ Haanden op for Munden for at kunne gabe rigtig ud.

Der havde hele Eftermiddagen været et Rykind af gratulerende Venner , og Luften var ^ graa af Tobakstaage . Et Par halvtømte Whiskyflasker og nogle Sodavandssifoner stod endnu paa Bordet. I Øjeblikket var kun tykke Frants Møller der. Den tohundredpundige Forfatter, der ^ havde gjort sit Navn ^ bekendt ved et Par Teaterfiaskoer, som der endnu gik Ry af , sad dybt nedsunken i en af Kurvestolene og betragtede med smalle Øjne Husets Frue, der havde Plads paa den anden Side af Bordet . Hun var en blond, syvogtyveaarig Dame af stor Skønhed men lidt tung og søvnig af Væsen, ligesom besværet af sine yppige Legemsformer ^ . Eftermiddagens mange Gæster og den megen Klinken og Skaalen havde yderligere gjort hende ^ utidig . Hun sad i en skødesløs Stilling med den ene Haand under Hovedet og holdt hvert Øjeblik den anden ^ op for Munden for at kunne gabe rigtig ud.

Hendes Mand havde sat sig hen paa Taburetten foran Flyglet. Han var en høj, knokkelstærk Mand i Fyrretyveaarsalderen med en energisk ^ sammenbidt Mund. Han sad med en udspilet Haand paa hvert Knæ og stirrede i Tanker ned paa Gulvet .

Komponisten var falden i Tanker henne paa Taburetten foran Flyglet. Han var en ^ knokkelstærk Mand I, 400 med en mægtig Kunstnermanke, der bølgede omkring et blegt, sammenbidt Ansigt .

Komponisten var falden i Tanker henne paa Taburetten foran Flyglet. Han var en ^ knokkelstærk Mand med en mægtig Kunstnermanke, der bølgede omkring et blegt, sammenbidt Ansigt .

Samtalen var gaaet istaa. Men nu ringede det, og samtidigt lød et mægtigt Dunder paa Døren, der førte fra Atelieret ^ umiddelbart ud til Trappegangen.

Samtalen var gaaet istaa. Men nu ringede det, og samtidig blev der trommet vældigt paa Døren, der ^ fra Atelieret førte umiddelbart ud til Trappegangen.

I, 289 Samtalen var gaaet istaa. Men nu ringede det, og samtidig blev der trommet vældigt paa Døren, der ^ fra Atelieret førte umiddelbart ud til Trappegangen.

Samtalen var gaaet istaa. Men nu ringede det, og samtidig blev der trommet vældigt paa Døren, der ^ fra Atelieret førte umiddelbart ud til Trappegangen.

Det var Carlsens velbekendte Maade at melde sit Komme paa.

» Det er A B D «, sagde de ogsaa alle tre, og Fru Maja skottede uvilkaarligt med Bekymring til Whiskyflaskerne, mens hendes Mand gik hen og lukkede op.

» Det er A B D ,« sagde de ^ alle tre, og Fru Maja skottede ^ med Bekymring til Whiskyflaskerne, mens hendes Mand gik hen og lukkede op.

» Det er A B D ,« sagde de ^ alle tre, og Fru Maja skottede ^ med I, 290 Bekymring til Whiskyflaskerne, mens hendes Mand gik hen og lukkede op.

At en vildfremmed Person dukkede frem bag Carlsens Ryg, vakte ingen Forundring. Man var vant til, at A B D slæbte alle Slags underlige Fyre med sig op fra Gaden, og naar de ikke var altfor slemme i Tøjet ^ blev de i Almindelighed ogsaa modtaget ^ og 75 fik Del i den Beskyttelse, som den gamle Delirist overalt nød i de unge Kunstnerkrese. Nu blev Mads Vestrup tilmed forestillet som » Femte Juni«s nye teologiske Medarbejder, og da Bladet allerede om Morgenen havde haft en Notits om ham, kendte baade Jørgen Berg og Frants Møller hans Navn og hilste ham velkommen ^ .

At en vildfremmed Person dukkede frem bag Carlsens Ryg, vakte ingen Forundring. Man var vant til, at A B D slæbte alle Slags underlige Fyre med sig op fra Gaden, og naar de ikke var altfor slemme i Tøjet , blev de i Almindelighed ogsaa modtaget uden Protester og fik Del i den Beskyttelse, som den gamle Reporter overalt nød i de unge Kunstnerkrese. Nu blev Mads Vestrup tilmed forestillet som » Femte Juni«s nye teologiske Medarbejder, og da Bladet allerede om Morgenen havde haft en lille Artikel om ham, kendte baade Jørgen Berg og Frants Møller hans Navn og hilste ham velkommen til København .

» Tag Dem et Glas, Hr. Pastor!« sagde Komponisten. » Og du, A B D! Stik paa Varerne!«

Men Carlsen, hvem det blotte Syn af Flaskerne havde givet tilbage til Livet , løftede med Højtidelighed Haanden og sagde advarende ^ :

Men Carlsen, hvem det blotte Syn af Flaskerne havde oplivet , løftede ^ advarende Pegefingeren og udbrød :

» Stille ... Jørgen! ^ Stille! Du veed ikke, at det er en Apostel, jeg kommer med. Pastor Vestrup er Antispiritusiast! Vi skal forsage Alkoholdjævlen og alle hans Gerninger og holde os til de mere kødelige Nydelser.«

»Stille, Jørgen! ... Stille! Du veed ikke, at det er en Apostel, jeg kommer med. Pastor Vestrup er Antispiritusiast! Vi skal forsage Alkoholdjævlen og alle hans Gerninger I, 401 og holde os til de mere kødelige Nydelser.«

»Stille, Jørgen! ... Stille! Du veed ikke, at det er en Apostel, jeg kommer med. Pastor Vestrup er Antispiritusiast! Vi skal forsage Alkoholdjævlen og alle hans Gerninger og holde os til de mere kødelige Nydelser.«

Han gik med disse Ord hen til Bordet og fyldte et Glas med Whisky, hvorpaa han for et Syns Skyld dryppede lidt af en Sifon oveni.
»Skaal, lille Børn!«
Mads Vestrup forblev tavs. Han havde faaet Øje paa Væggenes store Kartoner, og Billedernes skamløse Nøgenhed gjorde ham hed i Kinderne og vakte hans Mistænksomhed . » Hvad mon det er for en Røverrede, jeg her er bleven lokket ind i?« tænkte han ved sig selv. Ogsaa Fru Majas Person syntes 76 ham temmelig tvetydig , og han var forberedt paa at maatte værge sig mod en Overlistelse.
Komponistens friske og ligefremme Væsen beroligede ham dog noget. ⇕ ⇒ Han havde desuden straks kunnet høre paa ham, at han var et Landsbybarn ligesom han selv, og Jørgen Berg fortalte det nu ogsaa uden Opfordring, at han var Fynbo, født i Nyborgegnen, og at han havde begyndt sin kunstneriske Løbebane med at spille til Dans ved Bondebrylluperne i sin Hjemstavn.
I det samme ringede Klokken, der sad over Døren ^ , og denne Gang med vedholdende Voldsomhed.

^ Mads Vestrup forholdt sig tavs. Han havde faaet Øje paa Væggenes store Kartoner, og Billedernes Skamløshed gjorde ham hed i Kinderne ^ . » Hvad mon det er for en Røverrede, jeg her er bleven ført ind i?« tænkte han ved sig selv. Ogsaa Fru Majas Person syntes ham tvetydig og fik ham til at være paa sin Post.
Han var næppe kommen til Sæde, før Klokken, der sad over Døren , atter ringede , og denne Gang med vedholdende Voldsomhed.

» Det er vistnok Susse,« sagde Frants Møller fra Dybet af sin Kurvestol. » Vi aftalte at mødes her.«

Jørgen Berg lukkede op.

En yngre, hvidsminket Dame med en teglstensrød Paryk under en uhyre Hat smuttede hurtigt og forpustet ind, som om hun var bleven forfulgt. Hun blev ^ staaende ved Døren, efter at den var bleven lukket, og lyttede ^ i Tavshed , mens hun med Haanden vinkede rundt til dem alle .

En yngre, hvidsminket Dame med en teglstensrød Paryk ^ smuttede ^ forpustet ind, som om hun var bleven forfulgt. Efter at have smækket Døren hurtigt i blev hun staaende derhenne og lyttede , mens hun i Tavshed ^ vinkede rundt til dem alle med Haanden:

I, 290 En yngre, hvidsminket Dame med en teglstensrød Paryk ^ smuttede ^ forpustet ind, som om hun var bleven forfulgt. Efter at have smækket Døren hurtigt i blev hun staaende derhenne og lyttede , mens hun i Tavshed ^ vinkede rundt til dem alle med Haanden:

» Vil I sige mig, Børnlille ... Har I Politiet gaaende her i Huset?« ^

» Vil I sige mig, Børnlille ... Har I Politiet gaaende her i Huset?« spurgte hun tilsidst.

» Vil I sige mig, Børnlille ... har I Politiet gaaende her i Huset?« spurgte hun tilsidst.

I, 291 » Vil I sige mig, Børnlille ... har I Politiet gaaende her i Huset?« spurgte hun tilsidst.

» Hvorfor tror du det?«

» Jeg hørte nogen luske op ad Trappen efter mig. Kan I gætte, hvem det var? Cajus Vang . Jeg veed, 77 at han blev ansat hos en privat Opdager, da han kom tilbage fra Vridsløse.«

» Jeg hørte nogen luske op ad Trappen efter mig. Kan I gætte, hvem det var? Cajus Vang ! Jeg veed, at han har faaet Ansættelse hos en privat Opdager, siden han kom tilbage fra Vridsløse.«

» Saa er det sagtens dig, han gaar paa Opdagelse efter, Susse,« sagde Jørgen Berg og lo. » Har I to ikke været go’e Venner engang?«

» Saa er det sagtens dig, han snuser efter, Susse,« sagde Jørgen Berg og lo. » Har I to ikke været go’e Venner engang?«

» Aa Gud – det var ^ dengang Vorherre var en ukonfirmeret Dreng,« svarede hun og gik nu ind i Stuen. » Det manglede bare, at han skulde være saa fræk! ... Godaften, Maja! Og til Lykke med de fem Hundrede! Det var noget ^ I kunde li’e, hva’? ... Godaften, A B D . – Og du, Bassemand! Du dejlige Unge! Godaften med dig!«

I, 402 » Aa Gud – det var , dengang Vorherre var en ukonfirmeret Dreng,« svarede hun og gik nu ind i Stuen. » Det manglede bare, at han skulde være saa fræk! ... Godaften, Maja! Og til Lykke med de fem Hundrede! Det var noget , I kunde li’e, hva’? ... Godaften, A B D ! – Og du, Bassemand! Du dejlige Unge! Godaften med dig!«

» Aa Gud — det var , dengang Vorherre var en ukonfirmeret Dreng,« svarede hun og gik nu ind i Stuen. » Det manglede bare, at han skulde være saa fræk! ... Godaften, Maja! Og til Lykke med de fem Hundrede! Det var noget , I kunde li’e, hva’? ... Godaften, A B D ! — Og du, Bassemand! Du dejlige Unge! Godaften med dig!«

» Aa Gud – det var , dengang Vorherre var en ukonfirmeret Dreng,« svarede hun og gik nu ind i Stuen. » Det manglede bare, at han skulde være saa fræk! ... Godaften, Maja! Og til Lykke med de fem Hundrede! Det var noget , I kunde li’e, hva’? ... Godaften, A B D ! – Og du, Bassemand! Du dejlige Unge! Godaften med dig!«

Den sidste Tiltale galdt tykke Møller, der uden at rejse sig fra sin Hvilestilling koldsindigt overlod sin berømte Person til Damens stormende Omfavnelse. Forøvrigt hørte ^ ogsaa hun til Byens navnkundige. Hun var den meget yndede Varietesangerinde Susse Frederiksen, mellem Venner kaldet » Folkets Glæde«.

Den sidste Tiltale galdt tykke Møller, der uden at rejse sig fra sin Hvilestilling koldsindigt overlod sin berømte Person til hendes stormende Omfavnelse. Damen hørte iøvrigt ogsaa selv til Byens navnkundige. Hun var den meget yndede Varietesangerinde Susse Frederiksen, mellem Venner kaldet » Folkets Glæde«.

Den sidste Tiltale galdt tykke Møller, der uden at rejse sig fra sin Hvilestilling koldsindigt overlod sin berømte Person til hendes stormende Omfavnelse. Damen hørte iøvrigt ogsaa selv til Byen navnkundige. Hun var den meget yndede Varietesangerinde Susse Frederiksen, mellem Venner kaldet " Folkets Glæde«.

Først nu opdagede hun Mads Vestrup, der sad for sig selv henne i Sofaen under det store Atelier-Vindu . Hun kiggede længe overrasket paa ham, idet hun uvilkaarlig eftergjorde den Maaben, der var karakteristisk for ham, naar han var dybt forbavset. Derpaa vendte hun sig om mod de andre med en ugenert Latter.

Først nu opdagede hun Mads Vestrup, der sad for sig selv henne i Sofaen ved Væggen . Hun kiggede en Stund overrasket paa ham, hvorpaa hun ^ vendte ^ sig om mod de andre med en ugenert Latter.

»Gud, hvem er det? ... Sikken en sjov Anders Tikøb!«

78 Jørgen Berg tog hende haardt i Armen og hviskede:

Jørgen Berg tog hende haardt i Armen og hviskede:

» Er du tosset, Tøs! Det er en Præst!«

» En Præst ? Hvordan kommer han her?«

» En Præst ! Hvordan kommer han her?«

I det samme hørtes en svag Banken paa Døren. Det lød, som om en Tigger stod derude og paa Forhaand vilde røre Hjerterne med sin Beskedenhed.

I det samme hørtes en svag Banken paa Døren. Det lød, som om en Tigger stod derude og ^ vilde røre Hjerterne med sin Beskedenhed.

I det samme hørtes en svag Banken paa Døren. Det lød, som om en Tigger stod derude og paa Forhaand vilde røre Hjerterne med sin Beskedenhed.

»Hys! Det er Cajus!« sagde Frøken Frederiksen og blev stram om Munden. » Du lukker ham da ikke ind, Jørgen!«

»Hys! Det er Cajus!« sagde Frøken Frederiksen og blev stram om Munden. » Du lukker ham ^ ikke ind, Jørgen!«

Komponisten var tvivlraadig. Han saae spørgende omkring paa de andre, der alle var bleven tavse. Fru Maja sad ligegyldig med begge Albuerne paa Bordet i Færd med at tænde sig en Cigaret. Frants Møllers fede Haand var standset midt under Udbedringen af hans omhyggeligt arrangerede Napoleonslok, som Venindens ømme Kvælningsforsøg havde bragt i Uorden , og i denne Stilling skottede han mistænksomt op over Lorgnetten.
Men A B D Carlsens Udtryk var besynderligt. Han sad tungt fremoverbøjet med Armene paa Bordet og dampede vældigt af en Cigar. Lampelyset faldt lige paa hans Ansigt, der allerede blussede af Spiritus . Cigaren stod ret tilvejrs fra den højre Mundvig. Det tilsvarende Øje holdt han lukket paa Grund af Røgen. Med det andet, der var vidt opspærret og glødede 79 af Beruselse , stirrede han ufravendt over paa Sangerinden med et glubsk og hadefuldt Blik .

Komponisten var tvivlraadig. Han saae spørgende omkring paa de andre, der alle var bleven tavse. Fru Maja sad ligegyldig med begge Albuerne paa Bordet i Færd I, 403 med at tænde sig en Cigaret. Frants Møllers fede Haand var standset midt under Udbedringen af hans omhyggeligt arrangerede Napoleonslok, som Venindens ømme Kvælningsforsøg havde bragt i Uorden . Men A B D Carlsens Udtryk var besynderligt. Han sad tungt fremoverbøjet med Armene paa Bordet og dampede vældigt af en Cigar. Foran ham stod et allerede halvtømt Glas med Whisky . Cigaren stod ^ tilvejrs fra den højre Mundvig. Det tilsvarende Øje holdt han lukket paa Grund af Røgen. Med det andet, der var vidt opspærret , stirrede han ufravendt over paa Sangerinden , og Blikket glødede .

I, 291 Komponisten var tvivlraadig. Han saae spørgende omkring paa de andre, der alle var bleven tavse. Fru Maja sad ligegyldig med begge Albuerne paa Bordet i Færd med at tænde sig en Cigaret. Frants Møllers fede Haand var standset midt under Udbedringen af hans omhyggeligt arrangerede Napoleonslok, som Venindens ømme Kvælningsforsøg havde bragt i Uorden . Men A B D Carlsens Udtryk var besynderligt. Han sad tungt fremoverbøjet med Armene paa Bordet og dampede vældigt af en Cigar. Foran ham stod et allerede halvtømt Glas med Whisky . Cigaren stod ^ tilvejrs fra den højre Mundvig. Det tilsvarende Øje holdt han lukket paa Grund af Røgen. Med det andet, der var vidt opspærret , stirrede han ufravendt over paa Sangerinden , og Blikket glødede .

Komponisten var tvivlraadig. Han saae spørgende omkring paa de andre, der alle var bleven tavse. Fru Maja sad ligegyldig med begge Albuerne paa Bordet i Færd med at tænde sig en Cigaret. Frants Møllers fede Haand var standset midt under Udbedringen I, 292 af hans omhyggeligt arrangerede Napoleonslok, som Venindens ømme Kvælningsforsøg havde bragt i Uorden . Men A B D Carlsens Udtryk var besynderligt. Han sad tungt fremoverbøjet med Armene paa Bordet og dampede vældigt af en Cigar. Foran ham stod et allerede halvtømt Glas med Whisky . Cigaren stod ^ tilvejrs fra den højre Mundvig. Det tilsvarende Øje holdt han lukket paa Grund af Røgen. Med det andet, der var vidt opspærret , stirrede han ufravendt over paa Sangerinden , og Blikket glødede .

Den forsagte Banken blev nu gentaget; men ingen brød Tavsheden. Først da ogsaa Klokken lød, hviskede Susse Frederiksen , idet hun krampagtig holdt Jørgen Berg fast i Frakkeærmet for at forhindre, at han gik til Døren :

Den forsagte Banken blev ^ gentaget; men ingen brød Tavsheden. Nu lød ogsaa Klokken , og Susse Frederiksen greb krampagtig ^ Jørgen Berg ^ i Frakkeærmet for at forhindre, at han gik til Døren .

» Du understaar dig ikke til at lukke ham ind ! Jeg vil ikke være sammen med en Snushane, om han saa hundrede Gange har været min Ven.«

» Du understaar dig ikke til at lukke ham ind !« hviskede hun. » Jeg vil ikke være sammen med en Snushane, om han saa hundrede Gange har været min Ven.«

Noget efter hørte de Manden derude forsvinde langsomt ned ad Trappen.

Men nu fortrød Jørgen Berg sin Haardhjertethed og begyndte at skælde sig selv og de andre ud til Trods for , at han egenlig slet ikke kendte Manden og kun vidste ^ om ham, ^ at han engang havde været Reporter ved » Femte Juni« og var kommen galt afsted med en falsk Veksel.

Men nu fortrød Jørgen Berg sin Haardhjertethed og begyndte at skælde sig selv og de andre ud ^ , skønt han slet ikke kendte Cajus Vang eller vidste andet om ham, end at han engang havde været Reporter ved » Femte Juni« og var kommen galt afsted med en falsk Veksel.

» Vi kunde dog godt have budt ham indenfor , naar han kommer for at hilse paa gamle Bekendte . Hvad rager det i Grunden os, at han har siddet og klistret Papirsposer? Det var jo ikke vores Penge, han soldede op . Og naar den stakkels Fyr nu er bleven Husspion, saa er det vel, fordi han ikke har kunnet faa andet at leve af med den Fortid .«

» Vi kunde dog godt have budt ham indenfor ^ . Hvad rager det i Grunden os, at han har siddet og klistret Papirsposer? Det var jo ikke vores Penge, han soldede op ^ .«

» Nu vil vi ikke snakke mere om ham!« erklærede Frøken Susse.

I, 404 » Nu vil vi ikke snakke mere om ham!« erklærede Frøken Susse.

» Nu vil vi ikke snakke mere om ham!« erklærede Frøken Susse.

80 Hun satte sig hen paa Skødet af sin Ven for at berolige ham; og Frants Møller lod sig atter koldblodigt knuge og kysse. Han havde sine Grunde til at være vagtsom, at ingen skulde fortrænge ham af Damens Gunst netop nu, da hun havde faaet et usædvanlig fordelagtigt Engagement hos Folle Pip i »Tavernen«.

Hun satte sig hen paa Skødet af sin Ven , der havde skottet lidt mistænksomt til hende over Lorgnetten.

Men nu rejste A B D Carlsen sig vaklende op og slog i Bordet, saa Glassene dansede. Med de store, tunge Øjne stift rettede paa Sangerinden raabte han:

Men nu rejste A B D Carlsen sig vaklende op og slog i Bordet, saa Glassene dansede. ^

» Føj for den Lede! At du ikke skammer dig, Susse! For du er sgu den, der bedst veed, hvor de fire tusinde Krus gik hen, som Cajus sad for. Dersom du sier andet, saa vil jeg – A B D – sværge ^ paa, at det er Løgn! De to Silkekostumer , som Cajus forærede dig, dem kan du vist ikke ha’ glemt. Eller Diamant-Ørenringene og Armbaandet – hva? Og du husker vist ogsaa nok den Aften i den blaa , da du blev saa svinefuld af Champagne, at du ragede Tallerkener og Glas og hele Møget ned af Bordet med Benene, saa Cajus bagefter fik en Regning paa 125 Kroner for ituslaaet Service.«

» Føj for den Lede! At du ikke skammer dig, Susse! For du er sgu den, der bedst veed, hvor de fire tusinde Krus gik hen, som Cajus sad for. Dersom du sier andet, saa vil jeg – A B D – sværge med tre Fingre i Vejret paa, at det er Løgn! De to Silkekostymer , som Cajus forærede dig, dem kan du vist ikke ha’ glemt. Eller Diamant-Ørenringene og Armbaandet – hva? Og du husker vist ogsaa nok den Aften ^ , da du blev saa svinefuld af Champagne, at du ragede Tallerkener og Glas og hele Møget ned af Bordet med Benene, saa Cajus bagefter fik en Regning paa 125 Kroner for ituslaaet Service.«

» Føj for den Lede! At du ikke skammer dig, Susse! For du I, 292 er sgu den, der bedst veed, hvor de fire tusinde Krus gik hen, som Cajus sad for. Dersom du sier andet, saa vil jeg — A B D — sværge med tre Fingre i Vejret paa, at det er Løgn! De to Silkekostymer , som Cajus forærede dig, dem kan du vist ikke ha’ glemt. Eller Diamant-Ørenringene og Armbaandet — hva? Og du husker vist ogsaa nok den Aften ^ , da du blev saa svinefuld af Champagne, at du ragede Tallerkener og Glas og hele Møget ned af Bordet med Benene, saa Cajus bagefter fik en Regning paa 125 Kroner for ituslaaet Service.«

» Føj for den Lede! At du ikke skammer dig, Susse! For du er sgu den, der bedst veed, hvor de fire tusinde Krus gik hen, som Cajus sad for. Dersom du sier andet, saa vil jeg – A B D – sværge med tre Fingre i Vejret paa, at det er Løgn! De to Silkekostymer , som Cajus forærede dig, dem kan du vist ikke ha’ I, 293 glemt. Eller Diamant-Ørenringene og Armbaandet – hva? Og du husker vist ogsaa nok den Aften ^ , da du blev saa svinefuld af Champagne, at du ragede Tallerkener og Glas og hele Møget ned af Bordet med Benene, saa Cajus bagefter fik en Regning paa 125 Kroner for ituslaaet Service.«

» Nu skulde du hellere ta’ og holde op, lille A B D ... ellers faar du jo bare dit Krampeslag i Mellemgulvet,« spottede Sangerinden med Armen om sin Vens Hals. Og næppe havde hun sagt det, før han virkelig 81 blev standset af sin fatale Hikke og maatte sætte sig.

» Nu skulde du hellere ta’ og holde op, lille A B D ... ellers faar du jo bare dit Krampeslag i Mellemgulvet,« spottede Sangerinden med Armen om sin Vens Hals. Og næppe havde hun sagt det, før han virkelig blev standset af en slem Hikke og maatte sætte sig.

Men et Øjeblik efter røg han op igen, rakte Haanden i Vejret og forkyndte med Taarer i Øjnene , at Cajus var en Gentleman for Gud.

Men et Øjeblik efter røg han op igen, rakte sit Glas i Vejret og forkyndte ^ , at Cajus var en Gentleman for Gud.

» Lad ham saa være Tyv og en Tugthusslave i Menneskers Øjne! Jeg agter og ærer Cajus som en god Kammerat. Han var engang min Ven, og hvad der siden kom os imellem, kan det være lige meget med. Men de store Skurke derude ... Folkets Blodsugere ... hvis infame Kæltringstreger Lovene ikke rammer, for de har selv lavet dem til Beskyttelse for dekorerede Snydere og professionelle Stortyve ...«

» Lad ham saa være Tyv og ^ Tugthusslave i Menneskers Øjne! Jeg agter og ærer Cajus som en god Kammerat. Han var engang min Ven, og hvad der siden kom os imellem, kan det være lige meget med. Men de store I, 405 Skurke derude ... Folkets Blodsugere ... de dekorerede Kæltringer og professionelle Stortyve ...«

» Lad ham saa være Tyv og ^ Tugthusslave i Menneskers Øjne! Jeg agter og ærer Cajus som en god Kammerat. Han var engang min Ven, og hvad der siden kom os imellem, kan det være lige meget med. Men de store Skurke derude ... Folkets Blodsugere ... de dekorerede Kæltringer og professionelle Stortyve ...«

Han vilde trods ^ Hikken fortsætte, men Fru Maja, der havde Plads ved Siden af ham, trak ham ^ ned paa Stolen. Frøken Susse havde søgt at overdøve ham med en Skraldelatter, og hendes tykke Ven sekunderede ved at mækre som en Ged. Ogsaa Jørgen Berg fandt det nu paa Tide at stoppe Munden paa ham af Hensyn til den fremmede Gæst. De kunde allesammen godt lide den brave gamle A B D, der ogsaa gjorde de unge Kunstnere mange Tjenester med sine smaa Notitser om dem i » Femte Juni«. Kun naar han fik sine sentimentale Tilbagefald til Anarkist-Lyriken fra Anno 90, fandt 82 de ham uudholdelig og standsede ^ regelmæssigt hans Deklamationer med Hylen og Spektakel .

Han vilde trods ^ Hikken fortsætte, men Fru Maja, der havde Plads ved Siden af ham, trak ham ved Skøderne ned paa Stolen. Frøken Susse havde søgt at overdøve ham med en Skraldelatter, og hendes tykke Ven sekunderede ved at mækre som en Ged. Ogsaa Jørgen Berg fandt det nu paa Tide at stoppe Munden paa ham af Hensyn til den fremmede Gæst. De kunde allesammen godt lide den brave gamle A B D, der ^ gjorde de unge Kunstnere mange Tjenester med sine smaa Notitser om dem i » Femte Juni«. Men naar han fik sine sentimentale Tilbagefald til Anarkist-Lyriken fra Anno 90, fandt de ham uudholdelig og standsede ham regelmæssigt ^ med Hylen ^ .

Han vilde trods sin Hikken fortsætte, men Fru Maja, der havde Plads ved Siden af ham, trak ham ved Skøderne ned paa Stolen. Frøken Susse havde søgt at overdøve ham med en Skraldelatter, og hendes tykke Ven sekunderede ved at mækre som en Ged. Ogsaa Jørgen Berg fandt det nu paa Tide at stoppe Munden paa ham af Hensyn til den fremmede Gæst. De kunde allesammen godt lide den brave gamle A B D, der ^ gjorde de unge Kunstnere mange Tjenester ved sine smaa Notitser om dem i » Femte Juni«. Men naar han fik sine sentimentale Tilbagefald til Anarkist-Lyriken fra Anno 90, fandt de ham uudholdelig og standsede ham regelmæssigt ^ med Hylen ^ .

⇕ Toldere og Syndere III, 1.9

⇕ De Dødes Rige 4.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 4.4

U nder det Skænderi, som nu opstod, satte Komponisten sig hen i Sofaen hos Mads Vestrup, hvis Tilstedeværelse de andre ^ næsten havde glemt. Han havde hele Tiden været ganske tavs . Under det sidste Optrin havde han siddet med Armene hvilende paa Brystet, som om det altsammen ikke gjorde noget Indtryk paa ham. Men bag Brillerne lyste hans aarvaagne Øjne , der baade saae mere og trængte dybere ind, end nogen tænkte. Og hvad han her var Vidne til, greb hans Bondesind med Forfærdelse, og kaldte ogsaa paa Præsten i ham. Han følte sig nu igen saa sikker paa, at han var ført hertil af Himlens Vilje for at bringe Guds Ords Trøst til disse blindfødte, der sad i Mørket og led ilde .

Under det Skænderi, som nu opstod, satte Komponisten sig hen i Sofaen hos Mads Vestrup, hvis Tilstedeværelse de andre efterhaanden næsten havde glemt. Han havde hele Tiden været ganske tavs ; men bag Brillerne rørte sig de agtpaagivende Øjne ^ .

Jørgen Berg havde den Vane at underholde Folk med sine egne Anliggender. Det gjorde han ogsaa nu,

I, 293

⇕ Toldere og Syndere III, 1.8

⇕ De Dødes Rige 4.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 4.4

⇐

Han havde desuden straks kunnet høre paa ham, at han var et Landsbybarn ligesom han selv, og Jørgen Berg fortalte det nu ogsaa uden Opfordring , at han var Fynbo, født i Nyborgegnen , og at han havde ^ begyndt sin kunstneriske Løbebane med at spille til Dans ved Bondebrylluperne i sin Hjemstavn .

Jørgen Berg havde for Vane at underholde Folk med sine personlige Anliggender. Han fortalte Mads Vestrup, hvad denne forøvrigt straks havde hørt paa hans Sprog , at han var Fynbo, født i Nyborgegnen . Sin kunstneriske Løbebane havde han begyndt med at spille til Dans ved Bøndergilderne i sin Hjemstavn ,

Jørgen Berg havde for Vane at underholde Folk med sine personlige Anliggender. Han fortalte Mads Vestrup, hvad denne forøvrigt straks havde hørt paa hans Sprog , at han var Fynbo, født i Nyborgegnen . Sin kunstneriske Løbebane havde han begyndt I, 294 med at spille til Dans ved Bøndergilderne i sin Hjemstavn ,

⇕ Toldere og Syndere III, 1.9

⇕ De Dødes Rige 4.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 4.4

idet han skildrede for Mads Vestrup alle de Genvordigheder og Forfølgelser, han havde haft at kæmpe med paa sin Kunstnerbane . Den blev i hans Fremstilling et Martyrium uden Sidestykke i Musikens Historie. De 500 Kr., han nu havde faaet, var iøvrigt virkelig hans første offenlige Opmuntring. ^ ^

og han skildrede ^ alle de Genvordigheder og Forfølgelser, han havde haft at kæmpe med paa sin Kunstnerbane , der i hans Fremstilling var et Martyrium uden Sidestykke i Musikens Historie.

og han skildrede ^ alle de Genvordigheder og Forfølgelser, han havde haft at kæmpe med paa sin Kunstnerbane , der i hans Fremstilling var et Martyrium uden Sidestykke i Musikkens Historie.

83 Imidlertid havde Frøken Susse givet sig til at hviske med sin Ven for at faa noget at vide om den sære Præst og ^ hvordan han var kommen her.

I, 406 Imidlertid havde Frøken Susse givet sig til at hviske med sin Ven for at faa noget at vide om den sære Præst og ^ hvordan han var kommen her.

Imidlertid havde Frøken Susse givet sig til at hviske med sin Ven for at faa noget at vide om den sære Præst og , hvordan han var kommen her.

»Ih, du Fredsens ... med Bønderkonerne!« hørte man hende sige, da Frants Møller havde fortalt, hvad han mente at vide om Mads Vestrup og Grunden til hans Afskedigelse.

Hun vendte sig interesseret om for rigtig at tage Manden i Øjesyn.

»Du !« hviskede hun. » Han ser da ogsaa ud som en rigtig Knus-Elsker fra Landet a’. En ordenlig Tyr – hva’?« ^

»Tænk, at han har været Præst !« hviskede hun. » Han ser da ogsaa ud som en rigtig Tyr fra Landet a’.«

»Tænk, at han har været Præst !« hviskede hun. » Han ser da ogsaa ud som en rigtig Bytyr fra Landet a’.«

Men da Vennen smilende opløftede ^ en advarende Pegefinger , slog hun begge Armene omkring ham og overkyssede hans tykke Ansigt.

Smilende opløftede Vennen en advarende Pegefinger ; men da slog hun begge Armene omkring ham og overkyssede hans tykke Ansigt.

»O, du søde, søde , søde Bassemand ! Jeg elsker dig jo, saa jeg kunde spise dig med alle Klæ’erne paa.«

»O, du søde, søde Fedtelam ! Jeg elsker dig jo, saa jeg kunde spise dig med alle Klæ’erne paa.«

»Hov, hov, hov!« lød det henne fra Komponisten i Sofaen . » Spar paa Krudtet, Susse!«
» Er du misundelig?« spurgte hun. » Hvormange Kysser vil du ha’? Jeg har endnu no’en Tusind Stykker liggende ude i Frihavnen. Du kan jo gi’ mig dit Legat i Bytte, gamle Dreng! ... Har du forresten faaet Grynene?«
» Her!« svarede Jørgen Berg og slog sig paa Brystlommen. » En Femhundredkrone-Lap! Vil du se 84 ham? Det er maaske første Gang, du har været præsenteret for saadan en Elefant.«
Han gik hen til Bordet og tog Pengesedlen ud af en gammel Tegnebog. Og vistnok for tyvende Gang fortalte han om sit Besøg paa Legatkontoret, hvor han om Formiddagen havde faaet Pengene udbetalt.

Henne i Sofaen var Jørgen Berg nu naaet til at fortælle om sit Besøg paa Legatkontoret, hvor han om Formiddagen havde faaet Pengene udbetalt.

» Bagved Skranken sad en gammel Gripomenus med blaa Briller paa en rød Næse. » Hvad vil De?« si’er han. – » Jeg er Jørgen Berg,« sa’ jeg. – »Ja, hvad vil De?« – » Jeg er Komponisten Jørgen Berg.« – »Ja, hvad Pokker vil De?« – Jeg leverer ham saa Skrivelsen, som jeg havde faaet fra Bestyrelsen. – » Har De Legitimationspapirer med Dem?« – Og jeg op med Døbeattest og Kokoppeattest og min Soldaterbog. » Er det nok?« sa’ jeg. » For ellers har jeg osse ^ en Bunke gamle Kærestebreve .« – Saa skulde I ha’ set et Ansigt, han satte op! Men Skillingerne maatte han jo af med. Han ligefrem slængte Sedlen hen ad Disken af bare Arrigskab ^ ^ . De havde ikke mindre Penge – sa’ han. Det skulde nu lyde saa stort!«

» Bagved Skranken sad en gammel Gripomenus med blaa Briller og en rød Næse. » Hvad vil De?« si’er han. – » Jeg er Jørgen Berg,« si’er jeg. – »Ja, hvad vil De?« – » Jeg er Komponisten Jørgen Berg.« – »Ja, hvad Pokker vil De?« – Jeg leverer ham saa Skrivelsen, som jeg havde faaet fra Bestyrelsen. – » Har De Legitimationspapirer med Dem?« – Og jeg op med Døbeattest og Kokoppeattest og min Soldaterbog. » Er det nok?« sa’ jeg. » For ellers har jeg osse et Par gamle Bukser hjemme og en Bunke ^ Kærestebreve .« ^ Saa skulde De ha’ set et Ansigt, I, 407 han satte op! ^ Han ligefrem kylede Pengene hen ad Disken af ^ Arrigskab . En Femhundredekronerslap . De havde ikke mindre Penge – sa’ han. Det skulde sagtens lyde ^ stort!«

» Bagved Skranken sad en gammel Gripomenus med blaa Briller og en rød Næse. » Hvad vil De?« siger han. — » Jeg er Jørgen Berg,« si’er jeg. — »Ja, hvad vil De?« — » Jeg er Komponisten Jørgen Berg.« — »Ja, hvad Pokker vil De?« — Jeg leverer ham saa Skrivelsen, som jeg havde faaet fra Bestyrelsen. — » Har De Legitimationspapirer med Dem?« — Og jeg op med Døbeattest og Kokoppeattest og min Soldaterbog. » Er det nok?« sa’ jeg. » For ellers har jeg osse et Par gamle Bukser hjemme og en Bunke ^ Kærestebreve .« ^ Saa skulde De ha’ set et Ansigt, han satte op! ^ Han ligefrem kylede Pengene hen ad Disken af ^ Arrigskab . En I, 294 Femhundredekronerslap . De havde ikke mindre Penge — sa’ han. Det skulde sagtens lyde ^ stort!«

» Bagved Skranken sad en gammel Gripomenus med blaa Briller og en rød Næse. » Hvad vil De?« siger han. – » Jeg er Jørgen Berg,« si’er jeg. – »Ja, hvad vil De?« – » Jeg er Komponisten Jørgen Berg.« – »Ja, hvad Pokker vil De?« – Jeg leverer ham saa Skrivelsen, som jeg havde faaet fra Bestyrelsen. – » Har De Legitimationspapirer med Dem?« – Og jeg op med Døbeattest og Kokoppeattest og min Soldaterbog. » Er det nok?« sa’ jeg. » For ellers har jeg osse et Par gamle Bukser hjemme og en Bunke ^ Kærestebreve «. ^ Saa skulde De ha’ set et Ansigt, han satte op! ^ Han ligefrem kylede Pengene hen ad Disken af ^ Arrigskab . En Femhundredekronerslap . De havde ikke mindre Penge – sa’ han. Det skulde sagtens lyde ^ stort!«

Sedlen ^ ^ gik fra Haand til Haand, og mens den blev undersøgt paa Retten og Vrangen og holdt op for Lyset , skabte den et Øjeblik en hel andagtsfuld Stemning i den fattige Stue. Et Pust fra Slaraffenland strøg hen over dem alle . Kun Mads Vestrup 85 sad lige ubevægelig henne i Sofaen som tavs Iagttager og berørtes ikke af Fortryllelsen .

Han tog Seddelen ud af en gammel Tegnebog for at vise Mads Vestrup den. Saa vilde ogsaa de andre se den. Den brune Papirslap gik fra Haand til Haand, ^ blev undersøgt paa Retten og Vrangen og holdt op for Lyset . Og et Øjeblik strøg der som et Pust fra Slaraffenland ^ hen over dem alle .

Han tog Seddelen ud af en gammel Tegnebog for at vise Mads Vestrup den. Saa vilde ogsaa de andre se den. Den blaa Papirslap I, 295 gik fra Haand til Haand, ^ blev undersøgt paa Retten og Vrangen og holdt op for Lyset . Og et Øjeblik strøg der som et Pust fra Slaraffenland ^ hen over dem alle .

»Ja !« sagde Jørgen , da han havde faaet Sedlen tilbage og igen forvaret den i Tegnebogen . » Det er sært at tænke paa, at man for saadan en sølle Lap halvsnavset Papir kan ^ gøre en Rejse til Rom og høre en Messe i Peterskirken og rejse tilbage over Paris og London. Det er dog et Stykke Vej. Men forresten ... det er ikke allermest de fnattede Skillinger , jeg er glad for. Men det er det , at D’hrr . Professorer og Konferensrødder altsaa nu har været nødt til at give mig Legatet af Hensyn til den offenlige Mening. Ellers havde de saamænd nok ladet være! Det betyder dog noget – ikke sandt? – at en musikalsk Haleneger som Professor Martens nu har maattet krybe til Korset og anerkende mit Talent. ^ ^ ^ Pengene kunde det endelig ha’e været lige meget med!«

»Ja !« sagde Jørgen ^ . » Det er sært at tænke paa, at ^ for saadan en ^ Lap halvsnavset Papir kan jeg gøre en Rejse til Rom og høre en Messe i Peterskirken og rejse tilbage over Paris og London. Det er dog en Oplevelse! Men forresten ... Skidt være med de fnattede Skillinger ! Det vigtigste er ^ , at D’Hrr . Professorer og Konferensrødder altsaa nu har været nødt til at give mig Legatet . En musikalsk Haleneger som Professor Martens ^ har maattet krybe til Korset og anerkende mit Talent. Det betyder dog noget – ikke sandt? Pengene kunde det endelig være lige meget med!«

»Ja ,« sagde Jørgen ^ . » Det er sært at tænke paa, at ^ for saadan én ^ Lap halvsnavset Papir kan jeg gøre en Rejse til Rom og høre en Messe i Peterskirken og rejse tilbage over Paris og London. Det er dog en Oplevelse! Men forresten ... Skidt være med de fnattede Skillinger ! Det vigtigste er ^ , at d’Hrr . Professorer og Konferensrødder altsaa nu har været nødt til at give mig Legatet . En musikalsk Haleneger som Professor Martens ^ har maattet krybe til Korset og anerkende mit Talent. Det betyder dog noget — ikke sandt? Pengene kunde det endelig være lige meget med!«

»Ja ,« sagde Jørgen ^ . » Det er sært at tænke paa, at ^ for saadan en ^ Lap halvsnavset Papir kan jeg gøre en Rejse til Rom og høre en Messe i Peterskirken og rejse tilbage over Paris og London. Det er dog en Oplevelse! Men forresten ... Skidt være med de fnattede Skillinger ! Det vigtigste er ^ , at d’Hrr . Professorer og Konferensrødder altsaa nu har været nødt til at give mig Legatet . En musikalsk Haleneger som Professor Martens ^ har maattet krybe til Korset og anerkende mit Talent. Det betyder dog noget – ikke sandt? Pengene kunde det endelig være lige meget med!«

» Skab dig nu ikke, Jørgen!« sagde hans Kone. » Hvormange Gange har du ikke allerede haft den Seddel oppe, bare for at glo paa den? Men det manglede ogsaa blot, at vi ikke skulde være glade for saa mange Penge .«

» Skab dig nu ikke, Jørgen!« sagde hans Kone. » Hvormange Gange har du ikke allerede haft den Seddel oppe, bare for at se paa den? Men det manglede ogsaa blot, at vi ikke skulde være glade for Pengene .«

» Skab dig nu ikke, Jørgen!« sagde hans Kone. » Hvor mange Gange har du ikke allerede haft den Seddel oppe, bare for at se paa den? Men det manglede ogsaa blot, at vi ikke skulde være glade for Pengene .«

» Har jeg sagt det? Det er dejligt at føle sig som Millionær engang . Og det første, vi skal købe, Maja – veed du, hvad det er? Det er en ny Hat til dig! Jeg vil ikke længer se dig med den gamle Bør! 86 Men alligevel ... Hovedsagen for mig er dog , at jeg nu har tvunget dem til at anerkende mig . Og det, uden at jeg selv har rørt en Finger for at faa Legatet . Jeg kunde endogsaa ønske, jeg havde haft Raad til at smide de gamle Pukkelkameler alle de fem Hundrede i Synet igen og sige: Tak, mine Herrer! Jeg har opnaaet, hvad jeg vilde. Pengene skænker jeg jer !«

» Har jeg sagt det? Det er dejligt at føle sig som Millionær engang ,« sagde han og slog sig paa Brystlommen, hvor Seddelen igen var bleven forvaret. » Det første, vi skal købe, Maja – veed du, hvad det er? En ny Hat til I, 408 dig! Jeg vil ikke længer se dig med den gamle Bør! Men alligevel ... Hovedsagen for mig er ^ , at jeg nu har tvunget de gamle Pukkelkameler til at anerkende mig ^ . Jeg kunde endogsaa ønske, jeg havde haft Raad til at smide dem de fem Hundrede i Synet igen og sige: Tak, mine Herrer! Jeg har opnaaet, hvad jeg vilde. Pengene skænker jeg Dem! Adjø !«

» Har jeg sagt det? Det er dejligt at føle sig som Millionær engang ,« sagde han og slog sig paa Brystlommen, hvor Seddelen igen var bleven forvaret. » Det første, vi skal købe, Maja — veed du, hvad det er? En ny Hat til dig! Jeg vil ikke længer se dig med den gamle Bør! Men alligevel ... Hovedsagen for mig er ^ , at jeg nu har tvunget de gamle Pukkelkameler til at anerkende mig ^ . Jeg kunde endogsaa ønske, jeg havde haft Raad til at smide dem de fem Hundrede i Synet igen og sige: Tak, mine Herrer! Jeg har opnaaet, hvad jeg vilde. Pengene skænker jeg Dem! Adjø !«

» Har jeg sagt det? Det er dejligt at føle sig som Millionær engang ,« sagde han og slog sig paa Brystlommen, hvor Seddelen igen var bleven forvaret. » Det første, vi skal købe, Maja – veed du, hvad det er? En ny Hat til dig! Jeg vil ikke længer se dig med den gamle Bør! Men alligevel ... Hovedsagen for mig er ^ , at jeg nu har tvunget de gamle Pukkelkameler til at anerkende mig ^ . Jeg kunde endogsaa ønske, jeg havde haft Raad til at smide dem de fem Hundrede i Synet igen og sige: Tak, mine Herrer! Jeg har opnaaet, hvad jeg vilde. Pengene skænker jeg Dem! Adjø !«

»Pyh!« sagde Fru Maja haanligt. » I Kunstnere har nu altid saa meget af Munden. Og saa er der dog ingen, der er saa meget efter Penge. I skulde meget hellere tie stille med alt det Sludder om Idealet og jeres Kunstnerære og ^ hvad det altsammen hedder. For der er dog ikke et Menneske i Verden, der tror et Suk paa det.«

»Pyh!« sagde Fru Maja haanligt. » I Kunstnere har ^ altid saa meget af Munden. Og saa er der dog ingen, der er mere efter Penge. I skulde meget hellere tie stille med alt det Sludder om Idealet og jeres Kunstnerære og ^ hvad det altsammen hedder. For der er sgu ikke et Menneske i Verden, der tror et Suk paa det.«

»Pyh!« sagde Fru Maja haanligt. » I Kunstnere har ^ altid saa meget af Munden. Og saa er der dog ingen, der er mere efter Penge. I skulde meget hellere tie stille med alt det Sludder om Idealet og jeres Kunstnerære og , hvad det altsammen hedder. For der er sgu ikke et Menneske i Verden, der tror et Suk af det.«

Jørgen Berg stod ude paa Gulvet med begge Hænder ^ i Jakkelommerne , og det varede noget , inden han svarede. Smilet var med eet forsvundet fra hans barske Ansigt. Der sad i Stedet to dybe Rynker mellem Brynene.

Jørgen Berg stod ude paa Gulvet med løftet Manke. Hænderne var stukket ned i Jakkelommerne . Det varede lidt , inden han svarede. Smilet var gledet fra hans ^ Ansigt. Der sad i Stedet to dybe Rynker mellem Brynene.

Jørgen Berg stod ude paa Gulvet med løftet Manke. Hænderne I, 295 var stukket ned i Jakkelommerne . Det varede lidt , inden han svarede. Smilet var gledet fra hans ^ Ansigt. Der sad ^ to dybe Rynker mellem Brynene.

» Gælder dine smukke Bemærkninger ogsaa mig? For i saa Fald vil jeg minde dig om, hvem det var, der for nogen Tid siden lavede en større Scene, fordi jeg bestemt nægtede at slide Professorernes Trapper i Anledning af Legatet. Eller var det maaske mig , der absolut vilde have Sivertsen nedrakket i » Femte 87 Juni«, fordi han ^ var mellem Ansøgerne? Du kan jo spørge A B D. Han sidder ved Siden af dig.«

» Gælder dine smukke Bemærkninger ogsaa mig? For i saa Fald vil jeg minde dig om, hvem det var, der for nogen Tid siden lavede en større Scene, fordi jeg bestemt nægtede at slide Professorernes Trapper i Anledning af Legatet. Eller var det maaske mig , der absolut vilde have Sivertsen nedrakket i » Femte Juni«, fordi han ogsaa var mellem Ansøgerne? Du kan jo spørge A B D. Han sidder ved Siden af dig.«

» Gælder dine smukke Bemærkninger ogsaa mig? For i saa Fald vil jeg minde dig om, hvem det var, der for nogen Tid siden lavede en større Scene, fordi jeg bestemt nægtede at slide Professorens Trapper i Anledning af Legatet. Eller var det maaske mig , der absolut vilde have Sivertsen nedrakket i » Femte Juni«, fordi han ogsaa var mellem Ansøgerne? Du kan jo spørge A B D. Han sidder ved Siden af dig.«

» Gælder dine smukke Bemærkninger ogsaa mig? For i saa I, 296 Fald vil jeg minde dig om, hvem det var, der for nogen Tid siden lavede en større Scene, fordi jeg bestemt nægtede at slide Professorens Trapper i Anledning af Legatet. Eller var det maaske mig , der absolut vilde have Sivertsen nedrakket i » Femte Juni«, fordi han ogsaa var mellem Ansøgerne? Du kan jo spørge A B D. Han sidder ved Siden af dig.«

Fru Maja svarede ikke ^ . Hun lagde blot Hovedet ned i Haanden og trak paa sine smukke Skuldre.

Fru Maja svarede ikke noget . Hun lagde blot Hovedet ned i Haanden og trak paa sine smukke Skuldre.

» Det er vel heller ikke saa længe ^ siden du fik et andet Bevis paa, at Beskyldningen for Pengesnobberi i hvert Fald ikke kan gælde mig .«
» Mener du det med Lotterisedlen? Nej, lille Jørgen, det har jeg sagt dig, den faar du mig ikke til at hoppe paa! Helt gal er du da – Gudskelov! – endnu ikke bleven.«

» Det er da heller ikke saa længe , siden du fik et andet Bevis paa, at jeg ikke er nogen Pengesnob.«
I, 409 » Mener du det med Lotterisedlen? Nej, lille Jørgen, det har jeg sagt dig, den faar du mig ikke til at hoppe paa! Helt skrupskør er du da heldigvis endnu ikke bleven.«

» Det er da heller ikke saa længe , siden du fik et andet Bevis paa, at jeg ikke er nogen Pengesnob.«
» Mener du det med Lotterisedlen? Nej, lille Jørgen, det har jeg sagt dig, den faar du mig ikke til at hoppe paa! Helt skrupskør er du da heldigvis endnu ikke bleven.«

Nu blev de andre nysgerrige. Hvad var det med den Seddel? Spillede de i Lotteriet? Havde de vundet noget? – spurgte de i Munden paa hinanden.

Nu blev de andre nysgerrige. Hvad var det med den Seddel? Spillede de i Lotteriet? Havde de vundet noget? — spurgte de i Munden paa hinanden.

Nu blev de andre nysgerrige. Hvad var det med den Seddel? Spillede de i Lotteriet? Havde de vundet noget? – spurgte de i Munden paa hinanden.

»Maja!« advarede Jørgen Berg rød i Hovedet . » Du siger ikke noget . Det er en Familjehemmelighed, lille Børn!«

»Maja!« sagde Jørgen Berg advarende . » Du siger ikke noget ! Det er en Familjehemmelighed, lille Børn!«

»Nej, veed du hvad, du har ^ selv begyndt, og saa kan de andre lige saa godt faa det hele at vide,« sagde hun og fortalte nu, at hun til sidste sjette Trækning havde købt et halvt Lod i Klasselotteriet, hvad Jørgen var bleven saa rasende over .

»Nej, nu har du selv begyndt, ^ saa kan de andre lige saa godt faa det ^ at vide,« sagde Maja og fortalte , at Jørgen forleden Dag var bleven ^ rasende , fordi hun havde købt et halvt Lod i Klasselotteriet .

» Og kan I gætte hvorfor? Han var bange for – sagde han – at vi skulde gaa hen og vinde den store Gevinst!«

» Og kan I gætte hvorfor? Han var bange for — sagde han — at vi skulde gaa hen og vinde den store Gevinst!«

» Og kan I gætte hvorfor? Han var bange for – sagde han – at vi skulde gaa hen og vinde den store Gevinst!«

» Det har jo bare været for Løjer,« sagde Frøken Susse. » Det kan du da begribe ^ ^ , Maja .«
88 »Ja, men jeg siger dig, det skulde gælde for Alvor. I kan jo selv høre ham ad. Han gik saamænd endogsaa hen og rev Lotterisedlen i tusinde Stykker og puttede den i Kakkelovnen. Og det lige før Trækningen. Er det nu ikke noget Skaberi, maa jeg spørge?«

» Aa – sikke noget!« sagde Frøken Susse. » Det kan du da begribe var Løjer , Maja !«
»Ja, men jeg siger dig, det skulde gælde for Alvor. I kan jo selv høre ham ad. Han gik saamænd endogsaa hen og rev Lotterisedlen i tusinde Stykker og puttede den i Kakkelovnen. ^ Er det nu ikke ^ Skaberi, maa jeg spørge?«

» Aa — sikke noget!« sagde Frøken Susse. » Det kan du da begribe var Løjer , Maja !«
»Ja, men jeg siger dig, det skulde gælde for Alvor. I kan jo selv høre ham ad. Han gik saamænd endogsaa hen og rev Lotterisedlen i tusinde Stykker og puttede den i Kakkelovnen. ^ Er det nu ikke ^ Skaberi, maa jeg spørge?«

Nu saae de alle op paa Jørgen med store Spørgsmaalstegn i Øjnene. Han var gaaet tilbage til Bordet for at forklare sig.

Nu saae de alle op paa Jørgen med store Spørgsmaalstegn i Øjnene. Han var kommen tilbage til Bordet for at forklare sig.

» Er der virkelig ingen af jer, der forstaar mig? Jeg sætter, at vi virkelig vandt den store Gevinst ... eller bare et halvt Hundrede Tusinde ... hvor kunde jeg føle nogen Tilfredsstillelse ved det? Ja, dersom det var ved mit Arbejde, ved min Kunst, jeg blev rig ... f. Eks. ved en Opera, der gik over alle Evropas Scener ... det var en anden Sag. Saa vilde jeg staa paa Hovedet og sprælle med Benene i Luften af Glæde. Men at sejre paa Grund af et fjollet Lykketræf ... ved Hjælp af en Lotterigevinst, der lige saa godt kunde være faldet i Skødet paa den første den bedste Idiot ... nej Tak! Det vilde jo være det samme som at bestjæle mig selv for al virkelig Triumf min hele Livstid.«

» Ser I, jeg sætter, at vi virkelig vandt den store Gevinst ... eller bare et halvt hundrede Tusinde ... ^ Ja, dersom det var ved mit Arbejde, ved min Kunst, jeg blev rig ... f. Eks. ved en Opera, der gik over alle Evropas Scener ... det var en anden Sag. ^ Men at sejre paa Grund I, 410 af et fjollet Lykketræf ... ved Hjælp af en Lotterigevinst, der lige saa godt kunde være faldet i Skødet paa den første den bedste Kraftidiot ...«

I, 296 » Ser I, jeg sætter, at vi virkelig vandt den store Gevinst ... eller bare et halvt hundrede Tusinde ... ^ Ja, dersom det var ved mit Arbejde, ved min Kunst, jeg blev rig ... f. Eks. ved en Opera, der gik over alle Evropas Scener ... det var en anden Sag. ^ Men at sejre paa Grund af et fjollet Lykketræf ... ved Hjælp af en Lotterigevinst, der lige saa godt kunde være faldet i Skødet paa den første den bedste Kraftidiot ...«

» Ser I, jeg sætter, at vi virkelig vandt den store Gevinst ... eller bare et halvt hundrede Tusinde ... ^ Ja, dersom det var ved mit Arbejde, ved min Kunst, jeg blev rig ... f. Eks. ved en Opera, der gik over alle Evropas Scener ... det var en anden Sag. ^ Men I, 297 at sejre paa Grund af et fjollet Lykketræf ... ved Hjælp af en Lotterigevinst, der lige saa godt kunde være faldet i Skødet paa den første den bedste Kraftidiot ...«

Frøken Susse og A B D Carlsen svarede med et Indianerhyl, og tykke Frants Møller gav sig igen til at mækre som en Ged.

Frøken Susse og A B D Carlsen afbrød ham med et Indianerhyl, og tykke Frants Møller gav sig igen til at mækre som en Ged.

Frøken Susse og A B D Carlsen afbrød ham med ^ Indianerhyl, og tykke Frants Møller gav sig igen til at mækre som en Ged.

» Nej hør nu, kære!« sagde han . » Jeg maa virkelig 89 give Fru Maja Ret ... den er for formidabel! At du skulde nægte at stryge et halvhundrede Tusinde til dig, bare fordi det er en Lotterigevinst ...«

» Nej hør nu, kære!« sagde den sidste, der havde et Garn ude efter sin Vens Kone, og hos hvem desuden Synet af Femhundredkronesedlen havde vakt Misundelsens og Skadefrydens Blodtørst . » Jeg maa virkelig , give Fru Maja Ret ... den er for formidabel! At du skulde nægte at stryge et halvhundrede Tusinde til dig, bare fordi det er en Lotterigevinst ...«

» Nej hør nu, kære!« sagde den sidste, der havde et Garn ude efter sin Vens Kone, og hos hvem desuden Synet af Femhundredkronesedlen havde vakt Misundelsens og Skadefrydens Blodtørst . » Jeg maa virkelig give Fru Maja Ret ... den er for formidabel! At du skulde nægte at stryge et halvhundrede Tusinde til dig, bare fordi det er en Lotterigevinst ...«

» Det har jeg ikke sagt! Det er netop, fordi jeg veed, at jeg ikke vilde have Karakterstyrke nok ^ at vise saa mange Penge fra mig ^ , at jeg ikke vil spille. Jeg vil ikke ha’ Lykken i Foræring. Jeg skal nok selv hente den. Bare rolig!«

» Det har jeg ikke sagt! Det er netop, fordi jeg veed, at jeg ikke har Karakterstyrke nok til at vise saa mange Penge fra mig og hellere snyder mig selv for Triumfen , at jeg ikke vil spille. Jeg ønsker ikke at faa Lykken i Foræring. Jeg skal nok selv hente den. Bare rolig!«

En fornyet Larm slog ham om Ørene fra alle Sider, og Fru Maja sagde:

En ny Larm slog ham om Ørene fra alle Sider, og Fru Maja sagde:

» Der kan I selv høre! ... Jeg begriber ikke, at du gider staa og sige saadan noget. Du mener jo ikke et Ord af det.«

» Ikke det! Ja saa! Da har jeg dog bevist det, skulde jeg mene! Du fortalte jo selv, at jeg rev Lotterisedlen i Stykker og brændte den.«

» ^ Ja saa! Da har jeg dog bevist det, skulde jeg mene! Du fortalte jo selv, at jeg rev Lotterisedlen i Stykker og brændte den.«

»Naa, det gjorde nu ikke saa meget,« sagde Fru Maja – hun sad igen med begge Albuerne paa Bordet og tændte en Cigaret – » Jeg havde jo skrevet Nummeret op. Og det vidste du saamænd godt, lille Jørgen! Du skal ikke tro, du kan bilde mig andet ind.«

»Naa, det gjorde nu ikke saa meget,« sagde Fru Maja – hun sad igen med begge Albuerne paa Bordet og tændte en Cigaret – » Jeg havde jo skrevet Nummeret I, 411 op. Og det vidste du saamænd godt, lille Jørgen! Du skal ikke tro, du kan bilde mig andet ind.«

»Naa, det gjorde nu ikke saa meget,« sagde Fru Maja — hun sad igen med begge Albuerne paa Bordet og tændte en Cigaret — » Jeg havde jo skrevet Nummeret op. Og det vidste du saamænd godt, lille Jørgen! Du skal ikke tro, du kan bilde mig andet ind.«

Hendes Mand saae en Tid hen paa hende i Tavshed. Hans lange, skægløse Ansigt med de dybt liggende Øjne havde pludselig faaet et træt , haabløst Udtryk .

Hendes Mand saae en Tid ^ paa hende i Tavshed. Hans blege Ansigt med de haarde Linjer havde faaet noget træt og haabløst i Udtrykket .

» Det vil med andre Ord sige, at du ganske rolig 90 beskylder mig for at staa her ^ og spille Komedie. Er du rigtig klar over det, Maja? Fordi du ikke forstaar mig, tror du altsaa, at jeg praler. Er det din Mening?«

» Det vil med andre Ord sige, at du beskylder mig for at staa her og lyve og spille Komedie. Er du rigtig klar over det, Maja? ^ Er det din Mening?«

» Det vil med andre Ord sige, at du beskylder mig for at staa I, 297 her og lyve og spille Komedie. Er du rigtig klar over det, Maja? ^ Er det din Mening?«

» Det vil med andre Ord sige, at du beskylder mig for at staa her og lyve og spille Komedie. Er du rigtig klar over det, Maja? ^ Er det din Mening?«

» Nu vil vi ikke snakke mere om det,« sagde hun. » Det er ikke længer morsomt, Jørgen!«

» Du skal svare mig!« raabte han nu med hvide Læber og slog Knoen i Bordet. » Hvad I andre mener om mig, er mig knusende ligegyldigt. Men du, Maja ... du mener altsaa for fuldt Alvor, at jeg staar her og skaber mig . Mener du det? Ja eller nej ? ... Du skal svare mig!«

» Du skal svare mig!« raabte han pludselig rasende og slog Knoen i Bordet. » Hvad I andre mener om mig, er mig knusende ligegyldigt. Men du, Maja ... du mener altsaa for fuldt Alvor, at jeg staar her og praler . Mener du det? Ja eller nej ? ... Du skal svare mig!«

» Du skal svare mig!« raabte han pludselig rasende og slog I, 298 Knoen i Bordet. » Hvad I andre mener om mig, er mig knusende ligegyldigt. Men du, Maja ... du mener altsaa for fuldt Alvor, at jeg staar her og praler . Mener du det? Ja eller Nej ? ... Du skal svare mig!«

Fru Maja sendte ham et vredt Blik og saae forlegent omkring til de andre.

» At du ikke skammer dig, Jørgen! At bære dig saadan ad , mens her er Fremmede! Du skulde gaa dig en Tur. Det trænger du vist til.«

» At du ikke skammer dig, Jørgen! At staa og skabe dig saadan ^ , mens her er Fremmede! Du skulde gaa dig en Tur. Det trænger du vist til.«

Nu begyndte ogsaa de andre at føle Situationen lidt trykkende , og Frøken Susse tilkastede Jørgen et Fingerkys for at formilde ham og faa ham til at tie stille. Kun Frants Møller , hos hvem Synet af Femhundredkronesedlen havde væbnet alle Misundelsens og Skadefrydens Dæmoner, glædede sig ganske aabenlyst over denne Strid mellem Ægtefolkene og gjorde sig Umage for at puste til Ilden.

Nu begyndte ogsaa Gæsterne at føle Situationen lidt trykkende . Frøken Susse tilkastede Jørgen et Fingerkys for at formilde ham og faa ham til at tie stille. Kun Frants Møller ^ glædede sig ^ og gjorde sig Umage for at puste til Ilden.

»Kære!« sagde han med sit astmatiske Mæle. » Du spilder dine Talegaver, Jørgen Berg! Tilstaa nu lige 91 saa godt Sandheden! Hvor gider du være saa paastaaelig paa en Glædesdag som denne!«

»Kære!« sagde han med sit astmatiske Mæle. » Du spilder dine Talegaver, Jørgen Berg! Tilstaa nu lige saa godt Sandheden! Hvor gider du være saa paastaaelig paa en Glædesdag som denne!«

» Hold din Kæft!« bed Jørgen ham af uden at tage Øjnene ^ fra sin Kone. » Der er ingen, der har spurgt om din Mening. – Men nu er jeg forresten lige glad med det hele! I maa sgu gerne le af mig! Værsgo!«

I, 412 » Hold din Kæft!« bed Jørgen ham af uden at tage Øjnene bort fra sin Kone. » Der er ingen, der har spurgt om din Mening. – Men nu er jeg forresten lige glad med det hele! I maa sgu gerne grine af mig! Værsgo!«

» Hold din Kæft!« bed Jørgen ham af uden at tage Øjnene bort fra sin Kone. » Der er ingen, der har spurgt om din Mening. — Men nu er jeg forresten lige glad med det hele! I maa sgu gerne grine af mig! Værsgo!«

» Hold din Kæft!« bed Jørgen ham af uden at tage Øjnene bort fra sin Kone. » Der er ingen, der har spurgt om din Mening. – Men nu er jeg forresten lige glad med det hele! I maa sgu gerne grine af mig! Værsgo!«

Han drejede sig omkring paa Hælen og slentrede bort med Hænderne i Lommerne. Men et Øjeblik efter vendte han tilbage, tog igen Pengesedlen ud af Tegnebogen og rakte sin Kone den over Bordet.

» Du skal ha’ den! Værsgo! Du kan gøre med den, hvad ^ du vil. Jeg gider ikke se den mere. Du kan købe Hat og Muffe eller Silkekjole ^ eller hundrede Natpotter – ganske som du behager! Saa tag den dog!«

» Du skal ha’ den! Værsgo! Du kan gøre med den, hvad Fanden du vil. Jeg gider ikke se den mere. Du kan købe Hat og Muffe eller Silkekjole for den eller hundrede Natpotter – ganske som du behager! Saa tag den dog!«

» Du skal ha’ den! Værsgo! Du kan gøre med den, hvad Fanden du vil. Jeg gider ikke se den mere. Du kan købe Hat og Muffe eller Silkekjole for den eller hundrede Natpotter — ganske som du behager! Saa tag den dog!«

Uden at røre sig saae Fru Maja stift paa ham med et trodsigt Blik , mens han blev ved at lokke med Sedlen som en Dressør, der holder Pisken gemt bag Ryggen .

Uden at røre sig saae Fru Maja stejlt paa ham med et foragteligt Blik ^ .

» Du skulde dog tage den! Den kunde ellers let gaa samme Vej som Lotterisedlen. Saa vil du dog maaske tro, at jeg ikke er nogen Pengesnob.«

» Du skulde dog tage den! Den kunde ellers let gaa op i Røg ligesom Lotterisedlen. I saa Fald vil du ^ maaske tro, at jeg ikke er nogen Pengesnob.«

I, 298 » Du skulde dog tage den! Den kunde ellers let gaa op i Røg ligesom Lotterisedlen. I saa Fald vil du ^ maaske tro, at jeg ikke er nogen Pengesnob.«

» Du skulde dog tage den! Den kunde ellers let gaa op i Røg ligesom Lotterisedlen. I saa Fald vil du ^ maaske tro, at jeg ikke er nogen Pengesnob.«

» Nap den dog fra ham, Maja!« raabte Frøken Susse , der begyndte at ane Uraad . » Det gale Menneske!«

» Nap den dog fra ham, Maja!« raabte Frøken Susse ^ . » Det gale Menneske!«

92 Men Fru Maja rørte sig stadig ikke. Saae ham blot stift i Øjnene med et Blik fuldt af Trods og Had .
Frants Møller mækrede .

Men Fru Maja rørte sig ^ ikke. Hun saae ham vedblivende stift i Øjnene med et Blik fuldt af Trods og Had ^ .

I, 299 Men Fru Maja rørte sig ^ ikke. Hun saae ham vedblivende stift i Øjnene med et Blik fuldt af Trods og Had ^ .

» Jeg giver dig endnu ti Sekunders Betænkningstid,« sagde Jørgen ^ . » En – to – tre ^ ^ .«

» Jeg giver dig endnu ti Sekunders Betænkningstid,« sagde Jørgen og tog sit Ur op . » En – to – tre – fire .«

» Jeg giver dig kun ti Sekunders Betænkningstid,« sagde Jørgen og tog sit Ur op . » En — to — tre — fire .«

» Jeg giver dig kun ti Sekunders Betænkningstid,« sagde Jørgen og tog sit Ur op . »En-to-tre-fire ^ ^ ^ ^ ^ ^ .«

Endnu til dette Øjeblik havde ingen andre end Fru Maja troet, at han vilde gøre Alvor af sin Trussel . Men nu foer de alle op med et Skrig. Jørgen havde løftet Pengesedlen op over Lampeglasset, saa der gik Ild i den. Om det saa var Frants Møller, kom han i en Fart paa Benene. Sammen med Mads Vestrup greb han Jørgen i Armen for at slukke , og Carlsen, saa fuld han var, stod paa vaklende Ben og blæste op i Luften som en rasende ^ . Men Ophidselsen havde givet Komponisten Herkuleskræfter. Han holdt sig dem alle fra Livet med den ene Haand, mens han med den anden løftede det flammende Papir højt i Vejret , indtil det var udbrændt og flagrede til Jorden som Aske.

Indtil dette Øjeblik havde ingen andre end Fru Maja troet, at han vilde gøre Alvor af sin Trusel . Men nu foer de alle op med et Skrig. Jørgen havde løftet Pengesedlen op til Lampeglasset, og ved Ordet »ti« satte han Ild i den. Om det saa var Frants Møller, kom han i en I, 413 Fart paa Benene. ^ Mads Vestrup havde grebet Jørgen i Armen ^ , og Carlsen, saa fuld han var, stod paa vaklende Ben og blæste ^ som en rasende op i Luften for at slukke . Men med sine Kæmpekræfter holdt Komponisten ^ sig dem alle fra Livet , mens han hoverende løftede det flammende Papir højt i Vejret . Et Øjeblik efter flagrede det til Jorden som Aske.

Indtil dette Øjeblik havde ingen andre end Fru Maja troet, at han vilde gøre Alvor af sin Trusel . Men nu foer de alle op med et Skrig. Jørgen havde løftet Pengesedlen op til Lampeglasset, og ved Ordet »ti« satte han Ild i den. Om det saa var Frants Møller, kom han i en Fart paa Benene. ^ Mads Vestrup havde grebet Jørgen i Armen ^ , og Carlsen, saa fuld han var, stod paa vaklende Ben og blæste ^ som en rasende op i Luften for at slukke . Men med sine Kæmpekræfter holdt Komponisten ^ sig dem alle fra Livet , mens han hoverende løftede det flammende Papir højt i Vejret . Et Øjeblik efter flagrede det til Jorden som Aske.

Der fulgte et Øjebliks Dødsstilhed . Saa kastede Frøken Susse sig i en Stol med en hysterisk Latter, og Carlsen, der paa engang var bleven ædru, fik et af sine uhyggelige Kulderystnings-Anfald . Han satte sig hjælpeløst ned med klaprende Tænder , mens Vandet plaskede fra ham .

Der fulgte en dump Stilhed . Saa kastede Frøken Susse sig i en Stol med en hysterisk Latter, og Carlsen, der paa en Gang var bleven ædru, fik et af sine uhyggelige Kulderystnings-Anfald . Han satte sig hjælpeløst ned med klaprende Tænder og maatte lade Vandet gaa .

Der fulgte en dump Stilhed . Saa kastede Frøken Susse sig i en Stol med en hysterisk Latter, og Carlsen, der paa en Gang var bleven ædru, fik et af sine uhyggelige Kuldegysnings-Anfald . Han satte sig hjælpeløst ned med klaprende Tænder og maatte lade Vandet gaa .

Imidlertid stod Ægtefolkene ubevægelige overfor 93 hinanden med det Udtryk, Mennesker faar, naar de i deres Lidenskab har glemt alt omkring sig og kun hører Blodets vilde Røst. To hvide Ansigter med stivnede Munde ... to Ligmasker med Øjne, der var lutter sort Pupil.

Imidlertid stod Ægtefolkene ^ overfor hinanden med det Udtryk, Mennesker faar, naar de i ^ Lidenskab glemmer alt omkring sig og kun hører Blodets vilde Røst. To hvide Ansigter med stivnede Munde ... to Ligmasker med Øjne, der var lutter sort Pupil.

Imidlertid stod Ægtefolkene ^ overfor hinanden med det Udtryk, Mennesker faar, naar de i ^ Lidenskab glemmer alt omkring sig og kun hører Blodets vilde Røst. To hvide Ansigter med stivnende Munde ... to Ligmasker med Øjne, der var lutter sort Pupil.

» Fik du nu Bevis?« spurgte Jørgen tilsidst og forsøgte en Latter.

» Du tror maaske, jeg er ked af det!« svarede hun. »Nej, du ta’r fejl! Men det ligner dig ... Bondedreng , som du er !«

» Du tror maaske, jeg er ked af det!« svarede hun. »Nej, du ta’r fejl! Men det ligner dig ... Bondedreng ^ !«

» Du tror maaske, jeg er ked af det!« svarede hun. »Nej, du ta’r fejl! Men det ligner dig ... Bondedreng « ^

» Du tror maaske, jeg er ked af det!« svarede hun. »Nej, du ta’r fejl! Men det ligner dig ... Bondedreng ^ !«

» Hvad siger du! Tag dig nu ivare , Tøs !«

» Hvad siger du! Tag dig nu ivare ^ !«

» Hvad siger du! Tag dig nu i vare ^ !«

» Hvad siger du! Tag dig nu ivare ^ !«

»Bondedreng!« skreg hun igen . Og før nogen kunde faa Tid til at lægge sig imellem, røg Jørgen i Haarene paa hende. Mads Vestrup greb ham ^ med et kraftigt Tag i Skuldren men var ikke i Stand til at skille Mand og Kone ad. Fru Maja havde faaet fat i Jørgens ene Øre, og nu tumlede de begge mod Bordet med en saadan Kraft, at Lampen paa et hængende Haar var gaaet overende. Et Whiskyglas ^ væltede og rullede ned paa Gulvet, og Indholdet sølede henad Bordet.

»Bondedreng!« skreg hun ^ . Og før nogen kunde faa Tid til at lægge sig imellem, røg Jørgen i Haarene paa hende. Mads Vestrup greb ham igen med et kraftigt Tag i Skuldren , men det var ikke muligt at skille Mand og Kone ad. Fru Maja havde faaet fat i Jørgens ene Øre, og nu tumlede de begge mod Bordet med en saadan Kraft, at Lampen paa et hængende Haar var gaaet overende. I, 414 Nogle Glas væltede og rullede ned paa Gulvet, mens Indholdet flød henad Bordet.

»Bondedreng!« skreg hun ^ . Og før nogen kunde faa Tid til at lægge sig imellem, røg Jørgen i Haarene paa hende. Mads I, 299 Vestrup greb ham igen med et kraftigt Tag i Skuldren , men det var ikke muligt at skille Mand og Kone ad. Fru Maja havde faaet fat i Jørgens ene Øre, og nu tumlede de begge mod Bordet med en saadan Kraft, at Lampen paa et hængende Haar var gaaet overende. Nogle Glas væltede og rullede ned paa Gulvet, mens Indholdet flød henad Bordet.

»Bondedreng!« skreg hun ^ . Og før nogen kunde faa Tid til at lægge sig imellem, røg Jørgen i Haarene paa hende. Mads Vestrup greb ham igen med et kraftigt Tag i Skuldren , men det var ikke muligt at skille Mand og Kone ad. Fru Maja havde faaet fat i Jørgens ene Øre, og nu tumlede de begge mod Bordet med en saadan Kraft, at Lampen paa et hængende Haar var gaaet overende. I, 300 Nogle Glas væltede og rullede ned paa Gulvet, mens Indholdet flød henad Bordet.

Frants Møller stod lidt betuttet med Hænderne i Lommerne og saae til , mens Frøken Susse løb forvildet omkring i Stuen og raabte paa Politi.

Frants Møller stod flegmatisk med Hænderne i Lommerne og saae til ; men Frøken Susse løb forvildet omkring i Stuen og raabte paa Politi.

Midt under Larmen hørte man pludselig en Barnestemme. Ægtefolkenes lille seksaars Pige, der havde ligget og sovet inde i Sengerummet ved Siden af, 94 var bleven vækket af Spektaklet og stod nu henne foran Forhænget i sin halvsnavsede Natkjole. Blændet af Lyset holdt hun Hænderne op for Øjnene og sagde søvndrukken:

Pludselig hørte man ^ en Barnestemme. Ægtefolkenes lille seksaars Pige, der havde ligget og sovet inde i Sengerummet ved Siden af, var bleven vækket af Spektaklet og stod nu henne foran Forhænget i sin halvsnavsede Natkjole. Blændet af Lyset holdt hun Hænderne op for Øjnene og sagde søvndrukken:

» Hvad er’et ^ I laver herinde?«

» Hvad er’et , I laver herinde?«

Lyden af hendes Stemme skilte øjeblikkeligt Ægteparret ad. Fru Maja foer hen og tog Barnet ^ i Armen , hvorpaa hun førte hende med sig ind i Kammeret, idet hun trak Forhænget til bag dem.

Lyden af hendes Stemme skilte endelig Ægteparret ad. Fru Maja foer hen til Barnet , tog hende i Armen og førte hende med sig ind i Kammeret, idet hun trak Forhænget til bag dem.

Ogsaa Jørgen kom til sig selv. Med et skamfuldt skulende Udtryk saae han omkring paa de andre, og da han opdagede Mads Vestrups fremmede Skikkelse, vendte han sig ^ bort.

Ogsaa Jørgen kom til sig selv. Med et ^ skulende Udtryk saae han omkring paa de andre, og da han opdagede Mads Vestrups fremmede Skikkelse, vendte han sig skamfuld bort.

»Gaa!« bad han. – » Gaa allesammen!«

»Gaa!« sagde han. – » Gaa allesammen!«

»Gaa!« sagde han. — » Gaa allesammen!«

»Gaa!« sagde han. – » Gaa allesammen!«

Mens Gæsterne tog deres Tøj paa, blev han staaende ved Bordet uden at se op og uden at tale. Han besvarede heller ikke deres Godnat.

Henne ved Døren holdt Mads Vestrup Frants Møller tilbage og spurgte ham sagte, om det ogsaa gik an at lade de to ophidsede Mennesker blive alene. Han syntes ikke godt, de kunde forsvare det.
Men tykke Møller beroligede ham .

Henne ved Døren holdt Mads Vestrup tykke Møller tilbage og spurgte ^ sagte, om det ogsaa gik an at lade de to ophidsede Mennesker blive alene. ^ Men ^ Møller beroligede ham , og da de var kommen udenfor, sagde han:

» Om fem Minutter sidder de med hinanden om Halsen og græder Spande fulde af Angertaarer. Det er et fælt Syn. Lad os bare komme væk i Tide !«

» Om fem Minutter sidder de med hinanden om Halsen I, 415 og græder Spande fulde af Angertaarer. Det er et vammelt Syn. Lad os bare komme væk ^ !«

» Om fem Minutter sidder de med hinanden om Halsen og græder Spande fulde af Angertaarer. Det er et vammelt Syn. Lad os bare komme væk ^ !«

Han sagde det med Ærgrelse, fordi han forstod, 95 at han nu havde faaet det Garn ødelagt, som han med saa store Forhaabninger havde udspændt der i Huset. ⇕ ⇒ Han undte ikke sin gode Ven saa smuk en Kone. Og forøvrigt fandt han, at Jørgen Berg var bleven utaalelig vigtig og trængte til at dukkes. Han havde allerede længe omgaaedes med Planer om at skrive et dræbende 5 Akts Satyrspil om disse Kraftgenier fra Landsbyen, der kom til Hovedstaden og blæste sig op. I de tre Aar, der var gaaet siden hans højt berømte Fiasko, var han dog ikke kommen længere end til Personlisten og Aktinddelingen. Men nu skulde der gøres Alvor af Sagen. Optrinet i Aften havde givet ham den rette Blodsmag i Munden. Imorgen den Dag skulde der tages fat med opsmøgede Ærmer. Og han var ikke i Tvivl om, at det dennegang vilde blive den Verdenssukces, som han alene fandt det Umagen værd at ulejlige sit Talent for.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.10

⇕ De Dødes Rige 4.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 4.4

D a de var kommen ned paa Gaden , tog Frøken Susse sin Ven under Armen , og idet Mads Vestrup paa Landboeres Vis vilde gaa ud paa Kørebanen, trak hun i sin endnu ikke overstaaede Forskrækkelse ogsaa ham til sig ^ ^ ^ med den anden Arm . Det skete med en Naturlighed, saa Mads Vestrup, hvor betuttet han end i første Øjeblik blev, ikke 96 kunde faa sig til at stritte imod. Den uhyggelige Oplevelse, de kom fra, den dybe Sjælenød, han havde stirret ind i, havde ogsaa rystet ham stærkt. Og saaledes fulgtes de da hen ad Fortovet, som om de allerede var gamle Bekendte .

Nede paa Gaden ^ tog Frøken Susse sin Ven under Armen . Da Mads Vestrup paa Landboeres Vis vilde gaa ud paa Kørebanen, trak hun ^ ogsaa ham til sig for at kunne støtte sig til ham med den anden Arm , og ^ saa betuttet Mads Vestrup ^ i første Øjeblik blev, gjorde han ingen Modstand, fordi han mærkede, hvor hun endnu rystede .

Nede paa Gaden ^ tog Frøken Susse sin Ven under Armen . Da Mads Vestrup paa Landboernes Vis vilde gaa ud paa Kørebanen, trak hun ^ ogsaa ham til sig for at kunne støtte sig til ham med den anden Arm , og ^ saa betuttet Mads Vestrup ^ i første Øjeblik I, 300 blev, gjorde han ingen Modstand, fordi han mærkede, hvor hun endnu rystede .

Nede paa Gaden ^ tog Frøken Susse sin Ven under Armen . Da Mads Vestrup paa Landboernes Vis vilde gaa ud paa Kørebanen, trak hun ^ ogsaa ham til sig for at ^ støtte sig til ham med den anden Arm . Saa ^ betuttet Mads Vestrup end i første Øjeblik blev, gjorde han ingen Modstand, fordi han mærkede, hvor hun endnu rystede .

Carlsen sjokkede bagefter og blev mere og mere tilbage under Forsøgene paa at tænde Ild i en Cigarstump. Tilsidst blev han helt borte for dem i Taagen.

A B D sjokkede bagefter og blev mere og mere tilbage under Forsøgene paa at tænde Ild i en Cigarstump. ^

Frøken Susse talte bekymret til sin Ven om, hvordan Jørgen Bergs nu vilde ^ klare sig, da de vistnok skyldte baade hos Urtekræmmer og Bager. Men Frants Møller trøstede hende med, at Jørgen saamænd nok havde baaret sig ad ligesom med Lotterisedlen og skrevet Nummeret op, saa han kunde faa den brændte Seddel erstattet af Banken.

Frøken Susse talte bekymret ^ om, hvordan Jørgen Bergs nu vilde kunne klare sig, da de vistnok skyldte baade hos Urtekræmmer og Bager. Men Frants Møller trøstede hende med, at Jørgen saamænd nok havde baaret sig ad ligesom med Lotterisedlen og skrevet Nummeret op, saa han kunde faa Pengene udbetalt af Banken.

I, 301 Frøken Susse spurgte bekymret ^ om, hvordan Jørgen Bergs nu vilde kunne klare sig, da de vistnok skyldte baade hos Urtekræmmer og Bager. Men Frants Møller trøstede hende med, at Jørgen saamænd nok havde baaret sig ad ligesom med Lotterisedlen og skrevet Nummeret op, saa han kunde faa Pengene udbetalt af Banken.

» Det vilde da storartet ligne ham,« sagde han ^ , skønt han kendte Vennen altfor godt til selv at tro paa det. » Jørgen ynder jo at agere det vanvittige Geni. Navnlig naar han kan gøre det gratis.«

» Han skal jo altid skabe sig!« sagde han i sin Ærgrelse over , ^ at hans Chancer hos Fru Maja rimeligvis nu var ødelagte for længere Tid.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.9

⇕ De Dødes Rige 4.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 4.4

⇐

Han undte ikke sin gode Ven saa smuk en Kone . Og forøvrigt fandt han , at Jørgen Berg var bleven utaalelig vigtig og trængte til at dukkes. Han havde allerede længe omgaaedes med Planer om at skrive et dræbende 5 Akts Satyrspil om disse Kraftgenier fra Landsbyen, der kom til Hovedstaden og blæste sig op ^ . I de tre Aar , der var gaaet siden hans højt berømte Fiasko, var han dog ikke kommen længere end til Personlisten og Aktinddelingen. Men nu skulde der gøres Alvor af Sagen. Optrinet i Aften havde givet ham den rette Blodsmag i Munden. ^

Han undte lige saa lidt Vennen hans smukke Kone som Legatet. Men nu vilde han ^ til Gengæld more sig med ^ at skrive et ^ Satyrspil om disse Folk fra Landsbyen, der kom til Hovedstaden og blæste sig op som Kraftgenier. Han vilde drukne dem som Kattekillinger i et Hav af Latter . Allerede i flere Aar havde han haft Planerne til et saadant Stykke færdige i Hovedet, men først i Aften havde han faaet den rette Blodsmag i Munden.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.10

⇕ De Dødes Rige 4.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 4.4

Men Frøken Susse følte sig ikke beroliget af hans Forsikring. Hun mente, at Jørgen Berg ^ virkelig ikke var rigtig klog , og til Bevis herfor fortalte hun en Historie ^ , som hun havde fra hans egen Kone, om et stort Korværk, som han engang arbejdede paa og næsten havde faaet færdigt , da Fru Maja ^ kom til at spørge ham ^ , hvormeget han ^ mente at kunne tjene 97 paa det Arbejde. Han havde saa i Raseri kastet Noderne ned i sin Skuffe og aldrig rørt dem siden.

^ Frøken Susse ^ mente, at Jørgen Berg undertiden virkelig I, 416 var lidt forstyrret i Hovedet , og hun fortalte ^ en Historie om ham , som hun havde hørt af Maja selv. Han havde engang komponeret et stort Korværk og var lige ved at være færdig med det , da ^ Maja en Dag kom til at spørge ham om , hvormeget han nu mente at kunne tjene paa det Arbejde. Saa havde han i Raseri kastet Noderne ned i en Skuffe og aldrig rørt dem siden.

^ Frøken Susse ^ mente, at Jørgen Berg undertiden virkelig var lidt forstyrret i Hovedet , og hun fortalte ^ en Historie om ham , som hun havde hørt af Maja selv. Han havde engang komponeret et stort Korværk og var lige ved at være færdig med det , da ^ Maja en Dag kom til at spørge ham om , hvormeget han nu mente at kunne tjene paa det Arbejde. Saa havde han i Raseri kastet Noderne ned i en Skuffe og aldrig rørt dem siden.

Mads Vestrup gik tavs og lyttede til hendes Fortælling, og han kunde mærke , hvormeget han allerede havde faaet tilovers for denne Jørgen Berg trods al hans Naragtighed og Vildskab ^ ^ ^ ^ . Og han blev igen grebet ^ ^ af broderlig Længsel efter at komme alle saadanne stakkels vildfarne og hjemløse til Hjælp i deres Nød, at bringe ^ dem Jesu Kristi Fred og Frelse. Selv for dette dybt sunkne Pigebarn, der i sin Angst havde hægtet sig til hans Arm, havde han et godt Haab. Han fandt, at hun midt i sin Fornedrelse havde bevaret mere af den sande Menneskelighed end mangen renstrøgen Præstekone, der brammede med sin Dyd. ⇕ ⇒ Men Kristus havde jo selv givet Eksemplet, han som færdedes kammeratligt mellem Sviregaster og Skøger. Hvor han forstod ham nu! Med sine Guddomsøjne havde den udkaarne set tværs igennem al Uterligheden ind i de bange Hjerter . Og han havde vidst, at saalænge et Menneske kunde fortvivle, var han bevaret for ^ den største ^ af alle Synder, Selvretfærdigheden, og der var endnu Haab for hans Oprejsning. ^

» Saadan er han !«
Frants Møller, der blev mere og mere edderspændt , svarede bare : » Bluff ! «
Mads Vestrup gik tavs og lyttede opmærksomt . Han var selv dybt rystet af den uhyggelige Oplevelse; men han havde paa sine Vandringer mødt den samme fortvivlede Sjælenød hos saa mange af Landevejens løse Fugle, som han havde slaaet Følge med og var kommen til at holde af. Han havde den inderligste Medynk med alle disse stakkels blindfødte, der gik om i Mørke og led ilde, fordi de maaske ikke havde haft en Mor, der lærte dem at folde deres Hænder, da de var smaa. Men han forargedes ikke . Han var bleven straffet for sin Selvretfærdigheds Skyld og erkendte sin Samhørighed med den hele syndige og lidende Menneskehed. Ogsaa dette forkrammede Pigebarn, der i sin forstyrrede Angst havde hægtet sig til hans Arm, vakte kun en broderlig Følelse af Sorg hos ham. Han vilde endda tro paa, at hun midt i sin Fornedrelse kunde være Guds Hjerte nærmere end mangen sippet og renstrøgen Præstekone, der brammede med sin Dyd.

» Saadan er han !«
Frants Møller, der blev mere og mere edderspændt , svarede bare : » Bluff ! «
Mads Vestrup gik tavs og lyttede opmærksomt . Han var selv dybt rystet af den uhyggelige Oplevelse; men han havde paa sine Vandringer mødt den samme fortvivlede Sjælenød hos ^ mange af Landevejens løse Fugle, som han havde slaaet Følge med og var kommen til at holde af. Han havde den inderligste Medynk med alle disse stakkels blindfødte, der gik om i Mørke og led ilde, I, 301 fordi de maaske ikke havde haft en Mor, der lærte dem at folde deres Hænder, da de var smaa. Men han forargedes ikke . Han var bleven straffet for sin Selvretfærdigheds Skyld og erkendte sin Samhørighed med den hele syndige og lidende Menneskehed. Ogsaa dette forkrammede Pigebarn, der i sin forstyrrede Angst havde hægtet sig til hans Arm, vakte kun en broderlig Følelse af Sorg hos ham. Han vilde endda tro paa, at hun midt i sin Fornedrelse kunde være Guds Hjerte nærmere end mangen sippet og renstrøget Præstekone, der brammede med sin Dyd.

» Saadan er han !«
Frants Møller, der blev mere og mere edderspændt , svarede bare ^ » Bluff !«
Mads Vestrup gik tavs og lyttede opmærksomt . Han var selv dybt rystet af den uhyggelige Oplevelse; men han havde paa sine Vandringer mødt den samme fortvivlede Sjælenød hos ^ mange af Landevejens løse Fugle, som han havde slaaet Følge med og var kommen til at holde af. Han havde den inderligste Medynk med alle disse stakkels blindfødte, der gik om i Mørke og led ilde, fordi de maaske ikke havde haft en Mor, der lærte dem at folde deres Hænder, da de var smaa. Men han forargedes ikke . Han var bleven straffet for sin Selvretfærdigheds Skyld og erkendte sin Samhørighed med den hele syndige og lidende Menneskehed. Ogsaa dette forkrammede Pigebarn, der i sin forstyrrede Angst I, 302 havde hægtet sig til hans Arm, vakte kun en broderlig Følelse af Sorg hos ham. Han vilde endda tro paa, at hun midt i sin Fornedrelse kunde være Guds Hjerte nærmere end mangen sippet og renstrøget Præstekone, der brammede med sin Dyd.

De var nu kommen ind paa Vesterbro, og det livlige Boulevardrøre under de hvide Lysballoner havde en kendelig Virkning paa Frøken Susses Sindsstemning. Hun glemte hurtigt sin Angst og traadte 98 i Funktion. Som en Svane, der efter en ubehjælpsom Gang paa Landjorden glider ud i sit Element, skød hun Brystet frem og nød ^ sit Spejlbillede i de forbipasserende Herrers opspilede Miner. Adskillige af dem kendte hende aabenbart af Udseende. Enkelte gjorde Tilløb til at hilse . Men forresten vakte hendes Hats Størrelse , den karmoisinrøde Jaket og de sværtede Øjenbryn almindelig Opmærksomhed blandt de spaserende .

I, 417 De var ^ kommen ind paa Vesterbro, og det livlige Boulevardrøre under de hvide Lysballoner indvirkede straks paa Sangerindens Sindsstemning. Hun rystede Forskrækkelsen af sig og traadte i Funktion. Som en Svane, der ^ glider ud i sit Element, skød hun Brystet frem og nød Synet af sit Spejlbillede i de passerende Herrers opspilede Miner. De fleste kendte hende ^ af Udseende. Et Par af dem hilste endogsaa . Men forresten var Størrelsen af hendes Hat , den karmoisinrøde Jaket og de sværtede Øjenbryn Vidnesbyrd nok om Arten af hendes Profession .

De var ^ kommen ind paa Vesterbro, og det livlige Boulevardrøre under de hvide Lysballoner indvirkede straks paa Sangerindens Sindsstemning. Hun rystede Forskrækkelsen af sig og traadte i Funktion. Som en Svane, der ^ glider ud i sit Element, skød hun Brystet frem og nød Synet af sit Spejlbillede i de passerende Herrers opspilede Miner. De fleste kendte hende ^ af Udseende. Et Par af dem hilste endogsaa . Men forresten var Størrelsen af hendes Hat , den karmoisinrøde Jaket og de sværtede Øjenbryn Vidnesbyrd nok om Arten af hendes Profession .

Paa Mads Vestrup havde Lyset og de mange Mennesker en ganske modsat Virkning. Han gik forlegen med Øjnene mod Jorden og holdt kun Stand for ikke at forspilde den stakkels Piges Tillid. Han kunde ikke lade være med at tænke paa, hvad for et Ansigt Stine vilde sætte op , dersom hun kunde set ham i dette Optog.

Paa Mads Vestrup havde Lyset og de mange Mennesker en ganske modsat Virkning. Han gik ^ med Øjnene i Jorden og holdt kun Stand i denne Skærsild for at bevare hendes Tillid. Men han kunde ikke lade være med at tænke paa, hvad ^ Stine vilde have sagt , dersom hun havde set ham i dette Optog.

Frøken Susse havde nu ogsaa overfor ham forandret sit Væsen paa betænkelig Maade. Hun blev mere og mere paagaaende i sine Tilnærmelser , knugede tidt i Hemmelighed hans Arm og begyndte endog at sige du til ham , som hun plejede at gøre, naar en Mand faldt i hendes Smag . Engang, da hun ^ havde knebet ham i Armen og forgæves ventet paa et Svar , bøjede hun sig frem og kiggede ham op i hans bortvendte Ansigt .

Et Par Gange gjorde han Forsøg paa at trække sin Arm ud af hendes; men hun holdt ham fast, ja hun blev efterhaanden betænkeligt paagaaende i sine Tilnærmelser ^ og begyndte endog at sige du til ham ^ . Engang, da hun i Hemmelighed havde knuget hans Arm og forgæves ventet paa , at han skulde besvare hendes Kærtegn , bøjede hun sig frem og kiggede ham op i Ansigtet .

» Hvad er du egenlig for en Rullepølse? For det er naturligvis Løgn, at du er Præst. Er du Landmand?«
99 Mads Vestrup svarede roligt, at han virkelig var Præst.
» Er det sandt? Og du kunde ikke lade Konerne være i Fred, hva’? Sikken Gavtyv! Du er vist en rigtig Svend! Hvorlænge har du været her i Byen?«

» Hvad er du egenlig for en Rullepølse? Hvor længe har du været her i Byen?«

» Jeg kom igaar.«

» Aa Herregud, saa er du jo uskyldig som et nyfødt Lam! Veed du, at jeg har Engagement fra den første hos Folle Pip ? Du skal da ud og høre mig? Jeg har faaet et nyt Kostyme af Papegøjesilke. 120 Kroner, min Far! Du kan tro, det har strøget sig! ... Saa lover du at komme , ikke sandt?«

»Aa, Herregud, saa er du jo uskyldig som et nyfødt Lam! Veed du, at jeg har Engagement frø den første I, 418 hos Folie Pip i »Tavernen«? Du skal da ud og høre mig? Han har spenderet nyt Kostyme af Papegøjesilke. 120 Kroner, min Far! Du kan tro, det har strøget sig! ... Saa kommer du ^ , ikke sandt?«

»Aa, Herregud, saa er du jo uskyldig som et nyfødt Lam! Veed du, at jeg har Engagement fra den første hos Folle Pip i »Tavernen«? I, 302 Du skal da ud og høre mig? Han har spenderet nyt Kostyme af Papegøjesilke. 120 Kroner, min Far! Du kan tro, det har strøget sig! ... Saa kommer du ^ , ikke sandt?«

»Aa, Herregud, saa er du jo uskyldig som et nyfødt Lam! Veed du, at jeg har Engagement fra den første hos Folle Pip i »Tavernen«? Du skal da ud og høre mig? Han har spenderet nyt Kostyme af Papegøjesilke. 120 Kroner, min Far! Du kan tro, det har strøget sig! ... Saa kommer du ^ , ikke sandt?«

Mads Vestrup gik udenom. Han sagde:
» Nu kan De jo først komme hen og høre mig en Aften. For jeg skal nemlig ogsaa optræde her i Byen i den nærmeste Fremtid .«

Mads Vestrup ^ sagde: ^ » Nu kan De jo først komme hen og høre mig en Aften. For jeg skal nemlig ogsaa optræde her i Byen i den nærmeste Tid .«

» Hvor er det?«

I, 303 » Hvor er det?«

» Det er i Elysium. Jeg skal holde et Par Foredrag der.«

» Det bliver vistnok i Elysium. Jeg skal holde et Par Foredrag der.«

»Elysium . Gud, der har jeg selv sunget engang! Hvad skal De snakke om? Det er da ikke Opbyggelse med Lysbilleder og den Slags?«

»Elysium ! Gud, der har jeg selv sunget engang! Hvad skal De snakke om? Det er da ikke Opbyggelse med Lysbilleder og den Slags?«

» Nu kan De jo se ad.«

De var naaet ind paa Raadhuspladsen , og Mads Vestrup standsede for at sige Godnat. I det samme stødte Frants Møller til sin Veninde med Albuen og sagde:

De var naaet ind paa Raadhuspladsen . Mads Vestrup standsede for at sige Godnat. I det samme stødte Frants Møller til sin Veninde med Albuen og sagde:

100 » Saae du, hvem der gik der?«

» Saae du, hvem der gik der?«

»Hvor?«

En ung Dame og to elegant klædte Herrer havde passeret dem i nogen Afstand ^ . De kom fra Teatret i Jernbanegade og styrede over mod Hotel Bristol.

To elegant klædte Herrer passerede i nogen Afstand sammen med en Dame . De kom fra Teatret i Jernbanegade og styrede over mod Hotel Bristol.

» Hvem var det?« spurgte Frøken Susse.

» ^ Det var jo Greven af Monte Christo.«

» Kendte du ham ikke? Det var jo Greven af Monte Christo.«

» Hvad siger du ? Var det Karsten From ? Jeg kendte ham ikke.«

» Er det sandt ? Var det Karsten From ?«

» Han har ogsaa taget Overskægget af. Det klær ham forresten. Han ser ikke slet saa affektert ud.«

» Han har ^ taget Overskægget af. Det klær ham forresten. Han ser ikke slet saa affekteret ud.«

» Kendte du Damen?«

»Ja, det var Frøken Abildgaard. Jytte Abildgaard. En Datter af Ministeren, der døde forleden Aar . Hun skal nok være noget løs paa Traaden.«

I, 419 »Ja, det var Frøken ^ Abildgaard. En Datter af Ministeren, der døde ^ . Hun skal nok være lidt løs paa Traaden.«

»Ja, det var Frøken ^ Abildgaard. En Datter af Ministeren, der døde ^ . Hun skal nok være lidt løs paa Traaden.«

»Naa, Vorherre være med ham!« sagde hun med et Skuldertræk men fulgte dog med lange Øjne sin gamle Kæreste, den populære Portrætmaler , indtil han sammen med sin Dame og den anden Ledsager , en lille korthalset Herre med høj Silkehat , forsvandt ^ ind gennem Bristol-Restavrantens Drejedør.

»Naa, Vorherre være med ham!« sagde hun , mens hun med lange Øjne fulgte den smækre, blonde Maler , indtil han sammen med Damen og dennes anden Ledsager – en lille korthalset Herre med høj Silkehat – var forsvunden ind gennem Bristol-Restaurantens Drejedør.

»Naa, Vorherre være med ham!« sagde hun , mens hun med lange Øjne fulgte den smækre, blonde Maler , indtil han sammen med Damen og dennes anden Ledsager — en lille korthalset Herre med høj Silkehat — var forsvunden ind gennem Bristol-Restaurantens Drejedør.

» Lover De saa at komme hen og høre mig en Aften?« spurgte Mads Vestrup, der imidlertid havde staaet med hendes Haand i sin for at sige Farvel.

» Vil De saa ^ komme hen og høre mig en Aften?« spurgte Mads Vestrup, idet han sagde Farvel.

» Ja – ikke sandt, Frantsemand? – det kan vi vist godt sige Ja til. Jeg har nok Lyst til at høre, hvad den Herre kan ha’ og fortælle . Det er vist 101 noget med Sauce paa . Adjø, Hr. Pastor! Ha’ det rart!«

» Ja – ikke sandt, Frantsemand? Det kan vi vist nok sige Ja til. Jeg har godt Lyst til at høre, hvad den Herre kan ha’ og fortælle . Adjø, Hr. Pastor! Ha’ det rart!«

I, 303 » Ja — ikke sandt, Frantsemand? Det kan vi vist nok sige Ja til. Jeg har godt Lyst til at høre, hvad den Herre kan ha’ og fortælle . Adjø, Hr. Pastor! Ha’ det rart!«

» Ja – ikke sandt, Frantsemand? Det kan vi vist nok sige Ja til. Jeg har godt Lyst til at høre, hvad den Herre kan ha’ og fortælle . Adjø, Hr. Pastor! Ha’ det rart!«

Hun vinkede til ham med Haanden, da han gik bort , og drev derpaa videre ved sin Vens Arm ind igennem Strøget.

Hun vinkede til ham med Haanden, da han gik ^ , og drev derpaa videre ved sin Vens Arm ind gennem Strøget.

^ ^

V .

I, 304 V

⇕ Toldere og Syndere III, 1.11

⇕ De Dødes Rige 4.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 4.5

D en lille korthalsede Herre med høj Silkehat, der havde været Jytte Abildgaards anden Ledsager fra Teatret til Bristol-Restavrationen , var hendes Fætter , Jægermester Hagen , den nyvalgte Folketingsmand for en af Fyens demokratiske Valgkrese . De havde været henne og se en taabelig Wieneroperette ^ ^ , som hver Aften i denne Tid foranledigede en københavnsk Folkevandring til Teatret paa Grund af ^ en dristig Scene , hvor en af Skuespillerinderne langsomt klædte sig af for Publikum lige indtil Underbukserne, som hun tilsidst under Tæppets hastige Fald ogsaa strøg af sig, – alt med Ledsagelse af en douce Musik og under farveskiftende Belysning fra en Projektør i Kulissen .

Den lille korthalsede Herre med høj Silkehat, der fulgte Jytte over Torvet , var hendes Fætter Jægermesteren , den nyvalgte Folketingsmand ^ . De havde været henne og se en ^ Wieneroperette med en taabelig Afklædningsscene , som hver Aften i denne Tid foranledigede en Valfart til Teatret ^ af det København, der ikke svigter, naar det gælder en virkelig Sensation , i dette Tilfælde en Skuespillerinde i Underbukser .

Den lille korthalsede Herre med høj Silkehat, der fulgte Jytte over Torvet , var hendes Fætter Jægermesteren , den nyvalgte Folketingsmand ^ . De havde været henne og se en ^ Wieneroperette med en taabelig Afklædningscene , som hver Aften i denne Tid foranledigede en Valfart til Teatret ^ af det København, der ikke svigter, naar det gælder en virkelig Sensation , i dette Tilfælde en Skuespillerinde i Underbukser .

For ikke at krænke sin Fætter , der ^ havde klappet som en rasende, paastod Jytte, at ogsaa hun havde moret sig. Hun vidste, at hun havde en Del at gøre godt overfor ham siden sit sidste Besøg paa Storeholt, hvor de skiltes som Uvenner. Navnlig var hun ham taknemlig, fordi han ikke med et Ord havde 102 nævnet dette Mellemværende endsige hentydet til dets Aarsag. Hun havde derved paany gjort den Erfaring, at han med alle sine iøjnefaldende Latterligheder og Skavanker i enkelte Retninger var et ualmindelig fintfølende og ogsaa et godmodigt Menneske, som man ikke kunde lade være med at holde af.
Midt under første Akt havde Karsten From vist sig i Teatret , og da han tog Plads umiddelbart foran dem, var hun straks paa det rene med, at dette Sammentræf ikke var ^ tilfældigt ^ . I Mellemakten plaprede Fætteren da ogsaa ud med, at han om Formiddagen havde fortalt Karsten From, hvor han agtede at tilbringe Aftenen, og at hun havde lovet at gøre ham Følgeskab .

For ikke at bedrøve sin Fætter , der havde inviteret hende, og som selv havde klappet som en rasende, forsikrede Jytte, at ^ hun havde moret sig.
I, 420 Midt under Forestillingen var Karsten From dukket op i Teatret ; og da han tog Plads umiddelbart foran dem, blev hun straks paa det rene med, at det ikke var noget tilfældigt Sammentræf . I Mellemakten plaprede Fætteren da ogsaa ud med, at han og Maleren havde aftalt at mødes der .

For ikke at bedrøve sin Fætter , der havde inviteret hende, og som selv havde klappet som en rasende, forsikrede Jytte, at ^ hun havde moret sig.
Midt under Forestillingen var Karsten From dukket op i Teatret ; og da han tog Plads umiddelbart foran dem, blev hun straks paa det rene med, at det ikke var noget tilfældigt Sammentræf . I Mellemakten plaprede Fætteren da ogsaa ud med, at han og Maleren havde aftalt at mødes der .

For ikke at bedrøve Fætteren , der havde inviteret hende, og som selv havde klappet som en rasende, forsikrede Jytte, at ^ hun havde moret sig.
Midt under Forestillingen var Karsten From dukket op i Teatret ; og da han tog Plads umiddelbart foran dem, blev hun straks paa det rene med, at det ikke var noget tilfældigt Sammentræf . I Mellemakten plaprede Fætteren da ogsaa ud med, at han og Maleren havde aftalt at mødes der .

Mellem de to Mænd havde der siden det historiske Sommermøde i Strige Skov, hvor de saaes første Gang ^ , ^ udviklet sig et besynderligt Venskab, som for Jægermesterens Vedkommende næsten havde Karakteren af en Forelskelse. Ved den store Enslev-Fest paa Storeholt Dagen efter Mødet, hvor Stemningen blev saa uhyggeligt truet af Hædersgæstens onde Lune, havde Karsten From tilsidst gjort Himlen blaa med sit Gitarspil og sine muntre Viser, som endogsaa fik Enslev til at klappe. Af Taknemlighed herover havde Jægermesteren bagefter omfavnet ham og med Taarer i Øjnene kaldt ham for sin Æres Redningsmand.
103 Bekendtskabet var nu blevet fornyet her i København, og Jægermesteren havde allerede bestilt et stort Portræt af sig selv , som skulde være ^ en Fødselsdagsgave til hans Kone.
Efter at de havde spist et Par Retter og var naaet til Desserten, hvortil der blev skænket isafkølet Madeira af en fin Aargang , begyndte Jægermesteren at tale om dette Portræt, som Maleren netop havde gjort et Par Udkast til . Han løftede i den Anledning sit Glas og hyldede ham i en lille Tale som en af de gudbenaadede, hvem baade Kunstens og Sangens Muse havde bekranset. Og ogsaa ved denne Lejlighed mindede han om hin betydningsfulde Aften paa Storeholt, da Karsten From » som en anden David Harpespiller havde bortjaget en Konges mørke Tanker.«

Siden det historiske Sommermøde i Strige Skov, hvor de ^ første Gang saaes , havde der mellem de to Mænd udviklet sig et besynderligt Venskab, som for Jægermesterens Vedkommende næsten havde Karakteren af en Forelskelse. Han havde ogsaa allerede bestilt et stort Portræt af sig selv hos Karsten From – en Fødselsdagsgave til Fru Vilhelmine.
I Restauranten havde han forudbestilt en større Souper, og da man var naaet til Desserten, hvortil der blev skænket isafkølet Madeira af et fint Mærke , begyndte han at tale om dette Portræt, hvortil Maleren just i de Dage havde gjort et Par Udkast ^ . Han løftede ^ sit Glas og hyldede ham i en lille Tale som en af de gudbenaadede, hvem baade Kunstens og Sangens Muse havde bekranset. ^

Siden det historiske Sommermøde i Strige Skov, hvor de ^ første Gang saaes , havde der mellem de to Mænd udviklet sig et besynderligt Venskab, som for Jægermesterens Vedkommende næsten havde Karakteren af en Forelskelse. Han havde ogsaa allerede bestilt et stort Portræt af sig selv hos Karsten From — en Fødselsdagsgave til Fru Vilhelmine.
I Restauranten havde han forudbestilt en større Souper, og da man var naaet til Desserten, hvortil der blev skænket isafkølet Madeira af et fint Mærke , begyndte han at tale om dette Portræt, hvortil Maleren just i de Dage havde gjort et Par Udkast ^ . Han løftede ^ sit Glas og hyldede ham i en lille Tale som en af de gudbenaadede, hvem baade Kunstens og Sangens Muse havde bekranset. ^

» Kære Mester !« – endte han – » Modtag paany min dybt følte Tak og min oprigtige Compliment !«

» Kære Mester ! Modtag ^ min dybt følte Tak og min oprigtige Kompliment!«

I, 304 » Kære Mester ! Modtag ^ min dybt følte Tak og min oprigtige Kompliment!«

» Kære Mester ! Modtag ^ min dybt følte Tak og min oprigtige Kompliment!«

Jytte, der havde taget det Parti at betragte Skaalen som sig uvedkommende, vendte Ansigtet bort, mens de to Herrer klinkede. Netop fordi hun mærkede, at Karsten Froms Øjne søgte hendes over Bordet ^ ^ ^ , kastede hun et Blik ud i den tætfyldte Sal med de mange selskabsklædte Damer og Herrer, som havde søgt herind efter Teatertid.

Jytte, der betragtede Skaalen som hende uvedkommende, vendte Ansigtet bort, da hun mærkede, at Karsten Froms Øjne ^ ovre fra den anden Side af Bordet søgte hende . Mens de to Herrer klinkede , kastede hun et Blik ud i den tætfyldte Sal med de mange selskabsklædte Damer og Herrer, som havde søgt herind efter Teatertid.

Jytte, der betragtede Skaalen som hende uvedkommende, vendte Ansigtet bort, da hun mærkede, at Karsten Froms Øjne søgte hende ovre fra den anden Side af Bordet ^ . Mens de to Herrer klinkede , kastede hun et Blik ud i den tætfyldte Sal med de I, 305 mange selskabsklædte Damer og Herrer, som havde søgt herind efter Teatertid.

Hun havde jo desuden særlige Grunde til ikke at bryde sig om at mindes den Sommeraften paa Storeholt. 104 Hun var ved den Lejlighed bleven berøvet sin sidste Illusion. Trods Sommerens mange senere Oplevelser og Indtryk kunde hun endnu ikke tænke paa Pastor Gaardbo og hans Frieri uden at føle sig beskæmmet. Det var første Gang, hun var kommen i nærmere personlig Berøring med et af disse »troende« Mennesker, som hun saa tidt havde hørt om. Nu kendte hun ogsaa dem! Og der rejste sig altid noget af et Oprør i hendes Sind, naar hun tænkte paa denne Mand og hans enfoldige Selvgodhed.
» Vi skal vel slutte med en Likør til Kaffen ?« spurgte Jægermesteren lidt efter, da Tjeneren havde skænket i Kopperne. » Hvad skal det være, Jytte? En uskyldig Anisette?«

I, 421 » Vi skal vel slutte med en Likør til Kaffen ,« sagde Jægermesteren lidt efter, da Tjeneren havde skænket i Kopperne. » Hvad skal det være, Jytte? En uskyldig Anisette?«

» Vi skal vel slutte med en Likør til Kaffen ,« sagde Jægermesteren lidt efter, da Tjeneren havde skænket i Kopperne. » Hvad skal det være, Jytte? En uskyldig Anisette?«

» Ikke nogetsomhelst til mig!« sagde hun afgjort og viste sig lidt utaalmodig for at komme afsted. Hun følte sig aldrig vel tilmode i et Restavrationslokale saa sent om Aftenen, naar Herrerne begyndte at ryge og alle Slags underlige Damer kom ind fra Gaden med deres Kavalerer. Allermest generede det hende at sidde her sammen med Karsten From, og hun fortrød i ^ ^ det hele ^ , at hun havde ladet sig overtale ^ til at gaa ^ herind , da hun kunde have sagt sig selv, at han vilde gøre ^ Følgeskab . Det var nu tredje Gang i de sidste fjorten Dage, han ^ havde benyttet ^ sit Venskabsforhold til hendes Fætter til » i al Ærbødighed at bringe sig i Erindring hos hende« – 105 som han udtrykte sig. Hvad var hans Hensigt med denne nye, taabelige Forfølgelse?

» Ikke nogetsomhelst til mig!« sagde hun afgjort og viste sig ^ utaalmodig efter at komme afsted. Hun følte sig aldrig vel tilmode i et Restaurationslokale saa sent om Aftenen, naar Herrerne begyndte at ryge og alle Slags underlige Damer kom ind fra Gaden med deres Kavalerer. Og allermest generede det hende at sidde her sammen med Karsten From, hvem Alverden kendte. Ganske vist var det bleven hende temmelig ligegyldigt, hvad Folk tænkte og mente om hende; men hun brød sig alligevel ikke om at blive opført paa Listen over den Mands tusindogtre Elskerinder.
I det hele taget fortrød hun , at hun havde ladet sig overtale af Fætteren til at gaa med herind . Hun kunde have sagt sig selv, at From vilde gøre dem Følgeskab , saa meget mere, som han en Gang tidligere havde benyttet sig af sit Venskabsforhold til John til » i al Ærbødighed at bringe sig i Erindring hos hende« – som han udtrykte sig. ^

» Ikke nogetsomhelst til mig!« sagde hun afgjort og viste sig ^ utaalmodig efter at komme afsted. Hun følte sig aldrig vel tilmode i et Restaurationslokale saa sent om Aftenen, naar Herrerne begyndte at ryge og alle Slags underlige Damer kom ind fra Gaden med deres Kavalerer. Og allermest generede det hende at sidde her sammen med Karsten From, hvem Alverden kendte. Ganske vist var det bleven hende temmelig ligegyldigt, hvad Folk tænkte og mente om hende; men hun brød sig alligevel ikke om at blive opført paa Listen over denne Mands tusindogtre Elskerinder.
I det hele taget fortrød hun , at hun havde ladet sig overtale af Fætteren til at gaa med herind . Hun kunde have sagt sig selv, at From vilde gøre dem Følgeskab , saa meget mere, som han en Gang tidligere havde benyttet sig af sit Venskabsforhold til John til » i al Ærbødighed at bringe sig i Erindring hos hende« — som han udtrykte sig. ^

» Ikke nogetsomhelst til mig!« sagde hun afgjort og viste sig ^ utaalmodig efter at komme afsted. Hun følte sig aldrig vel tilmode i et Restaurationslokale saa sent om Aftenen, naar Herrerne begyndte at ryge og alle Slags underlige Damer kom ind fra Gaden med deres Kavalerer. Og allermest generede det hende at sidde her sammen med Karsten From, hvem Alverden kendte. Ganske vist var det bleven hende temmelig ligegyldigt, hvad Folk tænkte og mente om hende; men hun brød sig alligevel ikke om at blive opført paa Listen over denne Mands tusindogtre Elskerinder.
I det hele taget fortrød hun , at hun havde ladet sig overtale af Fætteren til at gaa med herind . Hun kunde have sagt sig selv, at From vilde gøre dem Følgeskab , saa meget mere, som han en Gang tidligere havde benyttet sig af sit Venskabsforhold til John til » i al Ærbødighed at bringe sig i Erindring hos hende« – som han udtrykte sig. ^

»Ja, saa maa vi altsaa undvære dit behagelige Makkerskab!« sagde Fætteren. » Hvad foretrækker De, From? En Chartreuse, triple sec ... eller en Meukow 1842?«

Den blonde Malers smukke, lidt tunge Øjne, der havde et Farvespil som Labrador, vendte sig atter over mod Jytte. Det var, som om han vilde raadføre sig med Udtrykket i hendes Ansigt, før han svarede.

Den blonde Malers smukke, mørkeblaa Øjne, der havde en Farve som Labrador, vendte sig atter over mod Jytte. Det var, som om han vilde raadføre sig med Udtrykket i hendes Ansigt, inden han svarede.

» Jeg samstemmer ganske med Frøken Abildgaard. Jeg vil helst ikke drikke mere i Aften ... og det er vel ogsaa bleven temmelig silde ,« sagde han ^ som for at vise , at han havde gættet hendes ^ Ønske .
Og Jytte blev igen ærgerlig paa sig selv, fordi hun mærkede, at det lykkedes ^ ham ^ at gøre hende lidt rød.

I, 422 » Jeg er saa fri at gøre Frøken Abildgaards Ord til mine! ... Og det er vel ogsaa bleven temmelig silde nu,« føjede han til som for at lade hende forstaa , at han havde gættet hendes Tanker og vilde vise hendes Ønske skyldigt Hensyn.
Til Jyttes Ærgrelse lykkedes det ham virkelig at gøre hende ^ rød.

» Jeg er saa fri at gøre Frøken Abildgaards Ord til mine! ... Og det er vel ogsaa bleven temmelig silde nu,« føjede han til I, 305 som for at lade hende forstaa , at han havde gættet hendes Tanker og vilde vise hendes Ønske skyldigt Hensyn.
Til Jyttes Ærgrelse lykkedes det ham virkelig at gøre hende ^ rød.

» Jeg er saa fri at gøre Frøken Abildgaards Ord til mine! ... Og det er vel ogsaa bleven temmelig silde nu,« tilføjede han som for at lade hende forstaa , at han havde gættet hendes Tanker og vilde vise hendes Ønske skyldigt Hensyn.
Til Jyttes Ærgrelse lykkedes det ham virkelig at gøre hende ^ rød.

»Ja, saa maa vel ogsaa jeg resignere!« sagde Jægermesteren og bad Tjeneren om at bringe Regningen.

»Ja, saa maa vel ogsaa jeg resignere!« sagde Jægermesteren og bad Tjeneren ^ bringe Regningen.

Karsten From, der hele Aftenen havde været usædvanlig tavs , bøjede sig nu frem over Bordet og udbad sig Tilladelse til » at benytte disse sidste kostbare Minutter« til at gøre et Forslag.

Karsten From, der hele Aftenen havde været usædvanlig tavs og neddæmpet, udbad sig nu ^ Tilladelse til at » benytte disse sidste kostbare Minutter« til at fremsætte et Forslag.

I, 306 Karsten From, der hele Aftenen havde været usædvanlig tavs og neddæmpet, udbad sig nu ^ Tilladelse til at » benytte disse sidste kostbare Minutter« til at fremsætte et Forslag.

» De talte før saa elskværdigt om mine Studier til Deres Portræt ,« sagde han til Jægermesteren. » Jeg kommer derved til at tænke paa, at vi nu gerne 106 skulde have det endelig afgjort, hvad for et af dem , der skal benyttes. De selv, kære Jægermester, har aabenbart vanskeligt ved at træffe et Valg . Vilde det da ikke være en heldig Løsning af Spørgsmaalet, dersom vi kunde formaa Frøken Abildgaard til at vise os den Naade at være Højesteretsdommer og afgive en Kendelse i Sagen?«

» De talte før saa elskværdigt om mine Studier til Deres Portræt . Jeg kommer derved til at tænke paa, at vi nu gerne skulde have ^ endelig afgjort, hvad for et af dem ^ der skal benyttes. De selv, kære Jægermester, har aabenbart vanskeligt ved at træffe Valget . Vilde det ^ ikke være en heldig Løsning af Spørgsmaalet, om vi kunde formaa Frøken Abildgaard til at overtage Hvervet som Højesteretsdommer og afgive en Kendelse i Sagen?«

Jægermesteren fandt Ideen ypperlig og spurgte sin Kusine, hvad hun for sit Vedkommende sagde til Forslaget.
⇕ ⇒ Jytte, der var begyndt at trække sine Handsker paa, havde et Sekund strejfet Karsten From med sit Blik. Hun tænkte ved sig selv, at hun vilde give ikke saa lidt for at faa at vide, hvad Slags Menneske han i Grunden var. Hun havde nu kendt ham i et Par Aar, og hver Gang hun var sammen med ham, maatte hun paany gøre sig det samme Spørgsmaal. Var han helt normal? Hun vidste, at der var mange, som ansaae ham for lidt gal paa Grund af hans Væsen; men hun havde for længe siden forstaaet, at hans Naragtighed var paataget. Kun begreb hun ikke, hvad der var hans Hensigt med denne Spillen-Bajads for Folk.
» Du veed, jeg har den største Respekt for din Dømmekraft, Jytte! Og til Vilhelmine kan jeg jo ikke godt snakke om Sagen , da den gerne skulde være en Overraskelse for hende. Skal det være en 107 Aftale, at jeg kommer og henter dig ^ imorgen Klokken to ? Saa følges vi hen til Atelieret, og jeg forpligter mig ^ paa Forhaand til at bøje mig for din Afgørelse.«

Jytte, der var begyndt at trække sine Handsker paa, havde et Sekund strejfet Karsten From med sit Blik.
Jægermesteren fandt Ideen ypperlig.
» Du veed, jeg har den største Respekt for din Dømmekraft, Jytte! ^ Vilhelmine kan jeg jo ikke tage med paa Raad, da Sagen ^ gerne skulde være en Overraskelse for hende. Skal det være en Aftale, at jeg kommer og henter dig f. Eks. imorgen ^ ? Saa følges vi ad til Atelieret, og jeg I, 423 forpligter mig til paa Forhaand ^ at bøje mig for din Afgørelse.«

Jytte, der var begyndt at trække sine Handsker paa, havde et Sekund strejfet Karsten From med sit Blik.
Jægermesteren fandt Ideen ypperlig.
» Du veed, jeg har den største Respekt for din Dømmekraft, Jytte! ^ Vilhelmine kan jeg jo ikke tage med paa Raad, da Sagen ^ gerne skulde være en Overraskelse for hende. Skal det være en Aftale, at jeg kommer og henter dig f. Eks. imorgen ^ ? Saa følges vi ad til Atelieret, og jeg forpligter mig til paa Forhaand ^ at bøje mig for din Afgørelse.«

» Det er naturligvis meget smigrende for mig. Men jeg kan absolut ikke paatage mig saa stort et Ansvar. Jeg har ikke Spor af Forstand paa at være Kunstdommer . Du maa have mig undskyldt, John!«

» Det er naturligvis meget smigrende for mig. Men jeg tør ikke tage saa stort et Ansvar paa mig . Du maa have mig undskyldt, John!«

»Snak! Der er ikke Tale om noget Ansvar . Begge Skitserne er fuldendt mesterlige i Udtrykket . Saa enten du vælger den ene eller den anden af dem, kan jeg være lige tilfreds . Det er netop det, der volder Vanskeligheden . Nu maa du ikke sige Nej.«

» Der er ikke Tale om ^ Ansvar ! Begge Skitserne er fuldendt mesterlige i Udtrykket , saa enten du vælger den ene eller den anden af dem, kan for saa vidt være lige meget . Det er netop det, der volder Vanskelighed . Nu maa du ikke sige Nej.«

Jytte , der lagde Mærke til, at Karsten From ventede paa hendes Svar med et nervøst og anspændt Udtryk, blev pludselig lidt betænkelig ved at gentage sit Afslag. Hun kom til at tænke paa, at han ^ kunde misforstaa hendes Vægring og maaske tage den for Tegn paa ^ Usikkerhed hos hende.
Hun ^ lod ^ derfor, som om hun ^ overvejede , mens hun trak Handsken op over Armen .

Jytte mærkede paa Karsten Froms Tavshed, at han var spændt paa hendes Svar . Det fik hende til at tænke paa, at han maaske kunde misforstaa hendes Vægring og ^ tage den som Tegn paa Frygt eller Usikkerhed hos hende. Mens hun trak Handsken op over Armen, lod hun derfor, som om hun endnu en Gang overvejede Sagen .

Jytte mærkede paa Karsten Froms Tavshed, at han var spændt paa hendes Svar . Det fik hende til at tænke paa, at han maaske kunde misforstaa hendes Vægring og ^ tage den som Tegn paa Frygt eller Usikkerhed hos hende. Mens hun trak Handsken op I, 306 over Armen, lod hun derfor, som om hun endnu en Gang overvejede Sagen .

» Imorgen kan jeg i hvert Tilfælde ikke,« sagde hun.
» Men saa iovermorgen?«
» Det veed jeg virkelig ikke, John! Det er der saa længe til, og der kan ske saa meget. ^ Og nu vil jeg hjem. Jeg er bange , Mor sidder oppe efter mig.«

» Iaften kan jeg i hvert Fald ikke love noget. Det forekommer mig, at jeg ^ er optaget. Men jeg kan jo altid ringe dig op. – Og nu vil jeg gerne hjem, John! Jeg er bange for, at Mor sidder oppe efter mig.«

» Iaften kan jeg i hvert Fald ikke love noget. Det forekommer mig, at jeg ^ er optaget. Men jeg kan jo altid ringe dig op. — Og nu vil jeg gerne hjem, John! Jeg er bange for, at Mor sidder oppe efter mig.«

108 Hun gjorde Mine til at rejse sig, og Herrerne maatte lyde Vinket.
Deres Opbrud vakte en Del Opmærksomhed i Lokalet, og det ikke alene paa Grund af Karsten From, der var kendt af Alverden. Jyttes Skønhed og fornemme Væsen fremkaldte rundtom megen nysgerrig Hvisken. Hun bar en af disse broncefarvede Silkekjoler med hvide Kniplings Underærmer, der gav hendes brunette lille Skikkelse en hel sydlandsk Varme. Forøvrigt var ogsaa Jægermesteren allerede paa Vej til at blive en kendt Figur i Hovedstaden, hvad han satte stor Pris paa. Som en af Enslevs svorne Mænd var han bleven tagen under Armene af » Femte Juni«, og baade han selv og Fru Vilhelmine var hurtigt kommen i Vælten. Der var endogsaa Folk, der af den Grund ansaae ham for sikkert Ministeremne i Tilfælde af, at Enslev igen skulde komme til Magten.
Udenfor Restavrationen sagde Karsten From et lidt kort Farvel. Endnu før Jytte og hendes Fætter var kommen tilsæde i den ventende Droske, var han forsvunden.

Udenfor Restaurationen sagde Karsten From et lidt kort Farvel. Endnu før Jytte og hendes Fætter var kommen tilsæde i den ventende Droske, havde han forladt dem.
Jægermesteren vilde ikke lade Jytte tage alene hjem.

Udenfor Restaurationen sagde Karsten From et lidt kort Farvel. Endnu før Jytte og hendes Fætter var kommen til Sæde i den ventende Droske, havde han forladt dem.
Jægermesteren vilde ikke lade Jytte tage alene hjem.

I, 307 Udenfor Restaurationen sagde Karsten From et lidt kort Farvel. Endnu før Jytte og hendes Fætter var kommen til Sæde i den ventende Droske, havde han forladt dem.
Jægermesteren vilde ikke lade Jytte tage alene hjem.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.2

⇕ De Dødes Rige 4.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 4.5

⇐

Selv boede han i en af de nye Ejendomme ved Langebro, hvor han ^ havde indrettet sig i en herskabelig 2den Sals Lejlighed og førte et stort ^ og gæstfrit Hus . Ved at sælge Storeholt var han ikke alene bleven befriet for al sin Gæld; han var desuden kommen i Besiddelse af 30 Tusinde ^ ^ ^ i Kontanter, og hele Livet laa ^ for ham i et gyldent Morgenskær . Naar han ^ paa Sengen aabnede det friske Nummer af » Femte Juni« og stødte paa sit eget Navn ; eller naar han i et Referat af en Teaterforestilling eller en Basar læste om » den fortryllende Jægermesterinde Hagen« tilligemed en Beskrivelse af hendes Toilette, var det endnu altsammen som en Drøm for ham. ^

Han boede selv ved Langebro, hvor han foreløbig havde indrettet sig i en møbleret Lejlighed . Storeholts kostbare Indbo, der allerede længe havde været pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler, havde Svigerfaderen I, 424 indløst og beholdt . Ved Salget af Gaarden kom Jægermesteren dog for første Gang i mange Aar i Besiddelse af en større ^ Sum i Kontanter, og hele Livet laa nu for ham i et gyldent Solopgangsskær . Naar han om Morgenen paa Sengen aabnede det sværteduftende Nummer af » Femte Juni« og stødte paa sit eget Navn ^ eller ^ i et Referat af en Teaterforestilling ^ læste om » den fortryllende Jægermesterinde Hagen« tilligemed en Beskrivelse af hendes Toilette, var det endnu altsammen som en Drøm for ham.

Han boede selv ved Langebro, hvor han foreløbig havde indrettet sig i en møbleret Lejlighed . Storeholts kostbare Indbo, der allerede længe havde været pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler, havde Svigerfaderen indløst og beholdt . Ved Salget af Gaarden kom Jægermesteren dog for første Gang i mange Aar i Besiddelse af en ^ stor Sum i Kontanter, og hele Livet laa nu for ham i et gyldent Solopgangsskær . Naar han om Morgenen paa Sengen aabnede det sværteduftende Nummer af » Femte Juni« og stødte paa sit eget Navn ^ eller ^ i et Referat af en Teaterforestilling ^ læste om » den fortryllende Jægermesterinde Hagen« tilligemed en Beskrivelse af hendes Toilette, var det endnu altsammen som en Drøm for ham.

Han boede selv ved Langebro, hvor han foreløbig havde indrettet sig i en møbleret Lejlighed . Storeholts kostbare Indbo, der allerede længe havde været pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler, havde Svigerfaderen indløst og beholdt . Ved Salget af Gaarden var Jægermesteren dog kommen ^ i Besiddelse af en temmelig stor Sum i Kontanter, og hele Livet laa nu for ham i et gyldent Solopgangsskær . Naar han om Morgenen paa Sengen aabnede det sværteduftende Nummer af » Femte Juni« og stødte paa sit eget Navn ^ eller ^ i et Referat af en Teaterforestilling ^ læste om » den fortryllende Jægermesterinde Hagen« tilligemed en Beskrivelse af hendes Toilette, var det endnu altsammen som en Drøm for ham.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.12

⇕ De Dødes Rige 4.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 4.5

N ed gennem Taagen dalede Raadhusurets Salmetone. De kørte ind gennem Strøget, hvor nu kun den lange Række Glødelamper lyste ^ , men der 109 var stadig mange Mennesker paa Benene, skønt Klokken var Et .

Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets Salmetone. De kørte ind gennem Strøget, hvor nu kun den lange Række Glødelamper lyste over Kørebanen. Klokken var Et , men der var stadig mange Mennesker paa Fortovene, og Vogn efter Vogn jog dem forbi .

Jytte sad og tænkte paa den Aften for to-tre Aar siden, da hun saae Karsten From første Gang. Det var i et stort Aftenselskab med Musik og anden Underholdning. Hun var kommen ind i Salen sammen med sin Mor og stod just og talte med Husets døve Frue, da hun gennem Døren til den tilstødende Stue fik Øje paa en blond Modeherre, der sad paa Armen af en Lænestol foran en Kamin og var i Færd med at stemme en langhalset Lut. Midt i det kedelige Selskabsmylr, under den besværlige og formelle Konversation med den gamle Dame, der betjente sig af et Hørerør, virkede Synet af det smukke Menneske, som ^ sad der saa sorgløst optaget af sit Instrument, næsten som en Aabenbaring fra en Eventyrverden . Da han senere blev forestillet for hende, gik Fortryllelsen dog hurtigt af ham. Men dette allerførste Indtryk havde hun aldrig helt kunnet glemme , og hun spurgte sig selv, om det maaske var af den Grund, hun altid følte denne ^ lille ærgerlige ^ Frygt i hans Nærværelse .

Jytte sad og tænkte paa den Aften for to-tre Aar siden, da hun saae Karsten From første Gang. Det var i et stort Aftenselskab med Musik og anden Underholdning. Hun var kommen ind i Salen sammen med sin Mor ; de stod ^ og talte med Husets døve Frue, da hun gennem Døren til den tilstødende Stue fik Øje paa en ung Modeherre, der sad paa Armen af en Lænestol ^ og var i Færd med at stemme en langhalset Lut. Under den besværlige og formelle Konversation med den gamle Dame, der betjente sig af et Hørerør, virkede Synet af dette straalende blonde Menneske, der midt i det trivielle Selskabsmylr sad ^ saa sorgløst optaget af sit Instrument, ^ som lidt af en eventyrlig Aabenbaring . Da han bagefter blev forestillet for hende, gik Fortryllelsen ^ af ham. Men dette allerførste I, 425 Indtryk havde hun aldrig helt forvundet , og velsagtens var det Grunden til, at hun altid følte denne beskæmmende lille Uro og Frygt i hans Nærhed .

Jytte sad og tænkte paa den Aften for to-tre Aar siden, da hun saae Karsten From første Gang. Det var i et stort Aftenselskab med Musik og anden Underholdning. Hun var kommen ind i Salen sammen med sin Mor ; de stod ^ og talte med Husets døve Frue, da hun gennem Døren til den tilstødende Stue fik Øje paa en ung Modeherre, der sad paa Armen af en Lænestol ^ og var i Færd med at stemme en langhalset Lut. Under den besværlige og formelle Konversation med den gamle Dame, der betjente sig af et Hørerør, virkede Synet af dette straalende blonde Menneske, I, 307 der midt i det trivielle Selskabsmylr sad ^ saa sorgløst optaget af sit Instrument, ^ som lidt af en eventyrlig Aabenbaring . Da han bagefter blev forestillet for hende, gik Fortryllelsen ^ af ham. Men dette allerførste Indtryk havde hun aldrig helt forvundet , og velsagtens var det Grunden til, at hun altid følte denne beskæmmende lille Uro og Frygt i hans Nærhed .

Jytte sad og tænkte paa den Aften for to-tre Aar siden, da hun saae Karsten From første Gang. Det var i et stort Aftenselskab med Musik og anden Underholdning. Hun var kommen ind i Salen sammen med sin Mor ; de stod ^ og talte med Husets døve Frue, da hun gennem Døren til den tilstødende Stue fik Øje paa en ung Modeherre, der sad paa Armen af en Lænestol ^ og var i Færd med at stemme en langhalset Lut. Under den besværlige og formelle Konversation med den gamle Dame, der betjente sig af et Hørerør, virkede Synet af dette straalende blonde Menneske, der midt i det trivielle Selskabsmylr sad ^ saa sorgløst optaget af sit Instrument, ^ som lidt af en eventyrlig Aabenbaring . Da han bagefter blev forestillet for hende, gik Fortryllelsen ^ af ham. Men dette allerførste Indtryk havde hun aldrig helt forvundet , og velsagtens var det Grunden til, at hun altid følte denne beskæmmende lille Uro ^ ^ i hans Nærhed .

⇕ ⇒ » Maa jeg have Lov til at gøre dig et Samvittighedsspørgsmaal, Jytte? Vil du sige mig, har der været noget mellem dig og From engang?«
» Hvad skulde det være?«
» Det veed jeg ikke; men han sagde forleden, at 110 der var ingenting, han fortrød saa meget som en Dumhed, han engang havde begaaet overfor dig. Husker du noget om det?«
Jytte betænkte sig et Øjeblik og kom til det Resultat, at hun gjorde bedst i at sige lige ud, hvordan det forholdt sig.
»Ja, han har engang friet til mig . Og det var virkelig en større Dumhed, end jeg havde tiltroet ham.«
»Ja, jeg tænkte jo nok, det maatte være noget i den Retning. Jeg har kunnet mærke paa flere af hans Udtalelser, at du har en meget høj Stjerne hos ham. Og han har en knusende Respekt for dig.«
» Det lader til, at du er bleven hans Fortrolige.«
» Naa ja, naar jeg sidder for ham, fortæller han mig undertiden et og andet, mens han maler. Han har ogsaa engang fortalt mig lidt om sit eget Liv, og det var højst interessant. Det lyder næsten som et Eventyr. Veed du af, at han er et Vajsenhusbarn?«
» Jeg tror, jeg har hørt det.«
» Hans Mor døde, da han var seks Aar gammel. Hun blev sindssyg og kastede sig ud fra et Fjerdesals-Vindu, og jeg tror, han gaar i stadig Angst for , at han skal have arvet et Anlæg i den Retning. I det hele tror jeg, at han egenlig har et melankolsk Temperament. Det kan lyde besynderligt, men har 111 du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? Jeg har ogsaa hørt, han engang skal have sagt til en Ven, at naar han skabede sig saa meget, var det for at Folk ikke skulde mærke Overgangen, dersom hans Mors Galskab en skøn Dag brød ud hos ham. – – Naa, men efter hvad du nu har betroet mig, Jytte, saa forstaar jeg naturligvis bedre din Holdning overfor ham, og dersom du ønsker det, skal jeg ikke oftere føre ham sammen med dig.«
» Ja Tak, det ser jeg helst.«
» Det gør mig selvfølgelig personlig ondt – du veed, hvor stor Pris jeg sætter paa ham – men jeg respekterer, som sagt, dit Standpunkt. Jeg vil saa helst sige ham det lige ud, saa forstaar han jo nok Grunden.«
» Det vil jeg dog absolut bede dig om ikke at gøre, John! Det kunde maaske mistydes. Forresten troede jeg saamænd, han selv for længe siden havde glemt den gamle Historie. Den var vist ikke engang videre alvorlig ment. Det skal nok være en Vane hos ham at fri til alle unge Damer, han træffer. Og der er vistnok dem, der gouterer ham.«
» Du maa nu ogsaa indrømme, at han kan være højst charmerende. Især naar man sidder ene med ham, saa gaar Affektationen helt af ham, og han kan tale saa mærkelig fornuftigt. Du skulde dog engang ... nej, det er sandt! Jeg kan altsaa desværre 112 ikke føre jer sammen mere. Men jeg siger dig, Jytte , han taler altid om dig med den største Agtelse og har en vældig Respekt for din Mening . Jeg kan f. Eks. fortælle dig, at det egenlig skyldes et Ord af dig, at han nu er begyndt at barbere sig efter engelsk Mode. Han havde hørt, du skulde have sagt i et Selskab , at du fandt det latterligt , at en Mand bar Overskæg, naar han ikke var Militær. Dagen efter gik han hen og ofrede sin Moustache.Det har han selv fortalt mig. Føler du dig ikke smigret?«

» Synes du ikke, Jytte, at From er højst charmerende? Naar man saadan sidder ene med ham, gaar Affektationen helt af ham. Iaften var han jo fuldkommen naturlig . Og ^ er det ikke forbavsende, at han er et Barn fra Gaden? En Dreng fra Opfostringshuset! Selv mener han jo at have faaet konstateret , at han er Søn af en russisk Storfyrste, som dengang opholdt sig i København. Det lyder efter min Mening slet ikke helt usandsynligt.«
Jytte huskede at have hørt om det. Det var naturligvis noget Fantasteri; men hun maatte forøvrigt indrømme, at han havde ganske aristokratiske Ansigtstræk og overordenlig fint formede, nervøse Hænder.
» Veed du af, at han har en vældig Respekt for dig, Jytte ? Han taler altid om dig med den største Beundring . Jeg kan f. Eks. fortælle dig, at det egenlig skyldes et Ord af dig, naar han nu har ladet sig barbere ^ efter engelsk Mode. Han havde hørt, at du i et Selskab skulde have udtalt dig om det latterlige i , at en Mand bar Overskæg, naar han ikke var Militær. Dagen efter gik han hen og ofrede sin Moustache.Det har han selv fortalt mig. Føler du dig ikke smigret?«

I, 308 » Synes du ikke, Jytte, at From er højst charmerende? Naar man saadan sidder ene med ham, gaar Affektationen helt af ham. Iaften var han jo fuldkommen naturlig . Og ^ er det ikke forbavsende, at han er et Barn fra Gaden? En Dreng fra Opfostringshuset! Selv mener han jo at have faaet konstateret , at han er Søn af en russisk Storfyrste, som dengang opholdt sig i København. Det lyder efter min Mening slet ikke helt usandsynligt.«
Jytte huskede at have hørt om det. Det var naturligvis noget Fantasteri; men hun maatte forøvrigt indrømme, at han havde ganske aristokratiske Ansigtstræk og overordenlig fint formede, nervøse Hænder.
» Veed du af, at han har en vældig Respekt for dig, Jytte ? Han taler altid om dig med den største Beundring . Jeg kan f. Eks. fortælle dig, at det egenlig skyldes et Ord af dig, naar han nu har ladet sig barbere ^ efter engelsk Mode. Han havde hørt, at du i et Selskab skulde have udtalt dig om det latterlige i , at en Mand bar Overskæg, naar han ikke var Militær. Dagen efter gik han hen og ofrede sin Moustache.Det har han selv fortalt mig. Føler du dig ikke smigret?«

»Umaadelig! ... Men for nu at vende Bøtten, John, hvorfor var din Kone ikke med iaften?«

» Aa du, hun er saa ophængt for Tiden! Jeg ser hende næsten ikke hele Dagen . Du veed jo , hun er nu ogsaa kommen ind i Komiteen for den store Vifte-Udstilling , og jeg vil betro dig – men foreløbig ikke mine Ord igen! – der er en Mulighed for, at hun bliver valgt til Udstillingens Præsident . Det vil blive afgjort paa Komitemødet i næste Uge ^ , saa du forstaar, vi gaar i Spænding . Dronningen er jo Protektrice . Du maa indrømme, at Vilhelmine vil tage sig glimrende ud . Tænk dig hende ved Indvielsesfesten! Jeg har ^ givet carte blanche med Hensyn til Toiletter.«

» Aa du, hun er saa ophængt for Tiden! Jeg ser hende næsten ikke ^ . Du veed ^ , hun er ^ kommen ind i Komiteen I, 426 for den store Vifteudstilling , og jeg vil betro dig – men foreløbig ikke mine Ord igen! – der er en Mulighed for, at hun bliver valgt til Udstillingens Vice-Præsident . Det vil blive afgjort paa Komitemødet i næste Uge . Dronningen er jo Protektrice , saa du forstaar, hun gaar i Spænding ^ . Du maa indrømme, at Vilhelmine vil gøre glimrende Fyldest. Hun har en Evne til at føre sig, som mangen højadelig Dame kan misunde hende . Tænk dig hende ved Indvielsesfesten! Jeg har naturligvis givet carte blanche med Hensyn til Toiletter.«

» Aa du, hun er saa ophængt for Tiden! Jeg ser hende næsten ikke ^ . Du veed ^ , hun er ^ kommen ind i Komiteen for den store Vifteudstilling , og jeg vil betro dig — men foreløbig ikke mine Ord igen! — der er en Mulighed for, at hun bliver valgt til Udstillingens Vice-Præsident . Det vil blive afgjort paa Komitemødet i næste Uge . Dronningen er jo Protektrice , saa du forstaar, hun gaar i Spænding ^ . Du maa indrømme, at Vilhelmine vil gøre glimrende Fyldest. Hun har en Evne til at føre sig, som mangen højadelig Dame kan misunde hende . Tænk dig hende ved Indvielsesfesten! I, 308 Jeg har naturligvis givet carte blanche med Hensyn til Toiletter.«

» Aa du, hun er saa ophængt for Tiden! Jer ser hende næsten ikke ^ . Du veed ^ , hun er ^ kommen ind i Komiteen for den store Vifteudstilling , og jeg vil betro dig – men foreløbig ikke mine Ord igen! – der er en Mulighed for, at hun bliver valgt til Udstillingens Vice-Præsident . Det vil blive afgjort paa Komitemødet i næste Uge . Dronningen er jo Protektrice , saa du forstaar, hun gaar i Spænding ^ . Du maa indrømme, at Vilhelmine vil gøre glimrende Fyldest. Hun har en Evne til at føre sig, som mangen højadelig Dame kan misunde hende . Tænk dig hende ved Indvielsesfesten! Jeg har naturligvis givet carte blanche med Hensyn til Toiletter.«

Vognen drejede i det samme ind i Dronningens Tværgade , og ^ et Øjeblik efter holdt den foran det gamle Patricierhus, hvor Jytte boede. Jægermesteren 113 hjalp hende ned og fik hendes Portnøgle , og mens ^ han stod og famlede ved Laasen, kom han igen tilbage til Karsten From og Grunden til hendes Afslag paa hans Indbydelse.
» Jeg vil naturligvis ikke prøve paa at overtale dig , Jytte ; men du siger jo selv, at det er en gammel Historie, som ovenikøbet ingen af jer har taget alvorlig. Og From er jo ogsaa altfor dannet og ridderlig til, at han nogensinde kunde falde paa at rippe op i Fortiden ...«
»Aa, kære, du tager ganske fejl. Det har jeg ikke skænket en Tanke.«
»Jamen, saa synes jeg egenlig gerne, du kunde vise ham den Opmærksomhed. Og mig vilde du altsaa gøre en stor Tjeneste med det. Og jeg vil sige dig, at du selv vil have megen Fornøjelse af at se hans Atelier. Han har mange nye Portræter under Arbejde ... altsammen glimrende Ting, som han tjener Tusinder paa.«
» Det betvivler jeg ikke ... Men nu maa du virkelig lade mig komme ind, John! Jeg tror, som sagt, at Mor sidder oppe og venter paa mig.«
» Ja ja. Nu ^ ^ kan du jo sove paa det. Jeg havde alligevel tænkt at spise Frokost hos jer imorgen. Vi har faaet Skiftedagsferie, og jeg er min egen Herre. Er du optaget?«
»Nej. Kom du bare! Vi er hjemme.«
114 »Naa, Godnat da! Og lov mig ^ saa , at du vil tænke over det. From er jo dog en brillant Fyr, ^ og jeg synes, vi tre har det saa hyggeligt sammen.«

Vognen drejede ^ ind i Dronningens Tværgade ^ og holdt et Øjeblik efter ^ foran det gamle Patricierhus, hvor Jytte boede. Jægermesteren hjalp hende ud og fik hendes Portnøgle .
Mens han stod og famlede ved Laasen, talte han igen om Karsten Froms Indbydelse.
» Jeg vil naturligvis ikke lægge noget Pres paa dig ^ ; men jeg synes egenlig gerne, du kunde vise ham den Opmærksomhed. En af vore allerførste Kunstnere! Og mig vilde du altsaa gøre en stor Tjeneste med det. Og jeg vil sige dig, du vil selv ^ have megen Fornøjelse af at se hans Atelier. Der er fuldt af glimrende Arbejder. – Men nu kan du jo sove paa det. Jeg havde alligevel tænkt at se op til jer imorgen. Rigsdagen har faaet Skiftedagsferie, og jeg er min egen Herre. Jeg kommer saa til Frokost.«
»Ja, kom du bare! ... Men nu maa du virkelig lade mig komme ind, John!«
Paa Vejen op ad Trappen gjorde hun sig selv den Tilstaaelse, I, 427 at hun paa en Maade nok kunde have Lyst til det Atelierbesøg. Hun havde ikke i flere Aar været paa nogen københavnsk Kunstudstilling og kendte overhovedet ikke meget til Karsten Froms Billeder, der blev saa forskellig bedømt, hævet til Skyerne af mange og forkastet af andre. Nogle Kunstnere, som hun havde truffet paa Skagen om Sommeren, havde givet dem et meget daarligt Skudsmaal men samtidig talt om hans store maleriske Begavelse og beklaget, at saa sjældne Evner misbrugtes. Det gjorde hende lidt nysgerrig.

Vognen drejede ^ ind i Dronningens Tværgade ^ og holdt et Øjeblik efter ^ foran det gamle Patricierhus, hvor Jytte boede. Jægermesteren hjalp hende ud og fik hendes Portnøgle .
Mens han stod og famlede ved Laasen, talte han igen om Karsten Froms Indbydelse.
» Jeg vil naturligvis ikke lægge noget Pres paa dig ^ ; men jeg synes egenlig gerne, du kunde vise ham den Opmærksomhed. En af vore allerførste Kunstnere! Og mig vilde du altsaa gøre en stor Tjeneste med det. Og jeg vil sige dig, du vil selv ^ have megen Fornøjelse af at se hans Atelier. Der er fuldt af glimrende Arbejder. — Men nu kan du jo sove paa det. Jeg havde alligevel tænkt at se op til jer imorgen. Rigsdagen har faaet Skiftedagsferie, og jeg er min egen Herre. Jeg kommer saa til Frokost.«
»Ja, kom du bare! ... Men nu maa du virkelig lade mig komme ind, John!«
Paa Vejen op ad Trappen gjorde hun sig selv den Tilstaaelse, at hun paa en Maade nok kunde have Lyst til det Atelierbesøg. Hun havde ikke i flere Aar været paa nogen københavnsk Kunstudstilling og kendte overhovedet ikke meget til Karsten Froms Billeder, der blev saa forskelligt bedømt, hævet til Skyerne af mange og forkastet af andre. Nogle Kunstnere, som hun havde truffet paa Skagen om Sommeren, havde givet dem et meget daarligt Skudsmaal men samtidig talt om hans store maleriske Begavelse og beklaget, at saa sjældne Evner misbrugtes. Det gjorde hende lidt nysgerrig.

Vognen drejede ^ ind i Dronningens Tværgade ^ og holdt et Øjeblik efter ^ foran det gamle Patricierhus, hvor Jytte boede. Jægermesteren hjalp hende ud og fik hendes Portnøgle .
I, 309 Mens han stod og famlede ved Laasen, talte han igen om Karsten Froms Indbydelse.
» Jeg vil naturligvis ikke lægge noget Pres paa dig ^ ; men jeg synes egenlig gerne, du kunde vise ham den Opmærksomhed. En af vore allerførste Kunstnere! Og mig vilde du altsaa gøre en stor Tjeneste med det. Og jeg vil sige dig, du vil selv ^ have megen Fornøjelse af at se hans Atelier. Der er fuldt af glimrende Arbejder. – Men nu kan du jo sove paa det. Jeg havde alligevel tænkt at se op til jer imorgen. Rigsdagen har faaet Skiftedagsferie, og jeg er min egen Herre. Jeg kommer saa til Frokost.«
»Ja, kom du bare! ... Men nu maa du virkelig lade mig komme ind, John!«
Paa Vejen op ad Trappen gjorde hun sig selv den Tilstaaelse, at hun paa en Maade nok kunde have Lyst til det Atelierbesøg. Hun havde ikke i flere Aar været paa nogen københavnsk Kunstudstilling og kendte overhovedet ikke meget til Karsten Froms Billeder, der blev saa forskelligt bedømt, hævet til Skyerne af mange og forkastet af andre. Nogle Kunstnere, som hun havde truffet paa Skagen om Sommeren, havde givet dem et meget daarligt Skudsmaal men samtidig talt om hans store maleriske Begavelse og beklaget, at saa sjældne Evner misbrugtes. Det gjorde hende lidt nysgerrig.

Da Jytte kom op, saae hun til sin Beroligelse, at der var mørkt i alle Stuerne . Men Døren fra Spisestuen til Moderens Soveværelse stod paa Klem , og idet hun listede der forbi for ikke at vække , blev der tændt Lys derinde, og Moderen kaldte.

Da hun kom op, var der ^ mørkt i alle Stuerne ; men Døren fra Dagligstuen til Moderens Soveværelse stod paaklem , og idet hun vilde liste sig der forbi ^ , blev der tændt Lys derinde, og Moderen kaldte.

Da hun kom op, var der ^ mørkt i alle Stuerne ; men Døren fra Dagligstuen til Moderens Soveværelse stod paaklem , og idet hun vilde liste sig ^ forbi ^ , blev der tændt Lys derinde, og Moderen kaldte.

» Hvor du dog kommer sent, Barn! Jeg var nær ved at blive urolig for dig.«

Fru Bertha havde sat sig op i Sengen, og hendes Udseende forskrækkede Jytte. Hvad andre længe havde sagt til hende, at Moderen ^ var bleven gammel , saae hun i dette Øjeblik selv.

Fru Bertha havde sat sig op i Sengen, og hendes Udseende skræmmede Jytte. Hvad andre længe havde talt til hende om, saae hun i dette Øjeblik selv. Hendes Mor var begyndt at blive gammel .

Fru Bertha havde sat sig op i Sengen, og hendes Udseende skræmmede Jytte. Hvad andre længe havde talt til hende om, I, 309 saae hun i dette Øjeblik selv. Hendes Mor var begyndt at blive gammel .

Fru Bertha havde sat sig op i Sengen, og hendes Udseende skræmmede Jytte. Hvad andre længe havde talt til hende om, saae hun i dette Øjeblik selv. Hendes Mor var begyndt at blive gammel .

Hun satte sig ^ paa Sengekanten og tog hendes Haand, mens hun forklarede ^ Grunden til sin forsinkede Hjemkomst. At hun havde været sammen med Karsten From ^ fortav hun dog for ikke at vække nogen Mistanke hos Moderen ^ ^ .

Hun satte sig ned paa Sengekanten og tog hendes Haand, mens hun forklarede hende Grunden til sin forsinkede Hjemkomst. At hun havde været sammen med Karsten I, 428 From, fortav hun dog for ikke at vække ny Uro hos Moderen , der for et Par Dage siden havde bebrejdet hende, at hun var bleven fornøjelsessyg og udsatte sit Rygte .

Hun satte sig ned paa Sengekanten og tog hendes Haand, mens hun forklarede hende Grunden til sin forsinkede Hjemkomst. At hun havde været sammen med Karsten From, fortav hun dog for ikke at vække ny Uro hos Moderen , der for et Par Dage siden havde bebrejdet hende, at hun var bleven fornøjelsessyg og udsatte sit Rygte .

Hun satte sig ned paa Sengekanten og tog hendes Haand, mens hun forklarede hende Grunden til sin forsinkede Hjemkomst. At hun havde været sammen med Karsten From, fortav hun dog for ikke at vække ny Uro hos Moderen , der for et Par I,310 Dage siden havde bebrejdet hende, at hun var bleven fornøjelsessyg og udsatte sit Rygte .

» Er der ikke noget, du trænger til, lille Mor? Skal jeg ikke lave dig en Kop Kamillete ? Saa sover du bedre.«
» Nej Tak, nu ^ ^ ^ jeg veed dig hjemme, falder jeg nok til Ro.«

» Er der ikke noget, du trænger til, lille Mor? Skal jeg ikke lave dig en Kop Kamillete ?«
I, 428 » Det behøves ikke. Nu , da jeg veed dig hjemme, falder jeg nok til Ro.«

» Er der ikke noget, du trænger til, lille Mor? Skal jeg ikke lave dig en Kop Kamillete ?«
» Det behøves ikke. Nu ^ da jeg veed dig hjemme, falder jeg nok til Ro.«

» Har du siddet alene hele Aftenen ? Jeg syntes, jeg kunde mærke inde i Stuen, at der har været Fremmede.«
115 »Ja, Asmus sad her et Øjeblik. Han kom henne fra Enslev, som jo igen har ligget et Par Dage «.
» Havde han ellers noget nyt at berette ?«

» Har du siddet alene hele Aftenen ?«
» Asmus var her et Øjeblik. Han kom henne fra Enslev, som ^ igen har ligget et Par Dage . Det gaar lidt hyppigt paa.«
» Fortalte han ellers noget nyt ^ ?«

»Nej. – Ja, det vil sige, han fortalte mig, at han igen havde ^ haft et Kort fra Torben Dihmer.«
» Ja saa!«
» Det var fra Berlin. Saa nu lader det da til, at det endelig skal være forbi med hans underlige Omflakken.«

»Nej. – Ja, det vil sige, han ^ havde igen haft ^ Kort fra Dihmer, sagde han. Det var fra Berlin. Saa nu er det vel endelig ^ forbi med hans underlige Omflakken.«

»Nej. — Ja, det vil sige, han ^ havde igen haft ^ Kort fra Dihmer, sagde han. Det var fra Berlin. Saa nu er det vel ^ ^ forbi med hans underlige Omflakken.«

»Nej. – Ja, det vil sige, han ^ havde igen haft ^ Kort fra Dihmer, sagde han. Det var fra Berlin. Saa nu er det vel ^ ^ forbi med hans underlige Omflakken.«

» Det har saamænd ogsaa været en lang Rejse,« sagde Jytte ligegyldig og saae til Siden for at undgaa Moderens ransagende Blik. Hun vidste godt, at hendes Moder aldrig helt havde opgivet Haabet om engang at se hende gift med Dihmer, og den Tanke pinte hende.

»Ja, det har været en vidtløftig Rejse,« sagde Jytte ^ og saae til Siden , da hun opdagede Moderens ransagende Blik. Hun vidste godt, at hendes Mor aldrig helt havde opgivet Haabet om engang at se hende gift med Dihmer, og den Tanke pinte hende.

Efter at de en lille Tid havde talt om andre Ting, rejste Jytte sig, gav Moderen et Godnatkys paa begge Kinderne og gik saa ind til sig selv.

Lidt efter rejste hun sig, gav Moderen et Godnatkys ^ og gik ^ ind til sig selv.

Her sad hun lidt efter halvt afklædt paa en Stol og faldt i Tanker med den ene Fod oppe paa Knæet og Haanden omkring Vristen. Torben Dihmer i Berlin! ... Altsaa ogsaa snart i København velsagtens! ... Og saa vilde hun maaske ikke engang faa ham at se. I det højeste vilde de en Dag mødes paa Gaden, og han vilde tage Hatten af for hende med sin ærbødige Hilsen, som hun paa sin Side vilde besvare med et lige saa korrekt ^ Nik , angst for 116 at komme til at røbe mindste Sindsbevægelse. – Og han var ^ dog den Dag idag hendes kæreste Ven, og den eneste fremmede Mand, hun havde kysset !

^ Torben Dihmer i Berlin! ... Altsaa ogsaa snart i København velsagtens! ... Ja ja! Det maatte jo komme engang , det frygtede Øjeblik, da hun skulde møde ham paa Gaden og se ham tage Hatten af for hende med en fremmed Hilsen, mens hun paa sin Side vilde bøje Hovedet med et ^ korrekt afmaalt Nik for ikke at røbe nogen Sindsbevægelse. Og saa var han dog den Dag idag hendes kæreste Ven, hendes Tankers eneste Fortrolige, hos hvem hun i Drømme endnu ofte søgte at glemme al Livets Jammer !

Dette ulyksalige Kys! ... Mon han endnu tænkte paa hende ^ ? Og i saa Fald : med hvilke Tanker ? Hun havde ofte gjort sig dette Spørgsmaal ^ ^ ^ , naar hun i sine søvnløse Nætter laa med Haanden under Nakken og drømte vaagen ... ikke længer om, hvordan Fremtiden skulde blive, men om, hvordan den kunde være bleven, dersom ... ja, dersom hun selv og saa meget andet i ^ Verden havde været anderledes .

^ Mon han nogensinde tænkte paa hende mere ? Og i saa Fald med hvilke Følelser ? Det Spørgsmaal blev ved I, 429 at summe om hende som en Myg , naar hun i sine søvnløse Nætter laa med Haanden under Nakken og fantaserede ... ikke længer om, hvordan Fremtiden skulde blive, men om, hvordan den kunde være bleven, dersom ... ja, dersom hun selv og saa meget andet i denne fortvivlede Verden havde været anderledes !

^ Mon han nogensinde tænkte paa hende mere ? Og i saa Fald med hvilke Følelser ? Det Spørgsmaal blev ved at summe om I, 310 hende som en Myg , naar hun i sine søvnløse Nætter laa med Haanden under Nakken og fantaserede ... ikke længer om, hvordan Fremtiden skulde blive, men om, hvordan den kunde være bleven, dersom ... ja, dersom hun selv og saa meget andet i denne fortvivlede Verden havde været anderledes !

^ Mon han nogensinde tænkte paa hende mere ? Og i saa Fald med hvilke Følelser ? Det Spørgsmaal blev ved at summe om hende som en Myg , naar hun i sine søvnløse Nætter laa med Haanden under Nakken og fantaserede ... ikke længer om, hvordan Fremtiden skulde blive, men om, hvordan den kunde være bleven, dersom ... ja, dersom hun selv og saa meget andet i denne fortvivlede Verden havde været anderledes !

Hun var nu fuldt ud fortrolig med den Tanke, at hun aldrig vilde blive gift. Hun var jo, Gud ske Lov, ogsaa snart en gammel Jomfru, som ikke længer blev ført i Fristelse. – » Og dog blev jeg ikke skabt til Nonne hverken af Sind eller Skind,« sagde hun ofte til sig selv. Aldrig holdt hun op med at misunde selv de ulykkeligste af sine gifte Veninder, fordi de kunde slaa Armene om en Mands Hals og glemme sig selv og al Livets Jammer i et bedøvende Favntag. Hun havde forleden mødt Kitty Munck, der nylig havde ladet sig skille fra sin tredje Mand for at gifte sig med en ung Lægekandidat paa Rigshospitalet. De fulgtes lidt hen ad Gaden, og Kitty havde aabnet sit Hjerte for hende og paa sin 117 rørende Maade med store Taarer i Øjnene bedt hende ikke at tænke ondt om hende. Det lille, værgeløse Menneske! Hun skulde blot vide, med hvilke Følelser hun havde hørt paa hendes Bekendelse! ⇕ ⇒ Man læste om Gildinger, der hentæredes af en Kærlighedshunger, der aldrig kunde tilfredsstilles. Det var hendes egen Skæbne. Den Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke eller Ulykke, den havde forlængst afblomstret hos hende, var gaaet i Frø som en stakkels gammeljomfru-lummer Nysgerrighed overfor Livets store Mysterium ...
Hun rejste sig langsomt for at fuldende sin Afklædning, og lidt efter laa hun i sin Seng.
Men trods det Pulver, hun forinden havde taget, kunde hun ikke sove. Indtrykkene fra Teaterforestillingen, fra Restavrationen og Hjemkørslen holdt hendes Nerver ^ i en dirrende Uro. Det var især Karsten From, som hendes Tanker ikke vilde slippe. Hun kunde mærke, at hun bedømte ham lidt anderledes nu, siden hun havde hørt om den Angst, han gik i paa Grund af sin Mors uhyggelige Død. En saadan Angst kendte hun af egen Oplevelse. Og dengang havde rimeligvis ogsaa hun forarget mange, fordi hun maatte dræbe Tanken om sin Broders Selvmord med en unaturlig Livlighed ...
Paa en Maade kunde hun godt have Lyst til det Besøg i hans Atelier. Hun satte ganske vist ingen 118 Pris paa hans Malerier. De Kunstnere, hun i Sommer havde været sammen med paa Skagen, havde ogsaa givet hans Portræter et meget daarligt Skudsmaal. Men en af dem havde samtidig sagt, at Karsten From oprindelig maaske var en af de rigest begavede Kunstnernaturer, Danmark nogensinde havde haft, og hun huskede desuden, hvordan han engang ganske uopfordret havde betroet hende, at han ikke selv betragtede de Billeder, han udstillede, som stort andet end Lokkemad for Publikum . Hvad han i lykkelige Øjeblikke skabte af virkelig Kunst, beholdt han for sig selv, fordi det dog ikke fandt Købere. Ogsaa dette gjorde hende lidt nysgerrig ...
Men hvad ^ ^ ^ vilde hendes Mor sige? Hun havde netop for et Par Dage siden faaet Bebrejdelser, fordi hun var bleven saa forlystelsessyg og uforsigtigt udsatte sit Rygte, » som jo i Forvejen ikke var uantastet.«
Det sidste var jo rigtigt nok. Hun havde selv kunnet mærke, at endogsaa hendes »Historie« med Pastor Gaardbo nu var naaet her til Byen, rimeligvis med Vilhelmine, der sikkert ikke havde sparet paa Udsmykninger. For et Par Dage siden havde hun paa Langelinje mødt Elisabet Rask, der spaserede med sin Mor , og de havde begge to vendt Ansigtet bort for at undgaa en Hilsen ^ ^ .

Hun klædte sig langsomt af og gik i Seng. Men trods det Pulver, hun forinden havde taget, kunde hun ikke falde i Søvn. Hendes Nerver var i en dirrende Uro. ^ Hun maatte hvert Øjeblik vende Hovedpuden for at køle Kinderne. Men det var tilsidst lige saa meget Karsten From som Torben Dihmer, der holdt hende vaagen . Hvad vilde han hende? Hvad var hans Hensigt med denne fornyede Efterstræbelse? Bildte han sig ind at kunne gøre Indtryk paa hende, fordi saa mange andre Damer fandt ham uimodstaaelig i al hans Naragtighed? – Men det var hende forresten ganske ligegyldigt! Hun vilde nu sige lige ud til John, at hun for Fremtiden frabad sig Hr. Froms Selskab. De maatte saa begge to mene derom , hvad de vilde. – –
Inde i Dagligstuen slog Uret Tre .

Hun klædte sig langsomt af og gik i Seng. Men trods det Pulver, hun forinden havde taget, kunde hun ikke falde i Søvn. Hendes Nerver var i en dirrende Uro. ^ Hun maatte hvert Øjeblik vende Hovedpuden for at køle Kinderne. Men det var tilsidst lige saa meget Karsten From som Torben Dihmer, der holdt hende vaagen . Hvad vilde han hende? Hvad var hans Hensigt med denne fornyede Efterstræbelse? Bildte han sig ind at kunne gøre Indtryk paa hende, fordi saa mange andre Damer fandt ham uimodstaaelig i al hans Naragtighed? — Men det var hende forresten ganske ligegyldigt! Hun vilde nu sige lige ud til John, at hun for Fremtiden frabad sig Hr. Froms Selskab. De maatte saa begge to mene derom , hvad de vilde. — —
Inde i Dagligstuen slog Uret Tre .

Hun klædte sig langsomt af og gik i Seng. Men trods det Pulver, I, 311 hun forinden havde taget, kunde hun ikke falde i Søvn. Hendes Nerver var i en dirrende Uro. ^ Hun maatte hvert Øjeblik vende Hovedpuden for at køle Kinderne. Men det var tilsidst lige saa meget Karsten From som Torben Dihmer, der holdt hende vaagen . Hvad vilde han hende? Hvad var hans Hensigt med denne fornyede Efterstræbelse? Bildte han sig ind at kunne gøre Indtryk paa hende, fordi saa mange andre Damer fandt ham uimodstaaelig i al hans Naragtighed? Aa – ^ det var hende forresten ganske ligegyldigt! Hun vilde nu sige lige ud til John, at hun for Fremtiden frabad sig Hr. Froms Selskab. De maatte saa begge to mene derom , hvad de vilde. – –
Inde i Dagligstuen slog Uret Tre .

Den Slags Ting gjorde ikke længer noget Indtryk 119 paa hende. Det Tvetydighedens Brændemærke, der nu engang var sat paa hende, vilde hun aldrig faa udslettet, og hun skulde saamænd ogsaa bære det med Taalmodighed. Det gjorde hende kun saa ondt at se Moderen gaa og græmme sig.
» Min stakkels lille Mor! At jeg skal gøre dig al den Sorg!«
[121] II

^

VI .

⇕ Toldere og Syndere III, 2.1

⇕ De Dødes Rige 4.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 4.6

[123] P aa en Fjerdesal i en af Vesterbros fattigste Sidegader ^ boede for en Del Aar tilbage en Familje, som det var gaaet tilagters for, saa den nu var havnet her i det københavnske Whitechapel . Ikke desmindre var dette Ægtepar maaske de lykkeligste Mennesker i hele Hovedstaden.

Karsten Froms tidligste Erindringer knyttede sig til en Fjerdesal i en af Vesterbros fattigste Sidegader . Her boede for en Del Aar tilbage en Familje, som det var gaaet tilagters for, saa den tilsidst var havnet her i det københavnske Whitechapel . ^

Manden, der engang havde drømt om at blive en stor Operasanger, tjente nu Brødet ved forskellige Smaabestillinger rundt om i Byen. Blandt andet sad han tre Aftener om Ugen ved Billethullet i en af Vesterbros Dansebuler, og her havde han i sin Tid lært sin Kone at kende. Hendes Mor – en gammel Rufferske – var ansat ved Garderoben samme Sted, og selv havde hun dengang allerede to Børn til Erindring om en letsindig Ungdomstid. Men det skete, at det store, hvidfede og rosensminkede Pigebarn, der bar kostbare Ringe paa alle Fingrene, forelskede sig i den lille muntre Billetmand, der var næsten dobbelt saa gammel som hun og ikke kønnere end en Aalekrage. Og saa stor var hendes Hengivenhed for ham, at hun trods den Fattigdom, hvortil de hurtigt sank ned paa 124 Grund af Børneflokkens stadige Forøgelse, tappert modstod sin Mors mange Forsøg paa at friste hende tilbage til det forrige Kaperliv.

I, 430 Manden, der engang havde drømt om at blive en stor Operasanger, tjente ^ Brødet ved forskellige Smaabestillinger rundt om i Byen. Blandt andet sad han tre Aftener om Ugen ved Billethullet i en af Vesterbros Dansebuler, og her havde han i sin Tid lært sin Kone at kende. Hendes Mor – en gammel Rufferske – var ansat ved Garderoben samme Sted, og selv havde hun dengang allerede to Børn til Erindring om en letsindig Ungdomstid. Men det skete, at det store, hvidfede og rosensminkede Pigebarn, der bar kostbare Ringe paa alle Fingrene, forelskede sig i den lille muntre Billetmand, der var næsten dobbelt saa gammel som hun og ikke kønnere end en Aalekrage. Og saa stor var hendes Hengivenhed for ham, at hun trods den Fattigdom, hvortil de hurtig sank ned paa Grund af Børneflokkens ^ Forøgelse, aldrig lod sig friste af sin Mors mange Forsøg paa at føre hende tilbage til det indbringende Kaperliv.

Manden, der engang havde drømt om at blive en stor Operasanger, tjente ^ Brødet ved forskellige Smaabestillinger rundt om i Byen. Blandt andet sad han tre Aftener om Ugen ved Billethullet i en af Vesterbros Dansebuler, og her havde han i sin Tid lært sin Kone at kende. Hendes Mor — en gammel Rufferske — var ansat ved Garderoben samme Sted, og selv havde hun dengang allerede to Børn til Erindring om en letsindig Ungdomstid. Men det skete, at det store, hvidfede og rosensminkede Pigebarn, der bar kostbare Ringe paa alle Fingrene, forelskede sig i den lille muntre Billetmand, der var næsten dobbelt saa gammel som hun og ikke kønnere end en Aalekrage. Og saa stor var hendes Hengivenhed I, 311 for ham, at hun trods den Fattigdom, hvortil de hurtig sank ned paa Grund af Børneflokkens ^ Forøgelse, aldrig lod sig friste af sin Mors mange Forsøg paa at føre hende tilbage til det indbringende Kaperliv.

Manden, der engang havde drømt om at blive en stor Operasanger, tjente ^ Brødet ved forskellige Smaabestillinger rundt om i Byen. Blandt andet sad han tre Aftener om Ugen ved Billethullet i en af Vesterbros Dansebuler, og her havde han i sin Tid lært sin Kone at kende. Hendes Mor – en gammel Rufferske – var ansat ved Garderoben samme Sted, og selv havde hun dengang allerede to Børn til Erindring om en letsindig Ungdomstid. Men det skete, at det store, hvidfede og rosensminkede Pigebarn, der bar kostbare Ringe paa alle Fingrene, forelskede sig i den lille muntre Billetmand, der var næsten dobbelt saa gammel som hun og ikke kønnere end en Aalekrage. Og saa stor var hendes Hengivenhed for ham, at hun trods den Fattigdom, hvortil de hurtig sank ned paa Grund af Børneflokkens ^ Forøgelse, aldrig lod sig friste af sin Mors mange Forsøg paa at føre hende tilbage til det indbringende Kaperliv.

I Huset, hvor Ægtefolkene nu boede, var de ^ en Fabel for de mange andre fattige Beboere paa Grund af deres forelskede Væsen. Hver Morgen, naar Manden gik til sin Plads hos en Porcellænshandler i Istedgade, hvor han var Formiddagsbud, fulgte Konen ham ud paa Trappegangen i sin Nattrøje, og her blev hun staaende, bøjet over Rækværket, for at nikke til ham under Nedstigningen og besvare de Fingerkys, han sendte op til hende fra hver Afsats. Var der maaske heri nogen professionel Vane fra hendes galante Pigedage , saa tænkte hun dog ikke over det. Hun fulgte kun sit taknemlige Hjertes Tilskyndelse overfor den Mand, der havde trukket hende op af Skarnet og givet hendes Børn en anstændig Mor .

I Huset, hvor Ægtefolkene ^ boede, var de bleven en Fabel for de mange andre fattige Beboere paa Grund af deres forelskede Væsen. Hver Morgen, naar Manden gik til sin Plads hos en Porcellænshandler i Istedgade, hvor han var Formiddagsbud, fulgte Konen ham ud paa Trappegangen i sin Nattrøje, og her blev hun staaende, bøjet over Rækværket, for at nikke til ham under Nedstigningen og besvare de Fingerkys, han sendte op til hende fra hver Afsats. Der var maaske heri nogen professionel Vane fra hendes galante Pigedage ; men hun tænkte ^ ikke over det. Hun fulgte kun sit taknemlige I, 431 Hjertes Tilskyndelse overfor den Mand, der havde trukket hende op af Skarnet og givet hendes Børn en anstændig Mor .

I Huset, hvor Ægtefolkene ^ boede, var de bleven en Fabel for de mange andre fattige Beboere paa Grund af deres forelskede Væsen. Hver Morgen, naar Manden gik til sin Plads hos en Porcellænshandler i Istedgade, hvor han var Formiddagsbud, fulgte Konen ham ud paa Trappegangen i sin Nattrøje, og her blev hun staaende, bøjet over Rækværket, for at nikke til ham under Nedstigningen og besvare de Fingerkys, han sendte op til hende fra hver Afsats. Der var maaske heri nogen professionel Vane fra hendes galante Pigedage ; men hun tænkte ^ ikke over det. Hun fulgte kun sit taknemlige Hjertes Tilskyndelse overfor den Mand, der havde trukket hende op af Skarnet og givet hendes Børn en anstændig Mor .

I, 312 I Huset, hvor Ægtefolkene ^ boede, var de bleven en Fabel for de mange andre fattige Beboere paa Grund af deres forelskede Væsen. Hver Morgen, naar Manden gik til sin Plads hos en Porcellænshandler i Istedgade, hvor han var Formiddagsbud, fulgte Konen ham ud paa Trappegangen i sin Nattrøje, og her blev hun staaende, bøjet over Rækværket, for at nikke til ham under Nedstigningen og besvare de Fingerkys, han sendte op til hende fra hver Afsats. Der var maaske heri nogen professionel Vane fra hendes galante Pigedage ; men hun tænkte ^ ikke over det. Hun fulgte kun sit taknemlige Hjertes Tilskyndelse overfor den Mand, der havde trukket hende op af Skarnet og givet hendes Børn en anstændig Moder .

De kostbare Fingerringe, Silkeskørterne, Strudsfjerene og de højhælede Parisersko var forlængst gaaet til Marskandiseren, og hun havde sagt Farvel til alle disse Herligheder uden et Suk. Men sin Natur kunde hun ikke omskabe. Saalænge hun havde noget at sælge, eller blot hun kunde skaffe sig Kredit hos Kvarterets Handlende, diskede hun op med en Overflod af Spisevarer, og naar Manden kom hjem med sin Ugeløn, kunde der skyde en Rest 125 af gammel Vildskab op i hende. Hun købte Vin og lækre Sager, puttede Børnene i Seng og slog sig løs , indtil hun sad og lallede paa hans Skød med Armene om hans Hals.

De kostbare Fingerringe, Silkeskørterne, Strudsfjerene og de højhælede Parisersko var forlængst gaaet til Marskandiseren, og hun havde sagt Farvel til alle Herlighederne uden ^ Suk. Men hendes Natur kunde Kærligheden ikke omskabe. Saalænge hun havde noget at sælge, eller blot hun kunde skaffe sig Kredit hos Kvarterets Handlende, diskede hun op med en Overflod af Spisevarer, proppede Børnene med Mad eller puttede dem i Seng og købte Vin og lækre Sager for at slaa sig løs ^ med Armen om Mandens Hals.

Efterhaanden forsvandt da ogsaa det meste af Bohavet til Pantelaaneren, og tilsidst gik Søndagsklæderne samme Vej for at skaffe Brød og Fedt i Huset.

» Det er lige meget med de Klude!« plejede hun at sige . » Vil min Familje ikke kendes ved mig, kan de godt la’ være. Naar bare du holder dig til mig,Augustinus!«

» Det er lige meget med de Klude!« sagde hun ^ . » Vil min Familje ikke kendes ved mig, kan de godt la’ være. Naar bare du holder dig til mig,Augustinus!«

Da der var gaaet nogle ^ Aar , blev Manden en Dag bragt syg hjem fra Kirkegaarden, hvor han visse Dage om Maaneden vikarierede for en af de faste Ligbærere. I Løbet af Natten døde han . Det bestandige Rend for Skillingen i Forbindelse med den megen Kærlighedslykke havde sprængt den aldrende Mands Hjerte . I fjorten Timer sad hans Kone paa Sengekanten og hylede af Sorg. Som det Naturmenneske, hun var, skreg hun sin Smerte ud for alle Vinde, saa det kunde høres over hele Gaden. Fremmede Naboer maatte tage sig af hendes Børn og gøre Anstalter til at faa skaffet Liget ud af Huset . Ved Synet af Kisten sprang hun op med Hænderne for Ansigtet, styrtede til Vinduet og kastede sig ud . Hun havde altid sagt, at hun vilde 126 ligge i samme Grav som Augustinus. Og saadan skete det nu.

Efter nogle lykkelige Aar ^ blev Manden en Dag bragt syg hjem fra Kirkegaarden, hvor han visse Dage om Maaneden vikarierede for en af de faste Ligbærere. I Løbet af Natten døde han ^ . I fjorten Timer sad hans Kone paa Sengekanten og hylede af Sorg. Som det Naturmenneske, hun var, skreg hun sin Smerte ud for alle Vinde, saa det kunde høres over hele Gaden. Fremmede Naboer maatte tage sig af Børnene og gøre Anstalter til at faa skaffet Liget ud af Huset ; og ved Synet af Kisten sprang hun op og styrtede sig ud af Vinduet . Hun havde I, 432 altid sagt, at hun vilde ligge i samme Grav som Augustinus. Og saaledes skete det nu.

Efter nogle lykkelige Aar ^ blev Manden en Dag bragt syg hjem fra Kirkegaarden, hvor han visse Dage om Maaneden vikarierede for en af de faste Ligbærere. I Løbet af Natten døde han ^ . I fjorten Timer sad hans Kone paa Sengekanten og hylede af Sorg. Som det Naturmenneske, hun var, skreg hun sin Smerte ud for alle I, 312 Vinde, saa det kunde høres over hele Gaden. Fremmede Naboer maatte tage sig af Børnene og gøre Anstalter til at faa skaffet Liget ud af Huset ; og ved Synet af Kisten sprang hun op og styrtede sig ud af Vinduet . Hun havde altid sagt, at hun vilde ligge i samme Grav som Augustinus. Og saaledes skete det nu.

Efter nogle lykkelige Aar ^ blev Manden en Dag bragt syg hjem fra Kirkegaarden, hvor han visse Dage om Maaneden vikarierede for en af de faste Ligbærere. I Løbet af Natten døde han ^ . I fjorten Timer sad hans Kone paa Sengekanten og hylede af Sorg. Som det Naturmenneske, hun var, skreg hun sin Smerte ud for alle Vinde, saa det kunde høres over hele Gaden. Fremmede Naboer maatte tage sig af Børnene og gøre Anstalter til at faa skaffet Liget ud af Huset ; og ved Synet af Kisten sprang hun op og I, 313 styrtede sig ud af Vinduet . Hun havde altid sagt, at hun vilde ligge i samme Grav som Augustinus. Og saaledes skete det nu.

Dette var Karsten Froms Mor. Saadan var hans Barndomshjem. Han var den yngste af de to blonde Drenge, som Moderen havde bragt med sig ind i Ægteskabet – » de to smaa Lensgrever«, som den muntre Stiffader plejede at kalde dem.

Dette var Karstens Froms Mor. Saadan var hans Barndomshjem. Han var den yngste af de to blonde Drenge, som Moderen havde bragt med sig ind i Ægteskabet — » de to smaa Lensgrever«, som den muntre Stiffader plejede at kalde dem.

Nogen virkelig Erindring om sine Forældre eller om den Katastrofe, der brød ind over Hjemmet og førte ham til Opfostringshuset, havde han ikke bevaret. Hvad Karsten From huskede af sin første Barndom ^ var Glimt af ligegyldige og hverdagsagtige Begivenheder, der af en eller anden uforklarlig Aarsag var bleven fredet af Mindet. Det var gaaet ham ^ som det gaar de fleste med deres tidligste Indtryk af Livet . De betydningsfuldeste Oplevelser forsvinder i Glemsel, mens Erindringen om en død Flue og dens højtidelige Ligbegængelse i Vindueskarmen trofast bevares helt op i den høje Alderdom.

Nogen virkelig Erindring om sine Forældre eller om den Katastrofe, der brød ind over Hjemmet og førte ham til Opfostringshuset, havde han ikke bevaret. Hvad Karsten From huskede af sin første Barndom , var Glimt af ligegyldige og hverdagsagtige Begivenheder, der af en eller anden uforklarlig Aarsag var bleven fredet af Mindet. Det var gaaet ham , som det gaar de fleste med deres tidligste Indtryk af Livet , hvor de betydningsfuldeste Oplevelser forsvinder i Glemsel, mens Erindringen om en død Flue og dens højtidelige Ligbegængelse i Vindueskarmen trofast bevares ^ op i den høje Alderdom.

Naar Karsten From overhovedet vidste noget om sine Forældre, var det ^ , fordi han engang havde skaffet sig Underretning gennem et privat Oplysningskontor. Men forresten beskæftigede denne dunkle Fortid ham ikke saa meget, som hans Venner havde nogen Grund til at tro , fordi han ikke saa sjelden selv talte om den. Melankolien i hans smukke Øjne 127 havde i hvert Fald ogsaa en anden Aarsag, som han ikke betroede nogen.

Naar Karsten From overhovedet vidste noget om sine Forældre, var det kun , fordi han ^ havde skaffet sig Underretning gennem et privat Oplysningskontor. Men forresten beskæftigede denne dunkle Fortid ham ikke saa meget, som hans Venner mente , fordi han undertiden selv talte om den. Melankolien i hans smukke Øjne havde i hvert Fald ogsaa en anden Aarsag, som han ikke betroede nogen.

Han vidste godt selv , at han havde spillet Bankerot som Kunstner, og da han havde vænnet sig til at bruge tyve-tredive Tusinde om Aaret, kunde der midt under hans glade og festlige Nydelse af Livet rejse sig et uhyggeligt Spøgelse for hans Øjne – Angsten for den Dag, da Landets dekorerede og dekolleterede Rangspersoner af begge Køn valgte sig en anden Favorit blandt den hundredhovede danske Kunstnerhjord .

Han vidste godt ^ , at han havde spillet Bankerot som Kunstner, og da han havde vænnet sig til at bruge tyve-tredive Tusinde om Aaret, kunde der midt under hans I, 433 glade og festlige Nydelse af Livet vise sig en uhyggelig Stengæst for ham – Frygten for den Dag, da Landets dekorerede og dekolleterede Rangspersoner ^ valgte sig en anden Favorit blandt den ulvehylende danske Kunstnerflok .

Han vidste godt ^ , at han havde spillet Bankerot som Kunstner, og da han havde vænnet sig til at bruge tyve-tredive Tusinde om Aaret, kunde der midt under hans glade og festlige Nydelse af Livet vise sig en uhyggelig Stengæst for ham — Frygten for den Dag, da Landets dekorerede og dekolleterede Rangspersoner ^ valgte sig en anden Favorit blandt den ulvehylende danske Kunstnerflok .

Han vidste godt ^ , at han havde spillet Bankerot som Kunstner, og da han havde vænnet sig til at bruge tyve-tredive Tusinde om Aaret, kunde der midt under hans glade og festlige Nydelse af Livet vise sig en uhyggelig Stengæst for ham – Frygten for den Dag, da Landets dekorerede og dekolleterede Rangspersoner ^ valgte sig en anden Favorit blandt den ulvehylende danske Kunstnerflok .

Der havde netop i de sidste Dage lydt et Varselsskrig i hans Øre. Et af hans Portræter havde ved en Dødsbo-Avktion kun opnaaet en Pris, der var lidt over Halvdelen af Vurderingssummen. Et Par af Aviserne havde haft en Notits derom, og i et af Smaabladene var der gjort den Tilføjelse ^ , at »Hr. ^ Karsten Froms Stjerne aabenbart nu var i Dalen «.
Han kendte sit Publikum. Han vidste, at det ikke behøvede at læse den Slags Bemærkninger mange Gange, før det rokkedes i sin Tillid. Derfor havde han hele denne Aften været saa tavs ved Jægermesterens fine Soupé ^ trods Jytte Abildgaards Nærværelse .
Den smukke Dames vedvarende Kulde havde yderligere forstemt ham. Han havde paany gjort den Erfaring, at hun, hvem Sladderen stadig var ude 128 efter og satte sine snavsede Fingre paa, snarere hørte til disse Mimose-Naturer, der helt op i Modenhedsaarene bevarede Overgangsalderens jomfruelige en garde - Holdning overfor det erotiske og lukkede sig til ved den mindste Berøring.
Efter at have sagt Godnat udenfor Restavrationen var han gaaet hjem gennem Strøget.

Der havde netop i de sidste Dage lydt et Varselsskrig i hans Øre. I Anledning af en Dødsbo-Auktion, hvor et af hans Portræter ^ kun opnaaede en lav Pris, havde et af Smaabladene ondskabsfuldt bemærket , at »Hr. Kunstgrosserer Karsten Froms Stjerne aabenbart er i Dalen «, og det var paa Grund af denne Vittighed, at han trods Jytte Abildgaards Nærværelse havde været saa tavs hele Aftenen. Jyttes vedvarende Kulde havde yderligere nedstemt ham.
Da han havde sagt Godnat udenfor Restaurationen, var han gaaet hjemad gennem Strøget.

Der havde netop i de sidste Dage lydt et Varselsskrig i hans Øre. I Anledning af en Dødsbo-Auktion, hvor et af hans Portræter ^ kun opnaaede en lav Pris, havde et af Smaabladene ondskabsfuldt I, 313 bemærket , at »Hr. Kunstgrosserer Karsten Froms Stjerne aabenbart er i Dalen «, og det var paa Grund af denne Vittighed, at han trods Jytte Abildgaards Nærværelse havde været saa tavs hele Aftenen. Jyttes vedvarende Kulde havde yderligere nedstemt ham.
Da han havde sagt Godnat udenfor Restaurationen, var han gaaet hjemad gennem Strøget.

Der havde netop i de sidste Dage lydt et Varselsskrig i hans Øre. I Anledning af en Dødsbo-Auktion, hvor et af hans Portræter ^ kun opnaaede en lav Pris, havde et af Smaabladene ondskabsfuldt bemærket , at »Hr. Kunstgrosserer Karsten Froms Stjerne aabenbart er i Dalen «, og det var paa Grund af denne I, 314 Vittighed, at han trods Jytte Abildgaards Nærværelse havde været saa tavs hele Aftenen. Jyttes vedvarende Kulde havde yderligere nedstemt ham.
Da han havde sagt Godnat udenfor Restaurationen, var han gaaet hjemad gennem Strøget.

Paa Vejen kom han forbi den populære Kunstner-Kafe » Lysesaksen ^ «, der laa paa et Hjørne i en lav Mezzaninetage. Engang i Tidernes Morgen havde den ogsaa været hans Stamknejpe , og han vidste, at flere af hans daværende Venner og Kunstbrødre stadig holdt til der. Han havde ikke besøgt den i mange Aar , fordi han overhovedet havde maattet opgive al Samkvem med sine gamle Akademikammerater , der ikke engang vilde hilse ham ^ paa Gaden længer .

Paa Vejen kom han forbi den populære Kunstnerkafe »Lysesaksen «, der laa paa et Hjørne i en lav Mezzanin. Den var engang ogsaa ^ hans Stamknejpe ; men han havde i mange Aar ikke besøgt den ^ , fordi han overhovedet havde opgivet alt Samkvem med sine tidligere Venner og Kunstbrødre , der ikke en Gang vilde hilse ham , naar de mødtes paa Gaden ^ .

Paa Vejen kom han forbi den populære Kunstnerkafé »Lysesaksen «, der laa paa et Hjørne i en lav Mezzanin. Den var engang ogsaa ^ hans Stamknejpe ; men han havde i mange Aar ikke besøgt den ^ , fordi han overhovedet havde opgivet alt Samkvem med sine tidligere Venner og Kunstbrødre , der ikke en Gang vilde hilse ham , naar de mødtes paa Gaden ^ .

Han fik nu det Indfald at gaa derop. Det var ham ikke selv klart, hvad der drev ham dertil. Han gjorde sig sjelden den Ulejlighed at kontrolere sine Bevæggrunde og fulgte tidt en Indskydelse blot af ^ Lyst til at se, hvad der vilde komme ud af det.

Han fik nu det Indfald at gaa derop. Det var ham ikke selv klart, hvad der drev ham , men han gjorde sig overhovedet sjælden den Ulejlighed at kontrollere sine Bevæggrunde , fulgte som oftest en Indskydelse blot af ^ Lyst til at se, hvad der vilde komme ud af det.

Paa Grund af den sene Aftentime var Lokalet ^ næsten tomt. Over de fleste af Sofaerne var Lampen allerede slukket. Men hans Formodning om at skulle træffe gamle Bekendte slog ^ til. Omkring et Par sammenstillede Borde henne ved Hjørnevinduet sad 129 en halv Snes Personer, baade Damer og Herrer, som han næsten alle kendte.

I, 434 Lokalet var allerede halvmørkt og næsten tomt. Over de fleste af Sofaerne var der slukket. Hans Formodning om at skulle træffe forhenværende Venner slog alligevel til. Omkring et Par sammenstillede Borde ^ ved Hjørnevinduet sad en halv Snes ^ Damer og Herrer, som han ^ alle kendte.

Lokalet var allerede halvmørkt og næsten tomt. Over de fleste af Sofaerne var der slukket. Hans Formodning om at skulle træffe forhenværende Venner slog alligevel til. Omkring et Par sammenstillede Borde ^ ved Hjørnevinduet sad en halv Snes ^ Damer og Herrer, som han ^ alle kendte.

Virkningen af hans Tilsynekomst svarede ogsaa temmelig nøje til Forventningen. Det livlige Selskab, der havde været meget højrøstet, da han kom , stirrede pludselig stumt og ^ ubevægeligt frem for sig som en Panoptikonsgruppe.

Virkningen af hans Tilsynekomst svarede ogsaa temmelig nøje til Forventningen. Det hele Selskab, der havde været meget højrøstet, da han kom ind, blev pludselig stumt og stirrede paa ham saa ubevægeligt ^ som en Panoptikonsgruppe.

Der var selveste Karl May, sort og lodden som en Pudel, og ved Siden af ham Lejf Knudsen , hans bedste Ven i Ungdommens Dage . Desuden Billedhuggeren Oluf Bøjesen med sine to Kærester ^ og hans egen gamle Model Susse Frederiksen med tykke Frants Møller.

Der var selveste Karl May, sort og lodden som en Pudel, og ved Siden af ham Lejf Knudsen med sin Girafhals . Desuden Billedhuggeren Oluf Bojesen med sine to Tvilling-Kærester ^ og hans egen gamle Model Susse Frederiksen med ^ Frants Møller.

Der var selveste Karl May, sort og lodden som en Pudel, og ved Siden af ham Lejf Knudsen med sin Girafhals . Desuden Billedhuggeren Oluf Bojesen med sine to Tvilling-Kærester , og hans egen gamle Model Susse Frederiksen med ^ Frants Møller.

Ved Synet af den sidste strammedes uvilkaarligt hans Smilebaand. Den uheldige Digter, hvem Musen saa tidlig var bleven utro, var nemlig Medarbejder ved det ^ lille Eftermiddagsblad, der havde haft Bemærkningen om hans dalende Stjerne . Ved nu at se ham fik Karsten From straks den Tanke, at det muligvis var ham, der var den skyldige. I Lighed med saa mangen anden Literaturens og Kunstens Hanrej optraadte Frants Møller ofte som kritisk Bussemand for at hævne sig paa sine lykkeligere Medbejlere, og ^ ^ ^ det var ikke alene Parnasset, han berendte med sine Horn, ogsaa Billedkunstens Dyrkere led ofte en ilde Medfart, naar de havde været saa uheldige at vække hans Misundelse.

Ved Synet af den sidste strammedes uvilkaarligt hans Smilebaand. Han vidste, at den tykke Digter, hvis Muse stadig var ham saa ^ utro, var bleven Medarbejder ved det samme lille Eftermiddagsblad, der havde haft Bemærkningen om hans dalende Stjerne , og her som saa mangen anden Literaturens og Kunstens Hanrej hævnede ^ sig paa sine lykkeligere Medbejlere ved at være kritisk Bussemand. Og det var ikke alene Parnasset, han berendte med sine Horn, ogsaa Billedkunstens Dyrkere led ofte en ilde Medfart, naar de havde været saa uheldige at vække hans Misundelse.

Ved Synet af den sidste strammedes uvilkaarligt hans Smilebaand. Han vidste, at den tykke Digter, hvis Muse stadig var ham saa ^ utro, var bleven Medarbejder ved det samme lille Eftermiddagsblad, der havde haft Bemærkningen om hans dalende Stjerne , og her som saa mangen anden Literaturens og Kunstens I, 314 Hanrej hævnede ^ sig paa sine lykkeligere Medbejlere ved at være kritisk Bussemand. Og det var ikke alene Parnasset, han berendte med sine Horn, ogsaa Billedkunstens Dyrkere led ofte en ilde Medfart, naar de havde været saa uheldige at vække hans Misundelse.

Ved Synet af den sidste strammedes uvilkaarligt hans Smilebaand. Han vidste, at den tykke Digter, hvis Muse stadig var ham saa ^ utro, var bleven Medarbejder ved det samme lille Eftermiddagsblad, der havde haft Bemærkningen om hans dalende Stjerne . Som saa mangen anden Literaturens og Kunstens Hanrej hævnede han sig paa sine lykkeligere Medbejlere ved at være I, 315 kritisk Bussemand. Og det var ikke alene Parnasset, han berendte med sine Horn, ogsaa Billedkunstens Dyrkere led ofte en ilde Medfart, naar de havde været saa uheldige at vække hans Misundelse.

130 Karsten From satte sig med Hat og Overfrakke paa i en af Sofaerne og forlangte en Sodavand . Mens han ventede paa den, tændte han sig en Cigaret, og da Opvarteren havde skænket op , tømte han straks Glasset, betalte ^ og gik derefter bort, som om han kun var kommen for at slukke sin Tørst.

Med Hat og Overfrakke paa satte From sig ligegyldigt midt i en af Sofaerne , forlangte en Sodavand og tændte sig en Cigaret. Da Tjeneren havde skænket op for ham, I, 435 tømte han straks Glasset, betalte derpaa og gik ^ bort, som om han kun var kommen for at slukke sin Tørst.

Med Hat og Overfrakke paa satte From sig ligegyldigt midt i en af Sofaerne , forlangte en Sodavand og tændte sig en Cigaret. Da Tjeneren havde skænket op for ham, tømte han straks Glasset, betalte derpaa og gik ^ bort, som om han kun var kommen for at slukke sin Tørst.

Endnu før han var kommen helt ud af Døren, hørte han Frants Møller mækre. Karl May sagde: »Adjøs, Hr. Greve !« Og Susse Frederiksen slog sin ^ Skraldelatter op.

Endnu før han var naaet helt ud af Døren, hørte han Frants Møller mækre. Karl May sagde: »Adjøs, Deres Durchlauchtighed !« Og Susse Frederiksen slog sin kendte Skraldelatter op.

Paa Højbroplads tog han en Automobil og kørte hjem , og et Kvarterstid efter laa han i sin store franske Mahogniseng og trak Silketæppet op over Ørene.

Paa Højbroplads tog han et Automobil ^ , og et Kvarterstid efter laa han i sin store franske Mahogniseng og trak Silketæppet op over Ørene.

Men mod Sædvane faldt han ikke straks i Søvn. Samværet med Jytte Abildgaard og Synet af de gamle Venner vakte Tanker hos ham, der holdt ham vaagen. Han vidste sig dog fri for at længes tilbage til sin fordums Kvistkammer-Lyksalighed, og han havde let ved at bære Vennernes Foragt, fordi han kendte deres skjulte Misundelse. Der var i hans Øjne intet latterligere end den Ærgerrighed, som betalte et naadigt Eftermæle i Fremtidens Konversationsleksika med et Liv i Fattigdom og selvforsagende Slid . Men han tænkte paa, at hans Kunstnerbane maaske dog var bleven noget anderledes, dersom han i Tide havde lært en Kvinde som Jytte 131 Abildgaard at kende og havde vundet hendes Kærlighed eller blot hendes Venskab.

Men mod Sædvane faldt han ikke straks i Søvn. Samværet med Jytte Abildgaard vakte Tanker hos ham, der holdt ham vaagen næsten lige saa længe, som Jytte selv maatte ligge og fable i Mørket. Sine gamle Venners Foragt tog han sig let. Han misundte dem ikke deres Kvistkammer-Lyksalighed, endmindre den Ærgerrighed, som lod dem trælle Livet igennem i Fattigdom og selvforsagende Slid og husvalede dem med Haabet om et naadigt Eftermæle i Fremtidens Konversationsleksika . Men han tænkte paa, at hans Kunstnerbane maaske dog kunde være bleven noget anderledes, dersom han tidligere havde lært en Kvinde som Jytte Abildgaard at kende og havde vundet ^ hendes Venskab.

»Hr. Karsten Froms Stjerne er aabenbart nu i Dalen«. – Det var som ^ ^ at høre Klokkerne klemte over sin egen Ligfærd. Og han var dog endnu kun 35 Aar! Om ti, maaske allerede om fem Aar var Stjernen slukket. Han vilde da have Valget mellem at gifte sig en Million til eller at ombytte sin Pensel med en af Sundholms Koste. Dersom han da ikke skulde foretrække at slutte sine Dage paa tragisk Vis med en Revolver eller en Giftflaske i Haanden? ...
⇕ ⇒ Den næste Formiddag Klokken ti, da hans Husholderske kom ind til ham med Barbervandet og det opvarmede Badehaandklæde, var han hverken mere eller mindre utidig, end han plejede at være ved sin Opvaagnen, inden den kolde Douche og en kraftig Frottering havde drevet ham Søvnens Mørke og Tunghed af Sindet. Men da han en halv Time senere sad inde i Dagligstuen ved Siden af Atelieret, indhyllet i sin kinesiske Silkeslobrok og med Morgenkaffen foran sig paa en Stumtjener, gjorde han den Opdagelse, at han endnu var i de triste Dødstankers Vold.
» Hvad Pokker er der i Vejen med dig?« sagde han til sig selv. Sad han ikke her sund og frisk i sin gode Stue, hvor Solen efter mange Dages Fraværelse 132 igen skinnede ^ saa hyggeligt ind? Havde han ikke endnu tyve Tusinde i Banken og en mindst lige saa stor Sum staaende paa Staffelierne derinde? Og saa ventede der ham ovenikøbet om faa Timer en fortryllende Hyrdetime med en temperamentsfuld Juvelerfrue, hvis Portræt han for Tiden malede. – Hvad var der da at hænge med Næbet for? ...
Han tændte sig en Cigaret og tog Avisen, der laa uoplukket ved Siden af Kaffebakken.
Lidt efter kom hans Husholderske ind med den Besked, at der stod en Mand derude, som bad om Lov til at tale med ham et lille Øjeblik.
» Hvad vil han?«
» Gud veed, om han ikke vil bede om noget. Saadan ser han da ud.«
» Sig mig det lige ud, Frøken Svendsen ... er det nogen af min Familje?«
»Nej, jeg har da ikke set ham før. Jeg synes, han sagde, han hed Vang.«
»Vang? ... Cajus Vang?«
»Ja, saadan var det. Han sagde, at han var en af Herrens gamle Bekendtere.«
»Naa, det passer nu ikke! ... Sig ham, at jeg kan ikke modtage nogen. Jeg venter Model.«
» Det har jeg sagt ham. Men han vil ikke gaa.«
» Ser han meget fattig ud?«
133 »Ja. ... Og saa frygtelig mager er han. Det er næsten uhyggeligt.«
» Han er ogsaa lige sluppet ud fra Tugthuset. ... Giv ham denne her!«
Han havde først taget et Par Tokroner ud af sin Portemonæ men ombyttede dem nu med en Tikroneseddel.
Stakkels ^ ^ Fyr ! – tænkte han. Saa var det alligevel ham, han kørte forbi forleden paa Vesterbrogade. Med krumme Knæ havde han sneget sig langs Husrækken i noget skrækkelig ^ grønbrunt Tøj, der saae ud, som om det var stjaalet fra en Vagabond. Men han maatte vel ogsaa være reduceret til det yderste, siden han kom her og tiggede. Deres gamle Sammenstød i Anledning af Susse Frederiksen kunde han dog vist ikke have glemt .

»Hr. Karsten Froms Stjerne er aabenbart ^ i Dalen«. – Det var som fra det fjerne at høre Ligklokkerne klemte over sin egen Jordefærd. Om ti, maaske allerede om fem Aar var Stjernen slukket. Og han var dog endnu ikke mere end femogtredive Aar! ^
Han havde for et Par Dage siden, da han kørte gennem Vesterbrogade, set et Glimt af Cajus Vang. Den I, 436 stakkels Fyr , der lige var sluppen ud af Forbedringshuset, havde med krumme Knæ ^ sneget sig langsmed Husrækken i noget hæsligt ^ grønbrunt Tøj, der var som ^ stjaalet fra en Marskandiserbutik .

»Hr. Karsten Froms Stjerne er aabenbart ^ i Dalen«. — Det var som fra det fjerne at høre Ligklokkerne klemte over ens egen Jordefærd. Om ti, maaske allerede om fem Aar var Stjernen slukket. Og han var dog endnu ikke mere end femogtredive Aar! ^
Han havde for et Par Dage siden, da han kørte gennem Vesterbrogade, set et Glimt af Cajus Vang. Den stakkels Fyr , der lige var sluppen ud af Forbedringshuset, havde med krumme Knæ ^ sneget sig langsmed Husrækken i noget hæsligt , grønbrunt Tøj, der var som ^ stjaalet fra en Marskandiserbutik .

»Hr. Karsten Froms Stjerne er aabenbart ^ i Dalen«. – Det var som i det fjerne at høre Ligklokkerne klemte over Ens egen Jordefærd. Om ti, maaske allerede om fem Aar var Stjernen slukket. Og hvad saa ?
Han havde for et Par Dage siden, da han kørte gennem Vesterbrogade, set et Glimt af Cajus Vang. Den stakkels Fyr , der lige var sluppen ud af Forbedringshuset, havde med krumme Knæ ^ sneget sig langsmed Husrækken i noget hæsligt , grønbrunt Tøj, der var som ^ stjaalet fra en Marskandiserbutik .

Saadan et ^ Menneske forstod han sig ikke paa . Naar engang Katastrofen kom over ham, skulde han vide at afparere den med en hurtig Haand. Ingen skulde se ham ydmyget! En munter Karnevalsnat for den sidste Hundredkroneseddel, og saa ... Adieu la compagnie!Adjø, du kaade og sentimentale København, du opløbne Provinsby, du Verdensstad i Lømmelalderen! Adjø, du Østergades herlige Fjerbusk-Vrimmel, I svulmende Fruer og slanke Møer! Adjø, Jytte Abildgaard, du ubesmittelige Jomfru, min eneste ulykkelige jordiske Kærlighed! Adjø .. Forbi!
134 Rideau!

Et saadant Menneske forstod han ikke . Naar engang Katastrofen kom over ham, skulde han vide at afparere Slaget med lynsnar Haand. Ingen skulde se ham ydmyget! En munter Karnevalsnat for den sidste Hundredkroneseddel, og saa ... Adieu la compagnie!Adjø, du kaade og sentimentale København, du opløbne Provinsby, du Verdensstad i Lømmelalderen! Adjø, du Østergades herlige Fjerbusk-Vrimmel, I svulmende Fruer og slanke Møer! Adjø, Jytte Abildgaard, du ubesmittelige Jomfru, min eneste ulykkelige ^ Kærlighed!
Rideau!

I, 316 Et saadant Menneske forstod han ikke . Naar engang Katastrofen kom over ham, skulde han vide at afparere Slaget med lynsnar Haand. Ingen skulde se ham ydmyget! En munter Karnevalsnat for den sidste Hundredkroneseddel, og saa ... Adieu la compagnie!Adjø, du kaade og sentimentale København, du opløbne Provinsby, du Verdensstad i Lømmelalderen! Adjø, du Østergades herlige Fjerbusk-Vrimmel, I svulmende Fruer og slanke Møer! Adjø, Jytte Abildgaard, du ubesmittelige Jomfru, min eneste ulykkelige ^ Kærlighed!
Rideau!

» Den i vort højere Bourgeoisie meget skattede Portrætmaler Karsten From har igaar tilsat Livet ved et beklageligt Ulykkestilfælde. Sandsynligvis i den Hensigt at se efter nogen nede i Alleen har han bøjet sig for langt ud over sin Atelier-Altan og har faaet Overbalance. Ved Faldet mod Stenfliserne brækkede han Halshvirvlen og døde øjeblikkeligt. Saa vemodigt denne Afslutning paa et frugtbart Kunstnerliv end er, tør man dog ikke paastaa, at Tabet for vor Kunst er uerstatteligt. Karsten Froms Stjerne var i den sidste Tid aabenbart i Dalen.«

^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

II, [1] DE DØDES RIGE ANDET BIND II, [3] HENRIK PONTOPPIDAN DE DØDES RIGE ANDEN UDGAVE GYLDENDALSKE BOGHANDEL ^ ^ KØBENHAVN OG KRISTIANIA MDCCCCXVII
II, [5] FEMTE BOG DEN ELLEVTE TIME
I .

DE DØDES RIGE ANDET BIND HENRIK PONTOPPIDAN DE DØDES RIGE TREDJE UDGAVE GYLDENDALSKE BOGHANDEL – NORDISK FORLAG KØBENHAVN OG KRISTIANIA MDCCCCXVIII
II, [5] FEMTE BOG DEN ELLEVTE TIME
I

II, [1] DE DØDES RIGE ANDET BIND II, [3] HENRIK PONTOPPIDAN DE DØDES RIGE ANDET BIND FJERDE UDGAVE GYLDENDALSKE BOGHANDEL ^ NORDISK FORLAG KJØBENHAVN KRISTIANIA LONDON BERLIN MDCCCCXXII
II, [5] FEMTE BOG DEN ELLEVTE TIME
I

⇕ Toldere og Syndere III, 2.2

⇕ De Dødes Rige 5.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 5.1

T idligt om Morgenen var Kongen kommen til København fra sine Jagter paa Fyn, og allerede nogle Timer efter kunde man læse paa Plakaterne i Aviskontorernes Vinduer mellem Meddelelser om et Juveltyveri i Paris og en Tagbrand paa Nørrebro , at Landet havde faaet en ny Kultusminister.

T idligt om Morgenen var Kongen kommen til København fra sine Jagter paa Fyn, og allerede nogle Timer efter kunde man læse paa Plakaterne i Aviskontorernes Vinduer mellem Meddelelser om en Tagbrand paa Nørrebro og et Juveltyveri i Sværtegade , at Landet havde faaet en ny Kultusminister.

Udnævnelsen gjorde ikke noget dybere Indtryk paa Københavnerne . Man standsede et Øjeblik paa Fortovet og noterede sig Nyheden, saadan som man i Travlheden opsnappede og magasinerede saa mange andre ligegyldige Efterretninger ^ . Provst Brobergs Navn var kun kendt af faa . Og endnu 135 færre havde foreløbig nogen Forstaaelse af , hvad Udnævnelsen betød . De fleste nøjedes med lidt ærgerlig at konstatere, at igen en Mand fra Provinsen var bleven ført frem i Forgrunden under Tyrstrups Beskyttelse.

Udnævnelsen gjorde ikke videre Indtryk paa Folk . Man standsede et Øjeblik ^ og noterede sig Nyheden, saadan som en Københavner i Dagens Løb opsnapper saa mange ^ ligegyldige Efterretninger og magasinerer dem i sin Hjernes Pulterkamre . Provst Brobergs Navn var kun kendt af faa , og endnu færre havde foreløbig nogen Forstaaelse af Udnævnelsens Betydning . De mest interesserede nøjedes med lidt ærgerlige at konstatere, at igen en Mand fra Provinsen var ^ ført frem i Forgrunden under Tyrstrups Beskyttelse.

Regeringschefen var overhovedet ikke populær i Hovedstaden. Man fandt ham kedelig. Han stod for den københavnske Bevidsthed som den klassiske Repræsentant for Sagkundskaben i dens mest afskrækkende Skikkelse , og hvor han viste sig offenlig, enten det var paa en politisk Talerstol eller ved festlige Sammenkomster eller blot i Teatret, vakte hans tunge Skikkelse med det bekymrede Ansigt næsten lidt Forlegenhed , i hvert Fald hos dem, som mindedes Partiets tidligere Førere og da navnlig Enslev i hans Velmagtsdage. Trods Enslevs ^ syge Fod og hans Legemes Uanselighed, havde hans Fremtræden altid virket som en Fanfare. Om det saa kun galdt den ligegyldigste Skaaltale, var den bleven holdt med en Bravur, en Ødslen med Vid og Kraft og Kunst, der rev Tilhørerne med. Heller ikke ^ Tyrstrups Privatliv var af den Art, at det kunde skabe ^ nogen Opsigt om hans Person i en Hovedstadsbefolkning . Han levede tilbagetrukkent i et almindelig borgerligt Ægteskab, der efter Sigende tilmed skulde være lykkeligt og i hvert Fald ^ aldrig havde givet Bysladderen en eneste glad Time.

Regeringschefen var overhovedet ikke populær i Hovedstaden. Om hans gode Vilje tvivlede ganske vist ingen; men man fandt ham kedelig. Han stod for den københavnske II, 6 Bevidsthed som den klassiske Repræsentant for Sagkundskaben i dens mest afskrækkende Skikkelse . Hvor han viste sig offenlig, ^ paa en ^ Talerstol , ved en politisk Banket eller blot i Teatret, vakte hans tunge Skikkelse med det bekymrede Ansigt ^ Forlegenhed ^ hos dem, som huskede Partiets tidligere Førere og da navnlig Enslev i hans Velmagtsdage. Trods Enslevs Lidenhed og syge Fod ^ havde hans Fremtræden altid virket som en Fanfare. Selv hans ligegyldigste Skaaltaler var bleven holdt med en Bravur, en Ødslen med Vid og Kraft og Kunst, der rev Tilhørerne med. Heller ikke var Tyrstrups Privatliv ^ af den Art, at det ^ skabte nogen Opsigt om hans Person ^ . Han levede tilbagetrukkent i et regelret Ægteskab, der efter Sigende endogsaa skulde være lykkeligt . I hvert Fald havde det aldrig skænket Bysladderen en eneste fornøjelig Time.

Regeringschefen var overhovedet ikke populær i Hovedstaden. Om hans gode Vilje tvivlede ganske vist ingen; men man fandt ham kedelig. Han stod for den københavnske Bevidsthed som den klassiske Repræsentant for Sagkundskaben i dens mest afskrækkende Skikkelse . Hvor han viste sig offenlig, ^ paa en ^ Talerstol , ved en politisk Banket eller blot i Teatret, vakte hans tunge Skikkelse med det bekymrede Ansigt ^ Forlegenhed ^ hos dem, som huskede Partiets tidligere Førere og da navnlig Enslev i hans Velmagtsdage. Trods Enslevs Lidenhed og syge Fod ^ havde hans Fremtræden altid virket som en Fanfare. Selv hans ligegyldigste Skaaltaler var bleven holdt med en Bravur, en Ødslen med Vid og Kraft og Kunst, der rev Tilhørerne med. Heller ikke var Tyrstrups Privatliv ^ af den Art, at det ^ II, 6 skabte nogen Opsigt om hans Person ^ . Han levede tilbagetrukkent i et regelret Ægteskab, der efter Sigende endogsaa skulde være lykkeligt . I hvert Fald havde det aldrig skænket Bysladderen en eneste fornøjelig Time.

Regeringschefen var overhovedet ikke populær i Hovedstaden. Om hans gode Vilje tvivlede ganske vist ingen; men man fandt ham kedelig. Han stod for den københavnske Bevidsthed som den klassiske Repræsentant for Sagkundskaben i dens mest afskrækkende Skikkelse . Hvor han viste sig offenlig, ^ paa en ^ Talerstol , ved en politisk Banket eller blot i Teatret, vakte hans tunge Skikkelse med det bekymrede Ansigt ^ Forlegenhed ^ hos dem, som huskede Partiets tidligere Førere og da navnlig Enslev i hans Velmagtsdage. Trods Enslevs Lidenhed og syge Fod ^ havde hans Fremtræden altid virket som en Fanfare. Selv hans ligegyldigste Skaaltaler var bleven holdt med en Bravur, en Ødslen med Vid og Kraft og Kunst, der rev Tilhørerne med. Heller ikke var Tyrstrups Privatliv ^ af den Art, at det skabte II, 6 ^ nogen Opsigt om hans Person ^ . Han levede tilbagetrukkent i et regelret Ægteskab, der efter Sigende endogsaa skulde være lykkeligt . I hvert Fald havde det aldrig skænket Bysladderen en eneste fornøjelig Time.

136 Ved Tolvtiden kom Jægermester Hagen ^ spaserende ned gennem Strøget, nybarberet, rødkindet og glad . Ogsaa han standsede et Øjeblik paa Fortovet for at studere Plakaterne , der var ophængt i et Aviskontors Vinduer, og da han læste om Ministerudnævnelsen, nikkede han som til officiel Bekræftelse . Udnævnelsen var bleven livlig diskuteret den foregaaende Dag i Rigsdagens Korridorer ; men forøvrigt havde han lige saa lidt som de fleste andre i den gabende Mængde nogen Forstaaelse af dens Betydning . Han hørte endnu ikke til de indviede. Hans Mandat gav ham foreløbig kun Tilladelse til at færdes i Folketingssalen og at faa Ordet, naar en Sag var uddebateret og Medlemmerne sad i Snapstinget.

Jægermester Hagen , der ved Tolvtiden kom spaserende ned gennem Strøget, nybarberet, rødkindet og glad , standsede ligesom de andre paa Fortovet for at studere Plakaterne ^ i et Aviskontors Vindu. Da han læste om Ministerudnævnelsen, nikkede han som til officiel Bekræftelse ^ ; men forøvrigt havde han lige saa lidt som ^ den gabende Mængde nogen Forstaaelse af , hvad den betød . Han hørte endnu ikke til de indviede. Hans Folketingsmandat gav ham foreløbig kun Adgang til at optræde for Tilskuerne i Loger og Galleri. I det højeste fik han Ordet, naar en Sag var uddebatteret og Medlemmerne sad i Snapstinget.

Med Stokken bag paa Ryggen gik han langsomt videre ^ og nød det smukke Vejr. Solen skinnede varmt , og i Træerne udenfor Helligaandskirken gjorde Spurvene et Spektakel, som om det paany var blevet Foraar.

Han gik nu videre med sin sølvknappede Stok bag II, 7 paa Ryggen og nød det smukke Vejr. Solen skinnede ^ , og i Træerne udenfor Helligaandskirken gjorde Spurvene et Spektakel, som om det paany var blevet Foraar.

Han gik nu videre med sin sølvknappede Stok bag paa Ryggen og nød det smukke Vejr. Solen skinnede ^ , og i Træerne udenfor Helligaandskirken gjorde Spurvene et Spektakel, som om det paany var blevet Foraar.

Paa Amagertorv mødte han Generalkonsul Kolding, som kom gaaende med Hatten i Haanden og lod Solen beskinne sit maskinklippede Hoved. De kendte kun lidt til hinanden, men Generalkonsulen standsede ham og fulgte ham endogsaa et Stykke hen ad Gaden for at faa Lejlighed til at fortælle, at hans Kones Brochure » Folkenes Velfærd« nu var bleven oversat ogsaa til russisk og polsk og havde vakt 137 enorm Opsigt i alle slaviske Lande. Han udtalte sig desuden om hendes Brud med det wellerske System som en ^ ^ Begivenhed , der turde forudsættes bekendt og drøftet af alle ^ .

Paa Amagertorv mødte han Generalkonsul Kolding, som kom gaaende med Hatten i Haanden og lod Solen beskinne hans maskinklippede Samson-Hoved. Generalkonsulen standsede ^ og fulgte ham ^ et Stykke ^ for at faa Lejlighed til at fortælle, at hans Kones Brochure » Folkenes Velfærd« nu var bleven oversat ^ til russisk og polsk og havde vakt enorm Opsigt i alle slaviske Lande. Midt i Mylret af Spaserende holdt han et forklarende Foredrag om Fru Nathalies Brud med det Wellerske System , som virkelig ^ var den Begivenhed i Øjeblikket , der havde vakt den største Opmærksomhed .

Paa Amagertorv mødte han Generalkonsul Kolding, som kom gaaende med Hatten i Haanden og lod Solen beskinne hans maskinklippede Samson-Hoved. Generalkonsulen standsede ^ og fulgte ham ^ et Stykke ^ for at faa Lejlighed til at fortælle, at hans Kones Brochure » Folkenes Velfærd« nu var bleven oversat ^ til russisk og polsk og havde vakt enorm Opsigt i alle slaviske Lande. Midt i Mylret af Spaserende holdt han et forklarende Foredrag om Fru Nathalies Brud med det Wellerske System , som virkelig i Øjeblikket var den Begivenhed ^ , der havde vakt den største Opmærksomhed .

» Vi udgiver jo nu vort eget Blad, og det kan absolut ikke vare længe, før min Kones Principper vil blive anerkendt af alle som det forløsende Ord. De wellerske Øvelser med deres Overanstrengelse af Muskelvævet og Karsystemet har sikkert gjort umaadelig Skade. For vi skal jo dog ikke allesammen uddannes til Atleter . » Lys og Luft« har min Kone sat som Motto paa Bladet , og dermed er i Grunden alting sagt. En Tilbagevenden til Elementerne – kun ad den Vej løses det store Velfærdsproblem: Kraft, Sundhed, Livsglæde og Harmoni for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler.«

» ^ De Wellerske Principer med deres Overanstrengelse af Muskelvævet og Karsystemet har ^ gjort umaadelig Skade. Det har min Kone uigendriveligt godtgjort. Vi udgiver jo nu vort eget Blad . » Lys og Luft« har vi sat som Motto paa det , og dermed er i Grunden alting sagt. En Tilbagevenden til Elementerne . Kun ad den Vej løses det store Velfærdsproblem: Kraft, Sundhed, Livsglæde og Harmoni for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler.«

Det viste sig, at Generalkonsulen »tilfældigvis« havde et Par Numre ^ af Bladet hos sig, og han bad Jægermesteren om at modtage dem til Fordeling mellem sine Venner. Bladet, der var trykt paa svært Velin, hed » Morgenrøde «, og dets Forside var prydet med et stort Billede af Generalkonsulinden. Den lille, højskuldrede Dame var fremstillet i en Slags græsk Gevandt og i en tænksom Stilling med et profetisk henrevet Udtryk og dertil i en Belysning, som om der ovenfra faldt et himmelsk 138 Straaleskær ned ^ over hendes Ansigt og de blottede Skuldre.

Da Generalkonsulen tilfældigvis havde nogle Prøvenumre af Bladet hos sig, bad han ^ Jægermesteren ^ modtage dem til Fordeling mellem sine Venner. Bladets Navn var »Morgenrøden «, og Forsiden var prydet med et stort Billede af den profetiske Frue, som var fremstillet med græsk Gevandt i en mystisk Belysning, der som et himmelsk II, 8 Bebudelses-Skær faldt over hendes alvorsfulde Træk og de blottede Skuldre.

II, 7 Da Generalkonsulen tilfældigvis havde nogle Prøvenumre af Bladet hos sig, bad han ^ Jægermesteren ^ modtage dem til Fordeling mellem sine Venner. Bladets Navn var »Morgenrøden «, og Forsiden var prydet med et stort Billede af den profetiske Frue, som var fremstillet med græsk Gevandt i en mystisk Belysning, der som et himmelsk Bebudelses-Skær faldt over hendes alvorsfulde Træk og de blottede Skuldre.

Jægermesteren, der havde ondt ved at bevare Alvoren, lovede at interessere sig for Bladet og standsede nu for at blive den gale Mand kvit. Men Kæmpen lagde sin vægtige Haand paa hans Skulder og begyndte midt i Mylret af Spaserende at holde et Foredrag om » den nye Menneskeart« som forhaabenlig skulde afløse vor Tids vanbyrdige Slægt.
» Jeg veed jo selv af Erfaring, hvor det er, Skoen trykker ^ . ^ Før jeg lærte min Kone at kende og blev ført ind paa en fornuftig Levevis ^ var jeg et ynkværdigt Vrag , der altid følte mig ^ syg og var saa nedtrykt, at jeg bestandig var til Plage for mine Omgivelser. Nu vaagner jeg hver Morgen saa frisk i Sindet som en Fugl i den grønne Skov . Jeg har i to Aar ikke haft saa meget som Snue engang .«

^ » Jeg veed jo ^ af Erfaring, hvor det er, Skoen trykker ,« fortsatte Generalkonsulen . » Før jeg lærte min Kone at kende og blev ført ind paa en naturlig Levevis , var jeg et ynkværdigt Vrag . Jeg følte mig altid syg og var saa nedtrykt, at jeg bogstavelig talt var til Plage for mine Omgivelser. Og nu vaagner jeg hver Morgen saa frisk i Sindet som en Fugl i den grønne Skov ^ .«

Jægermesteren, der erindrede Generalkonsulen fra hans Ungkarledage som en glad Sjæl, hvis massive Skikkelse altid lyste af Sundhed , svarede ^ ^ ingenting af Frygt for at røbe sine humoristiske Tanker.
» Jeg vil oprigtig anbefale Dem at gøre et Forsøg, Jægermester Hagen. Det er jo dog ikke noget stort Offer. Højst tretten-fjorten Minutter daglig. Morgen og Aften et fire Minutters koldt Fodbad. Et Par Gange i Løbet af Dagen ^ Aandedrætsøvelser med paafølgende Ben- og Armstrækninger. Det er i Virkeligheden 139 det hele. Andet er det ^ ikke. Men Virkningen , kære!«
Jægermesteren takkede for Oplysningen men forsikrede, at han befandt sig overordenlig vel uden Anvendelse af nogetsomhelst regulerende System i sin Livsførelse.
Men da rystede Generalkonsulen overbærende paa sit maskinklippede Samson-Hoved.
»Undskyld, at jeg siger Dem det, Jægermester Hagen – men saadan tænkte ogsaa jeg, inden jeg lærte, hvad det vil sige, at Sjæl og Legeme fungerer sundt og normalt. Jeg vilde ønske, at De blot i en eneste Time kunde føle mit sjælelige og legemlige Velbefindende . De vilde da ^ straks imorgen begynde med min Kones System. Appetiten vaagner, Søvnen bliver dyb og drømmeløs, Pulsslaget fuldt og kraftigt som paa ^ en Tyveaarig . Og ^ De skulde se en Afføring!« raabte han ganske højt, saa Folk ^ vendte sig forskrækkede om og stirrede.
Men nu havde Jægermesteren ogsaa nok af ham og tog en hastig Afsked.

Jægermesteren, der erindrede Generalkonsulen fra hans Ungkarledage som en Kæmpekrop, der altid lyste af Sundhed og Glæde, viste sig som Diplomat og sagde ingenting . Desuden optoges han i det samme af en smuk, mørkhaaret Dame, der kørte forbi i et flot Privat-Automobil og selv var meget kostbart udstyret. Ansigtet syntes ham underlig bekendt. Det forekom ham ogsaa, at Damen i Forbifarten betragtede ham med en lille Studsen. Men da han ikke kunde komme paa, hvem hun var, glemte han hende hurtigt for Gadens mange andre Ansigter.
» Jeg vil oprigtig anbefale Dem at gøre et Forsøg, Jægermester Hagen. Det er jo dog ikke noget stort Offer. ^ Morgen og Aften et fire Minutters koldt Fodbad. Nogle Gange i Løbet af Dagen de Nathalie-Koldingske Aandedrætsøvelser med paafølgende Ben- og Armstrækninger. Andet er det i Grunden ikke. Men Virkningen ! ... Jeg vilde ønske, ^ De ^ kunde føle mit sjælelige og legemlige Velvære blot i en eneste Time . De vilde da begynde straks imorgen . Pulsslaget bliver fuldt og kraftigt som II, 9 hos en Tyveaarig . Søvn, Appetit, Fordøjelse og Stofskifte fuldkommen normale. ^ De skulde se en Afføring!«
I sin Nidkærhed udraabte Generalkonsulen det sidste Ord saa højt, at Folk forskrækket vendte sig ^ om og stirrede. ^ Men nu havde Jægermesteren ogsaa nok af ham og tog en hastig Afsked.

Jægermesteren, der erindrede Generalkonsulen fra hans Ungkarledage som en Kæmpekrop, der altid lyste af Sundhed og Glæde, viste sig som Diplomat og sagde ingenting . Desuden optoges han i det samme af en smuk, mørkhaaret Dame, der kørte forbi i et flot Privat-Automobil og selv var meget kostbart udstyret. Ansigtet syntes ham underlig bekendt. Det forekom ham ogsaa, at Damen i Forbifarten betragtede ham med en lille Studsen. Men da han ikke kunde komme paa, hvem hun var, glemte han hende hurtigt for Gadens mange andre Ansigter.
» Jeg vil oprigtig anbefale Dem at gøre et Forsøg, Jægermester Hagen. Det er jo dog ikke noget stort Offer. ^ Morgen og Aften et fire Minutters koldt Fodbad. Nogle Gange i Løbet af Dagen de Nathalie-Koldingske Aandedrætsøvelser med paafølgende Ben- og Armstrækninger. Andet er det i Grunden ikke. Men Virkningen ! ... Jeg vilde ønske, ^ De ^ kunde føle mit sjælelige og legemlige Velvære blot i en eneste Time . De vilde da begynde straks imorgen . Pulsslaget bliver fuldt og kraftigt som hos en Tyveaarig , Søvn, Appetit, Fordøjelse og Stofskifte fuldkommen normale. ^ De skulde se en Afføring!«
I sin Nidkærhed udraabte Generalkonsulen det sidste Ord saa højt, at Folk forskrækket vendte sig ^ om og stirrede. ^ Men nu havde Jægermesteren ogsaa nok af ham og tog en hastig Afsked.

Jægermesteren, der erindrede Generalkonsulen fra hans Ungkarledage som en Kæmpekrop, der altid lyste af Sundhed og godt Humør, var Diplomat og sagde ingenting . Desuden optoges han i det samme af en smuk, mørkhaaret Dame, der kørte forbi i et flot Privat-Automobil og selv var meget kostbart udstyret. Ansigtet syntes ham underlig bekendt. Det forekom ham ogsaa, at Damen i Forbifarten betragtede ham med en lille Studsen. Men da han ikke kunde komme paa, hvem hun var, glemte han hende hurtigt for Gadens mange andre Ansigter.
» Jeg vil oprigtig anbefale Dem at gøre et Forsøg, Jægermester Hagen. Det er jo dog ikke noget stort Offer. ^ Morgen og Aften et fire Minutters koldt Fodbad. Nogle Gange i Løbet af Dagen de Nathalie-Koldingske Aandedrætsøvelser med paafølgende Ben- og Armstrækninger. Andet er det i Grunden ikke. Men Virkningen ! ... Jeg vilde ønske, ^ De ^ kunde føle mit sjælelige og legemlige Velvære blot i en eneste Time . De vilde da begynde straks imorgen . Pulsslaget bliver fuldt og kraftigt som hos en Tyveaarig , Søvn, Appetit, Fordøjelse og Stofskifte fuldkommen normale. Og De skulde se en Afføring!«
I sin Nidkærhed udraabte Generalkonsulen det sidste Ord saa højt, at Folk forskrækket vendte sig ^ om og stirrede. ^ Men nu havde Jægermesteren ogsaa nok af ham og tog ^ hastig Afsked.

Stakkels Mand! – tænkte han. Saadan skulde det altsaa ende med ham! Han havde hørt, at han spenderede store Summer paa Udbredelsen af sin Kones forrykte Ideer. Nu i Sommer, efter at hans Far var død, havde han endogsaa solgt den gamle, ansete Kornforretning til et Aktieselskab for helt at ofre 140 sig for Menneskehedens Fremtidslykke ved det nathaliekoldingske System.
Han var kommen ind i Østergade og havde just hilst paa en Kollega fra Rigsdagen, da han fangede et Glimt af en smuk, mørkhaaret Dame, der kørte forbi i en flot Privat-Automobil og selv var meget kostbart udstyret. Ansigtet syntes ham underlig bekendt. Det forekom ham ogsaa, at Damen i Forbifarten havde set paa ham med en lille Studsen. Men da han ikke kunde komme paa, hvem hun var, glemte han hende hurtigt for Gadens mange andre Ansigter.
Han var paa Vej til sin Tante i Dronningens Tværgade . ⇕ ⇒ Selv boede han i en af de nye Ejendomme ved Langebro, hvor han havde indrettet sig i en herskabelig 2den Sals Lejlighed og førte et stort og gæstfrit Hus. Ved at sælge Storeholt var han ikke alene bleven befriet for al sin Gæld; han var desuden kommen i Besiddelse af 30 Tusinde i Kontanter, og hele Livet laa for ham i et gyldent Morgenskær. Naar han paa Sengen aabnede det friske Nummer af » Femte Juni« og stødte paa sit eget Navn; eller naar han i et Referat af en Teaterforestilling eller en Basar læste om » den fortryllende Jægermesterinde Hagen« tilligemed en Beskrivelse af hendes Toilette, var det endnu altsammen som en Drøm for ham. I Sammenligning hermed var det ganske betydningsløst, at et Højreblad, som 141 ingen læste, i et Rigsdagsreferat engang havde forsøgt at være morsom paa hans Bekostning og kaldt ham » Manden med den skrækkelige Kastratstemme«.
Ogsaa hans Billede havde flere Gange været i Bladet. Redaktør Samuelsen, hvem han undertiden besøgte paa Redaktionskontoret, havde den sidste Gang med en egen Mine udbedt sig Oplysninger om hans landøkonomiske Laboratorieforsøg, og han havde da givet ham en Redegørelse for sine Undersøgelser af de sygelige Tilstande hos Solanum tuberosum . Den havde Dagen efter staaet i Bladet tilligemed hans Portræt, og han havde siden bestandig været omtalt der som » Kartoffelskimmelens energiske Bekæmper«.
Alt dette havde naturligvis sin Hensigt, som han godt forstod. Med Tryghed kunde han lade Tiden gaa. Uden Bekymringer af nogen Art, befriet som han var for alle smaalige Tryk, alle ydmygende Forhold, ventede han nu paa den Dag, da den røde Lakaj vilde vise sig paa hans Trapper. Med Taknemlighed vendte han derfor ofte sine Tanker til Portrætet af sin berømte Oldefar, den gamle Gehejmeraad og Ekscellence med det kloge og myndige Statsmandsblik, hvis ansvarsfulde og for Fædrelandet saa velsignelsesrige Virksomhed var et Slægtsminde, som fra hans tidligste Aar havde ansporet ham til Efterfølgelse.
142 I Dronningens Tværgade ^ traf han sin Tante alene i Dagligstuen, hvad han ikke var saa glad for. Hun paa sin Side ytrede nu heller ingen stor Glæde ved at se ham.

Han var paa Vej til sin Tante i Dronningens Tværgade for at hente Jytte. Han traf Tanten alene i Dagligstuen, hvad han ikke var saa glad ved, og hun paa sin Side ytrede just heller ikke nogen overvættes Glæde ved at se ham.

Han var paa Vej til sin Tante i Dronningens Tværgade for II, 8 at hente Jytte. Han traf Tanten alene i Dagligstuen, hvad han ikke var saa glad ved, og hun paa sin Side ytrede just heller ikke nogen overvættes Glæde ved at se ham.

Hun sad i Sofaen med sit lange Strikketøj, som i den senere Tid mere og mere havde afløst den Avis , man ellers gerne saae hende med. Det var daarligt nok, at hun kunde overvinde sig til at spørge sin Brodersøn om hans eget og hans Kones Befindende. Hun kunde ikke tilgive ham Salget af Storeholt. Siden hendes Slægts gamle Gaard var kommen i fremmed Eje, saa hun ikke længer kunde sige » hjemme paa Storeholt«, følte hun det, som om hendes kæreste Tanker og lykkeligste Minder var bleven husvilde her i Verden.

Hun sad i Sofaen med sit ^ Strikketøj, som ^ mere og mere havde afløst de Aviser , man tidligere gerne saae hende med. Hun kunde ikke tilgive sin Brodersøn Salget af Storeholt. Siden hendes Slægts gamle Gaard var kommen i fremmed Eje, ^ følte hun det, som om hendes kæreste Tanker og lykkeligste Minder var bleven husvilde her i Verden.

Hun talte lidt til ham om Ministerudnævnelsen, som Jægermesteren dog ikke ønskede at komme nærmere ind paa. Han indlod sig overhovedet ikke gerne paa nogen politisk Samtale med Tanten, der altid viste hans egen offenlige Optræden som ogsaa hans Laboratoriearbejder en krænkende Ligegyldighed. Han gav sig derfor til at fortælle om sit Møde med Generalkonsul Kolding og det Indtryk, han havde faaet af hans sørgelige Aandsforfatning.
» Men han har jo altid været meget indskrænket,« sagde han. » Og nu hører jeg, at han gaar rundt i Sporvogne og paa Kafeerne og uddeler sin Kones 143 Traktater ligesom en Gaardmissionær. Hvor kan en dannet Mand dog gøre sig saa latterlig!«
Han var dermed kommen ind paa et af sine Yndlingstemaer. Han vilde have det fastslaaet som selskabelig Lov, at et dannet Menneske ikke i nogen Situation maatte gøre sig latterlig. Et Menneske havde ingen Ansvar for, at han var bleven født ubegavet eller kejthaandet eller var pukkelrygget, men det var hans egen Fejl, naar han ikke vogtede sig for at blive komisk.
» Og nu har han ovenikøbet skilt sig af med Forretningen ^ ^ . Det er jo baade til at le og græde over. At opgive det gamle, ansete Handelshus ^ for saadan noget Pjank! Hvem kan forstaa det?«
» Bliver du her til Frokost?« afbrød Tanten ham nu paa sin ligefremme Maade .

Jægermesteren gav sig ^ til at fortælle om sit Møde med Generalkonsulen og den sørgelige Aandsforfatning, han havde truffet ham i.
» Skønt jeg forsikrede ham, at jeg befandt mig overordenlig vel uden nogetsomhelst regulerende System for min Livsførelse, slap jeg ikke for en længere Præken. Jeg hører, at han ovenikøbet nu har solgt sin Forretning for helt at opofre sig for sin Kones Ideer . Det er ^ baade til at le og græde over. At opgive et gammelt anset Handelshus for at blive Gaardmissionær for saadan noget Pjank! Hvor kan en dannet Mand dog gøre sig saa latterlig?«
II, 10 » Bliver du her til Frokost?« afbrød Fru Bertha ham for ikke at lade sig friste til et hvast Svar .

Jægermesteren gav sig ^ til at fortælle om sit Møde med Generalkonsulen og den sørgelige Aandsforfatning, han havde truffet ham i.
» Skønt jeg forsikrede ham, at jeg befandt mig overordenlig vel uden nogetsomhelst regulerende System for min Livsførelse, slap jeg ikke for en længere Præken. Jeg hører, at han ovenikøbet nu har solgt sin Forretning for helt at ofre sig for sin Kones Ideer . Det er ^ baade til at le og græde over. At opgive et gammelt anset Handelshus for at blive Gaardmissionær for saadan noget Pjank! Hvor kan en dannet Mand dog gøre sig saa latterlig?«
» Bliver du her til Frokost?« afbrød Fru Bertha ham for ikke at lade sig friste til et hvast Svar .

»Ja, har Jytte ikke sagt det? Det var jo en Aftale.«

» Har I da noget for?«

»Ja , jeg foreslog, at vi bagefter skulde følges ad til Karsten From og se paa de to Udkast til ^ ^ mit Portræt , du nok veed. Der maa jo nu træffes en Afgørelse, og den vilde jeg gerne have Jytte til at hjælpe mig med .«

» Saa det veed du heller ikke! Jo , jeg foreslog, at vi ^ skulde følges hen til Karsten From . Han er ^ nemlig ved at male mit Portræt og har lavet et Par Udkast. Og nu vil Jytte hjælpe mig med at træffe en Afgørelse .«

» Saa det veed du heller ikke! Jo , jeg foreslog, at vi ^ skulde følges hen til Karsten From . Han er jo nemlig ved at male mit Portræt og har lavet et Par Udkast. Og nu vil Jytte hjælpe mig med at træffe en Afgørelse .«

Fru Bertha havde standset sine Strikkepinde.

» Det kan ikke være rigtigt. Det kan Jytte ikke 144 have sagt Ja til . Du maa tage fejl, John ! Hun har heller ikke talt et Ord om det.«

» Det kan ^ Jytte ikke have sagt ^ . Du maa tage fejl, John !«

I det samme kom Jytte ind fra sit Værelse . Det laa ved Siden af Dagligstuen, og hun havde ogsaa godt hørt Fætteren komme . Men hun stod dengang midt i en Omklædning , og hun saae nu med det første Blik, at hun var kommen for sent til at forhindre, at John sladrede af Skole.

I det samme kom Jytte ind fra sit Værelse ^ ved Siden af . Hun havde godt hørt Fætteren komme , men hun stod dengang midt i en Omklædning . Nu saae hun med første Blik, at John allerede havde sladret af Skole.

» Hvad er der sket ? ... I ser saa højtidelige ud.«

» Hvad er der ^ ? ... I ser saa højtidelige ud.«

» Sig mig,« sagde Moderen . » Det kan jo ikke være rigtigt, hvad John her fortæller, at du tænker paa at besøge Karsten From i hans Atelier? Ikke sandt – John maa have misforstaaet dig ?«

» Sig mig,« sagde Moderen . » Det kan jo ikke være rigtigt, hvad John her fortæller, at du tænker paa at gøre Hr. From et Besøg. John maa have misforstaaet dig, ikke sandt ?«

» Sig mig,« sagde Moderen , » det kan jo ikke være rigtigt, II, 9 hvad John her fortæller, at du tænker paa at gøre Hr. From et Besøg. John maa have misforstaaet dig, ikke sandt ?«

Hendes Tone krænkede Jytte. Hun havde indtil dette Øjeblik ikke for Alvor tænkt paa at tage mod Froms Indbydelse, og det allermest for Moderens Skyld. Nu svarede hun:
» Men – du gode Gud! – hvorfor dog ? Naar jeg kan gøre John en Tjeneste med det !«

Jytte havde i Virkeligheden ganske slaaet Tanken af Hovedet. Men Moderens Tone krænkede hende.
» Hvorfor det ? Naar jeg kan gøre John en Tjeneste med det ?«

»Ja, hvad har du egenlig imod From?« spurgte Jægermesteren. » Jeg har mærket det før, Tante Bertha, at du ikke synes om ham. Han har jo ganske vist sine Underligheder . Men en Kunstner med hans Begavelse kan nu engang ikke være noget Normalmenneske. Jeg finder endda, at From har langt mere Optræden og Dannelse end de fleste af den Slags . Jeg er sikker paa, Tante Bertha, at dersom 145 du havde set ham iaftes , var du selv bleven indtaget i ham , saa fin og ^ taktfuld var hans hele Form .«

»Ja, hvad har du egenlig imod From?« spurgte Jægermesteren. » Jeg har mærket det før, Tante Bertha, at du ikke synes om ham. Han har jo ganske vist sine Underligheder ; men en genial Kunstner ^ kan nu ^ ikke være noget Normalmenneske. Jeg finder endda, at From har langt II, 11 mere Optræden og Dannelse end de fleste af den Slags Folk. Havde du set ham i Aftes , var du selv bleven charmeret i ham , Tante Bertha, saa fin og dæmpet og taktfuld kan han virkelig være .«

»Ja, hvad har du egenlig imod From?« spurgte Jægermesteren. » Jeg har mærket det før, Tante Bertha, at du ikke synes om ham. Han har jo ganske vist sine Underligheder ; men en genial Kunstner ^ kan nu ^ ikke være noget Normalmenneske. Jeg finder endda, at From har langt mere Optræden og Dannelse end de fleste af den Slags Folk. Havde du set ham i Aftes , var du selv bleven charmeret i ham , Tante Bertha, saa fin og dæmpet og taktfuld kan han virkelig være .«

»Ja, hvad har du egenlig imod From?« spurgte Jægermesteren. » Jeg har mærket det før, Tante Bertha, at du ikke synes om ham. Han har jo ganske vist sine Underligheder ; men en genial Kunstner ^ kan nu ^ ikke være noget Normalmenneske. Jeg finder endda, at From har langt mere Optræden og Dannelse end de fleste af den Slags Folk. Havde du set ham iaftes , var du selv bleven charmeret i ham , Tante Bertha, saa fin og dæmpet og taktfuld kan han virkelig være .«

Fru Bertha, der ikke havde taget sine Øjne fra Jytte, sagde dertil :

Fru Bertha, der ikke havde taget sine Øjne fra Jytte, sagde nu :

» Saa Hr. From var altsaa med jer iaftes . Det har du heller ikke talt et Ord om.«

» Saa Hr. From var altsaa med jer iaftes ! Det har du heller ikke talt et Ord om.«

»Ikke? Saa har jeg ^ vel ment, at det ikke interesserede dig , lille Mor!« svarede hun henne fra Vinduet, hvor hun stod og saae ned paa Gaden . » Men for nu at tale om noget andet ... Veed I rigtig af, at vi har faaet Sommer igen ? Jeg kommer lige ude fra Langelinje, og der var et Mylr af Mennesker ... Jeg kan forresten hilse dig fra din Bror, John! Jeg tror, han var den eneste af dem allesammen, der ikke saae glad ud .«
»Tænk, har du ogsaa lagt Mærke til, at Asmus er bleven saa sær! Gud veed, hvad der er i Vejen med ham? Det ser da ogsaa besynderligt ud, at han har Tid til at spasere paa Langelinje midt paa Dagen. Jeg maa vistnok have min kære Broder lidt i Skole. Jeg er bange, han er ved at blive lidt forsømmelig. Talte du med ham?«
»Nej, jeg havde for travlt. Jeg skulde jo hjem til Frokost. Og jeg er forfærdelig sulten, Mor! Skal vi ikke snart spise?«

» Saa har jeg glemt det. Eller jeg har vel ment, at det ikke kunde interessere dig ,« svarede Jytte og gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og saae ud . » Men for ^ at tale om noget andet ... Skal vi ikke snart spise ? Jeg er forfærdelig sulten .« ^

Jægermesteren rejste sig nu og sagde, at da han 146 altsaa ikke havde været ventet, vilde han ikke gøre Ulejlighed. Han skulde ^ ^ ^ ^ desuden gerne ^ træffe en Mand henne i Rigsdagen. Saa vilde han med det samme spise Frokost der .

Jægermesteren rejste sig . Høflig, tilknappet, strengt formel . Han erklærede ^ , at han ikke vilde gøre Ulejlighed. Naar de ikke havde ventet ham, fandt han det rigtigst, at han som sædvanligt spiste sin Frokost henne i Rigsdagen, hvor han desuden gerne skulde træffe en Meningsfælle .

Jægermesteren rejste sig . Høflig, tilknappet, strengt formel ^ erklærede han , at han ikke vilde gøre Ulejlighed. Naar de ikke havde ventet ham, fandt han det rigtigst, at han som sædvanligt spiste sin Frokost henne i Rigsdagen, hvor han desuden gerne skulde træffe en Meningsfælle .

Fru Bertha gjorde ikke mindste Forsøg paa at overtale ham. Hun ønskede netop at blive ene med sin Datter.

Fru Bertha gjorde ikke noget Forsøg paa at overtale ham. Hun ønskede netop at blive ene med sin Datter.

» Som du vil, John!« sagde hun blot.

» Jeg kommer saa tilbage om en Timestid og henter dig, Jytte. Og ^ ^ ^ ^ det er vist rigtigst, at jeg ringer From op, saa han veed, at vi kommer.«
Jytte gjorde ingen Indvendinger. Hun sagde til sig ^ ^ ^ ^ selv , at et Afslag nu kun vilde forøge Moderens Mistanke. Og hvad Karsten From angik, saa skulde hun nok sørge for, at han ikke kom til at misforstaa hendes Besøg.
Da Jægermesteren var gaaet, sagde Fru Bertha efter nogen Tids Stilhed:
» Saa skal du altsaa igen paa Farten, Jytte ^ ^ . Du kom sent hjem iaftes , og nu bliver du sagtens borte det meste af Dagen. Jeg ser dig næsten aldrig mere ^ ^ .«

» Jeg kommer saa tilbage om en Timestid og henter dig, Jytte. Er det en Aftale?«
Jytte svarede Ja, fordi hun følte, at et Afslag nu kun vilde forøge Moderens Mistanke. Men hendes Tone var ligegyldig.
Efter Jægermesterens Bortgang , var der en lille Tid Tavshed mellem Mor og Datter.
II, 12 » Veed du af, Jytte, at den Mand, som du altsaa nu vil besøge, har Ord for at være en af Københavns værste Skørtejægere?«
» Jeg tror, jeg har hørt det ,« sagde Jytte henne fra Vinduet. » Men hvorfor fortæller du mig forresten det? At jeg tager hen til en Maler sammen med min Fætter for at se paa et Portræt – hvad har det med Mandens Fruentimmerhistorier at gøre?«
» Aa jo – lidt dog maaske! Men har du da ganske glemt, hvad du selv engang kaldte for hans Bølleoverfald paa aaben Gade?«
» Det har vi jo talt om før, Mor!« svarede Jytte utaalmodigt. » Jeg har sagt dig, at jeg vistnok misforstod Meningen. Det skulde ikke tages saa alvorligt. Naar jeg gaar derhen, er det for at gøre John en Tjeneste. Hvad Per og Povl behager at tænke om det, bryder jeg mig virkelig ikke det bitterste om.«
» Hvorfor tager du saadan paa Vej ?... Du bryder dig ikke om, hvad Folk vil sige. Men maaske vil du dog tage lidt Hensyn til, hvad din Mor mener. Og jeg ber dig om, at du vil blive hjemme fra det Besøg . Du kom sent hjem iaftes ^ og har været i Butikker hele Formiddag . Nu trænger du sikkert til at være lidt i Ro .«

» Jeg kommer saa tilbage om en Timestid og henter dig, Jytte. Er det en Aftale?«
Jytte svarede Ja, fordi hun følte, at et Afslag nu kun vilde forøge Moderens Mistanke. Men hendes Tone var ligegyldig.
Efter Jægermesterens Bortgang ^ var der en lille Tid Tavshed mellem Mor og Datter.
» Veed du af, Jytte, at den Mand, som du altsaa nu vil besøge, II, 10 har Ord for at være en af Københavns værste Skørtejægere?«
» Jeg tror, jeg har hørt det ,« sagde Jytte henne fra Vinduet. » Men hvorfor fortæller du mig forresten det? At jeg tager hen til en Maler sammen med min Fætter for at se paa et Portræt — hvad har det med Mandens Fruentimmerhistorier at gøre?«
» Aa jo — lidt dog maaske! Men har du da ganske glemt, hvad du selv engang kaldte for hans Bølleoverfald paa aaben Gade?«
» Det har vi jo talt om før, Mor!« svarede Jytte utaalmodigt. » Jeg har sagt dig, at jeg vistnok misforstod Meningen. Det skulde ikke tages saa alvorligt. Naar jeg gaar derhen, er det for at gøre John en Tjeneste. Hvad Per og Povl behager at tænke om det, bryder jeg mig virkelig ikke det bitterste om.«
» Hvorfor tager du saadan paa Vej ? ... Du bryder dig ikke om, hvad Folk vil sige. Men maaske vil du dog tage lidt Hensyn til, hvad din Mor mener. Og jeg ber dig om, at du vil blive hjemme fra det Besøg . Du kom sent hjem iaftes ^ og har været i Butikker hele Formiddagen . Nu trænger du sikkert til at være lidt i Ro .«

» Jeg kommer saa tilbage om en Timestid og henter dig, Jytte. Er det en Aftale?«
Jytte svarede Ja, fordi hun følte, at et Afslag nu kun vilde forøge Moderens Mistanke. Men hendes Tone var ligegyldig.
Efter Jægermesterens Bortgang ^ var der en lille Tid Tavshed mellem Mor og Datter.
» Veed du af, Jytte, at den Mand, som du altsaa nu vil besøge, II, 10 har Ord for at være en af Københavns værste Skørtejægere?«
» Jeg tror, jeg har hørt det ,« sagde Jytte henne fra Vinduet. » Men hvorfor fortæller du mig forresten det? At jeg tager hen til en Maler sammen med min Fætter for at se paa et Portræt – hvad har det med Mandens Fruentimmerhistorier at gøre?«
» Aa jo – lidt dog maaske! Men har du da ganske glemt, hvad du selv engang kaldte for hans Bølleoverfald paa aaben Gade?«
» Det har vi jo talt om før, Mor!« svarede Jytte utaalmodigt. » Jeg har sagt dig, at jeg vistnok misforstod Meningen. Det skulde ikke tages saa alvorligt. Naar jeg gaar derhen, er det for at gøre John en Tjeneste. Hvad Per og Povl behager at tænke om det, bryder jeg mig virkelig ikke det bitterste om.«
» Hvorfor tager du saadan paa Vej ? ... Du bryder dig ikke om, hvad Folk vil sige. Men maaske vil du dog tage lidt Hensyn til, hvad din Mor mener. Og jeg ber dig om, at du vil blive hjemme fra det Besøg . Du kom sent hjem iaftes ^ og har været i Butikker hele Formiddagen . Nu trænger du sikkert til at være lidt i Ro .«

» Hvor du er underlig, Mor! Tidligere lod du mig høre, at jeg var sær, fordi jeg ikke altid kunde more mig med det samme som mine Veninder men foretrak mit Klaver ^ . Og nu bebrejder du mig, at jeg er bleven fornøjelsessyg og aldrig har Ro paa mig. 147 I Sommer paa Skagen var du ogsaa misfornøjet med mig. Jeg var bleven for »fri«. Du er virkelig ikke let at gøre tilpas.«

» Hvor du er underlig, Mor! Tidligere lod du mig høre, at jeg var sær, naar jeg foretrak mit Klaver for mine Veninder . Og nu bebrejder du mig, at jeg er bleven fornøjelsessyg og altid er paa Farten. I Sommer paa Skagen var du ogsaa misfornøjet med mig. ^ Du er virkelig ikke let at gøre tilpas.«

» Du tager fejl , Jytte . Det er ikke det, jeg bebrejder dig, at du søger Selskab. Men naar du før sad og spillede det meste af Dagen bort, og nu næsten ikke rører Klaveret, saa har jeg vel Grund til at være lidt forbavset. En Bog aabner du jo heller ikke mere. Og disse ^ Skuespillere og Kunstnere og Journalister , som du blandede dig saa meget imellem paa Skagen, eller de Folk, som John nu fører dig sammen med – vil du sige mig, finder du virkelig, at det er passende Selskab for dig?«

II, 13 » Det er noget Snak , Jytte ! Det er ikke det, jeg bebrejder dig, at du søger Selskab. Men ^ disse kaade Skuespillere og Kunstnere ^ , som du blandede dig med paa Skagen, eller de Folk, som John nu fører dig sammen med – vil du sige mig, finder du virkelig, at det er passende Selskab for dig?«

» Det er noget Snak , Jytte ! Det er ikke det, jeg bebrejder dig, at du søger Selskab. Men ^ disse kaade Skuespillere og Kunstnere ^ , som du blandede dig med paa Skagen, eller de Folk, som John nu fører dig sammen med — vil du sige mig, finder du virkelig, at det er passende Selskab for dig?«

» Det er noget Snak , Jytte ! Det er ikke det, jeg bebrejder dig, at du søger Selskab. Men ^ disse kaade Skuespillere og Kunstnere ^ , som du blandede dig med paa Skagen, eller de Folk, som John nu fører dig sammen med – vil du sige mig, finder du virkelig, at det er passende Selskab for dig?«

Jytte trak paa Skuldren.

» Det er Folk, der ikke tager Livet højtideligere ^ end det fortjener. Derfor synes jeg om dem !«

» Det er Folk, der ikke tager Livet højtideligere , end det fortjener. Derfor synes jeg om dem .«

Der blev en Pavse .

Der blev igen Stilhed .

Fru Bertha havde gjort et Tilløb til at svare men opgivet det som frugtesløst . Hver Gang hun i den senere Tid havde forsøgt at tale alvorligt til Jytte om hendes Forhold , var hun bleven forfærdet over hendes Ligegyldighed. Selv de alvorligste Paamindelser om ikke at udsætte sit Rygte var hun bleven ganske uimodtagelig for. Ja det var næsten, som om hun følte en Tilfredsstillelse ved at vide sig miskendt af mange af Husets Venner.

Fru Bertha vilde have svaret, men opgav det . Hver Gang hun i den senere Tid forsøgte at tale alvorligt med Jytte , var hun blevet ^ forfærdet over hende.

Fru Bertha vilde have svaret, men opgav det . Hver Gang hun i den senere Tid forsøgte at tale alvorligt med Jytte , var hun II, 11 bleven forfærdet over hende.

Fru Bertha vilde have svaret, men opgav det . Hver Gang hun i den senere Tid forsøgte at tale alvorligt med Jytte , var II, 11 hun bleven forfærdet over hende.

⇕ Torben og Jytte I, 3.6

⇕ De Dødes Rige 5.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 5.1

⇐

Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed ^ Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Livs-Ligegyldighed , den samme skamløse Selvopgivelse!

Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed hendes Bror Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Livs-Ligegyldighed , den samme skamløse Selvopgivelse! ^

Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed hendes Bror Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Ligegyldighed , den samme skamløse Selvopgivelse! ^

⇕ Storeholt II, 3.2

⇕ De Dødes Rige 5.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 5.1

⇐

Jeg synes, at der i Jyttes Væsen er kommen saa meget, der paa uhyggelig Maade minder mig om hendes Broder Ebbe . Der er den samme underlige Ligegyldighed for alting. Jytte vil jo nok ^ more sig; men naar hun kommer hjem fra Teatret eller fra Sportspladserne, finder hun det altsammen saa dumt. Og hun , som engang altid sad og læste , hun aabner nu aldrig en Bog, kigger i det højeste i en Revolverroman af den værste Slags . Kan man forstaa, at det er det samme Menneske, ^ som hentede store videnskabelige Værker hjem fra Bibliotekerne og endnu før hun var rigtig voksen ønskede sig Søren Kierkegaards samlede Skrifter til sin Fødselsdag?

Ligesom Ebbe holdt hun nok af at more sig; men naar hun kom hjem fra Teatret eller fra Sportspladserne, fandt hun det altsammen saa dumt. Hun , som engang var saa læselysten , aabnede nu aldrig en Bog, kiggede i det højeste i en Revolverroman af den værste Slags for at slaa en Aften ihjel. Det var næsten ikke til at forstaa, at det var det samme Menneske, der allerede som halvvoksen slæbte store videnskabelige Værker hjem fra Bibliotekerne og sad med Fingrene i Ørene og læste Søren Kierkegaard.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.2

⇕ De Dødes Rige 5.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 5.1

^ Hvad der under deres Besøg paa Storeholt var foregaaet mellem 148 hende og Pastor Gaardbo, vidste hun ikke ^ ; men netop fordi Jytte aldrig nævnede ham eller overhovedet nogensinde omtalte dette Sommerophold følte hun sig mere og mere sikker paa, at Erindringen derom rummede hendes Livs første alvorlige Ydmygelse.
» Veed du af, Jytte, at den Mand , som du altsaa nu vil besøge, har Ord for at være en af Københavns værste Skørtejægere? Det er nu blevet mig fortalt fra flere Sider, saa jeg har nogen Grund til at tro, at det forholder sig rigtigt.«
» Jeg tror ogsaa, jeg har hørt det,« sagde Jytte henne fra Vinduet. » Men hvorfor fortæller du mig det forresten? At jeg tager hen til en Maler sammen med min Fætter for at se hans Portræt – hvad har det med Mandens Fruentimmerhistorier at gøre?«
» Aa jo – lidt dog maaske. Men du synes altsaa ganske at have glemt, hvad du dog engang – meget opbragt – kaldte for hans Bølleoverfald paa aaben Gade.«
» Det har vi jo talt om før, Mor,« svarede Jytte utaalmodigt. » Jeg har sagt dig, at jeg vistnok misforstod Meningen. Det skulde ikke tages saa alvorligt. Men du tror naturligvis, at jeg er forelsket i Karsten From. Det er jo det sædvanlige. Men naar jeg nu paa Ære og Samvittighed forsikrer dig, at jeg kun gaar derhen, fordi jeg gerne gør John den 149 Tjeneste, saa vil du dog maaske tro mig. Hvad Per og Povl behager at mene, bryder jeg mig virkelig ikke det bitterste om.«
» Du behøver ikke at tage saadan paa Vej,« sagde Moderen og saae alvorligt paa hende.
Jytte gik nu bort fra Vinduet for at gaa ind i sit Værelse. Men da lagde Moderen Strikketøjet ned i Skødet og bad hende blive.
»Jytte,« sagde hun. » Du bryder dig ikke om, hvad Per og Povl tænker, siger du. Men maaske tager du dog endnu en Smule Hensyn til, hvad din Mor mener. Og jeg beder dig om , at du vil blive hjemme fra det Besøg og sende John Afbud.«
»Hvorfor?«
» Naar du ikke selv forstaar det, nytter det vist ikke, at jeg vil forklare mig. Men altsaa: jeg ønsker – ja, jeg forlanger , at du ikke gaar derhen. Ja ^ du ser paa mig, men det er min Mening. Jeg forbyder dig at tage hen til ^ Karsten From. Nu skal det have en Ende med den Leg!« ^ ^

– Hvad der under Sommerens Besøg paa Storeholt kunde være foregaaet mellem hende og Pastor Gaardbo, havde hun ikke faaet Rede paa ; men netop fordi Jytte aldrig nævnede II, 14 ham eller overhovedet nogensinde talte om dette Besøg, følte hun sig mere og mere overbevist om, at hun havde noget at skjule.
Jytte vendte sig nu bort fra Vinduet og spurgte igen , ^ om de dog ikke skulde spise. Men Fru Bertha havde ikke sagt sit sidste Ord.
» Du hørte, jeg bad ^ dig om at blive hjemme fra det Besøg . Men jeg fik ikke noget Svar. Nu forlanger jeg , at du ikke gaar derhen. Ja , du ser paa mig, men det er min Mening. Jeg forbyder dig at tage hen til Hr. Karsten From. Nu skal det have en Ende med denne uforsvarlige Leflen med dig selv – og andre.«

— Hvad der under Sommerens Besøg paa Storeholt kunde være foregaaet mellem hende og Pastor Gaardbo, havde hun ikke faaet Rede paa ; men netop fordi Jytte aldrig nævnede ham eller overhovedet nogensinde talte om dette Besøg, følte hun sig mere og mere overbevist om, at hun havde noget at skjule.
Jytte vendte sig nu bort fra Vinduet og spurgte igen , ^ om de dog ikke skulde spise. Men Fru Bertha havde ikke sagt sit sidste Ord.
» Du hørte, jeg bad ^ dig om at blive hjemme fra det Besøg . Men jeg fik ikke noget Svar. Nu forlanger jeg , at du ikke gaar derhen. Ja , du ser paa mig, men det er min Mening. Jeg forbyder dig at tage hen til Hr. Karsten From. Nu skal det have en Ende med denne uforsvarlige Leflen med dig selv — og andre.«

– Hvad der under Sommerens Besøg paa Storeholt kunde være foregaaet mellem hende og Pastor Gaardbo, havde hun ikke faaet Rede paa ; men netop fordi Jytte aldrig nævnede ham eller overhovedet nogensinde talte om dette Besøg, følte hun sig mere og mere overbevist om, at hun havde noget at skjule.
Jytte vendte sig nu bort fra Vinduet og spurgte igen , ^ om de dog ikke skulde spise. Men Fru Bertha havde ikke sagt sit sidste Ord.
» Du hørte, jeg bad ^ dig om at blive hjemme fra det Besøg . Men jeg fik ikke noget Svar. Nu forlanger jeg , at du ikke gaar derhen. Ja , du ser paa mig, men det er min Mening. Jeg forbyder dig at tage hen til Hr. Karsten From. Nu skal det have en Ende med denne uforsvarlige Leflen med dig selv – og andre.«

Jytte kom ikke til at svare. Pigen aabnede i det samme Døren til Spisestuen og meldte, at der var rettet an.

Under Maaltidet talte Moder og Datter kun saa meget sammen, som det var nødvendigt af Hensyn til Pigens Nærværelse. Og da de havde spist, gik Jytte straks ind til sig selv.

Under Maaltidet talte de kun saa meget sammen, som det var nødvendigt af Hensyn til Pigens Nærværelse. Og da de havde spist, gik Jytte straks ind til sig selv.

150 Hun satte sig i sin store Armstol og tog en Bog fra Bordet ^ for at blive sine Tanker kvit men ^ lagde den straks igen og lænede Hovedet tilbage med lukkede Øjne . Hun følte sig saa inderlig træt af det hele, havde kun det eneste Ønske at kunne sove sig bort fra den hele Tilværelse. De Politiøjne, som hun i saa mange Aar havde lidt under blandt Fremmede, dem skulde hun nu forfølges af ogsaa her i sit Hjem. Hendes egen Mor skulde sidde og vogte paa hendes Ansigt, skulde gaa paa Lur for at overraske ^ hendes hemmelige Tanker , som var hun en Misdæder, der bar paa en frygtelig Hemmelighed ... Og hvad var hendes Forbrydelse?At hun satte Pris paa Mænds Selskab men ikke havde haft det Held ^ at finde den Sjælens »Tvillingbroder«, som hendes Far dengang paa hendes 16-Aars Fødselsdag saa kønt havde paalagt hende at søge efter i den store Menneskevrimmel. Af den Grund var hun bleven stillet under Offenlighedens Kontrol som en Gadetøs. Det gode Selskab fordrede hende bundet til Skampælen som et Eksempel til Skræk og Advarsel ^ ...

Hun satte sig i sin store Stol og tog en Bog med koloreret Omslag, » Angelica med Tigerøjnene «, for at blive sine Tanker kvit . Men hun lagde den straks igen og lænede Hovedet tilbage med halvlukkede Øjne . At nu ogsaa hendes egen Mor sad og vogtede paa hende som en Politispion, gik paa Lur efter hendes Tanker og begyndte at holde Forhør! Og hvad var hendes Forbrydelse?At hun ^ ikke havde haft det Held ^ at finde den Sjælens »Tvillingbroder«, som hendes Far dengang paa hendes 16-Aars Fødselsdag havde talt til hende om. Hun følte sig saa inderlig træt af det altsammen, havde kun II, 15 det eneste Ønske at kunne sove sig bort fra den hele Tilværelse ...

Hun satte sig i sin store Stol og tog en Bog med koloreret Omslag, » Angelica med Tigerøjnene «, for at blive sine Tanker kvit . Men hun lagde den straks igen og lænede Hovedet tilbage med halvlukkede Øjne . At nu ogsaa hendes egen Mor sad og vogtede paa hende som en Politispion, gik paa Lur efter hendes II, 12 Tanker og begyndte at holde Forhør! Og hvad var hendes Forbrydelse?At hun ^ ikke havde haft det Held ^ at finde den Sjælens »Tvillingbroder«, som hendes Far dengang paa hendes 16-Aars Fødselsdag havde talt til hende om. Hun følte sig saa inderlig træt af det altsammen, havde kun det eneste Ønske at kunne sove sig bort fra den hele Tilværelse ...

Hun satte sig i sin store Stol og tog en Bog med koloreret Omslag, » Angelica med Tigerøjnene «. For ^ at blive sine Tanker kvit , begyndte hun at læse, men opgav det straks ^ og lænede Hovedet tilbage med halvlukkede Øjne . At nu ogsaa hendes egen Mor sad og vogtede paa hende som en Politispion, gik paa Lur II, 12 efter hendes Tanker og begyndte at holde Forhør! Og hvad var hendes Forbrydelse?At hun ^ ikke havde haft ^ Held til at finde den Sjælens »Tvillingbroder«, som hendes Far dengang paa hendes 16-Aars Fødselsdag havde talt til hende om. Hun følte sig saa inderlig træt af det altsammen, havde kun det eneste Ønske at kunne sove sig bort fra den hele Tilværelse ...

Det ringede, og lidt efter hørte hun Fætterens Stemme inde i Dagligstuen. Hun rejste sig dog ikke straks men sad og tænkte paa, at Moderen i hvert Fald havde opnaaet, at hun nu selv havde tabt Lysten til det Atelierbesøg.

Det ringede, og lidt efter hørte hun Fætterens Stemme inde i Dagligstuen. Hun rejste sig dog ikke straks men blev siddende med tilbagebøjet Hoved og tænkte paa, at Moderen i hvert Fald havde opnaaet, at hun nu selv havde tabt al Lyst til det Atelierbesøg.

» Dersom Mor ikke var kommen med det fornærmelige 151 Forbud, kunde jeg ^ udmærket godt have føjet hende i at blive hjemme. Men nu har hun selv gjort det umuligt. Mor maa ^ forstaa, at jeg ikke vil lade mig gøre umyndig ^ .«

» Dersom Mor ikke var kommen med det fornærmelige Forbud, kunde jeg saa udmærket godt have føjet hende i at blive hjemme. Men nu har hun selv gjort det umuligt. Mor maa engang forstaa, at jeg ikke vil lade mig gøre umyndig . Og hvad Hr. From angaar, saa skal jeg nok sørge for, at han ikke misforstaar Besøget .«

Jægermesteren stod inde i Dagligstuen med Overtøjet paa . Han fortalte Fru Bertha ^ , at han havde truffet Direktør Zaun ^ paa Gaden ^ , og tilføjede hemmelighedsfuldt, at de havde haft en meget interessant politisk Samtale. At han dog ikke havde forsømt at spise en kraftig Frokost røbede de blanke Øjne og Blusset paa hans Kinder.
» Kære Tante Bertha!« sagde han derpaa i en halvt medlidende Tone, da det heller ikke dennegang var lykkedes ham at gøre hende nysgerrig. » Du vil dog vel ikke sidde og kukelure i det velsignede Vejr hele Dagen? Det er en Varme, forsikrer jeg dig, saa man ganske stille gaar og græder med hele Kroppen som paa en Sommerdag. Og vi skriver idag den 28de Oktober. Kan du forresten huske, Tante, hvad jeg forudsagde allerede i Sommer, da vi havde den stærke Varme. Det var netop en af de Dage, da du og Jytte var paa Storeholt – –«.
Men ved at høre dette Navn løftede Fru Bertha paa eengang Øjnene fra sine Strikkepinde og faldt ham hastig i Talen.
» Du vilde gøre mig en Tjeneste, John, ved ikke at nævne Storeholt i mine Stuer. Det undrer mig 152 forresten, at du ikke selv føler det mindste ved det.«
Jægermesteren stirrede i første Øjeblik aldeles uforstaaende paa hende, og da det endelig gik op for ham, at det var Alvor, anstillede han sig dybt krænket, fik sit højtideligste Ansigt paa og sagde:
» Ganske som du behager, Tante Bertha!«
Høflig , tilknappet, strengt formel.

Jægermesteren stod inde i Dagligstuen med Tøjet paa, spejlblank i Øjnene og med Blus paa Kinderne efter en bastant Frokost . Han underholdt Fru Bertha om Ministerudnævnelsen, der var bleven livlig diskuteret i Rigsdagens Korridorer , bragte en Hilsen fra Direktør Zaun , hvem han havde mødt to Gange paa Gaden og een Gang paa Rigsdagens Trappe , og udtalte sig endelig om Vejret.
Stadig høflig , tilknappet, strengt formel.

I det samme kom Jytte ind fuldt paaklædt i Hat og Overtøj. Hun undgik at se paa Moderen, sagde blot, idet hun hurtigt gik gennem Stuen:

Nu kom Jytte ind fuldt paaklædt i Hat og Overtøj. Hun undgik at se paa Moderen, sagde blot, idet hun hurtigt gik gennem Stuen:

»Ja, saa gaar vi altsaa, John!«

Fru Bertha fulgte hende fra Sofaen med et stort, raadløst Blik. Hun lagde slet ikke Mærke til, at Jægermesteren tog en høflig, tilknappet, strengt formel Afsked uden at give hende Haanden.
» Hvad gaar der af din Mor i denne Tid?« spurgte han Jytte, da de fulgtes ned ad Trappen. » Hun er bleven saa patetisk.«
Jytte, der allerede var begyndt at faa lidt Samvittighedsnag, tog Moderen i Forsvar. Man maatte huske paa, hvad hun i de senere Aar havde gaaet igennem. Ebbes Død forvandt hun aldrig.
» Skal vi køre, eller foretrækker du at gaa?« spurgte Fætteren, da de var kommen ned paa Gaden.
» Jeg vil helst køre. Saa kan vi hurtigere være tilbage. Og – ikke sandt, John? – vi gør det kort 153 af. Jeg vil ikke lade Mor sidde for længe alene idag.«

⇕ ⇒ F ru Bertha sad endnu med Hænderne raadløst i Skødet efter Jyttes Bortgang, da Pigen kom ind med et Brev. Det var bragt af Ministerpræsidentens Tjener, der havde Ordre til at vente paa Svar.
Hun tænkte, det var en Indbydelse, og blev højst forundret over at finde to beskrevne Sider med Ministerens egen Haandskrift. Endnu mere overraskedes hun af Indholdet. Tyrstrup udbad sig en Samtale med hende saa hurtigt som muligt og under fire Øjne.
» Hvad kan det dog være?«
Hun gik til sit Skrivebord, skrev hastig Svaret bag paa et Visitkort og lagde det i en Konvolut. Der stod blot: » Med Glæde til Deres Tjeneste«.
En halv Time senere holdt en Droske udenfor Porten, og Tyrstrup steg ud.
Fru Bertha, der havde tilbragt Ventetiden i Uro og Spænding, tog selv imod ham ude i Forstuen og førte ham ind i Dagligstuen. Ved at se hans Ansigtsudtryk blev hun straks paa det rene med, at der var forefaldet noget alvorligt. Og hendes Uro steg, da Tyrstrup saae sig omkring og med dæmpet Stemme spurgte:
154 » Der er vel ingen Grund til at tro, at nogen hører os her?«
»Nej, – men vi kan gaa ind i Kabinettet. Der er vi i hvert Fald sikre.«
» De vil rimeligvis finde Hensigten med mit Besøg meget besynderlig,« begyndte han, da de havde taget Plads. » Jeg kommer nemlig til Dem for at bede Dem om en usædvanlig Tjeneste. Det gælder ikke mine private Forhold – som De vist kan vide – og jeg gør derfor Regning paa, at De i hvert Fald vil optage min Henvendelse uden Mistro. Sagen er den: jeg modtog for et Par Timer siden gennem Direktør Zaun en Skrivelse fra Enslev ... en Skrivelse, som vi for enhver Pris maa faa ham til at tage tilbage. Men nu ligger Forholdene jo desværre saadan i Øjeblikket, at ingen af Regeringens Medlemmer eller af vore Venner i Partiet har den Gamles Tillid. De to sidste Gange, jeg selv søgte ham, vilde han ikke modtage mig, og jeg kan – særligt ved denne Lejlighed – ikke udsætte mig for en fornyet Afvisning. I denne Nødstilstand kom jeg til at tænke paa Dem, Fru Abildgaard. De har jo altid haft en høj Stjerne hos Enslev. Jeg tror, De for Tiden er en af de faa, han har bevaret nogen venlig Følelse for. Han har vel heller ikke glemt Deres Mands store Trofasthed mod ham – og store Taalmodighed. Dem vil han derfor ikke mistænke.«
155 » De gør mig helt forvirret, Tyrstrup! Og De tager ganske fejl! Jeg har ikke den allermindste Indflydelse paa Enslev. Da jeg i Sommer traf ham paa Fyn, kaldte han mig rent ud for en Forræder.«
»Alligevel, Fru Abildgaard. Dem vil han i hvert Fald modtage. Og han vil ogsaa høre paa Dem. Og jeg beder Dem betænke, at det gælder om at afværge en Katastrofe, som kan faa uberegnelige Følger for hele Landet og dets Fremtid.«
» Men hvad er det da? Hvad staar der i den Skrivelse?«
» Ja – her kommer Vanskeligheden for mig. Det har jeg nemlig ikke Ret til at sige Dem. Brevet er stilet til Partistyrelsen og overbragt mig som dens Næstformand. Men jeg tør vel haabe, kære Frue, at De ikke tror mig i Stand til at misbruge et Tillidsforhold. Dersom jeg ikke var fuldkommen sikker paa, at De i et og alt vilde billige mit Standpunkt i denne Sag, var jeg naturligvis ikke kommen til Dem. Hvad jeg vil anmode Dem om, er iøvrigt kun, at De vil gaa til Enslev og paa mine Vegne bede ham om endnu engang at overveje Følgerne af ... af det Skridt, han altsaa har bestemt sig til for at kunne ramme os. Jeg maa foreløbig antage, at det er sket i en sygeligt ophidset Sindsstemning. Det er trist at maatte sige det, men Enslevs Ubeherskethed er jo paa sørgelig Maade tiltaget med Aarene, og den 156 giver sig undertiden Udslag, der faar mig til at tænke paa – hvad vistnok nu er bleven fuldt ud bevist – at der flyder nogle Draaber Natmandsblod i hans Aarer. Men jeg kan dog alligevel vanskeligt tro, at han ikke, naar Ansvaret bliver ham helt bevidst, vil betænke sig paa at sætte Landets Ro og Velfærd paa Spil for at tilfredsstille en personlig Hævnfølelse – eller Magtsyge eller hvad det nu er, der har bevæget ham til en saa monstrøs Overilelse.«
Fru Bertha sad med Pegefingeren under Kinden og saae modløst ud over Gulvet.
Hun havde i de senere Aar saa ofte ønsket, at hun ejede en Mands Kraft og havde Evne til at tale til Masserne. Hun vilde da raabe det ud paa alle Torve, at Tiden var af Lave og maatte bringes til Fornuft. Hun vilde kalde især paa Ungdommen for at vække den til Selvbesindelse. Ak – og nu, hvor det blot galdt om at gaa hen til en gammel Ven for at tale ham tilrette, blev hun straks saa fattig paa Mod og fuld af allehaande Betænkeligheder.
» Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det, Tyrstrup. Mit Syn paa Enslev kender De. At det er en Ulykke baade for ham selv og for hele Landet, at han ikke faldt til Ro paa sit »Stavnsholt«, det har vi før talt om, og paa det Punkt er vi ganske enige. Men vi har Folk i Partiet, hvis Ærinde jeg ikke ønsker at gaa. Allermindst naar det gælder Enslev.«
157 » Jeg forstaar, hvem De tænker paa. Men netop disse Mænds Indflydelse vil vokse stærkt i en krigerisk Situation, saa heller ikke i den Henseende gaar De mod Deres egne Ønsker ved at paatage Dem denne Mission. Der er fra en vis Side i Partiet indkaldt til et privat Møde iaften, og jeg har maattet love at komme tilstede. Her vil jeg blive nødt til at give Oplysning om Enslevs Demonstration, dersom han ikke forinden bringes til Fornuft. Jeg maa derfor desværre bede Dem om at handle uden Opsættelse.«
» Et Møde? Jeg har lagt Mærke til, at Gjærup har været saa virksom i den sidste Tid. Det varsler ikke godt ... Og et privat Partimøde? Det lyder underligt. Næsten som en Sammensværgelse. Og De har lovet at komme tilstede?«
» Jeg har mine Grunde.«
Deres Øjne mødtes uvilkaarligt; hvorpaa Ministerchefen halvt undselig slog sine ned. Fru Bertha lagde sin Haand fortrolig paa hans Arm og sagde sørgmodig spøgefuldt:
» Det er virkelig godt, Tyrstrup, at jeg kender Dem saa nøje, som jeg gør. Ellers vilde vel ogsaa jeg begynde at blive bange for Dem. – De er en modig Mand! Man skulde næsten tro, De ikke vidste, hvad Folk mener om Dem. De gaar saa rolig omkring imellem os, som om det slet ikke var Dem, der 158 mistænktes for at være en lidt ulden Herre, en temmelig tvetydig Personlighed, der helst bærer Kappen paa begge Skuldre.«
» Det kan jeg dog vanskeligt undgaa at mærke,« svarede han med sit trætte Smil. » Jeg ser mig jo daglig fremstillet i den Figur i de fleste Blade. Men naar det blot maa lykkes mig at bringe Landet frelst over disse Tiders svære Krise, skal jeg forresten ikke beklage mig. En lidt skaansommere Bedømmelse af min Karakter og mine Evner kunde jeg dog for Sagens Skyld nok ønske mig. Det bliver under disse Forhold stadig vanskeligere for mig at styre de blodtørstige Hoveder indenfor vor egen Fraktion. Gjærup er ingenlunde den eneste, der gaar med en Kniv i Ærmet. Jeg kan godt sige, at jeg mærker den krigeriske Stemning brede sig Dag for Dag. Det er Enslevs Strige-Tale, som nu hævner sig. Men jeg tror, at vi i Øjeblikket befinder os paa et Vendepunkt. Kommer Partiet frelst gennem denne Prøvelse, vil Samlingstanken sejre, og vi tør da haabe paa igen at gaa en rig og lykkelig Fremtid imøde.«
Han havde rejst sig og taget hendes Haand.
» Saa vil De gaa til Enslev, ikke sandt? Jeg sætter nu alt mit Haab til Dem.«
» Jeg har ingen stor Tro paa, at jeg kan udrette noget, ... men jeg tør jo ikke sige Nej. Jeg skal gøre mit bedste, det lover jeg Dem.«
159 »Tak.«
Ved Døren vendte han sig om og sagde:
» Saa maa jeg blot endnu engang have Lov til at minde om, at Sagen haster. Inden Klokken 6 skulde jeg gerne have Svaret. Jeg vil tillade mig til den Tid at sende min Tjener til Dem.«
Fru Bertha var bleven siddende. Hun var saa bevæget, at hun glemte at følge ham ud. Og nu, da han var gaaet, blev hun næsten lidt vred paa ham, fordi han havde lagt saa stort et Ansvar paa hendes Skuldre.
Men lidt efter rejste hun sig for at klæde sig paa. Forsøget maatte jo nu gøres, og der var altsaa ingen Tid at spilde.
Nede paa Gaden gik hun mod Sædvane helt inde ved Husrækken. Hun tænkte ikke over det, og da en Herre kom forbi og hilste hende, saae hun paa ham uden rigtig at vide af det og uden at genkende ham. Hun følte selv sin Sindstilstand højst forunderlig. Den mindede hende om hine fjerne Tider, da hun gik frugtsommelig med sit første Barn og var besværet og modløs og ogsaa lidt skamfuld men samtidig beruset af et stort Haab.
Ved Enslevs Dør blev hun først afvist af lille Jomfru Jensen med den Besked, at Herren ikke tog imod; men da hun sendte sit Kort ind, blev hun straks indladt.
160 Enslev var forsøgsvis staaet op. Han sad i Slobrok med en Plæd omkring Benene henne i Solen ved Vinduet i sit Arbejdsværelse. Han havde endogsaa en af sine store, sorte Cigarer i Munden, og Røgen steg i blaalige Hvirvler op i Luften. Ved at se ham sidde der saa fredelig og slikke Solskin som en gammel Pensionist blev Fru Bertha staaende et Øjeblik forvirret af Modsætningen mellem dette Syn og hendes egne urolige Følelser. Det var saa ufatteligt, at denne lille, hvide og hjælpeløse Mand var Enslev, Tyrannen, som Venner og Fjender i en Menneskealder havde frygtet, og hvis Ja og Nej endnu i hans Alderdom ejede en Magt, der styrede Folkets Skæbne.
Han vilde rejse sig op for at tage imod hende, men hun forhindrede det og bad ham blive siddende. Hun rullede selv en Stol frem over Gulvet og satte sig overfor ham.
» Som De ser – De finder mig halvt i Négligé,« sagde han. » Min Læge vil ikke tillade mig at tage mod Besøg. Med Dem har jeg altsaa gjort en Undtagelse. Det er nemlig saa sjelden, jeg har den Fornøjelse at se Dem.«
» De skal ogsaa have Tak, Enslev, fordi De lod mig komme ind. Det var meget elskværdigt af Dem. Jeg har jo hørt, at De desværre igen har været upasselig.«
161 » Kun en Ubetydelighed. – Men jeg maa straks anmode Dem om at tilstaa mig en Begunstigelse. Vil De tillade mig at tilsidesætte Hensynet til en Dames Nærværelse og blive ved at ryge? Denne gode Cigar havde jeg lige faaet tændt, dengang De kom, og da det er den første efter tre Dages Afholdenhed, vil De forstaa – –.«
» Der behøves ingen Undskyldning. Jeg glæder mig tværtimod over, at Tobaken smager Dem. Det et jo det sikreste Tegn paa, at De befinder Dem vel.«
» De er altfor artig, Fru Abildgaard! ... Men jeg takker Dem.«
Hans Blik og Tone gjorde Fru Bertha utryg. Hun havde undervejs forberedt sig paa, hvad hun vilde sige, men følte nu paa eengang alting vakle. For at samle sine Tanker sad hun en Tid og talte om ligegyldige Ting, indtil Enslev, der var bleven tavs, med eet afbrød hende.
» Skal jeg lette Dem Overgangen?« spurgte han.
» Hvordan mener De?«
» Jeg veed, hvorfor De er kommen her.«
» De veed det!«
»Ja. Det vil sige, jeg har gættet mig til det. Da jeg fik Deres Kort ind, var jeg straks paa det rene med, at De kom her som Ambassadrice og overordenlig Befuldmægtiget. De ser saa forbavset paa mig, men der er ingen Grund til at beundre mit 162 Skarpsyn. Tyrstrup har efterhaanden selv afsløret sin Grævlingenatur. Og det ligner ham da ogsaa altfor godt at overtale en Dame til at gaa hans ubehagelige Ærinder.«
» Det har De ikke Lov til at sige, Enslev. Jeg veed, at Tyrstrup to Gange har søgt Dem, men De har ikke villet modtage ham.«
» Det er ganske rigtigt. Med en Fjende forhandler jeg ikke paa Tomandshaand men kun i Vidners Nærværelse og allerhelst i hele Offenlighedens Paahør. Jeg deler ikke Tyrstrups Forkærlighed for de smaa Tête-à-tête’r og kælne Overtalelser i Sofakrogene. – Men altsaa: De er kommen her i Anledning af det Brev, jeg har sendt Konsejlspræsidenten. Saa har han vel ogsaa meddelt Dem Brevets Indhold?«
»Nej. Det følte han sig ikke berettiget til.«
» Hvilken Finfølelse! Ja, Tyrstrup er den ædle, rettænkende Mand ud til Fingerspidserne! Selve Bravhedens Apoteose! ... Forresten veed jeg ikke, hvad den Hemmelighedsfuldhed skal til. Imorgen kan dog alle og enhver læse mit Brev i » Femte Juni«. Det meddeler iøvrigt blot, at jeg paa Grund af det mere og mindre vel maskerede politiske Bagstræv, der nu har Magten i Partiet, ønsker at frabede mig den Ære at være dets Formand.«
Fru Bertha nikkede hen for sig og sagde efter en lille Pavse:
163 » Jeg havde nok tænkt mig, at det maatte være det.«
»Ja. Og samtidig har jeg meddelt, at jeg har besluttet mig til at udtræde af Partiet.«
Det blev tilføjet let hen mellem to Drag af Cigaren; men for Fru Bertha var det, som om Himlen styrtede ned.
» Det har De ikke, Enslev! Det kan De ikke mene! Udtræde ... af det Parti, som De selv har været med til at skabe. Som man nu i en Menneskealder har givet Deres Navn!«
Enslev svarede ikke. Og for at understrege, at han var utilgængelig for Paavirkning i den Sag, lagde han sig tilbage i Stolen med sin Cigar.
Der blev længe stille.
» Der var engang, Enslev, da jeg forestillede mig den Tid, vi nu staar i, som en Fredens og Menneskekærlighedens Guldalder, som det vilde blive en stor Lykke at komme til at opleve. Jeg kan huske, at De selv engang i vort Hjem i en prægtig Skaaltale lykønskede mine Børn, fordi de var født til Verden under Frihedens Tegn og paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom – som De sagde – » kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse«. Hvad Lykke det blev til for mine egne, skal jeg ikke komme ind paa. Men jeg maa ofte tænke paa, hvordan De vel selv 164 inderst inde dømmer om Resultatet af Udviklingen og om vore Tilstande i det hele. Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om – og fik saa mange andre til at haabe paa.«
Enslev havde hørt paa hende med sit vildeste Mulm i Blikket.
»Tilstandene?« sagde han. » Dersom De tænker paa det fejge og lumpne Forræderi, vi nu er Vidne til, saa har De selvfølgelig Ret. Det var ikke en saadan Usselhedens Guldalder, jeg i sin Tid »drømte« om – som De saa ægte kvindeligt udtrykker Dem. Ikke i mine uhyggeligste Fantasier har jeg tænkt mig fromladne Marekatte af Provst Brobergs Kaliber som Resultatet af Udviklingen. Jeg stræbte engang efter at vække et sovende Folk og gøre det til det frieste og mandigste i Verden. Jeg vilde forsøge igen at skabe en Ungdom i dette lille Oldingeland ... Men det skal jeg forresten ikke komme nærmere ind paa. Kun vil jeg sige Dem, Fru Abildgaard, hvad jeg allermindst har troet at skulle opleve. Det er, at De, som var gift med min mangeaarige Ven og politiske Medarbejder, hvem jeg vel kun har gjort godt ... at De, hans Kone, vilde stille Dem til Disposition for mine Fjender. Og det paa et Tidspunkt, da alt fejgt og lumpent Pak i Landet rotter sig sammen imod mig. En saadan Utaknemlighed vilde 165 jeg ganske vist have forsvoret, og den er mig en bitter Skuffelse.«
Han havde under dette Udbrud kastet den halvt udrøgne Cigar hen i Askebægeret, som om den pludselig kvalmede ham.
Fru Bertha rystede benægtende paa Hovedet.
» De tager fejl, Enslev! Det vil De aldrig opleve, at jeg gaar Deres Fjenders Ærinde. Men De er bleven lidt slem til at miskende Deres Venner. Det har jeg sagt Dem før ... Mon De kan huske den Samtale, vi førte med hinanden i Sommer? Det var Dagen efter det store Strige-Møde. De lod mig dengang høre for, hvad de kaldte mit Sortsyn paa Udviklingen, og da jeg forsøgte at forklare Dem mine Ængstelser, vendte De det døve Øre til. Jeg tænkte derfor bagefter, at jeg maaske virkelig saae for mistrøstig paa vore Forhold. Men hvad jeg siden har set og oplevet, har ikke kunnet berolige mig. Jeg føler mig mere og mere overbevist om, Enslev, at vi glider hen imod en frygtelig Katastrofe. Mine private Sorger og Bekymringer skal jeg – som sagt – ikke besvære Dem med. Kun en eneste Ting maa jeg have Lov til at nævne. Vor Samtale fandt jo Sted paa Storeholt, og som De vistnok veed, er nu Gaard og Gods og alt lige til det gamle Bohave kommen paa fremmede Hænder og mit Barndomshjem er bleven lukket for mig. Det var et Salg i 166 sidste Øjeblik for at undgaa Udpantning og Tvangsauktion. Jeg lægger ikke hele Ansvaret for Miseren paa min Brodersøn. Jeg veed godt, at den begyndte allerede i min Broders Tid – og maaske tidligere.«
»Ja, det er altsaa en gammel Historie,« sagde Enslev utaalmodig. » Jeg veed ikke, hvorfor De fortæller mig alt dette.«
» Aa jo, for jeg synes, at denne triste Historie om en gammel Slægtsgaard, der i mere end hundrede Aar har været en Familjes Hjem og noget af en Helligdom for den, og som nu ved letsindig Sorgløshed og Sløseri er kommen i Hænderne paa en Person som Grosserer Søholm – jeg synes, at denne sørgelige Historie er som et Sindbillede paa vor hele selvforskyldte Elendighed. Tro mig, Enslev – der er rundt om i Landet mange, der i disse Tider har den samme knugende Følelse af Hjemløshed som jeg ... mange, der sidder og fryser af Uhygge ved Tanken om, hvad Fremtiden vil bringe os.«
» Hvem er da denne Søholm?« spurgte Enslev for at komme bort fra Emnet ved at vise hende Deltagelse – han saae, at hun havde faaet Taarer i Øjnene og var ved at overmandes af sin Sindsbevægelse. » Er han ikke Kaffehandler? Og er han ikke Deres Brodersøns Svigerfar?«
» Han kalder sig Grosserer ja – men er jo som de fleste i Virkeligheden kun Agent for udenlandske 167 Spekulationsforretninger. Det er et ganske samvittighedsløst Menneske, der ikke har andet Formaal end at tjene Penge. De talte før om Ungdommen og hvad De havde ventet Dem af den. Men vil De sige mig, hvordan skal den unge Slægt kunne vækkes til Ansvarsfølelse, naar Personer af den Slags faar Lov til at gaa uantastede omkring og endogsaa hædres af Samfundet, ja stilles frem som Forbilleder for de unge? Er det underligt, at Haabløshed og en dræbende Ligegyldighed breder sig som en smitsom Sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem? ... Og der er kun een herhjemme, der har Magt til at hjælpe her ... en eneste, der maaske endnu kan vække Folket til Selvbesindelse og afværge en national Ulykke.«
» Og det er altsaa Tyrstrup!« sagde Enslev med Bitterhed.
» Nej – det er Dem, Enslev! De er den eneste her i Landet, hvis Ord alle lytter til. Den eneste, hvis Tale naar ud til hele Folket med virkelig Myndighed og Styrke. Tyrstrup veed godt selv, at han ikke magter Opgaven alene ... Og naar De gaar imod ham, hvor skal han da søge sine Forbundsfæller? ... Men dersom De blot vilde , Enslev, saa kunde De med et Pennestrøg gøre en Ende paa meget af den vilde Lovløshed, der nu triumferer rundt om i vort Samfund ... f. Eks. i vor Presse ... 168 og allermest i Deres egen Avis! Ja, jeg maa sige det, som jeg mener. De har der et Medansvar, som jeg ikke forstaar, De vil blive ved at bære.«
»Aa, den dumme Snak! I tyve Aar har jeg maattet høre den! Men den gør ingen Indtryk paa mig. Jeg veed, hvad jeg foretager mig. Jeg kender det danske Frisind. Der lumrer omkring i Krogene saa mange lyssky Bakterier efter Fortidens aandelige Sygdomme. Paa dem virker » Femte Juni«s ungdommelige Respektløshed som en gavnlig Desinfektion. Den har blot – som det nu viser sig – ikke været kraftig nok.«
»Maaske. Men har den til Gengæld ikke ødelagt Livsspirer, som vi nu haardt maa savne? Hvor er vor Ungdom henne? Har en ung Mand i vore Dage nogen anden Tanke end hans egen Karriere – og saa Adspredelser og Fornøjelser? Hvordan skal det ende, Enslev? De lader nu, som om De ingenting ser. Men jeg tror Dem ikke. Dertil er De altfor klog. Jeg tror, at ogsaa De mangen Gang med Bekymring tænker paa, hvad Enden skal blive. Gid De da vilde glemme Fortiden og al gammel Bitterhed for vor Fremtids Skyld! Har vi ikke haft Splid og Ufred nok i dette Land? Forlig Dem med Tyrstrup! Han er ikke den, De mener. Blot De vilde tro mig! Slut Fred med alle dem, som vil det 169 gode, hvad de saa ellers tænker og tror! Gør det, Enslev! Og Eftertiden vil velsigne Deres Navn!«
Revet hen af sin Bevægelse var hun gledet ned paa Knæ foran ham, idet hun tog hans Haand mellem begge sine. Enslev følte sig et Øjeblik mod sin Vilje grebet, og da hun mærkede hans Usikkerhed, blev hun ved at klynge sig til Haabet med en bønfaldende Lidenskab, saa han tilsidst maatte tage Haanden til sig med Magt.
» Saa rejs Dem dog! ... Dette er altfor taabeligt!« sagde han. » Jeg ber Dem om at holde op. De veed jo ikke, hvad De selv siger. De tager Dem den Frihed at bryde herind for at give mig politiske Raad. De finder det passende at foreholde mig mit Ansvar, at foreskrive mig Pligter. Det gør mig ondt, at De ikke selv har kunnet indse, hvor latterlig Deres Optræden er.«
Fru Bertha havde rejst sig. Fortumlet og skamfuld stod hun ved Siden af sin Stol med Haanden paa dens Ryg og vendte sig bort. Med Fortvivlelse i Hjertet forstod hun nu, at der intet var at udrette, at hun vilde komme til at gaa derfra uden Haab.
Imidlertid fortsatte Enslev. Han sagde, at han selvfølgelig lige saa godt som hun vidste, at der i den snart halvhundredaarige Kamp mod Undertrykkelsen fraoven og Enfoldighedens Tvang franeden 170 kunde være gaaet et og andet værdifuldt i Løbet. Men hvem havde lovet hende, at Friheden skulde vindes uden Ofre? Ikke han! Det var vel overhovedet kun Kvinder, der forestillede sig en politisk Kamp som en Krig med Knappenaale. Eller troede hun, at han selv var gaaet Ram forbi? At ikke ogsaa han havde maattet lide Tab paa sin personlige Lykke? ...
Fru Bertha saae sig tilbage mod Døren og ønskede sig bort. Hun havde ogsaa hørt det ringe og frygtede for at træffe Fremmede.
» Nu maa jeg hellere gaa!« sagde hun. » Jeg gør Dem kun mere vred – og det var ikke Hensigten med mit Besøg.«
Hun rakte ham Haanden, og Enslev blev igen forsonligere stemt.
» Paa Dem er jeg ikke vred. Men det gør mig ondt, at De har ladet Dem misbruge til denne politiske Sendelse, som De ikke selv har forstaaet. De indestaar for Tyrstrup – siger De. Men hvad Vægt ligger der paa ham? Han er jo kun en Leddedukke og Paradefigur i Hænderne paa Gjærup og den øvrige Bande, som nu i tredive Aar har ligget paa Lur for at komme mig tillivs ...«
» Tal nu ikke mere, Enslev! Jeg veed jo nu, at jeg er gaaet forgæves. – Jeg siger Dem Farvel!«
Han vilde rejse sig for at følge hende til Døren, 171 men i det samme kom lille Jensen ind med et Visitkort; og førend Enslev havde faaet Næseklemmerne paa for at læse Navnet, var Fru Bertha gaaet ud af Værelset.
Ude i Forstuen stod Redaktør Samuelsen. Han mødte her efter Tilsigelse og var tydelig stærkt nervøs. Idet Fru Bertha passerede forbi, hilste han dog med sin mest smilende Elskværdighed.

^ ^

Fru Bertha fulgte hende med Øjnene. Hun vilde ikke tro, at det var Alvor. Da Døren lukkedes efter dem, lod hun raadløs Hænderne synke ned i Skødet.
II, 16 II .

Fru Bertha fulgte hende med Øjnene. Hun vilde ikke tro, at det var Alvor. Da Døren lukkedes efter dem, lod hun raadløs Hænderne synke ned i Skødet.
II, 13 II

⇕ Toldere og Syndere III, 2.4

⇕ De Dødes Rige 5.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 5.2

J ytte befandt sig paa den Tid endnu sammen med sin Fætter i Karsten Froms Atelier, der til hendes Ære var bleven kostbart smykket med Blomster i store Vaser. ⇕ ⇒ Fra det Øjeblik, Jægermesteren havde meldt deres Komme i Telefonen, og indtil Automobilen holdt udenfor Huset, havde den henrykte Maler haft travlt med at forberede en festlig Modtagelse. Opfyldt af de dristigste Forhaabninger havde han taget mod sine Gæster helt ude paa Trappegangen og hilst Jytte velkommen paa sin orientalske Maade med Haanden paa Brystet. Men da Jytte aldeles ikke gik ind paa Spøgen, og tværtimod hilste koldt og fornemt, havde han straks forandret sit Væsen og var bleven stille, næsten forsagt.
Desuden havde Fætteren øjeblikkelig ført hende hen foran de to Kulstifts-Skitser til hans Portræt, 172 der var bleven anbragt paa et Staffeli midt i Atelieret tilligemed et Par magelige Stole.
Paa den ene Skitse var Jægermesteren fremstillet i sort Frakke staaende paa Folketingets Talerstol med nogle Papirer i Haanden. Blikket var rettet ud imod Beskueren, lynende af Aand og Myndighed. Paa den anden Skitse viste han sig derimod i sin Laboratoriedragt; den hvide Kittel og den sorte Fløjlsbaret. Her holdt han en Kartoffelblomst i Haanden, og paa et Bord foran ham var der antydet et Mikroskop og andre Instrumenter. Ansigtsudtrykket var paa dette Billede grublende, dybt alvorligt og fuldt af Lidelse.
» Sæt dig nu ned, Jytte – og betragt!« sagde han. » Og nu siger vi ikke et Ord ... Tavshed saalænge Retten sidder!«
Jytte blev i første Øjeblik opbragt og havde Møje med at holde gode Miner. Siden følte hun sig nedslaaet og desuden forlegen paa Fætterens Vegne.
Uvilkaarlig stjal hendes Blik sig engang op paa Atelierets Vægge og hen til de andre Staffelier, der stod rundt omkring, for at finde de personlige og intime Arbejder, som Karsten From engang havde talt til hende om. Men der var overalt kun denne falske og tomme Bravur-Kunst, denne virtuosmæssige Dygtighed i Gengivelsen af Silkestoffer, Guldbrokade 173 og Ordensstjerner, der havde gjort ham til den fornemme Verdens Yndlingsmaler.
Ogsaa til Karsten From selv søgte hendes Blik et kort Nu.
Han sad paa Armen af en Stol lidt borte og saae ned mod Gulvet, som om han havde gættet sig til hendes Tanker. Og hun kom til at tænke paa en Falskspiller, der smiler af Skamfuldhed, fordi han føler sig opdaget.
»Naa, hvad siger du saa?« spurgte Fætteren. » Nu maa du virkelig udtale dig.«
Hun havde ikke Mod til at forstyrre hans naive Glæde. Hun sagde derfor, at hun fandt adskilligt godt i begge Billederne.
» Men hvad siger du om Udtrykket? Finder du ikke Ligheden god? Du skal sige din Mening lige ud. Det Glimt i Øjet f. Eks. Synes du, det ligner?«
Hun greb igen til Udflugter og blev rød, saa hun selv kunde mærke det. Samtidig følte hun igen en stærk Forbitrelse mod Karsten From, fordi han havde faaet hende til at medvirke ved dette kunstneriske Bondefangeri.
Men dybt inde i hende var der en løssluppen Stemme, der tog ham i Forsvar. Hun havde igen kastet et Blik omkring i Atelieret med dets mange halvfærdige Malerier og Kulskitser. Paa et stort Staffeli tæt ved hende stod et Portræt af en ung, 174 blond Grevinde i en maaneskinsblaa Selskabsdragt, halvnøgen som en Tøjte men med stolte og højfornemme Ansigtstræk. Et andet Sted saaes en friseret Husaroberst i Gallauniform, støttet til en vældig Pallask, og ved Siden af ham en gammel Biskop med himmelvendte Øjne og flere store Ordensstjerner paa det sorte Fløjlsornat. Og Stemmen i hendes Indre sagde: » Naar Menneskene er saa glade for Bedraget, hvorfor da ikke unde dem den Lykke? ... Præterea censeo: Livet bør ikke tages for højtideligt. Det er det ikke værd.«
Henne i en Krog af Atelieret, rykket helt tilbage mod Væggen, stod et næsten færdigt Brystbillede af en mørk, fyldig Dame, der ligeledes var selskabsklædt og dybt nedringet. Trods Billedets skjulte Plads havde hun opdaget det straks, da hun kom ind, og hendes Øjne havde flere Gange siden søgt det paa deres stjaalne Strejfture omkring i Rummet. Hun kendte nemlig Damen, der var en ældre Søster til en af hendes Veninder. Hun vidste, at hun var gift med en af Byens store Juvelerer, der syntes at have benyttet Lejligheden til at udstille en Kollektion af sine kostbareste Smykker paa Barmens naturlige Fløjlspuder. Men hendes Interesse for Billedet kom dog især af, at hun havde hørt noget om, at der skulde bestaa et Forhold mellem Damen og Karsten From.
175 » Men nu er det altsaa Afgørelsen, Jytte! Den store Beslutning!« opmuntrede Fætteren, der stod bag hendes Stol. » Jeg lægger den ganske i din Haand!«
Jytte maatte med en Anstrengelse samle sine Tanker for at faa en Ende paa den pinagtige Situation. Paa maa og faa foreslog hun ham at vælge Portrætet med den hvide Arbejdskittel. » Det virker mest hjemligt,« sagde hun.
»Naa, synes du det! ... Synes du virkelig det!« – Jægermesteren strøg sig betænkelig om Hagen. – » Men finder du dog ikke, at det andet er mere repræsentativt? Og tror du ikke, at Vilhelmine af den Grund vil blive nok saa glad for det? Er det egenlig ikke ogsaa det mest veltrufne, hvad Ligheden angaar. Saadan Holdningen ... og Blikket. Ogsaa Mundlinjen, ikke sandt?«
»Jamen, kære, saa vælg dog det!« sagde Jytte utaalmodig, mere og mere genert paa Grund af Karsten Froms Tilstedeværelse. Hun havde for længe siden forstaaet, at Fætteren var lige forelsket i begge sine Portræter og kun var ulykkelig over, at han ikke kunde have dem begge to hængende i fuld Legemstørrelse i sine Stuer til daglig Beskuelse.
» Sig nu noget selv, From!« sagde Jægermesteren tilsidst i sin Forpinthed. » De maa dog – for Pokker! – ogsaa ha’e en Mening.«
176 Maleren rejste sig fra Stolearmen og rystede smilende paa Hovedet.
» Absolut ikke! ... Men da det altsaa lader til, at det endnu har sin Vanskelighed at komme til en Afgørelse, vil jeg driste mig til at foreslaa, at Spørgsmaalet afgøres ved Lodtrækning. Det er en Udvej, vi Portrætmalere ofte anbefaler i saadanne Tvivlstilfælde.«
Jægermesteren gik lidt modvillig ind paa Planen, og ved Hjælp af to Tændstikker blev nu Sagen hurtig afgjort til Fordel for det Billede, Jytte fra først af havde valgt.
I det samme kom Husholdersken ind med et Visitkort, som Karsten From modtog og læste med fortrædelig Mine.
» Jeg kender ham ikke ... Vær saa god at sige til Hr. Frandsen, at jeg er optaget og ikke kan modtage ham.«
»Frandsen!«
Jægermesteren, der stod hensunken i sørgmodig Betragtning af det forkastede Portræt, vendte sig om ved Lyden af dette Navn.
» Er han derude? ... Det har jeg glemt at sige Dem, From! Det er en Ungdomsven af mig – Skovtaksator Frandsen. Han har saa gerne villet se mit Billede. Jeg ringede ham derfor op idag, da jeg 177 havde talt med Dem. Jeg haaber da, at det ikke generer Dem –.«
»Gudbevares! – Vil De altsaa vise den Herre ind, Frøken Svendsen.«
» Forøvrigt maa jeg vist helst forberede Dem paa,« sagde Jægermesteren med halv Stemme, da Husholdersken var gaaet, » at min Ven er lidt enfoldig og noget naragtig. Men forøvrigt et godmodigt og hjertensgodt Menneske, som vil føle sig stolt af at gøre Deres Bekendtskab.«
Hr. Frandsen gjorde sin Indtrædelse i elegant og korrekt Visitdragt med friske Skrædderlæg nedad Benklæderne men desuden med en Stok i Haanden, hvad der indbragte ham et strengt bebrejdende Øjekast fra Jægermesteren. Han saae sig derfor nødsaget til straks at forklare, at Visitstokken var en ny, udenlandsk Mode, som ogsaa herhjemme var i Færd med at blive indført i de fineste Krese.
» Af Hensyn til Hr. Froms Billeder vil du dog maaske vise os den Venlighed at sætte det Spyd fra dig,« sagde Jægermesteren.
Hvorpaa Hr. Frandsen – forlegent rødmende – anbragte Stokken i en Krog.
Forholdet mellem de to gamle Venner var iøvrigt igen gaaet i Leje efter Sommerens forskellige Rivninger. Jægermesterens overlegne og irettesættende Tone irriterede ganske vist Hr. Frandsen meget mere, 178 end han lod ane; men han var vant til den fra Ungdomsdagene og fandt desuden sin Regning ved at lade sig hundse. Han havde saaledes nu ved Vennens Hjælp og Rigsdags-Indflydelse faaet en midlertidig Ansættelse i Indenrigsministeriet og var flyttet til København omtrent samtidig med ham.
For sit Ægteskabs Ukrænkelighed nærede Jægermesteren nemlig ingensomhelst Bekymring længer. » Det er ogsaa i den Henseende gaaet ganske som jeg tænkte,« sagde han ofte til sig selv. » Vilhelmine savnede Beskæftigelse og passende Adspredelse paa Storeholt. Hun, som har arvet saa meget af sin Fars driftige og praktiske Natur, trængte til selvstændig Virksomhed. Nu, da hun har faaet den, er Nykkerne gaaet af hende.«
Han vidste ikke, at Fru Vilhelmine trods al sin selskabelige og filantropiske Optagethed dog fik Tid til ganske regelmæssigt at besøge Hr. Frandsen i hans Ungkarlebolig paa Østerbro. Og endnu mindre kunde han ane, at det var disse intime Besøg, der paa det Elfenbens-Memorandum, som hun med sin udviklede, forretningsmæssige Ordenssans altid havde liggende paa sit Skrivebord, figurerede under Navnet » Østerbros Væveskole«.
Jytte havde rejst sig og ventede kun paa Lejlighed til at give Fætteren et Vink om, at hun nu ønskede at gaa. Men Jægermesteren, der havde trukket sin 179 svaghodede Ven hen foran Skitserne for at høre ogsaa hans Mening, blev ikke færdig med at forklare ham, hvad han skulde mene, og Jytte blev mere og mere nervøs.
Karsten From havde nærmet sig for at underholde hende. De talte om den forestaaende Koncertsæson og meget andet; men hun tænkte kun paa at komme afsted.
Endelig vendte Fætteren sig fra Staffeliet.
»Jytte!« sagde han. » Du maa ikke blive vred. Men baade Frandsen og jeg synes, at Portrætet fra Rigsdagssalen vil være at foretrække. Det er – som Frandsen meget rigtig siger – mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det.«
Jytte gad ikke svare. Og hun undgik Karsten Froms Blik paa Grund af den ufrivillige, hemmelige Forstaaelse imellem dem, som hun ikke vilde lade sig mærke med.
Husholdersken aabnede i det samme Døren ind til Dagligstuen ved Siden af, hvor der var dækket et fint Tebord foran Sofaen, og Karsten From bad sine Gæster gøre ham den Ære at indtage en lille Forfriskning.
Det kom for Jytte som en Overrumpling. Hun havde lige haft paa Munden at sige til John, at de skulde gaa. Men Fætteren brød straks ud i en glad Tak, ligesom Hr. Frandsen takkede korrekt for Indbydelsen 180 med en tavs Hovedbøjning og samlede Hæle. Hun kunde derfor ikke sige nej uden at fornærme. Men hun huskede paa sin Mor, der sad og ventede hende i Uro, og idet de gik ind i Stuen, mindede hun Fætteren om – og det, saa Karsten From maatte høre det – at hun snart skulde være hjemme.
Den lille Dagligstues elegante Hygge tiltalte hende iøvrigt. Det kunde mærkes, tænkte hun ved sig selv, at her boede et Menneske med kultiveret Smag. Der var smukke Gobeliner paa Væggene, stilrene moderne Møbler i lys Mahogni og morsomme Broncer. Men hvad der især vakte hendes Opmærksomhed var nogle Malerier og flygtige Skitser, der hang over Kaminen og paa Dørene. Det var Landskaber, Dyrestudier, Søbilleder, og alle betog de hende ved deres prægtige Farvevirkning. Paa hendes Forespørgsel fortalte han til hendes Skuffelse, at det var Ting, han havde bragt hjem fra Paris.
»Ja, De bor skam godt, From!« sagde Jægermesteren, da Teen var budt om og Husholdersken havde bortfjernet sig. » Og De forstaar at indrette Dem! Men De er ogsaa en af vore første Kunstnere ... Jo! De skal slet ikke ryste saa beskedent paa Hovedet! De veed det jo ogsaa godt selv. De er vort største Geni paa Portrætmaleriets Omraade.«
Han lagde Haanden hen paa sin svaghodede Ven, der sad ved Siden af ham, og fortsatte:
181 » Det er Skade, Frandsen, at du slet ikke har noget Talent. Tænk, om du kunde bo saa rart som her i Stedet for at sidde i din Toværelsers Lejlighed paa femte Sal og være din egen Stuepige fra ni til elleve. – Hvad siger du, er det noget Snak? Men Gud bevare mig! Du vil da ikke nægte, at jeg forleden overraskede dig med et grønt Smækforklæde paa og en Fejebakke i Haanden? ... Herregud, hvorfor rødmer du for det, lille Frandsen? Det er jo ikke noget at skamme sig over. Det er jo en fuldkommen ærlig Sag, at man ikke har Raad til at holde kvindelig Betjening.«
Det var nu ikke udelukkende af Skamfuldhed, at Vennen blev rød, og det kom til et af disse smaa Sammenstød, hvorunder Hr. Frandsen med tilbidte Tænder gjorde et spagfærdigt Oprørsforsøg mod sin Tyran, mens Jægermesteren med selvglad Jovialitet og smaa muntre Sideblink til Tilhørerne nød sin Aandsoverlegenhed over den ulykkelige Skovtaksator uden at ane de Tanker, som denne i sin Afmagt trøstede sig med og hemmeligt fnisede af.
Jytte fandt sin Fætter aldeles uudholdelig idag. For at bortlede Opmærksomheden fra ham gav hun sig igen til at se sig om paa Stuens Billeder og spurgte Karsten From om Kunstnernes Navne. Paa hendes Opfordring tog han et af dem – et Landskabsstudie – ned fra en Dørfylding, saa hun bedre 182 kunde se det. Han kaldte det selv for en lille Perle, og Jytte benyttede nu Lejligheden til at spørge ham, om han aldrig selv gjorde den Slags Ting men udelukkende malede bestilte Portræter.
Karsten From gik i Fælden. Han havde glemt sin tidligere Udtalelse til hende og svarede med en Skuldertrækning, at han foretrak at arbejde paa Bestilling. Saa løb man ikke den Risiko at maatte beholde sine Billeder selv.
Altsaa lyver han ogsaa! – tænkte Jytte. Højt sagde hun:
» Men jeg forstaar det ikke. Naar De dog altsaa sætter saa stor Pris paa saadanne Friluftsstudier. Hvor kan De da lade være?«
Karsten From svarede ved at oplyse om, at han i sin Tid havde købt det lille Mesterværk for 50 Francs.
» For 50 Francs? Men tager jeg fejl i, at Kunstneren nu har et berømt Navn over hele Verden?«
»Nej. Men han har i snart ti Aar ligget i sin Grav. Saa det har han ikke stor Fornøjelse af.«
» Men dersom han nu havde levet!« – sagde Jytte lidt efter.
» Saa vilde han rimeligvis have været pint af stadig Ængstelse for at miste sin Berømmelse. Og han vilde ganske sikkert have gaaet og ærgret sig over de ganske talentløse Folk og Charlataner, der 183 er bleven lige saa berømte som han og har faaet Plads i Kunsthistorien. Vi kender jo ogsaa den Slags Fænomener herhjemme. Der er f. Eks. Karl May. De kender vistnok hans Billeder.«
» Ja – Karl May!«
»Ja, han hører jo til vore store Navne. Han promenerer hver Dag uvasket og ubarberet op og ned ad Strøget med en gammel Hat paa Hovedet, og mere behøves der ikke for at blive gjort til et kunstnerisk Geni. Jeg kender ham tilfældigvis ganske godt fra Fortiden og kan garantere for, at han, hvad Talent angaar, er ganske steril. Og han veed det allerbedst selv. For at holde Berømmelsen oppe stiller han sig bare engang imellem hen foran et vældigt Lærred, klemmer en Masse forskellige Farvetuber ud paa det og lader saa Publikum gætte sig til, hvad den Sildesalat skal betyde. Og De veed selv, hvordan Spektaklet gentager sig den ene Gang efter den anden. Bladene skælder ham frygteligt ud, og Folk stimer til ... Naar saa Forargelsen er paa det højeste, kommer Kritikerne i Haarene paa hinanden og sikrer hans Navn et nyt Blad i Fremtidens Kunsthistorie. – Næ, det er saamænd ikke værd at misunde en genial Kunstner hans Berømmelse. Han maa dele Æren med altfor mange Abekatte.«
Jytte hørte lidt overrasket paa dette bitre Selvforsvar men lod sig ikke mærke med noget. I 184 sit Hjerte forstod hun ham dog, og gav ham i Grunden Ret.
Jægermesteren og Hr. Frandsen havde imidlertid udkæmpet deres lille Skærmydsel og sluttet Forlig. Med Haanden paa Vennens Skulder vendte Jægermesteren sig om mod From og sagde:
» Naar De nu vilde gøre det rigtig godt for os, kære Mester, saa skulde De glæde os med en lille Sang til Gitaren. Helst en af Deres smaa franske Viser. F. Eks. den om Toldassistentens Fristelser. Den er maaske en Smule vovet, Jytte ... men Herregud, vi er jo ikke Konfirmander.«
Jytte, som mærkede, at Karsten From skottede til hende for at læse i hendes Ansigt, gjorde sig Umage for, at han ikke skulde finde allermindste Opfordring i det. Hun var igen kommen til at tænke paa sin Mor og vilde nu hjem. Allermindst havde hun i Øjeblikket Lyst til at høre ham synge sine tvetydige Viser. Hun havde altid fundet, at han ogsaa som Sanger nedværdigede en smuk og sjelden Evne for at imødekomme den selskabelige Verdens platte Smag.
» Vi skal gaa, John! Husk paa, at du har lovet mig at passe Tiden.«
»Herregud, Jytte, nu sidder vi saa hyggeligt. Og det har jo ingen Hast. Din Mor venter dig saamænd ikke saa snart. Lad os nu faa en morsom Vise!«
185 Men Jytte havde allerede rejst sig.
I det samme traadte Husholdersken ind og meldte, at Oberstinde Mynster og Døtre var kommen for at se Oberstens Portræt. Karsten From sprang op og sagde, at han ikke kunde modtage dem – de maatte komme igen en anden Dag. Han talte med en Ubeherskethed, der satte Jytte i Forbavselse. Hun kendte ham slet ikke fra den Side.
» De vil da ikke allerede gaa!« – sagde han næsten bønfaldende, da Husholdersken var gaaet.
Hun svarede ikke ligefrem; men hans ophidsede Ansigtsudtryk gjorde hende endnu bestemtere i sin Opfordring til Fætteren om at bryde op.
For at bøde lidt paa Opbrudets Hastighed trykkede hun ved Afskeden hans Haand og takkede ham. Det var første Gang i al den Tid, de havde kendt hinanden, at hun gav ham Haanden. Hun havde undgaaet det lige fra deres første Møde, fordi hun dengang havde set, at han gerne tog sig den Frihed efter udenlandsk Mønster at give Damerne Haandkys.
Denne Gang glemte han det dog. Han var bleven tavs og mut som et forkælet Barn, der ikke faar sin Vilje. Men hun følte Varmen fra hans nervøst dirrende, mærkeligt brændende Haand og slap den hurtigt.
Nede paa Gaden sagde Hr. Frandsen Farvel. Han 186 maatte ikke forsømme sin Ridetime – forklarede han. Jægermesteren lo ham lige op i Ansigtet og spurgte, om det var en Gyngehest, han havde lejet.
Hvorpaa Vennen trak sig tilbage med en dannet Hovedrysten.
» Hvad skal jeg gøre ved Frandsen?« sagde Jægermesteren til Jytte, da de gik ned ad Alleen. » Jeg indfører ham i de bedste Krese, og allevegne gør han sig uhjælpelig til Latter. Som nu f. Eks. idag ... den Taabelighed med Stokken. Naar man holder af et Menneske – og jeg holder af Frandsen, han er paa en Maade min bedste Ven – saa kan man jo ikke lade være med at ærgre sig over den Slags Ting. Jeg siger det Gang efter Gang til ham paa den alvorligste Maade: Fordi du er svagt begavet, Frandsen, behøver du ikke at gøre dig til Nar! Og det har jeg dog Ret i, ikke sandt?«
»Naturligvis,« sagde Jytte, der gik i sine egne Tanker og ikke havde Anelse om, hvad det var, hun svarede paa.
Udenfor Porten i Dronningens Tværgade skiltes de.
⇕ ⇒ Da Jytte kom op, var der Fremmede. En Justitsraad Hansen med Frue var kommen paa Visit. Det var jævne Folk, en Rest af deres Bekendtskaber fra Faderens Birkedommertid. Hr. Hansen, som dengang ejede en Proprietærgaard paa Samsø og var en af Øens Matadorer, havde i Faderens Ministertid og 187 ved hans Indflydelse faaet en Lotterikollektion i København og siden paa Grund af uopklarede Fortjenester erhvervet sig sin Titel.
For Jytte, der havde frygtet en alvorlig Scene med sin Mor ved Hjemkomsten, faldt dette Besøg meget belejligt. Det var næsten, som om Fru Bertha ikke tænkte paa, hvor Datteren kom fra. Kun lige idet Jytte traadte ind, havde hun kastet et hurtigt forskende Blik hen paa hende. Siden syntes hun helt at glemme hende for de Fremmedes Nærværelse.
Men hendes Væsen var i det hele besynderligt. Justitsraaden havde ført Samtalen ind paa Øjeblikkets Politik og de mange underlige Rygter, man hørte. Men Fru Bertha svarede ham mod Sædvane med almindelige Talemaader, ønskede aabenbart at komme bort fra Emnet og hensank et Par Gange i en mørk Aandsfraværenhed.
Jytte havde sat sig hen i Armstolen ved det ene Vindu. Nede paa Gaden var Lygterne lige bleven tændt.
Af Høflighed sad hun med Ansigtet vendt mod Stuen, som om hun hørte paa, hvad der blev talt om; men hendes Tanker var igen i Karsten Froms Atelier og Dagligstue. Det var gaaet op for hende, at hun først idag havde talt rigtig med ham og lært ham lidt at kende, som han virkelig var. Han havde for første Gang kastet Narrekappen helt. Det 188 var jo kun saa ubetydeligt, de havde talt sammen; og hvad han havde sagt, skulde vel ikke altsammen tages alvorligt. Men naar hun tænkte tilbage derpaa eller rettere paa hans Tone, følte hun sig underlig grebet om Hjertet, fordi hun i dens brudte Klang hørte som et Ekko af sin egen hjemløse Sørgmodighed.
For anden Gang paa denne Dag kom hun til at mindes sin Faders Ord til hende om den Sjælens »Tvillingbroder«, hun engang skulde finde i Menneskevrimmelen. Det havde som oftest været med en Følelse af Skræk og Uhygge, hun forestillede sig et saadant mandligt Genbillede af sin egen Ulykkesfigur, og noget af denne Angstfølelse steg ogsaa i dette Øjeblik op i hende ved at tænke paa den lille, instinktmæssige Uro, hun altid havde følt i Karsten Froms Nærhed.
Justitsraaden og hans Frue rejste sig nu og sagde Farvel. Hun fulgte dem ud i Forstuen, og da hun kom ind igen, og Moderen endnu ikke spurgte om noget men paany sad fortabt i sine egne mørke Tanker, gik hun ind til sig selv.
» Hvad kan der være sket?« tænkte hun.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.1

⇕ De Dødes Rige 5.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 5.2

⇐

Den næste Formiddag Klokken ti, da hans Husholderske kom ind til ham ^ med Barbervandet og det opvarmede Badehaandklæde, var han hverken mere eller mindre utidig, end han plejede at være ved sin Opvaagnen , inden den kolde Douche og en kraftig Frottering havde drevet ham Søvnens Mørke og Tunghed af Sindet . Men da han en halv Time senere sad inde i Dagligstuen ved Siden af Atelieret, indhyllet i sin kinesiske Silkeslobrok og med Morgenkaffen foran sig paa en Stumtjener, gjorde han den Opdagelse , at han endnu var i de triste Dødstankers Vold.
» Hvad Pokker er der i Vejen med dig?« sagde han til sig selv. Sad han ikke her sund og frisk i sin gode Stue , hvor Solen efter mange Dages Fraværelse 132 igen skinnede saa hyggeligt ind? Havde han ikke endnu tyve Tusinde i Banken og en mindst lige saa stor Sum staaende paa Staffelierne derinde? Og saa ventede der ham ovenikøbet om faa Timer en fortryllende Hyrdetime med en temperamentsfuld Juvelerfrue , hvis Portræt han for Tiden malede . – Hvad var der da at hænge med Næbet for? ...
Han tændte sig en Cigaret og tog Avisen, der laa uoplukket ved Siden af Kaffebakken.

Da Karsten Froms Husholderske ved Titiden var kommen ind til ham i hans Soveværelse med Barbervandet og det opvarmede Badehaandklæde, havde han ikke følt sig mere ^ utidig, end han plejede at gøre , inden den kolde Douche og en kraftig Frottering havde fordrevet Opvaagningens Tungsind . Men da han en halv Time senere sad inde i sin Dagligstue ved Siden af Atelieret, indhyllet i en kinesisk Silkeslobrok og med Morgenkaffen foran sig paa en Stumtjener, opdagede han snart , at den mørke Sindsstemning, der havde holdt ham vaagen om Natten, ikke havde forladt ham.
Han tændte sig en Cigaret og tog Avisen, der laa ved Siden af Kaffebakken. Men af Frygt for at finde en ny , ondskabsfuld Notits om »Hr. Kunstgrosserer From« lagde han den straks igen .
Et Par Timer efter, da han stod ved sit Arbejde , ringede Telefonen . ^

⇕ Toldere og Syndere III, 2.4

⇕ De Dødes Rige 5.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 5.2

⇐

Fra det Øjeblik, Jægermesteren havde meldt deres Komme i Telefonen, og indtil Automobilen holdt udenfor Huset, havde den henrykte Maler haft travlt med at ^ forberede en festlig Modtagelse. Opfyldt af de dristigste Forhaabninger havde han taget mod sine Gæster helt ude paa Trappegangen og hilst Jytte velkommen paa ^ sin orientalske Maade ^ med Haanden paa Brystet . Men da Jytte aldeles ikke gik ind paa Spøgen , og tværtimod hilste koldt og fornemt, havde han straks forandret sit Væsen og var bleven stille, næsten forsagt.
Desuden havde Fætteren øjeblikkelig ført hende hen foran de to Kulstifts-Skitser til hans Portræt, 172 der var bleven anbragt paa et Staffeli midt i Atelieret tilligemed et Par magelige Stole.
Paa den ene Skitse var Jægermesteren fremstillet i ^ sort Frakke staaende paa Folketingets Talerstol med nogle Papirer ^ i Haanden. Blikket var rettet ud imod Beskueren, lynende af Aand og Myndighed. Paa den anden Skitse viste han sig derimod i sin Laboratoriedragt ; den hvide Kittel og den sorte Fløjlsbaret . Her holdt han en Kartoffelblomst i Haanden, og paa et Bord foran ham var der antydet et Mikroskop og andre Instrumenter. Ansigtsudtrykket var paa dette Billede grublende, dybt alvorligt og fuldt af Lidelse .

Det var Jægermesteren, der henne fra Rigsdagen kaldte ham op for at underrette ham om, at han og hans Kusine vilde komme Klokken to. I det første Øjeblik vilde han ikke tro det; men siden fik han travlt med at smykke sin Lejlighed med Blomster og i det hele forberede en festlig Modtagelse.
Opreven af de dristigste Forhaabninger havde han nu ventet paa dem i en halv Time.
Da han fra sin Entre hørte Jægermesterens Stemme paa Trappen, gik han selv ud for at tage imod. Paa II, 17 sin orientalske Maade , med Haanden paa Brystet , takkede han Jytte for den store Ære og bød hende velkommen.
Allerede paa Vejen derhen var Jytte begyndt at fortryde sin Dristighed. Hun maatte kæmpe med sin Nervøsitet , og naar hun tænkte paa Moderens Uro, følte hun Samvittighedsnag. Hun havde ogsaa bestemt fordret af Fætteren, at Besøget skulde være ganske kort.
Jægermesteren førte hende straks hen til to store Kulstifts-Skitser , der var anbragt paa Staffelier midt i Atelieret . Foran stod et Par forgyldte Stole. Den ene Skitse apoteoserede ham paa Folketingets Talerstol i tilknappet sort Frakke og med nogle Papirer ^ i Haanden. ^ Paa den anden var han fremstillet i sin Laboratoriedragt , den hvide Kittel og den sorte Fløjlsbaret . Han holdt her en Kartoffelblomst i Haanden, og paa et Bord ^ var der antydet et Mikroskop og andre Instrumenter. Blikket, der paa begge Billeder lynede af Aand og Myndighed, var rettet ud imod Beskueren .

Det var Jægermesteren, der henne fra Rigsdagen kaldte ham op for at underrette ham om, at han og hans Kusine vilde komme Klokken to. I det første Øjeblik vilde han ikke tro det; men siden fik han travlt med at smykke sin Lejlighed med Blomster og i det hele forberede en festlig Modtagelse.
Opreven af de dristigste Forhaabninger havde han nu ventet paa dem i en halv Time.
Da han fra sin Entre hørte Jægermesterens Stemme paa Trappen, gik han selv ud for at tage imod. Paa sin orientalske Maade , med Haanden paa Brystet , takkede han Jytte for den store Ære og bød hende velkommen.
Allerede paa Vejen derhen var Jytte begyndt at fortryde sin Dristighed. Hun maatte kæmpe med sin Nervøsitet , og naar hun tænkte paa Moderens Uro, følte hun Samvittighedsnag. Hun havde ogsaa bestemt fordret af Fætteren, at Besøget skulde være ganske kort.
Jægermesteren førte hende straks hen til to store Kulstifts-Skitser , der var anbragt paa Staffelier midt i Atelieret . Foran stod et Par forgyldte Stole. Den ene Skitse apoteoserede ham paa Folketingets Talerstol i tilknappet sort Frakke og med nogle Papirer II, 14 ^ i Haanden. ^ Paa den anden var han fremstillet i sin Laboratoriedragt , den hvide Kittel og den sorte Fløjelsbaret . Han holdt her en Kartoffelblomst i Haanden, og paa et Bord ^ var der antydet et Mikroskop og andre Instrumenter. Blikket, der paa begge Billeder lynede af Aand og Myndighed, var rettet ud imod Beskueren .

Det var Jægermesteren, der henne fra Rigsdagen kaldte ham op for at underrette ham om, at han og hans Kusine vilde komme Klokken to. I det første Øjeblik vilde han ikke tro det; men siden fik han travlt med at smykke sin Lejlighed med Blomster og i det hele forberede en festlig Modtagelse.
Opreven af de dristigste Forhaabninger havde han nu ventet paa dem i en halv Time.
Da han fra sin Entre hørte Jægermesterens Stemme paa Trappen, gik han selv ud for at tage imod. Paa sin orientalske Maade , med Haanden paa Brystet , takkede han Jytte for den store Ære og bød hende velkommen.
Allerede paa Vejen derhen var Jytte begyndt at fortryde sin Dristighed. Hun maatte kæmpe med sin Nervøsitet , og naar hun tænkte paa Moderens Uro, følte hun Samvittighedsnag. Hun havde ogsaa bestemt fordret af Fætteren, at Besøget skulde være ganske kort.
Jægermesteren førte hende straks hen til to store Kulstifts-Skitser , der var anbragt paa Staffelier midt i Atelieret . Foran stod et Par forgyldte Stole. Den ene Skitse apoteoserede ham paa Folketingets Talerstol i tilknappet sort Frakke og med nogle ^ II, 14 Papirer i Haanden. ^ Paa den anden var han fremstillet i sin Laboratoriedragt , den hvide Kittel og den sorte Fløjlsbaret . Han holdt her en Kartoffelblomst i Haanden, og paa et Bord ^ var der antydet et Mikroskop og andre Instrumenter. Blikket, der paa begge Billeder lynede af Aand og Myndighed, var rettet ud imod Beskueren .

» Sæt dig nu ned, Jytte – og betragt!« sagde han. » Og nu siger vi ikke et Ord ... Tavshed saalænge Retten sidder !«
Jytte blev i første Øjeblik opbragt og havde Møje med at holde gode Miner. Siden følte hun sig nedslaaet og desuden forlegen paa Fætterens Vegne.
Uvilkaarlig stjal hendes Blik sig engang op paa Atelierets Vægge og hen til de andre Staffelier, der stod rundt omkring, for at finde de personlige og intime Arbejder, som Karsten From engang havde talt til hende om . Men der var overalt kun denne falske og tomme Bravur-Kunst , denne virtuosmæssige Dygtighed i Gengivelsen af Silkestoffer, Guldbrokade 173 og Ordensstjerner, der havde gjort ham til den fornemme Verdens Yndlingsmaler.
Ogsaa til Karsten From selv søgte hendes Blik et kort Nu.
Han sad paa Armen af en Stol lidt borte og saae ned mod Gulvet , som om han havde gættet sig til hendes Tanker. Og hun kom til at tænke paa en Falskspiller, der smiler af Skamfuldhed, fordi han føler sig opdaget.

» Sæt dig nu ned, Jytte – og betragt!« sagde han. » Og nu siger vi ikke et Ord ... Tavshed , saa længe Retten sidder .«
Jytte havde Møje med at holde gode Miner. Hun var opbragt paa Karsten From og spurgte sig selv, om han ansaae hende for dum , siden han havde opfordret hende til at agere med i dette kunstneriske Bondefangeri.
Hendes Blik søgte ham et kort Nu. ^ Han sad paa Armen af en Stol og havde slaaet Øjnene ned paa en Maade , som om han havde gættet ^ hendes Tanker. Hun II, 18 kom til at tænke paa en Falskspiller, der smiler af Forlegenhed, da han mærker, at han er opdaget.

» Sæt dig nu ned, Jytte — og betragt!« sagde han. » Og nu siger vi ikke et Ord ... Tavshed , saa længe Retten sidder .«
Jytte havde Møje med at holde gode Miner. Hun var opbragt paa Karsten From og spurgte sig selv, om han ansaae hende for dum , siden han havde opfordret hende til at agere med i dette kunstneriske Bondefangeri.
Hendes Blik søgte ham et kort Nu. ^ Han sad paa Armen af en Stol og havde slaaet Øjnene ned paa en Maade , som om han havde gættet ^ hendes Tanker. Hun kom til at tænke paa en Falskspiller, der smiler af Forlegenhed, da han mærker, at han er opdaget.

» Sæt dig nu ned, Jytte – og betragt!« sagde han. » Og nu siger vi ikke et Ord ... Tavshed , saa længe Retten sidder .«
Jytte havde Møje med at holde gode Miner. Hun var opbragt paa Karsten From og spurgte sig selv, om han ansaae hende for dum , siden han havde opfordret hende til at agere med i dette kunstneriske Bondefangeri.
Hendes Blik søgte ham et kort Nu. ^ Han sad paa Armen af en Stol og havde slaaet Øjnene ned paa en Maade , som om han havde gættet ^ hendes Tanker. Hun kom til at tænke paa en Falskspiller, der smiler af Forlegenhed, da han mærker, at han er opdaget.

»Naa, hvad siger du saa?« spurgte Fætteren ^ . » Nu maa du virkelig udtale dig .«
Hun havde ikke Mod til at forstyrre hans naive Glæde. Hun sagde derfor, at hun fandt adskilligt godt i begge Billederne.
» Men hvad siger du om Udtrykket? Finder du ikke Ligheden god? Du skal sige din Mening lige ud. Det Glimt i Øjet f. Eks. Synes du, det ligner?«

»Naa, hvad siger du saa?« spurgte Fætteren , der stod og trippede bag hendes Stol . » Nu maa du virkelig udtale dig ! Finder du ikke Ligheden god? Du skal sige din Mening lige ud. Det Lys i Øjet ! Synes du, det ligner?«

Hun greb igen til Udflugter og blev rød, saa hun selv kunde mærke det. Samtidig følte hun igen ^ ^ ^ ^ ^ ^ en stærk Forbitrelse mod Karsten From, fordi han havde faaet hende til at medvirke ved dette kunstneriske Bondefangeri.
Men dybt inde i hende var der en løssluppen Stemme, der tog ham i Forsvar. Hun havde igen kastet et Blik omkring i Atelieret med dets mange halvfærdige Malerier og Kulskitser. Paa et stort Staffeli tæt ved hende stod et ^ Portræt af en ung , 174 blond Grevinde i en maaneskinsblaa Selskabsdragt, halvnøgen som en Tøjte men med stolte og højfornemme Ansigtstræk . Et andet Sted saaes en friseret Husaroberst i Gallauniform, støttet til en vældig Pallask, og ved Siden af ham en gammel Biskop med ^ ^ himmelvendte Øjne og flere store ^ ^ Ordensstjerner paa det sorte Fløjlsornat. ^ Og Stemmen i hendes Indre sagde: » Naar Menneskene er saa glade for Bedraget, hvorfor da ikke unde dem den Lykke? ... Præterea censeo: Livet bør ikke tages for højtideligt .Det er det ikke værd.«
Henne i en Krog af Atelieret, rykket helt tilbage mod Væggen, stod et næsten færdigt Brystbillede af en ^ mørk , fyldig Dame, der ligeledes var selskabsklædt og dybt nedringet . Trods Billedets skjulte Plads havde hun opdaget det straks, da hun kom ind, og hendes Øjne havde flere Gange siden søgt det paa deres stjaalne Strejfture omkring i Rummet. Hun kendte nemlig Damen, der var en ældre Søster til en af hendes Veninder. Hun vidste, at hun var gift med en af Byens store Juvelerer , der syntes at have benyttet Lejligheden til at udstille en Kollektion af sine kostbareste Smykker paa Barmens naturlige Fløjlspuder. Men hendes Interesse for Billedet kom dog især af, at hun havde hørt noget om, at der skulde bestaa et Forhold mellem Damen og Karsten From.
175 » Men nu er det altsaa Afgørelsen, Jytte ! Den store Beslutning !« opmuntrede Fætteren , der stod bag hendes Stol . » Jeg lægger den ganske i din Haand !«

Hun greb ^ til Udflugter . Skønt hun skammede sig over ham, kunde hun ikke faa sig til at stille ham blot for Karsten From, vilde fremfor alt ikke lade sig mærke med nogen ^ hemmelig Forstaaelse og svarede, at hun fandt adskilligt godt i begge Billederne men ogsaa en Del at udsætte paa dem.
» Men nu Valget! Den store Afgørelse, Jytte!«
I Stedet for at svare saae hun sig med et undersøgende Blik omkring i Atelieret og betragtede dets mange halvfærdige Malerier og Kulskitser. Paa et ^ Staffeli tæt ved hende stod et legemsstort Portræt af en ung Verdensdame i en maaneskinsblaa Selskabsdragt, malet med den virtuosmæssige Dygtighed i Gengivelsen af Silkestoffer, Guldbrokade og Juveler, der havde gjort Karsten From til den fornemme Verdens Yndlingsmaler. Et Stykke falsk og tom Bravur-Kunst . Paa et andet Staffeli saaes en friseret Husaroberst i Galauniform mandig støttet til en ^ Pallask, og ved Siden af stod en gammel Biskop med store blaa Øjne, der lyste af himmelvendt ^ Fromhed ^ omkap med et Par Ordensstjerner paa hans sorte Fløjlsornat.
Og pludselig syntes Jytte at forstaa Meningen. Naar II, 19 Menneskene var saa himmelglade for Bedraget, hvorfor da ikke unde dem den Lykke? Mundus vult decipi; ergo decipiatur .Det var jo endogsaa et Paveord!
I en Krog af Atelieret, rykket helt tilbage mod Væggen, stod et ^ Brystbillede af en smuk, mørk og fyldig Dame, der ligeledes var selskabsklædt ^ . Trods Billedets skjulte Plads var det straks faldet hende i Øjnene; men hun undgik at se derhen, fordi Synet af Damens dybe Nedringethed var hende ubehageligt. Nu havde hun tilmed opdaget, at hun kendte hende. Det var en Fru Merck, gift med en af Byens rige Juvelerere .
» Altsaa Afgørelsen! ... Afgørelsen, Jytte ^ !« opmuntrede Fætteren hende igen . » Jeg lægger den helt og holdent i din Haand .«

Hun greb ^ til Udflugter . Skønt hun skammede sig over ham, kunde hun ikke faa sig til at stille ham blot for Karsten From, vilde fremfor alt ikke lade sig mærke med nogen ^ hemmelig Forstaaelse og svarede, at hun fandt adskilligt godt i begge Billederne men ogsaa en Del at udsætte paa dem.
» Men nu Valget! Den store Afgørelse, Jytte!«
I Stedet for at svare saae hun sig med et undersøgende Blik omkring i Atelieret og betragtede dets mange halvfærdige Malerier og Kulskitser. Paa et ^ Staffeli tæt ved hende stod et legemsstort Portræt af en ung Verdensdame i en maaneskinsblaa Selskabsdragt, malet med den virtuosmæssige Dygtighed i Gengivelsen af Silkestoffer, Guldbrokade og Juveler, der havde gjort Karsten From til den fornemme Verdens Yndlingsmaler. Et Stykke falsk og tom Bravur-Kunst . Paa et andet Staffeli saaes en friseret Husaroberst i Galauniform mandig støttet til en ^ Pallask, II, 15 og ved Siden af stod en gammel Biskop med store blaa Øjne, der lyste af himmelvendt ^ Fromhed ^ omkap med et Par Ordensstjerner paa hans sorte Fløjlsornat.
Og pludselig syntes Jytte at forstaa Meningen. Naar Menneskene var saa himmelglade for Bedraget, hvorfor da ikke unde dem den Lykke? Mundus vult decipi; ergo decipiatur .Det var jo endogsaa et Paveord!
I en Krog af Atelieret, rykket helt tilbage mod Væggen, stod et ^ Brystbillede af en smuk, mørk og fyldig Dame, der ligeledes var selskabsklædt ^ . Trods Billedets skjulte Plads var det straks faldet hende i Øjnene; men hun undgik at se derhen, fordi Synet af Damens dybe Nedringethed var hende ubehageligt. Nu havde hun tilmed opdaget, at hun kendte hende. Det var en Fru Merck, gift med en af Byens rige Juvelerer .
» Altsaa Afgørelsen! ... Afgørelsen, Jytte ^ !« opmuntrede Fætteren hende igen . » Jeg lægger den helt og holdent i din Haand .«

Hun greb ^ til Udflugter . Skønt hun skammede sig over ham, vilde hun ikke ^ stille Fætteren blot for Karsten From, vilde fremfor alt ikke lade sig mærke med nogen Slags hemmelig Forstaaelse og svarede, at hun fandt adskilligt godt i begge Billederne men ogsaa en Del at udsætte paa dem.
» Men nu Valget! Den store Afgørelse, Jytte!«
I Stedet for at svare saae hun sig med et undersøgende Blik omkring i Atelieret og betragtede dets mange halvfærdige Malerier og Kulskitser. Paa et ^ Staffeli tæt ved hende stod et legemsstort Portræt af en ung Verdensdame i en maaneskinsblaa Selskabsdragt, malet med den virtuosmæssige Dygtighed i Gengivelsen af Silkestoffer, Guldbrokade og Juveler, der havde gjort Karsten From til den fornemme Verdens Yndlingsmaler. Et Stykke falsk og tom Bravur-Kunst . Paa et andet Staffeli saaes en friseret Husaroberst i Galauniform mandig støttet til en ^ Pallask, II, 15 og ved Siden af stod en gammel Biskop med store blaa Øjne, hvis himmelvendte Fromhed lyste omkap med et Par Ordensstjerner paa hans sorte Fløjlsornat.
Og pludselig syntes Jytte at forstaa Meningen. Naar Menneskene var saa himmelglade for Bedraget, hvorfor da ikke unde dem den Lykke? Mundus vult decipi; ergo decipiatur .Det var jo endogsaa et Paveord!
I en Krog af Atelieret, rykket helt tilbage mod Væggen, stod et ^ Brystbillede af en smuk, mørk og fyldig Dame, der ligeledes var selskabsklædt ^ . Trods Billedets skjulte Plads var det straks faldet hende i Øjnene; men hun undgik at se derhen, fordi Synet af Damens dybe Nedringethed var hende ubehageligt. Nu havde hun tilmed opdaget, at hun kendte hende. Det var en Fru Merck, gift med en af Byens rige Juvelerer .
» Altsaa Afgørelsen! ... Afgørelsen, Jytte ^ !« opmuntrede Fætteren hende igen . » Jeg lægger den helt og holdent i din Haand .«

Jytte maatte med en Anstrengelse samle sine Tanker for at faa en Ende paa den pinagtige Situation. Paa maa og faa foreslog hun ham at vælge Portrætet med den hvide Arbejdskittel. » Det virker mest hjemligt,« sagde hun.

Jytte maatte med ^ Anstrengelse samle sine Tanker for at faa en Ende paa den pinagtige Situation. Paa maa og faa foreslog hun ham at vælge Portrættet med den hvide Arbejdskittel. » Det virker mest hjemligt,« sagde hun.

»Naa, synes du det ! ... Synes du virkelig det !« – Jægermesteren strøg sig betænkelig om Hagen. – » Men finder du dog ikke, at det andet er mere repræsentativt? Og tror du ikke, at Vilhelmine af den Grund vil blive nok saa glad for det? Er det egenlig ikke ogsaa det mest veltrufne, hvad Ligheden angaar . Saadan Holdningen ... og Blikket. Ogsaa Mundlinjen, ikke sandt ?«

»Naa, synes du det !« kom det lidt misfornøjet. » Synes du virkelig det ! ... Men finder du dog ikke, at det andet er mere repræsentativt? Og tror du ikke, at Vilhelmine af den Grund vilde blive nok saa glad for det? Er det egenlig ikke ogsaa det mest veltrufne, hvad Ligheden angaar ^ ?«

»Jamen, kære, saa vælg dog det!« sagde Jytte utaalmodig, mere og mere genert paa Grund af Karsten Froms Tilstedeværelse. Hun havde for længe siden forstaaet, at Fætteren var lige ^ forelsket i begge sine Portræter og kun var ulykkelig over, at han ikke kunde have dem begge to hængende ^ i fuld Legemstørrelse i sine Stuer til daglig Beskuelse .

»Jamen, kære, saa vælg dog det!« sagde Jytte , der følte sig mere og mere genert ^ af hans Latterlighed. Hun forstod jo godt, at han var lige taabelig forelsket i begge Billederne og kun ^ ulykkelig over, at han maatte nøjes II, 20 med at faa det ene udført i Legemsstørrelse og ophængt paa Foraarsudstillingen .

»Jamen, kære, saa vælg dog det!« sagde Jytte , der følte sig mere og mere genert ^ af hans Latterlighed. Hun forstod jo godt, at han var lige taabelig forelsket i begge Billederne og kun ^ ulykkelig over, at han maatte nøjes med at faa det ene udført i Legemsstørrelse og ophængt paa Foraarsudstillingen .

» Sig nu noget selv, From!« sagde Jægermesteren tilsidst i sin Forpinthed . » De maa dog – for Pokker! – ogsaa ha’e en Mening.«

» Sig ^ noget selv, From!« sagde han tilsidst ^ . » De maa dog – for Pokker! – ogsaa ha’e en Mening.«

» Sig ^ noget selv, From!« sagde han tilsidst ^ . » De maa dog — for Pokker! — ogsaa ha’e en Mening.«

» Sig ^ noget selv, From!« sagde han tilsidst ^ . » De maa dog – for Pokker! – ogsaa ha’e en Mening.«

176 Maleren rejste sig fra Stolearmen og rystede smilende paa Hovedet.
» Absolut ikke! ... Men da det altsaa lader til, at det endnu har sin Vanskelighed at komme til en Afgørelse, vil jeg driste mig til at foreslaa, at Spørgsmaalet afgøres ved Lodtrækning. Det er en Udvej, vi Portrætmalere ofte anbefaler i saadanne Tvivlstilfælde .«

Maleren rejste sig fra Stolearmen .
» Jeg vil foreslaa, at Spørgsmaalet afgøres ved Lodtrækning. Det er en Udvej, jeg gerne anbefaler , naar der som i dette Tilfælde opstaar Vanskeligheder ved at træffe en Afgørelse .«

Jægermesteren gik lidt modvillig ind paa Planen , og ved Hjælp af to Tændstikker blev nu Sagen hurtig afgjort til Fordel for det Billede, Jytte fra først af havde valgt.

Jægermesteren gik lidt modvillig ind paa Planen . Ved Hjælp af to Tændstikker blev ^ Sagen derpaa afgjort til Fordel for det Billede, Jytte ^ havde valgt.

II, 16 Jægermesteren gik lidt modvillig ind paa Planen . Ved Hjælp af to Tændstikker blev ^ Sagen derpaa afgjort til Fordel for det Billede, Jytte ^ havde valgt.

I det samme kom Husholdersken ind med et Visitkort , som Karsten From modtog og læste med fortrædelig Mine.
» Jeg kender ham ikke ... Vær saa god at sige til Hr. Frandsen, at jeg er optaget og ikke kan modtage ham .«
»Frandsen !«

I det samme kom Husholdersken ind med et Visitkort til Karsten From. Han kastede et Blik paa Navnet og sagde:
» Kender ikke den Herre ... Vær saa god at sige ^ Hr. Frandsen, at jeg er optaget og ikke kan modtage ham ^ !«

I det samme kom Husholdersken ind med et Visitkort til Karsten From. Han kastede et Blik paa Navnet og sagde:
» Kender ikke den Herre . .. Vær saa god at sige ^ Hr. Frandsen, at jeg er optaget og ikke kan modtage ham ^ !«

Jægermesteren, der stod hensunken i sørgmodig Betragtning af det forkastede Portræt, vendte sig om ved Lyden af dette Navn.
» Er han derude?... Det har jeg glemt at sige Dem, From! Det er en Ungdomsven af mig – Skovtaksator Frandsen. Han har saa gerne villet se mit Billede. Jeg ringede ham derfor op idag, da jeg 177 havde talt med Dem. Jeg haaber da, at det ikke generer Dem –.«

Jægermesteren, der havde staaet hensunken i vemodig Betragtning af det forkastede Portræt, vendte sig om ved Lyden af Navnet og sagde:
»Frandsen! Er han derude?... Det har jeg glemt at sige Dem, From! Det er en Ungdomsven af mig – Skovtaksator Frandsen. Jeg ringede ham op, fordi han saa gerne vil se mit Billede. Jeg haaber da, ^ det ikke generer ^ –.«

Jægermesteren, der havde staaet hensunken i vemodig Betragtning af det forkastede Portræt, vendte sig om ved Lyden af Navnet og sagde:
»Frandsen! Er han derude?... Det har jeg glemt at sige Dem, From! Det er en Ungdomsven af mig — Skovtaksator Frandsen. Jeg ringede ham op, fordi han saa gerne vil se mit Billede. Jeg haaber da, ^ det ikke generer —.« ^

»Gudbevares! – Vil De altsaa vise den Herre ind, Frøken Svendsen .«
» Forøvrigt maa jeg vist helst forberede Dem paa ,« sagde Jægermesteren med halv Stemme, da ^ Husholdersken var gaaet, » at min Ven er lidt enfoldig og noget naragtig. Men forøvrigt ^ et godmodigt og hjertensgodt Menneske, som vil føle sig stolt af at gøre Deres Bekendtskab.«

»Gudbevares! – Vil De altsaa vise den Herre ind, Frøken Svendsen ^ ,« sagde Karsten From uden at skjule sin Ærgrelse.
II, 21 Da Husholdersken var gaaet, fortsatte Jægermesteren:
» Jeg gør vistnok bedst i at forberede Dem paa, at min Ven er lidt enfoldig og noget naragtig. Men forøvrigt er han et godmodigt og hjertensgodt Menneske, som vil være stolt af at gøre Deres Bekendtskab.«

»Gudbevares! — Vil De altsaa vise den Herre ind, Frøken Svendsen ^ ,« sagde Karsten From uden at skjule sin Ærgrelse.
Da Husholdersken var gaaet, fortsatte Jægermesteren:
» Jeg gør vistnok bedst i at forberede Dem paa, at min Ven er lidt enfoldig og noget naragtig. Men forøvrigt er han et godmodigt og hjertensgodt Menneske, som vil være stolt af at gøre Deres Bekendtskab.«

»Gudbevares! – Vil De altsaa vise den Herre ind, Frøken Svendsen ^ ,« sagde Karsten From uden at skjule sin Ærgrelse.
Da Husholdersken var gaaet, fortsatte Jægermesteren:
» Jeg gør vistnok bedst i at forberede Dem paa, at min Ven er lidt enfoldig og noget naragtig. Men forøvrigt er han et godmodigt og hjertensgodt Menneske, som vil være stolt af at gøre Deres Bekendtskab.«

^ Hr. Frandsen gjorde sin Indtrædelse i elegant og korrekt Visitdragt med friske Skrædderlæg nedad Benklæderne men desuden med en Stok i Haanden, hvad der indbragte ham et strengt bebrejdende Øjekast fra Jægermesteren. Han saae sig derfor nødsaget til straks at forklare , at Visitstokken var en ny , udenlandsk Mode, som ogsaa herhjemme var i Færd med at blive indført i de fineste Krese.

Med denne Anbefaling traadte Hr. Frandsen lidt efter ind i korrekt Visitdragt og hilste paa Husets Herre, paa Jytte og tilsidst ogsaa paa sin Ven med en tavs Hovedbøjning og samlede Hæle. Han havde friske Skrædderlæg nedad Benklæderne , en Krysantemum i Knaphullet og holdt desuden en let Stok i Haanden, hvad der indbragte ham et strengt bebrejdende Øjekast fra Jægermesteren. Da han saae det, forklarede han ham i Forfjamskelse , at Visitstokken var en ny ^ udenlandsk Mode, som ogsaa herhjemme var i Færd med at blive indført i de fineste Krese.

» Af Hensyn til Hr. Froms Billeder vil du dog maaske vise os den Venlighed at sætte det Spyd fra dig,« sagde Jægermesteren .
Hvorpaa Hr. Frandsen – forlegent rødmende ^ – anbragte Stokken i en Krog.

» Af Hensyn til Hr. Froms Billeder vil du dog maaske vise os den Venlighed at sætte det Spyd fra dig,« sagde Jægermesteren og saae hen paa de andre med en Hovedrysten, mens Hr. Frandsen – ^ rødmende som en irettesat Skoledreng – anbragte Stokken i en Krog.

» Af Hensyn til Hr. Froms Billeder vil du dog maaske vise os den Venlighed at sætte det Spyd fra dig,« sagde Jægermesteren og saae hen paa de andre med en Hovedrysten, mens Hr. Frandsen — ^ rødmende som en irettesat Skoledreng — anbragte Stokken i en Krog.

Forholdet mellem de to gamle Venner var iøvrigt igen gaaet i Leje efter Sommerens forskellige Rivninger. Jægermesterens overlegne og irettesættende Tone irriterede ganske vist Hr. Frandsen meget mere , 178 end han lod ane; men han var vant til den fra Ungdomsdagene og fandt desuden sin Regning ved at lade sig hundse. Han havde saaledes nu ved Vennens Hjælp og Rigsdags-Indflydelse faaet en midlertidig Ansættelse i Indenrigsministeriet og var flyttet til København omtrent samtidig med ham.
For sit Ægteskabs Ukrænkelighed nærede Jægermesteren nemlig ingensomhelst Bekymring længer. » Det er ogsaa i den Henseende gaaet ganske som jeg tænkte,« sagde han ofte til sig selv. » Vilhelmine savnede Beskæftigelse og passende Adspredelse paa Storeholt. Hun, som har arvet saa meget af sin Fars driftige og praktiske Natur, trængte til selvstændig Virksomhed. Nu, da hun har faaet den, er Nykkerne gaaet af hende.«
Han vidste ikke, at Fru Vilhelmine trods al sin selskabelige og filantropiske Optagethed dog fik Tid til ganske regelmæssigt at besøge Hr. Frandsen i hans Ungkarlebolig paa Østerbro. Og endnu mindre kunde han ane, at det var disse intime Besøg, der paa det Elfenbens-Memorandum, som hun med sin udviklede, forretningsmæssige Ordenssans altid havde liggende paa sit Skrivebord, figurerede under Navnet » Østerbros Væveskole«. ^ ^ ^ ^

Forholdet mellem de to ^ Venner var ellers igen gaaet i Leje efter Sommerens ^ Rivninger. Som Jægermesteren i det hele nu saae Tilværelsen i et forklaret Lys , nærede han heller ikke længer Bekymring for sin Ægteskabslykke. Skønt Frandsen havde faaet en Ansættelse i Landbrugsministeriet og – paafaldende nok – var flyttet til København omtrent samtidig med, at han selv II, 22 og Vilhelmine kom herover, fandt han det nu nærmest komisk at tænke paa, at han i Sommer virkelig havde været lidt skinsyg paa ham.

Forholdet mellem de to ^ Venner var ellers igen gaaet i Leje II, 17 efter Sommerens ^ Rivninger. Som Jægermesteren i det hele nu saae Tilværelsen i et forklaret Lys , nærede han heller ikke længer Bekymring for sin Ægteskabslykke. Skønt Frandsen havde faaet en Ansættelse i Landbrugsministeriet og — paafaldende nok — var flyttet til København omtrent samtidig med, at han selv og Vilhelmine kom herover, fandt han det nu nærmest komisk at tænke paa, at han i Sommer virkelig havde været lidt skinsyg paa ham.

Forholdet mellem de to ^ Venner var ellers igen gaaet i Leje II, 17 efter Sommerens ^ Rivninger. Som Jægermesteren i det hele nu saae Tilværelsen i et forklaret Lys , nærede han heller ikke længer Bekymring for sin Ægteskabslykke. Skønt Frandsen havde faaet en Ansættelse i Landbrugsministeriet og – paafaldende nok – var flyttet til København omtrent samtidig med, at han selv og Vilhelmine kom herover, fandt han det nu nærmest komisk at tænke paa, at han i Sommer virkelig havde været lidt skinsyg paa ham.

Jytte havde rejst sig og ventede kun paa Lejlighed til at give Fætteren et Vink om, at hun nu ønskede at gaa . Men Jægermesteren , der havde trukket sin 179 svaghodede Ven hen foran Skitserne for at høre ogsaa hans Mening, blev ikke færdig med at forklare ham, hvad han skulde mene, og Jytte blev mere og mere nervøs.
Karsten From havde nærmet sig for at underholde hende ^ . De talte om den forestaaende Koncertsæson og meget andet; men hun tænkte kun paa at komme afsted.
Endelig vendte Fætteren sig fra Staffeliet.
»Jytte!« sagde han. » Du maa ikke blive vred. Men baade Frandsen og jeg synes, at Portrætet fra Rigsdagssalen vil være at foretrække. Det er – som Frandsen meget rigtig siger – mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det.«
Jytte gad ikke svare. Og hun undgik Karsten Froms Blik paa Grund af den ufrivillige, hemmelige Forstaaelse imellem dem, som hun ikke vilde lade sig mærke med.
Husholdersken aabnede i det samme Døren ind til Dagligstuen ved Siden af , hvor der var dækket et fint Tebord foran Sofaen, og Karsten From bad sine Gæster gøre ham den Ære at indtage en lille Forfriskning.
Det kom for Jytte som en Overrumpling. Hun havde lige haft paa Munden at sige til John, at de skulde gaa. Men Fætteren brød straks ud i en glad Tak, ligesom Hr. Frandsen takkede korrekt for Indbydelsen 180 med en tavs Hovedbøjning og samlede Hæle. Hun kunde derfor ikke sige nej uden at fornærme. Men hun huskede paa sin Mor, der sad og ventede hende i Uro, og idet de gik ind i Stuen, mindede hun Fætteren om – og det, saa Karsten From maatte høre det – at hun snart skulde være hjemme.
Den lille Dagligstues elegante Hygge tiltalte hende iøvrigt. Det kunde mærkes, tænkte hun ved sig selv, at her boede et Menneske med kultiveret Smag. Der var smukke Gobeliner paa Væggene, stilrene moderne Møbler i lys Mahogni og morsomme Broncer. Men hvad der især vakte hendes Opmærksomhed var nogle Malerier og flygtige Skitser, der hang over Kaminen og paa Dørene ^ . Det var ^ Landskaber , Dyrestudier , Søbilleder, og alle betog de hende ved deres prægtige Farvevirkning. Paa hendes Forespørgsel fortalte han til hendes Skuffelse, at det var Ting , han havde bragt hjem fra Paris .
»Ja, De bor skam godt, From!« sagde Jægermesteren, da Teen var budt om og Husholdersken havde bortfjernet sig. » Og De forstaar at indrette Dem! Men De er ogsaa en af vore første Kunstnere ... Jo! De skal slet ikke ryste saa beskedent paa Hovedet! De veed det jo ogsaa godt selv. De er vort største Geni paa Portrætmaleriets Omraade.«
Han lagde Haanden hen paa sin svaghodede Ven, der sad ved Siden af ham, og fortsatte:
181 » Det er Skade, Frandsen, at du slet ikke har noget Talent. Tænk, om du kunde bo saa rart som her i Stedet for at sidde i din Toværelsers Lejlighed paa femte Sal og være din egen Stuepige fra ni til elleve. – Hvad siger du, er det noget Snak? Men Gud bevare mig! Du vil da ikke nægte, at jeg forleden overraskede dig med et grønt Smækforklæde paa og en Fejebakke i Haanden? ... Herregud, hvorfor rødmer du for det, lille Frandsen? Det er jo ikke noget at skamme sig over. Det er jo en fuldkommen ærlig Sag, at man ikke har Raad til at holde kvindelig Betjening.«
Det var nu ikke udelukkende af Skamfuldhed, at Vennen blev rød, og det kom til et af disse smaa Sammenstød, hvorunder Hr. Frandsen med tilbidte Tænder gjorde et spagfærdigt Oprørsforsøg mod sin Tyran, mens Jægermesteren med selvglad Jovialitet og smaa muntre Sideblink til Tilhørerne nød sin Aandsoverlegenhed over den ulykkelige Skovtaksator uden at ane de Tanker, som denne i sin Afmagt trøstede sig med og hemmeligt fnisede af.
Jytte fandt sin Fætter aldeles uudholdelig idag. For at bortlede Opmærksomheden fra ham gav hun sig igen til at se sig om paa Stuens Billeder og spurgte Karsten From om Kunstnernes Navne. Paa hendes Opfordring tog han et af dem – et Landskabsstudie – ned fra en Dørfylding, saa hun bedre 182 kunde se det. Han kaldte det selv for en lille Perle, og Jytte benyttede nu Lejligheden til at spørge ham , om han aldrig selv gjorde den Slags Ting men udelukkende malede bestilte Portræter.
Karsten From gik i Fælden. Han havde glemt sin tidligere Udtalelse til hende og svarede med en Skuldertrækning, at han foretrak at arbejde paa Bestilling. Saa løb man ikke den Risiko at maatte beholde sine Billeder selv.
Altsaa lyver han ogsaa! – tænkte Jytte. Højt sagde hun:
» Men jeg forstaar det ikke. Naar De ^ ^ ^ dog altsaa sætter saa stor Pris paa saadanne Friluftsstudier. Hvor kan De da lade være?«
Karsten From svarede ved at oplyse om, at han i sin Tid havde købt det lille Mesterværk for 50 Francs.
» For 50 Francs? Men tager jeg fejl i, at Kunstneren nu har et berømt Navn over hele Verden?«
»Nej. Men han har i snart ti Aar ligget i sin Grav. Saa det har han ikke stor Fornøjelse af.«
» Men dersom han nu havde levet!« – sagde Jytte lidt efter.
» Saa vilde han rimeligvis have været pint af stadig Ængstelse for at miste sin Berømmelse. Og han vilde ganske sikkert have gaaet og ærgret sig over de ganske talentløse Folk og Charlataner, der 183 er bleven lige saa berømte som han og har faaet Plads i Kunsthistorien . Vi kender jo ogsaa den Slags Fænomener herhjemme. Der er f. Eks. Karl May ^ . De kender vistnok hans Billeder.«

Jytte havde rejst sig og ventede kun paa Lejlighed til at give Fætteren et Vink om, at hun ^ ønskede at tage bort . Men Jægermesteren ^ havde trukket sin svaghjernede Ven hen foran Skitserne for at høre ogsaa hans Mening, og straks nærmede Karsten From ^ sig for at underholde hende saa længe .
Han var stadig paa besynderlig Maade afdæmpet, næsten forsagt. Hun lagde Mærke til, at han for det meste undgik at se paa hende. Og hun tænkte som saa mange Gange før: » Hvad er han dog for en underlig hemmelighedsfuld Eventyrer, der skifter Væsen som en Kamæleon og ikke er til at blive klog paa?«
Døren ^ til Dagligstuen stod aaben, og fra det Sted , hvor hun stod, kunde hun se derind. Dens elegante Ungkarlehygge tiltalte hende . Paa en Væg over en fransk Kamin hang ^ tre Smaabilleder, der især fangede hendes Interesse . Det var Studier af Landskaber og Dyr med en ualmindelig pragtfuld Farve.
Paa hendes Forespørgsel fortalte han , at det var lykkelige Fund , han havde hjembragt fra Paris . Svaret skuffede hende. Hun havde tænkt sig, at det kunde være nogle af de Friluftsstudier fra hans Ungdom, som hans Kunstbrødre paa Skagen havde berømmet.
For at komme hans Indbydelse i Forkøbet gik hun af sig selv derind og betragtede Billederne paa nærmere Hold. Og hun spurgte ham nu , om han aldrig gjorde II, 23 den Slags Ting men udelukkende malede bestilte Portrætter.
Han svarede ved at oplyse, at han i sin Tid havde købt disse Mesterværker for 50 Francs Stykket.
» For 50 Francs? ... Men Janet er jo et berømt Navn!« sagde Jytte.
»Ja. Men det blev det først ti Aar efter, at Mesteren var funden død af Sult paa et Tagkammer. Saa han havde ikke stor Fornøjelse af det.«
»Tænk! – Blot han dog havde levet endnu!« sagde Jytte. » Saa havde han haft den Tilfredsstillelse at se sig anerkendt af hele Verden.«
» Det havde han naturligvis. Men det vilde han rimeligvis ikke have haft synderlig mere Glæde af. Han vilde saa blot have ærgret sig over de ^ talentløse Folk , der blev ligesaa berømte som han , fordi de havde gode Presseforbindelser . Vi har jo ogsaa den Slags Fænomener herhjemme. ^ Karl May f. Eks . De kender vistnok hans Billeder.«

Jytte havde rejst sig og ventede kun paa Lejlighed til at give Fætteren et Vink om, at hun ^ ønskede at tage bort . Men Jægermesteren ^ havde trukket sin svaghjernede Ven hen foran Skitserne for at høre ogsaa hans Mening, og straks nærmede Karsten From ^ sig for at underholde hende saa længe .
Han var stadig paa besynderlig Maade afdæmpet, næsten forsagt. Hun lagde Mærke til, at han for det meste undgik at se paa hende. Og hun tænkte som saa mange Gange før: » Hvad er han dog for en underlig hemmelighedsfuld Eventyrer, der skifter Væsen som en Kamæleon og ikke er til at blive klog paa?«
Døren ^ til Dagligstuen stod aaben, og fra det Sted , hvor hun stod, kunde hun se derind. Dens elegante Ungkarlehygge tiltalte hende . Paa en Væg over en fransk Kamin hang der tre Smaabilleder, der især fangede hendes Interesse . Det var Landskabs- ^ og Dyrestudier med en ualmindelig pragtfuld Farve.
Paa hendes Forespørgsel fortalte han , at det var lykkelige Fund , han havde hjembragt fra Paris . Svaret skuffede hende. Hun havde tænkt sig, at det kunde være nogle af de Friluftsstudier fra hans Ungdom, som hans Kunstbrødre paa Skagen havde berømmet.
For at komme hans Indbydelse i Forkøbet gik hun af sig selv derind og betragtede Billederne paa nærmere Hold. Og hun spurgte ham nu , om han aldrig gjorde den Slags Ting men udelukkende malede bestilte Portrætter.
Han svarede ved at oplyse, at han i sin Tid havde købt disse Mesterværker for 50 Francs Stykket.
» For 50 Francs? ... Men Janet er jo et berømt Navn!« sagde Jytte.
II, 18 »Ja. Men det blev det først ti Aar efter, at Mesteren var funden død af Sult paa et Tagkammer. Saa han havde ikke stor Fornøjelse af det.«
»Tænk! — Blot han dog havde levet endnu!« sagde Jytte. » Saa havde han haft den Tilfredsstillelse at se sig anerkendt af hele Verden.«
» Det havde han naturligvis. Men det vilde han rimeligvis ikke have haft synderlig mere Glæde af. Han vilde saa blot have ærgret sig over de ^ talentløse Folk , der blev ligesaa berømte som han , fordi de havde gode Presseforbindelser . Vi har jo ogsaa den Slags Fænomener herhjemme. ^ Karl May f. Eks . De kender vistnok hans Billeder.«

Jytte havde rejst sig og ventede kun paa Lejlighed til at give Fætteren et Vink om, at hun ^ ønskede at tage bort . Men Jægermesteren ^ havde trukket sin svaghjernede Ven hen foran Skitserne for at høre ogsaa hans Mening, og straks nærmede Karsten From ^ sig for at underholde hende saa længe .
Han var stadig paa besynderlig Maade afdæmpet, næsten forsagt. Hun lagde Mærke til, at han for det meste undgik at se paa hende. Og hun tænkte som saa mange Gange før: » Hvad er han dog for en underlig hemmelighedsfuld Eventyrer, der skifter Væsen som en Kamæleon og ikke er til at blive klog paa?«
Døren ^ til Dagligstuen stod aaben, og fra det Sted , hvor hun stod, kunde hun se derind. Dens elegante Ungkarlehygge tiltalte hende . Paa en Væg over en fransk Kamin hang der tre Smaabilleder, der især fangede hendes Interesse . Det var Landskabs- ^ og Dyrestudier med en ualmindelig pragtfuld Farve.
Paa hendes Forespørgsel fortalte han , at det var lykkelige Fund , han havde hjembragt fra Paris . Svaret skuffede hende. Hun havde tænkt sig, at det kunde være nogle af de Friluftsstudier fra hans Ungdom, som hans Kunstbrødre paa Skagen havde berømmet.
For at komme hans Indbydelse i Forkøbet gik hun af sig selv derind og betragtede Billederne paa nærmere Hold. Og hun spurgte ham nu , om han aldrig gjorde den Slags Ting men udelukkende malede bestilte Portrætter.
Han svarede ved at oplyse, at han i sin Tid havde købt disse Mesterværker for 50 Francs Stykket.
» For 50 Francs? ... Men Janet er jo et berømt Navn!« sagde Jytte.
II, 18 »Ja. Men det blev det først ti Aar efter, at Mesteren var funden død af Sult paa et Tagkammer. Saa han havde ikke stor Fornøjelse af det.«
»Tænk! – Blot han dog havde levet endnu!« sagde Jytte. » Saa havde han haft den Tilfredsstillelse at se sig anerkendt af hele Verden.«
» Det havde han naturligvis. Men det vilde han rimeligvis ikke have haft synderlig mere Glæde af. Han vilde saa blot have ærgret sig over de ^ talentløse Folk , der blev ligesaa berømte som han , fordi de havde gode Presseforbindelser . Vi har jo ogsaa den Slags Fænomener herhjemme. ^ Karl May f. Eks . De kender vistnok hans Billeder.«

» Ja – Karl May!«

» Ja — Karl May!«

» Ja – Karl May!«

»Ja, han hører jo til vore store Navne. Han promenerer hver Dag uvasket og ubarberet op og ned ad Strøget med en gammel Hat paa Hovedet , og mere behøves der ikke for at blive gjort til et kunstnerisk Geni . Jeg kender ham tilfældigvis ganske godt fra Fortiden og kan garantere for, at han, hvad Talent angaar, er ganske steril. Og han veed det allerbedst selv . For at holde Berømmelsen oppe stiller han sig bare engang imellem hen foran et vældigt Lærred, klemmer en Masse forskellige Farvetuber ud paa det og lader saa Publikum gætte sig til , hvad den Sildesalat skal betyde. Og De veed selv, hvordan Spektaklet gentager sig den ene Gang efter den anden. Bladene skælder ham frygteligt ud, og Folk stimer til ... Naar saa Forargelsen er paa det ^ højeste, kommer Kritikerne i Haarene paa hinanden og sikrer hans Navn et nyt Blad i Fremtidens Kunsthistorie. – Næ, det er saamænd ikke værd at misunde en genial Kunstner hans Berømmelse. Han ^ ^ maa dele Æren med altfor mange Abekatte.«

»Ja, han hører jo nu til de store Navne. Han promenerer hver Dag uvasket og ubarberet op og ned ad Strøget med en gammel Hat paa Hovedet . Følgelig er han et kunstnerisk Geni ^ . For at holde Berømmelsen oppe klemmer han engang imellem en Masse forskellige Farvetuber ud paa et Stykke Lærred og lader saa Folk gætte paa , hvad den Sildesalat skal betyde. ^ De veed selv, hvordan Spektaklet gentager sig den ene Gang efter den anden. Publikum stimer til , og naar Forargelsen er paa II, 24 sit højeste, kommer Kritikerne i Haarene paa hinanden , og Spillet er gaaende. – Nej, Berømmelsen er den geniale Kunstners egenlige Martyrium, fordi han maa dele den med altfor mange Abekatte.«

»Ja, han hører jo nu til de store Navne. Han promenerer hver Dag uvasket og ubarberet op og ned ad Strøget med en gammel Hat paa Hovedet . Følgelig er han et kunstnerisk Geni ^ . For at holde Berømmelsen oppe klemmer han engang imellem en Masse forskellige Farvetuber ud paa et Stykke Lærred og lader saa Folk gætte paa , hvad den Sildesalat skal betyde. ^ De veed selv, hvordan Spektaklet gentager sig den ene Gang efter den anden. Publikum stimer til , og naar Forargelsen er paa sit højeste, kommer Kritikerne i Haarene paa hinanden , og Spillet er gaaende. — Nej, Berømmelsen er den geniale Kunstners egenlige Martyrium, fordi han maa dele den med altfor mange Abekatte.«

»Ja, han hører jo nu til de store Navne. Han promenerer hver Dag uvasket og ubarberet op og ned ad Strøget med en gammel Hat paa Hovedet . Følgelig er han et kunstnerisk Geni ^ . For at holde Berømmelsen oppe klemmer han engang imellem en Masse forskellige Farvetuber ud paa et Stykke Lærred og lader saa Folk gætte paa , hvad den Sildesalat skal betyde. ^ De veed selv, hvordan Spektaklet gentager sig den ene Gang efter den anden. Publikum stimer til , og naar Forargelsen er paa sit højeste, kommer Kritikerne i Haarene paa hinanden , og Spillet er gaaende. – Nej, Berømmelsen er den geniale Kunstners egenlige Martyrium, fordi han maa dele den med altfor mange Abekatte.«

Jytte hørte lidt overrasket paa dette bitre Selvforsvar men lod sig ikke mærke med noget. I 184 sit Hjerte forstod ^ ^ ^ ^ ^ ^ hun ham dog, og gav ham i Grunden Ret.
Jægermesteren og Hr. Frandsen havde imidlertid udkæmpet deres lille Skærmydsel og sluttet Forlig. Med Haanden paa Vennens Skulder vendte Jægermesteren sig om mod From og sagde:
» Naar De nu vilde gøre det rigtig godt for os, kære Mester, saa skulde De glæde os med en lille Sang til Gitaren. Helst en af Deres smaa franske Viser. F. Eks. den om Toldassistentens Fristelser. Den er maaske en Smule vovet, Jytte ... men Herregud, vi er jo ikke Konfirmander.«
Jytte, som mærkede, at Karsten From skottede til hende for at læse i hendes Ansigt, gjorde sig Umage for, at han ikke skulde finde allermindste Opfordring i det. Hun var igen kommen til at tænke paa sin Mor og vilde nu hjem. Allermindst havde hun i Øjeblikket Lyst til at høre ham synge sine tvetydige Viser. Hun havde altid fundet, at han ogsaa som Sanger nedværdigede en smuk og sjelden Evne for at imødekomme den selskabelige Verdens platte Smag.
» Vi skal gaa , John! Husk paa, at du har lovet mig at passe Tiden.«
»Herregud, Jytte, nu sidder vi saa hyggeligt. Og det har jo ingen Hast. Din Mor venter dig saamænd ikke saa snart. Lad os nu faa en morsom Vise!«
185 Men Jytte havde allerede rejst sig.
I det samme traadte Husholdersken ind ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ og meldte, at Oberstinde Mynster og Døtre var kommen for at se Oberstens Portræt. Karsten From sprang op og sagde, at han ikke kunde modtage dem – de maatte komme igen en anden Dag. Han talte med en Ubeherskethed, der satte Jytte i Forbavselse. Hun kendte ham slet ikke fra den Side.

Jytte hørte lidt forundret paa dette bitre Selvforsvar . Men hun forstod ham, og der var noget i Tonen, der gjorde Indtryk paa hende, en trodsig Ensomhedsfølelse, som hun selv kendte.
»Jytte!« sagde Jægermesteren, der i det samme kom ind med Hr. Frandsen. » Du maa ikke blive vred. Men baade Frandsen og jeg synes, at Portrættet fra Rigsdagssalen er at foretrække. Det er – som Frandsen meget rigtigt siger – mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det.«
Jytte gad ikke svare, men hun lod ham nu forstaa, at hun vilde ^ gaa .
I det samme kom Husholdersken ind med en Te-Anretning paa en Bakke. For ikke at være uhøflig var hun nødt til at tage en Kop; men hun tænkte igen paa sin Mor og var urolig.
» De bor skam godt, From!« sagde Jægermesteren, da Teen var budt om og Husholdersken gaaet. » Og De forstaar at indrette Dem! Men De er ogsaa vor Tids første Kunstner ... Jo! De skal slet ikke ryste saa beskedent paa Hovedet! De veed det godt selv. De er vort største Geni paa Portrætmaleriets Omraade.«
Han lagde Haanden paa sin Vens Skulder og fortsatte:
» Det er Skade, Frandsen, at du slet ikke har Talent II, 25 for noget. Tænk, om du kunde bo saa rart som her i Stedet for at sidde i din Toværelsers Lejlighed paa femte Sal og være din egen Stuepige fra ni til elleve. – Hvad siger du, er det Snak? Men Gud bevare mig! Du vil da ikke nægte, at jeg forleden overraskede dig med et grønt Smækforklæde paa og en Fejebakke i Haanden? ... Herregud, hvorfor rødmer du over det, lille Frandsen? Det er jo ikke noget at skamme sig over. Det er jo en fuldkommen ærlig Sag, at man ikke har Raad til at holde kvindelig Betjening.«
Hr. Frandsen trak sig ud til Siden med en dannet Hovedrysten.
Husholdersken kom tilbage og meldte, at Oberstinde Mynster og Døtre var kommen for at se Oberstens Portræt.
Karsten From vendte sig heftig mod hende og sagde, at han ikke kunde modtage dem – de maatte komme igen en anden Dag. Han talte med en Ubeherskethed, der satte Jytte i Forbavselse. Hun kendte ham ^ ikke fra den Side.

Jytte hørte lidt forundret paa dette bitre Selvforsvar . Men hun forstod ham, og der var noget i Tonen, der gjorde Indtryk paa hende, en trodsig Ensomhedsfølelse, som hun selv kendte.
»Jytte!« sagde Jægermesteren, der i det samme kom ind med Hr. Frandsen. » Du maa ikke blive vred. Men baade Frandsen og jeg synes, at Portrættet fra Rigsdagssalen er at foretrække. Det er — som Frandsen meget rigtigt siger — mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det.«
Jytte gad ikke svare, men hun lod ham nu forstaa, at hun vilde ^ gaa .
I det samme kom Husholdersken ind med en Te-Anretning paa en Bakke. For ikke at være uhøflig var hun nødt til at tage en Kop; men hun tænkte igen paa sin Mor og var urolig.
II, 18 » De bor skam godt, From!« sagde Jægermesteren, da Teen var budt om og Husholdersken gaaet. » Og De forstaar at indrette Dem! Men De er ogsaa vor Tids første Kunstner ... Jo! De skal ^ ikke ryste saa beskedent paa Hovedet! De veed det godt selv. De er vort største Geni paa Portrætmaleriets Omraade.«
Han lagde Haanden paa sin Vens Skulder og fortsatte:
» Det er Skade, Frandsen, at du slet ikke har Talent for noget. Tænk, om du kunde bo saa rart som her i Stedet for at sidde i din Toværelsers Lejlighed paa Femte Sal og være din egen Stuepige fra ni til elleve. — Hvad siger du, er det Snak? Men Gud bevare mig! Du vil da ikke nægte, at jeg forleden overraskede dig med et grønt Smækforklæde paa og en Fejebakke i Haanden? ... Herregud, hvorfor rødmer du over det, lille Frandsen? Det er jo ikke noget at skamme sig over. Det er da en fuldkommen ærlig Sag, at man ikke har Raad til at holde kvindelig Betjening.«
Hr. Frandsen trak sig ud til Siden med en dannet Hovedrysten.
Husholdersken kom tilbage og meldte, at Oberstinde Mynster og Døtre var kommen for at se Oberstens Portræt.
Karsten From vendte sig heftig mod hende og sagde, at han ikke kunde modtage dem — de maatte komme igen en anden Dag. Han talte med en Ubeherskethed, der satte Jytte i Forbavselse. Hun kendte ham ^ ikke fra den Side.

Jytte hørte lidt forundret paa dette bitre Selvforsvar . Men hun forstod ham, og der var noget i Tonen, der gjorde Indtryk paa hende, en trodsig Ensomhedsfølelse, som hun selv kendte.
»Jytte!« sagde Jægermesteren, der i det samme kom ind med Hr. Frandsen. » Du maa ikke blive vred. Men båade Frandsen og jeg synes, at Portrættet fra Rigsdagssalen er at foretrække. Det er – som Frandsen meget rigtigt siger – mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det.«
Jytte gad ikke svare, men hun lod ham nu forstaa, at hun vilde ^ gaa .
I det samme kom Husholdersken ind med en Te-Anretning II, 19 paa en Bakke. For ikke at være uhøflig var hun nødt til at tage en Kop; men hun tænkte igen paa sin Mor og var urolig.
» De bor skam godt, From!« sagde Jægermesteren, da Teen var budt om og Husholdersken gaaet. » Og De forstaar at indrette Dem! Men De er ogsaa vor Tids første Kunstner ... Jo! De skal ^ ikke ryste saa beskedent paa Hovedet! De veed det godt selv. De er vort største Geni paa Portrætmaleriets Omraade.«
Han lagde Haanden paa sin Vens Skulder og fortsatte:
» Det er Skade, Frandsen, at du slet ikke har Talent for noget. Tænk, om du kunde bo saa rart som her i Stedet for at sidde i din Toværelsers Lejlighed paa femte Sal og være din egen Stuepige fra ni til elleve. – Hvad siger du, er det Snak? Men Gud bevare mig! Du vil da ikke nægte, at jeg forleden overraskede dig med et grønt Smækforklæde paa og en Fejebakke i Haanden? ... Herregud, hvorfor rødmer du over det, lille Frandsen? Det er jo ikke noget at skamme sig over. Det er da en fuldkommen ærlig Sag, at man ikke har Raad til at holde kvindelig Betjening.«
Hr. Frandsen trak sig ud til Siden med en dannet Hovedrysten.
Husholdersken kom tilbage og meldte, at Oberstinde Mynster og Døtre var kommen for at se Oberstens Portræt.
Karsten From vendte sig heftig mod hende og sagde, at han ikke kunde modtage dem – de maatte komme igen en anden Dag. Han talte med en Ubeherskethed, der satte Jytte i Forbavselse. Hun kendte ham ^ ikke fra den Side.

» De vil da ikke allerede gaa!« – sagde han næsten bønfaldende , da Husholdersken var gaaet.
Hun svarede ikke ligefrem; men hans ophidsede Ansigtsudtryk gjorde hende endnu bestemtere i sin Opfordring til Fætteren om at bryde op.
For at bøde lidt paa Opbrudets Hastighed trykkede hun ved Afskeden hans Haand og takkede ham. Det var ^ ^ ^ ^ første Gang i al den Tid, de havde kendt hinanden, at hun gav ham Haanden. Hun havde undgaaet det lige fra deres første Møde , fordi hun dengang havde set, at han ^ gerne tog sig den Frihed efter udenlandsk Mønster at give Damerne Haandkys.

» De vil da ikke ^ gaa!« ^ sagde han ^ , da han saae, at hun paany gav Jægermesteren et Vink.
»Jo. – Du lovede forresten at passe Tiden, John!«
»Herregud, Jytte, nu har vi det saa hyggeligt. Har det virkelig saadan ^ Hast?«
»Ja.«
Da Jytte sagde Farvel, rakte hun for første Gang Karsten From Haanden. I al den Tid, de havde kendt hinanden, havde hun undgaaet det ^ , fordi hun ^ havde set, at II, 26 han efter udenlandsk Mønster gerne tog sig den Frihed ^ at give Damerne Haandkys.

» De vil da ikke ^ gaa!« ^ sagde han ^ , da han saae, at hun paany gav Jægermesteren et Vink.
»Jo. — Du lovede forresten at passe Tiden, John!«
»Herregud, Jytte, nu har vi det saa hyggeligt. Har det virkelig saadan en Hast?«
»Ja.«
Da Jytte sagde Farvel, rakte hun for første Gang Karsten From Haanden. I al den Tid, de havde kendt hinanden, havde hun undgaaet det ^ , fordi hun ^ havde set, at han efter udenlandsk Mønster gerne tog sig den Frihed ^ at give Damerne Haandkys.

» De vil da ikke ^ gaa!« ^ sagde han ^ , da han saae, at hun paany gav Jægermesteren et Vink.
»Jo. – Du lovede forresten at passe Tiden, John!«
»Herregud, Jytte, nu har vi det saa hyggeligt. Har det virkelig saadan en Hast?«
»Ja.«
Da Jytte sagde Farvel, rakte hun for første Gang Karsten From Haanden. I al den Tid, de havde kendt hinanden, havde hun undgaaet det ^ , fordi hun ^ havde set, at han efter udenlandsk Mønster gerne tog sig den Frihed ^ at give Damerne Haandkys.

Denne Gang glemte han det dog . Han var bleven tavs og mut som et forkælet Barn, der ikke faar sin Vilje. Men hun følte Varmen fra hans nervøst dirrende, mærkeligt brændende Haand og slap den hurtigt ^ ^ .

Ved denne Lejlighed undlod han det dog og nøjedes med et ceremonielt Buk. I det hele forglemte han sig lidt, blev tavs og mut som et forkælet Barn, der ikke faar sin Vilje. Men Jytte havde gennem Hansken følt hans nervøse Haands Dirren .

Ved denne Lejlighed undlod han det dog og nøjedes med et ceremonielt Buk. I det hele forglemte han sig lidt, blev tavs og II, 20 mut som et forkælet Barn, der ikke faar sin Vilje. Men Jytte havde gennem Hansken følt hans nervøse Haands Dirren .

Nede paa Gaden sagde Hr. Frandsen Farvel. Han 186 maatte ikke forsømme sin Ridetime – forklarede han. Jægermesteren lo ham lige op i Ansigtet og spurgte, om det var en Gyngehest, han havde lejet.
Hvorpaa Vennen trak sig tilbage med en dannet Hovedrysten.
» Hvad skal jeg gøre ved Frandsen?« sagde Jægermesteren til Jytte, da de gik ned ad Alleen. » Jeg indfører ham i de bedste Krese, og allevegne gør han sig uhjælpelig til Latter. Som nu f. Eks. idag ... den Taabelighed med Stokken. Naar man holder af et Menneske – og jeg holder af Frandsen, han er paa en Maade min bedste Ven – saa kan man jo ikke lade være med at ærgre sig over den Slags Ting. Jeg siger det Gang efter Gang til ham paa den alvorligste Maade: Fordi du er svagt begavet, Frandsen, behøver du ikke at gøre dig til Nar! Og det har jeg dog Ret i, ikke sandt ?«

Nede paa Gaden sagde Jægermesteren til Jytte, efter at Hr. Frandsen havde taget Afsked:
» Hvad skal jeg stille op med ham? Jeg indfører ham i de bedste Krese, og allevegne gør han sig ^ til Latter. Som nu f. Eks. idag ... den Taabelighed med Stokken. Naar man holder af et Menneske – og jeg holder af Frandsen, han er paa en Maade min eneste Ven – saa kan man jo ikke lade være med at ærgre sig over den Slags Ting. Jeg siger det Gang efter Gang til ham paa den alvorligste Maade: Et Menneske har intet Ansvar for, at han er født ubegavet eller kejthaandet eller pukkelrygget, men det er hans egen Fejl, dersom han bliver latterlig. Giver du mig ikke Ret ?«

Nede paa Gaden sagde Jægermesteren til Jytte, efter at Hr. Frandsen havde taget Afsked:
» Hvad skal jeg stille op med ham? Jeg indfører ham i de bedste Krese, og alligevel gør han sig ^ til Latter. Som nu f. Eks. idag ... den Taabelighed med Stokken. Naar man holder af et Menneske — og jeg holder af Frandsen, han er paa en Maade min eneste Ven — saa kan man jo ikke lade være med at ærgre sig over den Slags Ting. Jeg siger det Gang efter Gang til ham paa den alvorligste Maade: Et Menneske har intet Ansvar for, at han er født ubegavet eller kejthaandet eller pukkelrygget, men det er hans egen Fejl, dersom han bliver latterlig. Giver du mig ikke Ret ?«

Nede paa Gaden sagde Jægermesteren til Jytte, efter at Hr. Frandsen havde taget Afsked:
» Hvad skal jeg stille op med ham? Jeg indfører ham i de bedste Krese, og alligevel gør han sig ^ til Latter. Som nu f. Eks. idag ... den Taabelighed med Stokken. Naar man holder af et Menneske – og jeg holder af Frandsen, han er paa en Maade min eneste Ven – saa kan man jo ikke lade være med at ærgre sig over den Slags Ting. Jeg siger det Gang efter Gang til ham paa den alvorligste Maade: Et Menneske har intet Ansvar for, at han er født ubegavet eller kejthaandet eller pukkelrygget, men det er hans egen Fejl, dersom han bliver latterlig. Giver du mig ikke Ret ?«

»Naturligvis,« sagde Jytte , der gik i sine egne Tanker og ikke havde Anelse om, hvad det var, hun svarede paa.

»Naturligvis,« sagde Jytte uden Anelse om, hvad det var, hun svarede paa.

Efter at de havde gaaet nogen Tid i Tavshed, begyndte Jægermesteren igen:
» Der er forresten noget andet, jeg gerne vilde tale med dig om, dersom du vil give mig Lov til det.«
» Hvad er det?«

⇕ Toldere og Syndere III, 1.12

⇕ De Dødes Rige 5.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 5.2

⇐

» Maa jeg have Lov til at gøre dig et Samvittighedsspørgsmaal , Jytte ? Vil du sige mig, har der været noget mellem dig og From engang?«

» Maa jeg ^ gøre dig et Samvittighedsspørgsmaal ^ ? Har der været noget mellem dig og From engang?«

» Hvad skulde det være?«

II, 27 » Hvad skulde det være?«

» Hvad skulde det være?«

» Det veed jeg ikke; men han sagde forleden, at 110 der var ingenting, han ^ fortrød saa meget som en Dumhed, han engang havde begaaet overfor dig. Husker du noget om det?«

» Det veed jeg ikke; men han sagde forleden, at der var ingenting, han saadan fortrød ^ som en Dumhed, han engang havde begaaet overfor dig. Husker du noget om det?«

Jytte betænkte sig et Øjeblik og kom til det Resultat, at hun gjorde bedst i at sige lige ud, hvordan det forholdt sig.

»Ja, han har engang friet til mig. Og det var virkelig en større Dumhed, end jeg havde tiltroet ham.«

»Ja, han har engang været lidt for galant overfor mig. Og det var virkelig en større Dumhed, end jeg havde tiltroet ham.«

»Ja, jeg tænkte jo nok, det maatte være noget i den Retning. Jeg har kunnet mærke paa flere af hans Udtalelser, at du har en meget høj Stjerne hos ham . Og han har en knusende Respekt for dig .«

» Død og Pine! Men jeg tænkte jo nok, det maatte være noget i den Retning. Han har unægtelig paa det Punkt en Skavank, som vistnok undertiden gør ham lidt utilregnelig .«

» Det lader til, at du er bleven hans Fortrolige .«

» Det lader til, at du er bleven hans Fortrolige !«

» Naa ja, naar jeg sidder for ham, fortæller han mig undertiden et og andet ^ , mens han maler. Han har ogsaa engang fortalt mig lidt om sit eget Liv, og det var højst interessant. Det lyder næsten som et Eventyr . Veed du af, at han er et Vajsenhusbarn ?«

» Naa ja, naar jeg sidder for ham, fortæller han mig undertiden et og andet om sig selv , mens han maler. Det er virkelig højst interessant . Veed du af, at han er et Vajsenhusbarn ? «

» Naa ja, naar jeg sidder for ham, fortæller han mig undertiden II, 21 et og andet om sig selv , mens han maler. Det er virkelig højst interessant . Veed du af, at han er et Vajsenhusbarn ?«

» Jeg tror, jeg har hørt det.«

» Jeg tror, vi har talt om det.«

» Hans Mor døde, da han var seks Aar gammel. Hun blev sindssyg og kastede sig ud fra et Fjerdesals-Vindu, og jeg tror, han gaar i stadig Angst for, at han skal have arvet et Anlæg i den Retning. I det hele tror jeg, at han egenlig har et melankolsk Temperament. Det kan lyde besynderligt, men har 111 du rigtig lagt Mærke til hans Øjne ? ^ ^ Jeg har ogsaa hørt, han engang skal have sagt til en Ven, at naar han skabede sig saa meget ^ ^ , var det ^ for at Folk ikke skulde mærke Overgangen, dersom hans Mors Galskab en skøn Dag brød ud hos ham. – – Naa, men efter hvad du nu har betroet mig, Jytte, saa forstaar jeg naturligvis bedre din Holdning overfor ham, og dersom du ønsker det, skal jeg ikke oftere føre ham sammen med dig .«

» Hans Mor døde, da han var seks Aar gammel. Hun blev sindssyg og kastede sig ud fra en Fjerdesal. Jeg tror, han gaar i stadig Angst for, at han skal have arvet ^ Anlæg i den Retning. I det hele tror jeg, at han egenlig har et melankolsk Temperament. Læg Mærke til hans Øjne !«
» Ja – hvad de?«
» Jeg har ^ hørt, han engang skal have sagt til en Ven, II, 28 at naar han havde saa mange Narrestreger for , var det , for at Folk ikke skulde mærke Overgangen, dersom hans Mors Galskab en skønne Dag brød ud hos ham. ^ – Naa, men efter hvad du nu har betroet mig, Jytte, ^ forstaar jeg naturligvis bedre din Holdning overfor ham, og dersom du ønsker det, skal jeg ikke oftere bringe jer sammen ^ .«

» Hans Mor døde, da han var seks Aar gammel. Hun blev sindssyg og kastede sig ud fra en Fjerdesal. Jeg tror, han gaar i stadig Angst for, at han skal have arvet ^ Anlæg i den Retning. I det hele tror jeg, at han egenlig har et melankolsk Temperament. Læg Mærke til hans Øjne !«
» Ja — hvad de?«
» Jeg har ^ hørt, han engang skal have sagt til en Ven, at naar han havde saa mange Narresteger for , var det , for at Folk ikke skulde mærke Overgangen, dersom hans Mors Galskab en skønne Dag brød ud hos ham. — ^ Naa, men efter hvad du nu har betroet mig, Jytte, ^ forstaar jeg naturligvis bedre din Holdning overfor ham, og dersom du ønsker det, skal jeg ikke oftere bringe jer sammen ^ .«

» Hans Mor døde, da han var seks Aar gammel. Hun blev sindssyg og kastede sig ud fra en Fjerdesal. Jeg tror, han gaar i stadig Angst for, at han skal have arvet ^ Anlæg i den Retning. I det hele tror jeg, at han egenlig har et melankolsk Temperament. Læg Mærke til hans Øjne !«
» Ja – hvad de?«
» Jeg har ^ hørt, han engang skal have sagt til en Ven, at naar han havde saa mange Narrestreger for , var det , for at Folk ikke skulde mærke Overgangen, dersom hans Mors Galskab en skønne Dag brød ud hos ham. ^ – Naa, men efter hvad du nu har betroet mig, Jytte, ^ forstaar jeg naturligvis bedre din Holdning overfor ham, og dersom du ønsker det, skal jeg ikke oftere bringe jer sammen ^ .«

» Ja Tak, det ser jeg helst.«

» Det gør mig selvfølgelig personlig ondt – du veed, hvor stor Pris jeg sætter ^ paa ham – men jeg respekterer, som sagt, dit Standpunkt . Jeg vil saa helst sige ham det lige ud, saa forstaar han jo nok Grunden .«

» Det gør mig selvfølgelig personlig ondt – du veed, ^ jeg sætter stor Pris paa ham – men jeg respekterer, som sagt, dit Standpunkt ^ .«

» Det gør mig selvfølgelig personlig ondt — du veed, ^ jeg sætter stor Pris paa ham — men jeg respekterer, som sagt, dit Standpunkt ^ .«

» Det gør mig selvfølgelig personlig ondt – du veed, ^ jeg sætter stor Pris paa ham – men jeg respekterer, som sagt, dit Standpunkt ^ .«

De havde naaet Hjørnet af Dronningens Tværgade og skiltes her.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.4

⇕ De Dødes Rige 5.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 5.2

⇐

Da Jytte kom op , var der Fremmede. En Justitsraad Hansen med Frue var kommen paa Visit. Det var ^ jævne Folk , en Rest af deres Bekendtskaber fra Faderens Birkedommertid. Hr. Hansen, som dengang ejede en Proprietærgaard paa Samsø og var ^ en ^ af Øens Matadorer , ^ havde i Faderens Ministertid og 187 ved hans Indflydelse faaet en Lotterikollektion i København og siden paa Grund af uopklarede Fortjenester erhvervet sig sin Titel.
For Jytte, der havde frygtet en alvorlig Scene med sin Mor ved Hjemkomsten, faldt dette Besøg meget belejligt. Det var næsten , som om Fru Bertha ikke tænkte paa, hvor Datteren kom fra. Kun lige idet Jytte traadte ind, havde hun kastet et hurtigt forskende Blik hen paa hende. Siden syntes hun helt at glemme hende for de Fremmedes Nærværelse.
Men hendes Væsen var i det hele besynderligt. Justitsraaden havde ført Samtalen ind paa Øjeblikkets Politik og de mange underlige Rygter , man hørte. Men Fru Bertha svarede ham mod Sædvane med almindelige Talemaader, ønskede aabenbart at komme bort fra Emnet og hensank et Par Gange i en mørk Aandsfraværenhed.
Jytte havde sat sig hen i Armstolen ved det ene Vindu. Nede paa Gaden var Lygterne lige bleven tændt.
Af Høflighed sad ^ hun med Ansigtet vendt mod Stuen, som om hun hørte paa, hvad der blev talt om; men hendes Tanker var igen i Karsten Froms Atelier og Dagligstue. Det var gaaet op for hende, at hun først idag havde talt rigtig med ham og lært ham ^ lidt at kende, som han virkelig var. Han havde for første Gang kastet Narrekappen helt. Det 188 var jo kun saa ubetydeligt, de havde talt sammen; og hvad han havde sagt, skulde vel ikke altsammen tages alvorligt. Men naar hun tænkte tilbage derpaa eller rettere paa hans Tone, følte hun sig underlig grebet om Hjertet, fordi hun i dens brudte Klang hørte som et Ekko af sin egen hjemløse Sørgmodighed.
For anden Gang paa denne Dag kom hun til at mindes sin Faders Ord til hende om den Sjælens »Tvillingbroder«, hun engang skulde finde i Menneskevrimmelen. Det havde som oftest været med en Følelse af Skræk og Uhygge, hun forestillede sig et saadant mandligt Genbillede af sin egen Ulykkesfigur, og noget af denne Angstfølelse steg ogsaa i dette Øjeblik op i hende ved at tænke paa den lille, instinktmæssige Uro, hun altid havde følt i Karsten Froms Nærhed.
Justitsraaden og hans Frue rejste sig nu og sagde Farvel. Hun fulgte dem ud i Forstuen, og da hun kom ind igen, og Moderen endnu ikke spurgte om noget men paany sad fortabt i sine egne mørke Tanker, gik hun ind til sig selv.
» Hvad kan der være sket?« tænkte hun.

^ ^

Da Jytte kom hjem , var der Fremmede. En Kancelliraad Hansen og Frue var kommen paa Visit. Det var et Par jævne Provinsfolk , en Rest af deres Bekendtskaber fra Faderens Birkedommertid.
For Jytte, der havde været forberedt paa en alvorlig Scene ved Hjemkomsten, var dette Besøg en kærkommen Afleder. Straks hun kom ind, kastede Moderen et hurtigt forskende Blik paa hende; men senere syntes hun kun optaget af sine Gæster, der blev der til Middag.
Jytte var nu selv ked af Affæren og indsaae , at hun havde baaret sig forkert ad. Hvad John paa Hjemvejen havde fortalt om Karsten Froms Mor , gjorde desuden et forstemmende Indtryk paa hende. Men det var altsaa rigtigt , som hun havde formodet , ^ at hans Narrekappe var et Skjul, hvor han gemte sig for Verden, og hun kendte nu ^ lidt til hans Sorger. Men ogsaa derfor ønskede hun nu , at hun var bleven hjemme.
II, 29 III .

Da Jytte kom hjem , var der Fremmede. En Kancelliraad Hansen og Frue var kommen paa Visit. Det var et Par jævne Provinsfolk , en Rest af deres Bekendtskaber fra Faderens Birkedommertid.
For Jytte, der havde været forberedt paa en alvorlig Scene ved Hjemkomsten, var dette Besøg en kærkommen Afleder. Straks hun kom ind, kastede Moderen et hurtigt forskende Blik paa hende; men senere syntes hun kun optaget af sine Gæster, der blev der til Middag.
Jytte var nu selv ked af Affæren og indsaae , at hun havde baaret sig forkert ad. Hvad John paa Hjemvejen havde fortalt om Karsten Froms Mor , gjorde desuden et forstemmende Indtryk paa hende. Men det var altsaa rigtigt , som hun havde formodet , ^ at hans Narrekappe var et Skjul, hvor han gemte sig for Verden, II, 22 og hun kendte nu ^ lidt til hans Sorger. Men ogsaa derfor ønskede hun nu , at hun var bleven hjemme.
III

Da Jytte kom hjem , var der Fremmede. En Kancelliraad Hansen og Frue var kommen paa Visit. Det var et Par jævne Provinsfolk , en Rest af deres Bekendtskaber fra Faderens Birkedommertid.
For Jytte, der havde været forberedt paa en alvorlig Scene ved Hjemkomsten, var dette Besøg en kærkommen Afleder. Straks hun kom ind, kastede Moderen et hurtigt forskende Blik paa hende; men senere syntes hun kun optaget af sine Gæster, der blev der til Middag.
Jytte var nu selv ked af Affæren og indsaae , at hun havde baaret sig forkert ad. Hvad John paa Hjemvejen havde fortalt om Karsten Froms Mor , gjorde desuden et forstemmende Indtryk paa hende. Men det var altsaa rigtigt , som hun havde formodet , ^ at hans Narrekappe var et Skjul, hvor han gemte sig for Verden, II, 22 og hun kendte nu ogsaa lidt til hans Sorger. Men allermest derfor ønskede hun nu , at hun var bleven hjemme.
III

⇕ Toldere og Syndere III, 2.3

⇕ De Dødes Rige 5.3

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 5.3

⇐

F ru Bertha sad endnu med Hænderne raadløst i Skødet efter Jyttes Bortgang , da Pigen kom ind med et Brev. Det var bragt af Ministerpræsidentens Tjener, der havde Ordre til at vente paa Svar.

Fru Bertha sad den næste Dag alene i Dagligstuen , da Pigen kom ind med et Brev. Det var bragt af Ministerpræsidentens Tjener, der havde Ordre til at vente paa Svar.

Hun tænkte, det var en Indbydelse, og blev højst forundret over at finde to beskrevne Sider med Ministerens egen Haandskrift. Endnu mere overraskedes hun af Indholdet. Tyrstrup udbad sig en Samtale med hende ^ saa hurtigt som muligt og under fire Øjne .

Hun tænkte, det var en Indbydelse, og blev højst forundret over at finde to beskrevne Sider med Ministerens egen Haandskrift. Men endnu mere overraskedes hun af Indholdet. Tyrstrup udbad sig en Samtale med hende under fire Øjne saa hurtigt som muligt ^ .

» Hvad kan det dog være?«

Hun gik til sit Skrivebord , skrev hastig Svaret bag paa et Visitkort og lagde det i en Konvolut. Der stod blot: » Med Glæde til Deres Tjeneste«.

Hun gik til Skrivebordet , skrev hastig Svaret bag paa et Visitkort og lagde det i en Konvolut. ^

En halv Time senere holdt en Droske udenfor Porten, og Tyrstrup steg ud.

Fru Bertha, der havde tilbragt Ventetiden i Uro og Spænding, tog selv imod ham ude i Forstuen og førte ham ind i Dagligstuen. Ved at se hans Ansigtsudtryk blev hun straks paa det rene med, at der var forefaldet noget alvorligt. Og hendes Uro steg, da Tyrstrup saae sig omkring og ^ med dæmpet Stemme spurgte :

Fru Bertha, der havde tilbragt Ventetiden i Uro og Spænding, tog selv imod ham ude i Forstuen og førte ham ind i Dagligstuen. Ved at se hans Ansigtsudtryk blev hun ^ paa det rene med, at der var forefaldet noget alvorligt.
Tyrstrup saae sig omkring og spurgte med dæmpet Stemme ^ :

154 » Der er vel ingen Grund til at tro, at nogen hører os her?«

» Der er vel ingen Grund til at tro, at nogen hører os her?«

»Nej, ^ – men vi kan gaa ind i Kabinettet. Der er vi i hvert Fald sikre.«

»Nej, jeg er alene – men vi kan gaa ind i Kabinettet. Der er vi i hvert Fald sikre.«

»Nej, jeg er alene — men vi kan gaa ind i Kabinettet. Der er vi i hvert Fald sikre.«

»Nej, jeg er alene – men vi kan gaa ind i Kabinettet. Der er vi i hvert Fald sikre.«

» De vil rimeligvis finde Hensigten med mit Besøg meget besynderlig,« begyndte han, da de havde taget Plads. » Jeg kommer nemlig til Dem for at bede Dem om en usædvanlig Tjeneste. Det gælder ikke mine private Forhold – som De vist kan vide – og jeg gør derfor Regning paa, at De i hvert Fald vil optage min Henvendelse uden Mistro. Sagen er den: jeg modtog for et Par Timer siden gennem Direktør Zaun en Skrivelse fra Enslev ... en Skrivelse, som vi for enhver Pris maa faa ham til at tage tilbage. Men nu ligger Forholdene jo desværre saadan i Øjeblikket, at ingen af Regeringens Medlemmer eller af vore Venner i Partiet har den Gamles Tillid. De to sidste Gange, jeg selv søgte ham, vilde han ikke modtage mig, og jeg kan – særligt ved denne Lejlighed – ikke udsætte mig for en fornyet Afvisning. I denne Nødstilstand kom jeg til at tænke paa Dem, Fru Abildgaard. De har jo altid haft en høj Stjerne hos Enslev. Jeg tror, De for Tiden er en af de faa, han har bevaret nogen venlig Følelse for. Han har vel heller ikke glemt Deres Mands store Trofasthed mod ham – og store Taalmodighed. Dem vil han derfor ikke mistænke.«

» De vil rimeligvis finde Hensigten med mit Besøg meget II, 30 besynderlig,« begyndte han, da de havde taget Plads. » Jeg kommer nemlig til Dem for at bede Dem om en usædvanlig Tjeneste. Det gælder ikke ^ private Forhold . Jeg gør derfor Regning paa, at De i hvert Fald vil optage min Henvendelse uden Mistro. Sagen er den: jeg modtog for nogle Timer siden gennem Direktør Zaun en Skrivelse fra Enslev ... en Skrivelse, som vi for enhver Pris maa faa ham til at tage tilbage. Men nu ligger Forholdene jo desværre saadan i Øjeblikket, at ingen af Regeringens Medlemmer eller af vore Venner i Partiet har den Gamles Tillid. De to sidste Gange, jeg selv søgte ham, vilde han ikke modtage mig, og jeg kan ^ ikke udsætte mig for en fornyet Afvisning. I denne Nødstilstand kom jeg til at tænke paa Dem, Fru Abildgaard. De har jo altid haft en høj Stjerne hos Enslev. Jeg tror, De for Tiden er en af de faa, han har bevaret venlige Følelser for. Han har vel heller ikke glemt Deres Mands store Trofasthed mod ham – og store Taalmodighed. Dem vil han derfor ikke mistænke.«

» De vil rimeligvis finde Hensigten med mit Besøg meget besynderlig,« begyndte han, da de havde taget Plads. » Jeg kommer nemlig til Dem for at bede Dem om en usædvanlig Tjeneste. Det gælder ikke ^ private Forhold . Jeg gør derfor Regning paa, at De i hvert Fald vil optage min Henvendelse uden Mistro. Sagen er den: Jeg modtog for nogle Timer siden gennem Direktør Zaun en Skrivelse fra Enslev ... en Skrivelse, som vi for enhver Pris maa faa ham til at tage tilbage. Men nu ligger Forholdene jo desværre saadan i Øjeblikket, at ingen af Regeringens Medlemmer II, 23 eller af vore Venner i Partiet har den Gamles Tillid. De to sidste Gange, jeg selv søgte ham, vilde han ikke modtage mig, og jeg kan ^ ikke udsætte mig for en fornyet Afvisning. I denne Nødstilstand kom jeg til at tænke paa Dem, Fru Abildgaard. De har jo altid haft en høj Stjerne hos Enslev. Jeg tror, De for Tiden er en af de faa, han har bevaret venlige Følelser for. Han har vel heller ikke glemt Deres Mands store Trofasthed mod ham — og store Taalmodighed. Dem vil han derfor ikke mistænke.«

» De vil rimeligvis finde Hensigten med mit Besøg meget besynderlig,« begyndte han, da de havde taget Plads. » Jeg kommer nemlig til Dem for at bede Dem om en usædvanlig Tjeneste. Det gælder ikke ^ private Forhold . Jeg gør derfor Regning paa, at De i hvert Fald vil optage min Henvendelse uden Mistro. Sagen er den: Jeg modtog for nogle Timer siden gennem Direktør Zaun en Skrivelse fra Enslev ... en Skrivelse, som vi for enhver Pris maa faa ham til at tage tilbage. Men nu ligger Forholdene jo desværre saadan i Øjeblikket, at ingen af Regeringens Medlemmer II, 23 eller af vore Venner i Partiet har den Gamles Tillid. De to sidste Gange, jeg selv søgte ham, vilde han ikke modtage mig, og jeg kan ^ ikke udsætte mig for en fornyet Afvisning. I denne Nødstilstand kom jeg til at tænke paa Dem, Fru Abildgaard. De har jo altid haft en høj Stjerne hos Enslev. Jeg tror, De for Tiden er en af de faa, han har bevaret venlige Følelser for. Han har vel heller ikke glemt Deres Mands store Trofasthed mod ham – og store Taalmodighed. Dem vil han derfor ikke mistænke.«

155 » De gør mig helt forvirret, Tyrstrup! Og De tager ganske fejl! Jeg har ikke den allermindste Indflydelse paa Enslev. Da jeg ^ i Sommer traf ham paa Fyn , kaldte han mig rent ud for en Forræder.«

» De gør mig helt forvirret, Tyrstrup! Og De tager ganske fejl! Jeg har ikke den allermindste Indflydelse paa Enslev. Da jeg traf ham i Sommer ^ , kaldte han mig rent ud for en Forræder.«

»Alligevel, Fru Abildgaard. Dem vil han i hvert Fald modtage. Og han vil ogsaa høre paa Dem. Og jeg beder Dem betænke, at det gælder om at afværge en Katastrofe, som kan faa uberegnelige Følger for hele Landet og dets Fremtid .«

» Men hvad er det da? Hvad staar der i den Skrivelse?«

» Ja – her kommer Vanskeligheden for mig. Det har jeg nemlig ikke Ret til at sige Dem. Brevet er stilet til Partistyrelsen og overbragt mig som dens Næstformand. Men jeg tør vel haabe, kære Frue, at De ikke tror mig i Stand til at misbruge et Tillidsforhold. Dersom jeg ikke var fuldkommen sikker paa, at De i et og alt vilde billige mit Standpunkt i denne Sag, var jeg naturligvis ikke kommen til Dem. Hvad jeg vil anmode Dem om, er iøvrigt kun, at De vil gaa til Enslev og paa mine Vegne bede ham om endnu engang at overveje Følgerne af ... af det Skridt, han altsaa har bestemt sig til ^ for at kunne ramme os . Jeg maa foreløbig antage, at det er sket i en sygeligt ophidset Sindsstemning . Det er trist at maatte sige det, men Enslevs Ubeherskethed er jo paa sørgelig Maade tiltaget med Aarene , og den 156 giver sig undertiden Udslag, der faar mig til at tænke paa – hvad vistnok nu er bleven fuldt ud bevist – at der flyder nogle Draaber Natmandsblod i hans Aarer. Men jeg kan dog alligevel vanskeligt tro, at han ikke, naar Ansvaret bliver ham helt bevidst, vil betænke sig paa at sætte Landets Ro og Velfærd paa Spil for at tilfredsstille en personlig Hævnfølelse – eller Magtsyge eller hvad det nu er, der har bevæget ham til en saa monstrøs Overilelse.«

» Ja – her kommer Vanskeligheden for mig. Det har II, 31 jeg nemlig ikke Ret til at sige Dem. Brevet er stilet til Partistyrelsen og overbragt mig som dens Næstformand. Men jeg tør vel haabe, kære Frue, at De ikke tror mig i Stand til at misbruge et Tillidsforhold. Dersom jeg ikke var fuldkommen sikker paa, at De i et og alt vilde billige mit Standpunkt i denne Sag, var jeg naturligvis ikke kommen til Dem. Hvad jeg vil anmode Dem om, er iøvrigt kun, at De vil gaa til Enslev og paa mine Vegne bede ham om endnu en Gang at overveje Følgerne af ... af det Skridt, han altsaa har bestemt sig til at gøre for at ^ ramme os ^ . Det er trist at maatte sige det, men Enslevs Ubeherskethed er jo paa sørgelig Maade tiltaget med Aarene . Den giver sig undertiden Udslag, der uvilkaarlig bringer Tanken hen paa – hvad vistnok nu er bleven fuldt ud bevist – at der flyder nogle Draaber Natmandsblod i hans Aarer. Men jeg kan dog alligevel vanskeligt tro, at han ikke, naar Ansvaret bliver ham helt bevidst, vil betænke sig paa at sætte Landets Ro og Velfærd paa Spil for at tilfredsstille en personlig Hævnfølelse – eller ^ hvad det nu er, der har bevæget ham til en saa monstrøs Overilelse.«

» Ja — her kommer Vanskeligheden for mig. Det har jeg nemlig ikke Ret til at sige Dem. Brevet er stilet til Partistyrelsen og overbragt mig som dens Næstformand. Men jeg tør vel haabe, kære Frue, at De ikke tror mig i Stand til at misbruge et Tillidsforhold. Dersom jeg ikke var fuldkommen sikker paa, at De i et og alt vilde billige mit Standpunkt i denne Sag, var jeg naturligvis ikke kommen til Dem. Hvad jeg vil anmode Dem om, er iøvrigt kun, at De vil gaa til Enslev og paa mine Vegne bede ham om endnu en Gang at overveje Følgerne af ... af det Skridt, han altsaa har bestemt sig til at gøre for at ^ ramme os ^ . Det er trist at maatte sige det, men Enslevs Ubeherskethed er jo paa sørgelig Maade tiltaget med Aarene . Den giver sig undertiden Udslag, der uvilkaarlig bringer Tanken hen paa — hvad vistnok nu er bleven fuldt ud bevist — at der flyder nogle Draaber Natmandsblod i hans Aarer. Men jeg kan dog alligevel vanskeligt tro, at han ikke, naar Ansvaret bliver ham helt bevidst, vil betænke sig paa at sætte Landets Ro og Velfærd paa Spil for at tilfredsstille en personlig Hævnfølelse — eller ^ hvad det nu er, der har bevæget ham til en saa monstrøs Overilelse.«

» Ja – her kommer Vanskeligheden for mig. Det har jeg nemlig ikke Ret til at sige Dem. Brevet er stilet til Partistyrelsen og overbragt mig som dens Næstformand. Men jeg tør vel haabe, kære Frue, at De ikke tror mig i Stand til at misbruge et Tillidsforhold. Dersom jeg ikke var fuldkommen sikker paa, at De i et og alt vilde billige mit Standpunkt i denne Sag, var jeg naturligvis ikke kommen til Dem. Hvad jeg vil anmode Dem om, er iøvrigt kun, at De vil gaa til Enslev og paa mine Vegne bede ham om endnu en Gang at overveje Følgerne af ... af det Skridt, han altsaa har bestemt sig til at gøre for at ^ ramme os ^ . Det er trist at maatte sige det, men Enslevs Ubeherskethed er jo paa sørgelig Maade tiltaget med Aarene . Den giver sig undertiden Udslag, der uvilkaarlig bringer Tanken hen paa – hvad vistnok nu er bleven fuldt ud bevist – at der flyder nogle Draaber Natmandsblod i hans Aarer. Men jeg kan dog alligevel vanskeligt tro, at han ikke, naar Ansvaret bliver ham helt bevidst, vil betænke sig paa at sætte Landets Ro og Velfærd paa Spil for at tilfredsstille en personlig Hævnfølelse – eller ^ hvad det nu er, der har bevæget ham til en saa monstrøs Overilelse.«

Fru Bertha sad med Pegefingeren under Kinden og saae modløst ud over Gulvet .

Fru Bertha sad med Pegefingeren under Hagen og saae modløs ud ^ .

II, 24 Fru Bertha sad med Pegefingeren under Hagen og saae modløs ud ^ .

Hun havde i de senere Aar saa ofte ønsket, at hun ejede en Mands Kraft og havde Evne til at tale til Masserne. Hun vilde da raabe det ud paa alle Torve, at Tiden var af Lave og maatte bringes til Fornuft. Hun vilde kalde især paa Ungdommen for at vække den til Selvbesindelse. Ak – og nu, hvor det blot galdt om at gaa hen til en gammel Ven for at tale ham tilrette, blev hun straks saa fattig paa Mod og fuld af allehaande Betænkeligheder.

Hun havde i de senere Aar ^ ofte ønsket, at hun ejede en Mands Kraft og besad Evne til at tale til Masserne. Hun vilde da raabe det ud paa alle Torve, at Tiden var af Lave og maatte bringes til Fornuft. Hun vilde kalde især paa Ungdommen for at vække den til Selvbesindelse. Ak – og nu, hvor det blot galdt om at gaa hen til II, 32 en gammel Ven for at tale ham tilrette, blev hun straks ^ fuld af allehaande Betænkeligheder.

Hun havde i de senere Aar ^ ofte ønsket, at hun ejede en Mands Kraft og besad Evne til at tale til Masserne. Hun vilde da raabe det ud paa alle Torve, at Tiden var af Lave og maatte bringes til Fornuft. Hun vilde kalde især paa Ungdommen for at vække den til Selvbesindelse. Ak — og nu, hvor det blot galdt om at gaa hen til en gammel Ven for at tale ham tilrette, blev hun straks ^ fuld af allehaande Betænkeligheder.

Hun havde i de senere Aar ^ ofte ønsket, at hun ejede en Mands Kraft og besad Evne til at tale til Masserne. Hun vilde da raabe det ud paa alle Torve, at Tiden var af Lave og maatte bringes til Fornuft. Hun vilde kalde især paa Ungdommen for at vække den til Selvbesindelse. Ak – og nu, hvor det blot galdt om at gaa hen til en gammel Ven for at tale ham tilrette, blev hun straks ^ fuld af allehaande Betænkeligheder.

» Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det, Tyrstrup . Mit Syn paa Enslev kender De. At det er en Ulykke baade for ham selv og for hele Landet, at han ikke faldt til Ro paa sit »Stavnsholt «, det har vi før talt om, og paa det Punkt er vi ganske enige. Men vi har Folk i Partiet, hvis Ærinde jeg ikke ønsker at gaa. Allermindst ^ naar det gælder Enslev.«

» Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det, Tyrstrup ! Mit Syn paa Enslev kender De. At det er en Ulykke baade for ham selv og for hele Landet, at han ikke faldt til Ro paa sit »Fredsholm «, det har vi før talt om, og paa det Punkt er vi ganske enige. Men vi har Folk i Partiet, hvis Ærinde jeg ikke ønsker at gaa. Allermindst , naar det gælder Enslev.«

» Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det, Tyrstrup ! Mit Syn paa Enslev kender De. At det er en Ulykke baade for ham selv og for hele Landet, at han ikke faldt til Ro paa sit »Fredsholm «, det har vi før talt om, og paa det Punkt er vi ganske enige. Men vi har Folk i Partiet, hvis Ærende jeg ikke ønsker at gaa. Allermindst , naar det gælder Enslev.«

157 » Jeg forstaar, hvem De tænker paa. Men netop disse Mænds Indflydelse vil vokse stærkt i en krigerisk Situation, saa heller ikke i den Henseende gaar De mod Deres egne Ønsker ved at paatage Dem denne Mission. Der er fra en vis Side i Partiet indkaldt til et privat Møde iaften, og jeg har maattet love at komme tilstede. Her vil jeg blive nødt til at give Oplysning om Enslevs Demonstration, dersom han ikke forinden bringes til Fornuft. Jeg maa derfor desværre bede Dem om at handle uden Opsættelse.«

» Jeg forstaar, hvem De tænker paa. Men netop disse Mænds Indflydelse vil vokse stærkt i en krigerisk Situation, saa heller ikke i den Henseende gaar De mod Deres egne Ønsker ved at paatage Dem denne Mission. Der er fra en vis Side i Partiet indkaldt til et privat Møde iaften, og jeg har maattet love at komme tilstede. Her vil jeg blive nødsaget til at give Oplysning om Enslevs Demonstration, dersom han ikke forinden bringes til Fornuft. Jeg maa derfor desværre bede Dem om at handle uden Opsættelse.«

» Jeg forstaar, hvem De tænker paa. Men netop disse Mænds Indflydelse vil vokse stærkt i en krigerisk Situation, saa heller ikke i den Henseende gaar De mod Deres egne Ønsker ved at paatage Dem denne Mission. Der er fra en vis Side i Partiet indkaldt til et privat Møde iaften, og jeg har maattet loye at komme tilstede. Her vil jeg blive nødsaget til at give Oplysning om Enslevs Demonstration, dersom han ikke forinden bringes til Fornuft. Jeg maa derfor desværre bede Dem om at handle uden Opsættelse.«

» Et Møde? Jeg har lagt Mærke til, at Gjærup har været saa virksom i den sidste Tid. Det varsler ikke godt ... Og et privat Partimøde? Det lyder underligt. Næsten som en Sammensværgelse. Og De har lovet at komme tilstede?«

» Jeg har mine Grunde.«

Deres Øjne mødtes uvilkaarligt; hvorpaa Ministerchefen halvt undselig slog sine ned . Fru Bertha lagde sin Haand fortrolig paa hans Arm og sagde ^ sørgmodig spøgefuldt ^ :

Deres Øjne mødtes uvilkaarligt; og da Ministerchefen derefter slog sine ned , lagde Fru Bertha Haanden paa hans Arm og sagde med sørgmodig Fortrolighed ^ :

Deres Øjne mødtes uvilkaarligt; og da Ministerchefen derefter slog sine ned , lagde Fru Bertha Haanden paa hans Arm og sagde med sørgmodig Fortrolighed i Tonen :

» Det er virkelig godt, Tyrstrup, at jeg kender Dem saa nøje, som jeg gør. Ellers vilde vel ogsaa jeg begynde at blive bange for Dem. – De er en modig Mand! Man skulde næsten tro, De ikke vidste, hvad Folk mener om Dem. De gaar saa rolig omkring imellem os, som om det slet ikke var Dem, der 158 mistænktes for at være en lidt ulden Herre, en temmelig tvetydig Personlighed, der helst bærer Kappen paa begge Skuldre.«

II, 33 » Det er virkelig godt, Tyrstrup, at jeg kender Dem saa nøje, som jeg gør. Ellers vilde vel ogsaa jeg begynde at blive bange for Dem. – De er en modig Mand! Man skulde næsten tro, De ikke vidste, hvad Folk mener om Dem. De gaar saa rolig omkring imellem os, som om det slet ikke var Dem, der mistænktes for at være en lidt farlig Herre, en temmelig tvetydig Personlighed, der helst bærer Kappen paa begge Skuldre.«

» Det er virkelig godt, Tyrstrup, at jeg kender Dem saa nøje, som jeg gør. Ellers vilde vel ogsaa jeg begynde at blive bange for Dem. — De er en modig Mand! Man skulde næsten tro, De ikke vidste, hvad Folk mener om Dem. De gaar saa rolig omkring II, 25 imellem os, som om det slet ikke var Dem, der mistænktes for at være en lidt farlig Herre, en temmelig tvetydig Personlighed, der helst bærer Kappen paa begge Skuldre.«

» Det er virkelig godt, Tyrstrup, at jeg kender Dem saa nøje, som jeg gør. Ellers vilde vel ogsaa jeg begynde at blive bange for Dem. – De er en modig Mand! Man skulde næsten tro, De ikke vidste, hvad Folk mener om Dem. De gaar saa rolig omkring II, 25 imellem os, som om det slet ikke var Dem, der mistænktes for at være en lidt farlig Herre, en temmelig tvetydig Personlighed, der helst bærer Kappen paa begge Skuldre.«

» Det kan jeg dog vanskeligt undgaa at mærke,« svarede han med sit trætte Smil. » Jeg ser mig jo daglig fremstillet i den Figur i de fleste Blade. Men naar det blot maa lykkes mig at bringe Landet frelst over disse ^ Tiders svære Krise, skal jeg forresten ikke beklage mig. En lidt skaansommere Bedømmelse af min Karakter og mine Evner kunde jeg dog for Sagens Skyld nok ønske mig. Det bliver under disse Forhold stadig vanskeligere for mig at styre de blodtørstige Hoveder indenfor vor egen Fraktion. Gjærup er ingenlunde den eneste, der gaar med en Kniv i Ærmet . Jeg kan godt sige, at jeg mærker den krigeriske Stemning brede sig Dag for Dag . Det er Enslevs Strige-Tale, som nu hævner sig. Men jeg tror, at vi i Øjeblikket befinder os paa et Vendepunkt. Kommer Partiet frelst gennem denne Prøvelse, vil Samlingstanken sejre, og vi tør da haabe paa igen at gaa en rig og lykkelig Fremtid imøde.«

» Det kan jeg dog vanskeligt undgaa at mærke,« svarede han med sit trætte Smil. » Jeg ser mig jo daglig fremstillet i den Figur i de fleste Blade. Men naar det blot maa lykkes mig at bringe Landet frelst over disse svære Tiders ^ Krise, skal jeg forresten ikke beklage mig. En lidt skaansommere Bedømmelse af min Karakter og mine Evner kunde jeg dog for Sagens Skyld nok ønske mig. Det bliver under disse Forhold stadig vanskeligere for mig at styre de blodtørstige Hoveder indenfor vor egen Fraktion. Gjærup er ikke den eneste, der gaar med en Kniv i Ærmet ^ . Det er Enslevs Strige-Tale, som nu hævner sig. Men jeg tror, at vi i Øjeblikket befinder os paa et Vendepunkt. Kommer Partiet uskadt gennem denne Prøvelse, vil Samlingstanken sejre, og vi tør da haabe paa igen at gaa en rig og lykkelig Fremtid imøde.«

Han havde rejst sig og taget hendes Haand.

» Saa vil De gaa til Enslev, ikke sandt? Jeg sætter nu alt mit Haab til Dem.«

» Jeg har ingen stor Tro paa, at jeg kan udrette noget, ... men jeg tør jo ikke sige Nej. Jeg skal gøre mit bedste, det lover jeg Dem .«

» Jeg har ikke stor Tro paa, at jeg kan udrette noget, ... men jeg tør jo ikke sige Nej. Jeg skal gøre mit bedste, det lover jeg Dem !«

159 »Tak .«

II, 34 »Tak !«

»Tak !«

Ved Døren vendte han sig om og sagde:

» Saa maa jeg blot endnu engang have Lov til at minde om, at Sagen haster. Inden Klokken 6 skulde jeg gerne have Svaret. Jeg vil tillade mig til den Tid at sende min Tjener til Dem.«
^ Fru Bertha var bleven siddende. Hun var saa bevæget, at hun glemte at følge ham ud. Og nu, da han var gaaet, blev hun næsten lidt vred paa ham, fordi han havde lagt saa stort et Ansvar paa hendes Skuldre.
Men lidt efter rejste hun sig for at klæde sig paa. Forsøget maatte jo nu gøres, og der var altsaa ingen Tid at spilde.
Nede paa Gaden gik hun mod Sædvane helt inde ved Husrækken. Hun tænkte ikke over det, og da en Herre kom forbi og hilste hende, saae hun paa ham uden rigtig at vide af det og uden at genkende ham. Hun følte selv sin Sindstilstand højst forunderlig. Den mindede hende om hine fjerne Tider, da hun gik frugtsommelig med sit første Barn og var besværet og modløs og ogsaa lidt skamfuld men samtidig beruset af et stort Haab.
Ved Enslevs Dør blev hun først afvist af lille Jomfru Jensen med den Besked, at Herren ikke tog imod; men da hun sendte sit Kort ind, blev hun straks indladt.

» Saa maa jeg blot endnu engang have Lov til at minde om, at Sagen haster. Inden Klokken 6 skulde jeg gerne have Svaret. Jeg vil tillade mig til den Tid at sende min Tjener til Dem.« –
Ved Enslevs Dør blev Fru Bertha ^ først afvist af lille Jomfru Jensen med den Besked, at Herren ikke tog imod; men da hun sendte sit Kort ind, blev hun straks indladt.

» Saa maa jeg blot endnu engang have Lov til at minde om, at Sagen haster. Inden Klokken 6 skulde jeg gerne have Svaret. Jeg vil tillade mig til den Tid at sende min Tjener til Dem.« —
Ved Enslevs Dør blev Fru Bertha ^ først afvist af lille Jomfru Jensen med den Besked, at Herren ikke tog imod; men da hun sendte sit Kort ind, blev hun straks indladt.

160 Enslev var forsøgsvis staaet op. Han sad i Slobrok med en Plæd omkring Benene henne i Solen ved Vinduet i sit Arbejdsværelse. Han havde endogsaa en af sine store, sorte Cigarer i Munden, og Røgen steg i blaalige Hvirvler op i Luften . Ved at se ham sidde der saa fredelig og slikke Solskin som en gammel Pensionist blev Fru Bertha staaende et Øjeblik forvirret af Modsætningen mellem dette Syn og hendes egne urolige Følelser ^ . Det var saa ufatteligt, at denne lille, hvide og hjælpeløse Mand var Enslev, Tyrannen, som Venner og Fjender i en Menneskealder havde frygtet , og hvis Ja og Nej endnu i hans Alderdom ejede en Magt, der styrede Folkets Skæbne.

Enslev var forsøgsvis staaet op. Han sad i Slobrok med en Plæd omkring Benene henne i Solen ved Vinduet i sit Arbejdsværelse. Han havde endogsaa en af sine store, sorte Cigarer i Munden, og Røgen stod i blaalige Hvirvler over ham . Ved at se ham sidde der saa fredelig og slikke Solskin som en gammel Pensionist blev Fru Bertha ^ et Øjeblik staaende. Modsætningen mellem dette Syn og hendes egne urolige Følelser forvirrede hende . Det var saa ufatteligt, at denne lille, hvide og hjælpeløse Mand var Enslev, Tyrannen, som Venner og Fjender i en Menneskealder havde skælvet for , og hvis Ja og Nej endnu i hans Alderdom ejede en Magt, der styrede Folkets Skæbne.

Enslev var forsøgsvis staaet op. Han sad i Slobrok med en Plæd omkring Benene henne i Solen ved Vinduet i sit Arbejdsværelse. Han havde endogsaa en af sine store, sorte Cigarer i Munden, og Røgen stod i blaalige Hvirvler over ham . Ved at se ham sidde der saa fredelig og slikke Solskin som en gammel Pensionist blev Fru Bertha ^ et Øjeblik staaende. Modsætningen II, 26 mellem dette Syn og hendes egne urolige Følelser forvirrede hende . Det var saa ufatteligt, at denne lille, hvide og hjælpeløse Mand var Enslev, Tyrannen, som Venner og Fjender i en Menneskealder havde skælvet for , og hvis Ja og Nej endnu i hans Alderdom ejede en Magt, der styrede Folkets Skæbne.

Enslev var forsøgsvis staaet op. Han sad i Slobrok med en Plæd omkring Benene henne i Solen ved Vinduet i sit Arbejdsværelse. Han havde endogsaa en af sine store, sorte Cigarer i Munden, og Røgen svævede over ham i blaalige Hvirvler ^ . Ved at II, 26 se ham sidde der saa fredelig og slikke Solskin som en gammel Pensionist blev Fru Bertha ^ et Øjeblik staaende. Modsætningen mellem dette Syn og hendes egne urolige Følelser forvirrede hende . Det var saa ufatteligt, at denne lille, hvide og hjælpeløse Mand var Enslev, Tyrannen, som Venner og Fjender i en Menneskealder havde skælvet for , og hvis Ja og Nej endnu i hans Alderdom ejede en Magt, der styrede Folkets Skæbne.

Han vilde rejse sig op for at tage imod hende, men hun forhindrede det og bad ham blive siddende. Hun rullede ^ selv en Stol frem over Gulvet og satte sig overfor ham.

Han vilde rejse sig op for at tage imod hende, men hun forhindrede det og bad ham blive siddende. Saa rullede hun selv en Stol frem over Gulvet og satte sig overfor ham.

» Som De ser – De finder mig halvt i Négligé ,«sagde han. » Min Læge vil ikke tillade mig at tage mod Besøg. Med Dem har jeg altsaa gjort en Undtagelse. Det er nemlig saa sjelden , jeg har den Fornøjelse at se Dem.«

» Som De ser – De finder mig halvt i Negligé ,«sagde han. » Min Læge tillader mig ikke ^ at tage mod Besøg. Med II, 35 Dem har jeg altsaa gjort en Undtagelse. Det er ^ saa sjælden , jeg har den Fornøjelse at se Dem.«

» Som De ser — De finder mig halvt i Negligée ,«sagde han. » Min Læge tillader mig ikke ^ at tage mod Besøg. Med Dem har jeg altsaa gjort en Undtagelse. Det er ^ saa sjælden , jeg har den Fornøjelse at se Dem.«

» Som De ser – De finder mig halvt i Négligé ,«sagde han. » Min Læge tillader mig ikke ^ at tage mod Besøg. Med Dem har jeg altsaa gjort en Undtagelse. Det er ^ saa sjælden , jeg har den Fornøjelse at se Dem.«

» De skal ogsaa have Tak, Enslev, fordi De lod mig komme ind. Det var meget elskværdigt af Dem. Jeg har jo hørt, at De desværre igen har været upasselig.«

161 » Kun en Ubetydelighed. – Men jeg maa straks anmode Dem om at tilstaa mig en Begunstigelse. Vil De tillade mig at tilsidesætte Hensynet til en Dames Nærværelse og blive ved at ryge? Denne gode Cigar havde jeg lige faaet tændt, dengang De kom, og da det er den første efter tre Dages Afholdenhed, vil De forstaa – –.«

» Kun en Ubetydelighed. – Men jeg maa straks anmode Dem om at tilstaa mig en Begunstigelse. Vil De tillade mig at tilsidesætte Hensynet til en Dames Nærværelse og blive ved at ryge? Denne gode Cigar havde jeg lige faaet tændt, dengang De kom, og da det er den første efter tre Dages Afholdenhed, vil De forstaa – –.«

» Kun en Ubetydelighed. — Men jeg maa straks anmode Dem om at tilstaa mig en Begunstigelse. Vil De tillade mig at tilsidesætte Hensynet til en Dames Nærværelse og blive ved at ryge? Denne gode Cigar havde jeg lige faaet tændt, dengang De kom, og da det er den første efter tre Dages Afholdenhed, vil De forstaa — —.«

» Der behøves ingen Undskyldning. Jeg glæder mig tværtimod over , at Tobaken smager Dem. Det et jo det sikreste Tegn paa, at De befinder Dem vel.«

» Der behøves ingen Undskyldning. Det glæder mig ^ , at Tobakken smager Dem. Det er jo altid det sikreste Tegn paa, at en Mand befinder sig vel.«

» De er altfor artig, Fru Abildgaard! ... Men jeg takker Dem.«

Hans Blik og Tone gjorde Fru Bertha utryg. Hun havde undervejs forberedt sig paa, hvad hun vilde sige, men følte nu paa eengang alting vakle. For at samle sine Tanker sad hun en Tid og talte om ligegyldige Ting, indtil Enslev, der var bleven tavs, med eet afbrød hende.

Hans Blik og Tone gjorde Fru Bertha utryg. Hun havde undervejs forberedt sig paa, hvad hun vilde sige, men følte nu paa en Gang alting vakle. For at samle sine Tanker talte hun en Tid ^ om ligegyldige Ting, indtil Enslev, der var bleven tavs, med eet afbrød hende.

Hans Blik og Tone gjorde Fru Bertha utryg. Hun havde undervejs forberedt sig paa, hvad hun vilde sige, men følte nu paa engang alting vakle. For at samle sine Tanker talte hun en Tid ^ om ligegyldige Ting, indtil Enslev, der var bleven tavs, med eet afbrød hende.

» Skal jeg lette Dem Overgangen?« spurgte han.

» Skal jeg lette Dem Overgangen?« ^

» Hvordan mener De?«

» Jeg veed, hvorfor De er kommen her.«

» De veed det!«

II, 27 » De veed det!«

»Ja. Det vil sige, jeg har gættet mig til det. Da jeg fik Deres Kort ind, var jeg straks paa det rene med, at De kom her som Ambassadrice og overordenlig Befuldmægtiget. De ser saa forbavset paa mig, men der er ingen Grund til at beundre mit 162 Skarpsyn . Tyrstrup har efterhaanden selv afsløret sin Grævlingenatur. Og det ligner ham da ogsaa altfor godt ^ at overtale en Dame til at gaa hans ubehagelige Ærinder .«

»Ja. Det vil sige, jeg har gættet mig til det. Da jeg fik Deres Kort ind, var jeg straks paa det rene med, at De kom her som Ambassadrice og overordenlig Befuldmægtiget. De ser saa forbavset paa mig, men der er ingen II, 36 Grund til at beundre min Skarpsindighed . Tyrstrup har efterhaanden selv afsløret sin Grævlingenatur. Og det ligner ham da ogsaa ^ godt nok at overtale en Dame til at gaa hans ubehagelige Ærinder .«

»Ja. Det vil sige, jeg har gættet mig til det. Da jeg fik Deres Kort ind, var jeg straks paa det rene med, at De kom her som II, 27 Ambassadrice og overordenlig Befuldmægtiget. De ser saa forbavset paa mig, men der er ingen Grund til at beundre min Skarpsindighed . Tyrstrup har efterhaanden selv afsløret sin Grævlingenatur. Og det ligner ham da ogsaa ^ godt nok at overtale en Dame til at gaa hans ubehagelige Ærinder .«

»Ja. Det vil sige, jeg har gættet mig til det. Da jeg fik Deres Kort ind, var jeg straks paa det rene med, at De kom her som Ambassadrice og overordenlig Befuldmægtiget. De ser saa forbavset paa mig, men der er ingen Grund til at beundre min Skarpsindighed . Tyrstrup har efterhaanden selv afsløret sin Grævlingenatur. Og det ligner ham da ogsaa ^ godt nok at overtale en Dame til at gaa hans ubehagelige Ærender .«

» Det har De ikke Lov til at sige, Enslev. Jeg veed, at Tyrstrup to Gange har søgt Dem, men De har ikke villet modtage ham.«

» Det er ganske rigtigt. Med en Fjende forhandler jeg ikke paa Tomandshaand men kun i Vidners Nærværelse og allerhelst i hele Offenlighedens Paahør. Jeg deler ikke Tyrstrups Forkærlighed for de smaa Tête-à-tête’r og kælne Overtalelser i Sofakrogene. – Men altsaa: De er kommen her i Anledning af det Brev, jeg har sendt Konsejlspræsidenten. Saa har han vel ogsaa meddelt Dem Brevets Indhold ?«

» Det er ganske rigtigt. Med en Fjende forhandler jeg ikke paa Tomandshaand men kun i Vidners Nærværelse og allerhelst i hele Offenlighedens Paahør. Jeg deler ikke Tyrstrups Forkærlighed for de smaa Tête-à-tête ’ r og kælne Overtalelser i Sofakrogene. – Men altsaa: De er kommen her i Anledning af det Brev, jeg har sendt Konsejlspræsidenten. Saa har han vel ogsaa meddelt Dem Brevets Indhold ?«.

» Det er ganske rigtigt. Med en Fjende forhandler jeg ikke paa Tomandshaand men kun i Vidners Nærværelse og allerhelst i hele Offenlighedens Paahør. Jeg deler ikke Tyrstrups Forkærlighed for de smaa Tête-à-tête ’ r og kælne Overtalelser i Sofakrogene. — Men altsaa: De er kommen her i Anledning af det Brev, jeg har sendt Konsejlspræsidenten. Saa har han vel ogsaa meddelt Dem Brevets Indhold ?«

» Det er ganske rigtigt. Med en Fjende forhandler jeg ikke paa Tomandshaand men kun i Vidners Nærværelse og allerhelst i hele Offenlighedens Paahør. Jeg deler ikke Tyrstrups Forkærlighed for de smaa Tête-à-tête ’ r og kælne Overtalelser i Sofakrogene. – Men altsaa: De er kommen her i Anledning af det Brev, jeg har sendt Konsejlspræsidenten. Saa har han vel ogsaa meddelt Dem Brevets Indhold ?«

»Nej . Det følte han sig ikke berettiget til.«

»Nej , det følte han sig ikke berettiget til.«

» Hvilken Finfølelse! Ja, Tyrstrup er den ædle, rettænkende Mand ud til Fingerspidserne! Selve Bravhedens Apoteose! ... Forresten veed jeg ikke, hvad den Hemmelighedsfuldhed skal til. Imorgen kan dog alle og enhver læse mit Brev i » Femte Juni«. Det meddeler iøvrigt blot, at jeg paa Grund af det mere og mindre vel maskerede politiske Bagstræv, der nu har Magten i Partiet, ønsker at frabede mig den Ære at være dets Formand.«

Fru Bertha nikkede hen for sig og sagde efter en lille Pavse :

Fru Bertha nikkede hen for sig og sagde ^ :

163 » Jeg havde nok tænkt mig, at det maatte være det.«

» Jeg havde nok tænkt mig, at det maatte være det.«

»Ja. Og samtidig har jeg meddelt, at jeg har besluttet mig til at udtræde af Partiet.«

Det blev tilføjet let hen mellem to Drag af Cigaren ; men for Fru Bertha var det, som om Himlen styrtede ned.

II, 37 Det blev tilføjet let hen ^ ; men for Fru Bertha var det, som om Himlen styrtede ned.

Det blev tilføjet let hen ^ ; men for Fru Bertha var det, som om Himlen styrtede ned.

» Det har De ikke, Enslev! Det kan De ikke mene! Udtræde ... af det Parti, som De selv har været med til at skabe. Som man nu i en Menneskealder har givet Deres Navn!«

Enslev svarede ikke. Og for at understrege, at han var utilgængelig for Paavirkning i den Sag, lagde han sig tilbage i Stolen med sin Cigar .

Enslev svarede ikke. Og for at understrege, at han var utilgængelig for Paavirkning i den Sag, lagde han sig tilbage i Stolen og sugede kraftigt paa Cigaren .

Enslev svarede ikke. Og for at understrege, at han var utilgængelig II, 28 for Paavirkning i den Sag, lagde han sig tilbage i Stolen og sugede kraftigt paa Cigaren .

Der blev længe stille.

Der var længe stille.

» Der ^ ^ var engang, Enslev, da jeg forestillede mig den Tid, vi nu staar i, som ^ en Fredens og Menneskekærlighedens Guldalder, som det vilde blive en stor Lykke at komme til at opleve. Jeg kan huske, at De selv engang i vort Hjem i en prægtig Skaaltale lykønskede mine Børn, fordi de var født til Verden under Frihedens Tegn og paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom – som De sagde – » kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse«. Hvad Lykke det blev til for mine egne, skal jeg ikke komme ind paa. Men jeg maa ofte tænke paa, hvordan De vel selv 164 inderst inde dømmer om Resultatet af Udviklingen og om vore Tilstande i det hele . Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om – og fik saa mange andre til at haabe paa.«

» Enslev – der var engang, ^ da jeg saae hen til den Tid, vi nu lever i, som til en Fredens og Menneskekærlighedens Guldalder, som det vilde blive en stor Lykke at ^ opleve. Jeg kan huske, at De selv engang ^ i en prægtig Skaaltale lykønskede mine Børn, fordi de var født til Verden under Frihedens Tegn , paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom – som De sagde – » kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse«. Hvad Lykke det blev til for mine egne, skal jeg ikke komme ind paa. Men jeg maa ofte tænke paa, hvordan De vel nu inderst inde dømmer om Resultatet af Udviklingen ^ . Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om – og fik saa mange andre til at haabe paa.«

II, 28 » Enslev — der var engang, ^ da jeg saae hen til den Tid, vi nu lever i, som til en Fredens og Menneskekærlighedens Guldalder, som det vilde blive en stor Lykke at ^ opleve. Jeg kan huske, at De selv engang ^ i en prægtig Skaaltale lykønskede mine Børn, fordi de var født til Verden under Frihedens Tegn , paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom — som De sagde — » kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse«. Hvad Lykke det blev til for mine egne, skal jeg ikke komme ind paa. Men jeg maa ofte tænke paa, hvordan De vel nu inderst inde dømmer om Resultatet af Udviklingen ^ . Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om — og fik saa mange andre til at haabe paa.«

» Enslev – der var engang, ^ da jeg saae hen til den Tid, vi nu lever i, som til en Fredens og Menneskekærlighedens Guldalder, som det vilde blive en stor Lykke at ^ opleve. Jeg kan huske, at De selv engang ^ i en prægtig Skaaltale lykønskede mine Børn, fordi de var fødte til Verden under Frihedens Tegn , paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom – som De sagde – » kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse«. Hvad Lykke det blev til for mine egne, skal jeg ikke komme ind paa. Men jeg maa ofte tænke paa, hvordan De vel nu inderst inde dømmer om Resultatet af Udviklingen ^ . Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om – og fik saa mange andre til at haabe paa.«

Enslev havde hørt paa hende med sit vildeste Mulm i Blikket.

Enslev havde hørt paa hende med sin vildeste Haan i Blikket.

»Tilstandene ?« sagde han. » Dersom De tænker paa det fejge og lumpne Forræderi, vi nu er Vidne til, saa har De selvfølgelig Ret. Det var ikke en saadan Usselhedens Guldalder, jeg i sin Tid »drømte« om – som De saa ægte kvindeligt udtrykker Dem. Ikke i mine uhyggeligste Fantasier har jeg tænkt mig fromladne Marekatte af Provst Brobergs Kaliber som Resultatet af Udviklingen. Jeg stræbte engang efter at vække et sovende Folk og gøre det til det frieste og mandigste i Verden. Jeg vilde forsøge igen at skabe en Ungdom i dette lille Oldingeland ... Men det skal jeg forresten ikke komme nærmere ind paa . Kun vil jeg sige Dem, Fru Abildgaard, hvad jeg allermindst har troet at skulle opleve. Det er, at De, som var gift med min mangeaarige Ven og politiske Medarbejder, hvem jeg vel kun har gjort godt ... at De, hans Kone, vilde ^ stille Dem til Disposition for mine Fjender. Og det paa et Tidspunkt, da alt fejgt og lumpent Pak i Landet rotter sig sammen imod mig. En saadan Utaknemlighed vilde 165 jeg ganske vist have forsvoret, og den er mig en bitter Skuffelse.«

»Udviklingen ?« vrængede han. » Dersom De tænker paa II, 38 det feje og lumpne Forræderi, vi nu er Vidne til, saa har De selvfølgelig Ret. Det var ikke en saadan Usselhedens Guldalder, jeg i sin Tid »drømte« om – som De saa ægte kvindeligt udtrykker Dem. Ikke i mine uhyggeligste Fantasier har jeg tænkt mig fromladne Marekatte af Provst Brobergs Kaliber som Resultatet af Udviklingen. Jeg stræbte engang efter at vække et sovende Folk og gøre det til det frieste og mandigste i Verden. Jeg vilde forsøge igen at skabe en Ungdom i dette lille Oldingeland ... Men det gider jeg forresten ikke mere snakke om . Kun vil jeg sige Dem, Fru Abildgaard, hvad jeg allermindst havde troet at skulle opleve. Det er, at De, som var gift med min mangeaarige Ven og politiske Medarbejder, ^ vilde finde det passende at stille Dem til Disposition for mine Fjender. Og det paa et Tidspunkt, da alt fejt og lumpent Pak i Landet rotter sig sammen imod mig. En saadan Utaknemlighed vilde jeg ganske vist have forsvoret, og den er mig en bitter Skuffelse.«

»Udviklingen !« vrængede han. » Dersom De tænker paa det feje og lumpne Forræderi, vi nu er Vidne til, saa har De selvfølgelig Ret. Det var ikke en saadan Usselhedens Guldalder, jeg i sin Tid »drømte« om — som De saa ægte kvindeligt udtrykker Dem. Ikke i mine uhyggeligste Fantasier har jeg tænkt mig fromladne Marekatte af Provst Brobergs Kaliber som Resultatet af Udviklingen. Jeg stræbte engang efter at vække et sovende Folk og gøre det til det frieste og mandigste i Verden. Jeg vilde forsøge igen at skabe en Ungdom i dette lille Oldingeland ... Men det gider jeg forresten ikke mere snakke om . Kun vil jeg sige Dem, Fru Abildgaard, hvad jeg allermindst havde troet at skulle opleve. Det er, at De, som var gift med min mangeaarige Ven og politiske Medarbejder, ^ vilde finde det passende at stille Dem til Disposition for mine Fjender. Og det paa et Tidspunkt, da alt fejt og lumpent Pak i Landet rotter sig sammen imod mig. En saadan Utaknemlighed vilde jeg ganske vist have forsvoret, og den er mig en bitter Skuffelse.«

»Udviklingen !« vrængede han. » Dersom De tænker paa det fejge og lumpne Forræderi, vi nu er Vidne til, saa har De selvfølgelig Ret. Det var ikke en saadan Usselhedens Guldalder, jeg i sin Tid »drømte« om – som De saa ægte kvindeligt udtrykker Dem. Ikke i mine uhyggeligste Fantasier har jeg tænkt mig fromladne Marekatte af Provst Brobergs Kaliber som Resultatet af Udviklingen. Jeg stræbte engang efter at vække et sovende Folk og gøre det til det frieste og mandigste i Verden. Jeg vilde forsøge igen at skabe en Ungdom i dette lille Oldingeland ... Men det gider jeg forresten ikke mere snakke om . Kun vil jeg sige Dem, Fru Abildgaard, hvad jeg allermindst havde troet at skulle opleve. Det er, at De, som var gift med min mangeaarige Ven og politiske Medarbejder, ^ vilde finde det passende at stille Dem til Disposition for mine Fjender. Og det paa et Tidspunkt, da alt fejgt og lumpent Pak i Landet rotter sig sammen imod mig. En saadan Utaknemlighed vilde jeg ganske vist have forsvoret, og den er mig en bitter Skuffelse.«

Han havde under dette Udbrud kastet den halvt udrøgne Cigar hen i Askebægeret, som om den pludselig kvalmede ham.

Fru Bertha rystede benægtende paa Hovedet.

II, 29 Fru Bertha rystede benægtende paa Hovedet.

» De tager fejl, Enslev! Det vil De aldrig opleve, at jeg gaar Deres Fjenders Ærinde . Men De er bleven lidt slem til at miskende Deres Venner. Det har jeg ^ sagt Dem før ... Mon De kan huske den Samtale, vi førte med hinanden i Sommer? Det var Dagen efter det store Strige-Møde. De lod mig dengang høre for, hvad de kaldte mit Sortsyn paa Udviklingen, og da jeg forsøgte at forklare Dem mine Ængstelser, vendte De det døve Øre til. Jeg tænkte derfor bagefter, at jeg maaske virkelig saae for mistrøstig paa vore Forhold. Men hvad jeg siden har set og oplevet, har ikke kunnet berolige mig. Jeg føler mig mere og mere overbevist om , Enslev , at vi glider hen imod en frygtelig Katastrofe. Mine private Sorger og Bekymringer skal jeg – som sagt – ikke besvære Dem med. Kun en eneste Ting maa jeg have Lov til at nævne. Vor Samtale fandt jo Sted paa Storeholt, og som De vistnok veed, er nu Gaard og Gods og alt lige til det gamle Bohave kommen paa fremmede Hænder ^ og mit Barndomshjem er bleven lukket for mig. Det var et Salg i 166 sidste Øjeblik for at undgaa Udpantning og Tvangsauktion. Jeg lægger ikke hele Ansvaret for Miseren paa min Brodersøn. Jeg veed godt, at den begyndte allerede i min Broders Tid – og maaske tidligere.«

» De tager fejl, Enslev! De vil ^ aldrig opleve, at jeg gaar Deres Fjenders Ærinde . Men De er bleven lidt slem til at miskende Deres Venner. Det har jeg forøvrigt sagt Dem før ... Mon De kan huske den Samtale, vi førte med hinanden i Sommer? Det var Dagen efter det store Strige-Møde. De lod mig dengang høre for, hvad De II, 39 kaldte mit Sortsyn paa Udviklingen, og da jeg forsøgte at forklare Dem mine Ængstelser, vendte De det døve Øre til. Jeg tænkte derfor bagefter, at jeg maaske virkelig saae for mistrøstig paa vore Forhold. Men hvad jeg siden har set og oplevet, har ikke kunnet berolige mig. Jeg føler mig mere og mere overbevist om ^ , at vi glider hen imod en frygtelig Katastrofe. Mine private Sorger og Bekymringer skal jeg – som sagt – ikke besvære Dem med. Kun en eneste Ting maa jeg have Lov til at nævne. Vor Samtale fandt jo Sted paa Storeholt, og som De vistnok veed, er nu Gaard og Gods og alt lige til det gamle Bohave kommet paa fremmede Hænder , og mit Barndomshjem er bleven lukket for mig. Det var et Salg i sidste Øjeblik for at undgaa Udpantning og Tvangsauktion. Jeg lægger ikke hele Ansvaret for Miseren paa min Brodersøn. Jeg veed godt, at den begyndte allerede i min Broders Tid – og maaske tidligere.«

» De tager fejl, Enslev! De vil ^ aldrig opleve, at jeg gaar Deres Fjenders Ærinde . Men De er bleven lidt slem til at miskende II, 29 Deres Venner. Det har jeg forøvrigt sagt Dem før ... Mon De kan huske den Samtale, vi førte med hinanden i Sommer? Det var Dagen efter det store Strige-Møde. De lod mig dengang høre for, hvad De kaldte mit Sortsyn paa Udviklingen, og da jeg forsøgte at forklare Dem mine Ængstelser, vendte De det døve Øre til. Jeg tænkte derfor bagefter, at jeg maaske virkelig saae for mistrøstig paa vore Forhold. Men hvad jeg siden har set og oplevet, har ikke kunnet berolige mig. Jeg føler mig mere og mere overbevist om ^ , at vi glider hen imod en frygtelig Katastrofe. Mine private Sorger og Bekymringer skal jeg — som sagt — ikke besvære Dem med. Kun en eneste Ting maa jeg have Lov til at nævne. Vor Samtale fandt jo Sted paa Storeholt, og som De vistnok veed, er nu Gaard og Gods og alt lige til det gamle Bohave kommet paa fremmede Hænder , og mit Barndomshjem er bleven lukket for mig. Det var et Salg i sidste Øjeblik for at undgaa Udpantning og Tvangsauktion. Jeg lægger ikke hele Ansvaret for Miseren paa min Brodersøn. Jeg veed godt, at den begyndte allerede i min Broders Tid — og maaske tidligere.«

» De tager fejl, Enslev! De vil ^ aldrig opleve, at jeg gaar Deres Fjenders Ærende . Men De er bleven lidt slem til at miskende Deres Venner. Det har jeg forøvrigt sagt Dem før ... Mon De kan huske den Samtale, vi førte med hinanden i Sommer? Det var Dagen efter det store Strige-Møde. De lod mig dengang høre for, hvad De kaldte mit Sortsyn paa Udviklingen, og da jeg forsøgte at forklare Dem mine Ængstelser, vendte De det døve Øre til. Jeg tænkte derfor bagefter, at jeg maaske virkelig saae for mistrøstig paa vore Forhold. Men hvad jeg siden har set og oplevet, har ikke kunnet berolige mig. Jeg føler mig mere og mere overbevist om ^ , at vi glider hen imod en frygtelig Katastrofe. Mine private Sorger og Bekymringer skal jeg – som sagt – ikke besvære Dem med. Kun en eneste Ting maa jeg have Lov til at nævne. Vor Samtale fandt jo Sted paa Storeholt, og som De vistnok veed, er nu Gaard og Gods og alt lige til det gamle Bohave kommet paa fremmede Hænder , og mit Barndomshjem er bleven lukket for mig. Det var et Salg i sidste Øjeblik for at undgaa Udpantning og Tvangsauktion. Jeg lægger ikke hele Ansvaret for Miseren paa min Brodersøn. Jeg veed godt, at den begyndte allerede i min Broders Tid – og maaske tidligere.«

»Ja, det er altsaa en gammel Historie,« sagde Enslev utaalmodig. » Jeg veed ikke, hvorfor De fortæller mig alt dette.«

» Aa jo, for jeg synes, at denne triste Historie om en gammel Slægtsgaard, der i mere end hundrede Aar har været en Familjes Hjem og noget af en Helligdom for den, og som nu ved letsindig Sorgløshed og Sløseri er kommen i Hænderne paa en Person som Grosserer Søholm – jeg synes, at denne sørgelige Historie er som et Sindbillede paa vor hele selvforskyldte Elendighed. Tro mig, Enslev – der er rundt om i Landet mange, der i disse Tider har den samme knugende Følelse af Hjemløshed som jeg ... mange, der sidder og fryser af Uhygge ved Tanken om, hvad Fremtiden vil bringe os .«

» Aa jo, for jeg synes, at denne triste Historie om en gammel Slægtsgaard, der i mere end hundrede Aar har været en Familjes Hjem og noget af en Helligdom for den, og som nu ved letsindig Sorgløshed og Sløseri er kommen i Hænderne paa en Person som Grosserer Søholm – jeg synes, at denne sørgelige Historie er som et Sindbillede paa vor hele selvforskyldte Elendighed. Tro mig, Enslev – der er rundt om i Landet mange, der i disse Tider har den samme knugende Følelse af Hjemløshed II, 40 som jeg ... mange, der sidder og fryser af Uhygge ved Tanken om, hvad Fremtiden vil bringe os !«

» Aa jo, for jeg synes, at denne triste Historie om en gammel Slægtsgaard, der i mere end hundrede Aar har været en Familjes Hjem og noget af en Helligdom for den, og som nu ved letsindig Sorgløshed og Sløseri er kommen i Hænderne paa en Person som Grosserer Søholm — jeg synes, at denne sørgelige Historie er som et Sindbillede paa vor hele selvforskyldte Elendighed. Tro mig, Enslev — der er rundt om i Landet mange, der i disse Tider har den samme knugende Følelse af Hjemløshed som jeg ... mange, der sidder og fryser af Uhygge ved Tanken om, hvad Fremtiden vil bringe os !«

» Hvem er da denne Søholm?« spurgte Enslev for at komme bort fra Emnet ved at vise hende Deltagelse – han saae, at hun havde faaet Taarer i Øjnene og var ved at overmandes af sin Sindsbevægelse . » Er han ikke Kaffehandler? Og er han ikke Deres Brodersøns Svigerfar?«

» Hvem er da denne Søholm?« spurgte Enslev for at komme bort fra Emnet ^ . » Er han ikke Kaffehandler? Og er han ikke Deres Brodersøns Svigerfar?«

» Hvem er da denne Søholm?« spurgte Enslev for at komme II, 30 bort fra Emnet ^ . » Er han ikke Kaffehandler? Og er han ikke Deres Brodersøns Svigerfar?«

» Han kalder sig Grosserer ja – men er jo som de fleste i Virkeligheden kun Agent for udenlandske 167 Spekulationsforretninger. Det er et ganske samvittighedsløst Menneske, der ikke har andet Formaal end at tjene Penge. De talte før om Ungdommen og ^ hvad De havde ventet Dem af den. Men vil De sige mig, hvordan skal den unge Slægt kunne vækkes til Ansvarsfølelse, naar Personer af den Slags faar Lov til at gaa uantastede omkring og endogsaa hædres af Samfundet, ja stilles frem som Forbilleder for de unge ? Er det underligt, at Haabløshed og en dræbende Ligegyldighed breder sig som en smitsom Sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem? ... Og der er kun een herhjemme, der har Magt til at hjælpe her ... en eneste, der maaske endnu kan vække Folket til Selvbesindelse og afværge en national Ulykke.«

» Det er et ganske samvittighedsløst Menneske, der ikke har andet Formaal end at tjene Penge. De talte før om Ungdommen og , hvad De havde ventet Dem af den. Men vil De sige mig, hvordan skal den unge Slægt kunne vækkes til Ansvarsfølelse, naar Personer af den Slags faar Lov til at gaa uantastede omkring og endogsaa hædres af Samfundet, ja stilles frem som Forbilleder for de unge ? Er det underligt, at Haabløshed og en dræbende Ligegyldighed breder sig som en smitsom Sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem? ... Og der er kun een herhjemme, der har Magt til at hjælpe her ... een eneste, der maaske endnu kan vække Folket til Selvbesindelse og afværge en national Ulykke.«

» Det er et ganske samvittighedsløst Menneske, der ikke har andet Formaal end at tjene Penge. De talte før om Ungdommen II, 30 og , hvad De havde ventet Dem af den. Men vil De sige mig, hvordan skal den unge Slægt kunne vækkes til Ansvarsfølelse, naar Personer af den Slags faar Lov til at gaa uantastede omkring og endogsaa hædres af Samfundet, ja stilles frem som Forbilleder for de unge ? Er det underligt, at Haabløshed og en dræbende Ligegyldighed breder sig som en smitsom Sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem? ... Og der er kun een herhjemme, der har Magt til at hjælpe her ... een eneste, der maaske endnu kan vække Folket til Selvbesindelse og afværge en national Ulykke.«

» Det er et ganske samvittighedsløst Menneske, der ikke har andet Formaal end at tjene Penge. De talte før om Ungdommen , og ^ hvad De havde ventet Dem af den. Men vil De sige mig, hvordan skal den unge Slægt kunne vækkes til Ansvarsfølelse, naar Personer af den Slags faar Lov til at gaa uantastede omkring og endogsaa hædres af Samfundet, ja stilles frem som Forbilleder for de Unge ? Er det underligt, at Haabløshed og en dræbende Ligegyldighed breder sig som en smitsom Sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem? ... Og der er kun een herhjemme, der har Magt til at hjælpe her ... en eneste, der maaske endnu kan vække Folket til Selvbesindelse og afværge en national Ulykke.«

» Og det er altsaa Tyrstrup!« sagde Enslev med Bitterhed.

» Og det er altsaa Tyrstrup!« ^

» Nej – det er Dem, Enslev! De er den eneste her i Landet, hvis Ord alle lytter til. Den eneste, hvis Tale naar ud til hele Folket med virkelig Myndighed og Styrke. Tyrstrup veed godt selv, at han ikke magter Opgaven alene ... Og naar De gaar imod ham, hvor skal han da søge sine Forbundsfæller? ... Men dersom De blot vilde , Enslev, saa kunde De med et Pennestrøg gøre en Ende paa meget af den vilde Lovløshed, der nu triumferer rundt om i vort Samfund ... f. Eks. i vor Presse ... 168 og allermest i Deres egen Avis! Ja, jeg maa sige det, som jeg mener. De har der et Medansvar, som jeg ikke forstaar, ^ De vil blive ved at bære.«

» Nej – det er Dem, Enslev! De er den eneste her i Landet, hvis Ord alle lytter til. Den eneste, hvis Tale naaer ud til hele Folket med virkelig Myndighed og Styrke. Tyrstrup veed godt selv, at han ikke magter Opgaven alene ... Og naar De gaar imod ham, hvor skal han da søge sine Forbundsfæller? ... Men dersom De blot vilde , Enslev, saa kunde De med et Pennestrøg gøre en Ende paa meget af den vilde Lovløshed, der nu triumferer rundt om i vort Samfund ... f. Eks. i vor Presse ... og allermest i Deres egen Avis! Ja, jeg maa II, 41 sige det, som jeg mener. De har der et Medansvar, som jeg ikke forstaar, at De vil blive ved at bære.«

» Nej — det er Dem, Enslev! De er den eneste her i Landet, hvis Ord alle lytter til. Den eneste, hvis Tale naaer ud til hele Folket med virkelig Myndighed og Styrke. Tyrstrup veed godt selv, at han ikke magter Opgaven alene ... Og naar De gaar imod ham, hvor skal han da søge sine Forbundsfæller? ... Men dersom De blot vilde , Enslev, saa kunde De med et Pennestrøg gøre en Ende paa meget af den vilde Lovløshed, der nu triumferer rundt om i vort Samfund ... f. Eks. i vor Presse ... og allermest i Deres egen Avis! Ja, jeg maa sige det, som jeg mener. De har der et Medansvar, som jeg ikke forstaar, at De vil blive ved at bære.«

» Nej – det er Dem, Enslev! De er den eneste her i Landet, hvis Ord alle lytter til. Den eneste, hvis Tale naaer ud til hele Folket med virkelig Myndighed og Styrke. Tyrstrup veed godt selv, at han ikke magter Opgaven alene ... Og naar De gaar imod ham, hvor skal han da søge sine Forbundsfæller? ... Men dersom De blot vilde , Enslev, saa kunde De med et Pennestrøg gøre en Ende paa meget af den vilde Lovløshed, der nu triumferer rundt om i vort Samfund ... f. Eks. i vor Presse ... og allermest i Deres egen Avis! Ja, jeg maa sige det, som jeg mener. De har der et Medansvar, som jeg ikke forstaar, at De vil blive ved at bære.«

»Aa, den dumme Snak! I tyve Aar har jeg maattet høre den! Men den gør ingen Indtryk paa mig. Jeg veed, hvad jeg foretager mig. Jeg kender det danske Frisind . Der lumrer omkring i Krogene saa mange lyssky Bakterier efter Fortidens aandelige Sygdomme. Paa dem virker » Femte Juni«s ungdommelige Respektløshed som en gavnlig Desinfektion. Den har blot – som det nu viser sig – ikke været kraftig nok.«

»Aa, den dumme Snak! I tyve Aar har jeg maattet høre den! Men den gør intet Indtryk paa mig. Jeg kender det danske Frisind og veed, hvad jeg foretager mig . Der lumrer omkring i Krogene saa mange lyssky Bakterier efter Fortidens aandelige Sygdomme. Paa dem virker » Femte Juni«s ungdommelige Respektløshed som en gavnlig Desinfektion. Den har blot – som det nu viser sig – ikke været kraftig nok.«

»Aa, den dumme Snak! I tyve Aar har jeg maattet høre den! Men den gør intet Indtryk paa mig. Jeg kender det danske Frisind og veed, hvad jeg foretager mig . Der lumrer omkring i Krogene saa mange lyssky Bakterier efter Fortidens aandelige Sygdomme. Paa dem virker » Femte Juni«s ungdommelige Respektløshed som en gavnlig Desinfektion. Den har blot — som det nu viser sig — ikke været kraftig nok.«

»Maaske . Men har den til Gengæld ikke ødelagt Livsspirer, som vi nu haardt maa savne ? Hvor er vor Ungdom henne? Har en ung Mand i vore Dage nogen anden Tanke end hans egen Karriere – og saa Adspredelser og Fornøjelser? Hvordan skal det ende , Enslev ? De lader nu, som om De ingenting ser. Men jeg tror Dem ikke. Dertil er De altfor klog. Jeg tror, at ogsaa De mangen Gang med Bekymring tænker paa, hvad Enden skal blive. Gid De da vilde glemme Fortiden og al gammel Bitterhed for vor Fremtids Skyld! Har vi ikke haft Splid og Ufred nok i dette Land? Forlig Dem med Tyrstrup! Han er ikke den, De mener. Blot De vilde tro mig! Slut Fred med alle dem, som vil det 169 gode, hvad de saa ellers tænker og tror! Gør det, Enslev! Og Eftertiden vil velsigne Deres Navn!«

»Maaske ! Men har den ikke ogsaa ødelagt Livsspirer, Enslev ? Hvor er vor Ungdom henne? Har en ung Mand i vore Dage nogen anden Tanke end sin egen Karriere – og saa Adspredelser og Fornøjelser? Hvordan skal det ende ^ ? De lader nu, som om De ingenting ser. Men jeg tror Dem ikke. Dertil er De altfor klog. Jeg tror, at ogsaa De mangen Gang med Bekymring tænker paa, hvad Enden skal blive. Gid De da vilde glemme Fortiden og al gammel Bitterhed for vor Fremtids Skyld! Har vi ikke haft Splid og Ufred nok i dette Land? Forlig Dem med Tyrstrup! Han er ikke den, De mener. Blot De vilde tro mig! Slut Fred med alle dem, som vil det gode, hvad de saa ellers tænker og tror! Gør det, Enslev! Og Eftertiden vil velsigne Deres Navn!«

»Maaske ! Men har den ikke ogsaa ødelagt Livsspirer, Enslev ? Hvor er vor Ungdom henne? Har en ung Mand i vore Dage nogen anden Tanke end sin egen Karriere — og saa Adspredelser og Fornøjelser? Hvordan skal det ende ^ ? De lader nu, som om De ingenting ser. Men jeg tror Dem ikke. Dertil er De altfor klog. Jeg tror, at ogsaa De mangen Gang med Bekymring tænker paa, hvad Enden skal blive. Gid De da vilde glemme Fortiden II, 31 og al gammel Bitterhed for vor Fremtids Skyld! Har vi ikke haft Splid og Ufred nok i dette Land? Forlig Dem med Tyrstrup! Han er ikke den, De mener. Blot De vilde tro mig! Slut Fred med alle dem, som vil det gode, hvad de saa ellers tænker og tror! Gør det, Enslev! Og Eftertiden vil velsigne Deres Navn!«

»Maaske ! Men har den ikke ogsaa ødelagt Livsspirer, Enslev ? Hvor er vor Ungdom henne? Har en ung Mand i vore Dage nogen anden Tanke end sin egen Karriere – og saa Adspredelser II, 31 og Fornøjelser? Hvordan skal det ende ^ ? De lader nu, som om De ingenting ser. Men jeg tror Dem ikke. Dertil er De altfor klog. Jeg tror, at ogsaa De mangen Gang med Bekymring tænker paa, hvad Enden skal blive. Gid De da vilde glemme Fortiden og al gammel Bitterhed for vor Fremtids Skyld! Har vi ikke haft Splid og Ufred nok i dette Land? Forlig Dem med Tyrstrup! Han er ikke den, De mener. Blot De vilde tro mig! Slut Fred med alle dem, som vil det gode, hvad de saa ellers tænker og tror! Gør det, Enslev! Og Eftertiden vil velsigne Deres Navn!«

Revet hen af sin Bevægelse var hun gledet ned paa Knæ foran ham , idet hun tog hans Haand mellem begge sine . Enslev følte sig et Øjeblik mod sin Vilje grebet, og da hun mærkede hans Usikkerhed, blev hun ved at klynge sig til Haabet ^ med en bønfaldende Lidenskab, saa han tilsidst maatte tage Haanden til sig med Magt.

Revet hen af sin Bevægelse var hun gledet ned paa Knæ foran ham og havde taget hans Haand ^ . Enslev følte sig et Øjeblik mod sin Vilje grebet, og da hun mærkede hans Usikkerhed, blev hun ved at trænge ind II, 42 paa ham med ^ bønfaldende Lidenskab, saa han tilsidst maatte rive Haanden til sig med Magt.

Revet hen af sin Bevægelse var hun gledet ned paa Knæ foran ham og havde taget hans Haand ^ . Enslev følte sig et Øjeblik mod sin Vilje grebet, og da hun mærkede hans Usikkerhed, blev hun ved at trænge ind paa ham med ^ bønfaldende Lidenskab, saa han tilsidst maatte rive Haanden til sig med Magt.

» Saa rejs Dem dog! ... Dette ^ er altfor taabeligt !« sagde han. » Jeg ber Dem om at holde op. De veed jo ikke, hvad De selv siger. De tager Dem den Frihed at bryde herind for at give mig politiske Raad . De finder det passende at foreholde mig mit Ansvar, at foreskrive mig Pligter . Det gør mig ondt, at De ^ ikke selv har kunnet indse, hvor latterlig Deres Optræden er .«

» Saa rejs Dem dog! ... Dette her er altfor taabeligt ! Jeg ber Dem om at holde op. De veed jo ikke, hvad De selv siger. De tager Dem den Frihed at bryde herind for at give mig politiske Raad ! De finder det passende at foreholde mig mit Ansvar, at foreskrive mig Pligter ! Kan De dog ikke selv ^ indse, hvor latterlig Deres Optræden er ?«

Fru Bertha havde rejst sig. Fortumlet og skamfuld stod hun ved Siden af sin Stol med Haanden paa dens Ryg og vendte ^ sig bort . Med Fortvivlelse i Hjertet forstod hun nu, at der intet var at udrette , at hun vilde komme til at gaa derfra uden Haab.
Imidlertid fortsatte Enslev . Han sagde, at han selvfølgelig lige saa godt som hun vidste, at der i den snart halvhundredaarige Kamp mod Undertrykkelsen fraoven og Enfoldighedens Tvang franeden 170 kunde være gaaet et og andet værdifuldt i Løbet. Men hvem havde lovet hende, at Friheden skulde vindes uden Ofre? Ikke han! Det var vel overhovedet kun Kvinder, der forestillede sig en politisk Kamp som en Krig med Knappenaale. Eller troede hun, at han selv var gaaet Ram forbi? At ikke ogsaa han havde maattet lide Tab paa sin personlige Lykke ? ...

Fru Bertha havde rejst sig. Fortumlet og skamfuld ^ vendte hun sig bort , da hun forstod ^ , at hun var afmægtig.
Og Enslev skaanede hende ikke . Han sagde, at han selvfølgelig ^ godt ^ vidste, at der i den lange Kamp mod Undertrykkelsen fraoven og Enfoldighedens Tvang franeden kunde være gaaet et og andet værdifuldt i Løbet. Men hvem havde lovet hende, at Friheden skulde vindes uden Ofre? Ikke han! Det var vel overhovedet kun Kvinder, der forestillede sig en politisk Kamp som en Krig paa Knappenaale. Eller troede hun, at han selv var gaaet Ram forbi? At ikke ogsaa han havde maattet betale med Tab af personlig ^ Lykke ? ...

Fru Bertha saae sig tilbage mod Døren og ønskede sig bort. Hun havde ogsaa hørt det ringe og frygtede for at træffe Fremmede.

Fru Bertha saae sig tilbage mod Døren og ønskede sig bort. Hun havde ^ hørt det ringe og frygtede for at træffe Fremmede.

» Nu maa jeg hellere gaa!« sagde hun. » Jeg gør Dem kun mere vred – og det var ikke Hensigten med mit Besøg.«

» Nu maa jeg hellere gaa!« sagde hun. » Jeg gør Dem kun mere vred — og det var ikke Hensigten med mit Besøg.«

» Nu maa jeg hellere gaa!« sagde hun. » Jeg gør Dem kun mere vred – og det var ikke Hensigten med mit Besøg.«

Hun rakte ham Haanden, og Enslev blev igen forsonligere stemt.

II, 32 Hun rakte ham Haanden, og Enslev blev igen forsonligere stemt.

» Paa Dem er jeg ikke vred. Men det gør mig ondt, at De har ladet Dem misbruge til denne politiske Sendelse, som De ikke selv har forstaaet. De indestaar for Tyrstrup – siger De. Men hvad Vægt ligger der paa ham? Han er jo kun en Leddedukke og Paradefigur i Hænderne paa Gjærup og den øvrige Bande, som nu i tredive Aar har ligget paa Lur for at komme mig tillivs ...«

II, 43 » Paa Dem er jeg ikke vred. Men det gør mig ondt, at De har ladet Dem misbruge til denne politiske Sendelse, som De ikke selv har forstaaet. De indestaar for Tyrstrup – siger De. Men hvad Vægt ligger der paa ham? Han er jo kun en Leddedukke og Paradefigur i Hænderne paa Gjærup og den øvrige Bande, som nu i tredive Aar har ligget paa Lur for at komme mig tillivs ...«

» Paa Dem er jeg ikke vred. Men det gør mig ondt, at De har ladet Dem misbruge til denne politiske Sendelse, som De ikke II, 32 selv har forstaaet. De indestaar for Tyrstrup — siger De. Men hvad Vægt ligger der paa ham? Han er jo kun en Leddedukke og Paradefigur i Hænderne paa Gjærup og den øvrige Bande, som nu i tredive Aar har ligget paa Lur for at komme mig tillivs ...

» Tal nu ikke mere, Enslev! Jeg veed jo nu, at jeg er gaaet forgæves. – Jeg siger Dem Farvel!«

» Tal nu ikke mere, Enslev! Jeg veed jo nu, at jeg er gaaet forgæves. — Jeg siger Dem Farvel!«

» Tal nu ikke mere, Enslev! Jeg veed jo nu, at jeg er gaaet forgæves. – Jeg siger Dem Farvel!«

Han vilde rejse sig for at følge hende til Døren, 171 men i det samme kom lille Jensen ind med et Visitkort; og førend Enslev havde faaet Næseklemmerne paa for at læse Navnet, var Fru Bertha gaaet ud af Værelset .

Han vilde rejse sig for at følge hende til Døren, men i det samme kom lille Jensen ind med et Visitkort; og førend Enslev havde faaet Næseklemmerne frem for at læse Navnet, var Fru Bertha gaaet ^ .

Ude i Forstuen stod Redaktør Samuelsen . Han mødte her efter Tilsigelse og var tydelig stærkt ^ ^ nervøs . Idet Fru Bertha passerede forbi , hilste han dog med sin mest smilende Elskværdighed. ^

Ude i Forstuen mødte hun Redaktør Samuelsen , der, ^ kendelig nervøs ^ , hilste hende med sin uforanderligt smilende Elskværdighed. –

Ude i Forstuen mødte hun Redaktør Samuelsen , der, ^ kendelig nervøs ^ , hilste hende med sin uforanderligt smilende Elskværdighed. —

Ude i Forstuen mødte hun Redaktør Samuelsen , der, skønt kendelig nervøs ^ , hilste hende med sin uforanderligt smilende Elskværdighed. –

IV .

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5

⇕ De Dødes Rige 5.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 5.4

189 N ogle Timer senere, da Taagen og Mørket atter havde nedsænket København som i en underjordisk Eventyrverden , og da Menneskestrømmen paany gik fra Broerne ind mod Teatrene og Byens mange andre Forlystelsessteder, samledes det af Gjærup foranstaltede politiske Velfærdsudvalg i et ældre Hus i Kronprinsensgade, et forhenværende Foreningshus, som nu var omdannet til et smaaborgerligt Selskabslokale.

Nogle Timer senere, da Taagen og Mørket atter havde nedsænket København som i en underjordisk Verden , og mens Menneskestrømmen paany gik fra Broerne ind mod Teatrene og Byens ^ andre Forlystelsessteder, samledes det af Gjærup foranstaltede politiske Velfærdsudvalg i et ældre Hus i Kronprinsensgade, et forhenværende Foreningshus, som nu var omdannet til et smaaborgerligt Selskabslokale.

Da Sammenkomsten var ganske privat , og Resultatet af Forhandlingerne foreløbig skulde hemmeligholdes , havde man foretrukket dette Mødested fremfor ^ Byens mere kendte Samlingslokaler, hvor det altid var vanskeligere at sikre sig imod at blive beluret af Pressens lange Æselsøren .

Da Sammenkomsten var ganske privat ^ og Resultatet ^ foreløbig skulde hemmeligholdes strengt, var dette Mødested II, 44 bleven foretrukket for Byens mere kendte Samlingslokaler, hvor det altid var vanskeligere at sikre sig mod at blive beluret af Pressens lange Øren .

Da Sammenkomsten var ganske privat ^ og Resultatet ^ foreløbig skulde hemmeligholdes strengt, var dette Mødested bleven foretrukket for Byens mere kendte Samlingslokaler, hvor det altid var vanskeligere at sikre sig mod at blive beluret af Pressens lange Øren .

Gjærup havde indfundet sig en halv Time før Mødetiden for at efterse, at alt var i ^ Orden efter Aftalen. Han kendte personlig Værten, som oftere havde stillet sine Lokaler til Raadighed for den Slags hemmelige Sammenkomster, hvori Gjærup var den ledende Aand , og som af den Grund nylig var bleven belønnet med en Kammerraadstitel . Han vidste, hvad Slags Sikkerhedsforanstaltninger der krævedes, og Gjærup ytrede da ogsaa ^ sin Tilfredshed med Ordningen.

Gjærup havde indfundet sig en halv Time før Mødetiden for at efterse, at alt var i behørig Orden efter Aftalen. Han kendte personlig Værten, som oftere havde stillet sine Lokaler til Raadighed for den Slags ^ Sammenkomster, hvori Gjærup var den ledende Aand ^ . Han vidste, hvad Slags Sikkerhedsforanstaltninger der krævedes, og Gjærup ytrede da ogsaa nu sin Tilfredshed med Ordningen.

Gjærup havde indfundet sig en halv Time før Mødetiden for at efterse, at alt var i behørig Orden efter Aftalen. Han kendte II, 33 personlig Værten, som oftere havde stillet sine Lokaler til Raadighed for den Slags ^ Sammenkomster, hvori Gjærup var den ledende Aand ^ . Han vidste, hvad Slags Sikkerhedsforanstaltninger der krævedes, og Gjærup ytrede da ogsaa nu sin Tilfredshed med Ordningen.

Midt i en Sal, der optog det meste af Huset, var 190 der anbragt et langt Bord med Stole omkring . Men ogsaa de tilstødende Rum paa begge Sider var forbeholdt Mødets Deltagere , og til deres Betjening var der udset et Par af Forretningens ældste Folk, for hvis Tavshed Kammerraaden gik i Borgen.
Men et Uheld var i sidste Øjeblik indtruffet. En Kortslutning havde ^ gennembrændt den elektriske Hovedledning. Hele Huset maatte oplyses med, hvad man i Hast havde kunnet skrabe sammen, lige fra Sølvkandelabre til gamle Petroleumslamper og Cyclelygter. Navnlig inde i Salen forslog denne Nødhjælp ikke stort, og Kammerraaden var meget ulykkelig.
^ ^ Gjærup derimod gjorde ikke noget Væsen ^ af Sagen. Disse gammeldags Lamper og uroligt brændende Lys i svære Armstager, der pludseligt igen var kommen til Ære og Værdighed , lagde en Fortidsstemning over Salen, ^ ^ ^ der i Øjeblikket svarede til noget i hans bevægede og kæmpende Sind.

Midt i en Sal, der optog det meste af Huset, var der anbragt et langt Bord med Stole ^ . Men ogsaa de tilstødende Rum paa begge Sider var forbeholdt Mødets Deltagere .
Et Uheld var imidlertid indtruffet. En Kortslutning havde i sidste Øjeblik gennembrændt den elektriske Hovedledning. For at faa Huset oplyst havde man i Hast maattet skrabe sammen, hvad der kunde skaffes tilveje af gamle Petroleumslamper , Sølvkandelabre og Lygter. Men disse gammeldags Lamper og uroligt brændende Stearinlys lagde en Fortidsstemning over Salen, som Gjærup netop følte sig tiltalt af ^ , fordi den svarede ^ godt til de Minder, der i Øjeblikket ^ bevægede hans kæmpende Sind.

II, 33 Midt i en Sal, der optog det meste af Huset, var der anbragt et langt Bord med Stole ^ . Men ogsaa de tilstødende Rum paa begge Sider var forbeholdt Mødets Deltagere .
Et Uheld var imidlertid indtruffet. En Kortslutning havde i sidste Øjeblik gennembrændt den elektriske Hovedledning. For at faa Huset oplyst havde man i Hast maattet skrabe sammen, hvad der kunde skaffes tilveje af gamle Petroleumslamper , Sølvkandelabre og Lygter. Men disse gammeldags Lamper og uroligt brændende Stearinlys lagde en Fortidsstemning over Salen, som Gjærup netop følte sig tiltalt af ^ , fordi den svarede ^ godt til de Minder, der i Øjeblikket ^ bevægede hans kæmpende Sind.

Midt i en Sal, der optog det meste af Huset, var der anbragt et langt Bord med Stole ^ . Men ogsaa de tilstødende Rum paa begge Sider var forbeholdt Mødets Deltagere .
Et Uheld var midlertid indtruffet. En Kortslutning havde i sidste Øjeblik gennembrændt den elektriske Hovedledning. For at faa Huset oplyst havde man i Hast maattet skrabe sammen, hvad der kunde skaffes tilveje af gamle Petroleumslamper , Sølvkandelabre og Lygter. Og disse gammeldags Lamper og uroligt brændende Stearinlys lagde en Fortidsstemning over Salen, som Gjærup straks følte sig tiltalt af . Den ^ ^ svarede ogsaa godt til de Minder, der i Øjeblikket ^ bevægede hans kæmpende Sind.

Han og Enslev havde været Venner i Ungdommen. De kom begge ude fra Landet , og i de fattige Studenterdage havde de holdt broderligt sammen. Ved hint nu historisk berømte Sold i Studenterforeningen, da Enslev ud paa Natten sprang op paa en Stol og under frygtelig Tumult holdt sin første politiske Oprørstale , havde Gjærup med sin Person dækket Vennen mod Overlast af nogle halvfulde og ophidsede 191 unge Mennesker, der vilde rive ham ned af Stolen og slaa ham ihjel . Ogsaa siden hørte han en Tid til Enslevs modigste og mest uegennyttige Vaabendragere. Men deres Livsskæbner var bleven meget forskellige. Skønt Gjærup var et skarpsindigt Hoved med en ualmindelig juridisk Viden, som Partiet ofte havde gjort Brug af, var han bestandig bleven holdt nede i en politisk Skyggetilværelse og ^ gjort til en halvt latterlig, halvt tvetydig Person af Partiets egen Presse , hvad han ikke uden Grund tilskrev Enslevs Indflydelse. Fra det Øjeblik ^ de to Venner mødtes i Rigsdagssalen, havde Enslev udelukkende set Pedanten i ham og været klar over Faren ved hans Medarbejderskab. Da han desuden med sin mistænksomme Natur straks mente at opdage Forsøg paa Snigløb fra Gjærups Side ^ , havde han ikke taget i Betænkning at uskadeliggøre ham.

Han og Enslev havde været Venner fra Ungdommen. De kom begge ude fra Landet som fattige Studenter og havde dengang holdt broderligt sammen. Ved hint nu historisk berømte Sold i Studenterforeningen, da Enslev II, 45 ud paa Natten sprang op paa en Stol og under frygtelig Tumult holdt sin første politiske Tale , havde Gjærup med sin Person dækket Vennen mod Overlast af nogle halvfulde og ophidsede Mennesker, der vilde rive ham ned af Stolen og prygle ham fordærvet . Ogsaa siden hørte han en Tid til Enslevs uegennyttigste Vaabendragere. Men deres Livsskæbner var bleven meget forskellige. Skønt Gjærup var et skarpsindigt Hoved med en ualmindelig juridisk Viden, som Partiet ofte havde gjort Brug af, var han stadig bleven holdt nede i en politisk Skyggetilværelse og af Partiets egen Presse gjort til en halvt latterlig, halvt tvetydig Person ^ , hvad han ikke uden Grund tilskrev Enslevs Indflydelse. Fra det Øjeblik , da de to Venner mødtes i Rigsdagssalen, havde Enslev udelukkende set Pedanten i ham ; og da han desuden frygtede ham som Medbejler , havde han ikke taget i Betænkning at uskadeliggøre ham.

Han og Enslev havde været Venner fra Ungdommen. De kom begge ude fra Landet som fattige Studenter og havde dengang holdt broderligt sammen. Ved hint nu historisk berømte Sold i Studenterforeningen, da Enslev ud paa Natten sprang op paa en Stol og under frygtelig Tumult holdt sin første politiske Tale , havde Gjærup med sin Person dækket Vennen mod Overlast af nogle halvfulde og ophidsede Mennesker, der vilde rive ham ned af Stolen og prygle ham fordærvet . Ogsaa siden hørte han en Tid til Enslevs uegennyttigste Vaabendragere. Men deres Livsskæbner var bleven meget forskellige. Skønt Gjærup var et skarpsindigt Hoved med en ualmindelig juridisk Viden, som Partiet ofte havde gjort Brug af, var han stadig bleven holdt nede i en politisk Skyggetilværelse og af Partiets egen Presse gjort til en halvt latterlig, halvt tvetydig Person ^ , hvad han ikke uden Grund tilskrev Enslevs Indflydelse. Fra det Øjeblik , da de to Venner mødtes i Rigsdagssalen, havde Enslev udelukkende set Pedanten i ham ; og da han desuden frygtede ham som Medbejler , havde han ikke taget i Betænkning at uskadeliggøre ham.

Han og Enslev havde været Venner fra Ungdommen. De kom begge ude fra Landet som fattige Studenter og havde dengang holdt broderligt sammen. Ved hint nu historisk berømte Sold i Studenterforeningen, da Enslev ud paa Natten sprang op paa en Stol og under frygtelig Tumult holdt sin første politiske Tale , havde Gjærup med sin Person dækket Vennen mod Overlast af nogle halvfulde og ophidsede Mennesker, der vilde rive ham ned af Stolen og prygle ham fordærvet . Ogsaa siden hørte han en Tid til Enslevs uegennyttigste Vaabendragere. Men deres Livsskæbner var bleven meget forskellige. Skønt Gjærup var et skarpsindigt Hoved med en ualmindelig juridisk Viden, som Partiet ofte havde gjort Brug af, var han stadig bleven holdt nede i en politisk Skyggetilværelse og af Partiets egen Presse gjort til en halvt latterlig, halvt tvetydig Person ^ , hvad han ikke uden Grund tilskrev Enslevs Indflydelse. Fra det Øjeblik , da de to Venner mødtes i Rigsdagssalen, havde Enslev frygtet ^ ^ ^ ham som Medbejler og ikke taget i Betænkning at uskadeliggøre ham.

Men nu følte Gjærup sig overbevist om , at Hævnens store Time endelig var kommen for ham.
Efter at Kammerraaden bukkende havde forladt ham, og før nogen af de indbudne endnu var kommen, gik han i en halv Snes Minuter i Ensomhed op og ned i Salen med Hænderne paa Ryggen. Fingerenderne paa den højre Haand havde travlt, og i sin forhaabningsfulde Spænding smilte han som en Dødning og tænkte undertiden højt.
» Nu skal du faa din Dom, Tyge ^ ! ... Dit knejsende 192 Hovmod staar for Fald! ... Og faar jeg dig først ned fra den Æresplads, du har skændet, skal der ikke være Naade for dig, før jeg har dit stolte Hoved under min Hæl!«
Men nu begyndte Folk at komme. Den første var den unge Højskoleforstander Aleksandersen i sin lange, stramt tilknappede Frakke med de udpolstrede Skuldre , – blond, lysblaaøjet og smuk . Ved Synet af det lange Bord med dets ^ mange mærkelige Belysningsgenstande udbredte han ^ sine Arme og sagde med karakterfast Stemme nogle hjertelige Ord , mens hans Skygge ^ tegnede sig paa ^ Væggen bagved ham som en uhyre Sprællemand.

Men nu følte Gjærup ^ , at Hævnens ^ Time ^ var kommen for ham. Retfærdigheden skulde endelig indhente den store Forbryder! Den Hovmodige skulde falde paa sine Gerninger og ende sine Dage som en fredløs Mand !
Folk begyndte ^ at komme. Den første var den unge Højskoleforstander Aleksandersen i sin karakterfast tilknappede Frakke med de udpolstrede Skuldre ^ . Ved Synet af det lange Bord med de mange forhistoriske Belysningsgenstande udbredte han smilende sine Arme ^ , mens hans Skygge lumskelig tegnede sig paa ^ Væggen bagved ham som en uhyre Sprællemand.

Men nu følte Gjærup ^ , at Hævnens ^ Time ^ var kommen for ham. Retfærdigheden skulde endelig indhente den store Forbryder! Den Hovmodige skulde falde paa sine Gerninger og ende sine Dage som en fredløs Mand !
Folk begyndte ^ at komme. Den første var den unge Højskoleforstander Aleksandersen i sin karakterfast tilknappede Frakke med de udpolstrede Skuldre ^ . Ved Synet af det lange Bord med II, 34 de mange forhistoriske Belysningsgenstande udbredte han smilende sine Arme ^ , mens hans Skygge lumskelig tegnede sig paa . Væggen bagved ham som en uhyre Sprællemand.

Men nu følte Gjærup ^ , at Hævnens ^ Time ^ var kommen for ham. Retfærdigheden skulde endelig indhente den store Forbryder! II, 34 Den Hovmodige skulde falde paa sine Gerninger og ende sine Dage som en fredløs Mand !
Folk begyndte ^ at komme. Den første var den unge Højskoleforstander Aleksandersen i sin karakterfast tilknappede Frakke med de udpolstrede Skuldre ^ . Ved Synet af det lange Bord med de mange forhistoriske Belysningsgenstande udbredte han smilende sine Arme ^ , mens hans Skygge lumskelig tegnede sig paa ^ Væggen bagved ham som en uhyre Sprællemand.

Nøjagtig paa Klokkeslaget kom Rektor Bohse sammen med Jørgen Højbo og Lærer Tanning. Og fra nu af gik Døren uafbrudt. En for en eller et Par Stykker i Følge blev Folk lukket ind af Tjenere , der med Lys ^ i Haanden havde ledsaget dem op ad den halvmørke Trappe , hvor kun et Par Cyclelygter brændte .

Nøjagtig paa Klokkeslaget kom Rektor Bohse sammen II, 46 med Jørgen Højbo og Lærer Tanning. Og fra nu af gik Døren uafbrudt. En for en eller flere i Følge lukkedes Folk ind af Tjenerne , der med Lys eller Cyklelygter i Haanden havde ledsaget dem op ad den mørke Trappe ^ .

Nøjagtig paa Klokkeslaget kom Rektor Bohse sammen med Jørgen Højbo og Lærer Tanning. Og fra nu af gik Døren uafbrudt. En for en eller flere i Følge lukkedes Folk ind af Tjenerne , der med Lys eller Cyklelygter i Haanden havde ledsaget dem op ad den mørke Trappe ^ .

Der samledes tilsidst henved et halvt Hundrede Mænd, hvoraf Størsteparten var Lovgivere. Resten bestod af bekendte Partifæller udenfor den aktive Politik, et Par Universitetsprofessorer, nogle Præster og Redaktører, om hvem det vidstes, at ogsaa de efterhaanden havde taget Afstand fra Enslev og hans Presse. De var bleven indbudte , for at de med deres 193 ansete Navne kunde forøge Betydningen af den Protestadresse, som det var Gjærups Hensigt at faa vedtaget til senere Offenliggørelse paa et belejligt Tidspunkt.

Der samledes tilsidst henved et halvt hundrede Mænd, hvoraf Størsteparten var Lovgivere. De øvrige var bekendte Partifæller udenfor den aktive Politik, et Par Universitetsprofessorer, nogle Præster og Redaktører, om hvem det vidstes, at ogsaa de efterhaanden havde taget Afstand fra Enslev og hans Presse. De var bleven indbudt , for at de med deres ansete Navne kunde forøge Betydningen af en Protestadresse, som det var Gjærups Hensigt at faa vedtaget til senere Offenliggørelse paa et belejligt Tidspunkt.

Stemningen var gennemgaaende meget alvorlig. » Femte Juni« havde igen i sit Aftennummer angrebet Regeringen skaanselsløst i en Artikel, der var spækket med Mistænkeliggørelse. Bladet gik fra Haand til Haand, og flere af de ældre Rigsdagsbønder rystede tavs paa Hovedet. Disse Enslevs fordums Kampfæller gik med tungt Hjerte til dette Opgør med deres gamle Fører og skottede misfornøjet til de unge Folk, der som Højskoleforstander Aleksandersen ikke kunde skjule deres Glæde ved Udsigten til at faa ^ dette sidste Afgudsbillede fra en ^ skummel Fortid styrtet i Grus .

Stemningen var hos de fleste meget alvorlig. » Femte Juni« havde igen i sit Aftennummer angrebet Regeringen ^ i en Artikel, der var spækket med Mistænkeliggørelse. Bladet gik fra Haand til Haand, og ^ de ældre Rigsdagsbønder rystede ^ paa Hovedet. Disse Enslevs fordums Kampfæller gik med tungt Hjerte til Opgøret med deres gamle Høvding. De saae med Mishag paa Højskoleforstander Aleksandersen og nogle andre yngre, der ikke kunde skjule deres Tilfredshed over endelig at faa Ram paa dette ^ Afgudsbillede fra en ^ skummel Fortid ^ .

De fleste af Ministrene havde indfundet sig efter Indbydelse, deriblandt selve Dagens Mand, Provst Broberg, der samme Dag var kommen hertil fra Jylland. Den lille graamankede Prælat gik ^ smilende omkring i Salen, trykkede Folk i Haanden og modtog Lykønskninger.

De fleste af Ministrene havde indfundet sig efter Indbydelse, deriblandt ogsaa Dagens Mand, Provst Broberg, der samme Morgen var kommen hertil fra Jylland. Den ^ graamankede Dværg gik huldsaligt smilende omkring i II, 47 Salen, trykkede Folk i Haanden og modtog Lykønskninger.

De fleste af Ministrene havde indfundet sig efter Indbydelse, deriblandt ogsaa Dagens Mand, Provst Broberg, der samme Morgen var kommen hertil fra Jylland. Den ^ graamankede Dværg gik huldsaligt smilende omkring i Salen, trykkede Folk i Haanden og modtog Lykønskninger.

Tilsidst manglede kun Tyrstrup. Da man havde ventet paa ham nogen Tid, begyndte det Rygte at brede sig ^ , at han overhovedet ikke vilde komme. Og det var karakteristisk for den Mistillid, man nærede til Ministerchefen indenfor hans eget Parti, at Rygtet straks fandt Tiltro ^ .
194 » Han tør ikke for den Gamle!« sagde Aleksandersen saa højt, at alle i Salen vendte sig om .
Gjærup og Lærer Tanning stak Hovederne sammen henne i et Hjørne og syntes raadvilde. Der begyndte at røre sig nogen Utaalmodighed i Forsamlingen . Kun Provst Broberg, der vedvarende følte sig som Centrum for Opmærksomheden, gik lige værdig omkring og trykkede Folk i Haanden.

Tilsidst manglede kun Tyrstrup. Da man havde ventet paa ham nogen Tid, begyndte der at brede sig en mørk Tvivl om , hvorvidt han overhovedet ^ vilde komme. Mistilliden til Regeringschefen holdt sig uforandret i Partiet trods de Indrømmelser, han stadig gjorde de krigslystne ^ .
Gjærup og Lærer Tanning stak Hovederne sammen henne i et Hjørne og syntes raadvilde. Der rørte sig efterhaanden nogen Utaalmodighed i Salen . Kun Provst Broberg, der vedvarende følte sig som Centrum for Opmærksomheden, gik lige straalende omkring og trykkede Folk i Haanden.

Tilsidst manglede kun Tyrstrup. Da man havde ventet paa ham nogen Tid, begyndte der at brede sig en mørk Tvivl om , hvorvidt han overhovedet ^ vilde komme. Mistilliden til Regeringschefen holdt sig uforandret i Partiet trods de Indrømmelser, han stadig gjorde de krigslystne ^ .
II, 35 Gjærup og Lærer Tanning stak Hovederne sammen henne i et Hjørne og syntes raadvilde. Der rørte sig efterhaanden nogen Utaalmodighed i Salen . Kun Provst Broberg, der vedvarende følte sig som Centrum for Opmærksomheden, gik lige straalende omkring og trykkede Folk i Haanden.

II, 35 Tilsidst manglede kun Tyrstrup. Da man havde ventet paa ham nogen Tid, begyndte der at brede sig en mørk Tvivl om , hvorvidt han overhovedet ^ vilde komme. Mistilliden til Regeringschefen holdt sig uforandret i Partiet trods de Indrømmelser, han stadig gjorde de Krigslystne .
^ Gjærup og Lærer Tanning stak Hovederne sammen henne i et Hjørne og syntes raadvilde. Der rørte sig efterhaanden nogen Utaalmodighed i Salen . Kun Provst Broberg, der vedvarende følte sig som Centrum for Opmærksomheden, gik lige straalende omkring og trykkede Folk i Haanden.

Men nu aabnedes Døren af selve Kammerraaden , og Tyrstrup viste sig . Hans ualmindeligt alvorlige og bekymringsfulde Ansigtsudtryk bragte Samtalen til at standse overalt i Salen . Lærer Tanning førte ham til hans Plads ved den øverste Bordende, hvorefter alle satte sig i Tavshed.

Men nu aabnedes Døren af selve Værten , og Tyrstrup traadte ind . Hans ualmindelig bekymringsfulde Ansigtsudtryk bragte Samtalen til at standse ^ . Lærer Tanning førte ham til hans Plads ved den øverste Bordende, hvorefter alle satte sig i Tavshed.

Den gamle Jørgen Højbo indledede med en kort Redegørelse for Hensigten med Mødet og gav derpaa Ordet til Rektor Bohse, hvem det paa ^ Forslag af Gjærup var bleven overdraget at føre Hovedslaget mod Enslev. Gjærup selv veg ved saadanne Lejligheder gerne ^ i sidste Øjeblik tilbage paa Grund af Anfægtelser. Med al sin vilde Hævngerrighed var han et følsomt Menneske, der nok kunde være med til at slibe Vaabnene men helst overlod selve Blodsudgydelsen til andre.

Den gamle Jørgen Højbo indledede med en kort Redegørelse for Hensigten med Mødet og gav derpaa Ordet til Rektor Bohse, hvem man paa Gjærups Forslag havde overdraget at føre Hovedslaget mod Enslev. Gjærup selv veg ved saadanne Lejligheder gerne tilbage i sidste Øjeblik ^ paa Grund af Anfægtelser. Med al sin vilde Hævngerrighed var han et følsomt Menneske, der nok kunde være med til at slibe Vaabnene men helst overlod selve Blodsudgydelsen til andre.

Nu var Rektor Bohse iøvrigt ogsaa den Mand, hvis Ord vilde virke med størst Vægt omkring i Landet. Ganske vist hørte han ikke til Partiets 195 ledende Mænd . Han var i Grunden ^ slet ikke Politiker, og hans akademiske Enfoldighed bragte ofte de rigtige gamle Rigsdagsrotter til at smile ^ . Det var hans Karakters Uangribelighed, der havde skabt hans overordenlige Anseelse i Folket . Enslev, der til sin Forbitrelse aldrig havde kunnet faa Ram paa ham, kaldte ham for »Bæltedyret« paa Grund af denne Atmosfære af Retskaffenhed, der omgav ham som et beskyttende Panser. I Krese, hvor den hele Rigsdag karakteriseredes som et Udvalg af Nationens professionelle Røvere og Dagtyve, nævntes han gerne som den eneste retfærdige.

II, 48 Nu var Rektor Bohse ^ ogsaa den Mand, hvis Ord vilde virke med størst Vægt omkring i Landet. Ganske vist hørte han ikke til Partiets ledende eller prægende Skikkelser . I Grunden var han slet ikke Politiker, og ^ de rigtige gamle Rigsdagsrotter maatte ofte smile af hans Enfoldighed . Det var hans Karakters Uangribelighed, der havde skabt hans ^ Anseelse ^ . Enslev, der til sin Forbitrelse aldrig havde kunnet faa Ram paa ham, kaldte ham for »Bæltedyret« paa Grund af denne Atmosfære af Retskaffenhed, der omgav ham som et beskyttende Panser. ^

Nu var Rektor Bohse ^ ogsaa den Mand, hvis Ord vilde virke med størst Vægt omkring i Landet. Ganske vist hørte han ikke til Partiets ledende eller prægende Skikkelser . I Grunden var han slet ikke Politiker, og ^ de rigtige gamle Rigsdagsrotter maatte ofte smile af hans Enfoldighed . Det var hans Karakters Uangribelighed, der havde skabt hans ^ Anseelse ^ . Enslev, der til sin Forbitrelse aldrig havde kunnet faa Ram paa ham, kaldte ham for »Bæltedyret« paa Grund af denne Atmosfære af Retskaffenhed, der omgav ham som et beskyttende Panser. ^

Rektoren talte langsomt, med en lidt selvbehagelig Bredde og i retoriske Vendinger , der ikke var fri for Svulst. Men han manglede ikke Vid, og der var et harmfyldt Sinds Kraft i hans Angreb paa » Femte Juni« – » Frivolitetens og Korruptionens Hoforgan«, som han kaldte det. Under sin Omtale af Enslevs Forhold til dette Blad, ^ ^ vakte han et Øjeblik stærk Bevægelse i Forsamlingen ved dristigt at erklære, at mange Partifæller rundt om i Landet ikke alene med Forundring og Sorg men ogsaa med ^ dyb Skam var Vidne til, at en af deres Førere, ja selve Partiets Æresformand gjorde sig personlig Fordel af en Bladindustri, der spekulerede i Folkets Fordærv.

Rektoren talte langsomt, med en akademisk Retorik , der undertiden kunde stige til Svulst. Men ^ der var et harmfyldt Sinds Kraft i hans Angreb paa » Femte Juni« og paa Enslevs Forhold til dette Blad – » Frivolitetens og Korruptionens Hoforgan«, som han kaldte det. Han vakte ^ Bevægelse ^ ved ^ at erklære, at mange Partifæller rundt om i Landet ikke alene med Forundring ^ men ogsaa med Sorg og dyb Harme var Vidne til, at en af deres Førere, ja selve Partiets Æresformand gjorde sig personlig Fordel af en Bladindustri, der spekulerede i Folkets Fordærv.

Rektoren talte langsomt, med en akademisk Retorik , der undertiden kunde stige til Svulst. Men ^ der var et harmfyldt Sinds Kraft i hans Angreb paa » Femte Juni« og paa Enslevs Forhold til dette Blad — » Frivolitetens og Korruptionens Hoforgan«, som han kaldte det. Han vakte ^ Bevægelse ^ ved ^ at erklære, at mange Partifæller rundt om i Landet ikke alene med Forundring ^ men ogsaa med Sorg og dyb Harme var Vidne til, at en af deres Førere, ja selve Partiets Æresformand gjorde sig personlig Fordel af en Bladindustri, der spekulerede i Folkets Fordærv.

Rektoren talte langsomt, med en akademisk Retorik , der undertiden kunde stige til Svulst. Men ^ der var et harmfyldt Sinds Kraft i hans Angreb paa » Femte Juni« og paa Enslevs Forhold til dette Blad – » Frivolitetens og Korruptionens Hoforgan«, som han kaldte det. Han vakte ^ Bevægelse ^ ved ^ at erklære, at mange II, 36 Partifæller rundt om i Landet ikke alene med Forundring ^ men ogsaa med Sorg og dyb Harme var Vidne til, at en af deres Førere, ja selve Partiets Æresformand gjorde sig personlig Fordel af en Bladindustri, der spekulerede i Folkets Fordærv.

Han sluttede sin timelange Tale med at sige, at ingen vilde nægte Enslev Tak og Anerkendelse for 196 hans Fortjenester som en af Grundlæggerne af det danske Folks Selvstyre. Men han havde i den senere Tid aabenbaret en sygelig og stadig mere ubehersket Ødelæggelseslyst overfor sit eget Livsværk. Frihedens sande Venner i Landet maatte nu kræve, at der stilledes ham Valget mellem at støtte Partiets Regering i dennes Arbejde for Folkets religiøse, moralske og økonomiske Genrejsning eller at vige Formandspladsen til Trods for, at den i sin Tid var tildelt ham som et livsvarigt Æressæde.

Han sluttede sin lange Tale med at sige, at ingen vilde nægte Enslev Tak og Anerkendelse for hans Fortjenester som en af Grundlæggerne af det danske Folks Selvstyre. Men han havde i den senere Tid aabenbaret en sygelig og stadig mere ubehersket Ødelæggelseslyst overfor sit eget Livsværk. Frihedens sande Venner i Landet maatte nu kræve, at der stilledes ham Valget mellem at støtte II, 49 Partiets Regering i dennes Arbejde for Folkets moralske, religiøse og økonomiske Genrejsning eller at vige Formandspladsen til Trods for, at den i sin Tid var tildelt ham som et livsvarigt Æressæde.

Han sluttede sin lange Tale med at sige, at ingen vilde nægte II, 36 Enslev Tak og Anerkendelse for hans Fortjenester som en af Grundlæggerne af det danske Folks Selvstyre. Men han havde i den senere Tid aabenbaret en sygelig og stadig mere ubehersket Ødelæggelseslyst overfor sit eget Livsværk. Frihedens sande Venner i Landet maatte nu kræve, at der stilledes ham Valget mellem at støtte Partiets Regering i dennes Arbejde for Folkets moralske, religiøse og økonomiske Genrejsning eller at vige Formandspladsen til Trods for, at den i sin Tid var tildelt ham som et livsvarigt Æressæde.

Han sluttede sin lange Tale med at sige, at ingen vilde nægte Enslev Tak og Anerkendelse for hans Fortjenester som en af Grundlæggerne af det danske Folks Selvstyre. Men han havde i den senere Tid aabenbaret en sygelig og stadig mere ubehersket Ødelæggelseslyst overfor sit eget Livsværk. Frihedens sande Venner i Landet maatte nu kræve, at der stilledes ham Valget mellem at støtte Partiets Regering i dennes Arbejde for Folkets moralske, religiøse og økonomiske Genrejsning eller at vige Formandspladsen til Trods for, at den i sin Tid var tildelt ham som et livsvarigt Æressæde.

Da han satte sig ned, udløste den alvorlige Stemning sig i en dæmpet Tilslutning fra hele Forsamlingen. Og Provst Broberg, der havde Plads ved Siden af ham, trykkede hans Haand.

Da han satte sig ned, fik Stemningen Udløsning i en kraftig Tilslutning . Provst Broberg, der havde Plads ved Siden af ham, trykkede hans Haand.

Det var nu Meningen, at Højskoleforstander Aleksandersen skulde have haft Ordet som Repræsentant for Ungdommen, og der hørtes ogsaa en mandig Rømning fra den Ende af Bordet, hvor han sad, da Tyrstrup til almindelig Forbavselse rejste ^ sig ved den anden Bordende og ønskede at tale.

Det var nu Meningen, at Højskoleforstander Aleksandersen skulde have haft Ordet som Repræsentant for den yngre Generation. Men til almindelig Forbavselse rejste Tyrstrup sig ^ og ønskede at tale.

Foran ham stod en høj Kandelaber med flere Lys, og paa Væggen tæt bagved ham tegnede hans ^ Skygge sig mangedoblet som en Klynge ^ Taageskikkelser . Forsamlingen stirrede paa ham i største Spænding. Man saae det paa hans bevægede Udtryk, at han havde en vigtig Meddelelse at gøre .

Fra en høj Kandelaber med flere Lys, der stod foran ham, kastedes der et flakkende Skær over hans Ansigt. Man kunde se, at han var stærkt bevæget og havde en vigtig Meddelelse at gøre. Paa Væggen tæt bagved ham tegnede hans mangedoblede Skygge sig ^ som en Klynge lyttende Taageskikkelser ^ .

» For at forhindre Fortsættelsen af en ^ overflødig 197 Debat – som jeg under andre Forhold iøvrigt kunde have sluttet mig til – betænker jeg mig ikke paa at gøre D’Herrer bekendt med Indholdet af en Skrivelse, jeg idag har modtaget fra Enslev i min Egenskab af Næstformand . Da jeg imidlertid endnu ikke har haft Lejlighed til at fremlægge den for den samlede Partistyrelse , maa jeg bede Dem alle om foreløbig at betragte min Oplysning som strengt fortrolig. Enslev meddeler, at han selv ønsker sig fritaget for alle partipolitiske Tillidshverv og ^ ogsaa fratræder Formandsskabet.«

» For at forhindre Fortsættelsen af en Debat, som Forholdene har gjort overflødig , betænker jeg mig ikke paa at gøre d’Herrer bekendt med Indholdet af en Skrivelse, jeg idag har modtaget fra Enslev ^ . Da jeg imidlertid endnu ikke har haft Lejlighed til at fremlægge den for Partistyrelsen , maa jeg bede Dem alle om foreløbig at betragte min Oplysning som strengt fortrolig. Enslev meddeler, at han ^ ønsker sig fritaget for sine politiske Tillidshverv og saaledes ogsaa fratræder Formandsskabet.«

»Hør!« lød det i Overraskelsens Glæde fra flere af de unge. Og Højskoleforstander Aleksandersen lagde sig med korslagte Arme tilbage mod Stoleryggen , som kunde det væsenlig være ham, der havde tvunget den gamle Partityran ned fra Højsædet.
» Men desværre har jeg ogsaa en anden Meddelelse at gøre,« fortsatte Tyrstrup. » Jeg er overbevist om, at den vil vække dyb Beklagelse ikke alene i denne Forsamling men hos alle dem, for hvem Fremtidsmaalet har været en fredelig Samvirken af Folkets Kræfter til Bedste for vort fælles Fædreland. Enslev meddeler nemlig samtidigt , at han – vor mangeaarige Fører og største Kraft – udmelder sig af Partiet.«

Der gik et Brus af glad Overraskelse gennem Forsamlingen. Aleksandersen lagde sig triumferende tilbage mod Stoleryggen og raabte: »Hør!«
II, 50 » Men desværre har jeg ogsaa en anden Meddelelse at gøre,« fortsatte Tyrstrup. » Jeg er overbevist om, at den vil vække dyb Beklagelse ikke alene i denne Forsamling men hos alle dem, for hvem Fremtidsmaalet har været en fredelig Samvirken af Folkets Kræfter til Bedste for vort fælles Fædreland. Enslev meddeler mig , at han – vor mangeaarige Fører og største Kraft – udmelder sig af Partiet.«

Der gik et Brus af glad Overraskelse gennem Forsamlingen. Aleksandersen lagde sig triumferende tilbage mod Stoleryggen og raabte: »Hør!«
» Men desværre har jeg ogsaa en anden Meddelelse at gøre,« fortsatte Tyrstrup. » Jeg er overbevist om, at den vil vække dyb Beklagelse ikke alene i denne Forsamling men hos alle dem, for hvem Fremtidsmaalet har været en fredelig Samvirken af Folkets II, 37 Kræfter til Bedste for vort fælles Fædreland. Enslev meddeler mig , at han — vor mangeaarige Fører og største Kraft — udmelder sig af Partiet.«

Der gik et Brus af glad Overraskelse gennem Forsamlingen. II, 37 Aleksandersen lagde sig triumferende tilbage mod Stoleryggen og raabte: »Hør!«
» Men desværre har jeg ogsaa en anden Meddelelse at gøre,« fortsatte Tyrstrup. » Jeg er overbevist om, at den vil vække dyb Beklagelse ikke alene i denne Forsamling men hos alle dem, for hvem Fremtidsmaalet har været en fredelig Samvirken af Folkets Kræfter til Bedste for vort fælles Fædreland. Enslev meddeler mig , at han – vor mangeaarige Fører og første Kraft – udmelder sig af Partiet.«

Efter disse Ord lød der ingen Hør. I næsten et 198 Minut var der en Gravens Stilhed i den dystre Sal . ^ ^ Saa rejste der sig lidt efter lidt højlydte Protester fra mange Sider.

Efter disse Ord lød der ingen Hør. I nogle Øjeblikke var der en ^ Stilhed i den dystre Sal , som om et Lyn var slaaet ned. Man stirrede paa Tyrstrup, mens Ophidselse, Angst og Forlegenhed kæmpede om Herredømmet i Sindene .
Saa rejste der sig ^ højlydte Protester fra mange Sider.

Efter disse Ord lød der ingen Hør. I nogle Øjeblikke var der en ^ Stilhed i den dystre Sal , som om et Lyn var slaaet ned. Man stirrede paa Tyrstrup, mens Ophidselse, Angst og Forlegenhed kæmpede om Herredømmet i alle Sind .
Saa rejste der sig ^ højlydte Protester fra mange Sider.

» Det maa ikke ske!« sagde en gammel Bonde ophidset.

» Det maa ikke ske!« sagde en gammel Bonde grædefærdig.
Men Lærer Tanning raabte:

» Det er jo Forræderi!« raabte Lærer Tanning, og hans Ord blev gentaget af flere.

» Det er ^ Forræderi!«
Og hans Ord blev gentaget af flere.

Gjærup sad med Albuen paa Knæet og Haanden omkring Hagen . Aldeles lamslaaet stirrede han gennem Brillerne hen paa Tyrstrup – med Øjne saa runde og mørke som en Natfugls. Han havde dennegang været saa sikker paa sin Sejr. Og nu havde Enslev igen ved en lynsnar Manøvre ^ slaaet ham Vaabnet ud af Haanden .
Tyrstrup føjede til , at de – undertiden miskendte – Bestræbelser, der fra flere Sider var gjort for at afværge denne triste Katastrofe, altsaa ikke var bleven kronede med Held. Han havde dog det Haab, at Sammenholdet i Partiet skulde vise sig stærkt nok til at modstaa ogsaa denne svære Rystelse, og han bad tilsidst alle de Tilstedeværende om at tilsige ham og det øvrige Ministerium deres virksomme Støtte i den bitre og sørgelige Kamp, der sikkert forestod.

Gjærup sad lamslaaet med Haanden omkring Hagen og stirrede ud gennem Brillerne ^ med Øjne saa runde og mørke som en Natugles. Ved en lynsnar Manøvre havde Enslev paany slaaet ham Mordvaabnet ud af Haanden og narret ham for hans Hævn.
Alle var paa det rene med, at Enslevs Udmeldelse betød en Undsigelse, at den indvarslede en ny Sværdtid, Stormtid, Ulvtid i Stedet for den Fred, som mange havde haabet paa.
Da der endelig var bleven lidt Ro i Salen, fortsatte II, 51 Tyrstrup . Han sagde , at de – ofte miskendte – Bestræbelser, der ^ var gjort for at afværge denne triste Katastrofe, altsaa ikke var bleven kronede med Held. Han havde dog det Haab, at Sammenholdet i Partiet skulde vise sig stærkt nok til at modstaa ogsaa denne svære Rystelse, og han bad ^ alle de tilstedeværende ^ tilsige ham og det øvrige Ministerium deres virksomme Støtte i den bitre og sørgelige Kamp, der sikkert forestod.

Gjærup sad lamslaaet med Haanden omkring Hagen og stirrede ud gennem Brillerne ^ med Øjne saa runde og mørke som en Natugles. Ved en lynsnar Manøvre havde Enslev paany slaaet ham Mordvaabnet ud af Haanden og narret ham for hans Hævn.
Alle var paa det rene med, at Enslevs Udmeldelse betød en Undsigelse, at den indvarslede en ny Sværdtid, Stormtid, Ulvtid i Stedet for den Fred, som mange havde haabet paa.
Da der endelig var bleven lidt Ro i Salen, fortsatte Tyrstrup . Han sagde , at de — ofte miskendte — Bestræbelser, der ^ var gjort for at afværge denne triste Katastrofe, altsaa ikke var bleven kronede med Held. Han havde dog det Haab, at Sammenholdet i Partiet skulde vise sig stærkt nok til at modstaa ogsaa denne svære Rystelse, og han bad ^ alle de tilstedeværende ^ tilsige ham og det øvrige Ministerium deres virksomme Støtte i den bitre og sørgelige Kamp, der sikkert forestod.

Gjærup sad lamslaaet med Haanden omkring Hagen og stirrede ud gennem Brillerne ^ med Øjne saa runde og mørke som en Natugles. Ved en lynsnar Manøvre havde Enslev paany slaaet ham Mordvaabnet ud af Haanden og narret ham for hans Hævn.
Alle var paa det rene med, at Enslevs Udmeldelse betød en Undsigelse, at den indvarslede en ny Sværdtid, Stormtid, Ulvtid i Stedet for den Fred, som mange havde haabet paa.
Da der endelig var bleven lidt Ro i Salen, fortsatte Tyrstrup . Han sagde , at de – ofte miskendte – Bestræbelser, der ^ var gjort for at afværge denne triste Katastrofe, altsaa ikke var bleven kronede med Held. Han havde dog det Haab, at Sammenholdet i Partiet skulde vise sig stærkt nok til at modstaa ogsaa denne svære Rystelse, og han bad ^ alle de Tilstedeværende ^ tilsige ham og det øvrige Ministerium deres virksomme Støtte i den bitre og sørgelige Kamp, der sikkert forestod.

Som Svar herpaa sprang Lærer Tanning op og raabte i heftig Bevægelse :

Som Svar herpaa sprang Lærer Tanning op og raabte ^ :

» Danmark leve!«

199 Alle rejste sig. Med løftede Hænder og for manges Vedkommende med bævende Læber blev der svaret med tre taktfaste Hurraer .
Kort efter opløstes Forsamlingen. De fleste af Deltagerne gik bort ^ ^ ^ ^ ^ i en nedslaaet Stemning; og da Gjærup som den sidste tog Afsked med Værten, sagde han ham ind i Øret:
» Vi kommer snart igen!«
Paa Vejen hjem gennem Smaagaderne fik Gjærup iøvrigt hele sit morderiske Haab tilbage. Efter at Forskrækkelsen havde sat sig, følte han sig mere og mere overbevist om, at Enslevs Demonstration kun vilde skaffe ham en kort Galgenfrist og siden gøre hans Fald endnu dybere, hans Ydmygelse endnu forsmædeligere. Dersom ikke Døden forinden forbarmede sig over ham, skulde han ikke undslippe dennegang. Retfærdigheden havde endelig indhentet den store Forbryder. Han, hvis hele Liv havde været et Oprør mod Lov og Orden, skulde komme til at ende sine Dage som en fredløs Mand. Den uovervindelige Sejrherre skulde falde paa sine egne Gerninger , skulde tilsidst dø som en stakkels Flygtning, hvem ingen vilde kendes ved. – –
Ude omkring i Hovedgaderne sporedes allerede et stærkt Røre. » Femte Juni« havde udsendt en Løbeseddel med Meddelelse om Enslevs Krigserklæring, 200 og Folk søgte hen til Avisredaktionernes Vinduer for at læse de ophængte Plakater.
Ud paa Aftenen voksede Bevægelsen i Byen næsten som paa en Valgdag. Især var der Trængsel paa Højbro Plads udenfor » Femte Juni«s store Bygning. Hurraraab og » Leve Enslev« lød nu og da op mod den halvrunde Hjørnealtan, hvor den gamle Fører saa ofte paa de store Valgaftener havde vist sig for Mængden og ladet sig hylde.
Nu sad Redaktør Samuelsen deroppe bag de oplyste Vinduer i sort Fortvivlelse. Han var om Eftermiddagen gaaet til Sammenkomsten med Enslev fast bestemt paa at gøre ham alvorlige Forestillinger. Og saa var Resultatet blevet, at han efter en Avdiens paa to Minuter hjembragte Ordre til at udsende Løbeseddel om denne Ulykke, der sikkert vilde koste Bladet flere tusinde Provinsabonnenter. Hans store Planer til ^ et særligt Søndagsnumer, til et illustreret Onsdagstillæg for Børn, til en Sportstidende og et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder – alle disse moderne Ideer, som hans Hjerne tumlede med, og som i Løbet af et halvt Aar vilde kunne nedslagte enhver Konkurrence – ^ igen uhjælpeligt strandet paa en halvgal Oldings urimelige Stædighed!

Alle rejste sig. Med ^ tre taktfaste Hurraer bekræftede Forsamlingen sin Tilslutning til Tyrstrups Ord. – –
Ude omkring i Hovedgaderne sporedes allerede et stærkt Røre. » Femte Juni« havde udsendt en Løbeseddel med Enslevs Krigserklæring, og Folk søgte hen til Avisredaktionernes Vinduer for at læse de ophængte Plakater.
Ud paa Aftenen voksede Bevægelsen i Byen som paa en Valgdag. Især var der Trængsel paa Højbro Plads udenfor » Femte Junis« store Bygning. Hurraer og Leveraab for Enslev blandet med Piben og Spektakel lød op mod den halvrunde Hjørnealtan, hvor den gamle Fører saa ofte paa de store Valgaftener havde vist sig for Mængden og ladet sig hylde.
Nu sad Samuelsen deroppe bag Vinduesplakaterne og var hensunken i mørk Fortvivlelse. Et stort Haab var kuldkastet for denne Fredens Mand, der kun ønskede at faa Ro til at gøre sin Gerning som Publikums faderlige Velgører og Ven. Virkeliggørelsen af hans Drøm om et mægtigt , 24-sidigt Blad med en ærligt udstrakt Haand II, 52 til alle Sider, med et særligt Søndagsnummer, en Sportstidende, et illustreret Onsdagstillæg for Børn, en Sundhedsbibel og et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder , dette Kæmpeforetagende, der kærligt skulde omslutte hele Folket som en Polyp og nedslaa enhver Konkurrence – alt var igen uhjælpeligt strandet paa en halvgal Oldings ^ Stædighed!

Alle rejste sig. Med ^ tre taktfaste Hurraer bekræftede Forsamlingen sin Tilslutning til Tyrstrups Ord. — —
Ude omkring i Hovedgaderne sporedes allerede et stærkt Røre. » Femte Juni« havde udsendt en Løbeseddel med Enslevs Krigserklæring, og Folk søgte hen til Avisredaktionernes Vinduer for at læse de ophængte Plakater.
Ud paa Aftenen voksede Bevægelsen i Byen som paa en Valgdag. II, 38 Især var der Trængsel paa Højbro Plads udenfor » Femte Junis« store Bygning. Hurraer og Leveraab for Enslev blandet med Piben og Spektakel lød op mod den halvrunde Hjørnealtan, hvor den gamle Fører saa ofte paa de store Valgaftener havde vist sig for Mængden og ladet sig hylde.
Nu sad Samuelsen deroppe bag Vinduesplakaterne og var hensunken i mørk Fortvivlelse. Et stort Haab var kuldkastet for denne Fredens Mand, der kun ønskede at faa Ro til at gøre sin Gerning som Publikums faderlige Velgører og Ven. Virkeliggørelsen af hans Drøm om et mægtigt , 24-sidigt Blad med en ærligt udstrakt Haand til alle Sider, med et særligt Søndagsnummer, en Sportstidende, et illustreret Onsdagstillæg for Børn, en Sundhedsbibel og et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder , dette Kæmpeforetagende, der kærligt skulde omslutte hele Folket som en Polyp og nedslaa enhver Konkurrence — alt var igen uhjælpeligt strandet paa en halvgal Oldings ^ Stædighed!

II, 38 Alle rejste sig. Med ^ tre taktfaste Hurraer bekræftede Forsamlingen sin Tilslutning til Tyrstrups Ord. – –
Ude omkring i Hovedgaderne sporedes allerede et stærkt Røre. » Femte Juni« havde udsendt en Løbeseddel med Enslevs Krigserklæring, og Folk søgte hen til Avisredaktionernes Vinduer for at læse de ophængte Plakater.
Ud paa Aftenen voksede Bevægelsen i Byen som paa en Valgdag. Især var der Trængsel paa Højbro Plads udenfor » Femte Juni«s store Bygning. Hurraer og Leveraab for Enslev blandet med Piben og Spektakel lød op mod den halvrunde Hjørnealtan, hvor den gamle Fører saa ofte paa de store Valgaftener havde vist sig for Mængden og ladet sig hylde.
Nu sad Samuelsen deroppe bag Vinduesplakaterne og var hensunken i mørk Fortvivlelse. Et stort Haab var kuldkastet for denne Fredens Mand, der kun ønskede at faa Ro til at gøre sin Gerning som Publikums faderlige Velgører og Ven. Virkeliggørelsen af hans Drøm om et mægtigt , 24-sidigt Blad med en ærligt udstrakt Haand til alle Sider, med et særligt Søndagsnummer, en Sportstidende, et illustreret Onsdagstillæg for Børn, en Sundhedsbibel og et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder , dette Kæmpeforetagende, der kærligt skulde omslutte hele Folket som en Polyp og nedslaa enhver Konkurrence – alt var igen uhjælpeligt strandet paa en halvgal Oldings ^ Stædighed!

V .

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.6

⇕ De Dødes Rige 5.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 5.5

201 M ellem de mange tusinde Telefonsamtaler, der kryssedes over København denne Aften i Anledning af Enslevs Udæskning, førtes nogle ^ mellem Jægermester Hagens Svigerfar, Grosserer Søholm, og forskellige politisk interesserede Folk af hans Bekendtskab, som Grossereren ringede op for at høre deres Mening om Affæren.

Mellem de mange tusinde Telefonsamtaler, der krydsedes over København denne Aften i Anledning af Enslev, blev nogle ført mellem Jægermester Hagens Svigerfar, Grosserer Søholm, og forskellige politisk interesserede Folk af hans Bekendtskab, som Grossereren ringede op for at høre deres Mening om Affæren.

» Ja saa! ... Naa! ... Stemmerne paa Landet maaske ; ja det kan jo være! ... Jeg ^ ^ kender ikke noget til de Dele ; jeg er Forretningsmand og har aldrig raget mig ind i det politiske ... Hvad siger De? Min Svigersøns Standpunkt . Ja, det kender jeg heller ikke noget til. Blander mig ikke i det. Men De mener altsaa, at Enslev er færdig ... Ogsaa syg? Ja, det er han jo. Men der maa vel næsten komme et nyt Valg nu? ... Hvad siger De? ... Ja ja, nu faar vi se ! ... ^ Godnat!«
Grossereren lagde Telefonen men tog den lidt efter igen og ringede sin Svigersøn op.
Der var ingen, der svarede.
Han ringede utaalmodigt flere Gange; men gennem Telefonen kom der ingen anden Lyd end denne stille, uhyggelige Kogen, der er Tavshedens og Mørkets Stemme.
»Naturligvis! ... Ingen hjemme!«
Han lettede sin Kæmpekrop og greb uvillig Pennen. 202 Under megen Snusen gennem Næsen og Smæld med Læberne og al den øvrige Musik, der var nødvendig, naar denne forhenværende Pakhuskarl skulde udtrykke sig skriftlig paa anden Maade end i de vedtægtsmæssige Handelstalemaader, kom der følgende Skrivelse til Verden: Kære Hr. Svigersøn!
Jeg venter Dem og Vilhelmine her til Frokost imorgen. Det er jo Søn- & Helligdag. Vi har ikke set noget til jer saa længe. Vi spiser Klokken tolv præcis . Med Agtelse Deres Svigerfader L. K. Søholm.
Han trykkede paa en Knap under Bordpladen, og næsten som automatisk skød Døren til Gangen sig ind i Muren, og en uniformeret og friseret Dreng kom tilsyne i Aabningen i militær Retstilling.
» Grossereren kaldte!«
» Bring det Brev hen i Postkassen. Og saa kan du gaa hjem.« – –
Grosserer Søholm havde sit Kontor ved Vestervold. Hans Privatbolig – en nybygget, palæagtig Villa – laa i det fornemme Kvarter foran ^ ^ ^ ^ Østerbro. Hver Søgnedags Morgen Klokken otte kørte han hjemmefra i sin elefantgraa Kæmpeautomobil, og indtil han ved Sekstiden vendte tilbage ^ repræsenteredes Familjen af hans to endnu ugifte Døtre, Frøknerne Cecilie og 203 Constance, samt af hans Søster, den gamle Frøken Søholm, der under Broderens Fraværelse var Husets egenlige Herskerinde.

» Ja saa! ... Naa! ... Stemmerne paa Landet altsaa ; ja det kan jo være! ... Jeg er Forretningsmand , kender ikke noget til de Dele ... Hvad siger De? ... Min Svigersøns Standpunkt ? Ja, det kender jeg heller ikke noget til. Blander mig ikke i det. Men De mener altsaa, at Enslev er færdig ... Ogsaa syg? Ja, det er han jo. Nu faar vi se , hvad det Spektakel bliver til ... Ja ja, Godnat!«
Grosserer Søholm havde sit Kontor ved Vestervold. Hans Privatbolig – en nybygget, palæagtig Villa – laa i det fornemme Kvarter foran paa Østerbro. Hver Søgnedags Morgen Klokken otte kørte han hjemmefra i et elefantgraat Kæmpeautomobil, og indtil han ved Sekstiden vendte tilbage , repræsenteredes Familjen af hans to ^ ugifte II, 53 Døtre, Frøknerne Cecilie og Constance, samt af hans Søster, den gamle Frøken Søholm, der under Broderens Fraværelse var Husets egenlige Herskerinde.

» Ja saa! ... Naa! ... Stemmerne paa Landet altsaa ; ja det kan jo være! ... Jeg er Forretningsmand , kender ikke noget til de Dele ... Hvad siger De? ... Min Svigersøns Standpunkt ? Ja, det kender jeg heller ikke noget til. Blander mig ikke i det. Men De mener altsaa, at Enslev er færdig ... Ogsaa syg? Ja, det er han jo. Nu faar vi se , hvad det Spektakel bliver til ... Ja ja, Godnat!«
Grosserer Søholm havde sit Kontor ved Vestervold. Hans Privatbolig — en nybygget, palæagtig Villa — laa i det fornemme Kvarter foran paa Østerbro. Hver Søgnedags Morgen Klokken otte kørte han hjemmefra i et elefantgraat Kæmpeautomobil, og indtil han ved Sekstiden vendte tilbage , repræsenteredes Familjen II, 39 af hans to ^ ugifte Døtre, Frøknerne Cecilie og Constance, samt af hans Søster, den gamle Frøken Søholm, der under Broderens Fraværelse var Husets egenlige Herskerinde.

» Ja saa! ... Naa! ... Stemmerne paa Landet altsaa ; ja det kan jo være! ... Jeg er Forretningsmand , kender ikke noget til de Dele ... Hvad siger De? ... Min Svigersøns Standpunkt ? Ja, det kender jeg heller ikke noget til. Blander mig ikke i det. Men De mener altsaa, at Enslev er færdig ... Ogsaa syg? Ja, II, 39 det er han jo. Nu faar vi se , hvad det Spektakel bliver til ... Ja ja, Godnat!«
Grosserer Søholm havde sit Kontor ved Vestervold. Hans Privatbolig – en nybygget, palæagtig Villa – laa i det fornemme Kvarter foran paa Østerbro. Hver Søgnedags Morgen Klokken otte kørte han hjemmefra i et elefantgraat Kæmpeautomobil, og indtil han ved Sekstiden vendte tilbage , repræsenteredes Familjen af hans to ^ ugifte Døtre, Frøknerne Cecilie og Constance, samt af hans Søster, den gamle Frøken Søholm, der under Broderens Fraværelse var Husets egenlige Herskerinde.

Grossererens Kone levede ganske vist endnu men blev kun halvvejs regnet med til Familjen. Som en fattig Slægtning, der spiste Naadsensbrød ^ i Huset, havde hun sit faste Stade inde i Spisestuen, hvor hun fik Lov ^ at sidde ved et af Vinduerne med noget Strikketøj. Men naar der kom Visiter, blev hun puttet ind i et Soveværelse . Den forhenværende Grønthandlerske , der var syv Aar ældre end sin Mand, havde tidligt vist sig ganske uimodtagelig for selskabelig Politur , og Aarene havde ^ ikke virket udviklende paa hendes Aandsevner i det hele taget . Hun sad ved sit Vindu ^ med et sky Udtryk i Øjnene og spiste kun med ved Bordet, naar der ikke var Fremmede.

Grossererens Kone levede ganske vist endnu men blev kun halvvejs regnet med til Familjen. Som en fattig Slægtning, der spiste Naadsensbrød der i Huset, havde hun sit ^ Stade inde i Spisestuen, hvor hun fik Lov til at sidde ved et af Vinduerne med et Strikketøj . Den forhenværende Grønthandlerske havde vist sig ganske uimodtagelig for selskabelig Dressur , og Aarene havde i det hele taget ikke virket udviklende paa hendes Aandsevner ^ . Hun sad ved sit Vindu og lyttede med det samme sky Udtryk som en mishandlet Hest og spiste kun med ved Bordet, naar der ikke var Fremmede.

For Frøknerne Cecilie og Constance, hendes Døtre, var hun udelukkende deres Fars Kone . Og for Frøken Søholm var hun et Huskors, som det trods 30 Aars ihærdig Stræben endnu ikke var lykkedes hende at plage Livet af.

For Døtrene var hun udelukkende deres Fars Kone , og for Frøken Søholm var hun et Huskors, som det til hendes store Ærgrelse ikke var lykkedes hende at plage Livet af.

De to unge Damer var begge høje, slanke Skikkelser, der lignede deres Søster Fru Vilhelmine, saa Folk tidt tog fejl af dem paa Gaden. De gik ligesom hun ^ meget elegant klædt og var den meste Tid af Dagen optaget af deres Garderobe og Frisyre. 204 Alle tre havde de faaet deres Opdragelse i en tysk Pension, og den yngste af dem, Frøken Constance, var nylig vendt hjem fra et Besøg dernede som forlovet. Hendes Kæreste, en statelig Uhlanofficer og Friherre, ventedes til Byen i den nærmeste Fremtid. Baade Grossereren og hendes Søster var meget tilfredse med Partiet. Den tilkommende Friherreindetitel var for dem et Vederlag for den fejlslagne Spekulation, som Vilhelmines Giftermaal foreløbig havde været ^ . Om Moderens Mening var der overhovedet ikke bleven spurgt.

Frøknerne Cecilie og Constance var begge høje, slanke Skikkelser, der lignede deres Søster Fru Vilhelmine, saa Folk tidt tog fejl af dem paa Gaden. De gik ligesom hun altid meget elegant klædt og var den meste Tid af Dagen optaget af deres Garderobe og Frisyre.
»Kaffesøstrene«, som man kaldte dem i Byen, havde alle tre ^ faaet deres Opdragelse i en udenlandsk Pension, og den yngste af dem, Frøken Constance, var nylig vendt hjem fra et Besøg i Tyskland som forlovet. Hendes Kæreste, en Ulanofficer og Friherre, ventedes til Byen i den nærmeste Fremtid. Baade Grossereren og hans Søster II, 54 var meget tilfredse med Partiet. Den tilkommende Friherreindetitel var for dem et Vederlag for den fejlslagne Spekulation, som Vilhelmines Giftermaal ^ havde været for dem . Om Moderens Mening var der ^ ikke bleven spurgt.

Frøknerne Cecilie og Constance var begge høje, slanke Skikkelser, der lignede deres Søster Fru Vilhelmine, saa Folk tidt tog fejl af dem paa Gaden. De gik ligesom hun altid meget elegant klædt og var den meste Tid af Dagen optaget af deres Garderobe og Frisyre.
»Kaffesøstrene«, som man kaldte dem i Byen, havde alle tre ^ faaet deres Opdragelse i en udenlandsk Pension, og den yngste af dem, Frøken Constance, var nylig vendt hjem fra et Besøg i Tyskland som forlovet. Hendes Kæreste, en Ulanofficer og Friherre, ventedes til Byen i den nærmeste Fremtid. Baade Grossereren og hans Søster var meget tilfredse med Partiet. Den tilkommende Friherreindetitel var for dem et Vederlag for den fejlslagne Spekulation, som Vilhelmines Giftermaal ^ havde været for dem . Om Moderens Mening var der ^ ikke bleven spurgt.

Frøknerne Cecilie og Constance var begge høje, slanke Skikkelser, der lignede deres Søster Fru Vilhelmine, saa Folk tidt tog fejl af dem paa Gaden. De gik ligesom hun altid meget elegant klædt og var den meste Tid af Dagen optaget af deres Garderobe og Frisyre.
»Kaffesøstrene«, som man kaldte dem i Byen, havde alle tre ^ faaet deres Opdragelse i en udenlandsk Pension, og den yngste af dem, Frøken Constance, var nylig vendt hjem fra et Besøg i Tyskland som forlovet. Hendes Kæreste, en Ulanofficer og Friherre, ventedes til Byen i den nærmeste Fremtid. Baade Grossereren og hans Søster var meget tilfredse med Partiet. Den tilkommende Friherreindetitel var for dem et Vederlag for den II, 40 fejlslagne Spekulation, som Vilhelmines Giftermaal ^ havde været for dem . Om Moderens Mening blev der ^ ikke ^ spurgt.

Frøken Cecilie var endnu uforlovet. Og dog var hun efter alles Mening den smukkeste af de tre smukke Søstre og derfor ogsaa den, der havde haft de fleste Tilbud. Men ved den megen uforsigtige Omgang med sit eget Spejlbillede havde hun levet sig ind i den Forestilling, at hun var Jordens skønneste Kvinde, og hun fandt af den Grund ingen Mand fornem nok eller smuk nok eller rig nok til at blive lyksaliggjort af hende. Hun gik omkring med et livstræt Udtryk, ligesom besværet af sin overordenlige Dejlighed, og samtidig saa utilnærmelig og stolt, som om hun viste sine Medmennesker en uhørt Naade blot ved at nedlade sig til at eksistere. Hun var da ogsaa bleven Faderens Yndlingsdatter, der havde forskaffet ham den Tilfredsstillelse at kunne sende en Række Friere af Byens bedste Familjer ud af Døren med et Spark.
205 Jægermesteren og hans Kone mødte begge to til Familjens Søndagsfrokost den næste Dag, og Fru Vilhelmine, hvem den datterlige Respekt for Faderen stadig sad i Blodet, naaede trods sin Optagethed akkurat dertil i rette Tid. Hendes Mand derimod, der havde været til en Seance hos Karsten From, lod med Forsæt vente paa sig næsten et Kvarter.
Han havde aldrig ladet sig imponere af sin Svigerfaders Millioner. Al gammel, nedkæmpet Patricierfølelse skød sig ubetvingelig op i den demokratiske Folketingsmand overfor denne æselsskrydende Kong Midas med den opsvulmede Brydernakke og de vældige Hænder. For ham var og blev han aldrig andet end en Pakhuskarl, der havde haft Held med sig.
Der var derfor ogsaa en Tid, da de ikke taalte at se hinanden. Naar det overhovedet var kommen til Forhandling mellem dem angaaende Storeholt og tilsidst ogsaa til fornyet personlig Omgang, skyldtes det udelukkende den uheldige Stilling, Jægermesteren om Sommeren under sine Valgforberedelser havde bragt sig i, da han saae sig nødsaget til at give Svigerfaderen Sikkerhed for et Laan i det samme Indbo, som han i Forvejen havde pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler. Ikke længe efter kunde han mærke, at begge Laangiverne begyndte at fatte Mistanke, og for at undgaa Vrøvl, havde 206 han saa bestemt sig til ved et Salg at skaffe sig Kontanter til en Afvikling af Affæren.
Svigerfaderens Prokurist, Hr. Svendsen, der var Husets sædvanlige Søndagsgæst, irriterede ogsaa Jægermesteren. Det var en yngre, ubehageligt smilende Mand, der i hans Nærværelse stod med Hænderne i Lommerne og vuggede sig paa sine lange Ben, som om han befandt sig paa et gyngende Skibsdæk. Han havde altid fundet ham impertinent og skabagtig og fræk. En Type paa de moderne Kontorlømler og Kassebedrøvere, som daglig paa Kafeerne og i Teatrene opbragte ham ved deres udannede og støjende Optræden.
Ved Bordet optraadte Frøken Søholm ganske som Værtinde. Paa Grund af Jægermesterens og Hr. Svendsens Nærværelse var Grossererens Kone bleven puttet i Seng under det Paaskud, at hun ikke befandt sig vel.
Under Begyndelsen af Maaltidet, mens de andre tilfredsstillede deres første Sult, var det ogsaa Frøken Søholm, der paatog sig Underholdningen. Selv levede hun – som hun udtryksfuldt fremkvidrede – af » Lys og Luft«. Hun havde for nogen Tid siden i en Sporvogn faaet overrakt et Numer af Generalkonsulinde Koldings Forkyndelsesskrift »Morgenrøde«, og efter at have studeret det i Enerum og under mange Anfægtelser et Par Dage, havde hun erklæret sig for 207 overbevist, havde afsvoret sin gamle Tro paa Fløjtespillet og Petroleumskuren og var gaaet ind til Genfødelsen ved de kolde Fodbade og de nathalie-koldingske Aandedrætsøvelser. Da imidlertid disse sidste skulde foretages i Træk fra aabne Vinduer og helst gentages hver anden Time, var Resultatet for de fleste andre af Husbeboerne bleven en alvorlig Snue. Der var derfor tilsidst nedlagt Forbud mod dem, i hvilken Anledning der for Tiden herskede en ret alvorlig Krigstilstand i Familjen.
Grosserer Søholm, der med Servieten under Hagen havde faaet afgnavet sit Koteletben, førte nu Samtalen ind paa sin forestaaende Rejse til Storeholt, hvor han agtede at opholde sig en Ugestid for personlig at tilse de ^ store Restaureringsarbejder, der allerede var paabegyndt derovre . Det var Meningen, at hans nye Svigersøn, den tyske Uhlanofficer , samtidig skulde tilbringe nogle Dage derovre ; og han talte om at foranstalte et Par Jagter for ham og om at anskaffe en ny Baad til Fisketure paa Grønnevandet.
Samtalen faldt Jægermesteren lidt for Brystet. Ikke saameget fordi han ikke selv blev indbudt til at deltage i Turen, hvad han dog aldrig havde taget imod. Men saa henrykt ^ han end var over at være sluppet heldigt af med Storeholt og alle Bryderierne derovre, følte han det dog endnu sært at høre en anden omtale hans gamle Hjem som sin Ejendom. 208 Han saae et Par Gange over paa sin Kone, der imidlertid sad rank som et Lys og spiste paa sin korrekte Maade med fastklemte Albuer og bløde Haandled , som om Samtalen ikke vedkom hende .

Frøken Cecilie var endnu uforlovet. Og dog var hun efter manges Mening den smukkeste af de tre smukke Søstre og havde ogsaa haft de fleste Tilbud. Men ved den megen ^ Omgang med sit eget Spejlbillede havde hun levet sig ind i den Forestilling, at hun var Jordens skønneste Kvinde, og hun fandt af den Grund ingen Mand god nok til at blive lyksaliggjort af hende. Hun gik omkring med et livstræt Udtryk, ligesom besværet af sin overordenlige Dejlighed, og havde et nedladende Væsen, der lod Folk vide, at hun viste dem en stor Naade blot ved at ^ eksistere.
Søndagen efter den store politiske Begivenhed var Jægermesteren bedt til Frokost hos sin Svigerfar sammen med sin Kone. Forholdet mellem de to Mænd havde just ikke bedret sig; men Forhandlingerne om Storeholts Salg havde gjort en Fornyelse af den personlige Omgang nødvendig.
Ved Bordet fortalte Grossereren, at han med det første agtede sig over til » sin Gaard«, hvor han vilde tilbringe en Ugestid for ^ at tilse de paabegyndte store Ombygningsarbejder . Det var Meningen, at hans nye Svigersøn, Ulanofficeren , samtidig skulde tilbringe nogle Dage derovre , og han talte om at foranstalte et Par Jagter og maaske give et Par større Middagsselskaber.
II, 55 Jægermesteren fik ogsaa en Indbydelse, som han dog afslog. Hvor lykkelig han end følte sig ved at have givet Storeholt fra sig og være befriet for alle Bryderier med Penge, Folkehold og Regnskaber, faldt det ham dog endnu lidt for Brystet at høre Svigerfaderen tale om hans gamle Hjem som sin Ejendom.
Han skottede et Par Gange over Bordet til sin Kone, der imidlertid sad ligegyldig og spiste paa sin korrekte Maade med fastklemte Albuer og bløde Haandled ^ .

Frøken Cecilie var endnu uforlovet. Og dog var hun efter manges Mening den smukkeste af de tre smukke Søstre og havde ogsaa haft de fleste Tilbud. Men ved den megen ^ Omgang med sit eget Spejlbillede havde hun levet sig ind i den Forestilling, at hun var Jordens skønneste Kvinde, og hun fandt af den Grund ingen Mand god nok til at blive lyksaliggjort af hende. Hun gik omkring II, 40 med et livstræt Udtryk, ligesom besværet af sin overordenlige Dejlighed, og havde et nedladende Væsen, der lod Folk vide, at hun viste dem en stor Naade blot ved at ^ eksistere.
Søndagen efter den store politiske Begivenhed var Jægermesteren bedt til Frokost hos sin Svigerfar sammen med sin Kone. Forholdet mellem de to Mænd havde just ikke bedret sig; men Forhandlingerne om Storeholts Salg havde gjort en Fornyelse af den personlige Omgang nødvendig.
Ved Bordet fortalte Grossereren, at han med det første agtede sig over til » sin Gaard«, hvor han vilde tilbringe en Ugestid for ^ at tilse de paabegyndte store Ombygningsarbejder . Det var Meningen, at hans nye Svigersøn, Ulanofficeren , samtidig skulde tilbringe nogle Dage derovre , og han talte om at foranstalte et Par Jagter og maaske give et Par større Middagsselskaber.
Jægermesteren fik ogsaa en Indbydelse, som han dog afslog. Hvor lykkelig han end følte sig ved at have givet Storeholt fra sig og være befriet for alle Bryderier med Penge, Folkehold og Regnskaber, faldt det ham dog endnu lidt for Brystet at høre Svigerfaderen tale om hans gamle Hjem som sin Ejendom.
Han skottede et Par Gange over Bordet til sin Kone, der imidlertid sad ligegyldig og spiste paa sin korrekte Maade med fastklemte Albuer og bløde Haandled ^ .

Frøken Cecilie var endnu uforlovet. Og dog var hun efter manges Mening den smukkeste af de tre smukke Søstre og havde ogsaa haft de fleste Tilbud. Men ved den megen ^ Omgang med sit eget Spejlbillede havde hun levet sig ind i den Forestilling, at hun var Jordens skønneste Kvinde, og hun fandt af den Grund ingen Mand god nok til at blive lyksaliggjort af hende. Hun gik omkring med et livstræt Udtryk, ligesom besværet af sin overordenlige Dejlighed, og havde et nedladende Væsen, der lod Folk vide, at hun viste dem en stor Naade blot ved at ^ eksistere.
Søndagen efter den store politiske Begivenhed var Jægermesteren bedt til Frokost hos sin Svigerfar sammen med sin Kone. Forholdet mellem de to Mænd havde just ikke bedret sig; men Forhandlingerne om Storeholts Salg havde gjort en Fornyelse af den personlige Omgang nødvendig.
Ved Bordet fortalte Grossereren, at han med det første agtede sig over til » sin Gaard«, hvor han vilde tilbringe en Ugestid for ^ at tilse de paabegyndte store Ombygningsarbejder . Det var Meningen, at hans nye Svigersøn, Ulanofficeren , samtidig skulde tilbringe nogle Dage derovre , og han talte om at foranstalte et Par Jagter og maaske give et Par større Middagsselskaber.
Jægermesteren fik ogsaa en Indbydelse, som han dog afslog. Hvor lykkelig han end følte sig ved at have givet Storeholt fra sig og være befriet for alle Bryderier med Penge, Folkehold og Regnskaber, faldt det ham dog endnu lidt for Brystet at høre Svigerfaderen tale om hans gamle Hjem som sin Ejendom.
Han skottede et Par Gange over Bordet til sin Kone, der imidlertid sad ligegyldig og spiste paa sin korrekte Maade med fastklemte Albuer og bløde Haandled ^ .

» Aa ja,« tænkte han et Øjeblik med bevæget Sind . » Vilhelmine kan naturligvis ikke føle det paa samme Maade som jeg. Men lille Kaj ligger dog begravet derovre.«

» Naa ja,« tænkte han ^ . » Vilhelmine kan naturligvis ikke føle det paa samme Maade som jeg. Men lille Kaj ligger dog begravet derovre.«

Det kom ham derfor vel tilpas, at Frøken Søholm nu bortledte Opmærksomheden, idet den lille Dame fik ondt og maatte forlade Bordet. Det var igen en Demonstration. Frøknerne Cecilie og Constance havde for en Timestid siden inde i Dagligstuen overrasket Tanten i Udøvelsen af sin Lungegymnastik foran vidt aabne Vinduer. Det var straks blevet meldt til Faderen, og der havde været en stor Scene.
Afmagtsanfaldet kom derfor ikke overraskende. Og det vakte ingen større Sindsbevægelse, da den lille, halsstarrige Dame ved Pigens Arm vaklede bort med Haanden over Øjnene, – stille og klageløs som den, der lider for sin Tros Skyld.
Efter Bordet bød Grossereren sin Svigersøn ind i sit tyrkisk udstyrede Rygekabinet til en Havanna , mens Hr. Svendsen blev i Dagligstuen hos Damerne.
»Værsgo’ og sæt Dem!« sagde Hr. Søholm, efter at han selv havde lagt sig i Divanen.
Jægermesteren gav sig derfor til at spasere op 209 og ned ad det mosbløde Gulvtæppe med Tommelfingrene hægtede i Ærmegabene, som om han befandt sig ene med sig selv i sin egen Stue.
» Vil De ikke ta’e Plads?«
» Tak – jeg trænger til at strække Benene lidt.«
^

^ Efter Bordet bød Svigerfaderen ham ind i sit ^ Rygekabinet til en Havanna og gav sig her til at tale om det » politiske Vrøvl«, som Bladene var saa fulde af. Han spurgte ham, hvordan han agtede at stille sig til den forandrede Situation, om han vilde gaa med Enslev eller med Tyrstrup.
Det faldt dog ikke Jægermesteren ind at indlade sig paa nogen politisk Diskussion med sin Svigerfar. For ham var og blev den Mand aldrig andet end en Pakhuskarl, der havde haft Held med sig, og han havde paa ingen Maade ladet sig imponere af hans Millioner.

^ Efter Bordet bød Svigerfaderen ham ind i sit ^ Rygekabinet til en Havanna og gav sig her til at tale om det » politiske Vrøvl«, som Bladene var saa fulde af. Han spurgte ham, hvordan han II, 41 agtede at stille sig til den forandrede Situation, om han vilde gaa med Enslev eller med Tyrstrup.
Det faldt dog ikke Jægermesteren ind at indlade sig paa nogen politisk Diskussion med sin Svigerfar. For ham var og blev den Mand aldrig andet end en Pakhuskarl, der havde haft Held med sig, og han havde paa ingen Maade ladet sig imponere af hans Millioner.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.9

⇕ De Dødes Rige 5.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 5.5

⇐

Jægermesteren havde selv været Genstand for flere Overtalelsesforsøg fra den tyrstrupske Fraktions Side; men skønt dette i og for sig smigrede ham, ^ ^ havde han harmfuldt afvist dem . Endnu idag havde Gjærup ^ personlig søgt ham for at friste ham til et Frafald med Løftet om en Plads i det vigtige Udvalg for Husmandsloven. ^ ^ ^ ^ ^ ^

Han tav endogsaa stille med, hvad der dog smigrede ham, at han allerede havde været Genstand for flere Overtalelsesforsøg fra den Tyrstrupske Fraktions Side . ^ Gjærup havde endog personlig søgt ham for at friste ham ^ med Løftet om en Plads i det vigtige Udvalg om Husmandsloven. Men han havde besluttet sig til foreløbig at se Tiden II, 56 an og holde sig fri af Partikævlet, for at han fremdeles – med Blikket fast rettet mod Maalet – kunde bevare Hovedet klart.

Han tav endogsaa stille med, hvad der dog smigrede ham, at II, 41 han allerede havde været Genstand for flere Overtalelsesforsøg fra den Tyrstrupske Fraktions Side . ^ Gjærup havde endog personlig søgt ham for at friste ham ^ med Løftet om en Plads i det vigtige Udvalg om Husmandsloven. Men han havde besluttet sig til foreløbig at se Tiden an og holde sig fri af Partikævlet, for at han fremdeles — med Blikket fast rettet mod Maalet — kunde bevare Hovedet klart.

Han tav endogsaa stille med, hvad der dog smigrede ham, at han allerede havde været Genstand for flere Overtalelsesforsøg fra den Tyrstrupske Fraktions Side . ^ Gjærup havde endog personlig søgt ham for at friste ham ^ med Løftet om en Plads i det vigtige Udvalg om Husmandsloven. Men han havde besluttet sig til foreløbig at se Tiden an og holde sig fri af Partikævlet, for at han fremdeles – med Blikket fast rettet mod Maalet – kunde bevare Hovedet klart.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.6

⇕ De Dødes Rige 5.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 5.5

Inde i Dagligstuen ^ begyndte en Grammofon at skratte. Det blev ^ til en wagnersk Arie, som Operaens populære Heltetenor , Nationens Øjesten, fortolkede med en Tyrs Stemmekraft .

Inde i Dagligstuen ved Siden af begyndte en Grammofon at skratte. Da den kom i Gang, blev det til en wagnersk Arie, sungen af Nationens Øjesten, Operaens ^ Heltetenor ^ .

Hr. Søholm trykkede paa en Knap i Divanen. Døren ud til Gangen skød sig ind i Væggen , og den uniformerede og friserede Dreng viste sig i prøjsisk Retstilling med udstrakte Langfingre nedad Buksesømmene .

Hr. Søholm trykkede paa en Knap under Bordpladen, og næsten som en Automat skød Døren til Gangen ^ sig ind i Muren , og en uniformeret og friseret Dreng kom tilsyne i Aabningen i militær Retstilling ^ .

» Grossereren kaldte!«

» Grosseren kaldte!«

» Grossereren kaldte!«

» Luk der!« befalede han og viste paa Døren ind til Dagligstuen.

» Luk der!« befalede Hr. Søholm og gjorde et Kast med Hovedet hen imod den aabne Dør til Dagligstuen.

Da han nu var bleven helt alene med sin Svigersøn , gav han sig til at tale om det » politiske Halløj«, som alle Morgenbladene jo var fulde af; og han spurgte ham, hvordan han havde tænkt at stille sig til den forandrede Situation.

Da han ^ var bleven ^ alene med Jægermesteren , lagde han Benene op paa en Stol og sagde:

» Stille mig?« sagde Jægermesteren og standsede. » For mig er der absolut ingen Forandring sket. Min Plads er nu som før ved Enslevs højre Side.«
» Da er det en meget skidt Plads nu. Det er min bestemte Mening ^ , at Enslev er færdig. Stemningen 210 ude omkring paa Landet er imod ham. Stol De paa mig! Han er ^ ogsaa en syg Mand. – Næ ^ , den Plads skal De meget hellere gi’ op med det samme. Den faar De ingen Fornøjelse af. Og det vilde jo være rart, om De snart kunde faa fat i den rigtige Ende derhenne paa Rigsdagen.«
Det kunde ikke falde Jægermesteren ind at indlade sig i nogen politisk Debat med sin Svigerfar. Han forstod desuden den foragtelige Mening af hans Tale og fandt den ikke værdig til et Svar.
» Jeg er ikke tilfals,« sagde han blot.
» Hvad har De da tænkt at leve af for Fremtiden?« spurgte Hr. Søholm efter en længere Pavse, hvorunder han i Tankerne havde gjort sin Svigersøns Bo op og udleveret det til Skifteretten.
Jægermesteren standsede igen.

» Vil De vide min ^ Mening , saa er det den , at Enslev er færdig. Stemningen ude omkring paa Landet er imod ham. ^ Han er jo ogsaa en syg Mand. Det skulde De tænke lidt over. For det var jo rart, om De snart kunde faa fat i den rigtige Ende derhenne paa Rigsdagen.«
» Jeg er ikke tilfals,« sagde Jægermesteren stramt afvisende.
Hr. Søholm slog en Latter op. Han havde i Tankerne allerede gjort sin Svigersøns Bo op og udleveret det til Skifteretten.
»Nej , fint skal ^ det ^ være – og skidt er ’et!«

» Vil De vide min ^ Mening , saa er det den , at Enslev er færdig. Stemningen ude omkring i Landet er imod ham. ^ Han er jo ogsaa en syg Mand. Det skulde De tænke lidt over. For det var jo rart, om De snart kunde faa fat i den rigtige Ende derhenne paa Rigsdagen.«
» Jeg er ikke tilfals,« sagde Jægermesteren stramt afvisende.
Hr. Søholm slog en Latter op. Han havde i Tankerne allerede gjort sin Svigersøns Bo op og udleveret det til Skifteretten.
»Nej , fint skal ^ det ^ være — og skidt er ’et!«

» Vil De vide min ^ Mening , saa er det den , at Enslev er færdig. Stemningen ude omkring i Landet er imod ham. ^ Han er jo ogsaa en syg Mand. Det skulde De tænke lidt over. For det var jo rart, om De snart kunde faa fat i den rigtige Ende derhenne paa Rigsdagen.«
» Jeg er ikke tilfals,« sagde Jægermesteren stramt afvisende.
Hr. Søholm slog en Latter op. Han havde i Tankerne allerede gjort sin Svigersøns Bo op og udleveret det til Skifteretten.
II, 42 »Nej , fint skal ^ det ^ være – og skidt er ’et!«

» Hvad mener De med det?«

» Jeg mener sgu, at det er Deres Pligt snart at tænke lidt alvorligt paa Deres og Vilhelmines Fremtid . De 30 Tusind, De fik udbetalt, kan jo ikke holde længe med den Husholdning, I fører. Og naar de er væk – hvad saa ^ ? Hos mig faar I ikke en Øre .«
Han fortalte ikke, at han egenlig havde haft i Sinde at vove et halvthundrede Tusinde paa ham i Haab om engang at kunne se sin Datter som Ministerfrue. Men den Spekulation havde han nu opgivet. Storeholt havde saamænd været ham dyr nok, 211 – tænkte han ved sig selv. Naar det blev sagt, at han havde tjent svært paa den Handel, var det noget Snak. Dersom han solgte Gaarden igen, som den nu var, vilde han i det højeste kunne have en Snes Tusinde for sin Risiko.
Jægermesteren var bleven blodsprængt i Ansigtet af Raseri. » Jeg vil ikke vide af Deres Uforskammetheder,« sagde han. » Har jeg bedt Dem om Penge? Har Vilhelmine ? ... Jeg skal have mig frabedt, at De blander Dem i mine Ting.«
Hr. Søholm slog Benene ned fra Divanen og rejste sig. Ogsaa han var bleven hidsig nu. Det ene Ord tog det andet, og det kom til et af disse øredøvende Skænderier, som i gamle Dage var den regelmæssige Afslutning paa deres Samtaler. Den store Børsmatador med den opsvulmede Brydernakke og den lille korthalsede Jægermester stod overfor hinanden med Hænderne i Siden som et Par Skoledrenge, og det var Jægermesteren, der var den groveste i Munden. Naar Blodet løb ham til Hovedet, gik han fra Sans og Samling, saa han var lige ved at ryge i Maven paa Svigerfaderen. Og hans totale Respektløshed imponerede denne, der ^ var vant til at se Folk krybe for hans Penge .

II, 57 » Jeg mener sgu, at det er Deres Pligt ^ at tænke lidt alvorligt paa Fremtiden . Inden et halvt Aar har I jo formøblet, hvad I fik Lov at beholde. Det kan jo enhver se. Hvad vil I ^ saa leve af ? Af mig faar I ikke en Øre !«
» Jeg skal have mig frabedt, at De blander Dem i mine Ting.«
» Det agter jeg nu alligevel at gøre for Vilhelmines Skyld.«
» Har Vilhelmine maaske klaget? Savner hun noget?«
Det ene Ord tog det andet, og det kom til et af disse øredøvende Skænderier, som ^ var den sædvanlige Afslutning paa deres Samtaler. Og det var altid Jægermesteren, der var den haardeste Hals. Al gammel Patricierfølelse skød sig op i ham overfor denne skrydende Plebejer med den opsvulmede Brydernakke, mens Hr. Søholm paa sin Side lammedes af hans totale Respektløshed for hans Penge, som han var vant til at se Folk krybe for ^ .

» Jeg mener sgu, at det er Deres Pligt ^ at tænke lidt alvorligt paa Fremtiden . Inden et halvt Aar har I jo formøblet, hvad I fik Lov at beholde. Det kan jo enhver se. Hvad vil I ^ saa leve af ? Af mig faar I ikke en Øre !«
» Jeg skal have mig frabedt, at De blander Dem i mine Ting.«
» Det agter jeg nu alligevel at gøre for Vilhelmines Skyld.«
» Har Vilhelmine maaske klaget? Savner hun noget?«
II, 42 Det ene Ord tog det andet, og det kom til et af disse øredøvende Skænderier, som ^ var den sædvanlige Afslutning paa deres Samtaler. Og det var altid Jægermesteren, der var den haardeste Hals. Al gammel Patricierfølelse skød sig op i ham overfor denne skrydende Plebejer med den opsvulmede Brydernakke, mens Hr. Søholm paa sin Side lammedes af hans totale Respektløshed overfor hans Penge, som han var vant til at se Folk krybe for ^ .

» Jeg mener sgu, at det er Deres Pligt ^ at tænke lidt alvorligt paa Fremtiden . Inden et halvt Aar har I jo formøblet, hvad I fik Lov at beholde. Det kan jo enhver se. Hvad vil I ^ saa leve af ? Af mig faar I ikke en Øre !«
» Jeg skal have mig frabedt, at De blander Dem i mine Ting.«
» Det agter jeg nu alligevel at gøre for Vilhelmines Skyld.«
» Har Vilhelmine maaske klaget? Savner hun noget?«
Det ene Ord tog det andet, og det kom til et af disse øredøvende Skænderier, som ^ var den sædvanlige Afslutning paa deres Samtaler. Og det var altid Jægermesteren, der var den haardeste Hals. Al gammel Patricierfølelse skød sig op i ham overfor denne skrydende Plebejer med den opsvulmede Brydernakke, mens Hr. Søholm paa sin Side lammedes af denne totale Respektløshed overfor hans Penge, som han var vant til at se Folk krybe for ^ .

Det endte med, at Jægermesteren skød Døren til Dagligstuen tilside og raabte ind:

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.9

⇕ De Dødes Rige 5.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 5.5

⇐

Da Gjærup tilsidst truede ham paa hans Valgkres, havde han sagt Manden lige op i Ansigtet , at han vilde blæse ham et Stykke, og det ikke med Munden .

Efter at Jægermesteren havde affyret sin Yndlings-Bemærkning , at han vilde blæse ham et Stykke, og det ikke med Munden , skød han Døren til Dagligstuen tilside og raabte ind:

Efter at Jægermesteren havde affyret sin Yndlings-Bemærkning , at han vilde blæse Alverdens Rak et Stykke, og det ikke med Munden , skød han Døren til Dagligstuen tilside og raabte ind:

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.6

⇕ De Dødes Rige 5.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 5.5

212 »Vilhelmine! Nu gaar vi ! ... For nu trænger jeg til frisk Luft !«

»Vilhelmine! Nu gaar vi ^ !«

Virkningen var dog lidt flov for ham, fordi hans Kone allerede var gaaet. Hun havde forklaret, at hun skulde til et Tilsynsmøde i en Væveskole paa Østerbro . I hendes Sted var det Teaterhelten , der svarede ham gennem Grammofonens Tragt :

Virkningen var dog lidt flov for ham, idet hans Kone allerede var taget bort . I hendes Sted var det Tenorhelten , der svarede ham gennem Grammofontragten :

Virkningen var dog lidt flov for ham, idet hans Kone allerede var taget bort . I hendes Sted var det Tenorhelten , der svarede ham med Grammofontragten :

Virkningen var dog lidt flov for ham, idet hans Kone allerede var taget bort . I hendes Sted var det Tenorhelten , der svarede ham gennem Grammofontragten :

Elskede! Kom til mit Bryst!

Elskedel Kom til mit Bryst!

Elskede! Kom til mit Bryst!

O, allersaligste Lyst!

O, allerkærligste Lyst!

Da han kom ned paa Gaden, smilte han tilfreds. Det havde ligefrem gjort godt engang igen at faa Luft overfor det store dumme Bæst , som Svigerfaderen i hans Øjne var . Men nu trængte han til at tale med et fornuftigt Menneske, og han bestemte sig til at gaa hen i Dronningens Tværgade. ^ Han ^ ventede at træffe Jytte alene, da han vidste, at hans Tante hver Søndag Eftermiddag gik ud paa Kirkegaarden for at se til sin Mands og sin Søns Grave.

II, 58 Da han kom ned paa Gaden, smilte han tilfreds. Det havde ligefrem gjort godt ^ igen at faa Luft overfor det store ^ Bæst ^ . Men nu trængte han til at tale med et fornuftigt Menneske, og han bestemte sig til at gaa hen i Dronningens Tværgade.
Han havde ogsaa noget at sige Jytte om Karsten From, som han om Formiddagen havde siddet for. Og han ventede at træffe Kusinen alene, fordi han vidste, at hans Tante hver Søndag Eftermiddag gik ud paa Kirkegaarden for at se til sin Mands og sin Søns Grave.

Da han kom ned paa Gaden, smilte han tilfreds. Det havde ligefrem gjort godt ^ igen at faa Luft overfor det store ^ Bæst ^ . Men nu trængte han til at tale med et fornuftigt Menneske, og han bestemte sig til at gaa hen i Dronningens Tværgade.
Han havde ogsaa noget at sige Jytte om Karsten From, som han om Formiddagen havde siddet for. Og han ventede at træffe Kusinen alene, fordi han vidste, at hans Tante hver Søndag Eftermiddag gik ud paa Kirkegaarden for at se til sin Mands og sin Søns Grave.

I Forstuen meddelte Pigen ham, at der var Besøg. Han gik dog ind , og fandt en stor, fyldig, ganske smuk men ikke længer ^ ung Dame med en kostbar Blaaræv hængende ned over Armene .

I Forstuen meddelte Pigen ham, at der var Besøg. Han gik alligevel ind ^ og fandt en stor, fyldig, meget smuk men ikke længer ganske ung Dame med en kostbar Blaaræv hængende nede over Arme og Ryg .

II, 43 I Forstuen meddelte Pigen ham, at der var Besøg. Han gik alligevel ind ^ og fandt en stor, fyldig, meget smuk men ikke længer ganske ung Dame med en kostbar Blaaræv hængende nede over Arme og Ryg .

Hun var ham ganske fremmed; men idet de saae hinanden, kom de uvilkaarligt begge to til at le. Damen – der blev forestillet som Fru Merck – var nemlig den Juvelerfrue , hvis Portræt han havde set i Karsten Froms Atelier , og hun paa sin Side genkendte 213 hans Ansigt fra det samme Sted. Det gik tillige op for Jægermesteren, at det var hende, han den foregaaende Dag havde set et Glimt af paa Østergade, mens hun foer forbi i en flot Automobil.
Jytte holdt sig ganske udenfor Munterheden. Hun sad og betragtede sin egen Lillefinger for at undgaa at se paa Fru Merck, af hvem hun altid havde følt sig inderlig frastødt paa Grund af hendes støjende og frivole Væsen .

Hun var ham ganske fremmed; men idet de saae hinanden, kom de uvilkaarligt begge to til at le. Damen – der blev forestillet som Fru Merck – var nemlig den Juvelererfrue , hvis Portræt han havde set i Karsten Froms Atelier ; og hun genkendte hans Ansigt fra det samme Sted. Det gik tillige op for Jægermesteren, at det maatte være hende, han forleden havde vekslet Øjekast med paa Østergade, mens hun foer forbi i et flot Køretøj .

Hun var ham ganske fremmed; men idet de saae hinanden, kom de uvilkaarligt begge to til at le. Damen — der blev forestillet som Fru Merck — var nemlig den Juvelerfrue , hvis Portræt han havde set i Karsten Froms Atelier ; og hun genkendte hans Ansigt fra det samme Sted. Det gik tillige op for Jægermesteren, II, 43 at det maatte være hende, han forleden havde vekslet Øjekast med paa Østergade, mens hun foer forbi i et flot Køretøj .

» Saa var det sikkert Deres Auto , som holdt her udenfor , Fru Merck ,« sagde Jægermesteren og fikserede hende lidt.

» Saa er det sagtens Deres Auto , der holder her udenfor ? « ^ sagde han og fikserede hende lidt.

» Saa er det sagtens Deres Auto , der holder her udenfor ^ ,« sagde han og fikserede hende lidt.

» Ja vist! Og Tak, fordi De mindede mig om det . Hvor kunde De forresten vide det?«
» Jeg havde vist den Glæde at se Dem igaar paa Østergade – ikke sandt?«
» Aa – det tror jeg virkelig ogsaa!«
Hun havde nu faaet sit Ræveskind lagt tilrette paa Skuldrene . Efter et lille Ophold, hvorunder hun knipsede et Par Fnug af sig, spurgte hun , om man heller ikke skulde have den Fornøjelse at se ham ved Karsten Froms Soirée den næste Fredag. Hun hørte til sin Overraskelse, at hans Kusine ikke havde modtaget nogen Indbydelse .

» Ja vist! Og Tak, fordi De minder mig om det .«
Hun fik sit Ræveskind lagt tilrette paa Skuldrene og spurgte imens , om man havde den Fornøjelse at se ham ved den store Modtagelse hos Karsten From næste Fredag. II, 59 Hun hørte til sin Overraskelse, at hans Kusine ikke var indbudt .

» Ja vist! Og Tak, fordi De minder mig om det .«
Hun fik sit Ræveskind lagt tilrette paa Skuldrene og spurgte imens , om man havde den Fornøjelse at se ham ved den store Modtagelse hos Karsten From næste Fredag. Hun hørte til sin Overraskelse, at hans Kusine ikke var indbudt .

» From har bedt mig om at komme ,« svarede han. » Og jeg haaber ogsaa, jeg skal kunne indfinde mig, skønt Rigsdagsarbejdet ^ naturligvis lægger stærk Beslag 214 paa mig i denne Tid. Den politiske Situation er jo meget alvorlig. Man veed aldrig, hvad Øjeblik man kan blive kaldt til Konferencer af afgørende Betydning.«

» From har bedt mig om at komme ; men Rigsdagsarbejdet lægger naturligvis stærkt Beslag paa os Folkets Mænd i denne Tid. Den politiske Situation er jo meget alvorlig. Man veed aldrig, hvad Øjeblik man kan blive kaldt til Konferencer af afgørende Betydning.«

» Naa ja – skulde De blive forhindret, gaar De vist ikke tabt af saa meget,« sagde Fru Merck ^ . » Der er ikke længer saa morsomt hos From. Det kan jo være godt nok med alle hans Tricks ; men man kan jo ogsaa faa for meget af Hr. Bajads.«

» Naa ja – bliver De ^ forhindret, gaar De næppe tabt af saa meget,« sagde Fru Merck og rejste sig . » Der er ikke mere saa morsomt hos From. Det kan jo være godt nok med alle hans tricks ; men man kan ^ ogsaa faa for meget af Hr. Bajads.«

» Naa ja — bliver De ^ forhindret, gaar De næppe tabt af saa meget,« sagde Fru Merck og rejste sig . » Der er ikke mere saa morsomt hos From. Det kan ^ være godt nok med alle hans tricks ; men man kan ^ ogsaa faa for meget af Hr. Bajads.«

» Naa ja – bliver De ^ forhindret, gaar De næppe tabt af saa meget,« sagde Fru Merck og rejste sig . » Der er ikke mere saa morsomt hos From. Det kan ^ være godt nok med alle hans tricks ; men man kan ^ ogsaa faa for meget af Hr. Bajads.«

» Tonen er vist noget vel fri hos ham?«

» Hans Selskaber har dog Ord for at være særdeles livlige.«

Fru Merck lagde Hovedet tilbage med en uciviliseret Latter , mens hun knappede en Knap i sine ^ Handsker .

Fru Merck lo med en uciviliseret Latter og strøg sig over sine lange Hansker .

Fru Merck lo med en uciviliseret Latter og strøg sig over sine lange Handsker .

» Aa ja , saamænd! Der sker jo undertiden paa Hjemturen nogle smaa Forvekslinger mellem Parrene. Menneskene er jo ikke altid saa dydige, som de burde være.«

»Ja , der sker vistnok undertiden paa Hjemturen nogle smaa Forvekslinger mellem Parrene. Menneskene er jo ikke altid saa dydige, som de burde være.«

Hun rejste sig nu og sagde Farvel , og Jytte maatte overvinde sig til at følge hende ud i Forstuen. Da hun kom tilbage, stod Fætteren smilende midt paa Gulvet med Hænderne i Lommerne og rystede paa Hovedet .

Hun sagde nu Farvel ; og Jytte, der hele Tiden havde undgaaet at se paa hende, maatte ^ følge hende ud .
Da hun kom tilbage, stod Fætteren ude paa Gulvet med Hænderne i Siden og smilte bredt .

Hun sagde nu Farvel ; og Jytte, der hele Tiden havde undgaaet at se paa hende, maatte ^ følge hende ud .
II, 44 Da hun kom tilbage, stod Fætteren ude paa Gulvet med Hænderne i Siden og smilte bredt .

» Hvad er hun for en Dame? I kender hende altsaa .«
»Nej, ^ ^ ^ det gør vi egenlig ikke. Men hun har en Søster i Avstralien , som engang var min Veninde. Hun kom for at bringe mig en Hilsen fra hende.«

» Hvad er det for en Dame? I kender hende altsaa ?«
» Nej – Gud ske Lov! – det gør vi egenlig ikke. Men hun har en Tante i Avstralien , som engang var Mors Veninde. Hun kom for at bringe ^ en Hilsen fra hende.«

» Hvad er det for en Dame? I kender hende altsaa ?«
» Nej — Gud ske Lov! — det gør vi egenlig ikke. Men hun har en Tante i Avstralien , som engang var Mors Veninde. Hun kom for at bringe ^ en Hilsen fra hende.«

» Hvad er det for en Dame? I kender hende altsaa ?«
» Nej – Gud ske Lov! – det gør vi egenlig ikke. Men hun har en Tante i Australien , som engang var Mors Veninde. Hun kom for at bringe ^ en Hilsen fra hende.«

215 Jytte forstod godt, at den Hilsen kun havde været et Paaskud, som rimeligvis endda var opfundet. Fru Merck maatte ^ paa en eller anden Maade have faaet Underretning om hendes Besøg hos Karsten From og var aabenbart straks bleven mistænksom. ^ Jytte vidste ikke , at Karsten From den foregaaende Dag for hendes Skyld havde sendt sin Veninde et pludseligt Afbud, der bragte hende i Raseri og siden havde givet Anledning til en frygtelig Scene imellem dem. Dog anede hun noget saadant, saasnart hun havde forstaaet , at Fru Merck var kommen her paa Spioneri .

Jytte anede dog, at denne Hilsen kun havde været et Paaskud, som muligvis endda var opfundet. Fru Merck II, 60 havde paa en eller anden Maade ^ faaet Underretning om hendes Besøg hos From, maaske fra From selv. Hun havde vist sig paafaldende ivrig for at tale om ham, og det var gaaet op for Jytte ^ , at der maatte bestaa et Forhold mellem de to, og at Fru Merck var kommen her , fordi hun var bleven mistænksom og vilde spionere .

Jytte anede dog, at denne Hilsen kun havde været et Paaskud, som muligvis endda var opfundet. Fru Merck havde paa en eller anden Maade ^ faaet Underretning om hendes Besøg hos From, II, 44 maaske fra From selv. Hun havde vist sig paafaldende ivrig for at tale om ham, og det var gaaet op for Jytte ^ , at der maatte bestaa et Forhold mellem de to, og at Fru Merck var kommen her , fordi hun var bleven mistænksom og vilde spionere .

Jytte anede dog, at denne Hilsen kun havde været et Paaskud, som muligvis endda var opfundet. Fru Merck havde paa en eller anden Maade ^ faaet Underretning om hendes Besøg hos From, maaske fra From selv. Hun havde vist sig paafaldende ivrig for at tale om ham, og det var gaaet op for Jytte ^ , at der maatte bestaa et Forhold mellem de to, og at Fru Merck var kommen her , fordi hun var bleven mistænksom og vilde spionere .

» Det var iøvrigt pudsigt, at hun skulde give sig til at tale om Froms store Aftenselskab paa Fredag ,« sagde Fætteren. » Jeg kommer nemlig lige fra ham, og han sagde selv akkurat det samme om det. Han troede ikke, det blev morsomt , og han havde allermest Lyst til at aflyse det , sagde han . Men der er allerede engageret et Zigøjnerorkester, og Maden og Betjeningen er jo ogsaa bestilt. Jeg tror endda, ^ han har gjort særlig store Anstalter dennegang .«

» Det var iøvrigt pudsigt, at hun skulde nævne Froms store Aftenselskab ^ ,« sagde Fætteren. » Jeg kommer nemlig lige fra ham, og han sagde selv akkurat det samme om det. Han troede ikke, det blev morsomt . Han havde allermest Lyst til at aflyse det ^ . Men der er allerede engageret et Zigøjnerorkester, og Maden og Betjeningen er ^ ogsaa bestilt. Jeg tror endda, at han har gjort særlig store Anstrengelser denne Gang .«

» Hvorfor er han da bange for , at det ikke skal blive vellykket?« spurgte Jytte henne fra Vinduet, hvor hun sad med Haanden under Kinden og saae ned paa Gaden, som om hun kun var halvvejs nærværende.

» Hvorfor mener han da ^ , at det ikke skal blive vellykket?« spurgte Jytte , der havde sat sig hen ved Vinduet og saae ud paa Gaden, som om hun kun var halvvejs nærværende.

» Fordi han ser alting gennem sværtet Glas i disse 216 Dage. Han er i et skrækkeligt Humør. – Kan du slet ikke gætte Grunden?«

» Fordi han ser alting gennem sværtet Glas i disse Dage. Han er i et skrækkeligt Humør. ^ Kan du ^ ikke gætte Grunden?«

Jytte drejede Hovedet ^ .

Jytte drejede Hovedet om .

»Jeg ? ... Hvad mener du ?«

»Jeg ^ ?«

» Jeg burde maaske ikke sige det , Jytte ; men jeg tror, han har haft et lille bitte Haab om at kunne faa Lov til at invitere dig med til Festen. Det er vist netop af den Grund, han har gjort sig særlige Anstrengelser dennegang . Han har ikke direkte spurgt mig, ^ kun forhørt sig om min Mening. Men efter det, du forleden fortalte mig ^ , har jeg jo ikke været i Tvivl om, hvordan du vilde stille dig, og det sagde jeg ham ogsaa idag . Jeg kunde mærke, at han blev meget modfalden. I flere Minuter sagde han ikke et Ord. Og ... ja, siden jeg nu har sagt saa meget, Jytte, saa kan jeg lige saa godt fortælle hele Sandheden. Han er rasende – aldeles vanvittig forelsket i dig.«

» Maaske burde jeg ikke sige det ^ ; men jeg tror, han har haft et lille bitte Haab om at kunne faa Lov til at invitere dig med til Festen. Det er vist netop af den Grund, han har gjort sig særlige Anstrengelser med den . Han har ikke direkte spurgt mig, ^ kun forhørt sig om min Mening. Men efter det, du ^ fortalte mig forleden , har jeg jo ikke II, 61 været i Tvivl om, hvordan du vilde stille dig, og det sagde jeg ham ogsaa ^ . Jeg kunde mærke, at han blev meget modfalden. I flere Minutter sagde han ikke et Ord. Og ... ja, siden jeg nu har sagt saa meget, Jytte, saa kan jeg lige saa godt fortælle hele Sandheden. Han er rasende – aldeles vanvittig forelsket i dig.«

» Maaske burde jeg ikke sige det ^ ; men jeg tror, han har haft et lille bitte Haab om at kunne faa Lov til at invitere dig med til Festen. Det er vist netop af den Grund, han har gjort sig særlige Anstrengelser med den . Han har ikke direkte spurgt mig, men kun forhørt sig om min Mening. Men efter det, du ^ fortalte mig forleden , har jeg jo ikke været i Tvivl om, hvordan du vilde stille dig, og det sagde jeg ham ogsaa ^ . Jeg kunde mærke, at han blev meget modfalden. I flere Minutter sagde han ikke et Ord. Og ... ja, siden jeg nu har sagt saa meget, Jytte, saa kan jeg lige saa godt fortælle hele Sandheden. Han er rasende — aldeles vanvittig forelsket i dig.«

» Maaske burde jeg ikke sige det ^ ; men jeg tror, han har haft et lille bitte Haab om at kunne faa Lov til at invitere dig med til Festen. Det er vist netop af den Grund, han har gjort sig særlige Anstrengelser med den . Han har ikke direkte spurgt mig, men kun forhørt sig om min Mening. Men efter det, du ^ fortalte mig forleden , har jeg jo ikke været i Tvivl om, hvordan du vilde stille dig, og det sagde jeg ham ogsaa ^ . Jeg kunde mærke, at han blev meget modfalden. I flere Minutter sagde han ikke et Ord. Og ... ja, siden jeg nu har sagt saa meget, Jytte, saa kan II, 45 jeg lige saa godt fortælle hele Sandheden. Han er rasende – aldeles vanvittig forelsket i dig.«

» Aa – Vrøvl!« sagde Jytte og vendte sig igen mod Vinduet , men hendes Ansigt blussede ^ .

» Aa – Vrøvl!« sagde Jytte og vendte sig ^ mod Vinduet med blussende Ansigt .

» Aa — Vrøvl!« sagde Jytte og vendte sig ^ mod Vinduet med blussende Ansigt .

» Aa – Vrøvl!« sagde Jytte og vendte sig ^ mod Vinduet med blussende Kinder .

» Jeg veed det bedre, lille Kusine! For han har selv betroet mig det. Han maa i det hele bestandig tale om dig . Og han var idag saa underlig, at jeg i Grunden ikke var rigtig glad ved at gaa fra ham .«

» Jeg veed det bedre, lille Kusine! For han har selv betroet mig det. Han maa i det hele bestandig tale om dig ^ .«

» Aa – maa jeg være fri!« sagde Jytte og rejste sig nu .

» Aa – maa jeg være fri!« sagde Jytte og rejste sig ^ .

» Aa — maa jeg være fri!« sagde Jytte og rejste sig ^ .

» Aa – maa jeg være fri!« sagde Jytte og rejste sig ^ .

Hun havde hørt sin Mor komme ^ , og for ikke at 217 træffe hende ^ gik hun hastigt forbi ham og ind til sig selv.

Hun hørte i det samme sin Mor komme hjem , og af Frygt for at træffe hende netop nu gik hun ^ ind til sig selv.

Inde i sit Værelse satte hun sig ned i sin Armstol med Haanden for Øjnene. Det var dog kun et Nu. Saa rettede hun sig op og kaldte sig selv barnagtig. Herregud, hun havde dog før været en Smule forelsket i et kønt Mandfolkeansigt uden at dø af det! Men det harmede hende, at Karsten From kunde kaste sig hen til et Kvindemenneske som denne Fru Merck, der gjorde sig til af at have haft flere Elskere end Kejserinde Katharina den Anden. At dog ingen kunde sige ham , hvor uværdigt det var!

Inde i sit Værelse satte hun sig hen i sin Lænestol og lagde Haanden over Øjnene. Det var dog kun et Nu. Saa rettede hun sig op og kaldte sig selv barnagtig. Herregud, hun havde dog før været en Smule optaget af et kønt Mandfolkeansigt uden at dø af det! Men den Tanke harmede hende, at Karsten From kunde kaste sig hen til et Kvindemenneske som denne Fru Merck, der gjorde sig til af at have haft flere Elskere end Kejserinde Katharina den Anden. At han dog ikke kunde se , hvor uværdigt det var!

II, 45 Inde i sit Værelse satte hun sig hen i sin Lænestol og lagde Haanden over Øjnene. Det var dog kun et Nu. Saa rettede hun sig op og kaldte sig selv barnagtig. Herregud, hun havde dog før været en Smule optaget af et kønt Mandfolkeansigt uden at dø af det! Men den Tanke harmede hende, at Karsten From kunde kaste sig hen til et Kvindemenneske som denne Fru Merck, der gjorde sig til af at have haft flere Elskere end Kejserinde Katharina den Anden. At han dog ikke kunde se , hvor uværdigt det var!

Hvad John havde fortalt hende om hans » vanvittige Forelskelse«, troede hun ikke det mindste paa. Det var vist aldrig saa alvorligt med ham . Naar hun tænkte paa det Udtryk, hans Ansigt havde haft, da hun igaar sagde Farvel til ham, kunde hun næsten tvivle om, at han overhovedet brød sig det mindste om hende. – Og nu hans Brev?
Hun havde om Morgenen faaet et paatrængende Brev fra ham, hvor Ordene var sat paa Skruer for at tilsløre Meningen. Han skrev, at han havde kunnet mærke, hun endnu ikke havde tilgivet ham hans gamle Forløbelse overfor hende. Han »bønfaldt« hende derfor om at unde ham en Samtale, for at han kunde faa Lejlighed til at forklare sig. Fra hendes Fætter vidste han, at hun spaserede paa 218 Langelinje mellem Elleve og Tolv, og han vilde nu være saa dristig en Dag at møde hende der. Dersom hun da besvarede hans Hilsen, tog han det som Tegn paa, at han turde standse hende.
Et slet og ret Stævnemøde altsaa!
Det var skammeligt, at hun nu for Fremtiden var nødt til at opgive sine Langelinjeture. Hvorlænge mon den Forfølgelse skulde vare? ... ^

Hvad John havde fortalt ^ om hans » vanvittige Forelskelse«, troede hun ikke en Døjt paa. Det var vist aldrig saa alvorligt med ham ! –

Hvad John havde fortalt ^ om hans » vanvittige Forelskelse«, troede hun ikke en Døjt paa. Det var vist aldrig saa alvorligt med ham ! —

Hvad John havde fortalt ^ om hans » vanvittige Forelskelse«, troede hun ikke en Døjt paa. Det var vist aldrig saa alvorligt med ham ! –

Da hun et Kvarterstid senere igen kom ind i Stuen, var Fætteren gaaet. Ogsaa Moderen var borte . Hun gik da lidt omkring derinde, kiggede et Øjeblik i Avisen og kom derved til at huske paa noget, hun skulde købe den næste Dag. Hun trak en Skuffe ud i Sekretæren men havde allerede glemt, hvad det var, hun vilde søge der. Og igen gik hun uroligt og smaafrysende omkring i Stuen med noget af en Uhyggefølelse paa Grund af Ensomheden .

Da hun en halv Time efter igen kom ind i Stuen, var II, 62 Fætteren gaaet. Heller ikke Moderen var der . Hun gik ^ lidt omkring med et Sjal over Skuldrene, fordi hun var kommen til at fryse. Hun ordnede sine Noder, trak en Skuffe ud og faldt i Tanker, fordi hun havde glemt, hvad det var, hun søgte, og satte sig tilsidst igen hen ved Vinduet og saae ned paa Gaden .

Da hun en halv Time efter igen kom ind i Stuen, var Fætteren gaaet. Heller ikke Moderen var der . Hun gik ^ lidt omkring med et Sjal over Skuldrene, fordi hun var kommen til at fryse. Hun ordnede sine Noder, trak en Skuffe ud og faldt i Tanker, fordi hun havde glemt, hvad det var, hun søgte, og satte sig tilsidst igen hen ved Vinduet og saae ned paa Gaden .

Det var begyndt at mørkne. Hun satte sig hen ved Vinduet og saae, at Gadelygterne allerede var tændte . Ogsaa Sporvognene, der uafbrudt kurede gennem den snevre Gade med søndagspyntede Folk, var fuldt oplyste. Og hun tænkte paa, at det var paa denne Tid ^ , Torben Dihmer i længst forsvundne Dage plejede at komme paa Besøg . Hvor hun huskede hans Ringning! ... ^ ^ Altid stod han først ^ derhenne ved Døren og saae sig lidt omkring, ligesom for at overbevise sig om, at intet var forandret , at 219 alting stod paa Plads i » den gamle Stue«, som han kaldte den paa Grund af Møblerne , der saa godt som alle stammede fra hendes Farfars solide Købmandshjem. Selv var han altid den samme. Rolig, god og hensynsfuld, ikke meget talende, alligevel altid underholdende og fuld af Skælmeri. Det elskeligste Menneske i Verden ! ... Trods den Skinsyge, der undertiden kunde nage hende, naar han og Moderen kom for dybt ind paa Politik; og trods de angstfulde Grublerier, hun dengang plagede sig saa meget med – hvor havde det været en lys og fredfyldt Tid! Men det syntes hende at være sket altsammen for saa umaadelig længe siden, at tilhøre en fjern Fortid, en Guldalder i Tidernes første Morgengry. Selv deres sidste, ulyksalige Møde i Italien , som dog kun laa syv Maaneder tilbage, forekom hende at være en Oplevelse fra en hel anden Tilværelse.

Det var begyndt at mørkne. Lygterne blev netop tændt . Ogsaa Sporvognene, der ^ kurede gennem Gaden med søndagspyntede Folk, var ^ oplyste. Hun kom til at tænke paa, at det var paa denne Tid af Dagen , Torben Dihmer i længst forsvundne Dage plejede at komme paa Besøg , og hun følte ham paa en egen betryggende Maade ^ nærværende.
Altid stod han først lidt derhenne ved Døren og saae sig ^ omkring, som om han vilde forvisse sig om, at intet var forandret siden sidst i » Den gamle Stue«, som han kaldte den paa Grund af de mørke, svære Mahognimøbler , der ^ alle stammede fra hendes Farfars solide Købmandshjem. Selv var han altid den samme. Ikke meget talende og dog altid underholdende og fuld af Skælmeri. Verdens elskeligste Menneske ^ ! ... Trods den Skinsyge, der ^ kunde plage hende, naar han og Moderen kom for dybt ind paa Politiken, hvor havde det været en lys og fredfyldt Tid! Det var ikke til at forstaa, at den virkelig ikke laa længere tilbage. Hun syntes , at den tilhørte en uendelig fjern Fortid, en Guldalder i Tidernes første Morgengry. Selv deres sidste, ulykkelige Møde i Italien for kun ^ syv Maaneder siden stod næsten for hende som en Oplevelse fra en ^ anden Tilværelse.

Det var begyndt at mørkne. Lygterne blev netop tændt . Ogsaa Sporvognene, der ^ kurede gennem Gaden med søndagspyntede Folk, var ^ oplyste. Hun kom til at tænke paa, at det var paa denne Tid af Dagen , Torben Dihmer i længst forsvundne Dage plejede at komme paa Besøg , og hun følte ham paa en egen betryggende Maade ^ nærværende.
Altid stod han først lidt derhenne ved Døren og saae sig ^ omkring, som om han vilde forvisse sig om, at intet var forandret siden sidst i » Den gamle Stue«, som han kaldte den paa Grund af de mørke, svære Mahognimøbler , der ^ alle stammede fra hendes Farfars solide Købmandshjem. Selv var han altid den samme. Ikke meget talende og dog altid underholdende og fuld af Skælmeri. Verdens elskeligste Menneske ^ ! ... Trods den Skinsyge, der ^ kunde plage hende, naar han og Moderen kom for dybt ind paa Politiken, hvor havde det været en lys og fredfyldt Tid! Det var ikke til at forstaa, at den virkelig ikke laa længere tilbage. Hun syntes , at den tilhørte en uendelig fjern Fortid, en Guldalder i Tidernes første Morgengry. Selv deres sidste, ulykkelige II, 46 Møde i Italien for kun ^ syv Maaneder siden stod næsten for hende som en Oplevelse fra en ^ anden Tilværelse.

Det var begyndt at mørkne. Lygterne blev netop tændt . Ogsaa Sporvognene, der ^ kurede gennem Gaden med søndagspyntede Folk, var ^ oplyste. Hun kom til at tænke paa, at det var paa denne Tid af Dagen , Torben Dihmer i længst forsvundne Dage plejede at komme paa Besøg , og hun følte ham paa en egen betryggende Maade igen som nærværende.
Altid stod han først lidt derhenne ved Døren og saae sig ^ omkring, som om han vilde forvisse sig om, at intet var forandret siden sidst . » Den gamle Stue«, som han kaldte den paa Grund II, 46 af de mørke, svære Mahognimøbler , der ^ alle stammede fra hendes Farfars solide Købmandshjem. Selv var han altid den samme. Ikke meget talende og dog altid underholdende og fuld af Skælmeri. Verdens elskeligste Menneske ^ ! ... Trods den Skinsyge, der ^ kunde plage hende, naar han og Moderen kom for dybt ind paa Politiken, hvor havde det været en lys og fredfyldt Tid! Det var ikke til at forstaa, at den virkelig ikke laa længere tilbage. Hun syntes , at den tilhørte en uendelig fjern Fortid, en Guldalder i Tidernes første Morgengry. Selv deres sidste, ulykkelige Møde i Italien for kun ^ syv Maaneder siden stod næsten for hende som en Oplevelse fra en ^ anden Tilværelse.

Moderen var kommen ind i Stuen. Hun havde sat sig hen i Sofaen med sin Strikkestrømpe.

II, 63 Moderen var kommen ind i Stuen. Hun havde sat sig hen i Sofaen med sin Strikkestrømpe.

Moderen var kommen ind i Stuen. Hun havde sat sig hen i Sofaen med sin Strikkestrømpe.

Forholdet mellem Mor og Datter var endnu ikke kommen helt i Lave efter Besøget hos Karsten From. Men Jytte følte i dette Øjeblik Trang til en endelig Forsoning. Hun satte sig hen til hende og lagde indsmigrende Armen om hendes Liv.

Forholdet mellem Mor og Datter var endnu ikke kommen helt i Lave efter Besøget hos Karsten From. Men Jytte følte i dette Øjeblik Trang til en ^ Forsoning. Hun satte sig hen ved Siden af Moderen og lagde indsmigrende Armen om hendes Liv.

» Er du endnu vred paa mig, Mor?«

Fru Bertha skottede først lidt mistænksomt til hende. Saa lagde hun Strikketøjet ned i Skødet, tog 220 Datterens Hoved mellem sine Hænder og saae hende ind i de brune Øjne.

Fru Bertha skottede ^ lidt mistænksomt til hende. Saa tog hun hendes Haand og saae hende ind i de gyldenbrune Øjne.

Fru Bertha skottede ^ lidt mistænksomt til hende. Saa tog hun hendes Haand og saae hende ind i de sørgmodige Øjne.

» Vil du love mig blot een Ting, Jytte ?«
» Lad mig først høre, hvad det er.«
» Vil du altid være ærlig imod mig? Aldrig skjule noget for mig, selv om du ogsaa veed, at det vil bedrøve mig?«

» Vil du love mig en Ting, Jytte ? Vil du altid være ærlig mod mig? Aldrig skjule noget for mig, selv om du ^ veed, at det vil bedrøve mig?«

» Det lover jeg dig!« sagde Jytte efter en kort Betænkning . Og hendes Mund søgte Moderens til et bekræftende Kys .
Lidt efter ringede det, og Jytte rejste sig med store Øjne. Skønt hun sagde til sig selv, at det var en aldeles vanvittig Tanke, kunde hun ikke komme bort fra, at det var Torben Dihmers Ringning. Nu hørtes ogsaa en Herrestemme derude ... Hurtigt gik hun tilbage til Vinduet, og i sin Svimmelhed mindedes hun pludselig en Drøm, hun nylig havde haft, hvori Torben Dihmer reddede hende i en stor Fare.
Døren aabnedes for Fætteren Asmus. Den lille Professor var igen idag i daarligt Lune, gik op og ned ad Gulvet og vilde ikke sætte sig. Han spurgte, om de saae noget til hans Bror; og da han og Moderen dermed var inde paa Øjeblikkets Spænding i Rigsdagen, fik Jytte, hvad hun kaldte sin politiske Kvalme, og gik ind til sig selv.

» Det lover jeg dig!« sagde Jytte efter en kort Betænkning og kyssede hende.
VI .
^

» Det lover jeg dig!« sagde Jytte efter en kort Betænkning og kyssede hende.
VI
^

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.7

⇕ De Dødes Rige 5.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 5.6

221 F røken Susse Frederiksen, kaldet Folkets Glæde, og hendes Kæreste , tykke Frants Møller, sad den næste Aften ved Ottetiden i et mindre Restavrationslokale ved Vestervold. De saae begge meget medtagne ud. I mere end en Time havde de siddet tavse og stirret ud over deres tomme Glas.

Frøken Susse Frederiksen, kaldet Folkets Glæde, og hendes Kvartals-Kæreste , tykke Frants Møller, sad en Aften ved Ottetiden i et mindre Restaurationslokale ved Vestervold. De saae begge meget nedslaaede ud. I henved et Par Timer havde de siddet tavse og stirret ud over deres tomme Glas.

Der var ikke andre i Lokalet end et Par ældre Mænd, der sad stille fordybet i Aftenbladene.
Ogsaa Opvarteren havde slaaet sig ned i et Sofahjørne med en Avis.

Der var ikke andre i Lokalet end et Par ældre Mænd, der sad stille fordybet i Aftenbladene. ^ Ogsaa Opvarteren havde slaaet sig ned i et Sofahjørne med en Avis.

Der var ikke andre i Lokalet end et Par ældre Mænd, der sad ^ fordybet i Aftenbladene. ^ Ogsaa Opvarteren havde slaaet sig ned i et Sofahjørne med en Avis.

Frøken Susse laa ud over Marmorbordet med Haanden under Kinden. Den store Hat sad skævt paa Hovedet, og hun skød hvert Øjeblik Skuldrene i Vejret under heftige Kuldegysninger. Trods Sminken og de sværtede Øjenbryn saae hun gammel ud . Hun havde om Formiddagen haft en skrækkelig Oplevelse , som endnu ganske lammede hende . En Politibetjent havde ved Tolvtiden ringet paa hendes Dør og udbedt sig en Samtale med hende. Han forklarede , at der samme Morgen i Søndermarken var skaaret en hængt Mand ned, i hvis ellers tomme Lommer man havde fundet en Seddel med hendes Navn og Adresse, hvorfor man formodede, at hun maatte kende ham. Da man ikke paa anden Maade havde kunnet faa oplyst, hvem Manden var, bad man hende om ^ at følge med til Lighuset.

II, 64 Frøken Susse laa ud over Marmorbordet med Haanden under Kinden. Den store Hat sad skævt paa Hovedet, og hvert Øjeblik skød hun Skuldrene i Vejret under heftige Kuldegysninger. ^ Sminken og de sværtede Øjenbryn , som ellers dækkede over hendes Alder, gjorde det indfaldne Ansigt uhyggeligt . Hun havde om Formiddagen haft en skrækkelig Oplevelse ^ . En Politibetjent havde ved Tolvtiden ringet paa hendes Dør og udbedt sig en Samtale med hende. Han havde forklaret , at der samme Morgen i Søndermarken var skaaret en hængt Mand ned, i hvis iøvrigt tomme Lommer man havde fundet en Seddel med hendes Navn og Adresse, hvorfor man formodede, at hun kendte ham. Da man ikke paa anden Maade havde kunnet faa oplyst, hvem Manden var, bad han hende om at være saa god at følge med til Lighuset.

Frøken Susse laa ud over Marmorbordet med Haanden under Kinden. Den store Hat sad skævt paa Hovedet, og hvert Øjeblik skød hun Skuldrene i Vejret under heftige Kuldegysninger. ^ Sminken og de sværtede Øjenbryn , som ellers dækkede over hendes Alder, gjorde det indfaldne Ansigt uhyggeligt . Hun havde om Formiddagen haft en skrækkelig Oplevelse ^ . En Politibetjent havde ved Tolvtiden ringet paa hendes Dør og udbedt sig en Samtale med hende. Han havde forklaret , at der samme Morgen i Søndermarken var skaaret en hængt Mand ned, i hvis iøvrigt tomme Lommer man havde fundet en Seddel med hendes Navn og II, 47 Adresse, hvorfor man formodede, at hun kendte ham. Da man ikke paa anden Maade havde kunnet faa oplyst, hvem Manden var, bad han hende om at være saa god at følge med til Lighuset.

II, 47 Frøken Susse laa ud over Marmorbordet med Haanden under Kinden. Den store Hat sad skævt paa Hovedet, og hvert Øjeblik skød hun Skuldrene i Vejret under heftige Kuldegysninger. ^ Sminken og de sværtede Øjenbryn , som ellers dækkede over hendes Alder, gjorde det indfaldne Ansigt uhyggeligt . Hun havde om Formiddagen haft en skrækkelig Oplevelse ^ . En Politibetjent havde ved Tolvtiden ringet paa hendes Dør og udbedt sig en Samtale med hende. Han havde forklaret , at der samme Morgen i Søndermarken var skaaret en hængt Mand ned, i hvis ^ tomme Lommer man havde fundet en Seddel med hendes Navn og Adresse, hvorfor man formodede, at hun kendte ham. Da man ikke paa anden Maade havde kunnet faa oplyst, hvem Manden var, bad han hende om at være saa god at følge med til Lighuset.

222 Hun havde af Betjentens Beskrivelse ^ straks forstaaet , at det maatte være Cajus Vang . Og hendes første Følelse var en rasende Forbitrelse mod ham for den Seddels Skyld.
Imidlertid havde hun opfattet Politibetjentens Anmodning som en Ordre, hun ikke kunde modsætte sig, og forøvrigt var hendes Sindsstemning overfor den døde hurtigt slaaet om. Hun kom ^ til at græde , og med Graaden voksede Medfølelsen for den tidligere Ven, voksede ogsaa Angeren over hendes Medskyld i hans Ulykke og dertil ^ ^ ^ en rædselsblandet Nysgerrighed efter at se hans Lig.

Af Betjentens Beskrivelse forstod hun straks ^ , at det var Cajus Vang , og hendes første Følelse var en rasende Forbitrelse mod ham paa Grund af den Seddel. Men derpaa kom hun til at græde . Og med Graaden vaagnede Medfølelsen for den tidligere Ven, vaagnede ogsaa Angeren over hendes Medskyld i hans Ulykke og desuden – lidt efter lidt – en rædselsblandet Nysgerrighed efter at se hans Lig.

Af Betjentens Beskrivelse forstod hun straks ^ , at det var Cajus Vang , og hendes første Følelse var en rasende Forbitrelse mod ham paa Grund af den Seddel. Men derpaa kom hun til at græde . Og med Graaden vaagnede Medfølelsen for den tidligere Ven, vaagnede ogsaa Angeren over hendes Medskyld i hans Ulykke og desuden — lidt efter lidt — en rædselsblandet Nysgerrighed efter at se hans Lig.

Hun havde ^ kun forlangt, at hendes Forlovede, som hun netop ventede, skulde have Lov at følge med ; og da Frants Møller lidt efter indfandt sig, kørte de alle tre i ^ Droske til Lighuset. Frants Møller fik dog ^ ondt allerede af Lugten i Gangen og maatte gaa ud . Og da Frøken Susse, holdende Betjenten i Haanden, stod foran den uhyggelige Glaskiste og mødte Synet af Vennens sortblaa Lig, brast hun ^ i sin hysteriske Krampelatter og faldt derpaa besvimet om i Betjentens Arme.

Hun havde opfattet Politibetjentens Anmodning som en Ordre og kun forlangt, at hendes Forlovede, hvem der straks blev ringet efter, fik Lov at følge med . Kort efter kørte de alle tre i en Droske til Lighuset. Frants Møller fik dog straks ondt ^ af Lugten i Gangen og vilde ikke gaa med ind . Og da ^ Susse, med Betjenten i Haanden, II, 65 stod foran den skrækkelige Glaskiste og mødte Synet af Vennens sortblaa Lig, fløj hun op i hysterisk Krampelatter og faldt derpaa besvimet om i Betjentens Arme.

Hun havde opfattet Politibetjentens Anmodning som en Ordre og kun forlangt, at hendes Forlovede, hvem der straks blev ringet efter, fik Lov at følge med . Kort efter kørte de alle tre i en Droske til Lighuset. Frants Møller fik dog straks ondt ^ af Lugten i Gangen og vilde ikke gaa med ind . Og da ^ Susse, med Betjenten i Haanden, stod foran den skrækkelige Glaskiste og mødte Synet af Vennens sortblaa Lig, fløj hun op i hysterisk Krampelatter og faldt derpaa besvimet om i Betjentens Arme.

Siden havde hun og hendes Kæreste drevet planløst omkring fra Sted til Sted og strammet sig op med stærke Drikke , indtil de nu var havnet her og sad stumme , uden Energi til at rejse sig , med en instinktmæssig Frygt for deres egne Stemmer og for 223 Mørket derudenfor. Frants Møller sad med fremstrakte Ben og Hænderne i Bukselommerne, som om han sov. Men hans Indre var lysvaagent. Den skrækkelige Lighusstank havde forfulgt ham overalt. Hele Tiden saae han Cajus Vang for sig, saadan som hans Kæreste havde beskrevet ham, sort som en Neger, med udvæltende Øjne og krumme Fingre .

Siden havde hun og tykke Møller drevet planløst omkring ^ og strammet sig op med Kradsere af forskellig Slags , indtil de nu var havnet her paa et Sted , de ikke kendte, og hvor de kun blev siddende af Mangel paa Energi til at rejse sig og af Frygt for Mørket udenfor .

Foran Frøken Susse laa Dagens Numer af » Femte Juni«, som hun længe havde siddet og stirret ned i uden at læse. Men nu var det paa eengang, som om hun vaagnede ^ . Hun havde opdaget et Portræt af Mads Vestrup i Bladet.

Foran ^ Susse laa Dagens Nummer af » Femte Juni«, som hun længe havde ^ stirret ned i uden at læse. Men paa een Gang vaagnede hun . Hun havde opdaget et Portræt af Mads Vestrup i Bladet.

Foran ^ Susse laa Dagens Nummer af » Femte Juni«, som hun længe havde ^ stirret ned i uden at læse. Men paa een Gang II, 48 vaagnede hun . Hun havde opdaget et Portræt af Mads Vestrup i Bladet.

»Du!« sagde hun og stødte til sin Ven med Haanden. » Ham der! Det er jo Præsten, som vi traf hos Jørgen Berg, kan du huske?«

»Du!« sagde hun og stødte til sin Ven med Haanden. » Ham der! Det er jo Præsten, ^ vi traf hos Jørgen Berg, kan du huske?«

Frants Møller aabnede det ene Øje og kastede over Skuldren et sløvt Blik ned i Avisen.

Frants Møller , der sad paa den anden Side af Bordet med fremstrakte Ben og Hænderne i Bukselommerne, kastede over Skulderen et sløvt Blik ned i Avisen.

Frants Møller , der sad paa den anden Side af Bordet med fremstrakte Ben og Hænderne i Bukselommerne, kastede over Skulderen et sløvt Blik ^ i Avisen.

» Naa – ham! Ja, han holder nok Foredrag i Aften herhenne i Elysium.«

» Naa – ham! Ja, han holder ^ Foredrag iaften henne i Elysium.«

» Naa — ham! Ja, han holder ^ Foredrag iaften henne i Elysium.«

» Naa – ham! Ja, han holder ^ Foredrag iaften henne i Elysium.«

» I Aften ? Hør, der maa vi da hen! Vi har jo ogsaa lovet ham det. Og det kan da altid være lige saa underholdende som at sidde her og hænge.«

»Iaften ? Hør, der maa vi da hen! Vi har jo ogsaa lovet ^ det. Og det kan da altid være ligesaa underholdende som at sidde her og hænge.«

»Iaften ? Hør, der maa vi da hen! Vi har jo ogsaa lovet ^ det. II, 48 Og det kan da altid være ligesaa underholdende som at sidde her og hænge.«

»Iaften ? Hør, der maa vi da hen! Vi har jo ogsaa lovet ^ det. Og det kan da altid være ligesaa underholdende som at sidde her og hænge.«

De kævledes en Tid om det. Frants Møller var meget uvillig, men Resultatet blev ^ , at de samlede sig sammen til at gaa derhen. Ude paa den mørke Gade tog Frøken Susse Vennen under Armen og 224 trykkede sig ind til ham , mens hun paany gennemrystedes af Kulde, saa Tænderne huggede mod hinanden .

De kævledes en Tid om det. Frants Møller havde ingen Lyst. Resultatet blev dog , at de gik derhen. Ude paa den mørke Gade tog ^ Susse Vennen under Armen og trykkede sig ind til ham under en saa voldsom Skudren, at hendes Tænder klaprede .

Paa Vejen op ad den snevre Trappe til den tarvelige ^ Dansesalon , som laa i en Bagbygning ovenover en Hestestald og nogle Materialboder , mødte de A B D, der var for Nedgaaende. Skønt det endnu var tidlig paa Aftenen, var han saa beruset , at han hikkede.

II, 66 Elysium var den indre Bys tarveligste Dansesalon . Den laa i en Bagbygning ovenover en Hestestald og nogle Materialboder . Paa Vejen op ad den snevre Trappe mødte de A B D, der var for Nedgaaende. Den gamle Natfugl var allerede saa bedugget , at han hikkede.

Elysium var den indre Bys tarveligste Dansesalon . Den laa i en Bagbygning ovenover en Hestestald og nogle Materialboder . Paa Vejen op ad den snevre Trappe mødte de A B D, der var for Nedgaaende. Den gamle Natfugl var allerede saa bedugget , at han hikkede.

» Storartet Sukces !« brølte han, da han genkendte dem , og svingede med Næseklemmeren . » Der er smadderfuldt !«

» Storartet Succes !« brølte han, da han genkendte dem ^ . » A B D-Succes! Smadderfuldt !«

Det sidste var nu rigtigt nok. » Femte Juni«s Artikler om » Den jyske Vandrepræst «, navnlig Bladets Oplysninger om Kultusminister Brobergs ^ ^ Forhold til hans Embedsafsættelse, havde allerede skabt Røre om Mads Vestrups Navn . Salen, der rummede fire-fem hundrede Mennesker, var opfyldt indtil den sidste Siddeplads i Vindueskarmene af » Femte Juni«s meget brogede Publikum. Der sad hulkindede Studenter og Kontorister Side om Side med trivelige Sagførere og et Par af Børsens yngre Matadorer . Jævne Borgermadammer bredte sig paa Bænk sammen med unge Modedamer, der mødte med Teaterkikkert og Konfektpose. Der var ogsaa mange af Kvarterets Smaahaandværkere og andre Arbejdere , og alle var de kommen her af Nysgerrighed, for at se Samuelsons 225 sidste barnumske Fænomen : en hellig Mand, der var smidt ud af sin Præstegaard paa Grund af Usædelighed.

Det sidste var ^ rigtigt nok. » Femte Juni«s Artikler om den jyske Vandrepræst , frem for alt Bladets Oplysninger om den nye Kultusministers Forhold til hans Embedsafsættelse, havde vakt Nysgerrighed . Salen, der rummede fire-fem hundrede Mennesker, var opfyldt indtil ^ Vindueskarmene af Bladets brogede Publikum. Der sad ^ Studenter og Kontorister Side om Side med Byens unge Levemænd . Jævne Borgermadammer bredte sig paa Bænk sammen med ^ Modedamer, der mødte med Teaterkikkert og Konfektpose. En Del af Kvarterets Smaahaandværkere og andre Arbejdere var ogsaa gaaet herhen for at se Samuelsens sidste Barnumske Trækplaster : en hellig Mand, der var smidt ud af sin Præstegaard paa Grund af Usædelighed.

Det sidste var ^ rigtigt nok. » Femte Juni«s Artikler om den jyske Vandrepræst , frem for alt Bladets Oplysninger om den ny Kultusministers Forhold til hans Embedsafsættelse, havde vakt Nysgerrighed . Salen, der rummede fire-fem hundrede Mennesker, var opfyldt indtil ^ Vindueskarmene af Bladets brogede Publikum. Der sad ^ Studenter og Kontorister Side om Side med Byens unge Levemænd . Jævne Borgermadammer bredte sig paa Bænk sammen med ^ Modedamer, der mødte med Teaterkikkert og Konfektpose. En Del af Kvarterets Smaahaandværkere og andre Arbejdere var ogsaa gaaet herhen for at se Samuelsens sidste Barnumske Trækplaster : en hellig Mand, der var smidt ud af sin Præstegaard paa Grund af Usædelighed.

Ogsaa to af Hovedstadens unge Gejstlige havde indfundet sig . De sad forputtet henne i en Krog som et Par Detektiver . Nu og da rejste den ene sig halvt op og kastede et spejdende Blik omkring i Salen.

To af Hovedstadens unge Gejstlige havde indfundet sig incognito . De sad ^ som ^ Detektiver forputtet henne i en Krog, hvor de skiftevis rejste ^ sig halvt op for at kaste et spejdende Blik omkring i Salen.

To af Hovedstadens unge Gejstlige havde indfundet sig incognito . II, 49 De sad ^ som ^ Detektiver forputtet henne i en Krog, hvor de skiftevis rejste ^ sig halvt op for at kaste et spejdende Blik omkring i Salen.

Til Trods for, at Mads Vestrup allerede havde vist sig paa Tribunen, hvor Musiken ellers havde Plads , var der stadig en Del Uro mellem Folk. Mange af dem kendte kun politiske Møder med deres Halløj, og den gamle Dansebule egnede sig ikke til paa Forhaand at vække Andagten. Nogle var ogsaa bare ^ kommen for at se, hvordan den mærkværdige Præst saae ud, og disse søgte nu ^ igen mod Udgangen, fordrevet af den skrækkelige Luft i den lavloftede Sal. En Mand rejste sig midt i Forsamlingen og raabte, at man skulde lukke Vinduerne op. En anden vakte forstaaende Munterhed ved at anbefale » at dreje om for Gassen «.
Frøken Susse og hendes Kæreste havde efterhaanden ^ arbejdet sig gennem Trængslen ved Døren og tilsidst faaet Siddepladser ^ paa en af Sidebænkene langsmed Væggen. De havde undervejs opdaget flere af deres Bekendte. Ikke langt fra dem sad Jørgen Berg og Fru Maja, – den sidste endnu med » den 226 gamle Bør«, som hendes Mand ikke havde villet se hende med mere . Noget længere tilbage saaes Karl Mays lodne Hoved med Hagen hvilende paa Stokkeknappen, og ved Siden af ham sad Lejf Knudsen, der havde faaet Skitsebog og Blyant frem. Hans lange Ansigt med det lillebitte Overskæg under den store Næse smilte barnligt , som om han just havde faaet Ideen til en ondskabsfuld Karikatur af »Vandrepræsten«.

Skønt Mads Vestrup allerede havde vist sig paa Orkester-Forhøjningen, hvorfra han skulde tale , var der stadig en Del Uro mellem Folk. Flere, som bare var kommen for at tage den mærkværdige Præst i Øjesyn, søgte II, 67 straks igen mod Udgangen, fordrevet af den skrækkelige Luft i den lavloftede Sal. En Mand rejste sig midt i Forsamlingen og raabte, at man skulde lukke Vinduer op. En Arbejder vakte ^ Munterhed ved at anbefale » at dreje om for Gassen «.
Susse og hendes Ven, der efterhaanden havde arbejdet sig gennem Trængslen ved Døren , fik nu trykket sig et Par Siddepladser til paa en af Sidebænkene langs med Væggen. De havde undervejs opdaget flere af deres Bekendte. Ikke langt fra dem sad Jørgen Berg og Fru Maja . Noget længere tilbage saaes Karl Mays lodne Puddelhundehoved med Hagen hvilende paa Stokkeknappen, og ved Siden af ham hans Skygge, Lejf Knudsen, med Skitsebog og Blyant . I Lejfs Barneansigt lyste et Smil , som om han just fik Ideen til en ondskabsfuld Karikatur af »Vandrepræsten«.

Skønt Mads Vestrup allerede havde vist sig paa Orkester-Forhøjningen, hvorfra han skulde tale , var der stadig en Del Uro mellem Folk. Flere, som bare var kommen for at tage den mærkværdige Præst i Øjesyn, søgte straks igen mod Udgangen, fordrevet af den skrækkelige Luft i den lavloftede Sal. En Mand rejste sig midt i Forsamlingen og raabte, at man skulde lukke Vinduer op. En Arbejder vakte ^ Munterhed ved at anbefale » at dreje om for Gassen «.
II, 49 Susse og hendes Ven, der efterhaanden havde arbejdet sig gennem Trængslen ved Døren , fik nu trykket sig et Par Siddepladser til paa en af Sidebænkene langs med Væggen. De havde undervejs opdaget flere af deres Bekendte. Ikke langt fra dem sad Jørgen Berg og Fru Maja . Noget længere tilbage saaes Karl Mays lodne Pudelhundehoved med Hagen hvilende paa Stokkeknappen, og ved Siden af ham hans Skygge, Lejf Knudsen, med Skitsebog og Blyant . I Lejfs Barneansigt lyste et Smil , som om han just fik Ideen til en ondskabsfuld Karikatur af »Vandrepræsten«.

Skønt Mads Vestrup allerede havde vist sig paa Orkester-Forhøjningen, hvorfra han skulde tale , var der stadig en Del Uro mellem Folk. Flere, som bare var kommen for at tage den mærkværdige Præst i Øjesyn, søgte straks igen mod Udgangen, fordrevet af den skrækkelige Luft i den lavloftede Sal. En Mand rejste sig midt i Forsamlingen og raabte, at man skulde lukke Vinduer op. En Arbejder vakte ^ Munterhed ved at anbefale » at dreje om for Gassen .«
Susse og hendes Ven, der efterhaanden havde arbejdet sig gennem Trængslen ved Døren , fik nu trykket sig et Par Siddepladser til paa en af Sidebænkene langs med Væggen. De havde undervejs opdaget flere af deres Bekendte. Ikke langt fra dem sad Jørgen Berg og Fru Maja . Noget længere tilbage saaes Karl Mays lodne Pudelhundehoved med Hagen hvilende paa Stokkeknappen, og ved Siden af ham hans Skygge, Lejf Knudsen, med Skitsebog og Blyant . I Lejfs Barneansigt lyste et Smil , som om han just fik Ideen til en ondskabsfuld Karikatur af »Vandrepræsten«.

Mads Vestrup gjorde nu heller ikke nogen imponerende Figur ^ . Som altid, naar han stod overfor Købstadboere, var han i Begyndelsen ufri og benovet . Der var desuden ingen Talerstol . Paa den lave Forhøjning stod blot et lille Bord. Folk, der sad paa de første Bænkerækker, kunde mellem Bordets fire Ben se hans opsmøgede Bukser og de store, landlige Ankelsko, der var graa af Gadesnavset .

Mads Vestrup gjorde nu heller ikke nogen imponerende Figur og skuffede straks dem, der var kommen med Forventning om at se et Monstrum af eventyrligt Udseende . Som altid, naar han befandt sig ene mellem lutter Købstadboere, følte han sig som lukket inde i et Rovdyrbur og blev forsagt . Der var desuden ingen Talerstol , der kunde tjene ham til Dækning. Paa den lave Forhøjning stod blot et Bord .

Som det var hans Skik, begyndte han med en lille Historie. Det var om en ung Mand, der af Letsindighed blev Forbryder og efter en Række gruelige Misgerninger tilsidst maatte lade sit Liv paa Galgebakken udenfor sin Fødeby, hvor hans gamle Mor endnu levede. Den tidlige Morgen , da Henrettelsen skulde finde ^ Sted, var mange hundrede nysgerrige Mennesker fra Omegnen paa Vandring derud . De stod tilsidst omkring Skafottet som en levende Ringmur, der kun var aaben til den Side, hvorfra 227 det uhyggelige Optog nærmede sig: først Politimesteren og Præsten, saa Bøddelen med hvide Handsker paa og Rakkerknægtene i Hælene, tilsidst den bagbundne og barhodede Forbryder mellem to Sluttere. Efter Dødsdommens Oplæsning blev der spurgt ham af Politimesteren ^ , om han havde noget Ønske, som endnu kunde opfyldes . Han bad da, om han maatte se sin Mor endnu en Gang. Den gamle Kone blev saa hentet derop fra Landsbyen af en Politibetjent, og da hun var bleven ført frem for Sønnen, ^ stod de en Tid stumme overfor hinanden og slog deres Øjne ned . Men saa gik den bagbundne Mand tættere ind til sin Mor og bøjede sit kridhvide Ansigt ned imod hende. Det tog sig for Mængden ud, som om han vilde kysse hende; men istedet bed han hendes Næse af. Og da han havde spyttet den blodige Klump fra sig, raabte han ned over hende , der var segnet om paa Jorden : » Det er min Tak, Mor, fordi du ikke revsede mig, dengang jeg var et ondt Barn! Du er den skyldige , og jeg forbander dig !« Derpaa knælede han ned for Præsten og bad om hans Velsignelse .

Han begyndte med at fortælle en lille Historie. Det var om en ung Mand, der af Letsindighed blev Forbryder og efter en Række gruelige Misgerninger tilsidst maatte lade sit Liv paa Galgebakken udenfor sin Fødeby, hvor hans gamle Mor endnu levede. Den ^ Morgen , Henrettelsen II, 68 fandt Sted, var mange hundrede ^ Mennesker fra Omegnen strømmede til af Nysgerrighed . De stod ^ omkring Skafottet som en bred Mur, da det uhyggelige Optog nærmede sig: Først Politimesteren og Præsten, saa Bøddelen med hvide Handsker paa , saa Rakkerknægtene og tilsidst den bagbundne og barhovede Forbryder mellem to Sluttere. Efter Dødsdommens Oplæsning spurgte Politimesteren ham , om han havde noget Ønske, som endnu kunde opfyldes , og han bad da, om han maatte se sin Mor endnu en Gang. Den gamle Kone blev ^ hentet og ført frem for Sønnen, og en Tid stod de ^ stumme overfor hinanden ^ . Men saa gik den bagbundne Mand tættere ind til sin Mor og bøjede sit kridhvide Ansigt ned imod hende. Det tog sig for Mængden ud, som om han vilde kysse hende; men i Stedet for bed han hendes Næse af. Og da han havde spyttet den blodige Klump fra sig, raabte han ned over hende ^ : » Det er min Tak, Mor, fordi du ikke revsede mig, dengang jeg var et ondt Barn! Du er den skyldige ^ !« Derpaa knælede han ned for Præsten og bad om Velsignelsen .

Han begyndte med at fortælle en lille Historie. Det var om en ung Mand, der af Letsindighed blev Forbryder og efter en Række gruelige Misgerninger tilsidst maatte lade sit Liv paa Galgebakken udenfor sin Fødeby, hvor hans gamle Mor endnu levede. Den ^ Morgen , Henrettelsen fandt Sted, var mange hundrede ^ Mennesker fra Omegnen strømmede til af Nysgerrighed . De stod ^ omkring Skafottet som en bred Mur, da det uhyggelige Optog nærmede sig: Først Politimesteren og Præsten, saa Bødlen med hvide Handsker paa , saa Rakkerknægtene og tilsidst den bagbundne og barhovedede Forbryder mellem to Sluttere. Efter Dødsdommens Oplæsning spurgte Politimesteren ham , om han havde noget Ønske, som endnu kunde opfyldes , og han bad da, om han maatte se sin Mor endnu en Gang. Den gamle Kone blev ^ hentet og ført frem for Sønnen, og en Tid stod de ^ stumme overfor hinanden ^ . Men saa gik den bagbundne Mand tættere ind til sin Mor og bøjede sit kridhvide Ansigt ned imod hende. Det tog sig for Mængden ud, som om han vilde kysse hende; men i Stedet for bed han hendes Næse af. Og da han havde spyttet den blodige Klump fra sig, raabte han ned over hende ^ : » Det er min II, 50 Tak, Mor, fordi du ikke revsede mig, dengang jeg var et ondt Barn! Du er den skyldige ^ !« Derpaa knælede han ned for Præsten og bad om Velsignelsen .

Han begyndte med at fortælle en lille Historie. Det var om en ung Mand, der af Letsindighed blev Forbryder og efter en Række gruelige Misgerninger tilsidst maatte lade sit Liv paa Galgebakken udenfor sin Fødeby, hvor hans gamle Mor endnu levede. Den ^ Morgen , Henrettelsen fandt Sted, var mange hundrede ^ Mennesker fra Omegnen strømmede til af Nysgerrighed . De stod ^ omkring Skafottet som en bred Mur, da det uhyggelige Optog nærmede sig: Først Politimesteren og Præsten, saa Bødlen II, 50 med hvide Handsker paa , saa Rakkerknægtene og tilsidst den bagbundne og barhovedede Forbryder mellem to Sluttere. Efter Dødsdommens Oplæsning spurgte Politimesteren ham , om han havde noget Ønske, som endnu kunde opfyldes , og han bad da, om han maatte se sin Mor endnu en Gang. Den gamle Kone blev ^ hentet og ført frem for Sønnen, og en Tid stod de ^ stumme overfor hinanden ^ . Men saa gik den bagbundne Mand tættere ind til sin Mor og bøjede sit kridhvide Ansigt ned imod hende. Det tog sig for Mængden ud, som om han vilde kysse hende; men i Stedet for bed han hendes Næse af. Og da han havde spyttet den blodige Klump fra sig, raabte han ned over hende ^ : » Det er min Tak, Mor, fordi du ikke revsede mig, dengang jeg var et ondt Barn! Du er den Skyldige ^ !« Derpaa knælede han ned for Præsten og bad om Velsignelsen .

Den Historie – fortsatte han – havde hans egen fromme Mor engang fortalt ham, da han som Dreng havde forset sig og faaet en streng Straf. Den gjorde et mægtigt Indtryk paa hans Barnesind, og han havde siden ofte genfortalt den til Folk, der ikke 228 kunde blive kloge paa, hvorfor Gud havde gjort Tilværelsen hernede saa bitterlig trang for sine Børn, da han dog i sin Almagt saa let havde kunnet fri os for meget af den sønderknugende Sorg og Jammer, som et Menneskeliv nu var fuldt af. Saadanne Folk, som maaske ovenikøbet kaldte sig for Kristne, kendte slet ikke Gud og hans store Faderkærlighed. Dem ventede der en frygtelig Opvaagnen den Dag, da den store Mestermand med Leen stod for dem og sagde: Timen er kommen! De vilde da for sent forstaa, at den Herre, de havde dyrket i deres Hjerter, ikke var Gud men Djævlen.

Den Historie – fortsatte han – havde hans egen ^ Mor engang fortalt ham, da han som Dreng havde forset sig og faaet en streng Straf. Den gjorde et mægtigt Indtryk paa hans Barnesind, og han havde siden ofte genfortalt den til Folk, der ikke kunde blive kloge paa, hvorfor Gud havde gjort Tilværelsen hernede saa bitterlig trang for sine Børn, da han dog i sin Almagt saa let havde kunnet befri os for meget af den sønderknugende Sorg og Jammer, som et Menneskeliv ^ var fuldt af. Saadanne Folk, II, 69 som maaske ovenikøbet kaldte sig ^ Kristne, kendte slet ikke Gud og hans store Faderkærlighed. Dem ventede der en frygtelig Opvaagnen den Dag, da den store Mestermand med Leen stod for dem og sagde: Timen er kommen! De vilde da for sent forstaa, at den Herre, de havde dyrket i deres Hjerter, ikke var Gud men Djævlen.

Den Historie — fortsatte han — havde hans egen ^ Mor engang fortalt ham, da han som Dreng havde forset sig og faaet en streng Straf. Den gjorde et mægtigt Indtryk paa hans Barnesind, og han havde siden ofte genfortalt den til Folk, der ikke kunde blive kloge paa, hvorfor Gud havde gjort Tilværelsen hernede saa bitterlig trang for sine Børn, da han dog i sin Almagt saa let havde kunnet befri os for meget af den sønderknugende Sorg og Jammer, som et Menneskeliv ^ var fuldt af. Saadanne Folk, som maaske ovenikøbet kaldte sig ^ Kristne, kendte slet ikke Gud og hans store Faderkærlighed. Dem ventede der en frygtelig Opvaagnen den Dag, da den store Mestermand med Leen stod for dem og sagde: Timen er kommen! De vilde da for sent forstaa, at den Herre, de havde dyrket i deres Hjerter, ikke var Gud men Djævlen.

Den Historie – fortsatte han – havde hans egen ^ Mor engang fortalt ham, da han som Dreng havde forset sig og faaet en streng Straf. Den gjorde et mægtigt Indtryk paa hans Barnesind, og han havde siden ofte genfortalt den til Folk, der ikke kunde blive kloge paa, hvorfor Gud havde gjort Tilværelsen hernede saa bitterlig trang for sine Børn, da han dog i sin Almagt saa let havde kunnet befri os for meget af den sønderknugende Sorg og Jammer, som et Menneskeliv ^ var fuldt af. Saadanne Folk, som maaske ovenikøbet kaldte sig ^ Kristne, kendte slet ikke Gud og hans store Faderkærlighed. Dem ventede der en frygtelig Opvaagnen den Dag, da den store Mestermand med Leen stod for dem og sagde: Timen er kommen! De vilde da for sent forstaa, at den Herre, de havde dyrket i deres Hjerter, ikke var Gud men Djævlen.

Ja, i den Ondes Trylleverden var alting ordnet paa tilfredsstillende Maade for Menneskenes Bekvemmelighed. I hans lodne Favn havde vi det saa lunt og godt som en nøgen Fugleunge i sin Rede. Vi behøvede bare at gabe op, saa fik vi straks vore Lyster tilfredsstillede, og under Stormenes Brag , naar Satan varmede os med sin Bug, vuggedes vi ind i de herligste Drømme, de lifligste Syner. Men hvordan det nu kunde være, – rigtig glade blev vi alligevel ikke. Og hvorfor?

Ja, i den Ondes Trylleverden var alting ordnet paa tilfredsstillende Maade for Menneskenes Bekvemmelighed. I hans lodne Favn havde vi det saa lunt og godt som en nøgen Fugleunge i sin Rede. Vi behøvede bare at gabe op, saa fik vi straks vore Lyster tilfredsstillede, og under Stormenes Brag ^ vuggedes vi ind i de herligste Drømme, de lifligste Syner. Men hvordan det nu kunde være, – rigtig glade blev vi alligevel ikke. Og hvorfor?

Ja, i den Ondes Trylleverden var alting ordnet paa tilfredsstillende Maade for Menneskenes Bekvemmelighed. I hans lodne Favn havde vi det saa lunt og godt som en nøgen Fugleunge i sin Rede. Vi behøvede bare at gabe op, saa fik vi straks vore Lyster tilfredsstillede, og under Stormens Brag ^ vuggedes vi ind i de herligste Drømme, de lifligste Syner. Men hvordan det nu kunde være, — rigtig glade blev vi alligevel ikke. Og hvorfor?

Ja, i den Ondes Trylleverden var alting ordnet paa tilfredsstillende Maade for Menneskenes Bekvemmelighed. I hans lodne Favn havde vi det saa lunt og godt som en nøgen Fugleunge i sin Rede. Vi behøvede bare at gabe op, saa fik vi straks vore Lyster tilfredsstillede, og under Stormens Brag ^ vuggedes vi ind i de herligste Drømme, de lifligste Syner. Men hvordan det nu kunde være, – rigtig glade blev vi alligevel ikke. Og hvorfor?

Var det Frygten for Døden? – Aa, Dødens Gru tænkte man sig altid saa umaadelig langt borte . Og forresten var der jo heller ikke stort at ængstes for. Fyrretyve Draaber talt op i en Ske, og vi sov ^ saa sødeligt ind i Mørket som et Barn ved sin Mors 229 dievarme Bryst uden at vide, at vi vaagnede op til Helvedes Rædsler. – Var det da Angsten for Sygdom og Smerte? Aa nej! Ogsaa i den Henseende følte vi os temmelig beroligede. Den store Troldmand havde ladet sine smaa Undertroldmænd opfinde Pulvere og Miksturer, saa vi nu kunde faa begge vore Ben sat af uden at mærke noget. Og Børnene blev jo – i Trods mod Guds bestemte Anordning – bragt smertefrit til Verden i en Slags Brændevinsrus.

Var det Frygten for Døden? – Aa, Dødens Gru tænkte man sig altid saa umaadelig langt borte ! Og forresten var der jo heller ikke stort at ængstes for. Fyrretyve Draaber talt op i en Ske, og vi sov ind i Mørket saa sødeligt ^ som et Barn ved sin Mors dievarme Bryst uden at vide, at vi vaagnede op til Helvedes Rædsler. – Var det da Angsten for Sygdom og Smerte? Aa nej! Ogsaa i den Henseende følte vi os temmelig beroligede. Den store Troldmand havde ladet sine smaa Undertroldmænd opfinde Pulvere og Miksturer, saa vi nu kunde faa begge ^ Ben savet af uden at mærke noget. Og Børnene blev jo – i Trods mod Guds bestemte Anordning – bragt smertefrit til Verden i en Slags Brændevinsrus.

Var det Frygten for Døden? — Aa, Dødens Gru tænkte man sig altid saa umaadelig langt borte ! Og forresten var der jo heller ikke stort at ængstes for. Fyrretyve Draaber talt op i en Ske, og vi sov ind i Mørket saa sødeligt ^ som et Barn ved sin Mors dievarme Bryst uden at vide, at vi vaagnede op til Helvedes Rædsler. — Var det da Angsten for Sygdom og Smerte? Aa nej! Ogsaa i den Henseende følte vi os temmelig beroligede. Den store Troldmand havde ladet sine smaa Undertroldmænd opfinde Pulvere og Miksturer, saa vi nu kunde faa begge ^ Ben savet af uden at mærke noget. Og Børnene blev jo — i Trods mod Guds bestemte Anordning — bragt smertefrit til Verden i en Slags Brændevinsrus.

Var det Frygten for Døden? – Aa, Dødens Gru tænkte man II, 51 sig altid saa umaadelig langt borte ! Og forresten var der jo heller ikke stort at ængstes for. Fyrretyve Draaber talt op i en Ske, og vi sov ind i Mørket saa sødeligt ^ som et Barn ved sin Mors dievarme Bryst uden at vide, at vi vaagnede op til Helvedes Rædsler. – Var det da Angsten for Sygdom og Smerte? Aa nej! Ogsaa i den Henseende følte vi os temmelig beroligede. Den store Troldmand havde ladet sine smaa Undertroldmænd opfinde Pulvere og Miksturer, saa vi nu kunde faa begge ^ Ben savet af uden at mærke noget. Og Børnene blev jo – i Trods mod Guds bestemte Anordning – bragt smertefrit til Verden i en Slags Brændevinsrus.

Men hvad var ^ det da for en underlig Lede, der pludselig kunde snige sig ind paa os midt i vor hyggelige Livsglæde? Hvad var det for et Savn, der sugede under Hjerterødderne midt i Vellysternes Overflod?

Men hvad var ^ det da for en underlig Lede, der pludselig kunde snige sig ind paa os midt i vor garanterede II, 70 Livsglæde? Hvad var det for et Savn, der sugede under Hjerterødderne midt i Vellysternes Overflod?

II, 51 Men hvad var da det ^ for en underlig Lede, der pludselig kunde snige sig ind paa os midt i vor garanterede Livsglæde? Hvad var det for et Savn, der sugede under Hjerterødderne midt i Vellysternes Overflod?

Men hvad var ^ det da for en underlig Lede, der pludselig kunde snige sig ind paa os midt i vor garanterede Livsglæde? Hvad var det for et Savn, der sugede under Hjerterødderne midt i Vellysternes Overflod?

» Der er vel nok mange af jer, som her er tilstede, der kender til den Slags Kvalme og har tænkt, at da Doktoren ikke har noget Pulver for den, saa kan den overhovedet ikke hjælpes. Men jeg skal nu prøve at gaa Forstaaelsen lidt tilhaande med et Billede fra Hverdagslivet, som I sikkert allesammen vil kendes ved. Jeg tænker paa saadan en lille Dreng ^ eller lad os sige en lille Pige, der gaar omkring og er saa ked af alting og hverken kan le eller græde og ikke veed, hvad hun selv vil. Hun er ikke syg, og hun mangler heller ikke noget. Hun har maaske endda lige haft Fødselsdag, og rare Tanter og 230 gode Onkler har forkælet hende med Gaver, saa hun næsten gaar og vader i Legetøj. Men prøver man at trøste hende med den kostbare Dukkelise, der er stadset op som en Prinsesse, vrisser hun bare. Der er ingenting, der er hende tilpas, og hun lider selv under det. Se, en erfaren Mor kender nu straks den Tilstand, og hun veed ogsaa Raad for den. Hun lægger Barnet over sit Knæ og giver det en god Endefuld. Saa skriger den lille Pige ganske forskrækkeligt op. Hun har jo ingenting gjort, ikke slaaet noget itu, ikke løjet eller sagt uartige Ting , – hun føler sig saa gruelig forurettet. Men allerede, mens hun bagefter ^ staar og græder med Hovedet i sin Mors Skød, falder der en forunderlig Fred og Hvile over hendes Sind. Hun hører sit lille Hjerte banke, og det er ^ , som om hun vaagner op af en grim Drøm og kender sig selv igen.«

» Der er vel nok mange af jer, som her er tilstede, der kender til den Slags Kvalme og har tænkt, at da Doktoren ikke har noget Pulver for den, saa kan den overhovedet ikke hjælpes. Men jeg skal nu prøve at gaa Forstaaelsen lidt tilhaande med et Billede fra Hverdagslivet, som I sikkert allesammen vil kendes ved. Jeg tænker paa saadan en lille Dreng ^ eller lad os sige en lille Pige, der gaar omkring og er saa ked af alting og hverken kan le eller græde og ikke veed, hvad hun selv vil. Hun er ikke syg, og hun mangler heller ikke noget. Hun har maaske endda lige haft Fødselsdag, og rare Tanter og gode Onkler har forkælet hende med Gaver, saa hun ligefrem gaar og vader i Legetøj. Men prøver man at trøste hende med den kostbare Dukkelise, der er stadset op som en Prinsesse, vrisser hun bare. Der er ingenting, der er hende tilpas, og hun lider selv under det. Se, en erfaren Mor kender nu straks den Tilstand, og hun veed ogsaa Raad for den. Hun lægger Barnet over sit Knæ og giver det en god Endefuld. Saa skriger den lille Pige ganske forskrækkeligt op. Hun har jo ingenting gjort, ikke slaaet noget itu, ikke løjet eller været uartig , – hun føler sig saa gruelig forurettet. Men ^ bagefter , naar hun har grædt ud og staar ^ med Hovedet i sin Mors Skød, falder der en forunderlig Fred og Hvile over hendes Sind. Hun hører sit lille Hjerte banke, og det er for hende , som om hun er vaagnet op af en grim Drøm og kender sig selv igen.«

» Der er vel nok mange af jer, som her er tilstede, der kender til den Slags Kvalme og har tænkt, at da Doktoren ikke har noget Pulver for den, saa kan den overhovedet ikke hjælpes. Men jeg skal nu prøve at gaa Forstaaelsen lidt tilhaande med et Billede fra Hverdagslivet, som I sikkert allesammen vil kendes ved. Jeg tænker paa saadan en lille Dreng , eller lad os sige en lille Pige, der gaar omkring og er saa ked af alting og hverken kan le eller græde og ikke veed, hvad hun selv vil. Hun er ikke syg, og hun mangler heller ikke noget. Hun har maaske endda lige haft Fødselsdag, og rare Tanter og gode Onkler har forkælet hende med Gaver, saa hun ligefrem gaar og vader i Legetøj. Men prøver man at trøste hende med den kostbare Dukkelise, der er stadset op som en Prinsesse, vrisser hun bare. Der er ingenting, der er hende tilpas, og hun lider selv under det. Se, en erfaren Mor kender nu straks den Tilstand, og hun veed ogsaa Raad for den. Hun lægger Barnet over sit Knæ og giver det en god Endefuld. Saa skriger den lille Pige ganske forskrækkeligt op. Hun har jo ingenting gjort, ikke slaaet noget itu, ikke løjet eller været uartig , — hun føler sig saa gruelig forurettet. Men ^ bagefter , naar hun har grædt ud og staar ^ med Hovedet i sin Mors Skød, falder der en forunderlig Fred og Hvile over hendes Sind. Hun hører sit lille Hjerte banke, og det er for hende , som om hun er vaagnet op af en grim Drøm og kender sig selv igen.«

» Der er vel nok mange af jer, som her er tilstede, der kender til den Slags Kvalme og har tænkt, at da Doktoren ikke har noget Pulver for den, saa kan den overhovedet ikke hjælpes. Men jeg skal nu prøve at gaa Forstaaelsen lidt tilhaande med et Billede fra Hverdagslivet, som I sikkert allesammen vil kendes ved. Jeg tænker paa saadan en lille Dreng , eller lad os sige en lille Pige, der gaar omkring og er saa ked af alting og hverken kan le eller græde og ikke veed, hvad hun selv vil. Hun er ikke syg, og hun mangler heller ikke noget. Hun har maaske endda lige haft Fødselsdag, og rare Tanter og gode Onkler har forkælet hende med Gaver, saa hun ligefrem gaar og vader i Legetøj. Men prøver man at trøste hende med den kostbare Dukkelise, der er stadset op som en Prinsesse, vrisser hun bare. Der er ingenting, der er hende tilpas, og hun lider selv under det. Se, en erfaren Mor kender nu straks den Tilstand, og hun veed ogsaa Raad for den. Hun lægger Barnet over sit Knæ og giver det en god Endefuld. Saa skriger den lille Pige ganske forskrækkeligt op. Hun har jo ingenting gjort, ikke slaaet noget itu, ikke løjet eller været uartig , – hun føler sig saa gruelig forurettet. Men ^ bagefter , naar hun har grædt ud og staar ^ med Hovedet i sin Mors Skød, falder der en forunderlig Fred og Hvile over hendes Sind. Hun hører II, 52 sit lille Hjerte banke, og det er for hende , som om hun er vaagnet op af en grim Drøm og kender sig selv igen.«

Han maatte her standse lidt paa Grund af fornyet Uro i Salen. Et Par unge Mennesker, der havde forstaaet, at de af Vanvare var kommen til et Vækkelsesmøde, trængte sig støjende hen mod Udgangen; og dette Opbrud blev Signalet til en almindelig Udvandring af skuffede Tilhørere. Heden i Salen var nu ogsaa hel kvælende. En Del Vinduer var bleven lukket op, men herigennem strømmede ^ Stanken ind fra Hestestalden nedenunder og fra en Baggaards Retirader.

Han maatte her standse ^ paa Grund af fornyet Uro i II, 71 Salen. Nogle unge Mennesker, der havde forstaaet, at de af Vanvare var kommen til et Vækkelsesmøde, trængte sig støjende hen mod Udgangen; og deres Opbrud blev Signalet til en almindelig Udvandring af skuffede Tilhørere. Heden i Salen var nu ogsaa helt kvælende. En Del Vinduer var bleven lukket op, men igennem dem strømmede ^ Stanken ind fra Hestestalden nedenunder og fra en Baggaards Retirader.

Han maatte her standse ^ paa Grund af fornyet Uro i Salen. Nogle unge Mennesker, der havde forstaaet, at de af Vanvare var kommen til et Vækkelsesmøde, trængte sig støjende hen mod Udgangen; og deres Opbrud blev Signalet til en almindelig Udvandring af skuffede Tilhørere. Heden i Salen var nu ogsaa helt kvælende. En Del Vinduer var bleven lukket op, men igennem dem strømmede ^ Stanken ind fra Hestestalden nedenunder og fra en Baggaards Retirader.

Han maatte her standse ^ paa Grund af fornyet Uro i Salen. Nogle unge Mennesker, der havde forstaaet, at de af Vanvare var kommen til et Vækkelsesmøde, trængte sig støjende hen mod Udgangen; og deres Opbrud blev Signalet til en almindelig Udvandring af skuffede Tilhørere. Heden i Salen var nu ogsaa helt kvælende. En Del Vinduer var bleven lukket op, men igennem dem strømmede kun Stanken ^ fra Hestestalden nedenunder og fra en Baggaards Retirader.

231 Mads Vestrup fandt sig roligt i Forstyrrelsen. Han var fra sine Friluftsmøder og Krostueforsamlinger vant til, at Folk kom og gik efter Forgodtbefindende. Han havde desuden været ganske forberedt paa, at Størsteparten af hans Tilhørere vilde gaa misfornøjet bort. Han havde læst, hvad der var bleven skrevet om ham i » Femte Juni«, og han kunde nok forstaa, at de fleste var kommen her for at faa Ørene kildrede med hvasse Ord om Kirken og dens Præstevæsen. Men netop derfor havde han valgt et ganske andet Emne. Hans Kamptaler havde ingen Ærinde til Mennesker som disse, der blot vilde tage sig dem til Indtægt i deres Oprør mod Gud .

Mads Vestrup fandt sig roligt i Forstyrrelsen. Han var fra sine Friluftsmøder og Krostueforsamlinger vant til, at Folk kom og gik , som de vilde .

II, 52 Mads Vestrup fandt sig roligt i Forstyrrelsen. Han var fra sine Friluftsmøder og Krostueforsamlinger vant til, at Folk kom og gik , som de vilde .

Mads Vestrup fandt sig roligt i Forstyrrelsen. Han var fra sine Friluftsmøder og Krostueforsamlinger vant til, at Folk kom og gik , som de vilde .

Henne paa Bænken ved Sidevæggen havde Frøken Susse hele Tiden siddet og stirret hen paa ham med et Udtryk af forbavset Optagethed. Endogsaa nu, da han ikke talte, og da alle andres Øjne fulgte dem, der gik ud, var hendes Ansigt vendt imod ham.

Henne paa Bænken ved Sidevæggen havde Frøken Susse hele Tiden siddet og stirret ^ paa ham med et Udtryk af forbavset Optagethed. Endogsaa nu, da han ikke talte, var hendes Øjne stift rettet imod ham.

Frants Møller, der havde siddet og halvsovet, stødte nu til hende med Albuen og spurgte, om ^ ikke ogsaa de skulde benytte Lejligheden og forsvinde. Første Gang svarede hun ham ikke , men da han gentog Spørgsmaalet, gav hun ham et Puf og hviskede forbitret:

Frants Møller, der havde siddet og halvsovet, stødte for anden Gang til hende med Albuen og spurgte, om ^ ikke ogsaa de skulde benytte Lejligheden til at forsvinde. Første Gang svarede hun ham ikke . Nu gav hun ham Puffet tilbage og sagde forbitret:

Frants Møller, der havde siddet og halvsovet, stødte for anden Gang til hende med Albuen og spurgte, om de ikke ogsaa ^ skulde benytte Lejligheden til at forsvinde. Første Gang svarede hun ham ikke . Nu gav hun ham Puffet tilbage og sagde forbitret:

» Saa lad mig dog være , dit Fjols !«

» Saa lad mig dog være ^ !«

» Saa lad mig dog være , dit Fjols !«

Efter at der igen var bleven ^ Ro i Salen, optog Mads Vestrup sin Tales Traad nøjagtig, hvor han 232 havde sluppet den . Han sagde, at jo allerede den gamle græske Vismand Sokrates havde sagt de dybe Ord , at Smerte var Sjælens Medicin. Altsaa kunde ogsaa en Hedning forstaa, at Livet med sin strenge Tugt imødekom Menneskets allerstærkeste Trang, Selvopholdelsesdriften. Man behøvede ikke at være Kristen for at erkende, at Lidelsernes Kors var Sjælens inderste og dybeste Fornødenhed. Men kun en Kristen kunde med ydmyg Taalmodighed og Haab i Sindet bøje sig ind under Menneskelivets bitre Kaar, fordi han var bleven sig sin Syndefuldhed bevidst, og fordi hele denne Tilværelse i Støvets Verden for ham var en Bodsgang, en paabudt Smertens Vandring, til Lutring og Fuldkommengørelse.

Efter at der igen var bleven nogenlunde Ro i Salen, fortsatte Mads Vestrup sin Tale . Han sagde, at ^ allerede den gamle græske Vismand Sokrates havde sagt de dybe Ord om Smerten, at den var Sjælens Medicin. Altsaa kunde ogsaa en Hedning forstaa, at Livet med sin strenge Tugt understøttede Menneskets naturlige Selvopholdelsesdrift. Men kun en Kristen kunde med ydmyg Taalmodighed og Haab i Sindet bøje sig ind under Lidelsernes Kors, II, 72 fordi han var bleven sig sin Syndefuldhed bevidst, og fordi hele denne Tilværelse i Støvets Verden for ham var en Bodsgang, en paabudt Smertens Vandring, til Lutring og Fuldkommengørelse.

Efter at der igen var bleven nogenlunde Ro i Salen, fortsatte Mads Vestrup sin Tale . Han sagde, at ^ allerede den gamle græske Vismand Sokrates havde sagt de dybe Ord om Smerten, at den var Sjælens Medicin. Altsaa kunde ogsaa en Hedning forstaa, at Livet med sin strenge Tugt understøttede Menneskets naturlige Selvopholdelsesdrift. Men kun en Kristen kunde med ydmyg Taalmodighed og Haab i Sindet bøje sig ind under Lidelsernes Kors, fordi han var bleven sig sin Syndefuldhed bevidst, og fordi hele denne Tilværelse i Støvets Verden for ham var en Bodsgang, en paabudt Smertens Vandring, til Lutring og Fuldkommengørelse.

» Nu veed jeg godt,« – sagde han , » at uforfalsket bibelsk Tale er ilde hørt i vore Dage. Og allermest gælder det da Ordet om Mennesket som født i Synd og derfor hjemfalden til Døden. Det Ord Synd maa jo ogsaa skurre fælt i Ørene paa dem, der har ladet sig lulle ind af Djævelens søde Vuggesange. »Gudbevares,« hører man Folk sige. » Vi tilstaar gerne, at vi Mennesker desværre ikke allesammen er saa gode, som vi burde være!« Det er i Almindelighed den yderste Indrømmelse. Ja, og saa raaber man op om Barneaarene, da Mennesket ikke engang veed, hvad Synd er, og jo alligevel dør. Den Tale om Barnealderen som en Uskyldstid, der er uberørt af Synd, 233 kan man jo endogsaa høre i vore Kirker, hvor den glæder saa mange, især naar den rigtig kurres frem med et yndigt Smil af en af Satans ornatklædte Øjentjenere. Men selv med Fare for at blive kaldt for en Helvedespræst og Svovlprædikant vil jeg sige her, at den Slags poetiske Snak hører til Djævelens allersnedigste Paafund. Se engang rigtig paa et nyfødt Barn! Der er maaske ikke gaaet ti Minuter , siden det forlod sin Mors Liv , hvor det er blevet fostret mellem Skarnet . Det er ikke engang svøbt endnu. Men det ligger allerede og spræller med rynket Pande og en stor, aaben Mund. Ligger der som et arrigt Troldebarn , en rigtig Skarnsunge, der skriger og sparker, indtil den faar sin Vilje. Det hele lille Menneske er foreløbig ikke andet end en ond Kødklump med en blind og hidsig Egenvilje. Tænk jer nu dette samme Menneskebarn efter et langt Livs Møje og Kval bøje sit hvide Hoved i Døden med de Ord: » Ske din Vilje, Herre!« – ja , hvem kan i Grunden saa være i Tvivl om, hvad der er Guds faderkærlige Hensigt med vort Liv hernede i Jammerens Dal, her i Helvedes Forgaard, hvor ingen kan overleve Rædslerne uden enten at forhærde sit Hjerte eller henfly til det kristne Haab om Synderens naadige Hjemkaldelse til de himmelske Boliger .

Lad komme Sult og Nød,
giv Taarer mig for Brød.
234 Der er kun kort til Graven.
Snart med et Fadervor
vi over Skyer gaar
i Himmellyset hjem til Barndomshaven!
Ja – for vor Saligheds Skyld! – lad os fly den falske Læge, den mørke Troldmand, der vil franarre os vore Byrder og bestjæle os for vore Lidelser for allerede her i Støvet at forvandle vor Graad til Glæde! Lad os forsage hans Trøst og med besluttet Sind gaa ind under Livets strenge Optugtelse for at modnes til Paradiset! – Ja, Herre, lad Fristeren ikke overliste os! Giv os alle Kraft til at modstaa, Taalmodighed til at lide, Standhaftighed til at holde ud! – Amen!«

» Nu veed jeg godt,« – sagde han – » at uforfalsket bibelsk Tale er ilde hørt i vore Dage. Og allermest gælder det da Ordet om Mennesket som født i Synd og derfor hjemfalden til Døden. Det Ord Synd maa jo ogsaa skurre fælt i Ørene paa dem, der har ladet sig lulle ind af Djævelens søde Vuggesange. »Gudbevares,« hører man Folk sige. » Vi tilstaar gerne, at vi Mennesker desværre ikke allesammen er saa gode, som vi burde være!« Det er i Almindelighed den yderste Indrømmelse. Ja, og saa raaber man op om Barneaarene, da Mennesket ikke engang veed, hvad Synd er, og ^ alligevel dør. Den Tale om Barnealderen som en Uskyldstid, der er uberørt af Synd, kan man jo endogsaa høre i vore Kirker, hvor den glæder saa mange, især naar den rigtig kurres frem med et yndigt Smil af en af Satans ornatklædte Øjentjenere. Men selv med Fare for at blive kaldt for en Helvedespræst og Svovlprædikant vil jeg sige her, at den Slags poetiske Snak hører til Djævelens allersnedigste Paafund. Se engang rigtig paa et nyfødt Barn! Der er ^ ikke gaaet ti Minutter , siden det forlod sin Mors Liv ^ . Det er ikke engang svøbt endnu. Men det ligger allerede og spræller med rynket Pande og en stor, graadig Mund. Ligger der som et arrigt Troldebarn og skriger og sparker, indtil det faar sin Vilje. Det hele lille Menneske er foreløbig ikke andet end en ond Kødklump med en blind og hidsig Egenvilje. II, 73 Tænk jer nu dette samme Menneskebarn efter et langt Livs Møje og Kval bøje sit hvide Hoved i Døden med de Ord: » Ske din Vilje, Herre!« – Ja , hvem kan i Grunden saa være i Tvivl om, hvad der er Guds faderkærlige Hensigt med vort Liv hernede i Jammerens Dal, her i Helvedes Forgaard, hvor ingen kan overleve Rædslerne uden enten at forhærde sit Hjerte eller henfly til det kristne Haab om Synderens naadige Hjemkaldelse til de himmelske Boliger ?
Ja – for vor Saligheds Skyld! – lad os fly den falske Læge, den mørke Troldmand, der vil franarre os vore Byrder og bestjæle os for vore Lidelser for allerede her i Støvet at forvandle vor Graad til Glæde! Lad os forsage hans Trøst og med besluttet Sind gaa ind under Livets strenge Optugtelse for at modnes til Paradiset! – Ja, Herre, lad Fristeren ikke overliste os! Giv os alle Kraft til at modstaa, Taalmodighed til at lide, Standhaftighed til at holde ud! – Amen!«

» Nu veed jeg godt,« — sagde han — » at uforfalsket bibelsk Tale er ilde hørt i vore Dage. Og allermest gælder det da Ordet om Mennesket som født i Synd og derfor hjemfalden til Døden. Det Ord Synd maa jo ogsaa skurre fælt i Ørene paa dem, der har ladet sig lulle ind af Djævelens søde Vuggesange. »Gudbevares,« hører man Folk sige. » Vi tilstaar gerne, at vi Mennesker desværre ikke allesammen er saa gode, som vi burde være!« Det er i Almindelighed den yderste Indrømmelse. Ja, og saa raaber man op om Barneaarene, da Mennesket ikke engang veed, hvad Synd er, og ^ alligevel dør. Den Tale om Barnealderen som en Uskyldstid, der er uberørt af Synd, kan man jo endogsaa høre i vore Kirker, hvor den glæder saa mange, især naar den rigtig kurres frem med et yndigt Smil af en af Satans ornatklædte II, 53 Øjentjenere. Men selv med Fare for at blive kaldt for en Helvedespræst og Svovlprædikant vil jeg sige her, at den Slags poetisk Snak hører til Djævelens allersnedigste Paafund. Se engang rigtig paa et nyfødt Barn! Der er ^ ikke gaaet ti Minutter , siden det forlod sin Mors Liv ^ . Det er ikke engang svøbt endnu. Men det ligger allerede og spræller med rynket Pande og en stor, graadig Mund. Ligger der som et arrigt Troldebarn og skriger og sparker, indtil det faar sin Vilje. Det hele lille Menneske er foreløbig ikke andet end en ond Kødklump med en blind og hidsig Egenvilje. Tænk jer nu dette samme Menneskebarn efter et langt Livs Møje og Kval bøje sit hvide Hoved i Døden med de Ord: » Ske din Vilje, Herre!« — Ja , hvem kan i Grunden saa være i Tvivl om, hvad der er Guds faderkærlige Hensigt med vort Liv hernede i Jammerens Dal, her i Helvedes Forgaard, hvor ingen kan overleve Rædslerne uden enten at forhærde sit Hjerte eller henfly til det kristne Haab om Synderens naadige Hjemkaldelse til de himmelske Boliger .
» ^ Ja — for vor Saligheds Skyld! — lad os fly den falske Læge, den mørke Troldmand, der vil franarre os vore Byrder og bestjæle os for vore Lidelser for allerede her i Støvet at forvandle vor Graad til Glæde! Lad os forsage hans Trøst og med besluttet Sind gaa ind under Livets strenge Optugtelse for at modnes til Paradiset! — Ja, Herre, lad Fristeren ikke overliste os! Giv os alle Kraft til at modstaa, Taalmodighed til at lide, Standhaftighed til at holde ud! — Amen!«

» Nu veed jeg godt,« – sagde han – » at uforfalsket bibelsk Tale er ilde hørt i vore Dage. Og allermest gælder det da Ordet om Mennesket som født i Synd og derfor hjemfalden til Døden. II, 53 Det Ord Synd maa jo ogsaa skurre fælt i Ørene paa dem, der har ladet sig lulle ind af Djævelens søde Vuggesange. »Gudbevares,« hører man Folk sige. » Vi tilstaar gerne, at vi Mennesker desværre ikke allesammen er saa gode, som vi burde være!« Det er i Almindelighed den yderste Indrømmelse. Ja, og saa raaber man op om Barneaarene, da Mennesket ikke engang veed, hvad Synd er, og ^ alligevel dør. Den Tale om Barnealderen som en Uskyldstid, der er uberørt af Synd, kan man jo endogsaa høre i vore Kirker, hvor den glæder saa mange, især naar den rigtig kurres frem med et yndigt Smil af en af Satans ornatklædte Øjentjenere. Men selv med Fare for at blive kaldt for en Helvedespræst og Svovlprædikant vil jeg sige her, at den Slags poetisk Snak hører til Djævelens allersnedigste Paafund. Se engang rigtig paa et nyfødt Barn! Der er ^ ikke gaaet ti Minutter , siden det forlod sin Mors Liv ^ . Det er ikke engang svøbt endnu. Men det ligger allerede og spræller med rynket Pande og en stor, graadig Mund. Ligger der som et arrigt Troldebarn og skriger og sparker, indtil det faar sin Vilje. Det hele lille Menneske er foreløbig ikke andet end en ond Kødklump med en blind og hidsig Egenvilje. Tænk jer nu dette samme Menneskebarn efter et langt Livs Møje og Kval bøje sit hvide Hoved i Døden med de Ord: » Ske din Vilje, Herre!« – Ja , hvem kan i Grunden saa være i Tvivl om, hvad der er Guds faderkærlige Hensigt med vort Liv hernede i Jammerens Dal, her i Helvedes Forgaard, hvor ingen kan overleve Rædslerne uden enten at forhærde sit Hjerte eller henfly til det kristne Haab om Synderens naadige Hjemkaldelse til de himmelske Boliger .
» ^ Ja – for vor Saligheds Skyld! – lad os fly den falske Læge, den mørke Troldmand, der vil franarre os vore Byrder og bestjæle os for vore Lidelser for allerede her i Støvet at forvandle vor Graad til Glæde! Lad os forsage hans Trøst og med besluttet Sind gaa ind under Livets strenge Optugtelse for at modnes til Paradiset! – Ja, Herre, lad Fristeren ikke overliste os! Giv os alle Kraft til at modstaa, Taalmodighed til at lide, Standhaftighed til at holde ud! – Amen!«

I samme Øjeblik , han sluttede, rejste Folk sig over hele Salen , – de fleste med en Følelse af Lettelse. Der havde under Slutningen af hans Tale ytret sig nogen Utaalmodighed rundt om i Forsamlingen , og idet man nu trængte sig mod Udgangen, var der adskillige, der gav deres Forargelse Luft. Andre lo højt , og en af de unge Børsherrer gjorde Lykke med den Bemærkning, at » Femte Juni« burde tiltales for falsk Varebetegnelse.

I samme Nu , han sluttede, rejste Folk sig over hele Salen med en Følelse af Lettelse. Der havde under Slutningen af hans Tale ytret sig stor Utaalmodighed ^ , og idet man nu trængte sig mod Udgangen, var der adskillige, der gav deres Forargelse Luft. Andre lo ^ , og en ung Børsherre gjorde Lykke med den Bemærkning, at » Femte Juni« burde tiltales for falsk Varebetegnelse.

I samme Nu , han sluttede, rejste Folk sig over hele Salen II, 54 med en Følelse af Lettelse. Der havde under Slutningen af hans Tale ytret sig stor Utaalmodighed ^ , og idet man nu trængte sig mod Udgangen, var der adskillige, der gav deres Forargelse Luft. Andre lo ^ , og en ung Børsherre gjorde Lykke med den Bemærkning, at » Femte Juni« burde tiltales for falsk Varebetegnelse.

Mellem ^ ^ dem, der havde mindre travlt med at komme afsted, var der dog mange tavse Folk, der ^ idet Mads Vestrup gennem en Bagdør forlod Salen, saae efter ham med et dybt forundret eller et sky Udtryk i Øjnene.

Der var dog ogsaa dem, der havde mindre travlt med at komme afsted, enkelte tavse Folk, der , idet Mads Vestrup gennem en Bagdør forlod Salen, saae efter ham med et dybt forundret eller ^ sky Udtryk i Øjnene.

Der var ^ ogsaa dem, der havde mindre travlt med at komme afsted, enkelte tavse Folk, der , idet Mads Vestrup gennem en Bagdør forlod Salen, saae efter ham med et dybt forundret eller ^ sky Udtryk i Øjnene.

Der var dog ^ dem, der havde mindre travlt med at komme afsted, enkelte tavse Folk, der , idet Mads Vestrup gennem en Bagdør forlod Salen, saae efter ham med et dybt forundret eller ^ sky Udtryk i Øjnene.

235 Jørgen Berg og Fru Maja fulgtes ud af Salen ^ med Karl May og Lejf Knudsen, og nede paa Gaden sluttede Frants Møller og et Par andre Bekendte sig til dem. De blev enige om at gaa hen i » Lysesaksen« for at faa noget » at slukke efter med«.
»Ja, det var en stram Snaps!« sagde Lejf Knudsen og holdt sig paa Maven. » Den svier formelig indvendig.«

II, 74 Jørgen Berg og Fru Maja fulgtes ud af Salen sammen med Karl May og Lejf Knudsen, og nede paa Gaden sluttede Frants Møller og et Par andre Bekendte sig til dem. Stemningen var lidt trykket. Jørgen Berg erklærede, at » saadan noget havde man i Grunden godt af at overvære engang imellem«.

Jørgen Berg og Fru Maja fulgtes ud af Salen sammen med II, 54 Karl May og Lejf Knudsen, og nede paa Gaden sluttede Frants Møller og et Par andre Bekendte sig til dem. Stemningen var lidt trykket. Jørgen Berg erklærede, at » saadan noget havde man i Grunden godt af at overvære engang imellem«.

Jørgen Berg og Fru Maja fulgtes ud af Salen sammen med Karl May og Lejf Knudsen, og nede paa Gaden sluttede Frants Møller og et Par andre Bekendte sig til dem. Stemningen var lidt trykket. Jørgen Berg erklærede, at » saadan noget havde man i Grunden godt af at overvære engang imellem«.

» Men hvor har du gjort af Susse?« spurgte Jørgen Berg.
Frants Møller forklarede, at hans Kæreste var bleven daarlig af Luften i Salen . Hun var nu kørt hjem med Sporvognen .

» Men hvor har du gjort af Susse?« spurgte han Frants Møller, der forklarede, at hans Veninde var bleven daarlig af Luften i Salen og var taget hjem .

» Jeg syntes nok, hun saae saa bleg ud ,« sagde Fru Maja. » Men der var jo heller ikke til at aande.«

» Jeg syntes nok, jeg kunde se det paa hende ,« sagde Fru Maja. » Men der var jo heller ikke til at aande.«

» Det er sgu snarere Cajus, der nu slaar igen ,« faldt Karl May dem i Talen paa sin brøsige Maade.

» Det er vist snarere Cajus, der ^ slaar igen !« faldt Karl May ham i Talen paa sin brøsige Maade.

» Hvad er der med Cajus?« spurgte Jørgen Berg.

» Veed du det ikke? Han har i Nat hængt sig i Søndermarken. Det staar i alle Aftenbladene.«

»Herregud! Den skikkelige Cajus ! Vi kunde nu ogsaa godt ha’ gjort noget for ham. Jeg kendte ham ^ saa lidt ... men I andre!«

»Herregud! Det skikkelige Fjols ! Vi kunde nu ogsaa godt ha’ gjort noget for ham. Jeg kendte ham kun saa lidt .... men I andre!«

»Ja, lad os nu gaa hen i Lysesaksen,« sagde Karl May. » Saa drikker vi hans Gravøl. Mere kan vi ikke gøre for ham nu .«
Henne paa Kafeen blev der snakket en Del om 236 Foredraget, som navnlig Karl May og Leif Knudsen gjorde mange Løjer med. Ikke desmindre var de alle enige om, at de trods den forpestede Luft i Lokalet vilde gaa derhen ogsaa næste Gang, naar Vandrepræsten talte. Det var dog altid lidt nyt. Jørgen Berg erklærede endogsaa, at » saadan noget havde man godt af at overvære engang imellem«. Paa Grund af de andres Vittigheder bed han sig i det hele mere og mere fast i den dystre Sindsstemning, som Mads Vestrups Selvbekendelse i Forening med Efterretning om Cajus Vangs Selvmord havde vakt hos ham.
Til de øvrige Gæsters største Forbavselse udviklede der sig efterhaanden en højrøstet religiøs Debat, hvorunder Jørgen Berg blev mere og mere hed i Hovedet. Da han tilsidst i sin Stædighed lod sig opægge til den Udtalelse, at han for sit Vedkommende fuldt og fast troede paa Helvede og en personlig Djævels Eksistens, brød der et stort Spektakel løs, i hvilken Anledning Frants Møller, hvem det omsider var lykkedes at blive temmelig fuld, midt i sin Spiritusdøs begyndte at mækre.

^

»Ja, lad os nu gaa hen i Lysesaksen,« sagde Karl May. » Saa drikker vi hans Gravøl. Mere kan vi ikke gøre for ham nu !« – –

»Ja, lad os nu gaa hen i Lysesaksen,« sagde Karl May. » Saa drikker vi hans Gravøl. Mere kan vi ikke gøre for ham nu !« — —

»Ja, lad os nu gaa hen i Lysesaksen,« sagde Karl May. » Saa drikker vi hans Gravøl. Mere kan vi ikke gøre for ham nu !« – –

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.8

⇕ De Dødes Rige 5.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 5.6

P aa samme Tid gik Jytte og Karsten From langsomt frem og tilbage paa Fortovet i Dronningens Tværgade. De kom begge fra en stor Orkester-Koncert i Odd Fellow -Palæet, og det var ikke tilfældigt, at de 237 havde truffet hinanden der. Jytte, der ogsaa denne Dag havde holdt sig borte fra Langelinje for ikke at møde ham, var om Eftermiddagen, da det mørknede, alligevel bleven lidt urolig. Hvad hendes Fætter John den foregaaende Dag havde fortalt hende om hans Sindstilstand, var begyndt at vække Ængstelse hos hende. Hun kom da til at tænke paa, at han maaske vilde søge hende ved Koncerten, idet det laa nær at antage, at hun vilde komme der. For at berolige sig selv gik hun saa derhen.
I den Hensigt at sidde skjult skaffede hun sig Plads i Baggrunden af Salen; men han opdagede hende næsten øjeblikkeligt , og da hun gik derfra , stod han ^ og ventede paa hende udenfor Indkørselen i Skyggen af en af Pillerne.

Paa samme Tid gik Jytte tilligemed Karsten From det lille Stykke Vej fra Odd Fellow-Palæet, hvor de begge havde overværet en Orkesterkoncert, til hendes Hjem i Dronningens Tværgade. Skønt de havde siddet langt fra hinanden, havde han straks opdaget hende ^ , og da hun tog bort , stod han udenfor Indkørslen og ventede paa hende ^ i Skyggen af en af Pillerne.

Hun havde forudset det og alligevel ikke søgt at undgaa ham. ⇕ ⇒ Hun havde under Koncerten følt det haabløse i længer at lyve sig fra sin Forelskelse, og hun var for stolt til at ville flygte for den. Han traadte hen til hende ^ med Hatten i Haanden og bad om Tilladelse til at følge hende til hendes Port . Hun nikkede tavs, og de gik sammen tværs over Gaden midt i Mylret af Mennesker og Vogne.

II, 75 Hun havde forudset det og taget sit Parti. Da han nærmede sig med Hatten i Haanden og bad om Tilladelse til at ledsage hende til hendes Port , svarede hun frimodigt: »Værsgo’!«

Hun havde forudset det og taget sit Parti. Da han nærmede sig med Hatten i Haanden og bad om Tilladelse til at ledsage hende til hendes Port , svarede hun frimodigt: »Værsgo’!«

Hun havde forudset det og taget sit Parti. Da han nærmede II, 55 sig med Hatten i Haanden og bad om Tilladelse til at ledsage hende til hendes Port , svarede hun frimodigt: »Værsgo’!«

Men ^ de 120 Skridt til hendes Port var en altfor kort Vej til det meget, som Karsten From havde at sige hende, og Jytte standsede forresten heller ikke selv men gik videre. Ved Hjørnet af Store Kongensgade 238 vendte de, og for anden og tredje Gang gik Jytte Porten forbi uden at standse.
Karsten From havde spurgt hende, om det var sandt, hvad hendes Fætter havde sagt ham, at hun ikke vilde være sammen med ham. Han indrømmede, at hun maaske havde nogen Grund til at være vred paa ham; men den Kulde, hun nu i to Aar havde vist ham ^ , var en Uretfærdighed, som han ikke havde fortjent. Han talte til hende i en ophidset Tone, sagde, at det i Almindelighed var ham ganske ligegyldigt , hvad Folk behagede at mene om ham baade som Menneske og som Kunstner, men hendes Ringeagt pinte ham, hendes ^ Vrede kunde han ikke bære.
Hun havde hidtil hørt paa ham i Tavshed. Nu sagde hun ^ , at hun ikke ringeagtede ham , og at hun heller ikke var vred paa ham længer.
Men da han derpaa spurgte ^ , om han da maatte have Lov til at møde hende en Dag paa Langelinje eller et andet Sted for helt at kunne forklare sig for hende , svarede hun hverken Ja eller Nej. Hun mente dermed at ville sige ham, at hun vilde modtage ham i sit Hjem; men det syntes ikke at gaa op for ham. Han blev fra nu af tavs og saae ned mod Jorden.
For fjerde Gang kom de nu til Porten, og denne Gang standsede Jytte. Karsten From tog sin Hat af og bukkede stift med sit fornærmede Udtryk. 239 Men Jytte vilde ikke, at de skulde skilles uforsonede. Idet hun rakte ham sin Haand og sagde Farvel, tilføjede hun derfor sagtere :
» Og paa Gensyn!«
» Han saae op paa hende med et hurtigt undersøgende Blik. Han havde endnu ikke sluppet hendes Haand, og nu beholdt han den.
» Mener De det?«
»Naturligvis,« sagde hun og trak i det samme Haanden til sig, da hun saae, at han bøjede sig ned over den for at kysse den.
⇕ ⇒ Den næste Morgen, da hun ^ ^ – noget forsinket – kom ind til Tebordet, rakte Moderen hende et Brev, som hun netop havde modtaget med Posten.
» Læs det der!« sagde Fru Bertha og gik derpaa ind i Dagligstuen for at lade hende være alene.
Brevet var skrevet med fordrejet Haandskrift paa silketyndt Postpapir, der duftede af Verveine . Der stod: Kære Fru Gehejmeraadinde!
Mon De veed, hvad Alverden taler om , at Deres Datter er bleven Maleren Karsten Froms Elskerinde? Jeg gratulerer! En Veninde.
Jytte blev øjeblikkelig klar over, at Brevet var fra Fru Merck, hvis Parfyme hun til Overflod kendte. Hun var heller ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvad der maatte være foregaaet mellem hende og Karsten 240 From, og at Skrivelsen var den forsmaaede Dames Hævn. Hun læste den derfor paany med straalende Øjne som en Sejrsbulletin. Og hun sagde til sig selv, at det var hendes første Triumf over hans slette og ødelæggende Omgangskres.
Hun var nu kun bedrøvet over, at hun ikke havde kendt Brevet allerede om Aftenen. Hun havde da kunnet tale mere frit til ham. Det var ogsaa paa Grund af Fru Merck, at hun havde trukket sin Haand til sig, da han vilde kysse den. Mon han havde forstaaet det? Hun huskede, at han var bleven staaende, lige til Porten blev lukket, som om han havde ventet, at hun vilde komme tilbage.
Hun sad med Haanden under Hovedet, mens hun i Tanker blev ved at røre om i sin Kop. Hvad hun om Natten havde hvisket til sig selv, mens hun laa vaagen og med tungt hamrende Hjerte stirrede ud i Mørket: at ⇕ ⇒ han var den Mand, hun skulde tilhøre – »Tvillingbroderen«, som hun de mange, mange Aar havde baade længtes efter og frygtet – det gentog hun nu med et fortrøstningsfuldt Smil, som var det noget, hun i Grunden aldrig havde tvivlet om.
Men hvordan skulde hun faa sin Mor forberedt? Det kunde jo tilmed ikke opsættes. For det var vist ikke helt utænkeligt, at Karsten From allerede idag kunde ringe paa deres Dør.
Hun drak hurtigt lidt af sin Te og gik ind i Dagligstuen. 241 Moderen sad igen i Sofaen med dette Strikketøj, der voksede og voksede saa formaalsløst mellem hendes Hænder.
» Sæt dig lidt her hos mig, Jytte, og lad os tale lidt fornuftigt sammen. Jeg gav dig ikke det Brev at læse, fordi jeg mistænker dig. Men jeg synes, du skulde dog vide, hvad man siger om dig.«
» Det har jeg forstaaet, lille Mor! – Men jeg kan nu engang ikke bryde mig om, hvordan Folk snakker om mig. Sandheden er det dog aldrig.«
» Det vil jeg ikke disputere med dig om idag. Men der er en anden Ting. Du lovede mig forleden at være oprigtig imod mig. Har du holdt dit Løfte? ... Ja, du ser paa mig! Men jeg veed, at du ikke har det. Du var i Aftes sammen med Karsten From. Den Slags Ting kan du ikke skjule for mig. Jeg mærkede det i samme Øjeblik, du kom herind ... og forresten forstod jeg det allerede da du pludselig blev saa opsat paa at komme hen til den Koncert. I havde altsaa truffet en Aftale –.«
»Nej. Jeg traf Karsten From ved Udgangen, og det var ingen Aftale. Men forresten kom jeg netop herind for at snakke lidt med dig om den samme Ting. Jeg vil nemlig spørge dig, Mor, om du har noget imod, at Karsten From kommer her.«
»Her? Karsten From? ... Det kan du ikke mene, Jytte.«
242 » Hvorfor ikke? Han er dog Johns Ven.«
» Det er jo Udflugter. Og nu vil jeg vide Sandheden. Hvad er der mellem dig og Karsten From?«
» Ikke det mindste ... jeg forsikrer dig.«
Men Fru Bertha saae hendes Forvirring og sagde:
» Nu er du igen ikke ærlig mod mig. Skal jeg da altid føres bag Lyset?«
» Hvorfor mener du? Naar det kommer til Stykket, tror du maaske alligevel paa det, der staar i Brevet?«
» Jeg veed snart ikke, hvad jeg skal tro om dig.«
Jytte vilde rejse sig, men blev holdt tilbage af Moderens Haand, der greb hende haardt i Armen.
⇕ ⇒ » Vil du da styrte dig selv i Ulykke, Barn! ... Men det kan heller ikke være sandt! Det er jo umuligt, at du kan holde af den Abekat! Sig dog, at det ikke er sandt!«
»Mor, nu tror jeg, vi skal holde op. Du kender ikke Karsten From, derfor dømmer du om ham paa samme Maade, som jeg selv engang har gjort. Jeg vil foreslaa, at vi venter med at tale om ham, indtil du har lært ham lidt mere at kende. Og dersom du for en Gangs Skyld vil tro mig, Mor, saa forsikrer jeg dig nu højtideligt, at der er ikke det mindste imellem os. Jeg veed ikke engang, om han overhovedet bryder sig synderligt om mig. Kan det ikke berolige dig?«
243 » Men du, Jytte? Du holder altsaa af ham?«
Jytte lukkede Moderens Mund med sin Haand og sagde:
» Nu taler vi ikke mere om ham, Mor! Jeg veed jo alt, hvad du vil sige. Du kan ikke lide Karsten From. Det har du tidt nok fortalt mig, og du har vel haft dine Grunde til det. Jeg ber dig blot, om du vil vise dig lidt hensynsfuld imod ham, naar han er her. Mere forlanger jeg ikke.«
Hun kyssede flygtigt Moderens Pande og rejste sig. Lidt efter gik hun ind til sig selv for at tage sit Overtøj paa.
Fru Berthas Øjne fulgte hende til Døren med det raadløse Udtryk, som de altid fik, naar hun maatte mindes den gamle Grandtante Ernestine og hendes mørke Profetier. – Da Døren lukkedes, sank hun sammen med Hænderne for Ansigtet.

⇕ ⇒ K lokken to om Eftermiddagen forlod Jægermesteren allerede Rigsdagen for at tage hen til Karsten From, som nu var begyndt paa den endelige Udførelse af hans Portræt. Opholdet i Rigsdagen kedede ham i disse Dage. Tilskuergalleriet var næsten tomt. I den reserverede Loge havde der idag overhovedet ikke været andre Damer end den gamle Hugaf i Skørter, Frøken Evaldsen. Publikum var bleven 244 klar over, at Forhandlingerne i Salen foreløbig kun var Skærmbrædt for Aktiviteten i Korridorerne og Udvalgsværelserne, hvor den store Partikamp forberedtes og Stemmehvervningen fandt Sted.
⇕ ⇒ Jægermesteren havde selv været Genstand for flere Overtalelsesforsøg fra den tyrstrupske Fraktions Side; men skønt dette i og for sig smigrede ham, havde han harmfuldt afvist dem. Endnu idag havde Gjærup personlig søgt ham for at friste ham til et Frafald med Løftet om en Plads i det vigtige Udvalg for Husmandsloven. ⇕ ⇒ Da Gjærup tilsidst truede ham paa hans Valgkres, havde han sagt Manden lige op i Ansigtet, at han vilde blæse ham et Stykke, og det ikke med Munden. Han havde en Gang for alle besluttet ikke at blande sig ind i Partikævlet for at kunne bevare Hovedet klart. I urokket Tro paa sin lykkelige Stjerne, med det Gladsyn, som var hans – Gudskelov endnu ubeskaarne! – Fædernearv, der havde hjulpet ham frelst gennem mange bitre Skuffelser, vilde han som hidtil se Fremtiden imøde med Tillidsfuldhed og Ro.
⇕ ⇒ Trods det stormfulde Vejr, og skønt Vejen ud til Karsten From ikke var ganske kort, bestemte han sig til at gaa. Han havde spist temmelig tungt til Frokost og trængte til at røre sig. Paavirket af Fordøjelsens Besværligheder kom han til at tænke paa, at det vistnok vilde være heldigt for ham, om han 245 gjorde Alvor af at ride sig en Tur hver Dag. Han havde ogsaa mærket , at Byluften gjorde ham noget svær. Skønt hans nye Flipper var et Numer større end de gamle, generede de ham allerede. Blodet steg ham let til Hovedet, og han sov i den sidste Tid uroligt.
Han havde for nogle Dage siden foreslaaet Vilhelmine, at de skulde ride sammen; men hun var saa ophængt, Stakkel, og kunde i Øjeblikket ikke afse Tid. Han vilde nu forsøge at faa sin Kusine til at gøre ham Selskab. Jytte var jo i gamle Dage en ganske flot Rytterske. Det var dengang hun var saa meget sammen med denne svenske Baron Cederlund eller hvad det var, han hed ...
Til sin Forundring traf han Karsten From i det ypperste Lune. Han udspurgte ham om Grunden; men Vennen var meget hemmelighedsfuld og vilde ingenting sige.

Men næppe var de kommen over Gaden, før han i ubehersket Tone spurgte hende, om det var sandt, hvad hendes Fætter havde sagt ham, at hun ikke vilde være sammen med ham mere; og da hun ikke straks svarede, gjorde han hende Bebrejdelser for den Kulde, hun viste ham , og for den ubillige Maade, hun bedømte ham paa, bare fordi han engang i taabeligt Overmod havde anholdt om hendes Haand. Hvad Folk behagede at mene om ham som Menneske og Kunstner , var ham i Almindelighed fuldkommen ligegyldigt . Men hendes Ringeagt pinte ham, hendes uretfærdige Vrede var ham en oprigtig Sorg.
Jytte havde hørt paa ham i Tavshed. Hans ophidsede og paagaaende Tone ængstede hende. Først da de stod ved hendes Port, følte hun sig tryg. Her sagde hun roligt afvisende , at hun overhovedet ikke gav sig af med at ringeagte , og at hun var ganske uvidende om, at hun nogensinde havde været vred paa ham. Og da han derefter spurgte hende , om han en Gang, naar han tilfældigt mødte hende alene, maatte have Lov til at standse hende for nærmere at forklare sig ^ , svarede hun igen : ^ » Ja – værsgo’!« – Hvorpaa hun hilste Godnat og forsvandt ind ad Porten.
Trods den korte Afsked gik Karsten From derfra med et tilfreds Smil om Munden. Han havde ikke ladet sig narre af hendes Ro. Gennem hendes afsnuppede Sætninger II, 76 havde han mærket den hurtige Puls og Tankernes Forvirring. Ogsaa Kindernes Varme havde røbet hende trods den opslaaede Pelskrave.

Men næppe var de kommen over Gaden, før han i ubehersket Tone spurgte hende, om det var sandt, hvad hendes Fætter havde sagt ham, at hun ikke vilde være sammen med ham mere; og da hun ikke straks svarede, gjorde han hende Bebrejdelser for den Kulde, hun viste ham , og for den ubillige Maade, hun bedømte ham paa, bare fordi han engang i taabeligt Overmod havde anholdt om hendes Haand. Hvad Folk behagede at mene om ham som Menneske og Kunstner , var ham i Almindelighed fuldkommen II, 55 ligegyldigt . Men hendes Ringeagt pinte ham, hendes uretfærdige Vrede var ham en oprigtig Sorg.
Jytte havde hørt paa ham i Tavshed. Hans ophidsede og paagaaende Tone ængstede hende. Først da de stod ved hendes Port, følte hun sig tryg. Her sagde hun roligt afvisende , at hun overhovedet ikke gav sig af med at ringeagte , og at hun var ganske uvidende om, at hun nogensinde havde været vred paa ham. Og da han derefter spurgte hende , om han en Gang, naar han tilfældigt mødte hende alene, maatte have Lov til at standse hende for nærmere at forklare sig ^ , svarede hun igen : ^ » Ja — værsgo’!« ^ Hvorpaa hun hilste Godnat og forsvandt ind ad Porten.
Trods den korte Afsked gik Karsten From derfra med et tilfreds Smil om Munden. Han havde ikke ladet sig narre af hendes Ro. Gennem hendes afsnuppede Sætninger havde han mærket den hurtige Puls og Tankernes Forvirring. Ogsaa Kindernes Varme havde røbet hende trods den opslaaede Pelskrave.

Men næppe var de kommen over Gaden, før han i ubehersket Tone spurgte hende, om det var sandt, hvad hendes Fætter havde sagt ham, at hun ikke vilde være sammen med ham mere; og da hun ikke straks svarede, gjorde han hende Bebrejdelser for den Kulde, hun viste ham , og for den ubillige Maade, hun bedømte ham paa, bare fordi han engang i taabeligt Overmod havde anholdt om hendes Haand. Hvad Folk behagede at mene om ham som Menneske og Kunstner , var ham i Almindelighed fuldkommen ligegyldigt . Men hendes Ringeagt pinte ham, hendes uretfærdige Vrede var ham en oprigtig Sorg.
Jytte havde hørt paa ham i Tavshed. Hans ophidsede og paagaaende Tone ængstede hende. Først da de stod ved hendes Port, følte hun sig tryg. Her sagde hun roligt afvisende , at hun overhovedet ikke gav sig af med at ringeagte , og at hun var ganske uvidende om, at hun nogensinde havde været vred paa ham. Og da han derefter spurgte hende , om han en Gang, naar han tilfældigt mødte hende alene, maatte have Lov til at standse hende for nærmere at forklare sig ^ , svarede hun igen : ^ » Ja – værsgo’!« ^ Hvorpaa hun hilste Godnat og forsvandt ind ad Porten.
Trods den korte Afsked gik Karsten From derfra med et tilfreds Smil om Munden. Han havde ikke ladet sig narre af hendes Ro. Gennem hendes afsnuppede Sætninger havde han mærket den hurtige Puls og Tankernes Forvirring. Ogsaa Kindernes Varme havde røbet hende trods den opslaaede Pelskrave.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.9

⇕ De Dødes Rige 5.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 5.6

Karsten From var nemlig lige kommen hjem fra Langelinje, hvor han havde mødt Jytte og spaseret med hende i den friske Blæst. Han havde endogsaa faaet Lov til at følge hende helt ind til Hjørnet af Dronningens Tværgade. Han var selv meget overrasket derover og næsten lidt fortumlet ved paa eengang at føle sig saa nær ved Maalet ^ ^ . Endnu for 24 Timer siden havde han troet at maatte endelig opgive denne dristige Erobring. Nu levede han i en 246 Feber som den passionerede Jæger, der omsider har faaet et ædelt Stykke Vildt indringet og staar paa Post med Blodet bankende af Forventning.

» Hvilken Vending ved Forsynets Styrelse !« tænkte han . Endnu for faa Timer siden havde han troet at være nødt til at opgive den dristige Erobring. Nu skred han til Værket i en Rus som en passioneret Jæger, der omsider har indringet et ædelt Stykke Vildt ^ og stiller sig paa Post med Blodet bankende af Forventning.

» Hvilken Vending ved Forsynets Styrelse «, tænkte han . Endnu for faa Timer siden havde han troet at være nødt til at opgive den dristige Erobring. Nu skred han til Værket i en Rus som en passioneret Jæger, der omsider har indringet et ædelt Stykke Vildt ^ og stiller sig paa Post med Blodet bankende af Forventning.

⇕ ⇒ Jægermesteren, der endnu under Seancen følte sig besværet af sin Frokost, begyndte at blive alvorligt ængstet. Han spurgte sig selv, om han maaske alligevel skulde forsøge med den nathalie-koldingske Kurmetode. Han vilde grumme nødig gøre indgribende Forandringer i sine Livsvaner; men et Par kolde Fodbade og disse besynderlige Aandedrætsøvelser var jo dog til at overkomme. Han vilde saa yderligere føje en daglig Ridetime til Kuren .

VII .

VII ^

Da han en Timestid efter gik bort fra Karsten From, stod han op i en Sporvogn ved Østerbros Station for at køre ud til sin Ven Frandsen, der skulde anbefale ham en Ridestald.
Samtidig med, at han stod af ved Stoppestedet i umiddelbar Nærhed af den store Kaserne, hvor Vennen boede, standsede en Automobil udenfor Gadedøren, og en Dame steg ud. Og han blev saa overrasket ved at se, at det var hans Kone, at han blev staaende og nær var bleven overkørt af en Vogn.
Forresten huskede han nu godt, at han om Morgenen igen havde læst Ordet » Østerbros Væveskole« paa hendes Memorandum. Denne Skole havde altsaa sine Lokaler et Sted i det samme Hus, hvor Frandsen boede oppe paa femte Sal. Det var blot 247 besynderligt, at Vilhelmine aldrig havde talt om det. Men maaske vidste hun ikke af det.
Han vilde skynde sig hen til hende; men hun havde allerede betalt Kusken og var med et paafaldende Hastværk forsvundet ind ad Gadedøren. Han havde desuden set, at hun i Forbifarten gav en af Klokkeknapperne ved Siden af Døren et lille Tryk.
I det samme flammede Mistroen op i ham. Langsmed Muren gik han derhen med Blodet sydende for Ørene og vovede sig dog næsten ikke ind. Stille aabnede han Døren og blev staaende indenfor og lyttede . Vilhelmines enlige Trin lød ned til ham gennem Trappegabet. Hun var næppe kommen højere end til anden Sal, og her standsede hun.
» Gud være lovet!« udbrød han ved sig selv og vilde just i sin Glæde raabe til hende, da han i det samme hørte hende gaa videre opefter.
Endnu forsøgte han at snakke sig selv til Rolighed. » Maaske er det overhovedet slet ikke Vilhelmine. Der kan dog vel være andre Damer i København, der har en blaa Fløjlshat med sort Fjer. Maaske er det en af hendes Søstre eller en anden, der ligner hende ...«
Hun var nu sikkert naaet til fjerde Sal, og hans Hjerte hamrede, saa han maatte holde sig til Trappens Rækværk. Standsede hun ikke? Nej – den ensformige Lyd af hendes lette Trin hørte ikke op. 248 Og nu aabnedes en Dør deroppe, uden at hun havde ringet, og han hørte Frandsens valne Stemme. Et Øjeblik efter lukkedes Døren igen, og alt var stille.
Som et vildt Dyr sprang han op ad Trappen. Men midtvejs standsede han med et voldsomt Ryk og gjorde et nyt Forsøg paa at besinde sig. Han sagde til sig selv, at nu galdt det om at være rolig og ikke at gøre sig latterlig. Frem for alt ingen kompromitterende Skandale.
En gammel, venlig Dame i Vinterkaabe og Sommerhat kom ud af sin Dør lige foran ham. Da hun saae den velklædte Herre staa der med glødende Øjne og holde sig til Rækværket, spurgte hun forskrækket, om han var bleven syg. Han forklarede, at det var Aandenød paa Grund af Trapperne.
»Ja, de er slemme her i Huset«, sagde hun og gik videre.
Da hun var kommen et Par Trapper ned, listede han sig sagte opefter med lange Skridt som en Abe, der gaar tilvejrs i et Træ. Udenfor Vennens Dør stod han et Øjeblik og lyttede, idet han lagde Øret ned til Brevspalten. Han kunde tydeligt høre dem tale derinde, indtil en tung Arbejdsvogn nede paa Gaden fyldte Trappegabet med sin Larm.
» Nu rolig, John! ... Blot rolig!« formanede han sig selv, da der atter var bleven stille.
249 Med skælvende Haand trykkede han paa Klokkeknappen.
Da der ikke straks blev aabnet, satte han igen Fingeren paa Knappen, dennegang fast bestemt paa ikke at slippe den, før der blev lukket op. Efter Forløbet af en Snes Sekunder gav han sig desuden til at dundre paa Døren af alle Kræfter og raabte:
» Luk op! Det er mig! ... Jeg veed, du er derinde, Vilhelmine! I lukker øjeblikkelig op, eller jeg henter Politiet.«
Da stadig ingen aabnede, og alt var tyst inde bag Døren, begyndte han i Desperation at bearbejde den med sin Stok, indtil denne splintredes. Saa sparkede han til Fyldingen og rykkede i Laasen, mens han blev ved at skrige, at han vilde hente Politiet, dersom de ikke straks lukkede op.
Spektaklet kaldte Husets Beboere til. Ud af en halvaaben Dør lige overfor kiggede et Par forskræmte Barneansigter frem, og snart stod Trappeafsatsen nedenunder fuld af stirrende Folk. Men Jægermesteren var nu gaaet ganske fra Vid og Samling og saae dem ikke. Han løb mod Døren med knyttede Hænder, sparkede og slog og raabte vilde Trusler ind gennem Brevspalten.
» Du kan vente dig, lille Frandsen! Jeg skyder dig ned som en skabet Kat og la’r dig flaa bagefter. Og du, Vilhelmine – du skal ikke faa det bedre, kan 250 du tro! Jeg skal sprætte din skidne Mave op paa dig, din Mær! ...«
Der var bleven kaldt paa Viceværten, og da han ikke var hjemme, havde man hentet Gadebetjenten. Han kom nu tungt op ad Trapperne.
Da Jægermesteren følte hans Haand paa sin Skulder, vendte han sig omkring og opdagede først nu de mange Tilskuere. Han blev et Øjeblik roligere, opgav sit Navn og forklarede Betjenten, at hans Hustru opholdt sig derinde hos sin Galan. Han havde fra Gaden selv set hende gaa herop, og han havde ogsaa hørt hende blive lukket ind, hvorfor han forlangte Døren sprængt i Lovens Navn.
Betjenten rystede godmodigt paa Hovedet og sagde, at han ikke kunde gøre noget ved den Ting. Han gjorde iøvrigt selv et Forsøg med at ringe; og da der ikke blev aabnet, bad han Jægermesteren forføje sig bort.
Men Vanvidet stod nu den stakkels Mand ud af Øjnene som klar Lue. Han foer igen mod Døren for at rende den ind med sin Skulder og hamrede løs med begge Næver, mens han raabte, at han vilde brænde Huset ned over Hovederne paa dem, dersom de ikke lukkede op.
Betjenten blev nu klar over, hvad der var at gøre. Han fik en Mand til at løbe efter en Vogn og førte derpaa Jægermesteren ned ad Trappen med Magt. Men Jægermesteren sparkede omkring sig og slog tilsidst 251 Betjenten i Ansigtet. Med Bistand af et Par af Tilskuerne blev han derfor bundet paa Hænder og Fødder og saaledes transporteret ned til Vognen.
Under alt dette havde de to Elskende inde bag den lukkede Dør siddet i Hr. Frandsens Sofa som to Lig. De havde ikke turdet røre sig eller bare se paa hinanden, og Hr. Frandsen havde ikke været langt fra at græde. Fru Vilhelmine var den, som først kom til sig selv. Da hun hørte Betjentens Stemme, lod hun sig lukke ud ad Køkkendøren; og endnu før hendes Mand var bleven anbragt i Vognen for at køres til et Hospital, sad hun i en Sporvogn paa Vejen til sit Hjem.
Her modtog hun en Timestid senere med Fatning Politiets Meddelelse om det passerede, og havde ogsaa allerede i sit Hoved ordnet Affæren paa en saadan Maade, at hun ikke vilde blive kompromitteret. Hun ringede straks sin Far op og bad ham instruere Pressen, idet hun forklarede, at hendes Mand under hele deres Ægteskab havde gjort sig latterlig for Folk ved den urimeligste Skinsyge. Naar han havde fortalt Politiet, at han havde set hende gaa op til Hr. Frandsen, var det naturligvis en afsindig Mands Indbildning. Men forresten var hans Hang til stærke Drikke, hans økonomiske Forhold og hans Storhedsvanvid jo mere end tilstrækkeligt til at forklare, hvad der nu var sket. – –
252 Nedtrykt af Sorg og bitter Skam gik Asmus Hagen ved Ottetiden hen i Dronningens Tværgade for at meddele sin Tante og Kusine den Katastrofe, som han selv længe havde forudset. Han traf Fru Bertha alene. Jytte, der mod Sædvane havde siddet ved sit Klaver det meste af Eftermiddagen, var nu gaaet i Teatret; og skønt hun havde benægtet det, var Moderen ikke sikker paa, at hun ikke var gaaet derhen blot for igen at blive fulgt hjem af Karsten From.
Brodersønnens Ulykkesbudskab lamslog hende nu helt. Hun blev siddende stum med Hænderne i Skødet, ude af Stand til at tale. For anden Gang paa denne Dag saae hun i Tankerne den gamle Grandtante stige op af sin Grav derovre ved Storeholt og hørte hendes mørke Stemme udslynge den bibelske Trusel:
» Hævnen hører mig til!«

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.10

⇕ De Dødes Rige 5.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 5.7

U d paa Aftenen, mens den stakkels Jægermester stadig rasede og brølede i Hospitalets Gummicelle, sad Mads Vestrup fredeligt i sin lille Stue hos den gamle Skomager i Knabrostræde, hvor han var flyttet ind for et Par Dage siden. Han sad ^ ved en lille Petroleumslampe og læste . Forinden havde han skrevet et langt Brev til sin Kone og fortalt hende 253 om Mødet den foregaaende Aften, » hvormed jeg, saa daarlig og kraftesløs min Tale end var, dog vist ikke har gjort vor kære Herre Skam «.

Mads Vestrup sad den næste Aften fredeligt i sin lille Stue hos den gamle Skomager i Knabrostræde, hvor han var flyttet ind for et Par Dage siden. Han sad med begge Armene paa Bordet og læste ved en lille Petroleumslampe ^ . Den ene Tommelfinger holdt han under Hagen til Støtte.
Han havde om Eftermiddagen skrevet et langt Brev til Stine og fortalt hende om Mødet den foregaaende Aften, » hvormed jeg, saa daarlig og kraftesløs min Tale end var, dog vist ikke har gjort vor kære Herre Skam «.

Mads Vestrup sad den næste Aften fredeligt i sin lille Stue hos den gamle Skomager i Knabrostræde, hvor han var flyttet ind for II, 56 et Par Dage siden. Han sad med begge Armene paa Bordet og læste ved en lille Petroleumslampe ^ . Den ene Tommelfinger holdt han under Hagen til Støtte.
Han havde om Eftermiddagen skrevet et langt Brev til Stine og fortalt hende om Mødet den foregaaende Aften, » hvormed jeg, saa daarlig og kraftesløs min Tale end var, dog vist ikke har gjort vor kære Herre Skam .«

Nu havde han taget sin lille Rejsebibel frem og sad bøjet over Bogen med den ene Tommelfinger til Støtte under Hagen.
Paa sine mange Vækkelsesmøder omkring i Landet havde han ofte advaret mod Misbrug af den hellige Skrift. Han havde talt om visse blegnæbede Hældører, som drev Bibellæsningen som et fromt Tidsfordriv og mente at behage Gud med deres Ladhed. ⇕ ⇒ Men navnlig havde han gjort mange dristige Løjer med de Folk, der – som han selv engang – bildte sig ind, at Guds Ord lod sig bruge som en Slags aandeligt Afføringsmiddel, der drev Syndigheden ud af Mennesket, eller som et beroligende Pulver » at tage før Sengetid« for at sikre sig en god Søvn med lyse Drømme. Han plejede at sige, at den, der under sin Læsning af Bibelen ikke følte sig som en arm Skibbruden paa den oprørte Sø, læste den gennem Fandens Briller.
Alligevel gik han aldrig selv nogen Aften tilsengs uden at have læst et Kapitel, mest i det gamle Testamente, fordi han – ligesom sin Mor – kunde det nye udenad.
Han løftede nu sit tunge Hoved fra Tommelfingeren. Der var bleven banket paa hans Dør.
254 ^ ^ Døren aabnedes , og den gamle Skomagers hvide Satyrhoved viste sig derhenne med en lille Sømandspibe i Mundkrogen.

Langsomt løftede han sit tunge Hoved fra Tommelfingeren. Der var bleven banket paa hans Dør .
» Kom ind!« sagde han .
Døren aabnedes paa Klem. Den gamle Skomagers hvide Satyrhoved viste sig derhenne med en lille Sømandspibe i Mundkrogen.

Langsomt løftede han sit tunge Hoved fra Tommelfingeren. Der var bleven banket paa hans Dør .
II, 56 ^ Døren aabnedes paa Klem. Den gamle Skomagers hvide Satyrhoved viste sig derhenne med en lille Sømandspibe i Mundkrogen.

Langsomt løftede han sit tunge Hoved fra Tommelfingeren. Der var bleven banket paa hans Dør ^ .
Døren aabnedes paa Klem. Den gamle Skomagers hvide Satyrhoved viste sig derhenne med en lille Sømandspibe i Mundkrogen.

» Her er en Dame. Hun si’er, at hun gerne skulde tale med Dem . Er De hjemme?«

II, 77 » Her er en Dame. Hun si’er, at hun gerne skulde tale med Pastoren . Er De hjemme?«

» Her er en Dame. Hun si’er, at hun gerne skulde tale med Pastoren . Er De hjemme?«

» Det maa være forkert. Jeg kender ingen.«

» Det er vist en Dame fra Gaden a’. Kanske har De stødt paa henner og gjort henners Bekendtskab. Jeg skal spørre, hvor hun loserer.«

Hovedet trak sig tilbage og kom efter et Par Minuters Forløb igen tilsyne.

Hovedet trak sig tilbage og kom efter et Par Minutters Forløb igen tilsyne.

» Hun si’er, hun hedder Frøken Frederiksen, og at De kender henner nok. Men hun ser lidt forstyrret ud. Skal jeg la’ henner komme ind?«

Mads Vestrup grundede.

Frøken Frederiksen? ... ^ Frøken Susse! Han huskede at have set hende den foregaaende Aften ved Mødet. Han havde genkendt hende paa Hatten og den røde Jaket. Hun havde altsaa holdt sit Løfte til ham. – Alligevel følte han sig ikke rigtig tryg.
» Er hun alene?«
»Ja, jeg saae allenfals ingen andre.«

Frøken Frederiksen? ... Pludselig forstod han. Det var Frøken Susse! Han huskede , at han havde set hende den foregaaende Aften ved Mødet. Han havde genkendt hendes Hat og den røde Jaket. ^

» Bed hende komme ind!«

Hvad kan hun ville mig ? – tænkte han. Og paa denne Tid af Dagen?
Han vidste ikke, at Frøken Susse i den sidste halve Time havde gaaet grædende frem og tilbage 255 udenfor Huset, før hun fik Mod til at gaa derind. Heller ikke vidste han, at hun om Natten havde banket paa hos sin Værtinde, en gammel Enke, og bedt om Lov til at sidde inde hos hende, fordi hun ikke turde være alene. Ikke heller, at hun hele denne Dag havde gaaet fortvivlet omkring i sit Værelse uden at ville lukke nogen ind, indtil hun nu til Aften havde ringet Værten i »Elysium« op for at faa hans Adresse ^ .

Hvad mon hun vil mig ^ paa denne Tid af Dagen? – tænkte han lidt urolig .

Hvad mon hun vil mig ^ paa denne Tid af Dagen? — tænkte han lidt urolig .

Hvad mon hun vil mig ^ paa denne Tid af Dagen? – tænkte han lidt urolig .

Skomagerens gamle Hoved kom for tredje Gang tilsyne.

For tredje Gang kom Skomagerens gamle Hoved tilsyne.

» Hun er væk nu !«

» Damen er væk ^ !«

» Er hun gaaet?«

»Ja, hun stak af uden at si’e et eneste Ord. Jeg tror inte, hun var rigtig klog af sig. Hun saae saa forvildet ud af Øjnene.«

»Ja, hun stak af uden et Ord. Jeg tror inte, hun var rigtig klog af sig. Hun saae saa forvildet ud af Øjnene.«

Nu forstod Mads Vestrup , at der var Nød paafærde. Han sprang op, greb sin Kasket og skyndte sig ud.
Der var ikke et Menneske at se i den lille , mørke ^ Gade . Han gik saa op mod Brolæggerstræde , hvorfra han hørte ^ Skridt ^ . Paa Hjørnet stod en stor Betjent.

Mads Vestrup stod op, greb sin Kasket og gik hastigt ud. Han havde forstaaet, at der var noget galt paafærde.
I den lille ^ mørke og snævre Gade var der ikke et Menneske at se. Men inde fra Brolæggerstræde ^ hørte han II, 78 Skridt , og han skyndte sig afsted efter Lyden . Paa et Hjørne stod en stor Betjent.

Mads Vestrup stod op, greb sin Kasket og gik hastigt ud. Han havde forstaaet, at der var noget galt paafærde.
I den lille ^ mørke og snævre Gade var der ikke et Menneske at se. Men inde fra Brolæggerstræde ^ hørte han Skridt , og han skyndte sig afsted efter Lyden . Paa et Hjørne stod en stor Betjent.

II, 57 Mads Vestrup stod op, greb sin Kasket og gik hastigt ud. Han havde forstaaet, at der var noget galt paafærde.
I den lille ^ mørke og snævre Gade var der ikke et Menneske at se. Men inde fra Brolæggerstræde ^ hørte han Skridt , og han skyndte sig afsted efter Lyden . Paa et Hjørne stod en stor Betjent.

» Vær saa god at sige mig, om De har ^ set en Dame komme her forbi for et Øjeblik siden .«

» Vær saa god at sige mig, ^ har De ikke set en Dame komme her forbi for et Øjeblik siden ?«

» Hvordan skulde hun se ud?«

» Hun havde vist en meget stor Hat. Og rød Jaket.«

II, 57 » Hun havde vist en meget stor Hat. Og rød Jaket.«

» Hun havde vist en meget stor Hat. Og rød Jaket.«

256 » Naa jo ! ... Er der ^ no’et itu ? ... Hun stak forresten den anden Vej«, sagde han og viste med Tommelfingeren ned mod Kanalen.
»Tak!«
Mads Vestrup skyndte sig tilbage. Han var kommen til at ryste, fordi han begyndte at frygte en Ulykke ^ ^ . Han mindedes ^ sin Studentertid , da han engang selv i flere Dage gik forvildet omkring i Byen og sikkert tilsidst vilde have taget Livet af sig, dersom han ikke havde haft sin gode, fromme Mor at ty over til. Hans egen Angst og Fortvivlelse fra de Dage blev i disse Øjeblikke saa levende for ham, at han uvilkaarlig satte i Løb ^ .

» Her render jo saa mange af den Slags. Er der maaske no’et itu ?«
»Nej.« – Mads Vestrup gik hurtigt videre ned mod Kanalen.
En rædselsfuld Anelse betog ham . Han mindedes , hvordan han selv engang i sin Studentertid var gaaet forstyrret omkring i Gaderne og havde villet tage Livet af sig, og Erindringen om hans egen Angst og Fortvivlelse i de Dage blev ham som et Forbud paa en Ulykke .

» Her render jo saa mange af den Slags. Er der maaske no’et itu ?«
»Nej.« — Mads Vestrup gik hurtigt videre ned mod Kanalen.
En rædselsfuld Anelse betog ham . Han mindedes , hvordan han selv engang i sin Studentertid var gaaet forstyrret omkring i Gaderne og havde villet tage Livet af sig, og Erindringen om hans egen Angst og Fortvivlelse i de Dage blev ham som et Forbud paa en Ulykke .

Da han naaede ned til Nybrogade, standsede han raadvild.
Heller ikke her var der nogen rød Jaket at øjne. Foran en Gadedør stod et Par Kærestefolk og fjantede, og en gammel fuld Mand ravede hjemad langs Husrækken til den anden Side. I hele det øde og mørke Bykvarter langsmed Kanalen saaes iøvrigt ikke et Menneske. Ovre paa Slotsholmen kørte en Sporvogn. Men ellers var ogsaa derovre alt tomt og stille. Musæet var som udslettet af Mørket. Foran Porten til det kongelige Ridehus brændte en eneste Lygte.
Mads Vestrup var paa maa og faa drejet tilhøjre, ned mod Stormbroen; men han kom ikke langt, før 257 han standsedes af et Skrig, et Nødraab, der fik ham til at fare sammen. Det lød fra Kanalen men et godt Stykke borte, i Retning af Gammelstrand. Alligevel mente han ganske tydeligt at kunne genkende Frøken Susses Stemme. Og da Skrigene pludselig kvaltes, var det for ham, som saae han hende i det samme synke tilbunds – og derfra ^ ^ ned i Helvede .
Da han i Løb naaede hen til ^ Stedet , var der allerede samlet en Del Mennesker ^ . Fra de mange skumle Smug, der munder ud omkring det gamle Assistenshus, smuttede der Folk frem som Rotter. I alle Husene langs Kanalen var Beboerne kommen til Vinduerne. Der blev raabt paa Politi; andre spurgte, hvor Redningsapparaterne var.
Skrigene nede fra Vandet hørtes nu igen tilligemed en fortvivlet Pjasken.
» Jeg vil ikke dø! ... Jeg vil ikke dø!«
I det svage Skær af de faa Lygter langsmed Bredden kunde man akkurat skimte noget levende dernede paa det mørke Vand, og man saae, at Strømmen stadig førte det fortvivlet kæmpende Menneske længere ud. En Mand kom løbende med en Baadshage og et Reb. Et Par andre var rendt ned til Stormbroen efter en Baad.
Den store Betjent, som Mads Vestrup for lidt siden havde talt med, kom nu spaserende .

Da han naaede ned til Nybrogade, standsede han raadvild. ^ Heller ikke her var der nogen rød Jaket at øjne. ^ I hele det øde og mørke Bykvarter paa begge Sider af Kanalen saaes ^ ikke et Menneske. Ovre paa Slotsholmen kørte en Sporvogn. Men ikke et Fodtrin var at høre noget Sted.
Paa en Gang foer han sammen. Der havde lydt et Skrig, et Nødraab, og han var ikke i Tvivl om, at det kom fra Kanalen ^ et Sted, vistnok udfor Gammelstrand. Han styrtede afsted, og da han naaede derhen, var der allerede samlet nogle Mennesker. I det svage Skær af Lygterne skimtedes noget levende derude paa det mørke Vand, en fortvivlet kæmpende, der slog om sig med Armene og skreg om Hjælp.
II, 79 » Jeg vil ikke dø! ... Jeg vil ikke dø!«
En Mand kom løbende med en Baadshage og et Reb. Der blev raabt paa Politi. Andre spurgte, om der ikke var en Baad i Nærheden, og imens førtes Mennesket længere og længere udad med Strømmen.
Mads Vestrup, der havde genkendt Stemmen, var bleven greben af et Raseri, saa han ikke vidste af sig selv at sige. Den Tanke, at det stakkels Menneske skulde dø for hans Øjne midt i sine Synder, kunde han ikke udholde. Han stod med dirrende Lemmer og stirrede ud over Vandet, mens Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Hver Gang Skrigene kvaltes, var det for ham, som saae han Helvede aabne sig for at opsluge den Ulykkelige.
En gammel Kone kom hen til ham og spurgte nysgerrig, om han vidste noget om, hvem det var. I Stedet for at svare rev han sine Briller af og derpaa sine Sko, sit Ur, sin Frakke og Vest og fik hende til at love at tage Vare paa det altsammen.
Der var hurtig kommen mange Folk . Fra de ^ skumle Smøger bag Assistentshuset ilede de ^ til som Rotter. Den store Betjent, som Mads Vestrup for lidt siden havde talt med, kom ogsaa tilstede .

Da han naaede ned til Nybrogade, standsede han raadvild. ^ Heller ikke her var der nogen rød Jaket at øjne. ^ I hele det øde og mørke Bykvarter paa begge Sider af Kanalen saaes ^ ikke et Menneske. Ovre paa Slotsholmen kørte en Sporvogn. Men ikke et Fodtrin var at høre noget Sted.
Paa en Gang foer han sammen. Der havde lydt et Skrig, et Nødraab, og han var ikke i Tvivl om, at det kom fra Kanalen ^ et Sted, vistnok udfor Gammelstrand. Han styrtede afsted, og da han naaede derhen, var der allerede samlet nogle Mennesker. I det svage Skær af Lygterne skimtedes noget levende derude paa det mørke Vand, en fortvivlet kæmpende, der slog om sig med Armene og skreg om Hjælp.
» Jeg vil ikke dø! ... Jeg vil ikke dø!«
En Mand kom løbende med en Baadshage og et Reb. Der blev raabt paa Politi. Andre spurgte, om der ikke var en Baad i Nærheden, og imens førtes Mennesket længere og længere udad med Strømmen.
Mads Vestrup, der havde genkendt Stemmen, var bleven greben af et Raseri, saa han ikke vidste af sig selv at sige. Den Tanke, at det stakkels Menneske skulde dø for hans Øjne midt i sine Synder, kunde han ikke udholde. Han stod med dirrende Lemmer og stirrede ud over Vandet, mens Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Hver Gang Skrigene kvaltes, var det for ham, som saae han Helvede aabne sig for at opsluge den Ulykkelige.
En gammel Kone kom hen til ham og spurgte nysgerrig, om han vidste noget om, hvem det var. I Stedet for at svare rev han II, 58 sine Briller af og derpaa sine Sko, sit Ur, sin Frakke og Vest og fik hende til at love at tage Vare paa det altsammen.
Der var hurtig kommen mange Folk . Fra de ^ skumle Smøger bag Assistentshuset ilede de ^ til som Rotter. Den store Betjent, som Mads Vestrup for lidt siden havde talt med, kom ogsaa tilstede .

Da han naaede ned til Nybrogade, standsede han raadvild. ^ Heller ikke her var der nogen rød Jaket at øjne. ^ I hele det øde og mørke Bykvarter paa begge Sider af Kanalen saaes ^ ikke et Menneske. Ovre paa Slotsholmen kørte en Sporvogn. Men ikke et Fodtrin var at høre noget Sted.
Paa en Gang foer han sammen. Der havde lydt et Skrig, et Nødraab, og han var ikke i Tvivl om, at det kom fra Kanalen ^ et Sted, vistnok udfor Gammelstrand. Han styrtede afsted, og da han naaede derhen, var der allerede samlet nogle Mennesker. I det svage Skær af Lygterne skimtedes noget levende derude paa det mørke Vand, en fortvivlet kæmpende, der slog om sig med Armene og skreg om Hjælp.
» Jeg vil ikke dø! ... Jeg vil ikke dø!«
En Mand kom løbende med en Baadshage og et Reb. Der blev raabt paa Politi. Andre spurgte, om der ikke var en Baad i Nærheden, og imens førtes Mennesket længere og længere udad med Strømmen.
Mads Vestrup, der havde genkendt Stemmen, var bleven greben II, 58 af et Raseri, saa han ikke vidste af sig selv at sige. Den Tanke, at det stakkels Menneske skulde dø for hans Øjne midt i sine Synder, kunde han ikke udholde. Han stod med dirrende Lemmer og stirrede ud over Vandet, mens Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Hver Gang Skrigene kvaltes, var det for ham, som saae han Helvede aabne sig for at opsluge den Ulykkelige.
En gammel Kone kom hen til ham og spurgte nysgerrig, om han vidste noget om, hvem det var. I Stedet for at svare rev han sine Briller af og derpaa sine Sko, sit Ur, sin Frakke og Vest og fik hende til at love at tage Vare paa det altsammen.
Der var hurtig kommen mange Folk . Fra de ^ skumle Smøger bag Assistentshuset ilede de ^ til som Rotter. Den store Betjent, som Mads Vestrup for lidt siden havde talt med, kom ogsaa tilstede .

» Hvad er her itu? ... Er der no’en faldet i?«

258 En ung, bleg Fyr ^ , der stod med Hænderne i Bukselommerne , sagde :

En ung, bleg Fyr med et bruskhvidt Øje under et flækket Bryn sagde grinende , idet han skuttede sig med Hænderne i Bukselommerne ^ :

» Det er vist igen en af de logerendes Frøkener fra Kompagnistræde, der har villet drone sig. Men Vandet er hende for koldt idag .«

» Det er nok igen en af de logerendes Frøkner fra Kompagnistræde, II, 80 der har villet drone sig. Men Vandet er hende for koldt ^ .«

» Det er nok igen en af de logerendes Frøkner fra Kompagnistræde, der har villet drone sig. Men Vandet er hende for koldt ^ .«

I det samme skubbedes baade han og Betjenten voldelig tilside af en svær Mand , der havde kastet Frakke, Vest og Sko, og nu ved Hjælp af det Reb, der var skaffet tilveje, lod sig fire ned langs Kanalmuren , indtil han naaede Vandet. Det var Mads Vestrup. Den Tanke, at det stakkels Menneske derude skulde dø for hans Øjne midt i sine Synder og blive Djævelens Bytte, havde han ikke kunnet udholde. Rædslen derfor havde grebet ham som et Raseri, en Bersærkergang.
Man saae ham forsvinde i Mørket dernede.
Uhyggen og Spændingen gjorde Folk tavse. Kvindens Skrig var igen bleven kvalte. Men man hørte Manden raabe.
» Hold Dem oppe! Der kommer Hjælp!«
Nu lød der ogsaa Aareslag.
» Baaden er her!« sagde Folk lettet.

I dette Øjeblik saae man, at en svær Mand i Skjorteærmer firede sig ned ad Kanalmuren og lod sig plumpe i. Lidt efter kom ogsaa en Baad tilstede. Man hørte Aareslagene, og Betjenten raabte:
» Hold Dem oppe! Der kommer Hjælp!«

Der havde efterhaanden samlet sig et stort Opløb. I alle Husene helt ned til Højbro hang Folk ud af Vinduerne som ved en Ildebrand. Redningskorpset var bleven alarmeret . Ogsaa Læge var der sendt 259 Bud efter. Politibetjente og nysgerrige ilede til fra alle Sider. ^ ^

Der havde efterhaanden samlet sig et stort Opløb. I alle Husene helt ned til Højbro hang Folk ud af Vinduerne som ved en Ildebrand. Redningskorpset var bleven alarmeret , og flere Politibetjente kom til for at holde Orden.

Nogle Minuter senere laa Susse Frederiksen, af Aviserne kaldet » Folkets Glæde«, udstrakt paa Stenbroen, mens Redningskorpsets Mandskab tilligemed Lægen arbejdede med en Maskine for at bringe Liv i hende. Ved hendes Fødder stod Mads Vestrup. Han drev af Vand og skælvede af Kulde, men var alligevel endnu udelukkende betaget af Angsten for denne Menneskesjæls evige Fortabelse.
Politibetjentene holdt de nysgerrige paa Afstand. Men forresten havde de ingen Besvær med at holde Orden. Saalænge Folk ikke vidste, om det var et Lig eller et levende Menneske, de havde samlet sig om, forblev de stille og talte ikke højt. Man hørte Maskinen arbejde. Og pludselig gik der en Bevægelse gennem de nærmest staaende. – » Hun aander!« blev der sagt.
I ^ det samme var det forbi med den højtidelige Stemning . Folk raabte op og trængte paa for at komme til at se.

Nogle Minutter senere laa Susse Frederiksen, ^ kaldet » Folkets Glæde«, udstrakt paa Stenbroen, mens Redningskorpsets Mandskab ^ arbejdede med en Maskine for at bringe Liv i hende. Saalænge Tilskuerne ikke vidste, om det var et Lig eller et levende Menneske, de stod samlede om, forblev de stille og holdt sig paa Afstand. Men pludselig lød det: » Hun aander!« – og i det samme var det forbi med Højtideligheden . Folk raabte op og trængte paa for at komme til at se.

Nogle Minutter senere laa Susse Frederiksen, ^ kaldet » Folkets Glæde«, udstrakt paa Stenbroen, mens Redningskorpsets Mandskab ^ arbejdede med en Maskine for at bringe Liv i hende. Saalænge Tilskuerne ikke vidste, om det var et Lig eller et levende Menneske, de stod samlede om, forblev de stille og holdt sig paa Afstand. Men pludselig lød det: » Hun aander!« — og i det samme var det forbi med Højtideligheden . Folk raabte op og trængte paa for at komme til at se.

Nogle Minutter senere laa Susse Frederiksen, ^ kaldet » Folkets Glæde«, udstrakt paa Stenbroen, mens Redningskorpsets Mandskab ^ arbejdede med en Maskine for at bringe Liv i hende. Saalænge Tilskuerne ikke vidste, om det var et Lig eller et levende Menneske, de stod samlede om, forblev de stille og holdt sig paa Afstand. Men pludselig lød det: » Hun aander!« – og i det II, 59 samme var det forbi med Højtideligheden . Folk raabte op og trængte paa for at komme til at se.

Pludselig var der en, og straks efter flere , der spurgte efter Redningsmanden . Men Mads Vestrup var allerede gaaet sin Vej. Saa snart han havde faaet Sikkerhed for, at Pigen levede, søgte han efter sin Frakke og de øvrige Ting, som han havde kastet fra sig, og som en gammel Kone imidlertid havde 260 holdt Vagt ved. Efter at han havde forvisset sig om, at Ur og Penge var i Behold, og at endogsaa Brillerne var ubeskadigede, var han gaaet stille bort.

Der var ogsaa nogen , der spurgte efter den Mand, som var sprunget i Vandet efter hende . Men Mads Vestrup var allerede gaaet sin Vej. Saasnart han havde faaet Vished for, at Pigen levede, havde han iført sig sin Frakke og de øvrige Ting, som den gamle Kone havde forvaret for ham, og stille forføjet sig bort.

Han ønskede ikke fremmede Menneskers Indblanding i hans Forhold til denne Pige. Han vilde frem for alt ikke, hun selv endnu skulde vide, at det var ham, der havde revet hende ud af Helvedes Gab. Han længtes nu kun efter at komme hjem for at kunne takke Gud paa sine Knæ. ^

Han ønskede ikke fremmede Menneskers Indblanding i hans Forhold til denne Pige. Han ^ længtes ^ kun efter at II, 81 komme hjem og kaste sig paa Knæ for at takke Gud for en Menneskesjæls Frelse.
VIII .

Han ønskede ikke fremmede Menneskers Indblanding i hans II, 59 Forhold til denne Pige. Han ^ længtes ^ kun efter at komme hjem og kaste sig paa Knæ for at takke Gud for en Menneskesjæls Frelse.
VIII

Han ønskede ikke fremmede Menneskers Indblanding i hans Forhold til denne Pige. Han ^ længtes ^ kun efter at komme hjem og kaste sig paa Knæ for at takke Gud for en Menneskesjæls Frelse.
VIII

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.9

⇕ De Dødes Rige 5.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 5.8

⇐

K lokken to om Eftermiddagen forlod Jægermesteren allerede Rigsdagen for at tage hen til Karsten From, som nu var begyndt paa den endelige Udførelse af hans Portræt. Opholdet i Rigsdagen kedede ham i disse Dage. Tilskuergalleriet var næsten tomt. I den reserverede Loge havde der idag overhovedet ikke været andre Damer end den gamle Hugaf i Skørter, Frøken Evaldsen. Publikum var bleven 244 klar over, at Forhandlingerne i Salen foreløbig kun var Skærmbrædt for Aktiviteten i Korridorerne og Udvalgsværelserne , hvor den store Partikamp forberedtes og Stemmehvervningen fandt Sted . ^

Klokken var to om Eftermiddagen , da Jægermesteren forlod Rigsdagen for at tage hen til Karsten From, som nu var begyndt paa den endelige Udførelse af hans Portræt. Opholdet i Tinget kedede ham i disse Dage. Tilskuergalleriet var næsten tomt. ^ Publikum var bleven klar over, at der paa Grund af Enslevs Sygdom foreløbig ikke kunde ventes større , sensationelle Debatter . I den reserverede Loge havde der overhovedet ikke været andre Damer idag end den gamle Hugaf i Skørter, Frøken Evaldsen.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.9

⇕ De Dødes Rige 5.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 5.8

⇐

Trods det stormfulde Vejr, og skønt Vejen ud til Karsten From ikke var ganske kort, bestemte han sig til at gaa. Han havde spist ^ temmelig tungt til Frokost og trængte til at røre sig. Paavirket af Fordøjelsens Besværligheder kom han til at tænke paa, at det vistnok vilde ^ være heldigt for ham, om han 245 gjorde Alvor af at ride sig en Tur hver Dag ^ . Han havde ogsaa mærket , at Byluften gjorde ham noget svær. Skønt hans nye Flipper var et Numer større end de gamle, generede de ham allerede. Blodet steg ham let til Hovedet, og han sov i den sidste Tid uroligt.

Skønt Vejen ud til Karsten From ikke var ganske kort, bestemte han sig til at gaa. Han havde spist en temmelig tung Frokost og trængte til at røre sig. Maaske vilde det i det hele være heldigt for ham, om han sørgede for at faa noget mere Motion. Om han f. Eks. gjorde Alvor af at ride ^ en Time hver Dag ligesom Frandsen . Han havde lagt Mærke til , at Byluften gjorde ham ^ svær. Skønt hans nye Flipper var et Nummer større end de gamle, generede de ham allerede. ^

Han havde for nogle Dage siden foreslaaet Vilhelmine, at de skulde ride sammen; men hun var saa ophængt, Stakkel, og kunde i Øjeblikket ikke afse Tid. Han vilde nu forsøge at faa sin Kusine til at gøre ham Selskab. Jytte var jo i gamle Dage en ganske flot Rytterske. Det var dengang hun var saa meget sammen med denne svenske Baron Cederlund eller hvad det var, han hed ...
Til sin Forundring traf han Karsten From i det ypperste Lune. Han udspurgte ham om Grunden; men Vennen var meget hemmelighedsfuld og vilde ingenting sige.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.9

⇕ De Dødes Rige 5.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 5.8

⇐

Jægermesteren, der endnu under Seancen ^ følte sig besværet af sin Frokost , begyndte at blive alvorligt ængstet. Han spurgte sig selv, om han maaske alligevel skulde forsøge med den nathalie-koldingske Kurmetode. Han vilde grumme nødig gøre indgribende Forandringer i sine Livsvaner; men et Par kolde Fodbade og disse besynderlige Aandedrætsøvelser var jo dog til at overkomme. Han vilde saa yderligere føje en daglig Ridetime til Kuren.
Da han en Timestid efter gik bort fra Karsten From, stod han op i en Sporvogn ved Østerbros Station for at køre ud til sin Ven Frandsen, der skulde anbefale ham en Ridestald.
Samtidig med, at han stod af ved Stoppestedet i umiddelbar Nærhed af den store Kaserne, hvor Vennen boede ^ , standsede en Automobil udenfor Gadedøren , og en Dame steg ud. Og han blev saa overrasket ved at se, at det var hans Kone, at han blev staaende og nær var bleven overkørt af en Vogn.
Forresten huskede han nu godt, at han om Morgenen igen havde læst Ordet » Østerbros Væveskole« paa hendes Memorandum. Denne Skole havde altsaa sine Lokaler et Sted i det samme Hus, hvor Frandsen boede oppe paa femte Sal. Det var blot 247 besynderligt, at Vilhelmine aldrig havde talt om det. Men maaske vidste hun ikke af det .

Da han efter Seancen hos Karsten From endnu følte sig besværet ^ , spaserede han ud ad Østerbrogade for at gøre Frandsen et Besøg og faa en Ridestald anbefalet.
Idet han nærmede sig det store fem Etages Hus, hvor II, 82 Vennen boede paa Kvisten , standsede en Droske udenfor ^ , og en Dame steg ud. Han havde nær udstødt et Raab. Det var Vilhelmine ^ .

Da han efter Seancen hos Karsten From endnu følte sig besværet ^ , spaserede han ud ad Østerbrogade for at gøre Frandsen et Besøg og faa en Ridestald anbefalet.
Idet han nærmede sig det store fem Etages Hus, hvor Vennen boede paa Kvisten , standsede en Droske udenfor ^ , og en Dame steg ud. Han havde nær udstødt et Raab. Det var Vilhelmine ^ .

Han vilde skynde sig hen til hende; men hun havde allerede betalt Kusken og var med et paafaldende Hastværk forsvundet ind ad Gadedøren. Han havde desuden set , at hun i Forbifarten gav en af Klokkeknapperne ved Siden af Døren et lille Tryk .
I det samme flammede Mistroen op i ham. Langsmed Muren gik han derhen med Blodet sydende for Ørene og vovede sig dog næsten ikke ind. Stille aabnede han Døren og blev staaende indenfor ^ og lyttede.Vilhelmines enlige Trin lød ned til ham gennem Trappegabet. Hun var næppe kommen højere end til anden Sal, og her standsede hun.

Han blev staaende i nogen Afstand. Han saae, at hun betalte Kusken og derefter skyndsomst forsvandt ind i Huset. Indtil dette Øjeblik havde han været nogenlunde rolig. Der var jo den Mulighed, at hun kendte andre der i Huset end Frandsen, f. Eks. en af Damerne i Komiteen for Vifteudstillingen. Men da han saae , hvordan hun i Forbifarten gav en af Klokkeknapperne ved Siden af Gadedøren et let Tryk , flammede Mistroen op i ham.
Et Øjeblik efter stod han indenfor Døren og lyttede.Vilhelmines enlige Trin lød ned til ham gennem Trappegabet. Hun var næppe kommen højere end til anden Sal, og her standsede hun.

Han blev staaende i nogen Afstand. Han saae, at hun betalte Kusken og derefter skyndsomst forsvandt ind i Huset. Indtil dette Øjeblik havde han været nogenlunde rolig. Der var jo den Mulighed, at hun kendte andre der i Huset end Frandsen, f. Eks. en af Damerne i Komiteen for Vifteudstillingen. Men da han saae , hvordan hun i Forbifarten gav en af Klokkeknapperne ved Siden af Gadedøren et let Tryk , flammede Mistroen op i ham.
Et Øjeblik efter stod han indenfor Døren og lyttede.Vilhelmines enlige Trin lød ned til ham gennem Trappegabet. Hun II, 60 var næppe kommen højere end til anden Sal, og her standsede hun.

II, 60 Han blev staaende i nogen Afstand. Han saae, at hun betalte Kusken og derefter skyndsomst forsvandt ind i Huset. Indtil dette Øjeblik havde han været nogenlunde rolig. Der var jo den Mulighed, at hun kendte andre der i Huset end Frandsen, f. Eks. en af Damerne i Komiteen for Vifteudstillingen. Men da han saae , hvordan hun i Forbifarten gav en af Klokkeknapperne ved Siden af Gadedøren et let Tryk , flammede Mistroen op i ham.
Et Øjeblik efter stod han indenfor Døren og lyttede.Vilhelmines enlige Trin lød ned til ham gennem Trappegabet. Hun var næppe kommen højere end til anden Sal, og her standsede hun.

» Gud være lovet!« udbrød han ved sig selv og vilde just i sin Glæde raabe til hende, da han i det samme hørte ^ hende gaa videre opefter.

» Gud være lovet!« udbrød han ved sig selv og trykkede Haanden til Hjertet, som var ved at sprænges. Men i det samme hørte han hende gaa videre opefter.

Endnu forsøgte han at snakke sig selv til Rolighed. » Maaske er det overhovedet slet ikke Vilhelmine . Der kan dog vel være andre Damer i København , der har en blaa Fløjlshat med sort Fjer. Maaske er det en af hendes Søstre eller en anden, der ligner hende ...«

Endnu forsøgte han at foresnakke sig selv , at han tog fejl. Maaske var det slet ikke Vilhelmine men en af hendes Søstre eller en anden Dame , der lignede hende, og som ogsaa havde en blaa Fløjlshat med sort Fjer. ^

Hun var nu sikkert naaet til fjerde Sal , og hans Hjerte hamrede, saa han maatte holde sig til Trappens Rækværk. Standsede hun ikke? ^ Nej – den ensformige Lyd af hendes lette Trin hørte ikke op. 248 Og nu aabnedes en Dør deroppe, uden at hun havde ringet, og han hørte Frandsens valne Stemme. Et Øjeblik efter lukkedes Døren igen , og alt var stille.

Hun var nu ^ naaet til fjerde Sal .
Standsede hun ikke? ... Nej . Hun gik videre, og han hørte en Dør blive aabnet, endnu før hun var naaet helt op. »Goddag,« blev der sagt. Det var Frandsens valne Stemme. Saa lukkedes Døren ^ , og alt var stille.

Som et vildt Dyr sprang han op ad Trappen. Men midtvejs standsede han med et voldsomt Ryk og gjorde et nyt Forsøg paa at besinde sig. Han sagde til sig selv, at nu galdt det om at være ^ rolig og ikke at gøre sig latterlig . Frem for alt ingen kompromitterende Skandale.
En gammel, venlig Dame i Vinterkaabe og Sommerhat kom ud af sin Dør lige foran ham . Da hun saae den velklædte Herre staa der med glødende Øjne og holde sig til Rækværket, spurgte hun forskrækket, om han var bleven syg. Han forklarede, at det var Aandenød paa Grund af Trapperne.
»Ja, de er slemme her i Huset«, sagde hun og gik videre.
Da hun var kommen et Par Trapper ned, listede han sig sagte opefter med lange Skridt som en Abe, der gaar tilvejrs i et Træ. Udenfor Vennens Dør stod han et Øjeblik og lyttede, idet han lagde Øret ned til Brevspalten. Han kunde tydeligt høre dem tale derinde, indtil en tung Arbejdsvogn nede paa Gaden fyldte Trappegabet med sin Larm .

Som en Vanvittig sprang han op ad Trappen. Men II, 83 midtvejs standsede han med et voldsomt Ryk og gjorde et nyt Forsøg paa at besinde sig. Han sagde til sig selv, at nu galdt det om at være fuldkommen rolig og vise sig Situationen overlegen . Frem for alt ingen Scener, der gjorde ham latterlig! Ingen Overilelse!
Med lange Skridt listede han videre opefter ^ som en Abe, der gaar tilvejrs i et Træ. Udenfor Vennens Dør stod han et Øjeblik og lyttede, idet han lagde Øret ned til Brevspalten. Han kunde tydeligt høre dem tale derinde, naar ikke Vognlarmen udefra overdøvede dem .

Som en Vanvittig sprang han op ad Trappen. Men midtvejs standsede han med et voldsomt Ryk og gjorde et nyt Forsøg paa at besinde sig. Han sagde til sig selv, at nu galdt det om at være fuldkommen rolig og vise sig Situationen overlegen . Frem for alt ingen Scener, der gjorde ham latterlig! Ingen Overilelse!
Med lange Skridt listede han videre opefter ^ som en Abe, der gaar tilvejrs i et Træ. Udenfor Vennens Dør stod han et Øjeblik og lyttede, idet han lagde Øret ned til Brevspalten. Han kunde tydeligt høre dem tale derinde, naar ikke Vognlarmen udefra overdøvede dem .

» Nu rolig, John ! ... Blot rolig !« formanede han sig selv , da der atter var bleven stille.
249 Med skælvende Haand trykkede han paa Klokkeknappen.

» Nu rolig, John ^ !« formanede han sig selv og trykkede ^ paa Klokkeknappen.

Da der ikke straks blev aabnet, satte han igen Fingeren paa Knappen , dennegang fast bestemt paa ikke at slippe den, før der blev lukket op. Efter Forløbet af en Snes Sekunder gav han sig desuden til at dundre paa Døren af alle Kræfter og raabte:

Da der ikke straks blev lukket op, beholdt han Fingren paa Knappen og gav ^ sig samtidig til at dundre paa Døren .

II, 61 Da der ikke straks blev lukket op, beholdt han Fingren paa Knappen og gav ^ sig samtidig til at dundre paa Døren .

» Luk op ! Det er mig! ... Jeg veed, du er derinde, Vilhelmine! I lukker øjeblikkelig op, eller jeg henter Politiet .«

» Luk op !« raabte han. » Det er mig! ... Jeg veed, du er derinde, Vilhelmine! I lukker øjeblikkelig op, eller jeg henter Politiet !«

Da stadig ingen aabnede, og alt var tyst inde bag Døren, begyndte han i Desperation at bearbejde den med sin Stok, indtil denne splintredes. Saa sparkede han til Fyldingen og rykkede i Laasen, mens han blev ved at skrige, at han vilde hente Politiet , dersom de ikke straks lukkede op .

Da stadig ingen aabnede, sparkede han i Desperation til Døren og rykkede i Laasen, mens han blev ved at skrige, at han vilde hente Politiet ^ .

Spektaklet kaldte Husets Beboere til. Ud af en halvaaben Dør lige overfor kiggede et Par forskræmte Barneansigter frem, og snart stod Trappeafsatsen nedenunder fuld af stirrende Folk. Men Jægermesteren var nu gaaet ganske ^ fra Vid og Samling og saae dem ikke . Han løb mod Døren med knyttede Hænder, sparkede og slog og raabte vilde Trusler ind gennem Brevspalten.

Spektaklet kaldte Husets Beboere til. Ud af en halvaaben Dør lige overfor kiggede et Par forskræmte Barneansigter frem, og snart stod Trappeafsatsen nedenunder fuld af stirrende Folk. Men Jægermesteren var nu ^ ganske gaaet fra Vid og Sans og saae ingenting . Han løb mod Døren med knyttede Hænder, sparkede og slog og raabte vilde Trusler ind gennem Brevspalten.

Spektaklet kaldte Husets Beboere til. Ud af en halvaaben Dør lige overfor kiggede et Par forskræmte Barneansigter frem, og II, 61 snart stod Trappeafsatsen nedenunder fuld af stirrende Folk. Men Jægermesteren var nu ^ ganske gaaet fra Vid og Sans og saae ingenting . Han løb mod Døren med knyttede Hænder, sparkede og slog og raabte vilde Trusler ind gennem Brevspalten.

Spektaklet kaldte Husets Beboere til. Ud af en halvaaben Dør lige overfor kiggede et Par forskræmte Barneansigter frem, og snart stod Trappeafsatsen nedenunder fuld af stirrende Folk. Men Jægermesteren var nu ^ ganske gaaet fra Vid og Sans og saae ingenting . Han løb mod Døren med knyttede Hænder, sparkede og slog og raabte vilde Trusler ind gennem Brevspalten.

» Du kan vente dig, lille Frandsen! Jeg skyder dig ned som en skabet Kat og la’r dig flaa bagefter. Og du, Vilhelmine – du skal ikke faa det bedre , kan 250 du tro ! Jeg skal sprætte din skidne Mave op paa dig, din ^ Mær ! ...«

» Du kan vente dig, lille Frandsen! Jeg skyder dig ned II, 84 som en skabet Kat ! Og du, Vilhelmine ... du skal ikke faa det bedre ! Jeg skal sprætte Maven op paa dig, din skidne Mær !«

» Du kan vente dig, lille Frandsen! Jeg skyder dig ned som en skabet Kat ! Og du, Vilhelmine ... du skal ikke faa det bedre ! Jeg skal sprætte Maven op paa dig, din skidne Mær !«

Der var bleven kaldt paa Viceværten, og da han ikke var hjemme, havde man hentet Gadebetjenten. Han kom nu tungt op ad Trapperne .

Nogle af Husets Folk havde faaet hentet Gadebetjenten. Han kom nu tungt op ad Trappen .

Da Jægermesteren følte hans Haand paa sin Skulder, vendte han sig omkring og opdagede først nu de mange Tilskuere. Han blev et Øjeblik roligere , opgav sit Navn og forklarede Betjenten , at hans Hustru opholdt sig derinde hos sin Galan. Han havde fra Gaden selv set hende gaa herop , og han havde ogsaa hørt hende blive lukket ind , hvorfor han forlangte Døren sprængt i Lovens Navn.

Da Jægermesteren følte hans Haand paa sin Skulder, vendte han sig omkring og ^ blev straks roligere . Han opgav sit Navn og forklarede med Taarer i Øjnene , at hans Hustru opholdt sig derinde hos sin Galan. Han havde fra Gaden selv set hende gaa herop ^ , hvorfor han forlangte Døren sprængt i Lovens Navn.

Betjenten rystede godmodigt paa Hovedet og sagde, at han ikke kunde gøre noget ved den Ting. Han gjorde iøvrigt selv et Forsøg med at ringe; og da der ikke blev aabnet, bad han Jægermesteren forføje sig bort.

Betjenten rystede godmodigt paa Hovedet og sagde, at han ikke kunde gøre noget ved den Ting. Han gjorde ^ selv et Forsøg paa at faa lukket op ved at ringe; men da der ikke blev aabnet, bad han Jægermesteren forføje sig bort.

Men Vanvidet stod nu den stakkels Mand ud af Øjnene som klar Lue. Han foer igen mod Døren for at rende den ind med sin Skulder og hamrede løs med begge Næver , mens han raabte, at han vilde brænde Huset ned over Hovederne paa dem, dersom de ikke lukkede op.

Men Vanviddet stod nu den stakkels Mand ud af Øjnene som klar Lue. Han foer igen mod Døren for at rende den ind med sin Skulder , hamrede løs med begge Næver og raabte, at han vilde brænde Huset ned over Hovedet paa dem, dersom de ikke lukkede op.

Betjenten blev nu klar over, hvad der var at gøre. Han fik en Mand til at løbe efter en Vogn og førte derpaa Jægermesteren ned ad Trappen med Magt. Men Jægermesteren sparkede omkring sig og slog tilsidst 251 Betjenten i Ansigtet. Med Bistand af et Par af Tilskuerne blev han derfor bundet paa Hænder og Fødder og saaledes transporteret ned til Vognen.
Under alt dette havde de to Elskende inde bag den lukkede Dør siddet ^ i Hr. Frandsens Sofa som to Lig. De havde ikke turdet røre sig eller bare se paa hinanden, og Hr. Frandsen havde ikke været langt fra at græde . Fru Vilhelmine var den, som først kom til sig selv. Da hun hørte Betjentens Stemme, lod hun sig lukke ud ad Køkkendøren; og endnu før hendes Mand ^ var bleven anbragt i Vognen for at køres til et Hospital , sad hun ^ i en Sporvogn paa Vejen til sit Hjem .
Her modtog hun en Timestid senere med Fatning Politiets Meddelelse om det passerede, og havde ogsaa allerede i sit Hoved ordnet Affæren paa en saadan Maade, at hun ikke vilde blive kompromitteret. Hun ringede straks ^ sin Far op og bad ham instruere Pressen , idet hun forklarede, at hendes Mand under hele deres Ægteskab havde gjort sig latterlig for Folk ved den urimeligste Skinsyge. Naar han havde fortalt Politiet, at han havde set hende gaa op til Hr. Frandsen, var det naturligvis en afsindig Mands Indbildning. Men forresten var hans Hang til stærke Drikke, hans økonomiske Forhold og hans Storhedsvanvid jo mere end tilstrækkeligt til at forklare, hvad der nu var sket. – –
252 Nedtrykt af Sorg og bitter Skam gik Asmus Hagen ved Ottetiden hen i Dronningens Tværgade for at meddele sin Tante og Kusine den Katastrofe, som han selv længe havde forudset. Han traf Fru Bertha alene. Jytte, der mod Sædvane havde siddet ved sit Klaver det meste af Eftermiddagen, var nu gaaet i Teatret; og skønt hun havde benægtet det, var Moderen ikke sikker paa, at hun ikke var gaaet derhen blot for igen at blive fulgt hjem af Karsten From.
Brodersønnens Ulykkesbudskab lamslog hende nu helt . Hun blev siddende stum med Hænderne i Skødet, ude af Stand til at tale. For anden Gang paa denne Dag saae hun i Tankerne den gamle Grandtante stige op af sin Grav derovre ved Storeholt og hørte hendes mørke Stemme udslynge den bibelske Trusel:

Under alt dette havde de to Elskende ^ siddet inde i Hr. Frandsens Sofa uden at turde røre sig . De vovede ikke engang at se paa hinanden. De sad der med hvide Ansigter som to Lig . Fru Vilhelmine var den, der først kom til sig selv. Da hun hørte Betjentens Stemme, stod hun op. I sin Frygt for, at Døren skulde blive sprængt, bestemte hun sig til at flygte ad Køkkentrappen.
Det lykkedes hende ogsaa at slippe uset bort. Paa II, 85 samme Tid som hendes Mand under rasende Modstand, tilsidst med bundne Hænder, blev ført ned til en Vogn, der i Hast var skaffet tilveje for at bringe ham paa Hospitalet , sad hun vel forvaret i en anden Vogn paa Vej til sit Hjem ^ og havde ^ allerede gjort sig det klart, paa hvad Maade hun sikrest kunde redde sig ud af Affæren uden at blive kompromitteret. Saa snart hun fra Politiet havde modtaget Underretning om, hvad der var sket, vilde hun ringe sin Far op ^ , ^ for at han kunde instruere Pressen.
Endnu samme Eftermiddag naaede Ulykkesbudskabet til Familjen i Dronningens Tværgade ved en Telefonmeddelelse fra Asmus Hagen. Efterretningen gjorde et forfærdende Indtryk paa Jytte, der altid havde holdt af sin Fætter trods alle hans Svagheder. Men haardest blev Fru Bertha ramt . Hun sad længe rædselsslagen med Hænderne i Skødet, ude af Stand til at tale. Og paany saae hun i Tankerne den gamle Grandtante stige op af sin Grav derovre ved Storeholt og hørte hendes mørke Stemme udslynge den bibelske Trusel:

Under alt dette havde de to Elskende ^ siddet inde i Hr. Frandsens Sofa uden at turde røre sig . De vovede ikke engang at se paa hinanden. De sad der med hvide Ansigter som to Lig . Fru Vilhelmine var den, der først kom til sig selv. Da hun hørte Betjentens Stemme, stod hun op. I sin Frygt for, at Døren skulde blive sprængt, bestemte hun sig til at flygte ad Køkkentrappen.
Det lykkedes hende ogsaa at slippe uset bort. Paa samme Tid som hendes Mand under rasende Modstand, tilsidst med bundne Hænder, blev ført ned til en Vogn, der i Hast var skaffet tilveje for at bringe ham paa Hospitalet , sad hun vel forvaret i en anden Vogn paa Vej til sit Hjem ^ og havde ^ allerede gjort sig det klart, paa hvad Maade hun sikrest kunde redde sig ud af Affæren uden at blive kompromitteret. Saa snart hun fra Politiet havde modtaget II, 62 Underretning om, hvad der var sket, vilde hun ringe sin Far op ^ , ^ for at han kunde instruere Pressen.
Endnu samme Eftermiddag naaede Ulykkesbudskabet til Familjen i Dronningens Tværgade ved en Telefonmeddelelse fra Asmus Hagen. Efterretningen gjorde et forfærdende Indtryk paa Jytte, der altid havde holdt af sin Fætter trods alle hans Svagheder. Men haardest blev Fru Bertha ramt . Hun sad længe rædselsslagen med Hænderne i Skødet, ude af Stand til at tale. Og paany saae hun i Tankerne den gamle Grandtante stige op af sin Grav derovre ved Storeholt og hørte hendes mørke Stemme udslynge den bibelske Trusel:

Under alt dette havde de to Elskende ^ siddet inde i Hr. Frandsens Sofa uden at turde røre sig . De vovede ikke engang at se paa hinanden. De sad der med hvide Ansigter som to Lig . Fru II, 62 Vilhelmine var den, der først kom til sig selv. Da hun hørte Betjentens Stemme, stod hun op. I sin Frygt for, at Døren skulde blive sprængt, bestemte hun sig til at flygte ad Køkkentrappen.
Det lykkedes hende ogsaa at slippe uset bort. Paa samme Tid som hendes Mand under rasende Modstand, tilsidst med bundne Hænder, blev ført ned til en Vogn, der i Hast var skaffet tilveje for at bringe ham paa Hospitalet , sad hun vel forvaret i en anden Vogn paa Vej til sit Hjem ^ og havde ^ allerede gjort sig det klart, paa hvad Maade hun sikrest kunde redde sig ud af Affæren uden at blive kompromitteret. Saa snart hun fra Politiet havde modtaget Underretning om, hvad der var sket, vilde hun ringe sin Far op ^ , ^ for at han kunde instruere Pressen.
Endnu samme Eftermiddag naaede Ulykkesbudskabet til Familjen i Dronningens Tværgade ved en Telefonmeddelelse fra Asmus Hagen. Efterretningen gjorde et forfærdende Indtryk paa Jytte, der altid havde holdt af sin Fætter trods alle hans Svagheder. Men haardest blev Fru Bertha ramt . Hun sad længe rædselsslagen med Hænderne i Skødet, ude af Stand til at tale. Og paany saae hun i Tankerne den gamle Grandtante stige op af sin Grav derovre ved Storeholt og hørte hendes mørke Stemme udslynge den bibelske Trusel:

» Hævnen hører mig til!«

IX .

⇕ Enslevs Død IV, 1.1

⇕ De Dødes Rige 5.9

⇕ De Dødes Rige .9

⇕ De Dødes Rige 5.9

[3] I Mørke og graa Taage mødtes to Mænd paa Landsbyens Gade og faldt i Snak.

I Mørke og graa Taage mødtes to Mænd paa Landsbyens Gade og faldt i Snak.

Den ene, der med Gløden af en Cigar oplyste sit eget dobbelthagede Maane-Ansigt , var den lille ^ Jørgen Mosegaard, Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør, gennem mange Aar den selvskrevne Ordstyrer og Leve-Udbringer ved alle Møder paa Egnen. Den anden, som bar en Lygte i en Snor, var Pastor Johannes Gaardbo. Han kom fra et Sygebesøg hos en fattig Familje, der boede i en Rønne langt ude i Overdrevet.

Den ene, hvis dobbelthagede Maaneansigt oplystes af Gløden fra en Cigar ^ , var den lille lavbenede Jørgen Mosegaard, Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør, II, 86 gennem mange Aar den selvskrevne Ordstyrer og Leve-Udbringer ved alle Møder paa Egnen. Den anden, som bar en Lygte i en Snor, var Pastor Johannes Gaardbo. Han kom fra et Sygebesøg hos en fattig Familje, der boede i en Rønne langt ude i Overdrevet.

Den ene, hvis dobbelthagede Maaneansigt oplystes af Gløden fra en Cigar ^ , var den lille lavbenede Jørgen Mosegaard, Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør, gennem mange Aar den selvskrevne Ordstyrer og Leve-Udbringer ved alle Møder paa Egnen. Den anden, som bar en Lygte i en Snor, var Pastor Johannes Gaardbo. Han kom fra et Sygebesøg hos en fattig Familje, der boede i en Rønne langt ude i Overdrevet.

De to Mænd havde ikke talt længe med hinanden, før de kom ind paa den Sag , som alle i Landet for Tiden talte om: Enslevs aabne Brud med sit Parti , ⇕ ⇒ den Kamp mod Kirken, som den gamle Mand trods sine Venners Advarsler nu vilde paatvinge Folket og udkæmpe paa Liv og Død .

De to Mænd havde ikke talt længe med hinanden, før de kom ind paa den Begivenhed , som alle i Landet for Tiden talte om: Enslevs ^ Brud med sit Parti og hans aabne Krigserklæring til Kirken .

De to Mænd havde ikke talt længe med hinanden, før de kom II, 63 ind paa den Begivenhed , som alle i Landet for Tiden talte om: Enslevs ^ Brud med sit Parti og hans aabne Krigserklæring til Kirken .

Jørgen Mosegaard ytrede sig om Sagen med sin sædvanlige , vidtløftige Forsigtighed. Hver Gang han tog Cigaren af Munden, var det, som om der blev sat et vel indsmurt Maskineri i Bevægelse. Med Færdighed udrulledes i Sangtone en Række langstrakte 4 Talemaader, der hverken sagde Ja eller Nej. Han var en Mand med Fynboens aabne Favn og udelukkede nødig nogen fra sit Venskab. Det var netop denne omfattende Næstekærlighed, han skyldte sine mange høje Tillidsposter.

Jørgen Mosegaard ytrede sig om Sagen med sin sædvanlige ^ vidtløftige Forsigtighed. Hver Gang han tog Cigaren af Munden, udrullede han i Sangtone en Række langstrakte Talemaader, der hverken sagde Ja eller Nej. Han var en Mand med Fynboens aabne Favn . Ikke med sin gode Vilje udelukkede han nogen fra sit Venskab. Det var netop denne omfattende Næstekærlighed, han skyldte sine mange høje Tillidsposter.

» Nu faar vi jo se, hvordan det altsammen vil og maa og skal udvikle sig. For det er jo saadan, at det snart maa blive aabenbaret , hvad der i det hele og store er Enslevs sande Mening . Der maa jo snart komme en Klaring paa Situationen. Det mener jeg for min Del bestemt.«

» Nu faar vi jo se, hvordan det altsammen vil og maa og skal udvikle sig. For det er jo saadan, at det snart maa blive aabenbaret , hvad der i det hele og store er Enslevs sande Hensigt . Der maa jo snart komme en Klaring paa Situationen. Det mener jeg for min Del bestemt.«

II, 63 » Nu faar vi jo se, hvordan det altsammen vil og maa og skal udvikle sig. For det er jo saadan, at det snart maa blive aabenbart , hvad der i det hele og store er Enslevs sande Hensigt . Der maa jo snart komme en Klaring paa Situationen. Det mener jeg for min Del bestemt.«

» Nu faar vi jo se, hvordan det altsammen vil og maa og skal udvikle sig. For det er jo saadan, at det snart maa blive aabenbart , hvad der i det hele og store er Enslevs sande Hensigt . Der maa jo snart komme en Klaring paa Situationen. Det mener jeg for min Del bestemt.«

» Jeg synes ellers ikke, at hans Mening er til at tage fejl af,« svarede Præsten. » Saa længe hans hvide Hoved er oven Mulde, skal der ikke gælde anden Lov her i Landet end hans Vilje . Hans Hævngerrighed og Magtsyge skal hele Folket tjene . Han taaler ingen over sig og ingen ved Siden af sig. Ikke en Gang Vorherre selv.«

» Jeg synes ellers ikke, at hans Hensigt er til at tage fejl af,« svarede Præsten. » Saa længe hans ^ Hoved er oven Mulde, skal der ikke gælde anden Lov her i Landet end hans Vilje ^ . Han taaler ingen over sig og ingen ved Siden af sig. Ikke en Gang Vorherre selv.«

»Naa, naa, Gaardbo – naa, naa! Lad os vare os for Overdrivelse . Den Slags haarde Ord gør saavist ingen Gavn. Jeg staar nu i den Formening, at det altsammen tilsidst vil jævne sig og blive til Lykke og Velsignelse for vort kære lille Fædreland. Blot vi ikke forivrer os men ser Tiden an og la’r det hele udvikle sig paa naturlig og tilforladelig Maade. Det mener jeg ^ bestemt.«

»Naa, naa, Gaardbo – naa, naa! Lad os vare os for II, 87 Overdrivelse ! Den Slags haarde Ord gør saavist ingen Gavn. Jeg staar nu i den Formening, at det altsammen tilsidst vil jævne sig og blive til Lykke og Velsignelse for vort kære lille Fædreland. Blot vi ikke forivrer os men ser Tiden an og la’r det hele udvikle sig paa naturlig og tilforladelig Maade. Det mener jeg for min Del bestemt.«

»Naa, naa, Gaardbo — naa, naa! Lad os vare os for Overdrivelse ! Den Slags haarde Ord gør saavist ingen Gavn. Jeg staar nu i den Formening, at det altsammen tilsidst vil jævne sig og blive til Lykke og Velsignelse for vort kære lille Fædreland. Blot vi ikke forivrer os men ser Tiden an og la’r det hele udvikle sig paa naturlig og tilforladelig Maade. Det mener jeg for min Del bestemt.«

»Naa, naa, Gaardbo – naa, naa! Lad os vare os for Overdrivelse ! Den Slags haarde Ord gør saavist ingen Gavn. Jeg staar nu i den Formening, at det altsammen tilsidst vil jævne sig og blive til Lykke og Velsignelse for vort kære lille Fædreland. Blot vi ikke forivrer os men ser Tiden an og la’r det hele udvikle sig paa naturlig og tilforladelig Maade. Det mener jeg for min Del bestemt.«

Hans Læber rundede sig for igen at modtage Cigaren 5 som en Spunds , der i nogle Øjeblikke ^ stoppede for hans Veltalenhed. Mens han dampede, sagde Præsten:

Hans Læber rundede sig for igen at modtage Cigaren , der ^ nogle Øjeblikke som en Spunds stoppede for hans Veltalenhed. Mens han dampede, sagde Præsten:

» Det er i hvert Fald nu for sent at ville afvende Forargelsen. Men eet er sikkert. De Folk her i Kresen, der i Sommer hjalp til at sætte Jægermesterens Valg igennem, har et Medansvar for de Ulykker, som den gamle Rænkesmed endnu kan bringe over Landet. Og det skal blive husket!«

Cigargløden lyste atter op i Jørgen Mosegaards pludsede Ansigt, og det saaes, at Truslen i ^ Præstens sidste Ord gjorde ham bleg om Næsen . Som de fleste andre af Egnens Storbønder havde han ved Sommerens Valg fulgt den enslevske Parole og stemt paa Jægermester Hagen. Rigtignok havde han en Gang benægtet det overfor Pastor Gaardbo; men denne havde skaffet sig paalidelig Underretning.

Cigargløden lyste atter op i Jørgen Mosegaards ^ Ansigt, der ved Præstens sidste Ord fik et tillukket Udtryk . Som de fleste andre af Egnens Storbønder havde han ved Sommerens Valg fulgt den Enslevske Parole og stemt paa Jægermester Hagen. Han havde rigtignok en Gang benægtet det overfor Pastor Gaardbo; men denne havde skaffet sig paalidelig Underretning.

Cigargløden lyste atter op i Jørgen Mosegaards ^ Ansigt, der II, 64 ved Præstens sidste Ord fik et tillukket Udtryk . Som de fleste andre af Egnens Storbønder havde han ved Sommerens Valg fulgt den Enslevske Parole og stemt paa Jægermester Hagen. Han havde rigtignok en Gang benægtet det overfor Pastor Gaardbo; men denne havde skaffet sig paalidelig Underretning.

Da den lille lavbenede Sognekonge nu igen begyndte at lade sin Ordtønde løbe, sagde Præsten derfor Godnat og gik videre ad den sølede Vej med sin Lygte.

Da den lille ^ Sognekonge nu igen begyndte at lade sin Ordtønde løbe, sagde Præsten ^ Godnat og gik videre ad den sølede Vej med sin Lygte.

Kort efter sad Jørgen Mosegaard inde hos sin gode Ven og Nabo, gamle Ole Jensen, og rørte rundt i en dampende Romtoddy. Han fortalte om sit Møde med Præsten og sagde:

Kort efter sad Jørgen Mosegaard inde hos sin gode Ven og Nabo, gamle Ole Jensen, og fortalte om sit Møde med Præsten.

» Han er ellers bleven noget rask i Mundtøjet, den samme unge Mand . Det har kreperet ham gevaltigt, 6 at han skulde gaa hen og blive Dumpekandidat i Sommer . Han snakkede om Enslev, saa det var helt forargeligt at høre paa. Og Enslev er dog hans kødelige Farbror. Jeg sagde det ogsaa til ham lige op i hans aabne Ansigt. Det er lovlig stærk Tobak, sagde ^ ^ jeg . Jeg tror ogsaa nok, han blev lidt flov af sig. Naa – jeg siger forresten ikke noget til’et. Gaardbo har paa flere og forskellige Maader gjort sig fortjent af Sognets Fattigpleje. Men vi kan jo ikke allesammen bli’ Rigsdagsmænd .«

» Han er ellers bleven noget rask i Mundtøjet, den II, 88 samme unge Mand . Han snakkede om Enslev, saa det var helt forargeligt at høre paa. Naa – jeg siger ikke noget til’et. Gaardbo har paa flere og forskellige Maader gjort sig fortjent af Sognets Fattigpleje. I den Henseende agter og anerkender jeg hans Fortjenester af mit fulde Hjerte .«

II, 64 » Han er ellers bleven noget rask i Mundtøjet, den samme unge Mand . Han snakkede om Enslev, saa det var helt forargeligt at høre paa. Naa — jeg siger ikke noget til’et. Gaardbo har paa flere og forskellige Maader gjort sig fortjent af Sognets Fattigpleje. I den Henseende agter og anerkender jeg hans Fortjenester af mit fulde Hjerte .«

» Han er ellers bleven noget rask i Mundtøjet, den samme unge Mand . Han snakkede om Enslev, saa det var helt forargeligt at høre paa. Naa – jeg siger ikke noget til’et. Gaardbo har paa flere og forskellige Maader gjort sig fortjent af Sognets Fattigpleje. I den Henseende agter og anerkender jeg hans Fortjenester af mit fulde Hjerte .«

For Enden af Bordet , i hvis fine Mahogniplade ^ en forgyldt Hængelampe spejlede sig, sad Gaardkonen med Hornbriller og Strikkestrømpe. Flere Gange under Jørgen Mosegaards Tale havde hun skævet lidt ængstelig til sin Mand, der sad i en Armstol ved Kakkelovnen og gumlede paa en Skraa . Ole Jensen ^ taalte ikke godt at høre Pastor Gaardbo nævne i sine Stuer . Han var en Bonde af den gamle Skole og forargedes over Præstens mange » Anstalter «, som havde forstyrret Freden i Sognet.

For Enden af Bordet sad Gaardkonen med Hornbriller og Strikkestrømpe. Over den fine Mahogniplade , hvori en forgyldt Hængelampe spejlede sig, skævede hun ^ lidt ængstelig til sin Mand, der sad i en Armstol ved Kakkelovnen ^ . Ole Jensen var en Bonde af den gamle Skole og taalte ikke godt at høre Pastor Gaardbo nævne ^ . Han ^ forargedes over Præstens mange »Anstalter «, som havde forstyrret Freden i Sognet.

For at lempe Samtalen bort fra det farlige Emne gav Konen sig til at snakke om Præstens Bror , Distriktslægen i Jerve, som der altid løb saa mange Historier om. Hun havde hørt, sagde hun , at » det tovelige Menneske« for nylig skulde have skrevet en Medicin op til en Mand i Sanderum og bagefter sagt til ham, at det ikke havde været andet end det 7 klare Vand. Var det dog ikke en skammelig Adfærd! Hos rige Hans Rasmussen i Jerve havde han forlangt, at hele Familjen skulde faste strengt en Dag hver Uge Aaret rundt. Havde man hørt noget saa forskrækkeligt her i Landet siden den katolske Tid? Han kunde da vist ikke være rigtig i Hovedet.
Den knarvorne Gamle ved Kakkelovnen havde nu rejst sig. Han stod foran Chiffonnieren og rodede i Skufferne efter et Spil Kort.
»Ja, de er ens store Narre begge to,« sagde han. » Men hold nu Kæft, Mutter. Vi skal ha’ et Slav Fedtmule, Jørgen!« –

^ Samtalen gled ogsaa hen paa Præstens Broder , Distriktslægen i Jerve, som der altid løb saa mange Historier om. Konen fortalte , at » det tovelige Menneske« for nylig skulde have skrevet en Medicin op til en Mand i Sanderum og bagefter sagt til ham, at det ikke havde været andet end det klare Vand. Var det dog ikke en skammelig Adfærd! Hos rige Hans Rasmussen i Jerve havde han forlangt, at hele Familjen skulde faste ^ en Dag om Ugen Aaret rundt. Havde man hørt noget saa forskrækkeligt her i Landet siden den katolske Tid?
»Ja, de er ens store Narre begge to,« sagde den Gamle knarvornt og rejste sig for at faa et Slag Kort. ^ –

^ Pastor Gaardbo var imidlertid naaet hjem til sin store, tomme Præstegaard i den anden Ende af Byen. Han stod i Forstuen i Færd med at hænge sit Tøj op , da hans Husholderske, den nervøse Frk. Martinsen, stak Hovedet ud af Køkkendøren og ^ i krænket Tone lod ham vide, at Søren Tækker og en anden Mand sad inde i hans Stue og havde ventet paa ham ^ over en halv Time.

Imidlertid var Pastor Gaardbo ^ naaet hjem til sin ^ tomme Præstegaard i den anden Ende af Byen. Da han stod i Forstuen ^ , stak hans Husholderske, den nervøse Frk. II, 89 Martinsen, ^ Hovedet ud af Døren til Køkkengangen og lod ham i krænket Tone ^ vide, at Søren Tækker og en anden Mand sad inde i hans Stue og havde ventet paa ham i over en halv Time.

Imidlertid var Pastor Gaardbo ^ naaet hjem til sin ^ tomme Præstegaard i den anden Ende af Byen. Da han stod i Forstuen ^ , stak hans Husholderske, den nervøse Frk. Martinsen, ^ Hovedet ud af Døren til Køkkengangen og lod ham i krænket Tone ^ vide, at Søren Tækker og en anden Mand sad inde i hans Stue og havde ventet paa ham i over en halv Time.

Imidlertid var Pastor Gaardbo ^ naaet hjem til sin ^ tomme Præstegaard i den anden Ende af Byen. Da han stod i Forstuen ^ , stak II, 65 hans Husholderske, den nervøse Frk. Martinsen, ^ Hovedet ud af Døren til Køkkengangen og lod ham i krænket Tone ^ vide, at Søren Tækker og en anden Mand sad inde i hans Stue og havde ventet paa ham i over en halv Time.

De to Mænd rejste sig stille fra et Par Stole ved Døren , da han kom ind. Han tog dem i Haanden, saae derpaa opmærksomt fra ^ den ene til den anden og sagde:

De to Mænd rejste sig stille ^ , da han kom ind. Han tog dem i Haanden, saae ^ opmærksomt fra den den ene til den anden og sagde:

De to Mænd rejste sig stille ^ , da han kom ind. Han tog dem i Haanden, saae ^ opmærksomt fra den ^ ene til den anden og sagde:

» I ser ud, som om I kom med Nyt. Der er sket noget.«

Søren Tækkemand bekræftede det.

8 Præsten tog Lampen , der stod paa Pulten under det store Kristusbillede, og flyttede den ^ hen paa Bordet foran Sofaen.

Præsten tog Lampen ^ og flyttede den fra Pulten hen paa Bordet foran Sofaen.

» Lad os sætte os her! ... Og lad mig saa høre!«

II, 65 » Lad os sætte os her! ... Og lad mig saa høre!«

» Lad os sætte os her! ... Og lad mig saa høre!«

Da de to Mænd var kommen til Sæde i Sofaen, trak Tækkemanden en sammenlagt Avis frem af Brystlommen under sit store Skæg. I Tavshed rakte han Præsten den over Bordet. Det var Dagsnumeret af en af de smaa københavnske Sladderaviser .
» Hvad er dog dette her!« udbrød Præsten, da han i en Forside-Artikel med den kæmpemæssige Overskrift Fra Rigsdagssalen til Gummicellen læste om den Ulykke, der havde ramt hans sejrende Modkandidat ved Sommervalget. Optrinet paa Trappegangen udenfor Hr. Frandsens Lejlighed, Jægermesterens Kamp med Politibetjenten , Folkeopløbet ved hans Bortkørsel til Hospitalet , alt var vidtløftigt udmalet ^ , som om det galdt en verdenshistorisk Katastrofe . Og det var ikke svært at se, hos hvem Bladet havde hentet sine Oplysninger . Slutningen af Artiklen lød:

Da de to Mænd var kommen til Sæde i Sofaen, trak Tækkemanden en sammenlagt Avis frem af Brystlommen under sit store Skæg. I Tavshed rakte han Præsten den over Bordet. Det var et Nummer af en af de smaa københavnske Sladderaviser med en Meddelelse om den Ulykke, der havde ramt Jægermester Hagen.
I en Forside-Artikel med den kæmpemæssige Overskrift Fra Rigsdagssalen til Gummicellen var baade Optrinet paa Trappegangen udenfor Hr. Frandsens Lejlighed, Jægermesterens Kamp med Politibetjenten og Folkeopløbet ved hans Bortkørsel til Hospitalet dramatisk udmalet med en Vidtløftighed , som om det galdt en verdenshistorisk Katastrofe ^ . Slutningen af Artiklen lød:

» Særdeles at beklage er Folketingsmandens Svigerfar, den bekendte Grosserer L. K. Søholm, der efter Sigende med meget betydelige økonomiske Ofre har støttet hans længe vaklende Kredit og saaledes nylig afkøbte ham hans fynske Gods »Storeholt«. Men navnlig vil Medfølelsen naturligt samle sig om den 9 syge Mands saa grundløst mistænkte Hustru, hvis smukke og distingverede Skikkelse ^ har vakt berettiget Opsigt i vort højere Selskabsliv.«

» Særdeles at beklage er Folketingsmandens Svigerfar, den bekendte Grosserer L. K. Søholm, der efter Sigende med meget betydelige økonomiske Ofre har støttet hans længe vaklende Kredit og saaledes nylig afkøbte ham II, 90 hans fynske Gods »Storeholt«. Men navnlig vil Medfølelsen naturligt samle sig om den syge Mands saa grundløst mistænkte Hustru, hvis smukke ^ distingverede Skikkelse i den senere Tid har vakt berettiget Opsigt i vort højere Selskabsliv.«

» Særdeles at beklage er Folketingsmandens Svigerfar, den bekendte Grosserer L. K. Søholm, der efter Sigende med meget betydelige økonomiske Ofre har støttet hans længe vaklende Kredit og saaledes nylig afkøbte ham hans fynske Gods »Storeholt«. Men navnlig vil Medfølelsen naturligt samle sig om den syge Mands saa grundløst mistænkte Hustru, hvis smukke , distingverede Skikkelse i den senere Tid har vakt berettiget Opsigt i vort højere Selskabsliv.«

» Dette er jo forfærdeligt!« udbrød Pastor Gaardbo flere Gange under Læsningen. » Men kan det ogsaa være sandt? Der har jo ikke staaet et Ord om det i vore egne Aviser.«

Med fremstrakt Pegefinger gjorde Tækkemanden ham opmærksom paa, at Bladet var det sidste nye fra Hovedstaden. Mejeribestyreren havde bragt det med fra Odense. Forresten havde han ringet »Folkebladet« op og faaet Meddelelsen bekræftet.

Med fremstrakt Pegefinger gjorde Tækkemanden ham opmærksom paa, at Bladet var det sidste nye fra Hovedstaden. II, 66 Mejeribestyreren havde bragt det med fra Odense. Forresten havde han ringet »Folkebladet« op og faaet Meddelelsen bekræftet.

»Tænk, at det skulde ende saadan ! Men det maatte man jo næsten vente,« sagde Præsten ^ og læste videre.

» At det skulde ende saadan med ham!« sagde Præsten med en Hovedrysten og læste videre.

Men et Øjeblik efter lod han Bladet synke . Med et pludseligt forandret Udtryk saae han over paa de to Mænd, der begge ^ havde vogtet paa hans Miner , mens han læste. Og det var ikke alene Øjnene, men ogsaa Tankerne, der nu mødtes.

Men pludselig lod han Bladet synke og saae ^ over paa de to Mænd, der begge med spændte Miner havde vogtet paa hans Udtryk , mens han læste. Og det var ikke alene Øjnene, men ogsaa Tankerne, der nu mødtes.

Der blev stille i Stuen nogen Tid. Derpaa begyndte Tækkemanden:

Der blev stille ^ nogen Tid. Ingen af dem talte. Endelig begyndte Tækkemanden:

II, 66 Der blev stille ^ nogen Tid. Ingen af dem talte. Endelig begyndte Tækkemanden:

Der blev stille ^ nogen Tid. Ingen af dem talte. Endelig begyndte Tækkemanden:

» Kan De huske, Pastor Gaardbo, hvad De sagde til mig den Aften ^ , da Jægermesteren blev valgt? Vi vil ikke tabe Modet, sagde De. Næste Gang skaffer vi Herrens Sag Oprejsning. Saa aftvætter vi Skammen, sagde De. – Der var vist ingen af os, der 10 tænkte paa, at » næste Gang« skulde komme saa brat. Men saadan har det nu været Vorherres Vilje.«

» Kan De huske, Pastor Gaardbo, hvad De sagde til mig den Aften i Sommer , da Jægermesteren blev valgt? Vi vil ikke tabe Modet, sagde De. Næste Gang skaffer vi Herrens Sag Oprejsning. Saa aftvætter vi Skammen, sagde De. – Der var vist ingen af os, der tænkte paa, at » næste Gang« skulde komme saa brat. Men saadan har det nu været Vorherres Vilje.«

» Kan De huske, Pastor Gaardbo, hvad De sagde til mig den Aften i Sommer , da Jægermesteren blev valgt? Vi vil ikke tabe Modet, sagde De. Næste Gang skaffer vi Herrens Sag Oprejsning. Saa aftvætter vi Skammen, sagde De. — Der var vist ingen af os, der tænkte paa, at » næste Gang« skulde komme saa brat. Men saadan har det nu været Vorherres Vilje.«

»Amen!« lød det stærkt fra hans hidtil murtavse Ledsager, en ældre , rødnæset Mand med et skummelt Ansigt. ^ Præsten nikkede tavs.

II, 91 »Amen!« lød det ^ fra hans hidtil murtavse Ledsager, en ældre ^ Mand med et skummelt Ansigt.
Præsten nikkede tavs.

»Amen!« lød det ^ fra hans hidtil murtavse Ledsager, en ældre ^ Mand med et skummelt Ansigt.
Præsten nikkede tavs.

Der blev nu talt om Udsigterne for det nye Valg , som efter alles Mening vilde blive nødvendigt . Tækkemanden var fuldt overtydet om, at det trods den korte Frist skulde lykkes dem at tage Kresen denne Gang. Kristi Venneskare var vokset stærkt de sidste Maaneder paa Grund af Enslevs vedvarende Udæskning i Avisartikler og Interviews; og den Skam, som Jægermesteren nu havde kastet over sine Vælgere, vilde sikkert ^ aabne Øjnene paa mange, som endnu om Sommeren havde fulgt det enslevske Banner.

De talte derefter om Udsigterne for det nye Valg ^ . Tækkemanden følte sig overbevist om, at det ^ skulde lykkes dem at tage Kresen denne Gang. Kirkens Venneskare var vokset stærkt de sidste Maaneder paa Grund af Enslevs Udæskninger, og den Skam, som Jægermesteren nu havde kastet over sine Vælgere, vilde sikkert ogsaa aabne Øjnene paa mange, som endnu om Sommeren havde fulgt det gamle Banner.

Efter at der derpaa var truffet ^ Aftale om at indvarsle til et Møde af Vennekresens Tillidsmænd, brød Tækkemanden og hans Ledsager ^ op for ^ at bringe den store Nyhed videre ud i Menigheden.

Der blev truffet den Aftale , at der hurtigst muligt skulde indvarsles til et Møde af Vennekresens Tillidsmænd, og Tækkemanden og hans Ledsager brød derefter op for straks at bringe den store Nyhed videre ud i Menigheden.

Da Pastor Gaardbo havde fulgt sine Gæster ud og var kommen tilbage, blev han staaende ved Siden af Pulten med et ^ Udtryk , som om han i Tankerne allerede stod paa Valgtribunen med et larmende Menneskehav foran sig . Langt stærkere, end han havde ladet sig mærke dermed overfor Vennerne, var han bleven opglødet af Udsigten til at komme 11 ud i Kamplinjen , hvor Landets og Folkets Fremtid nu skulde afgøres .

Da Pastor Gaardbo havde fulgt sine Gæster ud og var kommen tilbage, blev han staaende ved Siden af Pulten med et bevæget og henrevet Udtryk ^ . Langt stærkere, end han havde ladet sig mærke dermed overfor Vennerne, var han ^ opglødet af Udsigten til at komme ud i Ildlinjen , hvor Kristus og hans Fjender nu skulde mødes til den afgørende Kamp .

Da Pastor Gaardbo havde fulgt sine Gæster ud og var kommen tilbage, blev han staaende ved Siden af Pulten med et bevæget og henrevet Udtryk ^ . Langt stærkere, end han havde ladet sig mærke dermed overfor Vennerne, var han ^ opglødet af Udsigten II, 67 til at komme ud i Ildlinjen , hvor Kristus og hans Fjender nu skulde mødes til den afgørende Kamp .

Efter sin Kærestes Ulykkesdød havde han i lang Tid haft en Sky for den store Offenligheds ti Tusinde Øjne. Han havde levet her i sin tomme Præstegaard og dannet sig sin egen stille Verden langt fra meget af det, der tidligere optog ham . En Savnets Verden ganske vist, men opfyldt af lykkelige Minder, der befolkede Tomheden og gjorde ham Ensomheden fortrolig . Men siden Sommerens Valgkamp havde hans Sind været i Gæring, og han havde følt Nederlaget saa meget tungere, som det flere andre Steder i Landet var lykkedes Menigheden at sende unge, modige Kristmænd ind i Tinget som Svar paa Farbroderens Undsigelse.
Han vidste godt, at det ikke vilde blive helt let for ham at bryde op fra sine mange Venner her og – maaske for bestandig – at skilles fra sine to Kirker, der var bleven ham saa hjemligt kære, og hvor han vel ogsaa nok selv vilde blive savnet lidt. At han i København maaske kunde risikere at træffe sammen med Frk. Jytte Abildgaard, foruroligede ham ogsaa noget. Skønt han nu tænkte tilbage paa sin Optagethed af den livstrætte og spotske Ministerdatter som en trist Forvildelse, kunde han til sin Skam ikke nægte, at Erindringen om hendes Skønhed endnu havde nogen Magt over hans Tanker. Men i Øjeblikkets 12 højtideligt bevægede Sindsstemning var det ikke svært at faa Bugt med alle saadanne Betænkeligheder, og han var fuldt paa det rene med sig selv om, at han nu baade kunde og skulde vende tilbage til den store Arbejdsplads, hvorfra der saa mange Gange var bleven kaldt paa ham ^ .

Efter sin Kærestes Død havde han i lang Tid haft en Sky for den store Offenligheds ti tusinde Øjne. Han havde ^ her i sin ^ Præstegaard ^ dannet sig sin egen stille Verden langt fra meget af det, der tidligere optog ham , en Savnets Verden ganske vist, men opfyldt af lykkelige Minder, der befolkede Tomheden ^ . Men siden Sommeren II, 92 med dens Kærlighedsskuffelse og Valgnederlag havde hans Sind været i Gæring .

Efter sin Kærestes Død havde han i lang Tid haft en Sky for den store Offenligheds ti tusinde Øjne. Han havde ^ her i sin ^ Præstegaard ^ dannet sig sin egen stille Verden langt fra meget af det, der tidligere optog ham , en Savnets Verden ganske vist, men opfyldt af lykkelige Minder, der befolkede Tomheden ^ . Men siden Sommeren med dens Kærlighedsskuffelse og Valgnederlag havde hans Sind været i Gæring .

... Han løftede Hovedet . Og pludselig gik der en Skygge henover hans forklarede Træk . Han havde hørt et fjernt Automobilhorn og genkendt Lyden. Det var hans Bror , der kørte forbi ude paa Hovedlandevejen.

... Han rejste Hovedet ^ . Han havde hørt et fjernt Automobilhorn og genkendt Lyden. Det var hans Broder , der kørte forbi ude paa Hovedlandevejen.

... Han rejste Hovedet ^ . Han havde hørt et fjernt Automobilhorn II, 67 og genkendt Lyden. Det var hans Broder , der kørte forbi ude paa Hovedlandevejen.

... Han rejste Hovedet ^ . Han havde hørt et fjernt Automobilhorn og genkendt Lyden. Det var hans Broder , der kørte forbi ude paa Hovedlandevejen.

Han blev staaende med Haanden paa Pulten og fulgte ^ Lyden , indtil den forsvandt ^ . I to Maaneder havde han ikke talt med Broderen. Undertiden havde han paa Frastand set hans Vogn ; men med Forsæt havde han undgaaet et Møde. Efter den dybe Krænkelse, Broderen tilføjede ham ved deres sidste Sammenkomst, havde han ikke kunnet tænke paa ham uden Bitterhed. Havde heller ikke kunnet bede for ham i fuld Oprigtighed. Nu lagde han Hænderne over sit Ansigt. Den Tanke, at de maaske nu skulde skilles – og skilles uforsonede – fik hans Hjerte til at strømme over af sorgfuld Bekymring .

I sin opløftede Sindsstemning fulgte han Lyden med Hænderne lagt over Ansigtet . I to Maaneder havde han ikke talt med Broderen. Undertiden havde han paa Frastand set hans Vogn ^ men med Forsæt ^ undgaaet et Møde. Men den ^ Tanke, at de maaske nu skulde skilles – og skilles uforsonede – fik hans Hjerte til at strømme over ^ .

I sin opløftede Sindsstemning fulgte han Lyden med Hænderne lagt over Ansigtet . I to Maaneder havde han ikke talt med Broderen. Undertiden havde han paa Frastand set hans Vogn ^ men med Forsæt ^ undgaaet et Møde. Men den ^ Tanke, at de maaske nu skulde skilles — og skilles uforsonede — fik hans Hjerte til at strømme over ^ .

I sin opløftede Sindsstemning fulgte han Lyden med fremvældende Taarer . I to Maaneder havde han ikke talt med Broderen. Undertiden havde han paa Frastand set hans Vogn ^ men med Forsæt ^ undgaaet et Møde. Men den ^ Tanke, at de maaske nu skulde skilles – og skilles uforsonede – fik hans Hjerte til at strømme over ^ .

»Aa, Povl – Povl! Hvorfor vil du ikke høre Sandhedens Røst?«

»Aa, Povl — Povl! Hvorfor vil du ikke høre Sandhedens Røst?«

»Aa, Povl – Povl! Hvorfor vil du ikke høre Sandhedens Røst?«

– – –

⇕ Enslevs Død IV, 1.2

⇕ De Dødes Rige 5.9

⇕ De Dødes Rige .9

⇕ De Dødes Rige 5.9

13 U de paa den brede Hovedlandevej rullede Distriktslæge Gaardbo ad Hjemmet til. Hans lille træskoformede Køreværk kastede en umaadelig Lyskegle foran sig og viste som en Troldlygte en glidende Række dagklare Billeder af Landevejen med dens afbladede Popler, dens Skærvebunker og Vejpytter. Taagen var dreven bort. Aftenen var lys og mild og stille. Men i rasende Fart jog nogle mørke Skyer ^ henunder Stjernehimlen som Røg fra en Verdensbrand et Sted langt borte.

Ude paa den brede Hovedlandevej rullede Distriktslæge Gaardbo ad Hjemmet til. Som en Troldlygte kastede hans lille ^ Køreværk ^ en umaadelig Lyskegle foran sig og viste ^ en glidende Række dagklare Billeder af Landevejen med dens afbladede Popler, dens Skærvebunker og Vejpytter. Taagen var dreven bort. Aftenen var lys og ^ stille. Højt oppe jog nogle mørke Skyer i rasende Fart henunder Stjernehimlen som Røg fra en Verdensbrand et Sted langt borte.

Da Doktoren kørte forbi Landsbyen, havde han vendt Blikket ned mod Præstegaarden og set Lys i Broderens Vinduer. Og hans Tanker var endnu hos ham. Derfor saae han uvilkaarligt flere Gange op efter Kassiopeia , der var det Stjernebillede, de som Drenge mest havde elsket. Det var jo her, Tyge Brahes forsvundne Stjerne havde straalet, og de drømte dengang begge to om at blive store Astronomer, der ligesom deres berømte Landsmand opdagede nye Stjerner og Kometer ^ . I de koldeste Vinteraftener stod de ude i Sneen og stirrede sig højtideligt svimle, mens de studerede den blinkende Klodevrimmel ved Hjælp af et Stjernekort ; og det var Johannes, der var den allerivrigste. Han udfandt nye Billeder og gav mange af de smaa Stjerner Navne, idet han efterhaanden opkaldte hele Familjen. Men en Dag havde deres Far forbudt dem disse Himmelstudier 14 med de Ord, at » det var den Slags Ting, man for sin Sjælefreds Skyld helst ikke skulde befatte sig med ,« – Ord, som den gode Johannes nu i Tide og Utide gjorde til sine .

Da Doktoren kørte forbi Landsbyen, havde han vendt Blikket ned mod Præstegaarden og set Lys i Broderens Vinduer. Hans Tanker var endnu hos ham. Uvilkaarligt saae han ^ op til Kassiopeia , der var det Stjernebillede, de II, 93 som Drenge mest havde elsket. Det var jo her, Tyge Brahes forsvundne Stjerne havde straalet, og de drømte dengang begge to om at blive store Astronomer, der ligesom deres berømte Landsmand opdagede nye Himmellegemer . I kolde Vinteraftener stod de ude i Sneen og ^ studerede den lysende Klodevrimmel ved Hjælp af et Stjernekort , indtil deres Far en Dag havde ^ forbudt dem det med de Ord, at ^ det var den Slags Ting, man for sin Sjælefreds Skyld helst ikke skulde befatte sig med ^ .

Da Doktoren kørte forbi Landsbyen, havde han vendt Blikket ned mod Præstegaarden og set Lys i Broderens Vinduer. Hans Tanker var endnu hos ham. Uvilkaarligt saae han ^ op til Kassiopeia , der var det Stjernebillede, de som Drenge mest havde elsket. Det var jo her, Tyge Brahes forsvundne Stjerne havde straalet, og de drømte dengang begge to om at blive store Astronomer, der ligesom deres berømte Landsmand opdagede nye Himmellegemer . I kolde Vinteraftener stod de ude i Sneen og ^ studerede den lysende Klodevrimmel ved Hjælp af et Stjernekort , indtil deres Far en Dag havde ^ forbudt dem det med de Ord, at ^ det var den Slags Ting, man for sin Sjælefreds Skyld helst ikke skulde befatte sig med ^ .

Da Doktoren kørte forbi Landsbyen, havde han vendt Blikket ned mod Præstegaarden og set Lys i Broderens Vinduer. Hans Tanker var endnu hos ham. Uvilkaarligt saae han ^ op til Kassiopeia , der var det Stjernebillede, de som Drenge mest havde elsket. Det var jo her, Tyge Brahes forsvundne Stjerne havde straalet, og de drømte dengang begge to om at blive store Astronomer, der ligesom deres berømte Landsmand opdagede nye II, 68 Himmellegemer . I kolde Vinteraftener stod de ude i Sneen og ^ studerede den lysende Klodevrimmel ved Hjælp af et Stjernekort , indtil deres Far en Dag havde ^ forbudt dem det med de Ord, at ^ det var den Slags Ting, man for sin Sjælefreds Skyld helst ikke skulde befatte sig med ^ .

Ude bag det store flade Land i Øst saaes en Lysning. Det var Maanen, der var i Færd med at kravle op over Synskresen . Men nu lukkedes Udsigten af Skovene ved Storeholt, og lidt efter kom selve Herregaarden tilsyne for Enden af Alleen, straalende af Lys fra Kælder til Kvist.

Ude bag det store flade Land i Øst saaes en Lysning. Det var Maanen, der var i Færd med at kravle op over Synsranden . Men nu lukkedes Udsigten af Skovene ved Storeholt, og lidt efter kom selve Herregaarden tilsyne for Enden af Alleen, straalende af Lys fra Kælder til Kvist.

» Se se! Det nye Herskab er nok arriveret!« sagde han højt til sig selv.

» Se se! Det nye Herskab er nok arriveret!« ^

II, 68 » Se se! Det nye Herskab er nok arriveret!« ^

» Se se! Det nye Herskab er nok arriveret!« ^

Den store, hvide Hovedbygning havde i de sidste Maaneder været et øde Hus , der om Aftenen virkede lidt uhyggeligt med sine mange mørke Vinduer . Om Dagen derimod havde al Slags Haandværkerlarm lydt ud derfra. Gaardens nye Ejer, Grosserer Søholm , havde sat stor Kraft ind paa at bringe den forsømte Bedrift paa Fode. Ladebygningen havde faaet nyt Tag, Staldene en fuldtallig Besætning . Og der var bleven talt meget om en vældig Motorplov, som daglig samlede ^ nysgerrige Tilskuere.

Den store, hvide Hovedbygning havde i de sidste Maaneder været et øde Hus ^ . Om Dagen lød dog al Slags Haandværkerlarm ^ ud derfra. ^ Grosserer Søholm ^ havde sat stor Kraft ind paa at bringe den forsømte Bedrift paa Fode. Ladebygningen havde faaet nyt Tag, Staldene en fuldtallig Besætning , og der var bleven talt meget om en vældig Motorplov, som daglig samlede mange nysgerrige Tilskuere.

» Nu skal jeg fortælle dig en Nyhed ,« udbrød Doktoren , da han var kommen hjem og stod i Dagligstuen , hvor hans Kone sad ved sin Symaskine. » Kaffekongen er ankommen til Storeholt med hele sit Hof. Der var Lys i alle Vinduerne.«
15 »Naa,« svarede hun fraværende , idet hun søgte efter noget paa Bordet.
Fru Meta gik paa faldende Fod. Hun ventede sin Nedkomst en af Dagene og var i den Anledning hvileløst optaget af at beskikke sit Hus. Hun syntes ^ , at der endnu var saa meget at ordne og aftale, før hun med god Samvittighed kunde overgive sig til Barseltidens Pleje. Hun, som ellers var saa fattet, følte sig denne Gang mere ængstet og ogsaa mere legemligt besværet end under noget tidligere Svangerskab. Hun forstod ikke Grunden, men tænkte paa, om det kunde være disse tunge Efteraarsdage, der voldte hende Uro. Hun havde født sine andre Børn om Sommeren og i det tidlige Foraar. Dette ^ voksende Vintermørke og Synet af de evigt faldende Blade havde gjort hende modløs .
Doktoren tog en Stol og satte sig ved Siden af hende.
»Naa, lille Mutter, hvordan gaar det saa?« spurgte han og strøg hende varsomt over Armen .

» Kaffekongen er ankommen til Storeholt med hele sit Hof ,« fortalte han , da han kom hjem og fandt Meta alene i Dagligstuen ^ ved sin Symaskine.
»Naa,« svarede hun fraværende .
Doktoren tog en Stol og satte sig ved Siden af hende.
» Lille Mutter, hvordan gaar det saa?«
II, 94 Fru Meta gik paa faldende Fod. Hun ventede sin Nedkomst en af Dagene og var i den Anledning hvileløst optaget af at beskikke sit Hus. Hun syntes stadig , at der ^ var saa meget at ordne og aftale, før hun med god Samvittighed kunde overgive sig til Barseltidens Pleje. Hun, som ellers var saa fattet, følte sig denne Gang mere ængstet og ogsaa mere legemligt besværet end under noget tidligere Svangerskab. Hun ^ tænkte paa, om det kunde være disse tunge Efteraarsdage, der voldte hende Uro. Hun havde født sine andre Børn om Sommeren og i det tidlige Foraar. Dette hurtigt voksende Vintermørke og Synet af de ustandseligt faldende Blade gjorde hende modløs ^ .

» Kaffekongen er ankommen til Storeholt med hele sit Hof ,« fortalte han , da han kom hjem og fandt Meta alene i Dagligstuen ^ ved sin Symaskine.
»Naa,« svarede hun fraværende .
Doktoren tog en Stol og satte sig ved Siden af hende.
» Lille Mutter, hvordan gaar det saa?«
Fru Meta gik paa faldende Fod. Hun ventede sin Nedkomst en af Dagene og var i den Anledning hvileløst optaget af at beskikke sit Hus. Hun syntes stadig , at der ^ var saa meget at ordne og aftale, før hun med god Samvittighed kunde overgive sig til Barseltidens Pleje. Hun, som ellers var saa fattet, følte sig denne Gang mere ængstet og ogsaa mere legemligt besværet end under noget tidligere Svangerskab. Hun ^ tænkte paa, om det kunde være disse tunge Efteraarsdage, der voldte hende Uro. Hun havde født sine andre Børn om Sommeren og i det tidlige Foraar. Dette hurtigt voksende Vintermørke og Synet af de ustandseligt faldende Blade gjorde hende modløs ^ .

» Jeg har en Overraskelse til dig,« sagde hun.

» En Overraskelse?«

II, 69 » En Overraskelse?«

»Ja, et Brev . Se her!«

»Ja, et Brev .«

Med en munter Hemmelighedsfuldhed , som Doktoren ikke kunde tyde, trak hun en stor Konvolut frem under Syæsken. Men i det samme betænkte 16 hun sig og lagde den til Side, idet hendes Ansigt igen blev alvorligt.

Med et hemmelighedsfuldt Smil , som Doktoren ikke kunde tyde, trak hun en stor Konvolut frem under Syæsken. Men pludselig betænkte hun sig og lagde den til Side, mens hendes Ansigt igen blev alvorligt.

» Først en anden Ting, Povl! Jeg maa have snakket lidt ordenlig med dig. Ingen veed jo, hvornaar det næste Gang kan ske .«

» Først en anden Ting, Povl! Jeg maa have snakket lidt ordenlig med dig. Ingen veed jo, hvornaar det næste Gang kan lade sig gøre .«

Hun lagde sig tilbage i sin Armstol, »Rugepladsen«, som hendes Mand kaldte dette Husets eneste bekvemme Sæde, der var anskaffet udtrykkeligt af Hensyn til hende .

Hun lagde sig tilbage i Stolen og tav en lille Tid .

» Vil du sige mig, Povl – tænker du slet ikke paa at komme til en Forstaaelse med din Bror?«

II, 69 » Vil du sige mig, Povl — tænker du slet ikke paa at komme til en Forstaaelse med din Bror?«

» Vil du sige mig, Povl – tænker du slet ikke paa at komme til en Forstaaelse med din Bror?«

» Med Johannes? Det har vi jo talt om. Nu vil vi ikke igen ind paa den gamle Historie.«

»Jo, Povl, det maa vi nu alligevel. Jeg faar ikke rigtig Ro paa mig, før I er bleven Venner igen. Det er dog altfor taabeligt , som I to har haft det med hinanden nu i hele to Maaneder.«

»Jo, Povl, det maa vi nu alligevel. Jeg faar ikke ^ Ro II, 95 paa mig, før I er bleven Venner igen. Det er dog altfor urimeligt , som I to har haft det med hinanden nu i hele to Maaneder.«

» Jo Povl, det maa vi nu alligevel. Jeg faar ikke ^ Ro paa mig, før I er bleven Venner igen. Det er dog altfor urimeligt , som I to har haft det med hinanden nu i hele to Maaneder.«

» Ja ja! – Hvad er det for et Brev , siger du ?«

» Ja ja! – Hvad er det for et Brev ^ ?«

» Ja ja! — Hvad er det for et Brev ^ ?«

» Ja ja! – Hvad er det for et Brev ^ ?«

»Nej, nu skal du høre paa mig,« sagde hun, idet hun tog den Haand , hvormed han rakte efter Brevet, og holdt den fast i sit Skød. » Du synes naturligvis, at du paa din Side har strakt dig vidt, fordi du skrev til ham dengang og gjorde en Undskyldning.«

»Nej, nu skal du høre paa mig,« sagde hun, idet hun tog hans Haand ^ og holdt den fast i sit Skød. » Du synes naturligvis, at du paa din Side har strakt dig vidt, fordi du skrev til ham ^ og gjorde en Undskyldning.«

»Ja.«

»Jamen, husk dog paa, Povl, hvor meningsløst du saarede ham .«

»Jamen, husk dog paa, Povl, hvor meningsløst du krænkede ham !«

17 » Det var hans egen Skyld. Han var den udæskende Part – det veed du.«

» Det var hans egen Skyld. Han var den udæskende Part – det veed du.«

» Det var hans egen Skyld. Han var den udæskende Part — det veed du.«

» Det var hans egen Skyld. Han var den udæskende Part – det veed du.«

» Du sagde dog selv, dengang du kom hjem, at du skammede dig over din Opførsel.«

» Du sagde dog selv, da du kom hjem, at du skammede dig over din Opførsel.«

» Naa ja, jeg blev hidsig. Den Skavank har jeg nu engang, og det veed Johannes bedst. Som Drenge – ^ ogsaa som Studenter – røg vi saamænd tidt i Totterne paa hinanden og var dog lige gode Venner for det. Men Johannes er ikke længer den, han var i gamle Dage – det er Sagen!«

» Naa ja, jeg blev hidsig. Den Skavank har jeg nu engang, og det veed Johannes bedst. Som Drenge – og forresten ogsaa som Studenter – røg vi ^ tidt i Totterne paa hinanden og var dog lige gode Venner for det. Men Johannes er ikke længer den, han var i gamle Dage – det er Sagen!«

» Naa ja, jeg blev hidsig. Den Skavank har jeg nu engang, og det veed Johannes bedst. Som Drenge — og forresten ogsaa som Studenter — røg vi ^ tidt i Totterne paa hinanden og var dog lige gode Venner for det. Men Johannes er ikke længer den, han var i gamle Dage — det er Sagen!«

» Han mener vel, at I begge to skulde være vokset fra ligefremme Haandgribeligheder; og det har han da kun Ret i .«

» Han mener vel, at I begge to skulde være vokset fra den Slags Ting .«

» Men hvorfor har han ikke svaret paa mit Brev? Jeg foreslog, at vi skulde glemme den dumme Historie og tage hver sin Halvpart af Skylden . Du læste det jo selv . Nu er der gaaet to Maaneder, og jeg har ikke hørt et Ord fra ham. Hvad kalder du det?«

» Men hvorfor har han ikke svaret paa mit Brev? Jeg foreslog, at vi skulde glemme den dumme Historie og tage hver sin Halvpart af Skylden ^ . Nu er der gaaet to Maaneder, og jeg har ikke hørt et Ord fra ham. Hvad kalder du det?«

II, 70 » Men hvorfor har han ikke svaret paa mit Brev? Jeg foreslog, at vi skulde glemme den dumme Historie og tage hver sin Halvpart af Skylden ^ . Nu er der gaaet to Maaneder, og jeg har ikke hørt et Ord fra ham. Hvad kalder du det?«

» Det har naturligvis ogsaa undret mig. Men jeg tror alligevel ikke, at Johannes gaar og bærer Nag. Det vilde da heller ikke ligne ham.«
» Du kender ham ikke, Meta.«
»Nej, det siger du jo. Men hvorfor tager du ikke en Dag ind til ham og rækker ham Haanden til Forlig? Det er dog vist bare det, han venter paa. Havde du gjort det straks, saa havde det hele været 18 klappet og klart for længe siden. Men I er to lige store Børn begge to. Der er ingen af jer, der kan faa sig selv til at gøre det første Skridt. Og saa kan I dog slet ikke undvære hinanden. Tror du ikke, jeg har kunnet mærke paa dig, hvor du savner Johannes? Du veed vist ikke selv, lille Povl, hvordan dit Humør har været i den sidste Tid. Og jeg er sikker paa, at Johannes har det akkurat paa samme Maade.«

» Det har naturligvis ogsaa undret mig. Men ^ hvorfor II, 96 tager du ikke en Dag ind til ham og rækker ham Haanden til Forlig? Det er dog vist bare det, han venter paa. Havde du gjort det straks, saa havde det hele været klappet og klart for længe siden. Men I er to lige store Børn begge to. Der er ingen af jer, der kan faa sig selv til at gøre det første Skridt. Og saa kan I dog slet ikke undvære hinanden. Tror du ikke, jeg har kunnet mærke paa dig, hvor du savner Johannes? Du veed vist ikke selv, lille Povl, hvordan dit Humør har været i den sidste Tid. Og jeg er sikker paa, at Johannes har det akkurat paa samme Maade.«

» Det har naturligvis ogsaa undret mig. Men ^ hvorfor tager du ikke en Dag ind til ham og rækker ham Haanden til Forlig? Det er dog vist bare det, han venter paa. Havde du gjort det straks, saa havde det hele været klappet og klart for længe siden. Men I er to lige store Børn begge to. Der er ingen af jer, der kan faa sig selv til at gøre det første Skridt. Og saa II, 70 kan I dog slet ikke undvære hinanden. Tror du ikke, jeg har kunnet mærke paa dig, hvor du savner Johannes? Du veed vist ikke selv, lille Povl, hvordan dit Humør har været i den sidste Tid. Og jeg er sikker paa, at Johannes har det akkurat paa samme Maade.«

» Det har naturligvis ogsaa undret mig. Men ^ hvorfor tager du ikke en Dag ind til ham og rækker ham Haanden til Forlig? Det er dog vist bare det, han venter paa. Havde du gjort det straks, saa havde det hele været klappet og klart for længe siden. Men I er to lige store Børn begge to. Der er ingen af jer, der kan faa sig selv til at gøre det første Skridt. Og saa kan I dog slet ikke undvære hinanden. Tror du ikke, jeg har kunnet mærke paa dig, hvor du savner Johannes? Du veed vist ikke selv, lille Povl, hvordan dit Humør har været i den sidste Tid. Og jeg er sikker paa, at Johannes har det akkurat paa samme Maade.«

Doktoren, der var gaaet ud paa Gulvet, standsede og rystede mismodigt paa Hovedet.

» Gid du havde Ret, Meta! Men du tager fejl . Jeg siger dig: der er Ugler i Mosen. Jeg har længe hørt dem skrige .«

» Gid du havde Ret, Meta! Men du tager fejl ^ .«

» Hvordan mener du? Jeg forstaar dig ikke, Povl! Jeg har undertiden en Fornemmelse af, at der er noget, du ikke vil sige mig. Hvad er det?«

» Naa ja – ærlig talt, du – jeg begynder at tro, at den hele Historie er kommen min gode Johannes ganske godt tilpas. Derfor tier han. Kan du huske, hvor mærkværdig forbeholdent han i sin Tid svarede, da jeg skrev til ham, at vi vilde søge Distriktslægeembedet her i Jerve? Jeg havde ventet mig et Raab af Henrykkelse, og saa blev det til en lang og klam Formaning om endelig at overveje Sagen nøje, inden vi bestemte os. Jeg tænkte dengang, at han maaske var bange for, det var en Opofrelse fra vor 19 Side ... at vi vilde flytte herover for at være ham til Opmuntring efter Rosalies Død. Men jeg forstaar nu, at vi er kommen ham til Ulejlighed. Hældørerne i Sognet har naturligvis ladet ham høre, at vore Børn ikke er døbte, og det har skadet hans Autoritet blandt Vennerne. Men Johannes gaar saa skjult med sine Følelser nu. Derfor har jeg været saa længe om at begribe det. I Virkeligheden er han mig vistnok rigtig taknemlig for det Ørefigen. Det har givet ham et kærkomment Paaskud til et aabenlyst Brud med os.«
» Aa – fy, Povl ! Jeg begriber ikke, hvad der gaar af dig! Naar jeg tænker paa, hvordan du har hævet Johannes til Skyerne og ligefrem været forelsket i ham – ja, for det var du! Kan du huske, da vi var forlovede? Jeg kunde ordenlig blive skinsyg paa ham, saadan som du altid talte om ham. Jeg skulde absolut beundre ham paa enhver Maade, endogsaa før jeg nogensinde havde set ham. Husker du det?«
Doktoren var bleven staaende midt i Stuen og saae mod Gulvet med et grundende Udtryk.
» Jeg siger dig jo: Johannes er ikke længer den, han var. Siden han blev Præst og trak i denne lange Busseronne og fik Pibekrave om Halsen , er han bleven et andet Menneske. Eller rettere sagt: han har mere og mere udviklet sig til et af disse uhyggelige Dobbeltvæsner, der ligesom sammenvoksede 20 Tvillinger har to selvstændige Tilværelser uden fælles Bevidsthed. Om den Slags Folk kan det med Sandhed siges, at den ene Haand ikke veed, hvad den anden gør. Den Modgang, Johannes paa forskellig Maade havde nu i Sommer, har især gjort ham uforsonlig. I Grunden tror jeg, han hader os. Men han aner ikke noget om det selv – for saa vidt er han altsaa uskyldig.«

» Jeg har jo sagt det ! ^ Johannes er ikke længer den, han var. Siden han blev Præst og trak i denne lange Busseronne ^ , er han bleven et andet Menneske. Som saa mange af sin Stand har han udviklet sig til et af disse uhyggelige Dobbeltvæsner, der ligesom sammenvoksede Tvillinger har to selvstændige Tilværelser uden fælles Bevidsthed. ^

» Jeg har jo sagt det ! ^ Johannes er ikke længer den, han var. Siden han blev Præst og trak i denne lange Busseronne ^ , er han bleven et andet Menneske. Som saa mange af sin Stand har han udviklet sig til et af disse uhyggelige Dobbeltvæsner, der ligesom sammenvoksede Tvillinger er to selvstændige Tilværelser uden fælles Bevidsthed. ^

⇕ Favsingholm V, 1.2

⇕ De Dødes Rige 5.9

⇕ De Dødes Rige .9

⇕ De Dødes Rige 5.9

⇐

Kan du huske ^ , da Johannes søgte Embede og til sin egen og alles store Overraskelse fik det allerførste Kald, han søgte ? Det var jo næsten umuligt ikke at komme til at tænke paa Farbror Tyges Indflydelse , og jeg veed desuden, at man oppe i Ministeriet temmelig tydeligt lod ham forstaa, hvem det var, der interesserede sig for ham . Ikke desmindre har han altid afvist Tanken som fuldkommen latterlig, og forsikret , at han i modsat Fald aldrig vilde have modtaget Embedet ^ ^ . Og han har selv troet det. Saadan ^ er han bleven!« –

Kan du huske dengang , da Johannes søgte Embede for at kunne gifte sig og fik det allerførste Kald, han var Ansøger til ? Det var jo ^ umuligt ikke at komme til at tænke paa Farbror Tyges Indflydelse ^ . Alligevel har han bestandig paastaaet , at han ikke har haft Anelse om noget og aldrig vilde have modtaget Embedet af Farbrors II, 97 Naade . Og han tror det selv – saadan er han bleven!« ^

Kan du huske dengang , da Johannes søgte Embede for at kunne gifte sig og fik det allerførste Kald, han var Ansøger til ? Det var jo ^ umuligt ikke at komme til at tænke paa Farbror Tyges Indflydelse ^ . Alligevel har han bestandig paastaaet , at han ikke har haft Anelse om noget og aldrig vilde have modtaget Embedet af Farbrors Naade . Og han tror det selv — saadan er han bleven!« ^

Kan du huske dengang , da Johannes søgte Embede for at kunne gifte sig og fik det allerførste Kald, han var Ansøger til ? Det var jo ^ umuligt ikke at komme til at tænke paa Farbror Tyges Indflydelse ^ . Alligevel har han bestandig paastaaet , at han ikke har haft Anelse om noget og aldrig vilde have modtaget Embedet af Farbrors Naade . Og han tror det selv – saadan er han bleven!« ^

⇕ Enslevs Død IV, 1.2

⇕ De Dødes Rige 5.9

⇕ De Dødes Rige .9

⇕ De Dødes Rige 5.9

» ^ ^ ^ Du skulde virkelig skamme dig , Povl! At du kan staa og tale saadan om din egen Bror! ... Jeg vilde næsten ønske, vi aldrig var kommen hertil. For jeg synes, dette her er stygt.«

» Aa – fy, Povl! Du skulde virkelig skamme dig . Jeg begriber ikke, hvad der gaar af dig, at du kan staa og tale saadan om din egen Bror! ... Jeg vilde næsten ønske, vi aldrig var kommen hertil. For jeg synes, dette her er stygt.«

» Aa — fy, Povl! Du skulde virkelig skamme dig . Jeg begriber ikke, hvad der gaar af dig, at du kan staa og tale saadan om din egen Bror! ... Jeg vilde næsten ønske, vi aldrig var kommen hertil. For jeg synes, dette her er stygt.«

» Aa – fy, Povl! Du skulde virkelig skamme dig . Jeg begriber ikke, hvad der gaar af dig, at du kan staa og tale saadan II, 71 om din egen Bror! ... Jeg vilde næsten ønske, vi aldrig var kommen hertil. For jeg synes, dette her er stygt.«

Hendes Ord gjorde ham tavs , og han skammede sig virkelig . Og da han saae, at hun lagde Haanden over Øjnene, fordi hun kom til at græde, blev han helt ulykkelig .

Hendes Ord gjorde ham tavs ^ . Og da han saae, at hun ^ kom til at græde, skammede han sig virkelig .

Han satte sig igen hen hos hende og lagde Armen om hendes Liv.

Han satte sig igen ^ hos hende og lagde Armen om hendes Liv.

»Ja, jeg har en forbandet Kæft ... Men du kender mig dog. Jeg mener det ikke saa slemt. Den Mistro, jeg har faaet til Johannes, piner mig naturligvis. Men det var dumt af mig at snakke om det, og nu la’r vi Johannes i Fred og taler om noget andet .«

»Ja, ^ det var grimt af mig ! Og nu la’r vi Johannes i Fred og snakker om noget andet !«

Men hans Kærtegn standsede ikke Taarerne. For at skjule dem for ham lagde hun Hovedet ned paa hans Skulder men overfaldtes i det samme af stærke Gysninger.
21 » Men – min søde Pige! Hvad er der i Vejen? Er det Barnet?«
Hun rystede paa Hovedet.
» Hvad er det da?«

Men hans Kærtegn standsede ikke hendes Graad.

» Jeg kan ikke gøre for det, Povl ... Saa snart du er borte, kommer der en saadan Angst over mig. Og jeg synes, alting er bleven saa uhyggeligt, siden du og Johannes blev Uvenner. Der gaar snart ikke en Dag, uden at Børnene spørger om, hvorfor Farbror Johannes ikke kommer. Og jeg veed ikke, hvad jeg skal svare. Du selv gaar omkring og ser ud, saa man kan blive bange for dig.«

» Jeg kan ikke gøre for det, Povl ... Saa snart du er borte, kommer der en saadan Angst over mig. Og jeg synes, alting er bleven saa uhyggeligt, siden du og Johannes blev Uvenner. Der gaar snart ikke en Dag, uden at Børnene spørger om, hvorfor Farbror ^ ikke kommer. Og jeg veed ikke, hvad jeg skal svare. Du selv gaar omkring og ser ud, saa man kan blive bange for dig.«

» Jeg kan ikke gøre for det, Povl ... Saa snart du er borte, kommer der en saadan Angst over mig. Og jeg synes, alting er bleven saa uhyggeligt, siden du og Johannes blev Uvenner. Der II, 71 gaar snart ikke en Dag, uden at Børnene spørger om, hvorfor Farbror ^ ikke kommer. Og jeg veed ikke, hvad jeg skal svare. Du selv gaar omkring og ser ud, saa man kan blive bange for dig.«

» Jeg kan ikke gøre for det, Povl ... Saa snart du er borte, kommer der en saadan Angst over mig. Og jeg synes, alting er bleven saa uhyggeligt, siden du og Johannes blev Uvenner. Der gaar snart ikke en Dag, uden at Børnene spørger om, hvorfor Farbror ^ ikke kommer. Og jeg veed ikke, hvad jeg skal svare. Du selv gaar omkring og ser ud, saa man kan blive bange for dig.«

»Ja, jeg er en stor Slyngel . Men nu skal jeg love dig, at jeg imorgen den Dag skal tage over til Johannes og tilbyde ham Forlig. Jeg vil sige til ham, at han for din Skyld maa glemme den Historie. Er du saa tilfreds?«

»Ja, jeg er en stor Slyngel ! Men nu skal jeg love dig, at jeg imorgen den Dag skal tage over til Johannes og tilbyde ham Forlig. Jeg vil sige til ham, at han for din Skyld maa glemme den Historie. Er du saa tilfreds?«

Hun løftede Hovedet og klappede hans Kind.
» Du er saa god ... Og nu skal du faa dit Brev .«

Hun tog hans Hoved mellem sine Hænder og kyssede ham.
» Gud ske Lov! Nu synes jeg, alting er , som det skal være! ... Og nu skal du faa dit Brev !«

Det var ^ en aaben Konvolut med et Hefte af et bekendt københavnsk Maanedsskrift . Doktoren havde heri faaet optaget et Afsnit af sin »Levelære ,« som han stadig arbejdede med , og da det var første Gang, han overhovedet fik noget trykt, havde Heftet ^ været ventet her i Huset med ^ Spænding.

II, 98 I en aaben Konvolut laa et Hefte af et bekendt københavnsk Maanedsskrift , hvori Doktoren havde ^ faaet optaget et Afsnit af sin »Levelære «, som han stadig arbejdede med . Det var første Gang, han ^ fik noget trykt, saa Heftet havde været ventet ^ med stor Spænding.

I en aaben Konvolut laa et Hefte af et bekendt københavnsk Maanedsskrift , hvori Doktoren havde ^ faaet optaget et Afsnit af sin »Levelære «, som han stadig arbejdede med . Det var første Gang, han ^ fik noget trykt, saa Heftet havde været ventet ^ med stor Spænding.

» Til Lykke!« sagde hun og kyssede ham ^ . » Jeg 22 har naturligvis ikke kunnet dy mig for at kigge i det. Det ser rigtig pænt ud.«

» Til Lykke!« sagde hun og kyssede ham igen . » Jeg har naturligvis ikke kunnet dy mig for at kigge i det. Det ser rigtig pænt ud.«

Hun rejste sig for at pakke ^ ^ sine Sysager sammen og gik lidt efter i Seng. Doktoren havde aabnet Heftet, men saa snart hun var gaaet, lukkede han det igen. Han var foreløbig for optaget af det Løfte, han havde givet hende. Dette Genmøde med Broderen beskæftigede hans Tanker, saa han ikke kunde læse.
⇕ ⇒ Han mindedes den Sommerdag i deres Studentertid, da Johannes rejste til England. Sammen med et Par andre teologiske Studenter var han ^ ^ bleven valgt til at repræsentere danske Akademikere ved et stort kristeligt Verdensstævne derovre. Han havde fulgt ham ombord paa Skibet, og han kunde endnu se ham staa med sit brede Smil ved Rælingen og svinge sin hvide Hue, mens den store, grimme Kuldamper forsvandt ud gennem Sejlløbet.
Han havde ofte tænkt paa, at han ved den Lejlighed i Grunden havde set Johannes for sidste Gang. Da han kom tilbage, var han en anden. Han, der havde kunnet virke lidt barnagtig med sin overstadige Livlighed, var bleven indesluttet og alvorlig. Han, som havde været saa ubefæstet i Troen, at han flere Gange tænkte paa at opgive det teologiske Studium og slaa sig paa Sprogvidenskaben, var nu bleven klippefast i sin Beslutning om at blive Præst. I en fortrolig Samtale fortalte han siden, at han havde 23 ladet sig optage i et internationalt Broderskab, en Korshær, der havde sat sig til Opgave at erobre hele Verden for Kristus inden en Menneskealder. Kort Tid efter var det ogsaa, at han fremtraadte som Taler ved et politisk Studentermøde og til almindelig Forbløffelse sluttede med at bekende Troen.
» Og stakkels Rosalie!« tænkte han, idet han mindedes sin Broders afdøde Kæreste. » For hende blev Forvandlingen til Skæbne. Hendes glade Øjne saae fra den Tid altid ud, som om de lige havde grædt.«
Døren til Soveværelset blev igen aabnet. I sin hvide Natdragt stod Fru Meta derhenne og støttede sig med Haanden til Karmen. Hun var meget bleg og pressede Øjne og Mund fast sammen.
Doktoren ^ sprang op.

En Timestid efter pakkede hun ^ sine Sysager sammen for at gaa i Seng. Hun var pludselig bleven meget bleg og pressede Øjne og Mund fast sammen.
Doktoren, der havde mærket hendes Uro , sprang op.

Lidt efter pakkede hun hurtig sine Sysager sammen for at gaa i Seng. Hun havde pludselig følt sig ilde.
Doktoren, der mærkede hendes Uro og saae, hvor bleg hun var bleven , sprang op.

» Er det Barnet alligevel ?«

» Er det Barnet ^ ?«

Hun nikkede .
Han kom hen til hende med udbredte Arme, og hun lagde sig ind til hans Bryst som et ^ ^ ^ frysende Barn, mens han varsomt omfavnede hende.
» Du kære, kære –« sagde han og strøg hende over Haaret . » Du lille Stakkel!«

Hun nikkede .
» Du kære, kære –« sagde han og strøg hende over Haaret, mens hun frysende lagde sig ind til hans Bryst . » Du lille Stakkel!«

Hun nikkede .
» Du kære, kære —« sagde han og strøg hende over Haaret, mens hun frysende lagde sig ind til hans Bryst . » Du lille Stakkel!«

Hun nikkede .
II, 72 » Du kære, kære –« sagde han og strøg hende over Haaret, mens hun frysende lagde sig ind til hans Bryst . » Du lille Stakkel!«

Da Smerten var ovre, rettede hun sig op , tog hans Hoved mellem sine Hænder og kyssede hans Mund.

Da Smerten var ovre, rettede hun sig op ^ og kyssede hans Mund.

» Min søde Mand! Nu faar du Fred for mig en lille Tid. Jeg veed godt, jeg har været dig til Plage. Men nu skal det nok blive bedre. Jeg forstaar ikke, 24 hvordan det kan være; men jeg er helt rolig nu . Føl en Gang mit Hjerte . – Men gaa nu ud og væk Pigerne . Vi maa jo have Børnene flyttet, og –.«

» Min søde Mand! Nu faar du Fred for mig en lille Tid. Jeg veed godt, jeg har været dig til Plage. Men nu skal det nok blive bedre. Jeg forstaar ikke, hvordan det kan være; men jeg er helt rolig ^ . Føl en Gang mit Hjerte ! – Men gaa nu ud og væk Pigerne ! Vi maa jo have Børnene flyttet, og –.«

» Min søde Mand! Nu faar du Fred for mig en lille Tid. Jeg veed godt, jeg har været dig til Plage. Men nu skal det nok blive bedre. Jeg forstaar ikke, hvordan det kan være; men jeg er helt rolig ^ . Føl en Gang mit Hjerte ! — Men gaa nu ud og væk Pigerne ! Vi maa jo have Børnene flyttet, og —«

Hun maatte igen standse for at undertrykke en Stønnen. Med en ny Kuldegysning sank hun ind til ham og greb krampagtig om hans Arm.

Hun maatte ^ standse for at undertrykke en Stønnen. Med en ny Kuldegysning sank hun ind til ham og greb krampagtig om hans Arm.

Hun maatte ^ standse for at undertrykke en Stønnen. Med en II, 72 ny Kuldegysning sank hun ind til ham og greb krampagtig om hans Arm.

Hun maatte ^ standse for at undertrykke en Stønnen. Med en ny Kuldegysning sank hun ind til ham og greb krampagtig om hans Arm.

» Kom – du maa lægge dig!« sagde han.

» Kom — du maa lægge dig!« sagde han.

» Kom – du maa lægge dig!« sagde han.

Idet hun med ^ Hovedet paa hans Skulder lededes hen til Sengen, hvor en gammeldags Natlampe brændte, hviskede hun til ham ^ halvt bevidstløs af Smerte:

II, 99 Med Hovedet paa hans Skulder ^ hviskede hun til ham , halvt bevidstløs af Smerte:

Med Hovedet paa hans Skulder ^ hviskede hun til ham , halvt bevidstløs af Smerte:

» Jeg lover dig, ^ jeg skal nok være tapper!«

» Jeg lover dig, Povl, jeg skal nok være tapper!«

X .

⇕ Enslevs Død IV, 1.3

⇕ De Dødes Rige 5.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 5.10

K lokken fire om Morgenen fødte Fru Meta ved fuld Bevidsthed en sprælsk Dreng, der ligesom sin Oldefar, den gamle Smed i Enslev, traadte ind i Verden med et Vræl, der ganske lød som et Hurra. Glæden i Huset var stor. Børnenes Utaalmodighed var ikke til at styre. Allerede om Formiddagen fik de Lov til at komme ind og hilse paa den nye Bror. Paa indadvendte Taaspidser listede de tre ældste ind i Gaasegang og stirrede med højtidelig Nysgerrighed paa den Lille , der nu var svøbt og laa hos Moderen. Kun den hidtil yngste af Flokken, der sad paa Faderens Arm, vendte misfornøjet Ansigtet bort og stak tilsidst i et Brøl, saa hun maatte bæres ud.

Klokken fire om Morgenen fødte Fru Meta ved fuld Bevidsthed en sprælsk Dreng, og Glæden i Huset var stor. Børnenes Utaalmodighed var ikke til at styre. Allerede om Formiddagen fik de Lov til at komme ind og hilse paa den nye Broder , der nu var svøbt og laa hos Moderen. ^

I de følgende Dage tænkte Doktoren ofte paa sin 25 Bror og glemte heller ikke det Løfte, han havde givet sin Kone. Men i sin Lykke opsatte han Indfrielsen ^ fra ^ Dag til Dag , og imidlertid hændte der noget uventet. Fru Meta blev pludselig syg. Hun fik Feber, og Barnet maatte tages fra hende. I Løbet af et Par Dage blev Tilstanden ret alvorlig. Rygtet bissede allerede rundt paa Egnen og fortalte, at hun ikke kunde leve.

I sin Lykke tænkte Doktoren ogsaa paa Johannes og glemte heller ikke , hvad han havde lovet sin Kone. Alligevel opsatte han Indfrielsen af det fremtvungne Løfte fra den ene Dag til den anden , og imidlertid hændte der noget uventet. Fru Meta blev pludselig syg. Hun fik Feber, og Barnet maatte tages fra hende. ^

En Aften i Mørkningen sad Doktoren modfalden ved hendes Seng. Det var Femtedagen efter Fødslen, og Feberen var i Stigen. Fru Meta laa og døsede med halvaabne Øjne. Af og til smaasnakkede hun i Vildelse.
Doktor Gaardbos Tanker gik tilbage til de Dage for ti Aar siden, da han lærte sin Kone at kende paa et københavnsk Hospital, hvor han dengang var Kandidat og hun Sygeplejerske. Han havde næsten øjeblikkelig forelsket sig i hende. Skønt han godt kunde se, at hun ikke var smuk, ja at hun maaske var den mindst kønne af de mange bararmede Hospitalsfeer, der mylrede op allevegne og gjorde Luften saa farlig for de unge Medicinere, havde hun hurtigt i hans Øjne faaet en Straalekrans om Hovedet. Det skete den allerførste Dag. For at komme tilbunds i nogle paaklagede Forsømmelser holdt Overlægen Justits paa Afdelingen og rasede i Sygestuerne og paa Gangene som en Bersærk; og under dette Uvejr var hun 26 den eneste, der havde haft Mod til at staa frem og sige Sandheden. Et Par Dage efter, da de tilfældigt blev alene ved en Sygeseng, hvor hun hjalp ham med en Forbinding, saae han ind i hendes Øjne, og for første Gang oplod sig for ham den Verden af Godhed og Renhed, som skulde blive hans Eje. Allerede en Ugestid efter friede han. Til sin egen Overraskelse fik han straks Ja, og i Grunden var han aldrig ret kommen sig af sin Forundring over, at netop han, den vanføre Mand, hvem de unge Kvinder havde skyet, skulde opnaa en saa stor og ufortjent Kærlighedslykke. Disse sidste ti Aar syntes ham nu de eneste, hvori han virkelig havde levet. Og hvordan havde han lønnet hende? Med daglig voksende Byrder, med fem Barnefødsler og evige Pengebekymringer, med sin Utaalmodighed og sine Bravader – –
Døren bagved ham ^ gik sagte op. En af Pigerne kom listende ind , bøjede sig over ham og hviskede , at der var kommen En , der vilde tale med ham. Han var altfor dybt indspundet i sine egne Tanker til at mærke, hvor besynderlig optaget hun var af sin Meddelelse, rejste sig mekanisk og gik ud. Men idet han paa Vejen til sit Værelse i den modsatte Ende af Huset kom gennem Dagligstuen, standsede han pludselig med en Studsen. Han havde hørt den lille Hedvig udbryde ude i Forstuen:

Om Aftenen i Mørkningen sad han modfalden ved hendes Seng. Det var Femtedagen efter Fødslen, og Feberen var i Stigen. ^ Meta var falden hen i en Døs. Af og til smaasnakkede hun i Vildelse.
Døren gik sagte op. En af Pigerne kom listende ind og sagde , at der var nogen , der vilde tale med ham. Han ^ rejste sig mekanisk og gik ud. Paa Vejen til sit Værelse i den modsatte Ende af Huset ^ standsede han pludselig med en Studsen. Han havde hørt den lille Hedvig udbryde ude i Forstuen:

Om Aftenen i Mørkningen sad han modfalden ved hendes Seng. Det var Femtedagen efter Fødslen, og Feberen var i Stigen. ^ Meta var falden hen i en Døs. Af og til smaasnakkede hun i Vildelse.
II, 73 Døren gik sagte op. En af Pigerne kom listende ind og sagde , at der var nogen , der vilde tale med ham. Han ^ rejste sig mekanisk og gik ud. Paa Vejen til sit Værelse i den modsatte Ende af Huset ^ standsede han pludselig med en Studsen. Han havde hørt den lille Hedvig udbryde ude i Forstuen:

27 »Næh! ... Farbror Johannes!«

»Næh! ... Farbror Johannes!«

Det er ikke muligt! – tænkte han saa overvældet , at han næsten ønskede ^ , det ikke var sandt. Men da han i det samme hørte Broderens Stemme , skyndte han sig til Døren og rev den op .

II, 100 Det er ikke muligt! – tænkte han ^ overvældet og ønskede næsten , det ikke var sandt. I det samme hørte han sin Broders Stemme ^ .

Det er ikke muligt! — tænkte han ^ overvældet og ønskede næsten , det ikke var sandt. I det samme hørte han sin Broders Stemme ^ .

Det er ikke muligt! – tænkte han ^ overvældet og ønskede næsten , det ikke var sandt. I det samme hørte han sin Broders Stemme ^ .

Præsten stod derude omringet af Børnene, der var stormet ud fra Barnekammeret. Han var i Færd med at hænge sin glinsende vaade Regnfrakke op paa Knagen. Uden at vende sig om mod Broderen rakte han Haanden ud og sagde:

Præsten stod derude omringet af Børnene, der var stormet ud fra Barnekammeret. Da Doktoren aabnede Døren, var han i Færd med at hænge sin glinsende vaade Regnfrakke op paa Knagen. Uden at vende sig om ^ rakte han Haanden ud og sagde:

Præsten stod derude omringet af Børnene, der var stormet ud fra Barnekammeret. Da Doktoren aabnede Døren, var han i II, 73 Færd med at hænge sin glinsende vaade Regnfrakke op paa Knagen. Uden at vende sig om ^ rakte han Haanden ud og sagde:

» Det staar nok ikke helt godt til her.«

Doktoren greb Haanden med begge sine , og da de var kommen ind i hans Stue, og han havde tændt Lys derinde, lagde han Hænderne paa Præstens Skuldre.

Doktoren greb Haanden ^ , og da de var kommen ind i hans Stue, stillede han sig foran Broderen med begge Hænder paa hans Skuldre.

»Johannes! ... At du er kommen! ... Hvordan skal jeg sige dig Tak ?«

»Johannes! ... At du er kommen! ... Hvordan skal jeg takke dig ^ ?«

» Jeg maatte herover, da jeg hørte, hvordan det stod til . Fortæl mig nu alt .«

» Jeg maatte herover, da jeg hørte, hvordan det stod til ,« svarede Præsten, som dog stadig undveg Broderens Blik. » Fortæl mig nu alt !«

»Ja, du veed det altsaa. Meta er meget syg. Det kom saa pludseligt. Ellers var jeg kommen over til dig og havde meldt vor lille Drengs Fødsel.«

Han vilde have sagt mere, vilde have lettet sit Hjerte helt for den store Uret, han havde gjort ham med sin Mistro. Men der var noget i Broderens Holdning, der ligesom unddrog sig Fortroligheden, hvorfor han besluttede at vente til senere.
28 De tog Plads ved Siden af hinanden paa den haarde Hynde-Bænk , og Doktoren gav sig til at fortælle om sin Kones Sygdom. For at berolige baade Broderen og sig selv udtalte han sig meget fortrøstningsfuldt om hendes Tilstand. Men hans idelige Forsikringer om, at der ingen Grund var til Ængstelse, lød for meget som undertrykt Tvivl, og hvert Øjeblik drev hans ^ indre Uro ham ud paa Gulvet, hvor han humpede frem og tilbage ^ .

De tog Plads ^ , og Doktoren gav sig til at fortælle om sin Kones Sygdom. For ikke at skræmme Broderen ^ udtalte han sig ret fortrøstningsfuldt ; men flere Gange drev hans egen indre Uro ham ud paa Gulvet, hvor han gik frem og tilbage med hastige Skridt .

Præsten iagttog ham i Tavshed med et tankefuldt, undertiden halvt fraværende Udtryk.

Præsten iagttog ham i Tavshed med et tankefuldt, undertiden ^ fraværende Udtryk.

De talte ogsaa lidt om den Nyfødte og ^ de andre Børn, og Doktoren spurgte sin Broder, hvad han selv havde oplevet i den lange Tid, de ikke havde set hinanden.

De talte ogsaa lidt om den Nyfødte og om de andre Børn, og Doktoren spurgte sin Broder, hvad han selv II, 101 havde oplevet i den lange Tid, de ikke havde set hinanden.

De talte ogsaa lidt om den Nyfødte og om de andre Børn, og Doktoren spurgte sin Broder, hvad han selv havde oplevet i den lange Tid, de ikke havde set hinanden.

» Jeg har hørt om den Ulykke, der er overgaaet Jægermesteren,« sagde han. » Og her skal jo være Valg, ikke sandt? ... Jeg har i flere Dage ikke læst Aviserne; men saa meget veed jeg dog, at du igen vil stille dig.«

» Jeg har hørt om den Ulykke, der er overgaaet Jægermesteren,« sagde han. » Og her skal jo være Valg, ikke sandt? ... Jeg II, 74 har i flere Dage ikke læst Aviserne; men saa meget veed jeg dog, at du igen vil stille dig.«

Hertil svarede Præsten ikke noget. Derimod gav han sig til at tale om det Brev, han i sin Tid havde modtaget fra ham.

I Stedet for at svare gav Præsten sig til at tale om det Brev, han i sin Tid havde modtaget fra ham.

» Du har maaske undret dig over, at jeg ikke har svaret paa det tidligere. Men det har haft sin bestemte Grund.«

29 » Det er jo nu saa ganske ligegyldigt, Johannes! Jeg forlanger ingen Forklaring. Nu er du jo selv kommen, og det skal jeg aldrig glemme dig. Lad os lade Fortiden hvile! Jeg har selv skammet mig over den dumme Historie – det maa du tro.«

» Det er jo nu saa ganske ligegyldigt, Johannes! Jeg forlanger ingen Forklaring. Nu er du jo selv kommen, og det skal jeg aldrig glemme dig. Lad nu Fortiden hvile! Jeg har selv skammet mig over den dumme Historie – det maa du tro.«

» Jeg vil alligevel gerne forklare dig Grunden til min Tavshed,« svarede Præsten. » Det er jo ^ bedst ^ at forebygge nye Misforstaaelser. Du skrev i dit Brev, at det var mig, der ved den Lejlighed var den udæskende Part. Det kan jeg nu ikke indrømme dig; men det skal jeg forresten ikke lægge videre Vægt paa. Det betyder jo kun ^ lidt, hvad der var den tilfældige Anledning til Striden. Derimod maa du forstaa, kære Povl, at hvad den dybere liggende Aarsag angaar – –.«

» Jeg vil alligevel gerne forklare dig Grunden til min Tavshed,« svarede Præsten. » Det er jo dog bedst saa vidt muligt at forebygge nye Misforstaaelser. Du skrev i dit Brev, at det var mig, der ved den Lejlighed var den udæskende Part. Det kan jeg nu ikke indrømme dig; men det skal jeg forresten ikke lægge videre Vægt paa. Det betyder jo kun saa lidt, hvad der var den tilfældige Anledning til Striden. Derimod maa du forstaa, kære Povl, at hvad den dybere liggende Aarsag angaar – –.«

» Jeg vil alligevel gerne forklare dig Grunden til min Tavshed,« II, 74 svarede Præsten. » Det er jo dog bedst saa vidt muligt at forebygge nye Misforstaaelser. Du skrev i dit Brev, at det var mig, der ved den Lejlighed var den udæskende Part. Det kan jeg nu ikke indrømme dig; men det skal jeg forresten ikke lægge videre Vægt paa. Det betyder jo kun saa lidt, hvad der var den tilfældige Anledning til Striden. Derimod maa du forstaa, kære Povl, at hvad den dybere liggende Aarsag angaar — —.«

Han blev afbrudt af Doktoren ^ .

^ Doktoren standsede ham .

» Nu ikke et Ord mere, Johannes! Jeg for min Part har glemt vort Klammeri – det kan du ogsaa gøre. Det var ikke bedre værd . Og vi skulde dog ikke gerne risikere igen at komme ind paa de Spørgsmaal, som vi nu en Gang ikke kan blive enige om.«
Ved disse sidste Ord var det, som om et Lys slukkedes inde i Præstens klare, blaa Øjne. Han sad derpaa en Tid og saae ned for sig uden at tale.

» Nu ikke et Ord mere, Johannes! Jeg for min Part har glemt vort Klammeri – det kan du ogsaa gøre. Det var ikke bedre værd !«
II, 102 Ved disse sidste Ord var det, som om et Lys slukkedes inde i Præstens ^ Øjne. Han sad ^ en Tid og saae ned for sig uden at tale.

» Nu ikke et Ord mere, Johannes! Jeg for min Part har glemt vort Klammeri — det kan du ogsaa gøre. Det var ikke bedre værd !«
Ved disse ^ Ord var det, som om et Lys slukkedes inde i Præstens ^ Øjne. Han sad ^ en Tid og saae ned for sig uden at tale.

» Nu ikke et Ord mere, Johannes! Jeg for min Part har glemt vort Klammeri – det kan du ogsaa gøre. Det var ikke bedre værd !«
Ved disse ^ Ord var det, som om et Lys slukkedes inde i Præstens ^ Øjne. Han sad ^ en Tid og saae ned for sig uden at tale.

» Ja ja, Povl! Naar det forholder sig, som du her siger, skal jeg ikke komme nærmere ind paa Sagen. 30 Jeg ønsker naturligvis ikke at vække ny Strid imellem os .« ^

» Ja ja, Povl! Jeg skal altsaa ikke komme nærmere ind paa Sagen. Jeg ønsker ^ ikke at vække ny Strid imellem os . Men –«

» Ja ja, Povl! Jeg skal altsaa ikke komme nærmere ind paa Sagen. Jeg ønsker ^ ikke at vække ny Strid imellem os . Men —«

» Ja ja, Povl! Jeg skal altsaa ikke komme nærmere ind paa Sagen. Jeg ønsker ^ ikke at vække ny Strid imellem os . Men –«

»Ja, saa taler vi ikke mere om det ,« sagde Doktoren , han stod igen op fra Bænken og gik hen imod Døren. » Jeg vil blot give Pigerne Besked. For du bliver her da i Nat?«

»Nej, nu taler vi ikke mere om det !« afbrød Doktoren ham igen og humpede hen til Døren. »Undskyld! Jeg vil blot give Pigerne Besked. For du bliver her da i Nat?«

» Nej Tak, Povl, jeg vil ikke paa nogen Maade gøre Forstyrrelse i Huset. Jeg kom blot for at høre, hvordan det stod til. Jeg maa endogsaa snart afsted .«

» Nej Tak, Povl, jeg vil ikke paa nogen Maade gøre Forstyrrelse i Huset. Jeg kom blot for at høre, hvordan det stod til. Jeg maa endogsaa snart af sted .«

» Nej Tak, Povl, jeg vil ikke paa nogen Maade gøre Forstyrrelse i Huset. Jeg kom blot for at høre, hvordan det stod til. Jeg maa endogsaa snart afsted .«

» Men hvorfor dog? I det Vejr!«

Præsten forklarede, at han var kommen kørende hertil sammen med sin Nabo, Niels Jensen, der havde et Ærende hos Sognefogden her i Jerve. De havde truffet den Aftale , at de ogsaa skulde følges ad tilbage.

Præsten forklarede, at han var kommen kørende hertil sammen med sin Nabo, Niels Jensen, der havde et Ærende hos Sognefogden her i Jerve. De havde truffet ^ Aftale om ogsaa at følges ^ tilbage.

Præsten forklarede, at han var kommen kørende hertil sammen med sin Nabo, Niels Jensen, der havde et Ærende hos II, 75 Sognefogden her i Jerve. De havde truffet ^ Aftale om ogsaa at følges ^ tilbage.

Doktoren saae paa sin Bror ^ ^ . Den nævnte Niels Jensen var en af hans argeste Fjender, som engang offenlig havde beskyldt ham for at forsømme Egnens fattige Patienter. Broderen havde derfor hidtil holdt Manden paa Afstand.

Doktoren slog Blikket ned . Den nævnte Niels Jensen var en af hans argeste Fjender, som ^ offenlig havde beskyldt ham for Pligtforsømmelse. Johannes havde af den Grund tidligere holdt Manden paa Afstand.

Doktoren blev mørk i Blikket ^ . Den ovennævnte Niels Jensen var en af hans argeste Fjender, som ^ offenlig havde beskyldt ham for Pligtforsømmelse. Johannes havde af den Grund tidligere holdt Manden paa Afstand.

» Niels Jensen ... ja saa! Men hvad er det for en taabelig Aftale . Du kunde dog vide, at jeg med Glæde vilde køre dig hjem. Jeg sender Bud ind til Sognefogden.«

» Niels Jensen ... ja saa! Men hvad er det for en urimelig Aftale ? Du kunde dog vide, at jeg med Glæde vilde køre dig hjem. Jeg sender Bud ind til Sognefogden.«

Men Præsten bad ham lade være, og sagde igen , at han ikke vilde gøre Ulejlighed. Hvorpaa Doktoren 31 vendte tilbage til sin Plads med formørket Ansigt.

Men Præsten erklærede igen, og denne Gang med stor Bestemthed , at han ikke vilde gøre Ulejlighed.

I nogen Tid ^ sad de to Brødre ^ og holdt en Slags Samtale vedlige om forskellige Ting, som tilfældigt faldt dem ind. Ogsaa om Valget talte de igen, og om Præstens mulige Vinterophold i København. Men Pavserne blev bestandig længere , Afstanden mellem deres Tanker voksede fra Minut til Minut.

I nogen Tid derefter sad de to Brødre ^ og holdt en Slags Samtale vedlige om ^ Ting, som tilfældigt faldt dem ind. II, 103 Men Pavserne blev bestandig længere , Afstanden mellem deres Tanker voksede fra Minut til Minut.

I nogen Tid derefter sad de to Brødre ^ og holdt en Slags Samtale II, 75 vedlige om ^ Ting, som tilfældigt faldt dem ind. Men Pavserne blev bestandig længere . Afstanden mellem deres Tanker voksede fra Minut til Minut.

I nogen Tid ^ sad de to Brødre derefter og holdt en Slags Samtale vedlige om ^ Ting, som tilfældigt faldt dem ind. Men Pavserne blev bestandig længere . Afstanden mellem deres Tanker voksede fra Minut til Minut.

Doktoren blev efterhaanden klar over, at de i disse to Maaneder var gleden uhjælpeligt bort fra hinanden.
» Jeg har ingen Bror mere,« sagde han til sig selv. » Den ufattelige Tanke maa jeg se at vænne mig til.«

^ » Jeg har ingen Broder mere,« sagde Doktoren til sig selv. » Den ufattelige Tanke maa jeg se at vænne mig til.«

Han gjorde derfor heller ingen Indsigelse men følte det nærmest som en Lettelse, da Broderen rejste sig for at gaa. Inde i Dagligstuen slog Uret i det samme seks. Han tænkte paa, at Besøget altsaa havde varet knap en halv Time.
Præsten gav ham Haanden.

Ved Afskeden gav Præsten ham atter Haanden.

» Jeg ser igen indenfor om et Par Dage. Til den Tid er Meta forhaabenlig kommen over det . Hils hende mange Gange .«

» Jeg ser igen indenfor om et Par Dage. Til den Tid er Meta forhaabenlig kommen vel over Krisen . Hils hende mange Gange !«

Doktoren svarede kort »Tak«.
Han fulgte Broderen ud. Men ved Døren standsede Præsten , stod en lille Tid tøvende med Haanden paa Dørgrebet og vendte sig derpaa om imod ham .

Doktoren ^ fulgte Broderen ud. Ved Døren standsede Præsten igen og stod en lille Tid tøvende med Haanden paa Dørgrebet ^ .

» Jeg vil dog ikke gaa herfra uden at have sagt dig, Povl, at jeg kom hertil med et lille Haab om, 32 at vi nu bedre skulde kunne tale sammen om det, der sidst – og tidligere – var Aarsag til vor Strid .«
» Det har jeg forstaaet,« svarede Doktoren.
» Jeg havde ment, at du i disse for dig saa svære Dage, saa fulde af Ængstelse og Bekymring –.«

» Jeg vil dog ikke gaa herfra uden at have sagt dig, Povl, at jeg kom hertil med et lille Haab om, at vi nu bedre skulde kunne tale sammen om det, der sidst – og tidligere – var Aarsag til vor Strid . Jeg havde ment, at du i disse for dig saa svære Dage, saa fulde af Ængstelse og Bekymring –.«

» Jeg vil dog ikke gaa herfra uden at have sagt dig, Povl, at jeg kom hertil med et lille Haab om, at vi nu bedre skulde kunne tale sammen om det, der sidst — og tidligere — var Aarsag til vor Strid . Jeg havde ment, at du i disse for dig saa svære Dage, saa fulde af Ængstelse og Bekymring —.«

Han fik ikke Lov at tale ud.
» Nu maa du helst gaa, Johannes . Hvad nytter det desuden? Jeg veed jo alt, hvad du vil sige. Jeg har hørt det saa tidt, at det ikke mere gør nogetsomhelst Indtryk paa mig.«

» Det har jeg forstaaet,« svarede Doktoren. » Men nu maa du helst gaa, Johannes ! Jeg veed jo alt, hvad du vil sige. Jeg har hørt det saa tidt, og det gør ikke mere noget Indtryk paa mig.«

»Ja, det er jo din sædvanlige – lidt flotte – Maade at affærdige den Ting paa. Det er overhovedet en af dine Fejl, Povl, at du ikke har Taalmodighed til at høre, hvad andre har at sige. Al anden Tale end din egen finder du saa hjertens overflødig.«

»Ja, det er jo din sædvanlige — lidt flotte — Maade at affærdige den Ting paa. Det er overhovedet en af dine Fejl, Povl, at du ikke har Taalmodighed til at høre, hvad andre har at sige. Al anden Tale end din egen finder du saa hjertens overflødig.«

» Det er ganske simpelt ikke sandt.«

» Ja ja . Saa er det ikke sandt,« svarede Præsten sagtmodig. » Jeg vil – som sagt – ikke ^ yppe ny Strid. Maa jeg blot, inden jeg gaar, gøre dig et Spørgsmaal. Jeg stiller det til dig i din Egenskab af Læge. Hvad vilde du sige om mig ... hvad vilde du sige om hele den store, lidende Menneskehed, dersom du vidste dig i Besiddelse af et Lægemiddel, som kunde hjælpe den i al Livets grænseløse Jammer, oprejse de svage, styrke de modløse, bringe Lys og Fred og Glæde ind til alle Stakler, der sidder 33 og fryser i Dødens Skygge ... Jeg spørger dig: dersom du vidste dig i Besiddelse af et saadant Lægemiddel, og dersom man saa – i Stedet for at modtage Hjælpen – overlegent afviste den, maaske med en Bemærkning om, at man ikke havde den behov . Hvad vilde du sige til det?«

» Ja ja ! Saa er det ikke sandt,« svarede Præsten sagtmodig. » Det er – som sagt – ikke min Hensigt at yppe II, 104 ny Strid. Jeg vil blot, inden jeg gaar, gøre dig et Spørgsmaal. Jeg stiller det til dig i din Egenskab af Læge. Hvad vilde du tænke om dig selv ... hvad vilde du sige om hele den store, lidende Menneskehed, dersom du vidste dig i Besiddelse af et Lægemiddel, som kunde hjælpe den i al Livets grænseløse Jammer, oprejse de svage, styrke de modløse, bringe Lys og Fred og Glæde ind til alle Stakler, der sidder og fryser i Dødens Skygge ... Jeg spørger dig: Dersom du vidste dig i Besiddelse af et saadant Lægemiddel, og dersom man saa – i Stedet for at modtage Hjælpen – overlegent afviste den, maaske med en Bemærkning om, at man ikke havde den behov ? Hvad vilde du sige til det?«

» Ja ja ! Saa er det ikke sandt,« svarede Præsten sagtmodig. » Det er — som sagt — ikke min Hensigt at yppe ny Strid. Jeg vil blot, inden jeg gaar, gøre dig et Spørgsmaal. Jeg stiller det til dig i din Egenskab af Læge. Hvad vilde du tænke om dig selv ... hvad vilde du sige om hele den store, lidende Menneskehed, dersom du vidste dig i Besiddelse af et Lægemiddel, som kunde hjælpe den i al Livets grænseløse Jammer, oprejse de svage, styrke de modløse, bringe Lys og Fred og Glæde ind til alle Stakler, der sidder og fryser i Dødens Skygge ... Jeg spørger dig: Dersom du vidste dig i Besiddelse af et saadant Lægemiddel, og dersom man saa — i Stedet for at modtage Hjælpen II, 76 — overlegent afviste den, maaske med en Bemærkning om, at man ikke havde den behov ? Hvad vilde du sige til det?«

II, 76 » Ja ja ! Saa er det ikke sandt,« svarede Præsten sagtmodig. » Det er – som sagt – ikke min Hensigt at yppe ny Strid. Jeg vil blot, inden jeg gaar, gøre dig et Spørgsmaal. Jeg stiller det til dig i din Egenskab af Læge. Hvad vilde du tænke om dig selv ... hvad vilde du sige om hele den store, lidende Menneskehed, dersom du vidste dig i Besiddelse af et Lægemiddel, som kunde hjælpe den i al Livets grænseløse Jammer, oprejse de svage, styrke de modløse, bringe Lys og Fred og Glæde ind til alle Stakler, der sidder og fryser i Dødens Skygge ... Jeg spørger dig: Dersom du vidste dig i Besiddelse af et saadant Lægemiddel, og dersom man saa – i Stedet for at modtage Hjælpen – overlegent afviste den, maaske med en Bemærkning om, at man ikke havde den behov ? Hvad vilde du sige til det?«

» Jeg vilde sige, at man gjorde vel i ikke at tro paa Mirakelkure.«

Præsten saae et Nu paa ham med et næsten ondt Glimt i Øjnene ^ . Saa vendte han sig tavs om og gik ud.
I Forstuen viste Børnene sig igen, de to yngste i deres Natdragter. Præsten strøg dem medlidende over Kinden, og dette Syn stemte ikke Doktorens Sind mildere.
Efter at han var kommen tilbage til sin Stue, stod han længe midt paa Gulvet henfalden i Tanker. »Farvel, Johannes! Nu har du hævnet dig!« sagde han højt. Og han tænkte paa sin Brors afdøde Kæreste, hans egen Kusine, og paa den mørke Hemmelighed i Broderens Liv, som denne ikke selv kendte.
At den unge Piges Død ikke skyldtes noget Ulykkestilfælde men – som Jytte Abildgaard med sit visionære Klarsyn saa hurtigt havde anet – var et Selvmord, det var Doktor Gaardbo nu det eneste Menneske i Verden, der vidste. Han var hin Dag bleven kaldt til Kolding ved et Iltelegram og havde 34 paa egen Haand foretaget en Undersøgelse. For Broderens Skyld havde han fortiet Resultatet, da han var overbevist om, at Sandheden vilde dræbe ham. End ikke til Meta havde han vovet at betro sin Viden, for at hun ikke ved et uoverlagt Ord skulde vække Broderens Mistanke. Men han havde i disse Maaneder undertiden spurgt sig selv, om det dog ikke nu var hans Pligt at fortælle Johannes Sandheden, forinden han voldte nye Ulykker. Mere og mere betragtede han sin Broder som et sygt Menneske, en Ulykkelig, der havde taget Skade paa sin Sjæl. – –
Der blev banket paa Døren. Det var Pigen, der kom ind med den Besked, at Fru Meta var vaagnet og gerne vilde se ham.
Det blev kun et kort Møde. Fru Meta havde intet faaet at vide om Svogerens Besøg. Hun spurgte til Børnene, og sank derefter igen tilbage i sin Døs. Hun vilde dog ikke slippe hans Haand, og han blev siddende hos hende nogen Tid, indtil han mærkede, at hans Nærværelse gjorde hendes Søvn urolig. Saa listede han sagte Haanden til sig og gik tilbage til sin Stue.
Han satte sig ned ved sit Arbejdsbord for at prøve paa at samle sig til at besvare de Embedsskrivelser, som havde hobet sig op der i de sidste Dage. Men han blev siddende med Hænderne omkring Hovedet 35 og sank atter ned i grublende Tankefuldhed – ned i den Brønd fuld af Mørke og Gravkulde, der gemte hans Slægts skjulte Historie.
Paa Væggen over Bordet hang mellem andre Familjebilleder det landskendte Dobbeltportræt af hans Bedsteforældre, de gamle Smedefolk i Enslev. Uvilkaarlig løftede hans Øjne sig en Gang op mod dette Billede og blev hængende ved det . Han havde om sin Bedstefar tilfældigt hørt et og andet, der ikke stemmede med Familjetraditionen, endmindre med det Idealbillede, som de fleste af Farbroderens Levnedsskildrere havde tegnet af Slægtens Stamfader. Den gamle Enslev-Smed havde aabenbart ikke hørt til blandt Godtfolk i sin Hjemby , ja han syntes at have været mistænkt for en eller anden uopklaret Forbrydelse . En ældre Bondemand fra Enslev By, som han en Gang traf i en Jernbanekupe, vidste at fortælle , at den Gamle paa sin Dødsseng havde paakaldt Mørkets Magter og sagt du til Djævlen. At det paa hans Begravelsesdag kom til Ufred mellem Børnene i selve Sørgehuset, var i hvert Fald ingen Krønike. Det huskede han, at hans egen Far en Gang i et af sine Tungsindsanfald var kommen til at røbe.

Præsten saae et Nu paa ham med det aabenlyst fjendtlige Glimt i Øjnene , som Doktoren før havde truffet der . Saa vendte han sig tavs om og gik bort.
Paa Væggen over Doktorens Arbejdsbord hang mellem andre Familjebilleder det landskendte Dobbeltportræt af hans Bedsteforældre, de gamle Smedefolk i Enslev. Da han havde fulgt Broderen ud og var vendt tilbage til sin Stue, fløj hans Blik uvilkaarlig hen til dette Billede ^ . Han havde om sin Bedstefar tilfældigt erfaret et og andet, der ikke stemmede med Familjetraditionen, endmindre med det Idealbillede, som de fleste af Farbroderens Levnedsskildrere havde tegnet af Slægtens Stamfader. Den gamle Enslev-Smed havde aabenbart ikke hørt til blandt Godtfolk i sin Hjemby ^ . En ældre Bondemand fra Enslev , som II, 105 han en Gang traf i en Jernbanekupe, havde fortalt , at den Gamle paa sin Dødsseng paakaldte Mørkets Magter og sagde du til Djævlen. At det paa hans Begravelsesdag kom til Ufred mellem Børnene i selve Sørgehuset, var i hvert Fald ingen Krønike. Det huskede han, at hans egen Far en Gang i et af sine Tungsindsanfald var kommen til at røbe.

Præsten saae et Nu paa ham med det aabenlyst fjendtlige Glimt i Øjnene , som Doktoren før havde truffet der . Saa vendte han sig tavs om og gik bort.
Paa Væggen over Doktorens Arbejdsbord hang mellem andre Familjebilleder det landskendte Dobbeltportræt af hans Bedsteforældre, de gamle Smedefolk i Enslev. Da han havde fulgt Broderen ud og var vendt tilbage til sin Stue, fløj hans Blik uvilkaarlig hen til dette Billede ^ . Han havde om sin Bedstefar tilfældigt erfaret et og andet, der ikke stemmede med Familjetraditionen, endmindre med det Idealbillede, som de fleste af Farbroderens Levnedsskildrere havde tegnet af Slægtens Stamfader. Den gamle Enslev-Smed havde aabenbart ikke hørt til blandt Godtfolk i sin Hjemby ^ . En ældre Bondemand fra Enslev , som han en Gang traf i en Jernbanekupe, havde fortalt , at den Gamle paa sin Dødsseng paakaldte Mørkets Magter og sagde du til Djævlen. At det paa hans Begravelsesdag kom til Ufred mellem Børnene i selve Sørgehuset, var i hvert Fald ingen Krønike. Det huskede han, at hans egen Far en Gang i et af sine Tungsindsanfald var kommen til at røbe.

Siden hin Dag var der gaaet en Menneskealder, og den frodige Smedeæt fra Enslev havde nu spredt sig over hele Landet. Under de forskelligste Navne 36 sad den rundt om i Præstegaarde og Lægeboliger, i Kontorer og Butiker, næsten allevegne velansete og ogsaa velstaaende Folk. Men det var, som om den onde Tvedragtsaand, der havde drevet sit forargelige Spil omkring Bedstefaderens Kiste, stadig huserede overalt i Slægten. Allerede som Barn havde han følt det, naar han sammen med Johannes fulgte Faderen ind til Kolding paa dennes regelmæssige Besøg hos deres ældste Farbror, Kancelliraaden. De to Gamles Tobaks-Koncilium nede i Kontoret, hvor han første Gang havde hørt sin store Farbror nævne, disse underligt forblommede Samtaler, hvor der ideligt ved en Øjenblinken blev mindet om Børnenes Nærværelse, stod endnu uhyggeligt levende for hans Erindring. Han huskede den utrygge Følelse, det Tryk af noget hemmelighedsfuldt og fjendtligt, han altid bar med sig hjem fra disse Besøg.

Siden hin Dag var der gaaet en Menneskealder, og den frodige Smedeæt fra Enslev havde ^ spredt sig over hele Landet. Under de forskelligste Navne sad den rundt om i Præstegaarde og Lægeboliger, i Kontorer og Butiker, næsten allevegne velansete og ogsaa velstaaende Folk. Men det var, som om den onde Tvedragtsaand, der havde drevet sit forargelige Spil omkring Bedstefaderens Kiste, stadig huserede overalt i Slægten. Allerede som Barn havde han følt det, naar han sammen med Johannes fulgte Faderen ind til Kolding paa de regelmæssige Besøg hos deres ældste Farbror, Kancelliraaden. De to Gamles Tobaks-Koncilium nede i Kontoret, hvor han første Gang havde hørt sin store Farbroder nævne, disse underligt forblommede Samtaler, hvor de ideligt ved en Øjenblinken mindede hinanden om Børnenes Nærværelse, stod endnu ^ levende for hans Erindring. Han huskede den utrygge Følelse, det Tryk af noget hemmelighedsfuldt og fjendtligt, han altid bar med sig hjem fra disse Besøg.

Siden hin Dag var der gaaet en Menneskealder, og den frodige Smedeæt fra Enslev havde ^ spredt sig over hele Landet. Under de forskelligste Navne sad den rundt om i Præstegaarde og Lægeboliger, i Kontorer og Butiker, næsten allevegne velansete og ogsaa velstaaende Folk. Men det var, som om den onde Tvedragtsaand, der havde drevet sit forargelige Spil omkring Bedstefaderens Kiste, stadig huserede overalt i Slægten. Allerede som Barn havde han følt det, naar han sammen med Johannes fulgte Faderen ind til Kolding paa de regelmæssige Besøg hos deres ældste Farbror, Kancelliraaden. De to Gamles Tobaks-Koncilium nede i Kontoret, hvor han første Gang havde hørt sin store Farbroder nævne, disse underligt forblommede Samtaler, hvor de ideligt ved en Øjenblinken mindede hinanden om Børnenes Nærværelse, II, 77 stod endnu ^ levende for hans Erindring. Han huskede den utrygge Følelse, det Tryk af noget hemmelighedsfuldt og fjendtligt, han altid bar med sig hjem fra disse Besøg.

Siden hin Dag var der gaaet en Menneskealder, og den frodige Smedeæt fra Enslev havde ^ spredt sig over hele Landet. II, 77 Under de forskelligste Navne sad den rundt om i Præstegaarde og Lægeboliger, i Kontorer og Butiker, næsten allevegne velansete og ogsaa velstaaende Folk. Men det var, som om den onde Tvedragtsaand, der havde drevet sit forargelige Spil omkring Bedstefaderens Kiste, stadig huserede overalt i Slægten. Allerede som Barn havde han følt det, naar han sammen med Johannes fulgte Faderen ind til Kolding paa de regelmæssige Besøg hos deres ældste Farbror, Kancelliraaden. De to Gamles Tobaks-Koncilium nede i Kontoret, hvor han første Gang havde hørt sin store Farbroder nævne, disse underligt forblommede Samtaler, hvor de ideligt ved en Øjenblinken mindede hinanden om Børnenes Nærværelse, stod endnu ^ levende for hans Erindring. Han huskede den utrygge Følelse, det Tryk af noget hemmelighedsfuldt og fjendtligt, han altid bar med sig hjem fra disse Besøg.

Han havde tidligere tænkt , at det hele vel ikke var andet end den Familjetvist , der ^ gror saa naturlig op i en lille Gærdesmutrede, naar Forsynet lader en Gøgeunge af Farbroderens Størrelse udklække i den. Men efter at han havde lært Sandheden om sin Bedstefar at kende, var det faldet ham ind, om Ufordrageligheden i Slægten kunde være en nedarvet Skæbne , der havde udviklet sig fra en af den Slags Misgerninger, hvorfor Straffen efter bibelsk Erfaring hjemsøger Ætten endnu i tredje og fjerde Led . Var 37 det en eller anden mørk Familjehemmelighed, hans Fars Tungsind havde ruget over, og som fik den fromladne Kancelliraads Øjne til at lyne saa giftigt bag Guldbrillerne? Navnlig efter Rosalies tragiske Død havde han været forfulgt af denne Forestilling om en uafvendelig Forbandelse, der hvilede over Slægten og stadig krævede nye Ofre.

Han havde tidligere ment , at det hele ^ ikke var andet end den Ufred , der saa naturligt gror ^ op i en lille Gærdesmutrede, naar Forsynet lader en Gøgeunge af Farbroderens Størrelse udklække i den. Men efterat han havde lært II, 106 Sandheden om sin Bedstefar at kende, var det faldet ham ind, at Ufordrageligheden i Slægten kunde være en nedarvet Skæbne ^ . Var det en eller anden mørk Familjehemmelighed, hans Fars Tungsind havde ruget over, og som fik den fromladne Kancelliraads Øjne til at lyne saa ondt bag Guldbrillerne? Navnlig efter Rosalies tragiske Død havde han været forfulgt af denne Forestilling om en uafvendelig Forbandelse, der hvilede over Slægten og stadig krævede nye Ofre.

Han havde tidligere ment , at det hele ^ ikke var andet end den Ufred , der saa naturligt gror ^ op i en lille Gærdesmutrede, naar Forsynet lader en Gøgeunge af Farbroderens Størrelse udklække i den. Men efterat han havde lært Sandheden om sin Bedstefar at kende, var det faldet ham ind, at Ufordrageligheden i Slægten kunde være en nedarvet Skæbne ^ . Var det en eller anden mørk Familjehemmelighed, hans Fars Tungsind havde ruget over, og som fik den fromladne Kancelliraads Øjne til at lyne saa ondt bag Guldbrillerne? Navnlig efter Rosalies tragiske Død havde han været forfulgt af denne Forestilling om en uafvendelig Forbandelse, der hvilede over Slægten og stadig krævede nye Ofre.

Nu var dette uhyggelige Familjespøgelse paa sin Rundgang gennem Landet altsaa ogsaa naaet hertil. Havde stillet sig mellem Johannes og ham for at fortsætte sit Ødelæggelsesværk.
» Men det maa ikke ske!« sagde han pludselig til sig selv i Angst og stod op fra Bordet. » For Metas og Børnenes Skyld, for Johannes’ og min egen Skyld maa den Ulykke afværges!«
Han vilde endnu en Gang tale med Johannes. Om et Par Dage, naar de begge havde faaet Tid til at sunde sig efter Skuffelsen, vilde han gaa til ham. Han vilde fortælle ham, hvad Meta – næsten som i Forudfølelsen af en Fare – havde forlangt af ham Aftenen før hun blev syg. Han vilde minde ham om deres Ungdoms højtidelige Løfte: altid at holde sammen for at genopbygge, hvad ^ ^ ^ ^ ^ Slægtens store Ufredsmand, Farbror Tyge, havde nedbrudt hos Folket med sine fantastiske Digterdrømme.
» Det Løfte skal vi endnu en Gang give hinanden Haanden paa, Johannes!«

^ ^ ^ ^

At den unge Piges Død ikke skyldtes noget Ulykkestilfælde men – som Jytte Abildgaard med sit visionære Klarsyn havde anet – var et Selvmord, det var Doktor Gaardbo det eneste Menneske i Verden, der vidste. Han var hin Dag bleven kaldt til Kolding ved et Iltelegram og havde paa egen Haand foretaget en Undersøgelse. For Broderens Skyld havde han fortiet Resultatet, da han var overbevist om, at Sandheden vilde dræbe ham. End ikke til Meta havde han vovet at betro sin Viden, for at hun ikke ved et uoverlagt Ord skulde vække Broderens Mistanke. Men han havde i disse Maaneder undertiden spurgt sig selv, om det dog ikke nu var hans Pligt at fortælle Johannes Sandheden, forinden han voldte nye Ulykker. Mere og mere betragtede han sin Broder som et sygt Menneske, en Ulykkelig, der ligesom Slægtens andre Ufredsmænd havde taget Skade paa sin Sjæl. – –
Der blev banket paa Døren. Det var Pigen, der kom ind med den Besked, at Fru Meta var vaagnet og gerne vilde se ham.
II, 107 XI .

At den unge Piges Død ikke skyldtes noget Ulykkestilfælde men — som Jytte Abildgaard med sit visionære Klarsyn havde anet — var et Selvmord, det var Doktor Gaardbo det eneste Menneske i Verden, der vidste. Han var hin Dag bleven kaldt til Kolding ved et Iltelegram og havde paa egen Haand foretaget en Undersøgelse. For Broderens Skyld havde han fortiet Resultatet, da han var overbevist om, at Sandheden vilde dræbe ham. End ikke til Meta havde han vovet at betro sin Viden, for at hun ikke ved et uoverlagt Ord skulde vække Broderens Mistanke. Men han havde i disse Maaneder undertiden spurgt sig selv, om det dog ikke nu var hans Pligt at fortælle Johannes Sandheden, forinden han voldte nye Ulykker. Mere og mere betragtede han sin Broder som et sygt Menneske, en Ulykkelig, der ligesom Slægtens andre Ufredsmænd havde taget Skade paa sin Sjæl. — —
Der blev banket paa Døren. Det var Pigen, der kom ind med den Besked, at Fru Meta var vaagnet og gerne vilde se ham.
XI

At den unge Piges Død ikke skyldtes noget Ulykkestilfælde men – som Jytte Abildgaard med sit visionære Klarsyn havde anet – var et Selvmord, det var Doktor Gaardbo det eneste Menneske i Verden, der vidste. Han var hin Dag bleven kaldt til Kolding ved et Iltelegram og havde paa egen Haand foretaget en Undersøgelse. For Broderens Skyld havde han fortiet Resultatet, da han var overbevist om, at Sandheden vilde dræbe ham. End ikke til Meta havde han vovet at betro sin Viden, for at hun ikke ved et uoverlagt Ord skulde vække Broderens Mistanke. Men han havde i disse Maaneder undertiden spurgt sig selv, II, 78 om det dog ikke nu var hans Pligt at fortælle Johannes Sandheden, forinden han voldte nye Ulykker. Mere og mere betragtede han sin Broder som et sygt Menneske, en Ulykkelig, der ligesom Slægtens andre Ufredsmænd havde taget Skade paa sin Sjæl. – –
Der blev banket paa Døren. Det var Pigen, der kom ind med den Besked, at Fru Meta var vaagnet og gerne vilde se ham.
XI

⇕ Enslevs Død IV, 1.4

⇕ De Dødes Rige 5.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 5.11

38 P aa Storeholt havde Grosserer Søholm nu i en Ugestid fejret Familjens Ophøjelse i Godsejerstanden i Overensstemmelse med det forud lagte Program uden ^ Hensyn til den indtrufne Familjekatastrofe . Der var holdt et Par Middagsselskaber, og Husets nye Svigersøn, den tyske Ulanofficer og Friherre, havde ved sin Nærværelse bødet paa Virkningen af Skandalen med Jægermesteren. Den indespærrede Ægtemand blev overhovedet ikke mere nævnet der i Huset. Han betragtedes allerede som en, der var Familjen uvedkommende. Fru Vilhelmine var bleven tilbage i København for med sin praktiske Sans at arbejde paa en Skilsmisse, der i enhver Henseende kunde holde hende skadesløs.

Paa Storeholt havde Grosserer Søholm ^ i en Ugestid fejret Familjens Ophøjelse i Godsejerstanden efter et forud lagt Program . Uden Hensyn til den indtrufne Familjekatastrofe var der holdt et Par Middagsselskaber, og Husets nye Svigersøn, den tyske Ulanofficer og Friherre, havde ved sin Nærværelse bødet paa Virkningen af Skandalen med Jægermesteren. Den indespærrede Ægtemand blev overhovedet ikke mere nævnet der i Huset. Han betragtedes allerede som ^ Familjen uvedkommende. Fru Vilhelmine var bleven tilbage i København for med sin praktiske Sans at arbejde paa en Skilsmisse, der i enhver Henseende kunde holde hende skadesløs.

Paa Storeholt havde Grosserer Søholm ^ i en Ugestid fejret Familjens Ophøjelse i Godsejerstanden efter et forud lagt Program . II, 78 Uden Hensyn til den indtrufne Familjekatastrofe var der holdt et Par Middagsselskaber, og Husets nye Svigersøn, den tyske Ulanofficer og Friherre, havde ved sin Nærværelse bødet paa Virkningen af Skandalen med Jægermesteren. Den indespærrede Ægtemand blev overhovedet ikke mere nævnet der i Huset. Han betragtedes allerede som ^ Familjen uvedkommende. Fru Vilhelmine var bleven tilbage i København for med sin praktiske Sans at arbejde paa en Skilsmisse, der i enhver Henseende kunde holde hende skadesløs.

Friherre v. Biebermarck havde vist sig at være en stilfærdig Mand, der indtog alle med sin overordenlige Høflighed. Saaledes vakte det Henrykkelse, at han allerede efter et Par Dages Forløb havde lært sig at sige »Tak« og »Velbekomme« paa Dansk.

Friherre v. Biebermarck var en smuk Mand, der indtog alle med sin overordenlige Høflighed. Det vakte saaledes stor Henrykkelse, at han allerede efter et Par Dages Forløb havde lært sig at sige »Tak« og »Velbekomme« paa Dansk.

De indbudte Middagsgæster var omtrent de samme Bank- og Forretningsmænd fra Odense, som ogsaa Jægermesteren til sin Ulykke havde staaet i Forbindelse med og ^ ofte set ved sit Bord. En Samling livlige , madkære Provinsherrer, der lignede hinanden som Bollerne paa en Suppe. Om dem alle galdt det, at de kom dertil med store Forventninger ^ men 39 drog skuffede bort. Grosserer Søholm havde selv ingen Forstand paa Bordets finere Glæder, og om han ogsaa havde haft det, kunde det aldrig ^ faldet ham ind at ofre mere paa sine Gæster, end de var værd for ham. Ogsaa et Middagsselskab var for denne Mand en Forretning, der skulde betale sig.

De indbudne Middagsgæster var omtrent de samme Bank- og Forretningsmænd fra Odense, som ^ Jægermesteren til sin Ulykke havde staaet i Forbindelse med og altfor ofte set ved sit Bord. Det var livlige og madkære Provinsherrer, der lignede hinanden som Bollerne paa en Suppe. De kom alle dertil med store Forventninger om en overdaadig Diner men drog skuffede bort. Grosserer Søholm havde selv ingen Forstand paa Bordets finere Glæder, og om han ogsaa havde haft det, kunde det aldrig være faldet ham ind at ofre mere paa II, 108 sine Gæster, end de var værd for ham. Ogsaa et Middagsselskab var for denne Mand en Forretning, der skulde betale sig.

De indbudne Middagsgæster var omtrent de samme Bank- og Forretningsmænd fra Odense, som ^ Jægermesteren til sin Ulykke havde staaet i Forbindelse med og altfor ofte set ved sit Bord. Det var livlige og madkære Provinsherrer, der lignede hinanden som Bollerne paa en Suppe. De kom alle dertil med store Forventninger om en overdaadig Diner men drog skuffede bort. Grosserer Søholm havde selv ingen Forstand paa Bordets finere Glæder, og om han ogsaa havde haft det, kunde det aldrig være faldet ham ind at ofre mere paa sine Gæster, end de var værd for ham. Ogsaa et Middagsselskab var for denne Mand en Forretning, der skulde betale sig.

De indbudne Middagsgæster var omtrent de samme Bank- og Forretningsmænd fra Odense, som ^ Jægermesteren til sin Ulykke havde staaet i Forbindelse med og altfor ofte set ved sit Bord. Det var livlige og madkære Provinsherrer, der lignede hinanden som Bollerne paa en Suppe. De kom alle dertil med store Forventninger om en overdaadig Diner men drog skuffede bort. Grosserer Søholm havde ^ ingen Forstand paa Bordets finere Glæder, og om han ogsaa havde haft det, kunde det aldrig være faldet ham ind at ofre mere paa sine Gæster, end de var værd for ham. Ogsaa et Middagsselskab var for denne Mand en Forretning, der skulde betale sig.

Paa Festprogrammet var desuden et Par større Klapjagter, og i nogle Dage lød en livlig Knalden rundt om i Skovene. Da imidlertid de færreste af de deltagende Herrer var virkelige Jægere, blev Resultatet væsenlig til Glæde for Rævene ^ og Aadselfuglene, som bagefter gjorde sig tilgode med det skamskudte Vildt, der laa og forblødte omkring i Tykningerne.
Paa en af disse Dage kom Doktor Gaardbo kørende gennem Strige Skov og passerede en Lysning netop som der hørtes en hidsig Plaffen ledsaget af Hornsignaler. Til den ene Side af Landevejen var en Rydning med fritstaaende Birke og Elletræer. Til den anden Side laa et Pur af mandshøje Risbøge.
Pludselig bremsede han Vognen haardt ved Synet af et fantastisk Væsen, der et halvt hundrede Meter forude kom frem fra det rustrøde Buskads og humpede tungt over Vejen, hvorfra det paa hovedkulds Maade tumlede ned ad Skraaningen paa den anden Side.
Da han naaede hen til Stedet, saae han en tyk 40 Blodstribe tværs over Vejen, og et Stykke inde i Rydningen laa bag en mosgroet Træstub en hvæsende Raabuk med Halsen strakt henad Jorden. I samme Øjeblik lød Hornet igen inde i Højskoven. Der blev blæst af.
Doktoren var staaet af Vognen; men idet han nærmede sig det saarede Dyr, løftede det Hovedet for igen at flygte. Støttet paa Knæene og med den lamme Bagkrop slæbende efter sig gjorde den et Par gyselige Hop, mens Blodet spyede ud af et Saar i Lysken. I det samme hørtes Stemmer ude paa Vejen. Det var et Par af Jagtherrerne, der trak bort fra deres Post nu, da Saaten var sluttet.

Der var overhovedet ikke det Menneske i Verden, Grosserer Søholm fandt nogen Grund til at genere sig for, og han respekterede kun Folk, om hvem han med Sikkerhed vidste, at de var rigere end han selv. I Øjeblikket regnede han sig for en Mand paa seks Millioner, og dette lange Tal rullede Dag og Nat paa sine tunge Nuller gennem hans Tanker. Det var fra først af hans billige Kaffe, der havde givet ham Navn og skabt hans Ry som et hjemligt Handelsgeni af amerikansk Støbning. Men iøvrigt handlede han med alt, hvad der kunde svindles med, lige fra Knappenaale til sydafrikanske Guldminer og Menneskeskæbner en gros .

II, 79 Der var overhovedet ikke det Menneske i Verden, Grosserer Søholm fandt nogen Grund til at genere sig for, og han respekterede kun Folk, om hvem han med Sikkerhed vidste, at de var rigere end han selv. I Øjeblikket regnede han sig for en Mand paa seks Millioner, og dette lange Tal rullede Dag og Nat paa sine tunge Nuller gennem hans Tanker. Det var fra først af hans billige Kaffe, der havde givet ham Navn og skabt hans Ry som et hjemligt Handelsgeni af amerikansk Støbning. Men iøvrigt handlede han med alt, hvad der kunde svindles med, lige fra Knappenaale til sydafrikanske Guldminer og Menneskeskæbner en gros .

Den ene – en høj og elegant ung Mand med indsnøret Talje – var Grosserer Søholms friherrelige Svigersøn; den anden, der i sin graagrønne Jagtdragt mindede om en Tyrolersanger, var den tykke Bankdirektør Frederiksen fra Odense. Ved at se et tomt Køreværk staa der midt paa Vejen og snurre, standsede begge Herrerne af Overraskelse og saae sig om efter Ejermanden. Og endnu større blev deres Forbavselse, da den ophidsede Doktor kom springende paa sin Klumpfod og – uden at give sig Tid til Forklaring – rev Bøssen ud af Haanden paa Bankdirektøren og løb bort med den.
Der faldt et Skud. Det gav Genskrald rundt om 41 i Skoven, og Doktoren vendte tilbage med den rygende Bøsse i Haanden.
» Fy for Pokker!« sagde han lige ind i Ansigtet paa Bankdirektøren. » At De ikke skammer Dem! Et saa modbydeligt Myrderi!«
Dermed satte han sig op i sin Vogn og kørte videre, mens Hr. Frederiksen for Honnørens Skyld gav sig til at skoggerle, skønt han indvendig kogte af Raseri.
Hr. v. Biebermarck, der under sit Ophold her i Landet oplevede saa meget utroligt, at han egenlig havde ophørt at forundre sig over noget, saae paa sin Jagtfælle med et Blik, der høfligt men ogsaa ret bestemt anmodede om Forklaring. Og Bankdirektøren fortalte nu, at Manden rimeligvis var den gale Distriktslæge i Jerve, som man hørte saa meget om.
» Han er aabenbart lige til Daarekisten. Et saadant Menneske burde i Grunden ikke gaa løs.«
Hr. v. Biebermarck bifaldt denne sidste Bemærkning, men gav den i sit stille Sind en mere almindelig Anvendelse.
Der var til om Søndagen planlagt en Familje-Udflugt til Odense med Frokost paa et af Hotellerne, hvorefter Tilbagerejsen til København skulde finde Sted om Aftenen. Imidlertid indtraf der en Begivenhed, som for første Gang bragte Forstyrrelse i Arrangementet, idet Grosserer Søholm pludselig blev syg.
42 Den nu 60-aarige Mand havde under hele Opholdet paa Storeholt været oppe Klokken seks om Morgenen . I en Paaklædning, der bestod af en gammel , snavset Overfrakke fra hans tidligere Tilværelse, ^ Træsko , Slagterkasket og et stort, rødt Uldtørklæde om Halsen, inspicerede han i Staldene og paa de forskellige Arbejdspladser. Bagefter havde han siddet et Par Timer ved sit Skrivebord med Telefonen for Øret, havde modtaget Meldinger fra Forretningen i København og ekspederet Ordrer til Handelshuse og Banker paa begge Sider af Atlanterhavet. Desuden havde han som oftest et Par Gange i Dagens Løb haft personlige Forhandlinger med de Haandværksmestre og Entreprenører, der forestod Gaardens Ombygning, og heller ikke overfor dem plejede han at spare sig. Saasnart det drejede sig om Penge , kom den gamle Skallesmækker fra Borgergade ^ op i ham , og hans Metode som Forretningsmand var altid den samme. Han var ingen Menneskekender og gjorde ingen Forskel paa Personer. Med alenlange Eder og Slag i Bordet og Haanlatter nedlarmede han alle Indsigelser og tumlede med sin Modpart, indtil han havde afpresset ham den yderste Indrømmelse.

Den nu 65-aarige Mand havde her paa Storeholt været oppe Klokken seks hver Morgen . I en ^ gammel ^ Overfrakke fra hans tidligere Tilværelse, med Træsko paa og Kasket inspicerede han i Staldene og paa de forskellige Arbejdspladser. Bagefter sad han et Par Timer ved sit Skrivebord med Telefonen for Øret, modtog Meldinger fra Forretningen i København og ekspederede Ordrer til Handelshuse og Banker paa begge Sider af Atlanterhavet. Desuden havde han som oftest et Par Gange i Dagens Løb ^ Forhandlinger med de Haandværksmestre og Entreprenører, der forestod Gaardens Ombygning, og selv om det kun drejede sig om et Træskur , kom den gamle Slagsbroder fra Borgergade straks op i ham . Hans Metode som Forretningsmand var altid den samme. Han II, 109 var ingen Menneskekender og gjorde ingen Forskel paa Personer. Med ^ Eder og Slag i Bordet og Haanlatter nedlarmede han alle Indsigelser og tumlede med sin Modpart, indtil han havde afpresset ham den yderste Indrømmelse.

Den nu 65-aarige Mand havde her paa Storeholt været oppe II, 79 Klokken seks hver Morgen . I en ^ gammel ^ Overfrakke fra hans tidligere Tilværelse, med Træsko paa og Kasket inspicerede han i Staldene og paa de forskellige Arbejdspladser. Bagefter sad han et Par Timer ved sit Skrivebord med Telefonen for Øret, modtog Meldinger fra Forretningen i København og ekspederede Ordrer til Handelshuse og Banker paa begge Sider af Atlanterhavet. Desuden havde han som oftest et Par Gange i Dagens Løb ^ Forhandlinger med de Haandværksmestre og Entreprenører, der forestod Gaardens Ombygning, og selv om det kun drejede sig om et Træskur , kom den gamle Slagsbroder fra Borgergade straks op i ham . Hans Metode som Forretningsmand var altid den samme. Han var ingen Menneskekender og gjorde ingen Forskel paa Personer. Med ^ Eder og Slag i Bordet og Haanlatter nedlarmede han alle Indsigelser og tumlede med sin Modpart, indtil han havde afpresset ham den yderste Indrømmelse.

Den nu 65-aarige Mand havde her paa Storeholt været oppe Klokken seks hver Morgen . I en ^ gammel ^ Overfrakke fra hans tidligere Tilværelse, med Træsko paa og Kasket inspicerede han i Staldene og paa de forskellige Arbejdspladser. Bagefter sad han et Par Timer ved sit Skrivebord med Telefonen for Øret, modtog Meldinger fra Forretningen i København og ekspederede Ordrer til Handelshuse og Banker paa begge Sider af Atlanterhavet. Desuden havde han som oftest et Par Gange i Dagens Løb ^ Forhandlinger med de Haandværksmestre og Entreprenører, der forestod Gaardens Ombygning, og selv om det kun drejede sig om et Træskur , kom den gamle Slagsbroder fra Borgergade straks op i ham . Hans Metode som Forretningsmand var altid den samme. Han var ingen Menneskekender og gjorde ingen Forskel paa Personer. Med ^ Eder og Slag i Bordet og Haanlatter nedlarmede han alle Indsigelser og tumlede med sin Modpart, indtil han havde afpresset ham den yderste Indrømmelse.

Lørdag Aften sad han efter Middagen sammen med de Nyforlovede inde i Havesalen, hvor han gjorde sig det mageligt i en af de brede Armstole fra Konferensraadens Tid. Uden Hensyn til sin friherrelige 43 Svigersøns Nærværelse havde han lagt sine Elefantfødder op paa en Taburet, mens han røg en Cigar . Der var overhovedet ikke det Menneske i Verden, han fandt nogen Grund til at genere sig for, og han respekterede kun Folk, om hvem han med Sikkerhed vidste, at de var rigere end han selv. I Øjeblikket regnede han sig for en Mand paa seks Millioner, og dette lange Tal rullede paa sine tunge Nuller ud og ind gennem alle hans Tanker. Det var fra først af hans billige Kaffe, der havde givet ham Navn og skabt hans Ry som et hjemligt Handelsgeni af amerikansk Støbning. Men iøvrigt handlede han med alt, hvad der kunde svindles med, lige fra Knappenaale til sydafrikanske Guldminer og deres Menneskeskæbner .

En Aften sad han efter Middagen sammen med de Nyforlovede inde i Havesalen, hvor han gjorde sig det mageligt i en af de brede Armstole fra Konferensraadens Tid. Uden Hensyn til sin friherrelige Svigersøns Nærværelse havde han lagt sine Elefantfødder op paa en Taburet, mens han røg en Cigar ^ .

De to Forlovede sad i en Sofa og holdt hinanden i Haanden. Af Hr. Søholms tre Døtre var Frk. Constance den, hvem Rigdommen og Lediggangen mindst havde fordærvet. Hun var ikke saa lidt af et Følelsesmenneske, og hendes Forelskelse i den statelige Officer var et oprigtigt Sværmeri for mere end Uniformen. Den smukke unge Dame, der siden sin Forlovelse havde optaget den fornemme ^ Skik at møde til Middagen i elegant Selskabstoilette, sad indhyllet i et stort Pelsslag paa Grund af Kulden i Stuerne. Efter at det nemlig var gaaet op for Grosserer Søholm, hvormeget Brændsel de store Rum slugte, havde 44 han fundet det unødvendigt at lægge i Kakkelovnene mere end een Gang om Dagen, og ingen havde vovet nogen Indsigelse.

De to Forlovede sad i en Sofa og holdt hinanden i Haanden. Af Hr. Søholms tre Døtre var Frk. Constance den, hvem Rigdommen og Lediggangen mindst havde fordærvet. Hun var ikke saa lidt af et Følelsesmenneske, og hendes Forelskelse i den statelige Officer var et oprigtigt Sværmeri , der galdt mere end Uniformen. Den smukke unge Dame, der siden sin Forlovelse havde optaget den fornemme Verdens Skik at møde til Middagen i elegant Selskabstoilette, sad indhyllet i et stort Pelsslag paa Grund af Kulden i Stuerne. Efter at det ^ var gaaet op for Grosserer Søholm, hvormeget Brændsel de store Rum slugte, havde han fundet det unødvendigt at lægge i Kakkelovnene mere end een Gang om Dagen, og ingen vovede nogen Indsigelse.

De to Forlovede sad i en Sofa og holdt hinanden i Haanden. Af Hr. Søholms ^ Døtre var Frk. Constance den, hvem Rigdommen og Lediggangen mindst havde fordærvet. Hun var ikke saa lidt af et Følelsesmenneske, og hendes Forelskelse i den statelige Officer var et oprigtigt Sværmeri , der galdt mere end Uniformen. Den smukke unge Dame, der siden sin Forlovelse havde optaget den fornemme Verdens Skik at møde til Middagen i elegant Selskabstoilette, sad indhyllet i et stort Pelsslag paa Grund af Kulden i Stuerne. Efter at det ^ var gaaet op for Grosserer Søholm, hvormeget Brændsel de store Rum slugte, havde han fundet det unødvendigt at lægge i Kakkelovnene mere end een Gang om Dagen, og ingen vovede nogen Indsigelse.

De to Forlovede sad i en Sofa og holdt hinanden i Haanden. Af Hr. Søholms ^ Døtre var Frk. Constance den, hvem Rigdommen og Lediggangen mindst havde fordærvet. Hun var ikke saa lidt af et Følelsesmenneske, og hendes Forelskelse i den statelige II, 80 Officer var et oprigtigt Sværmeri , der galdt mere end Uniformen. Den smukke unge Dame, der siden sin Forlovelse havde optaget den fornemme Verdens Skik at møde til Middagen i elegant Selskabstoilette, sad indhyllet i et stort Pelsslag paa Grund af Kulden i Stuerne. Efter at det ^ var gaaet op for Grosserer Søholm, hvormeget Brændsel de store Rum slugte, havde han fundet det unødvendigt at lægge i Kakkelovnen mere end een Gang om Dagen, og ingen vovede nogen Indsigelse.

Hr. Søholm underholdt sin Svigersøn med det Emne, der for ham selv var det eneste af virkelig Interesse, nemlig hans egen Person og hans Forretnings Udvikling. Ganske som andre indbildte Genier var han ^ opfyldt af sin egen Storhed og betragtede sit Liv som det virkeliggjorte Eventyr om den fattige Dreng og Lykkens Fe. Paa sit Neger-Tysk opkogte han Historien om, hvordan han allerede som en niaars Knægt havde gjort sit første Kup ved at samle tiloversblevne Høvlspaaner paa Byggepladserne og ^ sælge dem til Madamerne i Borgergade, hvor hans Forældre boede. Og nu sad » den snottede Unge « her i sit eget Slot og havde et Navn, der var kendt af hvert Barn i Landet.

Hr. Søholm underholdt sin Svigersøn med det Emne, der for ham selv var det eneste , der havde virkelig Interesse, nemlig hans egen Person og hans Forretnings Udvikling. Som andre indbildte Genier var han ganske opfyldt II, 110 af sin egen Storhed , betragtede sit Liv som det virkeliggjorte Eventyr om den fattige Dreng og Lykkens Fe. Paa sit Neger-Tysk fortalte han Historien om, hvordan han allerede som en niaars Knægt havde gjort sit første Kup ved at samle tiloversblevne Høvlspaaner paa Byggepladserne og bagefter sælge dem til Madammerne i Borgergade, hvor hans Forældre boede. Og nu sad » der kleine Schweinigel « her i sit eget Slot og havde et Navn, der var kendt af hvert Barn i Landet.

Hr. Søholm underholdt sin Svigersøn med det Emne, der for ham selv var det eneste , der havde virkelig Interesse, nemlig hans egen Person og hans Forretnings Udvikling. Som andre indbildte Genier var han ganske opfyldt af sin egen Storhed , II, 80 betragtede sit Liv som det virkeliggjorte Eventyr om den fattige Dreng og Lykkens Fe. Paa sit Neger-Tysk fortalte han Historien om, hvordan han allerede som en niaars Knægt havde gjort sit første Kup ved at samle tiloversblevne Høvlspaaner paa Byggepladserne og bagefter sælge dem til Madammerne i Borgergade, hvor hans Forældre boede. Og nu sad » der kleine Schweinigel « her i sit eget Slot og havde et Navn, der var kendt af hvert Barn i Landet.

Hr. Søholm underholdt sin Svigersøn med det Emne, der for ham selv var det eneste , der havde virkelig Interesse, nemlig hans egen Person og hans Forretnings Udvikling. Som andre indbildte Genier var han ganske opfyldt af sin egen Storhed , betragtede sit Liv som det virkeliggjorte Eventyr om den fattige Dreng og Lykkens Fe. Paa sit Neger-Tysk fortalte han Historien om, hvordan han allerede som en niaars Knægt havde gjort sit første Kup ved at samle tiloversblevne Høvlspaaner paa Byggepladserne og bagefter sælge dem til Madammerne i Borgergade, hvor hans Forældre boede. Og nu sad » der kleine Schweinigel « her i sit eget Slot og havde et Navn, der var kendt af hvert Barn i Landet.

Den høflige Hr. v. Biebermarck hørte paa hans Levnedsskildring uden med en Mine at røbe sine Tanker. Alligevel var der noget i den Maade, hvorpaa han ideligt strøg Asken af sin Cigaret, der gjorde hans Kæreste mistænksom. Frk. Constance havde hidtil ligesom hele den øvrige Familje været altfor stolt af Faderen til at stødes af hans Væsen. Nu skottede hun lidt ængstelig op til sin fornemme Brudgom, og bag det skjulende Pelsslag flettede hendes Fingre sig nervøst i hans.
45 Paa en Gang saae hun, at Faderen var bleven bleg. Han var stoppet op midt i en Sætning og sad ^ ^ med sammenbidte Tænder og gned sig over det ene Ben, mens han sagte klagede sig.

Pludselig stoppede han op midt i en Sætning og sad ^ nogen Tid med sammenbidte Tænder og gned sig over det ene Ben, mens han sagte klagede sig.

Pludselig stoppede han op midt i en Sætning . Med sammenbidte Tænder sad han nogen Tid ^ og gned sig over det ene Ben, mens han sagte klagede sig.

Hun sprang forskrækket op.

Frk. Constance var sprunget op.

» Er du syg, Far?«

Hendes Udbrud kaldte Søsteren og den gamle Tante til fra Dagligstuen ved Siden af. Ogsaa Friherren havde rejst sig.
Hr. Søholm var nu ganske hvid i Ansigtet og vaandede sig ynkeligt.

Hendes Udbrud kaldte Søsteren og den gamle Tante til fra Dagligstuen ved Siden af. Ogsaa Friherren havde rejst sig. ^ Hr. Søholm var nu ganske hvid i Ansigtet og vaandede sig ynkeligt.

» Bring mig i Seng! ... Hurtigt! Kald paa Rasmussen!«

Med Støtte af Husets Tjener og ledsaget af Svigersønnen blev han ført op ad Trappen til Soveværelserne. Undervejs stønnede han højt, og pludselig genlød Huset af dyriske Smertensbrøl.

Der blev straks tændt op under en Vogn for at skaffe Hjælp, og da Jerve var den nærmeste By, hvor der boede en Læge, blev det Doktor Gaardbo, der hentedes .

Der blev straks tændt op under en Vogn for at skaffe Hjælp, og da Jerve var den nærmeste By, hvor der boede en Læge, blev det Doktor Gaardbo, man hentede .

Mens man ventede paa ham, sad de opskræmte Damer inde i Dagligstuens grelle elektriske Maskinlys og rystede af Kulde og Uhygge. Tanten, den gamle Frøken Søholm , havde indhyllet sig i et stort Sjal. Med spidsede Øren lyttede hun til Broderens ganske ubeherskede Jammerhyl, der stadig lød ned til dem gennem 46 Trappen. Døren fra Sovekammeret deroppe stod paa hans udtrykkelige Forlangende aaben ud til Gangen. Han vilde, at alle i Huset skulde høre, hvad han led.

Mens der ventedes paa ham, sad de opskræmte Damer inde i Dagligstuens grelle elektriske Lys og rystede af Kulde og Uhygge. Den gamle Frøken Søholm ^ havde indhyllet II, 111 sig i et stort Sjal. Med spidsede Øren lyttede hun til Broderens ganske ubeherskede Jammerhyl, der stadig lød ned ^ gennem Trappen. Døren fra Sovekammeret deroppe stod paa hans udtrykkelige Forlangende aaben ud til Gangen. Han vilde, at alle i Huset skulde høre, hvad han led.

Mens der ventedes paa ham, sad de opskræmte Damer inde i Dagligstuens grelle elektriske Lys og rystede af Kulde og Uhygge. Den gamle Frøken Søholm ^ havde indhyllet sig i et stort Sjal. Med spidsede Øren lyttede hun til Broderens ganske ubeherskede Jammerhyl, der stadig lød ned ^ gennem Trappen. Døren fra Sovekammeret deroppe stod paa hans udtrykkelige Forlangende aaben ud til Gangen. Han vilde, at alle i Huset skulde høre, hvad han led.

Mens der ventedes paa ham, sad de opskræmte Damer inde i II, 81 Dagligstuens grelle elektriske Lys og rystede af Kulde og Uhygge. Den gamle Frøken Søholm ^ havde indhyllet sig i et stort Sjal. Med spidsede Øren lyttede hun til Broderens ganske ubeherskede Jammerhyl, der stadig lød ned ^ gennem Trappen. Døren fra Sovekammeret deroppe stod paa hans udtrykkelige Forlangende aaben ud til Gangen. Han vilde, at alle i Huset skulde høre, hvad han led.

Den gamle Dame havde sit mest forhærdede Menigheds-Ansigt paa. Midt i Uhyggen følte hun sig opløftet ved Tanken om Broderens Lidelser.
» Nu er du bleven straffet for din Vantro, lille Kresten! Hvorfor vilde du ikke lytte til mine Formaninger? Hvor mange Gange har jeg ikke tigget dig om at læse blot et eneste Numer af » Morgenrøden«. O, havde du blot i Tide villet begynde paa de velsignede kolde Fodbade og Natalie Koldings Aandedrætsøvelser! Men du gjorde Nar af min Alvorstale, lille Kresten! Du kaldte mig et forskruet Fruentimmer og bad mig om at rejse Pokker i Vold. Nu høster du Spotterens Løn, lille Ven!«
Efter at Frøken Søborg i Tankerne havde holdt denne Straffepræken for sin Bror, kom Friherre v. Biebermarck ^ ned fra Patienten og blev modtaget med bekymrede Forespørgsler. For ikke at krænke Damerne bevarede han Alvoren, men bad dem samtidigt om ikke at lade sig ængste. Det var , sagde han, rimeligvis det fugtige Efteraarsvejr i Forening med Kulden i Stuerne, der havde fremkaldt et Anfald af den Ischias , som Svigerfaderen nok ^ tidligere en Gang havde lidt af. Naar Lægen kom, vilde en Morfindosis hurtigt skaffe ham Ro.
47 Et Øjeblik efter kom Vognen susende tilbage med Doktor Gaardbo. Tjener Rasmussen , der tog imod ham ved Foden af Trappen, førte ham efter sin Herres Ordre øjeblikkeligt op i Soveværelset.

^ Friherre v. Biebermarck kom ned fra Patienten og blev modtaget med bekymrede Forespørgsler. Han bad Damerne om endelig ikke at lade sig ængste. Det var ^ rimeligvis det fugtige Efteraarsvejr i Forening med Kulden i Stuerne, der havde fremkaldt et Anfald af ^ Ischias , som Svigerfaderen nok en Gang tidligere ^ havde lidt af.
Et Øjeblik efter kom Vognen ^ tilbage med Doktor Gaardbo. Tjener Rasmussen ^ førte ham straks op i Soveværelset.

^ Friherre v. Biebermarck kom ned fra Patienten og blev modtaget med bekymrede Forespørgsler. Han bad Damerne om endelig ikke at lade sig ængste. Det var ^ rimeligvis det fugtige Efteraarsvejr i Forening med Kulden i Stuerne, der havde fremkaldt II, 81 et Anfald af ^ Ischias , som Svigerfaderen nok en Gang tidligere ^ havde lidt af.
Et Øjeblik efter kom Vognen ^ tilbage med Doktor Gaardbo. Tjener Rasmussen ^ førte ham straks op i Soveværelset.

Doktor Gaardbo havde aldrig før talt med sin Patient eller blot set ham; men han kunde paa Forhaand ikke lide Manden. Det skyldtes ikke alene Jagt-Oplevelsen forleden i Strige Skov; men han vidste om Søholms Forretning, at den væsenlig var et Agentur for udenlandske Spekulationsfirmaer, og det havde altid oprørt ham, at den Slags Personer, der brandskattede Landet som Lejesvende for fremmed Storkapital, ikke desmindre kunde sole sig i deres Medborgeres uformindskede Agtelse.
Nu fik han desuden en bestemt Fornemmelse af, at Hr. Søholm som saa mange stærke Mandfolk , der ikke er vant til at fejle noget, i høj Grad overdrev sine Lidelser . Det var knap nok, at han vilde tillade ham at foretage en ordenlig Undersøgelse. Og stadig raabte han paa Morfin , idet han fortalte, at hans københavnske Læge, da han sidst var syg, straks havde givet ham en Indsprøjtning. I det hele stillede han det Forlangende, at han blev sat i Stand til at tage tilbage til København den næste Dag, da han ikke længer kunde undværes i sin Forretning.
Doktor Gaardbo var hurtigt bleven paa det rene med, at han ikke vilde hjælpe dette Menneske til at 48 skulke sig fra sin Forpligtelse til at lide . Det var netop en af de Paastande, han havde udviklet i den Tidsskrift-Afhandling, som han nylig offenliggjorde, at naar Verden var saa fuld af samvittighedsløse ^ Personer, havde Lægerne deres Del af Skylden. Ved bestandig at være tilrede med alle Slags beroligende ^ Midler berøvede de ^ Menneskene den Lejlighed til højst fornøden Eftertanke og nøgtern Selverkendelse, som det naturlige Sygeleje gav dem .

^ Gaardbo havde aldrig før set sin Patient , men han kunde paa Forhaand ikke lide ham paa Grund af Arten af hans Forretning. Nu fik han desuden en bestemt Fornemmelse af, at Hr. Søholm som saa mange kraftige Mænd , der ikke er vant til at fejle noget, i høj Grad overdrev sine Smerter . Det var knap nok, ^ han vilde tillade ham at foretage en ordenlig Undersøgelse. Stadig raabte han paa Morfin og fortalte, at hans københavnske Læge, da han sidst var syg, straks havde givet ham en Indsprøjtning.
Povl Gaardbo blev hurtigt ^ paa det rene med, at han ikke kunde forsvare at hjælpe dette Menneske til at skulke sig fra en Time i Lidelsens Skole . Det var netop en af de Paastande, han havde fremsat i sin Tidsskriftafhandling, II, 112 at naar Verden var saa fuld af samvittighedsløse og jammerlige Personer, havde Lægerne en Del af Skylden. Ved bestandig at være tilrede med alle Slags beroligende og bedøvende Midler tilslørede de Livets sande Vilkaar og franarrede Menneskene den Anledning til sund og nøgtern Eftertanke , som Sygelejet var, og som de fleste havde haardt fornøden .

^ Gaardbo havde aldrig før set sin Patient , men han kunde paa Forhaand ikke lide ham paa Grund af Arten af hans Forretning. Nu fik han desuden en bestemt Fornemmelse af, at Hr. Søholm som saa mange kraftige Mænd , der ikke er vant til at fejle noget, i høj Grad overdrev sine Smerter . Det var knap nok, ^ han vilde tillade ham at foretage en ordenlig Undersøgelse. Stadig raabte han paa Morfin og fortalte, at hans københavnske Læge, da han sidst var syg, straks havde givet ham en Indsprøjtning.
Povl Gaardbo blev hurtigt ^ paa det rene med, at han ikke kunde forsvare at hjælpe dette Menneske til at skulke sig fra en Time i Lidelsens Skole . Det var netop en af de Paastande, han havde fremsat i sin Tidsskriftafhandling, at naar Verden var saa fuld af samvittighedsløse og jammerlige Personer, havde Lægerne en Del af Skylden. Ved bestandig at være tilrede med alle Slags beroligende og bedøvende Midler tilslørede de Livets sande Vilkaar og franarrede Menneskene den Anledning til sund og nøgtern Eftertanke , som Sygelejet var, og som de fleste havde haardt fornøden .

» Jeg vil anbefale Dem at tage en Kop varm Hyldete med lidt Honning i . Morfin kan jeg derimod ikke give Dem. I det mindste ikke foreløbigt. Iøvrigt vil jeg tilraade Dem for Fremtiden at indføre et Fastedøgn en Gang om Ugen. Naar vi glemmer, at ogsaa vore Fordøjelsesorganer trænger ^ til at holde Hviledag , nægter de tilsidst at arbejde .«

» Jeg vil anbefale Dem at tage en Kop varm Hyldete med lidt Honning i ,« sagde han. » Morfin kan jeg ^ ikke give Dem. I det mindste ikke foreløbigt. Iøvrigt vil jeg tilraade Dem for Fremtiden at indføre et Fastedøgn en Gang om Ugen. Vore Stofskifteorganer trænger ogsaa til at holde Hviledag ^ .«

» Jeg vil anbefale Dem at tage en Kop varm Hyldete med lidt Honning i ,« sagde han. » Morfin kan jeg ^ ikke give Dem. I det mindste ikke foreløbigt. Iøvrigt vil jeg tilraade Dem for Fremtiden II, 82 at indføre et Fastedøgn en Gang om Ugen. Vore Stofskifteorganer trænger ogsaa til at holde Hviledag ^ .«

Hr. Søholm, der hidtil udelukkende havde været optaget af sig selv og knap lagt Mærke til, hvordan Doktoren saae ud , rejste sig ved disse Ord langsomt overende i Sengen . Støttet paa Armene gloede han paa den fremmede Mand som paa et Spøgelse, der pludselig var steget op af Gulvet.

Hr. Søholm, der hidtil knap havde set paa Doktoren ^ , rejste sig ved disse Ord ^ overende i Sengen og gloede paa ham som paa et Spøgelse, der ^ var steget op af Gulvet.

» Hvad er det, De siger? ... Hvem er De? Hvor kommer De her? Er De Læge?«

» Hvad er det, De siger? ... Hvem er De? Hvordan kommer De her? Er De Læge?«

» Jeg formoder, at De selv har sendt Bud efter mig.«

49 » Er De gal, Mand! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning?«

» Er De gal, Mand! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning?«

»Nej. Det Ansvar kan jeg ikke paatage mig.«

»Nej. Det Ansvar kan jeg ikke tage paa mig.«

»Ansvar? Hvad er det for Snak ^ ! Naar en Mand som Professor Bender, kongelig Hoflæge, har givet mig Morfin, tør De – en Landsbydoktor – vel ogsaa.«

»Ansvar? Hvad er det for Snak ! Har man hørt Mage ! Naar en Mand som Professor Bender, kongelig Hoflæge, har givet mig Morfin, tør De – en Landsbydoktor – vel ogsaa.«

»Ansvar? Hvad er det for Snak ! Har man hørt Mage ! Naar en II, 82 Mand som Professor Bender, kongelig Hoflæge, har givet mig Morfin, tør De — en Landsbydoktor — vel ogsaa.«

»Ansvar? Hvad er det for Snak ! Har man hørt Mage ! Naar en Mand som Professor Bender, kongelig Hoflæge, har givet mig Morfin, tør De – en Landsbydoktor – vel ogsaa.«

» Hvad Professor Bender har ordineret, kan jeg ikke tage Hensyn til. Jeg handler efter min egen Overbevisning.«

Doktor Gaardbo tav hertil.

» Nu har jeg – Fanden ta’ mig! – aldrig hørt Mage! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning? ... Det skal De blive tvungen til, min go’e Mand! Det er Deres Pligt! Jeg har sendt Bud efter Dem for at faa Lægehjælp, ikke for at høre paa Snak. Skal jeg maaske ligge her og pines og ingen Nattesøvn faa?«

» Nu har jeg – Fanden ta’ mig! – aldrig hørt Mage! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning? ... Det skal De II, 113 blive tvunget til, min go’e Mand! Det er Deres Pligt! Jeg har sendt Bud efter Dem for at faa Lægehjælp, ikke for at høre paa Snak. Skal jeg maaske ligge her og pines og ingen Nattesøvn faa?«

» Nu har jeg — Fanden ta’ mig! — aldrig hørt Mage! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning? ... Det skal De blive tvunget til, min go’e Mand! Det er Deres Pligt! Jeg har sendt Bud efter Dem for at faa Lægehjælp, ikke for at høre paa Snak. Skal jeg maaske ligge her og pines og ingen Nattesøvn faa?«

» Nu har jeg – Fanden ta’ mig! – aldrig hørt Mage! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning? ... Det skal De blive tvunget til, min go’e Mand! Det er Deres Pligt! Jeg har sendt Bud efter Dem for at faa Lægehjælp, ikke for at høre paa Snak. Skal jeg maaske ligge her og pines og ingen Nattesøvn faa?«

» Den Svededrik, jeg har forordnet , vil nok i Løbet af Natten lindre Deres Smerter noget. Forøvrigt kan jeg kun anbefale Dem de to gode, paalidelige Lægemidler: Taalmodighed og Ro.«

» Den Svededrik, jeg har ordineret , vil nok i Løbet af Natten lindre Deres Smerter noget. Forøvrigt kan jeg kun anbefale Dem de to gode, paalidelige Lægemidler: Taalmodighed og Ro.«

Hr. Søholm satte Fingren paa Klokkeknappen i Væggen ovenover Sengen ^ og blev ved at kime, indtil først Tjeneren og derpaa Svigersønnen og tilsidst ogsaa alle Damerne kom styrtende op ad Trappen.

Hr. Søholm satte Fingren paa en Klokkeknap, der var anbragt i selve Sengen , og blev ved at kime, indtil først Tjeneren og derpaa Svigersønnen og tilsidst ogsaa alle Damerne kom styrtende op ad Trappen.

Da de allesammen stod i Stuen, raabte han i Raseri:

» Se paa den Mand der! Han er enten fuld eller gal! Og et saadant Menneske har I sendt mig paa 50 Halsen! ... Her ligger jeg og pines værre end en Barselkone, og saa vil han ikke hjælpe mig! ... Men det skal De komme til at fortryde, min go’e Bondedoktor! Veed De ikke, hvem jeg er? Jeg anklager Dem for Myndighederne, og De kan være stødt paa, at jeg skal faa Dem klapset af! ... I er allesammen Vidner paa, at den Herre har nægtet at gøre sin Pligt . Har I forstaaet mig?«
Doktor Gaardbo, der trods Mandens Sygdom havde haft Møje med at beherske sit iltre Sind, var nu paa Vej mod Døren. Mens de skrækslagne Damer ved Synet af hans Vanførhed veg ^ til Side for ham som for Djævlen selv, genkendte Hr. v. Biebermarck ham med Forbløffelse fra Mødet i Skoven men forstod iøvrigt ^ ingenting ^ , fordi Svigerfaderen havde talt Dansk . Derimod stod Tjener Rasmussen i ærbødig Afstand og kæmpede med et henrykt Smil, idet han i Aanden nød den Lykke, han vilde gøre nede i Køkkenet med at fortælle om denne gode Oplevelse.
Paa Vejen hjem var Doktor Gaardbo mismodig stemt. Han var ikke i Tvivl om, at Hr. Søholm vilde gøre Alvor af sin Trusel, og skønt Fru Metas Tilstand nu var meget bedre, tænkte han med lidt Ængstelse paa, hvad hun vilde sige til den Historie. Selve Sagsanlæget frygtede han ikke. ⇕ ⇒ Der var ingen, der kunde tvinge ham til at handle mod sin Samvittighed. Men Befolkningens Misfornøjelse 51 med ham vilde nu faa ny Næring, og hans emsige Nabokolleger skulde nok vide at drage sig dette til Nytte. En af dem havde allerede faaet fast Fod inde i selve Jerve By. Hvordan skulde han tilsidst skaffe Føden? Af sin Gage kunde han ikke leve. Det kneb allerede ikke saa lidt for ham at holde sig Smalhans fra Døren.
» Havde jeg blot ikke set den Raabuk forleden!« tænkte han. Som et Sindbillede havde det lemlæstede Dyr svævet ham for Øjnene under Samtalen med den brutale Pengemand, hvis Vandring gennem Livet sikkert havde efterladt mange blodfyldte Spor. Nu maatte han se, hvordan han kunde undskylde sig overfor Meta, der var bleven saa oplivet, da hun hørte, at der var kommen Bud efter ham fra Herregaarden. Det kære Menneske laa og gjorde sig saa mange Bebrejdelser paa Grund af de Udgifter, hun forvoldte ham med sin Sygdom.
Da han naaede hjem, gik han straks til Sovekammeret; men i Døren mødte han Vaagekonen, der ved Tegn lod ham forstaa, at han ikke skulde gaa ind. Fru Meta sov.
Af Børnene var den ældste, den lille otteaarige Hedvig, endnu oppe. Sammen med Husets to Tjenestepiger sad hun ved Bordet inde i Spisestuen og syede. Da Faderen kom ind, sprang hun hen til ham og udbrød paa sin ivrige Maade:
52 » Far – Olivia siger, at hun har kysset en Mand. Har hun vel Lov til det?«
»Ja, det kan jeg sandelig ikke dømme om. Det kommer jo an paa, hvad det var for en Mand. Dersom det nu var hendes Far?«
»Naa-aa!« sagde Barnet og vendte slukøret tilbage til Bordet, hvor Pigerne, røde i Hovederne, kluklo over deres Haandarbejde.
»Pyt! Saa var det jo bare din Far.«
»Nej.«
» Der hører du!« raabte hun triumferende. » Det var ikke hendes Far!«
» Men saa kan det jo have været Olivias Bror, ikke sandt?«
» Var det din Bror?«
»Ja.«
Tilintetgjort lagde den kloge Hedvig sit Hoved ned paa Armen; og da hendes Far nu kom hen og tog hende i Øreflippen og kaldte hende en lille Sladdertaske, som dømte saa raskt, blev hun rød helt ind i Haaret af Skamfuldhed.

» Se paa den Mand der! Han er enten fuld eller gal! Og et saadant Menneske sender I ^ mig paa Halsen! ... Her ligger jeg og pines værre end en Barselkone, og saa vil han ikke hjælpe mig! ... Men det skal De komme til at fortryde, min go’e Bondedoktor! ^ Jeg anklager Dem for Myndighederne, og De kan være stødt paa, at jeg skal faa Dem klapset af! ... I er allesammen Vidner paa, at den Herre har nægtet at gøre sin Pligt !«
Doktor Gaardbo sagde Farvel og gik mod Døren. Ved Synet af hans Vanførhed veg de skrækslagne Damer til Side , mens Hr. v. Biebermarck, der ingenting forstod , fordi Svigerfaderen havde talt Dansk , saae sig raadvild om.

» Se paa den Mand der! Han er enten fuld eller gal! Og et saadant Menneske sender I ^ mig paa Halsen! ... Her ligger jeg og pines værre end en Barselkone, og saa vil han ikke hjælpe mig! ... Men det skal De komme til at fortryde, min go’e Bondedoktor! ^ Jeg anklager Dem for Myndighederne, og De kan være stødt paa, at jeg skal faa Dem klapset af! ... I er allesammen Vidner paa, at den Herre har nægtet at gøre sin Pligt !«
Doktor Gaardbo sagde Farvel og gik mod Døren. Ved Synet af hans Vanførhed veg de skrækslagne Damer til Side , mens Hr. II, 83 v. Biebermarck, der ingenting forstod , fordi Svigerfaderen havde talt Dansk , saae sig raadvild om.

⇕ Enslevs Død IV, 1.5

⇕ De Dødes Rige 5.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 5.11

F ra Herregaarden var der imidlertid bleven sendt Bud efter en anden Læge, ^ en elskværdig Mand, der beredvilligt føjede sig efter Patientens Ønske og skaffede ham Ro. I sin Glæde over den gode, nye 53 Kunde var han endda saa gavmild med Morfinen, at Hr. Søholm sov til højt op paa Formiddagen, som om han aldrig skulde vaagne mere.
Tilbagerejsen til København maatte alligevel opsættes. Paa Morfinrusen fulgte ^ et ret alvorligt Ildebefindende, og midt om Natten kom hele Huset igen paa Benene, og Lægen blev i Huj og Hast hentet , fordi Hr. Søholm efter en heftig Opkastning havde faaet et Afmagtsanfald. Med uforstyrrelig Sindsro gav Doktoren ham nu et oplivende Middel , og var ogsaa denne Gang saa rundhaandet med Medicinen, at Patienten efter et Par Timers Forløb rejste sig med et Brag op i Sengen og forlangte noget at spise.
» En Bøf med Løg, Rasmussen! Jeg er sulten som en Liggehøne. Sig i Køkkenet, at de skal rubbe sig!«
Endnu ^ sad Dødsangsten ham dog i Kroppen, og da han op ad Formiddagen paany fik et Besvimelsesanfald og følte den kolde Sved paa Panden , lod han sende Vogn efter Præsten for at blive berettet. Det var længe, siden han sidst havde været til Alters. I København kunde han daarligt afse Tid dertil for Forretningen; men da han nu var nødt til at blive her en Dag endnu, vilde han benytte Lejligheden til at faa sig assureret for alle Tilfælde.

Der blev øjeblikkelig sendt Bud efter en anden Læge, som viste sig at være en elskværdig Mand, der beredvilligt føjede sig efter Patientens Ønske og skaffede ham Ro.
II, 114 Paa Morfinrusen fulgte dog den næste Dag et ret alvorligt Ildebefindende, og midt om Natten kom hele Huset igen paa Benene, fordi Hr. Søholm efter en heftig Opkastning havde faaet et Afmagtsanfald. Lægen blev atter hentet og gav ^ nu et oplivende Middel .
Endnu om Formiddagen sad Dødsangsten Hr. Søholm i Kroppen, og da han ^ følte den kolde Sved paa sin Pande , lod han sende Vogn efter Præsten for at blive berettet. ^

Der blev øjeblikkelig sendt Bud efter en anden Læge, som viste sig at være en elskværdig Mand, der beredvilligt føjede sig efter Patientens Ønske og skaffede ham Ro.
Paa Morfinrusen fulgte dog den næste Dag et ret alvorligt Ildebefindende, og midt om Natten kom hele Huset igen paa Benene, fordi Hr. Søholm efter en heftig Opkastning havde faaet et Afmagtsanfald. Lægen blev atter hentet og gav ^ nu et oplivende Middel .
Endnu om Formiddagen sad Dødsangsten Hr. Søholm i Kroppen, II, 83 og da han ^ følte den kolde Sved paa sin Pande , lod han sende Vogn efter Præsten for at blive berettet. ^

Der blev øjeblikkelig sendt Bud efter en anden Læge, som viste sig at være en elskværdig Mand, der beredvilligt føjede sig efter Patientens Ønske og skaffede ham Ro.
Paa Morfinrusen fulgte dog den næste Dag et ret alvorligt Ildebefindende, og midt om Natten kom hele Huset igen paa Benene, fordi Hr. Søholm efter en heftig Opkastning havde faaet et Afmagtsanfald. Lægen blev atter hentet og gav ^ nu et oplivende Middel .
Endnu om Formiddagen sad Dødsangsten Hr. Søholm i Kroppen, og da han ^ følte den kolde Sved paa sin Pande , lod han sende Vogn efter Præsten for at blive berettet. ^

Først da Vognen var kørt, fik Damerne at høre af Tjenestefolkene, at Præsten hed Gaardbo og var 54 en Bror til Distriktslægen. Der blev i den Anledning stor Forskrækkelse . I et Krigsraad, hvori ogsaa Hr. v. Biebermarck deltog, enedes man om at fortie Navnet for den Syge, der endnu blev aldeles rasende , saasnart Distriktslægen kom paa Tale.

Først da Vognen var kørt, erfarede Damerne ^ af Tjenestefolkene, at Præsten hed Gaardbo og var en Broder til Distriktslægen. Der blev i den Anledning stor Bestyrtelse . I et Krigsraad, hvori ogsaa Hr. v. Biebermarck deltog, enedes man om at fortie Navnet for den Syge, der endnu blev aldeles ude af sig selv af Raseri , saasnart Distriktslægen kom paa Tale.

Da Præsten traadte ind i Sygeværelset, følte Hr. Søholm sig straks meget tiltalt af den høje, smukke Mand. ^ Synet af Ornatet og siden af den lille Sølvkalk og Oblattallerkenen, som Præsten tog frem af sin sorte Haandtaske, stemte ham uvilkaarlig højtidelig . Det eneste Vidne til den hellige Handling var Tjener Rasmussen, hvem Damerne havde givet Ordre til at føre Præsten op uden først at vise ham ind i Stuerne. Han havde desuden faaet Besked om at blive deroppe for at gaa Grossereren tilhaande under Nadvernydelsen, og han havde nu stillet sig ^ ved Fodenden af Sengen med en Serviet over Armen, som om det galdt en Servering.

Da Præsten traadte ind i Sygeværelset, følte Hr. Søholm sig straks meget tiltalt af den ^ smukke Mand. Ved Synet ^ af den lille Sølvkalk og Oblattallerkenen, som Præsten førte med i sin Haandtaske, antog hans Ansigt et enfoldigt Udtryk . Det eneste Vidne til den hellige Handling var Tjener Rasmussen, der havde ført Præsten op, og som havde faaet Ordre til at blive deroppe for at gaa Grossereren tilhaande . Han havde nu stillet sig hen ved Fodenden af Sengen med en Serviet over Armen, som om det galdt en Servering.

Under Skriftetalen viste Hr. Søholm sig meget bevæget, og under Nydelsen af Brødet og Vinen havde hans Ansigt et enfoldig frygtsomt Udtryk, der viste, at hans Grebethed var oprigtig ^ . Efter Tildelingen af Syndsforladelsen trykkede han ogsaa taknemlig ^ Præstens Haand.

Baade under Skriftetalen ^ og under selve Nadvernydelsen var Hr. Søholm oprigtig grebet . Efter Tildelingen af II, 115 Syndsforladelsen trykkede han ^ taknemlig bevæget Præstens Haand.

Baade under Skriftetalen ^ og under selve Nadvernydelsen var Hr. Søholm oprigtig grebet . Efter Tildelingen af Syndsforladelsen trykkede han ^ taknemlig bevæget Præstens Haand.

»Værsgo’ og sit ned, Hr. Pastor!« sagde han , endnu med Bevægelse i Stemmen, mens han i Tanker tørrede sig om Munden med Servietten, som Rasmussen 55 i sin Tjenstivrighed havde udbredt under hans Hage . » Det har glædet mig at gøre Deres Bekendtskab. Gud være lovet, De hører da ikke til disseherre Helvedprædikanter, der skræmmer Livet af Folk og selv lever som de værste Bukke. Som nu f. Eks. ham, der forleden talte i København ... ham » den jyske Vandrepræst«, som Enslevs Blad skriver saa meget om. Den Slags skulde ikke ha’ Lov at eksistere. Præsterne skal tale mildt og trøstende til deres Tilhørere. Det er nu min Mening. Sorger og Bekymringer har vi nok af paa Hverdagene. Har jeg ikke Ret?«
Pastor Gaardbo havde i sin Præstegerning lært sig den Kunst at kunne være tavs og bie paa den belejlige Stund. Hr. Søholm fortsatte derefter med ufortrøden Selvfølelse:
» Jeg veed ikke , Hr. Pastor , om De maaske ligefrem kan gøre Fordring paa et Vederlag. Men det er ogsaa ligemeget. Jeg skal i hvert Fald tillade mig at sende Dem et Gratiale. Det har De velsagtens ikke noget imod.«

»Værsgo’ og sit ned, Hr. Pastor!« sagde han derpaa . » Det har glædet mig at gøre Deres Bekendtskab. ^ Jeg veed ikke ^ , om De maaske ligefrem kan gøre Fordring paa et Vederlag. Men det er ogsaa ligemeget. Jeg skal i hvert Fald tillade mig at sende Dem et Gratiale. Det har De velsagtens ikke noget imod.«

Pastor Gaardbo svarede nu i temmelig bestemt Tone, at alene ^ Gud havde Krav paa hans Taknemlighed, og at han ^ burde samle alle sine Tanker i Bøn til den Almægtige .

Hertil svarede Pastor Gaardbo, at kun Gud havde Krav paa hans Taknemlighed, og at han nu burde samle alle sine Tanker i Bøn til ham .

II, 84 Hertil svarede Pastor Gaardbo, at kun Gud havde Krav paa hans Taknemlighed, og at han nu burde samle alle sine Tanker i Bøn til ham .

»Naturligvis, Hr. Pastor ! Misforstaa mig ikke. Jeg glemmer sandelig ikke, hvad jeg skylder min Frelser. 56 Vær vis paa det ! Men jeg har dog gjort Dem Ulejlighed, ikke sandt? Deres Tale har De vel ogsaa maattet tænke lidt over. Kort sagt, min Herre – De har skænket mig Religionens Trøst, og jeg vil gerne have Lov til at vise Dem en lille Opmærksomhed.«

»Naturligvis, Hr. Pastor ! Men jeg har dog gjort Dem Ulejlighed, ikke sandt? Deres Tale har De vel ogsaa maattet tænke lidt over. Kort sagt, min Herre – De har skænket mig Religionens Trøst, og jeg vil gerne have Lov til at vise Dem en lille Opmærksomhed.«

»Naturligvis, Hr. Pastor ! Men jeg har dog gjort Dem Ulejlighed, ikke sandt? Deres Tale har De vel ogsaa maattet tænke lidt over. Kort sagt, min Herre — De har skænket mig Religionens Trøst, og jeg vil gerne have Lov til at vise Dem en lille Opmærksomhed.«

Præsten takkede, men gentog – og denne Gang med stor Bestemthed – at han personlig ikke havde gjort sig fortjent til Paaskønnelse og derfor heller ikke ønskede at modtage nogen saadan.

Præsten ^ gentog – og denne Gang med stor Bestemthed – at han ^ ikke havde gjort sig fortjent til Paaskønnelse og derfor heller ikke ønskede at modtage nogen saadan.

Præsten ^ gentog — og denne Gang med stor Bestemthed — at han ^ ikke havde gjort sig fortjent til Paaskønnelse og derfor heller ikke ønskede at modtage nogen saadan.

Præsten ^ gentog – og denne Gang med stor Bestemthed – at han ^ ikke havde gjort sig fortjent til Paaskønnelse og derfor heller ikke ønskede at modtage nogen saadan.

» Men dersom De alvorligt føler Trang til at takke Gud med en Offergave – og det er jo kun naturligt og paaskønnelsesværdigt – saa vil jeg bede Dem om at betænke det Menighedsarbejde , der gøres her i Sognet for at fremme Herrens Sag , – det trænger haardt til Understøttelse. Jeg skal nævne f. Eks. vor Fattigpleje og vore Vuggestuer. Det vilde naturligvis have stor Betydning – og det paa mere end een Maade – om vi kunde gøre Regning paa, at »Storeholts« nye Ejer vilde vise vort Arbejde Interesse og yde det sin Støtte.«

» En anden Ting er, naar De føler Trang til at takke Gud med en Offergave – og det er jo kun naturligt og paaskønnelsesværdigt – om De saa vilde betænke vort Menighedsarbejde ^ her i Sognet ^ , – det trænger haardt til Understøttelse. Jeg skal nævne f. Eks. vor Fattigpleje og vore Vuggestuer. Det vilde naturligvis i det hele være af stor Betydning , om vi kunde gøre Regning paa, at Storeholts nye Ejer vilde vise vort Arbejde Interesse og yde det sin Støtte.«

II, 84 » En anden Ting er, naar De føler Trang til at takke Gud med en Offergave — og det er jo kun naturligt og paaskønnelsesværdigt — om De saa vilde betænke vort Menighedsarbejde ^ her i Sognet ^ , — det trænger haardt til Understøttelse. Jeg skal nævne f. Eks. vor Fattigpleje og vore Vuggestuer. Det vilde naturligvis i det hele være af stor Betydning , om vi kunde gøre Regning paa, at Storeholts nye Ejer vilde vise vort Arbejde Interesse og yde det sin Støtte.«

Samtalen havde her faaet en Vending, der ikke var Hr. Søholm behagelig . Han indskrænkede sig derfor til at takke for Oplysningen, som han lovede at erindre . Hvorefter han gik over til at tale om sin Sygdom og de Lidelser, han havde gennemgaaet.

II, 116 Samtalen havde her faaet en Vending, der ikke behagede Hr. Søholm . Han indskrænkede sig ^ til at takke for Oplysningen, som han lovede at erindre , hvorefter han gik over til at tale om sin Sygdom og de Lidelser, han havde gennemgaaet.

Samtalen havde her faaet en Vending, der ikke behagede Hr. Søholm . Han indskrænkede sig ^ til at takke for Oplysningen, som han lovede at erindre , hvorefter han gik over til at tale om sin Sygdom og de Lidelser, han havde gennemgaaet.

» Allerbedst som jeg sidder og snakker med min 57 Svigersøn, jager der et rasende Sting ned gennem mit højre Ben – her paa Undersiden af Laaret. Der er ingen, der gør sig Forestilling om den Smerte. Det er akkurat ^ som man kan tænke sig, at et Lyn slaar ned i et Træ og svier Barken af paa den ene Side. Den første Gang, jeg havde Sygdommen, troede jeg sgu virkelig, at Huden var flaaet af mig og det hele sad i blodige Laser. Og vil De saa tænke Dem, at da jeg sender Bud efter Doktor, saa kommer dette Asen til en Distriktslæge og nægter lige ud at hjælpe mig. De kender ham vel? Gaardbo hedder han. Et rent Umenneske! Her ligger jeg og pines, og saa sidder han og vrøvler om Hyldete og Taalmodighed og vil ikke give mig en Indsprøjtning. Nægter rent ud at gøre sin Pligt. Men Manden maa velsagtens have været fuld. Det er da den eneste Forklaring.«
Præsten ^ vendte forlegen sine Øjne bort og svarede ikke noget .

» Allerbedst som jeg sidder og snakker med min Svigersøn, jager der et rasende Sting ned gennem mit højre Ben – her paa Undersiden af Laaret. Der er ingen, der gør sig Forestilling om den Smerte. Det er akkurat , som man kan tænke sig, at et Lyn slaar ned i et Træ og svier Barken af paa den ene Side. Den første Gang, jeg havde Sygdommen, troede jeg ^ virkelig, at Huden var flaaet af mig og det hele sad i blodige Laser. Og vil De saa tænke Dem, ^ da jeg sender Bud efter Doktor, saa kommer dette Asen af en Distriktslæge og nægter lige ud at hjælpe mig. De kender ham vel? Gaardbo hedder han. Et rent Umenneske! Her ligger jeg og pines, og saa sidder han og vrøvler om Hyldete og Taalmodighed og vil ikke give mig en Indsprøjtning. Nægter rent ud at gøre sin Pligt. Har De hørt Mage?«
Præsten vendte ^ sine Øjne bort uden at svare .

» Allerbedst som jeg sidder og snakker med min Svigersøn, jager der et rasende Sting ned gennem mit højre Ben — her paa Undersiden af Laaret. Der er ingen, der gør sig Forestilling om den Smerte. Det er akkurat , som man kan tænke sig, at et Lyn slaar ned i et Træ og svier Barken af paa den ene Side. Den første Gang, jeg havde Sygdommen, troede jeg ^ virkelig, at Huden var flaaet af mig og det hele sad i blodige Laser. Og vil De saa tænke Dem, ^ da jeg sender Bud efter Doktor, saa kommer dette Asen af en Distriktslæge og nægter lige ud at hjælpe mig. De kender ham vel? Gaardbo hedder han. Et rent Umenneske! Her ligger jeg og pines, og saa sidder han og vrøvler om Hyldete og Taalmodighed og vil ikke give mig en Indsprøjtning. Nægter rent ud at gøre sin Pligt. Har De hørt Mage?«
Præsten vendte ^ sine Øjne bort uden at svare .

» Men den Bjørn skal blive ham ^ dyr ^ , kan han tro . Den Slags byder man ikke mig . Saasnart jeg kommer til København, sender jeg en Klage ind til Myndighederne. Om det saa skal være, gaar jeg personlig op til Ministeren og forlanger Fyren afsat for Pligtforsømmelse. For det er en Skandale, at den Sort Individer sidder i Embede. Men der er ingen Disciplin og Orden her i Landet. Det skulde være i Tyskland! 58 Heraus mit dem Kerl!Det siger ogsaa min Svigersøn.«

» Men det skal blive ham en dyr Historie , kan han tro ! Saasnart jeg kommer til København, sender jeg ^ Klage ind til Myndighederne. Jeg forlanger Fyren afsat for Pligtforsømmelse. Det er en Skandale, at den Sort Individer sidder i Embede. Men der er ingen Disciplin og Orden her i Landet. Det skulde være i Tyskland! Heraus mit dem Kerl!Det siger ogsaa min Svigersøn.«

^ ^ »Hr. Søholm!« sagde Præsten, der under denne truende Tale flere Gange havde skiftet Farve . » Vi bad før i vor Bøn: Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere. Det Løfte, De her gav Gud, kan De dog ikke allerede have glemt? Jeg forsikrer Dem, at Gud i hvert Fald ikke har glemt det. Hvad Uret der end kan være begaaet imod Dem, saa er det Deres Pligt at tilgive. I et Øjeblik som dette maa De ikke tænke paa at bringe et Menneske i Ulykke.«

Farven paa Johannes Gaardbos Kinder skiftede et II, 117 Par Gange, han havde allerede gjort Mine til at rejse sig. Alligevel blev han siddende og saae ned mod Gulvet.
»Hr. Søholm!« sagde han endelig . » Vi bad før i vor Bøn: Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere. Det Løfte, De her gav Gud, kan De dog ikke allerede have glemt? Jeg forsikrer Dem, at Gud i hvert Fald ikke har glemt det. Hvad Uret der end kan være begaaet imod Dem, saa er det Deres Pligt at tilgive. I et Øjeblik som dette maa De ikke tænke paa at bringe et Menneske i Ulykke.«

Farven paa Johannes Gaardbos Kinder skiftede et Par Gange, han havde allerede gjort Mine til at rejse sig. Alligevel blev han siddende og saae ned mod Gulvet.
»Hr. Søholm!« sagde han endelig . » Vi bad før i vor Bøn: Forlad II, 85 os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere. Det Løfte, De her gav Gud, kan De dog ikke allerede have glemt? Jeg forsikrer Dem, at Gud i hvert Fald ikke har glemt det. Hvad Uret der end kan være begaaet imod Dem, saa er det Deres Pligt at tilgive. I et Øjeblik som dette maa De ikke tænke paa at bringe et Menneske i Ulykke.«

Farven paa Johannes Gaardbos Kinder skiftede et Par Gange, han havde allerede gjort Mine til at rejse sig. Alligevel blev han siddende og saae ned mod Gulvet.
»Hr. Søholm!« sagde han endelig . » Vi bad før i vor Bøn: Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere. Det Løfte, De her gav Gud, kan De dog ikke allerede have glemt? Jeg forsikrer Dem, at Gud i hvert Fald ikke har glemt det. Hvad Uret der end kan være begaaet imod Dem, saa er det Deres Pligt at tilgive. I et Øjeblik som dette maa De ikke tænke paa at bringe et Menneske i Ulykke.«

Denne præstelige Formaning gjorde for saa vidt sin Virkning paa Hr. Søholm, som hans Ansigt igen fik det samme enfoldigt fromme og lydige Udtryk, det havde haft under Kommunionen. Men saasnart Præsten tav, var han igen den samme .

Denne præstelige Formaning gjorde for saa vidt sin Virkning paa Hr. Søholm, som hans Ansigt straks fik det samme enfoldigt fromme og lydige Udtryk, det havde haft under Kommunionen. Men saasnart Præsten tav, var han igen som før .

» De maa ikke sige, Hr. Pastor, at saadan en ... en Noksagt er et Menneske . At nægte at hjælpe en, der er syg og lidende. Har man hørt Mage? ... Han skal i det hele paa alle Maader være en snavs Person. Rasmussen her fortæller mig ^ , at han lever som en ren Tyrk og Hedning og ikke vil lade sine Børn døbe . Det er jo forskrækkeligt ! Men De siger jo, at De kender ham, Hr. Pastor. Hvordan kan De da tage en saadan Person i Forsvar ^ ?«

» Saadan en, der nægter at hjælpe en syg og lidende, han er ikke noget Menneske , Hr. Pastor! Rasmussen ^ fortæller mig ogsaa , at Manden lever som en ren Tyrk og Hedning og ikke engang lader sine Børn døbe . Har man hørt noget saa forskrækkeligt ? Hvordan kan De dog tage en saadan Person i Forsvar , Hr. Pastor ?«

» Jeg forsvarer ham aldeles ikke – allermindst hans 59 Vildfarelser naturligvis. Jeg ber Dem blot om, mest for Deres egen Skyld, at De vil opgive Tanken om at anklage ham. Gengældelsens Ret tilkommer alene Gud.«

» Jeg forsvarer ham ^ ikke – allermindst hans Vildfarelser naturligvis. Jeg ber Dem blot om, mest for Deres egen Skyld, at ^ opgive Tanken om at anklage ham. Gengældelsens Ret tilkommer alene Gud.«

» Jeg forsvarer ham ^ ikke — allermindst hans Vildfarelser naturligvis. Jeg ber Dem blot om, mest for Deres egen Skyld, at ^ opgive Tanken om at anklage ham. Gengældelsens Ret tilkommer alene Gud.«

» Naturlig! Gud bevares ! Det forstaar sig! Men det maa jeg dog ha’ Lov at sige Dem, Hr. Pastor, at jeg er meget overrasket over, at en Præst i vor danske Folkekirke vil gaa i Forbøn for saadan et Umenneske ^ , der lar sine Børn rende rundt uden Herrens Daab ligesom Negerunger og Hottentotter. Det vil jeg rent ud sige, Hr. Pastor, at det skuffer mig meget . Vil De lyde en erfaren Mands Raad, saa rag Dem ikke ind i Forhold, der angaar den Slags Personer .«

»Naturlig ! Det forstaar sig! Men det maa jeg dog ha’ Lov at sige Dem, Hr. Pastor, at jeg er meget overrasket over, at en Præst i vor danske Folkekirke vil gaa i Forbøn II, 118 for en Mand , der lar sine Børn rende rundt uden Herrens Daab ligesom Negerunger og Hottentotter. Jeg vil ^ rent ud sige, Hr. Pastor, at det skuffer mig meget ^ .«

»Naturlig ! Det forstaar sig! Men det maa jeg dog ha’ Lov at sige Dem, Hr. Pastor, at jeg er meget overrasket over, at en Præst i vor danske Folkekirke vil gaa i Forbøn for en Mand , der lar sine Børn rende rundt uden Herrens Daab ligesom Negerunger og Hottentotter. Jeg vil ^ rent ud sige, Hr. Pastor, at det skuffer mig meget ^ .«

»Naturlig ! Det forstaar sig! Men det maa jeg dog ha’ Lov at sige Dem, Hr. Pastor, at jeg er meget overrasket over, at en Præst i vor danske Folkekirke vil gaa i Forbøn for en Mand , der lar sine Børn rende rundt uden Herrens Daab ligesom Negerunger II, 86 og Hottentotter. Jeg vil ^ rent ud sige, Hr. Pastor, at det skuffer mig meget ^ .«

» Han er min Bror,« sagde Præsten stille.

» Hvad siger De? Deres ... Nej, hør nu! Han! ... Det er ikke muligt! ... Maa jeg spørge, hedder De Gaardbo?«

» Hvad siger De? Deres ... Nej, hør nu! ^ ... Det er ikke muligt! ... Maa jeg spørge, hedder De Gaardbo?«

»Ja.«

» Det var som ...! Deres Bror ! ... Men jeg har ikke sagt andet, end hvad jeg kan staa ved. Det er De Vidne paa, Rasmussen! Og forresten saa forandrer det jo heller ikke Sagen. Men det gør mig ^ ondt for Dem, Hr. Pastor – det maa ikke være let. Og jeg vil sige, at nu forstaar jeg naturligvis bedre Deres Standpunkt. Det er jo ikke mere end rimeligt, at De gerne vil holde Haanden over en nær Slægtning, 60 om han ogsaa er vanartet. Man kan ikke sige andet, end at det er et kønt Træk, der gør Dem Ære.«
Præsten, der igen var bleven brændende rød, rejste sig nu for at gaa.

» Det var som Pokker! Deres Bror ! ... Det gør mig virkelig ondt for Dem, Hr. Pastor ! Men nu forstaar jeg naturligvis bedre Deres Standpunkt. Det er jo ikke mere end rimeligt, at De gerne vil holde Haanden over en nær Slægtning, om han ogsaa er vanartet. Men det forandrer jo ellers ikke noget paa Sagen.«
Præsten rejste sig nu for at gaa.

» Det var som Pokker! Deres Bror ^ ... Det gør mig virkelig ondt for Dem, Hr. Pastor ! Men nu forstaar jeg naturligvis bedre Deres Standpunkt. Det er jo ikke mere end rimeligt, at De gerne vil holde Haanden over en nær Slægtning, om han ogsaa er vanartet. Men det forandrer jo ellers ikke noget paa Sagen.«
Præsten rejste sig nu for at gaa.

I det samme faldt det Hr. Søholm ind, at Situationen lod sig udnytte til en profitabel Handel med Vorherre . Dersom han gjorde Pastor Gaardbo den Tjeneste at frafalde Sagsanlæget mod hans Bror , kunde han spare det Gratiale, han ellers mente at være bleven Kirken skyldig. Mellemregningen var likvideret . Der var ingen, der længer havde noget Krav paa ham i Dagens Anledning.

I det samme faldt det Hr. Søholm ind, at Situationen lod sig udnytte til en profitabel Handel ^ . Dersom han gjorde Pastor Gaardbo den Tjeneste at frafalde Sagsanlæget mod hans Broder , kunde han spare det Gratiale, han ^ mente at være bleven Kirken skyldig. Mellemregningen var udlignet . Der var ingen, der længer havde noget Krav paa ham i Dagens Anledning.

II, 86 I det samme faldt det Hr. Søholm ind, at Situationen lod sig udnytte til en profitabel Handel ^ . Dersom han gjorde Pastor Gaardbo den Tjeneste at frafalde Sagsanlæget mod hans Broder , kunde han spare det Gratiale, han ^ mente at være bleven Kirken skyldig. Mellemregningen var udlignet . Der var ingen, der længer havde noget Krav paa ham i Dagens Anledning.

» Jeg er ikke hævngerrig ,« forsikrede han, da Præsten gav ham Haanden. » Og naar De mener, at det er min Kristenpligt at lade Sagen mod Distriktslægen falde, saa gør jeg det naturligvis. Guds Bud staar over alt. Det er en klar Ting! Og nu skal De have Tak, Hr. Pastor! Jeg gemmer Deres Ord i Hjertet . Vær vis paa det! Naar jeg kommer hertil næste Gang, haaber jeg at have den Fornøjelse at se Dem til en af mine Middage.«

» Jeg er ikke hævngerrig . Og naar De mener, at det er min Kristenpligt at lade Sagen mod Distriktslægen falde, saa gør jeg det naturligvis. Guds Bud staar over alt. Det er en klar Ting! Og nu skal De have Tak, Hr. Pastor! Jeg gemmer Deres Ord i mit Hjerte . Vær vis paa det! Naar jeg kommer hertil næste Gang, haaber jeg at have den Fornøjelse at se Dem til en af mine Middage.«

Nede i Stuerne havde Tanten og den endnu uforlovede Frøken Cecilie i Utaalmodighed ventet paa, at Præsten skulde komme ned. Ved hans Ankomst, da Vognen kørte op for Døren, havde de staaet ^ hver bag sit Gardin og kigget ud, og de blev begge behageligt overrasket ved Synet af den høje, smukke 61 Mand , hvem Ornatet tilmed gav et Skær af fornem Værdighed, som Pastor Gaardbo i sine daglige Klæder ikke besad. Det var desuden gaaet op for den gamle Frøken Søholm, at hun kendte ham fra sit tidligere Besøg her; hvorefter Damerne hurtigt blev enige om, at det vilde være passende at byde ham indenfor, naar han kom tilbage. Der blev givet Ordre til Køkkenet om at have en Bakke med Vin og Kager i Beredskab, og mens Frøken Cecilie forsvandt ind i sit Værelse for at holde Generalmønstring over sine Yndigheder i det trefløjede Spejl, gik Tanten op og ned i Stuen med Haanden eftertænksomt omkring sin lodne Hage og forberedte sig paa en Tale, hun vilde holde til Præsten. Den gamle Dame var taknemlig for enhver Lejlighed, der blev givet hende, til paany at berette sin lange Lidelseshistorie og fortælle om sin vidunderlige Frelse ved det nathalie-koldingske System. Som en Oldenborre kastede hun sig over ethvert nyt Menneske, der kom indenfor hendes Synskres, for at forkynde »Morgenrødens« Evangelium.
Da hun nu hørte Præsten komme ned ad Trappen, gik hun derud og bød ham indenfor til en lille Forfriskning. Paa sin lidt formløse Maade svarede Pastor Gaardbo, at han ikke trængte til noget. Besøget havde af flere Grunde virket forstemmende paa ham . Han havde desuden en Sky for at gense de store 62 Stuer derinde , der gemte saa mange ydmygende Erindringer om Sommerens Forvildelse.

Nede i Stuerne havde Tanten og den endnu uforlovede II, 119 Frøken Cecilie i Utaalmodighed ventet paa, at Præsten skulde komme ned. Ved hans Ankomst, da Vognen kørte op for Døren, havde de staaet bag hver ^ sit Gardin og kigget ud, og de blev begge behageligt overrasket ved Synet af den høje, smukke Mand . Det var desuden gaaet op for den gamle Frøken Søholm, at hun kendte ham fra et tidligere Besøg her; hvorefter Damerne hurtigt blev enige om, at det vilde være passende at byde ham indenfor, naar han kom tilbage. Der blev givet Ordre til Køkkenet om at have en Bakke med Vin og Kager i Beredskab, og da de nu hørte Præsten komme ned ad Trappen, gik den Gamle derud og bød ham indenfor til en lille Forfriskning.
Johannes Gaardbo, hvem Besøget ^ af flere Grunde havde misstemt, afviste imidlertid Indbydelsen . Han havde allerede forud følt det ubehageligt at skulle gense disse Steder , der gemte den beskæmmende Erindring om Sommerens Forvildelse.

» Men Vognen er endnu ikke kørt frem, Hr. Pastor.«

» Det gør ikke noget. Jeg foretrækker dog at gaa ,« svarede han og trykkede i Hast hendes Haand.

» Det gør ikke noget. Jeg foretrækker dog at gaa .«

Han gik i Tanker gennem Skoven uden at lægge Mærke til, at Himlen var bleven blaa nu i Middagstiden. Næsten foraarsagtig lyste den ind mellem de afbladede Træer, hvor ^ den vinterlige Sol tegnede sine langstrakte Skygger paa den røde Skovbund.
Pludselig, da han nærmede sig Udkanten af Skoven, hvorfra Spaserestien gennem en Stente førte videre over Markerne ud til Hovedlandevejen, stansede han med et Ryk. Han havde hørt og genkendt den dybe Summen af Broderens Køreværk, og et Øjeblik efter saae han den lille Vogn glide afsted derovre paa Landevejen, slyngende Sol ud fra sine blanke Metalbeslag.
For ikke at blive set stansede han i Skyggen af et Træ. Han havde ikke talt med sin Bror siden det Aftenbesøg, der var bleven til saa stor en Skuffelse for dem begge. ^ ^ Broderen havde et Par Gange skriftlig underrettet ham om sin Kones Befindende og desuden sendt ham sin Tidsskrift-Afhandling med » en broderlig Hilsen«. Alligevel havde han ikke kunnet overvinde sig til at forny Besøget.

Han gik hjemad gennem Skoven . Himlen var ^ blaa nu i Middagstiden. Næsten foraarsagtig lyste den over de afbladede Trækroner. Den vinterligt ^ lave Sol skinnede aftenlig ind mellem Stammerne, der kastede lange Skygger hen over den røde Løvbund.
Men Præsten gik i sine egne sørgmodige Tanker og saae intet. Han var ikke helt sikker paa, om han havde handlet forsvarligt ved at afværge Grosserer Søholms Klagemaal mod Broderen .

Han gik hjemad gennem Skoven . Himlen var ^ blaa nu i Middagstiden. Næsten foraarsagtig lyste den over de afbladede Trækroner. Den vinterligt ^ lave Sol skinnede aftenlig ind mellem Stammerne, der kastede lange Skygger hen over den røde Løvbund.
II, 87 Men Præsten gik i sine egne sørgmodige Tanker og saae intet. Han var ikke helt sikker paa, om han havde handlet forsvarligt ved at afværge Grosserer Søholms Klagemaal mod Broderen .

Han gik hjemad gennem Skoven . Himlen var ^ blaa nu i Middagstiden. Næsten foraarsagtig lyste den over de afbladede Trækroner. Men den lave Vintersol skinnede aftenlig ind mellem Stammerne, der kastede lange Skygger hen over den røde Løvbund.
Mens han gik der i sine egne sørgmodige Tanker, var han ^ ikke helt sikker paa, om han havde handlet forsvarligt ved at afværge Grosserer Søholms Klagemaal mod Broderen .

⇕ Enslevs Død IV, 1.4

⇕ De Dødes Rige 5.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 5.11

⇐

Der var ingen , der kunde tvinge ham til at handle mod sin Samvittighed. Men ^ Befolkningens Misfornøjelse 51 med ham vilde nu faa ny Næring, og hans emsige Nabokolleger skulde nok vide at drage sig dette til Nytte. En af dem havde ^ allerede faaet fast Fod inde i selve Jerve By . Hvordan skulde han tilsidst skaffe Føden? Af sin Gage kunde han ikke leve. Det kneb allerede ikke saa lidt for ham at holde sig Smalhans fra Døren ^ .

Sandt nok , en saadan Aktion II, 120 vilde rimeligvis have givet Befolkningens Misfornøjelse med Broderens Lægevirksomhed ny Næring, hvad Egnens andre Læger nok skulde have forstaaet at drage sig ^ til Nytte. Et Par af dem havde efter Sigende allerede skaffet sig Indpas i selve Jerve By , og det vilde sikkert ikke blive let for den gode Povl at holde sig Smalhans fra Døren , dersom han med sin store Familje skulde blive nødt til at leve af sin lille Embedsgage og Renten af den Smule Kapital, deres Far havde efterladt dem . ^

Sandt nok , en saadan Aktion vilde rimeligvis have givet Befolkningens Misfornøjelse med Broderens Lægevirksomhed ny Næring, hvad Egnens andre Læger nok skulde have forstaaet at drage sig ^ til Nytte. Et Par af dem havde efter Sigende allerede skaffet sig Indpas i selve Jerve By , og det vilde sikkert ikke blive let for den gode Povl at holde sig Smalhans fra Døren , dersom han med sin store Familje skulde blive nødt til at leve af sin lille Embedsgage og Renten af den Smule Kapital, deres Far havde efterladt dem . ^

⇕ Enslevs Død IV, 1.5

⇕ De Dødes Rige 5.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 5.11

Da han kom hjem, erfarede han til sin Overraskelse, 63 at Broderen havde været der under hans Fraværelse; og da hans Husholderske fortalte, at Distriktslægen var meget ked af ikke at træffe ham hjemme , blev han et Øjeblik stærkt bevæget .
Inde paa sit Skrivebord fandt han et Brev , som Broderen havde efterladt tilligemed nogle københavnske Aviser. Ved Synet af Brevet foer der et Glimt af det gamle Haab gennem hans Sind. Endnu med Præstekjolen paa skar han Konvoluten op og læste:
» Meta har nu i et Døgn været helt feberfri. Efter en god lang Søvn vaagnede hun i Morges med klare og lykkelige Øjne. Jeg syntes, du skulde være den første, der fik det at vide. Jeg havde gerne selv fortalt dig det. Men jeg kigger herind igen en anden Dag i den allernærmeste Fremtid og haaber da at have bedre Held ^ .«

Men maaske var det en saadan Prøvelse, et fortvivlet Sammenbrud, der skulde til for at bøje hans Hjerte og bringe baade ham og Meta til Sandheds Erkendelse?
Da han kom hjem, fik han at vide , at Broderen havde været der under hans Fraværelse . Paa sit Skrivebord fandt han et Brev fra ham tilligemed nogle københavnske Aviser.
» Meta har nu i et Døgn været helt feberfri. Efter en god lang Søvn vaagnede hun i Morges med klare og lykkelige Øjne. Jeg syntes, du skulde være den første, der fik det at vide. Jeg havde gerne selv fortalt dig det. Men jeg kigger herind igen en anden Dag i den allernærmeste Fremtid og haaber da at have det Held at træffe dig .«

I en Efterskrift stod der: » Jeg vedlægger et Par Avisartikler, fordi det maaske kan interessere dig at se, hvor ^ elskværdigt jeg bliver kagstrøgen, hængt og parteret i Anledning af min Afhandling.«

I en Efterskrift stod der: » Jeg vedlægger et Par Avisartikler, fordi det maaske kan interessere dig at se, hvor forholdsvis elskværdigt jeg bliver kagstrøgen, hængt og parteret i Anledning af min Afhandling.«

II, 88 I en Efterskrift stod der: » Jeg vedlægger et Par Avisartikler, fordi det maaske kan interessere dig at se, hvor forholdsvis elskværdigt jeg bliver kagstrøgen, hængt og parteret i Anledning af min Afhandling.«

Mest paa Grund af denne Efterskrift rev Præsten Brevet i Stykker efter Læsningen og puttede det i Kakkelovnen. Aviserne lod han ligge urørte , og ^ heller ikke siden aabnede han dem.

Paa Grund af disse sidste Ord rev Præsten Brevet i Stykker efter Læsningen og puttede det i Kakkelovnen. II, 121 Aviserne lod han ligge urørte ^ og kunde heller ikke siden bekvemme sig til at aabne dem.

Paa Grund af disse sidste Ord rev Præsten Brevet i Stykker efter Læsningen og puttede det i Kakkelovnen. Aviserne lod han ligge urørte ^ og kunde heller ikke siden bekvemme sig til at aabne dem.

Han kendte iøvrigt det væsenligste af Artiklernes Indhold. Der havde i de lokale Blade staaet aftrykt 64 Brudstykker af den københavnske Kritik; og skønt det alene var de nedsættende Udtalelser, man præsenterede Læserne for at latterliggøre den upopulære Mand, havde det dog ikke været svært at skønne, at selv de store Blade tog hans Ideer op til virkelig Drøftelse .
Han forstod det ikke. Han havde i sin Tid selv kunnet glæde sig over Broderens friske Iagttagelser og ofte fornøjelige Indfald. Men at nogen ^ fandt det Umagen værd for Alvor at træde op mod hans stakkels ^ Natur-Evangelium ; ^ at endogsaa kristelige Blade trods hans ganske aabenlyse Gudsfornægtelse omtalte Afhandlingen med en vis Respekt , var ham en Gaade, ja det forargede ham.
Derimod overraskede det ham ikke, at al denne Avissnak saa øjensynligt var steget den kære Povl ^ til Hovedet . Ikke mindst af den Grund betragtede han det som en stor Lykke, at han havde faaet afværget Grosserer Søholms Klagemaal, som desuden let kunde have givet Anledning til, at der ved Bladenes Fremstilling af Sagen blev kastet et ufordelagtigt Skær over hans egen Beredvillighed til at bringe Hr. Søholm Kristi Blods Husvalelse. Den fornyede Blæst, som en Retssag vilde rejse om Broderens Navn, allermest det Martyrium, som han vilde opnaa ved en Domfældelse, kunde let blive en virkelig Fare for et Menneske som ham, 65 hvis Selvfølelse allerede var betænkeligt nær ved den Grænse, hvor Højhedsvanvidet lurede .

Han vidste iøvrigt godt, at flere af ^ de ledende Blade i Landet havde taget Broderens Ideer op til ^ Drøftelse ; men han forstod det ikke. Det var ham en fuldstændig Gaade, at nogen for Alvor fandt det Umagen værd ^ at træde op mod dette stakkels afdøde Natur-Evangelium , som Vantroen stadig paany søgte at puste Liv i. Og det forargede ham, at endogsaa kristelige Blade skulde have omtalt Afhandlingen med en vis Respekt .
Maatte nu endda al denne Avissnak ikke stige den kære Povl altfor meget til Hovedet ! Det var jo desværre ikke alene ved sit Ydre, at han tidt paa foruroligende Maade mindede om Farbroderen Tyge. Hans Selvfølelse var aabenbart nu ligesom hans Selvraadighed betænkeligt paa Vej op mod den Grænse, hvor Afsindet lurer .

Han vidste iøvrigt godt, at flere af ^ de ledende Blade i Landet havde taget Broderens Ideer op til ^ Drøftelse ; men han forstod det ikke. Det var ham en fuldstændig Gaade, at nogen for Alvor fandt det Umagen værd ^ at træde op mod dette stakkels afdøde Natur-Evangelium , som Vantroen stadig paany søgte at puste II, 88 Liv i. Og det forargede ham, at endogsaa kristelige Blade skulde have omtalt Afhandlingen med en vis Respekt .
Maatte nu endda al denne Avissnak ikke stige den kære Povl altfor meget til Hovedet ! Det var jo desværre ikke alene ved sit Ydre, at han tidt paa foruroligende Maade mindede om Farbroderen Tyge. Hans Selvfølelse var aabenbart nu ligesom hans Selvraadighed betænkeligt paa Vej op mod den Grænse, hvor Afsindet lurer .

For det var jo desværre ikke alene ved sit Ydre, at Povl paa lidt uhyggelig Maade mindede om Farbroderen Tyge. Der var hos dem begge den samme oprørske Selvraadighed, den samme hensynsløse Forfængelighed, den samme Sandhedsfornægtelse.

^

XII .

XII

⇕ Enslevs Død IV, 1.6

⇕ De Dødes Rige 5.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 5.12

D er var nu begyndt at komme Fart i Valgagitationen omkring i Kresen. Mens den ulykkelige Jægermester stadig sad gemt i en Hospitalscelle som videnskabeligt Objekt for en Professor og hans kittelklædte Lærlingestab , og efter at hans Bo var erklæret fallit og de indledende Skridt til en Skilsmisse foretaget underhaanden i Forventning om en Attest for hans Uhelbredelighed , blev ^ nu ogsaa den folkekaarne Mands Scepter berøvet ham, dette dyrebare Klenodie, hvis Besiddelse han havde betalt med den sidste Rest af sit Fædrenegods. Plukket for alt lige til Troen paa sin lykkelige Stjerne sad han grædende i sit Indelukke, fortumlet som efter et Jordskælv, der havde styrtet Verden i Grus .

Der var ^ begyndt at komme Fart i Valgagitationen omkring i Kresen. Mens den ulykkelige Jægermester ^ sad gemt i en Hospitalscelle som videnskabeligt Objekt for en Professor ^ , og efter at hans Bo var erklæret fallit og de indledende Skridt til en Skilsmisse foretaget ^ , blev han nu ogsaa plukket for sit dyrebare Folketingsmandat .

Det enslevske Venstre opstillede Lærer Balduin Hansen, der nu fik Oprejsning for Tilsidesættelsen ved Sommervalget. Aften efter Aften skreg han sig hæs i Krostuernes Tobakstaage, og hans politiske 66 Bersærkergang henrev Meningsfællerne til mægtige Ovationer. Skønt Pastor Gaardbo heller ikke sparede sig men frygtløs traadte op imod ham ved alle hans Møder, kunde det undertiden se ud, som om Stemningen for Balduin voksede, og navnlig var dette Tilfældet, da Enslevs fynske Avis en Dag kunde oplyse og dokumentere, at det gamle Højre, hvis galdebitre Glæde det var blevet at puste til Krigsflammen i det overmægtige Folkeparti, havde udstedt hemmelig Ordre til at kaste Stemmerne paa Præsten.
En Dag midt under Kampen viste Distriktslægen sig igen i Præstegaarden. Han stod som altid ganske udenfor det almene Røre. Om sit politiske Standpunkt plejede han til Menigmands Forargelse at erklære, at han med Glæde solgte sin Stemmeret for en Sukkerkringle til hvert af sine Børn.
Da han heller ikke ved dette Besøg traf Broderen hjemme, efterlod han igen en lille Skrivelse. » Jeg har faaet en Patient her i din Nærhed. Kommer desaarsag forbi imorgen Eftermiddag ved Firetiden. I Tillid til det gamle Ord, at alle gode Gange er tre, kigger jeg da herind.«
Den næste Dag noget før den opgivne Tid gik Præsten hjemmefra. Han nøjedes med at lade sin Husholderske bringe Broderen en Hilsen.

⇕ Enslevs Død IV, 1.7

⇕ De Dødes Rige 5.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 5.12

⇐

Overalt i hele Landet ventedes Valget med ^ Spænding. Man vilde i Udfaldet se et Varsel for den forestaaende store Kamp mellem Enslev og Kirkefolket. ^

Overalt i ^ Landet blev dette Udfyldningsvalg imødeset med en vis Spænding. Man vilde i Udfaldet se et Varsel for den forestaaende store Kamp mellem Enslev og Kirkefolket.
II, 122

Overalt i ^ Landet blev dette Udfyldningsvalg imødeset med en vis Spænding. Man vilde i Udfaldet se et Varsel for den forestaaende store Kamp mellem Enslev og Kirkefolket.

⇕ Enslevs Død IV, 1.6

⇕ De Dødes Rige 5.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 5.12

Paa flere Valgmøder havde hans Modstandere søgt at bringe ham i Klemme ved at benytte sig af Befolkningens 67 Uvilje mod hans Bror, og netop i disse Dage ^ havde Ophidselsen været særlig levende i Anledning af Affæren ^ paa Storeholt. Der cirkulerede endog ^ ^ en Adresse paa Egnen, stilet til Medicinalmyndighederne , med Anmodning om at lade Distriktslægens Forhold undersøge og bedømme . Grosserer Søholm havde ganske vist holdt sit Ord og for eget Vedkommende opgivet at føre Klage; men baade han og den sidst tilkaldte Læge havde sørget for, at Historien blev bekendt, og det var heller ikke blevet fortiet, hvis Indflydelse det skyldtes, at Hr. Søholm havde ladet Naade gaa for Ret.
Ved Møderne blev der nu stadig stillet nærgaaende Spørgsmaal til Præsten om hans Syn paa Broderens mærkelige Lægevirksomhed og Embedsstyre. Han havde hidtil vægret sig ved at svare. Men da ogsaa flere af hans egne Tilhængere ytrede ganske stærk Misfornøjelse med hans Tavshed, var han forberedt paa, at Forholdene før eller senere vilde aftvinge ham den aabenhjertige Tilstaaelse, som han forøvrigt længe havde været sin Gud skyldig.
Samme Aften talte han i en stor Vælgerforsamling, hvor ogsaa Balduin Hansen var tilstede sammen med en Garde af sine værste Spektakelmagere. Igen ved denne Lejlighed ironiserede en af Talerne under mægtigt Bifald over hans »Harmonika-Samvittighed«, der ikke tillod ham at staa i Parti med politiske 68 Meningsfæller, naar de ikke præcis delte ogsaa hans religiøse Anskuelser, hvorimod han saa dejligt kunde gaa i Forbøn hos de Store for en Slægtning , der gjorde Halløj baade med al religiøs og politisk Overbevisning og ikke engang lod sine Børn døbe.

Paa flere af Valgmøderne søgte Pastor Gaardbos Modstandere ^ at bringe ham i Forlegenhed ved at benytte sig af Befolkningens Uvilje mod hans Broder, der i de samme Dage paany havde vakt almindelig Forargelse ved paa en Forespørgsel om hans politiske Standpunkt at erklære, at han med Glæde solgte sin Stemmeret for en Sukkerkringle til hvert af sine Børn. Der var i Forvejen rundt om i Egnen begyndt at cirkulere en Adresse ^ til Medicinalmyndighederne ^ med Anmodning om at lade Distriktslægens Embedsstyre og hele Lægevirksomhed undersøge og bedømme , og der blev nu ved Møderne ironiseret over Præstens Samvittighed, der ikke tillod ham at staa i Parti med politiske Meningsfæller, naar de ikke præcis delte ogsaa hans religiøse Anskuelser, mens der mellem hans Nærmeste var Folk , der gjorde Grin med al baade religiøs og politisk Overbevisning og ikke engang lod deres Børn døbe.

Paa flere af Valgmøderne søgte Pastor Gaardbos Modstandere ^ at bringe ham i Forlegenhed ved at benytte sig af Befolkningens Uvilje mod hans Broder, der i de samme Dage paany havde vakt almindelig Forargelse ved paa en Forespørgsel om hans politiske Standpunkt at erklære, at han med Glæde solgte sin Stemmeret for en Sukkerkringle til hvert af hans Børn. Der var i Forvejen rundt om i Egnen begyndt at cirkulere en Adresse ^ til Medicinalmyndighederne ^ med Anmodning om at lade Distriktslægens Embedsstyre og hele Lægevirksomhed undersøge og bedømme , og der blev nu ved Møderne ironiseret over Præstens Samvittighed, der ikke tillod ham at staa i Parti med politiske Meningsfæller, naar de ikke præcis delte ogsaa hans religiøse Anskuelser, mens der mellem hans Nærmeste var Folk , der gjorde Grin med al baade religiøs og politisk Overbevisning og ikke engang lod deres Børn døbe.

Paa flere af Valgmøderne søgte Pastor Gaardbos Modstandere ^ at bringe ham i Forlegenhed ved at benytte sig af Befolkningens Uvilje mod hans Broder, der i de samme Dage paany havde vakt II, 89 almindelig Forargelse ved paa en Forespørgsel om hans politiske Standpunkt at erklære, at han med Glæde solgte sin Stemmeret for en Sukkerkringle til hvert af hans Børn. Der var i Forvejen rundt om i Egnen begyndt at cirkulere en Adresse ^ til Medicinalmyndighederne ^ med Anmodning om at lade Distriktslægens Embedsstyre og hele Lægevirksomhed undersøge og bedømme , og der blev nu ved Møderne ironiseret over Præstens Samvittighed, der ikke tillod ham at staa i Parti med politiske Meningsfæller, naar de ikke præcis delte ogsaa hans religiøse Anskuelser, mens der mellem hans Nærmeste var Folk , der gjorde Grin med al baade religiøs og politisk Overbevisning og ikke engang lod deres Børn døbe.

Da Taleren sluttede, udeblev den sædvanlige Meningskamp. Efter at en bragende Storm af Haandklap havde fulgt ham ned af Talerstolen, bredte der sig en ildevarslende Stilhed over Salen. Præstens Venner sad paa Gløder. Alle Øjne stod paa Stilke og var rettet mod ham i glad eller febermørk Spænding. Det var ikke til at tage fejl af, at Øjeblikket var afgørende. Han ^ ^ følte det selv. Det stod ham klart, at det denne Gang var hans Pligt at svare .

Skønt Pastor Gaardbo længe havde indset, at han før eller senere vilde blive nødt til at fremkomme med en offenlig Erklæring om sit Forhold til Broderen, vægrede han sig de første Gange ved at svare. Men da tilsidst hans egne Tilhængere ytrede Misfornøjelse med hans Tavshed ^ følte han sig forpligtet til at tale .

Skønt Pastor Gaardbo længe havde indset, at han før eller II, 89 senere vilde blive nødt til at fremkomme med en offenlig Erklæring om sit Forhold til Broderen, vægrede han sig de første Gange ved at svare. Men da tilsidst hans egne Tilhængere ytrede Misfornøjelse med hans Tavshed , følte han sig forpligtet til at tale .

Han gjorde det – ikke ^ uden jesuitisk Snildhed – paa den Maade, at han ^ mindede om sit Forhold til en anden Slægtning, nemlig ^ selve Farbroderen Tyge. Han erklærede, at den enslevske Aand var den Fjende , der skulde nedkæmpes, i hvilken Skikkelse den saa aabenbarede sig ; at det var Oprørets og Fornægtelsens onde Aand, der skulde fordømmes og bekriges lige skaanselsløst, enten den ytrede sig som politisk Tøjlesløshed eller som en samvittighedsløs Eksperimenteren med Medmenneskers legemlige og aandelige Sundhed. Og i denne Kamp kendte han – hvad han tidligere havde vist – hverken Personsanseelse eller Familjehensyn .

Han gjorde dog sin Tilstaaelse paa den Maade, at han – uden at nævne Broderens Navn – mindede om sit Forhold til en anden Slægtning, nemlig til selve Farbroderen Tyge. Han erklærede, at for ham var den Enslevske Aand Fjenden , der skulde nedkæmpes, i hvilken Skikkelse den saa aabenbarede sig . Den var Oprørets II, 123 og Fornægtelsens onde Aand, som han fordømte og vilde bekrige med al sin Evne, hvad enten den kom til Orde som politisk Lovløshed eller som selvtagen Frihed til at eksperimentere med Folkets aandelige og legemlige Sundhed. Og at han i dette Forhold hverken kendte Personsanseelse eller Familjehensyn, havde han tidligere givet tilstrækkeligt Bevis paa .

Han gjorde dog sin Tilstaaelse paa den Maade, at han — uden at nævne Broderens Navn — mindede om sit Forhold til en anden Slægtning, nemlig til selve Farbroderen Tyge. Han erklærede, at for ham var den Enslevske Aand Fjenden , der skulde nedkæmpes, i hvilken Skikkelse den saa aabenbarede sig . Den var Oprørets og Fornægtelsens onde Aand, som han fordømte og vilde bekrige med al sin Evne, hvad enten den kom til Orde som politisk Lovløshed eller som selvtagen Frihed til at eksperimentere med Folkets aandelige og legemlige Sundhed. Og at han i dette Forhold hverken kendte Personsanseelse eller Familjehensyn, havde han tidligere givet tilstrækkeligt Bevis paa .

Han gjorde dog sin Tilstaaelse paa den Maade, at han – uden at nævne Broderens Navn – mindede om sit Forhold til en anden Slægtning, nemlig til selve Farbroderen Tyge. Han erklærede, at for ham var den Enslevske Aand Fjenden , der skulde nedkæmpes, i hvilken Skikkelse den saa aabenbarede sig . Den var Oprørets og Fornægtelsens onde Aand, som han fordømte og vilde bekrige med al sin Evne, hvad enten den kom til Orde som politisk Lovløshed eller som selvtagen Frihed til at eksperimentere med Folkets aandelige og legemlige Sundhed. Og at han i dette Forhold hverken kendte Personsanseelse eller Familjehensyn, havde han tidligere givet tilstrækkeligt Bevis paa .

69 Meningen blev forstaaet trods Tilsløringen, og Vennernes Bifald fulgte ufortøvet. Men ogsaa blandt hans Modstandere var der flere, som var tilfreds med Svaret, selv om de følte sig forpligtet til at hyle med de andre Ulve, fordi Enslevs Navn var taget forfængeligt.
Dagen efter indeholdt Egnens Blade et Referat af Mødet , hvori der ogsaa fandtes en Gengivelse af Præstens Erklæring ^ . Hans ^ særlige Organ »Folkebladet« aftrykte den ordret og med spærret Skrift.

Trods Tilsløringen blev Meningen ^ forstaaet , og Dagen efter indeholdt Egnens Blade i deres Referat af Mødet ^ en Gengivelse af Præstens Erklæring tilligemed Kommentarer . Hans Partis særlige Organ »Folkebladet« aftrykte den ordret og med spærret Skrift.

Samme Dag, da han hen paa Eftermiddagen kom hjem til Præstegaarden fra et Sygebesøg, stod hans Broders ^ Vogn foran Indgangsdøren . Inde ^ i Stuen fandt han Doktoren selv, der ^ uden at sige Goddag eller give ham Haanden traadte ham truende imøde .

Da han hen paa Eftermiddagen kom hjem ^ fra et Sygebesøg, stod hans Broders lille Vogn foran Indgangsdøren og kogte, og inde i sin Stue fandt han Doktoren selv, der sad ved Bordet og sagde Goddag uden at rejse sig .

Da han hen paa Eftermiddagen kom hjem ^ fra et Sygebesøg, stod hans Broders lille Vogn foran Indgangsdøren og kogte, og II, 90 inde i sin Stue fandt han Doktoren selv, der sad ved Bordet og sagde Goddag uden at rejse sig .

» Jeg har ventet paa dig ... Jeg maa vide, hvordan det forholder sig. Anerkender du »Folkebladets« Referat af din Udtalelse igaar? Jeg tænker naturligvis paa de Ord om mig ^ , som du har fundet det passende at bringe paa Markedet for at stille dine Vælgere tilfreds.«

» Jeg har ventet paa dig ... Jeg maa vide, hvordan det forholder sig. Anerkender du »Folkebladets« Referat af din Udtalelse igaar? Jeg tænker naturligvis paa de Ord om mig og min Virksomhed , som Bladet paastaar er autentiske?«

» Jeg har ventet paa dig ... Jeg maa vide, hvordan det forholder sig. Anerkender du » Folkebladet«s Referat af din Udtalelse igaar? Jeg tænker naturligvis paa de Ord om mig og min Virksomhed , som Bladet paastaar er autentiske?«

Præsten, der havde været meget bleg, da han kom ind, vilde lægge sin Haand beroligende paa hans Arm. Men Doktoren unddrog sig Berøringen ved at træde et Skridt tilbage.
» Jeg forlanger et klart Svar. Ja eller Nej!«
Præsten stillede sig hen ved sin Pult . Her stod 70 han et Øjeblik tavs og alvorlig – med Ansigtet vendt imod Broderen – og saae paa ham ligesom fra det Fjerne .

Præsten, der havde været meget bleg, da han kom ind, ^ stillede sig hen ved sin Pult .

» Du maa forandre din Tone, Povl, dersom vi to skal tale sammen. Naar du har læst Referatet, saa veed du, at de Ord, du taler om, blev mig aftvunget. Der var rettet saadanne Beskyldninger imod mig, at jeg nødtes til et Selvforsvar . Hvad selve Udtalelsen angaar, saa kan den jo ikke overraske dig. Dertil har vi for ofte talt om det, der skiller os.«

» Du maa forandre din Tone, Povl, dersom vi to skal tale sammen. Naar du har læst Referatet, saa veed du, at de Ord, du taler om, blev mig aftvungne . Hvad selve mit Standpunkt angaar, saa kan det jo ikke overraske dig. Dertil har vi for ofte talt om det, der skiller os.«

» Med andre Ord: for at bjerge et Par Stemmer, har du ikke betænkt dig paa at gøre min Stilling her i Egnen endnu vanskeligere, end den i Forvejen er. Og det netop nu, da man fra alle Sider rotter sig sammen imod mig ^ ^ !«

II, 124 » Med andre Ord: i et Øjeblik som dette, hvor man fra alle Sider har rottet sig sammen imod mig, har du ikke betænkt dig paa at gøre min Stilling endnu vanskeligere ved at erklære dig for fuldt ud enig med mine Angribere !«

» Med andre Ord: I et Øjeblik som dette, hvor man fra alle Sider II, 90 har rottet sig sammen imod mig, har du ikke betænkt dig paa at gøre min Stilling endnu vanskeligere ved at erklære dig for fuldt ud enig med mine Angribere !«

» Med andre Ord: I et Øjeblik som dette, hvor man fra alle Sider har rottet sig sammen imod mig, har du ikke betænkt dig paa at gøre min Stilling endnu vanskeligere ved at erklære dig for fuldt ud enig med mine Angribere !«

» Du tager fejl, Povl . Betænkt mig har jeg, og det endogsaa længe. Men jeg har Hensyn at tage, som du ikke kan ... eller ikke vil forstaa.«

» Du tager fejl, Povl ! Betænkt mig har jeg, og det endogsaa længe. Men jeg har Hensyn at tage, som du ikke kan ... eller ikke vil forstaa.«

» Jeg veed det! Dine højere Pligter forbyder ^ ^ dig at føle menneskeligt. Af Hensyn til din Moloch maa jeg og Meta og hele Flokken derhjemme ofres. Det begynder jeg nu at forstaa.«
Han gik hen til Vinduet ^ og blev staaende der med Ryggen til Stuen og saae ud i Haven. Og der var længe stille.
Saa vendte han sig med et Ryk og sagde:
»Johannes! Kan du huske ^ ^ ^ ^ ^ en Dag for fjorten-femten 71 Aar siden – det var i vor første Studentertid – vi sad oppe paa Skamlingsbanken i et dejligt Sommervejr og saae ned mod Grænsen . Vi talte om Danmarks truede Fremtid , og tilsidst gav vi hinanden højtideligt Haanden. Det husker du vistnok. Vi tilsvor hinanden, at vi vilde holde sammen i ondt og godt som ærlige ^ ^ Fostbrødre . For vi havde jo – som vi sagde – blandet Blod allerede i Mors Liv . Det var den samme Dag, da du paa Hjemvejen betroede mig, at du var forelsket i Rosalie. Og nu ^ stod du igaar og skamskændede mig for en Forsamling af al Slags sammenløbet Rak og Pak! – Hvad er det , du vil opnaa? Hvorfor slaar du Haanden af os? Lad mig høre det engang! Er det for det tossede Rigsdagsmandats Skyld?«
» For Guds Riges Skyld , Povl!«
» Guds Rige ? Er det den Samling halvfjantede Individer, som du kalder dine Venner? Er det et Sludrehoved som Søren Tækkemand og en gammel Drukkendidrik som Kresten Fiol?«
» Hvor De Ord ligner dig! Ja, saadan er du, Povl! Du vil ikke tilstaa, hvad du dog hver Dag er Vidne til, at der vokser en ny Menneskeslægt frem, genfødt og lutret i Troen paa den opstandne Frelser. For det passer ikke med din selvopfundne Visdom. Paa Trods af klare og levende Vidnesbyrd fra alle Jordens Lande benægter du for dig selv, at en ny 72 Dag er brudt frem over Verden. Den forjættede Dag med Lys og Fred og Glæde for alle Folkeslag.«
» Hvor er denne nye Menneskeslægt? Hvordan ser den ud ? Dersom du har Ret, skal jeg være den ivrigste til at hylde den. Men endnu har jeg ikke kunnet opdrive noget Eksemplar af Racen. Bogstaveligt talt ikke eet. Derimod kunde jeg nævne flere nedslaaende Eksempler paa Genfødelser, der i mine Øjne absolut ikke har bevirket nogen Forædling. Tværtimod.«
Præsten, der følte den personlige Brod i disse sidste Ord, sagde nu:
» Jeg tror, Povl, det er frugtesløst at fortsætte. Vi kan ikke tale sammen. Vi maa hellere skilles.«
» Det tror jeg selv. Jeg har dog endnu et Spørgsmaal at gøre dig, Johannes. Naar du – saa ganske upaakaldet – har blandet dig i min Affære med Grosserer Søholm, saa gaar jeg naturligvis ud fra, at du har gjort det udelukkende af Hensyn til mit Bedste. Derfor skal jeg ogsaa tilgive dig. Ikke sandt, Johannes? Du kan med Haanden paa Hjertet forsikre, at du ikke har haft andre Bevæggrunde?«
» Du ser paa mig, som om du tvivlede,« svarede Præsten. » Og paa en vis Maade kan du virkelig have Grund til det. Vore Meninger om, hvad der tjener til dit Bedste, er saa dybt forskellige. Og jeg har heller ikke ventet, du skulde anerkende min Bilæggelse 73 af den Strid. Allermindst, at du skulde paaskønne den og sige mig Tak. Dertil kender jeg dig for godt.«
» Vil du dermed sige, at ogsaa denne broderlige Handling skal bedømmes efter de højere Hensyn, du før talte om, og som jeg altsaa efter din Mening ikke kan eller vil forstaa?«
» Jeg maa bede dig holde op med den Forhørstone. Den vil jeg ikke finde mig i. Jeg har i den Sag handlet efter min bedste Overbevisning.«
» Du lyver! Saadan staar man kun og skifter Farve, naar man har en daarlig Samvittighed. Det er dit forhenværende bedre Jeg, der anklager dig, Johannes! ... Men jeg har længe anet, hvad jeg nu veed. Du er bleven en daarlig Bror. Og det er din Gud, der har fordærvet dig.«
» Nu skal du gaa!« raabte Præsten dødbleg og viste mod Døren. » Jeg vil ikke mere have dig i min Stue.«
» Du kan være rolig – jeg er her ogsaa for sidste Gang. Men jeg har endnu et Ord at sige dig. Du er en syg Mand, Johannes . Det er din eneste Undskyldning . Du ser ikke selv de Ulykker, du gør i din Forrykthed. Men vær du glad, at jeg ikke kender den Art » højere Hensyn«, der tvinger mig til at handle mod min naturlige Følelse. For i saa 74 Fald stod du ikke der med den storagtige Helgenmine, lille Johannes!«
» Skal det være en Trusel?«
» En Advarsel skal det være. Jeg har længe haft Mistanke til dig. Tiere, end du selv aner, røbede du dit Had til mig. Nu har jeg undsagt dig. Og du skal vide, at jeg har Vaaben, du ikke kender. Mod dem er du nu advaret.«

^

» Jeg veed det! Men vær du glad, at jeg ikke kender den Slags højere Hensyn, der tvinger mig til at handle mod min naturlige Følelse. For ellers kunde jeg maaske rykke ud med en Mod-Erklæring, der vakte Opsigt og slog dig til Jorden .«
» Skal det være en Trusel?«
» En Advarsel skal det være! Du kan let tage flere Ulykker paa din Samvittighed, end den kan bære. Hvorfor blandede du dig f. Eks. i min Affære med Grosserer Søholm forleden? Tilfældigt har jeg hørt derom. Hr. Søholm skal have fortalt til mange Mennesker, at du ligefrem gik i Forbøn for mig. Det har jeg ikke anmodet dig om; men jeg er naturligvis gaaet ud fra, at du har troet at handle til mit Bedste. Ikke sandt, Johannes? Du kan med Haanden paa Hjertet forsikre, at du ikke har haft andre Bevæggrunde?«
» Du ser paa mig, som om du tvivlede. Og paa en vis Maade kan du virkelig have Grund til det. Vore Meninger om, hvad der tjener til dit Bedste, er saa dybt forskellige.«
» Jeg veed ogsaa det! Hjul og Stejle ønsker du mig, II, 125 Johannes! Jeg har læst det i dit Blik for længe siden! Oftere, end du vistnok selv anede, røbede du dine Følelser. – Ja, saadan er det altsaa endt med os to! Den Gift, der engang i Tidernes Morgen blev udsaaet i vor Slægt, har nu fuldendt sit Opløsningsværk ogsaa mellem dig og mig. Er det underligt, at Fremmede kalder os danske for et dødsdømt Folk? Hvordan skal de tro andet om os? ... Husker du en Sommerdag for tretten-fjorten Aar siden – det var i vor første Studentertid – vi sad oppe paa Skamlingsbanken ^ og saae ned mod Grænsen og talte om Danmarks ^ Fremtid ? Det var den samme Dag, du betroede mig, at du var hemmelig forlovet med Rosalie. Husker du det Løfte, vi gav hinanden – vi to Fostbrødre , der havde ^ blandet Blod allerede i Mors Liv ? Og nu igaar stod du frem og skamskændede mig for en Forsamling af ^ sammenløbet Rak og Pak! Saadan har du holdt dit Løfte!«
Præsten stod stadig henne ved Pulten og betragtede sin Broder ligesom fra det fjerne med et dybt bedrøvet Blik. Et Par Gange rykkede det omkring hans Mund , mens Doktoren talte.
» Hvorfor har du ikke villet gaa i dig selv, Povl ? Bøj dig for Kristus! Saa vil alting blive anderledes! Hvorfor vil du blive ved at trodse den Almægtige ? Du taler om Opløsningen i Folket. Ja, det er Straffen for vor Ulydighed mod Gud!«
Doktoren rejste sig.
» Du er en syg Mand, Johannes ! Det er din ^ Undskyldning , og derfor skal jeg endnu en Gang tilgive dig.« –
II, 127

» Jeg veed det! Men vær du glad, at jeg ikke kender den Slags højere Hensyn, der tvinger mig til at handle mod min naturlige Følelse. For ellers kunde jeg maaske rykke ud med en Mod-Erklæring, der vakte Opsigt og slog dig til Jorden .«
» Skal det være en Trusel?«
» En Advarsel skal det være! Du kan let tage flere Ulykker paa din Samvittighed, end den kan bære. Hvorfor blandede du dig f. Eks. i min Affære med Grosserer Søholm forleden? Tilfældigt har jeg hørt derom. Hr. Søholm skal have fortalt til mange Mennesker, at du ligefrem gik i Forbøn for mig. Det har jeg ikke anmodet dig om; men jeg er naturligvis gaaet ud fra, at du har troet at handle til mit Bedste. Ikke sandt, Johannes? Du kan med Haanden paa Hjertet forsikre, at du ikke har haft andre Bevæggrunde?«
» Du ser paa mig, som om du tvivlede. Og paa en vis Maade kan du virkelig have Grund til det. Vore Meninger om, hvad der tjener til dit Bedste, er saa dybt forskellige.«
» Jeg veed ogsaa det! Hjul og Stejle ønsker du mig, Johannes! Jeg har læst det i dit Blik for længe siden! Oftere, end du vistnok selv anede, røbede du dine Følelser. — Ja, saadan er det altsaa endt med os to! Den Gift, der engang i Tidernes Morgen blev udsaaet i vor Slægt, har nu fuldendt sit Opløsningsværk ogsaa mellem dig og mig. Er det underligt, at Fremmede kalder os danske for et dødsdømt Folk? Hvordan skal de tro andet om os? ... Husker du en Sommerdag for tretten-fjorten Aar siden — det var i vor første Studentertid — vi sad oppe paa Skamlingsbanken ^ og saae ned mod Grænsen og talte om Danmarks ^ Fremtid ? Det var den samme Dag, du betroede mig, at du var hemmelig forlovet med Rosalie. Husker du det Løfte, vi gav hinanden — vi to Fostbrødre , der havde ^ blandet Blod allerede i Mors Liv ? II, 91 Og nu igaar stod du frem og skamskændede mig for en Forsamling af ^ sammenløbet Rak og Pak! Saadan har du holdt dit Løfte!«
Præsten stod stadig henne ved Pulten og betragtede sin Broder ligesom fra det fjerne med et dybt bedrøvet Blik. Et Par Gange rykkede det omkring hans Mund , mens Doktoren talte.
» Hvorfor har du ikke villet gaa i dig selv, Povl ? Bøj dig for Kristus! Saa vil alting blive anderledes! Hvorfor vil du blive ved at trodse den Almægtige ? Du taler om Opløsningen i Folket. Ja, det er Straffen for vor Ulydighed mod Gud!«
Doktoren rejste sig.
» Du er en syg Mand, Johannes ! Det er din ^ Undskyldning , og derfor skal jeg endnu en Gang tilgive dig.« —

» Jeg veed det! Men vær du glad, at jeg ikke kender den Slags højere Hensyn, der tvinger mig til at handle mod min naturlige Følelse. For ellers kunde jeg maaske rykke ud med en Mod-Erklæring, der vakte Opsigt og slog dig ned .«
» Skal det være en Trusel?«
» En Advarsel skal det være! Du kan let tage flere Ulykker paa din Samvittighed, end den kan bære. Hvorfor blandede du dig f. Eks. i min Affære med Grosserer Søholm forleden? Tilfældigt har jeg hørt derom. Hr. Søholm skal have fortalt til mange Mennesker, at du ligefrem gik i Forbøn for mig. Det har jeg ikke anmodet dig om; men jeg er naturligvis gaaet ud fra, at du har troet at handle til mit Bedste. Ikke sandt, Johannes? Du kan med Haanden paa Hjertet forsikre, at du ikke har haft andre Bevæggrunde?«
» Du ser paa mig, som om du tvivlede. Og paa en vis Maade II, 91 kan du virkelig have Grund til det. Vore Meninger om, hvad der tjener til dit Bedste, er saa dybt forskellige.«
» Jeg veed ogsaa det! Hjul og Stejle ønsker du mig, Johannes! Jeg har læst det i dit Blik for længe siden! Oftere, end du vistnok selv anede, røbede du dine Følelser. – Ja, saadan er det altsaa endt med os to! Den Gift, der engang i Tidernes Morgen blev udsaaet i vor Slægt, har nu fuldendt sit Opløsningsværk ogsaa mellem dig og mig. Er det underligt, at Fremmede kalder os Danske for et dødsdømt Folk? Hvordan skal de tro andet om os? ... Husker du en Sommerdag for tretten-fjorten Aar siden – det var i vor første Studentertid – vi sad oppe paa Skamlingsbanken ^ og saae ned mod Grænsen og talte om Danmarks ^ Fremtid ? Det var den samme Dag, du betroede mig, at du var hemmelig forlovet med Rosalie. Husker du det Løfte, vi gav hinanden – vi to Fostbrødre , der havde ^ blandet Blod allerede i Mors Liv ? Og nu igaar stod du frem og skamskændede mig for en Forsamling af ^ sammenløbet Rak og Pak! Saadan har du holdt dit Løfte!«
Præsten stod stadig henne ved Pulten og betragtede sin Broder ligesom fra det fjerne med et dybt bedrøvet Blik. Et Par Gange rykkede det omkring hans Mund , mens Doktoren talte.
» Hvorfor har du ikke villet gaa i dig selv, Povl ? Bøj dig for Kristus! Saa vil alting blive anderledes! Hvorfor vil du blive ved at trodse den Almægtige ? Du taler om Opløsningen i Folket. Ja, det er Straffen for vor Ulydighed mod Gud!«
Doktoren rejste sig.
» Du er en syg Mand, Johannes ! Det er din ^ Undskyldning , og derfor skal jeg endnu en Gang tilgive dig.« –

⇕ Enslevs Død IV, 1.7

⇕ De Dødes Rige 5.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 5.12

P aa Vejen gennem Landsbyen opskræmte Doktor Gaardbos Vogn en Flok Gæs, der med ophøjet Ro plaskede gennem den graa Lervælling. Han, som ellers var saa øm over Vejfreden, havde sat Farten op, saa Folk kom til Dørene og gloede efter ham.
» Nu er han da vist bleven ren tosset,« tænkte man.
Men ikke længe efter var det bekendt over hele Byen, at Præsten havde vist sin Bror Døren. Frøken Martinsen havde tilfældigvis staaet udenfor paa Gangen og hørt hele deres Samtale.
Da Doktoren naaede hjem, gik han straks ind i Soveværelset. Her sad Fru Meta oprejst i Sengen med den Lille ved Brystet uden at ane, hvor han havde været henne. For at skaane hende havde han ingenting røbet. I sin Lykke over Barnet rakte hun Haanden ud imod ham; og denne glade Velkomst og Ømheden i hendes Smil overvældede ham, 75 saa han gled ned paa Sengekanten og trykkede hendes Haand mod sine Øjne.
» Men hvad er der, min Ven?« spurgte hun. » Hvad er der sket?«
» Ikke noget! Jeg har jo jer alle seks, og saa er det andet ikke en Knappenaal værd! Saalænge jeg har lidt Kartofler i Haven og dig, lille Mutter, og en Gris paa Sti og alle vores Rollinger, er jeg Jordens rigeste Menneske.«
» Hvad er der hændt, Povl? Nu skal du sige mig Sandheden.«
» En anden Gang! ...«
Han vilde rejse sig og gaa, men hun holdt ham fast:
» Du gør mig angst!«
Han fortalte hende nu, hvad der var sket. Men han maatte hente Avisen og oplæse Referatet af Mødet, før Meta vilde tro det.
»Ja, saadan er det altsaa endt med Johannes og mig. Der er ikke noget at gøre ved den Ting. Men jeg maa holde mig om Hovedet for at forstaa det. Tænk dig, at det er Johannes! Det bedste, det elskeligste Menneske paa Jorden! – Men det er heller ikke ham selv .Det er hans uhyggelige Dobbeltgænger, som vi har talt om. Det er den eneste Forklaring. Det er gaaet ham som saa mange andre af hans Lige. Han er bleven omskabt ^ til en Varulv ... 76 har to Skikkelser saa forskellige som Dag og Nat . Den ene lige saa mild og god og hjælpsom ^ som den anden er grum af Blodtørst.«
Da han saae, hvor betaget Meta var bleven, standsede han, slog Armene omkring hende og bebrejdede sig, at han ikke havde tiet.
Bagefter fortsatte han sin Tale for sig selv inde i sin Stue, og hans Sind var nu bleven roligere. – » Stakkels Johannes! Hans syge Sjæl faar ikke Fred, før hele Verden er bleven en Daarekiste. Hvem skulde have tænkt det om ham! Den sundeste af os alle. Det er den skammeligste Gerning! Og nu skal han og jeg altsaa ikke være Brødre mere. Eller vil vi maaske, naar nogen Tid er gaaet, igen gøre Forsøg paa at komme til en Slags Forstaaelse? Jeg veed knap, om jeg skal ønske det. Den Bror, jeg har elsket og forgudet for hans rige Hjertes Skyld, eksisterer dog ikke mere for mig. I hans Sted vil jeg bestandig møde denne skadelystne, hundelumske Substitut. Indtil min Død vil jeg se Johannes for mig, saadan som han idag stod der under Kristusbilledet ved Fars Pult. Jeg vil mindes det Blik, hvormed han saae paa mig ligesom fra det Fjerne. Dette til Døden bedrøvede Blik, hvori der glimtede Had.«
Fra Torvet udenfor hørtes Hammerslag. Man var i Færd med at opføre Tribunen til Valghandlingen , 77 der skulde foregaa der om et Par Dage. Det lød i hans Øre, som om der tømredes et Skafot.
⇕ ⇒ Overalt i hele Landet ventedes Valget med Spænding. Man vilde i Udfaldet se et Varsel for den forestaaende store Kamp mellem Enslev og Kirkefolket. Den lille, ukendte fynske Landsby var i disse Dage pludselig bleven Midtpunktet for Nationens Opmærksomhed, og man var forberedt paa en ualmindelig Tilstrømning paa Valgdagen ogsaa af Fremmede. ^

Lidt efter sad han i sin Vogn og kørte ud af Præstegaarden med en Forudfølelse af at have været der for sidste Gang. Han havde ingen Broder mere. Maaske vilde Johannes og han , naar nogen Tid var gaaet, igen gøre et Forsøg paa at komme til en Slags Forstaaelse; men han vidste knap, om han skulde ønske det. Den Johannes, han havde elsket for hans rene Hjertes Skyld, eksisterede dog ikke mere for ham .Det var gaaet Broderen som saa mange ^ af hans Lige. Hans Afguderi havde omskabt ham til en Varulv med to Skikkelser saa forskellige som Dag og Nat , den ene lige saa mild og god og hjælpsom , som den anden var ond og hævngerrig. Og det var denne sidste, han nu i Fremtiden Gang efter Gang vilde møde , naar han søgte Johannes. –

Lidt efter sad han i sin Vogn og kørte ud af Præstegaarden med en Forudfølelse af at have været der for sidste Gang. Han havde ingen Broder mere. Maaske vilde Johannes og han , naar nogen Tid var gaaet, igen gøre et Forsøg paa at komme til en Slags Forstaaelse; men han vidste knap, om han skulde ønske det. Den Johannes, han havde elsket for hans rene Hjertes Skyld, eksisterede dog ikke mere for ham .Det var gaaet Broderen som saa mange ^ af hans Lige. Hans Afguderi havde omskabt ham II, 92 til en Varulv med to Skikkelser saa forskellige som Dag og Nat , den ene lige saa mild og god og hjælpsom , som den anden var ond og hævngerrig. Og det var denne sidste, han nu i Fremtiden Gang efter Gang vilde møde , naar han søgte Johannes. –

Tredjedagen efter, ved Solfald, proklamerede Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør Jørgen Mosegaard Pastor Gaardbo som Kresens nye Folketingsmand og udbragte med ufortrøden Begejstring et ^ Leve for ham. Bagefter førtes Præsten ^ i Triumf gennem Byen til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Dagen skulde fejres.

En Ugestid efter proklamerede Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør Jørgen Mosegaard med løftet Lorgnet Johannes Gaardbo som Kresens nye Folketingsmand og udbragte i Sangtone et begejstret Leve for ham. Bagefter førte Præstens Venner ham i Triumf gennem Byen til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres.

En Ugestid efter proklamerede Amtsraadmedlem og Sparekassedirektør Jørgen Mosegaard med løftet Lorgnet Johannes Gaardbo som Kresens nye Folketingsmand og udbragte i Sangtone et begejstret Leve for ham. Bagefter Førte Præstens Venner ham i Triumf gennem Byen til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres.

En Ugestid efter proklamerede Amtsraadmedlem og Sparekassedirektør Jørgen Mosegaard med løftet Lorgnet Johannes Gaardbo som Kresens nye Folketingsmand og udbragte i Sangtone et begejstret Leve for ham. Bagefter førte Præstens Venner ham i Triumf gennem Byen til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres.

I Stedet for det Musikkorps, der plejede at gaa i Spidsen for de sejrendes Tog , gik et Kor af syngende unge Karle og Piger i taktfast Marche . Det var Medlemmer af Egnens kristelige Ungdomsforening, som Pastor Gaardbo havde stiftet, og Sangen var den Salme, som de havde gjort til deres Slagsang :

I Himlen er mit Fædreland

I Spidsen for Toget, hvor der plejede at gaa et Musikkorps , gik et Kor af syngende unge Karle og Piger med et Korsbanner . Det var Medlemmer af en kristelig Ungdomsforening, som Pastor Gaardbo havde stiftet, og Sangen var Foreningens Slagsang .

I Himlen er mit Fædreland,

og Kristus er min Konge .

og Kristus er min Konge !

78 Efterhaanden deltog ogsaa flere af Togets andre Deltagere i Sangen. Navnlig var dette Tilfældet, da de kom ^ forbi den overfyldte Gæstgivergaard , hvor det slagne Parti havde sit Samlingssted og – efter Larmen at dømme – fortyndede Nederlagets Bitterhed med meget Øl . I alle Vinduerne stod Folk, der betragtede det uvante Optog med en sur Blanding af Forbløffelse, Nysgerrighed og Forargelse .

II, 127 Da man naaede hen forbi den overfyldte Gæstgivergaard , hvor det Enslevske Parti holdt til og under stor Larm trøstede sig over Nederlaget med meget Øl , kom Folk til Vinduerne og betragtede Toget med en sur Blanding af Forbløffelse, Nysgerrighed og Haan .

II, 92 Da man naaede hen forbi den overfyldte Gæstgivergaard ^ hvor det Enslevske Parti holdt til og under stor Larm trøstede sig over Nederlaget med meget Øl , kom Folk til Vinduerne og betragtede Toget med en sur Blanding af Forbløffelse, Nysgerrighed og Haan .

Da man naaede hen forbi den overfyldte Gæstgivergaard , hvor det Enslevske Parti holdt til og under stor Larm trøstede sig over Nederlaget med meget Øl , kom Folk til Vinduerne og betragtede Toget med en sur Blanding af Forbløffelse, Nysgerrighed og Haan .

» Leve Enslev!« raabte En ned over Hovedet paa de syngende.

» Leve Enslev!« raabte en af dem ud over Hovedet paa de syngende.

Og Svaret var en ny Forstærkelse af Sangen, som paa een Gang hele Toget istemte med fuldtonende Inderlighed:

I Himlen er mit Fædreland. ^ ^

^ Svaret var en Opbrusning af Sangen, som nu hele Toget istemte med demonstrativ Kraft:

I Himlen er mit Fædreland!

^ Svaret var en Opbrusning af Sangen, som nu hele Toget istemte med demonstrativ Kraft:

^ Himlen er mit Fædreland!

^ Svaret var en Opbrusning af Sangen, som nu hele Toget istemte med demonstrativ Kraft:

I Himlen er mit Fædreland!

[79] II ^

II, [128] SJETTE BOG VANDREPRÆSTEN

II, [93] SJETTE BOG VANDREPRÆSTEN

I .

⇕ Enslevs Død IV, 2.1

⇕ De Dødes Rige 6.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 6.1

[81] A arets Mørketid var nu inde. Dag og Nat drog et endeløst Tog af vandtunge Skyer ^ hen over Landet. Et Par Uger igennem dryssede Regnen ned. I de københavnske Forretningskvarterer, mellem de høje Huse, brændte der Lys i Butiker og Kontorer det meste af Dagen. Byen var som nedsænket paa Bunden af et grumset Hav, hvorigennem Solen skimtedes som en søvnig Maane .
Men i Gadernes tjæresorte Søle , ^ ^ ^ under de udspændte Paraplyer , i Sporvogne og tilstænkede Drosker, i hele den store Mennesketue rumsterede Livet lige ufortrødent ^ . Der var et Mylr paa Strøget, en Trængsel i Butikerne, en Travlhed i Kontorerne, som om alle femhundrede Tusinde Københavnere var sat i Bevægelse for at finde en Knappenaal.

A arets Mørketid var nu inde. Et endeløst Tog af ^ Skyer drog Dag og Nat hen over Landet. Uge efter Uge dryssede Regnen ned. I de københavnske Forretningskvarterer, mellem de høje Huse, brændte der Lys i Butiker og Kontorer det meste af Dagen. Byen var som nedsænket paa Bunden af et grumset Hav, hvorigennem Solen skimtedes som en søvnig Maane . ^ Men hverken Mørket eller det tjæresorte Søle formaaede at kvæle Gadens Liv, der ^ rørte sig ufortrødent under de udspændte Paraplyer og i de tilstænkede Drosker og Sporvogne. Det mærkedes, at man nærmede sig Jul . Der var et Mylr paa Strøget, en Trængsel i Butikerne, en Travlhed i Kontorerne, som om alle femhundrede tusinde Københavnere var sat i Bevægelse for at finde en Knappenaal.

A aarets Mørketid var nu inde. Et endeløst Tog af ^ Skyer drog Dag og Nat hen over Landet. Uge efter Uge dryssede Regnen ned. I de københavnske Forretningskvarterer, mellem de høje Huse, brændte der Lys i Butiker og Kontorer det meste af Dagen. Byen var som nedsænket paa Bunden af et grumset Hav, hvorigennem Solen skimtedes som en søvnig Maane . ^ Men hverken Mørket eller det tjæresorte Søle formaaede at kvæle Gadens Liv, der ^ rørte sig ufortrødent under de udspændte Paraplyer og i de tilstænkede Drosker og Sporvogne. Det mærkedes, at man nærmede sig Jul . Der var et Mylr paa Strøget, en Trængsel i Butikerne, en Travlhed i Kontorerne, som om alle femhundrede tusinde Københavnere var sat i Bevægelse for at finde en Knappenaal.

A arets Mørketid var nu inde. Et endeløst Tog af ^ Skyer drog Dag og Nat hen over Landet. Uge efter Uge dryssede Regnen ned. I de københavnske Forretningskvarterer, mellem de høje Huse, brændte der Lys i Butiker og Kontorer det meste af Dagen. Byen var som nedsænket paa Bunden af et grumset Hav, hvorigennem Solen skimtedes som en søvnig Lysplet . ^ Men hverken Mørket eller det tjæresorte Søle formaaede at kvæle Gadens Liv, der stadig lige ufortrødent rørte sig ^ under ^ udspændte Paraplyer og ^ ^ tilstænkede Drosker og Sporvogne. Det mærkedes, at man nærmede sig Jul . Der var et Mylr paa Strøget, en Trængsel i Butikerne, en Travlhed i Kontorerne, som om alle femhundrede tusinde Københavnere var sat i Bevægelse for at finde en Knappenaal.

Jytte Abildgaard havde i den sidste Tid forlagt sine daglige Formiddagsture fra Langelinje til Stierne omkring Søerne. Her var hun mindre udsat for at møde Bekendte, og hun ønskede foreløbig ikke, at for mange saae hende sammen med Karsten From, der regelmæssigt ledsagede hende. Det Forsøg, hun havde gjort paa at indføre den udskregne Maler i 82 sit Hjem, var faldet saa uheldigt ud, at hun skammede sig over det. Hendes Mor havde ikke sagt et Ord til ham, og Karsten From havde da heller ikke gentaget Besøget eller nogensinde hentydet til det, hvad hun var ham taknemlig for.
Trods Jyttes mange tidligere Venskabsforhold til Mænd var det første Gang, hun havde indladt sig paa egenlige Stævnemøder. Hun var derfor ikke saa lidt nervøs, og dette mørke, regnfulde Vejr, der gjorde Spaserestierne tomme, kom hende godt tilpas. Under Paraply og i Gummifrakke følte hun sig ogsaa tryggere.

Jytte Abildgaard havde i den sidste Tid forlagt sine daglige Formiddagsture fra Langelinje til Stierne omkring Søerne. Her var hun mindre udsat for at møde II, 129 Bekendte, og hun ønskede foreløbig ikke, at for mange saae hende sammen med Karsten From, der regelmæssigt ledsagede hende. Trods sine mange tidligere Venskabsforhold til Mænd var det første Gang, hun havde indladt sig paa egenlige Stævnemøder. Hun var derfor ikke saa lidt nervøs, og dette mørke, regnfulde Vejr, der gjorde Spaserestierne tomme, kom hende godt tilpas. Under Paraply og i Gummifrakke følte hun sig ogsaa tryggere.

Karsten From var paa sin Vis heller ikke fri for Nervøsitet. Han, som havde været saa lykkeligt sikker paa endelig at have hende i sine Garn, mærkede til sin Ærgrelse ^ , at han ingen Vegne kom med hende . Hun var ham for klog, for overlegen. ^ Undertiden kunde hun se paa ham med et Blik, der gav ham en uhyggelig Fornemmelse af at være gennemsigtig. Og – hvad der var det værste – under alt dette voksede hans egen Forelskelse paa en Maade, der gjorde ham urolig .

Karsten From var paa sin Vis heller ikke fri for Nervøsitet. Han, som havde været saa lykkeligt sikker paa endelig at have hende i sine Garn, mærkede til sin Ærgrelse og Uro , at Rollerne var i Færd med at blive ombyttede . Hun var ham for klog, for overlegen. ^ Undertiden kunde hun se paa ham med et Blik, der gav ham en uhyggelig Fornemmelse af at være gennemsigtig. Og ^ under alt dette voksede hans egen Forelskelse paa en Maade, der vakte hans dybe Bekymring .

Karsten From var paa sin Vis heller ikke fri for Nervøsitet. Han, som havde været saa lykkelig sikker paa endelig at have hende i sine Garn, mærkede til sin Ærgrelse og Uro , at Rollerne var i Færd med at blive ombyttede . Hun var ham for klog, for overlegen. II, 94 ^ Undertiden kunde hun se paa ham med et Blik, der gav ham en uhyggelig Fornemmelse af at være gennemsigtig. Og ^ under alt dette voksede hans egen Forelskelse paa en Maade, der vakte hans dybe Bekymring .

Karsten From var paa sin Vis heller ikke fri for Nervøsitet. Han, som havde været saa lykkelig sikker paa endelig at have hende i sine Garn, mærkede til sin Ærgrelse og Uro , at Rollerne var i Færd med at blive ombyttede . Hun var ham for klog, for ^ II, 94 overlegen. Undertiden kunde hun se paa ham med et Blik, der gav ham en uhyggelig Fornemmelse af at være gennemsigtig. Og ^ under alt dette voksede hans egen Forelskelse paa en Maade, der vakte hans dybe Bekymring .

En Dag begyndte han lidt maliciøst at drille hende med hendes Utilnærmelighed. Han talte igen om sin to Aar gamle »Forløbelse« overfor hende og paastod, at det var den, hun stadig ikke kunde tilgive ham.

En Dag begyndte han lidt maliciøst at drille hende med hendes Utilnærmelighed. Han talte igen om sin to Aar gamle Forløbelse overfor hende og paastod, at det var den, hun stadig ikke kunde tilgive ham.

» Endnu i den anden Verden vil jeg mindes de Øjne, De den Aften sendte mig ^ . Det var Unaade 83 paa Livstid. Jeg havde ikke været sammen med Dem mere end to Gange, og alligevel dristede jeg mig til at aabne mit fulde Hjerte for Dem. Det var en Overtrædelse af Paragraf 3788 i Konveniensens Lovbog, som vore ^ Damer allesammen kan udenad paa deres allerkæreste Fingre . Jeg arme Djævel!«
» Skal vi ikke tale om noget andet ,« sagde Jytte. » Fortæl mig hellere, hvordan De morede Dem i Teatret i Aftes. Stykket gjorde jo Lykke.«

» Endnu i den anden Verden vil jeg mindes de Øjne, De ^ sendte mig den Aften . Det var Unaade paa Livstid. Jeg havde ikke været sammen med Dem mere end to Gange, og alligevel dristede jeg mig til at aabne mit ^ Hjerte for Dem. Det var en Overtrædelse af Paragraf 3788 i Konveniensens Lovbog, som vore allerkæreste Damer allesammen kan ^ paa deres ^ Fingre .«
II, 130 » Skal vi ikke tale om noget andet ? « sagde Jytte. » Fortæl mig hellere, hvordan De morede Dem i Teatret i Aftes. Stykket gjorde jo Lykke.«

» Endnu i den anden Verden vil jeg mindes de Øjne, De ^ sendte mig den Aften . Det var Unaade paa Livstid. Jeg havde ikke været sammen med Dem mere end to Gange, og alligevel dristede jeg mig til at aabne mit ^ Hjerte for Dem. Det var en Overtrædelse af Paragraf 3788 i Konveniensens Lovbog, som vore allerkæreste Damer allesammen kan ^ paa deres ^ Fingre .«
» Skal vi ikke tale om noget andet ,« sagde Jytte. » Fortæl mig hellere, hvordan De morede Dem i Teatret i Aftes. Stykket gjorde jo Lykke.«

» Jeg var der ikke.«

» Var De der ikke? Og det var en Premiere!«

» Jeg vidste jo, at De ikke kom. Hvad skulde jeg der saa?«

» Passiar ! ... Hvorfor var De der ikke?«

»Passiar ! ... Hvorfor var De der ikke?«

» Fordi jeg sad hjemme hos mig selv og kukkelurede . Men De kan ikke gætte, hvad jeg tog mig for.«

» Fordi jeg sad hjemme hos mig selv og kukelurede . Men De kan ikke gætte, hvad jeg tog mig for.«

» Fordi jeg sad hjemme hos mig selv og kukkelurede . Men De kan ikke gætte, hvad jeg tog mig for.«

» Saa spar mig ^ Ulejligheden og fortæl mig det .«

» Saa spar mig for Ulejligheden og fortæl mig det !«

» Jeg sad saamænd og læste i Biblen. Det var meget stemningsfuldt og højtideligt.«

» Hvor faldt De ^ paa det?«

» Hvor faldt De dog paa det?«

»Jo, det er ganske simpelt. De har saa tidt ladet mig høre for mine daarlige Vaner, ikke sandt? Og jeg har nu bestemt mig til en grundig Omregulering af mit Liv. Forleden gik jeg saa hen og hørte denne jyske Dommedagsprædikant, der for Tiden optræder her i Byen. De har vist nok læst om ham i » Femte Juni«. Mads et eller andet hedder han. Det er en 84 Præst! Han præker om Helvede og den evige Ild, saa man sidder og faar Gaasekød over hele Kroppen. Det er noget andet end at høre en af vore egne gejstlige Veltalere utan svafvel och fosfor . Han titulerer udenvidere sine Tilhører for Børn af Djævelen, og man gaar hjem med en rædselsfuld Fornemmelse af, at der er vokset baade Horn og Hale ud paa En. Ham maa De endelig høre .«
» Det var altsaa derfor, De sad hjemme i Aftes og læste i Biblen.«

»Jo, ^ De har saa tidt ladet mig høre for mine daarlige Vaner, ikke sandt? Og jeg har nu bestemt mig til en grundig Omregulering af mit Liv. Forleden gik jeg saa hen og hørte denne jyske Dommedagsprædikant, der for Tiden optræder her i Byen. De har vist nok læst om ham i » Femte Juni«. Mads et eller andet hedder han. Det er en Præst! Han præker om Helvede og den evige Ild, saa man sidder og faar Gaasekød over hele Kroppen. Det er noget andet end at høre en af vore egne gejstlige Veltalere utan svafvel och fosfor . Han kalder uden videre sine Tilhørere for Børn af Djævelen, og man gaar hjem med en rædselsfuld Fornemmelse af, at der er vokset baade Horn og Hale ud paa En. Ham maa De endelig høre !«
II, 131 » Det var altsaa derfor, De sad hjemme i Aftes og læste i Biblen.«

»Jo, ^ De har saa tidt ladet mig høre for mine daarlige Vaner, ikke sandt? Og jeg har nu bestemt mig til en grundig Omregulering af mit Liv. Forleden gik jeg saa hen og hørte denne jyske Dommedagsprædikant, der for Tiden optræder her i Byen. De har vist nok læst om ham i » Femte Juni«. Mads et eller andet hedder han. Det er en Præst! Han præker om Helvede og den evige Ild, saa man sidder og faar Gaasekød over hele Kroppen. Det er noget andet end at høre en af vore egne gejstlige Veltalere utan svafvel och fosfor . Han kalder uden videre sine Tilhørere for Børn af II, 96 Djævelen, og man gaar hjem med en rædselsfuld Fornemmelse af, at der er vokset baade Horn og Hale ud paa En. Ham maa De endelig høre !«
» Det var altsaa derfor, De sad hjemme i Aftes og læste i Biblen.«

»Jo, ^ De har saa tidt ladet mig høre for mine daarlige Vaner, ikke sandt? Og jeg har nu bestemt mig til en grundig Omregulering af mit Liv. Forleden gik jeg saa hen og hørte denne jyske Dommedagsprædikant, der for Tiden optræder her i Byen. De har vist nok læst om ham i » Femte Juni«. Mads et eller andet hedder han. Det er en Præst! Han præker om Helvede og den evige Ild, saa man sidder og faar Gaasekød over hele Kroppen. Det er noget andet end at høre en af vore egne gejstlige Veltalere utan svafvel och fosfor . Han kalder uden videre sine Tilhørere II, 95 for Børn af Djævelen, og man gaar hjem med en rædselsfuld Fornemmelse af, at der er vokset baade Horn og Hale ud paa En. Ham maa De endelig høre !«
» Det var altsaa derfor, De sad hjemme i Aftes og læste i Biblen.«

»Ja. Men forresten har jeg altid haft et hemmeligt Sværmeri for den ærværdige Bog. Den har forkortet mig mangen søvnløs Nat. Der er saa mange underholdende Fortællinger i den. F. Eks. den om Bathseba. Har De nogensinde læst den Historie med tilbørlig Andagt og Opmærksomhed?«

»Ja. Men forresten har jeg altid haft et hemmeligt Sværmeri for den ærværdige Bog. Den har forkortet mig mangen søvnløs Nat. Der er ^ mange underholdende Fortællinger i den. F. Eks. den om Bathseba. Har De nogensinde læst den Historie med tilbørlig Andagt og Opmærksomhed?«

Jytte var nu klar over , at det hele var Opspind. I det samme huskede hun ogsaa, at hun i Aviserne havde set ham nævnt sammen med de andre kendte Folk, der havde overværet Aftenens Premiere. Men hun lod som ingenting. Hun var vant til disse Historier, som han søgte at binde hende paa Ærmet af lutter Fornøjelse ved at mystificere.

Jytte hørte nu paa Tonen , at det hele var Opspind. I det samme huskede hun ogsaa, at hun i Aviserne havde set ham nævnet sammen med de andre kendte Folk, der havde overværet Aftenens Premiere. Men hun ^ var vant til disse Historier, som han søgte at binde hende paa Ærmet af lutter Fornøjelse ved at mystificere.

Jytte hørte nu paa Tonen , at det hele var Opspind. I det samme huskede hun ogsaa, at hun i Aviserne havde set ham nævnet sammen med ^ andre kendte Folk, der havde overværet Aftenens Premiere. Men hun ^ var vant til disse Historier, som han søgte at binde hende paa Ærmet af lutter Fornøjelse ved at mystificere.

» Jeg tror, jeg vil opgive Dem idag,« sagde hun. » Naar De er i det Lune, er det umuligt at faa et fornuftigt Ord ud af Dem.«

» Jeg beklager det – men De har vistnok Ret. 85 Trods alle Dommedagspræster – og henrivende kvindelige Moralprædikanter – tager jeg mig den Frihed at vandre gennem Jammerdalen med et uforskammet Smil . Dersom De engang forsøgte det samme, kære Frøken, vilde De gøre den glædelige Opdagelse, at Verden forandrer Udseende. Paradiset florerer endnu lige morgenfrisk omkring os . Det gælder blot om at forstaa den gamle , forglemte Visdom, at Livet er skabt til Nydelse. Memento vivere.Det Ord burde afløse det nuværende Konfirmationsløfte.«

» Jeg beklager det – men De har vistnok Ret. Trods alle Dommedagspræster – og henrivende kvindelige Moralprædikanter – tager jeg mig den Frihed at vandre gennem Jammerdalen med et uforbederligt godt Humør . Dersom De engang forsøgte det samme, kære Frøken, vilde De gøre den glædelige Opdagelse, at Verden forandrer Udseende. Paradiset florerer endnu lige morgenfriskt omkring os , blot vi selv vil. Men vore Dages Mennesker er ifærd med at glemme den gamle ^ Visdom, at Livet er skabt til Nydelse. Memento vivere.Det Ord burde afløse det nuværende Konfirmationsløfte.«

» Jeg beklager det — men De har vistnok Ret. Trods alle Dommedagspræster — og henrivende kvindelige Moralprædikanter — tager jeg mig den Frihed at vandre gennem Jammerdalen med et uforbederligt godt Humør . Dersom De engang forsøgte det samme, kære Frøken, vilde De gøre den glædelige Opdagelse, at Verden forandrer Udseende. Paradiset florerer endnu lige morgenfriskt omkring os , blot vi selv vil. Men vore Dages Mennesker er ifærd med at glemme den gamle ^ Visdom, at Livet er skabt til Nydelse. Memento vivere.Det Ord burde afløse det nuværende Konfirmationsløfte.«

» Igaar var De af en anden Mening.«

II, 132 » Igaar var De af en anden Mening.«

» Igaar var De af en anden Mening.«

»Igaar. Om Forladelse! ^ Hvad sagde jeg igaar?«

»Igaar. Om Forladelse! Det er saa længe siden. Hvad sagde jeg igaar?«

» De sagde, at Arbejde var det eneste, der gjorde Livet til at udholde . Derfor vilde De ^ begynde paa et stort, nyt Billede, som De ventede Dem meget af. Har De allerede glemt det?«

» De sagde, at Arbejde var det eneste, der gjorde Livet udholdeligt . Derfor vilde De nu begynde paa et stort, nyt Billede, som De ventede Dem meget af. Har De allerede glemt det?«

» De sagde, at Arbejdet var det eneste, der gjorde Livet udholdeligt . Derfor vilde De nu begynde paa et stort, nyt Billede, som De ventede Dem meget af. Har De allerede glemt det?«

» Et Billede –?«

» Et Billede —?«

» Et Billede –?«

»Ja . De talte om, at det skulde ikke være noget bestilt Portræt ^ men en fri Komposition med mange Figurer.«

»Ja , det skulde ikke være noget bestilt Portræt , sagde De, men en fri Komposition med mange Figurer.«

II, 96 »Ja , det skulde ikke være noget bestilt Portræt , sagde De, men en fri Komposition med mange Figurer.«

» Har jeg virkelig sagt det? ... Ja, naar Vinden gaar til Sønden , henfalder jeg undertiden i melankolske Stemninger. Talte jeg ogsaa om mine Sujetter?«

» Har jeg virkelig sagt det? ... Ja, naar Vinden gaar til Syd , henfalder jeg undertiden i melankolske Stemninger. Talte jeg ogsaa om mine Sujetter?«

II, 96 » Har jeg virkelig sagt det? ... Ja, naar Vinden gaar til Syd , henfalder jeg undertiden i melankolske Stemninger. Talte jeg ogsaa om mine Sujetter?«

» Har jeg virkelig sagt det? ... Ja, naar Vinden gaar til Syd , henfalder jeg undertiden i melankolske Stemninger. Talte jeg ogsaa om mine Sujetter?«

»Nej.«

» Bryder De Dem om at høre dem? Jeg har nemlig to .«

» Bryder De Dem om at høre dem? Jeg har nemlig flere .«

86 » Er det ene maaske Sardanapal?«

» Er det ene maaske Sardanapal?«

»Ja , Sardanapal omgivet af sit Harem . Et yppigt østerlandsk Orgie –.«

»Ja , Sardanapal omgivet af sit Harem .«

»Ja . Sardanapal omgivet af sit Harem .«

»Tak, det har De engang beskrevet for mig,« skyndte Jytte sig at sige . » Og det andet ?«

»Tak, det har De engang beskrevet for mig,« skyndte Jytte sig at afbryde . » Og de andre ?«

» Det andet ? Lad mig se . Jo, det er altsaa Fru Bathseba og hendes kongelige Elsker i Fakkelbelysning. Ogsaa et ganske malerisk Motiv, ikke sandt? Det skulde være en Kærlighedens Apoteose . Jeg har tænkt, man skulde se dem omfavne hinanden i Lidenskabens højeste Ekstase.«

» De andre ? Lad mig se ! Jo, det er altsaa Fru Bathseba og hendes kongelige Elsker i Fakkelbelysning. Ogsaa et ganske malerisk Motiv, ikke sandt? Det skulde være en Kærlighedens Apoteose – –«

» Nu begynder jeg at forstaa ,« sagde Jytte, igen hurtigt afbrydende. » Det var altsaa derfor, De sad hjemme og studerede Biblen. Nej, det er sandt, De gjorde det jo ikke! ... Ja, nu veed jeg snart hverken ud eller ind mere,« endte hun og blev virkelig lidt forvirret.

» Nu begynder jeg at forstaa ! Det var altsaa derfor, De sad hjemme og studerede Biblen. Nej, det er sandt, De gjorde det jo ikke! ... Ja, nu veed jeg snart hverken ud eller ind mere,« sagde hun og blev virkelig lidt forvirret.

Karsten From, der havde gaaet og spejdet i hendes Ansigt efter et Svaghedstegn, fandt Øjeblikket gunstigt for et nyt Angrebsforsøg. Men først gjorde han en Standsning i sin Forfølgelse ligesom Høgen, der et Nu hviler paa Vingerne, før den styrter sig over den afmattede Due.

II, 133 Karsten From, der havde ^ spejdet ^ efter et Svaghedstegn, fandt Lejligheden gunstig til et nyt Angrebsforsøg. Men først gjorde han en Standsning i sin Forfølgelse ligesom Høgen, der et Øjeblik hviler paa Vingerne, før den styrter sig over den afmattede Due.

Karsten From, der havde ^ spejdet ^ efter et Svaghedstegn, fandt Lejligheden gunstig til et nyt Angrebsforsøg. Men først gjorde han en Standsning i sin Forfølgelse ligesom Høgen, der et Øjeblik hviler paa Vingerne, før den styrter sig over den afmattede Due.

»Forresten «, sagde han, » Bathseba har jeg opgivet. Emnet er lidt banalt, ikke sandt? Og Sardanapal bryder jeg mig i Grunden heller ikke om. Det Billede vilde ogsaa kræve saa mange kostbare Modeller. 87 – Næ, min egenlige Drøm er at komme til at male en Diana.«

»Forresten ,« sagde han, » Bathseba har jeg opgivet. Emnet er lidt banalt, ikke sandt? Og Sardanapal bryder jeg mig i Grunden heller ikke om. Det Billede vilde ogsaa kræve saa mange kostbare Modeller. – Næ, min egenlige Drøm er at komme til at male en Diana.«

»Forresten ,« sagde han, » Bathseba har jeg opgivet. Emnet er lidt banalt, ikke sandt? Og Sardanapal bryder jeg mig i Grunden heller ikke om. Det Billede vilde ogsaa kræve saa mange kostbare Modeller. — ^ Næ, min egenlige Drøm er at komme til at male en Diana.«

» En hvad for noget?«

» En Diana. Skovdybdernes evige Jomfru og hendes Møde med den stakkels Aktæon. Det Billede er ligefrem blevet min fikse Ide . Men hvor skal jeg finde en passende Model til den stolte og grusomme Dame? Til hendes løvbrune Øjne med det hemmelighedsfulde Mørke i Blikket. Til hendes uransagelige Smil?«

» En Diana. Skovdybdernes evige Jomfru og hendes Møde med den stakkels Aktæon. Det Billede er ligefrem blevet min fikse Ide . Men hvor skal jeg finde en passende Model til den skønne og grusomme Dame? Til hendes løvbrune Øjne og hemmelighedsfulde ^ Smil?«

» En Diana. Skovdybdernes evige Jomfru og hendes Møde med den stakkels Aktæon. Det Billede er ligefrem blevet min fikse Idé . Men hvor skal jeg finde en passende Model til den skønne og grusomme Dame? Til hendes løvbrune Øjne og hemmelighedsfulde ^ Smil?«

Han rykkede hende nærmere og sænkede Stemmen fortroligt .

Han kom nærmere og sænkede Stemmen ^ .

» Jeg veed kun een, der har de Øjne. Men jeg tør ikke nævne Navnet. Jeg er bange for igen at blive straffet med et af disse unaadige Blikke ... saa livsfarlige for en letsindig Aktæon.«

II, 97 » Jeg veed kun een, der har de Øjne. Men jeg tør ikke nævne Navnet. Jeg er bange for igen at blive straffet med et af disse unaadige Blikke ... saa livsfarlige for en letsindig Aktæon.«

» Saa gør De jo bedst i at lade være,« svarede Jytte tørt , men trak sig dog bort fra ham og var ogsaa bleven lidt bleg .

» Saa gør De jo bedst i at lade være,« svarede Jytte tørt og trak sig lidt bort fra ham .

II, 97 » Saa gør De ^ bedst i at lade være,« svarede Jytte tørt og trak sig lidt bort fra ham .

» Saa gør De ^ bedst i at lade være,« sagde Jytte urolig og trak sig lidt bort fra ham .

Karsten From ^ forstod, at han igen havde forfejlet Maalet. Trods en øjensynlig Opblussen af hendes Følelse var hendes Sikkerhed ikke rokket. Det var igen en Forbi’er.

Karsten From blev tavs af Ærgrelse. Han forstod, at han igen havde forfejlet Maalet. ^ Det var paany en Forbi’er.

Ærgrelsen gjorde ham tavs. I nogen Tid gik de med en Alens Afstand imellem sig og sagde ingenting, mens Regnen trommede paa deres Paraplyer.
Men Jytte vilde nu vide, om der var mindste Alvor i hans ^ ^ ^ kunstneriske Planer ^ . Hun spurgte til et Arbejde , 88 han for nogen Tid siden havde talt om. Et Motiv fra Fællederne . Det var med Billeder af den Art, at han i sin Ungdom havde vakt saa store Forhaabninger i Kunstnerverdenen. Netop derfor mindede hun ham om det .

En lille Tid gik de begge to uden at sige noget, mens Regnen trommede paa deres Paraplyer.
Men Jytte vilde nu vide, hvordan det forholdt sig med II, 134 disse kunstneriske Planer , som han bestandig fablede om . Hun spurgte ^ , om han ikke tænkte paa igen at male saadanne Billeder med Motiv fra Fællederne , som han engang havde faaet saa megen Berømmelse for .

En lille Tid gik de begge to uden at sige noget, mens Regnen trommede paa deres Paraplyer.
Men Jytte vilde nu vide, hvordan det forholdt sig med disse kunstneriske Planer , som han bestandig fablede om . Hun spurgte ^ , om han ikke tænkte paa igen at male saadanne Billeder med Motiv fra Fællederne , som han engang havde faaet saa megen Berømmelse for .

En lille Tid gik de begge ^ uden at sige noget, mens Regnen trommede paa deres Paraplyer.
Men Jytte vilde nu vide, hvordan det forholdt sig med disse kunstneriske Planer , som han bestandig fablede om . Hun spurgte ^ , om han ikke tænkte paa igen at male saadanne Billeder med Motiv fra Fællederne , som han engang havde faaet saa megen Berømmelse for .

Han viste megen Ulyst til at svare hende .

Han vilde først ikke svare ^ .

»Fællederne?« vrængede han. » Der græsser jo nu Karl May og Konsorter ^ ... Hvorfra veed De forresten, at det var mig, der fra først af opdagede dem?«

»Fællederne?« vrængede han. » Der græsser jo nu Karl May og Konsorter ! ... Hvorfra veed De forresten, at det var mig, der fra først af opdagede dem?«

» Jeg har jo fortalt Dem, at jeg i Sommer lærte en Del af Deres Kolleger at kende paa Skagen. De ønskede allesammen, at De vilde vende tilbage til Friluftsmaleriet. De talte i høje Toner om Deres Billeder fra den Tid.«
Hun stoppede op, forskrækket ved at se Forandringen i hans Ansigt.

» Jeg har jo fortalt Dem, at jeg i Sommer traf flere af Deres Kolleger ^ paa Skagen. De ønskede allesammen, at De vilde vende tilbage til Friluftsmaleriet. De talte i høje Toner om Deres Billeder fra den Tid.« ^

» Jeg er Dem naturligvis dybt taknemlig, allerkæreste Frøken, fordi De ogsaa tager Dem saa interesseret af min kunstneriske Forbedring. Jeg tror dog, ^ jeg bør fraraade Dem at hente Deres velmente Raad hos mine Misundere.«

» Jeg er Dem naturligvis dybt taknemlig, allerkæreste Frøken, fordi De ogsaa tager Dem saa interesseret af min kunstneriske Forbedring. Men jeg tror dog, ^ jeg bør fraraade Dem at hente Deres velmente Raad hos mine Misundere.«

» Jeg er Dem naturligvis dybt taknemlig, allerkæreste Frøken, fordi De ogsaa tager Dem saa interesseret af min kunstneriske Forbedring. Men jeg tror dog, at jeg bør fraraade Dem at hente Deres velmente Raad hos mine Misundere.«

Han sagde det med sit sædvanlige, ironiske Narresmil . Men hans Ansigt var blevet graat, Blikket næsten ondt .

Han sagde det med sit sædvanlige, ironiske Narresmil , men hans Læber var hvide .

Jytte havde længe anet, at han hemmeligt led under sine Kunstbrødres Ringeagt; men dette Udbruds skærende 89 Bitterhed kom hende alligevel overraskende , og hun fortrød, hvad hun havde sagt .

Jytte havde nok anet, at han hemmeligt led under sine Kunstbrødres Ringeagt; men dette bitre Udbrud kom hende alligevel overraskende , og hun fortrød, hvad hun havde sagt .

Jytte havde nok anet, at han hemmeligt led under sine Kunstbrødres Ringeagt; men dette bitre Udbrud kom hende alligevel overraskende ^ .

Et Øjeblik efter skiltes de. De var kommen tilbage til Østerbro . Da Regnen stadig blev stærkere, og der netop viste sig en Sporvogn, bestemte Jytte sig til at køre hjem.

Et Øjeblik efter skiltes de. De var kommen tilbage til Østerbro , og da Regnen varede ved og der netop kom en Sporvogn, bestemte Jytte sig til at køre hjem.

Karsten From var ved Afskeden fornærmet.
» Man har altsaa virkelig den sjeldne Fornøjelse at se Dem ved Festen iaften,« sagde han .

^ » Man har altsaa ^ den sjældne Fornøjelse at se Dem ved Festen iaften,« sagde Karsten From ved Afskeden .

»Ja.«

II, 98 »Ja.«

» Agter De ogsaa at deltage i Dansen?«

II, 135 » Agter De ogsaa at deltage i Dansen?«

» Agter De ogsaa at deltage i Dansen?«

» Jeg veed det ikke. Maaske .«

» Jeg veed det ikke. Maaske «.

» Jeg veed det ikke. Maaske .«

» Altid maaske !« sagde han med en Skuldertrækning. » ^ Ifald De bestemmer Dem til at beære Salen med Deres høje Nærværelse, tør ^ en inferiør Person som undertegnede da gøre sig noget Haab om en Dans?«

Han trak paa Skuldren.
» Altid maaske ! ... Ifald De bestemmer Dem til at beære Salen med Deres ^ Nærværelse, tør da en inferiør Person som hosstaaende gøre sig ^ Haab om en Dans?«

II, 98 Han trak paa Skuldren.
» Altid maaske ! ... Ifald De bestemmmer Dem til at beære Salen med Deres ^ Nærværelse, tør da en inferiør Person som hosstaaende gøre sig ^ Haab om en Dans?«

Han trak paa Skuldren.
» Altid maaske ! ... Ifald De bestemmer Dem til at beære Salen med Deres ^ Nærværelse, tør da en inferiør Person som hosstaaende gøre sig ^ Haab om en Dans?«

»Maaske,« svarede hun med et Smil, idet hun fra Vogntrinet nikkede Farvel til ham .

»Maaske,« svarede hun med et Smil, idet hun fra Vogntrinet nikkede Farvel ^ .

Det var ment som et Løfte; men han opfattede baade Ord og Smil som en ny, behændig Afvisning . Og han gik bort i meget nedslaaet Stemning.

Det var ment som et Løfte; men han opfattede ^ Ord og Smil som en ny, behændig Afvisning og gik bort i ^ nedslaaet Stemning.

Da han kom hjem, gik han mod Sædvane ikke ind i Atelieret, men blev i sit Kabinet , hvor han slog sig ned i en Lænestol foran Kaminen. Han taalte idag ikke Synet af sine Billeder ... sit »Abekattegalleri«, som han i nedtrykte Øjeblikke selv kaldte dem .

Da han kom hjem, slog han sig ned i en Lænestol foran Kaminen i Dagligstuen og overgav sig helt til sin Fortvivlelse. Hvad skulde han gøre? Havde der endda været allermindste Haab om, at hun vilde gifte sig med ham, skulde han ^ ikke et Øjeblik have betænkt sig paa at ofre sin Ungkarlefrihed , hvor højt og dyrt han end havde svoret paa aldrig at lade sig binde . ^

⇕ Enslevs Død IV, 2.2

⇕ De Dødes Rige 6.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 6.1

⇐

Han havde rigtignok engang højtideligt svoret ikke at ville afhænde sin lykkelige Ungkarle-Frihed for mindre end en Million. Men han kendte ^ dengang ikke Jytte Abildgaard, og anede ikke, at nogen enkelt Kvinde kunde faa en saa ubeskrivelig Magt over ham. Selve Ægteskabets Lænker gav hun uanede Tillokkelser ^ ^ .

Han ^ kendte ikke dengang ^ Jytte Abildgaard, ^ anede ikke, at nogen enkelt Kvinde kunde faa en saa ubeskrivelig Magt over ham. Selve Ægteskabets frygtede Lænke gav hun en uanet Tillokkelse. Men hvad hjalp det? Velhavende Damer af Jytte Abildgaards Art var mistænksomme, og hans Erfaring havde sagt ham, at han havde lettere ved at forføre dem end ^ at faa dem til at gifte sig med ham .

⇕ Enslevs Død IV, 2.2

⇕ De Dødes Rige 6.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 6.1

⇐

Kunde han blot komme saa vidt ^ , at han en eneste Gang fik Lov til at kysse hende . Han var da sikker paa at have vundet Spil. I Kyssets Kunst havde Øvelsen gjort ham til Mester. Endnu havde ingen Kvinde holdt Stand overfor ham, naar hun først var signet 99 af dette for den uerfarne saa uskyldige Kærtegn og havde lært dets dystert-søde Hemmeligheder at kende.

Kunde han blot komme saa vidt med hende , at han en eneste Gang fik Lov til at kysse hende ! I Kyssets Kunst havde Øvelsen gjort ham til Mester. Endnu havde ingen Kvinde holdt Stand overfor ham, naar hun først var II, 136 signet af dette for den uerfarne saa uskyldige Kærtegn og havde lært dets dystert søde Hemmeligheder at kende.

Kunde han blot komme saa vidt med hende , at han en eneste Gang fik Lov til at kysse hende ! I Kyssets Kunst havde Øvelsen gjort ham til Mester. Endnu havde ingen Kvinde holdt Stand overfor ham, naar hun først var signet af dette for den uerfarne saa uskyldige Kærtegn og havde lært dets dystert søde Hemmeligheder at kende.

Kunde han blot komme saa vidt med hende , at han en eneste Gang fik Lov til at kysse hende ! I Kyssets Kunst havde Øvelsen gjort ham til Mester. Endnu havde ingen Kvinde holdt Stand overfor ham, naar hun først var bleven signet af dette tilsyneladende saa uskyldige Kærtegn og havde lært dets dystert søde Hemmeligheder at kende.

⇕ Enslevs Død IV, 2.1

⇕ De Dødes Rige 6.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 6.1

90 » Herren er da ikke syg ?« spurgte hans Husholderske forskrækket , da hun noget efter stod i Døren for at kalde ham ind til Frokosten .

Hans Husholderske bankede beskedent paa og kaldte ham ind til Frokost.
» Herren er da ikke daarlig ?« spurgte hun , da hun saae ham .

»Jeg? Nej! ... Men jeg fryser. Her er koldt. Læg noget mere i her!«
Inde i Spisestuen hang et Par Udkast til de gamle Fælled-Billeder, som Jytte havde talt til ham om. De var med Flid puttet ind mellem Væggenes mange Skitser af fremmede Kunstnere paa en saadan Maade, at ingen let lagde Mærke til dem. Men i den sidste Tid havde hans egne Øjne ofte hængt ved dem, naar han sad der ved Bordet med Haanden under Hovedet og i sin Madlede smuldrede Brødet mellem Fingrene. Han havde ogsaa nogle Gange bidt Tænderne sammen og lovet sig selv at hidse sig op til en Kraftanstrengelse. Men det var blevet ved det gode Forsæt, og han vidste godt, at Forsøget paa igen at binde an med et virkeligt Kunstværk aldrig vilde blive til andet end en Krampetrækning. Under Publikums flove Smiger og Kvindernes Forkælelse havde hans Talent lidt Straadøden. Bare den Tanke, igen at skulle sidde ude paa en vaad Mark med alle Fælledens stinkende Bisser omkring sig, tog straks Modet fra ham.
» Havde jeg blot kendt Jytte Abildgaard for ti Aar siden!« – tænkte han bestandig i sine mismodige Timer. Men nu var det for silde. Dersom det endda 91 kunde tænkes, at hun vilde gifte sig med ham. Men i den Henseende gjorde han sig allermindst nogen Forhaabning. Erfaringen havde lært ham, at naar det galdt Kvinder af hendes Art, især de formuende, havde han lettere ved at forføre dem end at faa dem til at gifte sig med ham.
Efter Frokosten, mens han sad ved den nytændte Kaminild i sin Stue og strammede sig op med en Likør til Kaffen, skræmmedes han af en vedholdende Kimen paa Forstuedøren . Han hørte Husholdersken lukke op og derpaa en højrøstet Parlamentering derude.

»Jeg? Nej! ... Men jeg fryser. Her er koldt. Læg noget mere i her!«
Efter Frokosten, mens han sad ved den nytændte Kaminild i sin Stue og strammede sig op med en Likør til Kaffen, ringede det paa Forstuedøren . Han hørte Husholdersken lukke op og derpaa en højrøstet Forhandling derude.

»Jeg? Nej! ... Men jeg fryser. Her er koldt. Læg noget mere i her!«
Efter Frokosten, mens han sad ved den nytændte Kaminild i sin Stue og strammede sig op med en Likør til Kaffen, ringede II, 99 det paa Forstuedøren ? Han hørte Husholdersken lukke op og derpaa en højrøstet Forhandling derude.

Han blev bleg .

Han havde genkendt Stemmen og slog sig for Panden .

II, 99 Han havde genkendt Stemmen og slog sig for Panden .

Han havde genkendt Stemmen og slog sig for Panden .

» Til Helvede! ... Fru Bathseba!«

Han var ^ ikke kommen op af Stolen, før Fru Merck stod i Døren ^ .

Han var endnu ikke kommen op af Stolen, da Fru Merck stod i Døren til Atelieret .

» Jeg tænkte det nok! Hvorfor nægter du dig hjemme? Kommer jeg maaske til Ulejlighed?«

»Unægtelig! Jeg venter hvert Øjeblik Oberst Mynster og hans Frue. Obersten skal sidde for mig for sidste Gang. Jeg er altsaa desværre optaget.«

Hun saae paa ham med sine mørke Øjne uden at svare . Gik derpaa forbi ham ind i Stuen og satte sig i Sofaen , hvorfra hun paany i Tavshed gennemlynede ham med sit Blik. Hun beholdt Hænderne i sin Muffe. Løftede heller ikke ^ Sløret.

Hun gennemlynede ham med sine mørke Øjne uden at svare , gik derpaa hen og satte sig i Sofaen . Hænderne beholdt hun i sin Muffe. Heller ikke løftede hun Sløret.

» Maa jeg be’ om en Forklaring,« sagde hun tilsidst.
92 » Du sender mig det ene Afbud efter det andet. I Telefonen kan jeg heller ikke træffe dig. Skønt jeg ringer op paa de aftalte Tider, er det din næsvise Husholderske, der svarer mig. Hvad er Meningen?«

» Maa jeg be’ om en Forklaring,« sagde hun tilsidst. » Du sender mig det ene Afbud efter det andet. I Telefonen II, 137 kan jeg heller ikke træffe dig. Skønt jeg ringer op paa de aftalte Tider, er det din næsvise Husholderske, der svarer mig. Hvad er Meningen?«

» Maa jeg be’ om en Forklaring,« sagde hun tilsidst. » Du sender mig det ene Afbud efter det andet. I Telefonen kan jeg heller ikke træffe dig. Skønt jeg ringer op paa de aftalte Tider, er det din næsvise Husholderske, der svarer mig. Hvad er Meningen?«

»Kære, jeg skrev det jo . ^ Jeg har saa meget om Ørene i disse Dage. Jeg har faaet nye Bestillinger og maa se at faa de gamle fra Haanden i en Fart.«

»Kære, jeg skrev det jo ! . Jeg har saa meget om Ørene i disse Dage. Jeg har faaet nye Bestillinger og maa se at faa de gamle fra Haanden i en Fart.«

»Kære, jeg skrev det jo ! ^ Jeg har saa meget om Ørene i disse Dage. Jeg har faaet nye Bestillinger og maa se at faa de gamle fra Haanden i en Fart.«

» Da har du dog Tid til at spasere med Frk. Abildgaard. Du skal ikke prøve paa at spille Komedie . Jeg har selv set jer. – Vil du sige mig oprigtig, skal du giftes med hende? For i saa Fald vil jeg respektere Forholdet.«

» Du har ^ dog Tid til at spasere med Frk. Abildgaard. Du skal ikke prøve paa at nægte det . Jeg har selv set jer. – Vil du sige mig oprigtig, skal du giftes med hende? For i saa Fald vil jeg respektere Forholdet.«

» Du har ^ dog Tid til at spasere med Frk. Abildgaard. Du skal ikke prøve paa at nægte det . Jeg har selv set jer. — Vil du sige mig oprigtig, skal du giftes med hende? For i saa Fald vil jeg respektere Forholdet.«

Karsten From blev højrød op til Haaret som en Konfirmand.

»Aa, Snak! Hvor falder du paa det? Det er der ikke Spor af Tale om.«

»Aa, Snakl Hvor falder du paa det? Det er der ikke Spor af Tale om.«

»Aa, Snak! Hvor falder du paa det? Det er der ikke Spor af Tale om.«

» Naa – Tale om det er der nu. Jeg har allerede hørt flere forsikre det for ganske bestemt.«

» Naa — Tale om det er der nu. Jeg har allerede hørt flere forsikre det for ganske bestemt.«

» Naa – Tale om det er der nu. Jeg har allerede hørt flere forsikre det for ganske bestemt.«

» Paa Æresord – der er ikke det mindste om det.«

» Paa Æresord — der er ikke det mindste om det.«

» Paa Æresord – der er ikke det mindste om det.«

Fru Mercks Ansigt klarede op. Hun løftede nu ogsaa Sløret. Med et Smil lænede hun sig tilbage mod Sofaryggen og klappede med Haanden paa Pladsen ved sin Side.

Fru Mercks Ansigt klarede op. Hun løftede nu ogsaa Sløret. Smilende lænede hun sig tilbage mod Sofaryggen og klappede med Haanden paa Pladsen ved sin Side.

» Sæt dig lidt herhen! Nu vil vi snakke fornuftigt. Vi er dog vel ikke Uvenner?«

II, 100 » Sæt dig lidt herhen! Nu vil vi snakke fornuftigt. Vi er dog vel ikke Uvenner?«

Karsten From forstod Meningen, og han kendte 93 sig selv godt nok til at vide, at han inden mange Øjeblikke vilde være ^ hendes Bytte, dersom han fulgte Indbydelsen. Og der rejste ^ sig et formeligt Raseri i ham mod dette store, balstyrige Hundyr, som længe havde været ham til Besvær. Nu vilde han af med hende, og han bestemte sig til at gøre kort Proces.

Karsten From forstod Meningen, og idet han uvilkaarligt anstillede en Sammenligning mellem hendes og Jyttes Væsen, rejste der sig et formeligt Raseri i ham mod dette store, balstyrige Hundyr, som længe havde været ham til Besvær. Nu vilde han af med hende, og han bestemte sig til at gøre kort Proces.

II, 100 Karsten From forstod Meningen, og idet han uvilkaarlig anstillede en Sammenligning mellem hendes og Jyttes Væsen, rejste der sig et formeligt Raseri i ham mod dette store, balstyrige Hundyr, som længe havde været ham til Besvær. Nu vilde han af med hende, og han bestemte sig til at gøre kort Proces.

Karsten From forstod Meningen, og idet han uvilkaarlig anstillede en Sammenligning mellem hendes og Jyttes Væsen, rejste der sig et formeligt Raseri i ham mod dette store, balstyrige Hundyr, som længe havde været ham til Besvær. Nu vilde han af med hende, og han bestemte sig til at gøre kort Proces.

»Naa! Hvorfor staar du der og siger ingenting? Saa kom dog herhen, Menneske!«

II, 138 »Naa! Hvorfor staar du der og siger ingenting? Saa kom dog herhen, Menneske!«

»Naa! Hvorfor staar du der og siger ingenting? Saa kom dog herhen, Menneske!«

» Undskyld et Øjeblik!« sagde han med sammenbidte Tænder.
Han vendte sig om og gik hen og trykkede paa en Klokkeknap ved Døren.

» Undskyld et Øjeblik!« sagde han . » Jeg maa nødvendigvis give Frøken Svendsen en Besked.«
Han ^ gik hen og trykkede paa en Klokkeknap ved Døren.

» Men – du godeste! – hvad er det, du har for?«
» Jeg maa nødvendigvis give Frøken Svendsen en Besked.«
Da Husholdersken tumlede ind, sagde han til hende:

^ Da Husholdersken traadte ind, sagde han til hende:

» Naar Oberstens kommer, vil De saa være saa god at vise dem herind .«

Frk. Svendsen saae forbavset op paa ham og derefter hoverende hen paa Damen i Sofaen. ^

Frk. Svendsen saae forbavset op paa ham og derefter ^ hen paa Damen i Sofaen.
»Herind?«
»Ja.«

» Det skal ske!«

» Jeg kan ikke være uhøflig mod mine Kunder,« forklarede han Fru Merck, da de igen var bleven alene. » Du maa undskylde; men det gaar ikke an at lade en Dame som Oberstinden vente i Atelieret.«

Han saae, at han var bleven forstaaet, og ^ nød Virkningen. Hendes Ansigt var som en hvid Maske, 94 og hun mælede ikke et Ord. Mekanisk tog hun sit Lommetørklæde frem af Muffen og strøg sig over Læberne med en Bevægelse, der mindede om den, hvormed en blodtørstig Panter slikker sig om Munden.

Han saae, at han var bleven forstaaet, og han nød Virkningen. Hendes Ansigt var bleven blegt, og hun mælede ikke et Ord. Mekanisk tog hun sit Lommetørklæde frem af Muffen og strøg sig over Læberne med en Bevægelse, der mindede om den, hvormed en blodtørstig Panter slikker sig om Munden.

Han saae, at han var bleven forstaaet, og studerede ^ Virkningen. Hendes Ansigt var bleven blegt, og hun mælede ikke et Ord. Mekanisk tog hun sit Lommetørklæde frem af Muffen og strøg sig over Læberne med en Bevægelse, der mindede om den, hvormed en blodtørstig Panter slikker sig om Munden.

Hvor er hun i Grunden pragtfuld ! – tænkte han og blev igen lidt usikker. ^ ^

» Ja vist er hun ^ pragtfuld !« – tænkte han. » Men jeg har nok af hende. Hun faar mig til at gyse!«

» Ja vist er hun ^ pragtfuld !« — tænkte han. » Men jeg har nok af hende. Hun faar mig til at gyse!«

» Ja vist er hun ^ pragtfuld !« – tænkte han. » Men jeg har nok af hende. Hun faar mig til at gyse!«

Efter nogle Øjeblikkes Forløb rejste hun sig og gik mod Døren. Men paa Vejen derhen standsede hun foran ham og gav ham med flad Haand et forsvarligt Slag under Øret.

Et Øjeblik efter rejste hun sig og gik mod Døren. Men paa Vejen ^ standsede hun foran ham og gav ham med flad Haand et forsvarligt Slag under Øret.

Et Øjeblik efter rejste hun sig og gik mod Døren. Men paa Vejen ^ standsede hun foran ham og gav ham med flad Haand et forsvarligt Dask under Øret.

» Der har du den , min Dreng!« sagde hun og stormede afsted med en falsk Latter.

II, 139 » Der har du den , min Dreng!« sagde hun og stormede afsted med en forloren Latter.

» Der har du den , min Dreng!« sagde hun og stormede afsted med en forloren Latter.

I det første Øjebliks Forbitrelse havde Karsten From nær lagt Haand paa hende. Men da hun var borte, lo ogsaa han ^ ^ . For han var nu ganske sikker paa , at han endelig var bleven hende kvit . » Efter den sortie kommer hun sgu ikke igen,« sagde han til sig selv . Og som befriede Fugle stormede hans Tanker tilbage til Jytte Abildgaard.

I det første Øjebliks Ophidselse havde Karsten From nær kastet sig over hende. Men da hun var borte, lo ogsaa han , og det med en Latter, der kom fra Hjertet . Nu var han ^ ganske sikker paa at være bleven hende kvit ^ . Og som befriede Fugle stormede hans Tanker tilbage til Jytte Abildgaard.

I det første Øjebliks Ophidselse havde Karsten From nær kastet sig over hende. Men da hun var borte, lo ogsaa han , og II, 101 det med en Latter, der kom fra Hjertet . Nu var han ^ ganske sikker paa at være bleven hende kvit ^ . Og som befriede Fugle stormede hans Tanker tilbage til Jytte Abildgaard.

II, 101 I det første Øjebliks Ophidselse havde Karsten From nær kastet sig over hende. Men da hun var borte, lo ogsaa han , og det med en Latter, der kom fra Hjertet . Nu var han ^ ganske sikker paa at være bleven hende kvit ^ . Og som befriede Fugle stormede hans Tanker tilbage til Jytte Abildgaard.

Men de vendte modløse hjem. Og da han foran Spejlet undersøgte sin Kind, hvor der sad tydelige Mærker efter fire Fingre, blussede hans Raseri op igen, og han svor paa, at han for Fremtiden vilde hente sine Fruentimmer fra Gaden.

^

II .

⇕ Enslevs Død IV, 2.2

⇕ De Dødes Rige 6.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 6.2

95 O m Aftenen kørte Karsten From i sin eleganteste Selskabsdragt ind til Kasino, som i disse Dage var udlejet til en velgørende Forening. Der havde ^ de foregaaende Aftener været afholdt Basar, hvortil der var knyttet forskellig Slags Underholdning. Nu i Aften skulde Festen afsluttes med en stor Symfoni-Koncert, hvorefter der fulgte en staaende Soupé og Dans. Da Gehejmeraadinde Abildgaard var Medlem af Foreningens Bestyrelse, havde hverken hun eller Jytte kunnet undslaa sig for at deltage.

Om Aftenen kørte han ind til Kasino, som i disse Dage var udlejet til en velgørende Forening. Der havde her de foregaaende Aftener været afholdt Basar, og nu skulde Festen afsluttes med en Symfonikoncert og en lille Dans. Da Fru Bertha var Medlem af Foreningens Bestyrelse, havde hverken hun eller Jytte kunnet undslaa sig for at deltage.

Karsten From kom ^ saa sent, at Koncerten forlængst var begyndt, da han afleverede sit Ydertøj i Garderoben. Det skete med Forsæt. Han vilde stille Jytte paa en afgørende Prøve .

Karsten From kom med Vilje saa sent, at Koncerten ^ var begyndt, da han afleverede sit Ydertøj i Garderoben. ^ Han vilde forsøge at komme under Vejr med Jyttes Følelser ved en Overlistelse .

I den Anledning havde han sikret sig ikke alene en af de ^ Pladser ved Orkestret, hvor han plejede at lade sig se ved slige Lejligheder, men ogsaa en Stol i Baggrunden af en Sideloge, der skulde tjene ham til skjult Observationspost. Her lod han sig lukke ind under en lille Pavse foran Symfoniens Scherzo .

I den Anledning havde han sikret sig ikke alene en af de forreste Pladser ved Orkestret, hvor han plejede at lade sig se ved slige Lejligheder, men ogsaa en Stol i Baggrunden af en Sideloge, der skulde tjene ham til skjult Observationspost. Her lod han sig lukke ind under Pavsen foran Symfoniens Scherzo .

Lyset i Kronerne var neddæmpet. Over den store Sal laa et dystert Halvmørke. Men han vidste omtrent, hvor Jytte og hendes Mor skulde sidde, og det varede heller ikke længe, før han fandt dem ^ i sin Kikkert. De sad omtrent midtvejs paa en af de forreste Rækker i Parkettet .
Med Tilfredshed gjorde han straks den Iagttagelse, 96 at Jytte bar en splinterny, grønliggraa Dragt af delikat ^ Farve. Dernæst saae han , at hendes Ansigt havde et alvorligt og tankefuldt Udtryk, som han ikke kendte , men som virkede interessant. I det hele nød han hende i disse Øjeblikke med en ny Lyst. Det var som at belure hende gennem et Nøglehul. Han kunde huske, at han den første Gang, han var sammen med hende, havde fundet hende lidt korthalset og en ^ Tomme for lille. Men her, hvor han saae hende halvt fra Nakken, tog hun sig mærkværdig slank ud. Det var altsaa ^ ^ de blødt formede , tunge Bryster , der gav hende denne ejendommelige, jomfru-moderlige Charme ... ^ ^ ^ ^ ^ ^ Nu lænede hun sig tilbage mod Stoleryggen, og ... Ah! Endelig! Hendes Blik ^ søgte hen mod den Hjørneplads paa første Række, der stod tom. Han havde udtrykkeligt fortalt hende, at han skulde sidde der. Og nu gled Øjnene i . Barmen løftede sig som spændt af længselsfyldte Drømme . Galdt de Længsler ham? Eller var det bare Musikens luftige Drømmesyner ? ... Han ^ vilde give et halvt Aar af sit Liv for at vide det!

Lyset i Kronerne var neddæmpet. Over den store Sal II, 140 laa et dystert Halvmørke. Men han vidste omtrent, hvor Jytte og hendes Mor skulde sidde, og ^ han fandt dem ogsaa hurtigt i sin Kikkert. De sad omtrent midtvejs paa en af de forreste Rækker i Parkettet , Jytte i en ny Dragt af delikat grønliggraa Farve. Han saae ^ , at hendes Ansigt havde et alvorligt , tankefuldt Udtryk, som han ikke kendte . I det hele gjorde hun et lidt fremmedartet Indtryk paa ham, som hun sad der med Hænderne i Skødet uden at ane, at hun blev beluret. Men hvor var hun dejlig! Hun hørte til de meget faa Kvinder, der taalte at blive iagttaget gennem et Nøglehul. Smukkest var hun i siddende Stilling, fordi hun var en halv Tomme for lille. De kloge Øjne og de blødt formede , tunge Bryster ^ gav hendes Skikkelse denne Jomfrumoderlige Bedaarelse, der mindede om en af Murillos uskyldige men meget vidende Madonnaer. – – Nu lænede hun sig tilbage mod Stoleryggen, og med Henrykkelse saae han, at hendes Blik ligesom i Uro søgte hen mod den Hjørneplads paa første Række, der stod tom. Han havde udtrykkelig fortalt hende, at han skulde sidde der. Og nu gled Øjnene i , Barmen løftede sig ^ . Galdt hendes Tanker ham? Eller var det Musikkens Elverdrømme, der fangede dem ind ? ... Han syntes, han vilde give ^ sit Liv for at vide det!

Lyset i Kronerne var neddæmpet. Over den store Sal laa et dystert Halvmørke. Men han vidste omtrent, hvor Jytte og hendes Moder skulde sidde, og ^ han fandt dem ogsaa hurtigt i sin Kikkert. De sad omtrent midtvejs paa en af de forreste Rækker i Parkettet , Jytte i en ny Dragt af delikat grønlig-graa Farve. Han saae ^ , at hendes Ansigt havde et alvorligt , tankefuldt Udtryk, som han ikke kendte . I det hele gjorde hun et lidt fremmedartet Indtryk paa ham, som hun sad der med Hænderne i Skødet uden at ane, at hun blev beluret. Men hvor var hun dejlig! Hun hørte til de meget faa Kvinder, der taalte at blive iagttaget gennem et Nøglehul. Smukkest var hun i siddende Stilling, fordi hun var en halv Tomme for lille. De kloge Øjne og de blødt formede ^ ^ Bryster ^ gav hendes Skikkelse denne jomfrumoderlige Bedaarelse, der mindede om en af Murillos uskyldige men meget vidende Madonnaer. II, 102 — — ^ Nu lænede hun sig tilbage mod Stoleryggen, og med Henrykkelse saae han, at hendes Blik ligesom i Uro søgte hen mod den Hjørneplads paa første Række, der stod tom. Han havde udtrykkelig fortalt hende, at han skulde sidde der. Og nu gled Øjnene i , Barmen løftede sig ^ . Galdt hendes Tanker ham? Eller var det Musikkens Elverdrømme, der fangede dem ind ? ... Han syntes, han vilde give ^ sit Liv for at vide det!

Lyset i Kronerne var neddæmpet. Over den store Sal laa et dystert Halvmørke. Men han vidste omtrent, hvor Jytte og hendes Moder skulde sidde, og ^ han fandt dem ogsaa hurtigt i sin Kikkert. De sad omtrent midtvejs paa en af de forreste Rækker i Parkettet , Jytte i en ny Dragt af delikat grønlig-graa Farve. Han saae ^ , at hendes Ansigt havde et alvorligt , tankefuldt Udtryk, som han ikke kendte . I det hele gjorde hun et lidt fremmedartet Indtryk paa ham, som hun sad der med Hænderne i Skødet uden at ane, at hun blev beluret. Men hvor var hun dejlig! Hun hørte til de meget faa Kvinder, der taalte at blive iagttaget gennem et Nøglehul. Smukkest var hun i siddende Stilling, fordi hun var en halv Tomme for lille. De nedsænkede Øjenlaag og de ^ ^ tunge II, 102 Bryster ^ gav hendes Skikkelse en jomfrumoderlig ^ Bedaarelse, der mindede om ^ Murillos uskyldigt erfarne Madonnaer. – – – Nu lænede hun sig tilbage mod Stoleryggen, og med Henrykkelse saae han, at hendes Blik ligesom i Uro søgte hen mod den Hjørneplads paa første Række, der stod tom. Han havde forud fortalt hende, at han skulde sidde der. Og atter gled Øjnene i , Barmen løftede sig ^ . Galdt hendes Tanker ham? Eller var det Musikkens Elverdrømme, der fangede dem ind ? ... Han syntes, han vilde give ^ sit Liv for at vide det!

En mægtig Bifaldsstorm slog gennem Salen. Symfonien var tilende, uden at han havde hørt en Tone. I det samme blev Lyset skruet op ^ . For ikke at blive opdaget skyndte han sig ud af Logen.

Da Symfonien var tilende, ^ blev Lyset skruet op . Der skulde bagefter optræde et Par Sangere . For ikke at blive opdaget skyndte han sig ud af Logen.

Det havde egenlig været hans Hensigt nu at vise sig paa sin Plads i Parkettet ; men i Stedet for gik 97 han ned i den lange Promenade foran Restaurationen, og her forblev han under den sidste Del af Koncerten, skønt han idelig blev rendt paa Ærmet af forbifarende Tjenere, som havde travlt med at ordne Buffeterne ^ ^ ^ . Og i disse Øjeblikke besluttede han, at han i al Ærbarhed vilde anholde om Jytte Abildgaards Haand.
⇕ ⇒ Han havde rigtignok engang højtideligt svoret ikke at ville afhænde sin lykkelige Ungkarle-Frihed for mindre end en Million. Men han kendte dengang ikke Jytte Abildgaard, og anede ikke, at nogen enkelt Kvinde kunde faa en saa ubeskrivelig Magt over ham. Selve Ægteskabets Lænker gav hun uanede Tillokkelser. Familjelivets og ^ det borgerlige Hjems Behageligheder fremstillede sig i disse Øjeblikke for ham i det fordelagtigste Lys. Helt uden Formue var Jytte Abildgaard jo heller ikke, og i social Henseende vilde det ^ betyde ikke saa lidt for ham, at han blev optaget i en gammel, fornem Familje og fik en Gehejmeraadinde til Svigermor. Hvor højadeligt hans eget Blod maaske var, – han var dog kommen til Verden paa Fødselsstiftelsen og var vokset op i en Baggaard.

Det havde ^ været hans Hensigt nu at vise sig paa sin Plads i Parkettet , men i Stedet for gik han ud i den lange Promenade foran Restaurationen; og skønt han II, 141 idelig blev rendt paa Ærmet af forbifarende Tjenere, der havde travlt med at ordne Buffeterne til den staaende Souper, blev han derude under den sidste Del af Koncerten . Han havde taget en afgørende Beslutning og var ude af Ligevægt. Han vilde ved første Lejlighed i al Oprigtighed anholde om Jytte Abildgaards Haand. Han var led ved Ungkarlelivet. Optrinet om Eftermiddagen med Fru Merck havde givet ham den endelige Afsmag for det. Han ønskede nu at komme ind i ordnede Forhold og nyde det borgerlige Familjelivs Velvære. I social Henseende vilde det desuden betyde meget for hans Fremtid, om han kunde blive optaget i en gammel, anset Familje og faa en Gehejmeraadinde til Svigermor. Hvor højadeligt hans eget Blod maaske var, – han var dog kommen til Verden paa Fødselsstiftelsen og var vokset op i en Baggaard.

Det havde ^ været hans Hensigt nu at vise sig paa sin Plads i Parkettet , men i Stedet for gik han ud i den lange Promenade foran Restaurationen; og skønt han idelig blev rendt paa Ærmet af forbifarende Tjenere, der havde travlt med at ordne Buffeterne til den staaende Souper, blev han derude under den sidste Del af Koncerten . Han havde taget en afgørende Beslutning og var ude af Ligevægt. Han vilde ved første Lejlighed i al Oprigtighed anholde om Jytte Abildgaards Haand. Han var led ved Ungkarlelivet. Optrinet om Eftermiddagen med Fru Merck havde givet ham den endelige Afsmag for det. Han ønskede nu at komme ind i ordnede Forhold og nyde det borgerlige Familjelivs Velvære. I social Henseende vilde det desuden betyde meget for hans Fremtid, om han kunde blive optaget i en gammel, anset Familje og faa en Gehejmeraadinde til Svigermor. Hvor højadeligt hans eget Blod maaske var, — han var dog kommen til Verden paa Fødselsstiftelsen og var vokset op i en Baggaard.

Det havde ^ været hans Hensigt nu at vise sig paa sin Plads i Parkettet , men i Stedet for gik han ud i den lange Promenade foran Restaurationen; og skønt han idelig blev rendt paa Ærmet af forbifarende Tjenere, der havde travlt med at ordne Buffeterne til Souper’en, opholdt han sig derude under den sidste Del af Koncerten . Han havde taget en afgørende Beslutning og var ude af Ligevægt. Han vilde ved første Lejlighed i al Oprigtighed anholde om Jytte Abildgaards Haand. Han var led ved Ungkarlelivet. Optrinet om Eftermiddagen med Fru Merck havde givet ham den endelige Afsmag for det. Han ønskede nu at komme ind i ordnede Forhold og nyde det borgerlige Familjelivs Velvære. I social Henseende vilde det desuden betyde meget for hans Fremtid, om han kunde blive optaget i en gammel, anset Familje og faa en Gehejmeraadinde til Svigermor. Hvor højadeligt hans eget Blod maaske var, – han var dog kommen til Verden paa Fødselsstiftelsen og var vokset op i en Baggaard.

Inde fra Salen lød igen Bifaldsklap, og straks derefter hørtes Drønet af det opbrydende Publikum.
Efter Programmet skulde der nu spises, og et Øjeblik efter væltede Skarer af festklædte Damer og 98 Herrer ud af alle Døre i et Kapløb mod Buffeterne ^ . I den næste halve Time var der ^ den lystigste Trængsel overalt ^ .

Fra Salen hørtes Bifaldsklap og derpaa Drønet af det opbrydende Publikum. Et Øjeblik efter væltede Skarer af festklædte Damer og Herrer ud af Teatrets Døre og fyldte Gange og Trapper. Efter Programmet skulde der nu spises, og Buffeterne stormedes . I den følgende Time var der overalt den lystigste Trængsel , et Kaos af hvide Kvindeskuldre og sorte Herrerygge, af optaarnede Frisyrer, sminkede Ansigter, spejlblanke Isser, Stanglorgnetter og Næseklemmere .

Fra Salen hørtes Bifaldsklap og derpaa Drønet af det opbrydende Publikum. Et Øjeblik efter væltede Skarer af festklædte Damer og Herrer ud af Teatrets Døre og fyldte Gange og Trapper. Efter Programmet skulde der nu spises, og Buffeterne stormedes . I den følgende Time var der overalt den lystigste Trængsel , et Kaos af hvide Kvindeskuldre og sorte Herrerygge, af optaarnede II, 103 Frisyrer, sminkede Ansigter, spejlblanke Isser, Stanglorgnetter og Næseklemmere .

Først efter længere Tids ^ Søgen fandt han Jytte og hendes Mor inde i den » lille Sal«, der var omdannet til en Palmehave med sommerlige Bænke og Borde. Her var Trængslen ikke saa kompakt, Stemningen ogsaa mindre løssluppen end paa Gangene og i Restavrationen . Ved Siden af Moderen opdagede han til sin Ærgrelse Jyttes Fætter, Professor ^ Hagen ^ .

Først efter længere Tids forgæves Søgen fandt Karsten From Jytte og hendes Mor inde i den » lille Sal«, der var omdannet til en Palmehave med sommerlige Bænke og Borde. Her var Trængslen ikke saa kompakt, Stemningen II, 142 ogsaa mindre løssluppen end paa Gangene og i Restaurationen . Ved Siden af Moderen opdagede han til sin Ærgrelse Jyttes Fætter, Professor Asmus Hagen , hvis uforskammede Ansigt han ikke kunde fordrage .

Først efter længere Tids forgæves Søgen fandt Karsten From Jytte og hendes Mor inde i den » lille Sal«, der var omdannet til II, 103 en Palmehave med sommerlige Bænke og Borde. Her var Trængslen ikke saa kompakt, Stemningen ogsaa mindre løssluppen end paa Gangene og i Restaurationen . Ved Siden af Moderen opdagede han til sin Ærgrelse Jyttes Fætter, Professor Asmus Hagen , hvis uforskammede Ansigt han ikke kunde fordrage .

Først efter længere Tids forgæves Søgen fandt Karsten From Jytte og hendes Mor inde i den » lille Sal«, der var omdannet til en Palmehave med sommerlige Bænke og Borde. Her var Trængslen ikke saa kompakt, Stemningen ogsaa mindre løssluppen end paa Gangene og i Restaurationen . Ved Siden af Moderen opdagede han til sin Ærgrelse Jyttes Fætter, Professor Asmus Hagen , hvis uforskammede Ansigt han ikke kunde fordrage .

Forøvrigt havde han allerede ladet Giftermaalsplanerne fare. Ved at bevæge sig mellem saa mange muntre og skønne Kvinder, hvoraf de færreste gjorde nogen Hemmelighed af deres Yndigheder; ved at indsnuse den Duft af Boudoir , der steg op fra alle disse blottede Skuldre og Barme, var han bleven sig selv igen. Det var nu hans Hensigt at forsøge Lykken med et Coup de main . Det blev saa Knald eller Fald. Han vilde prøve at lokke Jytte i et Baghold ved Hjælp af et Trick, som en Gang tidligere havde hjulpet ham til en skøn Erobring. ⇕ ⇒ Kunde han blot komme saa vidt, at han en eneste Gang fik Lov til at kysse hende. Han var da sikker paa at have vundet Spil. I Kyssets Kunst havde Øvelsen gjort ham til Mester. Endnu havde ingen Kvinde holdt Stand overfor ham, naar hun først var signet 99 af dette for den uerfarne saa uskyldige Kærtegn og havde lært dets dystert-søde Hemmeligheder at kende.
I Overensstemmelse med sin Angrebsplan lod han en Tid, som om han ikke saae hende. Han gik omkring i Salen og hilste paa Bekendte, idet han navnlig opholdt sig i en Kres af meget lattermilde unge Damer, der vakte Opsigt ved deres ^ ^ støjende Munterhed.

Saasnart han viste sig i Salen, blev han indfanget af nogle Bekendte og ført hen til et Bord, hvor der sad et Par yngre Damer. Det var ham ikke muligt at slippe. Selskabet vakte endda en lidt ubehagelig Opsigt paa Grund af sin støjende Munterhed.

Saasnart han viste sig i Salen, blev han indfanget af nogle Bekendte og ført hen til et Bord, hvor der sad et Par yngre Damer. Det var ham ikke muligt at slippe. Selskabet vakte endda ^ lidt ubehagelig Opsigt paa Grund af sin støjende Munterhed.

Jytte, som inde i Teatret virkelig havde været lidt urolig over hans Udeblivelse, var nu ikke langt fra at ønske, at han ikke var kommen , eller i hvert Fald, at han ikke vilde opdage hende . Det var saa længe siden, hun havde set ham i Selskabslivet , og Synet forstemte hende. Disse orientalske Skrabud og andre Narrefagter, hvormed han morede sit taknemlige Publikum, pinte hende især ^ ^ paa Grund af Moderens og Fætterens Nærværelse. Hun havde hørt, at de med halve Stemmer havde vekslet nogle Bemærkninger om ham. Selve Ordene havde hun ikke kunnet opfatte; men efter Ansigtsudtrykkene at dømme var de ikke smigrende for ham.
En hvidt behandsket Herre med dannebrogsfarvet Skærf viste sig nu i en af de aabne Døre og klappede i Hænderne . Det var Signalet til Dansens Begyndelse, og der fulgte straks almindeligt Opbrud. Strømmen vendte tilbage til Teatret, hvor en stor Arbejdsstyrke imidlertid havde fjernet Stolerækkerne fra Tilskuerpladsen . Desuden var det skraa Gulv gjort lige ved 100 Hjælp af en Mekanisme, der skrev sig fra de gamle Kasinomaskeraders Tid. Allerede et Par Minutter efter fløj de første unge Par ned gennem Salen til Champagnegaloppens Tonebrus, mens Logerne oppe og nede fyldtes af Tilskuere.

Jytte, som inde i Teatret virkelig havde været lidt urolig over hans Udeblivelse, var nu ikke langt fra at ønske, at han ikke var kommen ^ . Det var saa længe siden, hun havde set ham i en Selskabssal , og Synet virkede forstemmende paa hende. Disse orientalske Skrabud og andre Narrefagter, hvormed han morede sit taknemlige Publikum, pinte hende , og ikke mindst paa Grund af Moderens og Fætterens Nærværelse. Alligevel var hun bestemt paa at indfri sit Løfte og danse med ham, dersom han bød hende op. Hun vidste naturligvis godt, hvad for Kaglen der vilde komme ud deraf, naar hun viste sig i Salen ved Karsten Froms Arm, efter ^ at hun i flere Aar ikke havde sat sine Fødder paa et Dansegulv. Men den Skjulthed, hvori hun især for Moderens Skyld havde bevaret deres Forhold, var efterhaanden bleven hende utaalelig. Saa maatte det hellere udleveres til Sladderen.
En Herre med dannebrogsfarvet Skærf traadte nu frem i Døren og klappede ^ . Det var Signalet til Dansens Begyndelse, og der fulgte et almindeligt Opbrud. Strømmen vendte tilbage til Teatret, hvor en ^ Arbejdsstyrke i Mellemtiden II, 143 havde fjernet Stolerækkerne fra Tilskuerpladsen og rettet det skraa Gulv ved Hjælp af en Mekanisme, der skrev sig fra de gamle Kasinomaskeraders Tid. Et Par Minutter efter fløj allerede det første unge Par ned gennem Salen til Champagnegaloppens Tonebrus, mens Logerne oppe og nede fyldtes af Tilskuere.

Jytte, som inde i Teatret virkelig havde været lidt urolig over hans Udeblivelse, var nu ikke langt fra at ønske, at han ikke var kommen ^ . Det var saa længe siden, hun havde set ham i en Selskabssal , og Synet virkede forstemmende paa hende. Disse orientalske Skrabud og andre Narrefagter, hvormed han morede sit taknemlige Publikum, pinte hende , ^ ikke mindst paa Grund af Moderens og Fætterens Nærværelse. Alligevel var hun bestemt paa at indfri sit Løfte og danse med ham, dersom han bød hende op. Hun vidste naturligvis godt, hvad for Kaglen der vilde komme ud deraf, naar hun viste sig i Salen ved Karsten Froms Arm, efter ^ at hun i flere Aar ikke havde sat sine Fødder paa et Dansegulv. Men den Skjulthed, hvori hun især for Moderens Skyld havde bevaret deres Forhold, var efterhaanden bleven hende utaalelig. Saa maatte det hellere udleveres til Sladderen.
En Herre med dannebrogsfarvet Skærf traadte nu frem i Døren og klappede ^ . Det var Signalet til Dansens Begyndelse, og der fulgte et almindeligt Opbrud. Strømmen vendte tilbage til Teatret, hvor en ^ Arbejdsstyrke i Mellemtiden havde fjernet Stolerækkerne fra Tilskuerpladsen og rettet det skraa Gulv ved Hjælp af en Mekanisme, der skrev sig fra de gamle Kasinomaskeraders Tid. Et Par Minutter efter fløj allerede det første unge Par ned gennem Salen til Champagnegalopens Tonebrus, mens Logerne oppe og nede fyldtes af Tilskuere.

Jytte, som inde i Teatret virkelig havde været lidt urolig over hans Udeblivelse, var nu ikke langt fra at ønske, at han ikke var kommen ^ . Det var saa længe siden, hun havde set ham i en Selskabssal , og Synet virkede forstemmende paa hende. Disse orientalske Skrabud og andre Narrefagter, hvormed han morede sit taknemlige Publikum, pinte hende , ^ ikke mindst paa Grund af Moderens og Fætterens Nærværelse. Alligevel var hun bestemt paa at indfri sit Løfte og danse med ham, dersom han bød hende op. Hun vidste naturligvis godt, hvad for Kaglen der vilde komme ud deraf, naar hun viste sig i Salen ved Karsten Froms Arm, efter ^ at hun i flere Aar ikke havde sat sine Fødder paa et Dansegulv. Men den Skjulthed, hvori hun især for Moderens Skyld havde bevaret deres Forhold, var efterhaanden bleven hende utaalelig. Saa maatte det hellere udleveres til Sladderen.
En Herre med dannebrogsfarvet Skærf traadte nu frem i Døren og klappede ^ . Det var Signalet til Dansens Begyndelse, og der fulgte et almindeligt Opbrud. Strømmen vendte tilbage til Teatret, hvor en ^ Arbejdsstyrke i Mellemtiden havde fjernet Stolerækkerne fra Tilskuerpladsen og rettet det skraa Gulv ved Hjælp af en Mekanisme, der skrev sig fra de gamle Kasinomaskeraders Tid. Et Par Minutter efter fløj allerede det første II, 104 unge Par ned gennem Salen til Champagnegaloppens Tonebrus, mens Logerne oppe og nede fyldtes af Tilskuere.

Det var dette Øjeblik , Karsten From havde afventet for at nærme sig Jytte. Som om han først nu opdagede hende, skred han hen imod hende med sine lange, katteagtige Skridt, standsede ærbødigt i nogen Afstand og rykkede derpaa tøvende nærmere .

I dette Øjeblik skred Karsten From henimod Jytte med sine lange, kattelette Skridt, standsede ærbødigt i nogen Afstand og bukkede .

Jytte havde ikke glemt sit Løfte; og paa Grund af Moderens og Fætterens Holdning, der havde vakt hendes Trods, var hun ogsaa fast bestemt paa at indfri det. Hun havde i flere Aar ikke sat sine Fødder paa et Dansegulv, fordi hun følte sig for gammel til den Fornøjelse. Derfor var hun ogsaa klar over, hvad det betød for hende nu at vise sig i Salen med Karsten From. Hun havde tilbragt Eftermiddagen i en nervøst urolig Stemning, der havde mindet hende om hendes allerførste Ungdom med dens Balfebere paa indtil 40 Grader. Forestillingen om de mange opspilede Øjne omkring i Logerne og om den Hvisken og Tisken, der vilde følge hende under Dansen, havde ikke sluppet hende et Øjeblik. Men den Skjulthed, hvori hun især for Moderens Skyld havde bevaret sit Forhold til Karsten 101 From, var efterhaanden bleven hende utaalelig. Saa maatte det hellere udleveres til Sladderen.
Hun fortrød kun, at hun ikke havde forberedt sin Mor; og da hun nu besvarede Karsten Froms Buk ved at rejse sig, var det ogsaa med et Par vildt forfærdede Øjne, Fru Bertha saae paa hende. I sin Angst ^ greb hun hende endog i Kjolen som for at holde hende tilbage.
» Men Barn! ... Du vil da ikke danse?«
» Jeg har Lyst til engang at prøve, om jeg skulde have glemt det. Men bliv endelig siddende, Mor! Jeg er her igen om et Øjeblik, og saa tager vi vel hjem , ikke sandt ?«

Jytte rejste sig.
» Men Barn! ... Vil du danse?« udbrød Moderen med vildt forfærdede Øjne og greb ^ hende ^ i Kjolen .
»Ja, jeg har Lyst til ^ at prøve, om jeg har glemt det. Men bliv endelig siddende, Mor! Jeg er her tilbage om et Øjeblik, og saa tager vi vel hjem ^ ?«

Jytte rejste sig.
II, 104 » Men Barn! ... Vil du danse?« udbrød Moderen med vildt forfærdede Øjne og greb ^ hende ^ i Kjolen .
»Ja, jeg har Lyst til ^ at prøve, om jeg har glemt det. Men bliv endelig siddende, Mor! Jeg er her tilbage om et Øjeblik, og saa tager vi vel hjem ?« ^

Karsten From selv var ikke mindre overrasket . Han havde været ganske sikker paa et Afslag og kun benyttet Inklinationen som Paaskud for at opnaa Forbindelse med hende.

Karsten From var selv lige saa forbavset . Han havde kun inklineret for at faa et lovligt Paaskud til at nærme sig hende.

» Jeg er ganske fortumlet af Henrykkelse!« sagde han paa Vejen til Balsalen. » Drømmer jeg eller er jeg vaagen? Er det virkelig sandt, at Frøken Jytte Abildgaard vil gøre mig den Ære at danse med mig?«

» Jeg er ganske fortumlet af Henrykkelse!« sagde han paa Vejen til Balsalen. » Drømmer jeg eller er jeg vaagen? De vil virkelig ^ gøre mig den Ære at danse med mig?«

» Jeg er ganske fortumlet af Henrykkelse!« sagde han paa Vejen til Balsalen. » Drømmer jeg eller er jeg vaagen? Vil De virkelig ^ gøre mig den Ære at danse med mig?«

» Jeg har jo lovet det.«

» Jeg troede ikke, det var Deres Alvor. De skulde vide, hvor jeg har været fortvivlet. Jeg vovede ikke at tro paa saa stor en Lykke.«
En af Balinspektørerne standsede dem ved Indgangen til Salen og paabød dem at vente til næste 102 Dans, da Gulvet i Øjeblikket var aldeles overfyldt. De tog saa Plads ved Væggen, hvor en Del af Teatrets Stolerækker var anbragte, og for at kunne sidde nogenlunde ubemærkede , valgte de nogle ledige Pladser inde under Balkonen .

Ved Indgangen til Salen standsedes de af en af Balinspektørerne , der høfligt bad dem om at vente til næste Dans, da Gulvet i Øjeblikket var aldeles overfyldt. Han anviste dem Siddepladser henne ved Væggen, hvor en Del af Teatrets Stolerækker var anbragte, og her satte de sig saa langt tilbage, at de kunde være nogenlunde ubemærkede ^ .

Efter sin Sædvane begyndte Karsten From med at komplimentere hende for hendes Dragt men stoppede ængstelig op , da han saae, at hans Smiger krænkede hende . Han glemte bestandig, at hun ikke var som andre . Derfor havde han saa ofte taget fejlt Sigte. Endnu for ikke saa længe siden havde han troet, at det var ^ Koketteri, naar hun var saa overmodig ligegyldig for sit Ydre og forsmaaede ethvert Toilettefif, f. Eks. den Pariserhæl under Skoene, der vilde have erstattet hende den manglende ^ Tomme i Højden. Nu kendte han Sfinksen bedre. Hun var for stolt til at ville behage . For kysk til at ville friste med sin Skønhed . I hendes dristige Øjekast , der tog sig ud som en underfundig Opfordring til Fortrolighed, var der ingen ^ Beregning. Hendes rige Smil, der var saa spotsk, men ogsaa saa fuldt af Sødme , var ikke det indstuderede Komediespil, som saa mange troede . Alt dette æggende og hemmelighedsfulde i hendes Væsen var en ganske ubevidst Udstraaling af hendes inderste, lønlige Natur. Af den altid lige uudgrundelige ^ ^ ^ Kvindesjæl.

II, 144 Efter sin Sædvane begyndte Karsten From med at komplimentere Jytte for hendes Dragt ; men da han saae en utaalmodig lille Rynke mellem hendes Bryn, stoppede han straks op og ærgrede sig over sin Dumhed . Han glemte bestandig, at hun ikke var som andre , og at hun navnlig var ganske utilgængelig for Smiger. Han havde engang troet, at det var af Koketteri, ^ hun var saa overmodig ligegyldig for sit Ydre og forsmaaede ethvert Toilettefif, f. Eks. den Pariserhæl under Skoene, der vilde have erstattet ^ den manglende halve Tomme i Højden. Nu kendte han hende bedre. Hun var for stolt til at ville behage , for kysk til at ville friste ^ . I hendes frimodige Øjekast ^ var der ingen underfundig Beregning. Hendes ^ Smil, der kunde være saa spotsk, men ogsaa saa sødmerigt , var ikke det ^ Komediespil, som saa mange troede , men en ganske ubevidst Udstraaling af hendes inderste Natur, af hendes æggende hemmelighedsfulde Kvindesjæl.

Efter sin Sædvane begyndte Karsten From med at komplimentere Jytte for hendes Dragt ; men da han saae en utaalmodig lille Rynke mellem hendes Bryn, stoppede han straks op og ærgrede sig over sin Dumhed . Han glemte bestandig, at hun ikke var som andre , og at hun navnlig var ganske utilgængelig for Smiger. Han havde engang troet, at det var af Koketteri, ^ hun var saa overmodigt ligegyldig for sit Ydre og forsmaaede ethvert Toilettefif, f. Eks. den Pariserhæl under Skoene, der vilde have erstattet ^ den manglende halve Tomme i Højden. Nu kendte han hende bedre. Hun var for stolt til at ville behage , for kysk til at ville friste ^ . I hendes frimodige Øjekast ^ var der ingen underfundig Beregning. Hendes ^ Smil, der kunde være saa spotsk, men ogsaa saa sødmerigt , var ikke det ^ Komediespil, som saa mange troede , men en ganske ubevidst Udstraaling af hendes inderste Natur, af hendes æggende hemmelighedsfulde Kvindesjæl.

Efter sin Sædvane begyndte Karsten From med at komplimentere Jytte for hendes Dragt ; men da han saae en utaalmodig lille Rynke mellem hendes Bryn, stoppede han straks op og ærgrede sig over sin Dumhed . Han glemte bestandig, at hun ikke var som andre , og at hun navnlig var ganske utilgængelig for Smiger. Han havde engang troet, at det var af Koketteri, ^ hun var saa overmodigt ligegyldig for sit Ydre og forsmaaede ethvert Toilettefif, f. Eks. den Pariserhæl under Skoene, der vilde have erstattet ^ den manglende halve Tomme i Højden. Nu kendte han hende bedre. Hun var for stolt til at ville behage , for kysk til at ville friste ^ . I hendes frimodige Øjekast ^ var der ingen underfundig Beregning. Hendes ^ Smil, der kunde være saa spotsk, men ogsaa saa sødmerigt , var ikke det ^ Komediespil, som saa mange troede , II, 105 men en ganske ubevidst Udstraaling af hendes inderste Natur, af hendes ^ hemmelighedsfulde Kvindesjæl.

» Vil De sige mig,« begyndte han i en anden Tone . 103 » Hvad er det, jeg har ^ forsyndet mig med i Aften ? Jeg saae det straks paa Dem derinde i Salen, at De var misfornøjet med mig. Jeg har glædet mig saa ubeskriveligt til at se Dem – og saa sad De derinde med denne vrede lille Rynke mellem Brynene, som jeg kender saa godt. Og den gør mig saa modløs . Har jeg gjort noget galt ? Vil De ikke fortælle mig det ?«

» Vil De sige mig,« fortsatte han derpaa i nedstemt Tone , » har jeg forsyndet mig ^ i Aften ? Er De misfornøjet med mig? Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem , da De sad derinde hos Deres Mor . Har jeg gjort noget galt ^ ?«

» Vil De sige mig,« fortsatte han derpaa i nedstemt Tone , » har jeg forsyndet mig iaften ^ ? Er De misfornøjet med mig? Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem , da De sad derinde hos Deres Mor . Har jeg gjort noget galt ^ ?«

» Naar De endelig vil vide det, saa begriber jeg ikke , at De har Lyst til at gaa omkring og agere Bajads for alle de Mennesker. Det klæder Dem efter min Mening slet ikke . Og jeg veed jo nu, at De kan være helt naturlig .«

» Naar De absolut vil vide det, saa forbavser det mig , at De har Lyst til at ^ agere saa meget og være Fornøjelsesraad for alle ^ Mennesker. Det klæder Dem efter min Mening slet ikke ^ .«

II, 105 » Naar De absolut vil vide det, saa forbavser det mig , at De har Lyst til at ^ agere saa meget og være Fornøjelsesraad for alle ^ Mennesker. Det klæder Dem efter min Mening slet ikke ^ .«

» Naar De absolut vil vide det, saa forbavser det mig , at De har Lyst til at ^ agere saa meget og være Fornøjelsesraad for alle ^ Mennesker. Det klæder Dem efter min Mening slet ikke ^ .«

Karsten From tog – ligesom forlegen – Blikket til sig og tav en lille Tid.

Karsten From slog Blikket ned og tav en lille Tid.

» Naturligvis – De har som altid Ret . Men De maa ikke skænde paa mig. Jeg er nu engang ikke anderledes, og jeg kan ikke forandre mig ^ . ^ Dersom jeg kom ind i en Selskabssal og vilde prøve paa at være mig selv, ... jeg vilde føle det, som om jeg ingen Klæder havde paa Kroppen, og det er ^ en usigelig flov Fornemmelse. Men forresten ... hvad gør De selv, kære Frøken? Hvad gør alle vore beklagelsesværdige Medskabninger? Spiller vi ikke allesammen Komedie for hinanden af Blufærdighed ^ ? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for sine Medmennesker som Vorherre har skabt ham. ^ Hvad siger ikke 104 den vise Salomo? Ingen Mand blotter sig – undtagen for den Elskede. Er Livet andet end en stor Maskerade ? De, allerkæreste Frøken, har nu formummet Dem som Vestalinde og tillader ingen at kigge Dem under Sløret. Fortræffeligt! Jeg indser ogsaa meget godt, at jeg selv kunde have anlagt en fordelagtigere Maskering ^ ^ . For min borgerlige Anseelses Skyld vilde det naturligvis have været klogere, om jeg f. Eks. havde kostymeret mig som Alvorsmand med et bekymret Professorblik under Bulehatten. Men det troede jeg forresten, vi var temmelig rørende enige om, at den hele Redelighed ikke er værd at tage au sérieux . Saa meget troede jeg virkelig at have kigget mig til gennem Sløret. Skulde jeg have taget fejl?«
^ Jytte svarede ham ikke, fordi hun i sit Inderste var nødt til at give ham Ret. Men Karsten From havde nu sin Snare i Beredskab og fortsatte:
» Næ – først naar man kommer væk fra sine egne Ravnekrogsforhold, vover man sig til at lade Masken falde. Men saa er det ogsaa en velsignet Fornemmelse. Veed De noget dejligere end at køre ned gennem Strøget i en fremmed By, hvor ikke et Menneske kender En? Eller at sidde paa Fortovet udenfor en stor Kafe og se lutter nye Ansigter passere forbi? F. Eks. i Paris. Borte fra al Bysladder og Spionage. Helst naturligvis sammen med en god 105 Ven eller Veninde. Ensomheden er skrækkelig. Men der er saa faa, der forstaar at indrette sig lidt fornuftigt her i Verden.«
Heller ikke hertil svarede Jytte noget. Hun holdt igen ikke rigtig af hans Tone. Og for nu at komme bort fra Emnet gav hun sig til at tale om Koncerten og spurgte ham, hvorfor han ikke havde overværet den. Hertil svarede han ^ , at han ikke havde haft Mod til det.
»Mod? ... Hvad vil det sige?«

» Naturligvis – De har som altid Ret , og jeg skal prøve paa at forbedre mig. Men De maa ikke skænde. Jeg II, 145 har glædet mig saa ubeskriveligt til at se Dem . Hvad skal vi ulykkelige Mennesker desuden gøre? Dersom jeg kom ind i en Selskabssal og vilde prøve paa at være helt naturlig ... jeg vilde føle det, som om jeg ingen Klæder havde paa Kroppen, og det er dog en usigelig flov Fornemmelse. Og forresten ... hvad gør De selv, kære Frøken? Hvad gør alle vore ^ Medskabninger? Sætter vi ikke allesammen ^ af Blufærdighed en mere eller mindre gennemskuelig Maske for Ansigtet ? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for Verden saadan, som Vorherre har skabt os . Og kan man i Grunden fortænke os i det? Hvad siger ikke den vise Salomo? Ingen Mand blotter sig ^ undtagen for den Elskede. ^ Livet er en stor Maskerade . De, allerkæreste Frøken, har ^ formummet Dem som Vestalinde , hvad jeg med gunstig Tilladelse vil kalde for en fortræffelig Ide. Selv har jeg været mindre heldig med min Maskering – det indrømmer jeg beredvilligt . For min borgerlige Anseelses Skyld vilde det ^ have været klogere, om jeg f. Eks. havde kostymeret mig som Alvorsmand med et bekymret Professorblik under Bulehatten. Men –.«
Han opdagede paany den utaalmodige lille Rynke mellem Jyttes Bryn og standsede øjeblikkelig. Her havde han igen siddet og ladet Munden løbe. Den forbandede Vane!
For nu at komme bort fra Emnet gav Jytte sig til at tale om Koncerten og spurgte ham, hvorfor han ikke havde overværet den. Han var gaaet glip af en stor Nydelse, sagde hun.
II, 146 Han rystede paa Hovedet og svarede , at han ikke havde haft Mod til at indfinde sig.
» Hvad vil det sige?«

» Naturligvis — De har som altid Ret , og jeg skal prøve paa at forbedre mig. Men De maa ikke skænde. Jeg har glædet mig saa ubeskriveligt til at se Dem . Hvad skal vi ulykkelige Mennesker desuden gøre? Dersom jeg kom ind i en Selskabssal og vilde prøve paa at være helt naturlig ... jeg vilde føle det, som om jeg ingen Klæder havde paa Kroppen, og det er dog en usigelig flov Fornemmelse. Og forresten ... hvad gør De selv, kære Frøken? Hvad gør alle vore ^ Medskabninger? Sætter vi ikke allesammen ^ af Blufærdighed en mere eller mindre gennemskuelig Maske for Ansigtet ? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for Verden saadan, som Verherre har skabt os . Og kan man i Grunden fortænke os i det? Hvad siger ^ den vise Salomo? Ingen Mand blotter sig ^ undtagen for den Elskede. ^ Livet er en stor Maskerade . De, allerkæreste Frøken, har ^ formummet Dem som Vestalinde , hvad jeg med gunstig Tilladelse vil kalde for en fortræffelig Ide. Selv har jeg været mindre heldig med min Maskering — det indrømmer jeg beredvilligt . For min borgerlige Anseelses Skyld vilde det ^ have været klogere, om jeg f. Eks. havde kostymeret mig som Alvorsmand med et bekymret Professorblik under Bulehatten. Men —.«
Han opdagede paany den utaalmodige lille Rynke mellem Jyttes Bryn og standsede øjeblikkelig. Her havde han igen siddet og ladet Munden løbe. Den forbandede Vane!
For nu at komme bort fra Emnet gav Jytte sig til at tale om Koncerten og spurgte ham, hvorfor han ikke havde overværet den. Han var gaaet glip af en stor Nydelse, sagde hun.
Han rystede paa Hovedet og svarede , at han ikke havde haft Mod til at indfinde sig.
» Hvad vil det sige?«

» Naturligvis – De har som altid Ret , og jeg skal prøve paa at forbedre mig. Men De maa ikke skænde. Jeg har glædet mig saa ubeskriveligt til at se Dem . Hvad skal vi ulykkelige Mennesker desuden gøre? Dersom jeg kom ind i en Selskabssal og vilde prøve paa at være helt naturlig ... jeg vilde føle det, som om jeg ingen Klæder havde paa Kroppen, og det er dog en usigelig flov Fornemmelse. Og forresten ... hvad gør De selv, kære Frøken? Hvad gør alle vore ^ Medskabninger? Sætter vi ikke allesammen ^ af Blufærdighed en mere eller mindre gennemskuelig Maske for Ansigtet ? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for Verden saadan, som Vorherre har skabt dem . Og kan man i Grunden fortænke os i det? Hvad siger ^ den vise Salomo? Ingen Mand blotter sig ^ undtagen for den Elskede. ^ Livet er en stor Maskerade . De, allerkæreste Frøken, har ^ formummet Dem som Vestalinde , hvad jeg med gunstig Tilladelse vil kalde for en fortræffelig Ide. Selv har jeg været mindre heldig med min Maskering – det indrømmer jeg beredvilligt . For min borgerlige Anseelses Skyld vilde det ^ have været klogere, om jeg f. Eks. havde kostymeret mig som Alvorsmand med et bekymret Professorblik under Bulehatten. Men –.«
Han opdagede paany den utaalmodige lille Rynke mellem Jyttes Bryn og standsede øjeblikkelig. Her havde han igen siddet og ladet Munden løbe. Den forbandede Vane!
For nu at komme bort fra Emnet gav Jytte sig til at tale om Koncerten og spurgte ham, hvorfor han ikke havde overværet den. Han var gaaet glip af en stor Nydelse, sagde hun.
II, 106 Han rystede paa Hovedet og svarede , at han ikke havde haft Mod til at indfinde sig.
» Hvad vil det sige?«

» Jeg vidste jo, at De var tilstede .«

» Jeg vidste jo, at De var der .«

» Naa – og hvad saa?«

» Naa — og hvad saa?«

» Naa – og hvad saa?«

» Jeg var bange for at gøre stor Skandale .«
Hun saae paa ham.

» Jeg var bange for at gøre ^ Skandale .«
Hun saae paa ham.

» Jeg var bange for at gøre ^ Skandale «
II, 106 Hun saae paa ham.

» Jeg var bange for at gøre ^ Skandale .«
Hun saae paa ham.

» Jeg forstaar ikke et Ord .«

» Jeg forstaar ikke et Muk .«

»Jo. F. Eks. at jeg skulde springe op paa min Stol midt under Symfonien og raabe ... nej skrige ^ ud over Teatret, at –«

»Nej, det gør De naturligvis ikke. Og det hele er jo ogsaa ganske ligegyldigt. Derfor skal De heller ikke spørge mig om mere.«
» Nu gør De mig jo bare nysgerrig. Hvorfor kom De ikke?«
» Det har jeg jo sagt. Jeg var bange.«
»Bange? For hvem?«
» For mig selv! ... Hvad vilde De have sagt, Frøken Abildgaard, dersom jeg midt under et Pianissimo var sprunget op fra min Stol og havde raabt ... nej ^ havde skreget ud over Salen, at –.«

Han ^ bøjede sig ned mod hendes Øre og fuldendte med hviskende Stemme:
» At jeg elsker Dem!«
Han saae med Henrykkelse, at der slog en Varmebølge gennem hendes Sind. Hendes Hals og Kinder blussede et Øjeblik; saa blev hun langsomt bleg. Brystet løftede sig tungt. Hun forsøgte at smile med sit hemmelighedsfuldt spotske Smil. Syntes ogsaa at 106 ville sige noget, – men det blev kun til en Skuldertrækning.
Ogsaa han tav. Der kom pludselig en besynderlig Uro over ham. Det var første Gang, han havde set hendes Selvsikkerhed vakle, og Synet betog ham paa en Maade, han ikke havde ventet. Den Tanke, at hun maaske virkelig for Alvor elskede ham og stolede paa ham, fik hans Mod til at synke, saa han et Øjeblik var nær ved at ønske, at han havde ladet hende i Fred. For første Gang i sit Liv var han kommen i den Situation, at han ængstedes ved sin egen Dumdristighed. Ja – Død og Helvede! – sad han ikke her og var lige paa Nippet til at faa moralske Anfægtelser? Hvad gik der af ham?
Han vilde fortsætte sit Angreb, da Musiken i det samme til hans Ærgrelse standsede, og Siddepladserne i Salen bestormedes. Med Folk paa begge Sider maatte han ændre Tone; og da Orkestret efter nogle faa Minuters Pavse satte i paany, var han nødt til at rejse sig og byde Jytte op.
^ ^ ^ ^ ^

Han standsede og bøjede sig forover, som vilde han ikke fuldende. Men saa vendte han Ansigtet langsomt om imod hende og sagde:
» At jeg elsker Dem!«
Han saae med Jubel, at der slog en Varmebølge gennem hendes Sind. Hendes Hals og Kinder blussede. Forgæves søgte hun at bortsmile sin Forvirring med sit spotske Smil.

Han standsede og bøjede sig forover, som vilde han ikke fuldende. Men saa vendte han Ansigtet langsomt om imod hende og sagde:
» At jeg elsker Dem!«
Han saae med Jubel, at der slog en Varmebølge gennem hende. Hendes Hals og Kinder blussede, mens hun forgæves søgte ^ at bortsmile sin Forvirring med sit spottende Smil.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.8

⇕ De Dødes Rige 6.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 6.2

⇐

Hun havde under Koncerten følt det haabløse i længer at lyve sig fra sin Forelskelse , og hun var for stolt til at ville flygte for den. ^

Og virkelig følte Jytte i dette Øjeblik det haabløse i længer at lyve sig fra sin Forelskelse eller at forsøge paa at ^ flygte fra den.
II, 147

Og virkelig følte Jytte i dette Øjeblik det haabløse i længer at lyve sig fra sin Forelskelse eller at forsøge paa at ^ flygte fra den.

⇕ Enslevs Død IV, 2.2

⇕ De Dødes Rige 6.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 6.2

^ ^ ^ Det var en af disse moderne Valse, der mindre er Dans end en gratiøst vuggende Gang , en smægtende Henskriden til en dæmpet Musik, der ikke hindrer en Fortsættelse af Konversationen men tværtimod virker som en Opfordring til Fortrolighed. Jytte havde under Dansen ikke en Tanke tilovers for ^ ^ ^ Sladderen oppe i Logerne, som dog netop fik uhyre travlt , 107 da man opdagede hende paa Gulvet sammen med Karsten From. Ligesom i sin første Ungdom glemte hun alt for ^ den Arm, der laa saa fortroligt om hendes Liv, for den Haand, hun følte saa ængstende nær ved sit Bryst.
» Har De set, at Hugo Martens er her?« spurgte Karsten From.
»Nej.«
» De veed nok, han er lige kommen hjem fra sine udenlandske Triumfer. Han har spillet baade for Kejser og Konger. Det fortæller han i det mindste.«
»Naa!«
» Jeg talte med ham for lidt siden inde i Restavrationen. Han er med al sin Skvadroneren et meget elskværdigt Menneske. Jeg venter forresten ham og hans Frue til en lille Eftermiddagste hos mig paa Tirsdag.«
»Naa!«
» Der er nemlig Tale om, at jeg skal male hans Portræt. Dersom nu ikke det sørgelige var hændt Deres Fætter, Jægermesteren – jeg savner ham virkelig daglig, forsikrer jeg – saa vilde jeg have inviteret ham med. For saa kunde jeg maaske have gjort mig et lillebitte Dværgehaab om at se ogsaa Dem ved den celebre Lejlighed. Jeg tror, det vilde interessere Dem at være sammen med Hugo Martens. Han lovede mig at spille sin nye Sonate, der skal 108 være noget ganske enestaaende pragtfuldt. Det siger han i hvert Fald selv.«
»Ja, det havde unægtelig været meget morsomt.«
» Deres Mor tør jeg jo desværre ikke tænke paa at indbyde. Men i Grunden kunde vel ogsaa Hugo Martens og hans Frue være en tilstrækkelig betryggende Æresvagt for Dem. Fru Martens er en fuldendt Dame. Og en Organist er jo halvvejs en gejstlig Herre.«
Jytte manglede ikke Lysten. Hun blev helt sørgmodig stemt, fordi hun ikke kunde sige Ja. Men da hun opfattede hans Indbydelse som Spøg, svarede hun ikke noget. Imidlertid blev han ved at trænge ind paa hende, og det i en utaalmodig og lidenskabelig Tone, der bragte hende til at studse. Det var virkelig hans Alvor!
Hun saae paa ham, og der var noget i hans Udtryk, der ikke huede hende.
De var netop ^ kommen Salen rundt to Gange , og hun standsede nu og bad ham ledsage hende tilbage til den lille Sal. Paa Vejen ud gennem Gangene fortsatte han med sit Forsøg paa at overtale hende, og hun begyndte at ane Uraad. Han maatte sikkert have en eller anden Bagtanke med den Indbydelse.
Paa Grund af de mange Mennesker, de mødte, havde hun allerede sluppet hans Arm. Nu trak hun sig endnu lidt længere bort fra ham. Og pludselig 109 slog det ned i hende med Lynets Klarhed, at det hele var Opspind. Han ventede slet ikke Martens, havde rimeligvis ikke engang talt med ham. Det var altsammen Paaskud for at faa hende lokket op til sig, og hun var heller ikke i Tvivl om hans Hensigt dermed.
⇕ ⇒ Hun havde for nogle Øjeblikke været lukket ind i Lykkens Rige. Nu følte hun sig styrtet hovedkulds ned i en Kloak.
For at skaffe sig Vished stillede hun en Fælde for ham. Idet hun lod, som om hun for Alvor overvejede Sagen, spurgte hun:
» Var det Mandag, De sagde?«
»Ja. Mandag Klokken fire. Jeg kan love Dem et Par virkeligt fornøjelige Timer. Martens er de prægtigste Mennesker under Solen.«
» Men De sagde før, at det var Tirsdag. Det husker jeg aldeles bestemt.«
Hun saae ikke paa ham; men Karsten From hørte det paa hendes Tone, at hans Forræderi var gennemskuet, og blev højst ulykkelig. Han forsøgte Udflugter; paastod, at det havde været Forsnakkelse, eller at hun huskede forkert. Men hun svarede ham ikke, og gik nu saa hurtigt til, at han maatte sno sig mellem de mange mødende Par for at kunne følge hende.
Fra den anden Ende af Gangen kom Fru Bertha 110 og Professoren gaaende imod dem . Fru Bertha var bleven urolig paa Grund af deres lange Fraværelse og vilde have været ind i Salen. Da Jytte opdagede hende, skyndte hun sig derhen.
» Du maa virkelig undskylde!« sagde hun med anstrengt Livlighed og stak sin Arm ind under Moderens. » Der var ikke til at komme frem . Gulvet var aldeles overfyldt. Men nu tager vi hjem, ^ ikke sandt ? Jeg er træt.«
» Jeg kan se det,« sagde Fru Bertha – hendes Øjne løb et Par Gange hastigt frem og tilbage mellem Datteren og hendes Kavaller –. » Du er saa bleg. Men du veed jo, at du ikke taaler at danse.«
Hun bad sin Nevø om at skaffe dem en Vogn.

I det samme kom Balinspektøren hen og gjorde dem opmærksom paa, at der var klappet op til ^ ny Dans; og skønt Jytte havde tabt Lysten til at danse og ønskede sig bort, blev hun nødt til at vise sig paa Gulvet.
Det var en af de moderne Valse, der mindre er Dans end en gratiøst vuggende Spaseren , en smægtende Henskriden til ^ dæmpet Musik, der ikke hindrer en Fortsættelse af Konversationen . Karsten From forsøgte sig med en Slags Undskyldning for sin fornyede Aabenhjærtighed ; men Jytte hørte ikke paa ham. Hun var foreløbig for opreven og følte sig desuden generet af Tanken om de mange opspilede Øjne omkring i Logerne og om Sladderen , der nu fik ^ travlt . Men først og fremmest tænkte hun paa sin stakkels Mor, som vilde forgaa af Sorg. Og alligevel var der Øjeblikke, da hun glemte det altsammen for Trykket af den Arm, der laa ^ om hendes Liv, og for hans mørkeblaa Øjne, som hun ikke saae, men hvis fortrolige Blik hun følte under Dansen som en brændende Gennemrisling.
Efter at de var kommen Salen ^ to Gange rundt, standsede hun og forlangte at komme bort. Hendes Væsen begyndte at gøre Karsten urolig. Hun havde endnu ikke sagt et Ord til ham. Paa Vejen ud gennem Gangene kunde de ikke komme til at tale sammen paa Grund af de mange Mennesker. Og nu dukkede Fru Bertha og Professoren op for Enden af Basargangen . Fru Bertha var bleven urolig over deres lange Fraværelse . Jytte skyndte sig straks hen til hende for at forklare Aarsagen.
II, 148 » Der var ikke til at komme til . Gulvet var aldeles overfyldt. Men nu tager vi hjem, Mor, ikke sandt ?«
Fru Bertha bad sin Nevø om at skaffe dem en Vogn.

I det samme kom Balinspektøren hen og gjorde dem opmærksom paa, at der var klappet op til en ny Dans; og skønt Jytte havde tabt Lysten til at danse og ønskede sig bort, blev hun nødt til at vise sig paa Gulvet.
Det var en af de moderne Valse, der mindre er Dans end en gratiøst vuggende Spaseren , en smægtende Henskriden til ^ dæmpet Musik, der ikke hindrer en Fortsættelse af Konversationen . Karsten From forsøgte sig med en Slags Undskyldning for sin fornyede Aabenhjertighed ; men Jytte hørte ikke paa ham. Hun var foreløbig for opreven og følte sig desuden generet af Tanken om de mange opspilede Øjne omkring i Logerne og om Sladderen , der nu fik ^ travlt . Men først og fremmest tænkte hun paa sin stakkels Mor, som vilde forgaa af Sorg. Og alligevel var der Øjeblikke, da hun glemte det altsammen for Trykket af den Arm, der laa ^ om hendes Liv, og for hans mørkeblaa Øjne, som hun ikke saae, men hvis fortrolige Blik hun følte under Dansen som en brændende Gennemrisling.
II, 107 Efter at de var kommen Salen ^ to Gange rundt, standsede hun og forlangte at komme bort. Hendes Væsen begyndte at gøre Karsten urolig. Hun havde endnu ikke sagt et Ord til ham. Paa Vejen ud gennem Gangene kunde de ikke komme til at tale sammen paa Grund af de mange Mennesker. Og nu dukkede Fru Bertha og Professoren op for Enden af Basargangen . Fru Bertha var bleven urolig over deres lange Fraværelse . Jytte skyndte sig straks hen til hende for at forklare Aarsagen.
» Der var ikke til at komme til . Gulvet var aldeles overfyldt. Men nu tager vi hjem, Mor, ikke sandt ?«
Fru Bertha bad sin Nevø om at skaffe dem en Vogn.

I det samme kom Balinspektøren hen og gjorde dem opmærksom paa, at der var klappet op til en ny Dans; og skønt Jytte havde tabt Lysten til at danse og ønskede sig bort, blev hun nødt til at vise sig paa Gulvet.
Det var en af de moderne Valse, der mindre er Dans end en gratiøst vuggende Spaseren , en smægtende Henskriden til ^ dæmpet Musik, der ikke hindrer en Fortsættelse af Konversationen . Karsten From forsøgte sig med en Slags Undskyldning for sin fornyede Aabenhjertighed ; men Jytte hørte ikke paa ham. Hun var foreløbig for opreven og følte sig desuden generet af Tanken II, 107 om de mange opspilede Øjne omkring i Logerne og om Sladderen , der nu fik ^ travlt . Men først og fremmest tænkte hun paa sin stakkels Mor, som vilde forgaa af Sorg. Og alligevel var der Øjeblikke, da hun glemte det altsammen for Trykket af den Arm, der laa ^ om hendes Liv, og for hans mørkeblaa Øjne, som hun ikke saae, men hvis fortrolige Blik hun følte under Dansen som en brændende Gennemrisling.
Efter at de var kommen Salen ^ to Gange rundt, standsede hun og forlangte at komme bort. Hendes Væsen begyndte at gøre Karsten urolig. Hun havde endnu ikke sagt et Ord til ham. Paa Vejen ud gennem Gangene kunde de ikke komme til at tale sammen paa Grund af de mange Mennesker. Og nu dukkede Fru Bertha og Professoren op for Enden af Basargangen . Fru Bertha var bleven urolig over deres lange Fraværelse . Jytte skyndte sig straks hen til hende for at forklare Aarsagen.
» Der var ikke til at komme til . Gulvet var aldeles overfyldt. Men nu tager vi hjem, Mor, ikke sandt ?«
Fru Bertha bad sin Nevø om at skaffe dem en Vogn.

Mens Professoren var borte, fulgte Karsten From Damerne til Garderoben. Fru Bertha vendte hele Tiden fyndigt Ryggen til ham. Men af den Grund saae hun ikke, hvordan han trippede ængstelig omkring Jytte og ikke fik Lov til at hjælpe hende Aftenkaaben paa . Og i sit Hastværk med at komme afsted, undgik det ligeledes hendes Opmærksomhed, at Jytte ikke sagde Farvel til ham.
Da Vognen var kørt, vendte Karsten From slukøret tilbage til Balsalen. Det var hans Hensigt at styrte sig ud i Hvirvlen for at glemme sit Nederlag ^ . Men paa Vejen betænkte han sig og vendte om. Lidt efter stod han i Garderoben og fik sit Tøj udleveret.
111 Der var i Øjeblikket ingen Vogn at faa, og for ikke at udsætte sig for at opholdes af Bekendte, bestemte han sig til at gaa hjem . Med Frakkekraven om Ørerne skridtede han i en opreven Sindsstemning afsted gennem de maanelyse Gader.

^ ^

Mens Professoren var borte, ledsagede Karsten From Damerne til Garderoben. Ængstelig bevægede han sig omkring Jytte for at faa Lov til at hjælpe hende Aftenkaaben paa , og bagefter fulgte han med ned til Vognen i Haab om et Tegn paa Naade eller i hvert Fald paa Tilgivelse.
Jytte forstod det godt; men Moderens Øjne slap dem ikke et Sekund, og hun maatte skilles fra ham med et intetsigende Haandtryk.
Karsten From vendte modløs tilbage til Balsalen. Det var hans Hensigt at styrte sig ud i Hvirvlen for at trøste sig for det Nederlag , han igen mente at have lidt . Men paa Vejen vendte han om. Han vilde hjem .
Et Øjeblik efter kørte han bort fra Festen i fortvivlet Sindsstemning .
III .

Mens Professoren var borte, ledsagede Karsten From Damerne til Garderoben. Ængstelig bevægede han sig omkring Jytte for at faa Lov til at hjælpe hende Aftenkaaben paa , og bagefter fulgte han med ned til Vognen i Haab om et Tegn paa Naade eller i hvert Fald paa Tilgivelse.
Jytte forstod det godt; men Moderens Øjne slap dem ikke et Sekund, og hun maatte skilles fra ham med et intetsigende Haandtryk.
Karsten From vendte modløs tilbage til Balsalen. Det var hans Hensigt at styrte sig ud i Hvirvelen for at trøste sig for det Nederlag , han igen mente at have lidt . Men paa Vejen vendte han om. Han vilde hjem .
Et Øjeblik efter kørte han bort fra Festen i fortvivlet Sindstemning .
III

Mens Professoren var borte, ledsagede Karsten From Damerne til Garderoben. Ængstelig bevægede han sig omkring Jytte for at faa Lov til at hjælpe hende Aftenkaaben paa , og bagefter fulgte han med ned til Vognen i Haab om et Tegn paa Naade eller i hvert Fald paa Tilgivelse.
Jytte forstod det godt; men Moderens Øjne slap dem ikke et Sekund, og hun maatte skilles fra ham med et intetsigende Haandtryk.
Karsten From vendte modløs tilbage til Balsalen. Det var hans Hensigt at styrte sig ud i Hvirvelen for at trøste sig for det Nederlag , han igen mente at have lidt . Men paa Vejen vendte han om. Han vilde hjem .
Et Øjeblik efter kørte han bort fra Festen i fortvivlet Sindsstemning .
II, 108 III

⇕ Enslevs Død IV, 2.3

⇕ De Dødes Rige 6.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 6.3

D en følgende Morgen med første Post fik Jytte et Brev fra ham bragt ind paa Sengen. Hun genkendte hans store, snørklede Haandskrift fra de Linjer, han en Gang tidligere havde sendt hende, og desuden stod hans Navns Forbogstaver ^ trykt paa Konvoluten i et Vaabenskjold med Krone over .

Den følgende Morgen med første Post fik Jytte et Brev ^ bragt ind paa Sengen. Hun anede straks, at det var fra Karsten From. Hans Navns Forbogstaver stod ogsaa trykt paa Konvoluten i Guld. Det varede noget, før hun kunde faa sig til at aabne det. Hun frygtede for, at dets Tone skulde støde hende, og hun var i Forvejen stærkt nedtrykt efter en søvnløs Nat .

Den følgende Morgen med første Post fik Jytte et Brev ^ bragt ind paa Sengen. Hun anede straks, at det var fra Karsten From. Hans Navns Forbogstaver stod ogsaa trykt paa Konvolutten i Guld. Det varede noget, før hun kunde faa sig til at aabne det. Hun frygtede for, at dets Tone skulde støde hende, og hun var i Forvejen stærkt nedtrykt efter en søvnløs Nat .

Skønt hun i Nattens Løb havde taget sin Fornuft fangen og vendt sin Harme mod sig selv, fordi hun blot et Øjeblik havde været saa enfoldig at tro, at en Mand med hans Livsvaner kunde have nogen hæderlig Hensigt med sin Efterstræbelse ^ , vilde hun ikke læse hans Brev. Hun kastede det til Side for at sende ham det tilbage.
Men da det kom ^ til Stykket, modstod hun alligevel ikke Fristelsen til at se , hvad han havde fundet paa at sige til sit Forsvar. Brevet var saa tykt. Indeholdt sikkert flere Ark. Han maatte have brugt det meste af Natten til at skrive det. ^ ^

Straks efter Hjemkomsten den foregaaende Aften var hun gaaet i Seng , ^ for at Moderen ikke skulde udfritte II, 149 hende om hendes Forhold til Karsten From. Men hele Natten havde hun været forfulgt af Moderens Øjne. Med et til Døden bedrøvet Blik havde de stirret paa hende fra Mørket, saa hun var kommen til at græde. Ja, hvor var et Menneskes Kærlighed en sørgelig og uværdig Ting! Skønt hun fuldt ud vidste Besked om det Liv, Karsten From havde ført , kunde hun ikke lade være med at holde af ham. Om det saa var hans Forhold til Fru Merck, saa havde det kun gjort hende endnu mere modstandsløs overfor hans Efterstræbelse. – Hun maatte tænke paa, hvad hun saa ofte havde hørt sige om Mødre, at de følte Kærligheden til deres Børn desto stærkere, jo mere Sorg de gjorde dem. Saadan drev en ubarmhjertig Gud sit Spil med Menneskehjerter! Endnu i dette Øjeblik vidste hun knap, hvilken Følelse der var stærkest i hende, enten den Ømhed, hun følte for ham, eller Hadet til de Kvinder, der tidligere havde ejet ham.

Straks efter Hjemkomsten den foregaaende Aften var hun II, 108 gaaet i Seng , ^ for at Moderen ikke skulde udfritte hende om hendes Forhold til Karsten From. Men hele Natten havde hun været forfulgt af Moderens Øjne. Med et til Døden bedrøvet Blik havde de stirret paa hende fra Mørket, saa hun var kommen til at græde. Ja, hvor var et Menneskes Kærlighed en sørgelig og uværdig Ting! Skønt hun fuldt ud vidste Besked om det Liv, Karsten From havde ført , kunde hun ikke lade være med at holde af ham. Om det saa var hans Forhold til Fru Merck, saa havde det kun gjort hende endnu mere modstandsløs overfor hans Efterstræbelse. — Hun maatte tænke paa, hvad hun saa ofte havde hørt sige om Mødre, at de følte Kærligheden til deres Børn desto stærkere, jo mere Sorg de gjorde dem. Saadan drev en ubarmhjertig Gud sit Spil med Menneskehjerter! Endnu i dette Øjeblik vidste hun knap, hvilken Følelse der var stærkest i hende, enten den Ømhed, hun følte for ham, eller Hadet til de Kvinder, der tidligere havde ejet ham.

Straks efter Hjemkomsten den foregaaende Aften var hun gaaet i Seng , ^ for at Moderen ikke skulde udfritte hende om hendes Forhold til Karsten From. Men hele Natten havde hun været forfulgt af Moderens Øjne. Med et til Døden bedrøvet Blik havde de stirret paa hende fra Mørket, saa hun var kommen til at græde. Ja, hvor var et Menneskes Kærlighed en sørgelig og uværdig Ting! Skønt hun fuldt ud vidste Besked om det Liv, Karsten From havde ført , kunde hun ikke lade være med at holde af ham. Om det saa var hans Forhold til Fru Merck, saa havde det kun gjort hende endnu mere modstandsløs overfor hans Efterstræbelse. – Hun maatte tænke paa, hvad hun saa ofte havde hørt sige om Mødre, at de følte Kærligheden til deres Børn desto stærkere, jo mere Sorg de gjorde dem. Saadan drev en ubarmhjertig Gud sit Spil med Menneskehjerter! Endnu i dette Øjeblik vidste hun knap, hvilken Følelse der var stærkest i hende, enten den Ømhed, hun følte for ham, eller Hadet til de Kvinder, der tidligere havde ejet ham.

Med en rask Beslutning skar hun Brevet op og læste det.
112 Dets Tone viste sig at være langt mere oprigtig , end hun havde ventet ^ . Det var øjensynlig skrevet i en meget nedtrykt Sindsstemning og gjorde ikke Forsøg paa at bortlyve Forræderiet. Han tilstod, at han havde baaret sig ad som en æreløs Mand, og at hun havde Grund til at foragte ham. » Min Ulykke er ,« skrev han, » at jeg ikke lærte Dem at kende for længe siden . Saa var jeg ikke bleven den, som jeg nu er . Jeg vil ikke deklamere, men De maa tro mig, naar jeg siger det , at jeg først nu har lært , hvad det vil sige at holde af nogen. Før De helt fordømmer mig, tænk saa paa, at det er Kærlighed, at det er Lidenskab, der har forført mig. Jeg elsker Dem vanvittigt – det er min eneste Undskyldning. Og De, kære Frøken Abildgaard, der har baaret over med mig i saa mange Ting og vist mig Godhed, vil ogsaa gøre det fremdeles, ikke sandt? De vil skrive den dumme og uhæderlige Streg i Glemmebogen. Jeg maa have Lov til at se Dem og tale med Dem, som om der ingenting var sket. Jeg gaar Dem imorgen imøde som sædvanligt, og De vil ikke gøre mig ulykkelig og blive borte. Jeg har saa meget at sige Dem. De er den eneste, jeg kan tale naturligt med, fordi jeg tror , De forstaar mig.«
Efter at Jytte havde læst Brevet igennem et Par Gange, blev hun siddende ved sit Bord med Hænderne for Ansigtet. Til sin Ydmygelse følte hun, at 113 hun endnu holdt af ham, maaske endda mere uhjælpeligt end før. Hun maatte tænke paa, hvad hun saa ofte havde hørt sige om Mødre, at de følte Kærligheden til deres Barn des stærkere, jo mere Sorg det gjorde dem. Nu forstod hun det.
Der var dog ikke Tale om, at hun vilde se ham mere. Da Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, tog hun sit Tøj paa; men for ikke at risikere at møde ham, kørte hun med Sporvognen ud paa Kristianshavn, hvor hun heller ikke var udsat for at træffe andre Bekendte. Hun stod af ved Voldgraven og gik ud over de nye Amagerboulevarder. Men paa disse fremmede og øde Veje følte hun sig slet ikke hyggelig tilmode. Mod sin Vilje saae hun bestandig for sig de gamle Stier omkring Søerne, hvor Karsten From nu foer omkring og søgte efter hende.
Snart sad hun da ogsaa igen i Sporvognen og kørte hjem.
Ved Højbro steg en Herre ind i Vognen og tog Plads ved Døren. Det var Pastor Gaardbo.
Jytte havde en Gang før haft det Uheld at støde paa ham. Det var i » Magasin du Nord«. Han havde staaet ved en Disk i nogen Afstand og stirret paa hende uden at hilse. Det havde ikke været til at tage fejl af, at han betragtede sig som forurettet. Det var næsten, som om han ventede, at hun 114 skulde komme hen til ham og bede om Forladelse. I det Sekund, deres Øjne mødtes, var hans Blik en Tordenkile.
Skønt hun sad med bortvendt Ansigt, mærkede hun ogsaa nu hele Tiden hans straffende Blik paa sig. Men hun følte ikke stort andet derved end et rent legemligt Ubehag. Og hun tænkte ved sig selv, at det i hvert Fald var en Lykke, at det ikke blev hos ham , hendes vildfarne Kærlighed havnede. Hvor mange Gange bedre og sandere var dog ikke Karsten From med alle sine Skrøbeligheder end denne Selvretfærdighedens Apostel!
For ikke at blive nødt til at passere ham stod hun af allerede paa Kongens Nytorv, hvor der blev aabnet ud til Vognens Forperron. Hun skraade derefter over Torvet og gik mod Sædvane hjem gennem Store Kongensgade, mens Pastor Gaardbo kørte videre ad Bredgade ud til Rigsdagsbygningen.
For ikke at blive udfrittet af Moderen om Aftenens Begivenhed tilbragte hun det meste af Dagen inde hos sig selv. Hun sad i sin Armstol med halvlukkede Øjne og følte sig som lam paa Sjælen. » Hvad nu?« tænkte hun flere Gange ganske højt. – Hun tilhørte nu atter Ensomheden. Naar hun vaagnede om Morgenen, vilde Dagen atter ligge foran hende som en endeløs øde Landevej, der førte ud til det evige Mørke. Fortiden vilde igen blive hendes 115 Tilflugt, og her skulde hun fra nu af ogsaa møde Karsten From som blot og bar Erindring. Og desværre, det vilde vistnok ikke gaa med ham, som det var gaaet hende med Pastor Gaardbo og de fleste andre af de Mænd, ⇕ ⇒ hun ved en Misforstaaelse havde ladet sig opholde af paa Vejen mod sin Skæbne. Han havde jo haft en besynderlig, knugende Magt over hendes Sind næsten fra den første Gang, de saaes. – Ja, hvor var en Kvindes Kærlighed en sørgelig og uværdig Ting! Hun vidste jo dog allerede dengang god Besked om det Liv, han førte. Saa uhyggeligt drev en svigagtig Gud sit Spil med Menneskesjæle, at Tanken om Fru Merck og de andre Damer, han havde kendt, kun havde gjort hende mere modstandsløs overfor hans Forfølgelse. Og der havde været Øjeblikke, da hun maatte spørge sig selv, hvad der var stærkest i hende, enten den Ømhed, hun følte for ham, eller Hadet til de Kvinder, der tidligere havde ejet ham. – –
Om Aftenen kom der endnu et Brev fra ham, hvad hun ogsaa havde ventet.
Brevet, der maatte være skrevet umiddelbart efter hans Tilbagekomst fra det forgæves Forsøg paa at møde hende, var paa otte store Sider og nedrablet med flyvende Pen, undertiden næsten ulæseligt. Og det var ikke alene Skriften, der bar Vidne om en ubehersket Sindsstemning. Brevet var fra først til 116 sidst et Udbrud af Fortvivlelse over hendes Udeblivelse, fuldt af nye Selvanklager og ny Bønfaldelse.
Stærkere Indtryk gjorde det dog paa hende, at det tillige indeholdt en aabenhjertig Redegørelse for hele hans Liv. Han skrev om sin Barndom som forældreløs Vajsenhusdreng, fortalte om de mange fremmede Hjem, han havde været anbragt i, hvor han tidligt vænnedes ^ til at søge sine Glæder paa Gaden ; som nærede hans Menneskeforagt og Mistilliden til anden Lykke end Øjeblikkets Nydelser. Først ved at lære hende at kende havde han forstaaet sig selv og sit Livs Tomhed, og han bønfaldt hende om ikke at forstøde ham nu, da han var fast besluttet paa at forandre sit Liv og gøre sig hende værdig .
I denne Selvbekendelse genkendte Jytte meget af sit eget Sinds Ensomhedsfølelse og Savn. Da hun ^ havde læst den anden Gang , trykkede hun den overvunden ^ til sit Hjerte. Og om Natten laa hun med Hænderne under Kinden og kunde ikke falde til Ro for Længsel efter ham. Den skræmmende Forudanelse, som hun havde været opfyldt af, siden hun første Gang følte hans blodhede Haand i sin: at han var den Mand, hun engang skulde tilhøre – den forvandlede sig i disse Timer for hende til lykkelig Vished. Hendes Skæbne havde indhentet hende, overrumplet hende, hun ønskede sig slet ikke længer Magt til at kæmpe med den. I sine Tanker vilde hun dog altid være 117 hos ham, hvor i Verden hun saa flygtede hen. De var bestemte for hinanden fra Evighed af som alle andre Livets smaa og store Skabninger, der elskede hinanden. Som to sørgmodige Aftensværmere, der mødes ved Solnedgang – og skilles.

Hun læste nu Brevet, og det viste sig , at dets Tone var langt naturligere og oprigtigere , end hun havde ventet . Alligevel virkede det besynderligt . Det var øjensynlig skrevet i en opreven Sindsstemning og ^ havde Karakteren af et Skriftemaal.
» Min Ulykke er , at jeg ikke lærte Dem at kende for længe siden ^ . Jeg vil ikke deklamere, men De maa tro mig, naar jeg forsikrer , at jeg først nu veed , hvad det vil sige at holde af nogen. Før De ^ fordømmer mig, saa tænk paa , hvorledes jeg er bleven den, jeg er. I min Barndom, da jeg som forældreløs blev anbragt i mange fremmede Hjem, ^ vænnedes jeg tidligt til at søge mine Glæder paa II, 150 Gaden . Det nærede min Menneskeforagt og tillige min Mistillid til anden Lykke end Øjeblikkets Nydelser. Først ved at lære Dem at kende har jeg forstaaet mig selv og mit hidtidige Livs Tomhed, og jeg bønfalder Dem om at bevare Deres Godhed for mig og tro paa, at det er min alvorlige Hensigt at forandre mit Liv i Haabet om engang at kunne vise mig værdig til Deres Venskab. De maa fremdeles give mig Lov til at se Dem og tale med Dem. Jeg søger Dem imorgen paa sædvanligt Sted, og De vil ikke gøre mig den Sorg at blive borte. Jeg har saa meget at sige Dem.«
Da Jytte anden Gang havde læst denne Selvbekendelse tilende , trykkede hun ^ overvunden Brevet til sit Hjerte.

Hun læste nu Brevet, og det viste sig , at dets Tone var langt naturligere og oprigtigere , end hun havde ventet . Alligevel virkede det besynderligt . Det var øjensynlig skrevet i en opreven Sindsstemning og ^ havde Karakteren af et Skriftemaal.
» Min Ulykke er , at jeg ikke lærte Dem at kende for længe siden ^ . Jeg vil ikke deklamere, men De maa tro mig, naar jeg forsikrer , at jeg først nu veed , hvad det vil sige at holde af nogen. Før De bedømmer ^ mig, saa tænk paa , hvorledes jeg er bleven den, jeg er. I min Barndom, da jeg som forældreløs blev anbragt i mange fremmede Hjem, ^ vænnedes jeg tidligt til at søge mine Glæder paa Gaden . Det nærede min Menneskeforagt og tillige min Mistillid til anden Lykke end Øjeblikkets Nydelser. Først ved at lære Dem at kende har jeg forstaaet mig selv og mit hidtidige Livs Tomhed, og jeg bønfalder Dem om at bevare Deres Godhed for mig og tro paa, at det er min alvorlige Hensigt at forandre mit Liv i Haabet om engang at kunne vise mig værdig til Deres Venskab. De maa fremdeles give mig Lov til at se Dem og tale med Dem. Jeg søger Dem imorgen paa sædvanligt Sted, og De vil ikke gøre mig den Sorg at blive borte. Jeg har saa meget at sige Dem.«
II, 109 Da Jytte anden Gang havde læst denne Selvbekendelse tilende , trykkede hun ^ overvunden Brevet til sit Hjerte.

Hun læste nu Brevet, og det viste sig , at dets Tone var langt naturligere og oprigtigere , end hun havde ventet . Alligevel virkede det besynderligt . Det var øjensynlig skrevet i en opreven Sindsstemning og ^ havde Karakteren af et Skriftemaal.
» Min Ulykke er , at jeg ikke lærte Dem at kende for længe siden ^ . Jeg vil ikke deklamere, men De maa tro mig, naar jeg forsikrer , at jeg først nu veed , hvad det vil sige at holde af nogen. Før De bedømmer ^ mig, saa tænk paa , hvorledes jeg er bleven den, jeg er. I min Barndom, da jeg som forældreløs blev anbragt i mange fremmede Hjem, ^ vænnedes jeg tidligt til at søge mine Glæder paa Gaden . Det nærede min Menneskeforagt og tillige min Mistillid til anden Lykke end Øjeblikkets Nydelser. Først II, 109 ved at lære Dem at kende har jeg forstaaet mig selv og mit hidtidige Livs Tomhed, og jeg bønfalder Dem om at bevare Deres Godhed for mig og tro paa, at det er min alvorlige Hensigt at forandre mit Liv i Haabet om engang at kunne vise mig værdig til Deres Venskab. De maa fremdeles give mig Lov til at se Dem og tale med Dem. Jeg søger Dem imorgen paa sædvanligt Sted, og De vil ikke gøre mig den Sorg at blive borte. Jeg har saa meget at sige Dem.«
Da Jytte anden Gang havde læst denne Selvbekendelse tilende , trykkede hun ^ overvunden Brevet til sit Hjerte.

⇕ Enslevs Død IV, 2.3

⇕ De Dødes Rige 6.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 6.3

»Ja, min Ven! Jeg kommer! Jeg kommer!« hviskede hun ned i Puden. » Og saa vil vi lade Fortiden hvile. Begge to. Jeg har jo heller ikke selv nogen engleren Samvittighed, du! Men lad os glemme – glemme! Det maa saa gaa med os ^ , som det kan!«
Henad Morgenstunden faldt hun i Søvn; og hun sov endnu, da Moderen bankede paa hendes Dør for at lade hende vide, at Tebordet stod dækket.

»Ja, min Ven! Jeg kommer! Jeg kommer!« – Hvad hun dunkelt havde anet fra den første Gang , hun saae ham, vidste hun nu.

»Ja, min Ven! Jeg kommer! Jeg kommer!« — Hvad hun dunkelt havde anet fra den første Gang , hun saae ham, vidste hun nu.

»Ja, min Ven! Jeg kommer! Jeg kommer!« – Hvad hun dunkelt havde anet fra den første Gang , hun saae ham, vidste hun nu.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5

⇕ De Dødes Rige 6.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 6.3

⇐

han var den Mand, hun skulde tilhøre – »Tvillingbroderen«, som hun de mange, mange Aar havde baade længtes efter ^ ^ og frygtet – det gentog hun nu ^ ^ med et fortrøstningsfuldt Smil, som var det noget, hun i Grunden aldrig havde tvivlet om .

Han var ^ »Tvillingbroderen«, som hun i saa mange Aar havde ventet paa. De var bestemte for hinanden fra Evighed af som alle andre Jordens Skabninger, der elsker, – to ensomt omflakkende Aftensværmere, der mødtes ved Solnedgang og forenedes, før Natten atter skilte dem – begge fødte med ^ det samme fredløse Skumringssind, der flygtede for Lyset og gruede for Mørket .

Han var ^ »Tvillingbroderen«, som hun i saa mange Aar havde ventet paa. De var bestemte for hinanden fra Evighed af som alle andre Jordens Skabninger, der elsker, — to ensomt omflakkende Aftensværmere, der mødtes ved Solnedgang og forenedes, før Natten atter skilte dem — begge fødte med ^ det samme fredløse Skumringssind, der flygtede for Lyset og gruede for Mørket .

⇕ Enslevs Død IV, 2.3

⇕ De Dødes Rige 6.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 6.3

Da hun rullede sin Persienne op, saae hun til sin Fortvivlelse, at det øsregnede. Det var et saa skrækkeligt Vejr, at Folk maatte holde Paraplyerne foran sig for at kunne arbejde sig op mod Blæsten. At Karsten From ikke af den Grund vilde holde sig hjemme men igen søge hende paa den sædvanlige Tid, var hun ganske sikker paa; men selv kunde hun umuligt gaa ud i det Vejr uden at vække Moderens Mistanke.

Da hun rullede sin Persienne op, saae hun med Fortvivlelse, at det øsregnede. Det var desuden en Storm, saa Folk maatte holde Paraplyen som et Skjold foran sig for ikke at faa den vendt. I et saadant Vejr kunde hun ikke gaa hjemmefra uden at vække Moderens Mistanke.

I den følgende Time gik hun hvert Øjeblik til Vinduerne i det Haab, at Regnen skulde sagtne; men Himlen syntes uudtømmelig, og det var et Mørke, som om Jorden skulde forgaa. Og efterhaanden som Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, 118 voksede hendes Uro. Hun var ikke alene bedrøvet over, at hun igen skulde skuffe ham. Med moderlig Bekymring tænkte hun ogsaa paa , at han vilde blive dyngvaad og maaske forkøle sig og blive syg .

I den følgende Time gik hun hvert Øjeblik til Vinduet II, 151 i det Haab, at Vejret havde bedret sig; og efterhaanden som Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, voksede hendes Frygt for , at han skulde kunne misforstaa hendes Udeblivelse .

I den følgende Time gik hun hvert Øjeblik til Vinduet i det Haab, at Vejret havde bedret sig; og efterhaanden som Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, voksede hendes Frygt for , at han skulde kunne misforstaa hendes Udeblivelse .

I sidste Øjeblik fandt hun paa en Udvej . Hun vilde telefonere til ham fra en Kiosk. Hun kastede sin Regnkappe om sig og forklarede Moderen, at hun nødvendigvis maatte løbe over til Boghandleren for at købe Papir og Frimærker.
Hun var saa heldig at faa ham ringet op, netop som han stod med Tøjet paa for at gaa. Han kendte straks hendes Stemme ^ og sagde , endnu før hun havde forklaret sig :
» Tør jeg virkelig tro paa , at det er Dem ? De har saa tilgivet mig?«
» Det vil vi ikke snakke om nu. Jeg har blot villet forhindre, at De gik ud og forkølede Dem i det skrækkelige Vejr.«

I sidste Øjeblik fandt hun paa den Udvej at telefonere til ham fra en Forretning. Hurtigt tog hun sin Regnkappe paa og forklarede Moderen, der sad i Dagligstuen, at hun maatte ^ over til Boghandleren for at købe Brevpapir.
Han genkendte straks hendes Stemme i Telefonen og sagde ^ :
» Tør jeg virkelig tro ^ , at det er Dem ?«
»Ja, jeg har villet forhindre, at De gik ud og forkølede Dem i det skrækkelige Vejr.«

I sidste Øjeblik fandt hun paa den Udvej at telefonere til ham fra en Forretning. Hurtigt tog hun sin Regnkappe paa og forklarede Moderen, der sad i Dagligstuen, at hun maatte ^ over til Boghandleren for at købe Brevpapir.
Han genkendte straks hendes Stemme i Telefonen og sagde ^ : ^ » Tør jeg virkelig tro ^ , at det er Dem ?«
»Ja, jeg har villet forhindre, at De gik ud og forkølede Dem i det skrækkelige Vejr.«

» ^ Hvornaar skal jeg da se Dem?«

» Jeg staar netop med Tøjet paa. Jeg synes ikke, Vejret er saa slemt.«
»Jo, jeg bliver hjemme idag.«
» Hvornaar skal jeg da se Dem?«

II, 110 » Jeg staar netop med Tøjet paa. Jeg synes ikke, Vejret er saa slemt.«
»Jo, jeg bliver hjemme idag.«
» Hvornaar skal jeg da se Dem?«

»Imorgen, tænker jeg .«

»Imorgen, tænker jeg !«

» Men der er saa forfærdelig længe til imorgen . En hel Evighed.«

» Men der er saa forfærdelig længe til imorgen !«

Det syntes ogsaa Jytte nu, da hun hørte hans Stemme og følte sig ham saa nær ; og hun fandt igen paa Raad. Hun kom til at huske paa , at hendes Mor om Aftenen skulde til Fødselsdagsselskab hos en gammel Veninde paa Frederiksberg. Hun vilde 119 da kunne gaa i Teatret uden at risikere et eller andet paatvunget Følgeskab, og det blev nu aftalt, at Karsten From efter Forestillingens Slutning skulde træffe hende udenfor Sideindgangen og følge hende hjem.

Det syntes ogsaa Jytte nu, da hun ^ følte sig ham saa nær , og hun fandt igen paa Raad. Hun vidste , at hendes Mor om Aftenen skulde til Fødselsdagsselskab hos en gammel Veninde paa Frederiksberg. Hun vilde da kunne gaa i Teatret uden at risikere et eller andet paatvunget Følgeskab, og det blev ^ aftalt, at ^ From efter Forestillingens Slutning skulde træffe hende udenfor Sideindgangen og følge hende hjem.

Det syntes ogsaa Jytte nu, da hun ^ følte sig ham saa nær , og hun fandt igen paa Raad. Hun vidste , at hendes Mor om Aftenen skulde til Fødselsdagsselskab hos en gammel Veninde paa Frederiksberg. II, 110 Hun vilde da kunne gaa i Teatret uden at risikere et eller andet paatvunget Følgeskab, og det blev ^ aftalt, at ^ From efter Forestillingens Slutning skulde træffe hende udenfor Sideindgangen og følge hende hjem.

Endnu om Aftenen regnede det lidt. Jytte ringede derfor efter en Vogn, saasnart Moderen var taget bort. Hun følte sig utilpas, frøs, og havde ingen Ro paa sig noget Sted. Nu da hun var bleven alene, gik hun med et Sjal omkring Skuldrene frem ^ ^ ^ ^ ^ og tilbage gennem Stuerne – endnu i det sidste Øjeblik pint af sin gamle Angst for alle Afgørelser. Et helt Kvarter før Tiden var hun allerede paaklædt; og saa glemte hun dog, da Vognen kom, baade sin Kikkert og sine Pebermynter.
Idet Vognen drejede ind paa Kongens Nytorv, hvorover Maanen sejlede med et Følge af sortgraa Skyer, skræmtes hun op af sine Tanker ved Synet af en Mand, der skraade over Torvet i nogen Afstand. En høj, bredskuldret Mand med Fuldskæg. Det hele var kun et Glimt, tilmed opfanget gennem en halvt tildugget Rude; men hun rettede sig uvilkaarligt op og spurgte sig selv: » Var det heller ikke Torben Dihmer?«
Siden hendes Fætter havde haft Kort fra Vennen med Meddelelse om, at han var for Hjemgaaende, havde hun flere Gange troet at se ham her i Byen, skønt han vistnok slet ikke var kommen endnu . 120 Indtrykket havde været forskelligt; men bagefter gik hun gerne en halv Dags Tid omkring i en tung og nedtrykt Sindsstemning.
Denne Gang gled han ud af hendes Tanker, endnu før hun naaede ind i Teatret . Og herinde sad hun de næste tre Timer hensunket i sig selv, mens et latterkært Publikum larmede omkring hende. Hun havde valgt en Plads i Baggrunden af Teatret , og træt og forjaget som hun var af de sidste Dages skiftende Sindsbevægelser og Mangel paa Søvn , faldt hun hen i en Slags Drømmetilstand og opfattede ikke synderligt af, hvad der foregik paa Scenen. Hun havde overbevist sig om, at Karsten From ikke var i Teatret ; og med den Fred, Bevidstheden herom gav hende, hvilede hun ud og lod Timerne skride. Men skønt hun sad der med Hænderne saa slapt i Skødet, magtløs overfor sine Stemninger, der blafrede som løsgjorte Sejl, snart svulmede af Længsel, snart igen faldt sammen i Mismod og Angst – inderst inde var hun hele Tiden underlig fast besluttet . Stille fattet som overfor noget uafvendeligt .

Om Eftermiddagen, da Vejret bedredes, tog hun ind til Byen og besørgede nogle Ærinder for at faa Tiden til II, 152 at gaa. Paa Hjemvejen havde hun et lille Eventyr. Hun kom med Sporvognen fra Raadhuspladsen , og ved Højbro steg en Herre ind i Vognen og tog Plads henne ved Døren. Det var Pastor Gaardbo.
Hun havde en Gang før haft det Uheld at støde paa ham her i København. Det var i » Magasin du Nord«. Han havde staaet ved en Disk i nogen Afstand og stirret paa hende uden at hilse. Det havde ikke været til at tage fejl af, at han betragtede sig som forurettet. Hans Blik havde været en Tordenkile.
Skønt hun sad med bortvendt Ansigt, mærkede hun ogsaa nu hele Tiden hans Blik hvile paa hende. Men hun følte denne Gang ikke stort andet derved end et rent legemligt Ubehag. Hendes Sinds dybe Uvilje mod denne Mand forvandlede sig til Henrykkelse over, at det dog ikke blev hos ham, hun kom til at havne med sin Kærlighed.
For ikke at blive nødt til at passere ham stod hun af allerede paa Kongens Nytorv, hvor der blev aabnet ud til Vognens Forperron . Mens Pastor Gaardbo kørte videre ud ad Bredgade, gik hun hjem gennem Store Kongensgade.
Om Aftenen i Teatret sad hun tre Timer hensunken i sig selv, mens et lattermildt Publikum morede sig omkring hende. Hun havde valgt en Plads i Baggrunden af Salen , og træt ^ som hun var af de sidste Dages ^ Sindsbevægelser ^ , faldt hun hen i en Dvale, hvorunder hun ikke opfattede ^ synderligt af, hvad der foregik paa Scenen. Efter at have overbevist sig om, at Karsten From II, 153 ikke var i Teatret , hvad hun var glad for, sad hun Resten af Aftenen med Kikkerten i Skødet og samlede sit Sind til det store Møde. Og saa magtesløs hun i sin halvt drømmende Tilstand var overfor sine Stemninger, der blafrede som løsgjorte Sejl, snart svulmede af Længsel, snart igen faldt sammen i den gamle Angst for alle Afgørelser – inderst inde var hun rolig og fast besluttet ^ .

Om Eftermiddagen, da Vejret bedredes, tog hun ind til Byen og besørgede nogle Ærinder for at faa Tiden til at gaa. Paa Hjemvejen havde hun et lille Eventyr. Hun kom med Sporvognen fra Raadhuspladsen , og ved Højbro steg en Herre ind i Vognen og tog Plads henne ved Døren. Det var Pastor Gaardbo.
Hun havde en Gang før haft det Uheld at støde paa ham her i København. Det var i » Magasin du Nord«. Han havde staaet ved en Disk i nogen Afstand og stirret paa hende uden at hilse. Det havde ikke været til at tage fejl af, at han betragtede sig som forurettet. Hans Blik havde været en Tordenkile.
Skønt hun sad med bortvendt Ansigt, mærkede hun ogsaa nu hele Tiden hans Blik hvile paa hende. Men hun følte denne Gang ikke stort andet derved end et rent legemligt Ubehag. Hendes Sinds dybe Uvilje mod denne Mand forvandlede sig til Henrykkelse over, at det dog ikke blev hos ham, hun kom til at havne med sin Kærlighed.
For ikke at blive nødt til at passere ham stod hun af allerede paa Kongens Nytorv, hvor der blev aabnet ud til Vognens Forperron . Mens Pastor Gaardbo kørte videre ud ad Bredgade, gik hun hjem gennem Store Kongensgade.
Om Aftenen i Teatret sad hun tre Timer hensunken i sig selv, mens et lattermildt Publikum morede sig omkring hende. Hun havde valgt en Plads i Baggrunden af Salen , og træt ^ som hun var af de sidste Dages ^ Sindsbevægelser ^ , faldt hun hen i en Dvale, hvorunder hun ikke opfattede ^ synderligt af, hvad der foregik paa Scenen. Efter at have overbevist sig om, at Karsten From ikke var i Teatret , hvad hun var glad for, sad hun Resten af Aftenen med Kikkerten i Skødet og samlede sit Sind til det store Møde. Og saa magtesløs hun i sin halvt drømmende Tilstand var overfor sine Stemninger, der blafrede som løsgjorte Sejl, snart svulmede af Længsel, snart igen faldt sammen i den gamle Angst for alle Afgørelser — inderst inde var hun rolig og fast besluttet ^ .

Om Eftermiddagen, da Vejret bedredes, tog hun ind til Byen og besørgede nogle Ærender for at faa Tiden til at gaa. Paa Hjemvejen havde hun et lille Eventyr. Hun kom med Sporvognen fra Raadhuspladsen ^ og ved Højbro steg en Herre ind i Vognen og tog Plads henne ved Døren. Det var Pastor Gaardbo.
Hun havde en Gang før haft det Uheld at støde paa ham her i København. Det var i » Magasin du Nord«. Han havde staaet ved en Disk i nogen Afstand og stirret paa hende uden at hilse. Det havde ikke været til at tage fejl af, at han betragtede sig som forurettet. Hans Blik havde været en Tordenkile.
Skønt hun sad med bortvendt Ansigt, mærkede hun ogsaa nu hele Tiden hans Blik hvile paa hende. Men hun følte denne Gang ikke stort andet derved end et rent legemligt Ubehag. Hendes Sinds dybe Uvilje mod denne Mand forvandlede sig til Henrykkelse over, at det dog ikke blev hos ham, hun kom til at havne med sin Kærlighed.
For ikke at blive nødt til at passere ham stod hun af allerede paa Kongens Nytorv, hvor der blev aabnet ud til Vognens Forperron . Mens Pastor Gaardbo kørte videre ud ad Bredgade, gik hun hjem gennem Store Kongensgade.
Om Aftenen i Teatret sad hun tre Timer hensunken i sig selv, mens et lattermildt Publikum morede sig omkring hende. Hun havde valgt en Plads i Baggrunden af Salen , og træt ^ som hun II, 111 var af de sidste Dages ^ Sindsbevægelser ^ , faldt hun hen i en Dvale, hvorunder hun ikke opfattede ^ synderligt af, hvad der foregik paa Scenen. Efter at have overbevist sig om, at Karsten From ikke var i Teatret , hvad hun var glad for, sad hun Resten af Aftenen med Kikkerten i Skødet og samlede sit Sind til det store Møde. Og saa magtesløs hun i sin halvt drømmende Tilstand var overfor sine Stemninger, der blafrede som løsgjorte Sejl, snart svulmede af Længsel, snart igen faldt sammen i den gamle Angst for alle Afgørelser – inderst inde var hun rolig og fast besluttet ^ .

Da hun efter Forestillingens Slutning gik ud af Teatret, fandt hun Karsten From paa det aftalte Sted. Han traadte ud af Maaneskyggen ved Muren og nærmede sig med et paa en Gang henrykt og undseligt spejdende Udtryk. Da hun rakte ham Haanden, bøjede han sig ærbødigt over den og hviskede:
121 »Tak!«
Synet af hans blege, ligesom forsvirede Ansigt, og denne forlegne Tak bevægede hende, saa hun ingenting kunde sige. De vidste nu begge, at de mødtes her som forlovede; men netop derfor fulgtes de det første Stykke i Tavshed.
For ikke at komme ind i Sværmen foran Hovedindgangen valgte de at gaa gennem Underkørslen bag Teatret ^ . Paa hele Vejen til Dronningens Tværgade og indtil de stod ved hendes Port, vekslede de kun almindelige Bemærkninger om Forestillingen og Publikum. Karsten From mærkede med Fortvivlelse sin svigtende Evne til at give det, han havde paa Hjerte, et naturligt Udtryk , og følte sig i det hele endnu fremmed for sit nye Selv . Efter et Par pinlige Forsøg opgav han at være højtidelig ^ ^ ^ .

Da hun efter Forestillingens Slutning kom ud af Teatret, fandt hun Karsten From paa det aftalte Sted. De gav hinanden Haanden, og for ikke at komme ind i Sværmen foran Hovedindgangen gik de bort gennem Underkørslen bag Teatret . Det var stille Vejr og Maaneskin . Paa hele Vejen til Dronningens Tværgade ^ vekslede de kun nogle Bemærkninger om Forestillingen og Publikum. De lignede ogsaa i den Henseende hinanden, at de var lige hjælpeløse, naar det galdt om at give deres Følelser et naturligt Udtryk ^ . Efter et Par pinlige Tilløb til at være højtidelig opgav Karsten From Forsøget, og Jytte kunde paa sin Side ikke faa sig til at nævne hans Brev, skønt hun godt mærkede, at han ventede det og uroligt spejdede efter en Dom over det i hendes Ansigt .

Da II, 111 hun efter Forestillingens Slutning kom ud af Teatret, fandt hun Karsten From paa det aftalte Sted. De gav hinanden Haanden, og for ikke at komme ind i Sværmen foran Hovedindgangen gik de bort gennem Underkørslen bag Teatret . Det var stille Vejr og Maaneskin . Paa hele Vejen til Dronningens Tværgade ^ vekslede de kun nogle Bemærkninger om Forestillingen og Publikum. De lignede ogsaa i den Henseende hinanden, at de var lige hjælpeløse, naar det galdt om at give deres Følelser et naturligt Udtryk ^ . Efter et Par pinlige Tilløb til at være højtidelig opgav Karsten From Forsøget, og Jytte kunde paa sin Side ikke faa sig til at nævne hans Brev, skønt hun godt mærkede, at han ventede det og uroligt spejdede efter en Dom over det i hendes Ansigt .

Han lukkede Porten op ^ og fulgte Jytte til Foden af Trappen. Her i Halvmørket, da hun gav ham Haanden med et »Godnat«, spurgte han :
» Hvornaar faar jeg saa Lov at se Dem igen?«

Han lukkede Porten op for hende og fulgte ogsaa med indenfor.
» Hvornaar faar jeg saa Lov at se Dem igen?« spurgte han derinde i Halvmørket.

» Imorgen ved sædvanlig Tid,« svarede hun uden Betænkning.
Han beholdt hendes Haand, og deres Øjne mødtes.
» Men om det igen bliver et Vejr som idag?«

» Imorgen Formiddag.«
» Men dersom det igen bliver ^ Vejr som idag?«

» Saa kommer jeg alligevel .«

» Saa kommer jeg alligevel !«

Han tog nu ogsaa hendes anden Haand og drog hende prøvende ind mod sig. Hun gjorde ^ ingen Modstand . 122 Som et overtræt Barn lagde hun sit Hoved ind til hans Bryst .

Han kyssede hendes Haand og førte den til sit Hjerte, II, 154 og da hun ingen Modstand gjorde, lagde han stille sine Arme omkring hende .

Han kyssede hendes Haand og førte den til sit Hjerte, og da hun ingen Modstand gjorde, lagde han stille sine Arme omkring hende .

» Saa er det sandt! De kan virkelig holde lidt af mig?«

» Saa er det virkelig sandt? De holder lidt af mig?«

»Ja.«
Han løftede hendes Hoved og kyssede ^ hendes Pande og derpaa ^ hendes Mund . Hun lod det ske. Med lukkede Øjne gav hun sig hen til hans ^ Kærtegn , indtil det sortnede for hende.
Saa skiltes hun fra ham med et sidste Haandtryk. Fra den første Trappeafsats nikkede hun endnu engang til ham, og gik saa hurtigt videre.
Da hun kom op, saae hun til sin Beroligelse, at Moderen endnu ikke var kommen hjem. For ikke at blive nødt til at tale med hende, gik hun straks i Seng.

⇕ ⇒ D a Professor Asmus Hagen den næste Dag havde sat sig til sit Frokostbord, bragte Tjeneren ham et Visitkort.
» Det er den Herre, der var her baade igaar og iforgaars og ikke sagde sit Navn.«
Professoren saae paa Kortet og udbrød i glad Overraskelse:
» Næh ...!«
» Skal jeg vise den Herre ind?« spurgte Tjeneren.
123 I Stedet for at svare rejste Professoren sig og ilede med Servietten i Haanden ud i Forstuen. Jo, der stod han virkelig! Ved første Øjekast ganske den gamle Torben Dihmer, der bare havde lagt sig et loddent Underansigt til.
» Endelig – du vidtomstrejfende Odysseus! Du har virkelig sat dine Venners Taalmodighed paa Prøve! Men kom nu ind. Jeg har netop sat mig til Frokostbordet. Du har forhaabenlig ikke spist.«
» Jo – forlængst. Men jeg kan sidde med for ikke at spilde din Tid. Jeg saae paa Pladen derude, at du har Konsultation om en halv Time. Vi kan saa passiare, mens du spiser.«
» Et Glas Vin vil du vel nok drikke,« sagde Professoren, da de var kommen tilbords. » Jeg har en ganske let Madeira. Den kan du uden Skade tage et lille Glas af. Jeg paatager mig Ansvaret.«
»Tak. Ansvaret beholder jeg helst selv. Og jeg er ikke det mindste skrupuløs.«
» Det har du sikkert heller ingen Grund til, min Ven! Du ser jo ud som den farnesiske Herkules,« sagde Professoren, skønt hans første Glæde over Vennens Udseende ikke havde holdt sig. Han fik bekræftet, hvad Indtrykkene af dennes Smaabreve og Kort allerede havde forberedt ham paa, at Vennen endnu ikke helt havde forvundet Følgerne af sin aarelange Indmuring paa Favsingholm, maaske heller 124 ikke af den Skuffelse, han havde lidt ved Mødet med hans vidtløftige Kusine. Smilet var uden Glæde. Og hans smaa Øjne, der syntes at være groet endnu tættere ind til Næseroden, var stadig ligesom duggede af Ensomhedens Melankoli.
» Lad mig nu høre! Hvornaar kom du hertil?«
» For tre Dage siden. Jeg har forresten søgt dig et Par Gange forgæves. Derfor kommer jeg paa en saa ubelejlig Tid. Men jeg vidste altsaa, at du var at træffe nu.«
»Ja, jeg slider i det! ... Men lad mig nu høre! Du maa jo have en Masse at fortælle. Jeg har mere end een Gang sendt dig en misundelig Tanke her fra Trædemøllen.«
» Lidt har jeg ganske vist set af Verden. Jeg syntes jo, at jeg havde faaet noget tilgode i saa Henseende. Og jeg har brugt mine Øjne ganske godt, tror jeg. I Amerika var jeg særlig heldig. Vor Gesandt i Washington kendte jeg fra gammel Tid. Hans Introduktioner skaffede mig et godt Indblik i den hele Bedrøvelighed derovre. Men nu er ogsaa min Nysgerrighed fuldt ud tilfredsstillet, og jeg er glad ved at være hjemme igen.«
» Velkommen da!« sagde Professoren og løftede sit Glas. » Jeg tror, du er kommen paa et heldigt Tidspunkt. Jeg veed ikke, hvor meget du har fulgt med Tingenes skæve Gang herhjemme; men saa 125 meget veed du dog vistnok, at vore politiske Forhold er i fuld Opløsning. Vi staar syndsynligvis foran store Begivenheder.«
» Jeg har set det. Jeg fandt danske Aviser baade i London og Berlin. Lidt desorienteret er jeg aabenbart alligevel. Hvad er det f. Eks. for en Pastor Vestrup, hvis Taler refereres saa udførligt i » Femte Juni«? Det er da ikke –.«
»Jo, det er saamænd din tykke Ven og forhenværende Sjælesørger. Det er selveste » Skidtmads«. Kære, du veed det altsaa ikke! Han er Byens nyeste Forlystelse. Der skal være propfuldt Hus, hver Gang han optræder. Det utugtige Asen er i Færd med at blive en sand Herrens Profet for Københavnerne.«
» Men jeg forstaar ikke. Hvor kan » Femte Juni« –?«
» Jeg siger dig: vi er for Øjeblikket ude i det vildeste Anarki. Tyrstrup har allieret sig med Præsteskabet, og som Modtræk stiller nu Enslev denne udstødte Syndebuk frem for Folket med en Martyrglorie om Hornene. Forresten er Manden jo virkelig noget af en Oprører. Med en Ignorants Heltemod gaar han løs baade paa Bisper og Provster og slaar sine tidligere Embedsbrødre Biblen i Synet. Og – som sagt – Virkningen er forbavsende. Enslev har her igen vist sit taktiske Mesterskab. Mandens Succes skal for Alvor have vakt Uro i Præstepartiet. – Forresten ventes der et Generalopgør i 126 Rigsdagen i den nærmeste Fremtid. Saa faar vi rimeligvis nye Valg – og et gunstigere Øjeblik til at træde frem paa Skuepladsen kan du ikke faa. Jeg vil sige dig: vi er mange, der har ventet paa dig. Du kommer hjem med friske Erfaringer fra begge Sider af Atlanterhavet, og vi trænger aabenbart først og fremmest til nye Impulser. Disse Bønder og Skolelærere og andre politiske Dilettanter, som vi nu regeres af, har bragt det folkelige Selvstyre i Miskredit. Enslev kan der ikke regnes med. Han er udslidt. Jeg siger det med saa stor Bestemthed, fordi jeg tilser ham i denne Tid, mens Professor Bendix er bortrejst. Dersom du vil love mig at tie stille med det, kan jeg betro dig, at han ikke lever Vinteren over. Tyrstrup er der ingen, der har Tillid til. Han er og bliver upopulær. Overalt ventes der paa den nye Mand, den virkelige Statsmand, der igen kan bringe den krængede Samfundsskude paa ret Køl.«
Torben Dihmer, der sad tilbagelænet med Armene oppe paa Bordet og Hænderne omkring sit Glas, sagde efter en lille Pavse:
» Den Dag vil hverken du eller jeg komme til at opleve, Asmus!«
» Hvad vil du sige med det?«
» Jeg tror – for at blive i dit Billede – at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn Dag gaar 127 tilbunds med os allesammen. Og det kan ingen menneskelig Magt forhindre. Jeg finder det i Grunden ganske rimeligt, at Tyrstrup nu lader Kirkens Mænd komme til. Naar I Læger har maattet opgive en Patient, overlader I ham jo ogsaa villigt til Præsternes Trøst og det øvrige Begravelsesvæsen.«
» Det lyder lidt uhyggeligt. Vil du ikke uden alle Billeder forklare, hvad du mener?«
» Aa nej! Jeg er helst fri! Det er – som du siger – ikke noget hyggeligt Emne. Og idag har du heller ikke Tid til at høre paa mig. Men en Ting vil jeg dog spørge dig om. Jeg har tilfældigt hørt om den Ulykke, der har ramt din Bror. Det forholder sig vel rigtigt?«
» Ja – desværre! Det forholder sig rigtigt.«
» Og Storeholt er blevet solgt?«
»Ja. Han har mistet alt. Lige til sit Rigsdagsmandat.«
» Veed du hvad, Asmus! Det undrer mig lidt, at du efter den Oplevelse kan være saa ivrig for ogsaa at faa mig ned i Politikens Heksegryde.«
» Nej hør nu! Du vil da ikke sammenligne dig med en Nar som John?«
» Hvorfor ikke? Vi har dog rimeligvis haft den samme naragtige Mirakeltro paa Lovgivningsmagtens Velsignelser. Vi har delt den Indbildning, at der 128 ad den Vej kan udrettes det allermindste for den stakkels Menneskehed.«
» Den Tro har du altsaa ikke mere selv?«
Torben Dihmer rystede paa Hovedet med sit glædeløse Smil.
»Nej. Det lader sig ikke gøre at fabrikere Menneskelykke paa Maskine. Det hele højtidelige Apparat med Rigsdag og Statsraad er blevet en Latterlighed i mine Øjne.«
» Vil du med alt det sige, at du har opgivet Politiken?«
» Ja – absolut.«
Der blev en lang Pavse.
» Hvilke andre Planer har du da?« spurgte Professoren. » For noget har du jo for. Det antydede du i hvert Fald i dit sidste Brev.«
» Jeg har jo min Gaard. Derovre faar jeg foreløbig nok at gøre. Siden min Fars Død har den været vanrøgtet. Og skulde jeg tale om det Udbytte, jeg bringer hjem fra min Rejse, saa maatte det vist først og fremmest være, at jeg nu – ligesom Jeppe – er bleven mig bevidst som » en Bonde og en Bondes Søn«. Der var en Aften i New York, da jeg var helt syg af Længsel efter igen at føle min egen Jord under Fødderne. Men det forstaar du vist ikke.«
» Aa jo! Lidt af det samme har jeg ogsaa kendt. Men det kan jo ikke være din Mening at begrave 129 dig paa Favsingholm for al Evighed. Det har du da vist faaet nok af.«
» Jeg veed dog ikke ... Jeg kunde meget godt tænke mig at leve Resten af mit Liv derovre paa Gaarden, og det uden just at komme i Begravelsesstemning. Tværtimod. Skal jeg sige min Mening, saa tror jeg meget snarere, at jeg paa Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de Dødes Rige. I hvert Tilfælde har jeg mangen Gang baade i Evropa og Amerika haft en Fornemmelse af at befinde mig paa et underjordisk Pinselsted, hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede afsted paa en vild Jagt efter en indbildt Lykke. Og jeg forstaar egenlig ikke, at ikke alle føler det paa samme Maade. Jeg er fuldt overbevist om, at vi staar foran en Verdenskatastrofe. Det saakaldte civiliserede Samfund har i de sidste hundrede Aar arbejdet som en afsindig paa sin egen Undergang. – Naa, men det var altsaa det Emne, vi ikke saa gerne skulde ind paa. Og nu har jeg ogsaa snakket nok om mig selv. Lad mig nu høre lidt om dig. Hvordan har du det? Du var forleden Aften til den store Fest i Kasino.«
»Ja, jeg gik derhen et Øjeblik. Hvor veed du forresten det fra?«
» Jeg var der selv.«
»Du!«
130 »Ja. Det var den samme Aften, jeg kom hertil. Inspektøren paa Hotellet havde Billeter tilsalgs, og da jeg havde hvilet mig lidt efter Rejsen, fik jeg Lyst til at gaa derhen.«
» Men det har jeg ikke anet! Hvem talte du med?«
» Med ingen. Der var vist heller ingen, der kendte mig igen.«
» Det er rimeligt nok – med det Barbarskæg, du møder med! Og efter fire Aars Fraværelse.«
» I hvert Fald fik jeg Lov til at sidde en Timestid ganske uantastet i en Loge og se paa Dansen. Det var ganske ejendommeligt. Jeg sad der incognito og genkendte selv næsten hvert eneste Ansigt, jeg saae.«
» Hvordan var forøvrigt dit Indtryk af Selskabet?«
» Det samme som af hele Byen. Alting synes mig ganske uforandret, og dog er det saa besynderligt nyt for mig. Men det forstaar du vist heller ikke.«
Der fulgte igen en af disse dybe Pavser, der paa begge Sider skyldtes Frygten for at blive for aabenhjertig. Asmus Hagen havde hørt paa Vennen med voksende Bekymring. Det havde desuden forundret ham, at Torben af sig selv havde taget Vinkaraflen og igen fyldt sit Glas.
» Jeg saae forresten ogsaa et Glimt af din Kusine ved den Lejlighed. Hun dansede med en blond Herre, 131 som jeg ikke kendte. Du skulde ikke tilfældigt vide, hvem det var?«
»Jo. Det var Karsten From – Portrætmaleren. Men han er maaske først kommen i Skuddet efter din Tid.«
» Vil du for en Gangs Skyld svare paa et indiskret Spørgsmaal. Er den Herre din Kusines nye – hvad skal jeg sige – Ven? Det saae saadan ud.«
» Jeg veed ingenting. Men siden du nu har spurgt, saa vil jeg fortælle dig, at der snakkes om en Forlovelse.«
Torben Dihmer nikkede tavs. Han sad igen med Armene paa Bordet og drejede paa sit halvtømte Glas. Tilsidst sagde han:
» En Kunstner altsaa. Det havde jeg nu mindst tænkt. Han saae forresten ogsaa nok saa meget ud som en Cirkusartist. Jeg havde i Grunden ventet et anseligere Resultat af saa mange Aars samvittighedsfulde Overvejelser.«
Professoren trak paa Skuldren.
» Jeg deler i dette Tilfælde heller ikke min Kusines Smag. Hun er lidt uberegnelig. Men hvad skal man sige? Kærlighed suspenderer Fornuften. Den anerkender den simpelthen ikke. Det er vel netop Charmen ved den.«
Torben Dihmer nikkede igen.
» Du har ubetinget Ret. Paa dette ene Omraade 132 er vi moderne Forstandsmennesker lykkeligvis inkonsekvente. – Men nu kommer dine Patienter,« sagde han, da han hørte det ringe i Forstuen. » Saa vil jeg gaa.«
Han rejste sig med et besynderligt Hastværk, som var han glad ved at være bleven afbrudt.
» Vi ses igen!« – kom det ret umotiveret.
Professoren fulgte ham ud. Paa Vejen lagde han Mærke til, at Vennen trak lidt tungt paa det højre Ben.
» Du glemmer vel ikke at tage dine Piller med Regelmæssighed?« sagde han, da de stod i Forstuen. » Du husker nok, at du straks vil mærke det, dersom du i den Henseende forsømmer dig selv blot et Par Dage.«
» Jeg veed det,« svarede Torben Dihmer lidt kort og gav ham hurtigt ^ Haanden.

Hans Læber rørte ^ hendes Pande og Kinder , tilsidst ogsaa hendes Mund . Hun lod det ske. Med lukkede Øjne gav hun sig hen til hans blide Kærtegn .
Men nu hørte de Stemmer oppe paa Trappen. Jytte rev sig løs og skyndte sig op, idet hun vinkede til ham med Haanden.

Hans Læber rørte forsøgsvis hendes Pande ^ ^ , tilsidst ogsaa hendes Kinder . Hun lod det ske. Med lukkede Øjne gav hun sig hen til hans snildt beregnede Kærtegn .
II, 112 Men nu hørte de Stemmer oppe paa Trappen. Jytte rev sig løs og skyndte sig op, idet hun vinkede til ham med Haanden.

IV .

⇕ Enslevs Død IV, 2.5

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 6.4

O gsaa denne Dag opholdt Jytte sig mest i sin egen Stue for at undgaa Moderens Spørgsmaal ^ ^ ^ . Trods Regnvejret havde hun om Formiddagen spaseret med Karsten From paa de sædvanlige Steder , og de havde begge to været meget lykkelige. Han havde holdt Paraplyen over hende, og hun havde tilsidst taget ham under Armen, mens de som andre forlovede snart spøgte og lo, snart talte fornuftigt om deres 133 forandrede Forhold og den fælles Fremtid. Og han havde denne Gang fulgt hende ikke alene til Porten, men helt op til den første Trappeafsats, hvor de tog Afsked uden mange Ord men med des flere Kys.

Den følgende Dag blev Jytte og Karsten enige om at offenliggøre deres Forlovelse, saasnart Jytte havde talt med sin Mor. Men endnu om Eftermiddagen havde hun ikke faaet Mod til en Tilstaaelse. Hun sad i Mørkningen inde i sin egen Stue og hvilede Hovedet tungt i Haanden. Nede fra Gaden lød Sporvognenes Kimen, og Genskinnet af Lysene derude flakkede uroligt henad Loft og Vægge som Lygtemænd.
Dagen havde været fuld af Lykke . Trods Regnen havde hun og Karsten spaseret i halvanden Time paa de sædvanlige Steder . Karsten havde holdt Paraplyen over hende, og hun havde gaaet med ham under Armen, mens de som andre Kærestefolk snart spøgte og lo, snart talte fornuftigt om deres forandrede Forhold og den fælles Fremtid. ^

Den følgende Dag blev Jytte og Karsten enige om at offenliggøre deres Forlovelse, saasnart Jytte havde talt med sin Mor. Men endnu om Eftermiddagen havde hun ikke faaet Mod til en Tilstaaelse. Hun sad i Mørkningen inde i sin egen Stue og hvilede Hovedet tungt i Haanden. Nede fra Gaden lød Sporvognenes Kimen, II, 112 og Genskinnet af Lysene derude flakkede uroligt henad Loft og Vægge som Lygtemænd.
Dagen havde været fuld af Lykke . Trods Regnen havde hun og Karsten spaseret i halvanden Time paa de sædvanlige Steder . Karsten havde holdt Paraplyen over hende, og hun havde gaaet med ham under Armen, mens de som ^ Kærestefolk snart spøgte og lo, snart talte fornuftigt om deres forandrede Forhold og den fælles Fremtid. ^

Den følgende Dag blev Jytte og Karsten enige om at offenliggøre deres Forlovelse, saasnart Jytte havde talt med sin Mor. Men endnu om Eftermiddagen havde hun ikke faaet Mod til en Tilstaaelse. Hun sad i Mørkningen inde i sin egen Stue og hvilede Hovedet tungt i Haanden. Nede fra Gaden lød Sporvognens Kimen, og Genskinnet af Lysene derude flakkede uroligt henad Loft og Vægge som Lygtemænd.
Dagen havde været fuld af Lykke . Trods Regnen havde hun og Karsten spaseret i halvanden Time paa de sædvanlige Steder . Karsten havde holdt Paraplyen over hende, og hun havde gaaet med ham under Armen, mens de som rigtige Kærestefolk snart spøgte og lo, snart talte fornuftigt om deres forandrede Forhold og den fælles Fremtid. ^

De var bleven enige om at offenliggøre Forlovelsen, saasnart Jytte havde talt med sin Mor; men endnu om Eftermiddagen havde hun ikke faaet Mod til en Tilstaaelse. Hun sad i Armstolen og hvilede Hovedet tungt i sin Haand.
Dagen havde været fuld af Lykke, men hun gjorde ^ sig ingen Illusioner. Hun sagde til sig selv, at det vilde være Daarskab at vente livslang Troskab af en Mand med Karstens Karakter og hans Livsvaner; og hun var forberedt paa sin Lod. Den mørke Anelse , der havde hvilet truende over hendes Liv fra det syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig samtidig til Ulykken og Døden – den gik nu sin Opfyldelse imøde . Ogsaa hun vilde en Dag efter en lang eller kort Lykkerus sidde som en forpjusket Høne og skjule sin Skam med velopdragne Miner . Eller hun vilde sørge sig tildøde i Ly af en trodsig Latter som stakkels Kitty. Men ^ det ^ vilde ikke være bleven anderledes, om det havde været en anden Mand end Karsten, hun havde forelsket sig i. Ikke engang, om det havde været Torben Dihmer. Det var ^ saa ^ bare bleven hende selv, der havde nedkaldt Ulykken over dem med sit umulige Sind. Nu 134 førte hun i det mindste ingen andre med i Undergangen .

Alligevel gjorde hun sig ingen Illusioner. ^ Den Forvisning , der havde rodfæstet sig i hende siden hendes ^ syttende II, 155 Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig ogsaa til Ulykken og Døden – den var hun ikke bleven kvit . Atter indprentede hun sig selv, at det vilde være Daarskab at tro paa en evigvarende Lykke. Før eller senere vilde det times ogsaa hende at sidde som en forpjusket Høne og skjule sin Skam med velopdragne Miner eller sørge sig tildøde i Ly af en trodsig Latter som stakkels Kitty. Men hun trøstede sig med, at det ikke vilde ^ være bleven anderledes, om det havde været en anden Mand end Karsten, hun havde forelsket sig i. Ikke engang, om det havde været Torben Dihmer. Det var i saa Fald bare bleven hende selv, der havde nedkaldt Ulykken over dem med sit umulige Sind. Nu førte hun i det mindste ingen andre ^ i Fordærv .

Alligevel gjorde hun sig ingen Illusioner. ^ Den Forvisning , der havde rodfæstet sig i hende siden hendes ^ syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig ogsaa til Ulykken og Døden — den var hun ikke bleven kvit . Atter indprentede hun sig selv, at det vilde være Daarskab at tro paa en evigvarende Lykke. Før eller senere vilde det times ogsaa hende at sidde som en forpjusket Høne og skjule sin Skam med velopdragne Miner eller sørge sig tildøde i Ly af en trodsig Latter som stakkels Kitty. Men hun trøstede sig med, at det ikke vilde ^ være bleven anderledes, om det havde været en anden Mand end Karsten, hun havde forelsket sig i. Ikke engang, om det havde været Torben Dihmer. Det var i saa Fald bare bleven hende selv, der havde nedkaldt Ulykken over dem med sit umulige Sind. Nu førte hun i det mindste ingen andre ^ i Fordærv .

Alligevel gjorde hun sig ingen Illusioner. ^ Den Forvisning , der havde rodfæstet sig i hende siden hendes ^ syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig ogsaa til Ulykken og Døden – den var hun ikke bleven kvit . Atter indprentede hun sig selv, at det vilde være Daarskab at tro paa en evigvarende Lykke. Før eller senere vilde det times ogsaa hende at sidde som en forpjusket Høne og skjule sin Skam med velopdragne Miner eller sørge sig tildøde i Ly af en trodsig Latter som stakkels Kitty. Men hun trøstede sig med, at det ikke vilde ^ være bleven anderledes, om det havde været en anden Mand end Karsten, hun havde forelsket sig i. Ikke engang, om det havde været Torben Dihmer. Det var i saa Fald bare bleven hende selv, der havde nedkaldt Ulykken over dem med sit umulige Sind. Nu førte hun i det mindste ingen andre ^ i Fordærv .

Ak, Torben Dihmer!

⇕ Enslevs Død IV, 2.3

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇐

^ hun ved en Misforstaaelse havde ladet sig opholde af paa Vejen mod sin Skæbne .

Blandt de Mænd, hun ved en Misforstaaelse havde ladet sig opholde af paa Vejen mod sin Skæbne ,

⇕ Enslevs Død IV, 2.5

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 6.4

Nok var han den eneste af hendes forrige Venner , som hun stadig ikke kunde tænke paa uden med et lille Smertestik i Hjertet. Og dog saae hun nu klarere end nogensinde, at hun aldrig havde elsket ham. I sin tidligste Ungdom havde hun sværmet for hans mandige Skikkelse. Hans smukke, klokkedybe Stemme havde vakt hendes første , stærke Kærlighedsdrømme. Siden havde hun ^ i mange, lange Nætter ligget og grædt i sin Hovedpude, fordi hun alligevel ikke holdt saa meget af ham, som hun gerne vilde. Aldrig havde hun ved hans Side følt sig bjergtagen som nu. Aldrig følt sig viljeløs omspændt af den mørke, vilde Trolddom, som Kærligheden var.

^ var han den eneste ^ , som hun ^ ikke kunde tænke paa uden med et ^ Smertestik i Hjertet. Og dog forstod hun nu klarere end nogensinde, at hun aldrig havde elsket ham. I sin tidligste Ungdom havde hun sværmet for hans mandige Skikkelse. Den Tryghed , ^ hun altid følte i hans Nærhed, hans Haandtryks Oprigtighed og hans Stemmes Varme havde siden faaet hende til at fortvivle over, at hun alligevel ikke holdt saa meget af ham, som hun gerne vilde. Aldrig havde hun ved hans Side følt sig ^ viljeløs omspændt af den mørke, vilde Trolddom, som Kærligheden var.

^ var han den eneste ^ , som hun ^ ikke kunde tænke paa uden med et ^ Smertestik i Hjertet. Og dog forstod hun nu klarere end nogensinde, at hun aldrig havde elsket ham. I sin tidligste Ungdom havde hun sværmet for hans mandige Skikkelse. Den Tryghed , ^ hun altid følte i hans Nærhed, hans Haandtryks Oprigtighed og hans Stemmes Varme havde siden faaet hende til at fortvivle over, at hun alligevel ikke holdt saa meget af ham, som hun gerne vilde. Aldrig havde hun ved hans Side følt sig viljeløst ^ omspændt af den mørke, vilde Trolddom, som Kærligheden var.

^ var han den eneste ^ , som hun ^ ikke kunde tænke paa uden med et ^ Smertestik i Hjertet. Og dog forstod hun nu klarere end nogensinde, II, 113 at hun aldrig havde elsket ham. I sin tidligste Ungdom havde hun sværmet for hans mandige Skikkelse. Den Tryghed , ^ hun altid følte i hans Nærhed, hans Haandtryks Oprigtighed og hans Stemmes Varme havde siden faaet hende til at fortvivle over, at hun alligevel ikke holdt saa meget af ham, som hun gerne vilde. Aldrig havde hun ved hans Side følt sig viljeløst ^ omspændt af den mørke, vilde Trolddom, som Kærligheden var.

Mørket faldt paa, mens hun sad der i sin Stol og lod de triste Tanker krese som Aadselfugle over sin Lykke. Nede fra Gaden lød Sporvognenes Kimen, og Genskinnet af Lysene derude flimrede uroligt som Lygtemænd henad Loft og Vægge.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.12

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇐

Man læste om Gildinger , der hentæredes af en Kærlighedshunger, der aldrig kunde tilfredsstilles. Det var hendes egen Skæbne. Den Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke eller Ulykke, ^ ^ ^ den havde forlængst ^ afblomstret hos hende, var gaaet i Frø som en stakkels gammeljomfru-lummer Nysgerrighed overfor Livets store Mysterium ...
^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

Men trods alle triste Tanker , der kresede som Aadselfugle over hendes Lykke, maatte hun ofte smile , naar II, 156 hun kom til at mindes, hvorledes hun undertiden havde kunnet frygte for, at den Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke eller Ulykke, allerede var afblomstret hos hende, var gaaet i Frø som en stakkels lummer Nysgerrighed overfor Livets store Mysterium . Intet havde skræmmet hende mere , end om hun skulde komme til at ende sine Dage som en giftesyg gammel Jomfru, der ligesom de Gildinger, man læste om, ^ hentæredes af en Kærlighedshunger, som aldrig kunde tilfredsstilles.

Men trods alle triste Tanker , der kresede som Aadselfugle over hendes Lykke, maatte hun ofte smile , naar hun kom til at mindes, hvorledes hun undertiden havde kunnet frygte for, at den II, 113 Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke eller Ulykke, allerede var afblomstret hos hende, var gaaet i Frø som en stakkels lummer Nysgerrighed overfor Livets store Mysterium . Intet havde skræmmet hende mere , end om hun skulde komme til at ende sine Dage som en giftesyg gammel Jomfru, der ligesom de Gildinger, man læste om, ^ hentæredes af en Kærlighedshunger, som aldrig kunde tilfredsstilles.

Men trods alle triste Tanker , der kresede som Aadselfugle over hendes Lykke, maatte hun ofte smile . Hun ^ kom til at mindes, hvorledes hun undertiden havde kunnet frygte for, at den Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke eller Ulykke, allerede var afblomstret hos hende, var gaaet i Frø som ^ lummer Gammeljomfru-Nysgerrighed overfor Livets store Mysterium . Intet havde skræmmet hende som den Tanke , at hun skulde komme til at ende sine Dage som en af de Gildinger, man læste om, der hentæredes af en Kærlighedshunger, som aldrig kunde tilfredsstilles.

⇕ Enslevs Død IV, 2.5

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 6.4

^ Pludselig løftede hun Hovedet fra Haanden . Hun hørte Moderen komme ind i Dagligstuen og tænde den røde Skærmlampe .

Hun var i den Henseende nu bleven beroliget. Nu vidste ogsaa hun, hvordan det føltes at forgaa i et Kys! ...
Pludselig løftede hun Hovedet ^ . Hun hørte Moderen komme ind i Dagligstuen og tænde ^ .

» Stakkels lille Mor, som endnu ingenting veed!«

Lidt efter rejste hun sig langsomt, og gik derind. ^ Moderen sad paa sin Sofaplads bag Lampen, mod 135 Sædvane ^ med ledige Hænder, næsten som om hun havde siddet der og ventet paa hende og hendes Ulykkesbudskab. ^ Da Jytte gled ned ved Siden af hende, vendte hun ogsaa sit stivnede Ansigt om imod hende med et ^ Udtryk, som viste, at hun var forberedt paa alt .

Lidt efter rejste hun sig ^ og gik derind. Kun den røde Skærmlampe var tændt. Moderen sad i Sofaen bagved Bordet. Mod Sædvane sad hun med ledige Hænder, næsten som ^ hun kunde have siddet der og ventet paa hende og hendes Ulykkesbudskab.
Da Jytte gled ned ved Siden af hende, drejede Moderen Ansigtet om imod hende med et spørgende Udtryk, der fik hendes Hjerte til at standse .

Lidt efter rejste hun sig ^ og gik derind. Kun den røde Skærmlampe var tændt. Moderen sad i Sofaen bagved Bordet. Mod Sædvane sad hun med ledige Hænder, næsten som ^ hun kunde have siddet der og ventet paa ^ hendes Ulykkesbudskab.
Da Jytte gled ned ved Siden af hende, drejede Moderen Ansigtet om imod hende med et spørgende Udtryk, der fik hendes Hjerte til at standse .

»Mor!« sagde Jytte; hun tog hendes Haand og lagde den i sit Skød, og hendes Hjerte standsede et Øjeblik, da hun mærkede, hvor kold den var . » Jeg har noget at sige dig , Mor ! Jeg veed, det vil bedrøve dig; men det kan der nu ikke gøres noget ved. Jeg er bleven forlovet med Karsten From.«

»Mor!« sagde hun og tog hendes Haand . » Jeg har noget at sige dig ^ ! Jeg veed, det vil bedrøve dig; men det kan der nu ikke gøres noget ved. Jeg er bleven forlovet med Karsten From.«

Fru Bertha svarede ikke. Hun blev blot ved at stirre ^ hende ind i Øjnene .

Fru Bertha ^ blev ^ ved at stirre paa hende med sit underlig udslukte Blik uden at sige noget .

» Tag det nu ikke saadan, lille Mor! Du ser jo, ^ jeg selv er glad. Kys mig saa , og ønsk mig til Lykke!«

II, 157 » Tag det nu ikke saadan, lille Mor! Du ser jo, at jeg selv er glad. Kys mig saa ^ og ønsk mig til Lykke!«

» Tag det nu ikke saadan, lille Mor! Du ser jo, at jeg selv er glad. Kys mig saa ^ og ønsk mig til Lykke!«

Men Fru Bertha vægrede sig. ^

» Saa er det altsaa sandt?«

II, 114 » Saa er det altsaa sandt?«

» Et Menneske som Hr. From –«, begyndte hun; men

»Ja.«

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇐

» Vil du da styrte dig selv i Ulykke, Barn ! ... Men det kan heller ikke være sandt! ^ ^ ^

» Vil du da styrte dig selv i Ulykke, Barn ? ... Men det kan ^ ikke være sandt! Et Menneske som Karsten From – –.«

» Vil du da styrte dig selv i Ulykke, Barn ? ... Men det kan ^ ikke være sandt! Et Menneske som Karsten From — —.«

» Vil du da styrte dig selv i Ulykke, Barn ? ... Men det kan ^ ikke være sandt! Et Menneske som Karsten From – –.«

⇕ Enslevs Død IV, 2.5

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 6.4

Jytte lukkede hendes Mund med sin Haand.

Jytte lukkede Moderens Mund med sin Haand.

» Jeg veed alt, hvad du vil sige ! Tror du ikke , jeg har sagt mig det selv de hundrede Gange! Men du kender ham ikke. Han er helt anderledes, end du og alle mener. Og forresten har du engang sagt , lille Mor , at du vilde være tilfreds med enhver Svigersøn, jeg kom med, naar jeg blot ^ var lykkelig.«

» Jeg veed alt, hvad du vil sige . Du kan ikke lide ham. Det har du tidt nok sagt mig . Men du kender ham ikke. Han er helt anderledes, end du og alle mener. Forresten har du engang sagt ^ , at du vilde være tilfreds med enhver Svigersøn, jeg kom med, naar ^ blot jeg selv var lykkelig.«

» Hvor længe, tror du, ^ den Lykke vil vare?«

» Hvor længe, tror du, vil den Lykke ^ vare?«

II, 114 » Hvor længe, tror du, vil den Lykke ^ vare?«

» Hvor længe, tror du, vil den Lykke ^ vare?«

136 » Hvor kan man sige det? Vidste du det saa sikkert, da du forlovede dig med Far?«

» Hvor kan man sige det? Vidste du det saa sikkert, da du forlovede dig med Far?«

»Ja.«

Jytte slap hendes Haand og tav.
Fru Bertha gav sig nu til at tale om Torben Dihmer. Hun spurgte hende, om hun vidste, at han var kommen til Byen. Hun havde lige mødt Asmus, der i Forbifarten havde fortalt hende det.
» Af hvad Grund fortæller du mig det netop nu?« spurgte Jytte. » Dersom du gør dig Forhaabninger, Mor, saa vil jeg sige dig, at det er til ingen Nytte.«
» Aa nej, desværre – det har jeg forstaaet. Men du skal dog vide, hvad jeg tænker derom. Jeg tror, at som du dengang paa din sygelige Maade grublede dig ud af din Kærlighed til en god og hæderlig Mand, der holdt af dig, – saadan har du nu grublet dig ind i dette Forhold til en ... en Person, som kun vil misbruge dig.«
» Jeg siger dig – du kender ham ikke,« sagde Jytte bortvendt.
» Jeg bryder mig heller ikke om det. Og jeg siger dig, mit Barn, jeg anerkender aldrig Hr. From som min Svigersøn.«
»Ja, saa maa du jo lade være, Mor!«
Jytte rejste sig. Hun gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og saae ned paa Færdslen i den nu ganske aftenlige Gade. Og der blev saa underligt 137 dødsensstille i den gamle Stue, hvor det røde Lys spejlede sig vemodigt i Bedstefaderens tunge Mahognimøbler.
Tilsidst sagde Fru Bertha: » Jeg havde engang tre Børn. Nu har jeg kun een tilbage, Jytte! Hvor Helge fandt sit sidste Hvilested, veed ingen af os. Men Ebbe ligger med Skam i sin Grav.«
Jytte vendte sig forfærdet.
» Mor dog!«
»Ja, der skal ikke stikkes noget under Stolen. Men ogsaa det skal du vide, at mest anklager jeg mig selv, fordi jeg har været en svag og daarlig Mor for dig og dine Brødre. Jeg angrer nu, at jeg ikke tvang dig til at gifte dig med Torben Dihmer, da jeg saae, at du ikke selv havde nogen Vilje. Ja, du ser paa mig; men jeg mener, hvad jeg siger. I rammeste Alvor mener jeg det. Jeg skulde dengang have taget Ansvaret paa mig; men jeg var for fejg. Nu faar jeg min Straf.«
Hun rejste sig med Besvær og gik ud. Jytte stirrede tungt efter hende.
Et Par Timer senere, da hun blev kaldt ind til Middagen, bragte Pigen hende den Besked fra Moderen, at hun var gaaet tilsengs og ikke ønskede at forstyrres. For første Gang i mange Aar spiste Jytte alene.
[139] III

Jytte vendte sig bort og tav.

⇕ Toldere og Syndere III, 2.5.8

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 6.4

⇐

Den næste Morgen, da hun – noget forsinket – kom ind til Tebordet, rakte Moderen hende et Brev , som hun netop havde modtaget med Posten .

Fru Bertha tog nu et Brev op af Lommen og glattede det ud .

» Læs det der !« sagde Fru Bertha og gik derpaa ind i Dagligstuen for at lade hende være alene.

» Læs det der ! ... Det kom imorges.«

» Læs det her ! ... Det kom imorges.«

Brevet ^ var skrevet med fordrejet Haandskrift paa silketyndt Postpapir, der duftede af Verveine . Der stod: Kære Fru Gehejmeraadinde!

Brevet , som var skrevet med fordrejet Haandskrift , duftede af Verveine . Der stod: Kære Fru Gehejmeraadinde!

Mon De veed, hvad Alverden taler om, at Deres Datter er bleven Maleren Karsten Froms Elskerinde? Jeg gratulerer! En Veninde.

Jytte blev øjeblikkelig klar over, at Brevet var fra Fru Merck, hvis Parfyme hun til Overflod kendte. Hun var heller ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvad der maatte være foregaaet mellem ^ ^ ^ hende og ^ ^ ^ Karsten 240 ^ ^ ^ From , og at Skrivelsen var den forsmaaede Dames Hævn. Hun læste den derfor paany med straalende Øjne som en Sejrsbulletin. Og hun sagde til sig selv, at det var hendes første Triumf over hans slette og ødelæggende Omgangskres.
^ ^ ^ ^

Jytte blev straks klar over, at Brevet var fra Fru Merck, hvis Parfyme hun til Overflod genkendte. Hun læste det II, 158 med hemmelig Fryd som en Sejrsbulletin. Hun sagde til sig selv, at denne Hævn var hendes første Triumf over Karstens Fordærvere.
» Jeg gav dig ikke det Brev at læse, fordi jeg mistænker dig,« sagde Moderen. » Men jeg syntes, du skulde vide, hvordan man taler om dig.«
» Jeg har sagt dig det før, Mor – jeg kan ikke bryde mig om, hvad Folk snakker. Sandheden er det dog aldrig.«
I Stedet for at svare gav Fru Bertha sig til at tale om Torben Dihmer. Hun spurgte hende , om hun vidste, at han hver Dag kunde ventes til Byen.
» Af hvad Grund spørger du mig om det? Dersom du gør dig Forhaabninger, Mor, saa vil jeg sige dig, at det er til ingen Nytte.«
» Aa nej, desværre – det er det velsagtens ikke. Men du skal dog vide, hvad jeg tænker derom. Jeg tror, at som du dengang paa din sygelige Maade grublede dig ud af din Kærlighed til en god og hæderlig Mand, der holdt af dig, saadan har du nu fantaseret dig ind i dette Forhold til en ... en Person, som kun vil misbruge dig.«
»Mor, nu tror jeg, vi skal holde op! Jeg siger dig, du kender ikke Karsten ; derfor dømmer du ham, som du gør.«
»Nej, jeg kender ham ikke. Men jeg bryder mig heller ikke om det. Og jeg siger dig, mit Barn, jeg anerkender aldrig Hr. From som min Svigersøn.«
Jytte rejste sig.
»Ja, saa maa du jo lade være, Mor!«
Hun gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og II, 159 saae ned paa Færdslen i den nu ganske aftenlige Gade. Og der blev dødsensstille i den gamle Stue med de tunge Mahognimøbler, hvori det mørkerøde Lampelys sørgmodigt spejlede sig.
Endelig sagde Fru Bertha:
» Jeg havde engang tre Børn, Jytte! Hvor Helge fandt sit sidste Hvilested, veed ingen af os. Men Ebbe ligger med Skam i sin Grav.«
Jytte vendte sig forfærdet.
»Mor!«
»Ja, her skal der ikke stikkes noget under Stolen! Men ogsaa det skal du vide, at mest anklager jeg mig selv, fordi jeg har været en svag og daarlig Mor for dig og dine Brødre. Min gamle Grandtante Ernestine har faaet Ret. Jeg vilde ikke saa med Taarer. Og nu høster jeg min Straf!«
Hun rejste sig med Besvær og gik ind til sig selv. Jytte saae efter hende med et tungt Blik.
V .

Jytte blev straks klar over, at Brevet var fra Fru Merck, hvis Parfyme hun til Overflod genkendte. Hun læste det med hemmelig Fryd som en Sejrsbulletin. Hun sagde til sig selv, at denne Hævn var hendes første Triumf over Karstens Fordærvere.
» Jeg gav dig ikke det Brev at læse, fordi jeg mistænker dig,« sagde Moderen. » Men jeg syntes, du skulde vide, hvordan man taler om dig.«
» Jeg har sagt dig det før, Mor — jeg kan ikke bryde mig om, hvad Folk snakker. Sandheden er det dog aldrig.«
I Stedet for at svare gav Fru Bertha sig til at tale om Torben Dihmer. Hun spurgte hende , om hun vidste, at han hver Dag kunde ventes til Byen.
» Af hvad Grund spørger du mig om det? Dersom du gør dig Forhaabninger, Mor, saa vil jeg sige dig, at det er til ingen Nytte.«
» Aa nej, desværre — det er det velsagtens ikke. Men du skal dog vide, hvad jeg tænker derom. Jeg tror, at som du dengang paa din sygelige Maade grublede dig ud af din Kærlighed til en god og hæderlig Mand, der holdt af dig, saadan har du nu fantaseret dig ind i dette Forhold til en ... en Person, som kun vil misbruge dig.«
»Mor, nu tror jeg, vi skal holde op! Jeg siger dig, du kender ikke Karsten ; derfor dømmer du ham, som du gør.«
II, 115 »Nej, jeg kender ham ikke. Men jeg bryder mig heller ikke om det. Og jeg siger dig, mit Barn, jeg anerkender aldrig Hr. From som min Svigersøn.«
Jytte rejste sig.
»Ja, saa maa du jo lade være, Mor!«
Hun gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og saae ned paa Færdslen i den nu ganske aftenlige Gade. Og der blev dødsensstille i den gamle Stue med de tunge Mahognimøbler, hvori det mørkerøde Lampelys sørgmodigt spejlede sig.
Endelig sagde Fru Bertha:
» Jeg havde engang tre Børn, Jytte! Hvor Helge fandt sit sidste Hvilested, veed ingen af os. Men Ebbe ligger med Skam i sin Grav.«
Jytte vendte sig forfærdet.
»Mor!«
»Ja, her skal der ikke stikkes noget under Stolen! Men ogsaa det skal du vide, at mest anklager jeg mig selv, fordi jeg har været en svag og daarlig Mor for dig og dine Brødre. Min gamle Grandtante Ernestine har faaet Ret. Jeg vilde ikke saa med Taarer. Og nu høster jeg min Straf!«
Hun rejste sig med Besvær og gik ind til sig selv. Jytte saae efter hende med et tungt Blik.
V ^

Jytte blev straks klar over, at Brevet var fra Fru Merck, hvis Parfyme hun til Overflod genkendte. Hun læste det med hemmelig Fryd som en Sejrsbulletin. Hun sagde til sig selv, at denne Hævn var hendes første Triumf over Karstens Fordærvere.
» Jeg gav dig ikke det Brev at læse, fordi jeg mistænker dig,« sagde Moderen. » Men jeg syntes, du skulde vide, hvordan man taler om dig.«
» Jeg har sagt dig det før, Mor – jeg kan ikke bryde mig om, hvad Folk snakker. Sandheden er det dog aldrig.«
I Stedet for at svare gav Fru Bertha sig til at tale om Torben Dihmer. Hun spurgte hende , om hun vidste, at han hver Dag kunde ventes til Byen.
II, 115 » Af hvad Grund spørger du mig om det? Dersom du gør dig Forhaabninger, Mor, saa vil jeg sige dig, at det er til ingen Nytte.«
» Aa nej, desværre – det er det velsagtens ikke. Men du skal dog vide, hvad jeg tænker derom. Jeg tror, at som du dengang paa din sygelige Maade grublede dig ud af din Kærlighed til en god og hæderlig Mand, der holdt af dig, saadan har du nu fantaseret dig ind i dette Forhold til en ... en Person, som kun vil misbruge dig.«
»Mor, nu tror jeg, vi skal holde op! Jeg siger dig, du kender ikke Karsten ; derfor fordømmer du ham, som du gør.«
»Nej, jeg kender ham ikke. Men jeg bryder mig heller ikke om det. Og jeg siger dig, mit Barn, jeg anerkender aldrig Hr. From som min Svigersøn.«
Jytte rejste sig.
»Ja, saa maa du jo lade være, Mor!«
Hun gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og saae ned paa Færdslen i den nu ganske aftenlige Gade. Og der blev dødsensstille i den gamle Stue med de tunge Mahognimøbler, hvori det mørkerøde Lampelys sørgmodigt spejlede sig.
Endelig sagde Fru Bertha:
» Jeg havde engang tre Børn, Jytte! Hvor Helge fandt sit sidste Hvilested, veed ingen af os. Men Ebbe ligger med Skam i sin Grav.«
Jytte vendte sig forfærdet.
»Mor!«
»Ja, her skal der ikke stikkes noget under Stolen! Men ogsaa det skal du vide, at mest anklager jeg mig selv, fordi jeg har været en svag og daarlig Mor for dig og dine Brødre. Min gamle Grandtante Ernestine har faaet Ret. Jeg vilde ikke saa med Taarer. Og nu høster jeg min Straf!«
Hun rejste sig med Besvær og gik ind til sig selv. Jytte saae efter hende med et tungt Blik.
II, 116 V ^

⇕ Enslevs Død IV, 2.4

⇕ De Dødes Rige 6.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 6.5

⇐

D a Professor Asmus Hagen den næste Dag havde sat sig til sit Frokostbord, bragte Tjeneren ham et Visitkort.

Da Professor Asmus Hagen den næste Dag sad ved sit Frokostbord, bragte Tjeneren ham et Visitkort.

» Det er den Herre, der var her baade igaar og iforgaars og ikke sagde sit Navn .«
Professoren saae paa Kortet og udbrød i glad Overraskelse:
» Næh ...!«
» Skal jeg vise den Herre ind?« spurgte Tjeneren.
123 I Stedet for at svare rejste Professoren sig ^ og ilede med Servietten i Haanden ud i Forstuen. Jo, der stod han virkelig! Ved første Øjekast ganske den gamle Torben Dihmer, der bare havde lagt sig et loddent Underansigt til.
» Endelig – du vidtomstrejfende Odysseus! Du har virkelig sat dine Venners Taalmodighed paa Prøve! Men kom nu ind . Jeg har netop sat mig til Frokostbordet. Du har forhaabenlig ikke spist.«

» Det er den Herre, der var her ^ iforgaars og ikke sagde sit Navn . Skal jeg vise den Herre ind?«
Professoren saae paa Kortet, og uden at svare rejste han sig i glad Overraskelse og ilede med Servietten i Haanden ud i Forstuen. Jo, der stod han virkelig!
II, 160 » Endelig – du vidtomstrejfende Odysseus! Du har rigtignok sat dine Venners Taalmodighed paa Prøve! Men kom nu ind ! Jeg sidder netop ved Frokostbordet. Du har forhaabenlig ikke spist.«

» Det er den Herre, der var her ^ iforgaars og ikke sagde sit Navn . Skal jeg vise den Herre ind?«
Professoren saae paa Kortet, og uden at svare rejste han sig i glad Overraskelse og ilede med Servietten i Haanden ud i Forstuen. Jo, der stod han virkelig!
» Endelig — du vidtomstrejfende Odysseus! Du har rigtignok sat dine Venners Taalmodighed paa Prøve! Men kom nu ind ! Jeg sidder netop ved Frokostbordet. Du har forhaabenlig ikke spist.«

» Det er den Herre, der var her ^ iforgaars og ikke sagde sit Navn . Skal jeg vise den Herre ind?«
Professoren saae paa Kortet, og uden at svare rejste han sig i glad Overraskelse og ilede med Servietten i Haanden ud i Forstuen. Jo, der stod han virkelig!
» Endelig – du vidtomstrejfende Odysseus! Du har rigtignok sat dine Venners Taalmodighed paa Prøve! Men kom nu ind ! Jeg sidder netop ved Frokostbordet. Du har forhaabenlig ikke spist.«

» Jo – forlængst. Men jeg kan sidde med for ikke at spilde din Tid. Jeg saae paa Pladen derude, at du har Konsultation om en halv Time. Vi kan saa passiare, mens du spiser.«

» Jo – forlængst. Men jeg kan sidde hos for ikke at spilde din Tid. Jeg saae paa Pladen derude, at du har Konsultation om en halv Time. Vi kan saa passiare, mens du spiser.«

II, 116 » Jo — forlængst. Men jeg kan sidde hos for ikke at spilde din Tid. Jeg saae paa Pladen derude, at du har Konsultation om en halv Time. Vi kan saa passiare, mens du spiser.«

» Jo – forlængst. Men jeg kan sidde hos for ikke at spilde din Tid. Jeg saae paa Pladen derude, at du har Konsultation om en halv Time. Vi kan saa passiare, mens du spiser.«

» Et Glas Vin vil du vel nok drikke,« sagde Professoren, da de var kommen tilbords. » Jeg har en ganske let Madeira. Den kan du uden Skade tage et lille Glas af. Jeg paatager mig Ansvaret.«

»Tak . Ansvaret beholder jeg helst selv. Og jeg er ikke det mindste skrupuløs .«

»Tak , Ansvaret beholder jeg helst selv. Og jeg er ikke det mindste skrupuløs !«

» Det har du sikkert heller ingen Grund til , min Ven! Du ser jo ud som den farnesiske Herkules ,« sagde Professoren, skønt hans første Glæde over Vennens Udseende ikke havde holdt sig. Han fik bekræftet, hvad Indtrykkene af dennes Smaabreve og Kort allerede havde forberedt ham paa, at Vennen endnu ikke helt havde forvundet Følgerne af sin aarelange Indmuring paa Favsingholm, maaske heller 124 ikke af den Skuffelse, han havde lidt ved Mødet med hans vidtløftige Kusine. Smilet var uden Glæde. Og hans smaa Øjne, der syntes at være groet endnu tættere ind til Næseroden, var stadig ligesom duggede af Ensomhedens Melankoli.
» Lad mig nu høre! Hvornaar kom du hertil?«

» Det har du sikkert heller ingen Grund til . Du ser jo ud som den farnesiske Herkules ! Lad mig nu høre! Hvornaar kom du hertil?«

» For tre Dage siden. Jeg har forresten søgt dig et Par Gange forgæves . Derfor kommer jeg paa en saa ubelejlig Tid. Men jeg vidste altsaa, at du var at træffe nu.«

» For tre Dage siden. Jeg har forresten søgt dig et Par Gange ^ . Derfor kommer jeg paa en saa ubelejlig Tid. Men jeg vidste altsaa, at du var at træffe nu.«

»Ja, jeg slider i det! ... Men lad mig nu høre! Du maa jo have en Masse at fortælle. Jeg har mere end een Gang sendt dig en misundelig Tanke her fra Trædemøllen.«

»Ja, jeg slider i det! ... Men lad mig ^ høre! Du maa jo have en Masse at fortælle. Jeg har mere end een Gang sendt dig en misundelig Tanke her fra Trædemøllen.«

» Lidt har jeg ganske vist set af Verden. Jeg syntes jo, at jeg havde faaet noget tilgode i saa Henseende. Og jeg har brugt mine Øjne ganske godt, tror jeg. I Amerika var jeg særlig heldig. Vor Gesandt i Washington kendte jeg fra gammel Tid. Hans Introduktioner skaffede mig et godt Indblik i den hele Bedrøvelighed derovre. Men nu er ogsaa min Nysgerrighed fuldt ud tilfredsstillet, og jeg er glad ved at være hjemme igen.«

» Lidt har jeg ganske vist set af Verden. Jeg bildte mig ind, at jeg havde faaet noget tilgode i saa Henseende. Men min Nysgerrighed er nu fuldt ud tilfredsstillet, og jeg er glad ved at være hjemme igen.«

» Velkommen da!« sagde Professoren og løftede sit Glas ^ . » Jeg tror, du er kommen paa et heldigt Tidspunkt. Jeg veed ikke, hvor meget du har fulgt med Tingenes skæve Gang herhjemme; men saa 125 meget veed du dog vistnok, at vore politiske Forhold er i fuld Opløsning. Vi staar syndsynligvis foran store Begivenheder.«

» Velkommen da!« sagde Professoren og løftede sit Glas for Torben Dihmer . » Jeg tror, du er kommen paa et II, 161 heldigt Tidspunkt. Jeg veed ikke, hvor meget du har fulgt med Tingenes skæve Gang herhjemme; men saa meget veed du dog vistnok, at vore politiske Forhold er i fuld Opløsning. Vi staar sandsynligvis foran store Begivenheder.«

» Velkommen da!« sagde Professoren og løftede sit Glas for Torben Dihmer . » Jeg tror, du er kommen paa et heldigt Tidspunkt. Jeg veed ikke, hvor meget du har fulgt med Tingenes skæve Gang herhjemme; men saa meget veed du dog vistnok, at vore politiske Forhold er i fuld Opløsning. Vi staar sandsynligvis foran store Begivenheder.«

» Velkommen da!« sagde Professoren og løftede sit Glas for Torben Dihmer . » Jeg tror, du er kommen paa et heldigt Tidspunkt. II, 117 Jeg veed ikke, hvor meget du har fulgt med Tingenes skæve Gang herhjemme; men saa meget veed du dog vistnok, at vore politiske Forhold er i fuld Opløsning. Vi staar sandsynligvis foran store Begivenheder.«

» Jeg har set det. Jeg fandt danske Aviser baade i London og Berlin. Lidt desorienteret er jeg aabenbart alligevel. Hvad er det f. Eks. for en Pastor Vestrup, hvis Taler refereres saa udførligt i » Femte Juni «? Det er da ikke –.«

» Jeg har set det. Jeg fandt danske Aviser baade i London og Berlin. Lidt desorienteret er jeg aabenbart alligevel. Hvad er det f. Eks. for en Pastor Vestrup, som » Femte Juni « tager sig saa meget af? Det er da ikke –.«

»Jo, det er saamænd din tykke Ven og forhenværende Sjælesørger. Det er selveste » Skidtmads «. Kære, du veed det altsaa ikke! Han er Byens nyeste Forlystelse. Der skal være propfuldt Hus, hver Gang han optræder. Det utugtige Asen er i Færd med at blive en sand Herrens Profet for Københavnerne.«

»Jo, det er saamænd din tykke Ven og forhenværende Sjælesørger. Det er selveste »Skidtmads «. Kære, du veed det ^ ikke! Han er Byens nyeste Forlystelse. ^ Det skrækkelige Asen er i Færd med at blive en sand Herrens Profet for Københavnerne.«

» Men jeg forstaar ikke . Hvor kan » Femte Juni« –?«

» Men jeg forstaar ikke , hvor kan » Femte Juni« –?«

II, 117 » Men jeg forstaar ikke , hvor kan » Femte Juni« —?«

» Men jeg forstaar ikke , hvor kan » Femte Juni« –?«

» Jeg siger dig : vi er for Øjeblikket ude i det vildeste Anarki. Tyrstrup har allieret sig med Præsteskabet, og som Modtræk stiller nu Enslev denne udstødte Syndebuk frem for Folket med en Martyrglorie om Hornene. Forresten er Manden jo virkelig noget af en Oprører. Med en Ignorants Heltemod gaar han løs baade paa Bisper og Provster og slaar sine tidligere Embedsbrødre ^ Biblen i Synet. Og – som sagt – Virkningen er forbavsende. Enslev har her igen vist sit taktiske Mesterskab. Mandens Succes skal for Alvor have vakt Uro i Præstepartiet. – Forresten ventes der et Generalopgør i 126 Rigsdagen i den nærmeste Fremtid. Saa faar vi rimeligvis nye Valg – og et gunstigere Øjeblik til at træde frem paa Skuepladsen kan du ikke faa. Jeg vil sige dig: vi er mange, der har ventet paa dig. Du kommer hjem med friske Erfaringer fra begge Sider af Atlanterhavet, og vi trænger aabenbart først og fremmest til nye Impulser. Disse Bønder og Skolelærere og andre politiske Dilettanter, som vi nu regeres af, har bragt det folkelige Selvstyre i Miskredit. Enslev kan der ikke regnes med. Han er udslidt. Jeg siger det med saa stor Bestemthed, fordi jeg tilser ham i denne Tid, mens Professor Bendix er bortrejst . Dersom du vil love mig at tie stille med det, kan jeg betro dig, at han ikke lever Vinteren over. Tyrstrup er der ingen, der har Tillid til. Han er og bliver upopulær. Overalt ventes der paa den nye Mand, den virkelige Statsmand, der igen kan bringe den krængede Samfundsskude paa ret Køl.«

» Jeg siger dig , vi er for Øjeblikket ude i det vildeste Anarki. Tyrstrup har allieret sig med Præsteskabet, og som Modtræk stiller nu Enslev denne udstødte Syndebuk frem for Folket med en Martyrglorie om Hornene. Forresten er Manden jo virkelig noget af en Oprører. Med en Ignorants Heltemod gaar han løs ^ paa ^ sine tidligere Embedsbrødre og slaar dem Biblen i Synet. ^ Enslev har ^ igen vist sit taktiske Mesterskab. ^ Forresten ventes der et Generalopgør i Rigsdagen i den nærmeste Fremtid. Saa faar vi rimeligvis nye Valg – og et gunstigere Øjeblik til at træde frem paa Skuepladsen kan du ikke faa. ^ Du kommer hjem med friske Erfaringer fra begge Sider af Atlanterhavet, og vi trænger aabenbart først og fremmest til nye Impulser. Tyrstrup og de andre politiske II, 162 Dilettanter, som vi i Øjeblikket regeres af, har bragt Selvstyret i Miskredit. Enslev kan der ikke regnes med. Han er opslidt . Dersom du vil love mig at tie stille med det, kan jeg betro dig, at han næppe lever Vinteren over. Tyrstrup ^ er og bliver upopulær. Overalt ventes der paa den nye Mand, den virkelige Statsmand, der igen kan bringe den krængede Samfundsskude paa ret Køl.«

» Jeg siger dig , vi er for Øjeblikket ude i det vildeste Anarki. Tyrstrup har allieret sig med Præsteskabet, og som Modtræk stiller nu Enslev denne udstødte Syndebuk frem for Folket med en Martyrglorie om Hornene. Forresten er Manden jo virkelig noget af en Oprører. Med en Ignorants Heltemod gaar han løs ^ paa ^ sine tidligere Embedsbrødre og slaar dem Biblen i Synet. ^ Enslev har ^ igen vist sit taktiske Mesterskab. ^ Forresten ventes der et Generalopgør i Rigsdagen i den nærmeste Fremtid. Saa faar vi rimeligvis nye Valg — og et gunstigere Øjeblik til at træde frem paa Skuepladsen kan du ikke faa. ^ Du kommer hjem med friske Erfaringer fra begge Sider af Atlanterhavet, og vi trænger aabenbart først og fremmest til nye Impulser. Tyrstrup og de andre politiske Dilettanter, som vi i Øjeblikket regeres af, har bragt Selvstyret i Miskredit. Enslev kan der ikke regnes med. Han er opslidt . Dersom du vil love mig at tie stille med det, kan jeg betro dig, at han næppe lever Vinteren over. Tyrstrup ^ er og bliver upopulær. Overalt ventes der paa den nye Mand, den virkelige Statsmand, der igen kan bringe den krængede Samfundsskude paa ret Køl.«

» Jeg siger dig , vi er for Øjeblikket ude i det vildeste Anarki. Tyrstrup har allieret sig med Præsteskabet, og som Modtræk stiller nu Enslev denne udstødte Syndebuk frem for Folket med en Martyrglorie om Hornene. Forresten er Manden jo virkelig noget af en Oprører. Med en Ignorants Heltemod gaar han løs ^ paa ^ sine tidligere Embedsbrødre og slaar dem Biblen i Synet. ^ Enslev har ^ igen vist sit taktiske Mesterskab. ^ Forresten ventes der et Generalopgør i Rigsdagen i den nærmeste Fremtid. Saa faar vi rimeligvis nye Valg – og et gunstigere Øjeblik til at træde frem paa Skuepladsen kan du ikke faa. ^ Du kommer hjem med friske Erfaringer fra begge Sider af Atlanterhavet, og vi trænger aabenbart først og fremmest til nye Impulser. Tyrstrup og de andre politiske Dilettanter, som vi i Øjeblikket regeres af, har bragt Selvstyret i Miskredit. Enslev kan der ikke regnes med. Han er opslidt . Dersom du vil love mig at tie stille med det, kan jeg betro dig, at han næppe lever Vinteren over. Tyrstrup ^ er og bliver upopulær. Overalt ventes der paa den nye Mand, den virkelige Statsmand, der igen kan bringe den krængede Samfundsskude paa ret Køl.«

Torben Dihmer, der sad tilbagelænet med Armene oppe paa Bordet og ^ Hænderne omkring sit Glas, sagde efter en lille Pavse:

Torben Dihmer, der sad tilbagelænet med Armene ^ paa Bordet og holdt Hænderne omkring sit Glas, sagde efter en lille Pavse:

Torben Dihmer, der sad tankefuld med Armene ^ paa Bordet og holdt Hænderne omkring sit Glas, sagde efter en lille Pavse:

» Den Dag vil hverken du eller jeg komme til at opleve, Asmus!«

II, 118 » Den Dag vil hverken du eller jeg komme til at opleve, Asmus!«

» Hvad vil du sige med det?«

» Jeg tror – for at blive i dit Billede – at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn Dag gaar 127 tilbunds med os allesammen. Og det kan ingen menneskelig Magt forhindre. Jeg finder det i Grunden ganske rimeligt, at Tyrstrup nu lader Kirkens Mænd komme til. Naar I Læger har maattet opgive en Patient, overlader I ham jo ogsaa villigt til Præsternes Trøst og det øvrige Begravelsesvæsen.«

» Jeg tror – for at blive i dit Billede – at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn Dag gaar tilbunds med os allesammen. Og det kan ingen menneskelig Magt forhindre. Jeg finder det i Grunden ganske rimeligt, at Tyrstrup nu lader Kirkens Mænd komme til. Naar I Læger har opgivet en Patient, overlader I ham jo ogsaa villigt til Præsternes Trøst og det øvrige Begravelsesvæsen.«

» Jeg tror — for at blive i dit Billede — at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn Dag gaar tilbunds med os allesammen. Og det kan ingen menneskelig Magt forhindre. Jeg finder det i Grunden ganske rimeligt, at Tyrstrup nu lader Kirkens Mænd komme til. Naar I Læger har opgivet en Patient, overlader I ham jo ogsaa villigt til Præsternes Trøst og det øvrige Begravelsesvæsen.«

» Det lyder lidt uhyggeligt . Vil du ikke uden alle Billeder forklare, hvad du mener?«

» Det lyder ikke opmuntrende . Vil du ikke uden alle Billeder forklare, hvad du mener?«

» Aa nej! Jeg er ^ helst fri ! Det er – som du siger – ikke noget hyggeligt Emne. Og idag har du heller ikke Tid til at høre paa mig. Men en Ting vil jeg dog spørge dig om. Jeg har tilfældigt hørt om den Ulykke, der har ramt din Bror. Det forholder sig vel rigtigt?«

» Aa nej! Det er jeg helst fri for. Det er – som du siger – ikke noget lysteligt Emne. Idag har du heller ikke Tid til at høre paa mig. Men en Ting vil jeg dog spørge dig om. Jeg har tilfældigt hørt om den Ulykke, der har ramt din Bror. Det forholder sig vel rigtigt?«

» Aa nej! Det er jeg helst fri for. Det er — som du siger — ikke II, 118 noget lysteligt Emne. Idag har du heller ikke Tid til at høre paa mig. Men en Ting vil jeg dog spørge dig om. Jeg har tilfældigt hørt om en Ulykke, der har ramt din Bror. Det forholder sig vel rigtigt?«

» Aa nej! Det er jeg helst fri for. Det er – som du siger – ikke noget lysteligt Emne. Idag har du heller ikke Tid til at høre paa mig. Men en Ting vil jeg dog spørge dig om. Jeg har tilfældigt hørt om en Ulykke, der har ramt din Bror. Det forholder sig vel rigtigt?«

» Ja – desværre! Det forholder sig rigtigt.«

» Ja — desværre! Det forholder sig rigtigt.«

» Ja – desværre! Det forholder sig rigtigt.«

» Og Storeholt er blevet solgt?«

»Ja . Han har mistet alt. Lige til sit Rigsdagsmandat ^ .«

II, 163 »Ja , han har mistet alt. Ogsaa det Rigsdagsmandat , som han i Virkeligheden har sat Formuen til paa .«

»Ja , han har mistet alt. Ogsaa det Rigsdagsmandat , som han i Virkeligheden har sat Formuen til paa .«

» Veed du hvad, Asmus! Det undrer mig lidt, at du efter den Oplevelse kan være saa ivrig for ogsaa at faa ^ mig ^ ned i Politikens Heksegryde.«

» Veed du hvad, Asmus! Det undrer mig lidt, at du efter den Oplevelse kan være saa ivrig for ^ at faa ogsaa mig puttet ned i Politikens Heksegryde.«

» Veed du hvad, Asmus! Det undrer mig lidt, at du efter den Oplevelse kan være saa ivrig for ogsaa at faa ^ mig puttet ned i Politikens Heksegryde.«

» Nej hør nu! Du vil da ikke sammenligne dig med en Nar som John?«

» Hvorfor ikke? Vi har dog rimeligvis ^ haft den samme naragtige Mirakeltro paa Lovgivningsmagtens Velsignelser. Vi har delt den ^ Indbildning, at der 128 ad den Vej kan udrettes det allermindste for den stakkels Menneskehed .«

» Hvorfor ikke? Vi har ^ rimeligvis begge to haft den samme naragtige Tro paa Lovgivningsmagtens Velsignelser. Vi har delt den almindelige Indbildning, at der med hele dette højtidelige Apparat af Rigsdag og Statsraad kan udrettes nogetsomhelst til Gavn for Menneskene .«

» Den Tro har du altsaa ikke mere selv?«

Torben Dihmer rystede paa Hovedet med sit glædeløse Smil .

Torben Dihmer rystede paa Hovedet ^ .

»Nej . Det lader sig ikke gøre at fabrikere Menneskelykke paa Maskine . Det hele højtidelige Apparat med Rigsdag og Statsraad er blevet en Latterlighed i mine Øjne .«

»Nej , du! Det lader sig ikke gøre at fabrikere Menneskelykke paa Maskine ^ .«

» Vil du med alt det sige, at du har opgivet Politiken?«

» Vil du dermed sige, at du har opgivet Politiken?«

II, 119 » Vil du dermed sige, at du har opgivet Politiken?«

» Ja – absolut .«
Der blev en lang Pavse.

»Ja .« ^

» Hvilke andre Planer har du da?« spurgte Professoren ^ . » For noget har du jo for. Det antydede du i hvert Fald i dit sidste Brev .«

» Hvilke andre Planer har du da?« spurgte Professoren efter en ny Pavse . » For noget har du jo for. Det antydede du i hvert Fald i din sidste Billet .«

» Jeg har jo min Gaard. Derovre faar jeg foreløbig nok at gøre. Siden min Fars Død har den været vanrøgtet. Og skulde jeg tale om det Udbytte, jeg bringer hjem fra min Rejse, saa maatte det vist først og fremmest være, at jeg nu – ligesom Jeppe – er bleven mig bevidst som » en Bonde og en Bondes Søn«. Der var en Aften i New York, da jeg var helt syg af Længsel efter igen at føle min egen Jord under Fødderne. Men det forstaar du vist ikke.«

» Jeg har ^ min Gaard. Derovre faar jeg foreløbig nok at gøre. Siden min Fars Død har den været vanrøgtet. Og skulde jeg tale om det Udbytte, jeg bringer hjem fra min Rejse, saa maatte det vist først og fremmest være, at jeg nu — ligesom Jeppe — er bleven mig bevidst som » en Bonde og en Bondes Søn«. Der var en Aften i New York, da jeg var helt syg af Længsel efter igen at føle min egen Jord under Fødderne. Men det forstaar du vist ikke.«

» Jeg har ^ min Gaard. Derovre faar jeg foreløbig nok at gøre. Siden min Fars Død har den været vanrøgtet. Og skulde jeg tale om det Udbytte, jeg bringer hjem fra min Rejse, saa maatte det vist først og fremmest være, at jeg nu – ligesom Jeppe – er bleven mig bevidst som » en Bonde og en Bondes Søn«. Der var en Aften i New York, da jeg var helt syg af Længsel efter igen at føle min egen Jord under Fødderne. Men det forstaar du vist ikke.«

» Aa jo! Lidt af det samme har jeg ogsaa kendt ^ ^ . ^ Men det kan jo ikke være din Mening at begrave 129 dig paa Favsingholm for al Evighed . Det har du da vist ^ faaet nok af.«

II, 164 Asmus Hagen havde iagttaget Vennen med voksende Bekymring. Hvad dennes Smaabreve havde forberedt ham paa, fik han nu bekræftet. Det var kun tilsyneladende den gamle Torben Dihmer. Hans Væsen var forandret . Hans Blik var uroligt og Smilet uden Glæde.
» Men det kan dog vel ikke være din Mening at begrave dig paa Favsingholm ^ . Det maa du da vist have faaet nok af.«

Asmus Hagen havde iagttaget Vennen med voksende Bekymring. II, 119 Hvad dennes Smaabreve havde forberedt ham paa, fik han nu bekræftet. Det var kun tilsyneladende den gamle Torben Dihmer. Hans Væsen var forandret . Hans Blik var uroligt og Smilet uden Glæde.
» Men det kan dog vel ikke være din Mening at begrave dig paa Favsingholm ^ . Det maa du da vist have faaet nok af.«

Asmus Hagen havde iagttaget Vennen med voksende Bekymring. Hvad dennes Smaabreve havde forberedt ham paa, fik han nu bekræftet. Det var kun tilsyneladende den gamle Torben Dihmer. Hans Væsen var forandret . Hans Blik var uroligt og Smilet uden Glæde.
» Men det kan dog vel ikke være din Mening at begrave dig paa Favsingholm ^ . Det maa du da vist have faaet nok af.«

» Jeg veed dog ikke ... Jeg kunde meget godt tænke mig at leve Resten af mit Liv derovre paa Gaarden, og det uden just at komme i Begravelsesstemning. Tværtimod. Skal jeg sige min Mening, saa tror jeg meget snarere, at jeg ^ paa Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de Dødes Rige. I hvert Tilfælde ^ ^ har jeg ^ mangen Gang baade i Evropa og Amerika haft en Fornemmelse af at befinde mig paa et underjordisk Pinselsted , hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede afsted paa en vild Jagt efter en indbildt Lykke . Og jeg forstaar egenlig ikke, at ikke alle føler det paa samme Maade. Jeg er fuldt overbevist om, at vi staar foran en Verdenskatastrofe. Det saakaldte civiliserede Samfund har i de sidste hundrede Aar arbejdet som en afsindig paa sin egen Undergang . – Naa, men det var altsaa det Emne, vi ikke saa gerne skulde ind paa. Og nu har jeg ogsaa snakket nok om mig selv. Lad mig nu høre lidt om dig . Hvordan har du det? Du var forleden Aften til den store Fest i Kasino.«

» Jeg veed ^ ikke ... Jeg kunde for saa vidt godt tænke mig at leve Resten af mit Liv derovre paa Gaarden, og det uden just at komme i Begravelsesstemning. ^ Skal jeg sige min Mening, saa tror jeg ^ snarere, at jeg hjemme paa Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de Dødes Rige. Baade i Evropa og Amerika har jeg virkelig mangen Gang ^ haft en Fornemmelse af at befinde mig paa et underjordisk Pinselssted , hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede afsted paa ^ vild Jagt efter en indbildt Lykke ^ . – Naa, men det var altsaa det Emne, vi ikke saa gerne skulde ind paa. Og nu har jeg ogsaa snakket nok om mig selv. Lad mig nu høre lidt om dig ! Hvordan har du det? Du var forleden Aften til den store Fest i Kasino.«

» Jeg veed ^ ikke ... Jeg kunde for saa vidt godt tænke mig at leve Resten af mit Liv derovre paa Gaarden, og det uden just at komme i Begravelsesstemning. ^ Skal jeg sige min Mening, saa tror jeg ^ snarere, at jeg hjemme paa Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de Dødes Rige. Baade i Europa og Amerika har jeg virkelig mangen Gang ^ haft en Fornemmelse af at befinde mig paa et underjordisk Pinselssted , hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede afsted paa ^ vild Jagt efter ^ indbildt Lykke ^ . – Naa, men det var altsaa det Emne, vi ikke saa gerne skulde ind paa. Og nu har jeg ogsaa snakket nok om mig selv. Lad mig nu høre lidt om dig ! Hvordan har du det? Du var forleden Aften til den store Fest i Kasino.«

» Jeg veed ^ ikke ... Jeg kunde for saa vidt godt tænke mig at leve Resten af mit Liv derovre paa Gaarden, og det uden just at komme i Begravelsesstemning. ^ Skal jeg sige min Mening, saa tror jeg ^ snarere, at jeg hjemme paa Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de Dødes Rige. Baade i Europa og Amerika har jeg virkelig mangen Gang ^ haft en Fornemmelse af at befinde mig paa et underjordisk Pinselssted , hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede afsted paa ^ vild Jagt efter en indbildt Lykke ^ . – Naa, men det var altsaa det Emne, vi ikke saa gerne skulde ind paa. Og nu har jeg ogsaa snakket nok om mig selv. Lad mig nu høre lidt om dig ! Hvordan har du det? Du var forleden Aften til den store Fest i Kasino.«

»Ja, jeg gik derhen et Øjeblik. Hvor veed du forresten det fra?«

» Jeg var der selv.«

»Du!«

II, 120 »Du!«

130 »Ja . Det var den samme Aften, jeg kom hertil. Inspektøren paa Hotellet havde Billeter tilsalgs, og da jeg havde hvilet mig lidt efter Rejsen, fik jeg Lyst til at gaa derhen ^ ^ ^ ^ ^ ^ .«

»Ja , det var netop samme Aften, jeg kom hertil. Inspektøren paa Hotellet havde Billetter tilsalgs, og da jeg havde hvilet mig lidt efter Rejsen, fik jeg Lyst til at gaa derhen . II, 165 Det anede mig, at jeg vilde se hele min tidligere Omgangskres ^ passere Revy for mig ved den Lejlighed, og det slog da ogsaa til .«

»Ja , det var netop samme Aften, jeg kom hertil. Inspektøren paa Hotellet havde Billetter tilsalgs, og da jeg havde hvilet mig lidt efter Rejsen, fik jeg Lyst til at gaa derhen . Det anede mig, at jeg vilde se hele min tidligere Omgangskres ^ passere Revy for mig ved den Lejlighed, og det slog da ogsaa til .«

»Ja , det var netop samme Aften, jeg kom hertil. Inspektøren paa Hotellet havde Billetter tilsalgs, og da jeg havde hvilet mig lidt efter Rejsen, fik jeg Lyst til at gaa derhen . Det anede mig, at saa godt som hele min tidligere Omgangskres vilde passere Revy for mig ved den Lejlighed, og det slog da ogsaa til .«

» Men det har jeg ikke anet! Hvem talte du med?«

» Men det har jeg ikke anet! Hvem tate du med?«

» Men det har jeg ikke anet! Hvem talte du med?«

» Med ingen. Der var vist heller ingen, der kendte mig igen.«

» Det er rimeligt nok – ^ med det Barbarskæg , du møder med ! Og efter fire Aars Fraværelse.«

» Det er rimeligt nok – efter fire Aars Fraværelse. Og med det lodne Underansigt , du møder med !«

» I hvert Fald fik jeg Lov til at sidde en Timestid ganske uantastet i en Loge og se paa Dansen. Det var ganske ejendommeligt. Jeg sad der incognito og genkendte selv næsten hvert eneste Ansigt , jeg saae .«

» Hvordan var forøvrigt dit Indtryk af Selskabet ?«

» Hvordan var forøvrigt dit Indtryk ^ ?«

II, 120 » Hvordan var forøvrigt dit Indtryk ^ ?«

» Hvordan var saa dit Indtryk ^ ?«

» Det samme som af hele Byen. Alting synes mig ganske uforandret , og dog er det saa besynderligt nyt for mig . Men det forstaar du vist heller ikke .«
Der fulgte igen en af disse dybe Pavser, der paa begge Sider skyldtes Frygten for at blive for aabenhjertig. Asmus Hagen havde hørt paa Vennen med voksende Bekymring. Det havde desuden forundret ham, at Torben af sig selv havde taget Vinkaraflen og igen fyldt sit Glas.
» ^ Jeg saae forresten ogsaa et Glimt af din Kusine ved den Lejlighed . Hun dansede med en blond Herre, 131 som jeg ikke kendte. Du skulde ikke tilfældigt vide, hvem det var?«

» Det samme som af hele Byen. Alting synes mig ganske uforandret og alligevel saa besynderligt nyt ^ . Men det forstaar du vistnok heller ikke . – Jeg saae forresten ogsaa et Glimt af din Kusine ^ . Hun dansede med en blond Herre, som jeg ikke kendte. Du skulde ikke tilfældigt vide, hvem det var?«

» Det samme som af hele Byen. Alting synes mig ganske uforandret og alligevel saa besynderlig nyt ^ . Men det forstaar du vistnok heller ikke . — Jeg saae forresten ogsaa et Glimt af din Kusine ^ . Hun dansede med en blond Herre, som jeg ikke kendte. Du skulde ikke tilfældigt vide, hvem det var?«

» Det samme som af hele Byen. Alting synes mig ganske uforandret og alligevel saa besynderlig nyt ^ . Men det forstaar du vistnok heller ikke . – Jeg saae forresten ogsaa et Glimt af din Kusine ^ . Hun dansede med en blond Herre, som jeg ikke kendte. Du skulde ikke tilfældigt vide, hvem det var?«

»Jo . Det var Karsten From – Portrætmaleren. Men han er maaske først kommen i Skuddet efter din Tid.«

»Jo , det var Karsten From – Portrætmaleren. Men han er maaske først kommen i Skuddet efter din Tid.«

»Jo , det var Karsten From — Portrætmaleren. Men han er maaske først kommen i Skuddet efter din Tid.«

»Jo , det var Karsten From – Portrætmaleren. Men han er maaske først kommen i Skuddet efter din Tid.«

» Vil du for en Gangs Skyld svare paa et indiskret Spørgsmaal . Er den Herre din Kusines nye – hvad skal jeg sige – Ven? Det saae saadan ud.«

» Vil du for en Gangs Skyld svare paa et indiskret Spørgsmaal ? Er den Herre din Kusines nye – hvad skal jeg sige – Ven? Det saae saadan ud.«

» Vil du for en Gangs Skyld svare paa et indiskret Spørgsmaal ? Er den Herre din Kusines nye — hvad skal jeg sige — Ven? Det saae saadan ud.«

» Vil du for en Gangs Skyld svare paa et indiskret Spørgsmaal ? Er den Herre din Kusines nye – hvad skal jeg sige – Ven? Det saae saadan ud.«

» Jeg veed ingenting. Men siden du nu har spurgt, saa vil jeg ^ fortælle dig, at der snakkes om en Forlovelse.«

» Jeg veed ingenting. Men siden du nu har spurgt, saa kan jeg gerne fortælle dig, at der snakkes om en Forlovelse.«

Torben Dihmer nikkede tavs. Han sad igen med Armene paa Bordet og drejede paa sit halvtømte Glas. Tilsidst sagde han:

Torben Dihmer nikkede tavs. Han sad stadig med Armene paa Bordet og drejede paa sit halvtømte Glas. ^

» En Kunstner altsaa. Det havde jeg nu mindst tænkt. Han saae forresten ogsaa nok saa meget ud som en Cirkusartist. Jeg havde i Grunden ventet et anseligere Resultat af saa mange Aars samvittighedsfulde Overvejelser .«

II, 166 » En Kunstner altsaa. Det havde jeg nu mindst tænkt. Han saae forresten ogsaa nok saa meget ud som en Cirkusartist. Jeg havde i Grunden ventet et anseligere Resultat af saa mange Aars samvittighedsfulde Prøvelse .«

Professoren trak paa Skuldren.

» Jeg deler i dette Tilfælde heller ikke min Kusines Smag ^ . Hun er lidt uberegnelig. Men hvad skal man sige? Kærlighed suspenderer Fornuften. Den anerkender den simpelthen ikke. Det er vel netop Charmen ved den.«

» Jeg deler ^ heller ikke min Kusines Smag i dette Tilfælde . Hun er lidt uberegnelig. Men hvad skal man sige? Kærligheden suspenderer Fornuften. Den anerkender den simpelthen ikke. Det er vel netop Charmen ved den.«

» Jeg deler ^ heller ikke min Kusines Smag i dette Tilfælde . Hun er lidt uberegnelig. Men hvad skal man sige? Kærligheden II, 121 suspenderer Fornuften. Den anerkender den simpelthen ikke. Det er vel netop Charmen ved den.«

Torben Dihmer nikkede igen.

» Du har ubetinget Ret. Paa dette ene Omraade 132 er vi moderne Forstandsmennesker lykkeligvis ^ inkonsekvente. – Men nu kommer dine Patienter,« sagde han, da han hørte det ringe i Forstuen. » Saa vil jeg gaa .«
Han rejste sig med et besynderligt Hastværk, som var han glad ved at være bleven afbrudt.
» Vi ses igen!« – kom det ret umotiveret.

» Du har ubetinget Ret. Paa dette ene Omraade er vi ^ Forstandsmennesker lykkeligvis endnu inkonsekvente. – Men nu kommer dine Patienter,« sagde han, da han hørte det ringe i Forstuen. » Saa vil jeg gaa . Vi ses snart igen.«

» Du har ubetinget Ret. Paa dette ene Omraade er vi ^ Forstandsmennesker lykkeligvis endnu inkonsekvente. — Men nu kommer dine Patienter,« sagde han, da han hørte det ringe i Forstuen. » Saa vil jeg gaa . Vi ses snart igen.«

Professoren fulgte ham ud. Paa Vejen lagde han Mærke til, at Vennen trak lidt tungt paa det højre Ben. ^

Professoren fulgte ham ud. Paa Vejen lagde han Mærke til, at Vennen trak lidt tungt paa det højre Ben. .

» Du glemmer vel ikke at tage dine Piller med Regelmæssighed ?« sagde han , da de stod i Forstuen . » Du husker nok, at du straks vil mærke det, dersom du i den Henseende forsømmer dig selv blot et Par Dage.«

» Du glemmer vel ikke at tage dine Piller regelmæssigt ?« sagde han ^ . » Du husker nok, at du straks vil spore det, dersom du i den Henseende forsømmer dig selv blot et Par Dage.«

» Jeg veed det,« svarede Torben Dihmer lidt kort og gav ham hurtigt Haanden .

» Jeg veed det,« svarede Torben Dihmer lidt kort ^ .

^ ^

VI .

II, 121 VI

⇕ Enslevs Død IV, 3.1

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 6.6

[141] M ørket voksede, og Regnen varede ved. En Dag i Begyndelsen af December faldt den første Sne. Den hvirvlede ned fra en sodet Himmel ^ og smeltede øjeblikkelig ^ i Gadernes Søle. Men ovenpaa de udspændte Paraplyer, paa ^ Hatteskygger og i Damekjolernes Folder blev de hvide Dun liggende, og mere behøvedes ikke for at sætte Folk i godt Humør. Fra Kongens Nytorv til Raadhuspladsen udfoldede der sig i den lille halve Time, Vejret varede, den lystigste Karnevalsstemning.
Alle var med eet bleven Børn . Man raabte højt til hinanden over Gaden , lo til Folk , man slet ikke kendte. Og de, der var bleven stærkest tildænget, følte dette som en personlig Begunstigelse og bar deres Snevams med stolt fornøjet Mine.
Umiddelbart før Sneen begyndte at falde, havde Mads Vestrup ^ forladt sin lille Stue i Knabrostræde for at besøge Frøken Susse Frederiksen, Varietesangerinden, der endnu laa paa Hospitalet efter sit Selvmordsforsøg. Hvid fra Pulden af sin forhistoriske Kasket til de tommehøje Støvlesaaler kom han gaaende over Nytorv og vakte overalt megen Opsigt.
142 Den jyske Vækkelsesprædikant var hurtigt bleven en kendt Figur i de københavnske Gader. Man havde maattet indrømme » Femte Juni«, at han var en Seværdighed. Baade ved sit Udseende og sin landlige Klædedragt tildrog han sig Opmærksomhed. Overalt i Byen talte man om den afsatte Præst. Hans besynderlige ^ ^ ^ Udtalelser drøftedes ved Kaffen og Cigaren efter alle københavnske Middagsselskaber. Navnlig blev Folk interesserede , da det forlød ^ , at flere yngre Kunstnere og Forfattere havde ladet sig paavirke af hans Forkyndelse og erklæret sig for en Tilbagevenden til Kristendommen. ⇕ ⇒ Der taltes om flere opsigtvækkende Omvendelser. Stor Sensation havde det saaledes vakt, at den unge, ekscentriske Digter Harald Bohse, en Søn af Rektoren, i et Interview havde udtalt sig til Gunst for Troen paa en levende Gud. Flere ansete Familjer var i den Anledning begyndt at holde en Missionstidende ved Siden af » Femte Juni« og et af Byens humoristiske Ugeblade.

Mørket voksede, og Regnen varede ved. En Dag i Midten af December faldt den første Sne. Den hvirvlede ned fra en sodet Himmel som store Gaasedun og smeltede II, 167 straks i Gadernes Søle. Men ovenpaa de udspændte Paraplyer, paa Droskernes Ruf, paa Hatteskygger og Støvlenæser blev Sneen liggende, og denne Forsmag paa den hvide Vinter midt i Efteraarets ensformige Graa satte Folk i Stemning . Man raabte højt til sine Venner over Gaden og smilte til Mennesker , man slet ikke kendte. I den lille halve Time, Vejret varede, udfoldede der sig den muntreste Fastelavnslystighed fra Raadhuspladsen til Kongens Nytorv.
Mads Vestrup havde forladt sin lille Stue i Knabrostræde for at besøge Frøken Susse Frederiksen, ^ der endnu laa paa Hospitalet efter sit Selvmordsforsøg. Som en vandrende Snemand kom han ^ over Nytorv med sin svære Stok i Haanden og tildrog sig overalt Opmærksomhed.
Den jyske Vækkelsesprædikant var ^ bleven en kendt Figur paa de københavnske Gader. Man havde maattet indrømme » Femte Juni«, at han var en Seværdighed. ^ Overalt i Byen taltes der om ham. Ved Middagsselskaberne drøftedes hans Udtalelser af Folk, der ellers ikke beskæftigede sig med religiøse Spørgsmaal, og for hvem derfor alt, hvad han sagde , var nyt og forbavsende. Der cirkulerede Rygter om flere opsigtsvækkende Omvendelser. Saaledes forlød det , at flere yngre Kunstnere og Forfattere havde ladet sig paavirke af ham og erklæret sig for en Tilbagevenden til Kristendommen.

Mørket voksede, og Regnen varede ved. En Dag i Midten af December faldt den første Sne. Den hvirvlede ned fra en sodet Himmel som store Gaasedun og smeltede straks i Gadernes Søle. Men ovenpaa de udspændte Paraplyer, paa Droskernes Ruf, paa Hatteskygger og Støvlenæser blev Sneen liggende, og denne Forsmag paa den hvide Vinter midt i Efteraarets ensformige Graa satte Folk i Stemning . Man raabte højt til sine Venner over Gaden og smilte til Mennesker , man slet ikke kendte. I den lille halve Time, Vejret varede, udfoldede der sig den muntreste Fastelavnslystighed fra Raadhuspladsen til Kongens Nytorv.
Mads Vestrup havde forladt sin lille Stue i Knabrostræde for at besøge Frøken Susse Frederiksen, ^ der endnu laa paa Hospitalet efter sit Selvmordsforsøg. Som en vandrende Snemand kom han ^ over Nytorv med sin svære Stok i Haanden og tildrog sig overalt Opmærksomhed.
Den jyske Vækkelsesprædikant var ^ bleven en kendt Figur paa de københavnske Gader. Man havde maattet indrømme » Femte Juni«, at han var en Seværdighed. ^ Overalt i Byen taltes der om ham. Ved Middagsselskaber drøftedes hans Udtalelser af Folk, der ellers ikke beskæftigede sig med religiøse Spørgsmaal, og for hvem derfor alt, hvad han sagde , var nyt og forbavsende. Der cirkulerede Rygter om flere opsigtsvækkende Omvendelser. Saaledes forlød det , at flere yngre Kunstnere og Forfattere havde ladet sig paavirke af ham og erklæret sig for en Tilbagevenden til Kristendommen.

Mørket voksede, og Regnen varede ved. En Dag i Midten af December faldt den første Sne. Den hvirvlede ned fra en sodet Himmel som store Gaasedun og smeltede straks i Gadernes Søle. Men ovenpaa de udspændte Paraplyer, paa Droskernes Ruf, paa Hatteskygger og Støvlenæser blev Sneen liggende, og denne Forsmag paa den hvide Vinter midt i Efteraarets ensformige Graa satte Folk i Stemning . Man raabte højt til sine Venner over Gaden og smilte til Mennesker , man slet ikke kendte. I den lille halve Time, Vejret varede, udfoldede der sig den muntreste Fastelavnslystighed fra Raadhuspladsen til Kongens Nytorv.
Mads Vestrup havde forladt sin lille Stue i Knabrostræde for at besøge Frøken Susse Frederiksen, ^ der endnu laa paa Hospitalet efter sit Selvmordsforsøg. Som en vandrende Snemand kom han ^ over Nytorv med sin svære Stok i Haanden og tildrog sig overalt Opmærksomhed.
Den jyske Vækkelsesprædikant var ^ bleven en kendt Figur paa de københavnske Gader. Man havde maattet indrømme » Femte Juni«, at han var en Seværdighed. ^ Overalt i Byen taltes der om II, 122 ham. Ved Middagsselskaber drøftedes hans Udtalelser af Folk, der ellers ikke beskæftigede sig med religiøse Spørgsmaal, og for hvem derfor alt, hvad han sagde , var nyt og forbavsende. Der cirkulerede Rygter om flere opsigtsvækkende Omvendelser. Saaledes forlød det , at flere yngre Kunstnere og Forfattere havde ladet sig paavirke af ham og erklæret sig for en Tilbagevenden til Kristendommen.

Henne i » Lysesaksen « var der uhyggeligt tomt de Aftener, da Mads Vestrup holdt sine Møder.

Henne i »Lysesaksen « var der virkelig bemærkelsesværdig tomt de Aftener, da Mads Vestrup holdt sine Møder.

⇕ Enslevs Død IV, 3.4

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇐

Paa de forreste Stolerækker umiddelbart foran 179 Talerstolen sad atter i Aften Jørgen Berg og Fru Maja ^ ^ , desuden Karl May og andre af Kunstnerkresen fra » Lysesaksen«. De vakte megen Opsigt ^ i Salen. Navnlig var det Tilfældet med Karl May, som optraadte i sin allerede berømte mørkebrune Regnkappe med Slag, der gav ham en tilsigtet Lighed med en italiensk Munk.

Baade Karl May, Lejf Knudsen, Jørgen Berg og Fru Maja indfandt sig regelmæssigt i »Elysium«, naar II, 168 han talte , og Karl May ^ vakte i denne Tid Opsigt paa Strøget i en mørkebrun Kappe med Slag, der gav hans sydlandske Skikkelse en tilsigtet Lighed med en italiensk Munk.

Baade Karl May, Lejf Knudsen, Jørgen Berg og Fru Maja indfandt sig regelmæssigt i »Elysium«, naar han talte , og Karl May ^ vakte i denne Tid Opsigt paa Strøget i en mørkebrun Kappe med Slag, der gav hans sydlandske Skikkelse en tilsigtet Lighed med en italiensk Munk.

⇕ Enslevs Død IV, 3.1

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 6.6

Ved det store Hjørnebord, der var forbeholdt Kunstnerkresen, sad ^ kun tykke Møller og strøg sig sløvt ^ ned over sin Napoleonslok. Men ogsaa ham havde de sidste Tider iøvrigt forandret. Hans Skikkelse var bleven endnu mere svampet, Hudfarven endnu mere 143 gusten, de smalle Øjne ophovnede som af megen Graad eller megen Whisky . Vennernes Frafald, Tidens hele Vanart forargede ham og havde gjort ham til Pessimist. I sin Ensomhed , forladt af Jørgen Berg, Karl May og de andre, som han plejede at laane Penge af, skilt ogsaa fra Susse Frederiksen, hos hvem han det sidste halve Aar havde haft Tilhold, desuden opsagt fra sin Plads ved Bladet paa Grund af sin Dovenskab, nød han sig selv som en tragisk Skikkelse, Københavns sidste Bohême.

Ved Kafeens store Hjørnebord, der var forbeholdt Kunstnerkresen, sad paa disse Aftener kun tykke Møller og strøg sig sløvt med sin svampede Haand ned over Napoleonslokken . Vennernes Frafald, Tidens hele Vanart forargede ham , og i sin Ensomhed ^ nød han sig selv som ^ tragisk Skikkelse, Københavns sidste Bohême.

Ved Kafeens store Hjørnebord, der var forbeholdt Kunstnerkresen, sad paa disse Aftener kun tykke Møller og strøg sig sløvt med sin svampede Haand ned over Napoleonslokken . II, 122 Vennernes Frafald, Tidens hele Vanart forargede ham , og i sin Ensomhed ^ nød han sig selv som ^ tragisk Skikkelse, Københavns sidste Bohême.

Ganske upaavirket af Mads Vestrups Dommedagspræken var dog heller ikke han. Ud paa Natten, efter Lukketid, naar han var bleven ene med sin sidste Sjus, udviklede han for Tjener Hansen og den andægtige Piccolo en dyster Livsfilosofi, der bevægede ham selv stærkt .

Ganske upaavirket af Mads Vestrup var dog heller ikke han. Ud paa Natten, efter Lukketid, ^ udviklede han med Haanden om sit Glas en dyster Livsfilosofi for Tjener Hansen og den andægtige Piccolo ^ .

Ganske upaavirket af Mads Vestrup var dog heller ikke han. Ud paa Natten, efter Lukketid, ^ udviklede han med Haanden om sit Glas en dyster Livsfilosofi for Tjeneren Hansen og den andægtige Piccolo ^ .

» Livet er kun Smerte, Hansen !« sagde han med Haanden om sit Glas. » Det bedste er, slet ikke at være født. Vi kommer til Verden under Lidelser, og vi dør under Lidelser. Og efter Døden? Hvad er Evigheden? Mørke, – Hansen! Evig Nat og Tavshed. Har De tænkt paa det?« –
Mads Vestrup selv gik under alt dette modløs omkring ^ , knuget af den samme Ensomhedsfølelse, der i hans Studentertid havde hvilet saa tungt paa ham i den store, fremmede By. Ligesom dengang vaagnede der hver Dag paany en mørk og fjendtlig Stemning 144 hos ham overfor den stundesløse og opjagede Storstadsvrimmel, der i hans Øjne jaskede Livet hen som en dum Fastelavnsspøg. Om det saa var denne uskyldige Munterhed i Anledning af Snevejret, vakte den hans Forargelse. Saadan noget Pjankeri! Hvad kunde man stille op med den Slags Mennesker?

» Livet er kun Smerte, Hansen ! Det bedste er, slet ikke at være født. Vi kommer til Verden under Lidelser, og vi dør under Lidelser. Resten er Tavshed, Hansen!« – ^ Mads Vestrup selv gik under alt dette modløs omkring i den vintermørke By , knuget af den samme Ensomhedsfølelse, der i hans Studentertid havde hvilet saa tungt paa ham mellem alt det fremmede . Hjemlængslen kunde til Tider overvælde ham som en virkelig Sygdom. De endeløse Husrækker gav ham Angstfornemmelser, Maven var daarlig og Søvnen urolig. Derfor blev ogsaa Tonen i hans Taler og Artikler stadig mere mørk og fjendtlig stemt mod den stundesløse og opjagede Storstadsvrimmel, der i hans Øjne jaskede Livet hen som en dum Karnevalsspøg. Samuelsens »Domsbasun« kaldte Folk ham ikke uden Grund.

» Livet er kun Smerte, Hansen ! Det bedste er, slet ikke at være født. Vi kommer til Verden under Lidelser, og vi dør under Lidelser. Resten er Tavshed, Hansen!« —
Mads Vestrup selv gik under ^ dette modløs omkring i den vintermørke By , knuget af den samme Ensomhedsfølelse, der i hans Studentertid havde hvilet saa tungt paa ham mellem alt det fremmede . Hjemlængslen kunde til Tider overvælde ham som en virkelig Sygdom. De endeløse Husrækker gav ham Angstfornemmelser, Maven var daarlig og Søvnen urolig. Derfor blev ogsaa Tonen i hans Taler og Artikler stadig mere mørk og fjendtlig stemt mod den stundesløse og opjagede Storstadsvrimmel, der i hans Øjne jaskede Livet hen som en dum Karnevalsspøg. Samuelsens »Domsbasun« kaldte Folk ham ikke uden Grund.

» Livet er kun Smerte, Hansen ! Det bedste er, slet ikke at være født. Vi kommer til Verden under Lidelser, og vi dør under Lidelser. Resten er Tavshed, Hansen!« –
Mads Vestrup selv gik under ^ dette modløs omkring i den vintermørke By , knuget af den samme Ensomhedsfølelse, der i hans Studentertid havde hvilet saa tungt paa ham mellem alt det fremmede . Hjemlængslen kunde til Tider overvælde ham som en virkelig Sygdom. De endeløse Husrækker gav ham Angstfornemmelser, Maven var daarlig og Søvnen urolig. Derfor blev ogsaa Tonen i hans Taler og Artikler stadig mere mørk og fjendtlig stemt mod den stundesløse og opjagede Storstadsvrimmel, der i hans Øjne jaskede Livet hen som en dum Karnevalsspøg. Samuelsens »Domsbasun« kaldte Folk ham ikke uden Grund.

Den Opsigt, han havde vakt i Byen, og det Tilløb, som der var til hans Møder, lod han sig ikke skuffe af. Det kunde ikke være for at vække den Slags Spektakel , at Gud Herren havde kaldt ham hertil. Næsten daglig fik han forskruede Breve fra Folk, der ^ udbad sig hans Haandskrift eller en Haarlok , eller som forsikrede ham, at han var en ny Messias. Forleden havde han haft Besøg af en ung Modelaps med Sølvknap paa Stokken, der forestillede sig som Digter og med et modbydeligt urent Smil takkede ham for hans Taler. I sit Raseri havde han sat Fyren paa Døren. Intet nedslog ham mere end dette Paahæng, han havde faaet af selvstruttende Narre, der gjorde sig interessante med offenlige Erklæringer om, at de højmodigt havde taget den gamle Gud til Naade igen ^ . Hvad var der at stille op med den Slags Folk? Selv Jørgen Berg , som han dog havde haabet noget paa, var kun bleven ham til Skuffelse . Han havde nylig haft en Samtale med ham og var kommen til den Overbevisning, at han havde været Gud nærmere, dengang han frækt trodsede 145 ham, end nu, da han indbildte sig at være bleven Kristen og dog var lige selvopfyldt og nysgerrigt optaget af, hvad Publikum mente om ham i Anledning af hans Omvendelse .
⇕ ⇒ Men foruden denne glubske Lede, som han samlede i sig ved alt, hvad han saae og hørte, følte han sig ogsaa legemligt utilpas. Den vintermørke By med de endeløse Husrækker gav ham Angstfornemmelser. Hans Bondenatur vantrivedes her som i et Fængsel. Maven var daarlig. Han havde prøvet baade Peber-Te og Sennepskorn, men lige meget hjalp det. Blodet jog ham til Hovedet ved den mindste Sindsbevægelse, og Søvnen var urolig. Derfor var ogsaa Tonen i hans Taler og Artikler stadig bleven mere mørk og tung. Det løsslupne Markedshumør, som han havde indtaget Enslev med paa Strige-Mødet, var der kun Glimt af tilbage. Samuelsens » Domsbasun« kaldte Folk ham ikke uden Grund.
Hjemlængslen kunde til Tider overfalde ham som en virkelig Sygdom, der gav ham Feber. Dersom det ikke var, fordi han aldrig kunde tænke sig at være ulydig mod sin Herres Befaling, havde han for længe siden været hjemme igen i det lille Fiskerhus ved Stranden, som hans Tanker vaagede over baade om Dagen og i Nattens urolige Drømme. Han saae Stine staa ved sin Strikkemaskine, som hun holdt Hjemmet oppe med. Og hver Dag var han nærværende 146 ved Morgenandagten og hørte bevæget Børnenes Stemmer, mens de sang hans kæreste Salme:

» Nu er Døden overvundet,
Livets Kilde har jeg fundet.«
⇕ ⇒ Denne Nat havde han haft en underlig Drøm. Da han sidst var hjemme, havde Stine en Gang taget hans Præstekjole ned fra Loftet for at banke den for Støv og Mug, og Synet af hans Embedsdragt havde faaet det skjulte Saar i hans Indre til at springe op og bløde. Han, som i det forgangne Aar saa ofte i sine Taler havde kaldt Ornatet for Satans Præsteuniform, følte sig ikke vel tilpas, før Kjolen igen hang i Fred paa Loftet. Stine derimod følte ikke noget ved det. Det kunde han se alene af den Maade, hun bankede den paa. Saadan var hun nu engang. Og nu havde hun i sit sidste Brev spurgt ham, om de ikke skulde sælge Kjolen. Den var dog nu til ingen Nytte, skrev hun. Den hang deroppe under Hanebjælken som en hængt Mand og skræmmede Børnene. En omløbende Sjakrer havde budt hende femten Kroner for den, og fire Kroner for Kraverne.
⇕ ⇒ Han havde ikke kunnet nægte Tilladelsen, fordi han endnu ikke havde været i Stand til at sende hende mere end 65 Kroner. Redaktør Samuelsen kneb paa Honorarerne under det Paaskud, at hver 147 af hans Artikler kostede Bladet en Snes gamle Abonnenter. Heller ikke Møderne gav ham synderlig Indtægt trods de mange Mennesker, fordi Adgangsprisen var sat for lav. Værten i Elysium havde desuden sendt ham en ublu Regning for Belysning og Ekstrakontrol, og da han nægtede at betale den, havde Manden beslaglagt Entre-Indtægten for de senere Møder. Han havde nu maattet skaffe sig et andet Lokale, og det var kommet til Proces.
» Sælg kun Kjolen!« havde han svaret. Men i Nat havde han i Drømme set den igen og sig selv i den. Han stod foran Alteret i sin gamle Kirke, hørte igen Menighedssangen tone mildt under de hvide Hvælvinger til Lærer Jensens Orgelspil. Da han vaagnede, mærkede han, at hans Kinder var vaade. Han var bleven vækket af sin egen Hulken.

Den Opsigt, han havde vakt i Byen, og det Tilløb, II, 169 der var til hans Møder, lod han sig ikke skuffe af. Det kunde ikke være for at volde den Slags Staahej , at Gud ^ havde kaldt ham hertil. Han fik daglig tilsendt forskruede Breve fra Folk, der kaldte ham en ny Messias og udbad sig hans Haandskrift eller en Haarlok . Han havde Besøg af opstadsede Damer, der forsikrede ham, at han ^ havde omvendt dem, af selvstruttende Digtere, der højmodigt erklærede at ville tage Vorherre til Naade igen i deres næste Bog . Hvad var der at stille op med den Slags Mennesker? Ogsaa Jørgen Berg var bleven ham en Skuffelse . Samtidig med, at den viltre Komponist indbildte sig at være bleven Kristen , var han nysgerrigt optaget af, hvad Publikum sagde om hans Omvendelse , og hvad Aviserne skrev om ham.

Den Opsigt, han havde vakt i Byen, og det Tilløb, der var til hans Møder, lod han sig ikke skuffe af. Det kunde ikke være for at volde den Slags Staahej , at Gud ^ havde kaldt ham hertil. Han fik daglig tilsendt forskruede Breve fra Folk, der kaldte ham en ny Messias og udbad sig hans Haandskrift eller en Haarlok . Han havde Besøg af opstadsede Damer, der forsikrede ham, at han ^ havde omvendt dem, af selvstruttende Digtere, der højmodigt erklærede at ville tage Vorherre til Naade igen i deres næste Bog . Hvad var der at stille op med den Slags Mennesker? Ogsaa Jørgen Berg var bleven ham en Skuffelse . Samtidig med, at den viltre Komponist indbildte sig at være bleven Kristen , var han nysgerrigt optaget af, hvad Publikum sagde om hans Omvendelse , og hvad Aviserne skrev om ham.

II, 123 Den Opsigt, han havde vakt i Byen, og det Tilløb, der var til hans Møder, lod han sig ikke skuffe af. Det kunde ikke være for at volde den Slags Staahej , at Gud ^ havde kaldt ham hertil. Han fik daglig tilsendt forskruede Breve fra Folk, der kaldte ham en ny Messias og udbad sig hans Haandskrift eller en Haarlok . Han havde Besøg af opstadsede Damer, der forsikrede ham, at han ^ havde omvendt dem, af selvstruttende Digtere, der højmodigt erklærede at ville tage Vorherre til Naade igen i deres næste Bog . Hvad var der at stille op med den Slags Mennesker? Ogsaa Jørgen Berg var bleven ham en Skuffelse . Samtidig med, at den viltre Komponist indbildte sig at være bleven Kristen , var han nysgerrigt optaget af, hvad Publikum sagde om hans Omvendelse , og hvad Aviserne skrev om ham.

⇕ Enslevs Død IV, 3.4

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇐

I Stedet for ^ ^ at ^ opvække ^ de Døde i denne Stenørken, som Stine havde skrevet, syntes det ham mangen Gang, at han prækede dem endnu dybere ned i den evige Søvn . ^

Han var kommen hertil i Haabet om at kunne opvække en og anden af de Døde i denne Stenørken, men det syntes ^ ham mangen Gang, at han prækede dem endnu dybere ned i Fortabelsen .

Han var kommen hertil i Haab om at kunne opvække en og anden af de Døde i denne Stenørken, men det syntes ^ ham mangen Gang, at han prækede dem endnu dybere ned i Fortabelsen .
II, 123

Han var kommen hertil i Haab om at kunne opvække en og anden af de Døde i denne Stenørken, men det syntes ^ ham mangen Gang, at han prækede dem endnu dybere ned i Fortabelsen .

⇕ Enslevs Død IV, 3.4

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇐

Men rundt omkring i denne urolige og adspredte Skare ^ , der var strømmet til ^ , fordi det nu engang var bleven en Modesag i København at skulle høre 180 Samuelsens Domsbasun, sad der Folk , der vel oprindeligt ogsaa var kommen af Nysgerrighed, men nu mødte Aften efter Aften og var stærkt optaget af, hvad de hørte. I langt højere Grad, end Mads Vestrup selv anede, havde hans Ord gjort Indtryk paa nogle enkelte af disse mange, som ellers ikke ulejligede sig ^ ^ ^ ^ til Steder, hvor Livets skjulte Mening søgtes forklaret; for hvem derfor alt, hvad ^ ^ ^ han sagde, var noget nyt og forunderligt . Det var Folk af alle Slags; men det var ikke dem, der bagefter sendte ham forskruede Takkebreve med Anmodning om hans Haandskrift eller en Haarlok . De gik regelmæssigt opskræmte bort, og sad Resten af Aftenen med en nyanskaffet Bibel foran sig eller tænkte i Ensomhed over , hvad de havde hørt. Uden at Mads Vestrup eller nogen anden vidste det, groede der i det skjulte en lille Menighed op omkring ham; og for mere end een af Kresen var han virkelig en Profet.

Spredt omkring i den urolige ^ Skare af Nysgerrige , der strømmede til hans Møder , fordi det i Øjeblikket var ^ en Modesag i København at skulle høre Samuelsens Domsbasun, sad der dog enkelte stille Andægtige , der følte sig stærkt grebne af, hvad de hørte. Det var Folk af forskellige Samfundsklasser; men det var ikke dem, som bagefter sendte ham hysteriske Takkeskrivelser og Middagsindbydelser. Uden at han selv vidste noget derom, groede der en lille Menighed op omkring ham. Hans egenartede , dybt personlige Forkyndelse gjorde ham for mere end een af Kresen til en virkelig ^ Profet.
II, 170 At der i den Anledning begyndte at vise sig Uro indenfor den københavnske Gejstlighed, anede han heller ikke noget om . Udenfor » Femte Juni« og et Par af Smaabladene blev hans Navn ikke nævnt i Pressen . Men i Bispegaarden var man bleven betænkelig ved at høre om denne skismatiske Bevægelse , der udgik fra en afsat Præst, og man havde der afholdt et Par Præstemøder for at forhandle om, hvorledes Kirken i fornødent Fald skulde træde op imod den.
– – –

Spredt omkring i den urolige ^ Skare af Nysgerrige , der strømmede til hans Møder , fordi det i Øjeblikket var ^ en Modesag i København at skulle høre Samuelsens Domsbasun, sad der dog enkelte stille Andægtige , der følte sig stærkt grebne af, hvad de hørte. Det var Folk af forskellige Samfundsklasser; men det var ikke dem, som bagefter sendte ham hysteriske Takkeskrivelser og Middagsindbydelser. Uden at han selv vidste noget derom, groede der en lille Menighed op omkring ham. Hans egenartede , dybt personlige Forkyndelse gjorde ham for mere end een af Kresen til en virkelig ^ Profet.
At der i den Anledning begyndte at vise sig Uro indenfor den københavnske Gejstlighed, anede han heller ikke noget om . Udenfor » Femte Juni« og et Par af Smaabladene blev hans Navn ikke nævnt i Pressen . Men i Bispegaarden var man bleven betænkelig ved at høre om denne skismatiske Bevægelse , der udgik fra en afsat Præst, og man havde der afholdt et Par Præstemøder for at forhandle om, hvorledes Kirken i fornødent Fald skulde træde op imod den.
– – –

Spredt omkring i den urolige ^ Skare af Nysgerrige , der strømmede til hans Møder , fordi det i Øjeblikket var ^ en Modesag i København at skulle høre Samuelsens Domsbasun, sad der dog enkelte stille Andægtige , der følte sig stærkt grebne af, hvad de hørte. Det var Folk af forskellige Samfundsklasser; men det var ikke dem, som bagefter sendte ham hysteriske Takkeskrivelser og Middagsindbydelser. Uden at han selv vidste noget derom, groede der en lille Menighed op omkring ham. Hans egenartede ^ Forkyndelse gjorde ham for flere og flere af Kresen til en virkelig gudesendt Vejleder og Profet.
At der i den Anledning begyndte at vise sig Uro indenfor den københavnske Gejstlighed, anede han heller ikke noget om . Udenfor » Femte Juni« og et Par af Smaabladene blev hans Navn ikke nævnt i Pressen . Men i Bispegaarden var man bleven betænkelig ved at høre om denne skismatiske Bevægelse , der udgik fra en afsat Præst, og man havde der afholdt et Par Præstemøder for at forhandle om, hvorledes Kirken i fornødent Fald skulde træde op imod den.
– – –
II, 124

⇕ Enslevs Død IV, 3.2

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 6.6

D a Mads Vestrup kom ind i den store Fællesstue, hvor Susse Frederiksen laa, modtog hun ham med et halvt forlegent , halvt ærgerligt Øjekast. ^ Ved Siden af hendes Seng sad der til hans Forbavselse to leende Herrer . Det var to Journalister. Den ene genkendte han; det var A B D Carlsen fra » Femte Juni«.
Han tænkte paa at gaa sin Vej igen; men Hr. Carlsen havde faaet Øje paa ham og kom hen og hilste .

Da Mads Vestrup kom ind i den store Fællesstue, hvor Susse Frederiksen laa, modtog hun ham med et ^ forlegent ^ Øjekast. Sangerinden havde for første Gang faaet sit Haar sat op i Krøller og var i det hele saa pyntet, som Hospitalsreglementet tillod.
Ved ^ hendes Seng sad en Herre, som i det samme rejste sig for at gaa . Det ^ var A B D ^ .

148 »Tænk, at vi skal mødes paa disse triste Steder!« sagde den graanede Drukkenbolt , der mærkværdigvis var temmelig ædru. » Vi sidder her med Professorens specielle Tilladelse. Vi har endelig faaet Lov til at pumpe vor fælles Veninde lidt for Nyheder. Det er ogsaa paa høje Tid. Publikum er lige ved at rive Hovedet af os, fordi vi ikke har bragt et personligt Interview.«

»Tænk, at vi skal mødes paa disse triste Steder!« sagde Journalisten , der mærkværdigvis var temmelig ædru. » Jeg har endelig faaet Lov til at tappe vor fælles Veninde lidt for Nyheder. Det var ogsaa paa høje Tid. Vore fire hundrede tusinde Læsere er lige ved at rive Hovedet af os, fordi vi endnu ikke har bragt et personligt Interview.«

Pavillonens Overplejerske , der havde været beskæftiget ved en af de andre Senge – en yngre , blond Dame med et fornemt Væsen – kom hen og tyssede paa ham. Han talte for højt.

Pavillonens Overplejerske , en høj , blond Dame med et fornemt Væsen , der havde været beskæftiget ved en af de andre Senge, kom hen og tyssede paa ham. Han maatte ikke tale saa højt.

Han traadte tilside og gjorde et undskyldende ^ Skrabud med den drukne Mands Fagter, som en gammel Delirist beholder ^ ^ ogsaa i ædru Tilstand. Men da Overplejersken vendte sig bort fra ham uden at svare, følte han sig krænket og begyndte at skraale op.
Med brøsig Myndighed betydede Mads Vestrup ham, at han havde at opføre sig anstændigt. Men nu blev han aldeles rasende, og det saae et Øjeblik ud til Skandale, da hans Kollega i Hast fik ham under Armen og ført ud.
Da Mads Vestrup derefter nærmede sig Sengen , skottede Sangerinden til ham med et skamfuldt og ulykkeligt Udtryk. Hun havde faaet sit affarvede Haar sat op i Krøller, var i det hele saa pyntet og pudret, som Hospitalsreglementet tillod, men saae 149 alligevel ud som det, hun var: en halvgammel Pige, som Livet havde slidt haardt paa .

Han traadte tilside og gjorde ^ undskyldende et Skrabud II, 171 med en drukken Mands Fagter, som den gamle Fyldebytte bibeholdt ogsaa i ædru Tilstand.
Først da ^ han var gaaet, gik Mads Vestrup hen til ^ Sengen og satte sig .

Han traadte tilside og gjorde ^ undskyldende et Skrabud med II, 124 en drukken Mands Fagter, som den gamle Fyldebøtte bibeholdt ogsaa i ædru Tilstand.
Først da ^ han var gaaet, gik Mads Vestrup hen til ^ Sengen og satte sig .

Han traadte tilside og gjorde ^ undskyldende et Skrabud med en drukken Mands Fagter, som den gamle Fyldebøtte bibeholdt ogsaa i ædru Tilstand.
Først da ^ han var gaaet, gik Mads Vestrup hen til ^ Sengen og satte sig .

» Aldrig kan man være fri for de væmmelige Fyre ,« sagde hun, da Præsten havde taget Plads hos hende . » De er saa nærgaaende og fritter En ^ om alt muligt. Og jeg sagde dog til dem, at de kunde lige saa godt ^ gaa, for det var ganske bestemt, at jeg aldrig mere vilde optræde.«

» Aldrig kan man være fri for de væmmelige Journalister ,« sagde Susse . » De er saa nærgaaende og fritter En ud om alt muligt. Og jeg sagde dog til A B D, at han lige saa godt kunde gaa, for det var ganske bestemt, at jeg aldrig mere vilde optræde.«

^ Mads Vestrup kunde høre paa hende, at hun løj , men sagde ^ ikke noget. For at give hende Tid til at samle sig lidt, tog han en Bog, der laa paa det lille Sengebord ved Siden af Uringlasset. Han ^ læste Titlen: » Angelica med Tigerøjnene«. Paa det kolorerede Omslagsbillede saaes en rasende Mand i Færd med at affyre en Revolver mod en halvnøgen Kvinde.

Skønt Mads Vestrup kunde høre paa hende, at hun ikke talte Sandhed , ^ sagde han ikke noget. Han tog ^ en Bog, der laa paa Sengebordet , og læste Titlen: » Angelica med Tigerøjnene«. Paa det kolorerede Omslagsbillede saaes en rasende Mand i Færd med at affyre en Revolver mod en halvnøgen Kvinde.

Skønt Mads Vestrup kunde høre paa hende, at hun ikke talte Sandhed , ^ sagde han ikke noget. Han tog ^ en Bog, der laa paa Sengen , og læste Titlen: » Angelica med Tigerøjnene«. Paa det kolorerede Omslagsbillede saaes en rasende Mand i Færd med at affyre en Revolver mod en halvnøgen Kvinde.

» Er det Deres Bog?«

»Nej, det er Doktor Hvidts. Han har laant mig den. ^ ^ ^ Den er forresten voldsom spændende.«

»Nej, det er Reservelæge Hvidts. Han har laant mig den. Han siger, der har staaet, at det er den bedste Bog, der er skrevet. Den er ogsaa voldsom spændende.«

»Nej, det er Reservelæge Hvidts. Han har laant mig den. Han siger, ^ at det er den bedste Bog, der er skrevet. Den er ogsaa voldsom spændende.«

Mads Vestrup lagde tavs Bogen tilbage. Og nu sad han nogen Tid med Armene paa Knæene og saae ned mod Gulvet . Ytrede sig kun ^ med den ufrivillige, drynende Halslyd, der var ham egen.

Mads Vestrup lagde tavs Bogen tilbage. Og nu sad han nogen Tid med Armene paa Knæene og saae ned mod Gulvet , mens han kun ytrede sig med den ufrivillige, drynende Halslyd, der var ham egen.

II, 125 Mads Vestrup lagde tavs Bogen tilbage. Og nu sad han nogen Tid med Armene paa Knæene og saae ned mod Gulvet , mens han kun ytrede sig med den ufrivillige, drynende Halslyd, der var ham egen.

Susse Frederiksen gav sig til at fortælle om Jørgen Berg, Karl May og deres andre fælles Bekendte, som allesammen havde besøgt hende. Kun tykke Møller nævnede hun ikke. Hun spurgte ham, om han vidste, at Jørgen Berg igen maatte begynde at spille 150 i » Mellemhaven«, siden han brændte den Femhundredkrone-Seddel. Hun havde saa gruelig ondt af ham. Han var i Grunden saadan et godt Menneske og virkelig et Geni. Og nu var han jo ogsaa bleven saa religiøs og vilde ikke komponere andet end Salmemusik. Han skulde bare haft en anden Kone. Maja var en Sjokkedorthe, som ikke engang gad være over at holde sig selv lidt ordenlig.
Saadan blev hun ved at snakke, fordi Mads Vestrup stadig ingenting sagde, og hans Tavshed trykkede hende. Imidlertid lod Overplejersken et trefløjet Skærmbrædt flytte hen foran Sengen , saa denne ganske skjultes for Omgivelserne. Det skete paa en Maade, som om Skærmbrædtet havde været i Vejen, hvor det stod; men da hun havde gjort det samme under et af Mads Vestrups tidligere Besøg, hvad han godt havde lagt Mærke til, kunde han nu forstaa, at hun vilde lade dem være uforstyrrede.
Denne Omsorg overraskede ham noget. Det var en ganske anden Aand, der ellers raadede paa Hospitalet.
Den høje, fornemt udseende Dame – Frk. Mohn hed hun – havde iøvrigt beskæftiget ham fra den første Gang, han saae hende. Han havde aldrig talt med hende, havde endda med Forsæt undgaaet hende, fordi hun var ^ af disse store, frodige Kvinder, der mindede ham om hans Fristelse og Fald og fik ham til at 151 slaa Øjnene ned . Men Susse Frederiksen havde fortalt, at Frk. Mohn var meget rig og gav mange Tusinde ud i velgørende Øjemed; og det gjorde altid et stærkt Indtryk paa ham at høre om en saadan storslaaet Offervillighed, fordi han selv her havde et andet ømt Sted. Kun nødig gav han slip paa den Skilling, der engang var bleven hans .

Imidlertid lod Overplejersken et trefløjet Skærmbrædt flytte hen foran Sengen i den tydelige Hensigt at skaffe dem Ro til deres Andagt. Denne Omsorgsfuldhed overraskede Mads Vestrup, fordi det var en ganske anden Aand, der ellers raadede paa Afdelingen. Han havde nok tidligere set den fornemt udseende Dame – Frøken II, 172 Mohn hed hun – men han havde aldrig talt med hende, havde endda med Forsæt undgaaet hende, fordi hun var en af disse store, frodige Kvinder, der mindede ham om hans ^ Fald og fik ham til at slaa Øjnene ned ^ .

Imidlertid lod Overplejersken et trefløjet Skærmbrædt flytte hen foran Sengen i den tydelige Hensigt at skaffe dem Ro til deres Andagt. Denne Omsorgsfuldhed overraskede Mads Vestrup, fordi det var en ganske anden Aand, der ellers raadede paa Afdelingen. Han havde nok tidligere set den fornemt udseende Dame — Frøken Mohn hed hun — men han havde aldrig talt med hende, havde endda med Forsæt undgaaet hende, fordi hun var en af disse store, frodige Kvinder, der mindede ham om hans ^ Fald og fik ham til at slaa Øjnene ned ^ .

Imidlertid lod Overplejersken et trefløjet Skærmbrædt flytte hen foran Sengen i den tydelige Hensigt at skaffe dem Ro til deres Andagt. Denne Omsorgsfuldhed overraskede Mads Vestrup, fordi det var en ganske anden Aand, der ellers raadede paa Afdelingen. Han havde nok tidligere set den fornemt udseende Dame – Frøken Mohn hed hun – men han havde aldrig talt med hende, havde endda med Forsæt undgaaet hende, fordi hun var en af disse store, frodige Kvinder, der mindede ham om hans ^ Fald og fik ham til at slaa Øjnene ned ^ .

Til Susse Frederiksens stille Skræk tog han nu sin lille Rejsebibel frem af Lommen. Der laa et Mærke i den, ^ hvor han sidst havde læst for hende, og her fortsatte han , indtil han kom til Ordet: » Hvo som følger mig, vandrer ikke i Mørket «. Saa lukkede han Bogen for at tale lidt om dette Ord.

Til Susse Frederiksens stille Skræk tog han nu sin lille Rejsebibel op af Lommen. Der laa et Mærke i den, der hvor han sidst havde læst for hende, og han fortsatte nu , indtil han kom til Ordet: » Hvo som følger mig, vandrer ikke i Mørket .«

Til Susse Frederiksens stille Skræk tog han ^ sin lille Rejsebibel op af Lommen. Der laa et Mærke i den, der hvor han sidst havde læst for hende, og han fortsatte nu , indtil han kom til Ordet: » Hvo som følger mig, vandrer ikke i Mørket .«

Han havde aldrig spurgt hende om Grunden til, at hun vilde tage Livet af sig. Han havde overhovedet ikke talt til hende om nogen af de Begivenheder, der stod i Forbindelse med hendes Selvmordsforsøg ;

Han havde aldrig ^ talt til hende om nogen af de Begivenheder, der stod i Forbindelse med hendes Selvmordsforsøg .

⇕ Enslevs Død IV, 3.4

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇐

Han holdt aldrig rigtig ^ af at mindes den Aften, da han trak Susse Frederiksen op af Vandet. Han havde været i en Sindstilstand, som han ellers kun kom i ^ , naar han var ude af sig selv af Raseri eller af Brynde. Han vidste i Virkeligheden kun lidt om, hvad der var sket , eller hvor stor en Lod han havde ^ i hendes Redning. Til Stine havde han ogsaa kun skrevet, at han » havde været med til « at redde et Menneskeliv.

Han holdt ikke selv af at mindes den Aften, fordi han ^ havde været i en Sindstilstand, som han ellers kun kom i paa onde Dage , naar han var ude af sig selv af Hidsighed eller ^ Brynde. Han vidste i Virkeligheden kun lidt om, hvad der var foregaaet , eller hvor megen Del han havde haft i hendes Redning. Til Stine havde han ^ kun skrevet, at han ^ havde været med til ^ at redde et Menneskeliv.

Han holdt II, 125 ikke selv af at mindes den Aften, fordi han ^ havde været i en Sindstilstand, som han ellers kun kom i paa onde Dage , naar han var ude af sig selv af Hidsighed eller ^ Brynde. Han vidste i Virkeligheden kun lidt om, hvad der var foregaaet , eller hvor megen Del han havde haft i hendes Redning. Til Stine havde han ^ kun skrevet, at han ^ havde været med til ^ at redde et Menneskeliv.

⇕ Enslevs Død IV, 3.2

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 6.6

og hun selv havde øjensynlig den samme Sky som han for at mindes hin Aften og dens Uhygge. Hun nævnede aldrig et Ord om den. Alligevel havde han kunnet mærke, at hendes Tanker ^ paa nysgerrig Maade beskæftigede sig med Tilstanden efter Døden. Hun havde gjort ham de taabeligste Spørgsmaal om Paradiset og Saligheden . Hos sine Forældre, der havde haft en Soldaterbeværtning paa Kristianshavn, havde hun rimeligvis kun hørt Gud nævne i Eder og Besværgelser. I hvert Fald havde han faaet ud 152 af hende, at hun først lærte sit Fadervor, da hun kom i Skole .

Frøken Susse havde naturligt den samme Sky ^ for at mindes hin Aften og dens Uhygge. Hun nævnede aldrig et Ord om den. Alligevel kunde han mærke, at hendes Tanker stadig kresede om Begivenheden og paa nysgerrig Maade beskæftigede sig med Tilstanden efter Døden. Hun havde gjort ham de taabeligste Spørgsmaal om Paradiset og Saligheden og tilstaaet, at hendes Forældre, der havde haft en Soldaterbeværtning paa Kristianshavn, lod hende vokse op som en Hedning .

Frøken Susse havde ganske den samme Sky ^ for at mindes hin Aften og dens Uhygge. Hun nævnede aldrig et Ord om den. Alligevel kunde han mærke, at hendes Tanker stadig kresede om Begivenheden og paa nysgerrig Maade beskæftigede sig med Tilstanden efter Døden. Hun havde gjort ham de taabeligste Spørgsmaal om Paradiset og Saligheden og tilstaaet, at hendes Forældre, der havde haft en Soldaterbeværtning paa Kristianshavn, lod hende vokse op som en Hedning .

Han fortalte hende nu idag om sin egen lykkelige Barndom i det lille fattige Væverhjem ved Grusgraven, og om sin fromme Mor , der havde ført ham ud af Dødens isnende Skygge ind i det varmende og straalende Lys fra Guds Naadessol. Især dvælede han længe ved Mindet om en Synd, han engang havde begaaet, et Tyveri af en Femøre, som hans Mor havde tabt paa Gulvet. Aldrig kunde han glemme den Sjæleangst og Pine, han de Dage havde gaaet i. Men endnu uforglemmeligere for ham var den Lykke, han havde følt, da han havde tilstaaet sin Brøde og faaet sin Straf. ⇕ ⇒ Han havde siddet flere Timer paa Trendebænken ved Vinduet og stirret ud over de tomme Vintermarker med en vidunderlig Fornemmelse af at ligge tæt ind til Guds Hjerte. Saadan var Salighedens Fryd. Saadan føltes det at have sine Synders naadige Forladelse.
Skønt han talte med ^ Inderlighed og selv var bevæget, som han altid blev det, naar han nævnede sin Mor, viste Frøken Susse sig hele Tiden meget adspredt. Trods Skærmbrædtet havde hun fri Udsigt til Døren, og hver Gang den gik, skulde hun ^ se ^ , hvem det var ^ . Da en Gang en af de unge, kittelklædte Læger kom ind, hilste hun smilende ; og saa længe han opholdt sig i Stuen, var hun ganske fraværende .
153 Mads Vestrup indsaae det haabløse i at fortsætte. Hun var idag slet ikke til at faa i Tale. Han puttede da igen sin Bibel i Lommen , og lidt efter sagde han Farvel.
Men da han rejste sig , og Susse saae hans misfornøjede Mine, blev hun ked af det og fortrød sin Ligegyldighed. Hun ^ blev ved at holde om hans Haand og bad ham komme rigtig snart igen, hvad han ogsaa lovede.
» Men saa vil jeg rigtignok nødig se den Slags Bøger ved Deres Seng,« sagde han og saae hen paa Angelica med Tigerøjnene. » Den Mand, der har flyet Dem saadan noget Tøjeri, skulde skamme sig. Det maa De godt sige ham fra mig.«
Som han skulde gaa ud af Døren, kom Frk. Mohn hen til ham med den Besked, at Professoren havde hørt, han var her, og gerne vilde tale med ham.
Mads ^ ^ ^ Vestrup , der straks havde vendt sine Øjne mod Gulvet, løftede dem i Forbavselse.
» Med mig?« sagde han paa sin stødende korte Bondemaner. » Hvad vil han mig ?«
» Det veed jeg ikke. Men dersom De vil ulejlige Dem over i Professorens Modtagelsesværelse i Kontorbygningen, træffer De ham vistnok nu. Jeg forstod, det var en Sag af Vigtighed.«
» Ja saa.«
Mads Vestrup hilste med et kejtet Buk og gik ud.
154 Frk. Mohn fortsatte sin Rundgang i Stuen fra Seng til Seng og kom tilsidst ogsaa til Susse Frederiksen. Da hun havde spurgt til hendes Befindende og ordnet Puderne lidt, satte hun sig til Sangerindens Forbavselse ned paa Sengekanten.
» Tager jeg fejl i, at De har lovet Pastor Vestrup ikke at optræde mere?« spurgte hun.
» Har han sagt det?«
»Nej; men det forekom mig, at jeg hørte Dem selv sige det, da han kom. Og den Beslutning lykønsker jeg Dem til. Nu vilde jeg blot gerne spørge Dem, om De har tænkt over, hvad for en Beskæftigelse , De nu vil tage fat paa, naar De ^ bliver udskrevet herfra?«
Spørgsmaalet satte Frøken Susse ^ i Forlegenhed . Hun svarede blot med en Mumlen ^ ^ .

Han fortalte hende nu lidt om sin egen lykkelige Barndom II, 173 og om sin fromme Mor ; men skønt han talte med megen Inderlighed , var ^ Frøken Susse ^ hele Tiden ^ adspredt. Trods Skærmbrædtet havde hun fri Udsigt til Døren, og naar den gik, skulde hun absolut se efter , hvem det var , der kom . Da en Gang en af de unge, kittelklædte Læger traadte ind, hilste hun smilende , og saalænge han opholdt sig i Stuen, var hun saa fraværende , at Mads Vestrup indsaae det haabløse i at fortsætte. ^ Han puttede ^ igen sin Bibel i Lommen og sagde til sig selv med et Suk, at det vistnok heller ikke skulde lykkes ham at føre dette stakkels Menneske fra Dødens Skygge ud i Naadessolen. Helvede gav ikke slip paa sit en Gang vundne Bytte!
Da han rejste sig ^ og Susse saae hans mistrøstige Mine, fortrød hun sin Ligegyldighed. Hun tog hans Haand og blev ved at holde om den, indtil han havde lovet hende, at han rigtig snart vilde komme igen.
Kort efter, da han var gaaet, kom Overplejersken, Frøken Mohn, hen til Sangerindens Seng, spurgte til hendes Befindende, rettede lidt paa Hovedpuderne og sagde saa:
» Tager jeg fejl i, at De lovede Pastor Vestrup ikke at optræde mere?«
» Har han sagt det?«
»Nej; men det forekom mig , at jeg hørte Dem selv sige det, dengang Pastor Vestrup kom. Og den Beslutning lykønsker jeg Dem til. Nu vil jeg blot ^ spørge Dem, om De har tænkt over, hvadfor en Beskæftigelse De vil tage fat paa, naar De med det første bliver udskrevet .«
II, 174 Frøken Susse kom i Forlegenhed med Svaret. Hun var ikke vant til at gøre sig Bekymringer for Dagen imorgen .

Han fortalte hende nu lidt om sin egen lykkelige Barndom og om sin fromme Mor ; men skønt han talte med megen Inderlighed , var ^ Frøken Susse ^ hele Tiden ^ adspredt. Trods Skærmbrædtet havde hun fri Udsigt til Døren, og naar den gik, skulde hun absolut se efter , hvem det var , der kom . Da en Gang en af de unge, kittelklædte Læger traadte ind, hilste hun smilende , og saalænge han opholdt sig i Stuen, var hun saa fraværende , at Mads Vestrup indsaae det haabløse i at fortsætte. ^ Han puttede ^ igen sin Bibel i Lommen og sagde til sig selv med et Suk, at det vistnok heller ikke skulde lykkes ham at føre dette stakkels Menneske fra Dødens Skygge ud i Naadessolen. Helvede gav ikke slip paa sit en Gang vundne Bytte!
Da han rejste sig ^ og Susse saae hans mistrøstige Mine, fortrød hun sin Ligegyldighed. Hun tog hans Haand og blev ved at holde om den, indtil han havde lovet hende, at han rigtig snart vilde komme igen.
Kort efter, da han var gaaet, kom Overplejersken, Frøken Mohn, hen til Sangerindens Seng, spurgte til hendes Befindende, rettede lidt paa Hovedpuderne og sagde saa:
» Tager jeg fejl i, at De lovede Pastor Vestrup ikke at optræde mere?«
» Har han sagt det?«
II, 126 »Nej; men det forekom mig ^ at jeg hørte Dem selv sige det, dengang Pastor Vestrup kom. Og den Beslutning lykønsker jeg Dem til. Nu vil jeg blot ^ spørge Dem, om De har tænkt over, hvadfor en Beskæftigelse De vil tage fat paa, naar De med det første bliver udskrevet .«
Frøken Susse kom i Forlegenhed med Svaret. Hun var ikke vant til at gøre sig Bekymring for Dagen imorgen .

Han fortalte hende nu lidt om sin egen lykkelige Barndom og om sin fromme Mor ; men skønt han talte med megen Inderlighed , II, 126 var ^ Frøken Susse ^ hele Tiden ^ adspredt. Trods Skærmbrædtet havde hun fri Udsigt til Døren, og naar den gik, skulde hun absolut se efter , hvem det var , der kom . Da en Gang en af de unge, kittelklædte Læger traadte ind, hilste hun smilende , og saalænge han opholdt sig i Stuen, var hun saa fraværende , at Mads Vestrup indsaae det haabløse i at fortsætte. ^ Han puttede ^ igen sin Bibel i Lommen og sagde til sig selv med et Suk, at det vistnok heller ikke skulde lykkes ham at føre dette stakkels Menneske fra Dødens Skygge ud i Naadessolen. Helvede gav ikke slip paa sit en Gang vundne Bytte!
Da han rejste sig ^ og Susse saae hans mistrøstige Mine, fortrød hun sin Ligegyldighed. Hun tog hans Haand og blev ved at holde om den, indtil han havde lovet hende, at han rigtig snart vilde komme igen.
Kort efter, da han var gaaet, kom Overplejersken, Frøken Mohn, hen til Sangerindens Seng, spurgte til hendes Befindende, rettede lidt paa Hovedpuderne og sagde saa:
» Tager jeg fejl i, at De lovede Pastor Vestrup ikke at optræde mere?«
» Har han sagt det?«
»Nej; men det forekom mig , at jeg hørte Dem selv sige det, dengang Pastor Vestrup kom. Og den Beslutning lykønsker jeg Dem til. Nu vil jeg blot ^ spørge Dem, om De har tænkt over, hvadfor en Beskæftigelse De vil tage fat paa, naar De med det første bliver udskrevet .«
Frøken Susse kom i Forlegenhed med Svaret. Hun var ikke vant til at gøre sig Bekymring for Dagen imorgen .

» Maa jeg have Lov til at anbefale Dem en af mine Veninder, der har ^ en større Systue . De vilde der komme sammen med lutter gode og rettænkende Mennesker, som De vilde have Glæde af at lære at kende .«

» Maa jeg have Lov til at anbefale Dem en af mine Veninder, der har indrettet en større Systue ? De vil der komme sammen med lutter gode og rettænkende Mennesker, som De vil have Glæde af at stifte Bekendtskab med .«

Frk. Susse skottede op til hende. Dette ^ Fremtidsbillede tiltalte hende absolut ikke . Hun sagde , at hendes Forældre i sin Tid havde kostet saa meget paa at uddanne hende til Kunsten, saa hun vilde jo helst ind i noget, hvor hun kunde faa Brug for sin Sangstemme. Og forresten mente hun, at hun kun havde sagt, at hun ikke mere vilde optræde i Kostyme.

Frøken Susse saae ud til Siden. Det Fremtidsbillede følte hun sig absolut ikke tiltalt af. Hun svarede , at hendes Forældre i sin Tid havde kostet saa meget paa at uddanne hende til Kunstner, og hun vilde derfor helst ind i noget, hvor hun kunde faa Brug for sin Sangstemme. Og forresten mente hun, at hun kun havde lovet ikke mere at optræde i Kostyme.

Frøken Susse saa ud til Siden. Det Fremtidsbillede følte hun sig absolut ikke tiltalt af. Hun svarede , at hendes Forældre i sin Tid havde kostet saa meget paa at uddanne hende til Kunstner, og hun vilde derfor helst ind i noget, hvor hun kunde faa Brug for sin Sangstemme. Og forresten mente hun, at hun kun havde lovet ikke mere at optræde i Kostyme.

Frøken Susse saae ud til Siden. Det Fremtidsbillede følte hun sig absolut ikke tiltalt af. Hun svarede , at hendes Forældre i sin Tid havde kostet saa meget paa at uddanne hende til Kunstner, og hun vilde derfor helst ind i noget, hvor hun kunde faa II, 127 Brug for sin Sangstemme. Og forresten mente hun, at hun kun havde lovet ikke mere at optræde i Kostyme.

155 Frk. Mohn tav hertil, og et Øjeblik efter rejste hun sig. Men da hun havde staaet lidt, satte hun sig igen og spurgte, om Susse stadig intet havde hørt ^ om, hvem Manden var, der sprang ud efter hende den Aften, da hun blev bragt ^ til Hospitalet .
Det gav et lille Ryk i Susse. Hun saae forlegent ud til Siden .

Frøken Mohn havde en egen Maade at lukke Øjnene paa, naar noget mishagede hende. Det var, som om hun trak et usynligt Slør ned for sit Ansigt.
» Har De stadig ikke hørt noget om, hvem det var, der sprang ud efter Dem den Aften, da De blev bragt her til Hospitalet ?« spurgte hun, efter at Sløret igen var bleven løftet .

» Næ – han har jo ikke meldt sig. Det er underligt nok. For han var jo da sikker paa at faa Redningsmedaljen. Det sagde ogsaa A B D.«

» Næ – han har ^ ikke meldt sig. Det er underligt nok. For han var da vistnok sikker paa at faa Redningsmedaljen. Det sagde ogsaa A B D.«

» Næ — han har ^ ikke meldt sig. Det er underligt nok. For han var da vistnok sikker paa at faa Redningsmedaljen. Det sagde ogsaa A B D.«

» Næ – han har ^ ikke meldt sig. Det er underligt nok. For han var da vistnok sikker paa at faa Redningsmedaljen. Det sagde ogsaa A B D.«

»Hvem?«

» Det er en af de Herrer fra Pressen, som var her før. Han taler med saa mange af dem oppe i Ministeriet . Og jeg tror nok, Kongen kender mig. Han har hørt mig engang, da han var Prins .«

» Det er den Herre fra Pressen, som var her før. Han taler med saa mange af dem oppe i Ministeriet ^ .«

» Har De aldrig tænkt Dem , at det kunde være Pastor Vestrup?«

» Har De aldrig tænkt paa , at det kunde være Pastor Vestrup?«

Susse var nær kommen til at le midt i sin Højtidelighed.
»Præsten? ^ ^ Hvor kommer De dog paa det, Frøken?«

II, 175 Susse havde nær slaaet sin Skraldelatter op.
» Gud – ham! Hvor kommer De dog paa det, Frøken?«

Susse havde nær slaaet sin Skraldelatter op.
» Gud — ham! Hvor kommer De dog paa det, Frøken?«

Susse havde nær slaaet sin Skraldelatter op.
» Gud ^ ham! Hvor kommer De dog paa det, Frøken?«

» De har fortalt mig – men det husker De maaske ikke – at De var paa Vej til ham den Aften . Og han bor vist der i Nærheden . Pastor Vestrup var, saa vidt jeg erindrer, ogsaa den første, der kom til Dem her paa Hospitalet, da De fik Lov til at modtage Besøg.«
156 »Ja, vi kendte hinanden. Jeg havde truffet ham hos en af mine Venner. Men ^ dersom det var ham, hvorfor skulde han saa ikke sige det? Hvorfor skulde han skjule det?«

» De fortalte mig – men det husker De maaske ikke – at De ^ den Aften havde været hos ham . Pastor Vestrup var, saa vidt jeg erindrer, ogsaa den første, der kom til Dem her paa Hospitalet, da De fik Lov til at modtage Besøg.«
Susse havde faaet et Udtryk, som om hendes Tanker var paa Jagt efter en flygtende Erindring. Men hun rystede energisk paa Hovedet.
» Næ – dersom det var ham, hvorfor skulde han saa ikke sige det? Hvorfor skulde han skjule det?«

» De fortalte mig — men det husker De maaske ikke — at De ^ den Aften havde været hos ham . Pastor Vestrup var, saa vidt jeg erindrer, ogsaa den første, der kom til Dem her paa Hospitalet, da De fik Lov til at modtage Besøg.« «
II, 127 Susse havde faaet et Udtryk, som om hendes Tanker var paa Jagt efter en flygtende Erindring. Men hun rystede energisk paa Hovedet.
» Næ — dersom det var ham, hvorfor skulde han saa ikke sige det? Hvorfor skulde han skjule det?«

Frk. Mohn saae prøvende paa hende.

Frøken Mohn saae fast paa hende.

» Han kunde maaske have sine Grunde.«

»Ja, hvad skulde det være? Fordi han er Præst, kan han vel nok redde et Menneskeliv. Det er jo da ingen Skam . ^ Men det er nu ikke ham. Det er jeg ganske sikker paa .«

»Ja, hvad skulde det være? ^ Det er jo da ingen Skam at redde et Menneskeliv. – Men det er nu ikke ham. Det kan jeg da ikke tro .«

»Ja, hvad skulde det være? ^ Det er jo da ingen Skam at redde et Menneskeliv. — Men det er nu ikke ham. Det kan jeg da ikke tro .«

»Ja, hvad skulde det være? ^ Det er jo da ingen Skam at redde et Menneskeliv. – Men det er nu ikke ham. Det kan jeg da ikke tro .«

Det kom saa tilforladeligt, at Frk. Mohn – som en uvilkaarlig , stiltiende Undskyldning – lagde sin Haand hen paa hendes . Og med en rolig Tilfredshed i sit store, kønne Ansigt sagde hun:
» Det er jo egenlig ogsaa saa ligegyldigt, hvem Personen er. Han var dog kun et Redskab i en højeres Haand . Det var Jesus selv, der forbarmede sig over Dem.«
Frk. Susse ^ kiggede overrasket og ligesom lidt forskræmt op paa hende .
» Tror De ogsaa paa Jesus, Frk. Mohn?«
»Ja, det gør jeg! Uden Troen paa vor Frelser kunde jeg slet ^ ^ ikke leve. Og hvem kan det? Det maa jo ellers ende i den dybeste Fortvivlelse.«
Det var ikke saa meget Ordene, der gjorde Indtryk paa Susse. De blev tilmed sagt paa den bestemte, lidt følesløse Maade, som var Frk. Mohn 157 egen. Men bagefter havde Frøkenen til hendes Overraskelse klappet hende paa Kinden, og dette søsterlige Kærtegn af den smukke og rige Overplejerske, der havde Ord for at være stolt, bevægede hende og gjorde hende ydmyg. Hun bøjede Hovedet, fordi hun i dette Øjeblik selv følte, at hun var en stakkels ensom Skøge, der sukkede efter Kærlighed. Og en Taare trillede ned ad hendes Kinder.
» Tror De ogsaa paa Paradiset, Frk. Mohn?«
»Ja!«
» Og paa Saligheden?«
»Ja! Ja! ... Hvor kunde jeg tro paa Gud, dersom jeg tvivlede om hans Forjættelser? Og Jesus har jo sagt det, at den, som tror paa ham, skal ikke fortabes men have det evige Liv.«
Susse greb angstfuldt om hendes Haand.
»Frk. Mohn! Vil De bede med mig? Jeg forstaar det ikke selv. Og jeg vil ikke fortabes! Jeg vil leve! Altid! ... Ikke dø!«

Det lød saa tilforladeligt, at Frøken Mohn uvilkaarlig klappede hendes Arm.
» Ja ja. Det er jo egenlig ogsaa ^ ligegyldigt, hvem Personen er. Han var dog kun et Redskab i en højeres Haand .«
»Ja,« sagde Frøken Susse og kiggede ^ op paa hende med et undersøgende og forlegent Blik.
I det samme hørtes Overlægens Stemme ude paa Gangen. Døren gik op , og hans Hoved kom tilsyne.
» Der er vel ikke noget her?« spurgte han Frøken Mohn. »Ja, saa kommer jeg igen imorgen.«
II, 176

Det lød saa tilforladeligt, at Frøken Mohn uvilkaarlig klappede hendes Arm.
» Ja ja. Det er jo egenlig ogsaa ^ ligegyldigt, hvem Personen er. Han var dog kun et Redskab i en højeres Haand .«
»Ja,« sagde Frøken Susse og kiggede ^ op paa hende med et undersøgende og forlegent Blik.
I det samme hørtes Overlægens Stemme ude paa Gangen. Døren gik op ^ og hans Hoved kom tilsyne.
» Der er vel ikke noget her?« spurgte han Frøken Mohn. »Ja, saa kommer jeg igen imorgen.«

Det lød saa tilforladeligt, at Frøken Mohn uvilkaarlig klappede hendes Arm.
» Ja ja. Det er jo egenlig ogsaa ^ ligegyldigt, hvem Personen er. Han var dog kun et Redskab i en Højeres Haand .«
II, 128 »Ja,« sagde Frøken Susse og kiggede ^ op paa hende med et undersøgende og forlegent Blik.
I det samme hørtes Overlægens Stemme ude paa Gangen. Døren gik op ^ og hans Hoved kom tilsyne.
» Der er vel ikke noget her?« spurgte han Frøken Mohn. »Ja, saa kommer jeg igen imorgen.«

⇕ Enslevs Død IV, 3.3

⇕ De Dødes Rige 6.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 6.6

O vre i Kontorbygningen var Mads Vestrup bleven modtaget af en uniformeret Hospitalsbetjent, der med en naadig Haandbevægelse bad ham tage Plads. Professoren var i Øjeblikket beskæftiget. Der sad i Forvejen tre andre Personer og ventede. En gammel Mand med rindende Øjne og to sørgeklædte Kvinder. 158 Mads Vestrup satte sig hen ved Siden af dem og saae sig iagttagende omkring med det lidt enfoldigt betuttede Udtryk, han straks fik i fremmede Omgivelser.

Professor Mundt var en meget optaget Mand. Foruden sin Hospitalstjeneste havde han en udstrakt Privatpraksis at varetage. Han var en Fætter til den bekendte ^ Slotspræst, hvem han ^ lignede saa paafaldende baade i Skikkelse og Væsen, at Folk ofte tog fejl af dem. Ligesom Præsten var han en slank og smuk Mand omkring de Fyrre, altid vel barberet og paaklædt med solid Elegance. Ligesom Præsten havde han sit Klientel i Byens rigeste Huse, hvor han kom og gik som en Slags Skriftefar for Familjens nervøse Damer. Snart sad han som en Trøster ved en melankolsk Etatsraadindes Lænestol; snart foretog han med Delikatesse en Undersøgelse paa en overfed og hysterisk Grossererfrue; snart stod han ved en Dødsseng og trykkede deltagende de Efterlevende i Haanden efter de bedste gejstlige Mønstre. Og ligesom sin Fætter Slotspræsten afsluttede han i Reglen sin lange og indbringende Arbejdsdag med at køre til et Middagsselskab, eller han viste sig i et af Teatrene sammen med sin smukke Frue, som han for hvert Aar overdryssede tættere med Brillanter .

Professor Mundt var en meget optaget Mand. Foruden sin Hospitalstjeneste havde han en udstrakt Privatpraksis at varetage. Han var ^ Fætter til den bekendte høje og smukke Slotspræst, hvem han ogsaa lignede ^ baade i Skikkelse og værdig Elegance. Han havde som Præsten ^ sit Klientel i Byens rigeste Huse, hvor han var en læg Skriftefar for Familjens nervøse Damer. Snart sad han som en Trøster ved en melankolsk Etatsraadindes Lænestol; snart foretog han med Delikatesse en Undersøgelse paa en overfed og hysterisk Grossererfrue; snart stod han ved en Dødsseng og trykkede deltagende de Efterlevende i Haanden efter de bedste gejstlige Mønstre. Og ligesom sin Fætter Slotspræsten afsluttede han i Reglen sin lange og indbringende Arbejdsdag med at køre til et Middagsselskab, eller han viste sig i et af Teatrene sammen med sin smukke Frue, hvem han hvert Aar overdryssede tættere med Diamanter .

Professor Mundt var en meget optaget Mand. Foruden sin Hospitalstjeneste havde han en udstrakt Privatpraksis at varetage. Han var ^ Fætter til den bekendte høje og smukke Slotspræst, hvem han ogsaa lignede ^ baade i Skikkelse og værdig Elegance. Han havde som Præsten ^ sit Klientel i Byens rigeste Huse, hvor han var en læg Skriftefar for Familjens nervøse Damer. Snart sad han som en Trøster ved en melankolsk Etatsraadindes Lænestol; snart foretog han med Delikatesse en Undersøgelse paa en overfed og hysterisk Grossererfrue; snart sad han ved en Dødsseng og trykkede deltagende de Efterlevende i Haanden efter de bedste gejstlige Mønstre. Og ligesom sin Fætter Slotspræsten afsluttede han i Reglen sin lange og indbringende Arbejdsdag med at køre til et Middagsselskab, eller han viste sig i et af Teatrene sammen med sin smukke Frue, hvem han hvert Aar overdryssede tættere med Diamanter .

I Øjeblikket befandt han sig paa en forsinket Rundgang 159 ^ gennem sin Hospitalsafdeling og havde just slaaet sig ned inde hos Jægermester Hagen i Pavillon C.

I Øjeblikket befandt han sig paa en forsinket Stuegang gennem Afdelingen, fløj gennem Korridorerne med elskværdige Hilsner til Patienter, Volontører og Sygeplejersker for efter et Kvarters Forløb at slutte inde hos Jægermester Hagen i Pavillon C.

I Øjeblikket befandt han sig paa en forsinket Stuegang gennem II, 128 Afdelingen, fløj gennem Korridorerne med elskværdige Hilsner til Patienter, Volontører og Sygeplejersker for efter et Kvarters Forløb at slutte inde hos Jægermester Hagen i Pavillon C.

Den forulykkede Politiker og Ægtemand var – paa sin Broders Regning – anbragt i en stille Enestue, der vendte ud til Hospitalets Grønnegaard. Hans Udseende var meget forandret. Hospitalskosten og den lange Indespærring havde gjort ham baade gusten og mager. Han gik melankolsk omkring i sine altfor store Klæder som sit eget Genfærd ^ . For at beskæftige ham havde man sat ham til at afskrive en gammel Aargang af Københavns Vejviser, og saalænge han sad ved Arbejdet, optog dette ham mere, end han selv vilde være ved. Han havde en smuk Haandskrift , og idet han nød Synet af sine lange , sirlige Rækker af Navne og Tal, hvori der ikke fandtes en Rettelse, arbejdede han med en ^ Flid, en Ufortrødenhed og samvittighedsfuld Paapasselighed, som han beklageligt nok ikke tidligere havde lagt for Dagen ^ .

Den forulykkede Politiker og Ægtemand var ^ anbragt i en ^ Enestue, der vendte ud til Hospitalets Grønnegaard. Hans Udseende var meget forandret. Han gik sørgmodig omkring ^ som sit eget Genfærd , gusten og mager . For at beskæftige ham havde man sat ham til at afskrive en gammel Aargang af Københavns Vejviser, hvilket Arbejde optog ham meget mere, end han ^ vilde være ved. II, 177 Han havde en smuk Haandskrift ^ og ^ nød Synet af sine lange ^ Rækker ^ Navne og Tal, som han nedprentede med en Samvittighedsfuldhed og Flid, han beklageligvis ikke havde lagt for Dagen i nogen tidligere Virksomhed .

Den forulykkede Politiker og Ægtemand var ^ anbragt i en ^ Enestue, der vendte ud til Hospitalets Grønnegaard. Hans Udseende var meget forandret. Han gik sørgmodig omkring ^ som sit eget Genfærd , gusten og mager . For at beskæftige ham havde man sat ham til at afskrive en gammel Aargang af Københavns Vejviser, hvilket Arbejde optog ham meget mere, end han ^ vilde være ved. Han havde en smuk Haandskrift ^ og ^ nød Synet af sine lange ^ Rækker ^ Navne og Tal, som han nedprentede med en Samvittighedsfuldhed og Flid, han beklageligvis ikke havde lagt for Dagen i nogen tidligere Virksomhed .

Men saasnart han lagde Pennen, sank han sammen , og satte sig til at ruge over sin Ulykke.

Men saasnart han lagde Pennen, sank han sammen ^ og satte sig til at ruge over sin Ulykke.

II, 129 Men saasnart han lagde Pennen, sank han sammen ^ og satte sig til at ruge over sin Ulykke.

» Jeg kan ikke forstaa,« sagde han ^ til Professoren, » hvorfor min Kone ikke kommer. Jeg har dog skrevet og skrevet, og hun veed, at jeg nu selv er fuldt og fast overbevist om, at hun er uskyldig . Det var – som De siger – en Synsvildelse , naar jeg 160 troede, det var hende, jeg saae gaa ind ad den Dør . Det er skrækkeligt! Alle Symptomerne – ^ ^ Susen for Ørene, Hjertebanken og det andet, De har nævnet , – dem husker jeg nu godt . Og jeg har skrevet det altsammen til min Kone. Kan De ikke ringe hende op, Professor Mundt, og sige til hende, at hun ikke længer behøver at frygte noget af mig . Jeg er ganske rolig nu. Ikke det mindste nervøs mere. Og i næste Uge kan jeg komme hjem, ikke sandt?«

» Jeg kan ikke forstaa,« sagde han nu til Professoren, » hvorfor min Kone ikke kommer. Jeg har dog skrevet og skrevet, og hun veed, at jeg nu selv er ^ overbevist om, at det ikke var hende, jeg saae . Det var – som De siger – en Synsvildelse . ^ Alle Symptomerne husker jeg nu ^ godt. Susen for Ørene, Hjertebanken og det andet, De har nævnet ^ . Og jeg har skrevet det altsammen til min Kone. Kan De ikke ringe hende op, Professor Mundt, og sige til hende, at hun ikke længer behøver at frygte noget af mig ? Jeg er ganske normal nu. Ikke det mindste nervøs mere. Og i næste Uge kan jeg komme hjem, ikke sandt?«

» Jeg kan ikke forstaa,« sagde han nu til Professoren, » hvorfor min Kone ikke kommer. Jeg har dog skrevet og skrevet, og hun veed, at jeg nu selv er ^ overbevist om, at det ikke var hende, jeg saae . Det var — som De siger — en Synsvildelse . ^ Alle Symptomerne husker jeg nu saa godt. Susen for Ørene, Hjertebanken og det andet, De har nævnet ^ . Og jeg har skrevet det altsammen til min Kone. Kan De ikke ringe hende op, Professor Mundt, og sige til hende, at hun ikke længer behøver at frygte noget af mig ? Jeg er ganske normal nu. Ikke det mindste nervøs mere. Og i næste Uge kan jeg komme hjem, ikke sandt?«

» Jeg kan ikke forstaa,« sagde han nu til Professoren, » hvorfor min Kone ikke kommer. Jeg har dog skrevet og skrevet, og hun veed, at jeg nu selv er ^ overbevist om, at det ikke var hende, jeg saae . Det var – som De siger – en Synsvildelse . ^ Alle Symptomerne husker jeg nu saa godt. Susen for Ørene, Hjertebanken og det andet, De har nævnet ^ . Og jeg har skrevet det altsammen til min Kone. Kan De ikke ringe hende op, Professor Mundt, og sige til hende, at hun ikke længer behøver at frygte noget af mig ? Jeg er ganske normal nu. Ikke det mindste nervøs mere. Og i næste Uge kan jeg komme hjem, ikke sandt?«

» Lad os haabe det!« sagde Professoren , der sad og trommede med Fingrene paa Bordet ^ .

» Lad os haabe det!« sagde Professoren . Han sad og trommede ^ paa Bordet med den ene Haand, paa hvis Langfinger der sad en Ring med en stor, blaahvid Sten, som ved Haandens Bevægelser skiftede Farveskær som et levende Menneskeøje .

» Jeg er saa bange for, at min Kone skal være bleven syg, siden hun heller ikke skriver. Hun bliver saa let forkølet. Jeg tror desværre ikke, hendes Bryst er stærkt. Og hun vil ikke passe paa sig selv. Jeg har siddet her og tænkt, hver Gang det rigtig øsede ned: bare hun nu ikke har glemt at tage Galosjer paa! ... Og noget maa der jo være i Vejen . Dersom jeg ikke hører fra hende efter mit sidste Brev, saa maa De lade mig komme hjem straks, Professor Mundt. For saa er der noget galt paa Færde .«

» Jeg er ^ bange for, at min Kone skal være bleven syg, siden hun heller ikke skriver. Hun forkøler sig saa let ^ . Dersom jeg ikke hører fra hende efter mit sidste Brev, saa maa De lade mig komme hjem straks, Professor Mundt. For saa er der noget i Vejen .«

» Sig mig, Jægermester Hagen – har De ikke ogsaa andet at bebrejde Dem i Forholdet til Deres Frue ^ ?«

» Sig mig, Jægermester Hagen – har De slet ikke andet II, 178 at bebrejde Dem i Forholdet til Deres Frue end den Overilelse, som førte Dem hertil, og som De altsaa nu selv erkender ?«

» Sig mig, Jægermester Hagen — har De slet ikke andet at II, 129 bebrejde Dem i Forholdet til Deres Frue end den Overilelse, som førte Dem hertil, og som De altsaa nu selv erkender ?«

» Sig mig, Jægermester Hagen – har De slet ikke andet at bebrejde Dem i Forholdet til Deres Frue end den Overilelse, som førte Dem hertil, og som De altsaa nu selv erkender ?«

Jægermesteren saae ængstet hen paa ham med en usikker Anelse i Blikket.

Jægermesteren saae ængstet over paa ham med en usikker Anelse i Blikket.

»Jeg? Hvordan mener De?«

» Hvordan mener De?«

161 » Har De ikke ved andre Lejligheder truet Deres Frue med korporlig Overlast? En Gang endogsaa med en Hundepisk?«

» Har De ikke ved andre Lejligheder truet Deres Frue med korporlig Overlast? En Gang endogsaa med en Hundepisk?«

» Har De ikke ved andre Lejligheder truet Deres Frue med korporlig Overlast? Engang endogsaa med en Hundepisk?«

Jægermesteren tog beskæmmet sine Øjne til sig.

Jægermesteren tog beskæmmet Øjnene til sig.

» Saa har De talt med min Kone ,« sagde han.

» Saa har De talt med min Kone !«

» De kan altsaa ikke fragaa, at De tidligere – endogsaa gentagne Gange – har forsøgt at intimidere Deres Frue?«

» De kan altsaa ikke fragaa, at De tidligere ^ har forsøgt at intimidere Deres Frue?«

» Det vil jeg helst ikke tale om, Professor Mundt. Jeg har skrevet det til min Kone, at vi nu begge to skal glemme Fortiden. At jeg er færdig som politisk Personlighed – det maa jeg jo finde mig i efter den Skandale , de siger , jeg har gjort. Nu har jeg kun tilbage at leve for mit Hjem. Et lykkeligt Familjeliv kan hjælpe En over mange Skuffelser . Og saa har jeg jo ogsaa mine Studier, min Videnskab at sysle med. Gud ske Lov! Den Tilfredsstillelse kan ingen tage fra mig .«

» Det vil jeg helst ikke tale om, Professor Mundt. Jeg har skrevet det til min Kone, at vi nu begge to skal glemme Fortiden. At jeg er færdig som Politiker – det maa jeg naturligvis finde mig i efter den Skandale ^ , jeg har gjort. Nu har jeg kun tilbage at leve for mit Hjem. Et lykkeligt Familjeliv kan hjælpe En over mange Skuffelser ^ .«

» Det vil jeg helst ikke tale om, Professor Mundt. Jeg har skrevet ^ til min Kone, at vi nu begge to skal glemme Fortiden. At jeg er færdig som Politiker — det maa jeg naturligvis finde mig i efter den Skandale ^ , jeg har gjort. Nu har jeg kun tilbage at leve for mit Hjem. Et lykkeligt Familjeliv kan hjælpe En over mange Skuffelser ^ .«

» Det vil jeg helst ikke tale om, Professor Mundt. Jeg har skrevet ^ til min Kone, at vi nu begge to skal glemme Fortiden. II, 130 At jeg er færdig som Politiker – det maa jeg naturligvis finde mig i efter den Skandale ^ , jeg har gjort. Nu har jeg kun tilbage at leve for mit Hjem. Et lykkeligt Familjeliv kan hjælpe En over mange Skuffelser ^ .«

» Ja ja, min gode Jægermester!« sagde Professoren og rejste sig. » Vi haaber det bedste. Det glæder mig at se , at De ikke forsømmer Deres Afskriverarbejde. Det er virkelig af nogen Vigtighed.«
»Hvornaar, mener De saa, jeg kan komme hjem, Professor Mundt? I næste Uge, ikke sandt?«
» Lad os haabe det!« sagde Professoren med sit mest lukkede Skriftestols-Ansigt, slog derpaa venligt ud med Haanden og gik.
162 En halv Snes Minuter efter kom han tilbage til sin Modtagelsesstue, og da han fik at vide, at Pastor Vestrup sad derude, lod han ham straks kalde ind. Han var lidt nysgerrig efter at se den kuriøse Landevejs-Apostel, som alle Mennesker talte om. Men da Mads Vestrup trampede ind, misfornøjet med den lange Ventetid, og Professoren saae det respektløse Udtryk i Mandens brede Bondeansigt, forsvandt i det samme Velviljen i hans eget.
Efter at han først selv havde taget Plads bag det store Skrivebord, gjorde han med Lorgnetten Tegn til Mads Vestrup, at han kunde sætte sig. Hvorpaa han uden Indledning gav sig til at tale til ham om Susse Frederiksen og hans hyppige Besøg hos hende.
» Jeg beklager at maatte meddele Dem, at Deres Underholdning har vist sig at have en ret uheldig Indflydelse paa Patientens Befindende. Det er blevet opgivet for mig, at hun gerne efter Deres Besøg falder tilbage i den urolige og nedtrykte Sindsstemning, som i sin Tid foranledigede Katastrofen. Jeg tvivler naturligvis ikke om Deres gode Hensigt, Hr. Vestrup; men som den, der har Ansvaret, maa jeg nøje vaage over, at Patienterne ikke udsættes for Paavirkninger, der forsinker deres Helbredelse. Her i denne Hospitalsafdeling maa vi i saa Henseende vise særlig Agtpaagivenhed. Den er, om jeg saa maa sige, en Nødhavn bagved Brændingen, hvor Storbyens 163 skibbrudne ofte i yderste Øjeblik bjerges ind. Jeg vil gerne sørge for, at den tillige bliver en Frihavn , hvor ingen er toldpligtig til nogen politisk eller religiøs Korporation. Saalænge Folk opholder sig her, er de kun Patienter, og har alene deres Sundhed at skatte til.«
Professoren, der holdt af at høre sig selv tale, fortsatte endnu en Tid; og imens sad Mads Vestrup med sine blaarøde Hænder ovenpaa Haandtaget af sin Stok og stirrede glubsk paa ham. Professor Mundt var et af den Slags Mennesker, der bragte hans Blod i Kog. Blot det, at han sad og spillede med Haanden paa Bordet, ophidsede ham. Men især saae han sig forarget paa en Ring med en stor, blaahvid Sten, der sad paa Langfingren og skiftede Farveskær med Haandens Bevægelser som et levende Menneskeøje. Den virkede paa hans Sind som en fræk Gudsbespottelse.
Tilsyneladende bevarede han dog sin Ro. Med sit groveste Mæle sagde han, da Professoren omsider tav, at han for sit Vedkommende havde gjort ganske modsatte Erfaringer med Hensyn til Frøken Frederiksen. Saasnart han havde været borte fra hende blot et Par Dage, fandt han hende igen nedsunken i al Slags ødelæggende Pjank. Saaledes havde han idag fundet to Reportere ved hendes Seng, og de 164 havde nok ovenikøbet faaet speciel Tilladelse til at forhøre hende for at skaffe deres Blade Stof til –
Professoren faldt ham i Talen. Han kunde ikke indlade sig paa nogen Diskussion, sagde han affejende. Al Propaganda i Hospitalsstuerne var forbudt. Ogsaa den religiøse. Det bad han ham om fremtidigt at erindre.
Mads Vestrups Øjne glødede. Men Bekymringerne i hans Sind holdt Vreden i Ave, ja der var snarest noget nedstemt i hans Tone, da han svarede.
» De talte før om Deres Ansvar, Hr. Professor Mundt. Jeg formoder, at De veed, hvad der var Frøken Frederiksens Levevej indtil den Dag, hun sprang i Kanalen. Jeg tænker ogsaa, De godt nok forstaar, hvad Følgen vilde blive, dersom hun skulde blive rask paa den Maade, De mener. Det vil saa ikke vare længe, før hun igen staar halvnøgen paa en Tribune og synger svinske Viser. Og det skal kaldes for en Helbredelse!«
» Jeg maa bede Dem ikke at misbruge min Tid!« sagde Professoren og saae paa sit Ur. » Med vore Patienters moralske Forbedring kan vi ikke befatte os. Naar Frk. Frederiksen først er bleven udskrevet herfra, kan De for min Skyld gerne faa hende overladt til videre Behandling.«
» Og dersom det saa er for silde? Det gælder en Menneskesjæl, Hr. Professor Mundt! Det betyder 165 maaske ikke stort i Deres Øjne; men der kommer den Dag –«
» Jeg maa igen minde Dem om, at Sagen ikke kan diskuteres,« sagde Professoren og rejste sig nu. » Det er nødvendigt, at De ophører med at underholde mine Patienter paa en Maade, der nedbryder deres Sundhed; og jeg haaber for Deres egen Skyld, at De vil holde Dem mit Paabud efterretteligt. Jeg vil ellers til min Beklagelse se mig nødsaget til at formene Dem Adgang til Hospitalet.«
Mads Vestrup havde ogsaa rejst sig. De to Mænd stod paa hver sin Side af Skrivebordet og saae hinanden stift i Øjnene.
» Nu bliver De for stor paa det, Hr. Professor! Hvad tror De, jeg bryder mig om, hvad De forbyder eller ikke forbyder. Jeg tjener en Herre, der ikke spørger om Forlov.«
Han satte Kasketten paa Hovedet og vendte sig for at gaa.
» Er De gal, Mand!«
»Nej,« sagde Mads Vestrup og vendte sig igen. » Men De er gal! Bindetosset og bundfræk er De, naar De tror, at De med Deres Pulvere og andet Møg kan hjælpe et stakkels Menneske, som bare trænger til at faa Fred med sin Gud og sin Samvittighed. Og De vil vise mig bort ... De, som gi’er to fordrukne Fyre Lov til at forpeste Luften her med 166 deres skidne Snak! Har man kendt Mage? En saadan Slubbert?«
Professoren havde allerede et Par Gange haft sin Haand henne ved Klokkeknappen under Bordpladen for at faa ham kastet paa Døren; men Frygten for » Femte Juni« havde gjort ham betænkelig. Nu gjorde han Alvor af det.
Et Øjeblik efter traadte Hospitalsbetjenten ind. Men Mads Vestrup var allerede naaet hen til Døren. Her vendte han sig endnu en Gang om mod den fnysende Professor og sagde med en egen højtideligt tilkæmpet Fatning:
» Iovermorgen kommer jeg her igen. I min Herres Ærinde. Og jeg vil se den, der vover at gaa mig i Vejen. Hvem det saa er, betænker jeg mig ikke paa at slaa ham til Jorden! – Nu er De advaret.«
» Før den Mand ud!« skreg Professoren.
Den betuttede Hospitalsbetjent havde dog ikke rigtig Mod til at lægge Haand paa den svære, underligt udseende Mand med den tykke Kæp, som han havde løftet ligesom besværgende, da han udstødte sin Trusel. Og Mads Vestrup fik Lov at gaa uantastet bort.
Men ikke mange Minuter efter forlød det rundt om paa Afdelingen, at »Domsbasunen« havde været kæphøj overfor Professoren og var bleven smidt paa 167 Porten. Blandt Sygeplejersker og Gangpiger diskuteredes Sagen med en Slags munter Bestyrtelse; men de unge Lægekandidater knurrede lidt, fordi Professoren ikke havde beholdt den gale Mand med det samme. Uviljen vendte sig især mod den »hellige« Overplejerske i Pavillon B, hvem man mistænkte for at staa i Ledtog med ham, og som i Forvejen ingen kunde lide, fordi hun altid holdt sig saa fornemt for sig selv og havde en Maade at lukke Øjnene paa, naar man talte til hende, som om hun trak et usynligt Slør ned for sit Ansigt.
Midt under dette Røre blev der slaaet Alarm i Pavillon C, hvor Jægermester Hagen havde tilhuse. Kort efter, at Professoren havde været inde hos ham, og mens Opsynet et Øjeblik havde fjernet sig fra Gangen, var han forsvunden, og man begyndte at ængstes for, at den nedtrykte Mand havde gjort en Ulykke paa sig selv.
Der blev sendt Folk ud for at søge efter ham overalt paa hele Hospitals-Terrænet. Men da de vendte tilbage uden hverken nogen død eller levende Jægermester, og da det imens var blevet konstateret, at han havde taget baade Hat og Overfrakke med sig, blev man enig om, at han maatte være flygtet. Som Enestue-Patient bar han ikke Hospitalsdragt og kunde derfor med lidt Held nok slippe forbi Portvagten uden at blive opdaget.
168 Saadan forholdt det sig ogsaa. Jægermesteren befandt sig i Øjeblikket inde hos en Pantelaaner i Gotersgade, hvor han var i Færd med at anbringe sit store Guldur, der havde tilhørt hans Far. Da han paa denne Maade havde skaffet sig Penge, gik Turen videre i en Droske ind gennem Byen. Gadelygterne var tændte. Det var allerede blevet Aften, skønt Klokken knap var fire. Han slog begge Vinduerne ned og gav Styreren Ordre til at køre gennem Strøget.
Trods sin Længsel efter Hjemmet lod han Vognen holde et Par Steder for at gøre nogle Indkøb. Han vilde ikke komme tomhændet til den store Forsoningsfest. Vilhelmine skulde overbevises om, at det ikke var en Talemaade, naar han i sine Breve havde skrevet, at han vilde vende tilbage til hende som en knælende Bejler. Først var han inde hos en Blomsterhandler for at faa nogle smukke Roser, siden hos en Juveler, hvor han købte en Ring, og da han endnu havde nogle Penge tilbage, lod han standse foran en Konfiturebutik, som han næsten tømte for alt fint og lækkert.
Paa det sidste, mørke Stykke af Vejen til Langebro sad han tilbagelænet i Vognhjørnet og blev nu lidt mindre sikker paa den Modtagelse, han vilde faa. Vilhelmine var jo desværre lidt lunefuld. Dog haabede han, det skulde gøre Indtryk paa hende at høre om den Koldblodighed og Dristighed, hvormed 169 han havde narret sine Fangevogtere for at komme hjem til hende. Hans stilfærdige Bortlisten fra Hospitalet stod allerede for ham som noget af en eventyrlig og stolt Bedrift, hvis forskellige farefulde og spændende Episoder han glædede sig til at fortælle hende, naar de nu om lidt sad sammen i Hjørnesofaen under den røde Ampel og smaasnakkede efter den første, stormfulde Omfavnelse.
Vognen holdt. Med sin sidste Tokrone betalte han Kusken og sprang op af Trappen som en længselsfuld Brudgom uden at tænke paa den Figur, han gjorde med sit ubarberede Hospitalsansigt og sine slunkne Klæder. Et Øjeblik efter stod han udenfor sin egen Dør og ringede paa.
Pigen, der lukkede op, tabte i første Øjeblik fuldstændig Mælet. Derpaa løb hun hysterisk skrigende tilbage gennem Gangen og styrtede lige ind til sin Frue, der sad ved sit Skrivebord med Vifteudstillingens Regnskaber foran sig.
» Det er Herren, der er kommen!«
Fru Vilhelmine rejste sig ligbleg.
» Laas Døren!« hviskede hun. » Lad ham ikke komme ind!«
Men det var for silde. Jægermesteren stod i det næste Øjeblik paa Tærsklen med sin Blomsterbuket i Haanden og ventede blot paa, at Pigen skulde gaa, for at udbrede sine Arme.
170 Pigen forsvandt virkelig straks, og han udbredte ogsaa Armene; men iøvrigt gik det helt anderledes, end han i sin Lykke havde udmalet sig dette Gensyn. I Stedet for at kaste sig i hans Favn, løb Fru Vilhelmine ind i det tilstødende Værelse og drejede Nøglen om. Og herinde smækkede hun et Vindu op og raabte ud over Gaden:
»Politi! ... Mord! ... Politi!«
Samtidig foer Pigen afsted for at skaffe fat i Gadebetjenten. Hele Huset kom paa Benene. Der blev ringet til Politistationen, og Trappegangen fyldtes af Folk. Imens stod Jægermesteren ved den laasede Dør og bankede ynkeligt paa.
»Vilhelmine! Luk dog op! Jeg gør dig ingen Fortræd! Jeg giver dig mit Æresord. Jeg har tilgivet dig.«
Men Svaret var et fornyet Nødraab ud over Gaden:
»Politi! ... Mord! ... Politi!«
Da to Politibetjente kort efter viste sig i Stuen, sad han sammensunken paa Kanten af en Stol og græd stille; og da de efter en Konference i Telefonen med Hospitalet opfordrede ham til at følge med, gjorde han ingen Modstand. Halvt bevidstløs fulgte han dem ned til den ventende Vogn.
Saasnart han var borte, kom Fru Vilhelmine helt rolig og behersket ud fra den Stue, hun havde lukket sig inde i, og gik hen til Telefonen. Hun ringede 171 Professor Mundt op og overvældede ham med Bebrejdelser, fordi han ikke havde sikret hende mod Overfald. Professoren gjorde mange Undskyldninger. Og han føjede til, at han nu lige saa godt med det samme kunde sige hende, hvad han ikke længer var i Tvivl om, at hendes Mands Tilstand desværre ikke gav noget Haab om Helbredelse.

^ ^

» Ja ja, min gode Jægermester!« sagde Professoren og rejste sig. » ^ Det glæder mig at se ^ Deres smukke Afskriverarbejde. Lad mig se, De ikke forsømmer det!«
» Hvornaar mener De saa, jeg kan komme hjem, Professor Mundt? I næste Uge, ikke sandt?«
» Lad os haabe det!«
II, 179 VII .

»Ja, ja, min gode Jægermester!« sagde Professoren og rejste sig. » ^ Det glæder mig at se ^ Deres smukke Afskriverarbejde. Lad mig se, De ikke forsømmer det!«
» Hvornaar mener De saa, jeg kan komme hjem, Professor Mundt? I næste Uge, ikke sandt?«
» Lad os haabe det!«
VII

⇕ Enslevs Død IV, 3.4

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 6.7

M ads Vestrup sad den næste Dag ved Middagstid hjemme i sin lille mørke Bagstue i Knabrostræde og skrev Brev til sin Kone, da det bankede paa Døren. Hans Vært, den gamle Skomager, stak sit skallede Satyrhoved ind.
» Er De visibel? ... Her er en Herre! «
En fremmed Mand traadte lidt efter ind med et frejdigt Goddag. Mads Vestrup genkendte ham, endnu før han havde sagt sit Navn. Det var Pastor Johannes Gaardbo. Et Øjeblik stod de to Mænd og stirrede paa hinanden uden at tale.
» Jeg veed ikke, om De husker, at vi en Gang tidligere har truffet hinanden,« begyndte Johannes Gaardbo. » Det var i Sommer ved Mødet i Strige Skov.«
» Jeg har ikke glemt det.«
» Saa forundrer det Dem maaske lidt at se mig her?«
172 » Det gør det, ja.«
» Det forstaar jeg godt. Men jeg var bleven vildledt af nogle Bladnotitser om Dem. Jeg maatte anse Dem for en frafalden – en Gudsfjende. Derfor vilde jeg nægte Dem Ordet.«
»Ja, det var skammeligt handlet!«
» Det indser jeg nu selv. Og jeg har følt Trang til at tilstaa for Dem, at jeg gjorde Dem Uret. Vil De unde mig en Samtale, Pastor Vestrup?«
Mads Vestrup viste paa en Stol.
» Hvad er Deres Ærinde?«
Det var første Gang siden hans Forjagelse fra Favsing Præstegaard, at han var alene med en af sine forhenværende Embedsbrødre, og for at skjule den Bevægelse, som Johannes Gaardbos blotte Nærværelse satte ham i, lagde han sig tilbage i sin Stol, strøg sig om sin stubbede Hage med denne græsselige Lyd af Sandpapir, og gav sig til at udspørge ham om Forholdene paa Rigsdagen.
» For De er jo ikke Præst længer, har jeg set. De er bleven Politiker.«
» Rigsdagsmand – ikke Politiker,« indvendte Johannes Gaardbo. » Det er den danske Menighed, der har sendt mig herover, – ikke noget politisk Parti. Det er for mig en afgørende Forskel. Politiske Partier er vel overhovedet snart blevet Fortidslevninger. 173 Der er i Virkeligheden kun eet Spørgsmaal, der deler Folket: For eller imod Kristus.«
Mads Vestrup forholdt sig afventende. Han sad med Hænderne foldede over Bugen og svarede blot:
» Naa det mener De.«

⇕ Enslevs Død IV, 3.1

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇐

Han havde ikke kunnet nægte Tilladelsen, fordi han endnu ikke havde været i Stand til at sende hende mere end 65 Kroner . Redaktør Samuelsen kneb paa Honorarerne under det Paaskud , at hver 147 af hans Artikler kostede Bladet en Snes gamle Abonnenter. Heller ikke Møderne gav ^ ham synderlig Indtægt trods de mange Mennesker , fordi Adgangsprisen var sat ^ ^ ^ for lav . ^ Værten i Elysium havde desuden sendt ham en ublu Regning for Belysning og Ekstrakontrol, og da han nægtede at betale ^ den ^ , havde Manden beslaglagt Entre-Indtægten for de senere Møder. Han havde nu maattet skaffe sig et andet Lokale, og det var kommet til Proces .

Mads Vestrup sad ved Middagstid hjemme i sin lille mørke Bagstue i Knabrostræde og skrev Brev til sin Kone. Han havde endelig faaet samlet en lille Pengesum, 50 Kroner ^ , som han vilde sende hende samtidig med Brevet. Trods den store Tilstrømning til hans Møder gav disse ham ingen stor Indtægt ^ , fordi Adgangsprisen var sat saa lav af Hensyn til den fattige Befolkning, for hvilken de særlig havde været beregnet . Desuden havde Værten i Elysium ^ sendt ham en opskruet Regning for Belysning og Ekstrakontrol, som han havde nægtet at betale . Det var i den Anledning kommet til Proces , og han havde maattet skaffe sig et andet Lokale, der ^ var ikke saa lidt dyrere .

Mads Vestrup sad ved Middagstid hjemme i sin lille mørke Bagstue i Knabrostræde og skrev Brev til sin Kone. Han havde endelig faaet samlet en lille Pengesum, 50 Kroner ^ , som han vilde sende hende samtidig med Brevet. Trods den store Tilstrømning til hans Møder gav disse ham ingen stor Indtægt ^ , fordi Adgangsprisen var sat saa lavt af Hensyn til den fattige Befolkning, for hvilken de særlig havde været beregnet . Desuden havde Værten i Elysium ^ sendt ham en opskruet Regning for Belysning og Ekstrakontrol, som han havde nægtet at betale . Det var i den Anledning kommet til Proces , og han havde maattet skaffe sig et andet Lokale, ^ det var ikke saa lidt dyrere .

Mads Vestrup sad ved Middagstid hjemme i sin lille mørke Bagstue i Knabrostræde og skrev Brev til sin Kone. Han havde endelig faaet samlet en lille Pengesum, 50 Kroner ^ , som han vilde sende hende samtidig med Brevet. Trods den store Tilstrømning til hans Møder gav disse ham ingen stor Indtægt ^ , fordi Adgangsprisen var sat saa lavt af Hensyn til den fattige Befolkning, for hvilken de særlig havde været beregnet . Desuden havde Værten i Elysium ^ sendt ham en opskruet Regning for Belysning og Ekstrakontrol, som han havde nægtet at betale . Det var i den Anledning kommet til Proces , og han havde maattet skaffe sig et andet Lokale, der ^ var ikke saa lidt dyrere .

Disse nye Genvordigheder havde yderligere ophidset ham mod København.

II, 130 Disse nye Genvordigheder havde yderligere ophidset ham mod København.

Disse nye Genvordigheder havde yderligere ophidset ham mod København.

⇕ Enslevs Død IV, 3.1

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇐

Men foruden denne glubske Lede, som han samlede i sig ved alt, hvad han saae og hørte, følte han sig ogsaa legemligt utilpas . Den vintermørke By med de endeløse Husrækker gav ham Angstfornemmelser. Hans Bondenatur vantrivedes her som i et Fængsel . ^

Som hans Bondenatur vantrivedes i den store By, saa han bestandig følte sig syg, mistede ogsaa hans Sind mere og mere sin Modstandskraft overfor Livets Tilskikkelser . Ved den mindste Anledning vældede der en mørk Vrede op i ham, som han havde ondt ved at beherske .
Han følte selv, at hans gamle, nedkæmpede Bekymringsfuldhed igen var ved at faa Magt over ham, og han ønskede sig ofte tilbage til sit frie Vandreliv. Havde han endda blot haft Stine og Børnene hos sig! Men hvordan skulde det ske?
II, 180

⇕ Enslevs Død IV, 3.1

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇐

Denne Nat havde han haft en underlig Drøm. Da han sidst var hjemme, havde Stine en Gang taget hans Præstekjole ned fra Loftet for at banke den for Støv og Mug, og Synet af hans Embedsdragt havde faaet det skjulte Saar i hans Indre til at springe op og bløde . Han, som i det forgangne Aar saa ofte i sine Taler havde kaldt Ornatet for Satans Præsteuniform, følte sig ikke vel tilpas, før Kjolen igen hang i Fred paa Loftet. Stine derimod følte ikke noget ved det. Det kunde han se alene af den Maade, hun bankede den paa. Saadan var hun nu engang. Og nu havde hun i sit sidste Brev spurgt ham, om de ikke skulde sælge Kjolen. Den var dog nu til ingen Nytte, skrev hun. Den hang deroppe under Hanebjælken som en hængt Mand og skræmmede Børnene. En omløbende Sjakrer havde budt hende femten Kroner for den , og fire Kroner for ^ Kraverne. ^

^ Da han sidst var hjemme, havde Stine en Dag taget hans Præstekjole ned fra Loftet for at banke den for Støv og Mug, og det var let at skønne af den haardhændede Maade, hun gjorde det paa, at hun ikke følte noget særligt derved. Saadan var hun nu engang! Selv havde han ikke følt sig vel tilpas, før Kjolen igen hang i Fred paa Loftet. Endnu hændte det ham mangen Nat, at han i Drømme saae sig selv staa foran Alteret i sin gamle Kirke og hørte Menighedssangen tone under de hvide Hvælvinger til Lærer Jensens Orgelspil; og naar han da vaagnede, mærkede han, at hans Kinder var vaade . Nu havde Stine ^ i sit sidste Brev spurgt ham, om de ikke skulde sælge Kjolen. Den var jo til ingen Nytte, skrev hun. Den hang deroppe under Hanebjælken som en hængt Mand og skræmmede Børnene. En omløbende Sjakrer havde budt hende tredive Kroner for den og desuden fire Kroner for hver af Kraverne. Hun vilde saa købe Tørv for Pengene.

^ Da han sidst var hjemme, havde Stine en Dag taget hans Præstekjole II, 131 ned fra Loftet for at banke den for Støv og Mug, og det var let at skønne af den haardhændede Maade, hun gjorde det paa, at hun ikke følte noget særligt derved. Saadan var hun nu engang! Selv havde han ikke følt sig vel tilpas, før Kjolen igen hang i Fred paa Loftet. Endnu hændte det ham mangen Nat, at han i Drømme saae sig selv staa foran Alteret i sin gamle Kirke og hørte Menighedssangen tone under de hvide Hvælvinger til Lærer Jensens Orgelspil; og naar han da vaagnede, mærkede han, at hans Kinder var vaade . Nu havde Stine ^ i sit sidste Brev spurgt ham, om de ikke skulde sælge Kjolen. Den var jo til ingen Nytte, skrev hun. Den hang deroppe under Hanebjælken som en hængt Mand og skræmmede Børnene. En omløbende Sjakrer havde budt hende tredive Kroner for den og desuden fire Kroner for hver af Kraverne. Hun vilde saa købe Tørv for Pengene.

^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

Han kunde ikke faa sig til at svare. Skønt han med Bekymring tænkte paa de haarde Vinterstorme og paa Stines slemme Gigt, som forværredes i det gamle, utætte Hus, gik han i sit Brev udenom Sagen paa den Maade, at han bad hende om at anvende Halvdelen af de Penge, han her sendte ^ , til at købe Tørv for.
» Og sørg saa for at tætte Vinduerne godt, inden Kulden kommer,« skrev han. » Og hold Yderdøren lukket, naar Vinden staar paa! Det sparer ogsaa paa Ildebrændslet. Og bitte Kjesten, som ligger med ondt i Halsen! Sig hende fra mig –«
II, 181 I det samme blev der banket, og hans Vært, den gamle Skomager, stak Hovedet ind.
» Er De visibel? ... Her er en Herre!«
En fremmed Mand traadte ind og hilste. Det var Johannes Gaardbo. Mads Vestrup genkendte ham, endnu før den anden havde nævnet sit Navn. Blodet steg ham til Hovedet, og han stirrede paa den unge Præst med glubsk Mine.
» Jeg veed ikke, om De husker, at vi en Gang tidligere har truffet hinanden?« begyndte Johannes Gaardbo. » Det var i Sommer ved Mødet i Strige Skov.«
» Jeg har ikke glemt det.«
» Rimeligvis forundrer det Dem saa at se mig her?«
» Det gør det, ja!«
» Det forstaar jeg godt. Men jeg var bleven vildledt af nogle Bladnotitser om Dem. Derfor vilde jeg nægte Dem Ordet. Jeg indser nu min Fejltagelse, og jeg har følt Trang til at tilstaa for Dem, at jeg gjorde Dem Uret. Vil De unde mig en Samtale, Pastor Vestrup?«
Det var første Gang siden sin Forjagelse fra Favsing Præstegaard, at Mads Vestrup var alene med en af sine forhenværende Embedsbrødre, og han havde Møje med at tæmme sit Sind. Trods Johannes Gaardbos aabenhjertige Tilstaaelse vedblev hans Holdning at være lige afvisende.
» Hvad ønsker De mere at sige mig?« spurgte han, da de var kommen tilsæde.

Han kunde ikke faa sig til at svare. Skønt han med Bekymring tænkte paa de haarde Vinterstorme og paa Stines slemme Gigt, som forværredes i det gamle, utætte Hus, gik han i sit Brev udenom Sagen paa den Maade, at han bad hende om at anvende Halvdelen af de Penge, han her sendte hende , til at købe Tørv for.
» Og sørg saa for at tætte Vinduerne godt, inden Kulden kommer,« skrev han. » Og hold Yderdøren lukket, naar Vinden staar paa! Det sparer ogsaa paa Ildebrændslet. Og bitte Kjesten, som ligger med ondt i Halsen! Sig hende fra mig —«
II, 131 I det samme blev der banket, og hans Vært, den gamle Skomager, stak Hovedet ind.
» Er De visibel? ... Her er en Herre!«
En fremmed Mand traadte ind og hilste. Det var Johannes Gaardbo. Mads Vestrup genkendte ham, endnu før den anden havde nævnet sit Navn. Blodet steg ham til Hovedet, og han stirrede paa den unge Præst med glubsk Mine.
» Jeg veed ikke, om De husker, at vi engang tidligere har truffet hinanden?« begyndte Johannes Gaardbo. » Det var i Sommer ved Mødet i Strige Skov.«
» Jeg har ikke glemt det.«
» Rimeligvis forundrer det Dem saa at se mig her?«
» Det gør det, ja!«
» Det forstaar jeg godt. Men jeg var bleven vildledt af nogle Bladnotitser om Dem. Derfor vilde jeg nægte Dem Ordet. Jeg indser nu min Fejltagelse, og jeg har følt Trang til at tilstaa for Dem, at jeg gjorde Dem Uret. Vil De unde mig en Samtale, Pastor Vestrup?«
Det var første Gang siden sin Forjagelse fra Favsing Præstegaard, at Mads Vestrup var alene med en af sine forhenværende Embedsbrødre, og han havde Møje med at tæmme sit Sind. Trods Johannes Gaardbos aabenhjertige Tilstaaelse vedblev hans Holdning at være lige afvisende.
» Hvad ønsker De mere at sige mig?« spurgte han, da de var kommen tilsæde.

Han kunde ikke faa sig til at svare. Skønt han med Bekymring tænkte paa de haarde Vinterstorme og paa Stines slemme Gigt, som forværredes i det gamle, utætte Hus, gik han i sit Brev udenom Sagen paa den Maade, at han bad hende om at anvende Halvdelen af de Penge, han her sendte hende , til at købe Tørv for.
» Og sørg saa for at tætte Vinduerne godt, inden Kulden kommer,« skrev han. » Og hold Yderdøren lukket, naar Vinden staar paa! Det sparer ogsaa paa Ildebrændslet. Og bitte Kjesten, som ligger med ondt i Halsen! Sig hende fra mig –«
I det samme blev der banket, og hans Vært, den gamle Skomager, stak Hovedet ind.
» Er De visibel? ... Her er en Herre!«
En fremmed Mand traadte ind og hilste. Det var Johannes Gaardbo. Mads Vestrup genkendte ham, endnu før den anden havde nævnet sit Navn. Blodet steg ham til Hovedet, og han stirrede paa den unge Præst med glubsk Mine.
» Jeg veed ikke, om De husker, at vi engang tidligere har truffet hinanden?« begyndte Johannes Gaardbo. » Det var i Sommer ved Mødet i Strige Skov.«
» Jeg har ikke glemt det.«
II, 132 » Rimeligvis forundrer det Dem saa at se mig her?«
» Det gør det, ja!«
» Det forstaar jeg godt. Men jeg var bleven vildledt af nogle Bladnotitser om Dem. Derfor vilde jeg nægte Dem Ordet. Jeg indser nu min Fejltagelse, og jeg har følt Trang til at tilstaa for Dem, at jeg gjorde Dem Uret. Vil De unde mig en Samtale, Pastor Vestrup?«
Det var første Gang siden sin Forjagelse fra Favsing Præstegaard, at Mads Vestrup var alene med en af sine forhenværende Embedsbrødre, og han havde Møje med at tæmme sit Sind. Trods Johannes Gaardbos aabenhjertige Tilstaaelse vedblev hans Holdning at være mut afvisende.
» Hvad ønsker De mere at sige mig?« spurgte han, da de var kommen tilsæde.

⇕ Enslevs Død IV, 3.4

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 6.7

» Ja – Guds Menighed er vaagnet af sin lange Dvale . Jeg føler mig overbevist om, at vi gaar en stor og herlig Tid imøde. Overalt i Landet lyder Samlingssignalet. Det gælder nu blot om , at vi staar Skulder ved Skulder. Saa skal Guds Riges Forhaanere ikke længe triumfere !«

Johannes Gaardbo gav sig til at tale om Guds Menighed , der var vaagnet af sin lange Dvale og gik en stor II, 182 og herlig Paasketid imøde. ^ Det galdt nu blot om at staa Skulder ved Skulder. Overalt i Landet lød Signalet til Samling. Navnlig gennem Ungdommen gik det samme Begejstringens Raab som i Korstogstiden: » Gud vil det !«

Johannes Gaardbo gav sig til at tale om Guds Menighed , der var vaagnet af sin lange Dvale og gik en stor og herlig Paasketid imøde. ^ Det galdt nu blot om at staa Skulder ved Skulder. Overalt i Landet lød Signalet til Samling. Navnlig gennem Ungdommen gik det samme Begejstringens Raab som i Korstogstiden: » Gud vil det !«

Over Brillekanten iagttog Mads Vestrup med skjult Optagethed ^ ^ den ivrige unge Præst , der havde taget ham om Hjertet ogsaa med sit jysk farvede Sprog. Men hans Svar var afvisende.
» De veed vist, at jeg ikke deler Deres lyse Syn paa Tilstandene indenfor Kirken,« sagde han. » Men jeg ønsker ikke at gaa nærmere ind paa det Spørgsmaal her. Det kommer der ikke noget ud af .«

» Jeg deler ikke Deres lyse Syn paa Tilstandene indenfor Kirken,« sagde Mads Vestrup, der under Brillekanten stjaalent havde iagttaget den ^ unge Præst . » Men jeg ønsker ikke at gaa nærmere ind paa det Spørgsmaal her. Det har jeg tilstrækkelig tydeligt udtalt mig om andre Steder .«

» Jeg deler ikke Deres lyse Syn paa Tilstandene indenfor Kirken,« sagde Mads Vestrup, der over Brillekanten stjaalent havde iagttaget den ^ unge Præst . » Men jeg ønsker ikke at gaa nærmere ind paa det Spørgsmaal her. Det har jeg tilstrækkelig tydeligt udtalt mig om andre Steder .«

» Det var dog ^ for at tale med Dem ogsaa om den Sag, at jeg har søgt Dem, Pastor Vestrup . Jeg veed naturligvis godt, at vi ser forskelligt paa mange Ting; men det er dog den samme Gud, vi begge to tjener; og – hvad der maa være Hovedsagen nu – vi kæmper mod den samme ^ Fjende. Jeg haaber, De tilgiver mig, at jeg som den yngre taler saa frit til Dem ; men jeg maa have Lov til at sige Dem , 174 Pastor Vestrup , at vi er mange, som af Hjertet beklager, at ^ Forholdene har ført Dem ud i en saa skæv Stilling til vort hele Kirkeliv. Hvem der her har den største Skyld, skal jeg ikke udtale mig om . Jeg veed kun , at formaaende Mænd indenfor Kirken nærer et alvorligt Ønske om at faa bragt en Forstaaelse i Stand og standse en Strid, som kun er til Glæde for Guds Fjender.«

» Da var det ogsaa for at tale med Dem ^ om den Sag, at jeg søgte Dem, Pastor Vestrup ! Jeg veed naturligvis godt, at vi tænker og dømmer forskelligt om mange Ting; men det er dog den samme Gud, vi begge to tjener; og – hvad der maa være Hovedsagen nu – vi kæmper mod den samme ryggesløse Fjende. Jeg haaber, De tilgiver mig, at jeg ^ taler saa frit ^ ; men jeg maa have Lov ^ at sige Dem , at vi er mange, som af Hjertet beklager, at De af Forholdene er bleven ført ^ ud i en saa skæv Stilling til vort hele Kirkeliv. Hvem der her har den største Skyld, skal jeg ikke udtale mig om ; men jeg veed ^ , at formaaende Mænd indenfor Kirken nærer et alvorligt Ønske om at faa bragt en Forstaaelse i Stand og standse en Strid, som kun er til Glæde for Guds Fjender.«

II, 132 » Da var det ogsaa for at tale med Dem ^ om den Sag, at jeg søgte Dem, Pastor Vestrup ! Jeg veed naturligvis godt, at vi tænker og dømmer forskelligt om mange Ting; men det er dog den samme Gud, vi begge to tjener; og — hvad der maa være Hovedsagen nu — vi kæmper mod den samme ryggesløse Fjende. Jeg haaber, De tilgiver mig, at jeg ^ taler saa frit ^ ; men jeg maa have Lov ^ at sige Dem , at vi er mange, som af Hjertet beklager, at De af Forholdene er bleven ført ^ ud i en saa skæv Stilling til vort hele Kirkeliv. Hvem der her har den største Skyld, skal jeg ikke udtale mig om ; men jeg veed ^ , at formaaende Mænd indenfor Kirken nærer et alvorligt Ønske om at faa bragt en Forstaaelse i Stand og standse en Strid, som kun er til Glæde for Guds Fjender.«

» Da var det netop for at tale med Dem ^ om den Sag, at jeg søgte Dem, Pastor Vestrup ! Jeg veed naturligvis godt, at vi tænker og dømmer forskelligt om mange Ting; men det er dog den samme Gud, vi begge to tjener; og – hvad der maa være Hovedsagen nu – vi kæmper mod den samme ryggesløse Fjende. Jeg haaber, De tilgiver mig, at jeg ^ taler saa frit ^ ; men jeg maa have Lov ^ at sige Dem , at vi er mange, som af Hjertet beklager, at De af Forholdene er bleven ført ^ ud i en saa skæv Stilling til vort hele Kirkeliv. Hvem der her har den største Skyld, skal jeg ikke udtale mig om ; men jeg veed ^ , at formaaende Mænd indenfor Kirken nærer et alvorligt Ønske om at faa bragt en Forstaaelse II, 133 i Stand og standse en Strid, som kun er til Glæde for Guds Fjender.«

Mads Vestrup havde løftet Hovedet . Hvad var dether ? ... Han begyndte at forstaa, at den unge Præst og Folketingsmand ikke var kommen hertil i eget Ærinde alene . Og han huskede nu , at Pastor Gaardbo allerede spillede en vis Rolle i Hovedstaden, ikke saa meget i Rigsdagen som i visse kirkelige Krese, hvor han var en meget yndet Taler.
Han spurgte ham nu lige ud, om han var gaaet herhen paa Opfordring af andre, og efter blot et Øjebliks Betænkning svarede Johannes Gaardbo Ja.
» Som Leder af de unges Korshær her i Byen havde jeg igaar en Samtale med Biskop Abel. Vi kom ved den Lejlighed ogsaa til at tale om Dem. Jeg sagde ham ^ , at jeg havde overværet et Par af Deres Møder, og fortalte desuden om vort tidligere Sammenstød , som nu pinte mig . Da jeg gik ^ , sagde Biskoppen, at jeg for min egen Skyld skulde gaa til Dem ^ , og han bad mig da med det samme sige Dem, 175 at han kun tænkte godt om Dem og gerne engang vilde tale med Dem.«

Mads Vestrup iagttog ham igen mistænksomt . Hvad var detteher ? ^ Han begyndte at forstaa, at den unge Præst og Folketingsmand ikke var kommen ^ i eget Ærinde alene , og han vidste , at Pastor Gaardbo allerede spillede II, 183 en vis Rolle i Hovedstaden, ikke saa meget i Rigsdagen som i Byens kirkelige Krese, der blandt andet havde betroet ham Ledelsen af en Ungdomsforening, den saakaldte »Korshær«.
Han lod dog som ingenting og forholdt sig afventende. Og nu meddelte Johannes Gaardbo, at han den foregaaende Dag havde haft en Samtale med Biskop Abel.
» Biskoppen kom ved den Lejlighed ogsaa til at tale om Dem. Jeg sagde ham nemlig , at jeg havde overværet et Par af Deres Møder, og fortalte desuden om vort tidligere Sammenstød ^ . Da jeg gik fra ham , sagde Biskoppen, at jeg for min egen Skyld skulde gaa til Dem og forklare Dem Grunden til Misforstaaelsen , og han bad mig da med det samme sige Dem, at han kun tænkte godt om Dem og gerne engang vilde tale med Dem.«

Mads Vestrup iagttog ham igen mistænksomt . Hvad var detteher ? ^ Han begyndte at forstaa, at den unge Præst og Folketingsmand ikke var kommen ^ i eget Ærinde alene , og han vidste , at Pastor Gaardbo allerede spillede en vis Rolle i Hovedstaden, ikke saa meget i Rigsdagen som i Byens kirkelige Krese, der blandt andet havde betroet ham Ledelsen af en Ungdomsforening, den saakaldte »Korshær«.
Han lod dog som ingenting og forholdt sig afventende. Og nu meddelte Johannes Gaardbo, at han den foregaaende Dag havde haft en Samtale med Biskop Abel.
» Biskoppen kom ved den Lejlighed ogsaa til at tale om Dem. Jeg sagde ham nemlig , at jeg havde overværet et Par af Deres Møder, og fortalte desuden om vort tidligere Sammenstød ^ . Da jeg gik fra ham , sagde Biskoppen, at jeg for min egen Skyld skulde gaa til Dem og forklare Dem Grunden til Misforstaaelsen , og han bad mig da med det samme sige Dem, at han kun tænkte godt om Dem og gerne engang vilde tale med Dem.«

Mads Vestrup iagttog ham igen mistænksomt . Hvad var detteher ? ^ Han begyndte at forstaa, at den unge Præst og Folketingsmand ikke var kommen ^ i eget Ærende alene , og han vidste , at Pastor Gaardbo allerede spillede en vis Rolle i Hovedstaden, ikke saa meget i Rigsdagen som i Byens kirkelige Krese, der blandt andet havde betroet ham Ledelsen af en Ungdomsforening, den saakaldte »Korshær«.
Han lod dog som ingenting og forholdt sig afventende. Og nu meddelte Johannes Gaardbo, at han den foregaaende Dag havde haft en Samtale med Biskop Abel.
» Biskoppen kom ved den Lejlighed ogsaa til at tale om Dem. Jeg sagde ham nemlig , at jeg havde overværet et Par af Deres Møder, og fortalte desuden om vort tidligere Sammenstød ^ . Da jeg gik fra ham , sagde Biskoppen, at jeg for min egen Skyld skulde gaa til Dem og forklare Dem Grunden til Misforstaaelsen , og han bad mig da med det samme sige Dem, at han kun tænkte godt om Dem og gerne engang vilde tale med Dem.«

»Biskoppen ? ... Vil Biskoppen tale med mig?«

» Med mig ? ... Vil Biskoppen tale med mig?«

»Ja, han ytrede det Ønske.«

» Hvad vil han tale med mig om?«

» Hvad vil Biskoppen tale med mig om?«

» Jeg veed det ikke. Det vil sige, jeg har jo nok en Formodning ; men jeg tror, det er rigtigst, at jeg holder den for mig selv ,« sagde Pastor Gaardbo .
I det samme rejste han sig.
» ^ ^ ^ De vil kunne træffe Biskoppen imorgen Eftermiddag Klokken to . Blot De siger Deres Navn til Portnersken, vil De straks blive ført ind til ham . Og jeg kan forsikre Dem : De vil ikke møde andet end Velvilje hos den gamle Mand. Der er i ham kun Kærlighed. Hans Glæde er at kunne forstaa og hjælpe .«

» Det veed jeg ikke. Det vil sige, jeg har jo nok en Formodning ^ ,« sagde Johannes Gaardbo og rejste ^ sig. ^ » Men den kan maaske være ganske forkert, saa jeg vil helst holde den for mig selv. – De vil kunne træffe Biskoppen iovermorgen Eftermiddag Klokken Et . Blot De siger Deres Navn til Portnersken, vil De straks blive ført ind ^ . Og jeg kan forsikre Dem , at De vil ikke møde andet end Velvilje hos den gamle Mand. Der er i ham kun kærlig Forstaaelse og Hjælpsomhed .«

» Det veed jeg ikke. Det vil sige, jeg har jo nok en Formodning ^ ,« sagde Johannes Gaardbo og rejste ^ sig. ^ » Men den kan maaske være ganske forkert, saa jeg vil helst holde den for mig II, 133 selv. — De vil kunne træffe Biskoppen iovermorgen Eftermiddag Klokken Et . Blot De siger Deres Navn til Portnersken, vil De straks blive ført ind ^ . Og jeg kan forsikre Dem , at De vil ikke møde andet end Velvilje hos den gamle Mand. Der er i ham kun kærlig Forstaaelse og Hjælpsomhed .«

Endnu en Time efter, at Mads Vestrup var bleven alene, sad han ubevægeligt henfalden i Tanker . Mørket var vældet ind, men han havde ikke tændt Lys . Han havde overhovedet ikke rørt sig, siden han fulgte sin Gæst til Døren. Paa Bordet laa hans Brev til Hjemmet ufuldendt.

Længe efter, at Mads Vestrup var bleven alene, sad han ^ henfalden i Grublerier . Mørket vældede ind, men han II, 184 havde ikke tændt Lys , havde overhovedet ikke rørt sig, siden han fulgte sin Gæst til Døren. Paa Bordet laa hans Brev til Hjemmet ufuldendt.

Længe efter, at Mads Vestrup var bleven alene, sad han ^ henfalden i Grublerier . Mørket vældede ind, men han havde ikke tændt Lys , havde overhovedet ikke rørt sig, siden han fulgte sin Gæst til Døren. Paa Bordet laa hans Brev til Hjemmet ufuldendt.

Han sad der i Halvmørket, med sit tunge Hoved støttet af Haanden, og rugede over en Fornemmelse af , at det var selve den onde Frister, der havde været hos ham i denne smukke, unge og frejdige Præsts Skikkelse. Han sagde til sig selv: » Du har jo i 176 Grunden længe ventet ham .« – Her havde han gaaet saa træt og modløs omkring i sin Ensomhed og mangen Gang følt sig forladt af Gud – og da var denne Verdens Trøster aldrig langt borte. I Drømme havde han jo allerede besøgt ham, havde lokket ham med Gøglesyner, ^ fristet med Haabet om Oprejsning for ham – den udstødte Præst . Og hvad andet kunde Bispen ville ham? Men Menneskers Dom var bleven ham saa ligegyldig. Her paa Jorden vilde han dog være en Fredløs indtil sine Dages Ende. Det var alene Bekymringen for Stine og Børnene , der gjorde ham svag. De led uforskyldt. Og nu stod Vinteren for Døren med ^ ^ sine haarde Storme . Han tænkte paa bitte Kjesten, der laa syg af Halsbetændelse , og paa Stine selv med hendes slemme Gigt i det gamle, utætte Hus. Dengang Pastor Gaardbo kom, havde han netop siddet og skrevet til hende om at klistre Vinduerne godt til og sørge for at holde Yderdøren lukket, naar Vinden stod paa. Det sparede ogsaa paa Ildebrændslet. – Naa, for Stine selv ængstedes han nu ikke. Hun havde sin haarde Vilje, som ingen Storme kunde knække. Aldrig hørte han en Klage fra hende. Endnu i hendes sidste Brev, som var skrevet om Natten ved Kjestens Sygeseng, stod der i Anledning af, at der i Avisen derovre havde staaet om ham, at han mest var til Latter i København:
177 » Jeg brød mig ej derom. Jeg veed forvist, at du er den Herrens Profet, der er bestemt til at opvække de døde derovre i Stenørkenen. Mange Slags Fristelser vil møde dig, som i sin Tid Johannes Døberen og vor Frelser selv. Men du vil holde ud og trodse den Ondes Magt. Jeg stoler paa dig nu i alle Ting, og veed ogsaa, at du er din Hustru tro. Det føler jeg i Aanden. Og tag nu Hilsen og Guds Velsignelse fra mig og dine Børn.«
Ja, havde jeg blot Stine hos mig! – sukkede han. Og Børnene! Hvor skulde jeg le af alle Djævelens Kunster!
Om Aftenen talte han for første Gang i »City-Salen« under det sædvanlige Tilløb af nysgerrige. Skønt Prisen var bleven sat op paa Grund af det nye, helt moderne Lokale, var der fuldt indtil den sidste Stolerække. Der var forøvrigt ikke saa faa, der var misfornøjede med Flytningen og savnede »Elysiums« lavloftede, halvdunkle Sal, den lystige Trængsel paa de mørke Trapper og Stanken fra Hestestalden nedenunder , hvilket nu engang altsammen havde givet disse Møder deres halvt komiske , halvt mystiske Tiltrækning for Folk .

Han sad der ^ og rugede over den Tanke , at det var selve den onde Frister, der havde været hos ham i den unge ^ Præsts Skikkelse. Han sagde til sig selv: » Du har jo længe ventet ham !« Her havde han gaaet saa ^ modløs omkring og følt sig forladt ^ – og da var denne Verdens Trøster aldrig langt borte. I Drømme var han jo allerede bleven lokket ^ med Gøglesyner, var bleven fristet med Haabet om Oprejsning ^ . Og hvad andet kunde Bispen ville ham? Men han havde ikke glemt den Snevejrsdag for omtrent et Aar siden, da han fra Favsing Præstegaard rejste ind til Aarhus og gjorde Knæfald for en anden Bisp i det fortvivlede Haab, at han skulde kunne afværge det store Sammenbrud. Mindet om denne angstfulde Dag, Skammen over, at han for at undfly Guds retfærdige Straf havde nedbøjet sig for et Menneske, sad ham endnu som en Torn i Sjælen.
Aa, havde jeg blot Stine og Børnene her! – sukkede han og lagde Hovedet ned i sine Hænder . Hvor skulde jeg le af alle Djævelens Kunster!
Om Aftenen talte han for første Gang i »City-Salen«. Det var et helt nyt og moderne Lokale med god Ventilation , og der var ikke saa faa, der af den ^ Grund ^ var misfornøjede med Flytningen . De savnede »Elysiums« lavloftede, halvdunkle Sal, den lystige Trængsel paa de snævre Trapper , Stanken fra Hestestalden nedenunder og de øvrige, naturlige Dufte, der altsammen II, 185 havde givet disse Møder deres halvt humoristiske , halvt mystiske Tiltrækning for mange af Tilhørerne .

Han sad der ^ og rugede over den Tanke , at det var selve den onde Frister, der havde været hos ham i den unge ^ Præsts Skikkelse. Han sagde til sig selv: » Du har jo længe ventet ham !« Her havde han gaaet saa ^ modløs omkring og følt sig forladt — ^ og da var denne Verdens Trøster aldrig langt borte. I Drømme var han jo allerede bleven lokket ^ med Gøglesyner, var bleven fristet med Haabet om Oprejsning ^ . Og hvad andet kunde Bispen ville ham? Men han havde ikke glemt den Snevejrsdag for omtrent et Aar siden, da han fra Favsing Præstegaard rejste ind til Aarhus og gjorde Knæfald for en anden Bisp i det fortvivlede Haab, at han skulde kunne afværge det store Sammenbrud. Mindet om denne angstfulde Dag, Skammen over, at han for at undfly Guds retfærdige Straf havde nedbøjet sig for et Menneske, sad ham endnu som en Torn i Sjælen.
Aa, havde jeg blot Stine og Børnene her! — sukkede han og lagde Hovedet ned i sine Hænder . Hvor skulde jeg le af alle Djævelens Kunster!
Om Aftenen talte han for første Gang i »City-Salen«. Det var et helt nyt og moderne Lokale med god Ventilation , og der var ikke saa faa, der af den ^ Grund ^ var misfornøjede med Flytningen . De savnede »Elysiums« lavloftede, halvdunkle Sal, den lystige Trængsel paa de snævre Trapper , Stanken fra Hestestalden nedenunder og de øvrige, naturlige Dufte, der altsammen havde givet disse Møder deres halvt humoristiske , halvt mystiske Tiltrækning for mange af Tilhørerne .

Han sad der ^ og rugede over den Tanke , at det var selve den II, 134 onde Frister, der havde været hos ham i den unge ^ Præsts Skikkelse. Han sagde til sig selv: » Du har jo længe ventet ham !« Her havde han gaaet saa ^ modløs og ^ følt sig forladt af Gud – og da var denne Verdens Trøster aldrig langt borte. I Drømme var han jo allerede bleven lokket ^ med Gøglesyner, var bleven fristet med Haabet om Oprejsning ^ . Og hvad andet kunde Bispen ville ham? Men han havde ikke glemt den Snevejrsdag for omtrent et Aar siden, da han fra Favsing Præstegaard rejste ind til Aarhus og gjorde Knæfald for en anden Bisp i det fortvivlede Haab, at han skulde kunne afværge det store Sammenbrud. Mindet om denne angstfulde Dag, Skammen over, at han for at undfly Guds retfærdige Straf havde nedbøjet sig for et Menneske, sad ham endnu som en Torn i Sjælen.
Aa, havde jeg blot Stine og Børnene her! – sukkede han og lagde Hovedet ned i sine Hænder . Hvor skulde jeg le af alle Djævelens Kunster!
Om Aftenen talte han for første Gang i »City-Salen«. Det var et helt nyt og moderne Lokale med god Ventilation , og der var ikke saa faa, der af den ^ Grund ^ var misfornøjede med Flytningen . De savnede »Elysiums« lavloftede, halvdunkle Sal, den lystige Trængsel paa de snævre Trapper , Stanken fra Hestestalden nedenunder og de øvrige, naturlige Dufte, der altsammen havde givet disse Møder deres halvt humoristiske , halvt mystiske Tiltrækning for mange af Tilhørerne .

Mads Vestrups Sammenstød med Professor Mundt var allerede bleven bekendt gennem et af Smaabladene, og man ventede derfor en ordenlig Dommedagstorden. Det kom dog helt anderledes ^ ^ ^ . Der var 178 tværtimod noget ualmindelig stilfærdigt, tungt neddæmpet, næsten aandsfraværende over ham denne Aften. Det var undertiden, som om han helt glemte sine Tilhørere og med sin grødede Stemme paa Bugtalervis førte en Samtale med sig selv.

Paa en af de forreste Stolerækker sad som sædvanlig Jørgen Berg og Fru Maja, desuden Karl May og Lejf Knudsen .

Paa en af de forreste Stolerækker sad som sædvanlig Jørgen II, 134 Berg og Fru Maja, desuden Karl May og Leif Knudsen .

Paa en af de forreste Stolerækker sad som sædvanlig Jørgen Berg og Fru Maja, desuden Karl May og Leif Knudsen .

⇕ Enslevs Død IV, 3.1

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇐

Der taltes om flere opsigtvækkende Omvendelser. Stor Sensation havde det saaledes vakt, at den unge, ekscentriske Digter Harald Bohse, en Søn af Rektoren , i et Interview havde udtalt sig til Gunst for Troen paa en levende Gud . ^

Mest Opsigt vakte dog den ^ ekscentriske Digter Harald Bohse, der for nylig i et Interview havde udtalt sig til Gunst for Troen paa et Forsyn , hvad et Par af Byens Præster offenlig havde takket ham for, idet de til Gengæld roste hans Digte .

⇕ Enslevs Død IV, 3.4

⇕ De Dødes Rige 6.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 6.7

Han talte om Kærligheden til Gud. Det var ingen Sag, sagde han, at elske Gud og prise hans Navn i de gode og lykkelige Timer i vort Liv; ja det var heller ikke saa svært at sige Tak for Sorgen og Savnet og Lidelsen, saalænge man følte ^ Sjælen opløftes og Hjertet beriges . Men alt dette var endnu bare Egenkærlighed og Selvsyge, ikke meget forskellig fra den Følelse, der fik den bestialske Vilde til at nedkaste sig paa sin Næse og tilbede »Aanden « i et Træ eller en Sten for til Gengæld at opnaa dens Beskyttelse og Velvilje.
» Men at elske Gud ^ i de mørke Timer, naar han vender sit Ansigt fra os; at elske og tjene ham i Sjælens Forladthed, naar det sidste Haab slukkes og alt bliver Grav og Nat ; at elske vor himmelske Fader for hans egen Skyld ; at velsigne hans Navn, naar vi er ladt alene paa Lidelsernes Kors, og Sjælen udstønner i sin Vaande : » Min Gud! Min ^ ^ Gud ! Hvi har du forladt mig?« – det er Prøven paa den sande, kristelige Genkærlighed. Men hvor mange af os, der her er tilstede, kan bestaa den?«
⇕ ⇒ Paa de forreste Stolerækker umiddelbart foran 179 Talerstolen sad atter i Aften Jørgen Berg og Fru Maja, desuden Karl May og andre af Kunstnerkresen fra » Lysesaksen«. De vakte megen Opsigt i Salen. Navnlig var det Tilfældet med Karl May, som optraadte i sin allerede berømte mørkebrune Regnkappe med Slag, der gav ham en tilsigtet Lighed med en italiensk Munk. Før Foredragets Begyndelse havde han staaet op og set ud over Salen, ganske som han tidligere havde tiltrukket sig Opmærksomheden i Teatre og Varieteer. Men der blev sagt om ham, at han nu levede ganske som en oldkristelig Asket; og i Virkeligheden havde han i Øjeblikket ikke andre Kærester end Fru Maja.
Forøvrigt var Salen fyldt af den sædvanlige brogede Forsamling af det finere Borgerskabs Damer og Smaagadernes Madamer, af Kontorister og Haandværkere, af Butiksfrøkner, Grosserere, Soldater og især Studenter af begge Køn. Blandt nogle af de sidste var Kristendommens Aktier gaaet ^ ^ ^ stærk tilvejrs, siden en Digter af Harald Bohses Rang havde ydet den sin Anerkendelse, hvad ogsaa et Par af Byens Præster offenlig havde takket ham for, idet de til Gengæld roste hans Digte.
⇕ ⇒ Men rundt omkring i denne urolige og adspredte Skare, der var strømmet til, fordi det nu engang var bleven en Modesag i København at skulle høre 180 Samuelsens Domsbasun, sad der Folk, der vel oprindeligt ogsaa var kommen af Nysgerrighed, men nu mødte Aften efter Aften og var stærkt optaget af, hvad de hørte. I langt højere Grad, end Mads Vestrup selv anede, havde hans Ord gjort Indtryk paa nogle enkelte af disse mange, som ellers ikke ulejligede sig til Steder, hvor Livets skjulte Mening søgtes forklaret; for hvem derfor alt, hvad han sagde, var noget nyt og forunderligt. Det var Folk af alle Slags; men det var ikke dem, der bagefter sendte ham forskruede Takkebreve med Anmodning om hans Haandskrift eller en Haarlok. De gik regelmæssigt opskræmte bort , og sad Resten af Aftenen med en nyanskaffet Bibel foran sig eller tænkte i Ensomhed over, hvad de havde hørt. Uden at Mads Vestrup eller nogen anden vidste det, groede der i det skjulte en lille Menighed op omkring ham; og for mere end een af Kresen var han virkelig en Profet .

Mads Vestrup talte denne Aften om Kærligheden til Gud. Det var ingen Sag, sagde han, at elske Gud og prise hans Navn i de gode og lykkelige Timer i vort Liv; ja det var heller ikke saa svært at sige Tak for Sorgen og Savnet og Lidelsen, saa længe man følte , at Sjælen opløftedes og Hjertet berigedes . Men alt dette var endnu kun Egenkærlighed og Selvsyge, ikke meget forskellig fra den Følelse, der fik den bestialske Vilde til at nedkaste sig paa sin Næse og tilbede »Aanderne « i et Træ eller en Sten for til Gengæld at opnaa deres Beskyttelse og Velvilje. ^ Men at elske Gud for hans egen Skyld i de mørke Timer, naar han vendte sit Ansigt fra os; at elske og tjene ham i Sjælens Forladthed, naar ethvert Haab syntes slukket i Gravens Nat ^ ; at velsigne hans Navn, naar vi redningsløse krummede os paa Lidelsernes Kors, og sige : » I dine Hænder befaler jeg min Aand!« – det var den Kærlighedsprøve, vi maatte bestaa, før Gud vilde anerkende os som sine Børn.
Han talte ualmindelig stille, tungt neddæmpet, næsten som om han undertiden glemte sine Tilhørere og førte II, 186 en Samtale med sig selv. Der var ogsaa flere Gange stærk Uro i Salen. Konfektposerne knitrede. Nogle unge Mennesker gav sig til at mjave, og mange gik ^ bort midt under Foredraget .

Mads Vestrup talte denne Aften om Kærligheden til Gud. Det var ingen Sag, sagde han, at elske Gud og prise hans Navn i de gode og lykkelige Timer i vort Liv; ja det var heller ikke saa svært at sige Tak for Sorgen og Savnet og Lidelsen, saa længe man følte , at Sjælen opløftedes og Hjertet berigedes . Men alt dette var endnu kun Egenkærlighed og Selvsyge, ikke meget forskellig fra den Følelse, der fik den bestialske Vilde til at nedkaste sig paa sin Næse og tilbede »Aanderne « i et Træ eller en Sten for til Gengæld at opnaa deres Beskyttelse og Velvilje. ^ Men at elske Gud for hans egen Skyld i de mørke Timer, naar han vendte sit Ansigt fra os; at elske og tjene ham i Sjælens Forladthed, naar ethvert Haab syntes slukket i Gravens Nat ^ ; at velsigne hans Navn, naar vi redningsløse krummede os paa Lidelsernes Kors, og sige : » I dine Hænder befaler jeg min Aand!« — det var den Kærlighedsprøve, vi maatte bestaa, før Gud vilde anerkende os som sine Børn.
Han talte ualmindelig stille, tungt neddæmpet, næsten som om han undertiden glemte sine Tilhørere og førte en Samtale med sig selv. Der var ogsaa flere Gange stærk Uro i Salen. Konfektposerne knitrede. Nogle unge Mennesker gav sig til at mjave, og mange gik ^ bort midt under Foredraget .

Mads Vestrup talte denne Aften om Kærligheden til Gud. Det var ingen Sag, sagde han, at elske Gud og prise hans Navn i de gode og lykkelige Timer i vort Liv; ja det var heller ikke saa svært at sige Tak for Sorgen og Savnet og Lidelsen, saa længe man følte , at Sjælen opløftedes og Hjertet berigedes . Men alt dette var endnu kun Egenkærlighed og Selvsyge, ikke meget II, 135 forskellig fra den Følelse, der fik den bestialske Vilde til at nedkaste sig paa sin Næse og tilbede »Aanderne « i et Træ eller en Sten for til Gengæld at opnaa deres Beskyttelse og Velvilje. ^ Men at elske Gud for hans egen Skyld i de mørke Timer, naar han vendte sit Ansigt fra os; at elske og tjene ham i Sjælens Forladthed, naar ethvert Haab syntes slukket i Gravens Nat ^ ; at velsigne hans Navn, naar vi redningsløse krummede os paa Lidelsernes Kors, og sige : » I dine Hænder befaler jeg min Aand!« – det var den Kærlighedsprøve, vi maatte bestaa, før Gud vilde anerkende os som sine Børn.
Han talte ualmindelig stille, tungt neddæmpet, næsten som om han undertiden glemte sine Tilhørere og førte en Samtale med sig selv. Der var derfor flere Gange stærk Uro i Salen. Konfektposerne knitrede. Nogle unge Mennesker gav sig til at mjave, og mange gik ^ bort midt under Foredraget .

Efter Mødet, mens Salen hurtigt tømtes , opholdt Mads Vestrup ^ sig i et lille Værelse bagved Talerstolen, da en af Opsynsmændene kom ind til ham med et Visitkort.

Efter Mødet, mens Salen ^ tømtes under stort Spektakel og Mads Vestrup opholdt sig i et lille Værelse bag Talerstolen, kom en af Opsynsmændene ^ ind til ham med et Visitkort.

» Det er en Dame,« sagde han med en fortrolig Smisken . » Hun venter ^ nede i Salen.«

» Det er en Dame,« sagde han i fortrolig Tone og holdt Haanden op ved Siden af Munden . » Hun venter Pastoren nede i Salen.«

Mads Vestrup tog Kortet . Elisabeth Mohn stod der.

Mads Vestrup læste Navnet . Elisabeth Mohn stod der.

Da han gik ned i Salen, kom hun ^ ^ ham imøde 181 fra en af Udgangene . I sin Forlegenhed spurgte han hende lidt brysk, hvad hun vilde ham .

Da han kom ned i Salen, gik hun hen imod ham og gav ham Haanden . I sin Forlegenhed spurgte han ^ lidt brysk, hvad hun ønskede .

Da han kom ned i Salen, genkendte han Damen, der kom ^ hen ^ ^ og gav ham Haanden . I sin Forlegenhed spurgte han ^ lidt brysk, hvad hun ønskede .

Paa sin roligt fornemme Maade – og med et Blik paa Opsynsbetjenten , der af Nysgerrighed var fulgt med – ^ svarede hun , at hun ikke saa godt kunde sige det her , hvorfor hun bad ham om at ledsage hende hen til Sporvognen.

Med et Blik paa Opsynsmanden , der af Nysgerrighed havde gjort ham Følgeskab, svarede Frøken Mohn , at hun ikke saa godt kunde sige det her . Hun bad ham derfor om at vise hende den Venlighed at ledsage hende ^ til Sporvognen.

Med et Blik paa Opsynsmanden , der af Nysgerrighed havde II, 135 gjort ham Følgeskab, svarede Frøken Mohn , at hun ikke saa godt kunde sige det her . Hun bad ham derfor om at vise hende den Venlighed at ledsage hende ^ til Sporvognen.

» Har De været her til Mødet?« spurgte Mads Vestrup , da de var kommen ned paa Gaden.

» Var De maaske med til Mødet?« spurgte han , da de var kommen ud paa Gaden.

»Ja. Og jeg syntes ^ , at jeg saa med det samme vilde lade Dem vide, at De ikke mere kan træffe Frk. Frederiksen paa Hospitalet. Hun er idag bleven udskrevet.«

»Ja. Og saa syntes jeg , at jeg ^ med det samme skulde lade Dem vide, at De ikke mere kan træffe Frøken Frederiksen paa Hospitalet. Hun er idag bleven udskrevet.«

»Udskrevet? Hvordan dog det?«
Frk. Mohn mente, at han selv havde været Anledningen til det. Professoren havde villet nægte ham Adgang til Hospitalet, og da Direktøren ikke vilde gaa ind derpaa af Frygt for Pressen, var de bleven enige om at udskrive Frk. Frederiksen for at undgaa Konflikt.

» Ja saa!«

» Hun tog bort i Eftermiddag . En af hendes Journalist-Venner – en Hr. Møller – kom og hentede hende. Desværre! Jeg er bange for , at hun igen vil optræde. Iaftes havde hun ^ Besøg af Direktøren i ^ »Tavernen «, og i Morges ^ ^ fik hun en stor Buket fra ham. Hun bad mig forresten hilse Dem, naar De kom.«
Saa har Gud ogsaa taget dette stakkels Haab fra mig – var Mads Vestrups første Tanke. Men i det 182 næste Øjeblik vældede en mørk Vrede op i ham, og uvilkaarligt knugede han Haanden om sin Stok.
» De Skurke !« sagde han halvt højt. » At saadan noget skal være muligt!«
»Ja, saadan leges der med en Menneskesjæl!« sagde Frk. Mohn.
Hun gav ham forøvrigt den Forsikring, at hun ikke skulde slippe Frk. Frederiksen af Syne, og hun tilføjede paa en Maade, der fik det til at rykke lidt i Mads ^ Vestrup, at den ubekendte Mand, der havde udsat sit Liv for hendes Saligheds Skyld, maaske alligevel ikke havde gjort dette forgæves. Hun havde den Tro, at Frk. Frederiksen trods alt endnu skulde blive frelst.
Aner hun noget? – tænkte Mads Vestrup og vovede ikke at se paa hende. ⇕ ⇒ Han holdt aldrig rigtig af at mindes den Aften, da han trak Susse Frederiksen op af Vandet. Han havde været i en Sindstilstand, som han ellers kun kom i, naar han var ude af sig selv af Raseri eller af Brynde. Han vidste i Virkeligheden kun lidt om, hvad der var sket, eller hvor stor en Lod han havde i hendes Redning. Til Stine havde han ogsaa kun skrevet, at han » havde været med til« at redde et Menneskeliv.
Frk. Mohn var gaaet over til at fortælle om Missionens Virksomhed blandt Byens faldne Kvinder, som hun selv i flere Aar havde deltaget i.
183 » ^ ^ Det er vort Maal saa at sige at spænde et Net ud over hele Befolkningen, saa det bliver os muligt at føre et virkeligt Tilsyn med de mange ulykkelige og bringe dem under god Paavirkning. Og – Gud ske Lov! – jeg kan sige, at vi har naaet godt frem mod Maalet . Og siden jeg nu taler om vor Organisation, kunde De ^ ikke tænke Dem at deltage i Arbejdet, Pastor Vestrup? Deres nuværende Virksomhed kan dog vist ikke i Længden tilfredsstille Dem. Jeg ^ havde den Fornemmelse i Aften , at det ^ mere var et Publikum end en Tilhørerkres, der fyldte Salen.«

» Hun tog bort i Eftermiddag , og desværre tror jeg , at hun har bestemt sig til at optræde igen. Hun havde igaar Besøg af Direktøren for et af vore Forlystelsesetablissementer II, 187 – »Tavernen « er det vist, det hedder – og imorges fik hun Professoren til at udskrive hende.«
» Det kommer mig ikke overraskende,« sagde Mads Vestrup. » Jeg har mærket, hvor det bar hen !«
» Jeg skal dog love Dem, Pastor Vestrup, at jeg ikke skal tabe Frøken Frederiksen afsyne . Som De maaske veed, er jeg Sekretær i den Afdeling af Missionsforeningen, der har den særlige Opgave at tage sig af faldne Kvinder. En Søsterafdeling har Tjenestepigerne under sig, og en Brodersektion tager sig specielt af Soldater og andre Mænd uden et virkeligt Hjem i Byen. Det er vort Maal saa at sige at spænde et Net ud over hele Befolkningen, saa det bliver os muligt at føre et effektivt Tilsyn med hver enkelt af de mange enligt stillede unge Mænd og Kvinder og bringe dem under god Paavirkning. Og – Gud ske Lov! – ^ vi har al Grund til at være tilfredse med Resultatet. Ifjor kunde vi glæde os over 275 Omvendelser, og vi vil sikkert iaar komme op over 300. Naturligvis har vi ogsaa haft Tilbagefald at notere; men i det hele og store fremviser hvert Kvartal en heldig Fremgang . Og siden jeg nu taler om vor Organisation, kunde De saa ikke tænke Dem at deltage i Arbejdet, Pastor Vestrup? Deres nuværende Virksomhed kan dog vist ikke i Længden tilfredsstille Dem. Jeg har ikke tidligere besøgt Deres Møder; men jeg havde den Fornemmelse iaften , at det var mere ^ et Publikum end en Tilhørerkres, der fyldte Salen.«

» Hun tog bort i Eftermiddag , og desværre tror jeg , at hun har bestemt sig til at optræde igen. Hun havde igaar Besøg af Direktøren for et af vore Forlystelsesetablissementer — ^ »Tavernen « er det vist, det hedder — og imorges fik hun Professoren til at udskrive hende.«
» Det kommer mig ikke overraskende,« sagde Mads Vestrup. » Jeg har mærket, hvor det bar hen !«
» Jeg skal dog love Dem, Pastor Vestrup, at jeg ikke skal tabe Frøken Frederiksen af Syne . Som De maaske veed, er jeg Sekretær i den Afdeling af Missionsforeningen, der har den særlige Opgave at tage sig af faldne Kvinder. En Søsterafdeling har Tjenestepigerne under sig, og en Brodersektion tager sig specielt af Soldater og andre Mænd uden et virkeligt Hjem i Byen. Det er vort Maal saa at sige at spænde et Net ud over hele Befolkningen, saa det bliver os muligt at føre et effektivt Tilsyn med hver enkelt af de mange enligt stillede unge Mænd og Kvinder og bringe dem under god Paavirkning. Og — Gud ske Lov! — ^ vi har al Grund til at være tilfredse med Resultatet. Ifjor kunde vi glæde os over 275 Omvendelser, og vi vil sikkert iaar komme op over 300. Naturligvis har vi ogsaa haft Tilbagefald at notere; men i det hele og store fremviser hvert Kvartal en heldig Fremgang . Og siden jeg nu taler om vor Organisation, kunde De saa ikke tænke Dem at deltage i Arbejdet, Pastor Vestrup? Deres nuværende Virksomhed kan dog vist ikke i Længden tilfredsstille Dem. Jeg har ikke tidligere besøgt Deres Møder; men jeg havde den Fornemmelse iaften , at det var mere ^ et Publikum end en Tilhørerkres, der fyldte Salen.«

» Hun tog bort i Eftermiddag , og desværre tror jeg , at hun har II, 136 bestemt sig til at optræde igen. Hun havde igaar Besøg af Direktøren for et af vore Forlystelsesetablissementer – »Tavernen « er det vist, det hedder – og imorges fik hun Professoren til at udskrive hende.«
» Det kommer mig ikke overraskende,« sagde Mads Vestrup. » Jeg har mærket, hvor det bar hen !«
» Jeg skal ^ love Dem, Pastor Vestrup, at jeg ikke skal tabe Frøken Frederiksen af Syne . Som De maaske veed, er jeg Sekretær i den Afdeling af Missionsforeningen, der har den særlige Opgave at tage sig af faldne Kvinder. En Søsterafdeling har Tjenestepigerne under sig, og en Brodersektion tager sig specielt af Soldater og andre Mænd uden et virkeligt Hjem i Byen. Det er vort Maal saa at sige at spænde et Net ud over hele Befolkningen, saa det bliver os muligt at føre et effektivt Tilsyn med hver enkelt af de mange enligt stillede unge Mænd og Kvinder og bringe dem under god Paavirkning. Og – Gud ske Lov! – ^ vi har al Grund til at være tilfredse med Resultatet. Ifjor kunde vi glæde os over 275 Omvendelser, og vi vil sikkert iaar komme op over 300. Naturligvis har vi ogsaa haft Tilbagefald at notere; men i det hele og store fremviser hvert Kvartal en heldig Fremgang . Og siden jeg nu taler om vor Organisation, kunde De saa ikke tænke Dem at deltage i Arbejdet, Pastor Vestrup? Deres nuværende Virksomhed kan dog vist ikke i Længden tilfredsstille Dem. Jeg har ikke tidligere besøgt Deres Møder; men jeg havde den Fornemmelse iaften , at det var mere ^ et Publikum end en Tilhørerkres, der fyldte Salen.«

» De har desværre Ret ,« mumlede han.
» Hvordan er De ogsaa kommen paa den fortvivlede Ide, Pastor Vestrup? Enhver, der kender København og » Femte Juni «, kunde have forudsagt Dem Resultatet.«

» De har desværre Ret .«
» Men hvordan er De ogsaa kommen paa den fortvivlede II, 188 Ide, Pastor Vestrup? Enhver, der kender ^ » Femte Juni « og dets Læsekres, kunde have forudsagt Dem Resultatet.«

II, 136 » De har desværre Ret .«
» Men hvordan er De ogsaa kommen paa den fortvivlede Ide, Pastor Vestrup? Enhver, der kender ^ » Femte Juni « og dets Læsekres, kunde have forudsagt Dem Resultatet.«

» De har desværre Ret .«
» Men hvordan er De ogsaa kommet paa den fortvivlede Ide, Pastor Vestrup? Enhver, der kender ^ » Femte Juni « og dets Læsekres, kunde have forudsagt Dem Resultatet.«

» De veed maaske, Frk. Mohn, at ikke alene Kirkerne men ogsaa alle kristelige Foreninger er lukket for mig. Naar jeg vilde tale her i Byen, havde jeg ingen anden Udvej, end at tage mod den Haandsrækning, der tilbød sig .«

» ^ Naar jeg vilde tale her i Byen, var jeg nødt til at tage mod den Haandsrækning, der tilbød sig. Fra anden Side mødte jeg ingen Forstaaelse .«

» Jeg tror, at De for Deres egen Skyld hellere skulde have undværet den Hjælp , Pastor Vestrup! ... ^ ^ Jeg veed ikke, om De har hørt om vore Onsdagsforsamlinger . De afholdes forskellige Steder i Byens Fattigkvarterer, og er stærkt besøgte. ^ Dersom De 184 har Lyst til ^ at komme derhen og tale, kan jeg forsikre Dem, at De vil være velkommen.«

» Jeg tror, at De for Deres egen Skyld hellere skulde have undværet den Hjælp ?« sagde Frøken Mohn, mens det usynlige Slør for et Øjeblik faldt ned over hendes fornemme Ansigtstræk. » Jeg veed ikke, om De har hørt om vore Onsdagsforsamlinger ? De afholdes forskellige Steder i Byens Arbejderkvarterer og er stærkt besøgte. Vi afholdt sidste Vinter 145 Møder med ialt omtrent et hundrede tusinde Besøgende. Dersom De har Lyst til en Aften at komme derhen og tale, tror jeg sikkert at kunne love Dem, at De vil være velkommen.«

» Jeg tror, at De for Deres egen Skyld hellere skulde have undværet den Hjælp ,« sagde Frøken Mohn, mens det usynlige Slør for et Øjeblik faldt ned over hendes fornemme Ansigtstræk. II, 137 » Jeg veed ikke, om De har hørt om vore Onsdagsforsamlinger ? De afholdes forskellige Steder i Byens Arbejderkvarterer og er stærkt besøgte. Vi afholdt sidste Vinter 145 Møder med ialt omtrent et hundrede tusinde Besøgende. Dersom De har Lyst til en Aften at komme derhen og tale, tror jeg sikkert at kunne love Dem, at De vil være velkommen.«

Mads Vestrup spurgte hende , hvem der plejede at føre Ordet i de Forsamlinger , og da hun nævnede en Række af Byens ^ Præster, gav han et undvigende Svar.

Forundret og lidt mistænksom spurgte Mads Vestrup , hvem der plejede at føre Ordet i de Forsamlinger . Da hun nævnede en Række af Byens yngre Præster, gav han et undvigende Svar.

»Ja, nu kan De jo tænke over det,« sagde Frk. Mohn, da de var kommen hen til Stoppestedet og ventede paa en Vogn. » Vi vil være glade ved at høre Dem, og jeg tror, De selv vil blive gladere ved at tale hos os end der, hvor vi nu kommer fra. Jeg har hørt, De skal have sagt eller skrevet, at De ved at tale her i Byen fulgte en Kaldelse fra Gud; og det har vakt lidt Forargelse, tror jeg. Men jeg er ^ overbevist om, at De har Ret. Her er netop Brug for et Vidnesbyrd som Deres – ja, jeg kan sige, at vi har ventet paa Dem. Vi har endnu saa faa, der rigtig forstaar at tale den menige Mand til Hjertet. Men jeg mener rigtignok, at De har haft det Uheld at falde i de daarligst mulige Hænder, og det maa vel være sandt, hvad jeg forleden hørte sige i et Selskab – det var forresten i Bispegaarden – at De ikke har vidst, hvad Slags Blad » Femte Juni« er. De kunde ellers ikke lade Dem saa skammeligt misbruge af Folk som Enslev og Samuelsen. Saa hævngerrig er De ikke, Pastor Vestrup! Det tror jeg ikke om Dem.«
185 Mads Vestrup havde spidset Øre.
» Kommer De i Bispegaarden, Frk. Mohn?«
» ^ ^ ^ ^ ^ Biskop Abel er min Onkel. Vi har flere Gange talt om Dem. Jeg har fortalt ham ^ , at De ofte kom paa Hospitalet , og hvem De besøgte der . Det interesserede Onkel meget. – Har han forresten ikke bedt Dem om at besøge sig ? Det skulde De gøre , Pastor Vestrup . Jeg tror, De skal komme til at indrømme, at ham rammer Deres Præstefordømmelse i hvert Tilfælde ikke. – Men der kommer Vognen. Jeg siger Dem saa Tak for Ledsagelsen.«
Hun rakte ham paa sin fornemme Maade Haanden; men skønt Mads Vestrup nu stirrede hende ret dristigt forskende ind i Øjnene, faldt der ikke ved denne Lejlighed noget usynligt Slør ned for hendes store, smukke Ansigt. Tværtimod smilte hun forbindtligt.
» Saa hører vi forhaabenlig fra Dem !« sagde hun og steg med en egen fri og sikker ^ Bevægelse ligesom forretningsmæssigt ^ op i Vognen .

De var nu ^ kommen hen til et Stoppested, og Frøken Mohn standsede for at vente paa en Vogn.
» Nu kan De jo tænke over det, Pastor Vestrup! Jeg veed ikke, om det er rigtigt, hvad jeg forleden hørte ved en Sammenkomst i Bispegaarden, at De ikke har vidst, hvad Slags Blad » Femte Juni« er. Men jeg er i hvert Fald overbevist om, at De vil føle Dem gladere ved at tale hos os end paa det Sted, vi nu kommer fra ,«
Mads Vestrup havde spidset Øre.
II, 189 » I Bispegaarden –?«
»Ja, Biskop Abel er min Onkel. Vi har flere Gange talt om Dem. Jeg har fortalt ham om , at De ofte kom paa Hospitalet og i hvilken Anledning . Det interesserede Onkel meget. – Har De aldrig besøgt min Onkel ? Det skulde De gøre ^ . Jeg tror, De vil komme til at indrømme, at ham rammer Deres Præstefordømmelse i hvert Tilfælde ikke. – Men der har vi Vognen. Saa hører vi forhaabenlig fra Dem ,« sagde hun med et Haandtryk, hvorpaa hun med en egen sikker og fri Bevægelse ligesom forretningsmæssigt steg op paa Trinet .

De var nu ^ kommen hen til et Stoppested, og Frøken Mohn standsede for at vente paa en Vogn.
» Nu kan De jo tænke over det, Pastor Vestrup! Jeg veed ikke, om det er rigtigt, hvad jeg forleden hørte ved en Sammenkomst i Bispegaarden, at De ikke har vidst, hvad Slags Blad » Femte Juni« er. Men jeg er i hvert Fald overbevist om, at De vil føle Dem gladere ved at tale hos os end paa det Sted, vi nu kommer fra .«
Mads Vestrup havde spidset Øre.
» I Bispegaarden —?«
»Ja, Biskop Abel er min Onkel. Vi har flere Gange talt om Dem. Jeg har fortalt ham om , at De ofte kom paa Hospitalet og i hvilken Anledning . Det interesserede Onkel meget. — Har De aldrig besøgt min Onkel ? Det skulde De gøre ^ . Jeg tror, De vil komme til at indrømme, at ham rammer Deres Præstefordømmelse i hvert Tilfælde ikke. — Men der har vi Vognen. Saa hører II, 137 vi forhaabenlig fra Dem ,« sagde hun med et Haandtryk, hvorpaa hun med en egen sikker og fri Bevægelse ligesom forretningsmæssigt steg op paa Trinet .

De var nu ^ kommen hen til et Stoppested, og Frøken Mohn standsede for at vente paa en Vogn.
» Nu kan De jo tænke over det, Pastor Vestrup! Jeg veed ikke, om det er rigtigt, hvad jeg forleden hørte ved en Sammenkomst i Bispegaarden, at De ikke har vidst, hvad Slags Blad » Femte Juni« er. Men jeg er i hvert Fald overbevist om, at De vil føle Dem gladere ved at tale hos os end paa det Sted, vi nu kommer fra .«
Mads Vestrup havde spidset Øre.
» I Bispegaarden –?«
»Ja, Biskop Abel er min Onkel. Vi har flere Gange talt om Dem. Jeg har fortalt ham om , at De ofte kom paa Hospitalet og i hvilken Anledning . Det interesserede Onkel meget. – Har De aldrig besøgt min Onkel ? Det skulde De gøre ^ . Jeg tror, De vil komme til at indrømme, at ham rammer Deres Præstefordømmelse i hvert Tilfælde ikke. – Men der har vi Vognen. Saa hører vi forhaabenlig fra Dem ,« sagde hun med et Haandtryk, hvorpaa hun med en egen sikker og ligesom forretningsmæssig Bevægelse ^ steg op paa Trinet .

Mads Vestrup gik langsomt hjem gennem de maanelyse Gader. Han var i en underlig ophidset Tilstand og talte flere Gange højt med sig selv . Den Brand, Johannes Gaardbo om Eftermiddagen kastede i hans Sjæl, havde Frk. Mohn paany bragt i Flamme baade med sin Tale og sin Person. Hans Tanker var kommen i Urede. Hans Sind var ude af Ligevægt. Folk 186 vendte sig om ^ efter ham i den Tro, at det var en omtaaget Mand, der ved sin Stok stavrede hjem fra Knejpen med den tykke Mave fuld af Øl.
» Det maa jo rent have været en Aftale,« tænkte han, fordi Johannes Gaardbo og Frk. Mohn havde søgt ham paa samme Dag og i samme Ærinde. » Saa har Pastor Gaardbo velsagtens ogsaa været med til det Selskab i Bispegaarden forleden. Sært nok forresten, at hun slet ikke snakkede om ham. Hvad kan de to Personer have tilsammen? Saadan en ung Præst, der ser lidt godt ud, bliver ^ ^ ^ ^ ^ vist straks til ^ en rigtig Kælesut for Damerne her i København. Der gaar vist Ting i Svang ogsaa i Missionen, der ikke godt taaler Lyset.«
Hans Tanker gik til Bispen. » Hvad kan han ville mig – en afsat Præst?« spurgte han sig selv med Skyhed. Han havde ikke glemt den Snevejrsdag for omtrent et Aar siden, da han fra Favsing Præstegaard rejste ind til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen der i det fortvivlede Haab, at han skulde kunne afværge Ulykken. Mindet om denne angstfulde Dag, Skammen over, at han for at undfly Guds Straf havde nedbøjet sig for et Menneske, sad ham endnu som en Torn i Sjælen.
Da han kom hjem, læste han som sædvanlig et Stykke i Biblen, inden han gik i Seng. Men det 187 gav ham ingen Ro. I over en Time ^ ^ laa han og kastede sig uden at kunne falde i Søvn.
» Nu har du vist igen faaet Feber!« tænkte han med Angst, da han følte, hvor ligkold han var, skønt Sveden sprak af ham. Hjertet slog hult som nede i en Tønde ^ ^ , og han havde jagende Smerter i Maven. I de ^ ^ sidste Dage havde han ingen Middagsmad faaet, og i det hele levede han mest af Fedtebrød med Ost og noget Mælk for at kunne spare lidt Penge sammen; – » og det er saamænd nok det forfalskede Københavnerfedt, jeg ikke taaler.«
Da han engang vilde staa op for at drikke noget Vand, følte han sig pludselig saa mat og syg, at han troede, han skulde dø. I ^ ^ ^ sin Angst raabte han paa Stine. Men i det samme lød Raadhusurets Salmetone trøstende ned til ham , saadan som den havde gjort det saa mangen Nat i disse Maaneder, naar Tankerne holdt ham vaagen . Han foldede Hænderne og bad igen sit Fadervor under Midnatsslagenes Rungen.
Han følte sig straks tryggere. Hjertet faldt til Ro, og han havde heller ingen Smerter mere. Tankerne holdt dog stadig Søvnen borte. Hver Gang Øjenlaagene begyndte at blive tunge ^ ^ , kom de styrtende i Flok og summede omkring ham som Vampyrer. Den Bemærkning af Frk. Mohn, at han ved sit Forhold til » Femte Juni« havde skadet sin Forkyndelse 188 her i Byen, vilde især ikke slippe ham. Han forstod ikke den Tale. Guds Ord var dog Guds Ord, om det saa blev præket i Helvede! Men at Herren endnu ikke havde velsignet hans Arbejde her – ja, det var desværre kun altfor sandt. ⇕ ⇒ I Stedet for at opvække de Døde i denne Stenørken, som Stine havde skrevet, syntes det ham mangen Gang, at han prækede dem endnu dybere ned i den evige Søvn. Det var næsten, som om Kirkens Banlysning havde faaet Magt til ogsaa at ramme hans Forkyndelse – gøre den død og kraftesløs. Han havde følt det særligt denne Aften, at han udsaaede den himmelske Sæd i de golde Havstrømme. Der havde været en Uro i Salen, saa han et Par Gange havde maattet anmode sine Tilhørere om dog at opføre sig anstændigt, hvor Herrens Ord blev talt.
Dersom der ikke snart skete en alvorlig Forandring, vilde han bede Gud om Lov til at vende hjem for at leve af sine Hænders Arbejde eller genoptage sit Vandreliv. Han kunde ikke længer bære Ensomhedens Tynge. Han følte sig for hver Dag mere syg og afkræftet. Havde han dog blot haft Stine og Børnene her! Men dertil var der endnu lang Vej! Og nu havde han ovenikøbet faaet denher Proces paa Halsen. Om et Par Dage skulde han møde for Forligskommissionen. Men hvad kom der ud af det? Tre Hundrede Kroner havde hans Modpart 189 forlangt i Erstatning. Ja – sandelig! – han var faldet mellem Røvere. Tidt kunde han virkelig fristes til at tro, at det ogsaa var Kirken, der havde nedkaldt disse Ulykker over hans Hoved med sit: » Anathema esto! «
Han var igen begyndt at kaste sig i Sengen. Han mærkede Tvivlens Mørke stige op i sig som i sine allertungeste Timer, naar han følte sit Liv lagt øde af en frygtelig Forbandelse. Var han faret vild? Var det Djævlen, der igen havde forført ham, naar han troede i Ydmyghed at følge en Kaldelse fra sin himmelske Herre? Han, en ussel Menneskeorm, en afsat Præst. Var det for dette Hovmods Skyld, at Gud havde forstødt ham ?
Han rejste sig overende og lagde stønnende Hovedet ned i sine Hænder. »O, Herre, min naadige Gud – oplys mig, og vend din Vrede fra mig! Af din Befaling faar vi Forstand. Sig mig da, hvad du vil, at jeg skal gøre. Ingen Vej skal være mig for tung, naar den kun fører tilbage til min Faders Favn og hans Velsignelse!« – – ^

Mads Vestrup gik langsomt hjem gennem de maanelyse Gader. Han var i en underlig opreven Stemning og talte undertiden højt med sig selv , saa Folk vendte sig om og saae efter ham i den Tro, at det var en fuld Mand. Det var især den Bemærkning af Frk. Mohn, at han ved sit Forhold til » Femte Juni« havde skadet Herrens Sag, der blev ved at suse ham for Ørene. Han forstod ikke den Tale. Guds Ord var dog Guds Ord, om det saa blev præket i Helvede! At Vorherre endnu ikke havde velsignet hans Arbejde her i Stenørkenen – ja, det var kun altfor sandt! Men der var noget sært ved, at Frøken Mohn og Pastor Gaardbo havde søgt ham akkurat paa den samme Dag og i samme Ærinde . Det maatte jo næsten være en Aftale, og det var vist bedst at tage sig i Vare.
Da han kom hjem, laa der en Stævning til ham fra Forligskommissionen i Anledning af Elysium-Værtens Sagsanlæg. Hans Modpart havde forlangt en Skadeserstatning II, 190 paa tre hundrede Kroner foruden en ublu Betaling for Belysning og Kontrol. Han kastede harmfuld Papiret fra sig. Havde man hørt Mage! Hvad andet var der at gøre ved denne Helvedes Yngel end at slaa den ned med et Slag for Panden?
Han havde hele Aftenen følt sig daarlig, haft Smerter i Hjertet og rundt om i Lemmerne. Nu slog en Feber ud i hans Blod og forvirrede hans Tanker.
Han gik i Seng ^ men kunde ikke sove. Han laa der i Mørket og kæmpede med den Forestilling, at det kunde være Kirkens Banlysning, der havde nedkaldt alle disse Ulykker over hans Hoved. Var han da faret vild? Havde han ^ gjort den kære Gud Skam , og var det derfor, han blev straffet ?
Da han engang vilde staa op for at drikke noget Vand, følte han sig pludselig saa mat og syg, som om han skulde dø. Han havde i den sidste Tid levet mest af Fedtebrød og Ost med lidt Mælkemad for at kunne sende Stine Penge . Hjertet slog hult i Brystet som i en Tønde. Mens den kolde Sved piblede ud af alle Porer, sank han kraftesløs tilbage i Sengen og raabte i sin Angst ^ paa Stine.
I det samme lød Raadhusurets Salmetone ^ ned til ham . Han blev straks noget roligere og følte sig trøstet . Han foldede Hænderne og bad højt under Midnatsslagenes Rungen. Men saasnart han holdt op at bede , kom Angsten atter snigende og lagde sig over ham som en Mare. » Har jeg vanæret den kære Gud ?« blev han ved at spørge sig selv i Vildelse, mens Taarerne strømmede ham II, 191 ned ad Kinderne. Og pludselig syntes han, at han saae Djævelen løfte sit hornede Hoved over Fodenden af Sengen og hørte ham grine.

Mads Vestrup gik langsomt hjem gennem de maanelyse Gader. Han var i en underlig opreven Stemning og talte undertiden højt med sig selv , saa Folk vendte sig om og saae efter ham i den Tro, at det var en fuld Mand. Det var især den Bemærkning af Frk. Mohn, at han ved sit Forhold til » Femte Juni« havde skadet Herrens Sag, der blev ved at suse ham for Ørene. Han forstod ikke den Tale. Guds Ord var dog Guds Ord, om det saa blev præket i Helvede! At Vorherre endnu ikke havde velsignet hans Arbejde her i Stenørkenen — ja, det var kun altfor sandt! Men der var noget sært ved, at Frøken Mohn og Pastor Gaardbo havde søgt ham akkurat paa den samme Dag og i samme Ærinde . Det maatte jo næsten være en Aftale, og det var vist bedst at tage sig i Vare.
Da han kom hjem, laa der en Stævning til ham fra Forligskommissionen i Anledning af Elysium-Værtens Sagsanlæg. Hans Modpart havde forlangt en Skadeserstatning paa tre hundrede Kroner foruden en ublu Betaling for Belysning og Kontrol. Han kastede harmfuld Papiret fra sig. Havde man hørt Mage! Hvad andet var der at gøre ved denne Helvedes Yngel end at slaa den ned med et Slag for Panden?
Han havde hele Aftenen følt sig daarlig, haft Smerter i Hjertet og rundt om i Lemmerne. Nu slog en Feber ud i hans Blod og forvirrede hans Tanker.
Han gik i Seng ^ men kunde ikke sove. Han laa der i Mørket og kæmpede med den Forestilling, at det kunde være Kirkens Banlysning, der havde nedkaldt alle disse Ulykker over hans Hoved. Var han da faret vild? Havde han ^ gjort den kære Gud Skam , og var det derfor, han blev straffet ?
Da han engang vilde staa op for at drikke noget Vand, følte han sig pludselig saa mat og syg, som om han skulde dø. Han havde i den sidste Tid levet mest af Fedtebrød og Ost med lidt Mælkemad for at kunne sende Stine Penge . Hjertet slog hult i Brystet som i en Tønde. Meris den kolde Sved piblede ud af alle II, 138 Porer, sank han kraftesløs tilbage i Sengen og raabte i sin Angst ^ paa Stine.
I det samme lød Raadhusurets Salmetone ^ ned til ham . Han blev straks noget roligere og følte sig trøstet . Han foldede Hænderne og bad højt under Midnatsslagenes Rungen. Men saa snart han holdt op at bede , kom Angsten atter snigende og lagde sig over ham som en Mare. » Har jeg vanæret den kære Gud ?« blev han ved at spørge sig selv i Vildelse, mens Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Og pludselig syntes han, at han saae Djævelen løfte sit hornede Hoved over Fodenden af Sengen og hørte ham grine.

Mads Vestrup gik langsomt hjem gennem de maanelyse Gader. Han var i en underlig opreven Stemning og talte undertiden højt med sig selv , saa Folk vendte sig om og saae efter ham i den Tro, at det var en fuld Mand. Det var især den Bemærkning af Frk. Mohn, at han ved sit Forhold til » Femte Juni« havde skadet Herrens Sag, der blev ved at suse ham for Ørene. Han forstod ikke den Tale. Guds Ord var dog Guds Ord, om det saa blev præket i Helvede! At Vorherre endnu ikke havde velsignet II, 138 hans Arbejde her i Stenørkenen – ja, det var kun altfor sandt! Men der var noget sært ved, at Frøken Mohn og Pastor Gaardbo havde søgt ham akkurat paa den samme Dag og i samme Ærende . Det maatte jo næsten være en Aftale, og det var vist bedst at tage sig i Vare.
Da han kom hjem, laa der en Stævning til ham fra Forligskommissionen i Anledning af Elysium-Værtens Sagsanlæg. Hans Modpart havde forlangt en Skadeserstatning paa tre hundrede Kroner foruden en ublu Betaling for Belysning og Kontrol. Han kastede harmfuld Papiret fra sig. Havde man hørt Mage! Hvad andet var der at gøre ved denne Helvedes Yngel end at slaa den ned med et Slag for Panden?
Han havde hele Aftenen følt sig daarlig, haft Smerter i Hjertet og rundt om i Lemmerne. Nu slog en Feber ud i hans Blod og forvirrede hans Tanker.
Han gik i Seng , men kunde ikke sove. Han laa der i Mørket og kæmpede med den Forestilling, at det kunde være Kirkens Banlysning, der havde nedkaldt alle disse Ulykker over hans Hoved. Var han da faret vild? Havde han igen gjort den kære Gud Skam , og var det derfor, hans Gerning ikke bar Frugt ?
Da han engang vilde staa op for at drikke noget Vand, følte han sig pludselig saa mat og syg, som om han skulde dø. Han havde i den sidste Tid levet mest af Fedtebrød og Ost med lidt Mælkemad for at kunne sende Stine Penge . Hjertet slog hult i Brystet som i en Tønde. Mens den kolde Sved piblede ud af alle Porer, sank han kraftesløs tilbage i Sengen og raabte i sin Angst ^ paa Stine.
I det samme lød Raadhusurets Salmetone ^ ned til ham . Han blev straks noget roligere og følte sig trøstet . Han foldede Hænderne og bad højt under Midnatsslagenes Rungen. Men saa snart han holdt op at bede , kom Angsten atter snigende og lagde sig over ham som en Mare. » Har jeg vanæret den kære Gud ?« blev han ved at spørge sig selv i Vildelse, mens Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne. Og pludselig syntes han, at han saae Djævelen løfte sit hornede Hoved over Fodenden af Sengen og hørte ham grine.

Inde paa den anden Side af Væggen laa hans gamle Værtsfolk i deres Senge og lyttede. Den satyrhodede Mand ^ vaagnede regelmæssigt en Gang i Løbet af Natten og havde ^ ondt ved at falde i Søvn igen. Men som den Filosof, han var , trøstede han sig med sin Shagpibe , der altid laa stoppet paa Bordet 190 ved Siden af Sengen. Med Armen under Hovedet laa han ^ behageligt og dampede ud i Stuen, der blev gratis oplyst af en Gadelygte udenfor; og det hørte efterhaanden med til hans filosofiske Underholdning at lytte til den natlige Rumsteren paa den anden Side af Væggen, naar Mads Vestrup talte højt ^ i Søvne eller vendte sig saa tungt i Sengen, at hele Huset rystede.

Inde paa den anden Side af Væggen laa hans ^ Værtsfolk i deres Senge og lyttede. Den satyrhovede Skomager vaagnede regelmæssigt en Gang i Løbet af Natten og havde da som saa mange gamle Mennesker ondt ved at falde i Søvn igen. Men som den Filosof, han satte en Ære i at være , trøstede han sig med Shagpiben , der altid laa stoppet paa Bordet ved Siden af Sengen. Med Armene under Hovedet laa han og dampede behageligt ^ ud i Stuen, der blev gratis oplyst af Gadelygten udenfor; og det hørte efterhaanden med til hans filosofiske Underholdning at lytte til den natlige Rumsteren paa den anden Side ^ Væggen, naar Mads Vestrup talte højt med sig selv eller snakkede i Søvne , mens han vendte sig ^ tungt i Sengen, saa hele Huset rystede.

Inde paa den anden Side af Væggen laa hans ^ Værtsfolk i deres Senge og lyttede. Den satyrhovedede Skomager vaagnede regelmæssigt en Gang i Løbet af Natten og havde da som saa mange gamle Mennesker ondt ved at falde i Søvn igen. Men som den Filosof, han satte en Ære i at være , trøstede han sig med Shagpiben , der altid laa stoppet paa Bordet ved Siden af Sengen. Med Armene under Hovedet laa han og dampede behageligt ^ ud i Stuen, der blev gratis oplyst af Gadelygten udenfor; og det hørte efterhaanden med til hans filosofiske Underholdning at lytte til den natlige Rumsteren paa den anden Side ^ Væggen, naar Mads Vestrup talte højt med sig selv eller snakkede i Søvne , mens han vendte sig ^ tungt i Sengen, saa hele Huset rystede.

II, 139 Inde paa den anden Side af Væggen laa hans ^ Værtsfolk i deres Senge og lyttede. Den satyrhovedede Skomager vaagnede regelmæssigt en Gang i Løbet af Natten og havde da som saa mange gamle Mennesker ondt ved at falde i Søvn igen. Men som den Filosof, han satte en Ære i at være , trøstede han sig med Shagpiben , der altid laa stoppet paa Bordet ved Siden af Sengen. Med Armene under Hovedet laa han og dampede behageligt ^ ud i Stuen, der blev gratis oplyst af Gadelygten udenfor; og det hørte efterhaanden med til hans filosofiske Underholdning at lytte til den natlige Rumsteren paa den anden Side ^ Væggen, naar Mads Vestrup talte højt med sig selv eller snakkede i Søvne , mens han vendte sig ^ tungt i Sengen, saa hele Huset rystede.

»Hør!« sagde han til sin Kone, som han havde vækket . » Nu rider Fanden ham igen! Idag er den ren gal . – Vil du bare høre !«
Sengen derinde havde knaget, og der fulgte en dump Lyd, som om Mads Vestrup var staaet op og havde kastet sig ned paa Gulvet.
» Dette her begynder og blive lidt uhyggeligt, Mutter! Jeg tror, jeg tar og si’er ham op . Saadan et Mandfolk kan aldrig være rigtig i Hovedet .«
» Jeg synes nu, han er et godt Menneske, Jens. Han har naturligvis sine Fejler. Ellers var det vel ikke gaaet ham, som det er. Men her i Huset har han da opført sig meget anstændigt. Du kan ikke sige andet.«
» Veed du hvad, Mutter, Du skulde hellere holde op med og rende og høre paa hans Vrævl. For det ender Fanneme ellers med, at du selv faar Mug paa Nødden.«

^

»Hør!« sagde han til sin Kone, som nu ogsaa var vaagnet . » Nu rider Fanden ham igen! Idag er den ren gal ! Vil du bare høre ! Dette her begynder at blive uhyggeligt, Mutter! Ved Gud, jeg tror, det store Mandfolk ligger og tuder. Jeg tar og si’er ham op ! Han kan aldrig være rigtig i Hovedet !«
VIII .

⇕ Enslevs Død IV, 4.2

⇕ De Dødes Rige 6.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 6.8

⇐

E t Par Dage efter , at Bladene ^ havde bragt Meddelelse om Karsten Froms og Jytte Abildgaards Forlovelse, søgte Professor Asmus Hagen sin hjemvendte Ven paa det Hotel ved Kongens Nytorv, hvor Vennen boede. Han havde ikke set noget til ham i flere Dage og var længselsfuld efter at erfare , hvad Virkning Efterretningen havde gjort paa ham .

Samme Dag , som Bladene om Morgenen havde bragt Meddelelse om Karsten Froms og Jytte Abildgaards Forlovelse, kørte Asmus Hagen ind til det Hotel ved Kongens II, 192 Nytorv, hvor Torben Dihmer boede. Han havde nok Lyst til ^ at se , hvad Virkning Efterretningen havde gjort paa Vennen .

Samme Dag , som Bladene om Morgenen havde bragt Meddelelse om Karsten Froms og Jytte Abildgaards Forlovelse, kørte Asmus Hagen ind til det Hotel ved Kongens Nytorv, hvor Torben Dihmer boede. Han havde nok Lyst til ^ at se , hvad Virkning Efterretningen havde gjort paa Vennen .

Da han stod af Sporvognen, saae han, at der var Trængsel omkring Avismanden paa Holdepladsen, og lidt efter stod han selv med et Ekstranumer af » Femte Juni« i Haanden. Det indeholdt Ordlyden af et » Forslag til Beslutning«, som Enslev samme 220 Dag havde indsendt til Folketingets Formand . I voldsomme Ord udtalte det Mistillid til Ministeriet og stillede Kravet om dets øjeblikkelige Fjernelse.

Da han stod af Sporvognen, saae han, at der var Trængsel omkring Avismanden paa Holdepladsen, og lidt efter stod han selv med en Løbeseddel fra » Femte Juni« i Haanden. Den meddelte Ordlyden af et » Forslag til Beslutning«, som Enslev havde indsendt til Folketingets Formand , og hvori der udtaltes Mistillid til Regeringen og stilledes Krav om dens Fjernelse.

II, 139 Da han stod af Sporvognen, saae han, at der var Trængsel omkring Avismanden paa Holdepladsen, og lidt efter stod han selv med en Løbeseddel fra » Femte Juni« i Haanden. Den meddelte Ordlyden af et » Forslag til Beslutning«, som Enslev havde indsendt til Folketingets Formand , og hvori der udtaltes Mistillid til Regeringen og stilledes Krav om dens Fjernelse.

Asmus Hagen stak Papiret i Lommen , og skraade over Torvet hen mod Hotellet.
Torben Dihmer var hjemme. Han stod foran en aaben Kuffert og lagde nogle Bøger ned.

Asmus Hagen stak Papiret i Lommen og skraaede over Torvet hen mod Hotellet. Han fandt Torben hjemme. Vennen stod foran en aaben Kuffert i Færd med at lægge nogle Bøger ned.

Asmus Hagen stak Papiret i Lommen og skraaede over Torvet hen mod Hotellet. Han fandt Torben hjemme. Vennen stod foran en aaben Koffert i Færd med at lægge nogle Bøger ned.

Asmus Hagen stak Papiret i Lommen og skraaede over Torvet hen mod Hotellet. Han fandt Torben hjemme. Vennen stod foran en aaben Kuffert i Færd med at lægge nogle Bøger ned.

» Hvad betyder det? Skal du rejse?«

II, 140 » Hvad betyder det? Skal du rejse?«

»Ja , det veed du jo ! Dersom du ikke var kommen, havde jeg gjort ^ dig et Besøg engang i Aften. Nu vil jeg hjem til Favsingholm ^ .«

»Ja ^ ! Dersom du ikke var kommen, havde jeg gjort Forsøg paa at træffe dig ^ engang i Aftenens Løb. Jeg rejser hjem til Favsingholm imorgen .«

Asmus Hagen tog Avisen op af Lommen.

Asmus trak Løbesedlen op af Lommen.

» Læs her ! ^ ^ Kan det ikke holde dig tilbage?«

» Læs her !«
»Ja, det er jo kun, hvad der længe har været ventet !« sagde Torben, da han havde gennemløbet Meddelelsen.
» Kan det ikke holde dig tilbage?«

» Læs her !«
»Ja, det er jo kun, hvad der længe har været ventet ,« sagde Torben, da han havde gennemløbet Meddelelsen.
» Kan det ikke holde dig tilbage?«

» Hvorfor mener du?« spurgte Torben, da han havde gennemløbet Meddelelsen.

» Hvorfor mener du?« ^

» Lykkes det Enslev at skaffe sig blot en nogenlunde præsentabel Minoritet, faar vi sikkert nye Valg inden otte Dage .«

» Lykkes det Enslev at skaffe sig blot en nogenlunde anstændig Minoritet, faar vi sikkert nye Valg ^ .«

» ^ Du har maaske Ret. Men jeg er ganske uinteresseret. Den hele Hanekamp er for mig ikke en Bønne værd.«
» Altsaa stadig lige umulig! ... Hvornaar rejser du?«
»Imorgen . – Men sæt dig nu ned og tag dig en Cigaret og lad os tale om noget andet.«
» Lad mig ^ endnu blot sige om den forestaaende Afgørelse, som altsaa efter din Mening ikke er en Bønne værd , – ^ Enslev er det sidste, skrøbelige Bolværk 221 mod den middelalderlige Syndflod, som nu truer os . Rimeligvis bilder Tyrstrup sig ind, at naar han først faar bundet Munden paa Enslev, skal han snart faa Krammet paa sine nuværende Hjælpere . Han er en godmodig og enfoldig Trækokse, der ikke selv veed, hvem der kører ham. Men han skal nok faa det at mærke! Der er kommen en Musetravlhed over Præsteskabet, der tyder paa store Forberedelser.«
» Naa ja. Vi kommer maaske til at opleve en Kostymeforandring. Andet bliver det dog ikke. Indvendig ser den Slags Folk allesammen ens ud . Med eller uden Møllesten om Halsen er de lige store Narre eller lige frygtelige Ødelæggere .«

» Sæt dig ned og tag dig en Cigaret og lad os tale om noget andet!«
» Du ^ er altsaa stadig lige uindtagelig . ^ Lad mig blot II, 193 endnu ^ sige om den forestaaende Afgørelse, som du viser dig saa ligegyldig for , – med Enslev falder det sidste Bolværk mod en middelalderlig Syndflod, som ^ truer med at drukne vor Kultur midt i dens Blomstring . ^ Tyrstrup ^ skal Præsteskabet snart faa Krammet paa ^ . Han er en godmodig ^ Trækokse, der ikke selv veed, hvem det er, der kører ham.«
» Naa ja! Vi kommer maaske til at opleve en Kostymeforandring. Andet er det dog ikke. Inderst inde ser den Slags Folk allesammen ens ud ^ .«

» Sæt dig ned og tag dig en Cigaret og lad os tale om noget andet!«
» Du ^ er altsaa stadig lige uindtagelig . ^ Lad mig blot endnu ^ sige om den forestaaende Afgørelse, som du viser dig saa ligegyldig for , — med Enslev falder det sidste Bolværk mod en middelalderlig Syndflod, som ^ truer med at drukne vor Kultur midt i dens Blomstring . ^ Tyrstrup ^ skal Præsteskabet snart faa Krammet paa ^ . Han er en godmodig ^ Trækokse, der ikke selv veed, hvem det er, der kører ham.«
» Naa ja! Vi kommer maaske til at opleve en Kostymeforandring. Andet er det dog ikke. Inderst inde ser den Slags Folk allesammen ens ud ^ .«

» Sæt dig ned og tag dig en Cigaret og lad os tale om noget andet!«
» Du ^ er altsaa stadig lige uindtagelig . ^ Lad mig blot endnu ^ sige om den forestaaende Afgørelse, som du viser dig saa ligegyldig for , – med Enslev falder det sidste Bolværk mod en middelalderlig Syndflod, som ^ truer med at drukne vor Kultur midt i dens Blomstring . ^ Tyrstrup ^ skal Præsteskabet snart faa Krammet paa ^ . Han er en godmodig ^ Trækokse, der ikke selv veed, hvem det er, der kører ham.«
» Naa ja! Vi kommer maaske til at opleve en Kostymeforandring. Andet er det dog ikke. Inderst inde ser den Slags Folk allesammen ens ud ^ .«

Asmus Hagen, der havde slaaet sig ned i Sofaen, var overrasket over at finde sin Ven saa rolig, næsten oprømt. Men der var samtidig noget i hans Udseende, der ængstede ham . Skønt Torben Dihmer stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset, slog det ham, hvor ^ hans Ansigt havde forandret sig ^ de sidste Dage ^ .

Asmus tav bekymret stille . Skønt Torben stod med Ryggen til Lyset, slog det ham, hvor forandret hans Ansigt var bleven i Løbet af de sidste Dage . Trækkene var slappe, Øjenlaagene tungt nedsænkede .

Asmus tav bekymret stille . Skønt Torben stod med Ryggen til Lyset, slog det ham, hvor forandret hans Ansigt var bleven i II, 140 Løbet af de sidste Dage . Trækkene var slappe, Øjenlaagene tungt nedsænkede .

» Sig mig, Torben – du glemmer da ikke at tage dine Piller regelmæssigt? Du veed, det er aldeles nødvendigt, at du ikke forsømmer det.«

» Sig mig, Torben – du glemmer da ikke at tage dine Piller regelmæssigt? Du veed, det er tvingende nødvendigt, at du ikke forsømmer det.«

» Sig mig, Torben — du glemmer da ikke at tage dine Piller regelmæssigt? Du veed, det er tvingende nødvendigt, at du ikke forsømmer det.«

» Sig mig, Torben – du glemmer da ikke at tage dine Piller regelmæssigt? Du veed, det er tvingende nødvendigt, at du ikke forsømmer det.«

Vennens Spørgsmaal satte Torben Dihmer i Forlegenhed. Han stod lænet til Karmen og saae ned paa sine Fødder ^ ^ ^ ^ . Pludselig løftede han Hovedet som den, der tager en Beslutning. Og han ^ satte 222 sig stille hen ved Siden af Asmus Hagen og lagde Armen om hans Skulder.

Spørgsmaalet fik Torben til at løfte Hovedet. Han saae hurtigt ^ hen paa Vennen i Sofaen med et sky Blik og blev rød .
Et Øjeblik stod han i sine egne Tanker. Saa gik han hen og satte sig stille ^ ved Siden af Asmus , idet han lagde Haanden paa hans Skulder.

Spørgsmaalet fik Torben til at løfte Hovedet. Han saae hurtigt med et sky Blik hen paa Vennen i Sofaen ^ og blev rød .
Et Øjeblik stod han i sine egne Tanker. Saa gik han hen og satte sig stille ^ ved Siden af Asmus , idet han lagde Haanden paa hans Skulder.

» Jeg vil være fuldt oprigtig mod dig. Det skylder jeg dig . Du har gjort saa meget for mig, og naar jeg nu tilstaar dig Sandheden, vil du vist finde mig skammelig utaknemlig. Men det faar saa være! Fra den Dag for godt et Aar siden, da du kom over til mig paa Favsingholm – ^ i det mindste fra den Dag, jeg rejste hjemmefra som helbredet – har jeg ført en Skintilværelse, som jeg maa befries for. Du forstaar det vist ikke, men saadan forholder det sig . Man sidder ikke ^ tre lange Aar og venter paa at blive færget over til den anden Bred uden at faa Mærker af det. Paa mine fysiske Organer har dine Piller gjort Underværker. Jeg er bleven rørig og stærk som før. Men mit Sind – mit hele Følelsesliv – har du ikke kunnet give den gamle Robusthed tilbage; og i den Henseende vil ikke Alverdens Kemikalier kunne hjælpe noget.

» Jeg vil være fuldt oprigtig mod dig. Maaske er det sidste Gang, vi taler sammen . Du har gjort saa meget for mig, og naar jeg nu tilstaar dig Sandheden, vil du vist finde mig skammelig utaknemlig. Ser du, fra den Dag for fem Fjerdingaar siden, da du kom over til mig paa Favsingholm – eller i det mindste fra den Dag, jeg II, 194 rejste hjemmefra til Tyskland – har jeg ført en Skintilværelse, som jeg maa befries for. Du forstaar det vist ikke, og jeg har ikke let ved at forklare det . Man sidder ikke i tre lange Aar og tager Afsked med Livet uden at faa Mærker af det. ^

» Jeg vil være fuldt oprigtig mod dig. Maaske er det sidste Gang, vi taler sammen . Du har gjort saa meget for mig, og naar jeg nu tilstaar dig Sandheden, vil du vist finde mig skammelig utaknemlig. Ser du, fra den Dag for fem Fjerdingaar siden, da du kom over til mig paa Favsingholm — eller i det mindste fra den Dag, jeg rejste hjemmefra til Tyskland — har jeg ført en Skintilværelse, som jeg maa befries for. Du forstaar det vist ikke, og jeg har ikke let ved at forklare det . Man sidder ikke i tre lange Aar og tager Afsked med Livet uden at faa Mærker af det. ^

II, 141 » Jeg vil være fuldt oprigtig mod dig. Maaske er det sidste Gang, vi taler sammen . Du har gjort saa meget for mig, og naar jeg nu tilstaar dig Sandheden, vil du vist finde mig skammelig utaknemlig. Ser du, fra den Dag for fem Fjerdingaar siden, da du kom over til mig paa Favsingholm – eller i det mindste fra den Dag, jeg rejste hjemmefra til Tyskland – har jeg ført en Skintilværelse, som jeg maa befries for. Du forstaar det vist ikke, og jeg har ikke let ved at forklare det . Man sidder ikke i tre lange Aar og tager Afsked med Livet uden at faa Mærker af det. ^

⇕ Favsingholm V, 2.9

⇕ De Dødes Rige 6.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 6.8

⇐

Han stod der med en søvntung Følelse af at have været borte fra 217 sig selv i mange , ^ mange ^ Aar ligesom Munken, hvem en Troldfugl havde sunget ind i Evigheden . –

Du husker Historien om Munken, som af en Troldfugl blev sunget ind i Evigheden, mens han sov. Da han vaagnede , var der gaaet mange hundrede Aar , og Verden var bleven en anden . Mig er det gaaet akkurat omvendt. Jeg har fundet Verden ganske uforandret, men selv er jeg bleven tre hundrede Aar ældre og har mistet Følingen med min Samtid. Jeg hører ikke mere til imellem jer.

⇕ Enslevs Død IV, 4.2

⇕ De Dødes Rige 6.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 6.8

⇐

Med mine 85 Kilo gaar jeg omkring i denne Verden som et lidt uhyggeligt Gespenst, baade for mig selv og jer andre; en Emeritus, dit forhenværende Medmenneske, Asmus, der er ude af Stand til længer at føle synderligt ved det hele.«

Med al min genvundne Sundhed gaar jeg omkring ^ som et lidt uhyggeligt Gespenst, ^ en Emeritus, dit forhenværende Medmenneske, Asmus, der er ude af Stand til ^ at føle synderligt ved det hele.«

» Vil du med alt det sige, at du ikke længer tager dine Piller? For i saa Fald vil jeg lade dig vide –.«

» Vil du med alt det sige, at du ikke længer tager dine Piller? For i saa Fald vil jeg lade dig vide –«

» Vil du med alt det sige, at du ikke længer tager dine Piller? For i saa Fald vil jeg lade dig vide —«

» Vil du med alt det sige, at du ikke længer tager dine Piller? For i saa Fald vil jeg lade dig vide –«

» Jeg veed det. Du behøver ikke at fortælle mig, 223 hvad Følgerne vil blive. Men ser du, jeg er ^ kommen til den Overbevisning, at man ikke skal forsøge paa at stride mod sin Skæbne . For det nytter dog ikke noget . Der gøres ikke Mirakler her i Verden. Heller ikke af Videnskaben.«

» Jeg veed det. Men jeg er altsaa kommen til den Overbevisning, at det er ørkesløst at ville forsøge paa at stride mod sin Skæbne ^ . Der gøres ikke Mirakler her i Verden. Heller ikke af Videnskaben.«

» Jeg spørger dig endnu en Gang : er det din Mening , at du vil gøre en Ulykke paa dig selv? At du er begyndt at negligere dit Helbred, har jeg allerede set paa dig. For det Tilfælde, at det er din Hensigt at fortsætte paa den Maade, skal jeg ^ minde dig om den Forfatning, jeg fandt dig i, da jeg kom over til dig paa Favsingholm.«

» Jeg spørger dig endnu en Gang , er det din Mening at gøre en Ulykke paa dig selv? For ellers vil jeg blot minde dig om den Forfatning, jeg fandt dig i, da jeg kom over til dig paa Favsingholm.«

» Jeg spørger dig endnu en Gang , er det din Mening at gøre en II, 141 Ulykke paa dig selv? For ellers vil jeg blot minde dig om den Forfatning, jeg fandt dig i, da jeg kom over til dig paa Favsingholm.«

» Jeg spørger dig endnu en Gang , er det din Mening at gøre en Ulykke paa dig selv? For ellers vil jeg blot minde dig om den Forfatning, jeg fandt dig i, da jeg kom over til dig paa Favsingholm.«

Torben Dihmer, der havde sluppet Vennens Skulder og nu sad foroverbøjet og betragtede sine Hænder, tøvede længe med Svaret.
» Jeg siger dig jo, at jeg har forliget mig med min Skæbne. Den er nu engang min , og jeg kan ikke længer forestille mig mit Liv uden den. Vi to er viet til hinanden, og – som Formularen lyder – hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker ikke adskille. Det kommer der kun Skuffelse og Ufred ud af . Det er, hvad jeg nu har lært .«

» Den har jeg naturligvis ikke glemt; men jeg siger dig jo, at jeg har forsonet mig med min Skæbne. Den er nu engang min , og ^ – som det hedder i Vielsesformularen – hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker II, 195 ikke adskille. Det kommer der kun Skuffelse og Ufred ud af ^ .«

» Den har jeg naturligvis ikke glemt; men jeg siger dig jo, at jeg har forsonet mig med min Skæbne. Den er nu engang min , og — ^ som det hedder i Vielsesformularen — hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker ikke adskille. Det kommer der kun Skuffelse og Ufred ud af ^ .«

» Den har jeg naturligvis ikke glemt; men jeg siger dig jo, at jeg har forsonet mig med min Skæbne. Den er nu engang min , og ^ – som det hedder i Vielsesformularen – hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker ikke adskille. Det kommer der kun Skuffelse og Ufred ud af ^ .«

» Jeg vil ikke filosofere med dig ,« sagde Asmus Hagen . » Dertil synes Sagen mig – ærlig talt – for alvorlig. Men jeg vil ^ gøre dig et Spørgsmaal, Torben. Og ^ nu maa du ikke tage mig det fortrydeligt , at jeg taler saa ligefrem til dig om et Forhold, 224 som jeg ellers ikke skulde have berørt. Synes du, det er dig rigtig værdigt at lade dig slaa saa vanvittigt ud af din Bane for en eneste Kærlighedsskuffelses Skyld? Min ^ Kusine er ganske vist en højst indtagende Dame, og jeg, som har kendt jeres tidligere Forhold, forstaar naturligvis din Bitterhed. Men der ^ ^ ^ ^ findes dog Gudskelov ^ andre indtagende – og mindre vægelsindede – Kvinder i Verden end Jytte ; og om du vil gifte dig – hvad jeg i høj Grad vil anbefale dig – behøver du jo ikke at være bange for, at du ikke med Lethed vil finde Erstatning.«
Torben Dihmer sad stadig i den samme Stilling og saae paa sine Hænder. Ved Lyden af Jyttes Navn dirrede det i hans Kinder.

» Jeg vil ikke filosofere med dig ^ . ^ Dertil synes Sagen mig – ærlig talt – for alvorlig. Men jeg vil endnu gøre dig et Spørgsmaal, og nu maa du undskylde , at jeg taler saa ligefrem til dig om et Forhold, som jeg ellers ikke skulde have berørt. Jeg begriber ikke, at du kan lade dig slaa saa vanvittigt ud af din Bane paa Grund af en Kærlighedsaffære. Min kære Kusine er ganske vist en højst indtagende Dame, og jeg, som har kendt jeres tidligere Forhold, forstaar ^ din Bitterhed. Men vil du gifte dig – hvad jeg i høj Grad maa anbefale – saa finder du sikkert uden Vanskelighed en Erstatning. Der findes jo Gudskelov adskillige andre , højst attraaværdige Kvinder i Verden end Jytte . Lov mig for gammelt Venskabs Skyld, at du vil blive her i Byen endnu blot i fjorten Dage! Opsøg dine Bekendte, kast dig ud i Selskabslivet, prøv i det hele paa igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen, og du skal se, hvordan alle »Spøgelsefornemmelser« hurtigt vil fortage sig!«
Torben smilte. Han sad foroverbøjet med Armene paa Knæene og betragtede sine Hænder. Ved Lyden af Jyttes Navn havde det et Øjeblik dirret i hans Kinder.

» Jeg vil ikke filosofere med dig ^ . ^ Dertil synes Sagen mig — ærlig talt — for alvorlig. Men jeg vil endnu gøre dig et Spørgsmaal, og nu maa du undskylde , at jeg taler saa ligefrem til dig om et Forhold, som jeg ellers ikke skulde have berørt. Jeg begriber ikke, at du kan lade dig slaa saa vanvittigt ud af din Bane paa Grund af en Kærlighedsaffære. Min kære Kusine er ganske vist en højst indtagende Dame, og jeg, som har kendt jeres tidligere Forhold, forstaar ^ din Bitterhed. Men vil du gifte dig — hvad jeg i høj Grad maa anbefale — saa finder du sikkert uden Vanskelighed en Erstatning. Der findes jo Gudskelov adskillige andre , højst attraaværdige Kvinder i Verden end Jytte . Lov mig for gammelt Venskabs Skyld, at du vil blive her i Byen endnu blot i fjorten Dage! Opsøg dine Bekendte, kast dig ud i Selskabslivet, prøv i det hele paa igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen, og du skal se, hvordan alle »Spøgelsefornemmelser« hurtigt vil fortage sig!«
Torben smilte. Han sad foroverbøjet med Armene paa Knæene og betragtede sine Hænder. Ved Lyden af Jyttes Navn havde det et Øjeblik dirret i hans Kinder.

» Jeg vil ikke filosofere med dig ^ . ^ Dertil synes Sagen mig – ærlig talt – for alvorlig. Men jeg vil endnu gøre dig et Spørgsmaal, II, 142 og nu maa du undskylde , at jeg taler saa ligefrem til dig om et Forhold, som jeg ellers ikke skulde have berørt. Jeg begriber ikke, at du kan lade dig slaa saa vanvittigt ud af din Bane paa Grund af en Kærlighedsaffære. Min kære Kusine er ganske vist en højst indtagende Dame, og jeg, som har kendt jeres tidligere Forhold, forstaar ^ din Bitterhed. Men vil du gifte dig – hvad jeg i høj Grad maa anbefale – saa finder du sikkert uden Vanskelighed en Erstatning. Der findes jo Gudskelov adskillige andre , højst attraaværdige Kvinder i Verden end Jytte . Lov mig for gammelt Venskabs Skyld, at du vil blive her i Byen endnu blot i fjorten Dage! Opsøg dine Bekendte, kast dig ud i Selskabslivet, prøv i det hele paa igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen, og du skal se, hvordan alle »Spøgelsefornemmelser« hurtigt vil fortage sig!«
Torben smilte. Han sad foroverbøjet med Armene paa Knæene og betragtede sine Hænder. Ved Lyden af Jyttes Navn havde det et Øjeblik dirret i hans Kinder.

» Det er noget nyt at møde dig som Advokat for Ægtestanden. I gamle Dage havde vi, som du maaske husker, adskillige varme Dispyter om den Ting ^ . Nu kommer dine Rekommandationer for mit Vedkommende post festum . Og hvad specielt din Kusine angaar, saa vil jeg gerne – siden du nu har taget dig den Frihed at trække den gamle Historie frem igen – saa vil jeg gerne ^ ^ ^ en Gang for alle have det sagt, at jeg betragter det som en Lykke ogsaa for mig, at vort sidste Møde forløb, som det gjorde. Det er altsaa ikke af den Grund, jeg har ladet mig » drive ud af min Bane« – som du siger. Jeg skylder din Kusine stor Taknemlighed, fordi hun dengang 225 med sit standhaftige Vægelsind forhindrede en Ulykke. Det be’r jeg dig om ved Lejlighed at sige hende fra mig .«

» Du har misforstaaet mig, Asmus! Jeg har jo slet ikke beklaget mig. Jeg er tværtimod din Kusine taknemlig for hendes standhaftige Vægelsind og beder dig om ved Lejlighed at overbringe hende min Hilsen. Du talte før om den Tilstand, du traf mig i, da du kom til Favsingholm sidste Efteraar. Men den Erindring skræmmer II, 196 mig ikke mere. En saadan Tilværelse har ogsaa sine Fordele. Den gør En klog paa mange Ting, som er skjult for de robuste og geskæftige . Man opdager blandt andet, hvor lidt der skal til for at gøre Sindet glad! En Fugl, der sætter sig i Vindueskarmen, et Støvfnug, der sejler En forbi i Solskinnet – mere behøves der i Virkeligheden ikke, og har man en Gang forstaaet det, misunder man ikke dem, som jager Livet af sig af Begærlighed efter Oplevelser .«

» Du har misforstaaet mig, Asmus! Jeg har jo slet ikke beklaget mig. Jeg er tværtimod din Kusine taknemlig for hendes standhaftige Vægelsind og beder dig om ved Lejlighed at overbringe hende min Hilsen. Du talte før om den Tilstand, du traf mig i, da du kom til Favsingholm sidste Efteraar. Men den Erindring skræmmer mig ikke mere. En saadan Tilværelse har ogsaa sine Fordele. Den gør En klog paa mange Ting, som er skjult for de robuste og geskæftige . Man opdager blandt andet, hvor lidt der skal til for at gøre Sindet glad! En Fugl, der sætter II, 142 sig i Vindueskarmen, et Støvfnug, der sejler En forbi i Solskinnet — mere behøves der i Virkeligheden ikke, og har man en Gang forstaaet det, misunder man ikke dem, som jager Livet af sig af Begærlighed efter Oplevelser .«

» Du har misforstaaet mig, Asmus! Jeg har jo slet ikke beklaget mig. Jeg er tværtimod din Kusine taknemlig for hendes standhaftige Vægelsind og beder dig om ved Lejlighed at overbringe hende min Hilsen. Du talte før om den Tilstand, du traf mig i, da du kom til Favsingholm sidste Efteraar. Men den Erindring skræmmer mig ikke mere. En saadan Tilværelse har ogsaa sine Fordele. Den gør En klog paa mange Ting, som er skjult for de robuste og geskæftige . Man opdager blandt andet, hvor lidt der skal til for at gøre Sindet glad! En Fugl, der sætter sig i Vindueskarmen, et Støvfnug, der sejler En forbi i Solskinnet – mere behøves der i Virkeligheden ikke, og har man en Gang forstaaet det, misunder man ikke dem, som jager Livet af sig af Begærlighed efter Oplevelser .«

Asmus Hagen bøjede sig frem fra Sofahjørnet og bankede ham smilende paa Skuldren.
»Undskyld! Men er det ikke noget, du sidder og forsøger paa at bilde dig selv ind? Indrøm i det mindste , at du ikke havde lagt Vejen til Favsingholm over København, dersom Jytte ikke havde været her.«
Torben blev stærkt rød.
» Naa – og hvad saa ^ ^ ?«

Asmus Hagen , der havde lænet sig tilbage i Sofahjørnet , betragtede sin Ven i Tavshed.
» Husker du,« sagde han tilsidst, » at jeg nogle Gange har sagt dig, at du gik med Spiren til en Drømmer og Sværmer i dig ?«

Asmus Hagen , der havde lænet sig tilbage i Sofahjørnet , betragtede sin Ven i Tavshed.
» Husker du,« sagde han tilsidst, » hvad jeg nogle Gange har sagt dig, at du gik med Spiren til en Drømmer og Sværmer i dig ?«

» Du havde altsaa et Ærinde.«
» Hvor vil du hen med alt det?«
»Jo, ser du, det har Betydning for mig at vide det. Dine forrykte Selvmordsplaner ... ja, det nytter ikke, du vil protestere. Jeg kalder dem nu saadan! ... Dem havde du altsaa ikke, da du kom hertil. Dem har du udklækket under Indtrykket af, hvad du ^ ^ ^ har oplevet i disse Dage. Der er da lykkeligvis Haab om , at de ikke sidder fastere hos dig, end at du kan bringes til Fornuft.«
» Du tager igen fejl, Asmus! Den Beslutning, jeg har fattet, skal du ikke gøre noget Forsøg paa at faa mig bort fra. Det vil være spildt Ulejlighed. Den er saa gammel hos mig som min Overbevisning om, at vi Mennesker først faar Fred i Sjælen, naar 226 vi holder op med at ville fuske den store Verdensmester i Haandværket og ligesom daarlige Skuespillere forvrænge ^ ^ og forfladige den Rolle, vi har faaet tildelt i hans Drama.«
» Hvorfor kom du da hertil?«
» Naar du absolut skal vide det – saa havde jeg ganske rigtig et Ærinde her. Jeg kan ikke gaa i Detailler. Saa meget vil jeg blot sige, at siden jeg nu har set din Kusine og hendes Kæreste sammen et Par Gange, er jeg befriet for min sidste Tvivl om min Overflødighed her. At Hr. Karsten From næppe kan være det Ideal af en Mandsperson, som din Kusine saa ihærdigt har eftersøgt, forandrer ikke noget i mit Syn paa Sagen. Som du forleden meget rigtig sagde: Kærligheden suspenderer Fornuften. Det er sikkert netop dens Bestemmelse.«
Asmus Hagen havde igen lænet sig tilbage i Sofahjørnet. Han betragtede en Tid sin Ven i Tavshed.
»Torben! Vil du – for gammelt Venskabs Skyld – gøre mig en Tjeneste?«
» Lad mig først høre, hvad det gælder.«
» Lov mig at blive her endnu i fjorten Dage. Og opsøg saa dine gamle Venner, kast dig ud i Selskabslivet, prøv i det hele igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen – og du skal se, hvordan alle dine »Spøgelsefornemmelser« vil forsvinde. Gør i det mindste et Forsøg!«
227 » Du har misforstaaet mig, Asmus! Jeg har ikke beklaget mig. Det skal du heller ikke gøre. Jeg misunder jer ikke jeres Glæder. Jeg har mine egne – som jeg altsaa nu vender tilbage til. Du talte før om den Tilstand, du traf mig i, da du kom til Favsingholm sidste Efteraar. Den har jeg naturligvis ikke glemt; men den skræmmer mig ikke mere. Jeg tror, at jeg nu er i Stand til at skønne paa, hvad jeg dengang lærte. En saadan lang Sygdomstid gør En klog paa mange Ting, som er skjult for de sunde og geskæftige.«
» Hvad er det for Slags Lærdomme, du tænker paa?« spurgte Vennen.
» Det maa du som Læge jo vide bedre end nogen anden, at endogsaa en uhelbredelig Spedalsk kan have sin Lykkeverden. Blot det, at man opdager, hvor lidt der i Grunden skal til for at gøre Sindet glad, er jo en uvurderlig Gevinst. En Fugl, der sætter sig i Vindueskarmen, et Dun, et Støvfnug, der sejler En forbi i Solskinnet, alle disse mange smaa Oplevelser, som hver eneste Dag i Aaret er rig paa, men som vi ellers ikke ^ giver os Tid til at glæde os over, – mere behøves der jo ikke. En saadan Sindets Nøjsomhed har kun Børn og syge Mennesker i vore forjagede Dage. Og saa er den dog Betingelsen for al virkelig Glæde.«
Asmus Hagen svarede efter en Pavse:
228 » Jeg har jo altid sagt dig det, at du gik med Spiren til en Drømmer og Sværmer i dig. Nu har jeg da faaet Ret – desværre.«
» Har du det? Du veed dog, at jeg selv har en ganske anden Opfattelse af min Udvikling. Jeg synes undertiden, jeg er vaagnet op af en lang, dyb Søvn og er den eneste rigtig levende her – i de Dødes Rige. Og hvorfor er du i Grunden saa forarget? Du har dog for dit eget Vedkommende holdt dig det hele Markedsspektakel forsigtig paa Afstand. Du anbefaler mig Ægteskab, men selv har du ikke giftet dig. Du vil absolut have mig ind i Politiken og kaste mig i Armene paa Selskabet, men selv er du mere end ængstelig for at blive begramset af Offenlighedens Slagternæver.«
» ^ ^ Jeg ^ staar i Ambulancen. Det kan give en samvittighedsfuld Mand Beskæftigelse nok.«
Torben Dihmer faldt et Øjeblik i Tanker. Saa nikkede han.
» Det forstaar jeg,« sagde han. »Ja, Menneskeslægten er syg. Afsindig. Hvad jeg i disse ti Maaneder har været Vidne til i tre Verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige Rastløshed, hvormed en gal Mand arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Al denne forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, en Ophoben af Varer, der ikke svarer til 229 noget naturligt Behov men maa paatvinges Menneskeheden med Magt eller Kneb – det er, ^ det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger. – – Det er ^ forresten ^ sandt ,« afbrød han sig selv og løftede Hovedet. » Kender ^ du en Distriktslæge ^ Gaardbo paa Fyn?«
» Seminaristen?«
» Hvad mener du?«
» Saadan kaldte vi ham i sin Tid paa Hospitalet. Det er velsagtens ^ ^ hans taabelige Skriverier, du er kommen ud for .«

» Det har du vist sagt om flere, Asmus!«
» For dit Vedkommende har jeg da altsaa faaet Ret – desværre.«
» Har du det? Da har jeg selv en ganske anden Opfattelse af min Udvikling. Jeg føler det, som om jeg i det sidste Aar er vaagnet op af en dyb Søvn , ja undertiden synes jeg, at jeg er den eneste rigtig levende i Verden. Og hvorfor er du i Grunden saa forarget? Du har dog for dit eget Vedkommende holdt dig den lumre Markedsstaahej forsigtig paa Afstand. Du anbefaler mig Ægteskab, men selv har du ikke giftet dig og tænker vist heller ikke paa at gøre det. Du vil absolut have mig ind i Politiken og kaste mig i Armene paa Selskabet, men selv er du mere end ængstelig for at blive begramset af Offenlighedens Slagternæver.«
II, 197 » Jeg har min Plads i Ambulancen. Den giver mig foreløbig Beskæftigelse nok.«
Torben Dihmer nikkede.
» Du har Ret; det Synspunkt forstaar jeg! ... Ja, Menneskeslægten er syg, – afsindig. Hvad jeg i disse ti Maaneder har været Vidne til i tre Verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige Rastløshed, hvormed en gal Mand arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Jeg er overbevist om, at vi staar foran en Verdens-Katastrofe. Hele denne forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, ^ der ikke svarer til noget naturligt Behov , – det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger. Jeg forstaar ikke, at ingen andre føler det paa samme Maade. Een er der jo forresten – det er sandt , – du maa vel næsten kende ham, Asmus? En Distriktslæge paa Fyn, Povl Gaardbo .«
» Ja – hvad han? Er det hans taabelige Skriverier, du er kommen ud for ?«

» Det har du vist sagt om flere, Asmus!«
» For dit Vedkommende har jeg da altsaa faaet Ret — desværre.«
» Har du det? Da har jeg selv en ganske anden Opfattelse af min Udvikling. Jeg føler det, som om jeg i det sidste Aar er vaagnet op af en dyb Søvn , ja undertiden synes jeg, at jeg er den eneste rigtig levende i Verden. Og hvorfor er du i Grunden saa forarget? Du har dog for dit eget Vedkommende holdt dig den lumre Markedsstaahej forsigtig paa Afstand. Du anbefaler mig Ægteskab, men selv har du ikke giftet dig og tænker vist heller ikke paa at gøre det. Du vil absolut have mig ind i Politiken og kaste mig i Armene paa Selskabet, men selv er du mere end ængstelig for at blive begramset af Offenlighedens Slagternæver.«
» Jeg har min Plads i Ambulancen. Den giver mig foreløbig Beskæftigelse nok.«
Torben Dihmer nikkede.
» Du har Ret; det Synspunkt forstaar jeg! ... Ja, Menneskeslægten er syg, — afsindig. Hvad jeg i disse ti Maaneder har været Vidne til i tre Verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige Rastløshed, hvormed en gal Mand arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Jeg er overbevist om, at vi staar foran en Verdens-Katastrofe. Hele denne forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, ^ der ikke svarer til noget naturligt Behov , — det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger. Jeg forstaar ikke, at ingen andre føler det paa samme Maade. Een er der jo forresten II, 143 — det er sandt , — du maa vel næsten kende ham, Asmus? En Distriktslæge paa Fyn, Povl Gaardbo .«
» Ja — hvad han? Er det hans taabelige Skriverier, du er kommen ud for ?«

» Det har du vist sagt om flere, Asmus!«
II, 143 » For dit Vedkommende har jeg da altsaa faaet Ret – desværre.«
» Har du det? Da har jeg selv en ganske anden Opfattelse af min Udvikling. Jeg føler det, som om jeg i det sidste Aar er vaagnet op af en dyb Søvn , ja undertiden synes jeg, at jeg er den eneste rigtig levende i Verden. Og hvorfor er du i Grunden saa forarget? Du har dog for dit eget Vedkommende holdt dig den groteske Spøgelsekehraus forsigtig paa Afstand. Du anbefaler mig Ægteskab, men selv har du ikke giftet dig og tænker vist heller ikke paa at gøre det. Du vil absolut have mig ind i Politiken og kaste mig i Armene paa Selskabet, men selv er du mere end ængstelig for at blive begramset af Offenlighedens Slagternæver.«
» Jeg har min Plads i Ambulancen. Den giver mig foreløbig Beskæftigelse nok.«
Torben Dihmer nikkede.
» Du har Ret; det Synspunkt forstaar jeg! ... Ja, Menneskeslægten er syg, – afsindig. Hvad jeg i disse ti Maaneder har været Vidne til i tre Verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige Rastløshed, hvormed en gal Mand arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Jeg er overbevist om, at vi staar foran en Verdens-Katastrofe. Hele den forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, ^ der ikke svarer til noget naturligt Behov , – det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger. Jeg forstaar ikke, at ingen andre føler det paa samme Maade. Een er der jo forresten – det er sandt , – du maa vel næsten kende ham, Asmus? En Distriktslæge paa Fyn, Povl Gaardbo .«
» Ja – hvad han? Er det hans taabelige Skriverier, du er kommen ud for ?«

»Taabelige? Det finder jeg ikke.«
»Nej , naturligvis!« udbrød Asmus Hagen og rejste sig. » Der maatte det jo ende med dig! Ja, nu forstaar jeg, at du er inkurabel!«
Ude paa Gulvet fortsatte han i Forbitrelse :
» Det er virkelig oplivende! Her gaar vi Læger og Videnskabsmænd og arbejder trofast paa at gøre Tilværelsen en Smule menneskelig for vore Medskabninger ... og saa faar vi Skam til Tak af en skørhovedet Kvaksalver , der hidser Folk op imod os. Og forholdsvis fornuftige Mennesker applauderer Manden og finder ham interessant. Det er nydeligt!«
Torben Dihmer rejste sig ^ ^ ^ nu ogsaa . Han gik hen og lagde sine Hænder paa Vennens Skuldre.
» Vi vil ikke skilles som Uvenner! Du maa ikke tro, Asmus, at jeg er utaknemlig. Mere end nogensinde 230 veed jeg nu, hvormeget jeg skylder dig. Uden din Vennehjælp havde jeg endnu været Jordens usleste Menneske. – Men lad mig nu gøre dig et Forslag! Kom over og besøg mig paa Favsingholm, naar der er gaaet et halvt Aar . Det skal da vise sig, om jeg er bleven klogere. Til Sommer altsaa!«
» Du regner med saa store Tal. Dersom det til den Tid var for silde ?«
Torben Dihmer vendte sig fra ham.

»Taabelige? ... Jeg finder dem tværtimod meget fornuftige.«
»Ja , naturligvis!« udbrød Asmus ^ og gik i Forbitrelse ud paa Gulvet. » Hos en ^ Kvaksalver maatte du havne tilsidst! Det forstaar jeg nu! Men det vil jeg sige dig, Torben, at opgiver du ikke dine forrykte Selvmordsplaner ... ja, det nytter ikke, du protesterer! Jeg kalder dem saadan –!«
Torben havde nu ogsaa rejst sig. Han stillede sig foran Vennen med Hænderne paa hans Skuldre.
II, 198 » Vi vil ikke skilles som Uvenner! Og lad mig nu gøre dig et Forslag! Kom over og besøg mig paa Favsingholm, naar der er gaaet et ^ Aar ! Til den Tid vil vi kunne fortsætte Samtalen med mere Udbytte.«
» Et Aar? Du regner med saa høje Tal. Det kunde til den Tid maaske være for silde .«

»Taabelige? ... Jeg finder dem tværtimod meget fornuftige.«
»Ja , naturligvis!« udbrød Asmus ^ og gik i Forbitrelse ud paa Gulvet. » Hos en ^ Kvaksalver maatte du havne tilsidst! Det forstaar jeg nu! Men det vil jeg sige dig, Torben, at opgiver du ikke dine forrykte Selvmordsplaner ... ja, det nytter ikke, du protesterer! Jeg kalder dem saadan —!«
Torben havde nu ogsaa rejst sig. Han stillede sig foran Vennen med Hænderne paa hans Skuldre.
» Vi vil ikke skilles som Uvenner! Og lad mig nu gøre dig et Forslag! Kom over og besøg mig paa Favsingholm, naar der er gaaet et ^ Aar ! Til den Tid vil vi kunne fortsætte Samtalen med mere Udbytte.«
» Et Aar? Du regner med saa høje Tal. Det kunde til den Tid maaske være for silde .«

»Taabelige? ... Jeg finder dem tværtimod meget fornuftige.«
»Ja , naturligvis!« udbrød Asmus ^ og gik i Forbitrelse ud paa Gulvet. » Hos en ^ Kvaksalver maatte du havne tilsidst! Det forstaar jeg nu! Men det vil jeg sige dig, Torben, at opgiver du ikke dine forrykte Selvmordsplaner ... ja, det nytter ikke, du protesterer! Jeg kalder dem saadan –!«
II, 144 Torben havde nu ogsaa rejst sig. Han stillede sig foran Vennen med Hænderne paa hans Skuldre.
» Vi vil ikke skilles som Uvenner! Og lad mig nu gøre dig et Forslag! Kom over og besøg mig paa Favsingholm, naar der er gaaet et ^ Aar ! Til den Tid vil vi kunne fortsætte Samtalen med mere Udbytte.«
» Et Aar? Du regner med saa høje Tal. Det kunde til den Tid maaske være for silde .«

» Naa ja! Saa er der et Menneske mindre i Verden. Det er det hele!«
» Det vil jeg sige dig, Torben, at havde jeg Magt som Agt, saa fik du ikke Lov til at rejse. Jeg spærrede dig inde , indtil du kom til Fornuft.«
»Ja, ligesom din Bror!« sagde Torben og vendte sig igen omkring. » Jeg forstaar det! Men gaa nu, Asmus! Ellers modstaar du maaske ikke Fristelsen til at erklære mig for gal. – Og dersom du kan, saa bevar endnu lidt Venskab for mig!«

» Naa ja! Saa er der et Menneske mindre i Verden. Det er det hele!« sagde Torben og vendte sig fra ham.
Men lidt efter kom han tilbage og lagde igen Hænderne paa hans Skuldre.
»Farvel, Asmus! Jeg kan se paa dig, at du har ondt ved at modstaa Fristelsen til at erklære mig for gal og faa mig spærret inde . Derfor skal du gaa nu! Jeg veed, at jeg gør dig Sorg. Men dersom du kan, saa bevar endnu lidt Venskab for mig!«

IX .

⇕ Enslevs Død IV, 3.5

⇕ De Dødes Rige 6.9

⇕ De Dødes Rige .9

⇕ De Dødes Rige 6.9

191 D en næste Eftermiddag Klk. to stod Mads Vestrup forsagt udenfor Bispegaardens Port og ringede paa. Da han havde nævnet sit Navn, førte Portnersken ^ ham op ad Trappen , bankede ^ paa en Dør og lukkede op for ham til et anseligt Værelse med Tæppe paa Gulvet, et Skrivebord ved Vinduet og et Par Sofaer langsmed Væggene. ^ Dagens vinterlige Solskin fyldte hele Rummet, hvor der lugtede frisk og hjemligt af Brænderøg fra en gammeldags Kakkelovn.

Klokken Et om Eftermiddagen stod Mads Vestrup ^ udenfor Bispegaardens Port og ringede paa. Det var ikke alene paa Grund af Benovelse, at Haanden rystede. Han var ogsaa legemligt saa afslappet, at han havde ondt ved at holde sig oprejst.
Han nævnede sit Navn, og Portnersken førte ham op ad Trappen . For Enden af en Gang bankede hun paa en Dør , og efter at have lyttet lidt lukkede hun ham ind i et anseligt Værelse , der var fyldt af Dagens vinterlige Sol, og hvor der lugtede ^ hjemligt af Brænderøg fra en gammeldags Kakkelovn.

Klokken Et om Eftermiddagen stod Mads Vestrup ^ udenfor Bispegaardens Port og ringede paa. Det var ikke alene paa Grund af Benovelse, at Haanden rystede. Han var ogsaa legemligt saa afslappet, at han havde ondt ved at holde sig oprejst.
Han nævnede sit Navn, og Portnersken førte ham op ad Trappen . For Enden af en Gang bankede hun paa en Dør , og efter at have lyttet lidt lukkede hun ham ind i et anseligt Værelse , der II, 144 var fyldt af Dagens vinterlige Sol, og hvor der lugtede ^ hjemligt af Brænderøg fra en gammeldags Kakkelovn.

»Hr. Vestrup!« meldte Konen .

II, 199 »Hr. Vestrup!« meldte hun .

»Hr. Vestrup!« meldte hun .

Til sin Forundring traf Mads Vestrup ikke Bispen selv, hvem han kendte fra Billeder, men derimod en anden Mand, der efter Udseendet at dømme ogsaa var en Gejstlig. Han stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset og læste et Brev. Tilsyneladende uden at afbryde sin Læsning tilkastede han Mads Vestrup over Papirets Kant et hurtigt mønstrende Blik , og lod ham derpaa vente en lille Tid henne ved Døren.

Til sin Forundring traf Mads Vestrup ikke Bispen selv, hvem han kendte fra Billeder, men ^ en anden Mand, der efter Udseendet at dømme ogsaa var en Gejstlig. Han stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset og læste et Brev. Efter et hastigt mønstrende Blik over Papirets Kant lod han Mads Vestrup vente nogen Tid henne ved Døren.

Endelig lagde han Brevet bort og kom hen til ham med lange, elastiske Skridt. Det var en lille tynd Mand i tætsluttende sort Dragt. Et hvidt Slips med brede Sløjfeender hang udenfor Frakken som en Bladkrave. Dette Slips i Forbindelse med det lange , barberede Ansigt, de rødkantede Øjne og 192 et tyndt, graasprængt Haar, der sad tilbagestrøget over Hovedet , gav den hele lille nervøse Skikkelse et Udseende, der mindede baade om en asketisk Jesuiterpater og ^ en holbergsk Pedant.

Endelig lagde han Brevet bort og nærmede sig med lange, elastiske Skridt. Det var en lille spinkel Mand med glat barberet Ansigt, rødkantede Øjne og et tyndt, graasprængt Haar, der sad tilbagestrøget over Hovedbunden. En stramt sluttende , sort Dragt og et hvidt Slips, der hang udenfor Frakken som en Bladkrave , gav den ^ lille nervøse Skikkelse et Udseende, der mindede baade om en asketisk Jesuiterpater og om en holbergsk Pedant.

II, 145 Endelig lagde han Brevet bort og nærmede sig med lange, elastiske Skridt. Det var en lille spinkel Mand med glat barberet Ansigt, rødkantede Øjne og et tyndt, graasprængt Haar, der sad tilbagestrøget over Hovedbunden. En stramt sluttende , sort Dragt og et hvidt Slips, der hang udenfor Frakken som en Bladkrave , gav den ^ lille nervøse Skikkelse et Udseende, der mindede baade om en asketisk Jesuiterpater og om en holbergsk Pedant.

» Mit Navn er Stensballe ... Pastor Stensballe,« sagde han uden at give Mads Vestrup Haanden. » Biskoppen er i Øjeblikket optaget af et Komitemøde . Vær saa god at tage Plads .«
Mads Vestrup tænkte ved sig selv: » Det er igen en Ulykke , at jeg akkurat skal træffe den Mand.« – Stensballe var den landskendte ^ Præst, i hvis myndige Haand alle Nervetraadene i Missionens vidt favnende Virksomhed i København var samlet . Biskop Abel var nok Missionens titulære Leder, og Stensballe benævnedes officielt kun dens Sekretær; men alle vidste, at det var ham, der var ^ Kraften og Kløgten i Styrelsen; ham, der med sin fyrige Lidenskab havde indblæst det hendøende Menighedsliv i Hovedstaden nyt Haab og fra Grunden af organiseret og revolutioneret Kampen mod Vantroen. Det var saaledes ogsaa ham, der med Bispens modstræbende Samtykke ^ efter transatlantisk Mønster havde taget ^ Reklamen og Markedsgøglet i Troeskampens Tjeneste, havde indført ^ Andagter med Lysbilleder, Bønnemøder med Te-Servering, Optog gennem Gaderne og al den anden amerikaniserede Katholicisme, 193 som Mads Vestrup havde fundet saa forargelig og flere Gange latterliggjort i sine Taler .

» Mit Navn er ^ Stensballe,« sagde han uden at give Mads Vestrup Haanden. » Biskoppen er i Øjeblikket optaget ^ . Vær saa god at tage Plads !«
Ved at høre Navnet følte Mads Vestrup sig som ramt af en ny Ulykke . Stensballe var den landskendte københavnske Præst, i hvis ^ Haand alle Traadene i Missionens ^ Virksomhed løb sammen . Biskop Abel var nok Missionens titulære Leder, og Stensballe benævnedes officielt kun dens Sekretær; men alle vidste, at det var ham, der var baade Kraften og Kløgten i Styrelsen; ham, der med sit fyrige Sind havde indblæst det hendøende Trossamfund i Hovedstaden nyt Liv og ^ organiseret ^ Kampen mod Vantroen. Med Bispens modstræbende Samtykke II, 200 havde han efter transatlantisk Mønster ^ taget ogsaa Reklamen og Markedsgøglet i Troskampens Tjeneste, havde indført de meget omdisputerede Andagter med Lysbilleder, Bønnemøder med Te-Servering, Processioner gennem Gaderne og ^ anden amerikaniseret Gudsdyrkelse for at hverve Folk til det nye Korstog .

» Mit Navn er ^ Stensballe,« sagde han uden at give Mads Vestrup Haanden. » Biskoppen er i Øjeblikket optaget ^ . Vær saa god at tage Plads !«
Ved at høre Navnet følte Mads Vestrup sig som ramt af en ny Ulykke . Stensballe var den landskendte københavnske Præst, i hvis ^ Haand alle Traadene i Missionens ^ Virksomhed løb sammen . Biskop Abel var nok Missionens titulære Leder, og Stensballe benævnedes officielt kun dens Sekretær; men alle vidste, at det var ham, der var baade Kraften og Kløgten i Styrelsen; ham, der med sit fyrige Sind havde indblæst det hendøende Trossamfund i Hovedstaden nyt Liv og ^ organiseret ^ Kampen mod Vantroen. Med Bispens modstræbende Samtykke havde han efter transatlantisk Mønster ^ taget ogsaa Reklamen og Markedsgøglet i Troskampens Tjeneste, havde indført de meget omdisputerede Andagter med Lysbilleder, Bønnemøder med Te-Servering, Processioner gennem Gaderne og ^ anden amerikaniseret Gudsdyrkelse for at hverve Folk til det nye Korstog .

Pastor Stensballe havde aabenbart hørt om hans Kritik og ikke glemt den. Med tvungen Høflighed anviste han ham Plads i den ene af Sofaerne og satte sig derpaa selv ved Skrivebordet. Det var ikke svært at se ^ paa ham, at det overhovedet mindre var Hjertet end Forstanden ^ , der fik ham til at indlade sig med den oprørske Præst . Hans iltre Natur havde vanskeligt ved at forstille sig . Skønt Mads Vestrup efter den gennemvaagede Nat gjorde et ynkværdig modløst og slapt Indtryk, og ^ Sollyset , som faldt ind over ham, ubarmhjertigt aabenbarede hans Klæders Fattigdom og den hele Skikkelses ^ Forkommenhed , hans usunde Fedme og graagustne Hudfarve , overvandt Pastor Stensballe ikke Ubehaget ved at skulle forhandle med denne forhenværende Embedsbroder, der midt under en for Kirken afgørende Kamp traadte ^ op imod dens Ledere , efter først at have kastet Skam over den danske Præstestand ved et usædeligt Levned.

^ Med tvungen Høflighed anviste han Mads Vestrup Plads i en Sofa, mens han selv satte sig ved et Skrivebord, der stod midt i Stuen. Hans iltre Natur havde ikke let ved at forstille sig. Han lagde ikke Skjul paa , at det var Forstanden og ikke Hjertet , der overtalte ham til at indlade sig med den afsatte Præst ^ . Skønt Mads Vestrup efter to gennemvaagede Nætter i den yderste Sjælenød gjorde et ynkværdig modløst ^ Indtryk, og skønt Sollyset ^ ubarmhjertigt afdækkede hans ^ Skikkelses hele Forkommenhed ^ , overvandt Pastor Stensballe ikke Ubehaget ved at skulle forhandle med denne forhenværende Embedsbroder, der midt under en for Kirken afgørende Kamp traadte oprørsk op mod dens Ledere efter først at have kastet Skam over den danske Præstestand ved et usædeligt Levned.

^ Med tvungen Høflighed anviste han Mads Vestrup Plads i en Sofa, mens han selv satte sig ved et Skrivebord, der stod midt i Stuen. Hans iltre Natur havde ikke let ved at forstille sig. II, 145 Han lagde ikke Skjul paa , at det var Forstanden og ikke Hjertet , der overtalte ham til at indlade sig med den afsatte Præst ^ . Skønt Mads Vestrup efter to gennemvaagede Nætter i den yderste Sjælenød gjorde et ynkværdig modløst ^ Indtryk, og skønt Sollyset ^ ubarmhjertigt afdækkede hans ^ Skikkelses hele Forkommenhed ^ , overvandt Pastor Stensballe ikke Ubehaget ved at skulle forhandle med denne forhenværende Embedsbroder, der midt under en for Kirken afgørende Kamp traadte oprørsk op mod dens Ledere efter først at have kastet Skam over den danske Præstestand ved et usædeligt Levned.

^ Med tvungen Høflighed anviste han Mads Vestrup Plads i en Sofa, mens han selv satte sig ved et Skrivebord, der stod midt i Stuen. Hans iltre Natur havde ikke let ved at forstille sig. Han lagde ikke Skjul paa , at det var Forstanden og ikke Hjertet , der overtalte ham til at indlade sig med den afsatte Præst ^ . Skønt Mads Vestrup efter to gennemvaagede Nætter i den yderste Sjælenød gjorde et ynkværdig modløst ^ Indtryk, og skønt Sollyset ^ ubarmhjertigt afdækkede hans ^ Skikkelses hele Forkommenhed ^ , overvandt Pastor Stensballe ikke sit Ubehag ved at skulle forhandle med denne forhenværende Embedsbroder, der midt under en for Kirken afgørende Kamp traadte oprørsk op mod dens Ledere II, 146 efter først at have kastet Skam over den danske Præstestand ved et usædeligt Levned.

» Jeg veed, at Biskoppen har ytret Ønske om at tale med Dem. Jeg tror ogsaa, det vil glæde ham, at De er kommen. Han er, som sagt, for Øjeblikket optaget; men han har bemyndiget mig til at gøre Dem bekendt med et Forslag, som han vil bede Dem om at tage under alvorlig Overvejelse. Anledningen 194 dertil kan De vistnok sige Dem selv uden ^ Forklaring. De vil forøvrigt om lidt faa Lejlighed til at hilse paa Biskoppen.«

» Jeg veed, at Biskoppen har ytret Ønske om at tale med Dem. Jeg tror ogsaa, det vil glæde ham, at De er kommen. Han er, som sagt, i Øjeblikket optaget; men han har bemyndiget mig til at gøre Dem bekendt med et Forslag, som han vil bede Dem om at tage under alvorlig Overvejelse. Anledningen dertil kan De vistnok sige Dem selv uden nærmere Forklaring. De vil forøvrigt om lidt faa Lejlighed til at hilse paa Biskoppen.«

» Jeg veed, at Biskoppen har ytret Ønske om at tale med Dem. Jeg tror ogsaa, det vil glæde ham, at De er kommen. Han er, som sagt, i Øjeblikket optaget; men han har bemyndiget mig til at gøre Dem bekendt med et Forslag, som han vil bede Dem ^ tage under alvorlig Overvejelse. Anledningen dertil kan De vistnok sige Dem selv uden nærmere Forklaring. De vil forøvrigt om lidt faa Lejlighed til at hilse paa Biskoppen.«

Da Mads Vestrup dertil svarede, at han ikke kendte Grunden til Biskoppens Henvendelse og derfor ønskede nærmere Oplysning, foreholdt Pastor Stensballe ham i heftige Ord hans Forhold til » Femte Juni «, som han kaldte ^ et Forræderi mod den Herre, ^ han jo dog samtidig ønskede at tjene.

II, 201 Da Mads Vestrup forsagt svarede, at han ikke kendte Grunden til Biskoppens Henvendelse og derfor ønskede nærmere Oplysning, foreholdt Pastor Stensballe ham i heftige Ord hans Forhold til » Femte Juni « og kaldte det et Forræderi mod den Herre, som han jo dog samtidig ønskede at tjene.

Da Mads Vestrup forsagt svarede, at han ikke kendte Grunden til Biskoppens Henvendelse og derfor ønskede nærmere Oplysning, foreholdt Pastor Stensballe ham i heftige Ord hans Forhold til » Femte Juni « og kaldte det et Forræderi mod den Herre, som han jo dog samtidig ønskede at tjene.

» Jeg begriber ikke, at De ikke kan indse, hvor selvmodsigende Deres hele Optræden er. I et Øjeblik som dette gaar De den Mands Ærinde , der frækt har undsagt Kristi Kirke og ^ ved alle skammelige Midler hidser Folkets onde Instinkter op imod den.«

» Jeg begriber ikke, at De ikke kan indse, hvor selvmodsigende Deres ^ Optræden er. I et Øjeblik som det nuværende gaar De den Mand tilhaande , der frækt har undsagt Kristi Kirke og daglig ved alle skammelige Midler hidser Folkets onde Instinkter op imod den.«

Hans ^ Tone havde faaet Mads Vestrup til at løfte Hovedet. Men skønt Vreden var gaaet ham i Blodet, saa hans Ansigt brændte, tvang han sig til ^ ^ ^ ^ Tavshed. Han havde ^ selv erkendt sin Vildfarelse og var gaaet til dette Møde med et ydmygt Sind som en ^ Bodsgang , Gud denne Nat havde paalagt ham for hans Hovmods Skyld.
Desuden blev han i det samme adspredt, idet der hørtes højrøstet Samtale udenfor paa Trappegangen. Der var Kvinderøster imellem , og han indbildte sig at kunne genkende Frk. Mohns Stemme.
195 Nu bad han ^ ^ om at faa at vide, hvad det var for et Forslag, Biskoppen vilde gøre ham ; og Pastor Stensballe gav sig derpaa til at tale om det nye, store Dagblad, som Missionen agtede at udgive i København fra 1ste Januar .
» De har rimeligvis hørt derom . Vi ønsker at skabe et Organ for den samlede danske Menighed . Ogsaa paa den Maade , at de forskellige kirkelige Retninger frit kan komme til Orde i Bladet. Ingen, der virkelig vil tjene Herrens Sag, skal holdes udenfor. Vi giver Plads for enhver sømmelig Drøftelse af Kirkens Anliggender. Hvad vi har tænkt at tilbyde Dem, er da det, at De efter at have løst Dem fra ethvert Forhold til » Femte Juni «, til Gengæld modtager en ^ Ansættelse ved vort Blad, hvor der jo let vil kunne findes et passende Arbejdsfelt for Dem . Og det er naturligvis Meningen, at vi i enhver Henseende vil holde Dem skadesløs .«

Trods hans Tone tvang Mads Vestrup sig til at bøje sit Hoved i ^ Tavshed. Han havde ^ selv erkendt sin Vildfarelse og ^ med et ydmygt Sind ^ overvundet sig til denne Bodsgang . Han ^ bad kun igen om at faa at vide, hvad det var for et Forslag, Biskoppen vilde gøre ham .
» De har rimeligvis hørt om det nye, store Dagblad, som vi agter at udgive ^ fra 1ste Januar ^ . Vi ønsker at skabe et Centralorgan for den ^ danske Menighed , et Samlingssted ogsaa i den Forstand , at vi vil give Plads for enhver sømmelig Drøftelse af Kirkens Anliggender. Hvad vi har tænkt at foreslaa Dem, er da det, at De efter at have løst Dem fra ethvert Forhold til » Femte Juni « modtager en fast Ansættelse ved vort Blad, hvor der vil blive sørget for et passende Arbejdsfelt for Dem , og det er naturligvis Meningen, at De til Gengæld vil faa i hvert Fald den nærmeste Fremtid betrygget i økonomisk Henseende ^ .«

Trods hans Tone tvang Mads Vestrup sig til at bøje sit Hoved i ^ Tavshed. Han havde ^ selv erkendt sin Vildfarelse og ^ med et ydmygt Sind ^ overvundet sig til denne Bodsgang . Han ^ bad kun igen om at faa at vide, hvad det var for et Forslag, Biskoppen vilde gøre ham .
» De har rimeligvis hørt om det nye, store Dagblad, som vi agter at udgive ^ fra 1ste Januar ^ . Vi ønsker at skabe et Centralorgan for den ^ danske Menighed , et Samlingssted ogsaa i den Forstand , at vi vil give Plads for enhver sømmelig Drøftelse II, 146 af Kirkens Anliggender. Hvad vi har tænkt at foreslaa Dem, er da det, at De efter at have løst Dem fra ethvert Forhold til » Femte Juni « modtager en fast Ansættelse ved vort Blad, hvor der vil blive sørget for et passende Arbejdsfelt for Dem , og det er naturligvis Meningen, at De til Gengæld vil faa i hvert Fald den nærmeste Fremtid betrygget i økonomisk Henseende ^ .«

Trods Tonen bøjede ^ ^ Mads Vestrup ^ sit Hoved i angerfuld Tavshed. Han havde nu selv erkendt sin Vildfarelse . Med ^ ^ ydmygt Sind havde han overvundet sig til denne Bodsgang ^ , og bad nu igen om at faa at vide, hvad det var for et Forslag, Biskoppen vilde gøre ham .
» De har rimeligvis hørt om det nye, store Dagblad, som vi agter at udgive ^ fra 1ste Januar ^ . Vi ønsker at skabe et Centralorgan for den ^ danske Menighed , et Samlingssted ogsaa i den Forstand , at vi vil give Plads for enhver sømmelig Drøftelse af Kirkens Anliggender. Hvad vi har tænkt at foreslaa Dem, er da det, at De efter at have løst Dem fra ethvert Forhold til » Femte Juni « modtager en fast Ansættelse ved vort Blad, hvor der vil blive sørget for et passende Arbejdsfelt for Dem , og det er naturligvis Meningen, at De til Gengæld vil faa i hvert Fald den nærmeste Fremtid betrygget i økonomisk Henseende ^ .«

Mads Vestrup var saa overrasket, at han knap rigtig mærkede, hvor skuffet han samtidig blev. Det var ikke, hvad han havde tænkt sig. Men det var altsaa Guds Vilje, at han vedblivende skulde trælle her i Stenørkenen, og maaske tilsidst lægge sine Ben her.
Men nu nævnede Pastor Stensballe den Sum, ^ man havde ment at tilbyde ham som fast Aarsløn » for at han og hans Familje kunde have den nærmeste 196 Fremtid sikret i ydre Henseende,« – og da følte han med eet, at han alligevel var bleven lukket ind i en anden Verden end den, hvor han hidtil havde maattet slaas for Livet med Folk som Samuelsen og den foragtelige Vært i »Elysium«. Fire Tusinde Kroner! » Med gensidig Forpligtelse for to Aar.« Havde han ogsaa hørt rigtig ? I to Aar sit Udkomme rundelig sikret ! Hjemmet genoprejst! Stine og Børnene i hans Favn! ... Han sad der med en ^ Fornemmelse , som om Himmeriges Porte havde aabnet sig for ham i en Drøm.

Mads Vestrup var saa overrasket, at han knap rigtig II, 202 mærkede, hvor skuffet han samtidig blev. ^ Men nu nævnede Pastor Stensballe den Sum, ^ man havde ment at kunne tilsikre ham som fast Aarsløn , » med gensidig Forpligtelse for to Aar«, og Summens Størrelse fortumlede ham ganske. Fire tusinde Kroner! ^ Havde han ogsaa hørt rigtigt ? I to Aar Udkommet rundelig sikret . Hjemmet genoprejst! Stine og Børnene i hans Favn! ... Han sad der med en svimlende Fornemmelse af, at Himmeriges Porte havde aabnet sig for ham i en Drøm.

Mads Vestrup var saa overrasket, at han knap rigtig mærkede, hvor skuffet han samtidig blev. ^ Men nu nævnede Pastor Stensballe den Sum, som man havde ment at kunne tilsikre ham som fast Aarsløn , » med gensidig Forpligtelse for to Aar«, og Summens Størrelse fortumlede ham ganske. Fire tusinde Kroner! ^ Havde han ogsaa hørt rigtigt ? I to Aar Udkommet rundelig sikret . Hjemmet genoprejst! Stine og Børnene i hans Favn! ... Han sad der med en svimlende Fornemmelse af, at Himmeriges Porte havde aabnet sig for ham i en Drøm.

Mads Vestrup var saa overrasket, at han knap rigtig mærkede, hvor skuffet han samtidig blev. ^ Men nu nævnede Pastor Stensballe II, 147 den Sum, som man havde ment at kunne tilsikre ham som fast Aarsløn , » med gensidig Forpligtelse for to Aar«, og Summens Størrelse fortumlede ham ganske. Fire tusinde Kroner! ^ Havde han ogsaa hørt rigtigt ? I to Aar Udkommet rundelig sikret . Hjemmet genoprejst! Stine og Børnene i hans Favn! ... Han sad der med en svimlende Fornemmelse af, at Himmeriges Porte havde aabnet sig for ham i en Drøm.

Han fik ikke Tid til at svare. En Dør gik op ^ og Biskoppen kom ind fra sin private Lejlighed ved Siden af. Det var en høj Mand med ludende Holdning, gammel af Skikkelse. Kun det bebrillede Ansigt var mærkværdig frisk, havde tunge, røde Barnekinder og et Par dagklare Øjne, der ^ lyste af enfoldig Godhed ^ .

I det samme gik en Dør ^ op , og Biskoppen kom ind fra sin private Lejlighed ved Siden af. Det var en høj Mand med ludende Holdning, gammel af Skikkelse. Kun Ansigtet havde bevaret sig mærkværdig friskt. Med sine tunge, røde Kinder og et Par dagklare Øjne, der gennem Brillerne lyste af enfoldig Godhed , lignede det et Barneansigt .

Baade Mads Vestrup og Pastor Stensballe havde rejst sig. I sin Fortumlelse kunde Mads Vestrup ikke faa sig til at se op paa Bispen, da denne gav ham Haanden. Og Bispen ^ blev staaende foran ham uden at slippe ham , idet han samtidig lagde sin anden Haand op paa hans Skulder.

Baade Mads Vestrup og Pastor Stensballe havde rejst sig. ^ Bispen tog Mads Vestrup i Haanden og blev staaende foran ham uden at slippe den , idet han samtidig lagde sin anden Haand ^ paa hans Skulder.

» Ja ja ! Jeg skal ikke gaa i Rette med Dem. Naar De ^ er kommen til mig, kan jeg vel tage det som ^ Vidnesbyrd om, at De nu selv erkender, hvor 197 daarligt De hidtil har tjent Herrens Sag ved Deres Virksomhed her i Byen. Om Fortiden skal der ikke tales. Den har De bødet haardt for . Nu maa vi se at hjælpes ad med at bringe Deres ødelagte Forhold paa Fode igen. Pastor Stensballe har sagtens ^ meddelt Dem, hvad vi foreløbig gerne vil gøre for Dem. Med Tiden kan der maaske aabne sig andre Udveje. Herren har i disse svære Dage alle sine Tjenere behov. Men det gælder om at samle Hjorden, ikke at splitte den. Lad os ikke bedrøve Gud . Lad os agte paa, at en tro Tjener fryder sig ved sin Herres Glæde og ikke ved noget andet.«

» Ja ja !« sagde han med en Hovedrysten. » Jeg skal ikke gaa strengt irette med Dem. Naar De nu er kommen til mig, kan jeg vel tage det som ^ Vidnesbyrd om, at De ^ selv erkender, hvor daarligt De hidtil har tjent Herrens Sag ^ . Nu maa vi se at hjælpes ad med at bringe Deres ødelagte Forhold paa Fode igen. Pastor Stensballe har sagtens allerede meddelt Dem, hvad vi foreløbig er tilsinds at gøre for Dem. Med Tiden kan der maaske aabne sig andre Udveje. Herren har i disse svære II, 203 Dage alle sine Arbejdere behov. Men det gælder om at samle Hjorden, ikke at splitte den. Lad os vogte os for at bedrøve Gud ! En tro Tjener fryder sig ved sin Herres Glæde og ikke ved noget andet.«

» Ja ja !« sagde han med en Hovedrysten. » Jeg skal ikke gaa strengt irette med Dem. Naar De nu er kommen til mig, kan jeg vel tage det som et Vidnesbyrd om, at De ^ selv erkender, hvor daarligt De hidtil har tjent Herrens Sag ^ . Nu maa vi se at hjælpes ad med at bringe Deres ødelagte Forhold paa Fode igen. Pastor Stensballe har sagtens allerede meddelt Dem, hvad vi foreløbig er tilsinds at gøre for Dem. Med Tiden kan der maaske aabne sig andre Udveje. Herren har i disse svære Dage alle sine Arbejdere behov. Men det gælder om at samle Hjorden, ikke at splitte den. Lad os vogte os for at bedrøve Gud ! En tro Tjener fryder sig ved sin Herres Glæde og ikke ved noget andet.«

Mads Vestrups stridhaarede Hoved var sunket dybere og dybere ned mod Brystet . Bispens ^ hjertelige Tone, hans trofaste Haandtryk, Taknemligheden i hans eget Sind tilligemed nedarvet Ærefrygt for Kirkens højeste Værdighed, – alt dette satte ham i en skælvende Bevægelse, som han ikke engang gjorde ^ Forsøg paa at blive Herre over.

Mads Vestrups stridhaarede Hoved sank dybere og dybere ned mod Brystet under Bispens milde Tale. Han følte den gamle Mands hjertelige ^ Haandtryk, og hans Legeme kom i en skælvende Bevægelse, som han ikke en Gang gjorde noget Forsøg paa at blive Herre over.

II, 147 Mads Vestrups stridhaarede Hoved sank dybere og dybere ned mod Brystet under Bispens milde Tale. Han følte den gamle Mands hjertelige ^ Haandtryk, og hans Legeme kom i en skælvende Bevægelse, som han ikke en Gang gjorde noget Forsøg paa at blive Herre over.

» Gud være med Dem!« sluttede Bispen , klappede ham paa Skuldren og gik derpaa tilbage til sine private Stuer.

» Gud være med Dem!« sagde Bispen, da han havde sluttet sin Formaningstale , klappede ham paa Skuldren og gik ^ tilbage til sine private Stuer.

Da han var borte, satte Mads Vestrup sig ned i Sofaen med Haanden over Øjnene . Saadan blev han siddende nogen Tid foroverbøjet, mens Taarerne dryppede fra ham, og han havde i disse Øjeblikke 198 paany denne livsalig trygge Barnefornemmelse af at hvile tæt ind til Guds Hjerte, som han saa længe havde sukket efter ^ ^ ^ .

Da han var borte, sank Mads Vestrup tungt ned i Sofaen med Haanden over Øjnene , og saadan sad han længe , mens Taarerne dryppede ^ fra dem .

II, 148 Da han var borte, sank Mads Vestrup tungt ned i Sofaen med Haanden over Øjnene , og saadan sad han længe , mens Taarerne dryppede ned fra Fingrene .

Henne ved Vinduet stod Pastor Stensballe , der siden Bispens Indtræden havde staaet der med Armene over Brystet som iagttagende Tilskuer. Men den lille Mand med de haarde Træk var ikke helt saa ufølsom, som han hidtil havde vist sig overfor sin faldne Embedsbroder. Synet af Mads Vestrups Anger havde gjort de rødkantede Øjne blanke og milde.
^ ^ Med sine lange, elastiske Skridt gik han hen til ham og sagde ^ ^ ^ , at han gjorde Biskoppens Ord til sine.

Henne ved Vinduet stod Pastor Stensballe . Ved Synet af den faldne Embedsbroders oprigtige Anger bevægedes den lille nervøse Mand . Med sine lange, elastiske Skridt gik han hen til Mads Vestrup og sagde i ^ forsonlig Tone , at han gjorde Bispens Ord til sine.

Henne ved Vinduet stod Pastor Stensballe . Ved Synet af den faldne Embedsbroders oprigtige Anger bevægedes den lille nervøse Mand . Med sine lange, elastiske Skridt gik han hen til Mads Vestrup og sagde i en forsonlig Tone , at han gjorde Bispens Ord til sine.

Henne ved Vinduet stod Pastor Stensballe . Ved Synet af den faldne Embedsbroders oprigtige Anger bevægedes den lille nidkære mand . Med sine lange, elastiske Skridt gik han hen til Mads Vestrup og sagde i en forsonlig Tone , at han gjorde Bispens Ord til sine.

» Jeg føler mig overbevist om, at dette Møde vil blive til Velsignelse. Tror De det ikke ogsaa selv , Pastor Vestrup ?«

» Jeg føler mig overbevist om, at dette Møde vil blive til Velsignelse. Tror De det ikke ogsaa selv ^ ?«

Uden at tage Haanden fra Øjnene nikkede Mads Vestrup.

Pastor Stensballe foreslog nu, at de med det samme skulde opsætte en skriftlig Overenskomst, og fremtog et maskinskrevet Eksemplar af en Fælles-Kontrakt for det nye Blads faste Medarbejdere, hvori blot de blanke Steder skulde udfyldes. Efter at dette var sket, og han havde sat sit eget Navn under, rakte han Mads Vestrup Pennen. ^

II, [204] SYVENDE BOG ENSLEVS DØD

II, [148] SYVENDE BOG ENSLEVS DØD

II, [149] SYVENDE BOG ENSLEVS DØD

Det laa nu ikke for Mads Vestrup at sætte sit 199 Navn paa noget Dokument, som han ikke forud havde undersøgt nøje, navnlig naar det drejede sig om Penge. Han bad om Lov til at tage Kontrakten med sig hjem. Han vilde da bringe den underskrevet tilbage en af de nærmeste Dage.
» Som De selv synes,« sagde Pastor Stensballe. » De vil i Almindelighed træffe mig her i Sekretariatet mellem to og fire. Hvad Arten af Deres Arbejde ved Bladet angaar, saa er det naturligvis noget, som selve Redaktøren vil træffe nærmere Aftale med Dem om. Hans Navn kan jeg af bestemte Grunde ikke godt sige Dem i Øjeblikket. Det er ikke engang ganske afgjort, hvem det bliver. Men De skal i den Henseende ingen Bekymringer gøre Dem. Det vil i alle Tilfælde blive en Mand, der i enhver Henseende retter sig efter vore Anvisninger. – En Ting maa jeg endnu tale om. Vi betragter det herefter som en Selvfølge, at den Række Møder, De har foranstaltet her i Byen, ikke fortsættes under de nuværende Former. Det er ikke vor Hensigt at gøre Indgreb i vore Medarbejderes Ytringsfrihed; men disse Møder har nu engang faaet en tvetydig Karakter, som ikke lader sig ændre.«
Da Mads Vestrup svarede, at det var hans eget Ønske at ophøre med dem, viste Pastor Stensballe sig næsten helt forsonet. Ved Afskeden rakte han ham Haanden og sagde:
200 » Jeg venter saa at se Dem igen!«
Paa Vejen hjem syntes Mads Vestrup, at Byen havde forandret Udseende, skønt en ny Regnbyge netop trak op over Gaderne og førte Aftenmørket med sig som et Slæb. Hans eneste Bekymring nu galdt Stine. Hvad vilde hun sige? Han havde jo lovet hende aldrig at tage mod Naadensbrød af den Kirke, der havde forskudt ham, og med sit underligt haarde og uforsonlige Sind vilde hun næppe forstaa, at der ikke med Sandhed kunde tales om Brud paa dette Løfte, fordi han tog mod en Ansættelse ved et kristeligt Blad. Han maatte være forberedt paa at høre Bebrejdelser af hende. Saadan var hun nu engang! Han havde i de sidste Dage bestandig set hende for sig, som hun hin Dag stod ved Husgavlen derhjemme og med sin sammenbidte Mine bankede Støvet af hans Præstekjole uden at føle mere derved, end om det havde været en gammel Maatte.
Han trøstede sig med, at hendes Bitterhed nok fortog sig til den Glædens Dag, da han vilde komme og hente dem allesammen og føre dem herover til deres nye Hjem, som han allerede i Tankerne havde indrettet et Sted derude ved Skoven. For om han ogsaa vedblivende fik sit Arbejde med at bryde Sten her i Ørkenen, saa var det dog altsaa ikke den kære 201 Guds Mening, at de derfor skulde vantrives her. Og det var alligevel en god Ting med disse nye, hastige Sporvogne, som saadan i et Nys kunde føre et Menneske fra Byens Kvalm og Uro tilbage til Hjemmets Fred og Glæden i den evige Natur.
[203] IV

^

I .

⇕ Enslevs Død IV, 4.1

⇕ De Dødes Rige 7.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 7.1

[205] I det Hus ved Skt. Annæ Plads, hvor Enslev boede, var der i denne Tid en støjende Færdsel paa Trapperne af Rigsdagsfolk, Provinsredaktører og andre politiske Tillidsmænd rundt om fra Landet, der søgte den gamle Fører for at skaffe sig Klarhed over den politiske Situation , som syntes de fleste andre end Enslev selv haabløs forvirret . Den gnavne Portner, der tidligere havde haft en roligt levende Lehnsgreve boende paa sin 1ste Sal , gloede som en rasende paa disse trampende Bønder og andre tarveligt klædte Folk , der førte Gadesnavset med sig ind paa Løbetæpperne. Navnlig havde han dog set sig edderspændt paa en lille pelsklædt Herre med Guldlorgnet og Silkehat, der paa alle Tider af Dagen styrtede henrykt ind og ud af Porten med en Portefølje under Armen.
Det var Direktør Zaun.
Stemningen blandt ^ ^ Enslevs ^ Venner var ellers temmelig mistrøstig ^ . Paa Københavns Tilslutning følte man sig vel nogenlunde sikker paa Grund af » Femte Juni«s store Udbredelse og Indflydelse her. Men ude fra Landet bragte hver Dag en ny Jobspost.

P aa Trappen i det Hus ved Skt. Annæ Plads, hvor Enslev boede, var der i denne Tid en støjende Færdsel ^ af ^ politiske Tillidsmænd ^ , som ^ Enslev havde kaldt til sig rundt om fra Landet . Den gnavne Portner, der tidligere havde haft en roligt levende , udenlandsk Diplomat boende i sin Beletage , var rasende paa disse trampende Bønder og højtalende Provinsfolk , der førte Gadesnavset med sig ind paa Trappeløberne. Men ogsaa en lille pelsklædt Herre med Guldlorgnet og Silkehat havde han ^ set sig gal paa . Det var Zaun, der paa alle Tider af Dagen styrtede ind og ud af Porten med en Portefølje under Armen.
Blandt Enslevs politiske Venner bredte der sig en mere og mere mistrøstig Stemning . Overfor ham selv vovede ingen at lade den komme tilorde; men i Krogene hviskedes der med Ængstelse om den voksende Bevægelse, som hans daglige Artikler i » Femte Juni« skabte rundt om i Landet. Fra København mente man med nogenlunde Sikkerhed at kunne vente Tilslutning; men ude fra Provinskresene bragte hver Dag en ny Jobspost.

P aa Trappen i det Hus ved Skt. Annæ Plads, hvor Enslev boede, var der i denne Tid en støjende Færdsel ^ af ^ politiske Tillidsmænd ^ , som ^ Enslev havde kaldt til sig rundt om fra Landet . Den gnavne Portner, der tidligere havde haft en roligt levende , udenlandsk Diplomat boende i Beletagen ^ , var rasende paa disse trampende Bønder og højtalende Provinsfolk , der førte Gadesnavset med sig ind paa Trappeløberne. Men ogsaa en lille pelsklædt Herre med Guldlorgnet og Silkehat havde han ^ set sig gal paa . Det var Zaun, der paa alle Tider af Dagen styrtede ind og ud ad Porten med en Portefølje under Armen.
Blandt Enslevs politiske Venner bredte der sig en mere og mere mistrøstig Stemning . Overfor ham selv vovede ingen at lade den komme tilorde; men i Krogene hviskedes der med Ængstelse om den voksende Bevægelse, som hans daglige Artikler i » Femte Juni« skabte rundt om i Landet. Fra København mente man med nogenlunde Sikkerhed at kunne vente Tilslutning; men ude fra Provinskresene bragte hver Dag en ny Jobspost.

206 Enslev selv – og Zaun – var tilsidst de eneste forhaabningsfulde. I sit lange ^ Krigerliv havde han mere end en Gang hugget sig sejrrigt gennem en tilsyneladende haabløs Modstand , og han havde ikke mistet Tilliden til sine Vaaben. Desuden stolede han paa sit Navns usvækkede Magt over Folket . Han havde ^ ikke i mange Aar følt sig saa oplagt.
^ ^

II, 205 Enslev selv ^ var nærved at være den eneste forhaabningsfulde. Han havde i sit lange politiske Krigerliv ^ mere end een Gang besejret Folkestemningen i en tilsyneladende haabløs Situation , og han havde ikke mistet Tilliden til ^ sit Ords Magt ^ . Han havde tværtimod ikke i mange Aar følt sig saa oplagt. Raseriet i den Modstand, han vakte, var ham et Vidnesbyrd om, at hans Hug endnu skar gennem Dødkødet, og han nød igen at høre Luften omkring ham fyldes med Krigens Larm. Den bortjog desuden ^ alle Gravens Spøgelser.

Enslev selv ^ var nærved at være den eneste forhaabningsfulde. Han havde i sit lange politiske Krigerliv ^ mere end een Gang besejret Folkestemningen i en tilsyneladende haabløs Situation , og han havde ikke mistet Tilliden til ^ sit Ords Magt ^ . Han havde tværtimod ikke i mange Aar følt sig saa oplagt. Raseriet i den Modstand, han vakte, var ham et Vidnesbyrd om, at hans Hug endnu skar gennem Dødkødet, og han nød igen at høre Luften omkring ham fyldes med Krigens Larm. Den bortjog desuden ^ alle Gravens Spøgelser.
II, 149

⇕ Enslevs Død IV, 4.4

⇕ De Dødes Rige 7.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 7.1

⇐

Veed De, Professor Bendix, at jeg ikke siden min Ungdom har følt mig saa fri og glad som i Aften ^ . De forstaar 250 det ikke. Jeg skal forklare Dem det. Jeg har jo Ord for at være den af alle danske Statsmænd, der har holdt de fleste Taler . Og saa har jeg i Virkeligheden været den tavseste Mand i Landet. I fyrretyve Aar har jeg tiet . Det er en Partiførers Lod at være en Mand af alles Mening. Den første Gang, jeg talte , som jeg tænkte , sprængte jeg mit Parti i Stumper og Stykker. Nu har jeg faaet min Frihed tilbage ! Resten ^ ^ af mit Liv vil jeg være min egen Herre – –«

I Virkeligheden havde han aldrig følt sig friere og lykkeligere end nu, da han paany var bleven ene mod de mange . Han, som havde Ord for at være den af alle danske Statsmænd, der havde holdt de fleste Taler , havde i en vis Forstand været den tavseste ^ i Landet. Han syntes selv, at han havde været stum i tredive Aar ^ . Som Ordfører for et Parti, der talte tre Fjerdedele af Landets Vælgere, havde han maattet fortie eller tilhylle , hvad han inderst inde følte, og være en Mand af alles Mening. Men nu havde han faaet sit eget Mæle tilbage , og skulde han ikke selv opleve at se Resultatet af sin sidste Kamp, saa naaede han dog inden sin Død at befri sin Sjæl! – ^

I Virkeligheden havde han aldrig følt sig friere og lykkeligere end nu, da han paany var bleven ene mod de mange . Han, som havde Ord for at være den af alle danske Statsmænd, der havde holdt de fleste Taler , havde i en vis Forstand været den tavseste ^ i Landet. Han syntes selv, at han havde været stum i tredive Aar ^ . Som Ordfører for et Parti, der talte tre Fjerdedele af Landets Vælgere, havde han maattet fortie eller tilhylle , hvad han inderst inde følte, og være en Mand af alles Mening. Men nu havde han faaet sit eget Mæle tilbage , og skulde han ikke ^ opleve at se Resultatet af sin sidste Kamp, saa naaede han dog inden sin Død at befri sin Sjæl! — ^

I Virkeligheden havde han aldrig følt sig friere og lykkeligere II, 150 end nu, da han paany var bleven ene mod de mange . Han, som havde Ord for at være den af alle danske Statsmænd, der havde holdt de fleste Taler , havde i en vis Forstand været den tavseste ^ i Landet. Han syntes selv, at han havde været stum i tredive Aar ^ . Som Ordfører for et Parti, der talte tre Fjerdedele af Landets Vælgere, havde han maattet fortie eller tilhylle , hvad han inderst inde følte, og være en Mand af alles Mening. Men nu havde han faaet sit eget Mæle tilbage , og skulde han ikke ^ opleve at se Resultatet af sin sidste Kamp, saa naaede han dog inden sin Død at befri sin Sjæl! – ^

⇕ Enslevs Død IV, 4.1

⇕ De Dødes Rige 7.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 7.1

En Dag i Mørkningen ^ ^ , efter en Arbejdstid , der var begyndt Klokken otte om Morgenen, overvældede pludselig Trætheden ham, mens han sad ^ ved sit Skrivebord . Han lagde Cigaren fra sig, lænede sig tilbage i Armstolen og gav sig for nogle Minuter Søvnen i Vold .

I den begyndende Mørkning , efter en Arbejdsdag , der var begyndt Klokken otte om Morgenen, ^ sad han ved sit Skrivebord , da han pludselig lagde Pennen og lænede sig tilbage i Armstolen , overvældet af Træthed. Et Øjeblik efter sov han .

I den begyndende Mørkning ^ efter en Arbejdsdag , der var begyndt Klokken otte om Morgenen, ^ sad han ved sit Skrivebord , da han pludselig lagde Pennen og lænede sig tilbage i Armstolen , overvældet af Træthed. Et Øjeblik efter sov han .

I den tiltagende Mørkning ^ efter en Arbejdsdag , der var begyndt Klokken otte om Morgenen, ^ sad han ved sit Skrivebord , da han pludselig lagde Pennen og lænede sig tilbage i Armstolen , overvældet af Træthed. Et Øjeblik efter sov han .

Ved Vinduet sad hans gamle Veninde, Frk. Evaldsen, med en udfoldet Avis, som hun netop havde læst højt for ham. Hun gik i denne Tid helt ^ op i Omsorgen for ham og ^ forlod sjelden Huset før sent om Aftenen. For ikke at vække ham sad ^ hun stille som en Mus. Til Trods for den ubekvemme Stilling , hun maatte indtage paa Grund af Avisen, rørte hun ikke et Fingerled.
Iøvrigt hændte det i den senere Tid temmeligt regelmæssigt, at Enslev saaledes, naar Mørket faldt paa , overraskedes af Søvnen; men han holdt ikke af , at hans Veninde lod sig mærke med sin Viden om denne Gammelmandssvaghed. Overhovedet skulde man i disse Dage vogte sig for enhver Hentydning 207 til hans Alder eller Svagelighed . Han kunde blive rasende, naar Folk i hans Nærværelse brugte Udtrykket » gamle Mænd« om Folk, der ikke ^ i det mindste var halvfems.
Men nu vaagnede han. Han havde hørt det ringe .

Ved Vinduet sad Frk. Evaldsen, der i denne Tid helt II, 206 gik op i Omsorgen for ham og sjælden forlod ^ Huset før ud paa Natten, naar hun efter mange Overtalelser havde faaet ham til at gaa i Seng. Hun sad med en udfoldet Avis, hvoraf hun havde læst højt for ham, mens han arbejdede. Det var bleven en Vane hos ham at skulle have Akkompagnement af en menneskelig Stemme, naar han skrev sine Artikler , og i Almindelighed hørte han ogsaa efter og kunde midt under sit eget Arbejde gøre en Bemærkning om det , der blev læst , eller sige: » Spring det over! ... Det keder mig!«
Skønt Frk. Evaldsen godt saae , at hans Hoved var sunket ned paa Brystet, fortsatte hun sin Oplæsning men forholdt sig ellers stille som en Mus af Frygt for at vække ham med Avisens Raslen . Det hændte i den senere Tid ikke saa sjælden, at Enslev saaledes lod sig overmande af Søvnen, naar Mørket faldt paa og der blev Ro i Huset. Det varede kun et Øjeblik, og han holdt ikke af at mærke, at Veninden havde set det .
Men nu rettede han sig op. Det havde ringet .

Ved Vinduet sad Frk. Evaldsen, der i denne Tid helt gik op i Omsorgen for ham og sjælden forlod ^ Huset før ud paa Natten, naar hun efter mange Overtalelser havde faaet ham til at gaa i Seng. Hun sad med en udfoldet Avis, hvoraf hun havde læst højt for ham, mens han arbejdede. Det var bleven en Vane hos ham at skulle have Akkompagnement af en menneskelig Stemme, naar han skrev sine Artikler , og i Almindelighed hørte han ogsaa efter og kunde midt under sit eget Arbejde gøre en Bemærkning om det , der blev læst , eller sige: » Spring det over! ... Det keder mig!«
Skønt Frk. Evaldsen godt saae , at hans Hoved var sunket ned paa Brystet, fortsatte hun sin Oplæsning men forholdt sig ellers stille som en Mus af Frygt for at vække ham med Avisens Raslen . Det hændte i den senere Tid ikke saa sjælden, at Enslev saaledes lod sig overmande af Søvnen, naar Mørket faldt paa og der blev Ro i Huset. Det varede kun et Øjeblik, og han holdt ikke af at mærke, at Veninden havde set det .
Men nu rettede han sig op. Det havde ringet .

» Det er Zaun ... Men hvorfor er her mørkt? Saa drej dog op for Lyset!«
»Nej, det er ikke Zaun ,« sagde Veninden efter at have lyttet lidt. » Det er Professor Bendix .«
»Bendix? ... Hvad vil han?«

» Det er Professor Bendix ,« sagde Frk. Evaldsen efter at have lyttet lidt. ^ ^ ^
»Bendix? ... Hvad vil han?«

» Det er Professor Bendix ,« sagde Frk. Evaldsen efter at have lyttet lidt.
» Bendix ^ ^ ... Hvad vil han?«

Døren aabnedes for Husets Læge, der samme Dag var kommen hjem fra sin Udenlandsrejse. En stilfærdig og forlegen lille Mand med Skæg og Briller.

Døren aabnedes for Husets Læge, der samme Dag var kommen hjem fra sin Udenlandsrejse. En stilfærdig og forlegen lille Mand med Fuldskæg og Briller.

II, 150 Døren aabnedes for Husets Læge, der samme Dag var kommen hjem fra sin Udenlandsrejse. En stilfærdig og forlegen lille Mand med Fuldskæg og Briller.

Døren aabnedes for Husets Læge, der samme Dag var kommen II, 151 hjem fra sin Udenlandsrejse. En stilfærdig og forlegen lille Mand med Fuldskæg og Briller.

»Ja, hvad vil De mig i Grunden?« sagde Enslev. » Jeg fejler ingenting . Er stærk som en Bjørn! ... Fortæl De ^ hellere lidt om Dem selv og Deres Rejse . De har været i Italien, ikke sandt? De har været saa lykkelig at se Rom og Venedig . Det er altsammen endnu Drøm for mig. Jeg har aldrig haft Tid til at rejse. En førende Politiker er et Lands Lænkehund. Han kommer aldrig selv udenfor Porten.«

»Ja, hvad vil De mig i Grunden?« sagde Enslev. » Jeg fejler ikke noget . ^ Fortæl De mig hellere ^ om Dem selv og Deres Rejse ! De har været i Italien, ikke sandt? Har set Rom og Venedig ! Det er altsammen endnu en Fremtidsdrøm II, 207 for mig. ^ En ledende Politiker er et Lands Lænkehund. Han kommer aldrig selv udenfor Porten.«

»Ja, hvad vil De mig i Grunden?« sagde Enslev. » Jeg fejler ikke noget . ^ Fortæl De mig hellere ^ om Dem selv og Deres Rejse ! De har været i Italien, ikke sandt? Har set Rom og Venedig ! Det er altsammen endnu en Fremtidsdrøm for mig. ^ En ledende Politiker er et Lands Lænkehund. Han kommer aldrig selv udenfor Porten.«

Det var nu ikke udelukkende, fordi han ikke havde undt sig Tid dertil, at Enslev aldrig havde været udenfor Landegrænsen. Han havde ingensinde følt stærk Trang ^ til at lære noget andet Land eller Folk at kende end det danske. Og selv sine Landsmænd interesserede han sig i Grunden først for , naar de var 208 bleven Vælgere . Men ogsaa af en anden Aarsag havde han altid holdt sig ved Hjemmet . Med sin mistænksomme Natur , sin aarvaagne Frygt for Forræderi og Baghold, havde han aldrig vovet at slippe hverken Fjender eller Venner af Syne . Han havde taget Lære af , hvad han i sin Tid havde oplevet med en af sine Medbejlere til Førerskabet i Partiet, der under et seks Ugers Kurophold i Karlsbad havde mistet næsten hele sin Indflydelse i Partistyrelsen. Ved hvilken Lejlighed han heller ikke selv havde været helt uvirksom ^ ^ .

Professor Bendix var en meget omstændelig Fortæller, og Enslev tabte hurtigt Taalmodigheden. Han havde virkelig aldrig selv været udenfor Landegrænsen. Han havde ingen Trang haft til at lære andre Lande og Folk at kende ; og selv hans Landsmænd interesserede ham i Grunden først ^ , naar de var bleven Vælgere ^ . Med sin mistænksomme Natur vovede ^ han desuden ikke ^ at slippe hverken Fjender eller Venner af Syne og holdt sig til Hjemmet af Frygt for Sammensværgelser og Baghold .

Professor Bendix var en meget omstændelig Fortæller, og Enslev tabte hurtigt Taalmodigheden. Han havde virkelig aldrig selv været udenfor Landegrænsen. Han havde ingen Trang haft til at lære andre Lande og Folk at kende ; og selv hans Landsmænd interesserede ham i Grunden først ^ , naar de var bleven Vælgere ^ . Desuden ^ havde han aldrig turdet ^ slippe hverken Fjender eller Venner afsyne ^ af Frygt for Sammensværgelse og Baghold .

Professor Bendix var en omstændelig Fortæller, og Enslev tabte hurtigt Taalmodigheden. Midt under Beskrivelsen af en pompøs Messe i Peterskirken afbrød han ham med Spørgsmaalet om, hvad han mente om de Besværinger, der fra Befolkningens Side var rejst mod en Distriktslæge ^ paa Fyen .

^ Midt under Professorens Beskrivelse af en pompøs Pavemesse i Peterskirken afbrød han ham med Spørgsmaalet om, hvad han mente om de Besværinger, der fra Befolkningens Side var rejst mod en Distriktslæge Gaardbo paa Fyn .

» De er jo Formand for Medicinalraadet og faar altsaa Sagen til Bedømmelse. Hvad tror De , der kommer ud af den ?«

» De er jo Formand for Medicinalraadet og faar altsaa Sagen til Bedømmelse. Hvorledes ser De paa Spørgsmaalet ?«

Professor Bendix kendte endnu ikke noget til Sagen, og Enslev satte ham med et Par Ord ^ ind i, hvad det drejede sig om.

Professor Bendix kendte endnu ikke noget til Sagen, hvorfor Enslev ^ med et Par Ord satte ham ind i, hvad det drejede sig om.

» Manden er lidt katolsk – saadan maa man vist nærmest opfatte Forholdet. Men det er jo endelig ingen Forbrydelse. Og denne gamle Munkesnak, at vi Mennesker frivilligt skal lade os martre, er aabenbart 209 i Færd med at komme paa Moden igen. Det er det samme Vaas, der kolporteres her i Byen af den forløbne Præst, vi en Tid havde bissende i » Femte Juni«. Det skal betragtes som en stor Naade af Forsynet at blive ristet over en sagte Ild og kærtegnet med gloende Tænger. En saadan Kur skal virke til vor moralske Forbedring. Kan De begribe, Professor Bendix, hvorfra Folk faar det lammefromme Sind? Naar jeg har mine Stensmerter, føler jeg Lyst til at styrte ud paa Gaden med en Køkkenkniv og skære Halsen over paa alle mine Medmennesker.«
Professorens store brune Øjne var bleven endnu større bag de tykke Brilleglas. Han forstod ikke, hvor Enslev vilde hen med sin Tale, som der tydeligt stak en Hensigt i.
» Jeg har – som sagt – endnu ikke haft Lejlighed til at gøre mig bekendt med Sagen. Og hvad den omtalte Præst angaar –«
»Ja, han er lige til Tugthuset. Først gaar den Kanalje hos os i to Maaneder og lader sig fede op, og bagefter sælger han sin Fromhed til vore Fjender. Saadan er de Karle! ... Hvad Distriktslæge Gaardbo angaar, saa er han min Nevø. Jeg nævner det kun, for at De kan forstaa, hvorfor jeg oprindelig interesserede mig for Affæren. Det har forøvrigt nu vist sig, at det ogsaa her er Præstepartiet, der har været ude paa Rov. Det vil sikkert blive nødvendigt at 210 undersøge det Forhold nøjere, før der fældes en Dom .«
Professoren forstod Vinket og slog sine Øjne ned. Han svarede, at han ved første Lejlighed skulde sætte sig ind i Sagen, » der jo desværre synes ret alvorlig.«
» I det hele taget, Professor Bendix – De har sikkert gjort den samme Erfaring som jeg, at naar man begynder at rode op i en tvivlsom Affære, finder man altid en Præst ^ paa Bunden af den. Skulde jeg bebrejde mig noget i mit politiske Liv, saa var det fremfor alt det, at jeg ikke paa et langt tidligere Tidspunkt har rejst den Kamp, jeg nu staar i.«
Han forklarede, hvorledes et afgørende Brydetag med Kirken før eller senere blev uundgaaeligt i ethvert demokratisk styret Land. Mistænksomheden overfor Præsteskabet kunde derfor aldrig blive vaagen nok ^ ^ ^ . Som man i Familjer, hvor der var en upaalidelig Kat i Huset, altid ^ , naar der mærkedes en ilde Lugt i Stuen ^ eller der var drukken af Fløden , straks spurgte: » Hvor er Mons ?« Eller som hin franske Forhørsdommer ufravigeligt gjorde sig selv det Spørgsmaal: » Où est la femme?« Saadan skulde ^ ^ man overfor enhver Gemenhed ^ i det offenlige Liv altid spørge: » Hvor er Præsten?« ^ ^ ^

» Det har forøvrigt ^ vist sig, at det ogsaa her er Præstepartiet, der er ude paa Rov. Det vil sikkert blive nødvendigt at undersøge det Forhold nærmere, forinden der fældes nogen Dom . I det hele taget, Professor Bendix – De har naturligvis gjort den samme Erfaring som jeg, at naar man begynder at rode op i en tvivlsom Affære, II, 208 finder man altid en Præst skjult paa Bunden af den. Det berømte Ord af den franske Forhørsdommer: » Où est la femme ? « – trænger til at varieres . Som man i Familjer, hvor der er en upaalidelig Kat i Huset, straks spørger sig selv , naar der mærkes en ilde Lugt i Stuen , eller der er bleven drukket af Fløden : Hvor er Mons ? – saadan bør man overfor enhver Uredelighed i det offenlige Liv altid spørge: ^ Hvor er Præsten?«
Professorens store brune Øjne var bleven endnu større bag de tykke Brilleglas. Han sagde, at han ved første Lejlighed skulde sætte sig ind i den omtalte Sag, » der jo altsaa syntes ret alvorlig.«

» Det har forøvrigt ^ vist sig, at det ogsaa her er Præstepartiet, der er ude paa Rov. Det vil sikkert blive nødvendigt at undersøge det Forhold nærmere, forinden der fældes nogen Dom . I det hele taget, Professor Bendix — De har naturligvis gjort den samme Erfaring som jeg, at naar man begynder at rode op i en tvivlsom Affære, finder man altid en Præst skjult paa Bunden af den. Det berømte Ord af den franske Forhørsdommer: » Où est la femme ? « — trænger til at varieres . Som man i Familjer, hvor der er en upaalidelig Kat i Huset, straks spørger sig selv , naar der mærkes en ilde Lugt i Stuen , eller der er bleven drukket af Fløden : Hvor er Mons ? — saadan bør man overfor enhver II, 151 Uredelighed i det offenlige Liv altid spørge: ^ Hvor er Præsten?«
Professorens store brune Øjne var bleven endnu større bag de tykke Brilleglas. Han sagde, at han ved første Lejlighed skulde sætte sig ind i den omtalte Sag, » der jo altsaa synes ret alvorlig.«

» Det har forøvrigt ^ vist sig, at det ogsaa her er Præstepartiet, der er ude paa Rov. Det vil sikkert blive nødvendigt at undersøge det Forhold nærmere, forinden der fældes nogen Dom . I det hele taget, Professor Bendix – De har naturligvis gjort den samme Erfaring som jeg, at naar man begynder at rode op i en tvivlsom Affære, finder man altid en Præst skjult paa Bunden af den. Det berømte Ord af den franske Forhørsdommer: » Où est la femme ?« – trænger til at varieres . Som man i Familjer, hvor der er en upaalidelig Kat i Huset, straks spørger efter Mons , naar der mærkes en ilde Lugt i Stuen ^ eller der er bleven drukket af Fløden ^ ^ ^ – saadan bør man overfor enhver II, 152 Uredelighed i det offenlige Liv altid spørge: ^ Hvor er Præsten?«
Professorens store brune Øjne var bleven endnu større bag de tykke Brilleglas. Han sagde, at han ved første Lejlighed skulde sætte sig ind i den omtalte Sag, » der jo altsaa synes ret alvorlig.«

I dette Øjeblik aabnedes Døren, og en Herre gled 211 uanmeldt ind. En slank ^ Skikkelse paa et halvt Hundrede Aar med regelmæssigt smukke men udslukte Ansigtstræk. Fra Hovedskilningen, som delte det graanende Haar ogsaa i Nakken, og ned til Lakstøvlerne var han den elegante Verdensmand.
Det var Anton Bjerreby, Enslevs Husven, af Folk kaldet hans Maître de plaisir . Han havde i sine unge Dage fusket lidt som dramatisk Forfatter og Journalist, havde blandt andet været Medarbejder ved » Femte Juni« i Bladets første Tid, da Enslev selv var Redaktør og skrev det næsten alene. Siden gik han over i praktisk Virksomhed , og var nu en af Cheferne for en af Byens større Vekselmæglerforretninger . Men udenfor sin travle Kontortid var han stadig den samme stilfulde Flanør, som nu i femogtyve Aar havde været ^ Forbillede for alle Strøgets unge Lediggængere. Han havde engang været gift i fjorten Dage, men levede nu som Ungkarl , yndet af mange Kvinder, derfor en af Byens mest søgte Selskabsmænd , hvis ^ elskværdigt paagaaende og ^ smaadrillende Tone selv de færreste Mænd kunde modstaa ^ ^ .

I dette Øjeblik aabnedes Døren, og en Herre gled uanmeldt ind. Det var Anton Bjerreby, Enslevs Husven, en slank , elegant klædt, let graanet Skikkelse paa et halvt hundrede Aar med ^ smukke men udslukte Ansigtstræk.
Professor Bendix sagde Farvel, og kort efter blev der kaldt tilbords.
Bjerreby, der var Vekselmægler, havde i sine unge Dage fusket lidt som dramatisk Forfatter og Journalist, havde blandt andet været Medarbejder ved » Femte Juni« i Bladets første Tid, da Enslev selv var Redaktør og skrev Bladet næsten alene. Siden gik han over i praktisk Virksomhed ^ og var nu en af Cheferne for en ^ større Mæglerforretning . Men udenfor sin travle Kontortid var han ^ den samme stilfulde Flanør, som nu i femogtyve Aar havde været et Forbillede for ^ Strøgets unge Lediggængere. Han var ugift , yndet af mange Kvinder, derfor en af Byens mest søgte Selskabsmænd , der med et elskværdigt paagaaende II, 209 Væsen og en smaadrillende Tone opkildrede ^ en Munterhed, der farvede Kinderne .

I dette Øjeblik aabnedes Døren, og en Herre gled uanmeldt ind. Det var Anton Bjerreby, Enslevs Husven, en slank , elegant klædt, let graanet Skikkelse paa et halvt hundrede Aar med ^ smukke men udslukte Ansigtstræk.
Professor Bendix sagde Farvel, og kort efter blev der kaldt tilbords.
Bjerreby, der var Vekselmægler, havde i sine unge Dage fusket lidt som dramatisk Forfatter og Journalist, havde blandt andet været Medarbejder ved » Femte Juni« i Bladets første Tid, da Enslev selv var Redaktør og skrev Bladet næsten alene. Siden gik han over i praktisk Virksomhed ^ og var nu en af Cheferne for en ^ større Mæglerforretning . Men udenfor sin travle Kontortid var han ^ den samme stilfulde Flanør, som nu i femogtyve Aar havde været et Forbillede for ^ Strøgets unge Lediggængere. Han var ugift , yndet af mange Kvinder, derfor en af Byens mest søgte Selskabsmænd , der med et elskværdigt paagaaende Væsen og en smaadrillende Tone opkildrede ^ en Munterhed, der farvede Kinderne .

I dette Øjeblik aabnedes Døren, og en Herre gled uanmeldt ind. Det var Anton Bjerreby, Enslevs Husven, en slank , elegant klædt, let graanet Skikkelse paa et halvt hundrede Aar med ^ smukke men udslukte Ansigtstræk.
Professor Bendix sagde Farvel, og kort efter blev der kaldt tilbords.
Bjerreby, der var Vekselmægler, havde i sine unge Dage fusket lidt som dramatisk Forfatter og Journalist, havde blandt andet været Medarbejder ved » Femte Juni« i Bladets første Tid, da Enslev selv var Redaktør og skrev Bladet næsten alene. Siden gik han over i praktisk Virksomhed ^ og var nu en af Cheferne for en ^ større Mæglerforretning . Men udenfor sin travle Kontortid var han ^ den samme stilfulde Flanør, som nu i femogtyve Aar havde været et Forbillede for ^ Strøgets unge Lediggængere. Han var ugift , yndet af mange Kvinder, derfor en af Byens mest søgte Selskabsmænd . Med ^ et elskværdigt paagaaende Væsen og en smaadrillende Tone opkildrede han i Sofakrogene en Munterhed, der farvede Kinderne .

Ogsaa Enslevs Forhold til ham var en Slags ^ Forelskelse , hvis inderste Hemmelighed var den, at Bjerreby aldrig havde misbrugt hans Venskab og overhovedet var en af de faa, paa hvis uforanderlige Hengivenhed han stolede. Trods Aldersforskellen var Tonen mellem dem halvt kammeratlig. Bjerreby 212 var det eneste Menneske, hvis Frisprog Enslev taalte. Han gik ud og ind i hans Hus, som om han hørte til der, og naar han ^ ikke var budt ud i Selskab, kom han gerne af sig selv til Middag .
Hans Tilsynekomst fik hurtig Professor Bendix til at rejse sig og sige Farvel. De to var ikke Venner. Enslev nød fra sin Lænestol det Buk, hvormed de hilste paa hinanden, fordi han mente at vide, at der engang havde bestaaet et Forhold mellem Bjerreby og Professorens Frue.
Kort efter blev der kaldt tilbords .

Ogsaa Enslevs Forhold til ham var en Slags kvindagtig Forelskelse i hans elegante og verdensvante Optræden og dristige Frisprog. Trods Aldersforskellen var Tonen mellem dem halvt kammeratlig. Bjerreby gik ud og ind i Enslevs Hus, som om han hørte hjemme der, og naar han undtagelsesvis ikke var bedt ud i Selskab, kom han ^ af sig selv til Middag ^ .

Enslevs Utaalmodighed ytrede sig aldrig stærkere end ved Maaltiderne. Spiste han alene, varede endogsaa Middagen ikke mere end et Kvarter. Til lille Jensens Fortvivlelse kunde han ^ rejse sig efter den første Ret og lade hende staa der med Stegen og Desserten. Men naar Bjerreby var der og fortalte sine pikante Historier fra den københavnske Selskabsverden , faldt der mere Ro over ham ^ ^ . Bjerreby var en aabenhjertig Fortæller, og Enslev hørte paa ham ^ med en gammel Erobrers forstaaende Glimt i Øjet.
Denne Dag forlod han dog Bordet i Utide, da Zaun ^ ^ ^ havde ladet sig melde.
Den lille rastløse Direktør havde stillet sig helt og holdent til Enslevs Raadighed i denne Tid. Man saae ham indtil sent paa Natten gennemfare Byens Gader i Droske, undertiden, som det syntes, i flere 213 paa en Gang, – altid glad og smilende trods sit hovedkulds Hastværk. Han telefonerede og telegraferede og havde fortrolige Konferencer med Meningsfæller; og flere Gange i Løbet af Dagen vendte han tilbage til Enslev for at afgive Meldinger og modtage nye Ordrer.
Efter en Samtale paa fire Minuter var han borte igen. Men i det samme meldtes Redaktør Samuelsen, som Enslev selv havde sendt Bud efter.
Forholdet mellem Enslev og hans Redaktør havde i den senere Tid udviklet sig til en vedvarende Krigstilstand. I de samme Numre af Bladet, hvor Enslev paa Forsiden lod sin Pen lyne over Tyrstrup og hans kirkelige Hjælpere, kunde der f. Eks. i et Begravelsesreferat være indsmuglet en stærk Anerkendelse af en eller anden Præsts » smukke og fordomsfrie« Tale; eller man kunde finde en rosende Anmeldelse af et religiøst Skrift eller kirkeligt Foredrag.
Enslev opfattede det som et Drilleri af Samuelsen, der efter hans Mening paa den Maade vilde hævne sig paa ham, fordi han ikke havde faaet Lov til at udmaje Bladet med et koloreret Søndagsnumer, et Sportstillæg og den øvrige amerikanske Negerjournalistik, som det var hans Drøm at indføre her i Landet. Trods sin Mistænksomhed var det ikke faldet Enslev ind, at hans Redaktør med Overlæg forberedte en Konflikt.
214 Af den store Almenhed var Samuelsen hidtil bleven betragtet som Enslevs onde Aand, hvem det skyldtes, at » Femte Juni« mere og mere blev til Forargelse. Og Enslev havde fundet sin Regning ved at lade Vælgerfolket blive i den Tro. Denne foregivne Rolle som den store Førers dæmoniske Raadgiver havde tidligere smigret Samuelsen ; men den var i den sidste Tid bleven ham til Besvær. Af en ganske bestemt Aarsag var det ham om at gøre, at Folk blev opmærksom paa, hvor dyb Uoverensstemmelsen mellem dem var, særlig paa det religiøse Omraade. Sagen var den, at han bestemt ventede Enslevs Fald og forudsaae, at » Femte Juni« med sin forældede Skikkelse hurtigt vilde blive trukket med ned i Undergangen. Efter hans Mening var det derfor nu det yderste Øjeblik for en klog Rotte at smutte fra den dødsdømte Skude .

Enslevs Utaalmodighed ytrede sig aldrig stærkere end ved Maaltiderne. Spiste han alene, varede ^ Middagen ikke mere end et Kvarter. Til lille Jensens Fortvivlelse kunde han undertiden rejse sig efter den første Ret og lade hende staa der med Stegen og Desserten. Naar Bjerreby var tilstede , faldt der i tidligere Dage lidt Ro over ham , og de kunde tilsammen drikke en Del Vin . Bjerreby var en underholdende Fortæller, og Enslev hørte paa hans aabenhjertige Meddelelser fra det intime københavnske Selskabsliv med en gammel Erobrers forstaaende Glimt i Øjet. Men i den senere Tid havde ogsaa Bjerreby maattet tjene hans Politik, og Samtalerne ved Bordet havde skiftet Karakter.
Midt under Maaltidet blev Redaktør Samuelsen meldt. Enslev, der selv havde sendt Bud efter ham, rejste sig og bad de andre fortsætte.
Af den store Almenhed var Samuelsen hidtil bleven betragtet som Enslevs onde Aand, hvem det væsenlig skyldtes, at » Femte Juni« mere og mere blev til Forargelse paa Grund af sin respektløse Tone overfor alle II, 210 borgerlige Idealer. Hans store Gorillaskikkelse havde bidraget til denne Forestilling, og Enslev havde fundet sin Regning ved at lade Vælgerfolket blive i Troen.
Denne foregivne Rolle som den store Førers dæmoniske Raadgiver havde tidligere smigret Samuelsen ^ men var af en bestemt Aarsag nu bleven ham til Besvær. Efterhaanden som han havde faaet Færten af, at Enslevs Popularitet stod for Fald, og navnlig efter at han havde fundet saa ringe Forstaaelse hos ham for sine nye journalistiske Ideer, var det blevet ham magtpaaliggende at gøre Publikum opmærksom paa den skjulte Krigstilstand, der havde udviklet sig imellem dem. I de samme Numre af Bladet, hvor Enslev paa Forsiden lod sin Pen lyne over Tyrstrup og hans kirkelige Hjælpere, kunde der f. Eks. i et Begravelsesreferat være indsmuglet en stærk Anerkendelse af en eller anden Præsts » smukke og fordomsfrie« Tale; eller man kunde finde en rosende Anmeldelse af et religiøst Skrift eller et kirkeligt Foredrag .

Enslevs Utaalmodighed ytrede sig aldrig stærkere end ved Maaltiderne. Spiste han alene, varede ^ Middagen ikke mere end et Kvarter. Til lille Jensens Fortvivlelse kunde han undertiden rejse sig efter den første Ret og lade hende staa der med Stegen og Desserten. Naar Bjerreby var tilstede , faldt der i tidligere Dage lidt Ro over ham , og de kunde tilsammen drikke en Del Vin . Bjerreby var en underholdende Fortæller, og Enslev hørte paa hans II, 152 aabenhjertige Meddelelser fra det intime københavnske Selskabsliv med en gammel Erobrers forstaaende Glimt i Øjet. Men i den senere Tid havde ogsaa Bjerreby maattet tjene hans Politik, og Samtalerne ved Bordet havde skiftet Karakter.
Midt under Maaltidet blev Redaktør Samuelsen meldt. Enslev, der selv havde sendt Bud efter ham, rejste sig og bad de andre fortsætte.
Af den store Almenhed var Samuelsen hidtil bleven betragtet som Enslevs onde Aand, hvem det væsenlig skyldtes, at » Femte Juni« mere og mere blev til Forargelse paa Grund af sin respektløse Tone overfor alle borgerlige Idealer. Hans store Gorillaskikkelse havde bidraget til denne Forestilling, og Enslev havde fundet sin Regning ved at lade Vælgerfolket blive i Troen.
Denne foregivne Rolle som den store Førers dæmoniske Raadgiver havde tidligere smigret Samuelsen ^ men var af en bestemt Aarsag nu bleven ham til Besvær. Efterhaanden som han havde faaet Færten af, at Enslevs Popularitet stod for Fald, og navnlig efter at han havde fundet saa ringe Forstaaelse hos ham for sine nye journalistiske Ideer, var det blevet ham magtpaaliggende at gøre Publikum opmærksom paa den skjulte Krigstilstand, der havde udviklet sig imellem dem. I de samme Numre af Bladet, hvor Enslev paa Forsiden lod sin Pen lyne over Tyrstrup og hans kirkelige Hjælpere, kunde der f. Eks. i et Begravelsesreferat være indsmuglet en stærk Anerkendelse af en eller anden Præsts » smukke og fordomsfrie« Tale; eller man kunde finde en rosende Anmeldelse af et religiøst Skrift eller et kirkeligt Foredrag .

Enslevs Utaalmodighed ytrede sig aldrig stærkere end ved Maaltiderne. Spiste han alene, varede ^ Middagen ikke mere end et Kvarter. Til lille Jensens Fortvivlelse kunde han undertiden rejse sig efter den første Ret og lade hende staa der med Stegen og Desserten. Naar Bjerreby var tilstede , faldt der i tidligere Dage lidt Ro over ham , og de kunde tilsammen drikke en Del II, 153 Vin . Bjerreby var en underholdende Fortæller, og Enslev hørte paa hans aabenhjertige Meddelelser fra det intime københavnske Selskabsliv med en gammel Erobrers forstaaende Glimt i Øjet. Men i den senere Tid havde ogsaa Bjerreby maattet tjene hans Politik, og Samtalerne ved Bordet havde skiftet Karakter.
Midt under Maaltidet blev Redaktør Samuelsen meldt. Enslev, der selv havde sendt Bud efter ham, rejste sig og bad de andre fortsætte.
Af den store Almenhed var Samuelsen hidtil bleven betragtet som Enslevs onde Aand, hvem det væsentlig skyldtes, at » Femte Juni« mere og mere blev til Forargelse paa Grund af sin respektløse Tone overfor alle borgerlige Idealer. Hans store Gorillaskikkelse havde bidraget til denne Forestilling, og Enslev havde fundet sin Regning ved at lade Vælgerfolket blive i Troen.
Denne foregivne Rolle som den store Førers dæmoniske Raadgiver havde tidligere smigret Samuelsen ^ men var af en bestemt Aarsag nu bleven ham til Besvær. Efterhaanden som han havde faaet Færten af, at Enslevs Popularitet stod for Fald, og navnlig efter at han havde fundet saa ringe Forstaaelse hos ham for sine nye journalistiske Ideer, var det blevet ham magtpaaliggende at gøre Publikum opmærksom paa den skjulte Krigstilstand, der havde udviklet sig imellem dem. I de samme Numre af Bladet, hvor Enslev paa Forsiden lod sin Pen lyne over Tyrstrup og hans kirkelige Hjælpere, kunde der f. Eks. i et Begravelsesreferat være indsmuglet en stærk Anerkendelse af en eller anden Præsts » smukke og fordomsfrie« Tale; eller man kunde finde en rosende Anmeldelse af et religiøst Skrift eller et kirkeligt Foredrag .

Allerede et Par Gange tidligere havde han ^ maattet møde her til Forklaring, og det var kommet til ret alvorlige Sammenstød. Nu havde han bestemt sig til at lade Minen springe. Efter at han nogen Tid i Tavshed havde ladet Enslev overøse ham med Grovheder, rejste han sig op og sagde med sin uforanderlige Elskværdighed, at han efter disse Udtalelser fandt det rigtigst at opsige sin Stilling ved Bladet, da han ikke kunde handle mod sin ^ Overbevisning.

Allerede et Par Gange tidligere havde han i den Anledning maattet møde her til Forklaring, og nu havde han bestemt sig til at lade en længe forberedt Bombe springe. Efter ^ i Tavshed at have hørt paa, at Enslev overøste ham med Grovheder, rejste han sig op og sagde med uforandret Elskværdighed, at han efter disse Udtalelser maatte finde det rigtigst at opsige sin Stilling ved Bladet, da han ikke kunde handle mod sin indre Overbevisning.

215 Enslev havde nær let højt, da han hørte Samuelsen tale om sin Overbevisning.
» For min Skyld gerne!« sagde han. » Hvornaar ønsker De at fratræde?«
»Ja, De erindrer maaske, at Opsigelsesfristen er tre Dage. Det er en Bestemmelse, De selv i sin Tid forlangte indført i vor Kontrakt. De vilde have Ret, sagde De, til at sætte mig paa Porten, naarsomhelst det passede Dem. Det Udtryk brugte De netop. Jeg anmoder altsaa om Tilladelse til at forlade Bladet iovermorgen.«
Han stak sin uldhaarede Haand indenfor Frakken og fremtog en Konvolut, som han med et ærbødigt Buk lagde paa Skrivebordet.
Enslev havde indtil dette Øjeblik opfattet hans Ord som Skryderi ^ . Samuelsen havde et Par Gange tidligere forsøgt at sætte sin Vilje ^ igennem ^ ved at ymte om at » ville søge sig et taknemligere Virkefelt«. Men Synet af Konvoluten gjorde ham lidt hed om Ørene. Han vidste bedst selv, hvor meget han skyldte denne Mands Forretningsdygtighed.
Alligevel bevarede han sin Ro. » Er det Opsigelsen? Ja, ja, Samuelsen . Hos mig har enhver sin frie Vilje. Altsaa iovermorgen. Farvel!«
Han rakte ham Haanden og lod ham gaa.
Skønt Samuelsen virkelig gik, og han hørte Døren blive lukket, vilde han ^ ^ endnu ikke ^ tro paa , at det 216 var Alvor. Det kunde ikke være muligt! Det lodne Asen maatte vel komme tilbage og gøre Undskyldning! ... Men nu hørte han ogsaa Forstuedøren smække i efter ham .
I samme Øjeblik var han oppe af Stolen, ^ greb sin Stok og stolprede tilbage til Spisestuen, hvor Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby endnu sad ved Desserten.

Enslev havde nær let højt, da han hørte ham tale om sin Overbevisning. Det faldt ham ikke ind, at Opsigelsen II, 211 var alvorlig ment . Samuelsen havde ^ tidligere gjort Forsøg paa at sætte sine Planer igennem hos ham ved at ymte om at » ville søge sig et taknemligere Virkefelt«. Men nu saae han ham stikke sin uldhaarede Haand indenfor Frakken og fremdrage en Konvolut, som derpaa i al Ærbødighed blev lagt paa Skrivebordet.
Den Konvolut gjorde Enslev lidt hed om Ørene. Han vidste bedre end nogen anden, hvad denne Mands Forretningssnuhed havde betydet for ham, og hvor uundværlig han netop i Øjeblikket var ham.
Han lod sig dog ikke mærke med noget men svarede roligt:
» Er det Opsigelsen? ... Ja ja, Samuelsen ! Hos mig har enhver sin frie Vilje. Hvornaar ønsker De at fratræde?«
» Som De maaske erindrer, er Opsigelsesfristen sat til tre Dage. Det er en Bestemmelse, De i sin Tid selv forlangte indført i vor Kontrakt for ikke at være bundet til mig et Øjeblik længere, » end det passede Dem«, – som De udtrykkeligt sagde. Jeg anmoder da om Tilladelse til at forlade Bladet iovermorgen.«
Enslev kunde endnu ikke faa sig til at tro paa , at det var Alvor. Samuelsen var lønnet med Procenter af Bladets Indtægter og havde i de senere Aar ikke haft under tredive Tusinde. En saadan Stilling fandt man dog ikke paa Gaden! ... Der maatte stikke noget under.
Med sit mest tillukkede Ansigt sagde han:
» Som De vil! ... Iovermorgen altsaa!«
Samuelsen gik. Men først da Forstuedøren smækkede i efter ham , opgav Enslev Troen paa, at det var en Attitude. II, 212 Han greb sin Stok og gik hastigt tilbage til Spisestuen, hvor Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby ^ sad ved Desserten.

Enslev havde nær let højt, da han hørte ham tale om sin Overbevisning. Det faldt ham ikke ind, at Opsigelsen var alvorlig ment . Samuelsen havde ^ tidligere gjort Forsøg paa at sætte sine II, 153 Planer igennem hos ham ved at ymte om at » ville søge sig et taknemligere Virkefelt«. Men nu saae han ham stikke sin uldhaarede Haand indenfor Frakken og fremdrage en Konvolut, som derpaa i al Ærbødighed blev lagt paa Skrivebordet.
Den Konvolut gjorde Enslev lidt hed om Ørene. Han vidste bedre end nogen anden, hvad denne Mands Forretningssnuhed havde betydet for ham, og hvor uundværlig han netop i Øjeblikket var ham.
Han lod sig dog ikke mærke med noget men svarede roligt:
» Er det Opsigelsen? ... Ja ja, Samuelsen ! Hos mig har enhver sin frie Vilje. Hvornaar ønsker De at fratræde?«
» Som De maaske erindrer, er Opsigelsesfristen sat til tre Dage. Det er en Bestemmelse, De i sin Tid selv forlangte indført i vor Kontrakt for ikke at være bundet til mig et Øjeblik længere, » end det passede Dem«, — som De udtrykkeligt sagde. Jeg anmoder da om Tilladelse til at forlade Bladet iovermorgen.«
Enslev kunde endnu ikke faa sig til at tro paa , at det var Alvor. Samuelsen var lønnet med Procenter af Bladets Indtægter og havde i de senere Aar ikke haft under tredive Tusinde. En saadan Stilling fandt man dog ikke paa Gaden! ... Der maatte stikke noget under.
Med sit mest tillukkede Ansigt sagde han:
» Som De vil! ... Iovermorgen altsaa!«
Samuelsen gik. Men først da Forstuedøren smækkede i efter ham , opgav Enslev Troen paa, at det var en Attitude. Han greb sin Stok og gik hastigt tilbage til Spisestuen, hvor Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby ^ sad ved Desserten.

Enslev havde nær let højt, da han hørte ham tale om sin II, 154 Overbevisning. Det faldt ham ikke ind, at Opsigelsen var alvorlig ment . Samuelsen havde ^ tidligere gjort Forsøg paa at sætte sine Planer igennem hos ham ved at ymte om at » ville søge sig et taknemligere Virkefelt«. Men nu saae han ham stikke sin uldhaarede Haand indenfor Frakken og fremdrage en Konvolut, som derpaa i al Ærbødighed blev lagt paa Skrivebordet.
Den Konvolut gjorde Enslev lidt hed om Ørene. Han vidste bedre end nogen anden, hvad denne Mands Forretningssnuhed havde betydet for ham, og hvor uundværlig han netop i Øjeblikket var ham.
Han lod sig dog ikke mærke med noget men svarede roligt:
» Er det Opsigelsen? ... Ja ja, Samuelsen ! Hos mig har enhver sin frie Vilje. Hvornaar ønsker De at fratræde?«
» Som De maaske erindrer, er Opsigelsesfristen sat til tre Dage. Det er en Bestemmelse, De i sin Tid selv forlangte indført i vor Kontrakt for ikke at være bundet til mig et Øjeblik længere, » end det passede Dem«, – som De udtrykkeligt sagde. Jeg anmoder da om Tilladelse til at forlade Bladet iovermorgen.«
Enslev kunde endnu ikke faa sig til at tro ^ , at det var Alvor. Samuelsen var lønnet med Procenter af Bladets Indtægter og havde i de senere Aar ikke haft under tredive Tusinde. En saadan Stilling fandt man dog ikke paa Gaden! ... Der maatte stikke noget under.
Med sit mest tillukkede Ansigt sagde han:
» Som De vil! ... Iovermorgen altsaa!«
Samuelsen gik. Men først da Forstuedøren smækkede i efter ham , opgav Enslev Troen paa, at det var en Attitude. Han greb sin Stok og gik hastigt tilbage til Spisestuen, hvor Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby ^ sad ved Desserten.

» Nu skal De høre nyt! Samuelsen var hos mig nu og har sagt sin Stilling op .«
»Samuelsen!«
Frk. Evaldsen kastede sig omkring paa Stolen og greb med begge Hænder om dens Ryg .
» Det er da ikke sandt!«
»Hys!« – Enslev strakte Haanden ud og lyttede – » Ringede det ikke? – Nej! Ja, den Slubbert render fra sin Post midt under Kampagnen. Forlader Bladet iovermorgen. Han burde skydes! ... Jeg gad ikke spørge ham om, hvad han agter at tage sig for; men han maa jo sikkert have et Ben gravet ned et eller andet Sted. Han har hos mig haft sine femten Tusinde om Aaret foruden Procenter til mindst det samme Beløb. En saadan Stilling falder man dog ikke over paa Gaden !«

» Nu skal De høre Nyt!« sagde han, saasnart han var kommen indenfor Døren. » Samuelsen har sagt sin Plads op !«
Frk. Evaldsen vendte sig omkring ^ og greb med begge Hænder om Stolens Ryg .
»Samuelsen !«

Bjerreby, der med elegante Bevægelser haandterede en Nøddeknækker og havde Tallerkenen fuld af tomme Skaller, sagde paa sin ligegyldige Facon:
217 » Jeg tror , jeg kan give Dem en interessant Oplysning.«

Bjerreby, der med lade Bevægelser haandterede en Nøddeknækker og havde Tallerkenen fuld af tomme Skaller, sagde paa sin skæmtende Maade:
» Saa tror jeg, at jeg kan give Dem en interessant Oplysning.«

Bjerreby, der med lade Bevægelser haandterede en Nøddeknækker II, 155 og havde Tallerkenen fuld af tomme Skaller, sagde paa sin skæmtende Maade:
» Saa tror jeg, at jeg kan give Dem en interessant Oplysning.«

»De!«
»Ja. Jeg hørte ^ igaar paa Børsen et Rygte ... som jeg, ærlig talt, ikke tog mig videre af. Dertil forekom det mig altfor usandsynligt . Men det har aabenbart alligevel været rigtigt underrettet .«

» Hvad er det?«
» Jeg opsnappede igaar paa Børsen en Bemærkning, som jeg, ærlig talt, ikke tog mig videre af. Dertil forekom den mig altfor usandsynlig . Men den har aabenbart alligevel haft noget paa sig .«

II, 154 » Hvad er det?«
» Jeg opsnappede igaar paa Børsen en Bemærkning, som jeg, ærlig talt, ikke tog mig videre af. Dertil forekom den mig altfor usandsynlig . Men den har aabenbart alligevel haft noget paa sig .«

» ^ Saa sig det da , for Pokker ! ... Og hold op med det uudholdelige Spektakel der!«

» Hvad er det da? Saa sig det ^ , for Pokker , og hold op med det ^ Spektakel der!«

Bjerreby lagde Nøddeknækkeren og sagde:

» Samuelsen skal være Chefredaktør af Præsternes ^ nye Blad.«

» Samuelsen skal være Chefredaktør af Præsternes store nye Blad.«

Enslev slog Stokken i Gulvet foran sig og hældede sig frem.

»Samuelsen!« brølte han halvt i Latter. » Er De gal, Mand!«

Men i det næste Øjeblik gik der som et Dødens graanende Pust henover hans Ansigt , og han blev stum en Tid.
» At jeg ikke har været klogere! ... Ja, Stensballe er en dristig Mand! Det hele har været planlagt ... De Hunde!«
Han sank paany hen i sig selv, og Bjerreby fortsatte:
» Efter alt, hvad jeg kan forstaa, skal Bladet i det hele slaaes svært op. Jeg har hørt om en Aktiekapital paa en halv Million. Og Tillid til Succes’en 218 maa der være; det slutter jeg af, at Kaffe-Søholm er en af Garanterne. Den Mand vover ikke sine Penge, hvor han ikke mener at kunne gøre Regning paa Aagerrenter. Forresten skal det være Deres egen Brorsøn – den nye Folketingsmand – der har faaet ham interesseret for Bladet. Det hedder sig, at Pastor Gaardbo er bleven Pot og Pande i den Søholmske Familje. De har lært hinanden at kende paa Søholms fynske Gods. Kan han løbe af med den sidste af »Kaffesøstrene«, gør han sgu i enhver Henseende et fint Parti .«

Men i det næste Øjeblik gik der som et Dødens graanende II, 213 Pust henover hans Ansigt . Og virkelig svimlede det et Nu for ham ved Forstaaelsen af, at den klogeste af alle kloge Rotter havde forladt hans Skib for at bjærge sig over i Fjendens.
Bjerreby gav sig til at fortælle om, hvad han iøvrigt havde hørt om Bladets Start, om Aktiekapitalens Størrelse og Medarbejderstaben.
» Det er aabenbart Meningen at maskere Foretagendet som Boulevardblad. Stensballe er en modig Mand , og det er sikkert ingen fejl Beregning af ham at have underkøbt Samuelsen. Det vil i hvert Fald vække Sensation .«

Men i det næste Øjeblik gik der som et Dødens graanende Pust henover hans Ansigt . Og virkelig svimlede det et Nu for ham ved Forstaaelsen af, at den klogeste af alle kloge Rotter havde forladt hans Skib for at bjærge sig over i Fjendens.
Bjerreby gav sig til at fortælle om, hvad han iøvrigt havde hørt om Bladets Start, om Aktiekapitalens Størrelse og Medarbejderstaben.
» Det er aabenbart Meningen at maskere Foretagendet som Boulevardblad. Stensballe er en modig Mand , og det er sikkert ingen fejl Beregning af ham at have underkøbt Samuelsen. Det vil i hvert Fald vække Sensation .«

Enslev vaagnede op af sin mørke Tankefuldhed og afbrød ham .

Enslev vaagnede op af sin mørke Tankefuldhed ^ .

Enslev vaagnede op af sin ^ Tankefuldhed ^ .

» Ti nu stille! Og hør, hvad jeg vil sige! Dersom Pastor Stensballe og de andre fromme Æsler bilder sig ind, at de har bragt mig i Knibe ved at underkøbe Samuelsen netop nu – saa skal de faa at se, at de har taget fejl! Jeg overtager fra iovermorgen selv Redaktionen. Det Bytte taber Bladet vist ikke ved! ... Det kommer til at gaa lidt ud over min Nattero; men det vænner man sig til. I tolv Aar havde jeg Hundevagten ved mit eget Blad. – Redaktørskiftet skal endnu i Aften meddeles Telegram-Bureauet. Og imorgen Formiddag Kl. 11 skal Redaktionssekretærerne og de faste Medarbejdere give Møde her – undtagen Samuelsen naturligvis. Jeg slaar den fede Gorilla Kortene ud af Haanden! Zaun skal jeg have 219 fat i straks. Hvor han saa er, maa han skaffes tilveje inden en Time .«
De sidste Sætninger rettede han direkte til Frk. Evaldsen, der ogsaa straks rejste sig for at udføre hans Ordrer. Hun og Bjerreby havde vekslet ^ ^ ^ bekymrede Blikke over Bordet; men ingen af dem vovede nogen Indsigelse. De vidste ^ altfor godt, hvor haabløst det under et saadant Udbrud var at ville indvirke paa ham . De havde netop siddet og talt om, at han i disse Dage paa ængstende Maade mindede ^ om en af Uvejr forslaaet gammel ^ ^ Ørn, der kaster sig op imod Stormen med stedse vildere Vingeslag og ikke giver tabt, før Hjertet brister.

» Ti nu stille! Og hør, hvad jeg vil sige! ^ Jeg overtager fra imorgen selv Redaktionen. Det Bytte taber Bladet vist ikke ved! ^ Redaktørskiftet skal endnu iaften meddeles Telegrambureauet, og imorgen Formiddag Kl. 11 skal Redaktionssekretæren og de faste Medarbejdere give Møde her . Zaun skal jeg have fat i straks. Hvor han saa er, maa han bringes tilveje inden en Time . Han maa skaffe mig en Mand, der forstaar sig paa koloreret Billedtryk. Og De, Bjerreby, maa ogsaa hjælpe mig med at faa fat i nogle habile Folk, der kan paatage sig at udmaje Bladet efter amerikansk Negersmag. Jeg vil slaa den lodne Skurk Kortene ud af Haanden!«
Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby vekslede bekymrede Blikke over Bordet; men de vidste begge to kun altfor godt, at det var haabløst at prøve nogen Indsigelse . De havde netop siddet og talt om, at Enslev i disse Dage paa ængstende Maade mindede dem om en ^ gammel ^ syg II, 214 Ørn, der kæmper sig op mod et Uvejr med stedse vildere Vingeslag og ikke giver tabt, før Hjertet brister.

» Ti nu stille! Og hør, hvad jeg vil sige! ^ Jeg overtager fra imorgen selv Redaktionen. Det Bytte taber Bladet vist ikke ved! ^ Redaktørskiftet skal endnu iaften meddeles Telegrambureauet, og imorgen Formiddag Kl. 11 skal Redaktionssekretæren og de faste Medarbejdere give Møde her . Zaun skal jeg have fat i straks. Hvor han saa er, maa han bringes tilveje inden en Time . Han maa skaffe mig en Mand, der forstaar sig paa koloreret Billedtryk. Og De, Bjerreby, maa ogsaa hjælpe mig med at faa fat i nogle habile Folk, der kan paatage sig at udmaje Bladet efter amerikansk Negersmag. Jeg vil slaa den lodne Skurk Kortene ud af Haanden!«
Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby vekslede bekymrede Blikke over Bordet; men de vidste begge to kun altfor godt, at det var II, 155 haabløst at prøve nogen Indsigelse . De havde netop siddet og talt om, at Enslev i disse Dage paa ængstende Maade mindede dem om en ^ gammel , syg Ørn, der kæmper sig op mod et Uvejr med stedse vildere Vingeslag og ikke giver tabt, før Hjertet brister.

» Ti nu stille! Og hør, hvad jeg vil sige! ^ Jeg overtager fra imorgen selv Redaktionen. Det Bytte taber Bladet vist ikke ved! ^ Redaktørskiftet skal endnu iaften meddeles Telegrambureauet, og imorgen Formiddag Kl. 11 skal Redaktionssekretæren og de faste Medarbejdere give Møde her . Zaun skal jeg have fat i straks. Hvor han saa er, maa han bringes tilveje inden en Time . Han maa skaffe mig en Mand, der forstaar sig paa koloreret Billedtryk. Og De, Bjerreby, maa ^ hjælpe mig med at faa fat i nogle habile Folk, der kan paatage sig at udmaje Bladet efter II, 156 amerikansk Negersmag. Jeg vil slaa den lodne Skurk Kortene ud af Haanden!«
Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby vekslede bekymrede Blikke over Bordet; men de vidste begge to kun altfor godt, at det var haabløst at prøve nogen Indsigelse . De havde netop siddet og talt om, at Enslev i disse Dage paa ængstende Maade mindede dem om en ^ gammel , syg Ørn, der kæmper sig op mod et Uvejr med stedse vildere Vingeslag for ikke at give tabt, før Hjertet brister.

^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

^ Frk. Evaldsen rejste sig straks for at gaa til Telefonen . Bjerreby lagde sig tilbage i Stolen og sagde:
»Selvfølgelig! Jeg er til Deres Disposition!«
II .

^ Frk. Evaldsen rejste sig straks for at gaa til Telefonen . Bjerreby lagde sig tilbage i Stolen og sagde:
»Selvfølgelig! Jeg er til Deres Disposition!«
II

Mens Frk. Evaldsen rejste sig ^ for at gaa til Telefonen , lagde Bjerreby ^ sig tilbage i Stolen og sagde:
»Selvfølgelig! Jeg er til Deres Disposition!«
II

⇕ Enslevs Død IV, 4.2

⇕ De Dødes Rige 7.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 7.2

⇕ ⇒ E t Par Dage efter, at Bladene havde bragt Meddelelse om Karsten Froms og Jytte Abildgaards Forlovelse, søgte Professor Asmus Hagen sin hjemvendte Ven paa det Hotel ved Kongens Nytorv, hvor Vennen boede. Han havde ikke set noget til ham i flere Dage og var længselsfuld efter at erfare, hvad Virkning Efterretningen havde gjort paa ham.
Da han stod af Sporvognen, saae han, at der var Trængsel omkring Avismanden paa Holdepladsen, og lidt efter stod han selv med et Ekstranumer af » Femte Juni« i Haanden. Det indeholdt Ordlyden af et » Forslag til Beslutning«, som Enslev samme 220 Dag havde indsendt til Folketingets Formand. I voldsomme Ord udtalte det Mistillid til Ministeriet og stillede Kravet om dets øjeblikkelige Fjernelse.
Asmus Hagen stak Papiret i Lommen, og skraade over Torvet hen mod Hotellet.
Torben Dihmer var hjemme. Han stod foran en aaben Kuffert og lagde nogle Bøger ned.
» Hvad betyder det? Skal du rejse?«
»Ja, det veed du jo! Dersom du ikke var kommen, havde jeg gjort dig et Besøg engang i Aften. Nu vil jeg hjem til Favsingholm.«
Asmus Hagen tog Avisen op af Lommen.
» Læs her! Kan det ikke holde dig tilbage?«
» Hvorfor mener du?« spurgte Torben, da han havde gennemløbet Meddelelsen.
» Lykkes det Enslev at skaffe sig blot en nogenlunde præsentabel Minoritet, faar vi sikkert nye Valg inden otte Dage.«
» Du har maaske Ret. Men jeg er ganske uinteresseret. Den hele Hanekamp er for mig ikke en Bønne værd.«
» Altsaa stadig lige umulig! ... Hvornaar rejser du?«
»Imorgen. – Men sæt dig nu ned og tag dig en Cigaret og lad os tale om noget andet.«
» Lad mig endnu blot sige om den forestaaende Afgørelse, som altsaa efter din Mening ikke er en Bønne værd, – Enslev er det sidste, skrøbelige Bolværk 221 mod den middelalderlige Syndflod, som nu truer os. Rimeligvis bilder Tyrstrup sig ind, at naar han først faar bundet Munden paa Enslev, skal han snart faa Krammet paa sine nuværende Hjælpere. Han er en godmodig og enfoldig Trækokse, der ikke selv veed, hvem der kører ham. Men han skal nok faa det at mærke! Der er kommen en Musetravlhed over Præsteskabet, der tyder paa store Forberedelser.«
» Naa ja. Vi kommer maaske til at opleve en Kostymeforandring. Andet bliver det dog ikke. Indvendig ser den Slags Folk allesammen ens ud. Med eller uden Møllesten om Halsen er de lige store Narre eller lige frygtelige Ødelæggere.«
Asmus Hagen, der havde slaaet sig ned i Sofaen, var overrasket over at finde sin Ven saa rolig, næsten oprømt. Men der var samtidig noget i hans Udseende, der ængstede ham. Skønt Torben Dihmer stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset, slog det ham, hvor hans Ansigt havde forandret sig de sidste Dage.
» Sig mig, Torben – du glemmer da ikke at tage dine Piller regelmæssigt? Du veed, det er aldeles nødvendigt, at du ikke forsømmer det.«
Vennens Spørgsmaal satte Torben Dihmer i Forlegenhed. Han stod lænet til Karmen og saae ned paa sine Fødder. Pludselig løftede han Hovedet som den, der tager en Beslutning. Og han satte 222 sig stille hen ved Siden af Asmus Hagen og lagde Armen om hans Skulder.
» Jeg vil være fuldt oprigtig mod dig. Det skylder jeg dig. Du har gjort saa meget for mig, og naar jeg nu tilstaar dig Sandheden, vil du vist finde mig skammelig utaknemlig. Men det faar saa være! Fra den Dag for godt et Aar siden, da du kom over til mig paa Favsingholm – i det mindste fra den Dag, jeg rejste hjemmefra som helbredet – har jeg ført en Skintilværelse, som jeg maa befries for. Du forstaar det vist ikke, men saadan forholder det sig. Man sidder ikke tre lange Aar og venter paa at blive færget over til den anden Bred uden at faa Mærker af det. Paa mine fysiske Organer har dine Piller gjort Underværker. Jeg er bleven rørig og stærk som før. Men mit Sind – mit hele Følelsesliv – har du ikke kunnet give den gamle Robusthed tilbage; og i den Henseende vil ikke Alverdens Kemikalier kunne hjælpe noget. ⇕ ⇒ Med mine 85 Kilo gaar jeg omkring i denne Verden som et lidt uhyggeligt Gespenst, baade for mig selv og jer andre; en Emeritus, dit forhenværende Medmenneske, Asmus, der er ude af Stand til længer at føle synderligt ved det hele.«
» Vil du med alt det sige, at du ikke længer tager dine Piller? For i saa Fald vil jeg lade dig vide –.«
» Jeg veed det. Du behøver ikke at fortælle mig, 223 hvad Følgerne vil blive. Men ser du, jeg er kommen til den Overbevisning, at man ikke skal forsøge paa at stride mod sin Skæbne. For det nytter dog ikke noget. Der gøres ikke Mirakler her i Verden. Heller ikke af Videnskaben.«
» Jeg spørger dig endnu en Gang: er det din Mening, at du vil gøre en Ulykke paa dig selv? At du er begyndt at negligere dit Helbred, har jeg allerede set paa dig. For det Tilfælde, at det er din Hensigt at fortsætte paa den Maade, skal jeg minde dig om den Forfatning, jeg fandt dig i, da jeg kom over til dig paa Favsingholm.«
Torben Dihmer, der havde sluppet Vennens Skulder og nu sad foroverbøjet og betragtede sine Hænder, tøvede længe med Svaret.
» Jeg siger dig jo, at jeg har forliget mig med min Skæbne. Den er nu engang min , og jeg kan ikke længer forestille mig mit Liv uden den. Vi to er viet til hinanden, og – som Formularen lyder – hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker ikke adskille. Det kommer der kun Skuffelse og Ufred ud af. Det er, hvad jeg nu har lært.«
» Jeg vil ikke filosofere med dig,« sagde Asmus Hagen. » Dertil synes Sagen mig – ærlig talt – for alvorlig. Men jeg vil gøre dig et Spørgsmaal, Torben. Og nu maa du ikke tage mig det fortrydeligt, at jeg taler saa ligefrem til dig om et Forhold, 224 som jeg ellers ikke skulde have berørt. Synes du, det er dig rigtig værdigt at lade dig slaa saa vanvittigt ud af din Bane for en eneste Kærlighedsskuffelses Skyld? Min Kusine er ganske vist en højst indtagende Dame, og jeg, som har kendt jeres tidligere Forhold, forstaar naturligvis din Bitterhed. Men der findes dog Gudskelov andre indtagende – og mindre vægelsindede – Kvinder i Verden end Jytte; og om du vil gifte dig – hvad jeg i høj Grad vil anbefale dig – behøver du jo ikke at være bange for, at du ikke med Lethed vil finde Erstatning.«
Torben Dihmer sad stadig i den samme Stilling og saae paa sine Hænder. Ved Lyden af Jyttes Navn dirrede det i hans Kinder.
» Det er noget nyt at møde dig som Advokat for Ægtestanden. I gamle Dage havde vi, som du maaske husker, adskillige varme Dispyter om den Ting. Nu kommer dine Rekommandationer for mit Vedkommende post festum . Og hvad specielt din Kusine angaar, saa vil jeg gerne – siden du nu har taget dig den Frihed at trække den gamle Historie frem igen – saa vil jeg gerne en Gang for alle have det sagt, at jeg betragter det som en Lykke ogsaa for mig, at vort sidste Møde forløb, som det gjorde. Det er altsaa ikke af den Grund, jeg har ladet mig » drive ud af min Bane« – som du siger. Jeg skylder din Kusine stor Taknemlighed, fordi hun dengang 225 med sit standhaftige Vægelsind forhindrede en Ulykke. Det be’r jeg dig om ved Lejlighed at sige hende fra mig.«
Asmus Hagen bøjede sig frem fra Sofahjørnet og bankede ham smilende paa Skuldren.
»Undskyld! Men er det ikke noget, du sidder og forsøger paa at bilde dig selv ind? Indrøm i det mindste, at du ikke havde lagt Vejen til Favsingholm over København, dersom Jytte ikke havde været her.«
Torben blev stærkt rød.
» Naa – og hvad saa?«
» Du havde altsaa et Ærinde.«
» Hvor vil du hen med alt det?«
»Jo, ser du, det har Betydning for mig at vide det. Dine forrykte Selvmordsplaner ... ja, det nytter ikke, du vil protestere. Jeg kalder dem nu saadan! ... Dem havde du altsaa ikke, da du kom hertil. Dem har du udklækket under Indtrykket af, hvad du har oplevet i disse Dage. Der er da lykkeligvis Haab om, at de ikke sidder fastere hos dig, end at du kan bringes til Fornuft.«
» Du tager igen fejl, Asmus! Den Beslutning, jeg har fattet, skal du ikke gøre noget Forsøg paa at faa mig bort fra. Det vil være spildt Ulejlighed. Den er saa gammel hos mig som min Overbevisning om, at vi Mennesker først faar Fred i Sjælen, naar 226 vi holder op med at ville fuske den store Verdensmester i Haandværket og ligesom daarlige Skuespillere forvrænge og forfladige den Rolle, vi har faaet tildelt i hans Drama.«
» Hvorfor kom du da hertil?«
» Naar du absolut skal vide det – saa havde jeg ganske rigtig et Ærinde her. Jeg kan ikke gaa i Detailler. Saa meget vil jeg blot sige, at siden jeg nu har set din Kusine og hendes Kæreste sammen et Par Gange, er jeg befriet for min sidste Tvivl om min Overflødighed her. At Hr. Karsten From næppe kan være det Ideal af en Mandsperson, som din Kusine saa ihærdigt har eftersøgt, forandrer ikke noget i mit Syn paa Sagen. Som du forleden meget rigtig sagde: Kærligheden suspenderer Fornuften. Det er sikkert netop dens Bestemmelse.«
Asmus Hagen havde igen lænet sig tilbage i Sofahjørnet. Han betragtede en Tid sin Ven i Tavshed.
»Torben! Vil du – for gammelt Venskabs Skyld – gøre mig en Tjeneste?«
» Lad mig først høre, hvad det gælder.«
» Lov mig at blive her endnu i fjorten Dage. Og opsøg saa dine gamle Venner, kast dig ud i Selskabslivet, prøv i det hele igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen – og du skal se, hvordan alle dine »Spøgelsefornemmelser« vil forsvinde. Gør i det mindste et Forsøg!«
227 » Du har misforstaaet mig, Asmus! Jeg har ikke beklaget mig. Det skal du heller ikke gøre. Jeg misunder jer ikke jeres Glæder. Jeg har mine egne – som jeg altsaa nu vender tilbage til. Du talte før om den Tilstand, du traf mig i, da du kom til Favsingholm sidste Efteraar. Den har jeg naturligvis ikke glemt; men den skræmmer mig ikke mere. Jeg tror, at jeg nu er i Stand til at skønne paa, hvad jeg dengang lærte. En saadan lang Sygdomstid gør En klog paa mange Ting, som er skjult for de sunde og geskæftige.«
» Hvad er det for Slags Lærdomme, du tænker paa?« spurgte Vennen.
» Det maa du som Læge jo vide bedre end nogen anden, at endogsaa en uhelbredelig Spedalsk kan have sin Lykkeverden. Blot det, at man opdager, hvor lidt der i Grunden skal til for at gøre Sindet glad, er jo en uvurderlig Gevinst. En Fugl, der sætter sig i Vindueskarmen, et Dun, et Støvfnug, der sejler En forbi i Solskinnet, alle disse mange smaa Oplevelser, som hver eneste Dag i Aaret er rig paa, men som vi ellers ikke giver os Tid til at glæde os over, – mere behøves der jo ikke. En saadan Sindets Nøjsomhed har kun Børn og syge Mennesker i vore forjagede Dage. Og saa er den dog Betingelsen for al virkelig Glæde.«
Asmus Hagen svarede efter en Pavse:
228 » Jeg har jo altid sagt dig det, at du gik med Spiren til en Drømmer og Sværmer i dig. Nu har jeg da faaet Ret – desværre.«
» Har du det? Du veed dog, at jeg selv har en ganske anden Opfattelse af min Udvikling. Jeg synes undertiden, jeg er vaagnet op af en lang, dyb Søvn og er den eneste rigtig levende her – i de Dødes Rige. Og hvorfor er du i Grunden saa forarget? Du har dog for dit eget Vedkommende holdt dig det hele Markedsspektakel forsigtig paa Afstand. Du anbefaler mig Ægteskab, men selv har du ikke giftet dig. Du vil absolut have mig ind i Politiken og kaste mig i Armene paa Selskabet, men selv er du mere end ængstelig for at blive begramset af Offenlighedens Slagternæver.«
» Jeg staar i Ambulancen. Det kan give en samvittighedsfuld Mand Beskæftigelse nok.«
Torben Dihmer faldt et Øjeblik i Tanker. Saa nikkede han.
» Det forstaar jeg,« sagde han. »Ja, Menneskeslægten er syg. Afsindig. Hvad jeg i disse ti Maaneder har været Vidne til i tre Verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige Rastløshed, hvormed en gal Mand arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Al denne forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, en Ophoben af Varer, der ikke svarer til 229 noget naturligt Behov men maa paatvinges Menneskeheden med Magt eller Kneb – det er, det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger. – – Det er forresten sandt,« afbrød han sig selv og løftede Hovedet. » Kender du en Distriktslæge Gaardbo paa Fyn?«
» Seminaristen?«
» Hvad mener du?«
» Saadan kaldte vi ham i sin Tid paa Hospitalet. Det er velsagtens hans taabelige Skriverier, du er kommen ud for.«
»Taabelige? Det finder jeg ikke.«
»Nej, naturligvis!« udbrød Asmus Hagen og rejste sig. » Der maatte det jo ende med dig! Ja, nu forstaar jeg, at du er inkurabel!«
Ude paa Gulvet fortsatte han i Forbitrelse:
» Det er virkelig oplivende! Her gaar vi Læger og Videnskabsmænd og arbejder trofast paa at gøre Tilværelsen en Smule menneskelig for vore Medskabninger ... og saa faar vi Skam til Tak af en skørhovedet Kvaksalver, der hidser Folk op imod os. Og forholdsvis fornuftige Mennesker applauderer Manden og finder ham interessant. Det er nydeligt!«
Torben Dihmer rejste sig nu ogsaa. Han gik hen og lagde sine Hænder paa Vennens Skuldre.
» Vi vil ikke skilles som Uvenner! Du maa ikke tro, Asmus, at jeg er utaknemlig. Mere end nogensinde 230 veed jeg nu, hvormeget jeg skylder dig. Uden din Vennehjælp havde jeg endnu været Jordens usleste Menneske. – Men lad mig nu gøre dig et Forslag! Kom over og besøg mig paa Favsingholm, naar der er gaaet et halvt Aar. Det skal da vise sig, om jeg er bleven klogere. Til Sommer altsaa!«
» Du regner med saa store Tal. Dersom det til den Tid var for silde?«
Torben Dihmer vendte sig fra ham.
» Naa ja! Saa er der et Menneske mindre i Verden. Det er det hele!«
» Det vil jeg sige dig, Torben, at havde jeg Magt som Agt, saa fik du ikke Lov til at rejse. Jeg spærrede dig inde, indtil du kom til Fornuft.«
»Ja, ligesom din Bror!« sagde Torben og vendte sig igen omkring. » Jeg forstaar det! Men gaa nu, Asmus! Ellers modstaar du maaske ikke Fristelsen til at erklære mig for gal. – Og dersom du kan, saa bevar endnu lidt Venskab for mig!«

⇕ Enslevs Død IV, 4.3

⇕ De Dødes Rige 7.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 7.2

F or fuldt besat Sal og overfyldte Tilhørerpladser aabnedes Folketingets sidste Møde før Jul. Det var ^ d. 21. December, Kl. 8 Aften. Oppe fra Galleriet og fra Logerne var alle Kikkerter rettet mod Enslevs hvide Hoved, der for første Gang efter tre Aars Forløb 231 saaes i den Forsamling, som han i over en Menneskealder havde behersket.

For fuldt besat Sal og overfyldte Tilhørerpladser aabnedes Folketingets sidste Møde før Jul. Det var paa Aarets korteste Dag, d. 21. December, Kl. 8 Aften. Oppe fra Galleri og Loger var alle Kikkerter rettede mod Enslevs hvide Hoved, der for første Gang efter lang Tids Forløb saaes i den Forsamling, som han i ^ en Menneskealder havde behersket.

For fuldt besat Sal og overfyldte Tilhørerpladser aabnedes Folketingets sidste Møde før Jul. Det var paa Aarets korteste Dag, den 21. December, Kl. 8 Aften. Oppe fra Galleri og Loger var alle Kikkerter rettede mod Enslevs hvide Hoved, der for første Gang efter lang Tids Forløb saaes i den Forsamling, som han i ^ en Menneskealder havde behersket.

Han sad paa sin gamle Plads omtrent midt i Salen og gennembladede de fremlagte Papirer.

Han sad paa sin gamle Plads omtrent midt i Salen og bladede i nogle Papirer.

Foruden hans Mistillidsvotum stod der paa Dagsordenen nogle Smaasager, der skulde gøres færdige, inden Tinget tog Ferie. Under deres Behandling , som ingen hørte paa, var Medlemmerne i travl Bevægelse, som om der endnu i sidste Øjeblik blev truffet vigtige Afgørelser . Selv Rektor Bohse sad ikke som ellers paa sin Plads som Tingets eneste opmærksomme Tilhører. Sammen med gamle Jørgen Højbo, Lærer Tanning og et Par andre af det tyrstrupske Partis Ledere var han bleven kaldt ^ til en Konference i en af Vinduesfordybningerne. Bagefter gik Lærer Tanning rundt i Salen og hviskede Partimedlemmerne en Ordre i Øret.

Forud for hans » Forslag til Beslutning« stod der paa Dagsordenen et Par Smaasager, der skulde gøres færdige, inden Tinget tog Ferie. Deres Behandling tilendebragtes under fuldkommen Ligegyldighed, mens Medlemmerne var i febrilsk Bevægelse overalt i Salen . Selv Rektor Bohse sad ikke ^ paa sin Plads . Jørgen Højbo havde kaldt ham til en Konference i en af Vinduesfordybningerne.
Lærer Tanning gik ^ rundt i Salen og hviskede Partimedlemmerne en Ordre i Øret.

Da han naaede Højskoleforstander Aleksandersen, hvis slanke Skikkelse som sædvanlig stod lænet op mod en Pille til fri Beskuelse for Damerne i den reserverede Loge , efterlod han et Skuffelsens Mørke i Højskolemandens mandige ^ Træk. Det var nemlig ^ bleven bestemt, at kun Tyrstrup selv skulde svare paa Enslevs Angreb ^ , idet ^ man frygtede for, at Kirkefolkets kampivrige Ordførere under en vidtløftig Debat skulde aabenbare for mange af de skjulte Brist i Partiets Sammenhold.
232 Under alt dette sad Enslev i utilnærmelig Ensomhed og bladede i sine Papirer. Ikke en eneste Gang saae han op.
Frem og tilbage langsmed Væggen gik hans Ungdomsven og Dødsfjende Gjærup med sine lange Arme bag paa Ryggen. Som en Mørkets Hævnaand gik han der og gned ^ Fingerenderne mod hinanden ^ . Naar han engang imellem standsede og saae ud over Salen, blev hans Brilleglas ^ hvide i Glødelampernes Skær som blinde Øjne. Fyrretyve Aars opsamlede Had skulde endelig mættes. Fyrretyve Aars Ydmygelser og Spot skulde nu gengældes. Ingen havde i disse Dage været mere virksom end denne gulblege Mand, der engang var Enslevs mest trofaste og opofrende Ven . Hvad enten det galdt om at friste en af Fjenderne til Frafald eller at true en vankelmodig Partifælle paa Mandatet, havde han vist den samme ^ Iver. Det var ^ ogsaa ham, der havde ført Samuelsen og Pastor Stensballe sammen til deres første, hemmelige Forhandlinger om Overtagelsen af den nye Redaktørpost. Naar i det hele dette Folketingsmøde var bleven saa snildt forberedt, saa virkningsfuldt tilrettelagt som en Slags offentlig Henrettelse, hvor Folket ved sine Tillidsmænd skulde dømme en gammel Misdæder fra Ære og Liv, var det først og fremmest Gjærups Værk.
Pludselig blev der forøget Røre i Salen . Alle ^ Medlemmer 233 skyndte sig til deres Pladser. Formandsklokken havde lydt. Behandlingen af de mange Smaasager var ført tilende paa tyve Minuter.
Efter en ganske kort Pavse rejste Formanden sig igen og oplæste det indbragte » Forslag til Beslutning «. Derpaa gav han Ordet til det ærede Medlem fra Københavns ^ tredje Valgkres. Det var Enslev.

Da han forlod Aleksandersen, der stod og talte med Johannes Gaardbo , laa der et Skuffelsens Mørke over II, 215 Højskoleforstanderens Træk. For at undgaa en vidtløftig Debat, der maaske kunde udsætte Sammenholdet for Fare, var det bleven bestemt, at kun Tyrstrup ^ skulde besvare Enslevs Angreb . Nogen Ængstelse med Hensyn til Afstemningens Resultat nærede man ganske vist ikke længer i Partiet, og navnlig var Enslevs Nederlag bleven helt sikret , efter at Arbejdernes Repræsentanter paa indtrængende Forestilling af Johannes Gaardbo og andre demokratisk sindede Præster havde besluttet sig til at svare » Stemmer ikke«. Men man vilde ikke være tilfreds med, at Enslevs Mistillidsvotum slet og ret nedstemtes. Man ønskede, det skulde ske paa en saa eftertrykkelig Maade, at han herefter var en politisk død Mand.
Frem og tilbage langsmed Væggen gik Gjærup som en Mørkets Hævnaand ^ og gned urolig Fingerenderne mod hinanden bag paa Ryggen . Naar han engang imellem standsede og saae ud over Salen, faldt der fra Glødelamperne et Skær over hans Brilleglas , der gjorde dem hvide ^ som blinde Øjne. ^ Ingen havde ^ været mere virksom end han for at faa dette Rigsdagsmøde tilrettelagt som en Slags offenlig Henrettelse . Hvad enten det galdt om at friste en af Enslevs Tilhængere til Frafald eller at true en vankelmodig Partifælle paa Mandatet, havde han vist den samme blodtørstige Iver. Det var ^ ogsaa ham, der havde ført Samuelsen og Pastor Stensballe sammen til deres første, hemmelige Forhandlinger om ^ den nye Redaktørpost.
Under al denne Uro i Salen sad Enslev i utilgængelig Ensomhed og bladede i sine Papirer. Ikke en eneste II, 216 Gang saae han op. Men nogle Medlemmer , der havde bevæget sig i hans Nærhed, forsikrede, at hans Hænder rystede.
Nu ringede Formandens Klokke, og alle skyndte sig til deres Pladser. ^ Efter en Række Afstemninger, som var færdige paa to Minutter, oplæste Formanden det indbragte » Forslag til Beslutning « og gav derpaa Ordet til det ærede Medlem fra Københavns Amts tredje Valgkres. Det var Enslev.

Da han forlod Aleksandersen, der stod og talte med Johannes Gaardbo , laa der et Skuffelsens Mørke over Højskoleforstanderens Træk. For at undgaa en vidtløftig Debat, der maaske kunde udsætte Sammenholdet for Fare, var det bleven bestemt, at kun Tyrstrup ^ skulde besvare Enslevs Angreb . Nogen Ængstelse med Hensyn til Afstemningens Resultat nærede man ganske vist ikke længer i Partiet, og navnlig var Enslevs Nederlag bleven helt sikret , efter at Arbejdernes Repræsentanter paa indtrængende II, 156 Forestilling af Johannes Gaardbo og andre demokratisk sindede Præster havde besluttet sig til at svare » Stemmer ikke«. Men man vilde ikke være tilfreds med, at Enslevs Mistillidsvotum slet og ret nedstemtes. Man ønskede, det skulde ske paa en saa eftertrykkelig Maade, at han herefter var en politisk død Mand.
Frem og tilbage langsmed Væggen gik Gjærup som en Mørkets Hævnaand ^ og gned urolig Fingerenderne mod hinanden bag paa Ryggen . Naar han engang imellem standsede og saae ud over Salen, faldt der fra Glødelamperne et Skær over hans Brilleglas , der gjorde dem hvide ^ som blinde Øjne. ^ Ingen havde ^ været mere virksom end han for at faa dette Rigsdagsmøde tilrettelagt som en Slags offenlig Henrettelse . Hvad enten det galdt om at friste en af Enslevs Tilhængere til Frafald eller at true en vankelmodig Partifælle paa Mandatet, havde han vist den samme blodtørstige Iver. Det var ^ ogsaa ham, der havde ført Samuelsen og Pastor Stensballe sammen til deres første, hemmelige Forhandlinger om ^ den nye Redaktørpost.
Under al denne Uro i Salen sad Enslev i utilgængelig Ensomhed og bladede i sine Papirer. Ikke en eneste Gang saae han op. Men nogle Medlemmer , der havde bevæget sig i hans Nærhed, forsikrede, at hans Hænder rystede.
Nu ringede Formandens Klokke, og alle skyndte sig til deres Pladser. ^ Efter en Række Afstemninger, som var færdige paa to Minutter, oplæste Formanden det indbragte » Forslag til Beslutning « og gav derpaa Ordet til det ærede Medlem fra Københavns Amts tredje Valgkres. Det var Enslev.

Da han forlod Aleksandersen, der stod og talte med Johannes Gaardbo , laa der et Skuffelsens Mørke over Højskoleforstanderens Træk. For at undgaa en vidtløftig Debat, der maaske kunde II, 157 udsætte Sammenholdet for Fare, var det bleven bestemt, at kun Tyrstrup ^ skulde besvare Enslevs Angreb . Nogen Ængstelse med Hensyn til Afstemningens Resultat nærede man ganske vist ikke længer i Partiet, og navnlig var Enslevs Nederlag bleven helt sikret , efter at Arbejdernes Repræsentanter paa indtrængende Forestilling af Johannes Gaardbo og andre demokratisk sindede Præster havde besluttet sig til at svare » Stemmer ikke«. Men man vilde ikke være tilfreds med, at Enslevs Mistillidsvotum slet og ret nedstemtes. Man ønskede, det skulde ske paa en saa eftertrykkelig Maade, at han herefter var en politisk død Mand.
Frem og tilbage langsmed Væggen gik Gjærup som en Mørkets Hævnaand ^ og gned urolig Fingerenderne mod hinanden bag paa Ryggen . Naar han engang imellem standsede og saae ud over Salen, faldt der fra Glødelamperne et Skær over hans Brilleglas , der gjorde dem hvide ^ som blinde Øjne. ^ Ingen havde ^ været mere virksom end han for at faa dette Rigsdagsmøde tilrettelagt som en Slags offenlig Henrettelse . Hvad enten det galdt om at friste en af Enslevs Tilhængere til Frafald eller at true en vankelmodig Partifælle paa Mandatet, havde han vist den samme blodtørstige Iver. Det var da ogsaa ham, der havde ført Samuelsen og Pastor Stensballe sammen til deres første, hemmelige Forhandlinger om ^ den nye Redaktørpost.
Under al denne Uro i Salen sad Enslev i utilgængelig Ensomhed og bladede i sine Papirer. Ikke en eneste Gang saae han op. Men nogle Medlemmer , der havde bevæget sig i hans Nærhed, forsikrede, at hans Hænder rystede.
Nu ringede Formandens Klokke, og alle skyndte sig til deres Pladser. ^ Efter en Række Afstemninger, som var færdige paa to Minutter, oplæste Formanden det indbragte » Forslag til Beslutning « og gav derpaa Ordet til det ærede Medlem fra Københavns Amts tredje Valgkres. Det var Enslev.

Man saae ham rejse sig fra sin Plads, og det var i samme Nu , som om han var den eneste levende i hele Salen, saa lydløst stille blev der. Alle Øjne fulgte ham paa hans hurtige Gang hen til Talerstolen. Man hørte de dumpe Stød af Stokken mod Gulvtæppet, og i den store Stilhed føltes Lyden lidt uhyggelig, som om den var et Varsel . Men nu stod han deroppe med tilbagekastet Hoved og lod sit mørkt flammende Blik ^ langsomt glide hen over Forsamlingen , flytte sig ligesom søgende fra Sted til Sted og derpaa løfte sig op til Loger og Galleri – saadan som han havde haft for Skik, saa langt nogen kunde huske tilbage .

Man saae ham rejse sig fra sin Plads, og det var i det samme , som om han var den eneste levende i hele Salen, saa lydløst stille blev der. Alles Øjne fulgte ham paa hans hurtige Gang hen til Talerstolen. Man hørte de dumpe Stød af Stokken mod Gulvtæppet, og i den dybe Stilhed føltes Lyden uhyggeligt gengangeragtig . Men nu stod han deroppe med tilbagekastet Hoved og lod sit ^ Blik glide langsomt ud over Forsamlingen ^ og derpaa ^ op til Loger og Galleri – saadan som han havde haft for Skik, saa længe nogen kunde huske ^ .

Man saae ham rejse sig fra sin Plads, og det var i det samme , som om han var den eneste levende i hele Salen, saa lydløst stille blev der. Alles Øjne fulgte ham paa hans hurtige Gang hen til Talerstolen. Man hørte de dumpe Stød af Stokken mod Gulvtæppet, og i den dybe Stilhed føltes Lyden uhyggeligt gengangeragtig . Men nu stod han deroppe med tilbagekastet Hoved og lod sit ^ Blik glide langsomt ud over Forsamlingen ^ og derpaa ^ op til Loger og Galleri — saadan som han havde haft for Skik, saa længe nogen kunde huske ^ .

Man saae ham rejse sig fra sin Plads, og det var i det samme , som om han var den eneste levende i hele Salen, saa lydløst stille blev der. Alles Øjne fulgte ham paa hans hurtige Gang hen til Talerstolen. Man hørte de dumpe Stød af Stokken mod Gulvtæppet, og i den dybe Stilhed føltes Lyden uhyggeligt gengangeragtig . II, 158 Men nu stod han deroppe med tilbagekastet Hoved og lod sit ^ Blik glide langsomt ud over Forsamlingen ^ og derpaa ^ op til Loger og Galleri – saadan som han havde haft for Skik, saa længe nogen kunde huske ^ .

Det slog i disse Øjeblikke mange, hvor stærkt hans lille blyfarvede Ansigt med dets ^ Indramning af uldhvidt Haar og Skæg var blevet ^ mærket af den Draabe Taterblod, der for mere end hundrede Aar siden havde forvildet sig ind i hans Slægt. Der var baade Vildskab og Snuhed og mistænksom Frygt i dette Blik, hvormed han ligesom kastede et 234 Garn ud over alle sine Tilhørere for straks at fange dem ind under sin Personligheds Magt.

Det slog i disse Øjeblikke mange, hvor stærkt hans lille blyfarvede Ansigt med dets hvide Indramning af uldtæt Haar og Skæg i de sidste Aar var bleven mærket af den Draabe Taterblod, der for mere end et Aarhundrede siden havde forvildet sig ind i hans Slægt. Der var baade Vildskab og snu Beregning og mørk Mistænksomhed i dette Blik, hvormed han ligesom kastede et Garn ud over ^ sine Tilhørere for ^ at fange dem ind under sin Personligheds Magt.

Det slog i disse Øjeblikke mange, hvor stærkt hans lille blyfarvede II, 157 Ansigt med sin hvide Indramning af uldtæt Haar og Skæg i de sidste Aar var bleven mærket af den Draabe Taterblod, der for mere end et Aarhundrede siden havde forvildet sig ind i hans Slægt. Der var baade Vildskab og snu Beregning og mørk Mistænksomhed i dette Blik, hvormed han ligesom kastede et Garn ud over ^ sine Tilhørere for ^ at fange dem ind under sin Personligheds Magt.

Det slog i disse Øjeblikke mange, hvor stærkt hans lille blyfarvede Ansigt i dets hvide Indramning af uldtæt Haar og Skæg ^ de sidste Aar var bleven mærket af den Draabe Taterblod, der for mere end et Aarhundrede siden havde forvildet sig ind i hans Slægt. Der var baade Vildskab og snu Beregning og mørk Mistænksomhed i dette Blik, hvormed han ligesom kastede et Garn ud over ^ sine Tilhørere for ^ at fange dem ind under sin Personligheds Magt.

Han begyndte sin Tale med næsten uhørlig Stemme, hvad der hos flere af dem, der var fortrolige med hans Virkemidler, vakte en Anelse om, at han ved denne Lejlighed underfundigt vilde spille med Dæmper ^ paa Strengene. Det skabte nogen Ængstelse hist og her i det tyrstrupske Parti, hvor man trods alt ikke var ganske tryg. Det var før set, ^ ^ at Enslev havde vendt Stemningen i en Forsamling ved en Overlistelse. Skulde tilmed Tyrstrup være uheldig med sin Forsvarstale – hvad man desværre maatte regne med – kunde Resultatet af Afstemningen let blive usikkert. Og det var ikke tilstrækkeligt, at Enslevs Forslag slet og ret forkastedes. Det maatte ske paa en saa afgørende Maade, at den sidste Rest af Magt blev slaaet den gamle Voldsmand ud af Haanden.
» Dersom jeg i dette Øjeblik,« sagde han, » da mit lange , politiske Liv nærmer sig sin Afslutning – og maaske staar jeg paa denne Talerstol for sidste Gang – dersom jeg nu skulde samle i et enkelt Ord, hvad jeg kunde ønske at efterlade som Summen af mine Erfaringer ... efterlade som en politisk Arv til dem, for hvem Frihedens Navn endnu er et helligt Navn; til dem, som ikke har glemt, at Trældommens Dage, at Træhesten og Naadigherrens 235 Hundepisk, ikke er Drøm og Digt, og som forstaar, at Friheden endnu kun er som et diende Barn i Verden, der Dag og Nat maa værnes og værges – – da maatte dette Ord lyde, som det har lydt de hundrede Gange før fra erfarne Statsmænds Læber: Vogt paa Herrerne i de lange Kjoler!«
Trods hans fuldkommen rolige Tone gik der pludselig en bølgende Bevægelse gennem Salen. Oppe i Galleriet raabte en kraftig Stemme: »Bravo!« Da Formanden i den Anledning rørte Klokken og formanede Tilhørerne til Tavshed, gjorde Enslev et Ophold, hvorunder han paa sin hastige Maade nedsvælgede et Glas Vand i et Par Slurke.
Først da der igen var bleven fuldkommen Ro, fortsatte han: ^

Han var selv ganske klar over sin Stilling. Fra det II, 217 Øjeblik, han havde erfaret Arbejderpartiets Beslutning, forstod han, at Slaget var tabt denne Gang, hans Hær paa Flugt. Men trods alle Augurers Advarsler var han ikke tilsinds ^ at opgive Kampen. Kom han end ikke selv til at opleve Sejren over den gamle Giftdrage, saa skulde dog Eftertiden med Taknemlighed knytte hans Navn til Folkets endelige Befrielse. Og denne forventningsfulde Stilhed i Salen, disse Hundreder af uroligt stirrende Øjenpar virkede paa ham med en uimodstaaelig Magt som Synet af den fyldte Cirkus paa en gammel Toreador.
Han havde dog ikke talt længe, før han følte, at han talte mod en Mur. Oppe fra Tilhørergalleriet lød et Par Gange et »Bravo«, som fik Formanden til at røre Klokken; men fra Salens tætte Rækker slog en Kulde op imod ham, der tilsidst gjorde ham nervøs. Han saae Lærer Tanning hælde sig med et Smil over mod sin Nabo, Jørgen Højbo, og hviske ham noget i Øret; og Højskoleforstander Aleksandersen, der som sædvanlig stod opstillet ved en Pille med Armene over Brystet , tildrog sig en Gang Opmærksomheden ved en dristig Afbrydelse, som vakte dæmpet Tilslutning. Af Frygt for ikke at kunne beherske sin Lidenskab, dersom han slap den løs, lod Enslev , som om han ikke hørte Tilraabet. I temmelig rolig Tone fortsatte han sin Gennemgang af Ministeriets Administration med en Paavisning af, hvor svagt og eftergivende det havde været overfor Kirkens mere og mere anmassende Forsøg paa at ophøje sig til et Overværgeraad for Folket under Paaberaabelse af guddommelig Myndighed.

Han var selv ganske klar over sin Stilling. Fra det Øjeblik, han havde erfaret Arbejderpartiets Beslutning, forstod han, at Slaget var tabt denne Gang, hans Hær paa Flugt. Men trods alle Augurers Advarsler var han ikke tilsinds ^ at opgive Kampen. Kom han end ikke selv til at opleve Sejren over den gamle Giftdrage, saa skulde dog Eftertiden med Taknemlighed knytte hans Navn til Folkets endelige Befrielse. Og denne forventningsfulde Stilhed i Salen, disse Hundreder af uroligt stirrende Øjenpar virkede paa ham med en uimodstaaelig Magt som Synet af den fyldte Cirkus paa en gammel Toreador.
Han havde dog ikke talt længe, før han følte, at han talte mod en Mur. Oppe fra Tilhørergalleriet lød et Par Gange et »Bravo«, som fik Formanden til at røre Klokken; men fra Salens tætte Rækker slog en Kulde op imod ham, der tilsidst gjorde ham nervøs. Han saae Lærer Tanning hælde sig med et Smil over mod sin Nabo, Jørgen Højbo, og hviske ham noget i Øret; og Højskoleforstander Aleksandersen, der som sædvanlig stod opstillet ved en Pille med Armene over Brystet , tildrog sig en Gang Opmærksomheden ved en dristig Afbrydelse, som vakte dæmpet Tilslutning. Af Frygt for ikke at kunne beherske sin Lidenskab, dersom han slap den løs, lod Enslev , som om han ikke hørte Tilraabet. I temmelig rolig Tone fortsatte han sin Gennemgang af Ministeriets Administration med en Paavisning af, hvor svagt og eftergivende det havde været overfor Kirkens mere og mere anmassende Forsøg paa at ophøje sig til et Overværgeraad for Folket under Paaberaabelse af guddommelig Myndighed.

Han var selv ganske klar over sin Stilling. Fra det Øjeblik, han havde erfaret Arbejderpartiets Beslutning, forstod han, at Slaget var tabt denne Gang, hans Hær paa Flugt. Men trods alle Augurers Advarsler var han ikke tilsinds til at opgive Kampen. Kom han end ikke selv til at opleve Sejren over den gamle Giftdrage, saa skulde dog Eftertiden med Taknemlighed knytte hans Navn til Folkets endelige Befrielse. Og denne forventningsfulde Stilhed i Salen, disse Hundreder af uroligt stirrende Øjenpar virkede paa ham med en uimodstaaelig Magt som Synet af den fyldte Cirkus paa en gammel Toreador.
Han havde dog ikke talt længe, før han følte, at han talte mod en Mur. Oppe fra Tilhørergalleriet lød et Par Gange et »Bravo«, som fik Formanden til at røre Klokken; men fra Salens tætte Rækker slog en Kulde op imod ham, der tilsidst gjorde ham nervøs. Han saae Lærer Tanning hælde sig med et Smil over mod sin Nabo, Jørgen Højbo, og hviske ham noget i Øret; og Højskoleforstander Aleksandersen, der som sædvanlig stod opstillet ved en Pille med Armene over Brystet , tildrog sig en Gang Opmærksomheden ved en dristig Afbrydelse, som vakte dæmpet Tilslutning. Af Frygt for ikke at kunne beherske sin Lidenskab, dersom han slap den løs, lod Enslev , som om han ikke hørte Tilraabet. I temmelig rolig Tone fortsatte han sin Gennemgang af Ministeriets Administration med en Paavisning af, hvor svagt og eftergivende det havde været overfor Kirkens mere og mere anmassende II, 159 Forsøg paa at ophøje sig til et Overværgeraad for Folket under Paaberaabelse af guddommelig Myndighed.

» Der er to store Onder, der har hærget Menneskeheden fra Tidernes første Begyndelse . Det er Tyranni og Overtro. Kampen mod disse to ødelæggende Magter udgør den hele Verdenshistorie. Hvor de virker hver for sig, kan de være frygtelige nok; men det er dog først, naar de optræder samlede, at de bliver den Ulykke, der lægger Verden øde for Menneskene. Men paa en saadan Overenskomst mellem Tyranni og frygtsom Overtro hviler ethvert organiseret Kirkesamfund. I alle Lande og alle Tider var da ogsaa Kirken, Moskeen og Synagogen Despotiets sikreste Forbundsfælle, Voldsherredømmets 236 faste Borg, dets Tilflugtssted og Skalkeskjul i Modgangens Dage. – Hvorledes har nu vor Regering vogtet paa denne skjulte Fare?«
Han gennemgik Ministeriets Historie for at vise, hvor svagt det havde været overfor Kirkens fornyede Forsøg paa at ophøje sig til et Overværgeraad for Folket under Paaberaabelse af guddommelig Myndighed. Som et Eksempel nævnede han Valget af den nye Kultusminister. For første Gang siden Demokratiets Sejr var Skole, Videnskab og Kunst igen givet ind under en Kirketjeners Formynderskab, og det var en offenlig Hemmelighed, hvilke Kræfter der havde været i Bevægelse i den Anledning. Men ogsaa Besættelsen af andre vigtige Tillidsposter omkring i Landet, og ikke mindst Regeringens – som oftest underjordiske – Virksomhed ved sidste Valg, viste klart, hvor eftergivende den var bleven overfor Kirkens anmassende Krav.
» Den nuværende Slægt har faaet Friheden i Vuggegave. Den skulde dog ikke glemme, hvad den har kostet af Blod og Taarer. Men først og fremmest skulde vi ikke indbilde os, at den er bleven et umisteligt Gode, da der tværtimod er al Grund til at vise den yderste Aarvaagenhed. Vi lever i en Tid , da Frihedens ^ Dødsfjender ^ igen begynder at rejse Hovedet over hele Verden. Rundt om i Gehejmekabinetter af forskellig Art lægges onde Raad op 237 imod den . Enhver, der har Øre at høre med ^ , maa kunne fornemme det , hvordan der paany i Mørke og Skjulthed smedes Lænker for Folket og dets Sønner. Vi ser jo ogsaa, hvordan en ny Tids Poeter og Profeter frækt udsaar Mistillid til Aandsfrihedens Velsignelser og omdøber Trældom og Overtro med skønt klingende Navne. Og i en saadan Tid giver vor Regering sorgløst Landets Ve og Vel i Hænderne paa en Stand, hvis Kald og hellige Pligt det er at undergrave den vaagnende Folkevilje, at mistænkeliggøre Menneskets Liv i dets morgenfriske Kraft og Fylde til Bedste for et Fædreland hinsides Skyerne.«
Med et kort, ligesom uvejrsbelyst Udsyn ^ ^ ^ ^ ^ ^ over Danmarks Historie i de sidste hundrede Aar søgte han at godtgøre, at alle tidligere Forsøg fra Kirkens Side paa at tiltvinge sig Førerskabet i Landet ^ havde været Forbud paa nationale Sammenbrud. Han nævnte Grundtvigs kværulerende Vækkelse i Aarhundredets Begyndelse umiddelbart før Statsbankerotten, og talte om det politiske Kirkeregimente i Aarhundredets Midte, der førte til den store Krigsulykke i Treserne. Og han fortsatte efter en Pavse, hvorunder han igen havde set sig truende rundt i Salen:

Han talte om de to store Onder, der havde hærget Menneskeheden II, 218 fra Tidernes første Begyndelse , Tyranni og Overtro. Kampen mod disse to ødelæggende Magter udgjorde i Virkeligheden den hele Verdenshistorie. Hvor de virkede hver for sig, kunde de være frygtelige nok; men det var dog først, naar de optraadte samlede, at de blev den Ulykke, der lagde Verden øde for Menneskene. Men paa en saadan Forening af Despoti og frygtsom Overtro hvilede ethvert organiseret Trossamfund.
» Vi lever i en Tid ,« sagde han, » da Frihedens lænkede Dødsfjender overalt i Verden igen begynder at rejse Hovedet og med blodskudte Øjne bedømmer deres Chancer . Enhver, der ikke gaar med Vat i Ørene , maa kunne fornemme ^ , hvordan der paany i Mørke og Skjulthed lægges onde Raad op mod Folket og dets Sønner. Hører vi ikke allerede en ny Tids ^ Profeter mistænkeliggøre det frigjorte Menneskeliv i dets morgenfriske Kraft og Fylde? Hører vi ikke dens Digtere omdøbe Trældom og Overtro med skønt klingende Navne? – Og hvorledes har vor Regering nu vogtet paa denne Fare? Jo, ved for første Gang siden Demokratiets Sejr at lægge Skole, Videnskab og Kunst ind under en Kirketjeners Myndighed! Ved overalt i Landet – aabenlyst og skjult – at gøre vore Fjender større og større Indrømmelser!«
Han fortsatte sin Tale med et Tilbageblik over Danmarks Historie i de sidste hundrede Aar for at vise, hvorledes alle tidligere Forsøg fra Kirkens Side paa at tiltvinge sig Førerskabet i Landet , lige siden Grundtvigs kværulerende Vækkelse i Aarhundredets Begyndelse umiddelbart før Statsbankerotten, havde været Forbud II, 219 paa nationale Sammenbrud. Burde ikke dette vække til alvorlig Eftertanke?

Han talte om de to store Onder, der havde hærget Menneskeheden fra Tidernes første Begyndelse , Tyranni og Overtro. Kampen mod disse to ødelæggende Magter udgjorde i Virkeligheden II, 158 den hele Verdenshistorie. Hvor de virkede hver for sig, kunde de være frygtelige nok; men det var dog først, naar de optraadte samlede, at de blev den Ulykke, der lagde Verden øde for Menneskene. Men paa en saadan Forening af Despoti og frygtsom Overtro hvilede ethvert organiseret Trossamfund.
» Vi lever i en Tid ,« sagde han, » da Frihedens lænkede Dødsfjender overalt i Verden igen begynder at rejse Hovedet og med blodskudte Øjne bedømmer deres Chancer . Enhver, der ikke gaar med Vat i Ørene , maa kunne fornemme ^ , hvordan der paany i Mørke og Skjulthed lægges onde Raad op mod Folket og dets Sønner. Hører vi ikke allerede en ny Tids ^ Profeter mistænkeliggøre det frigjorte Menneskeliv i dets morgenfriske Kraft og Fylde? Hører vi ikke dens Digtere omdøbe Trældom og Overtro med skønt klingende Navne? — Og hvorledes har vor Regering nu vogtet paa denne Fare? Jo, ved for første Gang siden Demokratiets Sejr at lægge Skole, Videnskab og Kunst ind under en Kirketjeners Myndighed! Ved overalt i Landet — aabenlyst og skjult — at gøre vore Fjender større og større Indrømmelser!«
Han fortsatte sin Tale med et Tilbageblik over Danmarks Historie i de sidste hundrede Aar for at vise, hvorledes alle tidligere Forsøg fra Kirkens Side paa at tiltvinge sig Førerskabet i Landet , lige siden Grundtvigs kværulerende Vækkelse i Aarhundredets Begyndelse umiddelbart før Statsbankerotten, havde været Forbud paa nationale Sammenbrud. Burde ikke dette vække til alvorlig Eftertanke?

Han talte om de to store Onder, der havde hærget Menneskeheden fra Tidernes første Begyndelse , Tyranni og Overtro. Kampen mod disse to ødelæggende Magter udgjorde i Virkeligheden den hele Verdenshistorie. Hvor de virkede hver for sig, kunde de være frygtelige nok; men det var dog først, naar de optraadte samlede, at de blev den Ulykke, der lagde Verden øde for Menneskene. Men paa en saadan Forening af Despoti og frygtsom Overtro hvilede ethvert organiseret Trossamfund.
» Vi lever i en Tid ,« sagde han, » da Frihedens lænkede Dødsfjender overalt i Verden igen begynder at rejse Hovedet og med blodskudte Øjne bedømmer deres Chancer . Enhver, der ikke gaar med Vat i Ørene , maa kunne fornemme ^ , hvordan der paany i Mørke og Skjulthed lægges onde Raad op mod Folket og dets Sønner. Hører vi ikke allerede en ny Tids ^ Profeter mistænkeliggøre det frigjorte Menneskeliv i dets morgenfriske Kraft og Fylde? Hører vi ikke dens Digtere omdøbe Trældom og Overtro med skønt klingende Navne? – Og hvorledes har vor Regering nu vogtet paa denne Fare? Jo, ved for første Gang siden Demokratiets Sejr at lægge Skole, Videnskab og Kunst ind under en Kirketjeners Myndighed! Ved overalt i Landet – aabenlyst og skjult – at gøre vore Fjender større og større Indrømmelser!«
Han fortsatte sin Tale med et Tilbageblik over Danmarks Historie i de sidste hundrede Aar for at vise, hvorledes alle tidligere Forsøg fra Kirkens Side paa at tiltvinge sig Førerskabet i Landet , lige siden Grundtvigs kværulerende Vækkelse i Aarhundredets Begyndelse umiddelbart før Statsbankerotten, havde været Forbud paa nationale Sammenbrud. Burde ikke dette vække til alvorlig Eftertanke?

» Der fortælles om forskellige gamle Borge, at der ved forestaaende Ulykker aabenbarer sig en graaklædt 238 Dame, en sort Ridder eller en anden Genganger fra en svunden Tid, der varsler om Katastrofen . Vi hører ^ ogsaa Søfolk tale om Klabautermanden, der viser sig i Rigningen eller ved Roret ^ , naar Skibet styrer sin Undergang imøde. Saadan synes ogsaa ethvert gammelt Land, naar man læser dets Historie, at have sin varslende Skygge. Jeg tilstaar, jeg har aldrig betragtet det som nogen Tilfældighed, at der stod en bispeklædt Mand ved Statens Ror i Ulykkesaaret 1864. Var det i hvert Fald ikke et Symbol? Og bør det ikke være os en Advarsel?«

» Der fortælles om mange gamle Borge, at der forud for en Ulykke altid aabenbarer sig en graaklædt Dame, en sort Ridder eller en anden Genganger fra en svunden Tid, der rejser sig af sin Grav for at varsle om den forestaaende Katastrofe . Vi hører jo ogsaa Søfolk tale om Klabautermanden, der viser sig i Rigningen eller ved Roret i Storm og Tykning , naar Skuden styrer sin Undergang imøde. Saadan synes ogsaa ethvert gammelt Land, naar man læser dets Historie, at have sin varslende Skygge. Jeg tilstaar, jeg har aldrig betragtet det som nogen Tilfældighed, at der stod en bispeklædt Mand ved Statens Ror i Ulykkesaaret 1864. Er det i hvert Fald ikke et Symbol? Og bør det ikke tjene os til Advarsel?«

» Der fortælles om mange gamle Borge, at der forud for en Ulykke altid aabenbarer sig en graaklædt Dame, en sort Ridder eller en anden Genganger fra en svunden Tid, der rejser sig af sin Grav for at varsle om den forestaaende Katastrofe . Vi hører jo ogsaa Søfolk tale om Klabautermanden, der viser sig i Rigningen eller ved Roret i Storm og Tykning , naar Skuden styrer sin Undergang imøde. Saadan synes ogsaa ethvert gammelt Land, naar man læser dets Historie, at have sin varslende Skygge. Jeg tilstaar, jeg har aldrig betragtet det som nogen Tilfældighed, at der stod en bispeklædt Mand ved Statens Ror i Ulykkesaaret II, 159 1864. Er det i hvert Fald ikke et Symbol? Og bør det ikke tjene os til Advarsel?«

» Der fortælles om mange gamle Borge, at der forud for en Ulykke altid aabenbarer sig en graaklædt Dame, en sort Ridder eller en anden Genganger fra en svunden Tid, der rejser sig af sin Grav for at varsle om den forestaaende Katastrofe . Vi hører jo ogsaa Søfolk tale om Klabautermanden, der viser sig i Rigningen eller ved Roret i Storm og Tykning , naar Skuden styrer II, 160 sin Undergang imøde. Saadan synes ogsaa ethvert gammelt Land, naar man læser dets Historie, at have sin varslende Skygge. Jeg tilstaar, jeg har aldrig betragtet det som nogen Tilfældighed, at der stod en bispeklædt Mand ved Statens Ror i Ulykkesaaret 1864. Er det i hvert Fald ikke et Symbol? Og bør det ikke tjene os til Advarsel?«

Skønt han hele Tiden havde vedligeholdt den beherskede, næsten spagfærdige Tone, han begyndte i, havde der flere Gange under hans Tale lydt knurrende Protester rundt om fra Salen. Adskillige af hans ^ ^ gamle Venner blandt Bønderne sad med et indadvendt og bedrøvet Udtryk. En skægget Missionsmand fra Vestjylland havde foldet Hænderne og stirrede op paa ham i ophidset Forfærdelse.
Han følte det selv, at han talte mod en Mur. Han mærkede ogsaa, hvordan den Kulde, der slog op imod ham fra disse tætte Rækker af forhenværende Tilhængere, efterhaanden lammede ham . I den mere ^ end hundredhovede Forsamling var der ikke tredive, som ikke i sin Tid havde modtaget deres politiske Daab af hans Haand; hvem han ikke som 239 Faddergave havde skænket deres Plads her i Tinget og siden ødslet sin Beskyttelse paa og delt sin Hæder med i sine Velmagtsdage. Nu viste de Hunde ham ganske aabenlyst deres Had!
Højskoleforstander Aleksandersen, der allerede et Par Gange havde vakt Opmærksomhed med dristige Afbrydelser , raabte efter hans sidste Ord: »Bagvaskelse!« – Han sendte ham et Lyn med Øjnene, men tav. Han vovede ikke at udslynge det Svar, der brændte hans Tunge. Han bed Tænderne sammen af Frygt for at slippe sin Lidenskab løs nu, da der var baade Skrig og Hulken i hans Sind.
Lidt efter sluttede han sin Tale, fordi han følte sig svimmel. Kort samlede han, hvad han havde sagt, i en Opfordring til at nedstemme Ministeriet, der skammeligt havde misbrugt Folkets Tillid og forraadt dets helligste Sag.
Fra Tilhørerne havde man under Slutningen af hans Tale ikke hørt en Lyd. Alle sad spændt optaget af at følge Røret i Salen, var lutter Øjne og Øre for ikke at gaa tabt af den mindste Afbrydelse. Men i samme Øjeblik, Enslev sluttede, skiftede Billedet om. Det var nu fra Rækkerne i Loger og Galleri, at der steg et Brus af Bevægelse, hvorimod Livet i Salen stivnede som ved Berøringen med en Kommandostav. Da han gik ned fra Talerstolen saae man, at han var uhyggeligt bleg.
240 Idet han paa Vejen til sin Plads passerede Stenografernes Bord snublede han lidt over en Fold i Gulvtæppet. En Stenograf, der netop havde rejst sig, greb ham ærbødigt om Armen for at støtte; men i Stedet for at takke ham, sendte han ham et forbitret Blik.
Da han var naaet tilbage til sin Plads, kom efterhaanden en fem-seks af Tingets Medlemmer hen og trykkede hans Haand. Det var alt.
Lærer Tanning hældede sig over mod Jørgen Højby, der var hans Nabo:
» Det Snigløb havde han ingen Held med,« sagde han smilende. » Han er bleven for gammel!«
»Ja, det var mat!« erklærede den anden .

Der havde under hele Slutningen af hans Tale lydt stærke Protester rundt om fra Salen. Da han gik ned, blev der Tavshed, og man saae, at han var bleg.
Lærer Tanning hældede sig atter over mod Jørgen Højbo og sagde:
» Det Snigløb havde han ingen Held med.«
»Nej, det var mat!« svarede den gamle Bonde og udtalte hermed omtrent, hvad der var den almindelige Mening ikke alene i Salen men ogsaa paa Tilhørerpladserne . Enslev havde for første Gang skuffet sit københavnske Publikum.
Idet han vendte tilbage til sin Plads, kom han til at snuble over en Fold i Gulvtæppet; men da en Stenograf, som netop var traadt tilside for at lade ham passere, II, 220 ærbødigt greb ham om Armen, sendte han ham et rasende Blik i Stedet for at takke. Ingen vidste bedre end han selv, at han havde været uheldig med sin Tale. Under de forgæves Anstrengelser for at paavirke Salens fjendtlige Holdning havde han tabt Herredømmet over sine Tanker; og efterhaanden som han mærkede, at Inspirationen svigtede , var han bleven mere og mere nervøs.
Da han kom tilbage til sin Plads, flokkedes en halv Snes af hans Venner lidt forlegne omkring ham for at trykke hans Haand .

Der havde under hele Slutningen af hans Tale lydt stærke Protester rundt om fra Salen. Da han gik ned, blev der Tavshed, og man saae, at han var bleg.
Lærer Tanning hældede sig atter over mod Jørgen Højbo og sagde:
» Det Snigløb havde han intet Held med.«
»Nej, det var mat!« svarede den gamle Bonde og udtalte hermed omtrent, hvad der var den almindelige Mening ikke alene i Salen men ogsaa paa Tilhørerpladserne . Enslev havde for første Gang skuffet sit københavnske Publikum.
Idet han vendte tilbage til sin Plads, kom han til at snuble over en Fold i Gulvtæppet; men da en Stenograf, som netop var traadt tilside for at lade ham passere, ærbødigt greb ham om Armen, sendte han ham et rasende Blik i Stedet for at takke. Ingen vidste bedre end han selv, at han havde været uheldig med sin Tale. Under de forgæves Anstrengelser for at paavirke Salens fjendtlige Holdning havde han tabt Herredømmet over sine Tanker; og efterhaanden som han mærkede, at Inspirationen svigtede , var han bleven mere og mere nervøs.
Da han kom tilbage til sin Plads, flokkedes en halv Snes af hans Venner lidt forlegne omkring ham for at trykke hans Haand .

Der havde under hele Slutningen af hans Tale lydt stærke Protester rundt om fra Salen. Da han gik ned, blev der Tavshed, og man saae, at han var bleg.
Lærer Tanning hældede sig atter over mod Jørgen Højbo og sagde:
» Det Snigløb havde han ikke Held med.«
»Nej, det var mat!« svarede den gamle Bonde og udtalte hermed omtrent, hvad der var den almindelige Mening ikke alene i Salen men ogsaa paa Tilhørerpladserne . Enslev havde for første Gang skuffet sit københavnske Publikum.
Idet han vendte tilbage til sin Plads, kom han til at snuble over en Fold i Gulvtæppet; men da en Stenograf, som netop var traadt tilside for at lade ham passere, ærbødigt greb ham om Armen, sendte han ham et rasende Blik i Stedet for at takke. Ingen vidste bedre end han selv, at han havde været uheldig med sin Tale. Under de forgæves Anstrengelser for at paavirke Salens fjendtlige Holdning havde han tabt Herredømmet over sine Tanker; og efterhaanden som han mærkede, at Inspirationen svigtede , var han bleven mere og mere nervøs.
Da han kom tilbage til sin Plads, flokkedes en halv Snes af hans Venner lidt forlegne omkring ham for at trykke hans Haand .

Imidlertid havde Formanden ringet og givet Konsejlspræsidenten Ordet.

Da Tyrstrup rejste sig fra Ministerbordet, saae man med Skræk, at han tog en stor Bunke Papirer med sig. Den upopulære Mand var frem for alt berygtet for sine Taler, der ogsaa var lige saa formløse og tunge som han selv. Navnlig bragte han sine Tilhørere til Fortvivlelse med samvittighedsfulde Oplæsninger af statistiske Tabelværker og lignende Dokumenter, som han i sin haardnakkede Saglighed hvert Øjeblik fordybede sig i. Nu var han tilmed øjensynlig stærkt nervøs, og hans faa Venner sad 241 som paa Naale af Frygt for, at han netop ved denne Lejlighed skulde vise sig særlig uheldig.
Da kom der noget uventet. I samme Øjeblik, han viste sig paa Talerstolen, stod Enslev op fra sin Plads og forlod Salen. Det skete paa en Maade, der udelukkede enhver Tvivl om Hensigten. Det var en overlagt Demonstration ^ rettet mod den Mand, han især følte sig forraadt af og forfulgte med sit Had .

^ Tyrstrup rejste sig fra Ministerbordet, og nu skete der noget uventet. I samme Øjeblik, han viste sig paa Talerstolen, stod Enslev op ^ og forlod Salen. Der kunde ikke være nogen Tvivl om Hensigten. Det var en ^ Demonstration , rettet mod den Mand, af hvem han ganske særlig følte sig forraadt ^ .

Der blev stor Bevægelse, navnlig da det straks efter forlød ^ , at han var taget hjem og ikke vilde overvære Afstemningen. Men forresten virkede Demonstrationen ikke efter Hensigten. Selv paa Enslevs Venner gjorde den et forstemmende Indtryk. De indrømmede bagefter, at det var en beklagelig Forløbelse.
Ogsaa af en anden Aarsag vendte Stemningen i Salen og paa Tilhørerpladserne sig til Gunst for Tyrstrup. Netop fordi han aldeles ikke gjorde Forsøg paa at kappes med Enslev i Veltalenhedens Kunst og i det hele forsmaaede enhver Udsmykning, virkede han i Øjeblikket til manges Overraskelse baade ved sit Ord og sin tilforladelige Personlighed med en egen overbevisende Magt. Dertil kom, at han paa Grund af Enslevs Bortgang talte ganske kort. Helt slap man vel ikke ^ ^ for Tabelværkerne; men hele Talen varede knap et Kvarter.
For første Gang i sin Ministertid havde Tyrstrup 242 en Succes. Baade da han udtalte, at han havde følt det som sin politiske Opgave at skaffe Folket Ro til en højst fornøden Selvbesindelse, idet vi i den sidste Menneskealder baade aandeligt og materielt havde levet over Evne og taget Forskud paa Nationens Kraft, og da han sluttede med at sige, at just fordi den almindelige Verdenssituation gav berettiget Aarsag til Ængstelse for et lille Folk som det danske , vilde han anse ^ det for ensbetydende med en Dødsdom over Landet, dersom dette nu paany førtes ud i oprivende Borgerkampe, lød der livligt Bifald.
Saasnart han var gaaet ned, meddelte Formanden , at der var indkommen Begæring om ^ Afslutning . Lidt efter begyndte Stemmegivningen , der paa Forlangende af det ministerielle Parti foretoges ved Navneopraab.

Der blev stor Bevægelse, ^ da det et Øjeblik efter forlød i Salen , at han var taget hjem . Konsejlspræsidenten havde under disse Forhold vanskeligt ved at fastholde Tingets Opmærksomhed, hvad Enslev netop ogsaa havde tilsigtet. Dog lød der stærkt Bifald, da han efter en længere Redegørelse for sin Politik sluttede med at sige, at ^ det danske Folk under den lange Frihedskamp baade aandeligt og materielt havde levet over Evne og taget Forskud paa Nationens Kraft, hvorfor det for Tiden først og fremmest trængte til Ro og Selvbesindelse.
Formanden meddelte nu , at der var indkommen Begæring II, 221 om Debattens Afslutning , og lidt efter begyndte Stemmegivningen . Den blev paa det ministerielle Partis Forlangende foretaget ved Navneopraab.

Der blev stor Bevægelse, ^ da det et Øjeblik efter forlød i Salen , at han var taget hjem . Konsejlspræsidenten havde under disse Forhold vanskeligt ved at fastholde Tingets Opmærksomhed, hvad Enslev netop ogsaa havde tilsigtet. Dog lød der stærkt Bifald, da han efter en længere Redegørelse for sin Politik sluttede med at sige, at ^ det danske Folk under den lange Frihedskamp II, 160 baade aandeligt og materielt havde levet over Evne og taget Forskud paa Nationens Kraft, hvorfor det for Tiden først og fremmest trængte til Ro og Selvbesindelse.
Formanden meddelte nu , at der var indkommen Begæring om Debattens Afslutning , og lidt efter begyndte Stemmegivningen . Den blev paa det ministerielle Partis Forlangende foretaget ved Navneopraab.

Der blev stor Bevægelse, ^ da det et Øjeblik efter forlød i Salen , at han var taget hjem , og Konsejlspræsidenten havde under II, 161 disse Forhold vanskeligt ved at fastholde Tingets Opmærksomhed, hvad Enslev netop ogsaa havde tilsigtet. Dog lød der stærkt Bifald, da han efter en længere Redegørelse for sin Politik sluttede med at sige, at ^ det danske Folk under den lange Frihedskamp baade aandeligt og materielt havde levet over Evne og taget Forskud paa Nationens Kraft, hvorfor det for Tiden først og fremmest trængte til Ro og Selvbesindelse.
Formanden meddelte nu , at der var indkommen Begæring om Debattens Afslutning , og lidt efter begyndte Stemmegivningen . Den blev paa det ministerielle Partis Forlangende foretaget ved Navneopraab.

Enslevs Mistillidsvotum var formet saaledes, at man med sit Nej tiltraadte det, med sit Ja forkastede det. De fleste Medlemmer blev ^ paa deres Pladser, og der sporedes i Begyndelsen trods alt en Del Nervøsitet for de Overraskelser, Afstemningen kunde bringe. Men da det viste sig, at Socialdemokraterne, hvis Lod i Vægtskaalen Regeringspartiet mest havde frygtet, holdt sig udenfor Striden og svarede » Stemmer ikke«, varede det ikke længe, før Resultatet klart kunde forudses.
Under dyb Stilhed fortsattes Opraabene. ^ Sindene 243 var højtideligt betagne , omtrent som naar man Nytaarsnat Klokken tolv hører Uret falde til Slag og med Øjnene følger Viserens Gang i Aarets sidste Minuter.
» Ja – Ja – Ja – Ja – Nej.«
Det lød næsten som et hørligt Tik-Tak af det store Taarnværk, der afmaaler Historiens Gang, og som om lidt ved Tingets Formand vilde lade udraabe, at en Tidsalder var gaaet under, en Storm og Sværdtid ^ afmægtig sunket i sin Grav.

Medlemmerne blev alle siddende paa deres Pladser, og under dyb Stilhed begyndte Opraabene. Skønt Udfaldet paa Forhaand var givet, stemtes Sindene uvilkaarligt højtideligt ^ , omtrent som naar en Familje Nytaarsnat staar samlet foran Uret og følger Visernes Gang i Aarets sidste Minutter. Alle følte, at med disse Øjeblikke udrandt en gammel Tid. En Storm- og Sværdtid gik afmægtig ^ i sin Grav.

Efter at endnu en halv Snes Minuter var forløbet, rejste ^ ^ ^ ^ ^ ^ Formanden sig for at meddele Resultatet. Og det viste sig, at Enslevs Nederlag var endnu mere afgørende end ventet. Kun tolv Medlemmer havde fulgt den Mand, der endnu for faa Aar siden havde været Landets næsten enevældige Herre.

» Nej – Nej – Nej – Ja.«
Det var som at høre Evighedsurets Tik-Tak, før det faldt i Slag.
Da Formanden meddelte Resultatet, viste det sig, at Enslevs Nederlag var endnu mere afgørende end ventet. Kun tolv Medlemmer havde fulgt den Mand, der ^ for faa Aar siden havde været Landets næsten enevældige Herre.

» Nej — Nej — Nej — Ja.«
Det var som at høre Evighedsurets Tik-Tak, før det faldt i Slag.
Da Formanden meddelte Resultatet, viste det sig, at Enslevs Nederlag var endnu mere afgørende end ventet. Kun tolv Medlemmer havde fulgt den Mand, der ^ for faa Aar siden havde været Landets næsten enevældige Herre.

I Baggrunden af den reserverede Tilhørerloge stod Zaun paa Spring med Haanden bag Øret. Der var bleven ham det Hverv betroet at bringe Enslev mundtlig Efterretning om Udfaldet; og næppe var Tallene nævnt, før han styrtede ned ad Trapperne og ud paa Gaden, hvor en Droske ventede.
Oppe i det Hjørne af Galleriet, hvorfra der tidligere havde lydt en kraftig Mandsrøst, begyndte der Spektakler. Der blev raabt » Leve Enslev!« » Ned med Præsterne !« – Men i det samme rejste gamle Rektor Bohse sig nede i Salen og udbragte med 244 Graad i Stemmen et Leve for Konge og Fædreland . I de Hurraer, der fulgte, druknede Revolutionen paa Galleriet ; og blandt de mange andre bevægede var der virkelig dem, som i disse Øjeblikke syntes at høre Dommedagsklokken lyde over Evighedens Vande og forkynde Gudemørkets Ophør.

^ ^ ^ ^

^ Oppe i det Hjørne af Galleriet, hvorfra der nogle Gange under Enslevs Tale blev raabt »Hør« og »Bravo«, begyndte der Spektakler. ^ » Ned med Præsterne ! ... Leve Enslev!« lød det deroppefra sammen med en Fløjtes Skingren. Men da rejste Rektor Bohse sig ^ og udbragte med Tordenrøst et Leve for Konge og Fædreland , der hurtigt kvalte Revolutionen paa Galleriet .
» Mødet er hævet!« forkyndte ^ Formanden.
II, 222 III .

⇕ Enslevs Død IV, 4.4

⇕ De Dødes Rige 7.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 7.3

Z aun , der allerede havde naaet Skt. Annæ Plads, fløj i dette Øjeblik forbi den edderspændte Portner og stormede op ad Trappen. Først da han stod foran Enslevs Dør og allerede havde ringet paa, kom han til Besindelse. Indtil dette Øjeblik havde han været saa opfyldt af selve sin Mission, at Betydningen af de Navne og Tal, han krampagtigt fastholdt i Hovedet, ikke var naaet ind til hans Bevidsthed, endsige gaaet op for hans Fantasi, som i det hele var den Evne hos den lille rastløse Mand, der arbejdede besværligst. Nu slog det ned i ham, hvad det var for et Rædselsbudskab, han bragte; og han følte sig ganske lammet ved Tanken om, hvad Enslev vilde sige.
Lille Jensen lukkede selv op.
» Herren er i sit Arbejdsværelse,« sagde hun.
Da Zaun stod ved Døren og hørte Lyden af Enslevs Stok derinde, trykkede han Haanden mod sit Hjerte for at samle Mod. Saa bankede han paa og 245 klemte sig ind. Enslev var standset midt i Stuen med løftet Hoved, og Zaun saae straks, at han var forberedt paa alt . Der var over hans Holdning en Majestæt som Ørkenløvens , naar den har hørt Riffelens Knald fra Bagholdet og mærket Kuglen i Hjertet men endnu staar oprejst.
»Naa?« sagde han.
Men Zauns Sindsbevægelse tog nu fuldstændig Magten fra ham. Overvældet af Sorg og Skam over Forræderiet mod den Mand, der i hans Øjne næsten var mere end et Menneske, sank han ned paa en Stol ved Døren og skjulte Ansigtet i sin Haand.
Der blev et Øjebliks Stilhed. Saa gik Enslev ham nærmere.
» Hvad gaar der af Dem, Zaun? Jeg er dog ingen gammel Kælling, der ikke taaler at høre Sandheden. Jeg lover Dem højtideligt, at jeg ikke skal slaa Dem ihjel, dersom De blot kan melde om ti retfærdige i Gomorrha.«
»Tolv!« udbrød Zaun og løftede sit fortvivlede Ansigt.
»Tolv? ... Naa ja! Saa mange havde ogsaa Kristus. Jeg vil tage det som et godt Varsel!« sagde Enslev med en Overgivenhed, der gik Zaun ^ gennem Marv og Ben. » Lad mig høre ... Hvem var det?«
Navnene paa de trofaste blev nævnt. Nogle af dem var Folk, som paa en eller anden Maade var 246 bleven afhængige af Enslev, havde laant Penge af ham, eller havde faaet deres borgerlige Ære anbragt hos ham som en Slags Pant.
» Skete der ellers noget? Var der Demonstrationer af nogen Art?«
» Jeg veed ikke ... Jeg tog jo straks bort. Men jeg mærkede ikke noget.«
» Ja ja. Gaa nu, Zaun! ... Og sig derude, at jeg ikke vil forstyrres,« føjede han til, da han hørte det ringe.
Det var Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby . Ogsaa de havde skyndt sig hertil for at bringe Underretning. Zaun standsede dem i Forværelset, og de satte sig alle tre modfaldne ind i Bibliotekskabinettet.
I Løbet af den følgende halve Time, mens Enslev stadig opholdt sig for lukkede Døre i sin Arbejdsstue, samledes i den store Modtagelsessal og det tilstødende Bibliotek henved et halvt Hundrede politiske Venner, et broget Selskab af Rigsdagsmænd, Provinsredaktører og Folk af alle Rangklasser lige fra Etatsraader og Universitetsprofessorer ned til tykke Møller, der netop havde opnaaet en længe attraaet Ansættelse ved » Femte Juni«, efter at ^ Samuelsen havde lokket flere af Bladets kvikkeste Penne med sig over til det nye Blad .

I Løbet af Aftenen samledes i Enslevs store Modtagelsessal og de tilstødende Stuer et opskræmt Selskab af hans politiske Venner. Det var en meget uensartet Forsamling . Der var Rigsdagsmænd og Universitetsprofessorer, Etatsraader og Provinsredaktører , Folk af alle Rangklasser lige ned til tykke Møller, som gennem Anton Bjerreby havde opnaaet en Ansættelse ved » Femte Juni« nu da Samuelsen havde forladt Bladet og taget flere af dets kvikkeste Penne med sig . Henne i en Krog sad Zaun med et grædefærdigt Smil i sit fortrukne Ansigt, aldeles overvældet af, hvad der var sket .

I Løbet af Aftenen samledes i Enslevs store Modtagelsessal og de tilstødende Stuer et opskræmt Selskab af hans politiske Venner. Det var en meget uensartet Forsamling . Der var Rigsdagsmænd og Universitetsprofessorer, Etatsraader og Provinsredaktører , II, 161 Folk af alle Rangklasser lige ned til tykke Møller, som gennem Anton Bjerreby havde opnaaet Ansættelse ved » Femte Juni«, ^ nu da Samuelsen havde forladt Bladet og taget flere af dets kvikkeste Penne med sig . Henne i en Krog sad Zaun med et grædefærdigt Smil i sit fortrukne Ansigt, aldeles overvældet af, hvad der var sket .

I Løbet af Aftenen samledes i Enslevs store Modtagelsessal og de tilstødende Stuer et opskræmt Selskab af hans politiske Venner. Det var en meget uensartet Forsamling . Der var Rigsdagsmænd og Universitetsprofessorer, Etatsraader og Provinsredaktører , Folk af alle Rangklasser lige ned til tykke Møller, som gennem Anton Bjerreby havde opnaaet ^ Ansættelse ved » Femte Juni« nu da Samuelsen havde forladt Bladet og taget flere af dets kvikkeste Penne med sig . Henne i en Krog sad Zaun med et grædefærdigt Smil i sit fortrukne Ansigt, aldeles overvældet af, hvad der var sket .

Ogsaa Professor Bendix havde indfundet sig, mest 247 dog i sin Egenskab af Husets Læge. Den lille brunøjede Mand gik urolig omkring. Han var bekymret for sin Patient paa Grund af den voldsomme Kraftanspændelse, han i denne Tid stadig bød sig selv trods alle hans Formaninger.
Pludselig stod Enslev i Døren, og alle blev tavse. Han havde staaet der et Øjeblik uden at blive bemærket, og Synet af denne opskræmte og raadløse Skare fyldte ham med Lede og Foragt. Men han gjorde Vold paa sit Ansigt , smilte, og gik med hurtige Skridt rundt i Salen og hilste paa » sine Kondolanter «, ^ som han lidt spydigt kaldte dem.
Tilsidst stod han midt i Salen under Lysekronen og holdt en kort Tale, hvori han bad sine Venner om ikke at misunde Dagens Helte deres Triumf. Den var købt for Blodpenge, og den Mindesten, Historien engang vilde rejse over denne Sejr, blev en Skamstøtte.

Ogsaa Professor Bendix havde indfundet sig, væsenlig dog i sin Egenskab af Husets Læge. Den lille brunøjede Mand gik ^ bekymret om. Paa Grund af den voldsomme Kraftanspændelse, hans Patient i den senere Tid havde budt sig selv trods alle Advarsler, ventede han i Grunden hver Dag Katastrofen.
I denne forskrækkede og raadløse Skare gik Enslev omkring med rank Holdning og gjorde Vold paa sit Ansigt for at skjule den Lede og Foragt, han altid følte for sine Venner. Tilsidst stod han under Lysekronen og holdt en kort Tale til » sine Kondolanter « – som han ^ spydigt kaldte dem. Han takkede den lille Skare, der ikke havde svigtet ham ved Afstemningen, og sagde:

Ogsaa Professor Bendix havde indfundet sig, væsenlig dog i sin Egenskab af Husets Læge. Den lille brunøjede Mand gik ^ bekymret om. Paa Grund af den voldsomme Kraftanspændelse, hans Patient i den senere Tid havde budt sig selv trods alle Advarsler, ventede han i Grunden hver Dag Katastrofen.
I denne forskrækkede og raadløse Skare gik Enslev omkring med rank Holdning og gjorde Vold paa sit Ansigt for at skjule den Lede og Foragt, han altid følte for sine Venner. Tilsidst stod han under Lysekronen og holdt en kort Tale til » sine Kondolanter « — som han ^ spydigt kaldte dem. Han takkede den lille Skare, der ikke havde svigtet ham ved Afstemningen, og sagde:

» ^ ^ Men nu Godnat, mine Herrer! Jeg har mit Blad at passe og maa ind til mit Skrivebord.«

» Tolv er et helligt Tal. Saa mange havde ogsaa Kristus! Jeg vil tage det som et godt Varsel. – Men nu Godnat, II, 223 mine Herrer! Jeg har mit Blad at passe og maa ind til mit Skrivebord.«

» Tolv er et helligt Tal. Saa mange havde ogsaa Kristus! Jeg vil tage det som et godt Varsel. — Men nu Godnat, mine Herrer! Jeg har mit Blad at passe og maa ind til mit Skrivebord.«

» Tolv er et helligt Tal. Saa mange havde ogsaa Kristus! Jeg vil tage det som et godt Varsel. – Men nu Godnat, mine Herrer! Jeg har mit Blad at passe og maa ind til mit Skrivebord.«

Paa Vejen tilbage til Arbejdsværelset vilde først Frk. Evaldsen og siden Bjerreby opholde ham. De blev begge barskt afviste. Derimod sendte han Bud efter Professor Bendix, der just stod med Overtøjet paa for at gaa.
Han sad tilbagekastet i sin Skrivebordsstol , da Lægen stille kom ind.

Paa Vejen ^ til Arbejdsværelset vilde først Frøken Evaldsen og bagefter Bjerreby opholde ham. De blev begge barskt afviste. Derimod sendte han Bud efter Professor Bendix, der allerede var kommen ned ad Trapperne.
Enslev sad tilbagekastet i Skrivebordsstolen , da Lægen ^ kom ind.

248 » De ser saa forskrækket ud, Professor Bendix. Jeg har da ikke paa min Samvittighed, at De kommer for sent til et Stævnemøde? Sæt Dem ned! Jeg skal ikke opholde Dem længe. – ^ Som De maaske husker, er det nu snart to Aar, siden vi havde vor sidste, indgaaende Samtale om min Sygdom. Jeg spurgte Dem, om De troede, at en Operation kunde hæve Ondet eller dog hjælpe varigt paa det. De gjorde mig bekendt med deres statistiske Materiale og fraraadede Forsøget paa Grund af min Alder . Jeg er ikke bleven yngre siden dengang. Alligevel spørger jeg Dem, Professor Bendix: vil De operere mig, naar jeg fritager Dem for ethvert Ansvar? Jeg kan ikke blive ved at arbejde med denne evige Trusel hængende over Hovedet paa mig. I de sidste fire Maaneder har jeg tilbragt 27 Dage i min Seng. Og den kommende Tid vil stille Krav til mig, der fordrer tolv Mands Styrke. Et halvt Aarhundredes politiske Arbejde er ødelagt og skal gøres om af ^ mig – af mig alene! Naar jeg er borte, er Folket værgeløst. Tro ikke paa Flosklen om en Folkevilje. Et Folk er altid sorgløst som et Barn. Bliver der ikke leget med det, synker det tilbage i sin Natursøvn – og vaagner op i Lænker.«
Mens han talte, var han staaet op fra Stolen. Med Støtte af Stokken gik han frem og tilbage paa et 249 lille Stykke af Gulvet, og Professor Bendix fulgte ham bekymret med sine trofaste Hundeøjne.
Tilsidst standsede han foran Lægen; og da denne derfor vilde rejse sig, lagde han Haanden paa hans Skulder og bad ham blive siddende.
» Jeg har nu gjort Dem bekendt med mit Ønske , og at jeg selv overtager Risikoen . Jeg veed, at Chancen for et heldigt Udfald i ingen Henseende har forbedret sig for mig siden sidst. Men De har jo Ord for at have en lykkelig Haand, Professor Bendix. Og hvem kan vide? Maaske gælder Statistiken kun for Klodrianer.«

» De ser saa forskrækket paa mig, Professor Bendix! Sæt Dem ned! Jeg skal ikke opholde Dem længe. – Og lad mig gaa lige til Sagen! Som De maaske husker, er det nu tre Aar, siden vi havde vor ^ indgaaende Samtale om min Sygdom. Jeg spurgte Dem, om De troede, at en Operation kunde hæve Ondet eller dog hjælpe varigt paa det. Da De fraraadede mig Forsøget paa Grund af min Alder og gjorde mig bekendt med det statistiske Materiale, opgav jeg Tanken og trak mig ud af det politiske Liv . Jeg er ikke bleven yngre siden dengang. Alligevel spørger jeg Dem, Professor Bendix: Vil De operere mig, naar jeg fritager Dem for ethvert Ansvar? Jeg kan ikke blive ved at arbejde med denne evige Trusel hængende over Hovedet paa mig. I de sidste fire Maaneder har jeg tilbragt 27 Dage i min Seng. Og den kommende Tid vil stille Krav til mig, der fordrer tolv Mands Styrke. Et halvt Aarhundredes politiske Arbejde er ødelagt og skal gøres om – og jeg har ingen til at hjælpe mig . Nu kender De mit Ønske ^ . Jeg veed, at Chancen for et heldigt Udfald i ingen Henseende har forbedret sig ^ siden sidst. Men De har jo Ord for at have en lykkelig Haand, Professor II, 224 Bendix. Og maaske gælder Statistiken kun for Klodrianer.«

» De ser saa forskrækket paa mig, Professor Bendix! Sæt Dem ned! Jeg skal ikke opholde Dem længe. — Og lad mig gaa lige til Sagen! Som De maaske husker, er det nu tre Aar, siden vi havde vor ^ indgaaende Samtale om min Sygdom. Jeg spurgte Dem, om De troede, at en Operation kunde hæve Ondet eller dog hjælpe varigt paa det. Da De fraraadede mig Forsøget paa Grund af min Alder og gjorde mig bekendt med det statistiske Materiale, opgav jeg Tanken og trak mig ud af det politiske Liv . Jeg er ikke bleven yngre siden dengang. Alligevel spørger jeg Dem, Professor Bendix: Vil De operere mig, naar jeg fritager Dem for II, 162 ethvert Ansvar? Jeg kan ikke blive ved at arbejde med denne evige Trusel hængende over Hovedet paa mig. I de sidste fire Maaneder har jeg tilbragt 27 Dage i min Seng. Og den kommende Tid vil stille Krav til mig, der fordrer tolv Mands Styrke. Et halvt Aarhundredes politiske Arbejde er ødelagt og skal gøres om — og jeg har ingen til at hjælpe mig . Nu kender De mit Ønske ^ . Jeg veed, at Chancen for et heldigt Udfald i ingen Henseende har forbedret sig ^ siden sidst. Men De har jo Ord for at have en lykkelig Haand, Professor Bendix. Og maaske gælder Statistiken kun for Klodrianer.«

» De ser saa forskrækket paa mig, Professor Bendix! Sæt Dem ned! Jeg skal ikke opholde Dem længe. – Og lad mig gaa lige til Sagen! Som De maaske husker, er det nu tre Aar, siden vi havde vor ^ indgaaende Samtale om min Sygdom. Jeg spurgte Dem, II, 163 om De troede, at en Operation kunde hæve Ondet eller dog hjælpe varigt paa det. Da De fraraadede mig Forsøget paa Grund af min Alder og gjorde mig bekendt med det statistiske Materiale, opgav jeg Tanken og trak mig ud af det politiske Liv . Jeg er ikke bleven yngre siden dengang. Alligevel spørger jeg Dem, Professor Bendix: Vil De operere mig, naar jeg fritager Dem for ethvert Ansvar? Jeg kan ikke blive ved at arbejde med denne evige Trusel hængende over Hovedet paa mig. I de sidste fire Maaneder har jeg tilbragt 27 Dage i min Seng. Og den kommende Tid vil stille Krav til mig, der fordrer tolv Mands Styrke. Et halvt Aarhundredes politiske Arbejde er ødelagt og skal gøres om – og jeg har ingen til at hjælpe mig . Nu kender De mit Ønske ^ . Jeg veed, at Chancen for et heldigt Udfald i ingen Henseende har forbedret sig ^ siden sidst. Men De har jo Ord for at have en lykkelig Haand, Professor Bendix. Og maaske gælder Statistiken kun for Klodrianer.«

For at undgaa at sige ham Sandheden bad Professoren om Betænkningstid. Han vilde gerne raadføre sig med Professor Hagen, der nu saa længe havde tilset ham.
» Jeg giver Dem Frist til imorgen!« sagde Enslev. » Men ikke længer! Jeg taaler alt undtagen Uvisheden. Staar jeg det ikke igennem, taber Verden ikke noget ved at blive en syg og træt Mand kvit – og jeg endnu mindre. Men kommer jeg over det ... kan De skaffe mig min fulde Rørlighed tilbage blot for to Aar ... saa skal der blive holdt Dommedag her i Landet, saa Usselryggene skal ryste i deres Smuthuller af Skræk. – – ⇕ ⇒ Veed De, Professor Bendix, at jeg ikke siden min Ungdom har følt mig saa fri og glad som i Aften. De forstaar 250 det ikke. Jeg skal forklare Dem det. Jeg har jo Ord for at være den af alle danske Statsmænd, der har holdt de fleste Taler. Og saa har jeg i Virkeligheden været den tavseste Mand i Landet. I fyrretyve Aar har jeg tiet. Det er en Partiførers Lod at være en Mand af alles Mening. Den første Gang ^ ^ , jeg talte, som jeg tænkte, sprængte jeg mit Parti i Stumper og Stykker. Nu har jeg faaet min Frihed tilbage ! Resten af mit Liv vil jeg være min egen Herre – –«
Han standsede, afbrudt af Hurraraab fra Pladsen udenfor.
» Hvad er det?«
Ved Løbesedler fra Bladene var Resultatet af Rigsdagsmødet allerede ført ud over Byen som af en Hvirvelvind; og nu havde en fælles Indskydelse samlet nogle hundrede Mennesker nedenfor Enslevs Vinduer for ^ at bringe ham en Hyldest som Protest mod Afstemningen .

For at undgaa at sige ham Sandheden bad Professoren om Betænkningstid. Han vilde gerne raadføre sig med Professor Hagen, som nu saa længe havde tilset ham.
» Jeg giver Dem Frist til imorgen!« sagde Enslev. » Men ikke længer! Jeg taaler alt undtagen Opsættelse.«
Uden at svare herpaa spurgte Professoren, om han ikke skulde skrive ham et Sovepulver op.
» Efter denne meget anstrengende Dag vilde det for alle Tilfældes Skyld være heldigt, om De fik hvilet godt ud.«
» Det faar jeg tidsnok. En Mand i min Stilling, Professor Bendix, maa vænne sig til at undvære Søvn . Ellers strækker Livet ikke til. Den Dag , jeg gaar bort, er Folket uden Værge. Tro ikke paa Flosklen om en Folkevilje ! Et Folk er altid sorgløst som et Barn. Bliver der ikke tumlet og leget med det, synker det tilbage til sin Natursøvn og vaagner op i Lænker.«
I dette Øjeblik hørtes Hurraraab paa Pladsen udenfor. ^ Løbesedler fra Bladene havde bragt Resultatet af Rigsdagsmødet omkring i Byen , og ved en fælles Indskydelse havde et Par hundrede Mennesker samlet sig nedenfor Enslevs Vinduer for at protestere mod Afstemningen ved at bringe ham en Hyldest ^ .

For at undgaa at sige ham Sandheden bad Professoren om Betænkningstid. Han vilde gerne raadføre sig med Professor Hagen, som nu saa længe havde tilset ham.
» Jeg giver Dem Frist til imorgen!« sagde Enslev. » Men ikke længer! Jeg taaler alt undtagen Opsættelse.«
Uden at svare herpaa spurgte Professoren, om han ikke skulde skrive ham et Sovepulver op.
» Efter denne meget anstrengende Dag vilde det for alle Tilfældes Skyld være heldigt, om De fik hvilet godt ud.«
» Det faar jeg tidsnok. En Mand i min Stilling, Professor Bendix, maa vænne sig til at undvære Søvnen . Ellers strækker Livet ikke til. Den Dag , jeg gaar bort, er Folket uden Værge. Tro ikke paa Flosklen om en Folkevilje ! Et Folk er altid sorgløst som et Barn. Bliver der ikke tumlet og leget med det, synker det tilbage til sin Natursøvn og vaagner op i Lænker.«
I dette Øjeblik hørtes Hurraraab paa Pladsen udenfor. ^ Løbesedler fra Bladene havde bragt Resultatet af Rigsdagsmødet omkring i Byen , og ved en fælles Indskydelse havde et Par hundrede Mennesker samlet sig nedenfor Enslevs Vinduer for at protestere mod Afstemningen ved at bringe ham en Hyldest ^ .

» Leve Enslev! ... Ned med Tyrstrup! ... Hurra! Hurra! Hurra!«

II, 164 » Leve Enslev! ... Ned med Tyrstrup! ... Hurra! Hurra! Hurra!«

Han lyttede. Denne Lyd, som han saa længe havde maattet undvære, denne ^ hans Alderdoms Livmusik, som han midt i sin Menneskeforagt bestandig tørstede efter, ^ forvandlede ham med et . Hans Øjne blev milde, hans Smil lyste ^ .

Han lyttede. Denne Lyd, disse Hurraer – hans Livs Musik – forvandlede ham ^ . Hans Øjne ^ lyste , og han maatte bortsmile sin Bevægelse .

Han lyttede. Denne Lyd, disse Hurraer — hans Livs Musik — forvandlede ham ^ . Hans Øjne ^ lyste , og han maatte bortsmile sin Bevægelse .

Han lyttede. Denne Lyd, disse Hurraer – hans Livs Musik – forvandlede ham ^ . Hans Øjne ^ lyste , og han maatte bortsmile sin Bevægelse .

^ Bjerreby stak i det samme Hovedet ind ad Døren.

II, 225 Anton Bjerreby stak i det samme Hovedet ind ad Døren.

Anton Bjerreby stak i det samme Hovedet ind ad Døren.

251 » De bliver vist nødt til at vise Dem, Enslev . De Folk derude vil absolut se Dem.«

» De bliver vistnok nødt til at vise Dem, Enslev ! De Folk derude vil absolut se Dem.«

II, 163 » De bliver vistnok nødt til at vise Dem, Enslev ! De Folk derude vil absolut se Dem.«

» De bliver vistnok nødt til at vise Dem, Enslev ! De Folk derude vil absolut se Dem.«

^ Fra Modtagelsessalen gik en Dør ud til en Altan. Salen var tom nu. Lysekronen derinde var allerede slukket, men blev nu atter tændt . Opildnet af de ufortrødne Hurraraab vilde Enslev gaa ud paa Altanen som han gik og stod. Da Frk. Evaldsen kom løbende med hans Pels, skød han hende utaalmodigt til Side ^ ^ . Bjerreby maatte stille sig i Vejen for ham og overtale ham som et Barn for at faa ham til at tage Pelsen paa.

Han rejste sig straks.
Fra Modtagelsessalen , hvor der nu var tomt og slukket, gik en Dør ud til Altanen. Den store Loftskrone blev atter tændt , og Frk. Evaldsen kom løbende med hans Pels. Men opildnet, som han var af Hurraraabene, skød han hende til Side og vilde gaa ud paa Altanen, som han gik og stod . Bjerreby maatte stille sig i Vejen for ham og tvinge ham til at tage Pelsen paa.

Han rejste sig straks.
Fra Modtagelsessalen , hvor der nu var tomt og slukket, gik en Dør ud til Altanen. Den store Loftskrone blev atter tændt , og Frøken Evaldsen kom løbende med hans Pels. Men opildnet, som han var af Hurraraabene, skød han hende til Side og vilde gaa ud paa Altanen, som han gik og stod . Bjerreby maatte stille sig i Vejen for ham og tvinge ham til at tage Pelsen paa.

Da Dørfløjene sloges tilside, og Mængden derude fik Øje paa hans Skikkelse i det udstrømmende Lys, brød en Jubel løs under den stjerneklare Frosthimmel. Hele Pladsen foran Huset var nu sort af Mennesker. Fra ^ de tilstødende Gader strømmede Folk til. Der svingedes med Hatte og viftedes med Lommetørklæder. Hist og her hørtes dog ogsaa Pift i Fingre og Gadedørsnøgler , og et Sted midt i Folkemassen begyndte der et Slagsmaal.

Da Dørfløjene sloges op og Mængden derude fik Øje paa hans Skikkelse i det udstrømmende Lys, brød en Jubel løs under den stjerneklare Frosthimmel. Hele Pladsen foran Huset var nu sort af Mennesker. Fra alle de tilstødende Gader var Folk strømmet til. Der svingedes med Hatte og viftedes med Lommetørklæder. Men der hørtes ^ ogsaa enkelte Fy-Raab , og et Sted midt i Folkemassen begyndte der et Slagsmaal.

» Enslev leve! ... Ned med Tyrstrup! ... Ned med de sorte Præster!«

Han løftede Haanden; og da man forstod, at han var begyndt at tale, blev der i samme Nu saa stille, at hans svage Stemme kunde høres over hele Pladsen.

Han løftede Haanden; og da man forstod, at han vilde tale, blev der i samme Nu saa stille, at hans ^ Stemme kunde høres over hele Pladsen.

»Ja, ned med alt, hvad der vil skygge for Solen! 252 Ned med de Mørkets Magter, der nu rotter sig sammen for at standse det frie, selvraadige Menneskes Sejrsgang over Verden! Ned med det lyssky Troldtøj , der paany vralter frem fra alle underjordiske Kroge! Ned med det Alvorsfolk, der bag Bekymringens Maske skjuler sit Had og mætter sin Skadefryd! Den Niddingsdaad, der er fuldført i Aften, kalder paa alle dem, der endnu finder det værd at kæmpe og lide for Retten til at leve under Frimands Kaar. ^ ^ Jeg stoler paa Ungdommen! Den vil ikke lade sig bedrage for Livet! Ikke lade dets Blomster besudle, dets Frugter forgifte af Afmagtens og Misundelsens Sneglespyt! ... Denne skønne Jord under Stjernehimlen er vor . ^ Vi elsker den som vor Mor og anerkender ingen fremmed Voldsherres Ret. Vi vil værne dens Ukrænkelighed under Ansvar for de ufødte Slægter! ... Et Leve for Friheden! Et Leve for Danmark! Et Leve for Frihedens Danmark!«

»Ja, ned med alt, hvad der vil skygge for Solen! Ned med de Mørkets Magter, der nu slimer sig sammen for at standse den frigjorte Menneskeheds Sejrsgang over Verden! Ned med den lyssky Drageyngel , der paany vralter II, 226 frem fra Krogene og under en bekymringsfuld Alvorsmaske skjuler sit Had og mætter sin Skadefryd! Den Niddingsdaad, der er udført i Aften, kalder paa alle dem, som endnu finder det værd at kæmpe og lide for Retten til at leve under Frimands Kaar. Lad os ikke misunde Dagens Helte deres Triumf! Den Mindesten, Historien engang vil rejse over denne Sejr, skal blive en Skamstøtte! Jeg stoler paa Ungdommen! Den vil ikke lade sig bedrage ! Denne skønne Jord , der svæver frit i Stjernevrimlen, er vor , og vi anerkender ingen fremmed Voldsherres Ret over vort Liv. Vi elsker vort stormombruste Land, vor fælles Lyst og Sorg og Ære, og vi vil værne det som Odelseje for de ufødte Slægter! ... Et Leve for Friheden! Et Leve for Danmark! Et Leve for Frihedens Danmark!«

»Ja, ned med alt, hvad der vil skygge for Solen! Ned med de Mørkets Magter, der nu slimer sig sammen for at standse den frigjorte Menneskeheds Sejrsgang over Verden! Ned med den lyssky Drageyngel , der paany vralter frem fra Krogene og under en bekymringsfuld Alvorsmaske skjuler sit Had og mætter sin Skadefryd! Den Niddingsdaad, der er udført i Aften, kalder paa alle dem, som endnu finder det værd at kæmpe og lide for Retten til at leve under Frimands Kaar. Lad os ikke misunde Dagens Helte deres Triumf! Den Mindesten, Historien engang vil rejse over denne Sejr, skal blive en Skamstøtte! Jeg stoler paa Ungdommen! Den vil ikke lade sig bedrage ! Denne skønne Jord , der svæver frit i Stjernevrimlen, er vor , og vi anerkender ingen fremmed Voldsherres Ret over vort Liv. Vi elsker vort stormombruste Land, vor fælles Lyst og Sorg og Ære, og vi vil II, 164 værne det som Odelseje for de ufødte Slægter! ... Et Leve for Friheden! Et Leve for Danmark! Et Leve for Frihedens Danmark!«

»Ja, ned med alt, hvad der vil skygge for Solen! Ned med de Mørkets Magter, der nu slimer sig sammen for at standse den frigjorte Menneskeheds Sejrsgang over Verden! Ned med den lyssky Drageyngel , der paany vralter frem fra Krogene og under en bekymringsfuld Alvorsmaske skjuler sit Had og mætter sin Skadefryd! Den Niddingsdaad, der er udført i Aften, kalder paa alle dem, som endnu finder det værd at kæmpe og lide for Retten til at leve under Frimands Kaar. Lad os ikke misunde Dagens Helte deres Triumf! Den Mindesten, Historien engang II, 165 vil rejse over denne Sejr, skal blive en Skamstøtte! Jeg stoler paa Ungdommen! Den vil ikke lade sig bedrage ! Denne skønne Jord , der svæver frit i Stjernevrimlen, er vor , og vi anerkender ingen fremmed Voldsherres Ret over vort Liv. Vi elsker vort stormombruste Land, vor fælles Lyst og Sorg og Ære, og vi vil værne det som Odelseje for de ufødte Slægter! ... Et Leve for Friheden! Et Leve for Danmark! Et Leve for Frihedens Danmark!«

Fulgt af nye Hurraraab og et Par Fløjters Skingren vendte han tilbage til sin Arbejdsstue. Her havde Professor Bendix hele Tiden staaet ved Siden af sin Stol og ventet paa ham.
Enslev rakte ham Haanden. Hans Ansigt dirrede af mørk Uro.
» Imorgen altsaa bringer De mig Besked. Men det vil jeg sige Dem. Dersom De vægrer Dem, henvender 253 jeg mig til en anden. De hører jo ... der er endnu Liv i Folket!«
Uden at svare noget herpaa spurgte Professoren, om han ikke skulde skrive ham et Sovepulver op.
» Efter denne meget anstrengende Dag vilde det for alle Tilfældes Skyld være heldigt, om De fik hvilet godt ud.«
» Det faar jeg tidsnok. En Mand i min Stilling, Professor Bendix, maa vænne sig til at undvære Søvn. Ellers strækker Livet ikke til. Og jeg har ogsaa i den Henseende haft en Natvægters Kaar her i Landet. Godnat!« –
Først Klokken fire om Morgenen slukkedes Lyset over Enslevs Arbejdsbord.

^

IV .

⇕ Enslevs Død IV, 4.5

⇕ De Dødes Rige 7.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 7.4

E n Solskinsdag i Begyndelsen af Januar kørte Jytte og hendes Kæreste i en elegant Vogn til Raadhuset. Da de en halv Time efter kom ud derfra, var de gifte . De var begge meget lykkelige . I det smukke Vejr kørte de ud til Frederiksberg Have, hvor de spiste Frokost. Den næste Dag skulde de rejse til Italien og indtil videre bo i Gargnano, en lille By ved Gardasøen, som Jytte paa sin første Italiensrejse havde forelsket sig i og allerede dengang udset sig til Kærlighedsskjul i sine Hvedebrødsdage.

En Solskinsdag i Begyndelsen af Januar kørte Jytte og hendes Kæreste ^ til Raadhuset. Da de en halv Time efter kom ud derfra, var de gifte ^ . I det smukke Vejr kørte de ud til Frederiksberg Have, hvor de spiste Frokost. Den næste Dag skulde de rejse til Italien og indtil videre bo i Gargnano, en lille By ved Gardasøen, som Jytte paa sin første Italiensrejse havde forelsket sig i og allerede dengang udset sig til Kærlighedsskjul i sine Hvedebrødsdage.

En Solskinsdag i Begyndelsen af Januar kørte Jytte og hendes Kæreste ^ til Raadhuset. Da de en halv Time efter kom ud derfra, var de gifte ^ . I det smukke Vejr kørte de ud til Frederiksberg Have, hvor de spiste Frokost. Den næste Dag skulde de rejse til Italien og indtil videre bo i Gargnano, en lille By ved Gardasøen, som Jytte paa sin ^ Italiensrejse havde forelsket sig i og allerede dengang udset sig til Kærlighedsskjul i sine Hvedebrødsdage.

254 De havde iøvrigt lejet en beskeden 4 Værelsers Lejlighed i Grønningen og ogsaa købt noget Udstyr; men da de vilde være borte hele Vinteren, havde de ikke indrettet sig med nogen Husholdning . Den altfor kundskabsrige Frk. Svendsen havde Karsten From skilt sig af med sammen med adskilligt andet ubekvemt, der hørte hans Fortid til .

Iøvrigt havde de lejet ^ Lejlighed i Grønningen , havde ogsaa købt ^ Udstyr; men da de vilde være borte hele II, 227 Vinteren, havde de ikke indrettet sig med nogen Husholdning ^ .

Iøvrigt havde de lejet ^ Lejlighed i Grønningen , havde ogsaa købt ^ Udstyr; men da de vilde være borte hele Vinteren, havde de ikke indrettet sig med nogen Husholdning ^ .

De havde begge to været lige utaalmodige efter at faa alting ordnet til Bryllup. For Jyttes Vedkommende skyldtes det især Forholdet til Moderen, der gjorde hende hver Dag i Hjemmet til en Plage og samtidig knyttede hende endnu fastere til hendes Ven . Men ogsaa den mere og mindre nærgaaende Forargelse eller Medynk, der vistes hende af de fleste af hendes Bekendte, havde gjort hende Tilværelsen i Byen uudholdelig. Og saa var der desuden det hele politiske Røre, som baade hun og Karsten var ganske udenfor, denne ufattelige Ophidselse, der havde forfulgt hende Livet igennem og allerede i Barneaarene faaet hende til at føle sig forladt.

De havde begge to været lige utaalmodige efter at faa alting ordnet til Bryllup. For Jyttes Vedkommende skyldtes det især Forholdet til Moderen, der gjorde hende hver Dag i Hjemmet til en Pine . Men ogsaa den mere og mindre nærgaaende Forargelse eller Medynk, der vistes hende af de fleste af hendes Bekendte, havde gjort hende Tilværelsen i Byen uudholdelig. Og saa var der desuden det hele politiske Røre, som baade hun og Karsten var ganske udenfor, denne ufattelige Ophidselse, der havde forfulgt hende Livet igennem og allerede i Barneaarene faaet hende til at føle sig forladt.

Endnu en anden Grund havde hun til at længes bort . En Grund, hun ikke havde betroet nogen, heller ikke Karsten. Skønt hun med Bestemthed vidste, at Torben Dihmer var rejst fra Byen , saae hun ham stadig allevegne; og selv om hun altid hurtigt overbevistes om sin Fejltagelse, satte det hende dog i daarligt Humør.

Endnu en anden Grund havde hun til at længes bort , en Grund, hun ikke havde betroet nogen, heller ikke Karsten. Skønt hun med Bestemthed vidste, at Torben Dihmer var rejst ^ , saae hun ham ^ allevegne; og blev hun ogsaa hurtigt overbevist om sin Fejltagelse, sattes hun dog i daarligt Humør.

Endnu en anden Grund havde hun til at længes bort , en Grund, hun ikke havde betroet nogen, heller ikke Karsten. Skønt hun med Bestemthed vidste, at Torben Dihmer var rejst ^ , saae II, 166 hun ham ^ allevegne; og blev hun ogsaa hurtigt overbevist om sin Fejltagelse, sattes hun dog i daarligt Humør.

255 I Forholdet til Moderen var der forresten ^ i den sidste Tid sket en Forandring. Juleaften havde Karsten været hos dem, og Moderen havde ved den Lejlighed for første Gang rigtig talt med ham. Da han var gaaet, gik hun en lille Tid op og ned ad Gulvet i Tavshed, standsede tilsidst bagved hendes Stol, lagde sine Hænder om hendes Hoved og kyssede hende – ogsaa for første Gang efter Forlovelsen. I sin Glæde slog Jytte Armene om hendes Hals, og de græd begge længe.
Nu havde hun og Karsten til Gengæld føjet Moderen i hendes Ønske om at samle Husets nærmeste Venner idag til en Middag i Hjemmet. Det havde ellers været deres Mening at holde Bryllup uden alle Festligheder og rejse bort straks efter Vielsen. Men et saadant Lønbryllup var Fru Berthas gammeldags Følelse imod. Der var ialt indbudt en halv Snes Mennesker. Ogsaa Tyrstrup vilde komme.

I Forholdet til Moderen var der forresten netop i den sidste Tid sket en Forandring. Juleaften havde Karsten været hos dem, og Moderen havde ved den Lejlighed for første Gang rigtig talt med ham. Da han var gaaet, gik hun en lille Tid op og ned ad Gulvet i Tavshed, havde derpaa lagt sine Hænder om Jyttes Hoved og kysset hende. Nu havde hun og Karsten til Gengæld føjet Moderen i hendes Ønske om at samle Husets nærmeste Venner ^ til en Middag i Hjemmet. Det havde ellers været deres Mening at holde Bryllup uden alle Festligheder og II, 228 rejse bort straks efter Vielsen. Men et saadant Lønbryllup var Fru Berthas gammeldags Følelse imod. ^

I Forholdet til Moderen var der forresten netop i den sidste Tid sket en Forandring. Juleaften havde Karsten været hos dem, og Moderen havde ved den Lejlighed for første Gang rigtig talt med ham. Da han var gaaet, gik hun en lille Tid op og ned ad II, 165 Gulvet i Tavshed, havde derpaa lagt sine Hænder paa Jyttes Hoved og kysset hende. Nu havde hun og Karsten til Gengæld føjet Moderen i hendes Ønske om at samle Husets nærmeste Venner ^ til en Middag i Hjemmet. Det havde ellers været deres Mening at holde Bryllup uden alle Festligheder og rejse bort straks efter Vielsen. Men et saadant Lønbryllup var Fru Berthas gammeldags Følelse imod. ^

I Forholdet til Moderen var der forresten netop i den sidste Tid sket en Forandring. Juleaften havde Karsten været hos dem, og Moderen havde ved den Lejlighed for første Gang rigtig talt med ham. Da han var gaaet, gik hun en lille Tid op og ned ad Gulvet i Tavshed, havde derpaa lagt sine Hænder paa Jyttes Hoved og kysset hende. Nu havde hun og Karsten til Gengæld føjet Moderen i hendes Ønske om at samle Husets nærmeste Venner ^ til en Middag i Hjemmet. Det havde ellers været deres Mening at holde Bryllup uden alle Festligheder og rejse bort straks efter Vielsen. Men et saadant Lønbryllup var Fru Berthas gammeldags Følelse imod. ^

Efter Frokosten gik de ind i Zoologisk Have for at se paa Elefantungen. Bagefter spaserede de en Tur i Søndermarken, og i Mørkningen kørte de tilbage til Dronningens Tværgade, hvor Fru Bertha ventede dem til Eftermiddagste. Her skiltes de saa for sidste Gang . Med et stille , skælvende Haandtryk .

Efter Frokosten ^ spaserede de en Tur i Søndermarken, og i Mørkningen kørte de tilbage til Dronningens Tværgade, hvor Fru Bertha ventede dem til Eftermiddagste. Her skiltes de unge for sidste Gang med et stille ^ Haandtryk .

Efter Frokosten ^ spaserede de en Tur i Søndermarken, og i Mørkningen kørte de tilbage til Dronningens Tværgade, hvor Fru Bertha ventede dem til Eftermiddagste. Her skiltes Ægteparret ^ for sidste Gang ^ ^ ^ ^ .

Klokken syv kom Bryllupsgæsterne . Jytte var i hvid, nedringet Silkekjole og saae dejlig ud. Hendes 256 Brudgom fulgte hende, hvor hun gik og stod, med et Udtryk som en guddommelig besat.
Omtrent paa samme Tid standsede en Droske udenfor det Hus i Grønningen, hvor de nygiftes Lejlighed var , og en høj Dame i kostbart Pelsværk steg ud . Det var Fru Merck . Fra Gaden kom man lige ind paa Trappegangen . Uden at blive set af nogen gik hun op i Huset. Da hun naaede tredje Sal, standsede hun foran en Dør uden Navneplade.

Klokken syv kom Bryllupsgæsterne , og omtrent paa samme Tid standsede en Droske udenfor det Hus i Grønningen, hvor de nygiftes Lejlighed var . En høj Dame i kostbart Pelsværk steg ud ^ . Fra Gaden kom man lige ind paa Trappegangen . Uden at blive set af nogen gik hun op i Huset. Da hun naaede tredje Sal, standsede hun foran en Dør uden Navneplade.

Klokken syv kom Bryllupsgæsterne , og omtrent paa samme Tid standsede en Droske udenfor det Hus i Grønningen, hvor de Nygiftes Lejlighed var . En høj Dame i kostbart Pelsværk steg ud ^ . Fra Gaden kom man lige ind paa Trappegangen , og uden at blive set af nogen gik hun op i Huset. Da hun naaede tredje Sal, standsede hun foran en Dør uden Navneplade.

» Her maa det være,« tænkte hun og ringede paa.
Da hun ved gentagen Ringning havde forvisset sig om, at der ikke blev lukket op, vendte hun sig om for at gaa ned igen. I det samme hørte hun nogen komme listende ned ad Trappen fra Kvistlejlighederne ovenover. Hun trak hurtigt sit tætte Slør ned for Ansigtet og blev staaende. Det var en ældre, tarvelig klædt Kone, der maatte have staaet paa Lur deroppe.

» Her maa det være,« tænkte hun og ringede paa. ^ I det samme hørte hun nogen komme listende ned ad Trappen fra Kvistlejlighederne ovenover. Hurtigt trak hun sit tætte Slør ned for Ansigtet og blev staaende. Det var en ældre, tarvelig klædt Kone, der maatte have staaet paa Lur deroppe.

» Vilde De tale med nogen?« spurgte hun oppe paa Trappeafsatsen.

» Vilde De tale med nogen?« spurgte hun oppe fra Trappeafsatsen.

» Vil De tale med nogen?« spurgte hun oppe fra Trappeafsatsen.

» De skulde vel ikke vide, om det er her, Hr. From bor?«

» Jo det er . Men Hr. From er ikke hjemme. Han holder Bryllup idag.«

» Jo det er ! Men Hr. From er ikke hjemme. Han holder Bryllup idag.«

»Jo, det er ! Men Hr. From er ikke hjemme. Han holder Bryllup idag.«

» Men er der ^ ingen Pige hjemme? Hvorfor bliver der ikke lukket op?«

» Men er der heller ingen Pige hjemme? Hvorfor bliver der ikke lukket op?«

Konen gik interesseret nogle Trin længere ned.

» Der er ingen Pige. Det er mig, der passer Lejligheden. 257 Herskabet rejser imorgen til Udlandet. – Fruen kommer maaske med en Gave?«

» Der er ingen Pige. Det er mig, der passer Lejligheden. Herskabet rejser imorgen til Udlandet. – Fruen kommer maaske med en Gave?«

» Der er ingen Pige. Det er mig, der passer Lejligheden. Herskabet rejser imorgen til Udlandet. — Fruen kommer maaske med en Gave?«

II, 167 » Der er ingen Pige. Det er mig, der passer Lejligheden. Herskabet rejser imorgen til Udlandet. – Fruen kommer maaske med en Gave?«

»Ja. Kan jeg ikke komme ind?«

»Jo, det kan De saa godt ,« sagde Konen . Hun tog en Nøgle frem af sin Lomme under Forklædet.

»Jo, det kan nok lade sig gøre ,« sagde Konen og tog en Nøgle frem af sin Lomme under Forklædet.

Af Værelserne var kun Dagligstuen og Sovekammeret helt i Orden. I Spisestuen var Væggene endnu tomme. Malerier og indrammede Skitser stod paa Gulvet i flere Rækker langs Panelet. Men Indtrykket af Dagligstuen var festligt. Fru Merck genkendte Gobelinerne og de lyse Mahognimøbler fra Karsten Froms Ungkarlelejlighed. Og allevegne var der Blomster , en Ødslen med kostbare Roser, som heller ikke var hende fremmed fra Fortidens Elskovsmøder.
Inde i Soveværelset drejede Konen op for Lyset baade i den gyldenrøde Loftsampel og i de smaa Lamper ved Sengene for at den fremmede Dame grundig kunde betragte, hvad hun efter hendes Mening dog væsenlig var kommen for at se. Men Fru Merck saae sig kun flygtigt omkring og gik tilbage gennem ^ Lejligheden uden overhovedet at have sagt et eneste Ord.

Af Værelserne var kun Dagligstuen og Sovekammeret helt i Orden. I Spisestuen var Væggene endnu tomme. Malerier og indrammede Skitser stod paa Gulvet i flere Rækker langs Panelet. Men Indtrykket af Dagligstuen med dens Væld af Blomster var festligt.
Den fremmede Dame ^ saae sig ^ flygtigt omkring og gik ^ gennem hele Lejligheden uden at sige et ^ Ord.

II, 166 Af Værelserne var kun Dagligstuen og Sovekammeret helt i Orden. I Spisestuen var Væggene endnu tomme. Malerier og indrammede Skitser stod paa Gulvet i flere Rækker langs Panelet. Men Indtrykket af Dagligstuen med dens Væld af Blomster var festligt.
Den fremmede Dame ^ saae sig ^ flygtigt omkring og gik ^ gennem hele Lejligheden uden at sige et ^ Ord.

Af Værelserne var kun Dagligstuen og Sovekammeret helt i Orden. I Spisestuen var Væggene endnu tomme. Malerier og indrammede Skitser stod paa Gulvet i flere Rækker langs Panelet. Men Indtrykket af Dagligstuen med dens Væld af Blomster var festligt.
Den fremmede Dame ^ saae sig ^ flygtigt omkring og gik ^ gennem hele Lejligheden uden at sige et ^ Ord.

Konen fulgte uforstaaende.

»Undskyld, at jeg spør’,« sagde hun, da de var kommen ud i Forstuen. » Men glemte Fruen ikke at aflevere Gaven?«

»Undskyld, at jeg spør’,« sagde hun, da de var kommen tilbage til Forstuen. » Men glemte Fruen ikke at aflevere Gaven?«

258 Fru Merck ^ ^ ^ tog en Perlemorsportemonæ ud af en indvendig Lomme i sin Pelskaabe og gav Konen en Tokrone.

Fru Merck – thi hende var det – tog en Perlemorsportemonnæ ud af en indvendig Lomme i sin Pelskaabe og gav Konen en Tokrone.

Fru Merck — thi hende var det — tog en Perlemorsportemonnæ ud af en indvendig Lomme i sin Pelskaabe og gav Konen en Tokrone.

Fru Merck – thi hende var det – tog en Perlemorsportemonnæ ud af en indvendig Lomme i sin Pelskaabe og gav Konen en Tokrone.

» Den er til Dem selv. Og saa behøver De jo ikke at fortælle, at der har været nogen.«

» Naa – saadan . Jeg siger Fruen saa mange Tak. Her har forresten været flere, som ogsaa er kommen bare for Nysgerrighed. Mest Folk herfra Huset naturligvis.«

» Naa – saadan ! Jeg siger Fruen saa mange Tak. Her har forresten været flere, som ogsaa er kommen bare for Nysgerrighed. Mest Folk her fra Huset naturligvis.«

» Naa — saadan ! Jeg siger Fruen saa mange Tak. Her har forresten været flere, som ogsaa er kommen bare for Nysgerrighed. Mest Folk her fra Huset naturligvis.«

» Naa – saadan ! Jeg siger Fruen saa mange Tak. Her har forresten været flere, som ogsaa er kommen bare for Nysgerrighed. Mest Folk her fra Huset naturligvis.«

» Hvornaar venter De Herskabet hjem?«

» Jeg skal være nede i Døren Klokken halv elleve præcis, sa’ Herren, og bære Fruens Pakker op.«

Fru Merck, der hermed havde faaet alle de Oplysninger, hun ønskede, sagde nu Farvel. Nede paa Gaden ventede ^ hendes Vogn, og hun kørte ind til Byen for at fuldbyrde sin Hævn . ^ ^ ^

Fru Merck, der nu havde faaet alle de Oplysninger, II, 230 der var nødvendige for hendes ^ Hævn , sagde dermed Farvel.
– – –

Fru Merck, der nu havde faaet alle de Oplysninger, der var nødvendige for hendes ^ Hævn , sagde derefter Farvel.
— — —

Fru Merck, der nu havde faaet alle de Oplysninger, der var nødvendige for hendes ^ Hævn , sagde derefter Farvel.
– – –

Fem Minuter over halvelleve holdt de nygifte for Døren i den samme elegante Vogn, der om Formiddagen havde ført dem til Raadhuset . Bagefter fulgte en almindelig Droske med Jyttes Kufferter. Konen stod parat til at tage imod dem; og da alt var baaret op, blev de unge ^ alene.

Fem Minutter over halvelleve holdt de nygifte for Døren i en elegant Vogn . Bagefter fulgte en almindelig Droske med Jyttes Kufferter. Konen stod parat til at tage imod dem; og da alt var baaret op, blev de unge ^ alene.

Fem Minutter over halvelleve holdt de Nygifte for Døren i en elegant Vogn . Bagefter fulgte en almindelig Droske med Jyttes Kufferter. Konen stod parat til at tage imod dem; og da alt var baaret op, blev de unge Ægtefolk alene.

Jytte havde sat ^ sig ned i en af de lave Lænestole i Dagligstuen . Hendes Mand tog Plads paa den ene Stolearm og bøjede sig over hende. Hun sad halvt bortvendt, med Albuen støttet paa en Pude og Haanden lagt over Øjnene . Afskeden med Moderen 259 og hele det gamle Hjem bevægede hende stærkere, end hun havde været forberedt paa. Og Karsten var ^ pludselig igen bleven hende saa fremmed her i disse fremmede Stuer med den tunge, bedøvende Blomsterduft . Ømheden i hans Stemme og Heden i den Haand, hvormed ^ ^ han strøg hende ned over Armen, gjorde hende kold som Is.
» Er du ked af noget?« spurgte han.
Hun rystede paa Hovedet, men forandrede ikke Stilling.
» Saa er det altsaa mig, der generer,« sagde han lidt efter og forlod hende.
Hans Skuffelse gik hende til Hjertet.
»Karsten!« kaldte hun.
Da han vendte sig , strakte hun Haanden ud efter ham.

Jytte var i hvid Silkekjole og saae dejlig ud. Hendes Mand fulgte hende, hvor hun gik og stod, med et Udtryk som en guddommelig Besat. Da Jytte slog sig ned i en af de lave Lænestole i Dagligstuen , tog han Plads paa den ene Stolearm og bøjede sig over hende. Hun sad halvt bortvendt, med Albuen støttet paa en Pude ^ . Afskeden med Moderen og ^ det gamle Hjem havde bevæget hende stærkere, end hun havde været forberedt paa. Og Karsten blev hende pludselig ^ saa fremmed her i disse fremmede Stuer med den tunge, bedøvende Blomsterduft .
» Er du ked af noget?« spurgte han.
Hun rystede paa Hovedet , men forandrede ikke Stilling.
Han forstod, at han generede, og gik fra hende ; men da hun mærkede hans Skuffelse ^ , strakte hun Haanden ud efter ham.

Jytte var i hvid Silkekjole og saae dejlig ud. Hendes Mand fulgte hende, hvor hun gik og stod, med et Udtryk som en guddommelig Besat. Da Jytte slog sig ned i en af de lave Lænestole i Dagligstuen , tog han Plads paa den ene Stolearm og bøjede sig over hende. Hun sad halvt bortvendt, med Albuen støttet paa en Pude ^ . Afskeden med Moderen og ^ det gamle Hjem havde bevæget hende stærkere, end hun havde været forberedt paa. Og II, 167 Karsten blev hende pludselig ^ saa fremmed her i disse fremmede Stuer med den tunge, bedøvende Blomsterduft .
» Er du ked af noget?« spurgte han.
Hun rystede paa Hovedet ^ men forandrede ikke Stilling.
Han forstod, at han generede, og gik fra hende ; men da hun mærkede hans Skuffelse ^ , strakte hun Haanden ud efter ham.

Jytte var i hvid Silkekjole og saae dejlig ud. Hendes Mand fulgte hende, hvor hun gik og stod, med et Udtryk som en guddommelig II, 168 Besat. Da Jytte slog sig ned i en af de lave Lænestole i Dagligstuen , tog han Plads paa den ene Stolearm og bøjede sig over hende. Hun sad halvt bortvendt, med Albuen støttet paa en Pude ^ . Afskeden med Moderen og ^ det gamle Hjem havde bevæget hende stærkere, end hun havde været forberedt paa. Og Karsten blev ^ pludselig ^ saa underlig fremmed for hende i disse fremmede Stuer med den ^ bedøvende Blomsterduft .
» Er du ked af noget?« spurgte han.
Hun rystede paa Hovedet ^ men forandrede ikke Stilling.
Han forstod, at han generede, og gik fra hende ; men da hun mærkede hans Skuffelse ^ , strakte hun Haanden ud efter ham.

» Hvorfor gaar du?« spurgte hun halvt krænket, halvt bønfaldende .

» Hvorfor gaar du?« spurgte hun ^ .

Han kom tilbage, tog hendes Haand og gled ^ ned paa Ulveskindstæppet foran hende .

Han kom straks tilbage og gled nu ned paa Ulveskindstæppet foran hendes Fødder .

» Maa jeg sidde her?«

»Ja.«

» Og lægge mit Hoved i dit Skød?«

II, 231 » Og lægge mit Hoved i dit Skød?«

» Og lægge mit Hoved i dit Skød?«

Hun nikkede .
Han sad der ved hendes Fødder, med Nakken hvilende paa hendes ene Knæ, og saae hende ufravendt 260 op i Øjnene, mens han trykkede hendes Haand til sin Mund .

Hun nikkede .

» Nu er jeg din Page, Dronning Jytte! Befal over mig! Naar du siger: »Gaa!« – saa forsvinder jeg i Luften som en Sky. Og naar du siger: »Kom!« – saa er jeg i samme Øjeblik hos dig som din ydmyge Kammerslave og forelskede Hofnar!«

» Nu er jeg din Page, Dronning Jytte! Befal over mig! Naar du siger: »Gaa!« — saa forsvinder jeg i Luften som en Sky. Og naar du siger: »Kom!« — saa er jeg i samme Øjeblik hos dig som din ydmyge ^ og forelskede Hofnar!«

Hun bøjede sig over ham , og strøg ham over Haaret.

Hun bøjede sig over ham ^ og strøg ham over Haaret.

» Saa er du nu lykkelig?«

»Uendelig! Usigelig! ... Og du?«

»Jo«, sagde hun, og deres Munde søgte hinanden til et af disse lange, dybe Kys, hvis dystertsøde Hemmeligheder nu ogsaa Jytte kendte . –

Hun nikkede . –

Hun nikkede . —

Hun nikkede . –

En halv Time senere kom en Mand cyklende gennem den stille Gade og standsede ved Huset. Ved Hjælp af en Lommelygte undersøgte han den lange Række Klokkeknapper ved Siden af Døren, og da han havde fundet den, der hørte til de nygiftes Lejlighed paa tredje Sal , trykkede han til.

En halv Time senere kom en Mand cyklende gennem den stille Gade og standsede ved Huset. Med en Lommelygte undersøgte han den lange Række Klokkeknapper ved Siden af Døren, og da han havde fundet den, der hørte til de nygiftes Lejlighed ^ , trykkede han til.

Først da han havde ringet flere Gange, saaes der Lys i Stuerne deroppe.

Karsten From, indhyllet i sin kinesiske Silkeslobrok, aabnede et Vindu og bøjede sig ud.

» Hvad er der paafærde? Hvem er det?«

» Er det Hr. From?«

II, 169 » Er det Hr. From?«

»Ja.«

261 » Her er et Ekspres-Telegram.«

» Her er et Ekspres-Telegram.«

Et Ekspres-Telegram! – tænkte han. Det maa jo være noget alvorligt. Hvilket Uheld! Men hvad skulde han gøre? I Natdragt kunde han dog ikke gaa ned og lukke op. Han fandt saa paa at kaste Gadedørsnøglen ned til Manden, og efter at have været inde i Sovekammeret for at berolige Jytte , stod han med Telegrammet i Haanden og fik i Hast Budet paa Døren.

Et Ekspres-Telegram! – tænkte han. Det maa jo være noget alvorligt. Hvilket Uheld! Men i Natdragt kunde han ^ ikke gaa ned og lukke op. Han fandt saa paa at kaste Gadedørsnøglen ned til Manden, og efter at have været inde i Sovekammeret for at berolige Jytte ^ stod han med Telegrammet i Haanden og fik i Hast Budet paa Døren.

Et Ekspres-Telegram! — tænkte han. Det maa jo være noget II, 168 alvorligt. Hvilket Uheld! Men i Natdragt kunde han ^ ikke gaa ned og lukke op. Han fandt saa paa at kaste Gadedørsnøglen ned til Manden, og efter at have været inde i Sovekammeret for at berolige Jytte ^ stod han med Telegrammet i Haanden og fik i Hast Budet paa Døren.

Og saa var det ikke andet end et Lykønskningstelegram. » Hjertelig til Lykke fra mange Venner «. Han krammede Papiret sammen og hev det fra sig i Raseri.

II, 232 Og saa var det ikke andet end et Lykønskningstelegram. » Hjertelig til Lykke fra mange Venner «. Han krammede Papiret sammen ^ i Raseri.

Og saa var det ikke andet end et Lykønskningstelegram. » Hjertelig til Lykke fra mange Venner .« Han krammede Papiret sammen ^ i Raseri.

Men næppe et Kvarter efter kom igen en Mand cyklende gennem Gaden, standsede ved Huset og undersøgte Klokkeknapperne ved Døren. Han maatte ringe endnu flere Gange , og tilsidst slap han ikke Knappen. Endelig blev et Vindu paa tredje Sal revet op, og Karsten From brølte ud:

Men næppe et Kvarter efter kom igen en Mand cyklende gennem Gaden, standsede ved Huset og undersøgte Klokkeknapperne ved Døren. Han maatte ringe endnu flere Gange og slap tilsidst ^ ikke Knappen. Endelig blev et Vindu paa tredje Sal revet op, og Karsten From brølte ud:

» Hvad er det for et Spektakel ? Hvem er det?«

» Hvad er det ^ ? Hvem er det?«

» Er det Hr. From?«

»Ja.«

» Et Ekspres-Telegram.«

» Jeg bryder mig Fanden om Telegram ! ... Stik det ind under Døren !«

» Jeg bryder mig Fanden om Telegram ^ !«

» Det skal afleveres til Adressaten egenhændig. Og jeg skal have Kvittering.«
262 I de følgende to Timer gentoges Alarmeringen med en halv Snes Minuters Mellemrum . Da Karsten From ikke mere lod sig se, og Telegrafbudene efterhaanden samlede et helt lille Opløb udenfor Gadedøren , blev tilsidst andre af Husets ^ Beboere vækket af Spektaklet og listede et Vindu op for at se, hvad der var paafærde.

Vinduet blev smækket i.
I den følgende Time gentoges Alarmeringen med en halv Snes Minutters Mellemrum , og da der ikke blev lukket op, samledes der efterhaanden et lille Opløb udenfor Gadedøren . Husets andre Beboere vækkedes tilsidst af Spektaklet og kiggede ud for at se, hvad der var paafærde.

Følgen var, at Brudeparrets Afrejse den næste Formiddag blev til lidt af en Skandale. Da Vognen holdt for Døren med Kufferterne ovenpaa Ruffet, og de nygifte kom ned ad Trappen – Jytte tæt tilsløret – stak der et grinende Tjenestepigeansigt frem af hver Dør, og fra Vinduer og Altaner fulgtes de tilvogns af mange nysgerrige Øjne.
^ ^ Karsten From var skamfuld og viste et forfjamsket Væsen , skønt Jytte ikke slap hans Haand. De havde om Natten begge to hurtigt forstaaet, at de var et Offer for en ondskabsfuld Kvindehævn, og Karsten From var heller ikke i Tvivl om, hvem den hævngerrige Dame var. Ogsaa Jytte havde sine Anelser. Og ^ mere end nogensinde var hun nu længselsfuld efter at komme herfra, ^ langt bort baade fra sin Mands og sin egen Fortid.

Ved Brudeparrets Afrejse den næste Formiddag fulgtes det tilvogns af mange lystige Smil fra Vinduer og Altaner. Karsten From var skamfuld og viste et forfjamsket Væsen . Jytte var tæt tilsløret. Mere ^ end nogensinde længtes hun nu ^ efter at komme bort, – langt bort baade fra sin Mands og sin egen Fortid.

Ved Brudeparrets Afrejse den næste Formiddag fulgtes det tilvogns af mange lystige Smil fra Vinduer og Altaner. Karsten From var skamfuld og viste et forfjamsket Væsen . Jytte var tæt tilsløret. Mere ^ end nogensinde længtes hun nu ^ efter at komme bort, — langt bort baade fra sin Mands og sin egen Fortid.

Ved Brudefolkenes Afrejse den næste Formiddag fulgtes de tilvogns af mange lystige Smil fra Vinduer og Altaner. Karsten From var skamfuld og viste et forfjamsket Væsen . Jytte var tæt tilsløret. Nu mere end nogensinde længtes hun ^ ^ efter at komme bort, – langt bort baade fra sin Mands og sin egen Fortid.

^ ^

II, 233 V .

II, 170 V

⇕ Enslevs Død IV, 4.6

⇕ De Dødes Rige 7.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 7.5

F ørste Juledag havde Enslev maattet gaa i Seng paa Grund af Feber. Det korte Ophold paa den aabne Altan hin Aften, da han talte til Mængden, 263 havde straks bragt ham en heftig Forkølelse. Professor Bendix fik et gyldigt Paaskud til at udsætte Operationen, som han i det hele ikke ønskede at indlade sig paa uden som yderste Nødhjælp. Men da han ^ Nytaarsaften besøgte Enslev, fandt han ham betænkeligt afkræftet af Sengelejet og Feberen . Han havde desuden igen faaet Smerter , og det stod nu Lægen klart, at Øjeblikket var kommet, da han maatte gribe ind for at forhindre en altfor pinefuld Afslutning.

Første Juledag havde Enslev maattet gaa i Seng paa Grund af Feber. Opholdet paa den aabne Altan hin Aften, da han talte til Mængden, havde gjort ham stærkt forkølet, og Professor Bendix fik et gyldigt Paaskud til at udsætte den aftalte Operation. Men Nytaarsaften fandt han Enslev betænkelig afkræftet af Sengelejet og Feberen ^ , og ^ da der tillige viste sig Tegn til en Opblussen af Smerterne, bestemte han sig til at gribe ind og forhindre en altfor pinefuld Afslutning.

Første Juledag havde Enslev maattet gaa i Seng paa Grund af Feber. Opholdet paa den aabne Altan hin Aften, da han talte til Mængden, havde gjort ham stærkt forkølet, og Professor Bendix fik et gyldent Paaskud til at udsætte den aftalte Operation. II, 169 Men Nytaarsaften fandt han Enslev betænkelig afkræftet af Sengelejet og Feberen ^ , og ^ da der tillige viste sig Tegn til en Opblussen af Smerterne, bestemte han sig til at gribe ind og forhindre en altfor pinefuld Afslutning.

Samme Dag Jytte holdt Bryllup, blev Enslev om Aftenen kørt til hans store Privatklinik ved Vestre Boulevard . Det skete efter Enslevs udtrykkelige Ønske i al Stilhed. Ikke engang » Femte Juni« bragte nogen Meddelelse derom, og alle Forberedelser var truffet i største Hemmelighed . Efter Operationen blev der udstedt en beroligende Erklæring , og Klinikens Portvagt fik Ordre til at besvare alle indløbende Forespørgsler i Overensstemmelse dermed . Men Dagen efter vidste alle, at det var Døden . Og om Aftenen var der fra hele Byen en formelig Folkevandring ned til Vestre Boulevard, hvor Gaden indtil ud paa Natten var ^ sort af Mennesker, der stod tavse og saae op mod de Vinduer, bag hvilke den gamle ^ Stridsmand udkæmpede sin sidste Kamp.

Den næste Dag blev Enslev i en Sygevogn kørt til hans ^ Privatklinik for at opereres . Tilstanden blev saa vidt muligt hemmeligholdt . Efter Operationen udstedtes der ^ en beroligende Erklæring ^ . Men Dagen efter vidste alle, at det var Døden ; og i de følgende Aftener blev der fra hele Byen valfartet til Vestre Boulevard, hvor Kliniken laa. Indtil ud paa Natten var Gaden sort af Mennesker, der stod tavse og saae op mod de Vinduer, bag hvilke den gamle Folkets Stridsmand udkæmpede sin sidste Kamp.

I sine klare Øjeblikke forstod Enslev selv, at hans Liv var omme . Men paa Grund af ^ ^ ^ Smerterne lod 264 Professoren ham den meste Tid ligge hen i en Morfindøs , hvorunder han til Gengæld pintes af hæslige Mareridt. Mens det for hans Omgivelser saae ud, som om han sov dybt og drømmeløst, jog der ham alle Slags ^ uhyggelige Billeder gennem Sjælen med en Klarhed som paa et Filmsteater. Snart var det Rækker af dybe Kældere og Trappegange fulde af al Slags modbydeligt Affald og Skrammel, snart endeløse Jernbanetog eller Dampskibe i rasende Fart og fulde af Mennesker med afskyeligt forvrængede Ansigter. Sin Ungdomselskedes blodige Hoved med Skudsaaret i Tindingen saae han stadig imellem dem, ogsaa sine Forældre og andre Folk, han havde kendt i sin Barndom. De rullede med Øjnene og skar Grimacer som mekaniske Dukker.
Den næste Dag havde Tilstanden bedret sig. Henimod Aften var han ^ fuldt vaagen og klar, og kunde ogsaa tale lidt. Frk. Evaldsen var ^ hos ham hele Dagen ; men det var altid Bjerreby, han spurgte efter, naar der var noget, han vilde sige. Zaun vilde han ikke se, skønt den trofaste lille Mand var den første, der mødte paa Kliniken om Morgenen, og stadig kom igen i Løbet af Dagen for at tilbyde sin Tjeneste, dersom der paa nogen Maade kunde være Brug for ham.
Engang, da Enslev et Øjeblik var bleven alene med Bjerreby, sagde han:
265 » Flyt Dem nærmere herhen. Jeg kan ikke tale saa højt. – De spurgte mig for en Tid siden ^ , om jeg var tilfreds med, hvad jeg havde faaet udrettet i Livet . Jeg vil dertil svare – og De skal lægge Mærke til mine Ord! – jeg overgiver uden Bekymring mit Livsarbejde til Historiens Dom. At det nye Folkestyre ikke forvandlede Landet til et lavloftet Degnedømme – det er min Fortjeneste. Den Gerning vil Eftertiden engang regne mig til Ære . – – Men mit personlige Liv har ikke været lykkeligt,« ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ føjede han til efter en lang Tavshed. » For Mennesker af min Art gives der ingen Lykke. Vi er som de Spedalske fordømte til Isolation.«

I sine klare Øjeblikke forstod Enslev selv, at det var forbi . Men for at befri ham for Smerterne lod Professoren ham som oftest ligge hen i en Morfinsøvn , hvorunder han til Gengæld pintes af hæslige Mareridt. Mens det for hans Omgivelser saae ud, som om han sov dybt og drømmeløst, jog der ham ustanselig en kaotisk Strøm af uhyggelige Billeder gennem Sjælen , Rækker af dybe II, 234 Kældere med al Slags modbydeligt Affald , endeløse Jernbanetog ^ i rasende Fart , Dampskibe fulde af Mennesker med latterlige eller hæsligt forvrængede Træk.
Aftenen før han døde, var han i nogle Timer fuldt vaagen ^ og kunde ogsaa tale lidt. Frk. Evaldsen var bestandig hos ham ^ ; men det var altid Bjerreby, han spurgte efter, naar der var noget, han vilde sige.
En Gang sagde han til ham: » ^ De gjorde mig for nogen Tid siden det Spørgsmaal , om jeg var tilfreds med, hvad jeg havde faaet udrettet ^ . Jeg vil dertil svare – og De skal lægge Mærke til mine Ord! – jeg overgiver uden Bekymring mit Livsværk til Historiens Dom. At det nye Folkestyre ikke forvandlede Landet til et ^ Degnedømme , det ^ vil Eftertiden engang regne mig til Ære .«
Han laa en Tid stille med lukkede Øjne og gav sig derpaa til at tale om sine Forældre, der ligesom hele Barndomstiden i det gamle, jyske Smedehjem aabenbart stadig beskæftigede hans ^ Tanker.
» De ejede den store Langmodighed med Livet. Den fik jeg ikke i Arv. Det var vel godt for noget. Kun ikke for mig selv.«
Lidt efter føjede han til , som var det Svar paa et Spørgsmaal:
» For Mennesker af min Art findes der ingen Lykke. Vi er ligesom Spedalske fordømte til Isolation.«

I sine klare Øjeblikke forstod Enslev selv, at det var forbi . Men for at befri ham for Smerterne lod Professoren ham som oftest ligge hen i en Morfinsøvn , hvorunder han til Gengæld pintes af hæslige Mareridt. Mens det for hans Omgivelser saae ud, som om han sov dybt og drømmeløst, jog der ham ustandselig en kaotisk Strøm af uhyggelige Billeder gennem Sjælen , Rækker af dybe Kældere med al Slags modbydeligt Affald , endeløse Jernbanetog ^ i rasende Fart , Dampskibe fulde af Mennesker med latterlige eller hæsligt forvrængede Træk.
Aftenen før han døde, var han i nogle Timer fuldt vaagen ^ og kunde ogsaa tale lidt. Frk. Evaldsen var bestandig hos ham ^ ; men det var altid Bjerreby, han spurgte efter, naar der var noget, han vilde sige.
En Gang sagde han til ham: » ^ De gjorde mig for nogen Tid siden det Spørgsmaal , om jeg var tilfreds med, hvad jeg havde faaet udrettet ^ . Jeg vil dertil svare — og De skal lægge Mærke til mine Ord! — jeg overgiver uden Bekymring mit Livsværk til Historiens Dom. At det nye Folkestyre ikke forvandlede Landet til et ^ Degnedømme , det ^ vil Eftertiden engang regne mig til Ære .«
Han laa en Tid stille med lukkede Øjne og gav sig derpaa til at tale om sine Forældre, der ligesom hele Barndomstiden i det gamle, jydske Smedehjem aabenbart stadig beskæftigede hans ^ Tanker.
II, 170 » De ejede den store Langmodighed med Livet. Den fik jeg ikke i Arv. Det var vel godt for noget. Kun ikke for mig selv.«
Lidt efter føjede han til , som var det Svar paa et Spørgsmaal:
» For Mennesker af min Art findes der ingen Lykke. Vi er ligesom Spedalske fordømte til Isolation.«

I sine klare Øjeblikke forstod Enslev selv, at det var forbi . For ^ at befri den gamle Mand for Smerter lod Professoren ham som oftest ligge hen i en Morfinsøvn , hvorunder han til Gengæld pintes af hæslige Mareridt. Mens det for hans Omgivelser saae ud, som om han sov dybt og drømmeløst, jog der ham ustandselig en kaotisk Strøm af uhyggelige Billeder gennem Sjælen , Rækker af dybe Kældere med al Slags modbydeligt Affald , endeløse Jernbanetog ^ i rasende Fart , Dampskibe fulde af Mennesker med latterlige eller hæsligt forvrængede Træk.
Aftenen før han døde, var han i nogle Timer fuldt vaagen ^ og kunde ogsaa tale lidt. Frk. Evaldsen var bestandig hos ham ^ ; men det var altid Bjerreby, han spurgte efter, naar der var noget, han vilde sige.
En Gang sagde han til ham: » ^ De gjorde mig for nogen Tid siden det Spørgsmaal , om jeg var tilfreds med, hvad jeg havde faaet udrettet ^ . Jeg vil dertil svare – og De skal lægge Mærke til mine Ord! – jeg overgiver uden Bekymring mit Livsværk til Historiens Dom. At det nye Folkestyre ikke forvandlede II, 171 Landet til et ^ Degnedømme , det ^ vil Eftertiden engang regne mig til Ære .«
Han laa en Tid stille med lukkede Øjne og gav sig derpaa til at tale om sine Forældre, der ligesom hele Barndomstiden i det gamle, jydske Smedehjem ^ stadig beskæftigede hans omtaagede Tanker.
» De ejede den store Langmodighed med Livet. Den fik jeg ikke i Arv. Det var vel godt for noget. Kun ikke for mig selv.«
Lidt efter føjede han til , som var det Svar paa et Spørgsmaal:
» For Mennesker af min Art findes der ingen Lykke. Vi er ligesom Spedalske fordømte til Isolation.«

Da Bjerreby indvendte , at han dog altid havde haft mange hengivne Venner og trofaste Tilhængere , slog han Øjnene vidt op med noget af den gamle Vildskab i Blikket. Saa svarede han skærende bittert, mens Øjenlaagene atter sank tungt ned:

Bjerreby svarede , at han dog altid havde haft mange hengivne Venner og trofaste Tilhængere . Men da slog han Øjnene vidt op med noget af den gamle Vildskab i Blikket. ^

»Ja . Og for hver oprigtig Ven tredive falske . Og hundrede hadefulde Misundere. ^ At jeg var en lille Smule klogere end Mængden, blev min Skæbne. Fra min Ungdom har Had og smaaligt Nag fulgt mig ^ saa trofast som min egen Skygge og ^ ^ ^ forgiftet ^ mig enhver Glæde . Det er Sandheden om det store Held , jeg skal have haft, – og som man ovenikøbet har syntes, jeg skulde være smukt taknemlig for .«
Han laa nogen Tid tavs og aandede besværet, fordi 266 han havde anstrengt sig for meget. Bjerreby rejste sig, for at ^ ^ han ikke skulde tale mere. Men lidt efter kaldte Enslev ham atter til sig. Det var ham øjensynlig om at gøre at mildne lidt paa Indtrykket af de sidste Ord.
Han gav sig til at tale om sin Far, der ligesom hele Barndommen i det gamle, jyske Smedehjem stadig havde beskæftiget ham ^ den senere Tid. Han havde tidligere fortalt et og andet om denne Far , der gik brummende omkring i de trange Stuer som en Bjørn i Bur. Nu meddelte han som noget, han ønskede gjort bekendt, at Faderen engang i sin Ungdom havde lidt en stor Uret, der for Livstid knugede den store, stærke Mand til Jorden, og at Indtrykket heraf havde været den oprindelige Tilskyndelse til hans hele politiske Virksomhed. Hvori Forurettelsen bestod, vidste han ikke. Faderen havde aldrig villet gaa nærmere ind ^ ^ ^ paa Sagen, sagde han.
» Han ejede den store Langmodighed med Livet ... den lod han ikke gaa i Arv til mig. Det har vel været godt for noget. Kun ikke for mig selv.«
Han taalte igen ikke at tale mere, og det blev omtrent hans sidste Ord.

II, 235 »Ja ! Og for hver oprigtig Ven tredive falske ! .... At jeg var en lille Smule klogere end Mængden, blev min Skæbne. ^ Had og smaalig Misundelse har fulgt mig gennem Livet saa trofast som min egen Skygge .... forgiftede Tilværelsen ^ ^ for mig lige fra min Ungdom . Det er Sandheden om mit store Held !«
Ude i et Venteværelse ved Siden af Forstuen sad Zaun. Den trofaste lille Mand havde hele Tiden været den første, som mødte her om Morgenen for at høre, hvordan Natten var gaaet, og Gang efter Gang i Løbet af Dagen var han kommen tilbage for at tilbyde sin Tjeneste. Han havde stadig haabet paa at skulle blive kaldt ind til Enslev for at tage Afsked med den Mand , der ^ i ^ hans Øjne næsten var mere end et Menneske. Men Enslev havde ingen Fremmede villet se.
Han sad og ventede paa de sidste Efterretninger fra Sygeværelset, da en af Klinikens Karle kom ind og lagde de sidste Aftenblade paa Bordet.

»Ja ! Og for hver oprigtig Ven tredive falske ! ... At jeg var en lille Smule klogere end Mængden, blev min Skæbne. ^ Had og smaalig Misundelse har fulgt mig gennem Livet saa trofast som min egen Skygge ... forgiftede Tilværelsen ^ ^ for mig lige fra min Ungdom . Det er Sandheden om mit store Held !«
Ude i et Venteværelse ved Siden af Forstuen sad Zaun. Den trofaste lille Mand havde hele Tiden været den første, som mødte her om Morgenen for at høre, hvorledes Natten var gaaet, og Gang efter Gang i Løbet af Dagen var han kommen tilbage for at tilbyde sin Tjeneste. Han havde stadig haabet paa at skulle blive kaldt ind til Enslev for at tage Afsked med den Mand , der ^ i ^ hans Øjne næsten var mere end et Menneske. Men Enslev havde ingen Fremmede villet se.
Han sad og ventede paa de sidste Efterretninger fra Sygeværelset, da en af Klinikens Karle kom ind og lagde de sidste Aftenblade paa Bordet.

»Ja ! Og for hver oprigtig Ven tredive falske ! ... At jeg var en lille Smule klogere end Mængden, blev min Skæbne. ^ Had og smaalig Misundelse har fulgt mig gennem Livet saa trofast som min egen Skygge . ^ Tilværelsen blev forgiftet for mig lige fra min Ungdom . Det er Sandheden om mit store Held !«
Ude i et Venteværelse ved Siden af Forstuen sad Zaun. Den trofaste lille Mand havde hele Tiden været den første, som mødte her om Morgenen for at høre, hvorledes Natten var gaaet, og Gang efter Gang i Løbet af Dagen var han kommet tilbage for at tilbyde sin Tjeneste. Han havde stadig haabet paa at skulle blive kaldt ind til Enslev for at tage Afsked med den Mand , der ^ i ^ hans Øjne næsten var mere end et Menneske. Men Enslev havde ingen Fremmede villet se.
Han sad og ventede paa de sidste Efterretninger fra Sygeværelset, da en af Klinikens Karle kom ind og lagde et Par Aftenblade paa Bordet.

⇕ Toldere og Syndere III, 1.3

⇕ De Dødes Rige 7.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 7.5

⇐

Men saa uhyre var hans Optagethed af det store politiske Sammenstød , som efter hans Mening nu var uundgaaeligt, at han bestemte sig til at svigte baade Kæmpebranden i New York, ^ Musette-Processen i Paris, ^ Ministerkrisen i Bulgarien , Londoner-Firmaet Blackbourns Fallit , de 32 tre indebrændte Børn i Frankfurt, det mærkelige Gravfund ^ ved Toulouse, Droskestrejken i Wien, den forsvundne engelske Rejsende i Jerusalem og de hundrede andre Begivenheder fra alle fem Verdensdele , som hans Sind var fyldt af . ^

Trods hans dybe Nedtrykthed fløj der straks en stor Uro paa ham ved Synet af Aviserne , og han modstod ikke længe Fristelsen til at kigge i dem for at se, hvad nyt der kunde være om den store Brand i New York, om Musette-Processen i Paris, om Ministerkrisen i Portugal , Londoner-Firmaet Blackbourns Kæmpefallit , de tre indebrændte Børn i Frankfurt, Gravfundet ved Toulouse, Droskestrejken i Wien, den forsvundne engelske Rejsende i Jerusalem og de hundrede andre Begivenheder rundt om i Verden , som han med saa levende Interesse fulgte .

Trods hans dybe Nedtrykthed fløj der straks en stor Uro paa ham ved Synet af Aviserne , og han modstod ikke længe Fristelsen til at kigge i dem for at se, hvad nyt der kunde være om den store Brand i New York, om Musette-Processen i Paris, om Ministerkrisen i Portugal , Londoner-Firmaet Blackbourns Kæmpefallit , de tre indebrændte Børn i Frankfurt, II, 172 Gravfundet ved Toulouse, Droskestrejken i Wien, den forsvundne engelske Rejsende i Jerusalem og de hundrede andre Begivenheder rundt om i Verden , som han med saa levende Interesse fulgte .

⇕ Enslevs Død IV, 4.6

⇕ De Dødes Rige 7.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 7.5

^ ^ ^ ^ ^ Ud paa Natten saae Sygeplejersken, der vaagede over ham, at hans Ansigt pludselig forandredes. Hun lod den vagthavende 267 Læge hente. Straks efter blev ogsaa Professor Bendix kaldt til.
Klokken seks, da Lægerne saae, at det gik mod Enden, blev der telefoneret til Frk. Evaldsen og Bjerreby ^ . Men inden nogen af dem kom tilstede, var Dødskampen begyndt. Enslev laa med aaben Mund i en Morfindøs, der i Løbet af et Par Timer vilde glide umærkeligt ^ over i den endelige Søvn .

Men nu kom Professor Bendix ind ledsaget af sin Assistent. II, 236 Professoren satte sig ned for at skrive Aftenbulletinen til Bladene.
» Stadig ingen Bedring?« spurgte Zaun beklemt.
» Nej – der er ikke noget Haab.«
Ud paa Natten , mens Frk. Evaldsen og Bjerreby sammen med en Sygeplejerske vaagede hos Enslev, forandredes pludselig hans Ansigt under Søvnen. Den vagthavende Læge ^ blev straks hentet. Ogsaa Professor Bendix ^ blev hurtigt tilkaldt . Men inden han kom tilstede, var Dødskampen begyndt. Uden at vaagne til Bevidsthed laa Enslev hen i en Morfindøs, der i Løbet af et Par Timer ^ umærkeligt gled over i den endelige Hvile .

Men nu kom Professor Bendix ind ledsaget af sin Assistent. Professoren satte sig ned for at skrive Aftenbulletinen til Bladene.
II, 171 » Stadig ingen Bedring?« spurgte Zaun beklemt.
» Nej — der er ikke noget Haab.«
Ud paa Natten , mens Frk. Evaldsen og Bjerreby sammen med en Sygeplejerske vaagede hos Enslev, forandredes pludselig hans Ansigt under Søvnen. Den vagthavende Læge ^ blev straks hentet. Ogsaa Professor Bendix ^ blev hurtig tilkaldt . Men inden han kom tilstede, var Dødskampen begyndt. Uden at vaagne til Bevidsthed laa Enslev hen i en Morfindøs, der i Løbet af et Par Timer ^ umærkeligt gled over i den endelige Hvile .

Men nu kom Professor Bendix ind ledsaget af sin Assistent. Professoren satte sig ned for at skrive Aftenbulletinen til Bladene.
» Stadig ingen Bedring?« spurgte Zaun beklemt.
» Nej – der er ikke noget Haab.«
Ud paa Natten , mens Frk. Evaldsen og Bjerreby sammen med en Sygeplejerske vaagede hos Enslev, forandredes pludselig hans Ansigt under Søvnen. Den vagthavende Læge ^ blev straks hentet. Ogsaa Professor Bendix ^ blev hurtig tilkaldt . Men inden han kom tilstede, var Dødskampen begyndt. Uden at vaagne til Bevidsthed laa Enslev hen i en Morfindøs, der i Løbet af et Par Timer ^ umærkeligt gled over i den endelige Hvile .

I disse sidste Timer sad Bjerreby paa Sengekanten med sørgmodigt ludende Hoved. ^ Zaun, der af sig selv var kommen og nu havde faaet Lov ^ at slippe ind , stod bag Sengens Fodende og holdt Hatten halvt op for Ansigtet som et Gravbillede af Forfærdelse og Sorg .

Der brændte kun et svagt Blus ovenover Sengens Hovedgærde. Paa en Stol ved Fodenden sad Bjerreby ^ med sørgmodigt sænket Hoved. Bagved ham stod Zaun, der ^ var bleven siddende i Venteværelset hele Natten og nu havde faaet Lov til at komme ind . I sin jødiske Sky for det ubedækkede Hoved holdt han Hatten halvt op for sit forvaagede og forgrædte Ansigt .

Henne ved Væggen sad Frk. Evaldsen med Haanden under Hovedet . Indtil det sidste havde hun haabet paa, at hendes Ven skulde føle Trang til at række hende Haanden i et ensomt Øjeblik og mindes deres Lykkes Tid med en Tak . Men hans Tanker havde altid været andre Steder, og det var stadig Bjerreby, han spurgte efter og talte med. Han havde glemt hende, saadan som han altid glemte den Hengivenhed, han havde misbrugt, mens han havde ^ en saa god Hukommelse for det Fjendskab, han mødte , for de Krænkelser, der gik ud over ham selv . Og dog havde hun maattet elske ham! Mod sin Vilje havde hun maattet tjene ham under alle Ydmygelser. Og 268 hun vidste, at hun indtil sin sidste Time vilde elske og tilbede hans Minde.
Paa Grund af Bjerrebys Nærværelse havde Professor Bendix kun af og til vist sig i Stuen og forøvrigt overladt det til sin Assistent at følge Pulsens og Hjerteslagets stille Hendøen. Ved Titiden blev han kaldt ind , og efter en Undersøgelse erklærede han Døden for indtraadt. Kort efter gled ogsaa den dødes Øjenlaag op.

^ Frk. Evaldsen sad med lukkede Øjne og holdt Hænderne i Skødet som et Gravbillede af Sorgen . Indtil det sidste havde hun haabet paa, at hendes Ven skulde føle Trang til at række hende Haanden i et ensomt Øjeblik og mindes deres Lykkes Tid ^ . Men det var bestandig til Bjerreby, han ^ talte , og det var til hans Omsorg, han overgav, hvad hans Hjerte endnu gerrigt hang ved, sit Ry, sit Navns Udødelighed. Han havde tidlig ofret deres Kærlighed paa sin Molochs Alter. Indtil Livets sidste Øjeblikke glemte han hende nu for sine Fjender. Men hun II, 237 havde forudset det! Han havde altid haft en svag Hukommelse for den Hengivenhed, han mødte i Livet, hvorimod enhver Modgang, enhver ringe Krænkelse gravede sig ned i hans Erindring med uudslettelig Stenskrift . Og dog havde hun maattet elske haml Mod sin Vilje havde hun maattet tjene ham under alle Ydmygelser. Og hun vidste, at hun vilde blive ved at elske ham. Indtil sin sidste Time vilde hun knæle for hans Minde!
Hen paa Morgenstunden, da de første Vogne hørtes paa Gaden , erklærede Professor Bendix efter en Undersøgelse , at Døden var indtraadt. Kort efter gled ogsaa den Dødes Øjenlaag op.

^ Frk. Evaldsen sad med lukkede Øjne og holdt Hænderne i Skødet som et Gravbillede af Sorgen . Indtil det sidste havde hun haabet paa, at hendes Ven skulde føle Trang til at række hende Haanden i et ensomt Øjeblik og mindes deres Lykkes Tid ^ . Men det var bestandig til Bjerreby, han ^ talte , og det var til hans Omsorg, han overgav, hvad hans Hjerte endnu gerrigt hang ved, sit Ry, sit Navns Udødelighed. Han havde tidlig ofret deres Kærlighed paa sin Molochs Alter. Indtil Livets sidste Øjeblikke glemte han hende nu for sine Fjender. Men hun havde forudset det! Han havde altid haft en svag Hukommelse for den Hengivenhed, han mødte i Livet, hvorimod enhver Modgang, enhver ringe Krænkelse gravede sig ned i hans Erindring med uudslettelig Stenskrift . Og dog havde hun maattet elske ham! Mod sin Vilje havde hun maattet tjene ham under alle Ydmygelser. Og hun vidste, at hun vilde blive ved at elske ham. Indtil sin sidste Time vilde hun knæle for hans Minde!
Hen paa Morgenstunden, da de første Vogne hørtes paa Gaden , erklærede Professor Bendix efter en Undersøgelse , at Døden var indtraadt. Kort efter gled ogsaa den Dødes Øjenlaag op.

^ Frk. Evaldsen sad med lukkede Øjne og holdt Hænderne i Skødet som et Gravbillede af Sorgen . Indtil det sidste havde hun haabet paa, at hendes Ven skulde føle Trang til at række hende Haanden i et ensomt Øjeblik og mindes deres Lykkes Tid ^ . Men det var bestandig til Bjerreby, han ^ talte , og det var til hans Omsorg, han overgav, hvad hans Hjerte endnu gerrigt hang ved, sit Ry, sit Navns Udødelighed. Han havde tidlig ofret deres Kærlighed paa sin Molochs Alter. Indtil Livets sidste Øjeblikke glemte han hende nu for sine Fjender. Men hun havde forudset det! Han havde altid haft en svag Hukommelse for den Hengivenhed, han mødte i Livet, hvorimod enhver Modgang, enhver ringe Krænkelse gravede sig ned i hans Erindring med uudslettelig Stenskrift . Og dog havde hun maattet elske ham! Mod sin Vilje havde hun maattet tjene ham under alle Ydmygelser. Og II, 173 hun vidste, at hun vilde blive ved at elske ham. Indtil sin sidste Time vilde hun knæle for hans Minde!
Hen paa Morgenstunden, da de første Vogne hørtes paa Gaden , erklærede Professor Bendix efter en Undersøgelse , at Døden var indtraadt. Kort efter gled ogsaa den Dødes Øjenlaag op.

– – –

⇕ Enslevs Død IV, 4.7

⇕ De Dødes Rige 7.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 7.5

S kønt den gamle Mands Død ^ føltes som en Befrielse de fleste Steder i Landet , mærkedes det dog i disse Dage , særligt i København , at han havde været en Konge for sit Folk. Paa Begravelsesdagen fulgte Tusinder af Mennesker med Ministeriet og de fleste Rigsdagsmænd i Spidsen tilfods hans Kiste fra Hjemmet til en Sørgefest i det kongelige Ridehus, hvorfra den senere skulde føres til Baalet. Paa Statens Bekostning var de Gader, Ligtoget passerede, rigt smykket, og hele Byen var paa Benene trods tæt Snefald og Søle. Med fuld Honnør stedte Landets Hovedstad den sidste Høvding fra en heroisk Tid til Hvile.
Selv Byens nye , store Præsteblad vovede i disse Dage ikke at angribe hans Minde paa krænkende Maade. I en klog og behersket Artikel ^ , som hans formodede Arving til Tronen, Pastor Stensballe, skrev 269 i Bladet under sit eget Navn ^ , erkendtes det, at han havde ejet den store Statsmands Evne til at arbejde med Menneskemassen som en inspireret Kunstner med sit Ler. Hans Fejl havde været den, at han havde villet skabe Folket om i sit eget Billede i Stedet for i Guds. Trods den Viljesbrand, der var Drivkraften i hans Væsen , efterlod han af den Grund sit Land i Opløsning og Forfald. Og der føjedes til , at ogsaa hans private Liv havde været behersket af den utøjlede Ild, der fortærer , hvad der kommer i dens Nærhed.
» Derfor døde denne engang saa mægtige og forgudede Mand ensom og forladt«, sluttede Artiklen med fremhævede Typer som en Gravskrift. » Hvad der nu vil kunne samles om hans Navn, er kun Skygger«.
To Dage efter Begravelsen foranstaltede Missionen som Demonstration en kirkelig Procession, der drog syngende gennem Byen med Musikkorps og Bannere . Der var vel langt fra saa mange Mennesker som i det Tog , der fulgte Enslev ; men Antallet af Deltagere vakte alligevel Forbavselse og mange Steder alvorlig Skræk.
Særlig Opsigt gjorde Johannes Gaardbo med sin nye Korshær af unge Mænd og Kvinder, der i rask og taktfast Marche sluttede Toget . Med jublende Stemmer sang de Hærens Slagsang:

Skønt Enslevs Død mange Steder i Landet føltes som en Befrielse ^ , mærkedes det ^ i disse Dage ^ , at han havde været en Konge for sit Folk. ^ Selv Pastor Stensballes nye Blad vovede ^ ikke at angribe hans Minde paa krænkende Maade. I en klog og behersket Artikel erkendtes det, at han havde ejet noget af den store Statsmands Evne til at arbejde med Menneskemassen som en inspireret Kunstner med sit Ler; men da det ikke var Guds Aand, der vejledede ham, men Trodsens og Ulydighedens Aand , havde han efterladt sit Land i Opløsning og Forfald og var tilsidst bleven svigtet af sit eget Parti.
» Saaledes døde da denne engang saa mægtige og forgudede Mand ensom og forladt. Hvad der nu vil samles om hans Navn, er kun Skygger.«
II, 238 Paa Bisættelsesdagen var hele København paa Benene, og Tusinder af Mennesker fulgte hans Kiste , da den fra Hjemmet blev ført til det kongelige Ridehus, hvor en stor Sørgefest blev afholdt. Forrest i Processionen gik det samlede Ministerium, derefter Rigsdagens Medlemmer , hvorimellem Tilskuerne særlig lagde Mærke til Gjærup, der hele Tiden gik med sit Lommetørklæde for Munden for at skjule, at han græd. Alle de Gader, Ligtoget passerede, var udsmykkede paa Byens Bekostning. Med fuld Honnør stedte Landets Hovedstad den sidste Høvding fra en heroisk Tid til Hvile.
Men to Dage efter foranstaltede Missionen som Demonstration den første store , kirkelige Procession. Den drog syngende gennem Byen med Musikkorps , Bannere og kraftige Opraab og mindede mange af de forbavsede Københavnere om Fortidens Grundlovstog , da Enslev i Frihedskampens Dage drog med sine Skarer ud til Søndermarken. Nu var det Pastor Stensballes abbateklædte lille Skikkelse, der gik i Spidsen for Toget, og Johannes Gaardbos Korshær med dens frejdige unge Mænd og Kvinder, der ^ sluttede det .
I taktfast March og med sejrssikre Stemmer sang de Hærens Slagsang:

Skønt Enslevs Død mange Steder i Landet føltes som en Befrielse ^ , II, 172 mærkedes det ^ i disse Dage ^ , at han havde været en Konge for sit Folk. ^ Selv Pastor Stensballes nye Blad vovede ^ ikke at angribe hans Minde paa krænkende Maade. I en klog og behersket Artikel erkendtes det, at han havde ejet noget af den store Statsmands Evne til at arbejde med Menneskemassen som en inspireret Kunstner med sit Ler; men da det ikke var Guds Aand, der vejledede ham, men Trodsens og Ulydighedens Aand , havde han efterladt sit Land i Opløsning og Forfald og var tilsidst bleven svigtet af sit eget Parti.
» Saaledes døde da denne engang saa mægtige og forgudede Mand ensom og forladt. Hvad der nu vil samles om hans Navn, er kun Skygger.«
Paa Bisættelsesdagen var hele København paa Benene, og Tusinder af Mennesker fulgte hans Kiste , da den fra Hjemmet blev ført til det kongelige Ridehus, hvor en stor Sørgefest blev afholdt. Forrest i Processionen gik det samlede Ministerium, derefter Rigsdagens Medlemmer , hvorimellem Tilskuerne særlig lagde Mærke til Gjærup, der hele Tiden gik med sit Lommetørklæde for Munden for at skjule, at han græd. Alle de Gader, Ligtoget passerede, var udsmykkede paa Byens Bekostning. Med fuld Honnør stedte Landets Hovedstad den sidste Høvding fra en heroisk Tid til Hvile.
Men to Dage efter foranstaltede Missionen som Demonstration den første store , kirkelige Procession. Den drog syngende gennem Byen med Musikkorps , Bannere og kraftige Opraab og mindede mange af de forbavsede Københavnere om Fortidens Grundlovstog , da Enslev i Frihedskampens Dage drog med sine Skarer ud til Søndermarken. Nu var det Pastor Stensballes abbateklædte lille Skikkelse, der gik i Spidsen for Toget, og Johannes Gaardbos Korshær med dens frejdige unge Mænd og Kvinder, der ^ sluttede det .
I taktfast March og med sejrssikre Stemmer sang de Hærens Slagsang:

Skønt Enslevs Død mange Steder i Landet føltes som en Befrielse ^ , mærkedes det ^ i disse Dage ^ , at han havde været en Konge for sit Folk. ^ Selv Pastor Stensballes nye Blad vovede ^ ikke at angribe hans Minde paa krænkende Maade. I en klog og behersket Artikel erkendtes det, at han havde ejet noget af den store Statsmands Evne til at arbejde med Menneskemassen som en inspireret Kunstner med sit Ler; men da det ikke var Guds Aand, der vejledede ham, men Trodsens og Ulydighedens Aand , havde han efterladt sit Land i Opløsning og Forfald og var tilsidst bleven svigtet af sit eget Parti.
» Saaledes døde da denne engang saa mægtige og forgudede Mand ensom og forladt. Hvad der nu vil samles om hans Navn, er kun Skygger.«
Paa Bisættelsesdagen var hele København paa Benene, og Tusinder af Mennesker fulgte hans Kiste , da den fra Hjemmet blev ført til det kongelige Ridehus, hvor en stor Sørgefest blev afholdt. Forrest i Processionen gik det samlede Ministerium, derefter Rigsdagens Medlemmer , hvorimellem Tilskuerne særlig lagde Mærke til Gjærup, der hele Tiden gik med sit Lommetørklæde for Munden for at skjule, at han græd. Alle de Gader, Ligtoget passerede, var udsmykkede paa Byens Bekostning. Med fuld Honnør stedte Landets Hovedstad den sidste Høvding fra en heroisk Tid til Hvile.
Men to Dage efter foranstaltede Missionen som Demonstration den første store , kirkelige Procession. Den drog syngende gennem Byen med Musikkorps , Bannere og kraftige Opraab og mindede mange af de forbavsede Københavnere om Fortidens Grundlovstog , da Enslev i Frihedskampens Dage drog med sine Skarer ud til Søndermarken. Nu var det Pastor Stensballes abbateklædte lille Skikkelse, der gik i Spidsen for Toget, og II, 174 Johannes Gaardbos Korshær med dens frejdige unge Mænd og Kvinder, der ^ sluttede det .
I taktfast March og med sejrssikre Stemmer sang de Hærens Slagsang:

I Himlen er mit Fædreland,

og Kristus er min Konge ! ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

og Kristus er min Konge .
Paa et Hjørne stod A B D Carlsen og betragtede dem maabende gennem sine Næseklemmer. Saadan havde han i hin Tid selv marcheret afsted i Flok og Følge med II, 239 Kampmodets Ild i Kinderne , hvor nu Spiritussen blussede; og han mindedes et Ord af Mads Vestrup fra hint berømte Sommermøde i Strige Skov, hvor han havde været tilstede som » Femte Juni«s Referent:
» Bøf paa en anden Maade!«
II, 240 OTTENDE BOG FAVSINGHOLM
I .

og Kristus er min Konge .
II, 173 Paa et Hjørne stod A B D Carlsen og betragtede dem maabende gennem sin Næseklemmer. Saadan havde han i hin Tid selv marcheret ^ i Flok og Følge med Kampmodets Ild i Kinderne , hvor nu Spiritussen blussede; og han mindedes et Ord af Mads Vestrup fra hint berømte Sommermøde i Strige Skov, hvor han havde været tilstede som » Femte Juni«s Referent:
» Bøf paa en anden Maade!«
II, [174] OTTENDE BOG FAVSINGHOLM
I

og Kristus er min Konge .
Paa et Hjørne stod A B D Carlsen og betragtede dem maabende gennem sin Næseklemmer. Saadan havde han i hin Tid selv marcheret ^ i Flok og Følge med Kampmodets Ild i sine Kinder , hvor nu Spiritussen blussede; og han mindedes et Ord af Mads Vestrup fra hint berømte Sommermøde i Strige Skov, hvor han havde været tilstede som » Femte Juni«s Referent:
» Bøf paa en anden Maade!«
II, [175] OTTENDE BOG FAVSINGHOLM
I

⇕ Favsingholm V, 1.1

⇕ De Dødes Rige 8.1

⇕ De Dødes Rige .1

⇕ De Dødes Rige 8.1

[3] A llerede i Midten af Marts, en Maaned tidligere end oprindelig bestemt, vendte Jytte og Karsten From hjem fra deres Bryllupsrejse. Grunden var den, at Enslevs politiske Venner havde indbudt til en Konkurrence om et Mindebillede af den afdøde Høvding , og Karsten havde bestemt sig til at deltage. Maleriet skulde have en monumental Karakter, skulde forherlige en Episode af Frihedskampens Historie med Enslev som Midtfigur. Det var Meningen at skaffe det en fremtrædende Plads i den nye Rigsdagsbygning ; og foruden denne store Ære var der 25 Tusinde Kroner at kæmpe om.

A llerede i Midten af Marts, en Maaned tidligere end oprindelig bestemt, vendte Jytte og Karsten From hjem fra deres Bryllupsrejse. Grunden var den, at Enslevs politiske Venner havde indbudt til en Konkurrence om et Mindebillede af den afdøde Høvding ; og Karsten havde bestemt sig til at deltage. Maleriet skulde have en monumental Karakter, skulde forherlige en Episode af Frihedskampens Historie med Enslev som Midtfigur. Det var Meningen at skaffe det en fremtrædende Plads i den nye Rigsdagsbygning , og foruden Æren var der tredive tusinde Kroner at kæmpe om.

Jytte vilde helst have fortsat Rejselivet lang Tid endnu. Hun følte sig saa lykkelig fortumlet under deres planløse Omflakken fra By til By. Indtrykkene jog hinanden ^ , og Tankerne fik Lov at sove. Men hun havde tidligere saa ofte søgt at opmande Karsten til at samle sig om en alvorlig ^ kunstnerisk Opgave, og hun kunde derfor ikke godt ^ gøre Indvendinger. Selv var han desuden bleven mærkeligt opsat paa Sagen.

Jytte vilde helst have fortsat Rejselivet lang Tid endnu. Hun følte sig saa lykkelig fortumlet under deres planløse Omflakken fra By til By. Indtrykkene jog hinanden tildøde , og Tankerne fik Lov at sove. Men hun havde tidligere saa ofte søgt at opmande Karsten til at samle sig om en alvorlig , kunstnerisk Opgave, at hun ^ ikke godt kunde gøre Indvendinger. Selv var han desuden mærkelig opsat paa Sagen.

4 En af de første Bekendte, hun stødte paa efter Hjemkomsten, var en, ^ hun allermindst havde ventet at ^ træffe i København. Det var Meta. En Eftermiddag mødte hun hende paa Sporvogns-Holdepladsen ikke mange Skridt fra sin egen Gadedør.

II, 241 En af de første Bekendte, hun stødte paa efter Hjemkomsten, var en, hvem hun allermindst havde ventet at ^ træffe i København. Det var Meta. En Eftermiddag mødtes de paa Sporvogns-Holdepladsen ikke mange Skridt fra hendes Gadedør.

En af de første Bekendte, hun stødte paa efter Hjemkomsten, var en, hvem hun allermindst havde ventet at ^ træffe i København. Det var Meta. En Eftermiddag mødtes de paa Sporvogns-Holdepladsen ikke mange Skridt fra hendes Gadedør.

En af de første Bekendte, hun stødte paa efter Hjemkomsten, var en, ^ hun allermindst havde ventet at skulle træffe i København. Det var Meta. En Eftermiddag mødtes de paa Sporvogns-Holdepladsen ikke mange Skridt fra hendes Gadedør.

Der var paa begge Sider nogen Forlegenhed over Gensynet. Den gav sig for Jyttes Vedkommende Udtryk i en lidt forsoren Munterhed. Meta ønskede hende til Lykke med Giftermaalet, og Jytte svarede: ^ »Tak, ja nu har ogsaa jeg gjort min Skyldighed .«

Der var paa begge Sider nogen Forlegenhed over Gensynet. Den gav sig for Jyttes Vedkommende Udtryk i en lidt forsoren Munterhed. Meta ønskede hende til Lykke med Giftermaalet, og Jytte svarede:
»Tak, ja nu har ogsaa jeg gjort min Skyldighed !«

Imidlertid tænkte de begge paa deres sidste Møde om Sommeren paa Storeholt, hvor de skiltes som Uvenner, fordi Jytte ikke havde villet vise Venindens Svoger , Pastor Gaardbo, den Opmærksomhed at gifte sig med ham.

Imidlertid tænkte de begge paa deres sidste Møde om Sommeren paa Storeholt, hvor de skiltes som Uvenner, fordi Jytte ikke havde villet vise Venindens Svoger ^ den Opmærksomhed at gifte sig med ham.

II, 175 Imidlertid tænkte de begge paa deres sidste Møde om Sommeren paa Storeholt, hvor de skiltes som Uvenner, fordi Jytte ikke havde villet vise Venindens Svoger ^ den Opmærksomhed at gifte sig med ham.

Imidlertid tænkte de begge paa deres sidste Møde om Sommeren II, 176 paa Storeholt, hvor de skiltes som Uvenner, fordi Jytte ikke havde villet vise Venindens Svoger ^ den Opmærksomhed at gifte sig med ham.

» Og nu er du kommen ind til København for at lufte dig lidt?« sagde Jytte.
»Jeg? Nej, vi bor her.«

» Og nu er du kommen ind til København for at lufte dig lidt?« sagde Jytte. ^ »Jeg? Nej, vi bor her.«

» Og nu er du kommen ind til København for at lufte dig lidt?« sagde Jytte.
»Jeg? Nej, vi bor her.«

» Her i Byen! Hvad vil det sige? Hvordan er det gaaet til?«

» Vi flyttede hertil for halvanden Maaned siden.«

Hun sagde det saa modløst, og Jytte opdagede nu, at Veninden var mærkelig forandret. Som hendes landlige Vinterdragt ikke godt taalte at ses i Foraarslyset, gjorde hun selv, den før saa friske og frimodigt smilende Matrone, ^ ^ ^ et afbleget og forkomment Indtryk.

Det kom saa modløst, og Jytte opdagede nu, at Veninden – den før saa friske og frimodigt smilende Matrone – var mærkelig forandret. Som hendes landlige Vinterdragt ikke godt taalte at ses i Foraarslyset, gjorde hun selv et afbleget og forkomment Indtryk.

Det kom saa modløst, og Jytte opdagede nu, at Veninden — den før saa friske og frimodigt smilende Matrone — var mærkelig forandret. Som hendes landlige Vinterdragt ikke godt taalte at ses i Foraarslyset, gjorde hun selv et afbleget og forkomment Indtryk.

5 » Hvad er der hændt?« spurgte Jytte, idet hun uvilkaarlig lagde sin Haand paa hendes Arm.

» Hvad er der hændt?« spurgte Jytte, idet hun uvilkaarlig lagde sin Haand paa hendes Arm.

»Aa, det er en lang Historie . Den kan jeg ikke fortælle her.«

»Aa, det er en lang Historie ! Den kan jeg ikke fortælle her.«

I det samme kom Sporvognen tilsyne i Gadekrumningen. Men Jytte tog Veninden under Armen og førte hende til Side .

II, 242 I det samme kom Sporvognen tilsyne i Gadekrumningen. Men Jytte tog Veninden under Armen og førte hende tilside .

I det samme kom Sporvognen tilsyne i Gadekrumningen. Men Jytte tog Veninden under Armen og førte hende tilside .

» Du maa sige mig, hvad der er i Vejen. Eller er du maaske endnu vred paa mig?«

»Nej, det er jeg ikke. Og det har jeg heller ingen Grund til. Men det er altfor omstændeligt at forklare.«

» Veed du hvad, nu gaar vi op til mig . Jeg bor her lige om Hjørnet. Du maa dog ogsaa se, hvordan jeg har det, ikke sandt?«

» Veed du hvad, nu gaar vi op til mig ! Jeg bor her lige om Hjørnet. Du maa da ogsaa se, hvordan jeg har det, ikke sandt?«

» Det maa jeg have tilgode til en anden Gang, Jytte. De venter mig derhjemme. Jeg har styrtet hele Byen rundt efter en Vaskerkone.«

» Men det er bare lige om Hjørnet, hører du . Dersom det er min Mand, du er bange for, saa kan du være ganske rolig. Ham træffer du ikke. Han er i sit Atelier, og det har han inde i Byen. Du skal faa en skoldende hed Kop Te. Det kan man nok trænge til i det Hundevejr.«

» Men det er bare lige om Hjørnet, hører du ! Dersom det er min Mand, du er bange for, saa kan du være ganske rolig. Ham træffer du ikke. Han er i sit Atelier, og det har han inde i Byen. Du skal faa en skoldende hed Kop Te. Det kan man nok trænge til i det Hundevejr.«

Meta lod sig overtale. Hun ^ følte Trang til at betro sig til nogen. Lidt efter stod de i Jyttes smukke Dagligstue, omgivet af den Overflod af Blomster, som 6 hendes Mand i sin Forelskelse stadig ødslede paa hende. Foran den grønne Fajanceovn stod et Par store Lænestole. Efter at Jytte havde tvunget Veninden til at lægge Overtøjet, tog de Plads her i Varmeskæret fra det aabne Ildsted.

Meta lod sig overtale. Hun var ulykkelig og følte Trang til at betro sig til nogen. Lidt efter stod de i Jyttes smukke Dagligstue, omgivet af den Overflod af Blomster, som hendes Mand stadig ødslede paa hende. Foran den grønne Fajanceovn stod et Par store Lænestole. Efter at Jytte havde tvunget Veninden til at lægge Overtøjet, tog de Plads her i Varmeskæret fra det aabne Ildsted.

Meta lod sig overtale. Hun var ulykkelig og følte Trang til at betro sig til nogen. Lidt efter stod de i Jyttes smukke Dagligstue, omgivet af den Overflod af Blomster, som hendes Mand II, 176 stadig ødslede paa hende. Foran den grønne Fajanceovn stod et Par ^ Lænestole. Efter at Jytte havde tvunget Veninden til at lægge Overtøjet, tog de Plads her i Varmeskæret fra det aabne Ildsted.

Meta lod sig overtale. Hun var ulykkelig og følte Trang til at betro sig til nogen. Lidt efter stod de i Jyttes smukke Dagligstue, omgivet af den Overflod af Blomster, som hendes Mand stadig ødslede paa hende. Foran den grønne Fajanceovn stod et II, 177 Par ^ Lænestole. Efter at Jytte havde tvunget Veninden til at lægge Overtøjet, tog de Plads her i Varmeskæret fra det aabne Ildsted.

Allerede paa Vejen derhen havde Meta lettet sit Hjerte og fortalt om den Forfølgelse, der havde tvunget hendes Mand bort fra Jerve. Nu fortsatte hun:

Allerede paa Vejen derhen havde Meta lettet sit Hjerte og fortalt om den Forfølgelse, der havde tvunget hendes Mand bort fra Jerve. ^

» Povl havde tilsidst ingen betalende Patienter mere. Og Distriktslægegagen kunde vi ikke leve af, saa stor en Familje vi nu er. Beboerne gjorde ogsaa alt muligt for at faa ham afsat. Du begriber ikke, hvor onde Folk var. Der var ikke andet for os at gøre end at flytte væk. Det hele blev bestemt i Løbet af en Dag . Du kender nok min Mand. Naar han har sat sig noget i Hovedet, skal det gøres med det samme. Jeg fik knap en Uge til at ordne Huset og pakke ind.«

II, 243 » Povl havde tilsidst ingen betalende Patienter mere. Og Distriktslægegagen kunde vi ikke leve af, saa stor en Familje vi nu er. Beboerne gjorde ogsaa alt muligt for at faa ham afsat. Du begriber ikke, hvor onde Folk var. Der var ikke andet for os at gøre end at flytte væk. Det hele blev bestemt i Løbet af en Dag . Du kender nok min Mand. Naar han har sat sig noget i Hovedet, skal det gøres med det samme. Jeg fik knap en Uge til at ordne Huset og pakke ind.«

» Povl havde tilsidst ingen betalende Patienter mere. Og Distriktslægegagen kunde vi ikke leve af, saa stor en Familje vi nu er. Beboerne gjorde ogsaa alt muligt for at faa ham afsat. Du begriber ikke, hvor onde Folk var. Der var ikke andet for os at gøre end at flytte væk. Det hele blev bestemt i Løbet af en Dag , du kender nok min Mand. Naar han har sat sig noget i Hovedet, skal det gøres med det samme. Jeg fik knap en Uge til at ordne Huset og pakke ind.«

» Men jeg forstaar ikke ,« sagde Jytte. » Hvad sagde din Svoger – Præsten? Han har jo saa stor Indflydelse paa Befolkningen derovre. Og nu er han ovenikøbet ^ Kresens Rigsdagsmand. Han maatte dog kunne gøre noget .«

» Men jeg forstaar ikke !« sagde Jytte. » Hvad gjorde din Svoger – Præsten? Han har jo saa stor Indflydelse paa Befolkningen derovre. Og nu er han ovenikøbet bleven Kresens Rigsdagsmand. Han maatte dog kunne udrette noget !«

» Men jeg forstaar ikke !« sagde Jytte. » Hvad gjorde din Svoger — Præsten? Han har jo saa stor Indflydelse paa Befolkningen derovre. Og nu er han ovenikøbet bleven Kresens Rigsdagsmand. Han maatte dog kunne udrette noget !«

Meta skottede til hende. Hendes daarlige Samvittighed gjorde hende skamfuld ^ .

Meta skottede lidt skamfuld til hende .

» Min Svoger og min Mand er bleven Uvenner . De har jo ikke det samme Syn paa Religionen .«

» Min Svoger og min Mand er bleven Uvenner ^ .«

7 » Naa – og hvad saa?«

»Naa!«

» Min Svoger er bleven saa forandret, siden Povl begyndte at skrive offenlig om sine Meninger. Han synes, det er en Frækhed af ham ^ . Det mener da Povl ^ er Grunden. Og jeg veed saamænd heller ikke, hvad det ellers skulde være ^ .«

» Min Svoger er bleven saa forandret, siden Povl begyndte at offenliggøre sine Meninger. Han synes, det er en Frækhed af ham . De har jo ikke det samme Syn paa Religionen . Det mener da Povl ^ er Grunden. Og jeg veed saamænd heller ikke, hvad det ellers skulde være . I den sidste Tid saaes vi slet ikke .«

» Min Svoger er bleven saa forandret, siden Povl begyndte at offenliggøre sine Meninger. Han synes, det er en Frækhed af ham . De har jo ikke det samme Syn paa Religionen . Det mener da Povl , er Grunden. Og jeg veed saamænd heller ikke, hvad det ellers skulde være . I den sidste Tid saaes vi slet ikke .«

» Du maa give mig Lov til at triumfere lidt, Meta! Indrøm, at du var meget vred paa mig sidste Sommer, fordi jeg havde mine Tvivl om din Svogers Fordomsfrihed . Husker du vores lille Skærmydsel?«

» Du maa give mig Lov til at triumfere lidt, Meta! Indrøm, at du var meget vred paa mig sidste Sommer, fordi jeg havde mine Tvivl om din Svogers Fordomsfrihed ! Husker du vor lille Skærmydsel?«

»Jo. Og du kan tro, jeg har mange Gange tænkt paa dig. Det siger ogsaa min Mand, at du var alligevel den klogeste af os allesammen . Og det har du jo altid været. Men det med min Svoger er ellers noget, jeg helst er fri for at tale om . Det har naturligvis været en frygtelig Skuffelse for os, kan du nok forstaa .«

»Jo. Og du kan tro, jeg har mange Gange tænkt paa dig. Det siger ogsaa min Mand, at du var alligevel den II, 244 klogeste af os allesammen . Det har naturligvis været en frygtelig Skuffelse for os, kan du nok forstaa, og naar jeg skal være ærlig, saa er jeg helst ^ fri for at tale om min Svoger .«

»Jo. Og du kan tro, jeg har mange Gange tænkt paa dig. Det siger ogsaa min Mand, at du var alligevel den klogeste af os allesammen . Det har naturligvis været en frygtelig Skuffelse for os, kan du nok forstaa, og naar jeg skal være ærlig, saa er jeg helst ^ fri for at tale om min Svoger .«

»Ja, lad os endelig lade ham hvile!« sagde Jytte. » Men sig mig – hvor bor I nu?«

II, 177 »Ja, lad os endelig lade ham hvile!« sagde Jytte. » Men sig mig — hvor bor I nu?«

II, 178 »Ja, lad os endelig lade ham hvile!« sagde Jytte. » Men sig mig – hvor bor I nu?«

» Vi har lejet ude paa Nørrebro. Povl mente ikke, det kunde nytte noget at prøve en anden Land-Praksis efter alle de Løgnehistorier, der er skrevet om ham i Aviserne derovre. For det vilde vi jo ellers helst. Men saadan noget gaar straks gennem alle Provinsbladene. Det forrige Sted, vi var, maatte vi jo ogsaa flytte fra, fordi Folk syntes, at min Mand ikke gav dem Medicin nok.«

» Vi har lejet ude paa Nørrebro. Povl mente ikke, det kunde nytte noget at prøve en anden Land-Praksis efter alle de Løgnehistorier, der har været skrevet om ham i Aviserne derovre. Saadan noget gaar straks gennem alle Provinsbladene. Det forrige Sted, vi var, maatte vi jo ogsaa flytte fra, fordi Folk syntes, at min Mand ikke gav dem Medicin nok.«

8 Jytte nikkede adspredt. Hun sad foroverbøjet med Hænderne foldede omkring Knæet og var faldet i Tanker under Betragtning af Venindens Øjne. Det undrede hende, at hun ikke tidligere havde lagt Mærke til, hvor smukke de var . Altid havde hun bare haft Blik for hendes uheldige Mund. Det var den samme dybe, ædelstensblaa Farve, som ogsaa hendes Mands Øjne havde. Men alligevel lignede de slet ikke Karstens . Udtrykket var ganske anderledes . Og det var nok saa meget Forskellen som Ligheden, der beskæftigede hendes Tanker.

Jytte nikkede adspredt. Hun sad foroverbøjet med Hænderne foldede omkring Knæet og var faldet i Tanker under Betragtning af Venindens Øjne. Det undrede hende, at hun ikke tidligere havde lagt Mærke til, hvor smukke de var , men altid kun havde haft Blik for hendes uheldige Mund. Det var den samme dybe, ædelstensblaa Farve, som ogsaa hendes Mands Øjne havde. Men alligevel lignede de slet ikke Karstens , fordi Udtrykket var et andet . Og det var nok saa meget Forskellen som Ligheden, der beskæftigede hendes Tanker.

Jytte nikkede adspredt. Hun sad foroverbøjet med Hænderne foldede omkring Knæet og var faldet i Tanker ved Betragtning af Venindens Øjne. Det undrede hende, at hun ikke tidligere havde lagt Mærke til, hvor smukke de var , men altid kun havde haft Blik for hendes uheldige Mund. Det var den samme dybe, ædelstensblaa Farve, som ogsaa hendes Mands Øjne havde. Men alligevel lignede de slet ikke Karstens , fordi Udtrykket var et andet . Og det var nok saa meget Forskellen som Ligheden, der beskæftigede hendes Tanker.

» Hvor er det besynderligt med os to!« sagde hun tilsidst. » Kan du huske, da vi mødtes paa Storeholt? Jeg vidste ikke bedre, end at du stadig sad og kukelurede paa den jyske Hede – og saa dukkede du pludselig op som Distriktslægekone i Jerve! Siden har jeg altid set dig for mig i al din husmoderlige Majestæt derovre i jeres morsomme Hus – og saa sidder din Stakkel her midt i Hurlumhej’en ligesom vi andre , og styrter Byen rundt efter en Vaskerkone .«

» Hvor er det besynderligt med os to!« sagde hun tilsidst. » Kan du huske, da vi mødtes paa Storeholt? Jeg vidste ikke bedre, end at du stadig sad og kukkelurede paa den jyske Hede – og saa dukkede du pludselig op som Distriktslægekone i Jerve! Siden har jeg altid set dig for mig i al din husmoderlige Majestæt derovre i jeres II, 245 morsomme Hus – og saa sidder din Stakkel her midt i Hurlumhejen ligesom vi andre ^ og styrter Byen rundt efter en Vaskerkone !«

» Hvor er det besynderligt med os to!« sagde hun tilsidst. » Kan du huske, da vi mødtes paa Storeholt? Jeg vidste ikke bedre, end at du stadig sad og kukkelurede paa den jyske Hede — og saa dukkede du pludselig op som Distriktslægekone i Jerve! Siden har jeg altid set dig for mig i al din husmoderlige Majestæt derovre i jeres morsomme Hus — og saa sidder din Stakkel her midt i Hurlumhejen ligesom vi andre ^ og styrter Byen rundt efter en Vaskerkone !«

» Hvor er det besynderligt med os to!« sagde hun tilsidst. » Kan du huske, da vi mødtes paa Storeholt? Jeg vidste ikke bedre, end at du stadig sad og kukkelurede paa den jyske Hede – og saa dukkede du pludselig op som Distriktslægekone i Jerve! Siden har jeg altid set dig for mig i al din husmoderlige Majestæt derovre i jeres morsomme Hus – og saa sidder din Stakkel her midt i Hurlumhejen ligesom vi andre ^ og styrter Byen rundt efter en Vaskerkone !«

» Det drømte jeg heller ikke selv om for bare tre Maaneder siden, kan du tro . Det gør mig næsten mest ondt for Børnene. Foreløbig er de jo henrykte for alt det nye, de ser. De sidder hele Dagen ved Vinduet og kigger efter Sporvognene. Min Mand er det naturligvis heller ikke saa let for. Han har foreløbig 9 kun haft en halv Snes Patienter. Og den Smule, han kan tjene ved at skrive i Tidsskrifter, forslaar jo ikke meget. Men det kommer vel.«

» Det drømte jeg heller ikke selv om for bare tre Maaneder siden, kan du tro ! Det gør mig næsten mest ondt for Børnene. Foreløbig er de jo henrykte for alt det nye, de ser. De sidder hele Dagen ved Vinduet og kigger efter Sporvognene. Min Mand vil det naturligvis heller ikke blive let for. Han har endnu kun haft en halv Snes Patienter. Og den Smule, han kan tjene ved at skrive i Tidsskrifter, forslaar jo ikke meget. Men det kommer vel.«

» Og du selv, Meta? Hvordan gaar det dig? Det taler du ^ ikke noget om.«

» Og du selv, Meta? Hvordan gaar det dig? Det taler du slet ikke noget om.«

» Og du selv, Meta? Hvordan gaar det dig? Det taler du slet ikke ^ om.«

»Aa, med mig er det en anden Sag . Jeg har mit Hus at passe. Jeg ønsker nu bare, at vi maa faa Lov til at blive her. Men dersom Povl ingen Praksis faar, bliver vi jo nødt til at rejse endnu længere bort. Saa maa vi udvandre.«

»Aa, med mig er det en anden Sag ! Jeg har mit Hus at passe. Jeg ønsker nu bare, at vi maa faa Lov til at blive her. Men dersom Povl ingen Praksis faar, bliver vi jo nødt til at rejse endnu længere bort. Saa maa vi udvandre.«

»Aa, med mig er det en anden Sag ! Jeg har mit Hus at passe. II, 178 Jeg ønsker nu bare, at vi maa faa Lov til at blive her. Men dersom Povl ingen Praksis faar, bliver vi jo nødt til at rejse endnu længere bort. Saa maa vi udvandre.«

»Aa, med mig er det en anden Sag ! Jeg har mit Hus at passe. II, 179 Jeg ønsker nu bare, at vi maa faa Lov til at blive her. Men dersom Povl ingen Praksis faar, bliver vi jo nødt til at rejse endnu længere bort. Saa maa vi udvandre.«

» Kære – det tænker I da ikke paa?«

» Kære — det tænker I da ikke paa?«

» Kære – det tænker I da ikke paa?«

»Ja, hvad skal vi gøre? Povl har nogen Familje i Avstralien. Han mener, at det maaske kan hjælpe ham til at komme i Vej derovre. Vi har ogsaa hørt, at der skal være Mangel paa ordenlige Læger. Og en samvittighedsfuld og dygtig Læge, det er min Mand. Det er skammeligt at sige andet om ham .«

Jytte var paany et Øjeblik blevet borte i sine egne Tanker.

Jytte var paany et Øjeblik bleven borte i sine egne Tanker.

»Avstralien! Aa ja ... hvorfor i Grunden ikke? Ny-Zealand, ikke sandt? Jeg har altid været lidt forelsket i det Navn. Jeg synes, det lyder saa forjættelsesfuldt. Og saa er det altsammen saa dejlig langt borte.«

»Avstralien! Aa ja .... hvorfor i Grunden ikke? Ny-Zealand, II, 246 ikke sandt? Jeg har altid været lidt forelsket i det Navn. Jeg synes, det lyder saa forjættelsesfuldt. Og saa er det altsammen saa dejlig langt borte.«

»Avstralien! Aa ja .... hvorfor i Grunden ikke? Ny-Zealand, ikke sandt? Jeg har altid været lidt forelsket i det Navn. Jeg synes, det lyder saa forjættelsesfuldt. Og saa er det altsammen saa dejlig langt borte.«

»Ja, Tak skal du ha’! Jeg bliver dog helst hjemme,« begyndte Meta , men skræmtes i det samme ^ op ved Lyden af et Ur, der slog. »Nej, nu maa jeg hjem, Jytte .«

»Ja, Tak skal du ha’! Jeg bliver dog helst hjemme,« begyndte Meta ; men i det samme skræmtes hun op ved Lyden af et Ur, der slog. »Nej, nu maa jeg hjem, Jytte !«

»Ja, Tak skal du ha’! Jeg bliver dog helst hjemme,« begyndte Meta ; men i det samme skræmtes hun op ved Lyden af et Ur, der slog. » Nej nu maa jeg hjem, Jytte !«

10 Hun fik dog ikke Lov til at gaa, før hun havde set Lejligheden. Jytte tog hende under Armen og førte hende rundt i Stuerne, helt ud i Køkken og Fadebur, hvor hun iøvrigt selv følte sig omtrent lige saa fremmed som Veninden.

Hun fik dog ikke Lov til at gaa, før hun havde set Lejligheden. Jytte tog hende under Armen og førte hende rundt i Stuerne, helt ud i Køkken og Fadebur, hvor hun iøvrigt selv følte sig omtrent lige saa fremmed som Veninden.

Da de paa Tilbagevejen stod i Sovekammeret, lagde Meta Armen om Jyttes Liv og sagde:

Paa Tilbagevejen ^ lagde Meta Armen om Jyttes Liv og sagde:

» Saa er du virkelig nu lykkelig?«

»Ja, det er jeg ! Min Mand og ^ ^ jeg ^ passer ^ udmærket sammen . Det undrer dig, ikke sandt? Jeg kan endnu se dit forskrækkede Ansigt, da du traf ham paa Storeholt. Men jeg kan betro dig, at jeg just heller ikke blev indtaget i din Mand, da jeg saae ham første Gang. Saa det gaar lige o – p – op!«

»Ja, det er jeg !«
» Din Mand forkæler dig vist ordenlig?«
» Hvorfor tror du det? – Men det gør han forresten, og det har jeg slet ikke noget imod. Vi passer i det hele udmærket til hinanden . Det undrer dig, ikke sandt? Jeg kan endnu se dit forskrækkede Ansigt, da du traf ham paa Storeholt. Men jeg kan betro dig, at jeg just heller ikke blev stormbegejstret for din Mand, da jeg saae ham første Gang. Saa det gaar lige o–p – op!«

»Ja, det er jeg !«
» Din Mand forkæler dig vist ordenlig?«
» Hvorfor tror du det? — Men det gør han forresten, og det har jeg slet ikke noget imod. Vi passer i det hele udmærket til hinanden . Det undrer dig, ikke sandt? Jeg kan endnu se dit forskrækkede Ansigt, da du traf ham paa Storeholt. Men jeg kan betro dig, at jeg just heller ikke blev stormbegejstret for din Mand, da jeg saae ham første Gang. Saa det gaar lige o-p — op!«

Meta vidste ikke noget at svare herpaa , og tav derfor. Det var hende fuldstændig ubegribeligt, at Jytte kunde føle sig lykkelig med den Nar af en Mand . Forsikringen lød nu heller ikke ganske troværdig i hendes Øre. Men Jytte havde lige fra Skoletiden været en Gaade, som vistnok ingen var kommen rigtig tilbunds i.

Meta vidste ikke noget at svare herpaa ^ og tav derfor. Det var hende ganske ubegribeligt, at Jytte kunde føle sig lykkelig med den Nar af en Mand , og Forsikringen lød nu heller ikke helt troværdig i hendes Øre. Men Jytte var en Gaade, som vistnok ingen nogensinde kom rigtig tilbunds i.

Meta vidste ikke noget at svare herpaa ^ og tav derfor. Det var hende ganske ubegribeligt, at Jytte kunde føle sig lykkelig med den Nar af en Mand , og Forsikringen lød nu heller ikke helt troværdig II, 179 i hendes Øre. Men Jytte var en Gaade, som vistnok ingen nogensinde kom rigtig tilbunds i.

Meta vidste ikke noget at svare herpaa ^ og tav derfor. Det var hende ganske ubegribeligt, at Jytte kunde føle sig lykkelig med den Nar af en Mand , og Forsikringen lød nu heller ikke helt troværdig II, 180 i hendes Øre. Men Jytte var en Gaade, som vistnok ingen nogensinde kom rigtig tilbunds i.

Paa Vejen tilbage til Dagligstuen ^ tænkte Jytte paa at gøre Veninden et fortroligt Spørgsmaal om noget, som hun ikke havde kunnet faa sig til at tale med sin Mor om. Forleden Morgen, da hun stod op, havde hun pludselig følt sig utilpas, og da hun saae sig i Spejlet, havde hun været hvid som et Spøgelse. 11 Dagen efter gentog Tilfældet sig, og hun havde siden gaaet i en næsten uudholdelig Spænding.

II, 247 Jytte tænkte et Øjeblik paa at gøre Veninden et fortroligt Spørgsmaal om noget, som hun ikke havde kunnet faa sig til at tale med sin Mor om. Forleden Morgen, da hun stod op, havde hun pludselig følt sig utilpas, og da hun saae sig i Spejlet, havde hun været hvid som et Spøgelse. Dagen efter gentog Tilfældet sig, og hun havde siden gaaet i en næsten uudholdelig Spænding.

Jytte tænkte et Øjeblik paa at gøre Veninden et fortroligt Spørgsmaal om noget, som hun ikke havde kunnet faa sig til at tale med sin Mor om. Forleden Morgen, da hun stod op, havde hun pludselig følt sig utilpas, og da hun saae sig i Spejlet, havde hun været hvid som et Spøgelse. Dagen efter gentog Tilfældet sig, og hun havde siden gaaet i en næsten uudholdelig Spænding.

Men da det kom til Stykket, kunde hun ^ heller ikke overvinde sig til at betro sig til Meta, fordi hun endnu ikke havde sagt noget til sin Mand. Hun vidste, at Karsten ikke holdt af Børn. Af den Grund havde hun ingenting villet sige ^ , før hun var bleven ganske sikker i sin Sag.

Da det kom til Stykket, kunde hun dog heller ikke overvinde sig til at betro sig til Meta, fordi hun endnu ingenting havde sagt ^ til sin Mand. ^ Karsten satte ikke Pris paa Børn. Af den Grund havde hun ikke villet sige noget , før hun var fuldkommen sikker i sin Sag.

» Det er sandt!« udbrød Meta, da hun stod i Dagligstuen med Overtøjet paa. » Det maa jeg dog fortælle dig ... Kender du en Godsejer Ditmer eller Dihmer eller saadan noget?«

Jytte vendte sig hurtigt ^ imod hende med et undersøgende Blik.

Jytte vendte sig hurtigt om imod hende med et spejdende Blik.

»Ja. Hvorfor spørger du om det?«

»Jo, nu skal du høre! Det var engang i Efteraaret hjemme i Jerve. Der kom en fremmed Herre kørende fra Odense og vilde tale med min Mand. Povl var lige gaaet over i Fattighuset for at se til en Patient, og jeg maatte saa sidde og underholde Hr. Dihmer eller Ditmer ... eller hvad det nu var.«

» Nu sidste Efteraar?« spurgte Jytte spændt.

»Nej, vent lidt ... det maa have været i December. For jeg husker, at det interesserede ham saa meget, at jeg havde min Brunkagedejg staaende ved Kakkelovnen. Det Syn havde han ikke set, siden han var Barn, sagde han. Han var forresten saa hyggelig. 12 Vi snakkede naturligvis om Egnen derovre, og han fortalte saa, at han i sin Tid var kommen en Del paa Storeholt. Han kendte hele din Familje, ogsaa din Mor og dig. Og han havde vist ogsaa været rundt og set ^ paa de gamle Steder , saa vidt jeg kunde forstaa . Det var en høj Mand med mørkeblondt Fuldskæg. Husker du ham saa?«

»Nej, vent lidt ... det maa have været i December. For jeg husker, ^ det interesserede ham saa meget, at jeg II, 248 havde min Brunkagedejg staaende ved Kakkelovnen. Det Syn havde han ikke set, siden han var Barn, sagde han. Han var forresten saa hyggelig. Vi snakkede naturligvis om Egnen derovre, og han fortalte saa, at han i sin Tid var kommen en Del paa Storeholt. Han kendte hele din Familje, ogsaa din Mor og dig. Og saa vidt jeg forstod, havde han ogsaa været rundt og set sig om paa de gamle Steder ^ . Det var en høj Mand med mørkeblondt Fuldskæg. Husker du ham saa?«

»Nej, vent lidt ... det maa have været i December. For jeg husker, ^ det interesserede ham saa meget, at jeg havde min Brunkagedejg staaende ved Kakkelovnen. Det Syn havde han ikke set, siden han var Barn, sagde han. Han var forresten saa hyggelig. Vi snakkede naturligvis om Egnen derovre, og han fortalte saa, at han i sin Tid var kommen en Del paa Storeholt. Han kendte hele din Familje, ogsaa din Mor og dig. Og saa vidt jeg forstod, havde han ogsaa været rundt og set sig om paa de gamle Steder ^ . Det var en høj Mand med mørkeblondt Fuldskæg. Husker du ham saa?«

»Ja . Men du afbrød dig selv. Hr. Dihmer vilde tale med din Mand, sagde du.«

»Ja , men du afbrød dig selv. Hr. Dihmer vilde tale med din Mand, sagde du.«

II, 181 »Ja , men du afbrød dig selv. Hr. Dihmer vilde tale med din Mand, sagde du.«

»Ja , jeg tænkte naturligvis, han søgte ham som Læge. Han saae da ogsaa saadan ud. Men saa vilde han bare hilse paa Povl, fordi han havde læst, hvad Povl har skrevet. De sad ^ og talte sammen i over to Timer, og jeg har ikke i mange Aar set min Mand saa oplivet. Men du kender ham altsaa. Hvad er han i Grunden for et Menneske?«

»Ja , jeg tænkte naturligvis, han søgte ham som Læge. Han saae da ogsaa saadan ud. Men saa vilde han bare hilse paa Povl, fordi han havde læst, hvad Povl har skrevet. Bagefter sad de og talte sammen i over to Timer, og jeg har ikke i mange Aar set min Mand saa oplivet. Men du kender ham altsaa. Hvad er han i Grunden for et Menneske?«

II, 180 »Ja . Jeg tænkte naturligvis, han søgte ham som Læge. Han saae da ogsaa saadan ud. Men saa vilde han bare hilse paa Povl, fordi han havde læst, hvad Povl har skrevet. Bagefter sad de og talte sammen i over to Timer, og jeg har ikke i mange Aar set min Mand saa oplivet. Men du kender ham altsaa. Hvad er han i Grunden for et Menneske?«

» Han er altsaa Godsejer . Har ^ ^ en Gaard et Sted i Jylland.«

» Han er altsaa Godsejer , – har en Gaard et Sted i Jylland.«

» Han er altsaa Godsejer , — har en Gaard et Sted i Jylland.«

» Han er altsaa Godsejer , – har en Gaard et Sted i Jylland.«

» Favsingholm – ja. Det fortalte han. Han var netop paa Vej derover. Men hvorfor har han fartet saadan omkring i alle Verdensdele? I et helt Aar havde han ikke været hjemme. Det er dog aparte for en saa syg Mand.«

» Favsingholm — ja. Det fortalte han. Han var netop paa Vej derover. Men hvorfor har han fartet saadan omkring i alle Verdensdele? I et helt Aar havde han ikke været hjemme. Det er dog aparte for en saa syg Mand.«

» Syg Mand?... Hr. Dihmer har engang været meget syg; men nu skal han være kommet sig fuldstændig. Det var forresten min Fætter, Professor Hagen, der kurerede ham.«

» Syg Mand?... Hr. Dihmer har engang været ^ syg; men nu skal han være kommet sig fuldstændig. Det var forresten min Fætter, Professor Hagen, der kurerede ham.«

13 » Da saae han virkelig daarlig ud. Det syntes ogsaa Povl. Og han havde noget saa alvorligt og stilfærdigt ved sig, som om han selv vidste, at han ikke kunde leve længe.«

» Da saae han virkelig daarlig ud. Det syntes ogsaa II, 249 Povl. Og han havde noget saa alvorligt og stilfærdigt ved sig, som om han selv vidste, at han ikke kunde leve længe.«

» Da saae han virkelig daarlig ud. Det syntes ogsaa Povl. Og han havde noget saa alvorligt og stilfærdigt ved sig, som om han selv vidste, at han ikke kunde leve længe.«

Pigen kom i dette Øjeblik ind med Teen, som endelig var bleven færdig. Men Meta bad indstændigt om ^ Lov til at gaa nu, og Jytte holdt ikke længer paa hende.

Pigen kom i dette Øjeblik ind med Teen, som endelig var bleven færdig. Men Meta bad indstændigt om at faa Lov til at gaa nu, og Jytte holdt ikke længer paa hende.

» Skal du ikke selv have Tøjet paa?« spurgte Meta. » Du var jo paa Vej ud.«

» Aa nej, jeg bliver hjemme nu. Det blæser saa koldt. Og ^ jeg kommer jo lige fra Neapel!« –

» Aa nej, jeg bliver hjemme nu. Det blæser saa koldt. Og husk paa, jeg kommer ^ lige fra Neapel!« –

» Aa nej, jeg bliver hjemme nu. Det blæser saa koldt. Og husk paa, jeg kommer ^ lige fra Neapel!« —

» Aa nej, jeg bliver hjemme nu. Det blæser saa koldt. Og husk paa, jeg kommer ^ lige fra Neapel!« –

Da Veninden var gaaet, stod Jytte længe henne i Karnappen og saae i Tanker over paa Grønningens Træer. Hun var kommen til at tænke paa en Bemærkning i et af de Breve, hendes Mor havde sendt hende under Rejsen. I en Efterskrift havde der staaet de mystiske Ord, at » det desværre synes at skulle tage en alvorlig Vending med Torben Dihmer«. Da hun vidste, at hendes Giftermaal stadig var Moderen en Sorg, havde hun ikke kunnet faa sig til at bede om nærmere Oplysning. Men Forklaringen var altsaa den, at han igen var bleven syg. Asmus’ Vidunderpiller havde altsaa i Længden ikke kunnet hjælpe ham. Hvor det dog gjorde hende ondt for den stakkels forfulgte Mand! ...

Da Veninden var gaaet, stod Jytte længe henne i Karnappen og saae i Tanker over paa Grønningens Træer. Hun var kommen til at tænke paa en Bemærkning i et af de Breve, hendes Mor havde sendt hende under Rejsen. I en Efterskrift havde der staaet de mystiske Ord, at » det desværre synes at skulle tage en alvorlig Vending med Torben Dihmer«. Da hun vidste, at hendes Giftermaal stadig var Moderen en Sorg, havde hun ikke kunnet faa sig til at bede om nærmere Oplysning. Men Forklaringen var altsaa den, at han igen var bleven syg. Asmus’ Vidunderpiller havde ^ i Længden ikke kunnet hjælpe ^ den stakkels forfulgte Mand! ...

Da Veninden var gaaet, stod Jytte længe henne i Karnappen og saae i Tanker over paa Grønningens Træer. Hun var kommen til at tænke paa en Bemærkning i et af de Breve, hendes Mor havde sendt hende under Rejsen. I en Efterskrift havde der staaet de mystiske Ord, at » det desværre synes at skulle tage en alvorlig Vending med Torben Dihmer«. Da hun vidste, at hendes Giftermaal stadig var Moderen en Sorg, havde hun ikke kunnet faa sig til at bede om nærmere Oplysning. Men Forklaringen var altsaa den, at han igen var bleven syg. Asmus’ Vidunderpiller II, 182 havde ^ i Længden ikke kunnet hjælpe ^ den stakkels forfulgte Mand! ...

Da Karsten kom hjem, sad hun igen i en af de 14 store Lænestole foran Ovnen. Det var begyndt at skumre . Hun sad der lidt forkommen med et Sjal over Skuldrene – et blødt, søgræs-grønt Silkesjal, der var en Gave fra hendes Mand. I den Hensigt at bøde paa hendes egen Ligegyldighed for sit Udseende havde han udbedt sig Tilladelse til at overtage Rollen som hendes Paaklæder.
Hun rakte Haanden ud imod ham, da han kom ind.

Da Karsten kom hjem, sad hun igen i en af de store Lænestole foran Ovnen. Det var begyndt at mørkne . Lidt kuldskær, som hun var og særligt blev det i Skumringen, havde hun taget et Sjal over Skuldrene , et blødt, søgræsgrønt Silkesjal, der var ^ hendes Mands sidste Gave til hende.
II, 250 Hun rakte Haanden ud imod ham, da han kom ind.

Da Karsten kom hjem, sad hun igen i en af de store Lænestole II, 181 foran Ovnen. Det var begyndt at mørkne . Lidt kuldskær, som hun var og særligt blev det i Skumringen, havde hun taget et Sjal over Skuldrene , et blødt, søgræsgrønt Silkesjal, der var ^ hendes Mands sidste Gave til hende.
Hun rakte Haanden ud imod ham, da han kom ind.

» Jeg har længtes efter dig ,« sagde hun.

» Jeg har længtes efter dig !« sagde hun.

Den galante Ægtemand bøjede sig ned over Haanden og kyssede den ærbødigt. Men forinden var hans Blik fløjet ligesom søgende omkring i Stuen, og han betragtede hende lidt mistænksomt .

Den galante Ægtemand bøjede sig ned over Haanden og kyssede den ærbødigt. Men forinden var hans Blik fløjet ^ søgende omkring i Stuen, og han betragtede hende lidt mistænksom .

» Den Naadige har dog glemt sit Løfte. Jeg ventede med Længsel ^ det højtideligt anmeldte Besøg.«

» Den Naadige har dog glemt sit Løfte. Jeg har med Længsel ventet det højtideligt anmeldte Besøg.«

» Jeg var ogsaa paa Vej, min Ven! Men jeg fik selv Besøg.«

» Jeg syntes det jo nok –. Hvem var den lykkelige, om man tør være saa fri?«

» Jeg syntes ^ jo nok –. Hvem var den lykkelige, om man tør være saa fri?«

» Jeg syntes ^ jo nok —. Hvem var den lykkelige, om man tør være saa fri?«

» Jeg syntes ^ jo nok –. Hvem var den lykkelige, om man tør være saa fri?«

»Ja, kan du gætte? En stor Overraskelse virkelig.«

»Ja, kan du gætte? En stor Overraskelse !«

» En Dame eller en Herre?«

» En Dame.«

»Smuk?«

»Ja, jeg finder hende smuk. Men jeg har forresten ikke altid gjort det. Du traf hende i Sommer paa Storeholt. Min gamle Skolekammerat Meta ... Fru 15 Gaardbo ... Distriktslægens Kone derovre. Husker du hende saa?«

»Ja, jeg finder hende smuk. Men jeg har forresten ikke altid gjort det. Du traf hende i Sommer paa Storeholt. Min gamle Skolekammerat Meta ... Fru Gaardbo ... Distriktslægens Kone derovre. Husker du hende saa?«

»Jo, nu du siger det. Men hvad mener du med at kalde hende smuk? Hun var jo en almindelig Landsby-Madamme .«

»Jo, nu du siger det. Men hvad mener du med at kalde hende smuk? Hun var jo en almindelig Landsbymadamme .«

» Saa har du ikke lagt Mærke til hendes Øjne. Dersom du engang faar Bestilling paa at male en Madonna, kan du bruge hende til Model. Hun har faaet fem Børn , og har alligevel et Blik saa uskyldigt som en tolvaars Pige.«

» Saa har du ikke lagt Mærke til hendes Øjne. Dersom du engang faar Bestilling paa at male en Madonna, kan du bruge hende til Model. Hun har faaet fem Børn ^ og har alligevel et Blik saa uskyldigt som en tolvaars Pige.«

» Det lyder unægtelig interessant. Fem ubesmittede Undfangelser maa vel siges at være en Rekord. – Men for at tale om noget andet,« sagde han og gik med ^ lange, nervøse Skridt ud over Gulvet . » Har du læst Aviserne idag?«

» Det lyder unægtelig interessant. Fem ubesmittede II, 251 Undfangelser maa vel siges at være en Rekord. – Men for at tale om noget andet,« sagde han og gik med sine lange, nervøse Skridt ud over Gulvet , » har du læst Aviserne idag?«

» Det lyder unægtelig interessant. Fem ubesmittede Undfangelser maa vel siges at være en Rekord. — Men for at tale om noget andet,« sagde han og gik med sine lange, nervøse Skridt ud over Gulvet , » har du læst Aviserne idag?«

» Det lyder unægtelig interessant. Fem ubesmittede Undfangelser maa vel siges at være en Rekord. – Men for at tale om noget andet,« sagde han og gik med sine lange, nervøse Skridt ud over Gulvet , » har du læst Aviserne idag?«

»Nej.«

» Saa veed du ikke, at Karl May nu ogsaa har meldt sig til Konkurrencen. Det proklameres med Pauker og Basuner i alle Bladene. Hvormange har vi nu hørt om? Det kan vist ikke være mindre end otte-ni Stykker. Det bliver efterhaanden en livlig Gallopbane .«

» Saa veed du ikke, at Karl May nu ogsaa har meldt sig til Konkurrencen. Det proklameres med Pauker og Basuner i alle Bladene. Hvormange har vi nu hørt om? Det kan vist ikke være II, 182 mindre end otte-ni Stykker. Det bliver efterhaanden en livlig Galopbane .«

II, 183 » Saa veed du ikke, at Karl May nu ogsaa har meldt sig til Konkurrencen. Det proklameres med Pauker og Basuner i alle Bladene. Hvormange har vi nu hørt om? Det kan vist ikke være mindre end otte-ni Stykker. Det bliver efterhaanden en livlig Galopbane .«

» Men er Karl May Portrætmaler?«

» Han er alt, kære! Du husker maaske, at han ifjor optraadte som genial Billedhugger. Det var et almindeligt Stykke Pottemagerarbejde, som enhver ikke altfor fummelfingret Læredreng kunde gjort ham 16 efter. Men hans Venner i Pressen – en Skraalhals som tykke Møller f. Eks. – skreg det op til en Verdensbegivenhed, og Folk gik som sædvanlig i Gyngen. – Jo, Karl May er klog!«

» Han er alt, kære! Du husker maaske, at han ifjor optraadte som genial Billedhugger. Det var et almindeligt Stykke Pottemagerarbejde, som enhver ikke altfor fummelfingret Læredreng kunde gjort ham efter. Men hans Venner i Pressen – en Skraalhals som tykke Møller f. Eks. – hujede det op til en Verdensbegivenhed, og Folk gik som sædvanlig i Gyngen. – Jo, Karl May er klog!«

» Han er alt, kære! Du husker maaske, at han ifjor optraadte som genial Billedhugger. Det var et almindeligt Stykke Pottemagerarbejde, som enhver ikke altfor fummelfingret Læredreng kunde gjort ham efter. Men hans Venner i Pressen — en Skraalhals som tykke Møller f. Eks. — hujede det op til en Verdensbegivenhed, og Folk gik som sædvanlig i Gyngen. — Jo, Karl May er klog!«

» Han er alt, kære! Du husker maaske, at han ifjor optraadte som genial Billedhugger. Det var et almindeligt Stykke Pottemagerarbejde, som enhver ikke altfor fummelfingret Læredreng kunde gjort ham efter. Men hans Venner i Pressen – en Skraalhals som tykke Møller f. Eks. – hujede det op til en Verdensbegivenhed, og Folk gik som sædvanlig i Gyngen. – Jo, Karl May er klog!«

» Naa ja, lad ham nu være, Karsten! ... Sig mig, er du stadig tilfreds med dit Atelier?«

»Ja, – Lyset er godt. Imorgen bliver jeg færdig med Installeringen, og iovermorgen tager jeg fat.«

»Ja, — Lyset er godt. Imorgen bliver jeg færdig med Installeringen, og iovermorgen tager jeg fat.«

»Ja, – Lyset er godt. Imorgen bliver jeg færdig med Installeringen, og iovermorgen tager jeg fat.«

» Saa kommer jeg derhen . Ganske bestemt . Jeg vil se dig gøre det første Penselstrøg.«

» Saa kommer jeg derhen ! Ganske bestemt ! Jeg vil se dig gøre det første Penselstrøg.«

» Den Naadige skal faa Lov til selv at gøre det. Med højstegen Haand skal du indvie Lærredet. Og saa vil vi for en Gangs Skyld være overtroiske og bede til Guderne, at det maa bringe Held.«

» Sæt dig lidt herhen, min Ven! Du gaar saa urolig omkring,« bad Jytte.

II, 252 » Sæt dig lidt herhen, min Ven! Du gaar saa urolig omkring,« bad Jytte.

» Sæt dig lidt herhen, min Ven! Du gaar saa urolig omkring,« bad Jytte.

^ Skumringen voksede . De sad ^ med hinanden i Haanden og smaasnakkede , mens der fra Ovnristens glødende Kokes ^ bredte sig et stærkere og stærkere Brandskær ud over dem og hele Stuen.

Mens Skumringen voksede , sad de med hinanden i Haanden og smaasnakkede ved Lyset af de glødende Kokes , der bredte ^ et stærkere og stærkere Brandskær ud over ^ Stuen.

Jytte sad lænet til Siden med halvlukkede Øjne og saae ned i Ilden.

» Sig mig engang , Karsten,« sagde hun ^ efter en ^ Pavse . » Tror du , at der i vore Dage er Mennesker, som dør af ulykkelig Kærlighed? Jeg mener ikke, om de i et Anfald af Fortvivlelse eller Jalusi tager Livet af sig. Det læser man jo om hver Dag. Men 17 tror du paa , at der kan være Folk, der hentæres af Kærlighed som af en dødelig Sygdom?«

» Sig mig ^ , Karsten,« sagde hun engang efter en længere Pavse , » tror du , at der i vore Dage er Mennesker, som dør af ulykkelig Kærlighed? Jeg mener ikke, om de i et Anfald af Fortvivlelse eller Jalusi tager Livet af sig. Det læser man jo om hver Dag. Men tror du ^ , at der kan være Folk, der hentæres af Kærlighed som af en dødelig Sygdom?«

» Sig mig ^ , Karsten,« sagde hun engang efter en længere Pavse , » tror du , at der i vore Dage er Mennesker, som dør af ulykkelig Kærlighed? Jeg mener ikke, om de i et Anfald af Fortvivlelse eller Jalousi tager Livet af sig. Det læser man jo om hver Dag. Men tror du ^ , at der kan være Folk, der hentæres af Kærlighed som af en dødelig Sygdom?«

» Det vil jeg i hvert Fald have Lægeattest for. Hvor kommer du forresten paa den absurde Tanke?«

II, 184 » Det vil jeg i hvert Fald have Lægeattest for. Hvor kommer du forresten paa den absurde Tanke?«

»Aa,« sagde hun. » Det var en Historie, Meta fortalte ovre fra Fyen .«

»Aa,« sagde hun. » Det var en Historie, Meta fortalte ovre fra Fyn .«

» Den Dames Besøg har ^ interesseret dig , lader det til . Hvad talte I i Grunden om?«

» Den Dames Besøg har aabenbart interesseret dig ^ . Hvad talte I ^ om?«

II, 183 » Den Dames Besøg har aabenbart interesseret dig ^ . Hvad talte I ^ om?«

» Den Dames Besøg har aabenbart interesseret dig ^ . Hvad talte I ^ om?«

» Mest om hendes egne Affærer. Du kan tænke dig, hun bor nu her i Byen. Hendes Mand kunde ikke begaa sig derovre. Du veed, han har saa forstyrrede Meninger om alting. Han er en underlig lille Snurretop, som kommer galt afsted allevegne ^ . Nu bor de ude paa Nørrebro. Paa selve Nørrebrogade. Tænk dig!«

» Mest om hendes egne Affærer. Du kan tænke dig, hun bor nu her i Byen. Hendes Mand kunde ikke begaa sig derovre. ^ Han er en underlig ^ Snurretop, som kommer galt afsted allevegne og har saa forstyrrede Meninger om alting . Nu bor de ude paa Nørrebro. Paa selve Nørrebrogade. Tænk dig!«

»Ja, det er ikke misundelsesværdigt. Men hør nu, Jytte! For at tale om noget mindre begrædeligt . Iaften gaar » Stormsvalen « og » Napoli «. Det er en god Aften. Jeg foreslaar, at vi gaar derhen.«

»Ja, det er ikke misundelsesværdigt. Men hør nu, Jytte! For at tale om noget mindre begrædeligt , iaften II, 253 gaar »Stormsvalen « og »Napoli «. Det er en god Aften. Jeg foreslaar, at vi gaar derhen.«

»Ja, det er ikke misundelsesværdigt. Men hør nu, Jytte! For at tale om noget mindre begrædeligt , iaften gaar »Stormsvalen « og »Napoli «. Det er en god Aften. Jeg foreslaar, at vi gaar derhen.«

Jytte trykkede hans Haand.

» En anden Gang, Karsten . Jeg er lidt træt idag.«

» En anden Gang, Karsten ! Jeg er lidt træt idag.«

» Men vi kan dog i det mindste gaa hen og se Balletten. Det kan da ikke være anstrengende.«

» Veed du hvad . Jeg synes, du skulde gaa derhen alene. Du trænger til at lufte dig lidt, min Ven! Saa øver jeg mig imens paa min Rondo , saa jeg snart kan være bekendt at spille den for dig.«

» Veed du hvad , jeg synes, du skulde gaa derhen alene. Du trænger til at lufte dig lidt, min Ven! Saa øver jeg mig imens paa min Rondo , saa jeg snart kan være bekendt at spille den for dig.«

18 » Aa Snak! Du veed godt, at jeg ikke vil gaa fra dig,« sagde Karsten misfornøjet.

» Aa Snak! Du veed godt, at jeg ikke vil gaa fra dig,« sagde Karsten misfornøjet.

De havde nu været hjemme i flere Dage , og endnu havde de ikke været hverken i Teatret eller til nogen Koncert, fordi Jytte ikke var til at faa ud blandt Folk . Selv havde han under hele Rejsen med særlig Forventning glædet sig til det Øjeblik, da han første Gang skulde vise sig med hende i Parkettet. For den Vajsenhusdreng, der stadig hang ham i Ærmet, var det til Tider som en eventyrlig Drøm, at han virkelig var gift med Minister Abildgaards Datter. Og just i disse Dage fandt han sin Prinsesse dejligere end nogensinde.
Jytte rejste sig for at gaa ind og klæde sig om til Middag. Hun havde hørt Pigen komme ind i Spisestuen og begynde at dække Bordet.

De havde ^ været hjemme i flere Dage og ikke været hverken i Teatret eller til nogen Koncert, fordi Jytte ikke var til at drive ud ^ . Selv havde han under hele Rejsen ganske specielt glædet sig til det Øjeblik, da han første Gang skulde vise sig med hende i Parkettet. For den Vajsenhusdreng, der stadig hang ham i Ærmet, var det endnu noget af en eventyrlig Drøm, at han ^ var gift med Minister Abildgaards Datter.
Jytte rejste sig i det samme for at gaa ind og klæde sig om til Middag. Hun havde hørt Pigen komme ind i Spisestuen og begynde at dække Bordet.

De havde ^ været hjemme i flere Dage og ikke været hverken i Teatret eller til nogen Koncert, fordi Jytte ikke var til at drive ud ^ . Selv havde han under hele Rejsen ganske specielt glædet sig til det Øjeblik, da han første Gang skulde vise sig med hende i Parkettet. For den Vajsenhusdreng, der stadig hang ham i Ærmet, var det endnu som en eventyrlig Drøm, at han ^ var gift med Minister Abildgaards Datter.
Jytte rejste sig i det samme for at gaa ind og klæde sig om til Middag. Hun havde hørt Pigen komme ind i Spisestuen og begynde at dække Bordet.

Da hun saae hans utilfredse Mine, lagde hun Armen om hans Hals og klappede ham paa Kinden.

II, 185 Da hun saae hans utilfredse Mine, lagde hun Armen om hans Hals og klappede ham paa Kinden.

» Er jeg en umulig Kone for dig? ... Du maa ikke være altfor ked af det. Det skal nok blive bedre.«

Han blev øjeblikkelig formildet , svag som han stadig var overfor hendes Kærtegn, dem hun heller ikke ødslede med. Efter tre Maaneders Ægteskab var hun endnu næsten lige sky i sit erotiske Forhold til ham. Bestandig maatte han paany erobre hendes Ømhed , og hun havde bevaret en Uskyld i 19 sin Hengivelse, der gjorde hans egen Forelskelse ^ til en vild Tilbedelse.

Han formildedes straks , svag som han stadig var overfor hendes Kærtegn, dem hun heller ikke ødslede II, 254 med. Efter tre Maaneders Ægteskab var hun endnu ^ lige sky i sit erotiske Forhold til ham. Bestandig maatte han paany erobre hendes Ømhed ; og hans egen Forelskelse var herunder bleven til en vild Tilbedelse.

Han formildedes straks , svag som han stadig var overfor hendes II, 184 Kærtegn, dem hun heller ikke ødslede med. Efter tre Maaneders Ægteskab var hun endnu ^ lige sky i sit erotiske Forhold til ham. Bestandig maatte han paany erobre hendes Ømhed ; og hans egen Forelskelse var herunder bleven til en vild Tilbedelse.

Han formildedes straks , svag som han endnu var overfor hendes Kærtegn, dem hun heller ikke ødslede med. Efter tre Maaneders Ægteskab var hun stadig ^ lige sky i sit erotiske Forhold til ham. Bestandig maatte han paany erobre hendes Ømhed ; og hans ^ Forelskelse var herunder bleven til en vild Tilbedelse.

Han saae hende henrykt op i Øjnene.

» Du dejlige! ... Hvor jeg elsker dig!« sagde han . Og den affekterte Mand kunde sige den Slags Ting saa mærkelig naturligt, som fik han først med saadanne Ord sit rigtige Mæle.

» Du dejlige! ... Hvor jeg elsker dig!« sagde han ; og den affekterte Mand kunde sige den Slags Ting saa mærkelig naturligt, som fik han først med saadanne Ord sit rigtige Mæle.

Men Jytte undgik hans Blik, mens hun tavs og ligesom medlidende strøg ham over Haaret.

II .

⇕ Favsingholm V, 1.2

⇕ De Dødes Rige 8.2

⇕ De Dødes Rige .2

⇕ De Dødes Rige 8.2

D oktor Gaardbo havde bosat sig ude i det yderste af Nørrebrogade, » Københavns Endetarm«, som han kaldte den paa Grund af dens buldrende Vognfærdsel ud til Byens Affaldspladser. Han havde lejet en lille fire Værelsers Lejlighed, der tilmed var i en ret elendig Forfatning, fordi han havde overtaget den uden Varsel.

Doktor Gaardbo havde bosat sig ude i det yderste af Nørrebrogade, » Københavns Endetarm«, som han kaldte Gaden paa Grund af dens buldrende Vognfærdsel ud til Byens Affaldspladser. Han havde lejet en lille fire Værelsers Lejlighed, der tilmed var i en ret elendig Forfatning, fordi han havde overtaget den uden Varsel.

Doktor Gaardbo havde bosat ^ ude i det yderste af Nørrebrogade, » Københavns Endetarm«, som han kaldte Gaden paa Grund af dens buldrende Vognfærdsel ud til Byens Affaldspladser. Han havde lejet en lille fire Værelsers Lejlighed, der tilmed var i en ret elendig Forfatning, fordi han havde overtaget den uden Varsel.

Da Meta kom hjem, mærkede hun, at der var noget i Vejen med ham. Mod Sædvane var han tavs , og ved Aftensbordet rørte han næsten ikke Maden. Hun forstod ikke, hvad der kunde være sket. Med Undtagelse af en Eftermiddagstime, da han var inde i Byen for at hente en Bog paa Biblioteket, havde han ^ siddet hjemme hele Dagen og taalmodig ventet paa de Patienter, som ikke kom.

Da Meta kom hjem, mærkede hun, at der var noget i Vejen med ham. Ved Aftensbordet var han tavs og rørte ^ næsten ikke Maden. Hun forstod ikke, hvad der kunde være sket. Med Undtagelse af en Eftermiddagstime, da han var inde i Byen for at hente en Bog paa Biblioteket, havde han som sædvanlig siddet hjemme hele Dagen for at vente paa de Patienter, som ikke kom.

20 Efter Bordet gik han straks ind til sig selv, og hun hørte ham sætte sig tungt i sin Stol.

II, 255 Efter Bordet gik han straks ind til sig selv, og hun hørte ham sætte sig tungt i sin Stol.

Efter Bordet gik han straks ind til sig selv, og hun hørte ham sætte sig tungt i sin Stol.

Lidt efter gik hun derind. Han sad da ved Skrivebordet med Hænderne omkring Hovedet.

Lidt efter kom hun derind. Han sad da ved Skrivebordet med Hænderne omkring Hovedet.

» Er der gaaet dig noget imod, Povl?«

II, 186 » Er der gaaet dig noget imod, Povl?«

»Ja. Men træk Døren til . Det er ikke værd, at Børnene hører det.«

»Ja. Men træk Døren til ! Det er ikke værd, at Børnene hører det.«

» Men hvad er det da?«

» Du veed, jeg var inde paa Biblioteket efter den Bog. Da jeg kom gaaende over Højbro , mødte jeg Johannes. Han bor jo der i Nærheden.«

II, 185 » Du veed, jeg var inde paa Biblioteket efter den Bog. Da jeg kom gaaende over Højbro , mødte jeg Johannes. Han bor jo der i Nærheden.«

» Du veed, jeg var inde paa Biblioteket efter den Bog. Da jeg kom gaaende over Holmens Bro , mødte jeg Johannes. Han bor jo der i Nærheden.«

» Naa – hvad sagde han?«

» Naa — hvad sagde han?«

» Naa – hvad sagde han?«

»Ingenting, du! Han gik forbi, som om jeg var Luft.«
Der blev stille et Øjeblik.

»Ingenting, du! Han gik forbi, som om jeg var Luft.« ^

» Og du er sikker paa, at han saae dig?«

» Det var umuligt andet. Vi kom gaaende paa det samme Fortov. Da han opdagede mig, saae jeg ogsaa, at han vilde skraa over Kørebanen; men der kom i det samme en Sporvogn over Broen. Saa gik han mig forbi med Øjnene i Brostenene.«

» Aa – fy dog!«

» Aa — fy dog!«

» Aa – fy dog!«

» Jeg vendte mig om og sagde: »Goddag, Johannes!« – Jeg veed ikke, om han hørte det. Han gik i hvert Fald videre.«

» Jeg vendte mig om og sagde: »Goddag, Johannes!« — Jeg veed ikke, om han hørte det. Han gik i hvert Fald videre.«

» Jeg vendte mig om og sagde: »Goddag, Johannes!« – Jeg veed ikke, om han hørte det. Han gik i hvert Fald videre.«

» Hvor er dog saadan noget stygt!« sagde Meta.

» Husk paa, han kalder det selv for Fromhed . 21 Men nu veed vi altsaa, hvor vi har ham. Vi eksisterer ikke mere for ham. Og det er maaske bedst saadan , og naturligst for begge Parter.«

» Husk paa, han kalder det selv for Fromhed ! Men nu veed vi altsaa, hvor vi har ham. Vi eksisterer ikke mere for ham. Og det er maaske bedst saadan ^ for begge Parter.«

» Det tror jeg bestemt ogsaa. Siden du fortalte mig det forfærdelige om Rosalie, har jeg næsten ikke kunnet taale at tænke paa Johannes. Jeg drømmer endnu om hende om Natten. Og nu maa du sende ham hendes Brev, Povl. Gør det endnu i Aften. Hører du?«

» Det tror jeg bestemt ogsaa. Siden du fortalte mig det II, 256 forfærdelige om Rosalie, har jeg næsten ikke kunnet taale at tænke paa Johannes. Jeg drømmer endnu om hende om Natten. Og nu maa du sende ham hendes Brev, Povl. Gør det endnu iaften! Hører du?«

» Jeg veed ikke rigtig –«

» Jeg veed ikke rigtig —«

» Jeg veed ikke rigtig –«

» Jeg siger dig, Povl, du kan ikke forsvare at beholde det Brev. Mest for Johannes’ egen Skyld. Han skulde for længe siden ^ haft at vide, hvad han har paa sin Samvittighed.«

» Jeg siger dig, Povl, du kan ikke forsvare at beholde det Brev. Mest for Johannes’ egen Skyld. Han skulde for længe siden have haft at vide, hvad han har paa sin Samvittighed.«

» Men om det nu dræber ham?«

» Saa var det da endelig kun retfærdig Gengældelse. Den sødeste og gladeste unge Pige i Verden pinte han tildøde. Og nu gaar han sin eneste Bror forbi uden at ville kendes ved ham. Hvad kalder du det?«

» I Kvinder holder aldrig Maade. Johannes er et stakkels forgjort Menneske . Han mener at tjene sin Gud ved at fornægte os . Men lad os nu ikke tale mere om ham. Han er, som han er, og staar ikke til at redde . – Veed du forøvrigt, hvornaar jeg første Gang blev klar over denne uhyggelige Evne hos ham til Selvsuggestion? Det dukkede op for mig 22 før. ⇕ ⇒ Kan du huske, da Johannes søgte Embede og til sin egen og alles store Overraskelse fik det allerførste Kald, han søgte? Det var jo næsten umuligt ikke at komme til at tænke paa Farbror Tyges Indflydelse, og jeg veed desuden, at man oppe i Ministeriet temmelig tydeligt lod ham forstaa, hvem det var, der interesserede sig for ham. Ikke desmindre har han altid afvist Tanken som fuldkommen latterlig, og forsikret, at han i modsat Fald aldrig vilde have modtaget Embedet. Og han har selv troet det. Saadan er han bleven!« –
Lidt efter tog han sit Overtøj paa . Han vilde hen og se til en Arbejdsmands syge Barn, der for Tiden var hans eneste Patient.

» ^ Johannes er et stakkels forgjort Menneske ^ . Men lad os nu ikke tale mere om ham. Han er, som han er, og staar ikke til at redde .«
Han tog ^ sit Overtøj paa for at gaa hen og se til en Arbejdsmands syge Barn, der for Tiden var hans eneste Patient.

» ^ Johannes er et stakkels forgjort Menneske ^ . Men lad os nu II, 187 ikke tale mere om ham. Han er, som han er, og staar ikke til at redde .«
Han tog ^ sit Overtøj paa for at gaa hen og se til en Arbejdsmands syge Barn, der for Tiden var hans eneste Patient.

» Jeg gaar mig med det samme en Tur,« sagde han , da han gik . » Du skal altsaa ikke vente mig hjem for snart.«

» Jeg gaar mig med det samme en Tur,« sagde han ^ . » Du skal altsaa ikke vente mig hjem for snart.«

II, 186 » Jeg gaar mig med det samme en Tur,« sagde han ^ . » Du skal altsaa ikke vente mig hjem for snart.«

» Jeg gaar mig med det samme en Tur,« sagde han ^ . » Du skal altsaa ikke vente mig hjem for snart.«

Metas bekymrede Øjne fulgte ham ud af Døren. Stakkels Povl! – tænkte hun. Hun vidste, at han her i København følte Savnet af Broderen endnu stærkere end i Jerve, fordi han her overalt blev mindet om deres Samliv i ^ de glade Studenterdage. Forleden, da han var kommen nedtrykt hjem fra Byen ligesom idag, havde hun faaet ud af ham, at han var gaaet ind paa Regensen for at gense de to smaa Kamre, hvor de i fire Aar levede saa uadskilleligt 23 forbundne , at Kammeraterne gav dem Øgenavnet de »siamesiske« Tvillinger .
Den lille Hedvig stak Hovedet ind ad Døren og meldte:
» Bodil har gjort sig vaad, og Jørgen vil ikke være ordenlig.«
Saa maatte hun ind og holde Justits . –
Doktor Gaardbo havde ikke villet fortælle sin Kone, at han agtede sig ind til » Bethesda «, hvor der nu i Fastetiden hver Aften blev afholdt store Opbyggelsesmøder under Pastor Stensballes myndige Ledelse. I en Avis havde han set, at hans Bror i Aften skulde være en af Talerne. Derfor vilde han derhen.

Metas bekymrede Øjne fulgte ham til Døren. Stakkels Povl! – tænkte hun. Hun vidste, at han her i København følte Savnet af Broderen endnu stærkere end i Jerve, fordi han her overalt blev mindet om deres Samliv i Studenterdagene, da de ^ havde boet sammen paa Regensen og været saa uadskillelige , at Kammeraterne kaldte dem de siamesiske Tvillinger ^ . –
II, 257 Doktor Gaardbo havde ikke villet fortælle sin Kone, at han agtede sig ind til »Bethesda «, hvor der nu i Fastetiden hver Aften blev afholdt store Opbyggelsesmøder under Pastor Stensballes myndige Ledelse. I en Avis havde han set, at hans Broder i Aften skulde være en af Talerne. Derfor vilde han derhen.

Metas bekymrede Øjne fulgte ham til Døren. Stakkels Povl! — tænkte hun. Hun vidste, at han her i København følte Savnet af Broderen endnu stærkere end i Jerve, fordi han her overalt blev mindet om deres Samliv i Studenterdagene, da de ^ havde boet sammen paa Regensen og været saa uadskillelige , at Kammeraterne kaldte dem de siamesiske Tvillinger ^ . —
Doktor Gaardbo havde ikke villet fortælle sin Kone, at han agtede sig ind til »Bethesda «, hvor der nu i Fastetiden hver Aften blev afholdt store Opbyggelsesmøder under Pastor Stensballes myndige Ledelse. I en Avis havde han set, at hans Broder i Aften skulde være en af Talerne. Derfor vilde han derhen.

Metas bekymrede Øjne fulgte ham til Døren. Stakkels Povl! – tænkte hun. Hun vidste, at han her i København følte Savnet af Broderen endnu stærkere end i Jerve, fordi han her overalt blev mindet om deres Samliv i Studenterdagene, da de ^ havde boet sammen paa Regensen og været saa uadskillelige , at Kammeraterne kaldte dem de siamesiske Tvillinger ^ . –
Doktor Gaardbo havde ikke villet fortælle sin Kone, at han agtede sig ind til »Bethesda «, hvor der nu i Fastetiden hver Aften blev holdt store Opbyggelsesmøder under Pastor Stensballes myndige Ledelse. I en Avis havde han set, at hans Broder i Aften skulde være en af Talerne. Derfor vilde han derhen.

Skønt han kom i god Tid, var den store Sal allerede ganske overfyldt. Han maatte søge op i et af Sidegallerierne, hvor han i sidste Øjeblik fik en Siddeplads paa den allerbageste af nogle trinformigt højnede Bænkerækker. Faa Minuter efter var ogsaa Gangen bagved ham stuvfuld af Mennesker.

Skønt han kom i god Tid, var den store Sal allerede ^ overfyldt. Han maatte søge op i et af Sidegallerierne, hvor han i sidste Øjeblik fik en Siddeplads paa den bageste af nogle trinformigt højnede Bænkerækker. Faa Minuter efter var ogsaa Gangen bagved ham stuvfuld af Mennesker.

Skønt han kom i god Tid, var den store Sal allerede ^ overfyldt. Han maatte søge op i et af Sidegallerierne, hvor han i sidste Øjeblik fik en Siddeplads paa den bageste af nogle trinformigt højnede Bænkerækker. Faa Minutter efter var ogsaa Gangen bagved ham stuvfuld af Mennesker.

Nede i Baggrunden af Salen, under det store Orgel, sad Broderens unge » Korshær« i tætte Rækker: en glad og livlig Ungdom, Mænd og Kvinder tvangløst imellem hinanden, mange af dem øjensynlig trænede Sportsfolk, for hvem ogsaa Troen var en Kraftytring, et Mandighedsmærke. Da Orgelet havde indledet, 24 og Salmesangen begyndte, var det dernede fra, at de frejdigste og stærkeste Stemmer lød.
Midt under det sidste Vers viste Johannes sig paa Talerstolen . I samme Øjeblik mærkedes ^ nogen Uro blandt den sammenpakkede Mængde paa Galleri-Gangen, hvorfra man ingenting kunde se. Der var navnlig et Par halvgamle Damer, der højst ulykkelige puffede sig frem og tilbage i Haab om at finde et Kighul ned til Taleren. Man maatte tilsidst tysse paa dem for at skaffe Ro.

Saasnart Johannes viste ^ sig paa Talerstolen , mærkedes der nogen Uro i denne sammenpakkede Mængde , der ingenting kunde se. Der var navnlig et Par halvgamle Damer, der højst ulykkelige puffede sig frem og tilbage i Haab om at finde et Kighul ned til Taleren. Man maatte tilsidst tysse paa dem for at skaffe Ro.

Johannes Gaardbo var egenlig slet ikke nogen veltalende Mand. Sammenlignet med den Virtuositet, hvormed Pastor Stensballe og andre af Byens bekendte Vækkelsesprædikanter satte Trumf paa Evangeliet, var hans Tale og hele Fremtræden meget jævn og stilfærdig. Men stod der ingen Regnbueglans om selve hans Forkyndelse, saa virkede han til Gengæld ved sit smukke og mandige Ydre og ved den Inderlighed, den landlige Trohjertighed , der prægede hans Ord. Han var i Øjeblikket ogsaa nærved at være den mest omtalte Præst indenfor den københavnske Menighed, i det mindste blandt Kvinderne; og alene det, at han var en ny Mand i Hovedstaden, havde til Følge, at der var en mægtig Tilstrømning overalt, hvor han talte .

Johannes Gaardbo var egenlig slet ikke nogen veltalende Mand. Sammenlignet med den Virtuositet, hvormed Pastor Stensballe og andre af Byens bekendte Vækkelsesprædikanter satte Trumf paa Evangeliet, var hans Tale lige ud ad den jævne Landevej. Naar han ikkedesmindre allerede var bleven en af de mest omtalte Præster i Hovedstaden, særlig blandt Kvinderne, skyldtes det hans smukke og mandige Ydre og ^ den landlige Trohjertethed , der prægede hans Fremtræden .

Han havde valgt til Tekst det 13de Kapitel af Paulus’ første Brev til de Korinthier, den berømte 25 Kærlighedslovprisning: » Og havde jeg profetisk Gave og al Kundskab og al Tro men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg alt mit Gods til de Fattige men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Kærligheden affalder aldrig; den tror alt, fordrager alt, taaler alt. Saa bliver da Tro, Haab og Kærlighed disse tre; men størst blandt dem er Kærlighed.«

Han havde valgt til Tekst det 13de Kapitel af Paulus’ første Brev til de Korinthier, den berømte Kærlighedslovprisning: II, 258 » Og havde jeg profetisk Gave og al Kundskab og al Tro men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg alt mit Gods til de Fattige men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Kærligheden affalder aldrig; den tror alt, fordrager alt, taaler alt. Saa bliver da Tro, Haab og Kærlighed disse tre; men størst blandt dem er Kærlighed.«

Han havde valgt til Tekst det 13de Kapitel af Paulus’ første Brev til de Korinthier, den berømte Kærlighedslovprisning: » Og havde jeg profetisk Gave og al Kundskab og al Tro men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg alt mit Gods til de Fattige men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Kærligheden II, 187 affalder aldrig; den tror alt, fordrager alt, taaler alt. Saa bliver da Tro, Haab og Kærlighed disse tre; men størst blandt dem er Kærlighed.«

Han havde valgt til Tekst det 13de Kapitel af Paulus’ første II, 188 Brev til de Korinthier, den berømte Kærlighedslovprisning: » Og havde jeg profetisk Gave og al Kundskab og al Tro men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg alt mit Gods til de Fattige men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Kærligheden affalder aldrig; den tror alt, fordrager alt, taaler alt. Saa bliver da Tro, Haab og Kærlighed disse tre; men størst blandt dem er Kærlighed.«

Mens den store Forsamling lyttede til Talen i andægtig Stilhed , sad hans Bror oppe paa Galleriet og bed sig i Skægget. Dersom det havde været muligt for ham at slippe bort, var han gaaet sin Vej for ikke at komme i Fristelse til at raabe ud over Salen: » Hør ham ikke! Han er en Hykler!«

Mens Forsamlingen under Stilhed lyttede ^ andægtig til hans Ord, der i al deres Jævnhed greb ved Foredragets Inderlighed , sad hans Broder oppe paa Galleriet og bed sig i Skægget. Dersom det havde været muligt for ham at slippe bort, var han gaaet sin Vej for ikke at komme i Fristelse til at raabe ud over Salen: » Hør ham ikke! Han er en Hykleri«

Og dette var Johannes! Dette var hans Bror! En Skinhellig! ... Han havde indtil denne Dag ikke villet tro det. Han havde fundet paa alle Slags Undskyldninger for hans Forræderi. Han havde besnakket sig selv for ikke at tro paa hans Falskhed. Men ^ kunde det være muligt , at Johannes ikke skulde vide , at han stod der i alle onde Magters Vold og velsignede ? Var han da virkelig en utilregnelig Besat, der ikke længer kendte Forskel paa Løgn og Sandhed , og ikke vilde kende den , af Frygt for at slukke den Helvedsbrand i Sjælen, han kaldte ^ sin Tro ? ...

Og dette var Johannes! ^ En Skinhellig! ... ^ Men nej! Det kunde ikke være muligt ! Johannes vidste ikke selv , at han stod der i alle onde Magters Vold og velsignede ! Han var en utilregnelig Besat, der ikke længer kendte Forskel paa Løgn og Sandhed ^ og ikke vilde kende den ^ af Frygt for at slukke den Helvedesbrand i Sjælen, han kaldte for sin Tro ^ ...

Efter at Johannes havde talt ^ fik et Par andre 26 Præster Ordet; men Doktoren hørte ikke paa dem , saae dem ikke engang. Hans Øjne var uafbrudt fæstet paa Broderen, som havde taget Plads paa forreste Stolerække mellem nogle Herrer og Damer, der alle modtog ham med hjertelige Haandtryk. Han saae ham smile mildt til disse fremmede Mennesker, saae ham igen med dette næsten forklarede Udtryk, der engang havde været hans egen Glæde.

Efter at Johannes havde talt , fik et Par andre Præster Ordet; men han hørte dem ikke , saae dem ikke engang. Hans Øjne var uafbrudt fæstet paa Broderen, som havde taget Plads paa forreste Stolerække mellem nogle Herrer og Damer, der alle modtog ham med hjertelige Haandtryk. Han saae ham smile broderligt til disse fremmede Mennesker, saae ^ igen i hans Ansigt dette næsten forklarede Udtryk, der engang havde været hans egen Glæde.

»Varulv! ... Varulv, Johannes!« tilraabte han ham i Tankerne .
Mellem dem, som havde hilst paa ham, lagde han Mærke til en yngre, høj og smuk Dame med fornem Holdning. Der havde været noget i den Maade, hvorpaa de to vekslede Haandtryk, der fik ham til at tænke paa, hvad der rygtevis var kommen ham for Øre, at Johannes stod i Begreb med at forlove sig igen. Det gik nu op for ham, at han kendte Damen fra sine Kandidatdage her i København. Hun hed Frøken Mohn og havde været Pleje-Elev paa et af Hospitalerne. Saa vidt han erindrede var hun af meget rig Familje; og han spurgte sig selv, om Johannes maaske ogsaa i Forholdet til Penge havde mistet sin Uskyldighed. Det undrede ham blot at se, at han endnu bar Rosalies Forlovelsesring .

II, 259 »Varulv! ... Varulv, Johannes!« tilraabte han ham i Tankerne ^ .

»Varulv! ... Varulv, Johannes!« tilraabte han ham i Tankerne ^ .

Pastor Stensballe sluttede Mødet med et manende Opraab. Evangeliets Sejrsgang over Verden maatte ikke mere standse , sagde han og bad ^ indtrængende 27 om, at man ikke vilde glemme Menighedens forskellige Indsamlinger.

Pastor Stensballe sluttede Mødet med et manende Opraab. Evangeliets Sejrsgang over Verden maatte ikke ^ standse . Han bad derfor indtrængende om, at man ikke vilde glemme Menighedens forskellige Indsamlinger.

» Vi trænger til mange hundrede Tusinde Kroner. Og vi maa ha’ dem – om vi saa skal stjæle dem!« raabte den iltre lille Mand ^ ud over Forsamlingen, der svarede med en forstaaende Munterhed .

» Vi trænger til mange hundrede tusinde Kroner. Og vi maa ha’ dem – om vi saa skal stjæle dem!« raabte den iltre lille Mand muntert ud over Forsamlingen, der svarede med en forstaaende Latter .

» Vi trænger til mange hundrede tusinde Kroner. Og vi maa ha’ dem — om vi saa skal stjæle dem!« raabte den iltre lille Mand muntert ud over Forsamlingen, der svarede med en forstaaende Latter .

» Vi trænger til mange hundrede tusinde Kroner. Og vi maa ha’ dem – om vi saa skal stjæle dem!« raabte den iltre lille II, 189 Mand muntert ud over Forsamlingen, der svarede med en forstaaende Latter .

Derefter sang man endnu en Salme; hvorpaa Salen langsomt tømtes under Orgelbrus og Raslen af Pengebøsser.

Doktor Gaardbo fulgte Strømmen ud. Da han stod paa det øverste af den høje Fortovstrappe og saae ud over den mægtige Vognpark, der fyldte Gaden til begge Sider, deriblandt mange fornemme Herskabskøretøjer med liberiklædte Tjenere og straalende Lygter, maatte han tænke paa sin døende Farbrors Varselsraab om Riget, Magten og Æren, der ved et Forræderi vilde vende tilbage til Kirkens magtgriske Oldingehænder. Det saae jo virkelig ud til, at den gamle Troldmands Profeti skulde gaa i Opfyldelse.

Doktor Gaardbo fulgte Strømmen ud. Da han stod paa det øverste af den høje Fortovstrappe og saae ud over den mægtige Vognpark, der fyldte Gaden til begge Sider, deri ogsaa mange fornemme Herskabskøretøjer med liberiklædte Tjenere og straalende Lygter, kom han til at tænke paa sin Farbroders Varselsraab om Riget, Magten og Æren, der ved et Forræderi vilde vende tilbage til Kirkens magtgriske Oldingehænder. ^

Doktor Gaardbo fulgte Strømmen ud. Da han stod paa det øverste af den høje Fortovstrappe og saae ud over den mægtige II, 188 Vognpark, der fyldte Gaden til begge Sider, deri ogsaa mange fornemme Herskabskøretøjer med liberiklædte Tjenere og straalende Lygter, kom han til at tænke paa sin Farbroders Varselsraab om Riget, Magten og Æren, der ved et Forræderi vilde vende tilbage til Kirkens magtgriske Oldingehænder. ^

Midt i Trængslen paa Trappen , ved hvis Fod der holdt en elefantgraa Kæmpebil, opdagede han Grosserer Søholm, der besværligt stolprede ned ad Trinnene ved sin Tjeners Arm. Han havde forøvrig nær ikke kendt sin gamle Fjende igen. Den nævestærke Menneskeslagter havde øjensynlig fundet sin Overmand. Døden havde stemplet ham som en forfalden Veksel med et Sine mora . Hans venstre Side var 28 lammet, hele Manden et sammenbrudt Vrag, der gjorde et dobbelt ynkværdigt Indtryk ved Siden af den fede og smilende Tjener.

Midt i Trængslen paa Trappen ^ opdagede han Grosserer Søholm, der besværligt stolprede ned ad Trinene ved sin Tjeners Arm. ^ Den nævestærke Børsrøver havde fundet sin Overmand. Døden havde stemplet ham som en forfalden Veksel med et sine mora . Hans venstre Side var lammet, hele Manden et sammenbrudt Vrag, der gjorde et dobbelt ynkværdigt Indtryk ved Siden af den fede og smilende Tjener.

Bagved Grossereren fik han Øje paa en af hans Døtre, Frøken Cecilie, som i et pragtfuldt Foraarstoilette à la Sølvfasan stak besynderligt af mellem de mange kirkeklædte Kvinder og aabenbart ogsaa vakte en Del Forargelse iblandt dem. Hendes Nærværelse fik ham til at tænke paa, at det jo ogsaa godt kunde være hende, hans Broder skulde forloves med. Allerede i Jerve havde han hørt ^ , at Johannes var bleven en Slags Huskapellan i det Søholmske Millionærhjem . Og var det maaske hans Hensigt at gøre et Fornuftparti til Fordel for Missionen, saa var jo her de » mange hundrede Tusinde Kroner«, som Pastor Stensballe havde lyst efter .

II, 260 Bagved Grossereren fik han Øje paa en af hans Døtre, Frøken Cecilie, som i et pragtfuldt Foraarstoilette à la Sølvfasan stak besynderligt af mellem de mange kirkeklædte Kvinder og aabenbart ogsaa vakte en Del Forargelse iblandt dem. Hendes Nærværelse fik ham til at tænke paa, hvad han havde hørt allerede i Jerve , at Johannes var bleven en Slags Huskapellan i det Søholmske Millionærhjem ^ .

I Stedet for at tage lige hjem gik han en Omvej rundt om Søerne. Han vilde ikke igen plage Meta med sit daarlige Humør. Den Stakkel havde i Forvejen Bekymringer nok.

I Stedet for at tage lige hjem gik han en Omvej rundt om Søerne. Han vilde ikke igen plage Meta med sit daarlige Humør. ^

Det var Maaneskin. En spættet Skyhimmel lyste ^ over Byen. Vandet i Søerne var nervøst uroligt efter Dagens Blæst. Lygtelyset paa Broerne sænkede sig i dets Mørke som snoede Ildsøjler. Hvor han kendte dette Billede fra den Tid, da Johannes og han søgte herud hver Aften , naar de havde siddet og læst sig opkogte i Hovedet ved Petroleumslampen! For at faa Blodet 29 iltet, gik de i Stormgang alle fire Søer rundt, mens de nynnede en Sang. Det var helt eventyrligt at tænke tilbage paa nu!

Det var Maaneskin. En spættet Skyhimmel lyste sølvagtigt over Byen. Vandet i Søerne var nervøst uroligt efter Dagens Blæst. Det dunkede mod Stensætningen, og Lygternes Lys paa Broerne sænkede sig i det som sitrende Ildsøjler. Hvor han huskede dette Billede fra den Tid, da Johannes og han søgte herud om Aftenen , naar de havde siddet og læst sig opkogte i Hovedet ved Petroleumslampen! Med Stormskridt gik de ^ alle tre Søer rundt, mens de nynnede en Sang. Det var helt eventyrligt at tænke tilbage paa nu!

Ganske som dengang mødte han mange ømme Kærestepar , men ogsaa adskillige enlige Vandrere som han selv. Og han tænkte paa, at de fleste af dem godt kunde se ud til ^ at gaa her og sørge over Tabet af en forulykket Bror eller en Ven eller Veninde, som var opslugt af Afgrunden og ført bort med den ^ sorte Mudderstrøm. – Ak ja! Det var ikke alene hans egen Slægt, som en ond Skæbne dømte til Opløsning. Der rugede ^ en Forbandelse over Tidens hele Menneskehed ^ , der blomstrede hektisk som et Træ med ormstukne Rødder. Men Livets evige Magter skulde ikke have Skylden. Det var ikke ^ de naturgroede Lidelser men alle Slags selvgjorte Plager og selvforskyldte Sorger , der gjorde Tilværelsen til en Ørken for saa mange.

Ganske som dengang mødte han flere ømme Kærestepar ^ men desuden adskillige ensomme Vandrere som han selv. Og han tænkte paa, at de fleste af dem godt kunde se ud til ogsaa at gaa her og sørge over Tabet af en Broder eller en Ven , der var opslugt og hvirvlet bort af Lidenskabernes sorte Mudderstrøm. – Ak ja! ^ Der rugede for Tiden en Forbandelse over Menneskeheden , der blomstrede hektisk som et Træ med en Sygdom i II, 261 Roden. Ikke de naturbestemte Lidelser men alle Slags selvgjorte Plager og selvforskyldte Sorger tærede paa dens Kraft og lagde Tilværelsen øde for saa mange.

Ganske som dengang mødte han flere ømme Kærestepar ^ men desuden adskillige ensomme Vandrere som han selv. Og han tænkte paa, at de fleste af dem godt kunde se ud til ogsaa at gaa her og sørge over Tabet af en Broder eller en Ven , der var opslugt og hvirvlet bort af Lidenskabernes sorte Mudderstrøm. — Ak ja! ^ Der rugede for Tiden en Forbandelse over II, 189 Menneskeheden , der blomstrede hektisk som et Træ med en Sygdom i Roden. Ikke de naturbestemte Lidelser men alle Slags selvgjorte Plager og selvforskyldte Sorger tærede paa dens Kraft og lagde Tilværelsen øde for saa mange.

II, 190 Ganske som dengang mødte han flere ømme Kærestepar ^ men desuden adskillige ensomme Vandrere som han selv. Og han tænkte paa, at de fleste af dem godt kunde se ud til ogsaa at gaa her og sørge over Tabet af en Broder eller en Ven , der var opslugt og hvirvlet bort af mørke Lidenskabers ^ Mudderstrøm. – Ak ja! ^ Der rugede Uhygge og ^ Forbandelse over Menneskeheden , der blomstrede hektisk som et Træ med en Sygdom i Roden. Ikke de naturbestemte Lidelser men alle Slags selvgjorte Plager og selvforskyldte Sorger tærede paa dens Kraft og lagde Tilværelsen øde for saa mange.

Da han kom hjem, sov Børnene forlængst . Ogsaa Pigen var gaaet i Seng. Meta sad alene ved sin Symaskine.

Da han kom hjem, sov Børnene ^ . Ogsaa Pigen var gaaet i Seng. Meta sad alene ved sin Symaskine.

Han fortalte, hvor han havde været ^ , og gjorde ogsaa Rede for sine Indtryk fra Mødet. Om Johannes talte han dog kun lidt.

Han fortalte, hvor han havde været henne , og gjorde ogsaa rede for sit Indtryk af Mødet. Om Johannes talte han dog kun lidt.

Han fortalte, hvor han havde været henne , og gjorde ogsaa Rede for sit Indtryk af Mødet. Om Johannes talte han dog kun lidt.

» Og her har ingen været?« spurgte han.

»Nej. Hvordan havde Arbejdsmandens lille Pige det?«

30 »Bedre . Jeg tror, hun kommer sig . De var saa rørende glade og taknemlige . Men mere end deres Tak skal jeg vist ikke vente mig. Der ser saa fattigt ud.«
Han satte sig paa en Stol, der stod henne i Skyggen, og faldt i Tanker ^ .

» Lidt bedre.«
Han skottede til hende . Meta havde rykket Lampen til sig for bedre at kunne se til sit Arbejde . Lyset faldt skarpt paa hendes Ansigt, og med Bekymring saae han, hvor medtaget hun i de sidste Dage var bleven af den Uro og de Savn, som hun gerne vilde skjule for ham. Sikkert gik hendes Tanker ofte tilbage til deres skønne Hjem i Jerve, som hun havde elsket saa højt; men aldrig talte hun om sin Sorg. Uden Klage sad hun i disse fremmede, solforladte Stuer, mellem hæsligt ødelagte Vægge fulde af Sømhuller og Mærker efter de forrige Beboeres Skilderier, sad her med Udsigt til at have Sulten indenfor Døren i Løbet af et Par Maaneder.
Han satte sig ned og faldt i Tanker med Haanden under Kinden .

»Bethesda!« sagde han, da Meta et Øjeblik standsede sin Maskine for at lægge et Læg. » Det var jo Navnet paa en Dam i Jerusalem. » Ved Faareporten«. Husker du Fortællingen? En Engel kom engang imellem ned fra Skyen og rørte Vandet, der saa ^ fik helbredende Kraft. Man ser jo den hele Scene ganske livagtig for sig . En Vrimmel af Krøblinge og Syge, der sidder paa Spring rundt om Dammen og venter paa Miraklets Time. Og hver Gang en nysgerrig Fiskesnude kruser Vandskorpen , styrter de til som en Flok Besatte. – Jeg synes, det er et Billede af vor egen syge Tid, eller vel egenlig af alle Tider. Saadan har Menneskene siddet i Aartusinder og spejdet efter en trolddomsagtig Haandsrækning i deres Nød – snart fra Præsterne, snart fra Videnskaben eller Lovmageriet. Og trods alle Skuffelser bliver Folk ved at lade sig narre af den første den bedste Hundestejle, der stiger op fra Mudderet og agerer Mirakelmager . Jeg maa ofte tænke paa noget, som Godsejer Dihmer sagde den Dag i Jerve. Ved at rejse Jorden rundt havde han faaet et Indtryk af 31 Menneskeheden som en trøstesløs Stimmel af Fordømte .«

»Bethesda!« sagde han, da Meta et Øjeblik standsede sin Maskine for at lægge et Læg. » Det var jo Navnet paa en Dam i Jerusalem. » Ved Faareporten«. Husker du Fortællingen? En Gang imellem kom en Engel ned II, 262 fra Skyen og rørte Vandet, ^ saa det fik lægende Kraft. Ser man ikke den hele Scene ^ livagtig for sig ? En Vrimmel af Krøblinge og Syge, der sidder ^ rundt om ved Bredden og venter paa Miraklets Time. Og allesammen styrter de til som en Flok Besatte , hver Gang en nysgerrig Fiskesnude kruser Vandskorpen. Det er et Billede af Menneskehedens Historie gennem alle Tider. Saadan har vi siddet i Aartusinder og spejdet efter en trolddomsagtig Haandsrækning i Farer og Nød – snart fra Præsterne, snart fra Videnskaben eller Lovmageriet. Og trods alle Skuffelser bliver Folk ved at lade sig narre af den første den bedste Hundestejle, der stiger op fra Mudderet og agerer Mirakelmager .«

»Bethesda!« sagde han, da Meta et Øjeblik standsede sin Maskine for at lægge et Læg. » Det var jo Navnet paa en Dam i Jerusalem. » Ved Faareporten«. Husker du Fortællingen? En Gang imellem kom en Engel ned fra Skyen og rørte Vandet, ^ saa det fik lægende Kraft. Ser man ikke den hele Scene ^ livagtig for sig ? En Vrimmel af Krøblinge og Syge, der sidder ^ rundt om ved Bredden og venter paa Miraklets Time. Og allesammen styrter de til som en Flok Besatte , hver Gang en nysgerrig Fiskesnude kruser Vandskorpen. Det er et Billede af Menneskehedens Historie gennem alle Tider. Saadan har vi siddet i Aartusinder og spejdet efter en trolddomsagtig Haandsrækning i Farer og Nød II, 190 — snart fra Præsterne, snart fra Videnskaben eller Lovmageriet. Og trods alle Skuffelser bliver Folk ved at lade sig narre af den første den bedste Hundestejle, der stiger op fra Mudderet og agerer Mirakelmager .«

»Bethesda!« sagde han, da Meta et Øjeblik standsede sin Maskine for at lægge et Læg. » Det var jo Navnet paa en Dam i Jerusalem. » Ved Faareporten«. Husker du Fortællingen? En Gang imellem kom en Engel ned fra Skyen og rørte Vandet, ^ saa det fik lægende Kraft. Ser man ikke den hele Scene ^ livagtig for sig ? II, 191 En Vrimmel af Krøblinge og Syge, der sidder ^ rundt om ved Bredden og venter paa Miraklets Time. Og allesammen styrter de til som en Flok Besatte , hver Gang en nysgerrig Fiskesnude kruser Vandskorpen. Det er et Billede af Menneskehedens Historie gennem alle Tider. Saadan har vi siddet i Aartusinder og spejdet efter en trolddomsagtig Haandsrækning i Farer og Nød – snart fra Præsterne, snart fra Videnskaben eller Lovmageriet. Og trods alle Skuffelser bliver Folk ved at lade sig narre af den første den bedste Hundestejle, der stiger op fra Mudderet og agerer Mirakelmager .«

Han rejste sig og gik hen og lagde Armen om Meta.

» Lille Mutter! Jeg skulde have maskeret mig som Troldmand og sagt » Hocuspocus « og trukket Folk om ved Næsen. Saa var jeg ^ bleven elsket af min Samtid og dyrket efter min Død som en Menneskehedens Velgører. Og du, min Ven – ja, hvordan var det? Lovede ^ jeg dig ikke engang det berømte Kongerige med Guld og grønne Skove? Det plejer vi Mandfolk at gøre. Og nu sidder din Stakkel her og syr dig Øjnene røde .«

» Lille Mutter! Jeg skulde have maskeret mig som Troldmand , sagt ^ Hocuspocus til Folk og trukket dem om ved Næsen. Saa var jeg ligesom Johannes bleven elsket af min Samtid og dyrket efter min Død som en ^ Velgører. Og du, min Ven – ja, hvordan var det? – lovede jeg dig ikke engang det berømte Kongerige med Guld og grønne Skove? Det plejer vi Mandfolk at gøre. Og nu sidder din Stakkel her og syr dig Øjnene røde !«

» Lille Mutter! Jeg skulde have maskeret mig som Troldmand , sagt ^ Hocuspocus til Folk og trukket dem om ved Næsen. Saa var jeg ligesom Johannes bleven elsket af min Samtid og dyrket efter min Død som en ^ Velgører. Og du, min Ven — ja, hvordan var det? — lovede jeg dig ikke engang det berømte Kongerige med Guld og grønne Skove? Det plejer vi Mandfolk at gøre. Og nu sidder din Stakkel her og syr dig Øjnene røde !«

Hun klappede hans Kind.

» Du har holdt meget mere, end du lovede. Hvordan det saa skal gaa os – jeg er glad for, at du er, som du er.«

» Du har holdt meget mere, end du lovede. Hvordan det saa skal gaa os — jeg er glad for, at du er, som du er.«

» Du har holdt meget mere, end du lovede. Hvordan det saa skal gaa os – jeg er glad for, at du er, som du er.«

^ ^

II, 263 III .

III

⇕ Favsingholm V, 1.3

⇕ De Dødes Rige 8.3

⇕ De Dødes Rige .3

⇕ De Dødes Rige 8.3

J ytte kom henne fra sin Mands Atelier . Hun var paa Vej til Dronningens Tværgade for at kigge indenfor hos sin Mor, hvem hun daglig gjorde et Besøg. Hun havde dennegang et særligt Ærinde . Hun var om Formiddagen bleven ringet op i Telefonen af Lydia Bentsen, der i en Avis havde set, at hun og hendes Mand var kommen hjem. Nu vilde hun absolut have hende med paa en improviseret Udflugt sammen med et Par andre Veninder og nogle Herrebekendte. 32 Det var Meningen at køre ud i Dyrehaven og spise Frokost paa Eremitagen, » saa kunde de jo altid blive enige om, hvad de bagefter skulde tage sig for.« Skønt ogsaa Karsten blev indbudt, havde Jytte straks svaret Nej, hvorefter Lydias Tone var bleven lidt ubehagelig. Hun ironiserede over hendes Dydsirethed , og spurgte, om det maaske var Historien med » den stakkels Dihmer«, der havde forskrækket hende. Saa havde Jytte hurtigt ringet af.

Jytte kom ^ fra sin Mands Atelier og var paa Vej til Dronningens Tværgade for at kigge indenfor hos sin Mor, hvem hun daglig gjorde et Besøg. Hun havde dennegang et særligt Ærinde . Hun var om Formiddagen bleven ringet op i Telefonen af Lydia Bentsen, der i en Avis havde set, at hun og Karsten var kommen hjem. Nu vilde Lydia absolut have hende med paa en improviseret Udflugt sammen med et Par andre Veninder og nogle Herrebekendte. Det var Meningen at køre ud i Dyrehaven og spise Frokost paa Eremitagen, » saa kunde de jo altid blive enige om, hvad de bagefter skulde tage sig for.« Skønt ogsaa Karsten blev indbudt, havde Jytte straks svaret Nej, hvorefter Lydias Tone var bleven lidt ubehagelig. Hun ironiserede over hendes Dydsirethed ^ og spurgte, om det maaske var Historien med » den stakkels Dihmer«, der havde forskrækket hende. Saa havde Jytte hurtigt ringet af.

Jytte kom ^ fra sin Mands Atelier og var paa Vej til Dronningens Tværgade for at kigge indenfor hos sin Mor, hvem hun daglig gjorde et Besøg. Hun havde dennegang et særligt Ærende . Hun var om Formiddagen bleven ringet op i Telefonen af Lydia Bentsen, der i en Avis havde set, at hun og Karsten var kommen hjem. Nu vilde Lydia absolut have hende med paa en improviseret Udflugt sammen med et Par andre Veninder og nogle Herrebekendte. Det var Meningen at køre ud i Dyrehaven og spise Frokost paa Eremitagen, » saa kunde de jo altid blive enige om, hvad de bagefter skulde tage sig for.« Skønt ogsaa Karsten blev indbudt, havde Jytte straks svaret Nej, hvorefter Lydias II, 192 Tone var bleven lidt ubehagelig. Hun ironiserede over hendes Dydsirethed ^ og spurgte, om det maaske var Historien med » den stakkels Dihmer«, der havde forskrækket hende. Saa havde Jytte hurtigt ringet af.

Men nu vilde hun have ordenlig Rede paa, hvordan det forholdt sig med Dihmer. Noget maatte der jo være i Vejen, og Moderen var den eneste, hun vilde spørge.

I Bredgade mødte hun Generalkonsul Kolding med Frue. I højtideligt Tempo skred det frodige Ægtepar afsted med hinanden under Armen, Generalkonsulen som sædvanlig med sit maskinklippede Hoved ubedækket, Fru Nathalie i Sibylle-Stil med en bredskygget Hat, hvorfra et tæt, sort Slør hang ned over Ryg og Skuldre som en Mantille. Det var et helt Optog.

II, 191 I Bredgade mødte hun Generalkonsul Kolding med Frue. I højtideligt Tempo skred det frodige Ægtepar afsted med hinanden under Armen, Generalkonsulen som sædvanlig med sit maskinklippede Hoved ubedækket, Fru Nathalie i Sibylle-Stil med en bredskygget Hat, hvorfra et tæt, sort Slør hang ned over Ryg og Skuldre som en Mantille. Det var et helt Optog.

Jytte vilde gerne være sluppet ukendt forbi; men Generalkonsulens Kænguru-Smil lyste paa lang Afstand af Gensynsglæde. Hun blev tvunget til at standse og modtage Lykønskninger og besvare alle Slags nysgerrige Spørgsmaal.

II, 264 Jytte vilde gerne være sluppen ukendt forbi; men Generalkonsulens Kænguru-Smil lyste paa lang Afstand af Gensynsglæde. Hun blev tvunget til at standse og modtage Lykønskninger og besvare forskellige nysgerrige Spørgsmaal.

Jytte vilde gerne være sluppen ukendt forbi; men Generalkonsulens Kængaru-Smil lyste paa lang Afstand af Gensynsglæde. Hun blev tvunget til at standse og modtage Lykønskninger og besvare forskellige nysgerrige Spørgsmaal.

Jytte vilde gerne være sluppen ukendt forbi; men Generalkonsulens Kænguru-Smil lyste paa lang Afstand af Gensynsglæde. Hun blev tvunget til at standse og modtage Lykønskninger og besvare forskellige nysgerrige Spørgsmaal.

Fru Nathalie lagde ^ sin Haand ligesom velsignende paa hendes Arm og sagde:

Fru Nathalie lagde tilsidst sin Haand ligesom velsignende paa hendes Arm og sagde:

33 » Jeg kan se paa Deres Øjne, lille Frue, at De endnu ikke hører til vore Venner. Har jeg ikke Ret?«

» Jeg kan se paa Deres Øjne, lille Frue, at De endnu ikke hører til vore Venner. Har jeg ikke Ret?«

» Hvordan mener De, Fru Kolding?«

» Jeg savner den rette tindrende Livsglæde i Blikket . Og den kan dog nu enhver erhverve sig, ikke sandt?«

» Jeg savner den rette tindrende Livsglæde i Blikket .«

» Aa – De tænker paa det Wellerske System «.

» Aa – De tænker paa det Wellerske System .«

» Aa — De tænker paa det Wellerske System .«

» Aa – De tænker paa det Wellerske System .«

»Nej, nej!« raabte Generalkonsulen med Angst i Stemmen og skævede ned til sin Kone. » Du gode Gud – har De ikke fulgt den store Strid? Vi har fuldstændig brudt med Wellerianerne. Min Kone har i vort Blad kastet Weller Handsken og erklæret den fordærvelige Lære Krig paa Kniven. Veed De virkelig ikke det?«

»Nej, nej!« raabte Generalkonsulen med Angst i Stemmen og skævede ned til sin Kone. » Du gode Gud – har De ikke fulgt den store Strid? Vi har fuldstændig brudt med Wellerianerne. Min Kone har i vort Blad kastet Weller Hansken og erklæret den fordærvelige Lære Krig paa Kniven. Veed De virkelig ikke det?«

»Nej, nej!« raabte Generalkonsulen med Angst i Stemmen og skævede ned til sin Kone. » Du gode Gud — har De ikke fulgt den store Strid? Vi har fuldstændig brudt med Wellerianerne. Min Kone har i vort Blad tilkastet Weller Handsken og erklæret den fordærvelige Lære Krig paa Kniven. Veed De virkelig ikke det?«

»Nej, nej!« raabte Generalkonsulen med Angst i Stemmen og skævede ned til sin Kone. » Du gode Gud – har De ikke fulgt den store Strid? Vi har fuldstændig brudt med Wellerianerne. Min Kone har i vort Blad tilkastet Weller Handsken og erklæret den fordærvelige Lære Krig paa Kniven. Veed De virkelig ikke det?«

Jytte undskyldte sig med, at hun først for faa Dage siden var kommen hjem fra Udlandet, og denne Oplysning beroligede øjensynlig den profetiske Frue, fra hvis Kinder Sundhedens og Livsglædens Farver et Øjeblik var vegen for Dødens Bleghed.

Lidt efter nikkede Damen naadigt Farvel men uden at give Haanden.

Jytte fandt Moderen paa den sædvanlige Plads i Sofaen med sit Strikketøj . Hun satte sig i en Lænestol overfor hende men beholdt Overtøjet paa. Disse Besøg i det gamle Hjem blev i Almindelighed kun hastige Visitter. Skønt Moderens Ensomhed og den ængstende Forandring, der var foregaaet med hendes 34 Udseende, ofte fik Jytte til at anklage sig selv, kunde hun ikke mere falde til Ro i » den gamle Stue«. Det virkede saa nedslaaende paa hende at se Moderen sidde der Dag efter Dag paa den samme Sofaplads med dette uendelige Strikketøj mellem de hvileløse Hænder. Det var, som sad hun der og ventede resigneret paa Skæbnens næste Tordenslag.

Jytte traf Moderen hjemme . Hun satte sig ned men beholdt Overtøjet paa. Disse Besøg i det gamle Hjem blev i Almindelighed kun hastige Visitter. Skønt Moderens Ensomhed og den ængstende Forandring, der var foregaaet II, 265 med hendes Udseende, ofte fik Jytte til at anklage sig selv, kunde hun ikke mere falde til Ro i » den gamle Stue«. Det virkede ogsaa nedslaaende paa hende at se Moderen sidde her Dag efter Dag paa den samme Sofaplads med dette uendelige Strikketøj mellem de hvileløse Hænder. Det var, som sad hun der og ventede resigneret paa Skæbnens næste Tordenslag.

Jytte traf Moderen hjemme . Hun satte sig ned men beholdt Overtøjet paa. Disse Besøg i det gamle Hjem blev i Almindelighed kun hastige Visitter. Skønt Moderens Ensomhed og den ængstende Forandring, der var foregaaet med hendes Udseende, ofte fik Jytte til at anklage sig selv, kunde hun ikke mere falde til Ro i » den gamle Stue«. Det virkede ogsaa nedslaaende paa hende at se Moderen sidde her Dag efter Dag paa den samme Sofaplads med dette uendelige Strikketøj mellem de hvileløse Hænder. II, 192 Det var, som sad hun der og ventede resigneret paa Skæbnens næste Tordenslag.

II, 193 Jytte traf Moderen hjemme . Hun satte sig ned men beholdt Overtøjet paa. Disse Besøg i det gamle Hjem blev i Almindelighed kun hastige Visitter. Skønt Moderens Ensomhed og den ængstende Forandring, der var foregaaet med hendes Udseende, ofte fik Jytte til at anklage sig selv, kunde hun ikke mere falde til Ro i » den gamle Stue«. Det virkede ogsaa nedslaaende paa hende at se Moderen sidde her Dag efter Dag paa den samme Sofaplads med dette evindelige Strikketøj mellem de hvileløse Hænder. Det var, som sad hun der og ventede resigneret paa Skæbnens næste Tordenslag.

Dertil kom endnu noget andet, der for Jyttes Vedkommende gjorde Samtalen til en ^ Famlen mellem Nælder. Allerede før Bryllupet havde Karsten paastaaet, at hendes Mor søgte til Opbyggelsesmøderne i Bethesda, hvor en af hans Bekendte skulde have genkendt hende, skønt hun havde haft et tæt Slør for Ansigtet. Dengang troede Jytte ikke paa det; men nu gjorde Moderen ikke selv nogen Hemmelighed af sin religiøse Bekymring. Paa hendes Natbord laa der gerne en eller anden gudelig Trøstebog, og i Stedet for » Femte Juni« holdt hun Præsternes nye Blad. Et Par Gange havde hun ogsaa paanødt Jytte nogle religiøse Traktater og lignende Tryksager, som hun bad hende tage med sig hjem og læse i Enrum . Indtrykket af Enslevs Død havde paa underlig Maade kuet hende. Hun sagde det selv, at med ham svandt den sidste Aftenglød over hendes egen Tid, der var begyndt i Glansen af saa gyldne Forjættelser, saa straalende Morgendrømme. Nu følte 35 hun sig som en efterlevende, der sad fattig tilbage med tomme Hænder .

Dertil kom endnu noget andet, der for Jyttes Vedkommende gjorde Samtalen til en forsigtig Famlen mellem Nælder. Allerede før Bryllupet havde Karsten paastaaet, at hendes Mor søgte til Opbyggelsesmøderne i Bethesda, hvor en af hans Bekendte skulde have genkendt hende, skønt hun havde haft et tæt Slør for Ansigtet. Dengang troede Jytte ikke paa det; men nu gjorde Moderen ikke selv nogen Hemmelighed af sin religiøse Bekymring. Paa hendes Natbord laa der gerne en eller anden gudelig Trøstebog, og i Stedet for » Femte Juni« holdt hun Præsternes nye Blad. Et Par Gange havde hun ogsaa paanødt Jytte ^ religiøse Traktater og lignende Tryksager, som hun bad hende tage med sig hjem og læse i Enrum .

Dertil kom endnu noget andet, der for Jyttes Vedkommende gjorde Samtalen til en forsigtig Famlen mellem Nælder. Allerede før Brylluppet havde Karsten paastaaet, at hendes Mor søgte til Opbyggelsesmøderne i Bethesda, hvor en af hans Bekendte skulde have genkendt hende, skønt hun havde haft et tæt Slør for Ansigtet. Dengang troede Jytte ikke paa det; men nu gjorde Moderen ikke selv nogen Hemmelighed af sin religiøse Bekymring. Paa hendes Natbord laa ^ gerne en eller anden gudelig Trøstebog, og i Stedet for » Femte Juni« holdt hun Præsternes nye Blad. Et Par Gange havde hun ogsaa paanødt Jytte ^ religiøse Traktater og lignende Tryksager, som hun bad hende tage med sig hjem og læse i Enrum .

Jytte fortalte om sit Møde med Generalkonsulens og spurgte, hvad det var for en stor Strid, de havde talt om.

»Aa, jeg kan saamænd ikke sige dig det. Jeg har ikke læst det Vrøvl. Folk er jo bleven ganske hysteriske af al den Snak om Lys og frisk Luft og stegte Æbler om Morgenen og ^ jeg veed ikke hvad. Forleden i en Sporvogn hørte jeg en gammel Skabekrukke forsikre, at Luften paa Harsdorffsvej ikke taalte Sammenligning med den paa Amalievej. Saasnart hun kom hen til Hjørnet, sagde hun, følte hun et knugende Pres for Brystet, som om hun skulde kvæles. Saadan noget er jo baade til at le og græde over «.

»Aa, jeg kan saamænd ikke sige dig det. Jeg har ikke læst det Vrøvl. Folk er jo bleven ganske hysteriske af al den Snak om Lys og frisk Luft og stegte Æbler om Morgenen og ^ jeg veed ikke hvad. Forleden i en Sporvogn hørte jeg en gammel Skabekrukke forsikre, at Luften II, 266 paa Harsdorffsvej ikke taalte Sammenligning med den paa Amalievej. Saasnart hun kom hen til Hjørnet, sagde hun, følte hun et knugende Pres for Brystet, som om hun skulde kvæles. Saadan noget er jo baade til at le og græde over .«

»Aa, jeg kan saamænd ikke sige dig det. Jeg har ikke læst det Vrøvl. Folk er jo bleven ganske hysteriske af al den Snak om Lys og frisk Luft og stegte Æbler om Morgenen og , jeg veed ikke hvad. Forleden i en Sporvogn hørte jeg en gammel Skabekrukke forsikre, at Luften paa Harsdorffsvej ikke taalte Sammenligning med den paa Amalievej. Saasnart hun kom hen til Hjørnet, sagde hun, følte hun et knugende Pres for Brystet, som om hun skulde kvæles. Saadan noget er jo baade til at le og græde over .«

» Men hvad drejer Striden sig om?«

» Jeg veed det ikke. Men der er jo virkelig ret fornuftige Folk, der anser Fru Nathalie for en Menneskehedens Velgører. Man skulde ikke tro det muligt; men det Systemvaas er ved at blive en Religion for mange af Tidens Mennesker ^ . De har jo ingen anden «.

» Jeg veed det ikke. Men der er jo virkelig ret fornuftige Folk, der anser Fru Nathalie for en Menneskehedens Velgører. II, 194 Man skulde ikke tro det muligt; men det Systemvaas er ved at blive en Religion for mange ^ Mennesker nu for Tiden . De har jo ingen anden .«

Jytte fandt det raadeligst nu at søge andet Emne. Hun gav ^ sig til at fortælle om sin Mand, der havde faaet sig indrettet i sit nye Atelier og var begyndt at arbejde.

For at slippe bort fra Sagen gav Jytte sig til at fortælle om sin Mand, der havde faaet sig indrettet i sit nye Atelier og var begyndt at arbejde.

36 » Det er saa morsomt at mærke, hvor optaget han er. Han giver sig ikke engang Tid til at komme hjem til Frokost. Han faar noget Mad bragt op fra en Restavration . Jeg ser ham ikke hele Dagen «.

» Det er saa morsomt at mærke, hvor optaget han er. Han giver sig ikke engang Tid til at komme hjem til Frokost. Han faar noget Mad bragt op fra en Restauration . Jeg ser ham ikke hele Dagen .«

» Det er saa morsomt at mærke, hvor optaget han er. Han giver sig ikke engang Tid til at komme hjem til Frokost. Han faar II, 193 noget Mad bragt op fra en Restauration . Jeg ser ham ikke hele Dagen .«

» Det er saa morsomt at mærke, hvor optaget han er. Han giver sig ikke engang Tid til at komme hjem til Frokost. Han faar noget Mad bragt op fra en Restauration . Jeg ser ham ikke hele Dagen .«

» Har du egenlig nogen Tro paa, at din Mand vil sejre i den Konkurrence?« spurgte Moderen.

» Aa ja. Hvem skulde egenlig ellers gøre det? Karl May maaske. Det skulde da være den eneste «.

» Aa ja. Hvem skulde egenlig ellers gøre det? Karl May maaske. Det skulde da være den eneste .«

» Aa ja. Hvem skulde vel ellers gøre det? Karl May maaske. Det skulde da være den eneste .«

»Ja, Karl May er jo en meget anset Kunstner. Et Geni – siger Folk «.

»Ja, Karl May er jo en meget anset Kunstner. Et Geni – siger Folk .«

»Ja, Karl May er jo en meget anset Kunstner. Et Geni — siger Folk .«

»Ja, Karl May er jo en meget anset Kunstner. Et Geni – siger Folk .«

»Ja, men tegne kan han forresten ikke. Det maa jeg give Karsten Ret i. Og Portrætmaler er han da i hvert Fald ikke, og det er dog det, det kommer an paa her. Men derfor kan han jo godt blive foretrukket . Det vilde naturligvis gøre mig ondt for Karsten, dersom han kom til at gøre det store Arbejde uden at faa noget for det . Jeg tænker især paa Pengene. For Ambitionens Skyld er det saamænd ikke værd at hænge sig «.

»Ja, men tegne kan han forresten ikke. Det maa jeg give Karsten Ret i. Og Portrætmaler er han da i hvert Fald ikke, og det er dog det, det kommer an paa her. Men derfor kan han jo godt blive foretrukket , og det vilde naturligvis gøre mig ondt for Karsten, dersom han II, 267 kom til at gøre det store Arbejde forgæves . Jeg tænker især paa Pengene. For Ambitionens Skyld er det saamænd ikke værd at anstrenge sig .«

»Ja, men tegne kan han forresten ikke. Det maa jeg give Karsten Ret i. Og Portrætmaler er han da i hvert Fald ikke, og det er dog det, det kommer an paa her. Men derfor kan han jo godt blive foretrukket , og det vilde naturligvis gøre mig ondt for Karsten, dersom han kom til at gøre det store Arbejde forgæves . Jeg tænker især paa Pengene. For Ambitionens Skyld er det saamænd ikke værd at anstrenge sig .«

Hertil sagde Fru Bertha ikke noget, og de talte igen om andre Ting. Jytte, der hele Tiden havde siddet og tænkt paa, hvordan hun skulde forberede sit Spørgsmaal om Torben Dihmer, begyndte ^ at fortælle om Meta og hendes Mand og om det Besøg, som Dihmer havde gjort dem i Jerve.

Hertil sagde Fru Bertha ikke noget, og ^ Jytte, der hele Tiden havde siddet og tænkt paa, hvordan hun skulde forberede sit Spørgsmaal om Torben Dihmer, begyndte nu at fortælle om Meta og hendes Mand og om det Besøg, som Dihmer havde gjort dem i Jerve.

Det var første Gang siden hendes Forlovelse, at hans Navn blev nævnet imellem dem. Fru Bertha 37 saae overrasket op fra sine Strikkepinde, og da Jytte mødte hendes spørgende Øjne, gik hun angrebsvis tilværks for at værge sig mod Mistanke.

Det var første Gang siden hendes Forlovelse, at hans Navn blev nævnet imellem dem. Fru Bertha saae overrasket op fra sine Strikkepinde, og da Jytte mødte hendes spørgende Øjne, besluttede hun sig til at gaa angrebsvis tilværks for ikke at vække Mistanke.

» Hvad mente du egenlig med det, du engang skrev til mig om Dihmer, – at det havde taget en sørgelig Vending med ham? Er han bleven syg igen?«

» Hvad mente du egenlig med det, du engang skrev til mig om Dihmer, — at det havde taget en sørgelig Vending med ham? Er han bleven syg igen?«

» Hvad mente du egenlig med det, du engang skrev til mig om Dihmer, – at det havde taget en sørgelig Vending med ham? Er han bleven syg igen?«

» Saa veed du altsaa ingenting?«

II, 195 » Saa veed du altsaa ingenting?«

Jytte følte, at hendes Hjerte standsede.

»Hvilket?«

» At Dihmer er bleven sindssyg «.

» At Dihmer er bleven sindssyg .«

»Sindssyg?«

»Ja, det er Asmus’ Udtryk om ham. Jeg har min Viden fra ham «.

»Ja, det er Asmus’ Udtryk om ham. Jeg har min Viden fra ham .«

Jyttes opjagede Tanker foer forvildet om efter et Støttepunkt.

Jyttes opjagede Tanker foer omkring efter et Støttepunkt.

» Jeg begriber det ikke. Det nævnte Meta ikke et Ord om. Hun sagde blot, at Dihmer havde set lidt daarlig ud «.

» Jeg begriber det ikke. Det nævnte Meta ikke et Ord om. Hun sagde blot, at Dihmer havde set lidt daarlig ud .«

II, 194 » Jeg begriber det ikke. Det nævnte Meta ikke et Ord om. Hun sagde blot, at Dihmer havde set lidt daarlig ud .«

» Jeg begriber det ikke. Det nævnte Meta ikke et Ord om. Hun sagde blot, at Dihmer havde set lidt daarlig ud .«

»Naa, den Art Sygelighed mærkes jo ikke straks paa Folk «.

»Naa, den Art Sygelighed mærkes jo ikke straks paa Folk .«

» Hvordan ytrer den sig da?«

II, 268 » Hvordan ytrer den sig da?«

» Hvordan ytrer den sig da?«

» Det er vistnok med fikse Ideer; men jeg spurgte ikke Asmus nærmere ud. Og ærlig talt, Jytte, saa synes jeg heller ikke, vi to skal gaa for dybt ind paa det Emne «.

» Det er vistnok med fikse Ideer; men jeg spurgte ikke Asmus nærmere ud. Og ærlig talt, Jytte, saa synes jeg heller ikke, vi to skal gaa for dybt ind paa det Emne .«

» Hvorfor skrev du saa til mig, som du gjorde? Det maa du dog have haft en Hensigt med «.

» Hvorfor skrev du saa til mig, som du gjorde? Det maa du dog have haft en Hensigt med .«

38 » Det havde jeg ogsaa. Jeg syntes ikke, du skulde være helt uforberedt. Der tales jo en Del mellem Folk om denne nye Ulykke, der har ramt ham. Og jeg tror, den gaar mange til Hjertet «.

» Det havde jeg ogsaa. Jeg syntes ikke, du skulde være helt uforberedt. Der tales jo en Del ^ om Sagen, og jeg tror, hans Ulykke gaar mange til Hjertet .«

» Det havde jeg ogsaa. Jeg syntes ikke, du skulde være helt uforberedt. Der tales jo en Del ^ om Sagen, og jeg tror, hans Ulykke gaar mange til Hjerte .«

» Saa snakkes der velsagtens ogsaa om mig i den Forbindelse . Naar det kommer til Stykket, faar jeg maaske Skylden «.

» Saa snakkes der maaske ogsaa om mig i den Forbindelse ? Naar det kommer til Stykket, faar jeg vel Skylden ?«

» Det har jeg ikke sagt «.

» Det har jeg ikke sagt .«

»Ja, for du veed jo ogsaa godt, Mor, at du selv fandt Dihmer underlig forandret . I Grunden et helt fremmed Menneske, sagde du . Og du husker vist ogsaa, at han trøstede sig fjorten Dage efter, at vi havde brudt med hinanden – eller hvad man nu skal kalde det . Men det er naturligvis hans gamle Sygdom, der er kommen igen paa en anden Maade. Det hører man jo saa ofte«.

»Ja, for du veed jo ogsaa godt, Mor, at du selv fandt Dihmer underlig forandret ^ . Og du husker vist ogsaa, at han trøstede sig fjorten Dage efter, at vi havde brudt med hinanden – eller hvad man nu skal kalde det .«

»Ja, for du veed jo ogsaa godt, Mor, at du selv fandt Dihmer underlig forandret ^ . Og du husker vist ogsaa, at han trøstede sig fjorten Dage efter, at vi havde brudt med hinanden — eller hvad man nu skal kalde det .«

» Ja ja, nu skal vi, som sagt, ikke tale mere om ham . Forhaabenlig er det kun noget forbigaaende. Det mener Asmus vist ogsaa. Hans Skæbne vilde ellers være altfor grusom «. –

» Ja ja, det skal vi, som sagt, ikke tale mere om ^ . Forhaabenlig er det kun noget forbigaaende. Det mener Asmus vist ogsaa. Hans Skæbne vilde ellers være altfor grusom .« –

» Ja ja, det skal vi, som sagt, ikke tale mere om ^ . Forhaabenlig er det kun noget forbigaaende. Det mener Asmus vist ogsaa. Hans Skæbne vilde ellers være altfor grusom .« —

» Ja ja, det skal vi, som sagt, ikke tale mere om ^ . Forhaabenlig er det kun noget forbigaaende. Det mener Asmus vist ogsaa. Hans Skæbne vilde ellers være altfor grusom .« –

Da Jytte kom hjem, gik hun en Tid ørkesløs omkring i Stuerne og satte sig derpaa til sit Flygel . Her havde hun siden sin Tilbagekomst fra Bryllupsrejsen haft sine roligste Timer. I endnu højere Grad end før var hendes Musik bleven hende et helligt Enemærke, hvor hun uden Medvidere gik op i Dyrkelsen af sine Yndlingskomponister. Men idag vilde 39 hendes Tanker ikke lade sig bortføre , og lidt efter opgav hun Spillet, gik hen til Telefonen og ringede Asmus op.

Da Jytte var kommen hjem, ^ satte hun sig til sit Flygel for at øve sig. Men hun kunde ikke holde Tankerne ved Spillet , og lidt efter gik hun hen til Telefonen og ringede Asmus op.

Først spurgte hun til en af sine Bekendte, der for Tiden laa paa hans Klinik; derpaa spøgte hun lidt med ham i Anledning af sit Møde med Generalkonsulens, som hun fortalte om.

Først spurgte hun til en af sine Bekendte, der for nogen Tid siden havde ligget paa hans Klinik; derpaa spøgte hun lidt med ham i Anledning af sit Møde med Generalkonsulens, som hun fortalte om.

Først spurgte hun til en af sine Bekendte, der for nogen Tid siden havde ligget paa hans Klinik; derpaa spøgte hun lidt med II, 196 ham i Anledning af sit Møde med Generalkonsulens, som hun fortalte om.

» Er det sandt, at Fru Nathalie er i Færd med at indstifte en ny Religion?« spurgte hun.

II, 269 » Er det sandt, at Fru Nathalie er i Færd med at indstifte en ny Religion?« spurgte hun.

» Er det sandt, at Fru Nathalie er i Færd med at indstifte en ny Religion?« spurgte hun.

» Tja – hun reformerer i hvert Fald den Wellerske efter de bedste konfessionelle Mønstre. Jeg veed ikke, om hun udtrykkeligt har erklæret det, men man skal vist helst opfatte hendes kolde Fodbade som en ny Art Daab, der genføder til Lyksalighed . Jeg tror ogsaa, hun et Sted har paastaaet, at hun har faaet Ideen til sit System ved en speciel Aabenbaring. Har hun maaske ikke gjort det endnu, saa kommer det saamænd nok«.

» Tja — hun reformerer i hvert Fald den Wellerske efter de bedste konfessionelle Mønstre. Jeg veed ikke, om hun udtrykkeligt har erklæret det, men man skal vist helst opfatte hendes kolde Fodbade som en ny Art Daab, der genføder til Lyksalighed .«

» Men hun skal jo have mange Tilhængere. Endogsaa blandt ret fornuftige Folk «.

» Men hun skal jo have mange Tilhængere. Endogsaa blandt ret fornuftige Folk .«

II, 195 » Men hun skal jo have mange Tilhængere. Endogsaa blandt ret fornuftige Folk .«

» Men hun skal jo have mange Tilhængere. Endogsaa blandt ret fornuftige Folk .«

» Fornuftige Folk? De eksisterer ikke. Det er en Overtro. Der findes mere eller mindre abnorme Individer, og de første udgør absolut Flertallet. Du kender vist de to Fætre Hildebrandt ^ – Etatsraaden og Professoren . De var begge to ivrige Wellerianere. Nu taaler de ikke mere at se hinanden, fordi Professoren 40 har kaldt Fru Nathalie et forskruet Fruentimmer «.

» Er det de to Fættere Hildebrandt , du tænker paa – Etatsraaden og Professoren ?«
» Hvad de?«
»Jo, de var begge to ivrige Wellerianere. Nu taaler de ikke mere at se hinanden, fordi Professoren har kaldt Fru Nathalie et forskruet Fruentimmer .«

»Ja, det er jo ganske som i andre Religioner «, sagde Jytte. » Men sig mig, Asmus – hvordan er det med Dihmer? Jeg hører, at han igen er bleven syg og lever tilbagetrukkent paa sin Gaard ligesom før. Forholder det sig rigtigt?«

»Ja, det er jo ganske som i andre Religioner ,« sagde Jytte. » Men sig mig, Asmus – hvordan er det med Dihmer? Jeg hører, at han igen er bleven syg og lever tilbagetrukkent paa sin Gaard ligesom før. Forholder det sig rigtigt?«

»Ja, det er jo ganske som i andre Religioner ,« sagde Jytte. » Men sig mig, Asmus — hvordan er det med Dihmer? Jeg hører, at han igen er bleven syg og lever tilbagetrukkent paa sin Gaard ligesom før. Forholder det sig rigtigt?«

» Ja – han har faaet et Tilbagefald «, svarede Lægen i forandret Tone. » Hvem har fortalt dig det?«

» Ja – han har faaet et Tilbagefald ,« svarede Lægen i forandret Tone. » Hvem har fortalt dig det?«

» Ja — han har faaet et Tilbagefald ,« svarede Lægen i forandret Tone. » Hvem har fortalt dig det?«

» Ja – han har faaet et Tilbagefald ,« svarede Lægen i forandret Tone. » Hvem har fortalt dig det?«

» Blandt andre har Mor talt om det «.

» Blandt andre har Mor talt om det .«

» Blandt andre ... ja saa . Dersom man fortæller, at det er min Kur, der er slaaet fejl, saa maa jeg protestere. Saadan forholder det sig ikke «.

» Blandt andre ... ja saa ! Dersom man fortæller, at det er min Kur, der er slaaet fejl, saa maa jeg protestere. Saadan forholder det sig ikke .«

» Er det da ikke hans gamle Sygdom?«

»Jo, det kan man godt sige. Torben har af en eller anden Grund set sig gal paa Verden, og det influerer naturligvis paa hans Tilstand «.

»Jo, det kan man godt sige. Torben har af en eller II, 270 anden Grund set sig gal paa Verden, og det influerer naturligvis paa hans Tilstand .«

»Jo, det kan man godt sige. Torben har af en eller anden Grund set sig gal paa Verden, og det influerer naturligvis paa hans Tilstand .«

» Men du tror jo , at han kan komme sig? Mor sagde, at du mente, det kun var noget forbigaaende «.

» Men du tror jo , at han kan komme sig? Mor sagde, at du mente, det kun var noget forbigaaende .«

» Men du tror ^ , at han kan komme sig? Mor sagde, at du mente, det kun var noget forbigaaende .«

Asmus Hagen havde mest Lyst til at svare, at han i Øjeblikket kun kendte eet Middel, der maaske kunde bringe Vennen til Fornuft, og det var hende selv. Han nøjedes dog med at sige, at man maatte haabe, det skulde lykkes at faa Bugt med hans Stædighed og bringe ham til igen at tage Vare paa sit Helbred i Stedet for at gøre sig en sygelig Glæde af at forsømme det.
41 » ^ Jeg skal forresten hilse dig fra ham «.

»Forhaabenlig. – Jeg skal forresten hilse dig fra ham .«

»Forhaabenlig. — Jeg skal forresten hilse dig fra ham .«

»Forhaabenlig. – Jeg skal forresten hilse dig fra ham .«

» Hilse fra hvem?« spurgte Jytte, som ikke troede, hun havde forstaaet ham rigtigt.

» Inden Dihmer rejste herfra , bad han mig om ved passende Lejlighed at bringe dig og Tante hans Hilsen. Han talte om jer begge to med den største Venlighed «.

» Inden Dihmer rejste herfra , bad han mig om ved ^ Lejlighed at bringe dig og Tante hans Hilsen. Han talte om jer begge to med den største Venlighed .«

» Inden Dihmer rejste herfra , bad han mig ^ ved ^ Lejlighed at bringe dig og Tante hans Hilsen. Han talte om jer begge to med den største Venlighed .«

II, 197 » Inden Dihmer rejste ^ , bad han mig om ved ^ Lejlighed at bringe dig og Tante hans Hilsen. Han talte om jer begge to med den største Venlighed .«

Jytte vovede nu ikke at spørge om mere, og kort efter ringede hun af.

Resten af Eftermiddagen tilbragte hun henne i Sofahjørnet med en Pude under Kinden . I Tankerne gennemlevede hun sit sidste , i enhver Henseende saa sørgeligt mislykkede Møde med Dihmer – ikke selve den egenlige Ulykkesdag, da hun havde været saa nervøst fortumlet, at hun knap mere huskede, hvad der foregik – men Aftenen forinden: det første Gensyn og dets Overraskelser. Hun saae ham navnlig for sig i en bestemt Erindring, som i det forløbne Aar ofte havde forfulgt hende. Det var ^ efter Middagen paa Hotellet, da hun sad i den overfyldte hall sammen med sin Mor og Hr. v. Auen og saae paa de ækle neapolitanske Dansere. Hun var bleven lidt urolig, fordi han havde forladt dem . Det anede hende, at baade Selskabet og Underholdningen havde mishaget ham, og at han var gaaet bort i Vrede . Da stod han pludselig i Døren til et af Læseværelserne , og det slog hende i det Øjeblik, hvor underlig forskellig han var fra alle de andre Herrer. Der laa et 42 Skær over hans dystre Ansigt, som kom han inde fra en anden Verden .

Resten af Eftermiddagen tilbragte hun henne i Sofahjørnet med en Pude under Nakken . I Tankerne gennemlevede hun sit sidste ^ Møde med Dihmer – ikke selve den egenlige Ulykkesdag, da hun havde været saa nervøst fortumlet, at hun knap mere huskede, hvad der foregik – men Aftenen forinden: det første Gensyn og dets Overraskelser. Der var navnlig ^ en bestemt Erindring, som i det forløbne Aar stadig havde forfulgt hende. Det var det Øjeblik efter Middagen paa Hotellet, da hun sad i den overfyldte hall sammen med sin Mor og Hr. v. Auen og ^ var bleven lidt urolig, fordi Dihmer havde forladt dem ^ . Da stod han pludselig i Døren til et af Læseværelserne med et Skær over sit Ansigt, som kom han inde fra en fremmed Verden ...

Resten af Eftermiddagen tilbragte hun henne i Sofahjørnet med en Pude under Nakken . I Tankerne gennemlevede hun sit sidste ^ Møde med Dihmer — ikke selve den egenlige Ulykkesdag, II, 196 da hun havde været saa nervøst fortumlet, at hun knap mere huskede, hvad der foregik — men Aftenen forinden: det første Gensyn og dets Overraskelser. Der var navnlig ^ en bestemt Erindring, som i det forløbne Aar stadig havde forfulgt hende. Det var det Øjeblik efter Middagen paa Hotellet, da hun sad i den overfyldte hall sammen med sin Mor og Hr. v. Auen og ^ var bleven lidt urolig, fordi Dihmer havde forladt dem ^ . Da stod han pludselig i Døren til et af Læseværelserne med et Skær over sit Ansigt, som kom han inde fra en fremmed Verden ...

Hun havde aldrig angret, at hun tog sit Ord tilbage. Hun gjorde det heller ikke nu, og især ikke for Dihmers egen Skyld. Men hun fortrød, at hun ikke dengang havde faaet talt mere med ham. Skønt de paa en Maade var bleven forlovede ved den Lejlighed, havde de ikke haft en virkelig Samtale. Derfor vidste hun nu saa lidt om, hvad han havde oplevet i sin lange Eneboer-Tilværelse derovre paa Favsingholm. Havde de talt lidt fornuftigt sammen, vilde han sikkert af sig selv have forstaaet, at de nu mindre end nogensinde passede for hinanden. Kunde dog ingen sige ham, at han ingen Grund havde til at græmme sig, at han tværtimod skulde prise sig lykkelig over ikke at være bleven gift med et Utyske som hende! Men det var heller ikke det . For han havde jo altsaa sendt hende Hilsen.
» Med dig, min Ven, er det en anden Sag«, tænkte hun , da hun lidt efter hørte sin Mand stikke Nøglen i Døren derude. » Vi to hører samme Verden til«.
Et Øjeblik efter sad Karsten hos hende i Sofaen og gned sig forfrossent i Hænderne .

Hun rettede sig op , da hun ^ hørte sin Mand stikke Nøglen i Forstuedøren.
II, 271 Et Øjeblik efter sad Karsten hos hende i Sofaen og tog hendes Haand .

Hun rettede sig op , da hun ^ hørte sin Mand stikke Nøglen i Forstuedøren.
Et Øjeblik efter sad Karsten hos hende i Sofaen og tog hendes Haand .

» Har du kendt Mage til Vejr! Vorherre ryster ordenlig sin Vinterdyne! – Men kære, har du ikke set, at det sner?« sagde han, da Jytte vendte sig mod 43 Vinduet. » Hvad har den naadige Frue været saa optaget af?«

» Har du kendt Mage til Vejr! Vorherre ryster ordenlig sin Vinterdyne! – Men kære, har du ikke set, at det sner?« sagde han, da Jytte vendte sig mod Vinduet. » Hvad har den naadige Frue været saa optaget af?«

» Har du kendt Mage til Vejr! Vorherre ryster ordenlig sin Vinterdyne! — Men kære, har du ikke set, at det sner?« sagde han, da Jytte vendte sig mod Vinduet. » Hvad har den naadige Frue været saa optaget af?«

»Aa, jeg har siddet og døset lidt «.

»Aa, jeg har siddet og døset lidt .«

» Du er saa kold om Hænderne «.

» Du er saa kold om Hænderne .«

»Ja, jeg er kommen til at fryse, tror jeg. Men vi skal snart faa Varme «.

»Ja, jeg er kommen til at fryse, tror jeg. Men vi skal snart faa Varme .«

Hun gik hen til Kakkelovnen , og saasnart hun vendte Ryggen til, fløj Karstens Øjne mistænksomt rundt i Stuen.

Hun gik hen til Kaminen , og saasnart hun vendte Ryggen til, fløj Karstens Øjne mistænksomt rundt i Stuen.

Ved Middagsbordet talte han om, at det nu var paa Tide, de kom deres Borgerpligter i Hu og gjorde et Par Middagsselskaber. Det kunde ellers se ud, som om de ganske vilde begrave sig i Hjemmelivets Hygge , hvad jo dog ikke var Meningen .

» Hvem har du saa tænkt at invitere?« spurgte Jytte.

» Først og fremmest din Mor ^ naturligvis «.

» Først og fremmest din Mor ^ naturligvis .«

» Først og fremmest din Mor , naturligvis .«

II, 198 » Først og fremmest din Mor , naturligvis .«

» Og hvem ellers?«

» Din Fætter – Professoren «.

» Din Fætter – Professoren .«

» Din Fætter — Professoren .«

» Din Fætter – Professoren .«

» Og saa?«

» Lad mig se ... Bjerreby f. Eks .«.

» Lad mig se ... Bjerreby f. Eks .«

Jytte saae overrasket op. Hun vidste, at Karsten ikke kunde udstaa det Menneske, der vistnok engang var kommen ham paatværs i Hanedansen om en Kvinde. Men i det samme huskede hun paa, at Bjerreby var den egenlige Ophavsmand til Enslev-Billedet og sad i Dommerkomiteen.

Jytte saae overrasket op. Hun vidste, at Karsten ikke kunde udstaa det Menneske, der vistnok engang var kommen ham paatværs II, 197 i Hanedansen om en Kvinde. Men i det samme huskede hun paa, at Bjerreby var den egenlige Ophavsmand til Enslev-Billedet og sad i Dommerkomiteen.

» Hvem saa mere?«

II, 272 » Hvem saa mere?«

» Hvem saa mere?«

44 » Har du ikke selv nogen at foreslaa?« spurgte Karsten. » Helst et Par Mandfolk. Saa kan vi gøre det ene Selskab til en Herremiddag «.

» Har du ikke selv nogen at foreslaa?« spurgte Karsten. » Helst et Par Mandfolk. Saa kan vi gøre det ene Selskab til en Herremiddag .«

» Jeg veed i Øjeblikket ikke nogen. Nævn du nu dine «.

» Jeg veed i Øjeblikket ikke nogen. Nævn du nu dine !«

» Naa ja ... Hvad siger du om tykke Møller?«

» Hvem er det?«

» Frants Møller . Forfatteren «.

» Frants Møller – Forfatteren .«

» Frants Møller — Forfatteren .«

» Frants Møller – Forfatteren .«

» Men han er jo en komplet Sjofelist, har du sagt.«

» Naa – ja. Atten Karat holder han vistnok ikke. Men han er dog ganske præsentabel. Jeg tror, du vil have Fornøjelse af at lære ham at kende «.

» Naa – ja. Atten Karat holder han vistnok ikke. Men han er dog ganske præsentabel. Jeg tror, du vil have Fornøjelse af at lære ham at kende .«

» Naa — ja. Atten Karat holder han vistnok ikke. Men han er dog ganske præsentabel. Jeg tror, du vil have Fornøjelse af at lære ham at kende .«

» Naa – ja. Atten Karat holder han vistnok ikke. Men han er dog ganske præsentabel. Jeg tror, du vil have Fornøjelse af at lære ham at kende .«

» Sig det hellere lige ud, Karsten . Du mener, han kan være dig til Nytte. Er han ikke Journalist?«

» Sig det hellere lige ud, Karsten ! Du mener, han kan være dig til Nytte. Er han ikke Journalist?«

»Jo. Og han er nu kommen ind i » Femte Juni«s Redaktion ^ . Han er endogsaa bleven en af de førende Penne i Bladet , og som alle tykhovede Personer kan han være ret ondskabsfuld . – Den Naadige smiler .«

»Jo. Og han er ^ kommen ind i » Femte Juni«s Redaktion nu . Han er endogsaa bleven en af de førende Penne i Bladet ^ . – Den Naadige smiler !«

»Jo. Og han er ^ kommen ind i » Femte Juni«s Redaktion nu . Han er endogsaa bleven en af de førende Penne i Bladet ^ . — Den Naadige smiler !«

»Jo. Og han er ^ kommen ind i » Femte Juni«s Redaktion nu . Han er endogsaa bleven en af de førende Penne i Bladet ^ . – Den Naadige smiler !«

»Jeg? Ikke det mindste.«

»Ja, det nytter skam heller ikke. Vil man være med i Dansen, maa man betale for Musiken . Se til Karl May! Han er ogsaa i den Henseende en Kunstner up to date . Han har sit Efterretningsvæsen i Orden. Han kan ikke rejse herfra til Roskilde ^ uden at den samlede københavnske Presse lader Trommerne røre. Og tror du, han har den Honnør gratis? Men det kommer igen – som Bonden sagde, da han 45 fodrede sine Svin. Hans Billeder er berømte, før de er malede. Naar han allevegne udraabes til Geni, er det, fordi han betaler, hvad det koster «.

»Ja, det nytter skam heller ikke. Vil man være med i Dansen, maa man betale for Musikken . Se til Karl May! Han er ogsaa i den Henseende en Kunstner up to date . Han har sit Efterretningsvæsen i Orden. Han kan ikke rejse herfra til Roskilde , uden at den samlede københavnske Presse lader Trommerne røre. Og tror du, han har den Honnør gratis? Men det kommer igen – som Bonden sagde, da han fodrede sine Svin. Hans Billeder er berømte, før de er malede. Naar han allevegne udraabes til Geni, er det, fordi han betaler, hvad det koster .«

»Ja, det nytter skam heller ikke. Vil man være med i Dansen, maa man betale for Musikken . Se til Karl May! Han er ogsaa i den Henseende en Kunstner up to date . Han har sit Efterretningsvæsen i Orden. Han kan ikke rejse herfra til Roskilde , uden at den samlede københavnske Presse lader Trommerne røre. Og tror du, han har den Honnør gratis? Men det kommer igen — som Bonden sagde, da han fodrede sine Svin. Hans Billeder er berømte, før de er malede. Naar han allevegne udraabes til Geni, er det, fordi han betaler, hvad det koster .«

»Ja, det nytter skam heller ikke. Vil man være med i Dansen, maa man betale for Musikken . Se til Karl May! Han er ogsaa i den Henseende en Kunstner up to date . Han har sit Efterretningsvæsen i Orden. Han kan ikke rejse herfra til Roskilde , uden at den samlede københavnske Presse lader Trommerne røre. Og tror du, han har den Honnør gratis? Men det kommer igen – som Bonden sagde, da han fodrede sine Svin. Hans Billeder er II, 199 berømte, før de er malede. Naar han allevegne udraabes til Geni, er det, fordi han betaler, hvad det koster .«

» Men er det saa værd at misunde ham den Fornøjelse?«

Karsten trak begge Skuldrene op til Ørene og fik et melankolsk Udtryk.

II, 273 Karsten trak begge Skuldrene op til Ørene og fik et melankolsk Udtryk.

Karsten trak begge Skuldrene op til Ørene og fik et melankolsk Udtryk.

» Hold Trit – eller kreper! Det Løsen gælder ogsaa i Kunstens Verden, ma chère !«

» Hold Trit — eller kreper! Det Løsen gælder ogsaa i Kunstens Verden, ma chère !«

» Hold Trit – eller kreper! Det Løsen gælder ogsaa i Kunstens Verden, ma chère !«

»Ja, det veed jeg nu . Tidligere troede jeg unægtelig , at Kunstnerne var et Zigøjnerfolk, der levede i deres egen frie Verden og lod Vorherre om Dagen imorgen.«

»Ja, du har vist som altid Ret . Tidligere troede jeg rigtignok , at Kunstnerne var et Zigøjnerfolk, der levede i deres egen frie Verden og lod Vorherre om Dagen imorgen.«

»Ja, du har vist som altid Ret . Tidligere troede jeg rigtignok , II, 198 at Kunstnerne var et Zigøjnerfolk, der levede i deres egen frie Verden og lod Vorherre om Dagen imorgen.«

»Ja, du har vist som altid Ret . Tidligere troede jeg rigtignok , at Kunstnerne var et Zigøjnerfolk, der levede i deres egen frie Verden og lod Vorherre om Dagen imorgen.«

»Ja, den Illusion er vi nødt til at holde vedlige hos Publikum «.

»Ja, den Illusion er vi nødt til at holde vedlige hos Publikum .«

» Det har jeg efterhaanden ogsaa ^ forstaaet. Men sig mig nu – er » Femte Juni« ^ et Blad, der læses længer ? Er det ikke nu dette nye Blad – Præstebladet, som de siger?«

» Det har jeg ^ ogsaa nu forstaaet. Men sig mig ^ – er » Femte Juni« overhovedet et Blad, der læses mere ? Er det ikke nu dette nye Blad – Præstebladet, som de siger?«

» Det har jeg ^ ogsaa nu forstaaet. Men sig mig — ^ er » Femte Juni« overhovedet et Blad, der læses mere ? Er det ikke nu dette nye Blad — Præstebladet, som de siger?«

» Det har jeg ^ ogsaa nu forstaaet. Men sig mig ^ – er » Femte Juni« overhovedet et Blad, der læses mere ? Er det ikke nu dette nye Blad – Præstebladet, som de siger?«

» Foreløbig har » Femte Juni« vistnok Têten . I hvert Fald her i København. Og naar det gælder Enslevs Minde, vil Opinionen i hans eget Blad naturligvis have særlig Betydning. Jeg synes altsaa, at vi skal invitere Frants Møller. Det vil smigre Bæstet, og naar du vil vise dig lidt elskværdig mod ham, kan du vikle hele Tyksakken om din Lillefinger «.
46 Jytte havde taget det Standpunkt at føje sig efter sin Mand i alt, hvad der angik hans kunstneriske Fremtid. Han skulde ikke med Rette kunne bebrejde hende noget, dersom han i den Henseende led Skuffelser. Foreløbig kendte hun rigtignok ikke meget til hans Forhaabninger, omend hun havde lagt Mærke til, at han ^ paa en lidt komisk Maade var begyndt at blive øm over sin borgerlige Anseelse. Den forhenværende Bohêmien gik i Virkeligheden om med en Rangsperson i Maven. Han havde sagt til sig selv, at da han nu ved at gifte sig havde givet Moralen, hvad der tilkom den, vilde han ogsaa have Samfundets Anerkendelse derfor. Desuden havde han fundet ^ Behag i at mærke den forøgede Agtelse, hvormed han som Gehejmeraadinde Abildgaards Svigersøn blev genhilst af Folk, der tidligere knap havde lettet paa Hatten. Og da Smagen først var vakt, voksede Appetiten hurtigt. Nu skulde Enslev-Billedet ^ blive ^ det Springbrædt, der lige for Næsen af Karl May og hans Bande bragte ham ind i Akademiet.

» Foreløbig har » Femte Juni« vistnok Têten . I hvert Fald her i København. Og naar det gælder Enslevs Minde, vil Opinionen i hans eget Blad naturligvis have særlig Betydning. Jeg synes altsaa, at vi skal invitere Frants Møller. Det vil smigre Bæstet, og naar du vil vise dig lidt elskværdig mod ham, kan du vikle hele Tyksakken om din Lillefinger .«
Jytte havde taget det Standpunkt at føje sig efter sin Mand i alt, hvad der angik hans kunstneriske Fremtid. Han skulde ikke med Rette kunne bebrejde hende noget, dersom han i den Henseende led Skuffelser. Forøvrigt havde hun lagt Mærke til, at han siden deres Hjemkomst paa en lidt komisk Maade var begyndt at blive øm over sin borgerlige Anseelse. Det anede hende, at han gik ^ om med en Rangsperson i Maven. Han havde en Dag aabenhjertig II, 274 erklæret, at han fandt Behag i at mærke den forøgede Agtelse, hvormed han som Gehejmeraadinde Abildgaards Svigersøn blev hilst af Folk, og at Enslev-Billedet skulde blive ham det Springbrædt, der lige for Næsen af Karl May og hans Bande bragte ham ind i Akademiet.

» Foreløbig har » Femte Juni« vistnok Têten . I hvert Fald her i København. Og naar det gælder Enslevs Minde, vil Opinionen i hans eget Blad naturligvis have særlig Betydning. Jeg synes altsaa, at vi skal invitere Frants Møller. Det vil smigre Bæstet, og naar du vil vise dig lidt elskværdig mod ham, kan du vikle hele Tyksakken om din Lillefinger .«
Jytte havde taget det Standpunkt at føje sig efter sin Mand i alt, hvad der angik hans kunstneriske Fremtid. Han skulde ikke med Rette kunne bebrejde hende noget, dersom han i den Henseende led Skuffelser. Forøvrigt havde hun lagt Mærke til, at han siden deres Hjemkomst paa en lidt komisk Maade var begyndt at blive øm over sin borgerlige Anseelse. Det anede hende, at han gik ^ om med en Rangsperson i Maven. Han havde en Dag aabenhjertig erklæret, at han fandt Behag i at mærke den forøgede Agtelse, hvormed han som Gehejmeraadinde Abildgaards Svigersøn blev hilst af Folk, og at Enslev-Billedet skulde blive ham det Springbrædt, der lige for Næsen af Karl May og hans Bande bragte ham ind i Akademiet.

Efter Bordet, da de kom tilbage til Dagligstuen, indtog Jytte paany sin Plads i Sofahjørnet. De havde efter Karstens Ønske indført den Skik at møde selskabsklædte til Middagen. De kunde saa altid uden Forberedelse gaa lige fra Bordet hen i et Teater eller til Koncert.

Efter Bordet, da de kom tilbage til Dagligstuen, indtog Jytte paany sin Plads i Sofahjørnet. De havde efter Karstens Ønske indført den Skik at møde selskabsklædte til Middagen. De kunde saa ^ uden Forberedelse gaa lige fra Bordet hen i et Teater eller til Koncert.

Efter Bordet, da de kom tilbage til Dagligstuen, indtog Jytte paany sin Plads i Sofahjørnet. De havde efter Karstens Ønske indført den Skik at møde selskabsklædte til Middagen. De kunde II, 200 saa ^ uden Forberedelse gaa lige fra Bordet hen i et Teater eller til Koncert.

Da Pigen havde bragt Kaffen, slukkede Karsten 47 Lamperne i Stuen undtagen en rødgul Ampel i Karnappens Blomsterhave. Hvorefter han med sin Kaffekop og en Cigaret slog sig ned paa Ulveskindstæppet ved Jyttes Fødder, der var hans Yndlingsplads. Hans Nakke sank kælent til Hvile paa hendes Knæ, og mens Stormbygerne kastede Sneen ind paa Ruderne, sad de tavse og legede Idyl i den gyldne Skumring. Jytte fingrede henover hans Haar ^ . Men hendes Tanke var ^ paa Favsingholm.

Da Pigen havde bragt Kaffen, slog Karsten sig ned paa Ulveskindstæppet ved Jyttes Fødder. Her var hans Yndlingsplads i denne Hyrdetime, da alle Lamperne var slukket med Undtagelse af en rødgul Ampel i Karnappens Blomsterhave. Hans Nakke sank ^ til Hvile paa hendes Knæ, ^ mens hans Haand kærtegnede den silkeklædte Læg . Men Jyttes Tanker var idag paa Favsingholm.

Da Pigen havde bragt Kaffen, slog Karsten sig ned paa Ulveskindstæppet ved Jyttes Fødder. Her var hans Yndlingsplads i denne Hyrdetime, da alle Lamperne var slukket med Undtagelse af en rødgul Ampel i Karnappens Blomsterhave. Hans Nakke sank ^ til Hvile paa hendes Knæ, ^ mens han Haand kærtegnede den silkeklædte Læg . Men Jyttes Tanker var idag paa Favsingholm.

» I det Vejr kan det velsagtens ikke nytte at friste dig med Orkesterkoncerten «, sagde Karsten tilsidst, mens han førte Haanden kærtegnende ned over hendes silkeklædte Fod . » Men hvad siger du om at arrangere en lille musikalsk Underholdning herhjemme? Du spiller din Rondo, som du har lovet mig saa længe, og bagefter giver jeg i al Beskedenhed et Par Numre tilbedste «.

» I det Vejr kan det velsagtens ikke nytte at friste dig med Orkesterkoncerten ^ . ^ Men hvad siger du om at arrangere en lille musikalsk Underholdning herhjemme? Du spiller din Rondo, som du har lovet mig saa længe, og bagefter giver jeg i al Beskedenhed et Par Numre tilbedste .«

II, 199 » I det Vejr kan det velsagtens ikke nytte at friste dig med Orkesterkoncerten ^ . ^ Men hvad siger du om at arrangere en lille musikalsk Underholdning herhjemme? Du spiller din Rondo, som du har lovet mig saa længe, og bagefter giver jeg i al Beskedenhed et Par Numre tilbedste .«

» Den sidste Del af Programmet bifalder jeg ganske . Men mig maa du have undskyldt . ^ Jeg har ikke haft Tid til at øve mig de sidste Dage. Men syng nu du!«

» Den sidste Del af Programmet finder jeg udmærket . Men mig maa du have undskyldt , Karsten ! Jeg har ikke haft Tid til at øve mig de sidste Dage. Men syng nu du!«

» Den sidste Del af Programmet finder jeg udmærket . Men mig maa du have undskyldt , Karsten . Jeg har ikke haft Tid til at øve mig de sidste Dage. Men syng nu du!«

» Naar Dronning Jytte befaler det!«

» Naar Dronningen befaler det!«

Haanden strøg atter ømt ^ over hendes slanke Vrist; men da han derpaa vilde løfte Kjolen for at kysse det kniplingsrandede Knæ, holdt hun ham tilbage.

Haanden strøg ^ ømt ned over hendes slanke Vrist; II, 275 men da han derpaa vilde løfte Kjolen for at kysse det kniplingsrandede Knæ, holdt hun ham tilbage.

Haanden strøg ^ ømt ned over hendes slanke Vrist; men da han derpaa vilde løfte Kjolen for at kysse det kniplingsrandede Knæ, holdt hun ham tilbage.

Haanden strøg endnu en Gang ømt ned over hendes slanke Vrist; men da han ^ vilde løfte Kjolen for at kysse det nøgne Knæ, holdt hun ham tilbage.

48 » Jeg holder ikke af det, Karsten!« sagde hun ret bestemt. » Vær nu artig og gaa ind og hent din Luth «.

» Jeg holder ikke af det, Karsten!« sagde hun ret bestemt. » Vær nu artig og gaa ind og hent din Lut !«

» Jeg holder ikke af det, Karsten!« sagde hun ret bestemt. » Vær nu artig og gaa ind og hent din Luth !«

Han rejste sig med et halvt forlegent, halvt irriteret ^ Smil, gik ind i sin Stue og blev temmelig længe borte.

Han rejste sig ^ irriteret med et kynisk Smil, gik ind i sin Stue og blev temmelig længe borte.

Da han kom tilbage med Instrumentet, kastede han sig i den ene af de to store Stole foran Ovnen og spurgte skødesløst, hvad han skulde synge.

» Vælg selv, min Ven! ... Blot ikke den om Tamburmajoren. Den er saa voldsom, og jeg har lidt Hovedpine «.

» Vælg selv, min Ven! ... Blot ikke den om Tamburmajoren. Den er saa voldsom, og jeg har lidt Hovedpine .«

» Hvad tør man da byde Patienten? Ung Helga i den grønne Skov?«

»Naa, den er nu saa frygtelig melankolsk igen «.

»Naa, den er nu saa frygtelig melankolsk igen .«

»Ja, saa veed jeg virkelig ikke. Mine franske Kabaret-Viser har du jo paa Moralens Vegne nedlagt Politiforbud mod. Det er sandelig ikke let at træffe den Naadiges Smag «.

»Ja, saa veed jeg virkelig ikke. Mine franske Kabaret-Viser har du jo paa Moralens Vegne nedlagt Forbud mod. Det er sandelig ikke let at træffe den Naadiges Smag .«

»Ja, saa veed jeg virkelig ikke. Mine franske Kabaretviser har du jo paa Moralens Vegne nedlagt Forbud mod. Det er sandelig ikke let at træffe den Naadiges Smag .«

» Saa syng, hvad du selv vil . Jeg skal ikke gøre Ophævelser «.
Med Hovedet paa Siden ^ stemte han Strengene.

» Saa syng, hvad du selv vil ! Jeg skal ikke gøre Ophævelser .«
Han stemte ^ Strengene.

II, 201 » Saa syng, hvad du selv vil !« ^ ^
Han stemte ^ Strengene.

» Jeg kommer til at tænke paa ... jeg har jo en ny. En engelsk Folkevise. »Afskeden« hedder den. Den er ganske vist ogsaa lidt traurig. Men Musiken er god «.

» Jeg kommer til at tænke paa ... jeg har jo en ny. En engelsk Folkevise. »Afskeden« hedder den. Den er ganske vist ogsaa lidt traurig. Men Musikken er god .«

Efter et Forspil med mørke Molakkorder , der 49 uden Overgang gik over i Melodien, sang han med sin smukke Bas, som var mærkværdig stor og dyb i Forhold til hans Talestemme:

Efter et Forspil ^ , der uden Overgang gled ind i Melodien, sang han med sin smukke Bas, som var mærkværdig stor og dyb i Forhold til hans Talestemme:

Margrete! Jeg har stolet paa dit Ord.

II, 276 Margrete! Jeg har stolet paa dit Ord.

II, 200 Margrete! Jeg har stolet paa dit Ord.

Margrete! Jeg har stolet paa dit Ord.

Jeg var saa tryg, saa lykkelig forblindet!

Nu vil jeg sejle fra min Fæstemø,

saa dejlig og saa svigefuld i Sindet.

saa dejlig men saa svigefuld i Sindet.

Farvel, Margrete!

Jeg veed, at ingen Mand var tro som jeg .

Jeg veed, at ingen Mand var tro som jeg ,

Aa, jeg har elsket, elsket som en Daare!

Men du bedrog mig med dit Løgnesind,

dit falske Smil, din hykleriske Taare!

Farvel, Margrete!

Farvel! Og tænk imellem paa en Ven,

som fandt sin Fred i Dybets kolde Vande;

som fandt sin Død i Dybets kolde Vande;

som vilde heller hjem til Dødens Land

som vilde heller bort til Dødens Land

som vilde heller bort til Skyggers Land

end leve uden dig paa Lysets Strande.

Farvel, Margrete!

Farvel! Farvel! Min Sorg, min Lyst, mit Liv!

Ræk mig din søde Mund til Kys, det sidste!

Se, jeg velsigner dig, min Kærlighed!

Jeg hviske vil, naar mine Øjne briste:

Levvel, Margrete!

Det dystre Efterspil, hvori der ligesom hørtes fjerne Gravklokker, endte med en brudt, vild Klang. Da Karsten saae op og vilde spørge Jytte, hvad hun syntes om Sangen, blev han stum af Forbavselse 50 over hendes Udseende ^ . Hun sad med tilbagebøjet Nakke og havde lukket Øjnene.

Det dystre Efterspil, hvori der ligesom hørtes fjerne Gravklokker, endte med en brudt, vild Klang. Da Karsten saae op for at spørge Jytte, hvad hun syntes om Sangen, blev han forundret over hendes pludselige Bleghed . Hun sad med tilbagebøjet Nakke og havde lukket Øjnene.

Det dystre Efterspil, hvori der ligesom hørtes fjerne Gravklokker, endte med en brudt, vild Klang. Da Karsten saae op for at spørge Jytte, hvad hun syntes om Sangen, blev han forundret over hendes besynderlige Bleghed . Hun sad med tilbagebøjet Nakke og havde lukket Øjnene.

» Kære – hvad er der i Vejen? Er du syg?«

» Kære — hvad er der i Vejen? Er du syg?«

II, 202 » Kære – hvad er der i Vejen? Er du syg?«

Men da Jytte i Stedet for at svare kastede Hovedet ned paa Armen, stivnede pludselig ogsaa hans Træk ^ . Et Øjeblik ^ stod han ^ med Haanden paa Stoleryggen og betragtede hende. Saa nærmede han sig langsomt som en Los, der lister sig ind paa sit Bytte .
» Fejler du noget? Eller hvad er der i Vejen? ... Saa svar dog!«

I Stedet for at svare lagde Jytte Hovedet ned paa sin Arm. Karsten rejste sig langsomt . Et Øjeblik ^ stod han tavs med Haanden paa Stoleryggen og betragtede hende. Saa nærmede han sig mistænksom .
II, 277 » Fejler du noget? Eller hvad er der i Vejen? ... Saa svar dog!«

I Stedet for at svare lagde Jytte Hovedet ned paa sin Arm. Karsten rejste sig langsomt . Et Øjeblik efter stod han tavs med Haanden paa Stoleryggen og betragtede hende. Saa nærmede han sig mistænksom .
» Fejler du noget? Eller hvad er der i Vejen? ... Saa svar dog!«

I Stedet for at svare lagde Jytte Hovedet ned paa sin Arm. Karsten rejste sig hastigt op . Et Øjeblik ^ stod han tavs med Haanden paa Stoleryggen og betragtede hende. Saa nærmede han sig mistænksomt .
» Fejler du noget? Eller hvad er der i Vejen? ... Saa svar dog!«

Han tog hende i Skuldren .

Han tog hende i Skulderen .

»Aa, Karsten ... jeg er frugtsommelig!«

Der fulgte en lang , forlegen Tavshed.

Der fulgte en lang ^ Tavshed.

» Tror du virkelig? ... Er du sikker i din Sag? Det er vel en Indbildning?«

» Tror du virkelig? ... ^ Det er vel en Indbildning?«

»Nej, nej, nej! ... ^ Det er fortvivlet!«

»Nej, nej, nej! ... Jeg veed det sikkert ... Det er fortvivlet!«

Skønt Karsten i Øjeblikket næsten havde foretrukket en hvilken som helst anden Tilstaaelse, følte han sig forpligtet til at sige et Par opmuntrende Ord.

Skønt Karsten ^ næsten havde foretrukket en hvilken som helst anden Tilstaaelse, forsøgte han sig med et Par opmuntrende Ord.

Skønt Karsten ^ næsten vilde have foretrukket en hvilken som helst anden Tilstaaelse, forsøgte han sig med et Par opmuntrende Ord.

Men da rejste Jytte sig ^ .

Men da rejste Jytte sig heftig .

II, 201 Men da rejste Jytte sig heftig .

Men da rejste Jytte sig heftig .

» Det mener du jo ikke en Smule af!« sagde hun heftigt og gik ind i Soveværelset.

» Det mener du jo ikke en Smule af!« sagde hun ^ og gik ind i Soveværelset.

Karsten fulgte hende ikke. Han stod der med Luthen i den ene Haand og strøg sig nedover Nakkehaaret med den anden. Den Kalamitet, han havde imødeset med Angst og Bæven ^ , var altsaa nu en Kendsgerning. Han havde hidtil kun kendt Ægteskabet 51 fra dets Solskinsside. Han havde virret beruset om i dets Lyksaligheder som et Faar i en Boghvedemark. Og nu dette Tordenbudskab! At blive ^ Familjefader! At faa sit stilfulde Hjem forvandlet til en Ammestue med Barneskraal og Patteflasker og Lugt af Bleer ! ... At se Jytte, hans Dronning, vralte afsted med en Figur som en Rokoko-Kommode! ...

Karsten fulgte hende ikke. Han stod der med Luthen i den ene Haand og strøg sig over Tindingens Haarbukler med den anden. Den Kalamitet, han havde imødeset med Angst og Bæven lige fra deres Bryllupsdag , var altsaa nu en Kendsgerning. Han havde hidtil virret beruset om i Ægteskabets Lyksaligheder som et Faar i en Boghvedemark. Og nu dette Tordenbudskab! At blive veritabel Familjefader! At faa sit ^ Hjem forvandlet til en Ammestue med Barneskrig og Patteflasker og Lugt af Bleer !... At se Jytte, hans Dronning, vralte afsted med en Figur som en Rokoko-Kommode! ...

Karsten fulgte hende ikke. Han stod der med Luthen i den ene Haand og strøg sig over Tindingens Haarbukler med den anden. Den Kalamitet, han havde imødeset med Angst og Bæven lige fra deres Bryllupsdag , var altsaa nu en Kendsgerning. Han havde hidtil virret beruset om i Ægteskabets Lyksaligheder som et Faar i en Boghvedemark. Og nu dette Tordenbudskab! At blive veritabel Familjefader! At faa sit ^ Hjem forvandlet til en Ammestue med Barneskrig og Patteflasker og Lugt af Bleer ! ... At se Jytte, hans Dronning, vralte afsted med en Figur som en Rokoko-Kommode! ...

^ ^

II, 278 IV .

⇕ Favsingholm V, 1.4

⇕ De Dødes Rige 8.4

⇕ De Dødes Rige .4

⇕ De Dødes Rige 8.4

D oktor Gaardbo og Fru Meta sad en Aften oppe til langt ud over deres sædvanlige Sengetid og talte sammen om deres truede Fremtid. Doktoren havde stadig ingen Praksis faaet , og der maatte nu træffes en Afgørelse.

Doktor Gaardbo og Fru Meta sad en Aften oppe til langt ud over deres sædvanlige Sengetid og talte sammen om deres truede Fremtid. Doktoren havde stadig ingen Praksis ^ , og der maatte nu træffes en Afgørelse.

Da de ud paa Natten endelig kom til Ro, var Beslutningen taget. De vilde forlade Landet og prøve Lykken i Avstralien. Ved at sælge deres Bohave mente de at kunne skaffe sig de nødvendige Rejsepenge; og forøvrigt ejede Doktoren i Fællesskab med sin Bror en Obligation, der var en Arv fra deres sparsommelige Far.

Da de ud paa Natten endelig kom til Ro, var Beslutningen taget. De vilde forlade Landet og prøve Lykken i Avstralien. Ved at sælge deres Bohave mente de at kunne skaffe sig de nødvendige Rejsepenge; og forøvrigt ejede Doktoren i Fællesskab med sin Broder en Obligation, der var en Arv fra deres sparsommelige Far.

II, 203 Da de ud paa Natten endelig kom til Ro, var Beslutningen taget. De vilde forlade Landet og prøve Lykken i Avstralien. Ved at sælge deres Bohave mente de at kunne skaffe sig de nødvendige Rejsepenge; og forøvrigt ejede Doktoren i Fællesskab med sin Broder en Obligation, der var en Arv fra deres sparsommelige Far.

Den næste Morgen forbavsede han Meta ved at erklære, at han en af Dagene vilde tage ind til Johannes for at sige ham Farvel.

» Jeg kan paa den Maade ogsaa nemmest faa det 52 ordnet med Salget af Obligationen,« sagde han. » Det bliver ellers til saa meget Skriveri.«

» Jeg kan paa den Maade ogsaa nemmest faa det ordnet med Salget af Obligationen,« sagde han. » Det bliver ellers til saa meget Skriveri.«

» Det maa du jo gøre, som du selv synes, Povl. Men det vil jeg sige dig, at mig faar du ikke med derhen. Og skulde Johannes komme her paa Genbesøg, saa dyer jeg mig ikke for at sige ham lige op i Ansigtet, hvad han er for En .«

» Det maa du ^ gøre, som du selv synes, Povl. Men det vil jeg sige dig, at mig faar du ikke med derhen. Og skulde Johannes komme her paa Genbesøg, saa dyer jeg mig ikke for at sige ham lige op i Ansigtet, hvad han har paa sin Samvittighed .«

» Saa vil jeg forhindre, at han kommer. Men det har vist forresten ingen Nød.«

II, 202 » Saa vil jeg forhindre, at han kommer. Men det har vist forresten ingen Nød.«

» Saa vil jeg forhindre, at han kommer. Men det har vist forresten ingen Nød.«

» Jeg begriber dig ikke, Povl . Det er ikke til at blive klog paa, hvordan du egenlig har det med Johannes. Først driver han sin Kæreste til Fortvivlelse, og nu jager han sin eneste Bror ud af Landet – ja, du kan godt ryste paa Hovedet, men det er, som jeg siger . Siden den Dag, da du mødte ham paa Gaden og han ikke vilde kende dig, har du ikke haft Ro paa dig. Det har jeg godt mærket.«

» Jeg begriber dig ikke, Povl ! Det er ikke til at blive klog paa, hvordan du egenlig har det med Johannes. Først driver han sin Kæreste til Fortvivlelse, og nu jager II, 279 han sin eneste Bror ud af Landet – ja, du kan godt ryste paa Hovedet, men det er, som jeg siger ! Siden den Dag, da du mødte ham paa Gaden og han ikke vilde kende dig, har du ikke haft Ro paa dig. Det har jeg godt mærket.«

» Jeg begriber dig ikke, Povl ! Det er ikke til at blive klog paa, hvordan du egenlig har det med Johannes. Først driver han sin Kæreste til Fortvivlelse, og nu jager han sin eneste Bror ud af Landet — ja, du kan godt ryste paa Hovedet, men det er, som jeg siger ! Siden den Dag, da du mødte ham paa Gaden og han ikke vilde kende dig, har du ikke haft Ro paa dig. Det har jeg godt mærket.«

» Jeg begriber dig ikke, Povl ! Det er ikke til at blive klog paa, hvordan du egenlig har det med Johannes. Først driver han sin Kæreste til Fortvivlelse, og nu jager han sin eneste Bror ud af Landet – ja, du kan godt ryste paa Hovedet, men det er, som jeg siger ! Siden den Dag, da du mødte ham paa Gaden og han ikke vilde kende dig, har du ikke haft Ro paa dig. Det har jeg godt mærket.«

» Du veed, jeg betragter Johannes som en syg Mand. Jeg tror i Grunden, at han ofte selv lider under sine Tvangstanker. Jeg vil i al Fald ikke rejse uden at have sagt ham det sidste Farvel. Og nu taler vi ikke mere om ham. Nu tager jeg ind til Lloyds-Agenten og hører om Skibslejlighed.«

Dagen efter søgte han Broderen, men traf ham ikke hjemme. Han skrev da et Brev, fortalte, at han havde bestemt sig til at udvandre, og opgav en Tid, da han igen vilde søge ham.

53 » Det falder naturligvis hverken Meta eller mig let at bryde op fra Hjemmets Jord,« skrev han. » Men man vil altsaa ikke bruge mig her, og Martyriets Tornekrone klør min Pande ikke efter. Vore Medmenneskers Taabelighed og Ondskab skal ikke faa Lov til at forgifte vor Tilværelse. Og – oprigtig talt – ikke mindst for Børnenes Skyld er der noget lokkende for mig i at kunne begynde helt forfra i en ny Jordbund, hvor jeg for mit Vedkommende kan leve med Bevidstheden om i det mindste ikke længer at være til Ulejlighed for nogen af dem, der for enhver Pris vil og skal have Betydning.« –

» Det falder naturligvis hverken Meta eller mig let at bryde op fra Hjemmets Jord,« skrev han. » Men jeg kan altsaa ikke bruges her, og Martyriets Tornekrone klør min Pande ikke efter. Vore Medmenneskers Taabelighed ^ skal ikke faa Lov til at forgifte vor Tilværelse. Og – oprigtig talt – ikke mindst for Børnenes Skyld er der noget lokkende for mig i at kunne begynde helt forfra i en ny Jordbund, hvor jeg for mit Vedkommende kan leve med Bevidstheden om i det mindste ikke længer at være til Ulejlighed for nogen af dem, der for enhver Pris vil og skal have Betydning.« –

» Det falder naturligvis hverken Meta eller mig let at bryde op fra Hjemmets Jord,« skrev han. » Men jeg kan altsaa ikke bruges her, og Martyriets Tornekrone klør min Pande ikke efter. Vore Medmenneskers Taabelighed ^ skal ikke faa Lov til at forgifte vor Tilværelse. Og — oprigtig talt — ikke mindst for Børnenes Skyld er der noget lokkende for mig i at kunne begynde helt forfra i en ny Jordbund, hvor jeg for mit Vedkommende kan leve med Bevidstheden om i det mindste ikke længer at være til Ulejlighed for nogen af dem, der for enhver Pris vil og skal have Betydning.« —

» Det falder naturligvis hverken Meta eller mig let at bryde op fra Hjemmets Jord,« skrev han. » Men jeg kan altsaa ikke bruges her, og Martyriets Tornekrone klør min Pande ikke efter. Vore Medmenneskers Taabelighed ^ skal ikke faa Lov til at forgifte II, 204 vor Tilværelse. Og – oprigtig talt – ikke mindst for Børnenes Skyld er der noget lokkende for mig i at kunne begynde helt forfra i en ny Jordbund, hvor jeg for mit Vedkommende kan leve med en velgørende Bevidsthed om ^ ikke længer at være til Ulejlighed for nogen af dem, der for enhver Pris vil og skal have Betydning.« –

Pastor Gaardbo boede tilleje hos et Par ældre Damer paa en Tredjesal i et Hus ved Slotskanalen. Han havde her to sollyse Værelser med en Udsigt, som man ikke fandt Mage til i hele Byen. Lige overfor sig havde han Slotskirken med den flade, grønne Kuppel, og tilhøjre saae han ned over det lille Sildetorv ved Assistentshuset til det stille og døde Kanalparti mellem Prinsens Palæ og Thorvaldsens Gravminde. Men tilvenstre bag Slotspladsen med den store Rytterstatue aabnede der sig et vidtstrakt Skue ud over Kanal-Indsejlingen med dens Skibsmaster og gamle Pakhusgavle. Foran i dette livfulde Havnebillede laa paa hver sin Side Holmens Kirke og Børsen, og i Baggrunden – højt op over Dybdens Taagedis – hævede sig fjernt og luftigt 54 som i en Drøm Vor Frelsers-Kirkens Spir med den gyldne Kugle, der kunde lyse paa Himlen som en Sol.

Pastor Gaardbo boede tilleje hos et Par ældre Damer paa en Tredjesal i et Hus ved Slotskanalen. Han havde her to sollyse Værelser med en Udsigt, som man ikke II, 280 fandt Mage til i hele Byen. Lige overfor sine Vinduer havde han Slotskirken med den ^ grønne Kuppel, og tilhøjre saae han ned til det lille Sildetorv ved Assistenshuset og det stille , døde Kanalparti mellem Prinsens Palæ og Thorvaldsens Gravminde. Men tilvenstre havde han Slotspladsen med Rytterstatuen, og mellem Holmens Kirke og Børsen aabnede der sig et vidtstrakt Skue ud over Kanal-Indsejlingen med dens Skibsmaster og gamle Pakhusgavle. Allerbagest i dette livlige Havnebillede ^ – højt op over Dybdens Taagedis – hævede sig ^ luftigt som i en Drøm Vor Frelsers-Kirkens Spir med den gyldne Kugle, der paa klare Dage lyste paa Himlen som en Sol.

Pastor Gaardbo boede tilleje hos et Par ældre Damer paa en Tredjesal i et Hus ved Slotskanalen. Han havde her to sollyse Værelser med en Udsigt, som man ikke fandt Mage til i hele Byen. Lige overfor sine Vinduer havde han Slotskirken med dens ^ grønne Kuppel, og tilhøjre saae han ned til det lille Sildetorv ved Assistenshuset og det stille , døde Kanalparti mellem Prinsens Palæ og Thorvaldsens Gravminde. Men tilvenstre havde han Slotspladsen med Rytterstatuen, og mellem Holmens Kirke og Børsen aabnede der sig et vidtstrakt Skue ud over Kanal-Indsejlingen II, 203 med dens Skibsmaster og gamle Pakhusgavle. Allerbagest i dette livlige Havnebillede — ^ højt op over Dybdens Taagedis — hævede sig ^ luftigt som i en Drøm Vor Frelsers-Kirkens Spir med den gyldne Kugle, der paa klare Dage lyste paa Himlen som en Sol.

Pastor Gaardbo boede tilleje hos et Par ældre Damer paa en Tredjesal i et Hus ved Slotskanalen. Han havde her to sollyse Værelser med en Udsigt, som man ikke fandt Mage til i hele Byen. Lige overfor sine Vinduer havde han Slotskirken med dens ^ grønne Kuppel, og tilhøjre saae han ned til det lille Sildetorv ved Assistenshuset og det stille , døde Kanalparti mellem Prinsens Palæ og Thorvaldsens Gravminde. Men tilvenstre havde han Slotspladsen med Rytterstatuen, og mellem Holmens Kirke og Børsen aabnede der sig et vidtstrakt Skue ud over Kanal-Indsejlingen med dens Skibsmaster og gamle Pakhusgavle. Allerbagest i dette livlige Havnebillede ^ – højt op over Dybdens Taagedis – hævede sig ^ luftigt som i en Drøm Vor Frelsers-Kirkens Spir med den gyldne Kugle, der paa klare Dage lyste paa Himlen som en Sol.

Det var dog slet ikke for Udsigtens Skyld, Johannes Gaardbo havde valgt sin Bolig her, men paa Grund af dens centrale Beliggenhed. Han var en yderst optaget Mand. I Rigsdagen viste han sig dog kun, naar Debatten kunde tænkes at ville berøre Kirkens Anliggender, eller naar hans Valgkres’ særlige Interesser krævede hans Nærværelse der. Det var Arbejdet i Menigheden, han ofrede alle sine Tanker; og skønt han havde Ord for at være bleven Modepræst for Bourgeoisiets Damer, var det nu som før Kirkens Samaritangerning, der først og fremmest optog ham. Det var i Byens allerfattigste Arbejderkvarterer, han fortrinsvis missionerede. Der var ikke den Baghustrappe saa mørk og uhyggelig, ikke det Kammer saa elendigt, at han lod sig afskrække, naar det galdt at bringe Kirkens Trøst til et Menneske i Nød. Hans Dag var en evig Vandren. Om Aftenen talte han som Regel ved et eller andet Møde . Men bagefter kunde han igen sidde ved en Sygeseng ^ med en feberhed Haand mellem sine. Byens Natteranglere kendte ham godt, naar han ud paa Morgenstunden med sine hurtige Skridt kom gaaende gennem Byen fra en Nattevagt ved et fattigt Dødsleje. –

Det var dog slet ikke for Udsigtens Skyld, Johannes Gaardbo havde valgt sin Bolig her, men paa Grund af Stedets centrale Beliggenhed. Han var en ^ optaget Mand. I Rigsdagen viste han sig dog kun, naar Debatten kunde tænkes at ville berøre Kirkens Anliggender, eller naar Valgkresens særlige Interesser krævede hans Nærværelse der. Det var Arbejdet i Menigheden, han ofrede alle sine Tanker; og skønt han havde Ord for at være bleven Modepræst for Bourgeoisiets Damer, var det nu som før Kirkens Samaritangerning, der først og fremmest optog ham. Det var i Byens allerfattigste Arbejderkvarterer, han helst missionerede. Der var ikke den Baghustrappe saa mørk og uhyggelig, ikke det Kammer saa elendigt, at han lod sig afskrække, naar det galdt at bringe Kirkens Trøst til et Menneske i Nød. Hans Dag var en evig Vandren. Om Aftenen talte han som Regel ved et eller andet Møde , men bagefter kunde han igen sidde ved en II, 281 Sygeseng og bede med en feberklam Haand mellem sine. Byens Natteranglere kendte ham godt, naar han ud paa Morgenstunden med sine hurtige Skridt kom gaaende gennem Byen fra en Nattevagt ved et fattigt Dødsleje. –

Det var dog slet ikke for Udsigtens Skyld, Johannes Gaardbo havde valgt sin Bolig her, men paa Grund af Stedets centrale Beliggenhed. Han var en ^ optaget Mand. I Rigsdagen viste han sig dog kun, naar Debatten kunde tænkes at ville berøre Kirkens Anliggender, eller naar Valgkresens særlige Interesser krævede hans Nærværelse der. Det var Arbejdet i Menigheden, han ofrede alle sine Tanker; og skønt han havde Ord for at være bleven Modepræst for Bourgeoisiets Damer, var det nu som før Kirkens Samaritangerning, der først og fremmest optog ham. Det var i Byens allerfattigste Arbejderkvarterer, han helst missionerede. Der var ikke den Baghustrappe saa mørk og uhyggelig, ikke det Kammer saa elendigt, at han lod sig afskrække, naar det galdt at bringe Kirkens Trøst til et Menneske i Nød. Hans Dag var en evig Vandren. Om Aftenen talte han som Regel ved et eller andet Møde , men bagefter kunde han igen sidde ved en Sygeseng og bede med en feberklam Haand mellem sine. Byens Natteranglere kendte ham godt, naar han ud paa Morgenstunden med sine hurtige Skridt kom gaaende gennem Byen fra en Nattevagt ved et fattigt Dødsleje. —

Det var dog slet ikke for Udsigtens Skyld, Johannes Gaardbo havde valgt sin Bolig her, men paa Grund af Stedets centrale Beliggenhed. Han var en ^ optaget Mand. I Rigsdagen viste han sig dog kun, naar Debatten kunde tænkes at ville berøre Kirkens Anliggender, eller naar Valgkresens særlige Interesser krævede hans Nærværelse der. Det var Arbejdet i Menigheden, han ofrede alle sine Tanker; og skønt han havde Ord for at være bleven Modepræst for Bourgeoisiets Damer, var det nu som før Kirkens Samaritangerning, der først og fremmest optog ham. Det var i Byens allerfattigste Arbejderkvarterer, han helst missionerede. Der var ikke den Baghustrappe saa mørk og uhyggelig, ikke det Kammer saa elendigt, at han lod sig afskrække, naar det galdt at bringe Kirkens Trøst til et Menneske i Nød. Hans Dag var en evig Vandren. Om Aftenen talte han som Regel ved et eller andet Møde , men bagefter kunde han igen sidde ved en Sygeseng og bede med en feberklam Haand mellem sine. Byens Natteranglere II, 205 kendte ham godt, naar han ud paa Morgenstunden med sine hurtige Skridt kom gaaende gennem Byen fra en Nattevagt ved et fattigt Dødsleje. –

55 Johannes Gaardbo lukkede selv op for Broderen, da denne ringede. Han tog imod ham med et tavst Haandtryk, der ikke var uden Hjertelighed, hvorpaa de fulgtes ind i Stuen.

Johannes Gaardbo lukkede selv op for Broderen, da denne ringede. Han tog imod ham med et tavst Haandtryk, der ikke var uden Hjertelighed, hvorpaa de fulgtes ind i Stuen.

Her mødte Doktoren straks Synet af den gamle Fyrretræs Pult og det store Kristusbillede fra Faderens Tid , og dertil forskelligt andet af Broderens eget Bohave. Det bestyrkede hans Tro paa, hvad han havde hørt, at Johannes ikke mere vilde vende tilbage til sin fynske Præstegaard, men havde faaet Løfte om et Embede her i Hovedstaden.
Midt i Stuen stod et ovalt Bord med Tæppe og Blomsterskaal. Her tog de to Brødre Plads hver paa sin Side.
Begges Væsen var neddæmpet, præget af anstrengt Hensynsfuldhed. Præsten spurgte venligt til Meta og Børnene, talte derpaa en Tid om det urolige Vejr, men berørte ikke med et Ord Broderens Rejseplaner. Da denne tilsidst selv nævnede dem, blev han ^ tavs og slog Blikket ned.

Begges Væsen var neddæmpet, præget af anstrengt Hensynsfuldhed. Da de var kommen tilsæde , spurgte Præsten ^ venligt til Meta og Børnene, talte derpaa en Tid om det urolige Vejr, men berørte ikke med et Ord Broderens Rejseplaner. Da denne tilsidst selv nævnede dem, blev han straks tavs og slog Blikket ned.

Var det ^ ^ Undseelse ? Et øjeblikkeligt Samvittighedssting? ... Doktoren troede det et Øjeblik. Men da Johannes ikke gjorde nogetsomhelst Forsøg paa at overtale ham til at opgive sine Planer, forstod han, at denne Tavshed tværtimod skulde minde ham om Bibelordet , at Hjemløshedens Forbandelse var det forhærdede Hjertes Straf.

Doktoren forstod godt Meningen. Naar Johannes – trods sin Undseelse – ikke gjorde mindste Forsøg paa at overtale ham til at blive, var det , fordi han i denne Landsforvisning saae Himlens retfærdige Straf.

Doktoren forstod godt Meningen. Naar Johannes — trods sin Undseelse — ikke gjorde mindste Forsøg paa at overtale ham til at blive, var det , fordi han i denne Landsforvisning saae Himlens retfærdige Straf.

56 Doktoren ^ indskrænkede sig derefter til at tale om Obligationen. Og da Præsten erklærede, at han ansaae det for rigtigst helt og holdent at overlade den Sags Ordning til en Sagfører, gik Samtalen istaa.

Han indskrænkede sig herefter til at tale om Obligationen. Og da Præsten erklærede, at han ansaae det for rigtigst helt og holdent at overlade den Sags Ordning til en Sagfører, gik Samtalen istaa.

II, 204 Han indskrænkede sig herefter til at tale om Obligationen. Og da Præsten erklærede, at han ansaae det for rigtigst helt og holdent at overlade den Sags Ordning til en Sagfører, gik Samtalen istaa.

Herefter ^ indskrænkede han sig ^ til at tale om Obligationen. Og da Præsten erklærede, at han ansaae det for rigtigst helt og holdent at overlade den Sags Ordning til en Sagfører, gik Samtalen istaa.

I disse Øjeblikke, mens Spektaklet af en forbikørende Arbejdsvogn gjorde Stilheden i Stuen endnu mere afgrundsdyb , bestemte Doktoren sig til at gøre et sidste Forsøg paa at faa Broderen i Tale. Han vilde fortælle ham Sandheden om Rosalies Endeligt. Han kunde ikke rejse bort uden at have vovet det yderste ^ for at raabe den gamle Johannes op fra det døde , om ogsaa blot for at sige ham det sidste, broderlige Farvel .

I disse Øjeblikke, mens Spektaklet af en forbikørende Arbejdsvogn gjorde Stilheden i Stuen endnu dybere , bestemte Doktoren sig til at gøre et sidste Forsøg paa at faa Broderen i Tale. Han vilde ^ ikke rejse bort uden at have vovet det yderste Middel for at raabe den gamle Johannes op fra det Døde ^ .

Da Vognen var kommen forbi, sagde han:

» Der er endnu en anden Ting, jeg maa tale lidt med dig om, inden jeg rejser. Naar du hører, hvad det drejer sig om, vil du vistnok bebrejde mig, at jeg har holdt Sandheden skjult for dig saa længe. Det var maaske ogsaa urigtigt af mig – jeg indser det nu – men jeg kan forsikre dig, at Hensigten har været den bedste.«

II, 282 » Der er endnu en anden Ting, jeg maa tale lidt med dig om, inden jeg rejser. Naar du hører, hvad det drejer sig om, vil du vistnok bebrejde mig, at jeg har holdt Sandheden skjult for dig saa længe. Det var maaske ogsaa urigtigt af mig ; men jeg kan forsikre dig, at Hensigten har været den bedste.«

» Der er endnu en anden Ting, jeg maa tale lidt med dig om, inden jeg rejser. Naar du hører, hvad det drejer sig om, vil du vistnok bebrejde mig, at jeg har holdt Sandheden skjult for dig saa længe. Det var maaske ogsaa urigtigt af mig ; men jeg kan forsikre dig, at Hensigten har været den bedste.«

Præsten, der havde siddet og fingret nervøst ved en Bog, løftede ved disse Ord Hovedet , men saae ikke over paa Broderen. Trods sin aabenbare Forbavselse spurgte han ham heller ikke ud, da han et Øjeblik standsede, men ventede i Tavshed paa Fortsættelsen .
57 » Det gælder Rosalie,« sagde Doktoren. » Det er om hende, jeg maa tale med dig.«

Præsten, der havde siddet og fingret nervøst ved en Bog, løftede ved disse Ord Hovedet og ventede ^ paa Fortsættelsen uden at se over paa Broderen, der sad paa den anden Side af Bordet.
» Det gælder Rosalie,« sagde Doktoren. » Det er om hende, jeg maa tale med dig.«

Ved Lyden af sin afdøde Kærestes Navn drejede Præsten sig om mod Broderen med et Udtryk som En, der aner en Fare.

Ved Lyden af sin afdøde Kærestes Navn drejede Præsten Ansigtet om ^ med et Udtryk som En, der aner en Fare.

II, 206 Ved Lyden af sin afdøde Kærestes Navn drejede Præsten Ansigtet om ^ med et Udtryk som En, der aner en Fare.

» Hvad vil du sige om Rosalie?«

» Jeg har noget at fortælle dig, Johannes, og du maa være forberedt paa, at det vil gøre dig meget bedrøvet. Du husker nok, at jeg paa Rosalies Dødsdag blev kaldt til Kolding, og at jeg sammen med ^ gamle Distriktslæge Hansen foretog Ligsynet. Men du veed ikke, og du har ikke kunnet vide, at vores Erklæring om Ulykken ikke var helt korrekt. I hvert Fald var den ikke fuldstændig. Det vidste vi nu heller ikke selv, da vi udstedte den. Først bagefter – ja, Johannes, nu maa du være ganske rolig – først bagefter fik jeg Oplysninger ihænde, som desværre gjorde det utvivlsomt, at –«

» Jeg har noget at fortælle dig, Johannes, og du maa være forberedt paa, at det vil gøre dig meget bedrøvet. Du husker nok, at jeg paa Rosalies Dødsdag blev kaldt til Kolding, og at jeg sammen med den gamle Distriktslæge Hansen foretog Ligsynet. Men du veed ikke, og du har ikke kunnet vide, at vores Erklæring om Ulykken ikke var helt korrekt. I hvert Fald var den ikke fuldstændig. Det vidste vi nu heller ikke selv, da vi udstedte den. Først bagefter — ja, Johannes, nu maa du være ganske rolig — først bagefter fik vi Oplysninger ihænde, som desværre gjorde det utvivlsomt, at —«

» Jeg har noget at fortælle dig, Johannes, og du maa være forberedt paa, at det vil gøre dig meget bedrøvet. Du husker nok, at jeg paa Rosalies Dødsdag blev kaldt til Kolding, og at jeg sammen med den gamle Distriktslæge Hansen foretog Ligsynet. Men du veed ikke, og du har ikke kunnet vide, at vores Erklæring om Ulykken ikke var helt korrekt. I hvert Fald var den ikke fuldstændig. Det vidste vi nu heller ikke selv, da vi udstedte den. Først bagefter – ja, Johannes, nu maa du være ganske rolig – først bagefter fik vi Oplysninger ihænde, som desværre gjorde det utvivlsomt, at –«

Præsten havde langsomt rejst sig. Han ^ støttede sig med Haanden til Bordet og var hvid som en Dødning.
» Hvad er din Hensigt med alt det, du sidder der og fortæller? Mener du, at Rosalies Død ikke var et Ulykkestilfælde?«

Præsten havde langsomt rejst sig. Han var bleven ligbleg og støttede sig med Haanden til Bordet .
II, 283 » Hvad er din Hensigt med alt det, du sidder der og fortæller? Mener du, at Rosalies Død ikke var et Ulykkestilfælde?«

Præsten havde langsomt rejst sig. Han var bleven ligbleg og støttede ^ med Haanden til Bordet .
II, 205 » Hvad er din Hensigt med alt det, du sidder der og fortæller? Mener du, at Rosalies Død ikke skyldtes et Ulykkestilfælde?«

Præsten havde langsomt rejst sig. Han var bleven ligbleg og støttede sig med Haanden til Bordet .
» Hvad er din Hensigt med alt det, du sidder der og fortæller? Mener du, at Rosalies Død ikke skyldtes et Ulykkestilfælde?«

Doktoren blev som slaaet paa Munden af Forbavselse. En uhyggelig Tanke foer ned i ^ ham ^ : Han har vidst det!

^ En uhyggelig Tanke slog ned i Doktoren og gjorde ham stum : Han har vidst det!

58 » Hvorfor tier du!« raabte Præsten , og hele hans Legeme rystede, saa Blomsterskaalen paa Bordet klirrede .

» Hvorfor tier du!« raabte Præsten som et Menneske i den yderste Nød .

» Det er, som du siger, Johannes! Det var ingen ufrivillig Død.«

» Og hvad grunder du den skammelige Formodning paa ?«

» Og hvorpaa grunder du den skammelige Formodning ^ ?«

» Jeg fandt et Brev i Rosalies Kjolelomme. I den Kjole, der hang i Badehuset sammen med hendes andre Klæder. Da Brevet ingen Udskrift havde, brød jeg det; men jeg havde ikke læst mange Linjer, før det blev mig klart, at det var hendes Afskedshilsen til dig. I sin nedtrykte og forvirrede Sindsstemning havde hun glemt at sætte dit Navn paa Konvolutten . Fra det Øjeblik, jeg forstod det , læste jeg naturligvis ikke mere, og heller ingen andre har gjort det. Men de Par Linier fortalte mig altsaa Sandheden. Naar jeg har fortiet den for dig, forstaar du vel mine Grunde. Jeg vidste jo, hvor inderligt du og Rosalie holdt af hinanden trods alle Modsætninger. Jeg gik desuden ud fra, at Rosalie havde handlet i en pludselig Sindsvildelse, i hvert Fald i en ulyksalig Overilelse . Saadan forstod jeg det dengang . Hun havde om Morgenen faaet et Brev fra dig, ikke sandt? Et Brev, hvori du bebrejdede hende, at hun var forsømmelig med sin Altergang . Det har velsagtens været den ydre Foranledning. 59 Hvad forøvrigt hendes eget Brev angaar, saa ligger det forseglet hjemme hos mig, og der er absolut ingen andre end Meta og mig, der veed om dets Eksistens. Meta har jeg endda først for nylig fortalt om det , fordi jeg ^ havde tænkt, at jeg for din Skyld skulde tage den Hemmelighed med mig i Graven. Nu skal jeg sende dig Brevet, saasnart jeg kommer hjem.«

» Jeg fandt et Brev i Rosalies Kjolelomme. I den Kjole, der hang i Badehuset sammen med hendes andre Klæder. Da Brevet ingen Udskrift havde, brød jeg det; men jeg havde ikke læst mange Linjer, før det blev mig klart, at det var hendes Afskedshilsen til dig. I sin nedtrykte og forvirrede Sindsstemning havde hun glemt at sætte dit Navn paa Konvolutten . Fra det Øjeblik, jeg forstod det , læste jeg naturligvis ikke mere, og heller ingen andre har gjort det. Men de Par Linjer, jeg altsaa af Vanvare kom til at se, fortalte mig Sandheden. Naar jeg har fortiet den for dig, forstaar du vel mine Grunde. Jeg vidste jo, hvor inderligt du og Rosalie holdt af hinanden trods alle Modsætninger. Hun har handlet i en pludselig Sindsvildelse, i hvert Fald i en ulyksalig Overilelse ^ . Hun havde om Morgenen faaet et Brev fra dig, ikke sandt? Du havde heri bebrejdet hende, at hun i længere Tid ikke havde været til Alters . Det har velsagtens været den ydre Foranledning. Hvad forøvrigt hendes ^ Brev angaar, saa ligger II, 284 det forseglet hjemme hos mig, og der er absolut ingen andre end Meta og mig, der veed om dets Eksistens. Meta har jeg endda først fornylig gjort til min Medvider , fordi jeg egenlig havde tænkt, at jeg for din Skyld vilde tage Hemmeligheden med mig i Graven. Nu skal jeg sende dig Brevet, saasnart jeg kommer hjem.«

» Jeg fandt et Brev i Rosalies Kjolelomme. I den Kjole, der hang i Badehuset sammen med hendes andre Klæder. Da Brevet ingen Udskrift havde, brød jeg det; men jeg havde ikke læst mange Linjer, før det blev mig klart, at det var hendes Afskedshilsen til dig. I sin nedtrykte og forvirrede Sindsstemning havde hun glemt at sætte dit Navn paa Konvoluten . Fra det Øjeblik, jeg forstod dette , læste jeg naturligvis ikke mere, og heller ingen andre har gjort det. Men de Par Linjer, jeg altsaa af Vanvare kom til at se, fortalte mig Sandheden. Naar jeg har fortiet den for dig, forstaar du vel mine Grunde. Jeg vidste jo, hvor inderligt du og Rosalie holdt af hinanden trods alle Modsætninger. Hun har handlet i en pludselig Sindsvildelse, i hvert Fald i ^ ulyksalig Overilelse ^ . Hun havde om Morgenen faaet et Brev fra dig, ikke sandt? Du havde heri bebrejdet hende, at hun i længere Tid ikke havde været til Alters . Det har velsagtens været den ydre Foranledning. Hvad forøvrigt hendes ^ Brev angaar, saa ligger det forseglet hjemme hos mig, og der er absolut ingen andre end Meta og mig, der veed om dets Eksistens. Meta har jeg endda først fornylig gjort til min Medvider , fordi jeg egenlig havde tænkt, at jeg for din Skyld vilde tage Hemmeligheden med mig i Graven. Nu skal jeg sende dig Brevet, saasnart jeg kommer hjem.«

» Jeg fandt et Brev i Rosalies Kjolelomme. I den Kjole, der hang i Badehuset sammen med hendes andre Klæder. Da Brevet ingen Udskrift havde, brød jeg det; men jeg havde ikke læst mange Linjer, før det blev mig klart, at det var hendes Afskedshilsen til dig. I sin nedtrykte og forvirrede Sindsstemning havde hun glemt at sætte dit Navn paa Konvoluten . Fra det Øjeblik, jeg forstod dette , læste jeg naturligvis ikke mere, og heller ingen andre har gjort det. Men de Par Linjer, jeg altsaa af Vanvare kom til at se, fortalte mig Sandheden. Naar jeg har fortiet den for dig, forstaar du vel mine Grunde. Jeg vidste jo, hvor inderligt du og Rosalie holdt af hinanden trods alle Modsætninger. Hun har handlet i en pludselig Sindsvildelse, i hvert Fald i ^ ulyksalig II, 207 Overilelse ^ . Hun havde om Morgenen faaet et Brev fra dig, ikke sandt? Du havde heri bebrejdet hende, at hun i længere Tid ikke havde været til Alters . Det har velsagtens været den ydre Foranledning. Hvad forøvrigt hendes ^ Brev angaar, saa ligger det forseglet hjemme hos mig, og der er absolut ingen andre end Meta og mig, der veed om dets Eksistens. Meta har jeg endda først fornylig gjort til min Medvider , fordi jeg egenlig havde tænkt, at jeg for din Skyld vilde tage Hemmeligheden med mig i Graven. Nu skal jeg sende dig Brevet, saasnart jeg kommer hjem.«

Præsten svarede ikke. Han var sunket ned paa Stolen og skjulte Ansigtet i sine Hænder. Og pludselig brød han sammen med en Hulken, en Stønnen af Sorg og Smerte saa dump og vild som et dødssaaret Dyrs.

Præsten ^ var sunket ned paa Stolen og havde skjult Ansigtet i sine Hænder. Og pludselig brød han sammen med en Hulken, en Stønnen af Sorg og Smerte saa dump og vild som et dødssaaret Dyrs.

^ Doktoren havde den inderligste Medlidenhed med ham. Han var ikke mere i Tvivl om, at Broderen virkelig havde anet Sandheden om sin Kærestes Død ; at han med sin forfærdende Evne til at gaa sig selv under Øjne havde nedgravet ^ sin Mistanke og slaaet en Pæl igennem den, for at den end ikke i Drømme skulde spøge i hans Bevidsthed og forstyrre hans Sjæls Fred. Men denne ^ ^ ^ ubeherskede Graad ^ gik ham dybt til Hjertet . Saadan havde Johannes altid grædt som Barn, og ved Mindet herom kom der ham selv ^ Taarer i Øjnene.

Skønt Doktoren nu ^ ikke var i Tvivl om, at Broderen ^ havde anet Sandheden om sin Kærestes Død og med sin forfærdende Evne til at gaa Virkeligheden under Øjne havde ^ skjult sin Mistanke for sig selv , grebes han af den dybeste Medlidenhed . Denne ubeherskede Graad ^ gik ham ^ til Hjertet , saa han selv fik Taarer i Øjnene.

Skønt Doktoren nu ^ ikke var i Tvivl om, at Broderen ^ havde anet Sandheden om sin Kærestes Død og med sin forfærdende II, 206 Evne til at gaa Virkeligheden under Øjne havde ^ skjult sin Mistanke for sig selv , grebes han af den dybeste Medlidenhed . Denne ubeherskede Graad ^ gik ham ^ til Hjertet , saa han selv fik Taarer i Øjnene.

Doktoren ^ ^ var dog ikke ^ i Tvivl om, at Broderen ^ havde anet Sandheden om sin Kærestes Død . Med ^ sin forfærdende Evne til at gaa Virkeligheden under Øjne havde han skjult sin Mistanke for sig selv . Greben af den dybeste Medlidenhed hørte han paa denne ubeherskede Graad , der gik ham ^ til Hjertet , saa han selv fik Taarer i Øjnene.

Da Broderen endelig var bleven noget roligere, gik han over til ham og lagde Haanden paa hans Skulder. 60 Men ved denne Berøring sprang Præsten op og raabte:

Han gik tilsidst over til ham og lagde Haanden paa hans Skulder. Men ved denne Berøring sprang Præsten op og raabte:

» Gaa fra mig – og nu skal du høre Sandheden ! Det er dig ... dig , der er Skyld i min stakkels lille Piges Ulykke! Ja, dig og dine Lige, som med jeres gudløse og frække Tale har ført Tusinde og atter Tusinde Mennesker i Fordærv. Rosalie voksede lykkeligt op i en god, kristelig Familje; men I forvirrede hendes Sind og drev hende ind i Fortvivlelsen! Hendes Død kommer over jer ! Gud vil i Naade forbarme sig over hende for hendes Ungdoms Skyld. Det Haab vil jeg aldrig slippe! Men jer vil den Almægtige straffe frygteligt .... frygteligt , Povl ! I Livet og i Døden! Vær vis paa det !«

» Gaa fra mig ^ ! Det er dig ... dig , der er Skyld i min stakkels lille Piges Ulykke! Ja, nu skal du høre Sandheden! Rosalie voksede lykkeligt op i en god, kristelig Familje; men du forvirrede hendes Sind med din gudløse og frække Tale og drev hende ud i Fortvivlelsen! Hendes Død kommer over dig ! Gud vil i Naade forbarme sig over hende for hendes Ungdoms Skyld. Det Haab vil jeg aldrig slippe! Men dig vil den Almægtige straffe frygteligt ^ , Povl ^ !«

Doktoren bevarede sin Ro.

» Hvorfor hidser du dig saadan op? Du veed jo ^ godt, at Rosalie var og blev det samme kærlige lille Menneske, hun altid havde været . I religiøs Henseende en ubekymret , fordi hun var trofast ogsaa mod sin kristelige Børnelærdom. Det var dig selv, der blev en anden. Saadan forholder det sig. Men læs nu hendes egen Forklaring . Og gid den maa lære dig for Fremtiden at fare varsommere med dem, der holder af dig for din egen og ikke for din Troes Skyld. Med det Ønske vil jeg sige dig Farvel, Johannes! Vi skal nu ikke mere se hinanden, og det er kun godt. Du hader mig, og jeg har kun 61 Medlidenhed tilovers for dig. Vi er ^ ramt af vor Slægts onde Skæbne , og den Ulykke har vi med vor bedste Vilje ikke kunnet afværge. Hvad det er for en Brøde ^ i vor Familjes dunkle Fortid , som vi lider for, – ja, det kan vist hverken du eller jeg nogensinde udgrunde. Farbror Tyges nyeste Biografer mener jo at have eftervist, at der engang ved et Markedsgilde er ympet Natmandsblod ind i Ætten. I saa Fald er det maaske det Syndefald, vi nu allesammen straffes for . Tænk lidt over det! Der har for mig været noget i den Tanke, der virkede forsonende.«

II, 286 » Nu spinder du dig jo ind i en ny Indbildning, Johannes! Du veed jo meget godt, at Rosalie var og blev det samme kærlige lille Menneske, hun altid havde været , i religiøs Henseende en ubekymret , som uden mange Tanker holdt fast ved sin Børnelærdom. Det var dig selv, der blev en anden. Saadan forholder det sig. Men læs nu hendes egen Forklaring ! Og gid den maa lære dig for Fremtiden at fare varsommere med dem, der holder af dig ! Med det Ønske vil jeg sige dig Farvel, Johannes! Vi skal nu ikke mere se hinanden, og det er kun godt. Du hader mig, og jeg har kun Medlidenhed tilovers for dig. Vi er bleven ramt af vor Slægts onde Skæbne . Den Ulykke har vi med vor bedste Vilje ikke kunnet afværge. Sandsynligvis straffes vi for en Brøde , der er begaaet i vor Familjes dunkle Fortid ^ . Tænk lidt over det! Der har for mig været noget i den Tanke, der virkede forsonende.«

» Nu spinder du dig jo ind i en ny Indbildning, Johannes! Du veed jo meget godt, at Rosalie var og blev det samme kærlige lille Menneske, hun altid havde været , i religiøs Henseende en ubekymret , som uden mange Tanker holdt fast ved sin Børnelærdom. Det var dig selv, der blev en anden. Saadan forholder det sig. Men læs nu hendes egen Forklaring ! Og gid den maa lære dig for Fremtiden at fare varsommere med dem, der holder af dig ! Med det Ønske vil jeg sige dig Farvel, Johannes! Vi skal nu ikke mere se hinanden, og det er kun godt. Du hader mig, og jeg har kun Medlidenhed tilovers for dig. Vi er bleven ramt af vor Slægts onde Skæbne . Den Ulykke har vi med vor bedste Vilje ikke kunnet afværge. Sandsynligvis straffes vi for en Brøde , der er begaaet i vor Familjes dunkle Fortid ^ . Tænk lidt over det! Der har for mig været noget i den Tanke, der virkede forsonende.«

» Nu spinder du dig jo ind i en ny Indbildning, Johannes! Du veed jo meget godt, at Rosalie var og blev det samme kærlige lille Menneske, hun altid havde været , i religiøs Henseende en Ubekymret , som uden mange Tanker holdt fast ved sin Børnelærdom. Det var dig selv, der blev en anden. Saadan forholder det sig. Men læs nu hendes egen Forklaring ! Og gid den maa lære dig II, 208 for Fremtiden at fare varsommere med dem, der holder af dig ! Med det Ønske vil jeg sige dig Farvel, Johannes! Vi skal nu ikke mere se hinanden, og det er kun godt. Du hader mig, og jeg har kun Medlidenhed tilovers for dig. Vi er bleven ramt af vor Slægts onde Skæbne . Den Ulykke har vi med vor bedste Vilje ikke kunnet afværge. Sandsynligvis straffes vi for en Brøde , der er begaaet i vor Familjes dunkle Fortid ^ . Tænk lidt over det! Der har for mig været noget i den Tanke, der virkede forsonende.«

Men Præsten hørte ham ikke. Han var gaaet hen til Pulten under det store Kristusbillede og stod der hensunken i Hulken og Bøn. Selv da Broderen gik bort med et »Farvel, Johannes«, vendte han sig ikke om .

V .

V ^

⇕ Favsingholm V, 1.5

⇕ De Dødes Rige 8.5

⇕ De Dødes Rige .5

⇕ De Dødes Rige 8.5

E n Bondevogn med et Par vinterlodne Heste og en Doktorstol bagi drejede fra Hovedlandevejen ned mod Favsingholm. I Stolen sad Doktor Mikkelsen fra Randers nedsunken i en Pels, saa man ikke saae stort andet af ham end Brillerne. Han havde været ude og sy Hovedet sammen paa en tilskadekommen Arbejdsmand i Favsing Udmark, 62 og nu vilde han med det samme kigge indenfor paa Herregaarden.

En Bondevogn med et Par vinterlodne Heste og en Doktorstol bagi drejede fra Hovedlandevejen ned mod Favsingholm. I Stolen sad Doktor Mikkelsen fra Randers nedsunken i en Pels, saa man ikke saae stort andet af ham end Brillerne. Han havde været ude og sy Hovedet sammen paa en tilskadekommen Arbejdsmand i Favsing Udmark, og nu vilde han med det samme kigge indenfor paa Herregaarden.

En Bondevogn med et Par vinterlodne Heste og en Doktorstol bagi drejede fra Hovedlandevejen ned mod Favsingholm. I Stolen sad Doktor Mikkelsen fra Randers nedsunken i en Pels, saa man II, 207 ikke saae stort andet af ham end Brillerne. Han havde været ude og sy Hovedet sammen paa en tilskadekommen Arbejdsmand i Favsing Udmark, og nu vilde han med det samme kigge indenfor paa Herregaarden.

En Bondevogn med et Par vinterlodne Heste og en Doktorstol bagi drejede fra Hovedlandevejen ned mod Favsingholm. I Stolen sad Doktor Mikkelsen fra Randers nedsunken i en Pels, saa man ikke saae stort andet af ham end Brillerne. Han havde været ude og sy Hovedet sammen paa en tilskadekommen Arbejdsmand i Favsing Udmark, og nu vilde han med det samme kigge indenfor paa Herregaarden.

Rigtignok var det ikke mange Dage ^ siden , han havde været der, og den syge Godsejer ytrede sjelden nogen stor Henrykkelse over at se ham. Men han kunde denne Gang gøre sig Haab om en venligere Modtagelse, fordi han bragte en Meddelelse, der sikkert vilde glæde ham.

Rigtignok var det ikke mange Dage , siden ^ han havde II, 286 været der, og den syge Godsejer ytrede sjælden nogen stor Henrykkelse over at se ham. Men han kunde denne Gang gøre sig Haab om en venligere Modtagelse, fordi han bragte en Meddelelse, der vistnok vilde glæde ham.

Rigtignok var det ikke mange Dage , siden ^ han havde været der, og den syge Godsejer ytrede sjælden nogen stor Henrykkelse over at se ham. Men han kunde denne Gang gøre sig Haab om en venligere Modtagelse, fordi han bragte en Meddelelse, der vistnok vilde glæde ham.

I Forstuen blev han modtaget af Sygeplejersken, som fortalte, at Godsejeren var taget over i Staldene.

» Saa vil jeg vente paa ham,« sagde han og lod sig føre ind i Torben Dihmers eget Værelse, der foruden Spisestuen og et Par Sovekamre stadig var det eneste beboelige Rum i det store, forfaldne Hus.

Mens den styltelange Mand stillede sig op med Ryggen til den varme Kakkelovn og udfoldede et nystrøget Lommetørklæde for at pudse sine Briller, stod Sygeplejersken, en ung , mørkladen Pige med smukke Træk, beskedent afventende paa den anden Side af det store Midterbord og holdt Haanden paa en Stoleryg.

Mens den styltebenede Mand stillede sig op med Ryggen til den varme Kakkelovn og udfoldede et nystrøget Lommetørklæde for at pudse sine Briller, stod Sygeplejersken, en ung ^ mørkladen Pige med smukke Træk, beskedent afventende paa den anden Side af det store Midterbord og holdt Haanden paa en Stoleryg.

» Hvordan synes De saa, det gaar, Frøken Hecht? Der har ikke siden været noget alvorligere Anfald af Aandenød? Ingen Hjertekramper?«

II, 209 » Hvordan synes De saa, det gaar, Frøken Hecht? Der har ikke siden været noget alvorligere Anfald af Aandenød? Ingen Hjertekramper?«

»Nej . Jeg synes, at der snarest har været nogen Fremgang de sidste Dage. Igaar kørte Godsejeren ud sammen med Skovfogden for at udvise Træer. 63 Han var borte næsten i tre Timer. Men saa var han ogsaa meget træt, da han kom hjem.«

»Nej , jeg synes, at der snarest har været nogen Fremgang de sidste Dage. Igaar kørte Godsejeren ud sammen med Skovfogden for at udvise Træer. Han var borte næsten i tre Timer. Men saa var han ogsaa meget træt, da han kom hjem.«

» Ja ja. Det er dog altid et Resultat. Det er de Kamfer-Indaandinger, jeg ordinerede forleden. De veed maaske, Frøken Hecht, at Godsejeren tidligere er bleven behandlet af Professor Hagen. Det blev desværre en Skuffelse. Han anvendte et af disse udenlandske Præparater, som man nu hører saa meget om. Straks saae det ud, som om det skulde udrette det vidunderlige ; men Virkningen holdt sig ikke. Saadan gaar det jo i Almindelighed med den Slags.«

» Ja ja. Det er dog altid et Resultat. Det er de Kamfer-Indaandinger, jeg ordinerede forleden. De veed maaske, Frøken Hecht, at Godsejeren tidligere er bleven behandlet af Professor Hagen. Det blev ^ en Skuffelse. Han anvendte et af disse udenlandske Præparater, som man nu II, 287 hører saa meget om. Straks saae det ud, som om det skulde udrette det vidunderlige , men Virkningen holdt sig ikke. Saadan gaar det jo i Almindelighed med den Slags.«

» Ja ja. Det er dog altid et Resultat. Det er de Kamfer-Indaandinger, jeg ordinerede forleden. De veed maaske, Frøken Hecht, at Godsejeren tidligere er bleven behandlet af Professor Hagen. Det blev ^ en Skuffelse. Han anvendte et af disse udenlandske Præparater, som man nu hører saa meget om. Straks saae det ud, som om det skulde udrette det vidunderlige , men Virkningen holdt sig ikke. Saadan gaar det jo i Almindelighed med den Slags.«

I urolig Forlegenhed saae den unge Sygeplejerske ^ ned for sig, mens hun med Spidsen af sin Sko ^ tegnede Figurer paa Gulvtæppet. Hun kunde ikke faa sig til at sige , at hendes Patient slet ikke havde villet høre om de Kamferdampe, endmindre , at han havde gjort Løjer med dem og kaldt Doktoren for et gammelt Vrøvl.

Den unge Sygeplejerske saae ned paa Spidsen af sin Sko, hvormed hun forlegen tegnede Figurer paa Gulvtæppet. Hun kunde ikke faa sig til at røbe , at hendes Patient ^ havde nægtet at tage de Kamferdampe, endsige , at han havde ^ kaldt Doktoren for et gammelt Vrøvl.

Den unge Sygeplejerske saae ned paa Spidsen af sin Sko, hvormed II, 208 hun forlegen tegnede Figurer paa Gulvtæppet. Hun kunde ikke faa sig til at røbe , at hendes Patient ^ havde nægtet at tage de Kamferdampe, endsige , at han havde ^ kaldt Doktoren for et gammelt Vrøvl.

» Hvordan er det med Godsejerens Humør ?« spurgte Lægen. » Det er vel stadig meget uligevægtigt?«
»Ja, det er jo ikke altid lige godt.«
» Er han meget umedgørlig? Har han mange urimelige Indfald?«

» Hvordan er det med Godsejerens Humør ? Er han meget umedgørlig? Har han mange urimelige Indfald?«

» Nej – jeg synes tværtimod, at Godsejeren er mærkelig taalmodig. Han beklager sig aldrig. Jeg hørte ham netop igaar sige til Arkitekt Schmidt, at han 64 ikke siden sin Ungdom havde følt sig saa sorgløs som nu . Det er ikke til at forstaa .«

» Nej – jeg synes tværtimod, at Godsejeren er mærkelig taalmodig. Han beklager sig aldrig. Jeg hørte ham ^ igaar sige til Arkitekt Schmidt, at han ikke siden sin Ungdom havde følt sig saa sorgløs som nu ^ .«

» Nej — jeg synes tværtimod, at Godsejeren er mærkelig taalmodig. Han beklager sig aldrig. Jeg hørte ham ^ igaar sige til Arkitekt Schmidt, at han ikke siden sin Ungdom havde følt sig saa sorgløs som nu ^ .«

» Det er Kamfer-Indaandingerne. Lad ham endelig faa dem regelmæssigt .«
» Tror Doktoren, at Godsejeren kan komme sig?«
» Det vil jeg ikke udtale mig om. Hvordan staar det til med Appetiten?«

» Det er Kamfer-Indaandingerne. Lad ham endelig faa dem regelmæssigt ! Hvordan staar det til med Appetiten?«

» Det er ogsaa saa forskelligt. I de sidste Dage har den forresten været rigtig god.«

» Det er lidt forskelligt. I de sidste Dage har den forresten været rigtig god.«

» Sig mig, Frøken Hecht, Godsejeren overholder vel strengt mit Forbud mod Kaffe og al Spirituosa?«

» Sig mig, Frøken Hecht, Godsejeren overholder vel strengt mit Forbud mod Kaffe og alle Spirituosa?«

» Godsejeren drikker undertiden lidt Vin for at oplive sig . Det vil han ikke undvære, siger han.«

» Godsejeren drikker undertiden lidt Vin ^ . Det vil han ikke undvære, siger han.«

»Hm! Ja, han er en genstridig Patient. Man mærker paa ham, at han er af gammel Studehandlerslægt. Om hans Bedstefar, den gamle Kammerraad, blev det fortalt, at da han laa paa sit Yderste og Familjen vilde hente Præsten til ham, sagde han: » Fly mig heller min Pib’. Den var dog min go’e Trøster i Livet.« – Naa, men han er altsaa ikke særlig vanskelig at omgaaes?«

»Hm! Ja, han er en genstridig Patient. Man mærker paa ham, at han er af gammel Studehandlerslægt. ^ – Naa, men han er altsaa ikke særlig vanskelig at omgaaes?«

»Hm! Ja, han er en genstridig Patient. Man mærker paa ham, at han er af gammel Studehandlerslægt. — ^ Naa, men han er altsaa ikke særlig vanskelig at omgaaes?«

»Hm! Ja, han er en genstridig Patient. Man mærker paa ham, II, 210 at han er af gammel Studehandlerslægt. ^ – Naa, men han er altsaa ikke særlig vanskelig at omgaaes?«

»Nej.«

» De har overhovedet ikke haft Grund til Misfornøjelse med Opholdet?«

II, 288 » De har overhovedet ikke haft Grund til Misfornøjelse med Opholdet?«

» De har overhovedet ikke haft Grund til Misfornøjelse med Opholdet?«

» Nej – slet ikke.«

» Nej — slet ikke.«

» Nej – slet ikke.«

» Saa har De været heldig, Frøken Hecht . Hvor længe er det nu, De har været her? Snart fire Uger, 65 ikke sandt? Ja, saa har De sandelig været heldig . De veed maaske, at den forrige Plejerske ikke kunde holde det ud her mere end otte Dage. Godsejeren havde i den Tid ikke talt et Ord til hende. Han kunde ikke taale hendes impertinente Ansigt – fortalte han mig bagefter. En anden var her kun i fire Dage. Af samme Grund – antager jeg.«

» Saa har De været heldig, Frøken Hecht ! Hvor længe er det nu, De har været her? Snart fire Uger, ikke sandt? Ja, saa har De sandelig været heldig ! De veed maaske, at den forrige Plejerske ikke kunde holde det ud her mere end otte Dage. Godsejeren havde i den Tid ikke talt et Ord til hende. Han kunde ikke taale hendes ^ Ansigt – fortalte han mig bagefter. En anden var her kun i fire Dage. Af samme Grund – antager jeg.«

» Saa har De været heldig, Frøken Hecht ! Hvor længe er det nu, De har været her? Snart fire Uger, ikke sandt? Ja, saa har De sandelig været heldig ! De veed maaske, at den forrige Plejerske ikke kunde holde det ud her mere end otte Dage. Godsejeren havde i den Tid ikke talt et Ord til hende. Han kunde ikke taale hendes ^ Ansigt — fortalte han mig bagefter. En anden var her kun i fire Dage. Af samme Grund — antager jeg.«

Som for at skjule sit eget kønne ^ Ansigt og den Rødme, der pludselig farvede det , bøjede Frøken Hecht Hovedet og begyndte igen at følge Linjerne i Gulvtæppets Mønster med Spidsen af sin Fod .

Som for at skjule den Rødme, der pludselig farvede hendes eget kønne lille Ansigt ^ , bøjede Frøken Hecht Hovedet og begyndte igen at følge Linjerne i Gulvtæppets Mønster med Spidsen af sin Sko .

I det samme hørtes en Vogn køre op for Hovedtrappen.

II, 209 I det samme hørtes en Vogn køre op for Hovedtrappen.

I det samme hørtes en Vogn køre op for Hovedtrappen.

» Undskyld – det er Godsejeren,« sagde hun og skyndte sig ud.

» Undskyld — det er Godsejeren,« sagde hun og skyndte sig ud.

» Undskyld – det er Godsejeren,« sagde hun og skyndte sig ud.

Mens Doktoren ventede, gik han smaanynnende omkring i den store, skumle Stue med det falmede Tapet og det røgsværtede Loft. Nysgerrig undersøgte han, hvad der laa fremme paa Bordene, deriblandt en gammel Foliant i Svinelædersbind med Titlen » Den troldkyndige i Cordova « trykt i rødt. Det var den samme Bog, som Asmus Hagen ved sit Besøg for halvandet Aar siden havde set her og til sin Forbavselse fundet fuld af Noter fra Torbens Haand.

Mens Doktoren ventede, gik han smaanynnende omkring i den store, skumle Stue med det falmede Tapet og det røgsværtede Loft. Nysgerrig undersøgte han, hvad der laa fremme paa Bordene, deriblandt en gammel Foliant i Svinelædersbind med Titlen » Den Troldkyndige i Cordova «. Det var den samme Bog, som Asmus Hagen ved sit Besøg for halvandet Aar siden havde set ^ og til sin Forbavselse fundet fuld af Noter fra Torbens Haand.

Mens Doktoren ventede, gik han smaanynnende omkring i den store, skumle Stue med det falmede Tapet og det røgsværtede Loft. Nysgerrig undersøgte han, hvad der laa fremme paa Bordene, deriblandt en gammel Foliant i Svinelædersbind med Titlen » Den Troldkyndige i Cordova «. Det var den samme Bog, som Asmus Hagen ved sit Besøg for halvandet Aar siden havde set her og til sin Forbavselse fundet fuld af Noter fra Torbens Haand.

Ogsaa Doktor Mikkelsen ^ studsede.

Nu var det Doktor Mikkelsen , der studsede.

» Hvad er dette her? Ih, Gud forbarme sig! Er han 66 bleven Mager og Stjernetyder? ... Ja, han er forstyrret i Hovedet ! Komplet gal !«

» Hvad er dette her? Ih, Gud forbarme sig! Er han nu II, 289 bleven Mager og Stjernetyder? ... Ja, han er forstyrret i Hovedet ^ !«

» Hvad er dette her? Ih, Gud forbarme sig! Er han nu bleven Mager og Stjernetyder? ... Ja, han er forstyrret i Hovedet ^ !«

Han fandt ogsaa nogle halvt oprullede Arbejdstegninger , som han ivrig besnuste , efter at han paa den ene af dem havde fundet sin Ven Arkitekt Schmidts Navn.
» Se se! Det er altsaa det , den Vigtigper har været saa hemmelighedsfuld med!« begyndte han; men i det samme hørte han Godsejerens Stemme udenfor.

Ogsaa nogle halvt oprullede Arbejdstegninger ^ besnuste ^ han ivrig; men nu hørte han Godsejerens Stemme udenfor.

Da Torben Dihmer viste sig i Døren, ilede han til for at tilbyde ham en Haandsrækning ved Skridtet over den høje Tærskel.

Da Torben Dihmer viste sig i Døren, ilede han til for at tilbyde ham en Haandsrækning paa Grund af den høje Tærskel.

» Tak – behøves ikke!«sagde Torben og gik langsomt men ret sikkert og uden Støtte af nogen Stok hen til en Stol ved Bordet.

» Tak — behøves ikke!«sagde Torben og gik langsomt men ret sikkert og uden Støtte af nogen Stok hen til en Stol ved Bordet.

» Tak – behøves ikke!«sagde Torben og gik langsomt men II, 211 ret sikkert og uden Støtte af nogen Stok hen til en Stol ved Bordet.

Sygeplejersken fulgte bagefter med en Regnskabsbog, som hun lagde hen paa en Etagere .

Sygeplejersken fulgte bagefter med en Regnskabsbog, som hun lagde hen paa Skrivebordshylden .

»Værsgo’ og tag Plads, Doktor Mikkelsen! Har De igen haft Ærende paa disse Kanter? For det er forhaabenlig ikke for min Skyld, De har ulejliget Dem den lange Vej herud.«

» Jo – ogsaa for Deres Skyld,« svarede Doktoren og gjorde derefter et Ophold for at vente med Fortsættelsen, indtil Frøken Hecht var gaaet ud af Stuen. » Jeg bringer en Nyhed, som vistnok vil glæde Dem.«

» Jo — ogsaa for Deres Skyld,« svarede Doktoren og gjorde derefter et Ophold for at vente med Fortsættelsen, indtil Frøken Hecht var gaaet ud af Stuen. » Jeg bringer en Nyhed, som vistnok vil glæde Dem.«

» En Nyhed . Og ovenikøbet en glædelig . Hvad kan det være?«

» En Nyhed ! Og ovenikøbet en glædelig ! Hvad kan det være?«

67 » De har en Gang bedt mig, om jeg ikke kunde skaffe Dem Underretning om Deres tidligere Plejerske, den gamle Søster Barbara. Jeg troede hende i Grunden forsvunden fra Jordens Overflade; men nu forleden Nat traf jeg hende minsandten ved en Sygeseng inde i Herredet.«

» De bad mig en Gang ^ skaffe Dem Underretning om Deres tidligere Plejerske, den gamle Søster Barbara. Jeg troede hende i Grunden forsvunden fra Jordens Overflade; men nu forleden Nat traf jeg hende minsandten ved en Sygeseng inde i Herredet.«

» De bad mig engang ^ skaffe Dem Underretning om Deres tidligere Plejerske, den gamle Søster Barbara. Jeg troede hende i Grunden forsvunden fra Jordens Overflade; men nu forleden Nat traf jeg hende minsandten ved en Sygeseng inde i Herredet.«

»Herregud! Saa lever hun endnu, den Gamle!«

» Saa lever hun endnu, den Gamle!«

»Ja. Med sine 80 Aar har hun altsaa igen givet sig til at være Vaagekone.«

II, 290 »Ja. Med sine 80 Aar har hun altsaa igen givet sig til at være Vaagekone.«

II, 210 »Ja. Med sine 80 Aar har hun altsaa igen givet sig til at være Vaagekone.«

»Ja. Med sine 80 Aar har hun altsaa igen givet sig til at være Vaagekone.«

» Det anede mig. Saadan er hun . Hun maa leve for andre eller lægge sig til at dø! Fortalte De hende, at jeg var kommen hjem?«

» Det anede mig. Saadan er hun ! Hun maa leve for andre eller lægge sig til at dø! Fortalte De hende, at jeg var kommen hjem?«

»Ja. Hun bad mig om at hilse.«

»Ja. Hun bad mig ^ hilse.«

» Og hvordan havde hun det?«

» Tilsyneladende var hun ganske uforandret. Dersom det virkelig er Deres Hensigt at engagere det gamle Menneske igen ved paakommende Lejlighed, saa er hun vistnok til Tjeneste . Der behøves sikkert kun et Bud .«

» Tilsyneladende var hun ganske uforandret. Dersom det virkelig er Deres Hensigt at engagere det gamle Menneske igen ved paakommende Lejlighed, saa er hun vistnok til Tjeneste ^ .«

Torben Dihmer vendte sine halvt tillukkede Øjne imod hans Ansigt og saae vedholdende paa det .

Torben Dihmer vendte sine halvt tilgroede Øjne om imod ham .

» De har talt med Frøken Hecht. Vil hun maaske rejse?«

»Nej, det forstod jeg ikke paa hende. Men De beklagede Dem i sin Tid over hendes Ungdom, og det var jo ogsaa ved en Misforstaaelse af Bureauet , at hun blev sendt herover . Jeg forstaar ikke, hvordan 68 det er gaaet til. Efter Deres Ønske skrev jeg udtrykkeligt om en ældre Plejerske, der kunde finde sig i et tilbagetrukket og ensformigt Liv.«

»Nej, det forstod jeg ikke paa hende. Men De beklagede Dem i sin Tid over hendes Ungdom, og det var jo ogsaa en slem Misforstaaelse af Bureauet at sende hende herover , da jeg udtrykkeligt efter Deres Ønske skrev ^ om en ældre Plejerske, der kunde finde sig i et tilbagetrukkent og ensformigt Liv.«

»Nej, det forstod jeg ikke paa hende. Men De beklagede Dem i sin Tid over hendes Ungdom, og det var jo ogsaa en slem Misforstaaelse af Bureauet at sende hende herover , da jeg udtrykkeligt efter Deres Ønske skrev efter ^ en ældre Plejerske, der kunde finde sig i et tilbagetrukkent og ensformigt Liv.«

Torben tog Blikket til sig og samlede Skægget i sin Haand .

Torben tog Blikket til sig og lod sin Haand glide gennem Skægget .

» Jeg skal tænke over det,« sagde han , og talte saa ikke mere om Sagen.

» Jeg skal tænke over det,« sagde han ^ og talte saa ikke mere om Sagen.

II, 212 » Jeg skal tænke over det,« sagde han ^ og talte saa ikke mere om Sagen.

Da Doktoren var kørt, gik han ind til sin Frokost, som han altid spiste alene. Til Middagsmaaltidet Klokken seks holdt han derimod af at have Selskab. Foruden Sygeplejersken var da gerne Godsskriveren eller » Inspektøren «, som han kaldtes af Folkene , tilligemed Forvalteren og Mejeribestyreren tilstede. Desuden Arkitekt Schmidt, naar han kom herud fra Randers for at konferere med ham om Ejendommens Istandsættelse. Om Aftenen sad Frøken Hecht ^ inde i hans Stue og læste højt for ham, da hans Syn var blevet svækket, saa han ikke ^ taalte at arbejde ved kunstigt Lys. Undertiden spillede de ogsaa et Parti Besigue , eller hun hjalp ham med at ordne Gaardens Arkiv.

Da Doktoren var kørt, gik han ind til sin Frokost, som han altid spiste alene. Til Middagsmaaltidet Klokken seks holdt han derimod af at have Selskab. Foruden Sygeplejersken II, 291 var da ^ Inspektøren ^ , ^ Forvalteren og Mejeribestyreren tilstede. Desuden Arkitekt Schmidt, naar han kom herud fra Randers for at konferere med ham om Ejendommens Istandsættelse. Om Aftenen sad Frøken Hecht gerne inde i hans Stue og læste højt for ham, da hans Syn var ^ svækket, saa han ikke godt taalte at arbejde ved kunstigt Lys. Undertiden spillede de ^ et Parti Besigue , eller hun hjalp ham med at ordne Gaardens Arkiv.

Da Doktoren var kørt, gik han ind til sin Frokost, som han altid spiste alene. Til Middagsmaaltidet Klokken seks holdt han derimod af at have Selskab. Foruden Sygeplejersken var da ^ Inspektøren ^ , ^ Forvalteren og Mejeribestyreren tilstede. Desuden Arkitekt Schmidt, naar han kom herud fra Randers for at konferere med ham om Ejendommens Istandsættelse. Om Aftenen sad Frøken Hecht gerne inde i hans Stue og læste højt for ham, da hans Syn var ^ svækket, saa han ikke godt taalte at arbejde ved kunstigt Lys. Undertiden spillede de ^ et Parti Bezique , eller hun hjalp ham med at ordne Gaardens Arkiv.

Den unge, 23-aarige Brunette, der var kommen i hans Hus ved en Fejltagelse, havde overhovedet gjort sig mere uundværlig her, end han nu var rigtig ^ glad for . Hun var det fordringsløseste lille Menneske, han havde kendt ; og han var bleven saa vant til at have hende omkring sig, at han med 69 Bekymring tænkte paa, hvordan det skulde gaa ham, naar hun engang rejste.

Den unge, 23-aarige Brunette, der var kommen i hans Hus ved en Fejltagelse, havde efterhaanden gjort sig mere uundværlig her, end han ^ ^ rigtig var glad ved . Hun var det fordringsløseste lille Menneske, han havde kendt , og han havde med Bekymring tænkt paa, hvordan det skulde gaa ham, naar hun engang rejste.

Den unge, 23-aarige Brunette, der var kommen i hans Hus ved en Fejltagelse, havde efterhaanden gjort sig mere uundværlig her, end han ^ var rigtig ^ glad ved . Hun var det fordringsløseste lille Menneske, han havde kendt , og han havde med Bekymring tænkt paa, hvordan det skulde gaa ham, naar hun engang rejste.

» Men nu er ^ gamle Barbara altsaa fundet !« sagde han til sig selv, da han rejste sig fra Frokostbordet for at gaa ud i Parken.

Men nu var altsaa gamle Barbara ^ fundet !

II, 211 Men nu var altsaa gamle Barbara ^ fundet !

Men nu var altsaa gamle Barbara ^ fundet !

Efter flere Ugers uroligt Jævndøgnsvejr gik der paany et Aandepust af Foraaret hen over Landet. Favsingholm havde de sidste Dage ligget badet i Sol under en Himmel, der var sløragtig blaa som et sommerligt Hav. Torben tilbragte i denne Tid regelmæssigt ^ et Par Middagstimer i Parken, hvor der paa et lunt ^ Sted var rejst et Telt.
Det var et helt lille Værelse med Bord og Kurvestole.

Efter Frokosten gik han ned i Parken, hvor han i denne Tid regelmæssigt tilbragte et Par Middagstimer i et Telt, der var rejst paa et lunt og solbeskinnet Sted og indeholdt et helt lille Værelse med Bord og Kurvestole.

Foran Teltet laa en stor Græsplæne , og gennem en bred Udhugning paa den anden Side var der Udsigt over Engene til de lave Højder bag den modsatte Bred af Fjorden. Afstanden var ^ en halv Snes Kilometer . Han kunde i klart Vejr se Støvringgaards Vinduesrækker lyse foran Skoven derover .

Foran ^ laa en stor Græsplæne . Gennem en bred Udhugning paa den anden Side var der Udsigt over Engene til de skovbevoksede Højder bag den modsatte Bred af Fjorden. Afstanden var godt en halv Snes Kilometer ; men man kunde tydeligt se Støvringgaards røde Mure foran Skoven og i klart Vejr tælle Vinduerne .

I hans Barndom havde denne umaadelige Engflade været et ubeboet Land, et steppeagtigt Øde. Nu var der kommen baade Huse og Beplantninger derude . Ret ud for Gennemhugningen stod et af Højspændingsværkets pudsige smaa trappegavlede Murstenstaarne, der saae ud som Aflæggere af Egnens Kirker. Til Gengæld var Barndommens rige Fugleverden 70 næsten forsvunden : de store Flokke af Maager og Terner, som dengang sværmede over Favsingholm, saa han troede, de havde hjemme der og hørte Gaarden til paa samme Maade som Duerne og Hønsene. Med en Lystighed som ^ unge Piger , der slipper fri af Institutet, dalede de ned paa Pløjemarkerne udenfor . Eller de drog bort den modsatte Vej ud til Ynglepladserne i Fjordmundingen. Nu kom ^ blot engang imellem en ensom Maage sejlende højt til Vejrs i stum Flugt – som flygtede den slagen bort fra Elskovskampene derude.

I hans Barndom havde denne umaadelige Engflade været et ubeboet Land, et steppeagtigt Øde. Nu var der II, 292 kommen baade Huse og Beplantninger derude , og ret ud for Gennemhugningen stod et af Højspændingsværkets pudsige smaa trappegavlede Murstenstaarne, der saae ud som Aflæggere af Egnens Kirker. Til Gengæld var Fortidens rige Fugleverden næsten forsvunden , disse store Flokke af Maager og Terner, som dengang sværmede over Favsingholm, saa han troede, de havde hjemme der ^ paa samme Maade som Duerne og Hønsene. Med en Latter som ^ unge Piger , der slipper fri fra Institutet, dalede de ned paa Pløjemarkerne udenfor Gaarden, eller de drog bort den modsatte Vej ud til Ynglepladserne i Fjordmundingen. Nu kom der blot engang imellem en ensom Maage sejlende højt til Vejrs i stum Flugt – som flyede den slagen bort fra Elskovskampene derude.

I hans Barndom havde denne umaadelige Engflade været et ubeboet Land, et steppeagtigt Øde. Nu var der kommen baade Huse og Beplantninger derude , og ret ud for Gennemhugningen stod et af Højspændingsværkets pudsige smaa trappegavlede Murstenstaarne, der saae ud som Aflæggere af Egnens Kirker. Til Gengæld var Fortidens rige Fugleverden næsten forsvunden , disse store Flokke af Maager og Terner, som dengang sværmede over Favsingholm, saa han troede, de havde hjemme der ^ paa samme Maade som Duerne og Hønsene. Med en Latter som ^ unge Pigers , der slipper fri fra Institutet, dalede de ned paa Pløjemarkerne udenfor Gaarden, eller de drog bort den modsatte Vej ud til Ynglepladserne i Fjordmundingen. Nu kom der blot engang imellem en ensom Maage sejlende højt tilvejrs i stum Flugt — som flyede den slagen bort fra Elskovskampene derude.

I hans Barndom havde denne umaadelige Engflade været et ubeboet Land, et steppeagtigt Øde. Nu var der kommen baade Huse og Beplantninger derude , og ret ud for Gennemhugningen stod et af Højspændingsværkets pudsige smaa trappegavlede Murstenstaarne, der saae ud som Aflæggere af Egnens Kirker. Til Gengæld var Fortidens rige Fugleverden næsten forsvunden , disse store Flokke af Maager og Terner, som dengang sværmede over II, 213 Favsingholm, saa han troede, de hørte hjemme der ^ paa samme Maade som Duerne og Hønsene. Med en Latter som af unge Piger , der slipper fri fra Institutet, dalede de ned paa Pløjemarkerne udenfor Gaarden, eller de drog bort den modsatte Vej ud til Ynglepladserne i Fjordmundingen. Nu kom der blot engang imellem en ensom Maage sejlende højt tilvejrs i stum Flugt – som flyede den slagen bort fra Elskovskampene derude.

Mens Torben hvilte sig i en af Teltets Stole og røg en Cigaret eller to , spaserede Frøken Hecht omkring i Nærheden for at være ved Haanden, dersom han skulde behøve hende. Naar han da fik Øje paa hende , mens hun gik ude paa Græsplænen og søgte efter ^ Foraarets første Blomst , ^ nød han med tungsindig Glæde Synet af hendes Skikkelses sunde Ungdom. I sin sorte Sygeplejedragt, med et hvidt Slør bundet omkring Hovedet , mindede hun om en ung, klosterlig Novice.

Mens Torben hvilte sig i en af Teltets Stole ^ , spaserede Frøken Hecht omkring i Nærheden for at være ved Haanden, dersom han skulde behøve hende. Naar han da opdagede hende ude paa Græsplænen, hvor hun gik og søgte efter Foraarets første Blomster , fulgte han hende med Øjnene og nød vemodig Synet af hendes ^ sunde Ungdom. I sin sorte Sygeplejedragt, med Hovedet ombundet af et hvidt Slør, der med brede Ender hang ned paa Ryggen , mindede hun om en ung, klosterlig Novice.

Mens Torben hvilte sig i en af Teltets Stole ^ , spaserede Frøken Hecht omkring i Nærheden for at være ved Haanden, dersom han skulde behøve hende. Naar han da opdagede hende ude paa Græsplænen, hvor hun gik og søgte efter Foraarets første Blomster , fulgte han hende med Øjnene og nød vemodigt Synet af hendes ^ sunde Ungdom. I sin sorte Sygeplejedragt, med Hovedet ombundet af et hvidt Slør, der med brede Ender hang ned paa Ryggen , mindede hun om en ung, klosterlig Novice.

Mens Torben hvilte sig i en af Teltets Stole ^ , spaserede Frøken Hecht omkring i Nærheden for at være ved Haanden, dersom han skulde behøve hende. Naar han ^ opdagede hendes Skikkelse ^ paa Græsplænen, hvor hun gik og søgte efter Foraarets første Blomster , fulgte han hende med Øjnene og nød vemodigt Synet af hendes ^ sunde Ungdom. I sin sorte Sygeplejedragt, med Hovedet ombundet af et hvidt Slør, der med brede Ender hang ned paa Ryggen , mindede hun om en ung, klosterlig Novice.

Den unge Pige havde af og til røbet lidt om sine Forhold. Hun var født i en Provinsby og havde vistnok haft en trang Barndom. Det var sagtens derfor, hun var saa taknemlig for enhver Venlighed, der vistes hende. Men der var ogsaa noget i hendes Væsen, der tydede paa, at hendes Hjerte bar paa et 71 friskt Saar , at hun havde haft en Skuffelse , der i Øjeblikket fik hende til at føle sig ensom i Verden.

Den unge Pige havde af og til røbet lidt om sine Forhold. Hun var født i en Provinsby og havde vistnok haft en trang Barndom. Det var sagtens derfor, hun var saa taknemlig for enhver Venlighed, der vistes hende. Men der var ogsaa noget i hendes Væsen, der tydede II, 293 paa, at hendes Hjerte bar paa et friskt Saar ^ , der i Øjeblikket fik hende til at føle sig ensom i Verden.

Den unge Pige havde af og til røbet lidt om sine Forhold. Hun var født i en Provinsby og havde vistnok haft en trang Barndom. Det var sagtens derfor, hun var saa taknemlig for enhver Venlighed, II, 212 der vistes hende. Men der var ogsaa noget i hendes Væsen, der tydede paa, at hendes Hjerte bar paa et friskt Saar ^ , der i Øjeblikket fik hende til at føle sig ensom i Verden.

Den unge Pige havde af og til røbet lidt om sine Forhold. Hun var født i en Provinsby og havde vistnok haft en trang Barndom. Det var sagtens derfor, hun var saa taknemlig for enhver Venlighed, der vistes hende. Men der var ogsaa noget i hendes Væsen, der tydede paa, at hendes Hjerte bar paa et friskt Saar ^ , der ^ fik hende til at føle sig ensom i Verden.

Dagen efter, at Doktor Mikkelsen havde været der, fulgtes de som sædvanlig ned ad den høje Havetrappe, hvor Torben gerne maatte støttes lidt.

» Kan De gætte, hvem jeg venter Besøg af idag?« spurgte han.

» Venter Godsejeren Fremmede?«

»Ja. Men De kan ikke gætte, hvem det er.«

»Nej, naar det ikke er Arkitekt Schmidt.«

»Nej, ham er det ikke.«

» Det er maaske Præsten?«

»Nej, han kommer her vist ikke mere.«

»Nej, han kommer ^ vist ikke mere.«

»Ja, saa veed jeg ikke. For andre har her jo ikke været.«

» Det er Bjørn Hamre.«

»Digteren?«

» Digteren – ja. Fabulisten og Rabulisten ^ ^ . De veed, han holder for Tiden Foredrag her paa Egnen. De læste selv forleden for mig om hans Møde derovre i Mellerup , hvor det kom til Optøjer og Slagsmaal bagefter .«

» ^ Fabulisten og Rabulisten – ja . De veed, han holder for Tiden Foredrag her paa Egnen. De læste selv forleden for mig om hans Møde derovre i Mellerup ^ .«

» ^ Fabulisten og Rabulisten — ja . De veed, han holder for Tiden Foredrag her paa Egnen. De læste selv forleden for mig om hans Møde derovre i Mellerup ^ .«

» ^ Fabulisten og Rabulisten – ja . De veed, han holder for Tiden II, 214 Foredrag her paa Egnen. De læste selv forleden for mig om hans Møde derovre i Mellerup ^ .«

» Saa kender Godsejeren ham?«

» Ja lidt. Og nu kan De altsaa faa den berømte Mand at se, Frøken Hecht. Han er forresten slet ikke den Menneskeæder, han af mange bliver gjort 72 til. Han fortærer kun sig selv. Som de fleste af den Slags Folk.«

» Ja lidt. Og nu kan De altsaa faa den berømte Oprører at se, Frøken Hecht. Han er forresten slet ikke den Menneskeæder, han af mange bliver gjort til. Han fortærer kun sig selv. Som de fleste af den Slags Folk.«

Om Anledningen til Besøget sagde han ikke noget. Han kendte Bjørn Hamre fra de unge Dage i » Aprilforeningen «, og Digteren havde nu sendt ham et fortørnet Brev i Anledning af , at Torben for en Tid siden søgte at forpurre et Agitationsmøde, som det stedlige Landarbejder-Forbund havde indbudt til, noget, der rundt om blandt Egnens Arbejdere havde ophidset Stemningen imod ham, saa man endogsaa havde truet ham med at ville svide Favsingholm af over Hovedet paa ham .
Trods Brevets Tone havde han besvaret det med en Indbydelse til en personlig Sammenkomst . Han saae i Bjørn Hamres politiske Optræden kun en dilettantisk Ageren. Men han satte ham højt som Digter, som en benaadet Friluftssanger, skaaret ud af Folkets Side, og det gjorde ham ondt at tænke paa, at ogsaa dette naturfriske Menneske skulde fanges ind og forgiftes af den store Skøge Publikum .

Om Anledningen til Besøget sagde han ikke noget. Han kendte Bjørn Hamre fra de unge Dage i »Aprilforeningen «, og Digteren havde nu sendt ham et fortørnet Brev i Anledning af hans Forhold til Egnens Landarbejder-Forbund . II, 294 Trods Brevets Tone havde han besvaret det med en Indbydelse til en personlig Sammenkomst ^ .

Om Anledningen til Besøget sagde han ikke noget. Han kendte Bjørn Hamre fra de unge Dage i »Aprilforeningen «, og Digteren havde nu sendt ham et fortørnet Brev i Anledning af hans Forhold til Egnens Landarbejder-Forbund . Trods Brevets Tone havde han besvaret det med en Indbydelse til en personlig Sammenkomst ^ .

Da han var kommen tilsæde i sit Telt og havde faaet et Tæppe svøbt om sig, vilde Frøken Hecht som sædvanlig fjerne sig for ikke at være til Ulejlighed. Men Torben bad hende blive. Og han beholdt i den Anledning hendes Haand lidt længere, end det just var nødvendigt for at faa hende til at forstaa, at hun skulde sætte sig.

73 » Der er noget, jeg vil tale med Dem om. De skal sige mig rent ud , hvor længe De mener, at De ^ kan holde det ud her paa Favsingholm?«

» Der er noget, jeg vil tale med Dem om. De skal sige mig ^ , hvor længe De mener, at De endnu kan holde det ud her paa Favsingholm?«

II, 213 » Der er noget, jeg vil tale med Dem om. De skal sige mig ^ , hvor længe De mener, at De endnu kan holde det ud her paa Favsingholm?«

» Der er noget, jeg vil tale med Dem om. De skal sige mig ^ , hvor længe De mener, at De endnu kan holde det ud her paa Favsingholm?«

Han saae, at Spørgsmaalet forskrækkede hende.

» Indtil Godsejeren ikke har Brug for mig mere.«

» Ja vist! Saadan lyder Deres Instruks. Det veed jeg nok. Men den bryder vi os ikke om. Jeg vil ikke have, at De bliver her en eneste Dag længere, end De selv har Lyst til. Ser De, Frøken Hecht, jeg har ogsaa selv været ung engang. Efter Almanaken er det endda ikke saa forfærdelig længe siden. Jeg kan derfor sige mig selv, at De i Længden maa føle det trivielt her mellem lutter gamle Mennesker som Inspektør Hansen, Arkitekt Schmidt og Forvalteren. For ikke at tale om mig selv. Har jeg ikke Ret? Falder Tiden Dem ikke forskrækkelig lang?«

» Ja vist! Saadan lyder Deres Instruks. Det veed jeg nok. Men den bryder vi os ikke om. Jeg vil ikke have, at De bliver her en eneste Dag længere, end De selv har Lyst til. Ser De, Frøken Hecht, jeg har ogsaa ^ været ung engang. Efter Almanaken er det endda ikke saa forfærdelig længe siden. Jeg kan derfor sige mig selv, at De i Længden maa føle det trivielt her mellem lutter gamle Mennesker som Inspektør Hansen, Arkitekt Schmidt og Forvalteren. For ikke at tale om mig selv. ^ Falder Tiden Dem ikke forskrækkelig lang?«

Hun rystede paa Hovedet.
»Nej, jeg synes, den gaar meget hurtigere her end i København.«
»Virkelig? ... De har dog nu været her i fire Uger, ikke sandt?«
»Ja, jeg begriber ikke, hvor de er bleven af. Her paa Landet er det, ligesom det var Søndag hver anden Dag.«
» Hvorfor netop Søndag?« spurgte Torben.
Af Frygt for at have sagt noget forkert blev den unge Pige rød og skyndte sig at sige:
74 » Eller Mandag.«

Hun rystede paa Hovedet.

» Ja ja. Jeg tager nu det Løfte af Dem, Frøken Hecht, at De vil sige mig det lige ud, saasnart De bliver ked af at være her. Vil De højtideligt give mig Deres Haand paa det?«

» Ja ja. Jeg tager nu det Løfte af Dem, Frøken Hecht, at De II, 215 vil sige mig det lige ud, saasnart De bliver ked af at være her. Vil De højtideligt give mig Deres Haand paa det?«

Han strakte Armen hen over Bordet, som stod imellem dem, og hun lagde tavs og forlegen sin Haand i hans, idet hun af Ærbødighed løftede sig lidt fra Stolen.

II, 295 Han rakte sin Haand frem over Bordet, som stod imellem dem, og hun lagde tavs og forlegen sin Haand i hans, idet hun af Ærbødighed løftede sig lidt fra Stolen.

Han rakte sin Haand frem over Bordet, som stod imellem dem, og hun lagde tavs og forlegen sin Haand i hans, idet hun af Ærbødighed løftede sig lidt fra Stolen.

I det samme hørte de nogen komme. Lynsnar som en Væsel smuttede hendes ^ Haand tilbage til hendes Skød, mens Torben ærgerlig vendte sig mod den, der kom.

I det samme hørte de nogen komme. Lynsnar som en Væsel smuttede Frk. Hechts Haand tilbage til hendes Skød, mens Torben ærgerlig vendte sig mod den, der kom.

I det samme hørte de nogen komme. Lynsnar som en Væsel smuttede Frøken Hechts Haand tilbage til hendes Skød, mens Torben ærgerlig vendte sig mod den, der kom.

Det var Husjomfruen, der meldte Bjørn Hamre.

» Den Herre siger, at han er ventet.«

» Det forholder sig rigtigt. Bed ham være saa god at ulejlige sig herud .«

» Det forholder sig rigtigt. Bed ham være saa god at ulejlige sig herud !«

Lidt efter hørtes Skridt. En firskaaren Mand, der naivt var udstyret med den traditionelle Digtermanke og øvrige Kunstner-Attributer , nærmede sig sindigt over Gruset.

Lidt efter hørtes Skridt. En firskaaren Mand, der paa Bondemaner holdt Stokken langt ud fra sig , nærmede sig sindigt over Gruset.

Torben var staaet op for at gaa sin Gæst imøde.

Det var adskillige Aar, siden de to omtrent jævnaldrende Mænd havde set hinanden , og Bjørn Hamre blev som slaaet for Brystet ^ ved Synet af den andens hærgede Skikkelse. Han var selv en smuk Mand med friske Farver, lidt lille af Vækst ganske vist , men støt og frodig. Under den bredskyggede Hat 75 lyste et Par kønne , gode og trofaste Øjne . Paa Bondemaner holdt han Stokken – en kraftig Knortekæp – langt ud fra sig, og han satte den anden Haand i Siden med den overdrevne Rejsning, hvormed smaa Folk ofte søger at bøde paa, hvad der mangler dem i Højden .

Det var adskillige Aar, siden de to omtrent jævnaldrende Mænd havde set hinanden . Bjørn Hamre standsede, som slaaet for Brystet , ved Synet af Torbens hærgede Skikkelse. Han var selv en smuk Mand med friske Farver, lidt lille af Vækst ^ , men støt og frodig. Under den brede Hatteskygge sad et Par kønne ^ og trofaste Øjne , der lyste af barnlig Selvglæde .

Det var adskillige Aar, siden de to omtrent jævnaldrende Mænd havde set hinanden . Bjørn Hamre standsede, som slaaet for Brystet , ved Synet af Torbens hærgede Skikkelse. Han var selv en smuk Mand med friske Farver, lidt lille af Vækst ^ , men støt II, 214 og frodig. Under den brede Hatteskygge sad et Par kønne ^ og trofaste Øjne , der lyste af barnlig Selvglæde .

Efter at Frøken Hecht var bleven forestillet og havde trukket sig tilbage, gik Herrerne ind i Teltet.

»Værsgo’ og tag Plads . De undskylder nok, at jeg gør mig det bekvemt. Jeg er for Tiden lidt Patient.«

»Værsgo’ og tag Plads ! De undskylder nok, at jeg gør mig det bekvemt. Jeg er for Tiden lidt Patient.«

» Jeg har hørt om det. Det er forhaabenlig ikke noget alvorligt?«

» Aa nej. Jeg har blot maattet forandre mine Livsvaner. Stort andet betyder ^ vore Sygdomme jo overhovedet ikke. Men det var ikke om mig, vi skulde tale, Hr. Hamre! De har – i en lidt stor Tone – krævet mig til Regnskab for mit Forhold til Landarbejder-Forbundet her. De bebrejder mig, at jeg netop samme Dag, som det store Agitationsmøde blev holdt derinde i Favsing, arrangerede lidt gammeldags Fastelavns-Lystighed for Folkene her paa Gaarden.«

» Aa nej. Jeg har blot maattet forandre mine Livsvaner. II, 296 Stort andet betyder ^ vore Sygdomme jo overhovedet ikke. Men det var ikke om mig, vi skulde tale, Hr. Hamre! De har ^ i Deres Brev krævet mig til Regnskab for mit Forhold til Landarbejder-Forbundet her. De bebrejder mig, at jeg netop samme Dag, som det store Agitationsmøde blev holdt inde i Favsing, arrangerede lidt gammeldags Fastelavns-Lystighed for Folkene her paa Gaarden.«

» Aa nej. Jeg har blot maattet forandre mine Livsvaner. Stort andet betyder jo vore Sygdomme ^ overhovedet ikke. Men det var ikke om mig, vi skulde tale, Hr. Hamre! De har ^ i Deres Brev krævet mig til Regnskab for mit Forhold til Landarbejder-Forbundet her. De bebrejder mig, at jeg netop samme Dag, som det store Agitationsmøde blev holdt inde i Favsing, arrangerede lidt gammeldags Fastelavns-Lystighed for Folkene her paa Gaarden.«

»Ja, det forbavsede mig unægtelig meget at høre. Det havde jeg ikke ventet af en tidligere Meningsfælle. For det kunde jo kun opfattes som en Demonstration.«

»Ja, det forbavsede mig ^ meget at høre. Det havde jeg ikke ventet af en tidligere Meningsfælle. For det kunde jo kun opfattes som en Demonstration.«

II, 216 »Ja, det forbavsede mig ^ meget at høre. Det havde jeg ikke ventet af en tidligere Meningsfælle. For det kunde jo kun opfattes som en Demonstration.«

76 » Det var det ogsaa. Og jeg ^ har i Sinde at gentage den ved første Anledning . F . Eks. til St . Hans, dersom det er rigtigt, at der forberedes et nyt Møde paa Sandhøjen den Dag. Saa vidt jeg veed, blev det nævnt i Aviserne, at De selv skulde være en af Talerne. Den Dag indbyder jeg til en Midsommerfest herude paa Engene, og jeg kan forsikre Dem, at der ogsaa ved den Lejlighed skal blive sørget baade for god Beværtning og rigelig Dansemusik . Vi faar saa se, hvem der staar sig i den Tovtrækning .«

» Det var det ogsaa. Og jeg vil helst med det samme sige Dem, at jeg har i Sinde at gentage Demonstrationen ved første Anledning , f . Eks. til Skt . Hans, dersom det er rigtigt, at der forberedes et nyt Møde paa Sandhøjen den Dag. Saa vidt jeg veed, blev det nævnt i Aviserne, at De selv skulde være en af Talerne. Jeg indbyder den Dag til en Midsommerfest herude paa Engene, og jeg kan forsikre Dem, at der ogsaa ved den Lejlighed skal blive sørget baade for god Fortæring og rigelig Dansemusik ^ .«

Bjørn Hamre, der havde lagt Hatten fra sig paa Bordet og purret op i sit store Haar , fik igen et næsten forstenet Udtryk af Overraskelse. Blikkets barnlige Selvglæde udsluktes . Han saae paa Torben med oprigtig Bedrøvelse.

Bjørn Hamre, der havde lagt Hatten fra sig paa Bordet og purret op i sit store Digterhaar , fik igen som et Slag for Brystet . Han saae paa Torben med oprigtig Bedrøvelse.

» Vil De ikke sige mig, Godsejer Dihmer – hvad er egenlig Grunden til, at De saadan helt har forladt os? Jeg tror, det vil vække bitre Følelser i vide Krese. Jeg vil erklære for mit eget Vedkommende, at jeg aldrig kan glemme den Aften i »Aprilforeningen«, da jeg første Gang hørte Dem tale. Det var saa skønt at tænke paa, at en Mand som Dem – en af Landets største Godsbesiddere – nu ogsaa var bleven Talsmand for de smaa og forurettede i Samfundet. Det gav saa rige Løfter for Fremtiden. Og da jeg saa forgangen Aar læste i Bladene om det mønsterværdige Alderdomsasyl, som De havde bekostet 77 her paa Favsingholm – saadan en rigtig lun Rede for de udslidte Gamle – ja, man synes jo, der bliver saa højt til Himlen , naar man hører om den Slags! Det synger i En, som naar man hører den første Lærke trilre over det vinterbundne Land .«

» Vil De ^ sige mig, Godsejer Dihmer – hvad er egenlig Grunden til, at De saadan helt har forladt os? Jeg tror, det vil vække bitre Følelser i vide Krese. Jeg kan erklære for mit eget Vedkommende, at jeg aldrig skal glemme II, 297 den Aften i Aprilforeningen, da jeg første Gang hørte Dem tale. Det var saa skønt at tænke paa, at en Mand som De – en af Landets største Godsbesiddere – nu ogsaa var bleven Talsmand for de smaa og forurettede i Samfundet. Det gav saa rige Løfter for Fremtiden. Og da jeg saa forgangen Aar læste i Bladene om det mønsterværdige Alderdomsasyl, som De havde bekostet her paa Favsingholm – aa, jeg syntes, at der med eet blev saa højt til Himlen her i Landet. Det var som at høre den første Lærke trilre over de vinterbundne Marker .«

» Vil De ^ sige mig, Godsejer Dihmer — hvad er egenlig Grunden til, at De saadan helt har forladt os? Jeg tror, det vil vække bitre Følelser i vide Krese. Jeg kan erklære for mit eget Vedkommende, at jeg aldrig skal glemme den Aften i Aprilforeningen, da jeg første Gang hørte Dem tale. Det var saa skønt at tænke paa, at en Mand som De — en af Landets største Godsbesiddere II, 215 — nu ogsaa var bleven Talsmand for de smaa og forurettede i Samfundet. Det gav saa rige Løfter for Fremtiden. Og da jeg saa forgangen Aar læste i Bladene om det mønsterværdige Alderdomsasyl, som De havde bekostet her paa Favsingholm — aa, jeg syntes, at der med eet blev saa højt til Himlen her i Landet. Det var som at høre den første Lærke trilre over de vinterbundne Marker .«

» Vil De ^ sige mig, Godsejer Dihmer – hvad er egenlig Grunden til, at De saadan helt har forladt os? Jeg tror, det vil vække bitre Følelser i vide Krese. Jeg kan erklære for mit eget Vedkommende, at jeg aldrig skal glemme den Aften i Aprilforeningen, da jeg første Gang hørte Dem tale. Det var saa skønt at tænke paa, at en Mand som De – en af Landets største Godsbesiddere – nu ogsaa var bleven Talsmand for de Smaa og Forurettede i Samfundet. Det gav saa rige Løfter for Fremtiden. Og da jeg saa forgangen Aar læste i Bladene om det mønsterværdige Alderdomsasyl, som De havde bekostet her paa Favsingholm – aa, jeg syntes, at der med eet blev saa højt til Himlen her i Landet. Det var som at høre den første Lærke trilre over de vinterbundne Marker .«

Der var noget i hans Tones ^ Hjertelighed, der trods det høje Register gjorde Indtryk paa Torben og fristede ham til ^ en Bekendelse.

Der var noget i hans Tones tilforladelige Hjertelighed, der trods det høje Register gjorde Indtryk paa Torben og fik ham til at svare med en Bekendelse.

» Er det aldrig hændet Dem, Hr. Hamre, at De har maattet bryde op fra en Fest i Utide og er vendt tilbage igen ud paa Natten? De veed i saa Fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme Mennesker, som man faa Timer i Forvejen havde det saa kammeratlig med. Man kommer ude fra Nattestilheden og overvældes fra alle Sider med Krav paa Deltagelse for hundrede Ting, der er bleven En saa inderlig ligegyldige. Straks forstaar man ikke , om det er En selv eller de andre, der har forandret sig . Man gaar fra Værelse til Værelse og ser kun Attituden og Sminken , og alle disse Mennesker stirrer paa En som paa en Ugle, der er kommen ud i Sollyset. Men selv har man omtrent den modsatte Fornemmelse. Man synes, at man er Vidne til en uhyggelig Maskefest. Se, det Tilfælde har været mit, og jeg har taget det Parti at forføje mig bort i al Stilfærdighed. Noget andet Svar paa Deres Spørgsmaal 78 kan jeg ikke give, og det tilfredsstiller Dem rimeligvis ikke.«

» Er det nogensinde hændet Dem, Hr. Hamre, at De har maattet bryde op fra en Fest i Utide og er vendt tilbage igen ud paa Natten? De veed i saa Fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme Mennesker, ^ man faa Timer i Forvejen havde det saa kammeratlig med. Man kommer ude fra Nattestilheden og forstaar ikke straks , om det er En selv eller de andre, der har forandret sig i Mellemtiden. Man ser kun Attituden og Sminken ^ og ^ synes, at man er Vidne til en uhyggelig Maskefest. Se, det Tilfælde har været mit, og jeg har taget det Parti at forføje mig bort i al Stilfærdighed. Noget andet Svar paa Deres Spørgsmaal kan jeg ikke give, og det tilfredsstiller Dem rimeligvis ikke.«

» Er det nogensinde hændet Dem, Hr. Hamre, at De har maattet bryde op fra en Fest i Utide og er vendt tilbage igen ud paa Natten? De veed i saa Fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme Mennesker, ^ man faa Timer i Forvejen havde det saa kammeratligt med. Man kommer ude fra Nattestilheden og forstaar ikke straks , om det er En selv eller de andre, der har forandret sig i Mellemtiden. Man ser kun Attituden og Sminken ^ og ^ synes, at man er Vidne til en uhyggelig Maskefest. Se, det Tilfælde har været mit, og jeg har taget det Parti at forføje mig bort i al Stilfærdighed. Noget andet Svar paa Deres Spørgsmaal kan jeg ikke give, og det tilfredsstiller Dem rimeligvis ikke.«

» Er det nogensinde hændet Dem, Hr. Hamre, at De har maattet bryde op fra en Fest i Utide og er vendt tilbage igen ud paa Natten? De veed i saa Fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme Mennesker, ^ man faa Timer i Forvejen havde det saa kammeratligt med. Man kommer ude fra Nattestilheden og forstaar ikke straks , om det er En selv eller de II, 217 andre, der har forandret sig i Mellemtiden. Man ser kun Attituden og Sminken ^ og ^ synes, at man er Vidne til en uhyggelig Maskefest. Se, det Tilfælde har været mit, og jeg har taget det Parti at forføje mig bort i al Stilfærdighed. Noget andet Svar paa Deres Spørgsmaal kan jeg ikke give, og det tilfredsstiller Dem rimeligvis ikke.«

Bjørn Hamre havde igen sat sin Hat paa Hovedet. Stokken stod plantet mellem hans Ben, og begge hans vejrbrunede Hænder hvilede paa den .
» Det er Deres egne Samfundskrese, De her har haft for Øje, Godsejer Dihmer. Og selvfølgelig – Tilstandene i dem maa opvække Lede og Afsky hos ethvert rettænkende Menneske. Det er vist og sandt. Men De udtalte engang – og det Ord har jeg ikke glemt – De sagde, at nu havde Rigdommen i Aartusinder behersket Verden og fordærvet den. Nu var det fra den fattige Mand, Frelsen skulde komme.«

Bjørn Hamre havde igen sat sin Hat paa Hovedet. Stokken stod plantet mellem hans Ben, og begge hans vejrbrunede Hænder hvilede paa dem.
II, 298 » Det er Deres egne Samfundskrese, De her har haft for Øje, Godsejer Dihmer. Og selvfølgelig – Tilstandene i dem maa opvække Lede og Afsky hos ethvert rettænkende Menneske. Det er vist og sandt. Men De udtalte engang – og det Ord har jeg ikke glemt – ^ at nu havde Rigdommen i Aartusinder behersket Verden og fordærvet den. Nu var det fra den fattige Mand, Frelsen skulde komme.«

Bjørn Hamre havde igen sat sin Hat paa Hovedet. Stokken stod plantet mellem hans Ben, og begge hans vejrbrunede Hænder hvilede paa dem.
» Det er Deres egne Samfundskrese, De her har haft for Øje, Godsejer Dihmer. Og selvfølgelig — Tilstandene i dem maa opvække Lede og Afsky hos ethvert rettænkende Menneske. Det er vist og sandt. Men De udtalte engang — og det Ord har jeg ikke glemt — ^ at nu havde Rigdommen i Aartusinder behersket Verden og fordærvet den. Nu var det fra den fattige Mand, Frelsen skulde komme.«

Bjørn Hamre havde igen sat sin Hat paa Hovedet. Stokken stod plantet mellem hans Ben, og begge hans vejrbrunede Hænder hvilede paa den.
» Det er Deres egne Samfundskrese, De her har haft for Øje, Godsejer Dihmer. Og selvfølgelig – Tilstandene i dem maa opvække Lede og Afsky hos ethvert rettænkende Menneske. Det er vist og sandt. Men De udtalte engang – og det Ord har jeg ikke glemt – ^ at nu havde Rigdommen i Aartusinder behersket Verden og fordærvet den. Nu var det fra den fattige Mand, Frelsen skulde komme.«

» Det Ord staar jeg ved endnu.«

» Saa maa De undskylde. Saa begriber jeg nu slet ikke Deres Optræden.«

» Saa maa De undskylde. Saa begriber jeg endnu mindre Deres Optræden.«

»Nej, det gør De naturligvis ikke. De kan jo ikke tilgive Rigdommen, at den er rig, mens jeg bekender mig til den gamle Visdom : Jo flere Penge, des flere Plager.«

»Nej, det gør De velsagtens ikke. De kan jo ikke tilgive Rigdommen, at den er rig, mens jeg bekender mig til den gamle Lære : Jo flere Penge, des flere Plager.«

»Nej, det gør De velsagtens ikke. De kan jo ikke tilgive Rigdommen, II, 216 at den er rig, mens jeg bekender mig til den gamle Lære : Jo flere Penge, des flere Plager.«

»Nej, det gør De velsagtens ikke. De kan jo ikke tilgive Rigdommen, at den er rig, mens jeg bekender mig til den gamle Lære : Jo flere Penge, des flere Plager.«

»Ja, det Sprikvort kender jeg nok . Det er de overfyldte Mavers Suk. Men det var ikke i den Mening, De i sin Tid brugte De Ord, jeg nævnede.«

»Ja, det Sprikvort kender jeg ogsaa . Det er de overfyldte Mavers Suk. Men det var ikke i den Mening, De i sin Tid brugte de Ord, jeg nævnede.«

» Aa jo , jeg har vist ogsaa dengang tænkt lidt paa den Nøjsomhed, der kan gøre Livet saa rigt. Men ellers tilstaar jeg gerne, at jeg har delt min Tids Overtro. Jeg har smilet af de gamle Guldmagere i 79 deres Heksekøkkener men taget vore egne Eldoradodrømme alvorlig . – ^ Veed De forresten af, Hr. Hamre, at Deres Venner her paa Egnen har truet med at ville brænde Favsingholm ned over Hovedet paa mig? Jeg er ikke netop bange for, at de i bogstavelig Forstand skal gøre Alvor af Truslen; men derfor kan de alligevel gøre mig det hedt nok. Jeg har f. Eks. til Hensigt i den kommende Sommer at begynde nogle større Restavreringsarbejder her paa Gaarden; men jeg hører, at man vil forsøge at boycotte mig, saa jeg ingen Haandværkere skal kunne faa. Og nu er det, jeg vil spørge Dem, Hr. Hamre, om ikke De kunde bringe Deres Venner til at forstaa, at jeg er et Menneske, som kun ønsker at leve i Fred, og at jeg udenfor Favsingholms Grænser ikke skal lægge deres Bestræbelser et Halmstraa i Vejen.«

» Aa nej , jeg ^ tilstaar ^ gerne, at jeg har delt min Tids Overtro. Jeg har smilet ad de gamle Guldmagere i deres Heksekøkkener men taget vore egne Eldoradodrømme alvorlig . – Men det var heller ikke det, vi skulde tale om. Veed De ^ af, Hr. Hamre, at Deres Venner her paa Egnen har truet med at ville brænde Favsingholm ned over Hovedet paa mig? Jeg er ikke netop bange for, at de i bogstavelig Forstand skal gøre Alvor af Truslen; men derfor kan de alligevel gøre mig det hedt nok. Jeg har f. Eks. til Hensigt i den kommende Sommer at begynde nogle større Ombygningsarbejder her paa Gaarden; men jeg hører, at man vil forsøge at boycotte mig, II, 299 saa jeg ingen Haandværkere skal kunne faa. Og nu er det, jeg vil spørge Dem, Hr. Hamre, om De ikke kunde bringe Deres Venner til at forstaa, at jeg er et Menneske, som kun ønsker at leve i Fred, og at jeg udenfor Favsingholms Grænser ikke skal lægge deres Bestræbelser et Halmstraa i Vejen.«

» Aa nej , jeg ^ tilstaar ^ gerne, at jeg har delt min Tids Overtro. Jeg har smilet ad de gamle Guldmagere i deres Heksekøkkener men taget vore egne Eldoradodrømme alvorligt . — Men det var heller ikke det, vi skulde tale om. Veed De ^ af, Hr. Hamre, at Deres Venner her paa Egnen har truet med at ville brænde Favsingholm ned over Hovedet paa mig? Jeg er ikke netop bange for, at de i bogstavelig Forstand skal gøre Alvor af Truslen; men derfor kan de alligevel gøre mig det hedt nok. Jeg har f. Eks. til Hensigt i den kommende Sommer at begynde nogle større Ombygningsarbejder her paa Gaarden; men jeg hører, at man vil forsøge at boycotte mig, saa jeg ingen Haandværkere skal kunne faa. Og nu er det, jeg vil spørge Dem, Hr. Hamre, om De ikke kunde bringe Deres Venner til at forstaa, at jeg er et Menneske, som kun ønsker at leve i Fred, og at jeg udenfor Favsingholms Grænser ikke skal lægge deres Bestræbelser et Halmstraa i Vejen.«

» Aa nej , jeg ^ tilstaar ^ gerne, at jeg har delt min Tids Overtro. Jeg har smilet ad de gamle Guldmagere i deres Heksekøkkener men taget vore egne Eldoradodrømme alvorligt . – Men det var heller ikke det, vi skulde tale om. Veed De ^ af, Hr. Hamre, at Deres Venner her paa Egnen har truet med at ville brænde Favsingholm ned over Hovedet paa mig? Jeg er ikke netop bange for, at de i bogstavelig Forstand skal gøre Alvor af Truslen; men derfor kan de alligevel gøre mig det hedt nok. Jeg har f. Eks. til Hensigt i den kommende Sommer at begynde nogle større Ombygningsarbejder her paa Gaarden; men jeg hører, at man vil forsøge at boycotte mig, saa jeg ingen Haandværkere II, 218 skal kunne faa. Og nu er det, jeg vil spørge Dem, Hr. Hamre, om De ikke kunde bringe Deres Venner til at forstaa, at jeg er et Menneske, som kun ønsker at leve i Fred, og at jeg udenfor Favsingholms Grænser ikke skal lægge deres Bestræbelser et Halmstraa i Vejen.«

» Det gør mig ondt, Godsejer Dihmer; men med det Standpunkt, De har indtaget – og ^ ogsaa i Fremtiden agter at indtage – kan det falde vanskeligt nok at overbevise mig selv om Deres fredelige Sindelag ^ . I den Kamp mellem fattig og rig, som bliver Aarhundredets Kamp – det endelige Verdensopgør før den store Folkefred – i den har Ingen Lov til at holde sig udenfor. Den, der ikke er med os, er imod os. Det Løsen maa vi handle efter.«

» Det gør mig ondt, Godsejer Dihmer; men med det Standpunkt, De har indtaget – og altsaa ogsaa i Fremtiden agter at indtage – kan det falde vanskeligt nok at overbevise mig selv om Deres fredelige Sindelag , endsige andre . I den Kamp mellem fattig og rig, som bliver Aarhundredets Kamp – det endelige Verdensopgør før den store Folkefred – i den har Ingen Lov til at holde sig udenfor. Den, der ikke er med os, er imod os. Det Løsen maa vi handle efter.«

» Det gør mig ondt, Godsejer Dihmer; men med det Standpunkt, De har indtaget — og altsaa ogsaa i Fremtiden agter at indtage — kan det falde vanskeligt nok at overbevise mig selv om Deres fredelige Sindelag , endsige andre . I den Kamp mellem fattig og rig, som bliver Aarhundredets Kamp — det endelige Verdensopgør før den store Folkefred — i den har Ingen Lov til at holde sig udenfor. Den, der ikke er med os, er imod os. Det Løsen maa vi handle efter.«

» Men hvem er rig ^ og hvem er fattig?« sagde Torben 80 efter en Pavse. » Alle Livets virkelige Glæder faar vi gratis. Hvad har vi ^ at misunde hinanden? Solen skinner paa os allesammen, og Døden gaar jo heller ikke den fattige Mands Dør forbi. Og hvad Værd har alt det øvrige? ... De har ikke følt Tidens Gud rigtig paa Tænderne, Hr. Hamre! For saa vilde De sikkert ikke have Mod til at drive Deres Venner ind i det Rovdyrgab. Da jeg for nogle Maaneder siden vendte tilbage fra en lang Rejse, gik det op for mig, at den lille danske Husmand med sin hjelmede Ko og sine fire Høns er Jordens lykkeligste Menneske.«

» Men hvem er rig , og hvem er fattig?« sagde Torben efter en Pavse. » Alle Livets virkelige Goder faar vi gratis. Hvad har vi da at misunde hinanden? Solen skinner paa os allesammen, og Døden gaar jo heller ikke den fattige Mands Dør forbi. Og hvad Værd har alt det øvrige? ^ De har ikke følt Tidens Gud rigtig paa Tænderne, Hr. Hamre! For saa vilde De sikkert ikke have Mod til at drive Deres Venner ind i det Rovdyrgab. Da jeg for nogle Maaneder siden vendte tilbage fra en lang Rejse, gik det op for mig, at den lille danske Husmand med sin hjelmede Ko og sine fire Høns er Jordens lykkeligste Menneske.«

» Men hvem er rig , og hvem er fattig?« sagde Torben efter en Pavse. » Alle Livets virkelige Goder faar vi gratis. Hvad har vi da at misunde hinanden? Solen skinner paa os allesammen, og Døden gaar jo heller ikke den fattige Mands Dør forbi. Og hvad Værd har alt det øvrige? ^ De har ikke følt Tidens Gud rigtig paa Tænderne, Hr. Hamre! For saa vilde De sikkert ikke have Mod til at drive Deres Venner ind i det Rovdyrgab. Da jeg II, 217 for nogle Maaneder siden vendte tilbage fra en lang Rejse, gik det op for mig, at den lille danske Husmand med sin hjelmede Ko og sine fire Høns er Jordens lykkeligste Menneske.«

»Ja, fra Rigdommens Vinduer tager Fattigdommen sig altid saa idyllisk ud.«

» Aa ja . Vi idealiserer jo gerne , hvad vi har mistet . Og vi gaar nu allesammen omkring med en hemmelig Hjemlængsel efter den Jordhytte og den Kaalhave, der er vort tabte Paradis .«

II, 300 » Aa ja ! Vi idealiserer jo gerne den Lykke, vi har mistet ^ .«

» Aa ja ! Vi idealiserer jo gerne den Lykke, vi har mistet ^ .«

Bjørn Hamre opgav at svare. Det var ved at gaa op for ham, at Rygterne om Torben Dihmers aandelige Forfatning ikke var grebet ud af Luften. Sygdommen var aabenbart gaaet den stakkels Mand til Hjernen og havde formørket hans Sind.

Bjørn Hamre opgav at svare. Det var gaaet op for ham, at Rygterne om Torben Dihmers aandelige Tilstand ikke var grebet ud af Luften. Sygdommen var ^ gaaet den stakkels Mand til Hjernen og havde formørket hans Sind.

Men Torben gav sig nu selv til at tale om sit mislykkede Alderdomsasyl, som han med saa store Bekostninger havde gjort til en Mønsteranstalt med Badekamre og Vandklosetter og et biblioteksmæssigt 81 udstyret Læseværelse. Der gik endnu nogle af de gamle Mennesker misfornøjet omkring paa Gaarden uden at vide, hvad der fejlede dem. Men ^ Størsteparten var lidt efter lidt flygtet bort derfra som fra en Straffeanstalt.

Men nu begyndte Torben selv at tale om sit mislykkede Alderdomsasyl, som han med saa store Bekostninger havde gjort til en Mønsteranstalt med Badekamre og Vandklosetter og et biblioteksmæssigt udstyret Læseværelse. Der gik endnu nogle af de gamle Mennesker ^ omkring paa Gaarden med misfornøjede Miner; men Størsteparten var rømmet derfra som fra en Straffeanstalt.

Men nu begyndte Torben selv at tale om sit mislykkede Alderdomsasyl, som han med saa store Bekostninger havde gjort til en Mønsteranstalt med Badekamre og Vandklosetter og et biblioteksmæssigt udstyret Læseværelse. Der gik endnu nogle af de gamle Mennesker ^ omkring paa Gaarden med misfornøjede Miner; II, 219 men Størsteparten var rømmet derfra som fra en Straffeanstalt.

» ^ ^ ^ ^ ^ De vil ^ komme til at opleve den samme Skuffelse , Hr. Hamre ! Eller ogsaa staar vi foran Afgrunden. Jeg har idag – velsagtens i Anledning af Deres Besøg – tænkt en hel Del paa Enslev. ^ De har vel nok læst, hvad Anton Bjerreby nylig meddelte om sine sidste Samtaler med ham paa Dødslejet. Det er trist at tænke paa, at den Strøm af bitre og hadefulde Ord skulde blive den Mands Farvel til Livet. Det bekræfter paa uhyggelig Maade, hvad han ved en anden Lejlighed udtalte, at en Politikers Ry er en kostbar Vare. – Kan hans Livstragedie ikke afskrække Dem , Hr. Hamre ? Han var jo ogsaa en ^ Moses, der vilde føre Folket ud af Trældommen , og vi har maaske aldrig her i Landet haft en guddommeligere Vilje ^ end hans, da han endnu var ung og begejstret. I Retfærdighedens Navn opvakte han hos Folket en Ulveappetit paa Livet, som det jo egenlig ikke selv indbyder til, synes jeg ... Nu ser vi Befrielsesværket resultere i en sørgelig Skare af vore Samtidige, der af lutter Livsforslugenhed har faaet ^ Tilværelsen forkert i Halsen. Fiat justitia, pereat mundus! Men vi deler Skæbne med den øvrige Verdens 82 Selvretfærdige. Er kommen fra Dynen i Halmen. Hvert Menneske, der fødes, udleveres saa at sige fra Mors Liv til Offenlighedens Gabestok. ⇕ ⇒ Vi har Æren af at have indført et journalistisk Æselsregimente, der kujonerer Befolkningen værre end tredive Tyranner. Kan man i Grunden undre sig over, at en Folkefører, en Statsmand, der ved sin Død har efterladt sig en saadan Augiasstald, ender sine Dage som en galdesyg Monoman med Mistro til ^ alle andre Følelser hos sig selv og sine Medmennesker end de allersletteste .«

» Jeg var forøvrig bleven advaret af en Mand, der siden har opnaaet en vis Navnkundighed. Det er Mads Vestrup. Han var i sin Tid Præst herinde i Favsing. Jeg veed ikke, hvad der nu er bleven af ham. Men i » Femte Juni« læste jeg engang i Vinter et Par af de Taler, han vakte saa stor Opstandelse med i København. Den mærkelige Mand hører jo en svunden Tid til og taler et middelalderligt Sprog; men – det forstaar jeg nu – den inderste Mening af hans Ord har evigvarende Gyldighed. De vil selv komme til at gøre den samme Erfaring , Hr. Hamre , dersom De engang faar Deres Idealstat realiseret, at det er Jordhulen og en Kaalhave, der er Menneskenes tabte Paradis. – De har velsagtens læst, hvad Anton Bjerreby nylig meddelte om sine sidste Samtaler II, 301 med Enslev paa Dødslejet. Det skærer En i Hjertet at tænke paa, at den Mand skulde sige Livet Farvel med saa bitre og hadefulde Ord. Kan hans Livstragedie ikke afskrække Dem ^ ? Enslev var jo ogsaa en Slags Moses, der vilde føre Folket ud af Trældommen ved at opvække en Ulveappetit paa Livet. Maaske har vi aldrig ^ haft en guddommeligere Vilje her i Landet end hans, da han endnu var ung og begejstret. ^ Nu ser vi Befrielsesværket resultere i en ^ Skare ulykkelige , der har forslugt sig paa Tilværelsen og ækles baade ved sig selv og andre. Verden over møder vi Mennesker, der er opfyldte af Lede ved Eksistensen og dog ikke kan faa nok af den; som hader og forbander Livet og samtidig klæber ved det med alle deres Ønsker og Forhaabninger .«

» Jeg var forøvrig bleven advaret af en Mand, der siden har opnaaet en vis Navnkundighed. Det er Mads Vestrup. Han var i sin Tid Præst herinde i Favsing. Jeg veed ikke, hvad der nu er bleven af ham. Men i » Femte Juni« læste jeg engang i Vinter et Par af de Taler, han vakte saa stor Opstandelse med i København. Den mærkelige Mand hører jo en svunden Tid til og taler et middelalderligt Sprog; men — det forstaar jeg nu — den inderste Mening af hans Ord har evigvarende Gyldighed. De vil selv komme til at gøre den samme Erfaring , Hr. Hamre , dersom De engang faar Deres Idealstat realiseret, at det er Jordhulen og en Kaalhave, der er Menneskenes tabte Paradis. — De har velsagtens læst, hvad Anton Bjerreby nylig meddelte om sine sidste Samtaler med Enslev paa Dødslejet. Det skærer En i Hjertet at tænke paa, at den Mand skulde sige Livet Farvel med saa bitre og hadefulde Ord. Kan hans Livstragedie ikke afskrække Dem ^ ? Enslev var jo ogsaa en Slags Moses, der vilde føre Folket ud af Trældommen ved at opvække en Ulveappetit paa Livet. Maaske har vi aldrig ^ haft en guddommeligere Vilje her i Landet end hans, da han endnu var ung og begejstret. ^ Nu II, 218 ser vi Befrielsesværket resultere i en ^ Skare ulykkelige , der har forslugt sig paa Tilværelsen og ækles baade ved sig selv og andre. Verden over møder vi Mennesker, der er opfyldte af Lede ved Eksistensen og dog ikke kan faa nok af den; som hader og forbander Livet og samtidig klæber ved det med alle deres Ønsker og Forhaabninger .«

» Jeg var forøvrig bleven advaret af en Mand, der siden har opnaaet en vis Navnkundighed. Det er Mads Vestrup. Han var i sin Tid Præst herinde i Favsing. Jeg veed ikke, hvad der nu er bleven af ham. Men i » Femte Juni« læste jeg engang i Vinter et Par af de Taler, han vakte saa stor Opstandelse med i København. Den mærkelige Mand hører jo en svunden Tid til og taler et middelalderligt Sprog; men – det forstaar jeg nu – den inderste Mening af hans Ord har evigvarende Gyldighed. De vil selv komme til at gøre den samme Erfaring , Hr. Hamre , dersom De engang faar Deres Idealstat realiseret, at det er Jordhulen og en Kaalhave, der er Menneskenes tabte Paradis. – De har velsagtens læst, hvad Anton Bjerreby nylig meddelte om sine sidste Samtaler med Enslev paa Dødslejet. Det skærer En i Hjertet at tænke paa, at den Mand skulde sige Livet Farvel med saa bitre og hadefulde Ord. Kan hans Livstragedie ikke afskrække Dem ^ ? Enslev var jo ogsaa en Slags Moses, der vilde føre Folket ud af Trældommen ved at opvække en Ulveappetit paa Livet. Maaske har vi aldrig ^ haft en guddommeligere Vilje her i Landet end hans, da han endnu var ung og begejstret. ^ Nu ser vi Befrielsesværket resultere i en ^ Skare Ulykkelige , der har forslugt sig paa Tilværelsen og ækles baade ved sig selv og andre. Verden over møder vi Mennesker, der er opfyldte af Lede ved Eksistensen og dog ikke kan faa nok af den; som hader og forbander Livet og samtidig klæber ved Støvet med alle deres Ønsker og Forhaabninger .«

Bjørn Hamre fandt det stadig omsonst at optage en Diskussion med den syge Mand . Og da Torben endnu en lille Tid havde lettet sit Sind , blev ogsaa han stille , og ^ ^ ^ ^ Samtalen døde ^ hen .
Torben havde faaet Øje paa Frøken Hecht ude paa Græsplænen, hvor hun igen gik og søgte efter Foraarsblomster , og det slog ham, at hendes Væsen var forandret. Tilsyneladende gik hun som ellers i sine egne ^ Tanker; men der var noget i den Maade, hvorpaa hun af og til førte Haanden prøvende henover sit Livbælte eller rask slog Slørets Ender hen bag Ryggen, der sladrede af Skole . Og Torben var ikke i Tvivl om, hvor han skulde søge Grunden til Forvandlingen.
Under Afskeden med Bjørn Hamre var han adspredt 83 og forstemt. Han fulgte sin Gæst et Stykke henad Gangen og vendte derpaa tilbage til Teltet.
En halv Time efter, da han igen gik derfra, kom Frøken Hecht løbende for at tage hans Plæd. De fulgtes ind, og paa Vejen sagde han:
» Naa – nu fik De da den mærkelige Mand at se . Svarede han saa til Forventningerne?«
» Jeg veed saamænd ikke. Jeg har vist aldrig rigtig tænkt over, hvordan Hr. Hamre saae ud.«
» Han er en ganske smuk Mand, ikke sandt?«

Bjørn Hamre fandt det stadig ørkesløst at optage en Diskussion med den syge Mand , og Torben, som nu forstod Grunden til hans Tavshed , blev derpaa selv stille . Skønt han efterhaanden havde vænnet sig til at blive betragtet som ^ forrykt af sine Omgivelser, blev han nedslaaet, hver Gang han paany mødte denne fuldkomne Mangel paa Forstaaelse hos Folk, med hvem han tidligere havde kunnet dele Tanker. Og han havde altid sat Bjørn Hamre højt som en benaadet Digter, en Friluftssanger, skaaret ud af Folkets Side, frisk og stærk og frodig som Naturen i hans østjyske Hjemland.
Samtalen døde lidt efter lidt hen . Torbens Blik fulgte nogen Tid Frøken Hecht , der som sædvanlig gik ude paa Græsplænen og søgte efter Blomster , og det slog ham, at hendes Væsen var forandret. Tilsyneladende gik hun II, 302 i sine egne , ubekymrede Tanker; men der var noget i den Maade, hvorpaa hun af og til førte Haanden prøvende henover sit Livbælte eller rask slog Slørets Ender hen bag Ryggen, der sladrede af Skole og røbede Optagethed af Bjørn Hamres Nærværelse.
» Saa fik De nu den store Digter at se ,« sagde han til hende, da de kort efter Gæstens Bortgang fulgtes ind. » Han er en ^ smuk Mand, ikke sandt?«

Bjørn Hamre fandt det stadig ørkesløst at optage en Diskussion med den syge Mand , og Torben, som nu forstod Grunden til hans Tavshed , blev derpaa selv stille . Skønt han efterhaanden havde vænnet sig til at blive betragtet som en forrykt af sine Omgivelser, blev han nedslaaet, hver Gang han paany mødte denne fuldkomne Mangel paa Forstaaelse hos Folk, med hvem han tidligere havde kunnet dele Tanker. Og han havde altid sat Bjørn Hamre højt som en benaadet Digter, en Friluftssanger, skaaret ud af Folkets Side, frisk og stærk og frodig som Naturen i hans østjyske Hjemland.
Samtalen døde lidt efter lidt hen . Torbens Blik fulgte nogen Tid Frøken Hecht , der som sædvanlig gik ude paa Græsplænen og søgte efter Blomster , og det slog ham, at hendes Væsen var forandret. Tilsyneladende gik hun i sine egne , ubekymrede Tanker; men der var noget i den Maade, hvorpaa hun af og til førte Haanden prøvende hen over sit Livbælte eller rask slog Slørets Ender hen bag Ryggen, der sladrede af Skole og røbede Optagethed af Bjørn Hamres Nærværelse.
» Saa fik De nu den store Digter at se ,« sagde han til hende, da de kort efter Gæstens Bortgang fulgtes ind. » Han er en ^ smuk Mand, ikke sandt?«

Bjørn Hamre fandt det stadig ørkesløst at optage en Diskussion med den syge Mand , og Torben, som nu forstod Grunden til hans Tavshed , blev derpaa selv stille . Skønt han efterhaanden havde vænnet sig til at blive betragtet som en Forrykt af sine Omgivelser, blev han nedslaaet, hver Gang han paany mødte denne fuldkomne Mangel paa Forstaaelse hos Folk, med hvem han tidligere havde kunnet dele Tanker. Og han havde altid sat Bjørn Hamre højt som en benaadet Digter, en Friluftssanger, II, 220 skaaret ud af Folkets Side, frisk og stærk og frodig som Naturen i hans østjyske Hjemland.
Samtalen døde lidt efter lidt hen . Torbens Blik fulgte nogen Tid Frøken Hecht , der som sædvanlig gik ude paa Græsplænen og søgte efter Blomster , og det slog ham, at hendes Væsen var forandret. Tilsyneladende gik hun i sine egne , ubekymrede Tanker; men der var noget i den Maade, hvorpaa hun af og til førte Haanden prøvende hen over sit Livbælte eller rask slog Slørets Ender hen bag Ryggen, der sladrede af Skole og røbede Optagethed af Bjørn Hamres Nærværelse.
» Saa fik De nu den store Digter at se ,« sagde han til hende, da de kort efter Gæstens Bortgang fulgtes ind. » Han er en ^ smuk Mand, ikke sandt?«

» Jo –.«

»Jo, det er han vist.«

Det lød ret ligegyldigt . Men Torben var bleven mistænksom . Han sagde til sig selv, at Tonen var ikke ganske ægte.

Det lød ^ ligegyldigt ; men Torben var bleven mistænksom og fandt, at Tonen ikke var ganske ægte.

Om Aftenen, da hun gik ham tilhaande inde i hans Stue med Ordningen af Arkivet, førte han igen Samtalen hen paa Bjørn Hamre; og af de Spørgsmaal, hun gjorde , sluttede han , at hun endnu var ^ optaget af Besøget. Da hun senere læste højt for ham af Aviserne, mente han ogsaa at kunne mærke , at hun hyppigere end ellers snublede over Ordene, fordi hun blev borte i sine egne Tanker.

Om Aftenen, da hun gik ham tilhaande inde i hans Stue med Ordningen af Arkivet, førte han med Vilje atter Talen hen paa Digteren, og af de Spørgsmaal, hun gjorde ham, mente han at forstaa , at hun endnu var stærkt optaget af Besøget. Da hun senere læste højt for ham af Aviserne, syntes han ogsaa ^ , at hun hyppigere end ellers snublede over Ordene, fordi hun var bleven borte i sine egne Tanker.

Om Aftenen, da hun gik ham tilhaande inde i hans Stue med Ordningen af Arkivet, førte han med Vilje atter Talen hen paa Digteren, og af de Spørgsmaal, hun gjorde ham, mente han at forstaa , at hun endnu var stærkt optaget af Besøget. Da hun senere læste højt for ham af Aviserne, syntes han ogsaa ^ , at hun II, 219 hyppigere end ellers snublede over Ordene, fordi hun var bleven borte i sine egne Tanker.

Han sagde til sig selv : Fortryllelsen er hævet. Hendes Længsler har kigget over Klostermuren. En skøn Dag vil de storme ud over den ^ og føre hende bort herfra .
Den næste Dag opholdt han sig mest i sin egen 84 Stue og vilde ikke tale med nogen. Han var forbitret paa sig selv, fordi han igen havde ladet sig narre ind i det klæbrige Spind af ti tusinde smaabitte Løgne, der var en Kvindes Uskyld. Navnlig skammede han sig over, at han i den sidste Tid atter havde grebet til Asmus Hagens Mirakelpiller for at blive Han-Menneske igen og kunne tumle ^ ud i et nyt Kærlighedseventyr . Forstandigere var han ikke bleven! Nu havde han brændt baade Recepten og de tiloversblevne Piller for det Tilfælde, at han igen skulde blive ført i Fristelse af et Par røde Læber.
Ved Middagsmaaltidet ^ ^ ^ , hvor Godsskriveren , Forvalteren og Mejeribestyreren ^ var tilstede, blev der næsten ikke sagt et Ord. Som alle Gaardens Folk var de tre Mænd vant til disse pludselige og voldsomme Omslag i Torbens Væsen. De vidste af Erfaring, at en saadan Uvejrsstemning gerne forløb paa tre Dage ligesom en Nordveststorm, og at de bare skulde lade som ingenting.
Frøken Hecht derimod , som ikke tidligere havde set ham saadan, var meget ulykkelig og forstod ikke, hvad der foregik.

Han sagde til sig selv , at Fortryllelsen var hævet. Hendes Længsler havde kigget over Klostermuren. En skøn Dag vilde de storme ud over den , tilbage til Verden, og føre hende bort herfra . Det var jo kun, hvad han havde ventet og ogsaa selv ønsket for ikke at føres ud i et nyt Kærlighedseventyr , der vilde være lige nedværdigende for begge Parter. Men han var bleven vant til at have det lille ^ stilfærdige Væsen om sig Dag og Nat og vidste, at han vilde føle sig endnu mere ensom og oldingegammel, II, 303 naar han ikke længer havde Synet af hendes unge Sundhed at forynge sig ved.
Den næste Dag opholdt han sig mest i sin egen Stue uden at ville se nogen, og ved Middagsbordet , hvor Inspektøren , Forvalteren og Mejeribestyreren som sædvanlig var tilstede, blev der næsten ikke talt. De tre Mænd , som forlængst var fortrolige med disse pludselige Nedfald i Torbens Stemning, lod som ingenting. ^ Frøken Hecht derimod ^ var meget ulykkelig og forstod ikke, hvad der foregik.

Han sagde til sig selv , at Fortryllelsen var hævet. Hendes Længsler havde kigget over Klostermuren. En skøn Dag vilde de storme ud over den , tilbage til Verden, og føre hende bort herfra . Det var jo kun, hvad han havde ventet og ogsaa selv ønsket for ikke at føres ud i et nyt Kærlighedseventyr , der vilde være lige nedværdigende for begge Parter. Men han var bleven vant til at have det lille , stilfærdige Væsen om sig Dag og Nat og vidste, at han vilde føle sig endnu mere ensom og oldingegammel, naar han ikke længer havde Synet af hendes unge Sundhed at forynge sig ved.
Den næste Dag opholdt han sig mest i sin egen Stue uden at ville se nogen, og ved Middagsbordet , hvor Inspektøren , Forvalteren og Mejeribestyreren som sædvanlig var tilstede, blev der næsten ikke talt. De tre Mænd , som forlængst var fortrolige med disse pludselige Nedfald i Torbens Stemning, lod som ingenting. ^ Frøken Hecht derimod ^ var meget ulykkelig og forstod ikke, hvad der foregik.

Han sagde til sig selv , at Fortryllelsen var hævet. Hendes Længsler havde kigget over Klostermuren. En skøn Dag vilde de storme ud over den , tilbage til Verden, og føre hende bort herfra . Det var jo kun, hvad han havde ventet og ogsaa selv ønsket for ikke at glide ud i et ^ Kærlighedseventyr , der vilde være lige nedværdigende for begge Parter. Men han var bleven vant til at have det lille , stilfærdige Væsen om sig Dag og Nat og vidste, at han vilde føle sig endnu mere ensom og oldingegammel, naar han ikke længer havde Synet af hendes unge Sundhed at forynge sig ved.
Den næste Dag opholdt han sig mest i sin egen Stue uden at ville se nogen, og ved Middagsbordet , hvor Inspektøren , Forvalteren og Mejeribestyreren som sædvanlig var tilstede, blev II, 221 der næsten ikke talt. De tre Mænd , som forlængst var fortrolige med disse pludselige Nedfald i Torbens Stemning, lod som ingenting. ^ Frøken Hecht derimod ^ var meget ulykkelig og forstod ikke, hvad der foregik.

Efter Bordet kaldte han hende ind til sig og bad hende venligt om at tage Plads. Han sagde, at han igen havde tænkt paa , hvad de havde talt om den foregaaende Dag, at Livet her paa Favsingholm ^ maatte 85 være altfor ^ ensformigt og trist for hende. Hun vidste det maaske ikke selv; men i Virkeligheden var hun sikkert ogsaa i Færd med at længes bort herfra.
Da han paa hendes ængstede Udtryk saae, at hun begyndte at ane Uraad, bestemte han sig til for begges Skyld at gøre Pinen kort .

Efter Bordet kaldte han hende ind til sig og bad hende venligt om at tage Plads. Han sagde, at han igen havde tænkt paa , hvad han havde talt om den foregaaende Dag, at Livet her paa Favsingholm i Længden maatte være altfor trist og ensformigt ^ for hende. Maaske følte hun det endnu ikke selv; men i Virkeligheden trængte hun sikkert til Forandring .

Efter Bordet kaldte han hende ind til sig og bad hende venligt om at tage Plads. Han sagde, at han igen havde tænkt over , hvad han havde talt om den foregaaende Dag, at Livet her paa Favsingholm i Længden maatte være altfor trist og ensformigt ^ for hende. Maaske følte hun det endnu ikke selv; men i Virkeligheden trængte hun sikkert til Forandring .

» De skal hellere rejse, Frøken Hecht! De har i enhver Henseende fuldt ud gjort Deres Pligt , og det skal jeg ogsaa bevidne overfor Deres Forening. Men det er ikke noget for Dem at gaa her og blive melankolsk. Jeg har vist engang fortalt Dem om en gammel Vaagekone, som for et Aars Tid siden forsvandt fra Asylet derovre . Hende har jeg netop nu fundet igen, saa jeg kommer ikke i Forlegenhed. Saadant et gammelt Inventar passer bedre til Forholdene her . – Gaa De nu ind og pak Deres Kuffert, saa skal jeg sørge for, at Kalesjen holder for Døren imorgen Formiddag. Men De maa køre herfra senest Klokken halvni for at naa Hurtigtoget.«
Den unge Pige var bleven hvid. Hun havde et Par Gange set op paa ham med et raadvildt Blik. Nu rejste hun sig og gik bort med bøjet Hoved.
»Godnat,« sagde hun blot paa Vejen mod Døren.
Han fulgte hende med Øjnene. Blodet sang i ham, da han paa hendes Gang kunde se, at det 86 svimlede for hende. Men han holdt Stand og kaldte hende ikke tilbage. ^ ^

» De skal hellere rejse, Frøken Hecht! De har i enhver Henseende ^ gjort Deres Pligt og mere end den. Men jeg har ikke Lov til at misbruge Deres Taalmodighed. Har jeg ikke fortalt Dem om en gammel Vaagekone, som for et Aarstid siden forsvandt fra Asylet derovre ? Hende har jeg netop nu fundet igen, saa jeg kommer ikke i Forlegenhed. Saadant et gammelt Inventar passer bedre til Forholdene her .«
Den unge Pige havde et Par Gange set over paa ham med et opjaget Blik. Det bestemte ham til at gøre Pinen kort for dem begge.
» Gaa De nu ind og pak Deres Kuffert, saa skal jeg II, 304 sørge for, at Kalesjen holder for Døren imorgen Formiddag! Men De maa køre herfra senest halvni for at naa Hurtigtoget.«

» De skal hellere rejse, Frøken Hecht! De har i enhver Henseende ^ gjort Deres Pligt og mere end den. Men jeg har ikke Lov til at misbruge Deres Taalmodighed. Har jeg ikke fortalt Dem om en gammel Vaagekone, som for et Aarstid siden forsvandt fra Asylet derovre ? Hende har jeg netop nu fundet igen, saa jeg kommer ikke i Forlegenhed. Saadant et gammelt Inventar passer bedre til Forholdene her .«
Den unge Pige havde et Par Gange set over paa ham med et opjaget Blik. Det bestemte ham til at gøre Pinen kort for dem begge.
II, 220 » Gaa De nu ind og pak Deres Kuffert, saa skal jeg sørge for, at Kalesjen holder for Døren imorgen Formiddag! Men De maa køre herfra senest halvni for at naa Hurtigtoget.«

» De skal hellere rejse, Frøken Hecht! De har i enhver Henseende ^ gjort deres Pligt og mere end den. Men jeg har ikke Lov til at misbruge Deres Taalmodighed. Har jeg ikke fortalt Dem om en gammel Vaagekone, som for et Aarstid siden forsvandt fra Asylet derovre ? Hende har jeg netop nu fundet igen, saa jeg kommer ikke i Forlegenhed. Saadant et gammelt Inventar passer bedre til Forholdene her .«
Den unge Pige havde et Par Gange set over paa ham med et opjaget Blik. Det bestemte ham til at gøre Pinen kort for dem begge.
» Gaa De nu ind og pak Deres Kuffert, saa skal jeg sørge for, at Kalesjen holder for Døren imorgen Formiddag! Men De maa køre herfra senest halvni for at naa Hurtigtoget.«

Ude i Gangen løb Frøken Hecht paa Husjomfruen, der havde staaet ved Døren og luret. Ved at se den unge Piges Ansigt blev den gamle alvorlig bestyrtet. »Gud , De er da ikke syg !« sagde hun. – En halv Time efter vidste man overalt paa Gaarden, at ^ ^ ^ ^ ^ ^ Frøken Hecht skulde rejse.
Ved Afskeden den næste Formiddag takkede Torben hende varmt for hendes store Hjælpsomhed. Desuden overrakte han hende som Mindegave et kostbart gammelt Familjesmykke, idet han med et Smil bad hende om at bære det paa sin Bryllupsdag.
Hun modtog det tøvende og forvirret; og da han for at komme hendes Undseelse til Hjælp klappede hende paa Kinden, brød hun helt sammen og laa et Øjeblik grædende ved hans Bryst. Han kyssede hende paa Panden og stødte hende derpaa fra sig.
I Middagstimen sad han ude i sit Telt under en straalende Sol. Over hans Knæ laa en udfoldet Avis, som han havde taget med sig til Adspredelse men kun af og til kastede et flygtigt Blik i. ^ Luften bølgede af Lys . Et Sted i hans Nærhed sad en Musvit i en Trætop og skreg sin Foraarsglæde ud med en ufortrøden Ensformighed som en Haandværker, der fløjter ved sit Arbejde. Ude paa Fjorden 87 gled en tremastet Skonnert forbi for fulde Sejl ^ ^ ^ . Paa Grund af Afstanden kunde det smalle Strømløb ikke ses. Det var , som om et solbelyst Eventyrskib svævede hen over Engen ^ ^ ^ .

Ude i Gangen løb Frøken Hecht paa Husjomfruen, der ved Synet af hendes Ansigt forfærdet udbrød: » Men Gud , De er da ikke syg ?« Den unge Pige svarede, at hun havde Tandpine, og skyndte sig ind i sit Værelse med Lommetørklædet for Munden.
Den næste Dag, i Middagstiden , sad Torben atter ude i sit Telt. Over hans Knæ laa en udfoldet Avis, som han havde taget med sig til Adspredelse men kun af og til kastede et Blik i. Han sad for det meste tilbagelænet og stirrede ud for sig med sine halvt tillukkede Øjne. Frøken Hecht , der var rejst til den fastsatte Tid, havde ved Afskeden et Øjeblik grædt ved hans Bryst. Han havde følt det lille Væsens undselige Mund mod sin og mærket hendes vaade Øjenvipper strejfe hans Kind. Men det var jo ingen Ulykke for en ung Pige at have kysset en gammel Methusalem. Naar hun om kortere eller længere Tid spaserede med en Kæreste under Armen, vilde hun smile ved Erindringen om sin Forvirring. Men han kunde ikke tilgive sig selv, at han paany havde ladet sig lokke ind i det Net af titusinde smaabitte Løgne, der kaldtes Kvindens Uskyld, allermindst, at han igen var begyndt at tage Asmus’ Vidunderpiller for at kunne genvinde sin Manddomskraft. Forstandigere var han ikke bleven!
Luften bølgede af Sollys . Et Sted i hans Nærhed sad en Musvit i en Trætop og skreg sin Foraarsglæde ud med en ufortrøden Ensformighed som en Haandværker, der II, 305 fløjter ved sit Arbejde. Langt ude paa Engene gled en tremastet Skonnert langsomt afsted for fulde Sejl . Det var som en Luftspejling – et Ørkensyn . Paa Grund af Afstanden kunde det smalle Strømløb ikke ses. Det tog sig derfor ud , som om Skibet med sine mange solfyldte Sejl svævede hen over selve Engfladen.
Hans Øjne lukkede sig. Halvt i Drøm, halvt vaagen førtes han af sine Tanker til Ægypten, til Indien, Jerusalem og andre fjerne Steder, som han havde besøgt paa sin Rejse. Tilsidst befandt han sig paa en svimlende høj Stentrappe, der mellem sydlandske Havemure gik i Zigzag op ad en Bjergskraaning. Trinene var høje, og Jytte, der fulgte bagefter ham, maatte ofte hjælpes med en Haandsrækning. Foran gik Fru Bertha. Som Følge af Trappens Slyngninger blev hun undertiden usynlig for dem, og just som de ventede paa et saadant Øjeblik, vaagnede han op med et Ryk og maatte snappe efter Vejret paa Grund af sit Hjertes vilde Banken.
Han saae sig om. Over Græsplænen flimrede Lyset. Musvitten gyngede endnu deroppe i Trætoppen og satte Solskinnet i Musik. Han havde kun været borte et Par Minutter .

Ude i Gangen løb Frøken Hecht paa Husjomfruen, der ved Synet af hendes Ansigt forfærdet udbrød: » Men Gud , De er da ikke syg ?« Den unge Pige svarede, at hun havde Tandpine, og skyndte sig ind paa sit Værelse med Lommetørklædet for Munden.
Den næste Dag, i Middagstiden , sad Torben atter ude i sit Telt. Over hans Knæ laa en udfoldet Avis, som han havde taget med sig til Adspredelse men kun af og til kastede et Blik i. Han sad for det meste tilbagelænet og stirrede ud for sig med sine halvt tillukkede Øjne. Frøken Hecht , der var rejst til den fastsatte Tid, havde ved Afskeden et Øjeblik grædt ved hans Bryst. Han havde følt det lille Væsens undselige Mund mod sin og mærket hendes vaade Øjenvipper strejfe hans Kind. Men det var jo ingen Ulykke for en ung Pige at have kysset en gammel Methusalem. Naar hun om kortere eller længere Tid spaserede med en Kæreste under Armen, vilde hun smile ved Erindringen om sin Forvirring. Men han kunde ikke tilgive sig selv, at han paany havde ladet sig lokke ind i det Net af titusinde smaabitte Løgne, der kaldtes Kvindens Uskyld, allermindst, at han igen var begyndt at tage Asmus’ Vidunderpiller for at kunne genvinde sin Manddomskraft. Forstandigere var han ikke bleven!
Luften bølgede af Sollys . Et Sted i hans Nærhed sad en Musvit i en Trætop og skreg sin Foraarsglæde ud med en ufortrøden Ensformighed som en Haandværker, der fløjter ved sit Arbejde. Langt ude paa Engene gled en tremastet Skonnert langsomt afsted for fulde Sejl . Det var som en Luftspejling — et Ørkensyn . Paa Grund af Afstanden kunde det smalle Strømløb ikke ses. Det tog sig derfor ud , som om Skibet med sine mange solfyldte Sejl svævede hen over selve Engfladen.
Hans Øjne lukkede sig. Halvt i Drøm, halvt vaagen førtes han af sine Tanker til Ægypten, til Indien, Jerusalem og andre fjerne Steder, som han havde besøgt paa sin Rejse. Tilsidst befandt han sig paa en svimlende høj Stentrappe, der mellem sydlandske Havemure gik i Zigzag op ad en Bjergskraaning. Trinene II, 221 var høje, og Jytte, der fulgte bag efter ham, maatte ofte hjælpes med en Haandsrækning. Foran gik Fru Bertha. Som Følge af Trappens Slyngninger blev hun undertiden usynlig for dem, og just som de ventede paa et saadant Øjeblik, vaagnede han op med et Ryk og maatte snappe efter Vejret paa Grund af sit Hjertes vilde Banken.
Han saae sig om. Over Græsplænen flimrede Lyset. Musvitten gyngede endnu deroppe i Trætoppen og satte Solskinnet i Musik. Han havde kun været borte et Par Minutter .

Ude i Gangen løb Frøken Hecht paa Husjomfruen, der ved Synet af hendes Ansigt forfærdet udbrød: » Men Gud , De er da ikke syg ?« Den unge Pige svarede, at hun havde Tandpine, og skyndte sig ind paa sit Værelse med Lommetørklædet for Munden.
Den næste Dag, i Middagstimen , sad Torben atter ude i sit Telt. Over hans Knæ laa en udfoldet Avis, som han havde taget med sig til Adspredelse men kun af og til kastet et Blik i. Han sad for det meste tilbagelænet og stirrede ud for sig med sine halvt tillukkede Øjne. Frøken Hecht , der var rejst til den fastsatte Tid, havde ved Afskeden et Øjeblik grædt ved hans Bryst. Han havde følt det lille Væsens undselige Mund mod sin og mærket hendes vaade Øjenvipper strejfe hans Kind. Men det var jo ingen Ulykke for en ung Pige at have kysset en gammel Methusalem. II, 222 Naar hun om kortere eller længere Tid spaserede med en Kæreste under Armen, vilde hun smile ved Erindringen om sin Forvirring. Men han kunde ikke tilgive sig selv, at han paany havde ladet sig lokke ind i det Net af titusinde smaabitte Løgne, der kaldtes Kvindens Uskyld, allermindst, at han igen var begyndt at tage Asmus’ Vidunderpiller for at kunne genvinde sin Manddomskraft. Forstandigere var han ikke bleven!
Luften bølgede af Sollys . Et Sted i hans Nærhed sad en Musvit i en Trætop og skreg sin Foraarsglæde ud med en ufortrøden Ensformighed som en Haandværker, der fløjter ved sit Arbejde. Langt ude paa Engene gled en tremastet Skonnert langsomt afsted for fulde Sejl . Det var som en Luftspejling – et Ørkensyn . Paa Grund af Afstanden kunde det smalle Strømløb ikke ses. Det tog sig derfor ud , som om Skibet med sine mange solfyldte Sejl svævede hen over selve Engfladen.
Hans Øjne lukkede sig. Halvt i Drøm, halvt vaagen førtes han af sine Tanker til Ægypten, til Indien, Jerusalem og andre fjerne Steder, som han havde besøgt paa sin Rejse. Tilsidst befandt han sig paa en svimlende høj Stentrappe, der mellem sydlandske Havemure gik i Zigzag op ad en Bjergskraaning. Trinene var høje, og Jytte, der fulgte bag efter ham, maatte ofte hjælpes med en Haandsrækning. Foran gik Fru Bertha. Som Følge af Trappens Slyngninger blev hun undertiden usynlig for dem, og just som de ventede paa et saadant Øjeblik, vaagnede han op med et Ryk og maatte snappe efter Vejret paa Grund af sit Hjertes vilde Banken.
Han saae sig om. Over Græsplænen flimrede Lyset. Musvitten gyngede endnu deroppe i Trætoppen og satte Solskinnet i Musik. Han havde kun været borte et Par Minutter .

»Ja, her er godt at være ,« tænkte han og aandede dybt ud. » Her er Fred.«

»Ja, her er godt at være !« tænkte han og aandede dybt ud. ^

Da hans Blik igen faldt ned i Avisen, saae han tilfældigt en Notits med Overskriften » Doktor Gaardbo«. Han blev med eet lysvaagen. Hvad var det?
» Forhenværende Distriktslæge i Jerve paa Fyn, den fra sin Lægevirksomhed uheldigt bekendte Doktor Gaardbo, har i det ansete oversøiske Agentur P. C. Christensen ( Højbroplads 7) bestilt Billet til sig og sin Familje til Avstralien. Det maa saaledes formodes, at Hr. Gaardbo har besluttet at vende sit utaknemlige Fædreland Ryggen, og at det er hin fjerne Verdensdel, der for Fremtiden skal lyksaliggøres med hans mærkværdige Helbredelsesmetoder.«
Torben strakte sig tilbage i Stolen og slog harmfuld Haanden i dens Armstykke.
^ ^ ^ ^ Hans Besøg i Jerve for fire Maaneder siden havde ofte syntes ham det eneste gode Minde, han bragte hjem fra sin vidtløftige Jordomsejling. Mens ellers det meste af, hvad han havde oplevet, allerede var rykket ham helt ukendeligt langt bort, kresede hans Tanker endnu fortroligt om den lykkelige Familje, han der havde lært at kende. Det lille fynske 88 Lægehjem levede i hans Erindring som en Oase af blomstrende Virkelighed midt i en ørkengraa og kaotisk Spøgelseverden. Og en saadan Familje vilde man nu drive i Landflygtighed! Hvor var det skammeligt !

Da hans Blik igen faldt ned i Avisen, saae han ^ en Notits med Overskriften » Doktor Gaardbo«. Han blev opmærksom. Efter at have læst den slog han harmfuld Haanden i Stolens Armstykke.
» Forhenværende Distriktslæge i Jerve paa Fyn, den II, 306 fra sin Lægevirksomhed uheldigt bekendte Doktor Gaardbo, har i det ansete oversøiske Agentur P. C. Christensen bestilt Billet til sig og sin Familje til Avstralien. Det maa saaledes formodes, at Hr. Gaardbo har besluttet at vende sit utaknemlige Fædreland Ryggen, og at det er hin fjerne Verdensdel, der for Fremtiden skal lyksaliggøres med hans mærkværdige Helbredelsesmetoder.«
Hans Besøg i Jerve for fire Maaneder siden havde ofte syntes ham det eneste gode Minde, han havde bragt hjem fra sin vidtløftige Jordomsejling. ^ Det lille fynske Lægehjem med det lykkelige Familjeliv stod for hans Erindring som en Oase af blomstrende Virkelighed midt i en ørkengraa , kaotisk Spøgelseverden. Og nu skulde ogsaa denne lille sprudlende Livskilde plumres !

Da hans Blik igen faldt ned i Avisen, saae han ^ en Notits med Overskriften » Doktor Gaardbo«. Han blev opmærksom. Efter at have læst den slog han harmfuld Haanden i Stolens Armstykke.
» Forhenværende Distriktslæge i Jerve paa Fyn, den fra sin Lægevirksomhed uheldigt bekendte Doktor Gaardbo, har i det ansete oversøiske Agentur P. C. Christensen bestilt Billet til sig og sin Familje til Avstralien. Det maa saaledes formodes, at Hr. Gaardbo har besluttet at vende sit utaknemlige Fædreland Ryggen, og at det er hin fjerne Verdensdel, der for Fremtiden skal lyksaliggøres med hans mærkværdige Helbredelsesmetoder.«
Hans Besøg i Jerve for fire Maaneder siden havde ofte syntes ham det eneste gode Minde, han havde bragt hjem fra sin vidtløftige Jordomsejling. ^ Det lille fynske Lægehjem med det lykkelige Familjeliv stod for hans Erindring som en Oase af blomstrende Virkelighed midt i en ørkengraa , kaotisk Spøgelseverden. Og nu skulde ogsaa denne lille sprudlende Livskilde plumres !

Da hans Blik igen faldt ned i Avisen, saae han ^ en Notits med Overskriften » Doktor Gaardbo«. Han blev opmærksom. Og da han havde læst den slog han harmfuld Haanden i Stolens Armstykke.
» Forhenværende Distriktslæge i Jerve paa Fyn, den fra sin Lægevirksomhed uheldigt bekendte Doktor Gaardbo, har i det II, 223 ansete oversøiske Agentur P. C. Christensen bestilt Billet til sig og sin Familje til Avstralien. Det maa saaledes formodes, at Hr. Gaardbo har besluttet at vende sit utaknemlige Fædreland Ryggen, og at det er hin fjerne Verdensdel, der for Fremtiden skal lyksaliggøres med hans mærkværdige Helbredelsesmetoder.«
Hans Besøg i Jerve for fire Maaneder siden havde ofte syntes ham det eneste gode Minde, han havde bragt hjem fra sin vidtløftige Jordomsejling. ^ Det lille fynske Lægehjem med det lykkelige Familjeliv stod for hans Erindring som en Oase af blomstrende Virkelighed midt i en mørkegraa , kaotisk Spøgelseverden. Og nu skulde ogsaa denne lille sprudlende Livskilde plumres !

Om Eftermiddagen kom den gamle Arkitekt Schmidt derud fra Randers ; men Torben var endnu altfor nedstemt til at kunne interessere sig for hans medbragte Tegninger . Han blev ved at tale om Doktor Gaardbo og om Menneskenes Ondskab, saa den krænkede Kunstner tilsidst trak sig tilbage til en Krog. Men Torben sagde:
» Synes De ikke, Arkitekt Schmidt, at man ^ ^ ^ ofte har Grund til at beklage sig over, at man er kommen til Verden som Menneske og ikke hører til blandt Hyæner og Tigere ^ eller andre forholdsvis godsindede Dyr .«

Der hørtes Trin udenfor paa Gruset. Det var den Arkitekt Schmidt ^ fra Randers , der skulde forestaa den paatænkte Istandsættelse af Favsingholm.
Torben tog venligt imod ham men var længe bundet af sine egne Tanker. I Stedet for at se paa Arkitektens medbragte Tegninger talte han bittert om det moderne Inkvisitionstribunal, der kaldtes den offenlige Mening, og om Pressen, der havde genindført Gabestokken, Brændemærkningen og den øvrige middelalderlige Tortur.
» Skadefryd er jo en særlig menneskelig Lyst, som vi ikke deler med nogen anden Jordens Skabning, og den er vel nok den hæsligste af alle Lidenskaber. Man kan virkelig ofte have berettiget Grund til at sørge over, at man blev født som Menneske og ikke kom til Verden II, 307 som Hyæne eller Tiger eller et andet forholdsvis godsindet Dyr . Hvad mener De derom, Arkitekt Schmidt?«
Men Arkitekten stirrede krænket ned paa sine upaaagtede Tegninger og sagde bittersødt:
» De maa tillade mig at være Dem Svaret skyldig!«

Der hørtes Trin udenfor paa Gruset. Det var den Arkitekt Schmidt ^ fra Randers , der skulde forestaa den paatænkte Istandsættelse af Favsingholm.
Torben tog venligt imod ham men var længe bundet af sine egne Tanker. I Stedet for at se paa Arkitektens medbragte Tegninger talte han bittert om det moderne Inkvisitionstribunal, der kaldtes den offenlige Mening, og om Pressen, der havde genindført Gabestokken, Brændemærkningen og den øvrige middelalderlige Tortur.
II, 222 » Skadefryd er jo en særlig menneskelig Lyst, som vi ikke deler med nogen anden jordisk Skabning, og den er vel nok den hæsligste af alle Lidenskaber. Man kan virkelig ofte have berettiget Grund til at sørge over, at man blev født som Menneske og ikke kom til Verden som Hyæne eller Tiger eller et andet forholdsvis godsindet Dyr . Hvad mener De derom, Arkitekt Schmidt?«
Men Arkitekten stirrede krænket ned paa sine upaaagtede Tegninger og sagde bittersødt:
» De maa tillade mig at være Dem Svaret skyldig!«

Der hørtes Trin udenfor paa Gruset. Det var den Arkitekt Schmidt ^ fra Randers , der skulde forestaa den paatænkte Istandsættelse af Favsingholm.
Torben tog venligt imod ham men var længe bundet af sine egne Tanker. I Stedet for at se paa Arkitektens medbragte Tegninger talte han bittert om det moderne Inkvisitionstribunal, der kaldtes den offenlige Mening, og om Pressen, der havde genindført Gabestokken, Brændemærkningen og den øvrige middelalderlige Tortur.
» Skadefryd er jo en særlig menneskelig Lyst, som vi ikke deler med nogen anden jordisk Skabning, og den er vel nok den hæsligste af alle Lidenskaber. Man kan virkelig ofte have berettiget Grund til at sørge over, at man blev født som Menneske og ikke kom til Verden som Hyæne eller Tiger eller et andet forholdsvis godsindet Dyr . Hvad mener De derom, Arkitekt Schmidt?«
Men Arkitekten stirrede krænket ned paa sine upaaagtede Tegninger og sagde bittersødt:
» De maa tillade mig at være Dem Svaret skyldig!«

VI .

⇕ Favsingholm V, 1.6

⇕ De Dødes Rige 8.6

⇕ De Dødes Rige .6

⇕ De Dødes Rige 8.6

J ytte sad med Overtøjet paa ved Siden af sin Mors Seng . Hun fortalte om et lille Herreselskab, som hendes Mand ^ den foregaaende Aften havde indbudt til » for Renommé’ets Skyld«. Hædersgæsten var en tilrejsende norsk ^ Kunstkritiker, om hvem han efter sit eget Udsagn ikke vidste andet, end at han skulde have gjort sig fordelagtig bekendt ved en fremragende Stupiditet . Desuden havde der været 89 to danske Herrer, hvis Navne Jytte af Skamfuldhed fortav. Den ene var nemlig tykke Møller, som Karsten havde knyttet til sig med noget, han kaldte Venskabs-Prioriteter; den anden var en yngre københavnsk Kunsthandler, der aabenbart ogsaa havde en Part i Møller og derfor ikke gerne slap ham af Syne .

Jytte sad med Overtøjet paa ved Siden af sin Mors Seng og fortalte om et lille Herreselskab, som hendes Mand havde haft den foregaaende Aften i Anledning af en tilrejsende norsk Journalist og Kunstkritiker, der var kommen herned for at se paa Foraarsudstillingerne . Foruden Hædersgæsten havde der været to danske Herrer, hvis Navne Jytte af Skamfuldhed fortav. Den ene var nemlig tykke Møller, som Karsten havde knyttet til sig med noget, han kaldte Venskabs-Prioriteter; den anden var en yngre københavnsk Kunsthandler, der aabenbart ogsaa havde en Part i Møller og derfor ikke gerne slap ham afsyne .

Jytte sad med Overtøjet paa ved Siden af sin Mors Seng og fortalte om et lille Herreselskab, som hendes Mand havde haft II, 224 den foregaaende Aften i Anledning af en tilrejsende norsk Journalist og Kunstkritiker, der var kommen herned for at se paa Foraarsudstillingerne . Foruden Hædersgæsten havde der været to danske Herrer, hvis Navne Jytte af Skamfuldhed fortav. Den ene var nemlig tykke Møller, som Karsten havde knyttet til sig med noget, han kaldte Venskabs-Prioriteter; den anden var en yngre københavnsk Kunsthandler, der aabenbart ogsaa havde en Part i Møller og derfor ikke gerne slap ham afsyne .

Af Hensyn til den udenlandske Gæst havde Jytte ^ gjort sig en Del Umage med Anretningen. Der var bleven dækket op med en Overflødighed af kolde Retter ; dertil Salater og Geleer af den mest udsøgte Art . For at oplive Moderen, der var stærkt nedtrykt efter flere Dages Sengeleje, forsikrede hun, at Aftenen havde været meget vellykket.

Af Hensyn til den udenlandske Gæst havde Jytte paa Karstens Anmodning gjort sig megen Umage med Anretningen. Der var bleven dækket ^ med en Overflødighed af kolde Retter , med Salater og Geleer og andre Lækkerier . For at oplive Moderen, der var stærkt nedtrykt efter flere Dages Sengeleje, forsikrede hun, at Aftenen havde været meget vellykket.

Sandheden var dog den, at det hele havde været en grim Oplevelse, som hun helst ikke tænkte paa. For det første havde deres Gæster ladet vente paa sig i over en Time, og da de endelig kom og blev sat tilbords, var det let at mærke , at de lige havde rejst sig fra en gigantisk Middag. Som det ogsaa efterhaanden fremgik af Samtalen, havde de i otte Dage turet rundt i Byen og til Ære for den norske Gæst afsøgt dens bedste Spisesteder . Resultatet var blevet ^ , at de i Øjeblikket næsten ikke taalte Lugten af Mad. Synet af hendes overdaadige Opdækning gjorde tydelig et dybt forstemmende Indtryk paa dem alle. Da den varme 90 Ret blev baaret ind – en Aspargesbudding med rørt Smør – blev navnlig tykke Møller saa hvid i Ansigtet, at hun alvorligt frygtede for, han skulde faa ondt.

Sandheden var dog den, at det hele havde været en grim Oplevelse, som hun helst ikke tænkte paa. Først II, 308 havde Gæsterne ladet vente paa sig i over en Time, og da de endelig kom og blev sat tilbords, viste det sig , at de lige havde rejst sig fra en solid Middag. I otte Dage havde de turet rundt i Byen og til Ære for den norske Gæst afsøgt dens bedste Spisesteder med det tydelige Resultat , at de i Øjeblikket ^ ikke taalte Lugten af Mad. ^ Da den varme Ret blev baaret ind – en Aspargesbudding med rørt Smør – blev navnlig tykke Møller saa hvid i Ansigtet, at hun alvorlig frygtede for, han skulde faa ondt.

Sandheden var dog den, at det hele havde været en grim Oplevelse, som hun helst ikke tænkte paa. Først havde Gæsterne ladet vente paa sig i over en Time, og da de endelig kom og blev sat tilbords, viste det sig , at de lige havde rejst sig fra en solid Middag. I otte Dage havde de turet rundt i Byen og til Ære for den norske Gæst afsøgt dens bedste Spisesteder med det tydelige II, 223 Resultat , at de i Øjeblikket ^ ikke taalte Lugten af Mad. ^ Da den varme Ret blev baaret ind — en Aspargesbudding med rørt Smør — blev navnlig tykke Møller saa hvid i Ansigtet, at hun alvorlig frygtede for, han skulde faa ondt.

Sandheden var dog den, at det hele havde været en grim Oplevelse, som hun helst ikke tænkte paa. Først havde Gæsterne ladet vente paa sig i over en Time, og da de endelig kom og blev sat tilbords, viste det sig , at de lige havde rejst sig fra en solid Middag. I otte Dage havde de turet rundt i Byen og til Ære for den norske Gæst afsøgt dens bedste Spisesteder med det tydelige Resultat , at de i Øjeblikket ^ ikke taalte Lugten af Mad. ^ Da den varme Ret blev baaret ind – en Aspargesbudding med rørt Smør – blev navnlig tykke Møller saa hvid i Ansigtet, at hun alvorlig frygtede for, han skulde faa ondt.

Forøvrigt havde de gjort sig hæderlige Bestræbelser for at bevare Anstanden, i hvert Fald ^ indtil den hede Vin og senere Whiskyflaskerne kom paa Bordet. Da hun kort efter Midnat trak sig tilbage, sad Møller med en Hinde over Øjnene som en Frø, mens Nordmanden var begyndt at blive lidt ubehagelig nærgaaende overfor hende.

Forøvrigt havde de gjort sig hæderlige Bestræbelser for at bevare Anstanden, i hvert Fald , indtil den hede Vin og senere Whiskyflaskerne kom paa Bordet. Da hun kort efter Midnat trak sig tilbage, sad Møller med en Hinde over Øjnene som en Frø, mens Nordmanden var begyndt at blive lidt ubehageligt nærgaaende overfor hende.

Nu til Morgen havde Karsten gjort hende en Undskyldning for sine Gæsters Opførsel. Men da hun spurgte ham, om det virkelig var nødvendigt, at de aabnede deres Hus for den Slags Mennesker, havde han ^ svaret med et beklagende Skuldertræk.

Nu til Morgen havde Karsten gjort hende en Undskyldning for sine Gæsters Opførsel. Da hun spurgte ham, om det virkelig var nødvendigt, at de aabnede deres Hus for dens Slags Mennesker, havde han som sædvanlig svaret med et beklagende Skuldertræk.

Nu til Morgen havde Karsten gjort hende en Undskyldning for sine Gæsters Opførsel. Da hun spurgte ham, om det virkelig var nødvendigt, at de aabnede deres Hus for den Slags Mennesker, havde han som sædvanlig svaret med et beklagende Skuldertræk.

» Nu maa jeg gaa, Mor!« sagde hun og gik hen til Spejlet for at knytte sit Slør. » Jeg vil kigge lidt ind til Meta. Du veed jo nok, at de skal rejse. Det gør mig saa forfærdelig ondt for hende .«

» Men nu maa jeg gaa, Mor!« sagde Jytte og gik hen til Spejlet for at knytte sit Slør. » Jeg vil kigge lidt ud til Meta. Du veed jo nok, ^ de skal rejse. Det gør mig saa forfærdelig ondt for hende !«

» Men nu maa jeg gaa, Mor!« sagde Jytte og gik hen til Spejlet II, 225 for at knytte sit Slør. » Jeg vil kigge lidt ud til Meta. Du veed jo nok, ^ de skal rejse. Det gør mig saa forfærdelig ondt for hende !«

At hun ogsaa af en anden Grund søgte ud til ^ ^ sin Veninde paa Nørrebro , nævnte hun ikke noget om; men hun havde bestemt sig til nu at gøre Alvor af at betro Meta sin Tilstand for at faa Raad og Oplysninger af hende.

At hun ogsaa havde et andet Ærinde hos sin Veninde ^ , nævnte hun ikke noget om; men hun havde bestemt sig til nu at gøre Alvor af at betro Meta sin Tilstand for at faa Raad og Oplysninger af hende.

At hun ogsaa havde et andet Ærende hos sin Veninde ^ , nævnte hun ikke noget om; men hun havde bestemt sig til nu at gøre Alvor af at betro Meta sin Tilstand for at faa Raad og Oplysninger hos hende.

» Det gør naturligvis ogsaa mig ondt,« sagde Fru Bertha, da Jytte igen kom hen til Sengen. » Men er 91 du sikker paa, at din Veninde ikke har lidt Skyld i, at det er gaaet hendes Mand saa galt, som det er? Hun skulde have hjulpet sin Svoger med at bringe det forstyrrede Menneske til Fornuft. Men dersom jeg har forstaaet dig rigtig, har hun snarere gydt Olje i Ilden.«

II, 309 » Det gør naturligvis ogsaa mig ondt,« sagde Fru Bertha, da Jytte igen kom hen til Sengen. » Men er du sikker paa, at din Veninde ikke har lidt Skyld i, at det er gaaet hendes Mand saa galt, som det er? Hun skulde have hjulpet sin Svoger med at bringe det forstyrrede Menneske til Fornuft. Men dersom jeg har forstaaet dig rigtig, har hun snarere gydt Olje i Ilden.«

» Det gør naturligvis ogsaa mig ondt,« sagde Fru Bertha, da Jytte igen kom hen til Sengen. » Men er du sikker paa, at din Veninde ikke har lidt Skyld i, at det er gaaet hendes Mand saa galt, som det er? Hun skulde have hjulpet sin Svoger med at bringe det forstyrrede Menneske til Fornuft. Men dersom jeg har forstaaet dig rigtig, har hun snarere gydt Olje i Ilden.«

» Det er, fordi hun paastaar, at det var Svogeren, der allermest satte ondt for hendes Mand hos Befolkningen derovre.«

» Det er, fordi hun paastaar, at det er Svogeren, der allermest satte ondt for hendes Mand hos Befolkningen derovre.«

» Kan din Veninde virkelig tro paa den Slags Snak, saa viser det bedst, hvor forblindet hun er bleven.«

» Ja ja, lille Mor, du har nu engang kastet din Kærlighed paa Pastor Gaardbo, og det har du jo Lov til. Men jeg kender ham jo ogsaa en lille Smule, og jeg forsikrer dig, at skulde jeg vælge mellem ham og den anden – saa valgte jeg Doktoren med alle hans Forryktheder.«

» Ja ja, lille Mor, du har nu engang kastet din Kærlighed paa Pastor Gaardbo, og det har du jo Lov til. Men jeg kender ham II, 224 jo ogsaa en lille Smule, og jeg forsikrer dig, at skulde jeg vælge mellem ham og den anden — saa valgte jeg Doktoren med alle hans Forryktheder.«

I det samme blev der banket paa Døren. Pigen kom ind og meldte:

»Professoren!«

» For min Skyld behøver du ikke at gaa,« sagde Asmus Hagen til Jytte, der sagde Goddag og Farvel ^ paa samme Tid. » Jeg kommer för tillfället kun paa Visit.«

» For min Skyld behøver du ikke at gaa,« sagde Asmus Hagen til Jytte, der havde sagt Goddag og Farvel til ham paa samme Tid. » Jeg kommer för tillfället kun paa Visit.«

» Jeg skal nu gaa alligevel. Jeg stod netop paa Springet ... Farvel, lille Mor!«

92 »Farvel, mit Barn! Og hils saa Fru Gaardbo fra mig . Sig hende, at jeg tænker paa hende og hendes Børneflok med megen Deltagelse , og ønsker dem alt godt paa den lange Rejse.«

»Farvel, mit Barn! Og hils ^ Fru Gaardbo fra mig ! Sig hende, at jeg tænker paa hende og hendes Børneflok II, 310 med den største Deltagelse ^ og ønsker dem alt godt paa den lange Rejse.«

»Farvel, mit Barn! Og hils ^ Fru Gaardbo fra mig ! Sig hende, at jeg tænker paa hende og hendes Børneflok med den største Deltagelse ^ og ønsker dem alt godt paa den lange Rejse.«

Ved at høre Navnet havde den lille Professor spidset Øre .

Ved at høre Navnet havde den lille Professor lyttet .

» Fru Gaardbo ? « sagde han. » Dersom det er i Anledning af den paatænkte Udvandring, at den Dame skal kondoleres, saa kan I spare Jer Ulejligheden. Rejsen bliver vist ikke til noget – i det mindste ikke foreløbig.«

» Fru Gaardbo ?« sagde han. » Dersom det er i Anledning af den paatænkte Udvandring, at den Dame skal kondoleres, saa kan I spare jer Ulejligheden. Rejsen bliver vist ikke til noget – i det mindste ikke foreløbig.«

» Fru Gaardbo ?« sagde han. » Dersom det er i Anledning af den paatænkte Udvandring, at den Dame skal kondoleres, saa kan I spare jer Ulejligheden. Rejsen bliver vist ikke til noget — i det mindste ikke foreløbig.«

» Fru Gaardbo ?« sagde han. » Dersom det er i Anledning af den paatænkte Udvandring, at den Dame skal kondoleres, saa II, 226 kan I spare jer Ulejligheden. Rejsen bliver vist ikke til noget – i det mindste ikke foreløbig.«

»Hvorfor?« spurgte begge Damerne.

» Doktor Gaardbo har faaet Tilbud om en Anbringelse herhjemme. Det er saamænd ingen anden end vor fælles Ven Torben Dihmer, der agter at engagere ham derovre paa sin Gaard.«

» Doktor Gaardbo har faaet Tilbud om en Anbringelse herhjemme. Det er saamænd ingen anden end vor fælles Ven ^ Dihmer, der agter at engagere ham derovre paa sin Gaard.«

» Doktor Gaardbo har faaet Tilbud om en Anbringelse herhjemme. Det er saamænd ingen anden end vor fælles Ven , Dihmer, der agter at engagere ham derovre paa sin Gaard.«

»Dihmer!« udbrød Fru Bertha, mens Jytte, der allerede havde haft Haanden paa Dørgrebet, uvilkaarligt igen nærmede sig et Skridt.

» Det er formodenlig en Slags Godslæge-Stilling, han skal overtage,« fortsatte Asmus Hagen. » Jeg har min Viden fra en Doktor Mikkelsen i Randers, som jeg tidligere har korresponderet med i Anledning af Torben . Han har indtil Dato været hans Huslæge, saa det er desværre udelukket, at der kan foreligge nogen Misforstaaelse.«

» Det er formodenlig en Slags Godslæge-Stilling, han skal overtage,« fortsatte Asmus Hagen. » Jeg har min Viden fra en Doktor Mikkelsen i Randers, som jeg tidligere har korresponderet med i Anledning af Dihmer . Han har indtil Dato været hans Huslæge, saa det er desværre udelukket, at der kan foreligge nogen Misforstaaelse.«

» Det er formodentlig en Slags Godslæge-Stilling, han skal overtage,« fortsatte Asmus Hagen. » Jeg har min Viden fra en Doktor Mikkelsen i Randers, som jeg tidligere har korresponderet med i Anledning af Dihmer . Han har indtil Dato været hans Huslæge, saa det er desværre udelukket, at der kan foreligge nogen Misforstaaelse.«

93 » Hvorfor siger du desværre?« spurgte Jytte udfordrende .

» Hvorfor siger du desværre?« spurgte Jytte ^ .

»Jo, for jeg havde unægtelig helst set, at Hr. Gaardbo ogsaa i bogstavelig Forstand var bleven min Antipode. Men især beklager jeg Sagen for Torbens Skyld. Han har her forbundet sig med en gal Mand, som i Øjeblikket kun kan have den alleruheldigste Indflydelse paa ham.«

»Jo, for jeg havde unægtelig helst set, at Hr. Gaardbo ogsaa i bogstavelig Forstand var bleven min Antipode. Men især beklager jeg Sagen for Dihmers Skyld. Han har her forbundet sig med en gal Mand, som i Øjeblikket kun kan have den alleruheldigste Indflydelse paa ham.«

»Jo, for jeg havde unægtelig helst set, at Hr. Gaardbo ogsaa i bogstavelig Forstand var bleven min Antipode. Men især beklager jeg Sagen for Dihmers Skyld. Han har her forbundet sig II, 225 med en gal Mand, som i Øjeblikket kun kan have den alleruheldigste Indflydelse paa ham.«

» Og jeg glæder mig over Sagen for Metas Skyld!« sagde Jytte og knejste ^ . » Det er forresten pudsigt at lægge Mærke til , saa tilbøjelige ^ Mennesker er til at betragte hinanden som gale ... skrupgale ... lige til Daarekisten .«

» Og jeg glæder mig over Sagen for Metas Skyld!« sagde Jytte og knejste udfordrende . » Det er forresten pudsigt ^ , II, 311 saa tilbøjelige alle Mennesker er til at betragte hinanden som gale ... skrupgale ... lige til Daarekisten !«

» Og jeg glæder mig over Sagen for Metas Skyld!« sagde Jytte og knejste udfordrende . » Det er forresten pudsigt ^ , saa tilbøjelige alle Mennesker er til at betragte hinanden som gale ... skrupgale ... lige til Daarekisten !«

» Det er efter min Erfaring ogsaa den Betragtning, der passer i de fleste Tilfælde.«

» Ikke desmindre vil jeg nu tage ud og ønske Meta til Lykke,« sagde Jytte. » Ogsaa fra dig, Mor! ... Farvel begge to!«

Da hun var gaaet, blev der stille en lille Tid. Asmus satte sig ned ved Tantens Seng og lod efter sin Vane Fingrene tromme paa Vesten .

Da hun var gaaet, satte Asmus sig ned ved Tantens Seng, og der blev stille en lille Tid .

» Om et godt halvt Aar kan vi nok ønske dig til Lykke med Bedstemorværdigheden, Tante Bertha .«

» Om et godt halvt Aar kan vi nok ønske dig til Lykke med Bedstemorværdigheden, Tante Bertha !«

» Mener du det?«

» Har Jytte ikke talt om det?«

»Nej . Men jeg har jo ^ gjort mig mine Formodninger. 94 Hun har været stærkt nervøst opreven i de sidste Dage.«

»Nej , men jeg har jo selv gjort mig ^ Formodninger. Hun har været stærkt nervøst opreven i de sidste Dage.«

II, 227 »Nej , men jeg har jo selv gjort mig ^ Formodninger. Hun har været stærkt nervøst opreven i de sidste Dage.«

» Der er vist ikke Tvivl. Men det skal du kun være glad for. Det vil sikkert være godt for Jytte at faa et Barn.«

» Der er vist ingen Tvivl. Men det skal du kun være glad for. Det vil sikkert være godt for Jytte at faa et Barn.«

» Det er ogsaa mit Haab,« sagde Fru Bertha med sin bekymrede Stemme og faldt atter hen i sine egne Tanker.

Da Jytte kom ned paa Gaden, mærkede hun godt, at den Glæde, hun straks havde følt paa sin Venindes Vegne, ikke var uden Brod; men med Vilje undgik hun at gøre sig nærmere Rede for Smertens Aarsag. Derimod gav hun efter for en pludselig Indskydelse. Hun fik Lyst til at overraske Karsten i hans Atelier, inden hun tog ud paa Nørrebro.

Da Jytte kom ned paa Gaden, mærkede hun godt, at den Glæde, hun straks havde følt paa sin Venindes Vegne, ikke var uden Brod; men med Vilje undgik hun at gøre sig nærmere Rede for Smertens Aarsag. Derimod gav hun efter for en pludselig ^ Lyst til at overraske Karsten i hans Atelier, inden hun tog ud paa Nørrebro.

Hun traf ham ivrigt optaget af sit Konkurrence-Billede , der gjorde gode Fremskridt. Han havde valgt at fremstille den historiske Rigsdags-Scene , hvor Enslev med en Tale styrtede det sidste Højreministerium. Allerede i Slutningen af Maj skulde Skitserne indsendes, saa han havde ingen Tid at spilde.

Hun traf ham ^ optaget af sit Konkurrencebillede , der gjorde gode Fremskridt. Han havde valgt at fremstille den historiske Rigsdagsscene , hvor Enslev med en Tale II, 312 styrtede det sidste Højreministerium. Allerede i Slutningen af Maj skulde Skitserne indsendes, saa han havde ingen Tid at spilde.

Hun traf ham ^ optaget af sit Konkurrencebillede , der gjorde gode Fremskridt. Han havde valgt at fremstille den historiske Rigsdagsscene , hvor Enslev med en Tale styrtede det sidste Højreministerium. Allerede i Slutningen af Maj skulde Skitserne indsendes, saa han havde ingen Tid at spilde.

Jytte klappede ham paa Kinden og roste ham. Hun vidste ikke, om det var, fordi hun nu saae paa hans Kunst med andre Øjne ^ ; men det forekom hende virkelig, at ^ det var lykkedes ham at komme noget bort fra sine tidligere ^ tomme Virkemidler .
95 Alligevel – og trods alle hans diplomatiske Kunstgreb – troede hun ikke, at der kunde blive Tale om nogen Sejr. For sin egen Skyld tog hun sig det ikke nær. Den kunstneriske Ærgerrighed, hun i sin Forelskelses første Dage havde følt paa hans Vegne, mindedes hun nu næsten med Undseelse. Det var blevet hende saa ligegyldigt, hvad Folk mente om dem begge to. Men hendes Forudanelse om den Skuffelse, der ventede ham, og som sikkert vilde gaa ham nær, havde i den sidste Tid knyttet hende til ham med en ny, øm Overbærenhed.
Hun fortalte, at hun kom fra Dronningens Tværgade og havde truffet Asmus Hagen der; men den Nyhed, Fætteren havde bragt, fortav hun ^ af Sky for at nævne Dihmers Navn . Karsten kendte deres tidligere Forhold, og hun frygtede hans næsten sindssyge Mistro, der et Par Gange under Bryllupsrejsen havde opskræmt hende ret alvorligt .

Jytte klappede ham paa Kinden og roste ham. Hun vidste ikke, om det var, fordi hun nu saae paa ham selv med andre Øjne , at hun ogsaa bedømte hans Kunst anderledes end før ; men hun syntes, det var lykkedes ham at komme ^ bort fra sine tidligere ^ tomme Virkemidler .
Hun fortalte, at hun kom fra Dronningens Tværgade og havde truffet Asmus Hagen der. Den Nyhed, Fætteren havde bragt, fortav hun dog af Sky for at nævne Dihmers Navn ^ .

Jytte klappede ham paa Kinden og roste ham. Hun vidste ikke, om det var, fordi hun nu saae paa ham selv med andre Øjne , at hun ogsaa bedømte hans Kunst anderledes end før ; men II, 226 hun syntes, det var lykkedes ham at komme ^ bort fra sine tidligere ^ tomme Virkemidler .
Hun fortalte, at hun kom fra Dronningens Tværgade og havde truffet Asmus Hagen der. Den Nyhed, Fætteren havde bragt, fortav hun dog af Sky for at nævne Dihmers Navn ^ .

Jytte klappede ham paa Kinden og roste ham. Hun vidste ikke, om det var, fordi hun nu saae paa ham selv med andre Øjne , at hun ogsaa bedømte hans Kunst anderledes end før ; men hun syntes, det var lykkedes ham at komme ^ bort fra sine tidligere altfor tomme Virkemidler .
Hun fortalte, at hun kom fra Dronningens Tværgade og havde truffet Asmus Hagen der. Den Nyhed, Fætteren havde bragt, fortav hun dog af Sky for at nævne Dihmers Navn ^ .

Besøget varede i det hele kun fem Minuter , og da hun gik bort , og Karsten spurgte, om hun nu tog hjem, svarede hun ^ Ja.

Besøget varede i det hele kun fem Minutter , og da hun gik bort ^ og Karsten spurgte, om hun nu tog hjem, svarede hun ^ Ja.

Besøget varede i det hele kun fem Minutter , og da ^ ^ ^ Karsten spurgte, om hun nu tog hjem, svarede hun af samme Grund Ja.

Hun traf Meta ene hjemme sammen med Børnene. Hendes Mand var for et Par Dage siden taget til Favsingholm for at se paa Forholdene. Ved Synet af Venindens lykkestraalende Ansigt var Jytte ikke langt fra at fortryde, at hun var taget derud .

» Jeg veed allerede det hele !« faldt hun hende 96 straks i Talen. » Min Fætter har sladret af Skole. Han kender Lægen derovre. Men lad mig nu høre – hvad er egenlig Meningen?«

» Jeg veed allerede det hele !« faldt hun hende straks i Talen. » Min Fætter har sladret af Skole. Han kender Lægen derovre. Men lad mig nu høre – hvad er egenlig Meningen?«

» Jeg veed allerede det hele ,« faldt hun hende straks i Talen. » Min Fætter har sladret af Skole. Han kender Lægen derovre. Men lad mig nu høre — hvad er egenlig Meningen?«

» Jeg veed allerede det hele ,« faldt hun hende straks i Talen. » Min Fætter har sladret af Skole. Han kender Lægen derovre. Men lad mig nu høre – hvad er egenlig Meningen?«

»Ja, du kan tro, vi gjorde store Øjne begge to ,« sagde Meta, da de havde lukket sig inde i hendes Mands Værelse for at faa Ro for Børnene, der surrede omkring i de smaa Stuer som sværmesyge Bier i en Kube. » I Begyndelsen vidste vi saamænd ikke rigtig, hvad vi skulde tænke om Tilbudet. Det lød jo lidt underligt. Men i Morges havde jeg Brev fra Povl. Han skriver, at Sagen er i Orden, og han er henrykt for alting derovre. Vi kommer til at bo i et Hus, der før har været Godsforvalterbolig. Det bruges nu til et Alderdomsasyl; men det skal helt forandres , skriver Povl. De Gamle skal hver have deres eget lille Hjem, og det skal Povl ogsaa være med til at ordne . Du skal høre, hvad han skriver.«

»Ja, du kan tro, vi gjorde store Øjne begge to !« sagde Meta, da de havde lukket sig inde i hendes Mands Værelse for at faa Ro for Børnene, der surrede omkring i de smaa Stuer som sværmesyge Bier i en Kube. » I Begyndelsen vidste vi saamænd ikke rigtig, hvad vi skulde II, 313 tænke om Tilbudet. Det lød jo lidt underligt. Men imorges havde jeg Brev fra Povl. Han skriver, at Sagen er i Orden, og han er henrykt for alting derovre. Vi kommer til at bo i et Hus, der før har været Godsforvalterbolig. Det bruges nu til et Alderdomsasyl; men det skal helt forandres ^ . Du skal høre, hvad han skriver.«

»Ja, du kan tro, vi gjorde store Øjne begge to !« sagde Meta, da de havde lukket sig inde i hendes Mands Værelse for at faa Ro for Børnene, der surrede omkring i de smaa Stuer som sværmesyge Bier i en Kube. » I Begyndelsen vidste vi saamænd ikke rigtig, hvad vi skulde tænke om Tilbudet. Det lød jo lidt underligt. Men imorges havde jeg Brev fra Povl. Han skriver, at Sagen er i Orden, og han er henrykt for alting derovre. Vi kommer til at bo i et Hus, der før har været Godsforvalterbolig. Det bruges nu til et Alderdomsasyl; men det skal helt forandres ^ . Du skal høre, hvad han skriver.«

»Ja, du kan tro, vi gjorde store Øjne begge to !« sagde Meta, II, 228 da de havde lukket sig inde i hendes Mands Værelse for at faa Ro for Børnene, der surrede omkring i de smaa Stuer som sværmesyge Bier i en Kube. » I Begyndelsen vidste vi saamænd ikke rigtig, hvad vi skulde tænke om Tilbudet. Det lød jo lidt underligt. Men imorges havde jeg Brev fra Povl. Han skriver, at Sagen er i Orden, og han er henrykt for alting derovre. Vi kommer til at bo i et Hus, der før har været Godsforvalterbolig. Det bruges nu til et Alderdomsasyl; men det skal helt forandres ^ . Du skal høre, hvad han skriver.«

Hun hentede Brevet frem fra sin Kjolelomme og læste:

Hun hentede Brevet frem fra sin Kjolelomme .

» Straks i Aftes havde jeg den afgørende Samtale med Dihmer, og vi blev hurtigt enige. Han sagde, at det var hans Tanke at gøre Favsingholm til en Slags Noæh Ark, der skulde bære en lille Skare Mennesker frelst gennem Syndfloden , naar den kommer , og hertil ønsker han altsaa min Bistand. Jeg falder med andre Ord netop ned i den Virksomhed, jeg altid selv har drømt om , men nær tabte Troen 97 paa, da Johannes svigtede. Nu faar jeg her uventet en anden Medarbejder ^ .«

» Straks i Aftes havde jeg den afgørende Samtale med Dihmer, og vi blev hurtigt enige. Han sagde, ^ det var hans Tanke at gøre Favsingholm til en Slags Noæh Ark, der skulde bære en lille Skare Mennesker frelst gennem Syndfloden ^ , og hertil ønsker han altsaa min Bistand. Jeg falder med andre Ord netop ned i den Virksomhed, jeg altid selv har drømt om ^ men nær havde tabt Troen paa, da Johannes svigtede. Nu faar jeg her uventet en anden Medarbejder , der tilmed er en af Landets rigeste Mænd .«

» Men jeg forstaar det ikke,« sagde Jytte . » Her i Byen fortælles det, at Godsejer Dihmer i Øjeblikket har en Skade paa Forstanden.«

» Men jeg forstaar ^ ikke,« sagde Jytte , » her i Byen fortælles det, at Godsejer Dihmer i Øjeblikket har en Skade paa Forstanden.«

» Siger man det? Det betyder vist ikke noget. Povl siger altid, at naar man ikke pudser Næsen præcis paa samme Maade som andre, bliver man straks mistænkt for at have en Skrue løs.«

» ^ Det betyder vist ikke noget. Povl siger altid, at naar man ikke pudser Næsen præcis paa samme Maade som andre, bliver man straks mistænkt for at have en Skrue løs.«

II, 227 » ^ Det betyder vist ikke noget. Povl siger altid, at naar man ikke pudser Næsen præcis paa samme Maade som andre, bliver man straks mistænkt for at have en Skrue løs.«

» ^ Det betyder vist ikke noget. Povl siger altid, at naar man ikke pudser Næsen præcis paa samme Maade som andre, bliver man straks mistænkt for at have en Skrue løs.«

» Men mærkede du virkelig slet ikke noget, da han besøgte Jer i Jerve? Du sagde dog, at han gjorde et lidt underligt Indtryk .«

» Du sagde dog selv, at han gjorde et lidt underligt Indtryk, da han besøgte jer i Jerve .«

»Ja, han er jo syg. Det er Hjertet, skriver Povl. Han skal forresten være bleven meget livligere og har saa mange Ting for. Men hans Udseende har ^ forandret sig ikke saa lidt.«

»Ja, han er jo syg. Det er Hjertet, skriver Povl. Han skal forresten være bleven meget livligere og har saa mange Ting for. Men hans Udseende har nok forandret sig ikke saa lidt.«

» Han kommer sig saamænd nok . Det har vist ingen Nød ,« sagde Jytte.

II, 314 » Han kommer sig saamænd nok , skal du se!« sagde Jytte. » Det har vist ingen Nød .«

» Han kommer sig saamænd nok , skal du se!« sagde Jytte. » Det har vist ingen Nød .«

» Det maa vi jo haabe . – Her skal du se et Par Billeder af Gaarden.«

» Det maa vi jo haabe paa! Her skal du se et Par Billeder af Gaarden.«

Meta trak nogle Fotografier ud af Konvoluten . Det var omtrent de samme, som Torben havde vist Jytte og hendes Mor hin gyldne Morgen i Italien , da de sad sammen paa Loggiaen og drak The . Der var Herregaardens Hovedfaçade set gennem den klosteragtigt hvælvede Indkørsel, et Parti af Parken, et Billede af et Skovbryn og den vide Udsigt over 98 Fjorden, som Torben dengang havde lovsunget med en Varme, der misstemte hende.

Meta trak nogle Fotografier ud af Konvolutten . Det var omtrent de samme, som Torben havde vist Jytte og hendes Mor hin gyldne Morgen i Italien ^ . Der var Herregaardens Hovedfaçade set gennem den klosteragtigt hvælvede Indkørsel, et Parti af Parken, et Billede af et Skovbryn og den vide Udsigt over Fjorden, som Torben ^ havde lovsunget med en Varme, der misstemte hende.

Meta trak nogle Fotografier ud af Konvoluten . Det var omtrent de samme, som Torben havde vist Jytte og hendes Mor hin gyldne Morgen i Italien ^ . Der var Herregaardens Hovedfaçade set gennem den klosteragtigt hvælvede Indkørsel, et Parti af Parken, et Billede af et Skovbryn og den vide Udsigt over Fjorden, som Torben ^ havde lovsunget med en Varme, der misstemte hende.

Meta trak nogle Fotografier ud af Konvoluten . Det var omtrent de samme, som Torben havde vist Jytte og hendes Mor hin gyldne Morgen i Italien ^ . Der var Herregaardens Hovedfaçade set II, 229 gennem den klosteragtigt hvælvede Indkørsel, et Parti af Parken, et Billede af et Skovbryn og den vide Udsigt over Fjorden, som Torben ^ havde lovsunget med en Varme, der misstemte hende.

»Ja, det ser jo altsammen meget lovende ud. Hvornaar skal I flytte derover?«

» Det veed jeg ikke bestemt. Men til Sommer bliver det da nok. Saa skal du komme over og besøge os. Du ser ud, som om du til den Tid kan have godt af at komme lidt paa Græs og samle Kræfter til en stor Begivenhed. Tager jeg vel fejl i det?«

Jytte overhørte Spørgsmaalet og gav sig ^ til at tale om andre Ting . Hun fortalte lidt om den Selskabelighed, hun var bleven tvunget ud i den sidste Tid, og spurgte derpaa, om de ikke skulde gaa ind og se til Børnene.
En halv Time efter tog hun bort.

Jytte blev bleg og svarede ikke paa Spørgsmaalet . Hun gav sig hurtigt til at tale om andre Ting , og lidt ^ efter tog hun bort.

Under den lange Kørsel ind til Byen med Sporvognen sad hun mest med lukkede Øjne. Hun følte en Lede ved sig selv, saa det sortnede for hende. Det var saa latterlig vanvittigt at maatte tilstaa, at hun var skinsyg paa Meta . Skønt det aldrig havde staaet hende klarere end nu, at det var Karsten, hun elskede, selv i de Øjeblikke, da han nedværdigede hende, kom der al Slags ondt og lavt op i hende, naar hun tænkte paa, at Meta for Fremtiden skulde kalde Favsingholm for sit Hjem, at Dihmer skulde blive hendes daglige Omgangsfælle, som han i sin Tid havde været hendes, at han maaske 99 skulde blive en Slags Onkel for hendes Børn og holde dem i Haanden . Et saadant Hvepsebol var hendes Hjerte, at hun nu var nær ved at ønske, det var blevet til Alvor med den Rejse til Avstralien , og at Veninden og hele Familjen allerede var paa Vej derover. ^

Under den lange Kørsel ind til Byen med Sporvognen sad hun mest med lukkede Øjne. Hun følte en Lede ved sig selv, saa det sortnede for hende. Det var saa latterlig vanvittigt at maatte tilstaa, at hun var skinsyg paa Meta ! Naar hun tænkte paa, at Veninden for Fremtiden skulde kalde Favsingholm for sit Hjem, at Dihmer skulde blive hendes daglige Omgangsfælle, ^ maaske hendes gode Ven, der spaserede med hendes Børn ved Haanden , var hun II, 315 nær ved at ønske, det var bleven til Alvor med den Avstraliensrejse , og at Veninden og hele Familjen allerede var paa Vej derover. Et saadant Hvepsebol var hendes Hjerte!

Under den lange Kørsel ind til Byen med Sporvognen sad hun mest med lukkede Øjne. Hun følte en Lede ved sig selv, saa det sortnede for hende. Det var saa latterlig vanvittigt at maatte tilstaa, at hun var skinsyg paa Meta ! Naar hun tænkte paa, at Veninden for Fremtiden skulde kalde Favsingholm for sit Hjem, at Dihmer skulde blive hendes daglige Omgangsfælle, ^ maaske hendes gode Ven, der spaserede med hendes Børn ved Haanden , var hun nær ved at ønske, det var bleven til Alvor med den Avstraliensrejse , og at Veninden og hele Familjen allerede var paa Vej derover. Et saadant Hvepsebol var hendes Hjerte!

Da hun stod af Sporvognen paa Kongens Nytorv og skraaede over Torvet for at naa hen til Holdepladsen for Østerbrovognene, kom et Arbejdskøretøj i jævn Fart nede fra Nyhavn og krydsede hendes Vej. I det samme flammede der en ^ Lyst op i hende til at kaste sig ned foran de store Heste og lade sig trampe ihjel under deres tunge Hove. Det hele var kun et Nu . Et ^ ^ vildt og blodigt Glimt. Men i dette korte Øjeblik havde hun følt Dødens Greb som en befriende Svimmelhed.

Da hun stod af Sporvognen paa Kongens Nytorv og skraaede over Torvet for at naa hen til Holdepladsen for Østerbrovognene, kom et Arbejdskøretøj i jævn Fart nede fra Nyhavn og krydsede hendes Vej. I det samme flammede der en ond Lyst op i hende til at kaste sig ned foran de store Heste og lade sig trampe ihjel under deres tunge Hove. Det hele var kun et Nu , – et vildt og blodigt Glimt. Men i dette korte Øjeblik havde hun følt Dødens Gys som en befriende Svimmelhed.

II, 228 Da hun stod af Sporvognen paa Kongens Nytorv og skraaede over Torvet for at naa hen til Holdepladsen for Østerbrovognene, kom et Arbejdskøretøj i jævn Fart nede fra Nyhavn og krydsede hendes Vej. I det samme flammede der en ond Lyst op i hende til at kaste sig ned foran de store Heste og lade sig trampe ihjel under deres tunge Hove. Det hele var kun et Nu , — et vildt og blodigt Glimt. Men i dette korte Øjeblik havde hun følt Dødens Gys som en befriende Svimmelhed.

Da hun stod af Sporvognen paa Kongens Nytorv og skraaede over Torvet for at naa hen til Holdepladsen for Østerbrovognene, kom et Arbejdskøretøj i jævn Fart nede fra Nyhavn og krydsede hendes Vej. I det samme flammede der en ond Lyst op i hende til at kaste sig ned foran de store Heste og lade sig trampe ihjel under deres tunge Hove. Det hele var kun et Nu , – et vildt og blodigt Glimt. Men i dette korte Øjeblik havde hun følt Dødens Gys som en befriende Svimmelhed.

Paa Vejen ud gennem Bredgade saae hun til sin Overraskelse, at der var tændt Lys i et Par Butikker. Tiden var løben fra hende . Og det ængstede hende lidt at tænke paa, at Karsten kunde være kommen hjem.
Han var forøvrigt trods sin Skinsyge ^ ingenlunde selv bleven noget Dydsmønster. Deres Ægteskab var ogsaa i den Henseende et virkeligt Ideal-Ægteskab. Det næsten trøstede hende nu at mindes ^ en Aften i Teatret i Milano, da Døren til Sidelogen blev aabnet for en høj, dybt nedringet og bararmet Messalina i 100 sort Fløjlsrobe.Karsten blev pludselig saa underlig lang i Ryggen, og ^ der gik et Kuldegys igennem ham. Hun havde ikke glemt det ! ... ^ ^

Paa Vejen ud gennem Bredgade saae hun til sin Overraskelse, at der var tændt Lys i et Par Butikker. Tiden var løben fra hende , og det ængstede hende lidt at tænke paa, at Karsten kunde være kommen hjem. Hun frygtede hans Skinsyge , som allerede paa Bryllupsrejsen havde opskræmt hende ret alvorligt et Par Gange. Og dog var han ingenlunde selv bleven nogen Helgen.
Til Beroligelse for sin Samvittighed gav hun sig til at tænke paa en Aften i Teatret i Milano, da en Dame traadte ind i Sidelogen , en høj, dybt nedringet og bararmet Messalina i sort Fløjlsrobe.Karsten blev pludselig saa underlig lang i Ryggen, og hun saae, at der gik et Kuldegisp igennem ham. Hun havde ikke glemt det . Og Mindet om dette Øjeblik trøstede hende ofte for hendes egen Svaghed.

Paa Vejen ud gennem Bredgade saae hun til sin Overraskelse, at der var tændt Lys i et Par Butikker. Tiden var løben fra hende , og det ængstede hende lidt at tænke paa, at Karsten kunde være kommen hjem. Hun frygtede hans Skinsyge , som allerede paa Bryllupsrejsen havde opskræmt hende ret alvorligt et Par Gange. Og dog var han ingenlunde selv bleven nogen Helgen.
Til Beroligelse for sin Samvittighed gav hun sig til at tænke II, 230 paa en Aften i Teatret i Milano, da en Dame traadte ind i Sidelogen , en høj, dybt nedringet og bararmet Messalina i sort Fløjlsrobe.Karsten blev pludselig saa underlig lang i Ryggen, og hun saae, at der gik et Kuldegisp igennem ham. Hun havde ikke glemt det . Og Mindet om dette Øjeblik trøstede hende nu for hendes egen Svaghed.

Da hun kom hjem, saae hun hans Frakke og Stok i Entreen, og da hun traadte ind i Stuen, stod han ude paa Gulvet med Hænderne i Siden og mødte hende med Tavshed.

Da hun kom hjem, saae hun hans Frakke og Stok i Entreen, og da hun traadte ind i Stuen, stod han ude II, 316 paa Gulvet med Hænderne i Siden og mødte hende med Tavshed.

Da hun kom hjem, saae hun hans Frakke og Stok i Entreen, og da hun traadte ind i Stuen, stod han ude paa Gulvet med Hænderne i Siden og mønstrede hende i Tavshed.

Hun sendte ham et Nik i Forbigaaende og satte sig i Sofaen . Han fulgte hende med Øjnene og spurgte nu :

Hun sendte ham et Nik i Forbigaaende ^ . Han fulgte hende med Øjnene og spurgte , da hun satte sig i Sofaen :

Hun sendte ham et Nik i Forbigaaende ^ . Han fulgte hende med Øjnene og spurgte ^ :

» Hvor kommer du fra? ... Du ser saa mærkværdig ^ ud.«
Hun rejste sig igen med stolt Holdning.

» Hvor kommer du fra? ... Du ser saa mærkværdig ophedet ud.« ^

» Naar du taler til mig i den Tone, Karsten, faar du ingen Svar. Det veed du .«

» Naar du taler til mig i den Tone, Karsten, faar du ikke Svar. Det veed du !«

Hun ^ gik ^ hen imod Sovekammerdøren. Men da styrtede han sig over hende og greb hende om begge Haandled.

Hun havde rejst sig og gik ^ hen imod Sovekammerdøren. Men da styrtede han sig over hende og greb hende om begge Haandled.

Hun ^ gik hurtig hen imod Sovekammerdøren. Men da styrtede han sig over hende og greb hende om begge Haandled.

» Hvor har du været henne? Du sagde jo, du tog hjem.«

» Dersom du ikke øjeblikkelig slipper mig, raaber jeg paa Pigen!«

Lynene fra hendes Øjne bragte ham til Besindelse . Han slap hende, og Jytte saae, at han skammede sig.
Efter at hun var gaaet ind i Sovekammeret, skridtede han ^ ^ omkring i Stuen ^ som en straffet Skoledreng. Snart var han rasende paa sig selv, snart 101 stod han foran Spejlet og betragtede sit Ansigt med et flovt Smil.

Lynene fra hendes Øjne bragte ham til at besinde sig . Han slap hende, og da hun var gaaet ind i Sovekammeret, skridtede han en Tid omkring i Stuen med skamfuld Mine som en straffet Skoledreng.

Lynene fra hendes Øjne bragte ham til at besinde sig . Han slap II, 229 hende, og da hun var gaaet ind i Sovekammeret, skridtede han en Tid omkring i Stuen med skamfuld Mine som en straffet Skoledreng.

Lynene fra hendes Øjne bragte ham til at besinde sig . Han slap hende, og da hun var gaaet ind i Sovekammeret, skridtede han nogen Tid omkring i Stuen med skamfuld Mine som en straffet Skoledreng.

Pludselig ^ spidsede han Øre ... Inde fra Sovekammeret hørte han Hulken.

Pludselig standsede han og spidsede ^ Øre . Inde fra Sovekammeret hørte han Hulken.

Han blev med eet frygtelig ulykkelig. Det var første Gang, han hørte Jytte græde. ^ Han aabnede Døren sagte . Hun laa paa sin Seng med Ansigtet trykket ned i Hovedpuden. Synet gjorde ham ganske fortvivlet. Han sank ned paa Knæ ved Siden af hende.

Han blev ^ frygtelig ulykkelig. Det var første Gang, han hørte Jytte græde. – Han aabnede ^ sagte Døren og gik paa Taaspidserne hen til Sengen, hvor Jytte laa ^ med Ansigtet trykket ned i Hovedpuden. Synet gjorde ham ganske fortvivlet. Han sank ned paa Knæ ved Siden af hende.

Han blev ^ frygtelig ulykkelig. Det var første Gang, han hørte Jytte græde. — Han aabnede ^ sagte Døren og gik paa Taaspidserne hen til Sengen, hvor Jytte laa ^ med Ansigtet trykket ned i Hovedpuden. Synet gjorde ham ganske fortvivlet. Han sank ned paa Knæ ved Siden af hende.

Han blev ^ frygtelig ulykkelig. Det var første Gang, han hørte Jytte græde. – Sagte aabnede han ^ Døren og gik paa Taaspidserne hen til Sengen, hvor Jytte laa ^ med Ansigtet trykket ned i Hovedpuden. Synet gjorde ham ganske fortvivlet. Han sank ned paa Knæ ved Siden af hende.

» Tag det dog ikke saa alvorlig , Jytte! Jeg ber dig virkelig saa mange Gange om Forladelse . Du veed jo dog , at det aldrig kunde falde mig ind for Alvor at mistænke dig. Naar jeg bliver saa fjollet, er det blot, fordi jeg holder saa vanvittig meget af dig.«

» Tag det dog ikke saa alvorligt , Jytte! Jeg ber dig virkelig saa mange Gange om Forladelse ! Du veed jo ^ , at det aldrig kunde falde mig ind for Alvor at mistænke II, 317 dig. Naar jeg bliver saa fjollet, er det blot, fordi jeg holder saa vanvittig meget af dig.«

» Tag det dog ikke saa alvorligt , Jytte! Jeg ber dig virkelig saa mange Gange om Forladelse ! Du veed jo ^ , at det aldrig kunde falde mig ind for Alvor at mistænke dig. Naar jeg bliver saa fjollet, er det blot, fordi jeg holder saa vanvittig meget af dig.«

Han havde prøvende taget hendes ene Haand , og da hun lod ham beholde den, trykkede han den ^ til sin Kind og søgte ^ at gøre sin Uret god igen med Kærtegn og indsmigrende Ord . Han vidste ikke, at hun i ensom Fortvivlelse græd over sig selv og sit forspildte Liv.

Han havde prøvende taget hendes ene Haand . Da hun lod ham beholde den, trykkede han den henrykt til sin Mund. Med Kærtegn og indsmigrende Ord søgte han at gøre sin Uret god igen og faa hende til at smile . Han vidste ikke, at hun i ensom Fortvivlelse græd over sig selv og sit forspildte Liv.

II, 231 Han havde prøvende taget hendes ene Haand . Da hun lod ham beholde den, trykkede han den taknemlig til sin Mund. Med Kærtegn og indsmigrende Ord søgte han at gøre sin Uret god igen og faa hende til at smile . Han vidste ikke, at hun i ensom Fortvivlelse græd over sig selv og sit forspildte Liv.

VII .

VII

⇕ Favsingholm V, 1.7

⇕ De Dødes Rige 8.7

⇕ De Dødes Rige .7

⇕ De Dødes Rige 8.7

V ed et af de høje Palæ-Vinduer i sin Stue sad Grosserer Søholm sørgmodig sammensunken i en Rullestol, lergraa i Ansigtet, ubarberet og med æggegule Levninger af sit Morgenmaaltid i Mundvigene. 102 Under de tunge Øjenlaag, hvoraf det ene næsten var lukket til, bevægede Pupillerne sig uroligt frem og tilbage som Dyr i Bur. Hundefrygten i hans Sind gjorde dem mørke og unaturligt store trods det Styrtebad af Sol, der strømmede ned over ham.

Ved et af de høje Palæ-Vinduer i sin Stue sad Grosserer Søholm sørgmodig sammensunken i en Rullestol, graa i Ansigtet, ubarberet og med æggegule Levninger af sit Morgenmaaltid i Mundvigene. Under de tunge Øjenlaag, hvoraf det ene næsten var lukket til, bevægede Pupillerne sig uroligt frem og tilbage som Dyr i Bur. Hundefrygten i hans Sind gjorde dem mørke og unaturligt store trods det Styrtebad af Sol, der strømmede ned over ham.

Den foregaaende Aften, da Tjener Rasmussen læste Avisen højt for ham, havde han faaet en alvorlig Rystelse ved at høre, at ^ P. Christian Jørgensen, en ubetydelig Hørkræmmer paa Vestergade, ved sin Død havde testamenteret hundrede tusinde Kroner – over Halvdelen af sin Formue – til Missionen.

Den foregaaende Aften, da Tjener Rasmussen læste Avisen højt for ham, havde han faaet en alvorlig Rystelse ved at høre, at den nylig afdøde P. Christian Jørgensen, en ubetydelig Hørkræmmer paa Vestergade, ^ havde testamenteret hundrede tusinde Kroner – over Halvdelen af sin Formue – til Missionen.

Han havde ganske vist ogsaa selv et Par Gange i Vinterens Løb betænkt Kirken med Gaver. Men ved denne Meddelelse vaklede hans Tillid til, at hans Regnskab med Vorherre balancerede . Efter en bekymringsfuld Nat , der vakte Minderne om den store Krise i hans Liv, da de afrikanske Guldmineaktier pludselig faldt tilbunds og i nogle Dage truede ham med Ruin, havde han nu telefoneret efter Pastor Gaardbo , som han utaalmodig ventede paa .

Han havde ganske vist ^ selv et Par Gange i Vinterens Løb betænkt Kirken med Gaver. Men ved denne Meddelelse vaklede hans Tillid til, at hans Regnskab med II, 318 Vorherre balancerede , og efter en bekymringsfuld Nat ^ havde han nu telefoneret efter Pastor Gaardbo ^ .

II, 230 Han havde ganske vist ^ selv et Par Gange i Vinterens Løb betænkt Kirken med Gaver. Men ved denne Meddelelse vaklede hans Tillid til, at hans Regnskab med Vorherre balancerede , og efter en bekymringsfuld Nat ^ havde han nu telefoneret efter Pastor Gaardbo ^ .

Han havde ganske vist ^ selv et Par Gange i Vinterens Løb betænkt Kirken med Gaver. Men ved denne Meddelelse vaklede hans Tillid til, at hans Regnskab med Vorherre balancerede , og efter en bekymringsfuld Nat ^ havde han nu telefoneret efter Pastor Gaardbo ^ .

Tjener Rasmussen, der under hans Sygdom var bleven ophøjet til en Slags Privatsekretær, stod henne ved Skrivebordet og fordelte den ekspederede Morgenpost til de forskellige Rum i Hylderne ovenover. Den syge Grosserer kom ikke mere paa sit Kontor; men gennem Telefonen holdt han endnu Forretningens Traade i sin Haand , og fra hans lamme Tunge 103 udgik stadig Ordrer, der fløj videre ud over Verden og slog ned som en Rovfugl paa sit Bytte.

Tjener Rasmussen, der under hans Sygdom var bleven ophøjet til en Slags Privatsekretær, stod henne ved Skrivebordet og fordelte den ekspederede Morgenpost til de forskellige Rum i Hylderne ovenover. Den syge Grosserer kom ikke mere paa sit Kontor; men gennem Telefonen styrede han endnu Forretningen , og fra hans lamme Tunge udgik stadig Ordrer, der fløj ^ ud over Verden og slog ned som Rovfugle paa deres Bytte.

» Var det Pastor Gaardbo selv, De talte med ^ ?« spurgte han.

» Var det Pastor Gaardbo selv, De talte med , Rasmussen ?« ^

»Nej, Præsten var allerede gaaet ud. Det var en af Damerne, der var i Telefonen.«

»Nej, Præsten var ^ gaaet ud. Det var en af Damerne, der var i Telefonen.«

II, 232 »Nej, Præsten var ^ gaaet ud. Det var en af Damerne, der var i Telefonen.«

» Hvor var han da henne?«
» Det talte hun ikke om.«
» Saa kommer han maaske slet ikke i Formiddag? «

» Saa kommer han maaske slet ikke i Formiddag?«

»Jo, hun ventede ham hvert Øjeblik, sagde hun.«

Grosserer Søholm sank tilbage til sine opskræmte Tanker, og der blev igen en længere Tavshed.

» Opholder Frøken Cecilie sig i Salonen?«
»Ja.«
» Er min Datter paaklædt?«
» Det tror jeg nok.«
Et Øjeblik efter ringede det stærkt og vedholdende .

^ Et Øjeblik efter ringede det ^ .

Saa ^ ringede det ^ .

» Der har vi nok Hans Velærværdighed,« sagde Tjener-Sekretæren med spydig Overlegenhed. » Jeg skal maaske vise ham ind i Salonen ?«

» Der har vi ^ Hans Velærværdighed,« sagde Tjener-Sekretæren med spydig Overlegenhed.
» Opholder Frøken Cecilie sig i Salonen?« spurgte Hr. Søholm.
»Ja.«
» Er min Datter paaklædt?«
» Det tror jeg nok. Jeg skal maaske vise Præsten derind ?«

» Der har vi vist Hans Velærværdighed,« sagde Rasmussen med spydig Overlegenhed.
» Opholder Frøken Cecilie sig i Salonen?« spurgte Hr. Søholm.
»Ja.«
» Er min Datter paaklædt?«
» Det tror jeg nok. Jeg skal maaske vise Præsten derind ?«

»Ja, gør kun det . Sig ham, at jeg skal straks være disponibel .«
Men i det samme gled Døren til Forhallen ind i Væggen, og Johannes Gaardbo traadte rask ind uden at lade sig melde .

»Ja, gør kun det ! Sig ham, at jeg skal straks være disponibel !«
II, 319 Men i det samme gled Døren til Forhallen ind i Væggen, og Johannes Gaardbo traadte ^ ind ^ .

»Ja, gør kun det ! Sig ham, at jeg skal straks være disponibel !«
Men i det samme gled Døren til Forhallen ind i Væggen, og Johannes Gaardbo traadte ^ ind ^ .

»Ja, gør kun det ! Sig ham, at jeg skal straks være visibel !«
Men i det samme gled Døren til Forhallen ind i Væggen, og Johannes Gaardbo traadte ^ ind ^ .

Det havde været Hr. Søholms Hensigt at skænke 104 Kirkefondet yderligere tyve tusind Kroner; men Præstens ^ Tilsynekomst beroligede ham straks saa meget, at han bestemte sig til at reducere Summen med Halvdelen. Og da ^ Præsten havde taget Plads , og de havde talt lidt sammen , fandt han, at ogsaa fem tusinde Kroner var en rund Sum, som han fuldt ud kunde føle sig betrygget ved.

Det havde været Hr. Søholms Hensigt at skænke Kirkefondet yderligere tyve tusind Kroner; men Præstens blotte Tilsynekomst beroligede ham , saa han straks bestemte sig til at reducere Summen med Halvdelen. Og da han havde bedt Præsten tage Plads ^ , fandt han, at ogsaa fem tusinde Kroner var en rund Sum, som han ^ kunde føle sig betrygget ved.

Han nævnte derpaa Sagen , idet han bad Johannes Gaardbo ^ bringe Meddelelsen videre til Kirkefondets Bestyrelse.

Han nævnte nu Sagen for Johannes Gaardbo og bad ham bringe Meddelelsen videre til Kirkefondets Bestyrelse.

II, 231 Han nævnte nu Sagen for Johannes Gaardbo og bad ham bringe Meddelelsen videre til Kirkefondets Bestyrelse.

Han nævnte nu Sagen for Johannes Gaardbo og bad ham bringe Meddelelsen videre til Kirkefondets Bestyrelse.

» Med de forrige fem tusinde og de første ti , bliver det altsaa i det hele et Bidrag paa tyve Tusinde Kroner,« sagde han som for at sikre sig mod en fejlagtig Postering i Himlens store Hovedbog.

» Med de forrige fem tusinde og de første ti ^ bliver det altsaa i det hele et Bidrag paa tyve tusinde Kroner,« sagde han som for at sikre sig mod en fejlagtig Postering i Himlens store Hovedbog.

Johannes Gaardbo takkede for Gaven, idet han dog stærkt betonede, at Gud saae paa Hjertet, ikke paa Pengene , hvad ^ ^ Søholm forøvrigt ganske bifaldt.
Han ^ følte sig nu fuldkommen trøstet og gav ^ ^ sig til at fortælle om sin forestaaende Rejse til et Badested i Sydfrankrig, hvorfra han ventede at komme ganske helbredet tilbage. Hans Døtre Cecilie og Constance skulde ledsage ham, hvorimod Jægermesterinden var optaget af sine mange offenlige Hverv, navnlig af Forberedelserne til den store Vifteudstilling, der skulde aabnes i Maj. Hele Rejsen – sagde han – skulde foretages i Salonvogn. I Berlin vilde Constances Forlovede, Hr. v. Biebermarck, slutte 105 sig til dem, og efter Hjemkomsten var det Meningen at fejre det unge Pars Bryllup paa Storeholt, som skulde være hans Brudegave til Datteren.

Johannes Gaardbo takkede uden Begejstring. Han havde allerhelst tilbagevist Pengene som en uværdig Gave; men han vidste, at han paa dette Punkt var i Uoverensstemmelse med Missionens Ledelse, særlig med Pastor Stensballe.
^ Grosserer Søholm , der nu følte sig ^ fuldkommen trøstet , gav ^ sig sig til at fortælle om sin forestaaende Rejse til et Badested i Sydfrankrig, hvorfra han ventede at komme ganske helbredet tilbage. Hans Døtre Cecilie og Constance skulde ledsage ham, hvorimod Jægermesterinden var optaget af sine mange offenlige Hverv, navnlig af Forberedelserne til den store Vifteudstilling, der skulde aabnes i Maj. Hele Rejsen ^ skulde foretages i Salonvogn. II, 320 I Berlin vilde Constances Forlovede, Hr. v. Biebermarck, slutte sig til dem, og efter Hjemkomsten var det Meningen at fejre det unge Pars Bryllup paa Storeholt, som skulde være hans Brudegave til Datteren.

Johannes Gaardbo takkede uden Begejstring. Han havde allerhelst tilbagevist Pengene som en uværdig Gave; men han vidste, at han paa dette Punkt var i Uoverensstemmelse med Missionens Ledelse, særlig med Pastor Stensballe.
^ Grosserer Søholm , der nu følte sig ^ fuldkommen trøstet , gav ^ sig ^ til at fortælle om sin forestaaende Rejse til et Badested i Sydfrankrig, hvorfra han ventede at komme ganske helbredet tilbage. Hans Døtre Cecilie og Constance skulde ledsage ham, hvorimod Jægermesterinden var optaget af sine mange offenlige Hverv, navnlig af Forberedelserne til den store Vifteudstilling, der skulde aabnes i Maj. Hele Rejsen ^ skulde foretages i Salonvogn. I Berlin vilde Constances Forlovede, Hr. v. Biebermarck, slutte sig til dem, og efter Hjemkomsten var det Meningen at fejre det unge Pars Bryllup paa Storeholt, som skulde være hans Brudegave til Datteren.

Johannes Gaardbo takkede uden Begejstring. Han havde allerhelst tilbagevist Pengene som en uværdig Gave; men han vidste, at han paa dette Punkt var i Uoverensstemmelse med Missionens Ledelse, særlig med Pastor Stensballe.
Da Grosserer Søholm ^ nu følte sig ^ fuldkommen trøstet , gav han sig ^ til at fortælle om sin forestaaende Rejse til et Badested i Sydfrankrig, hvorfra han ventede at komme ganske helbredet tilbage. Hans Døtre Cecilie og Constance skulde ledsage ham, hvorimod II, 233 Jægermesterinden var optaget af sine mange offenlige Hverv, navnlig af Forberedelserne til den store Vifteudstilling, der skulde aabnes i Maj. Hele Rejsen ^ skulde foretages i Salonvogn. I Berlin vilde Constances Forlovede, Hr. v. Biebermarck, slutte sig til dem, og efter Hjemkomsten var det Meningen at fejre det unge Pars Bryllup paa Storeholt, som skulde være hans Brudegave til Datteren.

» Har De Lyst til at gøre Følgeskab paa Rejsen, saa er der gratis Plads i Vognen – værsgo’! Frankrig skal jo være et Land med mange Seværdigheder.«

» Har De Lyst til at gøre Følgeskab paa Rejsen, saa er der gratis Plads i Vognen – værsgo’! Frankrig skal jo være et Land med forskellige Seværdigheder.«

» Har De Lyst til at gøre Følgeskab paa Rejsen, saa er der gratis Plads i Vognen — værsgo’! Frankrig skal jo være et Land med forskellige Seværdigheder.«

» Har De Lyst til at gøre Følgeskab paa Rejsen, saa er der gratis Plads i Vognen – værsgo’! Frankrig skal jo være et Land med forskellige Seværdigheder.«

Johannes Gaardbo takkede igen ret køligt og svarede, at han ikke tænkte paa at rejse bort. Og da Grossereren nu spurgte, om han ikke vilde ind og hilse paa hans Damer, undskyldte han sig, bad ham overbringe en Hilsen og sagde Farvel.
Den invalide Grosserer blev siddende i Stolen og saae misfornøjet efter ham.
Han var ikke længer tilfreds med sin Sjælesørger og tænkte stærkt paa at gøre en Forandring. Her spaserede Manden bort med fem tusinde Kroner og sagde knap nok ordenlig Tak for dem. Naar Folk mente, at Pastor Gaardbo havde en stor Fremtid for sig og vilde blive baade Biskop og Minister, saa kunde det gerne være, at de fik Ret; men et Faarehoved var han nu alligevel. Gik han ikke her og tossede om og kunde ikke se, at en af Landets rigeste og smukkeste Piger ikke var utilbøjelig til at gifte sig med ham. En Dame, der havde ekspederet en halv Snes Friere ned ad Trappen, deriblandt to Kammerjunkere. Kunde den Præst da ikke faa Gluggerne op! –
106 Paa sin Vej ind til Byen var Johannes Gaardbo selv i nedtrykt Stemning . Disse stadig lige frugtesløse Besøg i det verdslige Millionærhjem blev ham mere og mere en Pine, og han havde allerhelst tilbagevist Hr. Søholms Penge som en uværdig Gave. Men han var paa dette Punkt i Uoverensstemmelse med Missionens nuværende Ledere, særlig med Pastor Stensballe, og han maatte for Fredens Skyld bøje sig for deres Opfattelse af, hvad der tjente Kirkens Vel.
At man i det Søholmske Hjem saa tydeligt ventede , at han en Dag skulde afsløre sig som Frier ^ , gjorde ham heller ikke Opholdet der behageligt. Han tænkte selv saa lidt paa Giftermaal , at det end ikke faldt ham ind, at Sladderen kunde lægge anden Betydning i hans venskabelige Forhold til andre af de yngre Kvinder i Menigheden end Glæden ved Fællesskabet i Tro og Forventning . Nu mere end nogensinde var Rosalie hans Brud for Evigheden . Med den Vished, han havde faaet for hendes frygtelige Forvildelse, var Troskab mod deres Ungdoms Kærlighed bleven ham en hellig Pligt . I Haabet om deres endelige Genforening i Herlighedsriget havde han sit inderste Liv, og belært af den Fristelse, der om Sommeren havde mødt ham i Jytte Abildgaards Skikkelse, vogtede han paa sine Øjne og gik med al sin Tanke op i Arbejdet for Guds Riges Fremme.
107 ^ Med sine hurtige Skridt var han paa Vej ind til det nye Blad, som Folk kaldte Præstebladet, hvor han redigerede Korshærens daglige »Armebefalinger.«
Nyt var Bladet forøvrigt ikke. Efter Samuelsens Raad havde Missionen skaffet sig Indflydelse paa et ældre Avertissementsblad med en Del Udbredelse i de smaaborgerlige Hjem, og det var denne Avis, der nu i betydelig udvidet Skikkelse udgik under Samuelsens Redaktion og Pastor Stensballes Overledelse.
Bladet – »Hverdagen« hed det – havde sine Kontorer paa Kultorvet. I et stort Hus, der af Københavnervittigheden var bleven døbt Sakristiet, havde det ^ indrettet sig ganske som » Femte Juni« med markskrigerske Billedreklamer i alle Vinduerne og Udstillingskabinet i Stuen. Selve Bladet var ogsaa i sin ydre Skikkelse bleven en nøjagtig Kopi af Enslevs populære Avis, blot udstyret med nogle flere Smagløsheder af amerikansk Oprindelse. Pastor Stensballe havde ikke taget fejl af Vejen, da han erhvervede Samuelsen til sit Bladforetagende og lod denne Mands Snuhed og Kynisme komme Kirken tilgode. Maalet var at slaa » Femte Juni« ned, og foreløbig havde Debut’en været glimrende.
Redaktionslokalerne laa paa anden Sal, og den Redefuld af underordnede Medarbejdere, der vrimlede her i Eftermiddagstimerne og til langt ud paa Natten ^ , havde paa ingen Maade noget evangelisk 108 Præg. Det var det sædvanlige lystige Broderskab af forkomne Talenter, literære Alfonser og halsende Nyhedsstøvere , der fra en Storstads Overflade flyder sammen i Avisernes Reporterstuer som Spildevandet i en Kloakbrønd. Flere af » Lysesaksen«s artistiske Styltegængere havde med fuld Musik holdt deres Indtog i Bladet. Saaledes Karl May, der i den Anledning havde dannet sig en ny Specialitet som Karikaturtegner og morede Byens Folk med sin barokke Fantasi. Jørgen Berg, der skulde have været musikalsk Anmelder, havde faaet Forfald, idet han for Øjeblikket befandt sig paa en Nerveklinik. Derimod gjorde Bohse stor Lykke hos Publikum i sin nye Egenskab af serafisk Digter og Literaturens Erkeengel. Fra ledende Side saae man af den Grund gennem Fingre med, at han i sine Mandagskroniker var begyndt at kaste smægtende Blikke efter den katolske Gudstjenestes Skønhed og gøre Haneben til den røgelseomhyllede Madonna .

Johannes Gaardbo hørte knap paa ham . Disse stadig lige frugtesløse Besøg ^ blev ham mere og mere en Pine, og at baade Hr. Søholm og Familjen saa tydeligt ventede ^ en Dag at se ham afsløre sig som Frier til Frk. Cecilie , gjorde ham ^ ikke Opholdet i det pralende Millionærhjem mindre trykkende. Enhver Tanke om Giftermaal var for ham selv bleven Helligbrøde . Nu mere end nogensinde var Rosalie hans Evighedsbrud . Med den Vished, han havde faaet om hendes frygtelige Forvildelse, var Troskaben mod hendes Minde bleven ham en Kærlighedspligt , som han for hendes Sjæls Frelses Skyld ikke turde svigte. Hele hans Liv skulde fra nu af vies Bønnen om deres ^ Genforening i Herlighedsriget .
Da han rejste sig, spurgte Hr. Søholm, om han ikke skulde ind og hilse paa hans Damer. Men han undskyldte sig og sagde Farvel.
Med Sporvognen kørte han ind til Byen og stod af ved Kultorvet, hvor Missionens nye Blad havde sine Kontorer. Som Korshærens Leder udstedte han herfra regelmæssigt sine »Dagsbefalinger«.
I et stort Hus, der af Københavnervittigheden var ^ døbt Sakristiet, havde Bladet – »Hverdagen« hed det – indrettet II, 321 sig efter amerikansk Mønster med markskrigerske Billedreklamer i alle Vinduerne som et Menageri. Det Vryl af underordnede Medarbejdere, der fyldte op i Redaktionslokalerne , havde heller ingenlunde noget evangelisk Præg. Det var det sædvanlige forsorne Broderskab af Literaturens Alfonser og havarerede Talenter , der fra en Storstads Overflade flyder sammen i Avisernes Reporterstuer som Spildevandet i en Kloakbrønd. Men iøvrigt forsynedes det store Blads Spalter mest af skrivelystne Præster og Præstefruer rundt om i Landet og af nogle unge Digtere af den nye serafiske Skole med Erkeenglen Harald Bohse i Spidsen .

Johannes Gaardbo hørte knap paa ham . Disse stadig lige frugtesløse Besøg ^ blev ham mere og mere en Pine, og at baade Hr. Søholm og Familjen saa tydeligt ventede ^ en Dag at se ham afsløre sig som Frier til Frk. Cecilie , gjorde ham ^ ikke Opholdet i det pralende Millionærhjem mindre trykkende. Enhver Tanke om Giftermaal var for ham selv bleven Helligbrøde . Nu mere end nogensinde var Rosalie hans Evighedsbrud . Med den Vished, han havde faaet om hendes frygtelige Forvildelse, var Troskaben mod hendes Minde bleven ham en Kærlighedspligt , som han for hendes Sjæls Frelses Skyld ikke turde svigte. Hele hans Liv skulde fra nu af vies Bønnen om deres ^ Genforening i Herlighedsriget .
II, 232 Da han rejste sig, spurgte Hr. Søholm, om han ikke skulde ind og hilse paa hans Damer. Men han undskyldte sig og sagde Farvel.
Med Sporvognen kørte han ind til Byen og stod af ved Kultorvet, hvor Missionens nye Blad havde sine Kontorer. Som Korshærens Leder udstedte han herfra regelmæssigt sine »Dagsbefalinger«.
I et stort Hus, der af Københavnervittigheden var ^ døbt Sakristiet, havde Bladet — »Hverdagen« hed det — indrettet sig efter amerikansk Mønster med markskrigerske Billedreklamer i alle Vinduerne som et Menageri. Det Vryl af underordnede Medarbejdere, der fyldte op i Redaktionslokalerne , havde heller ingenlunde noget evangelisk Præg. Det var det sædvanlige forsorne Broderskab af Literaturens Alfonser og havarerede Talenter , der fra en Storstads Overflade flyder sammen i Avisernes Reporterstuer som Spildevandet i en Kloakbrønd. Men iøvrigt forsynedes det store Blads Spalter mest af skrivelystne Præster og Præstefruer rundt om i Landet og af nogle unge Digtere af den nye serafiske Skole med Erkeenglen Harald Bohse i Spidsen .

Johannes Gaardbo hørte knap paa ham . Disse stadig lige frugtesløse Besøg ^ blev ham mere og mere en Pine, og at baade Hr. Søholm og Familjen saa tydeligt ventede ^ en Dag at se ham afsløre sig som Frier til Frk. Cecilie , gjorde ham ^ ikke Opholdet i det pralende Millionærhjem mindre trykkende. Enhver Tanke om Giftermaal var for ham selv bleven Helligbrøde . Nu mere end nogensinde var Rosalie hans Evighedsbrud . Med den Vished, han havde faaet om hendes frygtelige Forvildelse, var Troskaben mod hendes Minde bleven ham en hellig Pligt , som han for hendes Sjæls Frelses Skyld ikke turde svigte. Hele hans Liv skulde fra nu af vies Bønnen om deres ^ Genforening i Herlighedsriget .
Da han rejste sig, spurgte Hr. Søholm, om han ikke skulde ind og hilse paa hans Damer. Men han undskyldte sig og sagde Farvel.
Med Sporvognen kørte han ind til Byen og stod af ved Kultorvet, hvor Missionens nye Blad havde sine Kontorer. Som Korshærens Leder udstedte han herfra regelmæssigt sine »Dagsbefalinger«.
I et stort Hus, der af Københavnervittigheden var ^ døbt Sakristiet, havde Bladet – »Hverdagen« hed det – indrettet sig efter amerikansk Mønster med markskrigerske Billedreklamer i alle Vinduerne som et Menageri. Det Vryl af underordnede Medarbejdere, der fyldte op i Redaktionslokalerne , havde heller ingenlunde noget evangelisk Præg. Det var det sædvanlige forsorne Broderskab af Literaturens Alfonser og havarerede Talenter , der fra en Storstads Overflade flyder sammen i Avisernes Reporterstuer II, 234 som Spildevandet i en Kloakbrønd. Men iøvrigt forsynedes det store Blads Spalter mest af skrivelystne Præster og Præstefruer rundt om i Landet og af nogle unge Digtere af den nye serafiske Skole med Erkeenglen Harald Bohse i Spidsen .

Pastor Stensballe viste sig kun sjelden i »Sakristiet«, men vakte til Gengæld, naar han kom der, en Dommedagsrædsel i alle Kontorerne. Han styrede Bladet lønligt ved ^ Dekreter fra sit Kontor i Bispegaarden og lod forøvrigt Redaktionssekretæren, en teologisk Kandidat, ^ føre det gejstlige Tilsyn med det daglige Stof.
Det var Samuelsen, der repræsenterede Bladet baade overfor Redaktionens Medlemmer og Offenligheden , 109 og for den Mand var intet ^ helligt uden Abonnementsprotokollen . Med sin uafrystelige Elskværdighed terroriserede han sin mangehodede Skare af faste og tilfældige Medarbejdere som en Dyretæmmer, tumlede med skrivelystne Præster, Videnskabsmænd og Kunstnere og lod dem springe gennem Tøndebaand til Publikums Forlystelse.

Pastor Stensballe viste sig aldrig i Sakristiet men styrede Bladet ^ ved lønlige Dekreter fra sit Kontor i Bispegaarden og overlod det til Redaktionssekretæren, en teologisk Kandidat, at føre ^ Tilsyn med det daglige Stof. ^ Det var Samuelsen, der repræsenterede »Hverdagen« overfor ^ Offenligheden , og i Virkeligheden var det ogsaa denne smarte Mand , for hvem intet var helligt uden Abonnementsprotokollen , der prægede Bladet og skaffede det Udbredelse. Som en Dyretæmmer terroriserede han den store Medarbejderskare med sin Elskværdighed, uden at den selv mærkede det. Baade Stensballe og de andre Præster tumlede han efter sin Vilje og lod dem springe gennem Tøndebaand til Publikums Forlystelse.

I et Rum, der vendte ud mod en mørk Gaardsplads, sad en enlig Mand ved et stort Bord, som flød med Aviser. Det var Mads Vestrup. Som en Barmhjertighedsgerning havde man overdraget den afsatte Præst at gennemse ^ den daglig indstrømmende Provinspresse og gøre Udklip af den til mulig Anvendelse i Bladets kirkelige Tillæg . Fra Klokken ti ^ til fire ^ sad han lænket til dette Sisyfos-Arbejde, som endda kun sjelden blev benyttet men forsvandt i Redaktionssekretærens store Papirkurv.
Hans selvstændige Artikler og Bekendelser gik efter Pastor Stensballes ^ ^ ^ Ordre regelmæssigt den samme Vej , i hvilken Anledning det nogle Gange var kommen til dramatiske Optrin mellem ham og Samuelsen . Men Redaktørens Smil havde hurtigt tæmmet den før saa naivt balstyrige Mand . Bekymringerne for Udkommet, Angsten for igen at blive gjort brødløs sad den syge Kæmpe i Kroppen som en Lammelse . Han var en nedbrudt Kraft . Savn og Ensomhed og Anger havde udslidt ham. Men dybt i 110 hans Sinds Mørke skinnede endnu som et Helligtrekonger-Lys Drømmen om igen engang at faa Lov til at staa i Favsing Kirke med Kjole og Krave som Herrens viede Tjener .

I et Rum, der vendte ud mod en mørk Gaardsplads, sad en enlig Mand ved et ^ Bord, som flød med Aviser. Det var Mads Vestrup. Han havde faaet den Bestilling at II, 322 gennemlæse den daglig indstrømmende Provinspresse og udklippe alle Meddelelser, der vedrørte Menighedslivet . Fra Klokken ti om Formiddagen til fire om Eftermiddagen sad han lænket her som en Straffefange i sin Celle – » Samson i Trædemøllen« kaldtes han af Karl May, der havde ladet sig engagere som Bladets Tegner.
De selvstændige Artikler, han nu og da skrev til Bladets kirkelige Tillæg, blev efter Ordre regelmæssigt undertrykte , i hvilken Anledning det et Par Gange var kommen til heftige Sammenstød mellem ham og Samuelsen ; men Redaktøren havde hurtigt tæmmet den ^ naivt opfarende Mand med sit Smil. Mads Vestrups tiltagende Svaghed, hans Angst for igen at miste det sikre Udkomme gjorde ham værgeløs . Han var en nedbrudt Kraft .

I et Rum, der vendte ud mod en mørk Gaardsplads, sad en enlig Mand ved et ^ Bord, som flød med Aviser. Det var Mads Vestrup. Han havde faaet den Bestilling at gennemlæse den daglig indstrømmende Provinspresse og udklippe alle Meddelelser, der vedrørte Menighedslivet . Fra Klokken ti om Formiddagen til fire om Eftermiddagen sad han lænket her som en Straffefange II, 233 i sin Celle — » Samson i Trædemøllen« kaldtes han af Karl May, der havde ladet sig engagere som Bladets Tegner.
De selvstændige Artikler, han nu og da skrev til Bladets kirkelige Tillæg, blev efter Ordre regelmæssigt undertrykte , i hvilken Anledning det et Par Gange var kommen til heftige Sammenstød mellem ham og Samuelsen ; men Redaktøren havde hurtigt tæmmet den ^ naivt opfarende Mand med sit Smil. Mads Vestrups tiltagende Svaghed, hans Angst for igen at miste det sikre Udkomme gjorde ham værgeløs . Han var en nedbrudt Kraft .

I et Rum, der vendte ud mod en mørk Gaardsplads, sad en enlig Mand ved et ^ Bord, som flød med Aviser. Det var Mads Vestrup. Han havde faaet den Bestilling at gennemlæse den daglig indstrømmende Provinspresse og udklippe alle Meddelelser, der vedrørte Menighedslivet . Fra Klokken ti om Formiddagen til fire om Eftermiddagen sad han lænket her som en Straffefange i sin Celle – » Samson i Trædemøllen« kaldtes han af Karl May, der havde ladet sig engagere som Bladets Tegner.
De selvstændige Artikler, han nu og da skrev til Bladets kirkelige Tillæg, blev efter Ordre regelmæssigt undertrykte , i hvilken Anledning det et Par Gange var kommen til heftige Sammenstød mellem ham og Samuelsen ; men Redaktøren havde hurtigt tæmmet den ^ naivt opfarende Mand med sit Smil. Mads Vestrups tiltagende Svaghed, hans Angst for igen at miste det sikre Udkomme gjorde ham værgeløs . Han var en nedbrudt Kraft .

Det Værelse, der var bleven ham overladt, tjente til Gennemgang fra Redaktionskontorerne til Bladets Sætteri. Hver Gang nogen kom ind, løftede han det svære, nu helt graanede Hoved og stirrede paa Vedkommende med et stort, fjernt og tungsindigt Blik. » Samson i Trædemøllen«, kaldte Karl May ham, og hver Gang der blev nægtet den forargede Kunstner et Forskud, truede han Samuelsen med at ville male et Billede af Mads Vestrup og udstille det offentlig til Forherligelse af hans Martyrium.
Ogsaa Johannes Gaardbo følte sig ilde tilmode ved Synet af den banlyste Præst og undgik saa vidt muligt at komme gennem Stuen, naar han opholdt sig der. Der var noget i hans Samvittighed, der krympede sig ved denne bøddelagtige ^ Fornedrelse af et Menneske, som dog var et Guds Barn trods alle sine Forsyndelser.
Han havde engang talt til Pastor Stensballe om Forholdet ^ ; men denne vilde ikke se andet i Mads Vestrup end den Præst, der ved sin Brøde havde vanæret Kirken, og som i Stedet for at skjule sig med sin Skam havde ført oprørsk Tale til Glæde for Guds Fjender. Han hævdede, at overfor en saadan 111 Forvorpenhed var netop Anvendelsen af Knevlen paa sin Plads , og at man ^ ikke kunde gøre Manden selv nogen større Tjeneste end ^ ^ ^ at bringe hans Navn ^ i Forglemmelse hos Menigheden.
Af Respekt for sin ældre Embedsbroders Dømmekraft fortav Johannes Gaardbo sine Indvendinger, og forresten forstod han fuldt vel, at Menigheden ikke maatte forarges. Men hver Gang han nødtvungen gik gennem Mads Vestrups mørke Stue og saae ham sidde der ved Bordet som en lænket Straffefange i sin Celle, rørte der sig hos ham en Følelse af Skyld. Og uvilkaarlig hilste han den saa haardt tugtede Mand med Ærbødighed.
[112]
[113] II

[114]
⇕ ⇒ [115] E n sommerlys Majnat sejlede Doktor Gaardbo og hans Familje over Kattegat paa Vej til Favsingholm. Da Skibet ved Solopgang naaede Indløbet til Fjorden, var Doktoren selv og de to ældste Børn allerede paa Dækket. Børnene havde ikke kunnet sove for Spænding; de stod nu sammen med Faderen i Agterstavnen og saae tilbage over det rolige Hav, hvor Skibets brede Kølvandsstribe bugtede sig som en uendelig Landevej ud til Solopgangens gyldne Eventyrrige.
» Se der!« sagde Doktoren og gjorde dem opmærksom paa et Par Sælhunde, der laa noget borte paa et Sandrev og tog Solbad i det første Morgenskær.
Udfor et Færgested i Fjordmundingen stoppede Skibet op og satte en Passager i Land. Og nu dampede de ind i Fjorden. En Fiskerbaad var taget med paa Slæb. Ogsaa nogle store Søfugle fulgte Skibet et Stykke paa Vej ind i Landet.
Efter et Par Timers Sejlads nærmede de sig Favsingholm, og Meta blev kaldt op fra Kahytten, hvor hun havde maattet tage Vare paa de tre mindste Børn sammen med Pigen.
116 Bag de store Enge, hvor Kvæget drev om i et sommerfuglebroget Blomstermylr, løftede Landet sig med stejle Brinker. Og der i Syd – ved Foden af en skovklædt Bakkeknude – kom nu Favsingholms røde Mure tilsyne. Afstanden var for stor til, at andet end selve Hovedbygningen traadte tydeligt frem. Desuden skjultes Gaarden en Tid af en lille Birkelund, der laa helt fremme paa Engen. Men Doktoren pegede og forklarede, og Metas Indtryk var det allerbedste. Hvor saae her fredeligt og stille ud! Povl havde for en Gangs Skyld virkelig ikke overdrevet. Det var som en lykkelig hengemt Krog af Verden, eller snarere som en ny, jomfruelig Jord, der havde faaet Lov til at ligge urørt og blomstre siden Tidernes Morgen.
Paa Tremmebænken ved Siden af dem laa Hedvig og Jørgen paa Knæ. De stirrede og spurgte, og vilde vide Besked om alt. Endogsaa om Navnene paa de hundrede løsgaaende Kvier spurgte Jørgen, rigtignok til Søsterens haanlige Forargelse.
» Men du siger ingenting, Meta!« sagde Doktoren.
»Jo, Povl! Jeg staar netop og tænker paa, at vi vist alligevel er kommen over til en ny Verden.«
»Ja. Og saa er dog alting saa hjemligt!« sagde han.
Han tænkte paa Indsejlingen til Kolding Fjord og paa Studentertidens Hjemfarter, da Johannes og han 117 om Sommeren gjorde Rejsen paa en billig Dæksplads. Han mindedes Morgenen, naar Skibet sejlede forbi Gaardbo Strand, og de stod ved Rælingen og viftede med Lommetørklæderne ind til Byen med den gamle Skole, hvorfra Faderen hilste dem ved at kippe Flaget. Denne lyse Nat paa Havet, og Synet af de grønne Enge, havde paany faaet ham til i Tankerne at sende et Raab efter den Bror, der var bleven tilbage i Skyggernes Rige.
Nu dukkede Randers op forude under en Ringmur af høje Banker. Skibet havde sagtnet Farten i det indsnevrede Sejlløb, der mange Steder kun var en smal Rende mellem Siv og Rør. Der maatte manøvreres med den yderste Forsigtighed. Skibets Bov skød Vandet foran sig i en blank Bølge, der væltede ind over Bredderne og strømmede tilbage under Agterstavnen som skummende Vandfald.
Jørgen løb fra den ene Side af Skibet til den anden for at være med i alt. Den ellers saa aarvaagne Hedvig sad derimod i drømmende Stilling med Haanden under Kinden og stirrede ind mod Randers. Det var jo Niels Ebbesøns By. Derinde var det vidunderlige sket, som Faderen havde fortalt om. Hun oplevede det altsammen, saae Heltens blodige Sværd blinke i det røde Skær fra brændende Kærter, hørte Tyrannens Raab om Hjælp i Natten ...

118 » Saa toge de Greve Gert
udi hans gule Lok,
saa hug de ham hans Hoved fra
over hans Sengestok.«
Da Skibet lagde til ved Bolværket, holdt en Charabanc fra Favsingholm paa Bryggen tilligemed en Materialvogn til Bagagen. Halvanden Time senere kørte de ind paa Herregaarden.
Torben Dihmer stod selv i Forstuen og ønskede dem velkommen. Skønt Meta var bleven forberedt paa den Forandring, der var foregaaet med ham siden Efteraaret, blev hun straks lidt forskrækket ved at se ham. Hun syntes, han i den korte Tid var bleven en helt anden Mand. Hans Øjne med de opsvulmede Laag gjorde ogsaa Hedvig og Jørgen betuttede. Moderen maatte give dem et Puf i Ryggen for at faa dem frem til Hilsen.
Ved det festlig dækkede Frokostbord, hvortil ogsaa de sædvanlige Middagsfæller havde faaet Indbydelse, var Torben i sit allerbedste Humør. Han havde glædet sig næsten barnligt til Doktorfamiljens Komme og lod sig ikke længer paavirke af denne Forlegenhed hos Folk, der første Gang saae ham i hans nuværende Forfatning. Mest fortalte han om de vidtløftige Byggearbejder, der forestod. De vilde sandsynligvis vare et Par Aar, og det var hans Hensigt for den Tid at indrette sig et Hi oppe 119 i Skoven, hvor der netop stod en gammel Skovfogedbolig ledig.
Efter Bordet viste han sine Gæster lidt om i Parken, hvorpaa han overlod dem til Inspektøren, der førte dem over til deres nye Hjem.
Den forhenværende Godsforvalterbolig var en lang, lav Længe, hvis ene Ende endnu husede Resterne af det forulykkede Alderdomsasyl. Til Stedet hørte en stor Frugthave, der i disse Majdage var et Blomstertelt, hvori det summede med Insekter. En Stente førte direkte ind i Skoven – eller »Skovene«, som Folk paa Egnen endnu sagde, fordi der oprindelig havde været tre, som i Tidens Løb var sammenvoksede. To nøgne Kløfter med springende Bække havde dengang adskilt dem.
Den vestligste og højeste af disse Skovbølger kaldtes Storskoven, og deroppe under Brynet kiggede en rødkalket Bindingsværksgavl frem. Det var det Skovfogedsted, som Torben havde udset sig til midlertidig Bolig.
Flyttevognen med deres Indbo kom samme Aften, og de følgende Dage, mens Meta og hendes Mand var optaget af at ordne det nye Hjem, saae Dihmer kun af og til den sidste paa et hastigt Besøg.
En Dag tog Doktoren ind til Randers for at gøre Indkøb af Forbindstoffer og lignende Ting, og her blev han i Apotekerens Kontor forestillet for en ældre Herre, som kom tilstede under Besøget, hvad aabenbart 120 ikke skete helt tilfældigt. Det var Doktor Mikkelsen.
De to Kolleger fulgtes bagefter et Stykke nedad Gaden, og Hr. Mikkelsen udtalte sig med overlegen Beklagelse om sin tidligere Patient paa Favsingholm.
» Det er forhaabenlig ikke undgaaet Deres Opmærksomhed, at Godsejer Dihmer er utilregnelig. Han hører hjemme paa en Sindssygeanstalt og skulde gøres umyndig.«
Povl Gaardbo, der endnu ikke var paa det rene med Dihmers Sygdom, sagde blot:
» Det er haarde Ord. Hvorpaa begrunder De den Opfattelse?«
» Du gode Gud! Saa veed De altsaa ingenting!« raabte Hr. Mikkelsen op midt paa Gaden.
»Hvilket?«
» At Manden vil være et Vrag. At hans hele sørgelige Tilstand er selvforskyldt. Hvad kalder De det?«
» Jeg forstaar Dem endnu ikke.«
I belærende Tone fortalte Hr. Mikkelsen nu, hvad han selv for ganske nylig havde erfaret gennem en Telefonsamtale med Asmus Hagen. Han gav en historisk Fremstilling af Sygdommens Forløb og Behandling, og glemte ikke at fremhæve det udmærkede Resultat af sine egne Kamfer-Indaandinger.
» Og saa paa en Gang gør han sig udtilbens og vil ikke lade sig hjælpe. Nægter at tage sine Piller med 121 en Stædighed som Hysterikere, naar de ikke vil tage Næring til sig, skønt de veed, at det vil føre Døden med sig. Han er skrupgal!«
Under sit Besøg paa Favsingholm i Marts havde Povl Gaardbo selv haft en lidt usikker Fornemmelse overfor Dihmer et Par Gange. Saaledes en Dag, da han havde givet sig til at tale om Muligheden af en kosmisk Indvirken paa den menneskelige Organisme og dens Funktioner. Dihmer havde ved den Lejlighed forelagt ham en meget besynderlig Dagbog, hvormed han vilde forsøge at eftervise en telepatisk Forbindelse mellem visse Bevægelser i Verdensrummet og sit eget Befindende. Paa rudede Tavler var hans Tilstand ført til Bogs og sammenstillet med grafiske Fremstillinger af Planeternes Bevægelser i Himmelrummet, af Maanens og Solpletternes Af- og Tiltagen, af Forandringerne i Barometerstand, Vindstyrke, Luftens Fugtighedsgrad o. s. v.
Povl Gaardbo havde dengang blot set en lidt barnagtig Underholdning i dette Snurrepiberi, og det saa meget mere som Dihmer selv med et Smil havde kaldt det for sit » Puslespil med Stjerner«. Men nu stod det pludselig for ham i et grelt Lys. Trods Doktor Mikkelsens aabenbare Ondskabsfuldhed gjorde hans Oplysninger et ret stærkt Indtryk paa ham, og jo mere han paa Hjemvejen tænkte over dem, des mindre usandsynlige forekom de ham.
122 I nedslaaet Stemning vendte han tilbage til Favsingholm.
Meta stod paa en Trappestige i Havestuen og hængte Sommergardiner op. Han fortalte hende, hvad han havde hørt, og Meddelelsen virkede paa hende som en Jordrystelse. Hun maatte sætte sig ned paa Stigen af Skræk.
» Saa har Jytte igen haft Ret! Kan du huske, hun sagde til mig, at man i København talte om, at han var sindssyg. Hvad skal vi dog gøre, Povl? Maa vi rejse?«
» Naa – saa galt er det vel heller ikke. Men jeg maa naturligvis have Rede paa Forholdet. Jeg vil gaa over til ham, saasnart jeg har faaet lidt Mad.«
Torben Dihmer havde tilbragt hele Eftermiddagen i sin Stue. Han sad nu i Mørkningen i en af de dybe Vinduesnicher og saae Vesthimlen flamme op bag Parkens Træer. Han var lidt trist i Sindet, som han gerne blev det, naar Dagen svandt og den lange Nat ventede ham med Søvnløshed eller onde Drømme. Doktorfolkenes Ankomst, den Familjelykke, han nu havde faaet paa saa nært Hold, var for saa vidt bleven ham en Skuffelse, som han var kommen til at føle sin Ensomhed endnu stærkere end før. Men han holdt af at sidde her om Aftenen og følge Solens Nedgang, fortrolig som han var bleven med den Tanke, at hans Liv inden Morgen kunde være udblæst som 123 et Lys. Han havde vænnet sig til at leve, som om hver Dag var hans sidste. Derfor blev hvert Øjeblik saa fuld af Betydning.
Da gamle Barbara nu meldte Doktoren, blev han straks oplivet og bad hende sørge for, at der hentedes en Flaske af hans egen Vin op fra Kælderen.
»Godaften, Doktor! De kommer, som De var budsendt. Jeg sad netop og trængte til Selskab.«
Han førte sin Gæst tilbage til Vinduesnichen, hvor der stod to Armstole. Barbara kom med et lille Bord, som hun satte imellem dem, og lidt efter viste den matroneagtige Husholderske sig med en langhalset Flaske og to mørkegrønne Rømere paa en Bakke.
Povl Gaardbo saae med Forundring og nogen Uro paa disse Forberedelser til et Drikkelag. Men han forholdt sig afventende og spurgte til Dihmers Befindende.
» Jeg søgte Dem først ovre i Staldene. Men der blev sagt mig, at De ikke havde været der idag.«
»Nej, jeg har haft noget at pusle med inden Døre. Jeg havde i Morges Brev fra Arkitekt Schmidt. Han har nu skaffet Haandværkere og forlanger Arbejdet begyndt i næste Uge. Jeg føler mig i den Anledning som en Barselkone, der beskikker sit Hus. Der bliver en Del at ordne, og jeg er nærved at fortryde den hele Forstyrrelse. Jeg faar jo næppe nogen 124 rigtig hjemlig Fornemmelse her i Huset mere. Naar det gælder et saa gammelt Hjem, bliver Minderne i mange Aar fredløse efter en saadan Oprydning. Naa – man skal ogsaa passe paa, at man ikke gør sit Hjem til en Kirkegaard.«
Han havde, mens han talte, skænket op i Glassene. Haanden rystede lidt, og han maatte bøje sig frem over Bordet for at se.
» De vil nok drikke et Glas let Vin ... Og saa har De vel ikke noget imod, at jeg tænder denne her,« sagde han og hentede op af Lommen paa den mørkegrønne Slobrok, han sad i, et Piberør med ægformet Merskumshoved. » Det er forresten ogsaa et Arvestykke.«
» Er De igen begyndt at ryge?«
» Ja – lidt. Mest for Underholdningens Skyld.«
» Men kan De taale det?«
»Jo, i fem Minutter. Jeg synes ikke, jeg har Raad til at give Afkald paa den lille Nydelse. Naar Kagen er spist, trøster man sig med Krummerne. – Men nu skal De smage paa Vinen.«
Han drak selv langsomt Halvdelen af sit Glas, mens Povl Gaardbo ligegyldig skyllede nogle Slurke i sig.
» Naa – hvad synes De om den?«
»Jo, Vinen er god.«
» Nu skal De høre dens Historie. De kender vist 125 – i hvert Fald af Navn – den gamle Universitetsby Freiburg am Breisgau. Den ligger i Baden, ved Foden af Schwarzwald. Den er efter min Mening en af de kønneste Byer Nord for Alperne, og i dens Omegn vokser Sydtysklands allerbedste Drue. Jeg laa der i mine yngste Kandidatdage og studerede Nationaløkonomi. Det var en ganske lystig Tid. Jeg fik flere gode Venner mellem Studiekammeraterne, vi gjorde Ture sammen omkring i Bjergene, og en Dag i overgiven Stemning forpagtede vi i Forening en Vinmark for et Aar. – Her ser De Resultatet. Det blev morsomt nok en ganske profitabel Forretning. Jeg har endnu et halvt hundrede Flasker i min Kælder.«
Han løftede sit Glas op mod Lyset, og Skæret fra Aftenrøden brød sig i dets bugede Sider, saa det syntes at fyldes med Blod som den hellige Gral.
» Længes De ikke efter igen at komme ud at rejse?« spurgte Povl Gaardbo for ad en Omvej at komme ind paa sit Emne.
» Hvorfor dog det? Kan jeg have det bedre, end jeg har det? Hvad skal man i det hele taget rejse for? Enten finder man sig tilfreds, hvor man er, eller ingen Steder i hele Verden. Det troede jeg forøvrigt, vi var enige om, Doktor Gaardbo, at det er latterligt med al denne Styrten Jorden rundt efter Oplevelser, da man altid har dem i Overflod lige for Næsen af sig. Der findes vel heller ikke noget 126 mere dræbende ensformigt end Rejselivet, og disse Globetrotters er Verdens kedsommeligste Mennesker. Jeg kan endnu vaagne af Skræk om Natten, fordi jeg har drømt, at jeg igen er bleven spærret inde i en Jernbanekupe sammen med fire avisslugende Mennesker, der i de næste fireogtyve Timer vil underholde mig med deres dumme Alvidenhed.«
Vinen havde gjort ham snaksom. Han fortsatte efter at have tændt Piben:
» Veed De forresten, hvordan jeg kurerer mig selv for alle Flyvegriller. Saasnart Gaarden her bliver mig for meget af et Fængsel, og jeg ikke længer kan udholde at høre mine egne Skridt, saa bærer jeg mig ad som min gamle Bedstefar, naar Verden blev ham for vrang. Jeg bliver rolig liggende i min Seng – » gaar i Grav«, som vi siger om Ræven. Jeg taler ikke med andre end gamle Barbara. Naar jeg saa efter et Par Dages Forløb er bleven godt udsultet paa Sjælen, staar jeg op – og se, alt er blevet nyt, som der staar i Skriften. Jeg genser min Stue her med en Bevægelse, som om jeg vendte tilbage fra en ny Verdensomsejling. Jeg anbefaler Dem den Almuekur for Spleen .«
Han havde taget om Flasken og fyldte paany i begge Glassene.
127 » Men gaar dette her ogsaa an?« spurgte nu Povl Gaardbo.
»Hvilket?«
» Jeg er rigtignok endnu ikke traadt i Funktion som Deres Læge; men jeg maa dog sige, at det vist ikke kan være sundt for Dem at drikke Vin.«
» Jeg veed det nok. Men for at tale lige ud, Doktor Gaardbo – hvad Sundheden angaar, saa er jeg saa heldig stillet, at jeg ikke skylder den mange Hensyn. Den har ikke levnet mig saa meget, at jeg løber nogen stor Risiko ved at sætte mig ud over dens Forskrifter.«
» Jeg tror, De tager fejl, Hr. Dihmer!«
» Det kan være. Men i hvert Tilfælde sætter jeg ikke Værdien af et godt Helbred saa højt, at jeg vil gøre mig til Slave af det. Som Læge maa De naturligvis se anderledes paa Sagen. Jeg har ogsaa været forberedt paa, at De vilde skænde dygtig paa mig. Men jeg siger Dem paa Forhaand, jeg gaar ikke til Canossa.«
» Jeg forstaar Dem vist ikke. Dersom De kan blive rask – og det har jeg, som sagt, mine Grunde til at tro, at De kan – saa vil De dog vel ikke nægte at tage de nødvendige Hensyn?«
Torben, der igen havde ført Glasset til Munden, forstod med eet af Tonen, hvad der var Grunden til Doktorens underligt forandrede Væsen. Paa en 128 eller anden Maade maatte han have skaffet sig Oplysninger fra Asmus Hagen.
Han satte forstemt Glasset tilbage uden at drikke.
» Jeg vil bede Dem om ikke at gøre Dem Bekymringer for min Skyld, Doktor Gaardbo. Med det Liv, jeg fører her, kan jeg blive hundrede Aar. Men jeg kan ogsaa dø om en Time; det veed jeg altsammen, og jeg har indrettet mig med begge Eventualiteter for Øje. Jeg ønsker det sagt en Gang for alle: De har ingen Forpligtelse til at beklage mig. Jeg misunder ingen deres Sundhed. Jeg har mit eget Velbefindende og ønsker ingen Forandring. Hvordan min Tilstand er eller i Fremtiden vil blive, saa er der dog ikke det Menneske i Verden, jeg vil bytte med.«
Da Povl Gaardbo forholdt sig tavs, sagde han videre:
» Der er efter min Opfattelse noget molboagtig tragisk ved de store Anstrengelser, som Mennesker gør sig for at forlænge et Liv, som dog bringer de fleste af dem saa meget mere Sorg og Skuffelse end Glæde. Kunde man i det hele vænne Menneskeheden af med at gøre sig Forhaabninger, saa var vistnok den værste Forbandelse taget fra dem. Dersom jeg skulde sætte en Indskrift over Porten til Favsingholm, naar det engang staar færdigt i sin nye Skikkelse og er blevet et saadant Tilflugtsted, 129 som jeg har tænkt mig det, saa skulde det være de miskendte Ord: Her lukkes Haabet ude. For det er dog først, naar man faar den besværlige Gæst sat paa Døren, at der bliver Fred og Lykke i Huset.«
Det var imidlertid blevet helt Aften. Gamle Barbara havde tændt en Lampe paa Midterbordet; men det svage Lys opslugtes af Mørket i det store Rum.
Kort efter gik Povl Gaardbo hjem. Han var i en trist og opreven Sindsstemning. Dihmers haabløse Ord blev ved at skurre i hans Øre. Han havde en Følelse af at have talt med Verdens ulykkeligste Menneske.
»Naa?« spurgte Meta, der med Uro havde ventet paa hans Tilbagekomst.
Han rystede paa Hovedet.
» Doktor Mikkelsen havde desværre Ret. Dihmer er sjælesyg. Jeg forstaar det nu. Han venter kun paa Døden.«
» Maa vi da rejse, Povl?«
» Nej nej! Tværtimod. Jeg veed ikke, om han kan hjælpes. Men vi kan dog maaske være ham lidt til Oplivelse i hans store Ulykke. Saadan mener han det vist ogsaa selv.«
– – –

^

Det Værelse, der var bleven ham overladt, tjente til Gennemgang fra Redaktionskontorerne til Bladets Sætteri. Hver Gang nogen kom ind, løftede han det svære, nu helt graanede Hoved og stirrede paa Vedkommende med et stort, fjernt og tungsindigt Blik.
Johannes Gaardbo undgik altid saa vidt muligt at komme gennem Stuen, naar han opholdt sig der. Han følte sig ilde tilmode ved Synet af denne banlyste Præst og hans Fornedrelse . Han havde ogsaa engang talt til Pastor Stensballe om Forholdet og anmodet ham om i det mindste at lade Mads Vestrup komme tilorde i Bladet ; men Stensballe havde erklæret, at Menigheden ikke maatte forarges , og at man foreløbig heller ikke kunde gøre Mads Vestrup selv nogen større Tjeneste end ^ saa II, 323 vidt muligt at bringe ham og hans Brøde i Forglemmelse .
Johannes Gaardbo bøjede sig for sin ældre Embedsbroders Dømmekraft . Han indsaae godt Disciplinens og Kirketugtens Nødvendighed for at sikre Sejren. Men hver Gang han nødtvungent gik gennem Mads Vestrups mørke Stue og mødte hans store , fjerne Blik, var der noget i hans Samvittighed, der krympede sig. Og uvilkaarlig hilste han den saa haardt tugtede Mand med Ærbødighed.
VIII .

Det Værelse, der var bleven ham overladt, tjente til Gennemgang fra Redaktionskontorerne til Bladets Sætteri. Hver Gang nogen kom ind, løftede han det svære, nu helt graanede Hoved og stirrede paa Vedkommende med et stort, fjernt og tungsindigt Blik.
Johannes Gaardbo undgik altid saa vidt muligt at komme gennem Stuen, naar han opholdt sig der. Han følte sig ilde tilmode ved Synet af denne banlyste Præst og hans Fornedrelse . Han havde ogsaa engang talt til Pastor Stensballe om Forholdet og anmodet ham om i det mindste at lade Mads Vestrup komme tilorde i Bladet ; men Stensballe havde erklæret, at Menigheden ikke maatte forarges , og at man foreløbig heller ikke kunde gøre Mads Vestrup selv nogen større Tjeneste end ^ saa vidt muligt at bringe ham og hans Brøde i Forglemmelse .
Johannes Gaardbo bøjede sig for sin ældre Embedsbroders Dømmekraft . Han indsaae godt Disciplinens og Kirketugtens Nødvendighed for at sikre Sejren. Men hver Gang han nødtvungent gik gennem Mads Vestrups mørke Stue og mødte hans store , fjerne Blik, var der noget i hans Samvittighed, der krympede sig. Og uvilkaarlig hilste han den saa haardt tugtede Mand med Ærbødighed.
VIII

Det Værelse, der var bleven ham overladt, tjente til Gennemgang fra Redaktionskontorerne til Bladets Sætteri. Hver Gang nogen kom ind, løftede han det svære, nu helt graanede Hoved og stirrede paa Vedkommende med et stort, fjernt og tungsindigt Blik.
II, 235 Johannes Gaardbo undgik altid saa vidt muligt at komme gennem Stuen, naar han opholdt sig der. Han følte sig ilde tilmode ved Synet af denne banlyste Præst og hans Fornedrelse . Han havde ogsaa engang talt til Pastor Stensballe om Forholdet og anmodet ham om i det mindste at lade Mads Vestrup komme tilorde i Bladet ; men Stensballe havde erklæret, at Menigheden ikke maatte forarges , og at man foreløbig heller ikke kunde gøre Mads Vestrup selv nogen større Tjeneste end ved saa vidt muligt at bringe ham og hans Brødre i Forglemmelse .
Johannes Gaardbo bøjede sig for sin ældre Embedsbroders Dømmekraft . Han indsaae godt Disciplinens og Kirketugtens Nødvendighed for at sikre Sejren. Men hver Gang han nødtvungent gik gennem Mads Vestrups mørke Stue og mødte hans store , fjerne Blik, var der noget i hans Samvittighed, der krympede sig. Og uvilkaarlig hilste han den saa haardt tugtede Mand med Ærbødighed.
VIII

⇕ Favsingholm V, 2.2

⇕ De Dødes Rige 8.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 8.8

130 M ads Vestrup boede med sin Familje ude paa Amager lige ved Grænsen af det aabne Land. Straks efter Nytaar var Stine og Børnene flyttet herover fra Jylland, og de havde nu en tre Værelsers Tag-Etage i en nybygget Villa. Men Mads Vestrup følte sig stadig syg. Trods Glæden over Hjemmet kunde han ikke trives i Byens Luft ^ . Hans Fedme var ogsaa paany taget til og gjorde Gangen besværet. Tung og sløv gik han ^ ^ ^ ^ ^ ^ til ^ ^ ^ ^ ^ og ^ fra sit aandsfortærende Arbejde som en Okse under Aaget.
Hans aparte Ydre vakte altid en Del Opmærksomhed paa Gaderne ; men der var ikke mange, der længer vidste, hvem han var. Siden » Femte Juni« ikke mere omtalte ham og bragte Billeder af ham, og da ogsaa hans eget Blad helst fortav ^ hans Navn , var han hurtigt blevet slettet paa Publikums Erindringstavle, hvor der i Mellemtiden havde figureret saa mange andre af de Navne , som Samuelsen, tykke Møller og Døgnets øvrige Historieskrivere satte i Omløb.

Mads Vestrup boede med sin Familje ude paa Amager lige ved Grænsen af det aabne Land. Han havde her lejet en tre Værelsers Tag-Etage i en nybygget Villa. Villaens Ejer, der boede i Stuen, kaldte sig Ingeniør . Han havde arbejdet sig op nedefra som Rørlægger og Betonstøber og var nu paa sine ældre Dage bleven en velstaaende Mand, der ejede to af Sundbyernes store Lejekaserner for Fattigfolk, gik med Guld-Næseklemmer og var ikke saa lidt stolt af sit Livs Resultater. Han talte altid begejstret om Amerika, hvor han i sin Ungdom havde slidt sine Hænder flade, og hvorfra han var kommen tilbage med Greb paa at klare for sig som et Brækjern. Amerika var for ham Mønsterlandet, hvor en Mand lærte at staa paa egne Ben og at værdsætte sine Medmennesker praktisk efter det Antal Hestekræfter, de var i Stand til at præstere.
II, 324 Der var to Børn, en Søn og en Datter, af hvilke Sønnen, der var Forretningsmand, havde arvet Faderens sociale Ærgerrighed. Det var et indesluttet, arbejdsivrigt, korrekt paaklædt ungt Menneske med et stikkende aarvaagent Blik, der mindede om Væddeløberens mistænksomme Skelen før Starten.
Mads Vestrup undgik saa vidt muligt baade Fader og Søn. Han var bleven mere og mere menneskesky og kunde næsten ikke faa sig til at løfte Øjnene fra Jorden, naar han mødte nogen, fordi han oprørtes ved Synet af deres Selvglæde. Paa Gaderne vakte hans aparte Ydre stadig en Del Opmærksomhed blandt Folk ; men der var ikke mange, der længer vidste, hvem han var. Siden » Femte Juni« ikke mere omtalte ham og bragte Billeder af ham, og da ^ hans eget Blad heller aldrig nævnede ham ^ ^ , var han hurtigt blevet glemt for de mange andre ^ Navne , som Samuelsen, tykke Møller og Døgnets øvrige Historieskrivere satte i Omløb.

Mads Vestrup boede med sin Familje ude paa Amager lige ved Grænsen af det aabne Land. Han havde her lejet en tre Værelsers Tag-Etage i en nybygget Villa. Villaens Ejer, der boede i II, 234 Stuen, kaldte sig Ingeniør . Han havde arbejdet sig op nedefra som Rørlægger og Betonstøber og var nu paa sine ældre Dage bleven en velstaaende Mand, der ejede to af Sundbyernes store Lejekaserner for Fattigfolk, gik med Guld-Næseklemmer og var ikke saa lidt stolt af sit Livs Resultater. Han talte altid begejstret om Amerika, hvor han i sin Ungdom havde slidt sine Hænder flade, og hvorfra han var kommen tilbage med Greb paa at klare for sig som et Brækjern. Amerika var for ham Mønsterlandet, hvor en Mand lærte at staa paa egne Ben og ^ værdsætte sine Medmennesker praktisk efter det Antal Hestekræfter, de var i Stand til at præstere.
Der var to Børn, en Søn og en Datter, af hvilke Sønnen, der var Forretningsmand, havde arvet Faderens sociale Ærgerrighed. Det var et indesluttet, arbejdsivrigt, korrekt paaklædt ungt Menneske med et stikkende aarvaagent Blik, der mindede om Væddeløberens mistænksomme Skelen før Starten.
Mads Vestrup undgik saa vidt muligt baade Fader og Søn. Han var bleven mere og mere menneskesky og kunde næsten ikke faa sig til at løfte Øjnene fra Jorden, naar han mødte nogen, fordi han oprørtes ved Synet af deres Selvglæde. Paa Gaderne vakte hans aparte Ydre stadig en Del Opmærksomhed blandt Folk ; men der var ikke mange, der længer vidste, hvem han var. Siden » Femte Juni« ikke mere omtalte ham og bragte Billeder af ham, og da ^ hans eget Blad heller aldrig nævnede ham ^ ^ , var han hurtigt blevet glemt for de mange andre ^ Navne , som Samuelsen, tykke Møller og Døgnets øvrige Historieskrivere satte i Omløb.

Mads Vestrup boede med sin Familje ude paa Amager lige ved Grænsen af det aabne Land. Han havde her lejet en tre Værelsers Tag-Etage i en nybygget Villa. Villaens Ejer, der boede i Stuen, kaldte sig Ingeniør . Han havde arbejdet sig op nedefra som Rørlægger og Betonarbejder og var nu paa sine ældre Dage bleven en velstaaende Mand, der ejede to af Sundbyernes store Lejekaserner . Han gik med Guld-Næseklemmer og var ikke saa lidt stolt af sit Livs Resultater. Han talte altid begejstret om Amerika, hvor han i sin Ungdom havde slidt sine Hænder flade, og hvorfra han var kommen tilbage med Greb paa at klare for sig som et Brækjern. Amerika var for ham Mønsterlandet, hvor en Mand lærte at staa paa egne Ben og ^ værdsætte sine Medmennesker praktisk efter det Antal Hestekræfter, de var i Stand til at præstere.
Der var to Børn, en Søn og en Datter, af hvilke Sønnen, der var Forretningsmand, havde arvet Faderens sociale Ærgerrighed. II, 236 Det var et indesluttet, arbejdsivrigt, korrekt paaklædt ungt Menneske med et stikkende aarvaagent Blik, der mindede om Væddeløberens i Starten.
Mads Vestrup undgik saa vidt muligt baade Fader og Søn. Han var bleven mere og mere menneskesky og kunde næsten ikke faa sig til at løfte Øjnene fra Jorden, naar han mødte nogen, fordi han oprørtes ved Synet af deres Selvglæde. Paa Gaderne vakte hans aparte Ydre stadig en Del Opmærksomhed blandt Folk ; men der var ikke mange, der længer vidste, hvem han var. Siden » Femte Juni« ikke mere omtalte ham og bragte Billeder af ham, og da ^ hans eget Blad heller aldrig nævnede ham , var hans Navn ^ hurtigt blevet glemt for de mange andre ^ ^ , som Samuelsen, tykke Møller og Døgnets øvrige Historieskrivere satte i Omløb.

Helt forladt af sin tidligere Tilhørerkres var han dog ikke. I en forhenværende Rullekælder paa Kristianshavn holdt han en Gang om Ugen vel besøgte Opbyggelsesmøder , hvor han samlede en trofast lille Skare om sin stærkt personlige Forkyndelse. Men ogsaa i hans Taler mærkedes nu den brudte Kraft og den rygende Tande. Der var i Tonen ikke 131 meget tilbage af den Domsbasun, der en kort Tid havde forlystet og halvvejs opskræmt det muntre København. Til Gengæld var der i hans Foredrag en sørgmodig Inderlighed, som gik til Hjertet.
Blandt hans Tilhørere, der mest bestod af Smaahaandværkere, gamle Koner og unge Bondestudenter, sad der en , som de andre betragtede ^ med Skyhed eller aabenbar Forargelse, en halvgammel Kvinde i brandrødt Liv og Kvækerkyse. Det var Susse Frederiksen, kaldet » Folkets Glæde,« der efter en fornyet Omtumlen mellem Sangerindetribunen og Hospitalet nu var havnet i Frelsens Hær. I det indfaldne Ansigt havde Fortidens Laster sat sig afskrækkende Spor . Et Stykke af Næsen var bortædt af Saar. Men den gamle Synderinde havde ikke glemt den Mand, som første Gang mødte hende med Forstaaelse og løftede hende op af Fornedrelsen. Med sit store Blik saae hun ufravendt paa Mads Vestrup, naar han talte, og der laa da et Udtryk over det vansirede Ansigt, som om det var beskinnet af alle Himmeriges Herligheder.
En Dag paa Hjemvejen fra Aviskontoret, da Mads Vestrup steg op i Sporvognen ved Holmens Bro, følte han sig pludselig svimmel. Det varede kun et Øjeblik. Inden han var kommen tilsæde i Vognen, var det omtrent forbi.
Men ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ han blev dog lidt ængstelig, og vilde være 132 bleven det endnu mere, dersom han ikke ^ ^ ^ ^ ^ ^ paa Bænken foran sig havde opdaget en nydelig ung Pige, der nikkede venligt til ham. Det var hans Husværts Datter, og det beroligede ham at se et kendt Ansigt.
Ved Siden af hende sad en høj og blond ung Mand, som han ogsaa nogle Gange havde mødt paa Trappen derhjemme. Han havde tilmed set de to kysses bag Gadedøren engang, saa det var vel nok hendes Forlovede. Han gjorde ellers et sært Indtryk . Han hvilede Armene paa Knæene og hang med Hovedet , som om han sov. Naar Kæresten stødte til ham med Albuen for at faa ham vaagen , gryntede han bare .

Helt forladt af sin tidligere Tilhørerkres var han dog ikke. I en forhenværende Rullekælder paa Kristianshavn holdt han et Par Gange om Ugen ^ Opbyggelsesmøder for den trofaste lille Skare af Smaahaandværkerfamiljer og unge Bondestudenter, der var hans Menighed. Men ogsaa i hans Taler mærkedes nu den brudte Kraft og den rygende Tande. Ensomhed, Savn og Anger havde udslidt ham. Han følte sig altid syg. Trods sin Glæde over Genforeningen med Stine og Børnene blev han stadig svagere.
Søndag Eftermiddag gik han dog regelmæssigt en Tur med hele Familjen , og nu, da Foraaret var kommet, II, 325 tog de Madkurv med og drog ud i Landet, til Kongelunden eller Dragør. Det var Ugens lykkeligste Timer for dem alle. Ogsaa Stine var med, skønt hun var bleven saa hofteskæv, at hun maatte støtte sig til en Stok og under Gangen slingrede med Overkroppen som et Skib i Søgang . Et Sted midt paa Marken eller paa en Grøftekant blev Mellemmaderne pakket ud, og bagefter fik Børnene Lov til at løbe om og lege.
Men rigtig frimodig blev Mads Vestrup heller ikke ^ ude i Naturen mere . Hvor varmt Solen end skinnede paa ham, og hvor prægtigt Lærkerne sang over hans Hoved, han kom aldrig bort fra Tankerne om Synden i Verden og den evige Fortabelse. Han havde ^ elsket at sidde saadan ganske stille og lytte, naar Naturen talte, fordi han i saadanne Øjeblikke følte sig som lukket ind i Evigheden. Nu hørte han kun Skovguden og hans bukkefodede Følge trampe gennem Stilheden og friste Menneskene med deres hedenske Latter. Nu lukkede han helst Øret for Fuglesangen og Bladsuset for at lytte til Salmetonen i sit eget Indre. Selv i disse sine bedste Timer, omgivet af Kone og Børn, kunde han gribes af bitterlig Længsel efter den endelige Udfrielse af Støvet og Ønsket om at kunne føre alle sine kære med sig bort fra Synd og Sorg og al denne Verdens onde Lyst.
En Dag paa Hjemvejen fra Aviskontoret, da han havde taget Plads i Sporvognen ved Holmens Bro, saae han paa Bænken foran sig ^ en nydelig ung Pige, der nikkede venligt til ham. Det var hans Husværts Datter, Frøken Grete Randbøl.
II, 326 Ved Siden af hende sad en høj ^ ung Mand, som han ogsaa mente at kende fra Trappen derhjemme. Han ^ gjorde ^ et sært Indtryk , som han sad der med Armene paa Knæene og hang med Hovedet . Da den unge Pige en Gang stødte til ham med Albuen ^ , gryntede han som en Beruset .

Helt forladt af sin tidligere Tilhørerkres var han dog ikke. I en forhenværende Rullekælder paa Kristianshavn holdt han et Par Gange om Ugen ^ Opbyggelsesmøder for den trofaste lille Skare af Smaahaandværkerfamiljer og unge Bondestudenter, der var hans Menighed. Men ogsaa i hans Taler mærkedes nu den brudte Kraft og den rygende Tande. Ensomhed, Savn og Anger havde udslidt ham. Han følte sig altid syg. Trods sin Glæde over Genforeningen med Stine og Børnene blev han stadig svagere.
Søndag Eftermiddag gik han dog regelmæssigt en Tur med hele Familjen , og nu, da Foraaret var kommet, tog de Madkurv II, 235 med og drog ud i Landet, til Kongelunden eller Dragør. Det var Ugens lykkeligste Timer for dem alle. Ogsaa Stine var med, skønt hun var bleven saa hofteskæv, at hun maatte støtte sig til en Stok og under Gangen slingrede med Overkroppen som et Skib i Søgang . Et Sted midt paa Marken eller paa en Grøftekant blev Mellemmaderne pakket ud, og bagefter fik Børnene Lov til at løbe om og lege.
Men rigtig frimodig blev Mads Vestrup heller ikke mere ude i Naturen ^ . Hvor varmt Solen end skinnede paa ham, og hvor prægtigt Lærkerne sang over hans Hoved, han kom aldrig bort fra Tankerne om Synden i Verden og den evige Fortabelse. Han havde ^ elsket at sidde saadan ganske stille og lytte, naar Naturen talte, fordi han i saadanne Øjeblikke følte sig ^ lukket ind i Evigheden. Nu hørte han kun Skovguden og hans bukkefodede Følge trampe gennem Stilheden og friste Menneskene med deres hedenske Latter. Nu lukkede han helst Øret for Fuglesangen og Bladsuset for at lytte til Salmetonen i sit eget Indre. Selv i disse sine bedste Timer, omgivet af Kone og Børn, kunde han gribes af bitterlig Længsel efter den endelige Udfrielse af Støvet og Ønsket om at kunne føre alle sine kære med sig bort fra Synd og Sorg og al denne Verdens onde Lyst.
En Dag paa Hjemvejen fra Aviskontoret, da han havde taget Plads i Sporvognen ved Holmens Bro, saae han paa Bænken foran sig ^ en nydelig ung Pige, der nikkede venligt til ham. Det var hans Husværts Datter, Frøken Grete Randbøl.
Ved Siden af hende sad en høj ^ ung Mand, som han ogsaa mente at kende fra Trappen derhjemme. Han ^ gjorde ^ et sært Indtryk , som han sad der med Armene paa Knæene og hang med Hovedet . Da den unge Pige en Gang stødte til ham med Albuen ^ , gryntede han som en Beruset .

Helt forladt af sin tidligere Tilhørerkres var han dog ikke. I en forhenværende Rullekælder paa Kristianshavn holdt han et Par Gange om Ugen ^ Opbyggelsesmøder for den trofaste lille Skare af Smaahaandværkerfamiljer og unge Bondestudenter, der var hans Menighed. Men ogsaa i hans Taler mærkedes nu den brudte Kraft og den rygende Tande. Ensomhed, Savn og Anger havde udslidt ham. Han følte sig altid syg. Trods sin Glæde over Genforeningen med Stine og Børnene blev han stadig svagere.
Søndag Eftermiddag gik han dog regelmæssigt en Tur med hele Familjen , og nu, da Foraaret var kommet, tog de Madkurv med og drog ud i Landet, til Kongelunden eller Dragør. Det var Ugens lykkeligste Timer for dem alle. Ogsaa Stine var med, skønt hun var bleven saa hofteskæv, at hun maatte støtte sig til en Stok og under Gangen slingrede med Overkroppen som et Skib i Søgang . Et Sted midt paa Marken eller paa en Grøftekant blev Mellemmaderne pakket ud, og bagefter fik Børnene Lov til at løbe om og lege.
Men rigtig frimodig blev Mads Vestrup heller ikke mere ude i Naturen ^ . Hvor varmt Solen end skinnede paa ham, og hvor prægtigt Lærkerne sang over hans Hoved, han kom aldrig bort fra Tankerne om Synden i Verden og den evige Fortabelse. Han havde før elsket at sidde ^ ganske stille og lytte, naar Naturen II, 237 talte, fordi han i saadanne Øjeblikke følte sig ^ lukket ind i Evigheden. Nu hørte han kun Skovguden og hans bukkefodede Følge trampe gennem Stilheden og friste Menneskene med deres hedenske Latter. Nu lukkede han helst Øret for Fuglesangen og Bladsuset for at lytte til Salmetonen i sit eget Indre. Selv i disse sine bedste Timer, omgivet af Kone og Børn, kunde han gribes af ^ Længsel efter den endelige Udfrielse af Støvet , hensynke i Ønsket om at kunne føre alle sine Kære med sig bort fra Synd og Sorg og al denne Verdens onde Lyst.
En Dag paa Hjemvejen fra Aviskontoret, da han havde taget Plads i Sporvognen ved Holmens Bro, saae han paa Bænken foran sig ^ en nydelig ung Pige, der nikkede venligt til ham. Det var hans Husværts Datter, Frøken Grete Randbøl.
Ved Siden af hende sad en høj ^ ung Mand, som han ogsaa mente at kende fra Trappen derhjemme. Han ^ gjorde ^ et sært Indtryk , som han sad der med Armene paa Knæene og hang med Hovedet . Da den unge Pige en Gang stødte til ham med Albuen ^ , gryntede han som en Beruset .

Ved Stoppestedet, hvor de alle tre stod ud, forestillede den unge Pige ham , og Mads Vestrup saae nu, at det var en ualmindelig smuk ung Mand med et Par gode og stærke Øjne, der slet ikke passede til hans ^ Væsen.

Ved Stoppestedet, hvor de alle tre skulde af, blev han forestillet som hendes Forlovede , og Mads Vestrup saae nu, at det var en ualmindelig smuk ung Mand med et Par gode og stærke Øjne, der slet ikke passede til hans søvnige Væsen.

» Studerer De?« spurgte han .
»Ja–h !« ^

» Studerer De?« spurgte han ham, idet de fulgtes henad Vejen.
»Ja-h !« svarede han.

Det lød som et fortvivlet Æselsskrig. Mads Vestrup foer formelig sammen .

Det lød som et fortvivlet Æselsskrig. Mads Vestrup blev næsten forskrækket .

II, 236 Det lød som et fortvivlet Æselsskrig. Mads Vestrup blev næsten forskrækket .

Det lød som et fortvivlet Æselsskrig. Mads Vestrup blev næsten forskrækket .

» Min Kæreste er Jurist,« skyndte den unge Pige sig at sige. » Han skal op til første Del imorgen.«

» Min Kæreste er Jurist,« skyndte Frøken Grete sig at sige. » Han skal op til første Del imorgen.«

» Men jeg dumper !«

» Naa saadan !«

»Aa, sikke nogen Snak! De skal ikke tro ham, Pastor Vestrup,« forsikrede hun, skønt det rigtignok 133 var en Kendsgerning, at hendes blonde Ven to Gange tidligere havde friet til Fru Justitia og faaet en Kurv.
Mads Vestrup følte igen denne underlige Tunghed i Baghovedet og sagde ^ Farvel . Han skyndte sig ad Hjemmet til, mens de unge gik den modsatte Vej ned mod Stranden.
En Timestid efter vendte den unge Pige hjem alene. Idet hun gik ind i Huset, svimlede det ogsaa for hende. Hendes Ven havde nemlig sagt, at naar han imorgen faldt igennem for tredje Gang, vilde han rejse til Sydamerika og blive Cowboy .
Hans Navn var ^ Kjeld Borgen , og hun selv hed Grete Randbøl. Hendes Far, der kaldte sig Ingeniør, havde arbejdet sig op nedefra, var begyndt som Rørlægger og Betonstøber, havde i sin Ungdom slidt sig Hænderne flade i Amerika og var kommen tilbage med Vilje til at hjælpe sig selv tilvejrs i Samfundet og med Greb paa at klare for sig som et Brækjern. Han var nu paa sine ældre Dage bleven en velstaaende Mand, gik med Guld-Næseklemmer og var ikke saa lidt stolt af sit Livs Resultater.
Til sine to Sønner, hvoraf den ene ^ var Polytekniker, mens den anden arbejdede i det transatlantiske Kompagnis Hovedkontor , plejede han at udtale som Summen af sin Livserfaring, at en Englænder arbejdede for halvanden Dansker, og en Tysker for halvanden Englænder, men at en Amerikaner gjorde det 134 ud for en Tysker og en Englænder tilsammen. Og i denne amerikanske Udfoldelse af Hestekræfter saae han endda kun Udviklingens foreløbige Rekord.
Sønnerne havde arvet baade deres Fars Arbejdsiver og hans retlinjede Ærgerrighed. Fra de om Morgenen begyndte Dagen med Aandedrætsøvelser, kolde Fodbade og det hele Nathalie-koldingske System, til de om Aftenen kom hjem fra et Sprogkursus havde de uafbrudt deres Fremtid for Øje. De hørte til disse indesluttede og pligtopfyldende unge Mænd, der bestandig lever i Frygt for Medbejlere, hvis urolige Blik er aarvaagent, hvis Mund er sammenbidt, hvis hele Væsen under en elskværdig Form er en mistænksom Skelen.
Grete var ogsaa et dygtigt lille Menneske, huslig som en Spurv, altid ved Haanden. Familjelivet i Villa »Alexandrahouse« havde overhovedet været meget lykkeligt, indtil hun paa et Bal havde det Uheld at forelske sig i ^ ^ denne Døgenigt Kjeld Borgen , der ganske vist var af god Familje, men som i Stedet for at passe sine Studeringer bortødslede Tiden med Narrestreger som at spille paa Fløjte og holde Kaniner ^ . Han var et Vildskud af den udbredte jyske Slægt, som Enslev havde kastet Glans over. Men nu havde Gretes Forældre besluttet, at de, i Fald han heller ikke denne Gang fik sin Eksamen , vilde sende 135 hende ud i en Præstegaard paa Landet for ^ ^ paa den Maade at skille dem ad.
Da Grete havde taget Overtøjet af og kom gaaende gennem Dagligstuen, kiggede Moderen efter hende over sine Briller.
»Naa, er du der? Er Kjeld ikke med?«
»Nej, han skulde hjem og læse.«
» Hm – naa! Ja, det er jo imorgen, han skal op.«
»Ja.«
» Tror du nu, han klarer den denne Gang?«
» Det gør han vel nok,« svarede Grete, idet hun gik ind i Spisestuen for at dække Bordet. Og i Tankerne fortsatte hun derinde: » For ellers følger jeg ham ud i den vide ^ ^ ^ ^ Verden . Det gør jeg!«
En halv Time efter ringede han hende op i Telefonen ^ .

Ved Havelaagen udenfor Villaen sagde Mads Vestrup Farvel , og lidt efter ^ gik ogsaa Frk. Grete ind, mens hendes Kæreste tog tilbage til Byen for at læse. Den unge Mand – Kjeld Borgen ^ hed han – var ikke velset i Villa »Alexandra«. Ingeniør Randbøl og hans Kone , ^ for hvem ellers alt skulde lykkes saa vidunderligt, var fortvivlede over denne Svigersøn , der ganske vist var af god Familje, men som i Stedet for at passe sine Studeringer bortødslede Tiden med ^ at spille paa Fløjte , holde Kaniner og den Slags Narrestreger . Han var et Vildskud af den udbredte II, 327 jyske Slægt, som Enslev havde kastet Glans over. Nu havde de besluttet, at Forlovelsen skulde hæves, dersom han ogsaa denne Gang faldt igennem til Eksamen .
Med et af sine jammerfulde Æselsskrig kastede Kjeld Borgen sig en halv Time efter ned i Stolen ved sit Arbejdsbord, hvor et opslaaet Kollegiehefte laa i skraa Stilling med en Bog til Støtte som en Gravsten. Bagved stod den hele alvorsfulde Række af Danmarks Riges Love og Forordninger i tredive Bind.
Han skulde læse hele Natten. Men før han begyndte, trak han Bordskuffen ud og tog sin Fløjte frem, og snart sad han henne i det aabne Vindu med Ryggen stemmet mod den ene Karm og Fødderne mod den anden. Han boede højt tilvejrs paa en femte Sal og havde hele Byen liggende foran sig i rødlig Eftermiddagsdis. Med Mund og Hjerte spillede han en af sine Yndlingsmelodier. Det var den sørgmodige: »Elskte, hvorfor dugger dine Øjne?«
Han havde i den sidste Tid ofte siddet her og haft Lyst til at styrte sig ned paa Gaden for at faa Ende paa den hele Jammer og spare Ligbærerne for Trapperne. Havde dog bare hans Forældre sat ham til et Haandværk, da han var femten Aar! Saa havde han nu været sin egen Mand og kunnet gifte sig med Grete. Men som Politimesterens Søn vilde han have vanæret hele Familjen, dersom han ikke var bleven Student. Grete havde det præcis paa samme Maade som han. Hun ønskede bare at komme hjemmefra, hvor Faderen hver Dag holdt sit Foredrag om Amerika og Moderen altid skændte. De havde engang for Alvor talt om at flygte fra hele Molevitten til II, 328 Sydamerika eller et andet fremmed Land, hvor han kunde ernære sig som Cowboy . Grete var et dygtigt lille Menneske, der overalt i Verden vilde kunne skabe et Hjem. Hun var huslig som en Spurv, altid ved Haanden og i godt Humør.
Han stoppede op i Spillet. Det havde ringet paa Telefonen ude i Gangen. Det var Grete .

Ved Havelaagen udenfor Villaen sagde Mads Vestrup Farvel , og lidt efter ^ gik ogsaa Frk. Grete ind, mens hendes Kæreste tog tilbage til Byen for at læse. Den unge Mand — Kjeld Borgen ^ hed han — var ikke velset i Villa »Alexandra«. Ingeniør Randbøl og hans Kone , ^ for hvem ellers alt skulde lykkes saa vidunderligt, var fortvivlede over denne Svigersøn , der ganske vist var af god Familje, men som i Stedet for at passe sine Studeringer bortødslede Tiden med ^ at spille paa Fløjte , holde Kaniner og den Slags Narrestreger . Han var et Vildskud af den udbredte jydske ^ Slægt, som Enslev havde kastet Glans over. Nu havde de besluttet, at Forlovelsen skulde hæves, dersom han ogsaa denne Gang faldt igennem til Eksamen .
Med et af sine jammerfulde Æselsskrig kastede Kjeld Borgen sig en halv Time efter ned i Stolen ved sit Arbejdsbord, hvor et opslaaet Kollegiehefte laa i skraa Stilling med en Bog til Støtte som en Gravsten. Bagved stod den hele alvorsfulde Række af Danmarks Riges Love og Forordninger i tredive Bind.
Han skulde læse hele Natten. Men før han begyndte, trak han Bordskuffen ud og tog sin Fløjte frem, og snart sad han henne i det aabne Vindu med Ryggen stemmet mod den ene Karm og Fødderne mod den anden. Han boede højt tilvejrs paa en femte Sal og havde hele Byen liggende foran sig i rødlig Eftermiddagsdis. Med Mund og Hjerte spillede han en af sine Yndlingsmelodier. Det var den sørgmodige: »Elskte, hvorfor dugger dine Øjne?«
Han havde i den sidste Tid ofte siddet her og haft Lyst til at styrte sig ned paa Gaden for at faa Ende paa den hele Jammer og spare Ligbærerne for Trapperne. Havde dog bare hans Forældre sat ham til et Haandværk, da han var femten Aar! Saa havde han nu været sin egen Mand og kunnet gifte sig med Grete. Men som Politimesterens Søn vilde han have vanæret hele Familjen, dersom han ikke var bleven Student. Grete havde det II, 237 præcis paa samme Maade som han. Hun ønskede bare at komme hjemmefra, hvor Faderen hver Dag holdt ^ Foredrag om Amerika og Moderen altid skændte. De havde engang for Alvor talt om at flygte fra hele Molevitten til Sydamerika eller et andet fremmed Land, hvor han kunde ernære sig som Cowboy . Grete var et dygtigt lille Menneske, der overalt i Verden vilde kunne skabe et Hjem. Hun var huslig som en Spurv, altid ved Haanden og i godt Humør.
Han stoppede op i Spillet. Det havde ringet paa Telefonen ude i Gangen. Det var Grete .

Ved Havelaagen udenfor Villaen sagde Mads Vestrup Farvel , og lidt efter ^ gik ogsaa Frk. Grete ind, mens hendes Kæreste tog tilbage til Byen for at læse. Den unge Mand – Kjeld Borgen ^ hed han – var ikke velset i Villa »Alexandra«. Ingeniør Randbøl og hans Kone , ^ for hvem ellers alt syntes at lykkes saa vidunderligt, var fortvivlede over denne Svigersøn , der ganske vist var II, 238 af god Familje, men som i Stedet for at passe sine Studeringer bortødslede Tiden med ^ at spille paa Fløjte , holde Kaniner og den Slags Narrestreger . Han var et Vildskud af den udbredte jydske ^ Slægt, som Enslev havde kastet Glans over. Nu havde de besluttet, at Forlovelsen skulde hæves, dersom han ogsaa denne Gang faldt igennem til Eksamen .
Med et af sine jammerfulde Æselsskrig kastede Kjeld Borgen sig en halv Time efter ned i Stolen ved sit Arbejdsbord, hvor et opslaaet Kollegiehefte laa i skraa Stilling med en Bog til Støtte som en Gravsten. Bagved stod den hele alvorsfulde Række af Danmarks Riges Love og Forordninger i tredive Bind.
Han skulde læse hele Natten. Men før han begyndte, trak han Bordskuffen ud og tog sin Fløjte frem, og snart sad han henne i det aabne Vindu med Ryggen stemmet mod den ene Karm og Fødderne mod den anden. Han boede højt tilvejrs paa en femte Sal og havde hele Byen liggende foran sig i rødlig Eftermiddagsdis. Med Mund og Hjerte spillede han en af sine Yndlingsmelodier. Det var den sørgmodige: »Elskte, hvorfor dugges dine Øjne?«
Han havde i den sidste Tid ofte siddet her og haft Lyst til at styrte sig ned paa Gaden for at faa Ende paa den hele Jammer og spare Ligbærerne for Trapperne. Havde dog bare hans Forældre sat ham til et Haandværk, da han var femten Aar! Saa havde han nu været sin egen Mand og kunnet gifte sig med Grete. Men som Politimesterens Søn vilde han have vanæret hele Familjen, dersom han ikke var bleven Student. Grete havde det præcis paa samme Maade som han. Hun ønskede bare at komme hjemmefra, hvor Faderen hver Dag holdt ^ Foredrag om Amerika og Moderen altid skændte. De havde engang for Alvor talt om at flygte fra hele Molevitten til Sydamerika eller et andet fremmed Land, hvor han kunde ernære sig som Cowboy . Grete var et dygtigt lille Menneske, der overalt i Verden vilde kunne skabe et Hjem. Hun var huslig som en Spurv, altid ved Haanden og i godt Humør.
Han stoppede op i Spillet. Det havde ringet paa Telefonen ude i Gangen. Det var Grete .

» Er det dig ?« sagde hun.
»Ja , jeg vil bare sige dig, at jeg nu er kommen hjem. Hvordan har du det?«

» Er det dig , Kjeld? ... Aa , her er sket en stor Ulykke!«

II, 239 » Er det dig , Kjeld? ... Aa , her er sket en stor Ulykke!«

» Jo – og du?«
»Jo. Har du oplevet noget?«
»Nej. Har du?«
»Næ.«
» Men nu skal du vel til at læse, Kjeld.«
»Ja, dersom jeg da ikke foretrækker at dumpe ud af Vinduet og brække Halsen paa naturlig Maade.«
136 » Nu skal du være skikkelig, Kjeld! Put Hovedet ned i Vandfadet ^ ^ ^ ^ . Det klarer Tankerne.«
»Ja, det Raad har dine Brødre ogsaa givet mig. Naa ja – Farvel, Grete! Jeg vilde bare høre din Stemme. Imorgen ved denne Tid veed vi altsaa Resultatet.«
Paa hans Arbejdsbord laa et opslaaet Kollegiehefte i skraa Stilling med en Bog til Støtte som en Gravsten. Bagved stod den hele alvorlige Række af Danmarks Riges Love og Forordninger i tredive Bind.
Med et af sine jammerfulde Æselsskrig kastede han sig ned i Stolen og strakte Benene fra sig . Og inden han begyndte Læsningen, trak han Bordskuffen ud og tog en Fløjte frem.
I det samme ringede Telefonen igen ude paa Gangen.
» Det er bare mig,« sagde Grete. » Jeg glemte at sige dig, at du naturligvis maa komme herud i Morgen Aften, hvordan det saa gaar. Det lover du mig .«

» Hvad er det?« sagde han forskrækket. ^ » Pastor Vestrup er død.«
Han var lige ved at sige: »Naa, ikke andet!« – men tog sig i det og spurgte, hvordan det dog var gaaet til. De havde jo talt med ham for ikke en Time siden.
» Det er sket lige nu. Det hele varede ikke to Minutter . Mor sad ved Vinduet og saae, at han gik ud for at spasere. Men i Laagen vendte han om, og Mor syntes nok, at han svinglede saa underligt . Et Øjeblik efter kom den lille Lise styrtende herned og spurgte, om vi ikke havde nogen Hoffmannsdraaber, for hendes Far var pludselig bleven saa syg. Jeg løb selv op med Flasken, men da var han allerede død. Han sad i en Stol med Hovedet nede paa Brystet som en Fugl.«
»Tænk! Det var dog trist!«
»Ja, det gør mig saa gruelig ondt for Familjen. De er helt utrøstelige. Gud maa vide, hvordan det nu skal gaa dem! Du veed nok, at han var afsat fra sit Embede for noget slemt. Det er ikke til at forstaa. For han var i Grunden saa rar. Og de sang Salmer baade Morgen og Aften. Men en underlig Mand var han jo .«

» Hvad er det?« sagde han forskrækket.
» Pastor Vestrup er død.«
Han var lige ved at sige: »Naa, ikke andet!« — men tog sig i det og spurgte, hvordan det dog var gaaet til. De havde jo talt med ham for ikke en Time siden.
» Det er sket lige nu. Det hele varede ikke to Minutter . Mor sad ved Vinduet og saae, at han gik ud for at spasere. Men i Laagen vendte han om, og Mor syntes nok, at han svinglede saa underligt . Et Øjeblik efter kom den lille Lise styrtende herned og spurgte, om vi ikke havde nogen Hoffmannsdraaber, for hendes Far var pludselig bleven saa syg. Jeg løb selv op med Flasken, men da var han allerede død. Han sad i en Stol med Hovedet nede paa Brystet som en Fugl.«
»Tænk! Det var dog trist!«
»Ja, det gør mig saa gruelig ondt for Familjen. De er helt utrøstelige. Gud maa vide, hvordan det nu skal gaa dem! Du veed nok, at han var afsat fra sit Embede for noget slemt. Det er ikke til at forstaa. For han var i Grunden saa rar. Og de sang Salmer baade Morgen og Aften. Men en underlig Mand var han jo .«

» Hvad er det?« sagde han forskrækket.
» Pastor Vestrup er død.«
Han var lige ved at sige: »Naa, ikke andet!« – men tog sig i det og spurgte, hvordan det dog var gaaet til. De havde jo talt med ham for ikke en Time siden.
» Det er sket lige nu. Det hele varede ikke to Minutter . Mor sad ved Vinduet og saae, at han gik ud for at spasere. Men i Laagen vendte han om, og Mor syntes nok, at han svinglede saa underligt . Et Øjeblik efter kom den lille Lise styrtende herned og spurgte, om vi ikke havde nogen Hoffmannsdraaber, for hendes Far var pludselig bleven saa syg. Jeg løb selv op med Flasken, men da var han allerede død. Han sad i en Stol med Hovedet nede paa Brystet som en Fugl.«
»Tænk! Det var dog trist!«
»Ja, det gør mig saa gruelig ondt for Familjen. De er helt utrøstelige. Gud maa vide, hvordan det nu skal gaa dem! Du veed nok, at han var afsat fra sit Embede for noget slemt. Det er ikke til at forstaa. For han var i Grunden saa rar. Og de sang Salmer baade Morgen og Aften. Men en underlig Mand var han jo .«

»Ja, det maa jeg velsagtens.«
»Ja, andet var det ikke. Og nu skal jeg ikke forstyrre dig mere. Farvel, min Ven! ... Og Godnat med det samme! Hav det rigtig godt.« ^ ^ ^ ^

II, 329 » Hvordan har du det selv?« spurgte nu Kjeld. » Har du ellers oplevet noget?«
»Nej. Har du?«
»Nej. – Havde din Mor set mig?«
»Ja, men det var alligevel godt, at du ikke gik med ind. Mor er som en kogende Gryde idag. Jeg tror, at hun og Far har noget for med os. Hendes Øjne er efter mig allevegne. Er du begyndt at læse, Kjeld?«

» Hvordan har du det selv?« spurgte nu Kjeld. » Har du ellers oplevet noget?«
»Nej. Har du?«
»Nej. — Havde din Mor set mig?«
»Ja, men det var alligevel godt, at du ikke gik med ind. Mor er som en kogende Gryde idag. Jeg tror, at hun og Far har noget II, 238 for med os. Hendes Øjne er efter mig allevegne. Er du begyndt at læse, Kjeld?«

» Hvordan har du det selv?« spurgte nu Kjeld. » Har du ellers oplevet noget?«
»Nej. Har du?«
»Nej. – Havde din Mor set mig?«
»Ja, men det var alligevel godt, at du ikke gik med ind. Mor er som en kogende Gryde idag. Jeg tror, at hun og Far har noget for med os. Hendes Øjne er efter mig allevegne. Er du begyndt at læse, Kjeld?«

» Jeg skal prøve paa det. Men sig mig –«
»Hys! Nu kom Far hjem.«
Da Kjeld var vendt tilbage til sin Stue, satte han 137 sig hen i det aabne Vindu med Fløjten og spillede en af sine Yndlingsmelodier. Det var den sørgmodige: » Elskte, hvorfor dugger dine Øjne?« Han boede højt tilvejrs paa en femte Sal og havde hele Byen liggende foran sig i en rødlig Eftermiddagsdis.
Den følgende Dag omtrent paa samme Tid sad han der igen, men uden Fløjte, tavs og mørk fortvivlet. Han havde et Øjeblik virkelig den Tanke at styrte sig ned paa Gaden for at faa en Ende paa det hele og spare Ligbærerne for Trapperne. Han følte sig som det unyttigste Menneske paa Jorden. Aa, havde dog bare hans Forældre sat ham til et Haandværk, da han var femten Aar , saa havde han nu for længe siden været Karl for sin Hat og kunnet gifte sig med Grete og været lykkelig. Men som Politimesterens Søn kunde han ikke være andet bekendt end at blive Student. Det vilde have været en Vanære for hele Familjen, dersom han ikke havde lært, hvad tenir hed ^ ^ ^ ^ ^ i Plusquamperfectum, og hvornaar Kambyses døde.
Stakkels Grete! Han havde lige talt med hende i Telefonen. Og nu skulde han ud og stedes for sine Svigerforældres og sine Svogres fire Par staalkolde Øjne. Men lige meget! Han maatte derud for at trøste hende lidt. Han havde jo ogsaa lovet det.
En Timestid ^ efter stod han af Sporvognen og nærmede sig Villaen. Da han saae en Automobil holde 138 udenfor, slog det ham, at der maatte være noget paa Færde . Vognens Styrer rakte sig frem mod Huset og syntes at lytte, og da han kom nærmere, hørte han selv en underlig Jamren, der trængte ud fra Trappegangens aabne Vinduer.
Han blev bange, og Frygten gjorde ham vild. I et Spring var han oppe paa ^ den høje Flisetrappe ^ ^ ^ ^ ^ ^ og stormede Døren. Indenfor stod Grete, der fra Vinduet havde set ham komme. Hun var hvid i Ansigtet og rystede over hele Kroppen.
» Der er sket en stor Ulykke. Pastor Vestrup er død. Men lad os gaa ud i Haven.«
Han havde nær sagt: »Aa, ikke andet!« – De fulgtes ud til Lysthuset og satte sig der.
» Doktoren er lige kommen. Men der er ikke noget at gøre. Det hele varede ikke to Minutter.«
»Herregud! Hvornaar skete det?«
^ » Det er ikke et Kvarter siden. Han var lige kommen hjem fra Byen. Den lille Lise kom styrtende herned og spurgte, om vi ikke havde nogen Hofmannsdraaber, for hendes Far var pludselig bleven syg. Jeg løb selv op med Flasken, men da var han allerede død. Han sad i Stolen med Hovedet paa Brystet som en Fugl.«
» Det var jo trist.«
»Ja, det gør mig saa ondt for Familjen. De er helt utrøstelige. Konen er jo underlig; men Børnene 139 er saa rørende søde. Gud maa vide, hvordan det nu skal gaa dem. Du veed nok, at han var afsat fra sit Embede for noget slemt. Det er ikke til at forstaa. For han var saa god. Og de sang Salmer deroppe baade Morgen og Aften. Jeg kom i Grunden til at holde saa meget af ham.«
» Saa har det rigtig været ^ ^ ^ en Tyge Brahesdag,« begyndte Kjeld for nu at komme ind paa sine egne Affærer.
Grete lagde Hænderne over Ansigtet ^ ^ .

» Jeg skal netop lige til det. Men det nytter vist ikke noget. Jeg er i Hovedet , ligesom jeg havde kørt paa Karussel i fjorten Dage.«
» Put det ned i Vandfadet! Det klarer Tankerne.«
»Ja, det Raad har din Bror ogsaa givet mig. Men der skal mere til –.«
»Hys! Nu kom Far hjem!« –
Dagen efter omtalte de fleste af Byens Blade Dødsfaldet i ligegyldige Notitser. Heller ikke »Hverdagen« ofrede Mads Vestrups Eftermæle mere end det allernødtørftigste. » Femte Juni« bragte Meddelelsen under Overskriften » Domsbasunen død«, som om det drejede sig om en af Gadens komiske Originaler. Mange af dem, der for knap et halvt Aar siden lod sig klemme fordærvet paa »Elysiums« smalle Trappe for at faa ham at høre, maatte nu huske sig om, før det gik op for dem, hvem han var.
Desuden havde Bladene samme Dag lange Artikler i Anledning af et andet Dødsfald, der ganske anderledes interesserede Byen og var et godt Nyhedsstof. Det var Grosserer Søholm, der paa sine Millioners seks tunge Nuller kørtes i Triumf ind i Folkets Pantheon. »Hverdagen« II, 330 kunde tilmed meddele, at han paa sit Dødsleje havde tilkaldt Pastor Stensballe og skænket Kirkefondet hundrede tusinde Kroner.
Fra et afsides beliggende Kirkegaardskapel blev Mads Vestrup nogle Dage efter begravet i al Stilfærdighed. For sidste Gang samledes hans lille Menighed, ialt et halvt hundrede Mennesker, der sørgmodigt bevægede tog Plads omkring hans fattigt pyntede Kiste . Talen blev holdt af en yngre Præst, der mente at vise ^ den afdøde Kaldsbroders Minde Skaansomhed ved at fatte sig i størst mulig Korthed.
I Baggrunden af Kapellet, kun kendt af faa, sad Johannes Gaardbo. Ogsaa han var stærkt bevæget. Han var ^ ikke kommen for at tale og bar derfor ikke Ornat. Han havde udtrykkeligt ikke villet indfinde sig her som Repræsentant for den Kirke, der havde miskendt Mads Vestrup og forskudt ham . Han havde i disse Dage paany gennemlæst alt, hvad den Afdøde i sin Tid havde skrevet i » Femte Juni«, og han sad her med en Følelse af Skam over den Uret, som Kirken igen havde begaaet mod en af sine bedste Sønner. Naar han alligevel havde bestemt sig til ikke at tage Ordet her, var det for Menighedsfredens Skyld. Enhver anerkendende Udtalelse kunde let blive opfattet som ^ Demonstration .

» Jeg skal netop lige til det. Men det nytter vist ikke noget. Jeg er i Hovedet , ligesom jeg havde kørt paa Karussel i fjorten Dage.«
» Put det ned i Vandfadet! Det klarer Tankerne.«
»Ja, det Raad har din Bror ogsaa givet mig. Men der skal mere til —.«
»Hys! Nu kom Far hjem!« —
Dagen efter omtalte de fleste af Byens Blade Dødsfaldet i ligegyldige Notitser. Heller ikke »Hverdagen« ofrede Mads Vestrups Eftermæle mere end det allernødtørftigste. » Femte Juni« bragte Meddelelsen under Overskriften » Domsbasunen død«, som om det drejede sig om en af Gadens komiske Originaler. Mange af dem, der for knap et halvt Aar siden lod sig klemme fordærvet paa »Elysiums« smalle Trappe for at faa ham at høre, maatte nu huske sig om, før det gik op for dem, hvem han var.
Desuden havde Bladene samme Dag lange Artikler i Anledning af et andet Dødsfald, der ganske anderledes interesserede Byen og var et godt Nyhedsstof. Det var Grosserer Søholm, der paa sine Millioners seks tunge Nuller kørtes i Triumf ind i Folkets Pantheon. »Hverdagen« kunde tilmed meddele, at han paa sit Dødsleje havde tilkaldt Pastor Stensballe og skænket Kirkefondet hundrede tusinde Kroner.
Fra et afsides beliggende Kirkegaardskapel blev Mads Vestrup nogle Dage efter begravet i al Stilfærdighed. For sidste Gang samledes hans lille Menighed, ialt et halvt hundrede Mennesker, der sørgmodigt bevægede tog Plads omkring hans fattigt pyntede Kiste . Talen blev holdt af en yngre Præst, der mente at vise ^ den afdøde Kaldsbroders Minde Skaansomhed ved at fatte sig i størst mulig Korthed.
I Baggrunden af Kapellet, kun kendt af faa, sad Johannes Gaardbo. Ogsaa han var stærkt bevæget. Han var ^ ikke kommen for at tale og bar derfor ikke Ornat. Han havde udtrykkeligt ikke villet indfinde sig her som Repræsentant for den Kirke, der havde miskendt Mads Vestrup og forskudt ham . Han havde i disse Dage paany gennemlæst alt, hvad den Afdøde i sin Tid havde skrevet II, 239 i » Femte Juni«, og han sad her med en Følelse af Skam over den Uret, som Kirken igen havde begaaet mod en af sine bedste Sønner. Naar han alligevel havde bestemt sig til ikke at tage Ordet her, var det for Menighedsfredens Skyld. Enhver anerkendende Udtalelse kunde let blive opfattet som en Demonstration .

» Jeg skal netop lige til det. Men det nytter vist ikke noget. Jeg er i Hovedet , ligesom jeg havde kørt paa Karussel i fjorten Dage.«
» Put det ned i Vandfadet! Det klarer Tankerne.«
»Ja, det Raad har din Bror ogsaa givet mig. Men der skal mere til –.«
»Hys! Nu kom Far hjem!« –
II, 240 Dagen efter omtalte de fleste af Byens Blade Dødsfaldet i ligegyldige Notitser. Heller ikke »Hverdagen« ofrede Mads Vestrups Eftermæle mere end det allernødtørftigste. » Femte Juni« bragte Meddelelsen under Overskriften » Domsbasunen død«, som om det drejede sig om en af Gadens komiske Originaler. Mange af dem, der for knap et halvt Aar siden lod sig klemme fordærvet paa »Elysiums« smalle Trappe for at faa ham at høre, maatte nu huske sig om, før det gik op for dem, hvem han var.
Desuden havde Bladene samme Dag lange Artikler i Anledning af et andet Dødsfald, der ganske anderledes interesserede Byen og var et godt Nyhedsstof. Det var Grosserer Søholm, der paa sine Millioners seks tunge Nuller kørtes i Triumf ind i Folkets Pantheon. »Hverdagen« kunde tilmed meddele, at han paa sit Dødsleje havde tilkaldt Pastor Stensballe og skænket Kirkefondet hundrede tusinde Kroner.
Fra et afsides beliggende Kirkegaardskapel blev Mads Vestrup nogle Dage efter begravet i al Stilfærdighed. For sidste Gang samledes hans lille Menighed, ialt et halvt hundrede Mennesker, der sørgmodigt bevægede tog Plads omkring hans fattigt pyntede Kiste . Talen blev holdt af en yngre Præst, der mente at vise Skaansomhed mod den afdøde Kaldsbroders Minde ^ ved at fatte sig i størst mulig Korthed.
I Baggrunden af Kapellet, kun kendt af faa, sad Johannes Gaardbo. Ogsaa han var ^ bevæget. Han var dog ikke kommen for at tale og bar derfor ikke Ornat. Han havde udtrykkeligt ikke villet indfinde sig her som Repræsentant for den Kirke, der havde miskendt Mads Vestrup og forskudt ham . Han havde i disse Dage paany gennemlæst alt, hvad den Afdøde i sin Tid havde skrevet i » Femte Juni«, og han sad her med en Følelse af Medskyld i den Uret, som Kirken ^ havde begaaet mod en af sine bedste Sønner. Naar han alligevel havde bestemt sig til ikke at tage Ordet her, var det for Menighedsfredens Skyld. Enhver anerkendende Udtalelse kunde let blive opfattet som en Demonstration .

» Jeg er saa fortumlet. Jeg maa samle mig lidt. Men saadan er det altid. Naar der sker noget, kommer det altsammen paa en Gang. Der var saa meget, jeg skulde sige dig, men nu maa det vente. Bare det, Kjeld,« sagde hun og tog hans Haand. » Du skal ikke gaa ind. Far er ikke kommen hjem endnu; men Mor har været som en kogende Gryde, siden jeg fortalte hende, at du ikke havde bestaaet. Hun veed ^ ^ , at du er her, men det gør ingenting. – Og saa ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ en anden Ting med det samme. Jeg er nu fast bestemt paa at tage hjemmefra . Da jeg saae den døde Mand deroppe og al den Jammer, skammede jeg mig saadan over, at jeg havde gaaet her og grædt, fordi du ikke havde faaet den tossede Eksamen. Hvad er det dog for noget Pjank at tage sig den Slags Ting nær, naar Livet har saa store Sorger. Men nu skal det ogsaa have en Ende. Vil 140 Far og Mor ikke forstaa os, vil jeg bort. Saa maa det briste eller bære.«
» Er det dit Alvor?«
»Ja. Og jeg tror desuden, at de har et eller andet for med mig. Jeg veed ikke, hvad det er; men Mors Øjne er efter mig allevegne. Jeg er sikker paa, at hun staar derinde og ser paa os.«
» Men hvad tænker du da paa at gøre?«
Hun lagde sin Haand over hans Mund.
» Det skal vi ikke tale om idag. Og nu skal du gaa, Kjeld! Jeg ringer dig op iaften.« – –
Den næste Dag stod Dødsfaldet omtalt i de fleste af Byens Blade . Det var dog kun en kort Notits. Heller ikke Mads Vestrups eget Blad ofrede hans Eftermæle mere end det nødtørftigste. » Femte Juni« bragte Meddelelsen under Overskriften » Domsbasunen død«, som om det drejede sig om en af Gadens komiske Originaler. Mange af dem, der for blot et halvt Aar siden havde ladet sig klemme halvt ihjel paa »Elysiums« smalle Trappe for at faa ham at høre, maatte nu huske sig om, før det gik op for dem, hvem han havde været.
Dertil kom, at Bladene samme Dag kunde melde om et andet Dødsfald, der var et ganske anderledes godt Nyhedsstof. Det var Grosserer Søholm, der havde endt sine Dage og nu paa sine Millioners seks tunge Nuller kørtes i Triumf ind i Folkets Pantheon. 141 »Hverdagen« kunde tilmed meddele, at han paa Dødslejet havde tilkaldt Pastor Stensballe og skænket Kirkefondet hundrede tusinde Kroner.
^ ^

Paa den lange Vej fra Kapellet til Graven skiftedes gamle og unge Mænd blandt Mads Vestrups Venner til at bære Kisten, og der var noget rørende højtideligt i den varsomme Maade, hvorpaa de satte den ned paa Skamlerne, naar de for Afløsningens Skyld maatte standse. Det II, 331 mærkedes , at det ^ var noget for dem kært og helligt, de her bar til Graven.
Nærmest bag Kisten gik Fru Stine omgivet af sine Børn, og allersidst i Følget saaes en grædende Kvinde i brandrødt Liv og Kvækerkyse. Det var Susse Frederiksen. Den gamle Synderinde, der efter en fornyet Omtumlen mellem Tribunen og Hospitalet nu var havnet i Frelsens Hær, havde under alt dette aldrig glemt den Mand, som i hendes Fornedrelses Dage ene af alle havde mødt hende med Kærlighed . Da Salmesangen omkring Graven begyndte, var det ogsaa hendes klare Stemme, der hørtes over alle andres. Hun stod ^ i sin Soldateruniform paa Grushøjen bagved Graven og ledsagede Sangen med Greb i en Guitar . Det var ^ Mads Vestrups Yndlingssalme, man sang, – den, han selv engang havde lært hende:

Paa den lange Vej fra Kapellet til Graven skiftedes gamle og unge Mænd blandt Mads Vestrups Venner til at bære Kisten, og der var noget rørende højtideligt i den varsomme Maade, hvorpaa de satte den ned paa Skamlerne, naar de for Afløsningens Skyld maatte standse. Det mærkedes , at det ^ var noget for dem kært og helligt, de her bar til Graven.
Nærmest bag Kisten gik Fru Stine omgivet af sine Børn, og allersidst i Følget saaes en grædende Kvinde i brandrødt Liv og Kvækerkyse. Det var Susse Frederiksen. Den gamle Synderinde, der efter en fornyet Omtumlen mellem Tribunen og Hospitalet nu var havnet i Frelsens Hær, havde under alt dette aldrig glemt den Mand, som i hendes Fornedrelses Dage ene af alle havde mødt hende med Kærlighed . Da Salmesangen omkring Graven begyndte, var det ogsaa hendes klare Stemme, der hørtes over alle andres. Hun stod ^ i sin Soldateruniform paa Grushøjen bagved Graven og ledsagede Sangen med Greb i en Guitar . Det var ^ Mads Vestrups Yndlingssalme, man sang, — den, han selv engang havde lært hende:

Paa den lange Vej fra Kapellet til Graven skiftedes gamle og unge Mænd blandt Mads Vestrups Venner til at bære Kisten, og II, 241 der var noget rørende højtideligt i den varsomme Maade, hvorpaa de satte den ned paa Skamlerne, naar de for Afløsningens Skyld maatte standse. Det mærkedes , at det for dem var noget ^ kært og helligt, der her blev baaret til Graven.
Nærmest bag Kisten gik Fru Stine omgivet af sine Børn, og allersidst i Følget saaes en grædende Kvinde i brandrødt Liv og Kvækerkyse. Det var Susse Frederiksen. Den gamle Synderinde, der efter en fornyet Omtumlen mellem Tribunen og Hospitalet nu var havnet i Frelsens Hær, havde under alt dette aldrig glemt den Mand, som i hendes Fornedrelses Dage ene af alle havde mødt hende med Kærlighed . Da Salmesangen omkring Graven begyndte, var det ogsaa hendes klare Stemme, der hørtes over alle andres. Hun stod ^ i sin Soldateruniform paa Grushøjen bagved Graven og ledsagede Sangen med Greb i en Guitar . Det var ^ Mads Vestrups Yndlingssalme, man sang, – den, han selv engang havde lært hende:

⇕ Favsingholm V, 2.2

⇕ De Dødes Rige 8.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 8.8

⇐

Nu det lysner ^ i mit Sind,

Nu ^ lysner det i mit Sind,

Solen har jeg lukket ind ,

Solen har jeg lukket ind .

Livets Kilde har jeg fundet,

Døden har jeg overvundet.

⇕ Favsingholm V, 2.2

⇕ De Dødes Rige 8.8

⇕ De Dødes Rige .8

⇕ De Dødes Rige 8.8

Hans Begravelse nogle Dage efter i Frue Kirke samlede da ogsaa det meste af , hvad Byen ejede af trekantede Hatte , guldgallonerede Bukser, Epauletter og Præstekraver, foruden naturligvis alle Børsens blanke Cylindre ^ ^ . Det var en af de store Begrædelser for blændede Vinduer, med Lys i alle Kronerne, floromvundne Kandelabre, Draperier paa Væggene og to Sørgemarskaller foran Kisten . Bagved denne stod Pastor Stensballe, der skulde holde Talen . Operaens populære Tenor var engageret til at synge et Farvel, og et ^ Damekor havde indstuderet som et Koncertnumer » Eja ! Eja! Kristus er opstanden!«

Et Par Dage efter fandt Grosserer Søholms Begravelse Sted fra Frue Kirke , hvor alt , hvad Forretningsverdenen ejede af Standspersoner , mødte op med Repræsentanter fra Børsen i Spidsen . Det var en af de store Sørgefester for blændede Vinduer, med Lys i ^ Kronerne, floromvundne Kandelabre, Draperier paa Væggene og to Sørgemarskaller i dress foran Kisten ^ . Operaens populære Heltetenor var engageret til at synge et Farvel, og et stort II, 332 Damekor havde indstuderet ^ et Koncertnummer: »Eja ! Eja! Kristus er opstanden!«

Et Par Dage efter fandt Grosserer Søholms Begravelse Sted fra Frue Kirke , hvor alt , hvad Forretningsverdenen ejede af Standspersoner , mødte op med Repræsentanter for Børsen i Spidsen . Det var en af de store Sørgefester for blændede Vinduer, med Lys i ^ Kronerne, floromvundne Kandelabre, Draperier paa Væggene og to Sørgemarskaller i dress foran Kisten ^ . Operaens populære Heltetenor var engageret til at synge et Farvel, og et stort Damekor havde indstuderet ^ et Koncertnummer: »Eja ! Eja! Kristus er opstanden!«

Mellem den Række ornatklædte Præster, der sad i Koret , var ogsaa Johannes Gaardbo , som skulde forrette Jordpaakastelsen. Han følte sig højst ilde tilmode her . Det var første Gang, han var tilstede ved en saadan teatermæssigt iscenesat Dødsfest , og han var glad ved , at han ikke skulde tale.
Under Pastor Stensballes Sørgetale, der priste den Afdøde som et ^ Forbillede for den unge Slægt ved Foreningen af mægtig ^ Handlekraft og kristelig Ydmyghed , ^ ^ kunde han næsten ikke sidde stille . Mod sin Vilje maatte han tænke paa Mads Vestrup, der engang i en Tale med en af sine lidenskabelige 142 Overdrivelser havde kaldt den officielle Kirke for Forgaarden til Helvede, hvor der endnu ofredes til de hedenske Afguder. Men var ikke dette virkelig en Dyrkelse af Mammon i Herrens eget Hus, i selve Landets Hovedkirke?

Mellem nogle ornatklædte Præster, der sad bag Kistens Blomsterhøj , var ogsaa Johannes Gaardbo ^ . Det var første Gang, han fungerede ved en saadan teatermæssig iscenesat Kirkefest , og han følte sig meget ilde tilmode. Da Pastor Stensballe som første Taler traadte frem ved Kisten og priste den Afdøde som et lysende Forbillede for den unge Slægt , mægtig i sin Handlekraft og ydmyg i sin Kristelighed , forargede det ham , og han blev greben af en Uro, saa han ikke kunde ^ sidde stille . Han maatte ^ tænke paa Mads Vestrup, der ^ i sit lidenskabelige Sprog havde kaldt den officielle Kirke for Forgaarden til Helvede, hvor der endnu ofredes til de hedenske Afguder. Gemte den Tale ikke et bittert Sandhedskorn under Overdrivelsen? Var ikke dette virkelig en Dyrkelse af Mammon i Herrens eget Hus, i selve Landets Hovedkirke?

Mellem nogle ornatklædte Præster, der sad bag Kistens Blomsterhøj , II, 240 var ogsaa Johannes Gaardbo ^ . Det var første Gang, han fungerede ved en saadan teatermæssig iscenesat Kirkefest , og han følte sig meget ilde tilmode. Da Pastor Stensballe som første Taler traadte frem ved Kisten og priste den Afdøde som et lysende Forbillede for den unge Slægt , mægtig i sin Handlekraft og ydmyg i sin Kristelighed , forargede det ham , og han blev greben af en Uro, saa han ikke kunde ^ sidde stille . Han maatte ^ tænke paa Mads Vestrup, der ^ i sit lidenskabelige Sprog havde kaldt den officielle Kirke for Forgaarden til Helvede, hvor der endnu ofredes til de hedenske Afguder. Gemte den Tale ikke et bittert Sandhedskorn under Overdrivelsen? Var ikke dette virkelig en Dyrkelse af Mammon i Herrens eget Hus, i selve Landets Hovedkirke?

Mellem nogle ornatklædte Præster, der sad bag Kistens Blomsterhøj , var ogsaa Johannes Gaardbo ^ . Det var første Gang, han fungerede ved en saadan teatermæssig iscenesat Kirkefest , og han følte sig meget ilde tilmode. Da Pastor Stensballe som første Taler traadte frem ved Kisten og priste den Afdøde som et II, 242 lysende Forbillede for den unge Slægt , mægtig i sin Handlekraft og ydmyg i sin Kristelighed , forargede det ham ^ ^ ^ ^ . Han maatte ^ tænke paa Mads Vestrup, der ^ i sit lidenskabelige Sprog havde kaldt den officielle Kirke for Forgaarden til Helvede, hvor der endnu ofredes til de hedenske Afguder. Gemte den Tale ikke et bittert Sandhedskorn under Overdrivelsen? Var ikke dette virkelig en Dyrkelse af Mammon i Herrens eget Hus, i selve Landets Hovedkirke?

»Eja! Eja!« jublede Kvindekoret oppe paa Pulpituret, da Pastor Stensballe havde sluttet . Det skurrede i hans Øre som et Raab af vindrukne Bakkantinder ^ .

»Eja! Eja!« jublede Kvindekoret oppe paa Pulpituret, da ^ Stensballe havde endt sin Tale . Det lød i hans Øre som et Raab af vindrukne Bakkantinder , og hans Hjerte blødte .

Dagen efter blev Mads Vestrup i al Stilhed begravet fra et afsides liggende Kirkegaardskapel, hvor hans lille Vennekres fra Rullekælderen for sidste Gang samledes, ialt et halvt hundrede Mennesker. Talen blev holdt af en yngre Præst ^ ^ ^ , der øjensynlig mente at vise den Afdøde Skaansomhed ved at fatte sig i størst mulig Korthed.
I Baggrunden ^ ^ ^ af Kapellet stod Johannes Gaardbo. Der var kun faa, der kendte ham, og han var heller ikke i Ornat. Han var ikke kommen for at tale. Han vilde ogsaa helst være uset her, fordi ^ ^ han vidste, at det vilde vække Misstemning , maaske Forargelse hos mange i Menigheden, dersom det rygtedes , at han havde været tilstede. Men hans Samvittighed havde ikke ladet ham i Ro, før han kom herhen. Der havde paany, og stærkere end før, rørt sig en Følelse af Skyld hos ham ved Tanken om denne 143 faldne Embedsbroder, som sikkert nu havde fundet Tilgivelse og faaet Oprejsning i Alkærlighedens store Favn.
Det hele Ubehag ved Gaarsdagens kirkelige Teaterforestilling sad ^ ^ ham endnu i Sindet og gjorde ham skamfuld under denne ydmyge Højtidelighed.
Gamle og unge Mænd af Mads Vestrups Troesfæller skiftedes til at bære ham den lange Vej fra Kapellet til Graven. Var Kisten kun fattigt pyntet, saa var ^ der til Gengæld noget rørende højtidsfuldt over den varsomme Maade, hvorpaa disse Mænd løftede den op, naar de for Afløsningens Skyld havde maattet standse et Øjeblik undervejs. Det mærkedes, at det var noget kært og helligt, som de her viste ^ den sidste Ære.
Bagved Kisten gik Fru Stine omgivet af sine Børn. Den lille, værkbrudne Kone var nu saa skæv, at hun bevægede sig ved Hjælp af to Stokke og slingrede med Overkroppen som et Skib i Søgang.
Salmesangen omkring Graven var kun svag, fordi de fleste var ældre Folk . Højt over alle hørtes Susse Frederiksen. Hun stod tæt ved Graven i sin Soldateruniform og ledsagede Sangen med Greb i en Guitar. Det var Mads Vestrups Yndlingssalme, den, han i sin Tid selv havde lært hende , og som han daglig lod synge ved sin Husandagt :

Da Koret sluttede, var det hans Tur ^ at tale. Og nu skete der noget ^ ^ ^ , som han bagefter ikke selv kunde forklare sig . I Stedet for at holde den Trøstetale til de Efterladte, som han havde forberedt sig paa, gav han sig til at minde om, hvorledes Kristus ved Synet af det vanhelligede Tempel blev greben af ^ heftig Sorg og omstødte Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. Han havde faaet Øje paa Heltetenoren, der nu indtog Damekorets II, 333 Plads, hvor han havde stillet sig til Skue i Kjole og hvidt og med synlig Utaalmodighed ventede paa at kunne lade sin Røst høre. Han havde desuden set , hvorledes snart den ene, snart den anden nede i Kirken kiggede op til Pulpituret for at faa at vide , hvad det næste Nummer paa Programmet var, og han grebes af en Harme, der tog Magten fra ham. Den Følelse af Skyld , han havde baaret paa siden Mads Vestrups ensomme Død, jog ham Skamrødmen op i Kinderne og lagde ham Ord paa Læben, der vakte Uro rundt om i Kirken, ikke mindst blandt Præsterne. Han talte om Kristi usynlige Tilstedeværelse og sluttede dristigt med at spørge, om der ikke var Grund til at frygte for, at Herrens Dom over Nutidens Menighedsliv vilde lyde med Ordene fra det vanhelligede Tempel:
» Er der ikke skrevet, at mit Hus skal være et Bedehus, men I have gjort det til en Røverkule.«
Da han efter at have fremsagt en Bøn vendte tilbage til sin Plads mellem Pastor Stensballe og en anden københavnsk Præst, trak den sidste uvilkaarlig sin Kjole lidt til sig, og Stensballe saae ret ud i Luften med stramme Miner.
Men nu viste Ligbærerne sig ^ . Oppe paa Pulpituret skød Sangeren Brystet frem , og et Øjeblik efter lød det med smeltende Røst ud gennem Kirkerummet :

Da Koret sluttede, var det hans Tur til at tale. Og nu skete der noget ^ ^ ^ , som han bagefter ikke selv kunde forklare sig . I Stedet for at holde den Trøstetale til de Efterladte, som han havde forberedt sig paa, gav han sig til at minde om, hvorledes Kristus ved Synet af det vanhelligede Tempel blev greben af ^ heftig Sorg og omstødte Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. Han havde faaet Øje paa Heltetenoren, der nu indtog Damekorets Plads, hvor han havde stillet sig til Skue i Kjole og hvidt og med synlig Utaalmodighed ventede paa at kunne lade sin Røst høre. Han havde desuden set , hvorledes snart den ene, snart den anden nede i Kirken kiggede op til Pulpituret for at faa at vide , hvad det næste Nummer paa Programmet var, og han grebes af en Harme, der tog Magten fra ham. Den Følelse af Skyld , han havde baaret paa siden Mads Vestrups ensomme Død, jog ham Skamrødmen op i Kinderne og lagde ham Ord paa Læben, der vakte Uro rundt om i Kirken, ikke mindst blandt Præsterne. Han talte om Kristi usynlige Tilstedeværelse og sluttede dristigt med at spørge, om der ikke var Grund til at frygte for, at Herrens Dom over Nutidens Menighedsliv vilde lyde med Ordene fra det vanhelligede Tempel:
II, 241 » Er der ikke skrevet, at mit Hus skal være et Bedehus, men I have gjort det til en Røverkule.«
Da han efter at have fremsagt en Bøn vendte tilbage til sin Plads mellem Pastor Stensballe og en anden københavnsk Præst, trak den sidste uvilkaarlig sin Kjole lidt til sig, og Stensballe saae ret ud i Luften med stramme Miner.
Men nu viste Ligbærerne sig ^ . Oppe paa Pulpituret skød Sangeren Brystet frem , og et Øjeblik efter lød det med smeltende Røst ud gennem Kirkerummet :

Da Koret sluttede, var det hans Tur til at tale. Og nu skete der noget uforklarligt. I hans nedtrykte Sind , der havde været ude af Ligevægt siden Sandheden om hans Ungdomselskede kom for Dagen , slog Lynet ned . I Stedet for at holde den Trøstetale til de Efterladte, som han havde forberedt sig paa, gav han sig til at minde om, hvorledes Kristus ved Synet af det vanhelligede Tempel blev greben af en heftig Sorg og omstødte Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. Han havde faaet Øje paa Heltetenoren, der nu indtog Damekorets Plads, hvor han havde stillet sig til Skue i Kjole og hvidt og med synlig Utaalmodighed ventede paa at kunne lade sin Røst høre. Han havde desuden set , hvorledes snart den ene, snart den anden nede i Kirken kiggede op til Pulpituret for at faa at vide , hvad det næste Nummer paa Programmet var, og han grebes af en Harme, der tog Magten fra ham. Den Følelse af Skyld , han havde baaret paa siden Mads Vestrups ensomme Død, ^ lagde ham Ord paa Læben, der vakte Uro rundt om i Kirken, ikke mindst blandt Præsterne. Han talte om Kristi usynlige Tilstedeværelse og sluttede dristigt med at spørge, om der ikke var Grund til at frygte for, at Herrens Dom over Nutidens Menighedsliv vilde lyde med Ordene fra det vanhelligede Tempel:
» Er der ikke skrevet, at mit Hus skal være et Bedehus, men I have gjort det til en Røverkule.«
Da han efter at have fremsagt en Bøn vendte tilbage til sin Plads mellem Pastor Stensballe og en anden københavnsk Præst, II, 243 trak den sidste uvilkaarlig sin Kjole lidt til sig, og Stensballe saae ret ud i Luften med stramme Miner.
Men nu viste Ligbærerne sig ^ . Oppe paa Pulpituret skød Sangeren Brystet frem , og et Øjeblik efter lød det med smeltende Røst ud gennem Kirkerummet :

^ ^ ^ ^

» Faaar ... aar ... vel ! Faaar ... aar ... vel !«

»Faaar...aar...vel ! Faaar...aar...vel !«

» Faaar ... aar ... vel ! Faaar ... aar ... vel !«

144 ⇕ ⇒ Nu det lysner i mit Sind,
Solen har jeg lukket ind,
Livets Kilde har jeg fundet,
Døden har jeg overvundet.

^ ^

II, 334 IX .

⇕ Favsingholm V, 2.1

⇕ De Dødes Rige 8.9

⇕ De Dødes Rige .9

⇕ De Dødes Rige 8.9

⇐

[115] E n sommerlys Majnat sejlede Doktor Gaardbo og hans Familje over Kattegat paa Vej til Favsingholm. Da Skibet ved Solopgang naaede Indløbet til Fjorden, var Doktoren selv og de to ældste Børn allerede paa Dækket. Børnene havde ikke kunnet sove for Spænding; de stod nu sammen med Faderen i Agterstavnen og saae tilbage over det rolige Hav , hvor Skibets brede ^ Kølvandsstribe bugtede sig som en uendelig Landevej ud til Solopgangens gyldne Eventyrrige.
» Se der!« sagde Doktoren og gjorde dem opmærksom paa et Par Sælhunde, der laa noget borte paa et Sandrev og tog Solbad i det første Morgenskær.

En sommerlys Nat i de første Dage af Juni sejlede Doktor Gaardbo og hans Familje over Kattegat paa Vej til Favsingholm. Da Skibet ved Solopgang naaede Indløbet til Fjorden, var Doktoren selv og de to ældste Børn allerede paa Dækket. De stod ^ i Agterstavnen og saae tilbage over den rolige Havflade , hvor Skibets brede , skarpt afgrænsede Kølvandsstribe bugtede sig som en uendelig Landevej . Paa et Sandrev laa et Par Sælhunde og tog Solbad i det første Morgenskær.

Udfor et Færgested i Fjordmundingen stoppede Skibet op og satte en Passager i Land. Og nu dampede de ind i Fjorden . En Fiskerbaad var taget med ^ paa Slæb. Ogsaa nogle store Søfugle fulgte Skibet et Stykke paa Vej ind i Landet.

Udfor et Færgested i Fjordmundingen stoppede Skibet op og satte en Passager i Land. Og nu dampede det ind i Fjorden ^ med tre Fiskerbaade paa Slæb. Ogsaa nogle store Søfugle fulgte Skibet et Stykke paa Vej ind i Landet.

Efter et Par Timers Sejlads nærmede de sig Favsingholm, og Meta blev kaldt op fra Kahytten, hvor hun ^ havde maattet tage Vare paa de tre mindste Børn sammen med Pigen.
116 Bag de store Enge , hvor Kvæget drev om i et sommerfuglebroget Blomstermylr, løftede Landet sig med stejle Brinker . Og der i Syd – ved Foden af en skovklædt Bakkeknude – kom nu Favsingholms røde Mure tilsyne . Afstanden var for stor til, at andet end selve Hovedbygningen traadte tydeligt frem. Desuden skjultes Gaarden en Tid af en lille Birkelund, der laa helt fremme paa Engen. Men Doktoren pegede og forklarede, og Metas Indtryk var det allerbedste. Hvor saae her ^ fredeligt og stille ud! Povl havde for en Gangs Skyld virkelig ikke overdrevet. Det ^ ^ var som en lykkelig hengemt Krog af Verden, eller snarere som en ny, jomfruelig Jord, der havde faaet Lov til at ligge urørt og blomstre siden Tidernes Morgen.

Da de nærmede ^ sig Favsingholm, blev Meta ^ kaldt op fra Kahytten, hvor hun sammen med Pigen havde maattet tage Vare paa de tre mindste Børn . Bag de store Enge ^ løftede Landet sig med stejle Brinker , og her kom nu Favsingholms røde Mure tilsyne ved Foden af en skovklædt Bakkeknude. Doktoren pegede og forklarede, og Metas Indtryk var det allerbedste. Hvor saae her godt og fredeligt ^ ud! Povl havde for en Gangs Skyld virkelig ikke overdrevet. Disse blomstermylrende Enge med løsgaaende Kvæg og spankulerende Storke – det var som en lykkelig hengemt Krog af Verden, ^ der havde faaet Lov til at ligge urørt ^ siden Tidernes Morgen.

Da de nærmede ^ sig Favsingholm, blev Meta ^ kaldt op fra Kahytten, hvor hun sammen med Pigen havde maattet tage Vare paa de tre mindste Børn . Bag de store Enge ^ løftede Landet sig med stejle Brinker , og her kom nu Favsingholms røde Mure tilsyne ved Foden af en skovklædt Bakkeknude. Doktoren pegede og forklarede, og Metas Indtryk var det allerbedste. Hvor saae her godt og fredeligt ^ ud! Povl havde for en Gangs Skyld virkelig ikke overdrevet. Disse blomstermylrende Enge med løsgaaende Kvæg og spankulerende Storke — det var som en lykkelig hengemt Krog af Verden, ^ der havde faaet Lov til at ligge urørt ^ siden Tidernes Morgen.

Paa Tremmebænken ved Siden af dem laa Hedvig og Jørgen paa Knæ. De stirrede og spurgte, og vilde vide Besked om alt. Endogsaa om Navnene paa de hundrede løsgaaende Kvier spurgte Jørgen, rigtignok til Søsterens haanlige Forargelse.
» Men ^ ^ ^ du siger ingenting, Meta!« sagde Doktoren.

II, 335 » Naa – hvad siger du saa?« spurgte Doktoren.

II, 242 » Naa — hvad siger du saa?« spurgte Doktoren.

» Naa – hvad siger du saa?« spurgte Doktoren.

»Jo, Povl! Jeg staar netop og tænker paa, at vi vist alligevel er kommen over til en ny Verden.«

»Jo, Povl! Jeg staar netop og tænker paa, at vi vist alligevel er kommen ^ til en ny Verden.«

»Ja . Og saa er dog alting saa ^ hjemligt!« sagde han.

»Ja , og saa er dog alting saa dejlig hjemligt!« sagde han.

II, 244 »Ja , og saa er dog alting saa dejlig hjemligt!« sagde han.

Han tænkte paa Indsejlingen til Kolding Fjord og paa Studentertidens Hjemfarter , da Johannes og han 117 om Sommeren gjorde Rejsen paa en billig Dæksplads . Han mindedes Morgenen, naar Skibet sejlede forbi Gaardbo Strand, og de stod ved Rælingen og viftede med Lommetørklæderne ind til Byen med den gamle Skole, hvorfra Faderen hilste dem ved at kippe Flaget . Denne lyse Nat paa Havet , og Synet af de grønne Enge , havde paany faaet ham til i Tankerne at sende et Raab efter den Bror, der var bleven tilbage i Skyggernes Rige.

Han tænkte paa Indsejlingen til Kolding Fjord og paa Studentertidens Hjemfarter sammen med Johannes paa en billig Dæksplads ^ . Denne lyse Nat paa Havet ^ og Synet af de grønne Enge fik ham paany ^ til i Tankerne at sende et Raab efter den Broder, som var ladet tilbage i Skyggernes Rige.

Nu dukkede Randers op forude under en Ringmur af høje Banker. Skibet havde sagtnet Farten i det indsnevrede Sejlløb, der mange Steder kun var en smal Rende mellem Siv og Rør. Der maatte manøvreres med den yderste Forsigtighed. Skibets Bov skød Vandet foran sig i en blank Bølge, der væltede ind over Bredderne og strømmede tilbage under Agterstavnen som ^ skummende Vandfald.
Jørgen løb fra den ene Side af Skibet til den anden for at være med i alt. Den ellers saa aarvaagne Hedvig sad derimod i drømmende Stilling med Haanden under Kinden og stirrede ind mod Randers. Det var jo Niels Ebbesøns By. Derinde var det vidunderlige sket, som Faderen havde fortalt om. Hun oplevede det altsammen, saae Heltens blodige Sværd blinke i det røde Skær fra brændende Kærter, hørte Tyrannens Raab om Hjælp i Natten ...

118 » Saa toge de Greve Gert
udi hans gule Lok,
saa hug de ham hans Hoved fra
over hans Sengestok.«

Nu dukkede Randers op forude under sine høje Banker. Sejlløbet indsnevredes mer og mer. Skibets Bov skød under Farten næsten hele Vandmassen foran sig i en blank Bølge, der væltede ind over Bredderne og strømmede tilbage under Agterstavnen som et skummende Vandfald.

Da Skibet lagde til ved Bolværket, holdt en Charabanc fra Favsingholm paa Bryggen tilligemed en Materialvogn til Bagagen. Halvanden Time senere kørte de ind paa Herregaarden.

Torben Dihmer stod selv i Forstuen og ønskede dem velkommen. ^ Skønt Meta var bleven forberedt paa den Forandring, der var foregaaet med ham siden Efteraaret, blev hun straks lidt forskrækket ved at se ham. Hun syntes, han i den korte Tid var bleven en helt anden Mand. Hans Øjne med de opsvulmede Laag gjorde ogsaa Hedvig og Jørgen betuttede. Moderen maatte give dem et Puf i Ryggen for at faa dem frem til Hilsen.
Ved det festlig dækkede Frokostbord, hvortil ogsaa de sædvanlige Middagsfæller havde faaet Indbydelse, var Torben i sit allerbedste Humør. Han havde glædet sig næsten barnligt til Doktorfamiljens Komme og lod sig ikke længer paavirke af denne Forlegenhed hos Folk, der ^ første Gang saae ham i hans nuværende Forfatning. Mest fortalte han om de vidtløftige Byggearbejder , der forestod . De vilde sandsynligvis vare et Par Aar , og det var hans Hensigt for den Tid at indrette sig et Hi oppe 119 i Skoven, hvor der netop stod en gammel Skovfogedbolig ledig.

Torben Dihmer stod selv oppe paa Trappen og ønskede dem velkommen.
Skønt Meta var bleven forberedt paa den Forandring, der var foregaaet med hans Ydre siden Efteraaret, blev hun straks lidt forskrækket . Ogsaa Børnene var betuttede. Hun maatte give dem et Puf i Ryggen for at faa dem frem til Hilsen. Men Torben lod sig ikke længer paavirke af den Forlegenhed , som kom over Folk, der saae ham II, 336 første Gang ^ i hans nuværende Forfatning. Han klappede Børnene paa Kinderne og smilte.
Lidt efter samledes de alle om det festligt dækkede Frokostbord, hvortil ogsaa Inspektøren og Forvalteren havde faaet Indbydelse. Torben var i sit allerbedste Humør og fortalte blandt andet om de store Ombygninger , der forestod , og som sandsynligvis vilde strække sig over et Par Aar . Da det særlig var Hovedbygningen, der trængte til Istandsættelse, var det hans Hensigt for den Tid at indrette sig et Hi oppe i Skoven, hvor der netop stod en gammel Skovfogedbolig ledig.

Torben Dihmer stod selv oppe paa Trappen og ønskede dem velkommen.
Skønt Meta var bleven forberedt paa den Forandring, der var foregaaet med hans Ydre siden Efteraaret, blev hun straks lidt forskrækket . Ogsaa Børnene var betuttede. Hun maatte give dem et Puf i Ryggen for at faa dem frem til Hilsen. Men Torben lod sig ikke længer paavirke af den Forlegenhed , som kom over Folk, der saae ham første Gang ^ i hans nuværende Forfatning. Han klappede Børnene paa Kinderne og smilte.
Lidt efter samledes de alle om det festligt dækkede Frokostbord, hvortil ogsaa Inspektøren og Forvalteren havde faaet Indbydelse. Torben var i sit allerbedste Humør og fortalte blandt andet om de store Ombygninger , der forestod , og som sandsynligvis vilde strække sig over et Par Aar . Da det særlig var Hovedbygningen, der trængte til Istandsættelse, var det hans Hensigt for den Tid at indrette sig et Hi oppe i Skoven, hvor der netop stod en gammel Skovfogedbolig ledig.

Efter Bordet viste han sine Gæster lidt om i Parken , hvorpaa han ^ overlod dem til Inspektøren , der førte dem over til deres nye Hjem.

Efter Bordet viste han sine Gæster lidt om i Parken ; men da han nu var bleven træt, overlod han til Inspektøren at ledsage dem over til deres nye Hjem.

Efter Bordet viste han sine Gæster lidt om i Parken ; men da II, 243 han nu var bleven træt, overlod han til Inspektøren at ledsage dem over til deres nye Hjem.

Efter Bordet viste han sine Gæster lidt om i Parken ; men da han nu var bleven træt, overlod han til Inspektøren at ledsage dem over til deres nye Hjem.

Den forhenværende Godsforvalterbolig var en lang, lav Længe, hvis ene Ende endnu husede Resterne af det forulykkede Alderdomsasyl. Til Stedet hørte en stor Frugthave, der i disse Majdage var et ^ Blomstertelt , hvori det summede med Insekter . En Stente førte direkte ind i Skoven – eller »Skovene«, som Folk paa Egnen endnu sagde ^ , fordi der oprindelig havde været tre, som i Tidens Løb var sammenvoksede. To nøgne Kløfter med springende Bække havde dengang adskilt dem.
Den vestligste og højeste af disse Skovbølger kaldtes Storskoven, og deroppe under Brynet kiggede en rødkalket Bindingsværksgavl frem. Det var det Skovfogedsted, som Torben havde udset sig til midlertidig Bolig.

Den tidligere Godsforvalterbolig var en lang, lav Længe, hvis ene Ende ^ husede de sidste Rester af det forulykkede Alderdomsasyl. Til Stedet hørte en stor Frugthave, der i Øjeblikket var et eneste Blomstertelt ^ . En Stente førte direkte ind i Skoven – eller »Skovene«, som man endnu sagde paa Egnen , fordi der oprindelig havde været tre, som i Tidens Løb var sammenvoksede. Den vestligste og højeste af disse Skovbølger, der adskiltes af Kløfter med springende Bække, kaldtes Storskoven, og heroppe i Brynet laa det lille, rødkalkede Skovfogedsted, som Torben havde udset sig til midlertidig Bolig.

Den tidligere Godsforvalterbolig var en lang, lav Længe, hvis ene Ende ^ husede de sidste Rester af det forulykkede Alderdomsasyl. Til Stedet hørte en stor Frugthave, der i Øjeblikket var et eneste Blomstertelt ^ . En Stente førte direkte ind i Skoven — eller »Skovene«, som man endnu sagde paa Egnen , fordi der oprindelig havde været tre, som i Tidens Løb var sammenvoksede. Den vestligste og højeste af disse Skovbølger, der adskiltes af Kløfter med springende Bække, kaldtes Storskoven, og heroppe i Brynet laa det lille, rødkalkede Skovfogedsted, som Torben havde udset sig til midlertidig Bolig.

Den tidligere Godsforvalterbolig var en lang, lav Længe, hvis ene Ende ^ husede de sidste Rester af det forulykkede Alderdomsasyl. II, 245 Til Stedet hørte en stor Frugthave, der i Øjeblikket var et eneste Blomstertelt ^ . En Stente førte direkte ind i Skoven – eller »Skovene«, som man endnu sagde paa Egnen , fordi der oprindelig havde været tre, som i Tidens Løb var sammenvoksede. Den vestligste og højeste af disse Skovbølger, der adskiltes af Kløfter med springende Bække, kaldtes Storskoven, og heroppe i Brynet laa det lille, rødkalkede Skovfogedsted, som Torben havde udset sig til midlertidig Bolig.

Flyttevognen med deres Indbo kom samme Aften, og de følgende Dage , mens Meta og hendes Mand var optaget af at ordne det nye ^ Hjem , saae ^ ^ Dihmer kun af og til den sidste paa et hastigt Besøg.
En Dag tog Doktoren ^ ind til Randers for at gøre Indkøb af Forbindstoffer og lignende Ting, og her blev han i Apotekerens Kontor forestillet for en ældre Herre, som kom tilstede under Besøget, hvad aabenbart 120 ikke skete helt tilfældigt. Det var Doktor Mikkelsen.

I de følgende Dage var Meta og hendes Mand ^ optaget af at indrette deres Hjem og saae ^ ikke noget til Dihmer . Doktoren maatte ogsaa en Dag ind til Randers for at gøre Indkøb af Forbindsstoffer og lignende Ting, og her II, 337 blev han i Apotekerens Kontor forestillet for en ældre Herre, som kom tilstede under Besøget, hvad aabenbart ikke skete helt tilfældigt. Det var Doktor Mikkelsen.

I de følgende Dage var Meta og hendes Mand ^ optaget af at indrette deres Hjem og saae ^ ikke noget til Dihmer . Doktoren maatte ogsaa en Dag ind til Randers for at gøre Indkøb af Forbindstoffer og lignende Ting, og her blev han i Apotekerens Kontor forestillet for en ældre Herre, som kom tilstede under Besøget, hvad aabenbart ikke skete helt tilfældigt. Det var Doktor Mikkelsen.

I de følgende Dage var Meta og hendes Mand ^ optaget af at indrette Hjemmet ^ og saae derfor ikke noget til Dihmer . Doktoren maatte ogsaa en Dag ind til Randers for at gøre Indkøb af Forbindstoffer og lignende Ting, og her blev han i Apotekerens Kontor forestillet for en ældre Herre, som kom tilstede under Besøget, hvad aabenbart ikke skete helt tilfældigt. Det var Doktor Mikkelsen.

De to Kolleger fulgtes bagefter ^ et Stykke nedad Gaden, og Hr. Mikkelsen udtalte sig med overlegen Beklagelse om sin tidligere Patient paa Favsingholm.

Da de to Kolleger ^ bagefter fulgtes et Stykke henad Gaden, udtalte Hr. Mikkelsen ^ sig med Overlegenhed om sin tidligere Patient paa Favsingholm.

» Det er forhaabenlig ikke undgaaet Deres Opmærksomhed, at Godsejer Dihmer er utilregnelig . Han hører hjemme paa en Sindssygeanstalt og skulde gøres umyndig.«
Povl Gaardbo, der endnu ikke var paa det rene med Dihmers Sygdom, sagde blot:
» Det er haarde Ord. Hvorpaa begrunder De den Opfattelse?«
» Du gode Gud! Saa veed De altsaa ingenting!« raabte Hr. Mikkelsen op midt paa Gaden.
»Hvilket?«
» At Manden vil være et Vrag. At hans hele sørgelige Tilstand er selvforskyldt. Hvad kalder De det?«
» Jeg forstaar Dem endnu ikke .«

» Det er forhaabenlig ikke undgaaet Deres Opmærksomhed, at Godsejer Dihmer er utilregnelig ,« sagde han og fortalte om Aarsagen til hans pludselige Tilbagefald, saadan som han selv for ganske nylig havde erfaret den gennem en Telefonsamtale med Asmus Hagen. » Manden vil være et Vrag. Hans hele sørgelige Tilstand er selvforskyldt. Han hører i Virkeligheden hjemme paa en Sindssygeanstalt .«

I belærende Tone fortalte Hr. Mikkelsen nu, hvad han selv for ganske nylig havde erfaret gennem en Telefonsamtale med Asmus Hagen. Han gav en historisk Fremstilling af Sygdommens Forløb og Behandling, og glemte ikke at fremhæve det udmærkede Resultat af sine egne Kamfer-Indaandinger.
» Og saa paa en Gang gør han sig udtilbens og vil ikke lade sig hjælpe. Nægter at tage sine Piller med 121 en Stædighed som Hysterikere, naar de ikke vil tage Næring til sig, skønt de veed, at det vil føre Døden med sig. Han er skrupgal!«
Under sit Besøg paa Favsingholm i Marts havde Povl Gaardbo selv ^ haft en lidt usikker Fornemmelse overfor Dihmer et Par Gange. Saaledes en Dag, da han havde givet sig til at tale om Muligheden af en kosmisk Indvirken paa den menneskelige Organisme og dens Funktioner. Dihmer havde ved den Lejlighed forelagt ham en meget besynderlig Dagbog , hvormed han vilde forsøge at eftervise en telepatisk Forbindelse mellem visse Bevægelser i Verdensrummet og sit eget Befindende. Paa rudede Tavler var hans Tilstand ført til Bogs og sammenstillet med grafiske Fremstillinger af Planeternes Bevægelser i Himmelrummet, af Maanens og Solpletternes Af- og Tiltagen, af Forandringerne i Barometerstand, Vindstyrke, Luftens Fugtighedsgrad o. s. v.

Trods den aabenbare Ondskabsfuldhed gjorde de faglige Oplysninger, han meddelte, et ret overbevisende Indtryk paa Povl Gaardbo, der under sit Besøg her i Marts en enkelt Gang selv havde haft en lidt usikker Fornemmelse overfor Dihmer . Det var en Dag, da denne havde ^ forelagt ham nogle meget besynderlige Optegnelser , hvormed han vilde godtgøre Tilstedeværelsen af en telepatisk Forbindelse mellem visse Bevægelser i Verdensrummet og hans egen Organismes Funktioner. Med Omhyggelighed var disse ført tilbogs paa rudet Papir, hvor der tillige var indtegnet grafiske Fremstillinger af Planeternes Bevægelser i Himmelrummet, af Maanens og Solpletternes Af- og Tiltagen, af Forandringerne i Barometerstand, Vindstyrke, Luftens Fugtighedsgrad o. s. v.

Trods den aabenbare Ondskabsfuldhed gjorde de faglige Oplysninger, han meddelte, et ret overbevisende Indtryk paa Povl Gaardbo, der under sit Besøg her i Marts en enkelt Gang selv havde haft en lidt usikker Fornemmelse overfor Dihmer . Det var en Dag, da denne havde ^ forelagt ham nogle meget besynderlige Optegnelser , hvormed han vilde godtgøre Tilstedeværelsen af en II, 244 telepatisk Forbindelse mellem visse Bevægelser i Verdensrummet og hans egen Organismes Funktioner. Med Omhyggelighed var disse ført tilbogs paa rudet Papir, hvor der tillige var indtegnet grafiske Fremstillinger af Planeternes Bevægelser i Himmelrummet, af Maanens og Solpletternes Af- og Tiltagen, af Forandringerne i Barometerstand, Vindstyrke, Luftens Fugtighedsgrad o. s. v.

Trods den aabenbare Ondskabsfuldhed gjorde de faglige Oplysninger, han meddelte, et ret overbevisende Indtryk paa Povl Gaardbo, der under sit Besøg her i Marts en enkelt Gang selv havde haft en lidt usikker Fornemmelse overfor Dihmer . Det var en Dag, da denne havde ^ forelagt ham nogle meget besynderlige Optegnelser , hvormed han vilde godtgøre Tilstedeværelsen af en telepatisk Forbindelse mellem visse Bevægelser i Verdensrummet og hans egen Organismes Funktioner. Med Omhyggelighed var disse ført tilbogs paa rudet Papir, hvor der tillige var indtegnet grafiske Fremstillinger af Planeternes Bevægelser i Himmelrummet, af Maanens og Solpletternes Af- og Tiltagen, af Forandringerne II, 246 i Barometerstand, Vindstyrke, Luftens Fugtighedsgrad o. s. v.

Povl Gaardbo havde dengang blot set en lidt barnagtig Underholdning i dette Snurrepiberi, og det saa meget mere som Dihmer selv med et Smil havde kaldt det for sit » Puslespil med Stjerner«. Men nu stod det pludselig for ham i et grelt Lys . Trods Doktor Mikkelsens aabenbare Ondskabsfuldhed gjorde hans Oplysninger et ret stærkt Indtryk paa ham , og jo mere han paa Hjemvejen tænkte over dem, des mindre usandsynlige forekom de ham .
122 I nedslaaet Stemning vendte han tilbage til Favsingholm.

Saa forundret han end var bleven, havde han dog ikke II, 338 set andet i Dihmers mærkelige Optagethed af Sagen end et uskyldigt Hang til at beskæftige sig med Snurrepiberier. Nu faldt der pludselig ^ et grelt Lys over hans forskellige Særheder , og jo mere han paa Hjemvejen tænkte over dem, desto alvorligere forekom de ham at være.
I nedslaaet Stemning vendte han tilbage til Favsingholm.

Saa forundret han end var bleven, havde han dog ikke set andet i Dihmers mærkelige Optagethed af Sagen end et uskyldigt Hang til at beskæftige sig med Snurrepiberier. Nu faldt der pludselig ^ et grelt Lys over hans forskellige Særheder , og jo mere han paa Hjemvejen tænkte over dem, desto alvorligere forekom de ham at være.
I nedslaaet Stemning vendte han tilbage til Favsingholm.

Meta stod paa en Trappestige i Havestuen og hængte Sommergardiner op. Han fortalte hende, hvad han havde hørt, og Meddelelsen virkede paa hende som en Jordrystelse. Hun maatte sætte sig ned paa Stigen af Skræk .

Meta stod paa en Trappestige ^ og hængte Gardiner op. Han fortalte hende, hvad han havde hørt, og Meddelelsen virkede paa hende som en Jordrystelse. Hun maatte sætte sig ned paa Stigen ^ .

» Saa har Jytte igen haft Ret! Kan du huske, hun sagde til mig , at man i København talte om, at han var sindssyg . Hvad skal vi dog gøre, Povl? Maa vi rejse?«
» Naa – saa galt er det vel heller ikke. Men jeg maa naturligvis have Rede paa Forholdet. Jeg vil gaa over til ham , saasnart jeg har faaet lidt Mad.«
Torben Dihmer havde tilbragt hele Eftermiddagen i sin Stue. Han sad nu i Mørkningen i en af de dybe Vinduesnicher og saae Vesthimlen flamme op bag Parkens Træer. Han var lidt trist i Sindet, som han gerne blev det, naar Dagen svandt og den lange Nat ventede ham med Søvnløshed eller onde Drømme. Doktorfolkenes Ankomst, den Familjelykke, han nu havde faaet paa saa nært Hold, var for saa vidt bleven ham en Skuffelse, som han var kommen til at føle sin Ensomhed endnu stærkere end før. Men han holdt af at sidde her om Aftenen og følge Solens Nedgang , fortrolig som han var bleven med den Tanke, at hans ^ Liv inden ^ Morgen kunde være udblæst som 123 et Lys . Han havde ^ vænnet sig til at leve, som om hver Dag var hans sidste. Derfor blev hvert Øjeblik saa fuld af Betydning.

» Saa har Jytte igen haft Ret! Kan du huske, hun sagde ^ , at man i København ansaae ham for sindssyg ? Hvad skal vi dog gøre?«
» Jeg maa naturligvis have Rede paa Forholdet. Jeg vil gaa over til ham endnu iaften.«
– – –
Torben ^ havde tilbragt det meste af Eftermiddagen i sin Stue. Han sad nu i Mørkningen i en af de dybe Vinduesnicher og saae Vesthimlen flamme ^ bag Parkens Træer. Han var lidt trist i Sindet, som han gerne blev det, naar Dagen svandt og den lange Nat ventede ham med Søvnløshed eller onde Drømme. ^ Men han holdt af at sidde her om Aftenen og følge Solens Nedgang og Farvernes langsomme Henfalmen. Fortrolig som han var med den Tanke, at hans eget Liv inden næste Morgen kunde være udblæst som et Lys , der staar i Træk, havde han vænnet sig til at leve, som om hver Dag var hans sidste. Derfor blev alle Øjeblikke saa fulde af Betydning.

Da gamle Barbara nu meldte Doktoren, blev han straks oplivet og bad ^ hende sørge for, at der hentedes en Flaske af hans egen Vin op fra Kælderen.

Da gamle Barbara viste sig og meldte Doktoren, ^ bad II, 339 han hende vise ham ind. Samtidig gav han Ordre til, at der skulde hentes en Flaske af hans egen Vin op fra Kælderen.

Da gamle Barbara viste sig og meldte Doktoren, ^ bad han hende vise ham ind. Samtidig gav han Ordre til, at der skulde hentes en Flaske af hans egen Vin op fra Kælderen.

Da gamle Barbara viste sig og meldte Doktoren, ^ bad han hende vise ham ind. Samtidig gav han Ordre til, at der skulde hentes en Flaske af hans egen Vin op af Kælderen.

»Godaften, Doktor ! De kommer, som De var budsendt. Jeg sad netop og trængte til Selskab.«
Han førte sin Gæst tilbage til Vinduesnichen, hvor der stod to Armstole . Barbara kom med et lille Bord, som hun satte imellem dem, og lidt efter viste den matroneagtige Husholderske sig med en langhalset Flaske og to mørkegrønne Rømere paa en Bakke .

»Godaften, Doktor !« hilste han oplivet og bød sin Gæst Plads i den anden af de to Armstole, der stod i Vinduesnichen . Barbara bragte et lille Bord, som hun stillede imellem dem, og lidt efter viste den matroneagtige Husholderske sig med en Bakke, hvorpaa der stod en langhalset Flaske og to mørkegrønne Rømere .

II, 245 »Godaften, Doktor !« hilste han oplivet og bød sin Gæst Plads i den anden af de to Armstole, der stod i Vinduesnichen . Barbara bragte et lille Bord, som hun stillede imellem dem, og lidt efter viste den matroneagtige Husholderske sig med en Bakke, hvorpaa der stod en langhalset Flaske og to mørkegrønne Rømere .

»Godaften, Doktor !« hilste han oplivet og bød sin Gæst Plads i den anden af de to Armstole, der stod i Vinduesnichen . Barbara bragte et lille Bord, som hun stillede imellem dem, og lidt efter II, 247 viste den matroneagtige Husholderske sig med en Bakke, hvorpaa der stod en langhalset Flaske og to mørkegrønne Rømere .

Povl Gaardbo saae med Forundring og nogen Uro paa disse Forberedelser til et Drikkelag . Men han forholdt sig afventende og spurgte til Dihmers Befindende.

Povl Gaardbo saae med Forundring ^ paa disse Forberedelser til et Drikkelag ; men han forholdt sig afventende og spurgte til Dihmers Befindende.

» Jeg søgte Dem først ovre i Staldene. Men der blev sagt mig, at De ikke havde været der ^ ^ idag .«

» Jeg hørte, at De ikke havde været i Staldene idag . De har da ikke været daarlig?«

» Jeg hørte, at De ikke har været i Staldene idag . De har da ikke været daarlig?«

»Nej, jeg har haft noget at pusle med inden Døre. Jeg havde i Morges Brev fra Arkitekt Schmidt. Han har nu skaffet Haandværkere og forlanger Arbejdet begyndt i næste Uge. Jeg føler mig i den Anledning som en Barselkone, der beskikker sit Hus. Der bliver en Del at ordne, og jeg er nærved ^ at fortryde den hele Forstyrrelse. Jeg faar jo næppe nogen 124 rigtig hjemlig Fornemmelse ^ her i Huset mere. Naar det gælder et saa gammelt Hjem , bliver Minderne ^ i mange Aar fredløse efter en saadan Oprydning . Naa – man skal ^ ogsaa passe paa, at man ikke gør sit Hjem til en Kirkegaard.«

»Nej, jeg har haft en Del at pusle med inden Døre. Jeg havde imorges Brev fra Arkitekt Schmidt. Han staar parat med sine Haandværkere og forlanger Arbejdet begyndt i næste Uge. Jeg ^ er nærved nu at fortryde den hele Historie, for jeg faar jo næppe nogen rigtig hjemlig Fornemmelse mere her i Huset . Efter en saadan Oprydning i et gammelt Hjem ^ bliver Minderne fredløse i adskillige Aar ^ . Naa – man skal jo ogsaa passe paa, at man ikke gør sit Hjem til en Kirkegaard.«

»Nej, jeg har haft en Del at pusle med inden Døre. Jeg havde imorges Brev fra Arkitekt Schmidt. Han staar parat med sine Haandværkere og forlanger Arbejdet begyndt i næste Uge. Jeg ^ er nærved ^ at fortryde den hele Historie, for jeg faar jo næppe nogen rigtig hjemlig Fornemmelse mere her i Huset . Efter en saadan Oprydning i et gammelt Hjem ^ bliver Minderne fredløse i adskillige Aar ^ . Naa — man skal jo ogsaa passe paa, at man ikke gør sit Hjem til en Kirkegaard.«

»Nej, jeg har haft en Del at pusle med inden Døre. Jeg havde imorges Brev fra Arkitekt Schmidt. Han staar parat med sine Haandværkere og forlanger Arbejdet begyndt i næste Uge. Jeg ^ er nærved ^ at fortryde den hele Historie, for jeg faar jo næppe nogen rigtig hjemlig Fornemmelse mere her i Huset . Efter en saadan Oprydning i et gammelt Hjem ^ bliver Minderne fredløse i adskillige Aar ^ . Naa – man skal jo ogsaa passe paa, at man ikke gør sit Hjem til en Kirkegaard.«

Han havde, mens han talte, skænket op i Glassene. Haanden rystede lidt,og han maatte bøje sig frem over Bordet for at ^ se.

Han havde, mens han talte, skænket ^ i Glassene. Haanden rystede lidt,og han maatte bøje sig frem over Bordet for at kunne se.

» De vil nok drikke et Glas let Vin ... Og saa har De vel ikke noget imod, at jeg tænder denne her,« sagde han og hentede op af Lommen paa den mørkegrønne Slobrok, han sad i, et Piberør med ægformet Merskumshoved. » Det er forresten ogsaa et Arvestykke.«
» Er De igen begyndt at ryge?«
» Ja – lidt. Mest for Underholdningens Skyld.«
» Men ^ ^ kan De taale det?«
»Jo, i fem Minutter. Jeg synes ikke, jeg har Raad til at give Afkald paa den lille Nydelse. Naar Kagen er spist, trøster man sig med Krummerne. – Men ^ nu skal De smage paa Vinen .«

» De vil nok drikke et Glas let Vin .«
»Tak, – men kan De taale den Slags?«
» Jeg synes ikke, jeg har Raad til at give Afkald paa den II, 340 lille Nydelse. Naar Kagen er spist, trøster man sig med Krummerne. – Men smag nu ^ paa Vinen !«

» De vil nok drikke et Glas let Vin .«
»Tak, — men kan De taale den Slags?«
» Jeg synes ikke, jeg har Raad til at give Afkald paa den lille Nydelse. Naar Kagen er spist, trøster man sig med Krummerne. — Men smag nu ^ paa Vinen !«

» De vil nok drikke et Glas let Vin .«
»Tak, – men kan De taale den Slags?«
» Jeg synes ikke, jeg har Raad til at give Afkald paa den lille Nydelse. Naar Kagen er spist, trøster man sig med Krummerne. – Men smag nu ^ paa Vinen !«

Han drak selv langsomt Halvdelen af sit Glas, mens Povl Gaardbo ligegyldig skyllede nogle Slurke i sig.

» Naa – hvad synes De om den?«

» Hvad synes De om den?«

»Jo, Vinen er god.«

»Jo, Smagen er god.«

» Nu skal De høre dens Historie. De kender vist 125 – i hvert Fald af Navn – den gamle Universitetsby Freiburg am Breisgau. Den ligger i Baden, ved Foden af Schwarzwald . Den er efter min Mening en af de kønneste Byer Nord for Alperne , og i dens Omegn vokser Sydtysklands allerbedste Drue. Jeg laa der ^ i mine yngste Kandidatdage og studerede Nationaløkonomi. Det var en ganske lystig Tid. Jeg fik flere gode Venner mellem Studiekammeraterne, vi gjorde Ture sammen omkring ^ i Bjergene , og en Dag i overgiven Stemning forpagtede vi i Forening en ^ Vinmark for et Aar. – Her ser De Resultatet . Det blev morsomt nok en ganske profitabel Forretning . Jeg har endnu et halvt hundrede Flasker i min Kælder.«

» Nu skal De høre Vinens Historie. De kender sikkert af Navn ^ den gamle Universitetsby Freiburg am Breisgau. Den ligger i Baden, ved Foden af Schwarzwald , og er efter min Mening en af de smukkeste Byer Nord for Alperne . I dens Omegn vokser Sydtysklands bedste Drue. Jeg laa der ved Universitetet i mine ^ Kandidatdage og studerede Nationaløkonomi. Det var en ganske lystig Tid. Jeg fik et Par gode Venner mellem Studiefællerne, og en Dag paa en Udflugt i Bjergene købte vi i Forening Aarets Høst paa en Vinmark ^ . Det blev morsomt nok en ganske profitabel Forretning , og denne Flaske er altsaa af min egen Avl!«

» Nu skal De høre Vinens Historie. De kender sikkert af Navn ^ den gamle Universitetsby Freiburg am Breisgau. Den ligger i Baden, ved Foden af Schwarzwald , og er efter min Mening en af de smukkeste Byer Nord for Alperne . I dens Omegn vokser Sydtysklands bedste Drue. Jeg laa der ved Universitetet i mine ^ Kandidatdage og studerede Nationaløkonomi. Det var en ganske lystig Tid. Jeg fik et Par gode Venner mellem Studiefællerne, og II, 246 en Dag paa en Udflugt i Bjergene købte vi i Forening Aarets Høst paa en Vinmark ^ . Det blev morsomt nok en ganske profitabel Forretning , og denne Flaske er altsaa af min egen Avl!«

» Nu skal De høre Vinens Historie. De kender sikkert af Navn ^ den gamle Universitetsby Freiburg am Breisgau. Den ligger i Baden, ved Foden af Schwarzwald , og er efter min Mening en af de smukkeste Byer Nord for Alperne . I dens Omegn vokser Sydtysklands bedste Drue. Jeg laa der ved Universitetet i mine ^ Kandidatdage og studerede Nationaløkonomi. Det var en ganske lystig Tid. Jeg fik et Par gode Venner mellem Studiefællerne, og en Dag paa en Udflugt i Bjergene købte vi i Forening Aarets II, 248 Høst paa en Vinmark ^ . Det blev morsomt nok en ganske profitabel Forretning , og denne Flaske er altsaa af min egen Avl!«

Han løftede sit Glas op mod Lyset , og Skæret fra Aftenrøden ^ brød sig i dets bugede Sider , saa det syntes at fyldes med Blod som den hellige Gral.

Han løftede sit Glas op mod Lyset . Skæret fra Aftenrøden udenfor brød sig i dets bugede Sider og farvede den gyldne Vin, saa Pokalen syntes fyldt med Blod som den hellige Gral.

» Længes De ikke efter igen at komme ud at rejse ^ ?« spurgte Povl Gaardbo for ad en Omvej at komme ind paa sit Emne.
» Hvorfor dog det? Kan jeg have det bedre, end jeg har det ^ ? Hvad skal man i det hele taget rejse for? Enten finder man sig tilfreds, hvor man er, eller ingen Steder i hele Verden. Det troede jeg forøvrigt, vi var enige om, Doktor Gaardbo, at det er latterligt med al denne Styrten Jorden rundt efter Oplevelser , da man altid har dem i Overflod lige for Næsen af sig. Der findes vel heller ikke noget 126 mere dræbende ensformigt end Rejselivet, og disse Globetrotters er Verdens kedsommeligste Mennesker. Jeg kan endnu ^ vaagne af Skræk om Natten , fordi jeg har drømt, at jeg igen er bleven spærret inde i en Jernbanekupe sammen med fire avisslugende Mennesker , der i de næste fireogtyve Timer vil underholde mig med ^ ^ deres dumme Alvidenhed.«

» Længes De ikke efter ^ at komme ud og rejse igen ?« spurgte Povl Gaardbo .
»Nej, hvorfor dog det? Kan jeg have det bedre, end jeg har det her ? Hvad skal man i det hele taget rejse for? Enten føler man sig tilfreds, hvor man er, eller ingen Steder i hele Verden. Siden jeg selv er kommen hjem, finder jeg det saa latterligt at styrte Jorden rundt efter II, 341 Oplevelser , og jeg forstaar nu, hvorfor disse Globetrotters er Verdens kedsommeligste Mennesker. Jeg kan endnu om Natten vaagne af Skræk ^ , fordi jeg har drømt, at jeg igen er bleven lukket ind i en Jernbanekupe , hvor fire fremmede Mennesker stirrer op fra deres Avis som vilde Dyr fra et Kødben. Og endnu værre er det, naar saadanne Avislæsere bagefter giver sig i Snak med En for at udkramme deres dumme Alvidenhed.«

» Længes De ikke efter ^ at komme ud og rejse igen ?« spurgte Povl Gaardbo .
»Nej, hvorfor dog det? Kan jeg have det bedre, end jeg har det her ? Hvad skal man i det hele taget rejse for? Enten føler man sig tilfreds, hvor man er, eller ingen Steder i hele Verden. Siden jeg selv er kommen hjem, finder jeg det saa latterligt at styrte Jorden rundt efter Oplevelser , og jeg forstaar nu, hvorfor disse Globetrotters er Verdens kedsommeligste Mennesker. Jeg kan endnu om Natten vaagne af Skræk ^ , fordi jeg har drømt, at jeg igen er bleven lukket ind i en Jernbanekupe , hvor fire fremmede Mennesker stirrer op fra deres Avis som vilde Dyr fra et Kødben. Og endnu værre er det, naar saadanne Avislæsere bagefter giver sig i Snak med En for at udkramme deres dumme Alvidenhed.«

» Længes De ikke efter ^ at komme ud og rejse igen ?« spurgte Povl Gaardbo .
»Nej, hvorfor dog det? Kan jeg have det bedre, end jeg har det her ? Hvad skal man i det hele taget rejse for? Enten føler man sig tilfreds, hvor man er, eller ingen Steder i hele Verden. Siden jeg selv er kommen hjem, finder jeg det saa latterligt at styrte Jorden rundt efter Oplevelser , og jeg forstaar nu, hvorfor disse Globetrotters er Verdens kedsommeligste Mennesker. Jeg kan endnu om Natten vaagne af Skræk ^ , fordi jeg har drømt, at jeg igen er bleven lukket ind i en Jernbanekupe , hvor fire fremmede Mennesker stirrer op fra deres Avis som vilde Dyr fra et Kødben. Og endnu værre er det, naar saadanne Avisslugere bagefter giver sig i Snak med En for at udkramme deres dumme Alvidenhed.«

Vinen havde gjort ham snaksom . Han fortsatte efter at have tændt Piben :

Vinen havde gjort ham snaksom , og han fortsatte ^ :

» Veed De forresten ^ , hvordan jeg kurerer mig selv for alle Flyvegriller. Saasnart Gaarden her bliver mig for meget af et Fængsel, og jeg ikke længer kan udholde at høre mine egne Skridt, saa bærer jeg mig ad som min gamle Bedstefar ^ , naar Verden blev ham for vrang. Jeg bliver rolig liggende i min Seng ^ – » gaar i Grav«, som vi siger ^ om Ræven. Jeg taler ikke med andre end gamle Barbara. Naar jeg saa efter et Par Dages Forløb er bleven godt udsultet paa Sjælen, staar jeg op – og se, alt er blevet nyt, som der staar i Skriften. Jeg genser min Stue her med en Bevægelse, som om jeg vendte tilbage fra en ny Verdensomsejling . Jeg anbefaler Dem den Almuekur for Spleen .«

» Jeg skal forresten fortælle Dem , hvordan jeg kurerer mig selv for ^ Flyvegriller. Naar Gaarden her bliver mig for meget af et Fængsel, ^ bærer jeg mig ad , som min Bedstefar efter Sigende gjorde , naar Verden blev ham for vrang. Jeg bliver ^ liggende i min Seng og trækker Tæppet op over Ørene – » gaar i Grav«, ^ siger man om Ræven. Efter et Par Dages Forløb ^ staar jeg op – og se, alting er blevet nyt, som der staar i Skriften. Jeg genser min Stue ^ med en Bevægelse, som om jeg vendte tilbage fra en ny Verdensomsejling .«

» Jeg skal forresten fortælle Dem , hvordan jeg kurerer mig selv for ^ Flyvegriller. Naar Gaarden her bliver mig for meget af et Fængsel, ^ bærer jeg mig ad , som min Bedstefar efter Sigende gjorde , naar Verden blev ham for vrang. Jeg bliver ^ liggende i min Seng og trækker Tæppet op over Ørene — » gaar i Grav«, ^ siger man om Ræven. Efter et Par Dages Forløb ^ staar jeg op — og se, alting er blevet nyt, som der staar i Skriften. Jeg genser min Stue ^ med en Bevægelse, som om jeg vendte tilbage fra en ny Verdensomsejling .«

Han havde taget om Flasken og fyldte paany i begge Glassene.

127 » Men gaar dette her ogsaa an?« spurgte nu Povl Gaardbo.

» Men gaar detteher ogsaa an?« spurgte ^ Povl Gaardbo.

»Hvilket?«

» Jeg er rigtignok endnu ikke traadt i Funktion som Deres Læge; men jeg maa dog sige, at det vist ikke kan være sundt for Dem at drikke Vin.«

» Jeg veed det nok . Men for at tale lige ud, Doktor Gaardbo – hvad Sundheden angaar, saa er jeg saa heldig stillet, at jeg ikke skylder den mange Hensyn. Den har ikke levnet mig saa meget, at jeg løber nogen stor Risiko ved at sætte mig ud over dens Forskrifter ^ ^ ^ .«

» Jeg veed det nok ; men for at tale rent ud, Doktor Gaardbo , saa lad mig sige Dem, at jeg løber ingen stor Risiko ved at sætte mig ud over Hensynet til Sundheden! II, 342 Der er ikke levnet mig saa meget , at jeg finder det Umagen værd at gøre Stads af den .«

II, 247 » Jeg veed det nok ; men for at tale rent ud, Doktor Gaardbo , saa lad mig sige Dem, at jeg løber ingen stor Risiko ved at sætte mig ud over Hensynet til Sundheden! Der er ikke levnet mig saa megen , at jeg finder det Umagen værd at gøre Stads af den .«

II, 249 » Jeg veed det nok ; men for at tale rent ud, Doktor Gaardbo , saa lad mig sige Dem, at jeg løber ingen stor Risiko ved at sætte mig ud over Hensynet til Sundheden! Der er ikke levnet mig saa meget , at jeg finder det Umagen værd at gøre Stads af den .«

» Jeg tror, De tager fejl , Hr. Dihmer!«

» Jeg tror, De tager fejl .«

» Det kan være. Men i hvert Tilfælde sætter jeg ikke Værdien af et godt Helbred saa højt, at jeg vil gøre mig til Slave af det. Som Læge maa De naturligvis se anderledes paa Sagen . Jeg har ogsaa været forberedt paa , at De vilde skænde dygtig paa mig . Men jeg siger Dem paa Forhaand, jeg gaar ikke til Canossa .«

» Det kan være. Men lad mig da tilstaa, at der efter min Opfattelse er noget tragikomisk ved de store Anstrengelser, Mennesker i Almindelighed gør sig for at bevare Sundheden, da Livet dog bringer de fleste af os mere Sorg end Glæde! Som Læge maa De naturligvis se anderledes paa Sagen ; men jeg siger Dem paa Forhaand, det nytter ikke , at De skænder paa mig ^ .«

» Jeg forstaar Dem vist ikke ^ . Dersom De kan blive rask – og det har jeg, som sagt, mine Grunde til at tro, at De kan – saa vil De dog vel ikke nægte at tage de nødvendige Hensyn ?«

» Jeg forstaar Dem vist ikke rigtig . Dersom De kunde blive rask , vilde De dog vel ikke nægte at tage de nødvendige Forholdsregler ?«

Torben, der igen havde ført Glasset til Munden, forstod med eet af Tonen, hvad der var Grunden til Doktorens underligt forandrede Væsen. Paa en 128 eller anden Maade maatte han have skaffet sig Oplysninger fra Asmus Hagen .
Han satte forstemt Glasset tilbage uden at drikke.

Torben, der igen havde ført Glasset til Munden, forstod med eet af hans Tone, at han paa en eller anden Maade maatte ^ have skaffet sig Oplysninger fra Asmus Hagen , og han satte forstemt Glasset tilbage uden at drikke.

» Jeg vil bede Dem om ikke at gøre Dem Bekymringer for min Skyld , Doktor Gaardbo . Med det Liv , jeg fører her, kan jeg blive hundrede Aar . Men jeg kan ogsaa dø om en Time ; det veed jeg altsammen , og jeg har indrettet mig med begge Eventualiteter for Øje . Jeg ønsker det sagt en Gang for alle: De har ingen Forpligtelse til at beklage mig. Jeg misunder ingen deres Sundhed. Jeg har mit eget Velbefindende og ønsker ingen Forandring. Hvordan min Tilstand er eller i Fremtiden vil blive, saa er der dog ikke det Menneske i Verden, jeg vil bytte med.«
Da Povl Gaardbo forholdt sig tavs, sagde han videre:
» Der er efter min Opfattelse noget molboagtig tragisk ved de store Anstrengelser, som Mennesker gør sig for at forlænge et Liv, som dog bringer de fleste af dem saa meget mere Sorg og Skuffelse end Glæde. ^ Kunde man i det hele vænne Menneskeheden af med at gøre sig Forhaabninger ^ , saa var vistnok den værste Forbandelse taget fra dem. Dersom jeg skulde sætte en Indskrift over Porten til Favsingholm, naar det engang staar færdigt i sin nye Skikkelse og er blevet et saadant Tilflugtsted, 129 som jeg har tænkt mig det , saa skulde det være de miskendte Ord: Her lukkes Haabet ude. For det er dog først, naar man faar den besværlige Gæst sat paa Døren, at der bliver Fred og Lykke i Huset .«

» Jeg vil bede Dem om ikke at gøre Dem Bekymringer for mit Helbred , Doktor Gaardbo . Jeg ønsker det sagt en Gang for alle , jeg har mit eget Velbefindende og misunder ingen deres Sundhed. Der er ikke den mindste Grund til at beklage mig. Jeg føler mig lykkeligere end nogensinde i mit tidligere Liv, og hvad Fremtiden angaar, saa er jeg tilfreds, naar den ikke vil bringe anden Forandring end den uundgaaelige. Som jeg lever her, kan jeg trods min Sygdom blive en gammel Mand . Men jeg kan ogsaa dø om en Time . Det veed jeg altsammen ^ og ^ har indrettet mig med begge Eventualiteter for Øje .«
Da Povl Gaardbo ikke svarede, tav ogsaa Torben en II, 343 lille Tid, mens han igen saae ud i Parkens Skumring.
» Kunde man i det hele vænne Menneskene af med at gøre sig Forhaabninger , Doktor Gaardbo , saa var vistnok den værste Forbandelse taget fra dem. Paa det Punkt troede jeg mig forøvrigt i Overensstemmelse med Deres egne Anskuelser. Skulde jeg sætte en Indskrift over Porten til Favsingholm, naar det engang staar færdigt i sin nye Skikkelse og er blevet det Tilflugtssted, jeg har tænkt mig ^ , saa skulde det være de miskendte Ord: Her lukkes Haabet ude. For det er dog først, naar man faar den besværlige Gæst sat paa Døren, at der bliver Fred og Lykke i et Hus .«

» Jeg vil bede Dem om ikke at gøre Dem Bekymringer for mit Helbred , Doktor Gaardbo . Jeg ønsker det sagt en Gang for alle , jeg har mit eget Velbefindende og misunder ingen deres Sundhed. Der er ikke den mindste Grund til at beklage mig. Jeg føler mig lykkeligere end nogensinde i mit tidligere Liv, og hvad Fremtiden angaar, saa er jeg tilfreds, naar den ikke vil bringe anden Forandring end den uundgaaelige. Som jeg lever her, kan jeg trods min Sygdom blive en gammel Mand . Men jeg kan ogsaa dø om en Time . Det veed jeg altsammen ^ og ^ har indrettet mig med begge Eventualiteter for Øje .«
Da Povl Gaardbo ikke svarede, tav ogsaa Torben en lille Tid, mens han igen saae ud i Parkens Skumring.
» Kunde man i det hele vænne Menneskene af med at gøre sig Forhaabninger , Doktor Gaardbo , saa var vistnok den værste Forbandelse taget fra dem. Paa det Punkt troede jeg mig forøvrigt i Overensstemmelse med Deres egne Anskuelser. Skulde jeg sætte en Indskrift over Porten til Favsingholm, naar det engang II, 248 staar færdigt i sin nye Skikkelse og er blevet det Tilflugtssted, jeg har tænkt mig ^ , saa skulde det være de miskendte Ord: Her lukkes Haabet ude. For det er dog først, naar man faar den besværlige Gæst sat paa Døren, at der bliver Fred og Lykke i et Hus .«

» Jeg vil bede Dem om ikke at gøre Dem Bekymringer for mit Helbred , Doktor Gaardbo . Jeg ønsker det sagt en Gang for alle , jeg har mit eget Velbefindende og misunder ingen deres Sundhed. Der er ikke den mindste Grund til at beklage mig. Jeg føler mig lykkeligere end nogensinde i mit tidligere Liv, og hvad Fremtiden angaar, saa er jeg tilfreds, naar den ikke vil bringe anden Forandring end den uundgaaelige. Som jeg lever her, kan jeg trods min Sygdom blive en gammel Mand . Men jeg kan ogsaa dø om en Time . Det veed jeg altsammen ^ og ^ har indrettet mig med begge Eventualiteter for Øje .«
Da Povl Gaardbo ikke svarede, tav ogsaa Torben en lille Tid, mens han igen saae ud i Parkens Skumring.
» Kunde man i det hele vænne Menneskene af med at gøre sig Forhaabninger , Doktor Gaardbo , saa var vistnok den værste Forbandelse taget fra dem. Paa det Punkt troede jeg mig forøvrigt i Overensstemmelse med Deres egne Anskuelser. Skulde jeg sætte en Indskrift over Porten til Favsingholm, naar det engang staar færdigt i sin nye Skikkelse og er blevet det Tilflugtssted, II, 250 jeg har tænkt mig ^ , saa skulde det være de miskendte Ord: Her lukkes Haabet ude. For det er dog først, naar man faar den besværlige Gæst sat paa Døren, at der bliver Fred og Lykke i et Hus .«

Det var imidlertid blevet helt Aften. Gamle Barbara havde tændt en Lampe paa Midterbordet; men det svage Lys opslugtes af Mørket i det store Rum.
Kort efter gik Povl Gaardbo ^ hjem . Han var i en trist og opreven Sindsstemning . Dihmers haabløse Ord blev ved at skurre i hans Øre . Han havde en Følelse af at have talt med Verdens ulykkeligste Menneske.

^ Gamle Barbara kom ind for at tænde Lampen. I Stuen var der nu ganske mørkt. Lidt efter rejste Povl Gaardbo sig. Han gik hjem ^ i en underlig opreven Sindsstemning ^ . Han havde en Følelse af at have talt med Verdens ensomste Menneske.

»Naa?« spurgte Meta, der med Uro havde ventet paa hans Tilbagekomst.
Han rystede paa Hovedet.
» Doktor Mikkelsen havde desværre Ret . Dihmer er sjælesyg . Jeg forstaar det nu. Han venter kun paa Døden.«

»Naa?« spurgte Meta, der med Uro havde ventet paa hans Tilbagekomst. » Maa vi rejse?«
»Nej! Doktor Mikkelsen havde alligevel ikke Ret ^ . Jeg forstaar det nu. Dihmer har forliget sig med sin Ulykke og venter kun paa Døden.«

» Maa vi da rejse, Povl?«

» Saa behøver vi ikke at rejse, Povl?«

» Nej nej! Tværtimod. Jeg veed ikke , om han kan hjælpes. Men vi kan dog maaske være ham ^ lidt til Oplivelse i hans store Ulykke . Saadan mener han det vist ogsaa selv.«

» Nej nej! Tværtimod. Vi maa forsøge , om ^ vi kan ^ være ham til lidt ^ Oplivelse i hans store Ensomhed . Saadan mener han det vist ogsaa selv.«

»Nej, nej! Tværtimod. Vi maa forsøge , om ^ vi kan ^ være ham til lidt ^ Oplivelse i hans store Ensomhed . Saadan mener han det vist ogsaa selv.«

»Nej, nej! Tværtimod. Vi maa forsøge , om ^ vi kan ^ være ham til lidt ^ Oplivelse i hans sidste Levetid ^ . Saadan mener han det vist ogsaa selv.«

– – –

^ ^

II, 344 X .

⇕ Favsingholm V, 2.3

⇕ De Dødes Rige 8.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 8.10

E fter den første Sommervarme flyttede det velhavende københavnske Borgerskab paa Landet. Byen udfoldede sig i Solen som en blomstrende Slyngplante, skød Ranker ud langs med alle Jernbanelinjer og spredte sit Liv og sine Farver over det meste af Sjælland .
Let paaklædte som Dryader svævede Strøgets unge Damer paa Cycle gennem Skovene fulgt af deres Kavalerer . Eller de fortsatte Vintersæsonens Flirt paa Badestranden i Svømmedragt og Voksdugshætte under moralsk Beskyttelse af et eller andet »System«. Ortodokse Soldyrkere og Havtilbedere lejrede sig paa Sandet i paradisisk Nøgenhed , og paa en Landtunge ved Issefjorden havde de sidste Dages Hellige, de saakaldte »Kravlere«, slaaet sig ned. Det var Tilhængere af en nylig opstaaet , udenlandsk Profet , der forkyndte, at al Menneskelivets Sorg og Elende var foraarsaget af den oprejste Gang. For at vinde Paradiset tilbage maatte Mennesket som sine ældste Forfædre bevæge sig paa fire, i hvert Fald nogle Timer om Dagen. De indre Organer fik i denne Stilling deres naturlige Leje, Blodomløbet frigjordes, 145 og Resultatet var et ukendt Velvære , Fred paa Jorden og evig Lyksalighed . Da det ganske særlig var overfede, af deres Kroppe i det hele besværede Personer, som droges til den nye Lære, var det et ejendommeligt Syn, naar Menigheden paa bestemte Tider af Dagen ^ ^ kravlede over Terrænet i deres brune Sækkedragter som et Optog af Kæmpetudser.

Efter den første Sommervarme flyttede Københavns velhavende ^ Borgerskab paa Landet. Byen udfoldede sig i Solen som en blomstrende Slyngplante, skød Ranker ud langsmed alle Jernbanelinjer og satte Knop ved hver Station . Som Elverpiger i flagrende Spindelvævsflor svævede Strøgets unge Damer paa Cykler gennem Skoven, fulgt af deres Kavalerer , eller de fortsatte Vintersæsonens Flirt paa Badestranden i Svømmedragt og Voksdugshætte . Ortodokse Soldyrkere og Havtilbedere lejrede sig paa Sandet i paradisisk Nøgenhed under moralsk Beskyttelse af et eller andet »System«, og paa en Landtunge ved Issefjorden havde de sidste Dages Hellige, de saakaldte »Kravlere«, slaaet sig ned. De var Tilhængere af en nylig opstaaet Sundheds-Profet , der saae Aarsagen til al Livets Sorg og Elende i Menneskets oprejste Gang. For at vinde Paradiset tilbage maatte man igen bevæge sig paa fire, i hvert Fald nogle Timer om Dagen. De indre Organer fik i denne Stilling deres naturlige Leje, Blodomløbet frigjordes, og Resultatet var et ukendt Velvære ^ . Da det ganske særlig var overfede, af deres Kroppe ^ besværede Personer, som droges til den nye Lære, var det blevet en Folkeforlystelse at valfarte til Stedet paa de Tider af Dagen, da Menigheden i sine brune Sækkedragter kravlede rundt i Terrænet ^ som en Flok Kæmpetudser.

Efter den første Sommervarme flyttede Københavns velhavende ^ Borgerskab paa Landet. Byen udfoldede sig i Solen som en blomstrende Slyngplante, skød Ranker ud langsmed alle Jernbanelinjer og satte Knop ved hver Station . Som Elverpiger i flagrende Spindelvævsflor svævede Strøgets unge Damer paa Cykler gennem Skoven, fulgt af deres Kavalerer , eller de fortsatte Vintersæsonens Flirt paa Badestranden i Svømmedragt og Voksdugshætte . Ortodokse Soldyrkere og Havtilbedere lejrede sig paa Sandet i paradisisk Nøgenhed under moralsk Beskyttelse af et eller andet »System«, og paa en Landtunge ved Issefjorden havde de sidste Dages Hellige, de saakaldte »Kravlere«, slaaet sig ned. De var Tilhængere af en nylig opstaaet Sundheds-Profet , der saae Aarsagen til al Livets Sorg og Elende i Menneskets oprejste Gang. For at vinde Paradiset tilbage maatte man igen bevæge sig paa fire, i hvert Fald nogle Timer om Dagen. De indre Organer fik II, 249 i denne Stilling deres naturlige Leje, Blodomløbet frigjordes, og Resultatet var et ukendt Velvære ^ . Da det ganske særlig var overfede, af deres Kroppe ^ besværede Personer, som droges til den nye Lære, var det blevet en Folkeforlystelse at valfarte til Stedet paa de Tider af Dagen, da Menigheden i sine brune Sækkedragter kravlede rundt i Terrænet ^ som en Flok Kæmpetudser.

Efter den første Sommervarme flyttede Københavns velhavende ^ Borgerskab paa Landet. Byen udfoldede sig i Solen som en blomstrende Slyngplante, skød Ranker ud langsmed alle Jernbanelinjer og satte Knop ved hver Station . Som Elverpiger i flagrende Spindelvævsflor svævede Strøgets unge Damer paa Cykler gennem Skoven, fulgt af deres Kavalerer , eller de fortsatte Vintersæsonens Flirt paa Badestranden i Svømmedragt og Voksdugshætte . Ortodokse Soldyrkere og Havtilbedere lejrede sig paa Sandet i paradisisk Nøgenhed under moralsk Beskyttelse af et eller andet »System«, og paa en Landtunge ved Issefjorden havde de sidste Dages Hellige, de saakaldte »Kravlere«, slaaet sig ned. De var Tilhængere af en nylig opstaaet Sundheds-Profet , der saae Aarsagen til al Livets Sorg og Elende i Menneskets oprejste Gang. For at vinde Paradiset tilbage maatte man igen bevæge sig paa fire, i hvert Fald nogle Timer i Dagen. De indre Organer fik II, 251 i denne Stilling deres naturlige Leje, Blodomløbet frigjordes, og Resultatet var et ukendt Velvære ^ . Da det ganske særlig var overfede, af deres Kroppe ^ besværede Personer, som droges til den nye Lære, var det blevet en Folkeforlystelse at valfarte til Stedet paa de Timer af Dagen, da Menigheden i sine brune Sækkedragter kravlede rundt i Terrænet ^ som en Flok Kæmpetudser.

Ogsaa Karsten og Jytte flyttede paa Landet i Slutningen af Juni. Kort forinden ^ var Afgørelsen i den store Kappestrid om Enslev-Billedet falden, efter at der i flere Uger havde staaet et mægtigt Postyr i Pressen med Erklæringer og Mod-Erklæringer .
Det var som sædvanlig Karl May, der havde sat Ild paa.
Han havde haft det overraskende Paafund at hente sit Motiv fra Enslevs Drengeaar, at fremstille den store politiske Fører som en fjortenaars Landsbyknøs, der i sin fattige Konfirmationsdragt var paa Vandring fra Hjemmet ud mod den Verden, hvis Erobrer han skulde blive. Figuren var anbragt ^ siddende ^ paa en Grøftekant ved en ensom Hedevej, ^ med Stokken og en Klædebylt ved Siden af sig. Med lovlig drastisk Virkning var den vanføre Fod stukket ud i Billedets Forgrund , og der var overhovedet ikke saa lidt uredeligt og frækt i Udførelsen. Men selve Udtrykket i den svagelige Drengs gulblege Ansigt med den brede Fugleunge-Mund , Blikkets brændende 146 Uro, hvori den flyvende Stormhimmel og Landskabets dystre Øde syntes genspejlet , var genialt grebet og forstaaet. ^ ^

Ogsaa Karsten og Jytte flyttede paa Landet i Midten af Juni.
II, 345 Udfaldet af Kappestriden om Enslev-Billedet var kort forinden bleven bekendtgjort og havde givet Anledning til et mægtigt Postyr i Pressen ^ . ^ Det var som sædvanlig Karl May, der havde sat Ild paa. ^ Han havde haft det Indfald at fremstille den store politiske Fører som en fjortenaars Landsbyknøs, der i fattig Konfirmationsdragt , med Klædebylt og Stok, er paa Vandring fra Hjemmet ud mod den Verden, hvis Erobrer han skulde blive. Figuren var anbragt i siddende Stilling paa en Grøftekant ved en ensom Hedevej, og med brutal Virkning var den vanføre Fod stukket ud i Billedets Forgrund . Men ^ Udtrykket i den svagelige Drengs blege Ansigt ^ , Blikkets brændende Uro, der var som en Genspejling af Stormhimlen over det øde Landskab , var genialt grebet og forsonede med det meget frække og uredelige i Udførelsen.

Ogsaa Karsten og Jytte flyttede paa Landet i Midten af Juni.
Udfaldet af Kappestriden om Enslev-Billedet var kort forinden bleven bekendtgjort og havde givet Anledning til et mægtigt Postyr i Pressen ^ . ^ Det var som sædvanlig Karl May, der havde sat Ild paa. ^ Han havde haft det Indfald at fremstille den store politiske Fører som en fjortenaars Landsbyknøs, der i fattig Konfirmationsdragt , med Klædebylt og Stok, er paa Vandring fra Hjemmet ud mod den Verden, hvis Erobrer han skulde blive. Figuren var anbragt i siddende Stilling paa en Grøftekant ved en ensom Hedevej, og med brutal Virkning var den vanføre Fod stukket ud i Billedets Forgrund . Men ^ Udtrykket i den svagelige Drengs blege Ansigt ^ , Blikkets brændende Uro, der var som en Genspejling af Stormhimlen over det øde Landskab , var genialt grebet og forsonede med det meget frække og uredelige i Udførelsen.

Ogsaa Karsten og Jytte flyttede paa Landet i Midten af Juni.
Udfaldet af Kappestriden om Enslev-Billedet var kort forinden bleven bekendtgjort og havde givet Anledning til et mægtigt Postyr i Pressen ^ . ^ Det var som sædvanlig Karl May, der havde sat Ild paa. ^ Han havde haft det Indfald at fremstille den store politiske Fører som en fjortenaars Landsbyknøs, der i fattig Konfirmationsdragt , med Klædebylt og Stok, er paa Vandring fra Hjemmet ud mod den Verden, hvis Erobrer han skal blive. Figuren var anbragt i siddende Stilling paa en Grøftekant ved en ensom Hedevej, og med brutal Virkning var den vanføre Fod stukket ud i Billedets Forgrund . Men ^ Udtrykket i den svagelige Drengs blege Ansigt ^ , Blikkets brændende Uro, der var som en Genspejling af Stormhimlen over det øde Landskab , var genialt grebet og forsonede med det ^ frække og uredelige i Udførelsen.

^ Karl May kunde imidlertid slet ikke komme i Betragtning paa Grund af sin Virksomhed i Præstebladet. Til Trods for, at ingen tog ham alvorlig som kirkelig Hedspore, havde Dommerkomiteen, som var et Timandsraad af Enslevs politiske Venner, paa Forhaand strøget ham af Listen . Og det hjalp ikke, at flere kunstforstandige Mænd med Autoritet havde støttet ham ved offenlige Udtalelser.
I Komiteens afsluttende Møde stod Valget mellem Karsten Froms Folketings-Interiør med det virtuosmæssigt behandlede Rum og de mange flot hensatte Portrætter af kendte Politikere og saa en ældre, anerkendt Kunstners dygtige, monumentalt opfattede Billede af Enslev som Ministerpræsident. I Rigsdagskrese interesserede man ^ ^ ^ sig stærkt for Karstens Billede paa Grund af det Idealitetens Skær, han med sædvanlig Fiffighed havde lagt over de portrætterede Herrers Træk. Om det saa var Gjærups Snigmorderansigt, havde det ^ faaet et engleligt Blik bag Brillerne. Fra » Femte Juni«s Side var Stemningen ligeledes bleven kraftig bearbejdet til Gunst for ham. Tykke Møller havde gjort sin Pligt , – ja han, som ellers med Impotensens Søvnighed fimsede sine smaa Giftigheder af sig, havde ved denne Lejlighed med virkelig 147 Lidenskab tilsmurt ^ Karl May som Hævn for, at denne i Efteraaret , da Jørgen Berg kom paa Nerveklinikken, snappede Fru Maja væk lige for Næsen af ham.
Udfaldet af den endelige Afstemning blev et afgjort Flertal for Karstens Billede, og straks ^ ^ strømmede der Lykønskninger og Blomster ind til ham endogsaa fra Folk, der i Smug havde modarbejdet ham.
Jytte fik i disse Dage sin Menneskekundskab forøget paa en Maade, der var nær ved at faa hende til at ønske, at en anden havde sejret. Dette Kor af Gratulanter, denne servile Beundring for Heldet , og Venne-Misundelsen, hvis Udtryk var en overdreven Anerkendelse, gjorde hende skamfuld . Folk af hendes Bekendtskab, der siden hendes Giftermaal knap havde villet hilse hende, skraaede over Gaden for at overøse hende med Komplimenter .

Paa Grund af Karl Mays Virksomhed ved »Hverdagen« havde Censurkomiteen imidlertid paa Forhaand ladet ham ude af Betragtning . ^ I Komiteens afsluttende Møde stod Valget mellem Karsten Froms Folketings-Interiør med dets virtuosmæssigt behandlede Rum og ^ mange flot hensatte Portrætter ^ og saa en ældre, anset Kunstners dygtige, men konventionelt opfattede Billede af Enslev som Ministerpræsident. Udfaldet af Afstemningen blev et absolut Flertal for Karstens Billede, som man i Rigdagskrese havde interesseret sig stærkt for ^ paa Grund af det Idealitetens Skær, han havde forstaaet at lægge over de portræterede Herrers Træk. Selv Gjærup II, 346 havde faaet et engleligt Blik bag Brillerne. I » Femte Juni« havde desuden tykke Møller gjort sin Pligt og bearbejdet Stemningen til Gunst for Billedet. Han , Karl Mays tidligere Ven og Beundrer, havde daglig med Impotensens Søvnighed fimset smaa Giftigheder ud over ham og ved en enkelt Lejlighed med virkningsfuldt Arrigskab taget Hævn, fordi Karl May ^ i Foraaret , da Jørgen Berg kom paa Nerveklinik, havde ranet Fru Maja ^ lige for Næsen af ham.
Jytte fik i disse Dage sin Menneskekundskab forøget paa en Maade, der vakte al hendes Tristhed. Straks, da Bladene havde bragt Meddelelsen om Udfaldet, strømmede der Lykønskninger og Blomster ind til dem endogsaa fra Mennesker, om hvem hun vidste, at de i Smug havde modarbejdet Karsten. Alle Landets Blade bragte hans Portræt med udførlig Levnedsbeskrivelse. Folk af hendes Bekendtskab, der siden hendes Giftermaal knap havde villet hilse paa hende, skraaede over Gaden for at overøse hende med Komplimenter , og dette Kor af Gratulanter, denne servile Beundring for Heldet gjorde hende skamfuld ^ .

Paa Grund af Karl Mays Virksomhed ved »Hverdagen« havde Censurkomiteen imidlertid paa Forhaand ladet ham ude af Betragtning . ^ I Komiteens afsluttende Møde stod Valget mellem Karsten Froms Folketings-Interiør med dets virtuosmæssigt behandlede Rum og ^ mange flot hensatte Portræter ^ og saa en ældre, anset Kunstners dygtige, men konventionelt opfattede Billede af Enslev som Ministerpræsident. Udfaldet af Afstemningen blev et absolut Flertal for Karstens Billede, som man i Rigsdagskrese havde interesseret sig stærkt for ^ paa Grund af det Idealitetens Skær, han havde forstaaet at lægge over de portræterede Herrers Træk. Selv Gjærup havde faaet et engleligt Blik bag Brillerne. I » Femte Juni« havde desuden tykke Møller gjort sin Pligt og bearbejdet Stemningen til Gunst for Billedet. Han , Karl Mays tidligere Ven og Beundrer, havde daglig med Impotensens Søvnighed fimset smaa Giftigheder ud over ham og ved en enkelt Lejlighed med virkningsfuldt Arrigskab taget Hævn, fordi Karl II, 250 May ^ i Foraaret , da Jørgen Berg kom paa Nerveklinik, havde ranet Fru Maja ^ lige for Næsen af ham.
Jytte fik i de Dage sin Menneskekundskab forøget paa en Maade, der vakte al hendes Tristhed. Straks, da Bladene havde bragt Meddelelsen om Udfaldet, strømmede der Lykønskninger og Blomster ind til dem endogsaa fra Mennesker, om hvem hun vidste, at de i Smug havde modarbejdet Karsten. Alle Landets Blade bragte hans Portræt med udførlig Levnedsbeskrivelse. Folk af hendes Bekendtskab, der siden hendes Giftermaal knap havde villet hilse paa hende, skraaede over Gaden for at overøse hende med Komplimenter , og dette Kor af Gratulanter, denne servile Beundring for Heldet gjorde hende skamfuld ^ .

Paa Grund af Karl Mays Virksomhed ved »Hverdagen« havde Censurkomiteen imidlertid paa Forhaand ladet ham ude af Betragtning . ^ I Komiteens afsluttende Møde stod Valget mellem Karsten Froms Folketings-Interiør med dets virtuosmæssigt behandlede Rum og ^ mange flot hensatte Portræter ^ og saa en ældre, anset Kunstners dygtige, men konventionelt opfattede Billede af Enslev som Ministerpræsident. Udfaldet af Afstemningen blev et absolut Flertal for Karstens Billede, som man i Rigsdagskrese havde interesseret sig stærkt for ^ paa Grund af det Idealitetens Skær, han havde forstaaet at lægge over de portræterede Herrers Træk. Selv Gjærup havde faaet et engleligt Blik bag Brillerne. I » Femte Juni« havde desuden tykke Møller gjort sin Pligt og bearbejdet Stemningen til Gunst for Billedet. Han , Karl Mays tidligere Ven og Beundrer, havde daglig med Impotensens Søvnighed fimset ^ Giftigheder ud over ham og ^ ^ ^ taget Hævn, fordi Karl II, 252 May ^ i Foraaret , da Jørgen Berg kom paa Nerveklinik, havde ranet Fru Maja ^ lige for Næsen af ham.
Jytte fik i de Dage sin Menneskekundskab forøget paa en Maade, der vakte al hendes Tristhed. Straks, da Bladene havde bragt Meddelelsen om Udfaldet, strømmede der Lykønskninger og Blomster ind til dem endogsaa fra Mennesker, om hvem hun vidste, at de i Smug havde modarbejdet Karsten. Alle Landets Blade bragte hans Portræt med udførlig Levnedsbeskrivelse. Folk af hendes Bekendtskab, der siden hendes Giftermaal knap havde villet hilse paa hende, skraaede over Gaden for at overøse hende med Komplimenter , og dette Kor af Gratulanter, denne servile Beundring for Heldet gjorde hende skamfuld ^ .

Men næsten allermest forbavsedes hun over Karsten selv ^ , hvem al denne Virak steg til Hovedet , skønt ingen bedre end han vidste, ved hvilke Midler Stikket var taget hjem . For Fredens Skyld fulgte hun ham fra Selskab til Selskab, hvor hun med gode Miner hørte ham blive fejret, og hun havde ogsaa selv været elskværdig Værtinde for Bjerreby, tykke Møller og andre af hans Medsammensvorne .

Men næsten allermest forbavsedes hun over Karsten selv . Skønt ingen bedre end han vidste Besked om , hvordan Sejren var vunden, steg al denne Virak ham til Hovedet ^ . Endogsaa tykke Møllers betalte Lovprisninger kunde han nyde, som om de var en Højesteretskendelse . Hun maatte i disse Dage ofte tænke paa sin gamle Ven Professor Ole Knudsen.

⇕ Favsingholm V, 1.5

⇕ De Dødes Rige 8.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 8.10

⇐

Vi har Æren af at have indført et journalistisk Æselsregimente, der kujonerer ^ Befolkningen værre end tredive Tyranner . ^

Hans sarkastiske Ord om det journalistiske Æselsregimente, Verden sukkede under, II, 347 og som tyranniserede Befolkningen værre end Fortidens Despoter, fik her en ny Bekræftelse .

Hans sarkastiske Ord om det journalistiske Æselsregimente, Verden sukkede under, og som tyranniserede Befolkningen værre end Fortidens Despoter, fik her en ny Bekræftelse .

⇕ Favsingholm V, 2.3

⇕ De Dødes Rige 8.10

⇕ De Dødes Rige .10

⇕ De Dødes Rige 8.10

Men nu udholdt hun heller ikke længer Synet af Mennesker. Allerhelst var hun flygtet til en eller 148 anden skjult Krog for der at vente paa den store Begivenhed, der forestod ; men paa Grund af Karstens Arbejde og tillige af Hensyn til hendes Mor, der stadig skrantede, maatte de blive i Nærheden af København.

Men nu udholdt hun heller ikke længer Synet af Mennesker. Allerhelst var hun flygtet til en eller anden fjern Afkrog for der at vente paa den store Begivenhed, der forestod . Men paa Grund af Karstens Arbejde og tillige af Hensyn til hendes Mor, der stadig skrantede, maatte de blive i Nærheden af København.

De havde lejet Stuehuset i et lille Bondested, der laa paa aaben Mark nord for Furesøen, ikke længere fra Stationen , end at de let kunde komme til Byen. Der var kun tre Stuer, lavloftede og mørke; men der hørte en god Have til Huset med en høj Hæk ud mod Landevejen.
Deres Værtsfolk var et ældre Ægtepar, der tidligere havde ejet en Gaard. De levede nu af et lille »Hønsemejeri« foruden af deres Sommerlejere. Manden sad den meste Tid af Dagen paa Skurebænken udenfor Køkkendøren og pattede paa en Pibe.
Denne Mand blev hurtig Jyttes Skræk. Saasnart hun satte sig ud i Haven, kom han slentrende paa sine Kludetøfler for at begynde en Samtale. Med grundende Mine kiggede han op til Skyerne for at blive raadspurgt om Vejret og Høstudsigterne. Han var vant til, at hans Sommergæster henvendte sig til ham om den Slags Oplysninger og ærede ham som et Natur-Orakel. Ogsaa hans Kone, en lille Fedtklump med rindende Øjne, gjorde Fordring paa at blive respekteret som En, der sad inde med en 149 mystisk Landbo-Viden, som det nok var værd for en Københavner at lade sig belære af.
Jyttes Ligegyldighed krænkede dem, og de blev for hver Dag mere ondskabsfulde.
Deres Chikanerier gik tilsidst saa vidt, at hun maatte tale til Karsten om det. Men da hans Trusler og Eder blot forværrede Forholdet, søgte hun at tage sine huslige Genvordigheder fra den latterlige Side. Og virkelig kunde hun undertiden næsten more sig over den Opfindsomhed, hvormed de to Gamle i deres stumme Arrigskab stadig sammenbryggede nye Bryderier og Plager til hende.
En god Del af sin Pirrelighed tilskrev hun iøvrigt sin Tilstand , som uafbrudt beskæftigede hende i hendes Ensomhed. Og ofte tænkte hun paa, hvad det dog var for en afsindig Verdensorden, der gjorde Kvinderne saa værgeløse overfor Indtryk netop paa et Tidspunkt, da deres Sind burde være beskyttet mod Stemningernes Stormkast og hvile uforstyrrelig i rolig Forventning . Kunde man undre sig over, at Menneskene fødtes til Ulykke , naar Svangerskabet prisgav Mødrene til allehaande sygelige Følelser og abnorme Lyster, der fyldte Sjælen med Kvalme? ... ^

En god Del af sin Pirrelighed tilskrev hun forøvrigt sin Tilstand . Men hvad var det ogsaa for en afsindig Verdensorden, der gjorde Kvinderne saa værgeløse overfor Indtryk netop paa et Tidspunkt, da deres Sind burde være beskyttet mod Stemningernes Stormkast og hvile uforstyrreligt i stille Forventning ? Kunde man undre sig over, at Menneskene fødtes med allehaande Ulykkesspirer i sig , naar Svangerskabet prisgav Mødrene til ^ sygelige Følelser og abnorme Lyster, der fyldte Sjælen med Kvalme?
De havde lejet Stuehuset i et lille Bondested, der laa paa aaben Mark Nord for Furesøen, ikke længere fra Stationen, end at de let kunde komme til Byen. Der var kun tre smaa Stuer; men der hørte en god Have til Huset med en høj Hæk ud mod Landevejen.

En god Del af sin Pirrelighed tilskrev hun forøvrigt sin Tilstand . Men hvad var det ogsaa for en afsindig Verdensorden, der gjorde Kvinderne saa værgeløse overfor Indtryk netop paa et Tidspunkt, da deres Sind burde være beskyttet mod Stemningernes Stormkast og hvile uforstyrreligt i stille Forventning ? Kunde man undre sig over, at Menneskene fødtes med allehaande Ulykkesspirer i sig , naar Svangerskabet prisgav Mødrene til ^ sygelige Følelser og abnorme Lyster, der fyldte Sjælen med Kvalme?
De havde lejet Stuehuset i et lille Bondested, der laa paa aaben Mark Nord for Furesøen, ikke længere fra Stationen, end at de II, 251 let kunde komme til Byen. Der var kun tre smaa Stuer; men der hørte en god Have til Huset med en høj Hæk ud mod Landevejen.

En god Del af sin Pirrelighed tilskrev hun forøvrigt sin Tilstand . Men hvad var det ogsaa for en afsindig Verdensorden, der gjorde Kvinderne saa værgeløse overfor Indtryk netop paa et Tidspunkt, da deres Sind burde være beskyttet mod Stemningernes Stormkast og hvile uforstyrreligt i stille Forventning ? Kunde man undre sig over, at Menneskene fødtes med allehaande Ulykkesspirer i sig , naar Svangerskabet prisgav Mødrene til ^ sygelige Følelser og abnorme Lyster, der fyldte Sjælen med Kvalme?
De havde lejet Stuehuset i et lille Bondested, der laa paa aaben Mark Nord for Furesøen, ikke længere fra Stationen, end II, 253 at de let kunde komme til Byen. Der var kun tre smaa Stuer; men der hørte en god Have til Huset med en høj Hæk ud mod Landevejen.

Regelmæssigt hver anden Eftermiddag tog hun til Byen for at se til sin Mor, som trods sin Svaghed ikke vilde paa Landet denne Sommer, fordi hun ikke mere kunde komme til Storeholt. Bagefter gik 150 hun gerne hen til sin Mand i Atelieret, hvorfra de saa fulgtes hjem.

Regelmæssigt hver anden Eftermiddag tog hun til Byen for at se til sin Mor, som trods sin Svaghed ikke vilde paa Landet denne Sommer, fordi hun ikke mere kunde komme til Storeholt. Bagefter gik hun gerne hen til sin Mand i Atelieret, hvorfra de saa fulgtes hjem.

En Dag overraskedes hun af et langt Brev fra Meta, som paa sin grundige Maade fortalte om sit nye Hjem, sin Mand og sine Børn.
Jytte brød Brevet med Ligegyldighed og læste det i Begyndelsen temmelig flygtigt, skønt hun var forberedt paa, at der ogsaa stod en Del deri om Dihmer. Det var ikke længer Fortiden, der optog hendes Tanker. Det var de kommende Dage, hun nu udelukkende levede i. Det var Fremtiden, der bølgede for hendes indre Syn som et Landskab i uroligt skiftende Belysning.
⇕ ⇒ » Vor Godsejer ser vi ikke saa sjelden, skønt han ikke mere bor her paa Gaarden men er flyttet op i Skoven, fordi der er Haandværkere næsten allevegne. Han lever for sig selv deroppe med en gammel Plejerske, en Kokkepige og Kusken. Han kommer dog næsten daglig kørende herned for at tilse Arbejdet, og i Almindelighed kigger han saa ogsaa ind til os, naar vi mindst venter ham. Han er lidt nysgerrig, tror jeg. Men han holder meget af Børn. ⇕ ⇒ Han kan sidde en hel Time ude i Haven og se paa, at Børnene leger. Ellers er han jo unægtelig en sær Mand, saadan som du ogsaa havde forberedt os paa. Det er en fiks Ide hos ham, at han ikke vil gøre noget for at blive rask. Han siger, at der er sunde 151 Folk nok i Verden. Min Mand mener, at det stammer fra hans Sygdom; men jeg tror nu, at han har haft en eller anden stor Sorg, som han ikke kan komme over. En Dag sad vi i Haven, og Povl fortalte om en Forpagterfamilje her i Nærheden, der i en Uge havde mistet tre Børn. Tænk dig! Dihmer sad og tegnede Krese i Gruset med sin Stok. Saa sagde han paa en Gang underlig haardt, at det naturligvis gjorde ham ondt for de Folk, men der var ikke den Sorg, man ikke kunde løfte sig op over. Jeg tror, det er det, han selv vil gøre men ikke kan. Underligt nok mærker man alligevel sjelden noget paa ham. Han er i Almindelighed rolig og elskværdig og kan godt lide, at Folk morer sig. Jeg tror, han trænger til at se glade Ansigter omkring sig. Forleden havde han indbudt alle Godsets Beboere til en stor Sommerfest ude paa Engene. Der var et Par hundrede Mennesker, og der blev danset lystigt længe efter, at Solen var staaet op. Festen skal nok have vakt Forargelse, fordi der paa samme Tid var politisk Arbejdermøde et andet Sted paa Egnen. ⇕ ⇒ Et Par af Randersbladene skal have skrevet mod Dihmer og min Mand, og Præsten i Favsing, der er Socialist, har raset mod Festen fra Prækestolen og kaldt den et hedensk Orgie. Det er nu en slem Overdrivelse, selv om maaske nok Madam Hansen ( Jordemoderen her) vil faa lidt travlt i April.
152 Jeg skriver om alt dette, fordi jeg jo veed, at du kender Dihmer fra tidligere Tid. Han har ogsaa flere Gange talt om dig og din Mor, og jeg har maattet fortælle ham om, hvordan du har indrettet dit Hjem. Han er, som sagt, lidt nysgerrig. – –«
Straks da Jytte havde læst Brevet til Ende, puttede hun det ned paa Bunden af sin Sykurv. Hun vilde ikke have, at Karsten skulde læse det. Og hun brød sig heller ikke selv om at mindes det. Dette Forhold til Dihmer maatte nu have en Ende. Det havde gjort Ulykker nok. Og han var jo nu tilfreds, havde Venner om sig og gjorde Fester ^ ^ ^ .

Allerede i længere Tid havde hun med Uro og Spænding II, 348 ventet paa sit Barns første Livstegn, og nu en Formiddag, da hun sad i Haven, studsede hun ved en ejendommelig lille blød Fornemmelse i den venstre Side. Fra det Øjeblik, det gik op for hende, at det var Fostret , der rørte sig i sin Evighedssøvn, blev hendes Forhold til det et andet. Hvad der hidtil mere havde sat hendes Tanker end hendes Følelser i Bevægelse, blev først nu i al sin Ufattelighed til rigtig Virkelighed for hende. Hun havde et Barn! Dybt i hendes Skød sov et uskyldigt lille Væsen, som nu vaagnede til Liv og allerede kaldte paa hendes Ømhed .

Allerede i længere Tid havde hun med Uro og Spænding ventet paa sit Barns første Livstegn, og nu en Formiddag, da hun sad i Haven, studsede hun ved en ejendommelig lille blød Fornemmelse i den venstre Side. Fra det Øjeblik, det gik op for hende, at det var Fosteret , der rørte sig i sin Evighedssøvn, blev hendes Forhold til det et andet. Hvad der hidtil mere havde sat hendes Tanker end hendes Følelser i Bevægelse, blev først nu i al sin Ufattelighed til rigtig Virkelighed for hende. Hun havde et Barn! Dybt i hendes Skød sov et uskyldigt lille Væsen, som nu vaagnede til Liv og allerede kaldte paa hendes Ømhed .

I de samme Dage fik hun Brev fra sin Fætter ^ Jægermesteren, der paa sin Brors Bekostning var interneret i et landligt Pensionat hos to Frøkner Wamberg . Hans Ægteskab var opløst, han selv erklæret umyndig; men nu meddelte han hende paa fire skønskrevne Sider den overraskende Nyhed , at han endelig havde fundet Lykken, idet han havde forlovet sig med den yngste af sine Pensionatsværtinder .

En Dag overraskedes hun ved et Brev fra hendes Fætter , Jægermesteren, der paa sin Broders Bekostning var interneret i et ^ Pensionat paa Landet . Hans Ægteskab var opløst, han selv erklæret umyndig; men nu meddelte han hende paa tre skønskrevne Sider ^ , at han omsider havde fundet Lykken, idet han havde forlovet sig med den yngste af de to Søstre, der ejede Pensionatet .

En Dag overraskedes hun ved et Brev fra sin Fætter , Jægermesteren, der paa sin Broders Bekostning var interneret i et ^ Pensionat paa Landet . Hans Ægteskab var opløst, han selv erklæret umyndig; men nu meddelte han hende paa tre skønskrevne Sider ^ , at han omsider havde fundet Lykken, idet han havde forlovet sig med den yngste af de to Søstre, der ejede Pensionatet .

» Mariane Wamberg er 34 Aar , befinder sig med andre Ord i den for Kvinder allerskønneste Alder. Hun er intet mindre end en Engel. Ved Flid og Sparsommelighed har hun og hendes Søster arbejdet sig op helt nedefra, og jeg tror, at det med god Samvittighed kan siges , at »Sofielyst« er det mest velrekommanderede 153 Pensionat i denne Del af Landet. Selv arbejder jeg med i Haven eller hvad der ellers falder for. Hvor er det herligt! Dersom du og din Mand engang kommer paa disse Kanter, maa I endelig kigge indenfor. I vil træffe to Turtelduer, der har lært af Livet og forstaaet, at et godt Helbred , Nævearbejde og Kærlighed – det er det eneste, der kan gøre Mennesker lykkelige. Alt andet er Vind og Vand, Forfængelighed og Tossestreger.«

» Mariane Wamberg er 34 Aar og befinder sig med andre Ord i den for Kvinder allerskønneste Alder. Hun er saavel i ydre som i indre Henseende en Engel. Ved Flid og Sparsommelighed har hun og hendes Søster arbejdet sig op helt nedefra, rent ud sagt fra den tjenende Stand, og jeg kan med god Samvittighed sige , at »Sofielyst« er det mest velrekommanderede Pensionat i denne Del af Landet. Selv arbejder jeg i Haven og forresten med alt, hvad der falder for. ^ Dersom du og din Mand engang kommer paa disse Kanter, maa I endelig se indenfor. I vil træffe to Turtelduer, der har lært af Livet II, 349 og forstaaet, at en god Fordøjelse , Nævearbejde og Kærlighed – det er det eneste, der kan gøre Mennesker lykkelige. Alt andet er ^ Forfængelighed og Tossestreger.«

» Mariane Wamberg er 34 Aar og befinder sig med andre Ord i den for Kvinder allerskønneste Alder. Hun er saavel i ydre som i indre Henseende en Engel. Ved Flid og Sparsommelighed har hun og hendes Søster arbejdet sig op helt nedefra, rent ud sagt fra den tjenende Stand, og jeg kan med god Samvittighed sige , at »Sofielyst« er det mest velrekommanderede Pensionat i denne Del af Landet. Selv arbejder jeg i Haven og forresten med alt, hvad der falder for. ^ Dersom du og din Mand engang kommer paa disse Kanter, maa I endelig se indenfor. I vil træffe to Turtelduer, der har lært af Livet og forstaaet, at en god Fordøjelse , Nævearbejde og Kærlighed — det er det eneste, der kan gøre II, 252 Mennesker lykkelige. Alt andet er ^ Forfængelighed og Tossestreger.«

» Mariane Wamberg er 34 Aar og befinder sig med andre Ord i den for Kvinder allerskønneste Alder. Hun er saavel i ydre som i indre Henseende en Engel. Ved Flid og Sparsommelighed har hun og hendes Søster arbejdet sig op helt nedefra, rent ud sagt fra den tjenende Stand, og jeg kan med god Samvittighed sige , at »Sofielyst« er det mest velrekommanderede Pensionat i denne Del af Landet. Selv arbejder jeg i Haven og forresten med alt, hvad der falder for. ^ Dersom du og din Mand engang kommer paa disse Kanter, maa I endelig se indenfor. I vil træffe to Turtelduer, der har lært af Livet og forstaaet, at en god Fordøjelse , Nævearbejde og Kærlighed – det er det eneste, der kan gøre II, 254 Mennesker lykkelige. Alt andet er ^ Forfængelighed og Tossestreger.«

Da Karsten havde læst Brevet, slog han en Latter op og foreslog, at de personlig skulde bringe de nyforlovede deres Lykønskning. Saa fik de med det samme Lejlighed til at gøre en Udflugt.
Skønt Jytte ikke holdt af hans Munterhed, gik hun ind paa Forslaget. Hun var virkelig bleven lidt interesseret. En Dag, da Vejret var godt, tog de afsted. ^ De kørte med Banen til Holbæk og derfra videre ud i Landet i en gammeldags Kalesjevogn med et Par magre Hestespøgelser til Forspand.
Under Køreturen, der gik gennem et højt og bakket Landskab, var Jytte tavs. Den frie Udsigt til Fjorden, Lærkesangen over Markerne, og Landsbyerne med de mange smaa rødkindede Børn gjorde hende alvorlig. Uvilkaarlig havde hun taget Karstens Haand. ^ Hun kunde i denne Tid ikke lade være med at tænke paa, naar hun saae noget 154 smukt, at det maaske var den sidste Sommer, hun oplevede.
Allerede i længere Tid havde hun med Uro og Spænding ventet paa sit Barns første Livstegn, og nu forleden Formiddag studsede hun ved en ejendommelig lille blød Fornemmelse i den venstre Side. Fra det Øjeblik, det gik op for hende, at det var Fostret, der rørte sig i sin Evighedssøvn, var hendes Forhold til det blevet et andet. Hvad der hidtil mere havde sat hendes Tanker end hendes Følelser i Bevægelse, var først nu i al sin Ufattelighed blevet til rigtig Virkelighed for hende. Hun havde et Barn! Dybt i hendes Skød sov et uskyldigt lille Væsen, som nu vaagnede til Liv og allerede kaldte paa hendes Ømhed ...
^ ^ ^ ^ ^ ^ Efter knap en Times Kørsel drejede de bort fra Hovedvejen . Kusken pegede med Pisken paa et rødt Hus noget borte og forklarede, at det var Pensionatet »Sofielyst«. De saae en lille villaagtig Bygning med takkede Gavle, en Dobbelttrappe midt paa Façaden og et Ur over Indgangsdøren. Foran laa en cirkelrund Græsplæne med Flagstang, og paa begge Sider var der en lav, spaantækket Udlænge med et lille Trætaarn midt paa Tagryggen. Det hele lignede et Slotsanlæg for Lilleputter.

Da Karsten havde læst Brevet, brast han i Latter ^ og foreslog, at de personlig skulde bringe de Nyforlovede deres Lykønskning. ^ Skønt Jytte ikke holdt af hans Munterhed, gik hun ind paa Forslaget. Hun var virkelig bleven lidt nysgerrig, og en Dag, da Vejret var godt, tog de afsted.
De kørte med Banen til Holbæk og derfra videre ud i Landet i en gammeldags Hyrevogn med Hesteforspand. De kom gennem flere Landsbyer, og Synet af de mange ^ rødkindede Børn gjorde Jytte tavs. Uvilkaarlig tog hun Karstens Haand.
Hun havde om Morgenen haft et langt Brev fra Meta, som paa sin grundige Maade berettede om sit nye Hjem, sin Mand og sine Børn. Skønt der ogsaa stod en Del deri om Dihmer, havde hun læst det ret flygtigt , og bagefter havde hun gemt det ^ . Det var ikke længer Fortiden, der beskæftigede hende. Det var de kommende Dage, der nu optog alle hendes Tanker. Det var Fremtiden, der ogsaa i disse Øjeblikke bølgede for hendes indre Syn som et sommerligt Landskab i uroligt skiftende Belysning.
Efter en god Times Kørsel drejede de bort fra Hovedlandevejen . Kusken pegede med Pisken paa en villaagtig Bygning noget borte og forklarede, at det var Pensionatet »Sofielyst«.

Da Karsten havde læst Brevet, brast han i Latter ^ og foreslog, at de personlig skulde bringe de Nyforlovede deres Lykønskning. ^ Skønt Jytte ikke holdt af hans Munterhed, gik hun ind paa Forslaget. Hun var virkelig bleven lidt nysgerrig, og en Dag, da Vejret var godt, tog de afsted.
De kørte med Banen til Holbæk og derfra videre ud i Landet i en gammeldags Hyrevogn med Hesteforspand. De kom gennem flere Landsbyer, og Synet af de mange ^ rødkindede Børn gjorde Jytte tavs. Uvilkaarlig tog hun Karstens Haand.
Hun havde om Morgenen haft et langt Brev fra Meta, som paa sin grundige Maade berettede om sit nye Hjem, sin Mand og sine Børn. Skønt der ogsaa stod en Del deri om Dihmer, havde hun læst det ret flygtigt ^ og bagefter ^ gemt det hen . Det var ikke længer Fortiden, der beskæftigede hende. Det var de kommende Dage, der nu optog alle hendes Tanker. Det var Fremtiden, der ogsaa i disse Øjeblikke bølgede for hendes indre Syn som et sommerligt Landskab i uroligt skiftende Belysning.
Efter en god Times Kørsel drejede de bort fra Hovedlandevejen . Kusken pegede med Pisken paa en villaagtig Bygning noget borte og forklarede, at det var Pensionatet »Sofielyst«.

En Mand med opsmøgede Skjorteærmer og en stor Lap paa Buksebagen stod udenfor Indkørslen og 155 savede Brænde. De vilde næsten ikke tro deres Øjne, da de saae, at det var Jægermesteren.
Ved Lyden af Vognen vendte han sig om , og da han genkendte dem, slap han Saven med et Brøl af Glæde.

En Mand med opsmøgede Skjorteærmer og en ^ Lap paa Buksebagen stod udenfor Indkørslen og savede Brænde. II, 350 Ved Lyden af Vognen vendte han sig om . Det var Jægermesteren. Da han genkendte dem, slap han Saven med et Brøl af Glæde.

En Mand med opsmøgede Skjorteærmer og en ^ Lap paa Buksebagen stod udenfor Indkørslen og savede Brænde. Ved Lyden af Vognen vendte han sig om . Det var Jægermesteren. Da han genkendte dem, slap han Saven med et Brøl af Glæde.

»Næh! Er det Jer, Børnlille!« raabte han , idet hans ukonfirmerede Stemme straks slog over i Diskanten . » Det var virkelig pænt af Jer! Kom dog ned! Kom dog ned! Nu skal jeg kalde paa Mariane. Gud, hvor ser du godt ud, Jytte! Kom i mine ^ Arme, Kusine!«

»Næh! Er det Jer, Børnlille!« raabte han med sin ukonfirmerede Stemme ^ . » Det var virkelig pænt af Jer! Kom dog ned! Kom dog ned! Nu skal jeg kalde paa Mariane. Gud, hvor ser du godt ud, Jytte! Kom i mine svedige Arme, Kusine!«

»Næh! Er det Jer, Børnlille!« raabte han med sin ukonfirmerede Stemme ^ . » Det var virkelig pænt af Jer! Kom dog ned! Kom dog ned! Nu skal jeg kalde paa Mariane. Gud, hvor du ser godt ud, Jytte! Kom i mine svedige Arme, Kusine!«

Uden mindste Forlegenhed hverken paa Grund af sin Paaklædning, sit ubarberede Ansigt eller sin hele reducerede Tilværelse hjalp han dem ned af Vognen og førte dem ind.
For at komme til hans Værelse maatte de gennem Køkkengangen, der var mørk som en Kælder.
» Fald ikke over Gulvspanden, Jytte,« varskoede han. » Nu er vi der straks.«
Inde i sin Stue gjorde han dog udtrykkeligt opmærksom paa, at alle Møblerne var hans egne. Der var foruden Sengen et lille Vaskebord, et Klædeskab, et Par Stole og et Klapbord. Saa meget havde han tilbage af Storeholts Rigdomme.
» Men kom nu her og se min Udsigt ,« sagde han efter at have taget en gammel graa Frakke paa, hvis lange Skøder dækkede over den lappede Buksebag. 156 » Er her ikke herligt? Det Syn nedover Bakken der til Skoven – jeg solgte det ikke for en Million. Naar jeg sidder her ved Vinduet om Eftermiddagen og ryger en Pibe, føler jeg mig efter Omstændighederne fuldkommen tilfreds. Jeg beklager mig hellerikke . Naturligvis er det ikke netop morsomt for en Mand med min Fortid at blive erklæret for uhelbredelig blødhjernet . I har vel set det ? Det har staaet i alle Bladene. Med fuldt Navn og Titel og det hele. Men hvad skulde jeg gøre? Jeg havde jo lavet Skandale. Der forelaa jo desuden en Lægeerklæring. Og som det hedder hos de Gamle: Mod Videnskaben kæmper selv Guderne forgæves! – Men hvor bliver Mariane af!«

Uden at vise mindste Forlegenhed hverken paa Grund af sin Paaklædning, sit ubarberede Ansigt eller sin hele reducerede Tilværelse hjalp han dem ned af Vognen og førte dem ind.
Inde i sin Stue, der laa bag ved Køkkengangen, ^ gjorde han ^ udtrykkeligt opmærksom paa, at alle Møblerne var hans egne. Der var foruden Sengen et lille Vaskebord, et Klædeskab, et Par Stole og et Klapbord. Det var alt, hvad han havde tilbage af Storeholts Herligheder.
» Kom nu her og se min Udsigt !« sagde han efter at have taget en ^ Frakke paa, der dækkede over den lappede Buksebag. » Er her ikke herligt? Det Syn nedover Bakken ^ til Skoven – jeg solgte det ikke for en Million. Naar jeg sidder her ved Vinduet om Eftermiddagen og ryger en Pibe, føler jeg mig ^ fuldkommen tilfreds. Jeg beklager mig absolut ikke . Naturligvis var det ikke ^ morsomt for en Mand med min Fortid at blive erklæret for uhelbredelig Idiot . I har vel set det ? Det har staaet i alle Bladene. Med fuldt Navn og Titel og det hele. Men hvad skulde jeg gøre? Jeg havde jo lavet Skandale. Der forelaa jo desuden en Lægeerklæring. Og som det hedder hos de II, 351 Gamle: Mod Videnskaben kæmper selv Guderne forgæves! – Men hvor bliver Mariane af!«

Uden at vise mindste Forlegenhed hverken paa Grund af sin Paaklædning, sit ubarberede Ansigt eller sin hele reducerede Tilværelse hjalp han dem ned af Vognen og førte dem ind.
Inde i sin Stue, der laa bag ved Køkkengangen, ^ gjorde han ^ udtrykkeligt opmærksom paa, at alle Møblerne var hans egne. Der var foruden Sengen et lille Vaskebord, et Klædeskab, et Par II, 253 Stole og et Klapbord. Det var alt, hvad han havde tilbage af Storeholts Herligheder.
» Kom nu her og se min Udsigt !« sagde han efter at have taget en ^ Frakke paa, der dækkede over den lappede Buksebag. » Er her ikke herligt? Det Syn nedover Bakken ^ til Skoven — jeg solgte det ikke for en Million. Naar jeg sidder her ved Vinduet om Eftermiddagen og ryger en Pibe, føler jeg mig ^ fuldkommen tilfreds. Jeg beklager mig absolut ikke . Naturligvis var det ikke ^ morsomt for en Mand med min Fortid at blive erklæret for uhelbredelig Idiot . I har vel set det . Det har staaet i alle Bladene. Med fuldt Navn og Titel og det hele. Men hvad skulde jeg gøre? Jeg havde jo lavet Skandale. Der forelaa jo desuden en Lægeerklæring. Og som det hedder hos de Gamle: Mod Videnskaben kæmper selv Guderne forgæves! — Men hvor bliver Mariane af!«

Uden at vise mindste Forlegenhed hverken paa Grund af sin Paaklædning, sit ubarberede Ansigt eller sin hele reducerede Tilværelse hjalp han dem ned af Vognen og førte dem ind.
Inde i sin Stue, der laa bag ved Køkkengangen, ^ gjorde han ^ udtrykkeligt opmærksom paa, at alle Møblerne var hans egne. Der var foruden Sengen et lille Vaskebord, et Klædeskab, et Par II, 255 Stole og et Klapbord. Det var alt, hvad han havde tilbage af Storeholts Herligheder.
» Kom nu her og se min Udsigt !« sagde han efter at have taget en ^ Frakke paa, der dækkede over den lappede Buksebag. » Er her ikke herligt? Det Syn nedover Bakken ^ til Skoven – jeg solgte det ikke for en Million. Naar jeg sidder her ved Vinduet om Eftermiddagen og ryger en Pibe, føler jeg mig ^ fuldkommen tilfreds. Jeg beklager mig absolut ikke . Naturligvis var det ikke ^ morsomt for en Mand med min Fortid at blive erklæret for uhelbredelig Idiot . I har vel set det . Det har staaet i alle Bladene. Med fuldt Navn og Titel og det hele. Men hvad skulde jeg gøre? Jeg havde jo lavet Skandale. Der forelaa jo desuden en Lægeerklæring. Og som det hedder hos de Gamle: Mod Videnskaben kæmper selv Guderne forgæves! – Men hvor bliver Mariane af!«

Han gik ^ til Døren og raabte ud til Køkkenet :

Han gik hen til Døren og raabte ud ^ :

» Misse dog! Hvor bliver du af? Vi tørster efter at skue dit Aasyn!«

Saasnart han vendte Ryggen til, havde Karsten og Jytte tilkastet hinanden et ^ Blik. Men da Karsten skar en komisk Grimace, rynkede Jytte Brynene.

Saasnart han vendte Ryggen til, sendte Karsten og Jytte ^ hinanden et langt Blik. Men da Karsten skar en komisk Grimace, rynkede Jytte Brynene.

En lille brunlokket Dame med kønne og livlige Øjne viste sig i Døren. Hun blev en Tid staaende derhenne, mens hun med smilende Forlegenhed strøg sig nedover Forklædet. Endelig dristede hun sig til at gaa ind. Jægermesteren forestillede, og med et morsomt lille Buk modtog hun Jyttes og Karstens Lykønskninger.

157 Et Par Minutter senere ^ ^ trak hun sig allerede tilbage med et nyt lille Buk , efter at hun havde indbudt de Fremmede til en Kop Kaffe i Haven sammen med Pensionærerne .

Efter et Par Minutters Ophold, hvorunder hun havde indbudt de Fremmede til en Kop Kaffe i Haven sammen med Pensionærerne, trak hun sig ^ tilbage med et nyt lille Buk ^ .

Efter et Par Minutters Ophold, hvorunder hun indbød de Fremmede til en Kop Kaffe i Haven sammen med Pensionærerne, trak hun sig ^ tilbage med et nyt lille Buk ^ .

»Naa?« udbrød Jægermesteren. » Hvad siger I saa? Er hun ikke sød? Vilhelmine er det naturligvis ikke; men jeg har saavist ingen Grund til at fortryde Byttet. Vi er allerede som en lille Familje og arbejder udmærket sammen. Min Svigerinde tager sig mest af den indre Husførelse, og Mariane har Køkkenet under sig. For Øjeblikket har vi fjorten Pensionærer, og de roser allesammen hendes Smag og siger, at man ingen Steder faar saa vel tillavet Mad i Forhold til Prisen. – Men Vilhelmine er det naturligvis ikke.«

»Naa?« udbrød Jægermesteren. » Hvad siger I saa? Er hun ikke sød? Vilhelmine er det naturligvis ikke; men jeg har skam ingen Grund til at fortryde Byttet. Vi er allerede som en lille Familje og arbejder udmærket sammen. Min Svigerinde tager sig mest af den indre Husførelse, og Mariane har Køkkenet under sig. For Øjeblikket har vi fjorten Pensionærer, og de roser allesammen hendes Mad og siger, at man ingen Steder faar saa vel tillavet Kost i Forhold til Prisen. – Men Vilhelmine er det naturligvis ikke.«

»Naa?« udbrød Jægermesteren. » Hvad siger I saa? Er hun ikke sød? Vilhelmine er det naturligvis ikke; men jeg har skam ingen Grund til at fortryde Byttet. Vi er allerede som en lille Familje og arbejder udmærket sammen. Min Svigerinde tager sig mest af den indre Husførelse, og Mariane har Køkkenet under sig. For Øjeblikket har vi fjorten Pensionærer, og de roser allesammen hendes Mad og siger, at man ingen Steder faar saa II, 254 vel tillavet Kost i Forhold til Prisen. – Men Vilhelmine er det naturligvis ikke.«

»Naa?« udbrød Jægermesteren. » Hvad siger I saa? Er hun ikke sød? Vilhelmine er det naturligvis ikke; men jeg har skam ingen Grund til at fortryde Byttet. Vi er allerede som en lille Familje og arbejder udmærket sammen. Min Svigerinde tager sig mest af den indre Husførelse, og Mariane har Køkkenet under sig. For Øjeblikket har vi fjorten Pensionærer, og de roser II, 256 allesammen hendes Mad og siger, at man ingen Steder faar saa vel tillavet Kost i Forhold til Prisen. – Men Vilhelmine er det naturligvis ikke.«

De sidste Ord faldt ham lidt modløst ud af Munden, idet han et Øjeblik blev borte i sine skjulte Tanker. Derpaa aabnede han Døren for at ledsage sine Gæster ud i Haven, ^ men pludselig lukkede han den til igen og sagde med sænket Stemme:

Han aabnede Døren for at ledsage sine Gæster ud i II, 352 Haven; men pludselig lukkede han den ^ igen og sagde med sænket Stemme:

Han aabnede Døren for at ledsage sine Gæster ud i Haven; men pludselig lukkede han den ^ igen og sagde med sænket Stemme:

» I har vel nok set, at det alligevel blev Vilhelmine, der kom til at præsidere ved Vifteudstillingens Aabning og ogsaa var den , der tog mod Dronningen . Men jeg tænkte det nok . Hvad den Dame vil, det sætter hun igennem enten paa den ene eller den anden Maade. Og I kan tro, hun har taget sig storartet ud . Det stod der ogsaa i Bladene. Et kanelbrunt 158 Crépon-Kostyme fra Wundt & Svendsen. Og nu er min forhenværende Svigerfar død og har testamenteret Missionen hundrede Tusinde. Jeg siger velbekomme!«

» I har vel nok set, at det alligevel blev Vilhelmine, der kom til at præsidere ved Vifteudstillingens Aabning , og at det ogsaa var hende , der tog mod Dronningen ? Men jeg tænkte det nok ! Hvad den Dame vil, det sætter hun igennem enten paa den ene eller den anden Maade. Og I kan tro, hun har taget sig storartet ud ! Det stod der ogsaa i Bladene. Et kanelbrunt Crépon-Kostyme fra Wundt & Svendsen. Og nu er min forhenværende Svigerfar død og har testamenteret Missionen hundrede Tusinde. Jeg siger velbekomme!«

Han aabnede atter Døren, og idet han bad Jytte gaa foran, brystede han sig med den samme Grandseignør-Mine, hvormed han i tidligere Tid førte sine Gæster ind til Storeholts Herligheder.
Ude i Haven sad Pensionærerne allerede bænkede om Kaffebordet og ventede. Henover den ene Bordende ludede Selskabets Alderspræsident, en forhenværende Provinskøbmand, der ligesom Jægermesteren – og af lignende Aarsager som han – hørte til » Sofielyst«s faste Pensionærer, mens de øvrige ^ fortrinsvis var yngre Mennesker, der tilbragte deres Ferie der.
Karstens bekendte Kunstnernavn, der netop var fløjet Landet over i Anledning af Enslev-Konkurrencen, vakte Spænding. Ogsaa Jytte interesserede, efter at man havde faaet at vide, at hun var en Datter af Minister Abildgaard.

^ Ude i Haven sad Pensionærerne allerede bænkede om Kaffebordet . For Bordenden præsiderede en forhenværende Provinskøbmand, der ligesom Jægermesteren – og af lignende Aarsager som han – hørte til de faste Pensionærer. De øvrige var fortrinsvis ^ yngre Mennesker, der tilbragte deres Ferie her. Karstens ^ Kunstnernavn, som netop var fløjet Landet over , havde vakt Spænding. Ogsaa Jytte interesserede, efter at man havde faaet at vide, at hun var en Datter af Minister Abildgaard.

^ Ude i Haven sad Pensionærerne allerede bænkede om Kaffebordet . For Bordenden præsiderede en forhenværende Provinskøbmand, der ligesom Jægermesteren — og af lignende Aarsager som han — hørte til de faste Pensionærer. De øvrige var fortrinsvis ^ yngre Mennesker, der tilbragte deres Ferie her. Karstens ^ Kunstnernavn, som netop var fløjet Landet over , havde vakt Spænding. Ogsaa Jytte interesserede, efter at man havde faaet at vide, at hun var en Datter af Minister Abildgaard.

Den ældre Frøken Wamberg modtog Gæsterne med megen Anstand og foretog Præsentationen. Hun var en i alle Ender svulmende Dame, der mindede om sin Søster ^ som et Hvidkaalshoved om en Rose.

Den ældre Frøken Wamberg modtog Gæsterne med megen Anstand og foretog Præsentationen. Hun var en ^ svulmende Dame, der mindede om sin Søster paa samme Maade som et Hvidkaalshoved om en Rose.

I Begyndelsen var der ^ Tavshed, nysgerrig Udspejden og provinsiel Forlegenhed . Indtil ^ en bredrygget 159 københavnsk Kommunelærerinde, der var vant til at være Underholdningens humoristiske Midtpunkt og derfor følte sig krænket af al denne respektfulde Højtidelighed , tog Cigaren af Munden og sagde:

I Begyndelsen var der højtidelig Tavshed, nysgerrig Udspejden og provinsiel Forlegenhed – indtil en bredrygget københavnsk Kommunelærerinde, der var vant til II, 353 at være Underholdningens humoristiske Midtpunkt ^ , tog Cigaren af Munden og sagde:

I Begyndelsen var der højtidelig Tavshed, nysgerrig Udspejden og provinsiel Forlegenhed — indtil en bredrygget københavnsk Kommunelærerinde, der var vant til at være Underholdningens humoristiske Midtpunkt ^ , tog Cigaren af Munden og sagde:

I Begyndelsen var der højtidelig Tavshed, nysgerrig Udspejden og provinsiel Forlegenhed – indtil en bredrygget københavnsk Kommunelærerinde, der var vant til at være Underholdningens humoristiske Midtpunkt ^ , tog Cigaren af Munden og sagde:

»Aa, Hr. Johansen! Vær saa skeløjet og la’ Sukkeret rykke denne Vej!«

^ Latteren skyllede henover Bordet. Det var, som om den bare havde ventet paa Signalet, og de Fremmede var snart glemt.

Det var en Træffer. Højtideligheden eksploderede, og Latteren skyllede henover Bordet. ^

Som det er Tilfældet i de fleste Sommerpensionater , havde Feriestemningen hos de unge slaaet sig løs i forskellige lystige Paafund. Blandt andet havde man faaet det Indfald at bytte Navne, og for at forhøje Morskaben havde man givet Damerne Herrernes Navne og omvendt. Den »Hr. Johansen«, som den humoristiske Kommunelærerinde havde henvendt sig til , var i Virkeligheden en ung, blond Dame, ikke det mindste skeløjet, men tværtimod af stor Skønhed.

Som ^ i de fleste Sommerpensionater ^ havde Feriestemningen hos de unge givet sig Udslag i forskellige lystige Paafund. Saaledes havde man fundet paa at bytte Navne, og for at forhøje Morskaben havde man givet Damerne Herrernes Navne og omvendt. Den »Hr. Johansen«, som Kommunelærerinden havde tiltalt , var i Virkeligheden en ung, sølvblond Dame, ikke det mindste skeløjet, men tværtimod af sjælden Skønhed.

Som ^ i de fleste Sommerpensionater ^ havde Feriestemningen II, 255 hos de unge givet sig Udslag i forskellige lystige Paafund. Saaledes havde man fundet paa at bytte Navne, og for at forhøje Morskaben havde man givet Damerne Herrernes Navne og omvendt. Den »Hr. Johansen«, som Kommunelærerinden havde tiltalt , var i Virkeligheden en ung, sølvblond Dame, ikke det mindste skeløjet, men tværtimod af sjælden Skønhed.

II, 257 Som ^ i de fleste Sommerpensionater ^ havde Feriestemningen hos de Unge givet sig Udslag i forskellige lystige Paafund. Saaledes havde man fundet paa at bytte Navne, og for at forhøje Morskaben havde man givet Damerne Herrernes Navne og omvendt. Den »Hr. Johansen«, som Kommunelærerinden havde tiltalt , var i Virkeligheden en ung, sølvblond Dame, ikke det mindste skeløjet, men tværtimod af sjælden Skønhed.

Jytte blev ganske ør af dette Frimureri. Den hele overgivne Sorgløshed stod i en saa skærende Modsætning til hendes egen Sindsstemning, at den fortumlede hende. Hun bøjede sig ind mod Karsten og hviskede:
» Vi maa se at komme bort.«
I det samme lød ^ et Raab fra den nederste Bordende, hvor særlig de yngste havde Plads. ^

Pludselig lød der et Raab fra den nederste Bordende, hvor særlig de yngste havde Plads. Alle sprang op og gav sig til at puste ud i Luften af alle Kræfter.

» Et Frierbrev! ... Et Frierbrev!«

160 Et Blomsterdun var kommen sejlende gennem Luften ind over Bordet, og dette Skæbnens Sendebud , som det galdt ^ om at holde sig fra Livet, dersom man ikke vilde mistænkes for at være hemmelig forlovet, fik dem alle til at springe op og puste af alle Kræfter.
Det var let at se, at alle Herrerne med Forkærlighed søgte at blæse Dunet over paa den unge, blonde Dame, der kaldtes Hr. Johansen, men hvis virkelige Navn var Frøken Sølling. Hun værgede sig tappert , blev helt kokliko i Hovedet af ^ Anstrengelse , mens hun langsomt retirerede bort fra Bordet med hele Sværmen efter sig . Tilsidst flygtede hun ud over Græsplænen , hvor de Sammensvorne fortsatte Forfølgelsen .

Et Blomsterdun var kommen sejlende gennem Luften ind over Bordet, og dette Skæbnens Sendebud ^ galdt det om at holde sig fra Livet, dersom man ikke vilde mistænkes for at være hemmelig forelsket. Hele Selskabet sammensvor sig tydeligt mod »Hr. Johansen«. Særlig var alle Herrerne ivrige for at blæse Dunet over paa hende. Hun værgede sig tappert og blev ^ kokliko i Hovedet af Forlegenhed og Anstrengelse ^ . Tilsidst flygtede hun ud over Græsplænen med hele Sværmen efter sig .

Et Blomsterdun var kommen sejlende gennem Luften ind over Bordet, og det Skæbnens Sendebud ^ galdt det om at holde sig fra Livet, dersom man ikke vilde mistænkes for at være hemmelig forelsket. Hele Selskabet sammensvor sig tydeligt mod »Hr. Johansen«. Særlig var alle Herrerne ivrige for at blæse Dunet over paa hende. Hun værgede sig tappert og blev ^ kokliko i Hovedet af Forlegenhed og Anstrengelse ^ . Tilsidst flygtede hun ud over Græsplænen med hele Sværmen efter sig .

Den fallerede Provinskøbmand og Jægermesteren, der sad med sin Mariane omkring Livet, morede sig, saa deres Skuldre hoppede ^ . Ogsaa Karsten var en interesseret Tilskuer. Han havde øjeblikkelig lagt Mærke til Frøken Sølling mellem de øvrige Damer, og idet han nu med Øjnene fulgte hendes slanke Skikkelse i Slagtummelen, blev han mistænkelig lang i Ryggen og mistede Farven.
Jytte, der af Høflighed ogsaa fulgte Dysten, mærkede af den Grund ikke noget. Men da de unge var faldet til Ro, efter at Dunet pludselig var blevet borte for dem, hviskede hun igen:
161 » Nu maa vi afsted , Karsten!«

Den fallerede Provinskøbmand og Jægermesteren, der sad med sin Mariane om Livet, opmuntrede Forfølgerne II, 354 med lystige Tilraab . Ogsaa Karsten var en interesseret Tilskuer. Han havde straks lagt Mærke til den smukke unge Dame og blev mistænkelig lang i Ryggen nu, mens han med Øjnene fulgte hendes slanke Skikkelse i Slagtummelen.
» Lad os komme af sted , Karsten!« hviskede Jytte, der i Forvejen havde følt sig forstemt af den støjende Munterhed. » Jeg befinder mig ikke vel.«

Den fallerede Provinskøbmand og Jægermesteren, der sad med sin Mariane om Livet, opmuntrede Forfølgerne med lystige Tilraab . Ogsaa Karsten var en interesseret Tilskuer. Han havde straks lagt Mærke til den smukke unge Dame og blev mistænkelig lang i Ryggen nu, mens han med Øjnene fulgte hendes slanke Skikkelse i Slagtummelen.
» Lad os komme afsted , Karsten!« hviskede Jytte, der i Forvejen havde følt sig forstemt af den støjende Munterhed. » Jeg befinder mig ikke vel.«

Et Kvarterstid efter befandt de sig paa Hjemvejen.

Et Kvarterstid efter var de paa Hjemvejen.

Ligesom paa Udturen sad Jytte ^ i sine egne Tanker, mens Karsten nervøst røg den ene Cigaret efter den anden og lod Munden løbe . Forinden Bortkørslen , mens de to Søstre Wamberg viste Jytte rundt i Hus og Have, havde han vekslet et Par Ord med den smukke Frøken Sølling og derved forskaffet sig den Oplysning ^ , at hun boede i København , hvor hun var Gymnastiklærerinde i et af de store Pigeinstituter.

Ligesom paa Udturen sad Jytte mest i sine egne Tanker, mens Karsten nervøst røg den ene Cigaret efter den anden ^ . Forinden Bortkørslen fra »Sofielyst«, da Jytte et Øjeblik blev ført bort af Søstrene Wamberg , der absolut vilde vise hende rundt i Hus og Have, havde han haft Lejlighed til at veksle nogle Ord med den unge »Hr. Johansen«, hvis virkelige Navn var Frøken Sølling. Han havde faaet at vide , at hun boede i København og var Gymnastiklærerinde i et af de store Pigeinstituter.

Ligesom paa Udturen sad Jytte mest i sine egne Tanker, mens Karsten nervøst røg den ene Cigaret efter den anden ^ . Forinden Bortkørslen fra »Sofielyst«, da Jytte et Øjeblik blev ført bort af Søstrene Wamberg , der absolut vilde vise hende rundt i Hus og Have, havde han haft Lejlighed til at veksle nogle Ord med den unge »Hr. Johansen«, hvis virkelige Navn var Frøken Sølling. II, 258 Han havde faaet at vide , at hun boede i København og var Gymnastiklærerinde i et af de store Pigeinstituter.

» Din Fætter behøver vi da ikke at nære Bekymringer for« – sagde han, da de havde kørt et Stykke Vej. » ^ Det var jo virkelig en Idiot-Idyl ... Han svedte formelig af Velvære .«

» Din Fætter behøver vi da ikke ^ være bekymret for,« sagde han, da de havde kørt et Stykke Vej. » Han er sikkert kommen paa sin rette Hylde. Det var jo virkelig en Idiot-Idyl ^ .«

II, 256 » Din Fætter behøver vi da ikke at være bekymret for,« sagde han, da de havde kørt et Stykke Vej. » Han er sikkert kommen paa sin rette Hylde. Det var jo virkelig en Idiot-Idyl ^ .«

» Din Fætter behøver vi da ikke at være bekymret for,« sagde han, da de havde kørt et Stykke Vej. » Han er sikkert kommen paa sin rette Hylde. Hvilken Idiot-Idyl !« ^

»Ja, han er en lykkelig Natur,« svarede Jytte; men hun tænkte paa Meta og hendes Brev, der stadig spøgede hende i Hovedet . Hun saae hende atter sidde derovre i Haven og tale roligt og fornuftigt med Dihmer . Og aldrig havde hun som i dette Øjeblik følt, hvor fremmede de begge var bleven hende. Hun ejede ikke Metas lykkelige Enfoldighed, ikke hans overjordiske Mandssind. » Derfra disse Taarer.«

^ ^

»Ja, der er endnu lykkelige Naturer til,« sagde Jytte, der igen tænkte paa Meta og hendes Børn . Hun saae Veninden sidde derovre i sin Have sammen med Dihmer , som aabenbart ogsaa nu var falden til Ro og følte sig tilfreds. Meta havde skrevet om en stor Midsommerfest, hvortil han havde indbudt alle Godsets Beboere, og hvor der var bleven danset lystigt paa Engene lige til den sollyse II, 355 Morgen. Hun forstod det ikke. Men det var godt, at hun for Fremtiden kunde tænke paa ham uden Samvittighedsnag.
XI .

»Ja, der er endnu lykkelige Naturer til,« sagde Jytte, der igen tænkte paa Meta og hendes Børn . Hun saae Veninden sidde derovre i sin Have sammen med Dihmer , som aabenbart ogsaa nu var falden til Ro og følte sig tilfreds. Meta havde skrevet om en stor Midsommerfest, hvortil han havde indbudt alle Godsets Beboere, og hvor der var bleven danset lystigt paa Engene lige til den sollyse Morgen. Hun forstod det ikke. Men det var godt, at hun for Fremtiden kunde tænke paa ham uden Samvittighedsnag.
XI

⇕ Favsingholm V, 2.4

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

162 D a Jytte nogle Dage efter saae ind til sin Mor, fandt hun hende igen i Sengen. Hun saae daarlig ud , og hendes hele Tilstand gjorde hende ængstelig. Armene laa saa afmægtigt henstrakte paa Tæppet, og hun viste en underlig sløv Ligegyldighed for alt, hvad Jytte fandt paa at fortælle for at oplive hende. Derimod gav hun sig pludselig ^ uden Anledning til at tale om hendes Far og Brødre.

Da Jytte nogle Dage efter kom ind til sin Mor, fandt hun hende igen i Sengen. Moderen saae daarlig ud og viste en underlig ^ Ligegyldighed for alt, hvad Jytte fandt paa at fortælle for at oplive hende. Derimod gav hun sig pludselig og uden Anledning til at tale om hendes Far og Brødre.

» Hvor tror du, de nu færdes?« spurgte hun.

Inde i Kabinettet, hvor Moderen ikke kunde høre hende, ringede Jytte bagefter Asmus Hagen op.

Inde i Kabinettet, hvor Moderen ikke kunde høre hende, ringede Jytte ^ Asmus Hagen op.

Asmus vidste godt, at hans Tante havde Kræft , og at Tilstanden var haabløs; men som de fleste Læger betragtede han sine Patienter og deres Paarørende som umyndige Børn, der skulde holdes hen med Snak, naar de gjorde alvorlige Spørgsmaal. Da Jytte sagde til ham, at han virkelig maatte gøre noget ^ for at faa Moderen rask, forsikrede han, at der ikke var nogen Grund til Ængstelse.

Asmus vidste godt, at hans Tante havde Kræft ^ og at Tilstanden var haabløs; men som de fleste Læger betragtede han sine Patienter og deres Paarørende som umyndige Børn, der maatte holdes hen med Snak, naar de gjorde alvorlige Spørgsmaal. Da Jytte sagde til ham, at det virkelig var nødvendigt at gøre noget ordenligt for at faa Moderen rask, forsikrede han, at der ikke var nogen Grund til Ængstelse.

Asmus vidste godt, at hans Tante havde Kræft , og at Tilstanden var haabløs; men som de fleste Læger betragtede han sine Patienter og deres Paarørende som umyndige Børn, der maatte holdes hen med Snak, naar de gjorde alvorlige Spørgsmaal. Da Jytte sagde til ham, at det virkelig var nødvendigt at gøre noget ordenligt for at faa Moderen rask, forsikrede han, at der ikke var nogen Grund til Ængstelse.

Asmus vidste godt, at hans Tante havde Kræft , og at Tilstanden var haabløs; men som de fleste Læger betragtede han sine Patienter og deres Paarørende som umyndige Børn, der maatte holdes hen med Snak, naar de gjorde alvorlige Spørgsmaal. Da Jytte sagde til ham, at det virkelig var nødvendigt at gøre noget ordenlig for at faa Moderen rask, forsikrede han, at der ikke var nogen Grund til Ængstelse.

Men Jytte var bleven opskræmt, og den næste Dag tog hun til Byen allerede om Formiddagen for at høre, hvordan Natten var gaaet.

Til hendes Overraskelse blev hun modtaget af Pigen ^ med den Besked, at hun i Øjeblikket vist ikke kunde gaa ind til Moderen , da Præsten var derinde.

Til hendes Forundring modtog Pigen hende med den Besked, at hun ^ ikke kunde gaa ind i Sovekammeret , da Præsten var derinde.

II, 259 Til hendes Forundring modtog Pigen hende med den Besked, at hun ^ ikke kunde gaa ind i Sovekammeret , da Præsten var derinde.

»Præsten?«

II, 356 »Præsten?«

II, 257 »Præsten?«

»Præsten?«

163 »Ja, han kommer her i denne Tid hver Formiddag . Og Fruen har sagt, at hun ikke vil forstyrres, saa længe Præsten er her.«

»Ja, han kommer her i denne Tid hver Formiddag , og Fruen har sagt, at hun ikke vil forstyrres, saa længe Præsten er her.«

» Ja ja, saa kommer jeg igen om lidt. Jeg har ogsaa et Par Ærinder at besørge,« sagde Jytte og vilde til at gaa, da pludselig en ond Anelse slog ned i hende.

» Ja ja, saa kommer jeg igen om lidt. Jeg har ogsaa et Par Ærinder at besørge,« sagde Jytte og vilde ^ gaa, da pludselig en ond Anelse slog ned i hende.

» Ja ja, saa kommer jeg igen om lidt. Jeg har ogsaa et Par Ærender at besørge,« sagde Jytte og vilde ^ gaa, da pludselig en ond Anelse slog ned i hende.

» Hvad er det for en Præst?« spurgte hun. » Veed De, hvad han hedder?«

»Ja, det er Pastor Gaardbo.«

» Hvor længe plejer han at være her?«

» Det er saa forskelligt.«

» Er det længe ^ siden han kom?«

» Er det længe , siden han kom?«

» En halv Timestid.«

» Saa vil jeg ^ hellere vente,« sagde Jytte og gik ind.

» Saa vil jeg alligevel hellere vente,« sagde hun og gik ind.

Af den Mand vilde hun ikke lade sig fordrive! Maaske havde han ovenikøbet hørt hende; og han skulde dog ikke gerne tro, at hun undgik ham af nogen Art Frygt.

Hun satte sig ind i Dagligstuen og tog en Avis. Døren til Moderens Soveværelse var lukket; men hun kunde tydeligt høre ham tale derinde.

Engang i Foraaret, kort efter sin Hjemkomst fra Bryllupsrejsen, havde hun igen truffet ham i Bredgade-Sporvognen; og ligesom sidst havde han siddet og stirret mørkt paa hende fra den anden Ende af Vognen uden at hilse. Det var hende nu en Tilfredsstillelse 164 at tænke paa, at Situationen denne Gang vilde tvinge ham til i det mindste at være høflig.

Engang i Foraaret, kort efter sin Hjemkomst fra Bryllupsrejsen, havde hun igen truffet ham i Bredgade-Sporvognen; og ligesom sidst havde han siddet og stirret mørkt paa hende fra den anden Ende af Vognen uden at hilse. Det var hende nu en Tilfredsstillelse at tænke paa, at Situationen denne Gang vilde tvinge ham til i det mindste at være høflig.

Meta havde en Dag forinden sin Bortrejse fortalt hende, hvad hun og hendes Mand havde oplevet med ham den sidste Tid i Jerve. Den Formodning, hun selv havde haft om den sande Aarsag til hans Kærestes Død, havde hun ved samme Lejlighed faaet bekræftet. Og det var denne Mand, der nu havde gjort sig til Herre her i Huset! Som kastede en ond Skygge over dets Fortid, selv over hendes Fars Minde!
Men hun havde ingen Ret til at gøre Moderen Bebrejdelser. Saa ufatteligt det var, saa havde hun dog selv engang i en nedtrykt Stemning været nær ved at lade sig forvirre af denne stoltserende Landsby-Apostel.
Efter en kort Ventetid gik Døren til Sovekammeret op, og Johannes Gaardbo traadte stille ind .

II, 357 Efter en kort Ventetid gik Døren til Sovekammeret op, og Johannes Gaardbo traadte ud derfra .

Efter en kort Ventetid gik Døren til Sovekamret op, og Johannes Gaardbo traadte ud derfra .

Der fløj en let Rødme op i hans Kinder, da han saae hende. Men han syntes iøvrigt ^ ikke særlig overrasket. Han havde aabenbart været forberedt paa, at de engang vilde mødes her.

Hun saae, at der fløj en let Rødme op i hans Kinder, da han opdagede hende. Men ^ iøvrigt syntes han ikke ^ overrasket. Han havde aabenbart været forberedt paa, at de engang vilde mødes her.

Han standsede og hilste. Nærmede sig derpaa et Par Skridt og sagde:

Han standsede og hilste. Nærmede sig ^ et Par Skridt og sagde:

II, 260 Han standsede og hilste. Nærmede sig ^ et Par Skridt og sagde:

» Jeg synes, Deres Mor idag har det bedre ^ . Med Guds Hjælp vil hun nok snart komme paa Fode igen.«

» Jeg synes, Deres Mor ^ har det bedre idag . Med Guds Hjælp vil hun nok snart komme paa Fode igen.«

165 Jytte svarede blot med en Hovedbøjning . Hvorefter han atter bukkede og gik bort.

Jytte svarede blot med en Hovedbøjning , hvorefter han atter bukkede og gik bort.

II, 258 Jytte svarede blot med en Hovedbøjning , hvorefter han atter bukkede og gik bort.

Jytte svarede blot med en Hovedbøjning , hvorefter han atter bukkede og gik bort.

Jytte sad tilbage med en usikker Fornemmelse . Hans Væsen havde afvæbnet hende. Hvad var Hensigten med denne forandrede ^ Holdning ? Det havde jo næsten set ud, som om han havde ventet en Indbydelse til at tage Plads. Hvad pønsede han paa ? Var det ikke Gengældelse nok, at han havde taget hendes Mor fra hende ? Trods hans Mine troede hun ikke paa hans Tilgivelse. Den Mand kunde sikkert ikke glemme . Han vilde ikke hvile, før han paa en eller anden Maade havde ydmyget hende .

Jytte sad tilbage med en usikker Fornemmelse paa Grund af hans forandrede Væsen. Der havde været noget forlegent i hans Holdning . Det havde desuden set ud, som om han ventede, at hun skulde bede ham tage Plads. Hvad pønsede han paa ^ ? Trods hans Mine troede hun ikke paa hans Tilgivelse. Den Mand kunde vistnok ikke glemme ^ .

Da hun kom ind i Sovekammeret, laa Moderen med Haanden under Hagen, som om hun sov. Først da Jytte næsten havde naaet ^ Sengen, slog hun Øjnene op.

Da hun kom ind i Sovekammeret, laa Moderen med Haanden under Hagen, som om hun sov. Først da Jytte næsten var naaet hen til Sengen, slog hun Øjnene op.

» Er det dig?« sagde hun svagt og saae paa hende som fra det fjerne .

» Et det dig?« sagde hun svagt og saae paa hende som fra det Fjerne .

» Er det dig?« sagde hun svagt og saae paa hende som fra det Fjerne .

Jytte satte sig paa Sengekanten; men hun mærkede, at der var en Verden mellem deres Tanker, og Samtalen gik snart i Staa . –

Jytte satte sig paa Sengekanten; men ^ der var en Verden mellem deres Tanker, og Samtalen gik hurtigt istaa . –

Jytte satte sig paa Sengekanten; men ^ der var en Verden mellem deres Tanker, og Samtalen gik hurtigt istaa . —

Jytte satte sig paa Sengekanten; men ^ der var en Verden mellem deres Tanker, og Samtalen gik hurtigt istaa . –

For at undgaa nye Sammentræf med Pastor Gaardbo gentog hun ikke sine Besøg om Formiddagen ; og da Moderens Tilstand i den følgende Tid syntes at bedre sig, mens hun selv paa forskellig Maade begyndte at føle sig stærkt besværet, indskrænkede hun overhovedet sine Rejser til Byen.

For at undgaa nye Sammentræf med Pastor Gaardbo gentog Jytte ikke sit Formiddagsbesøg ; og da Moderens II, 358 Tilstand i den følgende Tid syntes at bedre sig, mens hun selv paa forskellig Maade begyndte at føle sig stærkt besværet, indskrænkede hun overhovedet sine Rejser til Byen.

For at undgaa nye Sammentræf med Pastor Gaardbo gentog Jytte ikke sit Formiddagsbesøg ; og da Moderens Tilstand i den følgende Tid syntes at bedre sig, mens hun selv paa forskellig Maade begyndte at føle sig stærkt besværet, indskrænkede hun overhovedet sine Rejser til Byen.

For at undgaa nye Sammentræf med Pastor Gaardbo gentog Jytte ikke sine Formiddagsbesøg ; og da Moderens Tilstand i den følgende Tid syntes at bedre sig, mens hun selv paa forskellig Maade begyndte at føle sig stærkt besværet, indskrænkede hun overhovedet sine Rejser til Byen.

166 En Dag , da hun sad i Haven med noget Sytøj til Barneudstyr, fik hun ^ Besøg af tykke Møller. Den astmatiske Mand kom kørende direkte fra Byen i Automobil og var meget skuffet over ikke at træffe Karsten. Han forklarede, at han flere Gange i Dagens Løb forgæves havde søgt ham ^ i Atelieret, hvorfor han havde tænkt sig, at Karsten maaske var bleven hjemme paa Grund af Varmen. Da det drejede sig om en meget vigtig Sag, som det hastede med, bad han om at faa at vide, hvor Karsten var at finde .
Jytte kunde ikke faa sig til at tilstaa, at hun ikke vidste det . Hun sagde derfor blot, at hendes Mand var optaget . Ikke med et Ord havde Karsten talt om, at han ikke som sædvanlig var i Atelieret. Men han havde vidst, at hun ikke kom til Byen idag og hentede ham . Det havde hun udtrykkeligt sagt ham om Morgenen.

En Dag ^ fik hun til sin Overraskelse Besøg af tykke Møller. Den astmatiske Mand kom kørende direkte fra Byen i Automobil og var meget skuffet over ikke at træffe Karsten. Han forklarede, at han flere Gange i Dagens Løb ^ havde søgt ham forgæves i Atelieret, hvorfor han havde tænkt sig, at Karsten maaske var bleven hjemme paa Grund af Varmen. Da det drejede sig om en meget vigtig Sag, ^ bad han om at faa at vide, hvor han kunde finde ham. Jytte kunde ikke faa sig til at tilstaa, at hun ikke vidste det , og kom med Udflugter . Ikke med et Ord havde Karsten talt om, at han ikke som sædvanlig var i Atelieret. Men han havde vidst, at hun ikke kom til Byen den Dag . Det havde hun udtrykkelig sagt ^ om Morgenen.

Da Karsten om Aftenen kom hjem, og de sad ved Middagsbordet, spurgte hun, hvordan det var gaaet ham med Varmen. Om han havde kunnet arbejde i Atelieret i den Hede .

Da de om Aftenen sad ved Middagsbordet, spurgte hun, hvordan det var gaaet ham med Varmen. Om han havde kunnet arbejde i ^ den Hede ?

II, 261 Da de om Aftenen sad ved Middagsbordet, spurgte hun, hvordan det var gaaet ham med Varmen. Om han havde kunnet arbejde i ^ den Hede ?

»Storartet! Jeg har været flittig som en Skrædder hele Dagen.«

»Storartet! Jeg har været flittig som en Skrædder !«

Jytte tav et Øjeblik. Hun havde følt som et Slangebid i Hjertet og blev stille. Saa fortalte hun om Møllers Besøg, og skønt Karsten lo paa den 167 naturligste Maade, forekom det hende ^ , at han var bleven bleg .

Jytte følte som et Slangebid i Hjertet og blev stille. Saa fortalte hun om Møllers Besøg, og skønt Karsten smilte paa den naturligste Maade, forekom det hende ganske bestemt , at han blev nervøs .

II, 259 Jytte følte som et Slangebid i Hjertet og blev stille. Saa fortalte hun om Møllers Besøg, og skønt Karsten smilte paa den naturligste Maade, forekom det hende ganske bestemt , at han blev nervøs .

» Jeg veed det naturligvis ,« sagde han. » Jeg kender jo hans Ringning. Men jeg vilde ikke lukke Bæstet ind.«

» Fire Gange var Bæstet hos mig ,« sagde han. » Jeg kender jo hans Ringning. Men jeg vilde ikke lukke ham ind.«

»Hvorfor ?«

» Hvorfor ikke ?«

» Du veed jo godt, hvad han kommer for. Og nu synes jeg, ved Gud, jeg har hældt nok i den Whiskytønde.«

II, 359 » Du veed jo godt, hvad han kommer for. Og nu synes jeg, ved Gud, jeg har hældt nok i den Whiskytønde.«

» Du veed jo godt, hvad han kommer for. Og nu synes jeg, ved Gud, jeg har hældt nok i den Whiskytønde.«

Skønt hendes Hjerte endnu dirrede, lod Jytte sig berolige af hans Forklaring. Men da de efter Bordet ^ satte sig ud i Haven, og Karsten her tydeligt anstrengte sig for at være morsom og faa hende i godt Humør, spurgte hun igen sig selv: » Bedrager han mig?«

Jytte lod sig et Øjeblik berolige af den Forklaring. Men endnu efter Bordet , da de satte sig ud i Haven, dirrede hendes Hjerte, og da Karsten ^ tydeligt anstrengte sig for at være morsom og faa hende i godt Humør, spurgte hun igen sig selv: » Bedrager han mig?«

Hun havde altid fundet , at de Skinsyge-Dramaer, som de fleste Ægtefolk opførte for Alverdens Øjne, var lige nedværdigende for begge Parter, og hun havde lovet sig selv, at de skulde tjene hende til Advarsel. For ikke saa længe siden havde hun mødt sin tidligere Veninde Jenny Brammer , der ganske forbrølet betroede hende, at hun lige havde faaet Beviser paa sin Mands Utroskab. Ved Hjælp af en falsk Nøgle havde hun aabnet hans Skrivebordsskuffer og fundet to Damebreve, og nu vilde hun sætte sig i Forbindelse med et Privatopdager-Bureau for at faa Forholdet oplyst . I sit Had til ham gav hun deres intimeste Samliv til Pris med en Raahed, 168 saa Jytte maatte bede hende om at tie. Et Par ^ Dage efter fik hun saa den Besked fra hende ^ , at det hele havde været blind Allarm; og for kort Tid siden saae hun hende paa Gaden, hængende ved Mandens Arm i glødende Forelskelse .

Hun havde altid fundet ^ de Skinsyge-Dramaer, som ^ Ægtefolk opførte for Alverdens Øjne, ^ lige nedværdigende for begge Parter, og hun havde lovet sig selv, at hendes Fætters Tragikomedie skulde tjene hende til Advarsel. For ikke saa længe siden havde desuden hendes tidligere Veninde Jenny Brammer med harmglødende Kinder betroet hende, at hun ved Hjælp af en falsk Skrivebordsnøgle havde faaet Beviser for sin Mands Utroskab . I sit Had til ham havde hun givet deres intimeste Samliv til Pris med en Raahed, saa Jytte maatte bede hende om at tie. Men to Dage efter fik hun et straalende lykkeligt Brev fra hende med den Forklaring , at det hele havde været en Misforstaaelse .

Hun havde altid fundet ^ de Skinsyge-Dramaer, som ^ Ægtefolk opførte for Alverdens Øjne, ^ lige nedværdigende for begge Parter, og hun havde lovet sig selv, at hendes Fætters Tragikomedie skulde tjene hende til Advarsel. For ikke saa længe siden havde desuden hendes tidligere Veninde Jenny Brammer med harmglødende Kinder betroet hende, at hun ved Hjælp af en falsk Skrivebordsnøgle havde faaet Beviser for sin Mands Utroskab . I sit Had til ham havde hun givet deres intimeste Samliv til Pris med en Raahed, saa Jytte maatte bede hende om at tie. Og to Dage efter fik hun et straalende lykkeligt Brev fra hende med den Forklaring , at det hele havde været en Misforstaaelse .

Den næste Morgen, da Karsten tog til Byen, stod Jytte alligevel skjult bag Sovekammergardinet og fulgte ham med vagtsomme Øjne ud gennem Haven. Og det forekom hende, at hans Gang var hurtigere end ellers, og at han havde denne vejrende Holdning med lang Ryg , som hun kun altfor godt kendte.

Den næste Morgen, da Karsten tog til Byen, stod Jytte ikke desmindre skjult bag Sovekammergardinet og fulgte ham med vagtsomme Øjne ud gennem Haven. Og det forekom hende, at hans Gang var hurtigere end ellers, og at han havde denne vejrende Holdning ^ , som hun kun altfor godt kendte.

Hele Formiddagen gik hun forpint omkring, og efter Frokosten bestemte hun sig til at tage til Byen tidligere end ellers og overraske ham i Atelieret – eller maaske et andet Sted.
Da hun stod i Havestuen med Tøjet paa, hørte hun en Automobil standse udenfor paa Vejen. Hun tænkte straks, at det igen var Møller, men da hun ^ saae Asmus Hagen komme op gennem Havegangen, jog der en Angst igennem hende. Hvad var der sket?

Hele Formiddagen gik hun forpint omkring, og efter Frokosten bestemte hun sig til at tage til Byen tidligere end ellers og overraske ham i Atelieret .
II, 360 Da hun stod i Stuen med Tøjet paa, hørte hun et Automobil standse udenfor paa Vejen. Hun tænkte straks, at det igen var Møller, men da hun nu saae Asmus Hagen komme op gennem Havegangen, jog der en Angst igennem hende. ^

Hele Formiddagen gik hun forpint omkring, og efter Frokosten bestemte hun sig til at tage til Byen tidligere end ellers og overraske ham i Atelieret .
Da hun stod i Stuen med Tøjet paa, hørte hun et Automobil standse udenfor paa Vejen. Hun tænkte straks, at det igen var II, 260 Møller, men da hun nu saae Asmus Hagen komme op gennem Havegangen, jog der en Angst igennem hende. ^

Hele Formiddagen gik hun forpint omkring, og efter Frokosten II, 262 bestemte hun sig til at tage til Byen tidligere end ellers og overraske ham i Atelieret .
Da hun stod i Stuen med Tøjet paa, hørte hun et Automobil standse udenfor paa Vejen. Hun tænkte straks, at det igen var Møller, men da hun nu saae Asmus Hagen komme op gennem Havegangen, jog der en Angst igennem hende. ^

Hun skyndte sig ud og raabte allerede i Døren:
» Er der ^ ^ noget i Vejen med Mor?«

Hun skyndte sig ud .
» Der er da ^ ikke noget i Vejen med Mor?«

Hun skyndte sig ud .
» Der er da vel ikke noget i Vejen med Mor?«

» Nu skal du ikke lade dig forskrække,« sagde Asmus , da de havde taget Plads paa en Bænk . » Jeg har set til en Patient her i Nærheden og syntes saa, jeg med det samme vilde ^ lade dig vide, at din Mor nu til Morgen har haft et Anfald af ret slemme 169 Underlivssmerter. Jeg har givet hende et Par Streger Morfin, saa hun skal helst have Ro idag. Du kan nok tage med ind og se til hende ; men du maa altsaa ikke gerne være der for længe.«

» Nu skal du ikke lade dig forskrække,« sagde Asmus ^ . » Jeg har været kaldt til en Patient her i Nærheden , og jeg syntes saa, jeg med det samme vilde kigge herind og lade dig vide, at din Mor nu til Morgen har haft et Anfald af ret slemme Underlivssmerter. Jeg har givet hende et Par Streger Morfin, saa hun skal helst være lidt i Ro; men du kan godt tage med ind og se til hende . Blot du ikke bliver for længe.«

Da Jytte spurgte, om der var Fare, svarede han hverken Ja eller Nej. Paa Vejen ind til Byen lod han hende dog forstaa, at Tilstanden var alvorlig. At Sygdommen var Kræft, sagde han ^ ikke. Og heller ikke Jytte nævnede Ordet af Frygt for at faa en ^ Anelse bekræftet.

^ Paa Vejen ind til Byen lod han hende efterhaanden forstaa, at Tilstanden var alvorlig. At Sygdommen var Kræft, sagde han dog ikke. Og heller ikke Jytte nævnede Ordet af Frygt for at faa en begyndende Anelse bekræftet.

Der gik nu ikke mange Dage, før hun selv saae, at det var Døden. Og ^ da hun spurgte Fætteren, bekræftede han det ogsaa. En Operation lod sig ikke udføre paa Grund af Svulstens Plads. Til Gengæld trøstede han hende med, at Moderen næppe vilde komme til at lide meget.
Den Forudsigelse slog dog ikke til. I fem Uger varede Kampen . Midt ^ i Sommerens festligste Tid opløstes Fru Bertha langsomt under mange Slags Pinsler.
Jytte opholdt sig i al denne Tid mest i Byen , og det kunde ikke undgaaes, at hun og Pastor Gaardbo af og til mødtes i Sygeværelset. De hilste dog kun paa hinanden i Forbigaaende. Men det ^ var ikke saa meget paa Grund af Fortiden, ^ ^ ^ ^ at Jytte nu undgik ham. Det var mest ^ ^ , fordi hun følte sig tilovers, saa snart han kom ind ad Døren. Hun mærkede 170 den store Længsel, hvormed Moderen havde ventet ^ ^ ^ ^ ^ ham . Og ligesom i Barnetiden paa Samsø, naar Forældrene glemte hende for deres politiserende Gæster ^ ^ , gled hun ud ^ ^ af Stuen med oprørt Hjerte og lod sig ikke mere se.
Der var dog ^ ogsaa Timer, da hun selv ventede ham med Utaalmodighed og var taknemlig for den Trøst, han bragte Moderen. Under hendes sværeste Lidelser var hans Nærværelse tilsidst det eneste, der kunde give hende lidt Ro. Naar han traadte hen til hendes Seng, var der ogsaa noget saa straalende mildt, næsten sønlig kærligt i hans Væsen overfor hende, at Jytte ^ ofte maatte spørge sig selv, om dette virkelig var det samme Menneske, der havde jaget sin Kæreste i Døden, fornægtet sin eneste Bror og vakt hendes egen Afsky ved sin Selvretfærdighed.
Hver Dag henimod Aften kom Karsten for at høre, hvordan det gik. Skræmmet af Medicinlugten og Klagelydene inde fra Sygeværelset listede han med forlegen Mine omkring paa Taaspidserne og gjorde i det hele en ynkværdig Figur.
Jytte overvandt sig til at vise sig god og venlig imod ham. ⇕ ⇒ Hun var i disse Dage saa oprevet, at hun uvilkaarlig værgede sig mod alle Tanker, som yderligere kunde bringe hendes Sind ud af Fatning. Desuden gled han til Tider paa underlig Maade ud af hendes Bevidsthed . Naar hun uforvarende 171 traf ham i Dagligstuen, balancerende omkring i sit ferskenfarvede Sommerdress med opsmøgede Benklæder og figurskaaren Jakke, overraskedes og forvirredes hun, som om hun saae et Genfærd .

Hun fandt Moderen stærkt svækket efter Nattens Lidelser. Armene laa afmægtigt henstrakt paa Tæppet, og kun med Vanskelighed løftede hun Øjenlaagene. Hvad der dog allermest gjorde Indtryk paa Jytte, var det angstfuldt spejdende Blik, hvormed Moderen søgte at gennemtrænge Asmus’ og hendes egen Forstillelse, og det Udtryk af Træthed og Lede, hvormed hun vendte Ansigtet bort, da Asmus muntert forsikrede, at hun snart vilde komme paa Benene igen.
II, 361 En ældre Sygeplejerske, som Fætteren havde skaffet tilveje, opholdt sig i Soveværelset. Hun fulgte ham ud, da han gik, og Moder og Datter blev en Tid alene.
Jytte havde sat sig paa Sengekanten og taget Moderens Haand.
» Hvad tror du, jeg fejler?« spurgte Fru Bertha, saasnart de andre var gaaet .
» Du har vel forkølet dig, lille Mor!«
» Har Asmus ikke sagt noget?«
» Ikke til mig.«
» Aa nej! Jeg skal vel bedrages til det sidste!«
Øjenlaagene sank i , og hun vendte sig atter bort. Jytte vilde gerne trøste hende ^ men vidste ikke, hvad hun skulde sige. Og nu slog Uret inde i Dagligstuen og mindede hende om Karsten. Hun fik Uro paa sig. Klokken var fem. Dersom hun ^ skulde kunne gøre sig Haab om at træffe ham, inden han gik til Stationen, kunde hun ikke blive her længer. Hun overvejede, om hun skulde ringe ham op herfra. Men paa den Maade fik hun kun at vide, om han var i Atelieret, ikke , om han havde Besøg.
Da Sygeplejersken kom tilbage , bestemte hun sig til at gaa. Asmus havde jo ogsaa advaret hende mod at trætte Moderen.
Fru Bertha saae op og spurgte forundret:
» Skal du allerede hjem?«
»Nej, – men nu skal du have Ro, lille Mor! Jeg tager hen til Karsten og kommer saa igen om et Par Timer.«
Hun traf sin Mand ivrig beskæftiget foran sit mægtige Lærred og blev modtaget med en Frimodighed, der gjorde II, 362 hende skamfuld. Og som hun nu fortalte om sin Mor og om de ængstende Tanker, hun gjorde sig om Karakteren af hendes Sygdom, kom Afslappelsen efter det sidste Døgns Sindsbevægelser over hende som en Afmagt. Hun faldt i en nervøs Graad og maatte lægge sig paa hans Løjbænk. Karsten blev forskrækket. Han kom med Kølnervand for at bade hendes Tindinger, og hans forfjamskede Omhu rørte hende, saa hun i Tankerne gjorde ham inderlig Afbigt for sin hæslige Mistanke .
Det varede nu ikke mange Dage, før Jytte paa Forandringerne i Moderens Ansigt kunde se, at det bar mod Døden. Da hun spurgte Fætteren, bekræftede han det ogsaa , idet han forklarede, at en Operation ikke kunde forsøges paa Grund af Svulstens Sæde. Til Gengæld trøstede han hende med, at Moderen næppe vilde komme til at lide længe.
Det slog nu ikke til. Langsomt, i Løbet af mange Uger, opløstes Fru Bertha, og Døden sparede hende ikke for sine Tommeskruer.
Jytte opholdt sig i al denne Tid mest i Byen, og det kunde ikke undgaaes, at hun og Pastor Gaardbo af og til mødtes i Moderens Stuer. De hilste dog kun paa hinanden i Forbigaaende. Jytte forlod altid Sygeværelset, naar hun hørte ham ringe. Men der var ogsaa Timer, da hun ^ ventede ham med Utaalmodighed og var taknemlig for den Trøst, han bragte Moderen. Under dennes sværeste Lidelser var hans Nærværelse tilsidst det eneste, der kunde give hende lidt Ro. Men hvor var han ogsaa mærkelig forandret! I denne stille Mand med det indadvendte II, 363 Væsen havde hun ofte vanskeligt ved at genkende hin stoltserende Landsbyapostel, hun havde truffet paa Storeholt, og hvis Blik endnu for nylig havde lyst hende imøde med saa ond en Trang til at ydmyge. Hvad kunde der være sket?
Hver Dag henimod Aften kom Karsten og hentede hende hjem . Ubehageligt paavirket af Medicinlugten og Klagelydene inde fra Sovekammeret listede han forlegen omkring i sit ferskenfarvede Sommerdress og var utaalmodig efter at komme afsted .

Hun fandt Moderen stærkt svækket efter Nattens Lidelser. Armene laa afmægtigt henstrakt paa Tæppet, og kun med Vanskelighed løftede hun Øjenlaagene. Hvad der dog allermest gjorde Indtryk paa Jytte, var det angstfuldt spejdende Blik, hvormed Moderen søgte at gennemtrænge Asmus’ og hendes egen Forstillelse, og det Udtryk af Træthed og Lede, hvormed hun vendte Ansigtet bort, da Asmus muntert forsikrede, at hun snart vilde komme paa Benene igen.
En ældre Sygeplejerske, som Fætteren havde skaffet tilveje, opholdt sig i Soveværelset. Hun fulgte ham ud, da han gik, og Moder og Datter blev en Tid alene.
Jytte havde sat sig paa Sengekanten og taget Moderens Haand.
» Hvad tror du, jeg fejler?« spurgte Fru Bertha, saasnart de andre var gaaet .
» Du har vel forkølet dig, lille Mor!«
» Har Asmus ikke sagt noget?«
» Ikke til mig.«
» Aa nej! Jeg skal vel bedrages til det sidste!«
Øjenlaagene sank i , og hun vendte sig atter bort. Jytte vilde gerne trøste hende , men vidste ikke, hvad hun skulde sige. Og nu slog Uret inde i Dagligstuen og mindede hende om Karsten. II, 261 Hun fik Uro paa sig. Klokken var fem. Dersom hun nu skulde ^ gøre sig Haab om at træffe ham, inden han gik til Stationen, kunde hun ikke blive her længer. Hun overvejede, om hun skulde ringe ham op herfra. Men paa den Maade fik hun kun at vide, om han var i Atelieret, ikke , om han havde Besøg.
Da Sygeplejersken kom tilbage , bestemte hun sig til at gaa. Asmus havde jo ogsaa advaret hende mod at trætte Moderen.
Fru Bertha saae op og spurgte forundret:
» Skal du allerede hjem?«
»Nej, — men nu skal du have Ro, lille Mor! Jeg tager hen til Karsten og kommer saa igen om et Par Timer.«
Hun traf sin Mand ivrig beskæftiget foran sit mægtige Lærred og blev modtaget med en Frimodighed, der gjorde hende skamfuld. Og som hun nu fortalte om sin Mor og om de ængstende Tanker, hun gjorde sig om Karakteren af hendes Sygdom, kom Afslappelsen efter det sidste Døgns Sindsbevægelser over hende som en Afmagt. Hun faldt i en nervøs Graad og maatte lægge sig paa hans Løjbænk. Karsten blev forskrækket. Han kom med Kølnervand for at bade hendes Tindinger, og hans forfjamskede Omhu rørte hende, saa hun i Tankerne gjorde ham inderlig Afbigt for sin hæslige Mistanke .
Det varede nu ikke mange Dage, før Jytte paa Forandringerne i Moderens Ansigt kunde se, at det bar mod Døden. Da hun spurgte Fætteren, bekræftede han det ogsaa , idet han forklarede, at en Operation ikke kunde forsøges paa Grund af Svulstens Sæde. Til Gengæld trøstede han hende med, at Moderen næppe vilde komme til at lide længe.
Det slog dog ikke til. Langsomt, i Løbet af mange Uger, opløstes Fru Bertha, og Døden sparede hende ikke for sine Tommeskruer.
Jytte opholdt sig i al denne Tid mest i Byen, og det kunde ikke undgaaes, at hun og Pastor Gaardbo af og til mødtes i Moderens Stuer. De hilste dog kun paa hinanden i Forbigaaende. Jytte forlod altid Sygeværelset, naar hun hørte ham ringe. Men der var ogsaa Timer, da hun ^ ventede ham med Utaalmodighed og var taknemlig for den Trøst, han bragte Moderen. Under dennes II, 262 sværeste Lidelser var hans Nærværelse tilsidst det eneste, der kunde give hende lidt Ro. Men hvor var han ogsaa mærkelig forandret! I denne stille Mand med det indadvendte Væsen havde hun ofte vanskeligt ved at genkende hin stoltserende Landsbyapostel, hun havde truffet paa Storeholt, og hvis Blik endnu for nylig havde lyst hende imøde med saa ond en Trang til at ydmyge. Hvad kunde der være sket?
Hver Dag henimod Aften kom Karsten og hentede hende hjem . Ubehageligt paavirket af Medicinlugten og Klagelydene inde fra Sovekammeret listede han forlegen omkring i sit ferskenfarvede Sommerdress og var utaalmodig efter at komme afsted .

Hun fandt Moderen stærkt svækket efter Nattens Lidelser. Armene laa afmægtigt henstrakt paa Tæppet, og kun med Vanskelighed løftede hun Øjenlaagene. Hvad der dog allermest gjorde Indtryk paa Jytte, var det angstfuldt spejdende Blik, hvormed Moderen søgte at gennemtrænge Asmus’ og hendes egen Forstillelse, og det Udtryk af Træthed og Lede, hvormed hun vendte Ansigtet bort, da Asmus muntert forsikrede, at hun snart vilde komme paa Benene igen.
En ældre Sygeplejerske, som Fætteren havde skaffet tilveje, opholdt sig i Soveværelset. Hun fulgte ham ud, da han gik, og Moder og Datter blev en Tid alene.
Jytte havde sat sig paa Sengekanten og taget Moderens Haand.
» Hvad tror du, jeg fejler?« spurgte Fru Bertha, saasnart de andre var gaaet .
» Du har vel forkølet dig, lille Mor!«
» Har Asmus ikke sagt noget?«
» Ikke til mig.«
II, 263 » Aa nej! Jeg skal vel bedrages til det sidste!«
Øjenlaagene sank i , og hun vendte sig atter bort. Jytte vilde gerne trøste hende , men vidste ikke, hvad hun skulde sige. Og nu slog Uret inde i Dagligstuen og mindede hende om Karsten. Hun fik Uro paa sig. Klokken var fem. Dersom hun ^ skulde ^ gøre sig Haab om at træffe ham, inden han gik til Stationen, kunde hun ikke blive her længer. Hun overvejede, om hun skulde ringe ham op herfra. Men paa den Maade fik hun kun at vide, om han var i Atelieret, ikke ^ om han havde Besøg.
Da Sygeplejersken kom tilbage , bestemte hun sig til at gaa. Asmus havde jo ogsaa advaret hende mod at trætte Moderen.
Fru Bertha saae op og spurgte forundret:
» Skal du allerede hjem?«
»Nej, – men nu skal du have Ro, lille Mor! Jeg tager hen til Karsten og kommer saa igen om et Par Timer.«
Hun traf sin Mand ivrig beskæftiget foran sit mægtige Lærred og blev modtaget med en Frimodighed, der gjorde hende skamfuld. Og idet hun nu fortalte om sin Mor og om de ængstende Tanker, hun gjorde sig om Karakteren af hendes Sygdom, kom Afslappelsen efter det sidste Døgns Sindsbevægelser over hende som en Afmagt. Hun faldt i en nervøs Graad og maatte lægge sig paa hans Løjbænk. Karsten blev forskrækket. Han kom med Kølnervand for at bade hendes Tindinger, og hans forfjamskede Omhu rørte hende, saa hun i Tankerne gjorde ham inderlig Afbigt for sin Mistro .
Det varede nu ikke mange Dage, før Jytte paa Forandringerne i Moderens Ansigt kunde se, at det bar mod Døden. Da hun spurgte Fætteren, bekræftede han det ogsaa , idet han forklarede, at en Operation ikke kunde forsøges paa Grund af Svulstens Sæde. Til Gengæld trøstede han hende med, at Moderen næppe vilde komme til at lide længe.
Det slog dog ikke til. Langsomt, i Løbet af mange Uger, opløstes Fru Bertha, og Døden sparede hende ikke for sine Tommeskruer.
Jytte opholdt sig i al denne Tid mest i Byen, og det kunde ikke undgaaes, at hun og Pastor Gaardbo af og til mødtes i Moderens II, 264 Stuer. De hilste dog kun paa hinanden i Forbigaaende. Jytte forlod altid Sygeværelset, naar hun hørte ham ringe. Men der var ogsaa Timer, da hun ^ ventede ham med Utaalmodighed og var taknemlig for den Trøst, han bragte Moderen. Under dennes sværeste Lidelser var hans Nærværelse tilsidst det eneste, der kunde give hende lidt Ro. Men hvor var han ogsaa mærkelig forandret! I denne stille Mand med det indadvendte Væsen havde hun ofte vanskeligt ved at genkende hin stoltserende Landsbyapostel, hun havde truffet paa Storeholt, og hvis Blik endnu for nylig havde lyst hende imøde med saa ond en Trang til at ydmyge. Hvad kunde der være sket?
Hver Dag henimod Aften kom Karsten og hentede hende hjem . Ubehageligt paavirket af Medicinlugten og Klagelydene inde fra Sovekammeret listede han forlegen omkring i sin ferskenfarvede Sommerdress og var utaalmodig efter at komme afsted .

I Moderens sidste Uger, da Ødelæggelsesværket rundt om i hendes Legeme for hver Dag blev mere synligt, levede Jytte i en Feber, der kastede hende fra det ene Sindsoprør i det andet, saa hun undertiden frygtede for at miste sin Forstand. Morfinen havde ikke mere nogen Magt over Moderens Smerter . ⇕ ⇒ Der var desuden kommen Vandsot til. Flere Gange maatte hun tappes for at skaffe Hjertet og Lungerne Plads. Tre fyldte Spande blev hver Gang baaret ud fra Sovekammeret, før Aandedrættet lettedes.
Jytte havde aldrig før set et Menneske dø. Hendes Far var ^ slaaet til Jorden som af et Lyn midt under sit Arbejde, og Broderen Ebbe havde hun mødt paa Gaden faa Timer ^ før han tog sig afdage. Det var hidtil ogsaa mere ^ Livets end Dødens Jammer, der havde sysselsat hende. Men hvad hun i disse Dage oplevede, vakte et stumt Skrig i hende, et Rædsels- og Hævnskrig mod de dunkle Magter, der lod et Menneske lide saa skændigt for at slippe ud af en Tilværelse, som i Forvejen havde lønnet hende ilde nok for hendes Opofrelser. Hun følte sine egne Livskilder fryse til ved at se den bedste og kærligste af alle Mødre Dag for Dag ligge henstrakt paa Dødens 172 Pinebænk, sønderbrydes Led for Led, martres langsomt som til Forlystelse for en vanvittig og bloddrukken Gud.

Efterhaanden som Ødelæggelsesværket rundt om i Moderens Legeme skred frem og Morfinen tabte sin Magt over Smerterne, levede Jytte i en Feber, der kastede hende fra det ene Sindsoprør ind i det andet, saa hun undertiden frygtede for at miste Forstanden . Hun havde aldrig før set et Menneske dø. Hendes Far var bleven slaaet til Jorden som af et Lyn midt under sit Arbejde, og Broderen Ebbe havde hun mødt paa Gaden faa Timer , før han tog sig afdage. Det havde hidtil ogsaa mere været Livets end Dødens Jammer, der sysselsatte hende. Men hvad hun i disse Dage oplevede, rejste et stumt Skrig i hende, et Rædsels- og Hævnskrig mod de dunkle Magter, der lod hendes Mor lide saa skændigt , før hun slap ud af en Tilværelse, der i Forvejen havde lønnet hende ilde nok for hendes Opofrelser. Hun følte sine egne Livskilder fryse til ved at se det bedste og kærligste af alle Mennesker Dag for Dag ligge henstrakt paa Dødens Pinebænk, sønderslides Led for Led, martres langsomt som til Forlystelse for en vanvittig og bloddrukken Gud.

Den 26de August om Aftenen Klokken otte døde Fru Bertha. Dagen forinden havde Johannes Gaardbo berettet hende. Fra Middagstid laa hun bevidstløs hen. Da Jytte mærkede, at den sidste Time nærmede sig, fik hun under et Paaskud Karsten sendt bort, saa hun blev alene med Sygeplejersken. Et Øjeblik efter, at han var gaaet, sank Hovedet ned med et sidste Suk.

II, 364

⇕ Favsingholm V, 2.6

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇐

T rods det smukke Septembervejr var Jytte og hendes Mand flyttet tilbage til Byen straks efter Begravelsen . Med det voksende Aftenmørke holdt Jytte det ikke længer ud for Uhygge derude paa Landet, hvor det gamle Ægtepars Ondskab i Forvejen havde gjort hende Opholdet ^ til ^ en Plage. De mange Forhandlinger med Eksekutorerne i Moderens Bo krævede desuden hvert Øjeblik hendes Nærværelse i Byen .

Trods det smukke Vejr var hun og Karsten nu flyttet tilbage til Byen for at være Moderen nærmere . Med det voksende Aftenmørke holdt hun det ikke længer ud for Uhygge derude paa Landet, hvor de tilmed ingen Telefon havde . Dertil kom, at hun igen havde faaet Mistro til Karsten, fordi hun en Dag fandt et sølvblond Kvindehaar paa en af hans Jakker . ^

Trods det smukke Vejr var hun og Karsten nu flyttet tilbage til Byen for at være Moderen nærmere . Med det voksende Aftenmørke holdt hun det ikke længer ud for Uhygge derude paa Landet, hvor de tilmed ingen Telefon havde . Dertil kom, at hun II, 265 igen havde faaet Mistro til Karsten, fordi hun en Dag fandt et sølvblond Kvindehaar paa en af hans Jakker . ^

⇕ Favsingholm V, 2.4

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇐

Hun var i disse Dage saa oprevet, at hun uvilkaarlig værgede sig mod alle Tanker , som yderligere kunde bringe hendes Sind ^ ud af Fatning ^ .

Skønt hun i denne Tid uvilkaarlig værgede sig mod alle Indtryk , som ^ kunde bringe hendes Sind yderligere ud af Ligevægt, ringede hun ham regelmæssigt op et Par Gange om Dagen for at faa at vide, om han var i Atelieret .

Skønt hun i denne Tid uvilkaarlig værgede sig mod alle Indtryk , som ^ kunde bringe hendes Sind yderligere ud af Ligevægt, ringede hun ham regelmæssigt II, 263 op et Par Gange om Dagen for at faa at vide, om han var i Atelieret .

⇕ Favsingholm V, 2.8

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇐

Hun havde aldrig før kunnet faa sig til at holde Politiforhør. Hun var for stolt ^ til at ville røbe sin Skinsyge , og samtidig frygtede hun Tilstaaelsen af den Sandhed, hun anede .

Hun havde ikke kunnet faa sig til at holde Politiforhør. Hun vilde ikke udsætte sig for at komme til at ^ røbe sin Skinsyge ^ .

Hun havde ikke kunnet faa sig til at holde Politiforhør. Hun vilde ikke udsætte sig for at blive bestyrket i ^ ^ ^ sin Skinsyge ^ .

⇕ Favsingholm V, 2.8

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇐

Trods de mange advarende Eksempler, hun havde haft for Øje, trods Venindernes Skæbne, der havde skærpet hendes Mistro, og trods de Ord, som hendes kloge Mor saa ofte lod falde , at i Forholdet til Kvinder var de fleste Mænd Lejlighedstyve , – hun var som de andre gaaet sin 210 Undergang imøde med tilbundne Øjne .

Men hun maatte stadig tænke paa nogle Ord, som hendes ^ Mor i sin Tid ofte havde gentaget for hende , at i Forholdet til Kvinder var de fleste Mænd Lejlighedstyve .

⇕ Favsingholm V, 2.6

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇐

^ Karsten ^ havde sine Grunde til at være tilfreds med den tidlige Indflytning , skønt han ogsaa herinde i Byen var i stor Forlegenhed med, hvor han skulde gøre af sig selv om Aftenen. I Teatrene 180 kunde han foreløbig ikke vise sig ^ , og endnu mere vilde et Besøg i Tivoli eller Cirkus støde an mod den gode Tone, som han af Beregning nu saa pertentlig overholdt. Hans høje Hat var korrekt floromhyllet op til Pulden, og naar han hilste paa sine Bekendte, var hans Mine sømmelig bedrøvet .

Og Karsten da, som engang havde været en professional ? Bestandig saae hun for sig den smukke Frk. Sølling, som de havde truffet paa Sofielyst, og hvis Haar netop havde haft den samme lyse Farve.
Karsten var for sit Vedkommende meget tilfreds med den tidlige Indflytning til Trods for, at han ogsaa herinde i Byen var i ^ Forlegenhed med, hvor han skulde gøre af sig selv om Aftenen. I Teatrene kunde han under de forhaandenværende Forhold ikke vise sig uden at vække Anstød , og endnu mere vilde ^ Besøg i Tivoli eller Cirkus krænke den gode Tone, som det var bleven ham magtpaaliggende at overholde .

Men al denne Selvforsagelse tog unægtelig paa Humøret. Naar han efter Dagens Arbejde kom hjem fra Atelieret og fandt Jytte siddende mørk og utilgængelig i Sofahjørnet, blev han selv melankolsk. Efter Bordet satte han sig ind i sin egen Stue, røg Cigaretter eller bladede i en Bog, mens han gabede, saa Stuen rystede .
Han forstod sig ikke paa Jytte. Der var kommen noget uhyggelig forstenet over hende. Det var ikke længer muligt at vække hendes Interesse for nogen Ting. Ogsaa ærgrede han sig over, at hun siden Moderens Død var bleven endnu mere ligegyldig for sit Udseende, skønt dette i Øjeblikket virkelig trængte til en flatterende Haand.
At hans egne Forhold for Tiden ikke just var dadelfri, tilstod han gerne for sig selv , og han gjorde sig ofte meget alvorlige Bebrejdelser. Men paa den anden Side maatte han spørge, om en Mand med en saa vanskelig og humørsyg Kone, der tilmed var i den sjette Maaned, ikke tilsidst maatte drives til Fortvivlelse og enten skyde sig en Kugle gennem 181 Hovedet eller tage sig en ung, smuk og livsglad Medhustru. Og ingen kunde med Rette fortænke ham i, at han af disse to Onder havde valgt det sidste.
» Gaar du?« spurgte Jytte altid, naar han forlod hende ^ ^ for at gaa ind til sig selv.
Men naar han saa blev, havde de ingenting at sige hinanden. Det var bare Ensomheden, hun frygtede. Lidt efter kunde hun selv anbefale ham at gaa, ja en Aften, da hun ikke udholdt at se ham sidde og hænge med Armene af Kedsomhed, opfordrede hun ham til at tage ud med sine Venner og skaffe sig lidt Oplivelse.
Karstens daarlige Samvittighed havde faaet ham til at afvise Tanken paa det allerbestemteste. Han blev straks mistænksom overfor den Slags Opfordringer. Siden hin Ulykkesdag, da tykke Møller i sin Dumhed havde vakt Jyttes Mistro, følte han sig under Opsigt og anede skjulte Fælder under hvert Ord. Med en Rævs Forsigtighed arrangerede han sine smaa Udflugter med den smukke Frøken Sølling, hos hvem han iøvrigt endnu kun var naaet til Kyssets Stadium.

Men al denne Selvforsagelse tog unægtelig paa Humøret. II, 365 Naar han efter Dagens Arbejde kom hjem fra Atelieret og fandt Jytte siddende mørk og utilgængelig i Sofahjørnet, blev han selv melankolsk. Efter Bordet satte han sig ind i sin egen Stue, røg Cigaretter eller bladede i en Bog, mens han gabede, saa Stolen rystede .
» Gaar du?« spurgte Jytte altid, naar han gik ind til sig selv.
Men blev han inde hos hende, havde de ingenting at sige hinanden. Det var bare Ensomheden, hun frygtede, naar han forlod hende. Hun var i Virkeligheden helst fri for at se ham , fordi han gik saa urolig om i Stuen som en maanesyg Kat og samtidig altfor tydeligt gjorde sig Umage for at vise en sømmelig bedrøvet Mine.

⇕ Favsingholm V, 2.4

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇐

^ Der var desuden kommen Vandsot til . Flere Gange maatte hun ^ tappes for at skaffe Hjertet og Lungerne Plads . Tre fyldte Spande blev hver Gang baaret ud fra Sovekammeret, før Aandedrættet lettedes.

Fru Berthas Tilstand var nu saadan, at Afslutningen kunde ventes inden mange Dage. Der var traadt Vandsot til , og for at skaffe Hjertet og Lungerne Plads til at funktionere maatte hun en Dag tappes ^ . Tre fyldte Spande blev ^ baaret ud fra Sovekammeret, før Aandedrættet lettedes.

Fru Berthas Tilstand var nu saadan, at Afslutningen kunde ventes inden mange Dage. Der var traadt Vandsot til , og for at skaffe Hjertet og Lungerne Plads til at funktionere maatte hun II, 266 en Dag tappes ^ . Tre fyldte Spande blev ^ baaret ud fra Sovekammeret, før Aandedrættet lettedes.

⇕ Favsingholm V, 2.6

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇐

Da Karsten en Timestid efter kom hjem og igen fandt hende paa den sædvanlige Sofaplads med Haanden modløst under Kinden, ^ satte han sig ^ ved Siden af hende og strøg hende kærligt ned over Armen .

Da Karsten den Dag i Mørkningen kom hjem , fandt han Jytte paa den sædvanlige Sofaplads . Hendes Udseende ængstede ham. Der var noget uhyggelig forstenet over hende. Han satte ^ sig stille ved Siden af hende og lod sin Haand stryge varsomt ned over hendes Arm .

Da Karsten den Dag i Mørkningen kom hjem , fandt han Jytte paa den sædvanlige Sofaplads . Hendes Udseende ængstede ham. II, 264 Der var noget uhyggelig forstenet over hende. Han satte ^ sig stille ved Siden af hende og lod sin Haand stryge varsomt ned over hendes Arm .

» Kan den lille Frue aldrig mere smile lidt?« spurgte han.

Hun lagde ligesom overvældet sit Hoved ned paa hans Skulder og lukkede Øjnene.

Ligesom vaagnende lagde hun overvældet Hovedet ned paa hans Skulder og lukkede Øjnene.

» Jeg synes, det er saa sørgeligt altsammen,« sagde hun.

II, 366 » Jeg synes, det er saa sørgeligt altsammen,« sagde hun.

» Jeg synes, det er saa sørgeligt altsammen,« sagde hun.

Karsten trøstede hende med et Par banale Fraser. Men pludselig løftede hun ^ Hovedet og stirrede paa ham ^ .

Karsten begyndte at trøste hende efter fattig Evne. Da løftede hun pludselig Hovedet og stirrede paa ham med vildt opspærrede Øjne .

» Hvor har du været henne?« spurgte hun.

191 » Hvordan mener du ? ... Og hvorfor ser du saa glubsk paa mig ?«

» Hvordan mener du ^ ?«

» Hvad er det for en Parfyme, du lugter af? Det er ikke din egen.«

Han lo.

» Naa – nej – det er rimeligt nok . Jeg kommer nemlig fra Frisøren. – Men , Herregud, hvad mærkeligt er der i det ? Det kan dog vel ikke forbavse dig ?«

» Naa – nej – det er rimeligt nok ! Jeg kommer nemlig fra Frisøren. ^ Men hvorfor ser du saadan paa mig? Hvad mærkeligt er der i det ^ ?«

» Naa — nej — det er rimeligt nok ! Jeg kommer nemlig fra Frisøren. ^ Men hvorfor ser du saadan paa mig? Hvad mærkeligt er der i det ^ ?«

» Naa – nej – det er rimeligt nok ! Jeg kommer nemlig fra Frisøren. ^ Men hvorfor ser du saadan paa mig? Hvad mærkeligt er der i det ^ ?«

Jytte rejste sig og gik ud i Stuen.

» Jeg tænkte paa noget andet,« sagde hun.

» Hvad er der dog i Vejen med dig, Jytte? Du er overnervøs. Er det stadig skralt med Nattesøvnen? ... Du skulde virkelig gøre Alvor af at tale med en Læge og faa ham til at skrive dig et stærkere Pulver ^ .«

» Hvad er der ^ i Vejen med dig, Jytte? Du er overnervøs. Du faar vist heller ikke tilstrækkelig Søvn. Du skulde virkelig gøre Alvor af at tale med din Fætter og faa ham til at skrive dig et stærkere Pulver op .«

Paa Vej til Sovekammeret vendte Jytte sig om imod ham og sagde med en Trussel i Blikket:

Hun vendte ^ sig om imod ham og sagde med en Trusel i Blikket:

» Det tror jeg ogsaa selv!«

Da hun var bleven alene, rakte hun Hænderne i Vejret og trykkede dem derpaa af al sin Magt ned mod Issen.
» Aa – havde man blot Mod til at dø!«
^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

Hun gik ind i Sovekammeret, og da hun var bleven alene, rakte hun Hænderne i Vejret .
» Aa – havde jeg blot Mod til at dø!«
Karsten blev siddende inde i Sofaen. Hans Mine var modfalden. Han gjorde sig alvorlige Selvbebrejdelser for sit Forhold overfor Frk. Sølling. Til Tider havde han næsten ønsket , at hans Efterstræbelse af den smukke Dame II, 367 ikke skulde lykkes for ham. Men paa den anden Side havde han ogsaa til sin Retfærdiggørelse spurgt sig selv, om en Mand med en saa vanskelig og humørsyg Kone, der tilmed var i den sjette Maaned, ikke tilsidst maatte drives til Fortvivlelse.

Hun gik ind i Sovekammeret, og da hun var bleven alene, rakte hun Hænderne i Vejret .
» Aa — havde jeg blot Mod til at dø!«
Karsten blev siddende inde i Sofaen. Hans Mine var modfalden. Han gjorde sig alvorlige Selvbebrejdelser for sit Forhold overfor Frk. Sølling. Til Tider havde han næsten ønsket , at hans Efterstræbelse af den smukke Dame ikke skulde lykkes for ham. Men paa den anden Side havde han ogsaa til sin Retfærdiggørelse spurgt sig selv, om en Mand med en saa vanskelig og humørsyg II, 265 Kone, der tilmed var i den sjette Maaned, ikke tilsidst maatte drives til Fortvivlelse.

Hun gik ind i Sovekammeret, og da hun var bleven alene, rakte hun Hænderne i Vejret .
» Aa – havde jeg blot Mod til at dø!«
Karsten blev siddende inde i Sofaen. Hans Mine var modfalden. Han gjorde sig alvorlige Selvbebrejdelser for sit Forhold II, 267 overfor Frk. Sølling. Til Tider kunde han næsten ønske , at hans Efterstræbelse af den smukke Dame ikke skulde lykkes for ham. Men paa den anden Side havde han ogsaa til sin Retfærdiggørelse spurgt sig selv, om en Mand med en saa vanskelig og humørsyg Kone, der tilmed var i den sjette Maaned, ikke tilsidst maatte drives til Fortvivlelse.

⇕ Favsingholm V, 2.6

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇐

En Dag fik hun et langt Brev fra Meta, der til hendes Forundring slet ikke havde ladet høre fra sig i Anledning af Moderens Død. Nu kom Forklaringen. Veninden og hendes Mand havde først i disse Dage erfaret Dødsfaldet, fordi de ingen Aviser holdt paa Favsingholm .

Samme Aften modtog Jytte igen et langt Brev fra Meta, som paa en eller anden Maade havde faaet Underretning om Moderens Sygdom .

» Rent tilfældigt kom Povl igaar til at tale med en Mand, som havde læst om Begravelsen i Bladene. Paa den Maade modtog vi den sørgelige Meddelelse, og du har ikke været ude af mine Tanker siden. Det er et forfærdeligt Slag for dig . Og at det skulde ramme dig netop nu, da din Mor kunde have været saa meget for dig! Det gør mig saa ^ ondt for dig, kæreste Jytte . Men saa tænker jeg ogsaa paa, at Tanken om det Barn, du venter, nok vil være dig til stor Trøst i denne tunge Tid . Da du skrev til mig om, hvad der forestod, blev jeg saa glad paa dine Vegne, at jeg trods dit bestemte Forbud maatte fortælle Nyheden til min Mand. Og jeg er ogsaa sikker paa, at du nu selv føler det som en stor 183 Lykke for dig, at du skal være Mor. Du skal se, den Lykke vil hjælpe dig over Sorgen og Savnet . Aa, Jytte, naar jeg tænker paa, at du skal have et Barn, kan jeg næsten blive misundelig paa dig. I en Kvindes Liv er dog ingen Tid dejligere end den, da hun gaar og venter sit første Barn. Jeg ser dig sidde og sømme de smaabitte Skjorter og Navlebindene og den hele Lilleput-Garderobe, som vi ^ ^ syr paa med endnu større Sindsbevægelse end ^ Brudeudstyret Aaret i Forvejen. Da jeg gik med Hedvig ^ var jeg bare altfor utaalmodig efter at faa Ungen i mine Arme. Kan du huske, at vi i gamle Dage saa tidt talte om, hvornaar Børn er sødest? Du holdt paa Etaars-Alderen, naar de kan begynde at stolpre rundt paa deres smaa Pølseben og ^ snakke rigtig . Jeg syntes dengang, at de var sødest i Pludrealderen; men nu, siden jeg selv har faaet Børn, tror jeg næsten, jeg holder allermest af dem, naar de er ganske ^ smaa og hjælpeløse og slet ikke ^ kønne men ligger ved Brystet med hele Vorten i Munden saa forslugne som en Hundehvalp. Hedvigs Fødsel , der ellers var drøj nok, kan jeg aldrig glemme. Jeg vilde gerne udstaa, hvad jeg dengang led, to Gange til, bare for igen at opleve det Øjeblik , da jeg første Gang lagde hende til Brystet.«

» ^ Det er et forfærdeligt Slag for dig , kæreste Jytte,« skrev hun. » Og at det skal træffe dig netop nu, da din Mor kunde have været saa meget for dig! Det gør mig saa inderlig ondt for dig, og du er ikke ude af mine Tanker . Men saa tænker jeg ogsaa paa, at Tanken om det Barn, du venter, nok vil være dig til stor Trøst i denne tunge Tid , og jeg er ogsaa sikker paa, at du midt i din Sorg selv føler det som en stor Lykke, at du skal være Mor . Aa, Jytte, naar jeg tænker paa, at du skal have et Barn, kan jeg næsten blive misundelig paa dig. I en Kvindes Liv er dog ingen Tid dejligere end den, da hun gaar og venter sit første Barn. Jeg ser dig sidde og sømme de smaabitte Skjorter og Navlebindene og den hele Lilleput-Garderobe, som vi jo altsammen syr paa med endnu vidunderligere Hjertebeklemmelse end paa Brudeudstyret Aaret i Forvejen. Da jeg gik med Hedvig , var jeg bare altfor utaalmodig efter at faa Ungen i mine Arme. Kan du huske, at vi i gamle Dage saa tidt talte om, hvornaar Børn er sødest? Du holdt paa Etaars-Alderen, naar de kan begynde at stolpre rundt ^ og ogsaa snakke lidt . Jeg syntes dengang, at de var sødest i Pludrealderen; men nu, siden jeg selv II, 368 har faaet Børn, tror jeg næsten, jeg holder allermest af dem, naar de er ganske bitte smaa og hjælpeløse og slet ikke er kønne men ligger ved Brystet med hele Vorten i Munden saa forslugne som en Hundehvalp. Hedvigs Fødsel ^ var slem nok, veed du; men jeg ^ vilde gerne udstaa, hvad jeg dengang led, ti Gange til, dersom jeg kunde opleve det Øjeblik igen , da jeg første Gang lagde hende til Brystet.«

» ^ Det er et forfærdeligt Slag for dig , kæreste Jytte,« skrev hun. » Og at det skal træffe dig netop nu, da din Mor kunde have været saa meget for dig! Det gør mig saa inderlig ondt for dig, og du er ikke ude af mine Tanker . Men saa tænker jeg ogsaa paa, at Tanken om det Barn, du venter, nok vil være dig til stor Trøst i denne tunge Tid , og jeg er ogsaa sikker paa, at du midt i din Sorg selv føler det som en stor Lykke, at du skal være Mor . Aa, Jytte, naar jeg tænker paa, at du skal have et Barn, kan jeg næsten blive misundelig paa dig. I en Kvindes Liv er dog ingen Tid dejligere end den, da hun gaar og venter sit første Barn. Jeg ser dig sidde og sømme de smaabitte Skjorter og Navlebindene og den hele Lilleput-Garderobe, som vi jo altsammen syr paa med endnu vidunderligere Hjertebeklemmelse end paa Brudeudstyret Aaret i Forvejen. Da jeg gik med Hedvig , var jeg bare altfor utaalmodig efter at faa Ungen i mine Arme. Kan du huske, at vi i gamle Dage saa tidt talte om, hvornaar Børn er sødest? Du holdt paa Etaars-Alderen, naar de kan begynde at stolpre rundt ^ og ogsaa snakke lidt . Jeg syntes dengang, at de var sødest i Pludrealderen; men nu, siden jeg selv har faaet Børn, tror jeg næsten, jeg holder allermest af dem, naar de er ganske bitte smaa og hjælpeløse og slet ikke er kønne men ligger ved Brystet med hele Vorten i Munden saa forslugne som en Hundehvalp. Hedvigs Fødsel ^ var slem nok, veed du; men jeg ^ vilde gerne udstaa, hvad jeg dengang led, ti Gange til, dersom jeg kunde opleve det Øjeblik igen , da jeg første Gang lagde hende til Brystet.«

» ^ Det er et forfærdeligt Slag for dig , kæreste Jytte,« skrev hun. » Og at det skal træffe dig netop nu, da din Mor kunde have været saa meget for dig! Det gør mig saa inderlig ondt for dig, og du er ikke ude af mine Tanker . Men saa tænker jeg ogsaa paa, at Tanken om det Barn, du venter, nok vil være dig til stor Trøst i denne tunge Tid , og jeg er ogsaa sikker paa, at du midt i din Sorg selv føler det som en stor Lykke, at du skal være Mor . Aa, Jytte, naar jeg tænker paa, at du skal have et Barn, kan jeg næsten blive misundelig paa dig. I en Kvindes Liv er dog ingen Tid dejligere end den, da hun gaar og venter sit første Barn. Jeg ser dig sidde og sømme de smaabitte Skjorter og Navlebindene og den hele Lilleput-Garderobe, som vi jo allesammen syr paa med endnu vidunderligere Hjertebeklemmelse end paa Brudeudstyret Aaret i Forvejen. Da jeg gik med Hedvig , var jeg bare altfor utaalmodig efter at faa Ungen i mine Arme. Kan du huske, at vi i gamle Dage saa tidt talte om, hvornaar Børn er sødest? Du holdt paa Etaars-Alderen, naar de kan begynde at stolpre rundt ^ og ogsaa snakke lidt . Jeg syntes dengang, at de var sødest i Pludrealderen; men nu, siden jeg selv har faaet Børn, tror jeg næsten, jeg holder allermest af dem, naar de er ganske bitte smaa og hjælpeløse og slet ikke er kønne men ligger ved Brystet med hele Vorten i Munden saa forslugne som en Hundehvalp. Hedvigs Fødsel ^ var slem nok, veed du; men jeg ^ vilde gerne udstaa, hvad jeg dengang led, ti Gange til, dersom jeg kunde opleve det Øjeblik igen , da jeg første Gang lagde hende til Brystet.«

Det gik Jytte med dette Brev ^ som det plejede at gaa hende med Venindens Breve . I de første Øjeblikke 184 oprørtes hun over, hvad hun kaldte hendes Ammestuesnak . Forstod hun dog ikke, at ^ netop det var det forfærdeligste af alt det forfærdelige, der var sket i den sidste Tid, at hun havde givet Liv til et stakkels Væsen, i hvem den hele Jammer skulde fortsættes!

Det gik Jytte med dette Brev , som det plejede at gaa hende med Venindens Skrivelser . Denne Ammestuesnak oprørte hende, saa hun havde ondt ved at læse Brevet tilende . Forstod Meta da ikke, at det netop ^ var det forfærdeligste af alt det forfærdelige, der var sket i denne Tid, at hun havde givet Liv til et stakkels Væsen, i hvem den hele Jammer skulde fortsættes! Den Frimodighed, hvormed Meta selv tog det Ansvar paa sig at sætte det ene Barn i Verden efter det andet, misundte hun hende ikke.
Om Dihmer fortalte Veninden ogsaa denne Gang med en Vidtløftighed, som hun alene tilgav, fordi den viste, at Meta stadig intet anede om hans og hendes tidligere Forhold. Dihmer havde ingenting røbet. Det vilde heller ikke have lignet ham, og hun bebrejdede sig nu, at hun nogensinde havde været urolig for, at han skulde betro en Tredjemand, hvad der havde været en saa tragisk Oplevelse for dem begge.

Det gik Jytte med dette Brev , som det plejede at gaa hende med Venindens Skrivelser . Denne Ammestuesnak oprørte hende, saa hun havde ondt ved at læse Brevet tilende . Forstod Meta da ikke, at det netop ^ var det forfærdeligste af alt det forfærdelige, II, 266 der var sket i denne Tid, at hun havde givet Liv til et stakkels Væsen, i hvem den hele Jammer skulde fortsættes! Den Frimodighed, hvormed Meta selv tog det Ansvar paa sig at sætte det ene Barn i Verden efter det andet, misundte hun hende ikke.
Om Dihmer fortalte Veninden ogsaa denne Gang med en Vidtløftighed, som hun alene tilgav, fordi den viste, at Meta stadig intet anede om hans og hendes tidligere Forhold. Dihmer havde ingenting røbet. Det vilde heller ikke have lignet ham, og hun bebrejdede sig nu, at hun nogensinde havde været urolig for, at han skulde betro en Tredjemand, hvad der havde været en saa tragisk Oplevelse for dem begge.

Det gik Jytte med dette Brev , som det plejede at gaa hende II, 268 med Venindens Skrivelser . Denne Ammestuesnak oprørte hende, saa hun havde ondt ved at læse Brevet tilende . Forstod Meta da ikke, at det netop ^ var det forfærdeligste af alt det forfærdelige, der var sket i denne Tid, at hun havde givet Liv til et stakkels Væsen, i hvem den hele Jammer skulde fortsættes! Den Frimodighed, hvormed Meta selv tog det Ansvar paa sig at sætte det ene Barn i Verden efter det andet, misundte hun hende ikke.
Om Dihmer fortalte Veninden ogsaa denne Gang med en Vidtløftighed, som hun alene tilgav, fordi den viste, at Meta stadig intet anede om hans og hendes tidligere Forhold. Dihmer havde ingenting røbet. Det vilde heller ikke have lignet ham, og hun bebrejdede sig nu, at hun nogensinde havde været urolig for, at han skulde betro en Tredjemand, hvad der havde været en saa tragisk Oplevelse for dem begge.

^ ^

I de første Dage af September var Moderen bleven saa svag, at hun daarligt kunde tale. Det havde været nødvendigt endnu engang at tappe hende. Vandet pressede II, 369 Hjertet ud af Leje og føjede en pinefuld Aandenød til de øvrige Lidelser. Hun fik herefter mere Ro, men Legemets sidste Modstandskraft var brudt. Johannes Gaardbo havde forinden berettet hende. Hun laa nu mest stille hen med lukkede Øjne og havde ikke længer Kræfter til at klage sig.
Jytte tog om Eftermiddagen hjem for at udhvile sig nogle Timer. Hun havde siddet hele Dagen ved Moderens Seng og vilde ogsaa vaage der om Natten sammen med Sygeplejersken.

I de første Dage af September var Moderen bleven saa svag, at hun daarligt kunde tale. Det havde været nødvendigt endnu engang at tappe hende. Vandet pressede Hjertet ud af Leje og føjede en pinefuld Aandenød til de øvrige Lidelser. Hun fik herefter mere Ro, men Legemets sidste Modstandskraft var brudt. Johannes Gaardbo havde forinden berettet hende. Hun laa nu mest stille hen med lukkede Øjne og havde ikke længer Kræfter til at klage sig.
Jytte tog om Eftermiddagen hjem for at udhvile sig nogle Timer. Hun havde siddet hele Dagen ved Moderens Seng og vilde ogsaa vaage der om Natten sammen med Sygeplejersken.

⇕ Favsingholm V, 2.8

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇐

Først vilde hun trække sig ind i Soveværelset; men hun tog sig sammen og satte sig hen i en Stol .

Da Karsten ved sædvanlig Tid kom hjem fra Atelieret, sad hun ^ i en af de store Stole foran Kakkelovnen, hvor der var tændt op, fordi hun frøs .

» Du sidder i Mørke .« ^

» Du sidder i Mørke ?« sagde han.

» Du sidder i Mørke ,« sagde han.

»Ja . Skal vi tænde ?«

»Ja , men du kan godt tænde .«

» Ikke for min Skyld,« sagde Karsten, som havde sine Grunde til at foretrække den dunkle Belysning. » Her er netop ^ hyggeligt. Har her været nogen?«
» Asmus har været her.«
»Naa! Havde din Fætter noget særligt paa Hjerte, eller var det maaske paa Professionens Vegne, han kom her ^ ?«

» Ikke for min Skyld,« svarede Karsten, der havde sine Grunde til at foretrække den dunkle Belysning. » Her er netop saa hyggeligt. – Hvordan staar det til i Dronningens Tværgade? Blev din Mor saa tappet ?«

» Ikke for min Skyld,« sagde Karsten, der havde sine Grunde til at foretrække den dunkle Belysning. » Her er netop saa hyggeligt. — Hvordan staar det til i Dronningens Tværgade? Blev din Mor saa tappet ?«

» Ikke for min Skyld,« sagde Karsten, der havde sine Grunde til at foretrække den dunkle Belysning. » Her er netop saa hyggeligt. – Hvordan staar det til i Dronningens Tværgade? Blev din Mor saa tappet ?«

»Ja.«

⇕ Favsingholm V, 2.8

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇕ De Dødes Rige .11

⇕ De Dødes Rige 8.11

⇐

Jytte fik ingen Lejlighed til at svare. Karsten blev i det samme kaldt til Telefonen , der stod i Spisestuen . 206 Da han kom tilbage, ^ var hun gaaet ind i Soveværelset.
Efter Middagen , da de sad ved Kaffen ^ , kom Karsten pludselig i Tanker om, at han skulde have et Møde med Anton Bjerreby i Anledning af sit Billede og straks maatte gaa . Det var Jytte lidt paafaldende ; men hun var glad ved igen at blive ^ ^ ^ ^ ^ alene .
Uden at tænde andet Lys end Amplen i Karnappen sad hun Resten af Aftenen i en af de store Lænestole foran den aabne Ovndør og krøb sammen ^ ^ ^ ^ ^ i sit søgræsgrønne Sjal. ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^ ^

Netop som de skulde sætte sig tilbords, blev Karsten ^ kaldt til Telefonen ^ . Hans ensformige »Ja« og »Nej« gav ingen Oplysning om, hvem han talte med, og Jytte vilde ikke spørge. Men Karsten var kendelig nervøs under Maaltidet, og bagefter , da de sad ved Kaffen i Dagligstuen , kom han pludselig i Tanker om, at han skulde have et Møde med ^ Bjerreby i Anledning af sit Billede og ^ maatte gaa straks.
Det var Jytte altfor paafaldende . Saasnart hun havde hørt ham lukke Entredøren, stod hun i al Hast op, slog II, 370 sin Kaabe om sig og bandt et Teaterslør omkring Hovedet. Hun vilde ikke længer føres bag Lyset!
Nogle Øjeblikke efter stod hun spejdende nede i Gadedøren og opdagede et Glimt af Karsten ^ netop som han passerede under Gadelygten paa Hjørnet af Store Kongensgade. Hun fulgte efter ham men gik i en stor Bue udenom Lygten for ikke at blive set. Nu saae hun ham staa ovre ved Stoppestedet og vente paa en Sporvogn. Til Bjerreby, som boede tæt derved paa Toldbodvejen, skulde han altsaa ikke. – – Han gik op i den første Sporvogn, der kom; og da der straks efter kom en anden, fulgte Jytte ham i Hælene. Nu vilde hun vide Besked!
I Dronningens Tværgade kørte hun under sin Mors Vinduer uden at tænke paa det. Hun var alene optaget af at holde Øje med Vognen forude og med de Passagerer, der steg ud, naar den holdt. Paa Kongens Nytorv, hvortil Vognene naaede omtrent paa samme Tid, stod Karsten ud og gik over mod Droske-Holdepladsen. Kort efter sad han i et Automobil paa Vej ind gennem Byen skarpt forfulgt af en anden Droske, hvori Jytte sad skjult, og hvis Styrer hun ved Løftet om en god Drikkeskilling havde gjort til sin Medhjælper.
I Vimmelskaftet var der et mindre Opløb i Anledning af en Hund, der var bleven kørt over. Jyttes Vogn maatte standse et Øjeblik, og da den igen kunde fortsætte Kørslen, havde Styreren tabt den anden afsyne. Men for ikke at gaa glip af Drikkepengene valgte han paa maa og faa et af de mange forbifarende Køretøjer II, 371 som Genstand for sin Forfølgelse, og Turen gik videre over Raadhuspladsen, gennem Vesterbrogade og ind i Frederiksberg Alle. Først helt ude i den mørke Del af Alleen stoppede den forreste Vogn, og samtidig standsede han i Følge Ordre i nogen Afstand derfra. Jytte steg hurtigt ud. Hun var bleg og rystede over hele Kroppen. Men da hun i Stedet for Karsten saae en hel Familje mylre ud af Vognen derhenne, Mand og Kone og tre-fire Børn, vendte hun sig opbragt mod Styreren, der imidlertid frækt forsikrede, at det var den samme Vogn, hun havde givet ham Anvisning paa at følge.
Jytte blev nu som besat af Vildskab og vilde ikke give tabt. For at komme paa Spor efter den Frøken Sølling, som hun mistænkte, havde hun for nogen Tid siden set efter i Vejviseren og her fundet flere Lærerinder af det Navn. En af dem boede paa Gammel Kongevej. Hun huskede endnu Nummeret og bestemte sig til at køre derhen.
Hun fandt paa tredje Sal en Dør, der var overfyldt med Visitkort, deriblandt ogsaa et med Navnet Herdis Sølling. Hun forstod, at det maatte være et Pensionat, og ringede ikke paa. Dersom Karsten havde Stævnemøde med en Dame, kunde det i hvert Fald ikke være her. Men maaske var denne heller ikke den rigtige. Et Sted i Vendersgade boede en anden Frk . Sølling. Hun var ikke sikker paa at vide Husnummeret; men hun kunde jo paa Vejen derhen standse udenfor et Konditori og faa fat i Vejviseren.
Da hun igen sad i Vognen, kom hun dog til Besindelse II, 372 og indsaae det haabløse i sin Forfølgelse. Styreren fik Kontraordre og kørte hende til Dronningens Tværgade.
Idet hun her – udmattet og fortumlet – kom ind i Forstuen, ilede begge Pigerne til og modtog hende med fortvivlede Udraab.
»Aa, Frue! ... Vi har ringet og ringet!«
» Hvad er der sket? Hvordan har Mor det?« spurgte hun med en frygtelig Anelse og skyndte sig til Sovekammeret uden at vente paa Svaret.
I Døren mødte hun Sygeplejersken, og i samme Nu vidste hun, at Moderen var død.
Derinde ved Sengen stod Asmus, der var naaet hertil i sidste Øjeblik. Da han hørte Kusinens Stemme ude i Gangen, havde han rejst sig for at trykke den Dødes Øjne til.
Endnu med Kaaben paa kastede Jytte sig over Moderens Lig. Det laa med Ansigtet vendt mod Døren, som om hun indtil det sidste havde stirret derhen i Haabet om at se sin Datter endnu en Gang.
»Aa, Mor! – Mor! – Mor !«
XII .

Netop som de skulde sætte sig tilbords, blev Karsten ^ kaldt til Telefonen ^ . Hans ensformige »Ja« og »Nej« gav ingen Oplysning om, hvem han talte med, og Jytte vilde ikke spørge. Men II, 267 Karsten var kendelig nervøs under Maaltidet, og bagefter , da de sad ved Kaffen i Dagligstuen , kom han pludselig i Tanker om, at han skulde have et Møde med ^ Bjerreby i Anledning af sit Billede og ^ maatte gaa straks.
Det var Jytte altfor paafaldende . Saasnart hun havde hørt ham lukke Entredøren, stod hun i al Hast op, slog sin Kaabe om sig og bandt et Teaterslør omkring Hovedet. Hun vilde ikke længer føres bag Lyset!
Nogle Øjeblikke efter stod hun spejdende nede i Gadedøren og opdagede et Glimt af Karsten , netop som han passerede under Gadelygten paa Hjørnet af Store Kongensgade. Hun fulgte efter ham men gik i en stor Bue udenom Lygten for ikke at blive set. Nu saae hun ham staa ovre ved Stoppestedet og vente paa en Sporvogn. Til Bjerreby, som boede tæt derved paa Toldbodvejen, skulde han altsaa ikke. — — Han gik op i den første Sporvogn, der kom; og da der straks efter kom en anden, fulgte Jytte ham i Hælene. Nu vilde hun vide Besked!
I Dronningens Tværgade kørte hun under sin Mors Vinduer uden at tænke paa det. Hun var alene optaget af at holde Øje med Vognen forude og med de Passagerer, der steg ud, naar den holdt. Paa Kongens Nytorv, hvortil Vognene naaede omtrent paa samme Tid, stod Karsten ud og gik over mod Droske-Holdepladsen. Kort efter sad han i et Automobil paa Vej ind gennem Byen skarpt forfulgt af en anden Droske, hvori Jytte sad skjult, og hvis Styrer hun ved Løftet om en god Drikkeskilling havde gjort til sin Medhjælper.
I Vimmelskaftet var der et mindre Opløb i Anledning af en Hund, der var bleven kørt over. Jyttes Vogn maatte standse et Øjeblik, og da den igen kunde fortsætte Kørslen, havde Styreren tabt den anden afsyne. Men for ikke at gaa glip af Drikkepengene valgte han paa maa og faa et af de mange forbifarende Køretøjer som Genstand for sin Forfølgelse, og Turen gik videre over Raadhuspladsen, gennem Vesterbrogade og ind i Frederiksberg Alle. Først helt ude i den mørke Del af Alleen stoppede den forreste Vogn, og samtidig standsede han i Følge Ordre i nogen Afstand derfra. Jytte steg hurtigt ud. Hun var bleg og rystede over hele II, 268 Kroppen. Men da hun i Stedet for Karsten saae en hel Familje mylre ud af Vognen derhenne, Mand og Kone og tre-fire Børn, vendte hun sig opbragt mod Styreren, der imidlertid frækt forsikrede, at det var den samme Vogn, hun havde givet ham Anvisning paa at følge.
Jytte blev nu som besat af Vildskab og vilde ikke give tabt. For at komme paa Spor efter den Frøken Sølling, som hun mistænkte, havde hun for nogen Tid siden set efter i Vejviseren og her fundet flere Lærerinder af det Navn. En af dem boede paa Gammel Kongevej. Hun huskede endnu Nummeret og bestemte sig til at køre derhen.
Hun fandt paa tredje Sal en Dør, der var overfyldt med Visitkort, deriblandt ogsaa et med Navnet Herdis Sølling. Hun forstod, at det maatte være et Pensionat, og ringede ikke paa. Dersom Karsten havde Stævnemøde med en Dame, kunde det i hvert Fald ikke være her. Men maaske var denne heller ikke den rigtige. Et Sted i Vendersgade boede en anden Frk ^ Sølling. Hun var ikke sikker paa at vide Husnummeret; men hun kunde jo paa Vejen derhen standse udenfor et Konditori og faa fat i Vejviseren.
Da hun igen sad i Vognen, kom hun dog til Besindelse og indsaae det haabløse i sin Forfølgelse. Styreren fik Kontraordre og kørte hende til Dronningens Tværgade.
Idet hun her — udmattet og fortumlet — kom ind i Forstuen, ilede begge Pigerne til og modtog hende med fortvivlede Udraab.
»Aa, Frue! ... Vi har ringet og ringet!«
» Hvad er der sket? Hvordan har Mor det?« spurgte hun med en frygtelig Anelse og skyndte sig til Sovekammeret uden at vente paa Svaret.
I Døren mødte hun Sygeplejersken, og i samme Nu vidste hun, at Moderen var død.
Derinde ved Sengen stod Asmus, der var naaet hertil i sidste Øjeblik. Da han hørte Kusinens Stemme ude i Gangen, havde han rejst sig for at trykke den Dødes Øjne til.
Endnu med Kaaben paa kastede Jytte sig over Moderens Lig. Det laa med Ansigtet vendt mod Døren, som om hun indtil det II, 269 sidste havde stirret derhen i Haabet om at se sin Datter endnu en Gang.
»Aa, Mor! — Mor! — Mor !«
XII ^

Netop som de skulde sætte sig tilbords, blev Karsten ^ kaldt II, 269 til Telefonen ^ . Hans ensformige »Ja« og »Nej« gav ingen Oplysning om, hvem han talte med, og Jytte vilde ikke spørge. Men Karsten var kendelig nervøs under Maaltidet, og bagefter , da de sad ved Kaffen i Dagligstuen , kom han pludselig i Tanker om, at han skulde have et Møde med ^ Bjerreby i Anledning af sit Billede og ^ maatte gaa straks.
Det var Jytte altfor paafaldende . Saasnart hun havde hørt ham lukke Entredøren, stod hun i al Hast op, slog sin Kaabe om sig og bandt et Teaterslør omkring Hovedet. Hun vilde ikke længer føres bag Lyset!
Nogle Øjeblikke efter stod hun spejdende nede i Gadedøren og opdagede et Glimt af Karsten , netop som han passerede under Gadelygten paa Hjørnet af Store Kongensgade. Hun fulgte efter ham men gik i en stor Bue udenom Lygten for ikke at blive set. Nu saae hun ham staa ovre ved Stoppestedet og vente paa en Sporvogn. Til Bjerreby, som boede tæt derved paa Toldbodvejen, skulde han altsaa ikke. – – Han gik op i den første Sporvogn, der kom; og da der straks efter kom en anden, fulgte Jytte ham i Hælene. Nu vilde hun vide Besked!
I Dronningens Tværgade kørte hun under sin Mors Vinduer uden at tænke paa det. Hun var alene optaget af at holde Øje med Vognen forude og med de Passagerer, der steg ud, naar den holdt. Paa Kongens Nytorv, hvortil Vognene naaede omtrent paa samme Tid, stod Karsten ud og gik over mod Droske-Holdepladsen. Kort efter sad han i et Automobil paa Vej ind gennem Byen skarpt forfulgt af en anden Droske, hvori Jytte sad skjult, og hvis Styrer hun ved Løftet om en god Drikkeskilling havde gjort til sin Medhjælper.
I Vimmelskaftet var der et mindre Opløb i Anledning af en Hund, der var bleven kørt over. Jyttes Vogn maatte standse et Øjeblik, og da den igen kunde fortsætte Kørslen, havde Styreren tabt den anden afsyne. Men for ikke at gaa glip af Drikkepengene valgte han paa maa og faa et af de mange forbifarende Køretøjer som Genstand for sin Forfølgelse, og Turen gik videre over Raadhuspladsen, gennem Vesterbrogade og ind i Frederiksberg Alle. Først helt ude i den mørke Del af Alleen stoppede den forreste II, 270 Vogn, og samtidig standsede han i Følge Ordre i nogen Afstand derfra. Jytte steg hurtigt ud. Hun var bleg og rystede over hele Kroppen. Men da hun i Stedet for Karsten saae en hel Familje mylre ud af Vognen derhenne, Mand og Kone og tre-fire Børn, vendte hun sig opbragt mod Styreren, der imidlertid frækt forsikrede, at det var den samme Vogn, hun havde givet ham Anvisning paa at følge.
Jytte blev nu som besat af Vildskab og vilde ikke give tabt. For at komme paa Spor efter den Frøken Sølling, som hun mistænkte, havde hun for nogen Tid siden set efter i Vejviseren og her fundet flere Lærerinder af det Navn. En af dem boede paa Gammel Kongevej. Hun huskede endnu Nummeret og bestemte sig til at køre derhen.
Hun fandt paa tredje Sal en Dør, der var overfyldt med Visitkort, deriblandt ogsaa et med Navnet Herdis Sølling. Hun forstod, at det maatte være et Pensionat, og ringede ikke paa. Dersom Karsten havde Stævnemøde med en Dame, kunde det i hvert Fald ikke være her. Men maaske var denne heller ikke den rigtige. Et Sted i Vendersgade boede en anden Frk . Sølling. Hun var ikke sikker paa at vide Husnummeret; men hun kunde jo paa Vejen derhen standse udenfor et Konditori og faa fat i Vejviseren.
Da hun igen sad i Vognen, kom hun dog til Besindelse og indsaae det haabløse i sin Forfølgelse. Styreren fik Kontraordre og kørte hende til Dronningens Tværgade.
Idet hun her – udmattet og fortumlet – kom ind i Forstuen, ilede begge Pigerne til og modtog hende med fortvivlede Udraab.
»Aa, Frue! ... Vi har ringet og ringet!«
» Hvad er der sket? Hvordan har Mor det?« spurgte hun med en frygtelig Anelse og skyndte sig til Sovekammeret uden at vente paa Svaret.
I Døren mødte hun Sygeplejersken, og i samme Nu vidste hun, at Moderen var død.
Derinde ved Sengen stod Asmus, der var naaet hertil i sidste Øjeblik. Da han hørte Kusinens Stemme ude i Gangen, havde han rejst sig for at trykke den Dødes Øjne til.
II, 271 Endnu med Kaaben paa kastede Jytte sig over Moderens Lig. Det laa med Ansigtet vendt mod Døren, som om Moderen indtil det sidste havde stirret derhen i Haabet om at se hende endnu en Gang.
»Aa, Mor! – Mor! – Mor !«
XII ^

⇕ Favsingholm V, 2.5

⇕ De Dødes Rige 8.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 8.12

E fter at Torben Dihmer var flyttet op i sit Skovhus, betragtede han i endnu højere Grad end før den Verden, der laa udenfor Favsingholms Markskel, som en fremmed Klode, han engang i en uhyggelig Drøm havde gæstet. For ^ at lukke selve Mindet om den ude læste han ikke mere Aviser og havde ogsaa afbrudt al brevlig Forbindelse med tidligere Venner og Bekendte . Han vilde have Lov til at leve Resten af sit Liv uden at ulejliges af ^ Krav paa Deltagelse for alle disse tusinde Ting, der var bleven ham saa inderlig ligegyldige.

Efter at Torben Dihmer var flyttet op i sit Skovhus, betragtede han i endnu højere Grad end før den Verden, der laa udenfor Favsingholms Markskel, som en fremmed Klode, han engang i en uhyggelig Drøm havde gæstet. For saa vidt muligt at lukke selve Mindet om den ude læste han ikke mere Aviser ^ . Han vilde have Lov til II, 373 at leve Resten af sit Liv uden at ulejliges af disse daglige Krav paa Deltagelse for ^ tusinde Ting, der var bleven ham saa inderlig ligegyldige.

Efter at Torben Dihmer var flyttet op i sit Skovhus, betragtede han i endnu højere Grad end før den Verden, der laa udenfor Favsingholms Markskel, som en fremmed Klode, han engang i en uhyggelig Drøm havde gæstet. For saa vidt muligt at lukke selve Mindet om den ude læste han ikke mere Aviser ^ . Han vilde have Lov til at leve Resten af sit Liv uden at ulejliges af disse daglige Krav paa Deltagelse for ^ tusinde Ting, der var bleven ham saa inderlig ligegyldige.

Efter at Torben Dihmer var flyttet op i sit Skovhus, betragtede han i endnu højere Grad end før den Verden, der laa udenfor Favsingholms Markskel, som en fremmed Klode, han engang i en uhyggelig Drøm havde gæstet. For saa vidt muligt at lukke selve Mindet om den ude læste han ikke mere Aviser ^ . Han vilde have Lov til at leve Resten af sit Liv uden at ulejliges af disse daglige Krav paa Deltagelse for ^ tusinde Ting, der var bleven ham ^ ligegyldige.

Selv paa Favsingholm viste han sig bestandig sjeldnere . Siden den store Midsommerfest , der havde sat nyt Liv i Agitationen imod ham ^ og vakt en Forargelse 173 hos Folk, saa han offenlig var bleven ^ betegnet ^ som en samfundsfarlig Person, havde han mere og mere overladt Overopsynet med den hele Bedrift til Doktor Gaardbo .

Men Verden lod ham ikke i Fred . Hans lystige Midsommerfest ^ havde sat nyt Liv i Agitationen imod ham blandt Egnens Landarbejdere og desuden forarget Kirkefolket. Et Par af Randersbladene havde rent ud betegnet ham som en samfundsfarlig Person, der hørte hjemme i en Daareanstalt . ^

Men Verden lod ham ikke i Fred . Hans lystige Midsommerfest ^ havde sat nyt Liv i Agitationen imod ham blandt Egnens Landarbejdere og havde desuden forarget Kirkefolket. Et Par af Randersbladene havde rent ud betegnet ham som en samfundsfarlig Person, der hørte hjemme i en Daareanstalt . ^

⇕ Favsingholm V, 2.3

⇕ De Dødes Rige 8.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 8.12

⇐

Et Par af Randersbladene skal have skrevet mod Dihmer og min Mand , og Præsten i Favsing , der er Socialist, har raset mod Festen fra Prækestolen ^ og kaldt den et hedensk Orgie ^ . ^

Han fik paany tilsendt anonyme Truselsbreve, der lod ham vide, at Favsingholm vilde blive svedet af ^ , og den nye Præst i Favsing havde fra Prækestolen raset mod Sommerfesten og kaldt den et hedensk Orgie , som Himlen vilde straffe .

⇕ Favsingholm V, 2.5

⇕ De Dødes Rige 8.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 8.12

Han ^ var bleven træt af Mennesker. Især var han bleven led ved Arten af deres Alvor .
Nu havde desuden hans Udseende igen forandret sig saa meget , at han ogsaa af den Grund helst undgik Folk. Deroppe i Skoven havde han indrettet sig i tre smaa Stuer, som akkurat var udstyret med det nødtørftigste. I sin Foragt for den Overflod af ligegyldige Ting , som man derude i Spøgelseverdenen sloges ^ saa blodigt om og ikke undte hinanden, forenklede han mere og mere ^ sine Livsvaner og fandt en barsk Tilfredsstillelse i at ^ undvære.

Han lod dem snakke. Han var ^ træt af Alverdens Skraalhalse, var i Særdeleshed led ved det Skin af ^ Alvor ^ , de fleste af dem smykkede sig med.
Deroppe i Skoven havde han indrettet sig ^ tre smaa Stuer, som kun var udstyret med det nødtørftigste. I sin voksende Ringeagt for de Goder , som man ude i Spøgelseverdenen sloges om med saa blodig en Griskhed og ikke undte hinanden, havde han mere og mere forenklet sine Livsvaner og fundet en barsk Tilfredsstillelse i at kunne undvære.

En Gang i Løbet af Dagen saae Povl Gaardbo gerne op til ham ^ , enten alene eller sammen med Meta ^ . De havde efterhaanden begge to vænnet sig til hans mange Underligheder og var kommen til at holde meget af ham.

Daglig kørte han i en lille Enspændervogn ned til Favsingholm for at tilse Arbejdet , og i Almindelighed kiggede han med det samme indenfor hos Doktor Gaardbos . ^

Daglig kørte han i en lille Enspændervogn ned til Favsingholm for at tilse Arbejdet , og i Almindelighed kiggede han med det samme indenfor hos Doktor Gaardbo . ^

Daglig kørte han i en lille Enspændervogn ned til Favsingholm II, 272 for at tilse Arbejdet , og i Almindelighed kiggede han med det samme indenfor hos Doktor Gaardbo . ^

⇕ Favsingholm V, 2.3

⇕ De Dødes Rige 8.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 8.12

⇐

^ ^ Han kan sidde en hel Time ^ ude i Haven og ^ ^ ^ ^ se paa, at Børnene leger .

Baade Doktoren og Meta var kommen til at holde meget af ham, og han paa sin Side var glad baade for dem og for deres Børn. Han kunde ofte sidde en hel II, 374 Time alene ude i Haven og more sig med at se paa, at Børnene legede .

Baade Doktoren og Meta II, 270 var kommen til at holde meget af ham, og han paa sin Side var glad baade for dem og for deres Børn. Han kunde ofte sidde en hel Time alene ude i Haven og more sig med at se paa, at Børnene legede .

Baade Doktoren og Meta var kommen til at holde meget af ham, og han paa sin Side var glad baade for dem og for deres Børn. Han kunde ofte sidde en hel Time alene ude i Haven og glæde sig ved at se paa, at Børnene legede .

⇕ Favsingholm V, 2.5

⇕ De Dødes Rige 8.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 8.12

Han paa sin Side var taknemlig for deres Overbærenhed og viste Povl Gaardbo ^ et tillidsfuldt Venskab . Saa forskellige de to Mænd var , og skønt Torben i sine triste Øjeblikke kunde spotte Vennens frejdigt naive Livstro , ^ var det dog ogsaa hans Overbevisning, at der vilde oprinde en lykkeligere 174 Tid for Verden end den, han selv havde oplevet . En Tid, da Menneskene ^ vilde vende sig med Lede fra en kunstig steriliseret Tilværelse for igen at tage det onde med det gode af Livets Haand uden næsvis Modsigelse ^ ^ ^ .

Hans Forhold til Povl Gaardbo havde udviklet sig til et tillidsfuldt Venskab ^ , og hændte det ham end undertiden, at han kom til at smile af den naive Doktor og hans Levelære , saa var det dog ogsaa hans Overbevisning, at der vilde oprinde en lykkeligere Tid for Verden end den, han selv havde oplevet , en Tid, da Menneskene med et Gys vilde vende sig ^ fra den kunstig steriliserede Tilværelse , det dagklare Helvede, hvori de nu tumlede blændede om, og igen ^ uden ^ Modsigelse tage det onde med det gode af Livets evige Væld og suge Næring af Mørket saavel som af Lyset .

For sit personlige Vedkommende ventede han dog ikke mere af Fremtiden ^ end hvad ogsaa Øjeblikket undte ham : Fred og Glemsel . Han havde ved sit Hus indrettet sig en Hønsegaard, og i sin lille Have ^ havde han en ^ Pindsvinefamilje til Underholdning . Og rundt om ham susede Skoven, der ligesom gamle Folk snakkede med sig selv om svundne Dage. Men frem for alt gik han op i sine astrologiske Undersøgelser, i den omhyggelige Udarbejdelse af sin Sygejournal , som han aldrig mere omtalte ^ til Povl Gaardbo for ikke ^ at blive udlet ^ .

For sit personlige Vedkommende ventede han sig ikke mere af Fremtiden , end hvad ogsaa Øjeblikket undte ham ^ . Han havde frigjort sig for alle Ønsker og Forhaabninger, der strakte sig ud over Dagen. Han glædede sig over Blomsterne i sin ^ Have , hvor han ogsaa havde fire Bistader og en frugtbar Pindsvinefamilje til Adspredelse . Rundt om ham susede Skoven, og forøvrigt var han optaget af sine astrologiske Undersøgelser, disse Vindueskig ud mod Uendeligheden , som han ikke omtalte til nogen, heller ikke til Povl Gaardbo , der aabenlyst ^ ^ havde trukket paa Skulderen af dem .

For sit personlige Vedkommende ventede han sig ikke mere af Fremtiden , end hvad ogsaa Øjeblikket undte ham ^ . Han havde frigjort sig for alle Ønsker og Forhaabninger, der strakte sig ud over Dagen. Han glædede sig over Blomsterne i sin ^ Have , hvor han ogsaa havde fire Bistader og en frugtbar Pindsvinefamilje til Adspredelse . Rundt om ham susede Skoven, og forøvrigt var han optaget af sine astrologiske Undersøgelser, disse Vindueskig ud mod Uendeligheden , som han ikke omtalte til nogen, heller ikke til Povl Gaardbo , efter at denne havde trukket paa Skulderen af dem .

Fra Huset førte en Sti ind til den ene af de to dybe Kløfter, der tidligere delte Skoven, og i hvis Bund en livlig lille Bæk sprang afsted fra Sten til Sten paa Vej ned mod Fjorden .
Her stod en Bænk, som han i denne Tid ofte søgte ud til om Eftermiddagen for at sidde i Læ og slikke Solskin . Stien gik videre , idet den fulgte langsmed Randen af Kløften ned mod det Sted, hvor denne aabnede sig ud mod Engene . Dernede førtes den over Bækken ved en Spange, hvorefter den forsvandt i Skoven paa den anden Side.

Fra Huset førte en Sti ind til den ene af de to dybe Kløfter, der tidligere delte Skoven, og i hvis Bund en livlig lille Bæk sprang afsted fra Sten til Sten mellem Ørnebregner og Brombærbuske . Heroppe stod en Bænk, som han i denne Tid ofte søgte ud til ^ for at sidde i Læ for Efteraarsblæsten , Stien drejede herfra nedefter , idet den II, 375 fulgte langsmed Randen af Kløften . Hvor denne aabnede sig ud mod Engene og Fjorden, førtes Stien over Bækken ved en Spange, hvorefter den forsvandt i Skoven paa den anden Side.

Fra Huset førte en Sti ind til den ene af de to dybe Kløfter, der tidligere delte Skoven, og i hvis Bund en livlig lille Bæk sprang afsted fra Sten til Sten mellem Ørnebregner og Brombærbuske . Heroppe stod en Bænk, som han i denne Tid ofte søgte ^ til ^ for at sidde i Læ for Efteraarsblæsten . Stien drejede herfra nedefter , idet den fulgte langsmed Randen af Kløften . Hvor denne aabnede sig ud mod Engene og Fjorden, førtes Stien over Bækken ved en Spange, hvorefter den forsvandt i Skoven paa den anden Side.

175 Morgen og Aften gik en Husmand over Spangen undervejs til og fra sit Arbejde paa Favsingholm. Ellers kom der aldrig et Menneske. Torben kunde sidde her Dag efter Dag uden at høre andet end ^ ^ ^ Skovens Enetale. Af ^ og til svang en Fluesnapper sig tavs hen over Kløften , og i den røde Skovbund puslede Solsorterne lydløst om og forputtede sig bag Stammerne som forskræmte Rotter .

Morgen og Aften gik en Husmand over Spangen undervejs til og fra sit Arbejde paa Favsingholm. Ellers kom der aldrig et Menneske. Torben kunde sidde her Time efter Time uden at høre andet end Bækkens barnlige Pludren og Skovens Oldemorstale om de svundne Tider. I de første Sommerdage havde her lydt et Fuglekor, et Elskovskvidder, der overdøvede alt. Nu løb Solsorterne lydløst om i den røde Løvbund, og af og til svang en Fluesnapper sig tavs henover Kløften ^ .

Morgen og Aften gik en Husmand over Spangen undervejs til og fra sit Arbejde paa Favsingholm. Ellers kom der aldrig et Menneske. Torben kunde sidde her Time efter Time uden at høre andet end Bækkens barnlige Pludren og Skovens Oldemorstale II, 271 om de svundne Tider. I de første Sommerdage havde her lydt et Fuglekor, et Elskovskvidder, der overdøvede alt. Nu løb Solsorterne lydløst om i den røde Løvbund, og af og til svang en Fluesnapper sig tavs henover Kløften ^ .

Morgen og Aften gik en Husmand over Spangen undervejs til og fra sit Arbejde paa Favsingholm. Ellers kom der aldrig et II, 273 Menneske. Torben kunde sidde her Time efter Time uden at høre andet end Bækkens ^ Pludren og den susende Skovs Oldemorstale om de svundne Tider. I de første Sommerdage havde her lydt et Fuglekor, et Elskovskvidder, der overdøvede alt. Nu løb Solsorterne lydløst om i den røde Løvbund, og af og til svang en Fluesnapper sig tavs henover Kløften ^ .

En Dag , da han igen sad her i sin store Kappe, skar der pludselig en besynderlig Tone gennem Skovsuset. Han kunde længe ikke forklare sig, hvad det var. Det lød for hans Øre som en Skalmeje.

En Dag ^ skar der pludselig en besynderlig Tone gennem Skovsuset. Han kunde ^ ikke forklare sig, hvad det var. Det lød ^ som en Skalmeje.

Omsider opdagede han ^ nede paa den anden Side af Spangen – i Skovkanten ud mod Engen – et hvilende Menneskepar, en Mand og en Kvinde . Saa vidt han paa Afstand kunde skønne, var det et Par unge Folk paa Sommervandring. De havde aabenbart ikke set ham . Hun laa med Hovedet i hans Skød, og han sad med en Fløjte for Munden og spillede en vemodigt hentonende Melodi.

Omsider opdagede han helt nede paa den anden Side af Spangen , i Skovkanten ud mod Engen , et hvilende Menneskepar, en Mand og en Kvinde , to unge Folk paa Sommervandring, saa vidt han kunde skønne . Hun laa med Hovedet i hans Skød, og han sad med en Fløjte for Munden og spillede en vemodigt hentonende Melodi.

Synet greb ham som et Drømmebillede. Han var kommen ind i Eventyrskoven og havde overrasket en Faun med sin Nymfe.

Synet greb ham som et Drømmebillede. Han var kommen ind i Eventyrskoven og havde overrasket en Faun og en Nymfe.

Lidt efter rejste de sig dernede. Han saae dem kaste deres Ransler over Skuldren . Og nu gik de over Spangen og var paa Vej op imod ham.

Der gik en lille Tid. Saa rejste de sig dernede. Han saae dem kaste ^ Ransler over Skuldren . Og nu kom de over Spangen , paa Vej op imod ham.

Der gik en lille Tid. Saa rejste de sig dernede. Han saae dem kaste ^ Ransler over Skulderen . Og nu kom de over Spangen , paa Vej op imod ham.

Der gik en lille Tid. Saa rejste de sig dernede. Han saae dem kaste ^ Ransler over Skulderen . Og nu gik de over Spangen , paa Vej op imod ham.

I sin Skyhed for ^ Mennesker vilde han staa op og 176 gaa. Men da han mærkede, at de nu havde ^ faaet Øje paa ham ^ , blev han siddende.

I sin Skyhed for fremmede Mennesker vilde han staa II, 376 op og gaa. Men de havde nu faaet Øje paa ham , og da han saae det , blev han siddende.

I sin Skyhed for fremmede Mennesker vilde han staa op og gaa. Men de havde nu faaet Øje paa ham , og da han saae det , blev han siddende.

Det var en sværlemmet ung Mand med blond Hageskæg og et vejrbrændt Ansigt , der virkelig godt kunde minde om en Skovgud . Den unge Kvinde, der – lidt træt og medtaget – holdt ham under Armen, naaede ham knap til Skulderen.
Torben anslog dem nu nærmest til at være et Par Omstrejfere af den Slags, der gaar rundt i Landsbyerne og spiller for Dørene .

Det var en sværlemmet ung Mand med ^ et læderbrunt Ansigt ^ . Den unge Kvinde, der holdt ham under Armen, saae lidt bleg og medtaget ud .

» Undskyld – fører Stien her til Favsingholm?« spurgte den unge Mand og standsede.

» Undskyld – fører Stien her til Favsingholm?« spurgte Manden og standsede.

» Undskyld — fører Stien her til Favsingholm?« spurgte Manden og standsede.

» Undskyld – fører Stien her til Favsingholm?« spurgte Manden og standsede.

»Ja . De kommer dog først til et Hus lidt herhenne . Der skal De gaa norden om Haven . Saa støder De paa en Kørevej. Den gaar ned til Favsingholm.«

» Ikke direkte . De kommer ^ først til et Hus derhenne i Udkanten af Skoven . Der skal De gaa norden om Haven , saa støder De paa en Kørevej. Den gaar ned til Favsingholm.«

» Er det langt?«
» Ikke for raske Ben.«
» Mange Tak!« sagde han og gik videre ^ , mens den unge Kvinde kiggede sig tilbage over hans Skulder med et halvt forskrækket, halvt medlidende Udtryk .

»Tak!«
De vilde gaa videre . Men trods det halvt forfærdede, halvt medlidende Blik , hvormed den unge Kvinde havde betragtet Torben, standsede han dem med et Spørgsmaal .

» Skal De besøge nogen paa Favsingholm?«

»Ja. De er maaske kendt der?«

II, 274 »Ja. De er maaske kendt der?«

» Aa ja.«

» Saa kan De maaske sige os, om Doktor Gaardbo er hjemme for Tiden.«

II, 272 » Saa kan De maaske sige os, om Doktor Gaardbo er hjemme for Tiden.«

» Saa kan De maaske sige os, om Doktor Gaardbo er hjemme for Tiden.«

177 » Det tror jeg sikkert . Er det ham, De skal tale med ?«

» Det er han . Er det ham, De skal besøge ?«

De to unge kiggede paa hinanden, som om de undsaae sig ved at svare.

De to Unge kiggede paa hinanden, som om de undsaae sig ved at svare.

»Ja . Vi er i Familje med ham .«

»Ja ^ .«

Skønt Mandens dannede Sprog og den unge Kvindes Blik igen havde givet Torben andre Tanker om dem, satte den sidste Oplysning ham alligevel i Forbavselse. For ikke at komme til at røbe sig spurgte han dog ikke om mere. Og de gik saa videre.
Han selv blev siddende, og lod paany sin Stok beskrive lange Buer i Græsset foran ham. Men endnu længe saae han hendes store, blaagraa Øjne for sig. Og mod sin Vilje sank han hen i sine mørke Minder. –
Den næste Dag, da Povl Gaardbo kom op i Skovhuset, fortalte han om Besøget og om den ærgerlige Forlegenhed, det havde sat ham i.
» Jeg ^ har aldrig før set den Lømmel ^ ... endmindre hans Kæreste. Jeg veed ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Saa vidt jeg kan faa ud af dem, er den unge Pige løbet bort fra sit Hjem , og jeg har dem stærkt mistænkt for at have flakket om sammen det meste af Sommeren. Det var nok først deres Mening at rende af til Sydafrika og leve i Urskoven. De manglede bare Pengene. Saa læste de i et Blad noget om Favsingholm, og nu kommer han og ber 178 om Arbejde ^ som Haandlanger eller Grøftegraver, for at de kan gifte sig.«
Torben havde roligt hørt paa ham. Nu spurgte han:

^ Torben vilde ikke vise sig nysgerrig og spurgte ^ ikke om mere.
Men om Aftenen, da Povl Gaardbo kom op i Skovhuset, fortalte denne selv om Besøget.
II, 377 » Han er af min Familje; men jeg har aldrig ^ set den Lømmel før ... endmindre hans Kæreste. Jeg veed ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Saa vidt jeg kan faa ud af dem, er den unge Pige løbet ^ fra sit Hjem ^ for at rejse med ham til Sydafrika og leve i Urskoven. De manglede bare Pengene. Saa læste de i et Blad noget om Favsingholm, og nu kommer han og ber om at faa Arbejde her som Haandlanger eller Grøftegraver, for at de kan gifte sig.« ^

^ Torben vilde ikke vise sig nysgerrig og spurgte ^ ikke om mere.
Men om Aftenen, da Povl Gaardbo kom op i Skovhuset, fortalte denne selv om Besøget.
» Han er af min Familje; men jeg har aldrig ^ set den Lømmel før ... endmindre hans Kæreste. Jeg veed ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Saa vidt jeg kan faa ud af dem, er den unge Pige løbet ^ fra sit Hjem ^ for at rejse med ham til Sydafrika og leve i Urskoven. De manglede bare Pengene. Saa læste de i et Blad noget om Favsingholm, og nu kommer han og ber om at faa Arbejde her som Haandlanger eller Grøftegraver, for at de kan gifte sig.« ^

» Hvad hedder den unge Mand?«

» Kjeld Borgen. Hans Mor var min Kusine. En Præstedatter fra Jylland. Han er selv juridisk Student og er ^ dumpet til Eksamen.«

» Kjeld Borgen. Hans Mor var min Kusine. ^ Han er ^ juridisk Student og er tre Gange dumpet til Eksamen.«

» Men hvorfor er De vred paa ham? Det lyder jo altsammen saa lovende .«
» Da er det dog ikke Meningen at gøre Favsingholm til et Optagelseshjem for landløbende Personer, der er kommen i Forlegenhed. Saadan har han aabenbart opfattet Forholdet. Og saa er der velsagtens flere, der gør det.«
» Vi staar vist ikke i Fare for at blive overrendte af Studenter, der melder sig som Grøftegravere. Udviklingen gaar foreløbig den modsatte Vej. Lad os i det hele taget ikke gøre os altfor højtidelige Skrupler, kære Ven! Verden staar og falder jo ikke med Favsingholm. Jeg synes, De har al Grund til at glæde Dem . De har her faaet Deres første Discipel. Og det er tilmed ^ en af Deres egen Slægt, der nu søger tilbage til Jorden. Det vilde jeg i Deres Sted tage for et lykkeligt Varsel.«

» Men hvorfor er De vred paa ham? Det lyder jo altsammen saa lovende ^ . De har ^ faaet Deres første Discipel. At det tilmed er en af Deres egen Slægt, der frivilligt vender tilbage til Mulden, vilde jeg i Deres Sted tage for et lykkeligt Varsel.«

» De mener med andre Ord, at vi skal lade de to Landstrygere blive her . Give dem Hus og Jord?«

» Maa han da faa Lov til at blive her ? Vil De laane ham Hus og Jord?«

179 » Ja vist! Forresten kender jeg allerede det unge Menneskepar af Udseende. Jeg saae dem igaar , da de kom gennem Skoven , og de gjorde begge to det bedste Indtryk . Den unge Pige er jo nydelig og har et Par trofaste Øjne. Det ^ er en god Medgift. Og Deres Nevø spiller smukt paa Fløjte. Den Færdighed er efter mit Begreb mere værd end en juridisk Eksamen. Lad ham dog endelig blive her! Vi trænger til en saadan Mand ^ nu, vi gaar mod Vinteren. – Vil De altsaa hilse Deres unge Vagabonder fra mig , og sig dem, at jeg ønsker dem begge velkommen til Favsingholm .«

⇕ ⇒ T rods det smukke Septembervejr var Jytte og hendes Mand flyttet tilbage til Byen straks efter Begravelsen. Med det voksende Aftenmørke holdt Jytte det ikke længer ud for Uhygge derude paa Landet, hvor det gamle Ægtepars Ondskab i Forvejen havde gjort hende Opholdet til en Plage. De mange Forhandlinger med Eksekutorerne i Moderens Bo krævede desuden hvert Øjeblik hendes Nærværelse i Byen.
⇕ ⇒ Karsten havde sine Grunde til at være tilfreds med den tidlige Indflytning, skønt han ogsaa herinde i Byen var i stor Forlegenhed med, hvor han skulde gøre af sig selv om Aftenen. I Teatrene 180 kunde han foreløbig ikke vise sig, og endnu mere vilde et Besøg i Tivoli eller Cirkus støde an mod den gode Tone, som han af Beregning nu saa pertentlig overholdt. Hans høje Hat var korrekt floromhyllet op til Pulden, og naar han hilste paa sine Bekendte, var hans Mine sømmelig bedrøvet.
Men al denne Selvforsagelse tog unægtelig paa Humøret. Naar han efter Dagens Arbejde kom hjem fra Atelieret og fandt Jytte siddende mørk og utilgængelig i Sofahjørnet, blev han selv melankolsk. Efter Bordet satte han sig ind i sin egen Stue, røg Cigaretter eller bladede i en Bog, mens han gabede, saa Stuen rystede.
Han forstod sig ikke paa Jytte. Der var kommen noget uhyggelig forstenet over hende. Det var ikke længer muligt at vække hendes Interesse for nogen Ting. Ogsaa ærgrede han sig over, at hun siden Moderens Død var bleven endnu mere ligegyldig for sit Udseende, skønt dette i Øjeblikket virkelig trængte til en flatterende Haand.
At hans egne Forhold for Tiden ikke just var dadelfri, tilstod han gerne for sig selv, og han gjorde sig ofte meget alvorlige Bebrejdelser. Men paa den anden Side maatte han spørge, om en Mand med en saa vanskelig og humørsyg Kone, der tilmed var i den sjette Maaned, ikke tilsidst maatte drives til Fortvivlelse og enten skyde sig en Kugle gennem 181 Hovedet eller tage sig en ung, smuk og livsglad Medhustru. Og ingen kunde med Rette fortænke ham i, at han af disse to Onder havde valgt det sidste.
» Gaar du?« spurgte Jytte altid, naar han forlod hende for at gaa ind til sig selv.
Men naar han saa blev, havde de ingenting at sige hinanden. Det var bare Ensomheden, hun frygtede. Lidt efter kunde hun selv anbefale ham at gaa, ja en Aften, da hun ikke udholdt at se ham sidde og hænge med Armene af Kedsomhed, opfordrede hun ham til at tage ud med sine Venner og skaffe sig lidt Oplivelse.
Karstens daarlige Samvittighed havde faaet ham til at afvise Tanken paa det allerbestemteste. Han blev straks mistænksom overfor den Slags Opfordringer. Siden hin Ulykkesdag, da tykke Møller i sin Dumhed havde vakt Jyttes Mistro, følte han sig under Opsigt og anede skjulte Fælder under hvert Ord. Med en Rævs Forsigtighed arrangerede han sine smaa Udflugter med den smukke Frøken Sølling, hos hvem han iøvrigt endnu kun var naaet til Kyssets Stadium.

» Ja vist! Forresten kender jeg allerede de unge Mennesker. Jeg traf dem i Eftermiddags , da de kom gennem Skoven ^ . Den unge Pige er jo nydelig og har et Par trofaste Øjne. Det sidste er en god Medgift. Og Deres Slægtning spiller smukt paa Fløjte. Den Færdighed er efter mit Begreb mere værd end en juridisk Eksamen. Lad ham dog endelig blive her! Vi trænger til en saadan ^ Spillemand nu, vi gaar mod Vinteren. ^ Vil De ^ hilse Deres unge Vagabonder fra mig . Sig dem, at jeg ønsker dem begge velkommen til Favsingholm !« –
II, 378

» Ja vist! Forresten kender jeg allerede de unge Mennesker. Jeg traf dem i Eftermiddags , da de kom gennem Skoven ^ . Den unge Pige er jo nydelig og har et Par trofaste Øjne. Det sidste er en god Medgift. Og Deres Slægtning spiller smukt paa Fløjte. Den Færdighed er efter mit Begreb mere værd end en juridisk Eksamen. Lad ham dog endelig blive her! Vi trænger til ^ saadan en Spillemand nu, vi gaar mod Vinteren. ^ Vil De ^ hilse Deres unge Vagabonder fra mig . Sig dem, at jeg ønsker dem begge velkommen til Favsingholm !«

» Ja vist! Forresten kender jeg allerede de unge Mennesker. Jeg traf dem i Eftermiddags , da de kom gennem Skoven ^ . Den unge Pige er jo nydelig og har et Par trofaste Øjne. Det sidste er en god Medgift. Og Deres Slægtning spiller smukt paa Fløjte. Den Færdighed er efter mit Begreb mere værd end en juridisk Eksamen. Lad ham dog endelig blive her! Vi trænger til ^ saadan en Spillemand nu, vi gaar mod Vinteren. ^ Vil De ^ hilse Deres unge II, 275 Vagabonder fra mig . Sig dem, at jeg ønsker dem begge velkommen til Favsingholm !«

⇕ Favsingholm V, 2.7

⇕ De Dødes Rige 8.12

⇕ De Dødes Rige .12

⇕ De Dødes Rige 8.12

⇐

192 M ejeribestyreren ^ paa Favsingholm kom en mørk Aften ^ hjem fra Randers og mærkede Brandlugt, da han kørte ind i Gaarden. Ved en Undersøgelse viste det sig, at der stod Røg ud af en Luge i Kostaldens vestre Gavl. Han slog straks Alarm , fik Folkene purret ud , og gav Ordre til at køre Gaardens Sprøjte frem. Men før den kom tilstede, piblede der klare Luer op gennem Spaantaget .

Der skulde nu ikke gaa mange Dage, før Kjeld Borgen fik Lejlighed til at aabenbare sig som Ætling af den gamle Smed i Enslev, Helten fra Frederiksstad. Mejeribestyreren paa Favsingholm kom en ^ Aften sent hjem fra Randers og mærkede Brandlugt, da han kørte ind i Gaarden. Ved en Undersøgelse viste det sig, at der piblede Røg ud af en Luge i Kostaldens vestre Gavl. Han slog ^ Alarm og fik Folkene purret ud ; men faa Minutter efter stod den ^ klare Lue op gennem Straataget .

Der skulde nu ikke gaa mange Dage, før Kjeld Borgen fik Lejlighed II, 273 til at aabenbare sig som Ætling af den gamle Smed i Enslev, Helten fra Frederiksstad. Mejeribestyreren paa Favsingholm kom en ^ Aften sent hjem fra Randers og mærkede Brandlugt, da han kørte ind i Gaarden. Ved en Undersøgelse viste det sig, at der piblede Røg ud af en Luge i Kostaldens vestre Gavl. Han slog ^ Alarm og fik Folkene purret ud ; men faa Minutter efter stod den ^ klare Lue op gennem Straataget .

For at redde Kreaturerne maatte Bygningen prisgives. Tre hundrede Køer og Kvier blev slaaet løse , og de kom alle ud i rette Tid. Udrykningen skete endda i ganske god Orden, fordi Vanen sad Dyrene i Kroppen fra Sommeren. Mere Besvær havde man med Tyrene og Kalvene; men ogsaa dem fik man ud, mens Flammerne sprang henad Tagryggen som glødende Katte.

For at redde Kreaturerne maatte Bygningen prisgives. Tre hundrede Køer og Kvier blev slaaet løse . Før de sidste kom ^ ud, sprang Flammerne ^ henad Tagryggen som glødende Katte.

For at redde Kreaturerne maatte Bygningen prisgives. Tre hundrede Køer og Kvier blev slaaet løs . Før de sidste kom ^ ud, sprang Flammerne ^ henad Tagryggen som glødende Katte.

I Favsing By opdagede en Mand ^ ^ Brandskæret over Skoven . Han løb straks op til Kirken og gav sig til at klemte . Folk ^ kom ud paa Gaden ; men efter at man var bleven klar over, at det var paa Favsingholm, det brændte, forhastede ingen sig med at faa spændt for Slufferne. Flere sagde lige ud, at de go’e Herrer egenlig skulde ha’e Lov at hjælpe sig selv. » Saa kunde de kanske lære at bære sig ad som vi anner.«
Byens Sprøjte kom dog ^ afsted, og efterhaanden 193 fulgte ^ en Del Vandvogne. Bagefter søgte næsten hele Befolkningen ned til Brandstedet af Nysgerrighed. Flokkevis gik de gennem Skoven med Lygter.
Før de naaede derned, var den hele Længe et bragende og knitrende Baal. Ogsaa et Svinehus var der gaaet Ild i . Vinden var vesten og bar over mod den høje, straatækkede Lade paa den anden Side af Gaardspladsen . Af den Grund var Avlsgaarden i sin Helhed truet.

En Mand i Favsing By opdagede Brandskæret over Skoven , da han vilde lukke sin Port. Lidt efter klemtede Kirkeklokken . Folk stod op af deres Senge og kom ud paa Gaden . Men da man var bleven klar over, at det var paa Favsingholm, det brændte, forhastede ingen sig med at faa spændt for Slufferne. ^ Byens Sprøjte kom dog tilsidst afsted, og efterhaanden fulgte ogsaa en Del Vandvogne. Men paa det Tidspunkt var den hele Længe et bragende og knitrende Baal. Ogsaa Svinehuset var der gaaet Ild i , og da Vinden ^ bar over mod den høje, straatækte Lade paa den anden Side af Gaardspladsen , var Avlsgaarden i sin Helhed truet.

En Mand fra Favsing By opdagede Brandskæret over Skoven , da han vilde lukke sin Port. Lidt efter klemtede Kirkeklokken . Folk stod op af deres Senge og kom ud paa Gaden . Men da man var bleven klar over, at det var paa Favsingholm, det brændte, forhastede ingen sig med at faa spændt for Slufferne. ^ Byens Sprøjte kom dog tilsidst afsted, og efterhaanden fulgte ogsaa en Del Vandvogne. Men paa det Tidspunkt var den hele Længe et bragende og knitrende Baal. Ogsaa Svinehuset var der gaaet Ild i , og da Vinden ^ bar over mod den høje, straatækte Lade paa den anden Side af Gaardspladsen , var Avlsgaarden i sin Helhed truet.

Tværs over Pladsen laa Mejeriet , der foreløbig var mest udsat. Den lave Bygning var kun skilt fra den brændende Stald ved et Gænge. Fik Ilden fat her, stod Laden ikke til at redde . Trods Afstanden og den gamle Borggrav vilde da heller ikke Hovedbygningen være helt udenfor Fare paa Grund af de mange Stilladser, som for Tiden omgav den.

Foreløbig var Mejeriet ^ mest udsat. Det laa paatværs af Pladsen og var kun skilt fra den brændende Stald ved et Gænge. Sprang Ilden over her, stod Laden ikke til at redde , og trods Afstanden ^ vilde da heller ikke Hovedbygningen II, 379 være helt udenfor Fare paa Grund af de mange Stilladser, som for Tiden omgav den.

Foreløbig var Mejeriet ^ mest udsat. Det laa paatværs af Pladsen og var kun skilt fra den brændende Stald ved et Gænge. Sprang Ilden over her, stod Laden ikke til at redde , og trods Afstanden ^ vilde da heller ikke Hovedbygningen være helt udenfor Fare paa Grund af de mange Stilladser, som for Tiden omgav den.

Alle Bestræbelser blev derfor sat ind paa at redde Mejeriet. Ved den ^ Ende af Huset , der vendte mod Branden, var der slaaet Sejl over Spaantaget, og oppe paa Tagryggen sad en Mand med en Sprøjteslange for stadig at holde Sejlene vaade. Det dampede af dem i den frygtelige Hede. Hvert Øjeblik raabte Manden paa mere Vand.
Der var nu kommen Sprøjter ogsaa fra andre af de omliggende Byer ^ , desuden et Par Politimænd, Brandfogeder og andre af den Slags Folk, hvis Skæbne det er at sprede Forvirring om sig . Flere hundrede 194 Mennesker var i det hele strømmet til; men skønt ingen kunde være i Tvivl om , hvad det galdt , viste Folk stadig ikke megen Tilbøjelighed til at tage Del i Slukningsarbejdet . De mest haardkogte af dem gjorde ikke nogen Hemmelighed af deres Glæde. De frommeste tænkte i deres stille Sind: » Det er Himlens Straf!«
At det var Povl Gaardbo, der under ^ en Kompetence-Strid mellem Brandfogederne og Sprøjteførerne havde taget Ledelsen ^ , gjorde sit til, at saa mange beholdt Hænderne i Lommerne. Befolkningen havde i den sidste Tid særlig vendt sin Uvilje imod ham, ^ fordi han var en Fremmed, og fordi hans bestemte Karakter og utaalmodige Optræden føltes som en ^ Udæskning. Man saae i ham Dihmers onde Aand, der havde forført ham til politisk Frafald, og som misbrugte sit Herredømme over den syge Mand til at genindføre en trældomsagtig Levevis paa Favsingholm, hvor Arbejdsdagen nu begyndte Klokken fire, hvor selv de faste Husmænd fik Grød om Morgenen og Mælkebrød om Aftenen ligesom Lænkehunde, hvor man blev nægtet ^ Medicin, naar man var syg, og hvor baade Koner og Piger maatte føde deres Børn uden at faa Masken paa.
Vinden tog til, og man mente nu almindeligt, at baade Mejeriet og Laden var dødsdømte. Den Mand, der red oppe paa Mejeriets Tag i en Regn af Gnister, 195 var Kjeld Borgen. Neden for Bygningen, ved Foden af den Stige, han var krøben op af, stod Grethe med Hænderne for Hjertet og havde ikke sine trofaste Øjne fra ham.
For at dække sig for Heden og Gnisterne havde han bundet et vaadt Klæde over Underansigtet. Til Tider forsvandt han helt i Røgen . Men han holdt ud ; og denne Uforfærdethed gjorde et vist Indtryk paa Mængden, der begyndte at forandre Mening om denne Halvtosse af en Student, som havde gjort sig til Husmand og Grøftegraver. Et Par Gange brød man uvilkaarligt ^ ud i et advarende Raab, fordi en Gnist havde fænget i hans Klæder. Men Grethe ^ ^ kvalte sit Skrig , for at ikke Lyden af hendes Stemme skulde naa ham og tage Modet fra ham.

Alt blev derfor sat ind paa at redde Mejeriet. I den søndre Ende ^ , som vendte mod Branden, var der slaaet Sejl over Spaantaget, og oppe paa Tagryggen sad en Mand med en Sprøjteslange og holdt stadig ^ Sejlene vaade. ^ Der var efterhaanden kommen Sprøjter ogsaa fra andre af de omliggende Byer , en Mængde Nysgerrige var strømmet til , desuden et Par Politimænd, Brandfogeder og andre af den Slags Folk, hvis Skæbne det er at sprede Forvirring ^ . Tilsidst var der samlet et Par hundrede Mennesker omkring Brandstedet. Men trods alt , hvad der stod paa Spil , viste Folk ingen Iver for at tage Del i Slukningsarbejdet ; og da der opstod en Kompetencestrid mellem Brandfogederne og Sprøjteførerne , standsede Pumperne en Tid helt.
At Povl Gaardbo i den Anledning overtog Ledelsen og brugte Mund , gjorde sit til, at saa mange beholdt Hænderne i Lommerne. Befolkningens Uvilje havde i den sidste Tid særlig vendt sig imod ham, baade fordi han var en Fremmed, og fordi hans aabne Karakter og bestemte Optræden føltes som en ny Udæskning. »Haltefanden«, som han kaldtes rundt om paa Egnen, betragtedes som Dihmers onde Aand, der ^ misbrugte sit Herredømme over den syge Mand til at genindføre en trældomsagtig Levevis paa Favsingholm, hvor Arbejdsdagen nu begyndte Klokken fire, hvor man i Stedet for Kaffe og Te fik Grød om Morgenen og Mælkebrød om Aftenen ligesom Lænkehunde, hvor der blev nægtet En Medicin, II, 380 naar man var syg, og hvor baade Koner og Piger maatte føde deres Børn uden at faa Masken paa. Nu havde et skørhovedet Individ gjort sig til Folkedommens Fuldbyrder og sat Ild paa. En af Mejerieleverne havde fundet ham paa Stakkepladsen, hvor han havde skjult sig for at iagttage Virkningen.
Den Mand, som red oppe paa Mejeriets Tag i en Regn af Gnister, var Kjeld Borgen. ^ For at dække sig mod den frygtelige Hede havde han bundet et ^ Klæde for Underansigtet. Til Tider forsvandt han helt i Røg, som Vinden førte hen over ham . Men han holdt Stand ; og denne Uforfærdethed gjorde et vist Indtryk paa Mængden, der et Par Gange ^ uvilkaarligt brød ud i høje Raab, naar en Gnist havde fænget i hans Klæder. Nede ved Foden af den Stige, han var krøben op af, stod Grethe med Haanden paa Brystet og kvalte sine Angstskrig , for at ikke Lyden af hendes Stemme skulde ^ tage Modet fra ham.

Alt blev derfor sat ind paa at redde Mejeriet. I den søndre Ende ^ , som vendte mod Branden, var der slaaet Sejl over Spaantaget, og oppe paa Tagrygningen sad en Mand med en Sprøjteslange og holdt stadig ^ Sejlene vaade. ^ Der var efterhaanden kommen Sprøjter ogsaa fra andre af de omliggende Byer , en Mængde Nysgerrige var strømmet til , desuden et Par Politimænd, Brandfogeder og andre af den Slags Folk, hvis Skæbne det er at sprede Forvirring ^ . Tilsidst var der samlet et Par hundrede Mennesker omkring Brandstedet. Men trods alt , hvad der stod paa Spil , viste Folk ingen Iver for at tage Del i Slukningsarbejdet ; og da der II, 274 opstod en Kompetencestrid mellem Brandfogederne og Sprøjteførerne , standsede Pumperne en Tid helt.
At Povl Gaardbo i den Anledning overtog Ledelsen og brugte Mund , gjorde sit til, at saa mange beholdt Hænderne i Lommerne. Befolkningens Uvilje havde i den sidste Tid særlig vendt sig imod ham, baade fordi han var en Fremmed, og fordi hans aabne Karakter og bestemte Optræden føltes som en ny Udæskning. »Haltefanden«, som han kaldtes rundt om paa Egnen, betragtedes som Dihmers onde Aand, der ^ misbrugte sit Herredømme over den syge Mand til at genindføre en trældomsagtig Levevis paa Favsingholm, hvor Arbejdsdagen nu begyndte Klokken fire, hvor man i Stedet for Kaffe og Te fik Grød om Morgenen og Mælkebrød om Aftenen ligesom Lænkehunde, hvor der blev nægtet En Medicin, naar man var syg, og hvor baade Koner og Piger maatte føde deres Børn uden at faa Masken paa. Nu havde et skørhovedet Individ gjort sig til Folkedommens Fuldbyrder og sat Ild paa. En af Mejerieleverne havde fundet ham paa Stakkepladsen, hvor han havde skjult sig for at iagttage Virkningen.
Den Mand, som red oppe paa Mejeriets Tag i en Regn af Gnister, var Kjeld Borgen. ^ For at dække sig mod den frygtelige Hede havde han bundet et ^ Klæde for Underansigtet. Til Tider forsvandt han helt i Røg, som Vinden førte hen over ham . Men han holdt Stand ; og denne Uforfærdethed gjorde et vist Indtryk paa Mængden, der et Par Gange ^ uvilkaarligt brød ud i høje Raab, naar en Gnist havde fænget i hans Klæder. Nede ved Foden af den Stige, han var krøben op af, stod Grete med Haanden paa Brystet og kvalte sine Angstskrig , for at ikke Lyden af hendes Stemme skulde ^ tage Modet fra ham.

Alt maatte derfor sættes ind paa at redde Mejeriet. I den ^ Ende ^ , som vendte mod Branden, var der slaaet Sejl over Spaantaget, og oppe paa Tagrygningen sad en Mand med en Sprøjteslange og holdt stadig ^ Sejlene vaade. ^ Der var efterhaanden kommen Sprøjter ogsaa fra andre af de omliggende Byer , en Mængde Nysgerrige var strømmet til , desuden et Par Politimænd, Brandfogeder II, 276 og andre af den Slags Folk, hvis Skæbne det er at sprede Forvirring ^ . Tilsidst var der samlet et Par hundrede Mennesker omkring Brandstedet. Men trods alt , hvad der stod paa Spil , viste Folk ingen Iver for at tage Del i Slukningsarbejdet ; og da der opstod en Kompetencestrid mellem Brandfogederne og Sprøjteførerne , standsede Pumperne en Tid helt.
At Povl Gaardbo i den Anledning overtog Ledelsen og brugte Mund , gjorde sit til, at saa mange beholdt Hænderne i Lommerne. Befolkningens Uvilje havde i den sidste Tid særlig vendt sig imod ham, baade fordi han var en Fremmed, og fordi hans aabne Karakter og bestemte Optræden føltes som en ny Udæskning. »Haltefanden«, som han kaldtes rundt om paa Egnen, betragtedes som Dihmers onde Aand, der ^ misbrugte sit Herredømme over den syge Mand til at genindføre en trældomsagtig Levevis paa Favsingholm, hvor Arbejdsdagen nu begyndte Klokken fire, hvor man i Stedet for Kaffe og Te fik Grød om Morgenen og Mælkebrød om Aftenen ligesom Lænkehunde, hvor der blev nægtet En Medicin, naar man var syg, og hvor baade Koner og Piger maatte føde deres Børn uden at faa Masken paa. Nu havde et skørhovedet Individ gjort sig til Folkedommens Fuldbyrder og sat Ild paa. En af Mejerieleverne havde fundet ham paa Stakkepladsen, hvor han havde skjult sig for at iagttage Virkningen.
Den Mand, som red oppe paa Mejeriets Tag i en Regn af Gnister, var Kjeld Borgen. ^ For at dække sig mod den frygtelige Hede havde han bundet et ^ Klæde for Underansigtet. Til Tider forsvandt han helt i Røg, som Vinden førte hen over ham . Men han holdt Stand ; og denne Uforfærdethed gjorde et vist Indtryk paa Mængden, der et Par Gange ^ uvilkaarligt brød ud i høje Raab, naar en Gnist havde fænget i hans Klæder. Nede ved Foden af den Stige, han var krøben op af, stod Grete med Haanden paa Brystet og kvalte sine Angstskrig , for at ikke Lyden af hendes Stemme skulde ^ tage Modet fra ham.

Paa den modsatte Side af den brændende Bygning foregik der samtidig en endnu hidsigere Kamp mod Ildens Virkninger . Dengang Kvæget var sluppet ud af Stalden, havde man drevet det ^ ned paa Engen, hvor det en Tid gik roligt omkring og snuste til Græsset. Men ^ da Stalden stod i Lue, blev Dyrene vilde . Med Flammeskæret i Øjnene grebes de af Galskab, ^ løb brølende omkring med rejste Haler for at komme tilbage til Gaarden og styrte sig ind i Ilden.
Med Kæppeslag og Hujen blev Dyrene gennet tilbage ^ , naar de nærmede sig . Nogle af dem slap alligevel igennem og blev borte i Ildhavet. Især 196 galdt dette Svinene, der i rasende Fart og under høje Glædesskrig galloperede ind til Flammedøden.
Nu hørtes der en Opsang, og lidt efter et Brag, som naar et Træ fældes. Et af de glødende Tagspær nærmest Mejeribygningen var ved Hjælp af Brandstager bragt til at styrte ned i Grunden. Snart fulgte et Par andre efter, og Ildregnen over Mejeriets Tag hørte op. Til Fortrydelse for dem, der havde haabet paa en Katastrofe, saae det næsten ud, som om Faren skulde afværges .

Paa den modsatte Side af den brændende Bygning førtes der samtidig en anden Kamp , som ogsaa havde samlet mange ørkesløse Tilskuere . Dengang Kvæget blev slaaet løs i Stalden, foregik Udrykningen i god Orden, fordi Vanen sad Dyrene i Kroppen fra Sommeren. Man drev dem ned paa Engen, hvor de en Tid gik roligt omkring og snuste til Græsset. Men fra det Øjeblik, da Stalden stod i Lue, blev de ustyrlige . Med Flammeskæret i Øjnene grebes de af Galskab, besattes af Viljen til at dø. Brølende løb de omkring med rejste Haler for at komme II, 381 tilbage til Gaarden og styrte sig ind i Ilden. Skønt de blev ^ gennet tilbage med Kæppeslag og Hujen , saasnart de nærmede sig , brød flere igennem Afspærringen og forsvandt i Flammehavet .

Paa den modsatte Side af den brændende Bygning førtes der samtidig en anden Kamp , som ogsaa havde samlet mange ørkesløse Tilskuere . Dengang Kvæget blev slaaet løs i Stalden, foregik Udrykningen i god Orden, fordi Vanen sad Dyrene i Kroppen fra Sommeren. Man drev dem ned paa Engen, hvor de en Tid gik roligt omkring og snuste til Græsset. Men fra det Øjeblik, da Stalden stod i Lue, blev de ustyrlige . Med Flammeskæret i Øjnene grebes de af Galskab, besattes af Viljen til at dø. Brølende løb de omkring med rejste Haler for at komme tilbage til Gaarden II, 275 og styrte sig ind i Ilden. Skønt de blev ^ gennet tilbage med Kæppeslag og Hujen , saasnart de nærmede sig , brød flere igennem Afspærringen og forsvandt i Flammehavet .

Paa den modsatte Side af den brændende Bygning førtes der samtidig en anden Kamp , som ogsaa havde samlet mange ørkesløse Tilskuere . Dengang Kvæget blev slaaet løs i Stalden, foregik Udrykningen i god Orden, fordi Vanen sad Dyrene i Kroppen II, 277 fra Sommeren. Man drev dem ned paa Engen, hvor de en Tid gik roligt omkring og snuste til Græsset. Men fra det Øjeblik, da Stalden stod i Lue, blev de ustyrlige . Med Flammeskæret i Øjnene grebes de af Galskab, besattes af Viljen til at dø. Brølende løb de omkring med rejste Haler for at komme tilbage til Gaarden og styrte sig ind i Ilden. Skønt de blev ^ gennet bort med Kæppeslag og Hujen , saasnart de nærmede sig , brød flere igennem Afspærringen og forsvandt i Flammehavet .

Midt paa den frie Del af Gaardspladsen – et Stykke bagved Tilskuersværmen ^ – stod en enlig Skikkelse i en ^ Kappe. ^ ^ ^ Det var Torben. Skønt hele Pladsen og alle dens Omgivelser ^ var næsten dagklart belyst af Skæret fra det vældige Baal , havde endnu ingen lagt Mærke til ham.
Han stod med Haanden i Siden, roligt støttet til sin Stok som en Fremmed. En feberagtig Opblussen af Viljeskraften holdt ham oprejst. Han vidste fuldt saa vel som nogen, hvad disse Øjeblikke betød. Men endnu mere end Frygten ^ ^ for at se sin Fædregaard lagt i Aske var det Mængdens ^ Holdning, der fik hans Hjerte til at hamre.
At Ilden var paasat, havde han fra første Øjeblik anet. Nu vidste han det. Et svaghovedet Individ havde taget Folkedommen højtidelig og gjort sig til 197 dens Redskab. En af Mejeri-Eleverne havde fundet ham paa Stakkepladsen, hvor han havde skjult sig.
Men der ^ ^ ^ ^ var ogsaa noget ved denne Udaad, der virkede befriende paa hans Sind. I en vis Forstand stod han virkelig her som en Fremmed og betragtede det hele Skuespil paa tusinde Miles Afstand. Synet af dette Flammehav mættede hans Sjæls vilde Sørgmodighed. Det ^ ^ lyste for ham som en ^ Bebudelse af den ^ Verdensbrand, han mere og mere længtes efter. En ^ ^ Syndflod af Ild, hvori en stakkels fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa!

Henne paa den frie Del af Gaardspladsen – ubemærket af Tilskuersværmen foran Mejeribygningen – stod en enlig Skikkelse i en lang Kappe. Han stod med Haanden i Siden, ^ støttet til sin Stok som en Fremmed. Det var Torben. Den store Plads og alle dens Omgivelser helt op til Hovedbygningens Skorstenspiber og Parkens Trætoppe var næsten solklart oplyst af Skæret fra det vældige Baal . Det var alligevel mindre Angsten for at se sin Fædrenegaard blive lagt i Aske end Mængdens sløvt ondsindede Holdning, der fik ham til at rette sig op med en feberagtig Opblussen af Viljeskraften . I en vis Forstand stod han virkelig her som en Fremmed og betragtede denne selvglade og skadelystne Hob paa tusinde Miles Afstand. Der var ^ noget i dette vilde Flammebaal, som virkede befriende paa hans Sind. Han følte sig løftet paa mægtige Vinger , og Ildhavet lyste for hans indre Syn som en lykkelig Bebudelse af den store Verdensbrand, han havde ventet paa, – den Syndflod af Ild, hvori en ^ fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa!

Henne paa den frie Del af Gaardspladsen — ubemærket af Tilskuersværmen foran Mejeribygningen — stod en enlig Skikkelse i en lang Kappe. Han stod med Haanden i Siden, ^ støttet til sin Stok som en Fremmed. Det var Torben. Den store Plads og alle dens Omgivelser helt op til Hovedbygningens Skorstenspiber og Parkens Trætoppe var næsten solklart oplyst af Skæret fra det vældige Baal . Det var alligevel mindre Angsten for at se sin Fædrenegaard blive lagt i Aske end Mængdens sløvt ondsindede Holdning, der fik ham til at rette sig op med en feberagtig Opblussen af Viljekraften . I en vis Forstand stod han virkelig her som en Fremmed og betragtede denne selvglade og skadelystne Hob paa tusinde Miles Afstand. Der var ^ noget i dette vilde Flammebaal, som virkede befriende paa hans Sind. Han følte sig løftet paa mægtige Vinger , og Ildhavet lyste for hans indre Syn som en lykkelig Bebudelse af den store Verdensbrand, han havde ventet paa, — den Syndflod af Ild, hvori en ^ fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa!

Henne paa den frie Del af Gaardspladsen – ubemærket af Tilskuersværmen foran Mejeribygningen – stod en enlig Skikkelse i en lang Kappe. Han stod med Haanden i Siden, rolig støttet til sin Stok som en Fremmed. Det var Torben. Den store Plads og alle dens Omgivelser helt op til Hovedbygningens Skorstenspiber og Parkens Trætoppe var næsten solklart oplyst af Skæret fra det vældige Baal . Men det var hverken Angsten for at se sin Fædrenegaard blive lagt i Aske eller Mængdens sløvt ondsindede Holdning, der fik ham til at rette sig op med en feberagtig Opblussen af Viljekraften . ^ Der var ^ noget i dette vilde Flammebaal, som virkede befriende paa hans Sind. Han følte sig tusinde Mile borte , og Ildhavet lyste for hans indre Syn som en dæmonisk Bebudelse af den store Verdensbrand, han havde ventet paa, – den Syndflod af Ild, hvori en ^ fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa!

Der kom et nyt ^ , dumpt Brag. Brandhagerne havde igen været i Virksomhed. Den ene Gavl var bleven væltet ned over Ilden, som begyndte at ose.
Snart stod kun de nøgne Mure igen. Spær efter Spær var sunket ned i det glødende Indre. Natten og Mørket vendte tilbage .
Men endnu længe hørtes Brølet af Kvæget , der foer omkring ude paa Engen .

Der lød et Brag, som naar et Træ fældes. Et af de glødende Tagspær nærmest Mejeribygningen var ved Hjælp af Brandstager bragt til at styrte ned i Grunden. Snart fulgte et Par andre efter. Nu fik man ogsaa Gavlen II, 382 væltet ned over Ilden, og Gnistregnen, der truede Mejeriets Tag , hørte op.
Endnu et Par Timer varede Branden; men takket være Kjeld Borgens Standhaftighed var en Katastrofe bleven afværget. Spær efter Spær sank flammende ned. Tilsidst stod kun Staldens nøgne Mure igen som en Vold omkring det glødende Indre.
Lidt efter lidt vendte Mørket ^ tilbage . Men hele Natten hørtes Brølet af det hjemløse Kvæg , der foer omkring ude paa Engene .

Der lød et Brag, som naar et Træ fældes. Et af de glødende Tagspær nærmest Mejeribygningen var ved Hjælp af Brandstager bragt til at styrte ned i Grunden. Snart fulgte et Par andre efter. Nu fik man ogsaa Gavlen væltet ned over Ilden, og Gnistregnen, der truede Mejeriets Tag , hørte op.
Endnu et Par Timer varede Branden; men takket være Kjeld Borgens Standhaftighed var en Katastrofe bleven afværget. Spær efter Spær sank flammende ned. Tilsidst stod kun Staldens nøgne Mure igen som en Vold omkring det glødende Indre.
Lidt efter lidt vendte Mørket ^ tilbage . Men hele Natten hørtes Brølet af det hjemløse Kvæg , der foer omkring ude paa Engene .

^ ^

XIII .

XIII

II, 278 XIII

⇕ Favsingholm V, 2.6

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 8.13

Jytte havde i flere Dage ikke været udenfor en Dør. Det stærke Solskin og Synet af de mange sommer-øre Mennesker, der vendte tilbage fra Ferien paa Landet, ^ virkede knugende paa hende. Hun forstod ikke, hvor nogen kunde lade sig narre af dette 182 falske Skønhedsskær over en Jord saa fuld af Grave. Men Natten var ^ hendes sværeste Tid. Mørket syntes hende endeløst.
Paa Grund af sin Søvnløshed havde hun selv foreslaaet Karsten, at han skulde sove inde i sin egen Stue. Timevis gik hun op og ned ad Gulvet i en Slobrok og kunde ikke finde Ro.
⇕ ⇒ En Dag fik hun et langt Brev fra Meta, der til hendes Forundring slet ikke havde ladet høre fra sig i Anledning af Moderens Død. Nu kom Forklaringen. Veninden og hendes Mand havde først i disse Dage erfaret Dødsfaldet, fordi de ingen Aviser holdt paa Favsingholm.
» Rent tilfældigt kom Povl igaar til at tale med en Mand, som havde læst om Begravelsen i Bladene. Paa den Maade modtog vi den sørgelige Meddelelse, og du har ikke været ude af mine Tanker siden. Det er et forfærdeligt Slag for dig. Og at det skulde ramme dig netop nu, da din Mor kunde have været saa meget for dig! Det gør mig saa ondt for dig, kæreste Jytte. Men saa tænker jeg ogsaa paa, at Tanken om det Barn, du venter, nok vil være dig til stor Trøst i denne tunge Tid . Da du skrev til mig om, hvad der forestod, blev jeg saa glad paa dine Vegne, at jeg trods dit bestemte Forbud maatte fortælle Nyheden til min Mand. Og jeg er ogsaa sikker paa, at du nu selv føler det som en stor 183 Lykke for dig, at du skal være Mor. Du skal se, den Lykke vil hjælpe dig over Sorgen og Savnet. Aa, Jytte, naar jeg tænker paa, at du skal have et Barn, kan jeg næsten blive misundelig paa dig. I en Kvindes Liv er dog ingen Tid dejligere end den, da hun gaar og venter sit første Barn. Jeg ser dig sidde og sømme de smaabitte Skjorter og Navlebindene og den hele Lilleput-Garderobe, som vi syr paa med endnu større Sindsbevægelse end Brudeudstyret Aaret i Forvejen. Da jeg gik med Hedvig var jeg bare altfor utaalmodig efter at faa Ungen i mine Arme. Kan du huske, at vi i gamle Dage saa tidt talte om, hvornaar Børn er sødest? Du holdt paa Etaars-Alderen, naar de kan begynde at stolpre rundt paa deres smaa Pølseben og snakke rigtig. Jeg syntes dengang, at de var sødest i Pludrealderen; men nu, siden jeg selv har faaet Børn, tror jeg næsten, jeg holder allermest af dem, naar de er ganske smaa og hjælpeløse og slet ikke kønne men ligger ved Brystet med hele Vorten i Munden saa forslugne som en Hundehvalp. Hedvigs Fødsel, der ellers var drøj nok, kan jeg aldrig glemme. Jeg vilde gerne udstaa, hvad jeg dengang led, to Gange til, bare for igen at opleve det Øjeblik, da jeg første Gang lagde hende til Brystet.«
Det gik Jytte med dette Brev som det plejede at gaa hende med Venindens Breve. I de første Øjeblikke 184 oprørtes hun over, hvad hun kaldte hendes Ammestuesnak. Forstod hun dog ikke, at netop det var det forfærdeligste af alt det forfærdelige, der var sket i den sidste Tid, at hun havde givet Liv til et stakkels Væsen, i hvem den hele Jammer skulde fortsættes!
⇕ ⇒ Desuden skuffedes hun af Brevet, fordi Meta denne Gang slet ikke omtalte Dihmer. Hun havde halvvejs ventet at høre fra ham selv i Anledning af Moderens Død. Hun havde tænkt sig, at han vilde benytte denne Lejlighed til at sende hende i det mindste en formel Hilsen. Dersom han virkelig ikke bar Nag til hende, maatte han gøre det, syntes hun.
Efter at Grunden til Metas Tavshed nu var bleven opklaret, ventede hun ganske sikkert at høre fra ham. Meta eller hendes Mand maatte jo have meddelt ham hendes Mors Død. De vidste begge to, hvor godt han havde kendt hende.
I Slutningen af sit Brev havde Meta gentaget sin Indbydelse til et Besøg paa Favsingholm. Saa ugørligt det end var i Øjeblikket, beskæftigede Tanken hende dog som en Fremtidsmulighed. Dihmer havde altsaa stadig intet røbet om deres tidligere Forhold. Det vilde heller ikke have lignet ham, og hun bebrejdede sig nu, at hun havde kunnet frygte for, at han skulde betro en Tredjemand, hvad der for dem selv havde været en saa tragisk Oplevelse.
185 Men Dagene gik, og der kom ingen Brev. Skønt Dihmer maatte vide, at hun særligt nu trængte til et forsonende Ord fra ham, gav han ikke mindste Livstegn fra sig.
Da forstod hun, at hun nu var død for ham. Naar ikke Minderne fra » den gamle Stue« i disse Dage tvang ham Pennen i Haanden, saa havde han glemt hende, fordi han vilde glemme hende. Og hendes Drøm om, at de til næste Sommer skulde mødes paa Favsingholm og endelig faa talt sig rigtig ud for hinanden, var igen et latterligt Hjernespind.

Jytte havde i flere Dage ikke været udenfor en Dør. ^ Synet af de mange glade Mennesker, der vendte tilbage fra Sommeren paa Landet, øre af Sol og Havluft, virkede skræmmende paa hende. Hun forstod ikke, hvor nogen kunde lade sig narre af dette falske Skønhedsskær over en Jord saa fuld af Grave.
Natten var dog hendes værste Tid. ^ Paa Grund af sin Søvnløshed havde hun allerede for længere Tid siden selv foreslaaet Karsten, at han skulde sove inde i sin egen Stue.

Jytte havde i flere Dage ikke været udenfor en Dør. ^ Synet af de mange glade Mennesker, der vendte tilbage fra Sommeren II, 276 paa Landet, øre af Sol og Havluft, virkede skræmmende paa hende. Hun forstod ikke, hvor nogen kunde lade sig narre af dette falske Skønhedskær over en Jord saa fuld af Grave.
Natten var dog hendes værste Tid. ^ Paa Grund af sin Søvnløshed havde hun allerede for længere Tid siden selv foreslaaet Karsten, at han skulde sove inde i sin egen Stue.

⇕ Favsingholm V, 2.8

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇐

Men det var ogsaa mere hele hans Ynkelighed, hun følte sig nedværdiget af, end hans Utroskab . Hans Letfærdighed kunde hun maaske have tilgivet ham , som hun havde baaret over med hans brutale Skinsyge og de andre Svagheder, ikke hans Falskhed , ikke dette ^ usle Hykleri ^ . Og med det Menneske havde hun et Barn! Hun, hvem den bedste og ridderligste af alle Mænd ikke havde været god nok, var faldet i Armene paa dette skamløse Kryb! Hvordan var det gaaet til? ... Aa, hun vidste det endelig nok! Glimtvis var Forstaaelsen gaaet op for hende , naar hun i den senere Tid havde tænkt tilbage paa deres Forhold fra dets første Begyndelse. Han havde baaret sig ad ligesom Jernbanerøveren, der bedøver sit Offer, før han udplyndrer det. Med al Slags velberegnet Underholdning havde han dysset hendes Aarvaagenhed ^ ^ i Søvn for at kunne overliste hende . ^

Nu, da hun mere og mere følte sig overbevist om hans Utroskab , saae hun ham overhovedet kun til Middagsmaaltidet og fortsatte udelukkende Samlivet med ham af Hensyn til det Barn, hun ventede. Og saa var det dog mindre hans Letfærdighed, hun følte sig nedværdiget af, end hans Karakters Ynkelighed, den Falskhed II, 383 og det usle Hykleri , hvormed han søgte at skjule sit Bedrag . Og med det Menneske havde hun et Barn! ... Hvordan var det gaaet til? ^ Aa, hun vidste det endelig nok! Glimtvis var Forstaaelsen gaaet op for hende ^ i den senere Tid . Det var gaaet hende som Barnet, der foer vild i Skoven og af lutter Angst styrtede sig dybere og dybere ind i Vildmørket. – – Men hun havde jo forudset det altsammen! Fra den første Gang, hun stirrede ind i sin Sjæls uvejsomme Tjørnekrat og med panisk Skræk flygtede for Mørket og de røde Rovdyrøjne derinde, havde hun kendt sin Skæbne .

Nu, da hun mere og mere følte sig overbevist om hans Utroskab , saae hun ham overhovedet kun til Middagsmaaltidet og fortsatte udelukkende Samlivet med ham af Hensyn til det Barn, hun ventede. Og saa var det dog mindre hans Letfærdighed, hun følte sig nedværdiget af, end hans Karakters Ynkelighed, den Falskhed og det usle Hykleri , hvormed han søgte at skjule sit Bedrag . Og med det Menneske havde hun et Barn! ... Hvordan var det gaaet til? ^ Aa, hun vidste det endelig nok! Glimtvis var Forstaaelsen gaaet op for hende ^ i den senere Tid . Det var gaaet hende som Barnet, der foer vild i Skoven og af lutter Angst styrtede sig dybere og dybere ind i Vildmørket. — — Men hun havde jo forudset det altsammen! Fra den første Gang, hun stirrede ind i sin Sjæls uvejsomme Tjørnekrat og med panisk Skræk flygtede for Mørket og de røde Rovdyrøjne derinde, havde hun kendt sin Skæbne .

Nu, da hun mere og mere følte sig overbevist om hans Utroskab , saae hun ham overhovedet kun til Middagsmaaltidet og fortsatte udelukkende Samlivet med ham af Hensyn til det Barn, hun ventede. Og saa var det dog mindre hans Letfærdighed, hun følte sig nedværdiget af, end hans Karakters Ynkelighed, den Falskhed og det usle Hykleri , hvormed han søgte at skjule sit Bedrag . Og med det Menneske havde hun et Barn! ... Hvordan var det gaaet til? ^ Aa, hun vidste det endelig nok! Glimtvis var Forstaaelsen vaagnet hos hende ^ i den senere Tid . Det var gaaet hende som Barnet, der foer vild i Skoven og af lutter Angst styrtede sig dybere og dybere ind i Vildmørket. – – Men hun havde jo forudset det altsammen! Fra den første Gang, hun stirrede ind i sin Sjæls uvejsomme Tjørnekrat og med panisk Skræk flygtede for Mørket og de røde Rovdyrøjne derinde, havde hun kendt sin Skæbne .

⇕ Favsingholm V, 2.6

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 8.13

En Dag i Visittiden foer hun nervøst sammen paa Grund af en usædvanlig stærk og vedholdende Ringning paa Entredøren . Fra Dagligstuen hørte hun, at Pigen lukkede op og talte med en Herre. Og uvilkaarlig rejste hun sig lidt sky, da hun genkendte Pastor Gaardbos Stemme .
Besøget forundrede hende ikke ^ . Efter Moderens Ønske havde han talt ved hendes Kiste, og da han havde afslaaet at modtage Betaling for en Bistand, der var ydet som en Vennetjeneste , havde hun gennem sin Sagfører tilsendt ham en større Pengesum til Anvendelse efter ^ eget Skøn i hans Menighedsgerning.
Hun havde derfor ventet ham. Og det var ikke mindst af Hensyn til denne Takkevisit, at hun havde givet Pigen Ordre til absolut at nægte hende hjemme for alle.
186 Men da hun nu hørte hans Stemme, bevægedes hun uvilkaarligt ved ^ ^ Mindet om hans store Godhed for Moderen, og det var ikke langt fra, at hun fortrød sin Afvisning.
I det samme kom Pigen ind med hans Kort.
» Den Herre ønsker ^ ^ saa meget at faa Lov til at tale med Fruen et Øjeblik.«
» Men har De ikke sagt ham , at jeg ikke tager imod?«
»Jo. Men den Herre siger, at det er noget meget vigtigt. Jeg kan ikke faa ham til at gaa.«
Jytte førte uvilkaarligt Haanden op til Nakkehaaret. Hun var endnu i Morgendragt og havde netop taget Bad.
» Bed ham komme ind da,« sagde hun i halvt fortrædelig Tone.
Men endnu mens Præsten opholdt sig i Forstuen, angrede hun sin Eftergivenhed. Hun sagde til sig selv, at et Menneske, man engang – om ogsaa blot i en halv Time – havde været lidt indtaget i, bevarede en uhyggelig Magt over En, saa længe man levede. Saadan havde et alvist Forsyn villet det!
Saasnart Præsten havde taget Plads, gav ^ ^ han sig til at tale om de Penge, han havde modtaget.
» Jeg maa tilstaa, den store Gave har forbavset mig lidt. For jeg tager vist ikke fejl, naar jeg formoder, at De vedblivende ingen personlig Interesse 187 har for Kirkens Anliggender. Sandsynligvis anser De vel endogsaa dens Arbejde for overflødigt. Jeg tror ^ ikke, at jeg i den Henseende har misforstaaet Deres Stilling.«
Hans Blik var aarvaagent rettet mod hende, og han talte afbrudt, med stadig længere Pavser mellem Ordene, som om han til det sidste haabede paa en Indsigelse ^ . Da den udeblev, fortsatte han i en noget anden Tone:
» Vorherres Menighed er ganske vist taknemlig for enhver Støtte. Ogsaa for et Pengeoffer. Men Sindelaget kan dog ikke være os ligegyldigt. En Gave, som ikke kommer fra Hjertet, kan aldrig blive til Velsignelse og krænker Guds Ære. Saadan ser i hvert Fald jeg paa det. Jeg maa derfor bede om Lov til at tilbagesende Deres Sagfører den Sum, som De – sikkert i bedste Hensigt – har stillet til min Raadighed.«
Jytte kastede et hurtigt Blik paa hans Ansigt. Hun havde ventet at se ham lyse af Tilfredshed over at have faaet en Lejlighed til at ydmyge hende. At hun i Stedet for mødte ^ et Par alvorlige og bekymrede Øjne, forøgede snarest hendes Mistro. Men hun var for stolt til at vise sig fornærmet.
» De har ikke opfattet Forholdet rigtigt, Pastor Gaardbo. Det er paa min Mors Vegne, ikke paa mine egne, at jeg sendte Dem de Penge. Jeg har 188 kun gjort, hvad jeg ansaae for min Pligt. Mor talte altid om Dem med saa megen Paaskønnelse. Derfor veed jeg med Sikkerhed, at det er hendes Ønske, jeg har udført. Men jeg kan ikke tvinge Dem til at tage mod Pengene. Dersom det er Deres Alvor, at De ikke vil disponere over dem, finder jeg vel nok en anden Anvendelse for dem.«
Præsten tog forlegen Øjnene til sig og svarede:
» Det er naturligvis en anden Sag. Naar det forholder sig saadan, tager jeg med Tak mod Hjælpen.«
Af Frygt for at rives hen af Stormen i sit ^ Sind slog Jytte hurtigt ind i almindelig Samtaletone. Hun vilde for enhver Pris undgaa en af de Samtaler, de havde ført saa mange af paa Storeholt til ingen Verdens Nytte. De forstod dog ikke hinanden. De talte ikke samme Sprog. Den Verdensaand, som han kaldte en kærlig Gud, der havde taget Menneskenes Skyld paa sig, var for hende en Mørkets Blodgud, hvis Synder Mennesket af Enfoldighed og Frygt gjorde til sine. Hvad nyttede det da at tale sammen? Hun ønskede blot, at han vilde gaa .

Det ringede paa Entredøren , og uvilkaarlig rejste hun sig lidt sky, fordi hun havde genkendt Pastor Gaardbos Ringning . ^ Besøget forundrede hende ikke . Hun havde ventet det . Efter Moderens Ønske havde han talt ved hendes Kiste, og da han udtrykkelig frabad sig Betaling ^ , havde hun gennem sin Sagfører sendt ham en større Pengesum til Anvendelse efter hans eget Skøn i Menighedens Samaritangerning.
Pigen kom ind med hans Kort.
» Den Herre spørger, om han ikke kan faa Lov til at tale med Fruen et Øjeblik?«
» Har De ikke sagt, at jeg ikke tager imod?«
»Jo.«
Uvilkaarlig førte Jytte Haanden op til Nakkehaaret. Skønt det var højt op paa Dagen, var hun endnu i Morgendragt og havde netop taget Bad. Først bestemte hun sig til at afvise ham. Men bevæget af Mindet om hans II, 384 store Hjælpsomhed overfor Moderen, overtalt desuden af sin Ensomhedsfølelse ^ bad hun tilsidst Pigen om at føre ham ind.
Saasnart Johannes Gaardbo havde taget Plads, fortrød hun dog sin Eftergivenhed, fordi det hele Møde var saa haabløst. Hvad kunde de have at sige hinanden? Hun hørte ham takke for den store Gave; men da hun ikke svarede andet, end at hun havde handlet paa sin Mors Vegne, blev der straks en længere Pavse.
Hun saae ham hele Tiden for sig, saadan som han havde staaet bag Moderens Kiste i den rædselsfulde Troldmandskjole og denne store Pibekrave, hvorfra Hovedet ragede op som et afhugget Johanneshoved paa et Fad. Af hans Tale huskede hun kun lidt, fordi hun nu mindre end nogensinde forstod ham. De talte ikke samme Sprog. Den Verdensaand, han kaldte Alkærlighedens Gud, der havde taget Menneskenes Skyld paa sig, var for hende en Mørkets Dæmon, hvis oprørende Synder Mennesket af Enfoldighed og Frygt gjorde til sine.
I sin Uro for, at han skulde begynde at missionere, førte hun Samtalen ind paa ligegyldige Ting og lod ham knap komme til Orde. Ikke en Gang Moderen fik han Lov til at tale om . Hun taalte ikke at høre andre nævne hendes Navn.
Hun anede ikke, at ^ han mest var kommen her, fordi han selv følte sig ensom og trængte til at finde Forstaaelse. Paa Grund af sin Optræden ved Grosserer Søholms Begravelse var han for Tiden en mistænkt Mand, hvem Missionens Banlysning truede . Pastor Stensballe taalte II, 385 intet Brud paa Disciplinen, tilgav ingen Krænkelse af den forretningsmæssige Organisation, hvortil Kirken under hans Ledelse mere og mere var bleven forvandlet. Det var kommen til et Par alvorlige Sammenstød, hvor Stensballe med sit heftige Sind tilsidst havde forløbet sig overfor ham paa en saadan Maade, at et fortsat Samarbejde var umuliggjort .

Det ringede paa Entredøren , og uvilkaarlig rejste hun sig lidt sky, fordi hun havde genkendt Pastor Gaardbos Ringning . ^ Besøget forundrede hende ikke . Hun havde ventet det . Efter Moderens Ønske havde han talt ved hendes Kiste, og da han udtrykkelig frabad sig Betaling ^ , havde hun gennem sin Sagfører sendt ham en større Pengesum til Anvendelse efter hans eget Skøn i Menighedens Samaritangerning.
Pigen kom ind med hans Kort.
» Den Herre spørger, om han ikke kan faa Lov til at tale med Fruen et Øjeblik?«
» Har De ikke sagt, at jeg ikke tager imod?«
»Jo.«
Uvilkaarlig førte Jytte Haanden op til Nakkehaaret. Skønt det var højt op paa Dagen, var hun endnu i Morgendragt og havde netop taget Bad. Først bestemte hun sig til at afvise ham. Men II, 277 bevæget af Mindet om hans store Hjælpsomhed overfor Moderen, overtalt desuden af sin Ensomhedsfølelse ^ bad hun tilsidst Pigen om at føre ham ind.
Saasnart Johannes Gaardbo havde taget Plads, fortrød hun dog sin Eftergivenhed, fordi det hele Møde var saa haabløst. Hvad kunde de have at sige hinanden? Hun hørte ham takke for den store Gave; men da hun ikke svarede andet, end at hun havde handlet paa sin Mors Vegne, blev der straks en længere Pavse.
Hun saae ham hele Tiden for sig, saadan som han havde staaet bag Moderens Kiste i den rædselsfulde Troldmandskjole og denne store Pibekrave, hvorfra Hovedet ragede op som et afhugget Johanneshoved paa et Fad. Af hans Tale huskede hun kun lidt, fordi hun nu mindre end nogensinde forstod ham. De talte ikke samme Sprog. Den Verdensaand, han kaldte Alkærlighedens Gud, der havde taget Menneskenes Skyld paa sig, var for hende en Mørkets Dæmon, hvis oprørende Synder Mennesket af Enfoldighed og Frygt gjorde til sine.
I sin Uro for, at han skulde begynde at missionere, førte hun Samtalen ind paa ligegyldige Ting og lod ham knap komme til Orde. Ikke en Gang Moderen fik han Lov til at tale om . Hun taalte ikke at høre andre nævne hendes Navn.
Hun anede ikke, at ^ han mest var kommen her, fordi han selv følte sig ensom og trængte til at finde Forstaaelse. Paa Grund af sin Optræden ved Grosserer Søholms Begravelse var han for Tiden en mistænkt Mand, hvem Missionens Banlysning truede . Pastor Stensballe taalte intet Brud paa Disciplinen, tilgav ingen Krænkelse af den forretningsmæssige Organisation, hvortil Kirken under hans Ledelse mere og mere var bleven forvandlet. Det var kommen til et Par alvorlige Sammenstød, hvor Stensballe med sit heftige Sind tilsidst havde forløbet sig overfor ham paa en saadan Maade, at et fortsat Samarbejde var umuliggjort .

Det ringede paa Entredøren , og uvilkaarlig rejste hun sig lidt sky, fordi hun havde genkendt Pastor Gaardbos Ringning . ^ Besøget forundrede hende ikke . Hun havde ventet det . Efter Moderens Ønske havde han talt ved hendes Kiste, og da han udtrykkelig frabad sig Betaling ^ , havde hun gennem sin Sagfører sendt ham en større Pengesum til Anvendelse efter hans eget Skøn i Menighedens Samaritangerning.
Pigen kom ind med hans Kort.
» Den Herre spørger, om han ikke kan faa Lov til at tale med Fruen et Øjeblik?«
» Har De ikke sagt, at jeg ikke tager imod?«
II, 279 »Jo.«
Uvilkaarlig førte Jytte Haanden op til Nakkehaaret. Skønt det var højt op paa Dagen, var hun endnu i Morgendragt og havde netop taget Bad. Først bestemte hun sig til at afvise ham. Men bevæget af Mindet om hans store Hjælpsomhed overfor Moderen, overtalt desuden af sin Ensomhedsfølelse , bad hun tilsidst Pigen om at føre ham ind.
Saasnart Johannes Gaardbo havde taget Plads, fortrød hun dog sin Eftergivenhed, fordi det hele Møde var saa haabløst. Hvad kunde de have at sige hinanden? Hun hørte ham takke for den store Gave; men da hun ikke svarede andet, end at hun havde handlet paa sin Mors Vegne, blev der straks en længere Pavse.
Hun saae ham hele Tiden for sig, saadan som han havde staaet bag Moderens Kiste i den rædselsfulde Troldmandskjole og denne store Pibekrave, hvorfra Hovedet ragede op som et afhugget Johanneshoved paa et Fad. Af hans Tale huskede hun kun lidt, fordi hun nu mindre end nogensinde forstod ham. De talte ikke samme Sprog. Den Verdensaand, kan kaldte Alkærlighedens Gud, der havde taget Menneskenes Skyld paa sig, var for hende en Mørkets Dæmon, hvis oprørende Synder Mennesket af Enfoldighed og Frygt gjorde til sine.
I sin Uro for, at han skulde begynde at missionere, førte hun Samtalen ind paa ligegyldige Ting og lod ham knap komme til Orde. Ikke en Gang Moderen fik han Lov til at tale om . Hun taalte ikke at høre andre nævne hendes Navn.
Hun forstod ikke, at ^ han ^ var kommen her, fordi han selv følte sig ensom og trængte til at finde Forstaaelse. Paa Grund af sin Optræden ved Grosserer Søholms Begravelse var han for Tiden en mistænkt Mand, hvem Missionens Banlysning truede . Pastor Stensballe taalte intet Brud paa Disciplinen, tilgav ingen Krænkelse af den forretningsmæssige Organisation, hvortil Kirken under hans Ledelse mere og mere var bleven forvandlet. Det var kommen til et Par alvorlige Sammenstød, hvor Stensballe med sit heftige Sind tilsidst havde forløbet sig overfor ham paa en saadan Maade, at et fortsat Samarbejde var umuliggjort .

Johannes Gaardbo mærkede det. Af hendes anstrengte Ro og nervøse Blik forstod han ogsaa, at det endnu vilde være unyttigt at tale til hende om Trøsten fra Naadens Kilde. Det maatte vente.
Han havde den dybeste Medlidenhed med hende. 189 Allerede ved Begravelsen havde han anet, at hendes Tanke nu svimlede foran Afgrunden.
Han forstod hende saa meget bedre, som han selv i denne Tid var nedtrykt og forpint paa Grund af et Sammenstød, han havde haft med Pastor Stensballe. Det galdt nogle Mindeord, han havde skrevet om Mads Vestrup og offenliggjort i et religiøst Ugeskrift. Stensballe havde i sin Heftighed forløbet sig overfor ham paa en saadan Maade, at et fortsat Samarbejde næsten var blevet umuligt.
Da han havde sagt Farvel og var ved at gaa, standsede han et Øjeblik ^ i Tanker henne ved Døren. Han havde paa Munden at spørge Jytte, om hun for nylig havde hørt fra hans Svigerinde paa Favsingholm.
Men han kunde ikke overvinde sig til at nævne Navnet . Han sagde i Stedet for:
» De har dog vel nok Interesse af ^ ^ ^ at faa ^ at vide, hvad for en Anvendelse vi gør af Deres Mors smukke Gave . Jeg skal derfor tillade mig at se herop igen, naar Afgørelsen er truffet .«

Johannes Gaardbo havde blandt andet haft i Sinde at spørge Jytte, om hun for nylig havde hørt fra hans Svigerinde paa Favsingholm. Men dels kunde han daarligt overvinde sig til at nævne Navnet og tilstaa, at han ikke længer selv stod i nogen Forbindelse med sin Broder eller hans Familje, dels mærkede han snart, at Jytte endnu var altfor opreven og nervøs til at være i Stand til at føre en virkelig Samtale.
Efter et ganske kort Ophold sagde han derfor Farvel.
For dog at faa Anledning til at gentage Besøget nævnede han ved Afskeden, at det vel nok kunde interessere hende at vide, hvortil hendes Moders smukke Gave blev anvendt. Han vilde derfor tillade sig at se herop igen, naar Afgørelsen var truffet .

Johannes Gaardbo havde blandt andet haft i Sinde at spørge Jytte, om hun for nylig havde hørt fra hans Svigerinde paa Favsingholm. Men dels kunde han daarligt overvinde sig til at nævne Navnet og tilstaa, at han ikke længer selv stod i nogen Forbindelse med sin Broder eller hans Familje, dels mærkede han snart, II, 278 at Jytte endnu var altfor opreven og nervøs til at være i Stand til at føre en virkelig Samtale.
Efter et ganske kort Ophold sagde han derfor Farvel.
For dog at faa Anledning til at gentage Besøget nævnede han ved Afskeden, at det vel nok kunde interessere hende at vide, hvortil hendes Moders smukke Gave blev anvendt. Han vilde derfor tillade sig at se herop igen, naar Afgørelsen var truffet .

Johannes Gaardbo havde blandt andet ^ i Sinde at spørge II, 280 Jytte, om hun for nylig havde hørt fra hans Svigerinde paa Favsingholm. Men dels kunde han daarligt overvinde sig til at nævne Navnet og tilstaa, at han ikke længer selv stod i nogen Forbindelse med sin Broder eller hans Familje, dels mærkede han snart, at Jytte endnu var altfor opreven og nervøs til at kunne føre en virkelig Samtale.
Efter et ganske kort Ophold sagde han derfor Farvel.
For dog at faa Anledning til at gentage Besøget nævnede han ved Afskeden, at det vel nok kunde interessere hende at vide, hvortil hendes Moders smukke Gave blev anvendt. Han vilde derfor tillade sig at se herop igen, naar Afgørelsen var truffet .

Jytte svarede ingenting hertil. Men da han var gaaet, blev hun misfornøjet med sig selv. Hun følte , at hun havde været uhøflig, og det fortrød hun nu. Han mente hende det vistnok godt ... Mon ikke noget af hendes instinktmæssige Uvilje mod Præster havde sin Grund i den Skræk, hun 190 som Barn havde haft for dem, fordi hun kun saae dem ved Begravelser, i Sygeværelser og lignende uhyggelige Steder og altid i deres lange, sorte Embedsdragter, der fik dem til at ligne vandrende Ligkister? Hun forestillede sig dem altid dengang med Knokkelmanden bag sig som et usynligt Følge. Var maaske noget af denne Følelse gaaet over paa Pastor Gaardbo? Men hvorfor beholdt de Mennesker ogsaa denne rædselsvækkende Troldmandskjole og denne store Pibekrave, der laa dem omkring Halsen, saa det var, som om man præsenteredes for et afhugget Hoved paa et Fad.
⇕ ⇒ Da Karsten en Timestid efter kom hjem og igen fandt hende paa den sædvanlige Sofaplads med Haanden modløst under Kinden, satte han sig ved Siden af hende og strøg hende kærligt ned over Armen.
» Kan den lille Frue aldrig mere smile lidt?« spurgte han.
Hun lagde ligesom overvældet sit Hoved ned paa hans Skulder og lukkede Øjnene.
» Jeg synes, det er saa sørgeligt altsammen,« sagde hun.
Karsten trøstede hende med et Par banale Fraser. Men pludselig løftede hun Hovedet og stirrede paa ham.
» Hvor har du været henne?« spurgte hun.
191 » Hvordan mener du? ... Og hvorfor ser du saa glubsk paa mig?«
» Hvad er det for en Parfyme, du lugter af? Det er ikke din egen.«
Han lo.
» Naa – nej – det er rimeligt nok. Jeg kommer nemlig fra Frisøren. – Men, Herregud, hvad mærkeligt er der i det? Det kan dog vel ikke forbavse dig?«
Jytte rejste sig og gik ud i Stuen.
» Jeg tænkte paa noget andet,« sagde hun.
» Hvad er der dog i Vejen med dig, Jytte? Du er overnervøs. Er det stadig skralt med Nattesøvnen? ... Du skulde virkelig gøre Alvor af at tale med en Læge og faa ham til at skrive dig et stærkere Pulver.«
Paa Vej til Sovekammeret vendte Jytte sig om imod ham og sagde med en Trussel i Blikket:
» Det tror jeg ogsaa selv!«
Da hun var bleven alene, rakte hun Hænderne i Vejret og trykkede dem derpaa af al sin Magt ned mod Issen.
» Aa – havde man blot Mod til at dø!«

⇕ ⇒ 192 M ejeribestyreren paa Favsingholm kom en mørk Aften hjem fra Randers og mærkede Brandlugt, da han kørte ind i Gaarden. Ved en Undersøgelse viste det sig, at der stod Røg ud af en Luge i Kostaldens vestre Gavl. Han slog straks Alarm, fik Folkene purret ud, og gav Ordre til at køre Gaardens Sprøjte frem. Men før den kom tilstede, piblede der klare Luer op gennem Spaantaget.
For at redde Kreaturerne maatte Bygningen prisgives. Tre hundrede Køer og Kvier blev slaaet løse, og de kom alle ud i rette Tid. Udrykningen skete endda i ganske god Orden, fordi Vanen sad Dyrene i Kroppen fra Sommeren. Mere Besvær havde man med Tyrene og Kalvene; men ogsaa dem fik man ud, mens Flammerne sprang henad Tagryggen som glødende Katte.
I Favsing By opdagede en Mand Brandskæret over Skoven. Han løb straks op til Kirken og gav sig til at klemte. Folk kom ud paa Gaden; men efter at man var bleven klar over, at det var paa Favsingholm, det brændte, forhastede ingen sig med at faa spændt for Slufferne. Flere sagde lige ud, at de go’e Herrer egenlig skulde ha’e Lov at hjælpe sig selv. » Saa kunde de kanske lære at bære sig ad som vi anner.«
Byens Sprøjte kom dog afsted, og efterhaanden 193 fulgte en Del Vandvogne. Bagefter søgte næsten hele Befolkningen ned til Brandstedet af Nysgerrighed. Flokkevis gik de gennem Skoven med Lygter.
Før de naaede derned, var den hele Længe et bragende og knitrende Baal. Ogsaa et Svinehus var der gaaet Ild i. Vinden var vesten og bar over mod den høje, straatækkede Lade paa den anden Side af Gaardspladsen. Af den Grund var Avlsgaarden i sin Helhed truet.
Tværs over Pladsen laa Mejeriet, der foreløbig var mest udsat. Den lave Bygning var kun skilt fra den brændende Stald ved et Gænge. Fik Ilden fat her, stod Laden ikke til at redde. Trods Afstanden og den gamle Borggrav vilde da heller ikke Hovedbygningen være helt udenfor Fare paa Grund af de mange Stilladser, som for Tiden omgav den.
Alle Bestræbelser blev derfor sat ind paa at redde Mejeriet. Ved den Ende af Huset, der vendte mod Branden, var der slaaet Sejl over Spaantaget, og oppe paa Tagryggen sad en Mand med en Sprøjteslange for stadig at holde Sejlene vaade. Det dampede af dem i den frygtelige Hede. Hvert Øjeblik raabte Manden paa mere Vand.
Der var nu kommen Sprøjter ogsaa fra andre af de omliggende Byer, desuden et Par Politimænd, Brandfogeder og andre af den Slags Folk, hvis Skæbne det er at sprede Forvirring om sig. Flere hundrede 194 Mennesker var i det hele strømmet til; men skønt ingen kunde være i Tvivl om, hvad det galdt, viste Folk stadig ikke megen Tilbøjelighed til at tage Del i Slukningsarbejdet. De mest haardkogte af dem gjorde ikke nogen Hemmelighed af deres Glæde. De frommeste tænkte i deres stille Sind: » Det er Himlens Straf!«
At det var Povl Gaardbo, der under en Kompetence-Strid mellem Brandfogederne og Sprøjteførerne havde taget Ledelsen, gjorde sit til, at saa mange beholdt Hænderne i Lommerne. Befolkningen havde i den sidste Tid særlig vendt sin Uvilje imod ham, fordi han var en Fremmed, og fordi hans bestemte Karakter og utaalmodige Optræden føltes som en Udæskning. Man saae i ham Dihmers onde Aand, der havde forført ham til politisk Frafald, og som misbrugte sit Herredømme over den syge Mand til at genindføre en trældomsagtig Levevis paa Favsingholm, hvor Arbejdsdagen nu begyndte Klokken fire, hvor selv de faste Husmænd fik Grød om Morgenen og Mælkebrød om Aftenen ligesom Lænkehunde, hvor man blev nægtet Medicin, naar man var syg, og hvor baade Koner og Piger maatte føde deres Børn uden at faa Masken paa.
Vinden tog til, og man mente nu almindeligt, at baade Mejeriet og Laden var dødsdømte. Den Mand, der red oppe paa Mejeriets Tag i en Regn af Gnister, 195 var Kjeld Borgen. Neden for Bygningen, ved Foden af den Stige, han var krøben op af, stod Grethe med Hænderne for Hjertet og ^ havde ikke sine trofaste Øjne fra ham.
For at dække sig for Heden og Gnisterne havde han bundet et vaadt Klæde over Underansigtet. Til Tider forsvandt han helt i Røgen. Men han holdt ud; og denne Uforfærdethed gjorde et vist Indtryk paa Mængden, der begyndte at forandre Mening om denne Halvtosse af en Student, som havde gjort sig til Husmand og Grøftegraver. Et Par Gange brød man uvilkaarligt ud i et advarende Raab, fordi en Gnist havde fænget i hans Klæder. Men Grethe kvalte sit Skrig, for at ikke Lyden af hendes Stemme skulde naa ham og tage Modet fra ham.
Paa den modsatte Side af den brændende Bygning foregik der samtidig en endnu hidsigere Kamp mod Ildens Virkninger. Dengang Kvæget var sluppet ud af Stalden, havde man drevet det ned paa Engen, hvor det en Tid gik roligt omkring og snuste til Græsset. Men da Stalden stod i Lue, blev Dyrene vilde. Med Flammeskæret i Øjnene grebes de af Galskab, løb brølende omkring med rejste Haler for at komme tilbage til Gaarden og styrte sig ind i Ilden.
Med Kæppeslag og Hujen blev Dyrene gennet tilbage, naar de nærmede sig. Nogle af dem slap alligevel igennem og blev borte i Ildhavet. Især 196 galdt dette Svinene, der i rasende Fart og under høje Glædesskrig galloperede ind til Flammedøden.
Nu hørtes der en Opsang, og lidt efter et Brag, som naar et Træ fældes. Et af de glødende Tagspær nærmest Mejeribygningen var ved Hjælp af Brandstager bragt til at styrte ned i Grunden. Snart fulgte et Par andre efter, og Ildregnen over Mejeriets Tag hørte op. Til Fortrydelse for dem, der havde haabet paa en Katastrofe, saae det næsten ud, som om Faren skulde afværges.
Midt paa den frie Del af Gaardspladsen – et Stykke bagved Tilskuersværmen – stod en enlig Skikkelse i en Kappe. Det var Torben. Skønt hele Pladsen og alle dens Omgivelser var næsten dagklart belyst af Skæret fra det vældige Baal, havde endnu ingen lagt Mærke til ham.
Han stod med Haanden i Siden, roligt støttet til sin Stok som en Fremmed. En feberagtig Opblussen af Viljeskraften holdt ham oprejst. Han vidste fuldt saa vel som nogen, hvad disse Øjeblikke betød. Men endnu mere end Frygten for at se sin Fædregaard lagt i Aske var det Mængdens Holdning, der fik hans Hjerte til at hamre.
At Ilden var paasat, havde han fra første Øjeblik anet. Nu vidste han det. Et svaghovedet Individ havde taget Folkedommen højtidelig og gjort sig til 197 dens Redskab. En af Mejeri-Eleverne havde fundet ham paa Stakkepladsen, hvor han havde skjult sig.
Men der var ogsaa noget ved denne Udaad, der virkede befriende paa hans Sind. I en vis Forstand stod han virkelig her som en Fremmed og betragtede det hele Skuespil paa tusinde Miles Afstand. Synet af dette Flammehav mættede hans Sjæls vilde Sørgmodighed. Det lyste for ham som en Bebudelse af den Verdensbrand, han mere og mere længtes efter. En Syndflod af Ild, hvori en stakkels fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa!
Der kom et nyt, dumpt Brag. Brandhagerne havde igen været i Virksomhed. Den ene Gavl var bleven væltet ned over Ilden, som begyndte at ose.
Snart stod kun de nøgne Mure igen. Spær efter Spær var sunket ned i det glødende Indre. Natten og Mørket vendte tilbage.
Men endnu længe hørtes Brølet af Kvæget, der foer omkring ude paa Engen.
Den næste Formiddag, da Povl Gaardbo kom op i Skovhuset, fandt han Dihmer i Sengen. Paa hans Spørgsmaal om, hvordan han havde det efter Nattens Uro, svarede Dihmer blot, at han var træt. Han talte lidt om Kjeld Borgens Bedrift, men viste sig iøvrigt uden Interesse for, hvad Povl Gaardbo berettede om Branden og dens Følger.
Ved Bortgangen betroede Barbara Doktoren, at Dihmer 198 om Morgenen havde haft et Afmagtsanfald. Han bebrejdede hende, at hun ikke straks havde sendt Bud efter ham; men den Gamle svarede paa sit sære Jysk, at Godsejeren » saa møj bestimt« havde forbudt hende det.
Om Eftermiddagen kom han igen, og Meta fulgte med for at tilbyde sin Hjælp i Huset eller med Pleje. Hun bragte ogsaa en lille Krukke Hindbærsyltetøj, som hun vidste Dihmer holdt af. Foreløbig blev hun dog i den forreste Stue, mens hendes Mand gik ind i Sovekammeret.
Povl Gaardbo tog Plads ved Siden af Sengen. Den stod langsmed den indre Væg og fyldte det meste af Rummet. Han mærkede straks, at Tilstanden havde forværret sig betænkeligt. Ved en Undersøgelse viste det sig ogsaa, at Legemet var koldt, Pulsen glippende og svag.
Han følte det som sin Pligt at sige ham, at dersom han endnu havde Bestemmelser at tage, skulde han helst ikke opsætte det.
Torben, der selv havde forstaaet, at det store Øjeblik nærmede sig, svarede rolig:
⇕ ⇒ » Alting ligger ordnet. Der vil ingen Forandring ske med Favsingholm, fordi jeg gaar bort. For min Grav har mine Forfædre allerede sørget. Den staar muret derinde paa Favsing Kirkegaard. Nøglen til den Jerndør, som lukker for Nedgangen, vil De finde 199 her i min Natbordsskuffe. Forøvrigt har jeg kun en Ting at bede Dem om, som De vil smile af. Jeg ønsker, at mine Journaler ... De veed, hvad jeg mener ... jeg ønsker, at de maa blive opbevarede og faa Plads i den nye brandfrie Hvælving sammen med Arkivet. Jeg har for mig selv kaldt dem mine rudolphinske Tavler. Maaske vil der mellem Favsingholms fremtidige Beboere findes den Kepler, som kan bygge et Babelstaarn af dem ... Naa, men hvor blev Deres Frue af? Jeg hørte jo hendes Stemme.«
» Men kan De taale at tale mere?«
» Jeg vil gerne trykke hendes Haand.«
Meta kom ind, og skønt hendes Mand i Forvejen alvorligt havde formanet hende, kunde hun ikke holde Taarerne tilbage, da hun saae Torbens marmoragtige Bleghed.
Straks efter sørgede Torben for at blive alene med hende et Øjeblik. Han bad Doktoren gaa ud til Barbara og give hende lidt Besked.
For at berolige Meta gav han sig til at tale om Branden, spurgte, hvordan hun var kommen over den forstyrrede Nat, forhørte sig om hendes Børn og talte igen om Kjeld Borgen.
Derpaa sagde han:
» Vil De gøre mig en Tjeneste, Fru Meta? Der staar inde paa mit Bord ved Siden af Skrivetøjet en lille 200 Oliventræs Æske. I den ligger en gammel Signetring, som jeg engang har købt i Rom. Den vil jeg gerne have sendt til Professor Asmus Hagen i København. Stenen er en antik Gemme. Den har mange Mennesker misundt mig, og min Ven har Interesse for den Slags Ting. Jeg vil altsaa bede Dem om at tage den Æske med Dem, naar De nu gaar. Og saa vil De nok sende ham den som en Hilsen fra mig – ved passende Lejlighed. Jeg kan ikke saa godt bede Deres Mand om at gøre det. De to er jo ikke Venner. Men De gør mig nok den Tjeneste.«
Meta lovede det og sagde, at dersom der var nogetsomhelst andet, hun kunde gøre for ham, maatte han endelig sige det.
Han laa en lille Tid med lukkede Øjne.
»Ja,« sagde han. » Der er en Ting endnu. Naar De næste Gang skriver til Deres Veninde Fru Jytte From, vil De saa bringe hende en Hilsen fra mig og sige, at jeg har takket hende.«
Meta, som troede, at hun havde misforstaaet ham, sagde:
» Takket hende –?«
Men han gentog Ordene, og samtidig saae han op paa hende som for at forvisse sig om, at hun havde forstaaet dem.
I det samme kom Povl Gaardbo tilbage. Han 201 havde bestemt sig til at overnatte der i den følgende Tid for at være ved Haanden, dersom der skulde indtræffe noget.
Han havde talt til Barbara om at faa sat en Feltseng op i den anden Stue, og nu nævnede han varsomt Sagen ogsaa for Dihmer.
Torben nænnede ikke at sige ham, at han vilde være ene med Barbara i Dødsøjeblikket. Som den Gamle i mere end tusinde Nætter, stilfærdig som en Aand, var kommen ind til ham i sine hvide Klæder for at give ham hans Hyldebærsaft og rette paa hans Hovedpude, saadan skulde hun ogsaa med sin velgørende Ro dysse ham hen i den endelige Hvile. Han mærkede godt, at Povl Gaardbo gjorde sig Umage for at neddæmpe sit Væsen; men der var alligevel saa meget af Livets Uro og Støj i hans Bevægelser, og selve Stemmen larmede som Trompetstød i hans Øre, der allerede var fyldt af den evige Stilhed.
» De skal foreløbig ikke ængste Dem for mig,« sagde han. » Saa længe Vinden staar i Vest, dør jeg ikke. Fra den Kant er der altid bragt mig Livsfornyelse. Jeg kan altsaa endnu leve længe, kære Ven. Det er Sydosten, der skal puste mit Lys ud. Det har jeg allerede følt i mange Aar. Dersom det ikke slaar til, giver jeg Dem Lov til at le af mig, naar jeg er død.«
202 » Jeg ser alligevel herop engang i Aften,« sagde Doktoren.
» Ja ja. Som De vil.«

^

Jytte svarede hverken Ja eller Nej; men da han var gaaet, angrede hun , at hun havde manglet Mod til at afvise ham. Hvad skulde det nytte til, at han kom? De lærte dog aldrig at tale med hinanden. Han var desuden ikke uden Skyld i hendes Ulykke, og det vilde hun aldrig kunne tilgive ham. Havde han den Sommer paa Storeholt vist sig mere menneskelig i sine Følelser for hende, havde maaske meget været anderledes nu. Vistnok II, 386 vilde hun ikke være bleven lykkeligere; men hun havde ikke ved sin Daarskab lagt sin Mor i Graven. –

Jytte svarede hverken Ja eller Nej; men da han var gaaet, angrede hun , at hun havde manglet Mod til at afvise ham. Hvad skulde det nytte til, at han kom? De lærte dog aldrig at tale med hinanden. Han var desuden ikke uden Skyld i hendes Ulykke, og det vilde hun aldrig kunne tilgive ham. Havde han den Sommer paa Storeholt vist sig mere menneskelig i sine Følelser for hende, havde maaske meget været anderledes nu. Vistnok vilde hun ikke være bleven lykkeligere; men hun havde ikke ved sin Daarskab lagt sin Mor i Graven. —

Jytte svarede hverken Ja eller Nej; men da han var gaaet, angrede hun , at hun havde manglet Mod til at afvise ham. Hvad skulde det nytte til, at han kom? De lærte dog aldrig at tale med hinanden. Han var desuden ikke uden Skyld i hendes Ulykke, og det vilde hun aldrig kunne tilgive ham. Havde han den Sommer paa Storeholt vist sig mere menneskelig i sine Følelser for hende, havde maaske meget været anderledes nu. Vistnok vilde hun ikke være bleven lykkeligere; men hun havde ikke ved sin Daarskab lagt sin Mor i Graven. –

⇕ Favsingholm V, 2.8

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 8.13

E t Par Dage senere – en mørk, regnfuld Dag med Vind af Sydost – fik Jytte om Eftermiddagen Besøg af sin Fætter Asmus. Han havde nylig mødt hende paa Gaden og var bleven foruroliget af hendes Udseende. Det glædede ham derfor nu at træffe hende beskæftiget med sit Barne-Udstyr , og det saa meget mere, som han ikke var helt sikker paa, hvordan hun vilde modtage den Efterretning, han kom for at bringe.
» Har du nylig hørt fra din Veninde paa Favsingholm?« spurgte han , efter at han forgæves havde søgt at interessere hende for Byens Nyt.

Dagen efter fik hun Besøg af sin Fætter Asmus. Den lille Professor havde for nogen Tid siden mødt hende paa Gaden og var bleven foruroliget af hendes Udseende. Det glædede ham derfor nu at træffe hende beskæftiget med sit Barneudstyr , og det saa meget mere, som han ikke var helt sikker paa, hvordan hun vilde modtage den Efterretning, han kom med.
Efter at han forgæves havde søgt at interessere hende for Byens Nyt, gjorde han hende det samme Spørgsmaal, som Johannes Gaardbo den foregaaende Dag havde haft paa Læberne:
» Har du nylig hørt fra din Veninde paa Favsingholm?«

»Ja, det er ikke saa længe siden. Hun skrev til mig i Anledning af Mors Død.«

» Og alt stod godt til derovre?«

» Det tror jeg nok.«

» Du har maaske ikke set, at der har været en større Ildløs paa Favsingholm?«

» Du har maaske ^ set, at der har været en større Ildløs paa Favsingholm?«

»Ildløs? ... Nej!«

II, 281 »Ildløs? ... Nej!«

» Det stod i Bladene igaar. Der er brændt en Kostald og et Svinehus. Man mener, at Ilden er paasat. Din Venindes Mand – Naturdoktoren – har 203 nok ikke gjort sig populær heller der ^ . Han og Dihmer skal paa forskellig Maade have udæsket Befolkningen med deres Idealsamfund .«

» Det stod i Bladene igaar. Hele Kostalden er brændt ^ og et Svinehus. Man mener, at Ilden er paasat. Din Venindes Mand – Naturdoktoren – har nok ^ heller ikke derovre været heldig med sin Optræden . Han og Dihmer skal paa forskellig Maade have udæsket Befolkningen ^ .«

» Det stod i Bladene igaar. Hele Kostalden er brændt ^ og et Svinehus. Man mener, at Ilden er paasat. Din Venindes Mand — Naturdoktoren — har nok ^ heller ikke derovre været heldig II, 279 med sin Optræden . Han og Dihmer skal paa forskellig Maade have udæsket Befolkningen ^ .«

» Saa hører jeg nok ^ fra Meta igen en af Dagene . For saa har hun da noget at fortælle om ,« sagde Jytte lidt spotsk.
Efter et Ophold fortsatte Asmus:

» Saa hører jeg nok igen fra Meta ^ en af Dagene ,« sagde Jytte. » For nu har hun da noget at fortælle om .«
II, 387 Efter et Ophold fortsatte Asmus:

» Saa hører jeg nok igen fra Meta ^ en af Dagene ,« sagde Jytte. » For nu har hun da noget at fortælle om .«
Efter et Ophold fortsatte Asmus:

» Du husker maaske, at jeg ogsaa har en Korrespondent derovre – Dihmers tidligere Huslæge. Ham har jeg telefoneret med baade igaar og idag. Det anede mig nemlig, at den Ildebrandshistorie vilde faa alvorligere Følger for Dihmer end et Par nedbrændte Længer. Og min Formodning har desværre bekræftet sig.«

» Du husker maaske, at jeg ogsaa har en Korrespondent derovre — Dihmers tidligere Huslæge. Ham har jeg telefoneret med baade igaar og idag. Det anede mig nemlig, at den Ildebrandshistorie vilde faa alvorligere Følger for Dihmer end et Par nedbrændte Længer. Og min Formodning har desværre bekræftet sig.«

»Hvordan? Bekræftet sig?« sagde Jytte – hun sad med en Sytraad mellem Hænderne og snoede den nervøst ^ .

» Hvordan bekræftet sig?« sagde Jytte – hun sad med en Sytraad mellem Hænderne og snoede den nervøst med Fingrene .

» Hvordan bekræftet sig?« sagde Jytte — hun sad med en Sytraad mellem Hænderne og snoede den nervøst med Fingrene .

» Hvordan bekræftet sig?« sagde Jytte – hun sad med en Sytraad mellem Hænderne og snoede den nervøst med Fingrene .

» Hans Tilstand er aabenbart meget alvorlig . Choket har været hans nedbrudte Konstitution for stærkt. Folk med den Slags Sygdomme er som de frønnede Træer, der kan se ret modstandsdygtige ud men falder for et Vindstød. De Meddelelser, min Randersdoktor ^ har indhentet fra Favsingholm idag , lyder ret mistrøstende ^ . Man maa vistnok være forberedt paa, at det bliver Døden denne Gang. Men jeg har min Samvittighed fri. Han var advaret.«

» Hans Tilstand er aabenbart betænkelig . Choket har været hans nedbrudte Konstitution for stærkt. ^ De Meddelelser, min Randersdoktor idag har indhentet fra Favsingholm ^ , lyder ret mistrøstende . Dihmer skal allerede have haft flere Afmagtsanfald . Man maa vistnok være forberedt paa, at det bliver Døden denne Gang. Men jeg har min Samvittighed fri. Han var advaret.«

» Hans Tilstand er aabenbart betænkelig . Rystelsen har været hans nedbrudte Konstitution for stærkt. ^ De Meddelelser, min Randersdoktor idag har indhentet fra Favsingholm ^ , lyder ret mistrøstende . Dihmer skal allerede have haft flere Afmagtsanfald . Man maa vistnok være forberedt paa, at det bliver Døden denne Gang. Men jeg har min Samvittighed fri. Han var advaret.«

Ved Ordet Døden gik der ^ en Skælven gennem 204 Jytte. Asmus Hagen saae det ^ og tav et Øjeblik. Men han var netop kommen her for med Varsomhed at forberede hende paa, hvad hun dog snart vilde faa tudet i Ørene af andre. Han fortsatte derfor:

Ved Ordet Døden var der gaaet en Skælven gennem Jytte. Asmus havde set det , og ^ han sagde derfor:

» Det er trist nok at tænke paa; og man vil rimeligvis komme til at høre Folk udlægge og forklare Begivenheden paa den sædvanlige overfladiske Maade. Sagen er naturligvis den, at der altid har været et sygt Punkt i Dihmers Hjerne, en Rugeplet for den Forrykthed, som i de senere Aar mere og mere har udviklet sig hos ham.«

» Rimeligvis vil man ^ komme til at høre Folk udlægge og kommentere Begivenheden paa deres sædvanlige overfladiske Maade. Forklaringen er naturligvis den, at der altid har været et sygt Punkt i Dihmers Hjerne, en Rugeplet for den Forrykthed, som i de sidste Aar ^ har udviklet sig hos ham.«

Sytraaden løb stadig rundt mellem Jyttes Fingre.

» Tænker du ikke paa at tage derover?« spurgte hun uden at have hørt, hvad han sagde. » Det skulde du gøre ^ Asmus!«

» Tænker du ikke paa at tage derover?« spurgte hun uden at have hørt, hvad han sagde. » Det skulde du gøre , Asmus!«

^ Professoren ^ rystede paa Hovedet.

II, 388 »Nej,« sagde Professoren og rystede paa Hovedet.

»Nej,« sagde Professoren og rystede paa Hovedet.

» Det vilde ikke nytte noget. Det er for sent . Maaske kunde han endnu en Gang komme paa Benene; men det vilde i hvert Fald kun blive en Opblussen som Lysepraasens, før den slukkes. Jeg ^ tvivler ogsaa stærkt om, at jeg vilde være velkommen. Det er jo bleven en Slags religiøs Ide hos ham, at man skal give sig hen til sin Skæbne med Inderlighed, hvor ond den saa er. Knytte sig til den ^ ^ ^ ^ ^ » som en Brud til sin Brudgom « – det ^ Udtryk mindes jeg, han brugte ved vor sidste Samtale. 205 Og det maa desværre indrømmes ham, at han har gjort Alvor af sin Forelskelse og bekræftet Troen med sine Gerninger.«

» Hvorfor ikke ? Du har dog før hjulpet ham . Du skulde rejse endnu idag.«
» Det vilde næppe nytte noget. Og jeg tvivler desuden stærkt om, at jeg vilde være velkommen. Det er jo bleven en Slags religiøs Ide hos ham, at man skal opnaa Saligheden ved at knytte sig til sin Skæbne med Inderlighed – » som en Brud til sin Brudgom «. Det Udtryk husker jeg, han brugte ved vor sidste Samtale. Og det maa desværre indrømmes ham, at han har gjort Alvor af Sagen og bekræftet Troen med sine Gerninger.«

» Hvorfor ikke ? Du har dog før hjulpet ham . Du skulde rejse endnu idag.«
» Det vilde næppe nytte noget. Og jeg tvivler desuden stærkt om, at jeg vilde være velkommen. Det er jo bleven en Slags religiøs Ide hos ham, at man skal opnaa Saligheden ved at knytte sig til sin Skæbne med Inderlighed — » som en Brud til sin Brudgom «. II, 280 Det Udtryk husker jeg, han brugte ved vor sidste Samtale. Og det maa desværre indrømmes ham, at han har gjort Alvor af Sagen og bekræftet Troen med sine Gerninger.«

» Hvorfor ikke ? Du har dog før hjulpet ham . Du skulde rejse endnu idag.«
II, 282 » Det vilde næppe nytte noget. Og jeg tvivler desuden stærkt om, at jeg vilde være velkommen. Det er jo bleven en Slags religiøs Ide hos ham, at man opnaar ^ Saligheden ved altid at tage mod sin Skæbne med Kærlighed – » som en Brud mod sin Brudgom «. Det Udtryk husker jeg, han brugte ved vor sidste Samtale. Og det maa desværre indrømmes ham, at han har gjort Alvor af Sagen og bekræftet Troen med sine Gerninger.«

Jytte var igen bleven fraværende. Da Fætteren lidt efter gik , fulgte hun ham mekanisk ud.

Jytte var igen bleven fraværende. Da Fætteren lidt efter rejste sig , fulgte hun ham mekanisk ud.

I Forstuen tænkte hun et Øjeblik paa at bede ham om at ringe hende op, dersom han yderligere skulde høre noget fra Favsingholm. Men før hun kunde faa sig til at sige det, var han gaaet .

I Forstuen tænkte hun et Øjeblik paa at bede ham om at ringe hende op, dersom han yderligere skulde høre noget fra Favsingholm. Men før hun kunde faa sig til at sige det, var han ude af Døren .

Bagefter stod hun længe i Karnappens Blomsterhave, hvor hun ^ i denne Tid saa ofte havde staaet med sine mørke Tanker og stirret over paa Grønningens halvnøgne Træer. Da hun hørte Karsten stikke Nøglen i Forstuedøren, jog det igennem hende . ⇕ ⇒ Først vilde hun trække sig ind i Soveværelset; men hun tog sig sammen og satte sig hen i en Stol .

Bagefter stod hun længe i Karnappens Blomsterhave, hvor hun ofte i denne Tid ^ havde staaet med sine mørke Tanker og stirret over paa Grønningens høstlige Træer. Da hun hørte Karsten stikke Nøglen i Forstuedøren, jog det igennem hende , og for at undgaa ham gik hun ind i sit Soveværelse .

» Du sidder i Mørke.«
»Ja. Skal vi tænde?«
» Ikke for min Skyld,« sagde Karsten, som havde sine Grunde til at foretrække den dunkle Belysning. » Her er netop hyggeligt. Har her været nogen?«
» Asmus har været her.«
»Naa! Havde din Fætter noget særligt paa Hjerte, eller var det maaske paa Professionens Vegne, han kom her?«
⇕ ⇒ Jytte fik ingen Lejlighed til at svare. Karsten blev i det samme kaldt til Telefonen, der stod i Spisestuen. 206 Da han kom tilbage, var hun gaaet ind i Soveværelset.
Efter Middagen, da de sad ved Kaffen , kom Karsten pludselig i Tanker om, at han skulde have et Møde med Anton Bjerreby i Anledning af sit Billede og straks maatte gaa. Det var Jytte lidt paafaldende; men hun var glad ved igen at blive alene .

Ved Middagsbordet blev ^ der næsten ikke talt, og straks efter Kaffen gik Karsten bort under et af sine sædvanlige Paaskud. Skønt Jytte følte sig overbevist om, at han gik til sin Elskerinde, søgte hun ikke at holde ham tilbage. Hun var netop glad ved ^ at blive ham kvit .

Uden at tænde andet Lys end Amplen i Karnappen sad hun Resten af Aftenen ^ i en af de store Lænestole foran den aabne Ovndør og krøb sammen i sit søgræsgrønne Sjal. ⇕ ⇒ Om Natten kunde hun ikke sove. Og i Mørket vaagnede den gamle Tvivl og spøgede omkring hende som selve hendes Livs onde Dæmon. Havde hun alligevel elsket Dihmer? Havde hendes Mor haft Ret, da hun sagde, at hun havde besnakket sig selv til at mistvivle om sin Kærlighed, fordi den var kysk og stille?
I Løbet af Natten fik Trangen til at se ham ganske Magten over hende. Trods sin stakkels Tilstand vilde hun straks rejse til Favsingholm. Hun havde jo Metas Indbydelse. Skulde Dihmer virkelig dø, vilde det være hende en Pine ikke at have sagt ham Farvel. De maatte ikke skilles uforsonede. Og kunde hun blot komme til at tale med ham, vilde hun trygle ham om at tage mod Fornuft.
Af Frygt for, hvad Folk kunde finde paa at sige, vilde Karsten vel nok modsætte sig Rejsen. Men 207 det var hende ligegyldigt. Havde han overhovedet nogen Ret til at føle sig krænket?
Idet hun gjorde sig dette Spørgsmaal, faldt det hende ind, at hun ikke havde hørt ham komme hjem. Hun drejede op for Lyset og saae, at Klokken var næsten fire.

Uden at tænde andet Lys end Amplen i Karnappen sad II, 389 hun længe i en af de store Lænestole foran den aabne Ovndør og krøb sammen i et Sjal.

Uden at tænde andet Lys end Amplen i Karnappen sad hun længe i en af de store Lænestole foran den aabne Ovndør og krøb sammen i et Sjal.

⇕ Favsingholm V, 2.6

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇐

Desuden skuffedes hun af Brevet, fordi Meta denne Gang slet ikke omtalte Dihmer. Hun havde halvvejs ventet at høre fra ham selv i Anledning af Moderens Død . Hun havde tænkt sig, at han ^ vilde benytte denne Lejlighed til at sende hende i det mindste en formel Hilsen . Dersom han virkelig ikke bar Nag til hende, maatte han gøre det, syntes hun.
Efter at Grunden til Metas Tavshed nu var bleven opklaret, ventede hun ganske sikkert at høre fra ham. Meta eller hendes Mand maatte jo have meddelt ham hendes Mors Død. De vidste begge to , hvor godt han havde kendt hende.
I Slutningen af sit Brev havde Meta gentaget sin Indbydelse til et Besøg paa Favsingholm ^ . Saa ugørligt det end var i Øjeblikket, beskæftigede Tanken hende dog som en Fremtidsmulighed. Dihmer havde altsaa stadig intet røbet om deres tidligere Forhold. Det vilde heller ikke have lignet ham ^ , og hun bebrejdede sig nu, at hun havde kunnet frygte for, at han skulde betro en Tredjemand, hvad der for dem selv havde været en saa tragisk Oplevelse.
185 Men Dagene gik, og der kom ingen Brev. Skønt Dihmer maatte vide, at hun særligt nu trængte til et forsonende Ord fra ham, gav han ikke mindste Livstegn fra sig.

Efter Moderens Død havde hun halvvejs ventet at høre fra Dihmer, som jo i hvert Fald gennem Meta maatte være bleven underrettet om Dødsfaldet . Hun havde tænkt sig, at han maaske vilde benytte Lejligheden til at sende hende et Par Linjer. Men eftersom Dagene gik, uden at der kom Brev, forstod hun, at den Hilsen , han engang havde sendt hende gennem Asmus, var en Afskedshilsen. Naar ikke Minderne fra » den gamle Stue« i disse Dage kunde faa ham til ^ at skrive et forsonende Ord, saa havde han glemt hende, fordi han vilde glemme hende. Og den Drøm , hun undertiden havde drømt, at de engang skulde mødes og faa talt rigtig ud med hinanden, var et latterligt Hjernespind.
Hun gik hen til sit Skrivebord og tændte Lys . Fra en laaset Skuffe tog hun et Par af Metas tidligere Breve frem. Hun havde i sin Tid gemt dem der, fordi hun ikke vilde ^ have , at Karsten skulde læse dem , og heller ikke brød sig om selv at blive mindet om dem . Det var de første Breve, Veninden havde skrevet til hende fra Favsingholm, og hvori hun fortalte saa meget om Dihmer . I et af dem stod der:

Efter Moderens Død havde hun halvvejs ventet at høre fra Dihmer, som jo i hvert Fald gennem Meta maatte være bleven underrettet om Dødsfaldet . Hun havde tænkt sig, at han maaske vilde benytte Lejligheden til at sende hende et Par Linjer. Men eftersom Dagene gik, uden at der kom Brev, forstod hun, at den Hilsen , han engang havde sendt hende gennem Asmus, var en Afskedshilsen. Naar ikke Minderne fra » den gamle Stue« i disse Dage kunde faa ham til ^ at skrive et forsonende Ord, saa havde han glemt hende, fordi han vilde glemme hende. Og den Drøm , hun undertiden havde drømt, at de engang skulde mødes og faa talt rigtig ud med hinanden, var et latterligt Hjernespind.
Hun gik hen til sit Skrivebord og tændte Lys . Fra en laaset Skuffe tog hun et Par af Metas tidligere Breve frem. Hun havde i sin Tid gemt dem der, fordi hun ikke vilde ^ have , at Karsten II, 281 skulde læse dem , og heller ikke brød sig om selv at blive mindet om dem . Det var de første Breve, Veninden havde skrevet til hende fra Favsingholm, og hvori hun fortalte saa meget om Dihmer . I et af dem stod der:

Efter Moderens Død havde hun halvvejs ventet at høre fra Dihmer, som jo i hvert Fald gennem Meta maatte være bleven underrettet om Dødsfaldet . Hun havde tænkt sig, at han maaske vilde benytte Lejligheden til at sende hende et Par Linjer. Men eftersom Dagene gik, uden at der kom Brev, forstod hun, at den Hilsen , han engang havde sendt hende gennem Asmus, var en Afskedshilsen. Naar ikke Minderne fra » den gamle Stue« i disse Dage kunde faa ham til ^ at skrive et forsonende Ord, saa havde han glemt hende, fordi han vilde glemme hende. Og den Drøm , hun undertiden havde drømt, at de engang II, 283 skulde mødes og faa talt rigtig ud med hinanden, var et latterligt Hjernespind.
Hun gik hen til sit Skrivebord og tændte Lys . Fra en laaset Skuffe tog hun et Par af Metas tidligere Breve frem. Hun havde i sin Tid gemt dem der, fordi hun ikke vilde ^ have , at Karsten skulde læse dem , og heller ikke brød sig om selv at blive mindet om dem . Det var de første Breve, Veninden havde skrevet til hende fra Favsingholm, og hvori hun fortalte saa meget om Dihmer . I et af dem stod der:

Da forstod hun, at hun nu var død for ham. Naar ikke Minderne fra » den gamle Stue« i disse Dage tvang ham Pennen i Haanden, saa havde han glemt hende, fordi han vilde glemme hende. Og hendes Drøm om, at de til næste Sommer skulde mødes paa Favsingholm og endelig faa talt sig rigtig ud for hinanden, var igen et latterligt Hjernespind.

⇕ Favsingholm V, 2.3

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇐

» Vor Godsejer ser vi ikke saa sjelden, skønt han ikke mere bor her paa Gaarden men er flyttet op i Skoven , fordi der er Haandværkere næsten allevegne. Han lever for sig selv deroppe med en gammel Plejerske, en Kokkepige og Kusken. Han kommer dog næsten daglig kørende herned for at tilse Arbejdet, og i Almindelighed kigger han saa ogsaa ind til os, naar vi mindst venter ham. Han er lidt nysgerrig ^ , tror jeg. Men han holder meget af Børn . ^ ^

» Vor Godsejer er unægtelig en lidt underlig Patron, som man alligevel ikke kan lade være med at holde af. Det er en fiks Ide hos ham, at han ikke vil gøre noget for at blive rask. Han siger , at der er sunde Folk nok i Verden. Min Mand mener, at det stammer fra hans Sygdom; men jeg tror nu, at han har haft en eller anden II, 390 stor Sorg , som han ikke kan komme over. En Dag sad vi her i Haven, og Povl fortalte om et Par Forpagterfolk her i Nærheden, der i en Uge mistede begge deres Børn af Difteritis. Dihmer sad og tegnede i Gruset med sin Stok og sagde længe ingenting. Jeg spurgte ham saa, om han ikke syntes, det var frygteligt, og han svarede da ogsaa Jo. Men lidt efter, da han sagde Farvel og holdt mig i Haanden, saae han mig underligt ind i Øjnene og sagde, at man skulde gøre sig gode Venner med Sorgen; den var uundgaaelig og desuden Menneskets eneste virkelige Ven og trofaste Rejsekammerat gennem Livet.«
Jytte huskede det Indtryk, disse Ord havde gjort paa hende, første Gang hun læste dem. Hun havde siden ofte maattet tænke paa dem, og navnlig i den allersidste Tid, da Selvmordstankerne daglig forfulgte hende, havde hun søgt Tilflugt i denne Paamindelse om at møde Sorgen med Genkærlighed. Fra det fjerne havde Dihmer uden selv at ane det rakt hende en Vennehaand i Undergangens Time og holdt hende oppe.

» Vor Godsejer er unægtelig en lidt underlig Patron, som man alligevel ikke kan lade være med at holde af. Det er en fiks Ide hos ham, at han ikke vil gøre noget for at blive rask. Han siger , at der er sunde Folk nok i Verden. Min Mand mener, at det stammer fra hans Sygdom; men jeg tror nu, at han har haft en eller anden stor Sorg , som han ikke kan komme over. En Dag sad vi her i Haven, og Povl fortalte om et Par Forpagterfolk her i Nærheden, der i en Uge mistede begge deres Børn af Difteritis. Dihmer sad og tegnede i Gruset med sin Stok og sagde længe ingenting. Jeg spurgte ham saa, om han ikke syntes, det var frygteligt, og han svarede da ogsaa Jo. Men lidt efter, da han sagde Farvel og holdt mig i Haanden, saae han mig underligt ind i Øjnene og sagde, at man skulde gøre sig gode Venner med Sorgen; den var uundgaaelig og desuden Menneskets eneste virkelige Ven og trofaste Rejsekammerat gennem Livet.«
Jytte huskede det Indtryk, disse Ord havde gjort paa hende, første Gang hun læste dem. Hun havde siden ofte maattet tænke paa dem, og navnlig i den allersidste Tid, da Selvmordstankerne daglig forfulgte hende, havde hun søgt Tilflugt i denne Paamindelse om at møde Sorgen med Genkærlighed. Fra det fjærne havde Dihmer uden selv at ane det rakt hende en Vennehaand i Undergangens Time og holdt hende oppe.

» Vor Godsejer er unægtelig en lidt underlig Patron, som man alligevel ikke kan lade være med at holde af. Det er en fiks Ide hos ham, at han ikke vil gøre noget for at blive rask. Han siger , at der er sunde Folk nok i Verden. Min Mand mener, at det stammer fra hans Sygdom; men jeg tror nu, at han har haft en eller anden stor Sorg , som han ikke kan komme over. En Dag sad vi her i Haven, og Povl fortalte om et Par Forpagterfolk her i Nærheden, der i en Uge mistede begge deres Børn af Difteritis. Dihmer sad og tegnede i Gruset med sin Stok og sagde længe ingenting. Jeg spurgte ham saa, om han ikke syntes, det var frygteligt, og han svarede da ogsaa Jo. Men lidt efter, da han sagde Farvel og holdt mig i Haanden, saae han mig underligt ind i Øjnene og sagde, at man skulde gøre sig gode Venner med Sorgen; den var uundgaaelig og desuden Menneskets eneste virkelige Ven og trofaste Rejsekammerat gennem Livet.«
Jytte huskede det Indtryk, disse Ord havde gjort paa hende, første Gang hun læste dem. Hun havde siden ofte maattet tænke paa dem, og navnlig i den allersidste Tid, da Selvmordstankerne daglig forfulgte hende, havde hun søgt Tilflugt i denne Paamindelse om at møde Sorgen med Genkærlighed. Fra det Fjerne havde Dihmer uden selv at ane det rakt hende en Vennehaand i Undergangens Time og holdt hende oppe.

⇕ Favsingholm V, 2.8

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇐

Om Natten kunde hun ikke sove. Og i Mørket vaagnede den gamle Tvivl og spøgede omkring hende som selve hendes Livs onde Dæmon. Havde hun alligevel elsket Dihmer? Havde hendes Mor haft Ret , da hun sagde, at hun havde besnakket sig selv til at mistvivle om sin Kærlighed, fordi den var kysk og stille?

Efter atter at have lukket Brevene inde gik hun i Seng. Men hun kunde ^ ikke sove. Og i Mørket vaagnede den gamle Tvivl og spøgede i hendes Sind som selve hendes Livs onde Dæmon. Havde hun alligevel elsket Dihmer? Havde hendes Mor haft Ret ? Havde hun ^ besnakket sig selv til at mistvivle om sin Kærlighed, fordi den var kysk og stille?

Efter atter at have lukket Brevene inde gik hun i Seng. Men hun kunde ^ ikke sove. Og i Mørket vaagnede den gamle Tvivl og spøgede i hendes Sind som selve hendes Livs onde Dæmon. Havde hun alligevel elsket Dihmer? Havde hendes Mor haft Ret ? Havde II, 284 hun ^ besnakket sig selv til at mistvivle om sin Kærlighed, fordi den var kysk og stille?

I Løbet af Natten fik Trangen til at se ham ganske Magten over hende. Trods sin stakkels Tilstand vilde hun straks rejse til Favsingholm. Hun havde jo Metas Indbydelse . Skulde Dihmer virkelig dø ^ , vilde det være hende en Pine ikke at have sagt ham Farvel. De maatte ikke skilles uforsonede. Og ^ kunde hun blot komme til at tale med ham, vilde hun trygle ham om at tage mod Fornuft.
Af Frygt for , hvad Folk kunde finde paa at sige, vilde Karsten vel nok modsætte sig Rejsen. Men 207 det var hende ligegyldigt. Havde han overhovedet nogen Ret til at føle sig krænket?
Idet hun gjorde sig dette Spørgsmaal, faldt det hende ind, at hun ikke havde hørt ham komme hjem. Hun drejede op for Lyset og saae, at Klokken var næsten fire.

I Løbet af Natten fik Trangen til at gense ham mere og mere Magten over hendes Sind. I alle sine Breve havde Meta gentaget sin ^ Indbydelse til at gøre hende et Besøg II, 391 paa Favsingholm , og saa umuligt det i Øjeblikket var, havde Tanken dog ofte beskæftiget hende i hendes Ensomhed. Hun kunde ikke tro, at Dihmer skulde have mistet al Godhed for hende. Meta havde jo ogsaa skrevet, at han ofte spurgte til ^ hende ^ og bestandig vilde vide, om hun havde faaet Brev fra hende.

I Løbet af Natten fik Trangen til at gense ham mere og mere Magten over hendes Sind. I alle sine Breve havde Meta gentaget sin ^ Indbydelse til at gøre hende et Besøg paa Favsingholm , og saa umuligt det i Øjeblikket var, havde Tanken dog ofte beskæftiget II, 282 hende i hendes Ensomhed. Hun kunde ikke tro, at Dihmer skulde have mistet al Godhed for hende. Meta havde jo ogsaa skrevet, at han ofte spurgte til ^ hende ^ og bestandig vilde vide, om hun havde faaet Brev fra hende.

I Løbet af Natten fik Trangen til at gense ham mere og mere Magten over hendes Sind. I alle sine Breve havde Meta gentaget sin ^ Indbydelse til at gøre hende et Besøg paa Favsingholm , og saa umuligt det i Øjeblikket var, havde Tanken dog ofte beskæftiget hende i hendes Ensomhed. Hun kunde ikke tro, at Dihmer skulde have mistet al Godhed for hende. Meta havde jo ogsaa skrevet, at han ofte spurgte til ^ hende ^ og bestandig vilde vide, om hun havde faaet Brev fra hende.

⇕ Favsingholm V, 2.8

⇕ De Dødes Rige 8.13

⇕ De Dødes Rige .13

⇕ De Dødes Rige 8.13

Et Kvarterstid senere standsede en Automobil nedenfor ^ , og lidt efter hørte hun ham lukke sig ind ^ . Det skete næsten lydløst. Kun fordi hun forinden havde aabnet Døren fra Dagligstuen ud til Gangen ^ , kunde hun høre ham. Med tyveagtig Forsigtighed hængte han Frakkebøjlen ^ ^ paa Knagen og listede ^ ^ ind til sig selv.
⇕ ⇒ Hun havde aldrig før kunnet faa sig til at holde Politiforhør. Hun var for stolt til at ville røbe sin Skinsyge, og samtidig frygtede hun Tilstaaelsen af den Sandhed, hun anede. Men nu vilde hun vide Besked. Det var blevet hende om at gøre at faa Klarhed. I et Nu var hun oppe af Sengen og tog sin Slobrok paa. Et Øjeblik efter stod hun i Døren til hans Stue ^ .

Et Automobil standsede ^ nedenfor paa Gaden , og lidt efter hørte hun Karsten lukke sig ind i Forstuen . Det skete næsten lydløst. Kun fordi ^ Døren fra Dagligstuen ud til Gangen tilfældigt stod aaben , kunde hun høre ham. Hun drejede op for Lyset og saae, at Klokken næsten var fire.
Det var ikke første Gang, hun om Natten havde hørt ham ^ hænge sin Frakke op paa Bøjlen med tyveagtig Forsigtighed og liste ind til sig selv. Resigneret havde hun hidtil lukket sine Øren i for ikke at tvinge ham til ^ den Tilstaaelse, som hun for Barnets Skyld havde villet undgaa. Men nu stod hun besluttet op og tog sin Slobrok paa. Nu vilde hun have Klarhed.
Et Øjeblik efter stod hun i Døren til hans Stue , som hun i den sidste Maaned ikke havde betraadt .

Et Automobil standsede ^ nedenfor paa Gaden , og lidt efter hørte hun Karsten lukke sig ind i Forstuen . Det skete næsten lydløst. Kun fordi ^ Døren fra Dagligstuen ud til Gangen tilfældigt stod aaben , kunde hun høre ham. Hun drejede op for Lyset og saae, at Klokken næsten var fire.
Det var ikke første Gang, hun om Natten havde hørt ham med tyveagtig Forsigtighed hænge sin Frakke op paa Bøjlen ^ og liste ind til sig selv. Resigneret havde hun hidtil lukket sine Øren i for ikke at tvinge ham til ^ den Tilstaaelse, som hun for Barnets Skyld havde villet undgaa. Men nu stod hun besluttet op og tog sin Slobrok paa. Nu vilde hun have Klarhed.
Et Øjeblik efter stod hun i Døren til hans Stue , som hun i den sidste Maaned ikke havde betraadt .

Hans Bestyrtelse over at se hende, og endnu mere hans ^ Udseende, det uordnede Haar og det løse Slips , var hende straks Beviser nok. Som ved et Lyn blev hendes Øjne revet op, og hun saae ham paany i al hans Jammerlighed, afklædt for den sidste Rest af hendes Forelskelses Barmhjertighedskaabe – den 208 samme frække Abe, som i sin Tid havde vakt hendes forudanende Angst .

Hans Bestyrtelse over at se hende, og endnu mere hans slappe Udseende, det uordnede Haar og det løst bundne Slips gjorde alle Spørgsmaal overflødige. Hun havde faaet det Bevis, hun ønskede .

Han forsøgte ^ et Smil.

Karsten forsøgte ^ et Smil.

Karsten forsøgte med et Smil.

»Kære, ... er du oppe!«

» Kære ... er du oppe!«

» Hvor kommer du fra?« spurgte hun.

» Men Jytte dog! Du veed jo godt, jeg har været sammen med Bjerreby .«

» Det veed du jo! Jeg har været sammen med Møller .«

» Du lyver!«

II, 392 » Du lyver!«

» Du lyver!«

» Nej hør, Jytte ... nu er du ^ igen hysterisk! Kom nu ind ,« sagde han og nærmede sig hende med udbredte Arme. » Saa sætter vi os pænt og dannet ned og faar os en beroligende Passiar.«

» Kæreste Jytte ... nu er du jo igen hysterisk! Kom dog ind !« sagde han og nærmede sig ^ med udbredte Arme. ^

» Rør mig ikke! Du kommer fra din Elskerinde. Det nytter dig ikke , at du nægter det. Jeg veed Besked om dit lave og fejge Hykleri. Rør mig ikke, siger jeg! Eller jeg ringer hele Huset op!«

» Rør mig ikke! Du kommer fra din Elskerinde. Du skal ikke prøve paa at nægte det. – Rør mig ikke, siger jeg! Eller jeg ringer hele Huset op!«

» Rør mig ikke! Du kommer fra din Elskerinde. Du skal ikke prøve paa at nægte det. — Rør mig ikke, siger jeg! Eller jeg ringer hele Huset op!«

» Rør mig ikke! Du kommer fra din Elskerinde. Du skal ikke prøve paa at nægte det. – Rør mig ikke, siger jeg! Eller jeg ringer hele Huset op!«

» Nu skal du være fornuftig, Jytte! Luk dog i det mindste Døren og kom ind .«

» Nu skal du være fornuftig, Jytte! Luk dog i det mindste Døren og kom ind !«

II, 285 » Nu skal du være fornuftig, Jytte! Luk dog i det mindste Døren og kom ind !«

» Jeg vil ikke høre noget ... ikke vide noget! Imorgen, naar du har ^ sovet ud, vil jeg maaske tale med dig .«

» Jeg vil ikke høre noget ... ikke vide noget! Imorgen, naar du har faaet sovet ud, skal du faa min Mening skriftlig .«

Hele den sidste Del af Natten gik Jytte frem og tilbage i sit Soveværelse for laasede Døre. Karsten bankede et Par Gange paa og bønfaldt hende om at maatte forklare sig; men hun lukkede ikke op. Hun havde kun det Ønske, at hun i det hele kunde blive fri for at se ham mere. Hun vilde endnu ^ samme 209 Dag ^ flytte hjem til Moderens Lejlighed, der stod urørt efter hende .

Hele den sidste Del af Natten gik Jytte frem og tilbage i sit Soveværelse for laasede Døre. Da hun endelig lagde sig hen paa Sengen, var hun saa udmattet, at det sortnede for hende. Hun var nu fast bestemt paa at ville skilles. Endnu samme Dag vilde hun flytte tilbage til det gamle Hjem i Dronningens Tværgade, hvor alt stod urørt siden Moderens Død .

Hele den sidste Del af Natten gik Jytte frem og tilbage i sit Soveværelse for laasede Døre. Da hun endelig lagde sig hen paa II, 283 Sengen, var hun saa udmattet, at det sortnede for hende. Hun var nu fast bestemt paa at ville skilles. Endnu samme Dag vilde hun flytte tilbage til det gamle Hjem i Dronningens Tværgade, hvor alt stod urørt siden Moderens Død .

Hun var iøvrigt selv forundret over sin frygtelige Ophidselse , da hun dog fra første Færd havde forudset, hvad der nu var sket. ⇕ ⇒ Men det var ogsaa mere hele hans Ynkelighed, hun følte sig nedværdiget ^ ^ ^ ^ af , end hans Utroskab. Hans Letfærdighed kunde hun maaske have tilgivet ham, som hun havde baaret over med hans brutale Skinsyge og de andre Svagheder, ikke hans Falskhed, ikke dette usle Hykleri. Og med det Menneske havde hun et Barn! Hun, hvem den bedste ^ ^ ^ ^ ^ og ridderligste af alle Mænd ikke havde været god nok, var faldet i Armene paa dette skamløse Kryb! Hvordan var det gaaet til ? ... Aa, hun vidste det endelig nok! Glimtvis var Forstaaelsen gaaet op for hende, naar hun i den senere Tid havde tænkt tilbage paa deres Forhold fra dets første Begyndelse. Han havde baaret sig ad ligesom Jernbanerøveren , der bedøver sit Offer, før han udplyndrer det. Med al Slags velberegnet Underholdning havde han dysset hendes Aarvaagenhed i Søvn for at kunne overliste hende. ⇕ ⇒ Trods de mange advarende Eksempler, hun havde haft for Øje, trods Venindernes Skæbne, der havde skærpet hendes Mistro, og trods de Ord, som hendes kloge Mor saa ofte lod falde, at i Forholdet til Kvinder var de fleste Mænd Lejlighedstyve, – hun var som de andre gaaet sin 210 Undergang imøde med tilbundne Øjne. Det var gaaet hende som Barnet, der havde forvildet sig i Skoven og af Skræk styrtede sig dybere og dybere ind i Vildmørket for tilsidst at blive Ulvens Bytte .

Klokken ti om Formiddagen , da hun sad foran Spejlet og redte sig, bankede Karsten frygtsomt paa. Hun lukkede ikke op. Svarede ham heller ikke.
Lidt efter tog han bort.
Saasnart hun havde hørt Entredøren smække i efter ham, gik hun ind til Telefonen og ringede Asmus Hagen op for at spørge, om han havde faaet nye Efterretninger fra Favsingholm. Hun traf ham til sin Sorg ^ ikke hjemme. Heller ikke paa hans Klinik kunde hun faa ham i Tale. Det sidste Sted blev der svaret, at han var optaget af Operationer.
II, 393 Et Par Timer efter gentog hun Opringningen, men begge Steder med det samme Resultat. Det faldt hende da ind at sætte sig i Forbindelse med den Læge i Randers, som Asmus havde talt om. Ved at se efter i Telefonbogen kom hun paa Navnet.
I den halve Time, hun maatte vente for at faa Forbindelsen , gik hun igen op og ned ad Gulvet uden at kunne finde Ro, og jo længere Tiden trak ud, desto stærkere beherskedes hun af Ønsket om trods sin stakkels Tilstand at rejse over til Favsingholm med det samme. Hun syntes, at hun maatte gøre det. Skulde Dihmer dø, vilde hun aldrig faa Fred i sit Sind , dersom hun ikke fik sagt ham Farvel. De maatte ikke skilles uforsonede! ... Men hun vilde ikke tro paa, at han skulde dø! Og kunde hun blot komme til at tale med ham, og havde han ikke helt fordømt hende, vilde hun trygle ham om at tage mod Fornuft og vende tilbage til Livet .

Klokken ti om Formiddagen , da hun sad foran Spejlet og redte sig, bankede Karsten frygtsomt paa. Hun lukkede ikke op. Svarede ham heller ikke.
Lidt efter tog han bort.
Saasnart hun havde hørt Entredøren smække i efter ham, gik hun ind til Telefonen og ringede Asmus Hagen op for at spørge, om han havde faaet nye Efterretninger fra Favsingholm. Hun traf ham til sin Sorg ^ ikke hjemme. Heller ikke paa hans Klinik kunde hun faa ham i Tale. Det sidste Sted blev der svaret, at han var optaget af Operationer.
Et Par Timer efter gentog hun Opringningen, men begge Steder med det samme Resultat. Det faldt hende da ind at sætte sig i Forbindelse med den Læge i Randers, som Asmus havde talt om. Ved at se efter i Telefonbogen kom hun paa Navnet.
I den halve Time, hun maatte vente for at faa Forbindelsen , gik hun igen op og ned ad Gulvet uden at kunne finde Ro, og jo længere Tiden trak ud, desto stærkere beherskedes hun af Ønsket om trods sin stakkels Tilstand at rejse over til Favsingholm med det samme. Hun syntes, at hun maatte gøre det. Skulde Dihmer dø, vilde hun aldrig faa Fred i sit Sind , dersom hun ikke fik sagt ham Farvel. De maatte ikke skilles uforsonede! ... Men hun vilde ikke tro paa, at han skulde dø! Og kunde hun blot komme til at tale med ham, og havde han ikke helt fordømt hende, vilde hun trygle ham om at tage mod Fornuft og vende tilbage til Livet .

Klokken ti om Formiddagen , da hun sad foran Spejlet og redte sig, bankede Karsten frygtsomt paa. Hun lukkede ikke op. Svarede ham heller ikke.
Lidt efter tog han bort.
Saasnart hun havde hørt Entredøren smække i efter ham, gik hun ind til Telefonen og ringede Asmus Hagen op for at spørge, om han havde faaet nye Efterretninger fra Favsingholm. Til sin Sorg traf hun ham ikke hjemme. Heller ikke paa hans Klinik kunde hun faa ham i Tale. Det sidste Sted blev der svaret, at han var optaget af Operationer.
Et Par Timer efter gentog hun Opringningen, men begge Steder med det samme Resultat. Det faldt hende da ind at sætte sig i Forbindelse med den Læge i Randers, som Asmus havde talt om. Ved at se efter i en Bog kom hun paa Navnet.
I den halve Time, hun maatte vente paa Telefonforbindelsen , gik hun igen op og ned ad Gulvet uden at kunne finde Ro, og jo længere Tiden trak ud, desto stærkere beherskedes hun af Ønsket om trods sin stakkels Tilstand at rejse over til Favsingholm med det samme. Hun syntes, at hun maatte gøre det. Skulde Dihmer dø, vilde hun aldrig faa Fred i sit Sind , dersom hun ikke fik sagt ham Farvel. De maatte ikke skilles uforsonede! ... Men hun vilde ikke tro paa, at han skulde dø! Og kunde hun blot komme til at tale med ham, og havde han ikke helt fordømt hende, vilde hun trygle ham om at tage mod Fornuft og vende tilbage til Livet .

Da hun endelig lagde sig hen paa Sengen, var hun en Besvimelse nær af Udmattelse ^ ... Aa, havde dog bare hendes lille Mor endnu levet! Saa havde hun nu vidst, hvor hun skulde skjule sig ^ ^ ^ ^ med sin Skam. Til Meta kunde hun ikke komme efter det, som her var sket. Det maatte i hvert Fald vente indtil efter Skilsmissen, naar hendes Forhold i det hele var blevet ordnede. Men var det saa blot ikke for sent!
Klokken henved ti sad hun foran Spejlet og redte sig, da Karsten atter frygtsomt bankede paa. Hun lukkede ikke op. Svarede ham heller ikke.
Lidt efter hørte hun ham tage bort.
Saa snart han var gaaet, gik hun ind til Telefonen og ringede Asmus Hagen op for at høre, om han havde faaet nye Efterretninger fra Favsingholm. Hun traf ham ikke hjemme. Heller ikke paa hans Klinik kunde hun faa fat i ham. Han var bleven kaldt ud til en vanskelig Fødsel , blev der sagt.
Et Par Timer efter gentog hun Opringningen begge Steder, men med det samme Resultat. Det faldt hende da ind at sætte sig i Forbindelse med den Læge i Randers, som Asmus havde talt om. Ved 211 at se efter i Telefonbogen kom hun paa hans Navn, og ringede saa Statstelefonen op.
I Løbet af den halve Time, hun maatte vente, ringede det en Gang stærkt paa Forstuedøren. Det var Pastor Gaardbos bondeagtigt vedholdende Kimen. Hun kendte den straks, men maatte dog samle sig, før det rigtig vilde gaa op for hende, hvem det var. Nu huskede hun ogsaa, at hun havde ventet ham. Men som alt, hvad der laa forud for Asmus Hagens Besøg den foregaaende Dag og Nattens Oplevelser, var han allerede bleven en Erindring, der hørte en drømmefjern Fortid til.
Da Pigen kom gennem Stuen for at gaa ud og lukke op, sagde hun til hende:
» Jeg er ikke hjemme for nogen ... absolut ikke for nogen, hvem det saa er.«
Hun hørte godt, at der blev snakket længe derude i Forstuen; men hun interesserede sig ikke for at høre efter, spurgte heller ikke Pigen ud, da Præsten var gaaet.
Kort efter ringede Telefonen.
» Er det Doktor Mikkelsen?«
En kvindelig Stemme svarede: » Doktoren er kørt ud ... Men det er jo København, jeg taler med ... Saa er det vel sagtens fra Professor Hagen?«
Jytte svarede ja.
» Saa har jeg en Besked at bringe fra Doktoren. 212 Jeg skulde sige, at Godsejer Dihmer døde i Aftes Klokken ni.«
Jytte lagde Hørerøret ned, men hun blev staaende ved Bordet, og hørte stadig den fremmede Skrattestemme gentage inde fra Mørket: » Godsejer Dihmer døde i Aftes Klokken ni.«
Saa gik hun ind i sit Soveværelse og faldt i Hulken paa Sengekanten.
» Hvad har jeg gjort!«
Men snart efter blev hun stille og priste sin døde Ven lykkelig. Nu havde han stridt Livets onde Strid tilende. Han var udløst af denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen. Hun saae ham for sig, stivnet i Døden, hvid og kold og stille som hendes Mor havde været det. Hun saae den stærke , brede Pande, de lukkede Øjne , den skønne Mund , som hun en eneste Gang havde kysset.

Telefonen ringede.
» Er det Randers? ... Ja! ... Er det Doktor Mikkelsen?«
En fjern , kvindelig Stemme svarede: » Doktoren er kørt ud ... Er det København, jeg taler med?«
»Ja.«
» Saa er det velsagtens fra Professor Hagen?«
Jytte svarede Ja.
»Naa! Saa har jeg en Besked at bringe fra Doktoren. Jeg skulde sige, at Godsejer Dihmer døde iaftes Klokken ni.«
Da Jytte havde lagt Hørerøret ned, stod hun en Tid stum og hørte stadig den fremmede Stemme inde fra II, 394 Fjernheden og Mørket. » Godsejer Dihmer døde iaftes Klokken ni.«
Saa vaklede hun ind i Soveværelset og satte sig paa Sengekanten med Hænderne for Ansigtet.
» Hvad har jeg gjort!« hulkede hun.
Men snart efter blev hun stille, løftede Hovedet og priste sin døde Ven lykkelig. Nu havde han stridt Livets onde Strid tilende. Han var udløst af denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen. Hun saae ham for sig, stivnet i Døden, hvid og kold og stille , som hendes Mor havde været det. Hun saae den skønne , brede Pande, de lukkede Øjne og Munden , som hun en eneste Gang havde kysset.

Telefonen ringede.
» Er det Randers? ... Ja! ... Er det Doktor Mikkelsen?«
En fjern ^ kvindelig Stemme svarede: » Doktoren er kørt ud ... Er det København, jeg taler med?«
»Ja.«
» Saa er det velsagtens fra Professor Hagen?«
Jytte svarede Ja.
II, 284 »Naa! Saa har jeg en Besked at bringe fra Doktoren. Jeg skulde sige, at Godsejer Dihmer døde iaftes Klokken ni.«
Da Jytte havde lagt Hørerøret ned, stod hun en Tid stum og hørte stadig den fremmede Stemme inde fra Fjernheden og Mørket. » Godsejer Dihmer døde iaftes Klokken ni.«
Saa vaklede hun ind i Soveværelset og satte sig paa Sengekanten med Hænderne for Ansigtet.
» Hvad har jeg gjort!« hulkede hun.
Men snart efter blev hun stille, løftede Hovedet og priste sin døde Ven lykkelig. Nu havde han stridt Livets onde Strid tilende. Han var udløst af denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen. Hun saae ham for sig, stivnet i Døden, hvid og kold og stille , som hendes Mor havde været det. Hun saae den skønne , brede Pande, de lukkede Øjne og Munden , som hun en eneste Gang havde kysset.

Telefonen ringede.
II, 286 » Er det Randers? ... Ja! ... Er det Doktor Mikkelsen?«
En fjern ^ kvindelig Stemme svarede: » Doktoren er kørt ud ... Er det København, jeg taler med?«
»Ja.«
» Saa er det velsagtens fra Professor Hagen?«
Jytte svarede Ja.
»Naa! Saa har jeg en Besked at bringe fra Doktoren. Jeg skulde sige, at Godsejer Dihmer døde iaftes Klokken ni.«
Da Jytte havde lagt Hørerøret ned, stod hun en Tid stum og hørte stadig den fremmede Stemme inde fra Fjernheden og Mørket. » Godsejer Dihmer døde iaftes Klokken ni.«
Saa vaklede hun ind i Soveværelset og satte sig paa Sengekanten med Hænderne for Ansigtet.
» Hvad har jeg gjort!« hulkede hun.
Men snart efter blev hun stille, løftede Hovedet og priste sin døde Ven lykkelig. Nu havde han stridt Livets onde Strid tilende. Han var udløst af denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen. Hun saae ham for sig, stivnet i Døden, hvid og kold og stille , som hendes Mor havde været det. Hun saae den skønne , brede Pande, de lukkede Øjne og Munden , som hun en eneste Gang havde kysset.

Det Øjeblik vilde hun altid mindes som et Evighedsglimt ^ . Men det var ^ godt, at det blev ved dette ene lynsnare Kærlighedsmøde. Nu var han bleven skaanet for alt det onde, som Menneskene gjorde hinanden, naar de troede at elske . Nu kunde hun tænke paa ham uden Anger, kunde bære Sorg for ham i sit Hjerte uden at blues.

Det Øjeblik vilde hun ^ mindes som et Evighedsglimt i sit Livs lange Tusmørke . Men det var kun godt, at det blev ^ dette ene lynsnare Kærlighedsmøde. Nu var han bleven skaanet for alt det onde, som Menneskene gjorde hinanden, naar de troede at elske . Og selv kunde hun tænke paa deres Kærlighed uden Anger, kunde bære Sorg for ham i sit Hjerte uden at blues.

Det Øjeblik vilde hun ^ mindes som Evighedsglimtet i sit Livs lange Tusmørke . Men det var kun godt, at det blev ved dette ene lynsnare Kærlighedsmøde. Nu var han blevet skaanet for alt det onde, som Menneskene gjorde hinanden, naar de elskede . Og selv kunde hun tænke paa deres Kærlighed uden Anger, kunde bære Sorg for ham i sit Hjerte uden at blues.

Han viste sig atter for hende, saadan som hun havde set ham den Aften for snart to Aar siden paa 213 det italienske Hotel, da han midt under den hæslige Varieteforestilling kom frem i Døren og saae paa hende med et stort, forundret Blik. Allerede dengang en forklaret Skikkelse. Allerede dengang saa langt paa Vej til en lykkeligere Verden, at hun ikke havde haft Mod til at holde ham tilbage. Havde han dog ikke forstaaet det ?
Selv skulde hun maaske endnu i mange Aar henslæbe et Skyggeliv som Mor for et stakkels Væsen, der vilde komme til Verden som et Minde om hendes Skam, et Pant paa hendes Fornedrelse. Af Angst for Døden vilde hun blive ved at klamre sig til Livets Rædsler . Og alle vilde med Forundring spørge hende, hvorfor hun ikke var glad. – –

Atter viste han sig for hende, saadan som hun havde set ham hin Aften ^ paa det italienske Hotel, da han midt under Varieteforestillingen kom frem i Døren og stirrede paa hende med et stort, forundret Blik. Allerede dengang en forklaret Skikkelse. Allerede dengang saa langt paa Vej til en lykkeligere Verden, at hun ikke havde haft Mod til at holde ham tilbage. Havde han dog blot forstaaet det !
II, 395 Selv skulde hun maaske endnu i mange Aar henslæbe en Skyggetilværelse som Mor for et stakkels Væsen, der vilde komme til Verden som et Minde om hendes ^ Fornedrelse. Af Angst for at dø vilde hun blive ved at klamre sig til Livets Rædsler , og alle vilde med Forundring spørge hende, hvorfor hun ikke var glad. ^

Atter viste han sig for hende, saadan som hun havde set ham hin Aften ^ paa det italienske Hotel, da han midt under Varieteforestillingen kom frem i Døren og stirrede paa hende med et stort, forundret Blik. Allerede dengang en forklaret Skikkelse. Allerede dengang saa langt paa Vej til en lykkeligere Verden, at hun ikke havde haft Mod til at holde ham tilbage. Havde han dog blot forstaaet det !
Selv skulde hun maaske endnu i mange Aar henslæbe en Skyggetilværelse som Mor for et stakkels Væsen, der vilde komme til Verden som et Minde om hendes ^ Fornedrelse. Af Angst for at dø vilde hun blive ved at klamre sig til Livets Rædsler , og alle vilde med Forundring spørge hende, hvorfor hun ikke var glad. ^

Paany viste han sig for hende, saadan som hun havde set ham hin Aften ^ paa det italienske Hotel, da han midt under Varieteforestillingen kom frem i Døren og stirrede paa hende med et stort, forundret Blik. Allerede dengang en forklaret Skikkelse. Allerede dengang saa langt paa Vej til en lykkeligere Verden, at hun ikke havde haft Mod til at holde ham tilbage. Havde han dog blot forstaaet det !
Selv skulde hun maaske endnu i mange Aar henslæbe en Skyggetilværelse II, 287 som Mor for et stakkels Væsen, der vilde komme til Verden som et Minde om hendes ^ Fornedrelse. Af Angst for at dø vilde hun blive ved at klamre sig til Livets Rædsler , og alle vilde med Forundring spørge hende, hvorfor hun ikke var glad. ^

⇕ ⇒ ^ ^ ^ Samme mørke Eftermiddag henimod Aften blev Torben Dihmer i Stilhed ført bort til Favsing Kirkegaard. Ligtoget kørte gennem Skoven, og forrest red fire Karle med brændende Fakler. Kun et sort Klæde dækkede Kisten . Saadan havde han selv bestemt det. De ældste af Gaardens Folk bar ham ned i den murede Gravhvælving, hvis Nedgang ^ ^ ^ ^ i Dagens Løb var bleven afdækket . To Dage senere lukkedes den rustne Jerndør, og Hvælvingen kastedes til.

XIV .
Samme Dag henimod Aften gik en lille Skare Mænd og Kvinder fra Favsingholm op til Skovhuset for at lægge Torben Dihmer i ^ Kisten . I det lille Sovekammer, der vendte ud mod de frie Marker i Vest, stod Sengen langsmed den indre Væg, saa han under Sygelejet havde kunnet følge Skyernes Gang paa Himlen og Aftensolens Dalen.
En Dag havde han sagt til Povl Gaardbo: » Saa længe Vinden staar i Vest, dør jeg ikke . Fra den Kant er der altid bragt mig Livsfornyelse. Det er Sydosten, der skal slukke Lyset for mig. Det har jeg følt i mange Aar.«
Dagen før sin Død havde han taget Afsked med de ældste af Gaardens Folk og takket dem for deres Troskab mod Favsingholm.

II, 286 XIV ^
Samme Dag henimod Aften gik en lille Skare Mænd og Kvinder fra Favsingholm op til Skovhuset for at lægge Torben Dihmer i Kiste ^ . I det lille Sovekammer, der vendte ud mod de frie Marker i Vest, stod Sengen langsmed den indre Væg, saa han under Sygelejet havde kunnet følge Skyernes Gang paa Himlen og Aftensolens Dalen.
En Dag havde han sagt til Povl Gaardbo: » Saa længe Vinden staar i Vest, dør jeg ikke . Fra den Kant er der altid bragt mig Livsfornyelse. Det er Sydosten, der skal slukke Lyset for mig. Det har jeg følt i mange Aar.«
Dagen før sin Død havde han taget Afsked med de ældste af Gaardens Folk og takket dem for deres Troskab mod Favsingholm.

XIV ^
Samme Dag henimod Aften gik en lille Skare Mænd og Kvinder fra Favsingholm op til Skovhuset for at lægge Torben Dihmer i Kiste ^ . I det lille Sovekammer, der vendte ud mod de frie Marker i Vest, stod Sengen langs den indre Væg, hvorfra han under Sygelejet havde kunnet følge Skyernes Gang paa Himlen og Aftensolens Dalen.
En Dag havde han sagt til Povl Gaardbo: » Saa længe Vinden staar i Vest, dør jeg ikke . Fra den Kant er der altid bragt mig Livsfornyelse. Det er Sydosten, der skal slukke Lyset for mig. Det har jeg følt i mange Aar.«
Dagen før sin Død havde han taget Afsked med de ældste af Gaardens Folk og takket dem for deres Troskab mod Favsingholm.

⇕ Favsingholm V, 2.7

⇕ De Dødes Rige 8.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 8.14

⇐

» Alting ligger ordnet. Der vil ingen Forandring ske med Favsingholm , fordi jeg gaar bort. For min Grav har mine Forfædre allerede sørget. Den staar muret derinde paa Favsing Kirkegaard. Nøglen til den Jerndør, som lukker for Nedgangen, vil De finde 199 her i min Natbordsskuffe. Forøvrigt har jeg kun en Ting at bede Dem om, som De vil smile af. Jeg ønsker , at mine Journaler ... De veed, hvad jeg mener ... jeg ønsker, at de maa blive opbevarede og faa Plads i den nye brandfrie ^ ^ ^ Hvælving sammen med Arkivet. Jeg har for mig selv kaldt dem mine rudolphinske Tavler. Maaske vil der mellem Favsingholms fremtidige Beboere ^ findes den Kepler, som kan bygge et Babelstaarn af dem ... Naa, men hvor blev Deres Frue af? Jeg hørte jo hendes Stemme.«
» Men kan De taale at tale mere?«
» Jeg vil gerne trykke hendes Haand.«
Meta kom ind, og skønt hendes Mand i Forvejen alvorligt havde formanet hende, kunde hun ikke holde Taarerne ^ ^ ^ tilbage , da hun saae Torbens marmoragtige Bleghed.
Straks efter sørgede Torben for at blive alene med hende et Øjeblik. Han bad Doktoren gaa ud til Barbara og give hende lidt Besked.
For at berolige Meta gav han sig til at tale om Branden, spurgte, hvordan hun var kommen over den forstyrrede Nat, forhørte sig om hendes Børn og talte igen om Kjeld Borgen.
Derpaa sagde han:
» Vil De gøre mig en Tjeneste, Fru Meta? Der staar inde paa mit Bord ved Siden af Skrivetøjet en lille 200 Oliventræs Æske. I den ligger ^ ^ ^ ^ en gammel Signetring, som jeg engang har købt i Rom. Den vil jeg gerne have sendt til Professor Asmus Hagen i København. Stenen er en antik Gemme. Den har mange Mennesker misundt mig, og min Ven har Interesse for den Slags Ting. Jeg vil altsaa bede Dem om at tage den Æske med Dem, naar De nu gaar. Og saa vil De nok sende ham den som en Hilsen fra mig – ved passende Lejlighed. Jeg kan ikke saa godt bede Deres Mand om at gøre det. De to er jo ikke Venner. Men De gør mig nok den Tjeneste.«
Meta lovede det og sagde, at dersom der var nogetsomhelst andet, hun kunde gøre for ham, maatte han endelig sige det.
Han laa en lille Tid med lukkede Øjne.
»Ja,« sagde han. » Der er en Ting endnu. Naar De næste Gang skriver til Deres Veninde Fru Jytte From, vil De saa bringe hende en Hilsen fra mig og sige, at jeg har takket hende.«
Meta, som troede, at hun havde misforstaaet ham, sagde:
» Takket hende –?«
Men han gentog Ordene, og samtidig saae han op paa hende som for at forvisse sig om, at hun havde forstaaet dem.
I det samme kom Povl Gaardbo tilbage. Han 201 havde bestemt sig til at overnatte der i den følgende Tid for at være ved Haanden, dersom der skulde indtræffe noget.
Han havde talt til Barbara om at faa sat en Feltseng op i den anden Stue, og nu nævnede han varsomt Sagen ogsaa for Dihmer.
Torben nænnede ikke at sige ham, at han vilde være ene med Barbara i Dødsøjeblikket. Som den Gamle i mere end tusinde Nætter, stilfærdig som en Aand, var kommen ind til ham i sine hvide Klæder for at give ham hans Hyldebærsaft og rette paa hans Hovedpude, saadan skulde hun ogsaa med sin velgørende Ro dysse ham hen i den endelige Hvile. Han mærkede godt, at Povl Gaardbo gjorde sig Umage for at neddæmpe sit Væsen; men der var alligevel saa ^ ^ meget af Livets Uro og Støj i hans Bevægelser, og selve Stemmen larmede som Trompetstød i hans Øre, der allerede var fyldt af den evige Stilhed.
» De skal foreløbig ikke ængste Dem for mig,« sagde han. » Saa længe Vinden staar i Vest, dør jeg ikke. Fra den Kant er der altid bragt mig Livsfornyelse. Jeg kan altsaa endnu leve længe, kære Ven ^ . Det er Sydosten, der skal puste mit Lys ud. Det har jeg allerede følt i mange Aar. Dersom det ikke slaar til, giver jeg Dem Lov til at le af mig, naar jeg er død.«

Povl Gaardbo havde han forinden meddelt sine sidste Bestemmelser , deriblandt , at hans Journaler – » mine rudolphinske Tavler«, som han halvvejs spøgende kaldte dem – skulde opbevares i Gaardens brandfri Hvælving i Forventning om, at der mellem Favsingholms fremtidige Beboere skulde findes en Kepler, hvem de kunde blive til Nytte.
II, 396 Ogsaa Meta havde han sagt Farvel til; men han var allerede dengang saa svag, at han daarligt kunde tale.
I Dødsøjeblikket havde kun Barbara været hos ham. Saadan havde han selv ønsket det. Den gamle Kvinde, hos hvem der intet var bleven tilbage af Livets Uro og Støj, var tilsidst den eneste, han vilde have om sig ^ . Stilfærdig som en Aand sad hun ved hans Seng, da han efter en kort Dødskamp sov hen.
Den Gamle havde nu ogsaa klædt ham . Han laa med Hovedet bøjet som en , der har været meget træt. Povl Gaardbo holdt en kort Tale, inden Liget blev lagt ned i Kisten . Meta lagde en Blomst paa dets Bryst, og Laaget blev skruet til.

Povl Gaardbo havde han forinden meddelt sine sidste Bestemmelser , deriblandt , at hans Journaler — » mine rudolphinske Tavler«, som han halvvejs spøgende kaldte dem — skulde opbevares i Gaardens brandfri Hvælving i Forventning om, at der mellem Favsingholms fremtidige Beboere skulde findes en Kepler, hvem de kunde blive til Nytte.
Ogsaa Meta havde han sagt Farvel til; men han var allerede dengang saa svag, at han daarligt kunde tale.
I Dødsøjeblikket havde kun Barbara været hos ham. Saadan havde han selv ønsket det. Den gamle Kvinde, hos hvem der intet var bleven tilbage af Livets Uro og Støj, var tilsidst den eneste, han vilde have om sig ^ . Stilfærdig som en Aand sad hun ved hans Seng, da han efter en kort Dødskamp sov hen.
Den Gamle havde nu ogsaa klædt ham . Han laa med Hovedet bøjet som en , der har været meget træt. Povl Gaardbo holdt en kort Tale, inden Liget blev lagt ned i Kisten . Meta lagde en Blomst paa dets Bryst, og Laaget blev skruet til.

Povl Gaardbo havde han forinden meddelt sine sidste Bestemmelser , deriblandt , at hans Journaler – » mine rudolphinske Tavler«, som han halvvejs spøgende kaldte dem – skulde opbevares i Gaardens brandfri Hvælving i Forventning om, at der mellem Favsingholms fremtidige Beboere skulde findes en Kepler, hvem de kunde blive til Nytte.
Ogsaa Meta havde han sagt Farvel til; men han var allerede dengang saa svag, at han daarligt kunde tale.
I Dødsøjeblikket havde kun Barbara været hos ham. Saadan havde han selv villet det. Den gamle Kvinde, hos hvem der intet var bleven tilbage af Livets Uro og Støj, var ^ den eneste, han vilde have om sig i det sidste . Stilfærdig som en Aand sad hun ved hans Seng, da han efter en kort Dødskamp sov hen.
Den Gamle havde nu ogsaa klædt ham . Han laa med Hovedet bøjet som En , der har været meget træt. Povl Gaardbo holdt en II, 288 kort Tale, inden Liget blev lagt ned i Kisten . Meta lagde en Blomst paa dets Bryst, og Laaget blev skruet til.

⇕ Favsingholm V, 2.8

⇕ De Dødes Rige 8.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 8.14

⇐

Samme mørke Eftermiddag henimod Aften blev Torben Dihmer i Stilhed ført bort til Favsing Kirkegaard. ^ Ligtoget kørte gennem Skoven , og forrest red fire Karle med brændende Fakler. Kun et sort Klæde dækkede Kisten. Saadan havde han selv bestemt det. De ældste af Gaardens Folk bar ham ned i den murede Gravhvælving, hvis Nedgang i Dagens Løb var bleven afdækket. To Dage senere lukkedes den rustne Jerndør, og Hvælvingen kastedes ^ til.

Straks efter kørtes Kisten ned til Favsingholm, hvor Gaardens øvrige Beboere ventede for at følge den til Favsing Kirkegaard. Ad Kørevejen drog Ligtoget ^ gennem Skoven . Det var en mørk Aften med Ruskregn fra Sydost. Foran red fire Karle med brændende Fakler. Kun et sort Klæde dækkede Kisten.
To Dage senere lukkedes der for Nedgangen til Familjegravstedets underjordiske Hvælving, som derpaa igen blev kastet til.

Straks efter kørtes Kisten ned til Favsingholm, hvor Gaardens øvrige Beboere ventede for at følge den til Favsing Kirkegaard. Ad Kørevejen drog Ligtoget ^ gennem Skoven . Det var en mørk Aften med Ruskregn fra Sydost. Foran red fire Karle med brændende Fakler. Kun et sort Klæde dækkede Kisten.
II, 286 To Dage senere lukkedes der for Nedgangen til Familjegravstedets underjordiske Hvælving, som derpaa igen blev kastet til.

⇕ Favsingholm V, 2.9

⇕ De Dødes Rige 8.14

⇕ De Dødes Rige .14

⇕ De Dødes Rige 8.14

⇐

219 Om Jyttes Forhold til Dihmer havde Meta haft en Anelse siden hin Aften, da han paa Dødslejet sendte hende den mærkværdige Hilsen. Kort efter havde Jytte tilskrevet hende et lige saa besynderligt Brev, hvori hun bad om nøjagtig Underretning om Dihmers sidste Dage , hans Død og Begravelse. Under sit Ophold her havde hun ogsaa været paafaldende stille. To Gange havde hun besøgt Dihmers Grav, men direkte havde hun aldrig tilstaaet noget om et fortroligt Bekendtskab, og Meta havde ikke villet spørge.
Nu vidste hun fra andre, at Jytte siden Skilsmissen havde levet et Skinliv ^ i sit tidligere Hjem – » den gamle Stue ,« som hun med mærkelig Ensformighed havde kaldt det i sine Breve. Hun modtog ingen , hilste efter Sigende knap paa sine Bekendte, naar hun mødte dem paa Gaden eller i en Sporvogn. Hun var ganske gaaet op i at passe sit Barn , som hun gjorde sig saa megen forgæves Umage for at komme til at holde rigtig af. Ogsaa hendes Udseende havde allerede sidste Sommer forandret sig meget. Den svære Fødsel havde naturligvis gjort sit. Hendes dejligt gyldne Hudfarve var bleven gusten, Øjnene matte. I hendes Væsen var der en egen Blanding af noget udslukt og brændende uroligt. Skønt hun anstrengte sig for at synes tilfreds, og i Virkeligheden var taknemlig for Gæstevenskabet, havde det været let at se , at hun ikke befandt sig vel her , 220 hvor alt var hende saa nyt og fremmed . Efter et Ophold paa en halv Snes Dage brød hun ret brat op for at komme tilbage til Stilheden i sine egne Stuer.
Dengang hun rejste, havde Povl sagt: » Hun lever ikke længe.« Det slog til. Nu i Foraaret var Meta ved et Telegram bleven kaldt ^ til hendes Dødsseng. En ondartet Nyrebetændelse nedbrød hende i Løbet af faa Dage ^ . Med sine sidste Kræfter bad hun Meta om at tage hendes Barn til sig og opdrage det sammen med sine egne . Da Meta havde lovet det, faldt der lidt Ro over hende; men ^ hele Tiden vilde hun holde hendes Haand. ^ »Ja, nu dør jeg, Meta!« hviskede hun engang . » Og saa har jeg dog aldrig levet .« – Den sidste Nat fantaserede hun , og talte da et Par Gange om Dihmer. Men ogsaa sin Mand nævnede hun og især sin Mor , desuden gamle Professor Knudsen og en Baron Cederstrøm; og da hun talte om den sidste , lo hun .

I de samme Dage modtog Meta et Par besynderlige Breve fra Jytte, der samtidig med at meddele hende sin Separation udbad sig nøjagtig Underretning om Dihmers sidste Tid , hans Død og Begravelse. Om sig selv skrev hun, at hun var flyttet tilbage til sit gamle Hjem, hvor hun fra nu af udelukkende vilde leve for sit Barn » og prøve paa at komme til at holde af det«.
II, 397 » Jeg vil forsøge at følge Dihmers Raad til dig og gøre mig Sorgen til Ven og Fortrolig. Maaske vil det lykkes mig. Foreløbig er jeg glad for Stilheden her i ^ » den gamle Stue «, som Dihmer altid kaldte den. Jeg modtager ingen og lever helst i Minderne om alt det , som ikke er mere.«
Meta tænkte sit ved disse Breve. Hun begyndte at stave og lægge sammen og blev tilsidst bange for sine egne Tanker. I begge Brevene havde Veninden skrevet, at om alt gik vel for hende, vilde hun til Foraaret komme over og besøge hende paa Favsingholm; og Meta lovede sig selv , at hun til den Tid lige ud vilde spørge hende , om der ikke engang havde bestaaet et fortroligere Venskabsforhold mellem hende og Dihmer, end de begge havde villet være ved.
Hun fik dog aldrig Lejlighed til at gøre Jytte det Spørgsmaal . Et Par Maaneder efter blev hun ^ ved et Telegram ^ kaldt over til hendes Dødsleje. Jytte havde født en Søn, og alt mentes vel overstaaet, da en ondartet Nyrebetændelse ^ i Løbet af faa Dage nedbrød hende . Med sine sidste Kræfter bad hun Veninden om at tage hendes Barn til sig og opdrage det sammen med sine egne , » for at der kan blive et rigtigt Menneske ud af det«. Da Meta havde lovet det, faldt der lidt Ro over hende; men hun vilde hele Tiden ^ holde hendes Haand.
»Ja, nu dør jeg, Meta!« hviskede hun en Gang . » Og saa har jeg dog aldrig levet !«
Den sidste Nat fantaserede hun ^ og nævnte da flere Gange ^ Dihmer. Men især talte hun om sin » søde lille II, 398 Mor «, der havde holdt tusinde Gange mere af hende, end hun fortjente. Det var omtrent hendes sidste Ord .

I de samme Dage modtog Meta et Par besynderlige Breve fra Jytte, der samtidig med at meddele hende sin Separation udbad sig nøjagtig Underretning om Dihmers sidste Tid , hans Død og Begravelse. Om sig selv skrev hun, at hun var flyttet tilbage til sit gamle Hjem, hvor hun fra nu af udelukkende vilde leve for sit Barn » og prøve paa at komme til at holde af det«.
» Jeg vil forsøge at følge Dihmers Raad til dig og gøre mig Sorgen til Ven og Fortrolig. Maaske vil det lykkes mig. Foreløbig er jeg glad for Stilheden her i ^ » den gamle Stue «, som Dihmer altid kaldte den. Jeg modtager ingen og lever helst i Minderne om alt det , som ikke er mere.«
Meta tænkte sit ved disse Breve. Hun begyndte at stave og lægge sammen og blev tilsidst bange for sine egne Tanker. I begge Brevene havde Veninden skrevet, at om alt gik vel for hende, vilde hun til Foraaret komme over og besøge hende paa Favsingholm; og Meta lovede sig selv , at hun til den Tid lige ud vilde spørge hende , om der ikke engang havde bestaaet et fortroligere Venskabsforhold mellem hende og Dihmer, end de begge havde villet være ved.
Hun fik dog aldrig Lejlighed til at gøre Jytte det Spørgsmaal . Et Par Maaneder efter blev hun ^ ved et Telegram ^ kaldt over til hendes Dødsleje. Jytte havde født en Søn, og alt mentes vel overstaaet, da en ondartet Nyrebetændelse ^ i Løbet af faa Dage nedbrød hende . Med sine sidste Kræfter bad hun Veninden om at tage hendes Barn til sig og opdrage det sammen med sine egne , » for at der kan blive et rigtigt Menneske ud af det«. Da Meta havde lovet det, faldt der lidt Ro over hende; men hun vilde hele Tiden ^ holde hendes Haand.
»Ja, nu dør jeg, Meta!« hviskede hun en Gang . » Og saa har jeg dog aldrig levet !«
Den sidste Nat fantaserede hun ^ og nævnte da flere Gange ^ Dihmer. Men især talte hun om sin » søde lille Mor «, der havde holdt tusinde Gange mere af hende, end hun fortjente. Det var omtrent hendes sidste Ord .

I de samme Dage modtog Meta et Par besynderlige Breve fra Jytte, der samtidig med at meddele hende sin Separation udbad sig nøjagtig Underretning om Dihmers sidste Tid , hans Død og Begravelse. Om sig selv skrev hun, at hun var flyttet tilbage til sit gamle Hjem, hvor hun fra nu af udelukkende vilde leve for sit Barn » og prøve paa at komme til at holde af det«.
» Jeg vil forsøge at følge Dihmers Raad til dig og gøre mig Sorgen til Ven og Fortrolig. Maaske vil det lykkes mig. Foreløbig er jeg glad for Stilheden her i ^ » den gamle Stue «, som Dihmer altid kaldte den. Jeg modtager ingen og lever helst i Minderne om alt det , som ikke er mere.«
Meta tænkte sit ved disse Breve. Hun begyndte at stave og lægge sammen og blev tilsidst bange for sine egne Tanker. I begge Brevene havde Veninden skrevet, at om alt gik vel for hende, vilde hun til Foraaret komme over og besøge hende paa Favsingholm; og Meta lovede sig selv , at hun til den Tid lige ud vilde spørge hende , om der ikke engang havde bestaaet et fortroligere Venskabsforhold mellem hende og Dihmer, end de begge havde villet være ved.
Hun fik dog aldrig Lejlighed til at gøre Jytte det Spørgsmaal . Et Par Maaneder efter blev hun ^ ved et Telegram ^ kaldt over til hendes Dødsleje. Jytte havde født en Søn, og alt mentes vel overstaaet, da en ondartet Nyrebetændelse ^ i Løbet af faa Dage nedbrød hende . Med sine sidste Kræfter bad hun Veninden om at tage hendes Barn til sig og opdrage det sammen med sine egne , » for at der kan blive et rigtigt Menneske ud af det«. Da Meta II, 289 havde lovet det, faldt der lidt Ro over hende; men hun vilde hele Tiden ^ holde hendes Haand.
»Ja, nu dør jeg, Meta!« hviskede hun en Gang . » Og saa har jeg dog aldrig levet !«
Den sidste Nat fantaserede hun ^ og nævnte da flere Gange ^ Dihmer. Men især talte hun om sin » søde lille Mor «, der havde holdt tusinde Gange mere af hende, end hun fortjente. Det var omtrent hendes sidste Ord .

^ ^

XV .

II, 287 XV

⇕ Favsingholm V, 2.9

⇕ De Dødes Rige 8.15

⇕ De Dødes Rige .15

⇕ De Dødes Rige 8.15

214 D et var omtrent to Aar efter, en tidlig Sommermorgen i Sol og Stille. Københavnsdamperen stod Fjorden ind efter en rolig Fart over Kattegat. Der sad endnu kun en enlig Mand paa Promenadedækket, en Mand, der tydeligt nok havde Sorgen til Rejsekammerat. Han havde vendt sig mod Land og fulgte med Øjnene et Par kresende Maager men saae dem ikke. Hans Tanker var bundet andet Sted . Det var Johannes Gaardbo.

En tidlig Sommermorgen halvandet Aar efter stod Københavnerdamperen Randersfjorden ind efter en rolig Fart over Kattegat. Der sad endnu kun en enlig Mand paa Promenadedækket, en Mand, der saae ind over Landet med ^ et sørgmodigt, drømmefjernt Blik . Det var Johannes Gaardbo.

Han var paa Vej til et kirkeligt Repræsentantmøde i Viborg og havde valgt at gøre Rejsen med Randersdamperen, fordi han vidste, at de andre københavnske Deltagere i Mødet, deriblandt Pastor Stensballe , vilde tage over Aarhus. Han havde desuden ^ hørt, at man paa Sejladsen ind i Fjorden kom saa tæt forbi Favsingholm, at man kunde se Gaarden fra Skibet .

Han var paa Vej til et kirkeligt Møde i Aarhus, og naar han havde valgt at gøre Rejsen med Randersdamperen, var det tildels for at undgaa de andre københavnske Deltagere i Mødet, særligt Pastor Stensballe . Men desuden havde han hørt, at man paa Sejladsen ind i Fjorden kom saa tæt forbi Favsingholm, at man kunde se Gaarden ^ .

Landet stod igen foran en Valgkamp, og det Møde, han skulde over til, havde væsenlig et politisk Formaal. Allerede længe havde Stensballe arbejdet paa at styrte den tyrstrupske Regering, der ikke var ham tjenstvillig nok. Det var just blevet oplyst, at han en Tid havde plejet Underhandlinger med Tyrstrups egen Kirkeminister , ^ lille Provst Broberg, som under hele sin Ministertid hemmelig havde konspireret mod sin Chef. Men da det gik op for Broberg, at det 215 ^ ikke var ham men Højskoleforstander Aleksandersen, som Stensballe tiltænkte det ministerielle Højsæde , var det kommet til et Brud . Netop ^ som Enslevs Profeti om Riget, Magten og Æren syntes at skulle opfyldes , blussede Kirkefolkets uforgængelige Familjetvist op igen overalt i Landet. Under Skin af Uenighed om konfessionelle Spørgsmaal sloges man forud paa Liv og Død om Byttet.
Mødet i Viborg var bragt i Stand for at gøre et Forsøg paa at tilvejebringe en Forsoning. Men der var ikke megen Udsigt til, at det vilde lykkes. Partierne var efterhaanden kommen hinanden i Haarene, saa det genlød over Landet af Tændernes Gnidsel .

Det gik ham nu, som det var gaaet Broderen, da denne første Gang sejlede her. Han kom til at tænke paa Kolding Fjord og paa Hjemrejserne i den lykkelige Studentertid. Og Minderne overvældede ham. Han sad der med en søvntung Følelse af at have været borte fra sig selv i mange Aar. Det var Barndommens Kyst, der viste sig for ham i en Drøm. Det var Gaardbo Strand, han sejlede forbi. Og den By, der dukkede frem forude i Morgentaagen , var ikke Randers men hin anden lille Købstad, hvor engang Rosalie stod smilende paa Bryggen og viftede til ham med sit Slør.
II, 399 Noget Kærlighedsmøde var det ikke ^ , han rejste til nu . Sammenkomsten i Aarhus var bragt i Stand, fordi Landet atter stod foran en Valgkamp, og det var Stensballes Hensigt at styrte Tyrstrup og anbringe Højskoleforstander Aleksandersen paa det ministerielle Højsæde. Men netop som Enslevs Profeti om Riget, Magten og Æren syntes sin Opfyldelse nær , var de gamle Tvistigheder indenfor Kirkefolket blusset op med ny Styrke overalt i Landet. Under Skin af Uenighed om konfessionelle Spørgsmaal laa man allerede i Haarene paa hinanden om Byttet .

Det gik ham nu, som det var gaaet Broderen, da denne første Gang sejlede her. Han kom til at tænke paa Kolding Fjord og paa Hjemrejserne i den lykkelige Studentertid. Og Minderne overvældede ham. Han sad der med en søvntung Følelse af at have været borte fra sig selv i mange Aar. Det var Barndommens Kyst, der viste sig for ham i en Drøm. Det var Gaardbo Strand, han sejlede forbi. Og den By, der dukkede frem forude i Morgentaagen , var ikke Randers men hin anden lille Købstad, hvor engang Rosalie stod smilende paa Bryggen og viftede til ham med sit Slør.
Noget Kærlighedsmøde var det ikke ^ , han rejste til nu . Sammenkomsten i Aarhus var bragt i Stand, fordi Landet atter stod foran en Valgkamp, og det var Stensballes Hensigt at styrte Tyrstrup og anbringe Højskoleforstander Aleksandersen paa det ministerielle Højsæde. Men netop som Enslevs Profeti om Riget, Magten og Æren syntes sin Opfyldelse nær , var de gamle Tvistigheder indenfor Kirkefolket blusset op med ny Styrke overalt i Landet. Under Skin af Uenighed om konfessionelle Spørgsmaal laa man allerede i Haarene paa hinanden om Byttet .

Det gik ham nu, som det var gaaet Broderen, da denne første Gang sejlede her. Han kom til at tænke paa Kolding Fjord og paa Hjemrejserne i den lykkelige Studentertid. Og Minderne overvældede ham. Han sad der med en søvntung Følelse af at have været borte fra sig selv i mange Aar. Det var Barndommens Kyst, der viste sig for ham i en Drøm. Det var Gaardbo Strand, han sejlede forbi. Og den By, der dukkede frem forude i Morgentaagen , var ikke Randers men hin anden lille Købstad, hvor engang Rosalie stod smilende paa Bryggen og viftede til ham med sit Slør.
Noget Kærlighedsmøde var det ikke ^ , han rejste til nu . Sammenkomsten i Aarhus var bragt i Stand, fordi Landet atter stod foran en Valgkamp, og det var Stensballes Hensigt at styrte Tyrstrup og anbringe Højskoleforstander Aleksandersen paa det ministerielle II, 290 Højsæde. Men netop som Enslevs Profeti om Riget, Magten og Æren syntes sin Opfyldelse nær , var de gamle Tvistigheder indenfor Kirkefolket blusset op med ny Styrke overalt i Landet. Under Skin af Uenighed om konfessionelle Spørgsmaal laa man allerede i Haarene paa hinanden om Byttet .

For Johannes Gaardbo, der saa sejrssikkert havde haabet paa at skulle se alle Jordens Folkeslag broderligt forenede under Korsmærket, havde disse sidste Aar været en bitter Skuffelse ^ ^ ^ ^ ^ ^ . Han havde nu besluttet sig til at nedlægge sit Rigsdagsmandat , ja han ønskede inderligt, at alle Præster af Hensyn til Menighedsfreden og for Menneskenes Frelses Skyld vilde paalægge sig politisk Cølibat.
Men ogsaa sin officielle Præstegerning, forbunden som den i Folks Bevidsthed var bleven med Stillingen som en Art Adjudant hos Hærføreren Stensballe, følte han ofte Trang til at frigøre sig for. Denne Kirkestrid havde virket paa ham som et Spejl og vist ham et Billede af hans eget Liv, som 216 han ikke før havde set det. Den havde aabnet hans Øjne for det uhyggelige i en saadan Magtstrid om Menneskers Sjæle. Og i ensomme Timer knugedes han af et Minde, der fik Hjertet til at skælve.
Der var nu kommen flere Folk paa Dækket, og pludselig hørte han En sige:
» Der har vi Favsingholm.«
Han vaagnede op af sine Tanker og rejste sig.
Der var kun lidt at se. Morgentaagen laa endnu over Engene, skjulte ogsaa det meste af det høje Land bag dem. Man maatte være en stedkendt Mand for at vide, at den mørke Ryg derinde var Skovene ved Favsingholm. Noget Ungkvæg kom drivende ned mod Fjorden og snuste til Kulrøgen, som Damperen sendte efter sig ind over Landet.
Men ligesom sin Bror, da han første Gang sejlede forbi her, kom Johannes Gaardbo til at tænke paa Kolding Fjord og paa Hjemrejserne i den lykkelige Studentertid. Og Minderne greb ham. Det var Barndommens Kyst, der viste sig for ham som i en Drøm. Det var Gaardbo Strand. Derinde laa den gamle Skole, og det var ikke Randers, den By, som nu begyndte at dukke op forude i Taagen. Det var hans Ungdoms Eventyrby, hvor Rosalie stod paa Bryggen og ventede ham med sin morgenfriske Kærlighed.
» Hvor er jeg?« tænkte han overvældet. ⇕ ⇒ Han stod der med en søvntung Følelse af at have været borte fra 217 sig selv i mange, mange Aar ligesom Munken, hvem en Troldfugl havde sunget ind i Evigheden . –

For Johannes Gaardbo, der ^ havde haabet paa at skulle se alle Jordens Folkeslag broderligt forenede under Korsmærket, havde de sidste Aar været en bitter Skuffelse . Disse Stridigheder havde som et Spejl vist ham et skræmmende Billede af hans eget Liv , og især havde Bekendtskabet med Stensballe aabnet hans Øjne for det uhyggelige i al Magtstrid om Menneskers Sjæle . Han havde nu besluttet sig til at opgive sit Rigsdagsmandat . Men desuden tænkte han for Alvor paa at nedlægge sit Embede og som Vandreprædikant gaa i sin Vækkers Fodspor. Han vilde nu lade det komme an paa Udfaldet af det forestaaende Møde, hvor han agtede at gøre op med Stensballe og de øvrige » Afladskræmmere og Naadeforhandlere«, som Mads Vestrup havde kaldt dem . –

For Johannes Gaardbo, der ^ havde haabet paa at skulle se alle Jordens Folkeslag broderligt forenede under Korsmærket, havde de sidste Aar været en bitter Skuffelse . Disse Stridigheder havde som et Spejl vist ham et skræmmende Billede af hans eget Liv , og især havde Bekendtskabet med Stensballe aabnet hans Øjne II, 288 for det uhyggelige i al Magtstrid om Menneskers Sjæle . Han havde nu besluttet sig til at opgive sit Rigsdagsmandat . Men desuden tænkte han for Alvor paa at nedlægge sit Embede og som Vandreprædikant gaa i sin Vækkers Fodspor. Han vilde nu lade det komme an paa Udfaldet af det forestaaende Møde, hvor han agtede at gøre op med Stensballe og de øvrige » Afladskræmmere og Naadeforhandlere«, som Mads Vestrup havde kaldt dem . —

For Johannes Gaardbo, der ^ havde haabet paa at skulle se alle Jordens Folkeslag broderligt forenede under Korsmærket, havde de sidste Aar været en bitter Skuffelse . Disse Stridigheder havde som et Spejl vist ham et skræmmende Billede af hans eget Liv . Især havde Bekendtskabet med Stensballe aabnet hans Øjne for det fordømmelige i al Magtstrid om Menneskers Sjæle . Han havde nu besluttet sig til at opgive sit Rigsdagsmandat . Men desuden tænkte han for Alvor paa at nedlægge sit Embede og som Vandreprædikant gaa i sin Vækkers Fodspor. Han vilde nu lade det komme an paa Udfaldet af det forestaaende Møde, hvor han agtede at gøre op med Stensballe og de øvrige » Afladskræmmere og Naadeforhandlere«, som Mads Vestrup havde kaldt dem . –

Det blev en stille, solfyldt Dag, en af disse ^ farvefrodige Dage umiddelbart før Høst, da det er, som om Naturen hviler for at fryde sig over sit fuldbragte Værk. Paa Favsingholm kørte man Enghøet ind. Det skete med en Munterhed og Fart som Fuglens, naar den bygger Rede. Havde det i Begyndelsen knebet med at skaffe Arbejdskraft til ^ Gaarden, saa var Povl Gaardbo nu snarest i Forlegenhed med det Ry, som hans lille Samfund var i Færd med at vinde omkring i Landet. Han havde en Discipelskare af unge Folk fra alle Samfundslag, der i fuld Frivillighed havde givet sig ind under Naturens haarde Tvang og nu først følte sig som rigtige Jordbeboere.
Hovedbygningen med Undtagelse af Riddersalen var efter Torben Dihmers efterladte Bestemmelser forbeholdt Videnskabsmænd, som trængte til at leve i Ro. En Fortrinsret havde – som der stod i Testamentet – Forskere, der vilde genoptage ældre Tiders Studium af » den sympatisk-organiske Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet«. Nogen saadan Himmelvandrer havde dog foreløbig ikke meldt sig.
Riddersalen, der var genopført i al sin tidligere Skønhed, tjente til Gildessal for alle Godsets Beboere. Her samledes man om Søndagen til et Fællesmaaltid, 218 og her holdtes Brylluper og andre Festligheder med Dans og anden Lystighed.
Doktorfamiljen boede stadig i den gamle Godsforvalterbolig. Her havde Meta endnu engang oplevet at lægge et nyfødt Barn til Brystet , og omtrent samtidig var den lille Grete bleven Mor. Hun og hendes bredskuldrede Mand var efter Dihmers Død flyttet op i Skovhuset . Dihmer havde skænket Kjeld Jagtretten deroppe paa Livstid som Belønning for hans raske Daad i Brandnatten. Nede paa Gaarden saae man aldrig meget til ham. Han var ingen selskabelig Natur. Han levede med sin Grete som en Nybygger, havde et lille Jordstykke, og hentede forøvrigt deres Føde i Skoven ^ ^ ^ . » Den store Pan« kaldte Povl Gaardbo ham, fordi man undertiden i stille Vejr kunde høre ham spille paa sin Fløjte deroppe.

Det blev en stille, solfyldt Dag, en af disse saa farvefrodige Dage umiddelbart før Høst, da det er, som om Naturen hviler for at fryde sig over sit fuldbragte Værk. Paa Favsingholm kørte man Enghøet ind. Doktorfamiljen, II, 400 der nu var eneraadende paa Gaarden, boede stadig i den gamle Godsforvalterbolig, hvor Meta endnu en Gang havde oplevet at lægge et nyfødt Barn til Brystet . Omtrent samtidig var ogsaa Grete bleven Mor. Hun og hendes skulderbrede Mand var efter Dihmers Ønske flyttet op i Skovhuset , og man saae ikke meget til dem nede paa Gaarden. Kjeld var ingen selskabelig Natur. Han levede med sin Grete som en Nybygger, drev et lille Jordbrug og hentede forøvrigt sin Føde i Skoven , da Dihmer til Belønning for hans Daad i Brandnatten havde skænket ham Jagtretten heroppe paa Livstid . » Den store Pan« kaldte Povl Gaardbo ham, fordi man undertiden ^ kunde høre ham spille paa sin Fløjte deroppe.

Det blev en stille, solfyldt Dag, en af disse saa farvefrodige Dage umiddelbart før Høst, da det er, som om Naturen hviler for at fryde sig over sit fuldbragte Værk. Paa Favsingholm kørte man Enghøet ind. Doktorfamiljen, der nu var eneraadende paa Gaarden, boede stadig i den gamle Godsforvalterbolig, hvor Meta endnu en Gang havde oplevet at lægge et nyfødt Barn til Brystet . Omtrent samtidig var ogsaa Grete bleven Mor. Hun og hendes skulderbrede Mand var efter Dihmers Ønske flyttet op i Skovhuset , og man saae ikke meget til dem nede paa Gaarden. Kjeld var ingen selskabelig Natur. Han levede med sin Grete som en Nybygger, drev et lille Jordbrug og hentede forøvrigt sin Føde i Skoven , da Dihmer til Belønning for hans Daad i Brandnatten havde skænket ham Jagtretten heroppe paa Livstid . » Den store Pan« kaldte Povl Gaardbo ham, fordi man undertiden ^ kunde høre ham spille paa sin Fløjte deroppe.

Det blev en stille, solfyldt Dag, en af disse saa farvefrodige Dage umiddelbart før Høst, da det er, som om Naturen hviler for at fryde sig over sit fuldbragte Værk. Paa Favsingholm kørte man Enghøet ind. Doktorfamiljen, der nu var eneraadende paa Gaarden, boede stadig i den gamle Godsforvalterbolig, hvor Meta endnu en Gang havde oplevet at lægge et nyfødt Barn til Brystet . Omtrent samtidig var ogsaa Grete bleven Mor. Hun og hendes skulderbrede Mand var efter Dihmers Ønske flyttet op i Skovhuset , og man saae ikke meget til dem nede paa Gaarden. Kjeld var ingen selskabelig Natur. Han levede med sin Grete som en Nybygger, drev et lille Jordbrug og hentede forøvrigt sin Føde i Skoven , idet Dihmer til Belønning for hans Daad i Brandnatten havde skænket ham Jagtretten heroppe paa Livstid . » Den store Pan« kaldte Povl Gaardbo ham, fordi man undertiden ^ kunde høre ham spille paa sin Fløjte deroppe.

Paa denne ^ ^ ^ varme Sommerdag var Doktorfamiljen om Eftermiddagen samlet ude i Haven omkring en stor Fødselsdagskringle. Det var den lille Olga, der fyldte fem Aar. De sad i et Lysthus, som Meta kaldte » Jyttes Lysthus« til Minde om sin Barndomsveninde, der under et Besøg her den foregaaende Sommer holdt af at sidde der med sin lille Dreng. Velsagtens fordi det var det ensomste Sted i Haven. Det var en stor aaben Løvhal med fri Udsigt over Engene. Man kunde i den solklare Luft se helt ind til de høje Banker omkring Randers.
⇕ ⇒ 219 Om Jyttes Forhold til Dihmer havde Meta haft en Anelse siden hin Aften, da han paa Dødslejet sendte hende den mærkværdige Hilsen. Kort efter havde Jytte tilskrevet hende et lige saa besynderligt Brev, hvori hun bad om nøjagtig Underretning om Dihmers sidste Dage, hans Død og Begravelse. Under sit Ophold her havde hun ogsaa været paafaldende stille. To Gange havde hun besøgt Dihmers Grav, men direkte havde hun aldrig tilstaaet noget om et fortroligt Bekendtskab, og Meta havde ikke villet spørge.
Nu vidste hun fra andre, at Jytte siden Skilsmissen havde levet et Skinliv i sit tidligere Hjem – » den gamle Stue,« som hun med mærkelig Ensformighed havde kaldt det i sine Breve. Hun modtog ingen, hilste efter Sigende knap paa sine Bekendte, naar hun mødte dem paa Gaden eller i en Sporvogn. Hun var ganske gaaet op i at passe sit Barn, som hun gjorde sig saa megen forgæves Umage for at komme til at holde rigtig af. Ogsaa hendes Udseende havde allerede sidste Sommer forandret sig meget. Den svære Fødsel havde naturligvis gjort sit. Hendes dejligt gyldne Hudfarve var bleven gusten, Øjnene matte. I hendes Væsen var der en egen Blanding af noget udslukt og brændende uroligt. Skønt hun anstrengte sig for at synes tilfreds, og i Virkeligheden var taknemlig for Gæstevenskabet, havde det været let at se, at hun ikke befandt sig vel her, 220 hvor alt var hende saa nyt og fremmed. Efter et Ophold paa en halv Snes Dage brød hun ret brat op for at komme tilbage til Stilheden i sine egne Stuer.
Dengang hun rejste, havde Povl sagt: » Hun lever ikke længe.« Det slog til. Nu i Foraaret var Meta ved et Telegram bleven kaldt til hendes Dødsseng. En ondartet Nyrebetændelse nedbrød hende i Løbet af faa Dage. Med sine sidste Kræfter bad hun Meta om at tage hendes Barn til sig og opdrage det sammen med sine egne. Da Meta havde lovet det, faldt der lidt Ro over hende; men hele Tiden vilde hun holde hendes Haand. »Ja, nu dør jeg, Meta!« hviskede hun engang. » Og saa har jeg dog aldrig levet.« – Den sidste Nat fantaserede hun, og talte da et Par Gange om Dihmer. Men ogsaa sin Mand nævnede hun og især sin Mor, desuden gamle Professor Knudsen og en Baron Cederstrøm; og da hun talte om den sidste, lo hun.

Hovedbygningen med Undtagelse af Riddersalen var efter Torbens testamentariske Bestemmelser forbeholdt Videnskabsmænd, der vilde » genoptage Studiet af den sympatisk-organiske Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet «. Nogen saadan Stjernetyder havde foreløbig ikke meldt sig.
Riddersalen, der var genopført i sin tidligere Skønhed, tjente til Gildessal for alle Godsets Beboere. Her samledes man om Søndagen til et Fællesmaaltid. Her holdtes Bryllupper og andre Festligheder.
I disse varme Sommeruger tilbragte Fru Meta næsten hele Dagen i en aaben Løvhal i Havens ene Ende, hvor hun kunde holde Øje med de store Børn, der tumlede sig ude paa Engen. De mindste havde hun omkring sig, og naar Grete kom paa Besøg og havde sin lille Dreng med, var der et Skraal som i en Fuglerede.
II, 401

Hovedbygningen med Undtagelse af Riddersalen var efter Torbens testamentariske Bestemmelser forbeholdt Videnskabsmænd, der vilde » genoptage Studiet af den sympatisk-organiske Harmoni II, 291 mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet «; men nogen saadan havde foreløbig ikke meldt sig.
Riddersalen, der var genopført i sin tidligere Skønhed, tjente til Gildessal for alle Godsets Beboere. Her samledes man om Søndagen til et Fællesmaaltid. Her holdtes Bryllupper og andre Festligheder.
I disse varme Sommeruger tilbragte Fru Meta næsten hele Dagen i en aaben Løvhal i Havens ene Ende, hvor hun kunde holde Øje med de store Børn, der tumlede sig ude paa Engen. De mindste havde hun omkring sig, og naar Grete kom paa Besøg og havde sin lille Dreng med, var der et Skraal som i en Fuglerede.

⇕ Favsingholm V, 2.9

⇕ De Dødes Rige 8.15

⇕ De Dødes Rige .15

⇕ De Dødes Rige 8.15

Hendes Barn sad nu her ved Fødselsdagsbordet sammen med de andre og ^ havde Plads paa Metas Skød. Det var en køn lille Dreng med melankolske ^ ^ Øjne. Ogsaa Gretes Dreng var med, og Grete selv. Hendes Mand derimod var bleven hjemme i Skovhytten. Man kunde høre ham forlyste sig i sin Ensomhed med Fløjten.

En Dag under Middagshvilen sad ogsaa Doktoren derude og læste sin Avis. Meta havde Jyttes Barn paa Skødet, en køn lille Dreng med tunge ^ brune Øjne. ^

En Dag under Middagshvilen sad ogsaa Doktoren derude og læste sin Avis. Meta havde Jyttes Barn paa Skødet, en køn lille Dreng med tunge , brune Øjne. ^

Pludselig blev der Uro. Børnene raabte: » Se der! Se der!« – – Derude i det dirrende Sollys over 221 Engene blev det sidste Læs Hø kørt hjem i et lystigt Optog. Læsset var pyntet med Guirlander af Engblomster, og oven paa det sad Kvinderne i deres store Solhatte. En af dem kørte Hestene, som havde Blomsterkæder hængende om Halsen. Ved Siden af gik Mændene med River og Høtyve over Skuldrene. Da de opdagede Doktorfamiljen i Lysthuset og saae Børnene vinke, svingede de med Huerne.
I det samme kom Kirstine Pige ud med den Besked til Povl Gaardbo , at der var kommen en Mand, som gerne vilde tale med ham .

En af Pigerne kom derud og sagde , at der var kommen en Mand, der gerne vilde tale med Doktoren .

» Hvem er det?«

» Jeg kender ham ikke. Han er ikke her fra Egnen. Og han vil ikke sige sit Navn.«
» Er det en Syg?«
» Jeg veed det ikke rigtig. Han er vist kommen gaaende fra Randers.«

» Jeg kender ham ikke. Han er ikke her fra Egnen. ^ Han er vist gaaet hertil fra Randers.«

Men nu kom Hedvig styrtende ud. Hun havde været inde i Køkkenet for at hente et Par Tallerkener . Barnet var ganske hvid i Ansigtet af Optagethed og raabte paa lang Afstand:

Men nu kom Hedvig styrtende ud. Hun havde været inde i Køkkenet for at drikke noget Vand . Barnet var hvidt i Ansigtet af Optagethed og raabte paa lang Afstand:

»Far! ... Mor! ... Farbror Johannes er kommen!«

» Hvad er det for ^ Narreri !« raabte Faderen og tog hende haardt i Skuldren. » Hvor kommer du paa de taabelige Tanker !«

» Hvad er det for noget Narreri ! Hvor kommer du paa de ^ Tanker ,« sagde Faderen og tog hende haardt i Armen.

»Av, Far! Jeg kender da nok Farbror Johannes .«

»Av, Far! Jeg husker da nok Farbror Johannes !«

Povl og Meta stirrede længe paa hinanden, mens 222 Hedvig fornærmet kastede sig ned ved Bordet med Hovedet paa Armen. Da Meta saae, hvordan Taarerne sprang hendes Mand ud af Øjnene , blev hun selv saa bevæget, at Grete ganske forskrækket slog Armene om hende og spurgte, hvad der var i Vejen.
De to Brødre mødtes i den anden Ende af Haven . Johannes sad sammensunken paa en Bænk , der stod i Skyggen under et Træ ^ . Hans Ansigt var blegt, de trætte Øjne uden Lys . Da han saae Broderen komme ilende, rejste han sig ^ og gik ham nogle Skridt imøde.

Povl og Meta stirrede længe paa hinanden, og da Hedvig ^ saae, hvor bevægede de var , blev hun ^ forskrækket ^ og klyngede sig til Moderen.
» Skulde jeg ikke have sagt det?«
Henne i den anden Ende af Haven sad Johannes Gaardbo sammensunken paa en Bænk ^ i Skyggen under et Træ . Han kom her som en slagen Mand . Hans Ansigt var blegt, Øjnene lyssky . Da han saae Broderen komme ilende, rejste han sig langsomt og gik ham nogle Skridt imøde.

»Ja, det er mig, Povl!« sagde han med bortvendt Blik, da de havde rakt hinanden Haanden.

»Ja, det er mig, Povl!« ^

II, 292 »Ja, det er mig, Povl!« ^

Doktoren saae uvis paa ham.

» Du er da ikke syg, Johannes?«

»Nej. ^ Kun lidt træt. Og lidt ensom. ^ Vil du unde mig Husly en lille Tid? Jeg har været saa vidt omkring og trænger til at komme ^ til Ro med mig selv . Du har jo skrevet, at det er ethvert Menneskes Ret at vokse efter sin Natur. I Tillid hertil be’r jeg om Plads her i dit Asyl .«

II, 402 » Kun lidt træt. Og lidt ensom. Du har jo en Slags Asyl her. Vil du unde mig Plads en lille Tid? Jeg ^ trænger til at komme lidt til Ro med mig selv ^ .«

» Kun lidt træt. Og lidt ensom. Du har jo en Slags Asyl her. Vil du unde mig Plads en lille Tid? Jeg ^ trænger til at komme lidt til Ro med mig selv ^ .«

»Aa, Johannes! Saa er du virkelig kommen tilbage ^ !«

»Aa, Johannes! Saa er du virkelig kommen tilbage fra de Dødes Rige !«

Oppe fra Skovhytten hørtes i Stilheden atter Kjelds Skalmejetoner.

Oppe fra Skovhytten hørtes i Stilheden Kjeld Borgens Skalmejetoner.