⇕A  ◄B  C  D  Sml. [3] I Mørke og graa Taage mødtes to Mænd paa Landsbyens Gade og faldt i Snak.

Den ene, der med Gløden af en Cigar oplyste sit eget dobbelthagede Maane-Ansigt, var den lille Jørgen Mosegaard, *Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør, gennem mange Aar den selvskrevne Ordstyrer og Leve-Udbringer ved alle Møder paa Egnen. Den anden, som bar en Lygte i en Snor, var Pastor Johannes Gaardbo. Han kom fra et Sygebesøg hos en fattig Familje, der boede i en Rønne langt ude i *Overdrevet.

De to Mænd havde ikke talt længe med hinanden, før de kom ind paa den Sag, som alle i Landet for Tiden talte om: Enslevs aabne Brud med *sit Parti, ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. den Kamp mod Kirken, som den gamle Mand trods sine Venners Advarsler nu vilde paatvinge Folket og udkæmpe paa Liv og Død.

]˟ Jørgen Mosegaard ytrede sig om Sagen med sin sædvanlige, vidtløftige Forsigtighed. Hver Gang han tog Cigaren af Munden, var det, som om der blev sat et vel indsmurt Maskineri i Bevægelse. Med Færdighed udrulledes i Sangtone en Række lang|4strakte Talemaader, der hverken sagde Ja eller Nej. Han var en Mand med Fynboens aabne Favn og udelukkede nødig nogen fra sit Venskab. Det var netop denne omfattende Næstekærlighed, han skyldte sine mange høje Tillidsposter.

»Nu faar vi jo se, hvordan det altsammen vil og maa og skal udvikle sig. For det er jo saadan, at det snart maa blive aabenbaret, hvad der i det hele og store er Enslevs sande Mening. Der maa jo snart komme en *Klaring paa Situationen. Det mener jeg for min Del bestemt.«

»Jeg synes ellers ikke, at hans Mening er til at tage fejl af,« svarede Præsten. »Saa længe hans hvide Hoved *er oven Mulde, skal der ikke gælde anden Lov her i Landet end hans Vilje. Hans Hævngerrighed og Magtsyge skal hele Folket tjene. Han taaler ingen over sig og ingen ved Siden af sig. Ikke en Gang Vorherre selv.«

»Naa, naa, Gaardbo – naa, naa! Lad os vare os for Overdrivelse. Den Slags haarde Ord gør saavist ingen Gavn. Jeg staar nu i den Formening, at det altsammen tilsidst vil jævne sig og blive til Lykke og Velsignelse for vort kære lille Fædreland. Blot vi ikke forivrer os men ser Tiden an og la’r det hele udvikle sig paa naturlig og tilforladelig Maade. Det mener jeg bestemt.«

Hans Læber rundede sig for igen at modtage Ci|5garen som en *Spunds, der i nogle Øjeblikke stoppede for hans Veltalenhed. Mens han dampede, sagde Præsten:

»Det er i hvert Fald nu for sent at ville afvende *Forargelsen. Men eet er sikkert. De Folk her i Kresen, der i Sommer hjalp til at sætte *Jægermesterens Valg igennem, har et Medansvar for de Ulykker, som den gamle Rænkesmed endnu kan bringe over Landet. Og det skal blive husket!«

Cigargløden lyste atter op i Jørgen Mosegaards *pludsede Ansigt, og det saaes, at Truslen i Præstens sidste Ord gjorde ham bleg om Næsen. Som de fleste andre af Egnens Storbønder havde han ved Sommerens Valg fulgt den enslevske *Parole og stemt paa Jægermester Hagen. Rigtignok havde han en Gang benægtet det overfor Pastor Gaardbo; men denne havde skaffet sig paalidelig Underretning.

Da den lille lavbenede Sognekonge nu igen begyndte at lade sin Ordtønde løbe, sagde Præsten derfor Godnat og gik videre ad den sølede Vej med sin Lygte.

Kort efter sad Jørgen Mosegaard inde hos sin gode Ven og Nabo, gamle Ole Jensen, og rørte rundt i en dampende Romtoddy. Han fortalte om sit Møde med Præsten og sagde:

»Han er ellers bleven noget rask i Mundtøjet, den samme unge Mand. Det har *kreperet ham gevaltigt, |6 at han skulde gaa hen og blive Dumpekandidat i Sommer. Han snakkede om Enslev, saa det var helt forargeligt at høre paa. Og Enslev er dog hans kødelige Farbror. Jeg sagde det ogsaa til ham lige op i hans aabne Ansigt. Det er lovlig stærk Tobak, sagde jeg. Jeg tror ogsaa nok, han blev lidt flov af sig. Naa – jeg siger forresten ikke noget *til’et. Gaardbo har paa flere og forskellige Maader gjort sig fortjent af Sognets Fattigpleje. Men vi kan jo ikke allesammen bli’ Rigsdagsmænd.«

For Enden af Bordet, i hvis fine Mahogniplade en forgyldt Hængelampe spejlede sig, sad *Gaardkonen med Hornbriller og *Strikkestrømpe. Flere Gange under Jørgen Mosegaards Tale havde hun skævet lidt ængstelig til sin Mand, der sad i en Armstol ved Kakkelovnen og gumlede paa en Skraa. Ole Jensen taalte ikke godt at høre Pastor Gaardbo nævne i sine Stuer. Han var en Bonde af den gamle Skole og forargedes over Præstens mange »*Anstalter«, som havde forstyrret Freden i Sognet.

For at lempe Samtalen bort fra det farlige Emne gav Konen sig til at snakke om Præstens Bror, Distriktslægen i Jerve, som der altid løb saa mange Historier om. Hun havde hørt, sagde hun, at »det tovelige Menneske« for nylig skulde have skrevet en Medicin op til en Mand i *Sanderum og bagefter sagt til ham, at det ikke havde været andet end det |7 klare Vand. Var det dog ikke en skammelig Adfærd! Hos rige Hans Rasmussen i Jerve havde han forlangt, at hele Familjen skulde faste strengt en Dag hver Uge Aaret rundt. Havde man hørt noget saa forskrækkeligt her i Landet siden *den katolske Tid? Han kunde da vist ikke være rigtig i Hovedet.

Den knarvorne Gamle ved Kakkelovnen havde nu rejst sig. Han stod foran Chiffonnieren og rodede i Skufferne efter et Spil Kort.

»Ja, de er ens store Narre begge to,« sagde han. »Men hold nu Kæft, Mutter. Vi skal ha’ et Slav *Fedtmule, Jørgen!« –

Pastor Gaardbo var imidlertid naaet hjem til sin store, tomme Præstegaard i den anden Ende af Byen. Han stod i Forstuen i Færd med at hænge sit Tøj op, da hans Husholderske, den nervøse Frk. Martinsen, stak Hovedet ud af Køkkendøren og i krænket Tone lod ham vide, at Søren Tækker og en anden Mand sad inde i hans Stue og havde ventet paa ham over en halv Time.

De to Mænd rejste sig stille fra et Par Stole ved Døren, da han kom ind. Han tog dem i Haanden, saae derpaa opmærksomt fra den ene til den anden og sagde:

»I ser ud, som om I kom med Nyt. Der er sket noget.«

Søren Tækkemand bekræftede det.

|8 Præsten tog Lampen, der stod paa Pulten under det store Kristusbillede, og flyttede den hen paa Bordet foran Sofaen.

»Lad os sætte os her! ... Og lad mig saa høre!«

Da de to Mænd var kommen til Sæde i Sofaen, trak Tækkemanden en sammenlagt Avis frem af Brystlommen under sit store Skæg. I Tavshed rakte han Præsten den over Bordet. Det var Dagsnumeret<!-- 1 m er ok --> af en af de smaa københavnske Sladderaviser.

»Hvad er dog dette her!« udbrød Præsten, da han i en Forside-Artikel med den kæmpemæssige Overskrift Fra Rigsdagssalen til Gummicellen læste om den Ulykke, der havde ramt hans sejrende Modkandidat ved Sommervalget. Optrinet paa Trappegangen udenfor Hr. Frandsens Lejlighed, Jægermesterens Kamp med Politibetjenten, Folkeopløbet ved hans Bortkørsel til Hospitalet, alt var vidtløftigt udmalet, som om det galdt en verdenshistorisk Katastrofe. Og det var ikke svært at se, hos hvem Bladet havde hentet sine Oplysninger. Slutningen af Artiklen lød:

»Særdeles at *beklage er Folketingsmandens Svigerfar, den bekendte Grosserer L. K. Søholm, der efter Sigende med meget betydelige økonomiske Ofre har støttet hans længe vaklende Kredit og saaledes nylig afkøbte ham hans fynske Gods »Storeholt«. Men navnlig vil Medfølelsen naturligt samle sig om den |9 syge Mands saa grundløst mistænkte Hustru, hvis smukke og distingverede Skikkelse har vakt berettiget Opsigt i vort højere Selskabsliv.«

»Dette er jo forfærdeligt!« udbrød Pastor Gaardbo flere Gange under Læsningen. »Men kan det ogsaa være sandt? Der har jo ikke staaet et Ord om det i vore egne Aviser.«

Med fremstrakt Pegefinger gjorde Tækkemanden ham opmærksom paa, at Bladet var det sidste nye fra Hovedstaden. Mejeribestyreren havde bragt det med fra Odense. Forresten havde han ringet »Folkebladet« op og faaet Meddelelsen bekræftet.

»Tænk, at det skulde ende saadan! Men det maatte man jo næsten vente,« sagde Præsten og læste videre.

Men et Øjeblik efter lod han Bladet synke. Med et pludseligt forandret Udtryk saae han over paa de to Mænd, der begge havde vogtet paa hans Miner, mens han læste. Og det var ikke alene Øjnene, men ogsaa Tankerne, der nu mødtes.

Der blev stille i Stuen nogen Tid. Derpaa begyndte Tækkemanden:

»Kan De huske, Pastor Gaardbo, hvad De sagde til mig den Aften, da Jægermesteren blev valgt? Vi vil ikke tabe Modet, sagde De. Næste Gang skaffer vi Herrens Sag Oprejsning. Saa *aftvætter vi Skammen, sagde De. – Der var vist ingen af os, der |10 tænkte paa, at »næste Gang« skulde komme saa brat. Men saadan har det nu været Vorherres Vilje.«

»Amen!« lød det stærkt fra hans hidtil murtavse Ledsager, en ældre, rødnæset Mand med et skummelt Ansigt. Præsten nikkede tavs.

Der blev nu talt om Udsigterne for det nye Valg, som efter alles Mening vilde blive nødvendigt. Tækkemanden var fuldt *overtydet om, at det trods den korte Frist skulde lykkes dem at *tage Kresen denne Gang. Kristi Venneskare var vokset stærkt de sidste Maaneder paa Grund af Enslevs vedvarende *Udæskning i Avisartikler og Interviews; og den Skam, som Jægermesteren nu havde kastet over sine Vælgere, vilde sikkert aabne Øjnene paa mange, som endnu om Sommeren havde fulgt det enslevske Banner.

Efter at der derpaa var truffet Aftale om at indvarsle til et Møde af *Vennekresens *Tillidsmænd, brød Tækkemanden og hans Ledsager op for at bringe den store Nyhed videre ud i Menigheden.

Da Pastor Gaardbo havde fulgt sine Gæster ud og var kommen tilbage, blev han staaende ved Siden af Pulten med et Udtryk, som om han i Tankerne allerede stod paa Valgtribunen med et larmende Menneskehav foran sig. Langt stærkere, end han havde ladet sig mærke dermed overfor Vennerne, var han bleven *opglødet af Udsigten til at komme |11 ud i Kamplinjen, hvor Landets og Folkets Fremtid nu skulde afgøres.

Efter sin Kærestes Ulykkesdød havde han i lang Tid haft en *Sky for den store Offenligheds ti Tusinde Øjne. Han havde levet her i sin tomme Præstegaard og dannet sig sin egen stille Verden langt fra meget af det, der tidligere optog ham. En Savnets Verden ganske vist, men opfyldt af lykkelige Minder, der befolkede Tomheden og gjorde ham Ensomheden fortrolig. Men siden Sommerens Valgkamp havde hans Sind været i Gæring, og han havde følt Nederlaget saa meget tungere, som det flere andre Steder i Landet var lykkedes *Menigheden at sende unge, modige *Kristmænd ind i *Tinget som Svar paa Farbroderens *Undsigelse.

Han vidste godt, at det ikke vilde blive helt let for ham at bryde op fra sine mange Venner her og – maaske for bestandig – at skilles fra sine to Kirker, der var bleven ham saa hjemligt kære, og hvor han vel ogsaa nok selv vilde blive savnet lidt. At han i København maaske kunde risikere at træffe sammen med Frk. Jytte Abildgaard, foruroligede ham ogsaa noget. Skønt han nu tænkte tilbage paa sin Optagethed af den livstrætte og spotske Ministerdatter som en trist Forvildelse, kunde han til sin Skam ikke nægte, at Erindringen om hendes Skønhed endnu havde nogen Magt over hans Tanker. Men i Øje|12blikkets højtideligt bevægede Sindsstemning var det ikke svært at faa Bugt med alle saadanne Betænkeligheder, og han var fuldt paa det rene med sig selv om, at han nu baade kunde og skulde vende tilbage til den store Arbejdsplads, hvorfra der saa mange Gange var bleven kaldt paa ham.

... Han løftede Hovedet. Og pludselig gik der en Skygge henover hans forklarede Træk. Han havde hørt et fjernt Automobilhorn og genkendt Lyden. Det var hans Bror, der kørte forbi ude paa Hovedlandevejen.

Han blev staaende med Haanden paa Pulten og fulgte Lyden, indtil den forsvandt. I to Maaneder havde han ikke talt med Broderen. Undertiden havde han *paa Frastand set hans Vogn; men med Forsæt havde han undgaaet et Møde. Efter den dybe Krænkelse, Broderen tilføjede ham ved deres sidste Sammenkomst, havde han ikke kunnet tænke paa ham uden Bitterhed. Havde heller ikke kunnet bede for ham i fuld Oprigtighed. Nu lagde han Hænderne over sit Ansigt. Den Tanke, at de maaske nu skulde skilles – og skilles uforsonede – fik hans Hjerte til at strømme over af sorgfuld Bekymring.

»Aa, Povl – Povl! Hvorfor vil du ikke høre Sandhedens Røst?«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. |13 Ude paa den brede Hovedlandevej rullede Distriktslæge Gaardbo ad Hjemmet til. Hans lille træskoformede *Køreværk kastede en umaadelig Lyskegle foran sig og viste som en *Troldlygte en glidende Række dagklare Billeder af Landevejen med dens afbladede Popler, dens Skærvebunker og Vejpytter. Taagen var dreven bort. Aftenen var lys og mild og stille. Men i rasende Fart jog nogle mørke Skyer henunder Stjernehimlen som Røg fra en Verdensbrand et Sted langt borte.

Da Doktoren kørte forbi Landsbyen, havde han vendt Blikket ned mod Præstegaarden og set Lys i Broderens Vinduer. Og hans Tanker var endnu hos ham. Derfor saae han uvilkaarligt flere Gange op efter *Kassiopeia, der var det Stjernebillede, de som Drenge mest havde elsket. Det var jo her, *Tyge Brahes forsvundne Stjerne havde straalet, og de drømte dengang begge to om at blive store Astronomer, der ligesom deres berømte Landsmand opdagede nye Stjerner og Kometer. I de koldeste Vinteraftener stod de ude i Sneen og stirrede sig højtideligt svimle, mens de studerede den blinkende Klodevrimmel ved Hjælp af et Stjernekort; og det var Johannes, der var den allerivrigste. Han udfandt nye Billeder og gav mange af de smaa Stjerner Navne, idet han efterhaanden *opkaldte hele Familjen. Men en Dag havde deres Far forbudt dem disse Himmel|14studier med de Ord, at »det var den Slags Ting, man for sin Sjælefreds Skyld helst ikke skulde befatte sig med,« – Ord, som den gode Johannes nu i Tide og Utide gjorde til sine.

Ude bag det store flade Land i Øst saaes en Lysning. Det var Maanen, der var i Færd med at kravle op over Synskresen. Men nu lukkedes Udsigten af Skovene ved Storeholt, og lidt efter kom selve Herregaarden tilsyne for Enden af Alleen, straalende af Lys fra Kælder til Kvist.

»Se se! Det nye Herskab er nok arriveret!« sagde han højt til sig selv.

Den store, hvide Hovedbygning havde i de sidste Maaneder været et øde Hus, der om Aftenen virkede lidt uhyggeligt med sine mange mørke Vinduer. Om Dagen derimod havde al Slags Haandværkerlarm lydt ud derfra. Gaardens nye Ejer, Grosserer Søholm, havde sat stor Kraft ind paa at bringe den forsømte Bedrift paa Fode. Ladebygningen havde faaet nyt Tag, Staldene en fuldtallig Besætning. Og der var bleven talt meget om en vældig *Motorplov, som daglig samlede nysgerrige Tilskuere.

»Nu skal jeg fortælle dig en Nyhed,« udbrød Doktoren, da han var kommen hjem og stod i Dagligstuen, hvor hans Kone sad ved sin Symaskine. »Kaffekongen er ankommen til Storeholt med hele sit Hof. Der var Lys i alle Vinduerne.«

|15 »Naa,« svarede hun fraværende, idet hun søgte efter noget paa Bordet.

Fru Meta *gik paa faldende Fod. Hun ventede sin Nedkomst en af Dagene og var i den Anledning hvileløst optaget af at *beskikke sit Hus. Hun syntes, at der endnu var saa meget at ordne og aftale, før hun med god Samvittighed kunde overgive sig til Barseltidens Pleje. Hun, som ellers var saa fattet, følte sig denne Gang mere ængstet og ogsaa mere legemligt besværet end under noget tidligere Svangerskab. Hun forstod ikke Grunden, men tænkte paa, om det kunde være disse tunge Efteraarsdage, der voldte hende Uro. Hun havde født sine andre Børn om Sommeren og i det tidlige Foraar. Dette voksende Vintermørke og Synet af de evigt faldende Blade havde gjort hende modløs.

Doktoren tog en Stol og satte sig ved Siden af hende.

»Naa, lille Mutter, hvordan gaar det saa?« spurgte han og strøg hende varsomt over Armen.

»Jeg har en Overraskelse til dig,« sagde hun.

»En Overraskelse?«

»Ja, et Brev. Se her!«

Med en munter Hemmelighedsfuldhed, som Doktoren ikke kunde tyde, trak hun en stor Konvolut frem under Syæsken. Men i det samme betænkte |16 hun sig og lagde den til Side, idet hendes Ansigt igen blev alvorligt.

»Først en anden Ting, Povl! Jeg maa have snakket lidt ordenlig med dig. Ingen veed jo, hvornaar det næste Gang kan ske.«

Hun lagde sig tilbage i sin Armstol, »Rugepladsen«, som hendes Mand kaldte dette Husets eneste bekvemme Sæde, der var anskaffet udtrykkeligt af Hensyn til hende.

»Vil du sige mig, Povl – tænker du slet ikke paa at komme til en Forstaaelse med din Bror?«

»Med Johannes? Det har vi jo talt om. Nu vil vi ikke igen ind paa den gamle Historie.«

»Jo, Povl, det maa vi nu alligevel. Jeg faar ikke rigtig Ro paa mig, før I er bleven Venner igen. Det er dog altfor taabeligt, som I to har haft det med hinanden nu i hele to Maaneder.«

»Ja ja! – Hvad er det for et Brev, siger du?«

»Nej, nu skal du høre paa mig,« sagde hun, idet hun tog den Haand, hvormed han rakte efter Brevet, og holdt den fast i sit Skød. »Du synes naturligvis, at du paa din Side har strakt dig vidt, fordi du skrev til ham dengang og gjorde en Undskyldning.«

»Ja.«

»Jamen, husk dog paa, Povl, hvor meningsløst du saarede ham.«] B C D, ham.» A

|17 »Det var hans egen Skyld. Han var den udæskende Part – det veed du.«

»Du sagde dog selv, dengang du kom hjem, at du skammede dig over din Opførsel.«

»Naa ja, jeg blev hidsig. Den Skavank har jeg nu engang, og det veed Johannes bedst. Som Drenge – ogsaa som Studenter – røg vi saamænd tidt i Totterne paa hinanden og var dog lige gode Venner for det. Men Johannes er ikke længer den, han var i gamle Dage – det er Sagen!«

»Han mener vel, at I begge to skulde være vokset fra ligefremme Haandgribeligheder; og det har han da kun Ret i.«

»Men hvorfor har han ikke svaret paa mit Brev? Jeg foreslog, at vi skulde glemme den dumme Historie og tage hver sin Halvpart af Skylden. Du læste det jo selv. Nu er der gaaet to Maaneder, og jeg har ikke hørt et Ord fra ham. Hvad kalder du det?«

»Det har naturligvis ogsaa undret mig. Men jeg tror alligevel ikke, at Johannes gaar og bærer Nag. Det vilde da heller ikke ligne ham.«

»Du kender ham ikke, Meta.«

»Nej, det siger du jo. Men hvorfor tager du ikke en Dag ind til ham og rækker ham Haanden til Forlig?] B C D, Forlig. A Det er dog vist bare det, han venter paa. Havde du gjort det straks, saa havde det hele været |18 *klappet og klart for længe siden. Men I er to lige store Børn begge to. Der er ingen af jer, der kan faa sig selv til at gøre det første Skridt. Og saa kan I dog slet ikke undvære hinanden. Tror du ikke, jeg har kunnet mærke paa dig, hvor du savner Johannes?] C D, Johannes. A B Du veed vist ikke selv, lille Povl, hvordan dit Humør har været i den sidste Tid. Og jeg er sikker paa, at Johannes har det akkurat paa samme Maade.«

Doktoren, der var gaaet ud paa Gulvet, standsede og rystede mismodigt paa Hovedet.

»Gid du havde Ret, Meta! Men du tager fejl. Jeg siger dig: der er Ugler i Mosen. Jeg har længe *hørt dem skrige.«

»Hvordan mener du? Jeg forstaar dig ikke, Povl! Jeg har undertiden en Fornemmelse af, at der er noget, du ikke vil sige mig. Hvad er det?«

»Naa ja – ærlig talt, du – jeg begynder at tro, at den hele Historie er kommen min gode Johannes ganske godt tilpas. Derfor tier han. Kan du huske, hvor mærkværdig forbeholdent han i sin Tid svarede, da jeg skrev til ham, at vi vilde søge Distriktslægeembedet her i Jerve? Jeg havde ventet mig et Raab af Henrykkelse, og saa blev det til en lang og *klam Formaning om endelig at overveje Sagen nøje, inden vi bestemte os. Jeg tænkte dengang, at han maaske var bange for, det var en Opofrelse fra vor |19 Side ... at vi vilde flytte herover for at være ham til Opmuntring efter Rosalies Død. Men jeg forstaar nu, at vi er kommen ham til Ulejlighed. *Hældørerne i Sognet har naturligvis *ladet ham høre, at vore Børn ikke er døbte, og det har skadet hans Autoritet blandt Vennerne. Men Johannes gaar saa skjult med sine Følelser nu. Derfor har jeg været saa længe om at begribe det. I Virkeligheden er han mig vistnok rigtig taknemlig for det Ørefigen. Det har givet ham et kærkomment Paaskud til et aabenlyst Brud med os.«

»Aa – fy, Povl! Jeg begriber ikke, hvad der gaar af dig! Naar jeg tænker paa, hvordan du har hævet Johannes til Skyerne og ligefrem været forelsket i ham – ja, for det var du! Kan du huske, da vi var forlovede? Jeg kunde ordenlig blive skinsyg paa ham, saadan som du altid talte om ham. Jeg skulde absolut beundre ham paa enhver Maade, endogsaa før jeg nogensinde havde set ham. Husker du det?«

Doktoren var bleven staaende midt i Stuen og saae mod Gulvet med et grundende Udtryk.

»Jeg siger dig jo: Johannes er ikke længer den, han var. Siden han blev Præst og trak i denne lange *Busseronne og fik Pibekrave om Halsen, er han bleven et andet Menneske. Eller rettere sagt: han har mere og mere udviklet sig til et af disse uhyggelige Dobbeltvæsner, der ligesom sammen|20voksede Tvillinger har to selvstændige Tilværelser uden fælles Bevidsthed. Om den Slags Folk kan det med Sandhed siges, at den ene Haand ikke veed, hvad den anden gør. Den Modgang, Johannes paa forskellig Maade havde nu i Sommer, har især gjort ham uforsonlig. I Grunden tror jeg, han hader os. Men han aner ikke noget om det selv – for saa vidt er han altsaa uskyldig.«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. »Du skulde virkelig skamme dig, Povl! At du kan staa og tale saadan om din egen Bror! ... Jeg vilde næsten ønske, vi aldrig var kommen hertil. For jeg synes, dette her er stygt.«

Hendes Ord gjorde ham tavs, og han skammede sig virkelig. Og da han saae, at hun lagde Haanden over Øjnene, fordi hun kom til at græde, blev han helt ulykkelig.

Han satte sig igen hen hos hende og lagde Armen om hendes Liv.

»Ja, jeg har en forbandet Kæft ... Men du kender mig dog. Jeg mener det ikke saa slemt. Den Mistro, jeg har faaet til Johannes, piner mig naturligvis. Men det var dumt af mig at snakke om det, og nu la’r vi Johannes i Fred og taler om noget andet.«

Men hans Kærtegn standsede ikke Taarerne. For at skjule dem for ham lagde hun Hovedet ned paa hans Skulder men overfaldtes i det samme af stærke Gysninger.

|21 »Men – min søde Pige! Hvad er der i Vejen? Er det Barnet?«

Hun rystede paa Hovedet.

»Hvad er det da?«

»Jeg kan ikke gøre for det, Povl ... Saa snart du er borte, kommer der en saadan Angst over mig. Og jeg synes, alting er bleven saa uhyggeligt, siden du og Johannes blev Uvenner. Der gaar snart ikke en Dag, uden at Børnene spørger om, hvorfor Farbror Johannes ikke kommer. Og jeg veed ikke, hvad jeg skal svare. Du selv gaar omkring og ser ud, saa man kan blive *bange for dig.«

»Ja, jeg er en stor Slyngel. Men nu skal jeg love dig, at jeg imorgen den Dag skal tage over til Johannes og tilbyde ham Forlig. Jeg vil sige til ham, at han for din Skyld maa glemme den Historie. Er du saa tilfreds?«

Hun løftede Hovedet og klappede hans Kind.

»Du er saa god ... Og nu skal du faa dit Brev.«

Det var en aaben Konvolut med et Hefte af et bekendt københavnsk Maanedsskrift. Doktoren havde heri faaet optaget et Afsnit af sin »Levelære,«<!-- NB kommaets placering. „Levelære“, B. Rettes ikke--> som han stadig arbejdede med, og da det var første Gang, han overhovedet fik noget trykt, havde Heftet været ventet her i Huset med Spænding.

»Til Lykke!« sagde hun og kyssede ham. »Jeg |22 har naturligvis ikke kunnet dy mig for at kigge i det. Det ser rigtig pænt ud.«

Hun rejste sig for at pakke sine Sysager sammen og gik lidt efter i Seng. Doktoren havde aabnet Heftet, men saa snart hun var gaaet, lukkede han det igen. Han var foreløbig for optaget af det Løfte, han havde givet hende. Dette Genmøde med Broderen beskæftigede hans Tanker, saa han ikke kunde læse.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Han mindedes den Sommerdag i deres Studentertid, da Johannes rejste til England. Sammen med et Par andre teologiske Studenter var han bleven valgt til at repræsentere danske Akademikere ved et stort kristeligt Verdensstævne derovre. Han havde fulgt ham ombord paa Skibet, og han kunde endnu se ham staa med sit brede Smil ved Rælingen og svinge sin hvide Hue, mens den store, grimme Kuldamper forsvandt ud gennem Sejlløbet.

Han havde ofte tænkt paa, at han ved den Lejlighed i Grunden havde set Johannes for sidste Gang. Da han kom tilbage, var han en anden. Han, der havde kunnet virke lidt barnagtig med sin overstadige Livlighed, var bleven indesluttet og alvorlig. Han, som havde været saa ubefæstet i Troen, at han flere Gange tænkte paa at opgive det teologiske Studium og slaa sig paa Sprogvidenskaben, var nu bleven klippefast i sin Beslutning om at blive Præst. I en fortrolig Samtale fortalte han siden, at han havde |23 ladet sig optage i *et internationalt Broderskab, en Korshær, der havde sat sig til Opgave at erobre hele Verden for Kristus inden en Menneskealder. Kort Tid efter var det ogsaa, at han fremtraadte som Taler ved et politisk Studentermøde og til almindelig Forbløffelse sluttede med at *bekende Troen.

]˟ »Og stakkels Rosalie!« tænkte han, idet han mindedes sin Broders afdøde Kæreste. »For hende blev Forvandlingen til Skæbne. Hendes glade Øjne saae fra den Tid altid ud, som om de lige havde grædt.«

Døren til Soveværelset blev igen aabnet. I sin hvide Natdragt stod Fru Meta derhenne og støttede sig med Haanden til Karmen. Hun var meget bleg og pressede Øjne og Mund fast sammen.

Doktoren sprang op.

»Er det Barnet alligevel?«

Hun nikkede.

Han kom hen til hende med udbredte Arme, og hun lagde sig ind til hans Bryst som et frysende Barn, mens han varsomt omfavnede hende.

»Du kære, kære –« sagde han og strøg hende over Haaret. »Du lille Stakkel!«

Da Smerten var ovre, rettede hun sig op, tog hans Hoved mellem sine Hænder og kyssede hans Mund.

»Min søde Mand! Nu faar du Fred for mig en lille Tid. Jeg veed godt, jeg har været dig til Plage. Men nu skal det nok blive bedre. Jeg forstaar ikke, |24 hvordan det kan være; men jeg er helt rolig nu. Føl en Gang mit Hjerte. – Men gaa nu ud og væk *Pigerne. Vi maa jo have Børnene flyttet, og –.«

Hun maatte igen standse for at undertrykke en Stønnen. Med en ny Kuldegysning sank hun ind til ham og greb krampagtig om hans Arm.

»Kom – du maa lægge dig!« sagde han.

Idet hun med Hovedet paa hans Skulder lededes hen til Sengen, hvor en *gammeldags Natlampe brændte, hviskede hun til ham halvt bevidstløs af Smerte:

»Jeg lover dig, jeg skal nok være tapper!«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Klokken fire om Morgenen fødte Fru Meta ved fuld Bevidsthed en sprælsk Dreng, der ligesom sin Oldefar, den gamle Smed i *Enslev, traadte ind i Verden med et Vræl, der ganske lød som et Hurra. Glæden i Huset var stor. Børnenes Utaalmodighed var ikke til at styre. Allerede om Formiddagen fik de Lov til at komme ind og hilse paa den nye Bror. Paa indadvendte Taaspidser listede de tre ældste ind i Gaasegang og stirrede med højtidelig Nysgerrighed paa den Lille, der nu var svøbt og laa hos Moderen. Kun den hidtil yngste af Flokken, der sad paa Faderens Arm, vendte misfornøjet Ansigtet bort og stak tilsidst i et Brøl, saa hun maatte bæres ud.

I de følgende Dage tænkte Doktoren ofte paa sin |25 Bror og glemte heller ikke det Løfte, han havde givet sin Kone. Men i sin Lykke opsatte han Indfrielsen fra Dag til Dag, og imidlertid hændte der noget uventet. Fru Meta blev pludselig syg. Hun fik Feber, og Barnet maatte tages fra hende. I Løbet af et Par Dage blev Tilstanden ret alvorlig. Rygtet bissede allerede rundt paa Egnen og fortalte, at hun ikke kunde leve.

En Aften i Mørkningen sad Doktoren modfalden ved hendes Seng. Det var Femtedagen efter Fødslen, og Feberen var *i Stigen. Fru Meta laa og døsede med halvaabne Øjne. Af og til smaasnakkede hun i Vildelse.

Doktor Gaardbos Tanker gik tilbage til de Dage for ti Aar siden, da han lærte sin Kone at kende paa et københavnsk Hospital, hvor han dengang var Kandidat og hun Sygeplejerske. Han havde næsten øjeblikkelig forelsket sig i hende. Skønt han godt kunde se, at hun ikke var smuk, ja at hun maaske var den mindst kønne af de mange bararmede Hospitalsfeer, der mylrede op allevegne og gjorde Luften saa farlig for de unge Medicinere, havde hun hurtigt i hans Øjne faaet en *Straalekrans om Hovedet. Det skete den allerførste Dag. For at komme tilbunds i nogle paaklagede Forsømmelser holdt Overlægen Justits paa Afdelingen og rasede i Sygestuerne og paa Gangene som en Bersærk; og under dette Uvejr var hun |26 den eneste, der havde haft Mod til at staa frem og sige Sandheden. Et Par Dage efter, da de tilfældigt blev alene ved en Sygeseng, hvor hun hjalp ham med en Forbinding, saae han ind i hendes Øjne, og for første Gang *oplod sig for ham den Verden af Godhed og Renhed, som skulde blive hans Eje. Allerede en Ugestid efter friede han. Til sin egen Overraskelse fik han straks Ja, og i Grunden var han aldrig ret kommen sig af sin Forundring over, at netop han, den *vanføre Mand, hvem de unge Kvinder havde skyet, skulde opnaa en saa stor og ufortjent Kærlighedslykke. Disse sidste ti Aar syntes ham nu de eneste, hvori han virkelig havde levet. Og hvordan havde han lønnet hende? Med daglig voksende Byrder, med fem Barnefødsler og evige Pengebekymringer, med sin Utaalmodighed og sine Bravader – –

Døren bagved ham gik sagte op. En af *Pigerne kom listende ind, bøjede sig over ham og hviskede, at der var kommen En, der vilde tale med ham. Han var altfor dybt indspundet i sine egne Tanker til at mærke, hvor besynderlig optaget hun var af sin Meddelelse, rejste sig mekanisk og gik ud. Men idet han paa Vejen til sit Værelse i den modsatte Ende af Huset kom gennem Dagligstuen, standsede han pludselig med en Studsen. Han havde hørt den lille Hedvig udbryde ude i Forstuen:

|27 »Næh! ... Farbror Johannes!«

Det er ikke muligt! – tænkte han saa overvældet, at han næsten ønskede, det ikke var sandt. Men da han i det samme hørte Broderens Stemme, skyndte han sig til Døren og rev den op.

Præsten stod derude omringet af Børnene, der var stormet ud fra Barnekammeret. Han var i Færd med at hænge sin glinsende vaade Regnfrakke op paa Knagen. Uden at vende sig om mod Broderen rakte han Haanden ud og sagde:

»Det staar nok ikke helt godt til her.«

Doktoren greb Haanden med begge sine, og da de var kommen ind i hans Stue, og han havde tændt Lys derinde, lagde han Hænderne paa Præstens Skuldre.

»Johannes! ... At du er kommen! ... Hvordan skal jeg sige dig Tak?«

»Jeg maatte herover, da jeg hørte, hvordan det stod til. Fortæl mig nu alt.«

»Ja, du veed det altsaa. Meta er meget syg. Det kom saa pludseligt. Ellers var jeg kommen over til dig og havde meldt vor lille Drengs Fødsel.«

Han vilde have sagt mere, vilde have lettet sit Hjerte helt for den store Uret, han havde gjort ham med sin Mistro. Men der var noget i Broderens Holdning, der ligesom unddrog sig Fortroligheden, hvorfor han besluttede at vente til senere.

|28 De tog Plads ved Siden af hinanden paa den haarde Hynde-Bænk, og Doktoren gav sig til at fortælle om sin Kones Sygdom. For at berolige baade Broderen og sig selv udtalte han sig meget fortrøstningsfuldt om hendes Tilstand. Men hans *idelige Forsikringer om, at der ingen Grund var til Ængstelse, lød for meget som undertrykt Tvivl, og hvert Øjeblik drev hans indre Uro ham ud paa Gulvet, hvor han humpede frem og tilbage.

Præsten iagttog ham i Tavshed med et tankefuldt, undertiden halvt fraværende Udtryk.

De talte ogsaa lidt om den Nyfødte og de andre Børn, og Doktoren spurgte sin Broder, hvad han selv havde oplevet i den lange Tid, de ikke havde set hinanden.

»Jeg har hørt om den Ulykke, der er overgaaet *Jægermesteren,« sagde han. »Og her skal jo være Valg, ikke sandt? ... Jeg har i flere Dage ikke læst Aviserne; men saa meget veed jeg dog, at du igen vil *stille dig.«

Hertil svarede Præsten ikke noget. Derimod gav han sig til at tale om det Brev, han i sin Tid havde modtaget fra ham.

»Du har maaske undret dig over, at jeg ikke har svaret paa det tidligere. Men det har haft sin bestemte Grund.«

|29 »Det er jo nu saa ganske ligegyldigt, Johannes! Jeg forlanger ingen Forklaring. Nu er du jo selv kommen, og det skal jeg *aldrig glemme dig. Lad os lade Fortiden hvile! Jeg har selv skammet mig over den dumme Historie – det maa du tro.«

»Jeg vil alligevel gerne forklare dig Grunden til min Tavshed,« svarede Præsten. »Det er jo bedst at forebygge nye Misforstaaelser. Du skrev i dit Brev, at det var mig, der ved den Lejlighed var den udæskende Part. Det kan jeg nu ikke indrømme dig; men det skal jeg forresten ikke lægge videre Vægt paa. Det betyder jo kun lidt, hvad der var den tilfældige Anledning til Striden. Derimod maa du forstaa, kære Povl, at hvad den dybere liggende Aarsag angaar – –.«

Han blev afbrudt af Doktoren.

»Nu ikke et Ord mere, Johannes! Jeg for min Part har glemt vort Klammeri – det kan du ogsaa gøre. Det var ikke bedre værd. Og vi skulde dog ikke gerne risikere igen at komme ind paa de Spørgsmaal, som vi nu en Gang ikke kan blive enige om.«

Ved disse sidste Ord var det, som om et Lys slukkedes inde i Præstens klare, blaa Øjne. Han sad derpaa en Tid og saae ned for sig uden at tale.

»Ja ja, Povl! Naar det forholder sig, som du her siger, skal jeg ikke komme nærmere ind paa Sagen. |30 Jeg ønsker naturligvis ikke at vække ny Strid imellem os.«

»Ja, saa taler vi ikke mere om det,« sagde Doktoren, han stod igen op fra Bænken og gik hen imod Døren. »Jeg vil blot give Pigerne Besked. For du bliver her da i Nat?«

»Nej Tak, Povl, jeg vil ikke paa nogen Maade gøre Forstyrrelse i Huset. Jeg kom blot for at høre, hvordan det stod til. Jeg maa endogsaa snart afsted.«

»Men hvorfor dog? I det Vejr!«

Præsten forklarede, at han var kommen kørende hertil sammen med sin Nabo, Niels Jensen, der havde et Ærende hos *Sognefogden her i Jerve. De havde truffet den Aftale, at de ogsaa skulde følges ad tilbage.

Doktoren saae paa sin Bror. Den nævnte Niels Jensen var en af hans argeste Fjender, som engang offenlig havde beskyldt ham for at forsømme Egnens fattige Patienter. Broderen havde derfor hidtil holdt Manden paa Afstand.

»Niels Jensen ... ja saa! Men hvad er det for en taabelig Aftale. Du kunde dog vide, at jeg med Glæde vilde køre dig hjem. Jeg sender Bud ind til Sognefogden.«

Men Præsten bad ham lade være, og sagde igen, at han ikke vilde gøre Ulejlighed. Hvorpaa Dok|31toren vendte tilbage til sin Plads med formørket Ansigt.

I nogen Tid sad de to Brødre og holdt en Slags Samtale vedlige om forskellige Ting, som tilfældigt faldt dem ind. Ogsaa om Valget talte de igen, og om Præstens mulige Vinterophold i København. Men Pavserne blev bestandig længere, Afstanden mellem deres Tanker voksede fra Minut til Minut.

Doktoren blev efterhaanden klar over, at de i disse to Maaneder var gleden uhjælpeligt bort fra hinanden.

»Jeg har ingen Bror mere,« sagde han til sig selv. »Den ufattelige Tanke maa jeg se at vænne mig til.«

Han gjorde derfor heller ingen Indsigelse men følte det nærmest som en Lettelse, da Broderen rejste sig for at gaa. Inde i Dagligstuen slog Uret i det samme seks. Han tænkte paa, at Besøget altsaa havde varet knap en halv Time.

Præsten gav ham Haanden.

»Jeg ser igen indenfor om et Par Dage. Til den Tid er Meta forhaabenlig kommen over det. Hils hende mange Gange.«

Doktoren svarede kort »Tak«.

Han fulgte Broderen ud. Men ved Døren standsede Præsten, stod en lille Tid tøvende med Haanden paa Dørgrebet og vendte sig derpaa om imod ham.

»Jeg vil dog ikke gaa herfra uden at have sagt dig, Povl, at jeg kom hertil med et lille Haab om, |32 at vi nu bedre skulde kunne tale sammen om det, der sidst – og tidligere – var Aarsag til vor Strid.«

»Det har jeg forstaaet,« svarede Doktoren.

»Jeg havde ment, at du i disse for dig saa svære Dage, saa fulde af Ængstelse og Bekymring –.«

Han fik ikke Lov at tale ud.

»Nu maa du helst gaa, Johannes. Hvad nytter det desuden? Jeg veed jo alt, hvad du vil sige. Jeg har hørt det saa tidt, at det ikke mere gør nogetsomhelst Indtryk paa mig.«

»Ja, det er jo din sædvanlige – lidt *flotte – Maade at affærdige den Ting paa. Det er overhovedet en af dine Fejl, Povl, at du ikke har Taalmodighed til at høre, hvad andre har at sige. Al anden Tale end din egen finder du saa hjertens overflødig.«

»Det er ganske simpelt ikke sandt.«

»Ja ja. Saa er det ikke sandt,« svarede Præsten sagtmodig. »Jeg vil – som sagt – ikke *yppe ny Strid. Maa jeg blot, inden jeg gaar, gøre dig et Spørgsmaal. Jeg stiller det til dig i din Egenskab af Læge. Hvad vilde du sige om mig ... hvad vilde du sige om hele den store, lidende Menneskehed, dersom du vidste dig i Besiddelse af et Lægemiddel, som kunde hjælpe den i al Livets grænseløse Jammer, oprejse de svage, styrke de modløse, bringe Lys og Fred og Glæde ind til alle Stakler, der sidder |33 og fryser i Dødens Skygge ... Jeg spørger dig: dersom du vidste dig i Besiddelse af et saadant Lægemiddel, og dersom man saa – i Stedet for at modtage Hjælpen – overlegent afviste den, maaske med en Bemærkning om, at man ikke havde den behov. Hvad vilde du sige til det?«

»Jeg vilde sige, at man gjorde vel i ikke at tro paa Mirakelkure.«

Præsten saae et Nu paa ham med et næsten ondt Glimt i Øjnene. Saa vendte han sig tavs om og gik ud.

I Forstuen viste Børnene sig igen, de to yngste i deres Natdragter. Præsten strøg dem medlidende over Kinden, og dette Syn stemte ikke Doktorens Sind mildere.

Efter at han var kommen tilbage til sin Stue, stod han længe midt paa Gulvet henfalden i Tanker. »Farvel, Johannes! Nu har du hævnet dig!« sagde han højt. Og han tænkte paa sin Brors afdøde Kæreste, hans egen Kusine, og paa den mørke Hemmelighed i Broderens Liv, som denne ikke selv kendte.

At den unge Piges Død ikke skyldtes noget Ulykkestilfælde men – som Jytte Abildgaard med sit visionære Klarsyn saa hurtigt havde anet – var et Selvmord, det var Doktor Gaardbo nu det eneste Menneske i Verden, der vidste. Han var hin Dag bleven kaldt til Kolding ved et *Iltelegram og havde |34 paa egen Haand foretaget en Undersøgelse. For Broderens Skyld havde han fortiet Resultatet, da han var overbevist om, at Sandheden vilde dræbe ham. End ikke til Meta havde han vovet at betro sin Viden, for at hun ikke ved et uoverlagt Ord skulde vække Broderens Mistanke. Men han havde i disse Maaneder undertiden spurgt sig selv, om det dog ikke nu var hans Pligt at fortælle Johannes Sandheden, forinden han voldte nye Ulykker. Mere og mere betragtede han sin Broder som et sygt Menneske, en Ulykkelig, der havde taget Skade paa sin Sjæl. – –

Der blev banket paa Døren. Det var Pigen, der kom ind med den Besked, at Fru Meta var vaagnet og gerne vilde se ham.

Det blev kun et kort Møde. Fru Meta havde intet faaet at vide om Svogerens Besøg. Hun spurgte til Børnene, og sank derefter igen tilbage i sin Døs. Hun vilde dog ikke slippe hans Haand, og han blev siddende hos hende nogen Tid, indtil han mærkede, at hans Nærværelse gjorde hendes Søvn urolig. Saa listede han sagte Haanden til sig og gik tilbage til sin Stue.

Han satte sig ned ved sit Arbejdsbord for at prøve paa at samle sig til at besvare de Embedsskrivelser, som havde hobet sig op der i de sidste Dage. Men han blev siddende med Hænderne omkring Hovedet |35 og sank atter ned i grublende Tankefuldhed – ned i den Brønd fuld af Mørke og Gravkulde, der gemte hans Slægts skjulte Historie.

Paa Væggen over Bordet hang mellem andre Familjebilleder det landskendte Dobbeltportræt af hans Bedsteforældre, de gamle *Smedefolk i Enslev. Uvilkaarlig løftede hans Øjne sig en Gang op mod dette Billede og blev hængende ved det. Han havde om sin Bedstefar tilfældigt hørt et og andet, der ikke stemmede med Familjetraditionen, *endmindre med det Idealbillede, som de fleste af Farbroderens Levnedsskildrere havde tegnet af Slægtens Stamfader. Den gamle Enslev-Smed havde aabenbart ikke hørt til blandt *Godtfolk i sin Hjemby, ja han syntes at have været mistænkt for en eller anden uopklaret Forbrydelse. En ældre Bondemand fra Enslev By, som han en Gang traf i en Jernbanekupe, vidste at fortælle, at den Gamle paa sin Dødsseng havde paakaldt Mørkets Magter og sagt du til Djævlen. At det paa hans Begravelsesdag kom til Ufred mellem Børnene i selve *Sørgehuset, var i hvert Fald ingen *Krønike. Det huskede han, at hans egen Far en Gang i et af sine Tungsindsanfald var kommen til at røbe.

Siden hin Dag var der gaaet en Menneskealder, og den frodige Smedeæt fra Enslev havde nu spredt sig over hele Landet. Under de forskelligste Navne |36 sad den rundt om i Præstegaarde og Lægeboliger, i Kontorer og Butiker, næsten allevegne velansete og ogsaa velstaaende Folk. Men det var, som om den onde *Tvedragtsaand, der havde drevet sit forargelige Spil omkring Bedstefaderens Kiste, stadig huserede overalt i Slægten. Allerede som Barn havde han følt det, naar han sammen med Johannes fulgte Faderen ind til Kolding paa dennes regelmæssige Besøg hos deres ældste Farbror, *Kancelliraaden. De to Gamles *Tobaks-Koncilium nede i Kontoret, hvor han første Gang havde hørt sin store Farbror nævne, disse underligt forblommede Samtaler, hvor der ideligt ved en Øjenblinken blev mindet om Børnenes Nærværelse, stod endnu uhyggeligt levende for hans Erindring. Han huskede den utrygge Følelse, det Tryk af noget hemmelighedsfuldt og fjendtligt, han altid bar med sig hjem fra disse Besøg.

Han havde tidligere tænkt, at det hele vel ikke var andet end den Familjetvist, der gror saa naturlig op i en lille Gærdesmutrede, naar Forsynet lader en Gøgeunge af Farbroderens Størrelse udklække i den. Men efter at han havde lært Sandheden om sin Bedstefar at kende, var det faldet ham ind, om Ufordrageligheden i Slægten kunde være en nedarvet Skæbne, der havde udviklet sig fra en af den Slags *Misgerninger, hvorfor Straffen efter bibelsk Erfaring hjemsøger Ætten endnu i tredje og fjerde Led. Var |37 det en eller anden mørk Familjehemmelighed, hans Fars Tungsind havde ruget over, og som fik den *fromladne Kancelliraads Øjne til at lyne saa giftigt bag Guldbrillerne? Navnlig efter Rosalies tragiske Død havde han været forfulgt af denne Forestilling om en uafvendelig Forbandelse, der hvilede over Slægten og stadig krævede nye Ofre.

Nu var dette uhyggelige Familjespøgelse paa sin Rundgang gennem Landet altsaa ogsaa naaet hertil. Havde stillet sig mellem Johannes og ham for at fortsætte sit Ødelæggelsesværk.

»Men det maa ikke ske!« sagde han pludselig til sig selv i Angst og stod op fra Bordet. »For Metas og Børnenes Skyld, for Johannes’ og min egen Skyld maa den Ulykke afværges!«

Han vilde endnu en Gang tale med Johannes. Om et Par Dage, naar de begge havde faaet Tid til at sunde sig efter Skuffelsen, vilde han gaa til ham. Han vilde fortælle ham, hvad Meta – næsten som i Forudfølelsen af en Fare – havde forlangt af ham Aftenen før hun blev syg. Han vilde minde ham om deres Ungdoms højtidelige Løfte: altid at holde sammen for at genopbygge, hvad Slægtens store Ufredsmand, Farbror Tyge, havde nedbrudt hos Folket med sine *fantastiske Digterdrømme.

»Det Løfte skal vi endnu en Gang give hinanden Haanden paa, Johannes!«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. |38 Paa Storeholt havde Grosserer Søholm nu i en Ugestid fejret Familjens Ophøjelse i Godsejerstanden i Overensstemmelse med det forud lagte Program uden Hensyn til den indtrufne Familjekatastrofe. Der var holdt et Par Middagsselskaber, og Husets nye Svigersøn, den tyske *Ulanofficer og Friherre, havde ved sin Nærværelse bødet paa Virkningen af Skandalen med *Jægermesteren. Den indespærrede Ægtemand blev overhovedet ikke mere nævnet der i Huset. Han betragtedes allerede som en, der var Familjen uvedkommende. Fru Vilhelmine var bleven tilbage i København for med sin praktiske Sans at arbejde paa en Skilsmisse, der i enhver Henseende kunde holde hende skadesløs.

Friherre v. Biebermarck havde vist sig at være en stilfærdig Mand, der indtog alle med sin overordenlige Høflighed. Saaledes vakte det Henrykkelse, at han allerede efter et Par Dages Forløb havde lært sig at sige »Tak« og »Velbekomme« paa Dansk.

De indbudte Middagsgæster var omtrent de samme Bank- og Forretningsmænd fra Odense, som ogsaa Jægermesteren til sin Ulykke havde staaet i Forbindelse med og ofte set ved sit Bord. En Samling livlige, *madkære Provinsherrer, der lignede hinanden som Bollerne paa en Suppe. Om dem alle galdt det, at de kom dertil med store Forventninger men |39 drog skuffede bort. Grosserer Søholm havde selv ingen Forstand paa Bordets finere Glæder, og om han ogsaa havde haft det, kunde det aldrig *faldet ham ind at ofre mere paa sine Gæster, end de var værd for ham. Ogsaa et Middagsselskab var for denne Mand en Forretning, der skulde betale sig.

Paa Festprogrammet var desuden et Par større Klapjagter, og i nogle Dage lød en livlig Knalden rundt om i Skovene. Da imidlertid de færreste af de deltagende Herrer var virkelige Jægere, blev Resultatet væsenlig til Glæde for Rævene og Aadselfuglene, som bagefter *gjorde sig tilgode med det skamskudte Vildt, der laa og forblødte omkring i Tykningerne.

Paa en af disse Dage kom Doktor Gaardbo kørende gennem Strige Skov og passerede en Lysning netop som der hørtes en hidsig Plaffen ledsaget af Hornsignaler. Til den ene Side af Landevejen var en Rydning med fritstaaende Birke og Elletræer. Til den anden Side laa et Pur af mandshøje *Risbøge.

Pludselig bremsede han Vognen haardt ved Synet af et *fantastisk Væsen, der et halvt hundrede Meter forude kom frem fra det rustrøde Buskads og humpede tungt over Vejen, hvorfra det paa hovedkulds Maade tumlede ned ad Skraaningen paa den anden Side.

Da han naaede hen til Stedet, saae han en tyk |40 Blodstribe tværs over Vejen, og et Stykke inde i Rydningen laa bag en mosgroet Træstub en hvæsende Raabuk med Halsen strakt henad Jorden. I samme Øjeblik lød Hornet igen inde i Højskoven. *Der blev blæst af.

Doktoren var staaet af Vognen; men idet han nærmede sig det saarede Dyr, løftede det Hovedet for igen at flygte. Støttet paa Knæene og med den lamme Bagkrop slæbende efter sig gjorde den et Par gyselige Hop, mens Blodet spyede ud af et Saar i Lysken. I det samme hørtes Stemmer ude paa Vejen. Det var et Par af Jagtherrerne, der trak bort fra deres Post nu, da *Saaten var sluttet.

Den ene – en høj og elegant ung Mand med *indsnøret Talje – var Grosserer Søholms friherrelige Svigersøn; den anden, der i sin graagrønne Jagtdragt mindede om en Tyrolersanger, var den tykke Bankdirektør Frederiksen fra Odense. Ved at se et tomt *Køreværk staa der midt paa Vejen og snurre, standsede begge Herrerne af Overraskelse og saae sig om efter Ejermanden. Og endnu større blev deres Forbavselse, da den ophidsede Doktor kom springende paa sin Klumpfod og – uden at give sig Tid til Forklaring – rev Bøssen ud af Haanden paa Bankdirektøren og løb bort med den.

Der faldt et Skud. Det gav Genskrald rundt om |41 i Skoven, og Doktoren vendte tilbage med den rygende Bøsse i Haanden.

»Fy for Pokker!« sagde han lige ind i Ansigtet paa Bankdirektøren. »At De ikke skammer Dem! Et saa modbydeligt Myrderi!«

Dermed satte han sig op i sin Vogn og kørte videre, mens Hr. Frederiksen for *Honnørens Skyld gav sig til at skoggerle, skønt han indvendig kogte af Raseri.

Hr. v. Biebermarck, der under sit Ophold her i Landet oplevede saa meget utroligt, at han egenlig havde ophørt at forundre sig over noget, saae paa sin Jagtfælle med et Blik, der høfligt men ogsaa ret bestemt anmodede om Forklaring. Og Bankdirektøren fortalte nu, at Manden rimeligvis var den gale Distriktslæge i Jerve, som man hørte saa meget om.

»Han er *aabenbart lige til Daarekisten. Et saadant Menneske burde i Grunden ikke gaa løs.«

Hr. v. Biebermarck bifaldt denne sidste Bemærkning, men gav den i sit stille Sind en mere *almindelig Anvendelse.

Der var til om Søndagen planlagt en Familje-Udflugt til Odense med Frokost paa et af Hotellerne, hvorefter Tilbagerejsen til København skulde finde Sted om Aftenen. Imidlertid indtraf der en Begivenhed, som for første Gang bragte Forstyrrelse i Arrangementet, idet Grosserer Søholm pludselig blev syg.

|42 Den nu 60-aarige Mand havde under hele Opholdet paa Storeholt været oppe Klokken seks om Morgenen. I en Paaklædning, der bestod af en gammel, snavset Overfrakke fra hans tidligere Tilværelse, Træsko, *Slagterkasket og et stort, rødt Uldtørklæde om Halsen, inspicerede han i Staldene og paa de forskellige Arbejdspladser. Bagefter havde han siddet et Par Timer ved sit Skrivebord med Telefonen for Øret, havde modtaget Meldinger fra Forretningen i København og ekspederet Ordrer til Handelshuse og Banker paa begge Sider af Atlanterhavet. Desuden havde han som oftest et Par Gange i Dagens Løb haft personlige Forhandlinger med de Haandværksmestre og Entreprenører, der forestod Gaardens Ombygning, og heller ikke overfor dem plejede han at spare sig. Saasnart det drejede sig om Penge, kom den gamle Skallesmækker fra *Borgergade op i ham, og hans Metode som Forretningsmand var altid den samme. Han var ingen Menneskekender og gjorde ingen Forskel paa Personer. Med alenlange Eder og Slag i Bordet og Haanlatter nedlarmede han alle Indsigelser og tumlede med sin Modpart, indtil han havde afpresset ham den yderste Indrømmelse.

Lørdag Aften sad han efter Middagen sammen med de Nyforlovede inde i Havesalen, hvor han gjorde sig det mageligt i en af de brede Armstole fra *Konferensraadens Tid. Uden Hensyn til sin friherre|43lige Svigersøns Nærværelse havde han lagt sine Elefantfødder op paa en Taburet, mens han røg en Cigar. Der var overhovedet ikke det Menneske i Verden, han fandt nogen Grund til at genere sig for, og han respekterede kun Folk, om hvem han med Sikkerhed vidste, at de var rigere end han selv. I Øjeblikket regnede han sig for en Mand paa *seks Millioner, og dette lange Tal rullede paa sine tunge Nuller ud og ind gennem alle hans Tanker. Det var fra først af hans billige Kaffe, der havde givet ham Navn og skabt hans Ry som et hjemligt Handelsgeni af amerikansk Støbning. Men iøvrigt handlede han med alt, hvad der kunde svindles med, lige fra Knappenaale til sydafrikanske Guldminer og deres Menneskeskæbner.

De to Forlovede sad i en Sofa og holdt hinanden i Haanden. Af Hr. Søholms tre Døtre var Frk. Constance den, hvem Rigdommen og Lediggangen mindst havde fordærvet. Hun var ikke saa lidt af et Følelsesmenneske, og hendes Forelskelse i den statelige Officer var et oprigtigt Sværmeri for mere end Uniformen. Den smukke unge Dame, der siden sin Forlovelse havde optaget den fornemme Skik at møde til Middagen i elegant *Selskabstoilette, sad indhyllet i et stort Pelsslag paa Grund af Kulden i Stuerne. Efter at det nemlig var gaaet op for Grosserer Søholm, hvormeget Brændsel de store Rum slugte, havde |44 han fundet det unødvendigt at lægge i Kakkelovnene mere end een Gang om Dagen, og ingen havde vovet nogen Indsigelse.

Hr. Søholm underholdt sin Svigersøn med det Emne, der for ham selv var det eneste af virkelig Interesse, nemlig hans egen Person og hans Forretnings Udvikling. Ganske som andre indbildte Genier var han opfyldt af sin egen Storhed og betragtede sit Liv som det virkeliggjorte Eventyr om den fattige Dreng og Lykkens Fe. Paa sit *Neger-Tysk *opkogte han Historien om, hvordan han allerede som en niaars Knægt havde gjort sit første Kup ved at samle tiloversblevne Høvlspaaner paa Byggepladserne og sælge dem til *Madamerne i Borgergade, hvor hans Forældre boede. Og nu sad »den snottede Unge« her i sit eget Slot og havde et Navn, der var kendt af hvert Barn i Landet.

Den høflige Hr. v. Biebermarck hørte paa hans Levnedsskildring uden med en Mine at røbe sine Tanker. Alligevel var der noget i den Maade, hvorpaa han *ideligt strøg Asken af sin Cigaret, der gjorde hans Kæreste mistænksom. Frk. Constance havde hidtil ligesom hele den øvrige Familje været altfor stolt af Faderen til at stødes af hans Væsen. Nu skottede hun lidt ængstelig op til sin fornemme Brudgom, og bag det skjulende Pelsslag flettede hendes Fingre sig nervøst i hans.

|45 Paa en Gang saae hun, at Faderen var bleven bleg. Han var stoppet op midt i en Sætning og sad med sammenbidte Tænder og gned sig over det ene Ben, mens han sagte klagede sig.

Hun sprang forskrækket op.

»Er du syg, Far?«

Hendes Udbrud kaldte Søsteren og den gamle Tante til fra Dagligstuen ved Siden af. Ogsaa Friherren havde rejst sig.

Hr. Søholm var nu ganske hvid i Ansigtet og vaandede sig ynkeligt.

»Bring mig i Seng! ... Hurtigt! Kald paa Rasmussen!«

Med Støtte af Husets Tjener og ledsaget af Svigersønnen blev han ført op ad Trappen til Soveværelserne. Undervejs stønnede han højt, og pludselig genlød Huset af dyriske Smertensbrøl.

Der blev straks *tændt op under en Vogn for at skaffe Hjælp, og da Jerve var den nærmeste By, hvor der boede en Læge, blev det Doktor Gaardbo, der hentedes.

Mens man ventede paa ham, sad de opskræmte Damer inde i Dagligstuens grelle elektriske Maskinlys og rystede af Kulde og Uhygge. Tanten, den gamle Frøken Søholm, havde indhyllet sig i et stort Sjal. Med spidsede Øren lyttede hun til Broderens ganske ubeherskede Jammerhyl, der stadig lød ned til dem gennem |46 Trappen. Døren fra Sovekammeret deroppe stod paa hans udtrykkelige Forlangende aaben ud til Gangen. Han vilde, at alle i Huset skulde høre, hvad han led.

Den gamle Dame havde sit mest forhærdede Menigheds-Ansigt paa. Midt i Uhyggen følte hun sig opløftet ved Tanken om Broderens Lidelser.

»Nu er du bleven straffet for din Vantro, lille Kresten! Hvorfor vilde du ikke lytte til mine Formaninger? Hvor mange Gange har jeg ikke tigget dig om at læse blot et eneste Numer af »*Morgenrøden«. O, havde du blot i Tide villet begynde paa de velsignede kolde Fodbade og Natalie Koldings Aandedrætsøvelser! Men du gjorde Nar af min Alvorstale, lille Kresten! Du kaldte mig et forskruet Fruentimmer og bad mig om at rejse Pokker i Vold. Nu høster du Spotterens Løn, lille Ven!«

Efter at Frøken *Søborg i Tankerne havde holdt denne Straffepræken for sin Bror, kom Friherre v. Biebermarck ned fra Patienten og blev modtaget med bekymrede Forespørgsler. For ikke at krænke Damerne bevarede han Alvoren, men bad dem samtidigt om ikke at lade sig ængste. Det var, sagde han, rimeligvis det fugtige Efteraarsvejr i Forening med Kulden i Stuerne, der havde fremkaldt et Anfald af den *Ischias, som Svigerfaderen nok tidligere en Gang havde lidt af. Naar Lægen kom, vilde en Morfindosis hurtigt skaffe ham Ro.

|47 Et Øjeblik efter kom Vognen susende tilbage med Doktor Gaardbo. Tjener Rasmussen, der tog imod ham ved Foden af Trappen, førte ham efter sin Herres Ordre øjeblikkeligt op i Soveværelset.

Doktor Gaardbo havde aldrig før talt med sin Patient eller blot set ham; men han kunde paa Forhaand ikke lide Manden. Det skyldtes ikke alene Jagt-Oplevelsen forleden i Strige Skov; men han vidste om Søholms Forretning, at den væsenlig var et Agentur for udenlandske Spekulationsfirmaer, og det havde altid oprørt ham, at den Slags Personer, der brandskattede Landet som Lejesvende for fremmed Storkapital, ikke desmindre kunde sole sig i deres Medborgeres uformindskede Agtelse.

Nu fik han desuden en bestemt Fornemmelse af, at Hr. Søholm som saa mange stærke Mandfolk, der ikke er vant til at fejle noget, i høj Grad overdrev sine Lidelser. Det var knap nok, at han vilde tillade ham at foretage en ordenlig Undersøgelse. Og stadig raabte han paa Morfin, idet han fortalte, at hans københavnske Læge, da han sidst var syg, straks havde givet ham en Indsprøjtning. I det hele stillede han det Forlangende, at han blev sat i Stand til at tage tilbage til København den næste Dag, da han ikke længer kunde undværes i sin Forretning.

Doktor Gaardbo var hurtigt bleven paa det rene med, at han ikke vilde hjælpe dette Menneske til at |48 skulke sig fra sin *Forpligtelse til at lide. Det var netop en af de Paastande, han havde udviklet i den Tidsskrift-Afhandling, som han nylig offenliggjorde, at naar Verden var saa fuld af samvittighedsløse Personer, havde Lægerne deres Del af Skylden. Ved bestandig at *være tilrede med alle Slags beroligende Midler berøvede de Menneskene den Lejlighed til højst fornøden Eftertanke og nøgtern Selverkendelse, som det naturlige Sygeleje gav dem.

»Jeg vil anbefale Dem at tage en Kop varm Hyldete med lidt Honning i. Morfin kan jeg derimod ikke give Dem. I det mindste ikke foreløbigt. Iøvrigt vil jeg tilraade Dem for Fremtiden at indføre et Fastedøgn en Gang om Ugen. Naar vi glemmer, at ogsaa vore Fordøjelsesorganer trænger til at holde Hviledag, nægter de tilsidst at arbejde.«

Hr. Søholm, der hidtil udelukkende havde været optaget af sig selv og knap lagt Mærke til, hvordan Doktoren saae ud, *rejste sig ved disse Ord langsomt overende i Sengen. Støttet paa Armene gloede han paa den fremmede Mand som paa et Spøgelse, der pludselig var steget op af Gulvet.

»Hvad er det, De siger? ... Hvem er De? *Hvor kommer De her? Er De Læge?«

»Jeg formoder, at De selv har sendt Bud efter mig.«

|49 »Er De gal, Mand! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning?«

»Nej. Det Ansvar kan jeg ikke paatage mig.«

»Ansvar? Hvad er det for Snak! Naar en Mand som Professor Bender, kongelig Hoflæge, har givet mig Morfin, tør De – en Landsbydoktor – vel ogsaa.«

»Hvad Professor Bender har ordineret, kan jeg ikke tage Hensyn til. Jeg handler efter min egen Overbevisning.«

»Nu har jeg – Fanden ta’ mig! – aldrig hørt Mage! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning? ... Det skal De blive tvungen til, min go’e Mand! Det er Deres Pligt! Jeg har sendt Bud efter Dem for at faa Lægehjælp, ikke for at høre paa Snak. Skal jeg maaske ligge her og pines og ingen Nattesøvn faa?«

»Den *Svededrik, jeg har *forordnet, vil nok i Løbet af Natten lindre Deres Smerter noget. Forøvrigt kan jeg kun anbefale Dem de to gode, paalidelige Lægemidler: Taalmodighed og Ro.«

Hr. Søholm satte Fingren paa Klokkeknappen i Væggen ovenover Sengen og blev ved at kime, indtil først Tjeneren og derpaa Svigersønnen og tilsidst ogsaa alle Damerne kom styrtende op ad Trappen.

Da de allesammen stod i Stuen, raabte han i Raseri:

»Se paa den Mand der! Han er enten fuld eller gal! Og et saadant Menneske har I sendt mig paa |50 Halsen! ... Her ligger jeg og pines værre end en *Barselkone, og saa vil han ikke hjælpe mig! ... Men det skal De komme til at fortryde, min go’e Bondedoktor! Veed De ikke, hvem jeg er? Jeg anklager Dem for Myndighederne, og De kan være *stødt paa, at jeg skal faa Dem klapset af! ... I er allesammen Vidner paa, at den Herre har nægtet at gøre sin Pligt. Har I forstaaet mig?«

Doktor Gaardbo, der trods Mandens Sygdom havde haft Møje med at beherske sit iltre Sind, var nu paa Vej mod Døren. Mens de skrækslagne Damer ved Synet af hans *Vanførhed veg til Side for ham som for Djævlen selv, genkendte Hr. v. Biebermarck ham med Forbløffelse fra Mødet i Skoven men forstod iøvrigt ingenting, fordi Svigerfaderen havde talt Dansk. Derimod stod Tjener Rasmussen i ærbødig Afstand og kæmpede med et henrykt Smil, idet han i Aanden nød den Lykke, han vilde gøre nede i Køkkenet med at fortælle om denne gode Oplevelse.

Paa Vejen hjem var Doktor Gaardbo mismodig stemt. Han var ikke i Tvivl om, at Hr. Søholm vilde gøre Alvor af sin Trusel, og skønt Fru Metas Tilstand nu var meget bedre, tænkte han med lidt Ængstelse paa, hvad hun vilde sige til den Historie. Selve Sagsanlæget frygtede han ikke. ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Der var ingen, der kunde tvinge ham til at handle mod sin Samvittighed. Men Befolkningens Misfornøjelse |51 med ham vilde nu faa ny Næring, og hans emsige Nabokolleger skulde nok vide at drage sig dette til Nytte. En af dem havde allerede faaet *fast Fod inde i selve Jerve By. Hvordan skulde han tilsidst skaffe Føden? Af sin Gage kunde han ikke leve. Det kneb allerede ikke saa lidt for ham at holde sig Smalhans fra Døren.

]˟ »Havde jeg blot ikke set den Raabuk forleden!« tænkte han. Som et Sindbillede havde det lemlæstede Dyr svævet ham for Øjnene under Samtalen med den brutale Pengemand, hvis Vandring gennem Livet sikkert havde efterladt mange blodfyldte Spor. Nu maatte han se, hvordan han kunde undskylde sig overfor Meta, der var bleven saa oplivet, da hun hørte, at der var kommen Bud efter ham fra Herregaarden. Det kære Menneske laa og gjorde sig saa mange Bebrejdelser paa Grund af de Udgifter, hun forvoldte ham med sin Sygdom.

Da han naaede hjem, gik han straks til Sovekammeret; men i Døren mødte han Vaagekonen, der ved Tegn lod ham forstaa, at han ikke skulde gaa ind. Fru Meta sov.

Af Børnene var den ældste, den lille otteaarige Hedvig, endnu oppe. Sammen med Husets to Tjenestepiger sad hun ved Bordet inde i Spisestuen og syede. Da Faderen kom ind, sprang hun hen til ham og udbrød paa sin ivrige Maade:

|52 »Far – Olivia siger, at hun har kysset en Mand. Har hun vel Lov til det?«

»Ja, det kan jeg sandelig ikke dømme om. Det kommer jo an paa, hvad det var for en Mand. Dersom det nu var hendes Far?«

»Naa-aa!« sagde Barnet og vendte slukøret tilbage til Bordet, hvor Pigerne, røde i Hovederne, kluklo over deres Haandarbejde.

»Pyt! Saa var det jo bare din Far.«

»Nej.«

»Der hører du!« raabte hun triumferende. »Det var ikke hendes Far!«

»Men saa kan det jo have været Olivias Bror, ikke sandt?«

»Var det din Bror?«

»Ja.«

Tilintetgjort lagde den kloge Hedvig sit Hoved ned paa Armen; og da hendes Far nu kom hen og tog hende i Øreflippen og kaldte hende en lille Sladdertaske, som dømte saa raskt, blev hun rød helt ind i Haaret af Skamfuldhed.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Fra Herregaarden var der imidlertid bleven sendt Bud efter en anden Læge, en elskværdig Mand, der beredvilligt føjede sig efter Patientens Ønske og skaffede ham Ro. I sin Glæde over den gode, nye |53 Kunde var han endda saa gavmild med Morfinen, at Hr. Søholm sov til højt op paa Formiddagen, som om han aldrig skulde vaagne mere.

Tilbagerejsen til København maatte alligevel opsættes. Paa Morfinrusen fulgte et ret alvorligt Ildebefindende, og midt om Natten kom hele Huset igen paa Benene, og Lægen blev i Huj og Hast hentet, fordi Hr. Søholm efter en heftig Opkastning havde faaet et *Afmagtsanfald. Med uforstyrrelig Sindsro gav Doktoren ham nu et oplivende Middel, og var ogsaa denne Gang saa rundhaandet med Medicinen, at Patienten efter et Par Timers Forløb rejste sig med et Brag op i Sengen og forlangte noget at spise.

»En Bøf med Løg, Rasmussen! Jeg er sulten som en Liggehøne. Sig i Køkkenet, at de skal rubbe sig!«

Endnu sad Dødsangsten ham dog i Kroppen, og da han op ad Formiddagen paany fik et Besvimelsesanfald og følte den kolde Sved paa Panden, lod han sende Vogn efter Præsten for at blive *berettet. Det var længe, siden han sidst havde været til Alters. I København kunde han daarligt afse Tid dertil for Forretningen; men da han nu var nødt til at blive her en Dag endnu, vilde han benytte Lejligheden til at faa sig *assureret for alle Tilfælde.

Først da Vognen var kørt, fik Damerne at høre af Tjenestefolkene, at Præsten hed Gaardbo og var |54 en Bror til Distriktslægen. Der blev i den Anledning stor Forskrækkelse. I et Krigsraad, hvori ogsaa Hr. v. Biebermarck deltog, enedes man om at fortie Navnet for den Syge, der endnu blev aldeles rasende, saasnart Distriktslægen kom paa Tale.

Da Præsten traadte ind i Sygeværelset, følte Hr. Søholm sig straks meget tiltalt af den høje, smukke Mand. Synet af Ornatet og siden af den lille *Sølvkalk og Oblattallerkenen, som Præsten tog frem af sin sorte Haandtaske, stemte ham uvilkaarlig højtidelig. Det eneste Vidne til den hellige Handling var Tjener Rasmussen, hvem Damerne havde givet Ordre til at føre Præsten op uden først at vise ham ind i Stuerne. Han havde desuden faaet Besked om at blive deroppe for at gaa Grossereren tilhaande under *Nadvernydelsen, og han havde nu stillet sig ved Fodenden af Sengen med en Serviet over Armen, som om det galdt en Servering.

Under Skriftetalen viste Hr. Søholm sig meget bevæget, og under Nydelsen af Brødet og Vinen havde hans Ansigt et enfoldig frygtsomt Udtryk, der viste, at hans Grebethed var oprigtig. Efter Tildelingen af Syndsforladelsen trykkede han ogsaa taknemlig Præstens Haand.

»Værsgo’ og sit ned, Hr. Pastor!« sagde han, endnu med Bevægelse i Stemmen, mens han i Tanker tørrede sig om Munden med Servietten, som Rasmussen |55 i sin Tjenstivrighed havde udbredt under hans Hage. »Det har glædet mig at gøre Deres Bekendtskab. Gud være lovet, De hører da ikke til disseherre Helvedprædikanter, der skræmmer Livet af Folk og selv lever som de værste Bukke. Som nu f. Eks. ham, der forleden talte i København ... ham »den jyske Vandrepræst«, som Enslevs Blad skriver saa meget om. Den Slags skulde ikke ha’ Lov at eksistere. Præsterne skal tale mildt og trøstende til deres Tilhørere. Det er nu min Mening. Sorger og Bekymringer har vi nok af paa Hverdagene. Har jeg ikke Ret?«

Pastor Gaardbo havde i sin Præstegerning lært sig den Kunst at kunne være tavs og *bie paa den belejlige Stund. Hr. Søholm fortsatte derefter med ufortrøden Selvfølelse:

»Jeg veed ikke, Hr. Pastor, om De maaske ligefrem kan gøre Fordring paa et Vederlag. Men det er ogsaa ligemeget. Jeg skal i hvert Fald tillade mig at sende Dem et Gratiale. Det har De velsagtens ikke noget imod.«

Pastor Gaardbo svarede nu i temmelig bestemt Tone, at alene Gud havde Krav paa hans Taknemlighed, og at han burde samle alle sine Tanker i Bøn til den Almægtige.

»Naturligvis, Hr. Pastor! Misforstaa mig ikke. Jeg glemmer sandelig ikke, hvad jeg skylder min Frelser. |56 Vær vis paa det! Men jeg har dog gjort Dem Ulejlighed, ikke sandt? Deres Tale har De vel ogsaa maattet tænke lidt over. Kort sagt, min Herre – De har skænket mig Religionens Trøst, og jeg vil gerne have Lov til at vise Dem en lille Opmærksomhed.«

Præsten takkede, men gentog – og denne Gang med stor Bestemthed – at han personlig ikke havde gjort sig fortjent til Paaskønnelse og derfor heller ikke ønskede at modtage nogen saadan.

»Men dersom De alvorligt føler Trang til at takke Gud med en Offergave – og det er jo kun naturligt og paaskønnelsesværdigt – saa vil jeg bede Dem om at betænke det Menighedsarbejde, der gøres her i Sognet for at fremme Herrens Sag, – det trænger haardt til Understøttelse. Jeg skal nævne f. Eks. vor Fattigpleje og vore Vuggestuer. Det vilde naturligvis have stor Betydning – og det paa mere end een Maade – om vi kunde *gøre Regning paa, at »Storeholts« nye Ejer vilde vise vort Arbejde Interesse og yde det sin Støtte.«

Samtalen havde her faaet en Vending, der ikke var Hr. Søholm behagelig. Han indskrænkede sig derfor til at takke for Oplysningen, som han lovede at erindre. Hvorefter han gik over til at tale om sin Sygdom og de Lidelser, han havde gennemgaaet.

»Allerbedst som jeg sidder og snakker med min |57 Svigersøn, jager der et rasende Sting ned gennem mit højre Ben – her paa Undersiden af Laaret. Der er ingen, der gør sig Forestilling om den Smerte. Det er akkurat som man kan tænke sig, at et Lyn slaar ned i et Træ og svier Barken af paa den ene Side. Den første Gang, jeg havde Sygdommen, troede jeg sgu virkelig, at Huden var flaaet af mig og det hele sad i blodige Laser. Og vil De saa tænke Dem, at da jeg sender Bud efter Doktor, saa kommer dette Asen til en Distriktslæge og nægter lige ud at hjælpe mig. De kender ham vel? Gaardbo hedder han. Et rent Umenneske! Her ligger jeg og pines, og saa sidder han og vrøvler om Hyldete og Taalmodighed og vil ikke give mig en Indsprøjtning. Nægter rent ud at gøre sin Pligt. Men Manden maa velsagtens have været fuld. Det er da den eneste Forklaring.«

Præsten vendte forlegen sine Øjne bort og svarede ikke noget.

»Men den *Bjørn skal blive ham dyr, kan han tro. Den Slags byder man ikke mig. Saasnart jeg kommer til København, sender jeg en Klage ind til Myndighederne. Om det saa skal være, gaar jeg personlig op til Ministeren og forlanger Fyren afsat for Pligtforsømmelse. For det er en Skandale, at den Sort Individer sidder i Embede. Men der er ingen Disciplin og Orden her i Landet. Det skulde være i Tysk|58land! *Heraus mit dem Kerl! Det siger ogsaa min Svigersøn.«

»Hr. Søholm!« sagde Præsten, der under denne truende Tale flere Gange havde skiftet Farve. »Vi bad før i vor Bøn: *Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere. Det Løfte, De her gav Gud, kan De dog ikke allerede have glemt? Jeg forsikrer Dem, at Gud i hvert Fald ikke har glemt det. Hvad Uret der end kan være begaaet imod Dem, saa er det Deres Pligt at tilgive. I et Øjeblik som dette maa De ikke tænke paa at bringe et Menneske i Ulykke.«

Denne præstelige Formaning gjorde for saa vidt sin Virkning paa Hr. Søholm, som hans Ansigt igen fik det samme enfoldigt fromme og lydige Udtryk, det havde haft under *Kommunionen. Men saasnart Præsten tav, var han igen den samme.

»De maa ikke sige, Hr. Pastor, at saadan en ... en *Noksagt er et Menneske. At nægte at hjælpe en, der er syg og lidende. Har man hørt Mage? ... Han skal i det hele paa alle Maader være en *snavs Person. Rasmussen her fortæller mig, at han *lever som en ren Tyrk og Hedning og ikke vil lade sine Børn døbe. Det er jo forskrækkeligt! Men De siger jo, at De kender ham, Hr. Pastor. Hvordan kan De da tage en saadan Person i Forsvar?«

»Jeg forsvarer ham aldeles ikke – allermindst hans |59 Vildfarelser naturligvis. Jeg ber Dem blot om, mest for Deres egen Skyld, at De vil opgive Tanken om at anklage ham. Gengældelsens Ret tilkommer alene Gud.«

»*Naturlig! Gud bevares! Det forstaar sig! Men det maa jeg dog ha’ Lov at sige Dem, Hr. Pastor, at jeg er meget overrasket over, at en Præst i vor danske Folkekirke vil gaa i Forbøn for saadan et Umenneske, der lar sine Børn rende rundt uden Herrens Daab ligesom Negerunger og Hottentotter. Det vil jeg rent ud sige, Hr. Pastor, at det skuffer mig meget. Vil De *lyde en erfaren Mands Raad, saa rag Dem ikke ind i Forhold, der angaar den Slags Personer.«

»Han er min Bror,« sagde Præsten stille.

»Hvad siger De? Deres ... Nej, hør nu! Han! ... Det er ikke muligt! ... Maa jeg spørge, hedder De Gaardbo?«

»Ja.«

»Det var som ...! Deres Bror! ... Men jeg har ikke sagt andet, end hvad jeg kan staa ved. Det er De Vidne paa, Rasmussen! Og forresten saa forandrer det jo heller ikke Sagen. Men det gør mig ondt for Dem, Hr. Pastor – det maa ikke være let. Og jeg vil sige, at nu forstaar jeg naturligvis bedre Deres Standpunkt. Det er jo ikke mere end rimeligt, at De gerne vil holde Haanden over en nær Slægtning, |60 om han *ogsaa er *vanartet. Man kan ikke sige andet, end at det er et kønt Træk, der gør Dem Ære.«

Præsten, der igen var bleven brændende rød, rejste sig nu for at gaa.

I det samme faldt det Hr. Søholm ind, at Situationen lod sig udnytte til en profitabel Handel med Vorherre. Dersom han gjorde Pastor Gaardbo den Tjeneste at frafalde Sagsanlæget mod hans Bror, kunde han spare det Gratiale, han ellers mente at være bleven Kirken skyldig. *Mellemregningen var *likvideret. Der var ingen, der længer havde noget Krav paa ham i Dagens Anledning.

»Jeg er ikke hævngerrig,« forsikrede han, da Præsten gav ham Haanden. »Og naar De mener, at det er min Kristenpligt at lade Sagen mod Distriktslægen falde, saa gør jeg det naturligvis. Guds Bud staar over alt. Det er en klar Ting! Og nu skal De have Tak, Hr. Pastor! Jeg gemmer Deres Ord i Hjertet. Vær vis paa det! Naar jeg kommer hertil næste Gang, haaber jeg at have den Fornøjelse at se Dem til en af mine Middage.«

Nede i Stuerne havde Tanten og den endnu uforlovede Frøken Cecilie i Utaalmodighed ventet paa, at Præsten skulde komme ned. Ved hans Ankomst, da Vognen kørte op for Døren, havde de staaet hver bag sit Gardin og kigget ud, og de blev begge behageligt overrasket ved Synet af den høje, smukke |61 Mand, hvem Ornatet tilmed gav et Skær af fornem Værdighed, som Pastor Gaardbo i sine daglige Klæder ikke besad. Det var desuden gaaet op for den gamle Frøken Søholm, at hun kendte ham fra sit tidligere Besøg her; hvorefter Damerne hurtigt blev enige om, at det vilde være passende at byde ham indenfor, naar han kom tilbage. Der blev givet Ordre til Køkkenet om at have en Bakke med Vin og Kager i Beredskab, og mens Frøken Cecilie forsvandt ind i sit Værelse for at *holde Generalmønstring over sine Yndigheder i det trefløjede Spejl, gik Tanten op og ned i Stuen med Haanden eftertænksomt omkring sin lodne Hage og forberedte sig paa en Tale, hun vilde holde til Præsten. Den gamle Dame var taknemlig for enhver Lejlighed, der blev givet hende, til paany at berette sin lange Lidelseshistorie og fortælle om sin vidunderlige Frelse ved det nathalie-koldingske<!-- ved linjebrud i A. Udeladt i B C D (staves ellers Nathalie-Koldingske i B C D). I A-3 er der en enkelt forekomst uden bindestreg. Dette er den eneste forekomst i A-4 --> System. *Som en Oldenborre kastede hun sig over ethvert nyt Menneske, der kom indenfor hendes Synskres, for at forkynde »Morgenrødens« Evangelium.

Da hun nu hørte Præsten komme ned ad Trappen, gik hun derud og bød ham indenfor til en lille Forfriskning. Paa sin lidt formløse Maade svarede Pastor Gaardbo, at han ikke trængte til noget. Besøget havde af flere Grunde virket forstemmende paa ham. Han havde desuden en *Sky for at gense de store |62 Stuer derinde, der gemte saa mange ydmygende Erindringer om Sommerens Forvildelse.

»Men Vognen er endnu ikke kørt frem, Hr. Pastor.«

»Det gør ikke noget. Jeg foretrækker *dog at gaa,« svarede han og trykkede i Hast hendes Haand.

Han gik i Tanker gennem Skoven uden at lægge Mærke til, at Himlen var bleven blaa nu i Middagstiden. Næsten foraarsagtig lyste den ind mellem de afbladede Træer, hvor den vinterlige Sol tegnede sine langstrakte Skygger paa den røde Skovbund.

Pludselig, da han nærmede sig Udkanten af Skoven, hvorfra Spaserestien gennem en Stente førte videre over Markerne ud til Hovedlandevejen, stansede han med et Ryk. Han havde hørt og genkendt den dybe Summen af Broderens *Køreværk, og et Øjeblik efter saae han den lille Vogn glide afsted derovre paa Landevejen, slyngende Sol ud fra sine blanke Metalbeslag.

For ikke at blive set stansede han i Skyggen af et Træ. Han havde ikke talt med sin Bror siden det Aftenbesøg, der var bleven til saa stor en Skuffelse for dem begge. Broderen havde et Par Gange skriftlig underrettet ham om sin Kones Befindende og desuden sendt ham sin Tidsskrift-Afhandling med »en broderlig Hilsen«. Alligevel havde han ikke kunnet overvinde sig til at forny Besøget.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Da han kom hjem, erfarede han til sin Overraskelse, |63 at Broderen havde været der under hans Fraværelse; og da hans Husholderske fortalte, at Distriktslægen var meget ked af ikke at træffe ham hjemme, blev han et Øjeblik stærkt bevæget.

Inde paa sit Skrivebord fandt han et Brev, som Broderen havde efterladt tilligemed nogle københavnske Aviser. Ved Synet af Brevet foer der et Glimt af det gamle Haab gennem hans Sind. Endnu med Præstekjolen paa skar han Konvoluten op og læste:

»Meta har nu i et Døgn været helt feberfri. Efter en god lang Søvn vaagnede hun i Morges med klare og lykkelige Øjne. Jeg syntes, du skulde være den første, der fik det at vide. Jeg havde gerne selv fortalt dig det. Men jeg kigger herind igen en anden Dag i den allernærmeste Fremtid og haaber da at have bedre Held.«

I en Efterskrift stod der: »Jeg vedlægger et Par Avisartikler, fordi det maaske kan interessere dig at se, hvor elskværdigt jeg bliver *kagstrøgen, hængt og parteret i Anledning af min Afhandling.«

Mest paa Grund af denne Efterskrift rev Præsten Brevet i Stykker efter Læsningen og puttede det i Kakkelovnen. Aviserne lod han ligge urørte, og heller ikke siden aabnede han dem.

Han kendte iøvrigt det væsenligste af Artiklernes Indhold. Der havde i de lokale Blade staaet aftrykt |64 Brudstykker af den københavnske Kritik; og skønt det alene var de nedsættende Udtalelser, man præsenterede Læserne for] A, måske fejl for for for, afviger i B C D<!-- FGJ: NB overvej --> at latterliggøre den upopulære Mand, havde det dog ikke været svært at skønne, at selv de store Blade tog hans Ideer op til virkelig Drøftelse.

Han forstod det ikke. Han havde i sin Tid selv kunnet glæde sig over Broderens friske Iagttagelser og ofte fornøjelige Indfald. Men at nogen fandt det Umagen værd for Alvor at træde op mod hans stakkels Natur-Evangelium; at endogsaa kristelige Blade trods hans ganske aabenlyse Gudsfornægtelse omtalte Afhandlingen med en vis Respekt, var ham en Gaade, ja det forargede ham.

Derimod overraskede det ham ikke, at al denne Avissnak saa øjensynligt var steget den kære Povl til Hovedet. Ikke mindst af den Grund betragtede han det som en stor Lykke, at han havde faaet afværget Grosserer Søholms Klagemaal, som desuden let kunde have givet Anledning til, at der ved Bladenes Fremstilling af Sagen blev kastet et ufordelagtigt Skær over hans egen Beredvillighed til at bringe Hr. Søholm *Kristi Blods Husvalelse. Den fornyede Blæst, som en Retssag vilde rejse om Broderens Navn, allermest det Martyrium, som han vilde opnaa ved en Domfældelse, kunde let blive en virkelig Fare for et Menneske som ham, |65 hvis Selvfølelse allerede var betænkeligt nær ved den Grænse, hvor *Højhedsvanvidet lurede.

For det var jo desværre ikke alene ved sit Ydre, at Povl paa lidt uhyggelig Maade mindede om Farbroderen Tyge. Der var hos dem begge den samme oprørske Selvraadighed, den samme hensynsløse Forfængelighed, den samme Sandhedsfornægtelse.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Der var nu begyndt at komme Fart i Valgagitationen omkring i Kresen. Mens den ulykkelige *Jægermester stadig sad gemt i en Hospitalscelle som videnskabeligt Objekt for en Professor og hans kittelklædte Lærlingestab, og efter at hans Bo var erklæret fallit og *de indledende Skridt til en Skilsmisse foretaget underhaanden i Forventning om en Attest for hans Uhelbredelighed, blev nu ogsaa den *folkekaarne Mands Scepter berøvet ham, dette dyrebare Klenodie, hvis Besiddelse han havde betalt med den sidste Rest af sit Fædrenegods. Plukket for alt lige til Troen paa sin lykkelige Stjerne sad han grædende i sit Indelukke, fortumlet som efter et Jordskælv, der havde styrtet Verden i Grus.

Det enslevske *Venstre opstillede Lærer Balduin Hansen, der nu fik Oprejsning for Tilsidesættelsen ved Sommervalget. Aften efter Aften skreg han sig hæs i Krostuernes Tobakstaage, og hans politiske |66 Bersærkergang henrev Meningsfællerne til mægtige Ovationer. Skønt Pastor Gaardbo heller ikke sparede sig men frygtløs traadte op imod ham ved alle hans Møder, kunde det undertiden se ud, som om Stemningen for Balduin voksede, og navnlig var dette Tilfældet, da Enslevs fynske Avis en Dag kunde oplyse og dokumentere, at det gamle *Højre, hvis galdebitre Glæde det var blevet at puste til Krigsflammen i det overmægtige *Folkeparti, havde udstedt hemmelig Ordre til at kaste Stemmerne paa Præsten.

En Dag midt under Kampen viste Distriktslægen sig igen i Præstegaarden. Han stod som altid ganske udenfor det almene Røre. Om sit politiske Standpunkt plejede han til *Menigmands Forargelse at erklære, at han med Glæde solgte sin Stemmeret for en Sukkerkringle til hvert af sine Børn.

Da han heller ikke ved dette Besøg traf Broderen hjemme, efterlod han igen en lille Skrivelse. »Jeg har faaet en Patient her i din Nærhed. Kommer *desaarsag forbi imorgen Eftermiddag ved Firetiden. I Tillid til det gamle Ord, at alle gode Gange er tre, kigger jeg da herind.«

Den næste Dag noget før den opgivne Tid gik Præsten hjemmefra. Han nøjedes med at lade sin Husholderske bringe Broderen en Hilsen.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Paa flere Valgmøder havde hans Modstandere søgt at bringe ham i Klemme ved at benytte sig af Be|67folkningens Uvilje mod hans Bror, og netop i disse Dage havde Ophidselsen været særlig levende i Anledning af Affæren paa Storeholt. Der cirkulerede endog en *Adresse paa Egnen, stilet til Medicinalmyndighederne, med Anmodning om at lade Distriktslægens Forhold undersøge og bedømme. Grosserer Søholm havde ganske vist holdt sit Ord og for eget Vedkommende opgivet at føre Klage; men baade han og den sidst tilkaldte Læge havde sørget for, at Historien blev bekendt, og det var heller ikke blevet fortiet, hvis Indflydelse det skyldtes, at Hr. Søholm havde ladet Naade gaa for Ret.

Ved Møderne blev der nu stadig stillet nærgaaende Spørgsmaal til Præsten om hans Syn paa Broderens mærkelige Lægevirksomhed og *Embedsstyre. Han havde hidtil vægret sig ved at svare. Men da ogsaa flere af hans egne Tilhængere ytrede ganske stærk Misfornøjelse med hans Tavshed, var han forberedt paa, at Forholdene før eller senere vilde aftvinge ham den aabenhjertige Tilstaaelse, som han forøvrigt længe havde været sin Gud skyldig.

Samme Aften talte han i en stor Vælgerforsamling, hvor ogsaa Balduin Hansen var tilstede sammen med en Garde af sine værste Spektakelmagere. Igen ved denne Lejlighed ironiserede en af Talerne under mægtigt Bifald over hans »Harmonika-Samvittighed«, der ikke tillod ham at staa i Parti med politiske |68 Meningsfæller, naar de ikke præcis delte ogsaa hans religiøse Anskuelser, hvorimod han saa *dejligt kunde gaa i Forbøn hos de Store for en Slægtning, der *gjorde Halløj baade med al religiøs og politisk Overbevisning og ikke engang lod sine Børn døbe.

Da Taleren sluttede, udeblev den sædvanlige Meningskamp. Efter at en bragende Storm af Haandklap havde fulgt ham ned af Talerstolen, bredte der sig en ildevarslende Stilhed over Salen. Præstens Venner sad paa Gløder. Alle Øjne stod paa Stilke og var rettet mod ham i glad eller febermørk Spænding. Det var ikke til at tage fejl af, at Øjeblikket var afgørende. Han følte det selv. Det stod ham klart, at det denne Gang var hans Pligt at svare.

Han gjorde det – ikke uden *jesuitisk Snildhed – paa den Maade, at han mindede om sit Forhold til en anden Slægtning, nemlig selve Farbroderen Tyge. Han erklærede, at den enslevske Aand var den Fjende, der skulde nedkæmpes, i hvilken Skikkelse den saa aabenbarede sig; at det var Oprørets og Fornægtelsens onde Aand, der skulde fordømmes og bekriges lige skaanselsløst, enten den ytrede sig som politisk Tøjlesløshed eller som en samvittighedsløs Eksperimenteren med Medmenneskers legemlige og aandelige Sundhed. Og i denne Kamp kendte han – hvad han tidligere havde vist – hverken Personsanseelse eller Familjehensyn.

|69 Meningen blev forstaaet trods Tilsløringen, og Vennernes Bifald fulgte ufortøvet. Men ogsaa blandt hans Modstandere var der flere, som var tilfreds<!-- fejl for tilfredse? udeladt i B C D. NB også 'forpligtet' frem for 'forpligtede' nedenfor --> med Svaret, selv om de følte sig forpligtet til at hyle med de andre Ulve, fordi Enslevs Navn var *taget forfængeligt.

Dagen efter indeholdt Egnens Blade et Referat af Mødet, hvori der ogsaa fandtes en Gengivelse af Præstens Erklæring. Hans særlige Organ »Folkebladet« aftrykte den ordret og med *spærret Skrift.

Samme Dag, da han hen paa Eftermiddagen kom hjem til Præstegaarden fra et Sygebesøg, stod hans Broders Vogn foran Indgangsdøren. Inde i Stuen fandt han Doktoren selv, der uden at sige Goddag eller give ham Haanden traadte ham truende imøde.

»Jeg har ventet paa dig ... Jeg maa vide, hvordan det forholder sig. Anerkender du »Folkebladets« Referat af din Udtalelse igaar? Jeg tænker naturligvis paa de Ord om mig, som du har fundet det passende at bringe paa Markedet for at stille dine Vælgere tilfreds.«

Præsten, der havde været meget bleg, da han kom ind, vilde lægge sin Haand beroligende paa hans Arm. Men Doktoren unddrog sig Berøringen ved at træde et Skridt tilbage.

»Jeg forlanger et klart Svar. Ja eller Nej!«

Præsten stillede sig hen ved sin Pult. Her stod |70 han et Øjeblik tavs og alvorlig – med Ansigtet vendt imod Broderen – og saae paa ham ligesom fra det Fjerne.

»Du maa forandre din Tone, Povl, dersom vi to skal tale sammen. Naar du har læst Referatet, saa veed du, at de Ord, du taler om, blev mig aftvunget. Der var rettet saadanne Beskyldninger imod mig, at jeg nødtes til et Selvforsvar. Hvad selve Udtalelsen angaar, saa kan den jo ikke overraske dig. Dertil har vi for ofte talt om det, der skiller os.«

»Med andre Ord: for at bjerge et Par Stemmer, har du ikke betænkt dig paa at gøre min Stilling her i Egnen endnu vanskeligere, end den i Forvejen er. Og det netop nu, da man fra alle Sider rotter sig sammen imod mig!«

»Du tager fejl, Povl. Betænkt mig har jeg, og det endogsaa længe. Men jeg har Hensyn at tage, som du ikke kan ... eller ikke vil forstaa.«

»Jeg veed det! Dine højere Pligter forbyder dig at føle menneskeligt. Af Hensyn til din *Moloch maa jeg og Meta og hele Flokken derhjemme ofres. Det begynder jeg nu at forstaa.«

Han gik hen til Vinduet og blev staaende der med Ryggen til Stuen og saae ud i Haven. Og der var længe stille.

Saa vendte han sig med et Ryk og sagde:

»Johannes! Kan du huske en Dag for fjorten-|71femten Aar siden – det var i vor første Studentertid – vi sad oppe paa *Skamlingsbanken i et dejligt Sommervejr og saae ned mod Grænsen. Vi talte om Danmarks truede Fremtid, og tilsidst gav vi hinanden højtideligt Haanden. Det husker du vistnok. Vi tilsvor hinanden, at vi vilde holde sammen i ondt og godt som ærlige *Fostbrødre. For vi havde jo – som vi sagde – blandet Blod allerede i Mors Liv. Det var den samme Dag, da du paa Hjemvejen betroede mig, at du var forelsket i Rosalie. Og nu stod du igaar og skamskændede mig for en Forsamling af al Slags sammenløbet Rak og Pak! – Hvad er det, du vil opnaa? Hvorfor slaar du Haanden af os? Lad mig høre det engang! Er det for det tossede Rigsdagsmandats Skyld?«

»For Guds Riges Skyld, Povl!«

»Guds Rige? Er det den Samling *halvfjantede Individer, som du kalder dine Venner? Er det et Sludrehoved som Søren Tækkemand og en gammel *Drukkendidrik som Kresten Fiol?«

»Hvor De Ord ligner dig! Ja, saadan er du, Povl! Du vil ikke tilstaa, hvad du dog hver Dag er Vidne til, at der vokser en ny Menneskeslægt frem, genfødt og lutret i Troen paa *den opstandne Frelser. For det passer ikke med din selvopfundne Visdom. Paa Trods af klare og levende Vidnesbyrd fra alle Jordens Lande benægter du for dig selv, at en ny |72 Dag er brudt frem over Verden. Den forjættede Dag med Lys og Fred og Glæde for alle Folkeslag.«

»Hvor er denne nye Menneskeslægt? Hvordan ser den ud? Dersom du har Ret, skal jeg være den ivrigste til at hylde den. Men endnu har jeg ikke kunnet opdrive noget Eksemplar af Racen. Bogstaveligt talt ikke eet. Derimod kunde jeg nævne flere nedslaaende Eksempler paa Genfødelser, der i mine Øjne absolut ikke har bevirket nogen Forædling. Tværtimod.«

Præsten, der følte den personlige Brod i disse sidste Ord, sagde nu:

»Jeg tror, Povl, det er frugtesløst at fortsætte. Vi kan ikke tale sammen. Vi maa hellere skilles.«

»Det tror jeg selv. Jeg har dog endnu et Spørgsmaal at gøre dig, Johannes. Naar du – saa ganske *upaakaldet – har blandet dig i min Affære med Grosserer Søholm, saa gaar jeg naturligvis ud fra, at du har gjort det udelukkende af Hensyn til mit Bedste. Derfor skal jeg ogsaa tilgive dig. Ikke sandt, Johannes? Du kan med Haanden paa Hjertet forsikre, at du ikke har haft andre Bevæggrunde?«

»Du ser paa mig, som om du tvivlede,« svarede Præsten. »Og paa en vis Maade kan du virkelig have Grund til det. Vore Meninger om, hvad der tjener til dit Bedste, er saa dybt forskellige. Og jeg har heller ikke ventet, du skulde anerkende min Bi|73læggelse af den Strid. Allermindst, at du skulde paaskønne den og sige mig Tak. Dertil kender jeg dig for godt.«

»Vil du dermed sige, at ogsaa denne broderlige Handling skal bedømmes efter de højere Hensyn, du før talte om, og som jeg altsaa efter din Mening ikke kan eller vil forstaa?«

»Jeg maa bede dig holde op med den Forhørstone. Den vil jeg ikke finde mig i. Jeg har i den Sag handlet efter min bedste Overbevisning.«

»Du lyver! Saadan staar man kun og skifter Farve, naar man har en daarlig Samvittighed. Det er dit forhenværende bedre Jeg, der anklager dig, Johannes! ... Men jeg har længe anet, hvad jeg nu veed. Du er bleven en daarlig Bror. Og det er din Gud, der har fordærvet dig.«

»Nu skal du gaa!« raabte Præsten dødbleg og viste mod Døren. »Jeg vil ikke mere have dig i min Stue.«

»Du kan være rolig – jeg er her ogsaa for sidste Gang. Men jeg har endnu et Ord at sige dig. Du er en syg Mand, Johannes. Det er din eneste Undskyldning. Du ser ikke selv de Ulykker, du gør i din Forrykthed. Men vær du glad, at jeg ikke kender den Art »højere Hensyn«, der tvinger mig til at handle mod min naturlige Følelse. For i saa |74 Fald stod du ikke der med den *storagtige Helgenmine, lille Johannes!«

»Skal det være en Trusel?«

»En Advarsel skal det være. Jeg har længe haft Mistanke til dig. Tiere, end du selv aner, røbede du dit Had til mig. Nu har jeg undsagt dig. Og du skal vide, at jeg har Vaaben, du ikke kender. Mod dem er du nu advaret.«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Paa Vejen gennem Landsbyen opskræmte Doktor Gaardbos Vogn en Flok Gæs, der med ophøjet Ro plaskede gennem den graa Lervælling. Han, som ellers var saa øm over *Vejfreden, havde sat Farten op, saa Folk kom til Dørene og gloede efter ham.

»Nu er han da vist bleven ren tosset,« tænkte man.

Men ikke længe efter var det bekendt over hele Byen, at Præsten havde vist sin Bror Døren. Frøken Martinsen havde tilfældigvis staaet udenfor paa Gangen og hørt hele deres Samtale.

Da Doktoren naaede hjem, gik han straks ind i Soveværelset. Her sad Fru Meta oprejst i Sengen med den Lille ved Brystet uden at ane, hvor han havde været henne. For at skaane hende havde han ingenting røbet. I sin Lykke over Barnet rakte hun Haanden ud imod ham; og denne glade Velkomst og Ømheden i hendes Smil overvældede ham, |75 saa han gled ned paa Sengekanten og trykkede hendes Haand mod sine Øjne.

»Men hvad er der, min Ven?« spurgte hun. »Hvad er der sket?«

»Ikke noget! Jeg har jo jer alle seks, og saa er det andet ikke en Knappenaal værd! Saalænge jeg har lidt Kartofler i Haven og dig, lille Mutter, og en Gris paa Sti og alle vores Rollinger, er jeg Jordens rigeste Menneske.«

»Hvad er der hændt, Povl? Nu skal du sige mig Sandheden.«

»En anden Gang! ...«

Han vilde rejse sig og gaa, men hun holdt ham fast:

»Du gør mig angst!«

Han fortalte hende nu, hvad der var sket. Men han maatte hente Avisen og oplæse Referatet af Mødet, før Meta vilde tro det.

»Ja, saadan er det altsaa endt med Johannes og mig. Der er ikke noget at gøre ved den Ting. Men jeg maa holde mig om Hovedet for at forstaa det. Tænk dig, at det er Johannes! Det bedste, det elskeligste Menneske paa Jorden! – Men det er heller ikke ham selv. Det er hans uhyggelige Dobbeltgænger, som vi har talt om. Det er den eneste Forklaring. Det er gaaet ham som saa mange andre af hans Lige. Han er bleven omskabt til en Varulv ... |76 har to Skikkelser saa forskellige som Dag og Nat. Den ene lige saa mild og god og hjælpsom som den anden er grum af Blodtørst.«

Da han saae, hvor *betaget Meta var bleven, standsede han, slog Armene omkring hende og bebrejdede sig, at han ikke havde tiet.

Bagefter fortsatte han sin Tale for sig selv inde i sin Stue, og hans Sind var nu bleven roligere. – »Stakkels Johannes! Hans syge Sjæl faar ikke Fred, før hele Verden er bleven en Daarekiste. Hvem skulde have tænkt det om ham! Den sundeste af os alle. Det er den skammeligste Gerning! Og nu skal han og jeg altsaa ikke være Brødre mere. Eller vil vi maaske, naar nogen Tid er gaaet, igen gøre Forsøg paa at komme til en Slags Forstaaelse? Jeg veed knap, om jeg skal ønske det. Den Bror, jeg har elsket og forgudet for hans rige Hjertes Skyld, eksisterer dog ikke mere for mig. I hans Sted vil jeg bestandig møde denne *skadelystne, hundelumske Substitut. Indtil min Død vil jeg se Johannes for mig, saadan som han idag stod der under Kristusbilledet ved Fars Pult. Jeg vil mindes det Blik, hvormed han saae paa mig ligesom fra det Fjerne. Dette til Døden bedrøvede Blik, hvori der glimtede Had.«

Fra Torvet udenfor hørtes Hammerslag. Man var i Færd med at opføre Tribunen til Valghand|77lingen, der skulde foregaa der om et Par Dage. Det lød i hans Øre, som om der tømredes et Skafot.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Overalt i hele Landet ventedes Valget med Spænding. Man vilde i Udfaldet se et Varsel for den forestaaende store Kamp mellem Enslev og Kirkefolket. ]˟ Den lille, ukendte fynske Landsby var i disse Dage pludselig bleven Midtpunktet for Nationens Opmærksomhed, og man var forberedt paa en ualmindelig Tilstrømning paa Valgdagen ogsaa af Fremmede.

Tredjedagen efter, ved *Solfald, proklamerede *Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør Jørgen Mosegaard Pastor Gaardbo som Kresens nye Folketingsmand og udbragte med ufortrøden Begejstring et Leve for ham. Bagefter førtes Præsten i Triumf gennem Byen til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Dagen skulde fejres.

I Stedet for det Musikkorps, der plejede at gaa i Spidsen for de sejrendes Tog, gik et Kor af syngende unge Karle og Piger i taktfast Marche. Det var Medlemmer af Egnens kristelige Ungdomsforening, som Pastor Gaardbo havde stiftet, og Sangen var den Salme, som de havde gjort til deres Slagsang:

*I Himlen er mit Fædreland

og Kristus er min Konge.

|78 Efterhaanden deltog ogsaa flere af Togets andre Deltagere i Sangen. Navnlig var dette Tilfældet, da de kom forbi den overfyldte Gæstgivergaard, hvor det slagne *Parti havde sit Samlingssted og – efter Larmen at dømme – fortyndede Nederlagets Bitterhed med meget Øl. I alle Vinduerne stod Folk, der betragtede det uvante Optog med en sur Blanding af Forbløffelse, Nysgerrighed og Forargelse.

»Leve Enslev!« raabte En ned over Hovedet paa de syngende.

Og Svaret var en ny Forstærkelse af Sangen, som paa een Gang hele Toget istemte med fuldtonende Inderlighed:

I Himlen er mit Fædreland.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. [81] Aarets Mørketid var nu inde. Dag og Nat drog et endeløst Tog af vandtunge Skyer hen over Landet. Et Par Uger igennem dryssede Regnen ned. I de københavnske Forretningskvarterer, mellem de høje Huse, brændte der Lys i Butiker og Kontorer det meste af Dagen. Byen var som nedsænket paa Bunden af et grumset Hav, hvorigennem Solen skimtedes som en søvnig Maane.

Men i Gadernes tjæresorte Søle, under de udspændte Paraplyer, i Sporvogne og tilstænkede *Drosker, i hele den store Mennesketue rumsterede Livet lige ufortrødent. Der var et Mylr paa *Strøget, en Trængsel i Butikerne, en Travlhed i Kontorerne, som om alle femhundrede Tusinde Københavnere var sat i Bevægelse for at finde en Knappenaal.

Jytte Abildgaard havde i den sidste Tid *forlagt sine daglige Formiddagsture fra *Langelinje til Stierne omkring *Søerne. Her var hun mindre udsat for at møde Bekendte, og hun ønskede foreløbig ikke, at for mange saae hende sammen med Karsten From, der *regelmæssigt ledsagede hende. Det Forsøg, hun havde gjort paa at indføre den udskregne Maler i |82 sit Hjem, var faldet saa uheldigt ud, at hun skammede sig over det. Hendes Mor havde ikke sagt et Ord til ham, og Karsten From havde da heller ikke gentaget Besøget eller nogensinde hentydet til det, hvad hun var ham taknemlig for.

Trods Jyttes mange tidligere Venskabsforhold til Mænd var det første Gang, hun havde indladt sig paa egenlige Stævnemøder. Hun var derfor ikke saa lidt nervøs, og dette mørke, regnfulde Vejr, der gjorde Spaserestierne tomme, kom hende godt tilpas. Under Paraply og i Gummifrakke følte hun sig ogsaa tryggere.

Karsten From var paa sin Vis heller ikke fri for Nervøsitet. Han, som havde været saa lykkeligt sikker paa endelig at have hende i sine Garn, mærkede til sin Ærgrelse, at han ingen Vegne kom med hende. Hun var ham for klog, for overlegen. Undertiden kunde hun se paa ham med et Blik, der gav ham en uhyggelig Fornemmelse af at være gennemsigtig. Og – hvad der var det værste – under alt dette voksede hans egen Forelskelse paa en Maade, der gjorde ham urolig.

En Dag begyndte han lidt maliciøst at drille hende med hendes Utilnærmelighed. Han talte igen om sin to Aar gamle »Forløbelse« overfor hende og paastod, at det var den, hun stadig ikke kunde tilgive ham.

»Endnu i *den anden Verden vil jeg mindes de Øjne, De den Aften sendte mig. Det var Unaade |83 paa Livstid. Jeg havde ikke været sammen med Dem mere end to Gange, og alligevel dristede jeg mig til at aabne mit fulde Hjerte for Dem. Det var en Overtrædelse af Paragraf 3788 i *Konveniensens Lovbog, som vore Damer allesammen kan udenad paa deres allerkæreste Fingre. Jeg arme Djævel!«

»Skal vi ikke tale om noget andet,«<!-- også komma i B C D --> sagde Jytte. »Fortæl mig hellere, hvordan De morede Dem i Teatret i Aftes. Stykket gjorde jo Lykke.«

»Jeg var der ikke.«

»Var De der ikke? Og det var en Premiere!«

»Jeg vidste jo, at De ikke kom. Hvad skulde jeg der saa?«

»*Passiar! ... Hvorfor var De der ikke?«

»Fordi jeg sad hjemme hos mig selv og kukkelurede. Men De kan ikke gætte, hvad jeg tog mig for.«

»Saa spar mig Ulejligheden og fortæl mig det.«

»Jeg sad saamænd og læste i Biblen. Det var meget stemningsfuldt og højtideligt.«

»*Hvor faldt De paa det?«

»Jo, det er ganske simpelt. De har saa tidt ladet mig høre for mine daarlige Vaner, ikke sandt? Og jeg har nu bestemt mig til en grundig Omregulering af mit Liv. Forleden gik jeg saa hen og hørte denne jyske Dommedagsprædikant, der for Tiden optræder her i Byen. De har vist nok læst om ham i »*Femte Juni«. Mads et eller andet hedder han. Det er en |84 Præst! Han præker om Helvede og den evige Ild, saa man sidder og faar Gaasekød over hele Kroppen. Det er noget andet end at høre en af vore egne gejstlige Veltalere *utan svafvel och fosfor. Han titulerer udenvidere sine Tilhører for Børn af Djævelen, og man gaar hjem med en rædselsfuld Fornemmelse af, at der er vokset baade Horn og Hale ud paa En. Ham maa De endelig høre.«

»Det var altsaa derfor, De sad hjemme i Aftes og læste i Biblen.«

»Ja. Men forresten har jeg altid haft et hemmeligt Sværmeri for den ærværdige Bog. Den har forkortet mig mangen søvnløs Nat. Der er saa mange underholdende Fortællinger i den. F. Eks. den om *Bathseba. Har De nogensinde læst den Historie med tilbørlig Andagt og Opmærksomhed?«

Jytte var nu klar over, at det hele var Opspind. I det samme huskede hun ogsaa, at hun i Aviserne havde set ham nævnt sammen med de andre kendte Folk, der havde overværet Aftenens Premiere. Men hun lod som ingenting. Hun var vant til disse Historier, som han søgte at binde hende paa Ærmet af lutter Fornøjelse ved at mystificere.

»Jeg tror, jeg vil opgive Dem idag,« sagde hun. »Naar De er i det Lune, er det umuligt at faa et fornuftigt Ord ud af Dem.«

»Jeg beklager det – men De har vistnok Ret. |85 Trods alle Dommedagspræster – og henrivende kvindelige Moralprædikanter – tager jeg mig den Frihed at vandre gennem Jammerdalen med et uforskammet Smil. Dersom De engang forsøgte det samme, kære Frøken, vilde De gøre den glædelige Opdagelse, at Verden forandrer Udseende. Paradiset florerer endnu lige morgenfrisk omkring os. Det gælder blot om at forstaa den gamle, forglemte Visdom, at Livet er skabt til Nydelse. *Memento vivere. Det Ord burde afløse det nuværende *Konfirmationsløfte.«

»Igaar var De af en anden Mening.«

»Igaar. Om Forladelse! Hvad sagde jeg igaar?«

»De sagde, at Arbejde var det eneste, der gjorde Livet til at udholde. Derfor vilde De begynde paa et stort, nyt Billede, som De ventede Dem meget af. Har De allerede glemt det?«

»Et Billede –?«

»Ja. De talte om, at det skulde ikke være noget bestilt Portræt men en fri Komposition med mange Figurer.«

»Har jeg virkelig sagt det? ... Ja, naar *Vinden gaar til Sønden, henfalder jeg undertiden i melankolske Stemninger. Talte jeg ogsaa om mine *Sujetter?«

»Nej.«

»Bryder De Dem om at høre dem? Jeg har nemlig to.«

|86 »Er det ene maaske *Sardanapal?«

»Ja, Sardanapal] C D, Sardanal A B omgivet af sit Harem. Et yppigt østerlandsk Orgie –.«

»Tak, det har De engang beskrevet for mig,« skyndte Jytte sig at sige. »Og det andet?«

»Det andet? Lad mig se. Jo, det er altsaa Fru Bathseba og hendes kongelige Elsker i Fakkelbelysning. Ogsaa et ganske malerisk Motiv, ikke sandt? Det skulde være en Kærlighedens *Apoteose. Jeg har tænkt, man skulde se dem omfavne hinanden i Lidenskabens højeste Ekstase.«

»Nu begynder jeg at forstaa,« sagde Jytte, igen hurtigt afbrydende. »Det var altsaa derfor, De sad hjemme og studerede Biblen. Nej, det er sandt, De gjorde det jo ikke! ... Ja, nu veed jeg snart hverken ud eller ind mere,« endte hun og blev virkelig lidt forvirret.

Karsten From, der havde gaaet og spejdet i hendes Ansigt efter et Svaghedstegn, fandt Øjeblikket gunstigt for et nyt Angrebsforsøg. Men først gjorde han en Standsning i sin Forfølgelse ligesom Høgen, der et Nu hviler paa Vingerne, før den styrter sig over den *afmattede Due.

»Forresten«, sagde han, »Bathseba har jeg opgivet. Emnet er lidt banalt, ikke sandt? Og Sardanapal bryder jeg mig i Grunden heller ikke om. Det Billede vilde ogsaa kræve saa mange kostbare Modeller. |87 – Næ, min egenlige Drøm er at komme til at male en *Diana.«

»En hvad for noget?«

»En Diana. Skovdybdernes evige Jomfru og hendes Møde med den stakkels *Aktæon. Det Billede er ligefrem blevet min fikse Ide. Men hvor skal jeg finde en passende Model til den stolte og grusomme Dame? Til hendes løvbrune Øjne med det hemmelighedsfulde Mørke i Blikket. Til hendes uransagelige Smil?«

Han rykkede hende nærmere og sænkede Stemmen fortroligt.

»Jeg veed kun een, der har de Øjne. Men jeg tør ikke nævne Navnet. Jeg er bange for igen at blive straffet med et af disse unaadige Blikke ... saa livsfarlige for en letsindig Aktæon.«

»Saa gør De jo bedst i at lade være,« svarede Jytte tørt, men trak sig dog bort fra ham og var ogsaa bleven lidt bleg.

Karsten From forstod, at han igen havde forfejlet Maalet. Trods en øjensynlig Opblussen af hendes Følelse var hendes Sikkerhed ikke rokket. Det var igen en Forbi’er.

Ærgrelsen gjorde ham tavs. I nogen Tid gik de med *en Alens Afstand imellem sig og sagde ingenting, mens Regnen trommede paa deres Paraplyer.

Men Jytte vilde nu vide, om der var mindste Alvor i hans kunstneriske Planer. Hun spurgte til et Ar|88bejde, han for nogen Tid siden havde talt om. Et Motiv fra *Fællederne. Det var med Billeder af den Art, at han i sin Ungdom havde vakt saa store Forhaabninger i Kunstnerverdenen. Netop derfor mindede hun ham om det.

Han viste megen Ulyst til at svare hende.

»Fællederne?« vrængede han. »Der græsser jo nu Karl May og Konsorter ... Hvorfra veed De forresten, at det var mig, der fra først af opdagede dem?«

»Jeg har jo fortalt Dem, at jeg i Sommer lærte en Del af Deres Kolleger at kende paa Skagen. De ønskede allesammen, at De vilde vende tilbage til Friluftsmaleriet. De talte i høje Toner om Deres Billeder fra den Tid.«

Hun stoppede op, forskrækket ved at se Forandringen i hans Ansigt.

»Jeg er Dem naturligvis dybt taknemlig, allerkæreste Frøken, fordi De ogsaa tager Dem saa interesseret af min kunstneriske Forbedring. Jeg tror dog, jeg bør fraraade Dem at hente Deres velmente Raad hos mine Misundere.«

Han sagde det med sit sædvanlige, ironiske Narresmil. Men hans Ansigt var blevet graat, Blikket næsten ondt.

Jytte havde længe anet, at han hemmeligt led under sine Kunstbrødres Ringeagt; men dette Udbruds skæ|89rende Bitterhed kom hende alligevel overraskende, og hun fortrød, hvad hun havde sagt.

Et Øjeblik efter skiltes de. De var kommen tilbage til *Østerbro. Da Regnen stadig blev stærkere, og der netop viste sig en Sporvogn, bestemte Jytte sig til at køre hjem.

Karsten From var ved Afskeden fornærmet.

»Man har altsaa virkelig den sjeldne Fornøjelse at se Dem ved Festen iaften,«<!-- heller intet spørgsmålstegn i B C D, men det vel heller ikke et spørgsmål--> sagde han.

»Ja.«

»Agter De ogsaa at deltage i Dansen?«

»Jeg veed det ikke. Maaske.«

»Altid maaske!« sagde han med en Skuldertrækning. »Ifald De bestemmer Dem til at beære Salen med Deres høje Nærværelse, tør en inferiør Person som undertegnede da gøre sig noget Haab om en Dans?«

»Maaske,« svarede hun med et Smil, idet hun fra Vogntrinet nikkede Farvel til ham.

Det var ment som et Løfte; men han opfattede baade Ord og Smil som en ny, behændig Afvisning. Og han gik bort i meget nedslaaet Stemning.

Da han kom hjem, gik han mod Sædvane ikke ind i Atelieret, men blev i sit *Kabinet, hvor han slog sig ned i en Lænestol foran Kaminen. Han taalte idag ikke Synet af sine Billeder ... sit »Abekattegalleri«, som han i nedtrykte Øjeblikke selv kaldte dem.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. |90 »Herren er da ikke syg?« spurgte hans Husholderske forskrækket, da hun noget efter stod i Døren for at kalde ham ind til Frokosten.

»Jeg? Nej! ... Men jeg fryser. Her er koldt. Læg noget mere i her!«

Inde i Spisestuen hang et Par Udkast til de gamle Fælled-Billeder, som Jytte havde talt til ham om. De var med Flid puttet ind mellem Væggenes mange Skitser af fremmede Kunstnere paa en saadan Maade, at ingen let lagde Mærke til dem. Men i den sidste Tid havde hans egne Øjne ofte hængt ved dem, naar han sad der ved Bordet med Haanden under Hovedet og i sin Madlede smuldrede Brødet mellem Fingrene. Han havde ogsaa nogle Gange bidt Tænderne sammen og lovet sig selv at hidse sig op til en Kraftanstrengelse. Men det var blevet ved det gode Forsæt, og han vidste godt, at Forsøget paa igen at binde an med et virkeligt Kunstværk aldrig vilde blive til andet end en Krampetrækning. Under Publikums *flove Smiger og Kvindernes Forkælelse havde hans Talent lidt Straadøden. Bare den Tanke, igen at skulle sidde ude paa en vaad Mark med alle Fælledens stinkende *Bisser omkring sig, tog straks Modet fra ham.

»Havde jeg blot kendt Jytte Abildgaard for ti Aar siden!« – tænkte han bestandig i sine mismodige Timer. Men nu var det *for silde.] silde A, ikke i B C D Dersom det endda |91 kunde tænkes, at hun vilde gifte sig med ham. Men i den Henseende gjorde han sig allermindst nogen Forhaabning. Erfaringen havde lært ham, at naar det galdt Kvinder af hendes Art, især de formuende, havde han lettere ved at forføre dem end at faa dem til at gifte sig med ham.

Efter Frokosten, mens han sad ved den nytændte Kaminild i sin Stue og strammede sig op med en Likør til Kaffen, skræmmedes han af en vedholdende Kimen paa Forstuedøren. Han hørte Husholdersken lukke op og derpaa en højrøstet Parlamentering derude.

Han blev bleg.

»Til Helvede! ... Fru Bathseba!«

Han var ikke kommen op af Stolen, før Fru Merck stod i Døren.

»Jeg tænkte det nok! Hvorfor nægter du dig hjemme? Kommer jeg maaske til Ulejlighed?«

»Unægtelig! Jeg venter hvert Øjeblik Oberst Mynster og hans Frue. Obersten skal sidde for mig for sidste Gang. Jeg er altsaa desværre optaget.«

Hun saae paa ham med sine mørke Øjne uden at svare. Gik derpaa forbi ham ind i Stuen og satte sig i Sofaen, hvorfra hun paany i Tavshed gennemlynede ham med sit Blik. Hun beholdt Hænderne i sin Muffe. Løftede heller ikke Sløret.

»Maa jeg be’ om en Forklaring,«<!-- også komma i B C D --> sagde hun tilsidst.

|92 »Du sender mig det ene Afbud efter det andet. I Telefonen kan jeg heller ikke træffe dig. Skønt jeg ringer op paa de aftalte Tider, er det din næsvise Husholderske, der svarer mig. Hvad er Meningen?«

»Kære, jeg skrev det jo. Jeg har saa meget om Ørene i disse Dage. Jeg har faaet nye Bestillinger og maa se at faa de gamle fra Haanden i en Fart.«

»Da har du dog Tid til at spasere med Frk. Abildgaard. Du skal ikke prøve paa at spille Komedie. Jeg har selv set jer. – Vil du sige mig oprigtig, skal du giftes med hende?] B C D, hende. A For i saa Fald vil jeg respektere Forholdet.«

Karsten From blev højrød op til Haaret som en Konfirmand.

»Aa, Snak! Hvor falder du paa det? Det er der ikke Spor af Tale om.«

»Naa – Tale om det er der nu. Jeg har allerede hørt flere forsikre det for ganske bestemt.«

»Paa Æresord – der er ikke det mindste om det.«

Fru Mercks Ansigt klarede op. Hun løftede nu ogsaa Sløret. Med et Smil lænede hun sig tilbage mod Sofaryggen og klappede med Haanden paa Pladsen ved sin Side.

»Sæt dig lidt herhen! Nu vil vi snakke fornuftigt. Vi er dog vel ikke Uvenner?«

Karsten From forstod Meningen, og han kendte |93 sig selv godt nok til at vide, at han inden mange Øjeblikke vilde være hendes Bytte, dersom han fulgte Indbydelsen. Og der rejste sig et formeligt Raseri i ham mod dette store, balstyrige Hundyr, som længe havde været ham til Besvær. Nu vilde han af med hende, og han bestemte sig til at gøre kort Proces.

»Naa! Hvorfor staar du der og siger ingenting? Saa kom dog herhen, Menneske!«

»Undskyld et Øjeblik!« sagde han med sammenbidte Tænder.

Han vendte sig om og gik hen og trykkede paa en Klokkeknap ved Døren.

»Men – du godeste! – hvad er det, du har for?«

»Jeg maa nødvendigvis give Frøken Svendsen en Besked.«

Da Husholdersken tumlede ind, sagde han til hende:

»Naar Oberstens kommer, vil De saa være saa god at vise dem herind.«

Frk. Svendsen saae forbavset op paa ham og derefter hoverende hen paa Damen i Sofaen.

»Det skal ske!«

»Jeg kan ikke være uhøflig mod mine Kunder,« forklarede han Fru Merck, da de igen var bleven alene. »Du maa undskylde; men det gaar ikke an at lade en Dame som *Oberstinden vente i Atelieret.«

Han saae, at han var bleven forstaaet, og nød Virkningen. Hendes Ansigt var som en hvid Maske, |94 og hun mælede ikke et Ord. Mekanisk tog hun sit Lommetørklæde frem af Muffen og strøg sig over Læberne med en Bevægelse, der mindede om den, hvormed en blodtørstig Panter slikker sig om Munden.

Hvor er hun i Grunden pragtfuld! – tænkte han og blev igen lidt usikker.

Efter nogle Øjeblikkes Forløb rejste hun sig og gik mod Døren. Men paa Vejen derhen standsede hun foran ham og gav ham med flad Haand et forsvarligt Slag under Øret.

»Der har du den, min Dreng!« sagde hun og stormede afsted med en falsk Latter.

I det første Øjebliks Forbitrelse havde Karsten From nær lagt Haand paa hende. Men da hun var borte, lo ogsaa han. For han var nu ganske sikker paa, at han endelig var bleven hende kvit. »Efter den sortie kommer hun sgu ikke igen,« sagde han til sig selv. Og som befriede Fugle stormede hans Tanker tilbage til Jytte Abildgaard.

Men de vendte modløse hjem. Og da han foran Spejlet undersøgte sin Kind, hvor der sad tydelige Mærker efter fire Fingre, blussede hans Raseri op igen, og han svor paa, at han for Fremtiden vilde *hente sine Fruentimmer fra Gaden.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. |95 Om Aftenen kørte Karsten From i sin eleganteste Selskabsdragt ind til *Kasino, som i disse Dage var udlejet til en velgørende Forening. Der havde de foregaaende Aftener været afholdt Basar, hvortil der var knyttet forskellig Slags Underholdning. Nu i Aften skulde Festen afsluttes med en stor Symfoni-Koncert, hvorefter der fulgte en staaende *Soupé og Dans. Da *Gehejmeraadinde Abildgaard var Medlem af Foreningens Bestyrelse, havde hverken hun eller Jytte kunnet undslaa sig for at deltage.

Karsten From kom saa sent, at Koncerten forlængst var begyndt, da han afleverede sit Ydertøj i Garderoben. Det skete med Forsæt. Han vilde stille Jytte paa en afgørende Prøve.

I den Anledning havde han sikret sig ikke alene en af de Pladser ved Orkestret, hvor han plejede at lade sig se ved *slige Lejligheder, men ogsaa en Stol i Baggrunden af en Sideloge, der skulde tjene ham til skjult Observationspost. Her lod han sig lukke ind under en lille Pavse *foran Symfoniens Scherzo.

Lyset i Kronerne var neddæmpet. Over den store Sal laa et dystert Halvmørke. Men han vidste omtrent, hvor Jytte og hendes Mor skulde sidde, og det varede heller ikke længe, før han fandt dem i sin Kikkert. De sad omtrent midtvejs paa en af de forreste Rækker i Parkettet.

Med Tilfredshed gjorde han straks den Iagttagelse, |96 at Jytte bar en splinterny, grønliggraa Dragt af delikat Farve. Dernæst saae han, at hendes Ansigt havde et alvorligt og tankefuldt Udtryk, som han ikke kendte, men som virkede interessant. I det hele nød han hende i disse Øjeblikke med en ny Lyst. Det var som at belure hende gennem et Nøglehul. Han kunde huske, at han den første Gang, han var sammen med hende, havde fundet hende lidt korthalset og *en Tomme for lille.] lille, A, afviger i B C D Men her, hvor han saae hende halvt fra Nakken, tog hun sig mærkværdig slank ud. Det var altsaa de blødt formede, tunge Bryster, der gav hende denne ejendommelige, jomfru-moderlige Charme ... Nu lænede hun sig tilbage mod Stoleryggen, og ... Ah! Endelig! Hendes Blik søgte hen mod den Hjørneplads paa første Række, der stod tom. Han havde udtrykkeligt fortalt hende, at han skulde sidde der. Og nu gled Øjnene i. Barmen løftede sig som spændt af længselsfyldte Drømme. Galdt de Længsler ham? Eller var det bare Musikens luftige Drømmesyner? ... Han vilde give et halvt Aar af sit Liv for at vide det!

En mægtig Bifaldsstorm slog gennem Salen. Symfonien var tilende, uden at han havde hørt en Tone. I det samme blev Lyset skruet op. For ikke at blive opdaget skyndte han sig ud af Logen.

Det havde egenlig været hans Hensigt nu at vise sig paa sin Plads i Parkettet; men i Stedet for gik |97 han ned i *den lange Promenade foran Restaurationen, og her forblev han under den sidste Del af Koncerten, skønt han *idelig blev *rendt paa Ærmet af forbifarende Tjenere, som havde travlt med at ordne Buffeterne. Og i disse Øjeblikke besluttede han, at han i al Ærbarhed vilde anholde om Jytte Abildgaards Haand.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Han havde rigtignok engang højtideligt svoret ikke at ville afhænde sin lykkelige Ungkarle-Frihed for mindre end *en Million. Men han kendte dengang ikke Jytte Abildgaard, og anede ikke, at nogen enkelt Kvinde kunde faa en saa ubeskrivelig Magt over ham. Selve Ægteskabets Lænker gav hun uanede Tillokkelser. ]˟ Familjelivets og det borgerlige Hjems Behageligheder fremstillede sig i disse Øjeblikke for ham i det fordelagtigste Lys. Helt uden Formue var Jytte Abildgaard jo heller ikke, og i social Henseende vilde det betyde ikke saa lidt for ham, at han blev optaget i en gammel, fornem Familje og fik en Gehejmeraadinde til Svigermor. Hvor højadeligt hans eget Blod maaske var, – han var dog kommen til Verden paa *Fødselsstiftelsen og var vokset op i en Baggaard.

Inde fra Salen lød igen Bifaldsklap, og straks derefter hørtes Drønet af det opbrydende Publikum.

Efter Programmet skulde der nu spises, og et Øjeblik efter væltede Skarer af festklædte Damer og |98 Herrer ud af alle Døre i et Kapløb mod Buffeterne. I den næste halve Time var der den lystigste Trængsel overalt.

Først efter længere Tids Søgen fandt han Jytte og hendes Mor inde i den »lille Sal«, der var omdannet til en Palmehave med sommerlige Bænke og Borde. Her var Trængslen ikke saa kompakt, Stemningen ogsaa mindre løssluppen end paa Gangene og i Restavrationen. Ved Siden af Moderen opdagede han til sin Ærgrelse Jyttes Fætter, Professor Hagen.

Forøvrigt havde han allerede ladet Giftermaalsplanerne fare. Ved at bevæge sig mellem saa mange muntre og skønne Kvinder, hvoraf de færreste gjorde nogen Hemmelighed af deres Yndigheder; ved at indsnuse den Duft af *Boudoir, der steg op fra alle disse blottede Skuldre og Barme, var han bleven sig selv igen. Det var nu hans Hensigt at forsøge Lykken med et *Coup de main. Det blev saa Knald eller Fald. Han vilde prøve at lokke Jytte i et Baghold ved Hjælp af et Trick, som en Gang tidligere havde hjulpet ham til en skøn Erobring. ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Kunde han blot komme saa vidt, at han en eneste Gang fik Lov til at kysse hende. Han var da sikker paa at *have vundet Spil. I Kyssets Kunst havde Øvelsen gjort ham til Mester. Endnu havde ingen Kvinde holdt Stand overfor ham, naar hun først var *signet |99 af dette for den uerfarne saa uskyldige Kærtegn og havde lært dets dystert-søde Hemmeligheder at kende.

]˟ I Overensstemmelse med sin Angrebsplan lod han en Tid, som om han ikke saae hende. Han gik omkring i Salen og hilste paa Bekendte, idet han navnlig opholdt sig i en Kres af meget lattermilde unge Damer, der vakte Opsigt ved deres støjende Munterhed.

Jytte, som inde i Teatret virkelig havde været lidt urolig over hans Udeblivelse, var nu ikke langt fra at ønske, at han ikke var kommen, eller i hvert Fald, at han ikke vilde opdage hende. Det var saa længe siden, hun havde set ham i Selskabslivet, og Synet forstemte hende. Disse orientalske *Skrabud og andre Narrefagter, hvormed han morede sit taknemlige Publikum, pinte hende især paa Grund af Moderens og Fætterens Nærværelse. Hun havde hørt, at de *med halve Stemmer havde vekslet nogle Bemærkninger om ham. Selve Ordene havde hun ikke kunnet opfatte; men efter Ansigtsudtrykkene at dømme var de ikke smigrende for ham.

En hvidt behandsket Herre med *dannebrogsfarvet Skærf viste sig nu i en af de aabne Døre og klappede i Hænderne. Det var Signalet til Dansens Begyndelse, og der fulgte straks almindeligt Opbrud. Strømmen vendte tilbage til Teatret, hvor en stor Arbejdsstyrke imidlertid havde fjernet Stolerækkerne fra Tilskuerpladsen] B C D, Tilskuer pladsen A. Desuden var det skraa Gulv gjort lige ved |100 Hjælp af en Mekanisme, der skrev sig fra *de gamle Kasinomaskeraders Tid. Allerede et Par Minutter efter fløj de første unge Par ned gennem Salen til *Champagnegaloppens Tonebrus, mens Logerne oppe og nede fyldtes af Tilskuere.

Det var dette Øjeblik, Karsten From havde afventet for at nærme sig Jytte. Som om han først nu opdagede hende, skred han hen imod hende med sine lange, katteagtige Skridt, standsede ærbødigt i nogen Afstand og rykkede derpaa tøvende nærmere.

Jytte havde ikke glemt sit Løfte; og paa Grund af Moderens og Fætterens Holdning, der havde vakt hendes Trods, var hun ogsaa fast bestemt paa at indfri det. Hun havde i flere Aar ikke sat sine Fødder paa et Dansegulv, fordi hun følte sig for gammel til den Fornøjelse. Derfor var hun ogsaa klar over, hvad det betød for hende nu at vise sig i Salen med Karsten From. Hun havde tilbragt Eftermiddagen i en nervøst urolig Stemning, der havde mindet hende om hendes allerførste Ungdom med dens Balfebere paa indtil 40 Grader. Forestillingen om de mange opspilede Øjne omkring i Logerne og om den Hvisken og Tisken, der vilde følge hende under Dansen, havde ikke sluppet hende et Øjeblik. Men den Skjulthed, hvori hun især for Moderens Skyld havde bevaret sit Forhold til Karsten |101 From, var efterhaanden bleven hende utaalelig. Saa maatte det hellere udleveres til Sladderen.

Hun fortrød kun, at hun ikke havde forberedt sin Mor; og da hun nu besvarede Karsten Froms Buk ved at rejse sig, var det ogsaa med et Par vildt forfærdede Øjne, Fru Bertha saae paa hende. I sin Angst greb hun hende endog i Kjolen som for at holde hende tilbage.

»Men Barn! ... Du vil da ikke danse?«

»Jeg har Lyst til engang at prøve, om jeg skulde have glemt det. Men bliv endelig siddende, Mor! Jeg er her igen om et Øjeblik, og saa tager vi vel hjem, ikke sandt?«

Karsten From selv var ikke mindre overrasket. Han havde været ganske sikker paa et Afslag og kun benyttet Inklinationen som Paaskud for at opnaa Forbindelse med hende.

»Jeg er ganske fortumlet af Henrykkelse!« sagde han paa Vejen til Balsalen. »*Drømmer jeg eller er jeg vaagen? Er det virkelig sandt, at Frøken Jytte Abildgaard vil gøre mig den Ære at danse med mig?«

»Jeg har jo lovet det.«

»Jeg troede ikke, det var Deres Alvor. De skulde vide, hvor jeg har været fortvivlet. Jeg vovede ikke at tro paa saa stor en Lykke.«

En af Balinspektørerne standsede dem ved Indgangen til Salen og paabød dem at vente til næste |102 Dans, da Gulvet i Øjeblikket var aldeles overfyldt. De tog saa Plads ved Væggen, hvor en Del af Teatrets Stolerækker var anbragte, og for at kunne sidde nogenlunde ubemærkede, valgte de nogle ledige Pladser inde under Balkonen.

Efter sin Sædvane begyndte Karsten From med at komplimentere hende for hendes Dragt men stoppede ængstelig op, da han saae, at hans Smiger krænkede hende. Han glemte bestandig, at hun ikke var som andre. Derfor havde han saa ofte taget *fejlt Sigte. Endnu for ikke saa længe siden havde han troet, at det var Koketteri, naar hun var saa *overmodig ligegyldig for sit Ydre og *forsmaaede ethvert Toilettefif, f. Eks. den *Pariserhæl under Skoene, der vilde have erstattet hende den manglende Tomme i Højden. Nu kendte han Sfinksen bedre. Hun var for stolt til at ville behage. For kysk til at ville friste med sin Skønhed. I hendes dristige Øjekast, der tog sig ud som en underfundig Opfordring til Fortrolighed, var der ingen Beregning. Hendes rige Smil, der var saa spotsk, men ogsaa saa fuldt af Sødme, var ikke det indstuderede Komediespil, som saa mange troede. Alt dette æggende og hemmelighedsfulde i hendes Væsen var en ganske ubevidst Udstraaling af hendes inderste, *lønlige Natur. Af den altid lige uudgrundelige Kvindesjæl.

»Vil De sige mig,« begyndte han i en anden Tone. |103 »Hvad er det, jeg har forsyndet mig med i Aften? Jeg saae det straks paa Dem derinde i Salen, at De var misfornøjet med mig. Jeg har glædet mig saa ubeskriveligt til at se Dem – og saa sad De derinde med denne vrede lille Rynke mellem Brynene, som jeg kender saa godt. Og den gør mig saa modløs. Har jeg gjort noget galt? Vil De ikke fortælle mig det?«

»Naar De endelig vil vide det, saa begriber jeg ikke, at De har Lyst til at gaa omkring og agere Bajads for alle de Mennesker. Det klæder Dem efter min Mening slet ikke. Og jeg veed jo nu, at De kan være helt naturlig.«

Karsten From tog – ligesom forlegen – Blikket til sig og tav en lille Tid.

»Naturligvis – De har som altid Ret. Men De maa ikke skænde paa mig. Jeg er nu engang ikke anderledes, og jeg kan ikke forandre mig. Dersom jeg kom ind i en Selskabssal og vilde prøve paa at være mig selv, ... jeg vilde føle det, som om jeg ingen Klæder havde paa Kroppen, og det er en usigelig flov Fornemmelse. Men forresten ... hvad gør De selv, kære Frøken? Hvad gør alle vore beklagelsesværdige Medskabninger? Spiller vi ikke allesammen Komedie for hinanden af Blufærdighed? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for sine Medmennesker som Vorherre har skabt ham. *Hvad siger ikke |104 den vise Salomo? Ingen Mand blotter sig – undtagen for den Elskede. *Er Livet andet end en stor Maskerade? De, allerkæreste Frøken, har nu *formummet Dem som Vestalinde og tillader ingen at kigge Dem under Sløret. Fortræffeligt! Jeg indser ogsaa meget godt, at jeg selv kunde have anlagt en fordelagtigere Maskering. For min borgerlige Anseelses Skyld vilde det naturligvis have været klogere, om jeg f. Eks. havde kostymeret mig som Alvorsmand med et bekymret Professorblik under *Bulehatten. Men det troede jeg forresten, vi var temmelig rørende enige om, at den hele Redelighed ikke er værd at tage *au sérieux. Saa meget troede jeg virkelig at have kigget mig til gennem Sløret. Skulde jeg have taget fejl?«

Jytte svarede ham ikke, fordi hun i sit Inderste var nødt til at give ham Ret. Men Karsten From havde nu sin Snare i Beredskab og fortsatte:

»Næ – først naar] uaar A, ikke i B C D man kommer væk fra sine egne Ravnekrogsforhold, vover man sig til at lade Masken falde. Men saa er det ogsaa en velsignet Fornemmelse. Veed De noget dejligere end at køre ned gennem Strøget i en fremmed By, hvor ikke et Menneske kender En? Eller at sidde paa Fortovet udenfor en stor Kafe og se lutter nye Ansigter passere forbi? F. Eks. i Paris. Borte fra al Bysladder og Spionage. Helst naturligvis sammen med en god |105 Ven eller Veninde. Ensomheden er skrækkelig. Men der er saa faa, der forstaar at indrette sig lidt fornuftigt her i Verden.«

Heller ikke hertil svarede Jytte noget. Hun holdt igen ikke rigtig af hans Tone. Og for nu at komme bort fra Emnet gav hun sig til at tale om Koncerten og spurgte ham, hvorfor han ikke havde overværet den. Hertil svarede han, at han ikke havde haft Mod til det.

»Mod? ... Hvad vil det sige?«

»Jeg vidste jo, at De var tilstede.«

»Naa – og hvad saa?«

»Jeg var bange for at gøre stor Skandale.«

Hun saae paa ham.

»Jeg forstaar ikke et Ord.«

»Jo. F. Eks. at jeg skulde springe op paa min Stol midt under Symfonien og raabe ... nej skrige ud over Teatret, at –«

Han bøjede sig ned mod hendes Øre og fuldendte med hviskende Stemme:

»At jeg elsker Dem!«

Han saae med Henrykkelse, at der slog en Varmebølge gennem hendes Sind. Hendes Hals og Kinder blussede et Øjeblik; saa blev hun langsomt bleg. Brystet løftede sig tungt. Hun forsøgte at smile med sit hemmelighedsfuldt spotske Smil. Syntes ogsaa at |106 ville sige noget, – men det blev kun til en Skuldertrækning.

Ogsaa han tav. Der kom pludselig en besynderlig Uro over ham. Det var første Gang, han havde set hendes Selvsikkerhed vakle, og Synet *betog ham paa en Maade, han ikke havde ventet. Den Tanke, at hun maaske virkelig for Alvor elskede ham og stolede paa ham, fik hans Mod til at synke, saa han et Øjeblik var nær ved at ønske, at han havde ladet hende i Fred. For første Gang i sit Liv var han kommen i den Situation, at han ængstedes ved sin egen Dumdristighed. Ja – Død og Helvede! – sad han ikke her og var lige paa Nippet til at faa moralske Anfægtelser? Hvad gik der af ham?

Han vilde fortsætte sit Angreb, da Musiken i det samme til hans Ærgrelse standsede, og Siddepladserne i Salen bestormedes. Med Folk paa begge Sider maatte han ændre Tone; og da Orkestret efter nogle faa Minuters Pavse satte i paany, var han nødt til at rejse sig og byde Jytte op.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Det var en af disse moderne Valse, der mindre er Dans end en *gratiøst vuggende Gang, en smægtende Henskriden til en dæmpet Musik, der ikke hindrer en Fortsættelse af Konversationen men tværtimod virker som en Opfordring til Fortrolighed. Jytte havde under Dansen ikke en Tanke tilovers for Sladderen oppe i Logerne, som dog netop fik uhyre travlt, |107 da man opdagede hende paa Gulvet sammen med Karsten From. Ligesom i sin første Ungdom glemte hun alt for den Arm, der laa saa fortroligt om hendes Liv, for den Haand, hun følte saa ængstende nær ved sit Bryst.

»Har De set, at Hugo Martens er her?« spurgte Karsten From.

»Nej.«

»De veed nok, han er lige kommen hjem fra sine udenlandske Triumfer. Han har spillet baade for Kejser og Konger. Det fortæller han i det mindste.«

»Naa!«

»Jeg talte med ham for lidt siden inde i Restavrationen. Han er med al sin *Skvadroneren et meget elskværdigt Menneske. Jeg venter forresten ham og hans Frue til en lille Eftermiddagste hos mig paa Tirsdag.«

»Naa!«

»Der er nemlig Tale om, at jeg skal male hans Portræt. Dersom nu ikke det sørgelige var hændt Deres Fætter, *Jægermesteren – jeg savner ham virkelig daglig, forsikrer jeg – saa vilde jeg have inviteret ham med. For saa kunde jeg maaske have gjort mig et lillebitte Dværgehaab om at se ogsaa Dem ved den celebre Lejlighed. Jeg tror, det vilde interessere Dem at være sammen med Hugo Martens. Han lovede mig at spille sin nye Sonate, der skal |108 være noget ganske enestaaende pragtfuldt. Det siger han i hvert Fald selv.«

»Ja, det havde unægtelig været meget morsomt.«

»Deres Mor tør jeg jo desværre ikke tænke paa at indbyde. Men i Grunden kunde vel ogsaa Hugo Martens og hans Frue være en tilstrækkelig betryggende *Æresvagt for Dem. Fru Martens er en fuldendt Dame. Og en Organist er jo halvvejs en gejstlig Herre.«

Jytte manglede ikke Lysten. Hun blev helt sørgmodig stemt, fordi hun ikke kunde sige Ja. Men da hun opfattede hans Indbydelse som Spøg, svarede hun ikke noget. Imidlertid blev han ved at trænge ind paa hende, og det i en utaalmodig og lidenskabelig Tone, der bragte hende til at studse. Det var virkelig hans Alvor!

Hun saae paa ham, og der var noget i hans Udtryk, der ikke huede hende.

De var netop kommen Salen rundt to Gange, og hun standsede nu og bad ham ledsage hende tilbage til den lille Sal. Paa Vejen ud gennem Gangene fortsatte han med sit Forsøg paa at overtale hende, og hun begyndte at ane Uraad. Han maatte sikkert have en eller anden Bagtanke med den Indbydelse.

Paa Grund af de mange Mennesker, de mødte, havde hun allerede sluppet hans Arm. Nu trak hun sig endnu lidt længere bort fra ham. Og pludselig |109 slog det ned i hende med Lynets Klarhed, at det hele var Opspind. Han ventede slet ikke Martens, havde rimeligvis ikke engang talt med ham. Det var altsammen Paaskud for at faa hende lokket op til sig, og hun var heller ikke i Tvivl om hans Hensigt dermed.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Hun havde for nogle Øjeblikke været lukket ind i Lykkens Rige. Nu følte hun sig styrtet hovedkulds ned i en Kloak.

]˟ For at skaffe sig Vished stillede hun en Fælde for ham. Idet hun lod, som om hun for Alvor overvejede Sagen, spurgte hun:

»Var det Mandag, De sagde?«

»Ja. Mandag Klokken fire. Jeg kan love Dem et Par virkeligt fornøjelige Timer. Martens er de prægtigste Mennesker under Solen.«

»Men De sagde før, at det var Tirsdag. Det husker jeg aldeles bestemt.«

Hun saae ikke paa ham; men Karsten From hørte det paa hendes Tone, at hans Forræderi var gennemskuet, og blev højst ulykkelig. Han forsøgte Udflugter; paastod, at det havde været Forsnakkelse, eller at hun huskede forkert. Men hun svarede ham ikke, og gik nu saa hurtigt til, at han maatte sno sig mellem de mange *mødende Par for at kunne følge hende.

Fra den anden Ende af Gangen kom Fru Bertha |110 og Professoren gaaende imod dem. Fru Bertha var bleven urolig paa Grund af deres lange Fraværelse og vilde have været ind i Salen. Da Jytte opdagede hende, skyndte hun sig derhen.

»Du maa virkelig undskylde!« sagde hun med anstrengt Livlighed og stak sin Arm ind under Moderens. »Der var ikke til at komme frem. Gulvet var aldeles overfyldt. Men nu tager vi hjem, ikke sandt? Jeg er træt.«

»Jeg kan se det,« sagde Fru Bertha – hendes Øjne løb et Par Gange hastigt frem og tilbage mellem Datteren og hendes Kavaller –. »Du er saa bleg. Men du veed jo, at du ikke taaler at danse.«

Hun bad sin Nevø om at skaffe dem en Vogn.

Mens Professoren var borte, fulgte Karsten From Damerne til Garderoben. Fru Bertha vendte hele Tiden fyndigt Ryggen til ham. Men af den Grund saae hun ikke, hvordan han trippede ængstelig omkring Jytte og ikke fik Lov til at hjælpe hende Aftenkaaben paa. Og i sit Hastværk med at komme afsted, undgik det ligeledes hendes Opmærksomhed, at Jytte ikke sagde Farvel til ham.

Da Vognen var kørt, vendte Karsten From slukøret tilbage til Balsalen. Det var hans Hensigt at styrte sig ud i Hvirvlen for at glemme sit Nederlag. Men paa Vejen betænkte han sig og vendte om. Lidt efter stod han i Garderoben og fik sit Tøj udleveret.

|111 Der var i Øjeblikket ingen Vogn at faa, og for ikke at udsætte sig for at opholdes af Bekendte, bestemte han sig til at gaa hjem. Med Frakkekraven om Ørerne skridtede han i en opreven Sindsstemning afsted gennem de maanelyse Gader.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Den følgende Morgen med *første Post fik Jytte et Brev fra ham bragt ind paa Sengen. Hun genkendte hans store, snørklede Haandskrift fra de Linjer, han en Gang tidligere havde sendt hende, og desuden stod hans Navns Forbogstaver trykt paa Konvoluten i et Vaabenskjold med Krone over.

Skønt hun i Nattens Løb havde *taget sin Fornuft fangen og vendt sin Harme mod sig selv, fordi hun blot et Øjeblik havde været saa enfoldig at tro, at en Mand med hans Livsvaner kunde have nogen hæderlig Hensigt med sin Efterstræbelse, vilde hun ikke læse hans Brev. Hun kastede det til Side for at sende ham det tilbage.

Men da det kom til Stykket, modstod hun alligevel ikke Fristelsen til at se, hvad han havde fundet paa at sige til sit Forsvar. Brevet var saa tykt. Indeholdt *sikkert flere Ark. Han maatte have brugt det meste af Natten til at skrive det.

Med en rask Beslutning skar hun Brevet op og læste det.

|112 Dets Tone viste sig at være langt mere oprigtig, end hun havde ventet. Det var øjensynlig skrevet i en meget nedtrykt Sindsstemning og gjorde ikke Forsøg paa at bortlyve Forræderiet. Han tilstod, at han havde baaret sig ad som en æreløs Mand, og at hun havde Grund til at foragte ham. »Min Ulykke er,« skrev han, »at] er, skrev han, at A, er, at B C D jeg ikke lærte Dem at kende for længe siden. Saa var jeg ikke bleven den, som jeg nu er. Jeg vil ikke deklamere, men De maa tro mig, naar jeg siger det, at jeg først nu har lært, hvad det vil sige at holde af nogen. Før De helt fordømmer mig, tænk saa paa, at det er Kærlighed, at det er Lidenskab, der har forført mig. Jeg elsker Dem vanvittigt – det er min eneste Undskyldning. Og De, kære Frøken Abildgaard, der har baaret over med mig i saa mange Ting og vist mig Godhed, vil ogsaa gøre det fremdeles, ikke sandt? De vil skrive den dumme og uhæderlige Streg i Glemmebogen. Jeg maa have Lov til at se Dem og tale med Dem, som om der ingenting var sket. Jeg gaar Dem imorgen imøde som sædvanligt, og De vil ikke gøre mig ulykkelig og blive borte. Jeg har saa meget at sige Dem. De er den eneste, jeg kan tale naturligt med, fordi jeg tror, De forstaar mig.«

Efter at Jytte havde læst Brevet igennem et Par Gange, blev hun siddende ved sit Bord med Hænderne for Ansigtet. Til sin Ydmygelse følte hun, at |113 hun endnu holdt af ham, maaske endda mere uhjælpeligt end før. Hun maatte tænke paa, hvad hun saa ofte havde hørt sige om Mødre, at de følte Kærligheden til deres Barn des stærkere, jo mere Sorg det gjorde dem. Nu forstod hun det.

Der var dog ikke Tale om, at hun vilde se ham mere. Da Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, tog hun sit Tøj paa; men for ikke at risikere at møde ham, kørte hun med Sporvognen ud paa Kristianshavn, hvor hun heller ikke var udsat for at træffe andre Bekendte. Hun stod af ved *Voldgraven og gik ud over *de nye Amagerboulevarder. Men paa disse fremmede og øde Veje følte hun sig slet ikke hyggelig tilmode. Mod sin Vilje saae hun bestandig for sig de gamle Stier omkring Søerne, hvor Karsten From nu foer omkring og søgte efter hende.

Snart sad hun da ogsaa igen i Sporvognen og kørte hjem.

Ved *Højbro steg en Herre ind i Vognen og tog Plads ved Døren. Det var Pastor Gaardbo.

Jytte havde en Gang før haft det Uheld at støde paa ham. Det var i »*Magasin du Nord«. Han havde staaet ved en Disk i nogen Afstand og stirret paa hende uden at hilse. Det havde ikke været til at tage fejl af, at han betragtede sig som forurettet. Det var næsten, som om han ventede, at hun |114 skulde komme hen til ham og bede om Forladelse. I det Sekund, deres Øjne mødtes, var hans Blik en Tordenkile.

Skønt hun sad med bortvendt Ansigt, mærkede hun ogsaa nu hele Tiden hans straffende Blik paa sig. Men hun følte ikke stort andet derved end et rent legemligt Ubehag. Og hun tænkte ved sig selv, at det i hvert Fald var en Lykke, at det ikke blev hos ham, hendes vildfarne Kærlighed havnede. Hvor mange Gange bedre og sandere var dog ikke Karsten From med alle sine *Skrøbeligheder end denne Selvretfærdighedens Apostel!

For ikke at blive nødt til at passere ham stod hun af allerede paa *Kongens Nytorv, hvor der blev aabnet ud til Vognens *Forperron. Hun skraade<!-- vist ok for skraaede; optræder også senere uden e --> derefter over Torvet og gik mod Sædvane hjem gennem *Store Kongensgade, mens Pastor Gaardbo kørte videre ad Bredgade ud til *Rigsdagsbygningen.

For ikke at blive udfrittet af Moderen om Aftenens Begivenhed tilbragte hun det meste af Dagen inde hos sig selv. Hun sad i sin Armstol med halvlukkede Øjne og følte sig som lam paa Sjælen. »Hvad nu?« tænkte hun flere Gange ganske højt. – Hun tilhørte nu atter Ensomheden. Naar hun vaagnede om Morgenen, vilde Dagen atter ligge foran hende som en endeløs øde Landevej, der førte ud til det evige Mørke. Fortiden vilde igen blive hendes |115 Tilflugt, og her skulde hun fra nu af ogsaa møde Karsten From som blot og bar Erindring. Og desværre, det vilde vistnok ikke gaa med ham, som det var gaaet hende med Pastor Gaardbo og de fleste andre af de Mænd, ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. hun ved en Misforstaaelse havde ladet sig opholde af paa Vejen mod sin Skæbne. ]˟ Han havde jo haft en besynderlig, knugende Magt over hendes Sind næsten fra den første Gang, de saaes. – Ja, hvor var en Kvindes Kærlighed en sørgelig og uværdig Ting! Hun vidste jo dog allerede dengang god Besked om det Liv, han førte. Saa uhyggeligt drev en svigagtig Gud sit Spil med Menneskesjæle, at Tanken om Fru Merck og de andre Damer, han havde kendt, kun havde gjort hende mere modstandsløs overfor hans Forfølgelse. Og der havde været Øjeblikke, da hun maatte spørge sig selv, hvad der var stærkest i hende, enten den Ømhed, hun følte for ham, eller Hadet til de Kvinder, der tidligere havde ejet ham. – –

Om Aftenen kom der endnu et Brev fra ham, hvad hun ogsaa havde ventet.

Brevet, der maatte være skrevet umiddelbart efter hans Tilbagekomst fra det forgæves Forsøg paa at møde hende, var paa otte store Sider og *nedrablet med flyvende Pen, undertiden næsten ulæseligt. Og det var ikke alene Skriften, der bar Vidne om en ubehersket Sindsstemning. Brevet var fra først til |116 sidst et Udbrud af Fortvivlelse over hendes Udeblivelse, fuldt af nye Selvanklager og ny Bønfaldelse.

Stærkere Indtryk gjorde det dog paa hende, at det tillige indeholdt en aabenhjertig Redegørelse for hele hans Liv. Han skrev om sin Barndom som forældreløs *Vajsenhusdreng, fortalte om de mange fremmede Hjem, han havde været anbragt i, hvor han tidligt vænnedes til at søge sine Glæder paa Gaden; som nærede hans Menneskeforagt og Mistilliden til anden Lykke end Øjeblikkets Nydelser. Først ved at lære hende at kende havde han forstaaet sig selv og sit Livs Tomhed, og han bønfaldt hende om ikke at forstøde ham nu, da han var fast besluttet paa at forandre sit Liv og gøre sig hende værdig.

I denne Selvbekendelse genkendte Jytte meget af sit eget Sinds Ensomhedsfølelse og Savn. Da hun havde læst den anden Gang, trykkede hun den overvunden til sit Hjerte. Og om Natten laa hun med Hænderne under Kinden og kunde ikke falde til Ro for Længsel efter ham. Den skræmmende Forudanelse, som hun havde været opfyldt af, siden hun første Gang følte hans blodhede Haand i sin: at han var den Mand, hun engang skulde tilhøre – den forvandlede sig i disse Timer for hende til lykkelig Vished. Hendes Skæbne havde indhentet hende, overrumplet hende, hun ønskede sig slet ikke længer Magt til at kæmpe med den. I sine Tanker vilde hun dog altid være |117 hos ham, hvor i Verden hun saa flygtede hen. De var bestemte for hinanden *fra Evighed af som alle andre Livets smaa og store Skabninger, der elskede hinanden. Som to sørgmodige Aftensværmere, der mødes ved Solnedgang – og skilles.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. »Ja, min Ven! Jeg kommer! Jeg kommer!« hviskede hun ned i Puden. »Og saa vil vi lade Fortiden hvile. Begge to. Jeg har jo heller ikke selv nogen engleren Samvittighed, du! Men lad os glemme – glemme! Det maa saa gaa med os, som det kan!«

Henad Morgenstunden faldt hun i Søvn; og hun sov endnu, da Moderen bankede paa hendes Dør for at lade hende vide, at Tebordet stod dækket.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Da hun rullede sin Persienne op, saae hun til sin Fortvivlelse, at det øsregnede. Det var et saa skrækkeligt Vejr, at Folk maatte holde Paraplyerne foran sig for at kunne arbejde sig op mod Blæsten. At Karsten From ikke af den Grund vilde holde sig hjemme men igen søge hende paa den sædvanlige Tid, var hun ganske sikker paa; men selv kunde hun umuligt gaa ud i det Vejr uden at vække Moderens Mistanke.

I den følgende Time gik hun hvert Øjeblik til Vinduerne i det Haab, at Regnen skulde sagtne; men Himlen syntes uudtømmelig, og det var et Mørke, som om Jorden skulde forgaa. Og efterhaanden som Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, |118 voksede hendes Uro. Hun var ikke alene bedrøvet over, at hun igen skulde skuffe ham. Med moderlig Bekymring tænkte hun ogsaa paa, at han vilde blive dyngvaad og maaske forkøle sig og blive syg.

I sidste Øjeblik fandt hun paa en Udvej. Hun vilde telefonere til ham fra en Kiosk. Hun kastede sin Regnkappe om sig og forklarede Moderen, at hun nødvendigvis maatte løbe over til Boghandleren for at købe Papir og Frimærker.

Hun var saa heldig at faa ham ringet op, netop som han stod med Tøjet paa for at gaa. Han kendte straks hendes Stemme og sagde, endnu før hun havde forklaret sig:

»Tør jeg virkelig tro paa, at det er Dem? De har saa tilgivet mig?«

»Det vil vi ikke snakke om nu. Jeg har blot villet forhindre, at De gik ud og forkølede Dem i det skrækkelige Vejr.«

»Hvornaar skal jeg da se Dem?«

»Imorgen, tænker jeg.«

»Men der er saa forfærdelig længe til imorgen. En hel Evighed.«

Det syntes ogsaa Jytte nu, da hun hørte hans Stemme og følte sig ham saa nær; og hun fandt igen paa Raad. Hun kom til at huske paa, at hendes Mor om Aftenen skulde til Fødselsdagsselskab hos en gammel Veninde paa Frederiksberg. Hun vilde |119 da kunne gaa i Teatret uden at risikere et eller andet paatvunget Følgeskab, og det blev nu aftalt, at Karsten From efter Forestillingens Slutning skulde træffe hende udenfor Sideindgangen og følge hende hjem.

Endnu om Aftenen regnede det lidt. Jytte ringede derfor efter en Vogn, saasnart Moderen var taget bort. Hun følte sig utilpas, frøs, og havde ingen Ro paa sig noget Sted. Nu da hun var bleven alene, gik hun med et Sjal omkring Skuldrene frem og tilbage gennem Stuerne – endnu i det sidste Øjeblik pint af sin gamle Angst for alle Afgørelser. Et helt Kvarter før Tiden var hun allerede paaklædt; og saa glemte hun dog, da Vognen kom, baade sin Kikkert og sine Pebermynter.

Idet Vognen drejede ind paa Kongens Nytorv, hvorover Maanen sejlede med et Følge af sortgraa Skyer, skræmtes hun op af sine Tanker ved Synet af en Mand, der skraade<!-- vist ok for skraaede; optræder også senere uden e --> over Torvet i nogen Afstand. En høj, bredskuldret Mand med Fuldskæg. Det hele var kun et Glimt, tilmed opfanget gennem en halvt tildugget Rude; men hun rettede sig uvilkaarligt op og spurgte sig selv: »Var det heller ikke Torben Dihmer?«

Siden hendes Fætter havde haft Kort fra Vennen med Meddelelse om, at han var *for Hjemgaaende, havde hun flere Gange troet at se ham her i Byen, skønt han vistnok slet ikke var kommen endnu. |120 Indtrykket havde været forskelligt; men bagefter gik hun gerne en halv Dags Tid omkring i en tung og nedtrykt Sindsstemning.

Denne Gang gled han ud af hendes Tanker, endnu før hun naaede ind i *Teatret. Og herinde sad hun de næste tre Timer hensunket i sig selv, mens et *latterkært Publikum larmede omkring hende. Hun havde valgt en Plads i Baggrunden af Teatret, og træt og forjaget som hun var af de sidste Dages skiftende Sindsbevægelser og Mangel paa Søvn, faldt hun hen i en Slags Drømmetilstand og opfattede ikke synderligt af, hvad der foregik paa Scenen. Hun havde overbevist sig om, at Karsten From ikke var i Teatret; og med den Fred, Bevidstheden herom gav hende, hvilede hun ud og lod Timerne skride. Men skønt hun sad der med Hænderne saa slapt i Skødet, *magtløs overfor sine Stemninger, der blafrede som løsgjorte Sejl, snart svulmede af Længsel, snart igen faldt sammen i Mismod og Angst – inderst inde var hun hele Tiden underlig fast besluttet. Stille fattet som overfor noget uafvendeligt.

Da hun efter Forestillingens Slutning gik ud af Teatret, fandt hun Karsten From paa det aftalte Sted. Han traadte ud af Maaneskyggen ved Muren og nærmede sig med et paa en Gang henrykt og undseligt spejdende Udtryk. Da hun rakte ham Haanden, bøjede han sig ærbødigt over den og hviskede:

|121 »Tak!«

Synet af hans blege, ligesom *forsvirede Ansigt, og denne forlegne Tak bevægede hende, saa hun ingenting kunde sige. De vidste nu begge, at de mødtes her som forlovede; men netop derfor fulgtes de det første Stykke i Tavshed.

For ikke at komme ind i Sværmen foran Hovedindgangen valgte de at gaa gennem *Underkørslen bag Teatret. Paa hele Vejen til *Dronningens Tværgade og indtil de stod ved hendes Port, vekslede de kun almindelige Bemærkninger om Forestillingen og Publikum. Karsten From mærkede med Fortvivlelse sin svigtende Evne til at give det, han havde paa Hjerte, et naturligt Udtryk, og følte sig i det hele endnu fremmed for sit nye Selv. Efter et Par pinlige Forsøg opgav han at være højtidelig.

Han lukkede Porten op og fulgte Jytte til Foden af Trappen. Her i Halvmørket, da hun gav ham Haanden med et »Godnat«, spurgte han:

»Hvornaar faar jeg saa Lov at se Dem igen?«

»Imorgen ved sædvanlig Tid,« svarede hun uden Betænkning.

Han beholdt hendes Haand, og deres Øjne mødtes.

»Men om det igen bliver et Vejr som idag?«

»Saa kommer jeg alligevel.«

Han tog nu ogsaa hendes anden Haand og drog hende prøvende ind mod sig. Hun gjorde ingen Mod|122stand. Som et overtræt Barn lagde hun sit Hoved ind til hans Bryst.

»Saa er det sandt! De kan virkelig holde lidt af mig?«

»Ja.«

Han løftede hendes Hoved og kyssede hendes Pande og derpaa hendes Mund. Hun lod det ske. Med lukkede Øjne gav hun sig hen til hans Kærtegn, indtil det sortnede for hende.

Saa skiltes hun fra ham med et sidste Haandtryk. Fra den første Trappeafsats nikkede hun endnu engang til ham, og gik saa hurtigt videre.

Da hun kom op, saae hun til sin Beroligelse, at Moderen endnu ikke var kommen hjem. For ikke at blive nødt til at tale med hende, gik hun straks i Seng.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Da Professor Asmus Hagen den næste Dag havde sat sig til sit Frokostbord, bragte Tjeneren ham et Visitkort.

»Det er den Herre, der var her baade igaar og iforgaars og ikke sagde sit Navn.«

Professoren saae paa Kortet og udbrød i glad Overraskelse:

»Næh ...!«

»Skal jeg vise den Herre ind?« spurgte Tjeneren.

|123 I Stedet for at svare rejste Professoren sig og ilede med Servietten i Haanden ud i Forstuen. Jo, der stod han virkelig! Ved første Øjekast ganske den gamle Torben Dihmer, der bare havde lagt sig et loddent Underansigt til.

»Endelig – du *vidtomstrejfende Odysseus! Du har virkelig sat dine Venners Taalmodighed paa Prøve! Men kom nu ind. Jeg har netop sat mig til Frokostbordet. Du har forhaabenlig ikke spist.«

»Jo – forlængst. Men jeg kan sidde med for ikke at spilde din Tid. Jeg saae paa Pladen derude, at du har Konsultation om en halv Time. Vi kan saa *passiare, mens du spiser.«

»Et Glas Vin vil du vel nok drikke,« sagde Professoren, da de var kommen tilbords. »Jeg har en ganske let Madeira. Den kan du uden Skade tage et lille Glas af. Jeg paatager mig Ansvaret.«

»Tak. Ansvaret beholder jeg helst selv. Og jeg er ikke det mindste *skrupuløs.«

»Det har du sikkert heller ingen Grund til, min Ven! Du ser jo ud som den *farnesiske Herkules,« sagde Professoren, skønt hans første Glæde over Vennens Udseende ikke havde holdt sig. Han fik bekræftet, hvad Indtrykkene af dennes Smaabreve og Kort allerede havde forberedt ham paa, at Vennen endnu ikke helt havde forvundet Følgerne af sin aarelange Indmuring paa Favsingholm, maaske heller |124 ikke af den Skuffelse, han havde lidt ved Mødet med hans *vidtløftige Kusine. Smilet var uden Glæde. Og hans smaa Øjne, der syntes at være groet endnu tættere ind til Næseroden, var stadig ligesom duggede af Ensomhedens Melankoli.

»Lad mig nu høre! Hvornaar kom du hertil?«

»For tre Dage siden. Jeg har forresten søgt dig et Par Gange forgæves. Derfor kommer jeg paa en saa ubelejlig Tid. Men jeg vidste altsaa, at du var at træffe nu.«

»Ja, jeg slider i det! ... Men lad mig nu høre! Du maa jo have en Masse at fortælle. Jeg har mere end een Gang sendt dig en misundelig Tanke her fra Trædemøllen.«

»Lidt har jeg ganske vist set af Verden. Jeg syntes jo, at jeg havde faaet noget tilgode i saa Henseende. Og jeg har brugt mine Øjne ganske godt, tror jeg. I Amerika var jeg særlig heldig. Vor Gesandt i Washington kendte jeg fra gammel Tid. Hans Introduktioner skaffede mig et godt Indblik i den hele Bedrøvelighed derovre. Men nu er ogsaa min Nysgerrighed fuldt ud tilfredsstillet, og jeg er glad ved at være hjemme igen.«

»Velkommen da!« sagde Professoren og løftede sit Glas. »Jeg tror, du er kommen paa et heldigt Tidspunkt. Jeg veed ikke, hvor meget du har fulgt med Tingenes skæve Gang herhjemme; men saa |125 meget veed du dog vistnok, at vore politiske Forhold er i fuld Opløsning. Vi staar syndsynligvis foran store Begivenheder.«

»Jeg har set det. Jeg fandt danske Aviser baade i London og Berlin. Lidt desorienteret er jeg aabenbart alligevel. Hvad er det f. Eks. for en Pastor Vestrup, hvis Taler refereres saa udførligt i »Femte Juni«? Det er da ikke –.«

»Jo, det er saamænd din tykke Ven og forhenværende Sjælesørger. Det er selveste »*Skidtmads«. Kære, du veed det altsaa ikke! Han er Byens nyeste Forlystelse. Der skal være propfuldt Hus, hver Gang han optræder. Det utugtige Asen er i Færd med at blive en sand Herrens Profet for Københavnerne.«

»Men jeg forstaar ikke. *Hvor kan »Femte Juni« –?«

»Jeg siger dig: vi er for Øjeblikket ude i det vildeste Anarki. Tyrstrup har allieret sig med Præsteskabet, og som Modtræk stiller nu Enslev denne udstødte Syndebuk frem for Folket med en Martyrglorie om Hornene. Forresten er Manden jo virkelig noget af en Oprører. Med en Ignorants Heltemod gaar han løs baade paa Bisper og Provster og slaar sine tidligere Embedsbrødre Biblen i Synet. Og – som sagt – Virkningen er forbavsende. Enslev har her igen vist sit taktiske Mesterskab. Mandens Succes skal for Alvor have vakt Uro i *Præstepartiet. – Forresten ventes der et Generalopgør i |126 Rigsdagen i den nærmeste Fremtid. Saa faar vi rimeligvis nye Valg – og et gunstigere Øjeblik til at træde frem paa Skuepladsen kan du ikke faa. Jeg vil sige dig: vi er mange, der har ventet paa dig. Du kommer hjem med friske Erfaringer fra begge Sider af Atlanterhavet, og vi trænger *aabenbart først og fremmest til nye Impulser. Disse Bønder og Skolelærere og andre politiske Dilettanter, som vi nu regeres af, har bragt det folkelige Selvstyre i Miskredit. Enslev kan der ikke regnes med. Han er udslidt. Jeg siger det med saa stor Bestemthed, fordi jeg tilser ham i denne Tid, mens Professor Bendix er bortrejst. Dersom du vil love mig at tie stille med det, kan jeg betro dig, at han ikke lever Vinteren over. Tyrstrup er der ingen, der har Tillid til. Han er og bliver upopulær. Overalt ventes der paa den nye Mand, den virkelige Statsmand, der igen kan bringe den krængede Samfundsskude paa ret Køl.«

Torben Dihmer, der sad tilbagelænet med Armene oppe paa Bordet og Hænderne omkring sit Glas, sagde efter en lille Pavse:

»Den Dag vil hverken du eller jeg komme til at opleve, Asmus!«

»Hvad vil du sige med det?«

»Jeg tror – for at blive i dit Billede – at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn Dag gaar |127 tilbunds med os allesammen. Og det kan ingen menneskelig Magt forhindre. Jeg finder det i Grunden ganske rimeligt, at Tyrstrup nu lader Kirkens Mænd komme til. Naar I Læger har maattet opgive en Patient, overlader I ham jo ogsaa villigt til Præsternes Trøst og det øvrige Begravelsesvæsen.«

»Det lyder lidt uhyggeligt. Vil du ikke uden alle Billeder forklare, hvad du mener?«

»Aa nej! Jeg er helst fri! Det er – som du siger – ikke noget hyggeligt Emne. Og idag har du heller ikke Tid til at høre paa mig. Men en Ting vil jeg dog spørge dig om. Jeg har tilfældigt hørt om den Ulykke, der har ramt din Bror. Det forholder sig vel rigtigt?«

»Ja – desværre! Det forholder sig rigtigt.«

»Og Storeholt er blevet solgt?«

»Ja. Han har mistet alt. Lige til sit Rigsdagsmandat.«

»Veed du hvad, Asmus! Det undrer mig lidt, at du efter den Oplevelse kan være saa ivrig for ogsaa at faa mig ned i Politikens Heksegryde.«

»Nej hør nu! Du vil da ikke sammenligne dig med en Nar som John?«

»Hvorfor ikke? Vi har dog rimeligvis haft den samme naragtige Mirakeltro paa Lovgivningsmagtens Velsignelser. Vi har delt den Indbildning, at der |128 ad den Vej kan udrettes det allermindste for den stakkels Menneskehed.«

»Den Tro har du altsaa ikke mere selv?«

Torben Dihmer rystede paa Hovedet med sit glædeløse Smil.

»Nej. Det lader sig ikke gøre at fabrikere Menneskelykke paa Maskine. Det hele højtidelige Apparat med Rigsdag og Statsraad er blevet en Latterlighed i mine Øjne.«

»Vil du med alt det sige, at du har opgivet Politiken?«

»Ja – absolut.«

Der blev en lang Pavse.

»Hvilke andre Planer har du da?« spurgte Professoren. »For noget har du jo for. Det antydede du i hvert Fald i dit sidste Brev.«

»Jeg har jo min Gaard. Derovre faar jeg foreløbig nok at gøre. Siden min Fars Død har den været vanrøgtet. Og skulde jeg tale om det Udbytte, jeg bringer hjem fra min Rejse, saa maatte det vist først og fremmest være, at jeg nu – *ligesom Jeppe – er bleven mig bevidst som »en Bonde og en Bondes Søn«. Der var en Aften i New York, da jeg var helt syg af Længsel efter igen at føle min egen Jord under Fødderne. Men det forstaar du vist ikke.«

»Aa jo! Lidt af det samme har jeg ogsaa kendt. Men det kan jo ikke være din Mening at begrave |129 dig paa Favsingholm for al Evighed. Det har du da vist faaet nok af.«

»Jeg veed dog ikke ... Jeg kunde meget godt tænke mig at leve Resten af mit Liv derovre paa Gaarden, og det uden just at komme i Begravelsesstemning. Tværtimod. Skal jeg sige min Mening, saa tror jeg meget snarere, at jeg paa Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de Dødes Rige. I hvert Tilfælde har jeg mangen Gang baade i Evropa og Amerika haft en Fornemmelse af at befinde mig paa et underjordisk Pinselsted, hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede afsted paa en vild Jagt efter en indbildt Lykke. Og jeg forstaar egenlig ikke, at ikke alle føler det paa samme Maade. Jeg er fuldt overbevist om, at vi staar foran en Verdenskatastrofe. Det saakaldte civiliserede Samfund har i de sidste hundrede Aar arbejdet som en afsindig paa sin egen Undergang. – Naa, men det var altsaa det Emne, vi ikke saa gerne skulde ind paa. Og nu har jeg ogsaa snakket nok om mig selv. Lad mig nu høre lidt om dig. Hvordan har du det? Du var forleden Aften til den store Fest i *Kasino.«

»Ja, jeg gik derhen et Øjeblik. Hvor veed du forresten det fra?«

»Jeg var der selv.«

»Du!«

|130 »Ja. Det var den samme Aften, jeg kom hertil. Inspektøren paa Hotellet havde Billeter tilsalgs, og da jeg havde hvilet mig lidt efter Rejsen, fik jeg Lyst til at gaa derhen.«

»Men det har jeg ikke anet! Hvem talte du med?«

»Med ingen. Der var vist heller ingen, der kendte mig igen.«

»Det er rimeligt nok – med det Barbarskæg, du møder med! Og efter fire Aars Fraværelse.«

»I hvert Fald fik jeg Lov til at sidde en Timestid ganske uantastet i en Loge og se paa Dansen. Det var ganske ejendommeligt. Jeg sad der incognito og genkendte selv næsten hvert eneste Ansigt, jeg saae.«

»Hvordan var forøvrigt dit Indtryk af Selskabet?«

»Det samme som af hele Byen. Alting synes mig ganske uforandret, og dog er det saa besynderligt nyt for mig. Men det forstaar du vist heller ikke.«

Der fulgte igen en af disse dybe Pavser, der paa begge Sider skyldtes Frygten for at blive for aabenhjertig. Asmus Hagen havde hørt paa Vennen med voksende Bekymring. Det havde desuden forundret ham, at Torben af sig selv havde taget Vinkaraflen og igen fyldt sit Glas.

»Jeg saae forresten ogsaa et Glimt af din Kusine ved den Lejlighed. Hun dansede med en blond Herre, |131 som jeg ikke kendte. Du skulde ikke tilfældigt vide, hvem det var?«

»Jo. Det var Karsten From – Portrætmaleren. Men han er maaske først *kommen i Skuddet efter din Tid.«

»Vil du for en Gangs Skyld svare paa et indiskret Spørgsmaal. Er den Herre din Kusines nye – hvad skal jeg sige – Ven? Det saae saadan ud.«

»Jeg veed ingenting. Men siden du nu har spurgt, saa vil jeg fortælle dig, at der snakkes om en Forlovelse.«

Torben Dihmer nikkede tavs. Han sad igen med Armene paa Bordet og drejede paa sit halvtømte Glas. Tilsidst sagde han:

»En Kunstner altsaa. Det havde jeg nu mindst tænkt. Han saae forresten ogsaa nok saa meget ud som en Cirkusartist. Jeg havde i Grunden ventet et anseligere Resultat af saa mange Aars samvittighedsfulde Overvejelser.«

Professoren trak paa Skuldren.

»Jeg deler i dette Tilfælde heller ikke min Kusines Smag. Hun er lidt uberegnelig. Men hvad skal man sige? Kærlighed suspenderer Fornuften. Den anerkender den simpelthen ikke. Det er vel netop Charmen ved den.«

Torben Dihmer nikkede igen.

»Du har ubetinget Ret. Paa dette ene Omraade |132 er vi moderne Forstandsmennesker lykkeligvis inkonsekvente. – Men nu kommer dine Patienter,« sagde han, da han hørte det ringe i Forstuen. »Saa vil jeg gaa.«

Han rejste sig med et besynderligt Hastværk, som var han glad ved at være bleven afbrudt.

»Vi ses igen!« – kom det ret umotiveret.

Professoren fulgte ham ud. Paa Vejen lagde han Mærke til, at Vennen trak lidt tungt paa det højre Ben.

»Du glemmer vel ikke at tage dine Piller med Regelmæssighed?« sagde han, da de stod i Forstuen. »Du husker nok, at du straks vil mærke det, dersom du i den Henseende forsømmer dig selv blot et Par Dage.«

»Jeg veed det,« svarede Torben Dihmer lidt kort og gav ham hurtigt Haanden.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Ogsaa denne Dag opholdt Jytte sig mest i sin egen Stue for at undgaa Moderens Spørgsmaal. Trods Regnvejret havde hun om Formiddagen spaseret med Karsten From paa de sædvanlige Steder, og de havde begge to været meget lykkelige. Han havde holdt Paraplyen over hende, og hun havde tilsidst taget ham under Armen, mens de som andre forlovede snart spøgte og lo, snart talte fornuftigt om deres |133 forandrede Forhold og den fælles Fremtid. Og han havde denne Gang fulgt hende ikke alene til Porten, men helt op til den første Trappeafsats, hvor de tog Afsked uden mange Ord men med des flere Kys.

De var bleven enige om at offenliggøre Forlovelsen, saasnart Jytte havde talt med sin Mor; men endnu om Eftermiddagen havde hun ikke faaet Mod til en Tilstaaelse. Hun sad i Armstolen og hvilede Hovedet tungt i sin Haand.

Dagen havde været fuld af Lykke, men hun gjorde sig ingen Illusioner. Hun sagde til sig selv, at det vilde være Daarskab at vente livslang Troskab af en Mand med Karstens Karakter og hans Livsvaner; og hun var forberedt paa sin Lod. Den mørke Anelse, der havde hvilet truende over hendes Liv fra det syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig samtidig til Ulykken og Døden – den gik nu sin Opfyldelse imøde. Ogsaa hun vilde en Dag efter en lang eller kort Lykkerus sidde som en forpjusket Høne og skjule sin Skam med velopdragne Miner. Eller hun vilde sørge sig tildøde i Ly af en trodsig Latter som stakkels Kitty. Men det vilde ikke være bleven anderledes, om det havde været en anden Mand end Karsten, hun havde forelsket sig i. Ikke engang, om det havde været Torben Dihmer. Det var saa bare bleven hende selv, der havde nedkaldt Ulykken over dem med sit umulige Sind. Nu |134 førte hun i det mindste ingen andre med i Undergangen.

Ak, Torben Dihmer! ⇕A  ◄B  C  D  Sml. Nok var han den eneste af hendes forrige *Venner, som hun stadig ikke kunde tænke paa uden med et lille Smertestik i Hjertet. Og dog saae hun nu klarere end nogensinde, at hun aldrig havde elsket ham. I sin tidligste Ungdom havde hun sværmet for hans mandige Skikkelse. Hans smukke, klokkedybe Stemme havde vakt hendes første, stærke Kærlighedsdrømme. Siden havde hun i mange, lange Nætter ligget og grædt i sin Hovedpude, fordi hun alligevel ikke holdt saa meget af ham, som hun gerne vilde. Aldrig havde hun ved hans Side følt sig bjergtagen som nu. Aldrig følt sig viljeløs omspændt af den mørke, vilde Trolddom, som Kærligheden var.

Mørket faldt paa, mens hun sad der i sin Stol og lod de triste Tanker krese som Aadselfugle over sin Lykke. Nede fra Gaden lød Sporvognenes Kimen, og Genskinnet af Lysene derude flimrede uroligt som Lygtemænd henad Loft og Vægge.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Pludselig løftede hun Hovedet fra Haanden. Hun hørte Moderen komme ind i Dagligstuen og tænde den røde Skærmlampe.

»Stakkels lille Mor, som endnu ingenting veed!«

Lidt efter rejste hun sig langsomt, og gik derind. Moderen sad paa sin Sofaplads bag Lampen, mod |135 Sædvane med ledige Hænder, næsten som om hun havde siddet der og ventet paa hende og hendes Ulykkesbudskab. Da Jytte gled ned ved Siden af hende, vendte hun ogsaa sit stivnede Ansigt om imod hende med et Udtryk, som viste, at hun var forberedt paa alt.

»Mor!« sagde Jytte; hun tog hendes Haand og lagde den i sit Skød, og hendes Hjerte standsede et Øjeblik, da hun mærkede, hvor kold den var. »Jeg har noget at sige dig, Mor! Jeg veed, det vil bedrøve dig; men det kan der nu ikke gøres noget ved. Jeg er bleven forlovet med Karsten From.«

Fru Bertha svarede ikke. Hun blev blot ved at stirre hende ind i Øjnene.

»Tag det nu ikke saadan, lille Mor! Du ser jo, jeg selv er glad. Kys mig saa, og ønsk mig til Lykke!«

Men Fru Bertha vægrede sig.

»Et Menneske som Hr. From –«, begyndte hun; men ⇕A  ◄B  C  D  Sml. Jytte lukkede hendes Mund med sin Haand.

»Jeg veed alt, hvad du vil sige! Tror du ikke, jeg har sagt mig det selv de hundrede Gange! Men du kender ham ikke. Han er helt anderledes, end du og alle mener. Og forresten har du engang sagt, lille Mor, at du vilde være tilfreds med enhver Svigersøn, jeg kom med, naar jeg blot var lykkelig.«

»Hvor længe, tror du, den Lykke vil vare?«

|136 »*Hvor kan man sige det? Vidste du det saa sikkert, da du forlovede dig med Far?«

»Ja.«

Jytte slap hendes Haand og tav.

Fru Bertha gav sig nu til at tale om Torben Dihmer. Hun spurgte hende, om hun vidste, at han var kommen til Byen. Hun havde lige mødt Asmus, der i Forbifarten havde fortalt hende det.

»Af hvad Grund fortæller du mig det netop nu?« spurgte Jytte. »Dersom du gør dig Forhaabninger, Mor, saa vil jeg sige dig, at det er til ingen Nytte.«

»Aa nej, desværre – det har jeg forstaaet. Men du skal dog vide, hvad jeg tænker derom. Jeg tror, at som du dengang paa din sygelige Maade grublede dig ud af din Kærlighed til en god og hæderlig Mand, der holdt af dig, – saadan har du nu grublet dig ind i dette Forhold til en ... en Person, som kun vil misbruge dig.«

»Jeg siger dig – du kender ham ikke,« sagde Jytte bortvendt.

»Jeg bryder mig heller ikke om det. Og jeg siger dig, mit Barn, jeg anerkender aldrig Hr. From som min Svigersøn.«

»Ja, saa maa du jo lade være, Mor!«

Jytte rejste sig. Hun gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og saae ned paa Færdslen i den nu ganske aftenlige Gade. Og der blev saa underligt |137 dødsensstille i *den gamle Stue, hvor det røde Lys spejlede sig vemodigt i Bedstefaderens tunge Mahognimøbler.

Tilsidst sagde Fru Bertha: »Jeg havde engang tre Børn. Nu har jeg kun een tilbage, Jytte! Hvor Helge fandt sit sidste Hvilested, veed ingen af os. Men Ebbe ligger *med Skam i sin Grav.«

Jytte vendte sig forfærdet.

»Mor dog!«

»Ja, der skal ikke stikkes noget under Stolen. Men ogsaa det skal du vide, at mest anklager jeg mig selv, fordi jeg har været en svag og daarlig Mor for dig og dine Brødre. Jeg angrer nu, at jeg ikke tvang dig til at gifte dig med Torben Dihmer, da jeg saae, at du ikke selv havde nogen Vilje. Ja, du ser paa mig; men jeg mener, hvad jeg siger. I rammeste Alvor mener jeg det. Jeg skulde dengang have taget Ansvaret paa mig; men jeg var for fejg. Nu faar jeg min Straf.«

Hun rejste sig med Besvær og gik ud. Jytte stirrede tungt efter hende.

Et Par Timer senere, da hun blev kaldt ind til Middagen, bragte *Pigen hende den Besked fra Moderen, at hun var gaaet tilsengs og ikke ønskede at forstyrres. For første Gang i mange Aar spiste Jytte alene.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. [141] Mørket voksede, og Regnen varede ved. En Dag i Begyndelsen af December faldt den første Sne. Den hvirvlede ned fra en sodet Himmel og smeltede øjeblikkelig i Gadernes Søle. Men ovenpaa de udspændte Paraplyer, paa Hatteskygger og i Damekjolernes Folder blev de hvide Dun liggende, og mere behøvedes ikke for at sætte Folk i godt Humør. *Fra Kongens Nytorv til Raadhuspladsen udfoldede der sig i den lille halve Time, Vejret varede, den lystigste Karnevalsstemning.

Alle var med eet bleven Børn. Man raabte højt til hinanden over Gaden, lo til Folk, man slet ikke kendte. Og de, der var bleven stærkest tildænget, følte dette som en personlig Begunstigelse og bar deres Snevams med stolt fornøjet Mine.

Umiddelbart før Sneen begyndte at falde, havde Mads Vestrup forladt sin lille Stue i *Knabrostræde for at besøge Frøken Susse Frederiksen, Varietesangerinden, der endnu laa paa Hospitalet efter sit Selvmordsforsøg. Hvid fra Pulden af sin *forhistoriske Kasket til de *tommehøje Støvlesaaler kom han gaaende over Nytorv og vakte overalt megen Opsigt.

|142 Den jyske Vækkelsesprædikant var hurtigt bleven en kendt Figur i de københavnske Gader. Man havde maattet indrømme »Femte Juni«, at han var en Seværdighed. Baade ved sit Udseende og sin landlige Klædedragt tildrog han sig Opmærksomhed. Overalt i Byen talte man om den afsatte Præst. Hans besynderlige Udtalelser drøftedes ved Kaffen og Cigaren efter alle københavnske Middagsselskaber. Navnlig blev Folk interesserede, da det forlød, at flere yngre Kunstnere og Forfattere havde ladet sig paavirke af hans Forkyndelse og *erklæret sig for en Tilbagevenden til Kristendommen. ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Der taltes om flere opsigtvækkende Omvendelser. Stor Sensation havde det saaledes vakt, at den unge, ekscentriske Digter Harald Bohse, en Søn af Rektoren, i et Interview havde udtalt sig til Gunst for Troen paa en *levende Gud. ]˟ Flere ansete Familjer var i den Anledning begyndt at holde en *Missionstidende ved Siden af »Femte Juni« og et af Byens humoristiske Ugeblade.

Henne i »*Lysesaksen« var der uhyggeligt tomt de Aftener, da Mads Vestrup holdt sine Møder. ⇕A  ◄B  C  D  Sml. Ved det store Hjørnebord, der var forbeholdt Kunstnerkresen, sad kun tykke Møller og strøg sig sløvt ned over sin *Napoleonslok. Men ogsaa ham havde de sidste Tider iøvrigt forandret. Hans Skikkelse var bleven endnu mere svampet, Hudfarven endnu mere |143 gusten, de smalle Øjne ophovnede som af megen Graad eller megen Whisky. Vennernes Frafald, *Tidens hele Vanart forargede ham og havde gjort ham til Pessimist. I sin Ensomhed, forladt af Jørgen Berg, Karl May og de andre, som han plejede at laane Penge af, skilt ogsaa fra Susse Frederiksen, hos hvem han det sidste halve Aar havde haft *Tilhold, desuden opsagt fra sin Plads ved Bladet paa Grund af sin Dovenskab, nød han sig selv som en tragisk Skikkelse, Københavns sidste Bohême.

Ganske upaavirket af Mads Vestrups Dommedagspræken var dog heller ikke han. Ud paa Natten, efter Lukketid, naar han var bleven ene med sin sidste Sjus, *udviklede han for Tjener Hansen og den andægtige Piccolo en dyster Livsfilosofi, der bevægede ham selv stærkt.

»Livet er kun Smerte, Hansen!« sagde han med Haanden om sit Glas. »*Det bedste er, slet ikke at være født. Vi kommer til Verden under Lidelser, og vi dør under Lidelser. Og efter Døden? Hvad er Evigheden? Mørke, – Hansen! Evig Nat og Tavshed. Har De tænkt paa det?« –

Mads Vestrup selv gik under alt dette modløs omkring, knuget af den samme Ensomhedsfølelse, der i hans Studentertid havde hvilet saa tungt paa ham i den store, fremmede By. Ligesom dengang vaagnede der hver Dag paany en mørk og fjendtlig Stem|144ning hos ham overfor den *stundesløse og opjagede Storstadsvrimmel, der i hans Øjne jaskede Livet hen som en dum Fastelavnsspøg. Om det saa var denne uskyldige Munterhed i Anledning af Snevejret, vakte den hans Forargelse. Saadan noget Pjankeri! Hvad kunde man stille op med den Slags Mennesker?

Den Opsigt, han havde vakt i Byen, og det Tilløb, som der var til hans Møder, lod han sig ikke *skuffe af. Det kunde ikke være for at vække den Slags Spektakel, at Gud Herren havde kaldt ham hertil. Næsten daglig fik han forskruede Breve fra Folk, der udbad sig hans Haandskrift eller en Haarlok, eller som forsikrede ham, at han var en ny *Messias. Forleden havde han haft Besøg af en ung Modelaps med Sølvknap paa Stokken, der forestillede sig som Digter og med et modbydeligt urent Smil takkede ham for hans Taler. I sit Raseri havde han *sat Fyren paa Døren. Intet nedslog ham mere end dette Paahæng, han havde faaet af *selvstruttende Narre, der gjorde sig interessante med offenlige Erklæringer om, at de *højmodigt havde taget den gamle Gud til Naade igen. Hvad var der at stille op med den Slags Folk? Selv Jørgen Berg, som han dog havde haabet noget paa, var kun bleven ham til Skuffelse. Han havde nylig haft en Samtale med ham og var kommen til den Overbevisning, at han havde været Gud nærmere, dengang han frækt trodsede |145 ham, end nu, da han indbildte sig at være bleven Kristen og dog var lige selvopfyldt og nysgerrigt optaget af, hvad Publikum mente om ham i Anledning af hans Omvendelse.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Men foruden denne glubske Lede, som han samlede i sig ved alt, hvad han saae og hørte, følte han sig ogsaa legemligt utilpas. Den vintermørke By med de endeløse Husrækker gav ham Angstfornemmelser. Hans Bondenatur vantrivedes her som i et Fængsel. ]˟ Maven var daarlig. Han havde prøvet baade *Peber-Te og Sennepskorn, men lige meget hjalp det. Blodet jog ham til Hovedet ved den mindste Sindsbevægelse, og Søvnen var urolig. Derfor var ogsaa Tonen i hans Taler og Artikler stadig bleven mere mørk og tung. Det løsslupne Markedshumør, som han havde indtaget Enslev med paa Strige-Mødet, var der kun Glimt af tilbage. Samuelsens »*Domsbasun« kaldte Folk ham ikke uden Grund.

Hjemlængslen kunde til Tider overfalde ham som en virkelig Sygdom, der gav ham Feber. Dersom det ikke var, fordi han aldrig kunde *tænke sig at være ulydig mod sin Herres Befaling, havde han for længe siden været hjemme igen i det lille Fiskerhus ved Stranden, som hans Tanker vaagede over baade om Dagen og i Nattens urolige Drømme. Han saae Stine staa ved sin Strikkemaskine, som hun holdt Hjemmet oppe med. Og hver Dag var han nær|146værende ved *Morgenandagten og hørte bevæget Børnenes Stemmer, mens de sang hans kæreste Salme:

»*Nu er Døden overvundet,

Livets Kilde har jeg fundet.«

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Denne Nat havde han haft en underlig Drøm. Da han sidst var hjemme, havde Stine en Gang taget hans Præstekjole ned fra Loftet for at banke den for Støv og Mug, og Synet af hans Embedsdragt havde faaet det skjulte Saar i hans Indre til at springe op og bløde. Han, som i det forgangne Aar saa ofte i sine Taler havde kaldt Ornatet for Satans Præsteuniform, følte sig ikke vel tilpas, før Kjolen igen hang i Fred paa Loftet. Stine derimod følte ikke noget ved det. Det kunde han se alene af den Maade, hun bankede den paa. Saadan var hun nu engang. Og nu havde hun i sit sidste Brev spurgt ham, om de ikke skulde sælge Kjolen. Den var dog nu til ingen Nytte, skrev hun. Den hang deroppe under Hanebjælken som en hængt Mand og skræmmede Børnene. En *omløbende *Sjakrer havde budt hende *femten Kroner for den, og fire Kroner for Kraverne.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Han havde ikke kunnet nægte Tilladelsen, fordi han endnu ikke havde været i Stand til at sende hende mere end 65 Kroner. Redaktør Samuelsen *kneb paa Honorarerne under det Paaskud, at hver |147 af hans Artikler kostede Bladet en Snes gamle Abonnenter. Heller ikke Møderne gav ham synderlig Indtægt trods de mange Mennesker, fordi Adgangsprisen var sat for lav. Værten i Elysium havde desuden sendt ham en ublu Regning for Belysning og *Ekstrakontrol, og da han nægtede at betale den, havde Manden beslaglagt Entre-Indtægten for de senere Møder. Han havde nu maattet skaffe sig et andet Lokale, og det var kommet til Proces.

]˟ »Sælg *kun Kjolen!« havde han svaret. Men i Nat havde han i Drømme set den igen og sig selv i den. Han stod foran Alteret i sin gamle Kirke, hørte igen Menighedssangen tone mildt under de hvide Hvælvinger til Lærer Jensens Orgelspil. Da han vaagnede, mærkede han, at hans Kinder var vaade. Han var bleven vækket af sin egen Hulken.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Da Mads Vestrup kom ind i den store Fællesstue, hvor Susse Frederiksen laa, modtog hun ham med et halvt forlegent, halvt ærgerligt Øjekast. Ved Siden af hendes Seng sad der til hans Forbavselse to leende Herrer. Det var to Journalister. Den ene genkendte han; det var A B D Carlsen fra »Femte Juni«.

Han tænkte paa at gaa sin Vej igen; men Hr. Carlsen havde faaet Øje paa ham og kom hen og hilste.

|148 »Tænk, at vi skal mødes paa disse triste Steder!« sagde den graanede Drukkenbolt, der mærkværdigvis var temmelig ædru. »Vi sidder her med Professorens specielle Tilladelse. Vi har endelig faaet Lov til at pumpe vor fælles Veninde lidt for Nyheder. Det er ogsaa paa høje Tid. Publikum er lige ved at rive Hovedet af os, fordi vi ikke har bragt et personligt Interview.«

*Pavillonens Overplejerske, der havde været beskæftiget ved en af de andre Senge – en yngre, blond Dame med et fornemt Væsen – kom hen og tyssede paa ham. Han talte for højt.

Han traadte tilside og gjorde et undskyldende Skrabud med den drukne Mands Fagter, som en gammel *Delirist beholder ogsaa i ædru Tilstand. Men da Overplejersken vendte sig bort fra ham uden at svare, følte han sig krænket og begyndte at skraale op.

Med brøsig Myndighed *betydede Mads Vestrup ham, at han havde at opføre sig anstændigt. Men nu blev han aldeles rasende, og det saae et Øjeblik ud til Skandale, da hans Kollega i Hast fik ham under Armen og ført ud.

Da Mads Vestrup derefter nærmede sig Sengen, skottede Sangerinden til ham med et skamfuldt og ulykkeligt Udtryk. Hun havde faaet sit affarvede Haar sat op i Krøller, var i det hele saa pyntet og pudret, som Hospitalsreglementet tillod, men saae |149 alligevel ud som det, hun var: en halvgammel Pige, som Livet havde slidt haardt paa.

»Aldrig kan man være fri for de væmmelige Fyre,« sagde hun, da Præsten havde taget Plads hos hende. »De er saa nærgaaende og fritter En om alt muligt. Og jeg sagde dog til dem, at de kunde lige saa godt gaa, for det var ganske bestemt, at jeg aldrig mere vilde optræde.«

Mads Vestrup kunde høre paa hende, at hun løj, men sagde ikke noget. For at give hende Tid til at samle sig lidt, tog han en Bog, der laa paa det lille Sengebord ved Siden af *Uringlasset. Han læste Titlen: »Angelica med Tigerøjnene«. Paa det kolorerede Omslagsbillede saaes en rasende Mand i Færd med at affyre en Revolver mod en halvnøgen Kvinde.

»Er det Deres Bog?«

»Nej, det er Doktor Hvidts. Han har laant mig den. Den er forresten voldsom spændende.«

Mads Vestrup lagde tavs Bogen tilbage. Og nu sad han nogen Tid med Armene paa Knæene og saae ned mod Gulvet. Ytrede sig kun med den ufrivillige, *drynende Halslyd, der var ham egen.

Susse Frederiksen gav sig til at fortælle om Jørgen Berg, Karl May og deres andre fælles Bekendte, som allesammen havde besøgt hende. Kun tykke Møller nævnede hun ikke. Hun spurgte ham, om han vidste, at Jørgen Berg igen maatte begynde at spille |150 i »*Mellemhaven«, siden han brændte den Femhundredkrone-Seddel. Hun havde saa gruelig ondt af ham. Han var i Grunden saadan et godt Menneske og virkelig et Geni. Og nu var han jo ogsaa bleven saa religiøs og vilde ikke komponere andet end Salmemusik. Han skulde bare *haft en anden Kone. Maja var en *Sjokkedorthe, som ikke engang gad være over at holde sig selv lidt ordenlig.

Saadan blev hun ved at snakke, fordi Mads Vestrup stadig ingenting sagde, og hans Tavshed trykkede hende. Imidlertid lod Overplejersken et trefløjet Skærmbrædt] B C D, Skærbrædt A flytte hen foran Sengen, saa denne ganske skjultes for Omgivelserne. Det skete paa en Maade, som om Skærmbrædtet havde været i Vejen, hvor det stod; men da hun havde gjort det samme under et af Mads Vestrups tidligere Besøg, hvad han godt havde lagt Mærke til, kunde han nu forstaa, at hun vilde lade dem være uforstyrrede.

Denne Omsorg overraskede ham noget. Det var en ganske anden Aand, der ellers raadede paa Hospitalet.

Den høje, fornemt udseende Dame – Frk. Mohn hed hun – havde iøvrigt beskæftiget ham fra den første Gang, han saae hende. Han havde aldrig talt med hende, havde endda med Forsæt undgaaet hende, fordi hun var af disse store, frodige Kvinder, der mindede ham om hans Fristelse og Fald og fik ham til at |151 slaa Øjnene ned. Men Susse Frederiksen havde fortalt, at Frk. Mohn var meget rig og gav *mange Tusinde ud i velgørende Øjemed; og det gjorde altid et stærkt Indtryk paa ham at høre om en saadan storslaaet Offervillighed, fordi han selv her havde et andet ømt Sted. Kun nødig gav han slip paa den Skilling, der engang var bleven hans.

Til Susse Frederiksens stille Skræk tog han nu sin lille *Rejsebibel frem af Lommen. Der laa et Mærke i den, hvor han sidst havde læst for hende, og her fortsatte han, indtil han kom til Ordet: »*Hvo som følger mig, vandrer ikke i Mørket«. Saa lukkede han Bogen for at tale lidt om dette Ord.

Han havde aldrig spurgt hende om Grunden til, at hun vilde tage Livet af sig. Han havde overhovedet ikke talt til hende om nogen af de Begivenheder, der stod i Forbindelse med hendes Selvmordsforsøg; ⇕A  ◄B  C  D  Sml. og hun selv havde øjensynlig den samme *Sky som han for at mindes hin Aften og dens Uhygge. Hun nævnede aldrig et Ord om den. Alligevel havde han kunnet mærke, at hendes Tanker paa nysgerrig Maade beskæftigede sig med Tilstanden efter Døden. Hun havde gjort ham de taabeligste Spørgsmaal om Paradiset og *Saligheden. Hos sine Forældre, der havde haft en Soldaterbeværtning paa Kristianshavn, havde hun rimeligvis kun hørt Gud nævne i Eder og *Besværgelser. I hvert Fald havde han faaet ud |152 af hende, at hun først lærte sit Fadervor, da hun kom i Skole.

Han fortalte hende nu idag om sin egen lykkelige Barndom i det lille fattige Væverhjem ved Grusgraven, og om sin fromme Mor, der havde ført ham ud af Dødens isnende Skygge ind i det varmende og straalende Lys fra Guds *Naadessol. Især dvælede han længe ved Mindet om en Synd, han engang havde begaaet, et Tyveri af en Femøre, som hans Mor havde tabt paa Gulvet. Aldrig kunde han glemme den *Sjæleangst og Pine, han de Dage havde gaaet i. Men endnu uforglemmeligere for ham var den Lykke, han havde følt, da han havde tilstaaet sin Brøde og faaet sin Straf. ⇕˟A  ◄A4  B  C  D  Sml. Han havde siddet flere Timer paa *Trendebænken ved Vinduet og stirret ud over de tomme Vintermarker med en vidunderlig Fornemmelse af at ligge tæt ind til Guds Hjerte. ]˟ Saadan var Salighedens Fryd. Saadan føltes det at *have sine Synders naadige Forladelse.

Skønt han talte med Inderlighed og selv var bevæget, som han altid blev det, naar han nævnede sin Mor, viste Frøken Susse sig hele Tiden meget adspredt. Trods Skærmbrædtet havde hun fri Udsigt til Døren, og hver Gang den gik, skulde hun se, hvem det var. Da en Gang en af de unge, kittelklædte Læger kom ind, hilste hun smilende; og saa længe han opholdt sig i Stuen, var hun ganske fraværende.

|153 Mads Vestrup indsaae det haabløse i at fortsætte. Hun var idag slet ikke til at faa i Tale. Han puttede da igen sin Bibel i Lommen, og lidt efter sagde han Farvel.

Men da han rejste sig, og Susse saae hans misfornøjede Mine, blev hun ked af det og fortrød sin Ligegyldighed. Hun blev ved at holde om hans Haand og bad ham komme rigtig snart igen, hvad han ogsaa lovede.

»Men saa vil jeg rigtignok nødig se den Slags Bøger ved Deres Seng,« sagde han og saae hen paa <!-- KVN: mangler der anførselstegn om titlen som ovenfor? det kan selvfølgelig også være om kvinden på forsideillustrationen. -->Angelica med Tigerøjnene. »Den Mand, der har *flyet Dem saadan noget *Tøjeri, skulde skamme sig. Det maa De godt sige ham fra mig.«

Som han skulde gaa ud af Døren, kom Frk. Mohn hen til ham med den Besked, at Professoren havde hørt, han var her, og gerne vilde tale med ham.

Mads Vestrup, der straks havde vendt sine Øjne mod Gulvet, løftede dem i Forbavselse.

»Med mig?« sagde han paa sin stødende korte Bondemaner. »Hvad vil han mig?«

»Det veed jeg ikke. Men dersom De vil ulejlige Dem over i Professorens Modtagelsesværelse i Kontorbygningen, træffer De ham vistnok nu. Jeg forstod, det var en Sag af Vigtighed.«

»Ja saa.«

Mads Vestrup hilste med et kejtet Buk og gik ud.

|154 Frk. Mohn fortsatte sin Rundgang i Stuen fra Seng til Seng og kom tilsidst ogsaa til Susse Frederiksen. Da hun havde spurgt til hendes Befindende og ordnet Puderne lidt, satte hun sig til Sangerindens Forbavselse ned paa Sengekanten.

»Tager jeg fejl i, at De har lovet Pastor Vestrup ikke at optræde mere?« spurgte hun.

»Har han sagt det?«

»Nej; men det forekom mig, at jeg hørte Dem selv sige det, da han kom. Og den Beslutning *lykønsker jeg Dem til. Nu vilde jeg blot gerne spørge Dem, om De har tænkt over, hvad for en Beskæftigelse, De nu vil tage fat paa, naar De bliver udskrevet herfra?«

Spørgsmaalet satte Frøken Susse i Forlegenhed. Hun svarede blot med en Mumlen.

»Maa jeg have Lov til at anbefale Dem en af mine Veninder, der har en større Systue. De vilde der komme sammen med lutter gode og rettænkende Mennesker, som De vilde have Glæde af at lære at kende.«

Frk. Susse skottede op til hende. Dette Fremtidsbillede tiltalte hende absolut ikke. Hun sagde, at hendes Forældre i sin Tid havde *kostet saa meget paa at uddanne hende til Kunsten, saa hun vilde jo helst ind i noget, hvor hun kunde faa Brug for sin Sangstemme. Og forresten mente hun, at hun kun havde sagt, at hun ikke mere vilde optræde i Kostyme.

|155 Frk. Mohn tav hertil, og et Øjeblik efter rejste hun sig. Men da hun havde staaet lidt, satte hun sig igen og spurgte, om Susse stadig intet havde hørt om, hvem Manden var, der sprang ud efter hende den Aften, da hun blev bragt til Hospitalet.

Det gav et lille Ryk i Susse. Hun saae forlegent ud til Siden.

»Næ – han har jo ikke meldt sig. Det er underligt nok. For han var jo da sikker paa at faa *Redningsmedaljen. Det sagde ogsaa A B D.«

»Hvem?«

»Det er en af de Herrer fra Pressen, som var her før. Han taler med saa mange af dem oppe i Ministeriet. Og jeg tror nok, *Kongen kender mig. Han har hørt mig engang, da han var Prins.«

»Har De aldrig tænkt Dem, at det kunde være Pastor Vestrup?«

Susse var nær kommen til at le midt i sin Højtidelighed.

»Præsten? *Hvor kommer De dog paa det, Frøken?«

»De har fortalt mig – men det husker De maaske ikke – at De var paa Vej til ham den Aften. Og han bor vist der i Nærheden. Pastor Vestrup var, saa vidt jeg erindrer, ogsaa den første, der kom til Dem her paa Hospitalet, da De fik Lov til at modtage Besøg.«

|156 »Ja, vi kendte hinanden. Jeg havde truffet ham hos en af mine Venner. Men dersom det var ham, hvorfor skulde han saa ikke sige det? Hvorfor skulde han skjule det?«

Frk. Mohn saae prøvende paa hende.

»Han kunde maaske have sine Grunde.«

»Ja, hvad skulde det være? Fordi han er Præst, kan han vel nok redde et Menneskeliv. Det er jo da ingen Skam. Men det er nu ikke ham. Det er jeg ganske sikker paa.«

Det kom saa *tilforladeligt, at Frk. Mohn – som en uvilkaarlig, stiltiende Undskyldning – lagde sin Haand hen paa hendes. Og med en rolig Tilfredshed i sit store, kønne Ansigt sagde hun:

»Det er jo egenlig ogsaa saa ligegyldigt, hvem Personen er. Han var dog kun et Redskab i en højeres Haand. Det var Jesus selv, der forbarmede sig over Dem.«

Frk. Susse kiggede overrasket og ligesom lidt forskræmt op paa hende.

»Tror De ogsaa paa Jesus, Frk. Mohn?«

»Ja, det gør jeg! Uden Troen paa vor Frelser kunde jeg slet ikke leve. Og hvem kan det? Det maa jo ellers ende i den dybeste Fortvivlelse.«

Det var ikke saa meget Ordene, der gjorde Indtryk paa Susse. De blev tilmed sagt paa den bestemte, lidt følesløse Maade, som var Frk. Mohn |157 egen. Men bagefter havde Frøkenen til hendes Overraskelse klappet hende paa Kinden, og dette søsterlige Kærtegn af den smukke og rige Overplejerske, der havde Ord for at være stolt, bevægede hende og gjorde hende ydmyg. Hun bøjede Hovedet, fordi hun i dette Øjeblik selv følte, at hun var en stakkels ensom Skøge, der sukkede efter Kærlighed. Og en Taare trillede ned ad hendes Kinder.

»Tror De ogsaa paa Paradiset, Frk. Mohn?«

»Ja!«

»Og paa Saligheden?«

»Ja! Ja! ... Hvor kunde jeg tro paa Gud, dersom jeg tvivlede om hans Forjættelser? Og *Jesus har jo sagt det, at den, som tror paa ham, skal ikke fortabes men have det evige Liv.«

Susse greb angstfuldt om hendes Haand.

»Frk. Mohn! Vil De bede med mig? Jeg forstaar det ikke selv. Og jeg vil ikke fortabes! Jeg vil leve! Altid! ... Ikke dø!«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Ovre i Kontorbygningen var Mads Vestrup bleven modtaget af en uniformeret Hospitalsbetjent, der med en naadig Haandbevægelse bad ham tage Plads. Professoren var i Øjeblikket beskæftiget. Der sad i Forvejen tre andre Personer og ventede. En gammel Mand med rindende Øjne og to sørgeklædte Kvinder. |158 Mads Vestrup satte sig hen ved Siden af dem og saae sig iagttagende omkring med det lidt enfoldigt betuttede Udtryk, han straks fik i fremmede Omgivelser.

Professor Mundt var en meget optaget Mand. Foruden sin Hospitalstjeneste havde han en udstrakt Privatpraksis at varetage. Han var en Fætter til den bekendte *Slotspræst, hvem han lignede saa paafaldende baade i Skikkelse og Væsen, at Folk ofte tog fejl af dem. Ligesom Præsten var han en slank og smuk Mand omkring de Fyrre, altid vel barberet og paaklædt med solid Elegance. Ligesom Præsten havde han sit Klientel i Byens rigeste Huse, hvor han kom og gik som en Slags Skriftefar for Familjens nervøse Damer. Snart sad han som en Trøster ved en melankolsk *Etatsraadindes Lænestol; snart foretog han med Delikatesse en Undersøgelse paa en overfed og *hysterisk Grossererfrue; snart stod han ved en Dødsseng og trykkede deltagende de Efterlevende i Haanden efter de bedste gejstlige Mønstre. Og ligesom sin Fætter Slotspræsten afsluttede han i Reglen sin lange og indbringende Arbejdsdag med at køre til et Middagsselskab, eller han viste sig i et af Teatrene sammen med sin smukke Frue, som han for hvert Aar overdryssede tættere med Brillanter.

I Øjeblikket befandt han sig paa en forsinket Rund|159gang gennem sin Hospitalsafdeling og havde just slaaet sig ned inde hos *Jægermester Hagen i *Pavillon C.

Den forulykkede Politiker og Ægtemand var – paa sin Broders Regning – anbragt i en stille Enestue, der vendte ud til Hospitalets *Grønnegaard. Hans Udseende var meget forandret. Hospitalskosten og den lange Indespærring havde gjort ham baade gusten og mager. Han gik melankolsk omkring i sine altfor store Klæder som sit eget Genfærd. For at beskæftige ham havde man sat ham til at afskrive en gammel Aargang af Københavns Vejviser, og saalænge han sad ved Arbejdet, optog dette ham mere, end han selv vilde være ved. Han havde en smuk Haandskrift, og idet han nød Synet af sine lange, sirlige Rækker af Navne og Tal, hvori der ikke fandtes en Rettelse, arbejdede han med en Flid, en Ufortrødenhed og samvittighedsfuld Paapasselighed, som han beklageligt nok ikke tidligere havde lagt for Dagen.

Men saasnart han lagde Pennen, sank han sammen, og satte sig til at ruge over sin Ulykke.

»Jeg kan ikke forstaa,« sagde han til Professoren, »hvorfor min Kone ikke kommer. Jeg har dog skrevet og skrevet, og hun veed, at jeg nu selv er fuldt og fast overbevist om, at hun er uskyldig. Det var – som De siger – en *Synsvildelse, naar jeg |160 troede, det var hende, jeg saae gaa ind ad den Dør. Det er skrækkeligt! Alle Symptomerne – Susen for Ørene, Hjertebanken og det andet, De har nævnet, – dem husker jeg nu godt. Og jeg har skrevet det altsammen til min Kone. Kan De ikke ringe hende op, Professor Mundt, og sige til hende, at hun ikke længer behøver at frygte noget af mig. Jeg er ganske rolig nu. Ikke det mindste nervøs mere. Og i næste Uge kan jeg komme hjem, ikke sandt?«

»Lad os haabe det!« sagde Professoren, der sad og trommede med Fingrene paa Bordet.

»Jeg er saa bange for, at min Kone skal være bleven syg, siden hun heller ikke skriver. Hun bliver saa let forkølet. Jeg tror desværre ikke, hendes Bryst er stærkt. Og hun vil ikke passe paa sig selv. Jeg har siddet her og tænkt, hver Gang det rigtig øsede ned: bare hun nu ikke har glemt at tage Galosjer paa! ... Og noget maa der jo være i Vejen. Dersom jeg ikke hører fra hende efter mit sidste Brev, saa maa De lade mig komme hjem straks, Professor Mundt. For saa er der noget galt paa Færde.«

»Sig mig, Jægermester Hagen – har De ikke ogsaa andet at bebrejde Dem i Forholdet til Deres Frue?«

Jægermesteren saae ængstet hen paa ham med en usikker Anelse i Blikket.

»Jeg? Hvordan mener De?«

|161 »Har De ikke ved andre Lejligheder truet Deres Frue med korporlig Overlast?] B C D, Overlast. A En Gang endogsaa med en Hundepisk?«

Jægermesteren tog beskæmmet sine Øjne til sig.

»Saa har De talt med min Kone,« sagde han.

»De kan altsaa ikke *fragaa, at De tidligere – endogsaa gentagne Gange – har forsøgt at intimidere Deres Frue?«

»Det vil jeg helst ikke tale om, Professor Mundt. Jeg har skrevet det til min Kone, at vi nu begge to skal glemme Fortiden. At jeg er færdig som politisk Personlighed – det maa jeg jo finde mig i efter den Skandale, de siger, jeg har gjort. Nu har jeg kun tilbage at leve for mit Hjem. Et lykkeligt Familjeliv kan hjælpe En over mange Skuffelser. Og saa har jeg jo ogsaa mine Studier, min Videnskab at sysle med. Gud ske Lov! Den Tilfredsstillelse kan ingen tage fra mig.«

»Ja ja, min gode Jægermester!« sagde Professoren og rejste sig. »Vi haaber det bedste. Det glæder mig at se, at De ikke forsømmer Deres Afskriverarbejde. Det er virkelig af nogen Vigtighed.«

»Hvornaar, mener De saa, jeg kan komme hjem, Professor Mundt? I næste Uge, ikke sandt?«

»Lad os haabe det!« sagde Professoren med sit mest lukkede Skriftestols-Ansigt, slog derpaa venligt ud med Haanden og gik.

|162 En halv Snes Minuter efter kom han tilbage til sin Modtagelsesstue, og da han fik at vide, at Pastor Vestrup sad derude, lod han ham straks kalde ind. Han var lidt nysgerrig efter at se den kuriøse Landevejs-Apostel, som alle Mennesker talte om. Men da Mads Vestrup trampede ind, misfornøjet med den lange Ventetid, og Professoren saae det respektløse Udtryk i Mandens brede Bondeansigt, forsvandt i det samme Velviljen i hans eget.

Efter at han først selv havde taget Plads bag det store Skrivebord, gjorde han med Lorgnetten Tegn til Mads Vestrup, at han kunde sætte sig. Hvorpaa han uden Indledning gav sig til at tale til ham om Susse Frederiksen og hans hyppige Besøg hos hende.

»Jeg beklager at maatte meddele Dem, at Deres *Underholdning har vist sig at have en ret uheldig Indflydelse paa Patientens Befindende. Det er blevet opgivet for mig, at hun gerne efter Deres Besøg falder tilbage i den urolige og nedtrykte Sindsstemning, som i sin Tid foranledigede Katastrofen. Jeg tvivler naturligvis ikke om Deres gode Hensigt, Hr. Vestrup; men som den, der har Ansvaret, maa jeg nøje vaage over, at Patienterne ikke udsættes for Paavirkninger, der forsinker deres Helbredelse. Her i denne Hospitalsafdeling maa vi i saa Henseende vise særlig Agtpaagivenhed. Den er, om jeg saa maa sige, en Nødhavn bagved Brændingen, hvor Stor|163byens skibbrudne ofte i yderste Øjeblik bjerges ind. Jeg vil gerne sørge for, at den tillige bliver en Frihavn, hvor ingen er toldpligtig til nogen politisk eller religiøs *Korporation. Saalænge Folk opholder sig her, er de kun Patienter, og har alene deres Sundhed at *skatte til.«

Professoren, der holdt af at høre sig selv tale, fortsatte endnu en Tid; og imens sad Mads Vestrup med sine blaarøde Hænder ovenpaa Haandtaget af sin Stok og stirrede glubsk paa ham. Professor Mundt var et af den Slags Mennesker, der bragte hans Blod i Kog. Blot det, at han sad og spillede med Haanden paa Bordet, ophidsede ham. Men især saae han sig forarget paa en Ring med en stor, blaahvid Sten, der sad paa Langfingren og skiftede Farveskær med Haandens Bevægelser som et levende Menneskeøje. Den virkede paa hans Sind som en fræk Gudsbespottelse.

Tilsyneladende bevarede han dog sin Ro. Med sit groveste Mæle sagde han, da Professoren omsider tav, at han for sit Vedkommende havde gjort ganske modsatte Erfaringer med Hensyn til Frøken Frederiksen. Saasnart han havde været borte fra hende blot et Par Dage, fandt han hende igen nedsunken i al Slags ødelæggende Pjank. Saaledes havde han idag fundet to Reportere ved hendes Seng, og de |164 havde nok ovenikøbet faaet speciel Tilladelse til at forhøre hende for at skaffe deres Blade Stof til –

Professoren *faldt ham i Talen. Han kunde ikke indlade sig paa nogen Diskussion, sagde han affejende. Al Propaganda i Hospitalsstuerne var forbudt. Ogsaa den religiøse. Det bad han ham om fremtidigt at erindre.

Mads Vestrups Øjne glødede. Men Bekymringerne i hans Sind holdt Vreden i Ave, ja der var snarest noget nedstemt i hans Tone, da han svarede.

»De talte før om Deres Ansvar, Hr. Professor Mundt. Jeg formoder, at De veed, hvad der var Frøken Frederiksens Levevej indtil den Dag, hun sprang i Kanalen. Jeg tænker ogsaa, De godt nok forstaar, hvad Følgen vilde blive, dersom hun skulde blive rask paa den Maade, De mener. Det vil saa ikke vare længe, før hun igen staar halvnøgen paa en Tribune og synger svinske Viser. Og det skal kaldes for en Helbredelse!«

»Jeg maa bede Dem ikke at misbruge min Tid!« sagde Professoren og saae paa sit Ur. »Med vore Patienters moralske Forbedring kan vi ikke befatte os. Naar Frk. Frederiksen først er bleven udskrevet herfra, kan De for min Skyld gerne faa hende overladt til videre Behandling.«

»Og dersom det saa er *for silde? Det gælder en Menneskesjæl, Hr. Professor Mundt! Det betyder |165 maaske ikke stort i Deres Øjne; men der kommer den Dag –«

»Jeg maa igen minde Dem om, at Sagen ikke kan diskuteres,« sagde Professoren og rejste sig nu. »Det er nødvendigt, at De ophører med at underholde mine Patienter paa en Maade, der nedbryder deres Sundhed; og jeg haaber for Deres egen Skyld, at De vil holde Dem mit Paabud efterretteligt. Jeg vil ellers til min Beklagelse se mig nødsaget til at formene Dem Adgang til Hospitalet.«

Mads Vestrup havde ogsaa rejst sig. De to Mænd stod paa hver sin Side af Skrivebordet og saae hinanden stift i Øjnene.

»Nu bliver De for stor paa det, Hr. Professor! Hvad tror De, jeg bryder mig om, hvad De forbyder eller ikke forbyder.<!-- heller intet spørgsmålstegn i B C D --> Jeg tjener en Herre, der ikke spørger om *Forlov.«

Han satte Kasketten paa Hovedet og vendte sig for at gaa.

»Er De gal, Mand!«

»Nej,« sagde Mads Vestrup og vendte sig igen. »Men De er gal! *Bindetosset og bundfræk er De, naar De tror, at De med Deres Pulvere og andet Møg kan hjælpe et stakkels Menneske, som bare trænger til at faa Fred med sin Gud og sin Samvittighed. Og De vil vise mig bort ... De, som gi’er to fordrukne Fyre Lov til at forpeste Luften her med |166 deres *skidne Snak! Har man kendt Mage? En saadan Slubbert?«

Professoren havde allerede et Par Gange haft sin Haand henne ved Klokkeknappen under Bordpladen for at faa ham *kastet paa Døren; men Frygten for »Femte Juni« havde gjort ham betænkelig. Nu gjorde han Alvor af det.

Et Øjeblik efter traadte Hospitalsbetjenten ind. Men Mads Vestrup var allerede naaet hen til Døren. Her vendte han sig endnu en Gang om mod den fnysende Professor og sagde med en egen højtideligt tilkæmpet Fatning:

»Iovermorgen kommer jeg her igen. I min Herres Ærinde. Og jeg vil se den, der vover at gaa mig i Vejen. Hvem det saa er, betænker jeg mig ikke paa at slaa ham til Jorden! – Nu er De advaret.«

»Før den Mand ud!« skreg Professoren.

Den betuttede Hospitalsbetjent havde dog ikke rigtig Mod til at lægge Haand paa den svære, underligt udseende Mand med den tykke *Kæp, som han havde løftet ligesom besværgende, da han udstødte sin Trusel. Og Mads Vestrup fik Lov at gaa uantastet bort.

Men ikke mange Minuter efter forlød det rundt om paa Afdelingen, at »Domsbasunen« havde været kæphøj overfor Professoren og var bleven smidt paa |167 Porten. Blandt Sygeplejersker og *Gangpiger diskuteredes Sagen med en Slags munter Bestyrtelse; men de unge Lægekandidater] Lægekanditater A, ikke i B C D knurrede lidt, fordi Professoren ikke havde beholdt den gale Mand med det samme. Uviljen vendte sig især mod den »hellige« Overplejerske i Pavillon B, hvem man mistænkte for at staa i Ledtog med ham, og som i Forvejen ingen kunde lide, fordi hun altid holdt sig saa fornemt for sig selv og havde en Maade at lukke Øjnene paa, naar man talte til hende, som om hun trak et usynligt Slør ned for sit Ansigt.

Midt under dette Røre blev der slaaet Alarm i Pavillon C, hvor Jægermester Hagen havde tilhuse. Kort efter, at Professoren havde været inde hos ham, og mens Opsynet et Øjeblik havde fjernet sig fra Gangen, var han forsvunden, og man begyndte at ængstes for, at den nedtrykte Mand havde gjort en Ulykke paa sig selv.

Der blev sendt Folk ud for at søge efter ham overalt paa hele Hospitals-Terrænet. Men da de vendte tilbage uden hverken nogen død eller levende Jægermester, og da det imens var blevet konstateret, at han havde taget baade Hat og Overfrakke med sig, blev man enig om, at han maatte være flygtet. Som Enestue-Patient bar han ikke Hospitalsdragt og kunde derfor med lidt Held nok slippe forbi Portvagten uden at blive opdaget.

|168 Saadan forholdt det sig ogsaa. Jægermesteren befandt sig i Øjeblikket inde hos en Pantelaaner i *Gotersgade,<!-- sic --> hvor han var i Færd med at anbringe sit store Guldur, der havde tilhørt hans Far. Da han paa denne Maade havde skaffet sig Penge, gik Turen videre i en *Droske ind gennem Byen. Gadelygterne var tændte. Det var allerede blevet Aften, skønt Klokken knap var fire. Han slog begge Vinduerne ned og gav Styreren Ordre til at køre gennem Strøget.

Trods sin Længsel efter Hjemmet lod han Vognen holde et Par Steder for at gøre nogle Indkøb. Han vilde ikke komme tomhændet til den store Forsoningsfest. Vilhelmine skulde overbevises om, at det ikke var en Talemaade, naar han i sine Breve havde skrevet, at han vilde vende tilbage til hende som en knælende Bejler. Først var han inde hos en Blomsterhandler for at faa nogle smukke Roser, siden hos en Juveler, hvor han købte en Ring, og da han endnu havde nogle Penge tilbage, lod han standse foran en Konfiturebutik, som han næsten tømte for alt fint og lækkert.

Paa det sidste, mørke Stykke af Vejen til *Langebro sad han tilbagelænet i Vognhjørnet og blev nu lidt mindre sikker paa den Modtagelse, han vilde faa. Vilhelmine var jo desværre lidt lunefuld. Dog haabede han, det skulde gøre Indtryk paa hende at høre om den Koldblodighed og Dristighed, hvormed |169 han havde narret sine Fangevogtere for at komme hjem til hende. Hans stilfærdige Bortlisten fra Hospitalet stod allerede for ham som noget af en eventyrlig og stolt Bedrift, hvis forskellige farefulde og spændende Episoder han glædede sig til at fortælle hende, naar de nu om lidt sad sammen i Hjørnesofaen under den røde *Ampel og smaasnakkede efter den første, stormfulde Omfavnelse.

Vognen holdt. Med sin sidste *Tokrone betalte han Kusken og sprang op af Trappen som en længselsfuld Brudgom uden at tænke paa den Figur, han gjorde med sit ubarberede Hospitalsansigt og sine slunkne Klæder. Et Øjeblik efter stod han udenfor sin egen Dør og ringede paa.

*Pigen, der lukkede op, tabte i første Øjeblik fuldstændig Mælet. Derpaa løb hun hysterisk skrigende tilbage gennem Gangen og styrtede lige ind til sin Frue, der sad ved sit Skrivebord med Vifteudstillingens Regnskaber foran sig.

»Det er Herren, der er kommen!«

Fru Vilhelmine rejste sig ligbleg.

»Laas Døren!« hviskede hun. »Lad ham ikke komme ind!«

Men det var for silde. Jægermesteren stod i det næste Øjeblik paa Tærsklen med sin Blomsterbuket i Haanden og ventede blot paa, at Pigen skulde gaa, for at udbrede sine Arme.

|170 Pigen forsvandt virkelig straks, og han udbredte ogsaa Armene; men iøvrigt gik det helt anderledes, end han i sin Lykke havde udmalet sig dette Gensyn. I Stedet for at kaste sig i hans Favn, løb Fru Vilhelmine ind i det tilstødende Værelse og drejede Nøglen om. Og herinde smækkede hun et Vindu op og raabte ud over Gaden:

»Politi! ... Mord! ... Politi!«

Samtidig foer Pigen afsted for at skaffe fat i Gadebetjenten. Hele Huset kom paa Benene. Der blev ringet til Politistationen, og Trappegangen fyldtes af Folk. Imens stod Jægermesteren ved den laasede Dør og bankede ynkeligt paa.

»Vilhelmine! Luk dog op! Jeg gør dig ingen Fortræd! Jeg giver dig mit Æresord. Jeg har tilgivet dig.«

Men Svaret var et fornyet Nødraab ud over Gaden:

»Politi! ... Mord! ... Politi!«

Da to Politibetjente kort efter viste sig i Stuen, sad han sammensunken paa Kanten af en Stol og græd stille; og da de efter en *Konference i Telefonen med Hospitalet opfordrede ham til at følge med, gjorde han ingen Modstand. Halvt bevidstløs fulgte han dem ned til den ventende Vogn.

Saasnart han var borte, kom Fru Vilhelmine helt rolig og behersket ud fra den Stue, hun havde lukket sig inde i, og gik hen til Telefonen. Hun ringede |171 Professor Mundt op og overvældede ham med Bebrejdelser, fordi han ikke havde sikret hende mod Overfald. Professoren gjorde mange Undskyldninger. Og han føjede til, at han nu lige saa godt med det samme kunde sige hende, hvad han ikke længer var i Tvivl om, at hendes Mands Tilstand desværre ikke gav noget Haab om Helbredelse.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Mads Vestrup sad den næste Dag ved Middagstid hjemme i sin lille mørke *Bagstue i Knabrostræde og skrev Brev til sin Kone, da det bankede paa Døren. Hans Vært, den gamle Skomager, stak sit skallede Satyrhoved ind.

»Er De *visibel? ... Her er en Herre!] B C D, Herre? A«

En fremmed Mand traadte lidt efter ind med et frejdigt Goddag. Mads Vestrup genkendte ham, endnu før han havde sagt sit Navn. Det var Pastor Johannes Gaardbo. Et Øjeblik stod de to Mænd og stirrede paa hinanden uden at tale.

»Jeg veed ikke, om De husker, at vi en Gang tidligere har truffet hinanden,« begyndte Johannes Gaardbo. »Det var i Sommer ved Mødet i Strige Skov.«

»Jeg har ikke glemt det.«

»Saa forundrer det Dem maaske lidt at se mig her?«

|172 »Det gør det, ja.«

»Det forstaar jeg godt. Men jeg var bleven vildledt af nogle Bladnotitser om Dem. Jeg maatte anse Dem for en *frafalden – en Gudsfjende. Derfor vilde jeg nægte Dem Ordet.«

»Ja, det var skammeligt handlet!«

»Det indser jeg nu selv. Og jeg har følt Trang til at tilstaa for Dem, at jeg gjorde Dem Uret. Vil De unde mig en Samtale, Pastor Vestrup?«

Mads Vestrup viste paa en Stol.

»Hvad er Deres Ærinde?«

Det var første Gang siden hans Forjagelse fra *Favsing Præstegaard, at han var alene med en af sine forhenværende Embedsbrødre, og for at skjule den Bevægelse, som Johannes Gaardbos blotte Nærværelse satte ham i, lagde han sig tilbage i sin Stol, strøg sig om sin stubbede Hage med denne græsselige Lyd af Sandpapir, og gav sig til at udspørge ham om Forholdene paa Rigsdagen.

»For De er jo ikke Præst længer, har jeg set. De er bleven Politiker.«

»Rigsdagsmand – ikke Politiker,« indvendte Johannes Gaardbo. »Det er den danske Menighed, der har sendt mig herover, – ikke noget politisk Parti. Det er for mig en afgørende Forskel. Politiske Partier er vel overhovedet snart blevet Fortids|173levninger. Der er i Virkeligheden kun eet Spørgsmaal, der deler Folket: For eller imod Kristus.«

Mads Vestrup forholdt sig afventende. Han sad med Hænderne foldede over Bugen og svarede blot:

»Naa det mener De.«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. »Ja – Guds Menighed er vaagnet af sin lange Dvale. Jeg føler mig overbevist om, at vi gaar en stor og herlig Tid imøde. Overalt i Landet lyder Samlingssignalet. Det gælder nu blot om, at vi staar Skulder ved Skulder. Saa skal Guds Riges Forhaanere ikke længe triumfere!«

Over Brillekanten iagttog Mads Vestrup med skjult Optagethed den ivrige unge Præst, der havde taget ham om Hjertet ogsaa med sit jysk farvede Sprog. Men hans Svar var afvisende.

»De veed vist, at jeg ikke deler Deres lyse Syn paa Tilstandene indenfor Kirken,« sagde han. »Men jeg ønsker ikke at gaa nærmere ind paa det Spørgsmaal her. Det kommer der ikke noget ud af.«

»Det var dog for at tale med Dem ogsaa om den Sag, at jeg har søgt Dem, Pastor Vestrup. Jeg veed naturligvis godt, at vi ser forskelligt paa mange Ting; men det er dog den samme Gud, vi begge to tjener; og – hvad der maa være Hovedsagen nu – vi kæmper mod den samme Fjende. Jeg haaber, De tilgiver mig, at jeg som den yngre taler saa frit til Dem; men jeg maa have Lov til at sige Dem, |174 Pastor Vestrup, at vi er mange, som af Hjertet beklager, at Forholdene har ført Dem ud i en saa skæv Stilling til vort hele Kirkeliv. Hvem der her har den største Skyld, skal jeg ikke udtale mig om. Jeg veed kun, at *formaaende Mænd indenfor Kirken nærer et alvorligt Ønske om at faa bragt en Forstaaelse i Stand og standse en Strid, som kun er til Glæde for Guds Fjender.«

Mads Vestrup havde løftet Hovedet. Hvad var dether?<!-- detteher B C D --> ... Han begyndte at forstaa, at den unge Præst og Folketingsmand ikke var kommen hertil i eget Ærinde alene. Og han huskede nu, at Pastor Gaardbo allerede spillede en vis Rolle i Hovedstaden, ikke saa meget i Rigsdagen som i visse kirkelige Krese, hvor han var en meget yndet Taler.

Han spurgte ham nu lige ud, om han var gaaet herhen paa Opfordring af andre, og efter blot et Øjebliks Betænkning svarede Johannes Gaardbo Ja.

»Som Leder af de unges *Korshær her i Byen havde jeg igaar en Samtale med Biskop Abel. Vi kom ved den Lejlighed ogsaa til at tale om Dem. Jeg sagde ham, at jeg havde overværet et Par af Deres Møder, og fortalte desuden om vort tidligere Sammenstød, som nu pinte mig. Da jeg gik, sagde Biskoppen, at jeg for min egen Skyld skulde gaa til Dem, og han bad mig da med det samme sige Dem, |175 at han kun tænkte godt om Dem og gerne engang vilde tale med Dem.«

»Biskoppen? ... Vil Biskoppen tale med mig?«

»Ja, han ytrede det Ønske.«

»Hvad vil han tale med mig om?«

»Jeg veed det ikke. Det vil sige, jeg har jo nok en Formodning; men jeg tror, det er rigtigst, at jeg holder den for mig selv,« sagde Pastor Gaardbo.

I det samme rejste han sig.

»De vil kunne træffe Biskoppen imorgen Eftermiddag Klokken to. Blot De siger Deres Navn til Portnersken, vil De straks blive ført ind til ham. Og jeg kan forsikre Dem: De vil ikke møde andet end Velvilje hos den gamle Mand. Der er i ham kun Kærlighed. Hans Glæde er at kunne forstaa og hjælpe.«

Endnu en Time efter, at Mads Vestrup var bleven alene, sad han ubevægeligt henfalden i Tanker. Mørket var vældet ind, men han havde ikke tændt Lys. Han havde overhovedet ikke rørt sig, siden han fulgte sin Gæst til Døren. Paa Bordet laa hans Brev til Hjemmet ufuldendt.

Han sad der i Halvmørket, med sit tunge Hoved støttet af Haanden, og rugede over en Fornemmelse af, at det var selve *den onde Frister, der havde været hos ham i denne smukke, unge og frejdige Præsts Skikkelse. Han sagde til sig selv: »Du har jo i |176 Grunden længe ventet ham.« – Her havde han gaaet saa træt og modløs omkring i sin Ensomhed og mangen Gang følt sig forladt af Gud – og da var denne Verdens Trøster aldrig langt borte. I Drømme havde han jo allerede besøgt ham, havde lokket ham med Gøglesyner, fristet med Haabet om Oprejsning for ham – den udstødte Præst. Og hvad andet kunde Bispen ville ham? Men Menneskers Dom var bleven ham saa ligegyldig. Her paa Jorden vilde han dog være en Fredløs indtil sine Dages Ende. Det var alene Bekymringen for Stine og Børnene, der gjorde ham svag. De led uforskyldt. Og nu stod Vinteren for Døren med sine haarde Storme. Han tænkte paa bitte Kjesten, der laa syg af Halsbetændelse, og paa Stine selv med hendes slemme Gigt i det gamle, utætte Hus. Dengang Pastor Gaardbo kom, havde han netop siddet og skrevet til hende om at klistre Vinduerne godt til og sørge for at holde Yderdøren lukket, naar Vinden stod paa. Det sparede ogsaa paa Ildebrændslet. – Naa, for Stine selv ængstedes han nu ikke. Hun havde sin haarde Vilje, som ingen Storme kunde knække. Aldrig hørte han en Klage fra hende. Endnu i hendes sidste Brev, som var skrevet om Natten ved Kjestens Sygeseng, stod der i Anledning af, at der i Avisen derovre havde staaet om ham, at han mest var til Latter i København:

|177 »Jeg brød mig ej derom. Jeg veed *forvist, at du er den Herrens Profet, der er bestemt til at opvække de døde derovre i Stenørkenen. *Mange Slags Fristelser vil møde dig, som i sin Tid Johannes Døberen og vor Frelser selv. Men du vil holde ud og trodse den Ondes Magt. Jeg stoler paa dig nu i alle Ting, og veed ogsaa, at du er din Hustru tro. Det føler jeg i Aanden. Og tag nu Hilsen og Guds Velsignelse fra mig og dine Børn.«

Ja, havde jeg blot Stine hos mig! – sukkede han. Og Børnene! Hvor skulde jeg le af alle Djævelens Kunster!

Om Aftenen talte han for første Gang i »City-Salen« under det sædvanlige Tilløb af nysgerrige. Skønt Prisen var bleven sat op paa Grund af det nye, helt moderne Lokale, var der fuldt indtil den sidste Stolerække. Der var forøvrigt ikke saa faa, der var misfornøjede med Flytningen og savnede »Elysiums« lavloftede, halvdunkle Sal, den lystige Trængsel paa de mørke Trapper og Stanken fra Hestestalden nedenunder, hvilket nu engang altsammen havde givet disse Møder deres halvt komiske, halvt mystiske Tiltrækning for Folk.

Mads Vestrups Sammenstød med Professor Mundt var allerede bleven bekendt gennem et af Smaabladene, og man ventede derfor en ordenlig Dommedagstorden. Det kom dog helt anderledes. Der var |178 tværtimod noget ualmindelig stilfærdigt, tungt neddæmpet, næsten aandsfraværende over ham denne Aften. Det var undertiden, som om han helt glemte sine Tilhørere og med sin grødede Stemme paa Bugtalervis førte en Samtale med sig selv.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Han talte om Kærligheden til Gud. Det var ingen Sag, sagde han, at elske Gud og prise hans Navn i de gode og lykkelige Timer i vort Liv; ja det var heller ikke saa svært at sige Tak for Sorgen og Savnet og Lidelsen, saalænge man følte Sjælen opløftes og Hjertet beriges. Men alt dette var endnu bare Egenkærlighed og *Selvsyge, ikke meget forskellig fra den Følelse, der fik den bestialske Vilde til at nedkaste sig paa sin Næse og tilbede »Aanden« i et Træ eller en Sten for til Gengæld at opnaa dens Beskyttelse og Velvilje.

»Men at elske Gud i de mørke Timer, naar han vender sit Ansigt fra os; at elske og tjene ham i Sjælens Forladthed, naar det sidste Haab slukkes og alt bliver Grav og Nat; at elske vor himmelske Fader for hans egen Skyld; at velsigne hans Navn, naar vi er ladt alene paa Lidelsernes Kors, og Sjælen udstønner i sin *Vaande: »*Min Gud! Min Gud! *Hvi har du forladt mig?« – det er Prøven paa den sande, kristelige *Genkærlighed. Men hvor mange af os, der her er tilstede, kan bestaa den?«

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Paa de forreste Stolerækker umiddelbart foran |179 Talerstolen sad atter i Aften Jørgen Berg og Fru Maja, desuden Karl May og andre af Kunstnerkresen fra »*Lysesaksen«. De vakte megen Opsigt i Salen. Navnlig var det Tilfældet med Karl May, som optraadte i sin allerede berømte mørkebrune Regnkappe med Slag, der gav ham en tilsigtet Lighed med en italiensk Munk. ]˟ Før Foredragets Begyndelse havde han staaet op og set ud over Salen, ganske som han tidligere havde tiltrukket sig Opmærksomheden i Teatre og *Varieteer. Men der blev sagt om ham, at han nu levede ganske som en oldkristelig Asket; og i Virkeligheden havde han i Øjeblikket ikke andre Kærester end Fru Maja.

Forøvrigt var Salen fyldt af den sædvanlige brogede Forsamling af det finere Borgerskabs Damer og Smaagadernes *Madamer, af Kontorister og Haandværkere, af Butiksfrøkner, Grosserere, Soldater og især Studenter af begge Køn. Blandt nogle af de sidste var Kristendommens Aktier gaaet stærk tilvejrs, siden en Digter af Harald Bohses Rang havde ydet den sin Anerkendelse, hvad ogsaa et Par af Byens Præster offenlig havde takket ham for, idet de til Gengæld roste hans Digte.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Men rundt omkring i denne urolige og adspredte Skare, der var strømmet til, fordi det nu engang var bleven en Modesag i København at skulle høre |180 Samuelsens Domsbasun, sad der Folk, der vel oprindeligt ogsaa var kommen af Nysgerrighed, men nu mødte Aften efter Aften og var stærkt optaget af, hvad de hørte. I langt højere Grad, end Mads Vestrup selv anede, havde hans Ord gjort Indtryk paa nogle enkelte af disse mange, som ellers ikke ulejligede sig til Steder, hvor Livets skjulte Mening søgtes forklaret; for hvem derfor alt, hvad han sagde, var noget nyt og forunderligt. Det var Folk af alle Slags; men det var ikke dem, der bagefter sendte ham forskruede Takkebreve med Anmodning om hans Haandskrift eller en Haarlok. De gik *regelmæssigt opskræmte bort, og sad Resten af Aftenen med en nyanskaffet Bibel foran sig eller tænkte i Ensomhed over, hvad de havde hørt. Uden at Mads Vestrup eller nogen anden vidste det, groede der i det skjulte en lille Menighed op omkring ham; og for mere end een af Kresen var han virkelig en Profet.

]˟ Efter Mødet, mens Salen hurtigt tømtes, opholdt Mads Vestrup sig i et lille Værelse bagved Talerstolen, da en af Opsynsmændene kom ind til ham med et Visitkort.

»Det er en Dame,« sagde han med en fortrolig Smisken. »Hun venter nede i Salen.«

Mads Vestrup tog Kortet. Elisabeth Mohn stod der.

Da han gik ned i Salen, kom hun ham imøde |181 fra en af Udgangene. I sin Forlegenhed spurgte han hende lidt brysk, hvad hun vilde ham.

Paa sin roligt fornemme Maade – og med et Blik paa Opsynsbetjenten, der af Nysgerrighed var fulgt med – svarede hun, at hun ikke saa godt kunde sige det her, hvorfor hun bad ham om at ledsage hende hen til Sporvognen.

»Har De været her til Mødet?« spurgte Mads Vestrup, da de var kommen ned paa Gaden.

»Ja. Og jeg syntes, at jeg saa med det samme vilde lade Dem vide, at De ikke mere kan træffe Frk. Frederiksen paa Hospitalet. Hun er idag bleven udskrevet.«

»Udskrevet? Hvordan dog det?«

Frk. Mohn mente, at han selv havde været Anledningen til det. Professoren havde villet nægte ham Adgang til Hospitalet, og da Direktøren ikke vilde gaa ind derpaa af Frygt for Pressen, var de bleven enige om at udskrive Frk. Frederiksen for at undgaa Konflikt.

»Hun tog bort i Eftermiddag. En af hendes Journalist-Venner – en Hr. Møller – kom og hentede hende. Desværre! Jeg er bange for, at hun igen vil optræde. Iaftes havde hun Besøg af Direktøren i »Tavernen«, og i Morges fik hun en stor Buket fra ham. Hun bad mig forresten hilse Dem, naar De kom.«

Saa har Gud ogsaa taget dette stakkels Haab fra mig – var Mads Vestrups første Tanke. Men i det |182 næste Øjeblik vældede en mørk Vrede op i ham, og uvilkaarligt knugede han Haanden om sin Stok.

»De Skurke!« sagde han halvt højt. »At saadan noget skal være muligt!«

»Ja, saadan leges der med en Menneskesjæl!« sagde Frk. Mohn.

Hun gav ham forøvrigt den Forsikring, at hun ikke skulde slippe Frk. Frederiksen af Syne, og hun tilføjede paa en Maade, der fik det til at rykke lidt i Mads Vestrup, at den ubekendte Mand, der havde udsat sit Liv for hendes *Saligheds Skyld, maaske alligevel ikke havde gjort dette forgæves. Hun havde den Tro, at Frk. Frederiksen trods alt endnu skulde blive frelst.

Aner hun noget? – tænkte Mads Vestrup og vovede ikke at se paa hende. ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Han holdt aldrig rigtig af at mindes den Aften, da han trak Susse Frederiksen op af Vandet. Han havde været i en Sindstilstand, som han ellers kun kom i, naar han var ude af sig selv af Raseri eller af *Brynde. Han vidste i Virkeligheden kun lidt om, hvad der var sket, eller hvor stor en Lod han havde i hendes Redning. Til Stine havde han ogsaa kun skrevet, at han »havde været med til« at redde et Menneskeliv.

]˟ Frk. Mohn var gaaet over til at fortælle om *Missionens Virksomhed blandt Byens *faldne Kvinder, som hun selv i flere Aar havde deltaget i.

|183 »Det er vort Maal saa at sige at spænde et Net ud over hele Befolkningen, saa det bliver os muligt at føre et virkeligt Tilsyn med de mange ulykkelige og bringe dem under god Paavirkning. Og – Gud ske Lov! – jeg kan sige, at vi har naaet godt frem mod Maalet. Og siden jeg nu taler om vor Organisation, kunde De ikke tænke Dem at deltage i Arbejdet, Pastor Vestrup? Deres nuværende Virksomhed kan dog vist ikke i Længden tilfredsstille Dem. Jeg havde den Fornemmelse i Aften, at det mere var et Publikum end en Tilhørerkres, der fyldte Salen.«

»De har desværre Ret,« mumlede han.

»Hvordan er De ogsaa kommen paa den fortvivlede Ide, Pastor Vestrup? Enhver, der kender København og »Femte Juni«, kunde have forudsagt Dem Resultatet.«

»De veed maaske, Frk. Mohn, at ikke alene Kirkerne men ogsaa alle kristelige Foreninger er lukket for mig. Naar jeg vilde tale her i Byen, havde jeg ingen anden Udvej, end at tage mod den Haandsrækning, der tilbød sig.«

»Jeg tror, at De for Deres egen Skyld hellere skulde have undværet den Hjælp, Pastor Vestrup! ... Jeg veed ikke, om De har hørt om vore Onsdagsforsamlinger. De afholdes forskellige Steder i Byens Fattigkvarterer, og er stærkt besøgte. Dersom De |184 har Lyst til at komme derhen og tale, kan jeg forsikre Dem, at De vil være velkommen.«

Mads Vestrup spurgte hende, hvem der plejede at føre Ordet i de Forsamlinger, og da hun nævnede en Række af Byens Præster, gav han et undvigende Svar.

»Ja, nu kan De jo tænke over det,« sagde Frk. Mohn, da de var kommen hen til Stoppestedet og ventede paa en Vogn. »Vi vil være glade ved at høre Dem, og jeg tror, De selv vil blive gladere ved at tale hos os end der, hvor vi nu kommer fra. Jeg har hørt, De skal have sagt eller skrevet, at De ved at tale her i Byen fulgte en Kaldelse fra Gud; og det har vakt lidt Forargelse, tror jeg. Men jeg er overbevist om, at De har Ret. Her er netop Brug for et *Vidnesbyrd som Deres – ja, jeg kan sige, at vi har ventet paa Dem. Vi har endnu saa faa, der rigtig forstaar at tale den menige Mand til Hjertet. Men jeg mener rigtignok, at De har haft det Uheld at falde i de daarligst mulige Hænder, og det maa vel være sandt, hvad jeg forleden hørte sige i et Selskab – det var forresten i *Bispegaarden – at De ikke har vidst, hvad Slags Blad »Femte Juni« er. De kunde ellers ikke lade Dem saa skammeligt misbruge af Folk som Enslev og Samuelsen. Saa hævngerrig er De ikke, Pastor Vestrup! Det tror jeg ikke om Dem.«

|185 Mads Vestrup havde spidset Øre.

»Kommer De i Bispegaarden, Frk. Mohn?«

»Biskop Abel er min Onkel. Vi har flere Gange talt om Dem. Jeg har fortalt ham, at De ofte kom paa Hospitalet, og hvem De besøgte der. Det interesserede Onkel meget. – Har han forresten ikke bedt Dem om at besøge sig? Det skulde De gøre, Pastor Vestrup. Jeg tror, De skal komme til at indrømme, at ham rammer Deres Præstefordømmelse i hvert Tilfælde ikke. – Men der kommer Vognen. Jeg siger Dem saa Tak for Ledsagelsen.«

Hun rakte ham paa sin fornemme Maade Haanden; men skønt Mads Vestrup nu stirrede hende ret dristigt forskende ind i Øjnene, faldt der ikke ved denne Lejlighed noget usynligt Slør ned for hendes store, smukke Ansigt. Tværtimod smilte hun forbindtligt.

»Saa hører vi forhaabenlig fra Dem!« sagde hun og steg med en egen fri og sikker Bevægelse ligesom forretningsmæssigt op i Vognen.

Mads Vestrup gik langsomt hjem gennem de maanelyse Gader. Han var i en underlig ophidset Tilstand og talte flere Gange højt med sig selv. *Den Brand, Johannes Gaardbo om Eftermiddagen kastede i hans Sjæl, havde Frk. Mohn paany bragt i Flamme baade med sin Tale og sin Person. Hans Tanker var kommen i Urede. Hans Sind var ude af Ligevægt. Folk |186 vendte sig om efter ham i den Tro, at det var en omtaaget Mand, der ved sin Stok stavrede hjem fra Knejpen med den tykke Mave fuld af Øl.

»Det maa jo rent have været en Aftale,« tænkte han, fordi Johannes Gaardbo og Frk. Mohn havde søgt ham paa samme Dag og i samme Ærinde. »Saa har Pastor Gaardbo velsagtens ogsaa været med til det Selskab i Bispegaarden forleden. Sært nok forresten, at hun slet ikke snakkede om ham. Hvad kan de to Personer have *tilsammen? Saadan en ung Præst, der ser lidt godt ud, bliver vist straks til en rigtig Kælesut for Damerne her i København. Der gaar vist Ting i Svang ogsaa i Missionen, der ikke godt taaler Lyset.«

Hans Tanker gik til Bispen. »Hvad kan han ville mig – en afsat Præst?« spurgte han sig selv med Skyhed. Han havde ikke glemt den Snevejrsdag for omtrent et Aar siden, da han fra Favsing Præstegaard rejste ind til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen der i det fortvivlede Haab, at han skulde kunne afværge Ulykken. Mindet om denne angstfulde Dag, Skammen over, at han for at *undfly Guds Straf havde nedbøjet sig for et Menneske, sad ham endnu som en *Torn i Sjælen.

Da han kom hjem, læste han som sædvanlig et Stykke i Biblen, inden han gik i Seng. Men det |187 gav ham ingen Ro. I over en Time laa han og kastede sig uden at kunne falde i Søvn.

»Nu har du vist igen faaet Feber!« tænkte han med Angst, da han følte, hvor ligkold han var, skønt Sveden *sprak af ham. Hjertet slog hult som nede i en Tønde, og han havde jagende Smerter i Maven. I de sidste Dage havde han ingen Middagsmad faaet, og i det hele levede han mest af *Fedtebrød med Ost og noget Mælk for at kunne spare lidt Penge sammen; – »og det er saamænd nok *det forfalskede Københavnerfedt, jeg ikke taaler.«

Da han engang vilde staa op for at drikke noget Vand, følte han sig pludselig saa mat og syg, at han troede, han skulde dø. I sin Angst raabte han paa Stine. Men i det samme lød *Raadhusurets Salmetone trøstende ned til ham, saadan som den havde gjort det saa mangen Nat i disse Maaneder, naar Tankerne holdt ham vaagen. Han foldede Hænderne og bad igen sit Fadervor under Midnatsslagenes Rungen.

Han følte sig straks tryggere. Hjertet faldt til Ro, og han havde heller ingen Smerter mere. Tankerne holdt dog stadig Søvnen borte. Hver Gang Øjenlaagene begyndte at blive tunge, kom de styrtende i Flok og summede omkring ham som *Vampyrer. Den Bemærkning af Frk. Mohn, at han ved sit Forhold til »Femte Juni« havde skadet sin For|188kyndelse her i Byen, vilde især ikke slippe ham. Han forstod ikke den Tale. Guds Ord var dog Guds Ord, om det saa blev præket i Helvede! Men at Herren endnu ikke havde velsignet hans Arbejde her – ja, det var desværre kun altfor sandt. ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. I Stedet for at opvække de Døde i denne Stenørken, som Stine havde skrevet, syntes det ham mangen Gang, at han prækede dem endnu dybere ned i den evige Søvn. ]˟ Det var næsten, som om Kirkens Banlysning havde faaet Magt til ogsaa at ramme hans Forkyndelse – gøre den død og kraftesløs. Han havde følt det særligt denne Aften, at han udsaaede den himmelske Sæd i de golde Havstrømme. Der havde været en Uro i Salen, saa han et Par Gange havde maattet anmode sine Tilhørere om dog at opføre sig anstændigt, hvor Herrens Ord blev talt.

Dersom der ikke snart skete en alvorlig Forandring, vilde han bede Gud om Lov til at vende hjem for at leve af sine Hænders Arbejde eller genoptage sit Vandreliv. Han kunde ikke længer bære Ensomhedens Tynge. Han følte sig for hver Dag mere syg og afkræftet. Havde han dog blot haft Stine og Børnene her! Men dertil var der endnu lang Vej! Og nu havde han ovenikøbet faaet denher Proces paa Halsen. Om et Par Dage skulde han møde for *Forligskommissionen. Men hvad kom der ud af det? *Tre Hundrede Kroner havde hans Modpart |189 forlangt i Erstatning. Ja – sandelig! – han var *faldet mellem Røvere. Tidt kunde han virkelig fristes til at tro, at det ogsaa var Kirken, der havde nedkaldt disse Ulykker over hans Hoved med sit: »*Anathema esto!«

Han var igen begyndt at kaste sig i Sengen. Han mærkede Tvivlens Mørke stige op i sig som i sine allertungeste Timer, naar han følte sit Liv lagt øde af en frygtelig Forbandelse. Var han faret vild? Var det Djævlen, der igen havde forført ham, naar han troede i Ydmyghed at følge en Kaldelse fra sin himmelske Herre? Han, en ussel Menneskeorm, en afsat Præst. Var det for dette Hovmods Skyld, at Gud havde forstødt ham?

Han *rejste sig overende og lagde stønnende Hovedet ned i sine Hænder. »O, Herre, min naadige Gud – *oplys mig, og vend din Vrede fra mig! Af din Befaling faar vi *Forstand. Sig mig da, hvad du vil, at jeg skal gøre. Ingen Vej skal være mig for tung, naar den kun fører tilbage til min Faders Favn og hans Velsignelse!« – –

Inde paa den anden Side af Væggen laa hans gamle Værtsfolk i deres Senge og lyttede. Den satyrhodede<!--NB: satyrhovede B, satyrhovedede C D; man forventer en af to former i B C D, se ODS under -hovedet. Sml. også nedenfor hundredhovede --> Mand vaagnede regelmæssigt en Gang i Løbet af Natten og havde ondt ved at falde i Søvn igen. Men som den Filosof, han var, trøstede han sig med sin Shagpibe, der altid laa stoppet paa Bordet |190 ved Siden af Sengen. Med Armen under Hovedet laa han behageligt og dampede ud i Stuen, der blev gratis oplyst af en Gadelygte udenfor; og det hørte efterhaanden med til hans filosofiske Underholdning at lytte til den natlige Rumsteren paa den anden Side af Væggen, naar Mads Vestrup talte højt i Søvne eller vendte sig saa tungt i Sengen, at hele Huset rystede.

»Hør!« sagde han til sin Kone, som han havde vækket. »Nu rider Fanden ham igen! Idag er den ren gal. – Vil du bare høre!«

Sengen derinde havde knaget, og der fulgte en dump Lyd, som om Mads Vestrup var staaet op og havde kastet sig ned paa Gulvet.

»Dette her begynder og<!-- at B C D, men talesprog, også ’og’ i kapitlets sidste replik, som er udeladt i B C D--> blive lidt uhyggeligt, Mutter! Jeg tror, jeg tar og si’er ham op. Saadan et Mandfolk kan aldrig være rigtig i Hovedet.«

»Jeg synes nu, han er et godt Menneske, Jens. Han har naturligvis sine *Fejler. Ellers var det vel ikke gaaet ham, som det er. Men her i Huset har han da opført sig meget anstændigt. Du kan ikke sige andet.«

»Veed du hvad, Mutter, Du skulde hellere holde op med og rende og høre paa hans Vrævl. For det ender Fanneme ellers med, at du selv *faar Mug paa Nødden.«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. |191 Den næste Eftermiddag Klk. to stod Mads Vestrup forsagt udenfor Bispegaardens Port og ringede paa. Da han havde nævnet sit Navn, førte Portnersken ham op ad Trappen, bankede paa en Dør og lukkede op for ham til et anseligt Værelse med Tæppe paa Gulvet, et Skrivebord ved Vinduet og et Par Sofaer langsmed Væggene. Dagens vinterlige Solskin fyldte hele Rummet, hvor der lugtede frisk og hjemligt af Brænderøg fra en gammeldags Kakkelovn.

»Hr. Vestrup!« meldte Konen.

Til sin Forundring traf Mads Vestrup ikke Bispen selv, hvem han kendte fra Billeder, men derimod en anden Mand, der efter Udseendet at dømme ogsaa var en Gejstlig. Han stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset og læste et Brev. Tilsyneladende uden at afbryde sin Læsning tilkastede han Mads Vestrup over Papirets Kant et hurtigt mønstrende Blik, og lod ham derpaa vente en lille Tid henne ved Døren.

Endelig lagde han Brevet bort og kom hen til ham med lange, elastiske Skridt. Det var en lille tynd Mand i tætsluttende sort Dragt.] Dragt A, afviger i B C D Et hvidt *Slips med brede Sløjfeender hang udenfor Frakken som en *Bladkrave. Dette Slips *i Forbindelse med det lange, barberede Ansigt, de *rødkantede Øjne og |192 et tyndt, graasprængt Haar, der sad tilbagestrøget over Hovedet, gav den hele lille nervøse Skikkelse et Udseende, der mindede baade om en *asketisk Jesuiterpater og en *holbergsk Pedant.

»Mit Navn er Stensballe ... Pastor Stensballe,« sagde han uden at give Mads Vestrup Haanden. »Biskoppen er i Øjeblikket optaget af et Komitemøde. Vær saa god at tage Plads.«

Mads Vestrup tænkte ved sig selv: »Det er igen en Ulykke, at jeg akkurat skal træffe den Mand.« – Stensballe var den landskendte Præst, i hvis myndige Haand alle Nervetraadene i *Missionens vidt favnende Virksomhed i København var samlet. Biskop Abel var nok Missionens titulære Leder, og Stensballe benævnedes officielt kun dens Sekretær; men alle vidste, at det var ham, der var Kraften og Kløgten i Styrelsen; ham, der med sin fyrige Lidenskab havde indblæst det hendøende Menighedsliv i Hovedstaden nyt Haab og fra Grunden af organiseret og revolutioneret Kampen mod Vantroen. Det var saaledes ogsaa ham, der med Bispens modstræbende Samtykke efter transatlantisk Mønster havde taget Reklamen og Markedsgøglet i Troeskampens Tjeneste, havde indført Andagter med Lysbilleder, Bønnemøder med Te-Servering, Optog gennem Gaderne og al den anden *amerikaniserede Katholicisme, |193 som Mads Vestrup havde fundet saa forargelig og flere Gange latterliggjort i sine Taler.

Pastor Stensballe havde *aabenbart hørt om hans Kritik og ikke glemt den. Med tvungen Høflighed anviste han ham Plads i den ene af Sofaerne og satte sig derpaa selv ved Skrivebordet. Det var ikke svært at se paa ham, at det overhovedet mindre var Hjertet end Forstanden, der fik ham til at indlade sig med den oprørske Præst. Hans iltre Natur havde vanskeligt ved at forstille sig. Skønt Mads Vestrup efter den *gennemvaagede Nat gjorde et ynkværdig modløst og slapt Indtryk, og Sollyset, som faldt ind over ham, ubarmhjertigt aabenbarede hans Klæders Fattigdom og den hele Skikkelses Forkommenhed, hans usunde Fedme og graagustne Hudfarve, overvandt Pastor Stensballe ikke Ubehaget ved at skulle forhandle med denne forhenværende Embedsbroder, der midt under en for Kirken afgørende Kamp traadte op imod dens Ledere, efter først at have kastet Skam over den danske Præstestand ved et usædeligt Levned.

»Jeg veed, at Biskoppen har ytret Ønske om at tale med Dem. Jeg tror ogsaa, det vil glæde ham, at De er kommen. Han er, som sagt, for Øjeblikket optaget; men han har bemyndiget mig til at gøre Dem bekendt med et Forslag, som han vil bede Dem om at tage under alvorlig Overvejelse. Anled|194ningen dertil kan De vistnok sige Dem selv uden Forklaring. De vil forøvrigt om lidt faa Lejlighed til at hilse paa Biskoppen.«

Da Mads Vestrup dertil svarede, at han ikke kendte Grunden til Biskoppens Henvendelse og derfor ønskede nærmere Oplysning, foreholdt Pastor Stensballe ham i heftige Ord hans Forhold til »Femte Juni«, som han kaldte et Forræderi mod den Herre, han jo dog samtidig ønskede at tjene.

»Jeg begriber ikke, at De ikke kan indse, hvor selvmodsigende Deres hele Optræden er. I et Øjeblik som dette gaar De den Mands Ærinde, der frækt har undsagt Kristi Kirke og ved alle skammelige Midler hidser Folkets onde Instinkter op imod den.«

Hans Tone havde faaet Mads Vestrup til at løfte Hovedet. Men skønt Vreden var gaaet ham i Blodet, saa hans Ansigt brændte, tvang han sig til Tavshed. Han havde selv erkendt sin Vildfarelse og var gaaet til dette Møde med et ydmygt Sind som en Bodsgang, Gud denne Nat havde paalagt ham for hans Hovmods Skyld.

Desuden blev han i det samme adspredt, idet der hørtes højrøstet Samtale udenfor paa Trappegangen. Der var Kvinderøster imellem, og han indbildte sig at kunne genkende Frk. Mohns Stemme.

|195 Nu bad han om at faa at vide, hvad det var for et Forslag, Biskoppen vilde gøre ham; og Pastor Stensballe gav sig derpaa til at tale om *det nye, store Dagblad, som Missionen agtede at udgive i København fra 1ste Januar.

»De har rimeligvis hørt derom. Vi ønsker at skabe et Organ for den samlede danske Menighed. Ogsaa paa den Maade, at de forskellige kirkelige Retninger frit kan komme til Orde i Bladet. Ingen, der virkelig vil tjene Herrens Sag, skal holdes udenfor. Vi giver Plads for enhver sømmelig Drøftelse af Kirkens Anliggender. Hvad vi har tænkt at tilbyde Dem, er da det, at De efter at have løst Dem fra ethvert Forhold til »Femte Juni«, til Gengæld modtager en Ansættelse ved vort Blad, hvor der jo let vil kunne findes et passende Arbejdsfelt for Dem. Og det er naturligvis Meningen, at vi i enhver Henseende vil holde Dem skadesløs.«

Mads Vestrup var saa overrasket, at han knap rigtig mærkede, hvor skuffet han samtidig blev. Det var ikke, hvad han havde tænkt sig. Men det var altsaa Guds Vilje, at han vedblivende skulde trælle her i Stenørkenen, og maaske tilsidst *lægge sine Ben her.

Men nu nævnede Pastor Stensballe den Sum, man havde ment at tilbyde ham som fast Aarsløn »for at han og hans Familje kunde have den nærmeste |196 Fremtid sikret *i ydre Henseende,« – og da følte han med eet, at han alligevel var bleven lukket ind i en anden Verden end den, hvor han hidtil havde maattet slaas for Livet med Folk som Samuelsen og den foragtelige Vært i »Elysium«. *Fire Tusinde Kroner! »Med gensidig Forpligtelse for to Aar.« Havde han ogsaa hørt rigtig? I to Aar sit Udkomme *rundelig sikret! Hjemmet genoprejst! Stine og Børnene i hans Favn! ... Han sad der med en Fornemmelse, som om Himmeriges Porte havde aabnet sig for ham i en Drøm.

Han fik ikke Tid til at svare. En Dør gik op og Biskoppen kom ind fra sin private Lejlighed ved Siden af. Det var en høj Mand med ludende Holdning, gammel af Skikkelse. Kun det bebrillede Ansigt var mærkværdig frisk, havde tunge, røde Barnekinder og et Par dagklare Øjne, der lyste af enfoldig Godhed.

Baade Mads Vestrup og Pastor Stensballe havde rejst sig. I sin Fortumlelse kunde Mads Vestrup ikke faa sig til at se op paa Bispen, da denne gav ham Haanden. Og Bispen blev staaende foran ham uden at slippe ham, idet han samtidig lagde sin anden Haand op paa hans Skulder.

»Ja ja! Jeg skal ikke gaa i Rette med Dem. Naar De er kommen til mig, kan jeg vel tage det som Vidnesbyrd om, at De nu selv erkender, hvor |197 daarligt De hidtil har tjent Herrens Sag ved Deres Virksomhed her i Byen. Om Fortiden skal der ikke tales. Den har De bødet haardt for. Nu maa vi se at hjælpes ad med at bringe Deres ødelagte Forhold paa Fode igen. Pastor Stensballe har *sagtens meddelt Dem, hvad vi foreløbig gerne vil gøre for Dem. Med Tiden kan der maaske aabne sig andre Udveje. Herren har i disse svære Dage alle sine Tjenere behov. Men det gælder om at samle *Hjorden, ikke at splitte den. Lad os ikke bedrøve Gud. Lad os *agte paa, at en tro Tjener fryder sig ved sin Herres Glæde og ikke ved noget andet.«

Mads Vestrups stridhaarede Hoved var sunket dybere og dybere ned mod Brystet. Bispens hjertelige Tone, hans trofaste Haandtryk, Taknemligheden i hans eget Sind tilligemed nedarvet Ærefrygt for Kirkens højeste Værdighed, – alt dette satte ham i en skælvende Bevægelse, som han ikke engang gjorde Forsøg paa at blive Herre over.

»Gud være med Dem!« sluttede Bispen, klappede ham paa Skuldren og gik derpaa tilbage til sine private Stuer.

Da han var borte, satte Mads Vestrup sig ned i Sofaen med Haanden over Øjnene. Saadan blev han siddende nogen Tid foroverbøjet, mens Taarerne dryppede fra ham, og han havde i disse Øjeblikke |198 paany denne livsalig trygge Barnefornemmelse af at hvile tæt ind til Guds Hjerte, som han saa længe havde sukket efter.

Henne ved Vinduet stod Pastor Stensballe, der siden Bispens Indtræden havde staaet der med Armene over Brystet som iagttagende Tilskuer. Men den lille Mand med de haarde Træk var ikke helt saa ufølsom, som han hidtil havde vist sig overfor sin *faldne Embedsbroder. Synet af Mads Vestrups Anger havde gjort de rødkantede Øjne blanke og milde.

Med sine lange, elastiske Skridt gik han hen til ham og sagde, at han gjorde Biskoppens Ord til sine.

»Jeg føler mig overbevist om, at dette Møde vil blive til Velsignelse. Tror De det ikke ogsaa selv, Pastor Vestrup?«

Uden at tage Haanden fra Øjnene nikkede Mads Vestrup.

Pastor Stensballe foreslog nu, at de med det samme skulde *opsætte en skriftlig Overenskomst, og fremtog et maskinskrevet Eksemplar af en Fælles-Kontrakt for det nye Blads faste Medarbejdere, hvori blot de blanke Steder skulde udfyldes. Efter at dette var sket, og han havde sat sit eget Navn under, rakte han Mads Vestrup Pennen.

Det laa nu ikke for Mads Vestrup at sætte sit |199 Navn paa noget Dokument, som han ikke forud havde undersøgt nøje, navnlig naar det drejede sig om Penge. Han bad om Lov til at tage Kontrakten med sig hjem. Han vilde da bringe den underskrevet tilbage en af de nærmeste Dage.

»Som De selv synes,« sagde Pastor Stensballe. »De vil i Almindelighed træffe mig her i Sekretariatet mellem to og fire. Hvad Arten af Deres Arbejde ved Bladet angaar, saa er det naturligvis noget, som selve Redaktøren vil træffe nærmere Aftale med Dem om. Hans Navn kan jeg af bestemte Grunde ikke godt sige Dem i Øjeblikket. Det er ikke engang ganske afgjort, hvem det bliver. Men De skal i den Henseende ingen Bekymringer gøre Dem. Det vil i alle Tilfælde blive en Mand, der i enhver Henseende retter sig efter vore Anvisninger. – En Ting maa jeg endnu tale om. Vi betragter det herefter som en Selvfølge, at den Række Møder, De har foranstaltet her i Byen, ikke fortsættes under de nuværende Former. Det er ikke vor Hensigt at gøre Indgreb i vore Medarbejderes Ytringsfrihed; men disse Møder har nu engang faaet en *tvetydig Karakter, som ikke lader sig ændre.«

Da Mads Vestrup svarede, at det var hans eget Ønske at ophøre med dem, viste Pastor Stensballe sig næsten helt forsonet. Ved Afskeden rakte han ham Haanden og sagde:

|200 »Jeg venter saa at se Dem igen!«

Paa Vejen hjem syntes Mads Vestrup, at Byen havde forandret Udseende, skønt en ny Regnbyge netop trak op over Gaderne og førte Aftenmørket med sig som et Slæb. Hans eneste Bekymring nu galdt Stine. Hvad vilde hun sige? Han havde jo lovet hende aldrig at tage mod Naadensbrød af den Kirke, der havde *forskudt ham, og med sit underligt haarde og uforsonlige Sind vilde hun næppe forstaa, at der ikke med Sandhed kunde tales om Brud paa dette Løfte, fordi han tog mod en Ansættelse ved et kristeligt Blad. Han maatte være forberedt paa at høre Bebrejdelser af hende. Saadan var hun nu engang! Han havde i de sidste Dage bestandig set hende for sig, som hun hin Dag stod ved Husgavlen derhjemme og med sin sammenbidte Mine bankede Støvet af hans Præstekjole uden at føle mere derved, end om det havde været en gammel Maatte.

Han trøstede sig med, at hendes Bitterhed nok fortog sig til den Glædens Dag, da han vilde komme og hente dem allesammen og føre dem herover til deres nye Hjem, som han allerede i Tankerne havde indrettet et Sted *derude ved Skoven. For om han *ogsaa vedblivende fik sit Arbejde med at bryde Sten her i Ørkenen, saa var det dog altsaa ikke den kære |201 Guds Mening, at de derfor skulde vantrives her. Og det var alligevel en god Ting med disse nye, hastige Sporvogne, som saadan *i et Nys kunde føre et Menneske fra Byens *Kvalm og Uro tilbage til Hjemmets Fred og Glæden i den evige Natur.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. [205] I det Hus ved *Skt. Annæ Plads, hvor Enslev boede, var der i denne Tid en støjende Færdsel paa Trapperne af Rigsdagsfolk, Provinsredaktører og andre *politiske Tillidsmænd rundt om fra Landet, der søgte den gamle Fører for at skaffe sig Klarhed over den politiske Situation, som syntes de fleste andre end Enslev selv haabløs forvirret. Den gnavne Portner, der tidligere havde haft en roligt levende Lehnsgreve boende paa sin 1ste Sal, gloede som en rasende paa disse trampende Bønder og andre *tarveligt klædte Folk, der førte Gadesnavset med sig ind paa *Løbetæpperne. Navnlig havde han dog set sig edderspændt paa en lille pelsklædt Herre med Guldlorgnet og Silkehat, der paa alle Tider af Dagen styrtede henrykt ind og ud af Porten med en *Portefølje under Armen.

Det var Direktør Zaun.

Stemningen blandt Enslevs Venner var ellers temmelig mistrøstig. Paa Københavns Tilslutning følte man sig vel nogenlunde sikker paa Grund af »Femte Juni«s store Udbredelse og Indflydelse her. Men ude fra Landet bragte hver Dag en ny *Jobspost.

|206 Enslev selv – og Zaun – var tilsidst de eneste forhaabningsfulde. I sit lange Krigerliv havde han mere end en Gang hugget sig sejrrigt gennem en tilsyneladende haabløs Modstand, og han havde ikke mistet Tilliden til sine Vaaben. Desuden stolede han paa sit Navns usvækkede Magt over Folket. Han havde ikke i mange Aar følt sig saa oplagt.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. En Dag i Mørkningen, efter en Arbejdstid, der var begyndt Klokken otte om Morgenen, overvældede pludselig Trætheden ham, mens han sad ved sit Skrivebord. Han lagde Cigaren fra sig, lænede sig tilbage i Armstolen og gav sig for nogle Minuter Søvnen i Vold.

Ved Vinduet sad hans gamle *Veninde, Frk. Evaldsen, med en udfoldet Avis, som hun netop havde læst højt for ham. Hun *gik i denne Tid helt op i Omsorgen for ham og forlod sjelden Huset før sent om Aftenen. For ikke at vække ham sad hun stille som en Mus. Til Trods for den ubekvemme Stilling, hun maatte indtage paa Grund af Avisen, rørte hun ikke et Fingerled.

Iøvrigt hændte det i den senere Tid temmeligt regelmæssigt, at Enslev saaledes, naar Mørket faldt paa, overraskedes af Søvnen; men han holdt ikke af, at hans Veninde lod sig mærke med sin Viden om denne Gammelmandssvaghed. Overhovedet skulde man i disse Dage vogte sig for enhver Hentydning |207 til hans Alder eller Svagelighed. Han kunde blive rasende, naar Folk i hans Nærværelse brugte Udtrykket »gamle Mænd« om Folk, der ikke i det mindste var halvfems.

Men nu vaagnede han. Han havde hørt det ringe.

»Det er Zaun ... Men hvorfor er her mørkt? Saa *drej dog op for Lyset!«

»Nej, det er ikke Zaun,« sagde Veninden efter at have lyttet lidt. »Det er Professor Bendix.«

»Bendix? ... Hvad vil han?«

Døren aabnedes for Husets Læge, der samme Dag var kommen hjem fra sin Udenlandsrejse. En stilfærdig og forlegen lille Mand med Skæg og Briller.

»Ja, hvad vil De mig i Grunden?« sagde Enslev. »Jeg fejler ingenting. Er stærk som en Bjørn! ... Fortæl De hellere lidt om Dem selv og Deres Rejse. De har været i Italien, ikke sandt? De har været saa lykkelig at se Rom og Venedig. Det er altsammen endnu Drøm for mig. Jeg har aldrig haft Tid til at rejse. En førende Politiker er et Lands Lænkehund. Han kommer aldrig selv udenfor Porten.«

Det var nu ikke udelukkende, fordi han ikke havde undt sig Tid dertil, at Enslev aldrig havde været udenfor Landegrænsen. Han havde *ingensinde følt stærk Trang til at lære noget andet Land eller Folk at kende end det danske. Og selv sine Landsmænd interesserede han sig i Grunden først for, naar de var |208 bleven Vælgere. Men ogsaa af en anden Aarsag havde han altid holdt sig ved Hjemmet. Med sin mistænksomme Natur, sin aarvaagne Frygt for Forræderi og Baghold, havde han aldrig vovet at slippe hverken Fjender eller Venner af Syne. Han havde taget Lære af, hvad han i sin Tid havde oplevet med en af sine Medbejlere til Førerskabet i Partiet, der under et seks Ugers Kurophold i *Karlsbad havde mistet næsten hele sin Indflydelse i Partistyrelsen. Ved hvilken Lejlighed han heller ikke selv havde været helt uvirksom.

Professor Bendix var en omstændelig Fortæller, og Enslev tabte hurtigt Taalmodigheden. Midt under Beskrivelsen af en pompøs Messe i *Peterskirken afbrød han ham med Spørgsmaalet om, hvad han mente om de *Besværinger, der fra Befolkningens Side var rejst mod en Distriktslæge paa Fyen.

»De er jo Formand for *Medicinalraadet og faar altsaa Sagen til Bedømmelse. Hvad tror De, der kommer ud af den?«

Professor Bendix kendte endnu ikke noget til Sagen, og Enslev satte ham med et Par Ord ind i, hvad det drejede sig om.

»Manden er lidt *katolsk – saadan maa man vist nærmest opfatte Forholdet. Men det er jo endelig ingen Forbrydelse. Og denne gamle Munkesnak, at vi Mennesker frivilligt skal lade os *martre, er aaben|209bart i Færd med at komme paa Moden igen. Det er det samme Vaas, der kolporteres her i Byen af den *forløbne Præst, vi en Tid havde bissende i »Femte Juni«. Det skal betragtes som en stor Naade af Forsynet at blive ristet over en sagte Ild og kærtegnet med gloende Tænger. En saadan Kur skal virke til vor moralske Forbedring. Kan De begribe, Professor Bendix, hvorfra Folk faar det lammefromme Sind? Naar jeg har mine *Stensmerter, føler jeg Lyst til at styrte ud paa Gaden med en Køkkenkniv og skære Halsen over paa alle mine Medmennesker.«

Professorens store brune Øjne var bleven endnu større bag de tykke Brilleglas. Han forstod ikke, hvor Enslev vilde hen med sin Tale, som der tydeligt *stak en Hensigt i.

»Jeg har – som sagt – endnu ikke haft Lejlighed til at gøre mig bekendt med Sagen. Og hvad den omtalte Præst angaar –«

»Ja, han er lige til *Tugthuset. Først gaar den *Kanalje hos os i to Maaneder og lader sig fede op, og bagefter sælger han sin Fromhed til vore Fjender. Saadan er de Karle! ... Hvad Distriktslæge Gaardbo angaar, saa er han min Nevø. Jeg nævner det kun, for at De kan forstaa, hvorfor jeg oprindelig interesserede mig for Affæren. Det har forøvrigt nu vist sig, at det ogsaa her er *Præstepartiet, der har været ude paa Rov. Det vil sikkert blive nødvendigt at |210 undersøge det Forhold nøjere, før der fældes en Dom.«

Professoren forstod Vinket og slog sine Øjne ned. Han svarede, at han ved første Lejlighed skulde sætte sig ind i Sagen, »der jo desværre synes ret alvorlig.«

»I det hele taget, Professor Bendix – De har sikkert gjort den samme Erfaring som jeg, at naar man begynder at rode op i en tvivlsom Affære, finder man altid en Præst paa Bunden af den. Skulde jeg bebrejde mig noget i mit politiske Liv, saa var det fremfor alt det, at jeg ikke paa et langt tidligere Tidspunkt har rejst den Kamp, jeg nu staar i.«

Han forklarede, hvorledes et afgørende Brydetag med Kirken før eller senere blev uundgaaeligt i ethvert demokratisk styret Land. Mistænksomheden overfor Præsteskabet kunde derfor aldrig blive vaagen nok. Som man i Familjer, hvor der var en upaalidelig Kat i Huset, altid, naar der mærkedes en ilde Lugt i Stuen eller der var drukken af Fløden, straks spurgte: »Hvor er *Mons?« Eller som hin franske Forhørsdommer ufravigeligt gjorde sig selv det Spørgsmaal: »*Où est la femme?« Saadan skulde man overfor enhver Gemenhed i det offenlige Liv altid spørge: »Hvor er Præsten?«

I dette Øjeblik aabnedes Døren, og en Herre gled |211 uanmeldt ind. En slank Skikkelse paa et halvt Hundrede Aar med regelmæssigt smukke men udslukte Ansigtstræk. Fra Hovedskilningen, som delte det graanende Haar ogsaa i Nakken, og ned til Lakstøvlerne var han den elegante Verdensmand.

Det var Anton Bjerreby, Enslevs Husven, af Folk kaldet hans *Maître de plaisir. Han havde i sine unge Dage fusket lidt som dramatisk Forfatter og Journalist, havde blandt andet været Medarbejder ved »Femte Juni« i Bladets første Tid, da Enslev selv var Redaktør og skrev det næsten alene. Siden gik han over i praktisk Virksomhed, og var nu en af Cheferne for en af Byens større *Vekselmæglerforretninger. Men udenfor sin travle Kontortid var han stadig den samme stilfulde Flanør, som nu i femogtyve Aar havde været Forbillede for alle Strøgets unge Lediggængere. Han havde engang været gift i fjorten Dage, men levede nu som Ungkarl, yndet af mange Kvinder, derfor en af Byens mest søgte Selskabsmænd, hvis elskværdigt paagaaende og smaadrillende Tone selv de færreste Mænd kunde modstaa.

Ogsaa Enslevs Forhold til ham var en Slags Forelskelse, hvis inderste Hemmelighed var den, at Bjerreby aldrig havde misbrugt hans Venskab og overhovedet var en af de faa, paa hvis uforanderlige Hengivenhed han stolede. Trods Aldersforskellen var Tonen mellem dem halvt kammeratlig. Bjerreby |212 var det eneste Menneske, hvis Frisprog Enslev taalte. Han gik ud og ind i hans Hus, som om han hørte til der, og naar han ikke var budt ud i Selskab, kom han gerne af sig selv til Middag.

Hans Tilsynekomst fik hurtig Professor Bendix til at rejse sig og sige Farvel. De to var ikke Venner. Enslev nød fra sin Lænestol det Buk, hvormed de hilste paa hinanden, fordi han mente at vide, at der engang havde bestaaet et Forhold mellem Bjerreby og Professorens Frue.

Kort efter blev der kaldt tilbords.

Enslevs Utaalmodighed ytrede sig aldrig stærkere end ved Maaltiderne. Spiste han alene, varede endogsaa Middagen ikke mere end et Kvarter. Til lille Jensens Fortvivlelse kunde han rejse sig efter den første Ret og lade hende staa der med Stegen og Desserten. Men naar Bjerreby var der og fortalte sine pikante Historier fra den københavnske Selskabsverden, faldt der mere Ro over ham. Bjerreby var en aabenhjertig Fortæller, og Enslev hørte paa ham med en gammel Erobrers forstaaende Glimt i Øjet.

Denne Dag forlod han dog Bordet i Utide, da Zaun havde ladet sig melde.

Den lille rastløse Direktør havde stillet sig helt og holdent til Enslevs Raadighed i denne Tid. Man saae ham indtil sent paa Natten gennemfare Byens Gader i *Droske, undertiden, som det syntes, i flere |213 paa en Gang, – altid glad og smilende trods sit hovedkulds Hastværk. Han telefonerede og telegraferede og havde fortrolige *Konferencer med Meningsfæller; og flere Gange i Løbet af Dagen vendte han tilbage til Enslev for at afgive Meldinger og modtage nye Ordrer.

Efter en Samtale paa fire Minuter var han borte igen. Men i det samme meldtes Redaktør Samuelsen, som Enslev selv havde sendt Bud efter.

Forholdet mellem Enslev og hans Redaktør havde i den senere Tid udviklet sig til en vedvarende Krigstilstand. I de samme Numre af Bladet, hvor Enslev paa Forsiden lod sin Pen lyne over Tyrstrup og hans kirkelige Hjælpere, kunde der f. Eks. i et Begravelsesreferat være indsmuglet en stærk Anerkendelse af en eller anden Præsts »smukke og fordomsfrie« Tale; eller man kunde finde en rosende Anmeldelse af et religiøst Skrift eller kirkeligt Foredrag.

Enslev opfattede det som et Drilleri af Samuelsen, der efter hans Mening paa den Maade vilde hævne sig paa ham, fordi han ikke havde faaet Lov til at *udmaje Bladet med et koloreret Søndagsnumer, et Sportstillæg og den øvrige amerikanske *Negerjournalistik, som det var hans Drøm at indføre her i Landet. Trods sin Mistænksomhed var det ikke faldet Enslev ind, at hans Redaktør med Overlæg forberedte en Konflikt.

|214 Af den store Almenhed var Samuelsen hidtil bleven betragtet som Enslevs onde Aand, hvem det skyldtes, at »Femte Juni« mere og mere blev til Forargelse. Og Enslev havde *fundet sin Regning ved at lade Vælgerfolket blive i den Tro. Denne foregivne Rolle som den store Førers dæmoniske Raadgiver havde tidligere smigret Samuelsen; men den var i den sidste Tid bleven ham til Besvær. Af en ganske bestemt Aarsag *var det ham om at gøre, at Folk blev opmærksom paa, hvor dyb Uoverensstemmelsen mellem dem var, særlig paa det religiøse Omraade. Sagen var den, at han bestemt ventede Enslevs Fald og forudsaae, at »Femte Juni« med sin forældede Skikkelse hurtigt vilde blive trukket med ned i Undergangen. Efter hans Mening var det derfor nu det yderste Øjeblik for en klog Rotte at smutte fra den dødsdømte Skude.

Allerede et Par Gange tidligere havde han maattet møde her til Forklaring, og det var kommet til ret alvorlige Sammenstød. Nu havde han bestemt sig til at lade Minen springe. Efter at han nogen Tid i Tavshed havde ladet Enslev overøse ham med Grovheder, rejste han sig op og sagde med sin uforanderlige Elskværdighed, at han efter disse Udtalelser fandt det rigtigst at opsige sin Stilling ved Bladet, da han ikke kunde handle mod sin Overbevisning.

|215 Enslev havde nær let højt, da han hørte Samuelsen tale om sin Overbevisning.

»For min Skyld gerne!« sagde han. »Hvornaar ønsker De at fratræde?«

»Ja, De erindrer maaske, at Opsigelsesfristen er tre Dage. Det er en Bestemmelse, De selv i sin Tid forlangte indført i vor Kontrakt. De vilde have Ret, sagde De, til at sætte mig paa Porten, naarsomhelst det passede Dem. Det Udtryk brugte De netop. Jeg anmoder altsaa om Tilladelse til at forlade Bladet iovermorgen.«

Han stak sin uldhaarede Haand indenfor Frakken og fremtog en Konvolut, som han med et ærbødigt Buk lagde paa Skrivebordet.

Enslev havde indtil dette Øjeblik opfattet hans Ord som Skryderi. Samuelsen havde et Par Gange tidligere forsøgt at sætte sin Vilje igennem ved at ymte om at »ville søge sig et taknemligere Virkefelt«. Men Synet af Konvoluten gjorde ham lidt hed om Ørene. Han vidste bedst selv, hvor meget han skyldte denne Mands Forretningsdygtighed.

Alligevel bevarede han sin Ro. »Er det Opsigelsen? Ja, ja, Samuelsen. Hos mig har enhver sin frie Vilje. Altsaa iovermorgen. Farvel!«

Han rakte ham Haanden og lod ham gaa.

Skønt Samuelsen virkelig gik, og han hørte Døren blive lukket, vilde han endnu ikke tro paa, at det |216 var Alvor. Det kunde ikke være muligt! Det lodne Asen maatte vel komme tilbage og gøre Undskyldning! ... Men nu hørte han ogsaa Forstuedøren smække i efter ham.

I samme Øjeblik var han oppe af Stolen, greb sin Stok og stolprede tilbage til Spisestuen, hvor Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby endnu sad ved Desserten.

»Nu skal De høre nyt! Samuelsen var hos mig nu og har sagt sin Stilling op.«

»Samuelsen!«

Frk. Evaldsen kastede sig omkring paa Stolen og greb med begge Hænder om dens Ryg.

»Det er da ikke sandt!«

»Hys!« – Enslev strakte Haanden ud og lyttede – »Ringede det ikke? – Nej! Ja, den Slubbert render fra sin Post midt under Kampagnen. Forlader Bladet iovermorgen. Han burde skydes! ... Jeg gad ikke spørge ham om, hvad han agter at tage sig for; men han maa jo sikkert have et Ben gravet ned et eller andet Sted. Han har hos mig haft sine *femten Tusinde om Aaret foruden Procenter til mindst det samme Beløb. En saadan Stilling falder man dog ikke over paa Gaden!«

Bjerreby, der med elegante Bevægelser haandterede en Nøddeknækker og havde Tallerkenen fuld af tomme Skaller, sagde paa sin ligegyldige Facon:

|217 »Jeg tror, jeg kan give Dem en interessant Oplysning.«

»De!«

»Ja. Jeg hørte igaar paa Børsen et Rygte ... som jeg, ærlig talt, ikke tog mig videre af. Dertil forekom det mig altfor usandsynligt. Men det har aabenbart alligevel været rigtigt underrettet.«

»Saa sig det da, for Pokker! ... Og hold op med det uudholdelige Spektakel der!«

Bjerreby lagde Nøddeknækkeren og sagde:

»Samuelsen skal være Chefredaktør af Præsternes nye Blad.«

Enslev slog Stokken i Gulvet foran sig og hældede sig frem.

»Samuelsen!« brølte han halvt i Latter. »Er De gal, Mand!«

Men i det næste Øjeblik gik der som et Dødens graanende Pust henover hans Ansigt, og han blev stum en Tid.

»At jeg ikke har været klogere! ... Ja, Stensballe er en dristig Mand! Det hele har været planlagt ... De Hunde!«

Han sank paany hen i sig selv, og Bjerreby fortsatte:

»Efter alt, hvad jeg kan forstaa, skal Bladet i det hele *slaaes svært op. Jeg har hørt om en Aktiekapital paa en halv Million. Og Tillid til Succes’en |218 maa der være; det slutter jeg af, at Kaffe-Søholm er en af Garanterne. Den Mand vover ikke sine Penge, hvor han ikke mener at kunne *gøre Regning paa Aagerrenter. Forresten skal det være Deres egen Brorsøn – den nye Folketingsmand – der har faaet ham interesseret for Bladet. Det hedder sig, at Pastor Gaardbo er bleven Pot og Pande i den Søholmske Familje. De har lært hinanden at kende paa Søholms fynske Gods. Kan han løbe af med den sidste af »Kaffesøstrene«, gør han sgu i enhver Henseende et fint Parti.«

Enslev vaagnede op af sin mørke Tankefuldhed og afbrød ham.

»Ti nu stille! Og hør, hvad jeg vil sige! Dersom Pastor Stensballe og de andre fromme Æsler bilder sig ind, at de har bragt mig i Knibe ved at *underkøbe Samuelsen netop nu – saa skal de faa at se, at de har taget fejl! Jeg overtager fra iovermorgen selv Redaktionen. Det Bytte taber Bladet vist ikke ved! ... Det kommer til at gaa lidt ud over min Nattero; men det vænner man sig til. I tolv Aar havde jeg *Hundevagten ved mit eget Blad. – Redaktørskiftet skal endnu i Aften meddeles *Telegram-Bureauet. Og imorgen Formiddag Kl. 11 skal Redaktionssekretærerne og de faste Medarbejdere give Møde her – undtagen Samuelsen naturligvis. Jeg slaar den fede Gorilla Kortene ud af Haanden! Zaun skal jeg have |219 fat i straks. Hvor han saa er, maa han skaffes tilveje inden en Time.«

De sidste Sætninger rettede han direkte til Frk. Evaldsen, der ogsaa straks rejste sig for at udføre hans Ordrer. Hun og Bjerreby havde vekslet bekymrede Blikke over Bordet; men ingen af dem vovede nogen Indsigelse. De vidste altfor godt, hvor haabløst det under et saadant Udbrud var at ville indvirke paa ham. De havde netop siddet og talt om, at han i disse Dage paa ængstende Maade mindede om en af Uvejr forslaaet gammel Ørn, der kaster sig op imod Stormen med *stedse vildere Vingeslag og ikke giver tabt, før Hjertet brister.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Et Par Dage efter, at Bladene havde bragt Meddelelse om Karsten Froms og Jytte Abildgaards Forlovelse, søgte Professor Asmus Hagen sin hjemvendte Ven paa det *Hotel ved Kongens Nytorv, hvor Vennen boede. Han havde ikke set noget til ham i flere Dage og var længselsfuld efter at erfare, hvad Virkning Efterretningen havde gjort paa ham.

Da han stod af Sporvognen, saae han, at der var Trængsel omkring Avismanden paa Holdepladsen, og lidt efter stod han selv med et Ekstranumer af »Femte Juni« i Haanden. Det indeholdt Ordlyden af et »Forslag til Beslutning«, som Enslev samme |220 Dag havde indsendt til Folketingets Formand. I voldsomme Ord udtalte det Mistillid til Ministeriet og stillede Kravet om dets øjeblikkelige Fjernelse.

Asmus Hagen stak Papiret i Lommen, og skraade<!-- således også tidligere uden e --> over Torvet hen mod Hotellet.

Torben Dihmer var hjemme. Han stod foran en aaben Kuffert og lagde nogle Bøger ned.

»Hvad betyder det? Skal du rejse?«

»Ja, det veed du jo! Dersom du ikke var kommen, havde jeg gjort dig et Besøg engang i Aften. Nu vil jeg hjem til Favsingholm.«

Asmus Hagen tog Avisen op af Lommen.

»Læs her! Kan det ikke holde dig tilbage?«

»Hvorfor mener du?« spurgte Torben, da han havde gennemløbet Meddelelsen.

»Lykkes det Enslev at skaffe sig blot en nogenlunde præsentabel Minoritet, faar vi *sikkert nye Valg inden otte Dage.«

»Du har maaske Ret. Men jeg er ganske uinteresseret. Den hele Hanekamp er for mig ikke en Bønne værd.«

»Altsaa stadig lige umulig! ... Hvornaar rejser du?«

»Imorgen. – Men sæt dig nu ned og tag dig en Cigaret og lad os tale om noget andet.«

»Lad mig endnu blot sige om den forestaaende Afgørelse, som altsaa efter din Mening ikke er en Bønne værd, – Enslev er det sidste, skrøbelige Bol|221værk mod den middelalderlige Syndflod, som nu truer os. Rimeligvis bilder Tyrstrup sig ind, at naar han først faar bundet Munden paa Enslev, skal han snart faa Krammet paa sine nuværende Hjælpere. Han er en godmodig og enfoldig Trækokse, der ikke selv veed, hvem der kører ham. Men han skal nok faa det at mærke! Der er kommen en Musetravlhed over Præsteskabet, der tyder paa store Forberedelser.«

»Naa ja. Vi kommer maaske til at opleve en Kostymeforandring. Andet bliver det dog ikke. Indvendig ser den Slags Folk allesammen ens ud. Med eller uden *Møllesten om Halsen er de lige store Narre eller lige frygtelige Ødelæggere.«

Asmus Hagen, der havde slaaet sig ned i Sofaen, var overrasket over at finde sin Ven saa rolig, næsten oprømt. Men der var samtidig noget i hans Udseende, der ængstede ham. Skønt Torben Dihmer stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset, slog det ham, hvor hans Ansigt havde forandret sig de sidste Dage.

»Sig mig, Torben – du glemmer da ikke at tage dine Piller regelmæssigt? Du veed, det er aldeles nødvendigt, at du ikke forsømmer det.«

Vennens Spørgsmaal satte Torben Dihmer i Forlegenhed. Han stod lænet til Karmen og saae ned paa sine Fødder. Pludselig løftede han Hovedet som den, der tager en Beslutning. Og han satte |222 sig stille hen ved Siden af Asmus Hagen og lagde Armen om hans Skulder.

»Jeg vil være fuldt oprigtig mod dig. Det skylder jeg dig. Du har gjort saa meget for mig, og naar jeg nu tilstaar dig Sandheden, vil du vist finde mig skammelig utaknemlig. Men det faar saa være! Fra den Dag for godt et Aar siden, da du kom over til mig paa Favsingholm – i det mindste fra den Dag, jeg rejste hjemmefra som helbredet – har jeg ført en Skintilværelse, som jeg maa befries for. Du forstaar det vist ikke, men saadan forholder det sig. Man sidder ikke tre lange Aar og venter paa at *blive færget over til den anden Bred uden at faa Mærker af det. Paa mine fysiske Organer har dine Piller gjort Underværker. Jeg er bleven rørig og stærk som før. Men mit Sind – mit hele Følelsesliv – har du ikke kunnet give den gamle Robusthed tilbage; og i den Henseende vil ikke Alverdens Kemikalier kunne hjælpe noget. ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Med mine 85 Kilo gaar jeg omkring i denne Verden som et lidt uhyggeligt Gespenst, baade for mig selv og jer andre; en Emeritus, dit forhenværende Medmenneske, Asmus, der er ude af Stand til længer at føle synderligt ved det hele.«

»Vil du med alt det sige, at du ikke længer tager dine Piller? For i saa Fald vil jeg lade dig vide –.«

»Jeg veed det. Du behøver ikke at fortælle mig, |223 hvad Følgerne vil blive. Men ser du, jeg er kommen til den Overbevisning, at man ikke skal forsøge paa at stride mod sin Skæbne. For det nytter dog ikke noget. Der gøres ikke Mirakler her i Verden. Heller ikke af Videnskaben.«

»Jeg spørger dig endnu en Gang: er det din Mening, at du vil gøre en Ulykke paa dig selv? At du er begyndt at negligere dit Helbred, har jeg allerede set paa dig. For det Tilfælde, at det er din Hensigt at fortsætte paa den Maade, skal jeg minde dig om den Forfatning, jeg fandt dig i, da jeg kom over til dig paa Favsingholm.«

Torben Dihmer, der havde sluppet Vennens Skulder og nu sad foroverbøjet og betragtede sine Hænder, tøvede længe med Svaret.

»Jeg siger dig jo, at jeg har forliget mig med min Skæbne. Den er nu engang min, og jeg kan ikke længer forestille mig mit Liv uden den. Vi to er viet til hinanden, og – som Formularen lyder – *hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker ikke adskille. Det kommer der kun Skuffelse og Ufred ud af. Det er, hvad jeg nu har lært.«

»Jeg vil ikke filosofere med dig,« sagde Asmus Hagen. »Dertil synes Sagen mig – ærlig talt – for alvorlig. Men jeg vil gøre dig et Spørgsmaal, Torben. Og nu maa du ikke *tage mig det fortrydeligt, at jeg taler saa ligefrem til dig om et For|224hold, som jeg ellers ikke skulde have berørt. Synes du, det er dig rigtig værdigt at lade dig slaa saa vanvittigt ud af din Bane for en eneste Kærlighedsskuffelses Skyld? Min Kusine er ganske vist en højst indtagende Dame, og jeg, som har kendt jeres tidligere Forhold, forstaar naturligvis din Bitterhed. Men der findes dog Gudskelov andre indtagende – og mindre vægelsindede – Kvinder i Verden end Jytte; og om du vil gifte dig – hvad jeg i høj Grad vil anbefale dig – behøver du jo ikke at være bange for, at du ikke med Lethed vil finde Erstatning.«

Torben Dihmer sad stadig i den samme Stilling og saae paa sine Hænder. Ved Lyden af Jyttes Navn dirrede det i hans Kinder.

»Det er noget nyt at møde dig som Advokat for Ægtestanden. I gamle Dage havde vi, som du maaske husker, adskillige varme Dispyter om den Ting. Nu kommer dine Rekommandationer for mit Vedkommende *post festum. Og hvad specielt din Kusine angaar, saa vil jeg gerne – siden du nu har taget dig den Frihed at trække den gamle Historie frem igen – saa vil jeg gerne en Gang for alle have det sagt, at jeg betragter det som en Lykke ogsaa for mig, at vort sidste Møde forløb, som det gjorde. Det er altsaa ikke af den Grund, jeg har ladet mig »drive ud af min Bane« – som du siger. Jeg skylder din Kusine stor Taknemlighed, fordi hun dengang |225 med sit standhaftige Vægelsind forhindrede en Ulykke. Det be’r jeg dig om ved Lejlighed at sige hende fra mig.«

Asmus Hagen bøjede sig frem fra Sofahjørnet og bankede ham smilende paa Skuldren.

»Undskyld! Men er det ikke noget, du sidder og forsøger paa at bilde dig selv ind? Indrøm i det mindste, at du ikke havde lagt Vejen til Favsingholm over København, dersom Jytte ikke havde været her.«

Torben blev stærkt rød.

»Naa – og hvad saa?«

»Du havde altsaa et Ærinde.«

»Hvor vil du hen med alt det?«

»Jo, ser du, det har Betydning for mig at vide det. Dine forrykte Selvmordsplaner ... ja, det nytter ikke, du vil protestere. Jeg kalder dem nu saadan! ... Dem havde du altsaa ikke, da du kom hertil. Dem har du udklækket under Indtrykket af, hvad du har oplevet i disse Dage. Der er da lykkeligvis Haab om, at de ikke sidder fastere hos dig, end at du kan bringes til Fornuft.«

»Du tager igen fejl, Asmus! Den Beslutning, jeg har fattet, skal du ikke gøre noget Forsøg paa at faa mig bort fra. Det vil være spildt Ulejlighed. Den er saa gammel hos mig som min Overbevisning om, at vi Mennesker først faar Fred i Sjælen, naar |226 vi holder op med at ville *fuske den store Verdensmester i Haandværket og ligesom daarlige Skuespillere forvrænge og forfladige den Rolle, vi har faaet tildelt i hans Drama.«

»Hvorfor kom du da hertil?«

»Naar du absolut skal vide det – saa havde jeg ganske rigtig et Ærinde her. Jeg kan ikke gaa i Detailler. Saa meget vil jeg blot sige, at siden jeg nu har set din Kusine og hendes Kæreste sammen et Par Gange, er jeg befriet for min sidste Tvivl om min Overflødighed her. At Hr. Karsten From næppe kan være det Ideal af en Mandsperson, som din Kusine saa ihærdigt har eftersøgt, forandrer ikke noget i mit Syn paa Sagen. Som du forleden meget rigtig sagde: Kærligheden suspenderer Fornuften. Det er sikkert netop dens Bestemmelse.«

Asmus Hagen havde igen lænet sig tilbage i Sofahjørnet. Han betragtede en Tid sin Ven i Tavshed.

»Torben! Vil du – for gammelt Venskabs Skyld – gøre mig en Tjeneste?«

»Lad mig først høre, hvad det gælder.«

»Lov mig at blive her endnu i fjorten Dage. Og opsøg saa dine gamle Venner, kast dig ud i Selskabslivet, prøv i det hele igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen – og du skal se, hvordan alle dine »Spøgelsefornemmelser« vil forsvinde. Gør i det mindste et Forsøg!«

|227 »Du har misforstaaet mig, Asmus! Jeg har ikke *beklaget mig. Det skal du heller ikke gøre. Jeg misunder jer ikke jeres Glæder. Jeg har mine egne – som jeg altsaa nu vender tilbage til. Du talte før om den Tilstand, du traf mig i, da du kom til Favsingholm sidste Efteraar. Den har jeg naturligvis ikke glemt; men den skræmmer mig ikke mere. Jeg tror, at jeg nu er i Stand til at skønne paa, hvad jeg dengang lærte. En saadan lang Sygdomstid gør En klog paa mange Ting, som er skjult for de sunde og geskæftige.«

»Hvad er det for Slags Lærdomme, du tænker paa?« spurgte Vennen.

»Det maa du som Læge jo vide bedre end nogen anden, at endogsaa en uhelbredelig Spedalsk kan have sin Lykkeverden. Blot det, at man opdager, hvor lidt der i Grunden skal til for at gøre Sindet glad, er jo en uvurderlig Gevinst. En Fugl, der sætter sig i Vindueskarmen, et Dun, et Støvfnug, der sejler En forbi i Solskinnet, alle disse mange smaa Oplevelser, som hver eneste Dag i Aaret er rig paa, men som vi ellers ikke giver os Tid til at glæde os over, – mere behøves der jo ikke. En saadan Sindets Nøjsomhed har kun Børn og syge Mennesker i vore forjagede Dage. Og saa er den dog Betingelsen for al virkelig Glæde.«

Asmus Hagen svarede efter en Pavse:

|228 »Jeg har jo altid sagt dig det, at du gik med Spiren til en Drømmer og Sværmer i dig. Nu har jeg da faaet Ret – desværre.«

»Har du det? Du veed dog, at jeg selv har en ganske anden Opfattelse af min Udvikling. Jeg synes undertiden, jeg er vaagnet op af en lang, dyb Søvn og er den eneste rigtig levende her – i de Dødes Rige. Og hvorfor er du i Grunden saa forarget? Du har dog for dit eget Vedkommende holdt dig det hele Markedsspektakel forsigtig paa Afstand. Du anbefaler mig Ægteskab, men selv har du ikke giftet dig. Du vil absolut have mig ind i Politiken og kaste mig i Armene paa Selskabet, men selv er du mere end ængstelig for at blive begramset af Offenlighedens Slagternæver.«

»Jeg staar i Ambulancen. Det kan give en samvittighedsfuld Mand Beskæftigelse nok.«

Torben Dihmer faldt et Øjeblik i Tanker. Saa nikkede han.

»Det forstaar jeg,« sagde han. »Ja, Menneskeslægten er syg. Afsindig. Hvad jeg i disse ti Maaneder har været Vidne til i tre Verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige Rastløshed, hvormed en gal Mand arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Al denne forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, en Ophoben af Varer, der ikke svarer til |229 noget naturligt Behov men maa paatvinges Menneskeheden med Magt eller Kneb – det er, det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger. – – Det er forresten sandt,« afbrød han sig selv og løftede Hovedet. »Kender du en Distriktslæge Gaardbo paa Fyn?«

»*Seminaristen?«

»Hvad mener du?«

»Saadan kaldte vi ham i sin Tid paa Hospitalet. Det er velsagtens hans taabelige Skriverier, du er kommen ud for.«

»Taabelige? Det finder jeg ikke.«

»Nej, naturligvis!« udbrød Asmus Hagen og rejste sig. »Der maatte det jo ende med dig! Ja, nu forstaar jeg, at du er *inkurabel!«

Ude paa Gulvet fortsatte han i Forbitrelse:

»Det er virkelig oplivende! Her gaar vi Læger og Videnskabsmænd og arbejder trofast paa at gøre Tilværelsen en Smule<!-- "Sm ule" behøver næppe noteres. JGN: ikke? Opererer vi med stiltiende rettelser?--> menneskelig for vore Medskabninger ... og saa *faar vi Skam til Tak af en skørhovedet Kvaksalver, der hidser Folk op imod os. Og forholdsvis fornuftige Mennesker applauderer Manden og finder ham interessant. Det er nydeligt!«

Torben Dihmer rejste sig nu ogsaa. Han gik hen og lagde sine Hænder paa Vennens Skuldre.

»Vi vil ikke skilles som Uvenner! Du maa ikke tro, Asmus, at jeg er utaknemlig. Mere end nogen|230sinde veed jeg nu, hvormeget jeg skylder dig. Uden din Vennehjælp havde jeg endnu været Jordens usleste Menneske. – Men lad mig nu gøre dig et Forslag! Kom over og besøg mig paa Favsingholm, naar der er gaaet et halvt Aar. Det skal da vise sig, om jeg er bleven klogere. Til Sommer altsaa!«

»Du regner med saa store Tal. Dersom det til den Tid var *for silde?«

Torben Dihmer vendte sig fra ham.

»Naa ja! Saa er der et Menneske mindre i Verden. Det er det hele!«

»Det vil jeg sige dig, Torben, at *havde jeg Magt som Agt, saa fik du ikke Lov til at rejse. Jeg spærrede dig inde, indtil du kom til Fornuft.«

»Ja, ligesom din Bror!« sagde Torben og vendte sig igen omkring. »Jeg forstaar det! Men gaa nu, Asmus! Ellers modstaar du maaske ikke Fristelsen til at erklære mig for gal. – Og dersom du kan, saa bevar endnu lidt Venskab for mig!«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. For fuldt besat Sal og overfyldte Tilhørerpladser aabnedes Folketingets sidste Møde før Jul. Det var d. 21. December, Kl. 8 Aften. Oppe fra Galleriet og fra Logerne var alle Kikkerter rettet mod Enslevs hvide Hoved, der for første Gang efter tre Aars Forløb |231 saaes i den Forsamling, som han i over en Menneskealder havde behersket.

Han sad paa sin gamle Plads omtrent midt i Salen og gennembladede de fremlagte Papirer.

Foruden hans Mistillidsvotum stod der paa Dagsordenen nogle Smaasager, der skulde gøres færdige, inden *Tinget tog Ferie. Under deres Behandling, som ingen hørte paa, var Medlemmerne i travl Bevægelse, som om der endnu i sidste Øjeblik blev truffet vigtige Afgørelser. Selv Rektor Bohse sad ikke som ellers paa sin Plads som Tingets eneste opmærksomme Tilhører. Sammen med gamle Jørgen Højbo, Lærer Tanning og et Par andre af det tyrstrupske *Partis Ledere var han bleven kaldt til en *Konference i en af Vinduesfordybningerne. Bagefter gik Lærer Tanning rundt i Salen og hviskede Partimedlemmerne en Ordre i Øret.

Da han naaede Højskoleforstander Aleksandersen, hvis slanke Skikkelse som sædvanlig stod lænet op mod en Pille til fri Beskuelse for Damerne i *den reserverede Loge, efterlod han et Skuffelsens Mørke i Højskolemandens mandige Træk. Det var nemlig bleven bestemt, at kun Tyrstrup selv skulde svare paa Enslevs Angreb, idet man frygtede for, at Kirkefolkets kampivrige Ordførere under en vidtløftig Debat skulde aabenbare for mange af de skjulte Brist i Partiets Sammenhold.

|232 Under alt dette sad Enslev i utilnærmelig Ensomhed og bladede i sine Papirer. Ikke en eneste Gang saae han op.

Frem og tilbage langsmed Væggen gik hans Ungdomsven og Dødsfjende Gjærup med sine lange Arme bag paa Ryggen. Som en Mørkets Hævnaand gik han der og gned Fingerenderne mod hinanden. Naar han engang imellem standsede og saae ud over Salen, blev hans Brilleglas hvide i Glødelampernes Skær som blinde Øjne. Fyrretyve Aars opsamlede Had skulde endelig mættes. Fyrretyve Aars Ydmygelser og Spot skulde nu gengældes. Ingen havde i disse Dage været mere virksom end denne gulblege Mand, der engang var Enslevs mest trofaste og opofrende Ven. Hvad enten det galdt om at friste en af Fjenderne til Frafald eller at true en vankelmodig Partifælle paa Mandatet, havde han vist den samme Iver. Det var ogsaa ham, der havde ført Samuelsen og Pastor Stensballe sammen til deres første, hemmelige Forhandlinger om Overtagelsen af den nye Redaktørpost. Naar i det hele dette Folketingsmøde var bleven saa snildt forberedt, saa virkningsfuldt tilrettelagt som en Slags offentlig Henrettelse, hvor Folket ved sine *Tillidsmænd skulde *dømme en gammel *Misdæder fra Ære og Liv, var det først og fremmest Gjærups Værk.

Pludselig blev der forøget Røre i Salen. Alle Med|233lemmer skyndte sig til deres Pladser. Formandsklokken havde lydt. Behandlingen af de mange Smaasager var ført tilende paa tyve Minuter.

Efter en ganske kort Pavse rejste Formanden sig igen og oplæste det indbragte »Forslag til Beslutning«. Derpaa gav han Ordet til det ærede Medlem fra *Københavns tredje Valgkres. Det var Enslev.

Man saae ham rejse sig fra sin Plads, og det var i samme Nu, som om han var den eneste levende i hele Salen, saa lydløst stille blev der. Alle Øjne fulgte ham paa hans hurtige Gang hen til Talerstolen. Man hørte de dumpe Stød af Stokken mod Gulvtæppet, og i den store Stilhed føltes Lyden lidt uhyggelig, som om den var et Varsel. Men nu stod han deroppe med tilbagekastet Hoved og lod sit mørkt flammende Blik langsomt glide hen over Forsamlingen, flytte sig ligesom søgende fra Sted til Sted og derpaa løfte sig op til Loger og Galleri – saadan som han havde haft for Skik, saa langt nogen kunde huske tilbage.

Det slog i disse Øjeblikke mange, hvor stærkt hans lille blyfarvede Ansigt med dets Indramning af uldhvidt Haar og Skæg var blevet mærket af den Draabe *Taterblod, der for mere end hundrede Aar siden havde forvildet sig ind i hans Slægt. Der var baade Vildskab og Snuhed og mistænksom Frygt i dette Blik, hvormed han ligesom kastede et |234 Garn ud over alle sine Tilhørere for straks at fange dem ind under sin Personligheds Magt.

Han begyndte sin Tale med næsten uhørlig Stemme, hvad der hos flere af dem, der var fortrolige med hans Virkemidler, vakte en Anelse om, at han ved denne Lejlighed underfundigt vilde spille med Dæmper paa Strengene. Det skabte nogen Ængstelse hist og her i det tyrstrupske Parti, hvor man trods alt ikke var ganske tryg. Det var før set, at Enslev havde vendt Stemningen i en Forsamling ved en Overlistelse. Skulde tilmed Tyrstrup være uheldig med sin Forsvarstale – hvad man desværre maatte regne med – kunde Resultatet af Afstemningen let blive usikkert. Og det var ikke tilstrækkeligt, at Enslevs Forslag slet og ret forkastedes. Det maatte ske paa en saa afgørende Maade, at den sidste Rest af Magt blev slaaet den gamle *Voldsmand ud af Haanden.

»Dersom jeg i dette Øjeblik,« sagde han, »da mit lange, politiske Liv nærmer sig sin Afslutning – og maaske staar jeg paa denne Talerstol for sidste Gang – dersom jeg nu skulde samle i et enkelt Ord, hvad jeg kunde ønske at efterlade som Summen af mine Erfaringer ... efterlade som en politisk Arv til dem, for hvem Frihedens Navn endnu er et helligt Navn; til dem, som ikke har glemt, at Trældommens Dage, at *Træhesten og *Naadigherrens |235 Hundepisk, ikke er Drøm og Digt, og som forstaar, at Friheden endnu kun er som et diende Barn i Verden, der Dag og Nat maa værnes og værges – – da maatte dette Ord lyde, som det har lydt de hundrede Gange før fra erfarne Statsmænds Læber: Vogt paa Herrerne i de lange Kjoler!«

Trods hans fuldkommen rolige Tone gik der pludselig en bølgende Bevægelse gennem Salen. Oppe i Galleriet raabte en kraftig Stemme: »Bravo!« Da Formanden i den Anledning *rørte Klokken og formanede Tilhørerne til Tavshed, gjorde Enslev et Ophold, hvorunder han paa sin hastige Maade nedsvælgede et Glas Vand i et Par Slurke.

Først da der igen var bleven fuldkommen Ro, fortsatte han:

»Der er to store Onder, der har hærget Menneskeheden fra Tidernes første Begyndelse. Det er Tyranni og Overtro. Kampen mod disse to ødelæggende Magter udgør den hele Verdenshistorie. Hvor de virker hver for sig, kan de være frygtelige nok; men det er dog først, naar de optræder samlede, at de bliver den Ulykke, der lægger Verden øde for Menneskene. Men paa en saadan Overenskomst mellem Tyranni og frygtsom Overtro hviler ethvert organiseret Kirkesamfund. I alle Lande og alle Tider var da ogsaa Kirken, Moskeen og Synagogen Despotiets sikreste Forbundsfælle, *Voldsherredømmets |236 faste Borg, dets Tilflugtssted og Skalkeskjul i Modgangens Dage. – Hvorledes har nu vor Regering vogtet paa denne skjulte Fare?«

Han gennemgik Ministeriets Historie for at vise, hvor svagt det havde været overfor Kirkens fornyede Forsøg paa at ophøje sig til et *Overværgeraad for Folket under Paaberaabelse af guddommelig Myndighed. Som et Eksempel nævnede han Valget af den nye *Kultusminister. For første Gang siden *Demokratiets Sejr var Skole, Videnskab og Kunst igen givet ind under en *Kirketjeners Formynderskab, og det var en offenlig Hemmelighed, hvilke Kræfter der havde været i Bevægelse i den Anledning. Men ogsaa Besættelsen af andre vigtige Tillidsposter omkring i Landet, og ikke mindst Regeringens – som oftest underjordiske – Virksomhed ved sidste Valg, viste klart, hvor eftergivende den var bleven overfor Kirkens anmassende Krav.

»Den nuværende Slægt har faaet Friheden i Vuggegave. Den *skulde dog ikke glemme, hvad den har kostet af Blod og Taarer. Men først og fremmest skulde vi ikke indbilde os, at den er bleven et umisteligt Gode, da der tværtimod er al Grund til at vise den yderste Aarvaagenhed. Vi lever i en Tid, da Frihedens Dødsfjender igen begynder at rejse Hovedet over hele Verden. Rundt om i *Gehejmekabinetter af forskellig Art *lægges onde Raad op |237 imod den. Enhver, der har Øre at høre med, maa kunne fornemme det, hvordan der paany i Mørke og Skjulthed smedes Lænker for Folket og dets Sønner. Vi ser jo ogsaa, hvordan en ny Tids Poeter og Profeter frækt udsaar Mistillid til Aandsfrihedens Velsignelser og omdøber Trældom og Overtro med skønt klingende Navne. Og i en saadan Tid giver vor Regering sorgløst Landets Ve og Vel i Hænderne paa en Stand, hvis Kald og hellige Pligt det er at undergrave den vaagnende Folkevilje, at mistænkeliggøre Menneskets Liv i dets morgenfriske Kraft og Fylde til Bedste for et Fædreland hinsides Skyerne.«

Med et kort, ligesom uvejrsbelyst Udsyn over Danmarks Historie i de sidste hundrede Aar søgte han at godtgøre, at alle tidligere Forsøg fra Kirkens Side paa at tiltvinge sig Førerskabet i Landet havde været *Forbud paa nationale Sammenbrud. Han nævnte *Grundtvigs kværulerende Vækkelse i Aarhundredets Begyndelse umiddelbart før *Statsbankerotten, og talte om *det politiske Kirkeregimente i Aarhundredets Midte, der førte til den store Krigsulykke i Treserne. Og han fortsatte efter en Pavse, hvorunder han igen havde set sig truende rundt i Salen:

»Der fortælles om forskellige gamle Borge, at der ved forestaaende Ulykker aabenbarer sig en graa|238klædt Dame, en sort Ridder eller en anden Genganger fra en svunden Tid, der varsler om Katastrofen. Vi hører ogsaa Søfolk tale om Klabautermanden, der viser sig i Rigningen eller ved Roret, naar Skibet styrer sin Undergang imøde. Saadan synes ogsaa ethvert gammelt Land, naar man læser dets Historie, at have sin varslende Skygge. Jeg tilstaar, jeg har aldrig betragtet det som nogen Tilfældighed, at der stod en *bispeklædt Mand ved Statens Ror i Ulykkesaaret 1864. Var det i hvert Fald ikke et Symbol? Og bør det ikke være os en Advarsel?«

Skønt han hele Tiden havde vedligeholdt den beherskede, næsten spagfærdige Tone, han begyndte i, havde der flere Gange under hans Tale lydt knurrende Protester rundt om fra Salen. Adskillige af hans gamle Venner blandt Bønderne sad med et indadvendt og bedrøvet Udtryk. En skægget *Missionsmand fra Vestjylland havde foldet Hænderne og stirrede op paa ham i ophidset Forfærdelse.

Han følte det selv, at han talte mod en Mur. Han mærkede ogsaa, hvordan den Kulde, der slog op imod ham fra disse tætte Rækker af forhenværende Tilhængere, efterhaanden lammede ham. I den mere end hundredhovede Forsamling var der ikke tredive, som ikke i sin Tid havde modtaget deres politiske Daab af hans Haand; hvem han ikke som |239 Faddergave havde skænket deres Plads her i Tinget og siden ødslet sin Beskyttelse paa og delt sin Hæder med i sine Velmagtsdage. Nu viste de Hunde ham ganske aabenlyst deres Had!

Højskoleforstander Aleksandersen, der allerede et Par Gange havde vakt Opmærksomhed med dristige Afbrydelser, raabte efter hans sidste Ord: »Bagvaskelse!« – Han sendte ham et Lyn med Øjnene, men tav. Han vovede ikke at udslynge det Svar, der brændte hans Tunge. Han bed Tænderne sammen af Frygt for at slippe sin Lidenskab løs nu, da der var baade Skrig og Hulken i hans Sind.

Lidt efter sluttede han sin Tale, fordi han følte sig svimmel. Kort samlede han, hvad han havde sagt, i en Opfordring til at nedstemme Ministeriet, der skammeligt havde misbrugt Folkets Tillid og forraadt dets helligste Sag.

Fra Tilhørerne havde man under Slutningen af hans Tale ikke hørt en Lyd. Alle sad spændt optaget af at følge Røret i Salen, var lutter Øjne og Øre for ikke at *gaa tabt af den mindste Afbrydelse. Men i samme Øjeblik, Enslev sluttede, skiftede Billedet om. Det var nu fra Rækkerne i Loger og Galleri, at der steg et Brus af Bevægelse, hvorimod Livet i Salen stivnede som ved Berøringen med en *Kommandostav. Da han gik ned fra Talerstolen saae man, at han var uhyggeligt bleg.

|240 Idet han paa Vejen til sin Plads passerede Stenografernes Bord snublede han lidt over en Fold i Gulvtæppet. En Stenograf, der netop havde rejst sig, greb ham ærbødigt om Armen for at støtte; men i Stedet for at takke ham, sendte han ham et forbitret Blik.

Da han var naaet tilbage til sin Plads, kom efterhaanden en fem-seks af Tingets Medlemmer hen og trykkede hans Haand. Det var alt.

Lærer Tanning hældede sig over mod Jørgen Højby, der var hans Nabo:

»Det Snigløb havde han ingen Held med,« sagde han smilende. »Han er bleven for gammel!«

»Ja, det var mat!« erklærede den anden.

Imidlertid havde Formanden ringet og givet *Konsejlspræsidenten Ordet.

Da Tyrstrup rejste sig fra Ministerbordet, saae man med Skræk, at han tog en stor Bunke Papirer med sig. Den upopulære Mand var frem for alt berygtet for sine Taler, der ogsaa var lige saa formløse og tunge som han selv. Navnlig bragte han sine Tilhørere til Fortvivlelse med samvittighedsfulde Oplæsninger af statistiske Tabelværker og lignende Dokumenter, som han i sin haardnakkede Saglighed hvert Øjeblik fordybede sig i. Nu var han tilmed øjensynlig stærkt nervøs, og hans faa Venner sad |241 som paa Naale af Frygt for, at han netop ved denne Lejlighed skulde vise sig særlig uheldig.

Da kom der noget uventet. I samme Øjeblik, han viste sig paa Talerstolen, stod Enslev op fra sin Plads og forlod Salen. Det skete paa en Maade, der udelukkede enhver Tvivl om Hensigten. Det var en overlagt Demonstration rettet mod den Mand, han især følte sig forraadt af og forfulgte med sit Had.

Der blev stor Bevægelse, navnlig da det straks efter forlød, at han var taget hjem og ikke vilde overvære Afstemningen. Men forresten virkede Demonstrationen ikke efter Hensigten. Selv paa Enslevs Venner gjorde den et forstemmende Indtryk. De indrømmede bagefter, at det var en beklagelig *Forløbelse.

Ogsaa af en anden Aarsag vendte Stemningen i Salen og paa Tilhørerpladserne sig til Gunst for Tyrstrup. Netop fordi han aldeles ikke gjorde Forsøg paa at kappes med Enslev i Veltalenhedens Kunst og i det hele forsmaaede enhver Udsmykning, virkede han i Øjeblikket til manges Overraskelse baade ved sit Ord og sin tilforladelige Personlighed med en egen overbevisende Magt. Dertil kom, at han paa Grund af Enslevs Bortgang talte ganske kort. Helt slap man vel ikke for Tabelværkerne; men hele Talen varede knap et Kvarter.

For første Gang i sin Ministertid havde Tyrstrup |242 en Succes. Baade da han udtalte, at han havde følt det som sin politiske Opgave at skaffe Folket Ro til en højst fornøden Selvbesindelse, idet vi i den sidste Menneskealder baade aandeligt og materielt havde levet over Evne og taget Forskud paa Nationens Kraft, og da han sluttede med at sige, at just fordi den almindelige Verdenssituation gav berettiget Aarsag til Ængstelse for et lille Folk som det danske, vilde han anse det for ensbetydende med en Dødsdom over Landet, dersom dette nu paany førtes ud i oprivende Borgerkampe, lød der livligt Bifald.

Saasnart han var gaaet ned, meddelte Formanden, at der var indkommen Begæring om Afslutning. Lidt efter begyndte Stemmegivningen, der paa Forlangende af *det ministerielle Parti foretoges ved Navneopraab.

Enslevs Mistillidsvotum var formet saaledes, at man med sit Nej tiltraadte det, med sit Ja forkastede det. De fleste Medlemmer blev paa deres Pladser, og der sporedes i Begyndelsen trods alt en Del Nervøsitet for de Overraskelser, Afstemningen kunde bringe. Men da det viste sig, at *Socialdemokraterne, hvis Lod i Vægtskaalen Regeringspartiet mest havde frygtet, holdt sig udenfor Striden og svarede »Stemmer ikke«, varede det ikke længe, før Resultatet klart kunde forudses.

Under dyb Stilhed fortsattes Opraabene. Sindene |243 var højtideligt *betagne, omtrent som naar man Nytaarsnat Klokken tolv hører Uret *falde til Slag og med Øjnene følger Viserens Gang i Aarets sidste Minuter.

»Ja – Ja – Ja – Ja – Nej.«

Det lød næsten som et hørligt Tik-Tak af det store *Taarnværk, der afmaaler Historiens Gang, og som om lidt ved Tingets Formand vilde lade udraabe, at en Tidsalder var gaaet under, en *Storm­ og Sværdtid afmægtig sunket i sin Grav.

Efter at endnu en halv Snes Minuter var forløbet, rejste Formanden sig for at meddele Resultatet. Og det viste sig, at Enslevs Nederlag var endnu mere afgørende end ventet. Kun tolv Medlemmer havde fulgt den Mand, der endnu for faa Aar siden havde været Landets næsten enevældige Herre.

I Baggrunden af den reserverede Tilhørerloge stod Zaun paa Spring med Haanden bag Øret. Der var bleven ham det Hverv betroet at bringe Enslev mundtlig Efterretning om Udfaldet; og næppe var Tallene nævnt, før han styrtede ned ad Trapperne og ud paa Gaden, hvor en *Droske ventede.

Oppe i det Hjørne af Galleriet, hvorfra der tidligere havde lydt en kraftig Mandsrøst, begyndte der Spektakler. Der blev raabt »Leve Enslev!« »Ned med Præsterne!«<!-- i B: „Ned med Præsterne! ... Leve Enslev!" --> – Men i det samme rejste gamle Rektor Bohse sig nede i Salen og udbragte med |244 Graad i Stemmen et Leve for Konge og Fædreland. I de Hurraer, der fulgte, druknede Revolutionen paa] B C D, paa paa A Galleriet; og blandt de mange andre bevægede var der virkelig dem, som i disse Øjeblikke syntes at høre *Dommedagsklokken lyde over *Evighedens Vande og forkynde *Gudemørkets Ophør.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Zaun, der allerede havde naaet Skt. Annæ Plads, fløj i dette Øjeblik forbi den edderspændte Portner og stormede op ad Trappen. Først da han stod foran Enslevs Dør og allerede havde ringet paa, kom han til Besindelse. Indtil dette Øjeblik havde han været saa opfyldt af selve sin Mission, at Betydningen af de Navne og Tal, han krampagtigt fastholdt i Hovedet, ikke var naaet ind til hans Bevidsthed, endsige gaaet op for hans Fantasi, som i det hele var den Evne hos den lille rastløse Mand, der arbejdede besværligst. Nu slog det ned i ham, hvad det var for et Rædselsbudskab, han bragte; og han følte sig ganske lammet ved Tanken om, hvad Enslev vilde sige.

Lille Jensen lukkede selv op.

»Herren er i sit Arbejdsværelse,« sagde hun.

Da Zaun stod ved Døren og hørte Lyden af Enslevs Stok derinde, trykkede han Haanden mod sit Hjerte for at samle Mod. Saa bankede han paa og |245 klemte sig ind. Enslev var standset midt i Stuen med løftet Hoved, og Zaun saae straks, at han var forberedt paa alt. Der var over hans Holdning en Majestæt som Ørkenløvens, naar den har hørt Riffelens Knald fra Bagholdet og mærket Kuglen i Hjertet men endnu staar oprejst.

»Naa?« sagde han.

Men Zauns Sindsbevægelse tog nu fuldstændig Magten fra ham. Overvældet af Sorg og Skam over Forræderiet mod den Mand, der i hans Øjne næsten var mere end et Menneske, sank han ned paa en Stol ved Døren og skjulte Ansigtet i sin Haand.

Der blev et Øjebliks Stilhed. Saa gik Enslev ham nærmere.

»Hvad gaar der af Dem, Zaun? Jeg er dog ingen gammel *Kælling, der ikke taaler at høre Sandheden. Jeg lover Dem højtideligt, at jeg ikke skal slaa Dem ihjel, dersom De blot kan melde om ti retfærdige i *Gomorrha.«

»Tolv!« udbrød Zaun og løftede sit fortvivlede Ansigt.

»Tolv?] »Tolv?« A, ikke i B C D ... Naa ja! *Saa mange havde ogsaa Kristus. Jeg vil tage det som et godt Varsel!« sagde Enslev med en Overgivenhed, der gik Zaun gennem Marv og Ben. »Lad mig høre ... Hvem var det?«

Navnene paa de trofaste blev nævnt. Nogle af dem var Folk, som paa en eller anden Maade var |246 bleven afhængige af Enslev, havde laant Penge af ham, eller havde faaet deres borgerlige Ære anbragt hos ham som en Slags Pant.

»Skete der ellers noget? Var der Demonstrationer af nogen Art?«

»Jeg veed ikke ... Jeg tog jo straks bort. Men jeg mærkede ikke noget.«

»Ja ja. Gaa nu, Zaun! ... Og sig derude, at jeg ikke vil forstyrres,« føjede han til, da han hørte det ringe.

Det var Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby. Ogsaa de havde skyndt sig hertil for at bringe Underretning. Zaun standsede dem i Forværelset, og de satte sig alle tre modfaldne ind i *Bibliotekskabinettet.

I Løbet af den følgende halve Time, mens Enslev stadig opholdt sig for lukkede Døre i sin Arbejdsstue, samledes i den store Modtagelsessal og det tilstødende Bibliotek henved et halvt Hundrede politiske Venner, et broget Selskab af Rigsdagsmænd, Provinsredaktører og Folk af alle Rangklasser lige fra *Etatsraader og Universitetsprofessorer ned til tykke Møller, der netop havde opnaaet en længe attraaet Ansættelse ved »Femte Juni«, efter at Samuelsen havde lokket flere af Bladets kvikkeste Penne med sig over til det nye Blad.

Ogsaa Professor Bendix havde indfundet sig, mest |247 dog i sin Egenskab af Husets Læge. Den lille brunøjede Mand gik urolig omkring. Han var bekymret for sin Patient paa Grund af den voldsomme Kraftanspændelse, han i denne Tid stadig bød sig selv trods alle hans Formaninger.

Pludselig stod Enslev i Døren, og alle blev tavse. Han havde staaet der et Øjeblik uden at blive bemærket, og Synet af denne opskræmte og raadløse Skare fyldte ham med Lede og Foragt. Men han *gjorde Vold paa sit Ansigt, smilte, og gik med hurtige Skridt rundt i Salen og hilste paa »sine Kondolanter«, som han lidt spydigt kaldte dem.

Tilsidst stod han midt i Salen under Lysekronen og holdt en kort Tale, hvori han bad sine Venner om ikke at misunde Dagens Helte deres Triumf. Den var købt for Blodpenge, og den Mindesten, Historien engang vilde rejse over denne Sejr, blev en Skamstøtte.

»Men nu Godnat, mine Herrer! Jeg har mit Blad at passe og maa ind til mit Skrivebord.«

Paa Vejen tilbage til Arbejdsværelset vilde først Frk. Evaldsen og siden Bjerreby opholde ham. De blev begge barskt afviste. Derimod sendte han] B C D, ban A Bud efter Professor Bendix, der just stod med Overtøjet paa for at gaa.

Han sad tilbagekastet i sin Skrivebordsstol, da Lægen stille kom ind.

|248 »De ser saa forskrækket ud, Professor Bendix. Jeg har da ikke paa min Samvittighed, at De kommer for sent til et Stævnemøde? Sæt Dem ned! Jeg skal ikke opholde Dem længe. – Som De maaske husker, er det nu snart to Aar, siden vi havde vor sidste, indgaaende Samtale om min Sygdom. Jeg spurgte Dem, om De troede, at en Operation kunde *hæve Ondet eller dog hjælpe varigt paa det. De gjorde mig bekendt med deres statistiske Materiale og fraraadede Forsøget paa Grund af min Alder. Jeg er ikke bleven yngre siden dengang. Alligevel spørger jeg Dem, Professor Bendix: vil De operere mig, naar jeg fritager Dem for ethvert Ansvar? Jeg kan ikke blive ved at arbejde med denne evige Trusel hængende over Hovedet paa mig. I de sidste fire Maaneder har jeg tilbragt 27 Dage i min Seng. Og den kommende Tid vil stille Krav til mig, der *fordrer tolv Mands Styrke. Et halvt Aarhundredes politiske<!-- sic, således også B C D --> Arbejde er ødelagt og skal gøres om af mig – af mig alene! Naar jeg er borte, er Folket værgeløst. Tro ikke paa Flosklen om en Folkevilje. Et Folk er altid sorgløst som et Barn. Bliver der ikke leget med det, synker det tilbage i sin Natursøvn – og vaagner op i Lænker.«

Mens han talte, var han staaet op fra Stolen. Med Støtte af Stokken gik han frem og tilbage paa et |249 lille Stykke af Gulvet, og Professor Bendix fulgte ham bekymret med sine trofaste Hundeøjne.

Tilsidst standsede han foran Lægen; og da denne derfor vilde rejse sig, lagde han Haanden paa hans Skulder og bad ham blive siddende.

»Jeg har nu gjort Dem bekendt med mit Ønske, og at jeg selv overtager Risikoen. Jeg veed, at Chancen for et heldigt Udfald i ingen Henseende har forbedret sig for mig siden sidst. Men De har jo Ord for at have en lykkelig Haand, Professor Bendix. Og hvem kan vide? Maaske gælder Statistiken kun for Klodrianer.«

For at undgaa at sige ham Sandheden bad Professoren om Betænkningstid. Han vilde gerne raadføre sig med Professor Hagen, der nu saa længe havde tilset ham.

»Jeg giver Dem Frist til imorgen!« sagde Enslev. »Men ikke længer! Jeg taaler alt undtagen Uvisheden. Staar jeg det ikke igennem, taber Verden ikke noget ved at blive en syg og træt Mand kvit – og jeg endnu mindre. Men kommer jeg over det ... kan De skaffe mig min fulde *Rørlighed<!-- FGJ: sic, man kan have mistanke om Førlighed, passagen mgl. i B C D --> tilbage blot for to Aar ... saa skal der blive holdt Dommedag her i Landet, saa Usselryggene skal ryste i deres *Smuthuller af Skræk. – – ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Veed De, Professor Bendix, at jeg ikke siden min Ungdom har følt mig saa fri og glad som i Aften. De for|250staar det ikke. Jeg skal forklare Dem det. Jeg har jo Ord for at være den af alle danske Statsmænd, der har holdt de fleste Taler. Og saa har jeg i Virkeligheden været den tavseste Mand i Landet. I fyrretyve Aar har jeg tiet. Det er en Partiførers Lod at være en Mand af alles Mening. Den første Gang, jeg talte, som jeg tænkte, sprængte jeg mit Parti i Stumper og Stykker. Nu har jeg faaet min Frihed tilbage! Resten af mit Liv vil jeg være min egen Herre – –«

]˟ Han standsede, afbrudt af Hurraraab fra Pladsen udenfor.

»Hvad er det?«

Ved Løbesedler fra Bladene var Resultatet af Rigsdagsmødet allerede ført ud over Byen som af en Hvirvelvind; og nu havde en fælles Indskydelse samlet nogle hundrede Mennesker nedenfor Enslevs Vinduer for at bringe ham en Hyldest som Protest mod Afstemningen.

»Leve Enslev! ... Ned med Tyrstrup! ... Hurra! Hurra! Hurra!«

Han lyttede. Denne Lyd, som han saa længe havde maattet undvære, denne hans Alderdoms Livmusik,<!-- FGJ: NB ved linjebrud Liv-musik, måske fejl for Livsmusik; hans Livs Musik B C D--> som han midt i sin Menneskeforagt bestandig tørstede efter, forvandlede ham med et. Hans Øjne blev milde, hans Smil lyste.

Bjerreby stak i det samme Hovedet ind ad Døren.

|251 »De bliver vist nødt til at vise Dem, Enslev. De Folk derude vil absolut se Dem.«

Fra Modtagelsessalen gik en Dør ud til en Altan. Salen var tom nu. Lysekronen derinde var allerede slukket, men blev nu atter tændt. Opildnet af de ufortrødne Hurraraab vilde Enslev gaa ud paa Altanen som han gik og stod. Da Frk. Evaldsen kom løbende med hans Pels, skød han hende utaalmodigt til Side. Bjerreby maatte stille sig i Vejen for ham og overtale ham som et Barn for at faa ham til at tage Pelsen paa.

Da Dørfløjene sloges tilside, og Mængden derude fik Øje paa hans Skikkelse i det udstrømmende Lys, brød en Jubel løs under den stjerneklare Frosthimmel. Hele Pladsen foran Huset var nu sort af Mennesker. Fra de tilstødende Gader strømmede Folk til. Der svingedes med Hatte og viftedes med Lommetørklæder. Hist og her hørtes dog ogsaa Pift i Fingre og Gadedørsnøgler, og et Sted midt i Folkemassen begyndte der et Slagsmaal.

»Enslev leve! ... Ned med Tyrstrup! ... Ned med de sorte Præster!«

Han løftede Haanden; og da man forstod, at han var begyndt at tale, blev der i samme Nu saa stille, at hans svage Stemme kunde høres over hele Pladsen.

»Ja, ned med alt, hvad der vil skygge for Solen! |252 Ned med de Mørkets Magter, der nu rotter sig sammen for at standse det frie, selvraadige Menneskes Sejrsgang over Verden! Ned med det lyssky Troldtøj, der paany vralter frem fra alle underjordiske Kroge! Ned med det Alvorsfolk, der bag Bekymringens Maske skjuler sit Had og mætter sin Skadefryd! Den *Niddingsdaad, der er fuldført i Aften, kalder paa alle dem, der endnu finder det værd at kæmpe og lide for Retten til at leve under Frimands Kaar. Jeg stoler paa Ungdommen! Den vil ikke lade sig *bedrage for Livet! Ikke lade dets Blomster besudle, dets Frugter forgifte af Afmagtens og Misundelsens Sneglespyt! ... Denne skønne Jord under Stjernehimlen er vor. Vi elsker den som vor Mor og anerkender ingen fremmed *Voldsherres Ret. Vi vil værne dens Ukrænkelighed under Ansvar for de ufødte Slægter! ... Et Leve for Friheden! Et Leve for Danmark! Et Leve for Frihedens Danmark!«

Fulgt af nye Hurraraab og et Par Fløjters Skingren vendte han tilbage til sin Arbejdsstue. Her havde Professor Bendix hele Tiden staaet ved Siden af sin Stol og ventet paa ham.

Enslev rakte ham Haanden. Hans Ansigt dirrede af mørk Uro.

»Imorgen altsaa bringer De mig Besked. Men det vil jeg sige Dem. Dersom De vægrer Dem, henven|253der jeg mig til en anden. De hører jo ... der er endnu Liv i Folket!«

Uden at svare noget herpaa spurgte Professoren, om han ikke skulde skrive ham et Sovepulver op.

»Efter denne meget anstrengende Dag vilde det for alle Tilfældes Skyld være heldigt, om De fik hvilet godt ud.«

»Det faar jeg tidsnok. En Mand i min Stilling, Professor Bendix, maa vænne sig til at undvære Søvn. Ellers strækker Livet ikke til. Og jeg har ogsaa i den Henseende haft en Natvægters Kaar her i Landet. Godnat!« –

Først Klokken fire om Morgenen slukkedes Lyset over Enslevs Arbejdsbord.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. En Solskinsdag i Begyndelsen af Januar kørte Jytte og hendes Kæreste i en elegant Vogn til Raadhuset. Da de en halv Time efter kom ud derfra, var de gifte. De var begge meget lykkelige. I det smukke Vejr kørte de ud til *Frederiksberg Have, hvor de spiste Frokost. Den næste Dag skulde de rejse til Italien og indtil videre bo i Gargnano, en lille By ved Gardasøen, som Jytte paa sin første Italiensrejse havde forelsket sig i og allerede dengang udset sig til Kærlighedsskjul i sine Hvedebrødsdage.

|254 De havde iøvrigt lejet en beskeden 4 Værelsers Lejlighed i *Grønningen og ogsaa købt noget *Udstyr; men da de vilde være borte hele Vinteren, havde de ikke indrettet sig med nogen Husholdning. Den altfor *kundskabsrige Frk. Svendsen havde Karsten From skilt sig af med sammen med adskilligt andet ubekvemt, der hørte hans Fortid til.

De havde begge to været lige utaalmodige efter at faa alting ordnet til Bryllup. For Jyttes Vedkommende skyldtes det især Forholdet til Moderen, der gjorde hende hver Dag i Hjemmet til en Plage og samtidig knyttede hende endnu fastere til hendes *Ven. Men ogsaa den mere og mindre nærgaaende Forargelse eller Medynk, der vistes hende af de fleste af hendes Bekendte, havde gjort hende Tilværelsen i Byen uudholdelig. Og saa var der desuden det hele politiske Røre<!-- Rø re noteres ikke, mellemrummet er meget lille. JGHN: OK -->, som baade hun og Karsten var ganske udenfor, denne ufattelige Ophidselse, der havde forfulgt hende Livet igennem og allerede i Barneaarene faaet hende til at føle sig forladt.

Endnu en anden Grund havde hun til at længes bort. En Grund, hun ikke havde betroet nogen, heller ikke Karsten. Skønt hun med Bestemthed vidste, at Torben Dihmer var rejst fra Byen, saae hun ham stadig allevegne; og selv om hun altid hurtigt overbevistes om sin Fejltagelse, satte det hende dog i daarligt Humør.

|255 I Forholdet til Moderen var der forresten i den sidste Tid sket en Forandring. Juleaften havde Karsten været hos dem, og Moderen havde ved den Lejlighed for første Gang rigtig talt med ham. Da han var gaaet, gik hun en lille Tid op og ned ad Gulvet i Tavshed, standsede tilsidst bagved hendes Stol, lagde sine Hænder om hendes Hoved og kyssede hende – ogsaa for første Gang efter Forlovelsen. I sin Glæde slog Jytte Armene om hendes Hals, og de græd begge længe.

Nu havde hun og Karsten til Gengæld føjet Moderen i hendes Ønske om at samle Husets nærmeste Venner idag til en Middag i Hjemmet. Det havde ellers været deres Mening at holde Bryllup uden alle Festligheder og rejse bort straks efter Vielsen. Men et saadant *Lønbryllup var Fru Berthas gammeldags Følelse imod. Der var ialt indbudt en halv Snes Mennesker. Ogsaa Tyrstrup vilde komme.

Efter Frokosten gik de ind i *Zoologisk Have for at se paa Elefantungen. Bagefter spaserede de en Tur i *Søndermarken, og i Mørkningen kørte de tilbage til Dronningens Tværgade, hvor Fru Bertha ventede dem til Eftermiddagste. Her skiltes de saa for sidste Gang. Med et stille, skælvende Haandtryk.

Klokken syv kom Bryllupsgæsterne. Jytte var i hvid, nedringet Silkekjole og saae dejlig ud. Hendes |256 Brudgom fulgte hende, hvor hun gik og stod, med et Udtryk som en guddommelig besat.

Omtrent paa samme Tid standsede en *Droske udenfor det Hus i Grønningen, hvor de nygiftes Lejlighed var, og en høj Dame i kostbart Pelsværk steg ud. Det var Fru Merck. Fra Gaden kom man lige ind paa Trappegangen. Uden at blive set af nogen gik hun op i Huset. Da hun naaede tredje Sal, standsede hun foran en Dør uden Navneplade.

»Her maa det være,« tænkte hun og ringede paa.

Da hun ved gentagen Ringning havde forvisset sig om, at der ikke blev lukket op, vendte hun sig om for at gaa ned igen. I det samme hørte hun nogen komme listende ned ad Trappen fra Kvistlejlighederne ovenover. Hun trak hurtigt sit tætte Slør ned for Ansigtet og blev staaende. Det var en ældre, *tarvelig klædt Kone, der maatte have staaet paa Lur deroppe.

»Vilde De tale med nogen?« spurgte hun oppe paa Trappeafsatsen.

»De skulde vel ikke vide, om det er her, Hr. From bor?«

»Jo det er. Men Hr. From er ikke hjemme. Han holder Bryllup idag.«

»Men er der ingen *Pige hjemme? Hvorfor bliver der ikke lukket op?«

Konen gik interesseret nogle Trin længere ned.

»Der er ingen Pige. Det er mig, der passer Lej|257ligheden. Herskabet rejser imorgen til Udlandet. – Fruen kommer maaske med en Gave?«

»Ja. Kan jeg ikke komme ind?«

»Jo, det kan De saa godt,« sagde Konen. Hun tog en Nøgle frem af sin Lomme under Forklædet.

Af Værelserne var kun Dagligstuen og Sovekammeret helt i Orden. I Spisestuen var Væggene endnu tomme. Malerier og indrammede Skitser stod paa Gulvet i flere Rækker langs Panelet. Men Indtrykket af Dagligstuen var *festligt. Fru Merck genkendte Gobelinerne og de lyse Mahognimøbler fra Karsten Froms Ungkarlelejlighed. Og allevegne var der Blomster, en Ødslen med kostbare Roser, som heller ikke var hende fremmed fra Fortidens Elskovsmøder.

Inde i Soveværelset *drejede Konen op for Lyset baade i den gyldenrøde *Loftsampel og i de smaa Lamper ved Sengene for at den fremmede Dame grundig kunde betragte, hvad hun efter hendes Mening dog væsenlig var kommen for at se. Men Fru Merck saae sig kun flygtigt omkring og gik tilbage gennem Lejligheden uden overhovedet at have sagt et eneste Ord.

Konen fulgte uforstaaende.

»Undskyld, at jeg spør’,« sagde hun, da de var kommen ud i Forstuen. »Men glemte Fruen ikke at aflevere Gaven?«

|258 Fru Merck tog en *Perlemorsportemonæ ud af en indvendig Lomme i sin Pelskaabe og gav Konen en Tokrone.

»Den er til Dem selv. Og saa behøver De jo ikke at fortælle, at der har været nogen.«

»Naa – saadan. Jeg siger Fruen saa mange Tak. Her har forresten været flere, som ogsaa er kommen bare for Nysgerrighed. Mest Folk herfra Huset naturligvis.«

»Hvornaar venter De Herskabet hjem?«

»Jeg skal være nede i Døren Klokken halv elleve præcis, sa’ Herren, og bære Fruens *Pakker op.«

Fru Merck, der hermed havde faaet alle de Oplysninger, hun ønskede, sagde nu Farvel. Nede paa Gaden ventede hendes Vogn, og hun kørte ind til Byen for at fuldbyrde sin Hævn.

Fem Minuter over halvelleve holdt de nygifte for Døren i den samme elegante Vogn, der om Formiddagen havde ført dem til Raadhuset. Bagefter fulgte en almindelig Droske med Jyttes Kufferter. Konen stod parat til at tage imod dem; og da alt var baaret op, blev de unge alene.

Jytte havde sat sig ned i en af de lave Lænestole i Dagligstuen. Hendes Mand tog Plads paa den ene Stolearm og bøjede sig over hende. Hun sad halvt bortvendt, med Albuen støttet paa en Pude og Haanden lagt over Øjnene. Afskeden med Mode|259ren og hele det gamle Hjem bevægede hende stærkere, end hun havde været forberedt paa. Og Karsten var pludselig igen bleven hende saa fremmed her i disse fremmede Stuer med den tunge, bedøvende Blomsterduft. Ømheden i hans Stemme og Heden i den Haand, hvormed han strøg hende ned over Armen, gjorde hende kold som Is.

»Er du ked af noget?« spurgte han.

Hun rystede paa Hovedet, men forandrede ikke Stilling.

»Saa er det altsaa mig, der generer,« sagde han lidt efter og forlod hende.

Hans Skuffelse gik hende til Hjertet.

»Karsten!« kaldte hun.

Da han vendte sig, strakte hun Haanden ud efter ham.

»Hvorfor gaar du?« spurgte hun halvt krænket, halvt bønfaldende.

Han kom tilbage, tog hendes Haand og gled ned paa Ulveskindstæppet foran hende.

»Maa jeg sidde her?«

»Ja.«

»Og lægge mit Hoved i dit Skød?«

Hun nikkede.

Han sad der ved hendes Fødder, med Nakken hvilende paa hendes ene Knæ, og saae hende ufra|260vendt op i Øjnene, mens han trykkede hendes Haand til sin Mund.

»Nu er jeg din Page, Dronning Jytte! Befal over mig! Naar du siger: »Gaa!« – saa forsvinder jeg i Luften som en Sky. Og naar du siger: »Kom!« – saa er jeg i samme Øjeblik hos dig som din ydmyge *Kammerslave og forelskede Hofnar!«

Hun bøjede sig over ham, og strøg ham over Haaret.

»Saa er du nu lykkelig?«

»Uendelig! Usigelig! ... Og du?«

»Jo«, sagde hun, og deres Munde søgte hinanden til et af disse lange, dybe Kys, hvis dystert­søde Hemmeligheder nu ogsaa Jytte kendte. –

En halv Time senere kom en Mand cyklende gennem den stille Gade og standsede ved Huset. Ved Hjælp af en Lommelygte undersøgte han den lange Række Klokkeknapper ved Siden af Døren, og da han havde fundet den, der hørte til de nygiftes Lejlighed paa tredje Sal, trykkede han til.

Først da han havde ringet flere Gange, saaes der Lys i Stuerne deroppe.

Karsten From, indhyllet i sin kinesiske Silkeslobrok, aabnede et Vindu og bøjede sig ud.

»Hvad er der paafærde? Hvem er det?«

»Er det Hr. From?«

»Ja.«

|261 »Her er et Ekspres-Telegram.«

Et Ekspres-Telegram! – tænkte han. Det maa jo være noget alvorligt. Hvilket Uheld! Men hvad skulde han gøre? I Natdragt kunde han dog ikke gaa ned og lukke op. Han fandt saa paa at kaste Gadedørsnøglen ned til Manden, og efter at have været inde i Sovekammeret for at berolige Jytte, stod han med Telegrammet i Haanden og fik i Hast Budet *paa Døren.

Og saa var det ikke andet end et Lykønskningstelegram. »Hjertelig til Lykke fra mange Venner«. Han krammede Papiret sammen og *hev det fra sig i Raseri.

Men næppe et Kvarter efter kom igen en Mand cyklende gennem Gaden, standsede ved Huset og undersøgte Klokkeknapperne ved Døren. Han maatte ringe endnu flere Gange, og tilsidst slap han ikke Knappen. Endelig blev et Vindu paa tredje Sal revet op, og Karsten From brølte ud:

»Hvad er det for et Spektakel? Hvem er det?«

»Er det Hr. From?«

»Ja.«

»Et Ekspres-Telegram.«

»Jeg bryder mig Fanden om Telegram! ... Stik det ind under Døren!«

»Det skal afleveres til Adressaten egenhændig. Og jeg skal have Kvittering.«

|262 I de følgende to Timer gentoges Alarmeringen med en halv Snes Minuters Mellemrum. Da Karsten From ikke mere lod sig se, og Telegrafbudene efterhaanden samlede et helt lille Opløb udenfor Gadedøren, blev tilsidst andre af Husets Beboere vækket af Spektaklet og listede et Vindu op for at se, hvad der var paafærde.

Følgen var, at Brudeparrets Afrejse den næste Formiddag blev til lidt af en Skandale. Da Vognen holdt for Døren med Kufferterne ovenpaa *Ruffet, og de nygifte kom ned ad Trappen – Jytte tæt tilsløret – stak der et grinende Tjenestepigeansigt frem af hver Dør, og fra Vinduer og Altaner fulgtes de tilvogns af mange nysgerrige Øjne.

Karsten From var skamfuld og viste et forfjamsket Væsen, skønt Jytte ikke slap hans Haand. De havde om Natten begge to hurtigt forstaaet, at de var et Offer for en ondskabsfuld Kvindehævn, og Karsten From var heller ikke i Tvivl om, hvem den hævngerrige Dame var. Ogsaa Jytte havde sine Anelser. Og mere end nogensinde var hun nu længselsfuld efter at komme herfra, langt bort baade fra sin Mands og sin egen Fortid.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Første Juledag havde Enslev maattet gaa i Seng paa Grund af Feber. Det korte Ophold paa den aabne Altan hin Aften, da han talte til Mængden, |263 havde straks bragt ham en heftig Forkølelse. Professor Bendix fik et gyldigt Paaskud til at udsætte Operationen, som han i det hele ikke ønskede at indlade sig paa *uden som yderste Nødhjælp. Men da han Nytaarsaften besøgte Enslev, fandt han ham betænkeligt afkræftet af Sengelejet og Feberen. Han havde desuden igen faaet Smerter, og det stod nu Lægen klart, at Øjeblikket var kommet, da han maatte gribe ind for at forhindre en altfor pinefuld Afslutning.

Samme Dag Jytte holdt Bryllup, blev Enslev om Aftenen kørt til hans store Privatklinik ved *Vestre Boulevard. Det skete efter Enslevs udtrykkelige Ønske i al Stilhed. Ikke engang »Femte Juni« bragte nogen Meddelelse derom, og alle Forberedelser var truffet i største Hemmelighed. Efter Operationen blev der udstedt en beroligende Erklæring, og Klinikens Portvagt fik Ordre til at besvare alle indløbende Forespørgsler i Overensstemmelse dermed. Men Dagen efter vidste alle, at det var Døden. Og om Aftenen var der fra hele Byen en formelig Folkevandring ned til Vestre Boulevard, hvor Gaden indtil ud paa Natten var sort af Mennesker, der stod tavse og saae op mod de Vinduer, bag hvilke den gamle Stridsmand udkæmpede sin sidste Kamp.

I sine klare Øjeblikke forstod Enslev selv, at hans Liv var omme. Men paa Grund af Smerterne lod |264 Professoren ham den meste Tid ligge hen i en Morfindøs, hvorunder han til Gengæld pintes af hæslige Mareridt. Mens det for hans Omgivelser saae ud, som om han sov dybt og drømmeløst, jog der ham alle Slags uhyggelige Billeder gennem Sjælen med en Klarhed som paa et *Filmsteater. Snart var det Rækker af dybe Kældere og Trappegange fulde af al Slags modbydeligt Affald og Skrammel, snart endeløse Jernbanetog eller Dampskibe i rasende Fart og fulde af Mennesker med afskyeligt forvrængede Ansigter. Sin Ungdomselskedes blodige Hoved med Skudsaaret i Tindingen saae han stadig imellem dem, ogsaa sine Forældre og andre Folk, han havde kendt i sin Barndom. De rullede med Øjnene og skar Grimacer som mekaniske Dukker.

Den næste Dag havde Tilstanden bedret sig. Henimod Aften var han fuldt vaagen og klar, og kunde ogsaa tale lidt. Frk. Evaldsen var hos ham hele Dagen; men det var altid Bjerreby, han spurgte efter, naar der var noget, han vilde sige. Zaun vilde han ikke se, skønt den trofaste lille Mand var den første, der mødte paa Kliniken om Morgenen, og stadig kom igen i Løbet af Dagen for at tilbyde sin Tjeneste, dersom der paa nogen Maade kunde være Brug for ham.

Engang, da Enslev et Øjeblik var bleven alene med Bjerreby, sagde han:

|265 »Flyt Dem nærmere herhen. Jeg kan ikke tale saa højt. – De spurgte mig for en Tid siden, om jeg var tilfreds med, hvad jeg havde faaet udrettet i Livet. Jeg vil dertil svare – og De skal lægge Mærke til mine Ord! – jeg overgiver uden Bekymring mit Livsarbejde til Historiens Dom. At det nye Folkestyre ikke forvandlede Landet til et *lavloftet *Degnedømme – det er min Fortjeneste. Den Gerning vil Eftertiden engang regne mig til Ære. – – Men mit personlige Liv har ikke været lykkeligt,« føjede han til efter en lang Tavshed. »For Mennesker af min Art gives der ingen Lykke. Vi er *som de Spedalske fordømte til Isolation.«

Da Bjerreby indvendte, at han dog altid havde haft mange hengivne Venner og trofaste Tilhængere, slog han Øjnene vidt op med noget af den gamle Vildskab i Blikket. Saa svarede han skærende bittert, mens Øjenlaagene atter sank tungt ned:

»Ja. Og for hver oprigtig Ven tredive falske. Og hundrede hadefulde Misundere. At jeg var en lille Smule klogere end Mængden, blev min Skæbne. Fra min Ungdom har Had og smaaligt Nag fulgt mig saa trofast som min egen Skygge og forgiftet mig enhver Glæde. Det er Sandheden om det store Held, jeg skal have haft, – og som man ovenikøbet har syntes, jeg skulde være smukt taknemlig for.«

Han laa nogen Tid tavs og aandede besværet, fordi |266 han havde anstrengt sig for meget. Bjerreby rejste sig, for at han ikke skulde tale mere. Men lidt efter kaldte Enslev ham atter til sig. Det *var ham øjensynlig om at gøre at mildne lidt paa Indtrykket af de sidste Ord.

Han gav sig til at tale om sin Far, der ligesom hele Barndommen i det gamle, jyske Smedehjem stadig havde beskæftiget ham den senere Tid. Han havde tidligere fortalt et og andet om denne Far, der gik brummende omkring i de trange Stuer som en Bjørn i Bur. Nu meddelte han som noget, han ønskede gjort bekendt, at Faderen engang i sin Ungdom havde lidt en stor Uret, der for Livstid *knugede den store, stærke Mand til Jorden, og at Indtrykket heraf havde været den oprindelige Tilskyndelse til hans hele politiske Virksomhed. Hvori Forurettelsen bestod, vidste han ikke. Faderen havde aldrig villet gaa nærmere ind paa Sagen, sagde han.

»Han ejede den store *Langmodighed med Livet ... den lod han ikke gaa i Arv til mig. Det har vel været godt for noget. Kun ikke for mig selv.«

Han taalte igen ikke at tale mere, og det blev omtrent hans sidste Ord. ⇕A  ◄B  C  D  Sml. Ud paa Natten saae Sygeplejersken, der vaagede over ham, at hans Ansigt pludselig forandredes. Hun lod den vagthavende |267 Læge hente. Straks efter blev ogsaa Professor Bendix kaldt til.

Klokken seks, da Lægerne saae, at det gik mod Enden, blev der telefoneret til Frk. Evaldsen og Bjerreby. Men inden nogen af dem kom tilstede, var Dødskampen begyndt. Enslev laa med aaben Mund i en Morfindøs, der i Løbet af et Par Timer vilde glide umærkeligt over i den endelige Søvn.

I disse sidste Timer sad Bjerreby paa Sengekanten med sørgmodigt ludende Hoved. Zaun, der af sig selv var kommen og nu havde faaet Lov at slippe ind, stod bag Sengens Fodende og holdt Hatten halvt op for Ansigtet som et Gravbillede af Forfærdelse og Sorg.

Henne ved Væggen sad Frk. Evaldsen med Haanden under Hovedet. Indtil det sidste havde hun haabet paa, at hendes *Ven skulde føle Trang til at række hende Haanden i et ensomt Øjeblik og mindes deres Lykkes Tid med en Tak. Men hans Tanker havde altid været andre Steder, og det var stadig Bjerreby, han spurgte efter og talte med. Han havde glemt hende, saadan som han altid glemte den Hengivenhed, han havde misbrugt, mens han havde en saa god Hukommelse for det Fjendskab, han mødte, for de Krænkelser, der gik ud over ham selv. Og dog havde hun maattet elske ham! Mod sin Vilje havde hun maattet tjene ham under alle Ydmygelser. Og |268 hun vidste, at hun indtil sin sidste Time vilde elske og tilbede hans Minde.

Paa Grund af Bjerrebys Nærværelse havde Professor Bendix kun af og til vist sig i Stuen og forøvrigt overladt det til sin Assistent at følge Pulsens og Hjerteslagets stille Hendøen. Ved Titiden blev han kaldt ind, og efter en Undersøgelse erklærede han Døden for indtraadt. Kort efter gled ogsaa den dødes Øjenlaag op.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Skønt den gamle Mands Død føltes som en Befrielse de fleste Steder i Landet, mærkedes det dog i disse Dage, særligt i København, at han havde været en Konge for sit Folk. Paa Begravelsesdagen fulgte Tusinder af Mennesker med Ministeriet og de fleste Rigsdagsmænd i Spidsen tilfods hans Kiste fra Hjemmet til en Sørgefest i *det kongelige Ridehus, hvorfra den senere skulde føres til *Baalet. Paa Statens Bekostning var de Gader, Ligtoget passerede, rigt smykket, og hele Byen var paa Benene trods tæt Snefald og Søle. Med fuld Honnør stedte Landets Hovedstad den sidste Høvding fra en heroisk Tid til Hvile.

Selv Byens nye, store Præsteblad vovede i disse Dage ikke at angribe hans Minde paa krænkende Maade. I en klog og behersket Artikel, som hans formodede Arving til Tronen, Pastor Stensballe, skrev |269 i Bladet under sit eget Navn, erkendtes det, at han havde ejet den store Statsmands Evne til at arbejde med Menneskemassen som en inspireret Kunstner med sit Ler. Hans Fejl havde været den, at han havde villet *skabe Folket om i sit eget Billede i Stedet for i Guds. Trods den *Viljesbrand, der var Drivkraften i hans Væsen, efterlod han af den Grund sit Land i Opløsning og Forfald. Og der føjedes til, at ogsaa hans private Liv havde været behersket af den utøjlede Ild, der fortærer, hvad der kommer i dens Nærhed.

»Derfor døde denne engang saa mægtige og forgudede Mand ensom og forladt«, sluttede Artiklen med fremhævede Typer som en *Gravskrift. »Hvad der nu vil kunne samles om hans Navn, er kun Skygger«.

To Dage efter Begravelsen foranstaltede *Missionen som Demonstration en kirkelig Procession, der drog syngende gennem Byen med Musikkorps og Bannere. Der var vel langt fra saa mange Mennesker som i det Tog, der fulgte Enslev; men Antallet af Deltagere vakte alligevel Forbavselse og mange Steder alvorlig Skræk.

Særlig Opsigt gjorde Johannes Gaardbo med sin nye Korshær af unge Mænd og Kvinder, der i rask og taktfast Marche sluttede Toget. Med jublende Stemmer sang de Hærens Slagsang:

I Himlen er mit Fædreland,

og Kristus er min Konge!