⇕A  ◄B  C  D  Sml. [3] Landsbyen *Enslev ligger i det sydlige Jylland i en fattig Egn med mørke Hedemoser og *vantrevne Skove. Her blev for en Del Aar siden en gammel Smed *stedet til Jorden under store Æresbevisninger. Selve Kolding<!-- sic uden s, også i B--> Borgmester mødte i Uniform tilligemed flere Byraadsmedlemmer i høje Silkehatte. De kom kørende dertil i to flotte Landauere med *Livrekuske. Ogsaa Vaabenbrødrene mødte op med deres Fane. Vejen gennem Byen var strøet med Grankviste, og hele Befolkningen var paa Benene lige til den *ludgamle Ole Skomager, der kom stavrende ved sine to Stokke. De fleste stod som Tilskuere langsmed Vejen, da Kisten under Klokkeringning blev baaren fra Hjemmet hen til Kirken og derfra igen ud til Graven i det østre Hjørne af Kirkegaarden, der var de fattiges Gravplads.

Saa mange der var samlede, var der dog ingen, som virkelig havde kendt den Mand, der her begravedes. I snart fyrretyve Aar havde han levet der paa Egnen som en Fremmed. Selv fortalte han aldrig noget om sit Liv. Man vidste kun om ham, at han var født i Thy og havde været med i *Treaarskrigen.

|4 Folk havde ikke kunnet lide at møde hans Blik. Han *havde Orm i Øjet sagde man, og mange tænkte, at han vel havde sine Grunde til at være saa tavs om sig selv og sin Fortid.

Det var da heller ikke for hans egen Skyld men alene for at vise hans Børn en Ære, at saa mange af Egnens store Folk fulgte ham *til Jorden. Der var fire Sønner og to Døtre, og med Undtagelse af den yngste af Sønnerne, der havde arvet Smedjen, havde de allesammen rakt sig op over Forældrenes Kaar. Den ældste af Sønnerne kunde endda møde til Faderens Begravelse med et funklende nyt Ridderkors paa Brystet. Han var Ur- og Instrumentmager i Kolding, Medlem af Byens Raad og Næstformand i Haandværkerforeningen. Af Døtrene var den ene gift med en Præst, den anden med en hovedrig Faareopdrætter i Avstralien.

Dog, det var hverken Instrumentmagerens Ridderkors eller Borgmesterens *trekantede Hat, der fik Tilskuerne langsmed Vejen til at spærre Øjnene op. Alle søgte de i Sørgeskaren efter Sønnen Tyge, Politikeren og Redaktøren – Tyge Enslev som han lod sig kalde efter Hjemstedet. Navnet var ved ham blevet kendt over det hele Land. Endnu i de allersidste Dage var det igen gaaet fra Mund til Mund paa Grund af en dristig Tale, han havde holdt i København. Det var i *Provisoriernes urolige Tid. |5 Mange havde tvivlet om, at han overhovedet vilde komme med til Begravelsen. De havde forestillet sig, at han igen sad bag tilgitrede Vinduer med en Krukke Vand og et *Testamente til eneste Selskab, en Martyr for Folkets Sag.

Men der gik han nu mellem sine Søskende bagved Kisten, lille og tætbygget, med en blød *Kunstnerhat paa Hovedet, mørkskægget og bleg. Sin lamme Fod støttede han under Gangen med en Stok.

Inde i Kirken talte først Stedets Præst, den gamle Provst Faaborg, og siden Svigersønnen, der bagefter ogsaa forrettede Jordpaakastelsen. Det blev for begges Vedkommende kun til en højtidelig Procession af de almindeligste Talemaader. Men pludselig kom der Bevægelse i Forsamlingen. Med blottet Hoved traadte Tyge Enslev op paa Grusdyngen bagved Graven for at tale.

Der eksisterede endnu dengang et kongelig *konfirmeret Reglement for danske Kirkegaarde, der forbød uordinerede Personer at tage Ordet ved en Grav. Tyge Enslev var juridisk Kandidat og maatte altsaa vide, at han begik en Lovovertrædelse. Baade Provsten og Borgmesteren, der stod ved Siden af hinanden – den ene bleg, den anden kobberrød af Forbitrelse – saae sig om efter *Sognefogden.

Men næsten endnu mere harmedes Tyges Søskende over dette nye Udslag af hans Selvraadighed. Til|6med optraadte han paa deres Vegne ganske uden Bemyndigelse, og Forholdet imellem dem var i Forvejen ikke det bedste.

Foraarssolen lyste paa hans høje, sortgraa Manke, og Blæsten kastede hvert Øjeblik hele Forhaaret ned over den stejle Pande med de to dybe Furer over Næseroden. »Danmarks *første Taler«, som en Avis nylig havde kaldt ham, var ikke mere end nogle og tredive Aar men bar allerede Alderens Mærker. Han havde levet Journalistens og Politikerens fortættede Liv, og i hans Sind var der *kastet en Brand, der holdt hans Nerver i evig Spænding.

Han gjorde ved denne Lejlighed ingen Brug af sin Virtuositet som Taler. Han syntes mærkværdig opreven, Stemmen var stærkt bevæget, men hans Ord var jævne og stilfærdige. Først mindedes han den tidligere afdøde Moder og bragte derpaa Faderen en varm Tak for hans store Trofasthed mod Hjemmet, »for den Selvets Overvindelse, der er den største og frugtbareste af alle Sejre«.

Baade Tonen og Ordene lød sært i manges Øre. Folk saae paa hinanden og tænkte, at han maaske vidste mere end andre om Hemmelighederne i Søren Smeds Liv og nu vilde grave dem dybere ned i Mørket med sin Lovprisning. Og virkelig havde han med sin lysere Forstand og sin rigere Livserfaring gættet sig til et og andet af dette skjulte Livsløb, |7 som paa Faderens eget udtrykkelige Forlangende fik sin Afslutning her paa de fattiges Gravplads.

Straks efter Begravelsen kørte Borgmesteren og det øvrige Købstadfølge bort. Særlig havde Borgmesteren travlt med at komme afsted for ikke at kompromitteres ved en for nær Berøring med en politisk Oprører. Ogsaa Byens egne Folk sagde Farvel ved Kirkegaardsporten efterat de havde forstaaet, at der ikke vankede nogen Indbydelse til Middagsmad i *Sørgehuset.

Men det tog Tid før alle fik givet Haanden, saa Familjen kunde komme hjem. Navnlig flokkedes der stadig Folk omkring Tyge for at høre Nyt om den spændte politiske Situation.

De øvrige Søskende stod tilsidst ganske forladte og var syge af Utaalmodighed for at komme afsted. Den dekorerede Instrumentmager og en anden ældre Broder, der var Skolelærer og Kirkesanger, stod for sig selv et Stykke borte og vendte Ryggen til den politiserende Gruppe. Instrumentmageren, der bar høj Hat med *Flor og *Diplomatfrakke, støttede sig anstandsfuldt til sin stramt oprullede Silkeparaply. Med kunstlet Henrykkelse beskuede han det foraarsgrønne Landskab, mens Blodet løb ham til og fra de dirrende Kinder.

Skolelæreren var en kødtung, okseagtig Skikkelse med Brystet dækket af et stort Skæg. Hans Øjne |8 var fulde af Uro, og han havde hele Tiden Ørene vendt mod det, der foregik bagved ham.

Søsteren Katrine, Præstefruen – en mørkladen, jætteagtig Skønhed med store Fjer i Hatten og *Turnyre – kom hen til dem i fuldt Oprør, fulgt i Hælene af sin ornatklædte Mand, der skridtede afsted med forfjamsket og ulykkelig Mine som en pryglet Hund.

»Nu synes jeg virkelig, vi skal gaa,« sagde hun. »Den *Sladder faar jo ingen Ende. Og hvad gi’er I mig for Tyge derinde ved Graven? Har I kendt Mage?«

Instrumentmageren trak paa Skuldren.

»Tyge holder af at høre sig selv tale,« sagde han med højsindet Overbærenhed. »Det er jo en almindelig menneskelig Svaghed.«

»Jeg finder, det er noget af det frækkeste! At lave offenlig Skandale ved sin egen Fars Begravelse! Provsten var fnysende. Jeg er sikker paa, at han gør Indberetning, og saa bliver det ingen billig Fornøjelse for den gode Tyge. Men saa skal han naturligvis igen gøres til Martyr. Det er den gamle Historie.«

Fru Katrines Mand vovede sig frem med en spagfærdig Indvending.

»Du har naturligvis ganske Ret. Det var højst urigtigt af din Broder, og det kan faa ubehagelige |9 Følger for ham, dersom der bliver rørt ved Sagen. Men paa den anden Side, lille Katrine, hvad din Broder sagde, var jo baade smukt og følt –.«

»Snak! Det er jo slet ikke det, vi taler om. Du vil vel ikke nægte, at det tilkom Kresten som den ældste at takke paa Familjens Vegne. Men Tyge skal altid stille sig frem og gøre sig vigtig. Det er hele Forklaringen.«

»Hys! Katrine dog! Tal ikke saa højt!«

»Lad mig være! Jeg er lige glad! ... Og nu gaar vi. Saa kan I andre gøre, hvad I vil.«

Hun tog sin Mand under Armen og styrede bort med et majestætisk Brus af sin sorte Silkekjole.

»Katrine har i Grunden Ret. Der er jo ikke noget for os at vente paa,« sagde Instrumentmageren. »Skal vi gaa?«

Skolelærerens tunge, urofyldte Øjne havde stjaalet sig over til Gruppen omkring Tyge. Han tog dem hastig til sig og sagde med et Suk, som om han værgede sig mod en Fristelse:

»Ja, Kresten! Lad os gaa herfra!«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. En Vinternat i Aaret 1825 fødtes der et Drengebarn i *Søndbjerg i *Thyland. Barnet kom til Verden som *Førstegrøden af et Par unge *Husmandsfolks frugtbare Kærlighed, og allerede længe før dets |10 Tilsynekomst i den fattige Stue havde det givet sig tilkende som et utaalmodigt Væsen med Uro i Kroppen.

Begge Forældrene hørte til de *sorte Jyder, og navnlig var Faderen mørk i Huden som en *Tater. Der blev aldrig snakket om det, men man vidste godt, at der engang havde forvildet sig nogle Draaber *Natmandsblod ind i hans Slægt.

Under Opvæksten maatte Drengen bestandig høre om, hvor sprælsk han havde været i sin Moders Liv, og at han straks efter Fødslen havde givet sig Luft i et stort Vræl, der grangivelig lød som et Hurra.

»Den Knægt bliver der sgu nok noget stort af,« havde Jordemoderen sagt, og ogsaa denne Spaadom blev saa ofte gentaget i hans Nærværelse, at den kom til at *sysselsætte ham mere end det var godt for ham. Han fik tidlig eventyrlige Tanker om sig selv og blev uvorn. Hverken hans Forældre eller Skolelæreren kunde tilsidst magte ham. Først Præsten fik ham dukket. Han lod ham *»gaa om« til Konfirmationen, og den Skam gik Drengen dybt i Sindet og sved længe.

Paa Grund af sine vældige Kræfter blev han sat til Ambolten. Han stod først fem Aar i Byens Smedje og arbejdede siden som Svend i et Jernstøberi i Aalborg. Her kom man snart paa det rene med, at der groede andet end netop Muskelkraft hos den store, tunge Thybo, – Søren Kresten Madsen hed han. |11 Der sad baade et godt Hoved og et Par snilde Hænder paa ham. Selv skrev han hjem til Forældrene, at alle Folk i Aalborg kaldte ham for Mestersmeden. I hvert Brev skrød han sig forskellige store Bedrifter til.

Men saa blev han igen forsvarlig knægtet. Han sad en Dag paa en Beværtning og drak en *Puns sammen med en Gørtlersvend der fra Byen, og bedst som det var kom de op at mundhugges. Selv var han ganske rolig og drillede bare lidt; men den anden blev mere og mere hvid i sit Ansigt, og da Søren engang kaldte ham en bitte *Gimpernik, røg han op og *tog Vidner paa hans Mund.

Søren blev stævnet og maatte i Retten bøde *ti Rigsdaler.

Først var han *mousig og vilde ikke betale. Han havde nemlig hørt, at en *Pranger, der paa *Hjallerup Marked havde givet en Mand en blodig Snude, kun maatte bøde fem Rigsdaler. Men Politimesteren forklarede ham, at de to Tilfælde retslig set var meget forskellige, idet Hjallerupmændene begge havde været stærkt ophidsede i Gerningsøjeblikket og desuden godt fulde.

Søren brød en Stund sin Hjerne med denne Retfærdighedens højere Matematik men opgav tilsidst Forstaaelsen og talte Pengene op. Men den Tanke, at han for den halve Pris havde kunnet smadre An|12sigtet paa sin *Avindsmand, forfulgte ham siden og lod ham ikke Ro. Den satte sig tilsidst i Fingrene paa ham som en ulidelig Kløe, og en Søndag Eftermiddag, da han mødte Gimpernikken paa Gaden, foer han løs paa ham og slog ham fire Tænder ud af Munden. Til hans fornyede Overraskelse blev der imidlertid ved Straffens Udmaaling ikke taget mindste Hensyn til, at han dennegang virkelig havde været fraadende gal i Hovedet og ogsaa havde drukket godt. Han fik en alvorlig Dom og maatte spasere i Fængsel.

Kort efter brød *Krigen ud og gjorde ham til Soldat – Infanterist.

Ogsaa i Felten gik der snart Ry af hans Opfindsomhed og mærkværdige Fingersnille. Naar en Kanon under Marsjen kørte i Grøften og led Skade, blev der straks raabt paa »Smeden fra Thy«. Sammen med et Par Ingeniørsoldater fulgte han tilsidst sin Afdeling som en Slags Ambulance for Materiellet. Han var med i *Blodbadet ved Stolk og saae *Schleppegrell segne. Ved *Mysunde fik han selv Armen opreven af en Granatstump. Men hans Hædersdag blev *den 4de Oktober i det belejrede Frederiksstad.

Det var om Aftenen paa Beskydningens sidste Dag, da Skanserne stormedes ved Skæret af den brændende By. I seks Døgn havde en Hagl af glødende Kugler og Brandgranater hvislet i Luften. Det ene |13 af Byens Kirketaarne stod i Flammer som et Lys, der brænder ned i den ene Side. Ulden Røg og mørkerøde Gnister væltede ud af de mange sammenstyrtede Bygninger.

Soldaterne havde i alle disse Dage ikke været af Klæderne. Tilsmurte af Jord og Sod og Krudtslam sad de paa Hug bag de sønderskudte Brystværn med Kinden til Geværkolben og saae i Brandskæret ud som Negere.

Søren sad mellem sine Batallionskammerater i den mest udsatte af de tre Skanser, der forsvarede Byen. Her var Brystværnets ydre Skraaning styrtet ned. Ogsaa *Stormpælerækken var paa de fleste Steder sønderskudt, og de nedfaldne Jordmasser havde fyldt Graven udenfor, hvorved der var dannet bekvemme Overgange for Stormkolonnerne. Lige siden Morgentaagen lettede var Skansen bleven tildænget med Jern fra Fjendens sværeste Skyts. Der var i Virkeligheden ikke længer stort andet Værn tilbage end Bøsserne og to smaa Feltkanoner.

Stormen var begyndt ved Solnedgang, da et Kompani<!-- sic, således også nedenfor og i B --> holstenske *Jægere i spredt Orden forsøgte en Overrumpling. De blev standset paa Halvvejen af tre hundrede pibende Geværkugler. En efter en *sank de raske Mænd stumt overende som Aks, der falder for Leens Hug. Andre, der fulgte efter, kastede sig ned paa Jorden og søgte Dækning.

|14 En Timestid senere, da det sidste Dagskær var svundet og Himlen glimrede af Stjerner, lød stærke Trommehvirvler og Hornsignaler ude fra de fjendtlige Forskansninger. Gennem Morterernes Brøl og Kanonernes Dundren hørtes ogsaa ganske tydeligt et Musikkorps, der spillede »*Schleswig-Holstein meerumschlungen«. Og med eet mylrede Skikkelser op af Jorden derovre, og Bajonetter glimtede. Kolonne efter Kolonne brød frem af Mørket og styrtede sig under Skrig og Hujen frem mod Skansen.

Brandskæret lyste et Øjeblik paa lange Rækker af dødblege Ansigter med vildt forvrængede Træk. Men straks efter var alt skjult af Krudtrøgen. Man skød iblinde. Sigtede i Retning af Hærskrigene og de Saaredes Hyl. Da man kunde høre, at nogle af de Stormende var naaet ind til Foden af Skansevæggen, hvor de var skudsikre, kastedes Sten, Træklodser, Øldunke, Flasker og andet Kasteskyts ned i Hovedet paa dem. Men pludselig stod fire-fem Skikkelser oppe paa Voldens Krone og fyrede ned i Skansen. Nogle andre var i Færd med at kravle op bagved dem.

Synet af disse fremmede Mænd tændte et ubændigt Raseri hos Søren. Han styrtede sig imod dem med løftet Kolbe, knuste Hovedet paa den forreste og huggede to af de andre Geværet ud af Haanden. Flere af hans Kammerater var sprunget op og havde |15 fulgt ham. Det blev i Løbet af nogle Øjeblikke til et blindt *Haandmænge, hvorunder Blod og Hjernemasse sprøjtede til alle Sider. Størsteparten af de indbrydende Fjender tumlede tilbage i Voldgraven som Lig. Resten afvæbnedes og dreves ned i Skansen som Fanger. Søren havde faaet fat i Struben paa en Fanebærer, der havde plantet det slesvig-holstenske<!-- ved linjebrud, også i B --> Flag paa Voldkronen og forsvaret det med sin Sabel. Han havde afbødet hans Hug med sit Gevær og kastet sig over ham. Han kom nu slæbende med den halvkvalte Mand i Favnen som en Bjørn, der bærer sit Bytte bort; og da man fik Øje paa den erobrede Fane, som han førte med sig under den ene Arm, hilstes han med jublende Hurraraab.

De efterfølgende Stormkolonner havde imidlertid kastet sig *plat ned paa Marken foran Skansen. Den uophørlige Plaskregn af Geværkugler og *Kardæsker tilligemed Synet af deres faldne Kammeraters Lig havde taget Modet fra dem. Officererne *bandte og brugte *Klingen. Trommerne *rørtes, og Musikken, der fulgte med i Bagtroppen, spillede opildnende Melodier. Men Mandskabet blev liggende og lod sig ikke længer drive frem.

Det gik ikke Fjenden stort anderledes foran nogen af de andre *Værker, der skulde tages. Efter fem Timers Kamp blev der blæst Retræte, og *General Willisen opgav Byens Erobring.

|16 Som *Kongens Tak for Sejren blev der nogen Tid efter uddelt en Række Dekorationer, deriblandt ogsaa et Par *Dannebrogskors til Menige. I Sørens jyske Bataljon vidste man tidligt, at Chefen havde indstillet ham til denne sjeldne Udmærkelse, og nogle Dage før Uddelingen rygtedes det ogsaa, at han var bleven en af de udvalgte.

Søren tog mod sine Kammeraters Lykønskninger med et *forsorent »Tak for Mad«. Men Nat efter Nat laa han og svedte i Sengen og kunde ikke sove for Sindsbevægelse og Spænding. Det var mest sine Forældre han tænkte paa, allermest paa sin Moder, som han havde voldt saa megen Skuffelse og Sorg. Nu skulde han igen se hendes gode Øjne smile, naar han kom hjem med Sølvkorset paa sin Frakke.

Saa en Dag stod Brigaden opstillet i *Linjeformering og ventede paa Obersten, der i Kongens Navn skulde fæste Hæderstegnet paa Heltenes Bryst. Men til alles Overraskelse blev det slet ikke Søren, der kaldtes frem for Fronten for at modtage Dekorationen. Det blev hans Sidemand i Kompaniet<!-- sic -->, en juridisk Kandidat, der ogsaa havde vist sig tapper under Belejringen og desuden var i Familje med en af Hærens Generaler.

Kort efter var Krigen forbi og Mandskabet *hjemforlovedes.

Søren gik omkring paa Landevejene og søgte Ar|17bejde. Hjem til Forældrene vilde han ikke nu. Tilbage til Aalborg, hvor han havde siddet i *Arrest, vilde han heller ikke. Han agtede sig *ud i det fremmede og gjorde sig selv det Løfte ikke at komme igen, før han havde øvet en Stordaad. Han følte saadanne vældige Kræfter i sig nu. Han vilde se at komme over Havet til en af de store *Fabriksbyer i England; men til den Rejse behøvedes Penge, som han først maatte samle.

Han blev i disse Dage et ensomt Menneske. Mens de fleste andre hjemsendte Krigsmænd vedblev at bære *Felthuen som et Emblem, der aabnede Dørene for dem i de bedste Huse, fortav han bestandig hvor han kom fra, og talte aldrig om sine Krigseventyr. Derfor varede det længe, inden han fandt Arbejde, og tilsidst led han Nød.

Som en pjaltet Landstryger kom han en Regnvejrsaften vandrende til Enslev. Bysmeden her, en ældre Mand, havde faaet en *Svaghed i Ryggen og trængte til Hjælp. Søren arbejdede der et Par Dage paa Prøve og blev saa *fæstet for en god Løn.

Men ogsaa her var Ulykken ude efter ham. Han gik hen og forelskede sig i Husets unge Datter, og det paa den Maade, at Pigen blev med Barn. Det kom til uhyggelige Graadscener, og den syge Fader, der var forpint af Smerter, fik et Raserianfald. I Stedet for en *Frifærd ud i den store Verden blev |18 det til et Møde for Præsten og Hastværksbryllup og bagefter til Overtagelse af Smedjen mod Prioritetslaan, Sagførersalærer, Aftægtsydelser og de mange andre Haandjern og Tommeskruer, hvormed en ung Mand kan komme til at bøde livsvarigt for et Øjebliks Letsindighed.

Paa Bryllupsdagen drak Søren sig lynende fuld, kaldte sig foragtelig for en *Rallikeskomager og *væltede sig ind paa Gæsterne.

Ane-Mette, hans Kone, var pæn af Skikkelse og dertil et godhjertet lille Menneske og en dygtig Husholderske. Man skulde tro, at hun nok kunde gøre en omløbende Svend lysten efter et Hjems *Mag og Hygge. Stue og Smedje laa Side om Side; der var kun en tynd Væg imellem. Men mangen Gang lod Søren den svære Forhammer tordne bare for at overdøve Skraalet af den lille Menneskeunge, der havde lagt sig i Vejen for ham.

Ane-Mette begreb ikke Aarsagen til disse Udbrud af Vildskab, som hvert Øjeblik fyldte Huset med Uvejr. I sin Enfoldighed tænkte hun, at de kunde stamme fra en Sygdom i Hovedet, som kom med visse Vinde ligesom *Flyvegigt. Søren kunde til andre Tider sidde saa kønt med den lille Kresten paa sit Knæ og være helt forgabet i hans smaa Hænder og Fødder.

Aaret efter laa der en Dag et Par *fuldvægtige Tvillinger i Vuggen, og det Syn gjorde Søren stum |19 af Skræk. I denne ubegærede himmelske Gavmildhed saae han et Tegn, en Guds-Dom. Den var som Vorherres egenhændige Besegling af hans Vanskæbne. Han forstod nu, at han var Livsfange. Her i Enslev skulde hans Dage gaa hen i Trældom, indtil man bar ham ud paa Kirkegaarden.

Hans Væsen forandredes fra den Dag. Han lukkede sig inde i sig selv og blev stille. Barndomshjemmet i Thy nævnede han aldrig mere. Han taalte ikke at tænke paa, at hans Forældre og Søskende maaske endnu sad og ventede, at han en Dag skulde vende tilbage som en Eventyrprins.

Naar Ane-Mette efter Fyraften kom ned i Smedjen for at kalde ham ind til *Nadveren, fandt hun ham undertiden siddende i Tanker med Haanden under Kinden henne paa Kulkassen.

»Hvad er der dog i Vejen med dig, bette Søren,« <!-- også komma i B C, passagen ikke i D --> kunde hun da spørge, og lagde Armen kærligt om hans Hals.

Han plejede at sige, at han havde *Tandværk. Og netop saadan saae han ogsaa ud.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Paa den Maade gik nogle Aar. Et af Børnene døde, men der kom stadig nye til, og i Smedjen sang Ambolten fra Morgen til Aften for at skaffe Føden til de mange *slugne Munde.

|20 En Eftermiddag standsede en fremmed Handelsmand udenfor Smedjen, sprang af Vognen og raabte ind, om han kunde faa en Sko under sin Hest. Det var en vever lille Mand med Snakketøj. Mens Søren og hans *Dreng lagde et *Jern under det ene Bagben, stod han lænet op til *Vognfaddingen med Hænderne i Lommerne og lod Munden løbe som en Skralde.

Mellem andet snakkede han om, at det nu var bleven gode Tider for Smedene. Han fortalte om *en Mand i Aarhus, der var begyndt som almindelig Klejnsmed men ovre i Amerika havde lært at gøre Landbrugsmaskiner og nu var godt paa Veje til at blive en af Byens største Skatteydere.

Søren kendte godt Historien, vidste endogsaa Fabrikantens Navn. Alligevel mumlede han til Svar, at det saagu’ nok var Løgn altsammen. Men da svor den Fremmede ved Kors og Pine, at hvert evige Ord var sandt. Han kendte selv Manden.

Søren, der havde taget den store Rasp for at file Hoven til, vendte sig i det] B C D, idet A samme om og gik ham truende ind paa Livet. Med det lange Jern i sin løftede Haand brølte han ham ind i Ansigtet:

»Og *A sejer dæ, at om du *int holder din Kæft, skal A *sla’ Skallen ind paa dæ, dit *Skvalderhode!«

Stiv i Kinderne af Overraskelse og Skræk hummede Handelsmanden sig op i sin Vogn, fik i Hast nogle Skillinger kastet fra sig og fløj afsted som var |21 det selve den Onde han havde set *vende det hvide ud af Øjnene. Men da han var kommen et Stykke henad Vejen og følte sig i Sikkerhed, fik han sit Mæle igen. Han drejede sig om paa *Agebrættet og raabte tilbage:

»Hva’ bilder du dig ind! ... Din Fattiglars!«

Efter Fyraften, da Søren kom ind i Stuen, satte Ane-Mette den spruttende hede Flæskepande paa Bordet. Han drak flere Snapse men rørte næsten ikke Maden. Bagefter blev han siddende med Hovedet nede paa Armene, som om han sov eller var beruset.

»Er det igen galt med Tænderne?« spurgte Ane-Mette forsigtigt.

Han nikkede.

Lidt efter rejste han sig og drev ud.

Det var Maaneskin. Han gik ned mod Kroen; men da han udefra saae, at der sad mange Folk derinde, gik han forbi. Udenfor Byen hørte han en Vogn komme. For ikke at møde nogen slog han ind paa en Markvej og gik paa maa og faa udover Heden.

Maaneskyggen fulgte ham – snart ved hans ene, snart ved hans anden Side eftersom Vejen drejede. Han følte det, som om et hemmelighedsfuldt Væsen havde slaaet Følge med ham. En Mørkets Udsending, der hviskede ham onde Fristerord ind i Øret. |22 Han *fik Kulde i Kroppen men gjorde sig alligevel ikke fri af det uhyggelige Følgeskab.

Det var en gammel Bekendt, der igen havde opsøgt ham. En *Dusbroder og daglig Omgangsfælle fra den Tid, da Løgnene fødtes af sig selv paa hans Tunge og Storhedsdrømmene red ham som en Mare. Røsten lød ogsaa saa fortrolig.

»Naa, *hudden gor ’et saa, Søren Madsen? Det *æ nok it bløwen villere mæ dæ siden sidst. Men det har A jo *savt dæ tidt nok, Søren. *Do tjener ingen go’ Mand, har A savt. Slid og *Slæv æ bløven din Løn, stakkels Mand! Og saa Lovning paa et Himmerig *etterpaa, *dæ kanske æ en go Løwn og aller haar eksistiret. Det æ en *slem Profit! Og do, som ku’ *sit mæ begge dine Næver fulde af Jordens naadigste Gaver! Herrejøsses! Saa sølle sku’ det end’ mæ dæ, *a Folk *raaver »Fattilavs« etter dæ! ... Ane-Mette æ sgu da osse snart for gammel for en Mand som dæ. A sejer: gør dæ fri, Søren! *Det æ Tid eno! Ane-Mette ka jo ta ud og tjen’. Det haar *hon gjort før. Og Rollingerne ka do la Vorherre ta sig *a. Han *æ val nærest te’et. Det æ dog ham, der har lavet dem. Og *nærensti do *føst æ væk herfraa og faar annet i *Huedet, saa *tinker do sgu it mer paa dem. Stol do paa mæ; A *kinner Verden og *Minniskene. Og A æ din Ven, din sande Hjertensven! A sejer: vis dæ *no som en *Svend, |23 Søren! En *rejti Svend! Do vil it *kom te aa fortryd ’et. – Ska vi gi *hveranner Haandslav paa det?«

Da Søren henimod Midnat naaede tilbage til Smedehuset, var Pagten sluttet, hans Hjerte lukket. Han vilde rømme fra Hjemmet og lade *Fattigkassen tage sig af Ane-Mette og Børnene. Han var nu igen Mestersmeden fra Thy og havde ikke mer med *Rallikeskomagerens Unger at skaffe.

Andendagen efter var alle Forberedelserne gjort. Han havde skaffet sig Rejsepenge ved at sælge deres Ko under det Paaskud, at han skulde købe Stangjern og nyt Værktøj, og henimod Aften sagde han til Ane-Mette, at han den næste Morgen tidlig vilde tage ind til *Købstaden for at handle.

Ane-Mette tog straks hans Søndagstøj ud af Skabet for at *hæge det. Da Søren inde fra Smedjen saae hende staa der i Døren og børste saa ivrig, uden Tanke om Svig, kunde han ikke faa Øjnene fra hende. Hun var igen bleven ung og skøn for ham trods de indsunkne Kinder og *det fattige Haar, og han besluttede at lade hende faa Størsteparten af de Penge, han havde skaffet sig til Rejsen. Han vilde ikke selv beholde mere end *30 ... nej bare 25 Rigsdaler. Ja, 20 Rigsdaler vilde han ogsaa godt kunde nøjes med. Resten vilde han lægge i hendes Kommodeskuffe eller et andet Sted, hvor hun straks maatte finde dem.

|24 Inden Ane-Mette den Aften gik i Seng, stillede hun Vækkeuret en Time frem for at hun kunde have Mellemmaderne smurt og Morgenkaffen færdig i god Tid.

Om Natten vaagnede hun ved at høre Søren sukke.

»Sover du it?« spurgte hun.

»Jow.«

»Saa drømmer du da.«

»Ja.«

Hun følte i Halvsøvne til Bleen under den Lille, der laa imellem dem ved hendes Bryst. Saa sank hun tilbage igen til sine Skrukkemors-Drømme. Søren blev liggende med Armen under Hovedet og stirrede ud i den maanelyse Stue. Paa Væggen over hans Hoved tikkede Uret, og rundt om ham lød det trygge Kor af Børnenes sunde Aandedrag. Han skelnede Krestens regelmæssige Vejrtrækning med den lille Fløjtelyd gennem Næsen, Jørgens næsten voksne Snorken, Katrines smaa Smæld med Læberne og Tyges hurtige Udaanding.

Tilsidst begyndte han at tinge med Fanden. Han vilde have et Par Dages Frist. Saa vilde han snakke lige ud til Ane-Mette om, hvad han havde for, og lade det komme an paa, hvad hun sagde til hans Planer. Men da hørte han igen den hemmelighedsfulde Ven tale til ham. Han maatte huske paa, sagde han, at det ikke alene var for sin egen Skyld, |25 han rejste bort, men ogsaa for at hente Lykken hjem til sin Familje. Fruentimmersnak skulde man aldrig høre paa. Naar han engang vendte tilbage som en rig Amerikaner med Penge i alle Lommerne, vilde baade Ane-Mette og Børnene forstaa, hvor godt og rigtigt han havde handlet imod dem. Han skulde bare være ved godt Mod.

Klokken fire skramlede Vækkeuret. Ane-Mette listede sig ud af Sengen, og da hun var gaaet ud i Køkkenet, stod ogsaa Søren op. Han blev siddende nogen Tid paa Sengekanten med Hovedet i Hænderne. Det ringede derinde som med Dommedagsklokker. Han følte sig tilmode som en, der staar i Begreb med at begaa et Mord.

»Do kan vel daarlig komme hjem før *Avten,« sagde Ane-Mette, da de i *Daglysningen sad ude i Køkkenet ved Kaffen.

Søren *slog en Dram i sin Kop.

»Næ, det kan A it,« svarede han efter nogen Nølen og hældte lidt af Flasken ovenpaa.

Opad Væggen stod hans gamle Vandrekæp. Paa et Søm ovenover hang en *Ræveskindsransel. Det var hans hele Udrustning. Ane-Mette sukkede lidt for sin Ko, som hun savnede. Men Jern og Værktøj var jo vigtigere, det forstod hun godt. Søren svarede ikke noget, og nu vaagnede den Lille inde i Stuen. Ane-Mette maatte derind og stille Barnet tilfreds.

|26 Da hun kom tilbage, var Søren gaaet. Paa Bordet mellem de tømte Kaffekopper stod tre *Sølvtutter med otte *Specier i hver.

»Jøsses! Nu har han glemt sine Peng’!« tænkte hun.

Søren var allerede kommen et godt Stykke udenfor Byen. Det var en frisk Sommermorgen med Regnbueskær over de dugvaade Marker. Han havde den *rindende Sol i Ryggen, og hans Skygge strakte sig kæmpemæssig foran ham paa den ligeløbende Vej. Det var den samme Landevej, ad hvilken han for ti Aar siden var kommen dragende til Enslev, og han havde knap set den siden.

Han *skridtede godt ud. Nu da Farvellet var sagt og den store Verden atter laa foran ham i forjættelsesfuld Morgenglans, sank med eet alle disse Trældomsaar i Jorden bag ham som en Drøm. Følelsen af Frihed stormede igennem ham som en vældig Rus. Ogsaa Snapsene i den tomme Mave begyndte at virke. I taktfast, gungrende Soldatermarsj skred han afsted og glemte endog at se sig tilbage oppe fra Møllerens Bakke.

Han svingede med sin *Knippel, og da han ingen Mennesker saae omkring paa Markerne, begyndte han at synge af fuld Hals. Det var en lystig Visestump, som han huskede fra Felten:

|27 »*Fatter tier,

Mutter skri’er:

du har kysset mine Pier!

*Singsalia! Singsalium!

Bum!«

Tre Timer senere sad han paa en Grøftekant lidt udenfor Købstaden og havde taget sit *Madklæde frem. Han var forresten slet ikke sulten, og ved Synet af Ane-Mettes nydeligt smurte Mellemmader tabte han nu rent Appetiten.

Henne paa Vejen inde fra Byen kom et langt, magert Kvindemenneske med en *Kludesæk paa Ryggen og en Stav i Haanden. Han kendte hende godt. Det var en gammel Halvtosse, der gik omkring i *Herredet og tiggede. Da hun fik Øje paa hans Mellemmader standsede hun foran ham, skuttede sig i sine Pjalter og bad om en Bid i Guds Navn.

Søren havde endnu aldrig nægtet en Fattig et Stykke Mad; men Ane-Mettes sidste Rundtenommer var ham for dyrebar en Gave. Han nænnede ikke at skille sig ved en Brokke og lod Konen gaa med en Toskilling.

Længe fulgte han hende med Øjnene, mens han tænkte paa, at hun maaske inden Aften vilde naa til Enslev og banke paa hos Ane-Mette og komme ind i Køkkenet og faa en Kaffetaar. Han saae det hele Møde saa forunderligt levende for sig: Ane-|28Mette med bette Hanne paa Armen, allerede lidt urolig over, at han ikke er kommen tilbage. Tyge, der trykker sig op ad hendes Kjole og er angst for den fremmede *Kælling med det grimme Hundeansigt. Og udenfor paa Dørstenen: Kresten med Jørgen i Haanden; de kigger ud ad Vejen efter ham ...

Han angrede, at han ikke havde ladet ogsaa de sidste ti Rigsdaler af sine Rejsepenge blive tilbage derhjemme. Han havde før fægtet sig frem som vandrende *Gesell og kunde vel gøre det endnu engang. Saasnart han kom til Byen vilde han skrive til Ane-Mette og forklare hende sine Hensigter. Og han vilde bede hende om at være ved godt Mod og bare vente paa ham. Alt hvad han fortjente udover Føden vilde han sende hende. Hverken hun eller Børnene skulde komme til at lide Nød. Saadan vilde han skrive, *endda han ikke selv troede paa, at der kunde blive meget tilovers foreløbig; men de Ord vilde trøste hende.

Saa rejste han sig og gik videre.

Inde i Byen søgte han ned i Madam Jørgensens Kælderbeværtning ved Havnen for at drikke et Glas Øl og høre efter Skibslejlighed.

»Et *stuer Glas og et bette ... *A æ tøst!« sagde han unødig højt straks han var kommen indenfor Døren og slængte sig med stort Spektakkel ned ved et Bord under Vinduerne.

|29 Der var ikke andre Gæster i Lokalet end en svær Mand med en Nakke som en fedet Orne. Han bar Uniformskasket og hvilede et Par pudeformede Hænder tungt paa en *Spanskrørsstok, der stod mellem hans Ben. Det var Byens forhenværende Politibetjent, der nu var bleven *Arrestforvarer. Madam Jørgensen sad bag Skænken og hæklede. Hun var en lille Kone, tyk som et overskaaret Brændevinsfad; det tog Tid for hende at komme op af Stolen og bringe Søren det forlangte Glas Øl og den underforstaaede Snaps.

Da hun igen var kommen til Ro bag sine Flasker, fortsatte Arrestforvareren den Beretning, han var bleven afbrudt i ved Sørens Komme. Det var om et Par Drenge, et Par smaa Tyveknægte, som han om Morgenen havde *givet Ris paa *Raadstuen. Med sløv Tilfredshed gav den tykke Mand en udførlig Skildring af den blodige Forretning.

»Femogtyve *regulærte paa den bare *Podiks, som vi siger. De kan være *stødt paa, at der blev Hakkebøf af de Frikadeller!«

Madam Jørgensen ømmede sig i sin strikkede Skuldervarmer. Hun forsøgte et Forsvar for Drengene. De Børn dernede i Baggaden fik nu heller *slets ingen Opdragelse. Naar Manden laa og *rakkede paa Søen og Konen maatte gaa ud og vaske for Folk, hvad skulde der saa blive af de stakkels Unger.

»Akkurat mine Ord!« sagde Arrestforvareren. »Den |30 Slags Knægte spaserer lige lukt ind i *Tugthuset. Det sagde ogsaa Borgmesteren.«

Søren var bleven stille derhenne ved Vinduesbordet. Hans Øjne stirrede. Men Læberne var urolige. Han følte det, som om det var hans egne Drenge de snakkede om, og det trak sammen inden i ham til et mægtigt Uvejr. Dersom den grisefede Mand var bleven ved at tale blot et Par Minutter endnu, havde han slaaet Hovedet itu paa ham med sin Knippel.

Men nu gik Døren op, og en Flok Havnearbejdere kom trampende ind paa deres store Træsko. De slog sig ned omkring det runde Bord i Midten af Stuen og fik hver en *Pægl Brændevin udleveret i et Ølglas.

Søren betalte sin Fortæring og gik op paa Gaden. Med fredløst Sind drev han om i Byen. Han syntes, at alle Folk saae paa ham med anklagende Blikke, som om de vidste, hvad han havde for. Det gjorde ham *ond. Hvad havde det Rak at blande sig i hans Sager! Vilde de ham noget, kunde de komme an! En lille Pige, der standsede foran ham for at spørge, hvad Klokken var, ragede han tilside med en Ed.

Oppe ved Markedspladsen gik han igen ind i en Beværtning og satte sig til at drikke. Ved den fjerde »*Puns« blev han højrøstet og gav sig til at traktere de andre Gæster. Han forlangte en Flaske Portvin |31 og kastede en *Daler henad Bordet. Da man spurgte ham om hans Navn, slog han sig for Brystet og kaldte sig »Mestersmeden«. Folk blinkede til hinanden og morede sig over ham.

Da to Soldater kom derind, sprang han op og gjorde militær Honnør. Han bød dem paa en Puns og smøgede sit Ærme op for at brovte med Saaret af Granatsplinten fra *Mysunde. Saa begyndte han at snakke om sin Kone og sine Børn og fortalte, at han var kommen til Byen for at købe Stangjern og Værktøj for 200 Rigsdaler.

Først et Par Timer efter kom han igen ud paa Gaden. Han var da sejlende fuld.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Kort fortalt: Dagen efter stod Søren igen i sin mørke Smedje og rystede Huset med Slagene af den vældige Forhammer. Og her stod han siden Dag ud og Dag ind, indtil han blev en gammel Mand.

Han ældedes tidlig. Skallen blev blank og Skægget falmede, før han naaede de halvhundrede. Han blev menneskefjendsk som en *Bindehund men gemte sin Græmmelse bag en mørk, *storagtig Tavshed. Kun naar han havde taget lovlig mange Snapse til Maden, fik han Mæle og slog da om sig med *haanske Ord, saa Folk lo af ham bag hans Ryg. Mange var af den |32 Mening, at han ikke var rigtig klog. Hans egne Børn skammede sig ofte over ham.

Ogsaa Ane-Mette begyndte at *lakke tilaars; men til Trods for, at hun bestandig levede som med et Tordenvejr hængende over Huset, var hun ikke bleven kuet. Hun var den samme rørige lille Kone med milde Øjne og et *taalsomt Sind. Men hun var nu ogsaa den, der kendte Søren bedst og vidste, hvor meget godt og kærligt der gemte sig bag hans bidske Væsen. Dog havde heller ikke hun nogensinde faaet at vide, hvad der havde ført ham til Købstaden hin bedrøvelige Dag, da han fik alle Gadens Drenge efter sig derinde og kom i Kasjotten.

De fleste af Børnene voksede sig store og kønne efter deres Far. De var ogsaa flinke til at lære og bragte gode *Vidnesbyrd hjem fra Skolen. Søren kunde de dog aldrig rigtig stille tilfreds. Den ældste af Sønnerne blev efter sin Konfirmation sat i Urmagerlære og allerede i sit tredje Læreaar belønnedes han med Haandværkerforeningens Præmie ved en Lærlingeprøve. Søren modtog ham ved Hjemkomsten med de Ord:

»Naa *æ do dær! Det æ da godt, at do *it’ ligefrem gør mig Skam.«

Ogsaa Sønnen Jørgen, *Seminaristen, der ellers var den mindst begavede af Børnene, viste god Frem|33gang. Og med Tyge steg Eventyrets Stjerne op over det lille Smedehjem i Enslev.

Ved hans Fødsel havde der været stor Jammer. Han kom til Verden med en *slap Fod, hvad der var en Slægtsarv i Ane-Mettes Familje. Efter en Undersøgelse erklærede Lægen, at Drengen vilde blive halt. I flere Dage rasede Søren som en Vild, slog med Dørene og svor paa, at han vilde grave det Misfoster ned i Møddingen. Da Drengen voksede til, hoppede han omkring mellem sine Søskende og andre Legekammerater som en vingeskudt Fugl. Der var en ejendommelig sørgmodig Lystighed over ham. Som hans Gang saadan var ogsaa hans Sind uden Ligevægt – et evigt Aprilsvejr.

Ogsaa af en anden Grund tog han sig fremmedartet ud mellem den øvrige Landsbyungdom. Han var altid bleg. Sol og Vind bed ikke paa ham, *endda han havde et sundt Legeme og aldrig fejlede noget. Men allerede før han kom i Skole viste han et ualmindeligt *Nemme, der bødede paa den legemlige Skavank, og da han var fjorten Aar gammel blev han paa sin Lærers Forbøn sendt til Kolding Latinskole for at gøres til Student.

Søren Smed havde netop paa den Tid en Række gode Aar. Trods hans glubske Væsen begyndte ogsaa Folk fra Nabosognene at søge til ham med deres Markredskaber. Især havde han vundet Ry for sine |34 Høleer, om hvilke der blev sagt, at de kunde bide fra sig ligesom deres Far. Da Tyge var bleven Student vilde han ogsaa være Kandidat, og Faderen hjalp ham efter Evne en Række Aar. Sørens Sparepenge forslog dog knap til at holde ham Sulten fra Døren i den store, fremmede By. Tyge maatte selv se sig om efter Fortjeneste, og det sinkede ham slemt i Studierne. Men tilsidst tog han juridisk Embedseksamen med *bedste Karakter.

Den Sommeraften, da Brevet med Eksamensresultatet var kommen fra København, sad Ane-Mette ude paa Bænken ved Husgavlen med en lang *Bindehose mellem sine utrættelige Hænder. De gik paa hende som et Par Vinger.

Fra Bænken var der Udsyn over den aabne Mark til en indtørret Sø, bag hvilken Solen gik ned i rødlig Taage. Derude, hvor i fordums Dage en blank Vandflade havde genspejlet de omgivende Hedebanker og Solnedgangens Pragt, drev nu Flokke af broget *Ungnød omkring paa det sandede Klæg. Viberne skreg ude over Mosen, og højt fra Luften svarede Kragerne dem, idet de drog tilskovs.

Efter Fyraften kom Søren ud og satte sig hos hende; han følte Trang til at snakke lidt om den store Begivenhed.

Det havde været en lykkelig og forunderlig rig Tid for dem de sidste Aar. Kort forinden var Datteren |35 Katrine bleven gift med sin *Kapellan; Urmagersønnen i Kolding havde faaet sin egen Forretning, og Skolelæreren sit første *Kald.

Al denne Fremgang for Børnene havde tilsidst forsonet Søren med hans egen Vanskæbne. Den var tillige bleven ham et haandgribeligt Vidnesbyrd om, at der raadede en højere Retfærdighed i Livet, et faderligt Forsyn. Som han udtrykte det for Ane-Mette, mens han sad der med Armene paa Knæene og saae ud mod Solrøden:

»Vorherre er alligevel en rimeligere Mand end *A sommetider har set ham an for.«

Ane-Mette smilte saa *lønligt over sin lange Bindehose.

»Ja saamænd. Han er vist it saa *møj’ tosset,« sagde hun.

Med Skamfuldhed tænkte Søren nu paa, hvordan han havde været lige ved at give Hjem og Børn til Pris og sin Sjæls Salighed *i Lidkøb for at tiltuske sig Lykken af »*den bette Mands« Haand.

Overfor Verden bevarede han vel endnu sin haanske Tavshed, og naar Folk lykønskede ham i Anledning af hans Børn, løftede han sine svære Bryn og saae hovmodig paa dem, som om han tænkte: »Det manglede bare! Mine Børn!« – Men i sit Inderste var han bleven et ydmygt Menneske, der nu erkendte Sandheden af det Bibelord, hvormed Præsten havde |36 formanet ham paa hans Konfirmationsdag, og som han saa ofte havde grublet over: at alting tjente dem tilgode, der frygtede Gud og forlod sig paa hans Bud.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Han var tidlig bleven gammel. Hans før saa aarvaagne Øjne sløvedes. Han blev indtil det sidste sparet for den Erfaring, at ogsaa »den bette Mand« er en nidkær *Skyldherre, der *hævner Fædrenes *Frafald paa Børnene indtil tredje og fjerde Led.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. ]˟ Der gik igen et Tiaar, og det gamle Ægtepar levede nu helt i Glansen af deres Børns voksende Anseelse.

Søren Smed havde fra først af været meget utilfreds med Tyges Valg af Levevej. Han havde drømt om at se sin Søn i Embedsuniform med *trekantet Hat og forgyldt Kaarde. Tyge selv havde oprindelig tænkt, at det var som Digter han skulde gøre Vaabentjeneste i Tidens store *Befrielseskamp. De første Gange, han præsenterede sit Navn for Offenligheden, stod det under nogle satiriske Vers.

Han havde levet den fattige Bondestudents ensomme og glædeløse Liv i Hovedstaden. Hans *Vanførhed havde yderligere isoleret ham. I denne Forladthed havde alle Indtryk af Mennesker og Samfundsforhold overvældet hans lidenskabelige Sind. |37 Her i den store, sorgløst henlevende Vrimmel blev han sig helt bevidst som Folkets Søn, Almuebarnet med det kvalte Skrig af Aarhundreders uhævnede Mishandling lydende i sin Sjæl. Den Tanke at blive de Undertryktes store Hævner greb ham tilsidst som en Besættelse.

En Nat ved et *Lørdagssold i Studenterforeningen sprang han op paa sin Stol og holdt en politisk Tale, der var et Piskeslag i Ansigtet paa den glade *Punsje-Gemytlighed og skabte Panik. En politisk interesseret Student var i de Dage et Særsyn. En *Athenesøn, der i selve det akademiske Elysium optraadte som revolutionær Agitator i folkelig Stil, var noget ganske uhørt og føltes som en Vanhelligelse. Man brølte og skreg for at overdøve ham. Tilsidst rev man ham ned af Stolen uden at høre ham tilende. Det blev en Skandale, der rygtedes over det ganske Land.

Det havde indtil denne Dag kunnet se ud, som om Tyge skulde komme til at dele sin Faders Skæbne og slide sine store Evner op i en kummerlig Kamp for Brødet. Han havde giftet sig allerede som Student. I en Periode af Nedtrykthed og Selvopgivelse havde han en Dag ladet sig vie til sin tolv Aar ældre *Pensionatsfrøken, der havde plejet ham under en Sygdom, og hvem han desuden skyldte Penge. Nu fløj hans Navn og Bedrift Landet over som et |38 af de Kampsignaler, der indvarslede en ny Tid for den akademiske Ungdom i Danmark.

Hans ældste Broder Kresten sad paa den Tid i en af Koldings Sidegader med sin lille Urmagerforretning: en stræbsom Næringsdrivende og lykkelig Familjefader, i hvis Blod der dog var dryppet nogle galdebitre Draaber som en Arv fra Faderens Trængselstid. Han havde længe baaret Nag til Tyge, fordi dennes Universitetsophold tog Glansen af hans gamle Lærlingepræmie, der engang havde gjort ham til Familjens store Haab.

Da han nu et Par Gange havde set Broderens Navn i Avisen, kom der en syg Uro over ham som over den tamme And i Gadekæret, naar den højt over sit Hoved hører Trækket af sine frit omstrejfende Slægtninge. Efter et Par søvnløse Nætter bestemte han sig til ogsaa at ville prøve sine Vingers Styrke.

I den lille By var Sindene i de Dage lidenskabeligt optaget af Planerne til en Udvidelse af Kirkegaarden, og en Aften læste man i Avisen en indsendt Artikel om Sagen, undertegnet »Kresten Sørensen, Urmager«. Artiklen vakte Opsigt fordi den ret uforbeholdent kritiserede Borgmesterens og andre *fremragende Byraadsmedlemmers Standpunkt. Den hidtil navnløse Indflytter i *Snadregaden blev for nogle Dage Byens mest omtalte Person. Folk, som han |39 slet ikke kendte, opsøgte ham i hans Butik for at takke ham for hans modige Indlæg.

Og nu fortsatte han tillidsfuldt sit reformatoriske Værk. Ved et senere afholdt Borgermøde om Sagen tog han Ordet og vandt paany Folkestemningen for sig, hvorefter Byens Magthavere fandt det *raadeligst at gøre den farlige Mand Tilnærmelser.

Endnu længe før Tyge havde tilkæmpet sig en Plads i Folketinget sad Kresten i Kolding Byraad, var Medlem af det ansete *Ligbroderlav og Næstformand i Haandværkerforeningen. Samtidig havde hans Forretning blomstret, saa han kunde købe sig en Ejendom paa Hovedgaden, hvor han indrettede Butik med et Kontor i Stuen og en smuk Beboelse ovenpaa.

*Et Par Mil fra Byen, i en Landsby ude ved Havet, boede Broderen Jørgen – Skolelæreren. Han var tidlig bleven Enkemand og levede ensomt med sine to Børn, to blaaøjede Sønner, der var Tvillinger.

Den *bringebrede Mand med det vildtvoksende Skæg gjorde et sløvt Indtryk, naar man ikke saae hans Øjne, der var urolige, fulde af Bekymring, tunge af Selvprøvelse og megen Grublen. Han var i al Enfoldighed en aandeligt vaagen Mand, der tilhørte *det samme politiske Parti som Tyge og engang selv havde drømt dybe *Holger Danske-Drømme om Kæmpedaad og Ry.

|40 Temmelig regelmæssigt en Dag hver anden Maaned tog han ind til Kolding for at gøre Kresten og hans Familje et Besøg, og han havde da altid sine Drenge med sig, for at de ikke skulde være uden *Opsigt.

Der galdt for disse Besøg et engang for alle fastsat Program. De kom til Byen om Formiddagen ved Ellevetiden, og efter Middagsmaaltidet fulgtes Brødrene ned paa Kontoret for at kunne tale mere utvungent. Skolelæreren satte sig i Sofaen med sin Pibe, og ogsaa her tog han sine Tvillinger med sig af Hensyn til Svigerinden, der siden hun flyttede ind i det store Hus levede i en opfarende Angst for sine nye Møbler og fine Gulvtæpper.

Drengene maatte sidde ganske stille hver i sin Krog af Stuen og »være opmærksomme paa de Voksnes Tale« – som Faderen *strengelig formanede dem. De var med deres barnlige Lydighed et Par friske og kønne Knægte, der nu og da i Smug skævede over til hinanden med et Smil. Deres lyseblaa Øjne var et Særsyn i Slægten, der gennemgaaende var mørkøjet. Derimod havde Familjesvagheden i Anklerne hjemsøgt den ene af Drengene i Form af en styg Klumpfod.

Som saa mange andre offenlige Personer holdt Ur- og Instrumentmageren mest af at tale om sig selv. Mens han gik op og ned ad Gulvet underholdt |41 han Broderen med at *anføre Stykker af sine Byraadstaler og fortælle om sine Fortjenester af Byens Velfærd. Men før eller senere fik Jørgen Skolelærer altid Samtalen lempet hen paa Tyge og dennes Optræden i Pressen eller paa Talerstolen.

Det maatte ske med nogen Forsigtighed. Kresten var ikke altid lige tilbøjelig til at indlade sig paa det Emne. Han lagde aldrig Skjul paa – heller ikke overfor Fremmede – at han betragtede sin Broder som en Eventyrer. Men naar han – som han sagde – »for sin Samvittigheds Skyld« havde aflagt denne Tilstaaelse, tav han helst om ham, og denne Tavshed havde hos hans egne politiske Meningsfæller indbragt ham megen Anerkendelse for *højmodigt Brodersind.

Kun dersom Tyge tilfældigvis i de samme Dage havde *givet sig en Blottelse i en Avisartikel eller lidt et Nederlag paa en Valgtribune, kunde den *dulgte Glæde herover gøre ham veltalende. Med overbærende Hovedrysten kunde han da blive ved at gentage, at »dette virkelig var en meget flov Historie for den gode Tyge ... en rigtig forsmædelig og flov Historie«. Og han endte gerne med de Ord:

»Tyge minder mig paa sørgelig Maade om *den Historie med Fiskeren, der vilde være baade Konge og Kejser og tilsidst Gud for alt Folket. Han vil ogsaa ende i Muddergrøften. Vi maa kun haabe, at |42 vore gamle, hæderlige Forældre maa blive forskaanet for at opleve Enden paa Komedien.«

Jørgen Skolelærers Ord faldt mere milde. De kom tøvende ud af det store Skæg, blev et for et bragt til Verden i Svøbet af en Røgsky. Han og Tyge var mere jævnaldrende; de havde som Børn sovet i samme Seng og været gode Kammerater. Saa var de jo ogsaa politiske Meningsfæller. I Virkeligheden beundrede han sin Broder, men han gjorde det med daarlig Samvittighed og under *mangehaande Anfægtelser.

Hans Bekymringer galdt Tyges private Liv, hvorom der gik saa mange foruroligende Rygter. Navnlig ængstedes han ved Tanken om, at Broderen skulde have lukket sit Hjerte for Kristus. Tyge selv udtalte sig aldrig offenlig om den Slags Ting. Men han var dog den, der bar Ansvaret for, at Partiet havde søgt *Forbund med rige Børsjøder og Fritænkere for at støtte sin Presse. Og var der ikke meget i hans hele selvraadige Færd, der vidnede imod ham? Og maatte man da ikke for hans egen Skyld haabe paa og bede til, at Herrens stærke Haand vilde standse ham paa hans Sejrsbane og *nedslaa ham i Støvet, saa han kunde lære Ydmyghed?

*Vort Liv er kun et flygtigt Nu,

men evig Helvedmørkets Gru.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. |43 Mens *Dragesæden ynglede frodigt rundtom i Familjen, bredte Alderdommens graa Skimmel sig tæt over de to Gamle hjemme i Enslev. Ane-Mette var den, som først sank sammen. En stormfuld Efteraarsdag bar hendes Mand og Børn hende ud paa Kirkegaarden. Den spekulative Graver, der saae hendes velvoksne Sønner og Døtre staa omkring Kisten, regnede under Jordpaakastelsen ud, at hun, som dog kun havde været en lille Kone, efterlod sig *sytten Alen Afkom med en Vægt af tilsammen *et Tusinde Pund. Tyge Enslev var nu den mindste af Familjen.

Kort Tid efter Begravelsen overgav Søren Hus og Smedje til sin yngste Søn og flyttede ind i en lille *Aftægtsstue. Hans store graa Vildmandshoved var en Skræk for Landsbyens Børn, naar de fik Øje paa det inde bag Ruden. Her sad han med et Par store Messingbriller paa Næsen og læste i de Aviser, som Tyge sendte ham.

Ogsaa i Biblen læste han flittigt. Sit gamle Mellemværende med Fanden, som han aldrig havde ⇕A  ◄B  C  D  Sml. omtalt for nogen, voldte ham igen af og til Skrupler. Men det var Børnenes vedvarende og saa usædvanlige Forfremmelse i Velstand og Anseelse, der til Tider kunde gøre ham ængstelig for, at hint Forhold alligevel ikke var bleven endelig ordnet. Da hans yngste Datter blev forlovet med den hovedrige Avstra|44lier, gjorde Meddelelsen herom ham en Tid hel modfalden.

Det var den samme Frygt, der havde faaet ham til at vælge Gravplads til Ane-Mette og sig selv i de Fattiges Hjørne af Kirkegaarden. Skønt alle Børnene gjorde Indsigelse, havde han ikke været til at rokke fra sin Bestemmelse.

Under sin sidste Sygdom talte han ofte i Vildelse om, at han ikke var »*den bette Mand« noget skyldig. Den Aften, da han døde, sad Provsten hos ham i Ornat. Han var kommen der paa Sørens egen Begæring for at *berette ham. De hjemmeværende Børn stod omkring hans Seng, og der blev sunget en Salme. Men endnu efter at han havde modtaget *Sakramentet vedblev han med en for dem alle uforklarlig og tilsidst uhyggelig Haardnakkethed at forsikre, at han havde levet ærligt af sine Hænders Gærning og døde som en fattig Mand.

Paa hans Begravelsesdag var alle Børnene for sidste Gang samlede i det gamle Hjem, og her kom det ved Middagsmaaltidet efter *Jordfæstelsen til et *pinligt Optrin i den samme Stue, hvorfra de nylig havde baaret Faderen bort.

Som Protest mod Tyges egenmægtige Optræden paa Kirkegaarden udelukkede de andre Søskende ham fra Samtalen, idet de gennemførte en fuldstændig Tavshed overfor ham. Navnlig Byraadsmanden |45 lod sig under hele Maaltidet ikke fravriste en Stavelse, skønt Tyge havde Plads ved Siden af ham; og Katrine – Præstefruen – der sad paa den anden Side af ham og var den egenlige Anstifter af Komplottet, vendte sig bort og fnøs hver Gang han sagde et Ord til hende.

De yngre Søskende fulgte efterhaanden Eksemplet. Alle havde de ganske privat et eller andet udestaaende med ham, en gammel Krænkelse, en overlegen Bemærkning eller et Drilleri, der var bleven bevaret i en trofast Hukommelse. Jørgen Skolelærer holdt sig dog ogsaa ved denne Lejlighed godmodigt udenfor Striden og gjorde et kluntet Forsøg paa at mægle.

Tilsidst rejste Tyge sig med Heftighed fra Bordet, og lidt efter lod han spænde for og kørte bort uden Farvel.

Vreden gik ham dog af Blodet endnu mens han var paa Vejen til Stationen. Den Tid var forbi, da han for Alvor kunde blive opbragt paa sine Søskende. Dertil misundte han dem for meget deres Uvidenhed om, hvad en Sejr som hans kostede.

Han havde tilkøbt sig sin Ungdoms Handlefrihed med et ulykkeligt, barnløst Ægteskab, og han havde ikke siden vovet at lade sig skille for ikke at sætte noget af den Popularitet paa Spil, som var en handlende Politikers daglige Brød. Et ømt Kærlighedsforhold til en ung Kvinde af det bedste københavn|46ske Selskab havde han af samme Grund maattet skjule; og da den unge Pige tilsidst tog Livet af sig af Skam, havde han i Øjeblikkets Fortvivlelse nær gjort hende Følgeskab i Døden.

Og dette var ikke det første og blev ikke det sidste Menneskeoffer han med tungt Hjerte havde bragt for sin *Vaabenlykke. Politik var en blodig *Haandtering. Det galdt en daglig Forsvarskamp baade mod Fjender og Venner – og de sidste var ofte de farligste. Den Misundelse, der havde *fulgt ham paa Foden fra den første Gang han vandt Bifald paa en Talerstol; det hyænelumske Had, der hos flere af hans nærmeste Partifæller laa paa Lur for at styrte sig over ham ved den mindste Snublen; hans egen *Spøgelsefrygt for de uhaandgribelige Magter, der vilde kunne fælde ham før Sejren var vunden og det nye Rige grundfæstet;] grundfæstet: A, afviger i B C D Folkets Mistro og Folkets Fordomme eller nye Tiders Modstrømme – det gjorde ham altsammen til en nattevaagen Mand, der sov i Rustning.

Fra sin *Agestol saae han ud over den mørke Mose-Egn, hvor han som ung havde gaaet omkring i uskyldige Digterdrømme. I sine trætte Øjeblikke, naar han digtede sit Liv om, ønskede han undertiden, at han endnu sad ukendt paa et Loftskammer og løftede sig op over Livets uafhjælpelige Jammer ved at skrive Elskovsvers og lystige Satirer. – Men |47 der gik ingen Vej tilbage for ham længer! Han havde faaet Fanden paa sin Nakke og maatte bære ham, indtil han styrtede.

Det var en saadan modløs Stemning, der idag havde overvældet ham derude ved Faderens Grav. Og nu faldt den igen over ham paa Grund af denne uhyggelige Afsked med det gamle Hjem. Det var et Indtryk af Livet i dets ubarmhjertigste Grumhed. At dette gode Hjem, som Forældrene havde holdt sammen paa med livslang *Selvforsagelse, skulde opløses paa en saa hæslig Maade! ... For sidste Gang havde han staaet i de smaa Stuer, hvor de nu saa ufordragelige Søskende engang voksede op ved hinandens Side under Moderens milde Øjne som Planter i en *Solbænk. Han skulde ikke mere se den store Stolpeseng, hvori de alle var født, ikke Familjevuggen, hvis Gænger havde lydt gennem Huset i de mange Aar som Hjemmets rolige Hjerteslag, ikke *Slagbænken, hvor de efterhaanden allesammen havde sovet parvis under samme stribede *Hvergarnsdyne med Armen om hinandens Hals som forenede for Evigheden.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. [57] Sommeren var nu ogsaa kommen til Danmark. Den havde været længe om at finde herop dennegang. Under Drypregn og graa Taage var Skoven sprungen ud. Foraarets Fødsel gik for sig som i Dølgsmaal, ingen havde haft Glæde af det lysegrønne Under. Siden hen, mens Frugttræerne blomstrede, jog stride Hagelbyger over Landet, og Solglimtene kom og svandt under den blaasorte Himmel med en Pludselighed som Lyn.

Endelig den femte Juni, akkurat paa Grundlovsdagen, brød en frisk *Nordvest Sommeren Vej og fejede Skyerne ud over Østersøen.

Man stod lige foran den store Valgkamp, og der var ikke mange af *Folkepartiets Grundlovstalere, end ikke af dets *Kættere, der modstod Fristelsen til at udlægge Tilfældet som et lykkeligt Varsel, et guddommeligt Tillidsvotum.

»Himlen har idag velsignet vore Vaaben!« forkyndte Tyge Enslev fra Talerstolen i Lyngebo Skov, hvor fem Tusinde Hoveder trængte sig omkring den gamle Fører. Rank og smilende stod han under det sommergrønne Løv med sit hvide Haar – den sidste |58 levende af de store *Mærkesmænd, der havde ført Folkets og Frihedens Sag til Sejr. Trods sin Gigt og sine *Stensmerter havde han efter et Par Aars frivillige Tilbagetrukkenhed paany kastet sig ud i Striden med al sin gamle Voldsomhed.

Den forsinkede Sommervarme forvandlede Landet som en Tryllestav. Det blev paa et Par Dage til et eventyrligt Blomsterrige. Syren og Guldregn, Tjørn og vilde Roser gjorde det fattigste Bondehus til et Paradishjem. Inde i Byerne var alle Butiksvinduerne pyntet op med Blomster. Folk kom fra Torvet med Favnen fuld af Syrener. Vognmandskusken pyntede sine Krikker med en Guldregnsklase ved Øret, og Slagtersvenden bar en Kæmpebuket hjem paa sit blodige *Trug.

Jo, nu var Sommeren kommen til Landet. Paa alle Landeveje blinkede Cyklehjul. I Gaardene laa Sengklæder paa *Lad, og de første nøgne Menneskelegemer viste sig paa Stranden.

Paa en af de tre-etages Storebæltsfærger, der Dag og Nat var fulde af Passagerer, sad en Dag i Middagstiden Fru Bertha og Jytte oppe paa det øverste Dæk paa Vej til Fyn, hvor de skulde tilbringe nogen Tid paa Storeholt.

De var kommen hjem fra Italien i Slutningen af April og havde paa Tilbagerejsen gjort et Ophold i *Lugano. Sammen med et ungt, tysk Professorpar |59 havde Jytte gjort Udflugter omkring i Bjergene, hvad der havde oplivet hende meget. Men fra den samme Dag hun satte Foden paa hjemlig Grund, havde Jorden brændt under hende. Rygtet om, at Torben Dihmer havde besøgt dem i Italien, var naaet til København før dem, og alle Familjens Bekendte syntes at føle sig personlig krænket, fordi hun ikke havde forlovet sig med ham.

Det var den samme Hvisken og Tisken, de samme nærgaaende Øjne og uforskammede Smil, som havde mødt hende nogle Gange før i hendes Liv – bare meget værre. Selv de af hendes Veninder, der var bleven skilt et Par Gange, stirrede paa hende med himmelfaldne Miner. Aldrig havde hun følt sig saa ene og uforstaaet.

Men nu var hun flygtet og aandede befriet. I en lysegraa *Rejsedragt med *Gamasjestøvler og slørombunden Hat stod hun bøjet over Rælingens Fletværk og saae interesseret paa den halvtamme Maagesværm, der fulgte Skibet og blev fodret af Passagererne. Moderen sad paa Bænken ved Siden af og var falden i Tanker.

Henne paa Dækket gik en af deres Bekendte, der længe havde luret paa Lejlighed til at gøre sig bemærket af dem. Det var en yngre, blond Herre, ganske køn men meget *lapset klædt. Haaret var langt i Nakken, og fortil var det arrangeret efter |60 sidste Mode i to Bukler foran Ørene. Under Næsen sad et lille *lyreformigt Overskæg. Han saae ud til hvadsomhelst, kunde være Greve eller en finere Frisørsvend eller Kunstner. Han var det sidste.

Det var Portrætmaleren Karsten From, en af Københavns kendte Strøgfigurer, ogsaa som Kunstner en Mand med et stort Publikum. Hans indsmigrende Pasteller afbildede Folk ganske saadan som de saae ud i deres egne Øjne. Paa alle Foraarsudstillingerne i *Charlottenborg havde han en meget beundret Væg fuld af besynderlige *Amfibier: *opsnørte Modedamer med ædle og aandfulde Træk, brutale Godsejerskikkelser med klare, uskyldsblaa Barneøjne, Børsspekulanter prægede af Retskaffenhed og *Sjælsadel, unge Skuespillerfavoriter flot henslængte i *Verdenssmertens dybeste Mørke.

Ved et Tilfælde havde han faaet at vide, hvor Fru Bertha og Jytte skulde hen. Han havde staaet ubemærket i Nærheden af dem paa Københavns Banegaard, da de købte Billetterne. Naar han nu var saa *forlegen for at komme til at hilse paa dem, var det mest, fordi han paa Professionens Vegne selv skulde tilbringe en Maanedstid paa en fynsk Herregaard, der ikke laa langt fra det hagenske Familjegods, og han frygtede for at komme til at savne Selskab.

Men nu havde de passeret Sprogø, og stadig sad |61 *Gehejmeraadinden i sine egne Tanker, og Frøken Jytte vendte Ryggen til og saae paa Maagerne. Han fandt forøvrigt, at den første var bleven svært gammel. Havde ikke Datteren været saa temmelig uforandret, vilde han næppe have vidst, hvem hun var.

Han tænkte et Par Gange paa at gaa hen og forestille sig; men han havde sine Grunde til ikke at vise sig altfor paagaaende. Da gik Tilfældet ham for anden Gang tilhaande. En Konduktør dukkede op for at efterse Billetterne, og da han paa sin Rundgang kom til Fru Bertha, viste det sig, at hun havde lagt sin Haandtaske fra sig nede i Damekahytten.

»Aa Jytte,« sagde hun. »Vil du ikke gaa ned –.«

I samme Øjeblik stod Karsten From foran hende med Hatten trykket for Brystet. Med naragtig Ærbødighed udbad han sig »den store Naade« at maatte være hende til Tjeneste.

»Aa er det Dem! Goddag!« sagde hun tørt. »Jo Tak, naar De endelig vil. Det er en brun *Safianstaske. Blot De vil sige det til *Jomfruen.«

Jytte blev ilde tilmode ved pludselig at se en af sine forhenværende Friere skyde op af Dæksplankerne. Hun havde ikke haft Anelse om hans Tilstedeværelse. Da Maleren et Øjeblik efter kom tilbage og »ærbødigt knælende« – som han sagde – overrakte Moderen Tasken, vendte hun sig igen |62 mod *Søen af Ærgrelse over at føle, at hun blev rød.

»Er De paa Vej til Skagen?« spurgte Fru Bertha ham.

»Nej – desværre – jeg skal interneres paa Bækkelund. Gemejmeraadinden kender vistnok Stedet, – Grev Rønnovs Ejendom. Det er blevet mig beskikket at afmale Greven i lakrød *Kammerherreuniform. Jeg elsker den Farve; men andet har jeg vist heller ikke at glæde mig til. Det skal være en meget ensomt levende Familje.«

Fru Bertha svarede ikke noget herpaa. Hun sagde ham endnu engang Tak for hans Ulejlighed, og det paa en saadan Maade, at den belevne Kunstner var nødt til at trække sig tilbage. Jytte havde knap nok hilst ham.

Karsten From var ikke alene en kendt Maler men ogsaa en af Hovedstadens dristigste Kvindejægere, hvad dog ikke saa mange vidste. I Modsætning til de fleste andre Mænd af Faget, der aldrig kunde tie med deres Erobringer, ja for hvem det at kunne prale med dem i Grunden var Hovedsagen, var han tavs om sine Sejre og kradsede overalt Sporene til efter sig. Han saaes meget i Koncertsalene, ved Velgørenhedsbasarer og andre Steder, hvor der var Lejlighed til at gøre nye Damebekendtskaber. Hans Væsens Naragtighed, der virkede saa betryggende, |63 var et Skalkeskjul, *en Paafugleham, hvori denne blonde Jupiter indsneg sig til de Skønne.

Da Færgen lagde til ved Nyborg og Folk strømmede til Landgangen, kom han igen hen til Damerne. Under det Paaskud, at der ingen Dragere var at faa, bemægtigede han sig deres Haandbagage, og trods Fru Berthas Indsigelser fulgte han dem over Landgangen som en Tjener.

Bagefter vilde han ogsaa hjælpe dem til at finde en god Plads i Toget, idet han haabede, at de vilde tilbyde ham Følgeskab, da han skulde samme Vej. Men udenfor en tom Kvindekupe standsede Fru Bertha og bad myndigt om sine Rejsesager. Begge Damerne steg op i Vognen uden at sige ham ordenlig Farvel engang. Meget slukøret søgte den galante Maler en Kupe i den anden Ende af Toget.

»Det er da en sær forskruet Person,« sagde Fru Bertha, da han var gaaet. »Og saa paatrængende. Man skulde næsten tro, han havde glemt, hvad der er passeret mellem jer.«

»Naa, det betød vist heller ikke saa meget.«

»Du kom dog temmelig opbragt hjem den Aften. Jeg kan huske, du kaldte det et Bølleoverfald paa aaben Gade.«

Jytte saae ud af Vinduet.

»Jeg tror nok, det kom mig temmelig overraskende. Jeg har forresten siden hørt, at det skal være hans |64 Princip at fri til enhver ung Dame han kommer sammen med. Han skal have sagt, at han ikke vil forspilde nogen Chance for at gøre et godt Parti. Han er i Grunden lige til *Tugthuset. Men han har en smuk Sangstemme og spiller fortræffelig Guitar.«

»Aa, han maa være smaatosset. Han ser da ogsaa saadan ud.«

En fremmed Dame kom ind i Kupeen og standsede Samtalen. Lidt efter kørte Toget.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Storeholt laa mellem to Smaaskove ved den ene Ende af en langstrakt Sø – »Grønnevandet«. Egnen var flad; det var ikke Omgivelsernes Skønhed men Jordens Frugtbarhed, der havde bestemt Gaardens Beliggenhed. Her var man midt inde paa den rige fynske Muldslette, hvor Bønderbørnene, som der blev sagt, *fødtes med en Sølvske i Haanden.

I henved et Hundredaar var Storeholt gaaet i Arv fra Far til Søn i den hagenske Slægt. Den nuværende Ejer, *Jægermester Hagen, var Fru Berthas Brodersøn, en Mand i sine bedste Aar. Han var Broder til Professor Asmus Hagen og gift med en Datter af den bekendte københavnske Grosserer Søholm – Kaffehandleren.

Da Vognen med Fru Bertha og Jytte kørte op for Trappen, stod Husets unge Frue der og tog imod |65 dem. Hun var en høj, meget slank Dame, yderst elegant klædt.

Jægermesteren lod sig derimod ikke se.

»Jeg tror ikke, vi skal vente paa John,« sagde den unge Frue, da hendes Gæster et Kvarterstid efter kom ned fra deres Værelser. »Vi maa hellere gaa tilbords.«

I Stedet for Jægermesteren traf Fru Bertha og Jytte en ældre Frøken Søholm, en Søster til Kaffegrossereren. Den lille vissengule, stærkt oppyntede Dame, hvis *Maal røbede hende som indfødt Københavner fra *Borgergadekvarteret, meddelte straks ved Bordet, at hun havde en Mavesygdom og led af Oppustning. I en Fløjlspose medførte hun et Apotek af Pulvere og Piller i smaa Sølvæsker, som hun med Ømhed stillede til Skue foran sin Kuvert.

»Har De prøvet en *Kur i *Karlsbad?« spurgte Fru Bertha for at vise hende Deltagelse.

»Karlsbad? Jo, det har jeg vist. Jeg har da været baade i *Mariebad og *Svalebach og *Rønneby – min Broder har betalt for mig. Men lige meget har det hjulpet. Jeg stoler ikke en Døjt paa Lægerne. Det gør min Broder heller ikke. Det er bare Pengeafpresning, siger han. Nu har jeg haft min *Svaghed i 27 Aar, og med alt det, der er kostet paa den, er der ingenting, der har hjulpet mig. Og det allermest ærgerlige er, at akkurat som man er død, saa finder |66 naturligvis Lægerne den Medicin, der kunde have kureret En. Saadan gaar det jo for det meste.«

»Vil du virkelig ikke prøve en lille Skefuld Suppe, Tante?«

»Ikke en Draabe, Barn! Det vilde slaa mig ihjel paa Stedet.«

»Men det er Hønsekødsuppe.«

»Jeg siger Tak for mig! Det er da ogsaa noget, I godt veed allesammen, at Suppe er netop det allerværste til at *blæse op.«

»Men skal vi da slet ikke se John idag?« spurgte Fru Bertha for at komme bort fra Emnet.

»Ja, det er rigtig kedeligt,« sagde den unge Frue. »Han fik pludselig noget at gøre. Jeg veed saamænd ikke, hvad det var. Men det var *sagtens Forretninger. Det er jo *Terminen.«

Terminen? ... Fru Bertha tænkte sit derved og tav stille. Hun havde endnu ikke faaet December-Renterne af de Penge, hun havde staaende i Familjegaarden. Kunde det tænkes, at Brodersønnen havde følt sig trykket deraf og nu absolut vilde skaffe Summen tilveje inden de saaes? Det vilde ikke ligne ham; men ellers forstod hun ikke hans lidt stødende Fraværelse.

Jytte havde straks af *Jægermesterindens Tone forstaaet, at Vinden blæste fra en ganske anden Kant. Den Uro i Atmosfæren, som hun havde sporet fra |67 det første hun satte Foden indenfor Døren, skrev sig *aabenbart fra en ægteskabelig Scene, som i sidste Øjeblik havde fordrevet Husets Herre. For den Slags Elektricitet i Hjemmenes Luft havde hun en særlig fint udviklet Fornemmelse.

Desuden vidste hun godt, at Kærligheden mellem Fætteren og hans Kone for den sidstes Vedkommende aldrig havde været kogende. Siden de for et Par Aar tilbage mistede en lille Søn, deres eneste Barn, var den hurtigt sunket ned mod Frysepunktet.

Efter Maaltidet gik Damerne ud i Haven, hvor Kaffebordet stod dækket under to store Kastanjer i fuld Blomstring. Frøken Søholm lod sig overtale til at drikke »et *Fingerbøl« men følte sig straks utilpas og maatte gaa ind.

Jytte, der holdt af alle Dyr, havde allerede gjort sig gode Venner med en sort Pudelhvalp. Den laa stille og fornuftig i hendes Skød. Hun prikkede den paa Næsen, legede med den, kælede for den og morede sig over dens lige urokkelige Velvære. Alt imens mærkede hun dens Varme trænge gennem hendes Klæder, følte Lungernes regelmæssige Bevægelser og det lille urolige Hjerteslag.

Pludselig rejste den sig op paa alle fire og var paa eengang bare Lytten. Den hørte Hundeglam ovre fra Avlsgaarden. Saa begyndte den at pibe, kravlede tilsidst ved egen Hjælp ned paa Jorden og sprang bort.

|68 Fru Bertha og Fru Vilhelmine – Jægermesterinden – sad og talte om en Teateraffære, der havde alarmeret Sindene i København. Det interesserede ikke Jytte. Hun lagde sig tilbage i sin dybe Sejldugsstol, lidt træt efter Rejsen og lidt tung i Hovedet af den stærke Blomsterduft, der allevegnefra strømmede ind over hende. Hun lukkede Øjnene og sank hen i Halvslummer, ind til den *blidelige Selvudslettelse, hvor *Verdensløbet synes at standse og alt er Hinsidighed og Glemsel – hendes eneste tilbageblevne Fornemmelse af Lykke. De to Damers Stemmer lød mere og mere fjernt. Men samtidig saae hun som i en Drøm Jægermesterinden, saadan som hun nylig havde *præsideret derinde ved Bordet, formel, selskabelig korrekt indtil den Maade, hvorpaa hun behandlede Gaffel og Kniv med bløde Haandled og ubevægelige Albuer efter den engelske Spisemetode, der nu var bleven Tegnet paa sand aristokratisk Dannelse. Hun saae hendes mærkeligt lille Hoved med den *glimrende Frisyre over en høj, stiv Herreflip; den lange *Prinsesse Marie-Profil, der var hendes Stolthed, det slebne Smil, de kolde Øjne. Det var som en Hallucination. Hun saae det *isabellafarvede Raasilkeliv indtil hver Traad i Vævningen, den svære Guldlænke om hendes venstre Haandled, hendes lange Fingre med de elegante Negle.

Som en Skygge gled pludselig hendes egne Træk |69 ind i Billedet. Hun tænkte paa, at saadan vilde hun rimeligvis selv om nogle Aar have siddet paa Favsingholm, dersom hun havde giftet sig med Torben Dihmer. En Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning, – og maaske ogsaa med et Barn paa Kirkegaarden. Saa forskellige hun og hendes Fætters statelige Kone end var, saa var der saa meget i Fru Vilhelmines skjulte Væsen, der tidt uhyggeligt mindede hende om hendes eget.

Nu hørte hun sin Moder sige: »Vilhelmine! Hvad er det for en Herre, der kommer gaaende dernede fra Parken?«

Hun satte sig forskrækket op. Hendes Tanke forvildede sig et Øjeblik til Karsten From. Men den Mand, der kom op gennem Havens Midtergang, var en høj og ganske kraftig Skikkelse, sortklædt, med bredskygget Straahat, flagrende Frakkeskøder og altfor korte Benklæder.

Fru Vilhelmine fik sin *Stanglorgnet frem.

»Jeg veed virkelig ikke ... Jo, vent lidt. Det er vist Præsten.«

»Jeres ny Præst?«

»Naa, saa ny er han da egenlig ikke. Han har vist været her et Par Aar.«

Da den Fremmede var kommen hen i Nærheden af Damerne, blev han staaende paa Gangen, løftede |70 lidt paa Hatten og gjorde en Undskyldning, fordi han var gaaet gennem Haven.

Derpaa spurgte han, om Jægermesteren var at faa i Tale.

»Min Mand er ikke hjemme i Øjeblikket. Men maaske er det noget, jeg kan sige ham.«

Den Fremmede kom nærmere.

»Jo Tak – dersom De vil have den Ulejlighed.«

»Er det ikke Pastor Gaardbo?«

»Jo«.<!--NB forventet rækkefølge ." -->

»Vil De ikke tage Plads?«

Fru Vilhelmine forestillede. Præsten løftede igen lidt paa Hatten og satte sig.

Han var en yngre Mand med et smukt, skægløst Ansigt, der fik Karakter af et Par lyseblaa Øjne. Jytte lagde Mærke til, at hans Hænder var mærkeligt grove for en Præst, hans Paaklædning skødesløs. Frakken var blank under Albuen, Straahatten af billigste Sort, det sorte Slips tyndt som et Bændel.

»De veed maaske, at Deres Mand igen iaar har været saa venlig at overlade Ungdomsforeningen Festpladsen i Strige Skov til et folkeligt Møde – det er paa Onsdag otte Dage. Det har hele Tiden været Meningen, at det i Aar delvis skulde være et politisk Møde paa Grund af Valget, og vi har allerede for nogen Tid siden truffet Aftale med Jægermesteren om Rejsning af Talerstolen og Indretning af Vogn|71pladser. Men – til vor Overraskelse kan jeg vistnok sige – har vi idag faaet Meddelelse om, at Tyge Enslev ønsker at komme tilstede og tale ved Mødet.«

»Kommer Enslev!« udbrød baade Fru Bertha og Jægermesterinden. Ogsaa Jytte blev paa eengang opmærksom.

»Ja. Og af den Grund maa vi jo belave os paa en betydelig større Tilstrømning end vi er vant til. Baade her fra Egnen og andetsteds fra vil der rimeligvis komme mange interesserede Folk eller i hvert Fald nysgerrige af den Slags, som vi ikke plejer at se ved de Møder. Ogsaa den københavnske Presse vil sandsynligvis sende Repræsentanter, og de Herrer kan man vist ikke saa godt udelukke ved en saadan Lejlighed. Der maa med andre Ord ogsaa skaffes *Referentpladser. Jægermesteren har engang for alle stillet sig til vor Raadighed, hvor det gælder saadanne større Arrangementer paa Festpladsen. Jeg har derfor straks villet underrette ham.«

»Jeg skal sige det til min Mand. Han ordner det saa nok, som De vil have det. – Maa jeg ikke skænke Dem en Kop Kaffe, Pastor Gaardbo?«

»Nej Tak,« svarede Præsten uden Formaliteter.

»En Cigaret maaske?«

Hun rakte ham sit eget Etui, som hun tog fra Bordet.

|72 »Nej Tak,« gentog Præsten, og da han nu havde udrettet sit Ærinde, rejste han sig med det samme, bukkede og gik hurtigt bort.

Jytte var igen bleven tankefuld. Hendes agtpaagivende Øjne havde med Forlegenhed set, at Fru Vilhelmine under hele Samtalen havde betragtet den smukke unge Præst med et aabenlyst Behag. Stykke for Stykke havde hun taget hans Person op til en nærgaaende Vurdering. Jytte havde tilsidst ikke vidst, hvor hun selv skulde gøre af sine Øjne.

»Tænk, at Enslev kommer hertil!« sagde Fru Bertha. »Jeg kan næsten ikke forstaa det; men det maa jo være rigtigt, naar han siger det. Hvad var det forresten han hed, jeres ny Præst?«

»Gaardbo.«

»Ja – det er rigtigt. Jeg husker nu, jeg har set Navnet et Par Gange i Referater af politiske Møder. Er han ikke temmelig yderliggaaende?«

»Han er vist nærmest Socialist. Det er ogsaa mest de Fattige her paa Egnen, der hører ham. Han skal forresten præke saa kønt. Men vi omgaaes ikke. Han har et Par Gange været inde paa Kontoret hos John, men rigtig *Visit har han aldrig gjort. Han er lidt sær, som man ogsaa nok kan se paa ham. Han har ikke gjort Visit hos en eneste Familje og tager ikke ud i Selskaber. Han er heller ikke gift.«

»Er han allerede Enkemand?«

|73 »Nej, han er saamænd Ungkarl endnu. Han var nok forlovet med en Kusine, men hun døde to Maaneder før Bryllupet, og man siger, at han nu aldrig vil gifte sig. Han er vist i det hele ikke saa lidt overspændt. Nu har han en Husholderske; men hvem hun er, og hvordan deres Forhold er, veed jeg ikke. Forresten skal Pastor Gaardbo være en Nevø af Enslev. Det har jeg da hørt.«

»Af Enslev?« sagde Fru Bertha. »Det kan ikke være rigtigt. Saa vilde Enslev have talt om ham. Det har han aldrig gjort. Pastor Gaardbo nævnede jo heller ikke noget om det.«

»Jeg veed kun, hvad der er bleven sagt. Hans Fader skal have været *Degn paa Landet et Sted ved Kolding tror jeg. Du kunde vistnok høre paa hans Udtale, at han var fra Jylland. Selv ligner han da ogsaa nok saa meget en Skolelærer som en Præst. Men forresten er han ganske smuk, naar man ser ham nærved. Han skulde bare klæde sig lidt ordenlig.«

Jyttes Tanker gik stadig paa Lur omkring Fru Vilhelmine – hendes »Svigerinde,«<!--NB sic --> som hun kaldte hende. Hun anede, at hun her var kommen den skjulte Aarsag til sin Fætters ægteskabelige Ulykke paa Sporet.

Der var en Tid, da hun havde ventet sig en Del af den nye Familjeforbindelse. Fru Vilhelmines slanke, mørkblonde Skikkelse med den fornemme |74 Holdning havde hun kendt fra Gaden i mange Aar, og den syntes hende at love saa meget. At hun var en Datter af »Kaffe-Søholm« vidste hun ikke dengang. Nu havde hun længe forstaaet, at Vilhelmine temmelig koldsindigt havde giftet sig med hendes Fætter for at komme ind i en gammel anset Familje og blive Jægermesterinde. Til nogen Fortrolighed imellem dem var det aldrig kommet. Ingen af Familjen kendte hende i Grunden. Svigerinden holdt sig for sig selv, tilbragte sine bedste Timer i sit Paaklædningsværelse og forslog iøvrigt Tiden med at ride, ryge Cigaretter og læse Aviser.

»Stakkels John!« – tænkte Jytte. »Med alle sine Latterligheder er han dog for god til den *klamme Snog!«

Nogle hæslig falske Fløjtetoner fik hende til at fare sammen. De kom ud gennem et aabenstaaende Vindu ovre i Hovedfløjen.

»Hvad er dog det? Hvem spiller Fløjte her?«

Fru Vilhelmine kom til at le. En overraskende naturlig Latter.

»Det er Tante. Hun har læst i et af sine Sundhedsblade, at Fløjtespil skal være godt for Fordøjelsen, og nu øver hun sig en halv Time mellem hvert Maaltid. Det er rædsomt at høre paa; men saalænge hun tror, det kan hjælpe hende, er det ikke saa godt at forbyde hende det.«

|75 »Hvad fejler i Grunden din Tante?« spurgte Fru Bertha.

»Ikke det mindste. Hun har et Jernhelbred, siger Far. Han mener, hun vil overleve os allesammen og blive hundrede Aar.«

I dette Øjeblik hørtes Jægermesterens ejendommelige Drengestemme larme inde i Stuerne. Man hørte ham give en af *Pigerne Besked angaaende et Telegram, han ventede.

»Bring mig det straks, naar det kommer,« gentog han flere Gange.

Lidt efter kom han ned ad Verandatrappen: en lille korthalset Mand i et lysegraat Jakkesæt. Det var en korpulent Udgave af hans berømte Broder Professoren. De samme runde, røde Barnekinder, det samme glatte, lysegule Haar. Det var ogsaa de samme smaa rastløse Øjne men rigtignok uden Broderens Kraft og Kløgt i Blikket. De havde her i Jægermesterens pluskæbede Ansigt nærmest et enfoldigt Udtryk.

Da han havde hilst paa *de Fremmede og gjort Undskyldning, fordi han ikke havde været tilstede ved Ankomsten, vendte han sig om mod sin Kone. Og i det samme forandredes baade hans Mine og Tone.

»Du sørger vel for, at jeg faar Mad.«

»Der er givet Pigerne Ordre,« svarede hun ud i Luften uden at se paa ham.

|76 Lidt efter rejste hun sig alligevel og gik ind.

»Har du haft Forretninger, John?« spurgte Fru Bertha, som nu ogsaa havde vejret Krudtlugten.

Jægermesteren, der i det skjulte havde fulgt sin Kone med Øjnene, var endnu lidt adspredt.

»Ja, jeg maatte nødvendig hen og ordne en Sag. Jeg er jo bleven valgt til Formand for *Amtets Ungtyre-Skue. Det er en meget ansvarsfuld og betroet Post, men den skaffer En en Masse Bryderier paa Halsen. Og jeg var virkelig tilstrækkelig ophængt i Forvejen. Veed du, Tante, at jeg i denne Tid arbejder fire­fem Timer daglig i mit Laboratorium? Det er Udryddelsen af *Kartoffelskimmelen, der beskæftiger mig nu, og jeg tror virkelig, at det skal lykkes mig at finde Midlet. Det lyder som et Eventyr; men det er sandt, jeg har det allerbedste Haab. Og er Opgaven løst – af mig eller en anden – vil det jo betyde intet mindre end en Revolution i alle Landes Økonomi. Aner du, Tante, hvormange Millioner Kroners Tab det drejer sig om pr. Aar alene for Danmarks Vedkommende?«

»Fortæl mig det en anden Gang, John. Veed du, at her for lidt siden var en Herre, som spurgte efter dig?«

»Ja, Pastor Gaardbo. Jeg har talt med ham. Vi mødtes i Alleen. Han har jo fortalt jer Nyheden. At Enslev kommer hertil. Det bliver en stor Dag for Egnen.«

|77 »Jeg forstaar det ikke,« sagde Fru Bertha. »Jeg troede, den kære Mand nu var falden til Ro. Da jeg sidst var sammen med ham, vilde han absolut ikke snakke om andet end sine Høns og sine Blomkaalshoveder og sin Kattekilling. Saa er han jo ogsaa syg.«

»Det mærker man skam ikke. Læste du hans Grundlovstale? Den var da glimrende. Blot den Vending om »*Reaktionens fedtpuklede Kameler, der er bleven vildfarende i deres Ørken« – du kan tro, den har bidt, hvor den skulde! ... Det er selvfølgelig Valget, der har kaldt ham frem. Som der forleden saa smukt og rigtigt stod i »*Femte Juni«: han har siddet ude paa sit Landsted ved *Furesøen som en anden *Holger Danske og ladet Skægget gro ned i Bordet, indtil han saae, at Friheden igen var i Fare. Jeg sagde det ogsaa til Pastor Gaardbo, at jeg synes vi skulde modtage ham festligt med en Æreport og et Musikkorps – eller noget af den Slags. Dersom man opfordrer mig, skal jeg gerne holde Velkomsttalen. Jeg tænker ogsaa, at jeg vil tilbyde at beværte de fremmede Journalister.«

»Hvad sagde Præsten til dit Forslag? Det forekom mig, at han var lidt forbeholden.«

»Ja, det er en sær Mand. Gud veed, om han er rigtig paalidelig. Vi er politiske Meningsfæller, men vi omgaaes ikke. Indbyder man ham til en Middag, |78 finder han altid paa Undskyldninger. Det er ikke som med gamle Provst Vollerup. Kan du huske? Han kom ganske af sig selv, naar han vidste, her var *Middagsfremmede. Og han og jeg var dog dødelige Modstandere baade paa det politiske og sociale Omraade for ikke at tale om det kirkelige.«

»Sig mig, John, det kan da ikke være rigtigt, hvad din Kone fortæller, at Pastor Gaardbo er af Enslevs Familje?«

»Jo, det er rigtigt nok. Men det er ogsaa en af Mandens Besynderligheder, at han aldrig taler om det. Han har endogsaa engang paa det bestemteste erklæret overfor mig, at det ikke er Enslev, der har skaffet ham Embedet her. Men jeg maa nok spørge, hvordan han ellers har faaet det i den Alder.«

»Men hvordan er da Familjeskabet?«

»Jo, Pastor Gaardbos Far hed Sørensen og var Skolelærer i en By, der hedder Gaardbo. Og du veed jo nok, at Enslev egenlig ogsaa hedder Sørensen. Han tog Navn efter sin Fødeby, da han kom til København som Student, og jeg har læst et Sted, at han dengang vakte megen Uvilje i Hjemmet med det Navneskifte.«

»Vil det altsaa sige, John, at Pastor Gaardbo er Enslevs Brodersøn?«

»Akkurat. Men Pæren er rigtignok i dette Tilfælde falden temmelig langt fra Hesten. Jeg tilstaar ærligt, |79 jeg sætter ikke Pris paa Manden. Men ude blandt Smaafolk har han faaet stor Indflydelse. Det skulde slet ikke undre mig, om der fra den Side blev gjort et Forsøg paa at stille ham op som *Folketingskandidat, dersom gamle Møller Jensen virkelig skulde være saa syg, at han maa trække sig tilbage. Jeg veed, at der allerede er en Agitation igang. Men du vil vist indrømme mig, Tante Bertha, at der er andre frisindede Mænd her paa Egnen, der har baade ældre og mere berettigede Krav paa at komme i Betragtning.«

»Du tænker vel ikke paa dig selv, John?«

»Naa ja – hvorfor ikke?«

»Jeg troede, den Sag var afgjort. Er det ikke bleven bestemt, at Balduin Hansen skal være Møller Jensens Efterfølger?«

Jægermesteren vendte hende Ryggen med en Grimace.

»Altid denne Skolelærer! ... Ja, misforstaa mig ikke!« sagde han og vendte sig paany. »Jeg anerkender fuldt ud det store Arbejde, Balduin Hansen har gjort for Folkeoplysningen her. Alene det, at han stiftede Foredragsforeningen, har Krav paa alles Anerkendelse. Jeg sætter personlig Pris paa Manden og har nogle Gange set ham ved mit Bord. Jeg mener dog, at han ved flere Lejligheder har vovet sig noget for langt ud og blandt andet vist sig lovlig |80 stejl overfor sine *Foresatte. Hans Affære med Provst Vollerup kunde jeg med min bedste Vilje ikke billige. Jeg hader selv al Tvang, og ethvert Overgreb af Myndighederne bringer mig i Raseri; men jeg forlanger en dannet Tone ogsaa af en Skolelærer. Og vil du sige mig, Tante Bertha, finder du i Grunden ikke, at vi i Forvejen har Lærere nok i *Tinget? Bønder og *Husmænd er der heller ingen Mangel paa. Men hvor er Intelligensen? Hvor er det frie Overblik? Hvad er det f. Eks. for Landbrugsministre, vi har haft? Har du tænkt paa det, Tante? Naar Enslev kommer, siger jeg ham det *lige op i Øjnene, at vi kan ikke være de Folk bekendt. – –«

»Hys!«

Fru Bertha afbrød ham og lagde Haanden paa hans Arm. Stupigen<!-- ok --> var paa Vej hen til dem fra Verandatrappen. Hun meldte nu, at der var rettet an.

»Saa maa du undskylde, kære Tante! Jeg er ved at forkomme af Sult! – – Stadig ingen Telegram?« spurgte han Pigen i Forbigaaende.

»Nej!«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Jytte havde allerede forinden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saasnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder, og |81 det ikke alene fra hendes Moders og Torben Dihmers timelange Samtaler i *Dronningens Tværgade. De strakte sig gennem hele hendes Liv, helt tilbage til Barndomshjemmet paa Samsø, hvor hun saa tidt havde følt sig tilovers og glemt, naar Distriktslægen og Præsten eller andre kom i Besøg og Diskussionen blev saa kampvarm, at endogsaa hendes Moder kunde give sig til at banke i Bordet af Iver.

Hun var gaaet op paa sit Værelse for at pakke ud. Øverst i Kufferten laa hendes *Skrivemappe mellem nogle Noder, og da hun aabnede den, faldt der et Blad Papir ud, der vakte hendes Forskrækkelse.

Det viste sig at være den kasserede Begyndelse til et Brev, som hun straks efter Hjemkomsten til København havde skrevet til Torben Dihmer for at forklare sig for ham. Hun havde følt, at han mellem alle Mennesker dog var den eneste, der maaske vilde kunne forstaa hende.

Rødmen steg hende helt op i Panden, mens hun læste:

»Ikke et Menneske i Verden kan hjælpe mig, ikke engang Mor. Men til Dem vil jeg forsøge at skrive, og De skal nu vide alt, hvad jeg selv veed. Det var jo saadan, at jeg syntes om Dem og holdt af at tale med Dem allerede før jeg var rigtig voksen. Ikke saa meget som senere maaske, men alligevel ikke saa lidt.«

|82 Mere stod der ikke. Hun havde ikke kunnet komme videre ad den Vej. Men bag paa Bladet fandtes øverst oppe et Par Linjer, der tilhørte Brevets Slutning og *aabenbart var kommen til at staa der af en Fejltagelse, idet hun ikke straks havde set, at Papiret i Forvejen var beskrevet. Der stod:

»Det er uhyggeligt at sidde saadan og skrive et helt Brev om sig selv, især da, naar det netop er dette Selv, som piner En Dag og Nat.«

Hendes Aabenhjertighed forfærdede hende nu. Men til alt Held var Brevet aldrig blevet afsendt. For det første havde det været saa umaadelig svært for hende at skrive det. Hun havde i de Dage været saa forpint, at hun maatte bruge de stærkeste Midler for at faa Søvn. Og saa var det gaaet hende med dette Forsøg paa en Selvforklaring som saa mange Gange før: jo alvorligere hun prøvede at udforske sit eget Indre, desto mørkere og uvejsommere blev det. Brevet havde undertiden ligget flere Dage i hendes Skuffe uden at hun var i Stand til at fortsætte det. Mange Gange tænkte hun paa helt at opgive det og bare skrive et Par Ord til ham paa sit *Kort, f. Eks.: »Kære Ven! Som alle andre Mennesker ser De en ganske anden i mig end den, jeg er. Dersom De virkelig kendte mig, vilde De ikke bryde Dem om mig. Lev vel!«

Saa var det, hun en Dag paa Gaden mødte en |83 Veninde, der lige var kommen hjem fra en Udenlandsrejse med sin Mand. Veninden betroede hende, at de havde truffet Dihmer i intimt Selskab med en høj og meget smuk Dame, der talte tysk. Af hendes Beskrivelse forstod hun, at det var den *Münchner-Kunstnerinde, han et Par Gange havde omtalt som et af sine Bekendtskaber fra *Wiesbaden. Da hun kom hjem, lod hun straks sit Brev gaa i Kakkelovnen, foranstaltede en højtidelig *Baalfærd for sin tolv Sider lange Bekendelse, som hun nu maatte le af.

Og saa skulde hun alligevel møde den engang igen i denne forglemte Brevlap! ... Og at det skulde ske netop idag, da hun havde været saa *pinligt forfulgt af Erindringen om ham. Her paa Storeholt saaes de jo første Gang, og det var vel ogsaa nok her, de havde haft de bedste og fredeligste Timer med hinanden. Allerede paa Vejen fra Stationen, da hun i Vognen saae det første Glimt af den store, hvide Gaard, der spejlede sig i »Grønnevandets« Flade, overvældedes hun af Minderne. »*Ille terrarum mihi præter omnes angulus ridet.« Disse Ord, som hun huskede fra sin Studenterlæsning, var kommen hende i Tankerne i det Øjeblik. Maaske havde Indtrykket været saa stærkt paa Grund af det forudgaaende Sammentræf med Karsten From og det Ubehag og den underlige Angst, det havde efterladt |84 hos hende. Den Tryghed, hun altid havde følt i Torben Dihmers Selskab, den fuldkomne Sikkerhed for, at han ikke vilde skuffe hendes Tillidsfuldhed, ikke misforstaa hendes Overgivenhed selv i dens kaadeste Øjeblikke, hans Haandtryks Ridderlighed, hans Øjnes Varme og Stemmens Mørke – hun havde genfølt det altsammen ved Synet af disse store grønne Marker og den blaa Sø, hvor Kærlighedslivet første Gang undseligt vaagnede hos hende en Sommeraften ved hans Side. – Var det maaske netop dette, der blev Ulykken?

Lige meget. Hvad enten hun i dette blinde Spil om sin egen og en andens Lykke havde *grebet fejl eller ikke – og det Spørgsmaal vilde hun aldrig i Evighed faa udgrundet – saa var nu Terningekastet gjort og kunde ikke gøres om. Hun havde nu kun at haabe paa, at Dihmer ret snart vilde gifte sig og *under Pavkers og Trompeters Lyd hjemføre en livsglad Frue til sit kære Favsingholm.

Hun havde revet Brevlappen i mange Stumper, som hun nu puttede i Kakkelovnen. For en Sikkerheds Skyld tændte hun ogsaa Ild i dem.

I det samme blev der banket paa hendes Dør. En af *Pigerne bragte den Besked, at der var kommen en Dame, som gerne vilde hilse paa hende.

»En Dame?«

Jytte begreb det ikke. Hun kendte jo ingen her.

|85 »Det er vistnok Doktorfruen,« forklarede Pigen.

»Det maa være en Misforstaaelse,« – tænkte Jytte; men hun lovede at komme ned.

Ved et af de fire høje Vinduer i Havestuen sad Fru Vilhelmine paa den ene Side af et Marmorbord, hvor der stod en Blomsterskaal. Paa den anden Side sad en landlig paaklædt Dame med en rød *Bøllehat paa Hovedet. En køn lille Pige paa 6-7 Aar stod trykket op mod hendes Kjole og saae sig med sky Forundring omkring i den store, fornemme Stue med de forgyldte Møbler og de vævede Billed-Tapeter.

Da Jytte kom ind, rejste *Jægermesterinden sig. Med en lidt skødesløs Undskyldning til den fremmede Dame for sine »huslige Pligter« forlod hun Stuen under en *lydelig Raslen af sit *Silkeundertøj.

Ogsaa den fremmede Dame havde rejst sig, og hun gik nu Jytte imøde med et bredt Smil i sit friske, solrøde Ansigt. Hun var omtrent paa Jyttes Alder, var ikke køn men havde et Par gode, *trohjertige Øjne.

»Kender du mig ikke?« sagde hun.

I det samme foer der et Lysglimt over Jyttes raadvilde Træk.

»Meta! ... Er det dig!«

Hun tog først begge hendes Hænder; men da hun |86 rigtig havde genkendt Veninden, slog hun Armene omkring hende med et heftigt Glædesudbrud.

»Det er dig! Det er virkelig dig! ... Men jeg forstaar ikke et Muk. Hvordan kommer du paa disse Kanter?«

»Jeg bor her!«

»Bor du her?«

»Ja, vidste du ikke det? Vi flyttede hertil i Efteraaret. Min Mand har faaet Distriktslægeembedet i Jerve. Det er *en Milsvej herfra. Det gode Vejr fristede mig idag til at følge med min Mand i Praksis. Han har en Patient her paa Gaarden, og da jeg saa hørte, at du var kommen, maatte jeg dog hilse paa dig.«

»Men kære! Og jeg, som stadig har tænkt mig dig siddende derovre paa Jyllands Heder ... i det lille morsomme Hus, du engang sendte mig et Billede af. Stumpen her er altsaa din ældste.«

Jytte satte sig paa Hug foran den lille Pige, der ikke havde sluppet sin Moders Kjole.

»Og du har fire af den Slags!«

»Ja.«

Hun tog det betuttede Barn ind til sig og kyssede det paa begge Kinderne.

»Saa hedder du Olga, ikke sandt? ... Nej, vent lidt, det er Hedvig! ... Du skal ikke være bange for mig. Jeg er bare saa glad for, at jeg endelig engang |87 faar dig at se! ... Men kom, Meta! Lad os sætte os! Jeg har jo hundrede Ting at spørge om.«

Jytte bøjede sig frem over Marmorbordet og stirrede paa Veninden med stadig lige frisk Forbavselse. Var denne frimodigt smilende *Matrone virkelig Meta Haagensen, den gamle Skolekammerat fra »*Institutet«, Klassens *Fuks, Meta Mæ-hæ, hvem de allesammen havde beklaget for hendes grimme Munds Skyld? Hvordan var det dog gaaet til? Ja, Munden var unægtelig den samme grovt skaarne Spalte, og de gule Prikker i Huden under Øjnene og paa Næseryggen havde snarest formeret sig. Og dog saae hun jo næsten smuk ud.

»Bliv ikke vred, Meta ... men jeg har aldrig kunnet huske dit Konenavn. Hvad er det, du hedder nu?«

»Gaardbo.«

»Gaardbo? Vent lidt! Saadan hed jo ogsaa Præsten, som var her.«

»Ja, han er min Svoger. Det var især for at komme til at bo i Nærheden af ham, at min Mand søgte Embedet her. De to Brødre har daarligt kunnet undvære hinanden. De er Tvillinger, og nu havde de saa længe været skilte.«

»Nej tænk! Er det sandt! Saa ligner din Mand vel Præsten?«

»Nej, det gør han i Grunden ikke. Men nu kan du selv se ad. Min Mand har – som sagt – en |88 Patient her og maa straks komme. Han lovede at hente mig.«

En Tid sad de to Veninder nu og talte om fælles Bekendte; men Jyttes Opmærksomhed gled efterhaanden bort fra Samtalen. Hun var bleven tankefuldt optaget af den lille Pige, der stadig gemte sig bag Moderens Stol.

Hun huskede den Dag, da Budskabet om dette Barns Fødsel naaede hende ovre fra Jylland, og det Indtryk, Begivenheden havde gjort paa hende. Af alle hendes jævnaldrende Veninder og Skolekammerater var Meta den første, der blev Moder, og hun havde ved den Lejlighed første Gang fuldt forstaaet, at ingen Lykke paa Jorden kunde *lignes ved den at faa et Barn med den Mand, man holdt af.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. »Veed du, Meta, jeg havde nær ikke kendt dig igen. Du tror maaske, jeg siger det for at være ubehagelig <!-- JGNs eksemplar: ube hagelig, delestreg mangler ved linjeskift -->. Men det er langt fra.«

»Du mener dog vist, at jeg er bleven skrækkelig tyk. Jeg er virkelig tidt forfærdet over mig selv. Men det generer mig forresten ikke. Jeg gik forleden to Mil uden at blive det mindste træt. Dig kan man derimod ikke se Spor af Forandring paa. Du har rigtignok holdt dig godt. Da du før kom ind ad <!-- JGNs eksemplar: indad, med delestreg ved linjeskift --> Døren, var det aldeles som dengang jeg sidst saae dig i Dronningens Tværgade.«

|89 Jytte svarede først ikke noget. Hun lænede sig tilbage i Stolen og saae ud af Vinduet.

»Ja, jeg er den evig uforanderlige,« sagde hun saa i en Tone, der skulde være spøgende. »*Hos mig er ikke Skygge af Omskiftelse – som skrevet staar.«

»Men nu har du dog forlovet dig,« sagde Veninden med et fortroligt Nik. »Eller er det endnu en Hemmelighed?«

Jytte saae paa hende med store Øjne.

»*Hvor falder du paa det?«

»Er det ikke sandt? ... Saa maa du virkelig undskylde. Det blev mig sagt for aldeles bestemt. Der blev endogsaa nævnet et Navn. – Jeg er forfærdelig ked af, at jeg sagde det, Jytte. Du maa ikke være vred paa mig.«

Jytte var bleven bleg. Og Venindens Undskyldninger gjorde kun hendes Pine værre. Hun vendte Ansigtet bort, trak paa Skuldren og slog igen ind i den spøgefulde Tone.

»Det er ikke noget nyt for mig. Folk har jo altid haft travlt med at slæbe mig til Brudekareten. Efterhaanden tager jeg det temmelig roligt. Men naturligvis gør det mig ondt, at jeg stadig skal skuffe Forventningerne. Jeg maa jo aabenbart være mine Venner et Bryllup skyldig.«

Døren til Herreværelset gik i det samme op. Jægermesteren kom ind tilligemed Lægen, der havde |90 været kaldt til en af Køkkenpigerne. Jægermesteren optraadte i sin Laboratoriedragt: hvid Kittel og sort Fløjls Baret. Han var midt i et Foredrag om sine Planteundersøgelser.

Doktor Gaardbo var en tætbygget Mand af Middelhøjde, mørkskægget og med en gullig Ansigtsfarve. Jytte følte sig frygtelig skuffet af ham. Han lignede ikke sin Broder Præsten undtagen paa Øjnene. Saa havde han desuden Klumpfod, hvad hun forresten godt havde vidst. Ogsaa hans Væsen frastødte hende. Han hilste skødesløst og viste baade hende og Fætteren et ganske utilsløret Fjendskab.

»Jeg maa videre,« sagde han straks til sin Kone uden at svare paa Jægermesterens Indbydelse til at tage Plads og drikke et Glas Vin.

Jytte fandt ham højst utiltalende og beklagede sin Veninde.

Paa Vejen ud til Vognen puttede Fru Meta sin Arm ind under hendes. Jytte forstod godt, at hun vilde søge at bøde paa sin uheldige *Forsnakkelse, maaske ogsaa paa sin Mands Uelskværdighed; men det fjernede hende altsammen blot endnu mere fra dem begge. Da Veninden bad hende om rigtig snart at komme og besøge hende, svarede hun ja; men ved sig selv tænkte hun, at det vist ikke blev til noget.

For at kunne fortsætte sit Foredrag fulgte ogsaa Jægermesteren *de Fremmede ud. Nedenfor den store |91 Stentrappe stod en lille tilstøvet Bil og kogte. Det var ikke meget andet end en bred Lænestol paa tre Hjul.

Jytte blev staaende oppe paa Trappen med sin Fætter under Armen, indtil Doktorparret var kommet tilsæde og Vognen futtede afsted.

»Idiot!« vrængede Jægermesteren efter Doktoren, der havde været en meget uopmærksom Tilhører. »*Fjottekarl! Elefant! Braksnude! Bondedreng!«

Fætter John gav undertiden sine krænkede Følelser Luft paa en *ukonfirmeret Maade, der forligedes godt med hans mærkelige Drengestemme.

»Kender du ellers noget til Doktor Gaardbo?« spurgte Jytte ham, idet de fulgtes ind. »Er han en dygtig Læge?«

»Dygtig? Han er sgu slet ikke Læge. Han er en af disse Kvaksalvere, der vil kurere Folk uden Medicin. Apotekeren er rasende paa ham. Han vil klage over ham, siger han. Han er heller slet ikke anset blandt sine Kolleger. Det veed jeg fra Asmus. De kalder ham for *Seminaristen.«

»Han er jo en Broder til Præsten.«

»Ja, og de er lige bondevigtige begge to. De er fornemme, – forstaar du. De holder sig for gode til at tage Del i Egnens Selskabelighed. Og saa vil de allerede regere og dominere her. Men det bliver |92 der forhaabenlig sat en Stopper for. – Hvad er det, Louise? Er det Telegrammet?«

Han raabte de sidste Ord til *Husjomfruen, som kom gaaende henne i Gangen med et Stykke Papir i Haanden.

»Det er Slagteren, der er her med den Regning.«

»Naa! Han kan komme igen en anden Dag. Nu har jeg andet at tænke paa. Følg med ind i Laboratoriet, Jytte. Saa skal du se mine Kulturer.«

»En anden Gang, John! Jeg er ved at pakke ud.«

Jytte gik op paa sit Værelse. Hun blev nogen Tid staaende henne ved Vinduet og strøg sig med Haanden over Haaret. »Altsaa ogsaa her!« tænkte hun. Hendes Bryst bevægede sig endnu heftigt. Hun følte sig paany som i et Sus af isnende Gennemtræk. Venindens store forskrækkede Øjne stirrede uafbrudt paa hende.

Og hun kom til at tænke paa Karsten From, som hun nu hver Dag kunde risikere at møde her i Nærheden. Hvad der forfærdede Meta, havde aabenbart givet ham Mod til at forsøge en ny uforskammet Tilnærmelse. Og var det underligt? »Et *tvetydigt Fruentimmer.« Saadan lød jo nu igen hendes Skudsmaal!

Hun havde haabet at finde et Fristed her paa Storeholt; men nu ønskede hun sig allerede bort herfra.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. |93 Under Doktorfamiljens Besøg havde Fru Bertha været en Rundgang omkring til alle de gamle Steder i Avlsgaarden og Parken, hvor hun havde leget som Barn. Hun var født paa Storeholt, og det forstemte hende at se, hvor daarligt Gaarden blev vedligeholdt, saa den næsten stod og forfaldt. Paa en af Ladebygningerne havde Taget været under Reparation, men af en eller anden Grund var Arbejdet standset. Ovenpaa den ene Halvdel af den store Længe strittede de nøgne Spær.

Folkene gik underligt og drev. Et Par af dem saae haanligt paa hende og hilste ikke.

Køerne blev netop dreven hjem i Stalden, og hun undrede sig over, at der ikke var flere. Da hun spurgte Underforvalteren om Grunden, forklarede han, at *Jægermesteren var i Færd med »at rydde op i Bestanden« for at anskaffe sig en Besætning af *Jersey-Køer.

»Men hvor er da de?« spurgte hun.

»De er ikke kommen endnu,« sagde Forvalteren lidt forlegen.

Fru Bertha kom igen til at tænke paa sine udeblevne Rentepenge, og hun bestemte sig til at tale lige ud med sin Brodersøn om Sagen.

Paa Tilbagevejen gennem Parken mødte hun Frøken Søholm, som gik Aftentur der i fuld Pynt med |94 *Silkechenille og en mægtig »*Esprit« i Hatten. De fulgtes et Stykke, og da Frøkenen nogen Tid havde snakket om sit Helbred, gik hun over til det andet af de to Emner, hun overhovedet var i Stand til at tale om: sin Broder, den rige Kaffehandler, der i hendes Øjne var Vorherres sidste *Undergerning.

Grosserer Søholms Forretning var kendt over det ganske Land. Hans Navn gloede Folk imøde overalt fra Gadeplakater og Husgavle, og om Aftenen rullede det i *Flammeskrift henover Hustagene tilligemed Forsikringen om, at Søholms Kaffe var Verdens billigste og bedste. Han havde oprindelig været almindelig Pakhuskarl, hvad han paa ingen Maade lagde Skjul paa. Den selvbevidste Mand fortalte det ved enhver Lejlighed, at han havde arbejdet sig op »fra Skidtet af.« Nu var han en af Københavns Millionærer, og hans Døtre hørte til Byens flotteste. Da deres Moder havde været simpel Grønthandlerske var de fra Tolvaarsalderen bleven opdraget i udenlandske *Pensionater. Grossereren var en stor, *bringebred Mand med Lemmer som en Bryder. »Egetømmer helt igennem« – forsikrede han selv.

Fru Bertha havde to Gange været sammen med sin Brodersøns Svigerfader, den ene Gang her paa Storeholt. Under hendes Ophold her for to Aar siden rullede han en Dag uventet op for Trappen i sin Kæmpebil, og det Besøg havde hun ikke glemt. |95 Hr. Søholm havde ved sin Datters Giftermaal anbragt en Kapital paa *30 Tusinde i Gaarden, og af den Grund optraadte han nu med en Anmasselse, som om det var ham, der var den egenlige Ejer af Storeholt og John hans Forvalter. Han gik rundt og vurderede Besætning og Markredskaber, takserede Malerierne paa Væggene og Parkens Værdi som Brændsel. Enhversomhelst Ting omsatte hans Tanker straks i Penge. Hun blev saa harmfuld over at høre denne brovtende Fremmede tale om Storeholt som om en almindelig Handelsvare, at hun ikke kunde faa sig til at sige ham Farvel, da han efter nogle Timers Ophold rullede tilbage til København. Hun havde derfor heller ikke beklaget det, da hun senere engang fik at vide, at det var kommet til et Brud mellem John og hans Svigerfar, saa de ikke længer taalte at se hinanden.

Ved nu at tale med Frøken Søholm kunde hun mærke, at den rige Mand var begyndt at blive ængstelig for sine 30 Tusinde. Hun fik endogsaa det bestemte Indtryk, at Søsteren i Øjeblikket opholdt sig her paa Gaarden som hans Spion. Dette gjorde hende urolig, og hun besluttede, at hun straks vilde tale med John og forlange en Forklaring.

Hun kom op ad Verandatrappen umiddelbart efter, at Doktorfamiljen var kørt bort. Da hun ikke fandt sin Brodersøn i nogen af de andre Stuer, søgte hun |96 ham i hans eget Værelse, skønt Døren dertil var bleven lukket. Her sad han slapt sammensunken i en Lænestol. Den sorte Fløjls Baret havde kan kastet fra sig paa et Bord.

»Forstyrrer jeg?«

»Naa –. Jeg sad ganske vist og tænkte. Men kom kun ind, Tante! Du er altid velkommen!«

Han rejste sig op og bød hende Plads i Sofaen.

»Hør, John! Skal vi ikke med det samme snakke lidt om vore Pengeaffærer?] B C D, Pengeaffærer. A Saa er det overstaaet.«

Jægermesteren smilte ret naturligt, skønt han blev noget farveløs i Ansigtet.

»Er du bange for dine Penge, Tante Bertha?«

»Nej, men jeg sætter Pris paa at have Rede paa mine Ting. Hvorfor har jeg ikke faaet mine Renter?«

»Herregud, vi er jo endnu midt i Terminen.«

»Jamen, jeg har heller ikke set noget til mine Decemberrenter, og dem plejer du dog at sende mig i Løbet af Foraaret.«

»Jeg skal se efter i mine *Bøger. Der er altsaa sket en utilgivelig Forsømmelse, som jeg meget beklager <!-- JGNs eksemplar: be klager, manglende bindestreg ved linjeskift -->.«

Men Fru Bertha var bleven opskræmt og lod sig ikke berolige af den Forklaring. Hun bad ham om at sige hende det lige ud, dersom han i Øjeblikket daarlig kunde undvære de Penge.

»Du veed, jeg kommer ikke paa *Sundholm, fordi |97 jeg skal undvære dem et Aar. Men jeg forlanger ordenlig Besked.«

Jægermesteren tav et Øjeblik og saae mod Gulvet. Hans Læber var hvide.

»Naar du direkte spørger mig, saa vil jeg ikke nægte, at jeg for Tiden er temmelig stærkt engageret. Men det hele vil ordnes af sig selv. Jeg skal gerne ved Lejlighed vise dig min Terminsopgørelse, saa vil du se, at jeg blot behøver Henstand. Jeg beder kun om, at du vil fritage mig for at komme nærmere ind paa de Ting netop i disse Dage. Jeg forsikrer dig, der er i Forvejen tilstrækkeligt, som trykker og piner mit Sind ... Ogsaa Sorger, som jeg ikke kan tale om til nogen.«

Han havde rejst sig og gik uroligt omkring i Stuen. Hans sidste Ord var gaaet Fru Bertha til Hjertet, og hun opgav at gøre ham Bebrejdelser for hans *Uefterrettelighed.

Lidt efter satte han sig fortrolig hen til hende i Sofaen.

»Tante Bertha! Vi talte før om Møller Jensens Sygdom og Muligheden for et Repræsentantskifte her i Kresen. Du syntes at være lidt forbavset over, at jeg i saa Tilfælde ventede en Opfordring til at *stille mig. Det gør jeg nu maaske ikke; men – oprigtig talt, Tante Bertha! – jeg synes, at du – og særlig du – maa kunne forstaa, at det piner mig ved en|98hver Lejlighed at blive forbigaaet af Folk som Balduin Hansen, Karl Holm og nu maaske af Pastor Gaardbo, en ganske fremmed Mand. I næsten et Aarhundrede var vor Familje den førende her paa Egnen. Bedstefar sad i *Stænderforsamlingen. Far var den første fynske Godsejer, der offenlig vedkendte sig moderne liberale Anskuelser. Mine egne Fortjenester som teoretisk og praktisk Landmand tillader du mig forhaabenlig at tie om. Men nu er det glemt altsammen. Naar der skal vælges til *Amtsraadet, eksisterer jeg ikke for mit eget Parti. Jeg bringes ikke i Forslag engang. Fars Plads i *Landhusholdnings-Selskabets Bestyrelse gav de til Forpagter Holm, og i Stedet spiser man mig nu af med den skidt<!-- sic --> Formandsstilling i Ungtyreskuet, som der saagu’ ikke er stor Stads ved. – Naa, jeg er vant til at bære Modgang; men jeg kan med Sandhed sige, at jeg har maattet betale min politiske Overbevisning dyrt. Siden jeg første Gang var Stiller for Møller Jensen har saa at sige alle mine Standsfæller vendt sig fra mig. Baron Brahe hilser mig ikke mere, naar vi mødes. Du veed, at det paa et hængende Haar var kommen til Duel imellem os i den Anledning. Og alligevel bliver jeg af mit eget Parti systematisk udelukket fra alle Tillidsposter. Det er en fuldkommen Sammensværgelse – anderledes kan jeg ikke se paa det.«

|99 Han havde igen rejst sig op og stod foran Tanten i stærk Bevægelse.

»Men Gudskelov!« sagde han med fugtige Øjne. »Jeg har under alle mit Livs Skuffelser bevaret min Fars lyse Sind. Dersom jeg ikke saa sikkert troede paa, at Miskendelsen og Forfølgelsen engang vilde høre op, havde jeg for længe siden skudt mig en Kugle gennem Hovedet. Og saa har jeg jo heldigvis ogsaa haft mit Laboratorium at ty til. Det har naturligvis været mig til stor Opmuntring.«

»Derfor synes jeg ogsaa, John, at du skulde blive ved det og slaa de andre Tanker af Hovedet,« sagde Fru Bertha.

»Det kan jeg ikke, Tante! Jeg siger det ganske ligefrem: jeg er en ærgerrig Mand. Jeg gør Fordring paa et større Virkefelt for mine Evner og min Energi, og jeg forlanger Anerkendelse. Naar jeg ser paa de Folk, der nu spiller de store Roller i vort lille danske Samfund, kan du vist forstaa, at det ofte syder i mig. Jeg er endog saa ubeskeden at *formene, at det trods alt engang skal vise sig, at jeg er født under en lykkelig Stjerne. Men forresten ... der er ogsaa en anden, en mere privat Grund for mig til at ønske at komme til at leve under nye Forhold ... Men det kan jeg ikke tale om.«

Han gik hen til Vinduet og blev staaende der med Ryggen til Stuen. Men et Øjeblik efter vendte han |100 tilbage og satte sig igen i Sofaen hos Fru Bertha, idet han i Forknythed stille tog hendes Haand.

»Jo, Tante, du alene skal vide, hvordan det staar til her i Huset. Saa *pinligt det *ogsaa er for mig at tale om det, – jeg trænger til et Menneskes Fortrolighed. Jeg har haft en stor Sorg, Tante Bertha. Derfor er jeg i disse Dage, som jeg er; jeg kan ikke samle mig til nogen Ting. Der har været Timer, da jeg var ved at miste min Forstand.«

»Men Gud, hvad er det?«

»Har du aldrig mærket, Tante, at ikke alting mellem Vilhelmine og mig er som det skal være?«

»Naa ja, I har lidt vanskeligt ved at komme overens.«

»Det er ikke blot det. Jeg kan naturligvis ikke gaa i Detailler. Jeg kan kun sige, at Vilhelmine viser mig en Ligegyldighed, som ingen Mand kan finde sig i. Forandrer hun sig ikke, maa vi skilles.«

»Er det saa alvorligt?«

»Det er meget alvorligt. Jeg tror ganske vist ikke, at Vilhelmine har begaaet noget absolut utilladeligt; men der er altsaa en anden Mand, som hun interesserer sig for, og det er min bestemte Hensigt at forlange Skilsmisse, dersom Forholdet ikke forandres.«

»Sig mig, John, veed din Svigerfar noget om detteher?«

»Min Svigerfar? Det er ganske lige meget med |101 ham. Kan du tænke dig, den Pakhuskarl er fornærmet paa sin Datters Vegne, fordi jeg ikke har kunnet indføre hende hos Egnens *Lensadel paa Grund af mit politiske Standpunkt. Det er det samme Vilhelmine stadig har bebrejdet mig, at jeg ingen passende Omgang har skaffet hende, og jeg maa jo indrømme, at hun paa det Punkt har nogen Ret til at beklage sig. Men – ikke sandt, Tante? – dersom jeg nu kunde blive valgt, og vi kunde bosætte os i København, saa vilde med eet alt forandres. Vi kunde der vælge vor Omgang, som vi selv synes, og igen begynde at *føre Hus. Og jeg *gad set den, der har Vilhelmines Evne til at *repræsentere. Du maa indrømme mig, Tante Bertha, at naar hun er glad og føler sig tilfreds, er Vilhelmine en charmerende Værtinde, der uvilkaarlig indtager alle. I København vilde hun glemme alle sine Nykker, og der kunde endnu blive to lykkelige Mennesker af os. Og nu forstaar du vist, Tante Bertha, hvad det vilde betyde for mig, dersom – –.«

Der blev i dette Øjeblik banket paa Døren. En af *Pigerne kom ind med et Telegram.

Jægermesteren foer op og bad Tanten undskylde, at han maatte afbryde Samtalen. Han snappede Telegrammet ud af Pigens Haand men brød det ikke, før Fru Bertha var ude af Døren. Selv da tøvede han. Farven paa hans tykke Kinder skiftede |102 uophørlig. Han stod nogle Sekunder med lukkede Øjne for at samle Mod til at møde Afgørelsen. Og den Tanke foer ham gennem Hovedet som et blodrødt Syn: »Dette Øjeblik betyder Liv eller Død for dig, John Mathias Hagen!«

Saa rev han rask Papiret op.

Nogle Minutter efter viste han sig ude paa Verandaen, hvor alle fire Damer nu igen var samlede. Med Telegrammet i Haanden forkyndte han, at hans Broder Asmus vilde komme dertil i Løbet af Natten.

»Han skal hentes i Odense. Han kommer med Midnats-Ekspressen og rejser allerede igen imorgen Eftermiddag,« meddelte han og vendte straks tilbage til sin Stue uden nærmere Forklaring til de forbavsede Damer.

Inde hos sig selv gik han nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet, tændte derpaa en Cigar – hans Haand rystede endnu efter den overstaaede Sindsbevægelse – og lod sig synke ned i en Lænestol. Han var nu lidt ærgerlig paa sig selv, lidt skamfuld over den ganske overflødige Nervøsitet, han havde gaaet om i de sidste Dage. Herregud, han vidste det jo dog ... han havde jo hele Tiden sagt det til sig selv, at Sagen saamænd nok ordnede sig.

Men Banken havde unægtelig været ualmindelig uforskammet. Hvad han ikke i sine mest nedslaaede Øjeblikke havde troet muligt, var virkelig sket. Store|103holt, det hagenske Familjegods, var bleven truet med Udpantning! Dersom hans Svigerfader ikke nu havde tilsagt Assistance, vilde han allerede have ligget derhenne paa Sofaen med et *Lod Bly i Hjernen. Han havde været fast besluttet paa ikke at ville overleve den Skam. Naar han ikke paa anden Maade havde kunnet indridse sit Navn i Slægtens berømmelige Historie, skulde det i hvert Fald ske med Blod og Rædsel.

Det eneste, der nu trykkede ham, var Frygten for, at han i sin unormale Sindsstemning skulde have gjort sig latterlig. Blandt andet fortrød han sin *ubetimelige Aabenhjertighed overfor sin Tante. Han havde jo *aabenbart i disse Dage taget lovlig tungt paa den Historie med Vilhelmine og Kaj Frandsen. Paa en Maade kunde det jo kun smigre ham, at en køn Fyr som Frandsen gjorde Kur til hans Kone. Og Vilhelmine havde virkelig nogen Grund til at føle sig skuffet over deres Omgang. Han havde jo ogsaa selv glædet sig til at indføre hende i de gode Krese og se hende beundret og omsværmet. Hvor ofte havde han ikke i Tankerne hørt Folk sige om hende: »Det er da endelig igen en smuk og elegant Ministerfrue.« – Nu vilde han tale ganske roligt og fredsommeligt til hende om deres Forhold.

Han saae paa sit Ur og tog derpaa Telefonen, der stod ved Siden af ham i Vindueskarmen.

|104 »*Odense. – – Er det Bankdirektør *Freistadt? Er Direktøren ikke tilstede? Det er Jægermester Hagen. – Goddag, Freistadt,« sagde han, og hans Tone var meget højtidelig. »Vil De sige mig, hvad er det for en uforskammet Skrivelse, De har tilladt Dem at sende mig ind ad Døren for et Par Dage siden? ... Hvadbehager? Ikke Dem personlig; nej manglede saamænd bare! ... Ja, det kan virkelig gerne være; men nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt. Jeg arbejder i denne Tid seks­syv Timer daglig i mit Laboratorium, saa det kan vel undskyldes, at man glemmer en Indbetaling. Men nu skal Pengene blive sendt Dem ... En Check med min Svigerfaders Navn anser De vel for god? ... Naa dog! ... Hvornaar? ... Imorgen ja! ... Hvad siger De? ... Bankraadsmøde paa Torsdag. Nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt, jeg frabeder mig flere ubehagelige Skrivelser i Anledning af den Forglemmelse. Det maa De for mig gerne lade gaa videre til *Etatsraaden. – Vi mødes vel forresten d. 29de paa *Grand ... Linnemanns Fødselsdag ja ... Ja, der kommer kun Herrer ... *Høj? Ja, det bliver den vel nok ... Javel ... Naturligvis ... Er der ellers noget Nyt af Interesse derinde? ... *Ni Matadorer! Hvem? I Hjerter ... Og det i Juni Maaned! Hør, det maa da i Avisen! Dersom De taler med Redaktør Albertsen, saa maa De gerne med det samme fortælle ham, at jeg haaber |105 i en nær Fremtid at kunne meddele de første Resultater af mine Undersøgelser af Kartoffelskimmelen. Foreløbig vil jeg kun røbe saa meget, at jeg anslaar ... Hvad siger De? ... Aa, undskyld! Har de<!-- JGN: Bør rettes til: De --> *Fremmede! ... Ja ja, Farvel da, Freistadt!«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Omkring Landsbyens hvide Kirke laa Kirkegaarden som en broget Blomsterhave og udenom den Byens otte store *Bøndergaarde, moderne oppyntede med Glasverandaer og Villakarnapper og herregaardsmæssige Parkanlæg. Desuden en halv Snes Smaahuse med pænt holdte Haver.

Udenfor Byen laa – som en Affaldsdynge – en Række sørgelige Rønner, der trykkede sig sammen paa begge Sider af den brede Landevej. Der fandtes omkring i Sognet flere saadanne Tilflugtssteder for den uhelbredelige Armod.

Her boede Herregaardenes *Daglejere og Arbejderne fra et stort Teglværk. Om Sommeren desuden tilflyttede *Tørveskærere med deres Familjer og polske Roearbejdere.

Paa Vejen hjem fra sit Besøg paa Storeholt var Pastor Gaardbo gaaet ind i en af disse Fattigmandsreder: et lille Hus ikke meget større end et Tørvelæs. En Skov af høje Brændenælder skjulte det næsten, og det eneste Vindu, som vendte ud mod |106 Vejen, var ganske tildækket af en Hyldebusk, der rakte højt op paa det næsten *opædte Straatag. Her boede en enlig gammel Mand, som af Befolkningen kaldtes »Hønse-Lars.«<!-- NB burde være "«." -->

Navnet var ikke givet ham af Kærlighed; det var et *Tyvsmærke. Men skønt han ellers var en ondsindet Person, bar han det med den Taalmodighed, som lang Vane giver. Kun faa huskede længer, hvad han egenlig hed.

Den unge Præst havde mange Gange uden Held forsøgt at faa denne Mand i Tale. Skønt den Gamle var bleven *værkbruden og ikke mere færdedes udenfor Hjemmet, havde han for det meste fundet hans Dør laaset, og ingen havde svaret, naar han bankede. Undertiden havde Gamlingen siddet udenfor paa Dørstenen og bundet Sivmaatter eller flettet Vidjekurve; men han havde aldrig været til at slaa et Ord af. Hverken sit Goddag eller sit Farvel havde Præsten faaet Svar paa. Saasnart han begyndte at tale til ham, vendte Manden sig bort og *strittede Tobaksspyt ud gennem sine Tandstumper. Engang havde han lettet sig i Sædet og givet Svar med Bagen.

Men nu havde Pastor Gaardbo faaet at vide, at Hønse-Lars var bleven syg og laa paa sit Yderste. Han fandt ogsaa Døren aaben – han maatte bøje Hovedet for at komme ind ad den – og straks over|107vældedes han af en Forraadnelsesstank, der fik ham til at tænke, at den Gamle vistnok laa død derinde. Han kom med Aftensolens Glød i Øjnene, og paa Grund af det overgroede Vindu var Stuen saa mørk, at han i Begyndelsen ingenting kunde se.

Endelig opdagede han Eneboeren paa Ryggen i en Halmseng. Armene laa tunge og ubevægelige paa et *Urede af Pjalter. Kinderne over Skægget var røde af Feber. Øjnene stirrede med store Pupiller.

Hønse-Lars havde al sin Tid hørt til Egnens mest berygtede *Nattegængere. Baade han selv og hans afdøde Kone havde været straffet flere Gange. Det var en Forkærlighed for Fjerkræ, der havde forskaffet ham hans Øgenavn. Hans Tyvagtighed var bleven til et Mundheld, der efterhaanden var trængt langt udenfor de Egne, hvor han selv var kendt. Naar Folk savnede noget og troede sig bestjaalet, hed det gerne: »Her har nok Hønse-Lars været paa Spil.«

Den unge Præst stillede sig hen ved Sengen og talte den gamle Synder venligt til. Han sagde, at han var kommen for at tilbyde ham sin Hjælp, dersom han manglede noget eller maaske trængte til at tale med et Menneske, som han kunde betro sig til uden Frygt.

Der kom intet Svar. Den Gamle havde skubbet sig lidt op i Sengen. Hans Underkæbe gik op og |108 ned som i Krampe, og Øjnene søgte rundt i Stuens Mørke, hvor al Slags gammelt Skrammel laa ophobet. Det var, som om han i sin Hjælpeløshed saae sig om efter noget, der kunde værge ham.

Præsten blev roligt staaende.

»I har det ikke godt her, Lars Oven! Dersom I vil give mig Lov til det, skal jeg sørge for, at I herefter bliver bedre plejet. Jeg vil for Fremtiden selv komme her hver Dag og gaa jer tilhaande. Der kan vel altid være et og andet, som jeg kan hjælpe med. Dersom I er bange om Natten, eller dersom I ikke kan sove, saa skal jeg ogsaa gerne sidde her og læse lidt for jer. Saa gaar Tiden saa godt. Der er en Bog, der hedder Biblen, den er der mange smukke Historier i. Den skal jeg tage med.«

Han havde ladet Døren staa aaben ud til det Fri for ikke at kvæles af Stanken, og nu hørte han hastige Træskotrin udenfor. Et stort, *rødhovedet Kvindemenneske med *opkiltret Skørt dukkede frem i Døraabningen. Det var en Nabokone, der fik Betaling af Sognet for at passe den Gamle under hans Sygdom. Hun havde ligget nede ved Bækken og skyllet Tøj, da hun til sin Forskrækkelse saae Præsten gaa herind. Nu stod hun der i Døren og smilte med en daarlig Samvittigheds sleske Smil, mens hun tørrede Fingrene i sit Sækkelærreds Forklæde.

|109 Pastor Gaardbo gik hen til hende og gjorde hende Bebrejdelser for hendes Forsømmelighed. Da begyndte Konen at skralde op for at retfærdiggøre sig. Lars var virkelig saa umanerlig stridig. Han vilde ikke have Vand i sit Ansigt og *gjorde sig uren i Sengen som en Patteunge.

Præsten bad hende tie og skammede hende ud for hendes Mangel paa Menneskekærlighed.

»Imorgen kommer jeg igen,« sagde han. »Saa vil jeg se en rengjort Stue, saa man kan fornemme, at det er et Menneske *skabt i Guds Billede, der har sin Bolig her. De kan i Aften komme hen i Præstegaarden, saa skal De faa et Sæt Lagner og et Par Skjorter udleveret hos Frøken Martinsen. Naar jeg saa kommer her imorgen, skal vi hjælpes ad med at løfte Lars op, saa der kan blive skiftet under ham og lagt frisk Halm i Sengen.«

Han vendte tilbage til den Syge og nikkede Farvel.

Hønse-Lars var stadig lige stum. Mistroisk flyttede han Øjnene frem og tilbage mellem Præsten og Konen for at komme under Vejr med, hvad det var for *Kæltringstreger, man havde for med ham.

Rygtet om Præstens Besøg havde imidlertid gaaet sin Rundgang gennem alle Rønnerne. Folk var kommen frem i Dørene; og herfra blev de nu Vidne til, hvordan den gejstlige Mand, da han kom ud fra den gamle Hønsetyv, pludselig kastede Frakken, tog |110 en Tollekniv op af Lommen og *gav sig ilav med at snitte Grene af den store Hyldebusk, der groede vildt op over Hyttens eneste Vindu.

Aftensolen lyste paa Muren; men ikke et Glimt af den naaede ind til den Syge gennem de tætte Løvmasser. Der skulde gode Kræfter til for at bryde gennem Fletværket; men Pastor Gaardbo var fra sin Faders Hjem vant til at tage fat i al Slags Arbejde.

Inde i Sengen laa den Gamle aldeles ubevægelig af Forundring. Kun de feberstore Pupiller flyttede sig. Mens Gren efter Gren faldt derudenfor og Lyset i Stuen voksede, søgte hans Øjne uroligt hen til Konen, der – *opbygget af Præstens Eksempel – straks havde givet sig ilav med at rydde op. Da tilsidst selve Solen brød ind i Rummet, hviskede han med sin hæse Stemme:

»Det er en sær Mand – han.«

»Ja, det er en Guds Mand!« forsikrede Konen højt. Hun havde faaet fat i en Spand Vand og en Kost og skruppede<!-- sic --> løs paa Gulvets aargamle Smuds. Og i sin opløftede Stemning grebes hun af en uimodstaaelig Trang til at vise Præsten derude, at hun ikke havde glemt sin Konfirmationslærdom. Mens Vandet pjaskede omkring hende, jodlede hun op paa sit Fynsk:

»*Krist stod op af Dødi

i Julemorgenrødi.«

|111 Stor og blodrød sank Solen ned bag Strige Skov, og Kirkeklokken begyndte at ringe, da Pastor Gaardbo forlod Hønse-Lars’ Hus og gik hjem til Ensomheden i sin tomme Præstegaard.

Gadens pjaltede Børn kom af sig selv løbende og gav ham Haanden. Konerne i Dørene nikkede venligt, idet han gik forbi. Overalt blev den smukke unge Præst hilst med Tillidsfuldhed og Fortrøstning af Fattigkvarterets Befolkning.

Gennem flere Slægtled havde man paa denne Egn i Almindelighed ikke haft andet Forhold til Kirken end det som Loven og den gode Tone krævede. Den gamle Præstegaard havde i Løbet af det sidste halve Aarhundrede huset Forkyndere, som tilsammen udgjorde en Prøvesamling af de forskellige kirkelige Retninger, der indbyrdes praktiserer Kristenkærligheden omtrent som Hund og Kat. Men skønt alle disse Præster om Søndagen havde dundret godt i Prækepulten, var det ikke lykkedes dem at interessere mere end nogle enkelte for den endeløse teologiske Familjetvist.

Først ved Pastor Gaardbos stilfærdige Samaritangerning blev Menighedshuset igen et Midtpunkt for Egnens Liv. Hans yderliggaaende politiske Standpunkt vakte ganske vist adskillig Forargelse hos de fleste af Egnens smaa og store *Hartkornsejere, og der hviskedes ogsaa om, at hans Forkyndelse ikke |112 var strengt *kanonisk. Men til Gengæld var Kirken bleven Fattigmands Ven, og selv Modstanderne maatte anerkende hans Privatlivs *evangeliske Renhed.

Klokken blev over ni, før han naaede hjem. Frøken Martinsen, hans Husholderske, var fornærmet og meddelte ham, at Aftensbordet havde staaet dækket i over en Time. Han gjorde sagtmodig en Undskyldning. Frøkenen, der var en midaldrende, robust Bondepige med rødsprængte Kinder, led af nervøse Anfald – efter sin egen Mening paa Grund af Blodmangel – og maatte skaanes for Sindsbevægelser.

Præsten spiste altid alene. Hele Opdækningen bestod af et Par tørre Skiver saltet Kød, to røgede Sild og en Osteskorpe. Han vidste ikke af, at Frøken Martinsen ude i Køkkenet for sit Helbreds Skyld havde skeletteret en kold Lammebov og tømt et Fad stuvede Grønærter. Hun var kommen der i Huset paa Anbefaling af Pastor Gaardbos afdøde Kæreste og følte det som sin Rettighed at tyrannisere ham i hendes Sted.

»Frøken Martinsen,« sagde han, da hun bragte ham Teen, »her kommer vistnok allerede i Aften en Kone, som gerne skulde have et Sæt rene Lagner og et Par Skjorter udleveret. Det er til den gamle Lars Oven – Hønse-Lars. Han ligger for Døden.«

Frøkenen erklærede kort, at det ikke lod sig gøre. |113 Alt det Linned, der tilhørte Menighedsplejen, var sendt ud til Rensning og Reparation. Det vidste Præsten vel nok.

»Saa maa vi naturligvis tage af vort eget,« sagde han lidt utaalmodig.

»Det er i Vask.«

»Altsammen?«

»Ja.«

Han betænkte sig lidt og sagde saa: »Det var slemt nok. Vi maa altsaa give Konen et Sæt af de ubrugte Lagner, der ligger i *Dragkisten – De veed nok – i de to nederste Skuffer.«

Vreden steg Husholdersken til de tykke Kinder, der svulmede op af det rødeste Blod.

»Det er vel ikke for Alvor Præstens Mening?«

»*Vist saa.«

»Skal en som Hønse-Lars ligge i Frøken Rosalies *Brudelagner?«

»Kan de i Grunden faa nogen smukkere Anvendelse nu? Den stakkels Lars har levet længe nok i Smudset.«

Frøken Martinsen, der havde staaet henne ved Døren med Haanden paa *Laasen, nærmede sig igen Bordet i den tydelige Hensigt at faa et af sine nervøse Anfald. Men i det samme hørtes en Bil køre ind i Gaarden med en Række Stød i Tudehornet. |114 Den Lyd gjorde hende tavs. Det var Doktor Gaardbos Signal.

»Jeg sad for lidt siden og tænkte paa dig,« sagde Præsten, da Broderen humpede ind og de var bleven alene. »Var du ikke kommen, havde du imorgen faaet mit Besøg.«

»Noget paafærde?«

»Ja ... men først du! Hvem er bleven syg her?«

»Ingen. Det er en *Barselaffære.«

»Saa er det vel Hans Andersens Kone?«

»Ja. Jeg var knap kommen hjem og havde faaet lidt i Skrutten, saa blev jeg ringet op. Du veed, det er denne *Narkose de nu allesammen tigger om. Selv den kraftigste Bondekone vil ikke længer føde sit Barn paa naturlig Vis. Og saa maa de efter min Mening næsten hellere slet ingen Børn faa. Men nu har jeg alligevel lovet at blive i Nærheden, indtil Affæren er overstaaet.«

Doktoren sagde dette mens han med Hænderne paa Ryggen bøjede sig over det dækkede Bord for at mønstre Retterne.

»Naa, det maa jeg sige!« fortsatte han saa. »Du mæsker dig sandelig! Tre skeløjede Sild – og Ost! Martinsen forkæler dig ordenlig. Hvorlænge har du i Sinde at fremture i det Vellevned? ... Alvorlig talt, Bror, dette her gaar ikke i Længden. Det Asen sulter dig jo. Du maa tage dig sammen og *stroppe |115 hende op. Ellers kommer jeg til at gøre det paa dine Vegne, og saa veed du, at det ikke løber af uden en større hysterisk Opstandelse.«

»Derfor ønsker jeg ogsaa, at du ikke blander dig i de Ting,« sagde Præsten.

»Det agter jeg nu alligevel at gøre. Du ser allerede lovlig *apostolisk ud.«

»Vrøvl!«

»Man siger ikke Vrøvl til sin Læge, lille Far! Jeg ordinerer dig herved to blødkogte Æg til din Aftensmad. Og et Krus godt, hjemmebrygget Øl i Stedet for det Tevandspjat.«

»Sludder!« – Præsten drak ud af sin Kop og rejste sig – »Lad os gaa ind!«

Men Doktoren stillede sig i Vejen for ham og slog Hænderne i hans Skuldre. Præsten indtog leende en tilsvarende Stilling, og saadan blev de nogen Tid staaende overfor hinanden med sammenflettede Arme som et Par Drenge, der brydes.

»Siger du Sludder?«

»Ja.«

»Du vil altsaa ha’ *Muffel!«

»Hvad bilder du dig ind?«

»Flab!«

»Selv Flab!«

»Kom an!«

De rystede hinanden saa haandfast som de kunde |116 for Latter. Doktoren, der trods sin Klumpfod var stærk som en ung Stud, trængte Broderen ind mod Væggen. Men pludselig slap de hinanden med et forskrækket »Hys!« – De hørte Drønet af Frøken Martinsens Skridt ude fra Køkkengangen.

»Ind til mig!« sagde Præsten.

De gik ind i den store, trefags Havestue, der var indrettet til Studereværelse.

Som alle Præstegaardens Stuer gjorde den et halvtomt og fattigt Indtryk. En lille Petroleumslampe var stillet hen paa en højbenet Fyrretræs Pult og lyste blegt ned paa Skraalaagets grønne Klæde. Den øvrige Del af Stuen laa i Halvmørke. Paa Væggen ovenover Pulten hang et stort Kristusbillede indrammet af friskt Bøgeløv. Det var Faderens gamle *Bedepult, som Sønnen holdt i Ære. Under dette *tornekronede Kristushoved havde Jørgen Skolelærer to Gange daglig holdt Andagt med sine Børn. Her stod han i sine sidste Aar saa mangen angstfuld Nat med det skæggede Hoved begravet i Hænderne og tryglede om Fred.

Døren ud til Haven stod aaben. Aftenen var lun og stille. En Nattergal sad et Sted derude og gav sig lidenskabeligt hen i sin Musik. De to Brødre stod et Øjeblik i Døren og hørte paa dens sørgmodige Triller. Saa satte Doktoren sig overskrævs paa en *Rørstol og klemte Hænderne om *Rygstødet.

|117 »Fortæl mig saa, Johannes – hvad siger du til Farbror Tyge?«

»Du veed det altsaa allerede.«

»Jeg kom til Storeholt lige efter, at du var gaaet. Jeg har en Patient der for Tiden. *Jægermesteren fortalte mig Nyheden. Forresten hørte jeg den ogsaa bagefter af Mejeribestyreren. Saa vidt jeg forstod, havde han den fra selve Hans Almægtighed Balduin Hansen.«

»Det er troligt nok. Den telegrafiske Forespørgsel kom jo til ham som Bestyrelsens Formand. Selv fik jeg Meddelelsen i tre Linjer, som han i Middags sendte mig med et af Skolebørnene.«

»Saa faar jeg da engang mit farbroderlige Genbillede at se,« sagde Doktoren. »For I bliver vel nødt til at svare Ja og føle jer beærede?«

»I hvert Fald det første. Men sig mig, Povl – hvad mener du egenlig om Farbrors Tilstand? For ikke mange Maaneder siden forlød det med stor Bestemthed, at han var dødelig syg. Og nu rejser han rundt fra Møde til Møde og holder Kamptaler og skaber Ophidselse i Landet ganske som for 30 Aar siden.«

»Fabeldyrets sidste Krampetrækninger. Jeg har jo nok hørt, at »Femte Juni« skal have udnævnt ham til *Holger Danske den Anden. Men det er saa nemt at lade sig tiljuble af sin egen Avis. Alt det |118 Vrøvl om hans evige Ungdom er bare Politik. Han er en dødsmærket Mand. Jeg veed det med Sikkerhed. Han har sin Spøgelsetime nu, og den kan jo ikke blive opbyggelig.«

»Jeg tror, at Farbror Tyge ikke taaler at være uvirksom,« sagde Præsten; han stod henne ved Pulten og støttede Hovedet i sin Haand. »Selve Magten kan jo umuligt friste ham mere. Og hans Forfængelighed maa vel endelig ogsaa være bleven mættet nu. Men jeg tror og haaber, at Farbror begynder at tynges af sit Ansvar. Det er Samvittighedens Stemme, der skal overdøves af ny Krigslarm. Baade hos ham selv og de andre.«

Doktoren rystede paa Hovedet.

»En parlamentarisk Politikers Samvittighed? Det er *Fablen om den store Søslange om igen. Vil du have min psykologiske Forklaring paa Farbror Tyges sidste Kraftudfoldelse? Jeg tror, den er rigtig, og den<!-- det? JGN: Tja, det lyder i hvert fald bedst; udeladt i B --> er næsten det uhyggeligste af det hele. Farbror veed, at han gaar med Døden i Kroppen, og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende *Ligbegængelse. Som en af Fortidens Høvdingeskikkelser vil han begraves i fuld Rustning. Omgivet af sine Trofaste og støttet til sit navnkundige Sværd *Dyrendal – med det Tableau i *bengalsk Belysning skal Tyge Enslevs Heltesaga slutte. Komedien skal spilles tilende, om |119 det saa skal koste Folkets Undergang! – Du veed, jeg har altid betragtet det som en Ulykke, at Farbror ikke blev sin første *Bestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Krav kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans naive Drøm at modellere hele Nationen om i hans eget Billede ... eller rettere i det stormægtige Fantasibillede, han har gjort sig af sig selv. Og delvis er det jo virkelig lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden Forløbet af ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning.«

Præsten svarede ikke noget hertil. Han stod i sine egne Tanker og havde ikke hørt meget af, hvad Broderen sagde. De to havde saa ofte udtalt sig for hinanden om Farbroderen, at den ene tilsidst kun hørte sine egne Tanker i den andens Ord. Det var Blodets Røst. Deres Faders Genfærd talte igennem dem uden at de selv vidste det.

Efter et Ophold sagde Præsten:

»Jeg har jo spurgt mig selv om Grunden til, at Farbror Tyge ønsker at tale netop her. Og jeg tror, jeg aner den. Balduin Hansen har nylig været i |120 København. Jeg tænker mig nu, at Telegrammet idag er Resultatet af den Rejse.«

»Hvad mener du?«

»Du veed, at Møller Jensen ligger syg paa *Rigshospitalet, og det menes jo almindeligt, at han ikke kan komme sig. Skulde det Rygte bekræfte sig, saa er Hensigten med Farbrors Besøg sikkert nok den, at Balduin Hansen ved den Lejlighed skal proklameres som Kresens nye Folketingskandidat.«

Efter nogle Øjeblikkes Stilhed slog Doktoren Haanden i Stoleryggen.

»Johannes! Nu maa du skyde Hjertet op i Livet og trække dig ud af det Kompaniskab! Mølleren var slem nok i al sin Søllethed – men Balduin maa du ikke være med til at hjælpe ind i Rigsdagen. Det kan du ikke forsvare.«

»Kunde du blot sige mig, hvordan jeg skal forhindre hans Valg?«

»Dersom du ikke kan faa et andet honnet Menneske til at ofre sig, maa du selv stille dig op imod ham. Der er ikke andet for. Jeg talte forleden med Jørgen Tækkemand fra Aalehusene. Det er jo ikke nogen Hemmelighed for dig selv, at han og nogle andre for Tiden gaar rundt og agiterer for dig i Kresen. Han paastod, at de allerede havde sikret dig over fire Hundrede Stemmer.«

|121 Præsten gik uroligt nogle Skridt ud over Gulvet men vendte straks igen tilbage til Pulten.

»Det er efter min Mening farligt at forsøge en Opposition netop i dette Øjeblik. Balduin Hansen har stadig mange Tilhængere i Kresen og mange personlige Venner, og nu bliver han altsaa i Partiets Navn *kuldlyst af selve Tyge Enslev. Skulde nu ovenikøbet Resultatet blive, at hverken han eller jeg men derimod *Kammerherre Rosen blev valgt, saa vilde vi blive gjort ansvarlige for Tabet af Kresen.«

»Gjorde det saa meget?«

»Ja, jeg vilde regne det for en ret stor Ulykke. Et Nederlag nu vilde maaske sinke Genrejsningsarbejdet her i Kresen for lange Tider.«

»Du gør dig Bekymringer om mange Ting, Broder Johannes,« sagde Doktoren. »Dersom *Betænksomhed er en Kardinaldyd, ender du som Sjællands Biskop. Jeg mener som saa: i det Tilfælde, at Møller Jensen dør og Balduins Kandidatur opretholdes, kan du kun gøre et af to: enten melde dig ud af Makkerskabet eller udfolde Oprørsfanen indenfor Partiet. Det første vil vel nok være det ærligste og i Øjeblikket ogsaa virkningsfuldest.«

Herpaa gav Præsten ikke noget Svar. I Stedet for gav han sig til at nævne alt, hvad der talte til Gunst for hans Medbejler til Kresen, roste Balduin Hansens Uegennyttighed og hans smukke Familjeliv.

|122 »Hvad har du egenlig imod ham?« spurgte han.

»Det samme som du!« sagde Doktoren. »Han er et *Pjat. Læste du Referatet af den Tale, han forleden holdt i Jerve? Lyksalighedens Rige var paa Trapperne – lød det profetisk. Der manglede nu kun et Par Smaating, som Lovgivningsmagten nok skulde faa Bugt med inden Fastelavn. Jeg tvivler ikke om, at Manden er i god Tro; men det gør ham i mine Øjne ikke mindre ondartet. Disse tossegode Fantaster er netop de allerfarligste.«

Præsten strøg sig med Haanden nedover sit skægløse Ansigt og sagde:

»I visse Punkter er han dog din Meningsfælle, Povl.«

Det kom som henkastet; men Tonen var nedstemt, og han fortsatte ikke.

Men Doktoren forstod ham straks og rejste sig med fortrydelig Mine. Han vidste, at Balduin Hansen i sin Tid havde haft et Sammenstød med Broderens Forgænger i Embedet, Provst Vollerup, der havde anklaget ham for fritænkerisk Agitation i Skolen.

Han gik hen i den aabne Havedør og blev staaende der med Ryggen til Stuen uden at sige noget. Lidt efter kom Broderen hen til ham og lagde bagfra Hænderne paa hans Skuldre.

»Povl! Du maa kunne forstaa, hvor det piner |123 mig, at du, der af alle Mennesker staar mig nærmest, – at netop du –.«

Doktoren vendte sig om og afbrød ham i Vrede.

»Du bryder vor Aftale, Johannes! Det er nu anden Gang!«

»Hvor kan jeg tie med, hvad jeg hver eneste Dag tænker paa? Du maa ikke blive vred; men – –«

Der blev i det samme banket paa Døren af en *vægtig Haand. Frøken Martinsen stak Overkroppen ind for at bringe den Besked, at der var kommen Bud til Doktoren fra Madam Hansen, Jordemoderen. Hans Andersens Kone havde lige nu faaet en rask Dreng og alting var som det skulde være.

»Det er godt! Vil De sige, at jeg kommer over og ser paa Knægten.«

Da Døren igen var lukket, vendte Doktoren sig mod sin Broder og rakte ham forsonlig Haanden.

»Lad det være sidste Gang, Johannes, at vi strides om Ting, som vi dog aldrig bliver enige om. Det er spildte Kræfter! Skal vi to for Alvor udrette noget her, maa vi forliges. Kan du huske, da vi var Drenge?] B C D, Drenge. A Da talte vi altid om, at vi blot skulde holde sammen, saa vilde vi erobre et Kongerige. Det Løfte maa vi indfri – med den nødvendige Reduktion. Forglem det ikke, naar nu Jørgen Tækkemand og de andre gode Mænd en Dag møder hos dig med deres Vælgerliste. Og gid saa de Ord maa |124 ringe for dine Øren baade Dag og Nat lige til Valgene: »Balduin skal ødelægges!« ... Godnat, Johannes!«

Præsten fulgte sin Broder ud. Han gik tavs ved Siden af ham og holdt kærligt Armen om hans Skulder.

»Hils Meta og Børnene!« sagde han fra Trappen, da Doktoren sad i Vognen. »Jeg ser snart over til jer.«

Da han kom tilbage til sin Stue, gik han hen til Pulten, og her blev han længe staaende i Bøn. Som sin Far, den gamle Jørgen Skolelærer, stod han under det tornekronede Kristushoved med Ansigtet i sine Hænder og bad for sin Broder. Ude i den sommernatslyse Have slog Nattergalen sine sørgmodige Triller.

Paa samme Tid sad Doktor Gaardbo i en elektrisk oplyst Bondestue med en lille nøgen, rødblaa Menneskeunge mellem Hænderne. I en moderne Jernseng med blanke Messingkugler og Gesvejsning laa den udmattede Moder. Det blege Ansigt var vendt imod ham. Trods sin dybe Afkræftelse vilde hun ikke slippe sit Barn afsyne.

»Var det saa alligevel ikke godt, at De fik Lov til selv at være tilstede ved Ankomsten,« sagde Doktoren. »Det er et drøjt Stykke Arbejde. Men det lønner sig!«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. [127] Om Natten mellem Klokken Et og Tre havde *Jægermester Hagen og hans Broder Professoren en meget alvorlig Samtale for lukkede Døre inde i Jægermesterens Stue, mens alle andre i Huset sov. Det var nær kommet til et Brud. Jægermesteren følte sig krænket, fordi Broderen forlangte at se hans *Bøger. Han rejste sig op, slog i Bordet og erklærede med Taarer i Øjnene, at naar ikke engang hans egen Familje havde Tillid til ham, vilde han hellere give Afkald paa enhver Hjælp og gøre en Ende paa den Forfølgelse han fra alle Sider var Genstand for ved at skyde sig en Kugle gennem Hovedet.

Det kom dog tilsidst til Forlig; men Fuglene var oppe, og det blev næsten højlys Dag, før Brødrene skiltes.

Nu skinnede Solen fredeligt ind over Valpladsen, hvor blot en blaalig Tobakstaage endnu drev om i Luften som en Mindelse om Nattens Skærmydsel. Døren var aaben til de øvrige Opholdsværelser, og ogsaa her stod Morgensolen ind i brede Strimer.

Et Par *Piger gik og gjorde rent derinde, aabnede |128 Vinduer, rystede Tæpper ud og fyldte Solstrømmene med Støv.

Naar alle Dørene stod aabne, gjorde den lange *Flugt af Værelser med de kostbare Møbler, gamle Porcelæner og store Malerier et *festligt og overordenlig velhavende Indtryk. Kun ganske enkelte Mennesker foruden Jægermesteren vidste noget om, at alle Herlighederne var pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler. De fleste af Møblerne og alle Kunstskattene stammede fra Oldefaderen, den gamle *Konferensraad, der havde bragt dem hjem fra sine mange Rejser omkring i Evropa. Han havde været Direktør for *Øresundstolden paa en Tid, da den som en *eventyrlig Kværn malede Guld op fra Havets Bund baade til Statskassen og adskillige private Lommer. Han havde her paa Storeholt indrettet sig en Sommerbolig, og der gik endnu Sagn paa Egnen om hans fyrstelige Rejser i *firspændige Vogne til og fra København eller Hamburg. For at komme hurtigt afsted skiftede han Heste hver Time og lod sig om Aftenen føre af Forridere med Fakler.

Under hans Sønnesøn – Professorens og Jægermesterens Fader – fik Kreditforeningen sit første Pant i Storeholt. Vejen til *Fandens Pengekiste var saaledes allerede betraadt, da Jægermesteren overtog Gaarden; og nu var Regnskabsdagen forkyndt. Avktionshammeren laa rede.

|129 Endnu engang var dog Terminen lykkeligt omsejlet. Jægermesteren sov med aaben Mund indtil højt op paa Formiddagen uden at lade sig vække hverken af Solen eller af de fede fynske Fluer endsige af *Arbejdsklokken ovre i Avlsgaarden. Til Morgenmaaltidet mødte heller ikke Professoren. Husets fire Damer drak Teen alene.

Bagefter fulgtes Fru Bertha og Jytte ind til Landsbyen for at se til en gammel Kone, der for over 40 Aar siden havde tjent paa Storeholt. Det var altid Fru Berthas første Besøg, naar hun opholdt sig i sit gamle Hjem.

Moder og Datter gik paa Skyggesiden af den *poppelhegnede Vej hver med sine Tanker og uden at tale. Jytte var uoplagt efter en hvileløs, drømmefyldt Søvn. Sommerens pludselige og overdaadige Fremvælden havde gjort hendes Blod uroligt.

Hun mindedes nu, at hun ogsaa havde drømt om sin gamle Ven Professor Ole Knudsen, som var død for et Par Aar siden. Hun havde mødt ham i *Bredgade. Den halvblinde Mand kom paa sin forsigtige Maade gaaende langsmed Husrækken, ærefrygtsfuldt hilst af næsten hvert andet Menneske, og blottede selv ærbødigt sit fine graa Tænkerhoved endogsaa for den yngste Student. Bagefter havde hun siddet i hans Arbejdsværelse og igen følt dets hjerteskærende Uhygge. Sammen med sin Moder havde hun |130 søgt at bringe en Smule Orden i Bogstabler og Billedmapper, og hun havde ogsaa som i gamle Dage bistaaet den hjælpeløse Mand med Korrekturlæsning. Da de gik, havde han med gammeldags Ridderlighed kysset dem begge paa Haanden.

Hun havde undertiden spurgt sig selv, om ikke denne elskelige gamle Herre havde været hendes eneste virkelige Kærlighed. I hvert Fald syntes det hende nu, at han alene havde kunnet faa hende til at glemme sig selv. Eller var ogsaa det en Indbildning?

De havde nu naaet Landsbyen. Den gamle Kone boede i et lille Hus, der laa midt i Byen bag et Stengærde. Da de nærmede sig Stedet, saae de en høj, frakkeklædt Mand komme ud derfra. Det var Pastor Gaardbo. Jytte kendte ham straks, Fru Bertha derimod først, da Præsten kom forbi og hilste.

»Gamle Bodil er da ikke syg?« spurgte hun og standsede et Øjeblik.

»Nej – alt staar vel til. Hun sidder kun lovlig meget alene i denne Tid, da alle har saa travlt i Marken. Hun vil sikkert blive glad for Deres Besøg.«

Præsten hilste igen, og Damerne gik ind i Huset.

I en Armstol ved Kakkelovnen sad det gamle Menneske, der allerede havde været *tilaars dengang Fru Bertha var Barn. Nu var hun næsten 90. Trods Sommersolen var der Ild i Ovnen. I hendes Skød |131 laa en lille hæklet Muffe, som hun varmede Hænderne i.

Hendes blege Øjne vandrede en Tid uforstaaende og lidt forskræmte frem og tilbage mellem Moder og Datter. Læberne mimrede.

»De kender vel nok min Datter,« raabte Fru Bertha hende ind i Øret. »Hun har saa tidt besøgt Dem. Det husker De jo nok.«

»Naa – det er saa Frøken Bertha?«

»Nej, det er mig, der er Bertha. Og det er min Datter. Jytte hedder hun. Saa veed De nok Besked, ikke sandt?«

»Ja ... Men Konferensraaden har Vorherre gemt nu. Han fik rigtignok en skøn Begravelse.«

»Ja, men det er over 60 Aar siden, lille Bodil. Det var meget før min Tid. – Men lad mig nu høre, hvordan har De det? De havde nok Besøg af Præsten. Vi mødte ham.«

Den Gamle nikkede og saae hen paa et Glas med friske Markblomster, der stod paa Bordet.

»Han kom med dem der,« sagde hun glad og fortalte saa godt som hun med sin lamme Tunge kunde, at Pastor Gaardbo hver Dag sad lidt hos hende og altid havde Blomster med for at ogsaa hun skulde mærke, at det var Sommer.

»Ja, han er vist en god Mand,« raabte Fru Bertha. »Det ser han ogsaa ud til.«

|132 »Pastor Melby – han var ogsaa en god Mand. Han er død nu. Han *kumfermerte mig paa mine Forældres Bryllupsdag. Det var den 7de April.«

Jytte havde sat sig hen paa en Stol ved Vinduet for at underholde sig med en Kat, der laa og solede sig i Karmen. Men da hun hørte Pastor Gaardbo nævne, blev hun opmærksom. Og hvad den Gamle her berettede, forbavsede hende næsten endnu mere, end hvad Svigerinden den foregaaende Dag havde fortalt om ham. Denne sjeldne Opofrelse passede ikke til de Forestillinger, hun havde om en Præst.

Hun saae hen til Blomsterglasset paa Bordet og tænkte paa, om Pastor Gaardbo virkelig havde besluttet at være sin Forlovede tro ogsaa i Døden. En saadan Heroisme lignede absolut ikke nogen af de Præster, hun nu og da havde truffet i det københavnske Selskabsliv. Det havde været *førladne *Middagsherrer med et ubehagelig faderligt Væsen eller ogsaa rene Taaber med udslukte Hjerner.

Hun sad lidt i sine egne Tanker men hørte saa Moderen sige Farvel. Kort efter var de paa Hjemvejen.

Ved Tilbagekomsten til Storeholt fandt de Professoren i Haven. Han sad alene paa et af Verandaens Trappetrin og fodrede en Flok Spurve. Jytte gik straks op paa sit Værelse. Fru Bertha derimod sagde til sin Brodersøn:

|133 »Har du Tid, saa vil jeg gerne tale lidt med dig. Men lad os komme lidt længere bort fra de mange aabne Vinduer og Døre.«

De fulgtes ned gennem Haven, indtil de naaede en Bænk, der stod i Skygge.

»Sig mig ganske aabent, Asmus, – hvad er det, der foregaar her? Det kan jo ikke være for din Fornøjelse, du gør denne Hastværksrejse.«

»Nej – det veed Himlen! Men jeg vil helst ikke snakke om det. Lad mig blot sige dig, Tante, at dersom John skulde forsøge at laane Penge af dig, maa du absolut sige nej.«

»Staar det saa galt til?«

»Jeg tror, vi gør bedst i at forberede os paa det værste. Hvad du og andre af Familjen har staaende her i Gaarden, er jo heldigvis sikret. Men alle senere Prioriteter for ikke at tale om den løse Gæld er efter min Formening redningsløst tabt – klattet bort.«

»Men hvor kan da John gaa her og være saa forhaabningsfuld? Og nu vil han ovenikøbet forsøge sig som Politiker. Jeg tror, han i den Henseende venter sig en Del af, at Enslev kommer hertil.«

»John er et Fæ. Jeg mener, som sagt, vi skal være forberedt paa, at Storeholt i den allernærmeste Tid gaar til Tvangsauktion. Det er et grimt Ord. Men vi kan jo lige saa godt se Sandheden i Øjnene.«

|134 »Men hans Svigerfader? Den Mand kan dog ikke se roligt paa, at hans egen Datter og Svigersøn jages fra Hus og Hjem.«

»Det vil han dog ganske sikkert gøre. John og Vilhelmine har jo Ægtepagt, og hun risikerer ingenting. Jeg har tilfældigvis lært Hr. Søholm lidt nøjere at kende. Hans Kone var for nogen Tid siden min Patient. Han var oprindelig vistnok en ganske godmodig Tamp, som der er gaaet Amerika i. Det er hans Ærgerrighed at vise sig *smart. Han *udtrompeter ved alle Lejligheder sin Begejstring for den amerikaniserede *Jesuitermoral: »Intet er mig helligt, naar det gælder Forretning«. Det er uden Tvivl hans Hensigt at bringe Storeholt under Hammeren, saa han kan *lade sig Ejendommen tilslaa som ufyldestgjort Fordringshaver. Det er jo det gængse Røverkneb. At han nu paa min alvorlige Henstilling har hjulpet John over Terminen dennegang, er sikkert nok bare sket for at vinde Tid til at arrangere sig med de øvrige Udplyndrere, som John har indladt sig med. Overfor andre skal han ikke gøre Spor af Hemmelighed af, at han haabede<!-- KVN: ret til præsens? omformuleret, men præsens i B C D --> med Tiden at kunne indrette sig »et Sommerpalæ« her. Han skal endogsaa have talt til sin Kone om de Forandringer, han agter at gøre.«

»Aa, det er afskyeligt! Jeg vil sige dig, Asmus, |135 havde jeg vidst det mindste om detteher –. Men jeg havde jo ingen Anelse.«

»Ja, det bliver ikke morsomt at tænke paa, at den Tølper gaar her og *gør sig bred som Godsherre og kalder Storeholt for sit »Sæde«.«

»Aa, det er oprørende! Jeg vil heller ikke blive her. Vi rejser igen saa snart som muligt. Jeg føler det saa uhyggeligt. Jytte ogsaa, – det har hun sagt mig. ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. I Nat drømte jeg – – nej, det er sandt, du har ikke kendt Tante Ernestine.«

»Ernestine? Navnet har jeg hørt.«

»Aa ja, din Far har vel nok talt om hende. Hun var vor Grandtante og havde sit Ophold her paa Storeholt, da vi var Børn.«

»Var det hende, der var lidt smaatosset og altid udtrykte sig i Bibelsprog?«

»Smaatosset? Det veed jeg ikke. Hun hørte til *Herrnhutterne, som man dengang sagde. Hun gik altid sortklædt, i en Slags Nonnedragt, og vi Børn havde en sand Rædsel for det gamle Menneske. Hun gik omkring her som en Aand fra Graven, syntes vi. Saa havde hun en skrækkelig Mandfolkerøst og talte ganske rigtig altid som en Præst. De Voksne lo jo af hende, naar hun kom med sine frygtelige Dommedagsprofetier; men vi Børn blev bange. Og det var altsaa det, jeg vilde fortælle dig, Asmus ... siden jeg i Aftes havde en Samtale med |136 din Broder, har jeg set Tante Ernestine for mig overalt her i Huset; og i Nat drømte jeg mærkværdig levende om hende. Hun stod ved min Seng i sin sorte Ordensdragt og sagde flere Gange højt: »*Hævnen hører mig til, siger Herren!« – Nu kan du le af mig og kalde det Overtro, men sandt er det, at under alle store Ulykker i vor Familje har den gamle Grandtante vist sig baade for din Far og for mig. Din Far har selv engang fortalt mig det. Derfor vil jeg bort herfra. Jeg tror ikke paa Spøgelser – det er ikke saadan at forstaa – men jeg veed, at jeg bliver ikke det Syn kvit saa længe jeg er her.«

»Saa vil jeg absolut anbefale dig at rejse, Tante,« ]˟ sagde Professoren – han havde et Par Gange under hendes Fortælling set op paa hende med et bekymret Lægeblik. »Her er jo ogsaa af andre Grunde ret uhyggeligt for Tiden. Det har jeg nok mærket.«

»Ja, Ulykkerne kommer i Flok ligesom Ravnene, – det var ogsaa et af Grandtantes Mundheld. Hvad skal der tilsidst blive af John? Jeg vil ikke undskylde ham. Han har sine store, store Fejl. Men jeg tror alligevel, at der kunde være bleven noget mere af ham, dersom han havde faaet en anden Kone.«

»Det samme gælder vel egenlig Vilhelmine,« sagde Asmus. »John har ikke været nogen Mand for hende. |137 Hun skulde have været gift med en stor *Hestepranger og have faaet et Barn hvert andet Aar og maaske ogsaa lidt af Ridepisken engang imellem. Det har jeg forresten sagt til John.«

»Naa, den Kur var vel lovlig kraftig,« begyndte Fru Bertha; ⇕A  ◄B  C  D  Sml. men i det samme lød Gongongen, der kaldte dem ind til Frokost.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Husets Gæster og Fru Vilhelmine sad allerede ved Bordet og var begyndt paa den varme Ret, da *Jægermesteren viste sig. Han undskyldte sig med Travlhed; men hans Øjne var endnu ganske røde og *dumme af Søvn. Han havde sit alvorligste Ansigt paa. Navnlig overfor Broderen var han højtideligt tilknappet. Asmus skulde mærke, at han havde tilføjet ham en Krænkelse, der sent vilde glemmes. Høflig, men strengt formel.

Efter at have drukket et Glas Portvin til det kolde Bord blev han dog livligere, og ved Kaffen begyndte han at vrøvle.

Asmus havde paa sin ene Side den gamle Frøken Søholm, som han ikke gad tale med; paa hans anden Side sad Jytte, der viste sig ganske utilgængelig.

Jytte havde haft noget mod sin Fætter lige siden hun første Gang saae ham nævnt i en Avis som |138 »den bekendte Kvindelæge«. Hun udholdt navnlig ikke Synet af hans Hænder med de skamløst nedklippede Negle. Nu havde hun desuden set ham og Moderen sidde sammen nede i Haven og mistænkte dem straks for at have snakket om hende.

Frøken Søholm rørte under hele Maaltidet ikke Maden. Hun blandede et Pulver ud i et Glas Vand og snakkede over Bordet til sin Broderdatter om de forskellige *Badesteder, hun havde besøgt, og om de Læger herhjemme og i Udlandet, som hun havde raadspurgt, altsammen i det Haab at gøre sig interessant for Professoren med sin Sygdom. Tilsidst vendte hun sig til ham selv og bad ham om at sige hende ganske aabenhjertigt, hvad han mente om den ny Petroleumskur.

»Har ikke den Ære at kende den,« sagde han.

Men nu blev Jægermesteren ondskabsfuld. For at sætte sin Broder i Forlegenhed paastod han, at han havde læst om den Kur i videnskabelige Tidsskrifter. Saavidt han mindedes havde nogle af Evropas betydeligste Lægeavtoriteter udtalt sig om den med største Anerkendelse.

Professorens staalblaa Øjne sendte ham en skærpet Pil over Bordet.

»Hvad er det for en Kur?« spurgte Fru Bertha, der begyndte at blive interesseret.

»Jo, det var nu i Foraaret,« forklarede Frøken |139 Søholm, »jeg rejste hjem fra min *Kur i Svalebach og kom saa til at køre i Kupe med et ungt Ægtepar. Det var Nordmænd, tror jeg nok, men alligevel rigtig nette og behagelige Mennesker begge to. Vi kom saa til at tale om min *Svaghed, og saa spør Hr. Akselsen mig – for de hed Akselsen, husker jeg nu – saa spør han mig, om jeg har prøvet en Petroleumskur. Han havde selv lige været saa forfærdelig syg, sagde han, og opgivet af Lægerne. Men saa havde en Ven af ham givet ham det Raad, at han i seks Uger skulde drikke *en halv Pot Petroleum om Dagen – et Likørglas ad Gangen – og nu var han bleven fuldstændig rask og havde været paa Bryllupsrejse med sin Kone.«

Fru Vilhelmine, der mærkede Forlegenheden brede sig omkring Bordet, skyndte sig at sige:

»Du kan tro, lille Tante, at den Herre har bildt dig noget ind.«

»Bildt mig noget ind? Jeg har da Øjne i Ho’edet! Og jeg siger dig, han var bleven fuldkommen rask, var helt *rødmusset og saa sund og frisk, som om han aldrig havde fejlet noget. Næ, kom ikke med den, Vilhelmine! Men en halv Pot om Dagen – det er rigtignok meget. Tror Professoren ikke, at man kunde nøjes med noget mindre?«

»Jeg veed det ikke; men jeg vil anbefale Dem at raadspørge en Dyrlæge.«

|140 Hans Tone krænkede hende. Hun blev rødblaa i Ansigtet og vilde svare; men Fru Vilhelmine *forekom det ved at sige »Velbekomme«.

Under almindelig Forstemthed gik Selskabet ud i Haven. Frøken Søholm var dog bleven saa angrebet, at hun straks maatte trække sig tilbage med Lommetørklædet for Munden paa Grund af sin nervøse Hikke. Lidt efter gik ogsaa Jytte ind med sin Pudelhvalp i Hælene, og Fru Vilhelmine fulgte ikke længe efter hendes Eksempel.

Omkring Bordet under de store Kastanjer sad tilsidst kun Fru Bertha, Professoren og Jægermesteren.

»Hvornaar vil du have *forspændt?« spurgte Jægermesteren sin Broder, idet han højtideligt vejede sit *Guldkronometer i Haanden.

»I god Tid. Du maa indestaa mig for, at jeg ikke kommer for sent til Toget.«

»Om en Time altsaa,« sagde Jægermesteren, og under Foregivende af at skulle give Besked til Stalden rejste nu ogsaa han sig og gik ind.

Broderen fulgte ham med Øjnene. Blikket var mørkt af Sorg og Skam.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. »Har du nylig hørt fra Torben Dihmer?« spurgte Fru Bertha efter nogen Tavshed.

»Jeg faar af og til et Par Ord fra ham paa et Prospektkort. Snart fra Asien, snart fra Amerika. Men kun en Hilsen. Han fører stadig en besynderlig |141 *fredløs Tilværelse. Den store Selskabsrejse Jorden rundt opgav han hurtigt, som du nok veed. Jeg tror ikke, Rejsefællerne passede ham. Nu flakker han om paa egen Haand, men det synes ikke at gøre ham mere tilfreds. Jeg forstaar mig ikke paa ham.«

]˟ »Jeg vil sige dig, Asmus – siden du nu nævner det – Dihmer skuffede mig i Grunden ikke saa lidt. Du havde selv forberedt os paa, at han havde forandret sig, og jeg maa tilstaa, jeg holdt mere af ham i hans oprindelige Skikkelse. Jeg tror ogsaa, at Jytte følte sig skuffet, og det gjorde vel nok sit til, at det gik som det gik.«

»Noget ekscentrisk er han unægtelig bleven. Men det er vel kun en Overgang. Han skrev til mig sidst, at han nu vilde afvente Udfaldet af Valgene og derefter tage sin Bestemmelse. Forhaabenlig kommer han til den Tid hjem som den gamle Torben Dihmer, vi allesammen kender og holder af.«

Fru Bertha tav et Øjeblik paa sin tankefulde Maade. Saa rystede hun paa Hovedet og sagde:

»Nej, Asmus! De gode Dage kommer aldrig tilbage for nogen.«

»Du er bleven saa mistrøstig, Tante Bertha.«

»Ja ja; men det skal vi nu ikke tale om. Har jeg forresten fortalt dig, at en af vore Bekendte har set Torben Dihmer sammen med en meget elegant Dame i München?«

|142 »Hvornaar?«

»Det maa have været kort Tid efter, at han forlod os i Italien. Maaske har den Dame hørt til det Rejseselskab, han saa hurtigt blev træt af.«

»Det veed jeg ingenting om.«

»Naa, det kan jo ogsaa være lige meget. Det blev *sikkert ikke fortalt os for at glæde os, men jeg tror alligevel, det har beroliget Jytte at vide, at Dihmer saa hurtigt trøstede sig. Hun taler nu ganske ligefrem om ham. Jeg tror i Grunden ikke hun tænker meget paa ham mere. – Hvad synes du forøvrigt om Jyttes Udseende?«

»Hun var maaske lidt matøjet idag; men det behøver jo ikke at betyde noget. Det er naturligvis kun godt, at I er taget paa Landet nu, da Varmen er kommen. Det har I vist begge to trængt til.«

»Ja, det var ganske nødvendigt at komme bort. København virkede helt ødelæggende paa Jyttes Humør. Jeg kunde tilsidst ikke drive hende udenfor en Dør. Al den Venlighed, der vistes hende af vore Venner og Bekendte, pinte hende i den yderste Grad. Du maa dog ogsaa have mærket det, Asmus.«

»Naa ja – hun har undertiden kunnet blive lidt bitter. Men ellers sporer jeg ingen Forandring paa hende. For et Øjeblik siden løb hun jo om paa Græsplænen her og legede med en Hundehvalp som om hun endnu var atten Aar.«

|143 Fru Bertha sad igen nogle Øjeblikke tavs i sin tankefulde Stilling med Hænderne i Skødet.

»I andre kender hende ikke som jeg. For Jytte er ikke som hun lader. Til dig vil jeg sige det, Asmus, for at du kan forstaa min Angst. ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Jeg synes, at der i Jyttes Væsen er kommen saa meget, der paa uhyggelig Maade minder mig om hendes Broder Ebbe. Der er den samme underlige Ligegyldighed for alting. Jytte vil jo nok more sig; men naar hun kommer hjem fra Teatret eller fra Sportspladserne, finder hun det altsammen saa dumt. Og hun, som engang altid sad og læste, hun aabner nu aldrig en Bog, kigger i det højeste i en Revolverroman af den værste Slags. Kan man forstaa, at det er det samme Menneske, som hentede store videnskabelige Værker hjem fra Bibliotekerne og endnu før hun var rigtig voksen ønskede sig *Søren Kierkegaards samlede Skrifter til sin Fødselsdag? ]˟ ... Saa har hun ogsaa ligesom Ebbe denne sygelige Trang til at grave sig ned i Betragtninger over sine egne og andre Menneskers Mangler .... <!-- JGN: Mangler. ... ?--> Sine Veninder undgaar hun. Hun er bleven ligefrem menneskesky og kan være saa mistænksom ogsaa overfor mig, at jeg mangen Gang virkelig maa tro, hun er ved at miste sin Forstand. Jeg siger dig, Asmus, – Jytte er syg, hvad saa I kloge Læger mener.«

»Jeg synes, du skulde foreslaa hende at lade Pro|144fessor Baumgarten foretage en virkelig Undersøgelse engang.«

»Det faar jeg hende aldrig til. Men det er heller ikke det ... Det er ikke det, Asmus!«

»Hvad mener du?«

»Kan du huske, vi har engang talt sammen om denne »Sjælehelse«, som man hører saa meget om nu. Du kaldte den hele Bevægelse for Humbug og Kvaksalveri.«

»Har jeg gjort det, saa har jeg ikke løjet.«

»Men du maa dog indrømme, at det er mærkelige Helbredelser der fortælles om. Vi traf selv for nylig i Italien en *Generalkonsulinde Kolding, der var bleven kureret ved en saadan sjælelig Behandling ... Jeg skal ikke nævne Navnet paa Lægen, for saa tror du mig *sagtens slet ikke. Hun havde som ung altid været saa syg, at hun ikke troede hun kunde leve. Og nu saae hun ud som Sundheden selv, var rund og robust.«

»Jeg veed det. Jeg kender tilfældigvis lidt til den Dame. Hun var i sin Ungdom skrækkelig *hysterisk. At hun nogensinde har været virkelig syg er en ren og skær Indbildning.«

»Det kan jo være. Men den Indbildning blev hun altsaa lykkelig befriet for. Og Resultatet er, at hun nu er gift og har fire sunde og prægtige Børn.«

»Ja, lille Tante, jeg veed det godt altsammen. Jeg |145 har længe forstaaet, at Tiden gaar svanger med en ny Middelalder. Folk vil igen kureres ved Haandspaalæggelse og Kirkeoblater. Men vil du følge mit enfoldige Raad, saa maa du alligevel hellere forsøge med den Petroleumskur, hun talte om derinde, den rare gamle Dame. Den vil i hvert Fald kun ødelægge de mindre *ædle Dele. – Og nu maa du undskylde mig! Jeg maa ind og pakke mine Sager sammen!«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Hen paa Eftermiddagen, efter at Professoren var rejst, kom en Rytter ridende ind i Gaarden. En yngre Herre med et lille studset Overskæg, høj Silkehat, stram Figurfrakke og lange, drapfarvede Benklæder. Baade Mand og Hest nøjagtig kopieret efter den sidste engelske Modejournal.

Han blev holdende nedenfor Trappen med Haanden i Siden, indtil der langt om længe viste sig en Staldkarl. Da han af Stuepigen fik at vide, at Damerne opholdt sig i Haven, gik han derud uden at lade sig melde.

De fire Damer sad henne under Kastanjerne ved en Kop Te. Da Jytte saae den elegant kostymerede Herre komme ned ad Verandatrappen, sprang hendes Blik rent uvilkaarlig hen paa Fru Vilhelmine. Og |146 skønt Svigerinden ikke røbede nogen større Sindsbevægelse, tænkte hun straks: »Her kommer *Amant’en!«

»Hr. *Skovtaksator Frandsen –,« forestillede Fru Vilhelmine.

*Jægermesteren, der efter sin Broders Afrejse havde trukket sig tilbage med den Undskyldning, at han havde travlt i sit Laboratorium, laa udstrakt paa Sofaen i sin Stue med et Slumretæppe over sig og sov trygt. Et Vindu stod aabent til Haven, og Damernes *Passiar havde hele Tiden lydt ind til ham fra det fjerne. En Flok Raager, der gjorde Spektakkel oppe i en Trætop, havde heller ikke forstyrret ham, og det store Rabalder af en Fejespaan, som en af *Pigerne tabte udenfor paa Gangen, havde blot faaet ham til at kradse sig i Nakken og skære en Grimace i Søvne.

Lyden af den fremmede Herres Stemme vækkede ham derimod øjeblikkeligt. Han smed Tæppet af sig, *satte sig overende og stirrede ud i Luften med de søvnrøde Øjne vidt opspilede.

»Frandsen!« hviskede han hen for sig.

Da han lidt efter stod foran *Pillespejlet for at ordne sin Paaklædning, forfærdedes han over sit Udseende. »Detteher ender galt!« tænkte han. »Jeg gør en Ulykke paa den elendige Karl! Jeg skyder ham ned! Gode Gud – de Øjne! Jeg ligner jo en gal Tyr!«

|147 Han satte sig ned paa en Stol for roligt at overveje, hvad han skulde gøre. Det galdt først og fremmest om ikke at blive latterlig. Skulde han *udfordre Frandsen? De to havde i sin Tid studeret sammen paa *Landbohøjskolen, og Frandsen, som var Søn af en københavnsk Skotøjsfabrikant, havde dengang følt sig meget beæret af Venskabet. Nu var den Skomagerdreng bleven overlegen. Red omkring paa Egnen og agerede engelsk Lord.

Hvad der næsten opbragte ham allermest var, at han selv havde anbefalet Vennen til Grev Rabenfeldt, da Greven engang havde talt om, at han vilde have sine Skove takserede. Nu høstede han Lønnen for sin Venskabstjeneste! ... Hvad skulde han gøre? Dersom han kastede Frandsen paa Porten, vilde Følgen jo bare blive, at Folkesnakken *æreskændede hans Hustru, og at han selv blev stillet i Gabestokken. Men netop i Øjeblikket maatte en Familjeskandale for enhver Pris undgaaes. Den mindste Skygge paa hans *Husliv kunde forspilde ham alle Fremtidsmuligheder. Indtil Valget var ovre, maatte han af Hensyn til den offenlige Mening bide Skammen i sig og lade, som om han ingenting saae. Siden kunde han altid skaffe sig Oprejsning.

Han stillede sig igen hen foran Spejlet og formanede sig selv til Rolighed. Han bandt sit Slips, der var gaaet op, og eftergik med en Lommekam Skil|148ningen i sit glatte Haar, der ligeledes var kommen i Uorden under Søvnen. Han lovede sig selv at være fuldkommen behersket. Selv Vilhelmine skulde ikke kunne mærke noget paa ham. Overfor Frandsen vilde han vise sig ganske uforandret. Under et Skin af Velvilje skulde han plukke den forlorne Fornemhed af ham og gøre ham uhjælpeligt til Latter for de andre.

Med en nytændt Cigar i Munden kom han lidt efter langsomt ned ad Verandatrappen i sin hvide Laboratoriekittel.

»Se se – Frandsen! Du her!« sagde han, da han naaede Selskabet. »Og i Ridekostyme! ... Har Rabenfeldt igen laant dig en Hest?«

»Laant? Du veed jo meget godt, at jeg udtrykkeligt har betinget mig en Ridehest. Greven kendte forresten i Forvejen min Passion. Det sagde han mig netop igaar.«

»Ja, det var mig, der fortalte ham, at du vilde sætte Pris paa at komme til at ride engang imellem. Skal du være hjemme med Hesten til nogen bestemt Tid?«

Vennen vilde først ikke svare paa Fornærmelsen men fik saa et lykkeligt Indfald og sagde:

»Jeg tænker, at Barnepigen kommer og henter mig.«

Fru Vilhelmine, der havde siddet og ærgret sig over sin Mands Tone, lo hjertelig anerkendende af |149 Hr. Frandsens flotte *Ripost. Ogsaa Frøken Søholm skogrede op af Tilfredshed.

Blodet foer Jægermesteren til Hovedet; men af Angst for at komme til at røbe sig, lo han med de andre og raabte endogsaa:

»Bravo, Frandsen!«

Hr. Frandsen, der selv var forbavset over sit Vid, takkede smigret for Bifaldet med en *Bøjning.

»Vi sad netop og talte om at benytte det gode Vejr til en Udflugt, John,« sagde nu Fru Bertha. »Din Kone foreslog en Køretur til Follebro for at se den Udgravning, som der har staaet saa meget om i Bladene.«

»Jeg tror, det vil interessere vore Gæster,« mente Fru Vilhelmine. »Vi har jo forresten selv talt om den Tur længe. Hr. Frandsen har lovet at være Vejviser. Han veed, hvor Udgravningen ligger.«

»Du husker nok ikke paa,« sagde Jægermesteren, »at Landaueren er i Odense med min Bror. Og Charabancen er desværre hos Smeden.«

»Er den der endnu? ... Saa maa vi tage *Jagtvognen.«

»Der er jo kun Plads til fire.«

»Det er ogsaa nok, naar du selv er Kusk. Jeg foretrækker *dog at ride.«

»Det kan du ikke, Vilhelmine.«

»Hvorfor?«

|150 »Du veed jo nok, at Kora er bleven halt.«

»Herregud, saa tager jeg den røde *Kørehest, den har jeg redet før. Gør nu ikke saa mange Ophævelser!«

»Hvad siger du, Tante? Tror du den Udgravning har den fjerneste Interesse?«

»Det veed jeg ikke. Men Køreturen kan jo i hvert Fald være meget underholdende. Der er saa smukt derovre ved Follebro.«

Jægermesteren vendte sig tavs om og gik tilbage for at give Ordre til Stalden.

Lidt efter brød Damerne op for at gøre sig i Stand.

Da Fru Vilhelmine kom ind i sit Soveværelse, stod hendes Mand derinde. Han havde ventet paa hende, og hans Udseende forskrækkede hende. Med Hænderne bag paa Ryggen kom han hen imod hende. Hans uhyggelige Blik trængte hende op mod Væggen, og hun raabte i sin Angst:

»Hvad vil du mig? Herinde har du ikke noget at gøre!«

»Du vil ride sammen med Frandsen?« sagde han. »Godt! ... Men dersom I understaar jer til at gaa paa Eventyr, saa bliver du endnu i Aften jaget ud af Gaarden med denneher!«

Han løftede en sammenrullet *Hundesvøbe, som han havde holdt skjult bag Ryggen.

»Er du gal? Er du rent forrykt? Vil du øjeblik|151kelig gaa din Vej! Ellers ringer jeg paa Pigerne, saa hele Huset hører det!«

»Det vilde blot have til Følge, at du kom paa Porten lige med det samme. Men du holder dig nok i Skindet. Du forstaar vist, at det er Alvor dennegang.«

Han gik ind til sig selv.

»Sjover!« slyngede hun efter ham; og saasnart han var gaaet, foer hun hen og laasede Døren imellem dem. Saa gav hun sig til at le – en høj, tøseagtig Latter, der fik Jægermesteren til at fare sammen. Hvad var det? ... I en pludselig Angst for, at hun virkelig morede sig over ham og fandt ham komisk, stod han nogle Øjeblikke raadvild, hvorpaa han besvarede hendes Latter med en overgiven Fløjten. Mens Taarerne stod ham i Øjnene af Ophidselse og vanvittig Forelskelse, gik han omkring i Kammeret og fløjtede Melodien til: »*Her har vi den igen, den gamle Vagtparade!«

Et Kvarterstid efter var Familjen og dens Gæster paa Vej til Follebro.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Jytte sad hos sin Fætter paa Kuskesædet. Fru Bertha og Frøken Søholm paa det bageste Sæde med Ryggen til dem. Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen fulgte tilhest paa hver sin Side af Vognen.

Hr. Frandsen red en *hjelmet og *glasøjet Hoppe med Svanehals og en lille vims Halestump. Han |152 havde flere Gange holdt den tilbage i det Haab, at ogsaa Fru Vilhelmine vilde trække sig bort fra Vognen, saa de endelig kunde blive alene. Men han var stadig bleven skuffet. Jægermesterens Advarsel havde trods alt gjort sin Virkning paa den hovmodige Millionærdatter. *Bastardkvindens vellystfulde Respekt for den korporlige Overlegenhed sad hende i Kroppen. Der manglede i Virkeligheden kun, for at hun skulde komme til at holde af sin Mand, at han engang gjorde Alvor af sin evige Trussel om »at *tærske hende gul og grøn som en *Skærtorsdagssuppe.«

Hendes Lydighed rørte ham nu. Al hans Harme og Hævntørst vendte sig mod Vennen. For at haane ham gjorde han Løjer med, at Hr. Frandsens Hest, under sin Rytters forfængelige Lyst til at lade den *kapriolere, hyppig afgav kraftige Vidnesbyrd om Fordøjelsesbesværligheder. Han lod ham vide, at det var en fæl gammel *Vindsluger, Rabenfeldt der havde overladt ham, og gav i det hele sit Vid en Frihed, der gjorde Damerne urolige og Hr. Frandsen rasende.

I sin Ondskabsfuldhed kørte han samtidig Vognen længere og længere ud til Siden, saa Vennen trængtes ud mod Vejkanten. Fra *Chausseen var de kommen ind paa en Sognevej, hvor der ikke var megen Plads. For ikke at komme ned i Grøften maatte Hr. Frand|153sen tilsidst søge om bag Vognen. Her red han slukøret ganske alene Resten af Vejen i det ophvirvlede Støv.

Denne fortsatte Triumf havde bragt Jægermesteren i godt Humør. Han underholdt sig med Jytte og *lod Hestene strække ud. Fru Bertha, hos hvem der efterhaanden var dukket en Mistanke op, blev igen beroliget.

Efter en lille Times Kørsel naaede de Stedet med de udgravede Borgrester. Det laa paa Højden af en nøgen Aas udenfor en Skov. Der førte kun en Sti derop, og Damerne maatte staa af Vognen. Men der var ikke meget at se. En Murlevning paa *en halv Snes Alen var bleven afdækket, – andet var der ikke.

Til Gengæld var Udsigten deroppe fra<!-- FGJ: NB overvej deroppefra, særskrivning ikke belagt i ODS. B C D har kun: deroppe. JGN: lad stå --> mægtig. Det halve Fyens Land rummedes indenfor den næsten ubrudte Synskres. En endeløs Frodighed, en uhyre Have, gennemskaaret paa kryds og tværs af de hegnede Veje, hvorimellem Markerne laa som grønne Plæner og Skovene som *Bosketter.

Fru Bertha havde trukket sig lidt bort fra de andre for at være ene med sine Minder. Hun stod i Hat og Sjal med Hænderne paa Ryggen og stirrede ud over sin Barndomsegn, sine Drømmes Land. Og hendes Øjne strømmede over, mens Tankerne gik til den Ven, med hvem hun i Ungdommens Dage |154 havde delt sin frejdige Tro paa Livets *Miskundhed. – »Aa, Hjalmar! Nu er jeg dog bleven, hvad du troede jeg aldrig kunde blive: en gammel Kone, der græder over sig selv!«

Jægermesteren, der var bleven siddende paa Vognen, begyndte at knalde med Pisken, og straks efter steg de alle ned.

Det tog lidt Tid, inden de tre Damer igen kom tilsæde paa Vognen, og imens greb Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen Lejligheden til at ride i Forvejen, først i Skridtgang, siden, da de andre begyndte at køre, i Trav. Jægermesteren, der øjeblikkelig var bleven urolig, *gav sine Heste Tøjlen. Men da det ridende Par mærkede det, satte ogsaa de Farten op for at kunne bevare Afstanden.

Vejen førte ind gennem Skoven. Den gik i *idelige Bugtninger, saa Fru Vilhelmine og hendes Kavaler hvert Øjeblik blev usynlige for de andre.

Jægermesteren firede stadig paa Tømmen for at indhente dem; men ved hver ny Drejning af Vejen viste det sig, at de snarest havde forøget Afstanden, og hans Ansigt blev mere og mere blodløst. Den ene af Kørehestene, der var vant til at gaa for Vogn sammen med den *Fuks, som Fru Vilhelmine red, gik vældig frem med løftet Hoved. I sin Uro gav den sig tilsidst til at kalde. Den anden Hest svarede forude, og dens Raab gav Genlyd i Skoven.

|155 Jytte begyndte at føle sig uhyggelig tilmode. Det skyldtes ikke saa meget selve Hændelsen. Hun havde set saa meget af den Art i sit Liv og var jo desuden forberedt. Men hun ængstedes af den vilde Kørsel, af Fætterens blege Ansigt, af Hestens urolige Kalden paa sin Mage og dennes Svar, der lød gennem Skoven som et Nødraab.

Nu blev det ogsaa Fru Bertha for *broget. Hun vendte sig om og sagde:

»Som du dog kører, John! Du ødelægger jo Dyrene!«

Han blev straks bange for at have røbet sig og *tog ind paa Linerne. Men da Hesten under den højre Tømme igen rejste Hovedet med en gennemtrængende Vrinsken, kunde han alligevel ikke beherske sig.

Han løftede sig lidt fra Sædet og gav den et Par Gange af al sin Magt Piskesnærten hen ad Ryggen, saa Dyret rystede og stejlede.

»Kan du snart holde op med den Galen!«

»Men John dog! Hvad gaar der af dig!«

Det var atter Fru Bertha, der nu endelig blev klar over, hvad der gik for sig, og at Hr. Frandsen var den Forfører, som Brodersønnen havde talt til hende om.

Frøken Søholm havde *aabenbart ogsaa god Rede paa Forholdet, men hun sagde ikke noget. Ganske stille |156 sad den gamle Dame og *skrukkede, mens de spionerende Øjne *stod stive i Hovedet. En Tudse i *moareret *Silkechenille og med »*Esprit«.

Pludselig saaes Rytterparret igen forude. Det holdt stille midt paa Vejen og ventede.

»Hvor bliver I dog af!« raabte Fru Vilhelmine, da Vognen nærmede sig.

Jægermesteren blev straks igen blød om Hjertet og sagde næsten sagtmodig:

»I havde saadan et Hastværk, Vilhelmine!«

Resten af Hjemturen gik for sig i al Fredelighed. Ved Indkørslen til den brede Poppelalle, der førte op til Storeholt, sagde Hr. Frandsen Farvel og dansede afsted i en *engelsk Galop. Det var Fru Bertha meget tilfreds med. Hun var ikke sikker paa, at hun havde kunnet dy sig for at sige denne forlorne *Junker lige op i hans Ansigt, hvad for en falsk Ven han var.

Da Vognen kørte op for Trappen, stod baade *Husjomfruen og en af Stuepigerne der for at tage imod Herskabet. Ved at se deres Miner forstod de alle straks, at der var sket noget alvorligt under deres Fraværelse.

»Hvad er der paafærde?« spurgte Jægermesteren.

Husjomfruen meddelte, at den syge Køkkenpige pludselig var bleven meget daarlig og vistnok ikke kunde leve. Doktoren havde været der kort efter, |157 at de var kørt; han havde foretaget en Undersøgelse, og det havde vist sig, at *Betændelsen i Brystet havde grebet om sig. Feberen var ogsaa stegen. Pigen var bleven meget urolig og havde bedt om at faa Præsten hentet for at blive *berettet. Pastor Gaardbo var netop kommen og sad inde hos hende.

Damerne steg stille ned af Vognen og gik ind. Fru Vilhelmine, der var staaet af ved Stalden, kom først nu tilstede og hørte, hvad der var sket.

»Er Præsten derinde?« spurgte hun.

»Ja,« sagde Husjomfruen.] Husjomfruen A, ikke i B C D »Og jeg synes, Oline er bleven lidt roligere nu. Jeg kommer lige derinde fra.«

»Hvad er det for en Oline, der er syg?« spurgte Jytte. »Er det hende den rare, der ogsaa var her for to Aar siden? ... Tænk, det vidste jeg ikke!«

Fru Bertha var straks gaaet op til sig selv. Efter den Opdagelse, hun havde gjort paa Køreturen, taalte hun i Øjeblikket ikke at være sammen med Fru Vilhelmine. De andre Damer gik ind i Dagligstuen – ogsaa Jytte, skønt hendes Moder med et Tegn havde ladet hende forstaa, at hun gerne vilde tale med hende.

Den Tanke at have Døden i Huset havde gjort dem alle blege. Og uvilkaarlig dæmpede de deres Stemmer under Indtrykket af den højtidelige Handling, der gik for sig helt henne i den anden Ende |158 af Bygningen. Selv Jytte, som dog aldrig havde været til Alters og knap rigtig vidste, hvad der foregik ved en saadan Lejlighed, blev greben af den mysteriøse Stemning og følte Præstens Tilstedeværelse som en Betryggelse.

Hun havde stillet sig hen ved Vinduet og saae ud i Haven, hvor Skyggerne begyndte at blive lange. Og det gik her op for hende, at Pastor Gaardbo et Par Gange havde været i hendes Tanker siden de om Morgenen mødtes udenfor gamle Bodils Hus. Ogsaa hans afdøde Forlovede havde hun tænkt paa. Hvad det maatte være for en ejendommelig Mand, der trods sin egen store Sorg begyndte Dagen med at plukke Blomster til en gammel Kones Stue. Og nu stod han derinde ved den syge Piges Seng som en trolddomsagtig Besværger af Dødens Gru.

Nu hørte hun hans Stemme. Han kom tilbage gennem den lange Række af Værelser sammen med Husjomfruen, og lidt efter stod han i Døren.

I første Øjeblik generede det hende lidt at se ham i Ornat. Hun havde altid fundet den danske Præstedragt saa latterlig. Desuden holdt han i Haanden en hæslig lille Jordemodertaske, der rimeligvis indeholdt de *sakramentale Rekvisitter. Men samtidig gjorde den lange Troldmandskjole og den store Pibekrave hans Skikkelse endnu mere fremmedartet i disse Omgivelser. Den alvorlige unge Præst stod i den |159 herskabelige Dagligstue som en rustet Udsending fra en fjern og eventyrlig Verden.

Fru Vilhelmine rejste sig og gik ham imøde med en af sine sædvanlige selskabelige Talemaader. I nogen Tid stod de ude paa Gulvet og talte sammen om den Syges Tilstand. Og ikke alene Pastor Gaardbos Person, ogsaa hans rolige Stemme med det smukke jyske Tonefald virkede besynderligt i disse Stuer, hvor man var vant til at høre Jægermesterens Drengerøst gjalde op.

»Oline bad mig om at komme igen imorgen,« sagde han. »Det er der vel ikke noget i Vejen for?«

»Ikke det mindste.«

»Hun vil i det hele gerne have, at jeg kommer og taler lidt med hende, mens hun ligger. Foreløbig taaler hun jo ikke at anstrenges, og vi faar nu se, om det vil gaa frem eller tilbage.«

»De skal altid være velkommen, Pastor Gaardbo. Vil De ikke tage Plads? Min Mand kommer vistnok straks.«

Præsten syntes at betænke sig. Hans Blik havde et Par Gange vendt sig mod det Hjørne af Stuen, hvor Jytte opholdt sig. Men pludselig bukkede han og sagde Farvel.

Kort efter stod Jytte oppe hos sin Moder, der var i Færd med at skrive et Brev.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. »Var der noget, du vilde?«

|160 »Ja,« sagde Fru Bertha og lagde Pennen væk. »Du talte i Aftes om, at du havde følt dig skuffet af Storeholt og helst vilde bort herfra saa snart det lod sig gøre. Jeg vil sige dig, det er gaaet mig aldeles paa samme Maade. Jeg føler alting saa uhyggelig forandret siden sidst, og det piner mig usigeligt. Jeg kan heller ikke holde ud at se paa John og Vilhelmine, og denne Frøken Søholm er vist ikke saa dum som hun lader. Hende skal man aabenbart tage sig iagt for. Dersom du vil som jeg, saa rejser vi herfra hurtigst muligt.«

Jytte havde taget en Bog fra Bordet og stod og bladede i den.

»Hvor mener du saa, vi skulde rejse hen?«

»Vi kan jo f. Eks. tage til *Fanø. Saa kan du bruge Badene der. Det vil du sikkert have godt af.«

»Men gaar det an for Johns Skyld? Det vil dog vist gøre ham ondt.«

»Aa, John har saa meget for i denne Tid. Jeg tror slet ikke han vil tænke over det.«

»Men maa vi dog ikke i det mindste vente, indtil Enslev har været her?«

»Det finder jeg ikke engang nødvendigt. Det mente du jo ogsaa selv igaar.«

Jytte huskede det godt. Hun undrede sig kun over, at det ikke var længere siden.

|161 »Du kan for mig gøre ganske som du vil, lille Mor! Mig er det ligemeget,« sagde hun, lagde med et træt Udtryk Bogen bort og gik ind til sig selv.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. ]˟ Den næste Formiddag, da Jytte traf sin Fætter i Haven, spurgte hun ham, om han kunde overlade hende en Vogn engang i Løbet af Eftermiddagen. Hun vilde gerne gøre sin Veninde, Doktorfruen i Jerve, et Genbesøg.

»Det er kedeligt, jeg har netop givet Kusken en anden Ordre. Kan det ikke vente til imorgen?«

»Jo, kære – imorgen eller en anden Gang. Det er ganske ligegyldigt,« sagde Jytte og var straks mest tilbøjelig til helt at opgive Turen.

Den følgende Dag ved Firetiden kom hun alligevel afsted.

Da hun holdt foran Lægeboligen, saae hun straks, at hun kom ubelejligt paa Grund af Storvask. Rundt om Huset hang Tøj i Solen. Ogsaa i Haven var der trukket Snore; den friske Os af Lud sporedes helt ud paa Vejen. Hun fandt alle Døre aabne, gik fra Stue til Stue uden at træffe et Menneske.

Veninden stod ude i Haven midt i de blafrende Lagenrækker med Hovedet skjult i en stor *Helgolænder. Et lille Barn sad ved Siden af hende i Græsset og ribbede eftertænksomt en Fandens Mælke|162bøtte. Nogle andre Børn hørtes at lege et andet Sted i Haven.

Jytte stod længe i Havedøren og iagttog Veninden uden at blive bemærket. Fru Meta vendte Ryggen til, og da Jytte saae, at hun igen var *frugtsommelig, kom hendes Hjerte til at banke.

»Goddag, Meta!« sagde hun endelig; men hun maatte gentage det et Par Gange før det hørtes paa Grund af Tøjets Blafren.

Nu blev der stor Modtagelse. Den Lille blev taget op paa Armen for at præsenteres. Ogsaa de andre Børn skulde Jytte straks se.

»Hedvig – Jørgen – og Olga!« raabte Moderen, og under de ophængte Lagner og Sengetæpper kom lidt efter tre halvnøgne og solbrune Unger kravlende frem paa alle fire, brølende og brægende. Da de opdagede den fremmede Dame, tav de forskrækket. Derpaa rejste de sig op og gik artig hen og gav Haanden.

»Det er jo et helt Regiment!« sagde Jytte.

»Ja, synes du ikke jeg har Lov til at være vigtig.«

»Jo – og det er du nok ogsaa.«

»Men hvor ser I dog ud, Børn!« sagde Meta. »De ligger jo hele Dagen og boltrer sig i Jorden ligesom Spurve ... Kom, nu gaar vi ind, Jytte! Jeg skal blot give *Pigerne Besked.«

»Jeg er ked af, at jeg kommer til Ulejlighed –«

|163 »Det skal du virkelig ikke tage dig nær. Vi er næsten færdige. Men vi begyndte ogsaa Klokken fem i Morges. Det skal netop være dejligt at hvile Benene lidt.«

Mens Meta var borte, saae Jytte sig om i Havestuen, der tillige var Familjens *Dagligværelse. Døren til Doktorens Stue ved Siden af stod aaben. *Udstyret i begge Værelserne var holdt i gammeldags Bondestil. Høje, mørkfarvede Paneler med en fast Bænk langs den ene Side. Hvidtede Vægge. Rødbejsede Møbler. Ingen Gardiner eller Portierer. Bare en gul Kappe over Vinduerne. Umagelige Stole med Straasæder.

»Dette her har du ikke selv fundet paa,« sagde hun, da Veninden kom tilbage – og hun saae, at Meta havde benyttet Lejligheden til at skifte Kjole. »Det er altsaa din Mands Smag.«

»Ja, det er det. Hvad synes du om det?«

»Jo, her er hyggeligt,« sagde hun men vidste ikke selv, om hun ogsaa mente det. Hun følte sig paa fremmed Jordbund her og var usikker.

I nogen Tid sad de nu uforstyrret og talte om fælles Veninder, deres Giftermaal og Skilsmisser og de andre mer og mindre selvforskyldte Ulykker, der havde ramt de fleste af dem. Meta havde trukket en stor Sykurv med Stoppesager hen foran sig. Hun var ikke vant til at sidde ledig og *kom derfor i For|164legenhed med sine Hænder. Jytte anede, at Veninden desuden med denne husmoderlige Syssel halvt ubevidst forskansede sig mod Indtrykkene fra den Verden, som hun ikke længer tilhørte.

»Længes du aldrig tilbage til København?« spurgte hun.

»Nej aldrig! Jeg synes man lever meget lykkeligere paa Landet. Det sagde du forresten ogsaa selv engang, kan jeg huske. Det lød saa pudsigt. Jeg troede heller ikke det var dit Alvor. Men saa fortalte du om din Barndomstid paa Samsø, og saa forstod jeg, at du virkelig mente det.«

Jytte nikkede.

»Derfor troede jeg ogsaa straks paa det, da jeg hørte, at du var bleven forlovet med en Godsejer. Det var altsaa ikke rigtigt. Men du skal se, naar du engang gifter dig, bliver det nok med en Landmand.«

Jytte kom til at smile.

»Hvorfor vil du med Vold og Magt have mig gift, Meta?«

»Fordi det er det eneste, som der er rigtig Lykke ved. Nu veed jeg det!«

»Ja, jeg misunder dig dine Børn. Kunde man bare faa dem sendt med Posten uden alle disse forudgaaende Formaliteter.«

Nu var det Metas Tur til at smile. Hun skottede |165 til Jytte over sin Stoppenaal med et halvt skalkagtigt, halvt blufærdigt Blik.

»Det mener du jo ikke et Ord af,« sagde hun.

Men i det samme forandredes hendes Ansigt og blev alvorligt: »Aa, du tænker maaske paa Fødslerne ... Ja, de er skrækkelige ... rædsomme ... endnu langt værre end man har forestillet sig det,« sagde hun, – og Jyttes agtpaagivende Øjne saae, hvordan Blodet gik Veninden fra Kinderne af Angst for det, der nu igen forestod hende.

»Nej, det var forresten ikke dem jeg tænkte paa; og en saadan *Barselaffære er vel heller ikke, hvad den var i gamle Dage,« sagde hun for at trøste hende. »Det meste foregaar jo nu under Bedøvelse. Kornelia Borgen fortalte mig engang, at hun fik sit Barn uden at ane det mindste. Kan du huske den store Opstandelse der blev blandt Præsterne for et Par Aar siden, fordi min Fætter Professor Hagen skrev om den moderne Videnskab, at den høfligt havde *lyst den ene efter den anden af *de gammeltestamentlige Forbandelser ned ad Trapperne.«

Meta sagde stille og indadvendt uden at se op fra sit Arbejde:

»Jeg er ikke bleven bedøvet mere end een Gang. Og den ene Gang er jeg nærved at fortryde nu.«

»Hvad mener du?«

»Jeg er jo naturligvis bleven hjulpen af min Mand, |166 og han kan ikke lide den Barselbedøvelse. Han synes, at Børnene skal komme til Verden paa naturlig Maade. Ellers bliver det bare som en Operation for en Svulst. Man faar ikke selv at vide, hvad der foregaar med En i det største Øjeblik i en Kvindes Liv. Ligesom et Barn bliver man sat udenfor Døren, naar de vigtigste Ting skal drøftes – siger min Mand. Og det maa jeg give ham Ret i.«

»Hvad har du da gjort?«

»Ingenting. Jeg har bidt Tænderne sammen saalænge jeg kunde. Men dengang jeg fik Olga, maatte jeg hjælpes. Barnet laa saa rent forkert.«

»Og det er du nu ked af?«

»Det vil jeg ikke sige, for det frelste *sagtens baade mit og Barnets Liv. Og jeg holder naturligvis lige saa meget af Olga som af de andre. Men jeg føler det alligevel tidt som et Savn, at jeg var saa langt borte, da hun kom til Verden. Jeg tror, det betyder meget for en Mor, at hun har mærket sit Barn blive født og hørt dets allerførste lille Kvæk. Min Mand plejer at sige, at ellers følger de fineste Hjerterødder ikke med.«

Jytte havde sat sig sidelæns paa den umagelige Stol og holdt Haanden under Hovedet. Hun følte det sortne for sine Øjne under et sønderslidende Indtryk af Livets Grumhed.

Hun begreb ikke, at Veninden trods alt, hvad hun |167 havde gennemgaaet og endnu skulde lide, kunde sidde der saa fattet og endogsaa føle sig lykkelig midt i Rædslerne. Var der da slet intet i hende der gjorde Oprør? Tænkte hun heller ikke paa, at disse Børn, som hun bragte til Verden under saa raffinerede Pinsler, maaske engang *vilde ønske, at de aldrig var bleven født? Hvor mange Mennesker gjorde ikke det? Hver Dag var der Hundreder, som dræbte sig selv af Lede ved Livet og dets meningsløse Mishandlinger.

»Din Mand er vel sagtens meget religiøs?«

»Nej, ikke det mindste. Børnene er ikke engang døbte.«

»Er det sandt?«

»Dersom du vil lade være med at snakke om det, saa kan jeg godt fortælle dig, at min Mand skriver paa et stort Værk. Han har allerede arbejdet paa det i flere Aar, og han sidder ofte oppe den halve Nat for at skrive paa det.«

»Hvad handler det om?«] B C D, om?» A spurgte Jytte paa den interesserede og dog aldrig helt nærværende Maade, der var hende egen.

»Ja, det kan jeg ikke saadan sige. Det er ikke Filosofi, men alligevel noget i den Retning. Det handler i Grunden om alt muligt. Men mest om Børneopdragelsen og Ægteskabet og Livet med Naturen. Men det kan ikke nytte, jeg begynder paa at for|168klare dig det; det maa du hellere faa ham selv til. Og han gør det altid gerne.«

»Jeg er lidt forbavset over, hvad du her fortæller mig, fordi jeg kan huske, du sagde forleden, at din Mand og din Svoger Præsten er saa meget for hinanden. Jeg tænkte derfor – –.«

»Min Svoger hører ikke til dem, der tager det højtideligt med Dogmer og den Slags. Han ser alene paa Sindelaget. Selv er han det elskeligste Menneske under Solen ... Men det er sandt, du kender ham jo! Han fortalte os igaar, at han havde truffet dig og din Mor. Endogsaa et Par Gange tror jeg.«

Jytte svarede blot Ja.

Veninden talte nu en Tid om Præstens Kærlighedsgerninger blandt de Fattige og spurgte saa:

»Veed du af, at min Svoger har haft en stor Sorg?«

»Jeg har hørt lidt om det. Han mistede sin Kæreste, ikke sandt?«

»Ja, og paa den uhyggeligste Maade ... og lige før Bryllupet. Hun fik Krampe i Vandet og druknede. Det var sidste Sommer. Han havde dengang lige besøgt os ovre i Vestre-Byrup, og jeg tror aldrig jeg har set et saa lykkeligt Menneske.«

»Hvem var hun, den unge Pige?«

»Hun var fra Kolding. Det var forresten hans og min Mands Kusine. Et *udmærket lille Menneske. |169 Frisk og sød. De havde været forlovet lige fra han var ung Student. Mærkeligt nok taler han aldrig om hende. Men man kan se det paa hans Øjne, at han altid tænker paa hende. Man føler det ogsaa, at han har hende med sig i al sin Gerning. – Her kan du forresten se hende.«

Meta hentede et Fotografi fra en Ramme, der stod paa Skrivebordet.

»Var hun ikke nydelig?«

Jytte saae skødesløst paa Billedet og nikkede bekræftende, skønt Ansigtet *virkede ubehageligt paa hende.

»Lever din Svoger nu ganske alene i Præstegaarden?« spurgte hun.

»Ja, det Skind! ... Han har naturligvis en Husholderske. Et forfærdeligt Menneske forresten, som bogstavelig talt sulter ham. Selv vejer hun sikkert sine *to Hundrede Pund. Uh, jeg har tidt den største Lyst til at give det Asen en ordenlig Endefuld med et *Banketræ. Men hun hører paa en Maade med til Familjen. Derfor er hun ikke let at slippe af med, saalænge min Svoger ikke gifter sig.«

»Det gør han vel ogsaa nok.«

»Det haaber vi jo paa. Saadan en Ungkarl har det virkelig ikke godt. Og – ikke sandt? – det vilde dog være Synd og Skam om en saa god og kærlig |170 Mand ikke fik Hjem og Børn og blev lykkelig. Han holder netop saa meget af Børn.«

Der var noget i denne halvt forelskede Snak, der igen opæggede Jytte og vakte hendes Spot. Men hun nænnede ikke at lade Veninden mærke det, og nu rejste desuden Meta sig; hun havde hørt en Bil køre ind i Gaarden.

»Det er min Mand. Jeg vil blot sige ham, at du er her.«

Jytte ønskede sig bort. Hun havde heller ingen Lyst til at træffe Doktor Gaardbo, fortrød i det hele, at hun var kommen her, og besluttede at tage afsted saasnart hun havde hilst paa ham.

Til hendes Overraskelse viste Doktoren sig imidlertid ganske elskværdig. Han gjorde sig endogsaa tydeligt Umage for at være underholdende, idet han med naiv Ligefremhed fortalte om sig selv og sine Meninger. Han sad med den mindste lille Pige paa Skødet, og mens han talte, lagde Jytte Mærke til, at Barnet klædte den grimme Mand og næsten gjorde ham smuk.

Omslaget i Doktor Gaardbos Følelser overfor hans Kones københavnske Veninde skyldtes en Bemærkning, som hans Broder Præsten den foregaaende Dag havde ladet falde om hendes »hemmelighedsfulde Falkeansigt«. Den havde i al sin Uskyldighed røbet en vis Optagethed af den smukke Ministerdatter. Nu |171 ønskede han derfor selv at danne sig et Skøn om den unge Dame med det tvivlsomme Rygte, og han fandt hende til sin Forbavselse ikke saa lidt menneskeligere end han efter Pynten havde forestillet sig. Da Meta søgte at overtale Jytte til at blive der til Aften, stemte han endog i med og tilbød at køre hende hjem i sin Bil, dersom hendes Vogn ikke kunde blive.

Men Jytte havde faaet Uro paa sig. Hun bad om, at der maatte blive sendt Bud til hendes Kusk.

Kort efter fulgte hele Familjen hende tilvogns. Doktoren svøbte egenhændig Køretæppet om hendes Fødder og bad hende at vogte sig for Aftenkøligheden.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Paa Hjemvejen, da de kom igennem Stationsbyen, standsede Vognen pludselig. Jytte, der havde siddet i sine egne Tanker, forstod ikke Meningen. Hun saae, at de holdt udenfor Gæstgivergaarden.

Men da opdagede hun sin Fætter. Han stod oppe paa den høje Trappe og havde raabt Kusken an. En tykhovedet Vært i Skjorteærmer fulgte ham til det næstnederste Trin med Hænderne sløvt i Bukselommerne.

»Naa Farvel, Hr. Andersen! Det er altsaa nu en klar Aftale, at De indtil videre reserverer mig Salen og |172 ikke udlejer den til nogen anden. Hvad jeg vil bruge den til, kan jo foreløbigt være Dem ligegyldigt, ikke sandt?«

»*Gubbevares!«

»Skulde der altsaa melde sig andre *Liebhavere, maa De straks meddele mig det. Jeg har altid i Dem set en ualmindelig stabil Mand og min politiske Meningsfælle.«

»Takker.«

Mens *Jægermesteren steg tilvogns, blev Værten staaende med Hænderne i Lommerne og gloede paa Jytte uden at hilse.

»Men hvor kommer du dog fra, John?« spurgte hun, saasnart Kusken havde faaet Tegn til at køre. Fætteren var ildrød i Øjnene og bragte en sødlig Spirituslugt med sig.

»Jeg har haft en Forretning at ordne med Gæstgiveren. Der er ikke mere end seks Uger til Valget, det gælder om at træffe sine Dispositioner i Tide.«

»Den Slags Folk vilde jeg i dit Sted forhandle med i Telefon.«

»Du tager ganske fejl. Gæstgiver Andersen er en af Kresens mest indflydelsesrige Mænd. Du skal lægge Mærke til, *hvad en Statsmand engang har udtalt, at den politiske Stemnings Styrke vokser med Antallet af Kroerne. »Den Slags Folk« – som du siger – skal man altsaa ikke lægge sig ud med.«

|173 »Men tænker du da paa at *stille dig, John?«

»Det kunde jo gerne være. Men lad os lade det Spørgsmaal ligge! Der er noget andet, jeg længe har villet snakke med dig om, Jytte ... noget meget alvorligt og sørgeligt, som jeg trænger til at tale med et Menneske om. Og vi er jo Venner, ikke sandt? Fra Barndommen har vi kendt hinanden, og du har tilgivet mig, at jeg engang bildte mig ind, at det var os to, der skulde være Mand og Kone paa Storeholt.«

»Ja ja ... Hvad var det, du vilde fortælle mig?«

Paa et Tegn fra Jytte havde de sat sig over paa det andet Sæde af Hensyn til Kusken. Her sad de under det opslaaede *Ruf og kunde ikke høres af ham.

»Sig mig, Jytte, du som er saa klog og straks ser alting – har du ikke mærket, at der er noget i Vejen mellem Vilhelmine og mig?«

»Jo, det har jeg.«

»Jeg tænkte det nok. Derfor skal du ogsaa vide hele Sandheden. Vilhelmine og jeg maa skilles. Der er ikke andet at gøre. Den nuværende Tilstand er utaalelig. Skal jeg blive ved at leve med det Menneske, fryser jeg ihjel. Jeg veed godt, at jeg har mange Fejl; men som Ægtemand har jeg ingenting at bebrejde mig. Jeg har baaret over med Vilhelmine og fundet mig i hendes Luner, fordi jeg er et Menneske, der trænger til Kærlighed og Ømhed. Men |174 nu maa det være forbi. Jeg vil hellere være gift med en *skiden Malketøs, end med den Istap.«

»Det var vel nok gaaet bedre for jer, dersom I havde faaet Lov til at beholde lille Kaj,« sagde Jytte i sine egne Tanker. »Eller dersom I havde haft flere Børn,« føjede hun til lidt efter.

»Aa Gud, jeg maatte saamænd høre nok for Kaj, dengang hun *gik med ham! Bagefter var hun jo stolt over at have faaet ham; men hun har alligevel ikke villet høre Tale om at faa flere Børn. Hun kan blive aldeles rasende bare jeg nævner det.«

»Kan du i Grunden fortænke hende i det?«

»Hvad siger du? Det kan du jo ikke mene, Jytte! Verden skal vel ikke affolkes? Det er dog Kvindens første Pligt at vedligeholde *Formerelsen.] B C D, Formerelsen? A – Nej, *lad os nu være Mennesker, kære Kusine!«

Jytte svarede ikke noget hertil. Hun sad med bortvendt Ansigt, tæt indhyllet i et Sjal, som Fætteren havde hjulpet hende med at faa om sig.

»Men vi Mænd er for hensynsfulde. Derfra stammer hele Ulykken. Jeg maa ofte tænke paa en af mine Venner – en Kvindekender – han sagde engang rent ud til mig, at Vilhelmine skulde have været gift med en stor *Hestepranger paa *12 Lispund, der engang imellem gav hende nogle gode Høvl af Ridepisken. Og det galdt forresten de fleste Kvinder – sagde han.«

|175 »Hvem var den Vismand?«

»Det er jo lige meget med Navnet. Og det blev naturligvis sagt i Spøg. Men der er sgu ikke saa lidt om det. Det er nu min Erfaring.«

Ogsaa min! – tænkte Jytte. Man kunde jo lige saa godt tilstaa den brutale Sandhed, i det mindste for sig selv. Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødselens Radbrækning eller – i Mangel deraf – Ridepisken. Saadan var Kvindens egenlige, inderste Krav til Manden. Det var denne aldrig slukkede Trang til Nedværdigelse, der blev hendes Skæbne. Meta vilde naturligvis aldrig i Livet indrømme det; men hun kendte ikke sig selv.

Jægermesteren *opstemte nu sin sædvanlige Klagesang over det *Vanheld, der havde forfulgt ham i alle Forhold. Men Jytte hørte ikke længer paa ham, og kort efter var de hjemme.

Da Vognen drejede fra Vejen ind i Alleen, fik de begge paa eengang Øje paa Hr. Frandsen, der noget borte *polkerede afsted paa sin højbenede og stumphalede Ganger. Og idet de kørte op for Trappen, saae de Vilhelmine, der kom gaaende fra Stalden i sin Ridekjole.

Jytte skyndte sig at komme ud af Vognen og |176 gik straks op til sig selv. Udtrykket i Fætterens Ansigt havde gjort hende utryg.

Ægteparret mødtes paa Trappen efter at Vognen var kørt bort.

»Har du været ude at ride med Frandsen?«

»Ja, naturligvis.«

»Trods mit bestemte Forbud?«

»Forbud? ... Hvad kan du forbyde?« sagde hun haanligt over sin Skulder og gik forbi ham ind i Forstuen.

Jægermesteren fulgte. Fra Knagerækken derinde tog han den *Hundesvøbe, han for et Par Dage siden havde truet hende med.

»Vi ses!« sagde han med sænket Stemme og gik op i deres Soveværelser.

Fru Vilhelmine var bleven bleg. Hun stod nogen Tid tvivlraadig og bøjede sin *smækre Ridepisk. Vendte sig saa mod Døren for at gaa tilbage til Stalden men betænkte sig og blev igen staaende nogen Tid i Overvejelser. Tilsidst gik hun raskt ind i sin Mands Værelse og tog Telefonen.

»*Ekspres – København! ... Optaget? ... Saa Statstelefonen! ... Grosserer Søholm. – Ogsaa! Hvorlænge? ... Aa!«

Hun lagde ærgerlig Hørerøret tilbage i Gaffelen og overvejede paany. Halvt i Tanker tog hun en Cigaret fra en Æske, der stod fremme paa Bordet, og tændte |177 den. Da den var udrøgen, gik hun roligt ud af Stuen, derpaa videre gennem Gangen og – ganske langsomt – op ad Trappen.

Hun vidste, at hendes Mand stod paa Lur oppe bag Sovekammerdøren.

Da Familjen noget efter mødtes ved det sene Middagsmaaltid, var Ægtefællerne bleven forsonede, og Jægermesteren var nu lige saa aabenhjertig i sin Glæde som før i sin Græmmelse. Han skinnede af Forelskelse og forlangte Champagne paa Bordet. Under hele Maaltidet havde han ikke Øjnene fra sin Kone. Han kaldte hende *Dronningen af Saba, og da hun tilsidst bad ham om ikke at skabe sig, lo han af hendes Vrede og svor paa hendes Dejlighed.

I sit glade Overmod gav han sig endogsaa til at snakke om Hr. Frandsen. Han talte overbærende om sin gode Vens naragtige Væsen, kaldte ham »Baron v. Frandsen« og fortabte sig i Betragtninger over, hvor ubegribeligt det var, at Folk ikke vogtede sig mere for at blive latterlige.

Jytte blev saa led ved denne ægteskabelige *Abekomedie, at hun havde Lyst til at rejse sig fra Bordet. Allermest generede det hende at se sin Moders Optagethed af den og stille Glæde over den. Hun sad med Haanden under Kinden og smilte som i lykkelige Erindringer.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. |178 Den følgende Eftermiddag sad Jytte alene ude under Kastanjerne, mens den øvrige Familje hvilte sig ovenpaa den solide Frokost. Det var en graa, stille Dag med tung Luft og Tordenvarme. Jytte sad bøjet over Bordet med Haanden under Kinden og læste i en Avis, der laa udbredt foran hende. Af og til tog hun et Kirsebær fra en Skaal, der stod ved Siden af, førte det langsomt til Munden, spyttede Stenen ud i sin Haand og kastede den bort over Skulderen, altsammen uden at tage Øjnene fra Bladet. I Kastanjekronerne oven over hende summede Bierne omkring Blomsterresterne. Det *tonede deroppe som i en uhyre Kube.

Det hørte til Sjeldenhederne, at Jytte saadan faldt hen i en Avis. Hun plejede kun at læse de smaa Notitser med Bynyt og Anmeldelserne fra Koncertsalene. Resten interesserede hende i Almindelighed ikke. Men der stod i disse Dage i »Femte Juni« en Række livlige Rejseskildringer fra *den italienske Riviera, netop fra de samme Steder, hvor hun nylig selv havde færdedes med Torben Dihmer.

Det undrede hende hver Dag lidt, at hun saa roligt kunde læse om denne Eventyrkyst, hvor hun havde tilbragt et Par af sit Livs pinefuldeste Dage. Men det blev hende samtidigt ganske klart, at hun aldrig havde elsket Torben Dihmer, ikke siden de |179 begge var saa unge, at de knap forstod deres egne Følelser. Det hele havde været en halvt burlesk Fejltagelse. Han var et kært Ungdomsminde for hende, en vemodig Erindring fra hendes lykkelige Tid, – ikke mere. At hun dengang paa den høje Bjærgtrappe mellem Citronhaverne *gav ham sin Mund, var en ulyksalig Forvildelse. Dersom ikke den Ulykke var sket, kunde maaske alt være blevet ved det gamle imellem dem. Hun havde da nu kunnet glæde sig til hans Hjemkomst, til Mørkningstimerne i sin Moders Stue, til Hyggen og Trygheden ved hans Nærværelse. Paa Grund af dette ene Øjebliks Selvforglemmelse havde hun mistet en kær Ven og god Kammerat for bestandig. Nogen Kærlighedslykke var hun derimod ikke *gaaet tabt af.

Den sorte Pudelhvalp, der nu fulgte hende overalt, trillede sig foran hende i Gruset og sprang op af hendes Kjole for at paakalde hendes Opmærksomhed. Den vilde lege; men hun var for optaget af sin Læsning og tog sig ikke af det. Tilsidst sprang den ud paa Græsplænen, hvor de plejede at more sig med hinanden. Her blev den staaende med sine smaa gnistrende Øjne opmærksomt rettet paa hende. Ved hver Bevægelse, hun gjorde, sitrede det igennem den. Nu kommer hun! – tænkte den. Men saa var det bare et nyt Kirsebær, hun skulde have fat i, eller igen en Sten, der blev kastet over Skuldren.

|180 Ogsaa en anden opmærksom Tilskuer havde hun uden at ane det. Oppe i Havestuedøren stod Pastor Gaardbo. Han havde besøgt den syge Tjenestepige, og han var nu kommen gennem alle de tomme Stuer, da han standsede ved Synet af hende. Han havde allerede staaet der en lille Tid – lidt tvivlraadig.

I samme Øjeblik han traadte ud paa Verandaen, hørte Jytte ham. Hun løftede Hovedet fra Haanden, og da hun genkendte ham, rankede hun sig uvilkaarlig. Med Forbavselse og nogen Uro saae hun ham komme ned imod hende.

»Undskyld!« sagde han og hilste paa sin lidt formløse Maade med den brede Straahat. »Jeg forstyrrer Dem vist. Men jeg er gaaet gennem hele Huset uden at træffe et Menneske. Ogsaa *Husjomfruen har jeg forgæves søgt. Jeg tænker, det maa være Middagsheden, der har fristet til at opsøge Ensomheden.«

»Er det *Jægermesteren, De søger?« spurgte Jytte.

»Nej, det er egenlig mere hans Frue idag. Men maaske jeg maa have Lov til at aflevere min Besked her hos Dem, Frøken Abildgaard. Jeg er ikke saa meget for at komme to Gange i samme Ærinde.«

Jytte *var i Forlegenhed med, hvad hun skulde svare. Præsten var bleven staaende paa den anden Side af Bordet og holdt Haanden paa Ryggen af en Stol, som om han ventede paa en Opfordring til at sætte sig.

|181 »Jeg veed jo ikke, hvad det drejer sig om ... Men vil De ikke tage Plads?«

»Tak. – Jeg kommer inde fra den syge Oline. Det lader jo Gud ske Lov til, at hun skal komme over det. Men hun er dog stadig en Del urolig og er navnlig lidt bange for at være alene. De andre *Piger her paa Gaarden har jo i Forvejen deres at passe, og jeg vilde derfor gøre *Jægermesterinden opmærksom paa vor nye Menighedspleje. *Søster Olga, vor Sygeplejerske, er netop ledig for Tiden, saa der behøves blot et Bud.«

Jytte lovede at bringe Beskeden. Samtalen stoppede dermed op, og hun ventede, at Præsten skulde rejse sig. Da det ikke skete og Pavsen blev længere, bød hun ham af Kirsebærskaalen. Han tog ogsaa med Tak et Par Bær. Og nu fortalte han om den lille Bjerggruppe Kaiserstuhl midt i den graagrønne Rhindal, hvorfra de fleste af disse Foraarskirsebær kom. Han havde i sine Kandidatdage været der netop i Bærhøstens Tid sammen med sin Broder.

De talte derpaa lidt om Rejser; og da ogsaa dette Emne hurtigt blev opbrugt og Jytte imidlertid havde faaet Hvalpen op i sit Skød, kom de ind paa at tale om Hunde og de forskellige Hunderacer.

Præsten vilde nu rejse sig, da Jytte ganske mod sin Vilje kom til at holde ham tilbage ved at nævne sit Besøg i Jerve den foregaaende Dag.

|182 »Deres Svigerinde er min gamle Veninde ... Det glædede mig at træffe hende igen og se hendes Børn.«

»Meta har fortalt mig, at de endogsaa har været Klassekammerater,« sagde Præsten. »Rigtignok paa den Maade, at De altid var Klassens *Duks og hun Deres Modpol. De blev jo ogsaa Student, ikke sandt?«

»Jo.«

»Og studerede i nogle Aar?«

»Ja.«

»Jeg mener temmelig sikkert at kunne erindre Dem fra en Universitetsfest. De sad oppe paa *Pulpituret sammen med en meget blond Herre, vistnok en Udlænding. Da De kom ind, hørte jeg Folk rundt om sige, at det var Minister Abildgaards Datter.«

Jytte huskede godt Dagen. Det var med Baron Cederstrøm, hun havde været der. Hun havde tilfældigt mødt ham paa Vejen til Universitetet og havde da taget ham med for at han skulde høre Studenterkoret synge. Det var rimeligvis netop dette Følgeskab, der havde foranlediget den dumme Snak om deres Forlovelse.

Erindringen var hende i det hele ubehagelig, og hun vilde ikke nærmere ind paa den. Og nu talte de en Tid om Universitetsforhold, om Professorerne, om de altfor mange Studenter og om Skolernes Undervisning. Pastor Gaardbo fortalte spøgefuldt, at han |183 som nybagt Kandidat en kort Tid havde været Lærer i et københavnsk *Pigeinstitut, og at hans Erindringer fra den Tid ikke hørte til de lyseste.

»Jeg kan endnu vaagne midt om Natten af Skræk, fordi jeg har drømt, at jeg igen staar foran Døren og skal ind i Klasseværelset. Jeg tror, at bare det, at jeg vilde være Præst, gjorde mig lidt komisk i de unge Damers Øjne. De kom bestandig med de taabeligste Spørgsmaal til mig i den Anledning. Jeg skammede mig tidt for mine Medlærere paa Grund af den Uro, der var i Klassen.«

Jytte tænkte ved sig selv, at de unge Pigebørn naturligvis allesammen havde været forelskede i ham, og den naive Mand havde ikke forstaaet det.

»Hvad var det for en Skole, De underviste i?«

»Det var Magda Evensens Institut paa Østerbro.«

»Naa ja, det har nu heller aldrig haft det bedste *Lov paa sig.«

»Ikke det? Nej, det kan jo være. Jeg maa ofte tænke paa, hvad der vel er bleven af mine gamle Elever. Der var virkelig saa meget godt i mange af dem. Det var bare, som om hverken Sorg eller Glæde rigtig kunde faa nogen Magt over dem. Men det gælder jo forresten om de fleste Mennesker.«

Nu talte de lidt om Hovedstadslivet og dets mange Adspredelser, og Præsten syntes, at Folk ikke engang tog deres Fornøjelser rigtig alvorlig. De jog fra |184 den ene til den anden, som om det bare galdt om at faa dem overstaaet. Ogsaa den uforholdsmæssige Musikinteresse hos de velhavende Klasser omtalte han som et Sygdomstegn hos *Slægten.

»Spiller De, Frøken Abildgaard?«

»Aa ja – til Husbehov. De holder med andre Ord ikke af Musik?«

Han svarede, at han tværtimod følte det som et Savn ikke at have lært at spille. Efter hans Mening burde ethvert voksent Menneske – i hvert Fald enhver Husmoder – kunne spille til en Sang og til en Dans. Et Hjem uden Musik var der noget døvstumt ved. Men disse saakaldte Musikelskere, der sad halve Dage ved Klaveret og hver anden Aften gik til Koncert eller Opera – og af den Slags fandtes der jo i vore Dage mange – de misbrugte en Kunst, der var skabt til Oplivelse, og anvendte den som Bedøvelsesmiddel. Det var et Misbrug, der temmelig nøje svarede til Drankerens overfor Vinen, og Formaalet var jo ogsaa væsenlig det samme: Glemsel, Selvudslettelse, Flugt fra Hverdagslivet og dets mange Vanskeligheder.

Jytte hørte paa dette med Overbærenhed uden at sige noget. Det pinte hende ved denne Lejlighed mere end sædvanligt, at hun manglede Evnen til at udtrykke, hvad der dybest inde bevægede hende. Hun havde kun sin stakkels københavnske Selskabs|185jargon, der under saadanne Forhold lød saa ulidelig i hendes egne Øren. Derfor foretrak hun at tie. Hun vilde ikke have, at Pastor Gaardbo skulde gaa bort med det Indtryk af hende, at hun var en *Pjanke.

De talte nu en Tid om forskellige Komponister. Præsten priste *Beethovens Storhed i ret almindelige Vendinger. *Wagner kunde han derimod ikke lide. Han kaldte ham en Spektakkelmager og foretrak *Griegs Musik. Da Jytte mærkede hans Ukyndighed, søgte hun skaansomt bort fra Emnet.

Samtalen gik saa tilbage til Magda Evensens Institut. Et Par af Jyttes Veninder havde gaaet der, og de regnede nu i Fællesskab ud, at disse rimeligvis havde været blandt hans overgivne Elever. Hun nævnede dem ved Navn, men han huskede dem ikke.

»Hvilke Fag underviste De i?«

»Kun i Religion.«

»Naa ja, det er vist næsten ogsaa det aller vanskeligste. Det husker jeg fra min egen Skoletid. Der har nok ogsaa i Rigsdagen været Tale om helt at opgive Religionstimerne for paa den Maade at skaffe Plads til de mange nye Fag, der stadig kommer til.«

»Ja, det har der jo.«

»Der blev netop talt om det igaar hos Doktor Gaardbo. Doktoren vilde i saa Fald have Religionsundervisningen erstattet med – jeg tror, han kaldte |186 det »praktisk Levelære« – og det kan der maaske ogsaa nok være Brug for.«

Hun sagde dette uden et Øjeblik at tænke paa, at der kunde være noget saarende for Præsten deri. Derfor saae hun uforstaaende over paa ham, da hun paa hans Tavshed mærkede, at han var bleven forstemt.

Hvad kan jeg have sagt? – tænkte hun.

For at bøde paa sit Uheld begyndte hun at tale om gamle Bodil og fortalte om, hvor rørende det havde været at se den Gamles Glæde og Taknemlighed over hans Besøg.

Han svarede, at det sandelig var ham, der havde al Grund til at være den kære Kone taknemlig, ikke omvendt. Saadan et gammelt Menneske, der sad alene tilbage med sine næsten hundredaarige Minder, var der noget helligt ved. De Folk var paa ingen Maade saa overflødige her i Verden, som de gerne selv troede. Den Fred, han hver Morgen tog med sig fra Bodils Stue, var ham en Indvielse til Dagens Gerning, som han meget nødig vilde undvære.

Jytte havde været fraværende et Øjeblik. Hun var kommen til at se paa Præstens Haand og havde derved opdaget, at han stadig bar sin Forlovelsesring. Hun havde ikke lagt Mærke til det før.

»Ja, gamle Bodil er nok ikke den eneste af deres |187 Sognebørn, som De paa den Maade tager Dem af,« sagde hun efter en lille Pavse.

»Eller som tager sig af mig,« svarede han uforbederlig med sit smukke Smil. »Jeg *holder for, at det er sandt og rigtigt, *hvad en af vore kendte Skribenter engang har skrevet, at ethvert Menneske altid for sin egen Skyld burde begynde Dagen med en saakaldt Kærlighedsgerning.«

Og han anførte efter Hukommelsen et længere Stykke af Søren Kierkegaards »Kærlighedens Gerninger«, en Bog og en Forfatter, som han varmt anbefalede hende at stifte Bekendtskab med.

Jytte fandt, at han nu blev lovlig meget Præst. Hun sad med bortvendt Ansigt og ventede paa, at han skulde rejse sig.

Han tog ogsaa sin Hat, som han havde lagt fra sig paa Bordet, men blev alligevel ved at tale. Meget indtrængende talte han om, hvordan Lejligheden til at gøre sig selv den Glæde at være en Vennehjælp for andre altid var ved Haanden. I den Henseende kunde man aldrig komme *i Forlegenhed.

»Der er nu f. Eks. den stakkels Oline derinde. Hun fortalte mig netop, at Deres Moder flere Gange har siddet lidt inde hos hende, og det var hun saa inderlig taknemlig for. Jeg tror, hun vilde blive meget glad, dersom ogsaa De, Frøken Abildgaard, vilde se lidt ind til hende engang imellem i hendes Ensom|188hed. Hun har et Par Gange talt om Dem med saa megen Godhed.«

Jytte forstod Bebrejdelsen i hans Ord og følte sig stødt, skønt hun for sig selv maatte indrømme, at den var fortjent. Hun vidste ikke, hvordan det var gaaet til. Hun havde flere Gange *foresat sig at se ind til Oline men havde stadig igen glemt det.

Jægermesteren var imidlertid kommen ud paa Verandaen uden at nogen af dem havde hørt det. Rødkindet af Søvnen, glatkæmmet og nybarberet kom han ned til dem og hilste paa Præsten i sit allerbedste Lune.

»De bliver vel og drikker en Kop Eftermiddagste?«

»Nej Tak, jeg var netop ved at gaa,« sagde Præsten uden at sætte sig igen. »Jeg havde et Ærinde til Deres Hustru, men Frøken Abildgaard har været saa venlig at tage sig af det til videre Besørgelse.«

»Hvad er det? De har vel ikke Hemmeligheder med mine Damer, min gode Hr. Pastor?«

Pastor Gaardbo gentog nu sine Oplysninger om den nyoprettede Menighedspleje, og Jægermesteren hørte i Begyndelsen paa ham med *junkerlig Velvilje. Men paa eengang fik han Nykker og svarede afvisende. Han maatte paa det bestemteste frabede sig enhver Indblanding i Tyendets Forhold her paa Gaarden. Hans Tjenestefolk fik en Behandling, som han i enhver Henseende kunde forsvare. I Sygdoms|189tilfælde blev de regelmæssigt tilset af Lægen og kunde tylle lige saa megen Medicin i sig som de vilde. Altsammen ganske gratis. Mere kunde der vist ikke forlanges.

Præsten svarede ham roligt; men Jægermesterens Tone overfor ham blev nu saadan, at han hurtigt maatte afbryde og tage Afsked.

»Jeg kan ikke døje den *Seminarist!« sagde Jægermesteren, da han var gaaet. »Og han er en Luskepeter med al sin Hellighed. Det skal nok vise sig! Jeg er ked af, at han har faaet sin Gang her i Huset. Hvor den Slags Folk engang har skaffet sig Indpas, er de ikke til at fordrive hverken med Krudt eller Gift. Og saa blander de sig i de intimeste Ting. Har du kendt Mage til hans Uforskammethed?«

Jytte var saa opbragt paa sin Fætter, at hun ikke kunde faa sig til at svare ham. Det havde været hende en virkelig Pine at se, hvor tarvelig, ja rent ud latterlig han tog sig ud ved Siden af den fremmede Præst.

»Jeg er ogsaa overbevist om, at han har haft noget Lumskeri for med denne Anbefaling af sin Menighedspleje. Han har villet bage mig en Rævekage. Lagde du Mærke til, hvor flov han saae ud, da han gik? Han formelig *skelede. Du skal se, han har villet sætte en Saks ud for mig nu til |190 Valgene. Og jeg har dog slet ikke anmeldt min Kandidatur endnu! Men visse Folk er ude om sig i Tide. – – Det har naturligvis været Meningen at prakke mig denne Sygeplejerske paa Halsen for at man bagefter kunde fremstille Tyendeforholdene her paa Gaarden som saa skandaløse, at det var nødvendigt at gribe ind. Alle Egnens Aviser skulde op imod Valget fyldes med Rædselsskildringer fra Storeholt. Det er jo Socialisternes sædvanlige *Trafik. Utænkeligt er det i hvert Fald ikke, at det hele har været et modbydeligt Forsøg paa at snigløbe mig. Foran et Valg bliver visse Folk omskabte til Hyæner. Du skal se, det bliver *artige Ting vi kommer til at opleve i de næste Uger. Sine bedste Venners Rygte myrder man med koldt Blod, naar det gælder om at fiske en Stemme. Dannelse, Humanitet, Takt og Finfølelse – det er i vore Dage blevet til gammelt Skrammel, der skal paa Pulterkammeret. For at komme frem i Verden maa et Nutidsmenneske være født til Skallesmækker. ⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. – – Veed du forresten, Jytte, at jeg idag har skrevet til Enslev? Jeg har bedt ham om at gøre mig den Ære at betragte Storeholt som sin Ejendom saalænge han opholder sig her. Jeg tænker ogsaa paa at gøre en større Middag for ham. Maaske med paafølgende Aftenfest med Illumination af Haven. Man kan jo ikke gøre for megen Ære af den Mand, |191 og jeg tror, han sætter Pris paa det. Middagen har jeg forøvrigt tænkt mig ganske *borgerlig. Det er ogsaa nødvendigt af Hensyn til Deltagerne. Det bliver jo de *demokratiske Foreningers Bestyrelse, *Sogneraadsformændene og den Slags Folk. Jeg har tænkt mig: Kold Suppe, Pigvar, Kalveryg, unge Kyllinger og Karamelbudding. Den Menu kan da ingen tage Forargelse af, vel?«

Jytte havde aldeles ikke hørt paa ham. Og nu rejste hun sig for at gaa ind.

]˟ »Gaar du? ... Kære, er du ikke rask?«

»Jeg? Hvorfor mener du?«

»Saa bliv dog lidt! Nu sad vi netop saa rart. Du skulde jo ogsaa se mine Kulturer.«

»Det maa vente, John! Jeg har et Brev at svare paa. Du maa undskylde!«

Jægermesteren saae forbavset efter hende, og uvilkaarlig vendte han derpaa sine opspilede Øjne mod den Kant af Haven, hvor Pastor Gaardbo nylig var forsvunden.

»Det var som Pokker! Skulde det være muligt? *Brænder det nu der!«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. [195] Det store politiske Sommermøde i Strige Skov – Enslev-Mødet som det nu kaldtes – var trods Pastor Gaardbos tavse Modstand blevet forberedt som en *Hyldingsfest for den gamle Fører. For mange af de unge var det noget af et Eventyr at skulle se denne Mand, hvis Livs Bedrift allerede tilhørte Sagnenes Verden, og om hvis Karakter der i Tidens Løb havde dannet sig saa mange modstridende Myter.

»*Fyens Venstre«, der var Enslevs egen Avis og Egnens mest udbredte Blad, *slog daglig Generalmarsch. *Redaktør Danielsen var en moderne Pressemand, som forstod den Kunst at *gøre Vind. Han fyldte hvert Nummer med Billeder og lange Citater af den store Folkefører og med gamle eller selvlavede Anekdoter om ham. Ogsaa det gamle Dobbeltportræt af Søren Smed og Ane-Mette maatte endnu engang gøre Tjeneste som Sensationsstof.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Den store Dag begyndte med Regn. En stille, stædig *Sydostregn, der syntes bestemt paa at ville ødelægge hele Festen. Men som saa mange Gange før viste Vestenvinden sig som Enslevs Forbundsfælle. |196 Opad Formiddagen sprængte den frem gennem Skyerne i sin blaa Kappe med Guldtrompeten for Munden som Solens Herold. Da Flagene ved Middagstid blev hejst, dampede Jorden af Solvarme.

Ved Firetiden kørte Landaueren frem foran Hovedtrappen paa Storeholt smykket med Bøgeløv.

Jytte havde i sidste Øjeblik bestemt sig til at blive hjemme. Hun følte sig utilpas, og trods sit nære Venskabsforhold til Enslev – »Onkel Tyge«, som hun fra Barn havde kaldt ham – vilde hun ikke udsætte sig for Folketrængsel for at komme til at høre ham. Som politisk Taler brød hun sig desuden ikke om ham. Saa haabede hun ogsaa at faa ham at se her paa Storeholt. Hendes Fætter havde ganske vist ikke faaet noget Svar paa sin Indbydelse; men hun havde forstaaet, at Egnens politiske Kendere netop udlagde denne Tavshed som Tegn paa, at Indbydelsen vilde blive modtaget. John selv troede det *aabenbart. Han var i glimrende Humør, havde indbudt mange *Middagsfremmede til den næste Dag og i det hele gjort store Forberedelser.

»Hvad er det, jeg hører?« sagde Fru Vilhelmine; hun kom ind i Havestuen i *stort Væddeløbs-Toilette og trak et Par lange Handsker paa. »Du vil ikke med?«

»Nej, jeg bliver hjemme,« sagde Jytte.

|197 »Saa veed du maaske ikke, at Pastor Gaardbo skal tale?«

»Jo Tak, jeg veed det.«

»Og alligevel tager du ikke med?«

»Maaske netop derfor,« spøgte Jytte for ikke at komme til at forløbe sig overfor Svigerinden. »Jeg er naturligvis bange for, at jeg skal falde ham om Halsen af Henrykkelse i hele Folkets Paasyn.«

Fru Vilhelmine fik stramme Læber. Hun havde stillet sig op foran et Spejl for at rette paa sin Hat. Lidt efter sagde hun med et haanligt Smil:

»Sig mig, Jytte, er det virkelig sandt, at du har tilbudt igen at vaage over Oline? Du maa endelig sige til i Tide, saa jeg kan ordne det med *Pigerne. I Nat er det ellers Katinka.«

»Hvornaar bliver det din egen Tur?« spurgte Jytte roligt men med hede Kinder.

Svigerinden vendte sig om. Hænderne havde hun endnu oppe paa Hatteskyggen.

»Du maa virkelig undskylde ... Jeg er ikke forelsket i Pastor Gaardbo.«

Jytte lo.

»Vistnok mere end jeg!« sagde hun og gik ud i Haven.

Et Kvarterstid senere stod hun ude paa Hovedtrappen og viftede Farvel til sin Mor, der fulgte med de andre til Festen. Da hun derpaa gik |198 tilbage gennem de mange tomme Stuer, følte hun sig utilpas ved den Ensomhed, som hun netop havde glædet sig til.

Hun satte sig ved Flyglet i Dagligstuen. Hun havde de sidste Dage ikke rørt det, fordi det generede hende at tænke paa, at Svigerinden maaske sad et eller andet Sted i Stuerne og hørte paa hende. Hun var kommen til at hade dette Menneske. Hendes Kynisme opbragte hende, og hun var glad ved, at det var iovermorgen, hun skulde herfra. Hun havde ogsaa nu hørt tilstrækkeligt, fordi hun nogle Gange havde spaseret med Pastor Gaardbo i Haven, naar han kom her for at se til den syge Pige. John havde været ligefrem ubehagelig og – saa latterligt det lød! – advaret hende mod Præsten. Det var helt rørende at se, hvor alarmerede begge disse to Alvorsmennesker var bleven af den Tanke, at det trak op til en ny »Historie« med hende.

Hun var begyndt paa en *chopinsk Polonæse men havde ikke spillet mange Takter, før hun brød af og rejste sig. Tavsheden omkring hende knugede.

»Var bare Bob her!« – tænkte hun. Det var Hundehvalpen. Men da hun havde forsømt den et Par Dage, var den bleven hende utro og holdt sig nu til *Husjomfruen.

Hun ringede paa Pigen og forlangte en Kop Te.

»Dundrende stærk!« raabte hun efter hende.

|199 Saa satte hun sig hen med en Bog; men ogsaa den opgav hun snart og sank hen i sine egne Tanker.

At hendes Møder med Pastor Gaardbo ikke altid havde været tilfældige – det skulde hun saamænd gerne indrømme sin Svigerinde. Hun satte Pris paa at tale med ham. Skønt han hverken var underholdende eller aandfuld, snarest det modsatte, havde Bekendtskabet med ham været noget af en Oplevelse for hende, fordi han var saa forskellig fra de fleste andre Mænd, hun havde truffet. Selv Torben Dihmer havde aldrig interesseret hende paa den Maade.

Men hendes kære Fætter og elskelige Svigerinde kunde alligevel ganske spare sig deres Ængstelse. Hun var ikke forelsket i Pastor Gaardbo og kunde aldrig blive det ... vilde heller ikke være det. Bare den Tanke at blive hvirvlet ind i en ny haabløs Forelskelses *Heksedans fyldte hende med en Lede, saa hun kunde gøre en Ulykke paa sig selv. Men det havde ingen Nød. Pastor Gaardbo hørte med sit hele Væsen en Verden til, som aldrig kunde blive hendes. Jo mere hun havde talt med ham, desto stærkere følte hun det. Som det meste af, hvad hun havde oplevet i de senere Aar, havde ogsaa disse Dages Erfaringer kun forøget hendes Ensomhedsfølelse og hendes Tristhed.

Hun forstod ham ikke. Hans urokkelige Tillids|200fuldhed forargede hende. Gik den Mand da gennem Verden med lukkede Øjne? Og stirrede han aldrig ind i sin egen Sjæl? ...

Havde han endda ikke været Præst! Havde han været Læge som sin Broder eller hvadsomhelst andet. Saasnart han begyndte at missionere, følte hun det som en Lidelse. Det var jo ogsaa næsten umuligt, at han selv kunde tro paa alle de Børnehistorier, han gik rundt og trøstede sine Almuesfolk med. Og gjorde han det virkelig, saa blev han hende blot endnu mere uhjælpelig fremmed og ufattelig.

Desuden ... der stod en ung Piges Skygge imellem dem. Den viste sig for hende i hvide Gravklæder hver Gang hun tænkte paa ham, og det vilde aldrig blive anderledes. Paa det Punkt kendte hun sig selv, – hun, som havde været skinsyg paa sin egen Mor, saa hun til Tider ligefrem hadede hende. Dersom det kunde tænkes, at hun virkelig kom til at holde af Pastor Gaardbo, vilde hun ikke faa Fred, før hun havde revet dette Minde ud af hans Sjæl; og dersom hun blev gift med ham, vilde hun altid have en Følelse af, at der gik et Spøgelse omkring i Huset og udspionerede dem. Hun havde i Tankerne forlængst gennemlevet den hele Lidelseshistorie.

Pigen kom ind med Teen. I det samme hørtes Brølet af en Bil, der kørte op for Indgangen.

»Se hvem det er ... Og sig, at der er ingen hjemme!«

|201 Trods den sidste Ordre aabnedes Døren lidt efter, og en Dame traadte uanmeldt ind. Det var Meta.

»Men, kære! ... Kommer du her? Skal du ikke med til Mødet?«

»Jo, det var egenlig Meningen; men da min Mand og jeg kom kørende, passerede vi din Familje ved Aalehusene; og da du ikke var med paa Vognen, tænkte jeg nok, at jeg kunde træffe dig hjemme. Det foretrak jeg saa og fik min Mand til at vende. Ærlig talt du, jeg bryder mig ikke saa meget om at træffe din Svigerinde og *Jægermesteren, og der er noget, jeg gerne skulde have talt med dig om. Min Mand kommer tilbage og henter mig, naar han har hørt lidt paa Talerne. – Sig mig nu blot, kommer jeg til Ulejlighed?«

»Ikke det mindste! Tværtimod! Du kommer som du var kaldet. Jeg sad netop og trængte til Selskab. Her er saa uhyggeligt. Jeg er ganske ene hjemme ... det vil sige, her er en Tante til min Svigerinde; men hun ligger i Sengen og har faaet ondt i Maven af en *Snaps Petroleum.«

»Petroleum?«

»Ja, det er en lang Historie. Den kan du faa en anden Gang. Du drikker vel en Kop Te med?«

»Tak.«

De satte sig hyggeligt tilrette i to Lænestole omkring et lille Mosaikbord, som Anretningen var |202 bleven stillet paa. Pigen bragte en ny Kop under en Varmer tilligemed noget Bagværk.

»Som sagt, var det ikke netop blevet idag, saa var jeg kommen en af de nærmeste Dage,« begyndte Meta, da Pigen var gaaet. »Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om, og det kunde ikke saa godt gøres skriftlig. Jeg er ogsaa en stor Klodrian til at skrive Breve ... det husker du nok.«

»Det gør jeg ikke. Men jeg lytter altsaa!« sagde Jytte muntert, skønt Venindens Tone havde gjort hende lidt urolig. »Vil du ikke ha’ Citron?«

»Tak. – Det var altsaa det, Jytte ... ja, nu bliver du maaske forfærdet og synes, jeg er paatrængende ... men ser du, ... du veed vist, at der imorgen otte Dage skal være en lille Festlighed herhenne i Præstegaarden. Vi kalder det for »De Gamles Skt<!-- FGJ: NB kan punktum undværes? Sankt Hans Fest B C D --><!-- KVN: jeg synes, vi skal rette til Skt. JGN er enig med KVN --> Hansfest«. Det er min Svoger, der arrangerer det ... Alle de Folk her i Sognene, der er over halvfjers, er indbudt. De faar Kaffe og Hvedebrød og bliver underholdt paa forskellig Maade. Vi havde en lignende Fest ved Juletid, og du skulde have set alle de gamle Menneskers Glæde. Det var virkelig rørende! ... Kunde du nu ikke have Lyst til at se saadan noget og maaske være mig lidt behjælpelig med Kaffeskænkningen? Den har jeg nemlig paataget mig, og det giver noget at bestille, kan du tro! ... Aller gladest vilde vi naturligvis være, dersom |203 du kunde tænke dig at være med til at underholde de Gamle lidt – f. Eks. ved at spille for dem. Der findes rigtignok ikke noget Klaver i Præstegaarden; men min Svoger har et godt Stueorgel. Selv plejer han at holde en lille Tale, min Mand vil læse en Akt af »*Jeppe paa Bjerget« – han gør det saa glimrende – og saa har vi ogsaa et Damekor. Det hele skal foregaa i Haven. Vi haaber jo paa godt Vejr.«

Jytte sad foroverbøjet med Albuerne paa Stolens Sidestykker og saae ned paa sin Fod. Hun havde ikke kunnet faa sig til at afbryde Veninden, skønt hun hele Tiden vidste, at hun vilde svare nej. Hun skulde jo ogsaa rejse.

»Det kunde maaske være ganske fornøjeligt,« sagde hun. »Men hvor er du kommen paa den Tanke at anbringe mig ved et Stueorgel? Er det din egen Ide? Eller har du talt med andre om det?«

Fru Meta var akkurat en lige saa stor Klodrian til at lyve som til at skrive Breve. Hun vidste det selv og opgav derfor straks alle Forskansninger.

»Naar du spørger saadan, Jytte, vil jeg hellere sige det lige ud, som det forholder sig. Det er min Svoger, der har spurgt mig, om jeg troede, du kunde lade dig overtale til at tage med og glæde de Gamle med din Musik.«

»Det overrasker mig lidt. Som du øjensynlig veed, |204 har din Svoger et Par Gange omtalt den Fest for mig. Det er da besynderligt, at han ikke selv har spurgt mig.«

»Aa, det kan maaske nok forklares.«

»Hvordan da?«] da? A, ikke i B C D

»Jeg tænker, han har været bange for at faa et Nej.«

»Bange?«

Meta flyttede sig lidt nærmere, og hendes Stemme blev igen fortrolig.

»Maa jeg sige dig noget, Jytte, uden at du bliver vred? Jeg kunde mærke paa min Svoger, at det *var ham meget om at gøre at faa dig med til den Fest. Jeg tror, det vil være ham en umaadelig Skuffelse, dersom du bliver borte.«

Det var Ord, der ikke kunde misforstaaes, og det var aabenbart heller ikke Meningen med dem. Jytte følte Blodet stige op over Øjnene. Hun ønskede, at hun bare et halvt Minut kunde gemme sig bag sine Hænder. Samtidig var hun opbragt paa Veninden for hendes Overrumpling og blev ogsaa vred paa Pastor Gaardbo, fordi han havde gjort Meta til sin Fortrolige i den Sag. Men det lignede ham vistnok, saadan at forsøge sig frem ad Omveje.

Hun lagde sig tilbage i Stolen og sagde:

»Oprigtig talt, Meta – jeg tror, jeg foretrækker at blive borte. Jeg passer dog ikke i det Selskab. |205 Bare det, at jeg skal tænke mig siddende ved et Stueorgel ... Du maa ikke blive vred, men det er det skrækkeligste Instrument jeg kender.«

»Gør det noget? Naar du kan glæde de andre? Det er dog Hovedsagen, ikke sandt? Og hvorfor mener du, at du ikke passer i Selskabet? Du har da nylig paa den smukkeste Maade vist, at du har det samme Sindelag som vi.«

»Hvad tænker du paa?«

»Du vaagede jo forleden hos den syge Pige her. Det gjorde du vel ikke bare for din Fornøjelse.«

Jytte blev igen rød.

»Naa, du veed det ogsaa! Det lader til, at jeg er kommen for Skade at vække Sensation med mit første Forsøg som Sygeplejerske. Det var virkelig ikke saa alvorlig ment.«

»Hvorfor siger du nu saadan, Jytte?«

»Fordi jeg har en Fornemmelse af, at der er gjort et ganske urimeligt Væsen af den Historie. Det hele kom saamænd ganske naturligt. Jeg saae, at Pigerne var overanstrengte. Min Fætter har nu engang sat sig i Hovedet, at han ikke vil have fremmed Hjælp, og Oline tør jo ikke flyttes. Saa ofrede jeg en Nats Søvn og skal saamænd gerne gøre det igen. Men jeg kan ikke i den Anledning tage mig selv højtidelig som *barmhjertig Søster.«

|206 Efter nogle Øjeblikkes Stilhed føjede hun til med sænket Stemme:

»Jeg har jo heller ingen himmelsk Fader over Skyerne, som jeg absolut skal gøre mig velbehagelig for i Haab om Gengældelse. Vi to, Meta, maa i saadanne Tilfælde nøjes med Bevidstheden om at have hjulpet en af vore Medvandrere over en Grøft – som min gamle, kloge Ven Professor Ole Knudsen engang har sagt.«

»Er det da ikke ogsaa nok?«

»Nok?« sagde Jytte efter nogen Overvejelse. »I Længden gør vi ikke noget gratis. Det er aabenbart den menneskelige Natur imod. Kan du huske Frøken Mohr – Anna Mohr – hende, der blev Diakonisse. Det vakte saadan Begejstring, fordi hendes Far var saa rig, at hun kunde have gjort sig Livet behageligt paa alle Maader. Hende har jeg netop tænkt en hel Del paa de sidste Dage. Hun har altid været mig absolut imod. Den Slags Folk bliver i Almindelighed saa uhyggeligt selvgode. De tror, at de opofrer sig for andres Skyld, og saa nyder de bare deres egen Fortræffelighed. Saadan er vi Mennesker i vore allerbedste Øjeblikke. *Narcis! Narcis! ... Men lad os ikke komme ind paa det! Sig mig –.« Hun standsede lidt og gentog derpaa Ordene tøvende: »Sig mig, Meta. Spiller din Svoger? Det forekommer mig, at han engang har sagt det modsatte.«

|207 »Nej, han spiller ikke. Hvorfor tror du det?«

»Du sagde jo, han havde dette Stueorgel.«

»Det blev anskaffet til hans afdøde Kæreste. Hun spillede lidt.«

»Naa ja, nu forstaar jeg! Det forklarer Sagen.«

Hun sank igen hen i sig selv. Ogsaa Meta var bleven stille. Hun kendte nu rigtig sin Veninde igen fra gamle Dage i København, hvor Jytte tidt besøgte hende i Pensionatet og sad og vippede i hendes Gyngestol med den ene Haand i Siden, den anden under Nakken, mens hun trevlede alting op, saa man tilsidst vidste hverken ud eller ind. Indtil hun pludselig blev tavs og *var hundrede Mile borte. – Om det saa var Stillingen, saa var den akkurat den samme nu.

»Hvor du dog er underlig!« sagde hun; men det var ikke – som i de unge Pigedage – et Udtryk for Beundring.

»Det er jeg vist. Naar du blot vil tro, at jeg ikke er det med min gode Vilje. Jeg tænker saamænd ofte paa, om jeg ikke er kommen til denne kære Moder Jord af en Fejltagelse og i Virkeligheden har været bestemt for en anden Klode helt ude i den modsatte Ende af Verdensrummet. Jeg føler mig til Tider som en døvstum, der ikke begriber et Muk af det hele, og til andre Tider har jeg en ikke mindre |208 ubehagelig Fornemmelse af at være den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere.«

Hun vilde have sagt mere, men opgav det. Hun kunde jo dog aldrig forklare sig, saa det ikke blev misforstaaet. Hun hørte det ogsaa selv nu, at Tonen var falsk.

Stuepigen kom ind med en Besked. Hun bragte Jytte et Visitkort, og Meta saae, at det gav et lille Ryk i Veninden, da hun læste Navnet.

»Er den Herre her?«

»Ja, han spurgte efter Frøkenen og *Gehejmeraadinden.«

»Men jeg har ikke hørt nogen Vogn.«

»Den Herre kom paa Cycle.«

Jytte tænkte ved sig selv, at dette frække Besøg i Grunden kom hende godt tilpas. Hun trængte til Undsætning – og her meldte sig en Redningsmand. Efter nogle Øjeblikkes Overvejelse, hvorunder hun lige saa ofte havde et Nej som et Ja paa Tungen, bad hun Pigen om at tage Teen bort og vise Herren ind.

»Kommer her *Fremmede? Saa vil jeg hellere gaa,« sagde Meta.

»Nej, hvorfor dog? Det er en Bekendt af mig. Karsten From – du veed nok – den bekendte Portrætmaler. Han maler for Tiden Greven paa Bækkelund. Han er ganske underholdende.«

|209 Døren gik op, og Hr. From blev et Øjeblik staaende ved Siden af den med sænket Hoved som en angerfuld Synder. Da Jytte saae, at han ikke var i *Visitdragt, forstod hun straks Sammenhængen. Han havde været paa Vej til Skovfesten ligesom Meta og truffet Vognen herfra. Trods hans Komediespil mente hun ogsaa at kunne se paa ham, at han følte sig skuffet over at træffe Fremmede hos hende.

Hun fortrød, at hun havde modtaget ham. Men Ulykken var nu engang sket, og for at Meta ikke skulde ane Uraad hilste hun endda paa ham med et Smil.

»Hr. Kunstmaler From – Fru Gaardbo.«

»Jeg nedlægger for Deres Naades Fødder,« begyndte han med Haanden paa Brystet.

Men Jytte afbrød ham.

»De vilde hilse paa min Mor. Hun er netop kørt bort. Værs’god og tag Plads!«

»*Grand merci!«] B C D, merci!» A

Hr. From rullede en Stol hen til Bordet og satte sig lige overfor Damerne.

»Hvorledes befinder De Dem paa Bækkelund?« spurgte Jytte i Konversationstone.

»Ganske rædsomt! Lige til Daarekisten! Jeg er netop kommen for at anraabe Dem og Gehejmeraadinden om Barmhjertighed.«

»Hvad er der i Vejen?«

|210 »Jeg har ikke anet, hvad jeg gik ind til. Tyve Gange om Dagen staar jeg i Begreb med at begaa Selvmord.«

»Men jeg forstaar det ikke. Grev Rønnovs har dog netop Ord for at være meget elskværdige Folk.«

»Elskværdige ... derom har jeg ingenting sagt. Himlen bevare min Mund! Men Greven er 82, og hans Søstre, de to Komtesser, har med Respekt at sige heller ikke været unge *i denne Kongefamiljes Tid. Og anden Ungdom er der overhovedet ikke i *en Fjerdingvejs Omkres. Saa hører Familjen ovenikøbet til *den indre Mission ... til den allerinderste Mission. Nu be’r jeg Dem, Frøken Abildgaard! Kan De tænke Dem mig ved en Morgenandagt? Og det er meget lidt velset, dersom man ikke møder baade til Morgen- og Aftensangen sammen med alle Tjenestefolkene. Disse Missionsfolk er jo i det hele saa uhyre sensible. Allersværest er det næsten med denne Bordbøn, som Greven altid selv læser. Forleden ved Middagsbordet gjorde han den aldeles ubeskrivelig lang, og jeg tillod mig saa i allerstørste Ærbødighed den stilfærdige Bemærkning, at Suppen vistnok blev kold. Saa skulde De have set den Gamle! Han blev aldeles vild.«

»Det var da ogsaa meget upassende sagt.«

»Synes De virkelig? Men finder De dog ikke, at det er en Smule hensynsløst at lade sine Gæster |211 stille paa Kommando til Bøn og Faste? I gamle Dage tilhyllede man sit Aasyn eller gik ind i sit Lønkammer. Nu hører en brændende Bøn i visse Krese med til Menuen. – Ja, undskyld, jeg haaber ikke, jeg er saa uheldig at saare Deres Naades Følelser,« vendte han sig pludselig til Meta, der sad aldeles maalløs.

Hun tog sine forfærdede Øjne til sig uden at svare ham.

»Med andre Ord, Utilfredsheden er gensidig,« sagde Jytte.

»Det er den desværre, og De kan begribe, at Situationen er yderst penibel for mig. Jeg forstaar mig ikke paa den Slags Folk. Som nu forleden Aften ... Jeg hentede min Guitar og tilbød at *kvæde lidt efter Middagsbordet. Jeg sang et Par *Bellmænd og tre af mine *franske Viser, som De jo kender. Blandt andre den om Toldassistentens Fristelser, som ellers allevegne gør stormende Lykke. Men her fik jeg skam ingen Fornøjelse af mit Traktement. Damerne frabad sig rent ud den Slags Underholdning for Fremtiden. Ogsaa Greven var rystet.«

»Det var da ogsaa et mærkværdigt Repertoire at vælge.«

»Det var det naturligvis. Det indser jeg godt nu. Besynderligt var det bare, at hverken Komtesserne eller Greven sagde et Muk før bagefter, da det hele |212 var forbi og jeg havde sunget, hvad jeg vilde. Men det er velsagtens det, man kalder for medfødt Takt.«

Jytte mærkede godt, at Meta sad og stirrede paa hende i en voksende Forfærdelse; men det var netop, hvad hun tilsigtede. Hun dristede sig endog til at give sine smaa Bemærkninger til Karsten From et Skin af Fortrolighed.

»Og den lakrøde *Kammerherreuniform, som De glædede Dem saa meget til at male? Har den ikke kunnet trøste Dem?«

»Jo, i den lillebitte Time, Greven naadigt tilmaaler mig. Men hvad i Himlens Navn skal jeg tage mig for hele den øvrige Tid? Dagene er jo endda saa urimeligt lange paa denne Aarstid. Det er derfor, jeg anraaber Dem og Deres Fru Moder om Barmhjertighed. Jeg ber<!-- sic; B: derfor vil jeg meget gerne bede --> Dem ydmygst om at interessere Jægermester Hagen og *Jægermesterinden for en betrængt Maler, der er saa ulykkelig at være i Besiddelse af et selskabeligt Temperament. Jeg tror, De vil kunne anbefale mig som en uskadelig Person med en nogenlunde præsentabel Guitar og et forholdsvis godt Brøl i Halsen.«

Hans Dristighed imponerede Jytte. Hun fandt det nu paa Tide at blive af med ham. Uden at svare ham vendte hun sig til Meta og gav sig til at tale om andre Ting. Meningen var saa tydelig, at Maleren ikke med sin bedste Vilje kunde tage fejl |213 af den. Lidt efter rejste han sig ogsaa og trak sig bort med et Smil under det lille lyreformede Overskæg og en Forbandelse mellem sine smukke hvide Tænder.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Da han var gaaet, sad Veninderne nogen Tid uden at kunne faa Samtalen igang paany. Jytte foreslog tilsidst en Spaseretur i Haven; men Meta fandt nu paa, at hun nødvendigvis maatte gaa. Hun havde noget at aftale med sin Svogers Husholderske i Anledning af Festen. Hun vilde saa vente paa sin Mand derhenne i Præstegaarden.

Jytte forsøgte ingen Overtalelse. Hun vidste godt, at hun nu havde mistet den sidste af sine Veninder, maaske den eneste, der virkelig havde haft noget tilovers for hende. Hun havde flere Gange kunnet mærke det paa Pastor Gaardbo, at han og Meta havde talt om hende, og at Meta havde taget hende varmt i Forsvar overfor Folkesnakken. Det vilde hun nu ikke gøre oftere. Og hvad der var foregaaet her, vilde Pastor Gaardbo altsammen faa at vide. Meta var jo hans Fortrolige. Det havde netop været det afgørende for hende.

Hun fulgte Veninden ud gennem Alleen, og hele Tiden holdt hun hende under Armen, skønt Metas Holdning ikke just indbød dertil. Men hun vidste, at de nu aldrig mere vilde ses.

»Lad mig sige dig det, Meta – skønt det endnu |214 ikke er officielt – Mor og jeg rejser herfra iovermorgen.«

Meta saae tvivlende paa hende.

»Rejser I? ... Det maa da være bleven pludselig bestemt.«

»Ja, det skyldes Forhold her paa Gaarden, som jeg ikke godt kan tale om. Mor vilde endda have rejst tidligere; men jeg fik hende overtalt til at blive her for Enslevs Skyld. Vi er jo gamle Bekendte fra den Tid han og Far sad i samme Ministerium.«

»Det nævnede du ikke noget om før.«

»Du hører jo, jeg har egenlig slet ikke Lov til at tale om det. Men jeg syntes, du skulde dog vide det.«

»Hvor rejser I saa hen?« spurgte Meta, da hun igen havde gaaet lidt uden at sige noget.

»Jeg veed ikke bestemt. Maaske til Skagen. Der skal være saa livligt i Sommertiden.«

»Ja, det er der nok.«

De var nu naaet til Enden af Alleen, og her tog de Afsked med hinanden. Jytte, som ellers ikke kunde udstaa Scener, havde fugtige Øjne, da hun kyssede Venindens Kind til Farvel, og holdt hende saa længe fast, at Meta tilsidst selv trak Haanden til sig.

Saa gik hun langsomt tilbage.

Paa Vejen op ad Trappen hørte hun, at Frøken |215 Søholm var kommen op. Hendes falske Fløjteskalaer lød som en fortvivlet Klage gennem Husets øde Stilhed. Jytte holdt Haanden op for Øret med et »Aa!«

Hun gik op paa sit Værelse og lagde sig paa sin Chaiselongue med Hænderne over Øjnene. Mere og mere følte hun det som sit Livs egenlige Ulykke, at hun ikke kunde give sig tilkende for nogen, at hendes inderste Væsen var stumt. Det var vel født saadan. Eller havde hun engang i sin tidlige Ungdom mistet Mælet af Angst? Nu var hun fordømt til at gaa rundt som en Karikatur af sig selv baade i godt og ondt. Men det var vel i Grunden de fleste Menneskers Lod. De vidste bare ikke af det.

»Kun Gud kender Mennesket indtil Sjælens Bund,« havde Pastor Gaardbo engang sagt. Hun syntes, man maatte være meget glad ved sig selv for at kunne finde nogen Trøst i den Tanke. Sjælens Bund – det var jo netop Rædselsdybet, der fik det til at sortne for Øjnene.

Gennem de aabne Vinduer fandt Frøken Søholms Fløjtetoner Vej ind til hende, og denne ihærdige Sundhedsmusik, der havde forfulgt hende under hele Opholdet paa Storeholt, virkede særlig i Øjeblikket nedslaaende paa hende.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Der var noget af en Besættelses Uhygge i den. En fattig Sjæls ynkelige Dødsfrygt skælvede igennem |216 den. Hun maatte tænke paa den gamle Dame saadan som hun sad dernede ved Bordet og mistænksomt undersøgte hvert Stykke Brød med sine nærsynede Øjne af Angst for den Bacille, der engang skulde gøre det af med hendes stakkels, glædeløse Tilværelse. Og de krampagtigt frempinte Toner svulmede op for hende og blev en Spottelatter over hende selv og den hele Menneskeslægt med dens Fastklamren til et Liv saa fuldt af Gru.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Ved Tretiden var Enslev bleven højtideligt modtaget paa Stationen af den *demokratiske Vælgerforenings samlede Bestyrelse, deriblandt Pastor Gaardbo. Den gamle Mand steg træt ud af Kupeen, men ved Synet af Sendemændene rettede han sig kraftigt op.

Gaardejer Peter Jensen, Bestyrelsens Formand, forestillede Deputationen, og Enslev hilste paa hver enkelt som om de var gamle Bekendte. Heller ikke overfor sin Brodersøn lod han sig mærke med, at han her saae ham for første Gang. Da han sad i Vognen, spurgte han endog, om de ikke kunde lægge Vejen til Festpladsen om ad Præstegaarden, som han ønskede at se. Det skete; og nu *magede han det saadan, at han blev alene med Brodersønnen |217 inde i dennes Stue, mens de andre Herrer opholdt sig i Haven. Verandadøren, der stod aaben, forlangte han at faa lukket med det Paaskud, at det trak fra den.

»Naa, saadan ser De altsaa ud!« sagde han med sit lukkede Smil, da han var kommen til Sæde midt i Sofaen. »De er Deres Mor op ad Dage! Min Bror var meget stolt af begge sine Sønner, og det havde han jo virkelig Grund til. Jeg veed, at De har vundet Dem mange Venner her paa Egnen. Og nu tænker De paa at blive Rigsdagsmand. Saadan fortæller man mig i hvert Fald.«

Den unge Præst blev lidt forvirret. Han var ikke forberedt paa denne elskværdige Overrumpling og greb til Udflugter. Spørgsmaalet laa jo ikke for, sagde han. Ingen tænkte paa at fortrænge Møller Jensen, dersom han igen *stillede sig.

»Sæt Dem ned, kære Ven, og lad os tale lidt fornuftigt sammen,« sagde Enslev. »Jeg har paa Fornemmelsen, at De ikke rigtig har gennemtænkt den Sag. Men lad mig allerførst give Dem et praktisk Raad. Lad Dem ikke friste af et Tilbud, før De har afgjort med Dem selv, at De vil være Politiker og ikke noget andet. Tro endelig ikke, at der ingen Fare er ved at gøre et Forsøg. Valgtribunen fanger. – – Nej, afbryd mig ikke! Disse velmenende Dilettanter, som en eller anden Tilfældighed har |218 gjort til Statsmænd, er desuden som Regel ynkværdige Figurer, som bare er til Ulejlighed. Politik kræver sin Forberedelse, sine Læreaar, ganske som al anden fornuftig Virksomhed. Og Politik er i vore Dage bleven en krigerisk Profession. Den lader sig ikke forlige med nogen borgerlig Levevej, allermindst med en Præsts. Jeg veed jo nok, at det er ved at blive Mode at mistænkeliggøre os professionelle Politikere. Men det er kun Dumhedens Hævn. Vi giver dog ogsaa Folket den Garanti, at vi møder med hele vor Person som Indsats, baade vor *øjeblikkelige Anseelse og vort politiske Eftermæle, i Modsætning til de Herrer Lejlighedspolitikere, som ingen Risiko løber. Er de uheldige med en Gæsterolle paa den store Skueplads, har de altid Privatscenen at falde tilbage paa og revanchere sig ved; den ene en Forretning, den anden en Embedsvirksomhed, den tredje en indbringende Direktørstilling. – Men hvad var det, De vilde sige?«

Pastor Gaardbo, der nu havde samlet sig, svarede roligt, at han overhovedet ikke nærede nogetsomhelst Ønske om at spille en Rolle i det offenlige Liv. Dersom han modtog Opfordringen til at stille sig ved Valget, skete det nødtvungent.

»Jeg gør det kun af pligtskyldigt Hensyn til mine Meningsfæller i Kresen. De føler sig utrygge ved |219 Tanken om, at en Mand med Balduin Hansens Anskuelser skal varetage deres Tarv i Rigsdagen.«

Udtrykket i Enslevs blyfarvede Ansigt forandredes med eet. Hans Tone ogsaa.

»Deres Meningsfæller? ... Hvordan skal det forstaaes?«

»Mine religiøse Meningsfæller. Foreløbig har henimod fire Hundrede af Kresens Vælgere erklæret, at de bliver hjemme paa Valgdagen, dersom Balduin Hansen opstilles som eneste demokratiske Kandidat. Møller Jensen derimod vil – som jeg før sagde – ingen tænke paa at fortrænge.«

Enslev tav et Øjeblik. Stokken med Guldhaandtaget – en Gave fra Folket – stod foran ham, og begge hans Hænder hvilede tungt paa den. Under de halvt nedsænkede Øjelaag mønstrede han Brodersønnen med et *ondt Sideblik.

»Møller Jensen stiller sig ikke mere. Vi har netop faaet Underretning. Men vi har i Partistyrelsen endnu slet ikke taget Stilling til Spørgsmaalet om hans Eftermand, saa alene af den Grund er denne Vælgerprotest et overilet Skridt, som De for Deres egen Skyld burde have forhindret. – Men lad mig sige lige ud, hvorfor jeg er kommen her. Det er vistnok en almindelig Mening, at jeg er her for at understøtte Balduin Hansens Kandidatur; men saadan forholder det sig ikke. Jeg er væsenlig kommen, fordi |220 jeg som Deres nære Slægtning og – jeg kan sige – som Ven har villet advare Dem mod at begaa en Letsindighed, som kan have de alvorligste Følger for Dem. Et Mytteri Dagen før et Slag betragtes efter Krigsreglerne som Højforræderi, og hvad der forberedes her i Kresen er jo virkelig intet mindre end et aabent Oprør mod Partiledelsen. Jeg vil sige Dem, det har været os – og specielt mig – en *pinlig Overraskelse at træffe netop Dem blandt de misfornøjede, da De dog fra Partiets Side har nydt ganske store Begunstigelser.«

Pastor Gaardbo løftede Hovedet.

»Jeg?«, sagde han i lidt usikker Forbavselse.

»Ja. Det kan De jo ikke være helt uvidende om. Naar De i Deres unge Alder sidder i en selvstændig Virksomhed, er det en Anerkendelse, som Partiet har vist Dem gennem sin Regering. Eller rettere – for at sige det rent ud – det er, fordi det vidstes, at man imødekom et Ønske hos mig ved at give Dem det første Embede, De søgte.«

Præsten blev brændende rød og rejste sig heftig. Med Haanden knuget om Stoleryggen sagde han:

»Det har jeg aldrig bedt om!«

»Det veed jeg. Men De har dog næppe selv kunnet tro, at De uden særlig ministeriel Velvilje blev foretrukket for saa mange ældre og maaske mere kvalificerede Ansøgere. Saa meget mindre som Sog|221nets Beboere – om jeg husker ret – stillede sig ganske indifferente. – – Men lad det nu være! Siden vi nu engang er kommen til at tale sammen, vil jeg sige alt med det samme. Det bliver maaske baade første og sidste Gang vi mødes under fire Øjne. Jeg kaldte mig før for Deres Ven. Det var ikke – som De maaske kunde tro – bare en Talemaade. Siden De første Gang optraadte som politisk Taler – det var, ikke sandt, ved et kristeligt Studentermøde – har jeg fulgt Dem med Interesse, ja – jeg kan gerne sige det – med et stort Haab for Deres Fremtid. En ledende Politiker ser sig jo altid om blandt Ungdommen efter det Kuld af Arvtagere, der engang skal føre Udviklingen videre, og der var i Deres Ord noget, der vakte Minder hos mig om min egen politiske Jomfrutale. Den blev forresten ogsaa holdt i en Studenterforsamling, hvad De maaske veed. At De saa gik hen og blev Præst, var mig unægtelig en Skuffelse. For ornatklædte Politikere har jeg siden *Monrads Dage haft en næsten overtroisk Rædsel. Men jeg har ogsaa tænkt mig, at De en Dag vilde lægge Præstekjolen for helt at kunne vie Dem til Arbejdet for den sociale Forsorg som Politiker. I den Egenskab har De jo tilmed, kan man sige, en medfødt Ret til straks at komme frem i første Linje. Og nu vil De maaske forstaa, at jeg har villet gøre et Forsøg paa at for|222hindre Dem i at begaa en af den Art Ubesindigheder, der mærker en offenlig Personlighed for Livstid.«

Pastor Gaardbo havde ondt af den gamle Mand for hans tilsyneladende Mangel paa Forstaaelse. Samtidig rørtes han over hans Oprigtighed, som han fuldt ud troede paa. Hans Svar blev derfor kun en Gentagelse af, hvad han tidligere havde sagt, at han personlig ikke havde andet Ønske end at blive i sin Præstegaard. Han nænnede ikke at sige den gamle Mand, hvor lidt det navnlig fristede ham at blive ført ind i det offenlige Liv ved ham og maaske proklameres som hans Tronarving. Han tvivlede endogsaa om, at overhovedet nogen forstandig Mand længer vilde vedgaa Arv og Gæld i Farbroderens politiske Dødsbo. Ikke engang Balduin Hansen.

Men hvad han fortav, det læste Enslevs aarvaagne Blik i hans forlegne Mine, og i samme Nu var Dødsdommen fældet over ham. Det glimtede i den Gamles Øjne som af et Øksehug. Han vidste nu, hvad han havde villet vide. Forøvrigt lod han sig ikke mærke med noget, og lidt efter rejste han sig roligt op. Der var snarest noget brudt og dæmpet i Stemmeklangen, da han sagde:

»Jeg har nu gjort, hvad jeg ansaae for min *Skyldighed. – Vil De saa behage at lade Vognen køre frem.«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. |223 Festpladsen var en stor, aaben Slette midt inde i Skoven. Her, hvor til daglig Raager og Krager holdt Raadsforsamling, stod nu fire-fem Tusinde Mennesker Hoved ved Hoved foran et granklædt og flagsmykket *Hjal, som ogsaa var fuldt af Folk. Det var delt i to Dele ved en Midtergang, der førte ud til den egenlige Talerstol. Paa den ene Side var der indrettet en Baas for *Bladreferenter, paa den anden sad Repræsentanter for Egnens politiske Foreninger og andre særlig Indbudte. Blandt disse sidste var *Jægermesteren i sin Egenskab af Skovens Ejer og Fru Vilhelmine. Ogsaa Fru Bertha havde man skaffet Plads til her.

Nedenfor Talerstolen var der et Par Rækker faste Bænke bestemte for gamle Folk. Her saaes især mange af Pastor Gaardbos fattige Venner.

Mødet begyndte med, at Balduin Hansen som Ungdomsforeningens Formand traadte frem og bød velkommen. Derpaa meddelte han, at Gaardejer og *Amtsraadsmedlem Jørgen Mosegaard vilde overtage Hvervet som Ordstyrer.

Jørgen Mosegaard var en af Egnens politiske Veteraner. Man saae det straks, at den lille skægløse Mand gik ind til sit Hædershverv med mangeaarig Øvelse. Han traadte frem paa Talerstolen med en *Næseklemmer i Haanden, saae sig forretningsmæssigt omkring, rømmede sig myndigt et Par Gange |224 og blottede først Hovedet i samme Øjeblik han begyndte at tale.

Der var endnu en Del Uro, saa næsten ingen kunde høre, hvad han sagde. Der blev raabt »Hys«; men inden der blev Ro, var han allerede færdig med sin Tale. Man saae ham svinge sin Hat i Luften, og et Par Mennesker raabte Hurra. Det oplystes bagefter, at det havde været et Leve for Fædrelandet.

Nu traadte Pastor Gaardbo frem som Mødets indledende Taler. Det vakte Skuffelse hos de mange Fremmede, der alene var kommen for at se og høre Enslev. Det var nysgerrige, der var *løben sammen her som til en Folkeforlystelse. Der var Købstadfolk fra hele Fyen, *Landliggere fra Svendborg og Taasinge, Flokke af hvidklædte unge Piger, der ikke vidste andet om Enslev, end at det var ham, der udgav »Femte Juni«, hvor alle de vittigste og *respektstridigste Journalister fik Lov til at tumle sig. Der var Kommiser og Soldater, og der var skulende *Landevejsbisser, der taknemlig huskede Enslev som den Minister, der havde holdt sin Haand over *den fattige Mands Snaps og gjort *Tvangsanstalter og *Arrester til menneskelige Vinter-Opholdssteder.

Disse mange Fremmede gjorde ingen Hemmelighed af deres Utilfredshed med den unge Præst. De kendte ikke hans Navn fra Aviserne og *brød sig |225 derfor ikke om at høre ham. Ogsaa flere af Balduin Hansens politiske Venner deltog i Tilraabene.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Utaalmodigheden for at komme til at høre Enslev var især stor, fordi der i de sidste Dage var gaaet Rygter gennem Bladene om en opstaaet Strid mellem ham og den nuværende Regeringschef, Tyrstrup. Et Par *Højreaviser havde endog paastaaet, at det var hans Hensigt at benytte Valgene til at fælde denne Mand, som han i sin Tid selv havde bragt til Magten.

]˟ »Nu er det nok! ... Kort den *av, Hr. Pastor! ... Amen!«

Ordstyreren maatte tilsidst vise sig og tysse paa Forsamlingen, hvad han gjorde ved paa faderlig Vis at løfte Lorgnetten.

Oppe bag Tribunens Rækværk sad Enslev, synlig for alle. Han sad med Haanden under Kinden, og det tog sig ud for Folk, som om ogsaa han var ked af denne Præst, der ikke vilde holde op at snakke. Ingen anede, hvor lydhør han var, hvor bevæget han hørte paa Præstens mandige Røst, hvori han genkendte sin egen Ungdomsstemme. Denne Brodersøn havde beskæftiget den gamle, barnløse Mand i langt højere Grad end han havde vovet at lade ham forstaa i den Samtale, de nylig førte. Omkring ham havde i de sidste ti Aar hans blideste Drømme kreset. Men ogsaa hans mørkeste Tanker, |226 hans dybeste Frygt. Nu havde han desuden faaet at vide, at Tyrstrup hemmeligt støttede hans Valg.

Yderst ude i den bageste Række af den store urolige Forsamling stod et andet lyttende Menneske og holdt Haanden bag Øret. Det var en Mand, som hans Omgivelser havde trukket sig lidt bort fra paa Grund af hans Paaklædning og hele besynderlige Udseende. En Mand i Fyrretyveaars-Alderen, en tung Skikkelse med et *vejrslaaet Ansigt, Briller og en grov, rødlæbet Mund i en mørk *Skæggebund. En mærkværdig Kasket med stor Skygge og en Knap oven i Pulden sad ham dybt ned over det brune, vildtvoksende Haar, som Solbrand og Vind næsten havde affarvet. En fedtglinsende Skødefrakke, der var knappet over Maven, hang om ham som en Sæk. Derunder saaes mørke *Vadmelsbukser og et Par elendige Ankelsko, der syntes at være bleven slidt flade paa Alverdens Landeveje.

Nogen almindelig *Omløber kunde han alligevel ikke være. Han saae mere ud som en gal Mand, der var paa Flugt, eller en udbrudt *Tugthusfange, der letsindigt havde ladet sig friste ud fra sit Skjul i Kornmarker og Skove. Hans Øjne var fulde af Uro, og hans Lemmer rystede.

Under ironiske Bravoraab fra den største Del af Forsamlingen sluttede nu Pastor Gaardbo, der havde talt for en »Barmhjertighedens Politik«.

|227 »Tak for det Ord! ... Kom igen paa Fredag! ... Farvel, Hr. Pastor!«

Hans fattige Venner udbragte et frygtsomt Leve for ham. Der hørtes nogle spredte Hurraer, og en Del gamle Hatte saaes i Luften.

Men nu blev der stille. Alles Øjne rettedes mod Enslevs hvide Hoved under den bredskyggede *Kunstnerhat deroppe bag Tribunens Brystværn.

Enslev blev siddende lidt for at give Forventningen Tid til at vokse. Som gammel Praktiker kendte han Betydningen af en saadan omhyggelig Forberedelse af Stemningen. Den store, sammenløbne Menneskemasse blev i disse Øjeblikke forvandlet til en Organisme, der sitrede under en fælles Bevægelse. Hver Gang Enslev rørte sig, gik der et Ryk gennem Forsamlingen som gennem et Dyr paa Spring.

Nu saae man, at han strakte Haanden ud for at tage sin Stok. Tegnet var givet. Længe før han naaede ud til Talerstolen begyndte Hurraerne. Og med eet svulmede Raabet og blev til Jubel, da han stod der for alles Øjne – smilende, med blottet Hoved, takkende for Modtagelsen med fremstrakte Arme, som ønskede han at kunne trykke hver enkelt af de mange Tusinde i Haanden.

Hans Taknemlighed hidsede Bifaldet endnu mere op. Ogsaa Pastor Gaardbos Tilhængere deltog i Leveraabene. Det var jo Enslev. De unge Piger viftede |228 med deres lange Tylssjaler, og Bisserne tilbrølte ham deres Anerkendelse med rustne Halse. Og han gjorde intet for at standse Stormen. I en Menneskealder havde Folket vænnet sig til at hylde Friheden i hans Person, og han ønskede særlig i Øjeblikket ikke at bringe det ud af denne Vane.

Pastor Gaardbo var gaaet ned fra Tribunen umiddelbart efter, at han havde sluttet sin Tale. Han sad nu nede paa en Yderplads paa en af Bænkene foran Talerstolen. Han holdt sin Hat i Haanden men tog ikke Del i Leveraabene.

Endelig fik Forsamlingen jublet ud, og Enslev kunde faa Ørenlyd. Han begyndte med at meddele, at gamle Møller Jensen havde set sig nødsaget til at stille sit Folketingsmandat til Raadighed. Kresens *frisindede Vælgere stod altsaa overfor den alvorlige Opgave at enes om en ny Repræsentant. Derpaa gav han et lille nænsomt udført Billede af den fratraadte Folketingsmands politiske Personlighed, talte om hans stille Færden i Rigsdagen og fremhævede meget kraftigt hans Partitroskab, der i Virkeligheden ogsaa havde været Mandens eneste Fortjeneste.

Enslev holdt sig endnu rank, naar han stod paa en Talerstol, hans Bevægelser var hurtige, hans Tale fuld af Liv. I hans Stemme derimod mærkedes Alderdommen. Ude i de yderste Krese af For|229samlingen kunde man til Tider trods Stilheden daarligt høre ham.

*Han gik nu over til at tale om Frihedens Kaar i Nutiden. Tilsyneladende – sagde han – havde vi herhjemme nedhugget dens før saa overmægtige Fjender paa alle Omraader: i Statsstyrelsen, i Administrationen, i Skolen og i Kirken. De maatte nu søges med Lygte omkring i de dunkleste Afkroge ligesom Rotter.

»Men det skal ikke skjules, at Sejren til Gengæld har skaffet os adskillige Venner paa Halsen, som der er al Grund til at være mistænksomme overfor. Det gaar jo gerne saadan med en Bevægelse, naar den lykkeligt har overstaaet sine Trængselsaar. Saa overvældes den pludselig af Tilslutning og staar nu Fare for at blive kvalt i Omfavnelser og drukne i Glædestaarer. Det mylrer allevegne med kampivrige Venner, der møder med Haanden paa Hjertet og forsikrer, at de i deres Inderste altid har tilhørt Bevægelsen og kun ved et ulykkeligt Sammenstød af Omstændighederne hidtil har været forhindret i at ofre Livet for den hellige Sag.

Jeg<!-- rettet fra »Jeg (grafisk harmonisering) JGN: Skal rettelsen ikke noteres?--> har i tidligere Taler advaret mod den skjulte og forklædte Reaktion, der sniger sig omkring imellem os i al Slags *skuffende *Formumning og nu er vor største Fare. Den kendes iøvrigt paa, at det gerne er den, der udvikler den største Hjerte|230varme. Jeg vil nu idag gøre opmærksom paa en Kendsgerning, som det er paa Tide at faa draget frem til Overvejelse for det danske Vælgerfolk. Det synes nemlig at være en historisk Lov, at der i den tvivlsomme Hob, der i den ellevte Time slutter sig til en sejrende Bevægelse, altid befinder sig et paafaldende stort Antal Præster, og saadan har det ogsaa været i vort Tilfælde. Vor brave Gejstlighed, der sad forskanset rundt om i Præstegaardene med teologisk opsvulmede Hjerner under *Kalotten, de er nu nær ved at være bleven vore mest kampivrige sociale Reformatorer. Læg Mærke til det Mod, hvormed endogsaa Provster og Bisper nu præker mod Rigdommens Overgreb og forkynder *Lighedens og Broderskabets Samfundslære, som om det slet ikke var dem, der havde bekæmpet den som forargelig og ukristelig, saa længe der blot var nogen Mulighed for at kvæle den i Fødslen. De er nu bleven *Smaamandens sande Venner. Adskillige unge Præster tager med prisværdig Offervillighed personlig Del i Arbejdet for at lindre den sociale Nød, som Kirken har været saa forbavsende længe om at opdage. – Naa, bedre sent end aldrig, naar det gælder Næstens Vel. Men vore kære ornatklædte Partifæller maa dog ikke tage os det fortrydeligt op, at vi med vore historiske og personlige Erfaringer møder dem med lidt Mistro og tilspørger dem med en klassisk Re|231plik: »Hvad Ærinde bringer *Eder hid, *velærværdige Herrer?« Kommer I for – lidt sent – at aftjene jeres samfundsborgerlige Værnepligt, eller har I jeres skjulte Formaal med dette lidt overraskende Massetilbud om Samarbejde?«

Der var bleven nogen Uro i Forsamlingen. Egnens Folk havde efterhaanden forstaaet, hvis Hoved det var, der skulde falde, og manges Øjne søgte Pastor Gaardbo. De, der kendte Familjeforholdet mellem ham og Enslev, følte det især uhyggeligt, og der rørte sig en mere og mere hørbar Utilfredshed mellem Præstens Venner. Til Gengæld fik den gamle Talerstolens *Mestermand larmende Tilslutning baade fra de fleste fremmede Tilhørere og fra adskillige af Balduin Hansens Vælgere, der opfattede Ordene som Agitation for hans Valg.

Enslev fortsatte:

»Der bør desuden nu gøres opmærksom paa, at af alt formummet Frihedshad er efter Historiens Vidnesbyrd intet farligere end det, der skjuler sig i en Præstekjole. Jeg tilstaar derfor, det er med blandede Følelser, at jeg for mit Vedkommende er Vidne til den nuværende Masseudfoldelse af Gejstligheden i vort offenlige Liv, som fra anden Side i vort Parti er bleven hilst med mere og mindre aabenlys Tilfredshed.«

»Tyrstrup!« raabte en *gavmundet Student, der |232 ragede op midt i Forsamlingen. Det vakte en Del Harme og nogen Hyssen rundt omkring.

Enslev standsede et Øjeblik og sagde derpaa:

»Lad mig benytte den Anledning, som denne Afbrydelse giver mig, til at dreje Halsen om paa en Avisand, der ogsaa har rappet for mit Øre i disse Dage. Man har i forskellige Blade beskæftiget sig med Forholdet mellem den nuværende *Konsejlspræsident og mig. Jeg ønsker her at sige, at jeg ikke har noget andet Formaal end at hjælpe det tyrstrupske Ministerium til et godt Valg. Jeg haaber kun, at Hjælpen ogsaa vil blive modtaget.«

Meddelelsen blev hilst med et stærkt og langvarigt Bifald af den største Del af Forsamlingen. De sidste Ords skjulte Trussel opfattedes kun af faa. Og dette Udbrud af Tilfredshed kom til at virke som en uvilkaarlig Demonstration til Gunst for Tyrstrup, hvad det i Virkeligheden ogsaa var.

Enslev mærkede det, og det varede en Stund, før han fortsatte.

»Lad mig sige min Mening uden Forbehold,« sagde han derpaa, og hans Gammelmandsstemme var nu snerrende hvas. »*Jeg frygter Kirken ogsaa naar den bringer Gaver. Ornatklædte Medarbejdere maa nødvendigvis i et hvilket som helst *borgerligt Parti blive *tvetydige Venner. De gaar deres eget Ærinde og tjener en anden Sag end den, de fører i Munden. |233 De taler maaske smukt om Folkets Frihed men tilføjer ved sig selv: »Under Kirkens Formynderskab«. De forkynder maaske en Barmhjertighedens Politik og ivrer for sociale Reformer, men samtidig staar dog hele deres Haab til den mirakuløse Indgriben hinsides fra, hvis Administration hører ind under deres Myndighed. Der har jo, som Historien videre lærer os, heller ikke været den Sag, som Kirken ikke har forraadt, naar den har ment at tjene sine egne Interesser dermed. Og nu vil enhver, der har et lydhørt Øre, let kunne fornemme det Suk, der gaar gennem hele den danske Gejstlighed for Tiden. Et Længselssuk, der gælder Kirkens tabte Magt og Myndighed i *det borgerlige Samfund. I visse kirkelige Krese, der ikke staar os fjernt, stønnes der allerede ganske ubehersket af *Brynde. I vore egne Rækker gaar man endnu ret stille om med sine Forhaabninger. Men det er paa Tide at sige det, saa det høres over Landet, at af alt Tyranni var Kirkens altid det utaaleligste, det mest nedværdigende, det blodigste. Der maa særligt erindres om, at selve den religiøse Følelse hos Folket bestandig har haft sin uforsonligste Fjende i Kirken. Tænk blot paa *Grundtvig! Husk paa jeres egne *fynske Lægmands-Prædikanter, Kristian Svane og hvad de andre hed, som Præsterne lod kaste i Fængsel, fordi de uden deres Tilladelse samlede Folk til en Bibellæsning! ... Mit |234 Ord til det danske Vælgerfolk skal da idag være: Vogt jer for Ulven i Faarepelsen! Han er Historiens *grimmigste Dyr. Dens glubskeste, dens ubarmhjertigste. Og lad os saa raabe et rungende Hurra for et godt Valg. Jeg mener dermed et Valg, der utvetydigt nedslaar alle Forhaabninger til Genvækkelse enten af et nyt Adels- eller et nyt Kirkevælde og paany lægger Omsorgen for Statens Styrelse i det arbejdende Folks Hænder!«

Han havde holdt den sidste Del af sin Tale med stor Kraft, og Slutningsordene kaldte paany Jubelen frem. Ogsaa de, som ingenting havde forstaaet, ja selv Folk ude i Yderkresen, som ingenting havde hørt, blev revet med af hans lidenskabelige Gestikulation og raabte Hurra.

Men der var blandt Landboerne ikke saa faa, der var forargede og beholdt Hatten paa. Andre var betænkelige ved Ordenes Uforsigtighed, og Egnens Bondeungdom, der var kommen dertil med saa store Forventninger, følte sig gennemgaaende umaadelig skuffet. De havde ventet at høre en Genklang af Kamptidens friske *Gny, som de havde hørt deres Fædre tale om med tindrende Øjne, – og der stod en gammel bidsk Mand og gav sig Luft med en Heftighed, hvis Aarsag de ikke forstod. De var optaget af praktiske Interesser, eller de gik op i en eller anden mere privat Hjertesag som *Afholdsbevægelse eller Georgeisme eller *Fredssag. De vaag|235neste af dem var netop stærkt kirkelig interesserede, og forsaavidt de overhovedet havde beskæftiget sig med Fortidens Historie, læste de kun ud af den, hvad der stemmede med deres egne Erfaringer.

Der var alligevel Folk nok til at raabe Hurra, og Enslev maatte flere Gange frem til Talerstolen for at tage mod *Hylding.

Nu skulde Balduin Hansen tale; men forinden var der en lille Pavse, og Størsteparten af de nysgerrige, der alene var kommen for Enslevs Skyld, benyttede Lejligheden til at trække sig ud af Sværmen. Cyclestaldene stormedes, og Skarer af glade Landliggere drog med Hallo bort gennem Skoven.

Da Ordstyreren igen viste sig med Lorgnetten i Haanden, var det tyndet stærkt ud i Tilhørerskaren. Den bestod nu hovedsagelig af Folk fra selve Valgkresen, og Balduin Hansens Tilsynekomst paa Talerstolen blev straks Tegnet til en livlig Vælgerkamp. Hans Venners demonstrative Hurraraab hidsede Modstanderne frem, og det viste sig nu, at Pastor Gaardbos Tilhængere var mere mandstærke end det fra først af havde set ud. Enslevs Tale havde desuden skaffet dem en Tilvækst af mange unge. Der blev raabt og hysset. Det varede et Par Minutter, før Balduin Hansen kunde komme tilorde.

Han var en midaldrende, skallet Mand med et tilspidset Hageskæg og Briller. Mens han talte, stod |236 han foroverbøjet med Hænderne stemmet mod Talerstolens Kant og udadvendte Albuer. I denne Stilling ligesom stangede han Ordene ned i Hovedet paa sine Tilhørere med den fødte Folketalers agitatoriske *Svada.

Hans Tale var en regelret Valgtale. Han gennemgik i Løbet af et Kvarterstid hele sit Program. Han talte for forøget Alderdomshjælp, offenlig Børnepleje, tvungen Lægetilsyn og al den megen anden Medicin for Samfundets *Brøst, som han i sit Hjertes Godhed og Enfoldighed ventede sig saa meget af og begejstret kæmpede for.

Da han sluttede, gentog Meningsytringerne sig, og oppe bag Tribunens Brystværn sad Enslev som en opmærksom Tilskuer til Kampen.

Mødet skulde nu efter Bestemmelsen være forbi, og man ventede kun paa, at Ordstyreren vilde staa frem og sige de afsluttende Ord. Da blev man opmærksom paa, at der foregik et eller andet mellem dem, der opholdt sig paa Tribunen. Alle havde de vendt sig om mod Trappen, der førte derop fra Bagsiden, og de Herrer af Pressen strakte Hals. Der maatte være *forefaldet noget uventet.

Nu saae man ogsaa en Mand staa paa Trappens øverste Trin med blottet Hoved. Det var den bebrillede Flygtning, der under Pastor Gaardbos Tale havde staaet ude i den yderste Kres af Tilhører|237skaren. Ordstyreren og et Par andre af Mødets ledende Mænd stod og talte med ham. Bagefter havde de en længere Forhandling med Enslev.

Den førte til, at Ordstyreren traadte frem og med sin lille Knirkestemme meddelte, at han efter Samraad med de i Øjeblikket tilstedeværende Medlemmer af Ungdomsforeningens Bestyrelse vilde give Ordet til en Mand, der havde anmodet om Tilladelse til at aflægge et *Vidnesbyrd for Forsamlingen.

»Det er forhenværende Præst i Folkekirken, Pastor Mads Vestrup.«

Der var ikke mange, der kendte Navnet; og af disse havde de fleste kun en uklar Erindring om at have læst i Aviserne om en »Vandrepræst«, der var bleven afskediget fra sit Embede og nu gik omkring i Landet og holdt Opbyggelsesmøder paa aaben Mark og i *Rejsestalde. Det vakte derfor Forbavselse, da Pastor Gaardbo pludselig rejste sig fra sin Plads paa Bænken foran Talerstolen og med Heftighed udbrød:

»Den Mand maa ikke tale her!«

Folk saae paa hinanden; og den unge Præst forstod, at det blev nødvendigt for ham at forklare sig. Han oplyste da, at Pastor Vestrup siden sin Afskedigelse, der skyldtes et usædeligt Levned, rejste rundt og ophidsede Befolkningen mod Kirken og dens |238 Præster med raa og forargelig Tale. Han vilde henstille til Forsamlingen, at den nægtede at høre ham.

Folk saae igen paa hinanden og derpaa uvilkaarligt op til Enslev, fra hvem man ventede en Udtalelse. Den kom ogsaa lidt efter. Han tilraabte sin Brodersøn spøgefuldt:

»*Frihed for Loke saa vel som for Thor!«

»Jeg synes, at den Frihed allerede er bleven benyttet tilstrækkeligt ved dette Møde,« svarede Præsten, og disse modige Ord fandt mumlende Tilslutning flere Steder. »Jeg nedlægger Indsigelse imod, at Pastor Vestrup faar Ordet her!«

Han havde talt med en Kraft og Myndighed, der gjorde Virkning: Men man saae, at Enslev var bleven forbitret, og der bredte sig en almindelig Raadvildhed i Forsamlingen.

Den forhenværende Præst var imidlertid kommen ind paa Tribunens Midtergang. Alle kunde nu se ham, og Indtrykket af hans forkomne, medynkvækkende Person bestemte Afgørelsen. Ikke mindst Pastor Gaardbos egne Venner, der for en stor Del bestod af Fattigfolk, bevægedes ved Synet, og der rejste sig ingen Modsigelse, da Ordstyreren paany – og dennegang med løftet Haand – forkyndte:

»Jeg giver Pastor Vestrup Ordet!«

Synet af den besynderlige Mand, der nu traadte frem paa Talerstolen, optog Folk, saa ikke mange |239 lagde Mærke til, at Pastor Gaardbo gik bort; og der var heller ingen, der fulgte ham.

Forinden Mads Vestrup begyndte at tale, stod han en Tid og saae ud over Forsamlingen. Han syntes stærkt bevæget. Hans højre Haand løftede sig flere Gange nervøst op til Brillerne, og i hans Ansigt med de grove Bondetræk skiftede Udtrykket uophørlig som Skyggespillet fra en urolig Aprilshimmel over en Pløjemark.

»Det var lige haardt nok at sige om mig, at jeg ophidser Folket mod Guds Kirke,« begyndte han paa sit ru jysk, som en stærk Forkølelse gjorde endnu mere grødet. »Jeg veed nu ikke bedre, end at jeg netop gaar rundt og leder efter Guds sande Menighed her i Landet; men den er ikke let at finde. Den sidder saa forsagt og gemmer sig som en gammel Morlille, der ikke tør vise sig, fordi Gadeungdommen ler af hende. For mange af jer Godtfolk, der her er samlede, vil detteher maaske lyde som underlig Tale. I veed maaske slet ikke, at ogsaa Satan har sin Kirke her paa Jorden, og den tager de fleste saa skammelig fejl af. Det er forresten just den samme, vi lige hørte om, den magtsyge Kirke, som alle Midler er lige gode, bare de bringer Anseelse og Myndighed i denne stakkels Verden, og det skal jeg nu fortælle jer en lille Historie om. – Se, det var dengang – I veed nok – *da Vorherre van|240drede omkring her paa Jorden i en Pilgrims *Lignelse. Og nu maa I endelig ikke forestille jer Himlens og Jordens vældige Gud som saadan en gammel hyggelig Julenisse med Godter i alle Lommerne som vi plejer at se ham afbildet paa Glansbilleder og ogsaa i de fleste Opbyggelsesbøger. Nej, nej! I hans Fodspor rejste Angsten og Fortvivlelsen sig og de urolige Drømme. *Korsfæstelsesdagens Mørke bredte sig over Jorden for de Øjne, som saae ham og kendte ham. Og de fromme Hjerter bævede. Saadan er Herrens Genkomst, og saadan vil den blive, indtil *Domsbasunen lyder for os paa den yderste Dag. Amen! ... Men nede i Helvede sad Djævlen og var bleven rigtig saa forknyt. Det var sløje Tider for Løgnens Fader, og han forstod, at der maatte gøres noget. Da han saa havde grundet i nogle Hundrede Aar, saa tog han sig ogsaa Menneskeskikkelse paa og gav sig til at præke paa Torvene. For med al sin Kløgt kan Djævlen jo aldrig hitte paa noget selv. Det bliver altid bare til »Bøf paa en anden Maade«. Og Maaden ... ja, det var hans gamle Kneb, det var Fornægtelsen! *Saa begyndte han da med at fornægte sin egen Eksistens. Satan var bare en Sagnfigur, og Helvede kunde man grine af, det var ikke andet end et snedigt Munkepaafund. Og hvad Vorherre angik ... o, saa var han saadan et elskeligt gammelt Skrog, som bare forlangte, at vi |241 holdt lidt af ham og forresten elskede hverandre og sang Lovsange paa den fra Verdens Skabelse kendte Melodunte:

Gud ske Lov og Pris,

min Nabo har mistet sin Gris!«

Han maatte vende sig om og tage sit røde Bomulds Lommetørklæde op for at pudse sin forkølede Næse. Folk var igen bleven urolige og saae tvivlraadige op til Ordstyreren og til Enslev. Hvad kunde detteher blive til? Men der blev ingen Tid til Overvejelser. Mads Vestrup, den ubehjælpsomme Prædikant fra *Favsing og Lime Kirker, der hver Søndag talte sin Menighed i Blund med sit søvnige Mæle, havde faaet Tungebaandet løst. Nøden havde lært ham den Kunst at lukke Folks Øren op, og hans Apostelvandrings Eventyr havde givet den før saa modløse og bekymringsfulde Mand en Uforfærdethed og en Krostuehumor, der forbløffede.

»Det kan ikke undre nogen, der kender Menneskene, at Satan fik Held med sin List,« fortsatte han. »Der blev Tilløb til den Forkyndelse. Saa poetisk og trøstefuldt havde ikke selve Hans *Højærværdighed Biskop *Vaffelgaffel talt. O, der blev et Menighedsliv, som man aldrig havde kendt Mage til. Og saa havde Satan endda flere behagelige Overraskelser i Baghaanden. Det galdt jo om at gøre Livet |242 til en rigtig fiks og underholdende Fastelavnsspøg for os alle. Saa forførte han Politikerne til at *give Fattigdommen Adelsbrev; Lægerne skaffede Lidelserne ud af Verden, Opfinderne byggede Jernbaner, Flyvemaskiner og andet rart Legetøj til Tidsfordriv for hans kære Børn, at de ikke skulde kede sig. Og nu var Spillet vundet for den gamle Løgner og Troldmand. Menneskeheden glemte igen sin Børnelærdom: at leve Livet i *Frygt og Bæven. Da saa Pilgrimmen kom tilbage, var der ingen, der kendte ham. Han stod ved Dørene og spurgte: »Hvor er dit sønderknuste Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters *Sukke?« – men Folk forstod ham ikke og raabte: »Hvad staar han og snakker om? *Pak dig, Mand! Den Slags Sager har vi ikke her. Vi er glade og frejdige Mennesker, og nu skal vi hen i Bedehuset og se Lysbilleder og drikke *Sukkerlade!« – –«

Han maatte igen have sit Lommetørklæde frem; men der var nu bleven ganske stille rundtom. De fleste havde hørt paa dette sidste med en Slags forlegen Andagt. Enslev sad med Haanden under Kinden og syntes paa sin egen Vis interesseret. Da Ordstyreren engang gjorde Mine til at skride ind, forhindrede han det. Synligt for alle havde han |243 paany med en Haandbevægelse beskyttet Talerstolens Frihed.

»Jeg skal nu bare bede om Lov til at fortælle jer om en lille Oplevelse, jeg havde idag paa Vejen herhen. Der stod et Par Mennesker udenfor et fattigt Hus, og jeg kunde mærke paa deres lavmælte Tale, at der var noget paafærde. Nu er jeg lidt nysgerrig af Naturen – det vil jeg gerne staa ved – og jeg fik saa at vide, at derinde i det Hus laa en Mand og *droges med Døden – »Hønse-Lars« kaldte de ham. Saa kender I ham vel nok. Jeg gik indenfor, og der laa den gamle fattige Mand med en fin hvid Skjorte paa og i skinnende rene Lagner, i det hele saa velplejet og opstadset som *den gamle Komediefigur Jeppe, der blev lagt i Baronens Seng og troede sig i Himmerig. Han havde allerede mistet Mælet, hans Bryst arbejdede tungt, men Sjælen var endnu fuldt nærværende, og jeg kunde se paa hans Øjne, at den gamle Hønsetyv følte sig paa betryggende Maade præpareret til den store Dom og værdig til den evige Salighed. Endnu i Dødens *Daanen skinnede han af Selvretfærdighed. Saa kunde jeg jo forstaa, hvem der havde været der og beredt den stakkels Mand til Helvede. Og jeg tænkte ved mig selv: hvorfor kunde dog denne gamle Synder ikke faa Lov til at dø som han havde levet, saa havde |244 han maaske fundet Naade og Barmhjertighed hos *den, der er alle Synderes Ven.

Dette<!-- rettet fra »Dette (grafisk harmonisering) JGN: Skal rettelsen ikke noteres? --> her nedslaaende Syn er blevet ved at *staa mig for Tanken, fordi det har mindet mig om noget forfærdeligt, der nylig hændte mig selv. I hørte jo før, hvem jeg er. I fik ogsaa at vide, hvorfor jeg blev afsat fra mit Embede. Det var Verdens Dom. Men Gud kender Menneskene. Han veed, at det kan hænde for enhver at komme til at svine sig til. Saadan skabte han os – opfyldte af grimme Tanker og onde Lyster saa længe vi *drager Aande. Jeg var en Tid dybt nedbøjet af Skam over det, der var overgaaet mig. Men nu veed jeg, at aldrig var jeg vederstyggeligere for Gud, end da jeg forsøgte at *gaa ham under Øjnene med mine Dyder. Og aldrig var jeg ham nærmere, end da jeg syndede. Men det skal jeg ikke komme ind paa her. Jeg vil blot fortælle om den Dag, da jeg stod ene paa Landevejen med min syge Hustru og mine Børn, forjaget fra min Præstegaard, forladt af alle, forladt ogsaa af Gud – syntes jeg. Men det var mit Bedrag. Nogle Dage efter *faldt jeg i en svær Sygdom. Jeg laa med Feberfantasier, og der var det besynderlige ved det, at hele min Ulykke paa eengang var gleden ud af min Erindring. Jeg var endnu den *skyldfri Præst for Favsing og Lime Menighed, og jeg laa syg i min egen Præstegaard og vidste, jeg skulde dø. Saa en |245 Aften gik Døren op, og en fremmed Mand kom ind. Jeg kendte straks Vorherre. Bagefter ham fulgte Dødsenglen med de sorte Vinger. Det skal forresten have været Lægen og en Kone, der gik tilhaande i den Familje, der havde taget sig af os. »Mads Vestrup! Nu skal du herfra! Men hvor skal du bringes hen?« sagde Vorherre, og i det samme lagde han sin Haand prøvende paa mit Hjerte. Jeg var jo nok lidt angst, men jeg havde dog en god Samvittighed. Og jeg opregnede saa for Gud, at mit Levned havde været rent, mine Tanker fromme og mit Sind lydigt. Men da løftede Herren sin Haand og sagde bedrøvet: »Mads Vestrup! Hvor er dit bævende Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters *Kummer?« Og med en ny Røst, der gik mig gennem Marven som et dræbende Lyn, udtalte han de frygtelige Ord, Dommens uigenkaldelige Ord: »Far du til Helvede!« – –«

Han stod lidt, som om han vilde fortsætte. Men saa overvældede Bevægelsen ham, han satte sin mærkværdige Kasket paa Hovedet, vendte sig om og gik bort.

Der var nogle, der forsøgte at le; en enkelt gav sig til at klappe rasende; andre hyssede og var vrede. Det var altsammen kun forskellige Udtryk for den samme usikre Opskræmthed. Hvad var dog |246 dette for et Menneske? Var det en gal Mand eller en Komediespiller? Det fandt Tilslutning fra alle Sider, da Balduin Hansen oppe paa Tribunen med høj Røst henstillede til Aviskorrespondenterne ikke at referere den sidste Taler, der i enhver Henseende havde forsyndet sig mod Mødets Program.

Ordstyreren kom derpaa frem for at afslutte. Hans uforanderlige Forretningsmæssighed og vindtørre Stemme virkede i dette Øjeblik komisk paa alle. Rent uvilkaarligt befriede mange sig for Stemningens Uhygge ved en respektstridig Munterhed.

Han havde allerede løftet Hatten for at udbringe et Leve, da man saae Enslev rejse sig og forlange Ordet.

I det samme var Indtrykket af den gale Præst og hans Tale som blæst ud af alles Sind. Ingen tvivlede om, at det store Øjeblik nu var kommen, da Balduin Hansen højtideligt skulde proklameres som Partiets Kandidat, og man var klar over, at det ikke vilde gaa for sig uden Modsigelse. Der blev dødsstille.

Og saa kom der noget ganske uventet, som Folk hørte paa med lange Ansigter. Enslev mindede om den gamle Festskik, der fordrede, at Værten fik et Leve, inden Bordet hævedes. Godsejer Hagen, sagde han, havde med det Frisind, der nu i flere Slægtled udmærkede Ejerne af Storeholt, stillet sin Skov og |247 den smukke Festplads til Raadighed for Folket, og det ikke alene ved denne Lejlighed.

»De store Jordbesiddere plejer jo ellers at være vore svorne Fjender. Med særlig Glæde maa vi da hilse en Herremand, der som Godsejer Hagen viser fordomsfri Forstaaelse og folkelig Samfølelse. Et Leve for denne gode og trofaste *Demokrat!«

Folk raabte Hurra for Enslevs Skyld; men da Jægermesteren rejste sig fra sin Plads paa Tribunen for at takke, var der næsten ikke en Haand, der rørte sig.

Mødet sluttede under almindelig Forvirring; og da man fik at vide, at Enslev var kørt bort i Jægermesterens Vogn, spredtes Folk raadvilde omkring paa Festpladsen, hvor de endnu længe efter stod i diskuterende Klynger og stak Hovederne sammen som Faar mod Torden.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Den følgende Formiddag sad Fru Bertha og Jytte alene under Kastanjerne hver med sit Haandarbejde. Fru Bertha strikkede, Jytte syede paa et Stramajbroderi. De var tyet derud saa tidligt paa Dagen paa Grund af den Ufred, der var i Huset. Der havde fra Morgenstunden været et Rykind af Folk fra Egnen, der paa Vejen til og fra Enslevs |248 Modtagelsesværelse forvildede sig i Stuerne eller slog sig ned der for at vente.

Ogsaa Balduin Hansen havde været der. Han og Enslev havde haft en timelang Samtale, og da han kom ud derfra havde han været kridhvid i Ansigtet og haft Graad i Øjnene. For Tiden var Vælgerforeningens Bestyrelse derinde for at træffe Afgørelse om Møller Jensens Efterfølger.

Fru Bertha var urolig. Strikkepindene arbejdede ujævnt. Der havde den foregaaende Aften været noget grumt i Enslevs Blik, som ikke huede hende. Hvad havde han for? Hun kendte Udtrykket fra gamle Dage, naar han havde haft Modgang. »Enslev blodtørster« plejede hendes Mand at sige, og de havde altid begge to følt sig ængstet af det. Hans Tale ved Skovfesten fandt hun ogsaa besynderlig *uoverlagt. Hun forstod ikke, hvad der var hans Hensigt med denne voldsomme *Udæskning.

»Tror du, John bliver Rigsdagsmand?« spurgte Jytte, som om hun havde gættet hendes Tanker.

»Nej, det kan jeg ikke tro. Det vil jeg ikke tro kan være Meningen.«

»Jeg tror det. Lagde du ikke Mærke til, at Onkel Tyge og Vilhelmine iaftes spaserede længe sammen herude i Haven? Hun var aldeles *kokliko i Ansigtet, da hun kom tilbage, og styrtede straks ind til Telefonen. Jeg hørte, hun ringede sin Far op. Idag |249 har hun da ogsaa en Mine paa, som om John allerede var Minister. Du skal se, lille Mor, du bliver ikke den sidste *Gehejmeraadinde i Familjen. Det skal virkelig more mig, dersom Johns standhaftige] standhaftigc A, ikke i B C D Tro paa hans »lykkelige Stjerne« ikke bliver gjort til Skamme.«

Mens hun sagde dette, bredte hun sit Broderi ud paa Bordet og betragtede det med Hovedet paa Siden. Det var ikke noget Hverdagssyn at se hende med et Haandarbejde, og Fru Bertha havde da ogsaa gjort sig sine Tanker derom. Broderiet var iøvrigt ikke hendes eget. Hun havde fundet det inde hos den syge *Pige. Det var bestemt til en Fødselsdagsgave, og Oline havde været bedrøvet over, at det paa Grund af hendes Sygdom ikke kunde blive færdigt til rette Tid. Jytte vilde nu overraske hende ved at sy, hvad der manglede.

»Det er saamænd slet ikke saa ilde,« sagde hun. »Havde] Havde A, ikke i B C D det blot haft en anden Bund, kunde det være blevet hel pænt.«

»Nu mangler du ikke saa meget.«

»Jeg skal jo ogsaa være færdig med det idag. Senest imorgen Formiddag.«

»Du mener, fordi vi skal rejse. Jeg havde ellers tænkt at spørge dig, om vi alligevel ikke skal blive lidt endnu. Forholdet mellem John og Vilhelmine er jo nu meget bedre.«

|250 Jytte svarede uden Betænkning, endogsaa med nogen Opfarenhed, at hun absolut holdt paa, de skulde blive ved deres Bestemmelse og rejse.

»Ja ja – som du vil,« sagde Fru Bertha, og nu tav de igen nogen Tid begge to.

»Det er sandt, Jytte – jeg hører tilfældigt, at Meta var her igaar. Det har du slet ikke fortalt mig.«

»Nej, det har jeg vist heller ikke.«

»Havde hun noget særligt paa Hjerte?«

»Hvorfor mener du?«

»Aa, jeg veed saamænd ikke. Jeg tror, jeg saae hendes Mand ved Mødet. Han har da sikkert nok været der. – – Pastor Gaardbo var en af Talerne, veed du maaske.«

»Ja. Han gjorde nok ingen Lykke.«

»Hvem har sagt det?«

»Vilhelmine fortalte, at Folk tilsidst ikke vilde høre ham.«

»Snak! Der var ganske vist nogle Spektakelmagere. Men det kan jo ikke undgaaes ved et saadant Møde, hvor der kommer alle Slags Folk. Pastor Gaardbo talte baade smukt og djærvt, synes jeg. Og det var vist den almindelige Mening.«

Saa har hun altsaa igen løjet! – tænkte Jytte, og hun skammede sig over, at hun straks havde troet paa Svigerindens ondskabsfulde Opspind. Hun havde |251 endogsaa af den Grund ligget vaagen det meste af Natten. Det var gaaet hende saa taabeligt nær, at han havde lidt et Nederlag.

»Du skal se, det bliver ogsaa nok Pastor Gaardbo og hverken Balduin Hansen eller John, der kommer til at gaa af med Sejren ved Valget her«, sagde Fru Bertha. »Det har jeg en Anelse om.«

»Pastor Gaardbo? *Hvor falder du paa det? Det er jo ikke engang sikkert, at han *stiller sig.«

»Jo, det gør han nok. Men det bliver ikke med Enslevs gode Vilje, og derfor er det ikke værd, vi snakker til ham om det.«

»Men hvordan kan han saa blive valgt?«

»Han hjælper sig selv – tænker jeg. Og han er en frygtløs Mand.«

Jytte, der havde set halvt forskrækket op, bøjede sig igen over sit Broderi. Hun vilde ikke spørge om mere.

»Der var ogsaa en anden Præst, der talte ved Mødet igaar,« sagde Fru Bertha efter en ny, længere Pavse. »En meget mærkelig Person.«

»Var det ham, der blev talt saa meget om iaftes ved Bordet.« <!-- punktum beholdes; passagen ikke i B C D -->

»Ja. Han var et højst mærkværdigt Menneske. Han gjorde vist i Grunden Indtryk paa Folk.«

»Du synes maaske, han talte bedre end Pastor Gaardbo?«

|252 »Aa du, de var saa ganske forskellige, saa de lader sig slet ikke sammenligne. Den Pastor Vestrup er vist lidt forstyrret i Hovedet. Meget af, hvad han sagde, var baade dumt og plat. Men der var alligevel en Del, som jeg godt forstod. Jeg vilde ønske, du havde hørt ham. Men han havde rigtignok et Udseende, som man kunde blive bange for.«

Fru Bertha havde lagt Hænderne med Strikketøjet ned i sit Skød og saae hen for sig i Tanker. Da vaktes hun op af Frøken Søholms Fløjteskalaer, der trængte ud til dem oppe fra hendes Vindu.

»Nu begynder hun virkelig igen. John har dog udtrykkeligt forbudt hende at øve sig, saalænge Enslev er her.«

»Aa – hun er vist sindssyg!« sagde Jytte, der havde samlet sine Sager sammen og nu rejste sig.

»Gaar du?«

»Ja, jeg kommer til at tænke paa, at jeg har lovet John at hjælpe ham med Bordpynten. Vilhelmine er jo saa hemmelighedsfuldt optaget idag. Gud veed, hvad det er, hun har for.«

Paa Vejen ind mødte hun Enslev. Han stod paa Verandatrappen med sin brede Hat i Haanden og var faldet i Tanker. Han saae saa bøs ud, at hun helst var gaaet udenom ham; men han standsede hende ved at række Haanden frem. Og straks for|253andredes hans Udtryk, og Skælmen kom frem under de mørke Buskebryn.

»Du altid flygtende *Diana! ... Dig har jeg jo næsten ikke set. Vil du love mig at sørge for, at jeg faar dig ved Siden af mig ved Frokostbordet? Der kan du ikke rende fra mig. Og jeg vil dog nok høre lidt om, hvad for Skarnsstreger du har bedrevet, siden vi sidst saaes.«

»Jeg faar vist ikke Lov til at nyde saa stor en Ære, Onkel Tyge.«

»Det er en Ordre – forstaar du! Hvor er din Mor?«

»Hun sidder derhenne under Træerne.«

»Godt! Paa Gensyn!«

Han stavrede med lidt Besvær ned ad Trappen, og Jytte vovede ikke at tilbyde ham sin Arm. Hun vidste, at intet kunde *opirre ham mere, end at Folk lod ham mærke, at de tænkte paa hans Alder eller hans svage Fod.

»Naa, der sidder *Fru Justitia og strikker! Det er en sund Beskæftigelse, som jeg tidt kan misunde Kvinderne. Jeg var forresten engang lige ved at lade mig overtale til at lære den Kunst. Der var en gammel Dame, som paastod, at der ikke var den Lyksalighedsfølelse] B C D, Lysalighedsfølelse A, man ikke kunde strikke sig til. Under alle Sorger og Bekymringer tyede hun selv til |254 *Strikkestrømpen ligesom andre til Andagtsbøger eller beroligende Pulvere. Nu kan jeg undertiden fortryde, at jeg ikke gjorde Alvor af at gaa i Lære hos hende.«

»De har jo Deres Hus og Deres Blomkaalshoveder,« sagde Fru Bertha. »Kan de ikke gøre samme Nytte? Da jeg sidst talte med Dem, fortalte De mig, at De først nu havde fundet Deres egenlige Kald. Jeg kan huske, De tilbød mig endogsaa et Væddemaal om, at jeg aldrig mere skulde se Dem paa en Talerstol. Det Væddemaal havde<!-- burde det stå i præsens? afviger i B --> De altsaa tabt.«

Enslev stod med Stokken foran sig og saae en lille Tid grundende ned mod Gruset.

»Ja, jeg har alle Dage været et godtroende Fæ. Jeg bildte mig ind, at Fremtiden var saa temmelig betrygget. Jeg syntes ogsaa nok, at jeg kunde lide at leve mine sidste Aar i Slobrok og *Pampusser ... og maaske skulde jeg virkelig være bleven i min Kakkelovnskrog. For jeg gør mig vist forgæves Ulejlighed. Jeg ser tydeligt, hvor det hele bærer hen ... Frihedsglæden er hos Folket en Søndagsfølelse, som tilnød kan holde sig Mandagen over. Allerede om Tirsdagen begynder de fleste at længes tilbage til *Tugten og Tvangen og Ydmygelsen. Jeg maa ofte tænke paa, hvad jeg har læst om Livsfanger, der som ældre Folk slipper ud af Fængslet. De gaar Resten af deres Liv og gemmer paa en hemmelig Hjemve efter Cellen og Haandjernene.«

⇕A  ◄B  C  D  Sml.|255 Fru Bertha sagde:

»Resultatet af Forhandlingerne med Vælgerforeningen har nok ikke været efter Ønske, kan jeg høre.«

»Resultatet? Vi er slet ikke kommen til noget Resultat. Her som alle Steder i Landet *tuder Uglerne. Vi skal mødes igen om tre Timer, men jeg tvivler om, at der bliver Enighed. Balduin Hansen har iøvrigt med prisværdig Resignation tilbudt at trække sig tilbage til Fordel for en neutral Tredjemand, som begge Parter kan enes om; men heller ikke det Forslag har *Præstepartiet villet gaa ind paa, skønt de meget godt indser, at de ved deres Vægring giver *Højre en Chance for at tage Kresen fra os. Det er mit Indtryk, at der af *Ivrerne paa den Side direkte arbejdes for en Sprængning.«

»Præstepartiet?« sagde Fru Bertha. »Vil De fortælle mig, Enslev, hvorfor har De aldrig omtalt Deres Brodersønner for os? Jeg synes at forstaa paa Dem, at De heller ikke nu vil anerkende Pastor Gaardbo som Slægtning.«

»Har jeg maaske ikke Grund til det? ... Men det kan vi tale om en anden Gang. Jeg kom herhen, kære Fru Justitia, for at invitere Dem til en lille *Promenade i Haven. Jeg har netop nogle Minutter til min Raadighed. Hvad siger De om at lade Verden blunde en halv Time, mens vi spaserer rundt |256 og agerer Børn, der ser paa Blomsterne og nyder Solen?«

»Aa jo ... det vil jeg gerne.«

Der var i Enslevs Holdning overfor Fru Bertha et Galanteri, som ellers var ham ganske fremmed og forresten heller ikke klædte ham. Det skrev sig fra deres Bekendtskabs tidligste Tid, da Fru Bertha og hendes Mand endnu sad ovre i *Birkedommerboligen paa Samsø. Enslev, der allerede dengang var en af Venstres Førere, blev kaldt derover til et Folkemøde, og det var i Virkeligheden mere den unge Frues Skønhed end hendes Mands politiske Betydning, der oprindelig fik ham til at interessere sig for Birkedommerens Valg til Rigsdagen og Familjens Overflyttelse til København. Til Held for Venskabet havde Fru Bertha dog aldrig fuldt forstaaet hans Hensigter. Med sit Væsens friske Umiddelbarhed havde hun taget mod hans *bjørneagtige Kur uden for Alvor at mistænke den allerede aldrende Mand. Derfor var hun nu en af de faa Damer fra de højere Selskabskrese, som Enslev følte nogen virkelig Agtelse for. Naar han kaldte hende Fru Justitia, var det ikke, som Folk troede, blot fordi hendes Mand havde været Justitsminister i et af hans Ministerier. –

Jytte var imidlertid gaaet ind gennem Stuerne og havde i *Kabinettet foran den store Spisesal truffet |257 sin Fætter. *Jægermesteren gik rastløs op og ned ad Gulvet med Hænderne i Vestens Ærmegab og talte højt med sig selv. Da han opdagede Jytte, foer han hen og greb hende i Armen.

»Jeg saae, du stod og talte med Enslev. Hvad sagde han? Talte han noget om Resultatet af Forhandlingerne? Bestyrelsen er jo gaaet. Jeg saae det jo.«

»Jeg aner ikke det mindste. Hvorfor spørger du ikke ham selv?«

»Ja, det vil jeg ogsaa gøre. Denne Spænding er ikke til at udholde. Du kan begribe, hvad denne Dag betyder for mig! Jeg vil sige dig det lige ud: Alting staar paa Spil! Lykkes det mig ikke dennegang at bryde Modstanden, er jeg en ruineret Mand. Saa har jeg ikke andet at gøre end at skyde mig en Kugle gennem Hovedet. Jeg vil ikke længer staa for alles Øjne som en Nar.«

Jytte fandt ham saa ynkværdig, at det skar hende i Hjertet.

»Hvad var det, jeg skulde hjælpe dig med?«

»Hjælpe mig med?«

»Ja, var det ikke Borddækningen?«

»Javist! ... Undskyld, jeg kan ikke samle mig! Jeg skal jo nemlig ogsaa holde en stor Tale for Enslev, og den skulde gerne høre til en af mine bedre! Jeg har derfor allerede nu maattet arrangere |258 Bordet. Vilhelmine er jo optaget. Hun sidder oppe i sin Stue sammen med sin Tante og laver denne Liste over Inventaret og Malerierne, og den haster det med. Hendes Far skal have den sendt pr. Telefon inden Klokken to.«

»Hvad er det for en Liste?«

»Ja, det er sandt! Det kan du jo ikke vide. Det er ogsaa ligemeget ... Du maa virkelig undskylde. Jeg staar og vrøvler. Det er *Brandassurancen, der har forlangt den Liste. Men nu skal du se mit Arrangement. – Ganske fikst, ikke sandt?«

De var gaaet ind i Spisesalen, der i Anledning af Dagen var bleven smykket med fire lange *Guirlander. De hang i Buer fra Midten af Loftet til hver sit Hjørne. Ogsaa paa Væggene var der Blomsterdekorationer. Efter Enslevs Ønske skulde der spises Frokost ude i Haven, saa man havde allerede kunnet begynde paa Borddækningen.

Ovenpaa Rødvinsglassene laa Navnekortene. Jytte gik langs den ene Bordside og læste: *Amtsraadsmedlem J. Mosegaard. *Sogneraadsformand P. Jensen. Dyrlæge Magens. Redaktør Danielsen. Pastor Gaardbo. –

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml. Pastor Gaardbo – gentog hun for sig selv og standsede. Det kunde ikke være rigtigt! ... Han gik jo ikke i Selskab!

Indbydelserne til den improviserede Festlighed var først udgaaet den foregaaende Dag ved et ridende |259 Bud, og det var ikke engang faldet hende ind, at han kunde være indbudt.

»Du undrer dig maaske over den Navneseddel,« sagde Fætteren ovre fra den anden Side af Bordet. »Jeg var jo nødt til at invitere ham. Manden er i Bestyrelsen. Han har mærkværdig nok endnu ikke sendt Afbud, saa vi er ogsaa nødt til at reservere Plads til ham. – Undskyld mig forresten et Øjeblik! Jeg kommer straks. Min Mave er bleven ganske rebelsk!«

Jytte havde følt sit Hjerte standse et Øjeblik. Men nu faldt det hende ind, at Pastor Gaardbo naturligvis vilde komme her for Enslevs Skyld. Det var jo hans Farbror. Det havde hun underligt nok ikke tænkt paa. – – Det havde vel nok været bedst for dem begge to, om de havde undgaaet et nyt Møde; men hun var alligevel nu glad ved, at hun fik Lejlighed til at sige ham ordentlig Farvel.

Hun var ene i Stuen og blev ved at se paa hans Navn. Hun huskede, hvor kønt og varmt og landlig hyggeligt det havde lydt for hende den første Gang hun hørte det derude i Haven. Gaardbo. Det lød af *Tøjreslag og Lærkekvidder. Men Pastor Gaardbo. Saa hørte hun straks hans Præstetone, der var hende saa meget imod. Hun kunde næsten ikke taale, at han talte til hende om sit Gudsforhold.

⇕˟A  ◄B  C  D  Sml.|260 Endnu i deres sidste Samtale havde han i sin utrættelige Missionsiver været inde paa Emnet. Han havde sagt, at han ikke forstod, hvordan et alvorligt Menneske kunde leve uden Gud. For at afvise ham havde hun nævnet hans egen Broder, og han havde da svaret hende med et Ord, der oprørte hende.

»Min Broders *huslige Lykke fylder ham foreløbig helt,« sagde han næsten vemodig. »Den Dag, Sorgen banker paa hans Dør – og den Dag kommer jo for ethvert Menneske – da vil ogsaa han søge Hjælpen der, hvor den alene er at finde. Det er et Haab, jeg aldrig kan slippe.«

Hun kunde huske, at hun i sin Forargelse havde været lige ved at spørge ham, om hans afdøde Kæreste havde været Kristen, eller om han ogsaa kun havde holdt af hende i den bestemte Forventning, at Sorg og Lidelse eller hans egen daglige Paavirkning engang skulde gøre hende til det. Det Stueorgel, han havde anskaffet til hende, kunde jo godt tyde paa noget i den Retning.

Hun forstod ham ikke. Hvor kunde han, som var saa hjælpsom og god og kærlighedsfuld, samtidig være saa umenneskelig uforsonlig? Vidste han da ikke, at ethvert Menneske, i hvert Fald enhver Kvinde, vilde elskes for sin egen og ikke for sine Meningers, ikke for sin Tros Skyld? ... Der havde denne søvn|261løse Nat sneget sig en Mistanke ind paa hende, og hun havde ikke siden kunnet blive den kvit. Hun havde spurgt sig selv, om det var saa sikkert, at hans Forlovede var død ved et Ulykkestilfælde. Selv om hun *ogsaa havde været Kristen, var det da *urimeligt at tænke, at hun havde taget Livet af sig i et Anfald af Skinsyge og Had til denne Gud, som altid var i hans Tanker og var ham dyrebarere end alt andet i Verden? Og havde hun ikke været det, saa maatte hun jo næsten før eller senere være bleven drevet ind i Døden af hans forbryderiske Selvretfærdighed ...

]˟ Hun hørte nogen komme og gik hurtigt videre langsmed Stolerækken.

Det var Fætteren, der kom tilbage med en Cigaret i Munden. »Jeg er kommen til at tænke paa, at vi vist alligevel godt kan stryge Præsten,« sagde han. »Det maa jo betragtes som ganske udelukket, at han kan komme her efter den *Afbankning, Enslev gav ham igaar paa Mødet. Det var en offenlig Brændemærkning, som vil mindes længe af enhver, der var saa lykkelig at overvære den.«

»Onkel Tyge?« sagde Jytte.

»Ja. Paa en anden Maade kan man jo nok sige, at det var en lidt uhyggelig Affære. I Betragtning af Familjeskabet, mener jeg. Men Enslev er en sand *Cato, der ikke kender den Slags Hensyn, naar det |262 gælder det heles Vel. Dersom der endnu er nogen Retfærdighed til, saa er Pastor Gaardbo færdig nu som offenlig Person. Hans Lumskeri er afsløret, saa enhver kan se det. Dertil kommer saa hele hans Optrædens Ynkelighed –.«

»Tak. Det er besørget.«

»Hvad mener du?«

»Jeg siger, det er allerede besørget. Vilhelmine har paataget sig Ulejligheden ... Men du lyver naturligvis. Det er ikke sandt, hvad du fortæller der om Onkel Tyge. Ja, for engangs Skyld siger jeg det, som jeg mener det. I er lige tarvelige begge to.«

»Jytte! Hvad gaar der dog af dig? Er du bleven ren forrykt? ...«

Men hun havde vendt ham Ryggen og gik bort, op til sig selv. Paa Vejen op ad Trappen mærkede hun, at det svimlede for hende, og da hun kom ind paa sit Værelse og saae sig i Spejlet, forfærdedes hun over sit Udseende.

»Ja,« tænkte hun og trykkede begge Hænderne for Øjnene. »Det er godt, vi kommer herfra. Det er paa høje Tid.«

Fru Bertha og Enslev havde imidlertid tilendebragt deres Rundtur i Haven. De sad paa en Bænk midt i Solen bag den store Plæne, og Enslev havde igen givet sig til at tale om Politik.

»Forholdene her i Kresen er typiske. For blot |263 tre-fire Aar siden vilde Balduin Hansens Valg have været fuldkommen sikkert ... Det gør mig ondt for ham. Han har gjort et stort Arbejde, og Mandatet var jo længe lovet ham; men som Forholdene nu stiller sig, anser jeg hans Kandidatur for haabløs. Og veed De, hvem der modarbejder ham?«

»Nej.«

»Tyrstrup! Jeg veed det nu med Sikkerhed. Balduin Hansen skal engang have haft en Konflikt med sine gejstlige Foresatte, og denne gamle Affære har Præstepartiet nu gravet op for at benytte den imod ham i Valgagitationen. Derfor vil Tyrstrup ikke have ham. Det tegner Manden, som han nu er bleven! Det er den nye Kurs, der skal styres! Han vil etablere et Jovialitetens Tusindaarsrige, hvor alle Modsætninger forliges efter den gamle, prøvede Maksime: Sammenrottelse gør stærk!«

»Og nu vil De altsaa forsøge at faa min Brodersøn valgt i Stedet for?«

»Ham eller en anden! Blot en fuldt ud paalidelig Mand, hvis Valg kan gennemføres. Balduin Hansen har jeg, ærlig talt, heller ikke selv brudt mig synderlig om. Han er saa fuld af vidtløftige Ideer og har saa mange Særinteresser. Og jeg sætter ikke Pris paa Politikere med Særinteresser.«

»Men jeg begriber ikke, Enslev, hvor De kan tænke |264 paa at faa min Brodersøn valgt her. Jeg tror ikke, at der er den allermindste Stemning for ham.«

»Stemningen kan komme under Valgkampagnen. Det er en Erfaring, De selv maa have gjort i sin Tid. Og vi har i Redaktør Danielsen en Mand med megen *Slagfærdighed. Balduin Hansen har desuden lovet for Sagens Skyld og af gammelt Venskab for mig at arbejde for Deres Brodersøns Valg. Hans Kandidatur har efter min Mening ogsaa den Fordel, at den vil modvirke Faren, der truer fra Højre i den nuværende Situation. Han har vist adskillige personlige Venner i det Parti. Og man hverver sine Hjælpetropper, hvor man kan faa dem.«

Fru Bertha sad i sin tankefulde Stilling med Hænderne i Skødet og stirrede ud for sig.

»Ja ja. De har velsagtens Deres Planer, som De ikke fortæller mig. Jeg synes nu alligevel, jeg har en Forpligtelse til at sige Dem – at betro Dem, Enslev – at min Brodersøns økonomiske Stilling er stærkt truet.«

»Jeg veed det. Men det Forhold vil blive ordnet.«

»Ordnet? ... Hvordan dog det?«

»Han har jo en rig Svigerfar, som vel nok forstaar at vurdere et Rigsdagsmandat. I hvert Fald gør hans Datter det – den unge *Jægermesterinde her.«

»Aa, er det dem! ... Blot min letsindige Brodersøn saa ikke kommer endnu dybere ned i Ulykken! |265 ... Enslev! Jeg kan huske, De kaldte Dem engang for *Daarernes Formynder. Vær det ogsaa i dette Tilfælde!«

Herpaa svarede han ikke. Han talte videre om Valgudsigterne og sagde:

»Og hvad nu mine omtvistede Planer angaar, saa maa jeg erindre Dem om, hvad jeg erklærede igaar paa Mødet. Jeg har ingen anden Hensigt end at hjælpe vor fælles Ven Tyrstrup til et godt, demokratisk Valg. At han i sin Uforstand og forunderlige Sorgløshed foretrækker daarlige og upaalidelige Hjælpere, kan ikke være en Rettesnor for mig. Jeg vil ikke se roligt paa, at de møjsomt vundne Resultater af to Generationers Kamp og Arbejde saa letsindigt sættes paa Spil.«

»Resultaterne?« sagde Fru Bertha. »Er det ikke netop dem, der skræmmer?«

Enslev vendte sig imod hende med et hvast Blik under de sænkede Bryn.

»Hvad mener De?«

»Aa – jeg synes tidt selv, at det hele ser saa haabløst ud. Det er jo slet ikke blevet til, hvad vi ventede.«

Enslev sad med begge Hænder paa Stokkens Guldhaandtag. Han havde igen taget Blikket til sig, og over hans Ansigt lagde der sig et dybt Mørke.

»Menneskene har en kort Hukommelse,« sagde |266 han. »Fortiden ligger altid for os i en falsk Belysning, og *Øjeblikket miskendes. Det kan vistnok være en Lykke for den enkelte, at vi har saa let ved at glemme vore Lidelser og fornægte Savnene, naar de først er tilfredsstillet; men for Menneskelivet i sin Helhed er det en uhyre Ulykke. Det er maaske derfor en Politikers *allerførste Opgave at være sit Folks altid vaagne Hukommelse. Og det er netop paa det Punkt, at Tyrstrup forsynder sig. De unge i vor Tid har faaet Friheden i Vuggegave og anser den af den Grund for en selvfølgelig og ufortabelig Ting. De har aldrig maattet undvære den; derfor skønner de ikke paa den. De har ikke erhvervet den, ikke stridt og lidt for den; derfor kender de ikke Angsten for at miste den – ja de forstaar den ikke engang og mener, at man ser Spøgelser ved højlys Dag. Men jeg bryder mig ikke om *Barnesnak! Vil Tyrstrup ikke forstaa min Advarsel dennegang, skal vi slaas! – Dersom Deres Ven Torben Dihmer ikke var gaaet hen og bleven skør i Hovedet eller hvor det nu er, saa havde jeg maaske forsøgt en Kampagne sammen med ham. Nu maa jeg se mig om efter andre Hjælpere, dersom det gøres fornødent. Kan jeg nu ved Valget skaffe mig et fuldt paalideligt Følge blot paa en Snes Mand, saa skal jeg tvinge Tyrstrup til at lægge Roret om.«

|267 Fru Bertha lagde bønfaldende sin Haand paa hans Arm og sagde:

»Enslev! Gør det ikke! De har i Deres Liv vundet saa mange glimrende Sejre, som vil mindes. Hvorfor vil De udsætte Dem for at komme til at slutte med et Nederlag?«

»De *trøster godt! ... Men jeg lader mig ikke skræmme. Faar jeg blot tredive fuldt paalidelige Mænd ... ja bare tyve, saa skal der endnu engang tages et *Nappetag om Folkets Fremtid i Danmark! ... Hvem er det, der kommer der?«

»Det er *Husjomfruen. Hun har velsagtens en Besked til Dem.«

»Redaktør Danielsen,« meldte Husjomfruen.

»Godt. Det er ham, jeg har ventet paa. Ja, saa er min Hyrdetime forbi, Fru Justitia. Vi ses vel ved Frokosten?«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Middagsgæsterne var bedt til Klokken halv syv. Af Hensyn til Bønderne og for i det hele at give Festligheden en folkelig Karakter lød Paaklædningsordren paa *Frakke.

Den første Gæst, der kom, var Pastor Gaardbo. Han fandt til sin Skuffelse Fru Vilhelmine og Frøken Søholm ene i Dagligstuen, den sidste i vinrød Silke og Halvhandsker. *Jægermesteren var endnu |268 optaget inde i Spisesalen, hvor Bordordenen for tredje Gang skulde forandres, fordi adskillige af de Indbudte i sidste Øjeblik havde sendt Afbud. Han var i den Anledning nervøst oprevet og havde maattet tage *Draaber. Han havde ikke kunnet faa oplyst, om der ved Valgudvalgets sidste Møde med Enslev var truffet nogen Bestemmelse; men han kunde af de mange Afbud forstaa, at det var kommet til et Brud.

Pastor Gaardbo kæmpede længe fortvivlet for at holde en Samtale igang. Fru Vilhelmine var meget unaadig. Hun havde straks forstaaet, hvorfor han var kommen i saa god Tid, og hun saae ogsaa nu, hvor forandret han var. Den ellers saa rolige Mand dirrede af Nervøsitet.

Præsten vidste tilsidst ikke bedre end at benytte Lejligheden til at lægge et godt Ord ind for en Plan, som han og nogle af hans Menighedsvenner i den sidste Tid havde beskæftiget sig med. Den galdt Oprettelsen af nogle Vuggestuer omkring i Sognet. Han skildrede de sørgelige Forhold, hvorunder mange Fattigfolks Smaabørn levede, naar begge Forældrene maatte gaa paa Arbejde; hvordan de undertiden laa fastsurret i Sengene hele Dagen uden at faa hverken vaadt eller tørt for ikke at komme nogen Ulykke til.

Fru Vilhelmine, der begyndte at frygte for, at det skulde ende med et Frieri til hendes *Portemonæ, lod ganske uforstaaende. Frøken Søholm derimod op|269fattede hans Fortællinger som selskabelig Underholdning og tilkendegav ham sin Anerkendelse med hyppige Udbrud.

»Hvor interessant! ... De stakkels Unger! ... Tænk, at det er Virkelighed!«

Saa opgav Pastor Gaardbo ogsaa dette Emne og tav stille. *Til al Lykke aabnedes Døren lidt efter for en ny Gæst.

Det var Redaktør Danielsen, Enslevs fynske *Ærendsvend, en yngre, rundrygget Mand med et stort Smil i et fedt skinnende Fuldmaaneansigt. Enslev plejede at sige om ham, at han saae ud, som om han var kommen til Verden gennem Smørhullet i et Fad Grød.

Han hilste paa Præsten som Katten paa Hunden. Han kom just fra en ny *Konference med sin Herre og havde her faaet tildelt den Opgave at gennemføre Jægermesterens Valg ved ethvert Middel.

Døren gik igen op. Gæsterne begyndte at fylde Stuen. Efter et Kvarterstids Forløb var Selskabet samlet, og Enslev viste sig. Man gik straks tilbords. Hædersgæsten førte Husets Frue, Jægermesteren sin Tante, mens *Amtsraadsmedlem *Jørgen Mosgaard skred afsted med Lorgnetten paa Næsen og Frøken Søholm under Armen.

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Jyttes *Kavaler var den gamle Dyrlæge, en døv Mand, der gjorde hende den Tjeneste at passe sig selv og lade hende i Fred. Lige overfor hende paa |270 en af Hæderspladserne sad Balduin Hansen som et marmorblegt Gravbillede af sig selv. Pastor Gaardbo skulde oprindelig ogsaa have haft Plads her; men da Fru Vilhelmine opdagede det, havde hun flyttet hans Navnekort hen til den anden Ende af Bordet saa langt fra Jytte som muligt.

Enslev var i ondt Lune og skjulte det ikke. Hans mørke Blik gled stadig ned langs Gæsternes Rækker som for at undersøge, hvem der manglede. Han havde ogsaa frabedt sig Taler.

For at erstatte de Folk, der var bleven borte, saa deres Fraværelse ikke skulde blive for iøjnefaldende og Bordet ikke skæmmes af tomme Pladser, havde Værten tilsidst sendt Indbydelser ud i Flæng, og det var et højst broget Selskab, han efterhaanden havde faaet samlet til Ære for den store Mand. Blandt andre var begge Storeholts Underforvaltere og Kontoristen paa Mejeriet i sidste Øjeblik bleven pyntet op med laante Frakker for at forestille *politiske Tillidsmænd.

Jægermesteren følte sig som paa et gyngende Skibsdæk, og da han ikke havde sine Draaber hos sig, tog han sin Tilflugt til de *hede Vine. Ogsaa de fleste af Gæsterne befriede sig lidt efter lidt for Stemningens Tryk ved Hjælp af den gode Mad og de mange Vinflasker. Paa adskillige Kinder blomstrede allerede de rødeste Roser.

|271 Fru Bertha sad med Hænderne haabløst i Skødet. Hun syntes, det var saa sørgeligt at se Enslev i dette Selskab, hvor saa mange af Egnens bedste Mænd manglede, og hun blev grædefærdig ved at tænke paa, at han nu maatte bringe Stakler som hendes Brodersøn til Ære og Værdighed for at opretholde sin Magt. Hvor skulde dette ende? John som Rigsdagsmand. Det var en uhyggelig Farce. Saa maatte Undergangen være nær! ... Hele Dagen havde hun set den gamle Grandtantes mørke Skikkelse for sig og hørt hendes Gravrøst lyde for sit Øre. »*Hævnen hører mig til.«

Jyttes døve Bordherre havde ogsaa faaet Mæle nu. Og pludselig hørte hun ham nævne Pastor Gaardbo. Han forundrede sig over, sagde han, at Præsten var kommen her iaften, da han og Enslev dog nu var Modstandere.

»Enslev har jo ligefrem undsagt ham, og det har han virkelig ogsaa haft Grund til. Det er skammeligt at komme her og skabe Uro i Kresen, saa vi maaske nu gaar hen og taber den til *Højre. Det havde jeg rigtignok ikke troet om Pastor Gaardbo.«

Jytte sagde ingenting. Fra det Øjeblik, hun havde set Pastor Gaardbo inde i Dagligstuen, vidste hun, at det ikke var for Farbroderens Skyld han havde overvundet sig til at gaa herhen og sidde tilbords med saa mange af sine Uvenner. Hans Blik havde |272 sagt hende det. Endnu havde de dog ikke talt med hinanden. Af Frygt for Svigerindens Øjne var hun ikke gaaet hen til ham, skønt han hele Tiden havde staaet alene. Det var en Fejghed, som hun nu skammede sig over.

Hun var begyndt at forstaa, hvad det var, der foregik her. Ved Frokosten havde Enslev med tydelig Hensigt givet sig til at snakke om sin Brodersøn. Han havde talt om hans smukke Præstegaard og sagt, at han nu blot trængte til at faa sig en Kone, som svarede til Omgivelserne. »Saa vilde de politiske Nykker nok gaa af ham.« Hun havde bagefter spurgt sin Moder om, hvad Enslev havde sagt om Pastor Gaardbo ved Mødet den foregaaende Dag, og Moderen havde i Begyndelsen nødig villet ind paa Sagen.

Nu havde hun desuden iagttaget Vilhelmine, der mere og mere frækt indspandt Enslev med sin Elskværdighed. Og øjensynlig havde hun Held med sine Forførelseskunster. Enslev tøede mere og mere op, og tilsidst udbragte han hendes Skaal med et Par spøgefulde Ord.

Inde i Havesalen, hvor Kaffen blev anrettet, beholdt han hende ogsaa hos sig. Han satte sig i en af Sofaerne med en Cigar og anviste hende halvt bydende Pladsen ved sin Side. Og her samlede han nu om sig en Halvkres af opmærksomme Tilhørere, som han un|273derholdt med morsomme Anekdoter om sine Medarbejdere eller sine Modstandere fra *Kamptiden. Ethvert Spørgsmaal om *Øjeblikkets Politik afviste han derimod.

Jytte kom derind for at finde Pastor Gaardbo. Trodsen var kommen op i hende nu. Hun ønskede at række ham Haanden her for alles Øjne.

Hun traf ham ude paa Verandaen, hvor han stod i Samtale med hendes Mor, og hun kunde se det paa hans urolige Øjne, at de længe havde søgt hende. Moderen gik kort efter ind; men de blev dog ikke alene. Flere af Middagsgæsterne opholdt sig derude for Aftenkølighedens Skyld. De stod i en Gruppe henne i den modsatte Ende og var meget højrøstede. Inde i Havesalen var de elektriske Kroner og Lamper bleven tændt, og det lighvide Lys skar sig grelt ind i Havens Dæmring.

Da Jytte saae, at Pastor Gaardbo holdt sin Hat i Haanden, spurgte hun ham, om han var ved at gaa; og hun føjede straks til, at hun godt forstod, han ikke befandt sig vel i dette Selskab. Han burde slet ikke være kommen her.

»Det er ikke for Selskabets Skyld, jeg er her,« sagde han stille. »Men jeg har hørt, at De skal rejse. Imorgen allerede. Min Svigerinde har fortalt mig det. Og jeg maatte tale med Dem endnu engang. De tilgiver mig, at jeg siger det ... Men har |274 De noget imod at gaa ned i Haven? Her er saa uroligt og beklumret.«

Jytte stod længe uden at svare. Tilsidst vendte hun sig fra ham med en Hovedbøjning.

»Jeg gaar blot ind efter mit Sjal.«

Da hun var kommen tilbage og de fulgtes ned ad Trappen, mærkede hun godt, at de før saa højrøstede Herrer stak Hovederne sammen og hviskede. Men det var hende ligegyldigt. Hun havde i Øjeblikket kun een Tanke: at det Uafvendelige var over hende, og at hun for sin egen Skyld maatte have en Afslutning.

De gik omkring den store Græsplæne og videre gennem Havens brede Midt-Allé af Popler. Præsten tog igen sin Hat af. Hans Ansigt var blegt, og han tørrede sig flere Gange med sit Lommetørklæde over Panden.

For Enden af Alleen var der en aaben Pavillon med et Bord og nogle Siddepladser. Her gik de ind. Det kom ganske af sig selv. Som efter en stiltiende Aftale satte Jytte sig paa Bænken bag Bordet, Præsten paa en Stol i nogen Afstand. Han sad der foroverbøjet med Hatten mellem sine urolige Hænder.

»Frøken Abildgaard, De maa give mig Lov til at tale aabenhjertigt til Dem. Jeg har saa meget at sige Dem; jeg veed kun ikke, hvordan jeg skal faa |275 det sagt, saa jeg ikke krænker Dem. Min Svigerinde fortalte mig iaftes om sit Besøg hos Dem, og jeg kunde mærke paa hende, at De havde forskrækket hende lidt med Deres Udtalelser om forskellige Ting. Jeg sagde til hende, at man ikke skulde tage den Slags Stemningsudbrud for alvorligt, og det gjorde jeg da heller ikke selv. Jeg kender Dem jo. De bruger gerne Deres Ord som en Slags Fugleskræmseler til at holde Dem Nysgerrigheden fra Livet med. Derfor har Folk i Almindelighed en saa forkert Mening om Dem ... Fornærmer det Dem, at jeg siger det?«

Jytte rystede paa Hovedet. Hun sad bøjet frem over Bordet med Haanden under den Kind, der vendte mod ham, saa han ikke kunde se hendes Ansigtsudtryk. Med den anden Haand drejede hun paa en Majolikakrukke, der stod foran hende.

»Jeg har set rigtigt – ikke sandt? Den Frøken Jytte Abildgaard, som Verden kender, er ikke den virkelige, ikke den sande? Det har jeg anet fra den første Gang, jeg saae Deres Øjne. Jeg maa have Lov til at sige Dem det ... Det var den Morgen, jeg mødte Dem og Deres Mor udenfor gamle Bodils Hus, om De husker det. Der var i Deres Blik en stum Sørgmodighed, der fik mig til at tænke paa en *Storfugl i Fangenskab. Ja, nu synes De maaske, at jeg forsøger paa at smigre Dem; men saadan var |276 mit første Indtryk af Dem, og jeg er ikke kommen bort fra det siden. Men De veed det selv, Frøken Abildgaard, at De ikke hører hjemme i den Verden, man har spærret Dem inde i. Det har jeg mange Gange mærket paa Dem. Og det var jo ogsaa ganske umuligt, at De med Deres fribaarne Natur kunde finde Dem tilrette i det Selskab, som De her og andetsteds færdes i. Men det skal jeg ikke tale om igen. Nu skal De altsaa rejse herfra, og jeg skal ikke længer have den Glæde at se Dem og tale med Dem. Jeg kommer vel ogsaa i den nærmeste Fremtid til at omtumles som en Kastebold i dette Valgrøre, som jeg halvt mod min egen Vilje er kommen ind i. Men forinden vi skilles, vil De da i fuld Oprigtighed svare mig paa et Spørgsmaal? Naar jeg næste Gang kommer til København – enten det nu bliver som Rigsdagsmand eller som Privatperson – vil De da give mig Lov til at forny Bekendtskabet? Maa jeg gøre Dem og Deres Mor et Besøg?«

Da Jytte ikke svarede, rejste Præsten sig. Stille bøjede han sig frem over Bordet, idet han med Armene støttede sig paa Pladen.

»Jeg er kommen til at holde saa umaadelig meget af Dem,« sagde han. »Jeg har været bange for at sige det ... vi har jo kendt hinanden saa kort. Men nu er Ordet sagt. Hvad jeg for ti Dage siden vilde |277 have troet umuligt, er sket. Den Morgen udenfor gamle Bodils Hus vaktes der et nyt, stort Haab i mig ... af Dem! Nu maa De sige mig, om jeg skulde have tiet.«] B C D, tiet. A

»Pastor Gaardbo! Har De glemt, at jeg ikke er Kristen?«

»Nej, det har jeg ikke, kære Frøken! Dertil har De for ofte og for kraftigt mindet mig om det. Men – saa underligt det maaske kan lyde – det *mistrøster mig ikke. Hvordan skulde De i Grunden være bleven det? Der er jo aldrig nogen, der har talt til Dem om Gud. Ikke engang da De var Barn. Men jeg veed, at De i Deres Inderste bærer paa en Længsel, som De endnu ikke selv forstaar. Deres Øjne og al Deres Tale har vidnet om et Savn, som De fornægter. Dersom jeg ikke vidste det saa sikkert, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg her har gjort.«

Jytte havde løftet Hovedet op fra sin Haand. Hun havde ogsaa et kort Nu set ham op i Øjnene, mens han talte. Nu sad hun igen med bøjet Hoved og havde begge Hænderne omkring Majolikakrukken.

»Ja, jeg forstaar Dem nu! ⇕A  ◄B  C  D  Sml. Det er et forædlet og forskønnet Fremtids-Billede af mig, De er kommen til at sætte Pris paa. Men De kender mig alligevel ikke rigtig, Pastor Gaardbo. Jeg forsikrer Dem, Deres gode Tro til mig vilde jeg sørgeligt skuffe. |278 Jeg misunder Dem ikke Deres Gud. Jeg kender ham ikke og bryder mig ikke om at lære ham at kende. Hans Barmhjertighed, som De taler saa meget om, har jeg aldrig mærket noget til. Dersom jeg troede paa ham, vilde jeg afsky ham.«

»Frøken Abildgaard! Nu forsynder De Dem!«

»Det gør jeg vist, men det er mig virkelig ligegyldigt,« sagde hun og rejste sig nu for at gaa. »Og De kan da ikke forlange noget Hensyn, Pastor Gaardbo! De siger, De holder af mig, og samtidig fortæller De mig, at De har det bedste Haab om min Forbedring. Dersom jeg ikke fandt det saa komisk, at jeg maa le af det, burde jeg vist føle mig fornærmet. Hvad vilde De i Grunden sige, dersom jeg gjorde Gengæld og forlangte, at De skulde afsværge Deres Tro, fordi jeg finder den barnagtig og latterlig? De vilde vist blive meget forbavset.«

»Kære Frøken! Jeg vil jo kun Deres Bedste!«

»Det tror jeg gerne, Pastor Gaardbo! Men jeg foretrækker at gaa gennem Verden med aabne Øjne og bruge min Forstand. Det giver ikke netop det lyseste eller gladeste Syn – det er sandt! Men til Gengæld spares man undertiden for at blive det tragikomiske Offer for Livets Bondefangeri. Og jeg forsikrer Dem, det har ogsaa sin Tilfredsstillelse at vide sig *assureret mod Skuffelser. Men det har vi nu talt om saa ofte, og jeg tror ikke, det nytter at fortsætte den |279 Diskussion. Jeg vil derfor sige Dem Farvel. Og jeg ber Dem om ikke at følge mig. Jeg vil helst gaa alene. – Lev vel, Pastor Gaardbo!«

Hun sagde de sidste Ord med et Nik men uden at række ham Haanden. Og Præsten blev staaende ved Bordet og fulgte hende med store, angstfulde Øjne, som om han indtil det sidste ikke kunde tro, at hun virkelig vilde gaa.

»Frøken Abildgaard!« kaldte han endnu engang bønfaldende.

Men hun vendte sig ikke om.

Inde i Stuerne havde Fru Bertha gaaet uroligt om og søgt hende. Hun havde ikke set hende gaa ned i Haven med Præsten og forstod ikke, hvor de begge var bleven af. At de var sammen, var hun dog temmelig sikker paa. Der havde været Kærlighed i deres Haandtryk før. Det tog hun ikke fejl af. Men hun vovede alligevel ikke at give sig hen til Forhaabninger. Hun var for ofte bleven skuffet.

Da Jytte kom tilbage, stod hun i det hvide Lys nedenfor Verandatrappen og spejdede.

»Hvor kommer du dog fra, Barn? Og hvor er Pastor Gaardbo?«

»Han gik vist hjem. Vi har spaseret lidt.«

»Men hvor har I været? Du ser saa træt ud.«

»Det er jeg ogsaa. Luften er saa lummer iaften. Mon vi ikke faar Torden ... Hys! Hvad er det?«

|280 Hun hørte en Violin blive stemt.

»Ja, Musikken er kommen. Sangerne fra Byen er her ogsaa. De skal vist straks begynde. Og veed du, hvem der ogsaa kommer?«

»Nej.«

»Karsten From. Kan du tænke dig! Vilhelmine fortalte mig det for lidt siden. Han lod sig præsentere for hende igaar ved Skovfesten og tilbød straks at komme her iaften med sin Guitar og underholde Gæsterne.«

»Naa, det kan jo blive ganske fornøjeligt,« sagde Jytte. »Jeg foretrækker i hvert Fald ham for denne rædselsfulde Maler-Sangforening. Det er dog en taabelig Ide af John.«

»Du skulde vist hellere gaa op og lægge dig, Jytte. Du er jo ganske kold paa dine Hænder.«

»Ja, jeg tror, jeg er kommen til at fryse lidt ... Skal vi ikke gaa ind?«

⇕A  ◄B  C  D  Sml. Enslev forlod Storeholt den næste Morgen for at rejse til Jylland, hvor han allerede om Eftermiddagen skulde tale ved et nyt Møde. Saadan drog han i de følgende Uger fra Sted til Sted for at holde Mandtal over sine Trofaste. Hans voldsomme Sprog og den Hensynsløshed, hvormed han foer frem mod enhver, som han mistænkte for Frafald, skabte |281 Uro og Usikkerhed allevegne. Mange omkring i Landet ansaae ham for utilregnelig og ønskede for hans historiske Navns Skyld, at han snart maatte dø.

I Hovedkvarteret i København havde man i Begyndelsen ikke taget den gamle Mands Kampagne synderligt alvorlig. Man trøstede sig med, at det var Fortiden, der spøgede et Øjeblik, forinden den endelig blev gravlagt. ⇕A  ◄B  C  D  Sml. Men efterhaanden som man nærmede sig Valgdagen, voksede Nervøsiteten og Modløsheden i den tyrstrupske Presse, og de politiske Vejrhaner begyndte at svinge. En af *Højres Aviser skrev haanligt om visse Tegn i Luften, der tydede paa, at den døende Løve alligevel havde skræmmet adskillige af den nyeste Æras Mænd med sine Ørkenbrøl.

Valgdagens Morgen kørte *Jægermester Hagen i pragtfuldt Sommervejr fra Storeholt sammen med Fru Vilhelmine, der forinden havde hørt ham holde Generalprøve paa sin Valgtale og fundet den antagelig. Han var stærkt nervøs af den ugelange Spænding og *afslappet efter en søvnløs Nat. Han havde denne Morgen for første Gang bedt til Gud og havde desuden styrket sig ved en solid engelsk *Frokost med Havregrød, Skinke og Æg. Synet af de mægtige Plakater med hans Navn, som i Løbet af Natten var slaaet op paa Mure og Telefonpæle, bevægede ham, saa han havde Taarer i Øjnene.

|282 »Stem paa Hagen!«

Overalt paa den lange Vej til Valgstedet fulgtes han af dette Vidnesbyrd om Folkets Tillid.

Der var jo ganske vist ogsaa slaaet Plakater op med Pastor Gaardbos Navn; men han bemærkede med Tilfredshed, at de ikke var saa lidt mindre end hans. De havde desuden en grim vissengrøn Farve, og det gjorde ham yderligere forhaabningsfuld. Højrekandidatens Plakater tog han sig slet ikke af. Det var en Straamand, som Partiet ikke selv tog alvorlig efter at Balduin Hansens Kandidatur var opgiven. Enslevs Modtræk havde vist sig rigtigt beregnet. De *stille i Kresen, der her som andetsteds var Højres Haab, kunde ikke opskræmmes af Talemaaderne om Revolutionens Hydra, naar denne fremtraadte i Skikkelse af en Godsejer og Jægermester. Hvad Udfaldet saa vilde blive – mod Faren for en Overrumpling var man sikret.

Paa Markedspladsen i Jerve var Valgtribunen rejst mellem fire Flagmaster, og der var sort af Mennesker. Det var saa godt som udelukkende Landboere. En rolig og temmelig ligegyldig Mængde, der bakkede paa deres Piber og snakkede om Svinepriserne, mens *det kongelige Brev blev oplæst.

Den langsommelige Valgkamp havde *trættet ud. Man havde forlængst truffet sit Valg mellem Kandidaterne og var faldet til Ro. Nogen personlig Inter|283esse i Valget havde kun de færreste. Enten Jægermesteren eller Præsten blev valgt, var det dog stadig Folket, der regerede. Med den Overbevisning følte Størsteparten sig paa Forhaand tilfredsstillet.

Der blev ikke talt meget om det; men det ventedes almindeligt, at Jægermesteren vilde bære Sejren hjem. I hvert Fald inde i de mange Beværtninger, der *omrandede Markedspladsen, og hvor allerede en Del halvfulde Folk sad og savlede over Ølglassene, holdt de fleste paa ham. »Fyens Venstre«, der havde agiteret for hans Valg, var Egnens mest] B C D, meste A læste Blad, og Redaktør Danielsen havde gjort sin *Skyldighed som offenlig Udraaber af hans Fortjenester. Virkelyst, Handlekraft, Sandhedskærlighed, *Sjælsadel, Tapperhed, Retfærdighedsfølelse, Opofrelsestrang, *Hjertedannelse, Trofasthed, Begejstring og Uegennyttighed var nogle faa af de Dyder, som Bladet i disse Uger havde smykket ham med. Stærkere Indtryk havde det dog gjort, at Jægermesteren ved nogle af Vælgermøderne selv havde omtalt sine landøkonomiske Forsøgsarbejder og navnlig sin Kamp mod *Kartoffelskimmelen, for hvis Udryddelse han – som han bevæget forklarede – »havde ofret en Formue«.

Efter hans Valgtale lød der kraftigt Bifald. Ogsaa var han heldig med sine Svar til *Interpellanterne. Netop de Egenskaber, der havde forvoldt hans Ulykker i Livet, kom ham tilgode paa en Valgtribune. |284 Hans Uvederheftighed, hans Efterplapren og især hans store Gavmildhed i Løftet vandt ham mange Hjerter, medens Pastor Gaardbo, der ikke lovede mere, end han troede at kunne holde, og ikke *fragik noget Ord, selv om det kunde skade ham, ofte kom tilkort endogsaa overfor sine egne Tilhængere.

Endnu efter Valghandlingens Slutning kunde der dog ikke vides noget paalideligt om Udfaldet. Her som de fleste Steder i Landet var Virkningen af Enslevs Optræden, ikke mindst af hans Tale i Strige Skov, umuligt at beregne. Man havde dennegang indenfor Partiet delt sig paa Spørgsmaal, der ikke tidligere i den Grad havde paavirket et Valg.

Under den langvarige Afstemning opholdt Jægermesteren sig ovre i Gæstgivergaarden, der var den enslevske Fraktions Samlingssted. Han var saa syg af Spænding, at han maatte holde sig oppe ved Hjælp af Kamferdraaber.

Fru Vilhelmine haanede ham; men hun vidste rigtignok heller ikke, i hvor høj Grad Dagen betød Knald eller Fald for ham. Blev han ikke valgt, var han vanæret. For de Penge, hans Svigerfader havde laant ham til at ordne det nødvendigste med inden Valget, havde han maattet stille] stillet A, ikke i B C D Sikkerhed i Storeholts Inventar, som i Forvejen var pantsat til en københavnsk Møbelhandler, og han ventede sig ingen Skaansel af ham, dersom han] kan A, ikke i B C D ikke blev valgt. Uden |285 at klø sig i Hovedet vilde Svigerfaderen sende ham i *Forbedringshuset. Men fik han først Foden indenfor i Rigsdagen og dermed endelig en Virkeplads for sine Evner, skulde han vide at skaffe sig Oprejsning for alle sit Livs Ydmygelser.

»Præstepartiet« holdt til i Forsamlingshuset i den anden Ende af Byen. Her blev Stemningen i Løbet af Eftermiddagen mere og mere bekymret. De Meddelelser, der listedes ud fra de forskellige Valglokaler, efter at Optællingen af Stemmesedler var begyndt, lød foruroligende; og de første Valgresultater, der indløb fra andre Steder i Landet, virkede ogsaa nedslaaende. De meldte om Sejr for flere af de enslevske Kandidater.

Pastor Gaardbo var tilsidst gaaet bort for at bringe sit Sind i Ligevægt. Han gik paa maa og faa ud ad Landevejen i den *luende Aftensol.

Ikke for sin egen Skyld frygtede han Afgørelsen men fordi det vilde føles som et Nederlag for den Herre, han tjente, om et Menneske som Jægermesteren blev foretrukket for ham. Det var Angsten for en saadan Beskæmmelse, der i sin Tid havde faaet ham til at tøve med at modtage Vennernes Opfordring til at *stille sig, og nu vilde han af samme Grund ikke opgive Haabet om, at Dagen trods alt endnu kunde bringe Sejr for Herrens Menighed.

Da han kom tilbage til Forsamlingshuset, stod en |286 af Vennerne udenfor paa Trappen og tog imod ham med et modfaldent Ansigt. Det var den skæggede Jørgen Tækkemand, der var Medlem af Valgbestyrelsen. Han trak ham tilside og betroede ham, at Optællingen af Stemmesedlerne netop var sluttet, og at Resultatet var meget sørgeligt. Jægermesteren var valgt med et Overtal af næsten fire Hundrede Stemmer.

»Sig ikke noget til de andre endnu. Jeg maatte jo egenlig ikke fortælle det. Men jeg syntes, De skulde være den første, der fik det at vide.«

Blodet var gaaet den unge Præst fra Kinderne.

»Hvor mange Stemmer fik han?«

»Elleve Hundrede og tolv.«

»Og jeg?«

»Syv Hundrede og nitten.«

»Ja ja, Jørgen Tækkemand! Lad os ikke tabe Modet. Næste Gang skaffer vi den gode Sag Oprejsning. Saa *aftvætter vi Skammen. Skal vi give hinanden Haanden paa det?«

Henne paa Markedspladsen begyndte man igen at stimle sammen foran Tribunen, hvorfra Valgresultatet skulde forkyndes. Folk strømmede til allevegne fra. Ogsaa Fuldskaben inde i Beværtningerne begyndte at røre paa sig. Et Kvarterstid efter proklameredes Jægermester Hagen som Kresens Folketingsmand og blev ved sin Tilsynekomst paa Talerstolen hilst af sine Vælgere med den Begejstring, som Sejrsfølelsen |287 nu havde vakt hos dem. Han stod der med en pragtfuld Solnedgang som Baggrund, rund og smilende, idet han med et Træk, han havde afluret Enslev, takkede for Modtagelsen med fremstrakte Arme, som om han ønskede at kunne trykke hver enkelt af de mange Hundrede i Haanden.

Bagefter førtes han i Triumf til Gæstgivergaarden, hvor et Fællesmaaltid skulde afholdes. Med fire Musikanter i Spidsen drog Toget gennem Byen, og Jægermesteren, der gik forrest med sin Kone under Armen, hilste i sin Lykkerus ud til Tilskuerne paa begge Sider uden at mærke, at de fleste smilte af ham.

Da Toget passerede Distriktslægeboligen, stod Doktor Gaardbo ved det aabne Vindu og demonstrerede med en mægtig Haanlatter. Naar det ikke kom til Spektakler, var det kun, fordi Størsteparten af Egnens Beboere i Forvejen kendte Doktorens drastiske Mening om Folkestyrets Velsignelser og desuden ikke tog ham alvorlig. Man vidste, at han var et Menneske, der overhovedet ikke troede paa noget, – »Haltefanden«, som man kaldte ham paa Grund af hans Klumpfod. Mange ansaae ham for lidt forrykt, og baade Apotekeren og hans Nabolæger gjorde, hvad de kunde, for at understøtte denne Antagelse.

Doktoren havde hele Eftermiddagen ventet paa sin Broder. Pastor Gaardbo havde efter Valghandlingens Slutning kigget indenfor i Lægeboligen, men kun |288 opholdt sig der et Øjeblik, og siden havde de ikke set ham. Nu gik Doktoren ud for at søge ham i Forsamlingshuset; men til sin Forbavselse hørte han der, at Præsten allerede var kørt hjem.

»Hvad kan der være sket?« sagde han til sin Kone, da han kom tilbage. »Han maa jo være bleven syg. Jeg vil straks tage hen og se til ham. – Det var nu alligevel kedeligt, du, at det ikke blev til noget med ham og Frøken Abildgaard.«

»Det tror jeg ikke,« sagde Meta – hun sad ved Spisestuebordet og skrællede Æbler.

»Ja ja, du maa dog indrømme mig, at han har forandret sig. Saa gerne han vistnok vil, kan han ikke glemme hende. Men i hvert Fald maa vi se at faa ham gift, saa han igen kan komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen. Han bliver mere og mere *overjordisk og eksalteret. Det har sikkert ogsaa skadet ham under Valgkampen.«

»Jytte kunde kun have gjort ham ulykkelig,« sagde Meta i sine egne Tanker. »Jeg tror, hun bliver sindssyg – dersom hun ikke allerede er det.«

»Hun trænger vel ogsaa til at blive gift. Om lykkeligt eller ulykkeligt – det er ikke Hovedsagen. Bare vi gør vor Skyldighed! ... Men nu kører jeg altsaa! Dersom jeg kan overtale Johannes, saa tager jeg ham med mig tilbage.«

Han traf Broderen alene i Arbejdsværelset. Præ|289sten gik frem og tilbage over Gulvet i den halvtomme Stue, og han kunde se paa hans aandsfraværende Mine, at han havde gaaet saadan længe. Den lille, lavfodede Petroleumslampe stod paa Faderens gamle *Bedepult og lyste fattigt ned paa Skraalaagets grønne Klæde og op paa det *tornekronede Kristushoved. Resten af Stuen laa i Halvmørke.

»Er det dig?« sagde Præsten og blev staaende paa det Sted, hvor han var standset. ⇕A  ◄B  C  D  Sml. Doktoren mærkede straks paa Tonen, at han ikke var velkommen.

»Hvorfor har vi ikke set dig, Johannes? Du kunde da vide, at vi ventede dig. Meta har ogsaa gjort Anstalter for at beværte dig lidt godt efter Dagens Anstrengelser.«

»Jeg længtes efter at komme hjem. Vil du bringe din Kone min Undskyldning.«

Doktoren anbragte sig i Sofahjørnet, mens Broderen blev ved at spasere.

»Du er naturligvis skuffet af Resultatet idag?«

»Ja.«

»Jeg synes nu ikke, du skal være altfor ked af det, Johannes. Det har dog ikke været helt omsonst, at du ofrede dig. Balduin fik du i hvert Fald fordrevet, og han var absolut den mest ondartede. Jægermesteren hører til de forholdsvis uskadelige Forbrydere. Han bærer sin fordærvede Natur udenpaa Frakken, saa enhver kan se den. Man har maaske endogsaa Lov til at haabe, at han vil komme |290 til at virke paa Offenligheden som et gavnligt Skræmmebillede. Jeg ser derfor i Grunden ikke nogen stor Ulykke i, at det er gaaet, som det er.«

»Nej, det gør du vel ikke,« sagde Præsten og standsede et Øjeblik. »Men du glemmer, Povl, at for mig stiller Sagen sig i enhver Henseende anderledes.«

Doktoren blev tavs. Han havde i Broderens Øjne mødt en aabenlys Fjendtlighed, som han et Par Gange i den senere Tid havde set et Glimt af.

»Hvordan stiller Sagen sig da for dig?« spurgte han efter nogen Betænkning.

»Det kan jeg ikke nærmere forklare uden at komme ind paa et Omraade, som du jo har forbeholdt dig selv. Men saa meget vil jeg dog sige, at den, der ikke nu vil være med til at standse *Forargelsen ved Bøn til ham, som alene kan gøre det, han har selv Lod og Del i den. Han har Medansvar for den, hvor megen god Vilje han saa ellers viser til at *hjælpe sin Næste. Du taler om Menneskets fordærvede Natur. Du skriver jo endogsaa paa en Bog om den Ting. Men du forstaar den ikke selv, Povl, før du har lært, at der kun gaar een Vej til Menneskehedens Frelse – og det er *Korsets Vej.«

»Du veed, den er for mig *Per Gantes Genvej.«

»Aa – Pral! Frækhed er det af dig, og ikke andet. Du og dine Lige er det, der fordærver Folket. |291 I har ingen Samvittighed, og de ærligste af jer tilstaar, at de hader Gud.«

Doktoren rejste sig.

»Hør, Johannes, dette her maa høre op! Jeg havde haabet at kunne faa dig med hjem, saa vi kunde have siddet hyggeligt sammen og glemt Dagens Genvordigheder. Men jeg mærker, du er for opreven. Jeg maa hellere gaa. – Godnat, Johannes!«

Han rakte ham Haanden; men Broderen beholdt sin bag Ryggen.

»Jeg rækker ikke en Gudsfornægter Haanden,« sagde han.

Det gav et Ryk i Doktoren.

»Hvad siger du? De Ord tør du ikke gentage.«

»Jeg rækker ikke en Gudsfornægter Haanden,« sagde] B C, Haanden, «sagde A, ikke i D Præsten igen, og dennegang med hele sin Stemme.

Doktorens Svar var en knaldende Lussing. Præsten tumlede tilbage, og før han rigtig kom til sig selv igen, var Broderen borte og sad ude i sin Bil.