[3] I.

I en øsende Regn kom en gammel *Kaleschevogn *agende oppe paa Sandinge nye Stationsvej. Det var en Dag i Begyndelsen af Juli, men Himlen var sort og lav som ved Novembertid. Vandet styrtede ned; det var et fuldkomment Skybrud. Oven paa Kaleschens buklede Læderhimmel havde der samlet sig en hel Sø, som skvulpedes frem og tilbage under Vognens ujævne Bevægelser. Overalt paa den bedagede *Karosse, lige fra to Kufferter, der var surret fast bagpaa, indtil en stor Paraply, hvorunder et Fruentimmer sad og krøb sammen oppe paa *Bukken ved Siden af Kusken, randt Vandet i stride Strømme. Det var et ynkeligt Syn.

Havde der endda været lidt Fart i Køretøjet! Men som det dèr sneglede sig frem med et Par sølle smaa, skindmagre Heste og samvittighedsfuldt malede sine høje Hjul rundt i Vejens tommetykke, vællingagtige Pludder, gjorde det et Indtryk, som |4 om det havde faaet til Opgave ret at anskueliggøre for enhver Vejfarende, hvor afskyeligt Vejret var, hvor trøstesløs den hele Egn strakte sig mod Horisonten med sine ensformige Markskel og nøgne Banker. Man maatte uvilkaarlig faa den Forestilling, at der inde under den sorte Kaleschehimmel sad en eller anden *levergusten *Hypokondrist med indsunkne Øjne, der stirrede sløvt ud paa Regnen, uden Energi til at skynde paa Kusken, men ogsaa uden nogen som helst Utaalmodighed i Retning af at naa sit Bestemmelsessted, hvor ingen Glæde ventede.

Da tittede pludselig et rødkindet, smilende Barneansigt op over Kaleschens *Forlæder .... og lidt efter kom ét til ... og samtidig en lille, buttet Haand, der med udspilede Fingre søgte at opfange de nedfaldende Regndraaber. Det var en Aabenbarelse saa overraskende som at se Englehoveder dukke op af en Ligkiste. De lyseblaa Øjne straalede af lyksalig Forventning; og for hvert Hus, de kørte forbi, hvert Par Faar, der stod og græssede ved Vejkanten, brød begge de Smaa ud i høje Henrykkelsesraab.

Pludselig vendte den største af dem sig om og raabte ivrigt:

»Fa’er! Tante! ... Se dog!«

|5 Vejen havde foretaget en stor Svingning og samtidig sænket sig, hvorved Udsigten var bleven aabnet til et vidtstrakt Engdrag, der – fladt som et Vand – bredte sig mellem høje, golde Bakkeskraaninger. Derude midt paa den grønne Flade saaes gennem Regnsløret Sandinge By med store, gulkalkede Bøndergaarde og en gammel *Havstens Kirke. Ikke langt derfra løftede Stedets berømte Højskole sine røde Mure, ... et vidtløftigt Kompleks af store og smaa Bygninger, der ledte Tanken hen paa noget som en større *Stats- eller Regeringsanstalt, hvad Skolen paa en Maade ogsaa nu var bleven.

Det var lige i Middagsstunden. Fra alle Byens Skorstenspiber sænkede en brunlig Tørverøg sig tungt over Straatagene, og rundtomfra hørtes Hanerne at kalde Hønsene til Køkkendørene. Da Kaleschevognen skumplede gennem Gaden, var der ikke et Menneske at se; hele Byen var som uddød. Kun henne fra et lille gult Hus, hvor *den folkelige Friskole holdtes, hørtes Skolebørnene at synge i vilden Sky under Anførsel af Lærerens vellystigt *tremulerende Bas.

Idet Vognen kørte der forbi, traadte *Friskolelærer Povelsen *i højstegen Person ud i Forstuedøren, som næsten udfyldtes af hans omfangsrige |6 Skikkelse. Med den aabne Salmebog i Haanden og uden at afbryde Ledelsen af Sangen blev han ved at stirre efter Køretøjet, indtil det forsvandt for ham i *Regntykningen.

»Hvem var det, Jørgen Hansen?« spurgte han da en lille, *førladen Bondemand, som imidlertid var kommen frem i en Lo-Dør ovre paa den anden Side af Gaden.

Jørgen Hansen gav sig god Tid til omhyggeligt at rense sit Pibehoved, før han svarede. Saa sagde han meget betænksomt og med en Inderlighed, som om Talen galdt et betroet Hjærteanliggende:

»Ja se, det véd jeg saamænd *itte, Pøvelsen, ... jeg véd det saamænd itte. Men ellers var det jo *Ole Olens *Bæster *dernøre i *Lejet.«

»Ja, jeg syntes det jo nok. Og det var Kromandens nye Vogn. Men hvem var det, som sad indeni?«

»Ja se, det kan jeg sandelig itte sige, Pøvelsen, ... nej, jeg kan *mente itte. *Kanskesens det var no’en af disse hersens Bademennesker, *der er ventendes dernøre.«

»Det er rimeligt nok, ja. Der kom jo Nogen *forgangen ogsaa. Naa! ... *Jesus, dine dybe |7 Vunder!« Læreren istemte atter Børnenes Sang og vendte tilbage til Skolestuen.

Imidlertid skumplede den gamle Karosse videre nordpaa ad den ganske flade Landevej, der i en bugtet Linie fulgte Bredden af en lille Aa, som gennemstrømmede Eng-Landskabet. Overalt stod lange, lige Rækker af rødbrogede Køer, der i fuldkommen Ubevægelighed, med ludende Hoveder og halvlukkede Øjne, taalmodigt skød Ryg mod den nedstyrtende Regn. Men efterhaanden naaede Vognen magrere Jorder, hvor stridhaaret Ungkvæg gik og græssede mellem altfor mange og altfor brogede Blomster. Skrigende Maager kredsede i Luften og forraadte Havets Nærhed. Snart dukkede ogsaa den hvide Strandbred op forude. Og nu skimtedes en Række smaa Fiskerhytter, et Par Bøndergaarde og en *teglhængt Kro – »Sandinge Leje«.

Dette Sted havde i de senere Aar vundet en vis Navnkundighed ... i hvert Fald i Aviserne. Efterat nemlig en ny Jærnbane havde aabnet den hidtil temmelig afsides liggende Egn en forholdsvis nem Forbindelse med det øvrige Land og navnlig med Hovedstaden, var Stedets Krovært bleven greben af den Ærgerrighed at ville skaffe Lejet Berømmelse som Badested. Hvert Foraar havde iøjnefaldende Bekendtgørelser i Bladene henledt det højtærede |8 Badepublikums Opmærksomhed paa dette »første Rangs Kursted« og dets »vildt romantiske Naturomgivelser«; og virkelig var det i de sidste Sommere lykkedes at hidlokke en halv Snes sværmeriske Københavnere, der drev omkring langs den flade Strand og regelmæssig hver Aften stillede sig op nede ved Havstokken for i drømmende Henrykkelse at betragte Solens Nedgang i Havet.

Det var dog ikke mod Kroen – »Hotel Kattegat«, som den nu var døbt, – at den gamle Kalesche styrede sin *Kaas. Ved Indkørslen til Lejet drejede den *ad Vester, hen imod en stor og smukt vedligeholdt Bondegaard, der laa lidt udenfor den egentlige By. Et netop hejset Flag tilkendegav ogsaa, at det var her, Gæsterne ventedes.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.II.

I den samme regnfulde Middagstime var der stor Forsamling i »Sandingehus«, en malerisk, i norsk Stil opbygget Bjælkevilla, der laa inde under Bakkeskrænten ikke langt fra Højskolen. Her residerede for Tiden den bekendte, formuende Enkefru *Lene Gylling, der gerne om Sommeren for|9lagde sit folkelige Hof hertil fra Hovedstaden for at være i Nærheden af den Virksomhed, som mere end nogen anden kunde glæde sig ved hendes Beskyttelse.

I den rummelige Havestue, hvorfra en Fløjdør stod aaben til det Fri, var der forsamlet henimod et halvt Hundrede Mennesker. Det var til Dels fremmede Tilrejsende af den Art, man til Stadighed saa’ her som Højskolens Gæster: højtalende Præster med deres folkeligt klædte Hustruer, alvorsfulde, langskæggede Landsbylærere og rundryggede Bondestudenter med blege Ansigter. Forøvrigt saaes ogsaa et Par af Højskolens egne Lærere og af Egnens velnærede Bønder med deres Koner. Der havde som sædvanlig været holdt et Formiddags-Foredrag paa Skolen, og det var nu en Gang en fast Skik – som Fru Gylling satte megen Pris paa – at man efter Foredraget samledes i »Sandingehus« for at tilbringe Middagstimen med fortrolig Vennepassiar ved en Pibe Tobak.

Denne »Vennepassiar« udartede imidlertid regelmæssigt til en varm Debat om Dagens forskellige sociale, politiske og religiøse Spørgsmaal. Det syntes efterhaanden at være bleven disse Mennesker en ligefrem Livsfornødenhed at diskutere, fremsætte Meninger, udvikle Livsanskuelser og profetisk for|10tabe sig i Fremtiden. Særlig var de religiøse Emner igen kommen paa Dagsordenen, efter at de i adskillige Aar havde været fortrængte af den altopslugende Politik. Overalt havde Folkesagens kristne Venner – skuffede i Haabet om *det jordiske Freds- og Retfærdighedsriges nær forestaaende Komme – med forstærket Iver vendt Tanker og Hu mod det Hinsidige.

Den Forhandling, der i Dag satte Sindene i Bevægelse, drejede sig da ogsaa udelukkende om Tidens stærke religiøse Brydninger. Særlig beskæftigede man sig med Planen til *et stort Møde, som man agtede at afholde her paa Højskolen umiddelbart efter Høst, og hvor *den fri, folkelige Kirkes Tilhængere skulde samles fra hele Landet til gensidig Opbyggelse og Bestyrkelse i Troen. Trangen til en saadan Genoptagelse af Fortidens almindelige Vennemøder havde længe været levende i disse Kredse. Det lod sig nemlig ikke længer skjule, at det frisindet-religiøse Samfund i den senere Tid i en betænkelig Grad havde tabt sin forrige Indflydelse paa Befolkningen. Partiets store Høvdinge var alle døde; og ogsaa de mere betydende af de stedlige Førere var – som her i Sandinge – efterhaanden gaaet bort. Samtidigt havde et middelalderligt Spøgelse, *den mørke Pie|11tisme, rejst sig i uanet Vælde. Egn efter Egn havde næsten uden Modstand givet sig Helvedprædikanterne i Vold. Det var, som om den Række politiske Ydmygelser, der i de sidste Aar var overgaaet Befolkningen, havde lammet Sindene og gjort dem til et let Bytte ogsaa for det aandelige *Ild- og Sværdregimente.

Under disse Omstændigheder var der efterhaanden opstaaet nogen Utaalmodighed i »Vennesamfundets« Lejr. Man krævede med stigende Styrke, at der skulde gøres Noget, ... ja, der havde endog hævet sig Røster for den Anskuelse, at Samfundets hidtil forfægtede Kristendomsopfattelse led af visse Mangler, at den rent ud sagt ikke længer svarede til, hvad Nutiden *fordrede. Partiets bestaltede Ord- og Penneførere havde derfor i den sidste Tid haft musetravlt med at underkaste Livssynet en kritisk Revision; og over hele Landet ventede den betrængte Menighed i voksende Bekymring paa det forløsende Ord, der endelig skulde bryde den kirkelige Reaktions Magt og gengive den frie, lyse og *glade Kristendomsforkyndelse det tabte Herredømme over Sindene.

Det var just med disse Forhold for Øje, at man havde udstedt Indbydelse til det omtalte Vennemøde, hvor de forskellige Anskuelser kunde |12 komme til Orde og Afgørelse træffes angaaende en samlet Optræden overfor fælles Modstandere. Flere af de i Dag tilstedeværende Fremmede havde udtrykkelig indfundet sig for at faa Lejlighed til at indvirke paa *Bestemmelserne om Forhandlingsemner, Foredragsholdere o. s. v.

Blandt disse Fremmede bemærkedes især en højvoksen, slank, skægløs Mand i Fyrretyveaarsalderen, omkring hvem Størsteparten af Selskabet efterhaanden havde samlet sig. Det var den i de sidste Aar meget omstridte Frimenighedspræst *Vilhelm Pram, til hvem navnlig de Yngre var begyndt at se op som til en Fører og Fornyer, og hvis larmende Veltalenhed og hele fremtrædende Væsen røbede, at han næppe heller selv havde smaa Tanker om den Mission, han var sat til at udføre her i Verden.

Hans Berømmelse skrev sig fra, at han for et Par Aar siden ved et stort Kirkemøde, hvor der havde været baade Bisper og Provster til Stede, var fremtraadt med den aabne Bekendelse, at man efter Fremkomsten af *den nyeste, uomstødelige Bibelkritik ikke længer med Sandhed kunde tale om en direkte guddommelig Aabenbaring men udelukkende var henvist til at søge Kundskab om Kristus og Kristendommen i den levende Menig|13heds Vidnesbyrd; at man saaledes end ikke havde Lov til at lade sin Tanke og Fornuft trællebinde af den hellige Skrifts Avtoritet men skulde betragte Biblen som enhver anden Opbyggelsesbog, hvis Forestillinger man kunde forkaste eller tilegne sig, *alt eftersom de tilfredsstillede Ens personlige Behov. Disse Udtalelser havde i første Øjeblik virket skræmmende selv paa dem, der allerivrigst havde raabt paa en tidssvarende Udvikling af Vennesamfundets kirkelige Anskuelse. Men Sagen fik snart en anden Vending, idet Kirkemyndighederne tog Anledning af Talen til at afskedige Vilh. Pram fra hans Embede i Statskirken. Herved opnaaede han det Martyrium, som hurtigt gjorde ham og hans Lære populær. En Kreds af oplyste Bønder i *en smørfed, lollandsk Egn kaarede ham til sin private Sjælesørger, og selv vedblev han i ildfuld Tale og Skrift at slaa til Lyd for sin Anskuelse og hævde den som det nye *Lys-Ord, der endelig og afgørende skulde bryde den døde Bogstav-Troes Jernaag og samtidig stanse de oplyste Klassers voksende Frafald fra Kristendommens evige Sandhed.

Denne Begivenhed og navnlig det heldige Udfald, den fik, havde været medvirkende Aarsag til, at ogsaa andre af Partiets fremadstræbende Aander fik Mod til at sige sig løs fra den trykkende Dogme-|14Tro. Man havde efter den Tid formelig kappedes om at fremsætte nye, livsvækkende Sandheder. Saaledes havde en vis *Pastor Magensen, der ogsaa var til Stede her i Dag, fornylig udgivet et opsigtsvækkende Flyveskrift *»Bort med Helvedstraffene!« hvori han baade med Lærdom og med Hjærtelighed havde paavist, at Troen paa en personlig Djævel og en evig Fordømmelse stred saavel mod vor Forestilling om Guds Algodhed som mod Bibeloversætternes nyeste sproglige Resultater. Den lille blaaøjede Mand med de lyse Englelokker var saa dybt grebet af denne ny Lære, saa bekymret over sine Medmenneskers Vildfarelser angaaende dette Punkt, at han efter sin Kones Sigende endog om Natten i sine Drømme laa og vaandede sig ved Tanken om de umenneskelige Forestillinger om Helvedes Ildsluer og evige Pinsler. Som *Pietisternes ikke uvittige Ypperstepræst skulde have ytret om ham: Fanden havde taget ham med Hud og Haar.

Det var alle disse brændende Spørgsmaal, der nu var bragt paa Bane her i Fru Gyllings Havestue, mens Regnen blev ved at strømme ned fra Himlen som dennes trøstesløse Graad. Rundt om paa Stuens mørke Bjælkevægge hang der store, malede Portræter af Folkefrihedens gamle Forkæmpere, der ligesom lyttende skuede ned over |15 den bevægede Forsamling af deres aandelige Sønner og Arvtagere. Dèr] Dér KR (stiltiende), ikke i C D E F G sad *Grundtvigs forklarede Gudfader-Skikkelse med Hænderne foran paa Maven, *Monrad med en Haand dybsindigt under Kinden, *Orla Lehmann med en Haand diplomatisk skjult mellem to Brystknapper, samt *en stor norsk Digter og Kraft-Agitator med en knyttet Haand i Siden og et profetisk Lyn bag Brillerne.

Ordskiftet var efterhaanden bleven meget livligt, og navnlig gjorde Vilhelm Pram et dybt Indtryk paa Forsamlingen, hvoraf i øvrig Størsteparten allerede forud hørte til hans svorne Tilhængere. Endog Værtinden, Fru Gylling, havde nylig – om end først efter adskillig Vaklen – sluttet sig til det reformivrige Parti, hvad der i høj Grad havde styrket dettes Stilling inden for Vennesamfundets Organisation. Den endnu smukke Dame med de smaa, fine Haarkrøller nedover Panden sad dybt nedsunken i en Kurvestol og saa’ ud over Forsamlingen med dette interessante, drømmende Blik, der havde givet hende Ord for at være Danmarks aandfuldeste Kvinde. Som sædvanlig deltog hun ikke direkte i Diskussionen men tilkendegav til Gengæld flittigt sit Bifald ved smaa moderlige Nik og Smil til de forskellige Talere.

I det Hele herskede der den frejdigste Stem|16ning. Det udtaltes aabent, at hvad der nu skulde fuldbyrdes for Nordens Vedkommende, var den sidste, afsluttende Del af den Kirkerensning, som var begyndt med Luther og fortsat af Grundtvig. Efter nitten Aarhundreders Forløb skulde Kristendommen endelig frigøres for al middelalderlig Vildfarelse ... genoprejses i den uforvanskede Lys-Skikkelse, i hvilken den alene ejede Magt til at *erobre Verden og alle Folk, saaledes som det var den forjættet.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.III.

Der var alligevel i det mindste én af de Tilstedeværende, som ikke deltog i den almindelige Tilslutning. Henne ved et af Vinduerne sad en midaldrende, mørkladen Mand og tyggede nervøst paa sit Overskæg. Under hele Debatten havde han siddet dèr i upaaagtet Tilbagetrukkenhed og med et Blik, der var tilsløret som af Feber, stirret hen paa det Sted, hvor Vilhelm Pram stod midt i sin andægtigt lyttende Tilhørerkreds med Frakken tilbageslaaet, den venstre Haands Fingerspidser i Vestelommen og den højre Arm dra|17matisk udstrakt, ordrigt udviklende det Spørgsmaal om Mirakkeltroen, der efter hans Mening burde være Hoved-Forhandlingsemnet paa det forestaaende Møde, og som han havde formuleret i Sætningen: »Hvad maa et Nutidsmenneske *fordre af Religionen?«

Denne ensomme Mand var *Forstander Sejling, Sandinge Højskoles nye Bestyrer, der havde overtaget Ledelsen af Skolen efter den gamle Højskoleforstanders Død. Da Vilh. Pram havde sluttet sin Tale, rejste han sig endelig ligesom med en netop modnet Beslutning, knappede Frakken tæt om sin firskaarne Skikkelse og gik langsomt, med begge Hænderne paa Ryggen og fuldkommen behersket Mine, hen imod Kredsen.

»Jeg ønsker at fremsætte en Bemærkning,« sagde han her med høj Røst, idet han afbrød den Diskussion, som Vilh. Prams Tale straks havde fremkaldt.

Ved Lyden af hans Stemme opstod der en lidt ængstelig Uro i Forsamlingen. Højskoleforstander Sejling var nemlig nok en højt anset Mand inden for Vennesamfundet, hvad man nylig havde vist ved at betro ham Ledelsen af denne Landets største og maaske mest elskede Højskole. Man beundrede hans ualmindelige Evner |18 som Foredragsholder, skattede hans smukke, beaandede Sprog og frem for alt den sædelige Alvor, der lyste ud af hele hans Personlighed. Men der var ved Siden heraf noget mærkelig uberegneligt og ligesom lunefuldt ved ham. Man levede i en Art Frygt for ham, fordi man aldrig fuldt ud vidste, hvor man havde ham, fordi han aldrig var at formaa til at give en klar Redegørelse for sit Standpunkt overfor foreliggende Spørgsmaal ... en Svaghed i hans ellers saa mandige Karakter, som man havde søgt at forklare sig ved at opfatte ham som et dybt bevæget Stemningsmenneske, en tungsindigt gærende Aand, der ensomt omtumledes af Tidens stormfyldte Tanker.

Tilsyneladende uden at lægge Mærke til den Bevægelse, hans Fremkomst vakte, saa’ han sig med et alvorsfuldt Blik omkring i Kredsen og gav sig til at tale.

Han begyndte med at sige, at han som sædvanlig med stor Tilfredshed havde hørt sin Ven Vilh. Prams Udtalelser, der vidnede om et aabent Sinds ildfulde Optagethed overfor Menneskenes store Livsspørgsmaal. Naar han ikke desmindre fandt sig beføjet til at fremkomme med et Par Modbemærkninger, var det, fordi han troede ... ja efter megen alvorlig Selvprøvelse var bleven fuldt over|19tydet om, at der i adskillige af de Bestræbelser, der var kommen til Orde her i Dag, lurede en Fare, som ikke Alle tilstrækkeligt paaagtede. Det maatte dog nemlig staa fast, at Kristendommen i Virkeligheden kun havde én Fjende blandt Menneskene: de Ikke-Kristne. Naar man i visse Kredse havde en Tilbøjelighed til at udstrække Hænderne – de være nu knyttede eller aabne – til alle Sider, var dette derfor et Udslag af misforstaaet Iver, der kun var egnet til at skabe Forvirring. Og naar Vilh. Pram i Dag paa det fremsatte Spørgsmaal om et Nutidsmenneskes Forhold til Religionen svarede med at stille den Fordring, at Troen ikke maatte lægge Fornuften i Baand og ikke være i Modstrid med Videnskabens uomstødelige Kendsgerninger, saa forekom det ham, at i dette Svar var den knyttede Haand rettet mod de anderledes tænkende Kristne, hvorimod den aabne og broderlige Haand var indbydende udstrakt mod Fritænkerne og de rene Fornægtere; ... men dette var sikkert en Nidkærhed paa Afveje. Hvad der for ham mere og mere afgørende stod som Tidens store religiøse Opgave, var ikke at udvide Kløfterne mellem alvorligt menende Kristne men tværtimod at slaa Bro over dem, at tilvejebringe Mulighed for den lykkelige Genforening, der alene kunde |20 tilbagegive den kristne Menigheds Vidnesbyrd den Overtalelsens myndige Magt, som *fik Blinde til at se og Døve til at høre.

Disse Ord, der blev udtalt med en dyb Overbevisnings bekymringsfulde Alvor, undlod ikke at gøre et vist Indtryk navnlig paa den menige Del af Forsamlingen. Kun Vilh. Pram, der allerede var gaaet saa fuldstændig op i sit Kald som banebrydende Kraft, at han straks optog enhver Modsigelse som en personlig Krænkelse, afviste med Lidenskab de fremførte Indvendinger.

»Alt, hvad du dér siger, Sejling, er jo ikke andet end Sofisteri. Naar man tror at have genfundet Kristi uforvanskede Lære – og det tror vi – saa betragter man med Rette alle dem som Modstandere, der ikke vil erkende dette, enten de saa kalder sig Kristne eller ej. Men vi har ogsaa den Pligt at søge at vinde Alle for vor Overbevisning ... Alle! Naar du derfor siger, at vi rækker Fornægterne en aaben Haand, saa svarer jeg: nej, en aaben Favn byder vi dem, ... en Broderfavn efter Kristi eget Bud. Hvad kommer det vel an paa Navnet! Det kristne Samfund skal ikke længer være som en *Frimurerloge, hvor der kræves visse *Tegn og underlige Gerninger for at faa *Indladelse, ... nej, fri Entré skal der være! |21 For Pokker! Var maaske Kristus en saadan *Posekigger, der forsigtig ransagede Folk, som kom for at høre hans Vidnesbyrd? Nej, han indbød Alle ... Alle! Og vi skal blot frejdigt følge hans Eksempel. *Paa vid Gavl med Kirkedørene ... det skal være vort Løsen! Atter skal Kirkeklokkerne runge det ud over Alverden: *Kommer hid, kommer hid, alle I, som ere besværede! Vi har Fred og Hvile for Eder Alle – Alle – Alle!«

Under dette Udbrud aandede Vilh. Prams Trofaste atter op; og da han sluttede, udbrød de i en demonstrativ Bifaldsmumlen, der et Øjeblik gjorde Højskoleforstanderen kendeligt bleg.

Nu traadte ogsaa den lille Pastor Magensen frem og vidnede, at han ganske sluttede sig til Vilh. Prams Udtalelser. Kun mente han, der maatte gøres den Indskrænkning, at ingen sand Kristen kunde leve i aandeligt Broderskab med Folk, der troede paa en personlig Djævel eller paa evige Helvedstraffe. Mod en saa umenneskelig og ufordragelig Lære maatte der føres aaben Krig ... en Udryddelseskrig ...

Han blev afbrudt af Højskoleforstanderen, der med et ikke synderlig agtelsesfuldt Blik gjorde den ironiske Bemærkning, at ogsaa han forlængst havde faaet mere end nok af disse evige Helvedstraffe. |22 »Forøvrigt har ingen af de her faldne Udtalelser formaaet at forandre min Opfattelse,« tilføjede han. »Tværtimod føler jeg mig yderligere bestyrket i min Overbevisning, og jeg maa derfor paa det alvorligste fraraade, at det af Vilh. Pram i Dag fremsatte Spørgsmaal kommer til at danne Grundlaget for en Forhandling ved vort Møde. Det vil efter min Mening kun bidrage til endnu yderligere at bortstøde dem, til hvem i hvert Fald adskillige af os – trods al Meningsforskel – stadig føler os knyttede ved hellige Baand.«

»Aa, det er jo blot Skræmmebilleder!« udbrød Vilh. Pram atter med udstrakt Arm. »Dersom de Baand, du dér taler om, virkelig ikke skulde kunne taale Sandhedens Styrkeprøve – nu, saa lad dem i Guds Navn briste! Men det har saavist ingen Fare. Hvad der i Sandhed hører sammen, skiller Sandheden ikke ad! ... Og det mener du jo i Grunden ogsaa selv, Sejling! Da vi i Gaar Aftes talte sammen inde paa dit Værelse, var vi jo ganske enige. Du mente jo ogsaa, at Tiden nu var kommen, da det aandelige Frihedskrav skulde rejses i sin fulde Styrke inden for Kirkens egen Grund.«

»Du maa ganske have misforstaaet mig,« afbrød Højskoleforstanderen men blev i det samme |23 meget rød. »Noget saadant kunde jeg aldrig udtale af den simple Grund, at –«

»Har jeg misforstaaet dig, siger du? Da fatter jeg sandelig ikke –«

»Det er muligt. Men en Anskuelse af den Art har jeg aldrig næret ... og aldrig kunnet nære –«

»Ja saa! Nu, saa har jeg altsaa taget fejl. Jeg har misforstaaet dig, som du siger.«

Uroen i Forsamlingen steg. Frygten for de Meningsforskelligheder, som de sidste Tider havde aabenbaret inden for Vennesamfundet, men som man af Hensyn til Modstanderne havde søgt saa vidt muligt at dække over, greb pludselig Alle ved dette Optrin, der føltes som et ildevarslende *Forbud om, hvad det store Møde vilde bringe. Men netop i det Øjeblik, da Striden mellem Vilh. Pram og Højskoleforstanderen truede med at udarte til et uhyggeligt Mundhuggeri, opstod der Bevægelse i Anledning af, at en høj, bleg Mandsperson, der hidtil havde holdt sig allerbagest i Tilhørerkredsen, hvor han havde staaet beskedent og lyttet med to Fingre lagt op over Kinden, nu traadte frem og med svag Stemme udbad sig Tilladelse til »at ytre sig.«

|24 Denne Mand var den af Alle elskede men samtidigt dybt beklagede *Kandidat Boserup, en Teolog og forhenværende Højskolelærer, der var bleven ramt af den Ulykke ved altfor ivrig Fordybelse i filosofiske og kritiske Skrifter ganske at miste Troen paa Kristendommens Sandhed. Hvor tungt dette Tab havde været ham, hvor ensom og ulykkelig han følte sig i sine Tvivl, derom var ikke alene hans Person et saa talende Vidnesbyrd, at Alle – særligt Kvinderne – uvilkaarlig grebes af Medlidenhed og kappedes om at vise ham Deltagelse. Han sagde det ogsaa ofte selv, at det var for ham, som om hans Sjæl laa Lig; og trods sit Frafald vedblev han da ogsaa stadig at søge tilbage til de Steder, hvor Troens Ord taltes. Derfor havde man heller aldrig villet opgive Haabet om at se ham vende lutret tilbage til det kristne Samfund; og i saa Henseende lagde man en særlig Betydning i den Omstændighed, at det netop var Vennesamfundets Forkyndelse, hvoraf han følte sig tildraget. Man saa’ heri en yderligere Bekræftelse paa, at det var ved det Aandens Lys, der udgik fra denne Kreds, at ikke alene han men alle Tidens mange søgende og tvivlende Sjæle tilsidst skulde genfinde den tabte Vej til Himlen.

|25 Derfor blev der ogsaa dødsstille nu, da han traadte frem for at tale. Alle Blikke hang i spændt Forventning ved hans Læber, mens han stod dér med sit lille lidelsesfulde Smil i det blege Ansigt og krammede Lommetørklædet mellem sine magre Hænder.

Det havde ikke været uden Betænkeligheder, – begyndte han – at han havde tilladt sig at paakalde Opmærksomheden i denne Kreds. Han havde jo paa en Maade slet ikke længer Ret til at tale i en Forsamling som denne. Men han havde følt en uimodstaaelig Trang til at ytre sin Glæde over, hvad han havde hørt her i Dag. I det Hele var det saa forunderligt for ham i denne Tid at være Vidne til, hvorledes den gamle – engang jo ogsaa for ham saa kære – Kirkevej nu blev ryddeliggjort for mer end én af de Sten, hvorover saa Mange i vore Dage snublede. Særlig vilde han pege netop paa Mirakkeltroen som en af de Anstødssten, der for hans eget Vedkommende havde været skæbnesvanger; og man vilde derfor forstaa den Taknemlighed, hvormed han havde hørt særlig Vilh. Prams Udtalelser om dette Punkt. I det Hele var det ... han maatte jo nok faa Lov til at sige det ... med et stort, personligt Haab, at han saa’ hen til det Rydningsværk, der nu var |26 begyndt, og som sikkert engang vilde blive til Velsignelse og Fred for Mange.

Efter disse Udtalelser kunde Vilh. Prams Tilhængere triumfere. Flere af dem omringede straks Taleren for at trykke hans Haand. Højskoleforstanderen lod sig imidlertid paa ingen Maade anfægte men forlangte paa ny Ordet. Og under den nu fortsatte, stadig mere højrøstede Diskussion viste det sig, at han alligevel havde ikke saa ganske faa Meningsfæller her, navnlig blandt de langskæggede Landsbylærere, der hidtil havde forholdt sig temmelig tavse men nu – paavirkede af Modstandernes, særlig de unge Bondestudenters overmodige Optræden – blev hede i Hovederne og begyndte at tage Ordet. Det saa’ et Øjeblik ud til, at Kandidat Boserups beskedne lille Indlæg skulde blive Signalet til en alvorlig *Holmgang, ... men da hændtes det, at Alles Tanker pludselig kastedes ud i en hel anden Retning.

Fru Gylling, der altid følte sig lidt beklemt, naar Stemmerne omkring hende blev høje, og gerne greb enhver Lejlighed til at aflede Stormene, kom tilfældigvis til at kaste Blikket gennem Vinduet ud paa det taagede Regnvejrs-Landskab ... netop paa det Tidspunkt, da hin bedagede Kaleschevogn arbejdede sig frem ad den bugtede Landevej derude.

|27 »Aa, se her et Øjeblik!« udbrød hun straks saa højt, at al Tale i det samme forstummede. »Kan Nogen gætte, hvem der kommer kørende dèr?«

Alle stirrede ud gennem Vinduerne, følgende Retningen af hendes pegende Finger.

»Det er Emanuel Hansted,« vedblev hun, da man spørgende vendte sig imod hende.

»Emanuel Hansted!« brød man ud i Kor.

»Jeg hørte i Morges, at han skal have ladet leje Sommerlejlighed til sig hos Ole Olsen nede i Lejet. Han vil nok bo der en Tid med sin Familie ... det vil sige med sine Børn og sin Søster, *Generalkonsulinde Torm.«

Denne Meddelelse var vel egnet til at vække Forbavselse her, og virkelig bragte den de Kæmpende til i nogle Øjeblik at glemme deres Tvistigheder. Emanuel Hansted var Vennesamfundets Smertensbarn. I sin Tid, da han levede og virkede derovre i det afsidesliggende Vejlby Sogn paa den anden Side af Fjorden, – paa én Gang Bonde og Præst, frivilligt delende Liv og Kaar med sine fattige Omgivelser, ja endog, skønt en *Etatsraads Søn, gift med en bondefødt Pige der fra Egnen – syntes hans Liv en fuldkommen Virkeliggørelse af alle folkelige Drømme. Ukendt og fremmed |28 som han vedblev at være for alle Andre end netop sine egne Sognefolk, havde han særlig i Vennesamfundets københavnske Kredse været Genstand for megen Omtale. Der havde efterhaanden dannet sig *en hel Mythe om *hans ideale Liv derude i det fjerne Land; og naar man i Tankerne saa’ ham vandre op og ned ad de stenede Marker bag sin Plov, var man ikke langt fra at forestille sig ham med en folkelig Helgenglorie svævende over Hatten.

Des mere nedslaaende havde derfor Skuffelsen været, da man *for omtrent halvandet Aar siden erfarede, at han – efter først ved Uforstand at have fremkaldt Ufred og Misfornøjelse blandt sine Venner – pludselig havde afbrudt sin Virksomhed og var rejst bort, efterladende Menigheden i en fuldkommen Forvirring, der havde haft til Følge, at den senere havde kastet sig i *Pietisternes Arme. Men en særlig Bitterhed blandede der sig i Skuffelsen, da det underhaanden fortaltes, at dette hans pludselige Opbrud skulde staa i Forbindelse med et fornyet Bekendtskab med en vis Dame ... en Datter af hans *Formand i Embedet, hos hvem han i sin Tid havde været Kapellan, den stokreaktionære og højkirkelige Seminarieforstander Provst Tønnesen. Hvorledes dette nu end forholdt sig, |29 saa meget var i hvert Fald sikkert, at hans Hustru ikke havde fulgt ham, da han sammen med Børnene var flyttet ind til sin Fader i Hovedstaden. Hun havde efter Sigende en Tid opholdt sig hos en Ungdomsveninde paa et fjernt Næs, Skallinglandet, ude ved det aabne Hav men var senere vendt tilbage til Barndomshjemmet for at pleje sin syge Moder. Hvorledes Forholdet mellem Ægtefolkene egentlig var, ... om de var lovformeligt skilte, eller om Adskillelsen blot var midlertidig ... derom havde end ikke Fru Gylling kunnet faa opsporet paalidelig Besked. – I en lignende uigennemtrængelig Dunkelhed var ogsaa Emanuel Hansteds øvrige Planer og Tanker indhyllede. Med Bestemthed vidste man kun om ham, at han i disse halvandet Aar havde levet i fuldstændig Tilbagetrukkenhed hos Faderen i København. Umiddelbart efter hans Tilbagevenden til Fædrenehjemmet var der vel gaaet Rygter om, at man i højkirkelige Kredse skulde have sine Garn ude efter ham og nok ingenlunde være utilbøjelig til at skaffe Sønnen af den højt ansete Departementschef et nyt og indbringende Præsteembede. Men disse Rygter døde efterhaanden hen; ja, det sidste, man nu havde hørt om ham, var, at han – trods Families og Venners indtrængende Bønner – paa det be|30stemteste havde vægret sig ved igen at træde i Statskirkens Tjeneste.

Det var derfor ikke underligt, at hans Ankomst til denne Egn, saa nær hans forrige Hjem og Virkekreds, og saa nær hans Hustrus Opholdssted, fremkaldte en Række forundrede Spørgsmaal hos den interesserede Forsamling i »Sandingehus«, navnlig da Fru Gylling oplyste, at ogsaa den omtalte Frk. Tønnesen var ankommen til Lejet og allerede i et Par Dage havde boet dernede paa Hotellet. Man fortabte sig en Tid i allehaande Gisninger. Dog fandt man det ikke passende alt for længe at opholde Tankerne ved en saadan Sag, hvorfor Vilh. Pram, der overhovedet ikke yndede, at man beskæftigede sig for meget med Andre, afsluttede med den Bemærkning, at hele Hemmeligheden med den gode Emanuel Hansted vistnok var den, at han ikke selv længer vidste, hvad han vilde.

Hvorpaa man med fornyet Kraft tog fat paa Mirakkeltroen og de Kristnes Forhold til Bibelkritikens uomstødelige Resultater.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml. |31 IV.

Dagen efter skinnede Solen. Den lunefulde Julihimmel udfoldede sig allerede fra Morgenstunden saa festlig blaa, med et saa indsmigrende Smil, som var den ivrig for at gøre godt igen, hvad den de foregaaende Dage havde forbrudt med sine Efteraars-Nykker. En *blaffende Søndenvind strøg i lummerhede Pust ned over Bakkerne, aandede over de vaade Enge, fyldte sig med Kløverstakkenes Vellugt og jog Strandens uvejrsvarslende Maageskarer langt ud over den spejlblaa Havbugt. Det var virkelig bleven Højsommer nu.

Paa en Tremmebænk i en lille hyggelig Have ved den Bondegaard, hvor den gamle Kaleschevogn Dagen forud var kørt ind, sad den unge *Generalkonsulinde Torm i Skyggen af et vidtforgrenet Æbletræ. Den lille spinkle, sygeligt blege Dame var klædt i dybeste Enkesorg. For anden Gang i Løbet af de sidste to Aar havde Knokkelmanden banket paa hendes Dør og *fordret *Indladelse. Endnu før hun havde forvundet den første Smerte over Tabet af sit eneste Barn, havde hendes Mand – der var en Snes Aar ældre end hun – en Nat efter et rigt Festmaaltid faaet et Slagtilfælde i |32 hendes Arme, og faa Dage efter var han afgaaet ved Døden.

Det var dog ikke netop disse tunge Minder, der nu fik hende til at sidde med sit Hækletøj i Skødet og stirre ud paa Græsplænens Solpletter – aldeles fortabt i Tanker. Det var Uroen og Bekymringen for hendes Broder Emanuel, der igen i Dag – som saa ofte før – fik hende til at glemme egne Sorger.

Forholdet imellem de to i saa mange Aar adskilte Søskende var i den sidste Tid paa en Maade bleven meget inderligt. Under de stærke, sjælelige Rystelser, som de gentagne Berøringer med Døden havde fremkaldt hos Fru Betty, havde hun hos Emanuel fundet den religiøse Støtte og Trøst, som hverken Faderen eller hendes yngre Broder, den livslystne Garderofficer, var i Stand til at yde hende. Han var bleven hendes Skriftefader, og hun havde klynget sig til ham i fuld Oprigtighed og Tillid. Og dog var Forstaaelsen imellem dem vedblivende kun halv. De glade Forventninger, hvormed ogsaa hun i sin Tid havde imødeset Broderens Tilbagekomst til Fædrenehjemmet, var kun bleven til Skuffelse. Trods alle velmente Bestræbelser for at forstaa ham, al søsterlig Villighed til at følge ham paa hans underlige Veje, følte hun sig frastødt, ja krænket af hans |33 stadig lige haardnakkede Vægring ved at forsone sig med det Liv og det *Samfund, som han dog baade ved Fødsel og Opdragelse tilhørte. Han havde »Intet lært og Intet glemt«, som Faderen plejede at sige med en sørgmodig Hovedrysten, ... og i saa Henseende delte hun ganske den øvrige Families Opfattelse af ham. Hun betragtede hans Tilbøjeligheder som sørgelig Forvildelse, en Slags Sygdom i Sindet, der syntes at være bleven uhelbredelig.

Imidlertid blev hun – uden at vide det – opmærksomt iagttaget henne fra Havediget af en lille Pige. Det var Emanuels ældste Datter, den nu seksaarige Sigrid, som sad der med sit Lokkehoved gemt i en stor *Helgolænderhat og Skødet fuldt af afplukkede Markblomster. Det ellers saa rastløse og støjende Barn sad saa besynderligt stille og andægtigt, rørte sig ikke af Pletten, skottede blot nu og da hen til Tanten med et stjaalent Blik.

Denne usædvanlige Højtidelighed havde hvilet over Barnet lige siden den foregaaende Middag, da hun kørte gennem Landsbyens Gade. Under Gaarsdagens lange Aftenskumring havde hun siddet ganske tavs henne ved Vinduet inde i Barnekammeret og stirret ud paa Regnen uden at ville |34 hverken spise Noget eller lege med den lille Dagny. Men da Tjenestepigen havde spurgt hende, om hun ikke var rask, havde hun pludselig ladet som Ingenting og givet sig til at danse rundt paa Gulvet med Søsteren ligesom i et Anfald af overstadig Lystighed.

Dèr sad hun nu paa Havediget og lod, som om hun legede. Men med ét rejste hun sig, strøg varsomt Blomsterne af sit Forklæde og drev i en stor Bue hen over Græsplænen ... indtil hun naaede Tremmebænken. Her anbragte hun sig paa Knæ foran Tanten og lagde Armene op i hendes Skød.

»Tante,« sagde hun stille og gav sig til at pille ved Hækletøjets lille Garnnøgle.

»Ja, min Ven,« svarede Fru Betty, endnu halvt i egne Tanker.

»Hvor er min Mo’er henne?«

Det gav formelig et Sæt i Fru Betty, – hun stirrede ned paa Barnet med store Øjne. Det var nu saa længe, siden hun havde hørt dette Spørgsmaal, der i sin Tid daglig havde sat hende i pinlig Forlegenhed.

»Hvor falder du pludselig paa det, min Ven?« spurgte hun.

»Jo-o,« svarede Sigrid og saa’ nu op med et |35 frimodigt Blik. »For jeg drømte saa meget om Mo’er i Nat. Og om gamle Trofast. Jeg kunde ligesaa grangivelig se Mo’er, Tante! Ogsaa den lille Vorte paa Kinden, du véd nok. Og jeg drømte ogsaa om Mormo’er. Hun gav mig en Sukkerkringle, tror jeg nok. – Tror du, Tante, at Mo’er kommer nogensinde tilbage fra den Rejse?«

Fru Betty blev urolig. Hun saa’ ned i disse troskyldigt spørgende Barneøjne og vidste ikke, hvad hun turde svare.

»Sig mig, Sigrid,« sagde hun endelig, idet hun med Haanden strøg de viltre, gulbrune Lokker bort fra Barnets rødmossede Kind. »Drømmer du ofte om din Mo’er?«

Sigrid gav sig atter til forlegent at lege med Garnnøglet i Tantens Skød.

»Det véd jeg saamænd ikke,« sagde hun i en Tone, der skulde lade ligegyldig. Men det var let at høre, at hun ikke talte rigtig sandt.

Fru Betty blev mere og mere tvivlraadig, – hun kæmpede i nogle Øjeblikke med en stor Beslutning. Saa klappede hun Barnet paa Kinden og sagde:

»Naar lille Sigrid vil være rigtig taalmodig, saa kommer din Mo’er nok snart tilbage.«

|36 »Snart?« spurgte Barnet med vidtopspærrede Øjne.

»Ja, det tror jeg ... Men gaa nu hen og hent Dagny. Jeg synes, jeg kan høre hende ude paa Gaardspladsen.«

»Er hun dèrude!« udbrød pludselig Sigrid med sin sædvanlige, robuste Iver, som om al Erindring om Moderen i samme Nu var blæst bort. »Det skal vi snart faa at se!«

Og som en Stormvind fo’r hun ud af Haven.

Fru Betty saa’ forbavset efter hende. Saa rystede hun paa Hovedet, ... hun forstod sig ikke paa det Barn. Og hun var nu ikke langt fra at fortryde, hvad hun havde sagt hende, fordi hun egentlig slet ikke havde haft Lov dertil. Naa ... én Gang maatte dog Børnenes Sind forberedes paa dette Gensyn, hvorom hun selv nu ikke længer tvivlede. Emanuel havde vel ikke ligefrem sagt noget derom; men hun kunde forstaa paa Alt, at han nu var fast besluttet paa at genoptage Samlivet med sin Hustru og i det Hele søge en Tilnærmelse til sine forrige Venner. Han havde blandt andet for nylig talt om et stort Møde, der skulde afholdes her paa Egnen, og ved hvilket det var ham magtpaaliggende at være nærværende. Hun antog, at han her for første Gang vilde forkynde |37 det nye Syn paa Kristendommen, hvortil han *efter sit Sigende nu var kommen.

Det var jo rigtignok ikke en saadan Udgang af disse halvandet Aars pinefulde Uro og Uvished, hun oprindeligt havde tænkt sig og helst ønsket. Men hun indsaa’ mere og mere, at der næppe var anden Udvej. Ja, som Forholdene nu en Gang havde udviklet sig, var den vel ogsaa den for alle Parter bedste!

Ude fra Gaardspladsen hørtes nu Sigrids kommanderende Stemme; og et Øjeblik efter vendte Barnet tilbage med den lille Dagny, der netop i Dag fyldte sit tredje Aar. Den lille pluskæbede Tyksak havde Favnen fuld af nyt Legetøj og trak efter sig en lille Træhest paa Ruller. Men trods disse rige Gaver saa’ hun meget mut og utilfreds ud. Hun havde nemlig endnu ikke faaet sin Faders Lykønskning, og da hun naaede hen til Tanten, gav hun sig straks til at rykke hende energisk i Ærmet og brummende forlange at komme »ind til Fa’er.«

Fru Betty søgte at stille hende tilfreds.

»Du véd jo nok, at Fa’er ikke gerne vil forstyrres om Morgenen. Han sidder jo og læser, Dagny. Sæt Jer nu hen i Solen, Børn, saa kommer han nok snart.«

|38 Sigrid trak atter rask af Sted med det modvillige Fødselsdagsbarn. De anbragte sig paa Græsplænen og gav sig til at lege. Men stadig hørte man Dagny utaalmodigt mumle med sin mærkeligt dybe Røst, at hun vilde »ind til Fa’er.«

For Resten begyndte ogsaa Fru Betty at forundre sig over Emanuels Udeblivelse. Hun vidste, at han for længe siden var staaet op. Allerede ganske tidlig i Morges havde hun hørt ham spadsere op og ned ad Gulvet inde i sin Stue ... en af disse utrættelige, timelange Vandringer, som hun huskede saa godt fra hans Studenterdage derhjemme, og som altid havde gjort hende ilde til Mode, fordi de saa uhyggeligt mindede hende om hendes Moder. Det var nemlig noget af det, hun tydeligst huskede om sin afdøde Moder, at hun saaledes kunde gaa halve Dage og hele Nætter frem og tilbage i sit Værelse uden at standse et Øjeblik. Disse ensformige, vedholdende Skridt havde ogsaa været det allersidste, hun havde hørt af hende om Natten før hendes forfærdelige *Endeligt, ... og den dumpe Lyd var bleven siddende i hendes Øre som en rædselsfuld Erindring.

Men netop som hun sad og overvejede, om hun ikke gjorde rigtigst i at se lidt ind til Broderen, lød der Mandstrin inde i Havestuen; og et Øjeblik |39 efter traadte Emanuel frem i den aabne Dør med en bredskygget Filthat paa Hovedet og en Egekæp i Haanden.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.V.

Han lignede ganske sig selv fra forrige Dage. Han var *tarveligt, ja fattigt klædt og saa mager, at Kinderne dannede store Hulninger oven over Skægget. De mærkeligt lyse Øjne var lige klare og milde ... syntes blot endnu lidt mere *ømfindtlige for Dagslyset end før; og de mørke Skygger, der laa omkring dem, gjorde dem tillige ligesom større. Haaret i Nakken bar han atter langt og tæt, saa det næsten naaede ned til Frakkekraven, og det store, lyse Skæg hang i Bølger ned over hans mørke Dragt.

»Hvad?« udbrød han og saa’ sig overrasket om, idet han holdt Haanden skyggende op for Øjnene. »Jeg tror virkelig, Solen skinner i Dag!«

»Kære – ser du først det nu?« sagde Søsteren og betragtede ham over sit Haandarbejde med et undersøgende Blik. »Saa har du vist igen siddet og glemt dig selv over en Bog eller noget |40 Andet. Husk paa, at Doktoren har advaret dig imod den megen Indesidden.«

Han smilte til hende og nærmede sig over Græsplænen.

»Ja, du har Ret, Betty. Men ser du, derfor har jeg ogsaa, ...] KR, ogsaa. ... A, ikke i C D E F G God Morgen, mine Smaa!« – han fik Øje paa Børnene og klappede i Forbigaaende den lille Dagny, der straks var løbet hen imod ham. – »God Morgen, min Lille! Naa ... har I saa sovet godt i det fremmede Hus? Ja, naturligvis! ... Nej, ser du, Betty, derfor har jeg ogsaa udrustet mig til en længere Fodvandring nu. Jeg fik et Glas Mælk og en Bid Brød af Angelica – saa du skal ikke bekymre dig om *Frokost til mig. For Resten har jeg virkelig – som du siger – været optaget af en Bog. En mærkelig lille Bog! Og et mærkeligt Tilfælde i det Hele! Ganske tilfældigt faldt den mig i Øjnene, da jeg i Morges pakkede mine Bøger ud – –«

»Men du glemmer vist –« afbrød Søsteren ham og blinkede betydningsfuldt henimod Fødselsdagsbarnet, der var bleven staaende paa Græsplænen, yderst slukøret, med Fingren i Munden og frembrydende Taarer i sine store Øjne.

»Aa, Dagny, min Stump! Nu har jeg aldrig kendt Mage!« – Han tog Barnet op til sig og |41 kyssede det paa begge Kinderne. – »Gud velsigne dig, mit Barn! Ja, du maa da ikke tro, at jeg havde glemt din Højtidsdag. Det havde jeg sandelig ikke! ... Du har vel ogsaa fundet en lille Gave ved din Seng i Morges – ja, dèr ser jeg den! Og Tante har nok betænkt dig rigeligt, lader det til. Ja ja, tak nu den kære Gud for Alt, mit Barn! ... Men dèr kommer nok Angelica og vil have fat i Jer.«

Han satte hende ned paa Jorden, og begge Børnene løb nu hen til Tjenestepigen, der var kommen frem i Havedøren for at kalde dem ind til Øllebrøden.

Emanuel tog Plads paa Bænken ved Siden af Søsteren og genoptog efter nogle Øjeblikkes Tankefuldhed sin afbrudte Meddelelse:

»Jeg talte om den Bog, Betty. Tænk dig, det var en af Mo’ers gamle Bøger! ... Jeg begriber ikke, hvordan den er kommen med herud; for jeg har aldrig set den før, og jeg kender den slet ikke. Er det ikke mærkeligt! Det er næsten, som om jeg skulde læse den Bog, ikke sandt?«

»Men kan den ikke ganske simpelt have forputtet sig mellem de andre Bøger, du tog med derhjemme fra. Der var vistnok flere af Moders imellem.«

|42 »Ja, det er jo muligt – naturligvis. Men du kan tænke dig, hvor underlig bevæget jeg blev ved saadan ganske uventet at se Mo’ers Haandskrift paa det første Blad. Inde i Bogen laa der et Mærke ... rimeligvis paa det Sted, hvor hun sidst havde læst i den. Og dèr gav jeg mig saa ogsaa til at læse. For det er saa underligt med Mo’er. Det er nu hændet mig saa ofte i mit Liv, at naar jeg syntes, at Alt blev mørkt og uvejsomt omkring mig, eller naar jeg saadan rigtig trængte til en Bekræftelse paa min Tro og mit Haab ... saa har Mo’er paa en eller anden Maade givet mig et Vink, rakt mig en hjælpende, trøstende eller vejledende Haand fra den anden Side af Graven. Saadan ogsaa nu. I Nat, da jeg laa og ikke kunde falde i Søvn – –«

»Kunde du nu igen ikke sove, Emanuel?« spurgte Søsteren og betragtede ham atter med et bekymret forskende Blik.

»Aa, det har ingenting at sige. Det var vel Rejsen, tænker jeg, og den ny Seng maaske. Men, som sagt ... som jeg laa dèr og hørte paa Regnen og Blæsten og Hanernes Midnatsgalen ... paa alle disse kære, kendte Lyd, som jeg nu ikke har hørt, siden jeg forlod Vejlby Præstegaard og Hansine, – saa vaktes der hos mig saa mange |43 gamle Følelser, saa mange dyrebare Minder, der satte Sind og Tanker i Bevægelse. Det var, som gennemlevede jeg i Erindringen hele mit Liv ... *ikke stykkevis og ufuldkomment ... men som en stor, forklaret Helhed. Det var et af disse Øjeblikke, da Gud laaner os sit altskuende Øje, for at vi fuldt ud skal blive aabenbare for os selv. Ligesom fra Tinden af et højt Taarn saa’ jeg ud over den Vej, jeg har traadt, – forstod med en Klarhed som aldrig før, hvorfor Guds Haand rørte mig, bød mig staa stille og se tilbage ... ind i mig selv. Ja, Gud har været mig god! Og det skal en Gang siges – og siges med Alvor og Myndighed – at Kristenheden er fuld af *falske Lærere, der fører Folket i Fordærvelse, ... som ikke fornemmer, at Vejen gaar nedad, dybere og dybere nedad og maa ende i Fortvivlelsen.«

Han havde rejst sig op og stod og saa’ ud over Havediget – ud mod det flade Engdrag i Syd, hvor et Glimt af Sandinge Højskoles røde Mure skimtedes i det Fjerne. Saaledes blev han længe staaende i Tanker, med Hænder og Stok lagt bag om Ryggen, mens Fru Betty sad stille bøjet over sit Haandarbejde. Hun blev gerne imod sin Vilje greben af Broderens Ord. Det var altid først bag|44efter, naar han var gaaet, at hans Tales Uforsonlighed ret gik op for hende og skræmmede hende.

»Men du glemte, hvad du vilde fortælle om Mo’ers Bog,« sagde hun, da Emanuel ikke fortsatte.

»Hvilket? ... Naa, Mo’ers Bog!« udbrød han og gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende. »Aa, det var i og for sig en Ubetydelighed, ... en lille Samling smaa, religiøse Fortællinger fra forskellige Tider og Lande. *Den Fortælling, som Mo’er havde lagt Mærke ved, handlede om en from Mand i Jødeland, om hvem det berettes, at han bestandig var Genstand for sine Naboers Spot, fordi han – trods en inderlig Hengivelse i Gud – stadig led Skibbrud med Hensyn til sin timelige Velfærd. Hans Børn og Hustru døde, hans Kvæg blev sygt, han selv smittet af Spedalskhed. Tilsidst lagde et Uvejr hans Vinmark øde, og Lynet fortærede hans Hus. Og saa slutter Fortællingen om ham med de dejlige Ord: Da gik han til Templet, bøjede sit Knæ og takkede Gud, *Verdens Børn til Forargelse. – »Verdens Børn til Forargelse«. De Ord havde Mo’er understreget. Og de er ogsaa nok værd at lægge sig paa Hjærte. Vi kender jo nok disse Anfægtelsens Øjeblikke, da Verdens *daarlige Tale gør os tvivlraadige, saa vi |45 bliver rædde for vor egen Gærning og siger til os selv: Ja, har de Andre i Grunden ikke Ret? Er det ikke Galskab, er det ikke Vanvid det Hele? Da kan det være godt at mindes Historien om denne fromme Mand i Jødeland, der havde en saa dyb Forstaaelse af – – Men hvem er det, der kommer dèr? –« afbrød han sig selv ved Synet af to Personer, der nærmede sig ad Landevejen inde fra Fiskerlejet, – en hvidkjolet Dame med hvid Parasol og en sortklædt Herre med bredskygget Straahat.

»Hvor?« spurgte Betty og saa’ op. »Aa, det er jo Ragnhild Tønnesen!«

»Ja, nu ser jeg det,« sagde Emanuel, – og der gled en hastig Skygge hen over hans Ansigt. »Men hvem er det, der følger hende?«

»Jeg véd ikke ... Jo ... er det ikke Pastor Petersen?«

»Pastor Petersen? Bor han maaske ogsaa herude!«

»Det maa han vel gøre. Og det kan være rimeligt nok. Han og Ragnhild har i den senere Tid været paafaldende meget sammen, har jeg lagt Mærke til.«

»Ja saa,« sagde Emanuel – hans Stemme lød lidt usikker. »Ja, Pastor Petersen har jo Ord |46 for at være en meget kvindekær Mand. ... Tror du, de kommer herind?«

»Ja, det gør de vel.«

Emanuel stod et Øjeblik tvivlraadig. Han vilde helst overlade til Betty at tage mod Besøget. Men de Fremmede derude havde allerede genkendt ham. Damen gav sig til at hilse med sin Parasol, og Herren løftede sin gule Straahat.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.VI.

Fru Betty rejste sig fra Bænken for at modtage de Fremmede ved Havelaagen. Ragnhild Tønnesens Besøg havde hun ventet. Derimod var ogsaa hun *højlig overrasket, ja næsten betuttet over at se hendes Ledsager dukke op paa disse Enemærker.

Pastor Petersen var en lavstammet, sværtbygget Mand i 50-Aars Alderen, med et fyldigt, glatraget og letbevægeligt Ansigt, et saakaldt Skuespiller-Ansigt. Dersom han ikke netop havde baaret sort Skødefrakke og hvidt Slips, kunde man meget godt have antaget ham for Indehaveren af det |47 ældre, komiske Rollefag i en *Aktørtrup, især da hele hans Person, frem for Alt hans kraftigt blussende Ansigtsfarve, røbede ham som en fuldtro Ven af Bordets Glæder. »Pater *Rüdesheimer« var da ogsaa det Navn, hvorunder han var bedst og videst kendt; og i fortrolig Samtale fortalte han ofte selv med stor Aabenhjærtighed, næsten med en Smule Stolthed, at en af Københavns fineste Restavratører en Gang havde kaldt ham sin næstbedste Kunde. Forøvrig var han ikke Præst i selve København men havde et indbringende Kald i Byens umiddelbare Nærhed. Men da han var Enkemand uden Børn, saaes han saa godt som daglig i Hovedstaden, hvor han betragtedes som en af Selskabslivets Seværdigheder. Han havde i de senere Aar hørt til den afdøde *Generalkonsul Torms Middags-Venner, og som saadan var han ogsaa af og til bleven indbudt til *Etatsraad Hansteds Hus. Her var han dog ikke særlig velset mellem Gæsterne, endskønt det var bekendt, at han i religiøs Henseende var fuldkommen rettroende, endog strengt ortodoks, og at han i sit Sogn førte en skaanselsløs Kamp mod alle *Dissentere.

... Damerne anbragte sig paa Tremmebænken under Æbletræet, medens Pastor Petersen – ildrød af Varme – *nedlod sig i en højrygget Have|48stol ved Siden af Fru Betty. Emanuel derimod blev staaende. Efter at have hilst paa Gæsterne forskansede han sig straks bag den tavse Tilbagetrukkenhed, han altid bevarede i Fremmedes Selskab.

Pater Rüdesheimer lod, som om han slet ikke mærkede, at han just ikke havde faaet nogen synderlig hjærtelig Modtagelse. Med Sindsro tog han Hatten af Hovedet og viftede sig med sit Lommetørklæde.

Da de første Hilsner var vekslede, de første Spørgsmaal om Rejsen, Befindendet o. s. v. besvarede, vendte Fru Betty sig imod ham og sagde:

»Det var virkelig en Overraskelse at træffe Hr. Pastoren her. Har De været her længe?«

»Længe nok eller altfor kort ... ganske som De behager, Frue! Naar Klokken bliver ét, har jeg været her præcis i tre Dage.«

»Tre Dage ... altsaa kom De hertil sammen med Frk. Tønnesen.«

»Samme Dag som Frk. Tønnesen, ja. Vil De sige mig, Frue ... kunde jeg gøre andet? Jeg har tænkt meget over den Sag. Men var det ikke min ligefremme *Skyldighed? Min uafviselige Pligt?«

»Hvorledes? Deres Pligt?«

»Ja, hvad mener De, Hr. Pastor? Maa ogsaa |49 jeg bede om en Forklaring,« faldt Frk. Ragnhild ind.

»Jeg er overbevist om, Frue, at De ganske deler min Opfattelse,« vedblev Pateren med uforstyrrelig Alvor, – han sad let tilbagelænet mod Stoleryggen, havde anbragt Straahatten i sit Skød og holdt Hænderne med de korte, tykke, ringbesatte Fingre samlede foran Brystet, saaledes at kun Fingerenderne berørte hinanden. – »Jeg kunde dog virkelig ikke forsvare at lade en Dame af saa elskelige Egenskaber som Frk. Tønnesen drage ganske uden Beskyttelse til et saadant »første Rangs Kursted«, der ikke uden Berettigelse gør Fordring paa at kaldes et *Nordens Ostende. Betænker man tillige det overvældende Indtryk af disse »vildt romantiske Naturomgivelser«, som vi her Alle har for Øje, vil man sikkert forstaa, at jeg har følt det som min Pligt at tilbyde Uskyldigheden den *Beskærmelse, som saavel min gejstlige *Distinktion« – han pegede op paa sit hvide Slips – »som mit graanende Hovedhaar forhaabentlig selv i dette moderne *Sodoma vil kunne yde den.«

»Nej, den Forklaring duer ikke, Hr. Pastor!« vedblev Fru Betty ufortrøden. »Maa jeg bede om en anden.«

»Aa, hvor vil du dog høre paa de Taabelig|50heder,« afbrød Frk. Ragnhild i let irriteret Tone og lagde Haanden paa sin Venindes Arm. »Pastor Petersen fik i Morges kold Te og har af den Grund været i sit utaaleligste Drille-Humør hele Formiddagen.«

Pateren lod, som om han ganske overhørte denne Bemærkning.

Forøvrig havde han ikke Uret. Frk. Ragnhild saa’ ingenlunde ufarlig ud i sit lyse *Sommertoilette med de mægtige Pufærmer og den store Hyrdindehat, hvis hvide Filt »stod« fortræffeligt til hendes brunrøde Krushaar. Man maatte indrømme hende, at hun havde holdt sig udmærket. Hendes Holdning var lige udfordrende rank, de pragtfulde, graablaa Øjne havde intet mistet af deres Glans, – ja hun var endog bleven lidt fyldig med Aarene og svagt rødmosset og en Smule koket ... syntes kort sagt at befinde sig i den Efterblomstring, som forundes visse Kvinder i Begyndelsen af Trediverne, naar der paa dette Tidspunkt hænder dem et eller andet Usædvanligt.

»Ja, naar denne Forklaring ikke tilfredsstiller Dem,« – vedblev Pateren, vendt mod Fru Betty – »saa maa jeg jo se at finde en anden. Jeg vil da sige, at ogsaa jeg – ligesom vor Veninde, Frk. Tønnesen – har faaet en af Hovedstadens |51 berømte *Medicinmænd til at udstede Attest for, at mine Nerver trænger til længere Tids Hvile og Pleje. Og hvor skulde de vel kunne finde dette bedre end her i »Hotel Kattegat«, der i sin elskelige *Ukunstlethed synes mig et sandt Mønster paa et *Forbedringshus – hm! – for Nerver. Jeg hører iøvrigt, at det er Dem, Frue, hvem vi er Tak skyldige for Opdagelsen af denne i Sandhed fredelige Plet.«

»Nej, det er det dog ikke. Det var min Broder, der fik den Idé.«

»Ja, Ære den, som æres bør,« sagde Frk. Ragnhild med en ironisk Bøjning hen imod Emanuel. »De kan tro, Hr. Pastor Hansted, at jeg allerede har storvelsignet Dem adskillige Gange ... især den første Aften, da jeg fandt en Mus i min Seng. Jeg haaber, det *ringede med Stormklokker for Deres Øren den Gang.«

Emanuel, der var falden i Tanker, fo’r let sammen ved hendes Tiltale og blev lidt rød i Hovedet, – hans Øjne havde agtpaagivende vandret frem og tilbage imellem Pateren og Frk. Ragnhild, mens disse udfægtede deres lille kammeratlige Skærmydsel. Han tog sig dog hurtigt sammen og mødte hendes overmodige Øjekast med et fast Blik.

»De synes at glemme, Frk. Tønnesen,« – |52 sagde han roligt og fuldkommen behersket – »at da jeg valgte dette Sted til vort Sommerophold, havde jeg ingen som helst Grund til at tage Hensyn til Deres Vaner og Tilbøjeligheder. Jeg vidste jo nemlig slet ikke, ... ja, jeg kunde end ikke ane, at De for Alvor tænkte paa at gøre min Søster Selskab herude. De vil maaske ogsaa erindre, at jeg, den Gang De fortalte mig, at De havde faaet »denne *Flyveidé« – som De selv udtrykte Dem – absolut fraraadede Dem at ...«

»Ja, De fraraader jo altid!« afbrød hun ham med kun slet dulgt Utaalmodighed og vendte sig mod de Andre. »Ikke sandt, Pastor Petersen? Dersom Hr. Hansted fik Lov at raade for Verdensordenen, gik vi saamænd endnu Allesammen omkring med vore Mælketænder. Tror De ikke?«

Pateren truede ad hende med Fingren.

»Hvor De er slem, Frøken! ... Hvor De er slem!« sagde han med en Hovedrysten og indtog atter sin forrige Stilling med Hænderne samlede foran Brystet paa en Maade, der mindede om de hellige Mænd paa gamle Kirkemalerier. Men over hans sorte, præstelige Dragt dansede et lystigt Mylr af smaa gyldne Solpletter. Og om hans store, æselsgraa Hoved lagde Æbletræets Grene ligesom en druebladet Skyggekrans, der forræderisk fremhævede |53 hans Lighed med en skalkagtig *Satyr, der var graanet i Bacchi Tjeneste.

»Jeg maa i det Hele advare Dem imod Frk. Tønnesen,« vedblev han derpaa, vendt imod Emanuel. »Frøkenen bagtaler Dem paa det styggeste. Nu har jeg gaaet her og glædet mig til Deres Ankomst, Hr. Hansted, blandt andet for at faa et Parti Kegler med Dem en Gang imellem ... en Keglebane er nemlig det eneste Forlystelsesetablissement, jeg hidtil har kunnet opdage her i Ostende. Men paa Vejen herhen i Dag søger Frk. Tønnesen at indbilde mig, at De ikke spiller Kegler, ja at De endog skal være aldeles utilbøjelig til at dyrke en saa ædel Idræt.«

»Frk. Tønnesen har virkelig denne Gang haft Ret,« svarede Emanuel. »Jeg beder Dem, ikke at *gøre Regning paa min Deltagelse.«

»Herre Gud! Saa er det altsaa virkelig sandt! ... De spiller ikke Kort, De nyder ikke Vin, De ryger ikke længer Tobak, og nu vil De heller ikke spille Kegler! ... En komplet Helgen altsaa!«

»Kære, har De ikke vidst det før!« spottede Frk. Ragnhild.

Emanuel blev bleg og bed sig i Læben. Men han svarede ikke.

»Ja, saa er jeg altsaa fremdeles henvist til |54 min Med-Pensionær, Hr. Børstefabrikant Mikkelsens Barmhjærtighed,« sukkede Pateren. »Naa – han slaar virkelig en ganske proper Kugle. Navnlig har han en *Force i venstre *Spænd, som jeg *højligen beundrer ... højligen beundrer!«

»Men her er dog saa megen anden Oplivelse, Hr. Pastor,« indskød hurtigt Fru Betty, hvem Emanuels Holdning havde gjort nervøs, og som ønskede at give Samtalen en anden Retning. »Der er virkelig ganske smukt heromkring. Og De er vist en stor Ynder af Naturen, Hr. Pastor. De er jo ogsaa en ivrig Jæger, har jeg ladet mig fortælle.«

»Jeg er Dem i høj Grad forbunden for Deres fordelagtige Mening om mig, Frue! Men desværre ... jeg er et ganske prosaisk Menneske! Jeg nægter ikke, at jeg har et lille Sværmeri for at sole min dovne Krop paa en Kløvermark. Jeg finder det ogsaa yderst behageligt en varm Sommerdag at tage en lille Middagsslummer i Skyggen af et Skovhegn, ved Bredden af et køligt skvulpende Vand ... især naar det ikke er altfor langt fra et Sted, hvor man ogsaa kan faa Vand paa *Maskine. Men for de saakaldte højere Naturnydelser mangler jeg desværre al Sans ... al Sans! Jeg skammer mig ved at tilstaa det; men tror De |55 f. Eks., at det i Gaar var mig muligt at drive mig op til nogen nævneværdig Begejstring for det sikkert højst poetiske Regnvejr? Jeg saa’ kun, at det øsregnede, da jeg stod op, at det plaskregnede, da vi spiste Frokost, og at det ved Middagstid var et saadant Skybrud, at Vandet styrtede spandevis gennem Skorstenen ned i Suppegryden ... at dømme efter Suppens Smag i hvert Fald.«

»Ganske som jeg!« istemte Frk. Ragnhild med forceret Livlighed. »Pastor Petersen og jeg er i det Hele forbavsende enige. Dersom jeg sad Dem lidt nærmere Hr. Pastor, vilde jeg række Dem min Haand!«

Paa Paterens Ansigt bredte der sig et stort Smil. Han rejste sig op fra Stolen og kyssede med Anstand den yderste Spids af Frk. Ragnhilds behandskede Haand.

»Hvor artigt!« sagde hun og blev lidt rød.

Emanuels Øjne begyndte atter at vandre iagttagende frem og tilbage imellem dem. Fru Betty derimod blev lidt forlegen og gav sig pludselig til at sysle med sit Haandarbejde.

»Som sagt, Frue,« fortsatte Pateren, da han atter var kommen til Sæde. »Jeg er kun et stakkels prosaisk Menneske, der trænger til vor lyrisk bevægede Tids Overbærenhed. Min stakkels |56 fattige Aand er altfor tung til at svinge sig op i de Regioner, hvor min ærede Samtid udfolder saa forbavsende Præstationer i den højere og højeste og endnu aldrig her paa Pladsen sete Luftgymnastik. Jeg maa nøjes med i Beskedenhed at være en oprigtig beundrende Tilskuer! ... Jeg kommer for Resten derved til at tænke paa, hvad Dagens Blade fortæller, at der med det første skal afholdes et *storartet Møde derinde paa den celebre Højskole. Hvad siger egentlig De, Hr. Pastor Hansted, om Deres forhenværende Meningsfæller? Ikke sandt? Det er i hvert Fald en ganske kvik Idé, saadan med visse Aars Mellemrum at holde en lille privat Dommedag over Himmel og Helvede og Vorherre selv.«

Emanuel havde en Gang for alle foresat sig ikke at tale om alvorlige Ting med denne Mand. Han svarede derfor blot med en undvigende Mumlen.

»Bare de nu maa være heldige og dømme rigtigt ... det er det, jeg frygter mest!« vedblev Pateren ufortrøden. »For – sandelig! – vi har i vore Dage erfaret, hvad der kan komme ud af blot den allermindste Smule Uagtsomhed paa saadanne Omraader. De har vel ogsaa læst Pastor Magensens epokegørende Skrift om Helvede og Helvedstraffene? Tænk, dèr har nu alle vi Kristne |57 i nitten Aarhundreder gaaet og baaret paa Angsten for den evige Forstødelse fra Guds Aasyn. Som en knugende Mare har Forestillingen om Fordømmelsens Gru hvilet over Menneskenes Sind, ... og nu kommer velagtede Pastor Magensen eller *en tysk Professor, eller hvem det nu oprindeligt er, og beviser os saa klart, som to og to er fire, at det Hele beroer paa en Misforstaaelse, en forkert Opfattelse af et Ord i *Grundteksten, en beklagelig Oversætterfejl, som først nu har faaet sit Notabene. Er det ikke skrækkeligt! Dèr har hin gamle Eneboer siddet og oversat i sit Ansigts Sved og passet paa som en Smed ... indtil han er kommen til det fatale Ord. Her har han et Øjeblik rent ud sagt sjusket. Maaske er han bleven forstyrret, en Ven er kommen ind for at spørge til hans Befindende, eller en Flue har sat sig paa hans Næse ... og vips er det skæbnesvangre Ord sluppet ned paa Papiret. Sandelig, det gamle Ord har Ret: *Liden Flue kan vælte stort Læs! ... Men, Kære! De staar med Stok i Haand,« afbrød han sig selv, da Emanuel intet svarede. »Jeg opholder Dem dog vel ikke? De stod maaske i Begreb med at gaa ud, da vi kom?«

»Ganske vist,« svarede Emanuel. »Jeg havde unægtelig tænkt at spadsere – –«

|58 »Godt! Saa tillader jeg mig at følge Dem et Stykke paa Vej. Jeg kan vist have godt af en lille Motion før Badet. Og jeg kan vel ikke *gøre Regning paa Deres Følgeskab mere i Formiddag, Frk. Tønnesen?«

»Nej, jeg bliver her og holder Fru Torm med Selskab. For Resten ... et Ord, før De gaar, Hr. Hansted! Jeg vilde gerne bede Dem gøre mig en Venskabstjeneste. Jeg har for Tiden et sandt Sværmeri for Lyngblomster, denne beskedne, duftløse lille Urt o. s. v. ... Aa nej, sæt dog ikke straks det *Jeremias-Ansigt op! Jeg vilde blot bede Dem vise mig den Elskværdighed at plukke en lille Buket paa Deres Spadseretur ... at sige, dersom det da ikke forstyrrer Dem i Deres Grublen over den forventede ny og bedre Verdensorden. Jeg vilde sandelig skrækkelig nødig ligesom hin næsvise Flue, Pastor Petersen talte om, være Aarsag til, at de næste to Tusinde Aars Menneskelykke forspildtes. Dersom derfor noget saadant skulde kunne befrygtes, maa De endelig lade, som om jeg ingenting har sagt.«

Alt Blodet veg atter Emanuel fra Læberne, og Skyggerne under hans Øjne blev foruroligende sorte. Men paany erindrede han sig sin Herre og Mesters Ord: *»Naar Nogen slaar dig paa din højre Kind,« |59 – og han tav. Præget af en næsten overmenneskelig Sjælsstyrke stod han ubevægeligt stille og saa’ ned paa hende med et Blik, hvori Smerte og Medynk var vemodsfuldt blandet.

Men denne Tavshed og dette Blik æggede blot yderligere den spottelystne Frøken. Det var, som dreves hun af en uimodstaaelig Trang til at saare ham. Situationen var nær ved at blive uhyggelig, da Pateren endelig traadte imellem og stiftede Fred. Med en pludselig, mærkelig Alvor og ikke uden Myndighed sagde han:

»Nu forivrer De Dem, Frøken Tønnesen! Og De er desuden ganske uretfærdig. De glemmer, at Hr. Hansted lige er ankommen hertil og derfor har nok at tænke paa. Hvorfor kan De ikke overdrage til mig at plukke de ønskede Blomster? De véd, jeg gør det inderlig gerne.«

»Aa ja, det er vist ogsaa det bedste. Med Dem kommer man altid saa let ud af det. De er saa behagelig jordisk. Tak skal De have, Hr. Pastor! Og paa Gensyn!« – –

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml. |60 VII.

Efter at Herrerne var gaaet, blev de to Veninder endnu i nogen Tid siddende sammen under Æbletræet. I lang Tid var der ingen af dem, som talte. Frk. Ragnhild, der var bleven varm af Iver, sad og viftede sig med sin sammenslaaede Parasol, mens Fru Betty havde bøjet sig dybt ned over sit Arbejde. Hendes Ansigt tydede paa, at hun var alvorlig forstemt.

»At I to dog altid skal skændes!« sagde hun endelig paa sin stilfærdige Maade uden at se op.

»Hvem? ... Naa, din Broder og jeg, mener du! Aa, det er bare saadan en Vane, vi har fra gammel Tid. Du lader dig dog vel ikke anfægte deraf, kære Betty? Det er nu en Gang bleven vor Maade at konversere paa. For Resten er vi vel ogsaa omtrent saa uenige, som et Par Mennesker ret godt kan være.«

»Ja, det er I vel.«

»Du lader næsten, som det forundrer dig, Betty. Da har du dog ofte selv beklaget dig over, hvor vanskeligt, ja ligefrem umuligt det var for dig og din Familie at *komme til Rette med din Broders mærkelige Maade at tage Livet paa.«

|61 »Det er en hel anden Sag, Ragnhild. Fa’er har overhovedet aldrig kunnet forstaa Emanuel, og jeg selv har ganske vist ogsaa mangen Gang *ondt ved at forlige mig med hans Anskuelser og Levevis ... om min Broder Carl vil jeg nu slet ikke tale. Men selv om man ikke deler en Andens Livsopfattelse, kan man dog nok respektere den.«

»Jeg tror virkelig, du begynder at blive lidt paavirket af din Broder, kære Betty. Jeg har jo nok mærket det i den sidste Tid, at –«

»Aa Snak, Ragnhild! Hvor du dog taler!«

»Ja ja. Det trøster mig dog, at du endnu finder din Broders Maade at tage Livet paa temmelig aparte. Du maa vist ogsaa indrømme mig, at det ikke er unaturligt, naar den vækker Folks Forundring. Forøvrigt har din Broder vist altid haft en vis Lyst til at være anderledes end Andre. Det forekommer mig, du selv en Gang har ytret noget saadant.«

»Emanuel er min Moders Søn. Og Moder var jo heller ikke, som Folk er flest.«

Fru Betty sagde disse Ord med høj Rødme paa Kinderne, – det var nemlig første Gang, at hendes ulykkelige Moder blev nævnet dem imellem. Men hun følte Trang til en Gang for Alvor at |62 tage Emanuel i Forsvar over for Venindens *idelige Spotterier.

»Hvad Fader angaar,« – vedblev hun – »saa har han nu aldrig ret kunnet forlige sig med, at Emanuel blev Teolog. Fader er jo desværre] C D E F G, des værreA (ved linjeskift) KR ikke saa religiøs, som det var ønskeligt. Han vilde i sin Tid absolut, at han skulde studere Jura. Men Emanuel havde lovet Moder at blive Præst, og herfra stammer oprindelig det vanskelige Forhold imellem dem ... det mente i alt Fald Torm. Du kender jo Faders umaadelige Principfasthed. Og Emanuel er jo heller ingenlunde eftergivende, saa snart det gælder hans Tro.«

»Aa nej, deri giver jeg dig ganske Ret. For Resten – siden du nu selv nævner det – Pastor Petersen og jeg talte netop om din Broder paa Vejen herned. Pastor Petersen mente, at din Broder vel maatte have en bestemt Hensigt med sit Ophold her.«

»En bestemt Hensigt? ... Hvorledes mener du?« spurgte Fru Betty og saa’ op.

»Aa, jeg mener blot, at din Broder vel agter at søge fornyet Tilnærmelse til sine forrige Venner her ... og ovre paa den anden Side af Fjorden maaske. Han har vel i det Hele næppe i København fundet den Modtagelse, han havde paaregnet.«

|63 »Hvilken Modtagelse mener du?«

»Kære, tag det ikke saa højtideligt! Jeg kender det af egen Erfaring, hvor nemt man i Begyndelsen bliver skuffet i sine Forhaabninger, naar man kommer ude fra Landet, hvor man jo overalt har været en selvskreven Nummer En. Man føler sig saa let overset og tilsidesat ... især dersom man i Forvejen er behæftet med en noget for ømfindtlig Selvfølelse.«

Fru Bettys Stemme dirrede let, da hun svarede:

»Naar min Broder i disse halvandet Aar har opholdt sig i København, er det alene, fordi han har fundet det nødvendigt for sin Udvikling og sine Studeringer. Man kan derom mene, hvad man vil; men man har ikke Lov til at tillægge det nogen egennyttig Hensigt.«

»Kære Betty, det gør jeg sandelig heller ikke. Du misforstaar mig ganske. Jeg tænkte alene paa din Broders Forhold til hans nærmeste Paarørende, navnlig til hans Hustru og Børn. Ja, undskyld ... jeg vil nødig være indiskret. Men du lægger mig selv det Spørgsmaal paa Tungen, hvad egentlig hans Kone har sagt til denne lange Adskillelse.«

»Selvfølgelig har hun ganske billiget den ... ja hun har udtrykkelig ønsket den for Emanuels Skyld.«

|64 Fru Betty var atter bleven rød. Det var nemlig ogsaa første Gang, at Broderens Hustru var bleven nævnet mellem dem. Desuden havde Venindens Spørgsmaal rippet op i et gammelt Saar, som Frk. Ragnhild havde tilføjet hendes Søsterstolthed. Som saa mange Andre havde ogsaa Fru Betty i sin Tid haabet paa, ja været fuldt *overtydet om en fremtidig Forbindelse mellem Veninden og Emanuel. Straks efter hans Tilbagevenden til København havde det næsten set ud, som om der allerede eksisterede en Forstaaelse imellem dem. Men pludselig havde Forholdet forandret sig, og Fru Betty følte sig overbevist om, at det var Ragnhild, der alligevel i det afgørende Øjeblik havde faaet Betænkeligheder. Hun mente endog at vide, ved hvilken bestemt Lejlighed Bruddet maatte være sket. Ved hendes afdøde Mands sidste Fødselsdagsmiddag, hvor de begge havde været til Stede, havde nemlig Ragnhilds Tone overfor Emanuel været paafaldende kølig, næsten afvisende. Og det var netop efter denne Dag, at Forandringen med ham var foregaaet.

»Saa alt dette har altsaa du og Pastor Petersen gaaet og snakket sammen om,« sagde hun efter nogle Øjeblikkes Tavshed. »Det overraskede mig |65 for Resten ikke saa lidt at træffe Hr. Pastoren her. Det maa da være bleven pludselig bestemt.«

»Det blev det vist ogsaa.«

»Hvad kan egentlig have ført ham herud? Han gaar da ikke og er forelsket i dig, Ragnhild?«

»Jeg véd saamænd ikke. Jeg har ikke spurgt ham.«

»Men du er dog glad ved hans Selskab. Han er jo underholdende.«

»Ja, han morer mig. Han er saadan en fornøjelig *Hanswurst-Figur. Herre Gud, du! Vi kan jo ikke Alle gaa omkring og være bekymrede Verdensforbedrere.«

»Du skulde dog vist passe lidt paa, Ragnhild. Pastor Petersen er – trods sin Alder – vel næppe helt ufarlig. Han har jo ogsaa Ord for at være en meget kvindekær Mand.«

Ragnhild slog en lille Latter op.

»Hør, véd du hvad, Betty! Det kan man vistnok sige om de fleste Mandfolk. Hvad har din egen Erfaring lært dig?«

Fru Betty svarede ikke. Hun blev atter stødt af Venindens Tone og frie Udtryksmaade. Hun var i det Hele begyndt igen at føle lidt af den Generthed i hendes Selskab, som Ragnhild i deres Bekendtskabs allerførste Tid undertiden havde vakt |66 hos hende ved sin Smag for dristige og opsigtsvækkende *Toiletter. Og i sit stille Sind tænkte hun paa, om det maaske alligevel ikke var godt, at Forbindelsen mellem hende og Emanuel ikke var bleven til Virkelighed.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.VIII.

Derude paa den solhede Landevej vandrede imidlertid Emanuel og Pastor Petersen. Langsomt steg de op ad den bugtede Vej, som førte op over en Samling nøgne Bakkeknuder, de saakaldte »Hammerbakker«, der dannede Landets Afslutning i Vest, ... et øde og tavst Lynglandskab, over hvis højeste og fjerneste Top et *korsdannet *Sømærke tegnede sig mørkt mod den sollyse Himmel.

Det var stadig Pastor Petersen, der førte Ordet. Emanuel gik halvt bortvendt og saa’ i urolig Aandsfraværenhed ud over den spejlblaa Havbugt. Hans Sind var endnu ikke kommen i Ligevægt efter Sammenstødet med Frk. Ragnhild. Hans Ansigt var meget blegt, og Blikket formørket.

Det var atter »Vennesamfundet« og dets re|67formatoriske Bestræbelser, som den stadig spøgefulde Pater havde bragt paa Bane.

»Jeg skal sige Dem« – sagde han – »jeg gør mig skam ogsaa bekendt med de mange opsigtsvækkende Flyveskrifter og Flyveblade og andre Flyveredskaber, hvormed ærede Samtidige render Storm mod Himlen. Man vil jo gerne følge med Tiden, ikke sandt ... skønt det sandelig ofte kan være vanskeligt nok for en aldrende Kavaler. Tiden vimser saa skrækkelig *gesvindt af Sted. Dèr lægger man sig en Aftenstund trygt til Hvile i Tillid til sin paa de allernyeste Forskninger samvittighedsfuldt grundede Tro – og den næste Morgen læser man i sit Flyveblad under et Opraab til fornyet Abonnement, at man allerede er sakket langt agterud, at en eller anden *Hr. Darwin eller *Hr. Edison med sin sidste Opfindelse har afluret Vorherre nye Hemmeligheder, og at alle Gaaders Løsning nu vil følge i næste Kvartal. Synes De ikke ogsaa, Hr. Hansted, at D’hr. Vilh. Pram og Pastor Magensen med *Suite kunde fare lidt mindre voldsomt frem? Det forekommer mig, at de gode Folk noget for meget fremkalder Indtrykket af en Flok udbrudte Slaver, hvem Frihedsfornemmelsen har gjort ganske kannibalske. Det er nu ikke nok med, at de har faaet al Guddommelighed |68 flaaet af selve Kristusskikkelsen, gjort Frelseren til en slet og ret *obsternasig Tømmermandssøn, en Socialist med Hallucinationer og andre menneskelige Skrøbeligheder. Jeg saa’ forleden, at en af Hr. Prams oplyste Lolliker havde anrettet et sandt Massemyrderi paa overhovedet alle Kristendommens overnaturlige Forestillinger. Endog de uskyldige smaa Guds Engle blev skaanselsløst nedslagtede og under megen Hoveren kastet i Fantasifostrenes store Fællesgrav. – Ja, *Alting er en Videnskab, sa’e Fanden, han pustede Alterlysene ud med Rumpen! Jeg forstaar bare ikke, hvad Fornøjelse disse lærde Herrer kan have af deres blodige Ofringer til det nye Kvartals Guder. At de aabenbare Fornægtere, de virkelige Fritænkere kan gotte sig ved saaledes at se Kristendommen reduceret til et tørt, historisk Skelet, et Slags religiøst Spøgelse, der mærkværdigvis endnu holder til i vor oplyste Tidsalder ... det kan jeg forstaa, ja det finder jeg ganske i sin Orden. Men naar man dog vil være *Medspiller og gøre en Indsats i det store Himmel-Lotteri, begriber jeg sandelig ikke, hvor man kan være saa forhippet paa at faa konstateret saa mange Nitter som muligt. Jeg for mit Vedkommende tilstaar ærligt, at jeg foretrækker den *Kollektion, der stiller mig den mest lokkende |69 Gevinst i Udsigt. Og som alle uforbederlige Spillere tvivler jeg ikke et Øjeblik om, at jeg har det lykkelige Lod i min Haand.«

Emanuel var efterhaanden bleven opmærksom. Paterens sidste Ord havde berørt netop de Spørgsmaal, der dybest og inderligst bevægede ham selv. Trods sin Beslutning om ikke at tale alvorligt med denne Mand kunde han derfor ikke lade være at ytre:

»Jeg skal selvfølgelig ikke indlade mig paa at forsvare de omtalte Bestræbelser, saa meget mindre som jeg selv – Gud være lovet! – har faaet Blikket aabnet for den Vildfarelse, der ligger i at anlægge en jordisk Maalestok paa Ting, som kun har Virkelighed for Sjælens *opladte Øje. Men ikke mindre forkastelig forekommer mig rigtignok en Teologi, der opfatter Forholdet til vor himmelske Fader som en Art tvivlsom Forretning, et voveligt Lykkespil, i Stedet for at forstaa, at Troen, Hengivelsen – »Indsatsen«, som De udtrykte Dem – bærer Belønningen i sig selv. Derfor kan heller aldrig Frygt for tilkommende Straffe i Evigheden saa lidt som Forventning om et hinsidigt Himmerigsliv blive afgørende for den sande Kristnes Forhold til vor himmelske Fader. Det er alene Bevidstheden om at gøre Guds Vilje, den levende |70 Følelse af at *vandre for Herrens Aasyn, der er den Salighedens Glæde, som allerede her paa Jorden forundes Guds Børn, – og den formaar hverken nogen Bibelkritik eller Edisonsk Opfindelse at rokke ved endsige tage fra os.«

»Naa saaledes,« sagde Pateren, der havde lyttet med spidsede Øren, – og en paafaldende Alvor stivnede igen et Øjeblik hans bevægelige Træk.

»Men det er vist forøvrigt frugtesløst at fortsætte denne Samtale,« afsluttede Emanuel, der hurtig havde fortrudt sin Fortrolighed. »Vi har sikkert saa vidt forskellige Anskuelser, at en Forstaaelse næppe – –«

»Aa hvad, lad os bare snakke fra Leveren!« udbrød Pateren atter livfuldt. »Endnu spankulerer vi dog begge to omkring her paa Jorden og taler Menneskenes Sprog og er de samme menneskelige Vilkaar underkastede, ... hvilket iøvrigt minder mig om, at jeg har et Ærinde til Dem, Hr. Hansted ... eller en Forespørgsel, hvad De nu vil kalde det. Jeg traf for nogle Dage] C D E F G KR, Dagen A siden min Fætter, *Stiftsprovsten, som jo ogsaa De kender personlig fra Deres Faders Hus. Vi kom blandt andet til at tale om Dem og Deres Beslutning om ikke at søge noget nyt Embede i Statskirken, – |71 hvad Stiftsprovsten *højlig beklagede. For – ikke sandt? – det er jo vedblivende Deres Standpunkt?«

»Ja.«

»De kan slet ikke tænke Dem Muligheden af at lade Dem overtale til at forsøge med et andet – et nyt og godt – Præstekald?«

»Nej.«

»Og hvorfor egentlig ikke?«

»Fordi jeg ikke vilde kunne det uden at krænke Sandhedsforholdet enten til Gud eller til Menneskene.«

»Fordi De anser den bestaaende Kirkes Lære for en Vranglære?«

»Fordi jeg i den har fundet mere af Hedenskabets Udadvendthed end af Kristendommens Inderlighed ... ja.«

»Hør nu en Gang, Hr. Pastor Hansted!« tog Pateren til Orde efter nogle Øjeblikkes Betænkning, idet han standsede foran ham med begge Hænderne i Siden. »Jeg er tyve Aar ældre end De, saa jeg har vel Lov til at bruge lidt Frisprog over for Dem. Jeg vil da allerførst bemærke, at jeg ogsaa en Gang i mine unge Dage har siddet og gransket mig svedt og svimmel i *Mester Eckardt, *Johan Tauler, *Søren Kierkegaard, og hvad nu alle de andre kanoniserede *Salto mortale-Akrobater hedder, |72 som i gamle og nye Tider har gjort et nervøst Publikum *hovedørt. Jeg taler derfor af Erfaring, naar jeg siger Dem: Se vel til, at De ikke selv knækker Halsen! Vil De lyde mit Raad, saa tag De Dem uden Skrupler et nyt Præstekald med solide Indtægter og en god *Avling – det hjælper saa dejligt til igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen! Det sagde ogsaa Deres Fader, da jeg talte med ham forleden, inden han rejste til *Carlsbad. Jeg kan heller ikke tro andet, end at De inderst inde selv maa føle Trang til igen at faa Fodfæste her i Livet, blive uafhængig og selvstændig ... ja, undskyld, at jeg siger det ... men De maa rimeligvis endnu tydeligere end Andre have følt, at Deres Fader ikke just med Tilfredshed har været Vidne til Deres senere Udvikling. De kunde nu gøre den gamle Mand en stor Glæde ved at følge mit venskabelige Raad. Herre Gud, Deres Fader har næppe lang Tid tilbage! De véd, hvor svag og nedbøjet han er, – det staar nu til Dem at gøre hans sidste Dage saa lyse og bekymringsfri som muligt!«

Emanuel stod og saa’ mod Jorden og svarede Intet. Han havde hurtigt forstaaet, at det igen var hans Familie, der stod bag dette fornyede Forsøg paa at bortvende hans Tanker fra Gud – og hans |73 Hjærte blev tungt af Sorg. Navnlig gjorde Hentydningen til Faderens snarlige Endeligt ham dybt bevæget. Hans Sjæl vaandede sig ved den Tanke, at han med sit Afslag maaske vilde lægge sin gamle Fader i Graven.

Opildnet af hans Tavshed fortsatte Pateren ivrig sin Overtalelse. Med en bred Haandbevægelse pegede han ud over det sommerfrodige Eng-Landskab, som de fra deres høje Stade kunde overskue helt ind til den anden Side af Sandinge By, og sagde:

»Se Dem dog om, bedste Hr. Hansted! Lad Dem ikke længer forblinde af Jordelivets mange Bagtalere! Se paa Køerne dernede, hvor velbehageligt de staar og dasker sig med Halen! Hør Fuglene dernede i Buskadserne, hvor de er glade for deres Æg og Unger! Eller se den tykke, fortumlede Bi dèr, som putter hele sit lodne Hoved ned i Blaaklokken ligesom en tørstig Tysker i et Ølkrus. Og saa skulde vi Mennesker mangle Evne til at indrette os det hyggeligt her i Verden! ... Slaa dog alle Griller af Hovedet, kære Ven! De vil en Gang komme til at fortryde det, hvis De ikke nu tager imod Livets elskværdige Indbydelse! Jeg vil fortælle Dem, at min Fætter, Stiftsprovsten, udtrykkelig talte til mig om et ledigt Embede, som |74 vilde passe udmærket for Dem. En dejlig Egn med Skov og Sø, en udmærket Præstegaard i gammeldags, idyllisk Stil – Mage til den dernede i Sandinge – med en prægtig Have for Deres Børn at lege i, ikke mere end en god *Fjerdingvej til *Annekset og en højst fredelig Befolkning. Ikke sandt! Det er sandelig ikke til at kimse af! ... Hvad siger De? Kan det virkelig ikke friste Dem?«

Emanuel stod vedblivende tavs og saa’ mod Jorden. Paterens Ord og Haandbevægelse, det øde, ørkenagtige Sted, hvorpaa de stod, den store Stilhed omkring dem, og dette vide Syn ud over den frugtbare Slette ... Alt drog ham underfuldt til Minde hint Øjeblik i hans Herre og Mesters jordiske Liv, *da Fristeren kom til ham og sagde: »Fald ned for min Fod, og jeg vil give dig al denne Verdens Herlighed!« – Alt blev ham i det samme aabenbart. Han forstod, at Gud ved denne Fremmede endnu en Gang vilde prøve hans Troskabs Styrke, *forsøge hans Mod til at følge ham paa Troens svimlende Sti ... *»Verdens Børn til Forargelse«.

Han løftede Hovedet. Tvivlens Skygger var forsvundne fra hans Ansigt. Et roligt Forklarelsens Lys hvilede over hans Træk, idet han sagde:

»De mener mig det vistnok godt, Hr. Pastor. |75 Men ... jeg nævnede det før ... vi forstaar næppe hinanden. Vore Veje er ikke de samme, og for hver Dag, der gaar, vil de skilles mere. Dette beder jeg Dem sige til dem, der har sendt Dem til mig. Sig dem, at jeg er inderlig bedrøvet over at maatte volde dem Sorg. *Men jeg kan ikke andet. – Guds Fred, Hr. Pastor!«

Han hilste og gik videre.

Pateren blev staaende og saa’ længe efter ham; ... og atter forstenedes hans Ansigt ... stivnede til en Alvorsmaske med dybtpløjede Furer mellem de svære, sorte Bryn.

Saa gik han langsomt tilbage ad den Vej, de var kommen.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.IX.

Opfyldt af dette Møde og styrket af sin Sjæls fornyede Sejr over Fristelsen fortsatte Emanuel med forstærkede Skridt sin Vandring op over Lyngen. Men lidt efter lidt sagtnede han igen sin Gang, og hans Blik blev atter tankefuldt og uroligt. Han kom til at tænke paa, hvad vel egentlig Grunden |76 kunde være til den Interesse, Pastor Petersen i den senere Tid saa tydeligt havde vist ham. Det saa’ næsten ud, som om det var Pastoren magtpaaliggende at faa ham fjernet og vel forsørget. Kunde der virkelig være Noget om et begyndende Forhold mellem ham og Frk. Ragnhild? Umuligt var det vel ikke, sagde han til sig selv og var dermed paany dybt inde i den labyrintiske Tankegang, hvoraf Paterens Tale havde kaldt ham ud.

Frk. Ragnhild – ja! Ogsaa paa hende havde han tænkt i Nat, da han laa vaagen og saa’ tilbage paa den bugtede Vej, ad hvilken Gud havde ledet ham op til sig. En Række halvglemte Minder fra deres allerførste, ungdommelige Venskabsforhold i Vejlby Præstegaard var igen bleven levende hos ham; Gensynet otte Aar senere hos Doktor Hassing og hendes paafølgende Besøg i hans Hjem, hvor Hansine for første Gang viste den mistænksomme Tilbageholdenhed overfor ham, som han længe ikke forstod Grunden til, ... Alt havde han paany gennemlevet med en Visions Klarhed. Dog, mest havde hans Tanke dvælet ved den første Tid efter Tilbagekomsten til København, hvilken han aldrig kunde mindes, uden at Skamrødmen steg ham op over Tindingerne, ... hine Forsmædelsens Dage, da han, raadvild over for sig |77 selv, mistvivlende om Alt, et sløvt og viljeløst Bytte for sine Omgivelsers Overtalelser, havde søgt Glemsel for sine fejlslagne Forhaabninger i Livets Tummel og været paa Nippet til at sælge sin Sjæl til Torvets Afguder. Endnu kunde han gennemisnes af Gru ved Erindringen om hin mørke Vinteraften, da han efter sin afdøde Svogers overdaadige Fødselsdagsselskab kom hjem til sin ensomme Stue, ophedet af Mad og Vin, forvirret af Festens Lys og Flitter, betaget af Frk. Ragnhilds hvide Skuldre over den mørke Silke. I Stuen var der mørkt. Han afstrøg en Svovlstik for at tænde Lampen, og i det samme faldt hans Blik paa det store, tornekronede Kristushoved, der hang paa Væggen over Bordet. Han fór sammen. I det flakkende Lysskær var det for ham, som om Billedet med ét blev levende. De tunge Øjenlaag løftede sig, de dybe Øjne saa’ paa ham med et til Døden bedrøvet Blik, der syntes at sige: »*Hvi svigter du mig?« – Han tabte Tændstikken af Rædsel og sank ned paa en Stol. Skælvende over hele Legemet blev han siddende i Mørket, med Ansigtet trykket ned i sine Hænder, og turde ikke se op.

Hin Nat begyndte den fortærende Sjælekamp, den vilde Forfærdelse over sig selv, som siden ikke havde givet hans Tanker Ro hverken Dag |78 eller Nat. *Ligesom Jakob i den bibelske Fortælling havde han kæmpet med Gud og raabt til ham: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig«. Og Herren havde velsignet ham! Evighedens Lys var oprunden i hans Indre, og han forstod med ét sit Liv ... forstod ogsaa, hvorfor han hidtil var faret vild paa Vejen til *Fredens og Lykkens forjættede Land, som alle hans Længsler fra Barndommen havde *stundet mod. Dèr havde han gaaet saa selvtillidsfuld, saa fuldkommen tryg i Bevidstheden om at *vandre i Jesu Fodspor ... og havde ikke agtet paa, at han fulgte dem i den *fejle Retning, udad mod Timeligheden med alle dens Begæringer, Bekymringer og aldrig stillede Krav, i Stedet for indad mod den lille, lave og trange Hjærtedør, som Kristus havde aabnet for Menneskene med det Ord: *Mit Rige er ikke af denne Verden.

Ja, Gud havde været ham god! ... Undertiden havde han endog troet, at *Kampen allerede var udstridt, *Verdens Aag afkastet! – Saaledes netop denne Nat. Mens han laa søvnløs og lyttede til Regnens ustandselige Fald, til Bølgeskvulpets Hulken og Blæstens stille Klage, havde han haft en Fornemmelse, som om han fra det Fjerne hørte den hele Jord *stønne i Forkrænkelighedens Lænker. |79 Selv var han som løftet op over al *Jordelivets Ve og Vaande til salig Forening med Gud. Hans Hjærte slog saa stille og fredeligt; ingen jordisk Attraa foruroligede hans Tanker, ingen Bekymring, ingen timelig Længsel formørkede hans Sind. Han fornam sin Sjæl som en vidtstrakt, spejlblank Indsø, badet i det himmelske Lys. Nu og da fløj en Tanke i Skikkelse af en hvid Due lydløst hen over den, rørte den blanke Flade med sin Vinge og forsvandt.

Nu havde han atter følt Livsbegærets *Torn i Kødet. Mødet med Frk. Ragnhild havde smertelig belært ham om, at han endnu ikke var fri. Hans Hjærte var kommen til at banke heftigt, da han saa’ hende dukke op ved den fremmede Mands Side ... i Naturomgivelser, der mindede ham om dem, hvori hun første Gang havde gjort Indtryk paa hans Sanser. – Endnu ikke fri! Trods al sin Kamp og ydmyge Anger ... endnu ikke! Han vilde ikke klage, ikke fortvivle, frem for Alt ikke formastelig kræve Gud til Regnskab. Han forstod saa godt, at han, hvis Fald havde været saa dybt, først sent og gennem haarde Prøvelser kunde vente Oprejsning. Dog havde han ofte grundet over den Modsigelse, der syntes ham at ligge i, at det netop var for en letfærdig Kvindes Skyld, han endnu holdtes fangen i Dødens |80 Snarer ... han, som *aldrig før havde haft en ukysk Tanke, aldrig havde syndet mod *det sjette Bud.

Eller var han igen her i en Vildfarelse, et Selvbedrag? Kunde Synden overhovedet være saa enkel? Var den ikke altid mangfoldig ... forræderisk som den uanselige Urt, der gemmer dybe og vidtforgrenede Rødder i det Skjulte? Var hans Sansers Forvildelse maaske blot et tilfældigt aabenbaret Skud af mange *forborgne Laster ... af alle de andre Hjærtets Dæmoner, som han havde kæmpet mod og troede overvundne?

Som han gik i disse Tanker, blev han opmærksom paa en lille Lynghytte, der dukkede op foran ham umiddelbart ved Vejen. En pjaltet Kone stod udenfor og pindede Kvas, og ved den solbeskinnede Gavl sad en graahaaret Krøbling paa en *Halmvisk og lallede som et Barn.

Emanuel standsede af Overraskelse. Det var nu saa længe, siden han havde staaet Ansigt til Ansigt med den usminkede menneskelige Elendighed, at han uvilkaarlig kom til at gyse ved Synet af dette sammensunkne Tag, denne indfaldne Gavl, disse sønderbrudte Ruder, der stirrede ud paa ham som onde Øjne. Han mindedes Mosekærshusene derovre i hans forrige Hjemstavn, – hin Samling |81 ynkelige Lerrønner ude ved Sognets sumpede Vestgrænse, hvis Nød og Savn han i sin Tid ved egne og Andres Opofrelser forgæves havde søgt at afhjælpe. Og han faldt i Tanker.

Da Konen omsider fik Øje paa ham, nærmede han sig og bød Guds Fred.

Men i Stedet for at svare mumlede Konen en Ed og huggede til med Øksen, saa Pindestumpen fo’r langt bort.

»Hvorfor *bander du min Hilsen?« spurgte Emanuel sagtmodigt. »*Jeg kommer ikke med Ondt, og jeg vil ikke gaa med noget Godt – som Ordet lyder. Jeg er din Ven. Og jeg byder dig derfor igen: Guds Fred!«

Konen saa’ endelig op – men med et Blik, der fik Emanuel til at studse, ja næsten gjorde ham forskrækket, saa ondt og hadefuldt var det. Nu saa’ han i det Hele først rigtig paa hende. Hun var uhyggelig at se til i sine snavsede Pjalter, mandshøj og *førladen, oppustet af Usundhed og med hele Hovedbunden fuld af sorte Skæl.

Inde fra Huset lød der slæbende Trin. En gammel, aldeles sammenbøjet Kone med et uformelig stort Hoved krøb frem i Døren, hvor hun blev staaende med den ene, runkne Haand støttet paa en Stav, den anden paa Dørkarmen. I sløv |82 Stirren betragtede hun den fremmede Mand, mens hun med mimrende Mund blev ved at mumle:

»Jeg er *syvoghalvfirs til Poske. Jeg er syvoghalvfirs til Poske.«

For Emanuel gik der pludselig et Lys op. Han huskede, at han i sin Tid paa Sandinge Højskole havde hørt Tale om en Kone her fra Egnen, *»sorte Trine« kaldet, der var Befolkningens Skræk, og hvis hadske og trodsige Sind hverken venlige Tilnærmelser eller gode Gaver havde formaaet at formilde. Han erindrede nu ogsaa dunkelt at have hørt Noget om, at hendes Mand en Gang var bleven slaaet til Krøbling ved et Jordskred under Arbejdet paa den nye Jærnbane, – og han tvivlede derfor ikke om, at det var denne Kone, overfor hvem et mærkeligt Tilfælde her havde stillet ham.

Efter nogle Øjeblikkes Tavshed sagde han, atter mildt og fredeligt:

»Hvorfor ser du ikke glad ud? ... Jeg stod just og tænkte paa, hvor lykkelig og taknemmelig du dog maatte være ... du, som jo hører til *de Udvalgtes Flok, hvem Gud har benaadet med Daabstegnet paa sin Kærlighed. For – jeg ser det – du er haabløst fattig. Du har vel akkurat *det Straa, hvortil du kan hælde dit Hoved. Du er |83 fornægtet af Verden ... *en Fremmed og Fredløs her paa Jorden. Hvorfor er du da ikke glad?«

Konen sænkede Øksen og saa’ forbavset paa ham. Det var ikke i den Tone, man plejede at tale til hende om hendes Elendighed.

»Forstaar du mig ikke?« vedblev Emanuel. »Er det da ikke sandt, at *I Fattige forud har faaet som Gave af Gud, hvad vi Andre saa inderligt maa sukke efter ... vi, som træller under Verdens kummerfulde Aag ... vi, som endnu i Dødsangstens Time klamrer os til Støvet som et Rovdyr til sit Bytte. I er lykkelige, ... I, som ikke kender andet Begær end netop at opholde Livet; som kun er lænkede til denne usle Verden ved Selvopholdelsesdriftens tynde Traad, den Døden overklipper for Jer uden Smerte. Og endda er du ikke glad, Trine!«

Konen stirrede paa ham med opspærrede Øjne og maabende Mund. Det var dog mindre hans Tale, som hun ikke fattede synderligt af, end den Omstændighed at høre sig nævnet ved Navn af denne vildfremmede Mand, der gjorde et saa overvældende Indtryk paa hende. Han kendte hende altsaa!

Hun strøg sig med Armen over sin svedige Pande og mumlede:

|84 »Hvem er I, *med Forlov?«

»Et Menneske, der misunder dig, ... en af Verdens Slaver, der forgæves kæmper for at slide Trællelænken af sig. En stakkels Vildfarende er jeg, der her for dig gør Bod, fordi han en Gang lyttede til Menneskenes *daarlige Tale og troede at gøre godt mod dine Lige ved at ville berøve dem deres eneste Eje, Fattigdommen, Sjælens Frigjorthed, Evighedens Afglans her paa Jorden, som der staar skrevet. – Og saa byder jeg dig da for tredje Gang: Guds Fred! Gaa ind i dit Hus og *lov Herren! Men glem saa heller ikke at bede for dem, der ikke er saa lykkelige at have faaet Plads ved Himmeriges Porttærskel! ... Bed for mig, Trine!«

Han rakte hende Haanden.

Et hæsligt Smil spillede et Øjeblik om hendes tykke Læber.

Han er gal, tænkte hun.

Dog var der Noget i hans Væsen, i hans milde Blik, i denne bedende fremstrakte Haand, som hun i Længden ikke modstod.

Tøvende og halvt uvilligt gav hun ham tilsidst sin grove Næve.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml. |85 X.

Den Vej, Emanuel fulgte, var efterhaanden svunden ind til et Par dybe Hjulspor, to gulhvide Sandstriber, der drog sig i Bugter gennem den mørke Lyng. Nu hørte endog disse op. Kun en smal Fodsti førte videre gennem det tavse Øde, hvorover en enlig Lærke kvidrede med fortvivlet Kraft, som sang den sig fra sin Rædsel over Stedets Ensomhed.

Emanuel steg langsomt op ad den stadig stærkt stigende Skraaning, hvorover Solen brændte med næsten sydlandsk Ild. Han var stærkt grebet af den nys oplevede Scene, der paa saa underfuld Maade – ligesom ved Guds egen Tilskyndelse – var bleven ham en Indvielse til den Gerning, han nu skulde tage op med al sin Styrke.

Han naaede omsider sin Vandrings Maal, det store *Sømærke, som knejsede deroppe paa den yderste høje Pynt, hvor Landet endte. En stejl og vildt opreven Skrænt styrtede herfra ned mod Havet lige ud for det Sted, hvor den stenede Fjord skød sig brusende ind i Landet.

Over Havet saa’ man milevidt. Men ogsaa over den brede Fjordmunding havde man en |86 storslaaet Udsigt til Landet ovre paa den anden Side ... et nøgent, bølgeformet Agerland, gennemkrydset af Markskel og lange, snorlige Stendiger, der strakte sig hen over alle Bakkerne som styrkende Ribber. Derovre paa Landets højeste Punkt øjnedes Vejlby med det højtragende Poppeltræ i Præstegaardshaven. Spredt omkring paa Markerne laa hvidkalkede Huse, der gnistrede i Solen som Spejlstumper, og helt nede i Syd skimtedes – som en Ø i Fjorden – Skibberup Næs med den ensomt liggende Kirke.

Emanuel stod længe ubevægelig ved Foden af Sømærket. Han stirrede over paa sit forrige Hjem som paa en Drømme-Aabenbaring. Det var ikke, fordi Gensynet kom ham overraskende, – tværtimod. Men han var i Øjeblikket uforberedt, følte sig overrumplet af det i den Sindsstemning, hvori Dagens mange forskellige Oplevelser havde sat ham. Han havde i Begyndelsen endog ondt ved at tro, at denne golde, fremmedudseende Banke virkelig var hans gamle Hjemstavn, hvor han havde levet sit Livs syv lykkeligste Aar, ... virkelig var den Plet af Jord, hvorom hans Tanker ved Dag og Nat havde kredset som Fuglen om sin Rede.

Men efterhaanden som hans Øje blev hjemme|87vant derovre mellem de lange Stendiger, efterhaanden som han genkendte hvert Hus, hver Busk, hver Høj, strømmede hans Hjærte over. Al den ydmyge Længsel, hele den højtidsfulde Forventning, hvormed han havde imødeset denne Gensynets Stund, vaagnede igen i hans Bryst, og hans Øjne stod fulde af Taarer. Dernede ved Stranden laa gamle Ole Birgers Hytte med Vippebrønden og den lille *Kaalhave. Det Hus, der laa lidt højere oppe, maatte være Ruinerne af Dyrlæge Aggerbølles Hjem! ... Derhenne langs med det høje Pilehegn gik den Sti, ad hvilken han og Hansine saa ofte havde vandret i deres Ægteskabs første Aar, naar de gik Aftenture sammen ned til Stranden og sad paa de store Sten og talte om Fremtiden. Og dèr – o Gud! – Kirken helt dernede, hvor »Gutten« sov den lange Søvn under Grønsværet. Hans kække, dejlige Dreng! Hans Livs bedste Glæde! ... Og dèr? Var det ikke ...? Jo, dèr bag de tre mørke Høje gemte sig Skibberup; dèr boede Hansine, ... dèr gik hun maaske netop nu og tænkte paa ham, ... sad maaske ved den kære gamle Elses Sygeleje og tænkte paa ham. Ganske tydelig saa’ han for sig den lille gulkalkede *Halvgaard med den lave Port og det tjærede Bindingsværk ... den gammeldags Stue |88 med det mørke Lergulv, det grønmalede Panel, den firkantede *Bilæggerovn, Spinderokken og det blaastribede Alkoveforhæng, Tallerkenrækken under Loftet og de mangerudede Vinduer, hvorigennem Solen faldt ind med en gylden, søndagsfestlig Glans. Hvor ofte havde han ikke i sine vaagne Drømme staaet der udenfor Hyttens Dør en silde Aftenstund og sagte banket paa ... en vejtræt Vandringsmand, en mødig Pilgrim, der har endt sin lange Bodsgang paa nøgne, blodige Fødder. Sagte har Hansine rejst sig fra Stolen ved Moderens Leje, aabnet Vinduet paa Klem og spurgt, hvem det var. Og da hun har genkendt ham, er hun stille kommen ud og har rakt ham sin Haand med de Ord: »Velkommen! Jeg har ventet dig!« Tavse har de set paa hinanden. Og for ikke at forstyrre den Syge, gaar de ud i Haven og sætter sig paa den lille Digestump, hvorfra Udsigten aabner sig over Engene, og hvor de i deres Forlovelsestid saa ofte sad i stille Sommernætter og saa’ op paa de drivende Skyer. Nu sidder de der atter Haand i Haand under Stjærnehimlen og taler sammen om deres Fremtid; ... taler ogsaa om den forgangne Tid, om disse tunge Adskillelsens Aar, hvori de først ret har forstaaet og fundet hinanden. Og Hansine siger: »Vær ikke længer |89 vred over min Tavshed og mine korte Breve. Tro aldrig, jeg har tvivlet om, at du en Gang vilde komme tilbage. Jeg har siddet her og ventet dig hver Dag; og hver søvnløs Nat har jeg lyttet efter dine Trin. Men jeg vilde, du skulde komme frivilligt – ikke draget af min Klage. Derfor har jeg været tavs. Derfor vilde jeg ikke se dig. Men jeg har heller ikke grædt, hverken for dig eller for vore Børn. For jeg vidste, du vilde komme, *naar din Kamp var udstridt!«

– – –

Ja, ja – nu vilde han komme! Endnu i Dag vilde han skrive til Hansine derom, saaledes som han havde bestemt. Allerhelst var han straks rejst over til hende med Børnene, ... men Hansine havde jo forbudt ham det. Netop i sit sidste Brev havde hun paany indstændigt afkrævet ham et Løfte om ikke at gøre det af Hensyn til Moderen, der ikke taalte nogen Sindsbevægelse. Maaske frygtede hun tillige den Opsigt, en saadan uforberedt Ankomst kunde vække derovre paa Egnen. Men han havde nu tænkt sig, at de kunde mødes første Gang ude paa Skibberups ensomt liggende Kirkegaard. Han kunde sejle derover i en Baad, saa Ingen fik ham at se. Dette vilde han nu skrive til hende. Over Guttens Gravhøj skulde de atter |90 række hinanden Haanden og forny deres Troskabspagt for Evigheden.

... Opfyldt af denne Beslutning vendte han med raske Skridt tilbage mod Sandinge Leje. Han steg ned ad en Sti paa Havsiden af Pynten og gik hjemad langs med Stranden. Hans Hoved var fuldt af Planer. Synet af det gamle Hjem havde givet ham nyt Mod, og Mødet med »sorte Trine« havde genvakt hos ham den Virkelyst, den Aandens Meddelelsestrang, som nu saa længe havde slumret.

Da han naaede Hjemmet, gik han over Gaardspladsen ind paa sit Værelse, en rummelig, lavloftet Bondestue med kalkede Vægge og mere end *tarveligt Bohave. Han vilde straks sætte sig til Bordet for at skrive Brevet til Hansine.

I det samme opfangede hans Øre Lyden af en munter Latter, der klang ind til ham ude fra Haven.

Frk. Tønnesen! ... fo’r det igennem ham.

Han kastede Blikket ud igennem Vinduet. Ja ganske rigtigt. Dèr stod hun henne ved Havelaagen sammen med Betty, øjensynlig i Færd med at tage Afsked. Hun havde slaaet sin Parasol op for Solen og over dens hvide Skaft nikkede hun til Nogen, der nærmede sig henne paa Landevejen. Et Øjeblik efter viste Pastor Petersen sig med et |91 mægtigt Bade-Haandklæde over Skuldren. Han underholdt sig lidt med Damerne, hvorpaa han galant bød Frk. Ragnhild Armen, som hun smilende modtog.

Trods en voldsom Kamp med sig selv var Emanuel bleven bleg. Med et stift og ligesom brustent Blik blev han ved at stirre hen mod den Plet, hvor de forsvandt. Saa strøg han sig over Panden og sank stille ned paa en Stol.

Hvad var det dog for en forfærdelig Magt, denne Kvinde havde over ham ...?

Hans Legeme var kommen til at ryste. En Dødens Rædsel gennemisnede med ét hans Blod, og han bøjede sig ned, bedækkede Ansigtet med sine Hænder og næsten raabte:

»Herre, Herre! Jeg slipper dig ikke ... jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!«

[95] I.

Der fulgte sommerlige Dage med høj Himmel, Fuglekvidder og Duft af nyslaaede Enge.

Hver Aften lejrede der sig langs hele den vestlige Synsrand en graaviolet Taage, der tilslørede Solen, saa den allerede længe før sin Nedgang hang under Himlen som en mørkerød Maane. Og hver Morgen var Sandinge-Dalen i et Par Timer opfyldt af saa tætte Engdampe, at man inde i Byen ikke kunde se fra den ene Gaard til den anden. Til Gengæld kunde man saa høre, hvorledes alle Dalens Køer gav Hals derude i det klamme Bad; og ikke gik der et Par Træsko over et Gaardsrum, ikke græd et Barn for Morgenvadsken, uden det hørtes over hele Byen.

Man havde i disse Timer en Fornemmelse, som om man var bleven nedsænket i en undersøisk Verden, gik og famlede sig frem paa Bunden |96 af et graaligt-flimrende Hav, hvor sære, kæmpemæssige Skygger pludselig rejste sig omkring En og ligesaa hurtigt forsvandt. Selv temmelig nære Genstande skimtedes kun i uklare, bølgende Omrids af fabelagtig Form. Og oven over Taagerne forkyndte Lærkerne med deres Kimen, at deroppe var der en Verden, hvor Himlen var blaa, og hvor Solen skinnede. –

Henne fra Højskolen havde Morgensangen nylig lydt ... et Kor af halvandet Hundrede kraftige Pigestemmer, ledsaget af et Par dybe Mandsrøster. Nu var Eleverne beskæftigede med Morgen-Rengøringen oppe paa deres smaa, hvidkalkede Tagkamre, der laa i en lang Dobbeltrække oven over den store Foredragssal ligesom Celler paa en Klostergang. Men selv denne jævne Gerning udførtes under Sang og Nynnen og Sindets glade Opløftelse. Og da den var tilendebragt, satte de unge Piger sig paa Sengekanterne med Armene om hinandens Liv for at bytte Tanker og udøse Fortrolighed, ... eller de stillede sig hen i Ensomhed ved de smaa Vinduer og stod dèr med Haanden tankefuldt under Kinden og lyttede til de mange forskellige Lyd, der bares op til dem derude fra den travle, urolige Verden, som de bølgende Engtaager halvt skjulte for deres Blik, – |97 og som ogsaa i en anden Forstand forekom dem underlig fjern og uvirkelig.

Imidlertid rygtedes det, at der holdtes »Sammensladder« inde i det store Hjørnekammer *»Brejdablik«. Det var Slagelse-Natalie, der som sædvanlig havde sat Gemytterne i Bevægelse. Den høje, krushaarede Pige gik frem og tilbage over Gulvet og oplæste med glødende Kinder Vilh. Prams sidste store Tale, der netop stod aftrykt i Dagens Nummer af *Højskoletidende. Rundt omkring paa Sengekanterne sad Tilhørerne og afbrød hende med protesterende Tilraab. I den Bladstrid, der i den sidste Tid var bleven udfægtet mellem Vilh. Pram og Højskoleforstander Sejling angaaende Vennesamfundet, havde nemlig alle Skolens andre Elever trofast holdt med deres egen Forstander. Kun den lille Sofie Landerslev inde fra *»Østen for Sol« havde Natalie foreløbig vundet for sit Parti, og det fortaltes, at hun straks havde opflammet hende til at afgive Løfte om at bryde med sin Kæreste, dersom han ikke vilde afsværge Troen paa Biblen som aabenbaret Skrift.

Men nu lød Skoleklokken, der forkyndte, at Formiddagsforedraget skulde begynde. Alle fo’r op, og et Øjeblik efter sad halvandet Hundrede unge Piger i festlig Forventning bænkede nede i |98 den store Foredragssal. Efter Afsyngelsen af en Sang steg Læreren op paa Katederet. Det var den unge Kandidat Schønberg, der fortsatte sin Oplæsning med tilhørende Udlægning af danske *Kæmpeviser.

... Imidlertid var der begyndt at komme Liv i Taagerne derudenfor; de ligesom løftede sig, blev lettere, lysere, tilsidst næsten sølvhvide. Snart saaes det første Stykke blaa Himmel titte frem over en Skorstenspibe, Hanerne kom paa Møddingerne, og Børnene tumlede ud paa Gaden.

Kun *Friskolelærer Povelsen laa endnu og bredte sig paa Ryggen i sine tykke Dyner med en Avis foran sig og en to Alen lang Pibe hen ad Gulvet. Solen listede netop ind til ham over Vindueskarmen, da Døren til Skolestuen aabnedes paa Klem. Hans Kones bebrillede Ansigt kiggede forsigtig frem, hvorefter den sædvanlige *Morgenunderhandling begyndte imellem dem.

»Kære Povelsen, nu er alle Børnene samlede. De skulde jo have en Time Regning, min Bedste.«

Skolelæreren løftede ligesom aandsfraværende sit gudhengivne Blik og sagde:

»Ja, du har Ret, du Kære! Nu skal jeg straks komme ... om et Øjeblik komme. Men |99 sig mig, Ven, – kunde du ikke læse Morgenbønnen med dem?«

»Det har jeg netop gjort, kære Povelsen.«

»Ja, det er sandt, jeg hørte det jo! Nu skal jeg straks. ... For Resten, kunde du ikke synge lidt med dem saa længe, lille Maren – saa bliver de saa glade. Syng den om *Torbisten og Fluen, den morer dem saa meget, de kære Smaa. Men lad dem kun synge alle Versene. Børn har godt af at vænnes til Orden og Akkuratesse.«

Det bebrillede Ansigt forsvandt, og Povelsen fordybede sig atter i sin Føljeton.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.II.

Det blev igen en lummerhed Dag med blikstille Luft, bissende Køer og en Himmel saa skinnende og blank, som om den svedte. Inde i Bøndernes Gaarde bredte Solen sig som en gloende Ild over Brolægningen og trængte Skyggen op ad de kalkede Længer helt ind under Tagskæget, hvor Spurvene sad paa Rad og rystede Fjerene ligesom gamle Damer, der føler sig besværede af Varme. Lænkehunden laa uden for sit |100 Hus og strakte alle fire Ben fra sig, som om den var død; Ænderne var vraltet til Gadekæret, og Hønsene stod og sov inde under Hyldebuskene. Ikke et Pip var der at høre.

Kun inde i Præstegaardens Have var der saa megen Skygge, at Fuglene gad synge. Men det var ogsaa en af de gode gammeldags Præstegaardshaver paa fire Tønder Land med uigennemtrængelige Buskadser og hundredaarige Træer, under hvis ærværdige Kroner der var svalt og lydt som i en Kirke. Og selve Præstegaarden var en af de nu snart forsvundne Fortidslevninger med lange, lave, straatækte Længer, der ser saa uanselige ud ved Siden af de moderne Bøndergaarde, men hvis vedbendbehængte Mure og mosbegroede Tag fængsler Blikket og fortryller Sindet som en Aabenbarelse fra Æventyrets Land.

Her boede den gamle 80-aarige *Pastor Momme, som ligeledes var et ærværdigt Minde om en Tid, der nu syntes at tilhøre de underfulde Sagn. Den lille, dværgagtige Mand med den sorte Fløjls Kalot, de lange, sølvhvide Nakkekrøller og hele det øvrige gammeldags Folkehyrde-Præg – som han med stor Omhu bevarede – lignede en Æventyr-Skikkelse, naar han sad derude i sin store, grønne Have, ensomt drømmende i Skyggen af et knudret Træ.

|101 Det var nu ogsaa snart et halvt Aarhundrede, siden Pastor Momme holdt sit Indtog her i Sandinge Menighed, som han havde faaet Naade til at lede det første, vanskelige Skridt op mod Aandens lyse Højder. Ældre Folk kunde endnu fortælle derom. Først var det sket, at den gamle Pastor Jerrild en Morgen var bleven funden død under Lampen inde i sit tilrøgede Gavlkammer, hvor han havde siddet begravet mellem sine Portvinsflasker i mere end en Menneskealder. De Sandinge Bønder havde stille baaret ham til Jorden; og da de havde faaet sagt, at nu laa han dèr, hvor han havde det bedst, vendte de ubekymrede tilbage til deres daglige Dont. Men en Dag, et Par Maaneder derefter, drog et mærkeligt Optog ned fra Bakkerne i Syd. Forrest *svinglede to Top-Læs Flyttegods, og bagefter kom en gammel Hyrekaret med en halv Snes store og smaa Hoveder kiggende ud af Vinduerne. Oppe hos Kusken sad yderligere to Drenge, der holdt et udfoldet Flag imellem sig; og Alle raabte de Hurra foran ethvert Hus, de rullede forbi. Ude i Engene stod de Sandinge Bønder og stirrede – med Øjnene fulde af Forbavselse. Og da Toget ved Indkørslen til Byen brød ud i et tredobbelt Hurraraab og derpaa under Afsyngelse af *»Danmark dejligst Vang og Vænge« drejede ind i den |102 tomme Præstegaard, saa’ de betænkeligt til hinanden over Grøfterne.

Thi de gamle Sandinge Bønder var et stille og sindigt Folk uden mange Ord, endsige Sange. De røgtede deres Agre, fedede deres Stude og interesserede sig ikke synderlig for, hvad der foregik uden for deres egne Markskel. Der forløb da ogsaa baade Aar og Dag, før de forligede sig med den lille livlige Præst – »Abekattepræsten«, som de rent ud kaldte ham. Den første Gang, han havde ladet Indbydelse udgaa til »folkeligt Sang-Stævne« i sin Have, var der Ingen, der mødte. Man var ikke vant til andre Slags Forsamlinger her end Gildelag og Ligbegængelser, og man følte sig fortrydelig over, at en Fremmed selvraadigt vilde indføre nye Skikke der paa Egnen. Efterhaanden mærkedes det dog, at den lille Mand fik Ørene til at høre. Snart rygtedes det om En, at han havde talt ilde om Ungdommens Dans i *Legestuerne, snart om en Anden, at han forsagede baade Kortspil og Brændevin og hemmeligt søgte til Bibelmøderne inde i Præstegaarden. Og nu fulgte *den store Tid, Brydningens Tid, de aandelige Jordrystelsers Dage, da Forældre forbandede deres eget Afkom, da Børnene flygtede fra Hjemmet, og da rige Ole Vemmeløv slog sin Kæp itu paa sin |103 Kones Ryg, fordi han en Dag fandt *den nye Sangbog gemt i hendes Dragkisteskuffe. De Gamles Modstand styrkede blot Ungdommens Sammenhold, ildnede deres Tro til Begejstring. Langt ud over Sognets Grænser, helt over til den anden Side af Fjorden spredtes Rygtet om det nye, glade Budskab, og Folk kom dragende langvejs fra for at høre og se. Det var, som om selve Luften bragte Aandens Vaarbud viden om Land og kaldte de slumrende Spirer frem af Mulde. Det var Grødetid, Blomstertid, de rige Forjættelsers straalende Dage.

Dengang var det ogsaa, at det blev aabenbaret, hvad for mærkelige Evner der slumrede i *Friskolelærer Povelsen. Denne Mand havde oprindelig været en ganske simpel Skomager. Ældre Folk kunde endnu huske ham som en lang, vindtør, underlig Fyr, der sad bag sit Vindue med begede Traade hængende over Øret og fra Morgen til Aften sang gamle Viser, som Ingen kunde finde Forstand i. Men Pastor Momme indsaa’ snart, at her var noget af det ægte Guld. Han fik ham ved gode Venners Bistand anbragt paa et Seminarium, hvorfra han efter kort Tids Forløb vendte tilbage som en stadselig Skikkelse med runde, glade Kinder og et pragtfuldt Skæg nedover Brystet. Hin store Dag, da Forlovelsen blev fejret mellem |104 ham og selve Ole Vemmeløvs Datter Maren, fejredes som en Jubelfest af hele Menigheden. Med den gamle, *halsstarrige Storbondes endelige Overgivelse var den sidste, alvorlige Modstand brudt. Og da man om Aftenen for første Gang samledes oppe paa den Kæmpehøj, der senere skulde faa saa stor Betydning i Menighedens Historie, opsendtes fra mangt et bevæget Hjærte en inderlig Tak til Gud for Aandens Sejrsgang her og over det ganske Land.

Nu levede den gamle Pastor Momme ensomt og tilbagetrukkent sammen med en Svigerinde, Frk. Katinka Gude. Den Tid var forlængst forbi, da Sandinge Præstegaardshave spillede en Rolle i Egnens Liv, da dens nu saa velholdte Gange og Plæner nedtrampedes af tungfodede Folkemasser, mens svulmende Sang og begejstret Tale genlød under de ærefrygtsindgydende Kroner. Saa længe var det siden, at man ikke var langt fra helt at glemme, at denne tjørneindhegnede Plet var hellig Jord for Folkesagens Venner, at derinde under den brede Blodbøg havde selve Grundtvigs *Barde-Skikkelse en Gang staaet og forkyndt sit Lysets Evangelium; der havde *Budstikke-Bojesen talt, og *Lindberg, *Birkedal, *Svejstrup, *Frederik Barfod, *Dines Pontoppidan og hvad nu alle de Andre |105 hed, der havde fulgt i *den store Seers Fodspor og udlagt hans dunkelt dybe Billedsprog for det lyttende Folk.

Ogsaa Pastor Mommes Eksistens var Befolkningen undertiden nær ved at skrive i Glemmebogen. Paa en Maade var man jo nok stolt af ham, og ved højtidelige Lejligheder holdt man af at vise ham frem for de Tilrejsende og hylde ham som den sidste, endnu levende Patriark fra den folkelige Guldalders Dage. Men ellers var det den almindelige Mening, at han var bleven altfor gammel. Man kunde ogsaa høre Folk sige, at han jo dog heller aldrig havde hørt til *de store Profeter, og det betragtedes næsten som en Opofrelse, naar man en Gang imellem gik i Kirke for at høre hans Præken, hvori der aldrig forekom mindste Hentydning hverken til Bibelkritiken eller andre af de store Spørgsmaal, der nu satte Sindene i Bevægelse. Saaledes var det ogsaa kun af Medlidenhed med den gamle Mand, at man vedblev at holde Liv i hans Hjærtensbarn, den folkelige Friskole, skønt de Fleste forlængst var bleven enige om, at det varigste Udbytte, man havde haft af denne bekostelige Anstalt og dens Bestyrer, knyttede sig til nogle delikate Smørboller, som Friskolelærer Po|106velsen efter sin Hjemkomst fra Seminariet havde faaet indført i Menigheden.

Det var dog ingenlunde Mangelen paa Paaskønnelse, der i de senere Aar havde lagt en bestandig dybere Skygge over Oldingens forhen saa livlige og smilende Ansigt. Han var endog taknemmelig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at henleve sine sidste Dage. Han havde overhovedet aldrig hørt til dem, der følte Trang til at gøre sig gældende i Verden. Han havde altid haft altfor beskedne Tanker om sig selv og sin Virksomhed til at mene, at han fortjente Anerkendelse. Derfor havde han ogsaa i sin Tid betragtet det som noget ganske naturligt, at andre og mere betydelige Personligheder, – som f. Eks. den gamle Højskoleforstander – havde overtaget Førerskabet her, ja Ingen havde frydet sig mere end han over det fornyede Opsving for Folkesagen, som særlig Højskolen havde fremkaldt ved det bevægede Liv, den stadig tilførte Egnen.

Men Pastor Momme var i Ordets tungeste Betydning *mæt af Dage. Han følte det dybere end nogen anden, at han havde overlevet sig selv og nu *fristede den trange Lod at opleve Dommen over sit Liv og sin Tid. Og dette var da den Sorg, der formørkede hans Alderdom, at han nu |107 – i sit firsindstyvende Aar – var begyndt at tabe Troen paa den Sag, for hvilken han begejstret havde ofret sit Liv. Han havde længe ikke villet tilstaa det for sig selv. Han havde bebrejdet sig sine Anfægtelser, kaldt sig en skørhovedet Olding, søgt at trøste sig med Sangens frejdige Ord om, at *»unge Øjne, de se dog bedst«. Men han havde ikke kunnet berolige sit bekymrede Hjærte. Den Ungdom, han saa’ vokse op omkring ham; de Tanker og Følelser, der nu beherskede Folket, ... det var slet ikke en saadan Høst, han havde ventet sig af Aandens rige Udsæd.

Og dette var endda ikke Alt. Allerbitrest for ham var det at være Vidne til, hvorledes *den frie Kirkes gamle Modstander, den lysrædde og livsfjendske *Pietisme, som han havde troet overvunden for alle Dage, nu drog i Sejrsgang over det hele Land. Naar han læste om den nyfødte Begejstring, hvormed man alle Vegne flokkedes om Mørke-Troens Forkyndere; naar han hørte, at endog Folk her fra hans egen Egn stod op midt om Natten og trodsede Vejr og Vind paa Fjorden for at komme over og høre Helvedprædikanten derovre i Vejlby og Skibberup Sogn, – ganske som man i sin Tid var draget derovrefra her til Sandinge for at opbygges af Lysets og Frihedens |108 Evangelium – da grebes han af en knugende Fornemmelse af, at alle Menneskeaandens Kampe for Sandheds Erkendelse var et frugtesløst Op og Ned, at Gud i sin Usynlighed spottede alle Efterstræbelser og omstyrtede alle Babelstaarne, indtil Evighedens Time slog.

Han havde nu kun ét Haab tilbage: det andet Liv. Derfor var han saa taknemmelig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at leve. Her i sin Haves tjørneomhegnede Fred, kun faa Skridt fjernet fra det Sted, hvor hans Grav skulde graves, følte han sig som allerede halvt tilhørende Aandernes Verden. Og hver Dag var det hans Bøn til Gud, at han dog vilde tage ham op til sig og stille hans Længsel efter Klarhed, Fred og den evige Uomskiftelighed.

Dèr sad han nu paa denne solrige Eftermiddag hensunken i Tanker under den minderige Blodbøg. Hans Hænder laa foldede i Skødet, og han havde lukket Øjnene for at lade Sjælen være alene med sine overjordiske Drømme.

Et Stykke borte fra ham gik hans Svigerinde frem og tilbage paa Grusstien langsmed Havehegnet. Frk. Katinka Gude var – ligesom Pastor Mommes afdøde Hustru – en Halvsøster til Fru Lene Gylling, med hvem hun dog ikke havde |109 synderlig Lighed. Man skulde vel endog vanskeligt kunne tænke sig større Modsætninger end den smukke, smilende, af Alle beundrede Enkefrue og denne uanselige, lidt krogede gamle Jomfru med det lille graa Abehoved, det bøse Ansigtsudtryk og de altid travle Træstrikkepinde.

Frk. Katinka havde altid været Familiens *Skumpelskud, hvem man sendte Bud efter i Sygdomstilfælde og ved andre saadanne Lejligheder, hvor man havde Brug for tro og paalidelig Hjælp. Navnlig her i Pastor Mommes forhen saa store og urolige Husholdning havde man bestandig maattet ty til hendes Bistand, saa at hun – skønt ingen Andre end hun selv vidste det – i Virkeligheden havde tilbragt sin meste Tid i Sandinge Præstegaard. Tilsyneladende ganske uanfægtet af hele det aandelige Røre omkring hende, uden for saa vidt det hvert Øjeblik fyldte Huset med larmende Gæster, havde hun gaaet ubemærket omkring og gjort Dagens Gerning for sin svagelige og af højere Tanker optagne Søster, indtil hun ved dennes Død og Børnenes Giftermaal helt overtog Styrelsen af Svogerens Hjem og snart blev hans eneste Støtte.

Mens hun nu vandrede der frem og tilbage i Havegangen, holdt hun stadig et vagtsomt Øje med den Gamle, hvis Skikkelse faldt mere og mere sam|110men derhenne paa Bænken under Blodbøgen. Tilsidst gik hun hen til ham og sagde paa den stødvise, *butte Maade, der *var hende egen:

»Momme ... du skulde ikke ... sidde dèr og sove. Hvorfor gaar du ikke ... ind og lægger dig lidt?«

Den Gamle var virkelig falden i et let Blund. Han saa’ sig omkring med sine falmede Øjne, som om han først maatte besinde sig paa, i hvilken Verden han var vaagnet op.

»Ja, – jeg tror ogsaa, jeg vil gaa ind lidt,« svarede han derpaa og lagde Hænderne paa Bænken for at rejse sig.

»Kom – lad mig hjælpe dig,« sagde Frk. Katinka.

»Tak Cecilie! ... Hvad var det, du fortalte om vor Frederik?«

Den gamle Mand var endnu lidt forvirret efter Søvnen. Han troede, at han talte med sin afdøde Hustru; og han kom ikke rigtig til sig selv, før de naaede ind i Stuerne.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml. |111 III.

Da Frk. Katinka havde bragt den Gamle til Hvile, vendte hun tilbage til Alleen langsmed Havehegnet, hvor hun hver Eftermiddag plejede at tage sin Spadseretur. Uden for Præstegaardens Enemærker kom den gamle Dame kun sjelden, og naar det skete, vakte hun gerne en ikke just smigrende Opmærksomhed blandt Byens Befolkning. Selv Bønderkonerne kunde ikke lade være at trække paa Smilebaandet, naar de saa] saa’ KR, saae C D E F G hende komme anstigende med det lille Hoved og den lange, slunkne Hals langt foran den øvrige Krop, iført en *fodsid, af Ælde grøn *Mantille, Kysehat med *Krusestrimmel og flade, fuldkommen hæleløse *Brunels-Støvler, der var snøret paa Siden.

Frk. Katinka selv var ingenlunde ubekendt med Folks Værdsættelse af hende; men hun fandt sig i den med sin sædvanlige Koldblodighed. Hun havde overhovedet ikke saa stor Agtelse for Menneskene, at hun lod sig anfægte af deres Domme; og ganske særlig havde ikke den Kreds, hvori hun her havde maattet leve, saa lidt som det store, religiøse Folkeskuespil, hun havde set opført for sine Øjne, nogensinde formaaet at indgyde hende syn|112derlig Respekt. Dertil havde hendes underordnede, halvt tjenende Stilling i Søstrenes Hjem altfor ofte givet hende Lejlighed til at færdes upaaagtet mellem Kulisserne og blive Vidne til, hvorledes fejrede Troes-Helte anlagde Taler-Værdigheden eller afførte sig den lidenskabelige Henrevenhed med en Skuespillers Rutine; og hun var kommen til det Resultat, at hvad der paa Tilskuerpladsen blev beundret som Uforfærdethed, Selvopofrelse og hellig Nidkærhed, i de fleste Tilfælde var temmelig *tarvelige Hverdagsfølelser – personlig Forfængelighed, en Trang til at vække Opsigt – eller en slet og ret Spekulation i Menigmands Pengepung.

I det Hele var hun ingenlunde gaaet hverken saa blind eller saa uberørt gennem Livet, som Folk i Almindelighed troede, og som hun selv bestandig gav det Udseende af. Med en egen nøgtern Forstandighed havde hun iagttaget Menneskene og altid følt sig fremmed imellem dem. Men hendes Natur havde ikke tilladt hende at leve med Hænderne i Skødet. Skønt hendes Hjærte egentlig ikke tilskyndede hende, dreves hun bestandig som af et Instinkt til at overtage *Samaritangerningen hos sine Omgivelser, ... og der havde altid været nok af Hjælpeløse paa hendes Vej, nok af stakkels Skibbrudne paa Tidens rørte Vande.

|113 ... Som hun nu gik dèr frem og tilbage langs Tjørnehegnet, standsede hun med ét sine rastløse Strikkepinde, løftede Hovedet og lyttede. Det forekom hende bestemt, at hun havde hørt Havelaagen knirke.

Ganske rigtigt! Derhenne for Enden af Gangen kom en lang, *hældøret Bondemand listende ind i Haven.

Rynkerne i hendes lille graa Ansigt trak sig sammen. Hvem kom nu og bragte Forstyrrelse? ... Nu standsede Manden og saa’ sig forsigtigt omkring.

Aa – den Bevægelse kendte hun! Det var jo Væver Hansen ovre fra Skibberup. Naa, han skulde være velkommen.

I det samme fik Manden Øje paa hende og nærmede sig med betænksomme Skridt.

»Velkommen,« hilste Frk. Katinka med et Nik, dog uden at give Haanden. »Saa De er ... kommen her over ... i Dag, Jens Hansen. Har De maaske ... noget Ærinde her?«

I Væverens fregnede Ansigt med det rødlige, tyndtvoksende Skæg bredte der sig et skævt Smil, mens han skottede ned til hende med et opmærksomt undersøgende Blik.

»Aa ja, Noget har man jo *immer at pusle |114 med. Og da jeg nu var kommen her til Bys, saa tyktes jeg jo, jeg skulde dog gøre Frøkenen en bitte Besøgelse med det samme.«

»Naa ja, det er godt, Jens Hansen. Det er ogsaa ... saa længe siden ... De var her sidst. Kom lad os sætte os.«

De tog Plads i et Lysthus, der vendte ud til den store Græsplæne. Frk. Katinka satte sig paa Bænken derinde, Væveren paa en Havestol tæt ved Indgangen.

Væver Hansen var for Tiden en fredløs Mand. Den fornyede Førerstilling, han for et Par Aar siden havde tillistet sig derovre i Vejlby og Skibberup, havde han atter mistet. Hans Rolle var i Øjeblikket ganske udspillet, ja han var højtidelig lyst i Ban af selve Helvedprædikanten derovre, skønt det navnlig var paa Væverens Foranledning og ved hans Indflydelse, at denne Mand i sin Tid var bleven kaldet der til Sognet. Det var igen gaaet ham som den Gang, da han havde benyttet Emanuel Hansted til at rydde hans gamle Modstander Provst Tønnesen af Vejen. Den Bevægelse, han saa snildt havde skabt til Fremme af sine Planer, havde hurtigt taget en anden Retning og navnlig en langt stærkere Fart end beregnet; og da han |115 havde søgt at bremse den, var han bleven *revet over Ende.

Frk. Katinka havde altid haft en Del tilovers for denne af Alle saa haardt bedømte Mand. Hvilke hans Planer egentlig var, vidste hun lige saa lidt som nogen Anden, – og de interesserede hende heller ikke. Men det oplivede hende en Gang imellem at tale med et Menneske, der syntes hende at betragte Livets Rørelser omtrent lige saa ædrueligt, som hun selv. Alle de Egenskaber, der havde gjort ham saa ilde anset i hans egen Kreds, hans Mistænksomhed, hans hemmelighedsfulde Væsen, hans snu, koldsindige Overlæg, hans Forkærlighed for i snævre Vendinger at lirke og lure sig frem ved Kneb og Forstillelse i Stedet for *paa Holger Danskes Vis at svinge Sværdet med aaben Pande ... Alt dette frastødte hende slet ikke, ja det tiltalte hende endog som Vidnesbyrd om en forstandig Opfattelse af Livet og Menneskene.

»Naa ... er der saa noget Nyt ... ovre fra Deres Side?« fremstødte hun, da de en Stund havde siddet tavse overfor hinanden.

»Aa nej, saadan noget Større er der da ikke at melde om. Det *lider jo Altsammen jævntvæk i den gamle Skure. Vi har det jo immer lidt rigeligt med Djævelsnak og Svovlstank, saa man |116 somme Tider kan synes at fornemme Helvede brænde lige under Træskoen. Men ellers har vi det saamænd efter Fortjeneste, som man siger! ... For Resten har vi da faaet en ny Religion derovre nu.«

»Naa, I ogsaa!« mumlede Frk. Katinka. »Hvad hedder saa den Religion?«

»Ih, det er jo dissehersens Damgaardianere.«

»Hvad for Noget? ... Damgaardianere? ... Dem synes jeg dog ikke, jeg har hørt Tale om før.«

»Aa nej, saamænd, det er rimeligt nok. For de er jo ogsaa endnu noget vaade bag Ørene. – – Det er ellers ham Niels *Nilen, ... eller Niels Damgaard, som han jo helst vil kaldes ... det er ham, der har opfunden den. Han var før i Tiden Gaardskarl hos Emanuel Hansted, og han har nu altid haft det saa meget med Læsning og Skriverier i Aviserne og saadan. Og nu var han jo bleven Missionærtaler og sad immer og studerte i Bibelbøger. Og saa var det, han *forgangen lavede denneherre nye Religion, som for Resten skal være helt udmærket ... det har jeg da hørt baade en og to snakkes om.«

»Men hvad er da det Nye ved den?«

»Ja se, det kan en Anden jo aldrig vide. |117 Men jeg tror nu nok, at det er noget med Daabens Ord, som han vil have sagt i en anden Mening.«

»Ja, Vorherre er en taalmodig Mand,« sagde Frk. Katinka med usædvanligt Eftertryk.

»Ja, det er et Sandhedens Ord, Frk. Gude,« istemte Væveren, foldede sine røde Hænder og sad et Øjeblik hensunken i tankefuld Tavshed.

Men snart spillede igen Smilet i hans Ansigt, og han sagde:

»Men hvordan gaar det saa egentlig med Jeres egen nye Profet da? Ja for vi har *natyrlig ogsaa hørt baade et og andet om det *derovre til vort. Og det er jo da helt mærkeligt, hvad der saadan fortælles. Han skal jo ligefrem være begyndt at gøre Mirakler nu.«

»Saa-aa, det har jeg dog ikke hørt.«] C D E F G KR, hørt « A

»Ja ja – han har da *allenfals faaet Skik paa hende, den sorte Trine, som I kalder hende, ... hende, der nok var forlovet med Povelsen, inden han kom paa Seminariet. Det maa da næsten kaldes et Mirakkel, skulde jeg tro. Og saa er der jo ogsaa en gammel Mand *dernere i Lejet, som han skal have kureret for Drukkenskab – ... og det bare ved at gaa ham forbi en Aftenstund og endda ikke sige saa meget som et eneste Ord.«

»Ja saadan fortælles der jo.«

|118 »Ja – sandelig! – det er mærkelige Tider, vi lever i, Frk. Gude! Man gnubber sig oven i sit Hoved og véd saamænd mangen Gang knap, hvad man skal tænke om’et.«

Det var Emanuel Hansted, de talte om. Han havde nu opholdt sig paa Egnen i nogle Uger og var i den Tid bleven et almindeligt Samtaleemne her, – ja, trods den Tilbagetrukkenhed, hvori han stadig levede, var han paa Vej til at vække et formeligt Røre i visse Dele af Befolkningen. I Begyndelsen havde man vel været mest tilbøjelig til at smile af det klosteragtige Liv, han for sit eget Vedkommende førte, og som efter Sigende endog gik saa vidt, at han fastede visse Dage om Ugen for at modstaa Syndens Fristelser. Henne paa Højskolen ymtede man rent ud om, at han var gal. Men saa hændte det, at den sorte Trine en Søndag til almindelig Forbavselse viste sig i Kirken, ja endog *søgte Herrens Bord; og snart rygtedes det, at det var Emanuel Hansted, der havde haft Del i denne mærkelige Omvendelse. Han havde nok en Dag givet sig i Snak med hende uden for hendes Hus, og hans Ord skulde da have gjort et saadant Indtryk paa hende, at hun senere havde opsøgt ham i hans Hjem for at tale med ham. Fra dette Øjeblik slog |119 Stemningen mange Steder om. Navnlig blandt Smaafolk og ganske *særligt blandt de fattige Fiskere nede i Lejet, som hidtil var forbleven ganske upaavirkede af Egnens aandelige Rørelser, blev Mange stærkt optagne af denne besynderligt udseende Fremmede, der frivilligt hengav sit Liv til den Fattigdom og de Ydmygelser, til den Kummer og Vanære, hvorunder de selv sukkede ... og som dog altid gik omkring med et Udtryk af dyb Lyksalighed, omgivet af en Forklarelsens Fred, der ligesom meddelte sig til Enhver, hvem hans milde Blik mødte.

»De skal vel for Resten hen og besøge samme Hr. Hansted,« ytrede Frk. Katinka. »De og han var jo i sin Tid gode Bekendte.«

Væverens rødrandede Øjne skævede atter hen til hende med et opmærksomt iagttagende Blik.

»Aa, det kunde der vel ikke være nogen større Gavn ved, tror jeg. – Men hvad mon han ellers saadan gaar og tænker paa, mener Frøkenen?«

»Jeg véd saamænd ikke.«

»Mon han har Spekulationer med detteherre Vennemøde, som nu skal holdes her?«

»Jeg véd ikke.«

»*Kaskesens han tænker paa at tale ved den Lejlighed?«

|120 »Ja, det kan jo være.«

»Saa Frøkenen har slet ikke hørt Noget om den Ting?«

»Nej, jeg har ikke,« svarede Frk. Katinka og lo ved sig selv; – hun begyndte at ane den skjulte Hensigt, som den *underfundige, i sine Muldvarpegange utrætteligt virksomme Væver havde med sit Besøg.

De gav sig til at tale om det paatænkte Møde. Væveren var utrættelig i at udfritte hende om, hvad hun havde hørt angaaende Foredragsemnerne og Talerne; om de første var endelig bestemte, om Ordet vilde blive givet frit o. s. v. Frk. Katinka kunde imidlertid Intet oplyse. Han tog da med stor Omstændelighed en sammenlagt Avis op af Brystlommen, sad en Stund og glattede den med sin Haand og sagde:

»Se der var ellers Noget, jeg saa gerne vilde bede Frøkenen gøre mig en Tjeneste med.«

»Hvad er det, Jens Hansen?«

»Ja se, det er et bitte Ord her, jeg ikke forstaar. Det er vel latinsk, tænker jeg. Om Frøkenen vil være saa god at se her. ... Jeg har sat Mærke under det med min Tommelnegl.«

Han rakte hende Bladet.

|121 »*Utopi,« læste Frk. Katinka. »Er det ... det Ord?«

»Ja, Utopi, ja. Hvad betyder ellers det, med Forlov?«

»Det betyder saadan ... Drømmebillede ... noget Uopnaaeligt ... og saadan.«

»Drømmebillede, ja saa! Ja se, det tænkte jeg netop! ... Utopi! ... Ja saa siger jeg Frøkenen saa mange Tak,« sagde han og gemte igen omhyggeligt Avisen i Brystlommen.

»Hvorfor er det Dem ... for Resten saa meget om at gøre ... med det Ord, Jens Hansen?«

»Aa jeg vilde bare saadan gerne vide, hvad det betød, skal jeg sige Frøkenen.«

»Ja vel. Men ... har De ... nogen bestemt Hensigt med det?«

»Ja se, jeg mente jo, at det var immer godt at vide, hvad det var, man læste.«

»Men De maa vel ogsaa ... have tænkt, at bruge det ... siden det var Dem saa meget om at gøre.«

»Nu er det nok paa Tide, jeg kommer af Sted,« sagde Væveren og rejste sig, som om han havde overhørt hendes Spørgsmaal. »Ja saa siger jeg nu Frøkenen Farvel og saa mange Tak.«

Frk. Katinka bredte et Øjeblik sin Mund ud |122 til et Abesmil, der blottede hendes lange, gule Tænder. Hun kendte Væveren tilstrækkeligt til at vide, hvor frugtesløst det vilde være at fortsætte Forsøget paa at *komme hans Tanker paa Spor.

»Farvel, Jens Hansen,« sagde hun og gav ham Haanden.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.IV.

Omtrent paa samme Tid traadte Emanuel ud af sin lille Have nede ved Stranden. Et Øjeblik stod han og stirrede i Tanker ud over Havet. Derpaa gik han langsomt videre ud mod de høje, nøgne Lyngbakker i Vest.

Imidlertid var han bleven ivrigt iagttaget af den lille Sigrid, der havde ligget paa Lur inde under nogle Buske paa Havediget og her *oppebiet det Øjeblik, da han gik ud paa sin sædvanlige Eftermiddagstur. Da hun ikke kunde se ham mere, rejste hun sig *ilsomt, stillede sig omhyggeligt op saaledes, at Ansigtet vendte lige mod Solen, og følte samtidigt paa sin Kjolelomme.

|123 »Det passer,« sagde hun derpaa ganske højt.

Nu vidste hun Besked! Det var Moderen og Mormoderen, som Faderen regelmæssigt hver Eftermiddag gik hen for at besøge. Nu var der ikke længer nogen Tvivl!

Med blussende Kinder satte hun sig ned paa Diget og faldt i Tanker.

Lige fra den allerførste Dag, da hun kom hertil, havde det *stundesløse Barns altid virksomme *Indbildningskraft beskæftiget sig med Moderen. Inde i København, hvor der altid var saa meget, der adspredte hende, kunde der ofte gaa flere Dage, uden at hun kom til at tænke paa hende. Herude derimod havde Omgivelserne daglig paatvunget hende Mindet om hendes gamle Hjem, og hun havde tilsidst sat sig fast i den Overbevisning, at Moderen maatte befinde sig et Sted her i Nærheden. Hver Gang hun saa’ en fremmed Kvinde nærme sig ude paa Vejen, standsede hun med bankende Hjærte sin Leg i den Tro, at det var hende. Fra Morgen til Aften ventede hun hendes Komme, som Tanten jo havde bebudet. Med al sin Opfindsomhed havde hun søgt at udfritte Tjenestepigerne og alle Andre, som hun kom i Berøring med, om Moderens Opholdssted, om Grunden til |124 hendes Udeblivelse o. s. v. Men hun havde ingenting faaet at vide.

Saa var det, hun i Gaar havde indsmigret sig hos den gamle Ellen *Kagekone, der endelig havde røbet, at Moderen boede ikke saa langt herfra, nemlig hos Mormoderen, der var syg, og hos hvem hun derfor maatte blive for at pleje hende. Paa sine yderligere Spørgsmaal havde hun faaet til Svar, at Mormoderens Hus laa ude i den Retning, hvor Solen gik ned ... *at sige lidt til Siden derfor ... ikke til den Side, hvor hendes Kjolelomme var, men til den anden. Men i den Retning var det netop ogsaa, at Faderen var gaaet bort.

Altsaa var det nu ganske bestemt, at gamle Ellen havde talt Sandhed.

Hun blev siddende paa Diget med Hovedet i Hænderne og fortabte sig i Overvejelser. Og nu modnedes hos hende en Beslutning, som siden den foregaaende Dag ganske havde opfyldt hende, ja endog holdt hende vaagen en Tid af Natten. Hun vilde en Dag gaa hen og besøge Moderen, uden at Nogen vidste det. Nu kendte hun jo Vejen og kunde aldrig tage fejl. Dagny skulde ogsaa med, hvor meget hun saa brølede. Og Dukke-Lise skulde med, og hun havde bestemt, at den skulde have alt sit Tøj vadsket og rullet for |125 at være rigtig pæn! ... Moderen vilde nok blive glad, naar de kom. Men allermest længtes hun næsten efter Bedstemoderen, som var syg. Og ogsaa efter Trofast længtes hun, og efter den røde Kat og gamle Bedstefader. For det var vist ikke sandt, hvad Ellen havde fortalt, at han var død.

... Imidlertid havde Emanuel fortsat sin Vandring langsmed Stranden. Himlen var i Løbet af Eftermiddagen bleven lidt skyet, og Havet var ligesom nervøst uroligt, skønt Luften var ganske stille.

Nede ved Havstokken, omkring en opskudt Baad, stod en Flok Fiskere, der i tavs Ærbødighed blottede deres Hoveder, idet han gik forbi. En af dem, en lille Gamling, hvis Ansigts mange stærke Farver tydede paa, at han ikke altid havde hørt til Ædruelighedens Venner, blev endog staaende med Hatten mellem Hænderne; og Alle blev de ved at stirre efter ham, mens han langsomt og tankefuldt fjernede sig op mod de store Lynghøjder.

»Mærkede I noget?« spurgte tilsidst den Gamle.

De Andre lo lidt af denne Ytring og sagde, idet de atter tog fat paa Baaden for at trække den højere op paa Stranden:

»Hvad mener du, vi skulde ha’e mærket, La’s?«

|126 Alligevel havde de virkelig Alle følt ligesom en hellig Luftning stryge hen over dem, idet Emanuel gik dem forbi. Skønt de ikke vilde være ved det, bevarede de endnu længe efter en egen svimlende Fornemmelse af at have været i Berøring med det Overnaturlige.

Emanuel havde besvaret Fiskernes Hilsen undvigende og halvt forlegent. Han følte sig beskæmmet af denne Ærefrygt, som han saa pludselig og ganske uden egen Foranledning var bleven Genstand for. Derfor var det ogsaa, han i den sidste Tid havde levet endnu mere ensomt og tilbagetrukkent end før. Han vilde ikke fristes til hovmodigt at regne sig selv til Fortjeneste, hvad Gud havde forundt ham at udrette.

Men frem for Alt vidste han kun altfor vel, at han endnu var saare langt fra at have naaet den Fuldkommenhed, man aabenbart tillagde ham. Han vogtede i saa Henseende med et bestandig mere aarvaagent Øje paa sig selv. Endnu maatte han daglig dyste med Forstandens mangehaande Anfægtelser, endnu var hver Nat en oprivende Kamp mod Kødets onde Drømme. Men navnlig overfaldtes han bestandig oftere af Svagheds-Øjeblikke, grebes han af Modløshed og timelige Bekymringer. Særlig ængstedes han for Børnene og |127 deres ubetryggede Fremtid, siden Faderen nu virkelig havde gjort Alvor af sin Trusel og frataget ham al Støtte.

Endelig foruroligedes han af Hansines vedvarende Tavshed. Han forstod den ikke. Nu var der forløbet saa lang Tid, og endnu havde han kun faaet et Par hastige Ord fra hende med den Besked, at hun havde modtaget hans Brev og snart skulde skrive nærmere. Han kunde kun forklare sig hendes Tavshed derved, at Moderen havde faaet et Tilbagefald, saa hun ikke havde faaet Stunder til at skrive. Men nu kunde han ikke længer beherske sin Utaalmodighed. Trods det Løfte, han i sin Tid havde maattet give hende, havde han nu besluttet at bryde op herfra snarest muligt med Børnene og tage over til hende, selv om han ikke fik Brev. Hun vilde sikkert tilgive ham dette Brud paa Tro og Love, naar hun kom til at forstaa, at han trængte til hendes Hjælp ... at nu var Tiden kommen, da de Haand i Haand maatte stride den sidste, afgørende Kamp for deres Frigørelse.

Han vilde end ikke oppebie Mødet paa Højskolen, saaledes som han oprindelig havde haft i Sinde. Hvor underfuldt Forsynet end i den sidste Tid havde vist ham sin Naade, – han kunde dog |128 ikke tage dette som Vorherres Bemyndigelse til at tale i hans Navn. Tværtimod, han følte det for hver Dag tydeligere, at han dog ikke var *beskikket til at forkynde Guds Dom over Tiden. Han maatte ydmygt erkende, at han var *for skrøbeligt et Ler, for svag en Aand til at være *Guds Vældes Tolk, *hans Vredes Flammesværd, hans Barmhjærtigheds *kaldende Røst i Ørkenen. Og dog, han skulde ikke klage. Glad og taknemlig skulde han henleve sit Liv i stille Afsideshed, ukendt af Menneskene, kun kendt af Gud, glemt af hele Verden, ligesom slettet ud af de Levendes Tal, vejret hen som et navnløst Blad, en klangløs Tone.

Under saadanne Tanker steg han op ad Lyngbakkerne og naaede den yderste og højeste Top, hvorfra der var den vide Udsigt over Fjorden til Kysterne ovre paa den anden Side. Her standsede han under det høje *Sømærke, hvor han hver Eftermiddag havde staaet og set over mod den hjemlige Strand og inddrukket nyt Mod og ny Længsel. Med bankende Hjærte stirrede han paa det fjerne Land, der i Eftermiddagens gyldne Soldis hævede sig over Fjorden som et luftigt Drømmesyn ... paa disse nøgne Banker, der nu for anden Gang i hans Liv vinkede ham i Møde som |129 det forjættede Land, mod hvilket alle hans Tanker og Drømme *stundede.

Ja, han maatte bort ... bort fra Ensomheden her og Mismodets Snarer, ... bort ogsaa fra hende, hans Livs onde Aand, der nu Gang efter Gang havde krydset hans Veje som Syndens *formummede Fristerbud ... denne skamløse Kvinde med hendes præstelige *Galan, i hvis Nærhed det var, som om selve Solen og Luften indblæste Blodet dæmoniske Lyster. Ja, han længtes hjem ... hjem til Freden og Trygheden og Hvilen hos hende, hans Livs gode Engel, der altid havde ledet hans Fod paa den rette Vej, altid støttet ham, naar han snublede, altid vendt sit Ansigt fra ham, naar han sveg. De fandt vel nok en klinet Hytte og en Strimmel Jord derovre ved Stranden, hvor de kunde *friste Livet. Det havde ingen Nød! Han vilde ikke frygte. Han var jo endnu ung og stærk. Hans Arme havde ikke glemt at brydes med Spade og Hakke. Endnu sad der haard Hud inden i hans Hænder af syv Aars Stræb i Mark og Lade. Aa, han ligefrem længtes efter igen at tage fat! Aldrig skulde han glemme det Øjeblik forleden Dag, da han modtog Faderens Brev. Først var han bleven saa underlig bedøvet; hans Sjæl vaandede sig under de mange haarde og bitre Ord. Men da var det pludselig, |130 som klang der Harper i hans Indre, en Frydeklang, en Frihedsjubel, der svulmede og steg i hans Bryst! ... Ja, nu skulde det ske. Nu skulde han genoprejse sit sunkne Hjem! Frejdigt skulde det løfte sig mod Skyen som Lærken en gylden Sommermorgen. Han frygtede ikke! Fuglefrit vilde de bygge og bo bag Lyngtuen, trodse Livets Storme under Guds aabne Himmel! Hvordan stod der ikke i den gamle, frimodige Bryllupssang:

*Mandemod, Kvindetro

vil saa gerne sammen bo.

Arneild, Barnesmil

lyser hjem til Aftenhvil.

Fadervor, Herrens Ord

dækker Kristnes Davrebord.

Bønnens Magt, Daabens Pagt

slaar om Hjemmet Englevagt.

Takkesang, Frydesang

hvælver *og en Stue trang.

Sjælens Savn, Jesu Navn

lukker op for Himlens Favn.

Han vendte Hovedet og lyttede. Vinden bar Lyden af Menneskestemmer op imod ham inde fra Lyngheden.

Han vilde ikke sees, ikke træffe Nogen. Hurtigt |131 forlod han Stedet og steg ned ad en lille Sti, der langs Pyntens Havside førte ned til Stranden.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.V.

Det var Pater Rüdesheimer og Frk. Ragnhild, hvis Stemmer han havde hørt. De kom gaaende inde over Heden i livlig Samtale ... han med sin bredskyggede Straahat og en stor Rose i Knaphullet, hun i en lysblomstret Kjole, som hun omhyggeligt løftede op over Skoene, for at den ikke skulde blive hængende i de stride Lyngtoppe.

Det var første Gang, hun havde vovet sig herop paa disse Enemærker, og *det var ikke frit for, at hun følte sig lidt uhyggelig til Mode i det store, tavse, dystre Øde, hvorover Sommervinden puslede som en spøgelseagtig Hvisken.

»Her er rigtig ækelt!« ytrede hun hvert Øjeblik. »Dersom man var overtroisk, vilde man da aldrig tvivle om, at her var alle onde Aanders Bolig. ... Og saa er her naturligvis fuldt af Hugorme og Snoge og Firben og al Slags væmmeligt Kryb. Jeg har hele Tiden en Fornemmelse af, at Noget bider mig i Benene.«

|132 Ikke des mindre var det hende selv, der havde foreslaaet Turen herop. Pateren, der kendte hendes Afsky for, hvad hun plejede at kalde Naturen i Adamskostyme, havde næppet villet tro sine Øren, da hun for lidt siden, mens de stod nede paa Stranden og raadslog om Dagens Udflugt, pludseligt udbrød: »I Dag vil vi ud til *det yderste Thule!« Men Hemmeligheden var den, at hun et Øjeblik forinden havde set Emanuel paa Vandring ud mod Hammerbakkerne. Og da hun vidste, at han hver Dag drog herop og ofte var Timer, ja halve Dage borte, havde hun ikke kunnet modstaa Lysten til at faa at vide, hvad han egentlig tog sig for deroppe i Ensomheden mellem Mørkets og Overtroens Aander.

Samtalen mellem hende og Pateren havde iøvrigt under næsten hele Turen drejet sig om ham og om den Opsigt, han var begyndt at vække omkring paa Egnen. Rigtignok havde Pateren – som han plejede – søgt at undgaa dette Emne; han fortabte sig hvert Øjeblik i almindelige Betragtninger, fortalte Anekdoter og muntre Oplevelser fra det københavnske Selskabsliv. Men med sædvanlig Snarraadighed forstod Frk. Ragnhild hurtigt og naturligt at føre Samtalen tilbage til dens oprindelige Udgangspunkt.

|133 »Hvad er for Resten det, jeg hører om Dem,« sagde hun saaledes, efter at Pateren en Tid havde underholdt hende med en Fortælling om sin Afskedsvisit hos den gamle *Etatsraad Hansted, hvor han havde været saa uheldig at støde paa *den nye Kultusminister, der akkurat havde rakt ham to og en halv Finger. – »De har nok været en Slags Mellemmand ved de sidste *Underhandlinger mellem Pastor Hansted og hans Familie.«

»Hvorledes? .... Underhandlinger?«

»Ja, Fru Torm fortalte mig forleden, at De er bleven Etatsraad Hansteds Fortrolige i saa Henseende.«

»Hm! Har Fru Torm fortalt Dem det? Nu ja – forinden Etatsraaden rejste til *Carlsbad, bad han mig ganske rigtig tale med Sønnen for endnu en Gang at forsøge at indvirke paa hans *usalige Beslutning. Det er det Hele!«

»Man kan just ikke sige, at De har haft Held med Dem!«

»Nej desværre! Men altsaa – Frøken! – det var det, jeg vilde fortælle Dem om det unge Menneske, der for Tiden beklæder Kultusministerposten –«

»Altsaa ikke en Gang Deres Overtalelsesevne har kunnet udrette Noget! Tænk! ... Og nu har |134 jo Etatsraaden oven i Købet nægtet at støtte ham længere. Naa! Man maa i hvert Fald lade Hr. Hansted, at der er *Metode i hans Galskab. Jeg er overbevist om, at det er hans ophøjede Maal en Gang at ende som Martyr paa *Ladegaarden!«

Pateren saa’ et Øjeblik opmærksomt paa hende. Derpaa sagde han med den dybe Alvor, han pludselig kunde lægge i sin Stemme:

»Frk. Tønnesen ... den Sag synes mig for Resten lidt for alvorlig til at spøge med.«

»Det finder netop ogsaa jeg!« svarede Frk. Ragnhild stødt og i en *udæskende Tone. »Vi er hver Dag omgivne af saa megen kedsommelig Snusfornuft, at det virkelig gør godt en Gang at træffe et Menneske, der følger sin egen Lyst uden først ærbødigst at *anholde den offentlige Mening om Tilladelse.«

»Hm! ... Mener De virkelig det, Frk. Tønnesen!« sagde Pateren. »Jeg er nu rigtignok af en ganske anden Anskuelse. Jeg er ikke i Stand til at undskylde, endsige begejstres for en Dumhed, fordi den er større og farligere end dem, vi sædvanligvis er Vidne til. Jeg véd jo nok, at Forstandighed ikke just staar højt i Kurs i disse de store Følelsers Dage. I vor Tid skal en Helt jo være en *Konfusionsmager, der overalt render Pan|135den mod Væggen og tilsidst brækker Halsen over sine egne Ben, hvad der poetisk kaldes hans Skæbne. At se sig for, at bruge Øjne og Øren, at *overlægge en Sag, før man handler, ... det er altsammen Noget, der er den sande Mandighed uværdigt, og som medlidende overlades til Kræmmersjæle og Spidsborgere. Er det ikke saa?«

*»O, gak den gyldne Middelvej – dens Endemaal bedrager ej!« deklamerede Frk. Ragnhild. »Er det ikke saadan, det hedder i den underskønne Sang, De plejer at citere for mig?«

»Netop!« svarede Pateren med opvældende Varme. »Og jeg anser det for en højst gavnlig Lære at præke i vore Dage, hvor vi Alle har en sygelig Tilbøjelighed til at lave os til Undtagelser og interessante Fænomener. Paa det Almenmenneskeliges Bekostning vaager vi omhyggelig over alle Smaaejendommeligheder hos os, opelsker med Flid en eller anden lille Særhed, en eller anden fiks Idé, af Frygt for at blive »som alle andre Mennesker« – det værste, Nogen véd. Vi maa absolut være Noget for os selv, være selvstændige, have Særpræg, som det hedder. Dogmernes Tid er jo forbi! Enhver, der ikke vil anses for en Dosmer, maa have sin private Mening om alle Ting mellem Himmel og Jord, maa i det allermindste |136 paa egen Haand have udgrundet Verdensgaaden og kunne aabenbare en hjemmegjort Opfattelse af Gud, Himlen, det hinsidige Liv o. s. v.«

»Hvor De bliver ivrig, Hr. Pastor! Jeg kan slet ikke følge Dem! ... For Resten maa De for Guds Skyld ikke tro, at jeg vil forsvare Hr. Hansted. Jeg har blot tilladt mig den spagfærdige Bemærkning, at man i hvert Fald maa indrømme Hr. Hansted Mod til at leve i Overensstemmelse med sine egne Theorier. Og der er nu en Gang noget umiddelbart tiltalende ved, at en Mand lader Ord og Handling følges ad og endog ofrer sin Velfærd for sin Overbevisnings Skyld, ... ligegyldigt hvad Værd denne Overbevisning i og for sig har.«

»Ikke for mig! For mig er Sligt kun et sørgeligt Vidnesbyrd om, at Begrebsforvirringen og Jeg’ets Forgudelse har naaet Vanvidets Højdepunkt. Hvad der tager sig ud som Mod og Aandsstyrke, er i Virkeligheden blot en slap Viljes ynkværdige Svaghed. Jeg kender det fra mig selv. Jeg véd af Erfaring, hvor svært det falder, naar man har drømt om at blive en Profet, en Helgen, en Banebryder, da at forlige sig med Tanken om at være en slet og ret Pastor Petersen. Jeg véd, hvor langt mere Selvovervindelse der kræves for at bøje sig |137 ind under den sande Kristendoms Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til ét med sine Omgivelser, – hverken større eller ringere, hverken værre eller bedre!«

Frk. Ragnhild trak paa Skuldren uden at svare. Hun tænkte i sit stille Sind paa Ordet om *Ræven og Rønnebærrene. I det Hele var hun i den sidste Tid begyndt at føle sig lidt besværet af Paterens Selskab, og hun var ganske glad ved, at han nu skulde rejse om et Par Dage. Hun havde mere og mere maattet give Fru Betty Ret i, at han var for meget i Familie med de Firføddede. Og besad han end noget af en Puddelhunds rørende Trofasthed, ejede han desværre ikke dette lærvillige Dyrs Evne til at forstaa et lille Vink om, naar dets Nærværelse var til Besvær.

»I det Hele« – vedblev Pateren – »har jeg ikke saa stor Respekt for det Tilfældighedens Værk, vi kalder vor personlige Overbevisning, at jeg kan indrømme Berettigelsen til uden videre at indrette vort Liv efter den. Jeg mener tværtimod – –«

Han blev i det samme afbrudt ved, at Frk. Ragnhild standsede med et lille Skrig. Hun paastod, at Noget havde bidt hende i den ene Fod.

Det viste sig dog blot at have været en Lyng|138gren, der havde strejfet hendes Vrist, saa at Skobaandet var gaaet op.

»Berolig Dem, min Frøken! Det er ikke livsfarligt!« trøstede Pateren, glad ved at være bleven standset i sin Iver og faa Lejlighed til at skifte Samtaleemne. »Tillad mig nu at være Deres Læge og foretage en højst nødvendig Operation. ... Sammenbindingen af disse to smaa Baand ...«

»Ja Tak. Dersom De virkelig vil ...«

»Det er mig en stor Ære, Frøken!«

*Hans Velærværdighed var atter helt sig selv. Han lagde sig ridderligt paa Knæ foran hende midt paa Stien ... og enten det nu virkelig var paa Grund af hans smaa, tykke Fingres Ubehjælpsomhed, eller fordi han saa længe som muligt vilde nyde Synet af den smalle Kvindefod i den fine *Svikkelstrømpe ... han laa en uendelig Tid og famlede med Baandene uden Resultat.

Imidlertid blev Ragnhild opmærksom paa en Skikkelse, der noget borte tegnede sig mørkt mod den nu helt taagetilslørede Himmel ... en skyggelignende Mand, som langsomt og med bøjet Hoved vandrede ned over den yderste Skraaning bag det høje, *korsdannede *Sømærke. Det var Emanuel.

»Binder jeg maaske for fast?« spurgte Pateren, |139 – han havde mærket et lille Ryk fare igennem hende.

»Aa, det gaar an –« svarede hun, mens hun med et optaget Blik blev ved at stirre efter Skikkelsen derude, hvor Himmel og Jord flød sammen i graablaa *Dunst.

Synet af Emanuel kom hende vel langtfra overraskende; men det virkede anderledes paa hende, end hun havde ventet. Det slog hende straks, hvor godt han passede i disse øde, tavse, *ensomme Højder, fjernt fra Menneskers Færden. Han blev selv saa fremmedartet heroppe, saa mærkeligt stor i Stilen. – – Men var det virkelig ogsaa ham selv? Ikke alene gjorde hans Skikkelse et besynderligt ulegemligt og samtidig næsten kæmpemæssigt Indtryk mod Taagehimlens lyse Baggrund; men ogsaa hans Holdning og Gang fik i disse Omgivelser et ejendommeligt Præg af overjordisk Værdighed.

Hun forstod i dette Øjeblik, hvad hun engang havde hørt Fiskerne tale om, at han mindede dem om Kristus paa Alterbilledet i Sandinge Kirke. End ikke Straalekransen manglede her. Ved et Tilfælde, der fik hende til at smile lidt, stod nemlig Solen lige bag ham, omtrent i Højde med hans Hoved, hvor den skimtedes gennem Skyerne som en |140 mat, maanestor Lysskive, der ganske lignede en Glorie, som blot var anbragt lidt for højt.

»Nu haaber jeg, det er tilfredsstillende!« sagde Pateren og rejste sig omsider efter fuldbragt Gerning.

Men skønt Emanuels Skikkelse nu var dukket under Synslinien, blev Ragnhild staaende som en Støtte. Med et mere og mere forbavset, tilsidst helt forfærdet Udtryk blev hun ved at stirre hen imod den Plet, hvor han forsvandt.

»Vil De sige mig, Pastor Petersen,« sagde hun endelig og lagde Haanden paa hans Arm. »Er det mig, der pludselig er bleven gal ... eller hvorledes forholder det sig? Ser De ogsaa tre Sole paa Himlen i dette Øjeblik?«

»Hvad siger De? Tre Sole?«

»Ja. Se, dèr ... og dèr ... og dèr!«

»Ja sandelig! De har Ret! ... De har virkelig Ret!«

Det forholdt sig ganske rigtigt, som hun sagde. Paa hver sin Side af Solen, men i temmelig stor Afstand fra den, saaes i Skyerne en maanestor Lysplet, der blot var en ubetydelig Smule mattere end den egentlige Sol og svagt regnbuefarvet langs med den indvendige Rand.

»Men hvad er alt dette for Trolddom!« brød Frk. Ragnhild nu ganske ubehersket ud. »Hvad er |141 det dog for et Sted, De har ført mig hen? ... Og hvad er det for et stort, sort Kors derhenne?« vedblev hun i stigende Rædsel ved pludselig at faa Øje paa Sømærket deroppe over Højden, hvorfra Emanuel var kommen. »Det er jo som et *Golgatha her! ... Jeg vil ikke være her! De skal føre mig hjem straks. Hører De? Jeg vil ikke være her!«

Den ellers saa overlegne Frøken tabte et Øjeblik ganske Fatningen. Pateren søgte at berolige hende. Han gav sig blandt andet til omstændelig at forklare *Luftspejlingens ganske naturlige Aarsag, og det varede da heller ikke længe, før hun kom til sig selv. Hun tog hans Arm, lo af sin Skræk og kaldte sig en rigtig overtroisk gammel Tante.

Helt i Ligevægt kom hun dog ikke, før de var naaet ud af »den ækle Ørken«.

Men da blev det Paterens Tur at føle sig ilde til Mode.

Under Nedstigningen fra Hammerbakkerne opfangede han nemlig et lille Glimt af Emanuel nede paa Skrænten under Sømærket, og i det samme forstod han, hvorfor Frk. Ragnhild netop i Dag havde vovet sig herop paa disse øde Steder, som hun ellers afskyede, ... forstod ogsaa Grunden til den |142 paafaldende Uro og Aandsfraværenhed, han under hele Turen havde sporet hos hende.

Hjærtet sank i hans Bryst. Endnu Alt omsonst! tænkte han!] han KR, ikke i C D E F G ... Og om to Dage skulde han rejse! ...

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.VI.

Det almindelige men flygtige Naturfænomen, der havde indgydt Frk. Ragnhild saa stor en Skræk, bebudede virkelig ikke noget Godt. Af alle Naturens Storm-Varsler er maaske intet saa frygtet af Sømanden som »de tre Sole«, naar de kort efter Solens Opgang eller henimod dens Nedgang viser sig paa den letskyede Himmel – oftest i Magsvejr og efter længere Tids rolig Sø. Det gælder da om at ryste Havbliks-Døsigheden af sig, før den første Vindhvirvel kommer. Den kommer gerne som et pludseligt, lynsnart Stød, der afpresser Mastetovene en kort Jammertone og efterlader et fuldkomment Vindstille, en død, uhyggelig Tavshed over det nervøst urolige Vand. Men snart begynder Søen at syde, Folkene maa til Vejrs for at *beslaa de sidste Sejl, og Lemme og Luger skal |143 forsvarligt *skalkes, før det næste Stormbud melder sig i Horisonten med sit Følge af hvide Skumtoppe.

Men ogsaa inde paa Stranden bliver der Travlhed, inde i de smaa, lave Tangtags-Hytter, hvorfra der ligeledes spejdes efter Tegn i Sol og Maane, naar Fiskerne er paa Havet. Naar Katten begynder at mjave, og Vinden at tude gennem Skorstenen, ses Konen hvert Øjeblik ude paa Dørflisen med Haanden over Panden. Gamle Mænd rokker ned til Havstokken ved deres Stave, kigger ud mod *Kimmingen og mumler med sig selv. Det hele Hav er nu et flyvende Skum. Som Flokke af mægtige Ørne sejler de første, mørke Smaaskyer højt og roligt henunder Himlen. Men snart stiger sværere Skymasser op over Horisonten. I et Nu er hele Himlen en sortgraa Røg, og Stormen kaster sig ind over Landet med en Vælde, der faar Kirketaarnene til at ryste.

Først paa dette Tidspunkt begynder Bonden at spidse Øren. Han tænker med Bekymring paa sine Straatag og paa Sædstakkene bag ved Ladelængen, ... mindes *en Uvejrsnat for mange Aar siden, da Stormen væltede den ene Skorstenspibe ned ad Rygningen og oprev hans store Havrebod, saa de splittede Neg dansede som en Hær af gule Spøgelser vidt ud over Landet.

|144 Saa uhyggelig blev denne Aften og Nat vel ikke. Dog holdt Uvejret Søvnen borte fra mangt et Sømandshjem, og mere end én Bonde listede op af sin Seng og gjorde en Runde om sin Gaard for at se, hvordan den holdt sig.

Umiddelbart før Solnedgang havde Vinden vendt sig. Og allerede en Time efter dundrede Stormen paa Landsbyernes Porte.

Paa denne Tid sad Hansine hos sin Moder og vandt Garn ved Skæret fra et kummerligt Talglys, der i de endnu korte Aftner maatte erstatte den hengemte Vinterlampe. Den lille lavloftede Bondestue var stadig lige uberørt af de omskiftelige Tider. Tintallerknerne under Loftet, de to indrammede *Navneduge med Aarstallet 1798, Armstolen ved Kakkelovnen og det øvrige, aarhundredgamle Udstyr var endnu bibeholdt i al sin Oprindelighed og bevaredes med en pietetsfuld Omhu, der efter Hansines Hjemkomst næsten havde faaet Karakteren af en Demonstration.

Kun ét Sted manglede der Noget. Bænkepladsen for Enden af Egebordet, hvor Anders Jørgen paa denne Tid af Døgnet plejede at sidde med et Par irrede Messingbriller paa sin Klumpnæse og stave sig gennem *»Bladet«, stod nu tom. Den gamle Mand var forrige Vinter bleven angreben af |145 den saakaldte *Kyndelmisse-Feber, der i Løbet af faa Dage havde gjort Ende paa hans Liv.

Men hverken dette Dødsfald eller Elses lange, haabløse Sygeleje havde gjort nogen Forandring i Husets nedarvede Skik og Orden. Hansine havde ogsaa i den Henseende ladet sig det være magtpaaliggende at bevare det ejendommeligt gammeldags Præg, der altid havde hvilet over hendes Hjem. Hun havde nu ganske overtaget Styrelsen af Huset, og hun raadede baade i Køkken og Stald med en Myndighed, der mindede om Moderen. Den Uselvstændighedsfølelse, der i de sidste Aar af hendes Ægteskab havde sløvet hendes Vilje, var her paa hjemlig Grund vegen for al hendes gamle Selvsikkerhed parret med en næsten rastløs Virketrang. Og der var nok at tage fat i! Gaarden var i den senere Tid paa Grund af Moderens Sygdom og Faderens Blindhed bleven stærkt forsømt; og de havde endda maattet sætte sig i Gæld, fordi *Fæstet var udløbet med Faderens Død og atter skulde fornyes, hvad der havde medført store Bekostninger.

Ole Kristian forestod Jordens Drift. Han var nu en fuldvoksen Karl paa fire og tyve Aar, lidt lille ligesom Hansine, men sund og kraftig. Han var under sin Opvækst ikke forbleven upaavirket af Søsterens underlige Giftermaal, og der var vel |146 næsten Ingen, hvem hendes Vanskæbne var gaaet dybere til Hjærtet. Han havde udviklet sig til et mere og mere tavst, indadvendt Menneske, lidt af en Særling, der bestandig holdt sig til Hjemmet og saa vidt muligt undgik Omgang med Byens Folk.

Heller ikke Hansine *skøttede om Samkvem med Fremmede; og da hun tillige haardnakket søgte at værge sig mod Folks Medfølelse ved overalt at optræde med en stolt Utilgængelighed, der vakte Manges Forargelse; da desuden den gamle Else endnu paa sit Sygeleje, trods alle bitre Erfaringer, nægtede at forlige sig med Sognets nye Magthavere, saa at hun endog engang, da Pastor Madsen kom for at gøre hende et Besøg, halvvejs havde vist ham Døren, – var der nu tavst og stille i det forhen saa livlige *Boelssted. Af alle Byens »Hellige« betragtedes det som en uren Plet, og de kom aldrig der forbi, naar de *to og to vandrede til eller fra deres Bønnemøder, uden at tale højt om *Hoffærdighed og anføre *Sirachs Ord om Hovmod som Roden til al Synd.

Ogsaa denne Aften sad Hansine alene. Ole Kristian var nylig gaaet over i sit Staldkammer for at lægge sig. Paa Bordet ved Siden af Lyset laa endnu den Bog, hvoraf han havde læst højt for hende efter Mørkning. Henne fra Alkoven, |147 hvor det blaastribede Forhæng var trukket for, lød den korte, stødvise Stønnen, der udgør gamle og syge Folks Søvn. Ellers hørtes kun Stormen, der buldrede paa Ladeporten og susede tungt over Taget.

Det kunde jo ofte hænde hende, naar hun saaledes sad alene efter en virksom Dag, at Tankerne sneg sig paa Afveje ... søgte tilbage til den Fortid, der skulde være død for hende, kredsede om Børnene og Emanuel, hvis Navn aldrig blev nævnet i disse Stuer, i hvert Fald ikke naar hendes Moder kunde høre det. Navnlig i denne Tid forglemte hun ofte det Løfte, hun havde givet sig selv. Børnenes Nærhed og Emanuels Breve havde paa ny kastet Uro og Tvivl i hendes Sind. Gamle Drømme steg atter lokkende op for hendes Indre, gamle, *forfængelige Haab omspændte hende atter med deres Gøglebilleder. Hun *havde i disse Dage al sin Selvbeherskelse behov, for at ikke Moderen eller Ole skulde mærke den Raadvildhed, *hvori hun var bestedt.

Særligt i Aften var hendes Tanker sky og urolige. Denne Buldren paa Porten, dette Sus over Taget genvakte hos hende Mindet om en anden stormfuld Aften ... hin Aften for mere end to Aar siden, da »Gutten« blev bragt til Sengs |148 for ikke at rejse sig mere. Ogsaa dengang sad hun ene med sig selv og sine skjulte Sorger. Hun huskede det tydeligt. Emanuel og alle Husets Folk var gaaet til politisk Møde i Forsamlingshuset. Det var den samme Aften, da hendes Fader havde holdt sin Tale. Hun sad i den store Stue og havde Døren aaben ind til Sovekammeret for at høre efter Gutten, der ofte skreg i Søvne. Først ved Elleve-Tiden kom Emanuel hjem. Munter, høj og smuk traadte han ind ad Døren i sin store Kavaj, der dryppede af Regn, med Stok i Haanden og en Lygte, som Blæsten havde slukket. Hun huskede ham tydeligt! ... Hun havde siden ofte tænkt paa, at den Aften egentlig var den sidste i deres Samliv, paa hvilken de havde følt lidt Fred og Lykke med hinanden. Fra den Dag begyndte Opløsningen. Med Guttens Død mistede Emanuel det frejdige Haab, den ubetingede Forvisning om at følges af Guds Velsignelse, den mærkelige Tro paa, at Forsynet havde en særegen Bestemmelse med deres Ægteskab, der indtil da havde baaret ham frelst gennem alle Skuffelser. – –

Hun standsede med ét *Garnvinden og løftede Hovedet.

Hvad var det? ... Hun havde hørt Gaardlaagen blive aabnet. ... Eller var det maaske blot |149 Stormen, der havde løsnet en Luge? ... Nej ... Nu lød der varsomme Støvletrin derude over Stenbroen.

Hun blegnede.

Emanuel! – fo’r det igennem hende.

Hun rejste sig op og støttede sig til Stoleryggen. .... Kom han virkelig herind? Vilde han bryde sit Løfte. ... Ja, nu steg han op ad Trappen ... Han bankede paa Døren.

Nej, nej, han maatte ikke komme ind! Om det skulde gælde hendes Liv ... hun vilde ikke se ham! Han havde ingen Ret dertil! Han skulde gaa!

Hun samlede al sin Kraft for at løbe hen og slaa Slaaen for. I det samme løftedes Klinken sagte, og Væver Hansens lange Overkrop strakte sig frem bag den halvaabne Dør.

»God Aften, Hansine,« sagde han i hviskende Tone og uden at træde ind i Stuen. »Jeg kom *justement forbi og saa’, at her var Lys. Og saa tænkte jeg, jeg skulde dog stikke Hovedet indenfor og høre, hvordan det stod til hos Jer. Hvordan gaar det med din Mo’er? ... *Kanske staar der Noget paa?«

Hansine havde hurtigt genvundet sin Fatning. Hun svarede roligt:

|150 »Det er ved det gamle. Hun ligger mest og døser. Og det er vel det Bedste. – Værsgo’, du kan godt komme ind, om du vil!«

»Ja, er det blot ikke bleven noget silde,« sagde Væveren og saa’ sig ligesom tvivlraadig omkring.

»Ja, det maa du selv om,« svarede Hansine kort, klippede Lysets Tande – hendes Haand skælvede endnu lidt – og satte sig atter ved sin Garnvinde.

Væveren lukkede omsider Døren bag sig, snød Næsen henne ved Kakkelovnen og tog Plads paa Bænken bag den øvre Bordende. Henne i Alkoven blev der i det samme stille. En famlende Haand søgte at skille Forhænget ad. Men Forsøget lykkedes ikke. Og straks efter lød igen den korte, stødvise Stønnen ud i Stuens Stilhed.

»Jeg kan hilse dig ovre fra Sandinge,« sagde derpaa Væveren; han sad foroverbøjet, med Armene paa Knæene, og tørrede sine Fingre i et rødtærnet Lommetørklæde. »Jeg var en lille Vending derovre i Dag for at se, hvordan det stod til. Man hører jo *immer saa meget.«

»Aa ja.«

Der blev straks et Øjeblik Tavshed.

»Det er dog ellers svært, som han ... jeg |151 mener din ... han, Emanuel, ... det er svært, siger jeg, som han er *paa Tapetet derovre for Tiden. Nu har han jo igen gjort et helt Mirakkel paa en gammel Drukkendidrik *nere i Lejet.«

»Ja saa.«

»Ja han har vel for Resten skrevet til dig om’et, kan jeg tænke. Du faar jo dog *stændig Breve fra ham, har jeg hørt sige.«

»Han har Ingenting skrevet om det.«

»Aa nej, han har vel tænkt, han havde det ikke nødig, saa meget som man snakker om ham. For det var ligefrem helt mærkeligt at være Vidne til, hvor Folk var *opsatte. Og det er da egentlig heller ikke saa underligt, mener jeg.«

Der blev igen en lang Pavse.

Endelig spurgte Hansine, skønt ikke uden Overvindelse:

»Var du maaske derovre for at gøre Emanuel et Besøg?«

Væveren betragtede hende en Stund med ét Øje. Det var, som om han betænkte sig paa, hvad han skulde svare.

»Jeg saa’ ham slet ikke, Hansine,« sagde han derpaa. »Nej, jeg gjorde saamænd ikke. Men-n ... dine to smaa Tøser saa’ jeg da for Resten.«

Det gav et Sæt i Hansine.

|152 »Hende – Sigrid hedder hun jo – hun sad paa en Sten nere ved Vandet; og oppe ved Haven stod den bitte Dagny og tuded; ja saamænd gjorde hun saa. – – Det er nu ikke for det, jeg kunde saamænd godt have haft *Plasér af at sige Emanuel et Goddag igen. For det bliver vi vist alligevel nødt til at vedgaa, Hansine, at vi Skibberupsfolk nu ikke bar os ad imod ham, saadan som vi skulde, den sidste Tid, han var hos os. Jeg har overtænkt meget paa den Ting, – Tiden har li’egodt vist, at han havde Ret i mange Dele. Naar jeg saadan i Erindringen tænker paa, hvad han mangen Gang ret inderligt har udtalt for mig og Andre, naar vi saadan sad og snakked sammen, saa angrer jeg mig paa, at jeg først nu forstaar den gode Mening, han havde med det Altsammen. Og er det nu ikke forunderligt, Hansine? Den allersidste Gang, vi talte sammen, før han rejste fra os, da forudsagde han lige præcis, hvad der bag etter er fremkommen her i Sognet ved Pastor Madsen og Andre, der bare vil alt Frisinds Ødelæggelse. Men det har jeg mærket mere end én Gang, at Emanuel havde saadan en hel profetisk Gave til at se ind i Fremtiden. Er det ikke mærkeligt?«

Hansine forholdt sig stadig tavs.

»Men saadan har det nu alle Tider været, at |153 de store Mennesker, dem *skønner vi først rigtig paa, naar de er væk fra os. Vi skal immer hænge os saa *maleciøst i deres Fejler, som saadanne Folk begribeligvis har ligesom alle Andre. Og Emanuel var dem jo heller ikke helt foruden ... det kan vi jo nok ha’e Lov at sige. Men saa har han jo da ogsaa bødet haardt for dem, Hansine. Det snakked de netop saa meget om derovre, at han nu var lige saa haard mod sig selv, som han altid har været mild og gudsfrom imod Andre. Han skal nok ogsaa være *falden svært af saadan rent i det Ydre, sagde de.«

Han vedblev at fortælle. I overtalende Tone udviklede han for hende, hvorledes det nu var enhver frisindet Mands og Kvindes Pligt at glemme alt gammelt Nag og støtte Emanuels Bestræbelser, dersom han virkelig – som Rygtet sagde – tænkte paa at vende tilbage hertil og optage sin gamle Gerning i et frit Forhold til Menigheden. Men da Hansine stadig Intet svarede og endog syntes at høre temmelig ligegyldig paa hans indtrængende Ord, holdt han tilsidst inde og gav sig til at tale om andre Ting.

Kort efter rejste han sig og bød Godnat.

Han smilte over hele sit blege Ansigt, da han gik; – men i Virkeligheden var han langtfra |154 tilfreds med Resultatet af sit Besøg. Hansines Holdning varslede ikke godt for den Plan, han for Tiden gik og syslede med, og som han – trods alle sine sørgelige Erfaringer – havde udarbejdet efter sin sædvanlige Forskrift: med Ondt skal Ondt fordrives. I Modsætning til de fleste andre Folk i Egnen havde han længe anet, at det fortrinsvis var Hansines egen Modstand, der var Skyld i, at en Forsoning mellem hende og Emanuel endnu ikke var kommen i Stand. Men han havde bestandig ment, at hun – om det gjordes fornødent – nok vilde kunne bringes paa andre Tanker, navnlig dersom hendes Moder døde, hvorfor han oprigtig havde ønsket, at dette snart maatte ske.

Med dette Haab søgte han da ogsaa nu at trøste sig, mens han kæmpede sig frem mod Stormen til sin fattige Ungkarlebolig i en af Landsbyens Udkanter.

Men da han laa hjemme i sin Halmseng, kunde han alligevel ikke falde i Søvn for urolige Tanker. Her i Ensomheden overfaldtes han af det tunge Mismod, der i den senere Tid oftere og oftere havde hjemsøgt ham og faaet ham til at opgive ethvert Haab om Sejr for den Sag, der for ham var selve Livet. Naar han saa’ tilbage paa, hvad han nu i snart tyve Aar havde faaet udrettet |155 her i Sognet for sin Stands Selvstændighed og Oprejsning, maatte han spørge sig selv, om det virkelig nyttede at fortsætte. Overalt saa’ han nu igen krumrygget Lydighed og støvslikkende Underkastelse. Og – tænkte han – kunde man overhovedet vente andet af et Folk, der i alle Forhold syntes at have taget til Valgsprog: *Jo galere des bedre!

⇕˟A  ◄C  D  E  F  G  Sml.Men som han laa dér vaagen i Mørket, mens Nattens Timer skred, samlede han al sin Tanke om det mørke Barndomsminde, der gennem hele hans Liv havde været *Sporen i hans Side, det bitre Kildevæld, hvortil han var tyet, hver Gang Svaghed og Forsagthed fik ham til at vakle paa Vejen. Det var Mindet om hin mørke Efteraarsdag, da han som Hyrdedreng paa Tryggerløse i Vesterbysognet blev Vidne til, at Herremanden gennempryglede hans Fader med sin Stok. For tusende Gang saa’ han den hele Scene for sig: de store, lergraa Marker, den krumbøjede Fader ved Ploven, de dampende Heste, den unge Junkers brune Handsker og gule Spadserestok, Faderens ynkelige Mine, hans løftede Arm og bedende Hundeblik ... Erindringen stod indbrændt i hans Sjæl som et Slavemærke, der fik ham til at rødme. Aldrig kunde han tænke derpaa uden gennem hele |156 Legemet at føle den samme kolde Rislen af Skam og Hævntørst, som dengang fik ham til at bide Tænderne sammen og knytte Haanden med en Ed, som han aldrig siden havde glemt.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.VII.

Hansine var bleven siddende ved sin *Garnvinde og sad der endnu længe, efter at Væveren havde forladt hende. Men Traaden var gleden hende af Hænde, ... hun sad foroverbøjet, med Haanden under Kinden, og stirrede ubevægeligt ud over Gulvet. Det rødlige Skær fra Talgstumpens krumt glødende Tande belyste den ene Side af hendes ejendommeligt haardt tegnede Ansigt, som de sorte Slagskygger ved Munden og over det dybtliggende Øje gjorde endnu mere strengt og alvorligt.

Væverens Tale var ikke gaaet saa virkningsløst hen over hende, som hun havde givet det Udseende af. Navnlig havde hans Ord om Børnene ramt hende haardt og paany rejst alle Moderhjærtets Selvanklager i hendes Bryst.] KR, Bryst.. A, ikke i C D E F G Alligevel bevarede hun fuldkomment Herredømmet over sine Fø|157lelser. Med roligt Overlæg fordybede hun sig igen i den lange Række Spørgsmaal, som i de sidste Uger havde optaget hendes Tanker Dag og Nat. Hun spurgte sig selv, om der virkelig var vundet Noget for nogen af Parterne, ifald hun nu gav efter for Emanuels Forlangende. Vilde ikke Børnene, særlig Sigrid, hurtigt blive træt af Bondelivets Ensformighed og længes tilbage til det bevægede Liv, hvori de nu var bleven hjemme? Jo, – sikkert! Ulykken var nu en Gang sket, og det vilde være en dobbelt Synd mod Børnene, om de nu igen blev rykket op af den Jordbund, hvori] C D E F G KR (stiltiende), hvor i A de var begyndt at slaa Rod. Den Forbrydelse, hun i sin Tid havde begaaet mod dem og mod sig selv ved at give dem ud af sin Haand, stod ikke til at ændre. Alt, hvad der nu stod i hendes Magt at gøre for dem, var at værne om sig selv, i ydre og indre Henseende at befæste sit eget Liv, saa de altid hos hende vilde kunne finde en Nødhavn, dersom de – eller deres Forsørgere – en Gang skulde lide Skibbrud i Verden. Ingen kunde jo vide det. Maaske var dette Tidspunkt nærmere, end Nogen i dette Øjeblik tænkte.

Og Emanuel? Aldrig havde de vel forstaaet hinanden mindre, aldrig været hinanden fjernere end netop nu. Hun kunde mærke det paa hans |158 Breve. Han tænkte vel at skulle finde hende som den samme, han havde forladt. Han vidste jo Intet om, hvad hun havde gennemlevet derude ved det aabne Hav, blandt Skallinglandets stærke og frie Folk. Han anede Intet om dette lange Aar, da hun i sin Forladthed havde fundet sig selv igen ... Intet om den dybe Skamfølelse, hvormed hun nu betragtede hele sit foregaaende Liv og særlig de Øjeblikke deri, hvorom Emanuel maaske bevarede de bedste Minder. Selv om hun fortalte ham derom, vilde han næppe kunne forstaa hende. Han havde jo ikke forandret sig. Tværtimod. Alt, hvad hun i den sidste Tid havde hørt om ham, bestyrkede hende blot i Overbevisningen om, at han endnu var ganske den samme som før og ikke vilde helme paa Afsindets Vej, før han havde styrtet sig selv og Andre i Ulykke.

Ja, det stod urokkeligt fast nu. De maatte skilles. Hun vilde ikke se ham mere. For lidt siden, da hun vilde stænge Døren for ham, havde hendes Hjærte truffet Afgørelsen. Hun vilde ikke oftere lade sig lokke ud paa Æventyr. Den dyrekøbte Fred, hun havde naaet, skulde ikke atter letsindigt forspildes. Ungdommens forfængelige Drømme havde hun skrinlagt. Hun havde lært, at Lykken her i Livet bestaar i at have sin Rod i egen Jordbund |159 og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel. End ikke i Ensomheden derude ved Havet, skilt fra Mand og Børn, havde hun følt en saa knugende Hjemløshed som den, der havde bøjet hendes Sind i Vejlby Præstegaard!

Ogsaa for Emanuel var det bedst, at Alt blev uigenkaldeligt forbi imellem dem. Naar hun nu skrev til ham, saa aabent, saa afgørende, at ingen Misforstaaelse længer var mulig, vilde han maaske bringes til Fornuft, komme til Klarhed over sig selv, maaske gifte sig med Frk. Tønnesen, som jo opholdt sig derovre hos ham og Søsteren. Hun ønskede af et oprigtigt Hjærte, at han vilde gøre det. Saa fik Børnene igen et eget Hjem, hvortil de nu maatte trænge. Og hvad hende selv angik ... nu ja, saa vilde hun nok efterhaanden falde helt til Ro, finde sin lille Lykke ved at tænke paa dem alle Tre, sin Tryghed ved hver Dag at betro dem til Guds Varetægt.

[163] I.

Fru Betty gik urolig frem og tilbage i Havegangen. Skønt det var højt op paa Formiddagen, var hun – imod Sædvane – endnu i *Morgentoilette, havde et lille Nøgleknippe ved sit Bælte og et sort Kniplingsstykke over Haaret. Ofte bøjede hun sig frem over Havelaagen og spejdede ivrigt rundt til alle Sider, og et Par Gange gik hun helt ud af Haven og søgte op paa en lille Høj et Stykke fra Gaarden, hvorfra hun med et bekymret og anspændt Udtryk stirrede ud mod de fjerne Bakker paa den anden Side af Byen.

Paa en af disse Udflugter overraskede hun Børnene i en skjult Krog bag ved Ladelængen, hvor Sigrid hele Formiddagen havde været travlt optaget af at hænge sit Dukketøj til Tørring paa en Snor. Ogsaa den lille Dagny var beskæftiget her, skønt aabenbart ikke med sin gode Vilje. Den stumpede Tyksak stod med Fingren i Munden og |164 brummede modvilligt, mens Søsteren hvert Øjeblik fo’r hen til hende, snart for indsmigrende at betro hende sine hemmelige Planer, snart for ved et Par Smaaknubs og en alvorlig Gennemrysten at indprente hende, at hun Intet maatte fortælle om, hvad der her foregik.

Ikke des mindre var det en højst uklar Skyldbevidsthed, den Lille røbede ved Tantens uventede Tilsynekomst. Sigrid derimod blev rød som det dryppende Blod og tabte i Befippelsen en hel Haandfuld af det rene Dukketøj ned i Støvet.

»Vi leger saa godt!« raabte hun Tanten i Møde med et af de glade Udbrud, hvormed Børn tror at kunne skjule en daarlig Samvittighed.

Fru Betty var imidlertid for optaget af egne Tanker til at mærke Noget paa Børnene. Hun gav dem blot i Forbigaaende sin sædvanlige Formaning om at passe godt paa deres Klæder og vendte dermed tilbage til Haven.

Her kom Tjenestepigen Angelica imod hende fra Havestuedøren og sagde:

»Frue! Der er en Mand derude, som gerne vil tale med Herren.«

»Han er ikke hjemme, maa du sige. – Hvad er det for Resten for en Mand?«

»Jeg kender ham ikke. Men det er vistnok |165 den samme, som var her forleden Dag, da Herren heller ikke var hjemme.«

»Saa gør ham en Undskyldning og bed ham komme igen om en Times Tid, dersom det er ham belejligt. Til den Tid er Præsten nok kommen hjem.«

Fru Betty havde taget Plads paa Tremmebænken under det skyggefulde Æbletræ, der i Sommerens Løb var bleven hendes Yndlingsopholdssted. Hun tog et Haandarbejde, der tilfældigt laa der, og gav sig til at strikke for at bekæmpe sin Sindsbevægelse. Hendes Ansigt var meget blegt, Øjnene røde og forvaagede. Den Spænding, hvori hun nu snart i et Døgn var bleven holdt, havde aldeles ødelagt hende. Hele hendes Legeme var som elektrisk af Nervøsitet.

Siden den foregaaende Dags Eftermiddag havde hun ikke set Emanuel. Hun havde dengang været inde hos ham i hans Stue med et Brev, som Posten havde bragt, og i hvis Udskrift hun havde ment at genkende hans Kones ubehjælpsomme Haand. Allerede længe havde hun kunnet mærke paa Emanuel, at han ventede at høre ovre fra sit gamle Hjem, og hun forstod nu, at dette var det utaalmodigt imødesete Svar, der skulde bestemme over hans Skæbne. Underligt nok var hun straks |166 bleven uhyggelig til Mode ved Synet af det Brev. Det syntes hende at se ud, som om det indeholdt et sørgeligt Budskab. Ingen Sinde før var den Tanke faldet hende ind, at hendes Broders Kone kunde gøre Indsigelser mod at forny det afbrudte Samliv. Nu, i Afgørelsens Øjeblik, begyndte hun at ængstes, – og hvad der senere var sket, havde kun bidraget til at bestyrke den mørke Anelse, der straks havde betaget hende.

Emanuel havde ikke ladet sig se hele Aftenen. Han havde lukket sig inde i sit Værelse og ikke villet indlade Nogen, hverken Tjenestepigen, da hun vilde bringe ham hans Aftensmad, eller Børnene, da de bankede paa for at sige Godnat. Selv havde hun derfor opgivet at komme til at tale med ham, hvor meget hun end længtes. Men hele Natten havde hun hørt ham gaa frem og tilbage over Gulvet i sin Stue ... en af disse vedholdende, endeløse Vandringer, der saa bekymrende mindede hende om Rædselsnatten, som gik forud for Moderens forfærdelige Endeligt. Det havde været frygtelige Timer for hende. Den dumpe, gengangeragtige Lyd af hans ensformige Skridt havde indgydt hende en Angst, saa hun laa og rystede i sin Seng. Først da det begyndte at dages, var |167 der bleven stille inde hos ham, og hun var endelig falden i Søvn.

Men i Morges fortalte Pigen, at han var gaaet ud allerede ved Solopgang; hun var bleven vækket ved at høre ham aabne Havestuedøren; og bag sit Gardin havde hun da set ham gaa gennem Byen ud mod de østre Bakker. Denne sidste Omstændighed havde været afgørende for Betty. Hun vidste, at han ellers altid gik ud mod de høje Hammerbakker, hvorfra der var Udsigt over Fjordindløbet til hans gamle Hjem. Han havde altsaa i Dag villet undgaa dette Syn. Behøvede hun egentlig mere Bevis?

Hun turde slet ikke tænke paa, hvad der skulde blive af ham, dersom virkelig ogsaa denne Vej nu blev spærret for ham. Han var jo efterhaanden bleven mere hjælpeløs end et Barn. Hun havde i den sidste Tid maattet behandle ham næsten som en Umyndig, bestemme hans Maaltider, pusle om hans Person, endog tage Vare paa hans Klæder, fordi hun følte sig overbevist om, at han glemte at skifte Linned, dersom hun ikke mindede ham.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml. |168 II.

Hun fo’r sammen. Uden at hun havde hørt Skridt ude paa Vejen, aabnedes Havelaagen langsomt. Fortabt i sig selv kom Emanuel gaaende ind over Gangen.

Da han fik Øje paa hende, standsede han.

»Sidder du dèr?« sagde han med dæmpet Stemme. »Hvor er Børnene?«

»De leger ude bag Ladelængen. Vil du, at jeg skal hente dem?«

»Aa nej, lad dem kun lege! ... Jeg er ogsaa lidt træt nu.«

Han kom hen imod hende og satte sig ved Siden af hende paa Bænken.

Fru Betty var saa beklemt, at hun længe ikke kunde faa et Ord frem.

»Her har været en Mand for at tale med dig,« fandt hun endelig paa at sige.

Emanuel vendte Ansigtet imod hende.

»En Mand, siger du? ... Her hos mig!«

»Ja, det var nok den samme Mand, som var her forleden Dag, da du heller ikke var hjemme.«

»Det var dog besynderligt! ... Hvad var det for en Mand?«

|169 »Jeg véd ikke. Det maa vist være en Fremmed. Angelica kendte ham i hvert Fald ikke.«

Emanuel saa’ paa hende, som om han ikke vilde tro, at han havde hørt rigtigt.

»Hun kendte ham ikke, siger du! ... Det var dog besynderligt!«

»Aa, hvorfor egentlig det, Emanuel? Her har jo oftere været fremmede Folk, der vilde tale med dig.«

»Ja, det er sandt – naturligvis.«

De sad atter en Stund tavse ved Siden af hinanden.

Fru Bettys Strikkepinde bevægede sig med feberagtig Hast. Hun søgte at læse sig Vished til i Broderens Ansigt. Men dettes Udtryk bestyrkede hende egentlig ikke i hendes Formodning. Emanuel var nok meget bleg og øjensynlig stærkt bevæget; men han syntes hende mere højtidelig betaget end egentlig nedbøjet.

Med et Glimt af Haab tænkte hun paa, om hun alligevel skulde have taget fejl.

»Du var nok tidligt oppe i Morges, Emanuel. Pigen fortalte, at du gik ud allerede ved Solopgang. – Har du maaske ikke sovet godt i Nat?«

Emanuel nikkede mekanisk. Han havde ikke hørt, hvad hun sagde. Han sad foroverbøjet, med |170 den ene Haand under Kinden, den anden støttet til Haandtaget af sin Stok.

»Sig mig, Betty,« sagde han lidt efter i samme dæmpede Tone som før. »Kan du huske Mørkningstimerne derhjemme, da vi var Børn? Kan du huske ... Moder sad i Lænestolen i den grønne Stue, hvor Lyset fra Gadelygten faldt ind, ... og vi sad omkring hende paa Skamler eller oppe paa hendes Skød. Hun fortalte os Æventyr om *Kæmper og Kongesønner, der drog ud i Verden for at plante Kristi Banner mellem Hedningefolket.«

»Jeg var jo saa lille dengang, Emanuel. Jeg husker kun lidt fra den Tid, da Moder var helt rask.«

»Aa ja, det er sandt. Men jeg var jo nogle Aar ældre. Og jeg var selv begyndt at læse i Sagnhistorien og Krønikebøgerne dengang. Jeg vilde være Soldat og Kriger og forstod slet ikke, hvorfor Moder bestandig sagde, at jeg skulde være Præst. Saa en Aften, da jeg spurgte hende derom, strøg hun mig over Haaret og sagde: »Fordi jeg tror, at det er Guds Bestemmelse med dig, min Dreng!« Jeg husker endnu tydeligt det underlige Indtryk, de Ord gjorde paa mig. Den Aften læste jeg for første Gang af mig selv i Biblen.«

|171 »Ja, Moder har jo haft stor Indflydelse paa dig, véd jeg.«

»Saa var det ogsaa en anden Gang. Moder havde Besøg af den gamle Pastor Hagensen, der var hendes gode Ven. De har vel siddet og talt sammen om at bestemme Livskald for Børn eller Sligt ... det véd jeg nu ikke. Men tilsidst pegede Moder paa mig og sagde: »Hvad ser saa min Søn ud til at skulle blive?« Jeg maatte gaa helt hen til den gamle Mand; han tog mig under Hagen, og da han havde set lidt paa mig – jeg husker det saa tydeligt, som var det sket i Gaar – lagde han Haanden paa mit Hoved og sagde: »Du bliver nok en Kirkens Mand, tror jeg *vist.« Jeg var dengang ikke mere end tretten Aar.«

»Men hvordan er du kommen til at tænke paa disse Ting netop nu, Emanuel?«

»Hvad siger du?«

Han løftede Hovedet og saa’ overrasket op.

»Hvordan er du kommen til at tænke paa de Ting netop i Dag?« gentog Betty.

»Aa jo,« sagde han og lagde atter Hovedet stille ned i sin Haand. »Jeg skal sige dig, Betty ... saa mange Aar er det altsaa, siden jeg fik Indvielsen. Fra Barndommen har min Livsvej været ligesom skæbnebestemt. Og dog har jeg indtil |172 denne Morgen følt Tvivl, om jeg nu ogsaa havde Kaldelsen.«

Betty sænkede sit Strikketøj i Skødet.

»Kaldelsen?« sagde hun. »Hvad mener du, Emanuel?«

»Den rette Kaldelse, mener jeg. Guds Kaldelse.«

Betty rystede paa Hovedet.

»Jeg forstaar dig ikke.«

»Aa jo, du forstaar mig nok. Du véd dog, at jeg aldrig har hørt til dem, der har troet, at Kjole og Krave gør en Mand til Præst, eller at en Eksamen tør gælde for Guds Bemyndigelse til at tale i hans Navn. Og dog har jeg først sent ret forstaaet, at Gud selv udvælger sine Tjenere ... optugter dem gennem haarde Prøvelser til lydige Fuldbyrdere af hans Vilje. Kan du huske, Betty, at jeg for nogen Tid siden fortalte dig et Sagn, jeg dengang netop havde læst? Det var om *en from Mand i Jødeland, der hele sit Liv ydmygt havde søgt Gud og fulgt hans Veje, – Verdens Børn til Forargelse. Og dog slog Herren ham Saar efter Saar, lagde hans Vinmarker øde, sendte Pest og Død over hans Hus og Slægt, indtil han var hjemløs her i Livet som Fuglene paa Havet. Og der stod, at først da fattede han Guds Vilje med |173 ham. Og Herren kaldte ham afsides, ind i Templet, og bød ham her i et Syn at *forkynde Straffens Dom over det ulydige Folk. – – Den Fortælling har jeg siden ofte tænkt paa. Jeg synes, den er som et Spejl for mit eget Liv. Jeg føler det nu ... ogsaa mig har Gud længe forgæves kaldt paa. Ogsaa mig har han med sin tugtende Haand maattet fravriste Alt, ... Alt, indtil nu min sidste Tilflugt, før jeg fik Mod til fuldt at forstaa ham.«

»Hvad siger du?«

»Ja, Betty, nu er ogsaa jeg hjemløs her i Verden som en Maage paa Havet. Det var det, jeg vilde fortælle dig. Jeg har ingen Hustru mere, intet Hjem. Jeg er ene nu med mine Smaa.«

Strikketøjet var gledet ned fra Bettys Skød. Hun holdt Hænderne foldede foran Brystet og saa paa Broderen med et skrækslagent Blik.

»Og det er ... Kaldelsen, siger du?«

Emanuel nikkede.

»Ja, jeg føler det. Gud har krævet mig nu. Og jeg giver mit Liv i hans Haand.«

De sad et Øjeblik tavse. Betty bøjede Hovedet og sænkede Hænderne i sit Skød; – nu, da hun havde faaet Visheden, faldt hun kraftesløs sammen. Men heller ikke Emanuel formaaede |174 længer at beherske sin dybe Grebethed. Hans Tale lød som en med Møje undertrykt Graad, og hans store, ubevægeligt fremadstirrende Øjne stod fulde af Taarer, idet han vedblev:

»Det er saa underligt for mig. For ... ja, nu kan jeg sige det ... jeg har jo altid følt, at Gud havde en Hensigt med mig og mit Liv. Det var ikke Hovmod. Jeg har aldrig troet mig hverken større eller bedre end Andre. Langtfra! Men Kristus har jo selv sagt: *»Min Kraft er mægtig i de Svage«. Og dog! Nu, da det er sket, forstaar jeg ikke, at Gud har fundet mig værdig. I Morges ... i Morges, da han kaldte mig i Enrum med sig, og jeg gik derude paa de store Højder og for første Gang ret følte mig Ansigt til Ansigt med Verdens Herre, overskygget af hans Aand, gennemtrængt af hans Magts Vælde ... det var, som knugedes jeg til Jorden, og jeg havde ikke Mod til at opløfte mit Blik imod ham! Jeg havde nu ogsaa i den sidste Tid helt levet mig ind i den Tanke, at jeg dog ikke var kaldet til at være Guds Tolk, at mine Dage skulde glide hen i stille Afsideshed hos mine Kære. Og jeg føler det nu ... og jeg tør vel ogsaa sige det ... jeg vilde vel nok have været mere glad, om jeg havde kunnet faa Lov til at leve mit Liv |175 paa saadan Vis. Men *ske ikke min, men Herrens Vilje! – –«

Han holdt inde. Sindsbevægelsen var ved at overmande ham. Det var, som om Erindringen om en nys udstaaet Dødens Angst fik hans brudte Stemme til at bæve, og Taarerne gjorde hans Kinder vaade.

De sad atter tavse en Stund.

»Hvad tænker du da nu at gøre, Emanuel?« spurgte omsider Betty.

»Fuldkomme den Gerning, Gud giver mig at udføre. Andet véd jeg ikke. Min Vilje er i hans Haand!«

»Hvad vil du da? Tænker du paa at blive Præst igen? Eller hvad vil du?«

»Jeg véd det ikke.«

»Vil du maaske rejse? Vandre om som Lægprædikant? ... Og Børnene?«

»Jeg véd det ikke. Men jeg har bedet Gud om et Tegn, at jeg kan være beredt.«

»Et Tegn? ... Og det venter du!«

»Hver Dag og Time fra denne Morgen. Og jeg tror, det kommer snart. Jeg føler, at Gud haster.«

Betty kunde ikke længer beherske sig. I et Udbrud af vild Forfærdelse kastede hun sig pludselig om hans Hals og raabte:

|176 »Emanuel! Emanuel! Kom dog til dig selv! Hør mig dog! Du véd ikke, hvad du siger! – – Nej, nej, du faar ikke Lov at tale. Du maa høre mig. Jeg er dog din Søster! Det er forfærdeligt! Emanuel ... Du maa komme til Fornuft – hører du? – Du maa tænke paa Fremtiden, paa Børnene, paa os Alle. Se dog! Du véd ikke, hvad Dag du staar paa Gaden uden Tag over Hovedet, uden en Bid Brød til dine Børn. Fa’er vil ikke hjælpe dig mere ... og kan det heller ikke. Jeg har ondt nok ved at hjælpe mig selv. Du véd, hvor lidt Torm efterlod. Hvad vil du da gøre? Styrt os dog ikke i Ulykke, Emanuel! ... Nej, du maa ikke tale. Nu skal du en Gang høre Sandheden! Har du ikke gjort os Sorg nok? Er det ikke din Skyld,] C D E F G KR (stiltiende), Skyid, A at Fa’er er syg og fortvivlet? Vi er Allesammen fortvivlede for din Skyld, Emanuel! Véd du, at jeg har set Fa’er græde over dig? Det skulde du tænke paa! I mere end ti Aar har vi levet i Angst for dig. Er det ikke nok! Skal vi da aldrig kunne tænke paa dig uden med Skam? ... Aa, Emanuel, om du blot vidste, hvor stor Glæde du kunde – –«

Hun formaaede ikke at tale mere. I et Anfald af hysterisk Hulken sank hun sammen ved Broderens Bryst.

|177 Emanuel lod sagtmodigt sin Haand glide ned over hendes Haar.

»Stille! Stille, Søster! Du er ikke god mod dig selv! ... Og hvorfor vil du forarges paa mig? Har da ikke Kristus vist os Vejen, vi skal vandre ... han, som var Guds egen Søn og dog *ikke ejede det, hvortil han kunde hælde sit Hoved?«

»Aa – hvor du taler!« afbrød Betty i opblussende Heftighed og rettede sig paany i Vejret. »Det er formasteligt! Har Gud maaske givet dig Hus og Hjem og Slægt, for at du skal lægge det Altsammen øde? Har han givet dig Hustru og Børn, for at – –«

Hun fik ikke udtalt. Emanuel lagde Haanden paa hendes Arm og saa’ strengt paa hende.

»Du véd ikke længer, hvad du siger, Betty. Derfor skal nu du tie! Var det dig mon ikke tjenligere, om du gik i Rette med dig selv, før du anklagede Andre? Ogsaa dig har jo Herren hjemsøgt, Betty! Tror du ikke, han har haft et Ærinde hos dig, da han bankede paa din Dør med Dødens kolde Haand? Tror du ikke, han kom for at spørge, om du nu var hjemme for ham ... for ham alene? Luk dit Hjærte op en Gang! Først tog Gud dit Barn og din Mand, saa fratog han dig Rigdom, Ære, Anseelse og Verdens Beundring, ... |178 har du husket at takke ham derfor? Har du skønnet paa, at han saaledes har taget Byrde paa Byrde fra dig og kærligt beredt dig Vejen til hans Hjærte? Hvis ikke, saa er det Tid, at du ræddes for dig selv! Det haster, Betty! Mærker du det ikke? *Dommens Dag er nær! Ser du ikke, hvordan Alting vakler, at Verden er i Opløsning? Gud har taget sin Velsignelse fra Menneskenes Samfund, og Dæmonerne regerer i det som Orme i et Aadsel. Gaar ikke Lasten og Egennytten nøgen paa Gaderne? Har ikke Skamløsheden en Plakat paa hvert Gadehjørne? Ser du ikke, hvordan Hovmod og Hævngerrighed har spyet sin Gift over Alles Sind? Stand rejser sig mod Stand, Folk mod Folk ... Hadet har tændt Landene i Flammer, og Blodtørsten brøler af Kanonernes Munde. Ja, selv fra Herrens eget Hus, fra Kristi egen, dyrekøbte Menighed er hans Aand flygtet bort. Ser vi ikke Selvretfærdighed og Selvklogskab føre Strid om Kirkens Højsæde? Staar ikke mangt et Sted den aabenbare Vantro paa Prækestolene –?«

Han standsede. Henne i Havestuedøren var Tjenestepigen kommen til Syne. Hun havde allerede staaet der nogen Tid, men Emanuel havde i sin lidenskabelige Henrevenhed ikke set hende.

»Hvad er der, Angelica?« spurgte Fru Betty.

|179 »Det er den Mand, som er her igen.«

»En Mand?«

»Ja, den Mand, som var her før. Jeg har vist ham ind i Herrens Værelse.«

»Sig ham, jeg skal komme,« sagde Emanuel.

Han rejste sig. Men inden han gik, vendte han sig endnu en Gang mod Betty og sagde mildt og forsonende:

»Søster! Giv mig din Haand! Om vore Veje herefter skal skilles, saa tænk dog ikke paa mig med ondt Sind. Nu vil du ikke høre mig, – men vi mødes nok igen. Jeg tror det sikkert, at ogsaa din Tid vil komme. Ogsaa du vil engang med Forfærdelse forstaa Ordet, at *den, som elsker sit Liv, skal miste det. Jeg kender din Sjæl, Betty. Du følger mig nok efter! ... Giv mig din Haand paa det!«

Hun gjorde, som han bad. Men da han var gaaet, søgte hun ind i Nøddegangen, hvor Ingen kunde se hende, og vred fortvivlet sine Hænder.

⇕˟A  ◄C  D  E  F  G  Sml. III.

Da Emanuel kom ind i sit Værelse, rejste der sig en Mand fra den haarde Hestehaars-Sofa, som udgjorde Stuens væsentligste Bohave. Han |180 maatte stirre temmelig længe paa den lange, ludende Skikkelse, før han blev fuldt forvisset om, at det var Væver Hansen. De sidste Tiders haarde Modgang var nu heller ikke gaaet sporløst hen over denne prøvede Mand; og som han stod dèr med sit vandkæmmede Hoved paa Siden og lod, som om han var lidt forlegen og ikke ret vidste, om han turde give Haanden eller ej, lignede han slet ikke det Billede, Emanuel havde bevaret af sin gamle uforsonlige og *kampfærdige Modstander.

Af alle de Mænd, Emanuel i hele sit Liv var kommen i nærmere Berøring med, havde Ingen virket saa frastødende paa ham som Væver Hansen. Om han nogen Sinde havde baaret Nag til et Menneske, havde det været til ham. Hans Blod havde kunnet komme i Kog, naar han tænkte paa det *dulgte Fjendskab, hvormed denne Mand altid havde pustet til enhver *Tvedragts Ild, der var opstaaet mellem ham og hans gamle Menighed, – den Skaanselsløshed, hvormed han havde forfulgt ham, da Kampen tilsidst paa hans Anstiftelse brød ud i lys Lue.

Men i den Sindsstemning, hvori han nu befandt sig, glemte han al gammel Strid, – ja han følte Trang til at gøre Bod, fordi han saa længe havde næret ukærlige Følelser for En, der dog var |181 hans Næste, hans Broder, et Guds Barn som han selv.

»Velkommen, Jens Hansen!« sagde han og rakte ham *fredsæl sin Haand. »Du kommer, som du var kaldet!«

»Kaldet?« spurgte Væveren med stive Øren.

»Vi skiltes jo i sin Tid ikke som Venner. Men nu skal der ikke længer være Fjendskab imellem os. Kom, lad os sætte os og tale sammen.«

De tog Plads ved Siden af hinanden i Sofaen.

Væveren sad derpaa en Stund og stammede og gned Hatten med sit Frakkeærme, som om han trykkedes af Anledningen til sit Besøg og havde svært ved at finde en passende Indledning.

»Jeg vil nu haabe paa« – begyndte han endelig – »at du ikke vil blive fortrydelig over mit Ærinde. For det kan vistnok tage sig løjerligt nok ud, og jeg har saamænd ogsaa mangen Gang sagt til mig selv, at det Hele var bare Taabelighed, som jeg gjorde bedre i at gemme ved mig selv. Men det er nu ligegodt bleven ved at prikke ved mig. Og saa har jeg nu ment, at der var jo ingen Skade sket ved at udtale sig derom til den, der dog er nærmest til at høre det.«

»Tal kun frit! Lad os en Gang være fuldt |182 aabenhjærtige mod hinanden,« sagde Emanuel indtrængende og lagde Haanden paa hans Knæ.

»Ja, saa vil jeg da rent ud sige, at jeg længe har gaaet og været saadan ... slet ikke glad, vil jeg sige, ... ved at se paa Udviklingens Gang herhjemme i den senere Tid, saadan i de aandelige Sager. Jeg kan nu dog heller ikke tro andet, end at ethvert sandt Kristenmenneske maa føle sig ret inderligt bedrøvet ved al den *Babels-Forvirring, hvortil vi nu er bleven Vidne i vor Kirke. Se, *ovre til vort har vi nu faaet saa mange af dissehersens Selvretfærdige. Andre Steder sidder de jo endnu og synger efter *den gamle Salmebog ... og saa er der jo ogsaa de nymodens Folk, de her *Rationalister, som de kalder dem, der vil have vor Barnetro forandret og gaar og snuser omkring Fritænkeriet ligesom Katten om den varme Grød. Og alle ligger de og kives om vor Saligheds Sag. Se, det er just al den Splidagtighed, der længe har gjort mig saa trang om Hjærtet, saa jeg mangen Gang ligefrem *tykkes, at jeg kan ikke forstaa, hvordan det skal blive mod Enden.«

Emanuel nikkede.

»Men saa var det nu forgangen Nat, at jeg havde en saadan løjerlig Drøm, som jeg siden ikke har kunnet faa ud af mine Tanker. Se, jeg |183 havde nu netop den Aften ligget og tænkt saa meget paa, om dog ikke snart den Mand vilde opstaa, der saadan med Aandens rette Myndighed kunde samle de adsplittede Dele af Vorherres Menighed i vort Land. Saa var jeg lige netop falden i Søvn, da jeg drømte, at Døren til mit Kammers aabnede sig af sig selv, og en ... en saadan Skikkelse kom ind. Det var en meget høj Skikkelse, der var helt hyllet i et hvidt Lin, saa man hverken kunde se Ansigt eller Hænder. Men paa Brystet var der et stort gyldent Kors, kan jeg huske. Saa kom nu denne her Skikkelse hen til min Seng og sagde med saadan en underlig Stemme: »*Staa op, Jens Hansen, tag din Baad og drag over til din Ven, som du har gjort Uret. Sig ham, at hvor Tusinde er forsamlet i Herrens Navn, skal han tale«.] tale.« KR, ikke i C D E F G Netop som den havde sagt de Ord, saa vaagnede jeg med saadan et Ryk – og saa var det Hele jo forbi.«

»Og det drømte du!«

»Ja, jeg vil saamænd oprigtig talt sige, at jeg agtede i *Førstningen ikke meget derpaa. Man drømmer jo saa meget Narreri, som der hverken er Forstand eller Mening i, og man glemmer det da ogsaa gerne lige saa *gesvindt, som det er kommet. Men det var nu saa underligt med den |184 her Drøm. For den blev *immer ligesom ved at minde mig, ... jeg kunde tilsidst slet ikke blive den kvit hverken Dag eller Nat. Saa kom jeg til at tænke paa, at der egentlig ogsaa var som en Betydning i den. *Besynderligt de Ord om *de Tusinde, der skulde forsamles i Herrens Navn ... det var jo ligesom, at der kunde være tænkt paa det store Møde, som nu skal holdes her i Sandinge.«

Emanuel havde bøjet sig fremover i den heftigste Sindsbevægelse.

Tegnet! – tænkte han. Og han følte som en hellig Indvielses Gysning sænke sig ned igennem ham.

»Saa var det jo, jeg *forgangen besluttede at tage herover til dig,« vedblev Væveren, der stadig aarvaagent havde iagttaget Virkningen af sin Fortælling. »Jeg kom jo da ogsaa, som du vel véd, men traf dig ikke hjemme. Og egentlig var jeg ganske glad ved det dengang. For da det kom til Stykket, saa syntes jeg jo igen, at det Hele var ikke værd at spilde Ord paa. Men det hjalp nu ligegodt ikke. Jeg fik alligevel ikke Fred for det Syn. Det var, ligesom det helt havde *magtstjaalet mig, som man siger. Og nu er jeg da for Resten ogsaa kommen til den Mening, at der virkelig var som en *Indskydelse i den Drøm. For det véd jeg |185 nu, at vi i sin Tid Allesammen tog fejl af dig. Men vi har lært at forstaa dig nu. Det taler vi netop saa ofte om derovre, naar vi saadan tænker tilbage paa de gode Dage, da vi levede sammen. Og derfor er jeg kommen herover for at sige dig det: *du er Manden, Emanuel!«

Emanuel hørte Intet længer. Han var aldeles hensunken i sig selv. Endog da Væveren nu meget livligt og tungefærdigt gav sig til at udvikle, hvorledes han mente, at den sande Kristendoms Venner bedst og virkningsfuldest kunde optræde ved det forestaaende Møde, forholdt han sig tavs og ubevægelig.

Først da Væveren rejste sig for at gaa, vaagnede han op af sin Betagenhed.

»Ja, saa siger jeg nu saa mange Tak, fordi du ikke har taget mig mine Ord ilde op,« sagde Væveren. »Jeg kan jo naturlig nok vide, at du ikke agter stort paa, hvad en Menigmand som jeg kan have at sige. Men jeg har nu ligegodt haft en Trang til at udtale for dig, hvad jeg føler! – Og saa siger jeg nu Farvel for i Dag.«

Emanuel rakte ham mekanisk Haanden.

Da den Fremmede var gaaet, sank han ned paa Knæ ved Sofaen og laa længe i stille Bøn.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml. |186 IV.

Om Eftermiddagen sad Sigrid og den lille Dagny nede paa Stranden og legede. Luften var stille, og ogsaa Havet havde lagt sig til Ro efter de forudgaaende Dages Uvejr. Dagny havde samlet en Del Rullesten, som hun med stor Samvittighedsfuldhed stablede op og byggede Huse af. Sigrid derimod sad tankefuld for sig selv og lod Haandfuld efter Haandfuld af det hvide Sand rinde langsomt ned mellem hendes Fingre.

Ogsaa for disse To havde Dagen haft sine bevægede Timer, og det var Eftervirkningen af disse, der endnu gjorde Sigrid saa usædvanlig tavs og fraværende. Noget før Middag var de begge bleven kaldt ind til deres Fader, der havde taget dem op til sig og kysset dem saa længe og inderligt, som om det havde været deres Fødselsdag. Men endnu mere overraskede var de bleven, da han efter Middagsmaaltidet havde sagt til dem, at de skulde tage deres Tøj paa og følge ham ud at spadsere. Sligt var ikke hændet dem, saa langt de kunde huske tilbage. Endnu da de stod med Hattene paa, turde de ikke tro, at de virkelig havde for|187staaet rigtigt. Men Faderen havde taget dem i Haanden, og de var gaaet ud over Markerne og ind imod de store, grønne Enge, hvor lange Rækker af røde Køer stod og græssede. I Afstand havde de staaet og set paa, hvordan Høstfolkene mejede Kornet med deres store Knive. Allevegne var *svinglende Kornlæs faret dem forbi med Piger oppe i Halmen. Og paa Hjemvejen havde de plukket Blomster langs med Vejkanterne.

Ikke des mindre havde Turen været dem en Skuffelse. Faderens tankefulde Tavshed, selve det usædvanlige, det var for dem at spadsere med ham og holde ham i Haanden, og saa dette, at han saa ofte standsede og strøg dem over Kinden eller endog paany løftede dem op til sig og kyssede dem ... det havde Altsammen stemt særlig Sigrid saa højtidelig, at hun bare ønskede sig hjemme igen. Hun havde tilsidst faaet den Idé, at Nogen maatte være død. Hun kom nemlig til at tænke paa, at ogsaa Tante Bettys Adfærd hele Dagen havde været saa besynderlig. Lige fra om Morgenen havde Tanten gaaet med røde Øjne, og ved Middagsbordet havde hun hele Tiden siddet og grædt.

Denne Tanke havde siden ikke villet forlade hende. Og hun sad nu der i Sandet og grundede |188 over, om det kunde være hendes Bedstemoder, der var død. Eller var det maaske hendes Moder?

Noget borte paa Stranden, lige i Havstokken, stod Emanuel. Han havde staaet der længe, aldeles ubevægelig, og set omkring paa Himmel og Hav. Med den ene Haand støttede han sig til sin Egestok; i den anden, der hvilede bag paa Ryggen, holdt han de Blomster, som Børnene havde plukket til ham, og som han havde takket dem for med sine Kys.

Der var opvældet i ham en Trang til endnu en Gang at aande ud i Livets Luft, før hans Time slog. Han havde sagt til sig selv, at den Frist, Gud havde undt ham, turde han vel anvende til at nyde Fredens Glæder sammen med sine Smaa, inden Trængslernes Dage kom. Og de vilde sikkert komme! Han var fuldt forberedt paa, at fra den Dag, Guds Røst havde lydt gennem hans Mund, vilde hans Liv blive en aldrig hvilende Kamp, Fredløshedens Nødkamp mod Verdens skaanselsløse Forfølgelse.

Han stod og betragtede opmærksomt sine gamle Venner, de sølvhvide Maager, der uroligt kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en dyrebar Hemmelighed. Hans Blik fulgte Landets dybt indskaarne Kyst, og med vemodig |189 Glæde nød han Synet af den hvide Strand og de høje, solbelyste Skrænter til begge Sider. Det gik i disse Øjeblikke op for ham, at han egentlig ikke før havde haft noget Indtryk af Egnen, skønt han havde færdedes her i mere end en Maaned. Og han var saa overrasket af dens Skønhed, saa betaget navnlig af det fine Farveskær, hvori Alt var badet, at han aldeles fortabte sig i Beskuen.

Aldrig havde Synet af Naturen indgydt ham en saa livsalig Fred; aldrig havde dens Skønhed saa tydeligt aabenbaret sig for ham som en Afglans af den himmelske Herlighed. Og han forstod godt hvorfor. For første Gang betragtede han Verden som den, der har overvundet den. For første Gang saa’ han ret det Synlige gennemstraalet af det Usynlige, følte han de timelige Ting gennemtrængte af Evighedens ophøjede Ro. – O ja, om Menneskene dog blot vilde oplade Sjælens Sanser, da var Himmerig aaben for dem, hvor de end færdedes! Da sænkede Saligheden sig ned over os med Dagens Lys som med Nattens Mørke. Da hørte vi Guds kærligt kaldende Røst i Stormens vilde Brag som i Græsstraaets sagteste Hvisken. Da tonede Luften af Englenes Sang, og hver Lyd blev en Genklang af Evighedens dejlige Harmonier.

|190 »God Dag!« lød en Stemme bag ved ham.

Han vendte sig om.

Deroppe paa Stranden stod Frk. Ragnhild i sin lysblomstrede Kjole, med en valmuerød Parasol over Hovedet og en sort Vifte hængende ned fra Bæltet. Hun kom oppe fra Landevejen, hvor hun et Øjeblik havde staaet og ligesom betænkt sig paa, om hun skulde nærme sig.

»God Dag!« gentog hun, skønt Emanuel ikke hilste. »De ser saa himmelfalden ud. Det er vist ogsaa forfærdelig dristigt af mig at forstyrre Dem, men De kommer virkelig til at fortælle mig, hvad der er paa Færde med Deres Søster. Jeg kommer netop deroppe fra, og Pigen meddelte mig, at Betty havde lagt sig og ikke kunde modtage Nogen. Hun er da ikke syg? Hun har set daarlig ud de sidste Dage. Jeg er rigtig urolig.«

Emanuel hørte ikke hendes Spørgsmaal. Han var virkelig bleven overrasket ved Synet af hendes Skikkelse, hvilken han – til sin egen Forundring – i hele dette lange bevægede Døgn ikke en eneste Gang havde tænkt paa. Dog jo! Han huskede nu, at der et Øjeblik om Eftermiddagen, da han endnu sad hensunken i den første Bedøvelse efter Modtagelsen af Hansines Brev, var tumlet ham en Række |191 forvildede Tanker gennem Hovedet, ... Tanker, der ogsaa havde kredset om Frk. Ragnhild. Det havde været, som om en Djævel hviskede ham i Øret: »Tøv nu ikke længer. Forstaar du ikke, at Gud selv har overklippet dine Baand og gjort dig fri? Verden ligger dig aaben, og Livets Lykke venter.« – Han mindedes det nu kun som en fjern, ond Drøm. Det havde været Kødets sidste, afmægtige Opblussen i Overgivelsens Stund, Dødsskriget af en Følelse, som nu var udslukt i hans Bryst ... dog nej, ikke udslukt, men forvandlet, forherliget, taget op i den store, bekymrede Næstekærlighed, som nu helt fyldte hans Sjæl.

»Men hvorfor svarer De dog ikke!« udbrød Frk. Ragnhild i en utaalmodig Tone, der dog ikke lød ganske ukunstlet. »Er Betty syg, siden hun ikke vil se mig, eller hvorledes forholder det sig? Pigen sagde, at hun nylig havde lagt sig. Er det maaske blot hendes sædvanlige Hovedpine? – Men saa svar mig dog!«

Emanuel nærmede sig nu med langsomme Skridt. Hans Ansigt var bleven dybt alvorligt. Kun i Øjnene laa endnu som et Genskin af den himmelske Fred.

»*Vær kun uden Frygt! For min Søster skal De ikke have Bekymring. Jeg tror, at hun netop |192 nu er paa Veje til at blive helt rask. – Men hvorledes har De det selv, Frk. Tønnesen?«

»Jeg? Aa Tak ... som man kan have det,« svarede hun, – og da han nu var kommen hende saa nær, at hun kunde mærke hans Aande, begyndte hun at bruge sin Vifte. – »Jeg spiser godt, sover godt, trives godt. ... Hvad kan man saa forlange mere?«

Emanuel tav.

»Nu ja ... vil De saa være saa god at hilse Betty fra mig,« vedblev hun og nikkede over sit Parasolskaft. »Jeg maa skynde mig hjem. Farvel, Hr. Pastor.«

»Frøken Tønnesen,« sagde Emanuel efter en kort Betænkning. »Vil De unde mig et Øjebliks Samtale?«

»En Samtale!« gentog Frk. Ragnhild og vendte sig overrasket om – hun var allerede kommen et Stykke bort. »Hvor højtideligt! ... Det lyder næsten som et Frieri.«

»Det kan De paa en Maade ogsaa kalde det. Gaar De hjem nu?«

»Ja«.

»Vil De tillade mig at gøre Dem Følgeskab?«

»Saa gærne! ... Men kun til Havelaagen! Jeg holder strengt paa Formen, véd De.«

|193 Hun understregede de sidste Ord ved at opløfte sin sammenfoldede Vifte. Men hendes Livlighed gjorde stadig et noget anstrengt Indtryk. Navnlig var der noget vist ubehersket i den Maade, hvorpaa hun smilte.

»Frøken Tønnesen,« begyndte Emanuel, efter at de en Stund havde vandret tavse langs med Stranden. »Synes De egentlig ikke, at vi To har et Slags Mellemværende at afgøre med hinanden?«

»Et Mellemværende? ... Jeg kan ikke tænke mig, hvad det skulde være.«

»Kan De huske en stjerneklar Vinternat for halvandet Aar siden? Vi fulgtes hjem fra et Selskab ... et overdaadigt Gæstebud, hvor det var, som om ... ja som om alle menneskelige Laster, alle Syndens Rangspersoner havde sat hinanden Stævne. Kvinderne var i Klædninger, hvis Luksus og *Letfærdighed – det tror jeg sikkert – har faaet Englene i Himlen til at græde; og Mændene – –«

»Men du gode Gud! Hvad var dog det for et *Sodoma?«

»Kan De virkelig ikke gætte det?«

»De mener da ikke Deres afdøde Svogers Fødselsdagsselskab? Jeg husker nu, at De den Gang absolut vilde ledsage mig hjem, skønt jeg bad Dem om endelig ingen Ulejlighed at gøre Dem.«

|194 »Jo, netop. Den Aften mener jeg.«

Frk. Ragnhild gav sig Luft i en lille nervøs Latter.

»Ja, De bliver dog Dem selv lig, Hr. Hansted! Hvor kan De nu finde paa at udmale det uskyldige lille Selskab med saa forskrækkelige Farver. Det var jo ganske tarveligt og bestod næsten udelukkende af Familjen. Der var jo den Gang endnu Sorg hos *Generalkonsulens for lille Kaj. Jeg husker i hvert Fald, at næsten alle Damerne var i Sort. Jeg ogsaa!«

»Ja – De ogsaa!«

»Men ... det er virkelig komisk ... hvor kommer De dog til at tænke paa den Slags ligegyldige gamle Ting?«

»Jo, jeg skal sige Dem, Frøken Tønnesen, – jeg gør i Dag mit Regnskab op.«

»Ja saa,« sagde hun kort. »Men mig skylder De ikke Noget. Ikke en Gang en Forklaring.«

»Jo, det er just det, jeg gør. Jeg skylder Dem meget mere, end De vistnok aner ... meget mere, end jeg nogen Sinde formaar at betale Dem tilbage. Nu kan jeg godt sige det, – ja nu er det min Pligt at sige det, – den Aften, vi her taler om, afgjorde Gud min Skæbne. Og De – Frøken Tønnesen – var Redskabet i hans Haand!«

|195 Han saa’ fra Siden hen paa hende med et varmt Blik, der lyste af hellig Iver.

»Vil De sige mig« – tilføjede han – »følte De det den Gang selv paa samme Maade?«

»Jeg forstaar slet ikke, hvad De mener,« sagde hun i stigende Uro og *paaskyndede sin Gang.

»Aa jo, De forstaar mig nok, tror jeg. Og nu vil jeg tale aabent til Dem, Frk. Ragnhild. For se ... jeg har nu tænkt mig, at Tiden var kommen, da jeg kunde gøre Dem lidt Gengæld. Nu er De jo ogsaa bleven ene. Den, der hidtil var Deres Ledsager her, er jo nu rejst. Maaske kan der da blive lidt *Gehør for mig ogsaa. – – Ja, nu sér De saa utaalmodig ud. Jeg véd jo nok, at De foragter mig, at De har Medynk med mig ... jeg véd det godt. Men det gør ikke Noget. Blot jeg kan faa Deres Sjæl i Tale. Og det faar jeg nok tilsidst. Om ikke nu, om ikke i Dag eller i Morgen eller i Overmorgen, saa naar min Tid kommer!«

»Jeg tror ikke, det nytter, vi taler om den Slags Emner, Hr. Hansted. De véd, vi tænker saa forskelligt, at ...«

»Aa jo, det nytter nok ... det nytter nok!«

»Ja – undskyld – men her er vi i hvert |196 Fald ved Havelaagen. Altsaa: Farvel, Hr. Hansted! Og Tak for Følgeskabet.«

Hun skyndte sig at komme indenfor Laagen.

»Frk. Tønnesen! Endnu blot et Ord! ...] C D E F G KR, . . A Er De vred paa mig?«

»Hvor falder De nu paa det?«

»Hvorfor giver De mig da ikke Haanden, naar De gaar? ... Finder De mig maaske ikke værdig?«

»Herregud! Hvad er nu det for Taabeligheder!«

»Vil De ikke give mig Haanden? ... Vil De ikke?« blev han ved at bede.

Frk. Ragnhild blev lidt rød.

»De er et Barn!« sagde hun og rakte ham Haanden. »Saa – er det nu godt?«

Emanuel beholdt hendes Haand mellem begge sine og sagde med lidenskabeligt bevæget Stemme:

»Frk. Ragnhild! Nu er De min! Nu slipper jeg Dem ikke, før De har hørt mig og er bleven et Guds Barn. ... Nej, det nytter ikke, De ser saa vredt paa mig. Jeg vil bede for Dem, Ragnhild ... Dag og Nat vil jeg bede for Dem, at vi en Gang kan samles i Glæde ved Guds Trone!«

Frk. Ragnhild vristede heftig sin Haand løs, og med et bydende: »De skal gaa«, gik hun hurtigt ind i Haven.

[199] I.

Endelig oprandt da den store Dag, der var bleven imødeset med saa megen Uro og Spænding. »Mødet paa Sandinge Højskole« havde i den sidste Maaned været en staaende Overskrift i alle *Vennesamfundets Blade, hvor de travle Ordførere for Menighedens forskellige Afskygninger paa Forhaand havde søgt at paatrykke Stævnet hver sin Karakter. Men ogsaa udenfor Menighedens egen Kreds afventede man med Interesse Resultatet af Forhandlingerne som et betydningsfuldt Tidens Tegn, der paa afgørende Maade vilde vise, hvad Retning Udviklingen i de senere Aar havde taget.

Allerede Dagen før Mødet skulde aabnes, strømmede de fremmede Gæster til. Efter hvert Jernbanetogs Ankomst indhylledes Landevejen fra Stationen i en lang Støvsky, hvorigennem et endeløst Vogntog rullede frem mod den flagsmykkede By. Der havde forud meldt sig over et halvt Tusinde udensogns Deltagere; og da Mødet skulde vare i to Dage, kunde der ikke være Tale |200 om, at de Alle kunde faa Plads paa selve Højskolen. Størsteparten maatte indkvarteres rundt om hos venligsindede Folk i Byen, og endda maatte her baade Lade og Lo, ja endog *Stænget tages i Brug og indrettes til Sovested for de Unge.

Ved Aftentid, mens Solen gik brandrød ned under den blaanende Horisont, lignede Pladsen omkring Højskolen en nylig slaaet Lejr, en saadan Forvirring herskede der af tomme og belæssede Vogne, Halmknipper, Rejsetøj og raadvilde Mennesker, der havde travlt med at søge Oplysninger, skaffe Mad eller bringe deres Bylter af medførte Sengklæder under Tag.

Der saaes alle Slags Skikkelser og hørtes mange Slags Tungemaal. Der var store, tungt vandrende Vestjyder med havblaa Øjne og et Sprog, som Ingen forstod. Der var livlige Fynboer, der morede sig over Alting, og hvis Tale løb *som Kæp i Hjul om *Hesti og Præsti og Oplevelserne paa Rejsen. Der var et Par gamle Koner fra Ribeegnen med *Knytteklæde og skinnende *Krusekappe, og der var *Fannikekvinder, der skød op af deres tommetykke *Hvergarnsskørter som af en Tønde. Men frem for Alt var der *Sællændere af alle Arter og alle Aldre, *Kallundborgjyder og *Kulsviere og kække Stevnsboere med lyse Smil, |201 Oldinge og unge Knøse, syge Folk, der maatte løftes ned af Vognene, og Krøblinge, der humpede om ved Krykke.

Men trods alle Forskelligheder var det let at spore, at der var noget Fælles, som havde ført dem sammen. Gennem Travlheden og Snakken og Raadvildheden mærkede man hos dem Alle det samme højtidelige Alvor, den samme højtstemte Forventning om, hvad de nærmest følgende Dage vilde aabenbare. Der var Noget i den hele *Scene, der mindede om svundne Tiders Sct. Hansnats-Valfarter til de hellige Kilder, hvis Vande havde Ord for at lukke alle Saar og stille alle Savn. Paa mere end ét bekymret Ansigt kunde man tydeligt læse om en Sjæl, der var lammet af Tidens mange Tvivl, og som urolig tørstede efter Sandhedens *Lægedom.

Der sad henne paa et Stendige en Mand og en Kone, et Par midaldrende Folk, der holdt hinanden trofast i Haanden. Deres alvorlige Ansigtsudtryk og stilfærdige, indadvendte Væsen fortalte en hel Historie:

De var kommen langvejs fra, havde rejst en Dag og en Nat og endnu en Dag og sad nu her, fortumlede af den lange Rejse, underligt fremmede for sig selv i de fremmede Omgivelser. Deres |202 Hjem stod et Sted ovre i Jylland, en ensom Egn ved Hedegrænsen, hvorfra de som oplyste Folk havde fulgt Tidens aandelige Rørelser. I de lange, mørke Vinteraftener, naar de vilde Vestenstorme væltede sig ind fra Heden, havde de siddet bænkede omkring Lampen i deres lille lune Stue og læst højt for hinanden af Vennesamfundets Blade og Bøger; og i de lyse Sommerdage var de ofte aget milevidt ad de tunge Sandveje til Folkemøder og kirkelige Forsamlinger ... lykkelige ved at kunne mætte den Kundskabstrang, som Højskolen i deres Ungdom havde fremelsket hos dem. Men i den senere Tid havde en Uro sneget sig ind i deres Hjærter. Først var det *Vilh. Pram, der havde opskræmt dem med sit lidenskabelige og overtalende Sprog. Den Aften, da de havde læst hans første store Tale, hvori han ivrede mod Opfattelsen af Biblen som Guds aabenbarede Ord, havde de længe ikke kunnet falde i Søvn for urolige og forknytte Tanker. Men næsten endnu stærkere havde senere *Pastor Magensen rystet Grundvolden for deres Tro ved sit Skrift om Helvede og Helvedstraffene. Tre Aftener i Træk havde de læst Skriftet igennem, før de vilde tro paa, at de havde forstaaet det rigtigt. De havde sagt til hinanden, at naar der ingen Djævel var længer, |203 og ingen evig Straf, og altsaa heller ingen evig Løn; naar endog Præsterne ikke mere turde udtale sig om Livet efter Døden; naar Troen ikke var en Forvisning om det, vi ikke kunde se – hvad var saa det Hele? Hvori bestod da Kristendom? Hvad var da Tro? ... Alt løb rundt for dem. De vidste ikke længer, hvad der var ret, og hvad der var vrangt, hvad der var Sandhed, og hvad der var Vildfarelse. Og det nyttede ikke mere, at de lukkede de farlige Bøger og holdt sig borte fra Møderne. Tankerne lod dem ikke Ro i deres Ensomhed, Tvivlene blev ved at forfølge dem og *fordrede Afgørelse! ... Saa havde de tilsidst ikke længer kunnet bære Uvishedens Byrde. Trods trange Kaar var de brudt op fra deres Hjem, havde givet deres Børn og Ejendom i Fremmedes Varetægt og var rejst herover – alene betagne af Tanken om at faa Klarhed over sig selv, komme til Sandheds Erkendelse og genvinde Hjærtets tabte Fred og rolige Lykke.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.II.

Imidlertid var der ogsaa bleven livligt henne i »Sandingehus«. Mens Folket forventningsfuldt lejrede sig om selve Skuepladsen for de kommende |204 Dages betydningsfulde Begivenheder, samledes de Agerende i Kulissen hos Fru Gylling.

Saa godt som alle Menighedens mere bekendte Personligheder havde indfundet sig. Der var Præster, Højskolefolk, Rigsdagsmænd, ja endog *en bekendt Universitetsprofessor, der vel egentlig ikke hørte til Kredsen, men hvis Nærværelse man ikke desmindre satte særlig Pris paa som Vidnesbyrd om Videnskabens endelige Anerkendelse af Vennesamfundets aandelige Opdyrkningsarbejde.

Størst Opsigt vakte dog som sædvanlig Vilh. Pram, der – skønt forholdsvis ung som offentlig Personlighed – allerede havde opnaaet fuld Færdighed i den for en Fører uundværlige Kunst at kunne fastholde Folks Opmærksomhed og gøre sin Person til Midtpunktet i enhver Forsamling. Ved ildfuld Gestikuleren og lignende dramatiske Virkemidler forstod han at fremkalde Indtrykket af en Overbevisningens Kraft, en Tankernes Flugt, en Nidkærhedens Inderlighed og Varme, der uvilkaarligt henrev Tilhørerne og fik dem til at lytte med maabende Munde.

Hans Popularitet havde i Sommerens Løb været i stadig Stigen, maaske dog mest i enkelte Dele af Fritænkernes Lejr, hvor en vis Trang til religiøs Opbyggelse i den sidste Tid var kommen paa |205 Mode, og hvor man følte sig i høj Grad tiltalt af en Lære, der dog ikke gjorde for dybt et Indgreb i Tanke- og Følelseslivets tilvante Bekvemmelighed. Denne Anerkendelse fra selve Fjendens Side havde ogsaa styrket hans Stilling indenfor hans egen Kreds, og trods al Højskoleforstander Sejlings og Andres alvorlige, tildels forbitrede Modstand havde han virkelig faaet sat igennem, at Spørgsmaalet om, hvad et Nutidsmenneske kunde *fordre af Religionen, var bleven fastsat som Forhandlingsemne her ved Mødet. Det var da ogsaa den almindelige Mening, at om dette Spørgsmaal vilde Hovedslaget komme til at staa.

Det, der dog i Øjeblikket fortrinsvis beskæftigede Sindene, var en nylig indtruffen Meddelelse om, at selve Hs. Ekscellence *Kultusministeren vilde beære Mødet med sin Nærværelse, mulig allerede indfinde sig til Aabningshøjtideligheden den næste Dag. Med Føje opfattedes denne store og sjældne Udmærkelse som en Bekræftelse paa – hvad man vel nok havde anet – at der i den sidste Tid var foregaaet et *Omslag i de Styrendes Stemning overfor Vennesamfundet og dets Mission, og der gjorde sig med ét en paafaldende Forsonlighed gældende i hele Forsamlingen. Selv Vilh. Pram viste sig ingenlunde helt ufølsom for den tiltænkte Opmærk|206somhed. I en Kreds af sine Tilhængere lod han en Ytring falde om, at den Minister i hvert Fald syntes at vide, hvad han skyldte sin Stilling som Kirkens officielle Tilsynsmand. Fra alle Sider var man enig om, at det ikke mindst nu var magtpaaliggende at søge gennemført en værdig og fuldkommen saglig Forhandling af de foreliggende Spørgsmaal og frem for Alt undgaa al personlig Strid og unødig Ophidselse.

I denne Forbindelse beskæftigede man sig ogsaa et Øjeblik med Spørgsmaalet om Emanuel Hansted. Det var nemlig bleven fortalt, at han skulde have i Sinde at tage Ordet ved et af Diskussionsmøderne, hvad man gerne vilde have forhindret for ikke at risikere nogensomhelst Art af Skandale. Det var jo nemlig nu desværre en fastslaaet Kendsgerning, at den stakkels Mand var uhelbredeligt sindssyg. Efter Sigende havde hans Familje ogsaa endelig sat sig i Bevægelse for at faa ham erklæret umyndig og indlagt paa et Sindssygehospital. Alligevel indsaa’ man, at det ikke ret vel gik an – og rimeligvis ogsaa vilde være uklogt – rent ud at forbyde hans Optræden. En saadan Fremgangsmaade vilde let kunne *opbringe hans stakkels enfoldige Tilhængere her paa Egnen og bidrage til at forhøje Glansen af den |207 Martyrglorie, som disse forvildede Mennesker havde lagt om hans syge Hoved. Man blev derfor enig om, at man gjorde bedst i ganske at lade som Ingenting, give ham Lov til at udtale sig, dersom han forlangte det, og kun skride ind i Tilfælde af, at han ved Ord eller Adfærd ligefrem vakte Forargelse.

– – –

Mens alt dette foregik, sad den gamle Pastor Momme ensom i sin tomme Præstegaard. Man havde anmodet ham om at være en Slags Æresgæst ved Mødet og navnlig ønsket hans prydelige Nærværelse ved Aabningshøjtideligheden, – men han havde undslaaet sig. Han havde end ikke kunnet faa sig selv til at modtage Nogen af de Mange, der i Eftermiddagens Løb var kommen for at hilse paa ham. Han havde sagt til sig selv, at han forstod dog ikke den nye Slægt, om end den kaldte sig hans egen Tids Arvtager. Og han var for træt nu, trængte til Ro, ønskede blot Lov til i Ensomhed at søge Guds Tilgivelse for sit Liv.

Han sad i sin Lænestol ved et af Dagligstuens Vinduer, gennem hvis røde Gardin Skumringsskæret faldt ind over hans lille indskrumpede Skikkelse som et mystisk Lys. Gennem et andet, |208 aabentstaaende Vindue førtes Lyden af Landsbyens urolige Røre ind i Stuen, denne sammenblandede Lyd af Vogne og vrinskende Heste og travle Folkemasser, der i sin Tid havde lydt saa frydefuldt i hans Øre ... som Fuglekvidret, der bebudede den gryende Dag. Nu mindede den dumpe Mumlen ham om Gravklokkens Klemten over et afsluttet Liv, et udslukket Haab. Det kom ham for, som var det en Ligfærd, der her beredtes; som var det hans egen Tid, hans eget Værk, hvis sidste, hensmuldrende Rester nu stedtes til Hvile.

Henne i Stuens andet Vindueshjørne sad Frk. Katinka Gude med sine rastløse Strikkepinde.

Heller ikke hun kunde lade være med at give Agt paa Røret omkring i Byen, der dog i hendes sangbundsløse Øren ikke lød anderledes end et almindeligt Markeds-Spektakkel. Den gamle Dames Opfattelse af det store Stævne var i det Hele yderst nøgtern. Hun havde aldrig følt sig yderligere imponeret af sine Medmennesker, fordi de forsamlede sig i Flokke; og hvad Præster og overhovedet Ordførere angik – og ganske særligt Vennesamfundets – havde de aldrig formaaet at indgyde hende synderlig Højagtelse. Naar undtoges hendes egen Svoger og den gamle, nys afdøde Højskoleforstander her, for hvem selv hun efterhaanden havde |209 faaet Respekt, betragtede hun Retningens andre Forkæmpere, lige fra selve den store Grundtvig til *de sidste Dages *smaa Profeter, som en Slags *Geschæftsmænd, der »gjorde« i Gud, ... *Afladskræmmere, der tingede og tuskede med de himmelske Ting og stadig søgte at underbyde hinanden med Hensyn til den Pris, for hvilken de falbød Salighedens Glæder fra deres Forretning.

I det Hele var den gamle Særling ikke gaaet gennem Livet uden at lide Skibbrud ogsaa paa sin Tro. Gennem sine halvfjerdsindstyve Aars Erfaringer var hun kommen til det Resultat, at af Alt i Verden var Intet saa omskifteligt som netop *det »ene Fornødne«, Intet saa forgængeligt som netop de »evige Sandheder«. Mens almindelig jordiske og derfor ret foragtede Sandheder, som at to og to var fire, og at Jern var tungere end Træ, stadig levede i bedste Velgaaende, hændte det Gang efter Gang deres himmelske Kolleger, at de døde en forsmædelig Død og stod op til et andet Liv som en beklagelig Misforstaaelse, en Oversætterfejl eller en slet og ret Løgn.

»Katinka!« kaldte den Gamle henne fra det andet Stuehjørne.

»Ja! her sidder jeg!«

|210 »Kan du ikke læse lidt for mig? Jeg er saa urolig.«

»Det er ogsaa ... saa lummert i Aften. Skal jeg ikke ... lukke flere Vinduer op?«

»Aa nej, gør ikke det!«

»Hvad skal jeg saa ... læse for dig? Skal jeg læse et Stykke af Biblen?«

»Aa, Biblen! Det er jo bare en Samling gamle Krøniker, siger de nu.«

»Skal jeg da læse lidt ... i *Grundtvigs Sangværk?«

»Aa, jeg véd ikke, Katinka! Jeg tror, jeg er for *klejnmodig til det nu. Er det ikke underligt, jeg er i de senere Aar kommen til at holde mere af *Brorson. Tidt kan jeg sidde og nynne for mig selv en af hans Salmer. Som nu denne –«

Han gav sig til at synge. Med sin lille tynde Stemme sang han ganske højt:

*»O, søger de ydmyge Steder,

i Støvet for Frelseren græder,

saa faa I vor Jesum i Tale,

thi Roserne vokse i Dale!«

Da han sluttede, sagde Frk. Katinka, idet hun skiftede en Pind:

»Tror du ikke, det var bedst ... du gik i Seng, Momme?«

|211 Han var bleven anstrengt af Sangen og sad et Øjeblik og snappede efter Vejret.

»Aa jo, du har vist Ret. Søvnen er dog tilsidst vor bedste Trøster.«

»Kom, lad mig hjælpe dig!«

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.III.

Den følgende Dag rugede en truende Skyhimmel over Jorden. Ikke et Øjeblik lod Solen sig se. Og dog var det lige fra Morgenstunden en brændende Varme, en tør, nedtrykkende Ovnhede, der ligesom strømmede op fra Jordens glødende Indre. Rundt om paa Engene laa Kvæget med Hovederne tungt mod Grønsværet, Svalerne var urolige, og Luften havde en sær, svovlagtig Lugt.

Ud paa Eftermiddagen kom Frk. Ragnhild langsomt gaaende hen imod den Bondegaard, hvor Fru Betty og Emanuel boede. Hun gik i Tanker og mærkede ikke, hvor langt hun var kommen, før en Stemme sagde Goddag tæt ved Siden af hende.

Det var Betty. Hun stod derinde paa Gangen bagved Havediget i en *tarvelig, glat, sort Kjole |212 og med sit sorte Morgen-Kniplingsstykke over Haaret. Hendes lille tynde Skikkelse var besynderlig rank, og hun holdt Armene korslagte under Brystet.

»Er det virkelig din Agt at gøre os et Besøg i Dag?« sagde hun.

»Ja. Kommer jeg maaske ubelejligt?«

»Det har jeg jo ikke sagt.«

»Men, Kære – hvorfor spørger du da egentlig? Og hvorfor ser du saa inkvisitorisk paa mig?«

»Aa, jeg vil dog se, om du ikke har en Smule Samvittighedsnag. Nu har du ikke været her i to Dage. Hvorfor har du ikke det? ... Tilstaa det kun! Du har undgaaet os i den senere Tid, Ragnhild. Jeg har godt mærket det. Føler du dig maaske kompromitteret af Bekendtskabet med os? ... Eller hører du maaske ogsaa med til Komplottet?«

»Kære Betty, lad os dog nu ikke begynde igen i Dag,« sagde Ragnhild i træt Tone og gik ind gennem Havelaagen. »Vejret er virkelig ikke dertil. Jeg forsikrer dig, jeg er aldeles ødelagt. Og du synes da ogsaa at være en Del overnervøs, Betty. ... Undskyld, at jeg sætter mig.«

Hun tog Plads paa Tremmebænken under Æbletræet. Fru Betty derimod blev staaende. |213 Hun var ganske gusten i Ansigtet, Trækkene slappe og døde. Kun Øjnene lyste.

»Vil du blot sige mig en Ting,« sagde hun. »Er det sandt, at Pastor Petersen er kommen her tilbage?«

»Ja, han kom i Gaar. Han havde faaet Lyst til at overvære Mødet derinde i Sandinge, og han bliver her blot i disse Dage. Jeg havde for Resten ventet at træffe ham her. Han gik i Middagsstunden ind til Højskolen for at høre et Foredrag, og vi aftalte at mødes her bagefter. Han vilde gøre Jer en Visit, sagde han.«

»Ja saa. Saa han kommer her! En saadan – Dristighed har han altsaa! Vil du maaske nægte, Ragnhild, at han hører til Komplottet? ... Jeg er overbevist om, at det er ham, der staar bag ved det Hele. Det er ham, der har gjort Fader ond!«

»Jeg tror, at du tager ganske fejl, Betty. Vi talte just i Gaar Aftes om din Broder, og jeg fik det bestemte Indtryk, at han indtil det Øjeblik Ingenting havde vidst om din Familjes sidste Skridt, som han end ikke syntes at billige. –«

»Ja, forsvar du ham! Han er jo din Ven, din Kavaler!« udbrød Betty og gav sig til at gaa frem og tilbage paa Gangen, stadig med en unaturligt strunk Holdning og Armene korslagte under Brystet. »Du |214 har nu selv altid været fjendtlig sindet mod Emanuel. Det véd jeg godt! Du har gerne villet sé ham over Hovedet, gøre ham til en Ubetydelighed. Og nu er du bleven bitter ved at føle, at han alligevel er dig saa langt overlegen.«

»Véd du hvad, Betty, det er næsten komisk at høre dig tale saadan. Du glemmer efterhaanden helt, at du selv for ikke mere end fjorten Dage siden var allerivrigst til at fordømme din Broders Færd. Naar det kommer til Stykket, er det vel endda nærmest dig, der har foranlediget, at din Fader og din Broder Carl – eller hvem det nu er – har grebet til saa *yderlige Midler.«

»Hvad har jeg? – Hvad er det, du siger?« udbrød hun og standsede sin Gang.

»Jeg mener, at det dog vel maa være din egen Fremstilling af, hvorledes Alt staar til her, der har været afgørende for din Familjes Handlemaade i denne Sag.«

»Aa, det tror du ikke selv, Ragnhild! Og det er skammeligt af dig at sige det! At jeg i lang Tid ikke forstod Emanuel – at jeg maaske endnu har vanskeligt ved helt at følge ham – det bekender jeg ærligt, det lægger jeg slet ikke Skjul paa! Men aldrig – aldrig, siger jeg! – har jeg kunnet tænke mig, at noget Saadant kunde |215 ske. At ville berøve et Menneske som Emanuel Friheden, at ville spærre ham inde og gøre ham til en gal Mand! Noget saa oprørende! Saa skændigt! ... Men det skal heller aldrig i Evighed ske! Jeg har dog vel ogsaa et Ord at sige, saa længe Emanuel bor under mit Tag! Og vi To skilles fra nu af ikke mere!«

Hun fortsatte sin Gang, og der var i nogen Tid Tavshed mellem de to Veninder. Ragnhild sad tilbagelænet og drejede paa sin Parasol, mens hendes Blik ufravendt hvilede paa dens Dupsko, som hun borede ned i Sandet.

»Saa er din Broder vel altsaa ogsaa til Møde nu,« sagde hun omsider og ligesom med Overvindelse.

»Naa, saa det interesserer dig dog! – Nej, det er han ikke.«

Ragnhild saa’ op.

»Var det da ikke i Dag, han vilde tale?«

»Jo, men først i Aften ved Diskussionsmødet, naar Ordet bliver givet frit.«

»Naa saadan! – Tror du, der er Noget om, hvad jeg hørte en Fisker sige i Dag, at man vil nægte ham at udtale sig?«

»Aa, det vover de ikke! Hvad vilde det desuden hjælpe? De vil dog ikke dermed kunne |216 hindre, at han andet Steds skaffer sig Ørenlyd. Og fra den Dag, han har talt, vil Tusinder flokkes om hans Forkyndelse. Derom er jeg overbevist!«

Ragnhild forholdt sig atter tavs. Og Skyggen af hendes gamle spodske Smil spillede et Øjeblik om hendes Læber.

Imidlertid var Tjenestepigen kommen frem inde fra Huset. Hun saa’ sig søgende omkring, spejdede ud over Vejen og Markerne og nærmede sig tilsidst med urolig Mine.

»Undskyld, Frue! Fruen skulde vel ikke have set Noget til Børnene?«

»Nej ... forstyr os nu ikke! Du ser jo, her er Fremmede.«

Pigen trak sig atter tilbage.

I det samme hørtes Nogen at rømme sig ude paa Landevejen, og Pastor Petersens blussende Ansigt viste sig over Havelaagen.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.IV.

»Goddag, mine Damer! Goddag, Frue! ... Jeg bør vel næsten gøre en Undskyldning, fordi jeg saaledes for anden Gang i denne Sommer saa |217 at sige falder med Døren ind i Huset til Dem. Og oven i Købet i en saadan Hede!«

Fru Betty modtog ham med netop saa megen *Forekommenhed, som var nødvendig for ikke at være ligefrem uhøflig. Hun satte sig paa Bænken ved Siden af Ragnhild og bød ham med en afmaalt Haandbevægelse at tage Plads paa den højryggede Havestol, hvor han en Gang før havde siddet i de samme to Damers Selskab.

Pateren tørrede roligt Sveden af sin Pande, som om han Ingenting mærkede. Og virkelig var der ogsaa noget usædvanlig Aandsfraværende over ham. Efter at han en Tid havde udbredt sig om den forfærdelige Varme, sad han en Stund ganske tavs, tilbagelænet i sin Yndlingsstilling, med de ringbesatte Hænder samlede foran sig, saa at kun Fingerspidserne berørte hinanden.

»Jeg hører, at Pastoren har været til Møde inde paa Højskolen,« ytrede tilsidst Fru Betty.

»Ja! Jeg kommer just derfra.«

»Der var vel mange Folk forsamlede.«

»Aa – de var lige ved at krybe op paa Skuldrene af hinanden for at komme til at høre! Den Slags Menings-Turneringer er nu en Gang bleven vore Dages Folkeforlystelser. Og det gik virkelig ogsaa – i dobbelt Forstand – ganske hedt til. |218 Det maa sandelig have ringet forsvarligt for Vorherres Øren denne Formiddag ... for man tog skam ikke blidt paa den gamle Mand. Navnlig *maalte den gode Vilh. Pram ham min Tro Skæppen fuld. Han lod ham rent ud vide, at han risikerede at gaa ganske ud af Spillet, dersom han ikke værs’artig opgav alt gammeldags Hemmelighedskræmmeri, som dog ikke længer imponerede Nogen. Hvad oplyste Nutidsmennesker *fordrede af Religionen, var fuld og klar Besked om Tingene ... ingen Tvetydigheder, om vi maa bede!«

Han talte i sin sædvanlige spøgefulde Tone, men det var dog let at spore, at han indvendig kogte af Forargelse.

»Det maa dog retfærdigvis tilføjes« – vedblev han – »at der ogsaa var dem, der tog den gamle Mand i Forsvar eller i hvert Fald søgte at undskylde ham. Særligt udviste Forstander Sejling] F G KR, Seiling A C D E en virkelig paaskønnelsesværdig Højhjærtethed ved at optræde som hans Advokat og i et veltalende Foredrag gøre gældende, at Anklagedes Ord i *merbemeldte Skrift, kaldet Biblen, i det mindste i de afgørende Punkter fuldt ud stod til Troende. Men saa var der et snildt Hoved, der midt i Stridens Hede fandt paa den subtile Idé, at de skulde afstemme om det. Ikke sandt? Det |219 var virkelig en storslaaet Tanke, saadan at gøre Vorherre til Genstand for *Ballotation ... og naturligvis vandt den straks almindelig Tilslutning. Ja, vor Tid er i Sandhed en Fremskridtstid! Jeg er overbevist om, at det varer ikke længe, før man træffer Afgørelse om de himmelske Ting ved at tælle paa sine Knapper eller lægge en Kabale!«

»Men hvad blev saa Resultatet af Afstemningen?« spurgte Frk. Ragnhild.

»Ja derom kan jeg ingen Oplysninger give Dem, da jeg ikke afventede Begivenhedernes Gang. Ærlig talt ... jeg foretrak at gaa min Vej. Muligvis vil man finde dette meget sippet af mig. Men det vil jeg i saa Fald se at bære med Taalmodighed.«

»Det behøver De vist ikke at frygte for,« indskød Fru Betty i stridbar Tone. »Kun forstaar jeg egentlig ikke rigtig, hvorledes netop De, Hr. Pastor, kan føle Dem saa frastødt af den Art Forhandlinger. De plejer jo dog ellers at være en ivrig Talsmand for den saakaldte sunde Fornuft.«

»Aa jo, Frue! Netop som en varm Beundrer af den sunde Forstandighed hylder jeg i Stort som i Smaat den Lære, der er udtrykt i det gamle, besindige Ord, at *den Sten, man ikke kan løfte, gør man bedst i at lade ligge. Jeg har |220 nemlig selv engang været ved at forløfte mig, og derfor har jeg lært at være taknemlig for, at en Anden har taget Byrden fra mig. Herregud! Hvorfor vil vi Mennesker dog vedblive at forspilde Livets Lykke og Jordens Glæder ved at gaa paa Æventyr ovenover Skyerne. Hvortil dog denne taabelige Lyst til bestandig at liste sig ind paa Evigheden ad Bagveje, ved hvilke der dog tilstrækkelig tydeligt staar skrevet: Ingen Adgang for Uvedkommende! Rigtignok er jeg selv Præst, men ikke des mindre maa jeg tilstaa, at naar jeg betragter en saadan teologisk inficeret Forsamling som den i Dag, tænker jeg med dobbelt Vemod tilbage paa de gode gamle Tider, da man herude paa Landet dyrkede sin Jord og fedede sine Stude og fik sin religiøse Trang fuldt ud tilfredsstillet ved at gaa i Kirke om Søndagen og til Alters tre Gange om Aaret. Dengang forstod man at leve, d. v. s. man forstod Livet. Man bar taalmodigt Tilværelsens Byrder og tog derfor ogsaa uden Skrupler for sig af dens Festretter. De Gamle spillede deres *Firkort og tømte deres Krus, og Ungdommen dansede paa Logulvet med Sølvspænder paa Skoene og røde Silkebaand i Huerne! ... Ak ja, det var virkelig en lykkelig Tid!«

|221 »Ja det er nu ikke Alle, der i en saadan Tilværelse kan se et Ideal,« bemærkede Fru Betty skarpt.

»Aa nej, deri har De netop fuldkommen Ret. Jeg mærker særdeles vel – og for hver Dag tydeligere – hvor haabløst det er at anprise Livets uskyldige Glæder i en lyrisk bevæget Tidsalder som vor, hvor man kun anerkender Yderlighederne – de æventyrlige Udskejelser eller den lammefromme Askese – og i Grunden har lige meget tilovers for begge disse Standpunkter og derfor ogsaa *idelig slingrer frem og tilbage imellem dem ... fordi det er selve Yderligheden i dem, man respekterer. Kunde de Godtfolk endda blive enige om et enkelt, et fælles Ideal, skulde jeg endelig finde mig deri. Men der er for Tiden akkurat lige saa mange forskellige »Livssyn« og Verdensopfattelser, som der er Personer, der gerne vil gøre sig bemærkede. Og det er just ikke vanskeligt at finde Ørenlyd for Profetier og nye, vidunderlige Sandheder i vore Dage. Luften er i det sidste halve Aarhundrede saaledes bleven opfyldt af Forjættelser og højtidelige Bebudelser, at ikke en sølle Skrædder kan rejse sig op i en Forsamling, gøre nogle dramatiske Dikkedarer med Armene og sige et Par lidt ualmindelige Taabeligheder, uden at Tilhørerne straks bliver indadvendte |222 og tænker: Ja, Gud véd, om dette alligevel ikke er det forløsende Ord, vi har ventet paa. Jeg tror næsten, at om man hængte en Præstekrave om Halsen paa en Kalv og gjorde tilstrækkelig Reklame for den, vilde man kunne bilde Folk ind, at det var den saa længe imødesete, nye Messias. Tænk blot paa« –

»Der er min Broder!« afbrød Fru Betty ham og rejste sig hurtigt, – hun havde længe siddet som paa Gløder og drejet Hænderne omkring hinanden i sit Skød.

»Ah – Pastoren!« udbrød Pateren og rejste sig ligeledes.

Emanuel var kommen frem i den aabne Havestuedør. Da han fik Øje paa de Fremmede, vilde han atter trække sig tilbage, men Paterens Udraab standsede ham, og han nærmede sig nu med sky og tøvende Skridt.

Han var bleven flere Aar ældre i de sidste fjorten Dage. Hans høje Skikkelse var bleven underlig smal, Ansigtet ganske indfaldent, næsten oldingeagtigt, og Haar og Skæg strittede uklippet ud til alle Sider.

Pateren studsede *aabenbart ved Synet. En dyb og oprigtig Medlidenhedsfølelse prægede med ét hans Ansigt, idet han tavs rakte ham Haanden.

|223 »Saa De er ... kommen her tilbage,« sagde Emanuel med svag, næsten uhørlig Stemme og uden at løfte Øjnene fra Jorden.

Pateren svarede blot med et Par almindelige Bemærkninger om, at han ikke havde kunnet modstaa Lysten til at overvære de interessante Forhandlinger paa Højskolen. Det havde tydeligt nok været hans Hensigt at give sit fulde Hjærte Luft overfor Emanuel; men dennes Udseende afvæbnede ham.

»Lad os hellere gaa,« hviskede nu ogsaa Frk. Ragnhild bag ved ham. »Jeg tror, vi er til Ulejlighed.«

Pateren nikkede, og faa Øjeblikke efter tog de Afsked.

»Frk. Tønnesen,« sagde han, da de en Tid havde gaaet tavse ved Siden af hinanden ude paa Landevejen. »Synes De ikke, man undertiden fristes til at tænke, at dersom Kristus havde kunnet forudse de Ulykker, hans jordiske Liv skulde forvolde paa saa mange svage Hoveder, var han endnu en Stund forbleven i sin Himmel? ... Naturligvis mener jeg det ikke. Jeg siger blot, at Fristelsen dertil ligger nær. Og hvem véd? Den Dag kan maaske komme, da den for Mange bliver vanskelig nok at overvinde.«

|224 Ragnhild svarede ikke. Og de gav sig til at tale om andre Ting.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.V.

Imidlertid havde de to Søskende vandret et Par Gange rundt i Haven og tilsidst taget Plads ved Siden af hinanden paa Bænken.

»Vil du ikke have noget at styrke dig paa?« spurgte Betty. »Du har jo næsten Intet nydt i Dag, og du ser saa træt ud.«

»Aa nej, det er ovre nu. Jeg har det godt.«

»Hvor har du egentlig været henne hele Eftermiddagen? Jeg har slet ikke set dig.«

»Jeg gik blot en Tur ud over Markerne. Jeg trængte til at være lidt alene. Jeg var bleven saa underlig urolig.«

»Urolig, Emanuel ... men hvorfor?«

»Aa] KR, Aa A, ikke i C D E F G ja, det var heller ikke ret. Men – tænk dig, Betty! – som jeg gik derude, kom der en lille Fugl flyvende ned fra Himlen og blev ved at hoppe foran mig paa Vejen, ganske nær ved mig. Den gav mig Trøst.«

I dette Øjeblik kom Tjenestepigen igen til Syne, ganske bleg og forvirret.

|225 »Frue!« kaldte hun.

Betty rejste sig og gik ilsomt hen imod hende.

»Hvad er der dog? Har jeg ikke sagt, at vi ikke vil forstyrres i Dag? Hvad er der saa i Vejen?«

»Det er Børnene, Frue! Vi kan ikke finde dem –«

»Naa, saa led efter dem! Sig dem, at de straks skal komme ind og være rolige!«

»Jamen, Frue –«

»Gør blot, som jeg siger! Og lad os være i Fred!«

Dermed vendte hun sig om og gik tilbage til Emanuel.

»Hvad er Klokken, Betty?« spurgte han.

»Den er snart seks. Der er endnu over en Time, til Mødet begynder.«

Emanuel nikkede.

Hun satte sig igen ved Siden af ham, og en Stund sad hun nu og saa’ ned i sit Skød paa de febrilsk arbejdende Hænder.

»Emanuel«, sagde hun tilsidst. »Vil du ikke fortælle mig, hvad du vil tale til dem om i Aften?«

»Jeg véd det ikke, Betty.«

»Du véd det ikke? ... Men du har dog vel tænkt over det?«

|226 »Nej«.

»Men Emanuel! ... Hvad vil du da sige?«

»Hvad Herrens Aand indgiver mig. Intet Andet!«

»Jeg forstaar dig vist ikke ...«

»Aa nej, Betty. Men se ... nu skal du vide det, fordi jeg véd, at du ofte ængstes for min Skyld ... jeg havde forleden Nat et Syn.«

»Et Syn?«

»Ja ... Gud sendte mig Bud. Det var hen imod Morgen. Der kom en fremmed Skikkelse ind ad min Dør ... hyllet ind i et hvidt Lin og med et stort, gyldent Kors paa Brystet. Den traadte stille hen til min Seng og sagde: Er du beredt?«

»Men ... Emanuel!«

Betty foldede Hænderne foran Brystet og stirrede paa ham med rædselsslagent Blik.

»Stille, Betty! Lad os være ydmyge! ... Og hvorfor foruroliges du? Har du aldrig selv i Ensomhed følt, at Aanderne er os nær og vaager over ethvert af vore Skridt? Og er det dog egentlig ikke netop en trøstefuld Tanke, at Himmeriges Rige ikke er os saa fjernt, som saa Mange mener. Er det dog ikke dejligt at vide, at vi daglig omgives af dets usynlige Herlighed og kun har et eneste lille Skridt at vandre, naar Døden endelig |227 aabner for vort Jord-Fængsel og kaster vor usle Fangedragt i Graven til Føde for Ormene?«

Betty sad et Øjeblik ubevægeligt stille.

»O ja, Emanuel!« udbrød hun med ét i Ekstase og greb hans Haand.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.VI.

Formiddagsmødet paa Højskolen havde virkelig været foruroligende livligt. Hs. Ekscellence *Kultusministerens Nærværelse havde ikke formaaet at *lægge Kapsun paa de forskellige Taleres krigeriske Tilbøjeligheder. Navnlig havde Vilh. Pram straks ved første Modsigelse tilsidesat alle Hensyn og ophidset Stemningen ved rent ud at erklære, at han nu vilde plante Oprørsfanen i Menigheden og kalde dens frie Mænd og Kvinder til aaben Kamp mod alle dem, der af lyssky Frygt vilde gøre Forstanden til Træl under Avtoritetstroens Aag. Rigtignok havde man ved den stedfundne Afstemning bibragt ham et ret alvorligt Nederlag, idet Forsamlingens Flertal havde afgivet et højtideligt Votum til Gunst for Biblens guddommelige Oprindelse; men der havde alligevel gjort sig en stærk Bitterhed gældende imod ham og hans Parti.

|228 Nu ved Aftenmødet, hvor den store Foredragshal paany var fyldt til allersidste Plads, saa at der endog hang Folk omkring *Vinduesposterne og oppe i Gymnastikapparaterne, fortsattes Striden med uformindsket Heftighed. Men mens det om Formiddagen var selve Partiernes Ordførere, der havde talt, var det nu fortrinsvis Tilhængerskarernes mangestemmige Ekko, der lod sig høre. En for en traadte Folk op paa Talerstolen, underlige Skikkelser, Mænd og Kvinder, Skolelærere og Bondestudenter, ja ganske unge Mennesker ... Alle betagne af den samme brændende Trang til at bekende, forkynde, forjætte og forny.

Rundt om Tribunen sad Mødets Hædersgæster og de særligt indbudne Talere, deriblandt baade den lille englelokkede Pastor Magensen med de evige Helvedstraffe – »Bettefanden«, som han populært kaldtes i Modstandernes Lejr –, og den sørgmodige Tvivler Kandidat Boserup, Menighedens *forlorne Søn, for hvem der i begge Partier stadig holdtes en Fedekalv i Beredskab. Størst Opmærksomhed vakte dog naturligvis den unge Minister, der havde Plads ved Siden af Fru Gylling, og som med en noget anstrengt Værdighed modtog de Oplysninger om de optrædende Talere, der med|229deltes ham fra de omstaaende, kjoleklædte Højskolemænd.

Oppe paa Tribunen ved Siden af Talerne sad Forstander Sejling, der var Mødets Ordstyrer. I alvorsfuld Ubevægelighed, med Armene over Brystet, saa’ han ud over Forsamlingen med den uigennemtrængelige, barske og mørke Mine, der gjorde ham saa frygtet baade blandt Venner og Modstandere. Den Vankelmodighed, der forhen havde præget hans offentlige Optræden og i høj Grad skadet hans Indflydelse i Menigheden, var i den sidste Tid vegen for en endog ualmindelig Fasthed, i hvilken Henseende man forøvrigt havde kunnet gøre den Iagttagelse, at Stigningen i den Varme, hvormed han efterhaanden havde sluttet sig til de Gamles Lejr, temmelig nøje svarede til Forøgelsen af Vilh. Prams Popularitet i de Unges. I den almindelige Bevidsthed stod han allerede nu som Føreren for Vennesamfundets konservative Fløj, og det blev da ogsaa fortalt, at det fortrinsvis var ham, der havde foranlediget, at Ministeren var kommen til Stede her i Dag. I saa Fald var øjensynlig dette Træk ganske klogt beregnet af ham. Der var næppe nogen Tvivl om, at Ministerens Nærværelse havde været en ikke uvæsentlig Aarsag til, at det oppositionelle Partis Aktier under Formiddagsmødet |230 var dalet ... og de ungdommelige Seminarister og Bondestudenter, der nu ved Aftenmødet optraadte paa dets Vegne, bidrog ingenlunde til at hæve dem.

Heden i Salen var efterhaanden bleven næsten uudholdelig. Skønt man havde lukket alle Vinduer og Døre op for at skaffe Luft, fik flere Kvinder ondt, og Lamperne rundt om paa Væggene og under det høje, svære Bjælkeloft lyste tilsidst saa mat, at særligt den nederste Del af Salen kom til at ligge i en dyster Skumring. Nu og da hørtes ogsaa et fjernt Bulder af en Torden, der langsomt nærmede sig.

Ikke des mindre vedblev den ene menige Taler stadig at afløse den anden, og den udmattede Forsamling begyndte endelig at blive utaalmodig og forlange Afslutning.

Men nu blev der med ét Uro omkring Talerstolen i Anledning af, at en Mand rejste sig fra en af de forreste Bænke og bad om Ordet.

Fra forskellige Sider i Salen havde man i Forvejen lagt Mærke til denne Mand, der under hele Mødet havde siddet ubevægeligt foroverbøjet, med Ansigtet skjult i sine Hænder, uden en eneste Gang at løfte Hovedet; og det havde efterhaanden rygtet sig, at det var den forhenværende Præst |231 Emanuel Hansted, om hvis mærkeligt forsagende Liv og Lære man i den sidste Tid havde hørt saa meget baade Ondt og Godt fortælle.

Da det nu fra Tribunen blev forkyndt, at han vilde tale, opstod der almindelig Bevægelse i Forsamlingen. Alle blev med ét lysvaagne. I den bageste Del af Salen rejste man sig op paa Bænkene for at komme til at se, og fra Mund til Mund løb hviskende Spørgsmaal og Svar:

»Mon det er sandt, at han er forrykt?« – »Ja man kan jo aldrig vide.« – »De siger jo, at han har gjort Mirakler.« – »Der er nok dem, der virkelig mener det.« – »Ja han skal nok allerede have mange Tilhængere.« – »Jeg véd saamænd ikke.«

Men idet han nu viste sig oppe paa Talerstolen, blev der pludselig dødsstille i hele Salen. Det var, som om en Engel gik usynlig gennem Rummet. Selv lignede han ogsaa mere en Aand end et levende Menneske, som han stod deroppe i sin unaturlige Magerhed, skarpt belyst af Skæret fra to nedhængende Lamper, der lod hans Skæg synes ganske hvidt og gjorde Øjnenes og Kindernes Hulninger dybe og sorte som paa en Dødning. De lange, udtærede Hænder laa fladt foldede over Brystet, og Blikket var løftet mod det Høje.

|232 Rundt om i Salen sad man med tilbageholdt Aandedræt. Selv Ministeren glemte et Øjeblik sin Værdighed, ja ogsaa Vilh. Pram saa’ ud, som om han ikke længer rigtig vidste, hvad han skulde mene. Og da Emanuel nu hævede begge Armene mod Himlen og med svag og skælvende Stemme bad: *»Tal, Herre, ... din Tjener hører«; og da der i det samme lød et dumpt rullende Tordenbrag i det Fjerne, gik der med ét en Gysning gennem Alle ... undtagen Væver Hansen, der sad i en Krog og skjulte den nederste Del af sit *Judas-Ansigt bag sine røde Hænder.

Men Spændingen blev ikke af lang Varighed. Emanuel blev staaende med højt opløftede Hænder og Blikket ligesom naglet til Loftet, uden at en Lyd kom over hans Læber. Man kunde se, at hele hans Legeme rystede, og at Tungen var bleven lammet i hans Mund. Forsamlingens øjeblikkelige Betagethed ved Synet af hans sælsomme Skikkelse forvandledes hurtigt til en uhyggelig Fornemmelse af, at det virkelig var en gal Mand, man her havde for sig.

Og nu skete der Noget, der borttog enhver Tvivl. Emanuel bedækkede pludselig Ansigtet med sine Hænder. Og under en fremvældende Hulken, |233 der gengav ham hans tabte Mæle, udbrød han hjælpeløst:

*»Min Gud! Min Gud! ... Hvorfor har du forladt mig!«

Forstander Sejling havde imidlertid rejst sig. Han tilkaldte hastig et Par Mænd, ved hvis Hjælp Emanuel nu blev lempeligt ledet ned fra Talerstolen; hvorpaa han under Forsamlingens medynksfulde Deltagelse blev bragt ud af Salen.

⇕˟A  ◄C  D  E  F  G  Sml. VII.

Indtrykket af denne uhyggelige Scene havde næppe faaet Tid til at sætte sig, før Sindene paany blev sat i Bevægelse ... rigtignok paa en anden Maade og med en ganske modsat Virkning.

Det var denne Gang Væver Hansen, der paakaldte Opmærksomheden. Han havde siddet i sin Krog og hurtigt forstaaet, at han ved det stedfundne Optrin selv havde lidt et skæbnesvangert Nederlag. Han havde i den sidste Tid sat Alt ind paa at muliggøre Emanuels Tilbagevenden til sin gamle Menighed, hvor han vilde have anvendt ham |234 som et kraftigt virkende *Sennepsplaster, der kunde trække Usundheden bort. Naar han saa ivrigt havde opfordret ham til at træde op her ved Mødet, var det, fordi han saa sikkert havde stolet paa, at Emanuel i det mindste vilde vække nogen Opsigt, og fordi han vidste, at Skibberupperne dog ikke aldeles havde glemt deres aandelige Hjemstavn, og at de særlig i disse Dage med Spænding fulgte Alt, hvad der foregik paa Sandinge Højskole.

⇕˟A  ◄C  D  E  F  G  Sml.Det stod nu klart for den krigsvante Mand, at Slaget var tabt, og at det galdt om at søge Tilbagetoget dækket ved hurtigt at fremkalde en Bevægelse, der kunde svække Indtrykket af Emanuels Optræden, før det fik Tid til at fæstne sig i Sindene.

Saasnart Forsamlingen havde endt Afsyngelsen af den] KR, den A, ikke i C D E F G Sang, som Ordstyreren havde foreslaaet for at bringe Ro i de opskræmte Gemytter, rejste han sig og bad om Ordet.

Hans Tilsynekomst paa Talerstolen vakte straks ingen synderlig Opmærksomhed. Han var en ukendt Person for Størsteparten af Forsamlingen, og hans besindige, ja drævende Maade at udtrykke sig paa fremkaldte til en Begyndelse blot en forøget Utaalmodighed hos Tilhørerne efter at afslutte Forhandlingerne for i Dag.

Men efterhaanden begyndte man at lytte. Hvad |235 var det? Manden talte jo om Politik, om Statskupet og Frihedsbevægelsernes Undertrykkelse ...

Der blev Uro i Salen. Man saa’ med ængstelige Blikke hen paa Ministeren og derfra op paa den myndige Ordstyrer, der da ogsaa havde rejst sig med Haanden om Klokken, parat til at skride ind.

I det samme snoede Væveren kattesmidigt sin Tale ind paa det foreliggende Emne: Forestillingen om det hinsidige Liv og de evige Helvedstraffe.

Men næppe havde Forskrækkelsen sat sig, og Ordstyreren igen taget Plads paa sin Stol, før han atter var paa forbudne Veje. Han gav sig til at tale om Smaafolks Alderdomsforsørgelse, om Almuens Undervisning og det forældede Fattigvæsen.

Forstander Sejling ringede kraftigt med sin Klokke.

»Jeg maa gøre Taleren opmærksom paa, at han skal holde sig strengt til den Sag, der ligger for. Navnlig er al Indblanding af Politik absolut forbudt,« sagde han. Og under Forsamlingens lydelige Tilslutning tilføjede han bistert: »Dette er ikke nogen Krostuediskussion men en Forhandling om aandelige Ting.«

»Jeg be’r saa meget om Forladelse,« sagde |236 Væveren med sin uskyldigt lydende Stemme. »Jeg tænkte bare, at det vel nok kunde gaa an at nævne Ting, som dog vel ligger os Alle lidt paa Hjærtet ... *besynderligt i Aften, da vi jo har den grumme store Ære at se en saa højtstaaendes Mand som en Minister her i vor Forsamling. For se, hvad det evige Liv hinsides angaar, –« vedblev han, da Ordstyreren nu igen gjorde Mine til at bruge Klokken – »ja saa mener jeg nu, at Vorherre nok sørger for det. Men Livet her paa Jorden har vi vel selv nogen Forpligtelse til at tage Vare paa, tænker jeg.«

»Afslutning! – Afslutning!« raabte et Par ophidsede Stemmer.

Men skønt Væveren nu egentlig allerede havde naaet sin Hensigt at bringe Emanuels ulyksalige Optræden i foreløbig Forglemmelse, lod han sig ikke fortrænge. Uden at agte paa Forsamlingens stedse utaalmodigere Tilraab, og idet han belagde sine Ord saa behændigt, at han stadig afværgede Ordstyrerens Indskriden, benyttede han Lejligheden til at bringe sine forhenværende Meningsfæller en lille Afskedssalut.

Han lod Menigheden høre ilde for, at den havde svigtet den Folkesag, som det var dens Opgave at føre frem, og i Stedet trukket i Køb|237stadklæder og faaet fine Fornemmelser. Han talte om et Højskole-Aristokrati, der ikke var et Haar bedre end det hovmodige Studenter-Herredømme, som det havde villet bekæmpe; og han betegnede Vennesamfundets Forkyndelse som »denne hersens Gaardmands-Religion«, der alene egnede sig for Folk, som havde Raad til at slide Bagen flad paa Højskolernes Bænke.

Uroen i Salen var efterhaanden stegen til et formeligt Røre. Man saa’ paa hinanden. Hvad var dog det for et Menneske? Skulde slig Tale virkelig taales? ... Særlig var Bestyrtelsen stor blandt de Ledende henne omkring Ministeren, hvis Ansigtsudtryk gentagne Gange i Talens Løb havde røbet den alvorligste Misbilligelse.

Forstander Sejling stod da ogsaa i Begreb med at skride ind. Men i det samme rejste Vilh. Pram sig fra sin Plads paa den forreste Bænk foran Talerstolen, vendte sig om mod Forsamlingen og sagde med høj Røst:

»Jeg føler mig kaldet til at nedlægge en bestemt og alvorlig Indsigelse mod denne Talers Ord. Skønt jeg selv befinder mig i Opposition til meget i vort Menighedsliv – eller rettere netop af den Grund – er det mig magtpaaliggende at erklære, |238 at jeg anser de faldne Ytringer for aldeles utilbørlige – ja usømmelige.«

»Hør! Hør!« raabtes der med et fuldtonende og enstemmigt Bifald fra hele Forsamlingen, og de kjoleklædte Højskolemænd omkring Ministerens Stol aandede *øjensynlig atter op. Derimod blev Forstander Sejling kendeligt bleg og famlede nervøst ved Klokken.

»De Samfundsanliggender,« – vedblev Vilh. Pram med stigende Varme – »som Taleren har berørt, egner sig aldeles ikke til Drøftelse her ... og det er aldeles ikke vor Sag at føre dem frem. Tværtimod! Vi har desværre i Fortiden anvendt altfor megen Kraft og Evne og tilsidesat alvorligere Opgaver for at bidrage til Løsningen af Spørgsmaal ... som dog til syvende og sidst aldrig lader sig løse. Vi kan visselig Alle føle dyb og oprigtig Medlidenhed med Samfundets Stedbørn. Vi kan hver for sig gøre, hvad der staar i vor Magt, for at lindre deres Nød og afhjælpe de bitreste Savn. Men Idéen om et Lyksalighedsland her paa Jorden er nu en Gang en *Kimære, en Frugt af skønne Drømmerier ...«

»Drømmerier?« gentog Væveren med spidsede Øren.

»Ja – en Forestilling uden *Gehalt, uden Mulighed for Virkeliggørelse i hvert Fald – –.«

|239 »U ... U ... Utopi?« prøvede Væveren.

»Ja, netop! At ville gøre Livsforholdene ens for alle Mennesker er et uløseligt Problem, ... et Fantasteri, som det er ørkesløst for Alvor at beskæftige sig med.«

Paa Væverens blege Ansigt bredte der sig et stort Smil.

»Det er dog egentlig mærkeligt,« sagde han. »For netop de selvsamme Ord læste jeg forgangen Dag i en af de rigtig gamle *Højreaviser, som jeg ellers ikke troede, at Hr. Pastoren havde Meninger tilfælles med.«

»Her tales ikke om Politik!« sagde Vilh. Pram afvisende.

»Aa nej. Men jeg kan nu ikke faa i mit Hoved, hvordan netop det kan kaldes for Fantasteri ... hvorfor *justement det skal være Daarskab at ville hjælpe Smaafolk til Ligestillethed med andre Mennesker, mens det skal være det bare Smørrebrød for os at tumle med de store Verdensproblemer og vende Vrangen ud baade af Himmel og Helvede. Jeg er – Gud ske Tak og Lov! – hverken Fritænker eller andet af den Slags men er glad for min Barnetro. Men alligevel kan jeg ikke forstaa andet, end at om vi Mennesker blandede os lidt mindre i Vorherres An|240liggender, blev der vistnok baade Tid og Evne til at løse en og anden af de Opgaver, som vi nu er saa grumme hastige til at kalde for ganske uløselige ... det er nu min beskedne Mening.«

»Hvor længe skal dog den Mand have Lov til at tale om uvedkommende Ting?« raabte Vilh. Pram i ophidset Tone til Ordstyreren.

»Ja, Afslutning! ... Afslutning!« lød det fra mange Sider.

Tilsyneladende fuldstændig behersket traadte Forstander Sejling frem og sagde:

»Jeg maa gøre Vilh. Pram opmærksom paa, at det er mig, der leder Mødet i Aften ... og jeg skal nok udføre mit Hverv uden hans Bistand.«

»Men Talerne maa dog i hvert Tilfælde holde sig til det foreliggende Emne.«

»Ja – ingen Upartiskhed!« brølte en ungdommelig Stemme fra Baggrunden, og der rejste sig nu over hele Salen et almindeligt Spektakkel. Ingen vilde længer høre, Alle talte i Munden paa hinanden ... indtil et vældigt Tordenskrald med ét bragte dem Alle til Tavshed.

Mens Væveren smilende krøb ned af Talerstolen, traadte nu Forstander Sejling frem og erklærede Diskussionen for sluttet.

Hvorpaa man afsang en Sang og brød op i et øsende Regnvejr.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml. |241 VIII.

Hjemme hos Fru Betty havde der imidlertid ogsaa været stor Uro. Først i Anledning af Børnene. Sigrid havde virkelig benyttet sig af den Forvirring, der den hele Dag havde hersket i Huset, og endelig iværksat sin længe forberedte men stadig af alle Slags Hindringer krydsede Plan om paa egen Haand at opsøge sin savnede Moder. Sammen med den lille Dagny, Dukke-Lise og en lille *Pindevogn, der indeholdt Bagagen, bestaaende af to Sommeræbler, en Sparebøsse og en Skrivetavle, var hun hen paa Eftermiddagen, uden at Nogen havde set det, draget afsted ud ad Landevejen for – i fuld Tillid til Ellen Kagekones Aabenbaringer – at finde Vejen til alle sine Drømmes Maal.

Den lille Karavane var dog ikke kommen langt. Da nemlig Skæbnen vilde, at Solen, deres eneste Vejviser, denne Dag slet ikke lod sig se; da desuden den modvillige Dagny straks gav sig til at tudbrøle for at komme hjem; og da endelig det Uheld indtraf, at det ene Hjul gik af |242 Vognen, idet den væltede over en Sten, tabte ogsaa Sigrid efterhaanden Modet og satte sig raadvild ned paa Grøftekanten, – hvor Angelika kort efter fandt dem.

Fru Betty havde været alvorligt vred. I sin eksalterede Sjælstilstand havde hun taget Børnene for sig og holdt en hel Dommedagspræken for dem, talt om Guds Fortørnelse og Evighedens Straf, saa at selv Sigrid tilsidst var bleven betuttet og var begyndt at græde.

Nu gik Fru Betty i febrilsk Spænding frem og tilbage paa Gulvet i den *tarveligt oplyste Bondestue og ventede paa Emanuels Hjemkomst. Hun kunde ikke forstaa, at han endnu ikke var kommen. Klokken var nu snart ti, og hun var sikker paa, at han ikke havde ladet sig opholde af Regnen. Hun begyndte tilsidst at bebrejde sig, at hun ikke havde ledsaget ham. Nu stod han maaske og talte ... henreven, glemmende Tiden? Hun ønskede inderligt, at hun kunde se ham i dette Øjeblik, omgiven af det lyttende Folk! ... Eller skulde de have gjort ham noget Ondt, siden han ikke kom? Kunde det tænkes, at man allerede havde begyndt Forfølgelsen imod ham?

Hun følte sig med ét uhyggelig tilmode i sin Ensomhed. Tordenen nærmede sig ogsaa med hvert |243 Minut, og Regnen strømmede ned over Ruderne som en Vandflod.

Tys! Kom der ikke Nogen? Jo, der var han endelig! ... Dog nej! Hvad var det? Det var ikke hans Fodtrin.

»Ragnhild!« udbrød hun, da Døren var bleven aabnet. »Kommer du her ... paa denne Tid! Og hvordan er det, du ser ud?«

»God Aften,« sagde Frk. Tønnesen kort, idet hun frigjorde sig for et stort Sjal, som hun havde haft over Hovedet. »Bliv ikke forskrækket! Jeg vilde blot i Forbigaaende høre, hvordan det stod til her?«

»Men hvor kommer du dog fra? Du er jo ganske gennemblødt! ... Du har da ikke været derinde paa Højskolen?«

»Jo ... vist saa!« sagde hun i en Tone, der skulde lade ligegyldig; men Udtrykket i hendes Ansigt var sky og uroligt. »Jeg fik pludselig Lyst til at se, hvordan saadan Noget gaar til.«

»Saa var det *sagtens Pastor Petersen, der fristede dig?«

»Pastor Petersen var der vistnok ogsaa. Det véd jeg for Resten ikke. Jeg har ikke set ham.«

»Er du gaaet alene, Ragnhild!«

|244 »Nu ja, hvad saa? Vejret var jo godt den Gang! ... Er din Broder ikke kommen hjem?«

»Nej. Er Mødet da forbi ... Men saa fortæl dog!«

»Er din Broder virkelig ikke kommen hjem?«

»Nej, det hører du jo! Og hvorfor spørger du? Og hvorfor ser du saadan paa mig? ... Der er hændet Noget! Jeg kan se det paa dig! Ragnhild! Hvad er der sket?«

»Saa du véd det altsaa ikke?«

»Hvilket?«

»At din Broder blev ... blev syg paa Mødet.«

»Syg? ... Emanuel syg! ... Men hvor er han da? – –«

– – –

Han gik i dette Øjeblik ude over de øde Hammerbakker – ganske langsomt, med Øjnene mod Jorden. Den ene Haand laa bag paa Ryggen; med den anden støttede han sig tungt til den sammenslaaede Paraply som til en Stok. Han mærkede ikke, at Regnen strømmede ned over ham. Hans Tanke stod stille, hans Aand var lammet ... han vidste end ikke, at han gik.

Han havde af Aftenens Oplevelser, ja af hele sit Liv kun bevaret en eneste Erindring ... Erindringen om et uhyre Bulder, et rædselsfuldt Skrig |245 af tusinde Munde ... og saa om et Ildhav, et endeløst Baal, over hvis Flammer Guds Aand havde aabenbaret sig i en blændende Straalekrans, omgiven af hvide *Cheruber med lange, gyldne Domsbasuner, hvis mægtige Toner havde trængt ham gennem Marv og Ben og slaaet ham til Jorden.

Men nu vaagnede han af sin Bedøvelse. Han standsede og saa’ sig om i Mørket.

»Hvor er jeg henne?« sagde han højt og gyste.

I det samme oplyste et fjernt Lyn et Stykke af Horisonten. En Mølle og nogle Træer tegnede sig et Øjeblik ganske tydeligt mod den hvidblaa Himmel.

Han strøg sig ned over Ansigtet.

Hvad var det? Hvad var det for et Gøglebillede? ... Var da ikke Jorden gaaet under? Var ikke Evighedens Time kommen? Han havde jo selv set Vorherre løfte sin Haand mod Verden, havde hørt ham nedslynge sin Forbandelse over Jordens Slægt! ... Hør! Hør! Nu kom det igen, det forfærdelige Bulder ... det grufulde Drøn!

Han sank angstfuld ned paa en Lyngtue og slog sine Hænder for Ansigtet. Hele hans Legeme skælvede. Det lød i hans Øre, *som om Himlens |246 Forhæng sønderreves, som om Jorden slog Revner og Afgrundens Aander brølte nede i Dybet.

Endelig blev Alt igen stille. Han saa’ tøvende op.

Endnu Alting mørkt! Og endnu var han ganske ene! ... Han forstod det ikke. Hvor var han dog henne?

Paany gennemisnedes han af Rædsel. Det var da ikke til de Fordømtes Bolig, han var kommen? ... Her lugtede af Svovl, og han følte en brændende Tørst.

Da fik han Øje paa det høje *Sømærke oppe paa den yderste Bakke, og i Skæret af den frembrydende Maane saa’ han tydeligt et Legeme hænge deroppe paa Korset ... Ah! Nu huskede han det. Det var hans eget afsjælede Legeme med Tornekronen paa Hovedet. Ja, saadan var det! De havde korsfæstet ham, ... stødt ham gennem Byen med Lanser, pisket ham med Svøber og korsfæstet ham her paa *Golgata. Han mærkede endnu Smerten af Naglegabene i sine Hænder og Fødder, følte det kolde Træ mod sin nøgne Ryg, det rindende Spydsaar i sin Side ...

Skrækken og Smerten gengav ham Besindelsen. Han saa’ sig atter om ... og det begyndte at dæmre i hans Bevidsthed.

|247 Han genkendte efterhaanden Stedet, hvor han sad, og følte, at han var vaad.

»Det regner«, sagde han højt.

Og med ét huskede han Alt. Med ét saa’ han for sig som i et Syn, hvad der denne Aften var sket, lige til de to rødskæggede Mænd, der ledede ham ud af Højskolens Sal, og som han havde vist fra sig, da de vilde følge ham hjem.

Han støttede Panden paa sine Hænder og græd højt som et Barn. Han vilde ikke vende hjem. Nej, nej, ... han kunde ikke mere leve i Menneskenes Samfund. Han bad saa inderligt til Gud, at han dog vilde udfri ham af Livets Elendighed, give hans trætte Sjæl Hvile i sit Skød.

»O kære Herre Gud!« – bad han – »Lad mig ikke *forsmægte mere! Tag mig op til dig! Jeg har ikke længer hjemme paa Jorden. Kære Herre Gud, hav Barmhjærtighed med mig! Tag mig op til dig! – –«

[251] I.

Den følgende Dag, henimod Solnedgang, sad Ragnhild og Pastor Petersen paa en Bænk udenfor den nederste Del af Hotellets Have, der strakte sig næsten ned til Vandet. De var begge meget medtagne af Dagens og Nattens Begivenheder. Særligt var Ragnhild dybt rystet. Hun sad og krøb sammen i et Sjal og saa’ næsten gammel ud.

Først om Morgenen var Emanuel bleven funden af det Mandskab, der allerede ved Midnatstid var bleven udsendt for at *opsøge ham. Han sad og rystede af Kulde paa en Sten ved Stranden lige under Hammerbakkerne, og han havde ikke mærket sine Forfølgere, før de ved en omgaaende Bevægelse helt havde omringet ham. Da sprang han op i vild Skyhed, opløftede sine Hænder og raabte:

»*Hvem søger I her? ... Jeg er opstanden! *Ser I ikke Naglegabene i mine Hænder! ... O, *I Daarer! I Lidettroende!«

Hans Hænder var virkelig blodige. Hans Ansigt havde store Hudafskrabninger, og ogsaa |252 hans Klæder var ilde tilredte, sønderrevne og tilsmudsede, som om han ved et Fald var gledet ned ad en af de høje Lerskrænter.

Man havde bragt ham hjem, og en Læge var bleven hentet. Han havde uafbrudt grædt og raabt til Gud, at han skulde tage ham til sig. Betty var bleven næsten vanvittig af Skræk ved Synet af ham. Hun var styrtet ind paa sit Værelse og havde ikke mere villet se ham. I Kromandens gamle *Kaleschevogn var han derpaa bleven kørt bort til et Hospital.

... »Stakkels Betty!« sagde Ragnhild, efter at hun og Pateren en Tid havde siddet tavse og set ud over Vandet. »Og de stakkels Børn!«

»Aa, dem beklager jeg mindre,« indvendte han. »De kommer vel nu tilbage til den, hos hvem de dog har deres naturlige Hjem, ... og som de vel overhovedet aldrig skulde have været skilt fra.«

»Det kan være, De har Ret.«

Atter en Stund Stilhed.

»Hvilket Indtryk mon Begivenheden egentlig har gjort her i Egnen?« spurgte Ragnhild derpaa. »Han havde dog adskillige Venner – ja Tilbedere – i den fattige Del af Befolkningen! ... Og hvad har man mon sagt inde paa Højskolen?«

|253 »Ja hvad det sidste Sted angaar, saa har jeg kun min Viden fra anden Haand; men jeg fik det Indtryk, at Begivenheden blot havde bidraget til yderligere at forøge den herskende Forvirring. Forstander Sejling havde nok straks søgt at profitere af den Uhygge, som Budskabet havde bragt, ved at optræde som en sand Helvedsprædikant. Forøvrig skal det Hele være endt i fuldkommen Opløsning. Man fortalte mig, at Vilh. Pram og de andre *Skriftkloge tilsidst rent ud erklærede, at de agtede at udtræde af Menigheden, fordi de ansaa’ den for ikke længer tidssvarende. Det er Rotterne, der forlader det vaklende Babelstaarn! For Resten er det jo ikke Andet, end hvad man kunde have ventet. – – Men De ser træt ud, Frøken Ragnhild. Det er vist ikke værd, at jeg taler mere. De skulde gaa ind og hvile Dem lidt. Husk paa, at heller ikke De har været i Seng i Nat.«

»Det har Ingenting at betyde. Jeg trænger netop til frisk Luft. – Men nu hans Venner her i Byen og omkring paa Egnen ... hvorledes tager de sig egentlig i det?«

»Fortalte jeg Dem ikke, at det nær var kommen til Demonstrationer ved Bortkørslen? Der havde omkring Vognen samlet sig en Skare af hans Tilhængere, der forlangte at faa ham at se |254 og vilde hindre, at han blev sendt bort. De paastod, at der var bleven øvet Vold imod ham, og kaldte os rent ud Bødler og Djævlens Haandlangere. Især var den store »sorte Trine« meget ophidset. Hun formelig truede ad os, og det var kun med Nød og næppe, at jeg fik dem overtalt til at være rolige og forføje sig bort! ... Forøvrig forefaldt der ogsaa en næsten rørende – eller, om man vil, uendeligt sørgelig – Scene ved samme Lejlighed. Det var en ung *Moder, der kom bærende med et sygt Barn, som hun vilde have ham til at lægge Haanden paa, for at det kunde blive rask. Det var ikke muligt at faa hende bort. Hun blev ved at klamre sig til Vognhjulet og raabe, at hun vilde se ham, at han skulde frelse hendes Barn.«

»Ja, han har jo altid haft en underlig Magt over visse Mennesker.«

»Ja den Magt, som Enfoldighed og Vanvid desværre altid har over ubefæstede Sjæle, og som gør den Slags Folk som Emanuel Hansted til nogle af Samfundets farligste Personer.«

»Ser De virkelig saaledes paa ham? Han har dog vel egentlig altid været værst mod sig selv.«

»Aa ja, det kan man ogsaa sige. Fejlen er vel overhovedet den, at man har opfattet ham |255 altfor alvorligt. Dersom man fra allerførste Færd havde betragtet ham fra den humoristiske Side, var Ulykken sandsynligvis aldrig sket. Men det er nu en Gang Nutidsmenneskenes maaske allerværste Skavank, at de saa totalt mangler komisk Sans. Det er den Mangel, der er Skyld i, at Fænomener som Emanuel Hansted overhovedet kan opstaa. Rimeligvis vil der i disse Dage blive talt mange bevægede og dybtfølte Ord om hans Aands høje Flugt mod Idealet, om den tunge *Strid mellem Menneskets Higen og Evne, dets Villen og Kunnen o. s. v. Og dog har – ret betragtet – al Emanuel Hansteds Stræben kun været til at le af, hele hans Liv en Række komiske Scener. Naar han en Gang dør – og det vil sandsynligvis ske snart, og man maa da heller ikke ønske andet for ham – burde der skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler *Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en *skikkelig Kapellan men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa’ enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som *forfuskede Alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet Udvalgte, |256 der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten.«

»De dømmer nu saa haardt. De glemmer, at han i hvert Fald har den Undskyldning at være sin Moders Søn.«

»Aa ja! Og baade Moder og Søn har den Undskyldning at være Børn af en forskruet Tid, et forfjamsket Aarhundrede, der som intet andet har fremelsket Enfoldigheden og sat Præmie paa Daarskaben ... hvori overspændte Idéer, hysterisk *Lamenteren og al Slags ekscentrisk *Vindmageri bliver beundret som Udtryk for den sande gudebenaadede Genialitet. Dersom Vorherre paa Dommens Dag virkelig tager imod Undskyldninger ... ja saa kan Emanuel Hansted ganske vist fremføre som en formildende Omstændighed, at han var et Resultat af vor Tids usundt oppustede Følelsesliv, et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces, hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket er ved at gaa til Grunde.«

»Det er besynderligt at høre Dem tale saadan. Mener De virkelig, at det er et Billede af vor Tid, De her opruller ... af Jernbanernes, Telegrafens, Revolutionernes og Varietéernes Aarhundrede?«

|257 »Ja, Frøken Ragnhild – af dets Vrangside. Af den Reaktion, som dets praktiske, handledygtige Aand, dets rastløse, kraftigt pulserende Liv har kaldt frem fra alle skumle og skimlede Kroge. *Romantikens Genfødelse og *Dampmaskinens Opfindelse skriver sig jo fra det samme Aar. Og forøvrigt ... lad os endelig ikke bedrage os selv! Selv vi, der dog gerne vil kalde os vor Tids kloge og forstandige Børn ... selv vi vil tidt nok kunne mærke, at allehaande middelalderlige Følelser endnu spøger os i Blodet. Kan De selv sige Dem helt fri, Frk. Tønnesen? ... Tag den geskæftigste Forretningsmand, den tilsyneladende mindst følelsesfulde Verdensmand og skrab lidt paa ham – og De skal se, Lyrikeren, Sværmeren, Stemningsmennesket kommer straks frem. Selv den tykkeste Grosserer falder i Ekstase over en Solnedgang og faar en Tilbøjelighed til at tale paa Vers, naar han en smuk Foraarsdag spadserer i Skoven. I ensomme Timer, i Skumringen ved Kaminen, ved det maanebelyste Hav ... hvem modstaar da de farlige Drømmes, de luftige Fantasiers, de mørke Rædslers koglende Spil, – Reminiscenserne fra Klostercellen og Vildskovene.«

»Nu ja, De har vistnok Ret. Men er der da egentlig noget Ondt deri?«

|258 »Der behøver ikke at være noget Ondt deri, – naturligvis! Ligesom andre kærlige Fædre har Vorherre givet sine Børn Legetøj til uskyldigt Tidsfordriv: Sansernes Fryd, kunstnerisk Glæde, Fantasiens Lyst o. s. v. Men den, der grunder sit aandelige Livs Ernæring herpaa, bærer sig ad som Barnet, der spiser sin Gummiboldt og faar ondt i Maven. Og kan virkelig Nogen sige sig helt fri for at have ligget under for denne barnlige Tilbøjelighed? Hører vi ikke endnu daglig den Lære blive præket, at i Drømmene har Mennesket sin sande Glæde, sin største Lykke, sit egentlige Hjem? Nej, lad os endelig ikke bedrage os selv! Endnu ligger vi dybt i Middelalderens Søvn ... eller rettere, vi befinder os i den halvvaagne Tilstand, i den farlige Time, hvori Drøm og Virkelighed forunderligt sammenblandes, hvori Virkeligheden synes Drøm, og Drømmen Virkelighed. Det er vel ogsaa derfor, at vi Nutidsmennesker er saadanne besynderlige Dobbeltvæsner med en Dag-Side og en Nat-Side, der ikke vil forliges. Og det er vel ogsaa Grunden til, at vi saa ofte føler os paa samme Gang tiltrukne og frastødte, tiltalte og mishagede af en Ting, en Sag eller en Person – kort sagt stadig gribes af hinanden modstridende Følelser, saadan som det jo er karak|259teristisk for vor Tid. Hvad siger vel Deres egen Erfaring, Frk. Tønnesen?«

Hun tog Blikket til sig og saa’ bort uden at svare. Hun anede med ét, at hun var gennemskuet, og blev et Øjeblik rød.

Men i sit stille Sind bejaede hun hans Ord. Hun var selv i Dag begyndt at forstaa sit Hjærte i dets Forhold til Emanuel Hansted, – forstaa den Blanding af Medfølelse, Foragt og virkelig Betagethed, som hans Personlighed bestandig havde fremkaldt hos hende. Naar hun tænkte tilbage paa deres Samliv, lige fra deres allerførste Bekendtskabs Dage i Vejlby Præstegaard, forstod hun med Rædsel, at ogsaa hun – selv hun! – havde ligget under for den Afsindets Magt, den Vanvidets Fortryllelse, som Pateren nys havde talt om.

Pateren vedblev at tale.

»Jeg véd jo nok« – sagde han – »at der skal være foregaaet et aandeligt *Gennembrud i vore Dage. Jeg har hørt Tale om Gennembrudsmænd i Videnskab, Literatur og Kunst. Men det er endnu ikke lykkedes mig at faa Øje paa, hvad det egentlig er, der er bleven gennembrudt, eller hvad det er for Noget, der er brudt igennem. Jeg ser i hvert Fald stadig den samme overtroiske |260 Forherligelse af vort abnormt udviklede Følelsesliv, den samme hysteriske Tilbedelse af Lidenskaben, Overdrivelsen, Fusentasteriet. Ja, jeg synes endog, at Usundheden paa en uhyggelig Maade har bredt sig i de senere Aar, at Lyrikens Svamp er trængt selve Folket ind til Marv og Ben. Det er vel netop ogsaa, hvad den nuværende religiøse Overspændthed – ligesom forhen den politiske – paa en saa sørgelig Maade har bevist. Selv nævnede De før de revolutionære Bevægelser og Varietéerne. Men tror De ikke, at *vore Dages anarkistiske Udskejelser har en Del at gøre med daarlig Romanlæsning og opstyltede Forstads-Skuespil? Og er der ikke i vor Tids Frivolitet et tykt Stænk af Livsledens og Verdensforagtens ferske Sentimentalitet? ... Men jeg sidder stadig og taler, og tænker ikke paa, at De er overanstrengt. Jeg trætter Dem, ikke sandt? Jeg skal gaa nu! De ser bleg ud, Frøken!«

»Det har Intet at sige. Bliv kun! ... Jeg sidder blot og forundrer mig over, at det er en Præst ... en kristen Præst, jeg hører tale. Jeg maa tilstaa, jeg forstaar bestandig daarligere, hvorledes De kan forlige saadanne Anskuelser som dem, De her – og ved saa mange andre Lej|261ligheder – har udtalt, med det at være Kirkens betroede Mand.«

»Tal kun rent ud, Frøken Tønnesen! Sig kun ganske aabent, hvad De dog vistnok mener, at jeg maa være en Hykler, der i Grunden ler af den hele Guddommelighed, ... en *Fiffikus, der pligtskyldigt *væver Kirkens Vadmel og forøvrig *lader Fiolen sørge. Jeg véd det godt. Det er Almenhedens Dom om ... Pater Rüdesheimer!«

»Det kan være. Men jeg har ikke sagt eller tænkt noget Saadant. Jeg sagde blot, at jeg kunde ikke forstaa, hvorledes De med Deres Anskuelser kunde være Talsmand for en Lære, der just lægger Hovedvægten paa Menneskenes Følelsesliv og dertil tager baade Lyriken og Mystiken i sin Tjeneste. Oven i Købet er De jo mere ortodoks i Deres Forkyndelse end nogen Anden; jeg véd jo, at De næsten med Magt undertrykker ethvert Forsøg paa friere aandelige Rørelser i Deres Menighed.«

»Ganske som Deres afdøde Fader – ja. Og deri finder De en Modsigelse? Kan saamænd gerne være, at De har Ret. Ærlig talt, det bekymrer mig ikke. I hvert Fald: jeg tillader ikke mig selv at kritisere det, der er min Religion – for saa var det jo ikke mere min Religion. Men forøvrigt ... er et saadant ubetinget |262 og tillidsfuldt Forhold til den nedarvede Tro, et Forhold uden Trang til nogen som helst Art *Bessermachen ... er det virkelig saa aldeles stridende mod god, sund Fornuft? Jeg har dog set min Fader efter et langt, uroligt og næppe altid helt dadelfrit Liv stirre Døden roligt i Øjnene i den samme Tro. Jeg har dog set den bære min Moder frelst gennem et Liv fuldt af Lidelse og Savn, ... og jeg tror nu ikke Noget paa, at Menneskene saaledes i en Haandevending skifter den tusindaarige Grundvold for deres Tilværelses Fred og Lykke. Jeg taler ikke her om de enkelte, stærke Aander, de ensomme *Titaner, hvorom Historien fortæller, der under Ansvar for Gud grunder over Verdens Gaade. Deres Veje er for mig usporlige, og jeg dømmer dem ikke. Men jeg véd – véd af dyr Erfaring – at for os stakkels Hverdagsmennesker er der kun ét Bud, én Redning: at tro uden Betingelser, uden Tøven, uden at ville rokke ved en eneste Tøddel af Skriftens Ord. Jeg forstaar egentlig slet ikke, hvorledes man kan have en Tro og samtidigt føle en *idelig Trang til at *makke om paa den. Saa forstaar jeg dog bedre den Tid, da man uden Sentimentalitet brændte Kættere og Tvivlere. Den sande Udvalgte, *det virkelige Sandhedsvidne skræmmedes dog ikke af |263 Baalets Flammer, og man var fritaget for saaledes som nu at se enhver sølle Stymper røre sig en Religion sammen saa let, som man laver en Æggekage, eller at være Vidne til, hvorledes den første den bedste teologiske Friskfyr fordrejer Hovederne i den ham betroede Menighed ved at fortolke Guds Ord efter Forgodtbefindende. Jeg har vist forøvrigt før fortalt Dem, at ogsaa jeg engang i mine yngre Dage forvildede mig paa de Veje, ad hvilke i vor Tid saa mange gaar den sikre Fortvivlelse i Møde. Endogsaa Verdensforsagelsens tornestrøede Sti, hvor Emanuel Hansted nu er gaaet til Grunde, har jeg i Svimmelhed betraadt, forledt af den formastelige Tanke, at den Smertens tunge Vandring, som var *Guds Enbaarne beskaaren for Menneskehedens Synders Skyld – den skulde *mir nichts dir nichts enhver Skrædder gøre ham efter. Men Gud ske Lov! Min jævne, gode Almueforstand fik efterhaanden Bugt med alle Hjærtets Udskejelser, og det sunde, besindige Bondeblod, der ruller i mine Aarer, gjorde Oprør mod det hæslige og gudsbespottelige Selvplageri. Ved min unge, livsfriske Hustrus Side – Gud glæde hendes Sjæl i Himlen! – lærte jeg, før det blev forsilde, at takke for Livet, takke for hver Dag, jeg fik Lov at drage Aande, takke ogsaa for Sorgerne og Byr|264derne og de tunge Mismods-Timer, som dog Altsammen gør et Menneskeliv saa vidunderlig rigt og dybt og uendeligt. Ak ja, den gamle, gode Tid! Jeg søger ofte min Trøst og styrker mit Haab ved at tænke tilbage paa min Barndoms herlige Højtidsdage, paa en saadan klar, stille Søndagmorgen ude paa Landet, naar Kirkeklokkerne ringede Helligdagsfreden ud over de grønne Marker og ind i de festligt stemte Sind; naar Landsbyernes Gaardporte aabnedes, og de pyntede Bønderfamilier agede til Kirken i den velpudsede Stadsvogn med blanktstriglede Heste ... ikke for at høre interessant Nyt af en aandrig Prædikant, ikke for at være med paa det allersidste Opsigtsvækkende fra Teologernes Skænderier, men for troskyldigt at bekræfte den gamle Pagt, for som tillidsfulde Børn at samles i den fælles Faders Skød, synge til hans Ære, modtage hans Velsignelse og derpaa vende styrkede og beroligede hjem til Livets Alvor og Livets Glæde. En saadan Sjælenes Fred og Tryghed, en saadan Sindets glade Ligevægt er det, jeg ønsker os tilbage ... vi *har den haardt behov. Jeg er nær ved at mene, at den væsentligste Opgave for en Præst – i hvert Fald i vore onde Dage – er den at lære Folk at nyde og elske Livet paa rette Maade, uden Trods og uden Frygt, |265 taknemlig og tilfreds, saadan som det er vor Pligt overfor den, der gav os det. Derfor er heller Ingen mig mere imod end den Slags – nu saa stærkt grasserende – Individer, der gør sig interessante for sig selv og Andre ved at vandre smægtende om i Verden som *vemodsfulde Naturer, tungsindige Skygger, hjemløse Sjæle o. s. v., hvad enten det nu er Folk, der som Emanuel Hansted formasteligt behager sig i at betragte deres Liv som en lang Korsfæstelse, eller det er disse moderne, blodløse Lømler, der af Overmættelse gaar omkring med permanent Livskvalme og hvert Øjeblik føler Trang til at kaste deres Sjæl op, udgyde deres Inderste, aflægge Bekendelser, – de véd blot aldrig rigtigt, om det skal være i Vorherres eller i en Skøges Skød. Jeg kan ikke være sammen med en saadan Personage, uden at Galden koger i mig. Jeg faar en næsten ustyrlig Lyst til trods mine graa Haar at springe op paa Bordene og af mine Lungers fulde Kraft raabe et trefoldigt Hurra for Livet!«

»Men hvorfor gør De det da ikke!« udbrød Ragnhild med blussende Kinder, smittet af den Varme, hvortil han efterhaanden havde talt sig op. »Hvorfor raaber De ikke, saa det giver Genlyd i hele Landet? ... Hvorfor sidder De her |266 og hvisker det blot til mig? Hvorfor tav De i Gaar ved Mødet? Da havde det været Tid at tale!«

»Nu sværmer De, Frøken Ragnhild! Lyriken tager Dem! De ser mig straks i Aanden som banebrydende Kæmpe, som *folkebetvingende Helt. Men synes De virkelig ... er det virkelig Deres Mening, at jeg skulde give mig til at konkurrere med Hr. Vilh. Pram og de andre folkelige Skuespillere? Jeg maatte da nødvendigvis først gennemgaa et dramatisk Kursus og anlægge et eller andet opsigtsvækkende Profet-Kostume – for man gør skam ikke Indtryk paa det store Publikum ved at optræde i jævne Hverdagsklæder«.

»Aa nej ... De har vistnok Ret!«

»Jeg tror det. Rigtignok er jeg selv Præst, men ikke des mindre har jeg – og dette er min eneste, min sidste Anfægtelse! – en uovervindelig Skræk for Ordet og Ordets besnærende og bedøvende Magt. Er det ikke netop *Ord og Ord og atter Ord – larmende Ord, blomstrende Ord, indsmigrende Ord – der har hensat os i den Bevidstløshedens Tilstand, hvoraf vi ikke kan vaagne op? ... Vorherre bevare mig for i Forbindelse med min egen ringe Person at tale højtravende om Kald, Mission og Sligt. Og dog maa jeg sige, at jeg i Beskedenhed føler det som min Opgave – |267 baade som Præst og som Menneske – i det Smaa og i det Stille at bidrage til at bringe Folk til Bevidsthed ... til fuld og klar Bevidsthed. Jeg véd det nok, jeg kan ikke rose mig af at have særligt Held med mig i saa Henseende. Men det faar at være! Jeg kan nu en Gang ikke holde mig tilbage, naar jeg mener at se Nogen gaa en Ulykke i Møde. Jeg tror, at der er Noget af en *Goldamme-Natur i mig, – det maa tjene mig til Undskyldning overfor dem, hvem jeg kan have besværet med min ukaldede og maaske ofte utidige Tjenstivrighed, med den trippende og pluddervorne Kyllingemo’ers-Ængstelse, som jeg aldrig formaar at overvinde. – – Men nu glemmer jeg igen, at De er træt! Solen er ogsaa nede nu, og jeg maa afsted!«

Han rejste sig fra Bænken.

»Vil De virkelig tage bort?« spurgte hun.

»Ja, det er paa Tide. Jeg véd, at Vognen venter, og jeg har heller ikke mere at gøre her. Farvel, Frk. Tønnesen! Og tilgiv mig nu min langsommelige Nærværelse her denne Sommer! Tilstaa det kun! De har mangen Gang ønsket mig derhen, hvor Peberet gror. Jeg har kunnet se det paa Deres Ansigt, skønt De er en fin Diplomat! ... Men nu er De ikke længer vred paa mig, vel?«

|268 Hun trykkede tavs hans Haand.

»Farvel, Frk. Tønnesen! Vi ses vel nok ved Lejlighed i København. Bliver De her længe?«

»Saa længe, som Betty bliver her; jeg vil ikke forlade hende i denne Tid, og her bliver vel en Del at ordne, før der kan tænkes paa Afrejse.«

»Hils hende fra mig! Det gør mig ondt, at jeg ikke har kunnet tage Afsked med hende. Men ogsaa hende ser jeg vel snart i København. Og kys saa de to Smaapiger fra mig, – dem faar jeg vel næppe at se mere. Farvel! – Farvel, Frøken!«

»Farvel!« sagde Ragnhild. »Og Tak for godt Selskab i Sommer,« tilføjede hun lidt efter, da han havde fjernet sig nogle Skridt.

Han vendte sig om og hilste, idet han smilende trykkede Hatten ind mod Brystet.

»*Ærbødigste Tjener, Frøken! ... Altid til Tjeneste!«

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.II.

En sludfuld Efteraarsdag et Par Maaneder senere snoede et Ligtog sig langsomt op ad den |269 bugtede Vej, der fra Skibberup Sande steg op til den gamle, ensomt liggende Næsse-Kirke, der knejsede ude over Fjorden. Det var Emanuel, der nu stedtes til Hvile.

Skønt hans Efterladte havde ønsket, at Begravelsen skulde foregaa i al mulig Stilhed, havde der baade fra Vejlby og Skibberup samlet sig et anseligt Følge. Vejen var sort af Vogne og Fodgængere, og inde over de to Landsbyer vajede Flagene paa halv Stang. Kun de haardeste af Egnens »Hellige« havde holdt sig borte, fordi det var bleven bekendt, at der efter Hansines Ønske ikke skulde holdes nogen Tale ved Graven.

Der saaes saa godt som alle de gamle Ansigter, der i sin Tid stadig havde omgivet Emanuel i Kirken, i Forsamlingshuset og i hans eget Hjem; og det var tydeligt at se paa alle disse Folk, at hans sidste Dages Ulykker havde faaet dem til at glemme al fordums Strid. Endog den forhenværende Sogneraadsformand med den store, kalkunblaa Næse havde indfundet sig, skønt han – trods sin Rigdom og sin forrige Magtstilling i Menigheden – langtfra var velset blandt Egnens Befolkning. Ogsaa »Vikingen«, Tømrer Nielsen, med det mægtige Skæg, der nu naaede helt ned under Bæltestedet – ogsaa han var til Stede, om |270 han end holdt sig allerbagest i Følget ligesom for dermed at antyde, at han ikke var der helt med sin gode Vilje. Paa hans alvorsfulde Ansigt stod der tydeligt at læse for Alle, at det ingenlunde havde været uden Betænkeligheder, han havde besluttet sig til at deltage i denne Ceremoni. Han hørte nu til Pastor Madsens svorne Mænd og nød megen Anseelse i Menigheden paa Grund af sin store Hellighed.

*Paa Dril havde Væver Hansen slaaet Følge med ham, hvad der øjensynligt i høj Grad generede ham. Han havde gentagne Gange gjort Forsøg paa at blive ham kvit, havde forandret Plads i Toget, givet sig i Snak med Andre o. lgn.; men Væveren blev ved at hænge paa Siden af ham som en Burre og gottede sig aabenbart ved at mærke den Opsigt, deres mærkelige Kompagniskab vakte rundt omkring.

Ogsaa forhenværende Dyrlæge Aggerbølle saaes i Følget, skønt nærmest som en Skygge af sig selv, bleg og slunken, med kridhvidt Haar og Skæg, en ynkelig Frakke og luvslidt Cylinderhat, men stadig lige strunk af Holdning og med en *Næseklemmer foran sine uhyggeligt store, stift fremadstirrende Glaskugler af et Par Øjne. Den af Skæbnen saa romantisk omtumlede Mand var |271 nu endelig endt som *Fattiglem. Rigtignok vilde han paa ingen Maade selv indrømme det. Af Barmhjærtighed mod ham – og desuden af en vis Ærefrygt for, hvad han selv kaldte sin »Rang« – havde man nemlig ladet ham blive boende i sit gamle Hjem og lod ham i det Hele den offentlige Understøttelse tilflyde under saa hensynsfulde Former som muligt. Derfor paastod han haardnakket – og troede efterhaanden selv derpaa – at *Fattigforstanderen blot godhedsfuldt »forvaltede hans Midler«, og indrømmede i det Højeste, at han stundom modtog frivillige Gaver, som hans Æresfølelse ganske vist krympede sig ved, men som han af Hensyn til sine elskede Børn dog ikke mente at have Ret til helt at afvise.

Blandt dem, der havde holdt sig borte fra Begravelsen, og hvis Fraværelse blev bemærket, var først og fremmest Købmand Villing og hans Kone. De havde ikke turdet udsætte sig for deres »hellige« Kunders Mishag og var derfor bleven hjemme, skønt det særligt for Hr. Villing ingenlunde havde været let at give Afkald paa en Lejlighed til at repræsentere, være højtidelig, tale bevægede Ord om Døden, Skæbnen, Livets forunderlige Omskiftelser o. s. v. Det *vindskibelige Ægtepar havde forøvrigt atter faaet en travl og |272 gylden Periode. Villings standhaftige Tro paa Faguddannelsens Overlegenhed og endelige Sejr var ikke bleven gjort til Skamme. Under de sidste Aars stærke Optagethed af allehaande aandelige Spørgsmaal havde Menigheden hverken haft tilstrækkelig Sans eller Lejlighed til med nogen Energi at opretholde den »Forbrugsforening«, som Væver Hansen i sin Tid havde grundlagt til Styrkelse af Menigmands Selvstændighed, og Villings lille Butik var derfor atter bleven det sædvanlige Samlingssted, der fra Morgenstunden stod fuld af *købslaaende Folk, og hvor de Vejlby Bønder mindst én Gang om Dagen søgte hen for at fordrive en ledig Time med Bysnak og Tobak.

Af Emanuels Familje var kun Fru Betty og hans Broder Garderofficeren til Stede, den sidste *civil. Den gamle *Etatsraad havde ikke vovet at udsætte sig for Rejsens Besværligheder. Han var meget svag og nedbøjet, og man ventede ikke, at han levede Vinteren over.

Det var Emanuels eget Ønske, som man opfyldte ved at stede ham til Hvile paa Skibberup Kirkegaard omkring den ensomme Næsse-Kirke. Han havde saa ofte talt om sin Forkærlighed for dette øde, forladte Sted med den frie Udsigt over Fjorden, – talt om, hvor dejligt det maatte |273 være engang at sove der ved »Guttens« Side, omgivet af den dybe, højtidsfulde Stilhed, som kun Bølgebruset og Maageskrigene gennembrød. Endnu under sin Sygdom fantaserede han bestandig om den gamle Kirke, hvortil saa mange af hans Livs lykkeligste Minder knyttede sig. I sine lyse Øjeblikke havde han ofte fortalt Sygeplejersken om sin Bryllupsdag, om det lange, pyntede Brudetog, om Bispen, der modtog det ved Indgangen i fuldt Ornat, og om den natlige Hjemfart, da Præstebjerget pludseligt løftede sig op paa luende Søjler. Ogsaa om Vejlby Præstegaard havde han altid gerne villet fortælle, men Sygeplejersken havde i Almindelighed maattet standse ham, fordi Minderne angreb ham for stærkt. Han kunde ofte falde i krampagtig Hulken eller synke hen i en dyb, stum Fortvivlelse over sin forspildte Lykke, og han havde tilsidst næsten ingen anden Tanke, intet andet Ønske, ingen anden Begæring end at faa sin Hustru og sine Børn at se. Da man ved Dødens Nærmelse omsider indvilligede i hans Bøn og sendte Bud efter dem, var det forsilde. Om Natten døde han. Med sine sidste, svigtende Kræfter bad han da sine Omgivelser sige til Hansine, hvad han selv vilde have sagt hende, at han takkede og velsignede hende. Med Sygeplejerskens Haand |274 i sin, og mens den gyldne Dag sejrrigt brød frem derude bag det nedrullede Hospitals-Gardin, udaandede han i et langt og smertefuldt Suk.

... Over det langsomt dragende Ligtog rungede Kirkeklokkens basdybe Tone, denne vedholdende Lyd, der trods sin Ensformighed har Udtryk for alle Menneskehjærtets dybe Følelser fra den højeste Fryd til den tungeste Smerte. Kirkegaardsporten aabnedes, og mens en Flok opskræmte Maager gav sig til at skrige ude over Stranden, som vilde ogsaa de være med at bringe deres ulykkelige Ven den sidste Hilsen, skred Toget ind mellem de vejrblæste Grave.

Da Følget var samlet omkring den gamle Anders Jørgens Begravelsesplads, og medens den blomstersmykkede Kiste langsomt sænkedes i Jorden, søgte Blikkene uvilkaarligt Hansine. Hun stod i sin Enkedragt ved Siden af Graven og holdt den lille Sigrid i Haanden.

Mens Barnet hulkende gemte sit Ansigt i Moderens Kjole, syntes Hansine selv fuldkommen rolig og fattet. Men sporløst var de sidste Tider dog ikke gaaet hen over hende. Hun var tydeligt nok begyndt at ældes, og hun var saa mærkeligt lille at se til i sin sorte Dragt.

|275 Efter at en Salme var sunget, traadte Pastor Madsen med mørk Mine frem ved Graven.

Den lille bredbyggede Mand med det sorte, tæt studsede Fuldskæg, de tykke, blodrøde Læber og de fanatisk mistænksomme Øjne forrettede Jordspaakastelsen med ilter Haand og myndig Stemme. Og som en Erstatning for den Dommedagstale, han ikke havde faaet Lov til at holde, gjorde han *den »stille Bøn« saa lang, at Enkelte tilsidst blev utaalmodige og satte deres Hatte paa.

Saa var Højtideligheden til Ende, og Følget spredtes langsomt.

⇕A  ◄C  D  E  F  G  Sml.III.

Der er nu forløbet et Par Aar siden denne Dag. Endnu hersker Pastor Madsen med Ild og Sværd i Vejlby og Skibberup, ja langt ud over Sognets Grænser strækker sig efterhaanden hans myndige Magt. Endog ovre i Sandinge sporer man stadig tydeligere hans Indflydelse samtidig med, at Højskolens Tiltrækning for Befolkningen synes i langsomt men ustandseligt Aftagende.

Dog har heller ikke Højskoleforstander Sejling ligget paa den lade Side. For Alt, hvad Venne|276samfundet i de senere Aar har tabt i Udbredelse og Indflydelse i Folkets brede Lag, har han ihærdigt søgt Erstatning i ydre Magt og Anseelse gennem Opnaaelsen af de højere Samfundskredses Anerkendelse. Og han har i saa Henseende virkelig været overraskende heldig. Den før saa latterliggjorte Menighed er i Øjeblikket paa Veje til at blive fashionable, dens Kristendomsopfattelse i Færd med at blive ophøjet til Statsreligion, og Forstander Sejling er nylig bleven *benaadet med Ridderkorset.

Denne uformodede Medgang synes at skulle blive skæbnesvanger for den Vilh. Pramske Fraktion, der truer med at gaa en snarlig Opløsning i Møde. Allerførst svigtede Fru Gylling, der meget hurtigt efter *Kultusministerens betydningsfulde Besøg paa Sandinge Højskole var begyndt at komme til Erkendelse af, at hun havde handlet i Overilelse ved at yde det reformivrige Parti sin vægtige Støtte, – et Resultat, som Forstander Sejling efter Skumleres Mening just havde paaregnet og endog lagt særligt an paa, da han udførte det dristige Kup at indbyde Ekscellensen.

Ogsaa den elskelige Kandidat Boserup har nu – Gud været lovet! – endelig faaet Ro for sine Tvivl. Genfødt og lutret er Vennesamfundets *forlorne Søn vendt tilbage til det hjemlige Skød |277 og har ydmyg modtaget den længe opstaldede Fedekalv i Form af et godt Præstekald.

Ja, om det saa er den lille skikkelige Pastor Magensen, har han, skønt sikkert uden Beregning, ja vistnok med blødende Hjærte, set sig nødsaget til at forlade sit yderliggaaende Standpunkt. I et nyt, opsigtsvækkende Skrift om Helvedstraffene har han aabent tilstaaet, at hans forrige Opfattelse beroede paa en Misforstaaelse, en Oversætterfejl, idet Sprogforskningens allersidst ankomne Resultater uomstødeligt godtgør, at det omstridte Bibelsted alligevel rettest bør udlægges i Overensstemmelse med den officielle Kirkes Opfattelse.

Hvad Vilh. Pram selv angaar, saa fortsætter han vel med usvækket Lidenskab sin Kamp mod Kirkemyndighederne og Troen paa Skriftens Avtoritet; men det er, som om selv hans Venner begynder at finde ham lidt ensformig. Han opfylder aabenbart ikke de Forventninger, man har næret til ham. For nylig angreb saaledes en af hans egne Tilhængere ham offentlig i en Avis og bebrejdede ham, at han nu i alt for lang Tid »ikke var fremkommen med noget Nyt.« – –

Imidlertid skrider Dagene jævnt og stille i den lille Bindingsværks-Halvgaard i Skibberup By, hvor nu Hansine og hendes Broder uindskrænket |278 regerer, efter at den gamle Else endelig har lukket sine Øjne. I Porten hænger endnu den rustne Staldlygte og drejer rundt i sin Snor, ganske som i Hansines og Ole Kristians unge Dage. Men ude i Haven, paa Marken og i Stalden løber nu den opvoksende Slægt, Sigrid og den lille Dagny, rødmossede og tilfredse.

Det hænder jo nok endnu en Gang imellem, at Sigrid i Skumringen – eller naar der er gaaet hende Noget imod – sætter sig hen i en Krog og længes efter København. Men hun faar aldrig Lov til at synke dybt i Stemninger. Moderen er straks over hende og sætter hende i Arbejde. Hun er nu saa stor, at hun maa begynde at gøre Gavn. Hun har Hønsegaarden at passe og de smaa Grise og Faar og Lam, – og Hansine tillader ingen Efterladenhed.

Med Byens Folk holder den lille Familje foreløbigt ikke megen Omgang. Dog kigger af og til en af de gamle Venner indenfor for at faa sig en lille Snak *mellem Væg og Dør om Dagens Nyt. Endog Væver Hansen gør en Gang imellem en højtidelig Besøgelse. Den slagne Mand lever nu stille og roligt og ernærer sig af sin Væv og giver sig i hvert Fald Udseende af at have opgivet al Agitation. Rigtignok fortælles der, at han har |279 begyndt at holde til hos Svend Øl og Per Brændevin og det øvrige uhyggelige Selskab nede i Mosekærshusene. Men spørger man ham derom, lader han, som om han ikke hører det, og giver sig til at tale om andre Ting.

Hver Lørdag Eftermiddag, naar Vejret blot er taaleligt, drager Hansine og Børnene ud til Kirkegaarden med Rive og Vandkande for at *hæge Familjens Begravelsesplads. For Børnene er disse Vandringer efterhaanden bleven en Slags Forlystelse, en Indledning til Søndagens glade Højtid. For Hansine derimod vedbliver denne Time, hvori hun stille gaar og pusler om sin Mands, sin Søns og sine Forældres Grave, at være Ugens egentlige Andagts- og Opbyggelsestime, i hvilken hun gennem Minderne finder Erstatning for, hvad Livet nægtede hende. Først nu, da Emanuel er borte, og hun kan tænke paa ham uden Uro, uden Bekymring og uden Bitterhed, – først nu synes hun rigtigt at eje ham, at turde give ham sin fulde Fortrolighed og hele sin Kærlighed. Ja, ogsaa »Gutten« har ligesom faaet nyt Liv for hende nu, da Fortidens Skygger er vegne fra hans Billede.

– – Men der er ogsaa Andre, der besøger Emanuels Grav. Ikke saa sjælden hænder det, at en eller flere Baade med sortklædte Mænd og |280 Kvinder kommer sejlende over Fjorden og lægger til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bærer Kvinderne i Land paa deres Arme. Tavse stiger de op paa Kirkegaarden og staar længe aldeles ubevægelige omkring Graven, hensunkne i Bøn.

Det er Emanuels gamle Venner ovre fra Sandinge Leje, der nu efter hans Død vier ham en formelig Tilbedelse. De har dannet et eget Samfund derovre, en Sekt, der gaar fuldstændig op i at leve i Mindet om hans Liv og Gerning. »Guds Lam« kalder de sig, og efter Sigende skal de allerede have vundet en ikke ringe Udbredelse. De lever Alle stille og fredsommeligt, idet de ydmygt stræber efter at blive Emanuel lig i alle hans Fuldkommenheder, i Mildhed, Alvor og Verdens Forsagelse. Hver Søndag Eftermiddag forsamles de til Møder for at tale sammen om ham, opbygges af hans Ord og lytte til Fortællinger om hans underfulde Liv. Og mindst én Gang om Aaret gør de – i Ensomhed eller i Følge – en Valfart til hans Grav.

Om hans Fødsel og Opvækst skal der allerede gaa mange mærkelige Sagn. Saaledes fortælles der, at hans fromme Moder, mens hun bar ham under Hjærtet, en Nat i en Drøm følte Guds Hænder lægge sig velsignende paa hendes Hoved. |281 Ligeledes paastaas det, at han som Dreng hver Dag gik ned paa Gaden og uddelte sin Mad til de Fattige. Dog, om disse og andre lignende Fortællinger hersker der allerede nogen Uenighed. Derimod nærer ingen af dem Tvivl om, at han døde som et Offer for Verdens Forfølgelse, og efter Forlydende skal en af Sektens ledende Mænd, en forhenværende Skolelærer, for Tiden være beskæftiget med at forfatte en paa mundtlige Vidnesbyrd støttet Beretning om hele hans Livs Martyrium, for at hans Ord og Gerning kan bevares for Efterverdenen til taknemlig Ihukommelse. –