[3] I en af de østjyske Smaakøbstæder levede der for omtrent en Menneskealder siden en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand, graanet under et allerede langt Livs ublide Kaar og mangehaande Prøvelser. I sin ydre Fremtræden som i sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Befolkning; og af denne betragtedes han da ogsaa i mange Aar som en besværlig Fremmed, hvis Ejendommeligheder man vekselvis trak paa Skuldren af og forargedes over. Naar han om Eftermiddagen – høj og alvorlig – vandrede ned gennem Byens krogede Gader i sin *langskødede, graa Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene, den ene Haand hvilende bag paa den stive Ryg, den anden knyttet om Haandtaget paa en stor Bomuldsparaply, som han ved hvert Skridt stødte haardt mod Stenbroen, vendte Folk sig uvilkaarligt om efter ham, naar de havde hilst; og de, der sad inde bag Vinduerne og fulgte de Forbispaserende i Gadespejlet, smilte over til hinanden, naar hans *knokkelmagre Skikkelse sammen med |4 Lyden af hans Skridt var bleven borte i Gydens Krumning. Byens Stormænd, de gamle *Bondekøbmænd og *Studeopdrættere, hilste ham slet ikke, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selv viste sig paa Gaden i Træsko og hvide Lærredsfrakker og med Merskumspiben ligesom fastgroet til den ene Mundvig, betragtede de det som en Skam og Skændsel for deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der gik klædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde ondt ved at skaffe Føden til sig selv og sin Redefuld af Rollinger. Man havde været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, til Mænd i fine, sorte Klæder og hvide *Kammerdugs Halsbind, til Mænd, der alene ved deres Udseende kastede ærværdig Glans over Byen og dens Kirke, Mænd, der senere var bleven Stiftsprovster og Bisper, og som alligevel aldrig faldt paa at hovmode sig af deres Hellighed men baade viste Interesse for Byens Anliggender og med Liv og Lyst tog Del i Borgernes selskabelige Fornøjelser.

Den Gang havde Præstegaarden været et aabent Gæstfrihedens Hjem, hvor man altid, naar man havde *afgjort sine Forretninger inde hos Præsten, af denne blev ført ind i Dagligstuen til Fruen og de unge Frøkner for dèr ved en Kop Kaffe eller et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage at faa en hyggelig Passiar om Dagens og Byens Nyt. Nu betraadte man ikke Præstegaarden uden tvin|5gende Grunde, og aldrig kom man længere end til Pastor Sidenius’ halvmørke Studereværelse. Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, uden at byde dem at sidde ned, affærdigede dem kort, tilsyneladende udeltagende og netop allermindst indladende overfor dem, der mente sig berettigede til at vente særlig Hensyntagen. Endog Byens øvrige Embedsfamilier havde ophørt at aflægge Visiter i Præstegaarden, efter at det et Par Gange var hændet dem, at Pastor Sidenius – i Stedet for at byde Forfriskninger – formelig havde givet sig til at overhøre dem i deres Kristendomskundskab, som var de Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.

En ganske særlig Forbitrelse vakte han regelmæssigt ved de store Borger-Begravelser, til hvilke Befolkningen mødte i festligt Optog, med Hornmusik og *floromvundne Laugsfaner, Embedsmændene i guldbroderede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, Alle efter deres egen Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelse efter Indtagelsen af den lette Portvins-Frokost i Sørgehjemmet. I Stedet for en stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigeligt til Fremsigelsen af en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor udøbte Børn og Fattiglig. Ikke et Ord om den Hensovedes hæderlige Karakter, hans stræbsomme Vandel, hans Fortjenester af |6 Byens *Opkomst, hans opofrende Interesse for Brolægningsvæsenet eller det kommunale Vandværk. Det var mangen Gang næppe nok, at den Afdøde blev nævnet ved Graven, og i hvert Fald kun som »denne usle Støvhob« eller »denne Føde for Ormene«, – og jo større og mere anset den Forsamling var, hvortil han talte, jo flere Faner der smeldede i Blæsten omkring Graven, des kortere blev Bønnen, des uslere og foragteligere de *Levninger, hvorom man var samlet, saa at Følget regelmæssigt skiltes under en Ophidselse, der mere end én Gang paa lydelig Maade havde givet sig Luft paa selve Kirkegaarden.

De eneste af Byens Folk, der havde deres Gang i Præstegaarden, var et Par smaa, forvoksede Damer fra Byens Jomfrukloster, en bleg Skræddersvend og enkelte andre, saakaldte »vakte« af de Ubemidledes Klasse, som i Pastor Sidenius’ Hjem havde fundet en længe savnet Tilflugt i den verdsligsindede By. Om nogen egentlig Omgang var der dog alene af den Grund ikke Tale, at Fru Sidenius var meget svag og saa godt som altid sengeliggende. Desuden var Pastor Sidenius aldeles ikke anlagt for sædvanlig Selskabelighed. Selv sine Tilhængere holdt han i en vis Afstand fra sig, hvad der dog langtfra formindskede den ærefrygtsfulde Hengivenhed, hvormed disse Folk omfattede ikke alene ham selv, men hans Hustru, hans Børn og hele Hus. Saa hyppigt, som de turde det, søgte |7 de til ham for at raadføre sig med ham om et eller andet Troesanliggende, en opstaaet Tvivl, et dunkelt Skriftsted, eller blot for at bede om Tilladelse til at bivaane Familiens daglige Husandagt. Men navnlig mødte de regelmæssigt hver eneste Søndag i Kirken, hvor de forsamlede sig paa en bestemt Plads umiddelbart under Prækestolen og bestandig vakte Forargelse blandt de øvrige Kirkegængere ved at synge selv de allerlængste Salmer uden en eneste Gang at se i Salmebogen.

Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel Præsteslægt, der kunde føre sine Ahner næsten helt tilbage til Reformationen. I henved tre Aarhundreder var Kaldet til gejstlig Virksomhed gaaet som en hellig Arv fra Fædre til Sønner – ja til Døtrene med, forsaavidt som disse i mangfoldige Tilfælde havde giftet sig med Fædrenes Kapellaner eller Brødrenes Studiekammerater. Herfra stammede den bevidste Myndighed, for hvilken de Sideniussers Forkyndelse fra gammel Tid var bekendt. Der fandtes Landet over næppe ret mange Sogne, hvor ikke en af Slægten en Gang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til ydmyg Lydighed mod Kristendommens Bud. Naturligvis, – disse mange Kirkens Tjenere havde ikke alle været lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdsligsindede Herrer imellem dem, Folk, hos hvem en kraftig, gennem Slægtled tilbagetrængt Levelyst |8 havde skaffet sig ret ubeherskede Udbrud. Saaledes levede der i det forrige Aarhundrede en Vendsyssel-Præst, »gale Sidenius«, som han kaldtes, hvem Datidens Præstekrønike rent ud nævner som en berygtet Slags- og Svirebroder, der sad paa Kroerne og drak Brændevin med Bønderne, og hvis Ustyrlighed tilsidst gik saa vidt, at han en Paaskedag midt under Gudstjenesten i Drukkenskab slog Degnen i Kirkegulvet, saa der sprøjtede Blod op paa Alterdugen. Dog, langt den overvejende Del af Slægten havde været fromme Kirkens Stridsmænd, adskillige af dem tillige belæste, ja lærde Mænd, teologiske Granskere, fuldt saa meget Forstands- som Følelsesmennesker, der i deres landlige Afsondrethed havde søgt Erstatning for aandeligt Samkvem i et stille, indadvendt Tankeliv, en stedse inderligere Fordybelse i deres egen, indre Verden, i hvilken de da altid tilsidst fandt Tilværelsens sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egentlige Maal.

Det var denne i Slægten nedarvede Ringeagt for alle timelige Tings Værd, der havde været ogsaa Johannes Sidenius’ mægtige *Værge i Livets Kamp og bevaret hans Ryg rank trods Armods Tryk og mangeartet Modgang. Men han havde i saa Henseende ogsaa haft en god Støtte i sin Hustru, med hvem han levede det inderligste og lykkeligste Samliv, skønt de egentlig ikke lignede hinanden. Ogsaa hun var et dybt religiøst |9 Gemyt, men en tungsindig, lidenskabelig Natur, hvem Livet indgød Uro og mørk Ængstelse. Oprindeligt ubefæstet i Troen, som hun havde været det fra sit Hjem, var hun bleven en *Ivrer, hos hvem den aarelange Kamp for Udkommet i Forbindelse med Mandens religiøse Paavirkning havde affødt sygeligt overdrevne Forestillinger om Jordelivets Trængsler og Kristenmenneskers Ansvar. Og hendes lange, haabløse Sygeleje, de mange, trange Aar, hun siden sin sidste Nedkomst havde ligget inde bag den mørke Sygestues nedrullede Gardiner, havde ikke gjort hendes Syn friere eller hendes Sind mere lyst. Skønt hendes Mand ofte alvorligt bebrejdede hende hendes Mismod og kaldte det syndig Mangel paa Tillid til Guds Naades Kraft, fandt hun aldrig helt Ro for bekymringsfulde Tanker angaaende Børnene og deres Fremtid, og hun blev ikke træt af strengt at foreholde dem den yderste Nøjsomhed i Alt som en Pligt mod Gud og Mennesker. Hun kunde oprøres som over en Forbrydelse, naar hun hørte om de velstaaende Borgeres Levevis, om deres Gæstebud med mange Retter Mad og to-tre Slags Vin, om Fruernes Silkekjoler og de unge Pigers Guldsmykker, – ja hun kunde end ikke rigtig tilgive sin Mand, naar det en Gang imellem hændte, at han kom hjem fra sin Spaseretur med en eller anden beskeden Gave, som han med et eget, tavst Galanteri henlagde foran hende paa |10 Dynen, et Par smukke Roser i et Kræmmerhus, lidt fin Frugt eller en lille Krukke Ingefærsyltetøj for hendes Nattehoste. Paa en Maade blev hun jo nok baade glad og rørt over hans Opmærksomhed; men hun kunde dog aldrig lade være med at sige, mens hun ømt kyssede hans store Haand:

»Du skulde nu dog hellere have ladet være, du Gode.«

I dette Hjem opvoksede et Kuld kønne, lidt *kirtelblege Børn, elleve i Tal, fem lysblaaøjede Drenge og seks lysblaaøjede Piger, der alle var lette at kende mellem Byens øvrige Ungdom, blandt andet paa Grund af nogle mærkelige, krusede Halskraver, der gav Drengene et lidt pigeagtigt og de halvvoksne Piger et lidt karleagtigt Udseende. Drengene bar desuden deres lyse Haar langt og lokket, saa det hang dem næsten ned paa Skuldrene, medens Pigebørnenes laa fromt glattet ned over Hovedbunden og kun ved hver Tinding havde en lille, haard Fletning, der var lagt i en Bue foran Ørene. Forholdet mellem Forældre og Børn som overhovedet Tonen i Hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de *tarvelige, ja fattige Maaltider sad Faderen for den øvre Ende af det lange, smalle Bord med sine fem Sønner ordnede efter Alder langs den ene Side, de fem af Døtrene langs den anden, mens |11 den ældste Datter, den huslige, gammelforstandige Signe, Faderens Øjesten, i Moderens Forfald indtog Pladsen for den nederste Bordende. Og aldrig faldt det nogen af Børnene ind at tale uden at være adspurgt. Under den samme højtidelige Tavshed, som Bordbønnen havde indledet, kunde Maaltidet undertiden fortsættes lige til Takkeordenes Fremsigelse. Dog kunde Pastor Sidenius ogsaa ofte være meddelsom overfor sine Børn, udspørge dem om deres Skolegang, deres Kammerater, deres Lektielæsning, og kom derved ikke sjælden ind paa selv at fortælle. Paa belærende Maade underholdt han dem da med Skildringer af Forhold og Begivenheder fra sin egen Ungdom, fortalte om Datidens Skolegang, om Livet i hans Faders og Farfaders lerklinede Præstegaarde o. s. v. Undertiden, naar han var i særlig godt Lune, kunde han endog more dem med spøgefulde Anekdoter fra sine Studenterdage i København, fra *Regenslivet og Studenternes kaade Løjer med Natvægtere og Politi. Men havde han paa denne Maade faaet Børnene til at le, forsømte han aldrig tilsidst at give sin Fortælling Advarslens Form og formanende at vende deres Sind og Tanker tilbage mod Livets Alvor og Pligtens Bud.

Denne store Børneflok og navnlig den Fremgang, den fik – først i Skolen, siden ude i Livet – var efterhaanden bleven Pastor Sidenius’ |12 Stolthed og samtidigt – indadtil – et med ydmyg Taknemlighed modtaget Vidnesbyrd om, at Herrens Velsignelse hvilede over hans Hus. Det var nu ogsaa en opvakt, lærelysten, frem for alt strengt pligttro Ungdom, ægte Sideniusser, der én efter én voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham paa endog i alle ydre Smaatræk – lige til den selvbevidste Holdning og taktfaste, soldatermæssige Gang. Der var kun ét af Børnene, af hvem Forældrene havde Sorg. Det var et af de mellemste, en Dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i Skolen og blandt sine Kammerater, saa der stadig indløb Klager over ham fra disses Forældre; men der sporedes allerede i en tidlig Alder hos ham en overlagt Opsætsighed mod Hjemmets Skik og Orden. Han var ikke bleven ti Aar gammel, før han rent ud nægtede sine Forældre Lydighed; og jo ældre Drengen blev, des stærkere voksede der frem i ham en stejl, overmodig Trods, som hverken Tugt eller Tvang eller Herrens Formaning formaaede at kue.

Pastor Sidenius sad ofte raadløs ved sin Hustrus Seng og talte om denne Søn, der hos dem begge vakte en skræmmende Erindring om hin vanslægtede Vendsyssel-Præst, hvis Navn stod som prentet med Blod paa Slægtens Stamtavle; – det var for dem, som om dennes ustyrlige Sind efter næsten et Aarhundredes Forløb gik igen i deres |13 Barn. Og uvilkaarligt paavirkede af Forældrenes Holdning, saa’ efterhaanden ogsaa hans Søskende paa ham med fremmede Øjne og undveg ham sky baade under Arbejdet og i deres Leg.

Nu var Drengen ogsaa kommen til Verden i en uheldig Time, nemlig paa det Tidspunkt i Pastor Sidenius’ Liv, da han med sit graanende Haar troede sig sikret mod yderligere Forøgelse af sin den Gang allerede ret talrige Familie, og paa den anden Side før han endnu var naaet til den fromme Hengivelse i Guds Vilje, hvormed han senere havde taget imod ogsaa den sidste Halvdel af sin Børneflok. Uden at han selv vidste end mindre vilde det, var noget af den Uvilje, hvormed Pastor Sidenius havde ventet dette Barn, vedbleven at følge Drengen under Opvæksten. Dertil kom, at han netop paa det samme Tidspunkt var bleven forflyttet fra et fattigt og ensomt Hedesogn herind til Købstaden med dens langt mere omfattende Embedsvirksomhed; og Peter Andreas var herved tilfældigvis bleven den første af alle Børnene, hvis tidligste Opdragelse han havde maattet overdrage til Moderen. Men denne havde i de Aar, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end nok at gøre med at tage Vare paa de endnu mindre. Og da hun tilsidst, lammet af sin Sygdom, søgte at samle alle de Smaa omkring sin Seng, var han |14 allerede bleven for stor til, at hun herfra kunde holde Øje med ham og hans Færd.

Saaledes gik det til, at Peter Andreas saa at sige fra sin Fødsel blev forældreløs i sit eget Hjem. I sine første Leveaar havde han sit *Tilhold i Pigekammeret og ovre i *Udhuset hos en gammel Brændehugger, hvis nøgterne Betragtninger over alle forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede Drengens Virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet Hjem i Nabogaardene og i nogle tilstødende, store Tømmerpladser, mellem hvis *Gaardskarle og *Krambodssvende han ligeledes tilegnede sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder. Samtidigt udviklede dette Friluftsliv hans Krop og lagde en kraftig Teglstensrødme paa hans tykke Kinder. Blandt Gadens og Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet for sine Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til en Slags Fører for en lille Skare af dem. Uden at nogen i Hjemmet anede det, voksede han op som en lille Vild. Det var først, da han blev ældre, og navnlig, da han i Niaars-Alderen var kommen ind i Byens Latinskole, at Drengens farlige Tilbøjeligheder blev rigtig aabenbaret; og Forældre og Lærere fik nu travlt med at raade Bod paa, hvad der var forsømt.

Men da var det *forsilde.

|15 ⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Inde i Pastor Sidenius’ Studereværelse stod en Dag i *Efterhøsten en af Byens Borgere for at bestille Barnedaab til den paafølgende Søndag. Med saa faa Omsvøb som muligt havde han udrettet sit Ærinde og stod allerede med Haanden paa Dørlaasen for at gaa, da han efter et Øjebliks Betænkning atter vendte sig om imod Stuen, satte Haanden med Hatten i Siden og sagde, temmelig udfordrende:

»Jeg kunde for Resten med det samme anmode Hr. Pastoren om at være saa venlig at *entholde Deres Søn fra min Frugthave. Han og nogle andre Drenger<!-- sic --> har meget ondt ved at lade mine *Kaviller være i Fred i denne Tid. Og det *bryder jeg mig, rent ud sagt, ikke stort om.«

Pastor Sidenius, der havde siddet dybt bøjet over Skrivebordet med sine store, mørkeblaa Briller skubbet op paa Panden, i Færd med at indføre Faddernes Navne i Kirkebogen, rejste sig ved disse Ord langsomt op, lagde derpaa med en usikker Bevægelse Pennen fra sig og traadte et halvt Skridt frem.

»Hvad er det, De siger ... Skulde min Søn ...?«

»Ja – akkurat sgu,« vedblev den anden dristig, højst fornøjet over en Gang at kunne triumfere overfor den selvbevidste Præst. »Hr. Pastorens Søn – Peter Andreas eller saadan noget skal han nok hedde – han er nu tilogmed som en Slags Hovedmand for *disse herre smaa *Gavtyve, der |16 kryber over Folks Plankeværker i denne Tid. Og Ret skal vel være Ret ... ogsaa for Præstens Børn, tænker jeg.«

Pastor Sidenius’ Ansigt havde skiftet Farve. Med en dirrende Haand støttede han sig paa Skrivebordets Kant, mens han blev ved at stirre paa den fremmede Mand, som vilde han endnu ikke tro paa, at denne talte sandt.

»Min Søn!« gentog han derpaa, kun halvhøjt.

... Paa samme Tid sad den lille Synder henne paa Skolen og skjulte sin daarlige Samvittighed for Læreren og Kammeraterne bag en stor Stabel Bøger. Han var ikke uden Anelse om, hvad der i dette Øjeblik foregik hjemme i Faderens Stue. Han havde nemlig paa Vejen til Skolen mødt den vrede Borgermand, og denne havde da raabt til ham over Gaden: »Glæd dig nu, min Dreng! Nu gaar jeg ind og snakker lidt med din Fa’er.« Rigtignok plejede Peter Andreas ikke at tage sig Faderens Vrede synderligt nær. Men han havde denne Gang undtagelsesvis selv en Fornemmelse af at have begaaet noget uværdigt, og nu, da Brøden var kommen for Dagen, skammede han sig oprigtigt over sin Meddelagtighed i den.

Paa Hjemvejen fra Skolen undgik han Kammeraternes Følgeskab ved at søge om ad Baggaderne. Med røde Øren gik han ind gennem Præstegaardens Port og forbi det Forstuevindue, bag hvilket Faderen plejede at passe ham op og |17 kalde ham ind, naar han havde forbrudt sig. Men da Vinduet forblev lukket, og da han heller ikke hverken paa Gaardspladsen eller i den tilstødende Have fik Øje paa noget foruroligende, begyndte han allerede at trække Vejret lettere. »Manden har naturligvis bare villet true,« tænkte han og drev som sædvanlig ind i Køkkenet for at høre til Middagsmaden, – ja, grebet af en pludselig Trang til at vise sig erkendtlig mod Forsynet, gik han derfra ind i Sovekammeret for at sige Goddag til Moderen. Men her standsedes han straks i Døren af et mørkt Blik henne fra Sengen. Med haard og ligesom fremmed Stemme sagde Moderen: »Gaa ind paa dit Kammer ... jeg vil ikke se dig.«

Drengen blev desuagtet staaende lidt; han kunde se paa Moderen, at hun havde grædt. »Hører du ikke? Bliv paa dit Kammer, indtil der kaldes paa dig.« – Saa listede han modfalden bort.

Da Husets gamle, énøjede Tjenestepige noget efter kaldte ham ind til Middagsmaaltidet, sad hans Søskende allerede paa deres Pladser omkring det lange, smalle Bord. Idet han viste sig, forstummede øjeblikkelig deres Samtale; alle sad de tavse og saa’ ned i Skødet, mens han med et Forsøg paa at lade ligegyldig indtog sin Plads midt paa Drengesiden. Kun henne fra den nederste Bordende rettedes et Par Øjne imod ham med et |18 Blik fuldt af Afsky – Søsteren Signes lyse, kolde Øjne under de sammenvoksede Bryn.

Men nu hørtes Faderens tunge Skridt i den tilstødende Stue. Med tillukket, af Sorg og Græmmelse formørket Mine traadte han ind uden at se sig omkring, satte sig tavs ved Bordet og foldede under heftig indre Bevægelse sine Hænder, mens alle, undtagen Peter Andreas, bøjede Hovedet.

Men i Stedet for at bede Bordbønnen gav han sig til at tale. Han sagde, at han havde noget paa Hjærtet, – en saare alvorlig Sag, som han vilde tale lidt til sine kære Børn om, inden de i Dag skred til deres Maaltid. Med sine store, knoklede Hænder fast og ubevægeligt foldede, Øjnene lukkede bag de mørke Brilleglas, fortalte han dem derpaa om den Sorg, der havde ramt deres Fa’er og Mo’er, ... »den største, den tungeste Sorg, der kan ramme Forældre, den: at vide deres Barn i Syndens Vold, paa Vanærens lyssky Veje.« Og han tilføjede: »Hvad der er sket, skal ikke her forties eller besmykkes. Som det er Gud Herrens Vilje med alt, hvad der avles og fødes i Mørket, at det en Gang skal blive aabenbaret, er ogsaa denne Gærning kommen for Lyset for at faa sin retfærdige Dom. Peter Andreas har ikke villet agte Guds Bud. Han har forhærdet sit Hjærte overfor sin Faders og Moders Formaninger. Og Straffen er ikke udebleven. Ja, min Søn, du skal ikke skaanes for at vide og forstaa din |19 Brøde i dens fulde Forfærdelighed. Men du skal ogsaa vide og forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at din Fader og Moder og alle dine Søskende her taler til din Samvittighed gennem min Mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe Haabet om, at det dog en Gang skal lykkes os at finde Vejen til dit Hjærte og vende det mod det gode og sande.«

Rundt omkring Bordet var Børnenes smaa, *rødrudede Bomuldslommetørklæder kommen i Bevægelse. Alle Søstrene græd. Ogsaa de ældre Brødre havde tilsidst ondt ved at skjule deres Grebethed, da Faderen omsider sluttede sin Tale med de Ord:

»Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme disse mine Ord i sit Hjærte og ærligt søge Guds og Menneskers Tilgivelse for sin Overtrædelse, skal den ikke oftere berøres imellem os. Saa lad os da – kære Børn! – alle forene os i Bøn til Herren, som er i Himlen, og bede, at han vil se i Naade til Eders ulykkeligt vildledte Broder, ... bede, at Gud vil bøje hans genstridige Sind og føre ham ud fra Syndens Trældom, bort fra *Fortabelsens brede Veje. Dette bønhøre du, o Gud, som er i Evighed, at ikke én af os skal savnes, naar vi en Gang paa Opstandelsens Dag samles om din Herligheds Trone! Amen! I Jesu Navn Amen!«

Der var kun én, paa hvem den hele Scene |20 gjorde en Virkning, ganske modsat den tilsigtede; det var Peter Andreas selv. I allerførste Øjeblik var han vel bleven ikke saa lidt betuttet over den usædvanlige Form for en Tilrettevisning. Men det varede ikke længe, før netop dens Højtidelighed frembragte et fuldstændigt Omslag hos ham. Han havde overhovedet aldrig ladet sig imponere af Faderen. Dertil havde han været en for lærvillig Elev af sine gamle Venner, Gaardskarlene og Krambodsvendene, der langtfra altid havde omtalt ham i de respektfuldeste Udtryk. Dog havde han hidtil ikke været helt ufølsom for de mange gudelige Ord og hele det truende Bibelsprog, hvormed baade Faderen og Moderen idelig søgte at tale til hans Samvittighed, ja naar han om Søndagen saa’ sin Fader knæle i den hvide *Messesærk foran Alteret eller staa oppe under den billedskaarne Prækestols svævende *Lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet gribes af en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse. Men i dette Øjeblik fik end ikke Bibelsprogene nogensomhelst Magt over hans Sind. Dertil var der efter hans nøgterne Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det Par sølle Æbler, han havde rapset over et Plankeværk. Og jo længere Faderen vedblev at tale, jo lydeligere hans Søskendes dybe Sindsbevægelse ytrede sig omkring ham, med des større Overlegenhed betragtede han den hele Scene. Han |21 var tilsidst ikke langt fra at finde den morsom. Der foregik virkelig under Faderens Tale et Slags Gennembrud i den elleveaarige Drengs Sind. Uden forøvrig selv at have fuld Forstaaelse deraf frigjorde han sig i dette Øjeblik for den sidste Rest af en Indflydelse, der hidtil havde virket hemmende paa hans Naturs frie Udfoldelse. Helt overgiven saa’ han sig omkring, betragtede Faderens bævende Læber, Søstrenes rødgrædte Næser, det endnu dampende Grødfad og de mange foldede Hænder, – ja da han tilsidst nede hos Signe fik Øje paa de to smaa Tvillinger, der efter længe at have siddet og stirret uforstaaende paa deres *hjærtegrebne Søskende nu paa én Gang brød ud i en ynkelig Tuden, havde han ondt ved at undertrykke et Smil.

Alligevel – helt utvungen var denne Lystighed ikke. Dertil ramte dette Forsøg paa at ydmyge ham i alle hans Søskendes Paahør for haardt hans allerømmeste Punkt: hans Æresfølelse. Dybest i hans Sind rørte der sig under Faderens Tale en mørk, dump Gengældelsestrang. Mens hans Læber kæmpede med et overgivent Smil, tumlede der sig inderst i hans Bevidsthed taagede Tanker om at hævne sig ... hævne sig dyrt og blodigt for den Forsmædelse, man her tilføjede ham.

I det hele fik Mindet om denne Middagstime en skæbnesvanger Betydning ikke alene for Drengens |22 Forhold til det Religiøse. Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans sorgløse Sind de første Spirer til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv. Han havde fra ganske lille følt sig forladt, ligesom husvild, under sine Forældres Tag. Nu begyndte han at spørge sig selv, om han ogsaa virkelig hørte hjemme dér; om han ikke var et fremmed, *et udsat Barn, som Forældrene havde taget sig af. Jo mere han i Ensomhed tænkte over Tingen, des sandsynligere forekom den ham. Alt, lige til den forøgede Skyhed, hvormed hans Søskende efter denne Dag omgikkes ham, syntes ham med ét at bestyrke hans Mistanke. Havde han ikke de hundrede Gange maattet høre, at han ikke var som de andre? Havde Faderen nogensinde givet ham et Kærtegn eller blot et venligt Ord? Og hans Udseende? Naar han saa’ sig i Spejlet, fandt han, at han var mørkere end sine Søskende, havde rødere Kinder og hvide, stærke Tænder. Han huskede nu ogsaa, at Naboens Gaardskarl en Gang havde sagt, at han lignede en *Zigøjner.

Denne Tanke, at han ikke var sine Forældres Søn, forfulgte ham under hele Opvæksten. Den blev tilsidst hans fikse Idé. Den gav ham nemlig ikke alene en Forklaring paa hans Særstilling i Hjemmet; den tilfredsstillede desuden i høj Grad hans Drengestolthed. Han havde altid følt det |23 som en Vanære at være Søn af en gammel, halvblind og tandløs Mand, der var til Spot for den hele By. Han følte sig bestandig dybere beskæmmet af den Fattigdom, hvori Familjen levede, af Moderens forknytte *Kniben paa alt udover det allernødtørftigste, af sine afstikkende, hjemmesyede Klæder, der allevegne vakte Smil og Medynk. Han havde ikke været gammel, før han hellere sultede en hel Dag paa Skolen, end han var at formaa til i Kammeraternes Paasyn at spise sin medbragte *Fedtebrøds-Mellemmad. En Gang, da Moderen havde ladet en af Faderens gamle Præstekjoler omsy til ham til en Vinterfrakke, som dels ved Klædets ejendommelige Blankhed, dels ved sine altfor store Knapper tydeligt røbede sin Oprindelse, nægtede han rent ud at tage den paa; og da Moderen vilde tvinge ham, sønderrev han den i et Udbrud af Trods fra øverst til nederst og kastede den hen ad Gulvet.

Nu hengav han sig til stolte Drømme om at være et ved Uagtsomhed efterladt Barn af en eller anden omstrejfende Zigøjnertrup, en af disse evigt vandrende *Natmandsfamiljer, som den gamle, énøjede Tjenestepige ofte havde fortalt om, og som havde deres Tilhold derude omkring den ensomtliggende Hedepræstegaard, hvor Forældrene før havde boet, og hvor han efter Sigende skulde være født. Han forestillede sig sin virkelige Fader som en mægtig Høvdingeskikkelse med blaasorte |24 Lokker hængende ned ad Ryggen, en Slængkappe over Skuldren, en Egestav i sin brune, stærke Haand ... en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke Heders uendelige Rige, Frihedens og de vilde Stormes Hjem. Han befandt sig i den Alder, da Drømmene vaagner og Fantasiens Vinger faar deres Svingfjer, ... og nu, da alle Muligheders Porte var bleven aabnede, havde hans Indbildningskraft fri Tumleplads. Intet forekom ham længer umuligt, naar det angik ham selv. Regelmæssigt endte han sin Drømmeflugt dybt inde i Æventyrets allerluftigste Riger. Han indbildte sig tilsidst at være en Kongesøn, der, ligesom Helten i en Fortælling, han netop havde læst, var bleven bortført af et omvandrende Folk og siden solgt og holdt i Fangenskab her i Præstegaarden – og saa fuldstændig indlevede han sig i denne Forestilling, at han havde fuldstændig Rede paa, hvorledes Alt kunde være gaaet til. Undertiden forekom det ham endog, at han dunkelt erindrede Ting og Begivenheder fra sin allertidligste Barndom ... mindedes en stor Sal med Marmorsøjler og mange sort-hvide *Gulvtavl, hvorpaa Foden gled ... en blaa Sø mellem høje Bjærge ... en Abekat i et gyldent Bur ... en Mand i en rød Kappe, der satte ham foran sig paa sin Hest og red med ham ind gennem store, mørke Skove ...

|25 Baade hans Forældre og Lærerne i Skolen blev efterhaanden opmærksom paa den Indesluttethed, der var kommen over Drengen i de senere Aar og undertiden næsten kunde antage Karakteren af en Monomani. Hjemme i Stuerne var han lutter tavs Utilgængelighed, tilsyneladende ligegyldig for Alt og Alle. Ogsaa udenfor Hjemmet gik han sine egne, usporlige Veje. Faderen kunde saa at sige ikke faa et Ord ud af ham; og selv overfor Moderen, der dog før havde haft en Del af hans Fortrolighed, og hos hvem han, naar det kom til Stykket, ogsaa altid havde fundet mest Overbærenhed og Forstaaelse, blev han bestandig mere tilmuret. Endnu kunde han vel af og til i Mørkningen, naar hun var alene, komme ind til hende og sætte sig ved hendes Seng og ligesom i gamle Dage afløse en af de yngre Søskende ved Gnidningen af Aareknuderne paa hendes syge Ben. Men aldrig fik hun andre Svar af ham end Ja og Nej, naar hun søgte at trænge ind paa ham for at faa at vide, hvad det var, han gik og rugede over.

Alligevel søgte baade hun og Faderen en Tid at trøste sig med den Tanke, at hans Tavshed kunde være et Tegn paa, at han var begyndt at *gaa i sig selv. – Men da hændte der en Dag noget, der med ét udslukte deres sidste Haab.

|26 ⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. En Vinteraften sidder Familjen samlet i Dagligstuen og venter paa, at Vægteren med sin Sang skal forkynde, at det er Sengetid. Klokken er henimod ni. I Hestehaarssofaen bag det store Mahognibord sidder den husmoderlige Signe med et Strikketøj og læser højt for Faderen af *»Fædrelandet«, der ligger udbredt foran hende under den døsigt brændende *Moderatørlampe. Han har sin Plads i en gammeldags høj- og stivrygget Lænestol paa den anden Side af Bordet og sidder dér træt sammensunken, med Hovedet bøjet, Hagen hvilende paa Brystet, Armene korslagte. En stor, grøn *Øjenskærm skjuler mere end Halvparten af hans graablege, rynkede og skægløse Ansigt. Halvslumrende hører han – og hører alligevel ikke – den monotone Oplæsning af Bladets spaltelange Udenrigsartikkel. Pastor Sidenius er Morgenmand – selv Vinterdage staar han op, naar Kirkeuret slaar fem, – og desuden benytter han Aviser og lignende verdslig Læsning fortrinsvis til at lade sig dysse i Blund ved efter Middags- og Aftensmaaltidet.

Ved Bordet sidder endnu to af de yngre Smaapiger i deres store, tærnede *Busseronner, begge – skønt ganske rødøjede af Søvnighed – flittigt bøjede over et Haandarbejde. De er at se til som nøjagtige Kopier af Søster Signe, har det samme lidt gammelkloge Ansigtsudtryk, de samme smaa, haarde Fletninger foran Ørene, de samme |27 store, lyse Øjne under kraftigt tegnede Bryn. Døren til Sovekammeret staar aaben, og derinde i Mørket ved Moderens Seng sidder – som saa ofte – et andet af Børnene og gnider hendes syge Ben. Ogsaa Peter Andreas er undtagelsesvis tilstede. Han staar for sig selv henne ved et Vindue og skæver hvert Øjeblik utaalmodigt op til Uret paa *Sekretæren. Han er nu en Dreng paa omtrent fjorten Aar, tætbygget og sværlemmet, med Klæder, der stumper for Hænder og Fødder. Hans ældre Brødre er borte; de er begge bleven voksne og studerer ved Universitetet i København; og som Husets ældste, hjemmeværende Søn har Peter Andreas arvet deres Værelse, et lille Gavlkammer oppe paa Loftet, hvor han for det meste opholder sig. Saasnart Signe slutter sin Oplæsning, benytter han da ogsaa Lejligheden til at sige et kort Godnat og forlade Stuen.

»Hvad var det ... er Artiklen allerede forbi?« spurgte Faderen lidt fortumlet, idet han vaagnede. »Er der ellers noget læseværdigt i Bladet? ... Hvad staar som Overskrift over den næste Artikkel?«

»Hvor mange er Klokken, Børn?« spurgte i det samme Moderen inde fra Sovekammeret.

»Klokken er ti Minutter over ni,« svarede de to Smaapiger i Munden paa hinanden, efter at de havde vendt sig om og set op paa Uret.

Der forløb nogle Øieblikke i Stilhed. Ude |28 paa Gaden gik nogle Folk forbi. Man kunde ikke høre andet end deres Stemmer. Et Lag nyfalden Sne gjorde Skridtene lydløse.

»Vil du saa have, at jeg skal læse mere?« spurgte Signe.

»Aa, lad det kun være,« sagde Faderen, rejste sig derpaa og gav sig til at spasere frem og tilbage paa Gulvet for at ryste Døsigheden af sig inden Aftenbønnen.

Det varede nu heller ikke længe, før der udenfor paa Gaden hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters »Sang«, der lød, som om en fuld Mand gik og snakkede højt med sig selv. I det samme gav de to Smaapiger sig til at pakke deres Sysager sammen, og lidt efter rejste ogsaa Signe sig. Med udpræget Ordenssans lagde hun Aviser og Strikketøj tilside, kaldte derpaa den gamle Tjenestepige ind fra Køkkenet og satte sig ved det opslaaede Klaver.

»Skal vi ikke i Aften synge: *»Lover Herren, han er nær«,«<!-- heller intet spørgsmålstegn i B C D --> – lød det inde fra Moderen.

»Hører du, Signe,« sagde Faderen. Han havde stillet sig hen bag den store Lænestol, paa hvis Ryg han hvilede sine foldede Hænder; og i denne Stilling istemte han nu Salmen med den lille, uskønne Sangstemme, som fra hans allerførste Gudstjeneste dèr i Byen havde vakt Menighedens *udulgte Munterhed og forskaffet ham Øgenavnet »Frøen«.

|29 Signe derimod havde en stor og ganske smuk Sopran, som hun brugte med et Overmaal af Kraft, der dannede en karakteristisk Modsætning til den Beherskelse og det Maadehold, hun under alle andre Livets Forhold lagde for Dagen. Som hun dèr sad med sine tykke, arbejdsrøde Hænder paa det gamle Instruments gulnede Tangenter og med Blikket løftet mod det Høje, var det overhovedet ikke vanskeligt at se, hvad det var for *en Tro og et Haab og en Kærlighed, der gav denne endnu ikke tyveaarige unge Pige Styrke til med en saadan Selvfornægtelse at ofre sin Ungdom for Hjemmet og sine smaa Søskende. Ikke fordi hendes Ansigtsudtryk paa nogen Maade tydede paa sværmerisk Betagethed, hin overjordiske Henrykkelse, hvorunder Himlene aabner sig, mens Sjælen gennembæves af salige Syner. Som en ægte Sidenius havde hun slet ingen Anlæg for katolsk Mysticisme. Den sikre Fortrøstning, der afspejlede sig i hendes Ansigt, mens hun sang, og gav hendes Stemme en saa usædvanlig Inderligheds Kraft og Varme, udsprang fra en forholdsvis nøgtern, dogmatisk begrundet Forvisning om at høre til den lille Flok, der søgte *Retfærdiggørelsens snevre Sti, og hvis Arvelod var i Himlen, hvor en Gang den evige Herlighed skulde blive dens Løn for al Møje og alle Afsavn.

Midt i Salmens andet Vers løftede Faderen Hovedet med et lyttende Udtryk og udbrød med ét: »Stille!« – Samtidigt kaldte Moderen inde |30 fra Sengen. »Der er nogen, der ringer paa Portklokken,« sagde hun. Straks, da Sangen standsede, hørte ogsaa de Andre den tunge *Natklokke klemte helt henne i den anden Ende af Huset; og denne usædvanlige, ulykkebebudende Lyd midt i Aftenens Stilhed virkede uvilkaarlig opskræmmende paa dem Alle. Faderen gik hastigt gennem de tilstødende Værelser ind i sin Stue og slog her et Vindue op. »Hvem kommer her og kalder ved Nattetid?« raabte han ud. Inde i Dagligstuen kunde man høre, at en Mandsstemme svarede ude paa Gaden. Og mens de to Smaapiger, helt uhyggelige tilmode, vekselvis saa’ paa hinanden og hen paa Signe, der var bleven siddende ved Klaveret, fortsatte Faderen i ret skarp Tone sin *Underhandling: »Deres Barn sygt? ... Hvad er Deres Navn, og hvor boer De? ... *Krankstuegyden ... Ja saa ... Hvor gammelt er Barnet? ... Det er besynderligt, som Folk i denne By faar travlt med at forlange Præstens Hjælp, saasnart der er Fare. Til daglig Brug føler de ingen Trang til Guds Ords Trøst. Hvorfor har De ikke ladet det Barn døbe for længe siden? ... Ja naturligvis skal jeg komme. De maa gaa hjem og ordne alt fornødent forinden. – – Men jeg forlanger, at der er Lys paa Trappen, naar jeg kommer,« raabte han efter Manden, da han allerede én Gang havde lukket Vinduet.

Saasnart han kom tilbage til Dagligstuen, spurgte han efter Peter Andreas. »Han gik op |31 for lidt siden. Nu skal jeg kalde paa ham,« sagde Signe, der vidste, at Faderen paa Grund af sit svage Syn ikke gærne gik ud om Aftenen eller i glat Føre uden Ledsagelse. »Det kan du gøre, Bodil,« sagde han til den gamle Tjenestepige, idet han gik ind i Sovekammeret. »Signe, du maa blive her og hjælpe mig med Præstekjolen.« – »Ja.«

Inde hos Moderen var imidlertid Natlampen bleven tændt. »Tag endelig noget varmt paa dig, Johannes,« sagde hun i sin altid lidt modløse Tone. »Det er vist rigtig koldt i Aften, jeg kunde høre det paa Kirkeuret før. – Signe, hent Fa’ers forede Vest. Den hænger inde i Skabet.« – »Ja.«

Men nu kom den gamle Bodil tilbage med den Besked, at Peter Andreas ikke var paa sit Kammer og heller ikke var at finde noget andet Sted i Huset. »Ikke paa sit Kammer?« gentog Præsten og rejste sig uvilkaarlig fra den Stol, paa hvilken han netop havde sat sig for at faa Præstekraven bundet om sin Hals. Og da han nu paa Pigens forstyrrede Ansigtsudtryk kunde se, at hun vidste mere, end hun havde sagt, gik han hende hurtigt helt nær og sagde bydende: »Hvad er der? ... Sig frem ... du skjuler noget.« Skælvende af Angst for Præstens Vrede maatte hun da gaa til Bekendelse og fortælle, at hun – som ligeledes havde sit Kammer paa Loftet – flere Gange i den senere Tid havde hørt Nogen liste omkring deroppe om Natten; og da hun hele |32 Tiden havde haft Mistanke til Peter Andreas og nu fandt hans Værelse tomt, havde hun anstillet en nærmere Undersøgelse og derved fundet Vinduet i Forstuen staaende paa Klem og friske Spor i Sneen udenfor.

Henne i Sengen havde Moderen forsøgt at rejse sig. Nu lagde hun sig tilbage paa Puden med et klagende Udbrud og holdt Haanden for Øjnene som en, for hvem det svimler. Præsten gik hen til hende og greb hendes anden Haand. »Rolig, Mo’er ... rolig!« sagde han, skønt hans egen Stemme skælvede. – »Gud se i Naade til os!« stønnede hun. – »Amen!« sagde Præsten stærkt; han slap ikke hendes Haand. –

Imidlertid befandt Peter Andreas sig ude paa de store Bakker nordfor Byen, hvor en livlig Skare af halvvoksen Ungdom i disse Aftener drev Slædesport i det klare Maaneskin. Det var selve den kongelige *Amtschaussé, man havde udvalgt til Bane – en bred, jævnt nedadskraanende Vej, der fra Bakkehøjden førte i en enkelt stor Svingning lige ind til Byen, ja her kunde man endda, dersom man havde tilstrækkelig Fart paa og ikke var bange for Vægteren, rutsche gennem hele den stejle Nørregade næsten ned til Torvet foran Raadhuset. Under hele denne lange Nedfart havde man foran sig den frieste og videste Udsigt over Egnen: først nedover selve Byen |33 med dens rødligt belyste Gader og utallige, skarptskaarne Maaneskygger paa de snebedækkede Tage; dernæst over den tilfrosne Fjord og de islagte Enge; endelig over det fjerne Bondeland med dets Landsbyer, Skove og tilsneede Marker. Og ovenover alt dette en uhyre Himmel, en mørkeblaa Kuppel, mellem hvis sejlende Skyer Maane og Stjerner legede Skjul, som havde disse gamle Kloder ladet sig smitte af Ungdommens Lystighed.

Hallo! Under skingrende Fløjten og raske Tilraab fór de skinnebeslaaede Slæder ned ad den isglatte Vej, sikkert styrede af de lange *Pigkæppe, der slæbte efter dem som Ror ... hoppende over Smaasten, løftende sig let over enhver Forhindring som en Baad over en Bølge. Hist og her ved Siden af Vejen stod Smaaklynger af halvvoksne Tjenestepiger med indbundne Hoveder og begge Hænderne viklede ind i deres Forklæder som i en Muffe. Hver Gang det hændte, at en af Idrætsmændene under Farten forbi dem tumlede bagover og blev siddende paa Banen som en afkastet Rytter, mens den tomme Slæde med forøget Hast fløj videre ned ad Bakken, opløftedes der fra disse Klynger en ubarmhjærtig Latter, der altid fik et Tilskud af hoverende Hujen fra de Drenge, der tilfældigvis fór forbi. Værst gik det i slige Tilfælde ud over »Studenterfrøene«, som var i afgjort Mindretal; og Peter Andreas’ højeste Unaade ramte derfor den af disse, der tilføjede Latinskoleeleverne et saa|34dant Nederlag. Selv styrede han med overlegen Sikkerhed sin nye, flotte, rødmalede Langslæde, »Blodørnen« kaldet, den han udenvidere havde taget paa Kredit hos Byens Hjulmand og om Dagen holdt skjult i en af Tømmergaardene. Let og lydløst næsten fløj den gennem Luften paa sine *engelske Rundjern, mens han i ét væk brølte: *»Varsko!« Hans tykke Kinder glødede; hans Øjne blev stive af Iver og Kappelyst. Undertiden rejste han sig midt under Farten op paa Mederne, svang sin Pigstav over Hovedet som en Kriger en Lanse og raabte: Hej–Hallo–Ho! Det tindrende Livsmod, al den viltre, stridslystne Ungdomskraft, han daglig maatte skjule og nedkue i Hjemmet og Skolen, brød i saadanne Øjeblikke frem hos ham i et triumferende Overmod, der kunde gøre ham en Smule latterlig selv for hans Venner.

Pludselig hørtes der et højt, varskoende Raab nede fra Foden af Bakken. I samme Nu styrede alle Slædefarerne ud til Siden og lod sig vælte ned i de dybe Grøfter. Ogsaa de, der var paa Vej opefter, forputtede sig i Hast bag Snedriver og Buske, mens alene Pigebørnene blev staaende og nøjedes med at stikke Hovederne sammen og fnise. Nede ved Indkørselen til Byen var Vægteren kommen til Syne. I sin lange Kavaj, med Blikskiltet skinnende som en Stjerne paa Brystet, stod han dèr i Maanelyset for Enden af |35 det mørke Stræde. Af Hensyn til de købstadsøgende Bønders Heste var al Slædefart paa Landevejen forbudt, og Drengene havde derfor udstillet Vagtposter hist og her under Bakken for at sikre sig mod en Overrumpling. Nu stod den frygtede »Wolle« dernede og saa’ op mod den ganske tomme Vej, mens der hist og her fra Grøfterne lød et halvkvalt »Kuk-Kuk« eller »Mi-jav«, efterfulgt af undertrykt Grinen. Saa opløftede han truende sin Stok, vendte sig derpaa om og gik tilbage ind i Byen. Kort efter hørtes igen Vagtmandskabets Signal, og faa Minutter efter var Legen paany i fuld Gang over hele Banen.

Imidlertid havde en af de største Læredrenge faaet en af Pigerne lokket med paa sin Slæde, og denne Triumf lod ikke længe Ærgærrigheden slumre i Peter Andreas’ Bryst. Midt under Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde Pigebørn og indbød med udstrakt Haand den allerlængste af dem til at slaa Følge. Efter lidt Nølen gav hun efter og satte sig overskrævs foran ham paa Slæden. Han slyngede dristigt Armen om sin Erobring – og Blodørnen fór afsted. »Varsko!« brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte forkynde Verden sin Sejr. »Saa’ du Per?« hørte han i Forbifarten to af sine Kammerater sige, der var paa Vej opefter med deres Slæder. Ogsaa Pigebarnet – en sortøjet og sortlokket Tiggertøs – vendte sig under den stedse vildere Fart anerkendende |36 om imod ham og grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Hjærte til at banke. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst, ... Drømme om Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en Jordhytte, ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.

Da de standsede nede foran Byen, rejste Pigebarnet sig for at vende tilbage til sine Veninder. Men Peter Andreas bad hende ridderligt at blive siddende; han skulde nok trække hende op ad Bakken, sagde han. Og uden at agte paa hendes Indvendinger lagde han Rebet over sin Skulder og begav sig paa Vej. *Fod for Fod stred han sig opefter ad den isglatte Skraaning med sin tunge Byrde. Han drømte sig en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstog i fremmede Lande, trækkende efter sig sit Krigsbytte, en dejlig Kvinde, som nu skulde *være ham til Vilje deroppe i hans Bjælkehus dybt inde i Skovene ... Og sporet af sin Fantasi stemmede han Fødderne mod Sneen med en fyrig Kraftanspændelse, saa Sveden sprak ham af Panden.

Da de naaede Bakketoppen, og han atter havde indtaget sin Plads bag paa Slæden, vendte Pigen sig om imod ham og sagde:

»Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?«

Peter Andreas huggede en Tand i sin Læbe og |37 blegnede med ét af Skam. »Nej,« sagde han derpaa med et Eftertryk, der forplantede sig helt ned i hans Fod, – og Blodørnen styrtede nedover Bakken, saa Skinne-Jernene sang. Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt som i dette Øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke, beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad midt i Vinternattens Æventyrpragt og sang Salmer og bad bange Bønner – en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru for Livet og dets Herlighed. Han følte sig tusinde Mile borte derfra, i en hel anden Himmelegn, i Slægt med Solen og Stjernerne og de sejlende Skyer.

Tys! – Hans Øre opfangede med ét en gammelkendt Klang dernedefra ... Kirkeklokkens Slag. Som et Budskab fra Underverdenen steg den op til ham gennem den sølvlyse Frostluft ... elleve tunge, mørke, langsomme Slag. Hvor han hadede denne Lyd, der altid havde mindet ham om Faderens Stemme! Allevegne og til alle Døgnets Tider brød den skurrende ind i hans Lykkeverden ... advarende, kaldende. Det var ikke muligt at flygte saa langt, at den ikke indhentede ham. Gik han om Foraaret ude paa Landevejene langt borte fra Byen og fangede Insekter; eller laa han om Sommeren i de lyse Nætters Tid og drev med en Baad ude paa Fjorden og trak Aborrer eller pilkede Gedder, ... hvert Kvartér listede den sig ind i |38 hans Øre som en Spøgelserøst, en besværgende Mumlen af en usynlig Aand, der overalt forfulgte ham.

»Hallo!« skreg han for at overdøve Røsten og krystede i udfordrende Trods den lange Pige endnu tættere i sin Favn. Hun vendte sig paany smilende om imod ham og saa’ paa ham med et Blik, der tændte Ild i hans Blod.

»Du er smuk,« hviskede han ind i hendes Øre. »Hvad hedder du?«

»Oline.«

»Og hvor boer du?«

»I Smedestrædet ... Riisagers Gaard ... Og hvor boer du?«

»Jeg?«

»Ja. Naar du ikke er Præstens Søn, hvem er du saa?«

»Hvem jeg er? ... Jeg? ... Hvem jeg er? ...«

Uden at agte nogen Fare havde han overskredet Bygrænsen og fór nu i fuld Fart videre ned ad Nørregaden. Han var dog ikke kommen langt, før en stor Skikkelse sprang frem fra et Gadehjørne og med et tordnende »Holdt« huggede den krumme Ende af en Stok i Slæden, saa denne væltede og kastede det sammenslyngede Par ud i Sneen. Med et vildt Skrig flygtede Pigebarnet, mens Peter Andreas følte sig grebet i Nakken af Ole Vægters kraftige Næve.

»Kom nu her, du Knægt! Jeg skal lære Jer |39 Satans *Drenger at holde *Jav med Øvrigheden. Paa *Raadstuen med ham! ... Ingen Snak! ... Hvem er du en forbandet Søn af?«

Peter Andreas, der i et Nu var bleven klar over, hvad Følgerne kunde blive for ham, dersom han ikke ved en eller anden List i Hast slap ud af Klemmen, sagde hurtigt og ligesom aandeløs:

»Det var godt, jeg traf Dem, Vægter! Der er stort Slagsmaal deroppe mellem Drengene, og Iversens store Læredreng har trukket Kniv. De maa skynde Dem ... han er helt *rasende.«

»Hvad er’et, han siger?«

»Ja, han har stukket Alfred ... Amtmandens Søn. Bare han ikke er død. Han ligger deroppe i en stor Blodpøl.«

»Amtmandens Søn!« stønnede Vægteren og slap sit Tag.

»Jeg løber hen og siger det til Familjen og henter Doktor Carlsen,« sagde Peter Andreas og greb hurtigt efter Slæderebet. Før Vægteren fik sig besindet, var han væk.

Klokken var næsten tolv, da han, efter at have svunget sig over Naboens Plankeværk, krøb ind gennem det Forstue-Vindue, han ved sin Bortgang havde ladet staa paa Klem efter sig. Støvlerne havde han trukket af sig ude i Sneen; med forsigtige Skridt listede han sig henimod Loftstrappen, |40 da Døren til Studereværelset i det samme blev reven op, og Faderen stod foran ham med en Lampe i sin opløftede Haand. I nogle Øjeblikke blev Fader og Søn staaende stumme overfor hinanden uden at kunne finde Ord. Der hørtes kun en klirrende Lyd af Kuppellampen i Pastor Sidenius’ skælvende Haand.

»Ad Tyvens Vej gaar du ind og ud af din Faders Hus,« sagde han endelig. – »Hvor kommer du fra?« tilføjede han lidt efter med en Stemme, som havde han næppe Mod til at høre Svaret.

Peter Andreas foragtede sin Fader for dybt til at ville lyve for ham. Uden Omsvøb og uden Forsøg paa Besmykkelse, endsige Undskyldning, tilstod han ham alt – lige til Købet af »Blodørnen« og sin Gæld hos Byens Hjulmand.

»Saa vidt er det altsaa kommen med dig!« sagde Præsten med Forfærdelse i Stemmen, skønt Drengens Beretning i Virkeligheden havde bortvæltet en grufuld Angst fra hans Faderhjærte. »Du er og bliver et Mørkets og Syndens Barn! Gaa i din Seng! ... Imorgen taler jeg nærmere med dig.«

Da Peter Andreas tidligt den næste Dag blev kaldt ned til Morgenandagten, var han forberedt paa en Gentagelse af den højtidelige Brændemærkning, der i sin Tid havde fundet Sted i Anledning af Æbletyveriet. Imidlertid blev Salmen sungen og Troen bekendt, uden at der skete |41 nogen Hentydning til Gaarsaftenens Begivenhed; og – hvad der var endnu mere overraskende – heller ikke senere blev der talt et Ord til ham derom. Pastor Sidenius havde den hele Formiddag siddet ved sin Hustrus Seng, og de var kommen til den Erkendelse, at det var frugtesløst længer at forsøge paa ved Overtalelser at indvirke paa Drengens Sind, – der kunde nu kun haabes paa, hvad Tiden og Livet ved Guds Naades Bistand kunde udrette. Den eneste Foranstaltning, der blev truffen, var den, at Naboens Plankeværk forsynedes med opadvendte Spigersøm, og at Faderen fremtidigt hver Aften personlig forvissede sig om, at Sønnen laa i sin Seng.

Peter Andreas var ligeglad. Intetsomhelst af, hvad man foretog sig med ham i Hjemmet – det være sig ondt eller godt – formaaede længer at gøre noget Indtryk paa ham. Han tænkte derfor heller ikke mere paa ved et eller andet afgørende Skridt – en formelig Opstand, en hemmelig Flugt – at forkorte sin Pine. Den Tid var forbi, da han i sin Utaalmodighed lagde æventyrlige Planer om paa Lykke og Fromme at drage ud i Verden for at opsøge det Kongerige, hans Drømme havde foregøglet ham. Han var nu baade gammel og forstandig nok til at indse, at han netop hurtigst og sikrest vilde kunne naa den attraaede Uafhængighed, naar han taalmodigt gik sin Skolegang til Ende, – og forøvrigt varede det heller ikke længe, |42 før han udfandt andre Maader at *skuffe Faderens Aarvaagenhed paa. Ved Hjælp af en *Tougende firede han sig fra sit Gavlvindue ned paa Portrummets Halvtag og lod sig herfra glide langsmed Tagrenden ned paa Gaden – og endnu mangen maaneklar Nat laa han ude paa Fjorden med sin elskede Fiskesnøre og forærede ved Hjemkomsten Vægteren sin Fangst for at holde hans Mund lukket.

Han var overhovedet ikke længer raadvild med Hensyn til sig selv. Han havde allerede lagt en fuldfærdig Plan for sit Liv. Han vilde være Ingeniør. Denne Stilling syntes ham nemlig at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm om et frit omflakkende Liv, fuldt af Æventyr og spændende Tildragelser. Desuden vilde han ved at vælge en saadan rent praktisk Livsgærning paa den tydeligst mulige Maade udskille sig fra sin Slægt og bryde med dens aarhundredgamle Traditioner. Hans Valg var en bevidst Udfordring til Familjen, navnlig til Faderen, der en Gang, da der blandt Byens Borgere herskede stor Bevægelse i Anledning af, at der var fremkommet Forslag om ved en omfattende Regulering og Uddybning af Fjordindløbet at søge Byens hensygnende Skibsfart fremmet, ved Middagsbordet havde udtalt sig meget overlegent og yderst ringeagtende om den hele Sag. »Disse Folk, med deres idelige *Bekymringer for alle andre Ting end netop det ene Fornødne,« havde han sagt. Fra den |43 Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være Ingeniør.

En Art Tilskyndelse i denne Retning fik han desuden henne fra Skolen. Mens de fleste af hans Lærere, paavirkede af Forældrenes Opfattelse af ham, paa et tidligt Stadium havde opgivet ham som En, der dog aldrig vilde drive det til noget ordentligt, havde han efterhaanden vundet sig en Ven og Beskytter i sin Matematiklærer, en ældre, afskediget Artilleriofficer, der ikke alene bedømte hans Udskejelser med mild Overbærenhed, men desuden ved flere Lejligheder – og ligesom med Hensigt – udtalte sig særdeles rosende om hans Evner baade overfor sine Medlærere og navnlig overfor Faderen, naar denne – som det et Par Gange var Tilfældet – i sin Utaalmodighed tænkte paa at tage ham ud af Skolen for straks at sætte ham til et Haandværk. Det saa’ tilsidst næsten ud, som om den gamle, livsglade Herre følte en hemmelig Sympati for Drengens Oprørstilbøjeligheder overfor Pastor Sidenius’ Regimente og fandt en lun Tilfredsstillelse ved i Smug at yde ham en Haandsrækning i hans Kamp.

Det forholdt sig *ellers saa, at Stemningen overfor Pastor Sidenius og hans Hus i visse Dele af Befolkningen var i Færd med at vende sig. Tiden og Vanen havde efterhaanden ogsaa i dette Forhold – om end langsomt – gjort sin forsonende Gærning. Dertil kom, at adskillige af de gamle Købmænd |44 og Studeopdrættere, som hidtil havde ledet Byens offentlige Mening, i Aarenes Løb var døde, og – hvad der var det væsentligste – det viste sig for de flestes Vedkommende, at de langtfra med Hensyn til Formue havde været de Stormænd, som de ved deres Optræden og hele Levevis havde ladet formode. Det havde været Forretningsfolk af den gamle Skole, der ikke vilde erkende, at Tiden løb fra dem, og i deres Studestædighed lod haant om de ændrede Former, som Aarhundredets nye Samfærdselsmidler efterhaanden havde givet Handelen, og som Nabobyerne imidlertid havde forstaaet at drage Fordel af. Flere af Byens bedste Familjer, der havde levet stort paa nedarvet Rigdom, sank i Løbet af faa Aar næsten ned i Fattigdom. Og med den svindende Velstand voksede Trangen til Religionens Trøst. Pastor Sidenius’ myndige Ord om det Timeliges Forfængelighed og Armodens og Savnets sande Rigdom begyndte at finde mere Forstaaelse hos Folk og allermest netop hos dem, der forhen havde staaet ham haardest imod. Endnu vilde man vel ikke heltud anerkende ham. Dertil var saa meget i hans Væsen dem vedblivende for fremmed og frastødende. Men stadig øgedes den Skare af Andagtsfulde, der om Søndagen samledes om hans Forkyndelse. Og aldrig hændte det længer, at nogen af Byens Borgere undlod at hilse ham paa Gaden, i hvert Fald naar han var i Ornat.

|45 ⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. ... Det var under den videre Udvikling af dette Forhold, der saa smaat begyndte at vække Røre og dele Befolkningen i Partier, at Befrielsens Time endelig slog for Peter Andreas.

En smuk Efteraarsdag henimod Aften dampede den ugentlige Passagerbaad langsomt ud gennem Fjordens stadig lige tilgroede Krumninger paa Vejen til København. Henne i Agterstavnen stod – frejdigt støttet til en Stok – en mørkhaaret, syttenaarig *Yngling med en Taske over Skuldren og saa’ tilbage imod Byen, der tegnede sig bestandig mørkere mod den lyse Aftenhimmel. Det var Peter Andreas. Takket være den gamle Matematiklærers indtrængende *Forestillinger havde Faderen omsider indvilliget i at lade ham rejse til Hovedstaden og begynde Studier ved *det polytekniske Institut. Løsrivelsen fra Hjemmet havde ikke kostet ham Taarer. Selv Afskeden med Moderen var gaaet lettere, end han havde ventet. Og dog, som han nu stod dèr i sin nye, skræddersyede Dragt, med en *Hundrededalerseddel indsyet i Foret paa sin Vest, og saa’ Byens Tage og Taarn svinde længere og længere bort mod den gyldne Horisont, grebes han et Øjeblik af en ham uvant Taknemlighedsfølelse for Hjemmet og Forældrene. Det syntes ham med ét, at han dog ikke havde faaet sagt Farvel paa rette Maade, og han ønskede næsten, at han havde kunnet tage Afsked endnu en Gang. Blot endnu én Gang |46 – og saa aldrig mere. Om det saa var den fjerne Lyd af Kirkens Aftenklokke, der i dette Øjeblik ligesom af usynlige Aander bares ud til ham over Engene som Hjemmets sidste Hilsen og Advarsel, saa vakte den kun hans forsonlige Følelser nu, da den ikke længer havde Evnen til at skræmme ham. Med den første, fulde Fornemmelse af sin Frihed – paa én Gang *benauende og mægtigt berusende – hørte han disse hidtil saa forhadte Toner dø ligesom klagende hen i det Fjerne og tilsidst forstumme. Underverdenens Spøgelserøster havde ikke længer nogen Magt over ham, hverken til det onde eller til det gode. Han var fri. *Troldehammen var afkastet. Lysets Verden laa aaben for ham ...

[49]⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. En af *Nyboders mest kendte og agtede Personer paa den Tid, hvorom her skal fortælles, var den gamle, pensionerede *Højbaadsmand Olufsen i Hjærtensfrydsgade. Regelmæssig hver Formiddag, naar *St. Poulskirkens Taarnur slog elleve, kunde man se hans høje, lidt duvende Skikkelse træde ud af den lave Dør i det lille, *énetages Hus, hvis *Salslejlighed han beboede. Han var iført en noget falmet men til Gengæld yderst omhyggeligt afbørstet Overfrakke, i hvis Knaphul et bredt *Dannebrogsbaand kom tilsyne, havde en graa Cylinderhat paa sit hvide Hoved og en gammel sort Handske paa den venstre Haand, med hvilken han støttede sig til sin Paraply. Ude paa Fortovet blev han et Øjeblik staaende for paa Sømandsvis at kigge op til Skyerne og lade Blikket løbe hen over Tagryggene som over *Takkelagen paa et Skib. Saa lagde han den højre Arm bag paa Ryggen og trippede langsomt og forsigtigt hen ad Fliserækken, medens samtidigt hans Kone kom tilsyne i Gadespejlet oppe foran *Salsvinduet, hvorfra hun blev ved at følge ham med Øjnene, indtil |50 han var sluppen vel over den dybe Rendesten ved Hjørnet af Elsdyrsgade. I en storblomstret Nattrøje og med en Avispapirs-Papillot foran hvert Øre stod hun deroppe og nød Synet af hans høje, velbørstede og omhyggeligt holdte Person med en stolt Selvtilfredshed, som var han helt og holdent hendes eget Værk.

I det Øjeblik Højbaadsmanden kom forbi *Nyboders Vagt med den høje Galge, hvori Alarmklokken hang, flyttede han regelmæssigt Paraplyen over i den højre Haand for at kunne hilse med den behandskede, dersom nogen af Vagtmandskabet skulde give ham militær Honnør – noget, han satte stor Pris paa og altid nøje mærkede sig. Derpaa drejede han lige saa regelmæssigt om ad *Kamelgaden og stilede ned imod Amalienborg Slotsplads, hvor han Aaret rundt daglig indfandt sig til det Klokkeslet, da Vagtafløsningen skete, for at høre paa Musikken og betragte den sværtbeskæggede Tamburmajor og de strunke Vagtkommandører. Først naar den sidste Post var afløst, og Musikken trukken bort, forlod han Pladsen og gik over Store Kongensgade og gennem Borgergade videre ind i Byen.

Her, hvor han var udenfor sine Enemærker; hvor Ingen kendte ham som Højbaadsmand Olufsen, der havde faaet Dannebrogen af Kongens egen Haand; hvor han kort sagt var en ganske almindelig Spaserende, som Folk ustraffet kunde |51 rende paa Albuen, – her sank han uvilkaarlig noget mere sammen i Ryg og Knæ, mens han lidt ængstelig stavrede frem paa sine ømme Fødder mellem de ilsomt forbifarende Mennesker. Længere end til Købmagergade gik han aldrig. Hvad der laa paa den anden Side af denne Gade, var for ham ikke det rigtige København men en Slags Forstad, saa uhyggelig og afsidesliggende, at han ikke kunde begribe, hvor Nogen vilde bo der. Det var Adel- og Borgergade, der i hans Øjne var Byens Hovedaarer; og forøvrigt var det Kvarteret *Grønne-Sværte-Regnegade, der tilligemed *Toldboden og *Holmen udgjorde hans Verden. Naar han paa sine Spasereture var naaet til den sidste Børstenbinder i *Antoniestræde eller havde været inde i *Jomfru Jordans Lejebibliotek i Silkegade for at bytte en Bog til sin Kone, vendte han om og gik hjem.

I Almindelighed varede det alligevel endnu adskillige Timer, inden han naaede tilbage til Hjærtensfrydsgade. Han havde nemlig den Vane at skulle standse paa næsten alle Gadehjørner og blive staaende nogen Tid for at se sig om i Menneskemylret. Navnlig havde han – trods sine firsindstyve Aar – et langtskuende Blik for alle Tjenestepiger og særligt for dem, der gik med bare Arme. Hændte det, at en saadan kom ham paa saa nært Hold, at han kunde tiltale hende, kneb han sine rindende Øjne sammen og tilhviskede hende i Forbi|52farten et eller andet – ikke altid *høvisk – Ord. Desuden skulde han nødvendigvis standse udenfor hvert andet Butiksvindue og betragte de dèr udstillede Varer og indprente sig Priserne paa Alt lige fra Damernes *Underbeklædningsgenstande til Guldsmedenes Diamantsmykker; ikke fordi det var hans Hensigt ved Lejlighed at gøre noget Indkøb af disse Ting, – heri var han lovlig forhindret alene af den Grund, at hans Kone, altfor vel kendt med hans Svaghed overfor Kvindekønnet, aldrig betroede ham Omgang med Penge, – men med sine tomme Lommer fandt han en Tilfredsstillelse i at gaa ind i Butikkerne og nyde de Handlendes Høflighed, lade sig de forskellige Varer forevise, spørge om Prisen paa de kostbareste og derpaa tøfle af med den Besked, at han skulde »lade høre fra sig.«

Eftermiddagene tilbragte Højbaadsmand Olufsen hjemme i sin Dagligstue – »Salen«, som den kaldtes paa Nybodersproget – en kahytlignende lille Stue med ikke mindre end fire Vinduesfag men saa lavloftet, at en høj Mand netop kunde staa oprejst under Bjælkerne. Her sad han i Skjorteærmer ved et af de mange smaarudede Vinduer og stirrede i Timevis ud paa de store Skarer af *Grønningens halvtamme Krager, der gav Hals ovre paa Genbohusenes Tagrygge eller krigedes nede paa Stenbroen omkring Skarnbøtterne, der endnu paa denne Tid af Dagen stod |53 opstillede udenfor alle Dørene som en lang Række Skildvagter. Nu og da, naar end ikke disse Fugleskrig forstyrrede Stilheden i den lille Gade, kunde der trække sig ligesom en Hinde over hans falmede Øjne, mens Hagen langsomt sank ned mod Brystet. »Nu sidder du igen og koger Ærter,« sagde da hans Kone og hentydede med dette Udtryk til en brummende Lyd, som Højbaadsmanden ubevidst gav fra sig, naar Søvnen var ved at overmande ham. Hun havde sin faste Eftermiddagsplads paa en lav Stol henne ved Kakkelovnen, hvor hun sad og strikkede, idet hun samtidigt læste i en laset Roman, som hun havde liggende foran sig paa Knæet, og hvis Blade hun uden at afbryde Strikningen vendte med sin Albu. Inde i Gaardværelset, hvortil Døren stod aaben, sad en ung, lyshaaret Pige, Plejedatteren Trine, ganske stille. Ved Siden af hende i Vinduet hoppede Kanarifuglen Peter frem og tilbage i sit Bur.

Madam Olufsen var næsten lige saa høj som sin Mand, havde dertil en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning af en graa Moustache over Overlæben. Naar hun om Formiddagen støvede omkring med sine Avispapirs-Papilloter og sin storblomstrede Nattrøje, var hun ikke indtagende; men naar hun efter Middag havde faaet Snørliv og sin sorte Merinoskjole paa og skjult sin halvskaldede Isse med en baandbesat Kappe, foran hvilken de nu omhyggeligt ordnede Tindinge|54krøller præsenterede sig næsten koket mod de ikke helt afblomstrede Kinder, kunde man meget godt forstaa, hvad der i Nyboder fortaltes om hendes fordums Herlighed. De havde i det hele været et smukt Par, hun og Højbaadsmanden, – og dertil et lykkeligt Par. Havde maaske Højbaadsmanden ikke altid holdt sig *Lovens sjette Bud strengt efterrettelig, havde Madammen til Gengæld været trofast for dem begge, skønt det ingenlunde havde manglet hende paa Forlokkere. Kunde man tro Rygtet, havde endog en af Hoffets Prinser, der altid gik paa Rov efter unge Nyboderskoner, hvis Mænd var paa Langrejser, en Aftenstund *i en Toldbodvagts Lignelse passet hende op paa Hjørnet af Haregaden og her, efter at have givet sig tilkende for hende, gjort hende et galant Tilbud. Hun havde nejet og slaaet Øjnene ned og takket for den store Ære; hvorpaa hun havde fulgt ham hen i den mørke Kirsebærgang under Volden. Men her, hvor hun kunde være uden Frygt for Vidner, havde hun pludseligt lagt den lille visne Prins over sit Knæ og af sit gode Hjærte givet ham en Endefuld, der ikke netop var den første *Revselse, nogen krænket Nyboderskone havde tildelt ham, men sikkert nok den kraftigste.

Den medborgerlige Anseelse, som dette aldrende Ægtepar nød, var da af gammel Dato, og deres Hjem var endnu et Samlingssted for Nyboders mest agtbare Personer. Trods deres firsindstyve |55 Aar saa’ de stadig gærne Venner hos sig, – ja, der var vel ikke ret mange Nybodershuse, hvor der Aaret rundt festedes saa hyppigt som hos de to gamle Højbaadsmandsfolk i Hjærtensfrydsgade. Foruden de sædvanlige Kirkehøjtider og de øvrige *Bods- og Bededage, som ogsaa alle Andre ærefrygtsfuldt højtideligholdt med megen Mad og et Glas Punsch, fejrede de en Række Familiebegivenheder og aarligt tilbagevendende Mærkedage af ganske privat Natur. Der var saaledes Aarsdagen for Kanarifuglen Peters Indlemmelse i Familien, Mindefesten for Højbaadsmandens Storetaa, der en Gang for tredive Aar siden blev bortklippet paa Grund af *Benedder, og frem for alt Madam Olufsens Kopsætningsdag, der gærne indtraf hen paa Foraaret, naar Varmen kom i Luften, og indlededes med en stor *Chokoladefrokost for Barberen, der udførte Operationen. Selskabet ved disse Lejligheder bestod bestandig af de samme syv-otte gamle Venner af Huset, som nu i mere end fyrretyve Aar havde fejret betydningsfulde Familiebegivenheder hos hinanden indbyrdes, nemlig: pensioneret *»Obertømmermand« Bendtz fra *Tulipangade, pensioneret *Kvartérmand Mørup fra *Délfingade,<!-- sic, må skulle efterligne udtalen, ingen accent i B C D--> *Oberkanoner Jensen og *Bolteslager Fuss fra *Krokodillen – alle med *Madammer. Heller ikke Festlighedernes Forløb var i den sidste Menneskealder undergaaet nogen nævneværdig Forandring. Saa snart Gæsterne var bleven samlede |56 inde i Gaardværelset, aabnede Højbaadsmanden egenhændig Døren ind til »Salen«, hvor Bordet stod dækket, og bød Selskabet tilbords med en staaende Vittighed om at komme ind og »putte noget i Ansigterne«. Naar man da havde indtaget sine Pladser, og Værtinden havde sat den dampende Gaas eller Skinke paa Bordet, udbrød Bolteslager Fuss lige saa regelmæssigt, idet han i paatagen Forbavselse lod sig falde tilbage mod Stoleryggen: »Naada, Madam Olufsen; dèr har De s’gu lagt et forsvarligt Æg!« – hvorpaa Madammen smilende kaldte ham et gammelt Vrøvl og bad Alle lade, som de var hjemme.

Paa dette Tidspunkt hændte det undertiden, at der blev banket paa Døren, først én Gang svagt, saa én Gang stærkt, – og med et muntert »Det er bare mig!« træder en mørkhaaret og rødkindet *Yngling ind i Stuen. Et almindeligt Glædesudbrud hilser hans Ankomst. Alle de gamle Mennesker rejser sig og giver ham Haanden, og et Øjeblik efter sidder han bænket midt imellem dem og lægger straks en kælen Arm om sin Naboerskes trinde Liv, idet han truer med at ville kysse hende, dersom hun ikke tillader ham at klemme hende lidt i Tugt og Ære.

Denne lystige unge Mand er Olufsens Logerende, den enogtyveaarige Polytekniker Sidenius, der boer nede i Stueetagen i et Par smaabitte Gaardværelser, der hører med til Højbaadsmandens Lejlighed. |57 Han er alle de Gamles, i Særdeleshed Konernes, erklærede Yndling; og det varer da heller ikke længe, før Selskabets Alderspræsident, den 84-aarige Obertømmermand Bendtz, højtideligt løfter sit Snapseglas og med en Stemme saa dyb, som tilhørte den allerede Graven, udbringer en Skaal for »Ingeniøren«. Der bliver klinket og raabt Hurra, og efterhaanden som nu Fadene og Brændevinskaraflerne tømmes, stiger Lystigheden hurtigt rundt om Bordet.

Der er kun én, der vedbliver at være lige tavs og stille; det er Plejedatteren Trine. Straks, da den unge Fremmede traadte ind i Stuen, ja allerede da han første Gang bankede paa Døren, rejste hun sig op fra sin Plads; og mens han hilste paa de Andre og vekslede Haandtryk og lystige Ord, fik hun travlt med at hente en Stol til ham inde fra det andet Værelse, sætte Glas og Karaffel for hans Plads og hente en varm Tallerken ude i Køkkenet, – altsammen saa stilfærdigt, ja lydløst, at det slet ikke bemærkedes af nogen. Hun hører til den Slags sjældne Væsener, der trods deres Tjenstagtighed saa aldeles unddrager sig Omgivelsernes Opmærksomhed, at det er, som om man betjenes af en usynlig Aand. Hun er nu ogsaa let at overse, saa lille og uudviklet hun er trods sine fyldte nitten Aar. Blandt disse gamle Mennesker betragtes hun endnu halvt som et Barn, tilmed som et noget indskrænket Barn. End ikke for den |58 unge Hr. Sidenius er hun andet end det villige Redskab, der børster hans Støvler og bringer hans Linned til Vask.

Imidlertid er *Punschebollen og de sukkerbestrøede Æbleskiver kommen paa Bordet, og hermed har Festen naaet sit Højdepunkt. Først fornøjer man sig en Stund med Afsyngelsen af forskellige Selskabs- og Fædrelandssange, hvortil navnlig den lille Madam Fuss medbringer en højt beundret, om end ikke saa velklingende Diskant. Senere drikkes der »Mindebægre« for de i Aarets Løb afdøde fælles Venner, ét fuldt Glas for hver, ved hvilken Lejlighed det bestandig viser sig, hvor overvældende rig en Høst Døden har gjort i deres fjernere Bekendtskabskreds. Midt under denne Ceremoni forsvinder Trine lige saa ubemærket, som hun hidtil paa forskellig Maade har gaaet Gæsterne tilhaande, fyldt i Glassene, bragt Brød om, skiftet Tallerkener, *pudset Lysene, skaffet Svovlstikker, udkradset Piber, fundet tabte Lommetørklæder og hentet Vand til Madammerne, naar nogen af dem begyndte at faa ondt eller at hikke. Efter at have forvisset sig om, at alle Gæsterne er forsynede, saa der foreløbigt næppe vil blive Brug for hende, gaar hun ud i Køkkenet, tænder her et Lys ved Gløderne paa den aabne *Grue og begiver sig derpaa ned ad Husets smalle og stejle Trappe – en Slags Skibsstige – for at gøre i Stand til Natten i Hr. Sidenius’ Værelser. Det er |59 to smaa, mørke og fugtige Rum, udstyrede med et saare tarveligt Bohave. Paa et Klapbord foran en lille Voksdugspuf ligger hulter til bulter Bøger, Tegnerekvisitter og store Papirsruller med Mærker af sorte Blyantsfingre; over Stolene hænger afkastede Klædningsstykker, paa Gulvet flyder et Par gamle Tøfler, i en Krog staar en Samling tømte Øl- og Romflasker.

Trine sætter Lyset fra sig paa Bordet; og efter at have oplukket Vinduerne ud til en lilleputagtig, af høje Plankeværker og et *Nødvendighedshus omgærdet Have, hvorover Fuldmaanelyset skinner, giver hun sig ivrig i Færd med det Taalmodighedsarbejde at bringe Orden i Stuens Forstyrrelse, hænge Klæderne ind bag Hjørneforhænget, samle Bøgerne paa Bordet og lægge alle de smaa Tegneapparater ned i det for hvert enkelt bestemte Rum i Etuierne. Skønt hendes unge Herre aldrig har ulejliget sig med at give hende Anvisninger i saa Henseende, véd hun nøjagtigt, hvor hver lille Ting har sin Plads, og hvor han venter, ja *fordrer at finde den. Med det Instinkt, som Kærligheden skaber endog hos de Enfoldige, har hun lært sig selv Alt, udfundet hans Vaner, gættet sig til hans Ønsker, bestandig af sig selv fundet Vej gennem den Labyrint af Luner og uberegnelige Indfald, der fører ind til unge Mænds egentlige, endelige Vilje. Navnlig efter at han en Gang med en frygtindjagende Gri|60mace har ladet hende vide, at hun maa betragte den Ting at passe ham som sit Livs Hovedopgave og egentlige Bestemmelse, for hvilken Gud en Gang vil kræve hende til Regnskab paa Dommens Dag, føler hun det, som var der betroet hende en Slags helligt Kald, naar hun gaar hernede og sysler med hans Ejendele. Allerlængst dvæler hun inde i det lille Sovekammer, mens hun pusler med hans Seng, sætter Tøflerne bekvemt tilrette saaledes, at Taaspidserne vender indefter, og lægger Svovlstikkerne paa den Side af *Lysepladen, der er Sengen nærmest. Idet hun tilsidst tager Hovedpuden mellem sine Hænder for at rette paa Fylden, trykker hun den uvilkaarlig et Øjeblik til sit Hjærte, mens hun med et drømmende Udtryk lukker Øjnene.

Oppe i »Salen« er imidlertid de Gamle bleven mere og mere overstadige. Bolteslager Fuss har faaet sin Guitar frem, og trods Konernes Indsigelser giver han og den unge Hr. Sidenius sig i Forening til at kvæde den berygtede Nyboders-Vise: *»En gammel Kælling ved Gammelstrand«. Mændene jubler; endog inde i den 84-aarige Obertømmermand klukker det som i en Flaske, mens han skiftevis hæver og sænker sine buskede Bryn. Men da Bolteslageren derefter paa Opfordring begynder at fortælle sine *Fruentimmerhistorier, rejser Konerne sig krænkede og fortrækker ind i Gaardværelset, hvor nu Kaffen bliver anrettet med Kandissukker og Solbærlikør.

|61 Først ud paa Morgenen tripper de fire Ægtepar atter hjemad, alle i en Lyksalighedstilstand, hvorfra der endnu Dagen efter hviler et Skær over deres Ansigter ligesom fra en nedgaaet Sol.

Det var hos disse livsglade gamle Mennesker, der endnu i deres høje Alderdom uden Skrupler tømte Nydelsernes Bæger lige til *Grumset, at Peter Andreas havde fundet sit første *Asyl, et midlertidigt Fristed paa Vejen ud til det Lykkens Land, hans Drømme havde forjættet ham. I godt og vel tre Aar havde han nu boet hos dem og i den Tid bestandig mødt den velvilligste Forstaaelse af netop det i hans Natur, som man hjemme i Præstegaarden havde villet undertrykke og brændemærke som Dødens og Djævelens Værk. Navnlig i det første Aar havde han været meget taknemlig for det Hjem, han ved Tilfældets Gunst havde fundet her. Senere – efterhaanden som han udvidede sin københavnske Bekendtskabskreds – havde hans Forhold til de to Gamle og deres lille Vennesamfund vel faaet en mere flygtig Karakter; men brudt blev det aldrig, og Højbaadsmanden og hans Kone blev ved at holde af ham og tage sig af hans Vel, næsten som kunde han have været deres eget |62 Barn. Mere end én Gang vilde han være gaaet sulten i Seng, dersom ikke Madam Olufsen i sin Hjærtensgodhed havde *forekommet det ved paa sin hensynsfulde Maade at byde ham op til »at smage paa« en ny Ost eller »sige hende sin Mening« om en friskkogt Skinke. Han var fattig som en Kirkerotte. Han fik i de første Aar sjælden anden Middagsmad end en røget Sild eller en Kop Kaffe. Men lige munter var han. Ofte, naar Madam Olufsen og hendes Mand hørte ham staa dernede i sin lille Stue og fløjte over sine Tegnearbejder, talte de sammen derom, og de var da begge af den Mening, at naar han saaledes – trods Fattigdom og forskellig anden Modgang – kunde blive ved at bevare sit gode Humør, maatte det være, fordi han havde sat sig et eller andet højt Maal, som han var sikker paa at naa. Hver Gang nogen af deres Bekendte spurgte dem, hvad det egentlig var, deres Logerende studerede til, svarede de derfor i fuld Overbevisning og ikke uden Selvfølelse: »Til Minister«.

Denne de Gamles tillidsfulde Tro paa hans Fremtid havde heller ikke været uden Indflydelse paa den Tiltrækning, det lille Nybodershjem havde øvet paa ham. For første Gang, siden han som lille Dreng blev kaaret til Høvding af Ungdomskammeraterne derhjemme i Tømmergaardene, mødte han her Mennesker, der troede paa ham og fuldt ud værdsatte ham saaledes, som han selv |63 mente at fortjene det. Derfor bevarede han ogsaa gennem alle disse Aar en haardnakket Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte hans Hjem og Forholdet til hans Slægt, skønt særlig Madam Olufsen aldrig blev træt af at udfritte ham derom. Han havde foresat sig at betragte alt det Forbigangne som noget glemt, noget dødt, der ikke en Gang som Minde skulde faa Lov at spøge i hans Tilværelse. Han havde bestræbt sig for grundigt at udlufte sit Indre, at udslette af sin Sjæl enhver bitter og ydmygende Erindring, at den kunde blive som en ubeskreven Tavle for Lykkens og Sejrens funklende Guldskrift. Derfor fandtes der hverken paa hans Bord eller paa hans Væg saa meget som et lille Billede, et Prospekt eller et Portræt, der kunde minde ham – og fortælle Andre – om det Hjem, han havde forladt og ikke ønskede at gense. Det eneste, han i saa Henseende havde betroet sine Værtsfolk, var, at han – hvad han stadig for fuldt Alvor troede – aldrig havde kendt sine virkelige Forældre, hvilken Tilstaaelse ikke havde været uden Betydning for den moderlige Omsorg, Madam Olufsen bestandig havde viet ham. Familie i København havde han da heller ikke. ⇕˟A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Den ene af hans Brødre havde nemlig allerede afsluttet sine Studeringer og var bleven Kapellan et Sted paa Landet; den anden, der var Jurist, boede vel endnu i Byen, men han og Peter Andreas saaes sjælden og |64 omgikkes ikke. ⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Al den Forbindelse, hvori han stod med sit forrige Hjem, indskrænkede sig fra hans Side til de korte Breve, med hvilke han kvitterede for den lille Pengehjælp, han endnu stadig og uden synderlige Skrupler modtog fra Faderens Haand, om end han ved at give Undervisning i Tegning og Matematik søgte saa vidt muligt ved egen Hjælp at forskaffe sig det Fornødne til Livets Underhold. ⇕˟A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Dersom han pludselig var død, vilde man ikke i hans hemmeligste Gemme have fundet saa meget som et opbevaret Brev, ikke en Optegnelse, ikke et Navn, der kunde fortælle om, hvem han var, og hvorfra han stammede.

]˟ Den eneste, overfor hvem han havde kunnet lade et og andet Ord falde om sin Fortid, var Trine. Saa underligt det kan lyde, havde denne tavse lille Pige nemlig ogsaa en Gang haft nogen Andel i den Tiltrækning, det lille Nybodershjem udøvede paa ham. Det var i den allerførste Tid, da han – uerfaren som han var – endnu følte sig fremmed og ensom i den store By. Hun var den Gang nys konfirmeret, ganske barnlig, ogsaa i legemlig Henseende helt uudviklet, ikke en Gang synderlig smuk. Det var da oprindeligt heller ikke saa meget hendes ydre Egenskaber, der havde tiltrukket ham, som den Omstændighed, at hun – ligesom han selv – var et forældreløst Barn, var hans Skæbnefælle, hos hvem han kunde vente at finde Forstaaelse for de Følelser og Stem|65ninger, han gemte dybest i sit Bryst, og som han nu og da i Modgangens Timer følte Trang til at give Ord. Naar han vidste hende ene hjemme, listede han sig gærne op til hende i Køkkenet og satte sig paa Huggeblokken, mens hun stod foran den aabne Grue og rørte i Gryderne. Til nogen Fortrolighed af den paatænkte Art kom det alligevel aldrig. Dertil begreb Trine for lidet af hans saare forblommede Hentydninger til hans forgangne Liv; og desuden gik hans egen skælmske Natur altfor hurtigt over Skæbnens ublide Optugtelse. Det varede aldrig længe, før hans Underholdning gled ind paa mere fornøjelige Omraader, og regelmæssigt endte den med spøgefulde Kærlighedserklæringer eller Kampen om et Kys.

Peter Andreas kunde nu slet ikke længer huske og vilde end mindre have indrømmet, at han nogensinde havde været paa Veje til at forelske sig i dette svaghovedede Pigebarn. Han havde siden den Tid haft saa mange andre – og mere *bestikkende – Kvinder i Hovedet og i Favnen, og han var efterhaanden bleven saa vant til at have hendes lille stumme Person puslende omkring ham som hans Viljes blindt lydende Redskab, at hun var bleven som en Del af hans Stue, en Part af hans Indbo. Hændte det ikke des mindre endnu en og anden Gang, naar de mødtes i en Dør eller paa den mørke Trappe, at han i Forbifarten slog Armen om hendes Liv og trykkede hende til sig, |66 var det blot, fordi han nu en Gang havde faaet den kaade Vane at *omarme de Kvinder, han mødte paa sin Vej – selv Madam Olufsen slap ikke altid fri, hvor kraftigt hun end værgede sig.

Der var i det hele i Aarenes Løb – og navnlig i den allersidste Tid – foregaaet en Del Forandringer med Peter Andreas og ikke altid til hans Fordel. Det skete saaledes bestandig hyppigere, at Madam Olufsen den ene Nat efter den anden hørte ham komme hjem henad Morgenstunden og rumstere nedenunder i sine Værelser paa en Vis, der tydeligt nok røbede hans Tilstand. Naar hun da – som det ogsaa stadig oftere hændte – endnu Klokken elleve om Formiddagen kunde finde ham liggende halvt afklædt ovenpaa sin Seng, tog hun ikke i Betænkning at holde en alvorlig Formaningstale til ham. ⇕˟A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Hun havde ogsaa faaet andre Grunde til at beklage sig over ham. Hun fik bestandig sjeldnere sin Leje i rette Tid, undertiden slet ikke, og blev desuden hvert Øjeblik rendt paa Døren af lurvet udseende og uforskammet optrædende Personer med Regninger fra Skomagere, Skræddere og Vadskerkoner, som han skyldte Penge.

⇕˟A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Peter Andreas – eller Per, som han slet og ret skrev sig nu, for endog saa vidt mulig med sit Navn at løsrive sig fra sin Fortid – lo bare af sin moderlige Værtindes Advarsler og gjorde Løjer med hendes Bekymringer. ⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Alligevel var han heller ikke længer selv saa tilfreds, som hans be|67standig lige sorgløse Tone lod formode. I Ensomhed kunde han endog være ret nedstemt og raadvild med Hensyn til sig selv og sin Fremtid. Sagen var den, at han var begyndt at tabe Troen paa sit Studium. Han var bleven grundig skuffet af det Livserhverv, han i sin Tid havde valgt i begejstret Tillid til, at han ved Hjælp af det hurtigst og sikrest vilde kunne virkeliggøre sin Drøm om et uafhængigt, stolt omstrejfende Liv, rigt paa Æventyr, Nydelse og store Hændelser. Da han første Gang betraadte den polytekniske Undervisningsanstalt, der i hin Tid havde sit Asyl i et Par *gamle Bygninger i Studiestræde bagved den ærværdige Bispegaard, havde han forestillet sig den som et imponerende Aandens Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under elektrisk Lyn og Torden, – og han havde i Stedet for fundet en Række skumle, af Tobaksdamp og Smørrebrødslugt opfyldte Lokaler, en Mellemting af et Tegnekontor og en Ølknejpe, hvor en Del unge Mennesker i snavsede Lærredskitler stod bøjede over smaa, papirbeklædte Borde, mens andre sad med lange Piber og spillede Kort og drak Øl. Han havde tænkt sig sine tilkommende Lærere som ildfulde Forkyndere af Naturvidenskabens hellige Evangelier, og han mødte her i Undervisningstimerne nogle gamle Skolemesterskikkelser, der ikke var synderligt forskellige fra Flertallet af dem, han |68 nylig havde taget Afsked med i sin Hjemstavn. Og dog nød Anstaltens Undervisning et ikke ringe Ry. Der fortaltes endog, at man i Udlandet satte megen Pris paa danske Ingeniører paa Grund af deres grundige videnskabelige Uddannelse og store Samvittighedsfuldhed. Alt, hvad Per saa’ og hørte omkring sig, bibragte ham i det hele den Forestilling, at en duelig Ingeniør saa langt fra var en saadan dristig Handlingens Mand, som han havde foregøglet sig, men tværtimod var ensbetydende med et *omsigtsfuldt Kontormenneske, en nøjagtig Regnemaskine, et levende Tabelværk lænket til et Tegnebræt. De allerfleste af hans Medstuderende – og netop de af dem, der baade af Lærerne og de andre Elever ansaaes for de mest lovende – drømte da ogsaa blot om hurtigst muligt at opnaa en eller anden fast og betrygget, om end nok saa beskeden Stilling, i hvilken de kunde indrette sig det hyggeligt som Familiefædre med en lille Husstand i et lille Hus med en lille Have for en Gang efter fyrretyve Aars tro Tjeneste at afgaa med en lille Pension og et lille Udmærkelsestegn eller en *Justitsraadstitel.

Men saadanne Udsigter fristede aldeles ikke Per. Hellere end at lade sig levende begrave i et Magistratskontor vilde han – som han plejede at sige til sig selv – paa hæderlig Vis *ende sit Liv paa en Dørstolpe. Han var nu en Gang fuldt overtydet om, at han ikke var skabt til Hverdagsliv og |69 Godtkøbslykke. Hvilke Bryster han end havde diet – en Dronnings eller en Tiggerskes – Høvdingeblod rullede der i hans Aarer, og han krævede Plads til Højbords ved Livets Taffel blandt Jordens frie og udkaarne Mænd.

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Saaledes skete det da, at Peter Andreas i sin voksende Mistillid til den Levevej, han havde valgt, efterhaanden tabte de sidste Rester af Modstandskraft overfor de mangeartede Fristelser, den store By rummede for et ungt og levelystent Menneske, og for en Tid sank temmelig dybt tilbunds i dens *Bærme. Han tilbragte tilsidst sin meste Tid paa Kaféer, i Billardstuer, hos Venner og Veninder, og skabte sig en udstrakt Bekendtskabskreds blandt den Slags Mennesker, der har deres egentlige Hjem paa Gaden. Det var fortrinsvis unge Forretningsfolk, der udgjorde hans Selskab. Med Universitetskredse havde han saa at sige ingen Forbindelse, da han ikke var Student. Derimod undgik han ikke at komme i Berøring med den vidtforgrenede literære og kunstneriske Halvverden, der allerede den Gang begyndte at spille en fremtrædende Rolle i Byens Liv. Sammen med en af sine Bekendte kom han en Aftenstund ind i et gammeldags Konditori ved Vestervold, mellem |70 hvis mange højrøstede Gæster hans Ledsager højst interesseret udpegede ham forskellige af de mere omtalte blandt Øjeblikkets artistiske og skønliterære Fænomener. Per, der ikke besad synderlig Sans for det æstetiske, havde imidlertid fæstet sin Opmærksomhed paa en ung Pige, der stod bag Buffeten, – en høj, slank, alvorligt udseende Skikkelse med et pragtfuldt gyldenrødt Haar, der ikke uden kunstnerisk Smag var ordnet i tre *græske Bukler over Issen.

»Det er den røde Lisbeth,« forklarede hans Ledsager. »Det er hende, der har staaet Model til Iversens *Danaë og til Petersens *Susanne. Hun er ikke ilde, hva’? Sikken Hud! ... Men er det ikke mærkeligt, hun skal være aldeles kysk.«<!--sic, ikke i B C D E F G -->

Trods denne sidste Forsikring svor Per ved sig selv at ville forsøge sin Lykke hos hende, – saa indtagen var han øjeblikkeligt bleven af hendes ranke Person. Allerede den næste Formiddag indfandt han sig igen i Kaféen, denne Gang alene, og blev fra nu af en Tid en af dens trofasteste Gæster.

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Konditoriet var den i visse Kredse meget bekendte »Gryde«, et rummeligt men lavt og mørkt Lokale, en fordums Fægtesal, uden Vinduer til Gaden men med en lang Række højtsiddende Ruder ud til en Have, som om Sommeren kastede et grønligt Skær ind over de kalkede Vægge. I adskillige Aar havde den været Stamkafé for Medlemmerne af en oppositionel artistisk Klike, de |71 saakaldte »Uafhængige«, en Samling yngre og enkelte ældre Talenter, virkelige Begavelser, om end alle mere eller mindre ligesom forsatte i Væksten, enten aldrig rigtig udvoksede eller altfor tidlig ældede. Der sad om Aftenen den meget omstridte Marinemaler Fritjof Jensen i sin Sømandspjækkert og med en sortbrændt Kridtpibe dybt inde i sit mægtige Skæg, – en imponerende Vikingeskikkelse, en fantasirig Kunstner, en indtagende Broder Lystig ved et skummende Ølkrus, men holdningsløs og upaalidelig, i samme Time overgiven og nedtrykt, forvoven og krysteragtig ligesom en Dreng i *Overgangsalderen. Der sad for sig selv i Hjørnet af en Sofa den allerede aldrende Digter Enevoldsen og aftørrede sine Brilleglas eller *pudsede sine Negle, saaledes som han nu i tyve Aar havde siddet rundt om paa alle københavnske Kaféer og under allehaande Smaabeskæftigelser udarbejdet sit allerede for en halv Menneskealder siden paabegyndte Værk: »Skabelsen, Syndefaldet og den yderste Dag«, en Samling smaa, fint *udciselerede Fantasibilleder, der med virkeligt Mesterskab anslog en hel ny Tone i dansk Poesi. Der sad den unge Figurmaler Jørgen Hallager med *Bulbideransigtet, – Oprøreren, Anarkisten, der vilde omstyrte Samfundet, reformere Kunsten, afskaffe Akademiet og have Professorerne hængt, men som iøvrigt ernærede sig skikkeligt som *Retoucheur hos en Fotograf. Og der var |72 den gamle Politiker og Redaktionssekretær Reeballe, en lille, hjulbenet, parykbærende Dværg med ét blankt skinnende og ét ligesom ormstukkent Øje og med et langt, gulhvidt Bukkeskæg ned over et snavset Skjortebryst – et yndet Objekt for Karrikaturtegnerne i Byens Vittighedsblade. Med en fortygget Cigarstump i Mundvigen, begge Hænderne skjulte bagpaa under Bukselinningen, drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring mellem Bordene, slog sig ned snart hist, snart her selv hos ham ganske ubekendte Folk og blandede sig vrøvlagtigt i deres Samtaler, indtil han, naar Ingen længer vilde høre paa ham, satte sig hen ved *Buffeten til Lisbeth for her ved en *Sodavand at give sig Luft i forbitrede Udfald mod Menneskenes Dumhed og Verdens Utaknemlighed. Ogsaa han vilde nemlig reformere Menneskeheden men i klassisk Aand. Hans Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa sig for sit Bryst og kalde sig »den sidste Græker«.

Skønt Per var saa meget yngre end alle disse Folk og egentlig aldrig selv havde gjort nogen Tilnærmelse, blev han efterhaanden inddragen i deres Kreds og halvt Kammerat med flere af dem, dels paa Grund af sine personlige Egenskaber – for sine »maleriske røde Kinders« Skyld, som Fritjof Jensen ved en Lejlighed ytrede – mest dog paa Grund af sit Forhold til Lisbeth, der langt hurtigere, end |73 han efter hendes alvorlige Udseende og sin Vens Forsikring havde ventet, ja egentlig haabet, havde givet efter for hans Bestormelser. Hun var deres fælles Øjesten og Kæledægge, den, hvis farveskønne Silkehaar og skære Hud flere af dem skyldte deres første *Berømmelse, og de viste hende bestandig den ridderlige Hyldest uden Modsigelse at anerkende den for Øjeblikket foretrukne Tilbeder, selv om han ikke hørte til deres Kreds.

En særlig Opmærksomhed blev Per gjort til Genstand for af en Mand, der egentlig heller ikke hørte hjemme i »Gryden« og ikke en Gang altid var rigtig velkommen dèr. Det var en vis Hr. Ivan Salomon, en ung Jøde, Søn af en af Byens Rigmænd, en lille, *vever Skabning, et brunøjet Egern, altid smilende, lutter Tjenstagtighed, bestandig trakterende, saare lykkelig over at færdes mellem saa mange berømte Kunstnere. Det var dette unge Menneskes Ærgærrighed at opdage og fremklække Genier. Med sand Forelskelse kastede han sig over enhver nyopdukkende Fremtoning, i hvilken han mente at kunne gøre sig Haab om at finde et eller andet skjult Talent, til hvis Beskyttelse og heldige Udvikling han kunde bidrage. Trods mange og bitre Skuffelser troede han straks i enhver lille – om ogsaa blot ydre – Særegenhed, et Par dybtliggende Øjne, en lang Næse eller et uklippet Haar, at se et Tegn paa en vordende Storhed, og saaledes var han nu ogsaa kommen til |74 at se noget overordentligt i Per, hvem imidlertid denne uopfordrede Interesse i høj Grad faldt til Besvær. Han kunde ikke lide Jøder, allermindst rige Jøder. Mens han ellers langtfra var ligegyldig for, hvad Folk mente om ham og hans Fremtidsudsigter, følte han sig ligefrem ubehageligt berørt, naar dette Menneske – med ret nærgaaende Hentydninger til hans Held overfor Lisbeth – blev ved at fortælle ham, at han var en udpræget *Aladdinstype, et Lykkebarn, paa hvis Pande der med Gudens Finger stod skrevet: *Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer. Selve Ordene virkede ganske vist ligesom elektrisk paa ham, satte hans inderste, hemmeligste Stemningsliv i Svingninger. Det pinte ham blot, at det netop var denne Nar, der skulde udsige dem og derved forvandle den betagende Profeti til en taabelig Frase.

I det hele vedblev Per at føle sig temmelig fremmed i disse Menneskers Selskab, og det var ikke udelukkende af Beskedenhed, at han imod sin Sædvane blandede sig grumme lidt i deres Samtaler. Han lærte aldrig at forstaa eller blot at interessere sig for deres evindelige, ordrige Diskussioner om Kunstens Maal, om Skønhedens Fordringer, om de nye Fremstillingsmaader o. s. v.; og det vakte hans Skinsyge, at ogsaa Lisbeth bestandig snakkede om de samme Ting, efterlignede deres Jargon, talte overlegent om »Publikum« o. s. v. Endog i deres fortrolige Øjeblikke inde paa hendes |75 Kammer kunde hun være saa optaget af sit eget Legemes Betydning for Kunsten, at det ikke var til at tage fejl af, at hun vilde have sit Liv opfattet som en begejstret og opofrende Hengivelse til det Skønnes Forherligelse. Selv var han paa disse Omraader omtrent saa uvidende som et Barn i Moders Liv. Hjemme havde han aldrig hørt den Slags Ting omtalt. Hele det Indblik, han dèr havde faaet i de skønne Kunsters Verden, indskrænkede sig til Betragtningen af et Par *tarvelige Litografier med bibelske Sujetter, der hang paa Dagligstuevæggen. Siden havde hans Liv, hans Studier og Omgangsvenner kun bidraget til yderligere at befæste den Sans for Livets reelle Værdier, som allerede Barndomsaarene med deres frie Færden blandt Gadens Ungdom havde udviklet hos ham. Saa gammel han nu var bleven, havde han sjælden haft Taalmodighed til at læse nogen Bog til Ende, navnlig ikke naar den var paa Vers, og i Billedgallerierne var han aldrig kommen længere end til Forhallen.

Og dog – helt uinteresseret var han ikke. Som tavs og tilbageholden Iagttager havde han alligevel sin egen Morskab af disse kuriøse Mennesker, der kunde springe i Harnisk paa Grund af en Farvesammensætning og tale sig op i Ekstase i Anledning af fire rimede Linjer, som om Menneskehedens Velfærd afhang af disses rette Forstaaelse. Han nød i Stilhed en saadan Scene som et komisk |76 Skuespil. Han havde overfor al denne Lidenskabelighed omtrent den samme Fornemmelse som den, der i sin Tid havde kunnet gribe ham hjemme i Præstegaarden under Aften- og Morgenandagten, naar Faderens Stemme pludselig midt i et Salmevers begyndte at skælve af Sindsbevægelse, eller naar Søsteren Signe henne ved Klaveret løftede Øjnene mod Loftet og udslyngede sine Vokaler med en Inderlighed, der truede med at sprænge Stemmebaandet. Det blev ham klart, at denne lovsungne »Kunst« ogsaa var en Slags Religion, der havde sine tillidsfulde Dyrkere i alle Samfundslag, og som ligeledes var i Stand til at gøre Mirakler, siden selv en stakkels *Glædespige ved den kunde føle sig ren og hellig og misundelsesværdig.

En Aften, da Per indfandt sig i »Gryden« – noget senere end sædvanlig, fordi det var Lisbeths Friaften, som hun tilbragte hos en syg Tante ude paa Kristianshavn – faldt han uforvarende midt ind i et stormende *Bakkanal. Det var Marinemaleren, den store Fritjof Jensen – »Fritjof«, som han slet og ret kaldtes af Alle – der havde slaaet sig løs i Anledning af, at han havde faaet et af sine 4 *Alens Lærreder »Orkan i Nordsøen« solgt til en Smørgrosserer. En Del af Kaféens Smaaborde |77 var stillet sammen i en Række midt paa Gulvet, og rundt om to vinløvomkransede *Boller med Champagnepunsch sad en Snes Mennesker, hvoraf Per næppe kendte Halvdelen.

For den øverste Bordende tronede Fritjof selv lig en *olympisk Gud, – en *Okeanos, *bringebred og blaaøjet, med bølgekruset Haar og Skæg. Foran ham stod hans mægtige *Privat-Pokal, »Dybet« kaldet, og om hans Hoved hvirvlede Skyer af Tobak. Han var allerede bleven stærkt rød omkring Øjnene og tyk i Mælet, – han havde nemlig nu i mere end to Døgn uafbrudt været *i Aande, havde tilbragt Dag og Nat i *Østerskældere, hos *offentlige Piger, i Skoven og paa Vinstuer og havde efter sin Sædvane trukket med sig alt, hvad han undervejs traf paa af Venner og Venners Bekendte, – et stadig skiftende Følge, et beundrende Kor af unge og gamle Lediggængere.

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. For at skaffe Plads til Per og et Par andre Stamgæster, der var kommen omtrent samtidigt med ham, maatte der føjes endnu to Smaaborde til de øvrige; og for ikke at gøre Rækken for lang, anbragte man disse midtvejs ved begge Længdesiderne, saa de kom til at danne ligesom de korte Arme paa et Kors. Men ikke saa saare fik Fritjof Øje herpaa, før han slog en Haand i Bordet og raabte gennem Larmen:

»Er I forrykte, Børnlille! Skal vi virkelig sidde her under det forbandede *Galilæer-Tegn! ... Guds |78 Død! Vi faar Kvalme heroppe af al den Fromhed! ... Lad os danne en Hestesko! Vi vil forskrive os til Fanden ved at hædre hans Fodbeklædning! ... Flyt ud, Venner!«

Og da han havde faaet sin Vilje, og Alle igen var kommen til Sæde efter den vakte Forstyrrelse, løftede han smilende sin fyldte Pokal og udbrød:

»Jeg hilser Dig, *Lucifer! Hellige Oprører! Du, Frihedens og Glædens Skytsaand! Alle Djævelungers Gud! ... Tildel mig endnu mangen fed Smørgrosserer, og jeg vil opbygge Dig et Alter af Østersskaller og tømte Champagneflasker! ... Hej, Vært! ... *Gripomenus! ... Mere Vin her! ... Et Hav af Vin! ... *En Glemsels Flod!<!-- komm. Lethe --> ... Er der Ingen, der hører? ... Vin, siger jeg!«

Værten, en lillebitte trøjeklædt Schweizer, kom nu trippende frem bagfra Disken, hvor han denne Aften i Lisbeths Fraværelse havde varetaget hendes Pligter. Med optrukne Skuldre og mange beklagende Armbevægelser bad han de Herrer meget undskylde, men han turde ikke servere mere for dem i Aften. Klokken var over to, og Gadens venligsindede Nattebetjent havde allerede én Gang banket advarende paa Ruden ind til hans *Lukaf bag Buffeten.

»Kl*okken? ... Klokken!« raabte Fritjof. »Vi er Guder, Gripomenus! Klokken er for Skræddere og Skomagere!«

»Ja, ok for Kaféværter – disvær’!« svarede |79 den lille Mand med Hovedet paa Siden og Hænderne samlede foran Brystet ligesom en Kordegn. Og da han mærkede, at hans Vittighed gjorde Lykke, tilføjede han med et polisk Smil, at han glædede sig til at se de Herrer igen den næste Dag; de kunde komme saa tidligt, som de ønskede det. »Vi opner Klokken syv.«

Men nu blev Fritjof aldeles vild. Han kastede sig tilbage i Stolen og tog et dybt Greb ned i sin højre Bukselomme. »Vin vil vi ha’e!« raabte han og strøede i det samme under en overmodig Latter en Haandfuld Guldpenge vidt ud over Bordet, saa de raslede ned til alle Sider. »Her er Smør! ... Vil I ha’e mere? ... Der er nok, hvor det kom fra! ... Drik, Venner! Hvad gaar der af jer? ... Lad det ligge, siger jeg. Vi er ikke Spidsborgere her!«

Men denne Ophøjethed var dog de andre lidt for olympisk; de blev med ét alle ganske ædru og gav sig forfærdede til at samle Guldet op fra Gulv og Stolesæder. Men Fritjof stødte det endnu en Gang foragteligt fra sig og blev ved at brøle: »Vin! – Vin og Piger vil vi ha’e! – Vin, siger jeg!«

Alligevel opløstes nu efterhaanden Selskabet. Værten trak ærbødig hver enkelt til en Side og bad ham mindelig »for den Politiens Skyld« at forlade Lokalet. Skønt Fritjof selv blev siddende paa sin Stol, med Armene korslagte over Brystet, |80 og i denne udfordrende Stilling svor paa, at han ikke lod sig rokke, før Kvarterets samlede Politistyrke kom og flyttede ham, fortrak snart en, snart en anden af hans Gæster og blev stille lukket ud af en Bagdør. Da der tilsidst ikke var andre tilbage end Per, vilde ogsaa han gaa. Men da holdt Fritjof ham tilbage i Ærmet og truede, tiggede, ja tryglede ham tilsidst næsten med Graad i Stemmen om at blive.

Per lod sig da ogsaa overtale. Han fandt det ikke en Gang længer helt forsvarligt at forlade Mennesket i en saa overspændt Sindstilstand. Mod Løftet om at ville forholde sig rolige fik de serveret Kaffe og Cognac; hvorpaa »Gripomenus« med en resigneret Armbevægelse trippede tilbage til sit lille Lukaf bagved Buffeten.

Rundt omkring dem i det store Rum stod Mylret af tomme Borde og Stole ganske saaledes, som Gæsterne havde forladt dem. Paa Bordene flød Cigaraske, Champagnepropper, itubrudte Glas. Men alt var stille nu ... dobbelt stille efter den forudgaaende Larm ... saa stille endog, at det var, som om hver lille Lyd fremkaldte en dump Genlyd henne i et af Hjørnerne. Et eneste, halvt nedskruet Gasblus brændte lige over deres Hoveder. Hele det øvrige Lokale henlaa i skummelt Mørke, indhyllet i en graa Taage af Tobak og ophvirvlet Støv.

Fritjof sad med begge Albuerne paa Bord|81kanten, Hovedet støttet mellem sine Hænder, og stirrede ned for sig. Han var pludselig bleven tavs; og Per, som troede, at han var falden i Søvn, stødte sit Glas mod hans og sagde »Skaal!« Men i Stedet for at svare begyndte Fritjof nu at tale melankolsk om Døden og om Tilintetgørelsen og spurgte tilsidst rent ud, idet han saa’ over paa Per med et usikkert Blik, om han aldrig følte sig uhyggelig tilmode ved at tænke paa Opløsningen »og paa dette – hvad det nu er – paa den anden Side Graven«. Per, som intet kendte til den Slags Anfægtelser, som bestandig følte sig lige ung og uforgængelig og i hvert Fald altid var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker tilovers for det muligvis tilkommende, troede i første Øjeblik, at den anden gjorde Løjer, og lo pligtskyldigt. Men da greb Fritjof ham i Armen og sagde – halvt angstfuldt, halvt bydende:

»Stille, Menneske! Lad os ingen Ting *forsværge! ... I unge Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent! Faa bare det første graa Haar i Tindingen, og I skal ogsaa nok føle en løjerlig Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres velplejede Person en Gang skal tjene til Forraadskammer for de kommunale Maddiker. Bare lidt overflødigt Fedt paa Hjærtet, Kære – færdig! En Høvlspaanspude under Hovedet, syv Skruer i Kistelaaget ... og ud paa *Assistensen! Lad os ingen Ting forsværge, siger jeg! Vi bilder |82 os nu ind at være bleven saa kloge! Ja vel! Men ... hvem véd? Maaske findes der alligevel mere over Stjernerne og under Havet, end vi rigtig har Mod til at vide af. Dersom Livet ikke er forbi med Præstens Amen – og har egentlig nogen for Alvor turdet paastaa det modsatte, spørger jeg? – hvad saa, unge Mand? Kommer der saa ikke alligevel en Regnskabets Dag ... Eller hvordan?«

Per sad som himmelfalden. Med opspærrede Øjne stirrede han paa denne skæggede *Vildbams, denne Livsglædens og Skønheds-Dyrkelsens ildfuldeste Apostel, der pludselig aabenbarede sig for ham som hans Faders og Moders Aandsfælle, en Underjordisk, der med sine inderste, frygtsomme Tanker færdedes i Skyggeriget, kredsede omkring Graven og den hinsidige Dommer, – ræd for de Lysets Magter, han selv for et Øjeblik siden overmodigt havde paakaldt! –

Det blev nu ingenlunde den eneste Gang, at Per fik et saadant fortroligere Indblik i disse »Uafhængiges« Indre og til sin Overraskelse skimtede en Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et andet Jeg, der i ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med dem og deres nye Religion. Om det saa var den gamle Græker Reeballe, kunde han, naar han undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at *bestaa med sin Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssigt sin |83 Konfirmationssalmebog frem af Kommodeskuffen, hver Gang hun havde sine Lændesmerter eller frygtede for at være *frugtsommelig.

Der begyndte da at danne sig hos Per en Forestilling om, hvad det egentlig var, der havde hæmmet selv disse frie Aander i deres begejstrede Stræben, *idelig lammet deres Kraft og bragt den ene til at søge Fortrøstning i Flasken, den anden til drengeagtigt at nedlarme Stemmen i sit Indre med Stortalenhed og vilde Løjer, den tredje til i artistisk Selvbedøvelse at slutte sig inde i sin Skal som en Snegl under en Torden, den fjerde til at fortabe sig i ørkesløse Drømme om en ny og bedre Verdensorden, som kunde overvinde Nødens og Dødens Pine. Samtidigt voksede der mægtigt i ham en Følelse af at være noget for sig selv, en Undtagelse, hvem en lykkelig Skæbne allerede i en tidlig Alder havde frigjort for et Aag, hvorunder hele den øvrige Verden endnu trællede. Den unge Ivan Salomons Ord om hans Aladdinslykke og om Gudeskriften paa hans Pande fik med ét en ny, langt mere vidtrækkende Betydning. Jo mere han i det hele lærte sig selv og Menneskene omkring ham – de smaa med de store – at kende, des stærkere følte han sig dem alle overlegen; des mere bestyrkedes han i Forestillingen om at være en Udvalgt, skabt til at erobre Verden og undertvinge den, ... et Lykkebarn, der allerede ved sin mystiske Oprindelse |84 havde faaet Æventyrets Straaleglans lagt om sin Skikkelse. Naar han stod foran Spejlet og betragtede sit mørktfarvede Ansigt, sin brede, tvedelte Pande, sine dybtliggende Øjne, sin kløftede Hage, sin muskelstærke Hals og sine fastformede Skuldre, syntes det ham undertiden selv, at han – som Salomon en Gang havde sagt – mindede om en af Roms store Kejsere.

Gamle Drømme om et tabt men genfundet Kongedømme bemægtigede sig paany hans Fantasi. Stundom, naar han sad alene med sig selv og sine Tanker, forekom det ham næsten, at han kunde mærke Guldkronen spænde om hans Pande. Én var der jo ogsaa allerede, der havde set den skinne og læst dens Indskrift, ristet af Gudens egen Finger: Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer!

[87]⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml.⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. En Vinteraften med tæt, stille *Snefog stod en Herre henne ved et af de mørke Hjørner af *Frue Plads og saa’ sig opmærksomt om til alle Sider. Han havde slaaet Frakkekraven omhyggeligt op om Ørene og trukket Hatten dybt ned over Øjnene, og da han havde ventet nogen Tid, gjorde han – for ikke at tildrage sig Opmærksomhed – en Afstikker ind i en af Sidegaderne men kom et Øjeblik efter tilbage. Klokken oppe i Taarnet havde nylig slaaet ni. Gaderne i hans Nærhed var allerede næsten folketomme. Paa Pladsen foran ham saaes der ikke et Menneske. Det hvide Snetæppe bredte sig omkring Kirken uden et eneste Fodspor. *De to kæmpemæssige Statuer foran Indgangen havde faaet pudrede Allongeparykker paa og mindede i deres sorte Kapper om et Par *holbergske Advokater.

Den, der ventede, var Per; og den, han ventede paa, var en ung Frue, som han Aftenen i Forvejen havde truffet paa et Kunstnerkarneval. Noget stort Haab om, at hun vilde komme, havde han dog ikke. Det var hans første Kærlighedsæventyr |88 med en virkelig Dame; og skønt hun ikke netop havde taget ham hans dumdristige Anmodning ilde op, – noget Svar havde hun heller ikke villet give. Hun havde nærmest slaaet hans Spørgsmaal hen i Spøg men dog, idet hun forlod ham, sendt ham et Blik over sin nøgne Skulder, der indeholdt fuldt saa meget af en Opmuntring som af en Tilrettevisning.

Da han forgæves havde ventet en halv Times Tid, bestemte han sig til at gaa. I det samme var der en, der rømmede sig bagved ham, og da han vendte sig om, stod der for ham – som skudt op af Sneen – et lille hjulbenet Bybud, der hemmelighedsfuldt hilste Godaften.

»Tør jeg adspørge om Deres ærede Navn,« sagde denne Mand, idet han til Forklaring fremviste Hjørnet af et Brev, som han holdt skjult under sin hvide Lærredsfrakke.

»Sidenius,« svarede Per kort.

»Det stemmer,« sagde Mandslingen og rakte med et fortroligt Smil Brevet frem. »Det er fra en Dame, som gav mig det i Middags i en Port henne i *Vimmelskaftet. Jeg skulde aflevere det her, sa’e hun, naar Klokken var godt ni.«

»Og der skulde intet Svar tilbage?«

»Ingen Svar tilbage, nej.«

Per skyndte sig hen under den nærmeste Lygte, rev Brevet op og læste: »Kommer ikke; hvad De forhaabentlig heller ikke har ventet. Skal forsøge, |89 om jeg, som jeg lovede, kan skaffe Dem Indbydelse til Fabrikant Fensmarks paa Søndag. Jeg véd, de mangler Herrer. Under ingen Omstændigheder maa De skrive eller paa anden Maade søge Forbindelse. Det lover De mig.« – Brevet var uden Underskrift. En Efterskrift manglede derimod ikke. Der stod: »Jeg er egentlig meget vred paa Dem. Jeg haaber, De skammer Dem lidt.«

Paa Pers Ansigt lyste et Sejrssmil. Saa havde han alligevel igen haft Lykken med sig! Nu ja, – det fór ham gennem Hovedet, at Forsynet egentlig ogsaa skyldte ham en Oprejsning. Han var nylig bleven skammelig bedraget af Lisbeth, rent ud holdt for Nar af denne opløbne Tøs, der i Grunden altid havde ringeagtet ham, fordi han ikke var »Artist«. Han havde nemlig opdaget, at den kristianshavnske »Tante«, hvis svagelige Helbred hun i den sidste Tid havde ofret en saa rørende Omsorg, var en ung, øltrind Akademi-Elev, der havde lovet at udødeliggøre hende med samt hendes gullerodsrøde Haar i Skikkelse af en overgiven Nymfe, der karesseres af *drukne Fauner. Den Tøjte! ... Naa, han var glad ved nu at kunne sige disse Allemandspiger Levvel. Han havde allerede længe haft Afsmag for dem og deres altfor ublufærdige Hengivelse, for deres Løgnagtighed og *Prellerier, deres Lopper og snavsede Senge. Et nyt, et rigere og værdigere Kærlighedsliv skulde nu begynde for ham. Der oprullede sig for hans Fantasi |90 et betagende Perspektiv af galante Oplevelser: farefulde Stævnemøder, hemmelige *Drosketure, dulgte Haandtryk under Bordet, stjaalne Kys bag Viften, frygtsomme Tilstaaelser, skælvende Omfavnelser, Bortførelser, maaske Dueller. – –

»Undskyld, go’e Herre!« afbrød Bybudet hans Tankers Flugt.

»Hvad er det? ... Er De her endnu? Hvad Pokker vil De?«

»Jeg takker ærbødigst, Herre! Jeg vilde blot tillade mig at sige, at dersom Herren ved Lejlighed skulde faa Brug for et Bud, saa har jeg mit *Stade paa *Højbroplads udfor Nummer fem ... om Herren vilde være saa god at erindre det.«

»Godt ... godt, min Ven!«

»Jeg skal sige Herren, jeg er nu vant med at gaa saadan Smaaærinder ... De forstaar ... for Herrerne. Og for Damerne, naturligvis. Herren kan trygt stole paa, at jeg har ren Mund, – der løber ingen Sladder ud af den. Og jeg kender nok Vejene ... De forstaar ... saadan op ad Køkkentrappen ... en Regning at afgive til Fruen personlig ... en Fødselsdagsforæring til Fruens Mand ... og saadan. Bare Herren vil spørge efter mig nede i Beværtningen, om jeg ikke skulde være paa Gaden. Rasmussen er mit Navn, om Herren kan erindre det.«

»Det skal jeg nok.«

»Ja, saa byder jeg Herren Godnat.«

|91 »Godnat,« svarede Per i Tanker, han gennemløb paany det forjættelsesrige Brev; stak det derpaa i Lommen og gik hastigt bort. Han vilde gaa hen i »Gryden«. Han trængte til at træffe Mennesker, til at tale, støje, give sin Sejrslykke Luft. Der paakom ham ogsaa en Trang til at yde sig selv og den ranglede Taske derhenne et utvetydigt Bevis for, hvor ligegyldig hun nu var bleven ham. Han havde ikke set hende, siden han opdagede hendes Bedrageri. Han havde med Vilje holdt sig borte fra Kaféen for ikke at høre paa de Løgnehistorier og de opstyltede Fraser, hvormed hun rimeligvis vilde besmykke sin Færd. Nu skulde han med største Sindsro lykønske hende til hendes nye Pagt, ja endog – som Skikken derhenne paabød – give den sin faderlige Velsignelse.

Han gik gennem den uddøde *St. Pederstræde og bag *Petri Kirke henimod Volden. Idet han her drejede om Hjørnet, brød han ved sig selv ud i en tordnende Ed. Lige imod ham kom – skjult under en stor Paraply – en lille, zobelskindsklædt Herre, i hvem han alene paa det hurtige Fodskifte øjeblikkeligt genkendte den unge Ivan Salomon. Hurtigt traadte han over Rendestenen for at skraa over Kørebanen, men det var forsilde. Et Udraab, et Frydeskrig: »Hr. Sidenius ... Er det ikke Hr. Sidenius?« nødte ham til at standse.

»Hvor har dog Vorherre haft Dem saalænge?« |92 udbrød Salomon, da de havde hilst. »Har De aldeles slaaet Haanden af Deres Venner? De har jo været komplet usynlig! ... Er De paa Vejen hen til »Gryden« maaske? Aa, gaa ikke derhen! Jeg kommer netop derfra. Der er ikke til at holde ud for Kedsommelighed iaften. Der er ikke andre derhenne end Inventariet Reeballe ... ja og saa Enevoldsen, naturligvis. Men vor kære Digter sidder bare og pudser sine Briller og har aabenbart store Vanskeligheder med Anbringelsen af et Komma. Lad os gaa et andet Sted hen. De spiser nok til Aften med mig ... De er fri, ikke sandt? Lad mig se! Vi tager hen i »Stjærnen«. Er vi enige?«

Per vidste, at han lige saa godt straks kunde opgive al Modstand. Han vilde dog ikke kunne finde paa nogen Indvending, som ikke Salomon øjeblikkeligt vilde slaa til Jorden, og unægtelig fristedes han heller ikke af Udsigten til at falde i Kløerne paa den drukne Reeballe for den hele Aften at blive et Offer for hans Veltalenhed.

Nogle Minutter efter sad de to Herrer i en vinrød Fløjlssofa i en nyopført, elegant Hotel-Restaurant, der særlig besøgtes af det tilrejsende Land-Aristokrati og Gardens unge Officerer. Et kostbart *Brysselertæppe bedækkede Lokalets Gulv i dets hele Udstrækning, Betjeningen besørgedes lydløst af selskabsklædte Opvartere, og selv blandt Gæsterne, hvorimellem der var adskillige Damer, |93 førtes Samtalen dæmpet, skønt ganske utvungent. Per følte sig i første Øjeblik en Smule trykket. Han var ikke vant til at bevæge sig i saa fornemme Omgivelser, men navnlig generede det ham at være her netop med Salomon, der straks ved sin Indtrædelse, paa Grund af den støjende og anmassende Maade, hvorpaa han henvendte sig til Opvarterne, havde tiltrukket sig de øvrige Gæsters alt andet end velvillige Opmærksomhed. Per havde endog i Forbigaaende hørt en Herre sige til sin Sidemand: »Hvad er det for en infam Jødebengel?«

Derimod bemærkede hverken Per eller Salomon en anden – en enligt siddende – Herre, der havde Plads henne ved et af de høje Vinduer, og som ved deres Indtrædelse ligeledes havde set fornemt op fra sin Avis. Det var en Mand i Fyrretyveaarsalderen, en slank, noget udtæret men karakterfuld Skikkelse med et stærkt skaldet, næsten nøgent Hoved, et stort, blond Overskæg og et Par tilslørede blaa Øjne bag en Guld-Næseklemmer. I det Øjeblik, han havde opdaget Per, var en stærk Rødme fløjet op i hans Kinder, og han havde hurtigt skjult sig saa fuldstændigt bag sin Avis, at der ikke blev andet synligt af ham end et Par lange, korslagte Ben.

»Hvad vil De spise? ... Et Par Østers?« spurgte Salomon, idet han trak sine rødbrune Handsker af. »De har vel fuldkomment friske |94 Skaldyr iaften?« henvendte han til Opvarteren, der svarede med et afmaalt Buk.

Per kunde ikke komme over at tilstaa, at han egentlig ikke havde Smag for denne Herreret, men han svor samtidigt ved sig selv, at han ikke vilde lade sig snyde for et solidt Aftensmaaltid. Han var bleven sulten af den lange Venten i den kolde Aftenluft, trængte til Kød, Ost, Æg, mange Æg. Havde Millionærsønnen faaet ham lokket til at løbe denne Spidsrod med ham, skulde han – saa bandte han! – ogsaa faa sin Traktere-Lyst styret.

»Østers?« mumlede han i prøvende Tone. »Aa ja – til at begynde med. Jeg vil nemlig sige Dem forud: jeg er sulten som en Ulv.«

»Bravo! Udmærket!« jublede Salomon og klappede i Hænderne, saa Alle, endog Damerne, rundt om i Salen vendte sig om imod ham. Ogsaa Guldlorgnetten derhenne ved Vinduet viste sig et Øjeblik spejdende over Kanten af Avisen.

Vendt mod Opvarteren vedblev Salomon: »Lad os høre? ... Hvad er der ellers i Aften? ... Hvor er Spisekortet?«

Opvarteren opremsede en lang Række Retter.

»Stop! Lad os faa det altsammen ... hele Registret! Vi gider ikke vælge!« raabte han i kaad Overgivenhed og gjorde med begge Armene en udbredende Bevægelse over Bordet. »Dæk bare op! En *Grand souper! ... Og lidt hurtigt, lille Ven! Vi er sultne som Ulve!«

|95 Og ligesom beruset af den Opsigt, han havde formaaet at vække, stak han derpaa begge de flade Hænder ind under sig og gav sig leende til at gynge op og ned paa Sofafjedrene ligesom et Barn, mens Blikket fra hans smaa, tindrende sorte Øjne løb iagttagende rundt i Lokalet.

Per, som skamfuld bemærkede, at selv de vel afrettede Opvarteres Holdning begyndte at blive overlegen, næsten uhøflig, vidste i sin Fortvivlelse ingen anden Udvej end at tage Situationen humoristisk. Med et Forsøg paa at slaa ind i den andens Tone tog han en Tandstikker fra Etuiet paa Bordet, lagde sig tilbage i Sofahjørnet og kastede et udfordrende Blik ud i Salen.

Nu blev »Skaldyrene« anrettede paa et Underlag af smaa Isstykker og med en Flaske passende afkølet Champagne. Senere fulgte Fuglevildt, Asparges, en Omelet, Ost, *Selleri og Frugter. Salomon selv indskrænkede sig væsentlig til den første Ret men havde til Gengæld saa meget mere Glæde af at iagttage sin Gæst, mens denne spiste. Ligesom en forelsket Kvinde, der nyder sin mandige Brudgoms stærke Appetit, sad han med Haanden under Kinden og betragtede smilende sin Protegé ... sit »Naturbarn«, som han bestandig kaldte ham, naar han i sin Bekendtskabskreds omtalte sit interessante Fund og alt, hvad han ventede sig af det.

»Jeg kan for Resten bringe Dem en Hilsen,« |96 sagde han, stadig smilende og uden at forandre Stilling. »Jeg var forleden i et Middagsselskab sammen med en af Deres Professorer, den gamle Professor Sandrup ... Hvad siger De om ham?«

»Jeg? – Aa.«

»Han er efter min Mening fuldkommen imbecil. ... Vi talte for Resten om Dem. Jeg spurgte ham, om han kendte Dem.«

»Ja saa,« sagde Per lidt urolig. »Det gjorde han vist ikke.«

»Jo vist! Han omtalte Dem endog med megen Anerkendelse men tilføjede rigtignok, at De var ham altfor »ustadig« og »uvederheftig« ... Ægte Pedantudtryk, ikke sandt?«

Per trak tavs paa Skuldren.

»Jeg kunde ved Gud heller ikke lade være med at le ham lige op i Ansigtet og sige til ham, at det kom jo ganske an paa, fra hvilket Synspunkt man betragtede Dem. De forstaar?«

»Synspunkt?« mumlede Per.

»Ja, netop! ... ⇕˟A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Jeg kom uvilkaarligt til at tænke paa et Udtryk, De en Gang brugte om vort berømmelige polytekniske Læreværk. De kaldte det, kan jeg erindre, »en Udrugningsanstalt for teknisk uddannede Kontorister«. Jeg finder det Udtryk aldeles mageløst! Og upaatvivleligt fuldkommen rammende. Saadan er det jo i alle Forhold ... Alt i vor Tid indrettes paa at fremelske Middelmaadigheden. Der er ikke længer |97 Plads for Undtagelserne, ingen Forstaaelse af, ja ikke en Gang nogen Trang til det særegne, det fremragende, det banebrydende. ]˟ Ah, naar man tænker paa Renaissancen – Menneskehedens Stortid – da Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser levede som Fyrster, æredes som Konger, elskedes af Dronninger. Og nu? Vore Dages Genier sidder og sulter paa Kvistkamrene ... regnes knap nok med til det gode Selskab. Derfor mangler deres Værker det Storhedspræg, den gigantiske Kraft, der uimodstaaeligt river med. Vi talte før om Enevoldsen. Ved Gud, jeg agter i høj Grad hans Talent. Jeg betragter hans »Skabelsen« som et virkeligt Mesterværk. Og dog – ikke sandt? – Filigranarbejde, fortryllende Hjærnespind, nette Nipsgenstande i Stedet for Monumenter. I tre Døgn sidder han og grunder paa et Adjektiv. Han mangler de store Oplevelser, det er Sagen! ... O, hvem der var rig ... rig! ... rig!«

Han kastede sig tilbage i Sofaen med begge Hænderne lagt bag om Nakken og den ene Fod oppe under sig, saa at et Stykke af den røde Silkestrømpe saaes.

»Men jeg troede, De var rig,« bemærkede Per tørt – for dog at sige noget.

»Aa, rig! Fordi man har en Smule mere end netop til Husbehov! ... Nej, man skulde kunne strø Millioner omkring sig ... øse Guld ud med begge Hænder! Genierne skulde sidde som Smaa|98fyrster rundt om i Landet, kunne omgive sig med et Hof, holde Jagter, Maskeballer, Elskerinder ... Tænk paa *Rubens! Tænk paa *Goethe! Tænk paa *Voltaire! – –«

Per var endelig bleven færdig med at spise. Han havde tændt sig en stærk Cigar og sad tilbagelænet mod den høje Sofaryg uden længer at gide høre paa den andens Udgydelser. Den Nedstemning af Humøret, som Professor Sandrups dadlende og – hvad han maatte indrømme – ikke helt ufortjente Ytringer om ham et Øjeblik havde fremkaldt, fik Champagnen hurtigt modvirket; og hans Tanker var atter dér, hvor de hele den øvrige Tid havde været: hos Fru Engelhardt. De hvirvlende *Havannaskyer, han med Velbehag udstødte af sin tilspidsede Mund, forvandlede sig for hans Blik til et luftigt Flor, et bølgende Alkoveforhæng, bag hvilket hendes modne Skikkelse kiggede frem i nøgen Dejlighed. Egentlig gik det først nu tilfulde op for ham, hvor forelsket han var. Skulde han være ganske ærlig mod sig selv, maatte han tilstaa, at hans Følelser for hende indtil dette Øjeblik ikke havde været synderlig forskellige fra dem, han plejede at nære for smukke og fyldige Kvinder. Nu forstod han for første Gang i sit Liv Ordet Tilbedelse. Naar han tænkte paa hendes Marmorskuldre, paa hendes sydlandsk yppige Læber, hendes mørkebrune Øjne – store som et Par Kastanier – paakom der ham en |99 Trang til at nedknæle og velsigne. Det eneste, der afkølede ham en Smule, var Tanken paa hendes Alder. Hun var næppe længer helt ung; dog vistnok ikke over de tredive, ... temmelig sikkert ikke over de tredive. Men selv om saa var? Hendes ildfulde Blik, hendes forvovne Holdning i den nydelige *Columbinedragt, hendes morsomme lille Stumpnæses nervøst vibrerende Fløje havde forraadt en ungdommelig Lidenskab, en fyrig Hengivelsestrang, der trodsede Aar og Alder.

Med ét faldt Pers Øjne paa den læsende Herre derhenne ved Vinduet, der endelig havde lagt sin Avis tilside og nu tilkaldte Opvarteren for at betale. Idet deres Blikke mødtes, rejste de sig begge lidt op i Sædet med en ceremoniel Hilsen.

»Men Gud, det er jo Neergaard,« udbrød Salomon. »Kender De ham?«

»Nej, egentlig ikke ... Jeg traf ham i Gaar tilfældigt paa Karnevalet.«

»Hvad? Var De dèr? ... Det skulde jeg sandelig vidst! Jeg saa’ Dem ikke.«

»Der var jo ogsaa saa overfyldt. De var der altsaa ogsaa?«

»Gud, det var jo mig, der var Hamlet. Saa’ De mig ikke?«

»Aa –.« Per mindedes nu godt at have set en lille sortklædt Ridderskikkelse i Selskab med en tæt maskeret Dame i en Snedronningedragt, |100 hvis udfordrende Nedringethed og dristige Overlæsselse med regnbuespillende Diamanter (der som Rimkrystaller laa drysset ud over Slør og *Buste) havde vakt en Del Forargelse og endog fremkaldt en Formodning om, at dens Ejerinde hørte til de tvivlsomme Kvinders Kaste.

»De var der med en Dame – ikke sandt?« sagde han.

»Min Søster – ja.«

»Aa –.«

»Vi tog for Resten bort straks efter, at Masken var falden. Min Søster morede sig ikke. Der var ogsaa altfor mange Mennesker ... og en *Atmosfære!«

Herren ved Vinduet havde imidlertid rejst sig og var i Øjeblikket i Færd med ved Opvarterens Hjælp at iføre sig sit Overtøj. Per, der under Ordskiftet med Salomon idelig havde haft sine Øjne henne hos ham, iagttog nu ufravendt – og ikke uden Misundelse – hans høje, elegante Skikkelse og den rolige Verdensmandsoverlegenhed, hvormed han modtog Opvarterens Bistand, lod sig sin Hat og Stok bringe og tilsidst ved en lille Haandbevægelse forlangte Ild til sin udgaaede Cigaret. Skønt Per den foregaaende Aften kun havde vekslet et Par intetsigende Ord med ham, kunde han ikke rigtig lide dette Menneske. Straks efter, at han første Gang havde danset med Fru Engelhardt, var han dukket op ved deres Side og havde |101 ladet sig forestille; og bagefter havde han den hele Nat paa Afstand forfulgt dem med en mistænksom Aarvaagenhed, der tilsidst bragte Per paa den Tanke, at han maatte være en forsmaaet Rival.

For at komme ud af Kaféen maatte Herren passere det Bord, hvorved Per og Salomon sad; og idet han nu gik der forbi, viftede den sidste med Haanden og udbrød meget højt:

»Godaften, Neergaard ... Godaften ... Hvorledes lever man?«

Hr. Neergaards Øjenbryn løftede sig som i Overraskelse. Saa smilte han halvt medlidende og svarede med et skødesløst Nik uden en Gang at tage Cigaretten af Munden. Derimod hilste han atter med næsten overdreven Høflighed paa Per, der derved paany blev tvungen til at rejse sig og gøre sin Reverens.

»Hvad er det egentlig for en Fyr?« spurgte Per, da han var gaaet.

Salomon trak paa Skulderen.

»Jeg véd ikke rigtigt ... Træffer ham af og til i Selskabslivet. Han er jo en ganske distingveret Person, *bærer et anset Navn og har gode Familjeforbindelser ... Han skal desuden være et sjælden godt og klart juridisk Hoved ... har i det hele haft Chancer for at gøre Karriere i vore smaa Forhold. Der var nok ogsaa en Gang Tale om at ansætte ham i Diplomatiet ... ved Lega|102tionen i London, tror jeg. Men jeg véd ikke, hvad det var, der kom i Vejen og holdt ham tilbage. Nu sidder han i en vistnok temmelig beskeden Stilling oppe i et af Ministerierne.«

»Ja saa,« sagde Per aandsfraværende og drak ud af sit Glas.

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Allerede den følgende Dag modtog Per den Bal-Indbydelse, som Fru Engelhardt i sin Billet havde bebudet, og han fik nu travlt med at efterse og udbedre sin temmelig medtagne Garderobe, for at han ved sin fremtidige Optræden i Selskabslivet ogsaa i ydre Anstand fuldt ud kunde staa Maal med de øvrige Kavallerer. Han kom hurtig til den Erkendelse, at det var nødvendigt for ham at skride til en fuldstændig ny Ekvipering; og til dette Øjemed forskaffede han sig ved en af sine Venners Hjælp et større Pengelaan hos en *»Jøde«, d. v. s. en ærlig, gammel jydsk Bondemand, der havde solgt sin Gaard og var flyttet ind til Hovedstaden for at gøre sin Kapital frugtbringende ved at udlaane den til 60 pCt. mod Sikkerhed i Livsforsikringspolice, Bøger, Bohave, Daabs- og Vaccinationsattest, Venners Kavtion og skriftlige Løfter foruden en højtidelig mundtlig Erklæring, afgiven i Vidners Overværelse og med Haanden paa Biblen.

|103 Sysselsættelsen med disse praktiske Foranstaltninger lettede Per den lange Ventetid. Saa haardt det end faldt, overholdt han nemlig nøje Fru Engelhardts Paabud om ikke at skrive til hende eller paa anden Maade at forsøge nogen Tilnærmelse. Dog kunde han i sin Utaalmodighed ikke lade være med hver Aften at søge ud i det frederiksbergske Villakvarter, hvor hun boede, for at kaste en Rose op paa hendes Altan og maaske være saa heldig at opdage hendes forbiglidende Skygge paa et oplyst Gardin. En Gang, da han ved at lytte til to Tjenestepigers Passiar udenfor Villaen havde faaet at vide, at hun var til Bal hos en Grosserer paa *Gammelholm, tilbragte han den halve Nat i Snesjap og Søle i den paagældende Gade for mulig at faa et Glimt af hende at se, naar hun kørte bort. Mens han gik dèr og ventede mellem Drosker og halvdrukne Kuske og hele Tiden saa’ hende for sig, saaledes som hun hin Nat ved Bortkørselen fra Karnevalet havde staaet ude i Forhallen i sin store Pelsværkskaabe og ventet paa sin Vogn, fik han en *forfløjen Idé. Han kom pludselig til at huske paa en Bemærkning, hun ved samme Lejlighed med en frysende Bevægelse havde ladet falde om, at hun altid følte sig uhyggelig tilmode ved at køre ude paa de ensomme Villaveje saa sent paa Natten, naar Lygterne var slukkede. Og i sin Trang til at vise hende sin Taknemlighed, til at give et Livstegn fra |104 sig og bringe hende sin Hyldest, besluttede han da intet mindre end at »illuminere Frederiksberg« til hendes Ære. Saasnart han havde set de første Balgæster tage bort, skyndte han sig hen til Kongens Nytorv, kastede sig her i en Droske og kørte vesterud. Et Stykke fra den Sideallé, hvor hun boede, lod han Vognen holde og steg ud. Først kravlede han op ad Lygten udenfor hendes Bolig og tændte den ved Hjælp af Svovlstikker, hvorefter han – uden at blive forstyrret af nogen – paa samme Maade fortsatte med de øvrige, indtil den hele Vej laa festligt oplyst midt i den ravnemørke Bydel. Han var akkurat kommen til Ende dermed, da der hørtes Hestetrampen i det Fjerne, og kort efter drejede en Droske ind fra Hovedalléen. Ligesom mellem en dobbelt Række *Brudeblus saa’ han Vognen køre frem i den tavse Nat, mens han med bankende Hjærte og fremstrakt Hals stod skjult bag en af Træstammerne. Men da den standsede udfor Villaen, og en Herre steg ud, vendte han sig bort og listede væk. Han havde alligevel ikke Mod til i dette Øjeblik at se hende ved Ægtemandens Side.

Saaledes sneglede da Tiden sig afsted for ham med *Skrædder-Konferencer og Maaltagen og ørkesløs Omstrejfen paa Gader og Veje. Havde han ejet Gnist af Evne for Poesi, var han sikkert begyndt at føre Dagbog eller havde givet sig til at skrive Vers. Nu nøjedes han med, naar han var |105 hjemme, at give sine Følelser Luft i øresønderrivende Fløjtetriller, der fik Kanarifuglen »Peter« til at forstumme af Misundelse. Madam Olufsen gjorde store Øjne i Anledning af den Mængde Pakker, der i disse Dage bragtes ind i Huset af høflige Bude fra Byens største Ekviperingsforretninger. Hun og hendes Mand talte daglig frem og tilbage om, hvad der dog kunde være sket. Per selv sagde ingen Ting, fløjtede bare og lo og *omarmede Madam Olufsen, saasnart hun begyndte at spørge.

Den eneste, der havde kunnet give dem en Forklaring, var den tavse Trine. Med Kærlighedens usvigelige Instinkt havde den lille enfoldige Pige – saavidt hendes Forstaaelse overhovedet rakte – straks fornummet, hvad det var, der her forberedtes. Naar hun gik og syslede nede mellem hans mange nye og fine Klæder eller redte Sengen inde i hans lille Sovekammer, hvor der nu duftede af Parfumer og vellugtende Sæbe, følte hun det, som om en Fremmed havde trængt sig ind paa hendes hellige Enemærker og viste hende bort. Overalt sporede hun ligesom en usynlig Kvindehaand, der triumferende forkyndte hende, at hendes Hverv snart var endt, hendes Tid omme. ⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Det var derfor ogsaa med om muligt endnu troligere Omhu, endnu stilfærdigere Andagt, at hun nu tog Vare paa alt, hvad der hørte ham til. Skønt hun ikke høstede nogen Paaskønnelse derfor, vaagede hun over hele hans |106 nye Brudgoms-Udstyr med en Nidkærhed, som galdt det hendes egen Lykke. Hun syede Mærke paa det fine Natlinned, bredte Lommetørklæder over de stivede Skjorter og lagde rent Papir i Kommodeskufferne, hvor det alt sammen skulde ligge. Da Balaftenen endelig kom, var det ogsaa hende, der maatte binde hans hvide Slips, knappe hans Handsker, sige ham, om den nye Kjole sad godt i Ryggen, og om hans forandrede Frisure klædte ham. Og da Klokken var bleven halvni, og den bestilte Droske ikke indfandt sig, var det hende, der blev skældt ud for en Torsk, og hende, der i Slud og Mørke, uden Hat og Sjal, maatte løbe helt ind i Adelgade efter en anden. Og endda stod hun, da han kørte, udenfor paa Stenflisen og blev ved at stirre efter Vognen som en lydig og trofast lille Hund, der forlades af sin Herre.

Da Per – en Del forsinket – efter en temmelig hovedkulds *Selv-Præsentation for Værten og hans Frue traadte ind i Balsalen, var Dansen allerede begyndt. En halv Snes Par valsede søvnigt omkring paa Gulvet, mens et lignende Antal stod eller sad langsmed Væggene; og mellem disse sidste fandt hans spejdende Øje straks Fru Engelhardt, der smilende viftede sig med en stor Strudsfjersvifte, fortrolig konverseret af en lorgnetbærende Herre, som sad med et Par lange Ben overkors og vuggede en *Chapeaubas paa sit Knæ – Neergaard.

|107 Dette aldeles uventede Syn af den formodede Rival, men navnlig den Tanke, der samtidigt fór Per gennem Hovedet, at ogsaa denne Mands Nærværelse her muligvis skyldtes Fru Engelhardts begunstigende Mellemkomst, bortvejrede i et Nu hans Lykkerus og fyldte ham med en flammende Forbitrelse. Aldeles ude af Stand til at beherske sig gik han Parret forbi uden at hilse og havde paa et hængende Haar gjort Alvor af at forlade Ballet med det samme. I den første halve Time deltog han slet ikke i Dansen men opholdt sig inde i de tilstødende Stuer, mellem hvis ældre, kortspillende Herrer hans ophidsede Udseende og hele urolige Væsen efterhaanden vakte en betænkelig Opmærksomhed. Først da anden Dans var begyndt, vendte han tilbage til Balsalen. Efter en Stund at have staaet i Døren med sænket Pande, ligesom en *nikket Tyr, skred han med dyster Mine over Gulvet og bukkede højtideligt for Fru Engelhardt. Hun hilste utvungent paa ham og lagde med et blidt Smil sit svære Legeme i hans Arm.

»Hvad De dog er for en utaknemlig en,« sagde hun under Dansen, da Per – efter at have ført hende Salen to Gange rundt – endnu ikke havde mælet et Ord. »Først kommer De næsten en Time for sent, ... og saa siger De mig ikke en Gang Tak, fordi jeg har skaffet Dem Indbydelsen. Og det var dog virkelig slet ikke saa |108 let, vil jeg sige Dem. Egentlig var det grumme letsindigt af mig, og jeg gør det aldrig oftere.«

»Jeg er Dem særdeles *forbunden, Frue!«

»Jeg synes, De udtrykker Dem saa formelt. Er De ikke i rigtig godt Humør i Aften? ... Er der gaaet Dem noget imod?«

»Unægteligt.«

»Og hvilket? ... Vil De betro mig det?«

»De kan vist tænke Dem det.«

»Jeg? Hvor skulde jeg ...?«

»Hvorfor er den Neergaard her? Jeg kan ikke lide ham. Jeg beder Dem ... ja, jeg forlanger, at De ikke danser med ham mere.«

»Det maa jeg sige ... De er virkelig fordringsfuld.«

»Ja, det er jeg. Og det – –«

»Saa tal dog ikke saa højt, Menneske! Og sæt ikke en saadan Mine op. Hvad maa Folk dog tænke! De ser jo allesammen paa os! – – Hvad De dog er for en Bjørn!« føjede hun lidt efter til i mildere Tone og gjorde sig tungere i hans Arm.

Pers harmfrosne Hjærte var allerede optøet. Violduften fra hendes Haar, Klangen af hendes dybe Røst, den blottede Arm, der hvilede paa hans Skulder og strejfede hans Kind, hver knitrende Lyd af hendes Silkekjole, hvert Pust af hendes varme Aande havde forvandlet Luften omkring ham til Ildsluer. »De maa dog kunne forstaa, Frue, hvor jeg har længtes efter at se Dem,« hviskede han med |109 helt bevæget Stemme. »Jeg har søgt Dem allevegne ... paa Gaden, i Teatrene ... ja, vil De tro mig, jeg var i Søndags endog i *Frederiksberg Kirke i Haab om at se Dem dér.«

Hun løftede sine store brune Øjne op imod ham og trykkede varmt hans venstre Haand.

Men nu *klappede den opførende Herre af; Per maatte standse og føre hende paa Plads. Endnu en Gang i Løbet af den samme Dans inklinerede han for hende; men da bad hun ham at være mere forsigtig. Det var vistnok rigtigst, sagde hun, at de foreløbigt ikke dansede oftere sammen; det kunde vække Opmærksomhed, og de var vist allerede tilstrækkeligt mistænkte. Efter Bordet fandt de nok en Lejlighed til at træffes og tale mere uforstyrret. Hun skulde se at give ham et Tegn.

Per takkede hende lidenskabeligt med Blik og Haandtryk og førte hende derpaa med megen Anstand atter tilbage til hendes Kavaller. Skønt han ikke kunde faa Øje paa Neergaard, følte han sig nemlig overbevist om, at denne fra et eller andet Sted i Salen i dette Øjeblik iagttog dem, – hvad han i Virkeligheden ogsaa hele Tiden havde gjort.

Imidlertid slæbte Ballet sig trevent frem gennem de første Danse, tilsyneladende uden synderlig Fornøjelse for andre end Husets Tjenestefolk, der nu og da fik Lov at kigge ind bag en Dør. Først |110 efter *Francaisen, og navnlig efter at Herrerne havde opdaget nogle i Sideværelserne fremsatte Forfriskninger, blev der mere Liv. Iøvrigt var Herreselskabet noget blandet, og Tonen temmelig ugenert, saaledes som det let bliver Tilfældet i Familjer uden voksne Sønner, hvor man har været nødt til at forskaffe sig sine Kavallerer gennem Bekendte og Bekendtes Bekendte eller ganske *uden anden Garanti end en Vejviser-Adresse. Saadanne Indbudne føler ingen Forpligtelse overfor det Hus, de gæster; man teer sig ganske utvungent, gaber og kritiserer og kræver ind omtrent som i et offentligt Lokale.

Værten, en lille hvidhaaret Mand, der ikke selv kendte Navnet paa sine Gæster, bevægede sig stilfærdigt omkring i Stuerne som den mest fremmede. Med et elskværdigt men stedse mere anstrengt Smil udførte han samvittighedsfuldt det ham af Hustru og Døtre paalagte Hverv: at faa Kavallererne til at »arbejde«. Overalt, hvor han fandt en Herre staa ledig foran Malerierne paa Dagligstuevæggene eller opholde sig unødig længe ved Forfriskningerne, stillede han sig hen ved Siden af ham og indledede i skæmtsom Tone en Samtale, der begyndte nok saa uskyldigt med nogle Ytringer om Billedkunst, om den moderne Malemaade, om Teatret eller Skøjteføret, men som ufravigeligt endte med, at Vedkommende under hans Ledsagelse vendte tilbage til Dansesalen og |111 her forestilledes for en eller anden af Husets ældre Veninder, der *manglede Navne paa sit Balkort.

Efter Bordet fik Per Lejlighed til i en Vinduesfordybning at tilhviske Fru Engelhardt, at han nu ikke udholdt at blive der længer, dersom han ikke fik Lov til at være i hendes Nærhed. Hun trykkede hemmeligt hans Haand og hviskede tilbage, at han om lidt, naar Kotillonen begyndte, skulde gaa ind i det lille *Kabinet bag ved Dagligstuen; dèr vilde han til den Tid træffe hende. Indtil da – tilføjede hun – skulde han forholde sig pænt roligt og helst straks gaa hen og inklinere ... f. Eks. for den yngste af Frøknerne Holm.

»Kan De se, hun sidder derhenne under Spejlet ... det er den lille blonde med Bondepigeansigtet; hun sidder og *blader i sin Vifte ...«

»Men jeg kender hende jo slet ikke, ... og det er jo Neergaards Dame,« sagde Per. »De sidder ovenikøbet i dyb Passiar.«

»Naa ja, hvad saa?«

»Er det egentlig ikke fornuftigst at lade netop de to være uforstyrrede nu?«] nu?» A

»Hvorfor det? ... Gør nu straks, som jeg siger, og vis Dem for en Gangs Skyld som en artig Bjørn.«

Per adlød; han havde ikke længer nogen Vilje. Men netop som han naaede hen til den unge Dame, blev hun greben af en anden; og for ikke |112 at falde i Armene paa Neergaard, der allerede havde trukket Munden op til sit høflige Smil, drev han bort, ud af Salen, ind til de stadig lige vel forsynede Forfriskningsborde. Derinde i Sideværelserne var der nu ganske tomt. Efter Maaltidet, hvor Champagnepropperne havde knaldet livligt, var der faret en Dansedjævel baade i Unge og Gamle, – selv de adstadige, kortspillende Herrer havde faaet *Kviksølv i de stive Ben. Under *Champagnegaloppens Tonebrus hvirvlede Parrene ud imellem hinanden saa hurtigt, at Damerne end ikke fik Tid til at samle Slæbene. Næsten hele Selskabet var paa Gulvet paa samme Tid; og da med ét Fløjdørene til Forstuen blev slaaet op, og Husets fire, nydelige, ganske ensklædte Døtre kom marscherende ind i Gaasegang, hver med en sort Fløjlspude] Fløjspude A, med *Dannebrogssløjfer og Violbuketter, i de opløftede Hænder, brød der en Bifaldsstorm løs over hele Salen.

I dette Øjeblik sad Fru Engelhardt i en lille Sofa inde i Husfruens Kabinet, et sekskantet, af et Par slørbehængte Sølvlamper svagt oplyst Rum helt henne i den anden Ende af Lejligheden. Ved hendes Side sad Per, vendt helt imod hende, halvt i knælende Stilling, idet hans ene Ben næsten laa langsmed Jorden. Forgæves søgte hun at værge sig mod den utæmmede Lidenskab, hvormed han straks havde grebet hendes Hænder og bedækket dem med Kys. Hun bad ham være rolig, at be|113herske sig; sagde, at hun blev vred paa ham, at hun allerede fortrød, hvad hun havde gjort, ... men hendes Øjnes stille Fryd og den hvide Barms Bølgen modsagde hendes Ord.

»Saa vær dog fornuftig ... og hør efter, hvad jeg siger. De lover mig altsaa aldrig at skrive ... heller ikke at forsøge paa at møde mig ...«

»Jeg lover alt – alt,« sagde han og gled nu virkelig ned paa Knæ, tog begge hendes Hænder mellem sine og trykkede dem til sin Mund. »Alt! – Hører De!«

»Men De ødelægger mig jo rent. De er helt ustyrlig.«

»Og saa vil De altsaa komme?«

»Ja, – jeg har jo sagt det. Men gaa nu ... rejs Dem dog ... der kunde komme nogen.«

»Og De?«

»Jeg? ... Jeg bliver her. Jeg danser ikke mere i Aften. Jeg har sagt til min Mand, at jeg har Hovedpine og vil tidlig hjem ... Saa, gaa nu. Man kunde savne os. Hører De? ... Nu skal De gaa.«

Han rejste sig endelig og gik. Men da han i Døren endnu en Gang vendte sig imod hende med et betydningsfuldt »Paa Gensyn«, kunde hun i sin Betagethed ikke lade være at tilkaste ham et Fingerkys. I et eneste Spring var han atter hos hende; og – før hun kunde afværge det – trykkede han sine Læber én, to, tre Gange mod den blottede |114 Del af hendes Arm. Men saa langt fra at vredes trak hun ham nu selv helt ned til sig, og deres Munde mødtes i et minutlangt Kys. Saa stødte hun ham fra sig, og han ilede bort.

Det var ogsaa paa høje Tid. Fru Engelhardt havde akkurat faaet sit Sind og knap nok sit Toilette bragt i Orden, da Portièren til Stuen atter bevægedes, og Neergaards nøgne Hoved viste sig højt oppe under Karmen. Han blev et Øjeblik staaende i Døraabningen, tavs, med Hænderne bag paa Ryggen, som overvejede han, om han skulde gaa derind eller ej.

»Hvad godt?« spurgte Fruen ligegyldigt.

»De keder Dem vist,« svarede han efter endnu en Stunds Betænkning og i en Tone, som han forgæves søgte at beherske. »De sidder her saa ene ... saa rent forladt af Verden. Og ovenikøbet i Mørke ... Aldeles som en Nonne i et Gravkapel.«

»Ja,« sagde hun, idet hun mat lagde sig tilbage i Sofahjørnet og slog sin store Vifte ud. »Det er trist at maatte tilstaa det. Jeg er bleven træt ... ganske ødelagt i Aften af Dansen og de mange Mennesker. Jeg bliver nødt til at indrømme, hvad De et Par Gange – lidt ugalant – har sagt mig, at jeg er bleven for gammel til at gaa paa Bal. – Men De? Hvorfor danser De ikke? De er jo ovenikøbet saa stærkt engageret i Aften.«

»Aa nej,« svarede han og traadte nærmere. |115 »Nu troer jeg, at ogsaa jeg i dette stemningsfulde Mulm vil indøve mig i *at sige Verden ret Farvel ... Tillader De?«

Han lod sig – ret brutalt – falde ned i Sofaen saa tæt ved Siden af hende, at hun maatte tage Kjolen til sig.

»Gener Dem ikke!« sagde hun opbragt.

Han vendte Ansigtet imod hende med et dirrende Smil:

»I lige Maade, Frue!«

»Hvad mener De?« spurgte hun roligt, og hendes store, blanke, brune Øjne betragtede ham med et saa overlegent, et saa fyndigt og vedholdende Blik, at han tilsidst trak sit til sig.

»Intet,« sagde han.

De sad tavse et Par Minutter og hørte paa Musikken og Støjen fra Dansesalen, der herinde lød stærkt afdæmpet efter at have passeret to-tre store Værelser. Saa gav Fru Engelhardt sig til at kritisere Selskabet, talte om Souperen, som hun roste, og om forskellige tilstedeværende Damers Toiletter, alt mens hun et Par Gange ugenert gabede bag sin Vifte. Neergaard sad, stadig lige stum, i stærkt foroverbøjet Stilling, med Armene hvilende paa sine Knæ, og *krængede sine aftrukne Handsker.

»Hvor De dog er bleven en kedelig En, Neergaard,« sagde Fruen tilsidst og saa’ paa ham. »Og De, som virkelig en Gang var saa morsom ... |116 og saa ridderlig. Hvad sidder De nu dèr og grunder paa? Der har været noget i Vejen med Dem i den senere Tid. De har sikkert et eller andet i Sinde. Har De ikke?«

»Maaske.«

»Se-se!« sagde hun langsomt, lagde Haanden op paa Sofaryggens Kant og satte Hovedet lidt paa Siden, mens hun opmærksomt betragtede ham. »Skal jeg forsøge, om jeg kan gætte det? ... Det er naturligvis noget med en Dame.«

»Det er det.«

»Det skulde da for Guds Skyld ikke være den yngste af de utallige Frøkner Holm? ... Naturligvis! At jeg dog ikke har tænkt paa det før! Hun maa jo være aldeles efter Deres Smag. De har med Deres sædvanlige Galanteri saa ofte fortalt mig, at De egentlig sværmede for de lysblonde og de blaaøjede. Og saa er hun jo ovenikøbet fra Landet, ... lutter Kløverduft og Sommersol og sød Mælk ... en fuldendt lille *Mejerske, saadan som De har ønsket Dem det. Jeg maa virkelig le. Det er saa ustyrlig morsomt, at De endelig en Gang har ladet Dem fange ... For jeg har jo altsaa gættet rigtig, ikke sandt?«

»Kan gærne være.«

Hun iagttog ham nøje. Og da han forblev lige ubevægelig, bøjede hun sig ned over ham og lagde sin Haand katteblødt paa hans Arm.

»Rigtigt? ... For Alvor, Neergaard?«

|117 Han vendte langsomt sit indfaldne Ansigt om imod hende med et melankolsk Smil.

»Jeg troer, det endnu interesserer Dem. Maaske kunde De endog være i Stand til at ønske det?«

»Ærlig talt – ja,« sagde hun ligesom med Overvindelse og slap hans Arm. »Siden De selv siger det, saa ... De véd, jeg bestandig har sagt Dem, at jeg ikke vil være Dem nogen Hindring. Én Gang skal De dog vel giftes. Og i saa Fald er det sagtens paa Tiden,« endte hun med et lille Suk.

»Paa Tiden? ... Naar en Mand har naaet min Alder, gør han vist fornuftigst i at betragte Livet som endt,« sagde han, idet han ligesom med Besvær lagde sig tilbage mod Sofaryggen, lagde Chapaubas’en over sin Mave og foldede Hænderne ovenpaa. »Man har da egentlig kun tilbage at drage Omsorg for en nogenlunde anstændig Begravelse.«

»Aa, nu ser De vist ogsaa for sort paa det. Hvad skulde saa vi stakkels Fruentimmer sige? ... Se til den gamle Ritmester Frick derinde, han er tooghalvfjers og fører sig endnu i Dansen som en ung Løjtnant. Jeg er overbevist om, at han gør endnu Erobringer blandt Damerne. Hvor meget mere maa da ikke De ...!«

»Jeg takker Dem, Frue, for Deres ved Baaren holdte trøsterige Tale. Mine Erfaringer modsiger den desværre paa ret utvetydig Maade. Naturligvis ... jeg véd jo nok, at man i vore frem|118skredne Dage forstaar den Kunst at bevare en ret frappant Ungdomsfriskhed endog temmelig højt op i Alderdommen, ganske ligesom man har lært at konservere Asparges, Grønærter og andet Foraarsgrønt. Alligevel ... jeg ønsker ikke at narre nogen. Heller ikke mig selv. Egentlig er intet mig mere vederstyggeligt end en saadan gammel, henkogt Ritmester, der forsøger at bilde os ind, at han endnu lever, og som ovenikøbet er saa enfoldig selv at tro derpaa. Nej, man skal netop vise sin Aandsoverlegenhed ved at resignere i Tide, give Ungdommen, hvad Ungdommens er, ... saa sparer man sig for mange Genvordigheder. Og man kan saamænd have tilstrækkeligt af dem i Forvejen. Gigten, Fordøjelsesbesværlighederne, Havresuppen, *Stensmerterne og Operationsbordet, – det er de reelle Værdier, man har tilbage, naar man er bleven fyrretyve Aar og har gjort sin Skyldighed paa denne Jord.«

»Og saa Minderne,« indskød Fru Engelhardt blidt. »De gode Minder, ... dem glemmer De.«

»Minderne? ... Hm! ... Er ikke ogsaa de saadan en Slags henkogte Varer, skabte til fattig Vintertrøst for Tabet af den Sommer, der svandt? Nej, lad os ikke tale om Minderne, og allermindst om de gode! De er jo bare en Plage mere, ... det er jo netop dem, der, efterhaanden som vi ældes, faar os til at føle alle Livets Tildragelser som en bestandig svagere og mere trættende Gen|119tagelse. Jeg sætter f. Eks. det Tilfælde, at jeg virkelig efter Deres Raad gik hen og giftede mig. For De mener jo altsaa virkeligt, at jeg endnu vilde være i Stand til at gøre et nogenlunde respektabelt Parti – ikke sandt?«] sandt?» A

»Jeg antager det.«

»Nuvel. Jeg har undertiden tænkt paa, hvorledes jeg da egentlig vilde føle mig til Mode ... f. Eks. paa Bryllupsrejsen ... den uundgaaelige Bryllupsrejse. Jeg kan ganske levende sætte mig ind i Situationen. Dèr sidder vi ene i Kupéen, hun og jeg, mens fremmede Landskaber, Byer og høje Bjærge farer os forbi. Hun hviler sit lokkede Hoved mod min Skulder og hvisker mig Gang efter Gang ind i Øret, at hun elsker, elsker, elsker mig. Jeg frygter for, at jeg da vanskeligt vil kunne lade være med at tænke paa en anden Gang, i en anden Kupé, i et andet, fremmed Land, hvor jeg befandt mig i en ganske lignende, lykkelig Situation ... ovenikøbet tilsat med det vovedes, det æventyrliges stærke Tillokkelse. Hvad mener De? ... Eller vi opholder os i en By, i Paris, i Berlin, i München ... kører i Droske gennem Gaderne, spiser paa Restauranterne, staar om Aftenen ude paa vor Altan og betragter Maaneskinnet over den forbistrømmende Flod. ... Sikkert vil da min Tanke rent avtomatisk henflytte mig til en anden By, til det skønne Prag, hvor et vist ungt Par, der i Hotellets Bog havde indskrevet |120 sig som Hr. og Fru Schultz, en mørk Nat stod under samme Paraply ude paa *Nepomukbroen og stirrede ned i det forbiilende Vand, ligegyldige for Vorherres Regn, der dryssede ned over dem, foragtende Stormen, der hylede oppe under *Hradschin, bare optagne af sig selv og deres Lykke – –.«

Han standsedes i sin Tale af en Haand, der lagde sig blødt paa hans Skulder ... og af en Kind og en Mund, der lagde sig tæt op til hans Øre.

»Neergaard,« hviskede hun. »Jeg glemmer det aldrig ... aldrig! Ja, ikke sandt, min egen Ven? Du og jeg, vi tilhører dog hinanden, hvad der saa end sker. Ikke sandt?«

»Det er netop det, jeg mener. Hvad der saa end sker – vi vedbliver alligevel at høre sammen. De kaldte mig en Gang, ganske træffende, for Deres anden Mand.«

»Ja, – det er du jo!«

»Ja,« sagde han, idet han lempelig frigjorde sig for hende og atter bøjede sig frem over sine Knæ. »Jeg blev det den Aften, da Ordene blev udtalt, – det har jeg senere forstaaet. Det var den Gang, da jeg skulde have været til London, ... om De husker det. Det var tillige paa det Tidspunkt, da Løjtnant Thomsen begyndte at interessere Dem saa stærkt ... eller var det Kandidat Iversen – –?«

»Begynder De nu igen! ... Nu synes jeg virkelig, vi skulde holde Fred for i Dag. Kan De for Resten ikke selv mærke, Neergaard, hvor latterlig |121 De gør Dem med Deres evige Skinsyge. Jeg kan næsten ikke længer se paa en Herre, uden at De mistænker mig.«

»Glem ikke, ... jeg er Deres anden Mand.«

»Det skal vistnok være en Uartighed, ... men jeg undskylder Dem i denne Tid, fordi De er syg. Jeg har mærket det længe, Neergaard. De har rigtig set daarlig ud ... Er det Maven? Eller Hovedet? De skulde virkelig tale med en Læge. Lever De ikke ogsaa altfor uregelmæssigt? Lov mig i det mindste, at De vil tage noget styrkende, ... Jern, Maltekstrakt eller saadan noget. De trænger virkelig til det.«

»Det har jeg netop selv tænkt paa. Nogle gode, stærke Jernpiller – en Revolverfuld ad Gangen – det Middel vilde være probat.«

»Aa, De er da ogsaa aldeles umulig i Aften. Kan De dog ikke et Øjeblik tale alvorligt.<!-- spørgsmålstegn eller udråbstegn mgl., sætningen ikke i B C D E F G --> Vær nu flink, og lad os være Venner! – Tys! Jeg kan høre min Mands Stemme derinde i Stuerne ... saa vil jeg gaa. Farvel, lille Ven, og husk nu paa, hvad jeg har sagt. Har du Lyst til at træffe mig i Morgen? Jeg kommer ind til Byen ved Syvtiden. Maaske kigger jeg op til dig.«

Hun tilkastede ham i Døren et Kys med sin Vifte og skred derpaa majestætisk gennem Portièren, mens Neergaard blev siddende lige ubevægelig i samme foroverbøjede Stilling og knyttede Handskefingrene sammen i Knuder.

|122 Inde i Stuerne blev der nu, idet Dansen var ved at slutte, efterhaanden livligt af højrøstede og lattermilde Gæster, der slog sig ned om de dækkede Teborde. I Salen dansede tilsidst blot tre-fire forfløjne Par, der ikke kunde faa nok men lod Musikken gentage *Tappenstregen Gang efter Gang i stadig hurtigere Tempo. Snart begyndte ogsaa Vognene at køre frem. Med sin egentlige Mand, en høj og svær Grosserer, under Armen, tog Fru Engelhardt Afsked. Og med stolt Tilfredshed bemærkede Per, der lidt urolig havde søgt hende inde i Salen, at hun – sit Løfte til ham tro – var den første der kørte bort.

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Neergaard og Per fulgtes hjemad i den maaneklare Nat. Det var ikke Per, der havde søgt Ledsagelse; men da Neergaard ved Bortgangen havde spurgt ham, hvor han boede, og om de skulde følges ad, havde han paa den anden Side ikke fundet nogen Anledning til at undgaa Følgeskabet. Tværtimod. Nu, da han var fuldkommen beroliget med Hensyn til saavel sit eget som den andens Forhold til Fru Engelhardt, følte han et vist Behag ved Synet af den overvundne Medbejler, – han nød dennes Tilnærmelse som en Tribut, der ydedes ham som Sejrherren efter Slaget. Heller ikke var han helt ufølsom for den udsøgte Høflighed, hvormed denne Verdensmand behandlede ham trods den store Aldersforskel, eller for |123 den tilsyneladende oprigtige Interesse, han ved forskellige hensynsfulde Spørgsmaal om hans Forhold lagde for Dagen. Per optog ogsaa dette som en halvt ufrivillig Hyldest, endskønt der gennem Neergaards Tale tydeligt klang en Bitone af Medlidenhed, hvad Per imidlertid ikke havde Øre for. Han var altfor optagen af sig selv og Aftenens Begivenhed til at opfatte stort andet end netop Ordene. I det Overmod, der gærne greb ham, naar Lykken havde været ham god, og som allerede i Barneaarene undertiden havde gjort ham lidt komisk i Kammeraternes Øjne, gik han dèr i det højtidelige Maaneskin med Hatten paa Siden, Frakken flagrende uknappet omkring ham trods den skarpe Frostluft, og udstødte med tilbagebøjet Hoved svære Røgskyer fra sin Cigar.

Da de naaede *Holmens Kanal, hvor Neergaard boede, og denne bad ham følge med op og drikke et Glas god Vin, tog han uden Betænkning mod Tilbudet. Han følte slet ingen Trang til at gaa hjem og sove og havde intetsomhelst imod endnu en Stund at nyde sin Triumf overfor en saa opmærksom Rival. Snart sad de da oppe i en hyggelig, *trefags Ungkarledagligstue, der – lidt pulterkammeragtigt – var overfyldt med store, gammeldags Mahognimøbler og en broget Mangfoldighed af Kunstgenstande, Broncer, Lamper, Vaser og forgyldte *Armstager. En Hærskare af smaa Familieportræter svævede over Skrivebordet |124 som en *Asgaardsrej, ... et Skyggetog af en henfaren Slægt. Der var halvt udviskede *Daguerreotypier, Silhuetter og emaillemalede Elfenbens-Medailloner, Litografier, Haandtegninger, Miniaturmalerier og moderne Fotografier.

Neergaard hentede en langhalset Flaske inde fra Sideværelset og skænkede op i to høje, spiralfodede Krystalglas.

»Det glæder mig at have gjort Deres Bekendtskab, Hr. Sidenius,« sagde han efter at have klinket. Og idet han løftede sit Glas med den gyldne Vin, tilføjede han smilende: »Jeg drikker Deres Skaal! De ... *Lykke-Per!«

Per, der sad tilbagekastet i Sofaen med en frisktændt Cigar skødesløst mellem Læberne, studsede lidt ved denne Tiltale. Han vidste ikke rigtigt, i hvad Mening Neergaards Ord denne Gang skulde opfattes. Derfor lod han, som om han overhørte dem, greb sit Glas og nedskyllede Vinen.

»Det er for Resten ikke min egen Opfindelse med det iøvrigt ikke synderligt vittige Tilnavn,« vedblev Neergaard, efter at have lænet sig tilbage i en stor, amerikansk Gyngestol og lagt Benene overkors. »Det er nok den lille Salomon, som plejer at kalde Dem saadan. Navnet er i mine Øren ikke en Gang rigtig smigrende. Et gammelt Ord siger jo om Lykken, at den er Daarernes Formynder, ... og den er sikkert ikke altid nogen blid Formynder. Jeg for min Del anser det aldeles |125 ikke for noget saa attraaværdigt at have »Lykken med sig«, som det hedder. Jeg holder med *hin ærværdige latinske Forfatter, der skrev om Heldet, at det er Fader til Sorgen ... Hvad mener De herom?«

Per vidste igen ikke rigtig, hvad han skulde svare. Han var aldeles ikke i Stemning til at indlade sig i Diskussion om nogetsomhelst andet end om sig selv og om] om og A Fru Engelhardt og svarede derfor blot med en afvisende Mumlen.

»Dersom det ikke lød som et afskyeligt Paradoks,« – vedblev Neergaard ufortrøden – »kunde jeg fristes til at sige, at de ulykkelige egentlig er de allerlykkeligste. De har dog altid den Tilfredsstillelse at kunne skælde ud paa Skæbnen, injuriere Vorherre, kræve Forsynet til Regnskab o. s. v., medens den, der sidder paa Lykkens Skød, kun har sig selv at takke for sit Uheld.«

»Men hvorfor netop Uheld?« bemærkede Per, personlig berørt.

»De forstaar mig ikke rigtigt, Kære! Jeg mener – trods min Afsky for Paradokser – at selve Heldet er det allerstørste Uheld, der kan ramme et Menneske, fordi ... ja, fordi man i nihundredeognioghalvfems af tusinde Tilfælde mangler Evner og Forudsætninger til at bruge det saaledes, at det ikke bliver En til Skade og volder dobbelt Fortrædelighed. Saa latterligt det rimeligvis vil lyde for Dem, saa taler jeg virkelig her af en |126 Smule personlig Erfaring. Og har man en Gang selv hørt til de saakaldte »lovende« – af Skæbnen eller Tilfældet begunstigede Eksistenser, – faar man sin egen Mening om den Ting at være en *Lykkens Yndling. Vi er ikke oplærte i det Fag, ... det er Sagen! Trods alt vort Fantasteri stikker der i os alle en dyb, nedarvet Forkærlighed for det hverdagsagtige, det tilvante og prøvede. Vi befinder os ved Lykkens Bord akkurat som en Bonde ved en Konges Taffel. Naar det kommer til Stykket, foretrækker vi – ikke sandt? – den hjemlige Vandgrød og vor Mo’ers Pandekage for alle Slaraffenlands Herligheder. De kender sikkert Fortællingen om *Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det halve Kongerige. Den ender, synes det mig – som de fleste Fortællinger forøvrigt – akkurat dèr, hvor den begynder at faa nogen Interesse for andre end Børn og Poeter. Vi skulde have set denne Bondeknold i Fløjl og Brokade gaa omkring og blive bleg og mager af lutter Lykke. Vi skulde set ham ligge i Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter sin Maren-Malkepiges laartykke Arme ... det kunde da være bleven til en ret lystig Historie, ikke sandt? For der er ingen Tvivl om, at han vil gøre det. Han vil i det hele ikke have en glad Time, før han igen kommer i sine Træsko og faar Kongens Scepter ombyttet med sin Faders Møggreb. Og har vi egentlig ikke alle i dette lille hyggelige |127 Bondeland mere eller mindre af Svinedrengen i os? Hvor hidsigt vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det overordentlige og æventyrlige, ... i det Øjeblik, Vidunderlandet virkelig aabner sine Porte for os, og Prinsessen vinker til os fra Altanen, bliver vi betænkelige, faar Anfægtelser og ser tilbage. I nihundredeognioghalvfems af tusinde Tilfælde vender vi før eller senere hjem igen til den beskedne, trygge og kendte Kakkelovnslykke. – – Nej, det er saamænd slet ikke saa let, som man paa Forhaand er tilbøjelig til at mene, saadan helt at slippe Taget i sin Moders Skørter. Der klæber en uimodstaaelig Trolddom ved de Brosten, man har slidt som Barn, ved den Maren-Malkepige, man i sin Ungdoms Uskyld har elsket. Der stikker dybt i os alle – trods al vor Holdningsløshed – en ulyksalig Trang til den Slags burreagtig Paahængenhed, som man har pyntet med Navnet Troskab. Se Dem f. Eks. om her! Dèr slæber vi med os gennem Livet en stadigt voksende Bagage af Erindringer og Efterladenskaber, som vi ikke nænner at frigøre os for ... hygger os inde i et Gravkapel af Familieskrammel, der tilsidst stabler sig op om os som en uoverstigelig Mur. Gælder det vore Nærmeste, opbevarer vi tillige pietetsfuldt ethvert af deres Ord, næsten som var de guddommelig Tale, lader f. Eks. vor kære Moders Formaninger og Advarsler, hendes Fordomme og |128 Bekymringer faa en bestemmende Indflydelse paa vore Handlinger helt op i Alderdommen. Hver Gang, vi virkelig tager Mod til os og vil række efter Lykkens skinnende Guldfrugter, er det, som om den moderlige Haand advarende holdt os tilbage, ... akkurat som den Gang, da vi som Børn vilde op i Æbletræerne, og hun raabte til os: »Pas dog paa, Børnlille ... I kunde falde ned og støde jer!«

»Men jeg har aldrig kendt nogen Moder,« slap det Per ud af Munden.

»Nu – saa har man en Fader, sine Søskende, sine velmenende Onkler og Tanter, der paa samme Vis – –«

»Jeg har heller aldrig kendt hverken Fader eller Søskende.«

»Hvadbehager?«

»Jeg er et Hittebarn.«

Neergaard rettede sig langsomt op i Stolen.

»Hvad er De? ... Er De virkelig – –?«

»Ja,« sagde Per, – han var bleven stærkt rød. Han havde egentlig ikke villet sige det. Men da han nu en Gang var begyndt, kunde han ikke lade være med at fortsætte og fortalte da overgivent, at han efter al Sandsynlighed stammede fra *omvankende Zigøjnere paa den jyske Hede, hvor hans Plejeforældre havde boet. Under Paavirkning af Aftenens Hændelser, af Vinen og sin Tilhørers stigende Forbavselse udstyrede han ovenikøbet sin Fortælling |129 med forskellige humoristiske Tilføjelser saasom Formodningen om at være i Slægt med, maaske endog en Søn af den berygtede Landevejsrøver og Mordbrænder *»Sorte Børre«, der i Aarhundredets Midte havde sat hele Jylland i Skræk og tilsidst var bleven halshugget i Viborg Tugthus.

»Se-se!« udbrød Neergaard smilende, – han havde siddet med opspærrede Øjne og lyttet til. »Saa er der jo virkelig noget æventyragtigt ved Dem! Den lille Salomon har altsaa ikke haft helt Uret! Et Zigøjnerbarn ... fundet en Sommerdag paa Heden! Det lader sig høre! ... Og De kender slet ikke noget til de nærmere Omstændigheder derved? De véd aldeles intet avtentisk om Deres Familje, dens Opholdssted og Skæbne?«

»Intet.«

»Det maa egentlig være ganske ejendommeligt,« sagde Neergaard, idet han atter langsomt lagde sig tilbage i Gyngestolen og for et Øjeblik lukkede Øjnene bag Guldlorgnetten. »Dersom man ikke var saa gammel, kunde man næsten fristes til at misunde Dem. Fri som Fuglen under Himlen! Ja vist! ... Men sig mig, føler De Dem alligevel aldrig underlig tilmode ved saaledes, om jeg saa maa sige, at være uden Jordbund? De har dog rimeligvis anstillet Efterforskninger, ikke sandt?«

»Nej, – hvad skulde det gøre godt for?«

»Aa nej, saamænd. De har Ret. Man kan have Lænker nok alligevel. Man har sine kære |130 Venner og sine kære Vaner og sit Pligtarbejde og sine Kvindeforbindelser. Først og fremmest de sidste. Ikke sandt, Hr. Sidenius?«

»Aa – mig generer de ikke!« sagde Per – ubekymret, nærmest smigret, af den andens pludseligt udforskende Blik og Tone.

»Ikke? ... De er virkelig i et og alt et sjælden lykkeligt stillet Menneske. I alle Forhold fri og sorgløs ... og med en Appetit paa Livet som en Finke i et Kirsebærtræ.«

»Jeg klager ikke.«

»Alligevel ... Dersom det nu f. Eks. skulde hænde Dem, at ... ja, hvad skal jeg sige? ... at en Kvinde, De satte Pris paa, viste sig troløs mod Dem ... bag Deres Ryg ligefrem foretrak en anden for Dem. Jeg véd ikke, om De overhovedet kan sætte Dem ind i den Situation?«

»Det kan jeg meget let,« svarede Per leende. »For jeg har netop for ganske nylig været i et lignende Tilfælde.«

»Nej virkelig! Ja – undskyld – jeg vil nødig være indiskret; men det kunde virkelig interessere mig at vide, hvorledes en saadan fri Fugl forholder sig i slige Sager. Hvad gjorde De egentlig?«

»Hvad jeg gjorde? Jeg tog mig naturligvis en anden.«

»Aa, meget godt! Meget godt! ... Men dersom nu – ja undskyld mig – men i Fald nu ogsaa denne anden skulde vise sig mindre paa|131lidelig ... i det hele ikke svare til Forventningerne. Hvad saa?«

»Saa tager jeg en tredje, en fjerde, en femte, – – Herregud, der er jo Kvinder nok i Verden, Hr. Neergaard.«

»Ja vist! ... Ja vist!«

Han vedblev i Tanker at gentage dette »Ja vist« med lange Mellemrum og stirrede samtidigt med et saa stift og dog fraværende Udtryk over paa Per, at denne tilsidst følte sig halvt uhyggeligt derved og besluttede at bryde op. Det var ogsaa bleven silde. Et Par hastige Bagervognes Rumlen gennem Gaden forkyndte netop, at Morgenen stundede til; og uvilkaarlig paavirket af Tanken herom blev Per mere nøgtern og begyndte allerede saa smaat at fortryde sin Aabenmundethed overfor dette fremmede Menneske.

Men med ét rejste Neergaard sig, gik et Par Gange uroligt frem og tilbage paa Gulvet og kastede sig igen i Stolen.

»Hør,« udbrød han med en pludselig Oprømthed, der dog langtfra gjorde noget naturligt Indtryk. »De er virkelig et morsomt Menneske! ... Jeg er rigtig fornøjet over at have gjort Deres Bekendtskab. Véd De hvad! Dersom De ikke vilde tage mig det ilde op, kunde jeg have Lyst til at gøre Dem et Forslag.«

»Hvilket Forslag?« sagde Per.

»Ja, Sagen kan maaske i første Øjeblik synes |132 Dem lidt underlig ... men efter hvad jeg nu kender til Dem, vil De sikkert ikke tage den højtideligere, end den fortjener. Ser De – kort og godt – det er en af mine Venner ... en nær Paarørende ... der ligger for Døden for Tiden. Han er uhelbredelig syg ... har ikke langt igen ... er syg baade paa Legeme og Sjæl ... Naa, det kommer for Resten ikke Sagen ved. Kort at fortælle altsaa ... da jeg forleden besøgte ham, var han i Forlegenhed med, hvad han skulde gøre ved sine Efterladenskaber. De bestaar forøvrigt ikke i stort andet end noget nedarvet Bohave, et Par Malerier, lidt Bøger, ... omtrent som De ser det her. Til sin Familje vil han nemlig ikke overdrage dem. Han vil ikke have dem opbevarede, forstaar De, – han forlanger udtrykkeligt, at de skal splittes for alle Vinde, – og han ønskede nu blot, at han kendte Nogen, hvem han kunde gøre lidt Glæde – maaske ogsaa nogen Gavn – ved at testamentere ham, hvad han ejer. Det falder mig nu ind: maa jeg ikke have Lov at foreslaa ham Dem? Jeg er overbevist om, at dersom han havde kendt Dem, vilde han være kommen paa den samme Tanke. De er netop saadan, som han ofte selv har ønsket at være. – – Nej – jeg be’r Dem – dersom De ikke har noget mod mit Forslag, maa De ingen Ting sige. Vi taler slet ikke mere derom. Som sagt, det hele er jo ikke af nogen Betydning ... en ren Bagatel. Naar Gæld og Boets andre |133 Forpligtelser er fyldestgjorte, er der saamænd *ikke mange tusind Kroner tilbage ... i det højeste til en Udenlandsrejse eller lidt anden Morskab!«

»Han er bleven fuld,« tænkte ganske koldsindigt Per, der havde lagt Mærke til, at Neergaard i den sidste Tid gentagne Gange havde fyldt og tømt sit Glas. Og virkelig saa’ han ogsaa ud omtrent som en drukken Mand. Hans indsunkne Kinder, der et Øjeblik havde været stærkt røde paa det skarpe Parti over de fremtrædende Kindben, var atter bleven gustenblege, Øjenhulerne sorte, Hagen blaa som paa et Lig. Ogsaa hans Maade at tale paa og især hans Bevægelser, der ellers var saa rolige og beherskede, røbede et Menneske, der ikke længer havde Herredømmet over sine Nerver.

»Ja, ja – det var jo ikke ilde, det,« sagde Per, idet han slog hans Tale hen i Spøg, og greb sit Glas for at tage Afsked. Men da blev Neergaard helt febrilsk og bad ham indtrængende om at blive.

»Hvorfor vil De gaa? ... Det er jo ikke silde. Bliv dog i hvert Fald lidt endnu ... Er her ikke kvalmt herinde? Lad os lukke lidt op,« sagde han og gik hen og slog et Vindu op, saa den friske Frostluft fór ind i Stuen og fik Lampen til at ose.

»Se-se,« tænkte Per, der erindrede sig hin Natte-Samtale med den store Fritjof henne i »Gryden«. »Begynder nu ogsaa han at se Spøgelser!«

|134 ⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. »Drik dog!« vedblev Neergaard og kastede sig igen i Stolen. »Vinen er god ... Vi har ogsaa siddet her og snakket os saa melankolske. Lad os tale om noget andet. Er der noget Nyt i Byen? ... Tag Dem dog en frisk Cigar! ... Vil De have en stærkere? ...«

Men Per lod sig ikke overtale. Han sagde »Tak for i Aften«, drak ud af sit Glas og rejste sig.

Da Neergaard nogle Minutter senere, efter at have lukket sin Gæst ud, var vendt tilbage til Stuen, blev han staaende foran det aabne Vindue og blev ved at følge Lyden af Pers frejdige, taktfaste Skridt, lige indtil den tabte sig i Gadens Stilhed. Med Haanden tungt støttet mod *Vinduesposten stod han derefter endnu nogen Tid og saa’ ud over den slumrende By med de maanebeskinnede Tage. Skraas over for ham rugede *Nationalbankens tunge Masse som en mægtig Sarkofag, en Konges Mausoleum, hvorover Stjernehimlen pragtfuldt hvælvede sig. En Skildvagt i rød Kappe stod – belyst af Skæret fra en Lygte – nede foran dens Indgang og lænede sig sovende mod Skilderhuset med Geværet trofast i sin Favn. Et medynksfuldt Smil bevægede uvilkaarligt Neergaards Læber ved dette Syn ... Men nu lød en ny Vognrumlen nede i Gaden, og lidt efter hørtes Menneskestemmer og klaprende Træsko fra en af Sidegyderne. Der faldt ham i det samme et Citat paa Læben:

|135 *»Nu er det Lysets Trolde,

nu er det Dagens Larm –«

Og idet han med en langsom, sky Bevægelse vendte sig om imod den tomme Stue, hvor Lampen stod og brændte med en lang, rygende Ildtunge ud af Glasset og kastede et flakkende Skær over de gamle Møbler og alle Familjeportrætterne over Skrivebordet, fortsatte han i Tankerne:

»Ja, øver jeg én Gang et Storværk,

det bliver en Mørkets Daad.«

[139]⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. En mørk og taaget Aften steg en tynd, sortklædt Herre af Sporvognen ved Hjørnet af *Grønningen, gik forbi Husarkasernen og skraaede over det lille trekantede Torv for Enden af Store Kongensgade. Med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden om Haandtaget paa en Paraply, som han for hvert Skridt stødte kraftigt mod Gadens Stenbro, gik han derpaa langsmed Nyboderskvarteret, idet han ved det matte Lygteskær undersøgte Navnene paa alle Gadehjørnerne. Da han var kommen forbi hele Rækken uden at finde det Navn, han søgte, og da der paa den øde Plads ikke var et Menneske, han kunde spørge, drejede han paa maa og faa om et af Hjørnerne og blev hurtigt ganske vildfarende i den Labyrint af mennesketomme, aldeles ensartede og kun halvt oplyste Smaagader, hvoraf Nyboder bestaar. I de lange, *énetages Husrækker var alle Vinduerne i de lave Stuelejligheder omhyggeligt tilskoddede; kun gennem en lille rund eller hjærteformig Glug i hvert Halvfag trængte der Lys ud i den mørke Gade. Men indefra, bag Skod|140derne, hørtes overalt Stemmer, Barnegraad, Harmonikamusik eller Sang – altsammen saa tydeligt, at han godt havde kunnet følge en hel Samtale ude fra Fortovet. Hist og her aabnedes en Dør, og en Kone i Nattrøje slog en Potte ud i Rendestenen, eller en Mand lod en lille Hund slippe et Øjeblik ud i det Fri.

Da den sortklædte Herre langt om længe ved at udspørge de enkelte Personer, han undervejs traf paa, havde fundet Hjærtensfrydsgade, fortsatte han her sin Undersøgelse, idet han ved Hjælp af Svovlstikker eftersaa’ Numrene over Dørene, indtil han naaede det Hus, hvor Per Sidenius boede. Først ledte han med Haanden efter en Klokkestreng, og da han ingen fandt, løftede han med Besvær den tunge Klinke og traadte under et Par kraftige Rømninger ind i den lille, mørke Forstue. I det samme aabnedes Døren fra Stuelejligheden, hvor en yngre Skibstømrerfamilje boede; og over Skuldrene og det glatkæmmede Hoved af en lille Kone med et Barn ved Brystet strømmede Lampelyset derindefra ud imod den Fremmede og belyste et ungt men blegt, glatraget Ansigt med let betændte Øjelaag og smaa, lyse Bakkenbarter under Ørene.

»Boer der ikke en Hr. Sidenius her?« spurgte han uden at hilse.

»Jo, – han boer derinde i *Bagstuen. Men han er ikke hjemme i Øjeblikket.«

|141 »Ja saa! ... Det er muligvis hans Værtinde, jeg taler med?«

»Nej. Han boer hos Olufsens deroppe paa *Salen ... Jeg skal kalde af Madammen.«

I det samme knagede den stejle Stigetrappe under vægtige Trin, og Madam Olufsen, der havde staaet og lyttet deroppe bag sin Dør, viste sig i Trappegabet med en lille Bliklampe i sin Haand.

»Vilde den Herre tale med Hr. Sidenius?« spurgte hun.

»Ja, – men han er nok ikke hjemme, efter hvad jeg hører,« svarede den Fremmede med et Blik og i en Tone, som vilde han gøre hende medansvarlig for, at han var gaaet forgæves. »Er det længe, siden han er gaaet?«

»Nej, det er bare et Øjeblik ... Han kommer vist ikke tilbage for det første.«

»Naa saaledes. Ja ja ... Farvel.«

»Fra hvem skal jeg hilse?« spurgte Madam Olufsen. Men han var allerede ude af Døren.

»Det var da vist en Præst,« sagde den lille Skibstømrerkone helt perpleks.

»Han kunde godt se ud til det,« svarede Madam Olufsen, halvt i Tanker, mens hun fulgte den bortdragende Lyd af den Fremmedes Skridt og af Dupskoen paa hans Paraply.

»Hvad mon han dog kunde ville?« vedblev den anden nysgærrig.

|142 »Ja, det kan man jo aldrig vide,« svarede Madam Olufsen, utilbøjelig til i denne Tid at indlade sig i nogen Ordveksling om sin Logerende. Hun sagde kort »Godnat« og vendte tilbage til sin Stue. Her sad *Højbaadsmanden med et Par store Sølvbriller ude paa Næsetippen og læste i *»Den bortrømte Negerslave eller Skibbruddet ved Malabarkysten«, en Roman i fjorten Bind, som han hver Vinter forskaffede sig fra *Jomfru Jordans Lejebibliotek og nu for tyvende Gang gennemlæste med samme Spænding og Beundring.

»Det var vel en, der vilde snakke med Ingeniøren?« spurgte han uden at løfte Øjnene fra Bogen.

»Ja det var,« svarede Madam Olufsen, lagde en Skovlfuld *Tørvegumlinger paa Ilden i Kakkelovnen, slog med en lille frysende Bevægelse et Uldsjal om sine Skuldre og satte sig paa Stolen ved Siden af Ovnen med sit Strikketøj. Hun var ikke af mange Ord i disse Dage, – saa bekymret, ja modfalden var hun bleven paa Grund af sin Logerendes stadig letsindigere Levevis. Han var nu næsten aldrig hjemme uden et Par Nattetimer, kom blot regelmæssigt to-tre Gange i Løbet af Dagen kørende i aaben *Droske for at høre, om der var kommen noget Brev til ham. Naar han havde faaet at vide, at der intet var til ham, og i den Anledning havde holdt et frygteligt Hus med Trine, der aldrig mere kunde gøre ham tilpas, |143 hverken børste hans Frakker pæne nok eller pudse hans Støvler tilstrækkeligt blanke, kørte han bort igen – altid med en Cigar i Munden og nye Handsker paa og en Blomst i Knaphullet. Han havde ogsaa et Par Gange ytret, at han vistnok saa’ sig nødt til at flytte, og at han tænkte paa at leje sig en lille Lejlighed for at være mere ugenert.

Madam Olufsen begyndte at frygte for, at han for Alvor var kommen paa Afveje. Selv fortalte han, at han havde arvet, og gav en forrykt Historie tilbedste om den kongelige Fuldmægtig, som i den foregaaende Uge havde begaaet Selvmord, hvad der havde staaet saa meget om i Bladene. ⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Men hun troede ikke længer paa hans Fortællinger. Desuden havde hun for nogen Tid siden haft Besøg af en gammel, smudsig Bondemand, der meget ængstelig havde forhørt sig hos hende om hans Forhold, og som tilsidst, da hun trængte ind paa ham, lod forstaa, at han havde forstrakt den unge Herre med et større Laan.

Per befandt sig i dette Øjeblik henne ved Frue Plads, paa det samme mørke Hjørne, hvor han for et Par Uger siden forgæves havde ventet paa Fru Engelhardt. Han havde om Eftermiddagen endelig modtaget det utaalmodigt ventede Brev, hvori hun tilstod ham det første Stævnemøde, idet hun samtidigt meddelte, at hendes Mand om |144 Morgenen var rejst til Berlin i et Forretningsanliggende.

Han kom da ikke heller til at vente mange Minutter efter den fastsatte Tid, før en lukket Droske rullede frem fra Sidegaden og standsede ud for ham. En lyst behandsket Haand viste sig i Vinduesaabningen. Per rev Vogndøren op og krøb ind efter at have givet Kusken Besked om at køre til en bekendt Restavration ved Kongens Nytorv.

Men allerede paa Vejen derhen beredtes der ham en Skuffelse. Han havde ventet at finde hende urolig og forvirret ... at se hende skælve under Pelsværkskaaben af Angst for det Skridt, hun var ved at begaa. Han havde endog forberedt sig paa nogle passende Talemaader, der kunde berolige hende og paa lempelig Maade overvinde hendes naturlige Skamfuldhed. Men han fik aldeles ingen Brug for sine Overtalelsesgaver. Han var næppe kommen til Sæde i Vognen og havde kysset hendes Hænder til Tak, fordi hun var kommen, før hun kastede sig op paa hans Skød ligesom en *Glædespige og knugede ham ind til sig med en Voldsomhed, saa *Vejret næsten forgik ham. Idet de steg op ad den stærkt belyste Trappe til Restavrationen, der laa paa første Sal, tilhyllede hun vel sit Ansigt; men saasnart de var kommen ind i det for dem bestemte Separat-Kabinet, hvor dog baade Opvarteren og en lille Taffeldækker gjorde dem til Genstand for den nysgærrigste Opmærk|145somhed, viste hun igen en Utvungenhed, som befandt hun sig ganske hjemme der. Mens Per ikke var fri for at føle sig lidt genert i den ham uvante Situation, afførte hun sig straks baade Kaaben og Hatten, ordnede nynnende sit Haar foran Spejlet og satte sig i hele sin Bredde midt i Sofaen bag det dækkede Bord. Ved Sammensætningen af Menuen valgte hun netop de kostbareste Lækkerier, den allerdyreste Champagne; og ikke saa saare var Opvarteren og hans lille Følgesvend forsvundne, før hun i Kaadhed begyndte at bombardere ham med nogle hvide Blomsterbær, som hun plukkede fra Bordopsatsen.

Per var bleven tavs. Han kunde ikke frigøre sig for den Tanke, at det næppe var første Gang, hun befandt sig her under lignende Omstændigheder; – det forekom ham endog, at han paa Opvarterens rødmossede Ansigt havde set et behersket Genkendelses-Smil brede sig mellem Bakkenbarterne, idet de traadte ind. En dump Vrede, en rasende Skinsyge bemægtigede sig et Øjeblik hans Sind. Med dybe Rynker i sin Pande sad han længe ganske stum og betragtede hende over Bordet. Hun var sortklædt, stærkt snøret, smækker om Midjen som en ung Jomfru men bred over Skuldren, bugnende over Barmen, hvis hvide Hud skimtedes gennem en stor, sort *Kniplingsfichu, der foran faldt ned over Kjolens dybe Udskæring.

|146 »Hvorfor ser De saadan paa mig?« spurgte hun koket med Hovedet paa Siden og med de brune, blanke Øjne spillende af en lidt anstrengt ungdommelig Lystighed. »Du gode Gud, De mønstrer mig jo formelig! ... Er der noget i Vejen med mit Toilette?«

»Nej – det er der *vist ikke.«

»Men saa smil dog lidt! ... Eller er De altid saa alvorlig? ... Kunde jeg bare finde et Bær endnu, skulde De faa det lige midt paa Næsen, De stygge Brummebjørn!«

Per svarede ikke men fortabte sig – halvt mod sin Vilje – i Betragtningen af hendes Hænder, mens disse ivrig søgte mellem Opsatsens halvvisne Blomster og Blade. Det var første Gang, han saa’ dem uden Handsker paa. Ganske bleg af Betagethed nød han Synet af deres buttede Form, af de korte, bløde, bøjelige Fingre, af den lille Række Smilehuller, der under Haandens Bevægelser aabnede og lukkede sig over Knoerne som smaabitte rosenrøde Munde, ... Forjættelser om al den hvide Herlighed, hendes sorte Kjole endnu skjulte for hans Blik. Og i det samme frigjorde han sig for den mørke Misstemning, som Skuffelsen havde oparbejdet hos ham. For Pokker – sagde han til sig selv – der var ingen Grund til at blive sentimental. Hvad vedkom egentlig hendes Fortid ham? Blev hun mindre forlokkende dejlig, fordi han ikke netop var den |147 første, hun begunstigede? Om hun saa havde haft hundrede Elskere før ham, hvad betød det overfor den Kendsgærning, at hun nu fuldt ud var hans, hans Ejendom, hans Erobring ...?

Han saa’ med ét hendes Hænder flagre som et hvidt Duepar op i Luften og hørte hende triumferende udbryde: »Her fandt jeg endelig ét ... Pas nu paa!« Han fangede i Flugten det ham tilslyngede Bær men greb i det samme om den Haand, der havde kastet det, og vilde i sin Henrykkelse trække den til sig over Bordet for at føre den til sine Læber, da Døren blev slaaet op og Opvarteren og hans Følgesvend viste sig med Anretningen.

Nu blev Champagnen skænket op, Fadene afdækkede; og da de igen var bleven alene, løftede han sit Glas til en Hyldingsskaal og drak det ud til Bunden. Alligevel vedblev der, uden at han forøvrigt selv mærkede det, at være noget afdæmpet i hans Væsen, noget resigneret i det hede Blik, hvormed han under Maaltidet ufravendt betragtede hende. Ligesom hin Aften, da han var Ivan Salomons Gæst, sad han omgiven af kongelige Retter; men det var denne Gang ham, der lod Delikatesserne urørte, medens Fru Engelhardt var »Naturbarnet«, der uden overdreven Følsomhed lod sig Maden smage og endog en Gang lod Opvarteren kalde ind for i temmelig opbragt Tone |148 at bebrejde ham, at Gaaseleverpostejen ikke var tilstrækkelig frisk] tilstrækkeligfrisk A.

Mens de sad ved Desserten, kom Per naturligt til at tale om Neergaards gaadefulde Selvmord, der havde vakt en overordentlig Opsigt omkring i Byen og jo desuden paa en overraskende Maade havde faaet Betydning for ham selv. Han udtalte som noget, der ikke kunde være Genstand for Tvivl, at Neergaard havde været sindssyg, og han beskrev til Bevis herfor omstændeligt deres Sammenkomst Natten før Selvmordet og den overnervøse Sindstilstand, hvori han hen paa Morgenen havde testamenteret ham sine Efterladenskaber, uden at Per den Gang selv havde forstaaet, hvad der foregik. Han meddelte tillige, hvad der rygtevis fortaltes, at der havde været Kvindehistorier med i Spillet. I hvert Fald skulde hans Værtsfolk have ymtet om en tilsløret Dame, som en Timestid efter, at Liget var bragt ud af Huset, var kommen kørende i Droske og uden at ane noget havde ringet paa hans Dør og siden sendt en Kurv fuld af Roser til hans Kiste.

Mens Per talte, sad Fru Engelhardt med den ene Albu paa Bordet og lod Spidsen af sin Lillefinger glide langsomt rundt langsmed Randen af hendes Glas. Hun gav sig et halvt fraværende Udtryk; lod, som om hun velvilligt men ikke særdeles interesseret hørte efter, hvad han meddelte. Da Per ikke desmindre vedblev at fortælle og |149 at give stadig mere detaillerede Oplysninger om den mystiske Sag, af hvilken han selv var ikke saa lidt opfyldt, begyndte hun at vise Tegn paa Utaalmodighed. Hun tog en Vindrue fra Frugtskaalen, dyppede den i sit Glas og gav sig til at suge paa den; afbrød ham undskyldende med et Spørgsmaal om en helt anden Sag, der »pludselig faldt hende ind,« og lod derefter endnu en Gang ringe paa Opvarteren for at faa frisk Is og *Sodavand. Da Per endda ikke syntes at ville slippe Emnet, rejste hun sig op, sagde »Tak for Mad« og gik hen til et opslaaet Klaver, der stod ved Vinduet.

»Hvad skal jeg spille?« sagde hun, efter at have prøvet det ved et Par lange Løb op og ned ad Tangenterne. »Kender De denne?« spurgte hun, og et bedøvende Væld af falske Toner strømmede ud af Instrumentet. – *»Waldtraum«, forklarede hun midt under Udførelsen, selv ret betaget af Spektaklet.

Per var atter bleven tankefuld. Det kunde ikke andet end være ham paafaldende, at hun viste saa ringe Opmærksomhed for denne Sag, der dog angik et Menneske, som havde hørt til hendes Bekendtskabskreds, ja havde været hendes Kavaller og trofaste Beundrer. Som noget ubestemmeligt sort og uhyggeligt flagrede den Tanke ind i hans Bevidsthed: om Neergaard kunde have været noget mere? Om hendes Ligegyldighed |150 maaske var Forstillelse? ... Men han fik ikke Tid til andet end netop at gribe Tanken i Flugten for at slippe den igen. Foruroliget af hans Tavshed standsede Fru Engelhardt pludselig sit Spil, rejste sig og lagde bagfra sine fyldige Arme omkring hans Hals, idet hun tvang hans Hoved bagover, saa deres Blikke mødtes. I flere Minutter udforskede de hinanden uden at tale. Nu og da dalede bløde, bedøvende Kys ned over hans Pande, hans Øjne, hans Kinder ... indtil hendes Læber med ét søgte hans Mund og med pludselig Vildhed sugede sig fast dèr ligesom for aldrig at slippe den mere. Saa hviskede hun ham ind i Øret: »Lad os gaa;« og uden at ville vente paa Kaffen og Likørerne, som hun dog selv havde bestilt, tog hun sit Ydertøj paa; hvorefter de kørte hen til et Hotel, i hvis Bog de lod sig indskrive som Hr. og Fru Svendsen fra Aarhus.

Men Gang efter Gang i Nattens Løb, mens Per laa vaagen ved hendes Side i det halvt oplyste Kammer, sneg den mørke Mistanke sig atter over ham med stedse uafviseligere Magt og *voldtog ham tilsidst som et knugende Mareridt. Med helt uhyggelig Klarhed fremtraadte efterhaanden for ham hine Nattetimer i Neergaards Stue. Han erindrede sig pludselig Ord, som han knap nok havde hørt, Betoninger, som han den Gang slet ikke havde lagt Mærke til, men som nu gjorde ham baade kold og varm. Han genoplevede som |151 i en Vision den hele Sammenkomst, ... saa’ Neergaard ligge dèr tungt henstrakt i den store Gyngestol med Benene overkors og stirre over paa ham med sit paa én Gang udslukte og aarvaagne Blik, ... dette mærkelige Blik, hvis halvspottende Udtryk af Medlidenhed han først nu ret fik Øje for. Ogsaa mindedes han nu, hvad Ivan Salomon havde fortalt om ham, ... om den paatænkte Ansættelse ved Diplomatiet, som Neergaard i det sidste Øjeblik selv havde forhindret, fordi han ikke vilde forlade København. Og han sammenholdt hermed Neergaards bitre Ytringer om Kvindeforbindelser og om Mænds »burreagtige« Hængen ved den én Gang vundne Maren Malkepige, – Ytringer, som han den Gang havde smilet af og ikke lagt nogen større Betydning i, men som nu blev ved at lyde for hans Øre som Nødskrig fra en druknende.

Han var ikke længer i Tvivl: den Kvinde, der laa dèr med aaben Mund og sov i hans Arme, hørte ogsaa med til de Efterladenskaber, som Neergaard havde givet ham i Arv og Eje, ... ja, det var netop hende, der havde været denne Mands »Skæbne« og ved sin Troløshed havde drevet ham i Døden.

Og han – han selv – var hendes Medskyldige!

En dyb Forfærdelse sneg sig langsomt ind over ham og lagde sig som Bly over alle hans |152 Lemmer. Det var tilsidst for hans Øjne, som om Neergaards nøgne Hoved dukkede frem overalt i det halvt oplyste Kammer. Det var for alle hans overophidsede Sanser, som om den Dødes Skygge bevægede sig rundt i Rummet, ... han syntes tilsidst endog at kunne fornemme Ligkulden trænge gennem Tæpperne i hans Seng. Hen over hans Ansigt strømmede] strømme de A i hede Bølger de regelmæssige Pust af Fru Engelhardts Aandedræt; men ogsaa disse fik ham til at fryse. Han tænkte: dèr ligger nu hun og sover saa sødeligt som et uskyldigt Barn. Næppe er Liget af den, hun har elsket, bleven begravet, før hun lysten som en Abe gotter sig i en andens Favn. Hun har akkurat kunnet styre sin Utaalmodighed saalænge, indtil hans Dødsanmeldelse er forsvunden fra Aviserne ... ikke en Gang, indtil Folkesnakken er forstummet om hans Navn!

Han vilde bort fra hende ... helst straks. Synet af hende indgød ham med ét en saadan Væmmelse, at han ligefrem ikke udholdt hendes Nærhed.

Sagte, for ikke at vække hende, drog han sin Arm bort under hendes Hoved og stod lidt efter op. Han ansaa’ det for rigtigst – ogsaa for hendes Skyld – at tage bort uden Afsked, at undgaa al Forklaring. Nede hos Portneren vilde han skrive en lille Billet, ... blot med et eneste Ord: Neergaard!

|153 Saa lydløst, som han formaaede det, begyndte han at klæde sig paa. Alligevel vaagnede hun. Med et lille Suk vendte hun sig tungt i Sengen, slog den ene Arm over Hovedet og sagde halvsovende:

»Hvad? Er du oppe?«

Han bad hende om blot at sove videre, – og næsten før han havde sagt det, sank hendes Øjenlaag i. Med et mat Forsøg paa at smile sov hun atter ind.

Per fuldførte nu i Hast sin Paaklædning. Men forinden han forlod Kammeret, kastede han endnu et Blik hen paa Sengen og betragtede den hvide Skikkelse, der laa dèr i en uskøn Stilling lige paa Ryggen, med begge Armene bredt ud til Siden, det ene Knæ løftet. Hele den yppige Overkrop var blottet; de smalle Skulderstropper, der skulde holde Linnedet oppe, var gleden ned over Armene, saa Barmens svulmende Kødmasse laa ganske udækket. Udover Puden flød det mørke Haar i vild Uorden; Hovedet laa paa Siden, lidt nedadbøjet; Ansigtet var blegt af Udmattelse. Mod sin Vilje blev Per en Stund staaende ved Sengens Fodende, fængslet af Synet, tankefuld, ... tvivlraadig. Hans Hjærte bankede tungt. En ukendt Angst betog ham. Trods al sin Harme, sin Afsky følte han sig atter mægtigt hendragen af disse hvide Arme, af dette brede, roligt aandende Bryst, af disse halvaabne Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. ... Han næsten |154 ræddedes over sig selv. Han, for hvem Kærligheden hidtil kun havde været et lifligt Tidsfordriv, Kvinden et attraaværdigt men ganske ufarligt Stykke Legetøj, begyndte med ét at ane og skælve for de Magter, der driver deres lønlige Spil med Menneskenes Viljer, tumler med Liv og Død og Lykke som Stormen med det faldende Blad. For første Gang i sit Liv følte han sig i Kamp med de Dæmoner, som han ikke havde villet tro paa og overlegent havde smilet af. Ordene »Dødens og Djævelens Værk« lød pludselig i hans Øre med Faderens myndige Stemme og fik ham til at blegne.

I det samme slog hun sine brune Øjne op, vækket af hans vedholdende Stirren. Endnu fortumlet af Søvnen strøg hun med Bagen af Haanden Haartjavserne bort fra Panden og rejste sig overende.

»Hvad er det? ... Er du paaklædt!«

Han nikkede – langsomt.

»Er det Morgen allerede?«

»Nej.«

»Men hvad skal det da sige? ... Hvorfor staar du dèr? ... Er du bleven syg?«

»Nej ... endnu ikke.«

»Endnu ikke? ... Hvad mener du? ... Du ser saadan paa mig. Hvad fejler dig dog?«

»Jeg mener bare, at jeg vil sikre mig imod at blive syg ... dødssyg ... saadan som Neergaard!«

|155 »Jeg forstaar ikke et Ord! ... Hvad er der hændt Dem, Menneske! Saa tal dog!«

»Nu vel. Jeg skal forsøge at tale tydeligere. Jeg vil forhindre – ser De – at den Ulykke en Gang skal hænde, at De ogsaa hos mig kommer for sent til et Stævnemøde, f. Eks. netop en Time efter, at Liget er bragt ud af Huset. Jeg vil ogsaa spare Dem for yderligere Udgifter til Blomster. Tænk! En hel Kurv fuld af Roser! Det var virkelig overdaadigt ... bare for en Elsker! ... Ja vist, højtærede Frue! Sæt kun Munden i Lave til en lille Løgn! Lad os høre lidt om –«

»Hør, nu synes jeg, det er paa Tide, De giver mig en Forklaring paa disse Optøjer,« afbrød hun ham fuldkommen behersket og i bydende Tone. »Har De drukket, Neergaard?«

End ikke denne uheldige Fortalelse bragte hende ud af Fatning, saa bleg hun ogsaa var. For Per derimod blev den det Giftstik, der fik hans Sagtmodighed til at briste. Han bøjede sig frem over Sengens Fodstykke og slyngede hende foragteligt Ordet »Tæve« lige ind i Ansigtet. Saa vendte han sig bort og gik. I Døren hørte han hende med ét skrige op ligesom en Fiskekælling, kalde ham for »en ækel Dreng ... saadan en Laban og Løgnehals«. Han tænkte et Øjeblik paa, om han ikke skulde gaa tilbage og *varme hendes Øre lidt; men han opgav det, nøjedes med et Skuldertræk og gik.

|156 Da han, efter at have vækket Portneren og afgjort Regningen med ham, atter befandt sig ude paa Gaden, tændte han sig en Cigar for straks »at ryge Heksen ud af sin Bevidsthed«. Opstrammet af den friske Natteluft gjorde han sig i det hele Umage for at tage Sagen halvt humoristisk, ... betragte den ganske nøgternt. Han vilde ligesom ikke længer tilstaa for sig selv, hvor dybt et Indtryk den havde gjort paa ham. Mens han paa maa og faa drev gennem de mørke Gader, søgte han at indbilde sig, at al den Skade, der var sket, indskrænkede sig til et krøllet Skjortebryst og det halve Hundrede Kroner, som Spasen havde kostet ham. Men han fik alligevel ikke Bugt med sin ophidsede Sindsstemning. Bag alle hans kaade Betragtninger over Nattens Tildragelser lurede en bitter Forudfølelse af, at disse Timer næppe vilde blive uden Indflydelse paa den »Appetit paa Livet«, som Neergaard havde misundt ham. – – Det lede Fruentimmer! Hvem kunde vide, hvor mange andres Død og Elendighed hun havde paa sin Samvittighed. Naar han tænkte paa, hvorledes hun forleden paa Ballet havde villet tvinge ham til at danse med den unge, blonde Dame, bare fordi denne et Øjeblik syntes at interessere Neergaard, forstod han rigtigt, med hvilken dæmonisk Skinsyge hun ligesom en Edderkop blev ved at indspinde og bevogte sine Ofre, endog dem, hun allerede havde udsuget, – og det løb ham koldt |157 ned ad Ryggen ved at tænke paa, hvor nær han selv havde været ved at blive hængende i hendes Spind!

Skønt Dagen – efter Klokkeslettet at regne – skulde være i Frembrud, var det endnu ganske mørkt. En kold Taage laa saa tæt over Byen, at endogsaa Lygteskæret havde vanskeligt ved at gennemtrænge den. Og allevegne var der endnu øde og stille. ⇕˟A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Hist og her gik en Mand og fejede Gaden; men disse ensomme Skikkelser saa’ i den graa Dis saa besynderligt uvirkelige ud, – syntes paa mystisk Maade at tilhøre Mørket og Natten og at maatte forsvinde med det første Dagskær. Kun i Bagerbutikkerne var der Lys, og gennem de aabne Døre strømmede en indbydende Duft af friskbagt Brød ud paa Gaden. Udenfor en saadan Bod standsede Per et Øjeblik og iagttog en lille Scene mellem en fiks Bagerjomfru, der stod oppe paa en Trappestige i Færd med at anbringe store Kage-Plader i en Reol, og en halvnøgen Svend, der sad paa en Disk tæt under hende og dinglede med Benene. Han kunde ikke høre, hvad de sagde; men Svendens brede Grin og den drillende Maade, hvorpaa hun med Foden værgede sig mod hans nærgaaende Tilnærmelser, røbede tilstrækkelig tydeligt Arten af deres Underholdning.

»Rimeligvis ogsaa et eller andet Bedrag,« tænkte han, idet han fortsatte sin Gang. »Og endda paa fastende Hjærte! – Ja, hvordan var det, Neer|158gaard sagde? Man skal ikke ønske sig Erfaringer; de forskønner ikke Tilværelsen ... Aa nej!«

Ud fra en berygtet Smøge hastede en lille Herre med opsmøget Frakkekrave og Hatten dybt ned over Øjnene. I en anden Gade trak to fuldt Sjovere afsted med hinanden under et dæmpet Mundhuggeri. Det var Nattens sidste Efternølere, der søgte hjem, før Dagen beskinnede deres Gærninger. Og nu begyndte Byen for Alvor at vaagne. Aviskoner skyndte sig langsmed Husmurene paa store *Slæber; Arbejdsmænd – to eller tre i Følge – kom gaaende midt ad Kørebanen under en mægtig Træskoklampren; smaa Kælderbeværtninger blev aabnede og en enkelt Tobaksbod. Og endelig gav Fabrikspiber sig til at lyde, nu fjernt, nu nær, tilsidst allevegne fra, ... et hundredstemmigt Kor, der ligesom utaalmodigt forkyndte, at den altfor lange Nat var tilende, og at Arbejdet ventede.

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Da Per hen paa Morgenen kom tilbage til Hjærtensfrydsgade, følte han et ejendommeligt Velbehag, en ukendt Tryghed, ved igen at være hjemme. Han begyndte straks at klæde sig af for at hvile sig lidt. Uvilkaarligt nynnende gik han frem og tilbage i sine to smaa Stuer, løste sit Slips, tog Knapperne af sine Manschetter og stak Fødderne i sine Tøfler, der stod foran Sengen |159 nøjagtigt paa samme Sted, hvor han var vant til at finde dem. Udenfor havde en bleg Martssol efterhaanden gennemtrængt Taagen. Vinduerne ud til den lille Have stod aabne; et Genskin fra de bagved liggende Huses solbelyste Tegltag kastedes ind paa hans Væg og bortjog al den kælderagtige Skummelhed, der paa mørke Dage kunde gøre Værelserne ret uhyggelige. Udenfor i Pæretræet sad et Stærepar og satte Solskinnet og Foraarsforjættelserne i Musik; og lokket af denne Lyd stillede han sig i Skjorteærmer hen ved Vinduet og saa’ ud.

Som han stod dèr og trak sit Ur op og samtidig lod Blikket glide hen over Genbohusenes lange Række smaarudede Salsvinduer, som han havde Udsigt til over Plankeværket, faldt hans Øje paa en ældre Kone, der sad halvt skjult bag et Par blomstrende Gyldenlakker og strikkede. Udenfor paa den solbeskinnede Mur hoppede en *Irisk i et grønmalet Bur; og i Vinduet ved Siden af, der aabenbart hørte til den samme Stue, saaes en anden – en yngre – Kvinde, der smilte fornøjet til noget nede paa Gulvet ... et Barn rimeligvis, der laa og legede. Han kunde længe ikke faa sine Øjne derfra. Ligesom alt, hvad der denne Morgen havde mødt ham, syntes ogsaa dette lille Hverdagsbillede at ville tale indtrængende til ham om en stille, beskeden Lykke, som han hidtil saa hovmodigt havde ringeagtet; en Lykke, som var den |160 eneste sande og bestandige. Og han sagde ganske højt til sig selv: »Der er sgu vist alligevel noget om det.«

Pludselig opdagede han noget, der rørte sig inde under Stikkelsbærbusken i Havens ene Hjørne. Det viste sig at være Trine, der laa dèr og knælede paa den bare Jord, omgiven af en Samling tomme Urtepotter.

»Hvad Pokker er det, De bestiller dèr?« udbrød han.

Hun rettede sig lidt i Vejret og strøg med den ene Arm en Haartjavs bort fra Panden for at skjule den Forvirring, der bestandig greb hende, naar han tiltalte hende.

»Jeg kommer ny Jord i Urtepotterne,« svarede hun sagte.

»Naa! Ja det er jo ogsaa Foraarsarbejde. Hvad er det saa for Blomster, De har?«

»Der er to Roser og en Myrte og en Nerium.«

*»Roser og Myrter, det lyder jo helt poetisk,« sagde han og betragtede hende med en Interesse, som han i første Øjeblik ikke selv rigtig forstod. Som hun laa dèr paa Knæ mellem Foraarets spirende Grønne, rødkindet af sit Arbejde og med den sorte Muld paa Fingrene, dannede hun en saa sælsom Modsætning til den Kvinde, han nys i Lede havde forladt, at han uvilkaarlig grebes af Synet. Skønt han godt saa’, at hun stadig ikke var nogen Skønhed, følte han det i |161 dette Øjeblik som noget af en Vederkvægelse at betragte hendes troskyldige og uberørte lille Person. Der var for ham ligesom noget nyskabt over hende i denne vaarfriske Morgen ... noget af en solomstraalet *Eva, netop udgaaet af Skaberens Haand. Om det saa var hendes Indskrænkethed, betog den ham, fordi den syntes ham et rørende Udtryk for Naturens egen hellige Enfold.

»Hør« – sagde han – »kan jeg ikke faa et Par af de dèr Blomster herind til mig? Jeg kunde nok lide at have lidt at pynte op med.«

»Det kan vist ikke lade sig gøre,« svarede hun, atter bøjet over sit Arbejde.

»Hvorfor ikke? Er der nogen anden, der skal have dem maaske?«

»Det ved<!-- ellers "véd" i hæftet --> jeg ikke.«

»Øj, øj, ... de skulde da vel aldrig være tiltænkt Kæresten – hva’, Trine? Jeg har jo hørt en lille Fugl pippe om en ung Mand, der gaar paa Frierfødder her i Huset. Og – vent lidt – var det ikke Dem selv, der i Gaar fortalte, at samme unge Mands værdige Fader – Flensborgerskipperen – var kommen her til Byen, og at de Gamle deroppe skulde hen og besøge ham i Dag?«

Trine var med ét bleven bleg og svarede ikke. Det forholdt sig nemlig ganske rigtigt med den Frierhistorie. En gammel Ven af Huset havde til Højbaadsmandens anbefalet sin Søn, en skikke|162lig Sømand, som der ikke var andet at udsætte paa, end at heller ikke han havde noget at give bort, hvad Forstand angik; hvorfor begge Parter var bleven enige om, at Trine og han jo maatte siges at være ligesom bestemte for hinanden af højere Magter.

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Underholdningen blev nu afbrudt ved en kraftig Banken paa Pers Kammersdør. Det var Madam Olufsen, der kom ind for at aflægge Besked om den Herre, der den foregaaende Aften havde været der og spurgt efter Per. Hun sagde, at det syntes at have været den Fremmede magtpaaliggende at faa ham i Tale.

»Saa-aa ... Hvad var det for en Herre?« spurgte Per.

»Jeg véd ikke; han har ikke været her før. Det var saadan en ung, bleg Mand med røde Bakkenbarter.«

Naturligvis en Rykker, – tænkte Per. Naa! Ligemeget! Godt, at det nu snart blev forbi med det uendelige Pengevrøvl! Han glædede sig af Hjærtet til den Dag, da han kunde betale sin Gæld, faa sine indviklede Affærer bragt i Orden, i det hele igen faa sat lidt Skik paa sin Levevis. Saasnart hans Arv efter Neergaard blev ham udbetalt, skulde alting klares ... først og fremmest *»Jøden«. Den forbandede Blodsuger!

Madam Olufsen blev staaende i den aabne Dør, som hendes høje, sværlemmede Skikkelse næsten |163 ganske udfyldte. Hun stod med den ene Haand i Siden og iagttog med Mistro – under halvlukkede Laag – den straaleglade Per, der havde kastet sig i sin skrøbelige Gyngestol og spillede med alle Fingrene paa dens Armstykker.

»Saa vilde jeg egentlig ogsaa gærne vide, hvordan det bliver, Sidenius,« sagde hun videre. »De snakkede jo om, at De vilde flytte.«

Per saa’ paa hende med et Smil.

»Jamen, jeg har ombestemt mig, Madam Olufsen! ... Hvorfor skulde jeg egentlig flytte? Jeg har det jo saa rart hos Dem ... Jeg bliver, Madam Olufsen! ... At sige, dersom De da vil have mig?«

»Aa ja ... naturligvis ... dersom ...«

»De trækker sgu dog paa det, lader det til – hva’? Naa ja! Jeg véd det godt! Jeg har været lidt vidtløftig ... men lad os ikke snakke mere om det. De skal se, fra nu af *lægger vi om paa et andet Bovstykke. Vi kommer snart i den gamle Skure igen, Madam Olufsen! ... De ser saa tvivlende ud, synes jeg. Men vent blot! ... Véd De for Resten, hvad jeg netop stod og tænkte paa? Jeg har hørt, at Skipper Mortensen er kommen til Byen, og at De i Dag skal gøre ham Deres sædvanlige højtidelige Besøgelse – ikke sandt? Véd De hvad, jeg kunde skam have Lyst til at gøre Dem Følgeskab. Jeg længes ordentlig efter at se ham igen, den gamle Ulk! Jeg trænger til |164 en Gang igen at more mig rigtigt ... saadan solidt! Vil De have mig med?«

»De tager vist fejl, Hr. Sidenius ... Det er vist ikke længer noget for Dem.«

»Sikke noget Sludder! Ikke længer noget for mig! Hvad skal det sige? ... Bliv nu ikke straks saa *kalkunsk, Madam Olufsen! Jeg forlanger ikke en Gang at komme med paa Vognen, ... vi mødes ombord. Er det hørt?«

Han sprang op og stillede sig foran hende med skrævende Ben og begge Hænder plantede i Siden.

»Er det hørt?« gentog han.

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Madam Olufsen maatte tilsidst smile, saa tungt hendes Hjærte end var; – hun kunde aldrig modstaa ham, naar han var i sit mest overgivne Humør. Og pludselig – før hun formaaede at afværge det – greb Per hende med begge Hænder om Livet og svang hende rundt i Stuen.

»Leve Gemytligheden, Madam Olufsen!« sagde han.

⇕˟A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Men næppe havde hun skubbet ham fra sig og var forsvunden ud af Døren, før hans Ansigt skiftede Udtryk. Ud af hans egne, sidste Ord skød der et Minde, en hastig Erindring, der slog ham om Ørene med Flauhed. Det var Neergaards spottende Ytringer om hin Æventyrets Svinedreng, der drog ud i Verden for at vinde et Kongerige men hvert Øjeblik saa’ sig tilbage og til syvende |165 og sidst foretrak det hjemlige, trygge Velbefindende og den gemytlige Kakkelovnshygge for alle Slaraffenlands Herligheder, ... Ord, som han den Gang havde smilet af og overlegent betragtet som ham uvedkommende, fordi han var en Undtagelse, en Udvalgt, en Lykkens fødte Kongesøn! – Og nu? ... Allerede nu? – –

]˟ Skipper Mortensen var – efter en blandt Nybodersfolk udbredt Mening – en ikke saa fjærn Slægtning af Trine, om hvis Herkomst der vel aldrig var bleven noget officielt meddelt, men som almindeligt – og uimodsagt – ansaaes for Datter af en ugift og senere afdød Søster til denne Mand, en ældre Pige, der var kommen til København for at tjene, og hvis Barn Madam Olufsen af Menneskekærlighed havde taget sig af. Skipperen boede i Flensborg men kom regelmæssigt to Gange om Aaret til København med sit Fartøj for til Grosserere og enkelte Bekendte at afhænde Ost, Smør, røget Flæsk og andre Landbrugsprodukter. Naar Højbaadsmanden ved den daglige og grundige Gennemlæsning af *»Telegrafen«s Skibs- og Havnelister havde faaet bekræftet, at *Sluppen »Karen Sofie« havde passeret *Toldbodbommen og fortøjet ved *Børsen, havde han ingen Ro, før Dag |166 og Tid for Aflæggelsen af et Besøg var bleven bestemt, og Trine skikket i Byen for at varsko Didriksen.

Didriksen var en anden gammel Bekendt af Huset, der var Droskekusk og boede i *Store Brøndstræde, og som – tro imod en snart halvhundredaarig Overlevering – til denne Udflugt beredvilligt stillede sig selv og sit Køretøj til de gamle Venners Raadighed. Dette er saaledes at forstaa, at den nulevende Didriksen, »unge Didriksen«, ikke var den virkelige, men en Søn af hin gamle Didriksen, hvem Højbaadsmanden en Gang i dennes *Orlogstid havde frelst for *»Kat«, og som i taknemlig Erindring herom viste ham denne lille Villighed. Men som en god Søn havde unge Didriksen gjort sig en Ære af at overtage sin afdøde Faders Forpligtelser, – og desuden vidste han, hvad der ved denne Lejlighed vilde *»falde af«.

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Til den sædvanlige Tid – Klokken ét – stillede han da ogsaa paa denne Dag i Hjærtensfrydsgade med et Køretøj saa blankt og pudset som til et Grossererbryllup i *Vor Frue; og efter nogen Tids Venten viste det alderstegne Ægtepar sig paa Gaden, Madam Olufsen i *»Wienersjal« og med en stor, blaa Vindrueklase paa Hattekysen, Højbaadsmanden med *25 Aars-Tjeneste-Medaillen samt *Dannebrogsordenens Sølvkors paa Brystet og med en – en halv Alen høj – Cylinderhat paa Hovedet. Under en højtidelig Stilhed blandt Kvarterets Børn, |167 der nysgærrigt havde samlet sig omkring Vognen, steg de til Sæde; og efter at Madam Olufsen havde set sig omkring for at forvisse sig om, at alle Gadens Øjne var kommen til Vinduerne, rullede de bort.

De kørte gennem Elsdyrsgade og ind i Store Kongensgade, i hvis Menneskesværm særlig Olufsen var Genstand for almindelig Opmærksomhed. Som han sad dèr hvidlokket og alvorlig, med sin langt fremstrakte, i Manschetskjortens altfor trange Linning indknebne Hals, som han ikke turde bevæge af Frygt for at sprænge Knappen; med begge Hænder urokkeligt hvilende paa Paraplyskaftets Hornhaandtag og med sine skinnende Dekorationer synlige bag den opknappede Overfrakke, vakte han Forestillinger om noget som en gammel Admiral fra Aarhundredets Begyndelse; og sikkert vilde han hos adskillige have fremkaldt en dertil svarende Ærefrygtsfornemmelse, dersom ikke unge Didriksen – stolt over sit Selskab – hvert Øjeblik havde vendt sig om imod det med højrøstet og fortrolig Tiltale.

Først gjorde de en lille Ronde gennem Byen, ind gennem *Østergade, over *Gammeltorv og ind til *Vandkunsten, mellem hvis Sælgekællinger Madam Olufsen fra gammel Tid havde en uforsonlig Fjende, som hun vilde ærgre med sit Triumftog. Derpaa drejede de om ad Gaderne *langs Kanalen og stilede endelig hen imod Børsen.

|168 Her stod Skipper Mortensen paa »Karen Sofie«s Dæk med en sort *Hundeskindskabuds paa sit graasprængte Haar og begge Armene nedsænkede indtil Albuerne i de dybe Klaplommer. Han var en lille, dystert udseende Mand paa omkring tredsindstyve Aar, der akkurat forstod Sømandsskab nok til to Gange aarlig at føre en Slup med Fede- og Flæskevarer fra Flensborg til København. Ikke des mindre havde han baade Blyringe i Ørene og blaa Tattoveringer paa Bryst og Arme; og naar han stod paa sit Fordæk betragtede de forbispaserende Landjordsmennesker, var det med en saa fremmed og uforstaaende Mine, som følte han sig egentlig kun hjemme i en Orkan paa Atlanterhavet.

Oppe paa Rælingen sad et ungt, rødhaaret Menneske og halvsov med Hovedet i sine Hænder. Han var ikke køn. Han lignede – som han sad dèr sammenbøjet, med en strikket Hue bag i Nakken – en lang, tung Abe, der var kommen i Sømandsklæder. Det var Sønnen Søren, ... den unge Mand, man havde tiltænkt Trine til Kæreste og Husbond.

Da Skipperen saa’ Drosken nærme sig, genkendte han straks Optoget og brummede, vendt mod Sønnen:

»Søren, skynd dig ned og tænd under Kedlen og steg et Par gode Rødspætter ... vi faar Fremmede, ser jeg.«

|169 Endnu før Vognen standsede, skridtede han fra Borde og aabnede – ikke uden Galanteri – Vogndøren for Madammen, der smilende steg ud med Parasolen opslaaet i den venstre Haand. I den dødeligste *Vaande for Halsknappen fulgte Højbaadsmanden baglæns efter og trykkede Mortensen højtideligt i Haanden, hvorpaa unge Didriksen bandt en tom Mulepose paa sin Karoline-Amalie og trøstig gik bag efter dem over Landgangen.

»Men hvor har vi Ingeniøren?« spurgte Skipperen og saa’ sig skuffet om. »Han har nok helt *sla’et Haanden af sine gamle Venner.«

»Han kommer *vist i Dag,« svarede Madam Olufsen. »Det sagde han da.«

»Naa – det kan jeg li’. Han var sgu saadan et rart Menneske en Gang ... Værsgo’, træd nærmere, Madam!«

Naturligvis begyndte man straks med at tage Skibet i Øjesyn. Skipper Mortensen, der ellers i hele sin Optræden overfor Olufsen røbede *Koffardifarerens indgroede Respekt for Orlogsmanden, fremviste med Selvfølelse sit *kalfatrede Dæk, sin nye *Styrbordslønning og de andre Forbedringer, han i det sidste halve Aar havde foretaget paa sin Skude, – og Højbaadsmanden nikkede tavs og bifaldende. Derimod var Madammen en temmelig adspredt Tilhører. Hun havde sin Interesse et ganske andet Sted paa Skibet. Hun for sit Vedkommende var ingenlunde kommen |170 her alene for at træffe en gammel, god Bekendt men nok saa meget for at faa sit Forraadskammer derhjemme forsynet til Priser, der var ikke saa ganske lidt under Torvenoteringens. Det varede da heller ikke længe, før hun i sin Utaalmodighed berørte Skipperens Skulder med sin Parasol og sagde:

»Naa, Mortensen, skal vi saa begynde paa Forretningerne? Vi vil ikke opholde Dem for længe.«

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Paa Bunden af Lasterummet, saa at sige i »Karen Sofie«s Mave, hvortil en Stige førte ned fra Dækket, fandtes en Opstabling af Fede- og Flæskevarer, der nok kunde faa en Husmoders Øjne til at lyse. Fra halvaabnede Fustager, Kasser, Krukker og Sække kiggede lysegult Smør, røde Skinker, Pølser, *Bedelaar og svære Holstenskoste indbydende ud imod Beskueren og opsendte en Duft, der aldeles ikke ledte Tanken hen i Retning af Orkaner paa Verdenshavet. Ved Skipperens ridderlige Bistand blev Madam Olufsen bugseret ned ad Stigen, og en lang og indgaaende Forhandling tog nu sin Begyndelse. I Følelsen af Sagens Alvor lod hun sig efterhaanden næsten hele Lageret fremsætte til Bedømmelse, fik nye Fustager slaaet op, vejede Skinkerne i Haanden, modtog Smagsprøver af Oste, Fedt og Pølser og løftede regelmæssigt Øjenbrynene som i let Forundring, hver Gang Skipperen nævnte Prisen.

|171 Imidlertid stod Højbaadsmanden oppe paa Dækket, støttet til sin Paraply, og lod med sin urokkelige Admiralsmine Blikket glide hen over *Vanter og Spryd, mens unge Didriksen – i tryg Forventning om, hvad der forestod – havde sat sig ned i en Rulle Tov for der at afvente Tidens Fylde.

Endelig var da alting afgjort nede i Lasten, Handelen sluttet, og Varerne bragt op paa Dækket. Og nu foregik der en Scene, der ved disse Besøg gentog sig med samme Regelmæssighed som en Vittighed af Bolteslager Fuss. Skipperen aabnede Lemmen til Kahytten og bad sine Gæster gøre ham den Ære at tage en lille Bid Mad i al Beskedenhed. Men Madam Olufsen vilde paa ingen Maade tage mod en Indbydelse, der kom hende saa overraskende. Ogsaa Højbaadsmanden vægrede sig paa det bestemteste ved længer at opholde Tiden for deres Ven, medens unge Didriksen, alt for vel kendt med disse Formaliteter, rolig spyttede Skraaen ud i Haanden og gemte den i sin Vestelomme.

Snart sad man da ogsaa nede i det lille hyggelige Lukaf, hvor Mortensens navnkundige *Flensborger Rom tronede midt i en Opdækning, som selv Madam Olufsen maatte yde sin Anerkendelse. Dog beholdt hun sin ene, sorte Handske paa for at antyde, at hendes Overgivelse kun var halv, og at hun hvert Øjeblik var parat til Opbrud. |172 Hun vidste nemlig af mange Aars Erfaring, at Mortensen, naar han havde drukket lidt, ikke var rigtig hensynsfuld i sin Tale men akkurat ligesom Fuss gav sig til at fortælle Historier, som Anstanden ikke tillod hende at høre paa. Desuden var hun slet ikke i Humør i Dag. Per udeblev nemlig stadig. Skipperen sendte flere Gange sin Søn i Land for at se efter ham; og paa Bordet stod en *Halvpots-Toddy og ventede. Men han kom ikke.

Heller ikke hjemme fandt de ham. Trine fortalte, at han tidlig om Eftermiddagen var kørt bort i en Droske og ikke havde været hjemme siden. Først langt ud paa Natten hørte Madam Olufsen ham komme hjem og tumle nede i sine Værelser paa en Maade, der tydeligt nok røbede hans omtaagede Tilstand.

Der var ikke gaaet fireogtyve Timer, før Per begyndte at fortryde sin Opførsel overfor Fru Engelhardt og at spørge sig selv, hvad han egentlig havde haft at beklage sig over. Han maatte tilsidst erkende, at han havde været utilgivelig enfoldig i sin moralske Forargelse over hendes Naturs sunde Varmblodighed; og han skammede sig som en Hund, naar han tænkte paa, at han – ogsaa han! – den allerførste Gang, en altovervindende Følelse havde grebet ham, var bleven svimmel |173 og bange, ja ligesom en anden Fritjof Jensen havde givet sig til at fable om Mørkets Magter og mystiske Dæmoner, skønt Sandheden var den simple, letforstaaelige og tillige saare trøstefulde og opløftende, at Livet i sin Vælde overvandt alle Selvets smaa Fornemmelser lige til Dødstankens Uhygge; at Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor Sjælene mødtes *i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Paradisets Have. I hint Øjeblik, da han stod ved Fodenden af Fru Engelhardts Seng og trods Had og Afsky endnu følte sig uimodstaaeligt dragen mod hendes hvide Bryster, havde Tilværelsens Urgrund afdækket sig for ham. Men i Stedet for at lade sig betage og henrive havde han som det forhutlede Præstegaardsprodukt, han nok alligevel inderst inde endnu var, givet sig til at slaa Kors for sig, ja været paa Nippet til at optræde som Bodsprædikant.

⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Han ærgrede sig grundigt over sig selv. Saa ynkeligt havde han altsaa svigtet den første Gang, Livet for Alvor havde prøvet hans Tro! ... Og hvor var det egentlig betegnende! Mens Fru Engelhardts virkelige moralske Skrøbeligheder – hendes Løgnagtighed og Skaberi f. Eks. – ikke i nogen særlig Grad havde frastødt ham, havde han overfor det eneste, der i Virkeligheden kunde forsone med disse Skavanker, den mæg|174tige Naturkraft, hun havde aabenbaret i sin Lidenskab, vendt sig skamfuld bort. Ja, Neergaard havde haft Ret. Det lod virkelig til ikke at være saa ganske let saadan helt at slippe sin Moders Skørter og sin gamle Mosters Fordomme. Og dog var det netop for den Pris, at Lykken – den højeste Lykke – i alle Forhold maatte købes. Det var just Neergaards Ord.

Han gav sig til at tænke paa, om den skete Skade ikke lod sig oprette; og en Aften kørte han ud til hendes Villa med Haanden fuld af kostbare Roser, som han kastede op paa Altanen. Dagen efter sad han hjemme og ventede paa et Bud, et Brev, ... men der kom intet. Heller ikke de følgende Dage hørte han noget fra hende; og han trøstede sig da med, at han nu i hvert Fald havde gjort Afbigt, og at der jo sikkert fandtes andre smukke og fordomsfri Kvinder i Verden end netop Fru Engelhardt.

Desuden lagde i de samme Dage en ganske anden Ting pludselig hans Tid og Tanker i Beslag.

En Dag, da han – undtagelsesvis tilfods – kom hjem i Hjærtensfrydsgade, viste Madam Olufsen sig paa Stigetrappen op til første Sal og fortalte ham med sit mest mistænksomme Ansigt, at der sad en Herre inde paa hans Værelse og ventede paa ham.

Per maatte besinde sig et Øjeblik, før han rigtigt opfattede hendes Ord. Han vendte nemlig |175 hjem fra en lang, ensom *Strandvejs-Spaseretur, som han havde foretaget dels for at nyde det ualmindeligt smukke Foraarsvejr, mest dog for en Gang at komme til Klarhed angaaende Spørgsmaalet om sine Studier og sin Fremtid, en Sag, som nu – da hans Sind og Tanker ikke længer var andetsteds beskæftiget – paany havde trængt sig ind paa ham og med forøget Krav paa en Afgørelse.

»En Herre, siger De ...?«

»Ja, det er den samme Herre, som var her forgangen Aften, da De heller ikke var hjemme; ... det er vist en Præst. Jeg har sagt til ham, at De *knap kom hjem for det første; men han vilde vente alligevel, sagde han. Han har vist siddet derinde i over to Timer.«

Da Per kom ind paa sit Værelse, sad hans Broder Eberhardt oprejst i Gyngestolen med en Haand indenfor sin Frakke og en Paraply mellem sine Ben.

»Det var et Held, at du kom netop nu; jeg havde næsten opgivet dig,« sagde Broderen, efter at han tavs og højtideligt havde rejst sig og givet Haanden. »Min Tid er desværre altid meget optagen, ... og det er nok ikke let at træffe dig hjemme. Du véd maaske, at jeg har været her en Gang før.«<!--? mangler, passagen ikke i B C D E F G -->

»Hvor skulde jeg vide det? Har du da sagt dit Navn?«

»Naa, – det har jeg maaske glemt.«

|176 Pers Hjærte hamrede. Han havde øjeblikkelig ved Synet af Broderen forstaaet, at denne maatte have en eller anden alvorlig Meddelelse at gøre ham, siden han – endog for anden Gang – havde søgt ham. Det var desuden ikke svært at se paa Eberhardt, at han var sig sit Hvervs Betydning fuldtud bevidst, – og derfor var det Per dobbelt magtpaaliggende at lade ganske ligegyldig for Anledningen til hans Besøg.

»Det er uheldigt at have saa travlt, at man glemmer det væsentligste,« bemærkede han i Anledning af Broderens sidste Ytring og drejede sig om paa Hælen med et Skuldertræk. »Vil du ha’e en Cigar?«

»Tak – jeg skal ikke ryge,« svarede Eberhardt, der igen havde indtaget sin Plads i Gyngestolen.

»En Øl maaske?«

»Tak, jeg nyder ikke Spiritus ... allermindst om Formiddagen.«

»Saa tillader du maaske, at jeg selv ta’er mig en,« vedblev Per, mens han – halvt svimmel – tænkte: Skulde Moder være død? – »Jeg er nemlig saa barmhjærtig at imødekomme Tørstens Krav ganske uden Hensyn til Klokkeslettet.«

Eberhardt svarede ikke straks. Med Paraplyen mellem sine Knæ, og begge Hænderne hvilende ovenpaa dens Haandtag, betragtede han opmærksomt Per, mens denne trak en Flaske op, skænkede i et Glas og drak.

|177 »Du viser dig vist temmelig hyppig imødekommende i den nævnte Henseende, Peter Andreas,« bemærkede han omsider, idet han tydeligt bestræbte sig for at beherske sin Forargelse.

»Er det for at sige mig det, at du er kommen?« busede Per straks ud i stridbar Tone; – han havde kastet sig ned i en Stol og taget en Kniv op af Vestelommen for at skære Spidsen af en Cigar.

Eberhardt gjorde en ganske lille, afvisende Bevægelse med Haanden.

»Jeg blander mig aldrig i dine Anliggender, ... det véd du. Det føler jeg – af flere Grunde – ingensomhelst Opfordring til. Det er heller ikke derfor, jeg i Dag har søgt dig. Det er – desværre – af en anden Aarsag.«

Per vilde endnu ikke spørge, skønt han havde den største Møje med at bevare sin uinteresserede Holdning. Han forstod egentlig ikke rigtigt selv, at denne Anelse om et Ulykkes-Budskab fra Hjemmet kunde gøre et saa stærkt Indtryk paa ham. Han havde dog i lange Tider næppe haft en eneste af dem derhjemme i sine Tanker. De var jo forlængst som døde for ham allesammen, – og han havde ikke grædt over Tabet. Det var tillige langt fra, at Synet af Broderen vakte nogen Hjemlængsel hos ham. Alene den paa en Gang sky og overlegne Maade, hvorpaa denne uafbrudt iagttog ham og saa’ sig omkring i hans Stue, havde øje|178blikkelig faaet ham til at væbne sig med al sin gamle, stejle Trods. Den tavse Anklage i Broderens Holdning og Mine, den Tilkendegivelse af krænket Familjeære, som Blik og Tone indeholdt, hele den Selvgodhedens Atmosfære, der udstrømmede fra hans stramt tilknappede Skikkelse med de blege, glasagtige Øjne og den indknebne Mund, havde i Løbet af faa Minutter sat Per saa levende tilbage til Barndomsaarenes Trængselstider, at det var for ham, som om selve den kendte Tørverøgsfims derhjemme fra Præstegaardens Stuer var ført herind til ham med Broderens Person.

Og dog var der i Virkeligheden dybest inde i det Blik, hvormed Eberhardt betragtede Peter Andreas og saa’ sig omkring i hans fattige Stue, et Udtryk af oprigtig Sorg, af ægte, broderlig Medfølelse. Det saa’ ud, som om der ved Synet af dette mørke, kælderagtige Rum, der med sine Udskuds-Møbler, sit nøgne Gulv og sine fuldkommen tomme Vægge var som et Billede paa selve Hjemløsheden, pludselig skød op i ham en Trang til at bryde Isen imellem dem, og at han blot ventede paa en Anledning til at lade Hjærtet tale. Men Per gav ham ingen saadan Anledning, og de sad i flere Minutter tavse begge to.

»Jeg kommer for Resten hjemmefra,« begyndte endelig Eberhardt ligesom prøvende. »Jeg var netop kommen tilbage her til Byen den Dag, da jeg sidst søgte dig.«

|179 »Naa, de har det vel godt?« sagde Peter Andreas henkastende og saa’ op paa Røgen fra sin Cigar.

»Aa nej, det kan jeg just ikke sige. Fa’er har skrantet en Del i den sidste Tid.«

»Saa-aa.«

»Han er ... temmelig daarlig endogsaa.«

»Naa ja, han er jo gammel snart.«

»Hvad jeg vilde sige, ... jeg havde, forinden jeg rejste hjemmefra, en længere, fortrolig Samtale med Lægen; og jeg fik ved den bestyrket, hvad jeg iøvrigt selv straks, da jeg saa’ Fa’er, havde et bestemt Indtryk af, ... nemlig, at hans Tilstand giver Anledning til de alvorligste Bekymringer. Jeg troer, kort sagt, vi maa være forberedte paa, at Fa’er inden ret lang Tid gaar bort.«

Per, som følte Broderens Øjne hvile paa hans Ansigt, fortrak ikke en Mine. Dog svarede han ikke paa en Bemærkning, Eberhardt lidt efter lod falde om, at han – Peter Andreas – vel intet havde anet om Faderens Sygdom. Han var ikke saa sikker paa sig selv, at han turde tale.

Og paany forundrede han sig over, at denne Efterretning overhovedet kunde gøre noget Indtryk paa ham. Hans Fader? Hans saakaldte Fader? Levende eller død ... hvad angik den gamle Mand ham?

Det var i Virkeligheden heller ikke Sorg, han følte ved Budskabet; ikke en Gang Vemod, mindst |180 af alt Anger. Det var nærmest en Slags Uro, der med ét kom over ham. Aldrig før var den Tanke falden ham ind, at hans Fader eller Moder kunde dø, før han ved sit Livsværk og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem og tvunget dem til Erkendelse af deres Uret imod ham .... Og nu skulde denne Efterretning endda træffe ham i et Øjeblik, da han – stærkere end nogensinde – følte sig tvivlraadig med Hensyn til den Vej, han skulde vælge for at naa frem til sine store Drømmes Maal.

»Det er efter al Sandsynlighed Kræft,« vedblev Eberhardt. »Doktor Carlsen brugte ikke netop Ordet; men det fremgik tydeligt nok af hans Omskrivninger, at heller ikke han var i Tvivl derom. Fa’er gaar jo endnu oppe og passer – saavidt han formaar – sin Gærning som sædvanlig, ... du kender hans strenge Pligtfølelse. Men mange Maaneder vil han næppe kunne blive ved; og jeg troer, at han selv er fuldt forberedt derpaa. Mo’er er jo – som du kan vide – meget nedbøjet; men – for*underligt nok – det er, som om Bekymringen for Fa’ers Tilstand har givet hende selv mere Modstandskraft. Hun er endogsaa begyndt at staa lidt op for at kunne være mere om Fa’er i denne Tid. Ved en underlig Naade har hun faaet Kraft til at rejse sig af sin Seng og sidder nu gærne et Par Timer i Lænestolen inde i Dagligstuen.«

|181 Eberhardt havde en Forkærlighed for at udtrykke sig i højtidelige Vendinger, skønt han ikke af Fag var Teolog. Han var juridisk Kandidat og beklædte en Fuldmægtigplads paa et offentligt Kontor paa Frederiksberg. Men der var saavel i hans Væsen som i Maaden, hvorpaa han klædte sig, saa meget, der røbede hans gejstlige Afstamning, at det var tilgiveligt, naar Madam Olufsen havde antaget ham for en Præst. Forøvrigt betragtedes han som et endog ualmindelig klart juridisk Hoved, og han havde nylig vakt Opmærksomhed ved en Afhandling i et juridisk Tidsskrift om Fængselsvæsenet og en Udvidelse af dettes pædagogiske Opgave i kristelig Aand. Han var da ogsaa højt anskreven hos sine overordnede Foresatte, og alle spaaede ham en stor Fremtid.

»Jeg har nu ment, at du i Tide burde underrettes om disse Forhold,« vedblev han, da Per stadig intet sagde. »Jeg syntes, du ikke skulde være uforberedt. Jeg har nemlig tænkt mig, at du, naar du blev bekendt med Fa’ers Tilstand, mulig kunde føle Trang til ... kunde føle dig opfordret til at søge en ... en Tilnærmelse overfor Fa’er, inden det blev forsilde.«

»Hvad mener du?« spurgte Per i samme udfordrende Tone som før og saa’ stift paa Broderen.

»Ja, jeg vil – som jeg før sagde – slet ikke blande mig i dine Anliggender. Dertil føler jeg mig ikke kaldet. Det er jo naturligvis noget, du |182 maa afgøre med din egen Samvittighed, om du kan forsvare dit Forhold til dine Forældre, ... jeg ønsker ikke en Gang at udtale mig nærmere derom. Hvad jeg derimod som Moders fremtidige Raadgiver i alle praktiske Spørgsmaal føler mig forpligtet til allerede nu at præcisere for dig, er, at Faders Bortgang jo ogsaa vil faa en væsentlig Indflydelse paa de pekuniære Forhold derhjemme. Jeg véd, at Fader – i hvert Fald indtil den allersidste Tid – har ladet dig tilflyde endog meget rundelige Pengetilskud. Jeg vil sige dig, at han i saa Henseende – uden fra din Side at have mødt nogen Paaskønnelse derfor – har strakt sig endog ud over sine Kræfter. Og han har gjort det, for at han ikke skulde kunne bebrejde sig, at han har vist Ligegyldighed for dine Studier, fordi de bevæger sig paa Omraader, han ikke er i Stand til at bedømme; han har villet være sig bevidst at have ydet dig endog de allergunstigste Betingelser for Udviklingen af dine Evner.«

»Jeg véd det.«

»Denne Understøttelse vil naturligvis øjeblikkeligt bortfalde, dersom Fader skulde gaa bort. Moders Kaar vil jo da blive endog meget smaa, og det vil være en Nødvendighed at udvise den største Sparsommelighed paa alle Omraader.«

»I den Henseende skal du ingen Bekymringer have for min Skyld,« svarede Per. »Jeg har netop selv tænkt paa at lade dem vide derhjemme, at |183 jeg er i Besiddelse af de fornødne Midler til et standsmæssigt Underhold.«

»Ja, det er sandt,« sagde Eberhardt med en Stramning af Munden, der skulde gælde for et Smil. »Jeg hører ved min Tilbagekomst, at du har arvet ... en Selvmorder.«

»En af mine Venner – ja.«

»Jeg haaber da, at du *tilbageviser den Art Gaver, Peter Andreas.«

»Hør, jeg synes, du en Gang skulde gøre Alvor af din Trusel om ikke at blande dig i mine Anliggender. Jeg har aldeles ikke anmodet dig om at være min juridiske Raadgiver.«

»Ja, jeg sér, at det i det hele er ørkesløst at tale med dig,« sagde Eberhardt og rejste sig. »Jeg skal ikke yderligere forlænge denne Samtale.«

»Som du vil.«

Han tog straks sin Hat for at gaa. Men da han stod med Haanden paa Dørlaasen i Begreb med at forlade Stuen, vendte han sig efter et Øjebliks Betænkning endnu en Gang om imod Broderen, der var bleven siddende paa sin Stol, og sagde:

»Jeg maa dog sige dig endnu et, Peter Andreas! Skønt du – med dine Følelser – rimeligvis vil have vanskeligt ved at forstaa det, vil jeg sige dig, at der er ingen af alle os Søskende, paa hvem baade Fa’er og Mo’er tænker saa meget som paa dig. Nu, da jeg var hjemme, gik der |184 ikke en Dag, uden at Fa’er talte om dig. Ja, Peter Andreas,« – tilføjede han i stærk Bevægelse og ligesom med Overvindelse – »skønt jeg maaske ikke burde omtale det, vil jeg lade dig vide, at det er paa Opfordring af Moder og vore Søskende, at jeg nu har søgt dig. At ingen af os har gjort det før, kan ikke undre dig efter hele den Maade, hvorpaa du har stillet dig til os alle, ... og hvad særligt Fa’er og Mo’er angaar, saa vidste de jo af Erfaring, at de kun gjorde ondt værre ved at søge at gøre noget Indtryk paa dig, ... de har bestandig haabet paa, at Livet en Gang vilde bøje dit Sind og lære dig, hvad du skylder dem. Nu er Fa’ers Tid omme. Vogt dig, Peter Andreas, for at begaa en Synd, som du sikkert en Gang – tidlig eller silde – bittert vil komme til at angre. Farvel!«

Efter at Broderen var gaaet, blev Per en Stund siddende ved Bordet med Haanden under Kinden og saa’ ned for sig. Saa rejste han sig med et Skuldertræk, gik nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet og kastede sig ned i Gyngestolen.

»At bøje Sindet« ... »bitter Anger« ... »Synd« ... »Naade« ... Hvor han kendte den Lektie! Den hele Spøgelsekatekismus paany repeteret! ... Og hvor var det et karakteristisk Træk, en ægte »sideniusk« Tanke at benytte netop Sygdom og Dødsleje som Anledning til et fornyet Forsøg paa at skræmme ham tilbage til Hjemmets og Barne|185troens Skød ... at bruge selve Døden som Hververkorporal for Underverdenens sorte *Korsdragerskare. For hvad vilde de ham andet end at bøje ham til Lydighed under Slægtens og Kirkens Tugt? Hvem var det, de havde haft Bud efter? Det var ikke Længsel efter at se ham saaledes, som Naturen nu en Gang havde skabt ham – fri, frank, glad – der havde faaet dem til endelig at kalde paa ham. Det var alene hans Underkastelse, de utaalmodig ventede paa. Det var hans Ydmygelse, det hastede med nu, da Faderen skulde til at dø. Hvad de vilde, var en hjærterørende Familjescene, hvor den bodfærdige Søn modtog sin døende Faders Tilgivelse for, at han ikke forlængst havde faaet sit Livsmod stækket, ikke før nu havde villet lade sig indrullere i det lange Skyggetog af Dødens Slaver! ... Jo, Gu’ var Verden fuld af Dæmoner alligevel, saasandt som den vrimlede af saadanne smaa, selvretfærdige Eberhardt’er med og uden Præstekrave, der ikke taalte Synet af en rank Ryg og et løftet Hoved, naar ikke »Naaden« havde Part deri; som allevegne var paa Færde for at indblæse Frygt og Tvivl, gøre Menneskene bange for sig selv og for deres egen Magt. – – Men han lod sig ikke skræmme! Vistnok havde han i de sidste Dage erfaret, at han ikke var helt saa upaavirkelig overfor Overtroens Spøgelser, som han havde troet, ... to Gange i samme Uge lod han sig dog ikke overliste!

|186 ⇕A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. I én Henseende fik Broderens Besøg alligevel en Indflydelse paa Per. Det gav ham Stødet til at fatte den afgørende Beslutning med Hensyn til sin Fremtids Vej og Maal. Han indsaa’, at det var paa høje Tid at gøre en Ende paa hans planløse Lystsejlads efter Lykken. Han havde altfor længe ligget og biet paa en gunstig Vind. Han maatte igen tage fat paa Aarerne for at komme ud af det Dødvande, hvori han – det følte han nu – var ved at gaa til Grunde. Det Par tusinde Kroner, han skulde arve efter Neergaard, vilde ikke strække langt og var desuden allerede halvt opbrugt ved Forskud og Laan. ⇕˟A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. I det hele ... denne Tro paa Lykken som noget, der dumpede ned over Hovedet paa Folk ligesom en Tagsten eller en Lotterigevinst, var vist ogsaa bare en Rest af Gammeljomfru-Overtro, næret af Fortidens Spaakællinger og Nutidens Poeter. Der fandtes i hvert Fald ingen anden paalidelig eller fuldt værdig Lykke end den, man selv fravristede Skæbnen. Som et Vilddyr, et krumtandet Bestie, en Æventyrets *Gyldenbørste skulde Lykken jages, fanges og bastes, ... et Bytte for den snareste, den stærkeste, den modigste!

⇕˟A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. Kort efter, at Eberhardt havde forladt ham, sad Per allerede bøjet over et stort Generalstabskort og nogle gamle, af sorte Blyantsfingre mærkede Tegneruller, som han efter nogen Leden havde fundet frem af en Kommodeskuffe. Det |187 var Udkastene til et vidtløftigt Vandbygningsarbejde, et Fjordreguleringsprojekt, som han havde paabegyndt allerede for flere Aar siden men Gang efter Gang henlagt og atter genoptaget. Egentlig laa dets allerførste Oprindelse endnu længere tilbage i Tiden, helt tilbage i hans Drengealder, idet den skrev sig fra det Aar, da der i hans Hjemby var fremkommen store Planer om for den hensygnende Skibsfarts Skyld at uddybe og regulere Fjordudløbet og ombygge den aarhundredgamle *Pæreskipper-Havn til en *Losseplads for Dampere med indtil *ti Fods Dybgaaende, – et Foretagende, som hans Fader havde udtalt sig meget overlegent og nedsættende om paa Grund af den Bevægelse, hvori det satte alle i Byen. Per havde den Gang drømt om selv at blive den Mand, der saaledes ledede Havets friske Strømme og Verdenshandelens rige Guldflod ind til sin Barndomsbys lumre og fattige Gader; og ikke saasnart var han kommen saa vidt i Ingeniørvidenskaben, at han kunde opsætte en Kanalprofil efter et Generalstabskorts *æqvidistante Kurver, før han havde givet sig til at beregne Jordarealer og Strømhastigheder, at tegne *Faskin-Indbygninger og Opmudringsapparater, Sluseværker, Brohoveder og *Duc d’Alber – med en Iver, som ofte fik ham selv til at le ganske højt. Tilmed udvidede han efterhaanden sin oprindelige Plan, idet han besluttede at lade den paatænkte Vandvej fortsætte sig endnu længere |188 ind i Landet som en Kanal eller et System af Kanaler efter hollandsk Mønster. Hvad der foresvævede ham, var et vidtforgrenet Kæmpeværk, der forbandt det østlige Midtjyllands større Vandløb, Indsøer og Fjordindskæringer med hinanden og satte *den opdyrkede Hede og Fremtidens opblomstrende Nybygger-Byer derinde i Forbindelse med Havet.

]˟ ⇕˟A  ◄B  C  D  E  F  G  Sml. I over et Aar havde han Nat efter Nat arbejdet paa dette Projekt og endelig forelagt sit Udkast for den Professor Sandrup, af hvem Ivan Salomon hin Aften paa Kaféen havde gengivet en Udtalelse, ham angaaende. Per havde den Gang godt forstaaet, at de ikke netop smigrende Ytringer om hans »Uvederhæftighed« særligt havde haft Adresse til denne Sag. Den gamle Professor havde nemlig forholdsvis hurtigt ved et Blik paa Situationskortets Højdetal kunnet paavise, at hans Strømhastigheds-Beregninger maatte være fejlagtige, og at den hele Plan saaledes hvilede paa et falsk Grundlag; og efter forøvrigt at have ydet ham sin Anerkendelse for hans Arbejde som et Bevis paa Interesse og Flid havde han indstændigt tilraadet ham ikke oftere at bruge sin Tid til den Slags ørkesløse Forsøg men fremtidigt at ofre sig helt til et grundigt og planmæssigt Studium af de foreskrevne Eksamensfag. Per, der ikke havde kunnet nægte hverken den anførte Fejls Tilstedeværelse eller dens Betydning, var jo i første |189 Øjeblik bleven noget slukøret men havde iøvrigt ikke ladet sig Nederlaget gaa synderlig nær til Hjærtet. Med et Smil og sit sædvanlige Skuldertræk havde han, da han kom hjem, kastet sine Tegneruller og Beregninger ned i Kommodeskuffen og hurtig fundet Trøst i gode Venners Selskab.

]˟ Senere havde han et Par Gange – trods sin Lærers strenge Advarsel – taget sit Arbejde frem igen til fornyet Prøvelse men uden at have haft tilstrækkelig Ro i Sindet til mere end rent lejlighedsvis at beskæftige sig dermed. Nu skulde der tages fat for Alvor. Og han vilde ikke helme, før han havde enten overvundet alle Vanskelighederne eller fuldt ud godtgjort for sig selv Planens Umulighed. Der paakom ham med ét ved Synet af disse gamle Tegninger en Utaalmodighedens Arbejdsfeber, en ubændig Trang til en fornyet Anspændelse af alle sine Evner. Han formelig længtes efter en Gang igen at føle sine Øjne svide af Overanstrengelse, at staa op om Morgenen med Solen efter bare tre Timers Søvn og have Hovedet fuldt af femcifrede Tal, der summede derinde som Bier i en Bikube.

Han tvivlede ikke om, at det ved en eller anden heldig Omlægning af Kanallinjerne tilsidst skulde lykkes ham at finde Opgavens Løsning. Og naar det virkelig lykkedes ham, og han kunde faa sine Udkast offentliggjorte i et teknisk Tidsskrift, vilde Almenheden sikkert hurtigt faa Øj|190nene op for, af hvilken overordentlig national Betydning Værket kunde blive, – og Muligheden for dets Gennemførelse var da rykket nær. I Løbet af et Par Maaneder maatte han kunne blive færdig med Omarbejdelsen. Et andet Par Maaneder gik vel hen med Offentliggørelsen. Og saa? ... *Holla! Der var endnu Tid til at vinde Sejr, før den gamle Mand derhjemme lukkede sine Øjne.